diff --git "a/normalized/1870_AT_DenVanvittigesBoernEllerSkurkenPaaNoerrebro.txt" "b/normalized/1870_AT_DenVanvittigesBoernEllerSkurkenPaaNoerrebro.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1870_AT_DenVanvittigesBoernEllerSkurkenPaaNoerrebro.txt" @@ -0,0 +1,10294 @@ +Første kapitel . +Studenten . +Langt ude på Nørrebro ligger et lille , skummelt +og uhyggeligt sted , som udmærker sig ved sit forfaldne +udseende . Folk gå ikke gerne derind ved +aftenstid , thi der går det sag » om dej , at en snild +og uforfærdet bandit her uantasftt har udøvet sine +grusomheder , at hans sjæl ikke kan få ro , men +af og til aflægger et besøg hos husets beboere om +natten . Man hvisker om al , at der findes hemmelige +rum og gemmer under huset hvad der end mere +styrker denne tro er , at nogle af beboerne ved at +grave i den lille have , der hører til stedet , var +stødt på , menncskebeen og knokler , og ligeledes havde +fundet nogle guldsmykker og mønter fra en længst +førsvunden tidsalder . +Dette hus var rundt omkring bekendt under +navnet : „ Det forbandede hus “ . + +— ja tak , det er mit højeste ønske . +Et øjeblik sad han tavs og beundrede ven smukke +pige . Endelig sagde han lidt førlegen : +— undskyld . . . men hvem beboer denne lejlighed +. . . De er da ikke ene her ? +— nej , svarede Julie min onkel . . . +— ah , de har en onkel , altså ingen fader ? +Ved disse ord blegnede Julie synlig . +— ak nej , desværre , sagde hun jeg bar i ti +år savnet en elsket fader . +Den tone hvori dette blev udtalt røbede , at hun +just ikke hørte til de lykkeligste +— men de har vel en kærlig onkel ? vedblev +Vilhelm . +— ja . . . ja , det har jeg , sagde den unge pige +langsomt , idet en tåre gled ned ad hendes kind . +Vilhelm , der indså at det smertede hende aj +tale om onkelen , var betænksom nok at dreje samtalen +hen på andre ting . +Kort efter rejste han sig . Han bød Julie hånden +og takkede hende for den forekommenhed , hun +havde viist imod ham , og sagde idet han nærmede sig +døren : +— tør jeg , hvis jeg en anden gang bliver træt , +atter hvile mig her ? +— ja , hviskedee Julie næppe hørligt . +— tak ! råbte Vilhelm begejstret og forlod +værelset . Han begav sig atter til byen , med tanken + +opfyldt af den unge pige , der allerede nu havde gjort +et dybt indtryk på ham . +Det er en selvfølge at han følte sig „ træt “ den +næste dag og mange af de påfølgende dage , og af +den årsag søgte at hvile sig i den unge piges nærværelse . +Efter otte dages forløb var Vilhelm aldeles +forelsket i Julie , og hun — ja hun havde aldrig følt +sig så lykkelig som nu . Men det fik desværre snart +en bedrøvelig ende . +Andet kapitel . +Forbandelsen . +Vi bede den ærede læser om , atter at følge os +ud på Nørrebro til det forbandede hus , men denne gang +for at lære Julies onkel at kende . +Det er otte dage efter at Vilhelm har stiftet +bekendtskab med hende . +På døren stod med tydelige bogstaver navnet : +knækbein . +Men hvem er denne knækbeinv spørger vel den +ærede læser . +Knækbein var en gåde svr sine omgivelser . +Spurgte man husets beboere om hans forhold , + +rystede de på hovedet og svarede hviskende : „ Tys ! +Tal ikke om ham , han er ikke god at komme nær ! “ +Af dette svar indser vi , at Julies onkel må +være en sand „ Bussemand “ . +Han var en mand , der stærkt stundede mod de +3 snese . Hans træk vare hårde og frastødende ; +hans ansigt udtrykte snuhed og bestemthed . +Hvorfra han var kommen eller fra hvem han +stammede , vidste ingen , og han selv syntes meget omhyggelig +at undgå alle . +Det eneste menneskelige ^væsen han havde om sig +var Julie , som han kaldte for sin søsterdatter . +Hun vakre almindelig deltagelse , og man beklagede +ofte at hun så at sige var lænket til dette ildevarslende +menneske . +Man havde lidt hørt hende hulke og sukke , medens +den gamle skældcde og smældede . +Engang forsøgte en medfølende husbebocr at erfare +sammenhængen , for om mulig at bevirke at hun +blev bedre behandlet , men han blev afvist på en +hånlig og spottende måde . +Det er aften , nogle timer efter at Vilhelm har +forladt stuen , da vi indfinde os . +Klokken var omtrent 11 , — de fleste mennesker +lå allerede i søvnens arme . +Julies onkel gik med lange skridt frem og tilbage +på gulvet . Pludselig standsede han sin gang + +og befalede Julie at hun skulle tage sit øvertøi på ; +han ville ud i den friske luft , og hun skulle ledsage +ham . +— så sent , kære onkel ? spurgte Julie . +— ja , skynd dig , svarede denne barsk . +- hvad mon det skal betyde , tænkte Julie , idet +en uforklarlig ængstelse bemægtigede sig hende . +— nå er du snart færdig ! råbte onkelen . +— ja , ret straks ! +Julie nølede endnu en lille stund , for at han +om mulig skulle betænke sig . Det begyndte at regne +stærkt og vejen var kun oplyst af et par søvnigt +skinnende lygter . Alt var så øde og stille rundt +omkring . +Endelig , efter lang overvindelse , gjorde hun sig +færdig , og afsted vandrede de . +De gik længe i tavshed hen ad vejen . +. Dej forekom Julie som om hendes onkels åsyn +så endnu mere skummelt og mørkt ud end nogensinde . +Hun havde net . Hans ansigt udtrykte en vild , +dæmonisk glæde , medens det af og til fortrak sig som +af en indre , nagende smerte . +De vandrede skyndsomt hen ad vejen regnen +faldt i strømme . +— skulle vi ikke vende om , onkel ? spurgte +Julie . Jeg kan ikke holde ud at gå i dette vejr . +— snak ! svarede denne ; vi er strar på vort +bestemmelsessted . +Kort efter standsede han sin gang ved Nørreport . + +- denne vej ! kommanderede han , og gik hurtigt +op på volden , fulgt af Julie . +De fortsatte nu vejen til de kom til kirsebærgangen . +— nu er vi straks ved målet , sagde han opmuntrende . +— +jeg er træt , onkel , hviskedee Julie . +— snak , hvor kan du være træt ; du har jø +hvile « hele dagen , brølede han . +Julie gav intet svar . +Han tog hende nu ved hånden og førte hende +ind i hirsebærgangen . Der var bælmørkt derinde , og +Julie rystede af skræk ved hvert skridt hun gik . +Endelig standsede han . De vare nu komne meget +dybt ind i kirsebærgangen . +— hm ! Ja her må stedet være , mumlede han , +idet han fremdrog en lille spade , som han havde skjult +indenfor sin overfrakke . +— men onkel døg , hvad er det du vil foretage +dig ? spurgte Julie , skælvende af angst . +— ti med dine spørgsmål ! afbrød onkelen +hende hvæsende ; se til at du får ild på denne , +men skynd dig ! +Med disse ord rakte han Julie en lille blændlygte , +hvilken det på grund af regnen var hende +meget vanskelig at få tændt ; endelig skete det døg . +— lys mig ; kom herhen , endnu nærmere ! råbte +han barsk . +Julie adlød , døg med en vis modstræben . +Han gik nu ad skråningen helt ned til stadsgraven . + +her gravede han med anvendelsen af alle fine +kræfter ; store svcddråber perlede på hans pande . +— så , endelig ! råbte han og kastede spaden , +idet et triumferende smil krusede hans læber . +Ud af det hul han havde gravet fremdrog han +et lille skrin , som han opmærksomt betragtede fra alle +sider . +— ja , det er dette , sagde han hen før sig ; det +lader ikke til at have taget nogen skade , skønt det +har lagt ti år i jorden . +Skælvende af angst betragtede Julie sin onkel . +Det forekom hende som var det en ond ånd , der +st » d før hende , et så uhyggeligt udtryk hvilede derover +hans ansigt . +Han fremtog en lille nøgle og åbnede skrinet . +Dets bele indhold var nogle papirer , der vare +gulnede af ælde . +Han tog disse frem og sagde til Julie : +— sæt dig på stenen der , og vær opmærksom , +jeg vil fortælle dig din moders historie . +— 0 gud ! skån mig ; lad mig komme hjem ! +Udbrød Julie , idet hun strakte sine hænder bedende op +imod onkelen ; du kan ikke bringe over dit hjerte , at +lade din egen søsters datter tilbringe en sådan +nar under åben himmel . +— ti med den snak ; sæt dig ned og hør mig . +— o gud ! hvorledes skal dette ende ! sukkede +Julie og så sig ængstelig om . +— din moder var datter af velhavende forældre , + +begyndte onkelen sin fortælling ; tidlig modnedes +hun , tidlig færdedes hun mellem fremmede . Livsglad +og smuk var hun , indtil en stor , unævnelig sorg +ramte hende ; da bøjede hendes legeme sig mod jorden +lig en knækket blomst på sin stængel . Livet tabte +fra den stund al tillokkelse før hende . Kun bitterhed +og had — et grændsclost , et uudsletteligt had — +gærede i hendes indre mod hele menneskeheden , men +især mod den , der havde forårsaget af hun led . Hun +var bleven skammelig bedraget . En mand havde forslået +af fængsle hendes unge hjerte ; hun fulgte ham +i god tro , uden hendes forældres samtykke . Du +blev frugten af deres samliv , som varede i mange +år . Da gjorde hun en opdagelse , der ramte hende +lige i hjertet . ' hendes mand havde alt været gift +førend han førte hende til alteret . Han var desuden +en tyv ; da han havde bestjålet hende før alt hvad +hun ejede , forlod han hende , og det eneste han lod +hende beholde tilbage var dig . Da svoer hun en ed , +en dyr , en hellig ed , som hun har nedskreven og lagt +i dette skrin . Kort før hendes døv , der indtraf nogle +dage derefter , modtog jeg det af hendes egen hånd , +og jeg lovede hende da , ved alt hvad helligt er , ved +min sjæls salighed , at jeg ville sørge før at det skete +fyldest , som hun havde svoret . Se her , vedblev han , +og udfoldede et af papirerne . +Julie læste med tilbageholdt åndedræt : +„ Det er min Lillie , at du , min datter +„ Julie , tager den mand tilægte , som slår før + +„ Dig ; han er min Broder , -- den eneste til +„ hvdm jeg vil betro din fremtidige skæbne . +„ Når du har fyldt dit i 6de år skal du træde +„ med ham før alteret . Du kender min historie , +„ Du har hørt hvad jeg ventede af livet og hvor +„ ledes jeg blev skuffet . Jeg har derfor svoret , +„ ar det skal ske således som jeg har bestemt , før +„ at forebygge al du skulle lide samme skæbne . +„ Ve dig , hvis du ej opfylder min bestemmelse . +„ Din moder +Juliane . “ +— nu , hvad svarer du dertil ? spurgte onkelen +hende . +Et dybt suk var Julies eneste svar . +Hun kunne ikke tro det muligt , at hun skulle binde +sin skæbne til en mand , som hun , så langt hun +kunne huske tilbage , lun så med angst og skræk . +Hun følte sig som tilintetgjort ved denne tanke , +thi hun elskede stud . nten , elskede ham af sit hjertes +hele fylde , — han var hendes forsle kærlighed . +Dog , det var jo hendes moders villie ' den måtte +være hende hellig og dyrebar . +— nå , sid ikke længer således , men svar mig , +afbrød onkelen hende ; vil du opfylde din moders +bestemmelse ? Ja eller nej ! +— giv mig betænkning , onkel , stammede Julie ; +jeg kan ikke ret fatte mig . +— nej , svarede onkelen barsk ; i denne stund , + +med mindet om din moder for øje , skal du give +mig dit ja . +— af , jeg kan ikke ; en indre følelse siger mig , +at jeg skal handle anderledes . +— så har altså din moders ord ingen betydning +for dig , du vanartede kvinde . +— hvorledes ? spurgte Julie og rejste sig . +Jeg siger , at du må og skal lyde din moders +bud ; thi ellers . . . +— tal ikke ud ! skreg Julie og holdt hænderne +ud imod ham . +— ellers skal du være forbandet , — fra denne +stund , fra denne time ! +— sig ikke slige græsselige ord , de ængste og +gjennemisnc mig . +— vil du love mig , her på dette sted , hvor +din moders sidste villie har ligget gemt i 10 år , +at du vil binde din skæbne fil min ? +— nej , nej , tusinde gange nej ! Jeg vil ikke , jeg +kan ikke ! +Julie havde al sin overvindelse behov for at +fremføre disse ord , hun vidste ikke ret , hvorfra hun +fik denne kraft , men det var som om en indre stemme +opmuntrede hende fil at stride imod . +— du vil ikke ! brølede han . +— jeg kan ikke ! +— hvorfor ? +- jeg elsker en anden , sagde hun langsomt . +— hvem , hvem ? Svar , hurtigt , at jeg kan + +flyde ham en kugle for panden , den slyngel , der +vover at træde l vejen for mig . +En stærk skælven gjennemfoer Julie ; men hun +fattede stg hurtig og svarede bestemt : . +- aldrig skal du få det at vide ; det sværger +jeg højt og dyrt ! +— så vid , elendige tiggerunge ! råbte han +rasende , at jeg forbander dig , du vanartede datter ! +Gid hver bid brød , du fører fil dine læber , må +blive fil sten , — gid du landflygtig må vandre fra +hus fil hus på din nøgne fod , klædt i pjalter , +uden at møde en medlidende sjæl , der tilbyder dit +trætte legeme hvile ; mellem det værste udskud blandt +menneskenes børn skal din plads blive ! Gid al +verdens ulykke må ramme dig , du elendige skabning , +og ham . . . ham , din forfører ! +Efter at have udtalt denne gyselige forbandelse +gik han bort og lod Julie blive alene tilbage . +Vildt stirrende så hun efter ham , det var som +om en usynlig hånd havde lænket hendes fod og +lammet al hendes kraft ; hun følte sig som sønderknust +under vægten af hans skrækkelige ord . +Endelig kom hun til sig selv . Hun var som isnet +over hele legemet og var næppe island til at bevæge +sig nogle få skridt . +Hun brast i en krampagtig gråd . Hvilken +fremtid lå for hende ? Ak , hvorhen hun end vendte +sig trængte ingen håbets stråle hende i møde ; nej , +kun et liv klædt i sørgens og savnets mørke farve . + +hun kastede sig på knæ og bad af al sit hjertes +fylde en bøn til gud . +Hun bad om beskyttelse og om et ly . Hun skulle +blive bønhørt , +neppe havde hun fuldendt sin bøn , før en dyb +mandig stemme svarede : amen ! +— o , min gud , frels mig ! råbte Julie i en +forfærdelig angst og faldt besvimet om på vejen . +Tredie kapitel . +Amerikamanden +der gives mennesker , som i en tilsyneladende +hård skal gemme et hjerte , der er rede til altid at +stå deres medmennesker bi i råd og dåd . +Deres gang her i livet er fuld af opofrelser for +andre , kun den indre bevidsthed har de , at de gode +handlinger de udøve , engang ville bidrage til , at de +kunne nå havnen med en god samvittighed . Det +er den forvisning , hvormed de stunde til graven . +Således var amerikamanden . +Ved flid og held havde han under et femårigt +ophold i Amerika sammensparet sig en meget anseelig +formue . + +han benyttede den til at hjælpe sine medmennesker +ud af trang og nød . Tidlig og silde var han beredvillig +til ar hjælpe , overalt var han på færde ; der gik +neppe nøgen dag hen , hvori han ikke kunne glæde sig +ved af hjertet at være bleven velsignet og takket for +sin gødhed . +For således » deell at kunne hellige sig menneskers +savn og smerte , for at færre sig den opgave , +ar helbrede de sår som fattigdom og sygdom slå , +må man have gennemgået ' meget , — og dej havde +amerikamanden i sandhed . +Alr i sin ungdom havde han elsket en ung , vakker +pige . At knytte hende til sig , at leve et godt og +arbejdsomt liv med hende , — det var det mål hvorefter +han stræbte . +Endelig så han det lykkelige øjeblik nærme sig , +da han , uden nogensinde at udsætte hende for nogen +mangel kunne sige : +— kom til mig , du skal være min hustru for . +Gud og mennesker . +Præsten og menneskene lyste velsignelsen over +dem . Jevn og god syntes vejen , de skulle vandre +henad . Ædel og bramfri var deres tilværelse og +» forsfyrrer gled et par år hen . +Hans hustru havde i den tid skænket ham et +barn , som han forgudede . +Da udbrød den rædsomme kolera-epidemi ; den +angreb mange af hans venner og bekendte og skånede + +heller ikke hans familie . En dag blev både +moderen og barnet pludselig syg . Øjeblikkelig sendte +han bud efter lægen , men her formåede intet menneske +at hjælpe . +Dybt nedbøjet , næsten tvivlende på forsynet , stod +han ved deres sygcleie . +Kun en kort kamp havde de at bestå , inden +døden fog dem i sin kolde favn ; kun tvende dage , +og han stod ved deres lig . +Ydmyg , men med en dyb sorg i hjertet , bøjede +han sig for forsynets urandsagelige villie . +Dog , han måtte tilfredsstille den trang , der +levede i hans hjerte , til at hjælpe og meddele , og han +blev en fader før de fattige og lidende . +Ham var det der kom til , da Julie var ved at +segne under byrden af hendes onkels forbandelse . +Han gik netop over volden på samme tid som +Julies onkel i største hast førte hende til kirsebærgangen . +Han studsede over deres hurtige gang og han +hørte hvorledes Julie flere gange bad onkelen om ar +vende om , da hun følte sig træt . Han hørte onkelens +studse svar og besluttede derfor at følge efter dem , da +han håbede at kunne komme den unge pige tilhjælp . +Da han så dem gå ind i kirsebærgangen , fulgte +han efter dem derind . Her var han et skjult vidne +til det sl foregående kapitel omtalte optrin . +Forsigtig løftede han Julie op og bar hende hen +til et hus ved volden . +Del lykkedes ham foreløbig at få hende anbragt + +der hos en familie , som han havde hjulpen ud af +fattigdommens elendighed , og han vågede omhyggelig +over , at man behandlede hende med kærlighed . +Julie lå endnu stedse i en dødlignende dvale ; +alle oplivelsesmidler hjalp intet . +Man havde sendt bud efter en læge , men forgæves , +der var hengået flere timer og endnu havde +han ikke indfundet sig . +Amcrikamanden stod foran hendes seng og betragtede +hende medlidende . +— stakkels barn , sagde han hen for sig ; hvor +hun må have lidt ! +— . Ak ja , det har Herren såmænd ret i , svarede +en gammel køne , der var bleven ansat som Julies +sygevogterske . Det er både synd og skam at behandle +et ungt kønt kvindemenneske således . +— ja ja , det er godt , mutter , sagde amerikamanden . +Lad mig se at de plejer hende godt i min +fraværelse . Jeg går nu , men jeg kommer snart tilbage ; +skulle hun vågne af sin besvimelse , så sig +hende , at hun intet skal frygte , men blot se at komme +sig , da hun er faldet i redelige og hjælpsomme menneskers +hænder . +— vær de rolig for det , go ' e herre , hun skal +såmæn nok blive plejet på det bedste . +Efter at have modtaget denne forsikring bortfjernede +amerikamanden sig . +Da han var gået flyttede sygevogterske « et bord + +hen ved Julies seng , stillede en lampe på bordet +således , at dens fulde lys faldt på den syge , så +hun selv sad i halvmørke . +Forsigtig tog hun plads i en gammel højrygget +lænestol , og kort efter faldt hun i en let slummer . +Det var et uhyggeligt syn at se den gamle , +sammenskrumpne kvinde . +Hun sad mimrende hen for sig , idet hun sagte +bevægede hovedet frem og tilbage . +— hm hm ! . . . Ung , køn pige , mumlede +huns ; det har jeg også været . . . det er formodentlig +hendes elsker . . . oh ! galant eventyr , hm ! . . . +Kurre på tråden . . . været for skem mod hende . +Hun syg . . . Besvimelse , . . Kamferdråber og sådan +noget , hm ! +Hun fik ikke tid til at fortsætte sine drømmerier , +thi Julie vågnede i det samme og gav et skrig fra sig +ved at se den gamle hæslige kvinde sidde ved sengen . +— hvor er feg ! råbte hun fortvivlet og vred +sine hænder . Sig mig det . +— ikke så heftig , bitte jomfru , svarede konen , +der firår vågnede . De må kønt ligge rolig i sengen , +indtil den mand kommer , som har bragt dem +herhen . Han kan snart være her . +— men sig mig dog , hvem var den herre ? +Spurgte Julie . +- en meget god mand . +— hvad hedder han ? +— amerikamanden . + +— amerikamanden ? gjentøg Julie . +- ja +— men hvorledes er det da gået til , at han +har bragt mig herhen ? +— det kan jeg ikke sige dem , bitte jomfru . Jeg +ved kun , at amerikamanden er et gødt menneske , der +tager sig af alle de ulykkelige , han træffer på sin vej . +Han er så god som dagen er lang . +— ak , nu husker M det , sukkede Julie . Det var +i kirsebærgangen . . . han forbandede mig . 0 , det +var skrækkeligt . +Julie brast i en heftig gråd ved tanken om +dette . +Konen trøstede hende så gødt hun kunne , men +Julie var døv for alle hendes forestillinger . +Således hengik nogen tid . Da indfandt amerikamanden +sig . +Med et venligt smil satte han sig ved Julies +seng ; han fortalte hende hvorledes han uforvarende +var bleven vidne til det der var foregået , og da han +antog at hun var ulykkelig og hjælpeløs havde han +bragt hende til det sted , hvor hun nu opholdt sig . +Julie , der forstod at vurdere hans ædclmodighed , +sagde i en hjertelig tone til ham : +— tak , tusind tak , min herre , for al deres +godhed imod mig . De har ret i at jeg var hjælpeløs , +jeg var nylig bleven jaget fra hus og hjem . +— stakkels barn , sagde amerikamanden medlidende ; +så ung og allerede så megen sørg . + +— ja , svarede Julie , idet tårerne perlede i +hendes øjne ; når jeg går herfra , da ved jeg ikke +hvorhen jeg skal vende mig ; ingen — ingen kender +mig , ingen kan jeg henvende mig til om hjælp i min +forladte stilling . +Julie fortalte ham nu sit livs historie . Uden +selv at vide det lagde hun hele sit indre åben for +den deltagende mand . Hun skjulte intet . Det forekom +hende , som var det en kær , længe savnet ven , +der sad hos hende , og hos hvem hun kunne hente +håb og trøst . +Efter at amerikamanden havde^hørt hende til ende , +sagde han : +— de ytrede nylig , at der intet menneske var , +hos hvem de kunne søge ly — ikke sandt ? +— ak ja , stammede Julie ; jeg kender jo ingen +andre end ham og . . . jeg mener min onkel . Og +han , tilføjede hun gysende , ? forbandede mig og stødte +mig fra sig . +— vil de modtage den hjælp af mig , . som de +for øjeblikket behøver ? Vil de gøre det , uden af +en falsk undseelse stiller sig imellem os ? +—- jeg tør . . . jeg kan vist ikke modtage dette +tilbud , svarede Julie . De har allerede viist mig så megen +godhed , af jeg aldrig skal glemme det . +— modtag kun trøstig min hjælp , sagde amerikamandcn , +idet han smilede sørgmodigt ! ; jeg er kun til +for de fattige og forladte . +Efter af have betænkt sig nøget indvilligede Julie + +i de bestemmelser , søm amerikamanden tog med hensyn +til hende . +Det blev nu bestemt , af hun , efter af være bleven +fuldkommen rask , skulle tage i huset hos amerikaman « +Dens søster , og der være behjælpelig med de huslige +sysler , indtil der fandtes nøget bedre for hende . +Julie viste sig meget taknemlig for dette tilbud +og amerikamanden forlod hende med den overbevisning , +af han denne gang havde udført en virkelig god +gerning . +Fjerde kapitel . +I løvens gab . +Knækbein vandrede hele natten frem og tilbage +på gulvet i et forfærdeligt raseri . +Endelig hen ad morgenstunden kastede han sig +fuldt påklædt på sengen for af finde hvile , men +det var forgæves . +Han følte en fortærende ild flamme i hans indre , +søm han ikke formåede af slukke . +— det er søm om alle djævle har sammensvoret +sig imod mig ! råbte han , efter at han utålmodig + +bavde kastet sig frem og tilbage på sengen i over en +time . — men hvis er skylden , hvis ? +Udstødende en afskyelig forbandelse rejste han sig +fra sengen og spadserede atter frem og tilbage på +gulvet , idet han stedse mere og mere ophidsede sig selv . +— hun har altså forsmået mig , og det uagtet +al min anstrengelse . Det skulle jeg blot have vidst , +så havde jeg ikke . . . dog , dog , hun skal blive +min , om jeg så skal sætte hele mandskabet i bevægelse +før at finde hende igen . +— ja , vogt dig . Du elendige ! råbte han vildt +og standsede foran et lille maleri , der forestillede Julie +i en meget ung alder . — vogt dig , thi du har +fuldkoster mine bedste planer . +— å , de kunne vel nok bringes på føde igen , +kaptain , svarede en ung mand med et skummelt ydre , +der ubemærket var trådt ind . +Knækbcin for sammen og greb til bordet , hvorpå +lå en pistol . +— ikke hidsig , kaptajn ! Jeg kommer blot før at +høre besked , råbte den skumle . +— du kom uventet , Klaus , sagde knækbcin og +tørrede den kolde sved af panden . +Klaus blinkede polisk med øjnene og hviskedee til +knækbcin : +— det bliver prægtigt vejr i nat , kaptajn . Den +dejligste skylregn ledsaget af en velsignet storm . +— er du sikker på det ? +— ia , kaptajn , aldeles sikker . Mine ligtorne . . . + +— å , Pokker i vold med dine ligtorne . Hvad +siger barometret ? +— akkurat det samme som ligtornene : regn og +storm . +— godt . Sig så til gutterne at vi sejle klokken +11 i aften . +— hurra , kaptajn , det er noget der falder i +gutternes smag . Skulle vi tage „ Hundene “ med ? +— hvad mener du ? +— pistolerne , naturligvis ; de både gø og bide . +— nej , ingen pistoler , de gø for meget ; knive +ere bedre , de bide blot . +— kaptaincns ord er visdom , svarede Klaus . +Er der ellers ingen ordre ? +— vi samles klokken 10 hosmor siegrid , +svarede knækbein og vendte ryggen til Klaus , hvilket +betød , at han øjeblikkelig skulle forlade stuen . +- klokken 11 , kaptajn , gentog Klaus og nærmede +sig døren . God morgen ! +— god morgen , Klaus . +— det er en brav fyr , denne Klaus , sagde +knækbein , da den skumle var gået . Han er mig +tro og hengiven som en hund ; jeg har rigtignok også +havt dygtig ulejlighed med at dressere ham . +Kort efter gik knækbein til sengs , skønt det var +højlys dag , og han faldt snart i en dyb søvn og +vågnede først om eftermiddagen . + +samme dags aften begav studenten sig som +sædvanlig ud på Nørrebro til det forbandede hus . +Han var så underlig til mode , glad og dog forstemt , +thi han havde besluttet på denne dag at tilstå Julie +sin kærlighed . +Undervejs grundede han over hvorledes han ffulde +frembringe , sit ærinde hos hende en romantisk tale +måtte han holde , thi hun var en dannet og lærd +pige , det havde han opdaget allerede den første dag , +da han havde stiftet hendes bekendtskab . +Snart havde han nået stedet , hvorhen hans +kærlighed og længsel drøg ham ; men ak ! hans Julie +var der ikke ; derimod var „ Bussemanden “ hjemme . +Studenten bankede beskedent på døren og ventede +at Julie strar ville komme og lukke op , som hun +plejede , men dette skete ikke i dag . Efter at han havde +banket endnu engang , blev døren åbnet af Julies +onkel . +Studenten studsede uvilkårlig ved at se dette +skræmmebillede istedenfor hans kære Julie . +— hvad , . . hvad vil de ? spurgte onkelen +barsk . +— jeg ville . . . jeg ville . . . +— nå , tal ud ! +— jeg ville bede om tilladelse til at hvile mig +lidt hos dem , thi jeg er meget træt , førdi jeg . . . +Førdi jeg . . . +— her er intet hvilested for landstrygere og +vagabonder ! råbte „ Busscmanden “ snærrende og + +ville smække døren i for næsen af den forbløffede +elsker . +Men nu tabte studenten tålmodigheden , og opbragt +sagde han : +— min herre ! aldrig har nogen vovet at kalde +mig en landstryger , men førdi jeg ved at de er Julies +onkel , og da det er hende feg ønsker at tale med , +så vil feg ikke tage mig deres uforskammethed nær , +ellers . . . +— ah , ah ! De vil tale med Julie ! Hvorfor har +de ikke straks underrettet mig derom ? råbte onkelen +i en forandret tone . Hun venter dem med længsel , +min herre , thi hun er desværre syg i dag og må +holde sengen . Vær så artig , kom de kun ind . +Nå , så de er hr . . . . Hr . . . . +— mit navn er Vilhelm Petersen , afbrød studenten +ham . +— ja , rigtig , Vilhelm Petersen . Julie har talt +meget om dem , min herre , thi hun . . hun elsker +dem ; hun har betroet mig det som en hemmelighed , +netop i dag . +— tak fordi de underretter mig derom , — de +ved ikke hvor lykkelig de gør mig , sagde studenten +og bød knækbein hånden . Jeg frygtede for at jeg +var hende ligegyldig . +— å passiar ! Hvor kan de tro at et sådant +ungt og smukt menneske som de , skulle være ligegyldig +i en ung piges hjerte , tilmed da de er student , +nej , nej , det svarer ikke til nutiden men sæt dem + +dog ned , min herre , så skal jeg underrette Julie om +deres ankomst . +Den tone hvori han udtalte dette var så hjertelig , +at den unge student uden at betænke sig tog +plads på en stol og roste i sit stille sind onkelens +forekommenhed imod ham . +Hvis studenten havde kunnet se ind i det andet +værelse , ville han måske have fået andre tanker +om Julies onkel . ' +som en gal hoppede han omkring på gulvet +derinde , medens han med hæs stemme råbte : +— jeg har ham , jeg har ham , den elendige pigerover +! +Truende gik han hen imod døren , idet han vedblev : +— nu skal du , min sandten , så at vide hvad +inderlig kærlighed har at betyde , du bogorm ! Nå +så du vover at forelske dig i min Julie ! Haha ! +Det skal du få betalt ! +Det varede noget inden onkelen fik rolighed i +blodet igen . Endelig vendte han tilbage og sagde til +studenten : +— vær så god , vil de følge efter mig , så skal +jeg vise dem vej til hendes værelse . +— er hun meget syg ? spurgte studenten og +fulgte efter ham gennem et andet værelse . +-- nej , gudskelov , det er kun stærk hovedpine +hun lider af , svarede onkelen , og gik ned ad en trappe +der førte til kælderen . Derfor har hun i dag taget + +ophold i et værelse hernede , thi her er mere køligt +end ovenpå . +— ja , det er meget fornuftigt , svarede studenten , +der ikke anede noget forræderi . +De gik nu gennem en anden kælder , hvor der +var bælmørkt . Pludselig vender Julies onkel om , og +smækker en solid jerndør i for næsen af studenten , +idet han opslående en spottende latter råber : +— se så , min gode hr . Student , nu kan du +læse latin med notterne hernede , hvis du har lyst , +thi andre levende væsener kommer du ikke i berøring +med herefter . Du er gået i fælden min ven . +Lad mig nu se i komme godt ud af det sammen , at i +ikke æde hverandre op . Julie bliver aldrig din ! +Hurtig begav onkelen sig atter op og lod studenten +blive alene tilbage i det mørke rum . +Meget uhyggelig til mode vandrede Vilhelm Petersen +frem og tilbage i kælderen , uden at have +nogen anelse om hvorledes han atter skulle komme ud +af denne hule . +Han undersøgte gulv , loft og vægge , før om +mulig at finde noget spor til en udgang , men gulvet +var af sten , fast og solidt , loftet var så højt at +han ikke kunne nå dertil og væggene , ja de vare +faste og modstod al hans anstrengelse før at rive +dem ned . +Fortvivlet råbte han om hjælp . Ingen hørte + +ham ; fortvivlet sparkede han tsl jerndøren før at få +den op , men det var forgæves . +Den ene time forløb efter den anden , og studenten +begyndte at blive dygtig sulten . +— mon han vil begrave mig levende hernede , +tænkte studenten ; det er rigtignok glædelige udsigter +før mig , uha ! dø af gult , det må være en mager +død , uha ! +Det blev nat , og endnu kom ingen for at redde +den ulykkelige . +— gud ved hvor Julie befinder sig ? tænkte han . +Dersom hun vidste at denne bavian af en onkel +havde indespærret mig her , da ville hun sikkert have +udfriet mig af dette fængsel ; men ak , ak ! Alle have +forladt mig , undtagen rotterne , thi dem lader der til +at være overflødighed af hernede . Skal jeg da virkelig +do hungersdøden ! råbte han fortvivlet og sparkede +rasende mod væggen . Nej , jeg vil ikke . . . jeg vil +ikke dø ! +I to dage og nætter havde studenten nu været +indespærret i denne kælder , uden at få hverken +vådt eller tørt . +Den unge mand følte sig døden nær ; han havde +aldeles opgivet håbet om livet . +Ville , fantastiske figurer foresvævede ham , og +flere gange rendte han hovedet mod muren for at +ende denne sørgelige tilværelse . + +det blev aften , og endnu kom ingen for at redde +ham ud as dette fangenskab . +Han havde lagt sig ned til at sove , men rotterne +lod ham ikke have fred . +Han faldt på knæ og bad en bøn til gud , der +altid trøster de lidende . Han bad om frelse eller om +en snarlig opløsning . +Neppe havde han endt sin bøn , før han han hørte +en dyb , mandig stemme råbe udenfor væggen : +— Vilhelm Petersen , er du her ? +Et vildt hyl var hele det svar studenten formåede +at give . +Som en sindsforvirret løb han hen til den del +af væggen hvorfra stemmen var kommen . Her opdagede +han i muren et lille hul , hvorigennem lysstråler +trængte ind i kælderen til ham . +Atter råbte stemmen udenfor ; +— Vilhelm Petersen , er du her ? Svar ! +Studenten åbnede munden for at svare , men +han var så fortumlet ved ' denne uventede udsigt til +frelse , at han istedenfør at tilkendegive at han var +der , udstødte et hæst skrig og kradsede med neglene +på væggen , for at udvide det påbegyndte hul . +— ak , min gud , han er vist død ! hørte han en +kvinde sige udenfor . +Han kendte stemmen — det var som om den +gav ham mælet tilbage , thi med en nogenlunde kraftig +røst råbte han ud til hende : + +— nej , Julie , nej , jeg lever endnu , men skynd +dig , skynd dig ! +Mere fik han ikke sagt , men faldt bevidstløs øm +på stengulvet . +Femte kapitel . +Den vanvittiges børn . +På samme tid som det øvenfør /fortalte passerede , +foregik en anden uhyggelig scene inde i byen . +Klokken var omtrent 10 , da to mænd med lange +skridt begav sig ned ad store Kongensgade . +De standsede udenfor et elegant sted , der var beliggende +omtrent midt i gaden . +— her må det være , hans , hviskedee den ene af +disse to mænd til den anden . +— ja , det er tydeligt , forsikrede den tiltalte , en +lille mand med et ægte galgen-fysiognomi . — kaptajnen +har so sagt at det er nr . — i denne gade , så +vi kunne so aldrig tage fejl ; desuden er amerikamanden +så godt kendt her i ' gaden , at når vi blot +spørge en eller anden . . . +— der er siegrid ! afbrød den anden ham ; hun + +møder bestemt ; ja det er en kvinde der er mange +penge værd ! +— hm ! brummede den anden — en lang mager +mand ved navn Johan , — siegrid er en sand +djævel , der hverken skyer ild eller vand , når hun +er på farten for kaptajnen . +Den omtalte kvinde kom nu farende hen til de +ænd . +— hvad Pokker stå i her og gabe efter ? råbte +hun arrigt . +— bi ventede blot på . . . +— ja . jeg skal vente jer , kan i tro , vedblev +siegrid og puffede hans i ryggen . Skynd dig op , +ellers gå „ Hønsene “ til ro og så kommer du ikke +ind til dem . +I dette øjeblik hørte de tre personer at en ung +kvinde på 1sfe sal i det omtalte hus sang med be « +Geistret henrivende stemme følgende Vers : +du søvnens gud ! i dine arme led +mig sagte ned , at jeg kan yndigt blunde ; +da drømmer jeg om himlens herlighed , +og får så mange Kys af englcmunde ; +og knæler for guds trone stor og skøn , +og for gud faders egen kære søn . +— det lyder dejligt , sagde hans dybt rørt . +— ja , meget smukt , forsikrede Johan . +— lad jer nu ikke henrive af fruentimmer-skrål , + +råbte siegrtd . Husk kaptajnens ordre . Gå du +nu dristig op på 1sfe sal , thi nu er jeg sikker på +at det er her — jeg kender Julies stemme , det var +hende der sang . +— det tror jeg også ; ingen synger så smukt +som kaptajnens søsterdatter , bemærkede Johan . +— gå du nu op og se at få Julie lokket +herned , sagde siegrid henvendt til hans , og imidlertid +henter du en drosche , Johan . +Johan skyndte sig ned ad gaden . +Hans begav sig derimod langsomt op i huset og +standsede på 1ste sal . Han trak i klokkestrengen og +en ung pige på 14 — 15 år lukkede op for ham . +— det må bestemt være hende , tænkte hans og +bukkede for hende . +-- hvem søger de ? “ spurgte Amanda — det +var den unge piges navn . +— jeg beder dem om ikke at blive vred , lille +jomfru , fordi jeg så sent på aftenen forstyrrer dem , +men sagen er at her holder en drosche udenfor , hvori +sidder en ældre dame , som har nøget meget vigtigt +at meddele dem . +— men hvorfor kommer damen ikke selv herop ? +Spurgte Amanda . +— hun er brystsvag og kan ikke tåle trapperne , +svarede hans . Men har jomfruen ikke lyst at gå +ned til damen så . . . +— hvem er den dame ? spurgte Amanda . +— det ved jeg såmænd ikke , jomfru . + +Amanda gik nu ind i et andet værelse , tog et +shavl om sig og kom kort efter tilbage . +— jeg følger med ned , sagde en ung mand , der +sad nøget tilbage i værelset ; man kan ikke vide om +der slikker noget under dette sildige besøg . +- ja , kom med , Arthur ; det kan aldrig skade at +man er forsigtig . +Hans så lidt surt fil denne forøgelse af selskabet , +men der var jø ikke noget at sige dertil . +De begav sig nu alle tre ned i porten , hvor +siegrid stod og ventede . +— undskyld at de så silde bliver ulejliget , sagde +siegrid og nejede for Amanda ; men min frue må +absolut tale med dem endnu i aften . +Med disse ord førte hun Amanda hen fil drosken . +Den unge pige fulgte med uden at ane noget ondt . +Da hun kom hen fil vognen åbnede siegrid +døren og Johan , der sad i vognen trak hende i en +mageløs fart ind i denne ; siegrid steg ind lige efter +hende , og råbte fil kusken idet hun smækkede vogndøren +i : +— kør så , men hurtig , ! +Dette udførtes så behændigt , at Arthur , der var +bleven opholdt i porten af hans , der opvartede ham +med en del intetsigende snak , slet ikke havde lagt mærke +fil at Amanda med magt var bleven trukken ind i +drosken +imidlertid så Arthur kørt efter at vognen var + +forsvunden . Ængstelig så han sig omkring fil alle +sider og udbrød forbavset : +— hvor blev hun af ? +— hvem ? +— Amanda naturligvis . +— jeg kender ingen Amanda , forsikrede hans . +— jeg mener den unge pige , de har ført her +ned , sagde Arthur . +— nå , hende , ja hun er såmænd kommen op at +køre , grinede hans og pegede hen på drosten , der +allerede var kommen et godt stykke ned ad gaden . +— hvad . . . hvad siger de ? +— sandhed , svarede hans og løb ned ad gaden +så hurtig han kunne . +— ak gud , hvad mon det skal betyde , stønnede +Arthur og løb efter vognen . +Foran i store Kongensgade holdt en drosche . +Arthur sprang op i denne og råbte til kusken : +— hurtig ! kør efter den drosche dernede i gaden , +— der vanker gode drikkepenge . . . men hurtig , +hurtig ! +Kusken lod sig det ikke sige to gange , men smældede +på hesten , der stejlende for hen ad gaden . +Efter nogle minuters forløb havde han indhentet +den anden drosche og nu kørte han lige efter denne . +— hvad skal det betyde ? spurgte Amanda , da hun +blev trukken ind i vognen . + +— det skal du snart få ar vide , min putte , +svarede Johan , der sad i vognen . Nu køre vi lige +ud til kaplainen . +— kaptajnen , hvem er det ? +— din onkel , for fanden ! +— jeg har ingen onkel . +— jo , det skal du snart få at fornemme , han +er s ' gu ikke til at spøge med . +— de må tage fejl , forsikrede Amanda ; jeg har +sket ingen familie , det må være . . . +— å , skab dig ikke , Julie ; jeg kender rumlen , +kaptainen vil bare gifte sig med dig . +— Julie ! tænkte Amanda . Ah , det er hende de +vil tillivs ; men jeg skal redde hende , den cnglegode +pige ! +Denne tanke gav hende mod . +— nå , så onkel har sendt dem for at bringe +mig tilbage til ham ? spurgte hun tilsyneladende +forundret . +— ja , det er tydeligt . +— hvorfor har de ikke sagt mig det sirar ? +— så måtte jeg nok være gal . Nej , en fugl +i hånden er bedre end ti på taget ! Kaptajnen vil +have dig hjem igen og anmode dig om at sende +studenten til Bloksbjerg . Forsfåer du det ? +— det kan ikke nytte kaptajnen noget , thi +studenten bliver her i byen , og jeg . . . +— det skal du blot lade kaptajnen om ; han +forstår godt at klare den slags ærter . + +— ja , jeg må vel finde mig i skæbnen , sagde +Amanda og surmulede . +— det gsør du fornuftigst i , min putte , thi +kaptainen er ikke til at spøge med . +Johan var aldeles overbevist om at Amanda var +Julie , +sirgrid sagde intet , men hun var lovlig undskyldt +— hun var falden isøvn +pludselig holdt vognen . De vare komne til det +forbandede hus . De steg nu alle tre ud af vognen +og begav sig skyndsomt ind i huset , uden at lægge +mærke til at Arthur samtidig sprang ud af den anden +droske og fulgte efter dem ind i gangen . +Johan trådte først ind og sagde fornøjet til +knækbein : +— jeg har fanget hende , kaptajn . +I samme øjeblik trådte Amanda og siegrid ind +i stuen . +— nå , så fik feg dig da igen , råbte knækbein +og gik hen til Amanda . Men hvad Pokker er +det du bringer mig . . . hvor er Julie ? +— det er hende , forsikrede Johan . +— snak ! tordnede knækbein . Hvor er Julie ? +Henvendte han sig til Amanda . +— jeg kender ingen ved navn Julie , svarede +hun dristig . +— hvad skal det betyde ? brølede knækbein og +for rasende hen til Johan . +I dette øjeblik åbnedes døren og Arthur + +Amandas Broder — trådte ind i stuen og gik lige +hen til hende . +— kom , Amanda , lad os gå , sagde han og greb +hende sat i armen . +— hvad vil de i mit hus ? råbte knækbein . +— jeg vil have min søster tilbage , hun er bleven +bortført af denne bandit , svarede Arthur og pegede +på Johan . +— lær denne unge mand høflighed ! kommanderede +knækbein . +— det skal jeg , kaptajn . +— skån ham , bad Amanda og styrtede hen imod +Johan . Husk han er min Broder . +— Skåne ham , nej det skal jeg nok tage mig +iagt for , sagde Johan rg tøg fat i Arthur . Han , søm +har vovet at kalde mig en bandit ! Haha , det skal du +få betalt , min dreng . +Han slæbte ubarmhjertig afsled med Arthur , uagtet +denne stred imod med hænder og fødder . +Fortvivlet så Amanda på dette ; forgæves anrådte +hun om skånsel . +Da fik hun pludselig en ide hurtig løb hun +hen til vinduet , åbnede dette og råbte af alle kræfter +om hjælp . +— jeg synes af det er Amandas stemme , hørte +hun en mand sige ude på vejen . +Dette forøgede hendes mod og med gennemtrængende +stemme råbte hun atter : +— ja , det er mig ; hjælp , hjælp , man myrder . . . + +mere fik hun ikke sagt , thi med voldsomhed trak +knækbein hende bort fra vinduet og tilbage i stuen . +Endnu stred Arthur imod — endnu havde Johan +besvær med af tumle det unge menneske . Men hans +modstand blev svagere og svagere , og snart havde +Johan magten over ham . +Dg blev døren heftig åbnet og amerikamanden +trådte ind i stuen . +Som læseren måske erindrer holdt knækbein den +unge student Vilhelm Petersen indespærret i kælderen +i det forbandede hus , uden af give ham næringsmidler +til af opholde livet med . +Julie , der elskede studenten inderlig , — elskede +ham over alt i verden , — havde indviet amerikamanden +i deres kjærlighcdsforhvld ; derved opklaredes +det , af Vilhelm Petersen var en god bekendt af +amerikamanden , og han lovede nu Julie af studenten +hver aften skulle komme og tale med hende . +For af opfylde dette begav han sig strar til Vilhelm +Petersens hjem , men her fik han den besked , af +stuventen ikke havde været hjemme hele natten og +endnu ikke var kommen . Folkene , hos hvem han boede +vare helt bange for at han var kommen tilskade , thi +han plejede ikke at blive ude om natten . +Da han fortalte Julie dette blev hun meget ulykkelig . +— +han er bestemt gået ud for at besøge mig og + +har truffet min onkel hjemme , og da . . . da . . . +Jeg gruer ved at tænke derpå . +— lad os gå ud og undersøge om det forholder +sig således , sagde amerikamanden . +— tak , tusind tak , min ædle velgører , sagde +Julie og greb hans hånd ; de er alt for god imod +mig , jeg kan ikke gjengjælde det . +— å , tal ikke om det , jeg forlanger ingen +gjengjæld . +De fulgtes nu sammen ud til det forbandede hus , +men døren til hendes onkels lejlighed var lukket og +ingen i huset vidste hvor knækbein var henne . +Næste dag gik de atter derud , men der var atter +lukket . Nogle af husets beboere fortalte Julie at de +for nogle timer siden havde hørt en råbe om hjælp +nede i kælderen , og de frygtede for at knækbein var +indespærret dernede . +— det er umuligt ! råbte Julie fortvivlet . Det +må være ham , ham , Vilhelm Petersen ; jeg frygtede +nok for at onkel havde udført sin truscl . +— bi må se at komme ned i kælderen til den +ulykkelige , sagde amerikamanden . +— ja , det må vi , men hvorledes komme vi +derned ? Kælderen er forsynet med en sølid jerndør , +som ingen kan gennembryde , og . . . +— ligemeget , vi m a a derned , — vi skal der ' +ned , hvorledes vi end bære os ad dermed . +— vi må bryde ydermuren ned , sagde Julie , +ellers komme vi aldrig derned . + +— ja , det er nok det eneste rigtige . Jeg har en +god ven herude på broen , som nok vil hjælpe mig +dermed ; bliv de imidlertid her , Julie , og giv agt +på om de kan høre skrig dernede . +Efter at have udtalt disse ord skyndte amerikamanden +sig hen ad vejen . +— ak hvor han er god , tænkte Julie , — hvilken +himmelvid forskel på onkel og ham . +Kort efter kom amerikamanden tilbage , fulgt af +to stærke karle , der vare forsynede med forskellige +nedbrydningsredskaber . +Medens de vare beskæftigede med at bryde ned i +kælderen var det at de hørte Amanda råbe om hjælp . +— guds død ! råbte amerikamanden . Hvad var +det ? Jeg syntes at det var Amandas stemme . +— ja , det førekom også mig således , sagde +Julie rystende . +Atter hørtes råbet om hjælp . +— arbejd kun videre , folk , medens jeg går +ind og undersøger hvad dette skrig har at betyde , +sagde amerikamanden og skyndte sig ind i stuen til +knækbcin , i samme øjeblik som Johan slæbte afsted +med Arthur . +— hvad foregår her ? spurgte han barsk , og +så sig om til alle sider . +- mester ! mumlede knækbein og blegnede +synlig . +— Svendsen ! råbte Johan og slap forskrækket +Arthurs arm . + +— ja , Svendsen , svarede amerikamanden og gik +truende hen til Johan . Du kender mig altså endnu , +og dog tør du slyngel vove at berøre dette unge +menneske . Pak dig , ud af døren øjeblikkelig . +Som en våd hund luffede Johan bort . +Derefter henvendte amerikamanden sig til knæk « +Dein , der som en dødsdømt forbryder sad og stirrede +ned mod gulvet : +— du kender mig nok også endnu , ikke sandt ? +Men du ved vel også at du ikke er på din rette +plads her — eller erindrer du måske ikke mere min +befaling ? Svar ! +Knækbein trak sig længer tilbage i stuen uden +at svare . +— sig mig , hvorledes er Arthur og Amanda +kommen her ? Nå , svar . +Endnu fulgte intet svar . Det var som om +amcrikamandcns blik havde lammet ham . +— hvor tør du vove at betræde den danske +grund , du elendige . Er det den måde du holder +din ed på ? +Knækbein forholdt sig endnu tavs . +— nå , svar , eller jeg angiver dig , råbte +amerikamanden rasende . +— jeg kunne ikke blive derovre , stammede skurken . +Hjemve . . . jeg måtte . . . +— hvornår rejste du tilbage til Danmark ? +- kort efter begivenheden . . . jeg kunne ikke + +udholde at blive derovre . Kaptajnens lig lod mig +ikke sinde ro . +— rejste du alene ? +— nej , Johan og Julie rejste med . +— hvem er Julie ? +— den myrdede kaptains datter . +— hvad siger du ? +— sandhed , hr . Svendsen . Jeg har aldrig løjet . +— hvorfor tog du Julie med herover ? +— for at førsone mig med himlen . Jeg mente , +at jeg ved at tage mig af barnet måske ville erholde +tilgivelse for min brøde . Et ubetænksomt øjeblik +har forspildt hele min tilværelse . Det var ikke^ af +min egen tilskyndelse at feg udførte denne skurkestreg , +nej , Johan var den egentlige drivfjeder for mig . . . +Han var den . . . +— det nytter ikke af du vil agere den uskyldige , +svarede amerikamandcn . Det er imidlertid ikke stedet +her af debattere denne sag , — kun så meget vil jeg +sige dig , af feg ved af du vil tvinge Julie til af +tage dig til mand , jeg ved af hun nægtede det — +skjøndt du benyttede dig af hendes moders navn +under et døkument som den ædle kvinde aldrig har +tænkt på af skrive - thi Julies moder hadede og +forbandede dig , morder ! Jeg ved , af Julie , styrket +ved hendes kærlighed til en ung , retskaffen mand , +nægtede sit samtykke til en forbindelse med dig ; +men der er en ting jeg endnu ved , og det er , af du +har indespærret Julies tilbeder i kælderen hernedefor + +af aflive ham ved hunger , men heldigvis lykkes +det ikke , thi jeg har opdaget det og er i dette øjeblik +ifærd med af bryde ind i kælderen udefra for af +redde ham . +Om lynet havde slået ned lige for næsen af +knækbein ville del ikke have gjort en sådan virkning +som disse amerikamandens ord gjorde . +— studenten . . . Studenten ! brølede skurken . +Ham har jeg helt glemt . Er han i kælderen endnu , +hr . Svendsen ? Ak , hvilken ulykke . +Disse ord udtaltes med en sådan oprigtighed , +at det var umuligt at opdage nogen falskhed deri . +— ja , han er i kælderen endnu , men det varer +ikke længe før han er befriet . To stærke karle arbejde +på at bryde ind til ham før at frelse ham . +— nej , kom , kom . . . skynd dem . . . skynd +dem ! Det var ikke min hensigt at dræbe det unge +menneske , jeg ville kun tvinge ham til at afstå Julie +til mig — thi jeg kan ikke leve uden hende - det var +ikke min tanke at dræbe ham , det tør jeg sværge på . +Men skynd dem , lad os redde ham , jeg kan ikke have +hans død på min samvittighed . +Med disse ord tog knækbein et nøgleknippe og +skyndte sig ned i kælderen , fulgt af amerikamanden , +Arthur og Amanda . +Medens de er nede i kælderen ville vi give +læseren en kort beskrivelse over Arthurs og Amandas + +forhold til amerikamanden — der var som en fader +imod dem . +Nogle måneder efter at amerikamanden havde +mistet sin hustru og sit barn , gik han en aftenstund +— fordybet i tanken om de kære afdøde - omkring +til de fattige og forladte . +Sørgens tunge smerte havde påtrykt ham sit +stempel ; den tidligere livsglade og muntre mand gik +nu dybt nedbøjet omkring for a/ gøre godt og meddele . +Som han således vandrede om til de trængende , +kom han den omtalte aften også til en familie +i Borgergade . +Denne familie boede på en kvist , til hvilken en +gammel og meget skrøbelig trappe førse op . Dog , +amerikamanden var vant til at gå op ad slige trapper , +og derfor betænkte han sig heller ikke denne aften , +skjøndt klokken var over 9 og der var bcelmærkt på +gangen . +Uheldigvis trådte han forkert i mørket og styrtede +hovedkulds ned ad trappen , hvorved han forslog +sig meget slemt . +I over en halv time lå han bevidstløs på gangen , +men da kom en lille pige og hendes Broder +( det var Amanda og Arthur , den vanvittiges børn . ) +de så den ulykke der var sket , og kaldte strar folk +tilhjælp . +Amerikamanden blev nu båren ind hos en familie +på 2den sal , og her blev han plejet så godt , +at han snart atter blev fuldkommen rask . + +Arthur og Amanda tog en ikke ringe del i at +pleje den tilskadekomne . +Amerikamanden syntes så godt om de to børn , +at han fik familien overtalt til at lade ham få børnene +hjem til sig , han ville da sørge for dem i deres +fremtid . +Dette indrømmedes ham og nu begyndte et nyt +liv for ham . De muntre og venlige børn forstod at +adsprede den sorgfulde mand og berede ham mange +glæder — hans hjem var ikke længer tomt og øde , +nej , sang og latter lød stedse deri . +Amerikamanden elskede disse børn som om de +vare hans egne . , +imidlertid gik det ene år efter det andet , børnenene +voksede til og Arthur og Amanda blev konfirmerede +på en dag . +— nå , Arthur , hvilken fremtid har du så +tænkt dig ? spurgte amerikamanden nogle dage efter +konfirmationen . +— jeg vil være student ! var svaret . +— nuvel , min søn , du skal blive student , +sagde amerikamanden , og han holdt ord . Han antog - +dygtige lærere , købte kostbare bøger og sparede intet +for at det unge menneske i et og alt kunne uddanne +fin ånd og tilfredsstille fin videbegærlighed . +Arthur forstod at påskønne denne godhed og +opofrelse imod ham . +Det ene år gik efter det andet , og snart bragte + +Arthur det så vidt , at han kunne tage den første +eramen . +Det unge menneske havde nu en glimrende fremtid +for sig , thi dels var han meget flittig , dels havde +han en særdeles god forstand , som han forstod at benytte +på rette tid og sted . Dog , hvor glimrende +end udsigten var for ham gik han døg en skrækkelig +fremtid i møde +sjette kapitel . +Morderen . +Vi forlød amerikamanden , knækbcin , Arthur og +Amanda , da de vare på vejen til kælderen i det +forbandede hus , før at skaffe studenten ud af dette +fængsel . +Den store jerndør var vanskelig at lukke op , men +efter nogen anstrengelse lykkedes det døg knækbcin at +åbne den . +Et skrækkeligt syn viste sig for de indtrædende . +Studenten lå udstrakt på det hårde stengulv , uden +spør tu liv . +— han er død ! sagde Arthur forfærdet og bukkede +sig ^ned over studenten . . + +— ja , desværre , det synes således , sagde amerikamandcn +og holdt hånden på studentens hjerte , +for at mærke om del slog . Men han kunne ikke mærke +nøget tegn til liv . +— du har dræbt ham , skurrk ! råbte han og +for heftig ind på knækbein . +— han kan ikke være død , sagde knækbein . Nej , +han kan kun være b-svimet . Lad os se at få ham +op og give ham nogle dråber , så kommer han nok +til live igen . +— ja lad os forsøge derpå . +Man bar nu studenten op i stuen og forsøgte +ved forskellige midler al gengive ham bevidstheden , +men forgæves . Der blev nu sendt bud efter en doktor , +denne kom , rystede betænksom på hovedet , men +ordinerede dog nogle dråber , for om mulig at redde +del unge menneske . +Medens amerikamanden var i færd med at pleje +studenten , luskede knækbein ubemærket ud af døren . +Han gik op på kvisten . +— Johan , er du her ? spurgte han da han var +kommen indenfor , thi der var mørkt i værelset . +— ja , kaptajn ! svarede Johan , der i sin skræk +for amerikamanden var krøben ind under sengen . +— hvad bestiller du dernede ? spurgte knækbein +barsk . +— jeg tænker , kaptajn ! svarede Johan under +sengen . + +— nå , så tænk for mig meddei +skol jeg , kaptajn ; men stig mig , hvorledes +går det med studenten ? +— godt , Johan ! de siger at han er bed . +— hvad behager ! er han død ! råbte Johan og +krøb frem fra sit skjulested . +— ja , død som en ansjos , forsikrede knækbein . +Nu er der kun en ting tilbage : vi må indespærre +hans befriere , så har vi spillet gående ; thi medens +vi holde dem i fangenskab opsøger jeg Julie og +rejser med hende til min fødeby og gifter mig der ; +du rejser naturligvis med - forstår du ? +— javel , kaptajn ; men hvorledes få vi alle +disse personer indespærrede ? +— det er jo netop det jeg vil have at du skal +tænke over . +— ja—a , det er jo ikke så lej en sag , svarede +Johan og kløede sig bag øret . Hvor mange personer +er der ? +— tre , men deraf er den ene kun et fruentimmer . +Studenten regner jeg ikke med , thi han er jo +død og de døde har man ikke nødig at indespærre , de +gå såmænd ingen steder . +— haha ! nej del har kaptajnen ret i . — nå , +så der er to personer ? +— nej tre , for Pokker ! +— javel , men fruentimmeret regner vi heller ikke +med ; hende må vi have på vort parti . +— hvorledes ? Forklar dig ! + +— behøves ikke , kaptajn ; når blot kaptajnen +vil gå ned og se at få dem alle herop , studenten +med , så vil jeg sværge på at de skal så Julie i +løbet af et par timer . +— kan jeg stole på der , min ven ? +— aldeles , kaptajn . Men de vil vel vide hvorledes +jeg bærer mig ad dermed ? +— naturligvis , jeg går aldrig iblindc ! +Johan så sig nu forsigiig om i stuen , hvorpå +han hviskedee nogle ord i øret på knækbein . +-- bravo , min ven , bravo ! ja , der er udmærker , +råbte knækbein veltilfreds . +Johan strøg sig fornøjet om munden . +- ja , red du nu sengen medens jeg går ned , +sagde knækbein og forlod kvisten . +Vi bede den ærede læser om — medens knækbein +er i færd med denne nye forbrydelse , at gøre en lille +tur med os til Amerika +det var en barsk efterårsaften , omtrent 10 år +før de foran omtalte begivenheder foregik , at en ældre +mand langsom , og som det syntes i dybe tanker , gik +ned til ej af de smukke huse , der ligger nær ved + +havnen i New-york . Da han var nået til dette +sled trådte han ind i den foran samme liggende +lille venlige have , hvis blomster endnu duftede behagelig +— skønt det var efterår — og ligesom indbød +de forbigående til at træde nærmere . Dog lod det +til at han ikke brød sig synderlig om havens blomsterpragt +og yndige Duft , tbi han gik hurtig gennem +denne , uden at kaste et blik omku ' ng sig , og standsede +først da han var kommen ind i huset og op på 1ste +sal . Her stod han en kort tid udenfor døren og +stirrede hen for sig . +— jeg må have en opløsning på denne gåde , +sagde han pludselig og åbnede hastig døren uden at +banke på . +En ung mand , iført en sø-officers uniform , sad i +det forreste værelse , som det syntes i dybe tanker , thi +han lagde ikke engang mærke til den gamles indtræden . +— han drømmer , mumlede den gamle ; måske +om hende , den ryggesløse kvinde , der har omskabt +dette lykkelige hjem til et sandt helvede . Ak , del er +tungt — meget tungt . +Han gik nu hen til den unge mand , slog ham +fortrolig på skulderen og sagde : +— nå , Edmond , hvorfor så tankefuld ? +Edmond — det var den unge mands navn — +for op og så sig forvildet omkring . +— ih , er det dig , svigerfader ! sagde han forvildet . +Jeg ventede dig ikke . Jeg . . . jeg er helt +ulykkelig i dag . Juliane er syg og jeg ved ikke hvad + +der fejler hende . Der er nøget der nager hende . . . +Hun har ingen fortrolighed til mig mere , skønt gud +skal vide at jeg gerne ofrede hende alt hvad jeg ejer , +mit liv , min sjæl . Hun har længe gået og skrantet +og er meget tungsindig . . . svarer sjældent på mine +spørgsmål og opfører sig i det hele taget imod mig , +som om jeg var en stor forbryder . I dag var hun +rent utålelig ; hun blev vred over ingenting og ilede +op på sit værelse ; jeg lod hende gå — jeg plejer +ellers at løbe efter hende — men i dag var jegselv +fortrædelig stemt . Hun har flere gange ytret nøget +om , at jeg havde bekendtskab til andre damer og +ligefrem beskyldt mig for utroskab ; men jeg kan ikke +forstå hvorledes hun kan få slige anskuelser om +mig . Der må være nogen der sætter ondt imellem +os , eller også må hun være forelsket i denne knækbein , +der er så opmærksom imod hende . +— tror du virkelig ? spurgte den gamle og +så smilende på ham . +— jeg ved det ikke , svigerfader ! men havde jeg +vished i denne sag , da skulle jeg hævne mig , hævne +mig frygtelig . +Den gamle hørte tavs på dette lidenskabelige +udbrud . +— hun er jaloux , siger hun . Men hun ved +ikke hvor meget denne tilværelse piner mig , sagde Edmond +oprigtig . +— hnn har måske grund til ar være således +imod dig — hvad Edmond ? + +den unge mands ansigt fortrak sig til et smerteligt +smil . Han gik hen , tog den gamles hænder i +sine og sagde , idet han så ham stift i øjnene : +— kære svigerfader ! kan du mistro din Edmond ? +— +nej , min dreng , nej . Er der nogen , der +gerne vil tro dig . da er det i sandhed mig ! sagde +den gamle og klappede hans kind . Men lad os nu +gå op til Juliane , jeg skal nok tale din sag for +hende så . . . +— ak nej , desværre , det lader sig ikke gøre . +Pigen har nylig været hernede med den besked fra +fruen , at jeg ikke måtte komme derop , da hun irængte +til ro . +— snak , bryd dig ikke om det . Gå du blot +med derop . +— nej , det gør jeg ikke . Jeg har engang tidligere +aflagt hende er besøg , uagtet hendes forbud , men +den modtagelse , feg mødte dengang , smertede mig så +meget , at jeg lovede mig selv aldrig oftere al betræde +hendes værelse uden med hendes gode villie . +— godt , Edmond , så går jeg alene derop , +sagde den gamle og forlod stuen . +Han gik nu op på 2den sal og trådte rask ind +i værelset . En ung kvinde lå udstrakt på en sofa . +Hun var meget bleg . Da den gamle trådte ind +rejste hun sig op . +- er der dig , kære fader ? spurgte hun svagt . + +— ja , mit barn ; hvorledes har du det ? spurgte +den gamle og kyssede hende . +— ak , jeg har det ikke godt , jeg er meget — +meget ulykkelig . Jeg har noget at fortælle dig om +Edmond . +— tal , mit barn , jeg er lutter øre , svarede +den gamle og tog plads i sofaen ved siden af +Juliane . +— seer du , kære fader , begyndte Juliane . +Edmond er ikke mere så kærlig og venlig imod mig , +som han har været tidligere . Han spadserer aldrig +med mig , kysser mig næppe og er i det hele taget kold +og ligegyldig imod mig . Sidst da han kom hjem fra +sin rejse glædede jeg mig så meget til atter at gense +ham , men ak , det var ikke min kære Edmond , der +ankom , nej , kold og ligegyldig kom han hen til mig , +— vel kyssede han mig og kælede for lille Julie , men +dog var han så underlig frastødende og kold imod mig +og barnet . +— hvad sagde han da . . . hvorledes bar han +sig ad ? spurgte Julianes fader hurtigt . +— jeg kan ikke forklare det , fader ; men han +var ikke så kærlig imod mig som tidligere . Hvad der +end mere styrker mig i denne tro er , at en person , +som jeg kender meget nøje , flere gange har set ham +spadsere med en anden dame — ja han har endog +kysset den omtalte person og talt kærligt til hende . +Hun har også underrettet mig om , at han meget ofte +har skrevet breve til hende og . . . + +— har du set brevene ? +— ja . . . jeg har læst dem . +— øg hvem er den kærlige sjæl , der underretter +dig om alt dette ? spurgte den gamle strengt . +— det er . . . det er . . . . +— nå , sig mig det ! +— det er min kammerpige Lise . +— hvor længe har du haft hende i dit hus ? +— i to år , kære fader , svarede Juliane . Men +hvad hende angår , da . . . +— godt , jeg vil tale med Lise , afbrød den +gamle hende . +— du må ikke bebrejde hende noget , kære +fader , thi hun underrettede mig kun om dette fordi hun +er mig fro og hengiven . +— nå , men lad os ikke tale mere om hende . +Edmond længes efter at tale med dig inden han rejser . +Du ved at skibet sejler i aften . Altså : vil du +modtage ham ? +— jeg kan ikke . +— du må , mit barn , ellers er han island til +at gøre en ulykke på sig selv ; thi han elsker dig og +kan ikke leve uden dig . Han har med tårer i øjnene +fortalt mig det , og han ved ikke , hvorfor du er så +frastødende imod ham . Tror du ikke at eders ulykkelige +misforståelse er opstået af lutter bagtalelse og +ondskab ? +— nej , kære fader , Lise er en god pige ; dog , + +det er ikke alene hende der har underrettet mig derom , +nej , knækbein har også fortalt mig det . +— hvem er knækbein ? +— det er fuldmægtigen på Svendsens fabrik . +Du kan vistnok erindre ham , kære fader , det er ham +den pæne mand , der så ofte kommer her i huset . +— nå , ja ham kender jeg jo godt ; men tror +du at man kan stole på ham ? +Juliane rødmede synligt ved dette spørgsmål , +thi i hendes indre var den samme tanke ofte opslået ; +dog svarede hun fast : +— ja , jeg ved at han er til at stole på , det +viser jo hans oprigtighed mod mig ; thi du må vel +huske på at han er Edmonds gode ven og at han +udsætter sig for hans fjendskab ved at underrette mig +om Edmonds utroskab . +— det viser dog intet venskab , sagde den gamle +og så strengt på hende . Nej , vøgt dig for knækbein , +thi det kan intet godt menneske være , der søger +at sætte splid imellem et lykkeligt ægtepar . Nu +går jeg ned til Edmond og siger ham at du længes +efter at tale oprigtigt med ham ; det er det bedste , +mit barn ; tro du mig . +— ja , gør det , kære fader , thi jeg er så +ulykkelig og længes meget efter min kære Edmond . +Den gamle gik nu ned for at kalde Edmond op +til Juliane , men han standsede forbavset udenfor +dyren , thi han hørte højrøstet tale inde i stuen , og +skelnede tydelig at Edmond sagde : + +— forbandede kvinde ! at du også altid skal +være mig i vejen . O , du milde gud , hvor jeg døg +er ulykkelig . +Den gamle holdt nu øret tæt op til nøglehullet , +og hørte tydelig en kvindelig stemme med isnende +kulde svare : +— å , den ulykke er da til at udholde for dig , +men jeg ulykkelige pige , som du har svoret at elske +til din sidste stund , jeg er til at beklage , « hi istedenfor +at gifte mig har du taget hende , den rige mands +datter — som jeg hader værre end pesten — og +ladet mig stå forladt ja , Edmond , jeg-er ulykkelig , +men du . . . Du . . . +Hun gav sig til at græde og klage gudsjammerlig . +Edmond betragtede hende foragtelig . +— elendige kvinde ! råbte han rasende ; hvor tør +du vove at udtale flige ord her i mit hus ; vogt +dig , at du ikke bliver kastet på døren . +— jeg åbenbarer din kone det hele , svarede +Lise purpurrød , og nærmede sig døren med hastige +skridt . +— ja , vov på det , om du tør , vov på at +sætte mere ondt imellem os end du alt har gjort , jeg +skal da vise dig hvad min brede har at betyde , du +lumske slange . Synes du ikke at du har udøvet +ondskab nok beder i huset , i den tid du har opholdt +dig her ? +— ha , du truer mig ! det skal du komme til at + +fortryde , Edmond ! råbte den flette kvinde og tog fat +i låsen for at åbne døren . +I samme øjeblik styrtede Edmond til , greb hende +i armen og trak hende med voldsomhed bort fra døren , +men hun stred imod og stødte ham kraffig bort +fra sig . +Edmond for tilbage og snublede derved over en +skammel . Han styrtede om på gulvet , men stødte i +faldet hovedet så voldsomt mod bordkanten , at han +bedøvet blev liggende . +Hun styrtede nu den til ham , angrende sin opførsel , +thi hun elskede virkelig den unge kaptajn , uagtet +hun blev lønnet af knækbein for at pine Edmond og +få hans hustru til at nære mistro imod ham ; thi +knækbein nærede en lidenskabelig kærlighed til kaptainens +unge kone , og han håbede ved at få Lise +til at træde imellem ægteparret , at han da kunne +opnå at vinde den unge kone for sig , — thi hun > +måtte naturligvis blive ked af kaptaincn , når hun +fra forskellige sider hørte tale om hans utroskab . +Han kunne ikke sinde nøgen mere passende person +til at udføre dette end netop Lise — thi hun kendte +kaptajnen nøje og havde tidligere stået i kjærlighedsfvrhold +til ham . +Hun udførte også dette med al den nedrighed , +man kan tænke sig hos et menneske . +Vi skulle anføre et eksempel herpå . +Den dag kaptajnen ventedes til New-york så +o + +man knækbein spadsere nede ved havnen med en elegant +klædt dame under armen . +Denne dame var Lise . Hun havde taget sig den +frihed at iføre sig fruens bedste klæder . +Hun havde omtrent samme højde som Juliane , +og iført hendes klæder lignede Lise hende temmelig +godt , når man ikke så nøje tsi . +Da kaptajnen trådte iland så han dem straks . +En skrækkelig tanke gjennemfoer ham , og udtalende +navnet Juliane , styrtede han efter knækbein og +Lise ; men de havde et godt forspring for ham . +Lise vendte sig om undervejs og så flere gange +tilsyneladende ængstelig hen på kaptajnen . +Endelig nåde de huset . Lise skyndte sig op , og +knækbein gik hurtig ned ad gaden . +Man tænke sig den unge kaptains harme og +fortvivlelse ; thi han troede bestemt at det var Juliane , +der spadserede med knækbein , han kendte jo Julianes +påklædning . +Opfyldl af skinsygens rasende kvaler gik han op +på sin kones værelse ; men hvo kan skildre hans +forbavselse da han seer Juliane iført en morgenkjole +sidde i sofaen i færd med at lære Julie at læse . +— jeg må have taget fejl , sagde han hen for +sig ; og dog . . . dog , jeg så hende jo gå her ind +i huset ! +— velkommen , Edmond ! råbte Juliane glad og +løb hen til ham . +Edmond kyssede hende og barnet . Dog , han + +følte sig så underlig ængstelig til mode , og kort efter +forlod han hende og gik ned på sit eget værelse . +Dog , vi må igen tilbage til vor fortælling . +Den gamle , der hørte Edmond falde , så nu +gennem nøglehullet ind i værelset . Han blev afvcrlende +rød og bleg ved at være vidne til det der foregik +derinde +Edmond lå udstrakt på gulvet og ved siden af +ham knælede Lise . Hun kyssede og kærtegnede ham , +for at kalde ham til bevidsthed igen . +Kort efter « og hun et glas vand , for at skænke +ham i ansigtet , men hun kastede glasset fra sig idet +hun sagde : +— o nej , så længe du er bevidstløs kan jeg +elske dig så meget som jeg vil — er du derimod +vågen , da skyder du mig jo bort fra dig . O , hvor +må hun dog være lykkelig , hun , der er i besiddelse +af min Edmonds kærlighed . Ja , Juliane , du er +min fjende , den eneste fjende jeg har , men jeg skal +ikke hvile før jeg er vis på din undergang , og jeg +trøster mig med al det ikke vil vare længe . Ja , jeg +hader dig , du dæmon , hvem jeg skal omgås som +en tjenerinde ! +Hun knyttede hånden og truede op i luften . +Edmond var imidlertid vågnet ved hendes sløjende +bevægelser . +Hun omslyngede ham nu med begge sine arme . +Edmond søgte at rive sig løs , men det var forgæves , +han havde ikke kraft nok dertil . + +Lise smilede huldsalig til ham , idet hun sagde : +— er det ikke yndigt at hvile i disse kløde arme ? +Edmond gjorde en kraftig anstrengelse for at +slippe ud af hendes favntag og det lykkedes ham +også at slode hende fra sig . +— o , Edmond ! Engang var du glad for din +lille Lise , men nu . . o , gud , jeg elsker dig endnu +lige så højt som dengang ! O , Edmond , forstod ikke +din Lise ! råbte hun hyklerisk og faldt på knæ for +Edmond . +— det er ikke min Lise , det er en fræk kvinde , +som jeg aldrig har kendt , — en kvinde , der i det ene +øjeblik kan være elskværdig , men så afskyelig i det +næste +Lise hørte tislyneladende rolig på alt dette , men +på hendes kinder glødede en skrækkelig ild . Hun +ilede hen til ham , som for at angribe ham , men han +stødte hende tilbage og ilede hen til døren for at slippe +bort fra hende . Dog , i samme øjeblik var hun hcrlne +hos ham +døren stod nu åben , og den gamle , der havde +været vidne til det hele , stod nu for dem . +Han så strengt på Edmond og sagde i en debreidende +tone : +— „ Kære svigerfader ! kan du mistro din +Edmond ! “ Husker du disse ord , hr . Svigersøn ? +Edmond blegnede synlig . +Lise stod med korslagte arme , frydende sig over +Edmond ? Forlegenhed . + +den gamle så længe på hende . Derpå +sagde han : +— gå ! Du afskyelige kvinde , gå ! men ikke op +til din frue , hun er alt for ren til at have en så sort +sjæl om sig ! +Lise adlød mekanisk . +Det var sandelig heller intet opbyggeligt syn at +se den gamle mand i dette øjeblik . Med lynende +øjne og truende mine stod han før hende . +Da hun var gået pegede den gamle ind i stuen . +Edmond gik øjeblikkelig derind . +En kort pause opstod . Da tog den gamle tilorde : +— jeg bar nu set hvor ærlig du er mod din +gamle svigerfader , det er altså takken fordi jeg gav +dig huset og skaffede dig en smuk og vakker ung +kone , som du fortalte mig at du elskede over alt ; +fy , Edmond , skam dig ! +Edmond sad med bøjet hoved og fremstammede +nogle uforståelige ord . +— ja , jeg forstår dig — jeg forstår dig , +du vil søge at undskylde dig ! +Ved disse ord rejste Edmond sig . Ligbleg så +han på den gamle . Da sagde han med ydmyg +stemme : +— nej , svigerfader , jeg vil ikke undskylde mig . +Jeg ved at jeg har begået en stor synd , men det +sværger jeg ved min sjæls salighed , del var før jeg +kendte din datter , min kære Juliane . Jeg elsker +hende endnu lige så højt som før , men Lise , denne + +påtrængende kvinde , er årsag til vor ulykke . Mig +fortæller hun hvert øjeblik at knælbein gør kur til +min kone , og til hende fortæller hun formodentlig +noget endnu værre om mig . Hun har fortalt til +Juliane af jeg elsker en anden dame , men klogelizen +fortiet af det er hende selv der ovcrhænger mig med +sine afskyelige kærtegn , fordi jeg er så uheldig af +have kendt denne stene kvinde for mange år tilbage . +Derfor er dej af min kone er syg , derfor er +det af hun ikke vil tale med mig , ikke vil se mig , derfor +er det af jeg atter denne gang må rejse bort uden +af høre et venligt ord fra hendes læber , uden engang +af kunne sige hende farvel ! +En tåre gled ned ad den unge mands kind . +Han gik hen til den gamle , lagde hånden på +hans skulder og sagde med rystende stemme : +— kære svigerfader ! vil du tilgive mig og +være en kærlig fader for Juliane , medens jeg er +på rejse ? Vil du søge af lindre hendes smerte og +søge af vinde hendes tilgivelse for mig ? Nu må jeg +gå . Farvel , svigerfader ! +Han kastede sig på knæ for den gamle og +sagde røn : +— tilgiv mig , kære svigerfader , og giv mig +din velsignelse med på rejsen . +— du vil da vel ikke gå uden din overfrakke , +min dreng ? sagde den gamle formildet . +— nej , gør endelig ikke det , min elskede Edmond , +hviskedee en venlig stemme , og et par kærlige arme + +omslyngede den fortvivlede sø-officer ; thi da vil du +dø fra din egen lille kone . +— Juliane ! udbrød Edmond overrasket . +— min stakkels^ forurettede Edmond ! råbte +Juliane og faldt ham om halsen . +Det er umuligt at beskrive den kærlige scene , +der foregik her . +Et kvarteerstid efter måtte kaptajnen gå — +eller rettere løbe - thi tiden til skibets afgang var +udløben . +Udenfor huset stod knækbein og Lise i en ivrig +desput . +— nå , så den blev opdaget ? sagde knækbein +vildt . +— ja , desværre for mig , sparede Lise . Jeg blev +jaget ud af huset . +— bryd dig ikke om det , min pige ; du skal +snart få en anden kondition , det skal jeg nok serge +for ; nien sig mig , ved kaptajnen at jeg har købt +dig til at sætte splid mellem ham og hans hustru ? +— nej , del ved han ikke ; thi jeg . . . jeg elsker +ham virkelig . +— snik snak ! kom nu ikke med ømme følelser , +afbrød knækbein hende barsk . Nå , så han ved intet +derom ? +— nej ! + +— godt , så skal han snart få det ai søle ! +Juliane skal blive min , om jeg så skal . . . +Han standsede pludselig i sin tale og så vildt +hen for sig . +— hvad har de i sinde ? spurgte Lise gysende . +— jeg vil bortføre Juliane , svarede knækbein . +Døg , dog . . . hvornår skal kaptajnen rejse ? +— han rejser straks . +— godt , så må jeg forlade dig , råbte knækkein +og løb ned ad en af de smågader , der fører +til havnen . +Umiddelbart efter af knækbein var ilel ned ad +gaden , forlod Edmond huset . +Han begav sig med hurtige fjed ned ad havnen +til , uden af lægge mærke til af en mand med et vildt +udseende fulgte efter ham . +Da han omtrent var et halvt hundrede skridt +fra skibet , nærmede den omtalte mand sig til ham , +greb ham i nakken og kastede ham om på jorden . +Overrasket og forfærdet stred kaptajnen imod , +og efter en kort kamp blev han overvunden . +Forbavset så han på manden og udbrød : +— knækbein ! Hvad skal det betyde ? +— det skal betyde ku min tålmodighed er forbi , +svarede knækbein truende . Det skal betyde af jeg ikke + +længer vil lade mig håne af dig , Edmond ; nej , jeg +vil ikke . . . jeg kan ikke tåle at du kalder den +kvinde din hustru , som jeg elsker og som gjenelsker +mig . Jeg vil . . . +— du lyver , skurk ! råbte kaptajnen og stødte +ham rasende fra sig . Vogt dig , for at komme med +slige udtalelser til mig — hendes mand — vogt dig , +eller du skal få at føle hvad det betyder at tale +således . +— haha ! nå så du truer mig ! Nej Edmond , +det er urigtigt af dig , thi jeg har for øjeblikket herredømmet +over dig , og råder dig derfor til at opføre +dig lidt høflig imod mig . Længe har vort venskab +bestået , men jeg er bleven ked af dig - du er ikke +den du går for — derfor behandler jeg dig således , +derfor vil jeg ikke vide af dig mere , derfor vil +jeg lade dig vide , ar når du er ude på havet er +jeg hos din kone — min elskede Juliane — derfor +vil jeg . . . +Ligbleg så Edmond på ham . +— du lyver ! råbte han rasende og slog knækbein +med knyttet hånd lige i ansigtet . +Det var dette knækbein havde ventet . Uden at +sige et ord trak han en kniv frem og for ind på +Edmond , der forsvarede sig så godt han kunne . +— morder . . . Tyv . . . Røver ! råbte han , +men derved ophidsedes knækbein endnu mere . +— bed til gud , thi snart er dit liv endt ! brølede +skurken og borede kniven dybt i Edmonds bryst . + +— Juliane . . . Julie ! hviskedee Edmond . Det +var hans sidste ord . +Først da han var kommen så vidt , først da indså +skurken hvad han havde gjort . +— morder ! lød del i hans øre , og uden at +se sig om stod han forfærdet på gerningsstedet . +I samme øjeblik kom en mand løbende hen til +stedet . Del var Svendsen ( amerikamanden ) . Han +så den myrdede kaptajn , få skurken og begreb +hvem morderen var . +— hvad har drevet dig til dette skridt ? +Spurgte han . +— kærlighed , svarede knækbein . +— hvad for noget , kan kærlighed gøre et +menneske til en morder ? +— ja , ulykkelig kærlighed , svarede knækbein . +Dog , hvad kan det nytte al forklare dem det , mester , +jeg er fortabt — aldeles fortabt . +— gå med mig hjem og forklar mig hvorledes +det forholder sig , sagde Svendsen , der var et medfølende +menneske . Hvis du har haft grund nl at +udføre denne gerning , da vil jeg frit lade dig gå , +er det derimod for at berige dig , at du har myrdet +denne unge mand , da skal du ikke slippe for straf , +thi da vil jeg overlevere dig til øvrigheden , der nok +vil vide at straffe dig efter fortjeneste . +— jeg forsikrer dem , mester . . . +— ingen forsikringer , døden er dig sikker hvis +du er bleven en morder af had eller pengegrivskhed . +I + +felg nu med over på fabrikken og forklar mig +grunden . +Knækbein fulgte stiltiende med . +Han fortalte nu Svendsen al han elskede kaptainens +kone så lidenskabeligt , at han følte hos sig +selv at han ikke kunne leve uden hende . Han fortalte +oprigtig hvilke midler han havde brugt for at adskille +det kærlige ægtepar , samt al han , da alt dette mislykkedes , +havde myrdet Edmond i et fortvivlet øjeblik . +— det var altså intet overlagt mord ? spurgte +Svendsen og så strengt på forbryderen . +— nej , intet overlagt . +— sværg derpå +— jeg sværger aldrig . +— du skal sværge , eller jeg angiver dig . +— nuvel , svarede knækbein og trak vejret dybt . +Jeg sværger ved min sjæls salighed , at jeg ikke har +begået noget overlagt mord . +I samme øjeblik sprang døren op og et stærkt +vindpust slukkede lyset så at de begge stod i mørke . +— du har aflagt falsk ed , elendige ! råbte +Svendsen . Men det skal du ikke have gjort for intet . +Lise har underrettet mig om hvad du havde i sinde ; +jeg ilede ned til havnen , men kom desværre for sent . +Nu indser jeg først hvilken en skurk jeg har haft i +mit hus , nu kan jeg først indse hvorfor der stedse var +undcrballance i mine regnskaber ! men nu er det forbi +med dine skurkestreger , nu kommer du ikke mere til + +at skade dine medmennesker , bandit , thi retfærdighedens +håndhævere skal give dig din velfortjente løn . +Knælbein svarede intet til alt dette ; han bøjede +hovedet og så meget fortvivlet ud . +— du ved hvad straf der venter dig , vedblev +Svendsen . +— ia , jeg ved at jeg har mit liv forbrudt , at +jeg skal henrettes . Dog , jeg anråber dem om barmhjertighed , +jeg bønfalder dem om at skåne mig , jeg +lover dem , at jeg skal føre et pletfrit levnet herefter , +at jeg aldrig skal gøre , andet end godt mod mine medmennesker ; +jeg lover al jeg øjeblikkelig skal forlade +ncw-york , at jeg aldrig skal komme her oftere . Jeg +angrer dybt hvad jeg har gjort , først nu indser jeg +det skrækkelige deri men skån mig . . . skån mig , +og jeg skal aner blive et godt menneske . +Han faldt på knæ for ham og hans ansigt udtrykte +så megen anger , al Svendsen lod sig bevæge +deraf . +— kan og vil du virkelig blive et godt menneske +da vil jeg skåne dig , skønt du næppe fortjener det , +men kun på den betingelse , al du øjeblikkelig forlader +denne by og rejser lige til Tyskland » hvor du +hører hjemme , samt al du aldrig oftere vover dig +til København , » hi træffer jeg dig nogensinde oftere +på min vej , da skåner jeg dig ikke . Gå nu , din +nærværelse er mig modbydelig . +Knækbein gik stiltiende bort . + +da han var kommen udenfor trak han vejret betydelig +lettere . +— nå , det gik jo godt , mumlede han . Nu +gælder det blot om at skaffe mønt , så skal jeg nok +få Juliane med mig til Tyskland . +Opfyldt af denne tanke gik han til den myrdedes +hustru . Han-fortalle hende med tårer i øjnene at +Edmond lå myrdet og plyndret nede ved havnen . +Man kan forestille sig det indtryk disse ord gjorde +på den ulykkelige unge kone . Hun stirrede vildt på +knækbein , bønfaldt ham om at tilstå hende at det var +hans spøg og rendte frem og tilbage på gulvet i en +sindsforvirret tilstand . +— jeg taler sandhed , Juliane , sagde skurken . +Hvis de ikke tror mig kan de jo gå ned ved havnen +og overbevise dem derom . +— ja , ja , jeg vil have overbevisning ! råbte +hun og løb ud af huset og ned til havnen . +Medens hun var borte tømte knækbein pengeskuffen , +tog alle hendes juveler og guldsmykker samt +andre kostbare ting med sig . +Derefter gik han hen til sengen , hvor Julie , den +myrdede kaptains barn , lå . Han tog hende op af +sengen og bar hende på armen ud af huset og hjem +til sit logis . +— se så , nu skal Juliane nok blive min , sagde +han tilfreds , da han var kommen hjem . +Imidlertid gik det ikke ganske efter hans bestemmelse ; +thi Edmonds mord gjorde et så forfærdeligt + +indtryk på hende , at hun blev meget syg og nogle +måneder efter afgik ved døden . +Knækbein , der ikke turde opholde sig i ncw > iork , +rejste den følgende morgen til Hamborg med Julianes +barn og hele hendes formue . +Syvende kapitel . +Et kup . +Som den ærede læser måske erindrer , foregik den +ovenfor fortalte begivenhed 10 år før studenten og +Julie havde fattet kærlighed til hinanden . +Vi forlod studenten , amerikamanden , Amanda og +Arthur i stueetagen i det forbandede hus . +Amerikamanden — eller rettere Svendsen , som vi +herefter ville kalde ham — bar nu studenten op på +kvistværelset , og alle de andre fulgte med derop . +Amanda blev stående udenfor , medens man afklædte +det unge menneske . +Knækbein underholdt hende imidlertid , og da han +anstillede sig meget angerfuld vandt han snart hendes +tilgivelse , og hun fortalte ham med en ung piges + +hele åbenhjertighed , at to mænd vare i færd med at +rive ydermuren ned før at komme ind til studenten , +samt at Julie også var med derude . +Neppe havde han hørt dette før han sagde : +— o , jeg iler med at fortælle dem at han er i +god behold , og han skyndte sig virkelig afsted , dog ikke +før at gøre noget godt , men før at underrette siegrid +og Johan om , at Julie var i farvandet . +Han fattede strar følgende plan : +siegrid skulle gå ned og underrette Julie om at +studenten ville tale med hende ; Johan skulle imidlertid +stå i nogen afstand derfra , og når siegrid kom +gående med hende , skulle han springe frem og kneble +hende ; siegrid skulle derpå give sig til at græde og +klage og tilsyneladende forsvare hende . +Når dette var gjort skulle han tage vejen ind +ad byen til , og når han var kommen et godt stykke +hen , skulle han , — for at få hende til at følge sig +godvillig — fortælle hende , at det var nødvendigt at +hun kom bort , da knækbein atter var i færd med at +bemægtige sig hende . +Da planen var lagt blev den snart sat i udførelse +og Johan slæbte afsted med den modstræbende Julie . +Imidlertid indtraf et for Johan aldeles uventet +tilfælde , der for en del generede ham i flugten . +Amanda havde nemlig fra vinduet set ham flygte +afsted med Julie forfærdet kaldte hun Svendsen til , +viste ham hvad der foregik nede på vejen , og uden +at spilde et sekund løb Svendsen nu efter dem . + +— skurk ! hvad gør du her ! tordnede han , da +han var kommen Johan så nær , at han kunne gribe +ham i nakken og kaste ham til jorden . +Denne , der så sig så kraftig angreben , skælvede +stærkt og råbte i en ynkelig tone : +— nåde ! Nåde ! jeg vil hjælpe dem , herre , +til at straffe denne knækbein ; vi skulle pine sjælen +ud af legemet på ham , vi skulle tugte ham , fordi +han forfølger disse unge , uskyldige mennesker , der slet +ikke har gjort ham noget ondt ; men skån mig , skån +mig , jeg er uskyldig i det hele ! +— Skåne dig , skurk ! der forråder din kammerat +for at redde dit eget uske liv ! Nej , dig skåner +jeg ikke . . . en sådan forbryder kan ingen skånsel +vente +Svendsen så i dette øjeblik så vild ud , at selv +den mest forhærdede forbryder måtte gyse tilbage ved +at se ham . +Da Johan ikke så nogen udvej til redning , +rejste han sig hurtig op og inden Svendsen kunne forhindre +det , angreb han ham så kraftigt , at Svendsen +ikke kunne modstå ham . +Julie så intet deraf ; hun var besvimet . +Siegrid var førsvunden da Svendsen kom til , og +således havde Johan frit spillerum for sine onde +hensigter , og efter en hårdnakket kamp lykkedes det +Johan at kaste Svendsen til jorden , hvor han blev +liggende , stærkt blødende as et sår han havde fået +i faldet . + +nu var han foreløbig befriet før sin forfølger , +men der var dog noget hvorfor han endnu frygtede , +nemlig hvorledes han skulle få Julie transporteret +ind til byen , thi at bære hende derind i den tilstand +hvori hun nu befandt sig , ville vække alt for megen +mistanke . +Dog denne gang kom siegrid ham tilhjælp . Hun +havde nemlig skjult sig i nærheden , medens kampen +stod på . +Hun løftede Julie op på sine arme og bar hende +hen til et hus et stykke vej derfra , medens Johan +hentede en drosche . +Nogle minuter efter kørte de afsted med hende . +Vi ville nu se lidt til studenten . Arthur og +Amanda vare hos ham da han slog øjnene op . +Han slog forfærdelig om sig , da han så knækbein , +og de fik ikke ro for ham førend skurken havde +forladt værelset . +Studenten så sig nu om i stuen , for at orientere +sig ; da han var kommet sig noget udbrød han +med svag stemme : +— jeg må tale med Julie snarest mulig , thi +jeg frygter at min sidste time nærmer sig . Jeg føler +mig så spag og afkræftet . +Arthur trøstede ham så godt han kunne . Han +fortalte studenten at Julie snart kom , skønt han ikke +vidste hvor hun opholdt sig . + +dermed fløg patienten sig også tiltåls . Han +fik nu nøget at styrke sig på og det gik rask fremad +med hans helbredelse . +Henad aften spurgte han atter om Julie ; han +» ilde se hende og tale med hende . Han anede mindst +at hun var kommen i så flette hænder . +Da de ikke kunne opfylde hans forlangende , formedelst +Julies fraværelse , fortalte de ham at hun var +ude i vigtige ærinder . +Han lod sig kun dårlig stille tilfreds , og Arthur +måtte gøre alt for at skaffe ham ro , da han frygtede +et tilbagefald . +Ottende kapitel . +En hamborgertur . +Det var en tidlig morgen , klokken var næppe 6 , +at man så et let fartøj hurtig glide hen over havet . +Det skulle til Hamborg . +Ombord på dette fartøj befandt sig fire af vore +bekendte . +Mandskabet bestod af lutter danske matroser , +hvoraf nogle havde et godmodigt og venligt udseende , + +medens andre vare et sandt mønster på topmålte +kæltringer . +Midt imellem disse se vi knækbein , hvem mandskabet +titulerede „ Kaptajn “ . +Ved siden af ham stod Johan , der var ansat som +styrmand ombord på fartøjet . +Johan var ganske af den mening , at han havde +gjort det af med Svendsen eller „ Mester “ , som han +kaldte ham . +Julie befandt sig også på skibet . Hun havde +— grundet på knælbcins overordentlige omhu for +hende — fået plads i hans egen kahyt . +I det øjeblik vi indfinde os sidder hun på +sofaen , førdybet i tanken om studenten . +Hun tænkte på ham , der var hendes alt i denne +verden , — og på alt det hun havde oplevet i den +sidste tid . +Som hun således sad , bankedes der stærkt på +kahytsdoren . +Denne blev nu åbnet på en barsk måde . +Julie for forfærdet tilbage , da hun så hvem +det var . +Knækbein stod der i sin ondskabs hele fylde og +så på Julie med et lidenskabeligt blik . +— hvad vil du mig , onkel ? spurgte hun angst . +— hvad jeg vil ! Det spørger du om , skønt +du ved at jeg elsker dig så højt . Og han nærmede +sig til hende , som for at omfavne hende , men hun + +svarede , idet hun gjorde en afværgende bevægelse med +hånden : +— du elske mig ! Du , som har været så hård +imod mig , som har forbandet mig og stedt mig bort +fra dig midt om natten i negn og slud , hvor fremmede +mennesker måtte hjælpe mig , for at jeg ej skuldeomkomme +af nød og elendighed , — du elske mig ! +Nej , nej , det tror jeg ikke , det er umuligt af jeg kan +tro det , +han stod tavs og hørte på hendes udbrud . Da +hun havde endt sagde han : +— ja ja da , men når jeg nu vil være god og +skikkelig , og aldrig være hård imod dig , vil du da +have mig fil din mand ? +Dette fremsagde han i en godmodig og ærlig +tone , og Julie studsede uvilkårlig ved af høre ham +tale så blidt . +Hun så forundret på ham og sagde : +— gode onkel , du ved af jeg elsker en anden , +og af . . . +— du elsker en anden ! Du siger altså nej ! +Råbte han barsk . +Julie s�� bedende på ham . +— Julie ! vedblev han . Hvor tør du vove af +modsætte dig min og din moders villie ? +Julie så atter på ham , men for forfærdet tilbage . +Hans ansigt , der var ligblegt , udtrykte den +mest djævelske ondskab , medens han med lynende øjne +betragtede den unge pige . + +— ak onkel , hvor du er hård imod mig ; vidste +min moder i himlen det , da ville hun bestemt straffe +dig derfor . +Knækbein , der var en del overtroisk , gyste da han +hørte hende tale om sin moder , og han udbrød derfor : +— hold inde med din vanvittige tale og hør hvad +jeg vil sige dig . Jeg kommer her tilbage til dig om +et øjeblik , og da skal du have iført dig de klæder , +der ligger i kisten derhenne , thi nu henter jeg en præst , +som skal forene os . . Har du forslået mig ? Nu har +du hørt hvad jeg har sagt dig , og jeg håber af du +efterkommer min befaling . Dersom du skulle vise +dig stridig , da har jeg flinke folk ombord , som nok +skal vide af tæmme din ville karaktecr . +Dermed gik han , +Julie sad målløs af forbavselse . Hun kunne ikke +ret samle sine tanker ; hun kunne ikke tænke sig sin +onkel så sket , og dog var det tilfældet . +Dog , det målte forebygges ! +Hun sad allerede og udkastede planer til frelse , +da der bankedes sagte på kahytsdøren . +Julie for sammen ; hun ventede af se sin onkel , +men hvor glad og førundret blev hun ikke ved af stå +ansigt til ansigt med sin redningsmand . Han safte +fingeren for mnnden som tegn til af hun skulle være +tavs . +Julie forstod ham ; hun var alt for bevæget over +gensynet til straks af kunne tale . + +han tog plads ved siden af hende og hun førtalte +ham nu alt hvad knækbein havde befalet hende . +Svendsen gyste tilbage ved at blive indviet i al +denne slethed . +— ja , fa , her må foretages noget , Julie , sagde +han hviskende . +— ja , her må foretages noget , men hvad ? +Jeg ved slet intet rum her hvori jeg kan skjule mig +for ham . +— øg seer han mig , sagde Svendsen , er jeg fortabt . +Jeg har sneget mig ombord i nat medens folkene +sov , alene for at redde dig , Julie . +Og nu førtalte han hende , at knækbein slet ikke +var hendes onkel , men at han var hendes faders og +moders morder . +Julie sad med stirrende blik og betragtede ham . +Da hun havde besindet sig lidt sagde hun med +bævende stemme : +— o , de har kendt min fader og moder ! . . . +O , havde jeg dem begge her , hvor var jeg da lykkelig ! +Nu må jeg ene og forladt gå en skrækkelig +fremtid i møde . O , gud , hvor jeg dog er ulykkelig i +o , min frelser , tag mig hjem til dem og lad mig +være sri for dette afskyelige menneskes efterstræbelser ? +— det kan desværre ikke ske nu , da vi er på +søen , men vent , vi skulle nok ramme ham midt i hans +glimrende affærer . +— min gud , min gud ! -der er han ! råbte +Julie og stirrede hen mod døren . + +Svendsen vendte sig om og så med forfærdelse +at knækbein stod og betragtede Julie med et kærligt +blik . +Han havde til held og lykke ikke opdaget Svendsen , +der nu sneg sig hen i en mørk krog i kahytten , +hvoifra han ubemærket kunne se alt hvad der foregik . +Knækbein tog plads ved siden af Julie og ville +trykke et Kys på hendes læber , men hun stødte ham +heftig fra sig og sagde : +— bort med dig , morder ! besmit ikke dette +værelse med din nærværelse . +Istedenfor at blive ophidset ved disse ord , smilede +han ligegyldig og sagde : +— nu kommer præsten ligestrar , min elskede +Julie , og så er det forbi med din utålmodighed , +thi da skal du blive min lille kone . +Han omfavnede hende og kyssede hende lidenskabeligt , +idet han sagde : +— bær nu ikke så knibsk på det , lille Julie , +men hør hvad jeg vil sige dig . Jeg har penge — +mange penge — jeg har skibe i søen og holder folk +i overflødighed , så du vil få en tjener på hver +finger , og i det hele taget få det lige så godt som +den fornemste dame i hele verden . Du vil aldrig +komme nl at savne noget , enhver af dine befalinger +vil strar blive opfyldt , og al denne herlighed vil du +erholde ved at blive min hustru . Er det ikke et glimrende +tilbud ? + +— vil enhver af mine befalinger blive opfyldt ? +Spurgte Julie åndeløs . +— ja , øjeblikkelig ! +— godt , så befaler jeg dig øjeblikkelig at forlade +kahytten , — forstår du ? — og ikke på nogen +måde tale om bryllup eller præst til mig , førend +vi er komne iland ; tillige befaler jeg , at skibet strar +skal forandre kurs og tage til København , da jeg ikke +her på søen vil samtpkfe i noget giftermål . Hvis +du ikke . . . +— nej , holdt , afbrød knækbcin hende . Den leg +leger vi ikke . Din betalingstid begynder først når +præsten har givet os sin velsignelse . +I dette øjeblik sneg Svendsen sig ubemærket ud +af kahytten og op på dækket . +Han gik hen til en af matroserne , slog ham venskabelig +på skulderen og hviskedee ham i øret : +— tiden er kommen , Klaus ! +— godt , mester , jeg er parat ! svarede Klaus og +gik hen til en anden Matros , til hvem han hviskedee : +— tiden er kommen ! +— det er splitte mig prægtigt ! svarede matrosen +og tog ct stykke . Toug op fra dækket . I +Klaus og matrosen gik nu hen til Johans , der +var ansat som styrmand ombord på skibet . +— prægtigt vejr , Johan , sagde Klaus . +— hm , ja , prægtigt til al . sove i , svarede Johan +og tog sig en skrå . +— å nej , fanden skulle sove på denne tid af + +dagen , bemærkede den anden Matros . Nej , lad os +heller gå ned i vor kahyt og få os en hjertestyrk , +ning , det er der mere nuf i . +— det er et ord ! råbte Johan . Jeg er så +tør i halsen som en stokfisk ; men hvem skal styre +skibet så længe ? +— det kan jo en af de andre gøre . +— ja , det kan de vel også . Du har da +brændevin dernede ? +— ja , mere end du kan drikke , forsikrede hans +grinende . +De gik nu alle tre ned i kahytten . +- hvorfor Pokker slæber du den tougende med +herned ? spurgte Johan . +— det skal du få at se siden , svarede matrosen . +Jeg vil gøre et kunststykke dermed . +— for min skyld må du gerne gøre ti +kunststykker dermed , min ven , når jeg blot får lidt +at drikke . +Glassene blev nu fyldte og tømte — atter fyldte +— atter » omte — og således gik det en lang tid , +dog med den forskel , at når de andre tømte et glas +tømte Johan to . +Han blev nu gemytlig , sang og lo , samt bandte +og skældte fordi han ikke fik mere at drikke . Kort efter +tog ban de yndigste snorkctoner man kunne ønske sig . +— han sover , hviskedee Klaus . Bind ham så , +men forsvarligt . + +— skal ske , svarede matrosen og bandt Johan +så forsvarligt , at det var umuligt for ham at slippe +løs uden hjælp . +Derefter forlod de kahytten . +Svendsen stod udenfor kahytsdøren og ventede +på dem . +— han er erpederet , hviskedee Johan . +— godt , min ven . Så kommer turen til den +anden . +— ja , ham skal vi nok tæmme . +Med disse ord begav matrøserne sig tsi kaptainens +kahyt , hvor Julie og knækbein befandt sig . De +trådte netop ind i samme øjeblik som knækbein knælede +for Julie og bønfaldt om hendes samtykke til +deres giftermål . +— hvad vil du , Klaus ? spurgte knækbein , og +rejste sig rasende op . +— jeg melder kaptajnen af Johan pludselig er +bleven syg , svarede Klaus , — og af skibet er i færd +med af tage en fejl kurs . +— hvad . . . hvad siger du ! fejl kurs ! Hvor +er Johan ? +— han ligger i sin kvie , kaptajn ! +— kald ham herned ! +— han kan ikke stå på benene , kaptajn . +— hvad fejler han ? +— jeg ved det ikke ; men jeg skulle bede om +kaptainen ville komme ned til ham , han må absolut +tale med kaptajnen , siger han . + +— ja , så må jeg forlade dig et øjeblik , min +elskede Julie , sagde sknækbcin og trykkede hendes hånd . +Men jeg kommer snart igen . +— tak , det haster såmænd ikke , svarede Julie +ligefrem . +Knækbein skyndte sig nu ned i kahytten til Johan , +fulgt af de to matroser ; men han var næppe trådt +ind ad døren førend de overfaldt og bandt ham . +Dette gik for sig så hurtigt og behændigt , af +knækbein ikke kunne forsvare sig . +— hvad skal det betyde ? råbte han og sked +rasende i touget . +I samme øjeblik trådte Svendsen ind ad døren . +— mester ! brølede skurken og sank tilintetgjort +tilbage på gulvet . +— du spurgte hvad det skulle betyde , elendige , +sagde Svendsen og truede ad ham . Nuvel , du skal +få det at vide . Det skal betyde , at vi nu sejler til +København og overleverer dig til politiet . Denne +gang bliver det alvor +knækbein så skovt hen for sig uden at svare . +— så , Klaus , nu er du styrmand , sagde +Svendsen og klappede matrosen på skulderen . Lad +mig nu se at du udfylder din plads med ære . +— det kan de være stødt på , mester ; det er +ikke første gang at jeg styrer et skib , svarede Klaus +og knejsede stolt . +Skibet styredes nu atter tilbage til København , + +men det gik kun langsomt , da det næsten dele vejen +havde modvind . +Svendsen gik nu ned i kahytten til Julie , og +underrettede hende om , at hun ikke mere behøvede at +frygte knækbein , da han lå nede i folkenes kahyt , +bastet og bundet , uden at kunne flytte sig af pletten . +— tak , tusind tak , min velgører , min frelser ! +Råbte Julie , idet hun inderlig taknemlig greb hans +hånd . +Skibet sejlede som sagt meget langsomt , på grund +af modvind . +Det blev aften , og endnu var skibet meget langt +fra København . +Da klokken omtrent var 10 gik svcnvsen op på +dækket , for at se hvor lanqt skibet var nået ; men +her frembød et uhyggeligt syn sig for ham +idet han gik op ad kahytstrappen børte ban en +forunderlig støj , blandet med afskyelige eder , nåden +og gennemtrængende skrig om hjælp . +Derefter hørte han et stærkt plask i vandet , og +alt blev atter stille +anende en ulykke lød Svendsen hen til den del +af skibet , hvorfra stølen lød . +Bed rælingen af skibet stod Klaus , stærkt blødende +af er dybt sår , han havde såt i nakken . +Ved siden af ham lå Johan bevidstløs på +dækket . + +noget derfra stod den anden Matros og truede +rasende ud i søen , hvor man langt børte så en +mand af al sin kraft arbejde imod strømmen for at +nå skibet , der uagtet al hans anstrengelse fjernede +sig mere og mere fra ham . +— hvad er det her foregår ? spurgte Svendsen . +— han er sluppen løs , svarede Klaus og pegede +på det sår , han havde i nakken . Jeg frygter at +det er farligt . +— men hvor er knækbein da ? +— han er nede at gøre fiskene selskab , svarede +den anden Matros og pegede ud i søen . Jeg har +selv hjulpen ham derud . +— min gud , vil i drukne ham , råbte Svendsen . +Hurtig , sæt en jolle ud , og lad os forsøge at +redde ham . +— det kan ikke nytte noget , mester , han har +fået nok derude . Han er gået tilbunds og kommer +neppe op igen . +— men vi må dog forsøge at redde ham , det +er vor pligt . . . nå , sæt nu en jolle ud , hurtig , +hurtig ! +Ordren blev straks efterkommet . Man røede ud +før at finde knækbein , men det var forgæves , det var +dem ikke muligt at finde ham . +— han har drukket før meget , grinede matroserne +og røede tilbage til skibet . +— det er en skammelig gerning i har udøvet , + +sagde Svendsen strengt . Bed til gud at han ikke +straffer eder derfor . +— straffe os før det ! råbte en af matroserne . +Nej , vi kan ikke få straf derfor , tværtimod , vi burde +belønnes , fordi vi har befriet verden før en sådan +slyngel , som knækbein . Aldrig har han udøvet andet +end slette handlinger , aldrig har han . . . +— ligemeget , han var døg et menneske , sagde +Svendsen ; og det ene menneske bør ikke dræbe det +andet . +Hertil svarede matroserne intet , men roede stiltiende +videre . +Snart nåde de skibet , og nogle timer efter +ankom man til København . +Julie blev atter optaget i Svendsens hus , hvor +Amanda , Arthur og studenten ( der nu var temmelig +rask ) ventede dem med længsel . +De havde ingen anelse om hvad Julie havde +gennemgået . +Niende kapitel . +Pefers fødselsdag . +Vi ville nu overspringe et tidsrum af et halvt +Års tid , i hvilket intet mærkeligt passerede før + +hovedpersonerne i denne fortælling . Arthur havde +i den tid opnået at blive student . +Han var en dannet og smuk ung mand , og ved +sit livlige og åndrige bæsen skaffede han sig mange +venner . +Det var student Peter Møllers fødselsdag , og +den skulle sejres på en ualmindelig måde . +En mængde unge studenter — hvoriblandt Arthur , +hvis bedste ven var Peter Møller — vare indbudne +til at deltage i festen . Men hvo skildrer de +unge studenters forbavselse og glæde , da de kom til +gildet og så , at Peter Møller havde været så fornuftig +at indbyde en del unge damer foruden studenterne +naturligvis — til at deltage i denne fest . +— en dame til hver herre ! råbte indbyderen , +da studenterne trådte ind . Vær så artig at vælge , +mine damer ! +„ Damerne “ lod sig ikke sige dette to gange , men +valgte hver en herre , som de uden videre tøg under +armen og passiarede med som om de vare gamle +bekendte . +Arthur fik også en dame . +Det var en ganske ung pige . Hendes ansigt udtrykte +den mest barnlige uskyldighed . Hendes bæscn +var blidt og elskværdigt , og hun talte så yndigt +sværmerisk , at Arthur strar følte sig i den syvende +himmel , da han et øjeblik havde været hendes bordkavaleer . + + +hun var smagfuldt klædt . En elegant sort silkekjole +fremhævede hendes ypperlige figur . Om halsen +havde hun en lang guldkæde , og et elegant lille +dameuhr skal halvt ud af bendes uhrlomme . +Denne dames navn var Nina . +Det er umuligt at beskrive den gemytlighed , beder +herskede mellem disse unge mennesker . +Lidt efter midnat brød man op , berusede af drikkevarer +og af de unge damers venlighed . +Arthur bad sin dame om tilladelse til at ledsage +hende hjem ; hun smilede blidt til ham og svarede , +idet hun greb pans arm : +— er det nu noget at spørge om , hr . Arthur ? +Det er jo en selvfølge at de følger mig hjem . De +er jo min uvkårede ! +— tak for disse ord , Nina , svarede Arthur og +trykkede hendes hånd . +De gik nu langsomt og fordybede i en ivrig +samtale hen ad gaben . +Da de vare komne til Møntergade standsede hun +udenfor et hus omtrent midt i gaben . +— her boer jeg , Arthur , sagde Nina , og pegede +op på huset . +— på hvilken sal ? spurgte Arthur . +— tredie sal , min udkårede , svarede Nina . +Dersom det ikke var så sildigt ville jeg bede dem op +med , men nu kommer jeg til at vente til i morgen +med at få deres ærede besøg i min egen lejlighed . +Dog i morgen venter jeg dem . + +— hvad tiv ? spurgte Arthur bævende af glæde . +— kom klokken 1v i morgen formiddag , hviskedee +Nina ømt . +— ja , tak , men hvad tror de at deres forældre +vil sige « st at jeg besøger dem ? +— mine forældre ! haha . be sige såmænd intet +dertil , thi så vidt jeg kan huske tilbage kan jeg næppe +erindre mine forældre . Nej , Arthur , jeg er som den +ensomme fugl i sit bur ; buret er min stue , og jeg +lever der ene - ganske ene . +— min gud ! kan de virkelig ikke erindre deres +forældre ? +— nej , Arthur , nej ; vel var der nogle skikkelige +folk , der fredede og værnede om mig i min barndom . +Og trådte i mine forældres sted , men ofte alt for +ofte - lod de mig høre , at jeg i grunden kun kunne +betragtes som hittegods , da de havde . . . +-- hittegods ! afbrød Arthur hende . +— ja , hittegods , Arthur ; de have nok fundet +mig en aftenstund liggende udenfor det hus de beboede . +De ynkedes over mig , og da jeg var et kønt barn « +Optog de mig i deres hus og lod mig være som deres +eget . Dog , jeg står her og snakker , nei-kom i morgen +formiddag , da skal jeg forklare dem mit hele levnetslød +godnat , Arthur ! Et Kys skal de have , fordi +de har ledsaget mig ben lange vej . I morgen får +de et til . Godnat ! +Arthur fik et Kys , og hun svippede hurtig ind ab +gadedøren . + +han greb efter hende før at standse hende , men +han køn » før sent , hun var allerede oppe ad trapperne . +— Nina ! Nina ! råbte han bedende . Hun hørte +det godt , men svarede ikke . +Som en beruset ravede Arthur hjem , med tanken +opfyldt af den unge pige . +Istedenfor at gå iseng vandrede han hele natten +frem og tilbage på gulvet , stedse tænkende på hende , +og af og til udbrydende i poetiske taler til hendes +roes . +— o , elskede Nina , du har fortryllet mig ! udbrød +han sværmerisk . Det var det lykkeligste øjeblik i +mit liv , da jeg lærte dig at kende . Først , nu forstår +jeg hvad kærlighed er ! +Endelig hen ad morgenstunden kastede han sig fuldt +påklædt på sengen et øjeblik ; men uagtet han forsøgte +at falde isøvn , lykkedes det ham dog ikke . Ninas +smilende ansigt stod stedse for ham , og når han skulle +se på hende kunne han jo ikke sove . +Da klokken var 8 forlod han sin stue og begav +sig til Møntergade . +Her stod ban i en gadedør lige overfor hvor Nina +boede og stirrede op til hendes vindue i over en time , +men gardinet var hele tiden rullet ned . +Dersom han havde kunnet se gennem rullegardinet , +ville hans kærlighed sikkert have kjolnet sig +noget ; thi Nina stod bagved gardinet , — dog , det var +ikke den smukke Nina fra den foregående aften , nej , +hun var meget forandret . + +hendes kinder vare bedækkede med en gulagtig +bleghed , og hendes hår , der den foregående aften +var ravnsort og havde en nydelig glans , havde nu +en mat , vissen farve . +Dog , snart blev hun atter den smukke Nina . +Hun vaskede ansigtet i noget vand , der havde en +stærkt parfumeret lugt , gned kinderne med rød og hvid +sminke og smurte en glandsfuld sort vædskc i håret . +Det hjalp . +Derefter isørtc hun sig en smuk , ulden kjole , +spejlede sig en halv snes gange , og råbte idet hun +gennem gardinet så ned på gaden : +— se så , Arthur , nu går tæppet op ! +I samme øjeblik rullede hun gardinet op , — og +da Arthur så dette lød han hurtig over ggden og +op ad trapperne . +Han bankede på hendes dør og Nina lukkede +strar op for ham idet hun leende udbrød : +— god morgen , hr . Arthur ! Nå , de er såmænd +bestemt ; det kan jeg godt lide . +— ja , Nina , dersom de vidste hvor meget jeg +længtes efter dem , da havde de sikkert ladet mig +komme noget tidligere . +Vi ville ikke opholde os hos dem i al den tid de +vare samlede denne dag , men kun underrette den ærede +læser om , at Arthur fra denne dag af stadig tilbragte +sin fritid hos hende . +Imidlertid skete der snart en forandring i Arthurs +lykke . + +da han havde kendt Nina i et par måneder , +gik ban som sædvanlig en aftenstund op til hende +men hendes dør var lukket og hun var ikke hjemme . +Han ventede længe på gangen , men hun kom ikke . +Tilsidst gik han ned ad trapperne . +Da ban kom ned i gadedøren så han i nogen +frastand en herre og en dame langsomt spadsere , som +det syntes fordybede i en ivrig samtale . +En forfærdelig mistanke opsteg hos ham og ban +ilede ned efter dem . +Han syntes bestemt at damen var Nina . +Da ban i nogen tid havde fulgt efter dem , standsede +de udenfor et elegant sted ved Nørrevold . +Herren ringede på , og en gammel portner luk +kede porten op , dog kun på klem , for at se hvem +det var . Da han så Herren og damen lukkede han +porten helt op . +— god aften , hr . Greve ! sagde han , og bukkede +ærbødigt for Herren . +Det unge par forsvandt for Arthurs øjne , medens +han uafbrudt stod og stirrede efter dem . +Han havde nu fået vished , det var hende . +Portneren så forundret på den unge blege +mand , der så ivrig kiggede ind ad porten . +— hvad vil de beder ? spurgte han . +— jeg vil ind ! stønnede Arthur , endnu blegere +end før . +— det lader sig ikke gøre på denne tid af +aftenen . + +— Io , jo , ug vil ind , jeg må ind , min forlovede +er jo heroppe i huset , udbrød Arthur fortvivlet . +— aha , er det hans kæreste at greven har +oppe hos sig . Ja så , da skal jeg dog lade ham vide , +at hun ikke er meget tro , thi hun kommer her daglig . +Nå , så det er hans forlovede , ja , det er rigtignok +et fælt stykke møbel han der har bundet sig til . Det +er jo det værste kvindemenneske man kan træffe på +sin vej ; sådan en slange , sådan en taske ! +Efter at bave udtømt sig i denne ordstrøm smækkede +ban porten i for næsen af Arthur . +Der stod han med korslagte arme og øjnene stift +heftede på det hus , hvor hans elskede var gået op . +Han stod i nogle øjeblikke stille udenfor huset . +Endelig samlede han alt sit mod og ilede til Ninas +bopæl ; men hvo skildrer hans forbavselse da han +seer hende siddende i sofaen ceftig grædende . +— hvad er der i vejen med dig , min elskede ? +Udbrød han , idet hele hans kærlighed vågnede på ny . +— o , bvor har du været henne , Arthur , udbrød +hun i en fortvivlet tone . Hvorfor kommer du så +sildig ? Klokken er jo allerede over 10 . Der er vel +andre damer der lægge beslag pqa din tid , og så +glemmer du aldeles den , der sidder og sukker for +dig . O , det er ikke pænt af dig ! +Hun rejste sig op , gik hen til ham og vedblev idet +hun greb hans hænder : +— elskede Arthur ! sig mig , er jeg dig da aldeles +ligegyldig ? Aner du ikke , hvor dette hjerte pintcs + +ved din udeblivelse , — tænkte du slet ikke på din +stakkels lille Nina ? 0 gud , du svarer ikke , du +elsker mig vist ikke mere ! Min gud , hvor jeg da er +ulykkelig ! +Hun slap Arthurs hænder , gav et skrig fra sig +og faldt om på gulvet . +Arthur stoø og betragtede hende . +- er det muligt , sagde han ved sig selv , at en +kvinde kan være så fræk eller rettere så løgnagtig +og opfindsom , at væve mig ind i et net , hvor jeg slet +ingen udveje seer til frelse , — eller har jeg taget +fejl . Nej , det var hendes yndige lille ansigt , det var +hendes yndefulde gang , det var hendes kære stemme +jeg hørte , — og alt dette skulle være en fejltagelse , +nej , jeg så det jo lydeligt og dog , hun sad jo her i +sofaen da jeg kom , og græd så hjertelig over min +udeblivelse . +Han så fortvivlet ned på hende . +— 0 , sagde han , idet han slog sig før panden ; +hvad skal jeg tro ? Mit hoved brænder . . . tusinde +tanker gjcnnemkrydsc det . . . Ak , hvor jeg er ulykkelig ! +Alt hvad jeg foretager mig mislykkes , og selv +den sidste trøst , denne skønne kvinde , skal gå tabt +før mig . 0 , det er skrækkeligt ! Hende , mit hjertes +stolthed , mit ideal før alt skønt og ækelt , hun er +altså , søm hele verden , falsk og svigagtig . Nuvel , +min skæbne , jeg trodser dig ! Du byder mig krig , +godt , jeg tager imod den , jeg vil kæmpe mod dig til +min sidste stund og søge at overvinde dig ! + +da Arthur havde fuldendt dette udbrud så han +ned på den unge pige , og hans ansigt udtrykte den +dybeste sorg . +Han bukkede sig ned , tog hende på sine arme og +lagde hende på sofaen . +Han badede hendes tindinger med vand , og efter +nogle minuters forløb slog hun øjnene op . +Hun så bebrcidenbe på Arthur og sagde : +— hvoraf kommer det at du endnu er her ? Du +kunne jo godt have blevet hos din anden kæreste , hvor +du jo allerede har tilbragt den meste tid af aftenen . +Hun længes vist efter dig , kan du tro ! +— fy , Nina ! hvor kan du tale således til mig , +der er dig tro som guld . +Nina gav intet svar . Hun knugede hans hænder +i sine og gav sig til at græde heftigt . +Således sad de en stund , da sagde Arthur : +— kære Nina ! vil du svare mig oprigtig på +mine spørgsmål ? Vil du tale alvorlig med mig ? +Det er til dit eget bedste . +— ja , kære Arthur , jeg vil svare dig oprigtig , +det kan du være ganske sikker på . +— nuvel , så spørger jeg dig om du har været +ude i aften ? sagde Arthur med rystende stemme . +— om jeg har været ude i aften . . . ude i aften , +ja naturligvis . . . Du kan vel ikke forlange at jeg +skal sidde her alene og vente på når det behager dig +at komme . + +— hvor har du været henne ? vedblev Arthur +og så stift på hende . Og hvem har du spadseret +med ? +— jeg har været henne hos min veninde , og +jeg har ikke spadseret med nogen , Arthur , svarede +den udspekulerede kvinde . +— hvor boer din veninde ? +— i Bredgade . +- gik du alene hjem ? Fulgtes du ikke med en +høj herre ? +— men Arthur døg ; mistænker du din egen +Nina ? O gud ! jeg som elsker dig så højt , jeg +skulle glemme dig og spadsere med en anden ! Fy , +Arthur , nu kan jeg rigtignok se hvor meget du holder +af mig ! +Med disse ord omfavnede hun ham og kyssede +ham heftigt , — og Arthur glemte den høje herre , +spadsereturen , sin angst , kort sagt alt i Ninas arme . +De sad således i længere tid , aldeles optagne +af at forklare hvor meget de holdt af hinanden , — og +klokken var over l da Arthur forlod hende . +Nina stod oprejst og betragtede ham med et halvt +smilende , halvt bedende blik , da han skulle til at forlade +hende . +Han var henrykt ; aldrig havde Nina været så +smuk . +Endelig , efter en lang omfavnelse , utallige Kys +og nye troskabsforsikringer , skiltes man . + +neppe havde hun hørt gadedøren lukkes efter ham , +' før hun udbrød i en skingrende latter . +— hahaha ! Du er ikke klog nok , min ven , til +at omgås mig . Det var prægtigt , jeg fik ham til +at tro alt , hvad jeg bandt ham på ærmet . Nå , +så han mener , at jeg kan leve for ham alene ! Nej , +kærlighed er en meget rar ting , men der må engang +imellem gøres en lille afverling , ellers bliver +det alt for ensformigt . +Med disse ord nærmede hun sig vinduet og så +ned på gaden . +— han står der endnu , jeg tænkte det jo nok , +sagde hun leende . Nå , så må jeg rulle ned og +slukke lyset , at han kan tro at jeg er gået til sengs , +før forlader han vel næppe fin plads . +Som sagt så gjort . Hnn rullede gardinet ned , +slukkede lyset og så ned spå gaden . Arthur var +forsvunden . +— så , nu går han . Man bliver altid udspioneret +af ham og hans dydige søster Amanda , hun +vil nok sætte ham skrupler i hovedet , men det skal +ikke bekomme hende vel , det kan hun tro . Lad mig +se , når jeg nu fik hende gift , så kunne Arthur være +hos mig , men det gælder om at finde en mand til +hende , der vil gøre hende livet dygtig surt . +Efter dette korte men gode overlæg tog hun hat +og shavl på og forlod værelset idet hun nynnede : +„ Evoe ! hvor de gudinder +dog bedåre kan en mand ! “ + +vi ville ikke følge hende på hendes natlige udflugt , +men derimod se hvorledes Arthur befinder sig - +efter hans sidste besøg hos hende . +Tiende kapitel . +En kaffepassiar . +Det var morgenen efter at den omtalte begivenhed +indtraf . +Arthur sad i en lænestol og nød sin morgenkaffe . +Der var øjensynlig noget meget vigtigt , der +beskæftigede hans tanker , thi han sad og stirrede hen +for sig og kaffen kom kun ned i små drag . +Som han således sad bankedes der beskedent på +hans dør og Amanda trådte ind i hans værelse . +Hun var meget bleg og man kunne tydelig se at +hun havde grædt . +Arthur rejste sig og gik sin søster i møde . +— hvad fattes dig , kære Amanda ? udbrød han , +da han så hendes bedrøvede ansigt . +— ak , jeg er så bedrøvet . . . jeg har noget +at fortælle dig , dersom du ikke vil tage det ilde op , +stammede Amanda . + +— nej , på ingen måde , kære søster ; hvor +kan du tro det ! +— ja . . . ja , jeg vil tale oprigtig med dig , +Arthur . Jeg så dig i går løbe som en afsindig +nede ved Nørrevold . Jeg blev så ulykkelig , jeg frygtede +at du havde arvet den forfærdelige sygdom efter +vor stakkels moder , som du nok erindrer var vanvittig . +Jeg er så urolig , Arthur ; sig mig , hvad er +der i vejen med dig ? Hvorfor lød du således ? +Arthur gav intet svar . +— hvorfor kom du så sent hjem i nat ? vedblev +Amanda . Klokken var jo over 2 . +Arthur så fortrædelig på hende . +— har jeg ikke ret til at komme hjem når jeg +lyster ? spurgte han . +— du har bestemt igen været henne hos denne +mistænkelige dame , som du kalder din forlovede . +Det er rigtignok ikke smukt af dig , at indføre en sådan +kvinde i vor familie . Nej , Arthur , det er skammeligl +at du vil vove det . +Da Arthur hørte hende sige ham dette lige i +øjnene , blev han rasende , og han hævede hånden +imod hende , som til slag . +Amanda for tilbage , udstødte et svagt skrig og +forlod skyndsomt værelset . +Svendsen kom kort efter ind og bebrejdede ham , +at han var kommen så sent hjem den foregående +nat . Dog , Arthur forholdt sig aldeles tavs . + +da Svendsen var gået kastede Arthur sig på +sofaen og græd som et barn . +— er det da ikke nok med den ene sørg jeg +har ! udbrød han fortvivlet . Skal jeg også tåle at +alle bebrejder mig at jeg har bundet mig til denne +unge , skønne pige ? Skal jeg stedse pines af hårde +bebrejdelser og slette udtalelser om hende . . hende , +mit hjertes udkårede ? Nej , jeg holder det ikke ud +på denne måde , der må ske en forandring ! +Lidt efter lidt blev han dog herre over sig selv , +og han viste sig ved frokostbordet , munter som sædvanlig . +Julie +opvartede ved bordet , og gjorde sig umage +for at tilfredsstille enhver +der blev ikke talt meget ; det var som om man +ventede udbrudet af et heftigt uvejr . +Da kaffen kom ind sagde Svendsen : +— da vi ikke have talt meget ved bordet , er det +nok bedst at vi få os en lille kaffcpassiar . +— ja , kære fader , lad os få en lille historie , +for at opmuntre Arthur , thi det lader til at han er i +dårligt humør i dag ! udbrød begge de unge piger , +idet de stillede sig ved siden af Svendsen . +Vi må bemærke at såvel de to unge piger som +Arthur bestandig benævnede amerikamanden som deres +fader . +— jeg er såmænd i meget godt humør i dag , +agte Arthur lidt forlegen . Jeg er netop gemytlig +slemt . Haha ! Du tager fejl , Amanda ; som et bevis + +herpå skal jeg fortælle eder en morsom historie om +Peter Møller . I kender ham jo alle ? +— ja , ja , studenten ! råbte begge de unge piger +på engang . +— nej , nej , lad være med det ; lad os tale om +vore egne anliggender . Jeg ville for erempel spørge +hr . Arthur om , hvorledes han morer sig om aftenen , +da vi så sjældent seer ham efter klokken 9 , ja ofte +ikke hele dagen . +Arthur rødmede stærkt ved dette spørgsmål , men +søgte dog at blive herre over sig selv . +— o , sagde han lidt forlegen . Jeg har mange +venner , der lægge beflag på min tid , så at jeg +ikke længer . . . +— det er altså ikke veninder du besøger ? afbrød +Svendsen ham . +Arthur blev mere og mere forlegen og så vredt +hen til Amanda , som om han ville sige : — jeg ved +godt fra hvilken kant det kommer . +Amanda rystede på hovedet for af tilkendegive +ham , af hun intet havde sagt . +— du svarer ikke , vedblev Svendsen smilende . +Jeg har altså ret . +— nej , det har du rigtignok ikke , fader . Jeg +kender ikke nogen dame her i København nøjere end +Amanda og Julie . . . og Julie tør jeg naturligvis +ikke gøre mig noget håb om — hun vil vel ikke have +mig istedenfor min ven , Vilhelm Petersen ; vil du +vel , Julie ? + +— nej , aldrig i evighed ! svarede Julie leende . +— jeg tænkte det jo nok , sagde Arthur og greb +leende hendes hænder . +Arthur vedblev af spøge , og han var frelst før +dennegang . +Da klokken var bleven mange rejste man sig fra +bordet , for hver af begive sig til sit . +I dette øjeblik åbnedes døren heftigt , og Klaus +( matrosen fra knækbeins fartøj ) trådte hurtig ind i +værelset . +— mester ! råbte han til Svendsen . Jeg har +set ham . +— hvem ? spurgte Svendsen forundret . +— den døde kaptajn ! +— hvem er det ? +— det er ham . . . Skurken . . . Knækbein ! +Stammede Klaus . +— min gud ! lever knækbein endnu ? +— ja , feg så ham tydelig nede ved Nørrevold . +Han spadserede med en høj , elegantklædt herre , hvem +han titulerede „ Hr . Greve ! “ +— greven ! råbte Arthur og blegnede synlig . + +ellevte kapitel . +Den døde kaptajn . +Vi skylde den ærede læser en forklaring om , hvorledes +knækbein og Johan , der lå forsvarligt bastede +og bundne nede i kahytten , vare komne på fri fod . +Længe lå knækbein og ærgrede sig . Han bandte , +skældte , sparkede og sløg om sig som om han var +afsindig . +Det blev aften , og endnu måtte han indtage +denne yderst nedbøjede stilling . +Nu havde han opgivet håbet om frelse , nu så +han en fremtid afmalet for sig med de skrækkeligste +farver : han så et skummelt og uhyggeligt fængsel +med en dertil svarende skummel og uhyggelig fangevogter +han spekulerede allerede på , hvorledes han +bedst skulle underkjøbe fangevogteren til at lade ham +skippe ud , da han umulig kunne tro at noget menneske +med „ Penge på lommen “ havde nødig at sidde indespærret +længer , end til man tømmer sine lommer i +fangevogterens griske hænder . +Han skulede hen til Johan , der endnu snorkede . +— den dagdriver ! brummede knækbein . Det +er dog hans skyld at jeg er kommen i denne stilling . +Ak , havde jeg blot min frihed igen ! Jeg gav gerne +100 rigsdaler til den , der ville løsne disse nederdrægtige +bånd , der svinebinder mig således , at jeg + +ikke kan røre et lem . Ja , jeg giver gerne 200 rigsdaler +til den , der vil skaffe mig min frihed igen ! +— det er et ord , kaptajn ! hviskedee en Matros +og sneg sig ind ad kahytsdøren og hen til knækbein . +Får jeg 200 rigsdaler løser jeg kaptajnen strar . +— ja , gu ' får du 200 rigsdaler , min ven ; +men skynd dig , løs båndene , — jeg kan ikke udholde +denne stilling , råbte knækbein . +— ja , . . . ja jeg vi ! nok løse kaptajnen , vedblev +matrosen , men jeg vil også nok have løsepengene ; +derfor må kaptajnen sige mig , hvor jeg kan +tage pengene ; thi jeg vil have forudbetaling . +— det skal du få . . . det skal du få , +jamrede knækbein , pengene ligge i kisten . +— men nøglen , hvor er den ? +— nøglen ligger i min vestelomme , . . . dog , +du må løse det ene bånd , jeg kan ikke holde det +ud . . . det skærer mig dybt ind i kødet . . . siden +skal du få lønnen . +— nej , kaptajn , jeg er ikke født i går , vedblev +matrosen grinende . Øje for øje og tand for tand , +det ordsprog hylder jeg , derfor penge først , siden skal +jeg nok skaffe kaptajnen frihed . +Matrosen fik nu nøglen , åbnede kisten og tøg +samvittighedsfuldt de udlovede 200 rigsdaler , som +han med stor koldblodighed stak i sin egen lomme . +Såsnart knækbein var løst gik han hen til den +sovende Johan , og sparkede ganske gemytlig til ham , +indtil han vågnede op . + +— ha ! hvad er dette ! udbrød Johan forskrækket , +da han mærkede at han ikke kunne bevæge sig . +— hvad det er ! råbte knækbein . Det er . . . +Det er , at du har drukket dig fuld , svin , istedenfor +at styre skibet . . . det skal betyde at „ Mester “ er +ombord , at han har bundet os og truet os med at +sende os i fængsel . Ha , det har kostet mig 200 rigsdaler , +men lige meget , nu er jeg atter kaptajn på mit +skib . +Med disse ord skar han de bånd over , der +fastholdt Johan . +— tag nu en kniv og følg mig ! kommanderede +knækbein . +Johan fulgte ham tavs . +Oppe på dækket stod Klaus ved roret og anede +ikke at faren var ham så nær . +Pludselig hørte han et brøl bagved sig , og som +et vildt dyr styrtede knækbein over ham og bibragte +ham et dybt sår i nakken . +De andre matroser kom nu til og snart opstod +et almindeligt slagsmål , under hvilket Johan blev +kastet om på dækket , bedøvet af et slag han havde +såt med knyttet hånd i hovedet . +Som læseren nok erindrer kastede en af matroserne +knækbein i havet , og vi ville nu se , hvorledes +det gik ham her . +Ukrud forgår ikke så let ! siger et gammelt +ordsprog . Delte må vi sande her . +Knækbein , som så pludselig så sig døden nær , + +kæmpede af alle kræfter mod det grådige element , +der truede med at opsluge ham . +Han svømmede efter skibet , for om mulig at +nå det , men skibet fjernede sig mere og mere +fra ham . +Fortvivlet råbte han øm hjælp , ingen kunne +høre ham , han var for langt borte fra nøget menneskeligt +væsen . +Han anråbte , måske for første gang i sit liv , +den almægtige øm hjælp i nøden , men det var som +øm himlen nægtede ham sin bistand . +Han blev svagere og svagere ; han mærkede at +hans sidste øjeblik nærmede sig med hurtige skridt . +Forbandende himlen og sin onde skæbne sank +han under vandet , idet han udstødte en forfærdelig ed . +I samme øjeblik som knækbein sank tilbunds +sås en Matros med megen svømmcfærdighrd at +nærme sig stedet , hvor knækbein lå . +- mod , Frits ! råbte matrosen . Øm et øjeblik +er du reddet . +Med disse ord greb han fat i knækbein og svømmede +afsted med ham . +Endelig nåde han et stort skib , der lå i nærheden , +rimeligvis ventende på matrosen . +Knækbein var bevidstløs , og matrosen havde derfor +besvær med at bjerge ham . + +— men det er jo ikke Frits ! råbte kaptajnen +på det ventende skib , da ban fik øje på knækbein . +— Io , splitte mig er det Frits ! svarede manden , +medens han rystede vandet af sig . Man kan . ikke +sådan kende druknede folk . +— ja men jeg siger at det er en fremmed mand +du har reddet , vedblev kaptajnen . En mand , som +hverken du eller jeg har set før . +Dette var også sandhed . Ingen af mandskabet +havde tidligere set knækbein . +— men hvorfor sprang matrosen da ud efter +skurken ? spørger vel den ærede læser . +Det var ved en feillagelse at knækbein blev +reddet , kære læser . Sagen var nemlig den : +ombord på det skib , hvor knækbein nu befandt +sig , var ansat en ung mand ved navn Frits . +Denne unge mand havde ingen slægtninge , ingen +venner , og han søne kun et sørgeligt liv ombord på +det omtalte skib , hvor han havde været ansat lige fra +sin konfirmation . +Dette afholdt imidlertid ikke den strenge kaptajn +fra at tugte bam godt , og Frits , der i forvejen flet +ingen lyst havde til søvæsenet , tabte aldeles modet +ved kaptajnens brutale opførsel imod ham . +Ikke sjældent mishandlede kaptajnen ham i hele +mandskabets påsyn og kaldte ham en dagdriver , en +tiggcrunge etc . , ja ofte slog han i hidsighed den unge +mand med knyttet hånd lige i ansigtet . ' +han var kaptajnens syndebnk . + +i længere tid tålte den stakkels Frits tålmodig +kaptainens hårdhed mod ham , men den aften da +knækbein blev reddet , havde kaptajnen været så hård +imod den unge mand , at han i sin fortvivlelse sprang +overbord , idet ban udstødte en rædsom forbandelse +imod tyrannen . +I samme øjeblik han sprang i søen standsedes +skibet , og en kæk Matros sprang strar ud for at +redde ham . +I mørket var det matrosen umuligt at se hvem +det var han reddede . +Dette blev knækbeins frelse . +Da matrosen , der reddede knækbein , havde erkendt +sin fejltagelse , sagde han : +— å , kaptajnen elsfede da ikke Frits så højt , +ka ' jeg tro , thi han fik s ' gu sine tørre prygl , om han +så aldrig havde forset sig en smule ! +Da matrosen havde fuldendt sin højrøstede tale , +gik kaptajnen langsomt hen ad dækket til sin kahyt . +Han var meget bevæget og en ligbleghed bedækkede +hans kinder . +Da han var gået henlededes alles opmærksomhed +på knækbein , der endnu lå livløs på dækket , +uagtet alle oplivelscsmidlcr . +Han blev nu båren ned i kahytten . +Da der var hengået en god times tid slog han +øjnene op og stirrede vildt hen for sig . +En mand sad hos ham . +Knækbein så forundret på ham og sagde : + +— sig mig , hvorledes er jeg kommen her og +hvor er jeg egentlig ? +— doktoren har forbudt mig at tale til dem , +sagde manden , og knækbein fik intet andet svar , +hvor mange spørgsmål han end gjorde . +Han måtte således soreløbig være tilfreds med +dette svar og han lagde sig nu stille hen og grublede . +Da han en god tid havde ligget således kom +skibslægen ned til ham +han bod manden ar forlade kahytten , og udspurgte +knækbein om de nærmere omstændigheder ved +uheldet . +Knækbein besvarede hans spørgsmål tilfredsstillende , +og nu undersøgte doktoren ham , og han +opdagede derved de dybe furer ved håndleddene , som +båndene havde sfårcn dengang knækbein lå bunden . +Doktoren spurgte hvorfra disse kom . Knækbein +opfandt en løgn og dermed måtte doktoren foreløbig +lade sig nøje . +Skibet sejlede nu til København og ankom omtrent +samtidig med knækbeins eget skib . +Dog gik knækbein ikke ombord på skibet , men +sneg sig ubemærket ind i byen . +Han begav sig til Pistolstræde . +Her gik han op i et gammelt , meget forfaldent +hus , hvor det lod til at han var godt kendt , thi han +gik med en beundringsværdig sikkerhed op ad de stejle , +næsten bælmorke trapper . +Her gik han op på kvisten . + +en ældre , meget fattig klædt kone åbnede døren +for skurken . +— jeg bliver her i nat , mutter , sagde han og +tøg plads på en træstol . +— det er mig en stor ære , når Herren gæster +mit hus , svarede konen og nejede før ham . Mit +simple hjem står aldeles til deres rådighed . +— tak , mutier , svarede skurken . Jeg skal +også nok betale godt derfor . +— det ved jeg , det ved jeg ! +— måske jeg bliver her en uges tid endnu , +vedblev knækbein . +— om Herren så ville blive beder et helt år , +var det mig bestandig en stor ære , svarede konen og +nejede atter . +Hun redte nu seng til ham og gjorde værelset +så bekvemt som det var hende muligt . +— ere „ Jægerne “ på spor efter vildtet ? spurgte +hun nysgerrig . +— nej , mutter , når jeg blot ikke gør „ Jægerne “ +Fortræd , så lade de mig nok gå i fred . +Vi ville ikke opholde os længer hos dissi to , +men kun fortælle at knækbein holdt sig skjult hos +denne kone i over en uge , og at han efter den tid +flyttede ud i hans tidligere lejlighed i det forbandede hus . +Ingen af knækbeins forfølgere vidste noget af at +han var reddet , og han forstod også at undgå dem +alle . +Han pønsede atter på at få fat på Julie ; + +det var nu engang hans beslutning at hun skulle blive +hans hustru , og han holdt fast ved denne tanke , så +fast , at han overalt hvor han gik og stod stadig spekulerede +på atter at føre hende bort fra studenten og +amerikamanden . +Dog dette var , som vi nok kunne indse , ingen let +sag , thi der blev våget over hende med megen omhyggelighcd +siden den skæbnesvangre aften på skibet . +Dog , en mand med en opfindsomhed som knækbein , +finder altid på råd . +Vi ville nu se hvorledes han arbejder for at sætte +sit værk igennem . +Han havde nu uden bevogtcre lejlighed til at +spejde , og man så ham ofte forklædt vandre frem og +tilbage foran det hus , hvori Svendsen boede . +Han så at studenten hver aften gik derfra , og +der overkom ham en pinlig smerte , hver gang han +så det unge menneske , thi han elskede virkelig Julie +og skinsygens forfærdelige smerte pinte hans forhærdede +hjerte . +Hver aften gik han efter studenten , for at se +hvor han gik hen . Han fik således at vide hvor hans +rival boede , og dette var jo af stor vigtighed for +hans planer . +Uagtet han hver aften stod og passede på udenfor +Julies bolig , var det dog endnu ikke lykkedes ham +af se hende . +Endelig — efter en meget lang benten — kom + +hun en aften gående ved Vilhelms side . Arm i arm +vandrede de hen ad gaden , og havde de haft øje for +andet end deres gensidige kærlighed , da havde de +set en mand , klædt efter nyeste mode og iført en +stor og kostbar kappe , gå lige bagefter dem , som for +af øpsnappe hvert ord de talte . +Det var knækbein . +Hans første tilskyndelse — da han så Julie og +Vilhelm Petersen vandre ved hinandens side — var +den , af dræbe ham og se af slippe bort med Julie ; +men da han frygtede for af man skulle kunne genkende +ham , og da han ikke ville risikere dette , fulgte +han forsigtig efter de elskende , dog ikke i større afstand +end af han tydelig kunne høre hvert ørd de talte . +Imidlertid gik de langsomt fremad og man nåde +endelig Vilhelms hjem . +Julie skulle denne aften præsenteres for de folk +hos hvem Vilhelm boede , og disse havde i den anledning +arrangeret et lille gilde . +I det øjeblik da Julie slap Vilhelms arm for af +træde ind i huset , vendte hun sig tilfældigvis om for +af sige noget , men hun gav i det samme et stærkt skrig +fra sig og pegede forfærdet ud på gaden . +Vilhelm vendte sig hurtig om , men der var intet +at se . +— hvad var det , Julie ? spurgte han og så +forundret på hende . +Julie gav intet svar , men vedblev ufravendt at +stirre ud på gaden . + +— hvorfor er du så bleg ? Hvad er der i vejen ? +Spurgte han atter . +Han fik intet svar . Julie var en besvimelse nær . +— kære Julie ! kom til dig selv ! vedblev Vilhelm +og søgte at understøtte hende . Sig mig , hvad +blev du så bange for ? +— o , Vilhelm ! stammede Julie ; jeg så ham +tydelig stå her , da jeg vendte mig om . +— hvem mener du ? +- min onkel ! +— det er ikke muligt , Julie ; han er jo død for +lang tid siden . +— ja . . . men . . . jeg ved ikke hvorledes det +forholder sig , men jeg så tydelig hans for mig så +forhadte ansigt stirre på dig med et ydiryk af ondskab +og raseri . Jeg blev så angst , kære Vilhelm ; +jeg ved ikke selv hvad jeg fejler , men jeg befinder mig +i en tilstand , som om der foreståcr mig en skrækkelig +ulykke . Det aner mig , at vi ikke længe skulle blive +sammen . Du skal se . . . +— snak , lille tande ! afbrød Vilhelm hende +leende . Hvorfra får du slige overspændte ideer ? +Kan du ikke . . . +— ak , gid det kun var ideer ! afbrød Julie ham . +Da ville jeg være lykkelig , Vilhelm ; men jeg føler i +mit indre at det har en dybere betydning . +— du kan altså skue ind i fremtiden ? +— nej , det kan jeg ikke ; men jeg har ofte isøvne + +set onkel stå truende for mig , medens han pegede +ned på dig , der såret lå for hans skodder . O , +Vilhelm , du kan ikke forestille dig den skræk , der +overkommer mig , hver gang jeg drømmer dette , thi +skjøndt jeg godt ved at drømme ingen betydning har , +førekommer dog denne drøm mig som et varsel fra +himlen om , at jeg skal være på min post og passe +nøje på at han ikke træder i vejen for os og forstyrrer +vor lykke . +— nej , Julie , du må ikke tænke således ; det +er kun din ophidsede fantasi der lader dig se slige +drømmesyn ; frygt ikke for ham , han kommer sikkert +aldrig oftere fil at flade os . Vær blot rolig , og frygt +intet fra den kant . +— nej , Vilhelm , jeg ville heller ikke tage nogen +notits af denne drøm , dersom den ikke gentog sig +hver nat . +— hver nat ! råbte studenten . +— ja , hver nat i over en måned har det samme +syn fremstillet sig for mig . +— besynderligt ! mumlede studenten . Det samme +syn har også i længere tid fremstillet sig for mig +når jeg sov . +— du kan ikke forestille dig hvilket dybt indtryk +det har gjort på mig . vedblev Julie . Jeg føler mig +aldrig mere rigtig lykkelig , og frygter stedse for at min +drøm skal blive til virkelighed . +— tænk ikke mere på det , Julie , men lad os + +nu gå op ; min vært og værtinde længes efter at +hilse på dig . +Med disse ord bød han hende armen og de gik +nu op ad trapperne til 2den sal , hvor Vilhelm +havde sit værelse . +Det var hos et par vakre folk Vilhelm boede +og da de så Julie syntes de straks så godt om hende +at de behandlede hende som om hun var deres eget +barn . +Hun var unegtelig også henrivende denne aften . +Håret var opsat i rige sorte krøller , der end +mere fremhævede hendes sine , blege ansigt . +En kostbar lyseblå silkekjole bedækkede det skønt +formede legeme . +På fødderne havde hun silkcsløvlcr af samme +kulør som kjolen . +Et snehvidt overlast fuldendte hendes påklædning . +Intet +under da , at Vilhelm var henrykt . +Hvergang Julie berørte ham med sin lille bløde +hånd for der en skælven igennem ham , og den +dybe kærlighed han nærede til hende , lyste ham ud af +øjnene . +Arthur og Amanda vare også indbudne til dette +gilde . De kom kort efter Julie og Vilhelm , og snart +var et muntert selskab samlet . +Amerikamanden kunne ikke komme med , da han +var syg . +Foruden vore bekendte befandt en fremmed herre + +sig i dette selskab . Han beboede værelset ved siden +af Vilhelms lejlighed , og var flyttet derind omtrent en +uge før dette gilde stod . +Vi ville betragte denne herre lidt nøjere , da han +kommer til at spille en vigtig rolle i denne fortælling . +Han var meget høj og flank , havde et åbent og +ærligt ansigt , der prydcdes af et par store sorte +knebelsbarter . +Han var elegant klædt , og hans optræden var +fornem og dannet . +På hans udtale hørte man tydelig at ban ikke +havde opholdt sig længe her i byen , og han fortalte +også selskabet at han nylig var vendt tilbage hertil +fra Amerika , hvor han havde opholdt sig i over en +snes år . +Bi må her bemærke , at da Arthur fik øje på +denne herre , foregik der en mærkelig forandring med +ham . Hans tidligere munterhed forsvandt aldeles og +med tilbageholdt åndedræt betragtede han ham ufravendt . +— +hvorfor sidder du således ? hviskedee Amanda +til ham . +— det er ham , sagde Arthur åndsfraværende . +— hvem ? +— jeg kan ikke forstå det . . . det er dog forfærdeligl +så han ligner . . . ja , nu seer jeg det tydeligt , +det er ham . +— hvem , Arthur , hvem mener du ? gentog +Amanda . + +— greven ! svarede Arthur rystende . +— hvilken en Greve ! hviskedee Amanda . +— spørg mig ikke . . . men pas nøje på ham , +ber stikker bestemt noget under hans besøg her . +— min gud , Arthur , du gør mig ganske bange , +sagde Amanda blegnende . +— tys ! tal ikke mere om ham ; f��r samtalen +hen på andre ting , ellers bliver han opmærksom +derpå . +Tolvte kapitel . +En uheldig panteleg . +Kort efter blev bordet dækket og et splendid +måltid arrangeredes . +Man spøgede og lo ved bordet og Arthur glemte +aldeles sin mistro til den fremmede herre . +Såsnart man havde spist blev en mægtig bolle +punsch båret ind . +Der skænkedes i glassene og jubel og munterhed +herskede ved bordet , hvilken end mere forøgedes da +den fremmede herre rejste sig for at holde festtalen . +Han talte så hjerteligt og gribende , hans ønsker for + +det vordende par vare så mægtige og oprigtige , at +selv den største menneskekender ffulde have besvær med +at øpdage det mindste spor af falskhed i denne hans +tale . +Der blev nu sunget forskellige gemytlige sange , +og heri viste han også et mageløst talent . +Kort sagt , han var den der underholdt hele selskabet , +og man glædede sig meget over at han var +bleven indbuden . +— jeg synes at vi burde have os en lille +svingom eftlr punschen , sagde værten da bollen +var tømt . +— ia , ja , lød det rundt i stuen . Lad os +arrangere et lille bal . +— men hvor få vi musik fra ? spurgte Arthur . +— jeg gnider på min fiol , svarede værten . +Jeg har før spillet til bal « +— bravo ! Bravo ! lød det rundt omkring , og +snart svingede man om i en lystig Dands . +Julie og Vilhelm åbnede vallet . +Det var et ophøjet syn at se dette smukke par +taktfuld svinge sig efter musikens toner . +Værtens og værtindens øjne slode fulde af +tårer ved at se disse unge mennesker danse , de havde +jo selv engang været unge . +Den fremmede herre engagerede Julie til den +næste Dands , og skønt Vilhelm ikke gerne så dette , +måtte han døg gøre gode miner til siet spil . +Han stod lænet op mod vindueskarmen medens + +Julie dansede . Hans øjne fulgte enhver af hendes +trin , og selv om hun var nok så langt borte fra +ham , så han hende døg . +— o , Julie ! sagde han sværmerisk ; hvor du døg +er nydelig ! Vidste du blot hvor højt jeg elsker dig ! +Vidste du blot . . . +— du drømmer , elskede Vilhelm ! hviskedee en +yndig stemme ham i øret , og en lille blød hånd +klappede hans kind . Sig mig , er det mig du tænker +på ? +— naturligvis ! Hvem skulle jeg vel tænke på +foruden dig , kære Julie ? sagde han henrykt . +— å , på en anden lille veninde fra tidligere +tid , svarede Julie skælmsk . +— nej , nej , deri gør du mig rigtignok uret . +Den eneste veninde jeg har eller nogensinde har haft , +er dig . . . Dig alene ; men du er jo også lige så +smuk som ti andre . +Julie hørte næppe denne smigrende udtalelse ; +hendes smukke øjne vare fæstede på den fremmede +herre , hun nylig havde dandset med . +Denne var ivrig beskæftiget med at skrive noget +på en lap papir . +Af og til så han hen til det unge par , men da +han mødte Julies blik rejste han sig hurtig og engagerede +Amanda til den næste Dands . +Dog havde han hele sin opmærksomhed henvendt +på Julie . +— hvem er den herre ? spurgte Julie nysgerrig . + +hvad hedder han . . . hører han til din familie . . . +Hvem har indbude » ham til dette gilde ? +— nå , Julie , et spørgsmål ad gangen ! svarede +Vilhelm leende . +— nuvel , kender du ham ? +— ja , han har i omtrent otte dage logeret hos +min vært , og vi have i den tid daglig talt sammen . +— hvad hedder ban ? +— Ludvig Holm . +— hvad er han ? +— landskabsmaler , siger han ; døg tror jeg at +han i Amerika har ernæret sig som professionist . +— er han din ven ? +— på en måde . . . min fjende er han da +i alle tilfælde ikke . Jeg kan godt lide ham ; han er +meget interessant at tale med og hans opførsel er +dannet og beskeden . Desuden antager jeg ham for at +være en stor kunstner . Jeg har set hans malerier +og de slå efter min mening i lige rang med vore +første kunstneres arbejder . +— hvem har indbuden ham til dette gilde ? vedblev +Julie . +— det har han på en måde selv . Men hvorfor +spørger du om alt dette ? +— fordi . . . fordi jeg ikke kan lide ham , svarede +Julie ligefremt . +— gud ske lov ! mumlede Vilhelm fornøjet . Jeg +frygtede netop det modsatte . +Snart var man træt af at danse , og nu foreslog + +landskabsmaleren at man skulle lege et eller andet , +for erempel panteleg . +— ja , så , lad os lege panteleg ! råbte man i +munden på hverandre , og kort efter var man i fuld +gang med denne leg , oz man morede sig fortræffelig +derved . » +Da panterne skulle indløses indtraf mange morsomme +situationer . +Julie blev blandt andet dømt til at hænges og +skulle naturligvis løses ned . +— jeg hænger , jeg hænger ! Den der har mig +kær løser mig ned ! råbte hun leende og så hen til +Vilhelm . +I samme øjeblik rejste landskabsmaleren sig op +og gik hen til hende idet han smilende sagde : +— jeg bar dem kær , frøken , og vil gerne løse +dem ned ! +Vilhelm ville protestere , men da han frygtede for +at gøre sig latterlig , forholdt han sig tavs . +— må jeg anmode dem alle sammen om at +vende ryggen til medens jeg løser den unge dame ! +Råbte han spøgefuldt . +Leende adlød man ; men nu greb han hende om +livet og hviskedee » i ! hende idet ban heftigt kyssede hende : +— elskede Julie ! dette øjeblik er det lykkeligste i +mit liv ; jeg har længe sukket efter det ! +Ligbleg stødte Julie ham tilbage ; hun havde en +fornemmelse af at han havde tilføjet hende en alvorlig +fornærmelse ; — hun indså at dette Kys ikke var + +søm det burde være et ligegyldigt Kys , men derimod +et brændende og kærlighedsfuldt . +Hun stod just og tænkte over dette da Vilhelm +trådte hen til hende . +Han var meget bleg og Julie så med forbavselse +at han havde tårer i øjnene +— men Vilhelm , hvad er der i vejen ? hviskedee +hun næsten lige så bleg søm ham . Er du syg . . . +Eller er du vred på mig ? +— nej , jeg er hverken syg eller vred ; dog , jeg +ville gerne tale et par ord med dig i Enrum . +Selskabet havde ikke øje for de forlovede , dertil +morede man sig alt for godt , det var derfor en let +sag for dem at slippe ubemærket ind l det tilstødende +værelse . +Da de vare komne derind udbrød Julie : +— sig mig , Vilhelm , du er da ikke bange for +dette menneske ? - +Vilhelm svarede ikke , men drog hende tæl op til +sig og kyssede hende inderligt . +— hvorfor var du så tankefuld dengang han +havde kysset dig ? spurgte Vilhelm kort efter . +— men Vilhelm , hvad siger du ! udbrød Julie +grædefærdig . +Det foruroliger mig at du blev så tavs ; +thi han tilhviskedee dig noget , Julie , og han kyssede +dig alt for ømt , og . . . og . . . +Vilhelm så ned på Julie , — hun var bleven + +blussende rød . Hun troede ikke at han havde lagt +mærke til dette . +Da han så hendes rødmen veg han forfærdet +tilbage . Han havde ikke tænkt sig muligheden af at +have en rival . +Julie bemærkede hans forbavselse og tårerne +trådte hende i øjnene . +— nej , Julie ! råbte Vilhelm . Du må ikke +græde , jeg ville jo ikke smerte dig . +-- o , Vilhelm , jeg har ikke tænkt at det skulle +blive en så ubehagelig Asien for os . Sig mig , hvad +har jeg gjort ? Hvorfor viger du tilbage for mig ? +Kan jeg gøre for at en bekendte ! af dig er så +uforskammet at tiltale mig således og . . . og kysse +mig ? Kan jeg forhindre ham deri , når vi lege denne +upassende selskabsleg ? +Vilhelm ville svare , men blev forhindret deri ved +en sagte banken på døren ind til det værelse , hvori +det unge par befandt sig . +Vilhelm forholdt sig tavs ; men da blev døren +hurtig åbnet og landskabsmaleren trådte ind til dem . +— ej , ej , jeg forstyrrer nok ! sagde han idet han +kastede et megetsigende blik på dem . +— nej , alreles ikke ; det er mig tværtimod meget +behageligt at have en så kær ven hos mig , svarede +Vilhelm og smilede ironisk . +— må jeg takke for så megen artighed , sagde +denne ubehagelig berørt ; men jeg for min part havde +døg intet imod at det elskelige par var lidt mere + +selskabeligt , thi de råbe alle sammen derinde på at +se eder . +Med disse ord åbnede han døren og førte +Julie og Vilhelm ind til selskaber , der modtog dem +med et rungende hurra +Ester at have takket værten og værtinden for +denne behagelige aften forlod Julie og Vilhelm samt +Arthur og Amanda dem . +Landskabsmaleren bad om tilladelse fil at ledsage +dem et stykke på vejen , thi han trængte fil at få +lidt frisk luft +dette indrømmedes ham og nu gik det under +spøg og latter ad store Kongensgade tl . +Undervejs mødte de en mand , der lod fil a > være +endel beskænket , thi han dinglede fra den ene side af +gaden fil den anden . +Som det lod fil stødte han i sin skingrende gang +temmelig ublidt fil landskabsmaleren , der blev meget +fornærmet over dette og udskældte den beskænkede , +der imidlertid straks standsede og gav en mængde +grovheder fra sig . +De skændtes i nogen tid , men dette udartede til sidst +fil et heftigt slagsmål , hvori den beskænkede +havde overmagten . , +Arthur søgte at hjælpe den overvundne , men +dette bekom ham ilde , thi med et mægtigt næveskag +blev han kastet om på gaden . +Da Vilhelm så dette flap han Julies arm og + +for ind på manden , der endnu tappert forsvarede +sig , skønt han var ene mod de tre . +Julie stod bævende af angst for sin Vilhelm , men +pludselig følte hun sig greben i nakken af en kraftig +hånd , medens en anden hånd holdt hende for +munden , så at hun ikke formåede at skrige , og en +mand førte hende hurtig over gaden og ind i en port . +Julie havde været fortabt , dersom Arthur ikke +i det samme var kommet på benene . +Han så manden , og hurtig ilede han efter dem +idet han råbte : hjælp ! man bortfører Julie ! +Da Vilhelm hørte dette , sid han sig rask løs og +ilede afsted for at nå flygtningen . +En fortvivlet kamp opstod i den omtalte port . +Manden , der så pludselig var løben afsted med Julie , +havde forsynet sig med en tyk , jernbesiået stok , +hvilken han nu brugte som forsvarsvåben mod Vilhelms +og Arthurs rasende angreb . +En kort tid holdt han stand imod dem , men +da fik Julie del mod , bagfra at rive stokken ud af +mandens hånd og koste den langt bort fra sig . +Da han nu intet våben havde mere tog han +harens parti og løb ud af porten og ned ad gaden +så hurtig han lunde , forfulgt af Arthur og Vilhelm , +der dog ikke kunne indheme ham . +Iver manden løb hen ad gaden kom han forbi +en lygte . Herved oplystes hans ansigt . +— min gud ! det er knækbein ! råbte Vilhelm +forfærdet . + +— ja , jeg synes også at det er ham , forsikrede +Arthur . +Imidlertid forsvandt flygtningen snart i en Sidegade , +og da de ikke turde lade Julie stå alene på +gaden på denne tid af natten , måtte de opgive +deres forsøg på at indhente ham . +Da de kom hen til porten stod Julie der , bleg +som et lig og rystende af skræk . +— Vilhelm ! stammede hun . Vilhelm , det var +ham , onkel ; jeg tør sværge på at det var ham ! +— du har taget fejl , sagde Vilhelm for at berolige +hende . Jeg så også manden , men . . . +— det var ham ! råbte Julie . Jeg kan ikke tage +fejl af ham og nogen anden . +-- kom , Julie , lad os gå hjem . Husk , klokken +er mange , sagde Arthur venligt til hende . +— ja , lad os skynde os hjem , thi ellers er han +istand til at lomme tilbage , stønnede Julie . +Trettende kapitel . +Greven . +Det var dagen efter . Klokken var lidt over 10 +formiddag . +Paq 1ste sal i et af de elegante steder ved + +Nørrevold sad en middelaldrende herre , iført silkeflobrøk +og brøderede morgensko , og skrev et brev på +et ark rosenrødt velinvapir . +Flere gange standsede han og gennemlæste med +tilfredshed de skrevne linier . +— ja , det må gøre virkning ! udbrød han og +læste det atter , hvorefter han ivrig skrev videre . +— så , nu gælder det blot om at træffe hans +underskrift nøjagtig , så at hun ikke skal opdage bedrageriet , +vedblev den omtalte herre , idet han tog et +brev ud af sckretærsfuffen . +Dette brev var fra Vilhelm . +Meget nøje betragtede han underskriften og udbrød +fortrædelig : +— det er en forbandet mængde krøller og sving +han skriver om sit navn ! Det bliver rigtignok et +vanskeligt arbejde at gøre dem efter . . . døg , hånd +på værket , jeg er jo „ Landskabsmaler “ , haha ! det er +en prægtig ide . . . jeg landskabsmaler , jeg , der ikke +engang forstår at tegne et træ , hahaha ! men : +„ Når mængden bare tror det , +ja derpå kun beroer det ! “ +Nynnede han og forsøgte på en lap papir at esterskrive +Vilhelms navn . +Tilsidsf lykkedes det ham så fuldstændigt , at det +var umuligt at skelne det fra Vilhelms egen skrift . +Han underskrev nu brevet og skrev Julies adresse +udenpå . + +Just som han var færdig med dette trådte en +tjener ind , bukkede for ham og sagde : +— er det hr . Greven beseiligt at modtage kaptajn +knækbein ? +— ja , lad ham komme , lød svaret . +Strar efter trådte knækbein ind . Han var meget +bleg af nattens anstrengelser , men lod dog fil at +være ganske gemytlig stemt . +— nå , hvorledes gik det dem , hr . Greve ? +Spurgte han grinende . +— godt , min ven , meget godt , jeg skjulte mig +dengang de forfulgte dig . . +— hør , hr . Greve , det var en ypperlig spas , +de der havde opfunden , vedblev knækbein ; det var +stor skade at den mislykkedes . +— å , det må man ikke tage sig så nær ; bedre +lykke næste gang , svarede greven og rejste sig . Men +sig mig , hvorledes gik det dig ? +— jeg blev opdaget og forfulgt , hr . Greve . +Skylden var ikke deres , thi de kæmpede tappert mod +Johan — hahahaha ! han spiller udmærket en fuld +mands rolle , han har rigtignok også god øvelse +deri . thi han er næsten altid fuld , — men alligevel +gik det mig kun slet . Arthur og Vilhelm forfulgte +mig som to rasende uhyrer , og jeg formåede ikke af +holde stand mod dem . . . kort sagt , jeg måtte løbe +min vej , overladende Julie til mine forfolgere . +— det var rigtignok ærgerligt , brummede greven . +Al min umage gavnede altså intet . Nå , ja , + +det er nu engang således , og kan altså ikke være +anderledes ; imidlertid må jeg døg gøre et nyt fortog +- jeg tror af have vundet en plads i Julies +hjerte , som . . . +— hvad siger de . . . skulle de hr . Greve . . . +Nej , det er umuligt , det tror jeg ikke ! råbte knækbein +forvirret +— ja , enten du nu tror det eller ikke tror det , +så er det døg sandt , vedblev greven . Imidlertid skal +du ikke tage dig den sag nær , thi jeg overlader +pladsen til dig , så snart jeg har opnået af sværte +studenten hos hende . +— hvad mener de , hr . Greve ? spurgte knækbein +atter . +-- jeg mener , af jeg ikke vil tage Julie fra dig , +men kun søge af gøre hende ked af studenten . Jeg +mener , af hun er før ædel , før blid og før god til af +binde sin skæbne til denne døgenigt . . . han må +ikke have en så elskværdig hustru , han fortjener ikke +at få hende . +— det er akkurat min mening . Hr . Greve . Han +fortjener hende ikke . . . nej , hun skal have en mand +som mig , mig og ingen anden , det sværger jeg ved +min sjæls salighed ! råbte knækbein vildt og rakte +de tre fingre i vejret . +— men hør nu . . . +— jeg kan også gøre fordring på hende , vedblev +knækbein ; thi det er jo mig der har opdraget + +hende og sørget for hende fra hendes spædeste alder . +Jeg har værnet om hende som om hun var mit eget +barn , og altid behandlet hende mildt og kærligt . +— nej stop ! afbrød greven ham ; der loi du , +min ven . Du har jo netop været hård og streng +imod hende og behandlet hende som om hun var din +slave og ikke dit barn , men derfor kan du jo +alligevel gøre fordring på hende , når blot du kunne +rokke hendes kærlighed til denne student . Jeg sad +netop og spekulerede på , hvorledes det bedst kunne +lade sig udføre , men så kom du og forstyrrede mig . +— hvorledes mener de da at jeg skal få hende +til at give slip på ham ? spurgte knækbein . +— jeg har en plan , som nok kan tabe sig udføre +når vi blot bære os fornuftige ad . +— en plan , siger de ! udbrød knækbein fornoiet . +Lad mig høre den , thi jeg har nu spekuleret +hele natten på at blive studentens stedfortræder , +men . . . +— hør nu min plan , afbrød greven ham , og +sig mig så din mening derom . Jeg sad før og skrev +et brev , det var til Julie , og kan du gætte fra +hvem ? +— fra hvem , fra hvem ! naturligvis fra dem +selv , hr . Greve ! +— nej , min ven , det brev jeg skrev til hende +var fra Vilhelm . +— fra Vilhelm ! råbte knækbein forundret . +— ja , netop . + +— men hvad skal det betyde ? Hvad har det +brev med deres plan at bestille ? +— hør nu . Jeg har skrevet dette brev til Julie , +hvori Vilhelm underretter hende om at han pludselig +er bleven meget syg , og at hun endelig må komme op +til ham , da han frygter at det er meget farligt . Det +ender med en udmærket efterskrift , der nok vil gøre +en brillant v ' rkning . Julie bliver naturligvis meget +bedrøvet over hans pludselige sygdom , så hun får +ikke tid til at tænke over at brevet er falskt . Nej , +hun iler strar hen til ham og ind på hans værelse , +hvor hun imidlertid kun træffer mig . . . eller rettere +landskabsmaleren , thi der i huset er jeg kun kendt som +landskabsmaler . +— nej , stop ! jeg må vel også være med , hr . +Greve ! råbte knækbein . +— ja , det følger jo af sig selv . +— nå , det vil blive et løjerligt ansigt hun sætter +op , når hun opdager sin fejltagelse , hahohaha ! Øg +når jeg så atter kan omfavne hende , o , hvor det vil +blive herligt . 0 , min Julie , hvor jeg elsker dig ! udbrød +han bcgcistret . +Derpå sad han stille i nogen tid . +Greven så på ham med et komisk ansigt , og +sagde halvhøjt : +— du gamle tåbe ! nå så du tror at jeg , +når jeg først har fået hende så vidt , skulle give dig +hende . Nej , nej , så tosset er jeg dog ikke . Hun skal +blive min , ingen andens . I disse arme skal hun + +hvile , dette hjerte vil banke hende i møde . . . hele +min sjæl , al min tanke skal tilhøre hende . +— hvem er det de taler øm ? spurgte knækbein +førunvret . De er da vel ikke forelsket ? +— jo , min ven , jeg er forelsket , meget forelsket +i en ung , smuk pige , som jeg for kort tid siden har +lært at kende hun hedder . . . ja , det er nok ikke +værd at sige dig det , du var da island til at slikke +mig ud . +— å nej , de kan være ganske rolig , svarede +knækbein , idet en bange anelse opsteg i hans sjæl . +Men sig mig dog hvad hun hedder ? +Her blev de afbrudte i deres samtale ved at +tjeneren trådte ind og meldte : +— hr . Kandidat Jørgensen ! +Kort efter trådte denne ind . +Vi ville ikke betragte denne person nøjere , men +kun underrette den ærede læser om , at han var en +ægte svirebroder . +Samtalen mellem disse tre herrer drejede sig mest +om damer af et tvetydigt rygte , samt om bortførelser +og lignende +— hør , der falder mig noget ind , sagde greven +i samtalens løb , henvendt til den nylig indtrådte +kandidat . +— lad mig høre ! svarede denne . +— vil du gøre mig en tjeneste ? +— ja , ti om det skal være , min hjertensbroder , +for dig jeg ofrer liv og blod ! svarede denne vvergivent . + +sig frem hvad der tynger på din ilde tilredte +samvittighed . . . er det en bortførelse ? +— nej , gu ' er det ej ! +— hvad da , hvad da , sig frem ; min tid er +kostbar som kinesiens herligheder , min hjertensbroder , +jeg skal hen til „ et mosgroet hus “ . +— jeg bryder mig Pokker om dine mvsgroede +huse , svarede greven . Jeg ville netop have dig op +til „ en rus “ , det er den hele tjeneste jeg forlanger +af dig . +— uha , „ en rus “ ! nej ved du hvad , min +hjertensbroder , rigtignok holder jeg meget af at få +en rus , men at gå op til sådan et barn , det er +rigtignok ikke efter min regnebog og katekismus . Dog , +for dig går jeg gerne i skærsilden . Hvor boer +barnet ? +— nå , tal nu lidt fornuftigt , det er et vigtigt +ærinde jeg vil sende dig i , sagde greven noget +ærgerlig . Kender du Vilhelm Petersen ? +- Vilhelm Petersen ! skulle jeg ikke kende ham , +haha ! Jo , jeg kender såvel ham som hans flamme , +den dydsirede , elskværdige Julie ; hun er den skønneste +kvinde i hele Norden — ja skønnere end Pepita — +det siger jeg , og hvad jeg siger er sandhed , thi jeg er +en erfaren mand i den retning . +— nuvel , det er prægtigt at du kender Vilhelm , +thi det er ham mit ærinde gælder . Vil du +gå op til ham og . . . +— javel vil jeg gå op til ham , han er min + +ven , mit håb , min trøst , min glæede . . . og Julie , +ak ! jeg kunne næsten græde ! +— nå , spøg til side , det er et alvorligt ærinde +jeg sender dig i , råbte greven heftig . Vil du gå +op til Vilhelm , og under et eller andet påskud få +ham ud med dig , således at han bliver i dit behagelige +selskab den hele dag ; forstår du ? +— gælder det en for- eller bortførelse ? spurgte +han tørt . +— for Pokker ! vil du udføre mit forlangende ? +Svar mig alvorligt , det gælder om at komme til ham +medens han er hjemme . +— om jeg vil ! råbte han og hævede hænderne +mod loftet . Om jeg vil ! Ja , min hjeriensbroder , +for dig vil jeg gøre alt . Selv om du bad mig om +at drikke en baicr , gjorde jeg det , — alene for din +skyld naturligvis , thi jeg . . . +— aha , du fløitcr . Nuvel , du skal straks få +en læskedrik , svarede greven leende , og ringede . +Tjeneren trådte straks ind . +— tre flasker vin og glas ! befalede greven . +Kort efter vare de tre herrer ivrig beskæftigede +med at tømme flaskerne +da dette var udført rejste vennen sig , idet han +råbte : +— såsandt mit navn er Jørgensen skal jeg +opholde Vilhelm hele dagen ; men dertil hører penge , +og dem har jeg ingen af , derfor . . . + +— der har du ti rigsdaler , det er vel nok ! +Afbrød greven ham . +— øm det er nok , ja det er mere end nok , jeg +kan magelig få « skovers til frokost i morgen . Dog , +farvel , jeg flyver til Vilhelm . +Med disse ord forlod han stuen . +— nå , det var nok en af de Nette , sagde knækbein +leende , da kandidaten var gået . +— det er lige meget hvorledes han er , svarede +greven . I dette tilfælde kan han være meget nyttig , +og det er det vigtigste . . Nu trækker han Vilhelm til +sig , imidlertid får Julie mit brev , og så har vi +spillet gående , når først hun er i fælden . +— bravo ! Bravo ! råbte knækbein begejstret . +Men dersom hun nu fluide fatte mistanke , hvad så ? +— mistanke , pyt ! Å , nej , du kan tro det går +nok . Når det gælder , er kvinderne barmhjertige — +især mod deres elsfer ; så jeg frygter ikke . . . Alt +vil lykkes . +De passiarede endnu en kort tid , hvorefter de +begav sig til Vilhelms bolig . Undervejs leverede hav +et bybud brevet til Julie og bad ham om at besørge +det straks , hvorefter de gik videre . +— husf nu på at jeg ikke er Greve her , men +kun landskabsmaler , og at mit navn er Ludvig Holm , +sagde greven . +— de « skal jeg , svarede knækbein . + +bi ville nu se hvorledes det går Julie efter det +skæbnesvangre gilde den foregående aften . +Det er om formiddagen . +Hun sidder ved vinduet med hånden under +kinden . +Hun tænker på knækbein og på alle hans +rænker . Hun vidste nu at hun ikke kunne være i +fred for ham , og Vilhelm , ja han var jo også udsat +for faren . +Hun var meget sørgmodig . Hun tænkte på sin +moder , tænkte på om hun kendte hendes smerte og +skuede ned til hende i nøden . . +— o , hvor måtte det være velsignet at have en +moder , som ville værne om mig , det forladte barn ! +Råbte hun , og græd hjerteligt . +Idetsamme trådte Amanda ind med sit sptøi i +hånden . +, hun så Julie græde og hendes hjerte rørtes +derved . +Hun omfavnede kærligt den sorgfulde pige , og +Julie blev lidt mere fattet , da Amanda deltog i hendes +sorg . +De talte nu længe sammen og Julie fortalte hende +oprigtig hvorfor hun var så bedrøvet . +Amanda trøstede hende så godt hun kunne . +Da de havde siddet en stund således blev der +banket stærkt på deres dør . +Amanda for forskrækket op , men åbnede døg +straks døren . + +det var et bybud , der kom med brev til Julie . +Med feberagtig hast åbnede hun brevet og så at +det var fra Vilhelm . +Der stod i det at han var meget syg ; han formodede +at det var en -følge af kampen den føregående +nat , da han var bleven slemt såret af knækbeins +stok . +Brevet endte med : +„ Kære Julie ! Flyv hen til mig , jeg ved +„ at det vil gøre mig godt og lindre mine +„ Smerter betydeligt , når jeg seer dit milde , +„ kærlige ansigt . +„ Din til døden evig elskende +Vilhelm . “ +Efterskrift : lad nu ikke dum etikette holde dig tilbage , +men kom til mig snarest mulig . Husk , jeg +lider , og skal jeg også lide ved savnet af dig , +da bliver det alt for tungt . +Da Julie havde læst brevet til ende rakte hun +Amanda det , idet hun sønderknust sagde : +— o , Amanda , jeg anede nok en ulykke ! jeg +har ikke haft en rolig time siden jeg så ham , min +ulylkesprofet . Læs , skynd dig , jeg må strar gå +til ham , han er syg . . . hører du , han er meget +syg . . . måske dødssyg . +— min gud ! som til dig selv , Julie ; hvad +mener du ? Hvem er syg ? +— Vilhelm ! stønnede Julie . + +Amanda læste brevet to gange ; hun kunne ikke +forstå at Vilhelm ville komme med et sådant forlangende . +— +hør , Julie , jeg tror ikke at brevet er fra +Vilhelm , han ville ikke byde dig sligt sig mig , +har du aldrig før fået brev fra ham ? +— jo , Amanda , et par gange . +— har du et af disse breve ? +— ja , jeg har . ' +— må jeg se det ? spurgte Amanda . +Julie gik hen til komoren og fremtog af skuffen +et sirligt sammenfoldet brev , hvilket hun rakte Amanda . +Amanda sammenlignede de to breve ; det var +umuligt at opdage nogen forskel på håndskriften . +Derefter betragtede hun seglet på brevet og sammenlignede +det med det anret . Hun studsede uvilkårlig +og råbte : +— se Julie ! her står en grevekrone i seglet +på dette brev . Ved du hvad , jeg trøer flet ikke +at det er fra Vilhelm . +— jo , Amanda , det er ham der har skrevet dette , +jeg kender hans håndskrift ; der er ingen uden ham +der skriver således . +— ja , det kan jo godt være . . . men seglet , +seglet i +— hun kan jo have brugt en andens signet , +måske værtens . +— å , hans vært er da vel ikke Greve skulle +jeg tro . + +— nej . . . men sig mig , hvad skal jeg gøre ? +— hør , Julie , hvis du følger mit råd bliver +du rolig hjemme , og venter til Vilhelm kommer . +— men han kommer ikke , han er jo syg ! råbte +Julie grædende . +— jeg trøer det ikke . Du kunne jo desuden bede +Arthur om at se op til Vilhelm . +— ja , Amanda , ja dej vil jeg gøre , sagde Julie , +og løb ind til Arthur , men han var ikke hjemme . +Svendsen kom i det samme ind og Julie fortalte +ham alt hvad der var foregået aftenen i forvejen . +Hun viste ham drevet og fortalte at Vilhelm var syg . +Svendsen undersøgte brevet meget nøje . Da han +var færdig hermed , sagde han : +— jeg råder dig til at blive hjemme , Julie ; +lad du mig gå derop , jeg skal snart undersøge hvorledes +sagerne stå . +— nej nej , kære fader , det får du på ingen +måde lov til . Du er alt for svag ; du ryster +jo endnu af at gå herop . Jeg ville hellere have at +Arthur skulle gå . +— ja , lad du ham gå , for han er ikke hjemme , +sagde Svendsen i en spøgefuld tone ; og vi seer ham +vist heller ikke i dag . Gud ved hvør han dog går +hen ; jeg kan ikke forstå det . Så snart jeg er bleven +rask skal jeg dog undersøge hans forhold lidt nøjere ; +thi det kan ikke gå an at han således forsømmer sine +studier . Dog det er ikke ham det gælder nu , men + +derimod Vilhelm . Synes du at jeg skulle sende bud +ud fil ham ? +— ' -ja , kære fader , gør det , thi jeg er så urolig , +sagde Julie og greb hans hænder . +Kort efter sendte Svendsen pørtneren op fil Vilhelm , +for at forhøre hvorledes han befandt sig . +Bi ville ile forud for denne mand . +Fjortende kapitel . +Den sårede . +— mere kridt i ansigtet , meget mere ! Du er +altfor rødmusset fil at ligne en døende ! råbte greven +fil knækbein , der forgæves gjorde sig umage for +at skjule den rødme , der bedækkede hans kinder . +— det er ikke så let gjort som sagt , hr . Greve , +brummede knækbein ; thi når jeg gnider på den ene +side af ansigter , så går det væk på den anden +side . Nej , nu er jeg snart ked af det . Den smule +sundhedsfarve jeg har . . . +— nej , det kan umuligt gå på den måde ; +vi risikere at blive opdagede . . . Du ligner jo et +topmålt nødkålshoved . Kom her , lån mig kridtet , +men skynd dig , jeg kan jo vente Julie hvert øjeblik . + +denne samtale førtes i Vilhelms værelse , en +en times tid før Svendsen sendte pørtneren afsted for +at høre om Vilhelm var syg . +Greven fog nu kridtet og gned knækbein i ansigtet +med dette , så længe at skurken til sidst næsten +kom til at se bleg ud . +— se så , nu er det godt , sagde greven . Nu +hurtig et lagen om hovedet og så iseng med dig . +— hvad for noget , skal jeg iseng ? spurgte knækbein +forundret +— ja vel skal du iseng , og det strar , svarede +greven . +— her ? +— ja , hvor ellers ? Du skal so forestille Vilhelm , +altså må du også ligge i hans seng — det +er vel tydeligt nok . +— nej . det gsør jeg ikke ; det er dog alt for farligt , +råbte knækbein . +— du kan gøre hvad du vil , sagde greven +fortrædelig . Jeg er her ikke for min fornøjelses +skyld . +Nej , hr . Greve , jeg mente det ikke således , +stammede knækbein ; men de indser nok . . . +— jeg bryder mig ikke om noget . Vil du gøre +det eller ej ? +Uden at sige et ord hoppede kn��kbein op i Vilhelms +seng , og greven dækkede ham så godt til , at +man næppe kunne se hans ansigt . + +— så snart her kommer nøgen må du jamre +dig ganske forskrækkeligt , sagde greven . +— ja , hr . Greve , svarede knækbein i sengen . +— lad mig høre . +— å . . . å ! jamrede skurken . +— ja , således er det udmærket , svarede greven +tilfreds . +Kort efter kom pørtneren , som Svendsen havde +sendt . +— jeg skulle hilse fra frøken Julie og spørge +hvorledes hr . Student Vilhelm Petersen befinder sig , +sagde pørtneren i en hviskende tone og skottede hen +til sengen . +— han er meget dårlig , hviskedee greven . Det +er vist snart forbi med ham . Vil de ikke forsøge at +få ham til at tale , thi jeg formår det ikke . +Med disse ord førte han manden hen til sengen , +hvori knækbein lå . +— hvorledes har de det , hr . Petersen ? spurgte +manden , men han for forfærdet tilbage da han så +det blege ansigt og hørte den ynkelige jamren . +— ja , han er såmænd snart færdig , vedblev pørtneren +og rystede på hovedet . Det bliver en sørgelig +efterretning jeg må bringe den stakkels Julie . +— sig hende , at hvis hun vil se ham oftere +må hun komme strar , da det ellers bliver for sent , +sagde greven til ham . +— å , herregud ! ja , hun skal komme strar , sagde +pørtneren , og ilede bort så hurtig han kunne . + +Julie og Svendsen ventede hans tilbagekomst +med længsel . +Da han viste sig i døren ilede Julie hen til ham , +idet hun ængstelig betragtede det uheldsvangre udtryk , +der hvilede over portnerens ansigt . +— nu , hvorledes har han det ? spurgte hun . +Sig mig det , hurtig ! +Ak , stønnede portneren og satte sig ned på +en stol , tørrende sveden as ansigtet . Ak , han har +det flet , meget flet . +— ak gud , ak gud ! så var det dog sandt . . . +Og jeg som kunne tvivle ! O , jeg ulykkelige ! Han er +måske døende . . . svar , tal , fortæl mig det hele , +men hurtig , hører de ! +Julie greb i ivrig ængstelse den gamle portners +hånd ; men han lod længe vente på sig . Pustende +og stønnende sad han der . +Endelig kom han dog lidt til sig selv og fortalte +i afbrudte sæmingcr om det sørgelige syn , som Vilhelm +havde afgivet . +— jeg må strar bort ! råbte Julie og greb +med rystende hånd hat og shavl . O , af jeg også ' +kunne tvivle om af det var ham , der havde skrevet . +Hun nærmede sig i feberagtig hast døren og ville +ile bort . +— tag mig med , Julie , sagde Svendsen og fulgte +efter hende . Det kunne være , at min hjælp var nødvendig . + + +— tak , min ædle velgører , sagde Julie . Når +vi blot må komme hurtig nok — der aner mig en +ulykke . . . og du er vist alt for svag til at gå den +lange vej . +— vist ikke , Julie , jeg kan nok gå med dig ; +desuden har jeg en anelse om at det ikke hænger +rigtig sammen med Vilhelms sygdom . Det forekommer +mig , trods portnerens forklaring , meget mistænkeligt , +tilmed nu , da der ikke længer er nogen tvivl +om , at . Knækbein , denne samvittighedsløs ? og for alle +ædlere følelser blottede skurk , endnu er ilive . +— du har net , fader , lad os skynde os derhen , +lad os ile med at få vished i denne sag , sagde +Julie ængstelig . +— ja mit barn , lad os gå , sagde Svendsen +og fulgte efter hende ned ad trappen . +Åndeløs ilede Julie foran ham - hun havde +ingen ro på sig — og snart var hun kommen et +godt stykke foran Svendsen , der ikke formåede at +gå så hurtig . +Hurtig gik hun op ad trapperne , der førte til +Vilhelms værelse . Hun rev døren op og løb hen til +den formodede Vilhelms leje . +— tys , stille , hviskedee greven hende i møde hicd +dæmpet stemme og lagde fingeren på munden . +Han er lige falden i blund , det er synd at vække +ham . Han har lidt så meget - så uhyre meget . +— o gud ! stammede Julie ligbleg , medens +tårerne trådte hende i øjnene ; skal jeg således + +finde min Vilhelm . O , lad mig dog i det mindste se +hans kære ansigt . . . jeg beder dem , lad mig se +ham , blot et eneste øjeblik — så vil jeg tålmødig +vente til han atter vågner . +Et uhyggeligt , halvkvalt skrig lod sig høre fra +sengen i dette øjeblik . +Ængstelig foldede Julie hænderne og ville nærme +sig sengen . I det samme bankedes der stærkt på +døren . +— for Pokker ! der kommer nok fremmede , +brummede greven ærgerlig . De komme meget ubelejligt , +det må forhindres . +Det var Svendsen , der stod udenfor og ventede +på at blive lukket ind . +Greven ilede hurtig hen og slog skødden for +døren . +-- men hvad gør de ? udbrød Julie og betragtede +ham med spændt opmærksomhed . Hvad skal det +betyde ? +— vær rolig , min frøken , hvislede greven i +en let henkastet tone ; det er kun for at doktorens +befaling kan ske fyldest . Han har ordineret at der +skal være så roligt som muligt om den syge , og at +ingen må tale til ham . +— nå , ja . . . det kan jo være ganske rigtigt , +svarede Julie . +Der bankedes atter på døren , denne gang meget +tydeligt . + +- det bankede , sagde Julie . +— så ? Det hørte jeg ikke . +— jo , ganske bestemt , jeg hørte det tydeligt ; det +er vist min velgører , der slår » udenfor , og som jeg +i min Iver er kommen fra . Jeg beder dem , luk +døren op og lad ham komme ind . +— nej , det kan ikke ske , svarede greven bestemt ; +jeg ville handle meget ilde mod min ven Vilhelm ved +således at være doktorens ordre overhørig — hans +liv afhænger måske deraf . +— o gud , hvad siger de ! Nu , underret da +Svendsen om at jeg bliver her til Vilhelm vågner . +— det skal jeg . +Julie nærmede sig nu sengen , hvori knækbein +lå , og børede sig over ham , idet hun gjorde forsøg +på ganske lempelig at trække en flig bort af tæppet , +der skjulte hans ansigt . +Greven stod i frastand og betragtede hende med +vellysten malet i alle træk . +En dristig plan skød som et lyn igennem hans +hjerne . Han gjorde mine til at nærme sig døren , +men betænkte sig et øjeblik og sagde blidt : +lad ham ligge i No , bedste frøken , han kan +trænge til al den hvile , han kan få — det vil styrke +ham og bidrage til hans hurtige helbredelse- — sæt +dem ned et øjeblik , medens jeg meddeler deres velgører +hvorledes sagerne stå . +Med listende fjed nærmede han sig døren og gik +ud på gangen til den ventende Svendsen . + +— min herre , sagde greven i en yderst fornem +tone ; må jeg bede dem at gå over i mit værelse +sålænge frøkenens besøg slår på ; det skeer for +den syges roligheds skyld . +Ester en kort betænkning indvilligede Svendsen ; +men han lovede sig selv at passe godt på . +> -- hahaha ! lo greven triumferende og drejede +nøglen to gange om i låsen . Nu kan han sidde der +og kukkelure , — det skal nok vare en god stund inden +han kommer ud igen , hvis jeg må råde . +Scenen i Vilhelms værelse havde ikke forandret +sig siden dans bortgang . +Da greven bortfjernede sig påkom der øjeblikkelig +knækbein en overordentlig lyst til af rejse sig op , for +af storme over mod Julie . Men han betænkte sig , og +grunden hertil var , af han nærede en ubestemt frygt +for greven , — han anede i ham sin overmand . +— så , frøken , nu er jeg til deres tjeneste , +sagde greven og trådte hen til Julie , tilkastende +hende et megetsigende blik . +Knækbein begyndte nu af røre sig og jamre sig i +sengen . +— se , nu vågner han ! råbte Julie og løb hen +til sengen , idet en inderlig glæde viste sig på hendes +blege ansigt . +Pludselig standsede hun og vaklede forfærdet tilbage +idet hun råbte : +— min gud , hvad seer jeg ! . . . Min onkel ! +Ham . . . Morderen ! + +— ja vel er det din onkel , min tøs , hahaha ! +Det ventede du nok ikke , hvad ? Du svævede nok i +den rare vildfarelse , af jeg var bleven fiskeføde ; men +nej , de ville ikke have mig . Jeg er så rask så det +er en lyst , og skal endnu blive din mand , det kan du +bande på . +Knækbein havde rejst sig overrende i sengen og +stirrede på hende med et luende , dyrisk blik , som +det med kridt oversmurte ansigt bidrog til at gøre +endnu uhyggeligere . +— frels mig ! frels mig ! råbte Julie i en rædselsfuld +tone og løb henimod greven ; vær barmhjertig +imod mig og lad mig komme bort . O gud , hvis +de har en gnist af menneskelig følelse , så skærm mig +mod dette umenncskes forfølgelse og jeg vil hele mit +liv være dem taknemlig derfor . +Greven stød med korslagte arme , tilsyneladende +udeltagende , og betragtede denne scene . +— let er s ' gu den rette at søge hjælp hos ! +Grinede knækbein , og gjorde mine til at springe op +på gulvet . Nej , min tøs , du er leveret , — du +bliver min kone der er ingen anden udvej for dig , +forstår du ? +— nej , nej , tusinde gange nej ! råbte Julie . +O , da hellere døden . +Hun vendte sig bedende om imod greven , og kastede +sig i den højeste fortvivlelse på knæ for ham . +— se , råbte hun og foldede ængstelig hænderne . +Se , jeg ligger på knæ for dem og beder dem om + +at frelse mig . Hvad har jeg uskyldige kvinde gjort , +at jeg skal gennemgå en sådan kval ? O , de må +være god og ædel , de vil ikke tåle at jeg skal forhånes +af dette flette menneske . Jeg beder dem , før +mig tilbage til min velgjsrer , og jeg vil takke dem +og bede til gud før deres lykke . +— rejs dig , dejlige kvinde ! sagde greven i en +rørende tone , beundrende hendes henrivende skønhed +i dette øjeblik . Rejs dig thi det sømmer sig ikke før +engle af knæle før os elendige mennesker ! +— de vil altså frelse mig ! råbte Julie og omklamrede +hans knæ . +— ja . sødeste Julie , ja det kan de være forsikret +om af jeg vil . +— hvad behager ! brølede knækbein og sprang +hen imod greven . Tøsen er min og jeg vil også +have hende . Derfor , ingen omstændigheder , hr . +Landskabsmaler , hahaha ! +Han gjorde mine til af gribe fat i Julie . +— tilbage ! råbte greven og trykkede Julie +ivrigt op til sig . Hun er alt for god til nøgensinde af +blive din . +— hahaha ! Nej , den leg leger vi ikke , min gode +ven . Herhid med hende , hun er min og ikke nogen +andens . +— der har du alt hvad der er tilovers til dig , +svarede greven og sprang frem mod knækbein , idet +han med en lynsnar bevægelse kastede et lagen over + +ham , som han havde holdt i beredskab , og hvori der +var kloroform . +Denne dosis var for stærk for skurken . +Han styrtede om på gulvet uden at give en lyd +fra sig . +— hm , hm ! sagde greven triumferende , og bøjede +sig over ham . Således tæmmer man ville dyr . +Julie var et af skræk rystende vidne til denne +scene . +Endelig besindede hun sig og sagde : +— tak , tusinde tak , fordi de hjalp mig i ulykken , +min herre ; nu har jeg blot at bede dem om at +åbne døren så jeg kan komme bort . +— vil de virkelig forlade mig , ytrede greven +smægtende . +— ja , før mig til min faderlige velgører , han +længes vist efter mit komme . +— og jeg havde dog så meget at sige dem , +frøken , så meget . . . +— o , jeg har ikke stunder til at høre på dem +nu , sagde Julie med skælvende stemme , idet en uhyggelig +anelse føer igennem hendes hjerte . Jeg beder +dem , lad mig komme bort ! +— og de kan virkelig bære over deres hjerte +at forlade mig ? +Greven betragtede hende med et blik , hvori han +lagde så megen følelse , som det var ham muligt . +Julie veg forfærdet nogle skridt tilbage . +— forlade dem , sagde hun ; ja , hvorfor ikke ? + +— nej , det må , det kan de ikke . O , de må +kunne forslå hvorfor . +— nej , i sandhed , jeg forstår ikke — jeg . . . +— så lad mig da sige dem det . Vid , at jeg +elsker dem , vid at de har indgydt mig den mest +brændende følelse , som kan besjæle et menneske , at . . . +— o gud , hvad må jeg høre , hulkede Julie +smertelig og vendte hovedet bort . +— ja , således er det , vedblev greven . 0 , bønhør +mig , befal over mig . Alt hvad nigdøm og lurus +kan byde skal være deres , når de vil blive min ! +Jeg lægger mig selv og alt hvad jeg ejer for , deres +fødder . Deres bønner skal være min lov^ at leve +livet hen ved deres side priser jeg som den største +lykke . +— ti , udbrød Julie og målte greven med et +harmfuldt blik . De må tænke meget lavt om mig , +siden de vover at byde mig sligt , uagtet de dog +ved , at jeg er forlovet med Vilhelm — uagtet . . . +— lad os ikke tale om ham , afbrød greven +hende ; tænk aldrig på at fæste deres skæbne til +ham — han vil aldrig forstå at vurdere dem . +— jeg påkalder ikke deres dom om min forlovede , +men beder dem blot om at lade mig komme +bort ; hvis ikke — tilføjede hun med pludselig energi +— får jeg hjælpe mig selv . +Hun føer hen til døren og rustede af alle kræfter +i den . +— nej , spar deres ulejlighed , min elskværdige + +dueunge ; de kommer ikke ud ! råbte greven med +vellystig barme og trykkede hende til sig . +— o gud , frels mig ! sukkede Julie og sank sammen +på gulvet . +— ha , spillet er vundet ! råbte greven triumferende . +— +ikke endnu , skurk ! svarede en dyb mandig +stemme fra den i samme øjeblik åbnede der . +Femtende kapitel . +I byen . +— bedste , elskværdigste medlem af samfundet , +jeg hilser dig ! +Disse vare de første ord hvormed kandidat Jørgensen +begyndte at udføre sit forehavende hos Vilhelm +Petersen . +— tak , mange tak , kære ven , svarede Vilhelm +og ilede den jndirædende i møde . Men gud bevares +hvilket glædestrålende ansigt du møder med , — i +hvilken anledning er det , om jeg må være så fri +at spørge ? +Det var ikke så underligt at kandidaten så + +så fornøjet ud . Han havde allerede benyttet lejligheden +og aflagt en lille visit i en binkjælder , før — +som man i det tekniske sprøg kalder det — at +„ lægge før “ . +— ja , det skal feg sige dig ganske oprigtig , svarede +kandidat Jørgensen . Der er pludselig kommen +dumpende en masse penge ned til mig , min hjertensbroder , +og derfor har jeg taget den før de forskellige +vintappere og restauratører særdeles heldige beslutning , +at gøre mig en rigtig glad dag . +-- gratulerer , gratulerer , min ben ! Gid du +må skide dem med helsen ! +— tak , tusinde tak , min brave ven . Men seer +du , det er ikke godt før mennesket at være alene — +jeg har derfor tænkt på at gøre en anden delægtig i +min lyksalighed . +— og hvem skal den lykkelige være ? spurgte +Vilhelm smilende . +— dig du gudernes udkårede ; det sværger jeg +dig til . +- j-g ? +— ja , netop dig , min Broder i åndens rige . +Du est den udvalgte ! +— ah , hvilken ære . . . jeg ved næsten ikke om +jeg tør modtage din indbydelse . +— jo gør det . . . gør det endelig , min bedste . +Du ved ikke hvad det vil sige at have før mange +penge , det har du aldrig proberet , min hjertensbroder . + +vid : mønten brænder forskrækkelig på lommen . +Ja , visen har net der siger : +den der har mønt i lommen +og munterhed i sind , +han næstendels er kommen +i paradiset ind ; +thi vinen flot han nyder , +og glædens bud han lyder , +og kærlighed han byder +hver pigelil på jord . — +ja leve druesaften , +den giver mig humør ; +fra mørgen og til aften +jeg drikker — til jeg dør ! +— hahaha ! Ja , vin er noget af det dejligste +man kender , det er noget af det mest henrivende , +denne jammerlige jord har frembragt . Hvis den +drue ikke havde set lyset , så eksisterede din højstærede +ven kandidat-jørgensen heller ikke . Å , hvilket tab +før verden ! +— ja , det ville rigtignok være sørgeligt , især +før de stakkels vintappere , sagde Vilhelm smilende . +— ja . . . ja det har du såmænd ret i . Men +gør nu ingen omsvøb ; tag din hat og frakke , og +lad os så komme afsted . +— hm , ja , jeg ved dog ikke rigtig om jeg tør +gøre brug af dit venlige tilbud , jeg . . . + +— hvad , betænkeligheder , når en glad dag +venter dig — est du vanslægiet , Broder i åndens +rige ? +— nej , nej , vist ej , men jeg venter nogen i +dagens løb og , +— snak om en ting , så lad dem komme igen ; +deraf skal du da ikke være afhængig , og desuden lover +jeg dig , af jeg skal lodic dig hjem , hvis farvandet +skulle være alifor grundet . +— tak ; nu ja , det er dog altid en trøst . . . +Altså , jeg følger dig , men på den betingelse , af jeg +vil hjem i borgerlig tid . +— vær blot rolig for det ; husk , af du har en +sat mand hos dig , der er kommen til skjældsår og +alder , hahaha ! +Kort efter vandrede de fortrolig ned ad gaden , +holdende hinanden under armen . +Det varede ikke længe , inden de i broderlig enighed +sad bænkede hos en restauratør , hvor Jørgensen +ivrigt sørgede for af tilfredsstille Vilhelms forskellige +fornødenheder . +— mere vin , opvarter , men af den ægte ! råbte +han ivrig , efter af de havde lagt en solid grund , bestående +af flere delikate retter , hvorpå de kunne bygge +videre . Den ene flaske-med dobbelt væge , tilføjede +han hviskende , idet han gav opvarteren et betegnende +blik . +— skal ske , herre , svarede denne og blinkede +polisk . + +— nå min ben Vilhelm , hvad synes du nu +øm livet i det hele taget og om vort i særdeleshed , +hvad ? +— å , jeg synes det er ret behageligt , svarede +denne og strakte sig i fjedersvfaen . +— ja , ikke sandt , således må man tage livet , +det er den rette og fornuftigste måde . Hvad hjælper +det vel at gå som en dåre fra morgen til aften +med et forfærdeligt bedemandsansigt , filosoferende over +verdens fordærvelse . Nej , leve og leve godt , det er +mit valgsprog . Lad os nyde glædens øjeblik , når +det tilbyder sig , der bliver endda tilstrækkelig malurt +tilbage i bægeret . Ja , jeg kender ikke noget mere +livsaligt , end når jeg har det fyldte glad med den +ægte drue før mig ; den gyder livskraft i hver åre , +den styrker , kvæger og åbner en vid mark før de allerdeiligsle +fantasier- er du med ? +— ja , det er jeg rigtignok , svarede Vilhelm +smilende ; men jeg får indtrykket af , at du som . . . +Som en dranker taler . +— dranker , hvad behager ! råbte Jørgensen . +Nej , må jeg frabede mig den kærlige benævnelse , +jeg drikker aldrig mere , end at jeg kan holde den såkaldte +og så vanskelige „ europæiske ligevægt “ . +— gudbevares , det var ikke min mening i allermindste +måde at drage tilfcldts mod din lyst til at +se alverdens kasseking i en af vin og punsch omgivet +belysning — jeg mener kun , at der i al nydelse + +må gøre sig en vis moderation gældende , og især , +siger jeg , især i denne nydelse . +— hm , jeg tænker nok , at du skal blive af en +anden mening inden vi stilles , brummede kandidaten +hen for sig og så til siden . ' +— sagde du noget ? spurgte Vilhelm . +— nej , bedste ven , jeg tænkte kun ; men kom , +gør mig den tjeneste og lad os drikke ; se hvor den +perler , den liflige drik . I sandhed , man må være +det mest prosaiske menneske når man ikke glædes ved +dette syn . Skål ! +— skål , svarede Vilhelm og greb glasset ; det +var ham ligesom om en dæmon hviskedee ham i øret : +drik ! Nyd inden glæden flygter ! +Kandidaten smilede opmuntrende til hvert glas +som Vilhelm drak . +— det er rigtigt , ven ! Således må det være , +råbte han begcistret leve glæden , leve studenten +. . . leve kvinden . . . leve . . . +— javel , leve kvinden ! råbte Vilhelm , på +hvem den overordentlig stærke vin allerede udøvede +sin virkning . +- at sige den frie , dejlige kvinde ! tilføjede kandidaten +; der kommer os i møde med åbne arme , med +smil på læben , dristig , nydelysten , fuld af ild og +flamme , fuld af . . . +Nåda , hvor vil du hen , jørgen—jørgensen , +nej , hun skal være beskeden , tugtig , sparsom med sine +kærtegn — se , det er min mening . — hurra ! + +— må jeg bede dem om at være lidt mindre +højrøstede , mine herrer , sagde opvarteren . +— leve opvarteren ! brølede kandidaten . +— ja , leve opvarteren , gjentøg Vilhelm leende . +— mine herrer , de må . . . +— ja , bvad vare vi mennesker uden opvartere , +vedblev kandidaten , uhen at ændse ben vrede mine +hvormed denne betragtede ham hvad vare vi uden +opvartere ? Ingenting , naturligvis ; man kunne da +aldrig opnå nogen rigtig selskabelighed , thi hvis +man selv skulle hente sine drikkevarer , så . . . ja så +drak man glassene tomme inden man nåde hen til +bordet med dem , min hjertcnsbroder . Men det var +jo ikke opvarteren vi skulle tale om , nej , det var +kvinden , den ægte nordiske kvinde , der ved at skatte +mandens kærlighed til hende . +— ak ja , sukkede Vilhelm ; min egen kære Julie . +Gud ved hvad hun tænker om mig . +— hun tænker naturligvis alt godt om dig . +Dog , det var ikke hende jeg mente , nej , jeg kender +en kvinde , som efter min mening er endnu mere +værd end din flamme , — kan du gætte hvem jeg +mener ? +— nej , svarede Vilhelm gnavent . +— jeg mester Nina , min ben . Arthur har rigtignok +skudt papegøjen ved at fange hende . Det er +en kvinde som er elsket af alle og som til gengæld +også elsker alle — jeg mener naturligvis alle mænd , +hahaha ! + +Vilhelm svarede ikke , men stirrede tankeløst hen +for sig . +Der blev nu en lille standsning i konversationen , +hvorved der samledes kræfter til at tage imod hvad +der videre ville komme . +— nu , fald ikke i staver , unge ven , sagde +kandidaten kort efter , men viis at den dejlige nektar +ikke forgæves har lyksaliggjon dig med sit indhold +rejs dig , og lad os tømme et glas på hendes +sundhed , for hvis fødder du sukker — jeg mener +Julie , der dejlige pigebarn . Skål du ! +Det var som om dette navn pludselig rev Vilhelm +ud af ven døs , hvori han var nedsunken , skønt +det ikke ganske lykkedes ham at blive herre over sine +bevægelser , dertil virkede vinen alt for godt . Han +rejste sig vaklende og sagde : +— den skål drikker „ jeg af hjertenslyst . . . men +jeg beder dig , nævn ikke oftere dette navn , det lyder +så underligt når du udtaler det . +— hvorledes . . . hvad mener du ? +— jeg mener kun at . . . at du . . . +— tal kun ud . +— at du profanerer det , stammede Vilhelm . +— det var som Pokker , hahahaha ! råbte kandidaten +med en tvungen latter og sendie Vilhelm et +blik , som var alt andet end behageligt . Nu , jeg vil +tilgive dig ; sådan er alle forelskede . Så længe +kærligheden er i sin vår skan i ikke tåle at en + +bind blæser på hende , men siden , hnha ! med eftersommeren +så gider i knapt at holde paraplyen over +hende i regnvejr . Men kom , frisk på varerne . +Man klinkede — drak atter og efterhånden kronedes +kandidatens mindre smukke forsæt med held . +Vilhelm blev til dels beruset . +Det kostede derfor ikke kandidaten synderlig overtalelse , +da han noget efter foreskog Vilhelm , at de +skulle gå for at komme et andet sted hen , bvor de +ville finde både godt selskab og gode dntkcvarer . +Det var nu bleven hen ad aften , så deres temmelig +skingrende gang vakle ikke så stor opmærksomhed , +som den ellers ville have gjort . +Kandidaten førte Vilhelm til et sled på Vesterbro , +hvor der boede en dame , som i den verden , hvori +hun færdedes , gik under navnet enkefru lund , og +over hvis eksistens der var udbredt et vist mystisk +slør . +Denne dame , der altid når et nyt bekendtskab +indlededes , begyndte samtalen med en rørende beskrivelse +af sin „ salige “ Mand skibskaptaincn — +nogle mente at hun aldrig havde haft nogen mand , +dog turde de ikke lade hende høre noget herom , — +havde flere unge , ret kønne piger hos fia , bvem hun +indpodede principer , om hvis hæderlighed der herskede +en grundet tvivl . +På grund af disse tillokkelser var enkefruens +hus meget søgt , især af unge herrer , der her fandt +hjerter , der overordentlig hurtig fæstede sig til dem , + +og smukke hvide arme , der villigt omslyngede dem — +det vil sige mod en lille tribut . +Således var det sted beskaffent til hvilket kandidaten +førte Vilhelm . +Deres introduktion var noget hovedkulds , de +faldt nemlig ind ad døren . , +efter mange beklagelser over det „ sørgelige “ +Uheld , både fra værtindens og gæsternes side , blev +de førte ind i selskabssalen , der strålede af lys og +elegance , og allerede var halvt fuld af gæster . +Deres komme vakte en almindelig latter på +grund af deres forstyrrede påklædning . +En af de unge piger ilte dem smilende i møde , idet +hun udbrød : +— velkommen , mine herrer , i vort glade lag . +Må feg have den fornøjelse af byde dem en plads . +— tak , min aller . . . allersødestr putte ! råbte +kandidaten og lod sig falde ned i en sofa , idet han +greb den unge pige om livet og trak hende med sig . +Han vinkede ad værtinden og tilhviskedee hende nogle +ord , som hun besvarede til kandidatens tilfredshed . +Med et sløvt , stirrende blik så Vilhelm sig omkring . +Det forekom ham efterhånden som lysene og +alt hvad der fandtes i værelset dansede en lystig +hopsa , og ban gjorde uvilkårlig de nødvendige trin , +for af sætte sig selv i en lignende bevægelse men +dette bevirkede , at han under hele selskabets fnisen +faldt om på gulvet så lang han var . + +en anden ung pige , der bar det romantiske navn +Eulalia , var øjeblikkelig ved siden af ham , for med +en vis deltagelse at hjælpe ham på benene igen . +— o , min herre , sagde hun , idet hendes øjne +funklede med en glans , som den hyænen fæster på +sit udkårede bytte ; jeg er utrøstelig over deres fald +. . . slig mig , stødte de dem ? +— å nej , vist ikke , sagde Vilhelm og gjorde en +kraftig bevægelse for at holde sig oppe . Jeg er blot +lidt tung i hovedet , del er de » Hele . +— nå , ikke andet , det skal jeg snart kurere , hvis +de tillader at jeg må være deres læge . +— gør dem ingen ulciligbed , svarede bilbelm +hikkende og vendte sig bort . Det går nok over uden +at jeg behøver nbgen hjælp . +— ja men jeg vil nu være deres læge , råbte +Eulalia . +Idetsamme greb hun den berusede Vilhelm om +livet og dansede rundt med ham , indtil han aldeles +vimmel trillede om . +— hahaha ! skoggerlo Eulalia , de er såmænd en +nydelig kavaller , således at forlade deres dame +midt under dansen uden så meget som at sige hende +en kompliment for hendes smukke Dands . Sig mig , +henvendte hun sig til de andre ; har jeg ikke ret til at +være meget indigneret ? +— jo , jo ! +— han skal tvinges til at gøre afbigt , ikke +sandt ? + +— ja , ja , var svaret . +— jeg dømmer ham da til at han lige på +øjeblikket og med en overordentlig ydmyghed kommer +hen og udbetaler mig ti rigsdaler , så skal han endda +så tilladelse til at kysse mig i tilgift , tilføjede hun +skalkagtig . +— nå , du er såmænd kommen godt op at køre , +Vilhelm , lo kandidaten og gjorde et hop i sofaen . +— tror de at han kan klare for sig , smiskede +damen der sad ved siden af kandidaten . +— å jo , det tænker jeg nok , min putte , svarede +denne og trak smilende i sine flipper . Hvis ikke , så +har han en ven , der — det tror jeg - vil og måske +også kan redde ham ud af hans forlegenhed . +— ah , nå således , svarede damen og lænede +sig med en pludselig ømhed over mod kandidaten . +Hvem er denne herlige ven ? +— det er mig selv og ingen anden . +— de har altså et særdeles medfølende hjerte , +hvad behager ? +— å ja . +— deres venskab var måske island til også at +udstrække sig ul andre , som ikke trænger mindre til +det , hvad hr . Kandioar ? +— hin ja , det kunne nok være , min allerdeiligste , +men sig mig , hvem skulle let vel være ? +— nu , for lrempel mig , ytrede damen og blev +om mulig endnu mere elskværdig end hun alt havde +været . + +— dit ønske er mig en befaling , dyvfirede +kvindemenneske , lo kandidaten . Sig , hvad tynger og +nager dit unge , uskyldige hjerte ? +— ak , en silkekjole . +— du skal få den ; sku i mit dunkle øje og +sig mig , mener jeg del ci ærligt ? +Damen så og så og må endelig have gjort en +tilfredsstillende opdagelse , thi hun så meget fornøjet +ud . +Opmærksomheden henlededcs alter på Vilhelm og +Eulalia . +Vilhelm sad på en stol , tilsyneladende aldeles +ufølsom for hvad der foregik , og omringet af en tre , +fire kvinder , hvoraf Eulalia var den ivrigste . +Nogle herrer , som hørte til disse damers daglige +omgang , slode bagved og morede sig af hjertenslyst +på Vilhelms bekostning . +— vil de betale bøden , højstærede ! råbte +Eulalia og ruskede ham i armen . +— kan du ikke se , al han sover , sægde en af +kvinderne . +— da skal jeg såmænd snart rive ham ud af +søvnens ? lrme , nu , op med dem , hr . — hr . — +— hr . Knastenberg , suplerede en af herrerne +leende . ' +— lad mig i ro , mumlede Vilhelm ; jeg kan +ikke tåle al den støj . +— hvad behager , kan de ikke , nej , har man hørt +mage , so Eulalia ; ja men de skal , hører de ? + +— gå bort , bort ! sægde Vilhelm , og rejste sig +tumlende . Jeg vil have ro . +— hahaha ! Nå så de tror , at de er kommen +i vort behagelige selskab for at tage dem en +gemytlig lur , og betænker ikke , at der er damer tilstede , +som de fornærmer ganske overordentlig ved +denne måde at være på ; men det tåle vi ikke , vel +mine damer ? +— nej , nej ! Det tåle vi ikke , råbte en anden , +vi ville have hævn ! +— ja , , en forfærdelig hævn , skoggerlo Eulalia . +— gå , nu storme de fæstningen ! lo en af +herrerne ; det arme menneske , han er rigtignok +leveret . +Damerne blev nu meget nærgående , de puffede +og kneb Vilhelm og trak ham i håret . +Men dette blev Vilhelm for stærkt . Han rejste sig +og det lykkedes ham for et øjeblik at rive sig ud af +den sløvhedstilstand hvori vinen havde nedsunken ham . +— vil i gå bort , frække kvinder , og lade mig +i ro og fred , udbrød Vilhelm heftig . Jeg vil intet +have med eder at bestille ! +Der blev nu en almindelig larmen og skrigen . +Man råbte og brølede i munden på hverandre , og +det havde nær set galt ud for Vilhelm , hvis ikke +værtinden hurtig var trådt ind og på en behagelig +måde havde stillet dem tilfreds . +— tilbords mine herrer og damer , meldte hun +med lutter smil . Der er serveret . + +ind strømmede man da i en tilstødende sal , hvor +tt veldækket bord , ffjønt det var midt om natten , +vinkede med sine glæder . +Man lod de forskellige retter smage sig og blev +endnu mere tilfredse , da de rygende punschebollrr blev +bragte ind . +— men hvem skal holde talen ? spurgte en af +herrerne . +Ingen af de tilsledeværende havde lyst til dette . +— jeg ved en , ytrede Eulalia ; han kan vist +holde talen , når vi bare kunne få ham overtalt +dertil . +— å , det har vel ingen nød , hvem er det ? +Spurgte kandidaten , der lod til endnu at stå sig godt +med den ' dame , der røbede tilbøjelighed for silkekjoler , +da de hvert øjeblik omfavnede hinanden . +— det er den ven , de havde med dem herop , +svarede Eulalia leende . Han er vel nok nu bleven +mere modtagelig for vort selskab . +— ah , min specielle ven , hr . Student Vilhelm +Petersen ; nu ja , det var ikke så galt , lad os få +ham herind . +— nu skal jeg hente ham , råbte Eulalia . +— ja gør det , min snut , og i skal se , lagde +kandidaten til i en prækende tone og foldede hænderne , +i vil få både . Glæde og fornøjelse af at +høre ham . +Man stormede ind i det tilstødende værelse ; men + +her fandt en scene sted , som man ikke havde nøgen +anelse om , og som gjorde , at det „ pæne “ Selskab forholdt +sig aldeles tavst . Dog derom i næste kapitel . +Sekstende kapitel . +En frelsende engel . +Vilhelm lå aldeles bevidstløs udstrakt på sofaen . +En kvinde , yndig og medlidende , bøjede sig over ham +og badede hans tindinger med vand . +En ældre mand stod ved hendes side . +Disse to vare Julie og Svendsen +— men hvorledes er de komne på dette sted ? +Spørger ve ! den ærede læser . +Forklaringen er følgende : +da greven eller landskabsmaleren med skammende +blik og adlydende sine djævelske drifter , gjorde mine +til at øve vold imod den overraskede Julie , blev han +forhindret deri , ved at Svendsen , der anede uråd da +greven låsede af for ham , ' havde sprængt døren og +skede Julie tilhjælp idet han ved sin indtræden råbte : +— ikke endnu , skurk ! +Greven tumlede tilbage aldeles forbavset over denne +uventede mellemkomst . + +— o , gudskelov at du kom , ædle , kære ben . ' +råbte Julie og løb hen til Svendsen . +— det var altså usandhed det hele ? spurgte +Svendsen . +— ak ja , det var et falsk brev , kære ven , men +Herren være lovet at det var det , nu da du er her +og kan førsvare mig imod disse flette mennesker . +— ja , tak du gud , mit barn , at jeg kom i +rette tid ; den slyngel der , havde lukket mig inde , +for bedre at kunne udøve sine flette , infame handlinger , +men jeg . . . +Min herre ! afbrød greven ham indigneret og +tilkastede ham er stolt blik . +— ja , det er et betegnende ord for dig , pigerover ! +Tidobbelt slyngel er du , som ikke undser +dig ved at skrive falske breve i en andens navn , for +at lokke en ung , uskyldig pige i dit garn . Fy for en +ulykke ! Du fortjente at mærkes således , at ethvert +skikkeligt og ordentligt menneske kunne se på dig hvad +du er for en usselryg , og . . . +Pludselig afbrød Julie ham , idet hun , pegende +på den bedøvede knækbcin , råbte : +se , fader , se , han var ikke alene , min onkel , +knækbein , han . . . +— ha , hvad er dette ! Knækbein , morderen , +også han er her . Det var jø et nydeligt komplot +her er sammcnrottct . +— jamen , min herre , jeg . . . +— ti , umenneske ! Hvor tor du vove at oplukke + +din falske mund . Var du i besiddelse af hjerte , da +målte du rødme af skam og blues ved at sådan en +nederdrægtig tanke , som ben du stod i begreb med +at udføre , kunne fostres i din hjerne Feig er du +foruden , ikke alene turde du vove en flig mandhaftig +dåd , nej , du skulle bave en hjælper i den skurk , +som der ligger , hvis dele liv er en forbrydelse fra +ende til anden . Men det skal ikke gå således , her +er da , gud ske tak , lov og net i landet , og retfærdige +dommere , som vil tage sig af den foruretlebes +sag . +— min herre , stammede greven forlegen ; jeg +indser at jeg har sejlet , at jeg bar ladet mig lede vild +af min lidenskab ; men det er og må være tilgiveligt , +Julie er så smuk . . . alt for smuk . . . den skønneste +kvinde i hele Norden . . . dog , jeg beder dem , gør +ingen skandale , lad os afgøre sagen imellem os , det +er af kærlighed at jeg . . . +— kærlighed ! +— ja , kærlighed til Julie . Dog , jeg har jo +intet håb , derfor , lad os afgøre sagen i mindelighed . +Hverken de , Julie eller jeg er tjent med at +komme i folkemunde — jeg er desuden villig til ethvert +offer . +— offer ! råbte greven foragtelig . Offer , som +om flig en afskyelig handling lod sig afbøde . Nej , der +skal mere til for at afvaske en sådan plet — dog , +hvad nytter det vel at tale til dig om sligt , siden +du er går i ledtøg med en sådan forbryder , må + +du være falden dybt , alt for dybt til at du kan fatte +nederdrægtigheden i hele sin udstrækning . +— jeg beder dem , hold op ; vel er deres klage +berettiget , men . . . +- sig mig straks hvor Vilhelm er ; hurtig , +hører du ! +— jeg må meget beklage at jeg ikke kan besvare +dette spørgsmål . +— ikke ? Men du skal og må vide hvor han +befinder sig . +Jeg ved det ikke . +— så vælg , enten siger du mig hvor Vilhelm +er og jeg gør intet skridt imod dig , eller , hvis du +vægrer dig . meddeler jeg sagen til politiet , som nok +skal vide at skaffe os oprejsning . +— o , kom fader , lad os gå , , bad Julie og stirrede +ned på knækbein . Se , nu begynder han at røre +sig , han kommer til sig selv . . . o , lad os komme +bort . . - skynd dig . +Frygt ikke , mit barn , du kan trøstig se den +skurk i øjnene , han skal ikke krumme et hår på +dit hoved så længe jeg er her . +Knækbein begyndte virkelig at røre sig på gulvet , +hvor han lå , men det varede dog kun et øjeblik , +så faldt han atter hen . +- nu , har du betænkt dig ? spurgte Svendsen +og sendte greven et strengt blik . +— der er mig umuligt , så meget jeg end beklager +det , jeg kan ikke opfylde deres forlangende . + +— husk dig rigtig om , jeg slipper dig ikke , du +skal og må sige mig det . +— nu ja , hvis de vil lade dem nøje med ven +underretning jeg kan give dem . . . +— til sagen , men skynd dig ! +Greven asslørede nu nølende hele sin plan og +endte med al tilføje , at han havde sat kandidaten +stevne ude på Vesterbro hos Fru lund . +Svendsen og Julie , disse to ædle , venlige mennesker . +Gruede i deres inderste ved at høre så megen +slethed . +— i sandhed ! råbte Svendsen harmfuldt , jeg +havde ret , da jeg før kaldte dig en tidobbell slyngel , +thi slig en nederdrægtighed skal man lede længe om +magen til . Men det siger jeg dig , hvis Vorherre +nogensinde lader os to træffe sammen , da har du i +mig en bitter fjende . +Disse ord bragte greven til at blegne . +Han for uvilkårlig tilbage før det truende , +lynende øjekast , som Svendsen sendte ham til afsked . +Han betænkte sig et øjeblik . +— nej ! råbte han , en slig forhånelse skulle +jeg tåle , jeg , en „ Født “ — en adelig , nej aldrig , +det må og skal hævnes ! +Idetsamme faldt hans øjne på knækbein . Han +gav ham et fodspark og råbte : +- vågn op ! +Men vi ville før nogen tid forlade disse og begive +os ud på Vesterbro . + +Julie stod endnu bøjet over Vilhelm , der stedse +var ' nedsunket i en dvalcligncnde tilstand . +— o gud , det varer længe inden han kommer +til sig selv , sukkede hun med tårer i øjnene . +— trøst dig , mit barn , det kommer nok , skønt +jeg ville ønske det skete snart , både før hans og vor +skyld , thi sandt at sige , jeg finder mig ikke vel her , +— jeg heller ikke , kære fader , o blot han ville +vågne , at jeg kunne høre af hans egen , mund , hvorledes +han er kommen i denne tilstand , ikke omgiven +af et eneste menneske , der kunne hjælpe ham . +— det er den satans kandidats skyld , som du +jo hørte havde ladet sig unkerkjøbe af denne . . . men +se , der har vi tilstrækkelig underretning . +Svendsen var bleven opmærksom på selskaber , +der endnu stod på tærskelen og stirrede på den lille +gruppe med dyb forbavselse . +Julie vendte sig om og kastede et sky , forskrækker +klik på dem . +— hvem er vært her ? spurgte Svendsen og gik +med hurtige skridt bcnimod selskabet . +En skraldende latter var det eneste svar han fik . +- for djævelen , hvem er vært her ? spurgte +han . atter med barsk stemme . +— hvem her er vært , det er jeg . . . hvad er +der i vejen ? svarede i det samme Fru lund og trådte +med et frækt blik henimod ham . +—- nå , så det er dem . +-- ja , netop mig . + +— jeg vil da spørge dem om kvor de tør vove +at lade et menneske således overfylde sig i deres +hus og oven i købet lade ham ligge uden at forsøge +på at hjælpe ham . +— for det første , svarede fruen spidst , idet hun +bredte skn kjole ud og gjorde et ceremoniøst kniv , +må jeg gøre dem , min herre , opmærksom på , at +han allerede havde fået tilstrækkelig af de „ våde +varer “ inden han kom her , og hvis de , for dct ' andet , +ikke iroer det , vil de kunne få den allerbedste underretning +hos kandidaten , som slår der . +Fruen pegede på kandidaten , som ved disse +ord blev sær til mode . +— jeg , nej aldeles ikke , jeg ved ikke det allermindste , +ytrede denne og gjorde mine fil at unddrage +skg al videre tiltale . +— hvad , er her dig , som lader dig underkjøbt +fil at drikke folk fulde , kom herhen og lad mig tale +lidt med dig . +— hm , med mig — om forladelse , jeg ved +ikke , at der nogensinde har eristeret et så fortroligt +forhold mellem os , at vi skulle være bleven dus , +jeg , . . . hm , . . jeg . . +— o rør ham ikke , fader , bad Julie , han er +ikke værdig ti ! din brede . +— hvad , skulle jeg , kandidat Jørgensen , ikke engang +være værdig fil folks brede ! råbte kandidaten +og så sig vredt omkring fil alle sider . Nej , de +tager fejl , elskværdige frøken , jeg er netop et menneske , + +som man må have agtelse før , thi jeg har +fået første . . . +— hold inde med deres snak , min herre , og +forklar mig hvorledes sagen førholder sig , men uden +opdigtelser . +— hm , ja , det er just ikke det letteste arbejde , +de her giver mig , dog . . . dog . . . for at jeg ikke +skal komme til at stå for dem som et sket menneske , +vil jeg fortælle dem det hele skønt min hjertensven +Vilhelm har anmodet mig om ikke at tale til +nogen levende sjæl derom . +— nå , til sagen ! +— det var i morges . . . tidlig i morges . . . ja +meget tidlig i morges , høniene sov endnu tror jeg ; da +bankedes der med knyttet hånd på min kammerdør . +Hårene rejste sig på mit hoved af skræk , thi jeg +troede at del var min stræder , der kom for at fordre +fin regning betalt , men tænk dem min glæde , min +behagelige overraskelse , da jeg seer min Broder i +ånden træde ind . +Her standsede kandidaten pludselig . +— nå , videre ! råbte Svendsen . +— ja videre , det er nu godt nok , men jeg kan +næsten ikke tale for tørst . Dog , det nytter mig vel +intet . Jeg skuttede ved at Vilhelm trådte ind til +mig . — op , syvsover ! råbte han solen slår +højt på himlen , og pengene ligge i store dynger i +min lomme . Op , du åndrige og vellærde kandidat +Jørgensen ; op , der venter dig en glad dag . + +— det er usandhed ! råbte Svendsen , tværtimod , +det var dem , der adlydende en anden , lokkede ham +ud med , for at denne anden bedre kunne drive sine +slette handlinger , jeg mener . . . +— de indhyller det hele i et mystisk slør , gode +mand , som det er umuligt for et skikkeligt menneske +som mig at hitte rede i , grinte kandidaten , tilmed +når man har slukket så meget indenfor vesten som +jeg , det sværger jeg ved alle mulige og umulige guder +og gudinder , daha ! +- — spøg til side , tordnede Svendsen og for hen +imod kandidaten . +— o nej , kære ven , rør ham ikke ! råbte Julie +han er jo i en tilstand , hvor han vist ikke rigtig er +sig bevidst . +Svendsen besindede sig et øjeblik , endelig sagde +han rolig : +— ja , du har ret , Julie , desuden , det er en +snavs Karl , der således går andres ærinder . +— mine herrer , skal vi tåle , at en af vor +midte således forhånes ! ytrede en spinkel , sygelig +udseende ung mand , idet han sprang op på en stol +og knyttede hænderne i siden . +— nej , nej , det tåle vi iffe ! råbte man med +hvinen og skrigen . +— lad os lære ham levemåde , han skal have +bankekjødsuppe , ikke sandt ? +— ja , ja ! råbtes der vredt fra alle sider og + +kanter og man omringede med truende miner Svendsen +og Julie . +Svendsen veg lidt tilbage , inden han lavede sig +til af modtage dette af punsch og andre sager kåde +selskab , der ikke undså sig ved af angribe en værgeløs +mand . +— kom nu an , godtfolk ! råbte Svendsen truende +og knyttede hånden ; men det vil jeg blot underrette +eder om , af den første , som nærmer sig mig , skal +blive således modtaget , af han vist ikke så snart +kommer igen . +Det var smukt af se denne ældre mand kraftig +og rolig af byde så mange mennesker trods . ilo +hans holdning og sikkerhed imponerede også +alle de tilstedeværende . +Man betænkte sig uvilkårlig to gange inden +man begyndte angrebet . +Pludselig afbrødes denne tilsyneladende stilstand +af Vilhelm , der vågnede af sin døs ved Julies +stadige bestræbelser . +— hurtig min dreng , fat dig , hviskedee Svendsen +og bøjede sig halvt henimod ham , vi må se til at +vi kunne komme bort , vi er komne i meget sket selskab . +Handlingen fulgte på ordet . Julie og Vilhelm +fjernede sig langsomt , fulgte af Svendsen , der gik baglænds +henimod døren , for lige til det sidste at +holde øje med og værge sig imod ethvert af det +„ pæne “ Selskabs bevægelser . + +syltende kapitel . +To kjæerestefolk . +Det forhold som alt længe havde eristcret mellem +Arthur og Nina vedvarede endnu . +Den sidstnævnte forstod tilgavns som en udlært +kokette mere og mere at hilde den uerfarne Arthur i +fine garn . +Ved af og til at vise en kold følesløs tilbageholdenhed +og til andre tider en overdreven ømhed , +der halvt om halvt lod ham ane en salighed , som +kun havde foresvævet ham i ungdommelige drømme , +fik hun ham til således at hengive sig , at der ffulde +en undcrgserning til for at åbne hans øje for den +afgrund , i hvilken hans bedste og ædleste følelser +druknede . +Dog et var beder , som det endnu ikke var lykkedes +Nina at opnå , det nemlig , at blive forestillet for +Arthurs familie . +Hun havde en særlig grund , hvorfor hun så +ivrigt attråede dette , som vi senere skulle lære at +kende . +Men det var som en uforklarlig anelse drev +Arthur til ar nægte hende bette , han havde ligesom +en svag forudfølclse om , at det intet godt ville føre +med sig , om han opfyldte hendes ønske , og han var + +derfor , trods alle de ømme følelser han nærede før +hende , standhaftig i at afslå hendes begæring . +Det er aften da vi aflægge dem et besøg . +De havde alt længe siddet og talt ømt og venligt +til hinanden , hvori især Arthur lagde alle sine ungdommelige +følelser frem til ransagning ; men pludselig +standsede samtalen , ikke fordi man havde sagt alt +hvad der kunne siges ; nej , tværtimod , men Nina måtte +have et øjebliks pusterum ; det ville ikke ret lykkes +hende at hylle en kærlighed , som hun aldrig havde +næret . +— men hvorfor så tavs ? spurgte Arthur lidt +efter og lagde armen om hendes liv . +Nina lod som om hun ikke børte Arthurs spørgsmål , +og stirrede hen for sig . +— men kære , bedste Nina , ytrede Arthur atter , +hvorfor er du så tavs ? Keder mit selskab dig ? +— det just ikke , men . . . +— nu , hvad er da i vejen ? +— ak , du ved ikke hvor stor en sorg du gør +mig , ytrede Nina og søgte at presse en tåre frem +i øjet . +— men hvorledes dog ? +— o jeg ved godt , at du . . . Du foragter mig . +— hvor kan du dog sige sligt ? +— jo , det gør du . +— men hvorledes kommer du dog fil at brage +en sådan slutning ? spurgte Arthur forundret . + +- ak , jeg måtte være blind , hvis jeg ikke kunne +se det ! råbte Nina hulkende . +— trø mig , du seer sejl , min elskede Nina , der +findes vist næppe nogen mand på hele jorden , der +kan elske nogen kvinde højere end jeg elsker dig , Nina . +— ja , du siger det , men jeg tør og kan ikke +fro det . Du er falsk imod mig . +— hvilken uretfærdig beskyldning . O , det er +fil at gå fra forstanden over . +— gør ikke det , men hør mig . +— nuvel ? +— har du ikke stadig , uagtet alle mine bønner , +nægtet at indføre mig i din familie , — kan du +nægte det ? +— nej , det kan jeg ikke , men . . . +— har jeg så ikke grund fil at fro , at du i +dit hjerte hader og afskyer mig , da du ikke vil træde +frem med mig før din familie . Nej , jeg er kun en +kastebold i din hånd , som tjener til din adspredelse , +og som du kaster bort , når du er ked af mig og +får øje på noget , hvoraf du kan have mere glæde . +— men Nina døg , hvad går der af dig ; jeg +» roer såmænd du græder ? +Der var tilsyneladende således . Nina havde +taget lommetørklædet før øjet og gjorde sig al umage +før at hulke krampagtig . +— ja , jeg græder , og jeg beder dig , lad mig +græde ud , det er døg en lille trøst i den smertelige + +skuffelse , som du har beredt mig ved din stadige +vægring . +— men når du vidste , kære Nina , at det på +ingen måde kan . . . +— jeg ved og jeg har betænkt alt , afbrød +Nina ham . Hvis din kærlighed til mig virkelig er +så dyb og inderlig som du fortæller , hvorfor har +du da ikke mod til at stå frem før dine nærmeste +med mig , og sige : se , her er min forlovede , modtag +hende med kærlighed og i skal se at hun vil lønne +eder før det og aldrig gøre eder skam . +— ak , Nina , jeg kan ikke , hvor gerne jeg end +ville . Jeg er meget afhængig af andres velvilje og +godhed ; min stilling er så uholdbar - du ved jo +at jeg stadig må læse til eramen — og jeg har intet +fast erhverv , hvorved jeg i den allernærmeste fremtid +kunne sikre din eristens , så du indser at der intet +er ved den sag at gøre . +— bar du en mand og holdt af mig . da ville +du ikke bryde dig om sligt ; dine slægtninge ville +da nok hjælpe dig , når de så at det var din faste +og bestemte villie at ægte mig . . . dog , så vidt +går mine fordringer jo foreløbig ikke , jeg forlanger +blot at dine nærmeste skulle kende den forbindelse du +har indgået . O , hvor jeg føler mig ene og forladt , +ikke engang en smule medfølelse får jeg . . . jeg , +der døg har så størt krav derpå . Ak , hvor jeg er +ulykkelig ! +Nina begyndte atter at græde ynkelig , og den gødtroende + +Arthur var aldeles nedtrykt over al den gråd +og klage . +— trøst dig dog , sagde Arthur ; og hold op at +græde , du ved ikke hvor det smerter mig . +— nej , det tror jeg ikke , råbte hun heftigt ; +thi hvis det var tilfældet , da ville du venlig aftørre +mine tårer og sige : elskede Nina , jeg vil gøre alt +for dig og opfylde dit forlangende ! +— nej , det kan ikke ske . +— o gud , jeg ulykkelige . Intet har jeg tilbage , +alle forlade mig , også min egen , dyrebare Arthur . +— nej , nej , jeg forlader dig ikke , min søde , +yndige brud , sagde Arthur og kyssede hende . Bent +blot en lille stund , du skal da se at det ikke vil vare +længe inden dit ønske bliver opfyldt . Med jernflid +skal jeg kaste mig over mine studier , med dit yndige +billede for øje vil det falde mig let at arbejde , og +da , når jeg med den bevidsthed i hjertet , at have +kæmpet og vundet den gode sejr , står frem for dig , +da vil jeg gå med dig til mine nærmeste , og spørge +dem med stolthed om du ikke er et værdigt mål +for min flid . O , du skal se , de ville sige ja og +modtage dig med ømhed , og så — så ville vi +blive lykkelige . +— det er kun en fattig trøst , Arthur ; medens +du arbejder vil jeg dø af sorg . +— o , sig ikke det , Nina . Hver aften vil jeg +komme fil dig , når dagens gerning er endt , og da +ville vi meddele hinanden alle vore små sorger og + +søge trøst i den dejlige tanke , at der kommer en +dag — en yndig solskinsdag , da alt vil klares og +jevnes . +— 0 , nej , nej , det nytter ikke hvad du end siger , +jeg er fordømt fil altid at skulle forsage og lide i +denne verden ; men hør mig , du har så lidt spurgt +mig om , hvorledes min fortid har været , — jeg vil +fortælle dig det , og du vil da måske få en anden +mening om mig , som kan bidrage fil at du snarere +opfylder mit inderligste ønske . +— fortæl , fortæl , kære Nina , sagde Arthur +ivrigt . Du ved ikke hvor meget Au glæder mig +derved . +— du må da vide , kære Arthur , at jeg ikke er +født her i København ; nej , i en provindsby stod din +Ninas vugge . +Nina betænkte sig et øjeblik , for at sinde noget +rigtig rørende og tiltalende , der kunne gøre indtryk +på Arthur . +— nå , Nina , sæt mig nu ikke i spænding , men +fortæl . +— denne provindsby hed Sorø og er , som du +ved , bekendt for sin smukke beliggenhed , vedblev +Nina . I et af dens smga , toetages steder — hvortil +hørte en lille have — så jeg dagens lys , under +omstændigheder , som jeg ret strar skal meddele dig . +Dog , forinden må jeg fortælle dig min moders +historie . +— hun var datter af en fattig husmand , der + +boede i den nærliggende landsby pedersbørg . Hendes +moder døde tidlig ! fra hende — min moder var dengang +knart 8 år gammel . +— som en følge deraf » vrede hun op som en +vild blomst på Marken , uden tilsyn eller opsigt , +uden at en moders ømhed værnede og fredede om +hende . +Hendes fader var i bogstavelig forstand et menneske , +der ikke havde sat sig anden opgave , end at beruse +sig i stærke drikke , og derfor vandrede efterhånden , +al hans ejendom over i andres hænder . Dels +for at glemme dette , dels af lyst , voksede hans higen +efter brændevinen , der til sidst tog en sådan overhånd +hos ham , at han til slutning sank hen i en +døs , hvori ligegyldigheden for hvorledes det gik ham +eller hans barn , var den eneste følelse man kunne +opdage . +— ofte fandt man ham liggende aldeles beruset +på en eller anden mark , hvor han da blev liggende , +indtil en medlidende forbigående sfikkede bud efter +„ Pepita-maren “ — således kaldte man min moder — +og det blev da hendes gerning af søge af få ham +hjem til deres faldefærdige hytte , hvor den løn ventede +hende , af han , når han vågnede af sin rus , +udskældte og pryglede hende . +— min moder var meget smuk . Dellige mørke +hår prydede hendes hoved . Hun havde mørkebrune +øjne , i hvis uendelige dyb mangen ungersvend så +sin afgrund ; thi på grund af sin skønhed havde + +min moder mange betlere . Når der var marked +flokkedes karlene om hende , og den priste sig uendelig +lykkelig , som fik lov til af træde en Dands med +hende i byens eneste daværende offentlige dandsebod +„ Sumpen “ . +Men min moder var ubønhørlig lige overfor alle +ksærlighedserklæringer . Hun havde hørt naboer og +genboer fortælle om , hvor ulykkelig hendes moder +havde været , og stred kraftig imod . +Dog hendes tid kom også . +En aften sent , månen sendte allerede sine bleggule +stråler over by og skov , vandrede Maren +afsted . Hun havde været til byen for af købe nogle +småfornødenhcder , og lagde nu vejen om ad en +sti , som førte langs søen , der flyder ved byen . +Her fandtes et sted omtrent midtvcis , som folk +kaldte „ Hjortespringet “ , og som især om aftenen havde +en øde , halvvild karakter . Min moder var ikke +bange , og da hun var træt satte hun sig et øjeblik +på en træstub , hvilende de nøgne fødder på det +bløde græs . +Hun sad i tanker og så ? ud over den speilklare , +rolige sø , der bredte sig for hendes fod , idet fortid , +nutid og fremtid smeltede sammen i et ulykkeligt +billede . +Hun anede ikke at hun blev iagttaget . En ung , +smuk mand , der var klædt i jagtdragt , som sluttede +sæt om hans velbyggede lemmer , stod i skyggen af + +et træ og betragtede med spændt opmærksomhed den +smukke bondepige . +— guds fred og godaffen , sagde han endelig +med dyb , mandig stemme . +Min moder for sammen og blev bleg , idet hun +uvilkårlig tog sig til hjertet ; et sådant indtryk +gjorde den smukke jæger på hende . +— godaffen , sagde hun nølende . +— hvi sidder du så ene ? sagde han atter , og +nærmede sig dristig . Du tænker da vel ej på at tage +livet af dig ? +— ak nej , herre , sagde hun med bævende stemme , +jeg har ikke sligt i sinde , skønt det vel nok kunne gøres +nødig . +— har du da en utro elsker ? +— ak nej , nej ! +— hvad da , sig frem , smukke pige , måske jeg +kan hjælpe dig . +Maren slog øjnene ned og gav intet svar . +— nu , frem med din hjertesorg eller hvad det +er , der trykker dig , i sandhed , det må vel være til +at komme ud over . +Det var som om hans venlige nøst gav hende +mod ; hun fortalte ham åbenhjertig hvor uheldig +hendes hele tilstand var og om sin ulykkelige fader . +— kort at fortælle , Arthur ! tilføjede Nina , han +hjalp hende til gods og guld , men deraf opstod en +forbindelse , som blev min moders ulykke og kort +derpå følgende død . Han var en herremands søn , + +og , skønt ban lovede min moder at ægte hende , var +det ham dog ikke mulig at opfylde dette sit løfte , da +han var aldeles afhængig af sin fader , som var ubønhørlig +i delte kapitel , og strengt fordrede at blive +adlydt . +De mødtes lidt ved „ Hjortespringet “ , og følgen +af dette blev — din Nina ! +Som sagt , min moder døde kort efter , og jeg +blev sat i pleje hos nogle andre bønderfolk , hvis fleste +. Tilbøjeligheder gik ud på at skrabe så meget af denne +verdens mammon sammen som muligt . Ak , Arthur , +du kan tro jeg havde det ondt , og lærte tilgavns +livets usselhed og falskhed at kende . Alt hvad jeg +havde fra min moder berøvede de mig , og lod mig +gå som en tiggerske med lasede klæder . Dog , endelig +slog befrielsens time for mig . En venlig , gavmild +dame nede i Sorø tog sig af mig , da jeg blev +konfirmeret , og lod mig lære flere damesyfler , hvorved +jeg kunne ernære mig selvstændig , og det er også +hidtil lykkedes mig . Men nu , Arthur , hvis du vil +at jeg skal beholde lyst til livet , så opfyld min bøn , +min eneste bøn til dig . Se , du har ' hørt min moders +historie , o , lad det ilke gå mig således , men +viis at den kærlighed du nærer for mig er fast og +bestandig . +— ja , ja , jeg vil opfylde den , du elskede kvinde . +Jeg kan jo ikke andet , råbte den henrykte Arthur ; +om så dage skal jeg indsrie dette mit Lotte . +Man sad endnu en kort stund og talte sammen , + +hvorpå Arthur bortfjernede sig , aldeles indspunden i +det net , som den intrigante kvinde havde slynget +om ham , +— hahaha ! Nar , tossehoved ! råbte Nina , da +han var gået , hvorpå hun slukkede lampen , tog +hat og shavl på , så forsigtig ud på gaden og +bortsjernede sig strar efter . +Attende kapitel . +To rivaler . +Det varede ikke så kort en tid inden knækbæin +vågnede af den bedøvelse , hvori greven havde nedsænket +ham ved hjælp af kloroformen , en så storartet +virkning havde denne udøvet på ham . +Greven ruskede ham og stødte forgæves til ham , +men lige meget hjalp det . +— du sover jo som en æfll ! brølede greven og +sparkede ærgerlig til hamholdt , +holdt , mumlede knækbæin og ravede +som en beruset hen ad gulvet . Åhøi , Klaus , hjælp +mig op af fjerene . Nå , slyngel , kan du ikke forstå +mig ! + +han svævede nemlig i den uheldige vildfarelse , at +han var på søen og lå i sin kahyt . +Dog , det varede kun et øjeblik . Forbavset gned +han øjnene og stirrede på greven med et blik , der +udtrykte den højeste forundring . +— nu , kom rigtig til dig selv , svarede denne ' +på det stumme spørgsmål , og hør hvad jeg har at +sige dig . Forstår du mig ? +— javel . . . ja . . . ja ! sagde knækbein nølende +og strøg sig over panden med bagen af hånden , +idet han med forstyrret mine udbrød : +— vi er overlistede . +— hvad siger du ? +— vi er overlistede . Fuglen er fløict os ud af +hænderne . +Greven stænkede ham med koldt vand i ansigtet , +det hjalp . +Han mindedes nu fuldstændig alt hvad der var +foregået . +— ha , er tøsen slukken a ' ! råbte han harmfuld . +Det er din skyld , skurk , du bedøvede mig , ellers +havde det aldrig sket . +Knækbein for rasende hen imod greven , idet han +gjorde mine til at angribe ham . +— holdt , stille , befalede greven i en bydende +tone . +— nej , du har bedraget mig , du har villet tage +hende fra mig , det tåler jeg ikke . . . det skal og +må hævnes . + +— det duer du ikke til . sagde greven rolig . +Husk , at du slår for din overmand . +— om du så er min overmand hundrede +gange , skal du dog ikke have gjort dette for intet ! +Rasende rendte knækbein til og slog greven i +ansigtet . +— nu så tag hvad der følger på ! råbte denne +ude af stand til at beherske sig , og gjorde gengæld . +Der opstod nu en forfærdelig kamp mellem disse +to ville , ustyrlige mennesker , der fortsattes med indædt +raseri på begge sider . +Ester i omtrent et kvarterstid således at have +tumlet med hinanden , måtte knækbein som den svagere +part endelig opgive kampen , næsten ude af stand +til længere at fortsætte denne . +— nå , er du fornøjet ? spurgte greven og trak +vejret dybt . +— nej , vent lidt . . . lad os hvile os , stammede +knækbein . +— vist ikke , lad os få det afgjort med det +samme — enten du eller jeg ! +Greven , der uagtet han ikke var ganske ung , døg +var i besiddelse af ualmindelige kræfter , lavede sig til +atter at angribe knækbein . +Det gjaldt for ham om at overbevise knækbein +om sin overlegenhed både i legemlig og åndelig +henseende , for at få ham til aldeles at underordne +sig ham , da han indså , at knækbein var en dygtig + +medhjælper , som han kunne drage god nytte af ved +sine forskellige skumle , lyssky handlinger . +— holdt , holdt ! råbte knækbein og stillede sig +med ryggen mod væggen , idet han ved sine matte +bevægelser røbede at han var aldeles udtømt . +— vil du da adlyde mig ? +— ja , det vil jeg . ' +— ubetinget ? +- ja . +— uden at gøre nogen som helst indvending ? +— ja , ja . +— og du gør afkald på Julie ? +— nej , det kan jeg ikke , råbte knækbein dydig +indigneret over dette forslag ; jeg holder af hende , ja , +det gør jeg og har svoret lige til satan og hans +yngel på , at hun skal blive min . +— du kommer til det alligevel , det har jeg +også svoret , og jeg skal være mand for at holde +min ed . +— jeg vil og kan ikke . +— du skal . Jeg er nu engang bleven forelsket +i pigebarnet . +— ligemeget , jeg vil hellere slås på liv og +død , end indvillige . +— godt ! råbte greven med en hånlig , isnende +latter ; vi få at se . Som sagt , enten du eller jeg . +Kom an ! +Man kastede sig atter over hinanden . Øjnene +funklede af ondskab og hadefulde følelser , medens + +deres bugtende legemer rullede sig tæt sammenslyngede +henad gulvet , +denne gang varede kampen kun en kort stund , +inden den var forbi . +Knækbein måtte aldeles bukke under . +— opfylder du så mit forlangende ? spurgte +greven , medens han lå med sit knæ på knækbeins +bryst , parat til at tilintetgjørt : skurken . +— ja , ja , siden det ikke kan være anderledes , +stønnede knækbein , og søgte at frigøre sig for den +blytunge lægt på brystet . +— sværg > derpå ! +— jeg sværger ! råbte knækbein . +, — godt , så rejs dig , sagde greven , og stod op . +Jeg vil meddele dig en plan , som du sial hjælpe +mig med at udføre . +— nuvel , tal , sagde knækbein , og sendte greven +et lurende blik . +Greven asslørede nu en plan , der var så afskyelig , +at selv knækbein studsede derved . Vi skulle ret +snart se følgerne deraf . +— kan du stole påmor siegrid ? spurgte +greven derpå . +— ja , hun er tro som guld . +- og Johan ? +— ja , ham stoler jeg ubetinget på ; det er en +gut , der hverken skyer ild eller vand . +— godt , det bliver altså ved aftalen . En båd + +holdes i beredskab ved toldboden , og fartøjet ligger +fortøjet længere ude . „ Julie “ er løsenet , og alle sejl +sættes til , så snart ladningen er kommen ombord . +— javel . +Knækbæin bekræftede lydeligt hvad greven sagde , +men , t sit hjerte nærede han ganske andre tanker . +Han lovede sig selv at han ved given lejlighed skulle +give greven sit banesår , som løn for den lumskbed , +denne havde udvist imod ham . +— men tand for tunge , vedblev greven . Søger +du at bedrage mig , da skal jeg ramme dig hårdere +end du måske venter . +— behøves ikke . Alt skal blive besørget fil punkt +og prikke . +— godt , så kan du gå . +Knækbæin fulgte strar efter stiltiende denne befaling . +— +hahaba ! tø greven ; således tæmmer man +tigere jeg fik ham from som et lam ; ja , jeg trænger +fil en sådan fyr , for at assistere mig . Og han +skulle komme i besiddelse af ben dejlige kvinde ! Nej , +aldrig , aldrig , før skal jeg give Vilhelm hende . . . +Nej , jeg tager hende selv ! +Den højadelige hr . Greve var bleven i rigtig +godt humør ved det foreløbige held han havde haft . +Han blev forstyrret i sin enetale ved at portneren +fra hans bolig ved Nørrevold , beder for en del var +indviet i sin herres hemmeligheder , kom og afleverede +et brev . + +portneren fjernede sig strar , hvorefter greven +hurtig åbnede brevet , der indeholdt følgende linier : +„ Kæreste , bedste Greve ! +„ Jeg beder dem , vær ikke vred fordi jeg i +„ flere dage har undladt at aflægge dem min +„ Visit men en omstændighed , som jeg skal have +„ den ære at fortælle dem , har hindret mig i at +„ opfylde min forpligtelse imod dem . Jeg under „ retter +dem herved om at jeg er bleven „ virkelig +„ forlovet “ . +„ De studser måske ved at læse dette , men +„ ak , skæbnen , den ubønhørlige , strenge skæbne +„ ville , at jeg skulle træffe en beslægtet sjæl på +„ min jomfruelige vandring . +„ Dog , hr . Greve , de må ikke opfatte dette +„ bogstaveligt — de fjender jo mine følelser for +„ Dem . Det er , imellem os sagt , et godt skrøg , +„ som er villig til at bære sin guddommelige +„ Hjertcrdame på hænderne , og på hvem hun +„ med en vis lethed kan lukke både øjne og +„ Øren , når det behager hende , hvilket de jo +„ nok indser vil ske meget ofte . da jeg , så vidt de « +„ står til mig , aldrig - uagtet min nye stil „ ting +— hæver det venlige fdrhold , der så „ længe +har bestå : mellem dem og deres lille +„ Nina . +„ Jeg håber , a : le ikke er vred på mig + +„ derfor — det stete to kun ifølge deres venskabelige +opfordring . Jeg kommer i aften for at høre +„ Deres mening om sagen . +„ Deres Nina . “ +— aha ! råbte greven , efter at have læst brevet . +Hun er allerkfærest , den lille — ak , at blive +således elsket , det er en lykke , som man ikke kan sætte +pris nok på , men hun skal øgså blive lønnet derfor . +Han stod et øjeblik tankefuld . +— men det er to sandt , mumlede han hen for +sig ; hun skriver : iaften kommer jeg for at høre deres +mening om sagen . O , al den kærlighed gør mig +øgså forstyrret i hovedet — jeg må børt , at hun +ikke skal vente . +Nittende kapitel . +Sjælekval . +Sorg og fortrydelse over at have ladet sig således +forlede til at deltage i den ville orgie hos Fru +lund , i forbindelse med den ydmygende tanke , at Julie +og Svendsen havde været vidne deriil , nedtrykte Vilhelm + +således , at han blev virkelig syg . Der forekom +ham , at Julie måtte tabe både agtelse og kærlighed +for et menneske , der var så svag , at han gav +efter for den første den bedste indflydelse , og hengav +sig til tøjlesløse nydelser , som kun nedværdige mennesket +og i sådanne øjeblikke stiller det lige med +umælende . +Han i var bleven ledet hjem til Svendsen , hvor +han siden hin for ham så uheldige aften , stadig havde +opholdt sig , og hvor han var omgiven af al den komfort , +som en elskende kvinde forstår at omgive den +med . hun har helliget sine bedste følelser . +I et hyggeligt lille værelse , hvor solen det meste +af dagen varmt og venligt tittede ind , lå Vilhelm +henstrakt på sygelejet . +Det var gået ham som de fleste unge , uerfarne +mennesker . +Til at begå dårskaber havde han ladet sig lede +af en falsk ven , der var sket nok til at benytte sig af +hans uerfarenhed . +Når han nu tænkie tilbage , da måtte han +foragte og væmmes ved sig selv , at han så aldeles +havde kunnet glemme hvad han skyldte sig selv og +Julie . +Dog , det stod ikke til at ændre . +Han havde fornedret sig dybt i de menneskers +øjne , hvis agtelse og kærlighed han ivrig havde søgt +at gøre jig lorijent til . +Julie , den ejegode og overbærende pige , forsikrede + +ham atter og atter om sin tilgivelse . Svendsen hold ! +En lille straffeprædiken , og dermed skulle alt være +glemt ; men det var ikke nok for Vilhelm . +Han pinte og plagede sig selv med at gruble over +den skam , der var overgået ham , og denne selvmarter +forværrede kun end mere band lidende tilstand . +En hidsig feoer begyndte efterhånden at ryste +dans stærke legeme . Bilde fantasier steg op for hans +sjæl , hvori han så de mest afskyelige ting , som +en glødende hjerne kan fostre . +Det forekom ham blandt andet som om han så +Julie omgiven af tusinde farer , vandre alene afsted +vå en øde landevej , der var bedækket af en mængde +store sten , der vare skarpe og kantede som knive . En +mørkegrå tåge hvilede over vejen +pludselig kommer en strunk og sirlig klædt ridder +springende frem imod hende . Julie standser forskrækket . +Han vil tale til hende , men hun gør en sky , afværgende +bevægelse og peger hen på noget buskads , +hvor Vilhelm med forfærdelse seer sig selv ligge +værgeløs og mat , ude af stand til at forsvare den . +For bvem han gerne vovede hele sin tilværelse . Men +ridderen synes ikke at ændse hendes gebærder , han +nærmer sig dristig med et slcdsk , forførende smil , og +gør mine til at omfavne hende . +Da er det som om stenene pludselig skyde op og +danne en fjeldmur om hans elskede og ridderen . +Men pludselig , som ved et lyn , skilles tågen og han + +seer alter landevejen som før . Dog , en forandring +er flect . +Ridderen ligger blødende på jorden , såret af +en af de skarpe stene , som Julie triumferende svinger +over ham . Men ridderen vågner hurtig af sin døs +og med et vildt , hevngjerrigt blik gør han mine til +at ville styrte sig over vende . +— hjælp , hjælp , før guds skyld hjælp , man +myrder Julie ! råbte Vilhelm i det samme og vågnede +til besindelse . +— min gud , yvad fattes dig , kære , bedste +Vilhelm , uvbrød Julie og kom hurtig ilende ind . +— o , vogt dig , vogt dig , Julie , man myrder +dig ; o gud ! +— hvad siger du ? +— fly , siynd dig ; ak , jeg er syg , meget syg , og +kan ikke forsvare dig . +— fat dig , kære Vilhelm , du må have drømt , +der er ingen som gør mig fortræd , vær du kun +aldeles rolig . +Vilhelm stirrede på hende , som om han ikke ret +var overtyvet om at det havde været et foster af hans +indbildningskraft . . +— men jeg så det dog så tydeligt , så hvorlædes +da » styrtede sig imod dig , hans øjne vare blødunderløbne +og ville . . . +— men , min gud , hvem mener du , fortæl mig +det hele ? +Vilhelm lå et øjeblik og grundede ; derpå før « + +talte han Julie i afbrudte sætninger om den stygge +drøm han havde haft . +Det gjorde et ubehageligt indtryk på Julie , hun +vidste ej selv hvorfor , men søgte at skjule det så godt +det var hende muligt . +— ja , ja , udbrød Vilhelm ; jeg må have set +ridderens ansigt før . . . lad se . . . ah , yu husker +jeg det , det er . . . +— drømme og kun drømme , afbrød Julie ham +gysende . +— nej , nej , kære Julie , det var et varsel , jeg +så ham tydelig — det var landskabsmalerens ansigt +jeg så . +— den herre , som boede ved siden af dig “ ? +— ja , ham og ingen anden . +Julie vendte sig bort , angst og skælvende , medens +et par store tårer trillede ned ad hendes kinder . +Hun tænkte på hvad der var forefaldet på Vilhelms +værelse , medens han var lokket bort , og som man +havde skjult for ham , for ikke at forværre den sygdom , +der med en så fortærende kraft rasede i hans +årer . +Dog , hun vandt hurtig sjælsslyrke nok til at +tvinge sin smerte ; hun vendte sig aner om lliod Vilhelm +og sagde : +— jeg bcker^dig , elskede Vilhelm , lad de stygge +drømme fare ; se at blive rolig — du kan være +overbevist om , at der ingen fare truer mig , og desuden , +er jeg ikke hos dig , min bedste , eneste ven ? + +— ak , gud nåde os for den hjælp , jeg kan +yde dig , kære Julie , jeg er så svag og afkræftet som +et barn . , +— 0 , du skal se , du kommer snart til kræfter , +men har vi ikke vor ' faderlige velgører , han vil nok +tage os begge i forsvar . +— ja , det er sandt , den ædle mand ! Gud lønne +ham for alt det gode , han har gjort imod os og +imod andre . +— så er du rolig , ikke sandt ? +— ja , det er jeg , du venlige engel . +Vilhelm faldt kort efter tilbage i puderne , anstrengt +af at tale så meget , og Julie syslede med +kærlig ømhu om ham . +— 0 , syng lidt for mig , kære Julie , bad Vilhelm . +Jeg længes meget efter at høre din smukke +stemme . +— det skal jeg , svarede Julie , og sang beredvillig +følgende romance : +et møde . +Jeg sad en stille Asien med hånd under kind , +alene midt i skoven/ i drømme lullet ind ; +forbi mit indre blik for en lysende glans , +jeg tænkte på ridderen og elverpigens Dands . +Omkring min sjæl sig lagde en anende Duft , +der blidt smelied ' sammen med den tågede luft ; +det var som al naturen af dagens gerning træt +Havde sænket sig ned i et dæmrende net . + +da lyder gennem luften en liflig kvindesang , +jeg lyttede ' så tavs til dens mægtige klang , +i hjertet gav ben genlyd , så vinkende og mild , +og hurtig svandt tankernes drømmende spil . +Med purpurrøde kinder , i øjet sælsom glans , +hun vandrede frejdig , som gik det til Dands , +alt medens sangen tonede ' fra det fuldrunde bryst +og alt omkring i skoven var stille og tyst . +Jeg fulgte hendes fjed under skovens grønne blad , +mit hjerte var så fuldt , så inderlig glad , +det var ej skæbnens møde i skovens ensomhed , +som talte ret så lifligt om trofast kærlighed . +Jeg tog hende da til min kære fæstemø , +og før end svigte hende , jeg svoer af ville dø , +og alle småstjerner de signede vor pagt , +det var som himlens glæder nu over alt var lagt . +Da kirkeklokken kimede ' så mildt i aftenskær , +jeg vandrede ' hånd i hånd med den kvinde så kær , +til kirken stod vor hu som brudgom og brud , +mens rosen stod så smuk i dejlig sommcrflrud . +Julies stemme udøvede en velgørende lirknmg +rå Vilhelm . Han var efterhånden falden i en let +slummer . +— o , gud ! bad den andægtige kvinde og faldt +så knæ ved sengen , idet hun andægtig foldede hænverne . + +tag ham og alle mine kære i vin nådige +varetægt , skærm os mød det onde , før den velsignede +Jesu Christi skyld ! +Tyvende kapitel . +Elskerinden . +Greven ilede afsted til sit egentlige hjem i en oprømt +sindsstemning . +Ninas brev havde gjort en vis virkning på +ham , som han ikke ret kunne forklare sig . +En følelse , som før — om end før længe siden +> dvridunstet — havde bidraget til hans elastiske hjertes +velbefindende , begyndte atter af indfinde sig . og han +tænkte med en vis tilfredshed tilbage på de i hans +øjne herlige øjeblikke , som han havde tilbragt i Ninas +selskab . +— den Pokkers tøs , tænkte han ; hun spiller +sine kort som den bedste , skønt det dog i grunden +gør mig ondt for det stakkels skrog , beder således +skal agere skærmbrædt og som titel af ægtemand +give en glimrende attest for hans dydige kones pletfrie +og rene Vandel , hahaha ! + +han var nu kommen til sit hotel , hvis port +tjeneren med et overdrevent skrabud åbnede for ham . +— er Nina kommet ? +— ja , nådigherre . +— godt . Jeg er ikke hjemme for nogen , forslår +du ? +— javel , hr . Greve . +�� selv om man ved at tale om meget påtrængænde +omstændigheder vil søge at trænge sig ind +til mig , er jeg dog ikke hjemme . +— skal sle , nådigherre , sagde tjeneren , idet +et lunt smil viste sig på hans landlige , af sundhed +strålende ansigt . +Efter at have uddelt denne befaling begav greven +sig ind til den ventende Nina . +— nå , er du der , Nina , sagde han i en yderst +nedladende tone og klappede hende venlig på kinden . +— ja , som de seer , hr . Greve , sagde Nina og +nejede . Jeg kunne ikke aldeles slå hånden af dem . +— men , sagde greven studsende , hvad betyder +denne fremmede tiltale , du siger de og hr . Greve ; +du holder ikke hvad du lovede i dit brev , hvorledes +skal del forstås ? +Greven greb Nina om livet og så hende i +øjnene med et forskende blik . +, — hahaha ! Nå så du synes ikke om den ' tiltale , +lo Nina . +— nej , jeg kan ikke nægte det støder mig al høre +dig tale således . + +— det er også meget imod min villie , kære , +jeg ville blot prøve , om du “ havde glemt den lisle +Nina i de dage jeg ikke har været hos dig . +— og derom kan du spørge , skælm ; o , du +ved kun alt for godt hvor meget jeg holder af dig . +— men hvad går der af dig , husk jeg er en +førlovet pige , hahaha ! +— ja , det er sandt , du lille gavstrik ; den lykkelige , +jeg misunder ham . +— gør endelig ikke det ; han får såmænd sit +kors at bære . +— stakkels fyr , lo greven , ja så beklager +jeg ham . +— du kan tro , sagde Nina og lo polisk ; han +er forfærdelig forelsket . +— så , er han det ? +— ja , det skal jeg love for , og en af de første +dage skal jeg hjem med ham til hans familie , jeg +skal give den ærbare , til overmål dydige Nina , der +smægier af længsel efter deres bekendtskab . +— nå , det var jo herligt ! lad mig se , at du +ikke falder ud af rollen . +— nej , det skal jeg nok vogte mig for kan du +tro , jeg skal være så søb og så dejlig — således . +Nina slog armene om halsen på greven og +gav ham et Kys . +— ah , lo denne , ja så vil de ikke kunne modstå +dig . Du vil indtage deres hjerter i den første fægtning ; + +men sig mig , kære , hvad hedder dit hjertes +ndkåredc ? +— Arthur . +— ah , er det ham . +— ja , hr . Greve ; endelig er det lykkedes mig . +Snart skal jeg indføres i hans familie , snart skal jeg +lære Julie og Amanda at kende , og da . . . da skal +de få ak vide hvad . . . +— du vil da vel ikke gøre de unge piger fortræd ? +Afbrød greven hende +— nej , jeg vil blot lade dem vide bvad det betyder +at håNe mig . . . mig , N ' Na , hr . greveNs +fortrolige . +-- men sig mig , hvorledes har du fået Arthur +overtalt til at præsentere dig før hans familie ? +Overtalt ! nej . min søde der bebøvebes ingen +overtalelser dertil , han bad selv øm jeg tillod at han +forestillede mig før hans velgører og familie . +' — men så må han jo være gal ! +— det er han vist også . Hans moder var +vanvittig , så det er i grunden ikke så besynderligt +øm han har arvet denne sygdom efter hende . Men +sig mig engang kender du Julie ? +— Julie ! råbte greven og for op . +- ja , naturligvis Julie ; er det da så besynderligt ? +Greven +svarede ikke , men boldt hånden på +hjertet + +— ah , så gættede jeg dog rigtigt . . . Du +elsker hende ! råbte Nina . +— ja , det kan ikke nægtes . +— hm , jeg burde egentlig være vred , meget vred , +uhyre vred ; men da jeg gudskelov forstår at lade +mine følelser skumre og vågne efter bebag — nu , +så vil jeg bære over med dig , du Don Juan , og +tilgive dig . +— tak før din overbærenhed , sødeste Nina , sagde +greven ironisk . Du ved ikke , hvor det glæder mig +at børe dej . +— å , d^t må del sket ikke , du skal komme til +at betale mig din utroskab . +— nu , det er jeg også villig til . Hvormeget +forlanger du ? +— en snes , hr . Greve , lo Nina og nejede . +— det skal du få , det lover jeg dig ; men +» il gengæld skal du hjælpe mig overfor den stridige +skønne . +— er hun stridig , det må da være en god +gås ? +— ja , ikke sandt ; du ved jo og kan dømme +om , hvor elskværdig en person jeg er og kan være +ligeoverfor damer . +— ja , gudbevares , det kan jeg rigtignok , forsikrede +Nina ivrigt ; men sig mig , stiller der sig ellers ingen +hindringer i vejen for din kærlighed ? +- jo , hun er rigtignok forlovet med en student , +men hvad » ejer en sådan fyr op mod en Greve ? + +— nej , det har du ret i ; men vær overbevist +om , at jeg skal gøre mit bedste for at overtale den +stivnakke . O , jeg brænder af begærlighed efter at +gøre den dydsirede dames bekendtskab . +Jeg kan altså trygt stole på , at du vil +tage dig af min sag ? +' — ja , ubetinget . +— så vil jeg meddele dig en plan jeg har +lagt , før at mit ønske kan gå i opfyldelse . +— jeg hører til med begærlighed . +Greven fortalte hende nu om den aftale han +havde truffet med knækbein og opfordrede hende endnu +engang til at slå sig bi , hvortil Nina ivrigt svarede +bekræftende . +Han gik derpå hen tsk et elegant skrivebord og +udtog en stor papirrulle deraf , som han gav Nina , +idet han sagde : +— her er et foreløbigt afdrag på min taknemlighed , +jeg lover dig , at en regelmæssig sending af +denne vare skal blive dig tildel , når du tager dig +af min affære til tilfredshed . +Nina lovede med hånd og mund at være ham +behjælpelig i denne sag , og bortfjernede sig kort efter +med mange taksigelser . +Neppe var hun borte , før greven kaldte på +tjeneren . +Dennne kom øjeblikkelig ind . +— min arbejdsdragt , befalede greven . +— straks , nådigherre , svarede tjenere » . + +kort efter kom han tilbage med en fuldstændig +dragt før en simpel arbejdsmand , og greven iførte +sig hurtig denne . +— så , godt , sagde han til tjeneren , der havde +hjulpen ham med påklædningcn . Tag mig så to +pistoler fra bådenkamret . +— skal nådigherren bruge pistoler ? spurgte +tjeneren studsende . +— ja , naturligvis . +— hr . Greven vil da vel ikke gøre en ulykke +på sig selv eller andre ? spurgte tjeneren ængstelig . +— nej , for Pokker , nej i skynd dig blot , at +jeg kan komme afsted . +— ja , ja , jeg iler . +Tjeneren gik langsomt bort , uagtet grevens pålæg +om at han skulle skynde sig . +Det forekom den fro tjener som vin et uvejr +var i færd med at bryde ud over hans herre , hvilket +han ved sin langsomhed ville søge at forhindre . +Uagtet greven langtfra var nogen god husbond , +omfattedes han dog af denne tjener med en overordentlig +troskabssølelse . +Endelig kom han tilbage isl sin utålmodig ventende +herre . +— nå , endelig ! råbte denne . Giv hid , at jeg +kan komme bort . +— her er pistolerne , herre ! Men brug dem +ikke i hidsighed ; man . . . + +— hvad , bi ! Du foreskrive mig love ! Vil du +gå irette med din herre ? +— nej , nej , forsikrede tjeneren . Men der aner +mig intet godt , når Herren så sent på natten forlader +huset og tager flige mordvåben med . +— nå , godt , jeg har fået nok af din passiar . +Åbn døren ! +Tjeneren åbnede døren- med et ærbødigt duk , +hvorpå greven bortfjernede sig med stolte skridt . +— når han blot ikke gør en ulykke på sig +selv , mumlede tjeneren hen for sig ; der aner mig +noget skrækkeligt . +Enogtyvende kapitel . +Duellen . +På den tid vor fortælling foregår , passerede +der i den fornemme verden en historie , som gjorde en +vis opsigt . +Hovedpersonerne i denne havde også krav på +alles opmærksomhed , da de ikke alene vare ud af +landets første familier , men også ved deres skønhed + +og åndrighed udmærkede de sig frem for mange af +deres ligcsfillcde . +Det var om komtesse v . og baron h . at histørien +drejede sig . +De elskede hinanden , disse to , og så smilende +tiden i møde , der for dem kun kunne indeholde lutter +solskin . +Men deres lykke var for stor , den skulle ikke vare +længe . +Den , som skulle forstyrre denne kærlighed var +greven eller landskabsmaleren . +Han var med sket skjult misundelse vidne til , +dvorledcs disse to ædle mennesker omfattede hinanden +med al den følelse , hvoraf de vare i besiddelse , og +betænkte sig intet øjeblik på at træde imellem dem , +ikke fordi han egentlig nærede nogen særdeles godhed +før den unge , smukke komtesse , men ene og alene før +at tilfredsslille sit af naturen medfødte hang til at +øve ondt . +Det var som om en dæmon hviskedee til ham : +gør alt hvad du kan før at forstyrre denne blomstrende +lykke ; skil dem ved din ondskab fra hinanden , +og da , hvilken helvedes glæde , når de slå kolde og +følesløse overfor hinanden , — hvilken jubel , når du , +d u kan nyde blomsten af en kvindes kærlighed , der +er bleven forsmået . +Det første ban gjorde var , ved ' alle lejligheder at +vise en påtrængende opmærksomhed mod døn unge , + +uerfarne komtesse , der intet ondt anede bag den +sicdske , forførende maske , som greven påtog sig lige overfor +hende . +Følgen var , at baronen , hendes forlovede , blev +rasende skinsyg . +Greven satte endelig kronen på sin slethed ved +med fordrciet hånd at tilskrive baronen følgende : +„ Høisfærede hr . Baron ! +„ Ønsker de at få klare beviser på hvor „ ledes +de bliver bedragen , da mod i aften klokken +„ 11 udenfor lågen ved haven , hvor komtesse +„ V . da vil modtage den , før hvem hun i virke - +„ ligheden nærer de følelser , søm hun kun hykler +„ før dem . En ven . “ +Baronen kom , oprørt til det yderste øver sig slethed , +og så , forblindet til raseri af skinsyge , hvorledes +en elegant klædt mand havde taget en slige og +stillet den op til muren , ad hvilken han ville krybe øp +til komttssens vinduer . +I sin Iver efter at komme sin rival tillivs , lagde +baronen ikke mærke til , at der var rullet ned for +komtessens vinduer , og at hun som « en følge deraf +var uvidende om og uskyldig i hvad der foregik . +Med en ondskabsfuld glæde var greven vidne til +baronens kommb , og ventede med længsel på hvad +der ville ske . +Resultatet af den djævelske plan , han havde lagt , + +udeblev ikke længe . Med hevngjerrige blikke betragtede +baronen ham +pludselig for han efter ham op ad stigen , der +rystede under byrden af hans heftige trin . +— herned , min herre ! råbte han heftigt . De +skal stå mig til regnskab for denne handling . +Baronen greb greven i frakkeskodcrne og trak +med raseri i dem . +— før djævlen , menneske ! råbte greven . Ikke +så hidsig , ellers styrte vi begge ned . +— ligemeget , infame kvindeskænder ! tordnede +baronen jeg vil have dit liv , du skal ikke ustraffet +hare tilføjet mig denne fornærmelse . +— holdt , eller jeg svarer ikke for hvad der skeer , +svarede greven og gjorde en overmenneskelig anstrengelse +for at holde sig fast . +— skynd dem da at komme ned , sagde baronen +med lynende øjne . O , jeg brænder af begærlighed +efter at se den slyngel jeg har for mig . +— ti ! det er nok ! brølede greven , idet han anstillede +sig yderst fornærmet ; gør plads , at jeg kan +slige ned , så skulle vi tales ved . +Baronen skyndte sig at slige ned , og kort efttr kom +hans rival . +Den førstnævnte føer rasende imod ham , men +greven veg behændig tilbage , hvorved han undgik +baronens angreb . +-- kårder eller pistoler ! råbte greven ; men + +ikke næveslag . Det sommer sig ikke for adelsmænd al +afgøre deres tvist som daglejere . +Greven antog en meget imponerende holdning +— ligemeget hvilket våben , svarede baronen . +Nævn tid og sted , men snart , jeg føler som ild i +mine årer af længsel efter al lugte flig en uforskammethed . +— +godt , hr . Baron , de skal få deres lyst +tilfredsstillet ; behager det dem i morgen nat ? +— nat ? Nu ja , det er godt således ; en flig +infam historie kan ikke tåle dagens lys . . . Og +slebet ? +— Frederiksberg have . +— hvad klokkeslet ? +-- klokken 1 , hvis de behager . +— godt , jeg skal komme ; vær vis derpå . +— så har jeg intek andet tilbage end al sige +dem : sov vel ! +Greven gjorde ironisk el dyht buk og bortfjernede +sig hurtig . +Baronen knyttede rasende hånden efter ham og +mumlede : +— 0 , jeg skal tage dit liv , elendige slyngel . +En god stund stod han , hensunken i dybe tanker , +og stirrede op mod komtessens vinduer . Del faldt +ham tungt , inderlig tungt , al skulle tro på hendes +utroskab imod ham . +— nej , nej , jeg kan , jeg vil ikke tro derpå , +sagde han hen for sig . O , denne vished ville gøre + +mig grænseløs ulykkelig . . . jeg elsker hende så højt , +ak , alt for højt ! +Dybt neddøiet forlod han stedet . +Det var til dette „ Vennemøde “ at vi så greven +begive sig , forsynet med to pistoler . +Han vandrede rask afsted , som om det gjaldt el +eventyr og ikke en kamp . +Efter en halv times forløb havde han nået sit +bestemmelsessted . +Baronen var allerede kommen , ledsaget af to andre +herrer , der skulle bevidne , al alt gik til efter almindelige +regler for sådanne kampe , der ofte gav den ret +der havde uret — kun fordi han havde lært bedre at +behandle en klinge eller en pistol . +Modstanderne hilste med kold høflighed på hinanden . +En +af de tilstedeværende herrer , en ældre mand +med et fornemt ydre , trådte frem og sagde : +— er det ikke muligt al denne duel kan opsæt “ +Tes , eller rettere , slet ikke finde sted ; chi de ved jo , +mine herrer , at vi gøre os skyldige i et lovbrud , +som vil brage straf efter sig . +— dej ved jeg , sagde baronen , men desuagtet +må den finde sled . +— jeg er af samme mening , svarede greven +med kulde . +— vektn , sagde sekundanten ; jeg beklæger , at + +denne kamp skal finde sted , men lægger ingen hindring +iveien . Jeg har lovet , kære baron , at være deres +sekundant , og skal holde mit løste +han trådte tilbage og gav sig til , i forening +med den anden herre at udmåle en bestemt afstand , +hvorfra kampen skulle tage fin begyndelse . +Baronen nærmede sig treven med faste skridt , +idet han med iskold rolighed sagde : +— de begriber , at det gælder livet , forstår +de mig ? +— fuldtvel ! +— at jeg må dræbe dem ? +— jeg kan så godt forstå det , sagde greven +og trak på skuldrene . Lad mig se , at de gør +deres bedste . +— bær overbevist derom ; jeg ville beklage det +hele mit liv , hvis det ikke skete . +— godt , lad os så begynde , jeg vil intet gøre +i retning af en forklaring , — det er kun spildt ulejlighed +mellem os ; kun det vil jeg sige , tag dem sammen , +thi dræber de ikke mig , så . . . +— så ? +— så dræber jeg dem ! +Greven sendte baronen ved disse ørd et blik +fuldt af ondskab og s ? ad . +Baronen svarede intet , men gik hen på den ham +anviste plads . +— det første skud tilhører den fornærmede , +sagde den ene af sekundanterne med højtidelig stemme . + +— altså mig , svarede baronen og lagde an med +iskold No . +Et knald og en røghvirvel , men greven stod +uskadt . +Denne ventede en god stund inden han besluttede +sig til at gøre brug af sin net til at skyde . +Det var som om han ville forlænge sit offers +dødsangst ved at trække det afgørende øjeblik ud +sålænge som muligt . +— nå , hvorfor skyder de ikke ? spurgte baronen +og for uvilkårlig sammen ved det ville blik , som +greven sendte ham . +Greven svarede ikke , men hævede langsomt og +forsigtigt pistolen op i højde med baronens bryst . +Pludselig trykkede han løs . Atter et knald og en +røghvirvel . +— min gud ! min gud ! stønnede baronen og +vaklede ligbleg tilbage . +En af sekundanterne ilede hurtig til og greb ham +i sine arme . +— han blev nok truffet ? spurgte greven koldt og +trådte hen til den sårede , der bevidstløs var faldet +om på jorden . +— ja , min herre , svarede sekundanten ; dog +troer jeg ikke at det er kødeligt . +Man gav sig til a « løsne baronens klæder , og +det viste sig , at skuddet havde ramt den venstre arm +og stærkt læderet denne . +Efterat den nødvendige forbinding var sket , for + +at standse blodet , der flød temmelig rigeligt , bar man +baronen ud i den i nærheden af haven holdende +vogn , og kørte ham diem . +— hahaha ! lo greven hånlig og så med er +djævelsk blik efter vognen . Der kører de med den +sårede Achilles . +Der står kun tilbage at meddele , at greven +ingen gavn fik af denne flette streg . Efter at baronen +i fik hjem var vågnet til besindelse , bad han om +at måtte tale med komtessen . Hun kom øjeblikkelig , +og hendes tårer slode rigelig ved synet af hendes +elskedes tilstand . +Det kom snart til en forklaring mellem dem , og +baronen kom til erkendelse af komtessens uskyldighed . +Dog , +denne begivenhed bidrog end mere til at +knytte dem inderligere til hinanden , og i gensynet +glemme alt , hvad ondskab og slethed havde udtænkt +for at skille dem ad , og som man blev enige om ar +fortie for den nærmeste familie . + +toogtyvende kapitel . +Deklareringen . +Arthur var glad , inderlig glad , og dog bankede +hans hjerte af en indre ængstelse ; thi det var på +denne dag at hans Nina skulle forestillcs for hans +familie . +Og dog , var det et fornuftigt skridt han gjorde ? +Det forekom ham , som om efterretningen om den +forbindelse , han havde indgaser , ikke var bleven modtagen +af hans velgører nied den velvilje , som han +havde ventet . +Men han havde nu engang givet Nina sit ord , +og det målte holdes . Hun havde sagt at hun måtte +dø , hvis han ikke gjorde alvor af sil løfte , og det +ville han rigtignok ikke have på sin samvittighed . +Ret betænkt , gik han alvorligt ireile med sig selv +og ransagede sit hjerte , da måtte han sige : jeg elsker +hende med al mit hjertes fylde . +Og vel var en følelse , som vel ikke endnu ret +havde slået sin prøve han var jo så ung og +uerfaren -- men selv den unge , spæde plante har sin +ynde og glans , når den lette dug salder kvægende +på den , og solen sender sine milde , opvarmende +stråler til den . +Han følie det , om end ikke klan , at der ville +lomme en tid , da hans følelse var mere luirei og +der så ville gå op før ham , hvorledes han havde + +givet sig hen . Bevidstheden ville da stå klar før +ham men alt dette lå så langt ude i tiden ; +han ville ikke tænke derpå , men nyde blomsten af +den glæde , Ninas kærlighed skabte før ham . +Altså , Nina havde sagt : kom klokken 4 og +hent mig . +Arthur indfandt sig til rette tid , synlig bevæget +over øjeblikkets højtidelighed . +— o , er du der , kære Arthur ! råbte Nina +smægtende . Jeg har ventet længe på dig ; tiden er +bleven så gruelig lang for mig . +— så du har ventet mig med længsel , sagde +Arthur , og betragtede med inderlig velbehag den unge , +smukke pige , der havde iført sig nye og smukke , men +dog tarvelige klæder . +Hnn havde ikke smykket sig med guld eller sølv , +som ellers var hendes sværmeri ; thi del forekom +hende ikke at hun så rigtig godt ud , når guldet +manglede på Hals og arme . +Mm hun havde med et suk måttet give afkald +på dette fliner , da hun kunne sige sig selv , ai det +intet godt indtryk ville gøre på de godlidende mennesker , +om hun aflagde sin visit således udstafferet . +— kære Arthur , du kan tro jeg har længtes +efter denne dag , den har stået for mig som et lyspunkt +i min ensomme tilværelse . +— også for mig , Nina , derom kan du være +overbevist , og jeg vil håbe , del skal blive til vor lykke , +ikke sandt ? + +— ak ja , du kære . +— jeg ved ikke ret , men det synes mig som om +du er smukkere i dag end nogensinde . O , hvor jeg dog +er lykkelig ! +— ia , står det til mig , arihur , da kan du +tro , at jeg skal gøre Ali hvad jeg kan , før at du +ikke skal fortryde hvad du har gjort før mig . +— tak , tusind tak , min søve pige . Vær overbevist +om , at jeg skal vide at påskønne der ; men +giv mig et Kys , du lille skælm , det har du jo rent +glemt ! +— ja , del er jo også sandt . Nå , der har du +da el , og el nl om du vil . +Arthur omfavnede hende med heftighed og gjorde +mine iii al kysse hende en snes gange ; men nu +symes Nina ar ver kunne være nok , og gjorde en afværgende +bevægelse . +— tag dig i agt , du krøller min kjole ; jeg +vil så gerne være ordentlig når jeg kommer til din +familie . +— ah , jeg tænkre ikke derpå , sagde anhur ; man +glemmer renc sådanne småting , når man er oplaget +af sin kærlighed . +— ja , det er godt nok , men . . . +— nå , bliv nu ikke i dårligt humør over en +sådan bagarel . På sig en dag må ingen mørke +skyer komme på din smukke pande . Lær nu ikke +mere vred . +— nej , det vil jeg heller ikke være , min søde + +Arthur , det er jo umuligt , når en sådan lykke vener +mig . — skal jeg så tage mit overtøj på ? +— ja , gør det . De længes vist meget derhjemme +ester at se dig ; tro mig , du vil gøre opsigt . +— ja , min ven , tænkte Nina ; det skeer måske +før du venter det . +Kort efter vandrede man afsted . Det forekom +Arthur som om vejen ikke var lang nok , så yndig og +velsignet forekom det ham at tiden bcngled i Ninas +selskab . +— o , bvor man dog er lykkelig , udbrød han ; +når man som jeg har fundet en elskelig kvinde . Mit +hjerte er næsten før fuldt — det kan ikke rumme al +min lykke +han trykkede hendes hånd meget heftigt . +— min gud , Arthur , hvor du dog er rædsom +med dine kærtegn ! råbte Nina og trak hånden til +sig med en hurtig bevægelse . +Artbur så forbavset på bende , idet han i en +godmodig tone , sagde : +— gjorde det ondt ? Tilgiv mig , følelsen løber +af med mig . +— men derfor bør du da ikke klemme min +hånd således , svarede Nina ; den slags kærlighed +kan jeg just ikke sige at jeg bolder synderlig af . Dog , +lad os ikke tale mere herom ; er vi ikke snart ved +vort bestemmelsessted ? Jeg synes vejen er så forfærdelig +lang . +— jo , ret snart , min søde pige ; o du kan tro + +de ville modtage dig med åbne arme ; men , hvad +fattes dig , jeg synes at du er i sådant et dårligt +humør ? +— jeg , nej aldeles ikke , tværtimod . . . +— men hvad kan der da være i vejen ; holder du +ikke mere af mig ? +— ak jo , du ved nok , elskede , hvor dyrebar +du er kor mit hjerte , svarede Nina hyklerisk og så +ham med et forførende blik i øjet ; men i sit hjerte +tænkte hun : gid han dog ville tie stille med al sin +vamle kjærlighedspassiar , det keder mig så ganske +overordentlig . +— så , sagde Arthur kort efter , nu er vi der . +— endelig , jublede det i Ninas indre , endelig +slår timen , hvori jeg skal køre omkring med de +sølle godtfolk , så de skulle skdige både ak og ve . +Hm , jeg tror nok , at jeg skal løse min opgave til +alles tilfredshed . +Hun vendte sig derpå til Arthur og sagde : +— tak , kære Arthur , fordi du opfylder mit +inderligste ønske . +Man ventede dem . Dog , det var ikke en udlande +glæde , der var tilstede i den anledning ; nej , det var +som om en lille sky af mismod og tunghcd havde +lagt sig over det venlige hjem . +Nina kastede et flygtigt blik på de tilstedeværende +og opdagede straks , at hun måtte spille en overordentlig +beskeden og tugtig rolle , hvis det skulle lykkes hende +at vinde disse mennesker . + +hun nærmede sig derfor med nedslagne øjne til +Svendsen , der betragtede hende med et gennemtrængende +blik . +— goddag og velkommen ! sagde han på sin +jevne måde og trykkede hendes hånd . +Derimod fandt hun en venligere modtagelse hode +unge piger , Julie og Amanda , der mindre mistænksæmme +i hende så en kær veninde og deltager +i de samme sorger og glæder . +Svendsen havde , for at følge skik og brug , +indbudt nogle enkelte venner og bekendte i denne +„ glædelige “ Anledning . +Efterhånden som tiden gik vandt Nina mere og +mere terræn bos de tilstedeværende . +Hun kunne blevet en udmærket skuespillerinde , i +så hvi grad forstod hun at vinde dem ved sin påtagne +beskedenhed og ynde . +De anede ikke at denne bly kvinde om et øjeblik +kunne blive til en sand furie ; at der bag denne rolige +maste skjulte sig lidenskaber , så førtærende og rasende , +at man måtte grue derved +det var derfor med overbevisningen om at han +havde gjort uret i at være forud indtagen , at Svendsen +senere hen på aftenen med venlighed og glæde +trykkede Arthurs hånd , idet han sagde : +— tillykke , min dreng . Tak fordi du bragte +os en så god og venlig pige i huset . +— tak selv , kære fader , fordi du har modtaget + +hende ; vær forsikret om , at jeg er inderlig glad over +at mit valg vinder dit dvald . +— ja , det gør dej ; men sig mig , sagde Svendsen +og lagde fortrolig hænderne på Arels skuldre . +Holder du også meget af hende ? +— ja , det kan du iro jeg gør holdt jeg ikke +af en sådan engel , så fortjente jeg ikke ai leve . +— nå , nå , lo Svendsen ; det vil jeg just ikke +sige . Men kært er det mig alligevel at du har vundet +en så brav og venlig pige . +— jeg lakker dig af mit fulde hjerte , sagde +Arthur . Du klædte og fødte både mig og min +søjler , da vi som stakkels og forladte småffabningcr , +børn af en selvmorder og en banvittig , levede som +skrumpelsfud blandt fremmede mennesker . Mildt og +venligt drog du os op til dig , og lod os kalde dig +fader , og nu . . . +— nu , siger jeg , afbrød Svendsen dette begejstrede +udbrud : at så snart du har tagei din embedscramcn +vil jeg give dig en smuk lille sum , som skal være +det grundlag , hvorpå du og Nina kan bygge videre +i fremtiden . +— hurra ! Hurra ! jublede Arthur og greb Svendsen +om livet og snurrede rundt med ham på gulvet . +Du er dog den bedste , den kærligste fader , jeg har +kendt ! +— ikke hidsig , Arthur ; husk , først embedseramen +og så . . . + +— så lønnen . Ja , hvor herligt , du kan tro +jeg skal arbejde , det gælder jo min nma . +— lad os så gå til bords , sagde Svendsen henvendt +til de andre ; man må også tænke udi på +det materielle menneske . +Så gik man da ind i et tilstødende værelse , hvor +« solidt vord indbød til at tage dygtig for sig af +renerne . , +efter ar de første fornødenheder vare tilfredsstillede , +rejste Svendsen sig , slog : u lyd på glasset +og sagde : +— jeg har en pligt , en kær pligt tør jeg sige , +at opfylde , og del er at bede dem tømme et glas +på , at den forening , som min kære Arthur og Nina +har indgået . må blive til held og lykke for dem og +os andre . +Man jublede og drak , og del var som om dette +havde været løsenet til almindelig glæde og mnnterhed . +Dog , +vi ville forlade dem , og vende os til andre +scener , der ikke have mindre krav på vor opmærksomhed . + + +treogtyvende kapitel . +Den første træfning . +Det kunne vel være en fjorten dages tid efter +ar Nina var bleven indført i huset hos Svendsen . +Hun havde gjort fremskridt , denne kvinde . Ved +slesk og beskedent at aflure enhver deres ønsker og +små fornødenheder , stjal hun sig så at sige ind i +hjerterne . Altid var hun tilrede , og blev efterhånden +uundværlig . +Således er menneskene . Den , der ved et påtaget +indsmigrende ydre kommer dem i møde — den , +der ved lokkende ord og en tilsyneladende hengivelse , +hvori hjertet ikke har den mindste del , færdes imellem +dem , vinder mere end ben , der jevn og alvorlig går +fin gang , og som først i sorgens og ulykkens stund +viser den fylde af menncflevenlighed , hans sjæl +rummer . +Således gik det også her , og da Nina troede +tilstrækkelig at have vundet terræn , begyndte hun på +fin egentlige opgave . +En aften sad de tre unge piger alene , ivrig sys “ +Selsaue med forskellige håndarbejder . +— men gud ved døg hvor Vilhelm bliver af ! +Udbrød Julie . Han er endnu så svag efter fin sygdom , +og lovede mig at komme tilbage efter ar have +promeneret lidt . + +— ja , det har du rigtignok ret i ; jeg synes +også at Arthur bliver noget længe borte , sagde Amanda . +— men hvor vil i hen , pigebørn , ytrede Nina +skarpt . Det er jø kun en timcøiid siden at de gik . +— hør » Nina , længes du da siet ikke efter +Arthur ? spurgte Julie . , +— jø , det gør jeg rigtignok ; men jeg sidder da +ikke og surmuler for de » ; hm , de stakkels mandfolk +må da også tumle sig udi på deres egen Boldgade . +Forsfå mig ret , lagde Nina til , med et vist udtryk i +stemmen ; jeg mener at . . . al . . . +— tal kun ud . +— jeg mener , sagde Nina med et skælmsk blik +til Julie , al man ikke skal se dhrr . Mandfolk for dybt +i kortene , thi man får sommetider mindre behageligt +ting at se . +— hvorledes ? jeg forstår dig ik^ , sagde Julie . +— å , hvor enfoldig ! dej klæder dig yndigt , lo +Nina , idet hun ubemærket sendte Julie et gennemtrængende +blik . +— nej , jeg forsikrer dig , jeg forstår dig ikke , +og Amanda er vist stillet ligeså , ikke sand , ? +— jo , dej er jeg rigtignok , kære Julie . Men +måske Nina vil være så god at løfte fligen af det +slør , hvori hun byller sine ytringer , at vi stakkels +kvinder kunne blive rigtig kloge på det . +— ja , det skal jeg så gerne , svarede denne rask . +Dog , det jeg vil meddele gælder egentlig lun dig , +Julie . + +— mig ? +— ja , dig alene . +— ja , så er det vel bedst at jeg stikker bomuld +i ørene eller også går ind i det andet værelse , lo +Amanda . +— nej , vist ikke , sagde Julie . Vi have ingen +hemmeligbeder for hinanden . Fortæl kun , Nina . +— det skal jeg nok vogte mig for , tænkte denne . +— spænd nu ikke npsgferrighcden , Nina , men +kom frem med hvad du har at sige . +— vil du forpligte dig til ikke at meddele andre +de få ord jeg har at sige dig ? +— gud . hvor højtidelig ! - +— vil du ? spurgte Nina indtrængende og så +Julie alvorlig ind i ansigtet . +— nu fa , siden du forlanger det . Er det meget +slemt ? +Julie gav sig til at skoggerle , hvilket smittede +Amanda , hvorimod Nina vedblev at være alvorlig . +— her har du det hele , sagde hun og skrev et +par ord på ec stykke papir , som hun gav Julie . +Julie greb halvt smilende papiret , og læste følgende : +„ Vilhelm +er dig utro ! “ +Hun studsede og blegnede ved dis^c sørgelige ord , +som den afskyeligste slethed havde dikteret . +Nina iagttog hende med spændt forventning , og +var med en vis tilfredshed vidne til virkningen . + +— hvor ved du det fra ? råbte Julie og for +hen imod Nina . +Nina svarede kun med et skuldertræk . +— nå , du er rigtignok bleven ovrømt af den +historie , ytrede Amanda , der ikke forsfod hvad der +foregik . +— sig mig det , Nina ; hvor ved du det fra ? +Jeg slipper dig ikke , du skal fortælle mig alt . +Julie stirrede på Nina med et blik , hvori der +lå en forfærdelig hjerteangst . Disse ord havde +ramt hende meget hårdt . +Men Nina , denne fordærvede kvinde , havde ikke +tanke før hvad Julie måtte lide i dette øjeblik . +— jeg skal fortælle dig alt , sagde hun . +— det er aliså virkelig sandt ? +— ja , desværre . +— ikke en bagtalelse , som man skal foragte før +hvad den er ? +— nej , nej ; men lad os gå ind i det andet +værelse . /ø , hvor det gør mig ondt før dig , at jeg +skal være den , der meddeler dig en så sørgelig +tidende . +— 0 , kom , skynd dig , bad Julie . Jeg ved ikke +ret , men det forekommer mig som om denne meddelelse +brænder med sin gift i alle årer . +— fat dig , Julie , og her mig med tålmodighed , +thi du vtl have al din sjælsstyrke behov , sagde +Nina hyklerisk og slog armen om Julies liv , hvorefter +hun gik ind i det antet værelse med hende . + +— men hvad gik der dog af dem ! udbrød +Amanda , da Julie og Nina var gået . Nå , det er +vel ikke rigtig at lure ved dørene , dog , i dette tilsælde +vil jeg ikke betænke mig , men høre efter ; måske +kan jeg forebygge en ulykke . +— hør mig , kære Julie , sagde Nina , da devare +komne ind . Tilsværg mig ved alt hvad der er dig +helligt og dyrebart , at du ikke vil åbenbare for +noget menneske , hvad jeg her vil meddele dig . +— ikke engang til Svendsen ? +— nej , ikke engang til ham . +— ak nej , det tør jeg ikke love , ban er jo min +eneste fortrolige , min fader , sagde Julie og bøjede +hovedet i unævnelig sørg . +— så får du intet at vide , sagde Nina med +bestemthed . +— o , jeg beder dig , slig mig alt , men førlang +ingen ed , det er mig umulig » . +— nej , hvis du vil dit eget vel , da opfylder +du mit ønske , betænk dig ikke . +— nuvel , sagde Julie med tilkæmpet fatning , jeg +skal intet sige +— kan du huske den orgie hos Fru lund på +Vesterbro , hvori Vilhelm deltog ? +- ja , ja . +— det gik ikke således til , som ban har fortalt , +han blev ikke lokket . . . +— hvad siger du ? + +— sandhed . Hans tilstedeværelse der var ingen +tilfældighed ; nej , det var en vane . +— o gud ! hulkede den unge pige . +— det var en kvinde som han elskede , herer +du ! Elskede højst af alle på jorden . +— det er usandhed ! råbte Julie hurtigt ; umuligt , +jeg kan ikke tro på sligt om Vilhelm . +— det forholder sig dog således , og for at du +ikke skal tro at jeg farer med usandhed , så se her . +Nina tog hurtig nogle breve op as sin kjolelomme , +som hun med en overordentlig frækhed præsenterede +Julie , uagtet hun vidste at de vare falske . +Med skælvende hånd åbnede Julie et af brevene , +men havde ikke kraft til at læse ; det var som +bogstaverne dansede for vendes øjne . +Da Nina så , at Julie ikke kunne dette , skyndte +hun sig at hjælpe hende , idet hun ømt sagde : +— kære Julie , skal jeg hjælpe dig , jeg seer at +du ikke er i stand dertil . +— ja , gør det ak jeg . . . jeg kan ikke . +- se her , sagde hun ; her skriver Vilhelm til +en dame , søm han kalder sin elskede og som hedder +Eulalia han forsikrer hende om sin dybe kærlighed +og tilsværger hende ved guden Amor , at komme til +et stevnemøde . Øg se , se , her er et , bvori han taler +øm det pant på den fælles følelse , hun bærer under +sit hjerte , og lover at tilstille hende en rund sum til +bestridelsen af de nødvendige omkostninger ved barnets +fødsel . + +— o , det er nok , mere end nok , stammede Julie , +med tårer i øjnene og dybt krænket . +Nina lod som om hun overhørte disse ord og +tøg et andet brev +— her er et fra hende , o , hvor du er bleven +skammelig bedraget , kære kære Julie ; hør , hun skriver : +dyrebare , inderlig elskede vilh-lm , jeg venter +dig , når månen stråler og stjernerne blinke . +Hun er poetisk , denne veninde Vilhelm har . +— nej , det er for galt , jeg vil ikke høre mere ! +Råbte Julie og rejste sig burtig ; jeg kan ikke udholde +denne marter , den sønderknuser mig og tynger mig +mod jorden , o gud ! skærm mig i al denne kval . +— stakkels veninde , sagde Nina , støt dig til +mig , lad mig råde og hjælpe dig ; tro mig , det er +ikke umagen været at tænke på din skamløse bedrager . +— nej , . . . nri , du har ret , hulkede Julie +vaklende ; jeg vil ikke tænke på ham mere , den utaknemlige , +og dog , — hans billede sikr boret sig med +så uudslettelige træk i mit hjerte , at der skal længe , +længe isl , inden det vil lykkes mig . Ak , jeg er så +svag , så mat . +Julie vaklede ligbleg tilbage og ville være faldet , +hvis ikke Nina havde grebet hende og ført hende hen +til en stol . +Ikke en mine i denne slette kvindes ansigt forrådte , +at hun fortrød , hvad hun havde gjort . +Pludselig rejste Julie sig med energi . +— eiv mig brevene , hører du . + +-- nej , svarede Nina , det kan ikke ffe , dem beholder +jeg ; jeg tør ikke udlevere dem . . . de tilhøre +ikke mig . +— jeg vil have dem ! +— nej , du får dem ikke ; jeg bar meddelt +dig deres indhold , det må jo være nok . +— ak nej , lad mig få dem ; jeg tørster efter +dem — som den , der mangler en drik til at læske +sig vå . . . de skulle hvile ved mit hjerte . . . og i +en rolig , — en rigtig rolig time vil jeg tage dem +frem og stille mig ansigt til ansigt med ben slethed , +hvorfor jeg bar været genstand . +— nej , det skal du ikke , det vil kun volde dig +mere bitterhed . I sandhed , kære , sødeste Julie , +du bar fået tilstrækkelig deraf ; var jeg i dit sted , +ved du så , hvad jeg ville gøre ? +— nej , det er mig umuligt at fatte ret ; alt +blandes i et virvar , — kun det seer jeg klart — +min ulykke . +— jeg ville sket ikke bryde mig mere øm den +utaknemlige ; dog han skulle mærke , at jeg vidste hvorledes +han havde behandlet mig , vidste , at han havde +ødslet den kærlighed på andre , som tilhørte mig — +jeg ville behandle ham med knusende foragt og søge +trøst for min skuffelse på steder , hvor den virkelig +var at sinde . +— hvorledes , hvad mener du ? +— at du skal hæve din forbindelse med Vilhelm +såsnart som mulig . + +— nek , nej , aldrig ! svarede Julie og lagde +hånden på hjertet ; det ville blive min sidste gerning +ber på jorden ; o , dertil elsker jeg dam for +grænseløs ) . Nej , jeg vil søge at bringe ham til alter +at elske mig . +— pyt , min pige ! lo Nina hånlig ; den følelse +du der gør regning vå , bar han aldrig næret af +hjertet - det var kun hykleri , ene og alene dvkleri ; +nej Eulalia , som hun kaldes , har været den virkeligt +genstand for alle hans øckme følelser . +— ti , jeg vil ikke høre mere - lad os ende +denne samtale , der , det føler jeg , bar bibragt mig et +hjertesår , som måske aldrig vil læges . +Julie vendte sig bort og ville gå . +— men intet om dette til de andre , sagde Nina +og lagde fingeren på munden . +— nej , svarede Julie mat ; vær vis på , at jeg +skal tie , - men vi tales ved senere . +Nina stod triumferende og så efter hende . +— ha , mumlede hun , nu kan du kurre , min +turteldue , du er — ene i duret . +' — men hvad fattes dig , kære Julie , hørtes +Svendsen sige i en faderlig tone ; du er jo så bleg +som et lig ? +— å , ikke noget videre , fader , svarede Julie i +en bedrøvet tone . Jeg er ikke rigtig rask — det er +det hele . +— det hele siger du ; det er sandelig meget . +Men hvor har du din sygdom ? + +— bryd dig blot ikke derom , kære fader , det +går nok over , svarede Julie undvigende . +— men jeg beder dig , sig mig , hvad der er +iveien , sagde Svendsen indtrængende og så Julie +kærlig ind i øjet . Da jeg forlod dig for et par +timer siden var du så glad og tilfreds , og nu ? +-- ak , jeg er syg . +— men hvor føler du det ? +— i hjertet ! svarede Julie med bristefærdig +stemme og tog hånden for øjnene for at standse de +fremtrædende tårer , hvorefter hun løb ind i sit værelse +og drejede nøglen om flere gange . +I hjertet , lagde Svendsen studsende og så +efter hende . Men det er mig uforklarligt , hvem kan +have krænket den kære Julie således ? Nej , det forholder +sig ikke så , ' mumlede han hen for sig ; jeg må +tale med hende , hun skal sige mig hvad der egentlig +fattes hende . +Han ville nærme sig Julies dør , men blev standset +af den indtrædende Nina , der med et venligt smil +trådte ham i vejen . +— jeg beder dem , lad Julie være lidt i No , at +hun kan fatie sig . Hun vil nok selv senere fortælle +dem det hele . +— er der da hændet noget i min fraværelse ? +Spurgte Svendsen forundret , +— nej , ikke der jeg ved af . +— men så begriber jeg ikke . . . +— vær blot rolig for det — det klarer sig såmcrn + +nok . Men nu må jeg gå . jeg har nogle nødvendige +indkøb at besørge , som de måske er så god +, at underrette Arthur om . +— det skal jeg nok ; men hvis de er en rigtig +velsignet pige , så fortalte de mig hvad Julie er bedrøvet +over — jeg kunne da måske råde bod derpå ; +de ved jo hvor inderlig jeg omfatter dem alle , +men hun er døg min uckårede . +— jeg kan kun sige , at jeg er aldeles uvidende , +svarede Nina halvt smilende . Trøst dem , det går +nok over . Farvel ! +— farvel , Nina ! Hm , det er døg også kedsommelig « , +jeg vil så gerne se hende glad og lykkelig +— jeg må tale med hende , hun skal betro sig til sin +faderlige ben , det hjælper ikke . +Han bankede heftig på døren og råbte Julies +navn , men fik intet svar . +Fireogtyvende kapitel . +Amandas tilflugt . +Amanda havde hørt hvert ord . der blev talt inde +i det . andet bærelse . Det forbavsede den unge pige i + +højeste e > rad og hun var længe i tvivl om hun også +bavde hørt rigtigt og forstået alt hvad der var bleven +sagt derinde . +Hun anede rnstinkfmæssig at det måtte gælde +noget meget vigtigt , siden de således afsondrede dem +fra hende . +— men hvad hører jeg , skulle det være muligt , +mumlede hun hen for sig . Vilhelm utro ! nej , det er +usandhed , ja ligefrem ondskab , der diktcrcr dette , det +er jeg vis på , sagde hun opbragt , og knyttede sin +lille , smukke hånd . +Det forekom hende , som om Nina ved sin fortælling +lagde en vid kløft mellem Julies og Vilhelms +hjerter , der måske aldrig ville blive udfyldt . +Endelig gik døren op og hun for blodrød og +skamfuld over ar blive overrasket , tilbage . +Dog , hun slap mcb skrækken ; det varede noget +inden ben ankomne gik ind i det værelse , hvori hun +opholdt sig - der var Svendsen . , +Amanda var længe rådvild , om hun skulve meddele +ham hvad hun havde pørt , men hun betænkte sig +dog , da hun var angst for at Svendsen skulle få at +vibe på hvilken måde hun var kommen til kundskab +herom . +Efter al have hilst på ham bortfjerncde hun sig . +— jeg må se al komme under vejr med hvorledes +be « egentlig forholder sig , lagde hun ; det må +ikke ske , at be to kære mennesker skulle skilles — dej +ville afstedkomme alt for megen ulykke . + +hun stod nogen tid hensunken t tanker , for om +mulig ai komme på er godt råd . +— men del er sandt , udbrød hun ; jeg tænker så +langt , og så har jeg måske den ben , der kan råde +mig , lige i nærheden . Jeg vil betro mig til Karl , +han må hjælpe ; han er god , og så kløg , så umådelig +kløg . +Karl var en håbefuld nittenårig ungersvend , der +læste til styrmandscramen , en sværlemmet , rødmusset +kraftkarl , Ver altid havde et gemytligt smil på +læben . +— ja , jeg vil betro ham det alt sammen , sagde +Amanda . Jeg havde jo rigtignok beslutter , ikke at ville +iale med ham for det første , men l er sådan over +ordentligt tilfælde må man sætte alle hensyn til side . +Som sagt , så gjort . +Amanda skyndte sig at tage hal og shavl på +og linede sig bort , ængstelig for al nogen skulle møde +hende . +Hendes bandring gjaldt et sted , ver lå lidt +længere oppe i gaden . +Her bankede hun beskedent på en dør på 2dcn +sal , hvor en venlig dame kort efter lukkede op og +indbød hende til ar træde ind . +— jeg ville så gerne tale med Karl , lagde +hun . De finder det måske besynderligt , kære frue , +ar jeg således vover mig herop , men det gælder en +sag af megen vigtighed , som jeg gerne ville meddele +Karl . + +— v ' st ikke , kære barn , det finder jeg slet ikke +forunderligt . Du og Karl kende jo hinanden fra børn +af og han kalder dig endog sommetider for spøg fin +lille kæreste . . . +— jamen det er sandhed , kære moder ! lod en +munter stemme , der tilvane Karl , som i det samme +kom ind fra et andet værelse . +— å snak , i er jo børn endnu , sagde den +ældre dame godmodig , og fjernede sig for at hente en +forfriskning . +— skal vi lade os nøje med det , du ? råbte +Karl og greb Amanda om livet . +— ja såmænd skal vi så , din moder hær net , +vi er børn endnu . +— nå , hvad skal det betyde , fragår du nu at +du er min kæreste ? +— nej , dej gør jeg ikke ; jeg holder meget af +dig , søbe Karl , det kan du iro . +— ja , jeg tror det også , om så hele Verde « +Sagde nej ; giv mig et Kys for det ! +— nej , lad det blive til en anden gang , dertil +har jeg ikke tid nu . +— kan du huske , sagde Karl , den aften da vi +forlovede os med hinanden ? ' +— ja , ja , men . . . +— vi vare til bal hos dandselærercn , å . hvor +du så nydelig ud ben aften ; men du dansede for +meget og blev træt ; jeg førte dig ind i en lille kahyt +ved siden af , jeg viftede dig med mit lo meiørklæde + +og så — så forlovede vi os . O , det var rigtignok +en rar aften ; den glemmer jeg aldrig . . . det må +jeg have et Kys for , hvad ? +— nej , lad det vente , Karl ; vi have noget ganske +andet at udrette ; jeg vil bede dig om at gøre mig +en tjeneste . +— en tjeneste ! ikke andet ! råbte Karl smilende . +Jeg vil med glæde vise dig ti , lyve , ja hundrede tjenester , +om du vil . +— jeg ved det , sagde Amanda , og har derfor +også gjort sikker regning på dig . +— det gjorde du net i , min pige ; du kan tro +hjertelaget er godt , og del er dog derpå det kommer +an , når det kommer til stykket . +— også sandt , kære Karl ; men lad mig nu +fortælle dig , hvorfor jeg egentlig er kommen herhen . +— jeg hører andægtig til . +Amanda underrettede nu Karl om det hun havde +hørt , og spurgte ham hvad han antog at hun skulle +foretage i denne sag +— du skal lade den skøtte sig selv ; hvad to +kjærestefolk har sammen , må ingen anden blande sig +i , det lønner sig ikke . +— jamen det er jo ikke derom der er tale ; man +vil jo skille dem ad . +— å , passiar , de blive nok splidsede til hinanden +igen , som kaptajnen siger . +-- spøg til side , Karl , sagde Amanda pludselig + +alvorlig ; det er virkelig sandhed og alvor hvad jeg +fortæller dig . +— nå , Amanda , du ved jo nok at Karl er til +din tjeneste , hvad det end gælder , og jeg spørger dig +derfor , hvad forlanger du af mig ? +Karl slog armene overkors og satte et overørdentlig +gravitetisk ansigt op . +— du må se , kære Karl , at få at vide om +der virkelig er noget i det , der bliver sagt om Vilhelm ; +søge på stedet at få underretning . +— ja , hm , det er nu sådan en egen sag ; den +slags skær er jeg ikke vant til at klare » sagde Karl +og kløede sig betænkelig bag øret . +— vil du ikke gøre mig den tjeneste ? +— jo , jo såmænd vil jeg så , at sige . . . +— nå , kom nu ikke med så mange betænkeligheder ; +vil du eller vil du ikke ? +— ja men du må da inkrømme at det er et +besynderligt forlangende ; jeg kan da . . . +— det indser jeg sket ikke , sagde Amanda ; man +bør aldrig betænke sig på at gøre en god gerning , +tilmed når det skeer for ens skyld , i hvis øjne +man gerne vil slå med palmer i hænderne , tilføiedc +hun , idet hun med inderlighed så ham ind , øjnene . +— nej , nej , lad være at se sådan på mig ! +Råbte Karl leende ; så overgiver jeg mig strar , sådanne +blikke kan mit ærlige somankshjcrtc ikke tåledu +gør altså hvad jeg beder dig om , +ikke sandt ? + +— javel da , men et Kys og et håndtryk skal +du give mig derfor , vil du ? +— her har du det , smilede Amanda og gav +Karl et Kys . +— nå , det var såmænd en rar histørie i der +fortæller hinanden , børn ! ytrede i det samme den +gamle dame , der ubemærket var kommen ind og med +inderlig glæde havde været vidne til denne kjærlighedsytring . +Karl +og Amanda for overraskede og rødmende +fra hinanden . +— nej , se , se , vedblev hun ; er det ' sådanne vigtige +sager den lille spidslærke har at betrø min +dreng ; hm , nu det behøver du ikke at skamme dig +over , men slemt er det alligevel . . . +— jeg forsikrer dem , kære frue , stammede +Amanda forlegen ; jeg . . . +— nå , gør hende nu ikke flau , moder , udbrød +Karl ; herregud , vi mener det oprigtigt . Beggeto , +og . . . og . . . +— har du mere at sige , skælm , afbrød møderen +ham smilende . +- nej vist ikke , jeg lover dig at vente , kære +moder , indtil . . . +— indtil du er bleven hvad du skal være , min +søn , hverken før eller senere , hvis Vorherre før +resten holder sin hånd over os . +— ja , du har ret , moder , således skal det + +være , og ikke sandt , henvendte Karl stg til Amanda , +idet hans stemme skælvede let ; du vil vente på +mig , min pige ? +— ja , derom kan du være forvisset , Karl ; men +husk nu dit løfte . +— bær bare rolig for det . Det er jo dig , som +har bedet mig derom , og det er mig nok . +— så farvel da , jeg må skynde mig af komme +hjem , da jeg er løbet herover uden af sige det . +Femogtyvende kapitel . +Overfaldet . +Knækbæin skummede af harme over den ydmygelse , +om greven havde ladet ham overgå . +De mest skumle planer gærede i vans indre , +hvorledes han bedst skulle få den forpligtelse kastet +fra sig , som greven havde pålagt ham . +Dette afhængighedsforhold var ham en mod . +Bydelighed . Han , som var vant til af byde og befale +over folk , der adlødc ham blindt , han skulle nu tvinges +ind i et forhold , hvori han — skønt han satte + +sig derimod med hænder og fødder — var tvungen +til af spille den ydmyge tjeners rolle . +Vi træffe ham kort efter af dette var sket , ude i +det forbandede hus på Nørrebro . +Med hænderne på ryggen og høvedet hængende +ned på brystet , vandrede han rastløs frem og tilbage +i værelset . +— o , djævel , mumlede han mellem de sammenbidte +tænder ; tidobbelte djævel af et menmske , der +således overlistede mig . Nej , nej , jeg finder mig ikke +deri , jeg må og skal afryste dette åg , det koste hvad +det vil , - og ikke nok dermed , så derøver han mig +også hende , hvem jeg har kastet al min følclse på . +Nej , nej , og atter nej , dej kan ikke være således , jeg +passer ilde til at være tallerkenslikker ! Frie hænder +må jeg have til at handle som jeg lyster . +Han standsede et øjeblik og tænkte efter . +— funius ! nu har jeg det , mumlede han og nærmede +sig døren , der vendte ud mod gården . +Han spejdede rundt omkring , men alt var stille . +Hvor Pokker mon Johan er henne , sagde han +fortrædelig ; jeg befalede dog den slubbert , at han +skulle opholde sig i nærheden . +- her er jeg , kaptajn , sagde en dyb stemme , +idet en dør i panelet åbnedes , og den omtalte person +trådte frem i værelset . +— ha , hvorfra kommer denne røst , stammede +knækbein og trak sig forskrækket tilbage . + +— bliv ikke bange , kaptajn , det er jo blot mig , +svarede Johan med et skummelt smisk . +— bange . . . bange , nej del er jeg ikke , sagde +knækbein pludselig rolig og brystede sig ; hvornår har +du set mig bange . Jeg blev kun en smule overrasket , +det var det hele ; men , for djævlen , hvor har +du været henne ? +— å , jeg var blot nede at sortere sølvtøjet ; +kaptainen kan tro at det trænger til at poleres . +— kom herhen tisk mig , jeg har en anelse om at +noget af det har forvildet sig ned i din stortrøje , +sagde knækbein gnavent . +Johan adlød nølende . +— derfor kan kaptajnen være ganske rolig , det +er alt sammen bleven dernede , forsikrede han . +— lad mig dog se alligevel , det kunne være sket +mød din villie — jeg ved jo godt at du er ærlig , +men i mørke begår man let en forseelse . +Knækbein gav sig ivrig i færd med at visitere alle +Johans lommer . +Johan sendte knækbein et harmfuldt blik , og +gjorde ubemærket en bevægelse , som om han ville tage +et skjult våben frem , men han betænkte sig og fandt +sig rolig i denne undersøgelse . +— skurk ! sagde knækbein harmfuld . Hvad er +dette ? +Han havde fundet en gulddåse i Johans lomme +og holdt den rasende frem for næsen af ham . +— å , ikke andet , svarede Johan ligegyldig ; jeg + +fandt den dernede i kælderen , og da jeg netop trængte +til en skrådåse , så tøg jeg den ; det er da kaptajnen +ikke gnaven for . +— jo jeg er , du slyngel ; men hvis du tror , +at jeg godvillig vil finde mig i , at du tyvstjæler fra +mig , så tager du fest +— gjsr nu blot ikke så megen snak af den +dåse , kaptajn . Jeg har taget den , fordi jeg trængte +til den — hm , det gør kaptajnen jo så lidt . +Dette slående svar virkede på knækbein . +— nu ja , sagde han noget efter ; du kan beholde +den tingest , men på en betingelse . +— gudbevares , kaptajn , sagde Johan med et +kejtet buk . Betingelserne tager jeg så gerne med i +købet . +— hold dist klar mjgemed en af de andre +imorgen nat « +— javel . +— tag nogle forsvarlige ned med dig , — forstår +du ? +— skal sle , kaptajn ! +— du må førberede dig på en hård dyst , +thi den , hvem vor ekspedition gælder , har kræfter +som en gal tyr . +— skal også sle , kaptajn . +— det er mig meget om at gøre m sagen får +et heldigt udfald , da den bedkommende er kommen i +besiddelse af flere af vore hemmeligheder , hvilke han +truer med at lade komme til politiets kundskab , og + +så , ved du , får de først fingre i os , så er vi +leverede . +— ja , det kan jeg forstå ; jeg har ikke synderlig +lyst til at række Hals , og skal derfor gøre mit bedste , , +det lover jeg kaptajnen . +— godt , jeg stoler på dig , Johan . Altså , +ved midnat i morgen , jeg følger selv med . +, — ja , så går det ganske bestemt heldig af , for +kaptainen har altid sådan en bandsat lykke med sig . +— nå , det få vi at se , sagde knækbein synlig +smigret ved denne kompliment , og gav Johan et tegn +til at bortfjerne sig . » +Bi ville ile forud for dem , og se hvorledes de +sætte den skumle plan ivark . +Det var altså næste midnat , men vejret var ikke +synderlig heldigt for deres » foretagende . Månen og +stjernerne skinnede nok så lys og strålende ned til +dem , hvilket aflokkede det „ hæderlige “ Kløverblad adskillige +eder . +Dog , derved var jo intet af gøre . +Det natlige tøg gjaldt greven , som den ærede +læser vel allerede har gættet . +Da man kom til stedet søgte man af orientere +sig så godt som muligt , men der hengik lang tid +inden man ret kunne blive enige om den måde , hvorpå +sagen skulle gribes an . +Endelig fattedes der dog en beslutning . + +det første var af skaffe sig adgang til stedet ; +men her stødte man på en ikke lille vanskelighed , da +porten var solidt asiåset og portneren på denne +tid ikke lukkede op . +Man søgte ved forenede kræfter af sprænge den , +men den spottede enhver anstrengelse . +Knækbein skummede af raseri ved disse uheld , og +forbandede både sig selv og genstanden for sin hævn . +— men , før djævlen ! hvørledes skal vi dog +kømmc ind , mumlede han . Er der ingen af jer der +ved en udvej ? +Jøhan grundede lidt ; pludselig opklaredes hans +ansigt og han hviskedee : +— seer kaptajnen vinduerne i dette portkammer ? +- javel . +— det er min mening af vi krybe ovenpå +hinandens skuldre og den øverste slår ruderne +ind , så er vi der . +— godt udtænkt , jøhan , svarede knækbein og +gned hænderne af fornøjelse ; ja lad os så begynde +værket . +Gerningen fulgte på ordet med iagttagelse af +den nødvendige forsigtighed , og det lykkedes dem endelig +af nå det værelse , hvori greven opholdt sig . +— så godtfolk , hviskedee knækbein ; nu et dristig +tag og vi have vundet spil . +Inde i sovelabinettet lå greven og slumrede +nok så blidt . Han havde nøgle timer førindcn haft +besøg af Nina , der havde fortalt ham , om hvorledes + +hun alt havde virket for hans sag , og af det ikke +ville vare ret længe , inden Julie var tilstrækkelig forberedt +på af skifte elsker . +Disse tanker , som denne meddelelse havde fremkaldt , +gjorde af de yndigste billeder foresvævede ham +i drømme og lullede ham i sin rus . +Det var derfor en meget ubehagelig overraskelse , +da knækbein pludselig med rå krast greb ham i +struben og råbte : +— bind ham , Folkens ! +Johan og hans kammerat nærmede sig hurtig +med rebene . +— ha , er det dig , skurk ! råbte greven og +vågnede til besindelse . +Med en lynsnar bevægelse slog han knækbein til +side og sprang ud på gulvet , efterhånden retirerende +baglænds hen imod et , bord , der stod ved en udkant +af værelset . +Greven værgede sig af al kraft imod det forenede +angreb , idet han stadig veg tilbage . +Endelig havde han nået bordet og med et hurtigt +ryk rev han en skuffe op og fremdrog en pistol , +hvis blinkende løb han med kold rolighed rettede mod +knækbein . +— ikke et skridt endnu , eller du er min mand ! +Råbte han . +Knækbein standsede , aldeles overrasket over denne +modstand . +— herhid , folk ! stødte han endelig frem , efter + +at have betænkt sig en god stund . Bi lade os ikke +kujonere af den skrælling . +Denne opfordring var unødvendig . Johan havde +benyttet lejligheden til , da greven havde hele sin opmærksæmhed +henvendt på knækbein , til at snige sig +langs ad gulvet og liste sig bag på ham ; med et +hurtig nyk greb han såpas grevens ben , så denne +vaklede og faldt forover . +Godt , meget godt , grinede knækbein fornøjet , +idet han tilligemed Johans kammerat skyndte sig at +binde grevens hænder og fødder . +Dette skete ikke uden en fortvivlet modstand fra +sidstnævntes side ; det sløv klart for ham , at havde +skurken først fået magten over ham , da skulle der et +lille miraklel til for atter at sætte ham i frihed . +— lad os så komme afsted , ytrede knækbein veltilfreds +over udfaldet ; ; men vi må være forsigtige , at +ingen forstyrrer os . +Man tog altså ven vel emballerede og kneblede +Greve imellem sig , og skyndte sig lydløst afsted , samme +vej som man var kommen . +Adskillige forbigående standsede og så forundrede +på dette natlige tog ; men ingen vovede at antaste +dem på grund af deres afskrækkende ydre . +De nåde derfor uhindrede det forbandede hus +på Nørrebro , hvor knækbein straks befalede at greven +skulle bæres ned i den samme kælder , hvor Vilhelm +i sin tid havde lidt så meget . +Det gøs i greven , da han så dette uhyggelige + +sted , som var udslet til at være hans fremtidige +opholdssted . +Han kastede forskende blikke omkring sig , for +muligvis at få øje på en dør eller sligt , hvorigennem +han , når han atter var bleven ene , kunne +sætte sig i /frihed ; men det var forgæves , der fandtes +kun en eneste der , og den var så forsvarlig , at det +ville være galskab at tænke på at flygte ad den ler . +Dog , han tabte ikke modet , men sendte sine vogtere +et trodsigt bl ' ' k . +Uden at sige et ord lagde man ham ned på +gulvet . +Endelig , efter en lang , pinlig tavshed , trådte +knækbein hen for ham , tog knebelen ud af hans mund +og sagde : +— begriber du hvorfor dette vederfares dig ? +Greven forholdt sig tavs . +— svar , når jeg taler til dig , hund ! råbte +knækbein opbragt og ikke længer i stand til af tvinge +sine hævngerrige følelser , sparkede han heftig til +greven . +— nej , svarede greven endelig . +— så skal jeg sige dig det . For det første , +fordi du er mig i vejen , da du vil berøve mig den +kvinde , som jeg bar svoret af ægte . For det andet , +forbi af du har villet bruge mig som boldt for dine +planer , som en slave , der villigt skulle udføre alt +hvad du befalede , og til løn derfor give afkald på +ethvert gode , som jeg havde knyttet mig isk . Men + +vid da , jeg bliver aldrig din slave , tværtimod , du +skal blive min slave , jeg skal vide af tvinge dig dertil , +og vær overbevist om , af jeg har midler , som du +skal så af mærke - - så det bliver ikke nogen tom +trusel . +— jeg foragter dig , usselryg , svarede greven +og fled i rebene . Var jeg iåsandt fri for disse +bånd , da skulle jeg vise dig hvem der havde magten , +forbandede Karl . +— hahaha , du bliver nok tam ; jeg har et +ypperligt middel derfor ! råbte knækbein med et ildespående +blik . +En uforklarlig anelse for igennem grevens sjæl . +Han forstod halvt om halvt hvad der ventede ham . +— lad os tale fornuftig sammen , sagde han . Lad +mig komme bort , og jeg giver dig guld — meget +guld . Hvad behøver du at bryde dig om pigebarnet , +der findes kvinder nok , nydelige , elskværdige , med +tillokkelser , som beruse alene ved tanken , der ville +elske dig . Lad mig beholde Julie — du skal ikke +komme til at fortryde det , — desforuden , hun elsker +mig næsten , kun et øjebliks samtale med hende , og +jeg har hendes ja . +— ha , det vover du at sige mig , mig , som +elsker hende så lidenskabeligt , at selv helvedes flammer +ikke kunne måle sig med mine følelser i barme . +0 , havde jeg et gloende jern , jeg skulle da brænde +din løgnagtige tunge for disse ørd . . +Knækbein var aldeles ude af sig selv ; hans øjne + +sfode lyn — den mest fortærende skinsyge var bleven +sat i bevægelse ved disse ord . +Greven blev ligbleg og søgte at vende ansigtet +bort for ikke at se denne forfærdelige , hævnåndcnde +skikkelse . +— bort med dig , udbrød han forfærdet . +Knækbæin bøjede sig til svar over greven og +hviskedee , idet hans ansigt efterhånden antog et tilsyneladende +roligt præg : +— lad mig se , at du finder dig i , hvad jeg +beslutter med hensyn til dig , tag din straf som en +mand , så måske der endda kan findes en udvej +for dig . +— og hvori skal den bestå ? spurgte greven , +idet han ikke kunne undertrykke en gysen . +— det skal jeg sige dig ; dine bånd skulle blive +løsnede . . . +— og . . . og så . . . +— du skal få lov til at gå frit om — hernede ; +men ellers vil du ikke se et eneste menneske . +Du skal lære at give affald på næring . Jeg indrømmer , +det vil måske falde hårdt for dig , som +altid har svælget i overskod , at lide hungerens og +tørstens forfærdelige kval , at kunne tælle minuterne , +sekunderne til den stund , da du sygner hen og til sidst +kraftesløst segner om for aldrig mere at rejse dig . +Dog , forinden dette skeer , går der en rum tid ; du +vil først i rasende vanvid have stormet mod murene , + +kradse dine fine hænder tilblods og råbe på brød , +men der er ingen , der vil kunne høre dig . +— forfærdeligt , stønnede greven . Og alt dem +vil du øve mød mig , uden at en gnist af medlidenhed +rører sig i dit hjerte ? +— ja , det vil jeg — lige før lige ; jeg har intet +mere at sige . +Dermed børtfjcrnede knækbein sig , fulgt af sine +hjælpere , efter at man først havde løsnet rebene , der +bandt grevens hænder . +Seksogtyvende kapitel . +Julie og Vilhelm . +Given hin skæbnesvangre aften , da Julie havde +fået den sørgelige underretning af Nina , så man +ikke mere nøget smil på det ellers så livsglade +ansigt . Hun græmmede sig således , at hun , da hun +en dag tilfældig så sig i spejlet , uvilkårlig blev +bange før sig selv , så stor en forandring var der foregået +med hende i den korte tid . +Stille og nedkølet vandrede hun ømlring , og +uagtet Vilhelm og Svendsen havde gjort alle mulige + +forsøg før at trænge ind på hende før at få at +vide , hvad det var hun sørgede så dybt over , vare +alle deres anstrengelser dog forgæves ; hun var og +blev tavs om denne gjensland . +Nina var stadig vidne til den daglige kamp Julie +måtte læmpe , uden af det faldt hende ind af trøste hende +eller oplyse hende om usandheden af , hvad hun havde +fortalt . +Vilhelm var for sit vedkommende aldeles utrøstelig , +han ville så inderlig gerne se hende glad og tilfreds +og jevne vejen for hende så godt det stod til +ham ; men alt i den retning var han jo cfskåret fra , +da Julie forblev tavs , og ingen anden kunne eller +ville meddele ham noget . +Han anede mindst af han selv var genstanden +over ; hvem Julie sørgede så dybt . +Hvor var nu de fortrolige timer blevne af , som +før havde været en sand vederkvægelse , når de om +aftenen sagde sammen og i deres fantasi opstillede planer +for deres fremtidige liv med hinanden ? Hvor +var den venlige , smilende hilsen bleven af , når han +kom hjem , og som for ham havde været et pant på +Julies trofaste kærlighed — alt var flygtet bort ; kun +tomhed og kulde var tilbage , som truede med af stille +et fjeld af bitterhed istedenfor den bortdunstede kærlighed . +Men +det måtte ikke vedblive således ; han måtte +og ville bestemt vide hvad der tyngede hende , og hun +skulle sige ham det ; han kunne fordre det , i kraft af + +den følelse , han nærede for hende . O , det kunne ikke +være andet , når han talte ret af hjertet til hende . +Da måtte denne skygge af tvivl svinde bort , og Als +ville atter blive lys og glæde . +Det var altså en tidlig aftenstnnd at Julie og +Vilhelm vare ene . En ' underlig , dybtfølt bevægelse +kom over ham , da han hørte Julie sukke dybt og alvorlig , +og så hvorledes hun åndssløvt stirrede hen +før sig . +Han greb hendes hånd og sagde : +— men bedste , kæreste , velsignede Julie , hvorfor +er du dog så sørgmodig ? Jeg kender dig jo ikke +igen ; du som før var så venlig og omgængelig og +altid havde et eller andet kærligt ord at sige , du +går nu omkring , siger intet og seer på dine omgivelser +som om du ville sige : o , hvor jeg er ked af +eder alle sammen . +— jeg kan ikke gøre før det , stammede Julie . +Ak , jeg skan ikke andet . +— men hvad fattes dig da . . . er der nogen +der har mere net til at erfare det end jeg ? +— nej . det indrømmer jeg , men . . . +— nu , hvorfor viner du da både dig selv og +mig med din tavshed ? +Julie bøjede hovedet til siden , for at skjule den +unævnelige sorg , der aforægede sig i hendes ansigt +ved Vilhelms ord . +— o nej , sagde hun til sig selv ; det kan ikke + +være muligt , at han har bedraget mig , at han elsker +en anken kvinde og døg kan tiltale mig med en sådan +hjertevarme . . . men alligevel , jeg har jo set +brevene , beviserne på hans brede imod mig . +Vilhelm betragtede hende længe i tavshed — hun +var ham en gåde , som han ikke så sig i stand til +at løse . +— lad nu al sorg fare , sagde han endelig ; ræk +mig din lille hånd , se mig rigtig ind i øjnene og +sig mig hvad der tynger dig . +Det faldt Julie tungt ; men hun gjorde døg som +han bad om . +— nå , lad mig så høre , Julie ; du seer at jeg +venter med længsel . +— o , plag mig ikke , Vilhelm , bad Julie ; tving +ikke ord frem , som måske ville have sørgelige følger +for os begge . +— meddel mig det døg alligevel ; jeg er vel mand +for at kunne bære en ulykke . +— nej , nej , lad mig hellere gå min stille gang +i nogen tid , så måske — måske kan jeg vinde kraft +til at sige dig det . +— men hvorfor , ikke nu ? Tro mig , en sorg +bæres bedre når man er to om den . , +— jeg vil fortælle dig en historie om en ung +pige , som jeg kender , . sagde Julie undvigende ; hendes +livs eneste , men afgjørcnde begivenhed . Den vil +måske lade dig ane , hvad jeg ikke kan sige dig . +— hvortil disse omsvøb , elskede Julie ; sig mig +- + +det uden omsvøb , med rene og klare ord , du ved +jo så godt at du er den kvinde jeg elsker højest på +jorden . Hvor mange beviser har jeg ikke givet dig +derpå ; kom derfor trøstig frem med det alt sammen , +nedriv den uhyggelige mur , der har optårnet sig +imellem os . +— han sagde ikke at jeg var den eneste kvinde +han elsker , tænkte Julie og gav efter for sine sørgelige +anelser . +— det er en ung , smuk pige , som jeg her vil +fortælle om , sagde Julie højt . Den stakkel , hendes +forældre døde tidlig og hun kom derfor i huset hos +en velhavende onkel . Drvie tiber var det for hende , +mangen bitter tåre stjal sig ned ad hendes kind , thi +hun nød ikke den omgang eller venlighed , som hun var +vant til ; nej desværre , hårde ord og uretfærdigheder +var al den løn hun fik for den barnlige kærlighed , +hendes pligt bød hende at vise den , der nu +vor hende i faders og moders , sted . Men det er +sandt , inden jeg går videre vil jeg døg sige dig +hendes navn ; hun hed Eulalia . +— Eulalia , sagde Vilhelm studsende , og blev +blodrød . +Han kom til at tænke på den skamløse orgie hos +Fru lund . +— ja , Eulalia , svarede Julie med skælvende +stemme og lagde med sorg mærke til den opmærksomhed , +som dette navn vakte hos Vilhelm ; kender du +hende ? + +— nej , nej , svarede Vilhelm asværgende ; fortsæt +kun din fortælling . +Julies hjerte bankede vøldsømt , men hun søgte at +tvinge sine følelser så godt som muligt , og fortsatte +som følger : +— nogle år sneg sig ben for hende i onkelens +hus , under stadig sorg og længsel efter at det skulle +blive bedre , men det slete ikke . Endelig syntes der døg +at skulle ske en forandring . Hun var nu trådt ind +i jomfrualdcrcn og var , hvad folk kalde , en rigtig +nydelig ung pige . En aften havde onkelen , hvad +sjelden skete , givet hende tilladelse til at nyde en fornøjelse +hos en familie , der boede tæt ved , og kom +havde sendt hende en indbydelse , da de med beklagelse +havde set den indesluttede tilværelse , som Eulalia førte . +— kort forinden hun skulle gå , kom hun ind til +onkelen , iført sin bedste stads , for at sige farvel og +takke ham , forbi ban havde givet hende lov til at nyde +denne fornøjelse . Han betragtede sin unge strålende +myndling først med forbavselse , og siden med henrykkelse +da ban så at barnet var bleven isl en smuk +jomfru . +-- fra denne dag daterede sig først ret hendes +ulykke . +— onkelen opdagede pludselig at han elskede dette +barn , som nu , uden at han ret vidste af det , var +bleven en elskelig kvinde , som blot behøvede at træde +ud i verden for at vinde hjerter . +— der opstod efterhånden i denne mands hjerte + +— med de grå hår og de uædle motiver — en lidenskab , +som gjorde , at han aldrig lod hende have No . +— han var sket nok til , tværtimod hendes tilbøjelighed , +at ville tvinge vende til ægteskab +døg hun var kæk og stred imod , all hvad hun +kunne . +—- da hændte det en dag , at en ung mand , +aldeles tilfældig , kom i huset . Hans besøg faldt +netop efter en rystende scene med onkelen , der havde +forsøgt på en afgørende måde at få hende til at +indvillige i sit vanvittige forsæt . +-- den unge mand var smuk og beskeden , og +hans hele fremtræden var præget af en egen elskværdighed , +som måtte tiltale . Det var derfor intet under , +at Eulalia . . . +— du behøver ikke at nævne dette navn oftere , +afbrød Vilhelm hende . +-- men hvorfor ? +— lad det være dig nok , kære Julie , det er mig +ubehageligt at høre . +Det var i virkeligheden således , da det mindede +Vilhelm om den ubehagelige aften , han havde tilbragt +sammen med kandidaten . +— så vil du vel helst have at jeg skal tie med +resten ? +— nej , vist ikke , tværtimod , den interesserer mig +meget , men ieg begriber rigtignok ikke , hvad denne fortælling +har med din sorg at giøre ? +Julie betragtede ham med uforstilt forbavselse . + +— det er også kun af den grund at jeg fortæller +dig den , for at du kan drage en slutning , +sagde hun . +— ja , meddel mig så kun resten , jeg længes +sandelig meget efter at drage den omtalte slutning , +såvist som dit velfærd ligger mig særdeles meget på +hjerte . +— altså , fortsatte Julie ; det var derfør intet +under , at Eula . . . at den unge pige følte sig hendraget +til ham med et stærkt sympathetisk bånd . Kort +at fortælle , efter nogen tids forlød erklærede han sig , +og hun kunne ikke modstå hans brændende bon , men +gav ham sit ja . +Hvad hed den unge mand ? spurgte Vilhelm , +— mærkeligt nok , han havde det samme navn , +som du , han hed Vilhelm . +— hm , besynderligt , mumlede Vilhelm , der ikke +anede hvor Julie ville hen . +— ja , tilføjede Julie alvorlig , han havde i det +hele meget lignement med dig , dit smukke lyse hår , +dine blå sværmeriske øjne . . . +— tak Julie , mange tak for komplimenten , men +hvad blev det så til ? +— da onkelen erfarede , hvorledes det forholdt +sig , opfordrede han hende endnu mere indtrængende til +at blive hans hustru ; men hun afslog det på det +bestemteste og følgen blev , at han jagede hende bort . +— stakkels ulykkelige pige ; men var der da ikke + +et sted , hvor hun ' vandt tilflugt , var der ikke et venligt +menneske , som tog sig af hende ? +— jo , gud ske tak , sagde Julie , og en tåre +perlede i hendes øje ; hun vandt en ædel mands barmhjertighed , +der opofrebe sig aldeles , for at hun skulle +blive lykkelig og tilfreds . Men ak , hvad nyttede det , +al hun ikke var udsat for at lide mangel , hvad hjalp +det , at hun var kommet bort fra sin flette onkel , en +ny og større ulykke ramte hende , som truede med aldeles +at bøje hendes hjerte henimod en dyb afgrund . +Hun fik nemlig en dag at ride , at den unge mand , +for hvem hun nærede kærlighed , — en inderlig kærlighed , +— ikke var fri , at en anden kvinde før hende +havde et dybere , et uendelig større krav på ham , at +han . . . at han . . . +— nu ? ytrede Vilhelm . +Julie kunne ikke mere . Det var hende , som om +hjertet skulle briste ; hun havde al sin selvbeherskelse +behov , for ikke at bryde ud i en lydelig gråd . +Pludselig åbnedes døren og Nina trådte smilende +ind . +— ah , råbte hun leende ; her sidder nok et par +forelskede turtelduer og kurrer for hinanden i stille +ensomhed . +Vilhelm vendte sig gnavent til siden . Han +ønskede hende Pokker i vold . Han vidste ikke selv +hvorfor , men han nærede stor modbydelighed for hende . +Nina fik ved denne bevægelse lejlighed til ubemærket +at tilhviske Julie : + +— se , at komme don fra Vilhelm ; jeg har +vigtige nyheder at meddele dig . +Julie betragtede hende studsende , men tog dog +kort efter anledning til at bonfjcrnc sig , efter at nogle +almindelige talemåder vare udvcrlede . +— nu , hvad er det du har at meddele mig , +kære Nina ? spurgte hun , efter at de vare komne ind i +et af be andre værelser . +— ak ! sagde Nina ; jeg burde måske ikke meddele +dig det , kære , kære veninde ; du , som alt har +så stor en sorg at bære på ; men hvad skal jeg +sige , tit velfærd ligger mig så meget på hjertet , — +en ringe løn , fordi du jå venlig og ømt skuttede +dig til mig , da Arthur indførte mig her i huset . +— o , tal ikke derom , du er jo så godhjertet og +ædel , hvem ville ikke have gjort det samme . +— gør hun nar ad mig . tænkte Nina ; nej , +det kan pist ikke falde en gås , som hende ind . +— men hvorfor betænker du dig , Nina ? ytrede +Julie ; kom frem med hvad du har al sige . +— javel , javel , sagde denne og ser op , — du +kan tænke dig , jeg har set hende . . . +— hvem ? +— Vilhelms elskerinde ! +— o gud , var “ det der , du ville sige mig , — +lad hellere være . . . dog jo , lad mig høre alt . . . +Leg må vide det . +— hun boer ude på Vesterbro . . . + +— sig mig først , afbrød Julie hende ivrigt ; er +hun smuk , denne kvinde ? +— meget smuk . +— hvor gammel antager du hun er ? +— nogle og tyve år ; men hun er en farlig +rivalinde , thi hun mangler intet hverken i sksønhed +eller forstand . +— jeg må se hende straks , på øjeblikket ! sagde +Julie ophidset . +— del kan ikke fle nu , svarede Nina ; senere kan +det måske nok lade sig gøre — jeg skal gøre mit +bedste for at du kan få dit ønske opfyldttak . +Men . . . men lad dej ske snart , sagde +Julie , med et blik hvori en umådelig sjælekval afspejlede +sig . Det er bleven mig en nodvcndighed at +se og tale med denne kvinde , det søler jeg . +Julie lagde hånden på hjertet for at dæmpe +det oprør , der herskede derinde . +— men , hvad jeg ville sige , du kan tro at den +stakkels pige ikke har det godt ; Vilhelm har halvt om +halvt forstødt hende ; han har sagt at nødvendigheden +bød ham at iagttage andre interesser , og at hun ikke +måtte vente ar se ham før det første , thi man var +vå spør efter hans hemmelighed . Hun beklagede +sig ikke så meget for sin egen skyld , som for det +uskyldige barns skyld . +— hun har altså virkelig et barn ? +— ia , en yndig , lyslokkct dreng , der ligner sin +fader op ad dage ; kun skade , at det stakkels Noer + +skal leve for lud og koldt vand , thi hans fader har +i de sidste par uger holdt op at sende den sædvanlige +pengesum , hvorved de to kummerlig fristede livet . +— hvor siet handlet ! men jeg vil se og tale med +hende ; hvornår kan det si ? +— i morgen eftermiddag , sagde Nina og vendte +hovedet til siden , for at skjule et triumferende smil . +— godt , så gå vi derhen , sagde Julie bestemt . +En kraftig og fast beslutning var under denne +samtale modnet i hendes stakkels forpinte sjæl . +— men tror du dig nu også stærk nok , kære +veninde ? spurgte Nina og slog med venlighed armen +om Julies liv . +— ja , svarede denne ; jeg føler mig meget stærk , +jeg skal og må se den kvinde , der har det dyre krav +på Vilhelms kærlighed ; jeg vil se hende og hans +barn ! +— vær vis på at du skal blive tilfredsstillet , +svarede Nina . +Syvøgtyvende kapitel . +Et sørgespil . +Kort efter at samtalen mellem Nina og Julie +havde fundet sted , ilede den førstnævnte bort , for , + +som hun sagde , at besørge nogle ærinder , men i +virkeligheden for at aflægge et besøg hos Eulalia , +før med hende at aftale det fornødne til den scenes +iværksættelse , som hun havde lovet Julie . +Da hun kom derhxn , fandt hun hende sengeliggende , +meget bleg og lidende af en let feber , en sørgelig +følge af det ville liv hun førte . +— hvad , er du syg ? spurgte Nina . +— ja , svarede Eulalia med affekteret stemme ; +meget syg . +— nå , gudskelov , det var da dejligt . . . +— hvad for noget , er det dejligt ! sagde Eulalia +i en indigneret tone . +— nej , gudbevares , forstå mig vel , ikke på den +måde ; men på den anden side er det meget heldigtdet +vil sige . . . +— bliv mig fra livet med slige talemåder ; er +det ikke andet , du har at sige mig , så kan du gerne +gå igen . +— ja , men først må jeg tale med dig , jeg vil +bede dig bevise mig en tjeneste . +— da er det såmænd ingen synderlig heldig +måde du begynder på . +— bliv blot ikke i dårligt humør for det , jeg +mente det ikke så slemt . +— nej , det skal gud vide . +— stille , min pige , du tjener penge ved den +tjeneste , du beviser mig , forstår du mig ? + +- ah , udbrød Eulalia med et begærligt blik ; +penge ! hvormange ? +— siger og skriver fem rigsdaler , det er et kup , +hvad ? +— å , ikke mere ; men hvori består den tjeneste +jeg skal vise dig ? , +— deri , at du ffal spille en sørgende elskerinde +i en halv times tid . +— ikke andel , del kan jeg sagtens tjene dig med . +Skal jeg begynde strar . , +— nej , forestillingen begynder først i morgen eftermiddag , +og tilskuerne er en ung , blomstrende og uerfaren +Mo og — mig selv . +— men hvor vil du egentlig hen med alt dette ? +-- det ffal jeg sige dig , der gælder om at få +den unge pige inddildr , at hentes kæreste er hcnvc +utro , og at du , den af lykken udkårede , er hans +elskerinde — men der er sandt , Eulalia , har du +et barn ? +Nej , hvad skal jeg med det ? +— så må du slaffe dig et . +— ja , det er godt nok ; men hvor skal man på +en studs få et sådant væsen fra ? +— del må du selv om ; men frem for alt må +det være el drengebarn , lyslokket og med blå øjne . +— nå , du stiller såmænd fordringer . Ja ja da , +jeg ffal gøre mu bedste . +— ja , barnet er aldeles nødvendigt , thi du er +moder , hahaha ! Vilhelm heoder din flamme , han + +bar forskudt dig , uagtet han har lovet dig ægteskab . +Du er meget ulykkelig , forstår du mig ? Du må +servere noget overordentlig hjertegribende for dine +gæster , hahaha ! +-- vær vis derpå ; men pengene , når får +jeg dem ? +— strar om du vil . . Vær så artig , lad mig +nu le , at du gør dine sager godt . +— det skal være mig en glæde at kunne opfylde +det ansvarsfulde hverv , du har givet mig at udføre . +— godt , svarede Nina . Altså , i morgen eftermiddag +mellem klokken 3 og 4 . +— jeg skal nok bave alt i orden , sagde Eulalia +sikkert . ' ' +kort eftex forlod Nina hende +— så , nu får hun troen i hænderne , mumlede +hun , da hun vandrede afsted . Det hjælper nok , +og så . . . så er det grevens tur . +Julie oppebiede med ængstelig længsel den stund , +da hun , som hun mente , skulle stå ansigt til ansigt +med den kvinde , der havde berøvet hende Vilhelm . +Hun ville have givet mange dage af sit liv , +dersom dette ikke var sket ; thi hun elskede ham , trods +alt det hun havde erfaret , med en inderlighed , som +aldrig ville dø bort i hendes hjerte . + +hun spurgte sig selv , om det også var ret , således +at eftersøge hans veje , han havde måske nu +ophævet dette forhold , blot for mere » deell at kunne +hengive sig til hende selv ; men så hævede der sig en +Nost i hendes indre , der sagde : den mand , der således +kan forkaste en kvinde , til hvem han er knyttet +med dyre bånd — og helliger sine folclser til en +anden , uagtet han ved at han gør hende ulykkelig — +han fortjener ikke at elskes . +Dog , hun ville se og dømme , en indre stemme +tilhviskedee hende , al alt håb endnu ikke var bristet +før hende — og hun ville så inderlig gerne lytte +til den . +Da det var hen ad den tid , at besøget hos Eulalia +skulle asiægges , kom Nina ind til Julie , før at +spørge hende , øm hendes beslutning endnu var at gå +derhen . +— ja , det er min faste bestemmelse , svarede Julie ; +lad os komme afsted jo før jo hellere ; thi skønt +det vil forvolde mig en uendelig smerte , længes jeg +dog efter at se , om denne kvinde også er værdig til +den kærlighed , som Vilhelm nærer til hende — og +da , hvis så er , tilføjede hun sukkende , skal jeg skille +ham hans pligt før øje , han må gøre godt , hvad +han har forbrudt . +— jeg må uvilkårlig højagte dig før din ædle +tænkemåde , sagde Nina slcdsk ; i sandhed , han må +kun dårlig forstå at vurdere dine smukke egenskaber , +siden han således kunne forkaste dig for en anden . + +— du må ikke smigre mig , Nina ; o , kunne du +se ind i mit hjerte , du ville grue , thi der hersker kun +sorg og fortvivlelse derinde , — ak , at også dette +skulle ske , — han var mit alt . +— o , jeg forstår dig , kære veninde , svarede +Nina med et himmelvendt blik ; kunne jeg såsandt +læge det sår , jeg ved mine meddelelser har forårsagef , +vær vis på , jeg gjorde det gerne , hjertens +gerne . +— jeg tror dig , thi hvad interesse skulle du +vel have af at føre mig bag lyset . +— mere end du måske har nogen anelse om , +tænkte Nina hoverende . — skal vi så gå ? sagde +hun hent . +— ja , lad os gå , tro mig , det bliver den tungeste +gang i mit liv . +— trøst dig , der findes vel nok den , der kan +erstatte dig det tab du lider . Verden er stor nok til +at du kan finde en anden . +— aldrig , - aldrig , svarede Julie hovedrystende . +Kort efter vandrede man afsted ; men del gik kun +langsomt . Julie kunne ikke ret vinde med . +Eulalia ventede dem med likngsel ; hun havde +aldeles nøiaglig indrettet sig efter den ordre Nina +havde givei hende . +Nina åbnede døren med et rask tag og vekslede +et hurtig blik med „ den forlorne moder “ , som denne +besvarede . +Julie blev med en underlig vemodig følelse stående + +ved døren , afverlende betragtende Eulalia og barnet , +som lå i buggen uvilkårlig tog hun sig til hjertet +for at dæmpe dets bankende slag . +— velkommen , mine damer , sagde Eulalia med +venlig stemme , og rakte Nina og Julie hånden . +Julie rørte sig ikke af stedet , men betragtede +Eulalia med et gennemtrængende blik . +— tør jeg spørge , sagde ' hun atter , hvad jeg +skylder wren . af deres behagelige besøg ? +— del er denne dame , sagde Nina i en fremmed +tone og pegede på Julie , der ønsker al tale med dem . +— ja , det er mjg , svarede Julie endelig ; jeg +kommer for at spørge dem , om de er forlovet med +student Vilhelm peicrscn ? +— jeg indser ikke . . . +— jeg skal forklare dem , hvorfor jeg spørger — +også jeg er forlovet med ham . +— de ? udbrød Eulalia med godt hykler forbavselse +og veg ligesom forskrækket tilbage . +— ja , jeg . +— o gud , hvilken skammelig handling , bedragen , +bedragen ! . . . Og mig — mig , som han med +de helligste eder har lovet at ægte ! O gud , hvad +skal der blive af mig og barnet ! +Eulalia tog hænderne for ansigtet , og lod som +om denne efterretning salte hendes sind i det højeste +oprør . +— hvor længe har de været forlovet med ham ? +Spurgte Julie med bristefærdig slemme . + +— to år . +— forfærdeligt ! Sig mig , er det deres barn , +som ligger der i vuggen ? +— ja , ak jeg har desværre været meget svag lige overfor +Vilhelm , sukkede Eulalia . +Julie ilede hen til vuggen , knælede ned ved den +og betragtede barnet med spændt opmærksomhed , medens +hendes øjne fordunkledcs af tårer . +Eulalia tilkastede Nina et megetsigende blik . +— ja , ja , jeg seer det , mumlede Julie bristefærdig . +Du er hans barn , — det er hans kære træk , hans +forunderlige dybe blå øjne og det smukke , lyse slår . +O , du lille , uskyldige Noer , som ligger der så smilende +du ved ikke , hvilken synd din fader har begået ; +ak , g , d jeg kunne se på dig med venligere +øjne , men desværre jeg kan ikke , o gud ! +— ikke sandt , et yndigt barn , sagde Eulalia og +nærmede sig vuggen . +-- ak , jo , han ligner sin fader , den strafværdig ! . +— o nej , vær ikke vred , bad „ den falske moder “ ; +jeg elsker ham for højt , til at jeg rolig kan høre på , +at nogen taler ilde om ham . +— og det siger de til mig , som . . . o , nu først +er det mig rer klart , hvorledes jeg er bleven ført bag +lyset , . . . som har den største net til at hævne mig , +til at straffe ham for al den synd han har tilføjet +mig . +— men de gør det ikke , sagde Eulalia ; dertil + +er de for god og ædel ; o , jeg kan se , at deres hjerte +er mildt og menneskevenligt , — det rummer vist ikke +en flet tanke . +— tro ikke derpå , sagde Julie , idet hun uvilkårlig , +blev mildere stemt ved at høre sig således bedømt ; +jeg er bleven alt for tykt krænket til at hjertet +kan have en stemme med i denne sag ; nej , kun bitterhed +og foragt er alt hvad der kan blive tilovers . +Nina gjorde en utålmodig bevægelse , det forekom +hende at det varede forlænge , og hun hviskedee verlor +til Eulalia : +— anden scene , men skynd dig . +Eulalia nikkede med en påtaget nedbøjet mine , +for at Julie intet skulle ane . +— o nej , sagde hun henvendt til Julie , det kan +og må de ikke gøre ; ved den kærlighed , som de , +uagtet deres skusf . Ise , endnu må nære til Vilhelm , +besværger jeg dem , lyt ikke til hvad had og hævnfølelse +dikterer ; men bliv , hvad de virkelig er , en +elskelig kvinde , der medlidende tilgiver den uret , hun +har været genstand for . +— medlidenhed . . . ? +— ja , perom beder jeg . +— nej , nej hulkede Julie ; del går over mine +kræfter , det kan jeg ikke . +— hvad vil de da gøre ? +— ak , det ved jeg ikke , — kun det er mig bevidst , +at jeg har mistet alt , alt hvad der knyttede mig +til livet . + +Eulalia antog nu , at tiden var kommet til at +slå det afgørende slag , og hun lod derfør sine tårer +flyde rigelig . +Hun kastede sig over vuggen og udbrød : +— o barn , barn ; du smiler , græd heller så +dit lille hjerte brister ; thi du har ingen fader mere , +og ret snart ti heller nogen moder , thi hun kan ikke +længe udholde savn og afsondringen fra den hun elsler +med en lidenskab , som ingen grændser tåler . Barn , +barn , synk hen i dødens nat , thi snart gemmer jorden +din moders støv , hun reder sig en seng , der +vel er kold og isner , men dog gemmer i sit skød en +lindring for al den kval , utilfredsstillet kærlighed +tilføjer . +— hold op , hold op , bad Julie ; jeg kan ikke udholde +at høre dem tale således , — det skærer mig i +hjertet +— men så sig dog , har jeg grund til andet , +, eg er jo den mest ulykkelige kvinde på jorden . Var +jeg ene nu , så fik jeg vel glemme ham , som har taget +mit hjerte , men det er jeg ikke , nej , jeg er moder . +— nok , afbrød Julie hende ; jeg vil nu blot spørge +dem , har de rigtig randsagel deres indre , gemmer +det virkelig følelser , som er så varme og trofaste , at +de kunne holde ud for hele livet ? +— ja , ja , det gør det . +— nu , så vil jeg , skønt gud skal vide , at jeg +gør det med et tungt hjerte , gjorde afkald . Tag atter + +Vilhelm tilbage , men lov mig , vær trofast , skab ham +et hyggeligt hjem og vær for ham , hvad en hustru +skal og bør være . +— de vil virkelig ! ytrede Eulalia og sremhyklede +et lykkeligt smil ; hav tak for det ! o , kun jeg for » +Slår hvor stor deres handling er , hvilken sjælsstyrke +de må være i besiddelse af . +— tak mig ikke , sagde Julie og bøjede i dyb sorg +hovedet ; det skeer ikke for deres skyld ; var de alene , +da skulle det ikke blive således , — det var blevet en +kamp imellem os . +— æble , helhjertede kvinde , sagde Eulalia ; tillad +at jeg kysser deres hånd , gid jeg kunne være ligesom +de ; men det er mig umuligt . +Julie trak uvillig hånden tilbage , som den førstnævnte +havde grebet og sagde : +— jeg taler med Vilhelm endnu i dag ; jeg vil +sige ham alt og han vil da nok vende tilbage til dem +og bede om tilgivelse . +— nej , nej , gør endelig ikke det , kære veninde , +ivrede Nina og trådte imellem ; jeg vil ikke for alt i +verden have , at ban skal få at vide , at jeg har meddelt +dig hans kjærlighcdsbistoric , og desuden , husk , +du yar højt og helligt forsikret mig om , at det skulle +blive en hemmelighed innllcm dig og mig . +— forlang ikke delte af mig , svarede Julie . +— jo , for enhver pris må du holde dit løstej , g +skulle fortsætte et forhold , som siden jeg +har erfaret dette , fylder mit hjerte med kval ; nej , det + +formår jeg ikke , du må give mig mit ubesindige +Sofie tilbage . +— nej , det hverken kan eller vil jeg . +Det var for stærkt for Julie . Al hendes følelse +oprørtes mod denne tvang hun skulle pålægge sig , +hun sølte at det oversteg hendes kræfter . +Nu var det ude med den konstlede No hun havde +påtaget sig . Tårerne styrtede ud af hendes smukke +øjne ; hun så alle sine forhåbninger kuldkastede , sin +rene , kydsfc kærlighed trådt under fødder , og så +var hun fordemt til ikke engang at måtte hæve sin +stemme mod den , der havde tilføjet hende alt dette ; +o , det var ikke til at udholde . +Hun måtte stolte sig til en stol for ikke at +falde om . +— bliver de syg ? spurgte Eulalia med hyllet +deltagelse . +— det var vel ikke så underligt om det ffete , +svarede Julie bittert ; dog , kom lad os gå , Nina , vi +har jo intet her mere at udrette , vi har jo nu øvet +ret og skæl . +— ja , i sandhed , del har du , kære veninde , +og jeg spåcr dig , del vil blive til din lykke — del +kan ikke være andet . Du vil til løn for din selvfornægtelse +vinde et hjerte , som både i dannelse og +helhed står dig langt nærmere . +Efter at Nina med en overordentlig tungefærdighed +havde ytret dette , borifjerncde man sig . +Den ulykkelige Julie med døven i hjertet . + +otteogtyvende kapitel . +Frelsl . +Den stolte , villiestærke Greve var blevet udmyget +på del føleligste . +Han vandrede endnu nede i den mørke , fugtige +kælder , søm en fangen mand , et bytte for del forfærdeligsle +raseri . +Den usle føde , der blev tilkastet ham i sparsomt +mål , havde bøjet hans skikkelse og furet hans træk . +Det var ikke mere den elegante kavaler ; håret flagrede +vildt , og klæderne hang uordentlige om ham . +Han vandrede rasllos op og ned ad del fugtige +gulv ; af og til knyttede han truende hånden og mumlede +mellem de sammenbidte tænder . +Denne tilstand havde nu varet i fire dage , som +forekom ham af være et helt århundrede . Han havde +forgæves undersøgt kælderen fra øverst til nederst , +for af finde et sted der lov sig gjcnnembryde , hvorved +han kunne undfly ; men de stærke mure spottede +alle hans anstrengelser , og han vær tilsyneladende +fordømt til af fluide blive dernede til ban drog sit +sidste suk . +Det vær hen ad aften . +Greven havde udmattet kastet sig ned på gulvet +for af prøve på af sove . +Men det vær ham ikke muligt . Urolige drømme + +vmgjæglede ham og lod ham ikke få No . Bevidstheden +om , af han vær assondret fra al menneskelig omgang +og lig den laveste forbryder vær lænkcbundet til +et usselt num , forfulgte ham med manende kraft . +Han blev pludselig opmærksom ved af en lem i +loftet åbnedes og af en lysning trængte ned til ham . +— åhøi , dernede ! råbte Johan . +Greven studsede . +— åhøi , kan i høre dernede ! råbte han atter . +— javel , svarede greven . +— kom nærmere hen til glughullet , jeg vil tale +med jer . +— hvem er i , hvad har i af sige mig ? +— jeg er en ben af jer og visk frelse jer , når +i vil opfylde de betingelser jeg stiller . +— alt opfylder jeg , lige meget hvad det er , lad +mig blot komme op til dagens lys , det er ikke til at +udholde i dette infame hul . +— ikke så ivrig , hør først hvad jeg har at sige , +— jeg hører . +— seer i , kaptajnen har taget sig en udgangsbillet +og kommer ikke hjem for det første . Han har +bedet mig passe på huset så længe , og det lovede jeg +ham da også . Men seer i , jeg har et medlidende +hjerte , og har ondt af , at i skal være dernede i den +afskyelige kælder , og vil derfor benytte lejligheden til +at sætte jer i frihed . Derved får jeg tillige hævn +over kaptajnen , der i den sidste tid har behandlet mig + +på en ' måde , som jeg vil sætte mig imod med hænder +og foddcr . +— i bader ham altså også værre end pesten ? +— ja det gør jeg . Når jeg har sat jer i frihed +går jeg min vej , og det skal ikke være med min +villie at jeg kommer her igen . +— så skynd jer . Jeg længes umådelig efter +atter at indånde den rene , frie luft . +— det skal snart ske . Men jeg stiller den beingelse +at i , som en ærlig mand forpligter jer fil af +give mig en sum af 200 nd . for min ulejlighed . +Jeg trænger fil dem , thi jeg skal sige jer , jeg vil +søge af komme fil Amerika , for på engang af bryde +med alle de forhold , der binde mig hertil . Vil i gå +ind derpå ? +— ja , overorden ! lig gerne . +— og i vil hølde jert løfte , som en ærlig mand ? +— hvad tror i om mig , svarede greven indigneret . +Husk , af jeg er adelsmand . +— nu ja , så vil jeg stole på jer . Jeg firer et +toug ned — hold nu bra ' fast . +— det skal jeg . +Johan gav sig nu i færd med af alle kræfter af +hale greven op af kælderen . Greven , ter var dygtig +afkræftet , havde megen besvar med af helde fast . +Erpcrimcnict lykkedes , da i det comme en fast +hånd greb Johan om skulderen og tvang ham fil +al hølde op . +— er det din troskab , skurk ! råbte knækbein + +rasende , — thi ham var det , der ubemærket var kommet +ind . Lad straks touget gå tilbage og sig mig , +hvad alt dette ffal betyde . +Johan flap forskrækket touget og den ulykkelige +Greve styrtede tilbage , udstødende et forfærdeligt smertefuldf +brøl . +— så , nu skulle vi to tales ved , brølede knækbein +og greb fat i Johan ; hvad havde du at bestille +ved lugen og hvad skulle det toug bruges til , som +du firede ned til fangen ? +Johan vred sig med et rask tag fra knækbein , +betragtede ham med et af had mørknet blik . men gav +intet svar . +— svar mig , for satan , skreg knækbein atter . +— det gider jeg ikke , svarede denne endelig og +lavede sig til at gå . +— men du ffal , eller jeg dømmer dig til kat . +-- å , det lader i nok være med , vi er ' ikke på +søen , men på landjørden . +— det får vi at se . +I højeste grad af ophidselse ved Johans ord +styrtede knækbein imod ham ; men han mødte en modstand , +som han ikke havde ventet . +Johan var forberedt og havde lynsnart sat sig i +en stilling , hvorved han kunne trodse angrebet uden +at tilføjes nogen videre molest . +Det gav et brag da de to stødte mod hinanden . +Johan slog , som om det gjaldt hans liv . — han havde + +mange Års uret og fortrædelighed at hævne på +knækbein . +Snart sås kun to rullende legemer , der bed og +fled i hinanden med et raseri , der kun kunne ende med , +at en af parterne aldeles måtte bukke under . +Dette skete efter nogen tids kamp . Knækbein +faldt pludselig tilbage , tilsyneladende aldeles livløs , og +Johan hævede strar efter sit af blod og riffer van » +Sirede ansigt . +— puh , det var en hård dyst , sagde han og +strækkede sine lemmer ; hm , han er da ikke død , det +ville feg nødig have på min samvittighed . +Han bølede sig atter over sin modstander og betragtede +ham med opmærksomhed . +— nej , gudskelov , mumlede han ved at iagttage +al knækbein åndede svagt ; han lever dog endnu , så +feg kan være rolig i den henseende +han satte sig et øjeblik ned for at udhvile sig +efter anstrengelse ! » . +— men det er sandt ! råbte han pludselig , jeg +må begynde hvor jeg flap , da kaptajnen kom . +Han ilede hen til gulvlemmen og kiggede ned . +Der var aldeles stille . +— åhoi ! råbte han sagte , kan i høre mig ? +Intet svar . +— tag fat i touget dernede , gjentøg han , så +skal jeg hive jer op . +Nu lød en svag jamren sig høre . + +Johan glemte al forsigtighed og stampede utålmodig +i gulvet . +— nu har jeg aldrig kendt mage , inumlede han ; +går han ikke hen og dåncr lige når jeg vil give +ham en håndsrækning . +Han tænkte ikke på , al greven , idet han faldt +tilbage i kælderen , havde fået et alvorligt slag , som +en rum tid havde bedøvet ham . +Her vare gode råd dyre . Der fandtes ingen +stige , ved hvis hjælp han kunne komme derned . +Johan stod en stund tvivlrådig . Endelig opklaredes +hans ansigt . Han havde såt en tanke , som +han antog , kunne lade sig realisere . +Hurtig halede han touzet op af kælderen ; dette +var temmelig langt , så det kort efter lykkedes ham at +danne en improviseret strikkestige deraf , hvorefter han +befæstede den til en stærk krog , der sad oppe ved lugen . +— så , nu ned i kahytten , sagde han og tørrede +sit svedbedækkede ansigt . +Pludselig standsede han og så sig tilbage ; det +forekom ham , som om knækbein begyndte at røre sig . +Han sagde sig selv , at hvis dette skete og kaptajnen +så , at han var nede i kælderen , da ville han med +en vis fornøjelse trække stigen øp , og han ville upåtvivlelig +falde i sin egen snare . +Dette målte for enhver pris forhindres . , han +skyndte sig derfor at slå et forsvarligt ned om knækbein , +hvorved det umuliggjordes denne at røre et +lem . + +efter at dette var sket , skyndte han sig ned for ar +befri greven . +Denne var imidlertid vågnet til besindelse af det +bedøvende slag han havde fået i faldet , og modtøg +sin frelser med en overordentlig glæde . +Dog , slaget havde været så betydeligt , at han +ikke var i stand til at rejse sig uden ved Johans +hjælp . +Der var derfor intet andet for , end at denne +måtte tage ham på ryggen , og så godt som muligt +voltigere op . +Jøhan pustede og stønnede under sin byrde ; det +kostede ham anstrengelse « af alle de kræfter han rådede +over , da opstigningen vanskeliggjordes ved at stigen +skingrede frem og tilbage . +Endelig satte ban sin byrde velbeholden på fast +grund . +— så , skal vi nu puste et øjeblik , sagde han . +— ja , men lad det ikke vare for længe , ytrede +greven ; jeg længes efter at komme børt for at jeg +hjemme ved ordentlig føde kan komme til kræfter +igen . +— vil i ikke først tale et par ord med den gøde +mand der ? spurgte jøhan og pegede med et hævngerrige +og megetsigende blik på den endnu magtesløse +kaptain knækbcin . +Greven betragtede ham et øjeblik . +— lad det vente , sagde han med mat stemme ; + +han og jeg tales ved senere . Kom , lad os så vandre +afsted . +— ja , bort herfra , her kan ingen trives , mumlede +Johan med et mørkt blik . +Niogtyvende kapitel . +En mystisk billet . +Det var ikke Nina nok på en ' afgør . nde måde +at have forstyrret det inderlige forhold imellem Julie +og Vilhelm . +Hun pønsede på nye slethcdcr . +Denne kvinde var i besiddelse af en overordentlig +stor elasticitet i følelser . Intet var , som vi alt +have set , helligt for hende ; hun førte i en bestemt +hensigt en slags krig med samfundet , og de våben +hun benyttede , vare sådanne , som intet » erfarent eller +for slciheder fremmed menneske kunne vogte sig for +eller værge sig imod . +Hun havde stadig forstået at binde Arthur til sig . +Den unge mand så i hende sit ideal , som han ved +sine ivrige stude » ingcr snart ville komme i besiddelse +af ; hun var for ham den , i hvem han så al sin fremtidige +lykke koncentreret . + +Amanda havde allerede ved begyndelsen af bekjendtskabef +med Nina , under tavshedsløfte , fortalt +denne om det venlige forhold , der eksisterede mellem +hende og Karl . +Hun havde lyttet dertil og nøjagtig indpræget +sig alt . +Engang havde hun set disse to børn sammen . +Det var hende nok . Hun kunne ikke tåle at mennefiene +skulle være lykkelige . +Vi ville se hvorledes hun bærer sig ad med at +forhindre det . l +Karl gik urolig op og ned ad gulvet . Postbudet +havde bragt et drev , hvis udskrift var til ham . +Et brev , og til ham , det var en hel begivenhed , +som han gjorde sig umage for at forstå . Det forekom +ham endnu forunderligere , da det var en håndskrift , +der var ham aldeles ubekendt . +Han gik endnu med det uoabnede brev i hånden , +uvis om han virkelig skulle løsne seglet . +Dog , den engang vakte nysgerrighed fejrede . Han +lukkede det op og læsle : +„ Elskede ! +—- hvad behager , udbrød Karl forbavset ; det begynder +såmæn rart , bare det vil holde ved lige til +enden +han læsle videre : +„ Ja , således vover jeg at kalde dem . De + +„ studser måske , tilmed når de erfarer , at det +„ er en ung , bly pige . . . +— nå , jeg kan dog ikke sige af hun er synderlig +bly , sagde Karl , og læste videre : +„ . . . . der vover af tilskrive dem således . +„ Men vær forvisset om , af det udspringer af min +„ Sjæls inderste . Ak , jeg har set dem så lidt +„ gå forbi mine vinduer ; jeg har sendt dem hånd „ kys +og hilsener , men alt er bleven ubesvaret , de +„ er gået mig kold og følcsløs fordi . Det er +„ derfor min sidste tilflugt af sk . ive dem til , sige +„ Dem , hv ' tte dybe og inderlige følelser synet af +„ Dem har opvakt i mit hjerte . O , foragt mig +„ ikke , bær over med mig og min rene , inderlige +„ Kærlighed . +Deres +erncstine . “ +Efterskrift . Hvis de ved læsningen af disse +linier skulle ønske af tale med den , der bar tilskrevet +dem , da vil måske en samtale lunde finde sted , +når de vender ved springvandet på Gammeltorv +iaften klokken 9 . +— men er tøsen gal ! råbte Karl leende ; hun +er jo rasende forelsket i mig . Ja , det er soleklart , forelsket +er hun nå , glæd dig , Karl , du bliver jo +en fuldslændig kavaler ; i stedet for en får du to +kærester +han tænkte en stund efter . + +— men skal jeg også gå derhen ; det er vist +neppe rigtigt . Dog jø , jeg er jø en mand , jeg gad +dog nok se den kvinde , der kan skrive et sådant brev +til en ubekendt mandsperson , om ikke andet , så for +at sige hende , at jeg er — forlovetsom +sagt , så gjort . Da den til mødet bestemte +tid kom , vandrede Karl afsted , for at træffe den ubekjendfe +skjsnne . +Han gik længe frem . og tilbage på det aftalte +sted , men der kom ingen , og han begyndte derfor +at tro , at det var en dame der ville have ham tsi +bedste . Han lavede sig allerede så småt til at gå +hjem igen . +Pludselig slog en let damehånd ham på skulderen ; +han vendte sig hurtig om , og så en tæt tilfloref +dame stå foran sig . +— er det Karl ? spurgte en stemme , der søgte +at gøre sig så blød som mulig . +— jo det er såmænd , svarede denne rask . +— ak , hvor jeg har længtes efter dem . +— så ? sagde Karl smilende . Er de den dame +der har skrevet mig et brev til ? +-- ja , jeg må tilstå dej ; er de vred derfor ? +— nej , det kan jeg just ikke sige , skønt jeg jo +nok fandt det lidt underligt . +— o , spot mig ikke , en ren , dyb følelse har +ledet mig til dette skridt ; jeg kunne ikke andet . +— de elsker mig viikclig ? spurgte Karl . +— ja , af mit hele hjerte ; men kom , lad os + +spadsere lidt , man er ellers i stand til at blive opmærksom +på os . +— det kan vi gerne ; men jeg begriber ikke , hvor +den kærlighed kommer fra ? +— o her mig , og de vil fatie , hvorledes det er +gået til . Jeg er datter af velhavende forældre , hos +hvem jeg tilbringer al min tid . Intet øjeblik tabe +de mig af sigte ; jeg er som faflnaglet til det sted , +hvor de bo . På grund af en sørgelig historie , som +jeg skal fortælle dem en anden gang , holder man +mig aldeles afsvndret fra andre menneskers omgang . +Det tillades mig ikke at gå et skridt uden ledsagelse . +— men i aften ? +— jeg fik overtalt vor gamle , tro tjenestepige +til at hjælpe mig med at komme bort . Mine forældre +tro nu , at jeg på grund af en let hovedpine , +som jeg foregav af lide af , er gået til No . +— det var urigtigt af dem , sagde Karl . De +kunne jo ikke vide , hvilket menneske de således betroede +dem til . +— å jo , det vidste jeg . Jeg ved , af de er en +retskaffen og ædel ung mand . . . +— nok om det — og så ? +— må jeg ikke tale om dem ? +— nej , fortæl hellere , hvad der angår dem +selv , det er ulige interessantere . +— nu jeg har ikke meget af tilføje , sagde damen +med en smægtende betoning . På grund af + +denne indespærring , der aldeles nedsløg mig og hæmmede +min frie åndsreining , følte jeg mig som en +fangen fugl , der kun var kommen ind i denne skønne , +vidunderlige verden , for af leve og dø i ensomhed . +Da så jeg dem , det jublede i mit indre , det var +som en slemme sagde mig : der er din befrier , han +vil hjælpe dig . +— og det stoler de så trygt på ? +— ja , ja , det gør jeg . +— det skulle de ikke . +— hvorfor ? +— man kan jo ikke vide det — det kunne jo +være , at jeg ikke svarede til de forventninger og det +håb , som de sætter til mig . +— o , det kan ikke være muligt ; de kan ikke +bringe over deres hjerte at skuffe mig . +— det just ikke , men . . . +- men ? +— sæt nu , at jeg havde en anden ; det vil sige , +at . . . at jeg . . . +— ' for guds skyld , tal ikke ud ! +— ja , da må jeg dog tilstå ærligt og oprigtigt , +at det ikke kan nytte at de nærer slige følelser for +mig ; thi jeg er forlovet . +— gud , hvad siger de , sagte damen netbøiet +og lagde en overordentlig sorg i stemmen . +— sandheden helt og holtent ; jeg er , som de +siger , ærlig , og derfor siger jeg dem det , for ot de +ikke skal gøre dem nogen illusion . + +— ak , de derøver mig altså alt håb ? +— ja , kan jeg andet . Alt længe har jeg elsket +en kvinde , som er smuk og ædel . Hun har lovet at +vente på mig til jeg bliver selvstændig , og det håber +jeg skal ikke vare længe . +— o , hvor de piner mig . +— trøst dem , der findes mangen mand , som +vil skatte sig lykkelig ved deres kærlighed . +— og det kan de sige så koldt , efter at de har +hørt min tilståelse ? +— nej , vist ikke ; tværtimod , jeg nærer megen +deltagelse for dem . +— behold den , sagde damen bittert ; de støder +et hjerte tilbage , som elsker dem over alt . Nuvel , +så lad os skilles ; kun det forlanger jeg af dem , at +ingen får noget at vide om denne sag . +- det kan de stols^på . Jeg skal opbevare denne +samtale i mine skønneste erindringer , som et minde +om en kær veninde . +— ak , gid dette forhold døg kunne blive anderledes , +jeg ville give ti år af mit liv hvis det skete . +Karl stirrede tankeløst på hende ; denne samtale +begyndte at tabe fin tillokkelse . Det forekom ham , som +om damen var alifor emanciperet . +Han gav derfor intet svar på det sidste spørgsmål . +— +nu , så farvel da , sagde damen kort efter , +og rakte Karl en fin , lille hånd , der skælvede let ; vi +skal altså aldrig ses mere ? + +— hvem ved , måske . +Karl greb vendes hånd for at tage afsked , men +det var som om det lette tryk af denne pludselig virkede +på ham ; han blev bleg og skælvede af bevægelse . +— altså , der er dog en udsigt ? +— javist , javist , sagde Karl tøvende og beholdt +hendes hånd i sin . +— lov mig i det mindste et , ytrede damen og lagde +med særdeles glæde mærke til den forandring , der +skete med Karl . +— og det er ? spurgte denne , uden rigtig at være +sig bevidst . +- at du engang imellen , - kun engang imellem , +tilføjede hun skælmsk — spadserer lidt med mig ; det +vil være mig en lille adspredelse i den ensomme tilværelse +jeg sører . +— det skal jeg gerne , søde . . . hvad jeg ville +sige . . . +— hvad behager ? +— jeg indvilger , svarede Karl kort og tog sin +hånd til sig . +— tak , sagde damen o , hvor de gør mig +lykkelig . +Kort efter skilles dr . +— jeg har ham ! lo Nina — thi hende var det , +og skede bort ; han skal inden ret længe blive en kælen +hyrde . Men nu til greven for at aftale det fornødne . + +tredivte kapitel . +En god kur . +Greven lå til sengs hjemme i sin lejlighed . Den +behandling , han havde lidt , havde aldeles nedbrudt +hans alt ved overdreven nydelse af forskellige glæder +undergravede helbred . Dog , indeni dette afkræftede +legeme boede en sjæl , der higede med en fortærende +ild efter det mål , som han havde sat sig -- - Julies +kærlighed . +Men side om side med denne trivedes en anden +følelse , der stundom , ifølge de uædle bevæggrunde , der +altid var den ledende kæde i hans livs mørke færden , +fik overvægten , nemlig hadet , i dens afskyelige +tilsidesættelse af alle hensyn til medmennesker ; det +halsstarrige ubetvingelige had , søm kun kan ende med +en tilintetgiørelsc . +Dette had gjaldt især knækbein . +Ester at han , skønt modstræbende , havde udbetalt +Johan den akkorderede sum , var der sket en aftale +mellem dem , hvori Johan forpligtede sig til at hjælpe +greven med at hævne sig på kaptajnen . +Neppe havde han bortsjcrnet sig før Nina aflagde +sit besøg . +Den gamle tro tjener negtede hende adgang , da +han mente , at hans herre ikke kunne tåle nogen +sindsbevægelse . + +men Nina var påståelig og forlangte ivrig at +komme ind . +> — nej , vist ikke , svarede tjeneren og rystede på +hovedet ; det er umuligt at de kan komme ind ; desuden , +Herren har udtrykkelig befalet , at han ikke vil +forstyrres . +— det kan ikke gælde mig . +— det gælder alle . +— jeg vil straks føres ind , befalede Nina og stampede +heftigt i gulvet . +— jeg tør ikke . +— du skal , jeg befaler dig det . +— de har intet her at befale . +— det skal jeg straks vise dig , tølper ! råbte +Nina arrigt . +Hun for henimod døren fil grevens kabinet og +åbnete den heftigt , men blev pludselig forundret +slående . +— men , hvad er dette ! råbte hun ; kommer jeg +fil en syg ? +— ja , søm du seer , kære Nina , sagde greven +med svag slemme . +— men , min gud , hvorledes er det gået fil , +hvad fejler du ? +Nina gik hen fil grevens leje og så deltagende +på ham . +— å , det er ikke andet , end at jeg har været +indespærret i nogen tid i en mørk kælder . +— er det muligt ! + +— ja , og jeg fik ikke andet end vand og tørt +brød hver eneste dag . +— det var ikke synderlig afvekslende ; men hvem +har vovet . . . ah , politiet måske ? +— nej , nej . +— ikke det , men så begriber jeg ikke . . . +Kort , sagde greven , idet hans ansigt antog et +skummelt udtryk ; jeg har været genstand foret frækt +attentat — det er ' inækbein , skurken på nørrcbro , +der er ophavsmanden til dette ; men lad mig blive +rask , og du skal se , at hævnen skal komme over hans +hoved . +— det uhyre ! — således at mishandle minegen +kære Greve . Jeg skal gerne hjælpe dig med udførelsen +— det er jø oprørende . +- - tak , når tiden kommer skal jeg henvende mig +til dig , — men for at tale om noget andet , hvorledes +har Julie , den kære pige det ? +— o , du kan tro , at jeg har været flink , sagde +Nina ivrigt . Skynd dig blot at blive rask og hun +skal flyve i dine arme . +— ah , det det var jø herligt , ytrede greven , idet +hans ansigt opklaredes . +— ja , hun vandrer nu omkring , det stakkels væsen , +i den tanke , at hendes forlovede studenten har +havt en forbindelse allerede før han kendte hende , og +at han er fader . Hahaha , tænk dig , han er fader . +— men hvorledes har du båret dig ad med at +lde hende det ind ? + +— å , jeg lavede en hel lille komedie sammen +med eulalie , hende , som du jo nok kender ; det gik +herligt og endte med et stort sluiningstablau , hvor « +Julie , henreven af den er-forlovedes klager over sig +og sit forladte barn , med rørende stemme gav sit +minde til at trække sig tilbage . +— så er hun nu aldeles fri ? +— nej , ikke aldeles . Jeg mente , at forholdet +mellem hende og Vilhelm burde bestå en kort tid endnu , +for at hun , ved stadig at have den tanke for øje , at +han elsker en anden , kunne få mere og mere afsky +for ham . +— meget godt , meget godt , kære Nina . Å , +du ved ikke , hvor denne efterretning gør mig lykkelig . +- virkelig ? +— ja , denne kvinde har tilføjet mit hjerte et +sår , som kun hun kan læge . +— du er altså rigtig forelsket ? +- ja . +— det troede jeg dog ikke . +— hvorfor det ? +— jeg antog , at det kun var noget , du sådan +havde sat dig i hovedet . +— hvor vil du hen , pigebarn ; nej , jeg er overordentlig +forelsket i hende . +— nå , således . +— og i > l bevis derpå , så beder jeg dig om at +sørge for , at jeg snarest mulig får en sammenkomst +med hende . + +— jeg skal gøre mit bedste . +— hvørnår antager du ? jeg brænder af længsel +derefter , forsikrer jeg dig . +— lad se , sagde Nina og tænkte efter . Om et +par dage . +— så sent ; jeg kan ikke udhølde at vente så længe , +det må være før . Hvør antager du at det +kan tie ; hos mig ? +— nej , gudbevares , svarede Nina med dydig indignatiøn ; +det går ikke an . +— men hvør da ? +— vi kan jø før trempel gå en tur ud på +Frederiksberg . +- prægtigt . +— du kommer os i møde , hilser på mig og så +på din h erterdame . Efter nogen ligegyltig tale om +meget almindelige ting går vi over til mere interessante +emner ; jeg fortæller dig , hvor ulykkelig min +inderlig elskede veninde er , og du tager da strar anledning +til , søm den medfølende sjæl , at trøste og +husvale den stakkels jomfru . +— det er rigtigt , således må det være , smilede +greven ; det går nok , det kan ikke være andet . +— efter ben dag går vi naturligvis ofte ture +sammen , tilføjede Nina leende , og så — ja så overlades +resten til dig , hahaha ! +— det kan du ganske rolig , du skælm . +— men det er sandt , sagde Nina , jeg har en anden +sag på hjertet . + +— nå , kom da frem med den ; efter den efterretning +du har bragt mig , er jeg særdeles oplagt til +at høre dig . +— det er nemlig om mine småudgiffer , jeg ville +tale med dig . +- — ah , således . +— ja , jeg har ikke haft så få , og jeg ville +derfor . . . +— her er neglen til sekretæren — tag en rulle , +den indeholder 50 rigsdaler , er du tilfreds dermed ? +— ja , sagde Nina nølende ; desuden , vi kan jø +senere opgøre regningen . +— det kan vi , du gavstrik , men tag nu ikke +mere end en rulle +- nej , det skal jeg ikke , forsikrede Nina ivrigt , +og lød en anden lille rulle følge med den første ned i +kjolelommcn . +— hvorledes går det med din forlovede ? +— å . lo Nina og blev særdeles venlig ; han er +stadig lige troskyldig og lige forelsket . +— lykkelige pigebarn , at vide sig således tilbedet . +— ti stille med det , grinede hun ; når man har +sådanne venner som dig , så sætter man ikke stor +pris på sligt et tossehoved . +— hahaha ! Han er såmænd godt kørende . Det +gør mig næsten ondt for den unge mand . +—- nu bliver du nok medlidende , min kære Greve , +svarede Nina leende . Men jeg seer det er sent , jeg +vil nu anbefale mig . + +— når kommer du igen ? +— i morgen . +— lad gå . +Dermed gik hun . +Enogtredivte kapitel . +Fortvivlelse . +Efter at Julie , som vi have set , med blødende +hjerte havde givet afkald på forbindelsen med Vilhelm , +var det hende som om al den glæde og lykke +hun troede at finde , var aldeles tilintetgjort , +da hun kom ind på sit værelse faldt hun på +sine knæ og bad en inderlig og brændende vøn til +gud , om styrke til at bære al den sorg der mødte ' +hende . +Tårerne randt rigelig ned ad de blege kinder , +og fortvivlelsen malede i hendes træk al den kval +hun led . +Hvad skulle hun gøre ? Hun vidste det ej selv . +Kunne hun vel være sammen med Vilhelm , uden at +hele hendes væsen røbede , at hun vidste han var falsk . +Nej , det kunne hun ikke ; ak , at delte ubesindige +løfte skulle binde hendes læber . + +hun følte , at det ville være hende aldeles umuligt +at tale med ham , uden at det måtte komme til en +forklaring , uden at hun af sit fulde hjerte måtte sige +ham , at han ikke længer behøvede at hykle venlige følelser +for hende . +Men dette måtte foreløbig undgås ; hun havde +givet sit ord , og det var hende helligt . +Så måske også en dag han selv ville komme +og sige hende det ; i sandhed , hun ville være ham taknemlig +derfor ; thi det måtte jo ske , og så hellere +ham end hende . +— o gud , sukkede hun fortvivlet ; hør mig og +jevn med fredelig mildhed vejen for mig . Du , uden +hvis minde ikke en spurv falder til jorden , du kender +mit stakkels hjerte og ved , hvor inderligt jeg hænger +ved ham , send en lindrende stråle fra din himmel +og lad den lyse således , at alt kan klares uden +atlfor stor smerte . +Det var som bønnen gav hende mod . Hun rejste +sig fattet , og gik ind i det tilstødende værelse . +Idetsamme kom Amanda ilende ind . +— fader vil gerne tale med dig , kære Julie , +sagde hun ; skynd dig ind til ham , han har vist noget +godt at meddele dig . +— mig ? spurgte Julie tvivlende . +— ja dig , hvorfor ikke ? Du seer således ud , +som øm du troede , at der intet lykkeligt kunne hænde +dig . +Julie rystede bedrøvet på hovedet , idet hun sagde : + +— ak , vist ikke megen . +— gå dog derind , det kunne måske alligevel +være muligt . +— nu , jeg vil gøre som du beder om . +Svendsen sad inde i sit værelse , sysselsat med at +skrive nogle breve , da Julie trådte ind til ham . +- men hvad er beder i vejen , mit kære barn ? +Sagde han og betragtede forbavset ben bleghed , der var +udbredt over Julies ansigt . +— intet , fader , intet , svarede hun hurtigt ; lun +en lille upasselighed , som snart vil gå over . +-- du går bestemt og sørger over noget , sagde +Svendsen deltagende . Jeg har stiltiende lagt mærke +til dig i fl-re dage og har stadig mødt det samme +sørgmodige ansigt . +— læg dig blot ikke det på hjerte , jeg vil snart +atter blive din glade , muntre Julie . +— nå , jeg vil ikke trænge ind på dig , men +derimod meddele dig en sag , som måske atter kan +briNge N ' odme på diNe kiNder . +— og det er ? +— noget om Vilhelm . +— om Vilhelm , sagde Julie og fik tårer i +øjnene . +— ja , men hvad seer jeg , tårer , hvad skal det +betyde , Julie ? +Julie tav og slog øjnene ned . +— du svarer mig ikke , er i måske vrede på +hinanden ? + +— nej , nej , men bed mig ikke om en forklaring , +lad en lille tid gå og du skal få alt at vide . +— ja , men dermed kan jeg virkelig ikke slå mig +tiltåls , husk at jeg er dig i faders sted , og holder +så meget af dig , at jeg ikke kan t��le , at der går +dig noget imod . +— o , jeg ville jo gerne betro dig alt , kære , +gode fader , men det er umuligt for øjeblikket ; jeg har +lovet højt og hellig at skulle tie , og et sligt løfte ved +jeg du selv ville holde . +-- det kom døg an på — nå , men siden du +ikke vil ud med sproget , så . . . +Så vil du meddele mig , hvorfor du kaldte +mig herind , ikke sandt , lille fader ? +— ja , men det er snart fortalt . Jeg har her +fået et brev fra en ben ovre på fycn , som er præst , +af han på grund af sin alder seer sig nødsaget til af +antage en medhjælper , som kan assistere ham ved hans +forretninger , og da han har hørt tale om , af Vilhelm +er hos mig og har studeret tteologi , så vil han +magt det så , af han kan komme derover , hvis han +ellers har lyst , og . . . +— nu videre ? +— og så vil jeg spørge dig , om du vil følge +med derover som hans hustru ? +Det gav et sæt i Julie ; hun blev så bleg som +et lig og styrtede om på gulvet uden af give rn lyd +fra sig . + +ængstelig løfteve Svendsen hende op , idet han +udbrød : +— men kære , velsignede barn , hvad fattes dig ! +O gud , du vil da ikke dø fra mig ; — mit gamle +hjerte har knyttet sig til dig , som om du var mit +eget barn ; . . . men så luk dog dit venlige øje op , +af jeg kan se , af du lever ; . . . o nej , du er så +bleg som døven , vil du således drage bon fra din +gamle fover ! +Svendsen greb hendes hånd , den var kold som +is , og åndedrættet var næppe mærkeligt . +Der blev nu hurtigt sendt bud efter en læge , +som , da han havde undersøgt Julie , underrettede de +tilstedeværende om , at hun var blevet ramt af el slagtilfælde , +som ville gøre det tvivlsomt , om hun nogensinde +ville blive rask igen . +Der blev nu et sorgens hus ; thi Julie var ristet +og afholdt af alle . * +Vilhelm , som var kommet hjem kort efter at det +sørgelige tilfælde skete , var aldeles utrøstelig . Han +knælede ængstelig opmærksom ved hendes leje for om +mulig at opdage noget livstegn hos den elskede . +Pludselig rejste Julie sig med en overordentlig +kraff overrende i sengen . Hendes øjne stirrede forvildet +ud i rummet . +— ja , ja . . . hviskedee hun i afbrudte sætninger , +det var ham . . . hans barn , en lysets engel , — +men moderen , uh ! en hæslig ' kvinde . . . hun har +lokket , — smigret ham , jeg kunne se vet , o gud ! + +— hvorledes har du det , kære Julie ? spurgte +Vilhelm ængstelig . +— min tud , denne stemme , hviskedee Julie pen +for sig ; men falsk er den — lumsk , indsmigrende , den +stjæler sig ind i hjertet . . . men han skal ikke se , at +jeg elsker ham — nej , aldrig , aldrig . . . kold som +is skal jeg være , . . . ak , en forspildt fremtid , — et +sønderknust hjerte har jeg tilbage . . . +Således lå den ulykkelige Julie i nogen tid +og fantaserede , indtil endelig trætheden overmandede +hende og gav hende den nødvendige No . +— man udtalte sig i forskellige retninger , om +hvad der kunne være anledning til Julies pludselige +sygdom . Det forekom Svendsen aldeles umuligt , at +det kunne være den efferretning , han havde meddelt +hende , der kunne være den virkende årsag . +Vilhelms tanker gik i en anden retning . Han +havde ligesom en anelse om at Julie enten ikke elskede +ham mere , eller også — hvad der var ham en ligeså +pinlig tanke — havde lyliet til en eller anden +ondskabsfuld bazvadsker , der havde fortalt slerheder +om ham , som den rene , uskyldige pige måtte afsky . +Han kom , uden at vide det , sandheden nær , som +han snart erfarede . +Amanda var ligeledes meget bedrøvet over Julies +sygdom . +Hun stod længe tankefuld og betragtede den kære +veninde , der kort forinden havde færdedes med hende + +i deres lille verden og nu lå kold og bleg , som ville +hun aldrig øpvågne mere . +Da randt hende den samtale i hu , som hun +havde hsrt imellem Nina og Julie . +— ja , det kan ikke være andet , tænkte hun ; det +må være den egentlige grund , men det må ikke +gå således . +Hun gik hen til Vilhelm og trak ham til side . +— hør mig , sagde hun ; jeg har noget meget vigtigt +at sige dem . +Vilhelm vendte sig lun modstræbende bort fra +Julie . +— vil de oprigtigt og ærligt svare mig på et +spørgsmål ? +- ja , men . . . +— del skeer før Julies skyld . +— spørg , og jeg skal svare . +— de vil måske finde det vel drisiigt af en ung +pige , som mig , men del må frem . +-- nej , nej , sig mig blot hvad det er . +- jeg ville spørge dem , hviskedee Amanda rødmende , +øm de nogensinde før de kom til at kende +Julie , har været forlovet ? +— nej , det har jeg ikke ; men hvorfor ? +— det er bleven fortalt Julie således . +— af hvem , hvo har været så sket ? +— lov mig , hvad de end erfarer , at fortie , at +jeg har meddelt dem det . + +— ja , det lover jeg . +— nu vel , det bar Nina sagt . +— Nina ? +— ja , Nina . +— det kan ikke være muligt , sagde Vilhelm hovedrystende . +— +da forholder det sig dog således , — jeg har +selv hørt det . +— skrækkeligt , udbrød Vilhelm ; det anede mig , +at denne kvinde var falsk . +— ja , det er hun , det er jeg sikker på ; thi de +lyver vist ikke . +— nej , del gør jeg ikke ; jeg elsker Julie alt for +højt , til at jeg skulle have øje for nøgen anden kvinde . +O , jeg skal drage hende til regnskab ; her i alles nærværelsæ , +skal hun bekende , at det er et skændigt opspind , +som kun har haft ril hensigt at skille Julie og +mig ad . +— for guds skyld , bland ikke mig i dette ; jeg +har kun sagt dem , hvad jeg har børt . +— vær rolig for det , lille Amanda ; men sig mig +alt ; lad mig få at vide , hvad hun har sagt til +Julie . +— ja , men på den betingelse , at de går +lempelig tilværks — det kan drage følger efter sig , +som jeg ikke vil have på min samvittighed . +— ja , ja , sagde Vilhelm smerteligt , jeg skal gå +lempelig tilværks , — hun fortjener et overordentlig +hensyn , denne kvinde . + +— bær blot besindig — husk , at hun er forlovet +med min Broder , og han ville blive meget ulykkelig , +hvis det kom til et brud , som jo naturlig måtte blive +følgen , hvis det blev bekendt , at Nina havde været +så slet . +— godt , jeg skal være besindig , som de siger , +skjøndt det vil koste mig overvindelse ; men hun skal +døg have at vide , at jeg kender hendes nedrighed . +Fortæl mig så , hvorledes det skete , +— det var en aften , vi sad alle tre alene , at +Nina pludselig lod falde nogle tvetydige ord og derefter +skrev noget til Julie på et stykke papir , som +Julie bestyrtet læste . Hun bad strar om en forklaring , +som Nina lovede at ville give hende . De gik da ind +i et tilstedende værelse , hvor hun fortalte Julie , at +de var hende utro , at de havde en anden forlovet , +som . . . +— skammeligt ! råbte Vilhelm og stampede harmfuld +i gulvet . +— tys , tys , Julie kunne vågne . +— o , det er sandt . Nå , hvad hed denne kvinde +som hun titulerede som min forlovede ? +— Eulalia . +— gud , skal da denne flette kvinde atter stille +sig i vejen for mig . +— de kender hende altså ? +— javist , nej , nej , det vil sige . . . +— ak , det er altså dog sandt , udbrød Amanda +førgsuld . + +— nej , nej , jeg besværger dem , tro ikke noget +flet om mig . +— men de kender dog denne kvinde ? +— ja desværre , men det var kup en eneste gang , +at jeg var i hendes selskab , rigtignok under omstændigheder , +som . . . +— godt , jeg vil ikke høre mere , afbrød Amanda +ham . Stakkels , ulykkelige Julie . +— men lad mig sige dem . . . +Videre kom Vilhelm ikke . Amanda tilkastede ham +et alvorligt blik og gik hurtig bort . , +— er da alle mennesker som sorhexede af denne +flette kvinde ! udbrød Vilhelm heftigt ; men bliv , min +tid kommer også . +Han vendte sig om til Julie og hans ophidsede +træk formilbedes uvilkårlig ved synet af hendes +blege , lidende ansigt . +— også du , kære , enzlemildc væsen , kunne +tvivle om mig og lytte til , hvad en falsk og ond kvinde +tilhviskedee dig ; o , vidste du , hvor fast dit billede +sidder i mit hjerte , og hvor det banker ved syne » af +dig , du elskede , da ville al tvivl svinde bort af din +rene sjæl og en inderlig kærlighed kunne atter knytte +os til hinanden . Men hvor går jeg hen før at søge +råd i denne ulykke ? +Han grundede en kørt tid . +— ja , således skal det være , sagde han hen før +sig ; Svendsen , der er så god og overbærende mod +fine medmennesker ' skal hjælpe mig . Han harjo viist , + +at han nærer venskab før Julie og mig og at han kun +vil vort vel - ban er den Nette , den eneste til hvem +jeg bør henvende mig . +Toogtredivte kapitel . +En opdagelse . +Greven ilede med længsel til det aftalte sted dagen +efter samtalen med Nina +skføndt han endnu ikke var tilstrækkelig helbredet +ester indespærringen , så havde dog udsigten til at +træffe sammen med Julie således give » ham kurage , +at han tilsyneladende strålede af sundhed . +Han gik længe omkring , betragtede ivrigt de forbigående , +før om muligt al opdage de to damer han +ventede . , +men han kunne længe nok vente , der kom ingen . +Tilsidst blev han da utålmødig og mumlede imellem +tænverne : +- men hvor Pokker blive de dog af , de dejlige +pigebørn , - hm ! jeg kan da aldrig iro , at Nina +har i sinde at gøre nar ad mig . +Han begyndte igen ærgerlig sine observationer . + +endelig så han et fruentimmer nærme sig søm +lignede Nina . +Han ilede hen til hende og denne gang havde han +held med sig , det var virkelig Nina . +— hvad skal det betyde , råbte han ivrigt ; du +kommer alene . +— ja , desværre , sukkede Nina og satte et overordentlig +melankolsk ansigt op . +— men hvorfor ? +— jeg kan intet gøre derfor , Julie . . . +— bil du gøre nar ad mig eller binde mig en +historie på ærmet ? +— nej , hvor kan du tro sligt øm din egen rare +Nina . +— ja , men så begriber jeg ikke , — jeg har nu +gået og vente » i en langsommelig tid . +— sagen er den , at Julie er bleven syg . . . +— syg ? Av , det var en flem historie . +— ja , ixkc alene det ; men der er noget , der er +endnu værre . +— hvorledes ? +— man har opdaget den komedie , jeg i forening +med Eulalia har spillet for Julie . +— er det muligt , ytrede greven og få Nina +skarpt i ansigtet . +-- ja , svarede denne med et skuldertræk . En +ung pige , min kjærcstcs søster , har set letlighed ril +mig uafvidende , at belure den samtale , hvori jeg meddelte +Julie Vilhelms utroskab . Hun har indtil i går + +bevar « sin hemmelighed ; da Julie , efter en samtale +med sin pleirfader , blev syg , så kunne hun ikke bare +sig længer , men meddelte det hele til studenten , som +naturligvis var færdig at flyve i flint ved at høre +d « . Han gik da ind til plejefaderen og fortalte ham , +hvad han havde hørt , hvorpå denne i dydig indignation +korsede sig og sendte bud efter Eulalia , so » kort +efter indfandt sig . +— så er altså hele planen gået i vaflen , +råbte greven ærgerlig . +— trøst dig , det kan blive godt endnu — vær +vis på , at jeg skal gøre mit bedste ; men hør videre +kære Greve . +— det kan være det samme ! råbte greven +heftigt og stampede ærgerlig i jorden ; jeg flænker dig +resten af denne historie . +— jo , hør mig kun til ende , og så ville vi i +forening lægge vore hoveder i blød , for at udklække +en plan , som skal være den sidste og afgørende . +— nu da , lad høre . +— jeg kom noget efter hjem og anede intet af +hvad der var sket , for der kommer bud , at jeg strar +skal indfinde mig hos Julies pleicfadrr . Det blev udtalt +som en befaling , og jeg ilede derfor strar ind til +vam . Nu fik jeg øjnene op for hvad der ventede ; +den første jeg så var Eulalia , der stod ængstelig +med nedslåede øjne midt på gulvet . Svendsen og +Vilhelm tilkastede mig et blik , som tilstrækkelig sagde +mig , at jeg måtte bruge al min evne til at forstille + +mig , da jeg ellers ville have udspillet min rolle der +i huset . +— som sagt , vedblev Nina ; jeg lod som jeg ikke +så disse mørke øjekast , men trådte smilende og +glad ind . +— nå , er de der , sagde Svendsen strengt ; kender +de dette fruentimmer ? +Han pegede med en foragtelig mine^på Eulalia . +— jo , jo , sagde jeg tøvende ; det vil sige af +anseelse . +— ellers ikke ? +— nej , det forsikrer jeg højt og helligt , svarede keg . +— det er usandhed , for Vilhelm imod mig med +et lynende blik ; de har lejet denne kvinde , for at +hun skulle foregive , at jeg var hendes kæreste og derved +stille en skranke mellem Julie og mig . +— er det sandt ? Gentag det , sagde Svendsen +henvendt til Eulalia . +— ja , således er det , svarede hun sg teede sig +overordentlig ydmyg . +— jeg er så oprørt over hendes lumskhed , at +jeg i det øjeblik kunne have haft sind til at rive +øjnene ud af hovedet på hende . +— skynd dig , Nina , afbrød greven hende meget +heftig ; jeg interesserer mig kun lidt for alt det andet , +nu da jeg . . . +— nå , jeg lagde bånd på mine følelser så +godt som muligt og høne derefter med nedslåede øjne +på en lang sparlagensprædikcn af Julies plejefader , + +som foreholdt mig det mageløs skammelige , jeg havde +begået , hvorpå han spurgte mig , om jeg havde noget +at anføre , der kunne tale til min undskyldning . +— ja , svarede jeg og hævede mit blik , som jeg +rolig fæstede på de tilstedeværende . +-- lad børe , sagde Svendsen ; men jeg tror næppe +at det er muligt . +— jeg havde strar en historie på rede hånd , +som du endelig må gøre mig den tjeneste at høre . +Du vil deraf se , at din egen lille Nina ikke er så +losset endda . +- - så for Pokker , udbrød greven ; er der mere +endnu . Se hellere at opfylde det løfte , du har givet +mig . +— siden . . . blot tålmodighed , så lykkes det , +og du skal se , du vil blive den lykkeligste mand under +solen . +— tålmodighed , siger du . Når du vidste +hvorledes jeg er optaget af hende , hvor nødvendig hun , +er bleven for mit hjerte ; jeg har så aldeles gjort mig +fortrolig med den tanke , at komme i besiddelse af det +smukke pigebarn . +— det tror jeg så gerne , du gavstrik ; men +desuagtet siger jeg dog — tålmodighed . Dog , hør +nu , hvorledes jeg bar mig ad med at rede mig ud af +den fatale historie . +— jeg hører . +— jeg fortalte dem da , at jeg havre gået en + +anden kvindes ærinde , en kvinde , som elskede Vilhelm +med raseri og ikke kunne leve uden ham . +— nu blev Vilhelm strar nysgerrig , og spurgte +hvad hun hed og hvem det var . +— jeg spurgte da , om han erindrede den aften , +da han var i selskab hos Fru lund ude på Vesterbro . +— han rødmede forlegen og var synlig utilpas +ved dette spørgsmål . +— derude var det , vedblev jeg , al denne kvinde +havde seer ham og var bleven så henreven ved synet +af ham , at da hun kort efter havde » all med mig , betroede +hun mig sit hjertes dybe lidenskab , mev det tilførende , +at hvis hun ikke kunne vinde hans gjenkærlighcd , +da ville hun ikke leve længer ; thi livet havde +da ingen glæde mere før hende . +— jeg vidste , tilføjede jeg , at Vilhelm var forløvel , +men desuagtet løvede jeg at stå hende bi i hendes +bestræbelser før al vinde den elskede . Jeg tænkte +søm så , a « hvis Vilhelms og Julies kærlighed var +ægte , da ville en mulig hindring før deres følelser +ikke ramme dem hårdt , og på den anden side ville +deres kærlighed ved denne hindring vøre endnu mere . +Ak , tilgiv mig , at jeg lød mig benrive til medlidenhed ; +denne kvinde var , øm end ikke ganske fri før denne +verdens synder og udskejelser , dog i sine følelser før +Vilhelm ren og uplettet . Dr ved , sagde jeg , hvorledes +jeg bar mig ad ; jeg indrømmer , det var ikke nogen +smuk eller rigtig måde , men jeg vidste ingen anden . +— nej , det skal gud vide , svarede Svendsen , idet + +han dog blev lidt mildere stemt ved min fortælling ; +det koster måske min kære Julie livet . +— gud , hvad siger de , svarede jeg , og lod et par +tårer på en rørende måde trille ned ad kinderne . +— nu , jeg vil håbe til Vorherre , at del ikke +skeer , thi ellers . . . , eller- vil jeg komme nl at habe +dem . De har da givet mit gamle hjerte nådestødek . +— men denne kvindes navn ? spurgte Vilhelm +med oprørt stemme . +— jeg betænkte mig et øjeblik , thi sandt at sige , +så havde jeg tabt tråden i historien . +— svar , hvem var denne kvinde ? spurgte Svendsen ; +sig del hurtigt . +— denne kvinde , jom . . . +— ja , netop , pirede Vilhelm heftig , . +— skån mig for al sige hendes navn . +— nej , efter at de har tilføje « os en sådan +smerte have vi et retfærdigt krav på ai få at vide . +Hvem der har værer ben egentlige anledning dertil . +— jeg sik pludselig en lys ide som jeg øjeblikkelig +udførte . +— der står hun , sagde jeg og pegede på +Eulalia , hvem jeg i det samme sendte et betegnende blikhun +fattede øjeblikkelig min tanke og gik aldeles +op i sin rolle . +— hende ? spurgte Vilhelm og veg et par skridt +tilbage . +— ja , mig , svarede Eulalia med godt forstilt +følelse . Tilgiv mig . elskelige Vilhelm , at jeg , en lastværdig + +kvinde , har vovet at nære slige følelser før +dem . Ak , tilgiv mig , de er så smuk at jeg ikke +kunne andet . +— hun faldt nu på knæ og hævede sit af tårer +badede ansigt øp imod ham . +— vig bort fra mig , afskyelige fruentimmer ! +Råbte Vilhelm , idet hans ansigt udtrykte den mest +levende foragt . +— Eulalia lod som om hun blev aldeles overvældet +af denne behandlingsmåde , og faldt i en meget +nobel besvimelse . +— Svendsen stod med korslagte arme og betragtede +denne scene , endelig vendte han sig til mig og +sagde bittert : +— det glæder dem , ikke sandt , at have bragt +ulykken ind i en fredelig og stille familie ? +O , hvor kan de tro sligt , udbrød jeg med +dydig indignation ; feg ved , at ieg har forsyndet mig +hårdt , både mod Julie , Vilhelm og mod dem ; men +de er alt for ædel til at ville hævne dem på mig . +O gud , jeg beder på mine knæ om tilgivelse . +— ja , de har net , svarede han ; jeg vil ikke +hævne denne ulykke ; jeg vil gøre mig umage før at +tro , at de har ladet dem lede af deres altsør +støre medfølelse ; — men , tilføjede han , den plads +de havde vundet i mit hjerte vinder de aldrig tilbage . +Lad nu denne sørgelige begivenhed blive en hemmelighed +imellem os , kun Julie må erfare den , når hun +atter vinder kræfter nok dertil . + +— men Arthur ? vovede jeg at sige . +Også han må intet få at vide . Jeg +kender ham så godt at jeg ved , at han øjeblikkelig +ville hæve forbindelsen med dem , sijøndt han vistnok +gjorde det med et blødende hjerte . +— hvilken ulykke , ak , hvor jeg også har handlet +flet ! udbrød jeg . +— ja , det har de ; jeg tror ikke deres hjerte +er ondt , men vogt dem for nogensinde alter al indlade +dem på flige uhyggelige historier . +— det kan du da nok lænke jeg lovede , tilføjede +Nina og klyngede sig til grevens arxn ; ovenpå den +fvrflrcekkelsc gik jeg til No , og nu er jeg her for i +forening med dig at udklække en ny plan , hvorved +det bliver dig muligt al få dir brændende ønske +opfyldt . +— ja , hvad er der at gøre , hun er jo syg . +— å , hun kommer sig snart , af den forskrækkelse ; +man dør da ikke af sådan en smule forstyrret kærlighed . +Medens +denne samtale havde sundet sted imellem +Nina og greven , vare de vandrede ind i frederiksberghave , +hvor de mere uforstyrrede kunne konversere +om deres planer . +De nedlode sig på en af de mest afsidesliggende + +bænke , og vare kort efter indviklede i en meget dybsindig +passiar . +De havde siddet nøgen tid , da pludselig en ung +mand muntert nynnende kom spadserende henimod +dem . +Han standsede og betragtede de to med vverordem +lig forbavselse . +Ved synet af ham blev Nina meget bleg og +mumlede : +- artbur ! +— så for satan ! nu er nok fanden los ! sagde +greven og vendte hovedet til den anden side . +Den unge mand nærmede sig endelig så bleg som +et lig , og genstand for den heftigste bevægelse . +— er det virkelig dig , Nina ? spurgte ban med +skælvende stemme . +Hun svarede ikke , men stirrede ivrigt ned imod +jorden . +— er det virkelig dig , Nina ? gentog Arthur +atter , idet hans ansigt antog et truende præg . Du +bedrager mig aliså alligevel ? +Nina gav intet svar — hun var bleven aldeles +overrasket ved Arthurs komme . +Arthur blev end mere ophidset ved denne tavshed ; +han føer hen imod greven og slog med sin stok +hatten af hovedet på bam , idet han rasende , råbt < : +— men hvem er de da , min herre ? „ +— hvad behager ! brølede denne og føer op ' af +bænken , indtagende en truende stilling + +— o gud , mumlede Arthur ved at se grevens +ansigt ; det er ham — ham som hun besøgte . +— jeg spørger ! råbte greven med et lynende +øjekast , hvad denne behandlingsmåde skal betyde ? +Skal man også være udsat for overfald ved bøilys +dag . +— ja , leg skal overfalde dig , skurk ! skreg Arthur , +og hævede stokken for at bibringe greven et +nyt slag . +— er de gal , menneske ! råbte greven og sprang +til side ; vil de have mit ur og mine penge ? Nuvel , +dem skal de få ; men gå deres vej , jeg vil +have medlidenhed med dem , — de er meget ung . +- nej , jeg er ingen stratenrøver ; men jeg vil +vide hvorledes de er kommen i denne dames selskab ; +hører de ! Jeg vil vide det , thi denne dame er min +forlovede . +— hahaha ! flap det derud ! Derfor behøver de +ikke at tage så hidsig på veje , unge brushoved , det +er gået aldeles naturligt tisk . +— nu , forklar dem . +— denne dame sad alene beder på bænken før +jeg kom . Jeg syntes pladsen så så indbydende ud +» g satte mig , med deres tilladelse , på samme bænk , +da feg svævede i den tro , at haven og hvad deri +findes , er tilgængelig for alle ; men jeg seer nu , at jeg +har taget fejl . +Arthur stød tvivlrådig ved denne naturlige forklaring . + + +han så først på greven og derefter på Nina , +som endnu sad med blikket stift fæstet på jorden . +— og hvad siger du dertil , Nina ? spurgte Arthur +endelig , idet hans stemme blev blødere . +— jeg har intet at svare dig her , sagde hun +blidt , og tilkastede greven et fremmed blik . +— så kom og led os gå . +— ja , lad os det , kære Arthur , svarede Nina og +fulgte med ham . +— hahaha ! lo greven , efter at de vare gåde ; +det var nok Ninas skærmbrædt , — en rask knægt er +han , det må jeg tilstå . +— men hvorledes gik det til , at du kom alene +her i haven ? spurgte Arthur , da de vare komne et +stykke bort fra greven . +— af , jeg ved ikke selv , svarede Nina og klyngede +sig med inderlighed op til ham . Jeg sad hjemme og +længtes efter dig , der var en sådan underlig uro udbredt +over mig — og så . . . så tyede jeg herud , i +den friske , dejlige natur , for rigtig at tænke på dig +og på vor — kærlighed +— forholder det sig virkelig således ? +— hvor kan du tvivle ? +— kendte du flet ikke noget til den herre , som +sad ved siden af dig ? +— nej , ikke det allermindsle . +— i talte døg med hinanden . + +— ja , han fortalte mig , at han søgte ensomhed , +fordi han havde mistet sin hustru , som han elskede +vverordemlig højt . +— jeg synes døg ikke at han så så bedrevet ud . +— o , slå nu blot de tanker ud af hovedet , +kære Arthur , du må sket ikke spekulere mere der » +Over , jeg er og bliver jø dog din egen lille Nina , ikke +sandt ? +— jo , jø , det er du , det ved du kun alt for +godt , men kan du da fortænke mig i at jeg bliver +skinsyg ? , +— nej , det gør jeg heller ikke ; det er mig netop +et bevis på , hvor inderlige dine følelser er for +mig . +— godt , men vær nu ærlig , tilstå at du kendte +denne herre ? +— nej , nej , jeg kendte ham ikke ; det var , som +du selv hørte , aldeles tilfældig — jeg har aldrig set +delte menneske for mine øjne . +— nu , jeg vil tro dig , kære , velsignede Nina . +Det er mig aldeles umuligt at tænke sket om dig ; så +jeg vil kaste cl glemselens slør over denne begivenhed . +— ja , lad os de « , søde Arthur , og være lykkelige +ved vor kærlighed . +Nina kastede et hjerteknusende blik på Arthur , +hvilket satte kronen på forsoningen . + +treogtredivte kapitel . +Brand ! Brand ! +Da greven havde sundet sig lidt efter scenen med +Arthur skyndte han sig afsted , for at komme hjem . +Men det var bestemt , som om denne dag i sit +skssd skulle bæere lutter skuffelser og ulykker før ham . +Inden han var kommet hjem var det blevet merkt . +Himlen var efterhånden bleven overtrukken med mørke +skyer , der truede med at sprede sit indhold ud over +den af dagens hede tørre jord . +Han ilede som sagt hurtigt afsted , før at undgå +regnen . +Hvis han havde givet sig tid til at se sig om , +ville han have opdaget nogle mørke skikkelser , der +sneg sig rundt om hans bolig . +Ved synet af ham trak disse sig hurtigt tilbage , +idet den ene , som lod til at være den befalende , +mumlede : +— afsted , hurtigt folk , der kommer manden , han +må ikke få øje på os , han var da i stand til at +lugte lunten . +— hør kaptajn , hvornår skal det gå løs ? +Spurgte en af de andre - en mørk , skummel udseende +skikkelse . +— giv tid , svarede denne ; men mærk jer det +folk , vi må lægge godt til ildstedet , hvis vi skal +have fornøjelse deraf . + +— vær rolig før det , vi skulle nok lyse op i papirerne . +Man +trak sig tilbage i en nærliggende port før +at holde rådslagning . +— ere vi her alle ? spurgte stnækbein og så sig +omkring ved hjælp af en lille håndlygte , som han +bar i en nem , han havde om livet . +— ja , her er jeg ! svarede en stemme , der var +hæs og skælvende +— hvem ? spurgte knækbein og så studsende +hen til den side , hvorfra lyden kom . +— Johan ! Jeres gamle kammerat , der er kommej +tilbage og atter vil vove sin trøje for jeres vel . +— hvad vil du ! råbte knækbein og knyttede +harmfuldt hånden . +- som jeg sagde , jeg vil bede jer tage mig i +tjeneste igen . +— dig ? Nej aldrig ! Gjorde jeg dig din net , +lod jeg dig hænge på stedet . +— ikke hidsig kaptajn , jeg kan måske meddele +jer en eller anden ting , som kan bidrage til , at ekspeditionen +får et heldigere udfald . +— så ? Ved du hvem det gælder ? +— jeg kan tænke det . +— sig frem da ? +— det er vel sagtens greven ; i vil nok lægge +lidt i kakkelovnen hos ham , kan jeg tænke , siden jeg +seer eder her . + +— tys menneske , hviskedee knækbein ængstelig ; +hvorledes er du kommet til kundskab derom ? +— så måtte jeg have været blind , medens jeg +var i kaptajnens tjeneste , hvis jeg ikke kunne drage +den slutning . +— nu , og hvad er meningen med du komme +her , vil du forråde os ? +— nej , på det lav , jeg visk hjælpe jer ; jeg er +nu engang bleven få vant til af omgås jer , kaptam , +af jeg fandt mig helt underlig , da jeg var på +min egen Boldgade . +— kan jeg stole på dig igen ? +— jeg er jeres med liv og sjæl , det er det +hele jeg kan sige . +— hvor har du tildragt tiden , medens du var +borte fra mig ? +— på knejper . +— nå , og så ? +— ja , for af fortælle kaptajnen det hele , så +forholder det sig således : jeg hjalp greven med af +flippe børt ; da vi vare komne hjem til ham udbetalte +han mig fohundrede rigsdaler . Kapiaincn ved nok , +jeg er en dårlig rad til af holde på penge , de løbe , +så fanden og ikke jeg kan holde på dem ; jeg vidste +ille rigiig af mig selv , da jeg havde fået så meget +sølv på lommen , og det første jeg gjorde , var a * +gå ned på en knejpe for af så mig en ordentlig +hjertestyrkning ; men det blev ikke ved den , nej , jeg +fik flere , og så kom der flere gode venner , som natur « + +ligvis også følie trang til en hjertestyrkning , hvilket +jeg alt sammen betalte . Så ved jeg Pokker ikke , +hvorledes det gik , men da jeg talte mine penge efter +næste morgen , så manglede jeg 55 rigsdaler . Det +var en god begyndelse , mente jeg , og skyndte mig +derfor at få de andre fortæret på samme måde . +— der seer du hvad der kommer uo af at være +sin husbond utro , sagde knækbein . +— ja , kaptajn , svarede Johan angerfuld ; jeg +vender tilbage som den forlorne søn . +— nå , jeg vil lade nåde gå for net og tilgive +dig , sljondt du gjorde mig en flem streg i +regningen . +Vil i virkelig ? Det var bravt talt ; nu så +er jeg eders igen med liv og sjæl . +-- godt , jeg stoler atter på dig ; gør dig fortjent +til min velvilje ved at være flink — det gælder +et storartet kup hos greven , og så . . . +— er der mere endnu ? +— ja , så skal vi have fat i min søsterdatter , +førståer du , — i denne nat , om så selve djævelen +sætter sig derimod . +-- skal vi ikke heller vente med hende til en +anden dag ? +— hvad , gør du indvendinger ? +— nej , jeg gør ikke , men . . . +— tik i denne nat må det sle ; ikke en +stjerne viser sig på den mørke himmel , det er ret +et vejr , som er skikket for vort foretagende , hahaha ! + +ja , jeg skal overraske dem , de skal få at se , at kaptajnen +på Nørrebro endnu eksisterer og forstår at +sætte sin villie igennem . +— net så , det kan jeg lide , nu bliver i alter +den gamle , lo Johan ; jeg kunne næsten have lyst til +at give jer et hurra . Hvad siger i andre ? +— ingen dumheder , folk , udbrød knækbein +ivrigt ; lad os frem for alt iagttage stilhed — den +nødvendige stilhed . +Knækbein udtalte derpå med hviskende slemme +sine befalinger til mandsfabet . +Det varede ikke længe inden enhver var på sin +post , og afventede signalet fra kaptajnen . +Pludselig lod en svag piben sig høre — det var +tegnet . +Det varede ikke længe , inden ilden gnistrede +kpstjg ; den var med et sørgeligt skarpsyn anlagt på +de steder , der vare hurtigst til at fænge . +Luerne sløz op af tazet og trapper og gange +vare fulde af en kvælende nøg . +Man havde stormet porten og den forfærdede +portner , der stod som en støtte ved sit lukaf og +betragtede ugjerningsmændenes færd , gav man et +spark , så den ulykkelige med et dumpt brøl styrtede +hovedkulds ned . +Her var kaptajnen i sit element ; det var som +om flammerne , der begærlig flsfkedc sig op af hans +og hans staldbrødres klæder , rigtig oplivede og +frydede ham . + +ledsaget af et par af sine kammerater for +skurken op til grevens værelse ; men nøgen bevirkede +at han ikke straks kunne finde det , hvorfor han +rasende rendte mod de forskellige hindringer , der +stillede sig i vejen for ham . +— så gid fanden annamme ham med hud og +hår ! mumlede han arrigt ; for jeg kan ikke finde ham +i dette virvar . +Ingen af hans underordnede vare heldigere , og +efter flere forgæves forsøg besluttede man at gå tilbage , +da ilden rasede med en så fortærende krast , +at det var forbundet med fare at opholde sig i nærheden . +Pludselig +standsede knækbein ved en trappeafsats . +Han var stødt på en hindring . +— herhid folk , herhid ! råbte han af alle kræfter , +da han ikke kunne bekæmpe en vis angst . +Man ilede til og fik et syn af se , som bragte +selv den stærkeste til af skælve . +Grevens gamle tjener lå på trappen , blødende +af et stort , gabende sår i hovedet ; han var bleven +ramt af en nedstyrtet bjælke , og dette slag havde +øjeblikkelig haft døden til følge . +— bort med ham ! sagde knækbein hjerteløst og +sparkede til det afsjælede legeme , der med en dump +larm rullede ned ad trapperne . +— hjælp , hjælp ! råbtes der pludselig med +gennemtrængende stemme . + +— ha , det er ham ! råbte knækbein og styrtede +afsted efter lyden . +. Han ffog en dør ind og stod pludselig lige overfor +greven , der hurtig ville fare forbi ham . +— stands ! brølede knækbein eller jeg slår dig +ned som en hund . Jeg flipper dig ikke , — enhver +udgang er spærret . +— hvad vil du midt i al denne ulykke ? spurgte +greven med tilsyneladende kulde . +— hvad jeg vil , hahaha ! og derom spørger du , +du som kender mig så godt ? +- ja . +— det er før af sige dig , af jeg og mine folk +have slukket ild på din øglcredc , — af jeg hader +dig værre end pesten , og af jeg nu vil ende dit +usle liv . +— se om du kan ! skreg greven og ville springe +forbi knækbein , der truende svingede en øre . +— holdt ! brølede et par rå stemmer på engang , +og greven stod ansigt til ansigt med de to +banditer , der havde fulgt knækbein . +Greven blev så bleg som et lig og føcr hurtigt +tilbage , men blev i det samme ramt af et vældigt +slag af knækbein , så han styrtede om som bod . +Denne stod et øjeblik og betragtede med et af +had fortrukket ansigt sit offer . +— nu afsled folk ! sagde han endelig . Jeg er +hævnet ! +Man banede sig vej til gården , hvor kort efter + +alle ugjerm ' ngsmændene samledes for at holde råd , +der endte med , at de hurtigt forlod den brændende +bygning , hvor de ikke længer kunne opholde dem , uden +at blive opdagede , da folk i masse ilede til med +sprøi ' ter og nedningsrcdskaber for at redde , hvad der +kunne reddes . +Nøget efter midnat kom en jolle langsomt og +lydløst glidende gennem kanalen . Mørket og uveiret +begunstigede dens fart . +En tilsyneladende ung kvinde lå bevidstløs på +bunden af båden , bevogtet af fire skumle karle med +ægte galgenfyfiognomier . +Det gjaldt om at nå rum sø , hvor en lille +jagt lå før Anker , beredt til ved første lejlighed +at lette . +— hurtigt Folkens , tiden iler , befalede knækbein +i en hviskende tone , — thi ham var det . — inden +vi ved et ord af det er det dag , og så må vi +være langt borte . +Man tog raskere fat og båden for pilsnart +assted . +Endelig var man kommen til skibet , der lå og +gyngede på vandet . Kaptajnen gav et stød i en +pibe og et øjeblik efter stredes faldrebstrappcn ned , +hvorpå alle i båden hurtigt skyndte fiz op på +skibets dæk . + +efter at knækbcin havde holdt mønstring over +sine folk , fik Johan ordre til at bringe fruentimmeret , +der havde været i båden og som endnu lå i +afmagt , ned i kaptainens kahyt . +Der blev nu liv på det før så stille skib ; alt +gjordes klart til at slikke hurtigst mulig i soen . +Da de vare komne et godt stykke ud , kunne +kaptainen ikke længer lægge bånd på sine følelser , +og han skyndte sig derfor ned i kahytten . +En døsig slibslygte , der hang i en snor i loftet , +oplyste kun svagt dette sted , hvor så mange misgerninger +med en djævelsk list vare udtænkte og før +endel udførte . +På en sofa lå fruentimmeret henstrakt aldeles +ubevægelig . +Knækbein greb lampen for rigtig at mætte sig ved +synet af hende ; men han for strar efter forfærdet +tilbage , idet han udbrød : +— for djævelen , svigter mine øjne mig eller +er det gjøgleværk — det er jo ikke hende ! +Han gav sig atter til at stirre , som øjnene skulle +træde ud af deres huler , men forgæves , han kom ikke +til noget bedre resultat . +— ha , mumlede han kort efter , så var altså +al min ulejlighed spildt — den var til ingen nytte , +Julie er atter undfluppet mig — jeg har såt en +anden i buret , som er mig aldeles ligegyldig . +Han grundede atter , det gik langt over skurkens +forsfand , hvorledes en forverling var sket . Ivrigt + +og med rå kraft gav han sig til at ruste i fruentimmeret +for om mulig at få en forklaring af hende . +— så vågn dog , kvinde ! råbte han arrigt ; +sov ikke som om det skulle vare til dommedag . +Endelig efter en god stund vågnede hun og så +forundret på sine omgivelser , til sidst fik hun øje +på knækbein , og ved synet af ham for hun uvilkårlig +sammen . +— nå , vågn ! råbte han atter og slæbte hende +ud på gulvet . Hvem er du ? +— hvem jeg er , stammede fruentimmeret angst . +Hvad kan det interessere dem ? +— netop ; det er hos mig du opholder dig — +i min kahyt . Du er bleven forverlet med en anden , +med Julie , og du skal derfor strar sige mig hvorledes +det er gået til . +— forvcrung . . . med Julie ! +— ja , for satan ! Svar hurtig , hvem er du ? +- jeg hedder Nina , svarede hun bævende . +- Nina ? +— ja ; jeg har opholdt mig i huse « hos Julies +plejefader . . . ah , nu husker jeg det hele — to +mænd kom listende ind i værelset — jeg havde skruet +lampen ned , for at den ikke skulle forstyrre Julie , og +sad hensunken i tanker - da , pludselig får jeg øje +på to skumle ansigter i baggrunden af værelset — +jeg så deres mørke , luende blik , gav et skrig fra +mig , væltede lampen og besvimede . +— hvorfor opholdt du dig der i huset ? + +— jeg havde lovet at våge hos Julie den nat , +da hun var meget syg , stammede Nina , der efterhånden , +to mere hun blev sig bevidst , forstod at hun var +kommen i en kritisk stilling , hvoraf det næppe ville +lykkes hende at redde sig ud ved sin sædvanlige snildhed +og forflagcnhcd . +Efter at have fået denne forklaring , gav knækhein +sig ivrigt til at gå op og ned ad gulvet , aldeles +rasende over sine fciiflagne planer , idet han af og til +kastede et mørst blik på Nina , der forskrækket krøb +sammen i en krog i kahytten . +Hun grundede over , hvorledes hun atter skulle +flippe bort , thi skønt hun i virkeligheden ikke længtes +efter nogen , så var dog selskabet med kaptajnen +hende så modbydelig , at hun ville foretrække alt +andet end dette . +Hun vovede derfor kort efter at spørge : +— hvad er deres hensigt med mig ? +— hvorfor ? +— ak , jeg ville så gerne iland . +— kan ikke ske . +— skal jeg da sejle med dem ? +- ja . +- men det kan jeg ikke udhølde . +— du skal , jeg tvinger dig dertil . +— o , vær barmhjertig , lad mig komme iland . +— nej , om du så stiller dig på bagbenene +skal du blive her hos mig . + +— men det er /o forfærdeligt , hvormed har jeg +fortørnet dem , siden de behandler mig således ? +— du har begået en forbrydelse . +— jeg ? +- janei , +det beroer vist på en fejltagelse . +— snak ! Du har stillet dig mellem Julie og +mig , forstår du , det tåler jeg ikke oz du skal derfor +med eller mod din villie følge med , vi skulle blot +en lille tur over til Amerika , og hvad der så kan +fle , derfor råder jeg ikke endnu . +— det er dem aliså meget om at gøre , at +komme i besiodelse af Julie , sagde Nina pludselig indsmigrende . +— +ja , jeg har svoret , at hun skal blive min , om +jeg så skal gå tilgrunde derved . +— men når det nu kunne fle uden at de gik +tilgrunde derved ? +— den der kan gøre det , får en ven i mig , +som aldrig vsl svigte , sagde knækbcin . +— godt ' jeg lover dem , at det skal fle ; lad mig +så komme iland . +— hvorledes ? +— ja , jeg lover dem , at de skal komme i besiddelse +af Julie . +— du ? spurgte knækbein . +— ja jeg ; sæl mig iland oz jeg lover dem , ved +alt , hvad der er helligt , at deres ønske skal blive opfyldf . + + +— vil du sværge derpå ? +- ja . +— godt , så sværg ! +Knækbein drog en dolk frem med et korsdannet +fæste , hvorpå Nina lagde fin hånd og svoer en afskyelig +ed , at hun ville holde sit løfte . +Efterat dette var sket sagde knækbein : +— nu vel , du skal blive sat iland ; men vid , at +hvis du bedrager mig , da skal denne dolk enten tidlig +eller sent vide at finde vej fil dit hjerte . +Nina blegnede synlig ved disse ord og de truende +miner , der ledsagede dem . +En aftale blev dereffer truffet imellem disse » o +uhyrer om , på hvilken tid at Ninas løfte skulle +indfries . +Kort efter sattes en båd ud , hvorpå Nina +roedcs iland . +Fireogtredivte kapitel . +Forsoning . +Vi indfinde os hos Julie og Vilhelm et par dage +fler at de sidst fortalte begivenheder skete . +Alt er nu opklaret imellem dem . Hånd i hånd + +sidde de med hinanden , medens en inderlig lykke lyser +ud af Julies endnu efter sygdommen blege ansigt . +— ak , kære Vilhelm , sagde hun ; kan du tilgive +mig , at jeg . således fæstede lid fil , hvad slette mennesker +fortalte mig om dig . +— o , tænk ikke mere derpå , lad os glemme +disse sørgens dage og ønske , at aldrig nogen sådan +må komme igen . +— ja , du har ret , det ville vi ; men en ting +hor dog denne kvinde gjort , uden at hun ville det , +vor kærlighed er bleven om mulig end mere stærk og +inderlig . +— ja , det er den , min elskede . Lad kun verden +komme med sine storme , den vil finde os trofast sammen . +— nej , nej , ingen storme , lutter solskin for din +skyld , — du som har lidt så meget under en uretfærdig +beskyldning . +— men har du hørt den velsignede nyhed . +Fader vil have , at vi skulle have bryllup om en +månedstid . +— nej virkelig ? spurgte Julie rødmende og spillende +den uvidende . +— ja , og jeg håber da , at du indvilliger ? +— jeg får vel , siden du så gerne vil dyt +således . +— o gud , hvilket dejligt øjeblik , når jeg kan +trykke dig i mine arme og sige , mens jeg kysser dig +tusinde gange : min søde , allerkæreste lille kone . +— drømmer ! lo Julie muntert . + +— som bliver en virkelighed , min søde pige , +inden ret længe . +Vilhelm greb Julie om livet og dansede med +hende af lutter glæde hen ad gulvet . +Døren åbnedes pludselig af Svendsen , der betragtede +de to med et kærligt blik , idet han sagde : +— nå , her er nok bal , børn ; det kan jeg +lide . Jeg vil så gerne se eder glade og tilfredse . +Ja , det har vi nok også god grund til , udbrød +Vilhelm ; filmede da det er af dig , vi modtage +vor lykke . +— ja , ja , lad det nu være godt . Her er ellers +kommet et brev til dig , Vilhelm ; en fattig , men +renlig klædt kone har bragt det ; hun venter på svar . +— til mig ! Fra hvem kan det være ? +Han åbnede hastig drevet og læste , medens hans +ansigt efterhånden antøg et msrkr præg , da han så +underskriften . Brevet var fra Nina og lod således : +„ Liggende på sygcleict , hvorfra jeg vist +„ næppe rejser mig mere , vover jeg at anråbe +„ Dem og Julie om at komme til mig , da jeg +„ dybt angrer den store synd , jeg har begået +„ mod dem og den elskelige Julie . O , jeg længes +„ efter deres og hendes tilgivelse og kan ikke dø +„ rolig , før jeg har fået den . Hør en døendes +„ Bon , der , om hun end har levet et flet liv , dog +„ håber på den barmhjertige guds nåde . Kom +„ endelig , thi snart er det forbi med deres ulykke „ lige +Nina . “ + +efter læsningen af dette brev stirrede han længe +ned for sig . Hans hjerte var opfyldt af en stor mod . +Bydelighed for denne kvinde , der havde såret både +ham og den han elskede så dybt . +— nå , hvad svar skal jeg give ? spurgte Svendsen +og så på ham med spændt opmærksomhed . +— det vil jeg lade Julie afgjørt , sagde han endelig , +og rakte hende brevet , +Julie greb ivrigt dette og læste med tårer i +øjnene dets sørgelige indhold . +— sig , af vi nok skulle komme , sagde hun englemildt ; +ikke sandt , vendte hun sig til Vilhelm , vi vil +glemme al uret , og gå hen til hende , af hun i det mindste +ikke skal dø , uden af vi have tilgivet hende . +— som du vil , kære Julie , svarede Vilhelm , og +sendte hende et ømt blik ; o , hvor jeg beundrer dig , +du er i sandhed en lysets engel . +— nej , min ven , jeg er kun et stakkels menneske , +der forstår af tilgive . +Nina lå på sit leje . Bleg og med en fortærende +sygdom rasende i sine årer , afventede hun med al +den skræk , en ond samvittighed avler , det øjeblik , +da hun skulle træde for ben herres åsyn , hvis himmelske +navn hun så lidt havde spotte « . +Alle de forskellige forskjønnelsesmidler , hun havde +benyttet til af gøre Arthur forelsket i sig , vare lagte + +bort søm et legetøj , hun aldrig mere ville få brug +for , — thi den verden , hun stundede til , var et sted , +hvor ingen falsk flitter gjaldt ; der kom det an på +sjælens renhed og et kraftigt og godt liv . +Julie og Vilhelm blev derfor aldeles forbavsede +over den umådelige forandring , der var foregået +med hende . +— o , tilgivelse , tilgivelse , bad Nina og strakte +de afmagrede hænder ud imod de indtrædende . Ved +den gud , for hvis åsyn jeg snart skal stå , jeg angrer +dybt og inderligt den forbrydelse jeg har begået mod +eder . +— lad os ikke tale mere derom , sagde Vilhelm . +— jeg kan altså dø rolig ; ingen forbandelse +vil følge mig ? +— ak nej , hulkede Julie ; det var nkristeligt . Lad +den overbevisning dale ned i din sjæl , af du er +tilgivet . +— o gud , hvilken dejlig stund , stammede Nina , +idet en inderlig glæde lyste ud af hendes øjne . Ved +du , hviskedee hun ist Julie , at jeg gerne kunne græde +blod , når jeg tænker på det usle , forbrydcrske liv , +jeg har ført . +- trøst dig , Nina , du kan endnu vende tilbage +til livet , endnu blive en hædret og agtværdig kvinde . +— ak nej , det skeer ilke ; min tid er førbi , det +føler jeg kun alt for godi ; graven vinker mig med sit +kolde favntag og snart vil Nina være visnet ben og +, . . glemt . + +— tal ikke så sørgeligt , Nina . Såvist som +der er en nådig gud , der tilgiver mildt , hvad mennesket +ifølge sine drister udøve , såvist vil han også +tage dig i sine faderlige arme og give din udødelige +sjæl en plads hisset , hvor al sorg og kval er som +bortvejret . +— tak for dine velsignede ord , kære , venlige +pige . O , det gør mit syge hjerte så godt at høre . +Vilhelm havde betragtet denne scene med inderlig +rørelse ; al had og uvilje svandt bort og med deltagelse +sagde han : +— men hvornår er de bleven syg ; — er det +kommet pludselig ? +- ia . +— men hvorledes , fortæl . +— ak , det er en lang historie , svarede Nina . +— fortæl det alligevel , de er jo forud vis på +vor deliagelse og tilgivelse . +— ia , sig os det , Nina , sagde Julie ; vær vis +på af vi ikke skal spotte eller foragte dig . +— nuvel , det var to : leden nat — dengang det +var bleven opklaret hvorledes jeg havde handlet imod +dig , Julie , og mod Vilhelm . Jeg angrede min slethed , +og for af vise hvor oprigtig jeg fortrød den , +lovede jeg af våge over dig . Det var bleven sent , +lampen brændte svagt og besigt — pludselig , i min +halvslummer vendte jeg mig om og så to skumle +mænd stirre på mig med et blik , o , forsfå « mig +for af . . . + +— hvem var det ? +— udsendinge fra din onkel . Tænk dig min +forskrækkelse , alene som jeg var , — feg faldt om og +besvimede og rev i faldet lampen med mig , så der +blev mørkt i værelset . Jeg vågnede først ombord i +din onkels skib , i hans egen kahyt ; de to mænd +havde antaget mig for dig og skædt mig — bevidstløs +søm fcg var — med sig . Endelig blev feg søm sagt +vækket ; ak , hvør jeg gruede . En forfærdelig skikkelse , +der kun åndede hævn og vellyst , stirrede på +mig med et blik , som var umuligt at udholde — +djævelen i egen person ; han opdagede fejltagelsen +og blev . . . +— nå , og så ? +— så stampede han harmfuldt i gulvet , og +vandrede rasende omkring , som om han hverken kunne +finde rift eller No . Pludselig , o , tilgiv mig , fik jeg +en tanke , som jeg antog , kunne redde mig ud af hans +griske klør , jeg tilbød at overlevere dig til ham på +en tid , som vi nærmere aftalte , hvorefter jeg måtte +sværge en uhyggelig ed på , at jeg ville holde mit +løfte . Jeg svoer , søm sagt , og kort efter blev jeg sal +ned i en båd , for at roes til land . En Matros +havde fået ordre til at roe mig isl toldboden , hvorefter +jeg skulle sørge for resten selv . Endnu engang +inden vi stødte fra skibet , opfordrede kaptajnen mig +til at holde mit løfte ; hvis jeg ikke gjorde det , sagde +han , skulle han hævne sig , og hævne sig blodigt . +Vi roede hurtigt og kom snart bort fra skibet , + +der var sejlet et temmelig godt stykke ud i rum sø ; +matrosen var flink og roede af alle kræfter , men pludselig +vendte vinden sig , og inden vi ret forså os , +blev det til en orkanagtig storm . Inden ret længe +kæntrede båden og vi sank begge ned i havet . Jeg +kan da ikke buske andet end at jeg udstedte et angstråb +og derefter sank aldeles hen , indtil en forbiseilende +fiflerbåd var bleven mig vaer og medlidende fiflede +mig op . +Det var dette natlige tog der gav mig nådefiodel , +tilføjede Nina svagt ; o , jeg føler det , inden ret +mange timer vil det være forbi , — kun det vil jeg +sige , vogt dig Julie , kaptajn knækbein pønser på at +komme i besiddelse af dig . +— o gud , hvad må jeg høre , stammede Julie +ængstelig . Næppe er den ene ulykke forvundet , før den +anden slår for døren . +— bær uden frygt , Julie , sagde Vilhelm med +frejdig stemme ; husk at jeg er ved din side , og jeg +lover dig , at såsandt jeg har mod og mands hjerte , +så skal jeg nok værge for dig . +— tak , kære Vilhelm , det ved jeg , og jeg takker +gud derfor , thi du er dog den eneste , som jeg stoler +trygt på og har tillid til . +Nina var sunken udmattet tilbage i puderne ; denne +lange meddelelse havde anstrengt hende . +Pludselig for hun op som om hendes tanker ikke +skænkede hende No , idet hun sagde med undertrykt +hulken : + +— jeg har endnu en stor synd på min samvittighed , +som jeg ville ønske Vorherre ville unde mig +tid til af gøre god igen . +— hvorledes ? Er der endnu mere ? +— ak ja , desværre — det må frem ; o gud , +jeg må letie min sjæl for den byrde , som tynger den . +— nu , så sig frem , sagde Julie og sendte Vilhelm +et blik , hvori der lå så meget . Ikke sandt , +du vil høre til med et godmodigt sind og jevne , hvad +der er muligt . +Vilhelm sagde intet , men det stiltiende svar han +gav var tilstrækkelig betegnende . +— 0 gud , men det er ikke alt — jeg har været +en meget sltt kvinde — tilgiv , jeg har søgt af lokke +Karl børt fra Amanda . +— hvad siger du ? +— ved du da ikke , af de allerede fra små +har næret kærlige følelser for hinanden ? +— jø vist , Amanda har sagt mig det . +— også mig meddelte hun det i en fortrolig +stund , sagde Nina og sukkede dybt “ ; hvorfra jeg fik +den skrækkelige tanke at forstyrre deres lykke ved jeg +ikke , det var ligesom en djævel hviskedee i mig , da hun +fortalte mig hvor højt hun skattede ham og han hende . +— hvilken stor synd du har begået , sagde +Julie dybt bedrevet . O , du har meget at udsone +Nina , — dog Vilhelm og jeg kunne bære det , men +disse børn ! +— tilgivelse , o tilgivelse . . . + +— men jeg forstår ikke , hvilken grund kunne +du have til at handle således — elskede du den unge +sømand ? +— nej , nej , stammede Nina ; imcn jeg tror nu , +at han elsker mig . +— den ulykkelige ! udbrød Vilhelm . +— ja , ulykkelige , således er det , hulkede Nina +angrende ; han stred længe imod for mine djævelske +konster ; alt hvad jeg gjorde hjalp intet , når vi mødres +om aftenen vedblev han at tale om Amanda ; hun +var den stadige genstand , hvorom hans ærlige tanker +drejede sig . Jeg havde næsten besluttet ved mig selv +at opgive mit forsæt , da , — en seen Asten . . . +— gud , hvor afskyeligt , sagde Julie og vendte +øjnene bort fra den brødcfulke kvinde . +— hør mig til ende , hviskedee Nina med pludselig +lav stemme ; i skulle lære at kende den syndefulde +Nina , — lad mig lette mit hjerte for den tunge +byrde . +— tal da . +— jeg ville have en ende derpå . Det begyndte +at kede mig , at spille denne rolle . Jeg havde med +villie valgt en afstres sn , hvor der var sø på +den ene side . Vi havde længe talt sammen , men uden +at jeg havde opnået noget heldigere resultat . Pludselig +flap jeg hans arm og gjorde , idet jeg gav mit +ansigt et fortvivlet udtryk , mine til at springe ud i +søen , idet jeg råbte : jeg kan ikke vinde hans hjerte , +så lad mig da dø . Karl var øieblilkelig ved siden + +af mig og rev mig med et heftigt ryk bort fra bandet . +Der kom en sæer vemodig bevægelse over ham +fra dette øjeblik ; han gik og stirrede mod jorden , som +om han ønskede at skjule sig i dens muld . Endelig +skulle vi skilles , jeg bad farvel og greb hans hånd , +idet jeg forskende så ham ind i øjnene og spurgte +ham , hvorfor han ikke tillod mig at tage livet af mig . +Han så på mig med et inderligt blik og sagde : +nej , thi derved ville de bedrøve mig meget . Som +om han fortrød , hvad han havde sagt , flap han hurtigt +min hånd og ilede afsted . +— og du har ikke set ham siden ? +- nej . +— gud ske lov , så er ulykken måske endda ikke +så stor , som jeg straks troede . O Nina , Nina , hvor +kunne du være således , tænkte du over hvor usselt +du handlede ? +— nej , det gjorde jeg ikke , det forsikrer jeg dig . +Men kære , gode Julie , dig vil jeg bede om at gøre +min uret god igen . Sig ham , at uagtet mine +følelser ikke vare således , som jeg nys hyllede , så +rummer mit hjerte nu en virkelig , inderlig agtelse for +hans ædle , ærlige karakter . +— gid det må kunne jcvnes , sagde Julie og var +meget ulykkelig over hvad hun havde hørt . +Vilhelm sagde intet , han stirrede mørkt på denne +kvinde , for hvem hjerter havde været et legetøj , og +hvis hele liv kun havde være en kæde af løgn og +falskhed . + +Nina lå nu afkræftet hen , tilsyneladende aldeles +udtømt . +Pludselig reves døren hurtigt op og Arthur styrtede +åndeløs ind i stuen . +— hvad går her før sig ? spurgte han og stirrede +på Nina . +Denne rørte sig ikke . +— stille , sagde Julie hviskende ; und hende rø +til at dø . +— dø , min gud ! +— ja , trøst dig , Arthur , sagde Vilhelm og tog +hans hånd ; hun har ikke mange minuter tilbage at +leve i . +— o gud , hvad siger du ? +Med tårer i øjnene knælede han ved Ninas +seng — han elskede hende meget højt . +Men Nina gav intet livstegn fra sig . +— skulle det allerede være forbi ? sagde Arthur +med en af gråd halvkvalt stemme . +— nej , ikke endnu , men det vil næppe vare længe ; +trøst dig , kære ven , hun går til sin dommer , gid +hun må sinde nåde . +Pludselig løftede Nina hovedet og så på ven +bedrøvede Arthur med et blik , hvori hun ligesom koncentrerede +al den livskraft , hun endnu havde tilbage : +— er du også her — du elskede altså dog +virkelig den flette Nina ? +— o gud , ja , kære , velsignede Nina , se ret på +mig , elskede , og du vil se , hvor højt jeg elsker dig . + +— o , du er god , men jeg bedrøg dig — Ninas +hjerte var koldt . +— du elsker mig ikke ? +— ak , hvad siger jeg — jø nu , nu elsker jeg dig , +nu først forslår jeg din inderlige kærlighed . Men +— men vi må stilles — stilles for evig — thi , — o +gud , alt bliver så mørkt , — men hvad , o skrækkeligt , +se helvedes flammer , de flikke mine klæder , o +bort , bort — Nina vil til himlen . +De sidste ord fremstammede hun med møje , og +faldt derefter tilbage med et dybt suk . +Hun var død . +En højtidelig tavshed indtrådte , søm kun afbrødes +af Arthurs underirykte hulken . Han kastede sig +øver det afsjælede legeme og trykkede brændende Kys +på de af døden stivnede læber , kaldte hende ved de +dyrebareste navne ; men Nina var vandret bort , dertil , +hvor lønnen vinker den trofaste i Herren . +Pludselig afbrødes stilheden af en heftig banken , +der gjorde et uhyggeligt indtryk på de tilsledeværende . +Da ingen svarede gjentoges den alter . +Den samme stilhed . +— hvad , vil du giøre nar ad mig , din tøjte ! +Hørtes en slemme udenfor ; jeg kan jø se nøglen sidde +indvendig . +— gud i himlen , min onkel ! udbrød Julie og +blegnede af skræk . + +— er det muligt ? spurgte Vilhelm . +— ja , jeg kender kun alifor godt hans stemme , +o , hvad skulle vi gøre ? +— blot rolig , han skal finde mænd , der kunne +se en sådan skurk i øjnene uden at skælve , ikke sandt , +Arthur ? +— ja , ved gud , det skal han , svarede denne og +knyttede hånden . +Da trådte alle tre tilfidc i værelset . +I det samme reves døren heftigt op . +— ha , du spiller syg , min dukke , for at undgå +mig , grinte knækbein med en hæslig latter og for +hastig hen imod sengen . +Han standsede forbavset ved synet af den blege +skikkelse , der lå henstrakt ubevægelig på lejet , og +på hvem døven allerede havde pålrængt fil ubønhørlige +stempel . +— ti ! og fjern dig strar , sagde Vilhelm barsk +og trådte frem . Denne kvinde er , som du seer , død . +Lad hende hvile i fred . +— er hun død ? spurgte knælbein og trådte et +skridt tilbage . +— ja hun er død , gå derfor bort ; her er intet +for dig at gøre . +- ikke ? +Knækbein så sig om med et forskende blik . +— ha ! råbte han pludselig og fik øje på Julie ; +hun holdt dog fin ev . +Han løb hen og greb fat i Julies arm . + +— følg mig ! streg han vildt . +— aldrig , aldrig ! råbte hun og søgte af al magt +af rive sig løs . +— bort fra denne kvinde , slurk ! råbte Vilhelm +i højeste grad ophidset ved dette syn . +— hahaha ! hvem vi ! hindre mig ? +— jeg , svarede Vilhelm , der ikke lod sig forsfrække +af det hadefulde blik , som knækbein tilkaslede ham . +De stirrede et øjeblik i tavshed på hinanden , +som om de ville måle dybden af det had , hvorfor +de i dette øjeblik vare genstand . +— nu , kom med mig , sagde han henvendt til +Julie , idet hans åsyn antøg et mildere præg ; jeg +har savnet dig derhjemme , der var så hyggeligt dengang +du var der , — lad alt alter blive det gamle , +feg vil ingen bånd pålægge dig i nogen som helst +henseende , — følg mig , du skal ikke komme til af +fortryde det , det sværger jeg ! +— morder ! var det eneste svar Julie havde af +give ham . +Pludselig blev der gjørt en brat ende på denne +uhyggelige scene . +Arthur havde hidtil været stiltiende vidne . Nu +trådte han frem med et af harme luende blik , idet +han sagde : +— hold dig tisk mig , slyngel . ' jeg er mand før +at betale dig med den mønt , du fortjener . +— dreng , gå tilbage i din skammekrøg , brølede +knækbein ; eller jeg knuser dig søm et unyttigt legetøj . + +— det er før meget ! råbte Arthur . Tag da den +løn du fortjener . +Idetsamme hævede han meden overordentlig sikkerhed +sin tykke stok og lod den med en knusende vægt +falde på knækbeins hoved . +Denne vaklede som en drukken , tog sig til hovedet +og faldt om . +— så , sagde Arthur , idet han uden anger betragtede +skurken ; lad os nu først gjorde ham uskadelig , +siden sørger jeg før resten . +Hurtig var Vilhelm sikrede og bandt i forening +med Arthur knækbein således , at han ikke kunne røre +et lem . +Femøgtredivte kapitel . +Tæppet falder . +Nøgle få dage efter det sidst fortalte gsi et sorgens +tog igennem byens gader ; det var den ædle +herre , greven , der bragtcs til sit sidste hvilested . +Han var lig en anden manyr — om end ikke før +fine dyders skyld — omkommen i flammerne . +Nu vandrede hans „ Venner “ og famsiie klædte i +dyb sorg , efter hans bekrandscde dåre ; man tænkte +ikke på , hvorledes han havde levet , men kun på den + +sørgelige ende , det havde taget med denne , med gods +og guld så overflødig begavede mand . +Dog , der blandede sig ikke så lidt bitterhed i +denne sorg ; thi der blev intet at arve . Ilden , flammerne , +havde grådig fortæret alt det glimrende mammon , +der af så mange var søgt og eftertragtet med +en rasende begærlighed . +Man lod sine tårer rigelig rinde ved den „ trøsterige “ +Tale , da han sænkedes i det kolde , isnende glem ; +men man forbandede i sit stille sind , at der intet var +bleven tilbage af hans rigdom . +Således endte greven , der udstyret med stærke , +overordentlige lidenskaber , ikke havde skyet de mest uædle +midler for at nå det mål , han engang havde sat sig . +Men vi ville vende os- til de personer i vor fortælling , +der have mere krav på vor deltagelse . +En smuk lys sommerdag kørte Vilhelm og Julie +til kirke . +Der var en egen inderlig stemning over de to , +der efter så mange genvordigheder dog nu så det +lykkelige øjeblik nærme sig , da de for evigt skulle +knyttes til hinanden for ikke mere at adskilles . +Øg hvor jublede det ikke i deres fulde hjerter , da +altret med sine strålende kerter lyste dem i møde . +Hvor var Julie smuk og strålende med myrthekrandsen +over det blonde hår , med det hvide brudeslør , +der slyngede sig yndefuldt ned ad hendes former . + +så trådte da Herrens tjener frem . Ydmygt , +med bøjede hoveder knælede de på brudeskamlen . +Hvert el ord i hans tales strøm manede sig +med gylden skrift i deres hjerter ; de følte hvad det +gjaldt — det var i mod- og medgang , i sørg og +lykke , at de skulle dele alt med hinanden . +Og da så pagten var sluttet lød vennernes røst , +de bragte dem en hilsen gennem toner , der faldt +som en velsignende dug på deres hjerter . +Så vandrede de da hjem , hvor atter hilsener og +trofaste håndtryk ventede dem . +Dog en gav dem et håndtryk , men med et tungt +hjerte , — det var Amanda . +I lang tid havde hun ikke set Karl ; det var som +om han med villie undgik hende . +Og dog var han den hun i sin ungdommelige +fantasi elskede med at sin følelse . +Men hvad var der da foregået med Karl ? j +vi ville snart erfare det . +En dag bragte postbudet et drev til ' Amanda . +Det var fra Karl . Han lod hinde vide , al han , grundet +på en pludselig ordre , var dortrrist . Han skulle +til Kina . +Han bad hende i kolde , følesløse ord al glemme +ham , da hun aldrig kunne binde sin skæbne til hans , +thi han havde andre forpligtelser ; en anden kvinde +havde vundet hans hjerte . +Brevet endte således : + +„ Farvel , Amanda ! Farvel for evigt ! Tænk +„ aldrig mere på din utro Karl . “ +Da Amanda havde læst brevet opslog hun en rædselsfuld , +uhyggelig latter . +— hahahaha ! til Kina . . . Kina , det bliver en +lang rejse . . . jeg . . . jeg vil følge ham . han skal +tage mig med , jeg kan ikke leve . . . leve uden ham . +Dog , han er jo rejst . . . rejst , uden al se mig , +ha ha ha ! +Hun » sorte sig hal og overløi og — uden al +vide hvad hun foretog sig — forlod hun værelset og +begav sig ned på gaden . +Hun mødte Svendsen udenfor huset . +— hvor skal du hen , Amanda ? spurgte han , da +han så hendls forstyrrede miner . +— jeg . . . jeg . . . hahaha ! . . . jeg skal ud , +ud i det frie , thi . . . thi . . . Karl . . . +Med disse ord løb hun ned ad gaden , så hurtig +som lynet , og Svendsen formåede ikke at indhente +hende . +Han anede ikke hvad hun havde i sinde . +Stedse hurtigere og hurtigere lød den ulykkelige +unge pige afsted , uden at ændse de forbigående , der +hovedrystende sår efter hende . +— hun er vist gal ! sagde de der så hende . +Imidlertid fortsatte Amanda sit lød og » uden en +halv times tid havde hun nået Frederiksberg have . +Forpustet standsede hun et øjeblik og fortsatte derpå , + +endnu stærkere , sit lød , indtil hun kom langt ind +i Søndermarken . +Ikke er menneske foruden hende befandt sig derinde ; +ikke en sjæl kunne forhindre hendes fortvivlede forehavende . +Amanda +så sig forvildet omkring , og råbte med +hjerteskærende stemme : +— Karl ! Karl ! forbarm dig over din ulykkelige +Amanda - +— Amanda ! gentog ekkoet . +— ja , råbte hun . Karl ! jeg kommer . +Hurtig lød hun til den kant hvor ekkoet lød fra . +Det var ved vandbassinet . +Hun stirrede ned i der klare vand — hendes ophidsede +stemning lød hende se Karls ansigt dernede +— og hurtig som lynet sprang hun ned i vandet med +det udråb : Karl ! Karl ! jeg kommer ! +Det barske element tog vende villig t sin kolde favn +og uden af udstøde et skrig eller råb om hjælp , +sank hun dybere og dybere ned . +En ældre mand kom styrtende hen til stedet , hvor +Amanda var sprungen ud . +— hjælp ! hjælp ! råbte ban og fled af al magt +i den fastlænkede båd , for ar så den løs , men det +var forgæves , den modstod al hans anstrengelse og +ingen hørte hans råb . +Fortvivlet kastede han hat og frakke på jorden +og sprang ud i vandet for a « redde hende . + +det lykkedes ham også efter megen anstrengelse +af få hende op , men kun som lig . +Der blev gjort alle mulige oplivelsesforsøg , men +uden resullat . +— stakkels Amanda ! så ung og så ulykkelig ! +Sagde Svendsen — thi det var ham der sprang ud +efter hende . +En tåre trillede ned ad hans kind og faldt vå +Amandas afsjælede legeme . +Medens denne unge , livsglade pige i et fortvivlet +øjeblik havde befriet sig for verdens tummel og genvordigheder , +tildrog sig en anden , næsten lige så uhyggelig +begivenhed inde i byen . +Knækbein var atter bleven „ den kække “ , sfjondt +Arthur havde skruet ham med at overlevere ham i politieis +hænd^ . +Ordet „ Politi “ , havde en forfærdelig klang i +skurkens øre . Det var den eneste trusel han frygtede ; +døg , snart glemte han denne truscl , og tænkte +nu kun på at gjengjælde det hug , Arthur havde +givet ham . +— man må aldrig skylde noget , sagde han grinende +til Johan . Jeg hader alt hvad der hedder gæld +og arbejder nu på at betale denne Flos med den +samme ment som han tildelte mig . Spørgsmålet er +kun : hvorledes jeg skal bære mig av dermed ? + +Johan kløede sig bag øret . +— ja , sagde han nølende ; det er just ikke nogen +let sag . Dog , døg , nu har jeg det ! +— lad høre ! befalede knækbein . +— vil kaptajnen blot lade mig råde , så skal +det hele gå af sig selv , sagde Johan og gned fornøjet +hænderne sammen . +— ja , ja , gør du det ; imidlertid gør jeg skibet +klart , vi sejle kl . 2 i nat . +— det er vel , kaptajn . +Derefter skilles disse to „ brave “ Mennesker , for +hver at udføre sit^forcharende . +Johan gik lige op ti ; Arthurs værelse , ringede +dristig på og spurgte efter hr . Arthur . +— del er mig svarede Arthur og så med rasende +blikke på banditten . +— ja , seer de , hr . Arthur , jeg kan godt forstå +at de ikke havde ventet besøg af mig , tilmed da +den lille affære , vi havde sammen ude på Nørrebro , +ikke kan have bidraget noget til at de føler vensfab +for mig , men seer de , der gives tilfælde i livet , +hvor . . . +— til sagen ! afbrød Arthur ham utålmodig . +— ja , sagen er den , at Nina . . . +- Nina ! afbrød Arthur ham atter . +- ja , Nina , svarede jehan og kløede sig bag +øret . Jeg var i båden da ulykken skete . I det +sidste øjeblik , da vi indså at det snart var forbi med + +os , bad hun mig om — hvis jeg mulige » fluide blive +reddet — da at sige dem , hr . Arthur , at hun i den +nederste kømodefluffe havde en genstand liggende som +hun ville bede dem modtage til en erindring om hende . +Jeg lovede hende denne villigbed og nu — farvel . +Med disse ord bukkede Johan meget æerbodigt for +det unge menneske . +— ja , udbrød artbur , da banditten var gået ; +jeg vil ligestrar hen til hendes bolig og se hvilken +erindring min elskede Nina har efterladt til mig . +Uden ai tænke på bedrageri , tog han nøglen til +Ninas værelse , som han selv opbevarede , og skyndte +sig afsted . +Dersom han havde givet sig lidt mere tid ville +han have set en skummel Karl snige bag efter ham +ind i gangen og op ad trapperne , der førte til Ninas +bolig . +Arthur stak nøglen i låsen og åbnede døren +for at træde ind . +Idetsamme sit han et voldsomt stød i ryggen , +så han tumlede ind i værelset . Derefter blev døven +hastig smækket i og låsct af , nøglen blev rafl trukken +ud af låsen og den skumle person skyndte sig ned ad +trapperne , idet han fornøjet mumlede : +— se så , hr . Arthur ! nu kan du søge efter +„ Ninas erindring “ , men jeg tror , at det bliver en +forgæves søgen . Hahaha ! +Idet han trådte ud på gaden hørte han til sin + +forskrækkelse at Arthur af alle kræfter råbte ud af +det åbne vindue : +— hjælp ! Mord ! Hjælp ! +Jøhan skyndte sig atter op af trapperne da han +så folk komme løbende hen til stedet . +- så , for fanden ! brummede han ; nu fordærver +han det hele ; men det må forhindres . +De tililende stormede op ad trapperne , men Johan +råbte af alle kræfter : +— en vogn ! skynd dem , han er aldeles rasende . +— hvem ? spurgte man forundret . +— den gale , svarede Johan . Jeg har måttet +lukke ham ind , puh ! han var lige ved at kvæle mig ! +— var der dem der streg om hjælp ? +— ja , gu ' var det mig ; ellers havde han jo +kvalt mig . +En vogn blev nu hentet , og Johan tilligemed +nøgle af husets beboere , lukkede døren op for Arthur , +der rasende for ud af døren og med et rask tag greb +Johan i struben . +Johan brølede om hjælp så kraftig ban formåede , +og inden Arthur vidste nogen rigtig besked sad han i +vognen , omgiven af to stærke , håndfaste karle , der bød +ham at forholde sig rolig , da han ellers ville blive +bunden fast til vognen . +— rolig ! råbte Arthur i den største ophidselse . +Rolig , når jeg bliver behandlet på denne måde ! +Nej , jeg vil slå fra mig så længe jeg kan røre et +lem . + +— bær nu fornuftig , unge mand , nu er vi der +jo strar . +— hvor fører de mig hen ? råbte Arthur . +— til hospitalet . +— til hospitalet ? Hvad skal jeg der ? Jeg fejler +jo intet . +— ja , det siger alle gale , forsikrede manden aldeles +rolig . Jo , jeg kender nok besked , hahaha ! +Vognen kørte nu ind ad hospitalsporten og Arthur +blev strar bragt i — cellerne . +Klokken 2 samme nat så man et skib hurtig +bevæge sig hen over havfladen . +Ombord på skibet befandt flere af vore bekj . ndte +sig , nemlig knækbein og alle hans banditter , hvoriblandt +den mest fremtrædende var Johan . +Denne gang blev det alvor . Skibet sejlede direkte +til Amerika og ankom uden nøget uheld til det indre +af denne verdensdel . stnækbein solgte skibet , købte +jordstrækninger , og blev efter nogle Års forlob en +meget velhavende mand . +Dog havde han ikke megen glæde af sin rigdom . +Det var en mørk . uhyggelig Asien i oktober måned , +da knækbein vandrede hjem ad fra en nogle mil +fra hans ejendom liggende by . +Det var hvad man her i Danmark kalder ret et +„ Herrens vejr “ . Regnen faldt i tætte strømme ned + +fra den merke himmel , og blæsten rasede med en orkanagtig +heftighed . +Knækbein befandt sig ret ilde tilpas i dette vejr , +og for at forkorte vejen en del stod han gsenvci over +nogle marker , der sorte lige til hans hus , men den +tætte negn og den mørke luft bevirkede , at hans +vandring tog en forkert retning . Istedenfor at gå +lige frem , drejede han af til en af siderne , og pludselig +sleilede han ned af en betydelig skrænt og faldt +hovedkulds ned i en meget dyb muddergrøft . +Han råbte øm hjælp , brølede søm en gal tyr , +men ingen hørte ham . Stedse sank han dybere og +dybere ned og snart formåede han næppe at holde høvedet +oppe over mudderet . +I delte skrækkelige øjeblik fremstillede hele hans +forbrykerske levnet sig for hans forfærdede blik . +Han så truende skikkelser af alle de personer +han havde myrdet , han så en tydelig gengivelse af +„ det forbandede hus “ på Nørrebro , han så Julie , +den unge , smukke kvinde , truende stå øppc på Marken +og hånende betragte hans fortvivlede stilling . +Udstødende en forfærdelig ed gjorde han et nyt +forsøg på at komme op , men derved sank han endnu +dybere ned , og med det udråb : „ Gud i himlen ! tilgiv +mig ! “ endte han sit på grusomheder og forbrydelser +så righoldige liv . +Johan overtog uden videre hans besiddelser og +lever endnu den dag i dag . +Han er meget rig , men tillige meget godgørende . + +Hao har aldeles forandret sin tidligere levevis , og arbejder +nu på af opføre en stiftelse for trængende +dansfe håndværkere i Amerika . Derved opnås dog , +af de ved slethed erhvervede penge få en nyttig og +velsignelsesrig anvendelse . +Efter en uges forløb blev Arthur udskreven fra +hospitalet . Dog , den afsondrede tilværelse han havde +ført i cellerne , og de sindsforvirredes gruopvækkende +hyl , ban stedse børte derinde , samt hans ristede Ninas +pludselige død , bevirkede , af ban i en åndssløv tilstand +henlevede sin tid , uden af foretage sig noget , +ver kunne gavne samfundet . +Arthurs og amondas velgsørcr , den brave , godgforende +hr . Svendsen , tog sig disse børns skæbne +meget nær . Han levede stille og guvhengivent i mange +år , og udøvcdc så meget godt blandt sine medmennesker , +af hans navn endnu ihukommes af mange , og +Vans gode gerninger vil aldrig glemmes af de fællige +og forladte . +I en yndig egn på Fyen levede Julie og hendes +gemak . Lykken tlksmslede disse to unge mennesker fra +alle kanter . Vilhelm petersen- havde nu erholdt et +godt præsteembede hvorved han havde en brillant indtægt . + + +det er 4 år efter bryllupet af vi indfinde os +i hans venlige , indbydende hjem . +I et nydeligt studereværelse sad hr . Pastor Vilhelm +Petersen beskæftiget med af udgravdske themael +til hans prædiken for den kommende søndag . +På hans knæ sad en sød lille tresårs dreng +og stirrede meget andægtig ned i bogen , som om han +forstod den dybe betydning der ligger i guds ord . +Med en overordentlig glæde og stolthed betragtede +Vilhelm Petersen barnet . Det var hans ældste søn . +— er du ikke snart ked af af sidde her , lille +Alexander ? spurgte ban og klappede barnet venlig på +kinden . +— nej , kære papa , svarede den raske dreng +smilende . Jeg bliver aldrig ked af al være hos dig +og hos mama . +— gid gud vil lægge sin velsignelse i disse ord , +min elskede dreng , sagde pastoren og kyssede ømt det +venlige barn . +— amen ! hviskedee en ung kvinde , der ubemærket +var trådt ind , og et par kærlige arme slyngede sig +om pastorens Hals , medens et inderligt Kys på pastorens +læber udtrykte den kærlighed og lykke , ver +velsignede denne ægtepagt . +— min elskede Julie ! sagde pastoren ; kun gud i +himlen bør vi mkke for vor lykkelige tilværelse . +— ja , du har net , Vilhelm , svarede Julie med +rørt stemme . + +i dette øjeblik bragte postbudet et brev . Det +kom fra Amerika . +Med feberagtig hast åbnede pastoren brevet . Det +var fra Johan og indeholdt følgende linier : +„ På mit dødsleje indser jeg hvilken uret +„ jeg har begået imod hr . Pastorens hustru Julie , +„ ved at tilvende mig besiddelsen af de ejendomme , +„ som ene tilkom hende ved kaptajn knækbcins død . +„ Dog , jeg har udøvet gode gerninger med disse +„ Penge , og er endnu i besiddelse af 50 000 dollars , +„ hvilke hr . Pastoren , mod forevisning af dette +„ Brev , kunne hæve hos bankier t i New York . +„ Gud tilgive mig arme synder ! +Johan , “ +— 50 , 000 dollars ! råbte pastoren forbavset . +Hvad skulle vi med så mange penge ? +— med dem ville vi hjælpe de fattige og +forladte ! svarede Julie med et lykkeligt smil . +— ja , du har net , min riflede hustru , svarede +pastoren og bortkyssedc de glædrstårer der perlede +ned ad Julies kinder . Gud elsker en glad giver . +Ende .