diff --git "a/normalized/1870_GB_PolitispionenEllerHaelerhusetPaaKristianshavn.txt" "b/normalized/1870_GB_PolitispionenEllerHaelerhusetPaaKristianshavn.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1870_GB_PolitispionenEllerHaelerhusetPaaKristianshavn.txt" @@ -0,0 +1,13453 @@ +1ste kapitel . +Det første møde . +Ude på Kristians ! . avn , i Prindsessegade , ligger +der et højt , smalt hus , som rigtignok for længe siden +ville have været lagt i grus , hvis det ikke var bleven +støttet af de omliggende bygninger . De skæve , halv +rudcløse vinduer , den smalle , smudsige dør , hvis fyldinger +truede med at falde ud og de udboldnede , revnede +fyrrcbjælker i bindingsværket vidnede om , at dette +hus havde slået sin længste tid , at ejeren kun brød +sig om at få så meget ind som muligt , medens hans +fattige mejere ingen rettigheder tilstædes , men kun havde +den sørgelize pligt — at betale . +I et usselt kvistværelse i dette hus sad en efterårsaften +en gammel kone og varmede sig ved et par +halvt udskukte gløder i en lille , revnet grydekalkelovn . +Konen var meget fattigt klædt , men over den hele påklædning +lå der et anstrøg af renlighed og orden , +som tydede på , at hun ikke var sunken så dybt , som +bcboerinden af et så elendigt værelse ellers må formodes +at være . + +moderen forsikrede ham forgæves om sin fuldstændige +mangel på alt , selv de simpleste fornødenheder . +Sønnen ville ikke tro hende og gav sig til at +gjennemsøze det fattige Kammer . Det var snart gjort ; +den mugne hømadrats , det lasede tæppe skjulte ingen +skatte og Villiam syntes endelig ar blive overbevist +om rigtigheden af den gamles udsagn . Han nærmede +sig brummende døren og det syntes endog som om han +havde opgivet håbet og ville til at gå ; han standsede +dog , greb sin hulkende , hændervridende moder i +den ene skulder og brølie : +— hører du , moder ! jeg ved at du har penge , +søg ikke at skuffe mig , du bærer dem hos dig , ikke +sandt ? +Møderen svarede ikke , men vedblev at hulke og +vride sine hænder ; men dette rørte ikke den løsladte +forbryders hjerte . +— men , du vil ikke , sagde han til sidst ; så skal +du ud med dem med magt . Jeg advarer dig , tir +mig ikke ! +Han greb fat i ben gamle moders kjole og begyndte +trods hendes skrig og bønner at undersøge +hendes kommer . +Under delte foragtelige optrin havde de ikke lagt +mærke til , at der lød trin på den skrøbelige trappe , +der førte op til kvistværelset , og først da der lød en +hør banken på døren flap Villiam sin moder . +— hvem der ? udbrød han rasende . +Døren blev i det samme åbnet og en mandsstemme + +spurgte om det var her der boede en enkemadam +Smidt . +— ja , svarede forbryderen ; her har hun sit palads , +— det er smukt , ikke sandt ? Men hvad vil de +hende ellers ? +— jeg har , sagde en høj , anseelig mand , idet +han tøvende betrådte værelset , modtaget et brev fra +hende , hvori hun bad mig om en gave ; hun fortalte +mig , at hun boede alene her , men jeg seer nu , at hun +døg ikke er så ganske forladt , siden de , som formodentlig +. . . +— er hendes kærlige søn , afbrsd forbryderen +ham ; ja , herre , det kan de bande på , at jeg er , og +derfor kan de trøstig give mig den mønt , de har bestemt +for hende , hun skal få hver evige skilling . +Den fremmede mand betragtede forbryderen med +et forskende , mistroisk blik ; denne slog nu øjnene op +og så ondskabsfuldt på ham . +Trods den store forskel såvel i ansigtets udtryk +som overhovedet i væsen og y : re , herskede der døg i +delte øjeblik en umiskendelig lighed imellem de to +mænd , hvoraf den ene var en typus på nctsindighed +og godhed , den anden på slethed og forbrydelse . +— Vu , sagde endelig Villiam ; kan de vel kende +mig , når vi mødes på det næste hofbal , hahaha ! +Den gamle kone havde med en vis skælvende forundring +betragtet det hele optrin og trådte tøvende +nærmere . + +— de er grosserer dalezård , herre , ikke sandt ? +Stammede hun . +— ja , svarede grossereren ; Dalsgård er mit +navn , oz de er formodeniliz den enkemadam Smidt , +som har skreven dette brev . +Han fremtog nu et smudsigt stykke papir , hvorpå +nogle utydelige skrifttræk vare synlige . +— jeg erindrer , fortsatte han , at vi , i mine forældres +hus havde en pige , ' som senere blev gift med +en skrædcrmestcr Smidt ; jeg kan svagt mindes , at +jeg holdt meget af hende , og at jeg sørgcde i flere +dage , da hun pludselig rejste bort . De skriver , at de +for over fyrretyve år siden har tjent mine asdøde +forældre . Er de den pige ? +— så de kan endnu erindre mig , kære hr . +Charles , hvem jeg har båret så mange gange på +mine arme , og som aldrig var gladere end når jeg +gav mig af med ham . O , jeg fortjener ikke en så +venlig ihukommelse , jeg fortjente ikke deres uskyldige +kærtegn . +— men sig mig dog , spurgte grossereren alvorligl ; +hvad var grunden til deres pludselige afrejse +fra vort hjem ? Såvel min fader som min moder +høldt jø dengang meget af dem , de var so endnu ikke +forlovet og ingen ville meddele mig — som dengang +kun var en lille dreng — hvorfor de tog bon . +Den gamle rystede over hele kroppen . +— nej , kære hr . Charles , stammede hun endelig ; +den egentlige grund får de ilke at vide , den + +må som en hemmelighed følge mig i graven . Da +jeg forlod deres hjem , lovede jeg mig selv dyrt og +helligt , aldrig mere at skulle nærme mig noget medlem +af deres familie ; jeg har høldt mit løfte i mange +tunge år — o , så skrækkelig tunge — og vil holde +del til min død . +— forunderligt ! sagde Dalsgård , talende ved +sig selv ; denne kone synes at have slået i en hemmelighedsfuld +forbindelse med min slægt , thi med +hende forlod al glæde vort lykkelige hjem . Fra den +dag hun forlod huset var det for så kærlige forhold +lmcllem mine forældre forstyrret , og den skat +af ømhed , som enhver af dem bar i sit bryst , odskcbe +de kun på mig , og aldrig på hinanden indbyrdes . +— det er trøstclizi for et kristent menneske at +se den kærlighed , Herren og min gamle moder vise +hinanden efter så mange Års forlød , sagde den løsladie +forbryder , idet han lod som om han » orrede +øjnene med sit luvskidte frakleærme ; — men nogle +penge ville rigtignok være den gamle og ung mere +kærkomne . +Grøssereren tilkastede ham et foragteligt blik . +-- den understøttclse , , eg af medynk og på +grund af tidligere bekendtskab agter at give deres +moder , skal ikke bidrage til at undersiølie deres ulyst +iii arbejde , sagde han koldt . +Forbryderen tilkastede ham et forbitret blik og +mumlede en tru , cl . +— jeg bryder mig hverken om deres trusker + +eller ville øjekast , vedblev grøssereren . Kan de ikke +ernære dem selv , men falde deres fattige moder til +byrde , vil jeg ved politiets hjælp skaffe dem ud +på ladegården . +— nej ! nej ! råbte den gamle moder ængsteligt ; +for gud i himlens skyld gjsr intet af dette , +det ville være unaturligt om der herskede en så bitter +strid imellem eder . +— og hvorfor ? spurgte dalszård højst forundret . +— grunden , svarede konen noget stammende , — +den er min hemmelighed . +— hemmelighed på hemmelighed ! råbte Dalsgård . +Men jeg kan ikke indse i hvilken forbindelse +jeg kan stå til et menneske , hvis hele adfærd tyder +på en løslakt forbedringshusfange . +— og det er han også ! udbrød forbryderen , +som havde åbnet døren og nu stillede stg midt i +åbningen . Ja , min fine herre , der var en tid , da +jeg var lige så god en fyr som de , havde lige så +pæne klæder som de og dygtig mønt på lommen . +Jeg og min principal havde imidlertid forskellige +begreber om hvor stor min kassebeholdning skulle +være og han fik mig i brummen . Nå , da det nu +engang var galt , så blev det naturligvis værre ; tre +gange har man slukket mig i „ den røde bygning “ +Herude , og jeg er fornylig kommen ud deraf igen . +Der har de hele historien . Jeg var engang lige så +uvd som ven bedste af eder , for et tusind dalers + +skyld sparkede i til mig , kastede mig i tugthuset og +gjorde mig til en af de største gavtyve i kongens +kjsdcnhavn . Men jeg skal betale eder det , fortsatte +han og slog i den rådne dørkarm , så den rystede . +I skulle alle undgælde , og du , storsnudede hund , ikke +mindst +han truede med knyttet hånd ad dalszård og +lød ned ad trappen . +-- Villiam ! råbte moderen . Villiam , for guds +skyld , hør mig ! +Hun styrtede hen imod dsren , men mangel på +næring og den heftige nervespænding , hun havde været +udsat for , var for meget for det gamle , skrøbelige væsen ; +hun faldt om på trappen og besvimede . +Forbryderen havde imidlertid forladt huset . +— stakkels kone , hviskedee Dalsgård , køstede +hende forsigtig ? op og bar hende ind i værelset , hvor +han lagde den bevibstlose på madratsen . Er dette +den muntre , livsglade Katharina , som altid sang og +var vclfornsiet ? Ja , hivet er tung ! for de fattige . +Det heftige optrin havde imidlertid tilkaldt husets +folk . En mængde fruentimmer kom ud fra de forskellige +værelser i huset og talte i munden på hverandre . +— hun er slået ihjel af sønnen ! formodede en . +— gud , madam Jensen , indvendte en anden ; +han er jo nok et stort skarn , men så slem er han vel +ikke ; han kom jo først for kort tid siden og er vel +gået efter dokteren . + +viceværtens korte , fede skikkelse viste sig nu i +døren til kvistværelset . +— er madammen dsd ? hviskedee han meden hæs , +skrattende stemme . Det slette fruentimmer , hun skylder +mig husteie for to måneder . +Dette bjerteløse udbrud ved det tilsyneladende livløse +legemes leje fremkaldte en storm af uvilje fra +de forsamlere kvinders side . +— den hårde Karl , hviskedee man ; thi frygten +bandt lysten til at tale højt . Selv døven kan ikke +røre ham . +Dalsgård , der havde følt den gamles puls , +vendte sig nu om og sagde med uvilje til viceværten : +— leje » betaler jeg ; kom til mig på mtt kontor +imorgen formiddag ; hent nu en drosche , men +skynd dem ! +Den forbavsede vicevært adløv hurtigt . Madam +Smidt kom kort tid efter til sig selv og blev af nogle +medlidende koner båret ned i vognen . Dalsgård +steg ind med og befalede kusken at ljøre ril Frederiks +hospital . +Viceværten , der drev en todbringende detailhandel +med hokervarer , blev stående > sin tør og så efter +vognen , så længe han kunne sine den . Han blinkede +sornoiet med de små evmeome , og ten brede mund +fortrak sig til et bredt , lumsk grin . Han glædede sig +over den fisfighcd han havde udvist ved al forlange +w måneders leje istedenfor de fjorten dage , som virkelig +slode ttl rest . + +en hånd slog ham i det samme venskabelig vå +skulderen . +— hvad , sagde den lille mand og for tilbage ; +er de der igen , Villiam stsver ? +— hvor kørte de hen med den gamle ? spurgte +den ømme søn . +— jeg tror næsten til hospitalet , svarede den fif « +Stge høker . Det var rigtig en mand med „ Fisk “ , som +tog sig af hende , hvad ? +— det var det , lagde Villiam ; men han skaltage +sig i agt . +— Na sNak , støver , hvæsede den fede vicevært ; +kom nu indenfor og lad os tale om forretninger . Du +har vel intet imod en snavs eller to ? +Villiams øjne strålede ; han trådte ind i huset +og begge begav sig til høkerens private stue . +2det kapitel . +Urtekræmmersvendens første sold . +Peter Henningsen havde fyldt sit tyvende år og +nå « toppunktet af jordisk lyksalighed , idet hans + +principal samme dag havde gjort ham til svend . +Det var med en følelse af inderlig stolthed han den +morgen rejste sig af sin seng og isene sig en splinterny +dutilsfrakke , idet han for stedse aflagde den stumpede +troie , som han nu med en vis majestætisk mine +korærede sin eftersølgcr , den nye dreng . +Peter , der hidtil var bleven holdt strengt i ørene +af principalen , skulle nu lære livets glæder at kende , +som han kun sparsomt hveranden søndag havde fået +en mundsmag af i vesterbroes tteater , i tivoli eller +i sin families skød , hvor faderen , der hørte til +baptisternes menighed , plejede at bolde sonkagsprædikener +og deri at formane sin ældste søn Peter +at fly syndens og lastens vederstyggeligheder . Når +så en psalme var afsvngen , måtte Peter afsted ; thi +en portnøgle ville hans principal viselige » ikke betro +ham , og på slaget ti måtte han være hjemme . +Nu var det hele forhold forandret ; han var nu +bleven herre over den tid , der ikke skulle ofres +butiken , og hr . Reimert , principalen , havde i dagens +anledning tilstået ham en halv fridag og —- +en portnøgle . +En fætter af ham havde indbudcn ham til et +lille sold om aftenen . +Det var en flink fyr , den fætter . Student var +han , og iovrigt ingen hader af et godt glas og et +muntert pigebarn . Han levede og lod andre leve +med sig . +Sålænge Peter som lærling var bleven indviet + +i urtekramhandclens mysterier , havde fætteren ikke +taget nogen videre notits af ham , ja havde engang +tilføjet ham den tort at benævne ham „ Fætter +svedskeprinds “ , en fornærmelse , som længe gærede i +Peters sind . +— kom op til mig på torsdag aften , så er +du jo din egen herre og så giver jeg et lille sold +for gode venner og kærlige veninder , havde fætter +lagt , og Peter modtog tilbudet med glæde . +„ Kærlige veninder “ , tænkte Peter , og han +gentog det ofte for sig selv . Hans hjerte bankede og +en hidtil ubekendt sod bevægelse fyldte hans sjæl . +Han så i ånden dejlige kvinder med skønne former +og venlige smil , der vinkede ham til guddommelige +glæder . Til dato havde han ikke kendt andre kvinder +end sine søstre , sin moder og et par kusiner . +Pigerne , der kom i butikken , havde principalen vel intet +imod at han gjorde kur til i al hsviffhed , såsom at +klappe dem blidt på kinden , ja vel endog at trykke +armen om deres liv : „ det holdt kunderne tilhusc “ , +mente han ; men videre turde man ikke gå , og da +Peter en dag gjorde sit bedste „ for at holde kunderne +tilhuse “ , ved at kysse en ualmindelig smuk lille tjenestepige , +fik ban i det samme et vældigt ørefigen af den +ærbare urtekræmmer , som strengt holdt på skikkelighed +hos unge mennesker . +Jo , en kvinde kendte Peter dog , for hvem han +ville dave gået i ilden . Som en tolvårs pige var +hun i sine skoleår ofte smuttet ned i kælderen for + +at kjobe bonbons og andre lignende rariteter ; men nu +vare disse besøg ophørte . +Den smukke syttenoarige frøken Dalsgård , den +rige grosserers datter , der boede på første sal i +det prægtige hus lige overfor ror urtekræmmer , var +genstanden for Peters tanker både i vågen og +sovende tilstand . Hun havde naturligvis glemt den +lille urtekræmmcrdrcng med de klæbrige fingre , tænkte +han ; men hun var alligevel hans hjertes dronning . +Med et suk så han hende ofte sidde ved vinduet , +fin og nydelig , og han stjal sig bvert øjeblik +hen til butiksvindue « , hvor han , imellem d pund chokolade , +en pakke dorlys og to petroleumsskasker kunne +ovfange et glimt af hende . +Glimrende tanker om en brillant butik i en af +hovedgaderne , en majorspost ved borgervæbningen +og endelig et bryllup på første sal hinsides gaden +for ham da gennem hovedet ; men de tilstrømmende +kunder i butikken fik ham snart bort fra fantasiens +verden . * +på festdagen kaldte hr . Ncimcrt ham ind i sit +kontor , bød ham et glas portvin , klinkede med ham +og ønskcde ham til lykke . Det var et stolt øjeblik i +hans liv . Senere blev han vel draget ned fra den +syvende himmel ved at se frøken Dalsgård siddende +ved vinduet talende med en ung , fremmed herre ; men +han skød hjertet op i livet ved tanken om soldet om +aftenen og de — kærlige veninder . Med en vis jublende +fornemmelse delikaterede han den nye dreng med , + +som han kaldte „ et par varme vafler “ , fordi denne +lød det gå altfør meget ud over svedske- og rosinskuffen +og kastede ofte længselsfuldt sit blik på uret , +hvis visere med en dræbende langsomhed nærmede sig +fire . +Jført en splinterny klædedragt msdte han , efter +et besøg i forældrenes hus , på slaget syv , på +fætterens bopæl i Studiestræde . Efter at have famlet +op ad de morfe , fugtige trapper , stod han endelig +udenfor en der på tredje sal , indenfor hvilken en +kvindelig stemme med stor virtuositet udførte variationer +over den bekendte vise : „ Min tip , tip , tip . “ +— „ Kærlige veninder “ , tænkte Peter og hans +hjerte bankede da han ringede på . +— kom ind ! lød en stemme indenfra . +Han åbnede Deren og trådte ind temmelig forlegen +og kejtet . +Stuen , en ægte studenterkncipe , frembød et interessant +skue . I sofaen og på stolene sagde otte » +Ni unge mænd og piger , leende og passiarende ; der +var liv , der var gemytlighed ; de så forundrede op +ved Peters indtrædelse . +— „ Den pantsatte bondedreng ! “ mumlede en af +de tilstedeværende . +— å , snak , Verner ! råbte en ung , rask mand +og sprang op fra sofaen ; det er jo min fætter Peter , +festens konge . Kom Peter , vedblev han og tøg ham +ved hånden ; lad mig præsentere dig for selskabet , + +lutter flinke folk . Jeg vil , som naturligt er , begynde +med damerne . +— hvor galant ! sagde en smuk , lille brunette . +— naturligvis , fortsatte værten ; først må feg +forestille dig for frøken Alvilda Madsen , som du seer +et nydeligt pigebarn , med uhyre musikalske evner , +hun synger dig „ Maren kokkepiges kvaler “ langt +bedre end nøgen sangerinde på Vesterbro , og du +ved , det har noget at sige ; hun har for øjeblikket +kastet sin kjærlizhedsskat på mig og gennemboret mit +hjerte med sine smægtende øjne . +— vås ! sagde den unge dame ; det er ved gud +rædsomt altid at skulle høre den høiiravende snak . +— her seer du , fortsatte studenten , en ung +dame , Marie Hansen , som til daglig brug syer for +kræmrene , men ellers giver den „ Tragiske “ i kalkeballen ; +hun er intim med min ven , høiinant X . , som +du seer sidde ved hendes side ; bemeldte høitnant +troer ellers at have kunnet vinde kampen ved Bustrup , +hvis han havde haft kommandoen , og holder umådelig +meget af at fortælle hvad han ville have gjort og +om de værdifulde råd , han under slaget gav generalerne . +Lsitnanten streg sit overskæg og sagde majestætisk : +- pjat ! +— jeg seer , vedblev fætteren , at jeg er kommet +ind på en temmelig vidtløftig præsentation , jeg vil +derfor indskrænke mig til at forestille dig kunstmaler +berggreen og frøken Thora Holm , student Bondrup + +med flamme , Anna Nielsen og sluttelig — hvad der +for dig er det vigtigste — sidder her en lille uskyldig +dame , som min elskede , frøken Alvilde , i aften har +bragt med sig ; hun længes uhyre meget efter at lære +dig at kende , Peter ; vi have omtalt dig på det +allersordelagtigsfe og bestemt eder for hinanden . Kil +nu på , fætter , mens du har tid ! +Såvel Peter Henningsen som den unge pige , der +var en smuk lille dame på atten år , med et frisk , +uskyldigt ansigt og temmelig undseelige manerer , blev +blodrøde ved denne præsentation . Peter , der ikke vidste +hvad han skulle gøre med sine hænder , famlede efter +butiksforklædet , der jo for øjeblikket hang hjemme i +butiken , men som ellers i flige forlegenhedstilfælde +plejede at være hans sædvanlige gemmested for +hænderne . +Den unge pige fik tsarer i øjnene og udbrød : +— det er ved gud ikke sandt , jeg har aldrig +tænkt på deres fætter og det er afskyeligt af dem +og Alvilda at lave sådanne histørier ; men de tror +let da heller ikke . Hr . Henningsen ? +Hun så så bsufaldende på Peter , og det tårefulde +blik trængte ham dybt ind i sjælen . +— jeg sværger dem til , jomfru , at jeg ikke tror +et ord af al den snak , stol trygt på mig ! +Han gjorde en bevægelse , som om han ville falde +på knæ . Hele selskabet brast i latter og ironiske +råb krydsede hverandre . + +— bravo , fætter ! det gjorde du godt ! +— frsken mine kan gå i skole hos urtekræmmeren , +råbte berggreen . +— hun er en ren sinke imod ham ! suplerede +Anna . +Men Peter havde set for dybt i den bedrøvedcs +smukke øjne . Det brændte i hans barm , en hidtil +» kendt følelse bemægtigede sig hans indre ; til frøken +Dalsgård havde han set op som til et højere væsen , +som stod langt over ham ; han følie at han her havde +fundet „ en kærlig veninde “ , der , hvis det lykkedes +ham af vinde hende , ville følge ham tro og kærlig +til hans livs ende . +Samtalen og latteren bortledebes snart fra Peter +og hans nye flamme . +Herrerne begyndte af tale om politik , medens pigebsrnene , +under Alvildas kommando , dækkede bord i +den anden ende af værelset . +Peter nærmede sig frygtsomt og notende den unge +pige , som var bleven siddende ved bordet , uden af deltage +i den almindelige virksomhed ved borddækningen . +— frøken , begyndte han sagte ; jeg håber da ikke +de tror , af jeg har lagt den mindste vægt på min +fætters letsindige tale ? +— nej , svarede den tiltalte , hvis navn var +Marie Søndrup , — det tror jeg ikke ; jeg ville aldrig +være kommen herop blandt de mange herrer ; men +Alvilda forsikrede mig , af vi og hendes kæreste skulle + +være alene sammen , og det samme sagde hun til min +moder . +— men jeg , sagde den galante Peter , kan dog +ikke være andet end taknemlig for denne usandhed ; thi +den har lært mig dem af kende . +— o , svarede Marie ; de er alt for artig . Dog +det er vel kun de sædvanlige komplimenter , som herrerne +sige os stakkels sypiger , men som de ikke mene +et ord med ? +— nej , hviskedee Peter fyrigt ; det er ingen komplimenl , +jeg mener det virkelig og håber med tiden +at kunne overbevise dem derom ; dette må ikke blive +vort sidste mode , vel ? +Marie rødmede ; hendes smukke lille barm hævede +sig og sank atter , da hun stammede : +— nej ! +Peter var henrykt ; ban trykkede varmt den lille +hånd og troede at fornemme et gjcnlryk . +— ih , du frelsens ! råbte pludselig Alvilda +henne ved bordet krukken med de syltede blommer , +du fik hjemmefra , er jo gået i Mas . Karsten ! +— hvad siger du ? råbte Kristian Karstens — +Peters fætter - er krukken gået istykker ? +Ja , og sikken en re ' clighed der er inde i dit +skab ; alting ligger og flyder i blommcsast ! +„ Der vanker en jomfru i studentens skab , +kager og syltede blommer ! “ +Sang berggrecn og tø . +— ja , de leer , sagde frøken Alvilda vredt ; men + +jeg havde glædet mig så meget til de blommer og nu +ere de gåde i basken . +— jeg troede ellers , bemærkede berggreen spydigt ; +at frøken Alvilda sværmede for en ganske anden +slags syltetøj ? +— uh , Alvilda ! skreg Thora Holm leende ; hørte +du det ? den var rigtignok værre ! +— uh , jeg forstår ikke hr . Berggrcens plumpheder , +derover føler jeg mig for ophsiet ; jeg forstår +heller sket ikke at Karsten vil omgås med sådanne +herrer . +— har jeg krænket deres ophøicde følelser , frøken +Alvilda , så beder jeg dem undskylde , ytrede +berggreen leende ; - men vi kom jo fra blommesaften , +den rigtige blommesaft , mener jeg . +— må vi nu være her ! råbte Alvilda og flygtede +ind i Karstens soveværelse . +Bordet var lukseriøst dækket med steg , boeuf , +hummer , sardiner , hollandsk ost og kager . +Herrerne drak danske snapse og baiersf øl , medens +damerne toge tiltakke med det i smag og kraft mildere +hvidtøl . +Hver herre førte sin dame til bords og snart sad +selskabet nok så gemytlig flolket omkring det runde +bord . Vel kunne der være noget at sige angående +serviset , som kun bestod af 5 tallerkener , 5 knive og +halvfjerde gaffel ligeledes vare kagerne blevne satte +på bordet i det papir , hvori man havde købt dem + +hos konditoren ; men det skadede ikke det almindelige +velvære . +Damerne skar mad til herrerne og der faldt mange +bemærkninger af spøgefuld og munter natur . +— jomfru ! hviskedee Peter til skn unge flamme ; +ved de hvorfor jeg spiser så uhyre meget i aften ? +Det gør jeg ellers ikke . +— nej ! svarede Marie og så ham forundret ind +i ansigtet ; — det har jeg ingen anelse om . +— det er fordi de skærer maden , hviskedee han +igen ; jeg tror , jeg kunne spise alt hvad der er på +bordet . +— de har en god appetit , svarede hun smilende og +førlegen . +— det går jo ypperligt , Henningsen ! råbte +berggreen fra den anden side af bordet ; — klem +på , medens det er tid ! Hør , de er vist en dreven +filur til at bedåre pigebørnene . Ja , lur urtekræmmerne , +de lærer den ting tidlig . +— jeg må gøre dem opmærksom på , sagde +Peter højtidelig ; — at jeg har stået i en anstændig +butik , og at min principal strengt holdt på en sædelig +Vandel . +— ja , derom tvivle vi ikke , svarede frekcn Nielsen +; men urtekræmmerne de forstå jo rigtignok at bedåre +et kvindeligt gemyt med Lau « lo loloxnt- , +mandelsæbe og knappenåle . Jeg kendte engang en +krøllet urtekræmmersvend , det var det nydeligste menriefle + +man kunne se for sine øjne og så var han altid +så gentil . +— ypperligt ! råbte Karstens ; bliv bare ved , frø « +Ken Nielsen , jeg tør bande på at vi få interessante +ting at høre . +— så de tror at jeg vil opvarte med historier , +blot for at blive til grin ? sagde freken Nielsen sorternet . +— jeg må bede det ærede selskab ! . . . for +Peter op . +— bliv blot ikke gnaven i overskorpen , fætter , +sagde Karstens beroligende . Sæt dig ned og vær gemytlig +ligesom vi andre . +Imidlertid havde Alvilda og lsilnanten været beskæffiget +med at brygge en kolossal bolle Puns , som +blev modtaget med aklamation . +— her er altid så velsignet muntert ! råbte student +Bøndrup og svingede sin elskede rundt på gulvet . +Karsten og Alvilda forstå at arrangere , det må +man lade dem . +— ikke at tale om de gode varer , suplerede løjtnanten +og greb et fyldt glas . Jeg foreslår : gid de +leve længe og give manglet gemytligt sold ! Jeg foresiåer : +Kristian Karstens og frøken Madsens skål ! +Skålen blev drukket med jubel , under afsyngelsen +af den bekendte : „ Og dette skal være osv . “ +Soldet tog sin begyndelse . +. Punsen virkede som altid særdeles oplivende på + +alle gemytter ; de tauft blev pludselig talende og den +tvære glad . +— 3a , sagde løjtnanten , — det var nu den +attende April på Dybbøl , jeg stod med mit halvkompagni +. . . +— å hor , hr . Leutnant , forstå « os døg for +den historie ; vi er ikke oplagte til at høre på heltebedrifter +nu ! råbte man . +— den er uhyre interessant , på ære , forsikrede +løjtnanten , +— ja , men gem den til en anden dag ; nu ville +vi være glade . . +Løjtnanten satte sig surmulende ned , men blev snart +glad igen . +— uf , hvem var det , der tog mig om benet ! +Hylede jomfru Hansen og for op af stolen . +Peter , der var kommen i en glad stemning , og +antog at have bemærket tegn på sympatti hos +jomfru Marie , havde i dette øjeblik netop bukket sig +ned for at optage et lommetørklæde , hans elskede +havde tabt , og var — ledet af en uheldig stjerne — +kommen til at berøre jomfru Hansens smalbecn . +Ved at høre hendes hyl dukkede han hurtigt op , +blodrod i hovedet , og protesterede . +— nej , her ved de hvad , kammerat , brusede +løjtnanten op , — hold de deres fingre til rosinerne +og vov ikke at fornærme andres damer ! +— jeg vil forklare mig . . . jeg vil holde en +tale ! råbte Peter fortvivlet og påvirket af punsen . + +de har fornærmet mig , hr . Løjtnant , ved af tro af +je » . . - +her sprang Peter op på stolen . +— urtckræmmersvenden vil tale , bravo ! råbte +man fra alle sider . +— nej , du vil ikke , Peter , indvendte Karsten +mæglende . Gør dig nu ikke til nar , men gå ned +af stolen ; frøken Søndrup seer to ganske forskrækket +ud . Lad det nu være glemt ; Alvilda giver os så +en sang . +Peter krød skukøret ned fra stolen , og var snart +indviklet i en fuldstændig forklaring over det uheld , +der var hændet ham . Hun , jomfru Marie , hørte venligt +på ham ; hun vidste jo nok , tænkte han , af han +kun tænkte og følie for hende . +Mine Hansen troede dog ikke freden . Hun +flyttede sig mistænksomt et stykke bort fra vor urtekræmmer , +som hun af og til betragtede med forskende , +ikke uvenlige blikke . +Alvilda gav koncert . Hun viskede op med hele +sit repertoire , der just ikke hørte til den fineste slags . +Klokken kunne vel være hen ad 12 og frøken Madsen +sang netop med megen følelse og skælmeri : „ Den er +a ' Kragelund ! “ da der bankedes på døren . +— hvem kan det være , på denne tid af natten ? +Spurgte Karsten . +Døren blev langsomt åbnet , og en lang , mager +skikkelse skal hovedet ind og . sagde : +— men , bedste hr . Karsten ! + +— hvad , min vært ! svarede denne . Men så +kom dog indenfor . +— jeg kan ikke , såsom der er unge kvindespersoner +tilstede og jeg kun er iført underbenklæder +og slobrok ; men jeg er kommen for af tale et alvorens +ord med dem , hr . Karsten . Jeg spørger dem om +de finder det ret og kristeligt af gøre en sådan +Belials larm ved nattetider , når guds udvalgte +flok skulle bede og sove ? +— det er min vært , en metodistisk rokkedrejer , +sagde Karsten henkastende , søm svar på hans gæsters +svørgende blikke . +-- har jeg ikke lejet disse værelser , og betalt +dem ? spurgte han dernæst rokkedrejeren . +— jo visseligen haver de lejet og betalt , men +de har ikke betalt for af holde mig og mit sideben +— jeg mener min mig af gud udvalgte mage — i +evig uro og smerte ved af forstyrre os i vor ssvn +og vore kristelige betragtninger . +Karsfen blinkede listigt til de tilsledeværende . +— de må jo fryse derude på gangen , sagde +han henvendt til værten , der stod med halvt tillukkede +øjne , — kom dog indenfor og drik et glas Puns +med . Svøb slobrokken godt om dem og jeg lover , +at ingen af de unge damer ville blive forargede . +— Puns er en lislig drik , svarede værten og +trådte ind i værelset ; nydt til måde gør den hjertet +godt og vækker sindet til glade bønner . +Han drak et glas glohed Puns , der forsvandt + +som når man efter lang tids tørke hælder et glas +vand ud over den tørstigc jord hans åsyn opklaredes , +øjnene åbnedes helt og han så med lystne +blikke på de unge piger . +— nok et glas , hr . Vært ? spurgte karsfen . +— frist mig ikke , unge letsindige mand ; led mig +ikke ud i fristelse . Det er midnat , merket ruger over +jorden , og hver udvalgt bør sukke og bede . +Der blev alligevel skænket i hans glas . Han +lod sig ikke længe node , men drak på ny . Der blev +nu serget for at hans glas stedse blev fyldt , når det +var tomt , hvilket det var temmelig hyppigt . Lidt efter +lidt forsvandt hellighedens maske , skføndi han vedblev +at tale med prædikelone . +— lad os så få en svingom ! råbte berggreen . +Rokkedrcieren sørcr op med frøken Alvilda ! +— betænk dog ! skreg han ; skal en af guds udvalgte +flok danse som en af gud forladt skuespiller ? +— husk på køng David , indvendte man . Han +dandsede også foran arken og hørte dog ikke til de +forskudte . +Dette slog åbenbart drejeren ; han vægrede sig +nu ikke længere , men åbnede dansen med frøken +Alvilda . +Det var et pudsigt syn ; han hoppede og vrikkede , +han buklede og nejede , og gjorde sig oiensynlig al +umage for at tage Alvildas hjerte med storm . +Aldeles åndeløs kastede han sig sluttelig , til alles + +usigelige moro , ned i sofaen og drog sin dandserinde +med sig . +— hør , sagde han , og flugte hendes fyldige yndigheder +med øjnene , idet han tog hende fast om livet ; +— hør , du er en såre skøn kvinde ; vil du husvale +mig ? +-- gud , hr . Petersen , de er jo en gift mand ; +— Havde da køng David ikke en hnstru ? Lod +han ikke skønne kvinder husvale ham efter bønnen og +arbejdet ? Jo , og han var en from , Herren velbehagelig +mand . Mød mig , lokkende kvinde , på søndag +aften kl . 8 på hjsrnet af store Kongensgade og +toldbodvcien , så kommer fårcflokken fra hyrdens +tempel , og min hustru går til sine søstre i ånden , +for at drikke the . +— ja , derom kunne vi tale siden , sagde Alvilda +leende ; men kom , nu skal vi ha ' e en scrtur ! +Ligesom kvadrillen havde sat sig i bevægelse , medens +Alvilda sang : „ En scrtur ! ak i det lille ord “ , +osv . , fløj døren op med et brag , og en fed madame , +iført nattrøje og skørt , viste sig i åbningen med +det udråb : +— men er du da splintrendegal , Petersen ? +Nokkedreieren for sammen , slap Alvildas hånd , +og faldt øjeblikkelig tilbage i sin gamle rolle . +— mener du mig , du min elskede , af Herren +udvalgte hustru ? +— skab dig bare ikke , mand ! råbte madamen +rasende , og fløj som en raket hen og greb ham i kraven ; + +— jo . Du er mig den rette udvalgte fugl , du ! +Jeg sender dig ned for at stoppe munden på dette +sloiende selskab , og så dandser mester urian med +dem og . . . Du lugter jo af Puns , du har drukket ! +— kun en dråbe , min elskede , kun en lille +dråbe ; de tvang mig dertil . +— nå , så det gjorde de ; stik mig nu varesene +inte den ud . Nu går du straks på timen op og +lægger dig , din skinhellige nikkedukke , og , tilsøicde hun +og vendte sig om imod selskabet , — jeg skal lære +dem at forvandle mit hus til en knejpe ; de flytter +den første , hr . Karsten ! +— med fornøiclse , min fortryllende ! sagde denne +og bukkede dybt . +— „ Min fortryllende ! “ hvinede madamen og +truede ad ham med knyttet hånd hvor tør de vove +at byde en ærbar kone sligt ? Sig det til de løse +kvindfolk , de har stående her , men jeg skal fortrylle +dem , det kan de tro ! +Og madamen forsvandt ud af døren med den +samme hurtighed , hvormed hun var kommen . +Snart efter drønncde huset af den tordentale +hun holdt for den ulykkelige sjæl , hun havde den +glæde at kunne kalde sin ægtchalvdel . +Denne lille episode af det huslige liv havde afbrudt +glæden . Man havde ingen lyst til at fortsætte +den , klokken var desuden mange . +Karsten fyldte glassene for sidste gang og takkede +sine gæster for besøget . + +damerne fik nu travlt med at « ' fore sig overtøjet +. og herrerne tændte cigarerne til hjemturen . +Peter nærmede sig Marie . +— tillader de , jomfru , at jeg ledsager dem ? +Sagde han . +— tusind tak , svarede hun ; men er det ikke for +megen ulejlighed ? +— ulejlighed , for deres skyld ? sagde han med +en inderlighed , der bragte hende til at slå øjnene +ned og ikke gøre flere indvendinger . +Under megen talen , mange udråb og taksigelser +fog man afsked . +Alvilda og Karstens blev alene tilbage . +Hun så vist på ham og sagde : +— og hvad nu ? +— nu er den herlighed forbi , svarede han muntert +og kyssede hende . +Peter vandrede hjemad med Marie under armen ; +hans hjerte var fuldt af denne aftens begivenheder , +af den nye lidenskab han havde fattet . De talte ikke +meget sammen og snart slode de ved Maries hjem , et +fattigt men net udseende hus i Pilestræde . +— hvornår mon vi atter ses , jomfru Søndrup ? +Sagde han og greb hendes hånd . +— ja , gud ved det , svarede hun , og han syntes +hun sukkede . +Delte gav ham mød . + +— går de aldrig ud om søndagen ? spurgte +han sagte . +— jo , svarede hun tøvende , — min moder og +jeg gå hver søndag eftermiddag en tur på volden . +— tør jeg da hilse dem , tør jeg nærme mig +dem og gøre deres moders bekendtskab ? +— det kan jeg jo intet have imod , svarede hun +og beiede det lille hoved . +— tak , sagde han og trykkede hendes hånd . +Farvel jomfru Søndrup ; vi ses snart igen . +Hun sagde godnat og åbnede gadedøren . +Mangehånde betragtninger krydsede i Peters +hjerne , medens han steg op ad den smalle trappe , +der førte til hans Kammer ; langsomt klædte han sig +af , akkompagneret af læredrengens snorken , og faldt +snart i en dyb søvn . +Han drømte sit første sold om igen og blev til +slutningen forlovet med jomfru Marie . +» die kapitel . +I hælerhuset . — indbindet . +Vi forlod det smukke par , viceværten og Villiam +skover , idet de trådte ind i den forstes værelse ; + +det lå bagved butikken og var møbleret med en blanding +af elegance og lurvethed . Det tarvelige tapetpapir +stak slemt af imod et ganske net oliemaleri , som +viceværten , Christian Larsen , for en billig betaling +havde tilkøbt sig af en fattig maler ; et smukt formet +bord kontrasterede grelt mod en tarvelig sovesofa med +lappet sirtsesbetræk . +I en krog stod en solid sekretær , der dels ved +almindelige låse , dels ved hængelåse var sikret imod +utildsrlig langfingers . +Christian Larsen selv var imidlertid det eienvommeligste +stykke i hele værelset . +Vi have før omtalt hans korte , brede skikkelse , +hans små dybtliggende øjne , hvori der funklede en +blanding af ondskab , list og mistro . Han var — +imod at hvide orden i huset og indkræve lejen — af +ejeren bleven indsat som vicevært , mod at have fri +bopæl ; ved siden deraf drev han en indbringende +hokerhandel i det små , og ve de stakkels lejere i +huset , der ikke indksøbte deres fornødenheder hos ham ; +han drillede og plagede dem så længe , at de til sidst faldt +til fole og med deres få skillinger betalte hans flette +varer i dyre domme . +Nogle ville vide , at Larsen tillige stod i forbindelse +med nogle af hovedstadens dristigste forbrydere , +som han afkjøbte deres tyvekoster ; vist var det , at man +ofte , efter at msrket var indtrådt , havde set individer , +såvel mandlige som kvindelige , snige sig ind i hans bod . + +man undrede sig over at politiet lod denne mand +og hans virksomhed være i fred . En ung forbryder , +hvis hele optræden ikke huede Larsen , idet han skulle +have været meget vanskelig med prisen på sine koster +og truet med at henvende sig til en anden velgjorer , +skal have påstået , at denne havde anmeldt hans færd +til politiet ; sikkert nok var det , at lovens håndhæveræ +vare så godt underrettede , at fyren ikke kunne +finde nogen udvej , og blev dømt til flere Års strafarbejde . +Alt dette var imidlertid løse rygter , som beder kun +taltes om i krogene . Ingen turde åbenlyst angribe +værten , der ret solede sig i sin vælde og udvidede sin +forretning . +På bordet i værtens private værelse stod en +svagt brændende petroleumslampe . +— sid ned , støver , sagde Larsen , idet han åbnede +et lille skab og tog en karaffe ud , hvoraf han +skænkede i to snapseglas . +— dit velgående ! råbte han . +— jligemåde . +— du seer mig ellers noget sjofel ud , vedblev +værten ; du er nok på sokkerne , sønncke ? +— hvorledes fan ' en vil du have , at et menneske +skal se ud , når han har siddet flere år i „ Huset “ og +bliver smidt på porten uden en skilling i lommen . +Jeg har nu drevet omkring i fire dage uden håb om +at lave en forretning ; for man vil jo nøvig svine sig +til for en lumpenhcd . + +— brav talt , støver , jeg vidste du var af den +rette sort . Du gør dit arbejde fornuftigt og godt , +og jeg -ar derfor tiltænkt dig en forretning , der vil +gi ' e „ Fisk “ i mængde . +Støveren stirrede slivt på -am , dans ansigt opklaredes . +— er du med ? spurgte Larsen . +— fuldkommen . +Men det er de sædvanlige vilkår ; af pengene +du „ flytter “ får jeg en fjerdedel ; varerne bringer +du til mig , jeg tarerer dem og du får halvdelen +af værdien udbetalt i klingende mønt . +— vel , vel ! men -vor er det ? +“ — henne på Kjobmagergade boer der på en +tredie sal en enkefrue , der for et par Års tid siden +-ar arvet en -el del ment ; -un lever alene sammen +med sin søn , som netop er bvrtrcist i denne tid . +— prægtigt ! +— du husker jo nok den lille Stine , som for nylig +har siddet på vand og brød for lidt rapseri , -ende , +halte-sorens datter ? +— javel . +— hun har tjent fruen for en månedstid siden ; +af hende har jeg lånt en gadcdorsnøgle og en entrøensgle , +hvoraf jeg har tazet aftryk . Fruen sover alene +i sit soveværelse , der ligger to værelser fra dagligsluen , +hvor selvskabet og skrivebordet med pengene +stå . Du skal så en plan af lejligheden af + +-- > - M , MM . -^ . M » W +36 ! +Mig . Jeg skulle mene det vær en solid og let affære , +hvad ? +Villiam gned sine hænder og lo fvrnøiet . +— du går ganske roligt ind i huset imellem +er og to om natten . Når du har forvisset dig +om , at alt er stille , begynder du på forretningen . +Du vil let kunne se når betjenten er oppe i den +anden ende af gaden , så smutter du ud og kommer +henad morgenstnnden til mig , forstår du ? +— ja , aldeles . +— det er godt . I morgen aften skal du så +tid og sted angivet . +— men hør , fatter , bad stsveren ; jeg ejer ikke +kongens mønt , du må give mig lidt kredit på +nogle madvarer og låne mig lidt tøj , dette hersens +jeg har på , skær ' enhver betjent i øjnene . Desuden . , +har jeg ikke noget sted at være ; har du ikke et eller +andet hummer , hvori jeg kan bo ? +— du kan foreløbig være oppe på din moders +Kammer , og det skal ikke koste dig noget ; han vil betale +derfor , og værten lo fornøjet . — klæder og +mad skal jeg bringe dig op , men hold måde med +brændevinsflasken . +— du er dog en flink fyr , Christian Larsen ; men +jeg skal nok betale dig . +Der lød en kort banken på vinduesskoddet . +Værten for op og blev urolig . +— gå op på værelset , denne vej , hviskedee han +og åbnede en dør , der igennem et smudsigt kjokken + +forte ud th trappen . — det er en af mine kunder , +som vil tale med mig . Du forstår mig ? Jeg seer +nødigt at i komme sammen , man ved aldrig hvortil +det kan føre . +Villiam gik langsomt op på værelset , som moderen +for kort tid siden havde forladt . +Ilden var endnu ikke fuldstændig gået ud , men +lå og ulmede i Asien . +Han satte sig på den lille skammel , med en halv +trodsig , halv angrende fornemmelse i sindet . Uvilkårlig +kom han til at tænke på sine barndomsdage +med de uskyldige glæder , på sine ungdomsdage , da +han troede at hele verden med al dens herlighed lå +ham åben ; han blev blød om hjertet og tænkte på +muligheden af et nyt og bedre liv , hinsides havet , i +Amerika . +Disse følelser forsvandt døg snarthan +slog en hvi latter op og mumlede : +— hvor Pokker bliver døg Larsen af med varerne . +Nede i stuen havde viceværten hurtig åbnet +døren og en mand , klædt i arbejdsdragt , trådte ind . +Den fremmede aftog sin kaskæt , og idet skæret +fra lampen faldt på hans ansigt , syntes værten under +denne tarvelige forklædning at kende en af hovedstadens +opdagere . +— hvem var det de talte med , da jeg bankede +på skoddet ? spurgte han . + +— Villiam Smidt , eller støveren , som han kaldes . +— hm ! svarede manden og betragtede værten +skarpt . Hvad tager han sig for ? +— for øjeblikket intet ; jeg har givet ham frit +logis , for , når det behøves , at kunne holde øje med +ham . +— det er rigtigt ; det er en farlig fyr ; han vil +snart bryde løs igen . Næste gang han bliver sat ind , +bliver det rimeligvis for livstid . Giv mig en nøjagtig +beretning om alt hvad han foretager sig . +Viceværten lovede det og manden gik nu over +til at tale om personer og gerninger , der ikke have +nøgen interesse for den ærede læser . +Først efter en times forlod sneg ban sig bort . +Viceværten tog da nogle klædningsslykkcr og en +kurv med mad og brændevin , som han forsigtigt +bragte op til sin nye logerende . +Det var en meget kold aften i begyndelsen af +december måned . Sneen faldt i store flokke og +havde snart bedækket gaden med et tykt lag sjapsne +og smuds . De få fodgængere , der vare ude , skyndte +sig så meget som muligt at nå hjemmet . Den til » +Tagende vognkjørsel bebudede at tteatrenes forestillinger +vare forbi . +En drosche kom i rask trav kørende fra folkethcatret +og holdt stille udenfor en smuk gård på +store Kjsbmagergade . + +en ældre dame og en ung herre stege ud og begave +sig op ad trappen til deres bopæl i tredje etage . +Da de kom forbi den store dobbelte dør på første +sal , hvorpå der var anbragt en blank messingplade +med indskriften : „ C . Dalsgård , grosserer “ , standsede +dej unge menneske uvilkårligt ; men han besindede sig +hurtigt og ilede med et let , ikke tungsindigt suk , efter +moderen , der imidlertid havde nået indgangen til +sin lejlighed . +En kvik lille tjenestepige lukkede op og de trådte +ind i en hyggelig , smukt medieret dagligstue . En dør +stod åben til spisestuen , hvor aftensbørdet var dækket . +Damen , enkefru Smidt , var en smuk kvinde på +noget over de fyrre , med kløde , lidt melankolske træk . +Der var udbredt noget usigeligt kærligt over hendes +hele væsen , der indtog alle før hende . +Sønnen Viktor , hvis lighed med møderen var +umiskendelig , var 23 år gammel . +Han havde en ansættelse under et af ministerierne , +var afholdt af sine foresatte og almindelig beundret af +det smukke køn . Hvor meget dette end smigrede ham , +var han døg temmelig ligegyldig derved . For ham var +der før kort tid siden vpdukket en stjerne , hvis glans +fordunklede de øvrige kvinder han kjendfe . +Efter at have aftaget overtøjet og spist til aften +satte moder og søn sig ind i dagligstuen . Viktor +tændte sin pibe og hengav sig til sine dcømme om +hende , der overalt hvor han gik og stod var hans +et og alt . + +møderen betragtede ham længe og i taushed . +Han lagde ikke mærke dertil . +— kære Viktor , sagde hun endelig ; jeg har endnu +ikke fået nogen forklaring over at du kom hjem 14 +dage før bestemmelsen . Hvormeget jeg end savnede +dig , medens du var borte , hvor meget jeg end glædedes +ved din tilbagekomst , så undrede den mig døg . +Du var jo i sommer så opsat på at komme afsted , +du glædede dig som et barn til jagterne , og nu ? +Det unge menneske blev noget forlegen . +— grunden , sagde han , var den , at jeg til dels +kedede mig derude ; man havde kun interesse for fedevarer , +jagt , bønder og sognerådsmodcr og varierede +dette ttema i det uendelige ; dels længtes jeg efter +mit hjem og min daglige omgangskreds . Jeg foregav +da forretninger og ilede afsled , tilbage til det kære +København og til dig . Du er da ikke vred derover ? +— vred , sagde hun og lagde kærligt sin hånd +på hans skulder ; du ved , at jeg kun har dig at +leve for i verden , at jeg glædes ved din hjemkomst +og bedrøves når du rejser bort . +— ja , jeg ved , udbrød sønnen leende ; at du +ser ville miste den højre hånd end at jeg skulle lide +en om end kortvarig smerte , — du forkæler mig +aldeles . +Moder og søn omfavnede hinanden . De talte +længe og muntert sammen og begave sig fvrnøiede til +hvile . +Snart lå hele huset i dyb rø . + +ude på gaden var uveiret tiltaget , vinden for +hylende om gadehjørnerne og fygede sneen sammen i +store driver . +En mand , indsvøbt i en gammel , grå kappe og +med hatten trykket dybt ned i panden , kom hurtig +gående over højbro . Stormen greb fat i hans overstykke +og hvirvlede det omkring da han nåde hjørnet +af Øslergade . Han udstedte en ed og samlede den +hurtigt omkring sig , idet han kastede et skulende blik +bagud . Idet skæret fra den nærmeste lygte faldt på +hans åsyn , beskinnede det Villiam støvers velbekendte +forbrydertræk . +Med raske bestemte skridt gik han ned ad Kjobmagergade +og standsede udenfor den af os før omtalte +gård . Han så et øjeblik op til vinduerne , gardinerne +vare nedrullede og alt mørkt og stille . Intet +menneske befandt sig på gaden . +Han tog forsigtigt en nøgle op af lommen og +åbnede sagte gadedøren . +Idet han listede sig ind , lyttede han i største spænding . +Da alt vedblev at være roligt bøjede han sig +ned og trak et par uldsokker over støvlerne . Stille , +næsten lyvløst sneg han sig op til tredje etage . +Døren ud imod gangen fik han let åbnet ved +hjælp af den medbragte nøgle og han stod nu i en +entrée , hvorfra der førte 3 døre . +Han standsede og fremtog af kappens brystlomme +en lille blændlygte , hvis klapper han åbnede og lyset +faldt nu stærkt og blændende på døren til dagligstuen . + +— her må det være ! mumlede forbryderen . +Satans tsk Karl den Larsen , han ved altid god besked . +Langsomt trykkede han på håndtager og døren +gik op . Ved hjælp af den modtagne underretning opdagede +han strar selvskabet og skrivebordet ; han +fremtog en bunke dirker og falske nøgler og gav sig +ufortsvet fil „ at arbejde “ . +Viktør havde i længere tid ligget vågen og tænkt +på sit hjertes gudinde . I en halv sovende , halv +vågen tilstand syntes han at høre entteedøren blive +åbnet , det forekom ham som om døren fil dagligstuen +gik op , listende fodtrin hørtes at bevæge sig derinde . +Uden at gøre sig nogen klar forestilling derom +blev han liggende , indtil endelig lyden af de arbcidende +dirker gjorde ham lysvågen . Han satte sig overrende +i sengen og lyttede . +Lyden fortsattes . +Han steg hurtig , men sagte ud af sengen , svedte +en slvbrok om sig og listede sig hen fil døren , der stod +påklem . +Bed blændlygtens skin så han en slærktbygget +mand , der havde epbrudt skufferne i skrivebordet og +døren fil selvskabet , hvis indhold han var i færd med +at tømme . +Uden betænkning smækkede viktør døren op på +vid gab og for ind på forbryderen , der blev som +lamslået ved dette angreb . +Det unge menneske greb ham i struben , idet han +samtidigt råbte : + +43 +— til hjælp ! Tyve ! +Villiam gjorde i det første øjeblik ingen modstand ; +men dette varede dog ikke længe . En underlig +knugende fornemmelse i hjertet ' , den visse udsigt til +at komme i tugthuset , hvis ban blev greben på fersk +gerning gjorde , at ban snart mandede sig op . +Med et kjæmpetag befriede han sin Hals fra Vikfors +greb , med en smidighcd , man næppe skulle have +tiltænkt den temmelig fore mand , spændte han ben +for ham og begge tumlede omkring med en voldsomhed , +der næsten berøvede det unge menneske bevidstheden . +Villiam støver salte knæet på Vikfors bryst . +— ikke et kny , eller jeg knuser dem ! hviskedee +ban truende . +Fru Smidt var imidlertid vågnet ved Vikfors +råb og ilede , kun iført skørt og rattrøie , gennem +salen og spisestuen ind til skuepladsen for forbrydelsen . +Med en forfærdelig angst så hun sin søn ligge +overmandet på gulvet og hørte forbryderens truseldenne +havde imidlertid med sit skarpe øre hsrt +moderens fodtrin og vendte , uden at løsne sit hårde +tag , sit hoved , idet han stirrende betragtede den stakkels +kvinde . Resullatet af denne underssgclse blev et +forbavset udråb : +— det er min s ' æt Charlotte ! +Fruen for tilbage ved lyden as hans slemme og +holdt sig for øjnene idet hun rystede over hele kroppen . + +— kender du mig ikke , Lotte ? vedblev han +mere dristig . +Hun svarede ikke men vedblev at skælve . +Det glæder mig , fortsatte forbryderen , — at +træffe dig igen og under så fornøjelige omstændigheder . +Skammer du dig ikke-over at sidde så godt +i det , medens jeg må bo i et hundehul og arbejde +hårdt for føden ? Ikke et kny , hvalp eller jeg knuser +dig ! — disse ord vare henvendte til Viktor , som +forvirret havde hørt ovenstående monolog og nu gjorde +en bevægelse for at befri sig . +— du svarer ikke din lovlige ægtemand ? sagde +forbryderen , vrængende mund . +Hun samlede al sin kraft og svarede fast og bestemt +: +— for 20 år siden blev jeg skilt ved min daværende +mand , Villiam Smidt , fordi han ved forbrydelser , +flette handlinger og skændigheder havde +gjort sig uværdig til min kærlighed og agtelse . Loven +anerkendte også dette , idet den straks tillod ægteskabets +fuldstændige ophævelse . Havde Villiam Smidt +begået et fejltrin , havde jeg aldrig kunnet bekvemme +mig til dette skridt ; men hele hans opførsel var så +lav , så afskyelig , at jeg gruede for den afgrund , hvori +jeg ved mit ægteskab med ham , havde styrtet mig . +Min søn besluttede jeg idetmindsfe at redde , og , gud +være lovet , han og jeg er nu for stedse unddraget deres +magt og indflydelse . +— det kunne hænde sig , at du tog fejl ! + +— nej , deri har jeg fuldkommen ret . Vi to +ere hinanden så fremmede , som om vi aldrig have +været gifte . Loven giver dem ingen magt over mig +og Viktor har de heller ingen myndighed over ; han +er 23 år og sin egen herre . +— det er vel fyren her ? spurgte den kærlige +fader og løsncde sit tag i sønnen , som hurtigt sprang +op og stillede sig i angrebsstilling mod Villiam . +— ja , det er Viktor , min , og desværre også +deres søn , sagde fruen smerteligt . +— moder ! råbte den unge mand og greb hendes +hånd ; er dette ikke en drøm , en afskyelig drøm , +hvoraf vi snart skulle vågne ? Denne forbryder , der +træffes om natten i vort hus på fersk gerning skulle +være min fader , . . . men han er jø død for længe +siden , jeg var jø kun 3 år dengang . +— nej , desværre døds han ikke i legemlig henseende , +men han døde før vs alle og i moralsk , betydning +var han ligeledes et lig . For ikke at knuge din +unge sjæl under den skrækkelige bevidsthed , at din +fader sad blandt forbryderne ; før ikke at du skulle +lide før din faders misgerninger , fortalte jeg dig +om hans død i fremmede lande . +— det må jeg sige er net , råbte forbryderen ; +for nogle aftener siden traf jeg min gamle moder , +hun ville gerne give mig noget , men havde intet « +Nu finder jeg , ved hjælp af himlen eller djævelen , +min kærlige kone og artige søn , og de betragte mig +som den skinbarlige satan og ønske mig hundrede + +gange før i hans bold , end at jeg skulle smudse et af +deres kostbare gulvtæpper . Det er kærligt , det er +smukt . Faderen er nær ved at sulte ihjel , medens +konen og barnet leve flot , ikke sandt ? +— trods alt hvad der er foregået , svarede Fru +Smidt , vil jeg dog hjælpe dem til al føre et bedre +levnet . De har opbrudt mit skrivebord , seer jeg og +alle pengene er borte ; det meste af sølvtøjet er også +stjålet . — nuvel , behold alt hvad de har taget , og +rejs bort , rejs endnu i denne dag , som nu gryer ; +tag til en anden verdensdel og flut fred med gud +og menneskene ! +Villiam stsver lo hånligt . +— du kunne nok sige „ Du “ til din mand fordi +han er bleven noget lurvet og alt er gået ham imod , +sagde han frækt . Jeg vidste nok , at du forstår ai +prædike , så bandet vrides ud af en gammel hankats +øjne som af en mølledam ; men da jeg nu engang +har fundet dig og ungen i så fornøielizc omstændigheder , +så vil jeg før fremtiden klæde mig bedre og +føre et lidt flottere liv end før . Hvad jeg her har +„ nodbct “ betragter jeg blot som et forskud ; når jeg +bliver blank kommer jeg igen . +Biktor , der uafbrudt havde betragtet staveren med +spændt opmærksomhed , trådte nu nærmere og sagde +med en dyb , alvorlig stemme : +— vogt dem før at drive deres fordringer før vid » ! +Kun hensyn til den omstændighed , at de er min fader , +forhindrer mig i at sætte alt i bevægelse 1u deres + +pågribelse . Jeg skylder dem intet , og har kun +min moder at takke før mit livs bevarelse , før de +kundskaber jeg har fået og den stilling feg nu beklæder ; +havde hun ikke været , var jeg måske i dette +øjeblik i den samme sorgeligc stilling som de er , +måske fulgt deres ercmpel og blevet en tyv . De +har selv sønderrevet det bånd , der bor herske imellem +en fader og en son , og vi stå nu og må stå som +fremmede overfor hinanden . Modtag min moders +tilbud , rejs bort , arbejd og bed til gud om styrke . +Der vil måske komme en tid , hvori alt kan blive +godt igen og de ende deres liv i anger , med tillid +og fortrøstning til en nådig og barmhjertig gud . +— ved satan og al hans yngel ! råbte Villiam . +Har moderen ikke smittet hvalpen og gjort +ham til præst ; men jeg siger eder , at al den snak +intet hjælper ; har jeg engang fundet min kærlige +familie igen , giver jeg ikke så let slip på den . +Tage bopæl her vil jeg ikke , tilføicde han leende ; +men den kære Lotte skal være min finantsminisfer , +hahahaha ! +Viktor blev vred . +— jeg lover , så sandt der lever en gud i +himlen , at jeg — hvis de atter i mindste måde +prøver på at forulcilige min moder vil forfølge +dem hvorhen de end flygter , at jeg vil opsøge dem , +om de så graver dem ned under jorden , og overgive +dem til retfærdigheden . Vælg nu , gå bort +med de ting de har stjålet , og betræd aldrig oftere + +dette hus , eller kom igen , og politiet vil få deres +signalement opgivet . +— dreng ! råbte forbrydere » rasende . +— vælg , men skynd dem , svarede sønnen og +trådte hen til en klokkestreng . +Støveren gjorde mine til at fare hen imod ham . +Viktør standsede ham . +— et skridt endnu , og hele huset er allarmeret , +råbte han heftig . +— du for ikke ringe , thi derved ville du , stolte +hvalp , fortælle alverden , at din fader er en løsladt +forbedringshusfange , en indbrudstyv . +Sønnen blegnede . +-- om så hele verden får det at vide , vil +jeg dog slå fast ved min beslutning , sagde han med +rystende stemme . For sidste gang , vil de gå , eller +skal jeg . . . +- godt , min spirrevip , jeg går ; men du +kan ikke til enhver tid hænge over din moder , når +hun engang er alene kommer jeg igen , og . . . +— også dette tilfælde har jeg forudsect ; fordi +jeg er borte vil hun dog have den fornodnc beskyttelse . +Grosserer Dalsgård vil sikkert træde i mit sted . +- igen denne Dalsgård ! mumlede forbryderen +med et hyæneuktryk i det skumle åsyn . Jeg må +døg se at skaffe mig ham fra halsen . +Han indså imidlertid , at der for ham intet andet +var at gøre , end at gå sin vej . +' med et ironisk buk , idet han kyssede på fingeren , + +listede han sig bort og love moderen og sønnen +alene tilbage . +Hun havde grædende kastet sig ned på en stol ; +sønnen stod oprejst ved hendes side og sorsøgte med +de kærligste ord at irøste og berolige hende . +Endelig fattede hun sig , omfavnede Viktor og sagde : +— kæreste Viktor , tilgiv mig , at jeg har holdt +dig i uvidenhed om , at din fader endnu lever og +fører et så skammeligt liv . Jeg var meget ung , da +vi blev forlovede , kun 17 år ; hans smukke udseende , +galante væsen og smigrende tunge gjorde et dybt +indtryk på mig og denne fortryllelse vedvarede indtil +jeg to år efter blev hans kone . Lidt efter lidt +gik det op for mig , at jeg havde gjort et dårligt +valg , at de glimrende egenskaber kun var en skal , +der dækkede et hult og fordærvet indre . Ved din +fodsfi , et år efter vort bryllup , trøstede jeg mig +noget ; den kærlighed jeg tabte for faderen ovcrfsrte +jeg på dig . Således gik det en lang tid ; min +mand havde ophørt at bryde sig om mig og sszte +sine glæder udenfor huiet , da — o , jeg gyser ved al +tænke tilbage derpå , en Asien medens vi spiste , du +lå og sov sødt i din vugge og alt så så hyggeligt +og fredeligt ud , — da åbnedes Deren , politiet +trængte ind og arresterede din fader ; ham , som nylig +er gået herfra . En ubeskrivelig smerte fyldte mit +bryst og kun^vazt formåede jeg ai fremstamme et +spørgsmål om , hvorfor han blev arresteret . — for + +verelfalsk og bedrageri mod det handelshus , hvorved +han har været ansat , svarede en politibetjent . De +førte ham bort . Under den mod ham indledede sag +fremkom der en sådan mængde smudsige streger , at +netten dømte ham til 7 Års tugthusstraf . For at +erstatte de skadelidende tog rettens folk alt hvad vi +ejede . Det gjaldt imidlertid om , at bevare dig imod +nogensinde at træffe sammen med ham , som sikkert +ville have en fler indflydelse på din fremtidige stilling ; +jeg afrcistc hemmeligt her fra byen . Min gamle +onkel undersiøitcde mig og ved hjælp af håndarbejde +og information sioge vi os ganske godt igennem +ovre i Varde ; ikke sandt , vi vare lykkelige der ? +— meget lykkelige , moder . +— da onkel døde for to år siden og efterlod +mig de mange penge var der hengået 18 år siden +at jeg havde hørt noget om din fader , du var netop +dengang kommen ind i ministeriet . Opholdet i Varde +blev mig uden din nærværelse for trist ; måske , +tænkte jeg , var din fader bød , bortrejst eller på anden +måde fjernet . Vi tog herover , førte et lykkeligt +liv og nu ? +— med guds hjælp , sagde Viktor , vil vort +lykkelige liv ikke blive forstyrret . Hin mand , der som +en dæmon trænger sig imellem os , må blive uskadelig . +Jeg takker dig for din kærlige hensigt ved at have +skjult sandheden om min fader for mig . Jeg troede , +som du fortalte mig , at han var bød på det salte +hav , og ofte har jeg i tankerne udmalet mig hans + +billede kækt kæmpende med de ville vover ; dog , det +er kun en illusion mindre , den skal ikke kue mig . +Efter at have ordnet værelset og eftcrseet døre +og låse , gik moder og søn hver til sit igen . +Sålænge moderen havde været tilstede , var +Viktor rolig , fattet , næsten munter . Næppe befandt +han sig imidlertid i sit eget værelse før han kastede sig +på knæ ved siden af sengen og bad . +Og hvad var indholdet af denne bøn . +Han bad gud om styrke til at rive Klara Dalsgårds +strålende billede ud af sit hjerte , han bad +gud om mod til at sky hende før evig . For midnat +havde håbet været lyst og klart ; nu var det blegnet . +Hans retskafne karakter oprørte sig imod at binde den +smukke piges skæbne til sin og fortie den omstændighed +at han var en søn af en af Københavns +dristigste forbrydere . På den anden side ville +grosserer Dalsgård , de : vidste han , aldrig indvillige +i at give sin datter til forbryderens søn . „ Han bad +længe og inderligt . +Da solen kastede sine første stråler ind ad +vinduerne , rejste han sig , klædte sig på og gik ud . +Det var med en ejendommelig tung følelse han denne +gang gik forbi messingpladen med „ C . Dalsgård , +grosserer “ ; den skinnede jo ikke længere før ham . +Med laste tunge trin var støveren imidlertid +gået ned ad trapperne , havde adstadigt oplukket +gadedøren og tillukket den igen . Tæt indhyllet i + +kappen og forsigtigt knugende det raslende sølvtei +hvergang han mødte nogen , og især da , når denne +nogen var en politibetjent , gik han hurtigt afsted og +bankede meget tidlig om morgenen på viceværtens +skodder , gennem hvis sprækker der skinnede et lys . +Den værdige Larsen , der med urolig bekymring +havde afventer støverens ankomst , for , hvis der var +gjort bytte at dele med ham og i modsat fald , at +tjene en lille sum ved at overgive ham til politiet , +som forøver af jndbrudet , åbnede strar Deren og +spejdede forsigtigt til begge sider , dernæst skubbede +han Villiam ind i stuen med et stød , som bragte +sølvtøjet til at klingre . +Viceværtens fæle latter fyldte værelset . +— det klinger godt , støver , bravo ! Du har +gjort et godt bytte . +— Inie så tosset endda , sagde støveren med et +grin og trak en mængde spiseskeer , tteskeer , gafler , +en ttepotte , tænger , potageskeer og andre sager af +sølv , frem fra den rummelige kappe , hvis mange +lommer vare anbragte særlig i det øjemed at gemme +tyvekoster i . +— hvad siger du til det ? sagde Villiam triumferende . +Og her er damens tegnebog , lad os undersøge +den i forening . +— fly mig den ! råbte viceværten , medens +hans øjne tindrede af begærlighed og fryd og han +greb efter tegnebogen . + +— vist ikke ; kom sæt dig ned , rolig , gamle ! +Se her , død og pine , dej er brune Sedler ! +Værten ralle dem , — en , to , tre , fire . Fem , +serhundrede daler , og halvtreds i „ Blåmænd “ . +— støver ! udbrød han begejstret , du er uførigneli +g . +— giv mig nu først en skraber af det ægte +slags , så gå vi over til „ Forretningerne “ , mente +Villiam . +Værten hentede i sin begejstring en flaske ægte +genever og skænkede , skælvende af glæde , i to store +glas . +— dit velgående , gamle skøver ! råbte han . +— gid vi få mange af denne slags forretninger , +sagde Villiam ; så vare vi snart rige mænd . +Efter først at pengene vare delte på den af +værten betingede måde , hentede han en sølvvæg t +og vejede salvet nøjagtigt , idet han mumlede i skæget : +— fortrinlige varer , gammelt godt stads . Der +er , henvendte han til Villiam , som du seer , 382 lod , +jeg gi ' er dig 2 mk- 8 sk . for lodder , det er mere +end jeg ellers plejer at give ; thi du , himmelgavtyv , +har rent laget mit hjerte med storm ! +— nej , Larsen , mente forbryderen ; du må gi ' e +mig 3 mk . for loddet , del er det mindste dej er værd . +— 3 mark ! Du godeste gud ! hylede hæleren ; +men bedste ven , betænk min risiko . +— det har jeg alt sammen betænkt ; men i dette + +tilfælde er der ingen risiko . Du kan sælge tøjet +som det er , uden fare for dig eller mig . +— hvorledes ? +Støveren fortalte ham nu nattens begivenheder . +Den listige hæler skoggerlo , slog ham på skulderen +og ønskede ham til lykke med den kønne familie . I +skn overvættes glæde og da der intet var at risikere +gik han i et og alt ind på Villiams forlangende +og de skiltes først klokken 8 om morgenen , tilsyneladende +som perlevenner . +— han kan blive mig en hel guldfisk . ' mumlede +viceværten og gned sig i hænderne +— jeg tror , at jeg for fremtiden vil operere +på egen hånd , sagde Villiam , da han halv beruset +steg op ad den skrøbelige slige . Han bliver mig +alligevel for dvr i længden . +4de kapitel . +Familien Dalsgård . +I en smuk spisestue sad morgenen efter indbrud « +En familie , bestående af fire personer , ved frokostbordet . +Det bøje , elegant møblerede rum , det smagfuldf +dækkede bord med sølvthemaskine , soivthepotle + +og andre redskaber af dej samme værdifulde metal , +vidnede om rigdom . +Af de fire tilstedeværende personer kende vi den +ene , husfaderen nemlig . Vi stiftede hans bekendtskab +under sørgelige forhold ; men læseren vil sikkert ikke +have glemt grosserer Dalsgård , der så smukt tog +sig af ven gamle nedtrykt- og svage kone . +Den unge mand , der sidder ved hans side , er +sønnen , Sophus Dalsgård , juridisk kandidat og +ansat på del samme kontor som vikior Smidt ; derfra +skriver sig deres bekendtskab . +Nærmest ham sidder en ældre dame , på hvis +åbne , sorgfri åsyn den reneste godhed og velvilje +står malet , og den fjerde person er frøken Klara , +en nydelig syttenårig pige , med rene , smukke træk , +himmelblå øjne , og lange lyse lokker . Vi vide , ak +hun har fordrejet hovedet på to af de unge mennesker +vi have omtalt . Hvormange der ellers sværme +for den unge dame , skulle vi lade være usagt ; rimeligvis +er deres antal meget stort . +Samtalen var meget livlig og angik et bal , som +grossereren samme aften ville afholde . +En tjener trådte ind med et drev han havde +modtaget af enkefru smidis pige og som han leverede +sin herre , denne bred seglet og læste det . +— hvor det er kedeligt , sagde han , efter at have +læst det korte indhold . Fru Smidt er i nat bleven +syg , hun kommer ikke i aften og Vikfor heller ikke ; han +vil ikke forlade moderen . + +en skygge af misfornøjelse lagde sig i dette +øjeblik over den unge piges pande ; hun udbrød +uvilkårligt : +— hvor kedeligt ! +— ja , sagde fruen , det er mig meget imod ; jeg +har glædet mig til at få en fornuftig samtale med +Fru Smidt , og hvad Vikfor angår , tilføjede hun og +så venligt forskende på datteren ; så ville damerne +vel blive fortvivlede . +Klara blev rød , men svarede ikke . +— de må komme , sagde Sophus og rejste sig ; +del er måske kun en forbigående upasselighed og +iaften kan alt være godt igen . I alle tilfælde er +Vikfor jo ikke syg , og såfrcml moderens sygdom +ikke er farlig , lover jeg at bringe ham med . +Skyggen på Klaras pande blev lysere og forsvandt +til sidst aldeles . Hvorfor skulle vi egentlig skjule +det ; uden Vikfor Smidt brød hun sig ikke om ballet . +Det var med velberåd hu at Vikfor Smidt ikke +ønskede at komme på ballet . Hans moders upasselig +hed , fremkaldt af del uventede gensyn og skrækken , +var kun ubetydelig ; men den var ham dog velkommen +som påskud . Efter det løfte han havde aflagt om +natten turde han ikke se frøken Klara mere . +Der var dog kun efter en hård kamp med sig +selv af han skrev brevet , men han følie sig dog lettet , +da det var afsendt . Samtidig var det imidlertid som +om han rev sit hjerte ud af brystet ; med beflulningen +om af glemme hende var al hans glæde ded i + +denne verden , — han måtte for fremtiden opgive +al livets lyst og glæde . +Det var med ikke liden forundring af Sophus +Dalsgård trådte ind i familiens dagligstue og ikke +alene traf Viktor , men også møderen , der vel så +noget bleg og nedslået ud , men ellers ikke havde det +ringeste spor af nogen sygdom . +— det må bestemt være en fejltagelse ! udbrød +han forundret . +— hvilket ? +— brevet , naturligvis . Der er to tilskrevet os +af de var syg , bedste Fru Smidt . +— kære barn , du har i din ængstelighed +overdrevet mit ildebefindende , sagde hun henvendt til +sønnen . Vel sandt , jeg selv ville kun mødigt have +gået ; men du ? +Sophus anvendte alle fine overtalelsesevner . +Viktor rokkede ubestemt frem og tilbage på stolen . +Han havde vel gyldige grunde til for fin egen +person at blive borte fra ballet ; men ban turde ikke +fornærme en familie , der til enhver tid kun havde +viist moderen og ham godhed og artighed . +Fru Smidt rejste sig nu langsomt af stolen og +sagde med sagte men bestemt stemme : +— for at berøve dig dit eneste påskud , min +ven , så erklærer jeg herved , at jeg selv vil komme ; +man kan også drive sin hensynssvldhed for vidt og +derved berøve sig selv nydelser , der ikke kunne erstattes +senere . + +og med disse ord så hun så vist på sønnen , +så på ham med et så sikkert og klart blik , at +det pludselig gik op for ham , at hun kendte hans +hemmelighed , at hun vidste hvorfor han afslog indbydelsen , +men at hun tillige misbilligede hans vesiutning . +— nuvel ! udbrød han med en slags sremkunstlet +munterhed ; da min moder befaler det må +jeg adlyde . Tro mig , jeg kommer heller end gerne . +— jeg vidste det nok , sagde Sophus glad . Du +er ellers en prægtig fyr i grunden . Hør , vi følges +vel ad til kontoret , jeg leder kun ned for at tage +hat og frakke på . +Med disse ord lød han ud af stuen . +— æin kære dreng , hviskedee Fru Smidt grædende +til Viktor ; min eneste , elskede søn , tror du +ikke at din møder længe har kendt den hemmelighed , +som i så lang tid har opfyldt dig ? Strar da jeg +hørte at du ikke ville komme på ballet , anede jeg , +at nattens ulykkelige begivenheder havde bragt dig +på den tanke , at ofre dig selv og din kærlighed , +fordi din fader hører til menneskehedens udskud . Du +ville ikke drage Klara med dig ned i hvad du betragter +som en dyb afgrund . Tro mig , min ven , +det er en falsk beregnet æresfelclse , thi — hvis +Klara også elsker dig , og jeg tror hun gør det — +blive i begge ulykkelige . Jeg vil ikke hermed sige , at +du skal fortie hende dit ulykkelige slægtskab , ingenlunde ; +det er din pligt , thi hun vil , hvis hendes + +kærlighed er ægte og som den bør være , ikke ringeagte +dig for det . men kun slutte sig fastere og tættere +til dig +— jeg ved ikke , møder , svarede sønnen ; for +mig slår de » som en nødvendighed at frasige mig +hende og min lykke ; give gud , at jeg må komme til +en anden erkendelse . +Med disse ord ilede ban ud af stuen og ud på +gaden , hvor han i følge med Sophus gik sindigt og +fattet op på sit kontor i den røde kanccllibygning . +Han anede ikke ar der bag gardinet på første +sal stod en ung pige , der redmcnde og med strålende +øjne tittede ud efter ham . Hun havde i samme +øjeblik fået at vide , at han dog ville komme på +ballet , og hun troede selv at have nogen skyld i den +forandrede beslutning . +Hun anede ej heller , at der bag petroleumsstafferne +i urtekræmmerens vinduer lige overfor stod et +tyveårig ! , varmblodet menneske , hvis øjne med beundring +vare heftede på hendes smukke ansigt , og at +dette menneske kort efter trak sig tilbage til sin plads +bag disken , idet han sagde : +- hun er en engel ! men jeg ved dog ikke . . . +Jomfru Marie er nu mere efter min smag +så kom balastenen . Salen var dekoreret på +del prægtigste , med blomsterguirlander , malede skjolde +og kostbare silketæpper . + +dog , vi ville ikke trætte den ærede læser med +beskrivelsen af al den pragt , der herskede i salen , +men derimod henvende opmærksomheden på enkelte +personer af selskabet . +Der er nu først baron uglehfclm , — baron er +han , men penge mangler han , derimod bliver han +stedse forfulgt af rykkere i massevis . Han ville så +inderlig gerne knytte sin skæbne til den rige grosserer +Dalsgårds datter . +Han er just i færd med at fortælle Klara en efter +hans mening særdeles interessant hofhistorie . Klara +hørte aldeles ikke på ham . hendes tanker vare hos +Viktor . Baronen vedblev at kile løs på sin historie , +og han blev henrykt da han pludselig så Klaras øjne +stråle og en mild nødme at bedække hendes kinder . +Det måtte være af interesse for hans historie , mente +han , men da han fulgte retningen af hendes blik , +så han det hvile ikke på sig , men på et ungt , smukt +menneske , der ledsaget af en ældre dame var trådt +ind i salen . +— gudskelov at de nu er rask igen , kære Fru +Smidt ! råbte Klara og løb hen til de indtrædende . +Barønens pande rynkedes af harme , og hoisf +fortrydelig over hendes mangel på „ Sands for det +Nette “ ved at forlade ham , vendte han sig til en anden +dame , der med slorre opmærksomhed hørte på hans +intetsigende snak . +Det var med en blanding af glæde oa smerte +at Viktor Smidt gjensåe den unge pige . Han turde + +jo ikke gøre sig noget håb om hende — faderens +skændsel stod klart for hans blik . +Klara havde ventet at blive engageret til den +første Dands af Viktor , og havde af den grund afslået +baronens anmodning . Til sin store misfornoielse +bemærkede hun imidlertid , at Viktor ligesom +skyede hende , at han ikke engang så til hende . +Hun anede ikke grunden hertil og blev fornærmet . +Baronen havde imidlertid atter nærmet sig , for +at bede hende om den næste Dands . +- undskyld , hr . Baron , sagde hun ; ved en +fejltagelse afslog jeg for deres tilbud om den første +Dands , men hvis de ikke er optaget , slår den nu +til deres tjeneste . +Baronen blev henrykt . Med en scirherres mine +førte han hende hen over gulvet og ind i de dansendcs +rækker . +Viktor følte en rædsom smerte i sit indre ved +at se hende danse med en anden . Dog , han lunde +jo ikke bebrejde hende derfor . +Med fortvivlelse og skinsyge i hjertet gik han +ind i et sideværelse , der kun svagt oplystes af et par +borlys han kastede sig på sofaen og hengav sig +til sine mørke grublerier . +Hvorlænge han havde siddet således vidste han +ikke . men han vækkedes pludselig af halvhviskende +stemmer , og ved at se derhen , opdagede han baronen +og Klara , der eiensynlig søne en vigtig samtale . +Viktor lyttede med spændt opmærksomhed . + +frøken ! læspede baronen . De kan umulig +være ubekendt med at jeg elsker dem . Ja , jeg elsker +dem , jeg tilbeder dem ! +Klara så foragtelig på ham . +-- jeg ville ikke have erklæret mig endnu , vedblev +baronen , hvis de ikke ved deres jmødekommcnhed +imod mig i aften havde gjort det sandsynligt , at +jeg ikke var dem ligegyldig . +— jmødekommenhed , stammede den unge pige . +— ja , således kalder jeg det , når en ung dame +uden afbrydelse tager imod en herres kur . +Harmfuld over baronens dristighed udbrød Klara +med rystende stemme : +— de tager fejl , hr . Baron . I deres forfængelighed +troer de at have sporet en imodekommonhev , +som ikke eksisterer , og jeg erklærer dem herved +at de er mig aldeles ligegyldig . . . at jeg aldrig +kan have nogen kærlig tanke for dem . +Hun gjorde en dyb kompliment for baronen , der +rasende stirrede på hende , og derpå - uden at værdige +hente noget svar , styrtede ud af værelset og forlod +huset , opfyldt af skrækkelige hævntanker mod den +familie , der forsmåcde den ære at træde i forbindelse +med ham . +Fra denne stund havde familien Dalsgård en +uforsønlig fjende i ham . +Han begav sig strar hjem , kastede sig på en Sosa +og gav sig til at gruble over en hævnplan . +Resultatet af denne grublen vil snart fremstille sig + +for den ærede læser . Fra nu af svævede en mørk +uvejrssky over grossereren og hans familie ; snart +vil den udspy ødelæggelse og elendighed over dem . +Da baronen var gået og Klara således trøede +at være ene , mistede den stakkels pige dej ; fasthed , +der havde opretholdt hende lige overfor ham . Hun +brast i gråd og skøttede hulkende hovedet mod den +kolde vinduespost . +Hun bemærkede ikke at viktør havde nærmet sig +hende , kastet sig på knæ , og først da han greb hendes +hånd for hun sammen og kastede et halvt forskrækket , +halvt glad blik på sin knælende elsker . +— Klara ! sagde viktør i en bedende tone . Kan +de tilgive min opførsel i aften ? +— tilgive ! tilgive dem , svarede den unge pige . +Men jeg har jo ikke rettet nogen bebrejdelse mod dem . +— Just ikke ligefrem , men deres tårer forårsage +mig samvittighedsnag . Kæreste Klara , hvorfor +skal jeg skjule det længer for dem . . . ja , jeg elsker +dem , elsker dem af min sjæls hele fylde , elsker dem +således som en engel som de bør elskes . Jeg har +forgæves søgt at udrive disse følelser af mit hjerte , +men det er mig aldeles umuligt . Sig mig , Klara , +gjengjælder de mine følelser ; føler de nogen venskab +ør mig ? +Klara svarede intet herpå ; hun så kærlighedsfuldt +på ham , og Viktor forstod hendes stumme , men +dog for ham så veltalende sprog . +Han rejste sig hurtigt , og omfavnede hende for at + +give hende det første Kys , medens Klara med næppe +hørlig stemme hviskedee : +— ja , biklor , jeg har alt længe elsket dem ! +Idetsamme trådte nogle balgjæster ind i værelset +og Klara rev sig hurtig ud af hans favntag og +løb rødmende ind i balsalen . +5te kapitel . +Komplottet . +Kjøbcnhavn har ikke noget egentligt forbryderlvarlcer +eller et organiseret forbrydcrlaug , som de fleste +andre hovedstæder . I almindelighed arbejder hver +forbryder for sig , og kun ved meget vanskelige tilfælde +indvier han en kollega i sine planer . Følgen +heraf er , at forbryderne bo eller er spredte rundt +omkring i staden og kun i visse gader på Kristianshavn +findes der forbrykerhuler , hvor de fleste af de +besagende er ældre og yngre tyve , falsknere , +bedragere og andre overtrædere af kriminalloven . +Næsten alle have de været straffede og gjort hverandres +bekendtskab i landets forskellige tugthuse . +Ligeså stor en pine det er for en mand , der har +været straffet for en overtrædelse as loven , men som + +er fast besluttet på at føre et bedre levnet , at møde +en kollega fra straffeanstalten , ligeså stor en glæde +er det for forbryderen af profession at mødes igen +efter udstået straffetid . +Der tales om de gennemgåede lidelser , om kammeraterne +„ derinde “ , og ofte lægges planer til nye +forbrydelser , der naturligvis atter bringe ophavs « +Mændene i politiets hænder . +Vi have sagt , at der på Kristianshavn findes +adskillige tyvehuler , hvor forbryderne have deres +tilflugtssted , og vi ville nu bede den ærede læser om +at følge os til en af de mest bekendte af disse . +Vi træde ind i et temmelig stort lokale , en dyb +kælder , beliggende i en af Kristianshavns snevreste +gader . +Rummets loft og vægge have engang været +hvide , men er nu overtrukne med et tykt lag smuds +og skimmel , der udsprede en klæbrig fugtighed . +To små vinduer , der vende ud imod en lille , +afskyelig gård , er — da det er aften — bedækkede +med skodder . +I et hjørne af stuen slår en stor kakkelovn , +der udspyer en stegende hede , og i forbindelse med de +fugtige vægge frembringer en tung , usund luft , der +fordærves endnu mere af tobaksrøg og en gjennemrængenbe +lugt af det simpleste brændevin og stegte +sild . +Møblementet er tarveligt nok , det består kun af + +et par lange , smudsige træborde med dertil hørende +bænke . +Udenfor , ud imod gaden , ligger butikken , hvor +værten har travlt med at erpedcre en del kunder , som +indkøbe deres varer i den mindst mulige kvantitet , +der er at få for penge . +I gæstestuen sidder der kun to mænd , der føre +en dæmpet , ivrig samtale . +De dampe dygtigt af et par korte tobakspiber , +og skiftes til at drikke af et ølglas med brændevin +i , der står foran dem på bordet . +Den ene af dem have vi tidligere set , det er vor +gode bekendt Villiam støver ; den anden , haltesøren , +må vi først præsentere . +Læseren erindrer måske at det var Halte-sørens +datter Stine , der havde underrettet viceværten så +godt om lokaliteterne i stedet på store Kjøbmagergade . +Halte-toren havde ikke noget tiltalende ydre og +han haltede stærkt med det venstre ben . +For noget over tyve år siven var han bleven +pågreben under udforelssn af et indbrud , og havde +sat sig drabeligt til modværge . Et slag af en jernstang +havde brudt hans venstre lår og skaffet ham +denne lezemsbcskadigelse . +I tugthuset havde han stiftet bekendtskab med +støveren . Denne , der dengang ikke var meget fordærvet , +kom dog snart til med en vis beundring at + +betragte den ældre , snu forbryder , og blev hans lærvillige +elev . +Da straffetiden var forbi kom de omtrent samtidig +ud . I forening udførte de da forskellige førbrydelser +; de blev opdagede og indsatte på ny . +De vidste altid at finde hinanden , når de vare +på fri fod , og der fandtes en slags virkelig sympatti +sted imellem dem , så at den ene ville have +taget sig den andens død meget nær . +Sirar efter udførelsen af det heldigt forøvede +indbrud , havde støveren opsøgt sin kammerat , der +befandt sig under lige så uheldige omstændigheder som +ham , og havde givet ham enkel af sin lvcrflødighcd . +Det var et smukt træk , et træk der vidnede om , +at der selv hos det mest fordærvede menneske findes +en gnist af en eller anden god egenskab , der minder +om dels oprindelse . +I otte dage havde de værdige venner nu sollet +og sviret , ja formelig ost penge ud . Det lakkede nu +til ende med den så let erhvervede formue . +Vi træffe dem derfor i en dyb rådslagning angående +måden at erhverve sig flere penge på , til +at fortsætte deres nuværende levevis . +Naturligvis havde Villiam fortalt sin ven om det +uventede gensyn med konen og sønnen . +Støveren havde , trods sønnens alvorlige påmindelse , +stor lyst til- at gøre sin genfundne familie +nok en visit . + +den fornuftigere Halte-søren fik ham dog talt +derfra . +— nu er de årvågne , sagde han ; og har +hvalpen arvet din bestemte karakter , holder han , min +salighed , ord . Vent til der er gået nogen tid , så +tro de atter at der er fred og ingen fare ; da er tiden +før en flink gut at bruge brækjern og Dirk . +Disse argumenter slog sioveren , der ikke besad +så lidet af den letsindighed , der er forbryderne egen , +og som ved ethvert angreb på den borgerlige orden +bestandig tænker : „ det går nok , denne gang bliver jeg +ikke nappet ! “ medens det dog altid viser sig , at ikke +en af ti forbrydelser forbliver uopdaget . +Under samtalen var der imidlertid kommen to +mænd ind i butikken . +Den ene begav sig , efter at have verlet et næsten +umærkeligt nik med værten , ind i dennes private +stue , der kun ved en dør var adskilt fra den skumle +gæstestue . +Den anden var , trods hans tarvelige påklædning , +dog synlig ille hjemme i disse omgivelser . Med en +forstilt grov stemme forlangte han „ En og en halv “ +Og slentrede tilsyneladende ligegyldigt ned i gæstestuen , +hvor ban satte sig i et morkl hjerne , hvorfra +han ivrigt iagttog de 10 forbrydere . +Trods den simple klædedragt , de halvsværtede +kinder og hænder , have vi dog allerede i ham genkendt +baron uglehjclm , Klaras forsmåede bciler . + +men hvad vil denne salonløve her i tyvehullet +? +Tålmodighed , vi skulle straks få det at høre . +Den anden mand , der begav sig ind i værtens +værelse , har i dette øjeblik afiaget sin lådne hue , +sin tykke frakke og bælvanlcrne , og vicevært Larsens +fede , lumske skikkelse kommer til syne . +Han guider sig let i hænderne ; det sædvanlige +brede grin farer hen over hans ansigt . +Han bøjer sig varligt ned til nøglchullet . åbner +klappen og titter forsigtigt ind i stuen . Han spidser +forbavset læberne ved synet af støvcrcn og haltesoren . +— hø , hø , mumler han ; det er bestemt noget +godt i to udruge sammen ; men i tage vel mig med . +Hans blik salder derpå på baronen . +For en så dygtig mcnneskckjender som Larsen er +det let at gennemskue dennes forklædning . I et øjeblik +har han i ham cpdagel den fine herre . +— hø hø ! mumlede han atter , da han så den +urolige , spændte opmærksomhed , hvormed baronen +betragtede de to forbrydere ; det er ingen opdager , det +jeg ved , — det er fin fyr , som vil have noget udført +og som søger medhjælpere . Jeg tror nu næsten +vi blive fire om den spøg . +Han tog umærkeligt en stol , som han satte hen +til tøren og gav sig med vorcnde deltagelse til at +lytte efter den samtale , som udspandt sig derinde . +Hvad den angik vil nu blive fortalt . + +sloveren og halte-sørcn vare endelig blevne +gjorte opmærksomme på den levende deltagelse , hvormed +baronen betragtede dem ; deres onde instinkt +sagde dem , at det næppe var en af deres ligemænd , +men mulizen en opdagelsesbetjent , de havde for dem . +Hvor sikker en forbryder af profession end er +på , at han fuldstændig har udsonet sig med loven , +holder han dog ikke af at blive set efter i gommene , +og det værdige par rejste sig derfor næsten på engang +og lavede sig til at forlade kælderen . +Dette var imidlertid en streg i regningen for +baronen ; han så eller troede at se et par folk , +som for en god betaling ville stå ham bi i let forsæt , +han havde fattet . Han havde kæmpet med sig +selv om af give sig i flige folks magt og derved +forhaler udførclsen af sine planer ; han så nu , af +det afgørende øjeblik var kommen , da han måtte +bestemme sig . +— stop lidt ! råbte han til dem ; kom herhen +og drik et glas med mig . +Støveren og Halte-søren standsede og så forbavsede +på hinanden . +Del kunne altså ikke være eu opdager , de havde +for sig ; thi de plejede aldrig af drikke med de opdagede . +— kom her , vedblev baronen , der nu fuldstændig +havde antaget sin tidligere kolde rolighed . +Sid ned . +Han bankede i bordet og værten trådte ind . + +— kom med noget brændevin og øl , sagde han ; +men af det bedste de har . +Villiam og Halte-søren vare nu visse i deres +sag . Det kunne ikke være nogen opdager ; måske +den fremmede havde arbejde til dem . +Indtil værten havde bragt varerne taltes der +ikke et ord ; da man havde drukket et glas brændevin +sammen , sagde baronen hviskende : +— jeg antager da , af vi ikke blive belurede ! +— mi , svarede ssren , det kan de være sikker +på , vi ikke blive . Værten selv er noget døv , hans +kone ligger for øjeblikket på hospitalet og pigen +rumsterer altid i kjokkenet . +— det førekommer mig dog , at der samtidig +med mig kom en tyk , ældre mand , som gik ind ad +den anden dør i butikken , indvendte baronen . +— nå ja , sagde seren ; det kan jo nok have +sin rimelighed ; der boer en tyk spillekanter oppe på +første sal , og han plejer at gå igennem her , for at +komme op til sit Kammer . +— meget godt , sagde uglehjelm beroliget ; vi +ville altså gå til sagen . Jeg antager , at jeg har +to mænd for mig , som ikke er bange for døven og +djævelen selv , når de blot tjene penge . +Denne kompliment smigrede de to venner overordenlig . +De lo så det klukkede i dem . +— det kan de være stedt på , hr . . . . hvad +de ellers hedder ; det er to raske mænd , de har for +dem . Han der , almindelig kaldet Villiam støver , + +har „ siddet “ i atten år og jeg , Halte-søren , som +jeg kaldes , vedblev han og brystede sig , er mere hjemme » +Vant i „ Huset “ end udenfor det . De kunne have +søgt længe , uden at træffe vore lige . +— derom tvivler jeg aldeles ikke , svarede baronen +og tvang sig til at smile , medens han dog følte en vis +indre gru og uro over at befinde sig i dette selskab . +Det er også sådanne mænd , jeg har søgt , og det +glæder mig at gjorde deres bekendtskab +— jligemåde , sagde Halte-søren galant og +gjorde et plumpt buk ; men jeg kan tænke mig , at +det drejer sig om en forretning , som Herren ikke gerne +vil udføre alene , eller måske sket ikke vil være med +til , men ganske vil overlade udforrlsen til os +alene ? +— de har truffet sømmer på hovedet , svarede +baronen ; jeg vil have en forretning udført , men jeg +vil ikke i mindste måde indblantes deri . Jeg overlader +det til dem at bruge deres snildhed og forstand +på , bedste måde i den omhandlede sag , og +hvad betalingen angår . . . +— så tvivle vi ikke om , at de betaler honnet , +afbrød Villiam ham ; men det beroer da forresten på +hvad slags arbejde det er . +— naturligvis ! istemmede Halte-søren . +Uglehjelm så sig atter forskende omkring i det +uhyggelige num , men der hørtes ikke en lyd ; man +kunne have hørt en knappenål falde til jorden , så +stille var beder . + +— ja , hviskedee han dernæst med dæmpet stemme ; +det er et farligt stykke arbejde i få at udføre , det +drejer sig hverken om mere eller mindre end at rydde +et menneske afvejen . +Hvor forhærdede end de to forbrydere vare , for +de døg forskrækkede tilbage . +De ville under uksørelsen af et arbejde , når +de blev overraskede , næppe have betænkt sig på at ofre +den , der ville lægge dem hindringer i vejen og måske +bidrage til deres pågribelse , — men herfra til et +koldblodigt , overlagt mord var der døg et langt Spring +og vi må tilstå det , endnu vare deres hænder ikke +plettede af blod . +Der blev en dyb taushed i stuen . +Kammeraterne betragtede baronen , der på en +så rolig , fattet måde havde gjort dem dette rædselsfulde +forslag . +— nå , har jeg taget fejl , eller er i virkelig +de mænd , som jeg fra begyndelsen af antog eder for +at være ? hviskedee baronen atter . +— det er en skem sag , svarede halte Soren i +samme tone . Det vil koste os vor Hals , hvis det +bliver opdaget . Han rystede alene ved tanken om at +skulle ende et liv , der for ham dog kun var fuldt af +sorg og nød . +Baronen tø hånligt og gjorde mine til at rejse sig . +— tøv lidt , sagde støveren , der atter fattede +mod ; lad os da i det mindste få at vide hvem det er +der skal række Hals , og hvor meget de vil give os ; thi de + +kan vel nok begribe at vi ikke for en slik ville sætte +knappen i vove . +— nå , svarede baronen , og hans ansigt opklaredes ; +det kalder jeg talt som en fornuftig mand . +. . . Hvem det er det gælder ? . . . Ja , hvad kan +det nytte at i få navnet at vide ? I kende ham +dog ikke . . . Desuden , hvem borger mig for eders +taushed ? +— vi have aldrig forrådt en kammerat , svarede +halte-sørcn , der atter vpmandcde sig . Vi have +også vore egne begreber om ære , „ Ærlighed blandt +tyve “ kalde de fine folk det . Vi er ikke tjente med +at forråde deres hemmeligheder . +— nuvel , så hør da , sagde baronen så sagte , +al det næppe var hørlizt ; navnet er — Dalsgård ! +Inde i værelset ved siden af , havde Larsen med +den yderste opmærksomhed lyttet til forhandlingernes +gang . Da talen kom på offerets navn , anstrengte +han forgæves fin høreevne , men ordet undgik ham +dog ; han skulle imidlertid snart så det at vide . +— Dalsgård ! råbte støveren , tilsidesættende +enhver forsigtighed og sprang op ; Dalsgård , grossereren ! +Jeg er deres , herre , jeg er villig til at gøre +hvad de ønsker ! +Baronen blev overrasket over denne heftighed ; +han spurgte sig selv i hvilken forbindelse Dalsgård +kunne stå med denne lurvede forbryder ; han ytrede +sin forundring desangåente . +— jeg har ikke altid været den , som de nu + +seer for dem , herre , fik han til svar ; engang var +også jeg den pæne mand , og i få ord fortalte han +sin historie , fortalte om mødet med moderen , med +konen og sønnen og udtalte sluttelig en kraftig forbandelse +over Dalsgård , som den , der ved hver lejlighed +trådte ham hindrende i møde . +— sig mig engang , min brave mand , spurgte +baronen ; hvad hedder de egentlig ? +— Villiam Smidt . +— Smidt ! hør , sig mig , de talte om en +kone og søn , der levede under gode omstændigheder , +hvor bo disse folk ? +— i det samme hus som Dalsgård , svarede +støveren . +— mærkværdigt , mumlede uglehjelm ; det må +altså være denne Karls kone og søn , som er skyld +i , at jeg er kommen i lag med disse kæltringer . +Hans planer fik nu en anden retning . Oprindelig +bavde han tænkt på at hævne sig på Klara +ved at lade det gå ud over faderen , som han iøvrigt +vidste var imod datterens forbindelse med ham . +Blev nu grossereren ombragt af støveren , da blev +en forbindelse mellem Viktor og Klara umulig ; baronen +havde med skinsygens skarpe blik strar opdaget +deres gensidige kærlighed . +Desuden kunne Klara ikke vide at Viktor var en +søn af en uforbederlig forbryder . Den unge pige +kunne måske døg blive hans . +Hans pande opklaredes under disse betragtninger + +og det var med en vis glæde og stør ivrighed at han +nu sammen med Villiam og halle-løren — der havde +opgivet sine betænkeligheder og desuden blev lokket af +udsigten til en god gevinst , — gav sig til at udruge +den plan , hvis udsørelse , når den lykkedes , ville +ødelægge en brav , kærlig familie . +Efter nogen tnakken frem og tilbage blev man +enig om følgende plan , der havde det lumpne ved sig , +at man benyttede sig af Dalsgårds bekendte medlidenhed +mod de fattige > il at lokke hem i den fælde , +der efter deres mening skulle koste ham livet . +Man vidste , at Dalsgård nærede megen interesse +for en familie , der boede i sundbyoestcr på Amager , +og som han understøttede efter bedste evne . Støveren +skulle nu skrive et fingeret brev i denne families +navn , og fortælle , at den led sygdom og nød ; man +tvivlede ikke om at grossereren da samme eftermiddag , +som han plejede , ville gå derud . +På vejen , ikke langt fra huset , skulle haltesorens +datter , den føromtalte Stine , komme ham +imøde grædende og klagende over hendes syge moder , +der var nærved at dø af sult . Dalsgård , på hvis +menncflckærligc hjerte man gjorde regning , ville +efter al sandsynlighed strar følge med hende . Hun +skulle da føre ham over amagersælled til en ussel +hytte , der kun om sommeren blev benyttet af en +opsynsmand ved fælleden . +Der skulle forbrydelsen gå for sig . Liget skulle +føres bort og nedgraves et andet sted . + +for så vidt vare alle enige . Talen kom så på +den betaling forbryderne skulle have . +— 400 rigsdaler er den sum , jeg har bestemt +dertil , sagde baronen . +— nej , indvendte den praktiske Halte-søren ; under +500 gør vi det ikke . +— og det er endda en lumpen betaling for et +sådan stykke arbejde , suplcrede støveren . Vi ville +have 500 daler , eller kontrakten er hævet ! +Baronen indvilligede modstræbende . +Han trak sin brevtaske frem og udbetalte forbryderne +hver 50 rigsdaler . Resten skulle erlægges +efter fuldbragt gerning . +Man aftalte nu et nyt møde , der skulle finde +sted om et par dage på samme sted , før at lægge +den sidste ordnende hånd på planen , før den skulle +udføres . +Ingen havde spurgt uzlehjelm om hvem han var +og han havde ej heller givet nogen sådan oplysning , +hvis man havde spurgt . +Forbryderne følie at de slode før en mand , som , +om ikke før deres , så før sin egen skyld , nøjagtig +ville opfylde sin del af kontrakten . +Baron uglehjelm forlod kælderen , glad over at +have truffet så villige redskaber . +Han frygtede ikke før at blive opdaget , selv om +støveren og halte-soren skulle blive det , hvad han +iøvrigt ikke tvivlede om . +Skulle de imidlertid også forråde ham , ville + +Reiten dog sikkert antage det før en fabel , vpspunden +før at forhale sagen , og han kendte sine forbundsfæller +før godt til ikke at vide at de efter fuldbragt +gerning ikke ville lade liget beh lde en trevl på +sig , der havde værdi . Desuden kendte de ham ikke +og fluide ci heller lære ham at kende , det lovede han +sig selv . +Opfyldt af disse tanker lagde han ikke mærke til +at han blev efterfulgt af en kort , tyk skikkelse , der +nøte iagttog enhver af hans bevægelser . +Det var Larsen , viceværten . +Han havde under den sidste del af samtalen lydløst +iført sig sit overtøj , havde sneget sig ud af huset +og ventet i en gadedør i nærheden , til baronen kom +ud . Det koste hvad det ville , han måtte vide hvad +den for ham ubekendte hed . +Baronen standsede foran et hus i Bredgade , så +sig omkring og gik derpå ind i huset og steg rolig op +ad trapperne . +Larsen blev slående i porten , til baronen havde +nået første etage , så listede han sig sagte efter ham +op ad trapperne . +Baronen standsede ved tredje etage og gik ind i +sine værelser . +Nu vidste Larsen nok . +På vejen gik ban ind til en urtekræmmer og +lånte en vejviser . Han slog op i denne , søgte Bredgade +nr . * “ , og læste under tredje etage : +„ U . Uglehjelm , baron . “ + +med en velbehagelig smisken slog han bogen i . +Hans spionering var lykkedes . +— støveren og Halte-søren skal dele med mig , +sagde han , da han velfornøjet traskede hjemad . — og +de , hr . Baron , skal snart høre nyt fra mig . Haha , +du har lykken med dig , gamle dreng ! +6te kapitel . +Hvad Peter Henningsen søgte og fandt . +Peter Henningsen , vor gamle ven fra urteboden , +havde med længsel afventet søndagen , på hvilken +han skulle møde Marie og hendes moder . Man kan +derfor dømme om hans ærgrelse , da hans principal +dagen i forvejen underrettede ham om , at han var +bedt ud til middag og at Peter derfor , mod at erholde +erstatning , måtte blive hjemme , +han forbandede i sit stille sind såvel principalen +som middagsgildet og trøstcde sig blot med håbet +om at komme ud den påfølgende søndag . +Ungdommen er forfængelig . +Peter vidste nu meget godt at han var i besiddelse +af et ganske kønt ansigt og en net figur ; kun +de røde hænder sørgede han svært over . + +flere aftener itrcrk havde han indsmurt dem i +koldkrem , før han gik iseng ; men det hjalp ham +aldeles ikke . +Den næste søndag , da han skulle møde Mar « . +Iføne han sig med bankende hjerte sine fineste klæd « +Og anvendte overhovedet megen omhu på sit toilette . +Klokken var 3 da han gik op ad volvopgangen +ved Vestergade . Han havde nemlig viselig besluttet at +gå hele volden rundt , for ikke at udsætte sig for at +gå fejl . +Med en længselsfuld gysen betragtede han allerede +i det fjerne de damer , som kom ham i møde ; +men Marie og hendes moder traf han ikke . +Skuffet i sine forhåbninger vendte han om , da +han havde nået Østerport , for endnu engang , — lig +den fortvivlede , der klynger sig til et halmstrå , — +at gå volden rundt . +Han havde allerede opgivet håbet for denne gang , +men uformodet , ved en omdreininz . støtte han på en +ældre og en yngre dame , der langsomt spadserede hen +ad Nørreport til . +Det gav et sæt i Peter �� der var jo hans +ønskers mål , og den ældre dame , der gik ved +hendes side , målte vist være moderen . +Urolig og bevæget gjorde han mine til at standse ; +men han skød da atter hjertet op i livet og gik +damerne i møde . Det gjaldt om at indlede et bekendtskab +med moderen , hvorledes skulle det udføres ? +Marie havde den foregående søndag forgæves + +spejdet efter sin tilbeder , og var bleven urolig og +mismodig , da hun og moderen vare komne hjem uden +at træffe ham . +Datterens nedslåede udseende havde foruroliget +moderen , der allerede tænkte på at sende bud efter +sukkerdoktorcn , men Marie fik hende dog derfra . Dog , > +om natten , da hun var alene , overvældedes hun atter +af de sørgelige tanker , og græd længe og stille . +Peter var kendes lille hjertes første flamme , og +hun bedrøvcdcs over hvad hun troede var ligegyldighed +fra hans side . Stakkels lille , hun vidste ikke at +han netop i samme øjeblik lå vågen og tænkte på +hende . +Med et ungt hjertes lette håb besluttede hun at +se den næste sønkag an , før hun aldeles fortvivlede , +og hendes glæde var derfor øverordentlig stor , da hun +den omtalte dag endelig traf ham igen . +Peter tøg meget høflig hatten af , bukkede pænt +før madam Søndrup og hendes datter og gjorde +samtidig en bevægelse som om han ville standse . +En sådan bevægelse er smitsom . Madamen og +hendes datter standsede ligeledes , og Peter tøg da nok +engang hanen dybt af og spurgte galant til jomfruens +befindende . +Madam Søndrup så forundret asverlende på +Peter og Marie . Hvem kunne ben fremmede herre +være , — det kunne hun ikke begribe . +— o , sagve Marie , beder naturligvis gættede + +moderens forundring ; må jeg forestille dig før hr . +Henningsen , den herre , som jeg traf hos karslens og +Alvilda , og som var så god at følge mig hjem +madam Søndrup så forskende på vor ærlige +ven ; hun holdt ikke af at datteren stiftede herredekjendlskaber , +og var isvrigt meget imod hendes omgang +med Alvilda , hvis forsloine liv hun kendte . +Det var derfor ikke med der mest velvillige smil +at hun betragtede Peter , medens han blev hende forestillet ; +men ved nærmere at betragte hans åbne , friske +ansigt , ved at bemærke hans temmelig kejtede bevægelser , +så hun snart , at hun ikke havde nogen rutineret +forforer for sig . +Hun udstrakte derfor sin hånd og trykkede venlig +hans , idet hun sagde : +— gøddag , hr . Henningsen ! det fvrnøier mig al +gøre deres bekendtskab . +Nu var isen brudt og det fulgte af sig selv at +Peter skuttede sig til moder og datter , medens de +spadserede Nolden rundt . Hans simple , sunde bemærkninger , +hans hele væsen , beder var aldeles frit for +alt lapset og kunstlet , vandt ham snart madam ssndrups +hjerte . +Skjøndt madam Søndrup havde opgivet enhver +tanke om at Peter havde slemme hensigter med datteren , +så søgte hun dog at holde dem hvad man kalder +for tre skridt fra hinanden . +Det var bleven aldeles mørkt da de tre endelig +besluttede sig til at forlade volden ; der kunne naturligvis + +ikke være tale om at lade damerne gå alene +og Peter ledsagede dem derfor lige til huset i Pilestræde . +Vor ven havde , det må vi tilstå , ikke haft +synderlig fornøjelse af turen , det var kun meget få +og ubetydelige ord , han havde set lejlighed til at +udverle med Marie . Forstemt og ærgerlig ville han +til at tage afsked , da madam søndcup alter hævede +ham til den syvende himmel ved at sige : +-- hr . Henningsen ! De går vel op med og +drikker en kop the hos os . Vi har det kun tarveligt , +men dersom de vil tage tiltakke , så . . . +— o , jeg beder , jeg er ikke så sint vant , afbrød +Peter hende henrykt ; det ær mig en stor glæde at +modtage deres indbydelse . +— bær så gød at træde indenfor , svarede madamen +og så ret venligt på ham . +Madam Sondrup og datter beboede to nette +småværælser på en tredje tal i Pilestræde . Et +tredie værelse plejede de at leje ud . +Peter følie sig ret hyggelig til mode hos disse +brave folk . Nu kom det kun an på at vedligeholde +madamens venskab . +Kort efter af de vare komne ind i værelset gik +madamen ud i køkkenet og love Peter og Marie +alene . +Dette havde den unge mand kun ventet på , før +af bringe Marie en undskyldning før af han ikke var +mødt den foregående søndag , og han fortalte om + +middagsgildet og om den grusomme principal , der +havde tvunget ham til af blive i butikken . +Det var et mærkeligt forhold , der i dette øjeblik +sandt sted mellem de unge mennesker . De havde +kun set hinanden engang før , men de holdt af hinanden +og sffondt intet ord havde antydet denne kærlighed , +gave og modtøge de dog undskyldninger , som +om de havde været et par gamle forlovede . +Nu havde Peter imidlertid besluttet , af han endnu +i denne aften ville erfare om Marie delte hans følelser . +Han havde vel ikke gjort sig det klart , hvilket +vigtigt skridt han ville til af foretage sig ; han havde +ikke betænkt sin og Maries « store ungdom , af de , når +de i deres stilling — uden formue eller udsigt dertil +— ville skutte en pagt før hele livet , først om +mange , mange år havde udsigt til af kunne sætte +foden under deres eget bord . +Under disse betragtninger havde Marie ikke set +op . Hun var bleven overfalden af en pinlig forlegenhed , +og blev først reven ud deraf , da Peter havde +grebet hendes hånd og i usammenhængende ord +fremstammet sit frieri . +Marie vidste ikke øm hun skulle le eller græde , og +tav derfor aldeles stille . +Peter , der antog hendes taushed for at hidrørc +fra den skrækkelige mulighed , at hun ikke rigtig syntes +øm ham , vedblev at bestorme hende med tilståelse ! +Og bønner , så at den stakkels pige hverken vidste ud +eller ind . + +endnu havde han kun talt øm hvad han følte , +men ikke givet hende noget ligefremt spørgsmål , +hvorpå hun kunne give sit svar . +— men , hvorpå ? spurgte den unge pige forvirret . +De har jo først i dette øjeblik . . . . +— på det spørgsmål , øm de elsker mig , øm +de vil være tilbøjelig til at følge mig i sorg og nød , +i liv og død . +Som man seer var Peter kommen tilbage i sit +høitravcnde hjerne . +Marie , der var bleven opdraget til at tale +sandhed , svarede ligefremt : - ja , jeg vil ! +Peter gav sin overstrsmmende glæde luft , ved at +gribe pigen øm livet og give hende et Kys , så varmt , +så inderligt , at hun næsten tabte vejret . +— min gud , hr . Henningsen ! råbte hun rødmende +og forlegen . +— det er jo en ligefrem sag imellem forlovede ! +Svarede Peter og stjal nok et Kys , da : +klask ! lød det på gulvet , idet madam Søndrup +trådte ind med tallerkener til aftensbordet . +— du fredsens gud ! lød det fra madamens +læber ; men hvad skal det sige ? Min datter , som jeg +har opdraget så strengt og som jeg troede så godt , +går hen og kysser en fremmed herre i sin egen +moders stue ? Men er du da gået fra forstanden » +Pigebarn ? +Marie gav sig til at græde og Peter søgte forgæves +at fremkomme med sit forsvar . + +— og de , hr . Henningsen , som er så ung og +har et så beskedent ydre , så skikkeligt et ansigt , at +man næppe skulle tro , de kunne sige bud til en ko ; +— føj ! De må skamme dem , at liste sig ind til en +fattig kone og lægge snarer for hendes datters +dyd , føj , det er skammeligt ; men gud være lovet , jeg +kom til i tide ! +Den stakkels kones rost kvaltes af gråd . +Peter , der var sig sine redelige hensigter bevidst , +følte dog ingen anger . Den gamles tårer over , +som hun troede sin datters fordærvelse , rørte ham dybt . +Peter forklarede nu hvorledes sagen forholdt +sig , og hans ord bar et sådant præg af ærligh . d , +at madam sondruvs træk lidt efter lidt opklaredes . +Jeg vil tro dem , hr . Hennigsen ! sagde hun ; +men i er så unge beggeto ; bvornår ville i +kunne sætte Bo og gifte eder ? +Derover havde Peter nu ikke tænkt ; men han +fortalte vidt og bredt om , hvad han agtede at gøre +før at nå det store mål . +Moderen , der elskede sin datter ømt og som +vidste , at det ikke altid er penge , beder udgør livets +lykke , lod sig endelig så vidt formilde , at hun lagde +deres hænder sammen . Hun tillod dem at følge deres +hjertes tilboielighed , men dog kun under den betingelse , +at der skulle gå et Års tid hen før forlovelsen +blev bekendt . +— i er endnu kun to børn , sagde hun smikende + +og rystede på hovedet . I kunne fortryde det +mange gange inden den tid , og jeg vil derfor ikke +stramme båndet fastere end det kan løses , uden skade +før nogen af parterne . +Hverken Peter eller Marie havde noget mod +lcnne løsning af spørgsmålet . +— det er så sødt at være hemmelig forlovet , +scgde den unge pige ; hvad bedøver vel også den +hle verden strar at vide , at man har fået sig en +kæreste ; man bliver kritiseret , oa det er dog drøjt +neop når man er lykkeligst og tror bedst om hele +vcden , at måske ens bedste venner og veninder , +svi oftest misunde os den lykke , de tro man har +slet . +Heri var Peter fuldstændig enig med hende . +Det blev nu aftalt , at de elskende kun turde +ses , når moderen var tilstede . +Peters besøg i det lille tarvelige hus i pilestræd +vare derimod ikke begrænsede ; ban turde komme +når og hvor ofte han ville . Passende spadsereture +. ledsagede ak madam Søndrup , blev også +vedtage , dog ikke før ofte , før ikke at give anledning +til fosknak . +Æmed vare begge parter tilfredse . +Main Søndrup spenderede en flaske rom , før +at kunndrikke petcrs og Maries skål , og den blev +drukken -d jubel , idet alle stod op , råbte hurra +og trykke hverandre trofast i hænderne . +— et er sandt , sagde madamen senere ; Henningsen + +skulle dog se det værelse , som vi have lejet +ud til madam Smidt . +Hun rejste sig , tog lampen og viste Peter et lille +hyggeligt to fags værelse , vel møblerct og i en stand , +der vidnede om , at det var parat til at modtage sin +beboer . +— kan det betale sig at leje værelser ud ? +Spurgte Peter . +— undertiden ; vi have ikke spundet silke dervel , +da værelset i lang tid har stået ledigt . For v +dage siden kom imidlertid en herre , som min salg +mand i lang tid har arbejdet meget for , og spurte +mig , om jeg ikke var i stand tsk at modtage en ælte +kone , som for længe siden havde tjent hans forælde , +men som nu befandt sig i meget dårlige kår ; lin +var tillige noget svagelig , havde nylig været syg og +måtte have en omhyggelig pleje . +— ville han da betale for hende ? +— ja , han påtog sig at betale såvel for his , +som for kost og opvartning . Nu skal jeg ikke rgte , +at jeg jo nødigt vil drages med et gammelt , ' ageligt +fruentimmer ; men da jeg skylder grosserer ' alsgård +store forbindtlighedcr , indvilligede jeg tsidst ; +hun kommer i morgen , når hun er bleven meven +fra hospital « . +— var det Dalsgård , Herren hed ? aurgte +Peter nysgerrigt . +-- ja , og havde det været enhver andt tror +jeg ikke jeg var gået ind på forskaget , » ds den + +gode betaling jeg vil erholde ; men den mand er +desuden en fader for de hjælpeløse , for den fattige , +og kun gud ved hvormange stakler der have anledning +til af velsigne ham . +Peter smilede ; han holdt sin arm slynget omkring +Maries smælkre liv . Han tænkte på sin uheldige +forelskelse i frøken Dalsgård , på den smukke pige , +hvis forlovede han nu var , og mente af han kun +havde vundet ved byttet . +7de kapitel . +På amagerfælled . +Dalsgård havde spist til middag , drukket kaffe +og belavede sig på af gå til sit kontor , — da faldt +hans blik tilfældig på et brev , han samme morgen +havde modtaget . +- det var godt , af jeg så det , sagde han til +sig selv ; jeg vild ? ellers have glemt den stakkels familie , +der trænger så heilig til hjælp . +Han kaldte på tjeneren , befalede denne af hente +overfrakke og hat , skal i en hast nogle pengesedler i +fin tegnebog og forlod derefter huset . + +han gik i retning af Kristianshavn , som han +snart nåde . +Ankommen tsk Knippelsbro blev han slående et +øjeblik og så ivrigt ned i det dybe , muddrede +vand . +Vor det hans gode engel , der indskød ham den +tanke , af gå tilbage og sende sin tjener ud med +hjælpen ? +Han vaklede døg ikke længe . Udmalende sig den +stakkels families rød med de stærke farver , hvormed +den var skildret i brevet , fortsatte han atter sin vej . +Da han passerede over tugthusbrocn blev han +skarpt iagttaget af en en lille , tyk sømand med vældige +bakkenbarter , der lod til med stor interesse af +betragte tugthuset . +Neppe var Dalsgård kommen et halvthundrede +skridt længere frem , før sømanden , der iøvrigt så +ud til af være dygtig tilårs , så godt hans brede +skikkelse tillod det , vraltede efter ham og fulgte ham +så godt han formåede , døg uden selv af blive set . +Vejret , der hele dagen havde været ret smukt , +begyndte nu af forandre sig det tog på af blæse op +til en storm , og sneen begyndte så småt af udbrede +sit hvide tæppe over jorden . +Dalsgård trak frakkekraven op over ørene og +påskyndede sine skridt . +Den tykke sømand vedblev af følge ham . +Man havde passeret amagerport og nået begyndelsen +af sundbyerne . + +tilhøire strakte sig den lange , øde amagerfælled , +der tog sig endnu sørgeligere ud på en så mørk og +uhyggelig aften . +Ikke et menneske var at se alt var stille . +Dalsgård passerede netop en grøft , da han syntes +at høre en sagte jamren og klynken , der , mærkeligt +nok , ved hans nærmelse blev højere og mere +klagende . +Han blev stående og lyttede . +Klagerne og sukkene vedbleve . Han spejdede +skarpt omkring og syntes endelig at blive en utydelig +skikkelse vaer , der sad på randen af grøllen . +Han gik nærmere og så nu en kvindelig skikkelse , +der næppe syntes at være mere end l4 -15 år +gammel ; hun holdt sit forklæde for øjnene og hulkede +bitterligt . +Dalsgårds milde hjerte blev varmt ; ban kunne +ikke tåle at se tårer , især når de fløve fra en +kvindes , et barns øje . +Han lagde blidt sin hånd på den lilles skulder , +og spurgte deltagende om grunden til hendes sorg . +Ved hans berørelse for der hende en sittren +gennem hele legemet . +Hvorfor skjule det ; det var halte-ssrens datter , +Stine , en pige på 17 år ; men tidlig nød og +mangel havde kuet hende under opværien i ven +grad , at hun godt kunne gå for at være 13—14 +år gammel . + +92 +ved grossererens vergrejse og venlige deltagelse , +have vi sagt , bævede hun . +Skjøndt en tyvs datter og selv en tyv , våndede +hendes unge sjæl sig dog ubevidst over at skulle forråde +den mand , som , hvad der var sjældent for hende , +havde viist kende litt venlighed og deltagelse . +Frygten for faderen og det indgroede had mod +de rige og fine , der var bleven hende indpodet med +modermælken , vandt dog snart sejr over den milde +følelse , som hun nu hemmeligt hånlo af . +Under denne kamp havde hun stadig holdt ansigtet +tilhyllet med tørklædet og udstedt bumpe sukke . +Grossereren spurgte atter : +— men så sig mig dog , barn ! hvad fattes dig ? +Hun så endelig op og svarede overensstemmende +med den hende tillærte rolle , i korte , afbrudte sætninger : +— min moder er meget syg . . . hun dør og +vi have hverken penge eller medicin . - . hun sulter +ihjel og jeg . . . har ikke spist i fire dage . +— min gud ! mumlede grossereren ; en sådan +elendighed har jeg ikke heri tale om endnu , og det +her så tæt red kjobenhovn . Men , henvendte han sig +til pigen ; sig mig engang , hvor bo i ? +— derovre i maribymn , svarede hun og pegede +med skælvende hånd i nuning of et svagt lys , der +skinnede ud over den lave fallld . nede ved vandet . +— din stakkel ! sagde Dalsgård trøstende ; men + +gå straks hjem ; på tilbagevejen vil jeg se ind til +din moder . +Dette var imidlertid en streg i regningen , som +let kunne forpurre hele komplottets udførelse . +Halie-sørens datter hulkede derfor i en ubeskrivelig +sørgmodig og lidende tone : +— tak , herre ; men så er min moder måske +allerede kod . +Dalsgårds menneskckærlighed vandt overhånd . +— om jeg kommer en time før eller senere til +Hansens har vel intet at sige ; her lader det til at +gælde liv eller død . — kom , sagde han til Stine ; +jeg følger med dig til din moder . +Og med faste , bestemte skridt ilede han , fulgt af +den unge pige over Marken hen imod hytten . +Den tykke sømand var standset samtidigt med +Dalsgård og havde taget stilling bag et træ , hvorfra +han hørte hele samtalen . +— puh , hviskedee han ; vi kom da så vidt . Til +hvilken side skal jeg nu gå ; skal jeg holde med den +storsnudede grosserer og advare ham , men så tjener +jeg vel et par lumpne hundrede daler og intet videre , +ja måske spiser han mig af med en lumpen tak , det +siger ikke meget . Holder jeg derimod med støveren +og tzalte-soren får jeg bestemt 200 daler og den +fine Greve kan blive mig en hel kapital . Nej , lille +Dalsgård , din død er Christian Larsen for vigtig til +at du ikke må til det . + +Dalsgård havde imidlertid nærmet sig hytten +den skurkagtige vicevært fulgte hurtigt efter ham . +Lyset skinnede kun svagt og dårligt gennem de +sprukne , solbrandte ruder , da Dalsgård med sin +skælvende ledsagerinde bankede på døren . +Flere tange under deres vandring havde hun , +drevet af en indre tilskyndelse , nær bedet ham at gå +tilbage ; men han havde da naturligvis fordret en forklaring , +som hun ikke kunne give uden at forråde sine +medskyldige . +En svag , pibende stemme skreg : „ Kom ind ! “ +Da Dalsgård bankede på hyncdsrcn . +Han trykkere på klinken og trådte ind i et +lille , snevert rum , der slank af fugtighed og smuds . +Det eneste bohave var et trebenet bord , hvorpå der +stod en osende tranlampe og brændte . +Dalsgård så sig forskende om efter den seng +eller det leje , hvorpå den syge kone skulle ligge og +vendte sig om til sin ledsagerinde for at få en forklaring . +Hun var ikke trådt ind med ham ; han var alene . +En anelsesfuld gysen om noget mørkt , noget skummelt , +gjenncmisncde ham . +— hvad har dette at betyde ? mumlede han svagt +og vendte sig om for at lukke hyttedøren op . Den +var fast tillukket eller tilstængct , og trods al anvende +umage lykkedes det ham ikke at så den åbnet . +Hans anelser steg nu til vished , — man havde +noget i sinde med ham , men hvem var det , hvem var +den skjulte fjende , han havde at kæmpe med ? + +idetsamme hørte han støj i hyttens baggrund . +Han vendte sig hurtig om , men i samme øjeblik smækkedes +døren atter i . To mænd trådte ind . +De bare et helt arsenal af våben hos sig , pistoler +og dolke , desuden havde de hver en knippel i +hånden . +Grossereren så , at han befandt sig i en farlig +stilling , ubevæbnet som han var og lige overfor to +mænd , hvis dele udseende og udrustning på det +tydeligste nlkjendegave deres hensigter . +Kun klogskab formåede at redde ham . Han +mente dog at det kun var hans gods og ikke hans +person de ville tillivs . +- goddag , grosserer ! sagde endelig støveren +med et ondt , lumsk grin ; det glæder mig at se dem +igen ! +— det må være en fornøjelse for så gode +venner at finde hinanden , sagde halte-seren ; men , +ikke sandt , min lille Stine spillede sin rolle godt . +Det er et farligt lærenemt barn , — hun vil blive en +god gevinst før det kongelige tteater . +— jeg seer , svarede Dalsgård med al den rolighed +han formåede at påtage sig , at i kende mig , +og så vidt jeg ved tror jeg også at have set den +mand før — han pegede på støveren — under +omstændigheder , der just ikke talte til hans fordel ; +jeg kan nu meddele dem , at deres gamle moder +atter er bleven rask og at jeg har taget mig af hende ; +men hvad ville i mig egentlig ? + +— det er pænt af dem , grosserer , svarede +støveren ; overmåde pænt ; men hvad vedkommer det +mig . Jeg har en lille høne at plukke med dem i +anledning af deres smukke løfte om at sende mig på +ladegårdcn , og mange andre småting . . . . Hvad +vi ville ? Nå , kom nu blot op med moneterne og +hvad de ellers har af „ Skinnende “ hos dem , så +kunne vi tale videre om den ting siden . +— javel ! suplcrede Halte-søren . +Dalsgård så sig uvist omkring ; han kom snart +til det resultat , at han aldeles var i skurkenes magt . +Han knappede sin krakke op , tog tegnebøgen og +kastede den på bordet . Han sølede ur og kæde til +tegnebøgen og lagde sluttelig sin portemonnaie ovenpå +det hele . +— ere i nu tilfredse ? spurgte han dernæst koldt . +— vent lidt , svarede Halte-søren . Hor , siøverse +engang efter hvormange fisf der er i tegnebøgen . +— kun 200 daler ! streg støveren . Fy , skam +dem , grosserer ! En mand som dem kun at have +200 daler i fin tegnebog , det er lumpent ! +— jeg antager at vi nu er kvit og at jeg kan +forlade hytten , sagde Dalsgård . +— nej , vi have endnu en lille regning at afgjore , +svarede siøveren , og slyngede i det samme sin knippel +imod Dalsgård , som asparerede slaget med fin venstre +arm , der imidlertid strar lammedes . +— hjælp ! streg han hjerteskærende . Almægtige +gud i himlen , hjælp ! jeg dør ! + +halte-foren affyrede en pistol og kuglen for +knusende gennem den venstre skulder . Alter svingede +støveren sin svære knippel og et bedøvende slag traf +Dalsgård midt på panden . +Uden at udstede et suk faldt han omkring . Legemets +fald rystede hele hytten . +De to forbrydere betragtede skælvende deres offer . +— han er død som en sild , hviskedee støveren +til sin kammerat og bøjede sig ned over det på jorden +hvilende tilsyneladende aldeles livløse legeme . +— hjertet har ophørt at slå . . . han ånder +ikke mere . +— hu ha , sagde hø ! te-ssren . Mord er en skrækkelig +ting ; jeg fortryder nu at jeg lod mig forlokke +til at slå ham ihjel . . . jeg glemmer aldrig hans +sidste , bedende blik ! +— sludder ! nu er del engang sket ; vi må se +at få liget bort snarest mulig . +— det gælder vor Hals hvis det bliver opdaget , +hviskedee Halte-søren atter og vendte sit blik bort fra +det sted , hvor grossereren lå . +Støveren rystede over hele kroppen og sagde med +ynkelig stemme : +— hør , Halte-søren , jeg fortryder at . . . +— det er dog Pokkers så han ligner dig , afbrød +Halte-søren ham . +— hvem , hvem ? stønnede støveren . +— ih , nej se på den myrdede , se , det er dog + +mærkværdigt ! Det er akkurat som om jeg seer dig , +når du ligger og sover . +— ti , ti ! råbte støveren gysende . Kald på +den fine herre . . . lad ham også få godt af dette +skrækkelige syn . . . han længes jo så meget efter at +få det at se . +Haltc-ssren gik ind i hyttens andet rum og +vendte kort efter tilbage med baron uglehjelm , som +omhyggelig havde indhyllet sig i en stor , fin kappe . +— er de også nødvendigt , at jeg skal > ' e og berøre +ham ? spurgte uglehjclm gysende . Jeg har +naturligvis ingen fordel af at forråde eder ; thi jeg +ville jo derved blotte mig selv . Synet af liget er +mig modbydeligt , jeg kan ikke tåle at se der . +— de må se og berøre det , svarede støveren +bestemt ; husk på , at det kun var under den udtrykkelige +betingelse at vi gik ind på deres plan . +— nuvel , sagde baronen ; men lad os så +skynde os ! +De trådte nu alle tre på engang ben fil det +døde legeme og lagde på engang deres hcire hånd +på dels bryst . +- jeg sværger , sagde de derpå enstemmigt , ai +jeg aldrig , så længe jeg lever , vil åbenbare for nogen +den ringeste omstændighed , der har forårsaget dette +ligs død . Jeg sværger ved den evige gud . at , ligesom +jeg selv er medskyldig i dette mord , ligeså vil +jeg aldrig , om jeg end trues med død og pine , aflægge + +nøgen bekendelse , der kan hidføre mine medskyldiges +pågribelse . +Denne vanhellige ed , dobbelt vanhellig fordi den +aflagdes i den guds navn , som de alle førnægtede , +og på deres mishandlede offers legeme , syntes imidlertid +at udøve en beroligende virkning på de to +forbrydere . +Kun uzlehjelm syntes ikke at være tilfreds . +En nervøs gysen for over hele hans legeme , og +hans hånd rystede , da han udbetalte forbryderne +resten af de skyldige blodpenge . +-- sørg for at liget skjules godt , sagde han dernæst +hastigt og ilede bort , som om lynet var i hælene +på ham . +Forbryderne bøjede sig tavse ned over den dræbte +og svedte et langt klæde omkring ham , så at det +hele fik udseende af en lang uformelig pakke . +Pludselig for Halte-søren tilbage , med skrækken +malet i hele ansigtet . +— liget åndede ! råbte han . +- sludder , svarede støveren , idet han dog forsigtigt +bøjede sig ned over det ; han er død som en +sild . Det har været min ånde , som du antog +for hans . +De løftcde den dræbte i vejret og bar ham ned +til stranden , hvor en båd lå og skvulpede i vandet +tæt ved . Støveren vadede ud og halede den i land . +Hele dette optrin var bleven bivånet af den + +lille tykke sømand gennem de merke , smudsige ruder . +Stine var straks gået tilbage til byen . +Da forbryderne kom ud med liget var ssmanden +forsvunden . +8de kapitel . +De tre vidner . +Viktor havde siden sin forlovelse med Klara længe +overvejet om og hvorvidt ban skulle meddele sin forlovede +de uheldige familieførhold hvorunder ban led . +Foreløbig var forbindelsen holdt hemmelig imellem de +to og ikke engang forældrene vidste noget om , at +deres smukke lille datter havde dortgivct sit hjerte . +Den eneste , der havde nys om sagen , var Fru +Smidt ; men endog lige overfor kende undgik vifter så +meget som muligt at omtale sagen og vidste stedse +snildt at føre talen øver på ankre ting . +Kun meget sjældent fik han lejlighed til i Enrum +at træffe sin skønne forlovede ; men i disse sode +minuter fik de da rigelig erstatning for de mange ensomme +timer . +Klara havde intet imod at forbindelsen blev + +offentlig bekendt , ja havde endog samvittighedsskrupler +øver ar have en sådan hemmelighed for sine forældre , +men Viktor bad hende stedse om at vente en kort +tid endnu ; han ville først forberede sig til at modstå +den storm , han ventede der ville rejse sig , når hans +faders rette karakter og stilling kom for dagens +lys . Han tænkte dog ikke på at skjule noget . Den +som han knyttede sig til ved et uopløseligt bånd , og +hendes nærmeste , burde indvies i det mørke , der klæbede +ved hans herkomst . +Samme Asien som de i det foregående kapitel +skildrede scener foregik , spadserede Viktor , grublende +over fremtiden , frem og tilbage langs den gamle +jernbanevold , der fra kjsbenhavn strækker sig ud til +Valby . +Han ænsede ikke stormen , ikke snefoget , tværtimod , +uveiret var ham velkomment . +Var han da ulykkelig ? +Aldeles ikke ; men mennesket kan i sit indre føle +en uro , en forunderlig bekymring , der bringer det til +at ile rastløs frem og tilbage , uden at søle nogen som helst +ydre påvirkning . +Efter at have spadseret en times tid frem og tilbage , +vendte han endelig om for at begive sig hjem , +men stedte tæt ved enghavevcicn på sin og vor bekendt , +student karsfens , der netop kom fra et lystigt +middagsgilde . +— hvad , Smidt , gamle svend ! råbte han overstadigt . + +skulle vi træffes beder ? Kom og gå med en +tur langs volden her . +— der må dit gode humør til for atter at vove +sig op på den nøgne vold , svarede Smidt smilende ; +men lad gå , vi have i lang tid ikke set hinanden . +Og hvis du ikke foretrækker mit tilbud om af gå +med hjem , så . . . +— hjem ! nej , min fine ven , jeg må først se af +få nogle af dunsterne ud af mit hoved , for ikke af +få for mange tømmermænd i arbejde i morgen tidlig +nå , følg så med . +De havde vel spadseret en halv times tid i en +ivrig samtale om fælles venner og bekendte , da det +hørte op af sne , medens stormen tiltøg med fornyet +kraft . +Skyerne søndersplittedes , og den klare fuldmåne +trådte lys og smilende-frem på den mørke himmel . +— se , sagde karslens pludselig og pegede ud +over Kallebodstrand , hvis oprørte bølger skinnede som +selv i måneskinnet . Se ben lille båd derude ; den +kæmper svært imod søen og trues hvert øjeblik med +af gå under . +Viktor fulgte med øjet i den retning hans ven +pegede , og opdagede ligeledes båden . +— hvem Pokker vil gå tilsøes i et sådant +vejr , på denne tid af aftenen ! udbrød han ; og se +hvor kejtet de ro . Søfolk er det ikke . +Vennerne blev slående og fulgte med interesse + +bådens bevægelser , idet den langsomt skød hen imod +en fremragende pynt i kongens enghave . +Vi ville forlade Viktor og Karstens og begive os +ombord i båden , der har vakt deres nysgerrighed . +Fartøjet var lille og af en meget skrøbelig beskaffenhed . +To mænd roede den tungt og vøvet gennem de +skummende bølger . +Agterude lå en uformelig Klump sammenrullet +imellem tofterne . +Klumpen fulgte bådens bevægelser , når den +rullede og girede i søen og tumlede frem og tilbage , +frembringende en dump , uhyggelig lyd . +Mændene , der roede båden , undgik øjensynlig +at kaste blikket fremad , men så uafbrudt enten tilbage +eller tll en al siderne , som det syntes betagne af en +feberagtig angst , der lod dem glemme trætheden og +den fare de udsatte sig for , ved at vove sig ud på +søen under sådanne omstændigheder . +De arbejdede hastigere og hastigere med årerne , +søen slog ind over båden og gennemvædede såvel +mændene som klumpen , der , jo mere man betragtede +den , fik et uhyggeligt udseende . +Mændene ænsede ikke det kolde bad ; et par tag +endnu , og bådens flade bund skurede mod grunden , +hvor den blev liggende nogle alen fra land . +Besætningen sprang ud ; med et kraftigt tag forsogte + +de at drage den tættere til land , men det lykkedes +dem ikke . +Uden at se agterud grebe de , som efter overenskomst , +hver en spade , og vadede i land . +Nogle skridt fra vandet standsede de , undersøgte +jorden og gave sig ivrigt til at grave . +Det blsde sand gav villigt efter og i løbet af +et kvarter havde de gravet et hul på hen ved tre +alens længde og to alens dybde . +Hvortil skulle denne grav bruges ? +Vi skulle snart erfare det . +De vadede atter ud til båden , som lå slot og +sikker på grunden . +Med synlig modbydelighed og halvt borlvcndte +åsyn grebe de sat i bylten og trak den nærmere . +Den væltede overrende med en dump kød lyd , en +skælven synes at fare gennem dens indhold . +Begge mændene fore tilbage . +— han er ikke bød ! råbte de enstemmigt . +— ligemeget , hviskedee den mindste af de to +mænd ; enten han er død eller ikke , skal han dog +begraves . +De kastede sig over det indviklede legeme og siæble +det hen til gravens nand . +I dette øjeblik gled hylsteret til side og månen +trådte frem igennem de af stormen * sønderrevne +skyer ; dens milde , blege lys skinnede stærkt på den +brusende sø , på den skvulpende båd , på mændene +og på — et tilsyneladende lig . + +ja den store , uhyggelige byldt indeholdt et +mcnne icligt legeme , blodet piblede frem af et stort +åbent sår i panden og var endnu ikke stivnet . +— skal vi ikke gi ' e ham en sinkadus til , af +ren barmhjertigheds skyld ? spurgte den største af de +to mænd . +— ti ! Helvede med ham ! svarede den anden . +Ned med ham ! +Han greb offeret ved skuldrene og lavede sig til +at skyde de « ned i graven . +Han bemærkede , eller syntes at bemærke , at , det +gjorde ligesom en modstræbende bevægelse med den ene +hånd . +— nå , du vil ikke , mumlede han med en hæs +stemme og løslede det op . +Viktor og Karstens havde imidlertid med en vis +forundring bemærket bådens landing , og , så vidt +månens svage lys tillod det , med stigende forundring +lagt mærke til det gådefulde arbejde ved +graven . +Netop som de vare blevne enige om at undersøze +hvad der udsørtcs , trådte et ungt menneske til . +Som en god københavner måtte han naturligvis +stå stille ved synet af de to , der så ivrigt stirrede +ud over egnen . +— ih , det er jo min egen fætter Karstens ! +Udbrød det unge menneske , da han fik øje på studenten . +— Peter Henningsen ! sagde Karstens og trykkede + +hjerteligt urtekræmmersvendens hånd . Hvorledes kan +du komme her på denne tid af dsgnet ? +— det skal du nok få at vide , fætter . . . +Men hvad Pokker slår du her og kiger stjerner +ester ; hvad er der på færde ? +— sikkert intet , svarede Karstens ; men se dog +engang på disse mænd derude ! +— de grave en grav , så vidt jeg kan se , sagde +Peter Henningsen , efter at ban et par minuter havde +spejdet ivrigt ud i den anviste retning , der ligger +desuden en sort Klump ude i båden ; det seer noget +loierligt ud på denne tid af aftenen . +— går de med derud ? spurgte Viktor ! bestemt ; +jeg vil dog undersøge Tingen , måske er her begået +en forbrydelse +de klaitreds alle tre forsigtigt ned ad voldskrænfen +og snege sig langs et lavt hegn hen til et +lille tangbjerg , der lå opdynget umiddelbart ved +graven . +Just som de vare ankomne til tanzbunken var +graven bleven færdig og mændene hentede legemet +fra båden +blodet stivnede i vore speidcres årer ved synet +af det tilsyneladende lig . +Havde de endnu tvivlet måtte forbrydernes korte +samtale snart overbevise dem om det her begåede +drab . +— hvad skulle vi gøre ? spurgte Peter sagte . + +— jeg ved ikke ret , svarede Viktor tvivlrådig ; +vi må på ingen måde lade kæltringerne undslippe . +— og de må heller ikke begrave liget , sagde +Karstens hurtigt . Men hør , hør ! +I samme øjeblik sagde den ene af mændene : +— han stritter imod med benene . . . tag et +lille tag i dem . Søren ! +Han var altså ikke død . +De tre unge mennesker så på hverandre og +styrtede i samme øjeblik frem fra deres skjul . +Den mindste ak forbryderne følte pludselig sin +Hals omklamret af et fast tag ; ban gav et brø ! fra +sig og væltede sig omkring på jorden , tumlende med +sin håndfaste modstander . +. Bor gamle bekendt , Halte-søren , havde imidlertid +soll , at kysten — som han senere sagde — ikke +var sikker +med et par Spring , som man ikke skulle tro at +et menneske med hans legemsbeskadigelse kunne udføre , +nåde ban vandet ; endnu et par skridt , og han +var ombord i båden , hvilken han med et kraftigt +sæt med åren , som han imidlertid havde grebet , +satte fra grunden ud i åbent vande . +Peier Henningsen og Viktor søgte forgæves at +hindre disse manøvrer ; men halte-sørcn var dem for +hurtig . +Han roede snart frem og tilbage langs kysten , +idet han spejdede efter sin kammerat , på hvis snildhed +og styrke han stolede . + +Karstens havde imidlertid haft en hård dyst at +beslå med den anden mand , som naturligvis ingen +anden var end Villiam støver . +Den stærke forbryder kom sig snart af sin overraskelse +og i bevidsthed om faren anstrengte han hver +scene , hver nerve for at sætte sig i frihed . +Med er vældigt tag befriede han sig fra den faste +hånd , der havde taget et godt greb i hans Hals , +og idet han anvendte ren snilde kunst at spænde ben , +opnåede han i en håndevending , at hans modstander +faldt bagover og lesncde det faste tag han havde +i ham . +Det gjaldt om at undsly +støveren , der indså , at det ikke gjaldt mindre +end hans Hals , hans frihed og velvære , søzte ned +mod stranden . +Han sandt vejen spærret af Viktor og Peter . +Idet han kastede hovedet fremad , som en stormbuk , +bøicde han legemet forcver og nåde , ligesom +halle-søren , vandet med et par Spring . +Viktor og Henningsen blev næsten kastede overrende +ved det voldsomme stød , men de grebe dog fast +i støveren og holdt ham trods hans heftige modstand . +Under kampen hændte det sig , at stovcrens og +Viktors blik wødics . +Med et forfærdclsesffrig gav den sidste skip på +forbryderen og tumlede tilbage . +Heraf benyttede støveren sig ; han gav Peter et +slag med den knyttede næve lige i ansigtet , så sol + +og stjerner dansede for hans øjne , og befriede sig +på denne måde for sine modstandere . +Snart havde han nået båden , som atter vendte +tilbage derfra hvor den var kommen . +Månen skjulte sig atter bag skyerne , og indhyllede +hele landskabet i et tæt , uigjenncmtrængeligt +mørke . +Efter at forbryderne vare undslupne herskede der +i lang tid en vis No på scenen , hvor de nys fortalte +begivenheder foregik . +Karstens og Peter vare begge fortumlede af de +voldsomme slag de havde modtaget . +Biktor følte hele sit gamle mismod , sin gamle , +ulykkelige følelse vågne på ny . +Han havde jo atter set sin fader , sin fader , som +han var nøkt tisk at fornægte , i færd med at ville skjule +bidnet om en begået , frygtelig forbrydelse . +Snart fattede de tre forbundne sig atter , og nærmede +sig tøvende stedet , hvor det ulykkelige offer for +forbrydelsen lå faus og ubevægelig . +Karstens knælede ved dets side og greb den kolde , +klamme hånd . +Han søgte pulsen og holdt længe og spændt tommelfingeren +på åren . +— livet er ikke aldeles udflukt , sagde han endelig +med et lettende suk ; men det kan snart ffe , hvis vi +ikke få ham bort hurtigst mulig . +Med disse ord rejste han sig , bredte klædet hvori + +den myrdede havde været indviklet , og lagde ham ved +de andres bistand sagte og let ned i dette . +Man bar ham nu forsigtigt over markerne . Med +stor besvær fik man byrden båret op ad doldskræntæn . +Sagte og høuideligt bevægede det lille tog sig ad +den nærmeste vej til byen , til det første beboede +sled . Det var en af de yderste gårde i en gade +på Vesterbro . +Der blev en almindelig forfærdelse , da de tre +mænd kom bærende med det tilsyneladende lig . +Beboerne i stueetagen indrømmede dog beredvilligt +et værelse til at lægge liget i til lægen kom . +Rygtet om den begåede forbrydelse udbredte sig +med lynets hurtighed . +Fra hus til hus , fra gård til gård lod +efterretningen . +Folk strømmede til i store masser ; ja de dristigste +forsøgte endøg at trænge ind i værelset , hvor +det stakkels offer lå . +Efter et kvarters forløb kom lægen . +Kun med møje formåede han at trænge sig +igennem den stedse vorende menneskemasse , der med +ethvert tegn på rædsel og afsky i de blege , forskrækkede +ansigter fortalte hverandre om den skrækkelige , +den blodige forbrydelse , der nys var bleven begået . +Den ulykkelige var imidlertid bleven lagt i en + +seng , og de tre ncdningsmænd , i forbindelse med en +politibetjent , stod om lejet da lægen kom . +Denne kastede et flygtigt , men derfor ikke ligegyldigt +blik på den sørgelige genstand for mord og +hævn . +Han trådte nærmere og lagde hånden på +offerets hjerte . +Han rystede på hovedet og greb dernæst den +nedhængende hsire hånd . +Over et kvarter vedblev han at holde sin hånd +spændt over Dalsgårds håndled . +Endelig syntes det , som om der viste sig et glimt +af håb . +Lægen rejste sig , og uden at flippe hånden gav +han sig nøje til at betragte offerets øjne . +Med et smil undersøgte han sårene og vendte +sig endelig omkring til de omstående , idet han med +dæmpet stemme sagde : +— livet er ikke udflukt ; men det er meget svagt . +Hent mig varmt vand og noget lærred . +Han vadflcde dernæst omhyggeligt det stivnede +blod af ansigt og skulder og forbandt sårene , som +iøvrigt ikke vare meget betydelige . +— sårene er det mindst farlige , sagde han dernæst ; +men hjernen har fået en rystelse , hvoraf det +er tvivlsomt at den aldeles vil komme sig . For øjeblikket +er tilstanden meget kritisk . Er der ingen der +kender ham ? +Viktor havde firår kendt Klaras fader . + +uagtet den forfærdelse , der næsten lammede enhver +af hans bevægelser , havde han dog havr mod og +selvbeherskelse til ikke at ytre et ord eller en stavelse , +der forr��dte denne liden eller hans sjæls tilstand . +Men i hans indre jamrede og våndede det sig . +— Klaras -fader myrdet af din fader , sukkede +ban . O tud , o himmelske fader , hvorved har jeg +fortjent en så frygtelig skæbne . +Ved lægens spørzsmål vågnede han af sin +svære , uhyggelige drsm og svarede , at han godt kendte +den ulykkelige mand , der lå på sengen , det var +grosserer Dalsgård , som vistnok , i det mindste af +navn , kjendies af enhver i København . +— Dalsgård ! sagde han tøvende og betragtede +den sårede med fornyet interesse ; men hvorledes er +han kommen i denne situation ? +Viktor blev forhindret i at svare ved at døren +hastig åbnedes . +Kredsens politiembedsmand trådte ind og nærmede +sig sagte og forsigtigt sengen . +Efter at have udspurgt de tilstedeværende og optaget +et forclobigt forhør , så godt det kunne udføres , +opskrcv han Viktors , petcrs og Karstens navne og +udbad sig lægens erklæring angående Dalsgårds +tilstand . +Lægen trak på skuldrene . +— måske , sagde han , kommer han sig , måske er +der herfra til kirkegården kun et kort skridt ; det er +mig umuligt før øjeblikket at sige noget derom . + +— hvis han kan tåle at flyttes , er det måske +bedst at lade ham bringe til hospitalet , sagde politiembedsmanden . +Lægen vilve netop til at besvare spørgsmålet +bejaende , da Viktor råbte : +— nej , er han i stand til at kunne bæres bort , +da er hans rette og eneste tilflugtssted på store +Kjøbmagergade nr . hos hans familie . +Heri var også politiembedsmanden enig med +ham . Der sendtes i en fart bud til kommunehospitalet +efter en syzevogn . +Dalsgård blev omhyggeligt lagt i kurven og +dækket godt til . Hjertet og pulsen slog nu atter +temmelig regelmæssigt , men han lå stille hen og over +de blege læber kom der ikke en lyd . +Livet kunne måske reddes , men hjernen . . . +Forstanden . . . var den ikke udflukt før bestandig ? +De tre unge mennesker satte sig i en drosche , der +fulgte med sygevognen til store Kjøbmagergade . +Det sørgelige tog satte sig langsomt igang . +Den stakkels familie i det før så lykkelige hjem +anede ikke hvad der var sket , anede ikke hvilken skrækkelig +fremtid den gik i møde . + +9de kapitel . +Hvad støveren og halle-søren besluttede . +Forbandende deres uheldige skæbne , men inderlig +glade over døg at være undslupne den umiddelbare +fare , roede de to forbrydere tilbage til Amager . +Undervejs søgtc de forgæves at udgrunde hvem +det vel kunne være , der havde afbrudt dem i deres +„ Arbejde “ . +Støveren havde set et glimt af sin son , men +fvrtaug denne omstændighed for sin kammerat . +— du er døg djævels feig , sorcn ! sagde endelig +støveren ; du skal jo a ' , så snart fyrene kom +over os , og overlod til mig at klare ærterne alene ; +det kalder jeg ikke godt kammeratskab . +— nå , gamle ven , svarede Soren noget nedslået +; du behøver ikke at være gal i skralle « for +det . Det er ellers første gang at nogen gør mig den +bebrejdelse ; men jeg ved ikke hvorledes det gik denne +gang , jeg er ikke den Karl , jeg har været , det kommer +måske af det udgydte blod . Uha , stovcr , jeg vidste +det ville gå galt ! +— å , gør nu ikke videre nrovl af den historie , +vi have kun gjort mod en enkelt mand hvad de store +gøre mod mange tusinde ; vi have skam deraf , de +ære , det er hele forskellen . Hvad der kreperer mig + +mest er dog , at jeg ikke så lige ved om fyren er +rent bød eller ikke . +— han var ikke helt væk , sagde Søren . +— det var det værste der kunne hænde os , +mente støveren og så ængstelig ud imod den retning +hvorfra de kom . Men jeg trøster mig da med ar +han for det første ikke vil kunne gi ' e nogen forklaring ; +jeg forlanger kun fjorten dage for at klare +mine affærer . +— ja , du er klog , svarede Søren ; du kan +sagtens komme igennem verden ; men jeg , hør . . . +Feberen knuger mig allerede ; « ad os skynde os at +komme iland og i sikkerhed . +Trods den høje sø og stormen lykkedes det dem +i forholdsvis kort tid at nå over til det sted hvorfra +de i begyndelsen havde vovet sig ud . +I hytten brændte lampen endnu . +De sortøjede båden og gik ind i det lille , uhyggelige +Kammer . +En stor plet på gulvet vidnede om den begåede +ud åd . +— hvad mener du , Søren ? sagde støveren med +et lumsk grin , idet han betegnende holdt lampen hen +under loftsbjælken . Skulle vi lade den futte a ' ? +— hvorfor ikke ? svarede den halte . Hytten her +har været vidne fil en siem historie og selv de døde +ting kunne jo vidne , som en gammel fange engang +sagde fil mig inde i „ Huset “ . Lad den kun brænde a ' . + +støveren holdt den svage søvnige lue op imod +loftet . I begyndelsen flikkede den kun langsomt +henad de tjærede bjælker ; men snart fik ilden fat i +det tørre , brændbare tømmer og omspændte et stykke +af loftet . +Det gnistrede og bragede , luerne slog kort efter +ud af døren og ti minutter efter var den lille hytte +omspændt af et voldsomt flammehav og stod ikke +mere fil at redde . +Hvor vare forbryderne nu ? +De vare ubemærkede slupne bort fra stedet og +floge ind på vejen fil amagerport . +De gik længe tavse ved siden af hinanden . De +sidste timers begivenheder havde givet dem nok at +tænke på . +De følie ingen anger over det begåede mord , +dertil vare deres følelser for afstumpede , men deres +personlige sikkerhed var i fare og — Dalsgård +var ikke aldeles død da de nødtvungne måtte forlade +ham ; han kunne komme sig igen og aflægge sin +beretning om det passerede . Villiam støver kendte +han meget godt , det vidste de , og en underlig kilrende +fornemmelse omkring halsen bragte dem hvert øjeblik +til at snappe efter luft og at se sig ængsteligt om +efter lovens straffende arm , som de vidste var hævet +imod dem . +De følte sig dog noget lettere til mode , da de kom +ind i byen , hvor lysene og den larmende , bølzende +menneskemasse snart fik dem til at ånde friere . + +de standsede udenfor huset i Prindsessegade . +— gå med op på mit Kammer , sagde støveren , +der kunne vi snakke om , hvad ler er at gøre . +Hakte-sørcn indvilligede , de trådte ind i huset +og gik op ad de skrøbelige trapper , der bragede under +deres trin ; da de vare komne op til første etage +mødte de viceværten , kom kom rokkende og pustende +ned ad de stejle trin . +Han nikkede og smilede til de to forbrydere , +trykkede dem i hånden og sagde nøgle spsgefulde ord . +Når katten har musen i fælden leger den med +sit offer . +Uden at ane , at deres hemmelighed var ham +bekendt stege støveren og Halte-søren højere op til +de nåde det lille dårlige Kammer . +Støveren tændte lys , tog tobak og den uundværlige +brændevinsflaske frem og smed sig dernæst +træt og fløvt på sengen . +Søren tog sig en snaps , stoppede betænksomt sin +pibe og stirrede dernæst længe og slivt på den osende +tælleprås . +— nu , sagde han til sidst og brød tausheden ; +der er intet andet for os at gøre end at stilke af . +Vi sidde for dybt i mudderet , til at kunne flippe ud +af det på anden måde . +— hvorhen skulle vi da rejse ? +— hvorhen ? Til Amerika naturligvis ! her er +vi færdige for denne gang . Lever den storsnudede +grosserer vil det koste os resten af vort liv i tugthuset , + +doer han og det bliver opdaget at det er os , +der har stukket ham , vil mestermanden få noget at +fortjene . Som jeg siger , vi må bort herfra . +— det * har jeg endnu ikke tænkt på , svarede +støveren surmulende ; jeg har ikke lyst til at rejse , +jeg kan ikke tåle søen og holder overhovedet flet ikke +af ar slikke af herfra . +— nå , sagde vennen i en bestemt tone ; vil +du ikke med så bliver det din sag , jeg tager bort +herfra så snart som muligt . Pengene dertil har jeg . +— godt ord igen , mumlede støveren ubestemt ; +men tror du da egentlig , der er fare på færde ? +— fare på færde ! råbte hans kammerat . Du +må jo både være blind og døv før ikke at se , at vi +ere så godt som allerede nappede . Ere vi ikke afsled +inden to dage er vi leverede , så sandt som jeg +sidder her . +Efter en længere taushed , under hvilken man +af støverens alvorlige og urolige mine kunne se , at +han kæmpede hårdt før at fatte en beslutning , udbrød +han endelig : +— nå , gamle sørcn , jeg har overvejet det og +troer i grunden , at du er den fornuftigste af os +to , det går , som du siger , — vi må afsled og +det i morgen den dag . Blot vor forsvinden ikke vil +drage mistanken over på os , og får vi lov til at +rejse ? Vil politiet ikke blive betænkeligt ved at se os +to gamle gode bekendte slikke af i forening og nappe +os på banegården ? + +— jo , netop ! men vi rejse heller ikke herfra +byen , men slige på ude ved Glostrup eller Tårstrup . +Imorgen købe vi os en anstændig klædning , pakke +vøre sager ind i en bylt og spadserer ud ad noskildeveien . +Det skulle gå til ved satans kunster , +hvis del ikke skulle lykkes os at være på vejen til +New-york , før politiet tænker på at nappe os . +Planen syntes ztoveren så tillokkende , at han +med stor interesse indlod sig på den , og de aftalte +nu alt fornsdent . Den næste morgen skulle haltesoren +møde støveren ved zorte-hest , efter først at +hver havde forsynet sig med en ny , tarvelig klædning . +De blev enige om at udgive sig før håndværksvende , +hvem det dårligt betalte arbejde fordrev fra +hjemmet , før på den anden side af jordkloden at +søge et nyt og lykkeligere tilflugtssted , +brændevinsflasken blev tømt før de skiltes , og +udmalende sig et yppigt slaraffenliv hinsides Atlanterhavet +faldt siøveren snart i en tryg , fast søvn . + +10de kapitel . +Hvad uglehjelm og viceværten +forhandlede sammen . +Vor ven , den hæderlige Kristian Larsen , havde +ingen anelse om den plan , som hans lejer og hans +kammerat nylig havde fattet . Havde han kendt den , +ville han naturligvis straks have ladet bomben springe +og forlangt det , som han betragtede som sin lovlige +andel i dyttet . Han var imidlertid of den mening , +at de vare aldeles trygge , at Dalsgård var død og +han altså den eneste der formåede at bringe noget +lys i sagen . Han besluttede at lade hengå et par +dage før han berørte mordet før forbryderne og +derved gøre dem så tillidsfulde og rolige , at en +underretning om , at han var indviet i forbrydelsen +ville falde som en bombe ned imellem dem og han +kunne da i det første skrækkens øjeblik formå dem +til at indvillige i alt hvad han forlangte . Baronen +derimod skulle pompcs straks , der målte ingen time +hengå inden han havde gjort ham sin opvartning . +Han klædte sig derfor på med den største omhyggelighed , +iførte sig en strålende rød floilsvest , +en æblegrøn frakke og satte sluttelig kronen på sit +toilette , idet han tog en vældig pelshue frem fra sit +klædeskabs øverste hylde , som han med en veltilfreds +mine satte på sit tykke hoved . + +— jeg skulle mene , grinede han , at ingen tjener +vil nægte mig adgang tisk sit herskab . +Han nåde det tidligere omtalte hus i Bredgade +og steg noget urolig til mode , han vidste ikke +hvorfor , op ad de brede trapper til tredje etage . +Han havde en vis nedarvet respekt for fine folk . +Det var desuden første gang han skulle til at tale +med en baron , hvis rang i hans øjne ikke var stort +under kongens . +Han ringede beskedent på . +En netklædt tjenestepige lukkede op , og besvarede +hans spørgsmål om baronen var hjemme , med +et ja . +— sig ham så , lille ven , hvæsede viceværten +med sin venligste mine , at der er en mand , der gerne +vil tale et par ord med ham . +Pigen så forundret på den fede , simpelt udseende +mand , men gik dog uden vægring ind for at +førrette hans ærinde . +Hun kom straks tilbage . +— baronen er ikke rigtig vel , sagde hun , og ville +helst se , om de opsatte bcsøget til en beleiligere tid . +Dette var imidlertid ikke efter Larsens kogebog . +— det er et vigtigt , meget vigtigt ærinde jeg +har , sagde han smiskende ; jeg må absolut have ham +i tale i denne aften . +Pigen førsvandt atter , men kom øjeblikkelig tilbage +igen og bad Larsen træde indenfor . +Han gik ind i et stort , smagfuldt møblcrct værelse . + +Kristian Larsen sølte sig ikke videre vel til mode i +disse omgivelser , der vare ham så uvante . Dog , han +glemte ikke sit egentlige ærinde . +Et øjeblik efter trådte baronen ind . +Han var meget blegere end sædvanlig og en heftig +nerves sittren gjennemfoer af og til hele hans legeme . +Han var åbenbart syg . +Baronen så med en vis forundring på den +ham ubekendte mand , der påstod at have vigtige +ærinder , der angik ham . +— som jeg har meddelt dem , sagde han endelig +med svag stemme , befinder jeg mig ikke vel , og det +var kun da de påstod at have vigtige ting at meddele +mig , at jeg besluttede mig til at tage imod dem . +Tag plads og lad mig høre hvad de har at sige . +Viceværten tog en af de elegante stole og satte +sig magelig tilrette . +- før jeg begynder , vil jeg underrette hr . Barønen +om , at jeg er ansat ved Københavns opdagelscspoliti , +sagde han og så stift vå uglehjclm . +Denne studsede , og en brændende rødme for ham +op i kinderne . +— hvad angår det mig , svarede han med al +den No , han i dette øjeblik formåede at samle . +— måske mere end de tror . Jeg må bede +dem om at høre på en lille historie , som er passeret +her i byen i disse dage . Tillader de at jeg +begynder ? +Barønen havde støttet sit hoved mod den højre + +hånd , således at det ikke var muligt for Larsen at +bemærke de synlige spor af den uro , der beherskede +ham i dette øjeblik . +Ved en svag bevægelse med hovedet gav han +viceværten tilladelse til at tale . +Larsen smilede idet han sagde : +— en herværende mand af den fornemme klasse +nærede et rasende had tsk en af vore mest ansete +handlende . Grunden tsk dette had kender jeg ikke . +For at tilfredsstille sin hævnlyst forklædte den fornemme +mand sig en aften som sjover , og besagte en af +Kristianshavns værste tyvehuler , for der at hverve +redskaber til udførelsen af den plan , han havde fattet +for at rydde sin modstander ud af verden . +— i min egenskab af „ Opdager “ hændte det sig +at jeg netop skulle træde ind i værtens stue i samme +øjeblik som den fornemme mand gik ind i den almindelige +gæstestue . Hele hans optræden havde strar +vakt min mistanke , der bestyrkedes , da jeg gennem et +nøglehul i dsren ind til gæstestuen hørte hele planen +blive udviklet . +— for om muligt at forhindre mordet modle jeg +den aften planen skulle udføres på det berammede +sted . +— jeg kom desværre for sent , forbrydelsen var +begået ; men gennem den smudsige rude i hytten +så jeg tre mænd knæle omkring den døde , og enhver +af lem svoer en hellig ed på , at være medskyldig + +i det begåede mord , oz ikke at ville forråde +sine kammerater . +— således lyder min historie . Den er endnu +ikke kommen ud iblandt folk , ja jeg har endog ikke +meddelt mine foresatte de opdagelser , jeg så uventet +har gjort . Jeg ville først meddele hr . Barønen , +at jeg nu er på vejen til politikammerct , for at afgive +min rapport og om muligt at få at vide hvem +den skyldige er . +Barønen havde under denne korte fortælling +siddet aldeles ubevægelig . +I dans indre gærede stormen ; den vildeste +fortvivlelse rasede derinde . Hans liv , hans ære , kort +sagt alt stod på spil . +Dog , midt i sin fortvivlelse oinede han endnu +en udvej . +Hvorfor kom manden til ham og fortalte at han +kendte hans brede ? Hvorfor kom han ikke med de +midler , der stod til hans rådighed , og arresterede +ham straks ? +Manden kunne måske kjsbcs til taushed . +Efter at være kommen til dette resultat udbrød +barønen tilsyneladende aldeles rolig : +— hvormeget forlanger de ? +— hvormeget ! råbte Larsen , forbavset over den +kolde ro , hvormed disse ord blev udtalte . +— ja , hvor meget ? Jeg ejer intet og har kun en +dårlig pension fra min Broders gods at leve af ; + +men jeg skal døg forsøge på at tilfredsslille dem , hvis +de ikke er for ublu . +Larsen overvejede et øjeblik . +Spænde buen for højt kunne ikke nytte , det indså +han , den ville måske briste ; han sagde derfor +med så venlig og smigrende stemme som det var +ham muligt : +— 2000 rigsdaler vil det være en ubetydelighed +for hr . Baronen at opdrive . +— deri tager de fejl . Kan jeg skaffe halvdelen +vil det allerede være godt . Som sagt , min gode +mand , det nytter ikke at presse vand af en sien , jeg +vil forsøge på at skaffe dem 1000 rigsdaler . Jeg +er i deres magt , det indser jeg ; men mere kan jeg +ikke give . +— det er noget vel lidt , mumlede viceværten . +Hr . Baronen kan dog lige så let som at klo sig i +nakken skaffe det dobbelte . Når de fortæller det +hele til deres velbårne hr . Broder , vil han . . . +— ti ! råbte baronen . Bland ikke min Broder +ind i denne sag . Hør mig . . . for sidste gang , vil +de modtage 1000 rigsdaler og tie med historien , så +har jeg gjort dem mit tilbud , — vil de ikke , så +sværger jeg dem til at de alligevel ikke skal få +nogen nytte af deres spioneri , thi da vil jeg i morgen +have endt mit liv . +Dette havde Larsen ikke ventet . +Forbloffet så han på baronen . + +baronen betragtede ham med et blik , der tydede +på at hans beslutning var urokkelig . +Larsen indvilligede derfor i at bevare hemmeligheden +for den tilbudte sum . +Pengene skulle udbetales dagen efter . +Ved bortgangen blev viceværten opmærksom på +baronens smukke Gulduhr , som skødesløst lå henslængt +på bordet . +I et øjeblik , da han troede sig ubemærket , stak +han det til sig , og fjernede sig derpå med mange buk . +Hvo kan beskrive baronens tilstand , da viceværten +havde forladt ham ? +Ikke en klage flap over hans feberhede læber , — +ikke et suk undslap hans bryst . +Havde han kunnet græde , ville dette have lettet +det forpinte hjerte ; men tårekilberne vare for længst +udtømte , og han kendte ikke det tilflugtssted i nød +og sorg , som den gudfrygtige så ler ved at sinde . +Den ulykkelige havde for længst glemt den religion +han i sin barndom lærte og elskede . Han førnægtede +gud . +Skjøndt Larsen havde ventet sig et slorre udbytte +af sit bcsøg , var han ikke desto mindre vel tilfreds +med dej løste han havde fået . +Klokken var over 11 da han atter nåde sit hjem . + +hele huset sov , og han lukkede sig forsigtigt ind ad +gadedøren . +Efter at have låset døren og lyttet om alt var +stille , lagde han sig ned på gulvet og rullede det +flidte , fedtede tæppe til side . +En lem , der passede nøjagtigt i gulvets Fuger , +kom til syne ; ved at trykke på et af gommene hævedes +lemmen i vejret og en smal åbning kom til syne . +En slige førske ned i kælderen . +Larsen tog det stjålne Gulduhr , som han forsigtigt +lagde i en æske , greb dernæst lampen og steg ned i +kælderen . +Der så ganske net ud dernede , vægge , loft og +gulv destode af malede bræder . Langs de første stod +store reoler og skabe , fyldte med klædningsstykker , +tækketoi og andre sager han trådte hen til et +slags chatol , der stod i et hjerne . +Ester at have åbnet klappen kom en mængde +småæffcr og kasser til syne . +Værten lagde æsken med uret i ned i en skuffe , +og åbnede med den inderligste fryd malet i det blege +fede ansigt de ovrigc småkasscr . +De vare fyldte dels med Uhre , dels med kostbare +smykker , brocher , armbånd og ringe , af og til +funklede en kostbar diamant på det matslebne guld +og Larsens små øjne lynede af glæde . +Efter at have lagt disse beviser på natlige ind « +Brud og andre forbrydelser ned på deres plads , +mumlede han overmåde fornøjet : + +— her bliver for fuldt igen , jeg må se at få +en ladning smuglet over til Sverrige . +Han åbnede derefter en klap i kælderens gulv +og optog en lille jernkasse . +Efter at have efterset om dens innhold : sparekassebsger , +obligationer og rede penge , var urørt , +steg han atter op af kælderen og satte alt tilbage på +den gamle plads . +Ved ej glas stærkt rom-toddy og en pibe tyrkisk +tøbak glædede han sig nu dobbelt over dagens bedrifter . +11te +kapitel . +En „ Velgører “ . +Der er her i København ikke så få mennesker , +der med en ringe kapital fører et stort , ja undertiden +meget flot hus . +Ingen kan forstå hvorfra pengene komme , og +man undrer sig i stilhed over deres flothed . +Mange af disse kapitalister i det små er dog +virkelig i stand til at føre det flotte liv ; thi de årlige +renter de trække er så enorme , at de ofte beløbe sig + +til halvdelen af deres hele formue . Sagen er ganske +simpelt den , at de , for ikke selv ai komme til al gå +for ågerkarl^ overdrage det til en kommissionær ar +måne større og mindre summer mod blodige renter +og fortrinlig sikkerhed , og de benytte sig således +af deres næstes oieblikkelige forlegenheder og daglige +sved , til al føre et herreliv , som ikke får ende . +Den ældre hr . Henningsen , der var en meget +gudfrygtig mand , som hver søndag to gange om +dagen besøgie baptisternes forsamlinger , var bekendt +for at være en udmærker dygtig kommissionær for +pengelån , og flere „ Velgørere “ havde betroet ham +deres formuer til ar gøre „ Godt “ med . +Skjondt hr . Henningsen bestandig førte guds +ord i munden og havde er brillant navn i verelverdenen +som en „ rigtig skraber “ til ar slå penge +af folk , var dej dog stedse med en vis bæven at en +ulykkelig kreditor betrådte hans trappe , for at få +sin verel fornyet eller en ny diskonterer . +Hr . Henningsen var meget streng imod sine kreditorer , +og han gik ubønhørligt tilværks imod dem , der +ikke kunne betale den skyldige sum . +Han flåde dem , han forfulgte dem til det yderste , +han smed dem i slimener og hans løn var samtlige +„ Velgøreres “ udelte beundring . +Der var morgenen efter viceværtens besøg hos +uglehjelm , ar vi betræde ågerkarlens værelse . +Hr . Henningsen gik stolt som en løve frem og + +tilbage i sit værelse . Han strøg af og til sin grå +knebelsbart og betragtede med beundring sin nye +grå floils-slåbrok , medens han af og til mumlede +før sig selv : +— man må s ' gu imponere rakket ! +I samme øjeblik ringedes der på klokken . +Hcnningsen lukkede strar op . En meget flot klædt +herre trådte ind . +— er de hr . Hcnningsen ? spurgte den indtrædendæ . +— ja , svarede ågerkarlen og så op og ned ad +den fremmede . Hvem har jeg den ære at tale med ? +— jeg er baron uglehjelm , svarede denne kort . +— ah , Ba . . . Baron uglehjem ! trådte ågerkarlen +og bukkede dybt . De er måske baron uglehjelm +til ugleborg ? +— snak ! Havde jeg noget Baroni kom jeg ikke +til dem , min herre ! +— åh ! svarede ågerkarlen , hvis begejstring +strar kjølnedcs . Hvormed kan jeg være dem til tjeneste , +hr . Baron ? +— jeg ønsker et lån på 1000 rigsdaler , og +det endnu i dag . +Det gav et sæt i hcnningsen og forundret spilede +han øjnene op . +— 1000 rigsdaler , og det i dag ! råbte han . +Men bedste hr . Baron , tror de . . . +— de kan altså ikke , nå , så gør det mig ondt + +at have ulejliget dem , svarede baronen kort . Farvel , +hr . Henningsen . +— vent dog lidt , hr . Baron ! stammede ågerkarlen ; +det var jo dog muligt at sagen kunne lade +sig arrangere alligevel ; men så mange penge finder +man ikke på gaden . De sagde at de skulle bruge +pengene . . . +— endnu i dag . Kan de skaffe mig pengene vil +det være mig kært , er det derimod tvivl underkastet , +så sig det hellere strar . +Ågerkarlen grundede lidt . +Han var ikke vant tsk sådan strar at skulle svare +ja eller nej . +— nåda , hr baron , sagde han kort efter . De +skal få pengene på en tremåneders verel og det +endnu i aften . +— godt , svarede baronen , og han så ud som +om en byrde var lettet fra hans bryst ; men hvor meget +koster den ? +— ja , under 100 rigsdaler kan jeg ' ikke antage +den , var svaret . +— 100 rigsdaler ! råbte baronen forbavset . +— de kunne træffe dem , der tog 120 rigsdaler , +svarede ågerkarlen fattet ; under det jeg har forlangt +kunne vi ikke gøre den lille forretning . +Skjøndt baronen nødigt ville betale den høje +rente , så han sig dog nødsaget til at indvillige i +alt hvad der forlangles og det blev besluttet at hr . + +Henningsen samme aften skulle bringe ham de 1000 +rigsdaler . +Da baronen var gået kastede Henningsen sig i en +lænestol og gned sig i hænderne . +Ligesom Kristian Larsen mumlede han fornøjet om +den guldfisk han havde fanget , og som skulle få lov +til at spytte ordentlig i bøssen , før den atter slap løs +af hans garn . +12te kapitel . +Flugten fra København . +Tidligt på formiddagen , — klokken kunne vel +være hen ad 9 , — forlod støveren og halte-løren +huset i Prindsessegade . +Kristian Larsen sov endnu efter den foregående +dags heftige og glædelige anstrengelser , « og det lykkedes +dem derfor at flippe ubemærket bort . +Tågen hang endnu over byen , da de to kammerater +sneg sig ind i en hosekræmmcrdutik i Størrestræde , +hvor de gjorde deres jndkjøb . +De satte sig derefter ind i en fordikjørende drosche , + +og kusken fik ordre at køre dem ud til Frederiksberg . +Ingen politibetjent havde bemærket deres færd , +og de havde al grund til at håbe at flugten ville +lykkes . +Drosken love de holde ved valbyveien , hvor de +stege ud . +De listede sig derpå ind i Søndermarken , hvor +de køgte det tætteste og mest skjulte buskads . +Alt løvet var endnu ikke falden af træerne ; de +visne blade hang endnu fast ved grenene og bidrog +fil af skjule forbrydernes hemmelighedsfulde færd for +uindviede . +De åbnede de store bylter , der vare tæt stoppede +med nye , men tarvelige klædningsstykker . +Dernæst afkoge de deres egne luvslidte , fedtede og +lappede tør og iiørte sig hver et sæt grove blå +klæder , der gav dem udseende af af være arbcidsfølk +fra landet . +De dårlige , smudsige og udtrådte sko måtte +vige pladsen for et par solide bandstovler , de gamle +hatte måtte gøre plads for nye klædcskaskjætter , og +da de efter et kvarterrs forløb vare færdige med +omklædningen , stod de som et par i det ydre aldeles +forandrede mennesker , og der skulle en „ Opdagers “ +Sine næse fil for af antage dem for forhærdede forbrydere . +De gamle klæder blev højtideligt nedgravede i + +jorden , og denne atter bedækket med lov , for af skjule +hvert spor af , af der havde været gravet for nylig . +I bylten fandtes endnu et antageligt forråd af +nyt tøj . +— lad os nu se af få skankerne med os , sagde +støveren . +— å , sludder , vi er ikke halvt færdige , kammerat , +svarede Halte-søren , og trak en barbcerkniv +og en sar op af lommen kom her , sæt dig ned +på denne træstub . +— hvad ! råbte støveren grinende . Vil du +skære halsen over på mig ? +— snak , sagde den halte ; men håret og skjæget +vil jeg skære af dig , bagefter må du vise mig +den samme tjeneste . +— du tænker dog på alt . Søren , svarede siøveren +med et beundrende blik ; vær en evig , om jeg +kunne have fundet på det . +Han satte sig nu roligt ned og lod Halte-søren +klippe hår og skæg af ham . +Samme operation soretoges senere med haltesøren . +Næsten aldeles ukendelige forlod de sondermarken +og fløge ind på vejen , der fører til Roskilde . +I en kro , der ligger hen ved et par mil herfra +København , spiste de frokost . +Den lange tur , der især faldt besværlig før Søren , +havde givet dem den ønskcligste appetit . + +et kvarter før middagstøget nåde de Glostrup , +hvor de købte billetter , men kun til Sorø . +— hvorfor ikke til Korsør ? spurgte Halte-søren . +— er du bindegal ? svarede hans snu ben . Vi +ved jo ikke om der er „ Snuscre “ på banegården i +Korsør ; når vi tilfods komme dertil , vil det være +os meget lettere al slikke ombord i damperen , der +går til Kiel . +De toge plads i jernbanekupeen og kastede oieblikkelig +et forskende blik omkring for — hvis der var +ugler i mosen — da inde at tage flugten . +Deres uro var imidlertid ugrundet . +De omgaves kun af skikkelige bøndcrfolk , der +havde været i hovedstaden for at sælge deres produkter . +Toget brusede afsted og det var halvmørkt inden +de nåde Sorø . +Ubemærkede flap de ud af kupeen og sloge ind +på slagelscveien . +Efter at have gået et kort stykke blev de indhentede +af en bondevogn . +— vi skulle nok den samme vej , lader det til , +sagde en venlig Nost til dem , i den brede sjællandske +dialekt . +De vendte sig om og bemærkede nu , at vognen +kørtes af en fed , gemytlig bondemand , med hvem de +havde slået en passiar af i kupeen . +— ville i køre med ? spurgte manden . +Delte havde forbryderne , der vare uvante med at + +bruge benene , intet imod , og de stege da op i den +temmelig tungt belæssede vogn , som i småt trav +kørte videre . +Under den samtale , der nu indlededes med bonden , +spurgte denne hvorhen de agtede sig . +Halte-søren nævnede på lykke og fromme en +lille landsby i nærheden af Slagelse . +— så har i styret fejl kurs , Folkens , sagde +bonden . I skulle have taget tsk Slagelse istedenfor +til Soro . Det er allerede mørkt nu , hvorledes ville +i finde byen i aften , og i have endnu to stive mil at +gå før i komme dertil . +Forbryderne begyndte på nogle forstilte beklagelser +over deres fejltagelse . +— ja , sagde bonden , og ulykken er også den , +at der på hele vejen ikke findes en kro , hvor i +kunne tage ind . +— det er lovligt slivt ! stønnede Halte-søren . +— ja , Folkens ! sagde den gemytlige bondemand +slivt er det og jeg ved da ikke bedre end at i følge +med mig hjem og blive beder i nat ; i morgen kunne i +da fortsætte eders rejse . +Dette forskag var meget velkomment før forbryderne . +Havde man også sporet dem til jernbanen , +så måtte sporet høre op her ; thi de havde +ikke overnattet i noget herberg den første nat . +De gik altså ivrigt ind på bondens indbydelse , +og et kvarter efter rullede vognen ind i en velbygget +solid bondegård , med fire prægtige længer . + +lænkehunden gløede da vognen kørte frem før +døren , karlen kom springende fra stalden før at +overtage omsorgen før kjøretøiet og en ældre , pæn +kone trådte ud fra stuehuset , før at modtage sin +mand . +Mutter fik et smækkys og manden forestillede +hende derefter støveren og halte-sørcn som to håndværkere , +han havde truffet på jernbanen og som ikke +i denne mørke aften kunne tænke på at nå deres +bestemmelsessted . +Kønen gav dem en venlig velkomst og snart sagde +de alle omkring det gfæstfrie , blanktskurede egebord , +som kønen dækkede med de bedste netter hun havde +i huset . +En følelse af velvære , som de ikke , havde kendt +i mange år , bemægtigede sig de to forbrydere . +I kjøbenbavn vare de begge kendte og skyede , +her antog man dem for skikkelige mennesker , der ingen +forbrydelser havde at bære på , og behandlede dem +derefter . +Efter måltidet fik kønen sin spinderok og +mændene piberne frem , og der begyndte en lun , fortrolig +passiar , som kun af og til afbrødcs af en eller +anden lille ed , som støveren efter gammel vane , ikke +kunne lade være at trumfe ud med , hvor megen +umage han end gjorde sig for ret at synes et ordentligt +menneske . +Samtalen faldt snart på København og dens +beboere . + +— jeg har en farbroder derinde , sagde værten ; +men det er nu hen ved tyve år siden vi sidst sås . +Vi kunne ikke komme overens sammen og han gik +derfor sin og jeg min vej . Han skal nok ellers være +en velhavende mand ; men hans penge er vistnok ikke +erhvervede på den bedste måde . +— så , sagde Søren ; og hvad hedder da manden ? +Det kunne jo hænde sig vi kendte ham . +— han hedder Kristian Larsen og boer etsteds +ude på Kristianshavn , kvor han har en handel ; +men stolte penge skal han også fortjene på andre +måder , som jeg ikke nærmere vil fortælle . +Forbryderne verlebe et blik ; de kendte manden , +men anstillede sig naturligvis , som om hans eristents +var dem , de skikkelige folk , aldeles ubekendt . +Man vedblev at tale en kort tid endnu før man +begav sig ril No . Så længe de havde været i stuen +havde støveren , så ofte han troede sig udemærket , +kastet stjålne blikke til et gammeldags svært chatol , +som stod i et hjerne as stuen . +Der gærede åbenbart en sort plan i hans indre . +Den var endnu ikke moden , den skulle først meddeles +hans kammerat , +som man kan tænke sig længtes han efter at +blive alene med Halte-søren . +Han rejste sig derfor fra stolen , gabede og klagede +over træthed . +Den gæstfrie bondemand skyndte sig med at +anvise sine fremmede deres natteleje . + +han viste dem ind i et lille hyggeligt Kammer , +hvor en stor seng , med grove , men snehvide lagener , +lokkende indbød dem til hvile . +Uden at tale et ord sammen klædte forbryderne +sig as og gik til sengs . +Neppe havde de imidlertid lagt sig tilrette , før +støveren hviskedee , til sin kammerat : +— her er forretninger at gøre , Søren ! +— hvor ? spurgte Halte-søren med tilbageholdt +åndedræt . +— derinde ved siden af . Det er en rig mand +vi er komne ind til ; alt tyder på velstand . Jeg +har taget mål af chatollet derinde , skulle vi ikke +prøve på at forøge vore rejsepenge ? +— men tror du det går ? indvendte den halte . +— om det går , ja naturligvis går det ; det +er kun skade , at jeg ikke fik noget værktøj med . +- det var som satan ! +— å , jeg tror iovrizt ikke , at vi så meget +vrøvl med den lås , den hører til de gammeldags , +som kan dirkes op med et halvt øje og et rustent som . +Øver to timer blev de liggende i sengen og . +Lyttede efter enhver støk , som de troede at høre . +Endelig da alt var tyst , sneg ? Forbryderne sig ud +af sengen og tændte lys . +Døren til stuen åbnedes uden støj ; henne i +hjørnet stod det gamle chatol , hvis mørke , glindsende +sider flimrede i den urolige belysning . +Søren havde faget et som ud af væggen i + +sovekammeret og bøjet det krumt mod kakkelovnspladen . +Bevæbnet med dette kunstige instrument , der i +en øvet indbrudstyvs hånd omtrent gør samme +nytte som dirker i den uovedes , listede de sig hen til +det gamle mødet . +Nøglen sad i låsen . +Forbryderne så på hinanden . En sådan tryghed +tydede just ikke på , cm ider var mange penge +indenfor klappen . +De ville dog gøre et forsøg . +Den tunge , buede klap lod sig lydløst rulle tilbage +og nogle skuffer kom til syne . +De blev sagte udtrukne og en brun tegnebog +samt flere specier , lndsvøbte i papir , kom til syne . +Specierne forsvandt øjeblikkelig i støverens rummelige +lommer . +Derefter undcrsøgtcs tegnebogen . +Der fandtes omtrent 400 rigsdaler i den . +Klappen blev sagte rullet ned igen og chatollet +efterset . +Halte-søren skal nøglen til sig og begge snege +sig sagte tilbage til soveværelset . +— hvad nu ? spurgte støveren . Skulle vi straks +slikke a ' ? +— nej , på ingen måde , derved ville vi straks +imorgen tidlig få sporhundene efter os . Vi blive +ganske rolig her til i morgen og forlade stedet på en +skikkelig måde . + +— ja men tyveriet . . . +— måske får bonden intet at gøre i chatollet , +— eller han får noget at gøre der , men +savner nøglen . Den skal først opledes , og findes den +ikke skal der først bud til smeden ; dette tager altid +den meste tid af dagen , og så — ja så er vi +allerede i Hamborg . +Dette råd blev fulgt og forbryderne lagde sig +atter til sengs , for at fortsætte deres afbrudte nattero . +De faldt straks isøvn ; en tryg , en rolig søvn , +som gud ellers skænker de retfærdige . +13de kapitel . +På rejse . +Ganske tidlig den næste morgen vare alle på +benene i bondegården . +Karlene skare hakkelse til heste og køer , og pigerne +havde allerede fået smørkærnen igang , da +forbryderne vågnede og i en fart kom i klæderne . +Med en vis angst trådte de ind i familiens +dagligstue , parate til at fortsætte rejsen . + +ilden bragede i den gammeldags kakkelovn , og +udbredte en behagelig varme . +Bondekonen var i færd med at tragte kaffe . +Endnu var intet opdaget . +Såvel manden som konen nødte med venlige +ord deres uværdige gæster til at sidde ned og tage +en solid forfriskning før de gik ud i den kolde morgenluft . +Det var snart bestilt . +Med et trofast håndslag skiltes værten og hans +kone fra forbryderne , som slog ind på den anviste +vej til den lille by . +Men ikke så snart havde de forladt gården før +de skråede over markerne , og gik tilbage til Sorø , +hvorfra de vare komne . +Det var forbrydernes plan at køre med jernbanen +til Slagelse , og derfra at gå til Korsør , før +om aftenen at slippe ombord i postdampskibet , der gik +til Kiel . +— den gik bra ' , Søren ! lo støveren , så det +klukkede i ham . Bondetampcn blev taget ordentlig +ved næsen . +— ja , grinede Halte-søren . Jeg ville gerne +give en hel mark før at se hans gefjæs , når han +opdager at alle „ Fiskene “ er gåde i vandet . +— hahaha ! Glæden gjor dig villig , gamle +svend ; men vi må nok se at få skankerne med +os , hvis vi skulle nå Sors tidlig nok . + +det havde frøsset stærkt om natten og vejens +vare spcilglatte . +Efterhånden som de nærmede sig Sorø skrede de +raskere frem , og de nåde jernbanestationen tidligt nok +til at komme med toget til Slagelse . +Kort at fortælle , uden videre hændelser nåde de +henad aften Korsør og toge ind i en temmelig berygtet +kippe , hvis bært holdt herberg før rejsende eller +rettere sagt „ fægtende “ Håndværkssvende . +De havde mønt på lommen og krævede derfor +rask ind . +Den dele dag havde de intet nydt , og kulden i +forbindelse med den uvante bevægelse , havde taget +stærkt på dem . +Værten gjorde sig al mulig umage før at beholde +de to forbrydere noget længere , og lovede dem et godt +nattelogis før 4 skilling pr . Hoved . Han forestillede +dem de natlige rædsler på havet , men forgæves , de +ville , som de fortalte , over til Fyen , og endelig opgav +herbergværten al overtalelse . +Klokken var hen ved 11 da de før et syns skyld +gik ombord i den lille damper , der lå klar til at sejle +til Nyborg ; men de forlod det straks før at gå ombord +på det store skib , der sejler til Kiel . +Uden vicere hindringer slap de ombord og skjulte +sig bag nogle kasser forudeingen +tog notits af dem , man antog dem før +et par rejsende håndværkssvende . + +klokken ringede tredje gang og skibet lagde ud +fra bolværket . . +Hjertet hoppede i livet på Søren og sloveren , +da skibet lagde ud . +Nu var al fare forbi , mente de ; snart ville de +befinde sig på tysk grund . +For en ubetydelighed lejede de et par af maskinfolkenes +køjer og hvilede trygt efter dagens besvær . +De dårer , de vidste ikke at al deres mole , al +deres besvær kun ville være spildt ulejlighed , — at +hævnen , der aldrig sover , allerede havde udslynget sit +næt for at tilintetgjore tyvene og morderne . +Tidligt den næste morgen lagde damperen til i +Kiel . Preussiske embedsmænd kom ombord og alt +blev visiteret . +Sammen med toldembedsmændene kom også en +lille , spinkel mand ombord i skibet , hvis passagerer +han syntes at beskue med stor interesse . +Længe og vedholdende betragtede han de to forbrydere , +der ikke anede at være genstand for en så +speciel opmærksomhed , men hcnzave sig ene og alene +til glæden over at betræde et fremmed land . +Engang syntes det som om den lille mand ville +nærme sig støveren og hans kammerat ; men han +drog atter føden tilbage og så endnu en tid uvist +på dem . +Da de forlod skibet fulgte han efter dem i +nøgen frasland , efter først at have hvisket et par ord +til en svær , robust bygget mand , som derefter ligeledes + +s-nieø at fatte særlig sympatti for vore rejsende , +thi han fulgte dem uafbrudt med øjnene og begav sig +straks til jcrnbanegården , hvorhen „ den lille “ kørt +efter også kom , ledsagende støveren og Halte-søren , +men i nogen frastand . +Støveren kunne endnu erindre en del af det +tyske sprog , han havde lært i sin ungdom , og var +selvfølzeliz den ørdførende , da de toge billetter direkte +til Hamborg . +„ Den lille “ og den robuste mand stege ind i +samme koupee som forbryderne , men satte sig i det +modsatte hjerne . +Baggonerne fyldtes efterhånden med passagerer , +preussiske soldater , søfolk , bønder og borgere imellem +hverandre . +Overalt lød det tyske sprog , udtalt på en mere +eller mindre korrekt måde , men desto gladere vare de +to forbrydere , da de kunne tale mere uforstyrret om +deres affærer , uden at nogen førstod dem . +„ Den lille “ og „ den robuste “ førte ligeledes en +ivrig samtale , og hvorledes det end gik til , støveren +og Halte-søren flap dem aldrig af syne , når de +standsede ved en af stationerne . +Stedse passedes der på dem . +Steg en af de første ud , strar måtte enten „ den +lille “ eller „ den robuste “ ned og røre benene , kørt +sagt , de beærede dem med en så vedholdende opmærksomhed , +at de , hvis de vare komne under vejr + +dermed , med rette ville have felt sig meget urolige +tilmode . +Endelig , efter halvtredie times kørsel , nåde +man Hamborg . +Halle-soren stirrede med forbavselse på det nye , +for ham aldeles ukendte liv på den tyske banegård , +hvor det vrimlede af soldater , toldembedsmcend +og fint klædte herrer og damer . +— i denne mylder må man da let kunne skippe +bort , tænkte Søren . +Deres lille bylt blev flygtigt undersøgt af toldbetjentene +og de fik lov ar passere . +— hvad nu ? sagde halle-soren og blev stående . +— vi må først se at få noget i skrutten , +mente støveren ; siden ville vi sorsøge at komme +ombord . +De skoge nu ind på vejen til forstaden Sankt +Pauli , hvor de snart på „ Hamborger Berg “ fandt +et herberg , hvor de foreløbig floge sig tsk ro . +To minuter efter ankom der til samme herberg +to andre mænd , som vi allerede kende under navnene +„ den lille “ og „ den robuste “ . +Et kvarter derefter forlod „ den lille “ Huset og +forsvandt et øjeblik i en politistation . +Han sås derfra at begive sig til telegrafbureauet , +hvor han skrev en længere depeche , som oiebliklclig +blev afsendt . +I over en halv time ventede han med synlig +spænding på svaret . + +endelig kom det . +Han løb mere end han gik tilbage til politistationen , +og kom strar efter ud , ledsaget af to betjente , +med hvilke han slog ind i retning af det omtalte +herberg . +Støveren og Halte-søren sagde netop ved en god +frokost . +De havde alt sat adskillige „ Kummeler “ tillivs , og +løftcde nu kruset med det skummende bockbier , da +døren åbnedes ud mod gangen , og „ den lille “ +Trådte ind med sine ledsagere . +Samtidigt gik døren op , der førte ud ti ! Kjøkke « +Net , og „ den robuste “ kom roligt ind i gjæstcværelset +og satte sig tavs og med værdighed tæt ved døren . +Støveren og haltc-søren så med en vis skræk +på disse forberedelser . +De skulle dog ikke længe blive i den kvælende +uvished . +„ Den lille “ trådte frem og sagde med et gemytligt +smil på rent dansk : +— kære venner ! jeg havde nær ikke kendt eder +igen , under den gøde forklædning ; men heldigvis kan +fanden ikke skjule sit bukkebeen og Søren ikke fin +halten , og det hjalp på min hukommelse . Jeg +håber at have fornøjelsen ^af eders selskab på +hjemrejsen til kjobenhavn . s +forbryderne blegnede og så sig forsfyrrede omkring +efter en udsigt til flugt . + +dog , det var forgæves ; der stod vagt ved enhver +udgang . +Halte-tøren faldt aldeles sammen og støveren +sprang op med en ed . +— gør mig nu ikke for meget af det , sagde +„ den lille ' , ' ellers nøde i mig til at bruge magt . +— hvad have vi gjort ? spurgte støveren og +så trodsigt på ham . +— ja , hvad i have gjort få i vist nok at +vide , når i lykkelig og vel er komne tilbage til København . +Foreløbig , kære venner , må vi undersøge +eder en kende . +Med øvet hånd foretog nu „ den lille “ Ransagningen , +og undersfottedes af „ den robuste “ . +Med en vis forbavselse fandt de hos begge forbryderne +en sum af tilsammen hen ved 1000 rigsdaler . +— død og pine ! råbte „ den robuste “ . I have +vkeret forsynlige for i stak a ' ! +Der blev nu hentet en drosche . +„ Den robuste “ satte sig op tsk kusken , „ den +lille “ og den ene af politibetjentene blev hos forbryderne +i vognen . +Skjøndt støveren gerne havde forsøgt på at +slå sine bevogtere for panden , og ved hjælp af den +opståede forvirring forsøge på at knibe ud , så opgav +han døg snart denne lyst , thi pengene vare de jo +ikke mere i besiddelse af , og uden disse kunne han ikke + +xomme frem i det fremmede land , men ville snart +blive pågrcben igen . +Halte-ssren sad fløvt og ligegyldigt . +Han var aldeles falden sammen og så med ro +et livsvarigt tugthusarbeide oprulle for sit indre blik . +Forbryderne blev på det såkaldte „ Stadthaus “ +Satte i sikker forvaring . +Øm aftenen , da toget afgik til Kiel , blev de +under sikker bevogtning transporterede tilbage til København . +14de +kapitel . +Imellem liv og død . +Med en forfærdelse , en sorg , der grænsede til +fortvivlelse , modtog grosserer Dalsgårds familie +efterretningen om den elskede mands ulykke . +Intet anende sagde moder og datter , beskæftigede +ved håndarbejde , da vognen kørte frem for døren . +Man havde længe undret sig over husfaderens +usædvanlig lange udeblivelse . +Aftensbordet stod dækket , man ventede kun på +Dalsgård . + +pludselig lsd der ude fra trappen en forvirret +lyd af trampende fødder , af mange stemmer ; som +det syntes blev der båret en tung byrde op i huset . +Et vældigt tag i klokkestrengen bragte moder og +datter til at fare sammen og se på hinanden med +spørgende blikke . +De hørte tjeneren åbne entredøren og svare +på de spergsmål der blev gjort ham , med en +ængstelig , rystende stemme , men ordene kunne de ikke +forstå . +Skælvende rejste de sig . +Idetsamme gik døren op og husjomfruen styrtede +ind , med skræk og forvirring i hver mine . +— Herren ! råbte hun åndeløs , og sank om +på en stol , uden at kunne sige et ord mere . +Fru Dalsgård og Klara ilede ud af den åbne +dør og stedte i samme øjeblik på den sørgelige +transport . +Biklor ilede hen imod dem . +— biktor ! for gud i himlens skyld , er Dalsgård +. . . er min mand kommen tilsfade . . . er +han død ? +Klaras fortvivlede ansigt skar den unge mand i +hjertet . +— nej , trøst dem , frue , han er ikke død , men +hans tilsland er meget farlig . Se at fat dem så +meget som mulig . Med guds hjælp vil han nok gå +det igennem . +Moder og datter ilede — uden at forlange en + +nærmere forklaring — ind i det tilstedende værelse , +hvor de fremmede mænd , i forbindelse med husets +folk , havde bragt Dalsgård til sengs . +På Peters foranstaltning var tjeneren oiedlikkelig +sendt efter huslægen . +Grossereren lå stille hen . +Hans åndedræt var ikke hørligt , og intet spor +af bevidsthed var at mærke . +Tvingende sig til ikke at græde nærmede hustruen +sig sin mands leje og greb den nedhængende hånd , +som hun trykkede til sine læber . +Klara knælede ved siden af sengen . +Kort efter kom huslægen . +Peter Henningsen og hans fætter havde bortfjerncl +sig . +Familiens huslæge undersøgte atter på det nøjagtigste +patientens tilstand , og at det resultat han +kom til ikke var det sletteste , derom vidnede del smil , +der udbredte sig over hans åsyn , da undersøgelsen +var forbi . +— med guds hjælp , sagde han endelig , med +den beroligende dæmpede stemme , der er egent for +et sygeværelse ; — med guds hjælp håber jeg nok +at kunne redde hans liv ; men det vil blive en langvarig +sygdom og den største forsigtighed må iagttages . +— og nu , vedblev professoren efter at have +nedskrevet nogle recepter og anordnet sygepleicn ; nu + +ville jeg nok høre hvorledes min ven er kommen i +denne forfatning . +Alles blikke hæeftedes på Viktor . +Han begyndte sin fortælling , den vi allerede +kende , og forlang kun , at han havde genkendt sin +fader i den ene af morderne . +Med en ubeskrivelig rædsel hørte de tilstedeværende +på beretningen om den gruelige gerning . +De takkede himlen fordi hjælpen var kommen , +om end næsten forsilde . +Klaras milde , tårevædede øjne strålede Viktor +takkende og velsignende i møde . Hun greb hans hånd +og kyssede den . +— uden dem og deres venner var min elskede +mand nu død , sagde moderen . Gud velsigne dem , +kære Smidt ; vi skulle aldrig forglemme dem det . +— jeg forstår imidlertid ikke , sagde Klara , hvem +der kan have begået denne udåd . Fader er jo almindelig +afholdt og har ikke en eneste fjende . +— kunne her ikke foreligge et rovmord ? sagde +lægen . +— det er ikke let at se af hvad beskaffenhed +forbrydelsen er , ytrede Viktor ; men vort dygtige +politi vil sikkert bringe lys i sagen . +Det var med en kvælende indre uro at han udstedte +disse ord . +Bragte politiet lys i sagen var hans egen fader +jo fortabt . + +da lægen gik ordinerede han , at den slorste ro +og stilhed måtte iagttages i sygeværelset . +Fru Dalsgård blev nu hos patienten og Viktor +fulgte Klara ind i dagligstuen . +Den u » ge pige satte sig hulkende ned på en +stol og gav sin sindsbevægelse luft . +Den gamle følelse af at være uværdig til at eje +en sådan skat , som den unge pige , bemægtigede sig +atter Viktor . +Dog , at se den elskede således hengive sig til sin +bedrovelsc , formåede han ikke . +Han gik hen til hende , slyngede sin arm om det +smækre liv og tilhviskedee hende den trøst , der lyder +så kold fra en fremmeds tunge , men som besejrer +enhver sorg , når den lyder fra den elskedes læber . +Viktors ord gjorde også sin virkning . +Efter et par minuters forløb hævede Klara sit +smukke ansigt med et smil på læben . +De himmelblå øjne skuede strålende ind i hans . +Endnu glimtede der enkelte dråber i de lange , sryndsede +øjenhår , men dette gjorde hende kun endnu +skønnere , ligesom naturen er prægtigst og mest frisk +efter en mild regn . +Fra denne time af hengav Viktor sig aldeles til +sin kærlighed . Han følie , at han nu ved at trække +sig tilbage ville knuse et ungt , uskyldigt hjerte foruden +sit eget . + +tidligt den næste morgen måtte Viktor , Peter +hcnningsen og Karstens møde for forhørsdommeren +og afgive en detailleret forklaring om hvad der var +passeret den foregående aften . +Alle kføbenhavns opdagelsesbelfente vare på +benene . +Enhver , der henhørte til protokollen over „ de +mistænkelige “ , blev tilsagle til at møde og blev +tagne i forhør . +Man savnede de to forbrydere Villiam Smidt , +også kaldet støveren , og Søren Hansen , almindelig +benævnt halte-sørcn . +Telegrammer blev sendte ud i enhver retning , +til Sverrige , til Hamborg og de større ksobstæder . +Flere opdagelsesdeljente afgik samme formiddag +med toget til Korsør . +Et telegram traf således en af de vigtigste opdagere , +som tilfældigvis i dette øjeblik på tilbagerejsen +befandt sig i Kiel . +Han besluttede at iagttage passagererne på dampskibet , +ber kom fra Korsør , og vi vide at hans umage +kronedes med held , +politiet formåede dog ikke at trænge tilbunds i +sagen før offeret selv kunne afgive sin forklaring ; +men hertil var der lange udsigter , — om det nogensinde +kunne ske var uvist . +Viktor og de to andre , der havde hindret forbrydelsens +fuldsørelse , formåede kun al afgive en +meget vaklende forklaring angående gerningsmændene ; + +de havde ikke set disses ansigter i det svage +månelys , og hvorledes , hvor og når forbrydelsen +var bleven begået vidste de ikke . +15de kapitel . +I Pilestræde . +Dagen før den uhyggelige begivenhed indtraf +var madam Smidt — den ulykkelige gamle kone , +som Dalsgård reddede fra nød ' og elendighed — +flyttet ind i det lille hyggelige værelse , som Dalsgård +havde lejet til hende hos madam Søndrup i Pilestræde . +Den gamle kone var endnu en del afkræftet efter +de lidelser hun havde gennemgået . +Støverens — hendes søns — flammelige opforsel +havde , hvor forberedt hun end var derpå , gjort +et forfærdeligt indtryk på hende . +Truselen mod Dalsgård begyndte atter at forskrække +hende . +Hun kendte støverens heftige , afskyelige karakter +og vidste , at han aldrig lød en lejlighed til at hævne +en fornærmelse hengå » ændset . + +af madam Søndrup og hendes datter var den +gamle kone bleven modtaget på den bedste måde . +Hun blev betragtet som et medlem af den lille +familie og man gjorde alt for at mildne hendes hårde +skæbne . +Det var temmelig sent om aftenen , dagen efter +forbrydelsens ubførelse , at de tre kvinder sagde sammen +omkring det lille bord i familiens dagligstue , +beskæftigede med syning . +Marie og hendes moder arbejdede flittigt . +Madam Smidt sad i en slags sygcstol ; også +hun havde beskæftiget sig med syning , men hånden var +sunken mat ned i skødet og øjnene vare halvt tillukkede . +Hun var i færd med at blunde . +Der lød hurtige skridt på trappen . +— hvem mon det kan være så sent på aftenen ? +Spurgte madam Søndrup . +Marie rødmede let , hun kendte en vis persøns +måde at gå op ad trapperne på . +Der bankedes på døren og Peter Henningsen +trådte ind . +Marie ilede ham i møde og efter de første kærlige +hilsener sagde hun bebrejdende : +— men hvor blev du af i går aftes ? Di ventede +dig hele tiden , og du blev borte . +— det var øgså den mærkeligste begivenhed jeg +har oplevet , der forhindrede ung i at komme . +— hvilken ? spurgte de nysgerrige kvinder . + +— i forening med min fætter og en anden ung +mand lykkedes det mig at forhindre et mord blive +fuldbyrdet , +ved ordet „ Mord “ vækkedes madam Smidt af +sin dvale ; hun satte sig overrende i stolen- og så +med forundring på den unge mand . +Peter blev nu med al formalitet præsenteret for +hende som datterens forlovede . +— men gud forbarme sig ! råbte madam Søndrup +dernæst ; et mord ! +— ja , svarede Peter , og det et mord på en +mand , som alle her tilstedeværende kende og højagte . +— hvem , hvem ? +— på grosserer dalszård . +Madam Smidt , der med bankende hjerte og +åben mund havde lyttet efter navnet , faldt ved disse +ord tilbage i sædet , som ramt af lynet . +De tilstedeværende fore op . Madam Søndrup +ilede ud efter vand , Marie løftede den stakkels kones +hoved i vejret og gned hende ivrigt i tindingerne +med kamferdråber . +— stakkels kone ! sukkede madam Søndrup bedrovct ; +det stød kunne hun ikke tåle . +Hun vidste imidlertid ikke den rette grund . +Den gamle kone så i mordet på Dalsgård +en udsørelse af sønnens trusel . +Hun kom dog snart til sig selv igen ; men en +dødelig bleghed bedækkede hendes kinder og hun rokkede +atter frem og tilbage , idet hun hviskedee : + +— at han kunne det , at han kunne det . En +Broder dræbe en Broder . +De tilstedeværende forsfode ikke betydningen af +disse ord ; de stirrede forundrede på den gamle og +rystede på hovedet . +Endelig bred hun tavsheden . +— er morderen greben ? spurgte hun med svag +stemme +— der var to , svarede Peter ; vi kom for sent +eller rettere sagt vare for svage til at fange dem . +— to ! hviskedee konen og et lettende suk steg +op fra det forpinte bryst ; jeg tager måske fejl . +Hun kom snart til sig selv igen . Peter måtte +fortælle og med stor spænding lyttede alle efter . +Glæden strålede på alles åsyn , da han kom +dertil , at lægen havde erklæret , at der ikke var fare +for den såredes liv og forhåbentlig heller ikke for +forstanden . +Han måtte så noiagtig han kunne beskrive +mørdernes personer . +Sålænge han talte om halte-soren sad den +gamle kone og hørte noget ligegyldigt efter ; men da +han gik over fil at beskrive støveren , hvilket han , som +sagt , kun kunne gøre temmelig ufuldstændigt , vaktes +hendes interesse i hoicste grad ; hun lyttede med +krampagtig opmærksomhed efter det mindste ord og +sad længe og grublede derover . +Efterat Peter havde ført den sædvanlige hviskende +samtale med Marie om deres evige kærlighed og de + +småting , som kun interessere unge elskende , sagde +han endelig , idet han var i begreb med at gå bort : +— det er sandt , jeg har såvel her som på +polikammeret glemt at meddele en meget væsentlig +omstændighed , som muligvis vil bringe lys i sagen . +Det er dog mærkeligt at man kan være så glemsom . +Forbryderen i båden råbte nemlig fil sin kammerat , +der endnu kæmpede i land : „ Hurra , siøver ! slå +dem ned . “ +I samme øjeblik lød det som om et tungt legeme +styrtede fil jorden . +De vendte sig forfærdede omkring . Madam Smidt +var atter besvimet og lå nu på gulvet i de heftigste +krampetrækninger . +Hun blev båret ind på sin seng , en læge blev +hentet og før midnat koyi huset ikke til ro . +Gadedøren var lukket og Marie måtte følge Peter +ned ad trapperne før at lukke ham ud . +Han omfavnede hende heftigt og med en ild , der +forskrækkede den unge pige . +Dog , når man elsker tilgiver man let den elskedes +brændende kærlighed . +Han var 20 år , hun kun 16 år gammel ; i +den alder plejer fornuften sjælden at føre herredømmer +øver lidenskaberne . +Hun gjengjældte snart hans omfavnelse med +samme ild , med samme varme . +I det øjeblik , da fornuften var nær ved at bukke + +under , samlede hun dog al sin kraft og stedte ham +næsten forfærdet tilbage . +Hun havde overvundet fristelsen . +Den unge pige brast i en heftig gråd ; hendes +forlovede stod tavs og modfalden ved hendes side . +— tilgiv mig , hviskedee han ; men mine sandser +omtågedes , min kærlighed til dig er så stor . +Den unge pige smilede atter gennem tårer ; +hun åndede lettere . +Det var dog med en vis forlegenhed at de denne +aften sagde hinanden farvel . +16de kapitel . +Krisfian Larsens ærgrelse . +Vi have i et foregående kapitel sagt , at den +hæderlige vicevært sov på sit grønne øre da støveren +og halte-sørcn listede sig bort fra hans hus . +Havde han haft den ringeste anelse om en sådan +plan , ville han sikkert have forhindret den for enhver +pris . Ikke alene mistede han 200 rigsdaler ved +denne spas , men hans Lotte til politiet om at holde +et vågent øje med støveren blev jø heller ikke opfyldt . + +med en retfærdig harme over på denne måde +at være bleven snydt , sad han den følgende formiddag +og nød sin frokost . +Skjøndt han var sikker på at erholde 1000 rigsdaler , +gik tabet af de 200 rigsdaler ham døg meget +nær til hjerte . +Vel vidste han ikke med bestemthed om det kun +var en mindre udflugt , forbryderne agtede at gøre , +eller om det var en afsked for stedse ; men adskillige +omstændigheder » ydede på , at de havde været hjerteløse +nok til ar løbe bort uden at sige deres nært op , +og den lille , blege mand køgte af indre raseri og +ærgrelse . +Han nedskrev derfor i al hemmelighed en rapport +drsangående og ville netop — efter endt frokost +— bringe den op på poliiikammerct , da en net +klædt mand gennem butikken trådte ind til ham . +Larsen rejste sig øjeblikkelig og gjorde et meget +underdanigt buk . +Med sin mest smigrende stemme bad han hr . +Betjenten at tage plads , og begyndte med stor tungefærdighed +at udvikle , hvorledes han havde haft den +sorg , at to af byens værste forbrydere , som han +specielt havde taget sig af , samme dags morgen vare +lødne deres vej og sandsynligvis vendt næsen mod +Amerika . +Betjenten studsede og så forskende på den +ængstelige spion . + +— du har vel hørt tale om det afskyelige mord » +Forsøg , der forøvedes i går Astes ? sagde han . +— et mord ! råbte Larsen . Ih , du forbarmende +gud , hvor ? +— etsteds herude ved Kallebodstrand . Du må j +den anledning sætte dig i bevægelse og afsøge de +værste af hullerne endnu i dag . Iaften klokken 11 +har du at møde med din rapport . +Skjøndt betjenten tilsyneladende ikke lod til at +tage nogen videre notits af Larsens fortælling om +forbrydernes undvigelse , havde han døg nøje bemærket +sig den ; han nærede en uovervindelig afsky mod Kristian +Larsen , som han med god grund havde mistænkt +for såvel at stå i forbindelse med forbryderne som +politiet , og stedse at tage det parti , som han antog +at være det fordelagtigste . +Følgen af denne samtale have vi allerede set . +Støveren og Halte-søren pågrcbcs i Hamborg . +Larsen var , efter betjentens besøz , bleven noget +uhyggelig til mode ; han vidste ikke hvorfor . +Han forbandede i sit inderste støveren og den +halte . +Hvorfor Pokker løb de deres vej , og ikke alene +narrede ham for pengene , men også hendrøg politiets +opmærksomhed på dem . Baronens hemmelighed +kunne derfor alt for let røbes , og hans eget dyrebare +jeg ville også komme i fidtefadet . +På den anden side havde han været nødsaget +til at anmelde flugten , for ikke selv at blive mistænkt . + +det var med en såre melankolsk mine at han +klædte sig på , for at udføre det ham pålagte hverv . +— forbandet historie , den ! mumlede han medens +han redte det filtrede hår . Pokker skulle i grunden +tjene . . . nå , man må være forsigtig . . . og jeg +som havde en så gød forretning i kikkerten for den +satans støver ; vi kunne have tjent „ Fisk “ i mængde +beggelo . Føj , det asen ! — nu gælder det om at +holde ørene stive . +Larsen var en mester i at forklæde sig , men i dag +iførte han sig sin sædvanlige klædedragt , stak et par +specier i lommen og slentrede tilsyneladende ligegyldig +ned ad gaden , efter ' forsf at have givet sin +tjenestepige ordre til at passe butikken . +Larsen drev ned ad lille Torvegade , til bolværket , +hvor de store skibe lå fortøjede , og morede sig +med af spytte i vandet et kvarterrs tid eller noget +længere , medens hans små øjne skelede til højre og +venstre , ligesom for af opdage et eller andet , men +som han ikke ville lade sig mærke med . +Ikke langt fra bolværket lå en stor , fuldrigget +fregat , hvor en betydelig mængde arbejdere havde +travlt med af indlade varer . +En af arbejderne , en hej , føer mand , opdagede +endelig viceværten . +Det gav et sæt i ham , men han slog atter øjnene +ned , lod som om han intet havde bemærket , og fortsatte +sit arbejde . + +Larsen blev slående og fortsatte sin ubehagelige +skelen ; han havde opdaget arbejderens skræk , hvorover +han inderlig glædede sig . +Det var dog ikke hans mening af blive slående +ret længe på stedet , uden af få sit hverv regtet . +Han slog derfor til sidst øjnene op og da arbejderen +i det samme kastede et stjålent blik til siden , i håb +om af den frygtede person var gået , — medies +deres blik . +— ih , god dag , god dag , er det ikke hr . So « +Rensen ? sagde Larsen . +— jo , det er mig , svarede den tiltalte forlegen +og knugede sit ardeidsforklæde . +— det var ret heldigt at jeg traf dem , fortsatte +den tykke vært ; de er jo aldrig hjemme , og jeg +var bange , meget bange for , at jeg i morgen havde +måttet flytte deres pakkenelliker ned på gaden . +Ssrcnsen så bønfalbende på den ubsnhørlige +kreditor , og mumlede noget om lang tids sygdom , +mange dørn , arbcidsloshed og dyre tider . +Larsens ansigt antøg et truende præg . +— ja , sådan sige i alle ; dårlige tider ! ligesom +værten kunne lade sig nøje med gode ord og +leve deraf . +Vor hæderlige vicevært var for nogle måneder +siden bleven ejer af huset , men da han fandt , at udseendet +som vicevært i mange henseender var fordelagtigt , +meddelte han ingen denne omstændighed . + +Sørensen rystede ; han vidste hvad disse ord havde +at betyde . +Larsen vedblev med slorre venlighed : +— jeg er imidlertid ikke den mand , der straks +griber til hårde midler ; kun når jeg seer at folk +ere mine fjender , skåner jeg dem ikke . +Sørensen forsikrede højt og helligt , at han var +tykkertens bedste ven . +— ja , ja , grinede denne ; jeg tvivler ikke derom , +og vil stille dem på en prøve . Hør , sig mig , de +boer jo oppe ved siden af Smidt ; de ved vel ikke +når han rejste ? +— er han rejst ? +— det ved de vel nok . +— nej . . . ja . . . han og en anden mand +forlode huset omtrent på samme tid som jeg gik på +arbejde . +— hvad talte Smidt og den anden mand om +igår aftes ? spurgte Larsen rafl og stirrede manden +lige ind i ansigtet . +Sørensen blev så bestyrtet , at han i begyndelsen +lod til at have tabt næse og mund . +— hvad de talte om ? stammede han . +— ja , jeg ved at de har hert deres samtale , +jeg ved , at ikke et ord kan have undgået deres øre +— dertil er skillerummet for tyndt . — hvis de ikke +meddeler mig det , får de med politiet at gøre og +de bliver i morgen jaget ud af huset . + +han sagde dette i en bestemt tone og Sørensen +svarede nølende : +— ja , de talte om Amerika , om at de havde +penge nok til at tage derover , at de målte afsted , +for at redde deres Hals , og at de nødvendigvis måtte +købe nyt tøj til rejsen . +Larsens øjne strålede af fryd , han havde nu +fundet den tråd han ssgte , og behøvede ikke at vide +mere denne gang . +I sin hjertensglæde eftergav han Sørensen den +forfaldne måneds leje , en ædelmodighed , som han +strar efter sortrød , men dog lo han i sit indre ; hemmeligheden +var alligevel billig købt . +Han pålagde Sørensen den dybeste taushed og +slentrede fornøict tilbage til Kristianshavn . +17de kapitel . +Sørgelige følger af en tom flaske . +Efter at have besørget adskillige ærinder og besøgt +flere knejper , gik Larsen endelig ind i den af os +tidligere omtalte tyvehule . + +167 +det var imidlertid bleven mørkt . +Gasbelysningen formåede næppe at gennemtrænge +den gulgrå tåge , som hen ad aften lagde sig tung +og trykkende over byen . +Arbejdet rundt omkring var ophørt for i dag . Fra +fabriker , værfter og andre steder strømmede arbejderne +ud . +Der var gamle og unge mænd , samt kvinder og +børn . +Kvinderne , der kom fra fabrikerne , havde i almindelighed +et lidende , forsultent udseende , og hos +dørnene — hvoraf de yngste omtrent vare 13 år +gamle - sås det tydeligt , at den moralske smitte +var i færd med at fæste nød +de fleste ilede så hurtigt lom muligt efter at +nå det fattige hjem ; men mange af ' dørnene tumlede +ned i kipperne og andre forfærdelige huler , for +der at drikke dagens fortjeneste op . +Der var ualmindelig livligt den aften i den bekendte , +berygtede kælder . +En hel bande , såvel mandlige som kvindelige +tiggere , med såvel virkelige som påtagne skavanker , +sade langs bordene . +Dunsten af de smudsige , fugtige pjalter , var forfærdelig +at indånde , og blandedes med den fra +brændevinen ; thi hver nyankommens første forretning +var at forlange „ en damesnaps “ på cirka en +halv pægl brændevin , som øieblikkclig blev drukken . +I brøderlig forening imellem tiggerne sagde en + +flok fabrikpkger og spasede med deres kjcerefier — +unge tyvekavalerer — der , efter deres mening , vare +elegante påklædte , med klædcssrakkcr , farvede lærredsbenklæder +og vældige , spraglede halstørklæder . +Det var en fræk , ublu tale , der førtes på dette +sted . +Her , som overalt , havde man en , over hvem +vittighederne gik ud . +Denne ene var en ganske ung kvinde , på neppx +17 år , der sad sammenbøiet henne i en af krøgene +og gav sit barn die . +Den ikke suldvorne kvinde var allerede moder . +Hun havde det samme frække udseende som stuens +øvrige gæster , men der var dog et vist blidt træk +i øjet og om munden , som tydede på , at hun +endnu stod til af redde . +Hendes tarvelige dragt var ikke sket så sjusket , +som hendes medsøstres , og håret var net opsathun +græd sagte , og trykkede det lille blege barn +til sit hjertehvorfor ? +Jo , den for hvem hun havde opofret alt , opofret +sin ære , var i den sidste tid bleven koldere imod +hende . Iaften havde han rent ud bedet hende af gå +Pokker i vold , og han sad nu ved liden af et hsit , +ganske kønt fruentimmer , som han kærtegnede , og +som gjengjældte disse kærtegn . +Tårer , bitre og tunge , faldt ned på barnets +pande . + +— halloi , Lene ! råbte en gammel , enøjet tigger +til den stakkels kvinde . Det er svært så Ludvig og +arclline holde af hinanden ! +Hun så ikke op ; men hendes tårer vedbleve +af flyde . +— tag dig det ikke så nær ; så flot en fyr +som Ludvig kan begribeligvis ikke lade sig nøje med en +kæreste , sagde en ung indbrudstyv . +— ja , min tøs , trøstede en anden hende ; holder +du det ikke ud , kan jeg kun give dig det råd , af +du springer i åen eller kanalen . +Bemærkningerne hørte pludselig op da den dem +alle velbekendte Larsen eller som han kaldtes af dem , +„ Hskcr-larsen “ eller „ Poliiispionen “ , trådte ind . +Han -nikkede venligt til alle sider . +Ingen gjengjældte hans hilsen og han satte sig +derfor hen ved enden af bordet og forlangte noget +øl og brændevin . +Der blev sat flere fade med stegt flæsk på bordene , +og dertil store flasker med brændevin . +Hele det hungrige selskab styrtede som en flok +glubende dyr over måltidet . +Lene blev siddende i sin krog og vedblev at grædeder +var med Larsen kommen en trykket stemning +ind i stuen , skønt han ved forskellig spøz og +munter tale forsøgte at få alt i det gamle gemytlige +spor . +Dog , det var forgæves de unge kavalerer , +tyvene , havde vel ikke den reneste samvittighed ; thi + +enhver spurgte sig selv , om det muligvis ikke var ham , +den forhadte mand kom for at udspionere . +Efterhånden som brændevinsflaskerne blev tømte +tiltog imidlertid også gæsternes mod ; man begyndte +temmelig utvetydigt at tale om spionen og fortælle +små historier om forrådte forbrydere , for hvis +pågribelse Larsen almindelig tilkroedes at have skylden ; +han nævneves dog aldrig ved navn , men kun +som „ den fordømte politispion “ . +Larsen lod sig ikke anfægte af dette , men blev roligt +siddende og smilede venligt til de talende . +I sit inderste lovede han af have spotterne i +velvillig erindring . +I det samme fløj dsren op på vi > d gab og en +aldeles beskænket kvinde tumlede ind i værelset . +Håret hængte hende i stride tjavser ned i ansigtet ; +hun var kort forinden falden og havde stået +sig slemt i panden . +Larsen gyste ved af se hende . +Han rejste sig forsigtigt , før ikke af blive bemærket +af hende , og ville til af ile bort . +Det var imidlertid ikke længer muligt ; hendes +med blod underlødne øjne heftede sig pludselig stirrende +på ham . +— der er han ! hvinede hun . +— gjor nu bløt ingen spektakler , madam Sørensen , +sagde Larsen noget benovet og ville ud ; men +den rasende kvinde kastede sig foran døren og spærrede +udgangen . + +— nej ! Du kommer ikke ud , spion ! før vi to +have holdt afregning sammen , hvæsede hun . Hør nu +engang , vedblev hun ravende , idet hendes vmtågede +øjne løb rundt i forsamlingen , som med spænding +imodcsåe udfaldet ; seer i den fyr , ham den tykke ? +Han var engang min kæreste , og snøb mig før mine +surt erhvervede sparepenge , uha ! — jeg blev da gift +senere og havde den ulykke af komme til af bo i hans +hus . Vi kunne forleden ikke betale huslejen — han +ville benytte sig deraf til at forsøre mig til utroskab +mod min skikkelige mand , og da jeg afviste ham , truede +han med at kaste mig og ungerne på gaden , — det +er en pæn mand , ikke sandt ? +Hun opslog en hvi skoggerlalter og slog i bordet +så glas og flasker dansede . +— bedste madam Sørensen , jeg er helt forbavset +over at se dem i en sådan tilstand , sagde Larsen +rystende . De ved ikke hvad de selv siger . +— hø hø ! tø den drukne kone og tog en af de +tomme flasker , der stod på bordet ; han giver køb , +gør han . han er bange . +Det syntes , som om den hende lilfsicde fornærmelse +atter blev levende i hendes forbitrede sind ; thi +pludselig , efter et øjeblik at have ravet frem og tilbage , +tog hun et kraftigt tag i flasken og — før +nøgen af de tilstedeværende kunne forhindre det — +havde hun af al magt slynget den imod Larsens +pande . +Han fik tid til at bukke sig , men dog strejfede den + +hans tinding så hårdt , at han vaklende sank tilbage +og besvimede . +Et skrig , så hvinende , så hjerteskærende , hendrog +alles blikke til den krog af stuen , hvor Lene +sad med sit barn . +En forfærdelig scene srembod sig her . +Flasken , der havde berørt værtens pande , var +falden med hele sin tyngde og kraft på det lille +barns hjerne og knust den . +Den lille sjæl lå i de sidste krampetrækninger , +da herbcrgværten , tiltrukken af larmen , kom styrtende +ind . +Den ulykkelige unge moders smerte var grænselos . +Det sidste , det kæreste hun ejede , var på en +græsselig måde bleven hende berøvet . +Madam Sørensen blev pludselig ædru . +Ingen tænkte i det første øjeblik på at sikre sig +hendes person , og da man kom i tanker derom var +hun forsvunden . +Den tilkaldte læge erklærede barnet for dødt og +befalede at kjore Larsen -- der imidlertid var kommen +til sig selv igen — til sit hjem . +Der blev øieblilkclig optaget et forhør over det +skete ; man søgte efter mordersken , men hun var som +sagt forsvunden . +Opfyldt af indre gru forlod snart den brogede +skare af gæster knejpen . +Kun Lene blev siddende i sin krog og vuggede sit + +lille barn — som døven næppe havde gjort blegere , +end det havde været i levende live . +Hun græd ikke ; men der var udbredt et så hjerteskærende +udtryk af sorg i hendes ansigt , der skinnede +en så frygtelig fortvivlelse ud af de malte øjne , at +enhver måtte blive greben af den dybeste medlidenhed . +Lægen blev alene tilbage med hende . +Han betragtede hende i nogen tid med taushed . +Endelig gik han sagte hen til hende og berørte let +hendes skulder . +Hun så op med det samme udtryk som forhen +skildret . +— hvor boer du , stakkels pige ? spurgte han . +— intetsteds , svarede hun . +Hun talte sandhed ; thi hidtil havde Ludvigs +hjem også været hendes , men i dag havde han forbudt +hende at betræde det mere . +Lægen så forundret på hende . +— nej , sagde hun atter ; jeg er husvild . . . Ludvig +jagede mig bort i dag . . . jeg må vel gå på +gaden i nat med min søde dreng . +Lægen blev greben af medlidenhed med denne unge +skabning ; hun måtte i ethvert tilfælde hjælpes . +Den store sorg over barnet viste , at der bøede +dybe og ømme følelser indenfor det rå udvortes . +— følg mig ! sagde lægen . +Hun rejste sig , indsvøbte omhyggeligt sit barn i + +det tynde shavl og gik bagefter lægen , der lod hente +en drosche . +De stege ind , og vognen kørte dem til lægens +hjem . +De samme ædle og smukke følelser , der besjælede +manden , vare også tilstede hos hans hustru . +Hun modtog den forvildede sjæl med al den +ømhed og inderlighed , en kærlig kvinde formår at +udvise . +Foreløbigt , bestemtes der , . skulle Lene opholde sig +i huset ; senere ville der blive taget en bestemmelse +angående hendes fremtid . +Taknemligt kyssede hun fruens hånd ; men +intet smil viste sig på hendes åsyn , hver tanke var +henvendt på det døde barn . +Tre dage efter trak man et lig op af vandet +ved Langebro ; det blev genkendt af flere som madam +Sørensen . +Larsen havde et nyt offer at sætte på sin lange +skyldliste . + +18de kapitel . +Udbetalingen . +Baronen havde efter løfte modtaget de 1000 +rigsdaler as den gudsfrygtige Henningsen . +Pengene skulle efter aftale endnu samme aften +udbetales Larsen , som havde lovet at komme kl . 9 . +Der kom døg ingen Larsen , læseren ved hvorfor , +han var lovlig undskyldt ; men dette vidste uglehjelm +ikke , og han befandt sig derfor den hele aften i en +marirende uro , i en feberagtig stemning , som ikke +tillod ham al sove den nat eller at have et blivende +sted den næste dag . +Larsen vedblev stadig at holde sig usynlig . +Da det blev mørkt formåede baronen ikke længere +at holde denne fortærende spænding ud ; han klædte +sig derfor om og iførte sig den tarvelige klædning , +hvilken han var isørt under sit første besøg i tyvekneipen . +Efter endnu at have sværtet sit ansigt og sine +hænder med sod , for om muligt at blive endnu mere +ukendelig , gik han ud til Kristianshavn . +For at undersøge terrænet begav han sig først +til kippen . Alt syntes roligt som sædvanlig . Det +søvnige lys skinnede gennem de smudsige ruder . +Han gik derind . + +værten stod ved disken og talte ivrigt med et +par madamer , hvis fysiognomier under talen bare +et forskrækket , sorgfuldt præg . +Med et umærkeligt nik og idet han søgte at skjule +sin personlighed så meget som muligt , stjal uglehjelm +sig ind i gæstestuen , efter først at have bestilt +de der sædvanlige „ En og en halv “ . +I smen fandtes der kun en eneste gæst . +Værten bragte drikkevarerne . Uden opfordring +fra uglehjelms side begyndte han sin fortælling om +den skrækkelige begivenhed den foregående aften . +Den fremmede gæst lagde nøje mærke til enhver +af baronens bevægelser . +Det undgik ham ikke at baronen , da værten talte +om det slag , Larsen havde fået i tindingen , for +sammen , og at et glædeslyn funklede i øjet . Han +lagde ligeledes mærke til , ak uglehjelm med et særligt +effertryk spurgte om værten da var død , og på det +benægtende svar , igen faldt tilbage i sin ligegyldige +tone . +Kippcværten gik atter til sine forretninger . +Baronen blev i lang tid siddende i dybe tanker . +Idet han endelig slog øjnene op lagde han mærke +til , at den fremmede betragtede ham stift og forskende . +Uden at gøre sig rede hvorfor , var denne stirren +ham ubehagelig . +Han rejste sig derfor hurtigt og gik . +— hvem var det ? spurgte den fremmede gæst . +— det ved jeg i grunden ikke ; han har kun + +været her et par gange fer , svarede værten ; det er +ellers mærkeligt nok , at de ikke kender ham . +— hvorfor det ? +— jo , thi han søger , ligesom alle der komme +her , just ikke det bedste selskab ; jeg kan gerne sige at +hans bedste venner hører til bærmen af det pak , der +kommer her . +— hvem omgås han da med ? +— ih , med kennchcrsens støver og Halte-søren , +som forøvngt nu i flere dage ikke have været her ; +han og de er som tre røde køer sammen , det vil da +sige , den fremmede fyr må altid lade sin skorsten +ryge før støveren og den halte . +— og de har ingen anelse om hvem han egentlig +er ? Han ligner ingen almindelig arbejder . +— nej , derom ved jeg ingen besked ; sort og +snavset har han i almindelighed altid været , det par +gange han har været her , så jeg antager at han er +ansat på et af fabrikerne herude . +— skaf mig døg ved lejlighed noget at vide om +ham , sagde den fremmede , idet han rejste sig og gik . +Værten lovede der . +Baronen havde imidlertid såt en vis skræk i +blodet . +Da han forlod kippen drejede han straks om hjørnet , +der fandtes tætved , og vendte sig stadigt omkring , +før at se om han ikke blev efterfulgt . +Beroliget i den henseende slog han ind i retning + +af Prindsessegade . Han vidste vel nu grunden tsk +at Larsen ikke havde været hos ham , men var døg +ikke rolig , før han havde talt med den tykke vært +selv , og overleveret ham den aftalte sum . +I forstuen modtoges han af den smudsige tjenestepige . +Baronen spurgte om han kunne få den syge +itale . +— jo , det er ler flets ingen ting i vejen før , +sagde pigen . Han ligger derinde på sofaen og +puster som et svin . Den hele udslagne dag har han +ikke gjort andet end fljældt ud , røget tobak og drukket +brændevin . Uh , sikken en kondition man har ! +Trods denne lidet lystelige skildring lod baronen +døg pigen fortsætte sin jeremiade og trådte ind til +den tykke vært . +Denne var nu ualmindelig gnaven stemt . +For det første for det slag , han havde fået , +og som fængslede ham til sofaen — den ulykkelige +Sørensen , der havde sorgen over sin kones forsvinden +at bære på , var tidlig om morgenen kastet på +gaden med sine små dørn , — og for det andet , +fordi han så heller ikke kunne hente de penge , han ved +sin snildhed havde erhvervet . +Brændevinen havde vel opmuntret ham noget , +men hvad dette ikke formåede , det gjorde baronens +indtrædelse . +Den snedige tykke gjorde et hop af glæde i + +sofaen , der trods sin soliditet døg knagede i hver +sammenføjning . +— det må jeg rigtignok sige , det er en ære ! +Råbte han . +Baronen så mørkt på ham . +— de ved vel , at det ikke er for at bevise dem +nogen ære , at jeg er kommen , men kun for at berølige +mig selv . Jeg vidste ikke at de var syg og gik +derfor ud for at anstille efterspørgfler . Jeg erfarede +da hvad der var passeret og kommer nu til dem for +at betale pengene , så bliver jeg desuden fri for deres +gentagne besøg . +— ja ja , hr . Baron ! ganske som dem behager , +grinede værten ; det er smukt af dem , at de har +faget pengene med . +Baronen tog en bunke brune Sedler op af brystlommen , +og slængte dem hen til Larsen . +Denne greb dem og gav sig ivrigt , med skælvende +hænder til at eftertælle dunken . +— det er rigtigt , fuldkommen rigtigt , sagde han . +Intet er dog bedre end at have med adelsmænd at +gjore ; de have et ord at give bort , og det bryde de +såmæn ikke . +— så er vi kvit , ikke sandt ? +— fuldkommen kvit , hr . Baron ; de har handlet +som en komplet kavaler . +— du tosse , tænkte han imidlertid ; ja vel er +vi hinanden kvit , men ikke for bestandig . + +— og jeg kan trygt stole på deres aushed i +enhver henseende ? sagde baronen og nærmede sig +døren . +— har de ikke tilkøbt dem min taushed ? +Vil jeg ikke ved at forråde dem tillige bringe mig +selv i forlegenhed ? gjensvarcde Larsen . +Dette mente baronen iøvrigt også og han fjernede +sig derfor hurtigst muligt , med et kort nik . +Larsen hensank , da uglebjelm var gået , i en flov , +tilfreds tilstand , hvoraf han af og til vækkedes ved +tanken om madam Sørensen og det uskyldige barn , +hvis blodige billede han ikke kunne glemme . +Imidlertid havde baronen fortsat sin vej hjemad . +Han lagde ej heller denne gang mærke til , at han blev +efterfulgt af en mand . +Larsens hele opforsel og overhovedet hans ligegyldighed +i det ham pålagte hverv og hans tiltagende +frækhed i udførelsen af sine egne private anliggender , +havde omsider vakt mistanke om , at han nok ikke +havde den reneste fod at slå på , og fra at udspionere +andre blev han nu selv udspejdet , noget , hvorom +han selvfølgclig ikke havde den ringeste anelse . +I de sidste aftener havde man holdt øje med +hans hus , dog uden at opdage nøget mistænkeligt . +Baronens komme og dårlig skjulte forklædning +vakte derimod ingen ringe opsigt , og den betjent , + +hvem posten var betroet , fulgte derfor efter ham , uden +at blive bemærket . +Idet baronen , og betjenten der fulgte ham , kom +over Knippelsbro , krydsede de en herre , som med +nogen forbavselse betragtede de første . Da han kom +i nærheden af betjenten gave de hinanden et tegn +og uden at sige et ord sluttede Herren sig til denne +og fulgte med +— jeg så af deres forundring , sagde betjenten , +idet ban -- stadigt følgende og holdende øje med +barønen — greb Herren under armen ; at de muligvis +kender denne person , som sandsynligvis blot er +forklædt . +— det forekommer mig også at jeg skulle kende +ham , svarede Herren , der ligeledes stod i politiets +tjeneste ; men jeg er iøvrigt meget tilbøjelig til at tro , +at jeg har taget fejl . +— og hvorfor det ? +— » Fordi den , som jeg sigtede til , er en meget +fornem mand , der kommer til hoffet og hører til +byens eleganteste kavalerer . +— hm , bm ! +— de er også af den mening , at jeg har gjort +mig skyldig i en morsom fejltagelse , ikke sandt ? +— ikke ganske . +De kom i samme øjeblik forbi en gaslygte . +Den , som vi have benævnt Herren , så med en +vis forundring på betjenten . +— ja , sagde denne , der forstod hans spsrgende + +blik ; her bliver ikke tid til lang fortlaring ; den +bedste oplysning er den at følge efter ham . +Det gjorde de . +De så ham gå ind i huset i Bredgade og +hørte ham standse ved 3die etage . +Herrens ansigt udtrykte en høj grad af forbavselse . +— det må være ham , sagde han . +— hvem ? spurgte betjenten . +— den elegante baron uglehjelm ; han boer her +på 3die sal . +Uden at sige et ord mere forlod de huset og gik +hver til sit . +Den næste dag indgav betjenten en rapport . +Han udtalte deri baronens mærkelige dessg hos +viceværten , og uden at ville gøre eller opstille nogen som helst +beskyldning — hvortil han ej heller havde +nøgen anledning — ville han dog ikke undlade at +berøre denne omstændighed , der muligvis engang i +fremtiden ville kunne bidrage til at opklare sager , +som ellers måske ville forblive mørke og uigennemtrængelige . + + +19de kapitel . +I den fortvivledes hjem . +Vi have i det foregående kapitel løselig berørt , +at den fattige men ærlige arbeidsmanv Sørensen og +hans familie var bleven kastet på gaden af den +rasende Kristian Larsen . +Forgæves havde han mindet Larsens befuldmægtigede +om , at værten havde eftergivet ham gsælden +den foregående dag ; men da fuldmægtigen forhørte +sig hos Larsen om rigtigheden heraf , svor denne på +at han aldrig havde eftergivet Sørensen en skilling , +og hans brave fuldmægtig — en af stadens bekendte +kommissionærer — var da ikke længe om at +få familien på porten . +Sørensen havde da anmodet om at få værten +itale ; men denne nægtede at lade ham komme ind , +under påskud af sygdom , som han iovrigt virkelig +led af . +Til denne elendighed kom endnu , at madam +Sørensen siden den foregående dag spvrlos var førsvunden . +Uagtet at hun i den sidste tid — forledet af^ +nød og elendighed — havde sagt sin tilflugt hos +flasken , elskede hendes mand hende dog endnu . +Uroligt havde han ventet på hende de » hele nat . + +hvert øjeblik troede han at høre hendes trin på +trappen eller at se døren gå op . +Hun kom ikke ; men i den triste , kolde morgenstund +indfandt kommissionæren sig og tvang ham til +at flytte sit tøj ud på gaden . +Dørnene , tre småpiger og to drenge , i en +alder fra 3 til 15 år , klyngede sig hulkende til de +fattige pjalter , der lå henslængte i gadens sølede +føre . +Sørensen var en stærk , kraftig mand , hvem ulykken +ellers ikke formåede at bøje så let . +Delte var ham imidlertid for meget ; ban bøjede +hovedet og hulkede som et barn . +Det var ingen mild , lindrende gråd , nej , bitter +og barsk , som kun en mand kan græde når han er +dreven til det yderste . +Han fattede sig dog hurtigt , og uden at sige et +ord fog han sit yngste barn på armen og gav ved +en gebærde de andre befaling til at følge sig . +Han knyttede den hoire hånd og truede med et +hadefuldt blik ad Larsens vinduer . +Den tykke vært ville ikke have befundet sig vel +tilmode hvis han havde set denne gebærde . +Fulgt af sine børn gik han hastigt ud ad Amager +til . Hos en søster , der boede i sundbyoster , og som +var gift med en arbejdsmand , efterlod ban dørnene +og lejede ikke langt derfra et ledigt værelse med et +lille køkken . + +den føregående dags arbejdsløn var heldigvis +urørt , den gav han værtinden på hånden . +Ved svogerens hjælp hentede han sine få +eicndcle , der stod på gaden . +Søsteren havde imidlertid givet dørnene noget +mad ; han førte dem derefter ind i det nye hjem , og +pålagde sin ældste datter , en stille køn lille pige , at +sætte alt i orden og holde øje med sine yngre +sod skende . +Selv havde han ingen No på sig ; ban måtte +ud og lede efter sin kone , hun var måske gået hjem +i Prindsessegade og ikke funden nogen , måske flakkede +hun fonvivlet om , søgende sin mand og sine børn . +Nej , i Prindsessegade havde hun ikke været , sagde +beboerne . Sorensen opgav dem da sin adresse og +bad dem indtrængende om at vise hende derhen , hvis +hun skulle komme . +Sørgmodig stemt gik han ned til havnen , for at +køge sig noget arbejde ; thi børnene derhjemme trængte +både til mad og varme og han ejede ikke en eneste +skilling . +Da han var bekendt som en dygtig arbejder fik +han snart noget at bestille , og med sin tarvelige løn +i lommen begav han sig , da mørket faldt på , ud til +det nye , sørgelige hjem på Amager . +Han havde været så sikker på at træffe sin kone +hjemme , at han uvilkårlig havde dannet sig et billede +af hende , omgiven af børnene i den lille fattige stue , +og intet under derfor , at der ligesom for ham et + +sværd gennem brystet , da han trådte ind i det +kolde , mørke Kammer og fandt dørnene hulkende og +krybende tæt sammen i en krog . +— er moder ikke kommen hjem endnu ? spurgte +han med beklemt hjerte . +-- nej , sagde den ældste pige grædende ; hun har +flet ikke været her , og vi er så angst kor at en ulykke +er hændet hende . +Synet af de småes sorg oz ned gjorde , at +sørenscn tvang sig selv til at synes oprsmt . +Han trøstede dem alle med , at moder nok kom +hjem snart , i alle tilfælde i morgen +et af dørnene måtte løbe til hskeren efter +brænde , lys , flæsk , bred og kartofler . +Sørensen gjorde ild på og snart brasede flæsket +på den lille stegepande . +De små , som blev opvarmede og havde udsigt +til et solidt , varmt måltid , tørrcde tårerne af de +blege kinder og så forventningsfulde hen til kakkelovnen , +hvor kartoflerne kogte . +Kun den ældste datter ville ikke ret lade sig +trøste ; hun anede en ulykke , og troede at se , at faderen +kun for børnenes skyld tvang sig til at synes +ligegyldig , hvad han ellers ikke var . +Efter måltidet lagde hele familien sig til ro +på le tyndtstoppele tangmadratser , kun sparsomt +bedækket af de pjaltede , våde tæpper . +Den næste mørgen besluttede Sørensen at gå til + +politiet , for at anmode om dets hjælp til at finde +sin kone . +Han begav sig også den næste mørgen da det +var bleven lyst og efter i selskab med dørnene at +have nydt levningerne af gårsdagens måltid , afsted +til byen . +Da han gik over Langebro bemærkede han en +betydelig mængde mennesker , der med synlig interesse +holdt øje med en dåd , der sejlede ind mod slæbesledet +ved druknehuset . +— hvad er det ? spurgte han en kone . +— det er et druknet menneske , som man er +ifærd med at fiske op , fik han til svar . +Båden kom nærmere og nærmere til land . +En mand roede , medens en anden sad agterud , +holdende en ende af et toug i hånden , den anden +ende var slynget om armene af den druknede , der +langsomt fløv bagefter båden . +Uhyggeligt , gribende var det at betragte den tilsyneladende +uførmelige masse , der med udstrakte arme +og det lange sorte hår ud over ansigtet , uroligt +sveiede frem og tilbage i vandet . +En gysen greb de tilstedeværende . +Sørensen blev bleg . +Uden ret at gøre sig rede for sine tanker , havde +en uhyggelig anelse påtrængt sig ham . +Han ilede hurtigt over broen og ned til slæbesledet . + + +188 +båden landede i samme øjeblik og mændene +gjorde sig rede til at hale liget op på land . +Mængden strammede til og samlede sig i spændt +forventning omkring druknehuset . +— å hiv , å hej ! sang mændene , og med et +rask tag haiedes liget op og blev lagt på slæbestedet . +Det sortnede for sørenscns øjne . +Dragten , det sorte hår , ansigtstrækkene , alt +kendte han +han styrtede frem med det udråb : +— min kone . . . min stakkels kone ! +Den gabende , nysgerrige folkehob veg fly tilbage +og lød den ulykkelige ægtemand komme frem . +Deltagende udråb lød fra alle kanter . +— det var dog mærkeligt af manden ffulde +komme til i samme nu , da man trak hans kone op +af vandet , sagde en fed madame . +— guds finger , madam Hansen , det er alt for +tydeligt , svarede den tiltalte . +Folkehoben varede mere og mere . +Man bragte bærcbør og tæpper fra druknehuset , +og liget blev forsigtig båren ind i det lille +mørke hus med de halv tildækkede ruder . +En politibetjent opfordrede manden til af følge +med til stationen , for der af afgive sin forklaring +om hvem liget var , og de oplysninger , han ellers +formåede af give . +Sørensen indvilligede heri . + +489 +de sorte porte blev tillukkede og madam sørenscns +jordiske levninger ventede nu blot på af blive +overgivet til vor fælles moder , jorden . +Med bsiet hoved og sorg i hjertet fulgte sørcnsen +betjenten . +På stationen målte han afgive forklaring over +hvor længe han havde savnet sin kone , og blev nu for +første gang underrettet om den forbrydelse , hans +kone , ophidset af hævntørst , havde begået ; hun havde +sandsynligvis kort derefter tage » sig af dage . +Det var bedre som det var , mente den menneskekærlige +politiembedsmand ; hun havde ellers måttet +bede hårdt for den begåede forbrydelse , — nu var +det forbi , og sorgen over at have en kone i straffeanstalten +var værre end at have hende i graven . +Sørensen hørte døg intet . +Navnet Larsen , det uhcldbriagende navn , fik +ham næsten ' til at forglemme sin sorg , til at glemme +alt , for at hævne sig på ham , hvem han betragtede +som sin kones og sin lykkes morder . +— stakkels mand ! sagde politiembedsmanden og +gav ham 10 rigsdaler til hjælp til begravelsen . - +tag dem det nu ikke for nær . +Sørensen takkede for pengene og gik til sit uske +hjem . +Bleg , men fattet fortalte han dørnene om moderens +død , idet han døg sortaug måden hvorpå hun +havde gjort ende på sit liv . +De stakler græd længe og heftigt ; men heldigvis + +er ungdommen ikke i stand til at hengive sig aldeles til +sorgen , andre krav , andre fornødenhcder gøre sig +gældende , og da faderen hen ad eftermiddagen kom +frem med den ene femdalerseddel af de to , embedsmanden +havde givet ham , til derfor at gøre indkjob , +vandt glæden sejr over tårerne . +Fire dage efter blev madam Sørensen begravet . +Kun Sørensen , hans svoger og to andre arbejdsmænd +fulgte tilfods efter den fattige ligvogn til kirkegården +på rorrcbro . +Sørensen havde nu opfyldt den sidste sørgelige +pligt mod sin ægtefælle og ville for fremtiden kun +leve for sine børn og — for sin hævn , ja blodig +gjengjældclse over den mand , han betragtede som +ophavsmanden til sin hustrues elendighed og derefter +følgende død . +To timer efter begravelsen indfandt Sørensen +sig hos den politiembedsmand , der havde foræret ham +de 10 rigsdaler efter at hans hustrues lig var +bleven fundet . +Han bad om at blive optaget i politikorpset . +Politicmbedsmanden blev i begyndelsen noget +forundret over denne begæring ; men indrømmede +derefter villigt hans anmodning , da han havde gjort +et meget fordelagtigt indtryk ved det første mode . + +nogle dage efter så man Sørensen , iført en +flunkende ny politibetfentsuniform , patrouillere her i +staden . +20de kapitel . +I det kongelige tteater . +Der havde længe været tale om en festforestilling +i det kgl . Tteater ; at vi ikke omtale i hvilken anledning +vil læseren gunstigt undskylde . +Kongefamilien , hoffet og ' alt hvad vor hovedstad +har af elegant og fornemt ville give møde . +Det var en aften i begyndelsen af december +måned . Den ene ekvipage elegantere end den anden +rullede over kongens Nytorv og toge så godt som +alle retning imod det kongelige tteater , hvor de +standsede og blev åbnede for at afsætte unge nydelige +damer i kostbare toiletter og uniformerede og dekorerede +herrer . +Klokken spillede musiken for den afdeling infanteri , +der havde æresvagten , honnørmarschen ; det +var den kongelige familie , der kom kørende , og snart +vidnede musiken og hurraråbene , der svagt lunde + +høres udenfor , om , at kongefamilien var trådt ind i +sin loge . +Nede på gulvet i andet parket sidde to herrer , +ivrigt talende med hinanden . De er klædte i sort , +med kjole , hvide handsker og hvidt halstørklæde . +Den ene er vor gamle ben , hr . Henningsen +senior , den bekendte menneskeven , den anden en af +byens dygtigste nyhcdskræmmere , som hr . Henningsen +gjor sig en fornoielse af at pumpe , for senere om +muligt at så gavn deraf i sin forretning . +. Bagved dem , i parterret , sidder ligeledes en +herre , hvis øjne fare rastløs frem og tilbage , langs +logerne , der er fyldte med elegant klædte damer og +herrer . Af og til fæster han sit blik med et sælsomt +udtryk på en gentil , yngre herre i en smuk uniform , +der sidder i kavalcerlogen , hvorfra han ivrigt iagttager +det kvindelige publikum gennem sin theatnlilkert . +— kender de ham ? spurgte nyhedskræmmcren +pludselig sin nabo og pegede på Herren i kavaler « +Logen , der ikke var nogen anden end baron uglchjclm . +— kende ham ! svarede ågerkarl » og brystede +sig med en dårlig skjult ligegyldighed ; javel kfenker +jeg ham , det er jo baron , uglehjelm ; der er ikke ret +længe siden jeg diskonterede en vcrcl for ham på +1000 rigsdaler . +Herren , der sad bagved , i parterret , begyndte +pludselig at få interesse for samtalen ; han lyttede +idetmindsle ivrigt efter . +I det samme begyndte ouverturen og han måtte + +derfor anstrenge sine høreorganer til det yderste , for +at følge samtalen . +— det var som Pokkers , sagde nyhedskræmmeren ; +er ban allerede kommen så vidt . Jeg vidste +nok at han havde en del gæld , men undskyld , hoistærcve , +i p-ngesagcr seer jeg hellere deres hæl end deres +tå , hahahaha ! +Henningsen lo også , han følie sig smigret . +— som del lader , fortsatte nyhcdskræmmeren , +bliver der ikke noget af hans forlovelse med frøken +Dalsgård ; denne forlovelse havde han sat sin lid +til , før at flippe før sine kreditorer , og nu narrer +pigebarnet ham . +— så ? sagde Henningsen . +— ganske vist , svarede den anden . Kort før +ulykken med Dalsgård indtraf — man siger forresten +at han har håb om at komme sig — var der stort +bal hos familien ; baronen var der og gjorde stormende +kur . På engang blev han borte , uden at tage +afsked med nøgen moders sjæl . Han havde nok +frie « og fået en kurv . sagde folk ; men sikkert nok er +det , at han fra familiens bedste ven er bleven dens +arrigste fjende ; ja , der sigcs endogså , at han før sine +fortroligste venner skal have udtalt , at han har lovet +at hævne den ham tilføjede fornærmelse og har +holdt sit ord . +— gudbevares ! +— ja , således siger folk ; men man fortæller jo + +så mange historier , så man knapt kan tro det halve +deraf . t +samtalen , der lod til at interessere Herren +parterret særdeles meget , afbrødes her ved at tæppet +gik op og forestillingen begyndte . +Under mellemakterne fortsattes det påbegyndte +emne . +Nyhedskræmmcren fortalte hr . Hcnningsen så +meget om baronens gæld , hvis størrelse han efter +sædvane betydelig overdrev og fik hårene til at rejse +sig på ågerkarlens hoved , ved ligefrem at fortælle +om den høilidelige ed , baronens Broder havde aflagt +på , ikke oftere at ville betale hans gæld . +Henninzsen begyndte så småt at fortryde sin +beredvillighed til at udlåne de 1000 daler . +Da Herren i parterret formodentlig ikke antog , +at hcnningsen og hans bekendte atter ville tage fat +på dette ttema , idet de begyndte at tale om andre +personer , forlod han sin plads og gik bort fra +tteatret . +Han spadserede længe rundt omkring hesten på +kongens Nytorv , uden at lægge mærke til den tiltagende +kulde og den tætte sne , der begyndte at +falde . +En mistanke , usandsynlig rigtignok , var som et +lyn slået ned i hans sjæl , og hvor ofte han endog +sorsøgte at tilinictgjøre det billede han havde dannet +sig , kom det dog stedse tilbage . + +Herren var den betjent , der havde fulgt barønen +fra huset i prr ' ndsessegadc til hans bolig i Bredgade . +Der var ingen tvivl om , at barønen og den +forklædte mand var en og den samme person ; hans +iagttagelser denne aften havde endnu mere bestyrket +ham i denne formodning +hvad ville den fornemme herre hos Larsen ? +Han havde nylig lånt 1000 rigsdaler af en af +de værste ågerkarle , som det synes mod høje renter +og et svært tryk . +Han hadede den dalsgårdske familie , havde +utydeligt givet af forstå af han ville hævne sig og +senere for sine venner , formodentlig i et anfald af +forfængelighed , ytret , af hævnen var udført . +Dog dette sidste var jo muligvis ikke tilfældet . +Overfaldet på Dalsgård var endnu så nyt og +der var endnu ikke fremkommen noget spor , der kunne +lede til dets opdagelse +intet under derfor , af betjenten , der hørte th +opdagelsespolitiets dygtigste yngre kræfter , med begærlighed +greb efter af finde et lysskær i det mørke , +der indhyllede sagen . +Han måtte imidlertid tilstå for sig selv , af han +egentlig ikke havde mindste spor af gå efter , ja han +antog egentlig ikke , af uglchjclm havde den ringeste +andel i forbrydelsen ; ja , havde man åbent spurgt +ham : „ Tror du baronen har andel i forbrydelsen ? “ +Ville han meget forbavset have svaret med et „ Nej . “ +Der var dog noget , der drev ham til af løfte + +det hemmelighedsfulde dække , der hvilede over baronens +gådefulde opførsel . +Han besluttede af erkundige sig nærmere om uglehjclmo +opsorsel og levemåde i den senere tid . Det +kunne jo ikke flade . +Foreløbigt holdtes der skarpt udkig med huset i +Prindsessegade . +Uvilkårligt gik han derud . +Lysene vare skulkede overalt i den forfaldne +bygning , undtagen i Larsens private værelse , hvor +det skimtedes svagt gennem det gule , smudsige rullegardin . +Et par steder derfra , på den modsatte side af +gaden , stod en hvi , mandlig -skikkelse , isørt politibetjentenes +hjelm og kappe . +Opdagelscsbctjentcn gik pen til ham og berørte +ham let på skulderen . +Skikkelsen for sammen og vendte sig om . Det +blege ansigt og de indfaldne øjne vidnede om en dyb +og inderlig sorg . +— hvorledes går der , Sørensen ? spurgte betjenten +venligt . Har de ikke opdaget noget ? +— nej , svarede den tiltalte . Ingen har været +hos ham . Intet kunne have undgået min opmærksomhed . +Betjenten så deltagende på ham . +Ja , lad mig se de passer godt på , sagde +han efter en pause . +— passe godt på , lo Sørensen bittert ; passe + +på ham , derfor lever og ånder jeg jo blot . Ved +de hvad den mand , og han pegede på huset , har +gjort imod mig og mine ? +Den anden nikkede . +— nuvel , så vil de forstå , at jeg følger ham +til verdens ende , at jeg ikke vil hvile før jeg har +overgivet ham til hans jordiske eller himmelske dommer . +Med disse ord vendte han sig bort og heftede +atter sit sørgmodige , hævnende blik på det uheldsvangre +hus . +Opdagelsesbetjenten trak på skuldrene og gik +atter tilbage til den egentlige by . +Men , så længe mørket rugede over den sovende +stad , stod den tavse skikkelse ubevægelig som en +statue , til forundring før de så forbigående som , +rystende på hovedet , ilede forbi . +21de kapitel . +Opdaget . +Vi have i et af de foregående kapitler omtalt , +at Peter og Marie havde fået tilladelse af madam +Søndrup til engang imellem at gå en tur sammen . + +en søndag eftermiddag , det lakkede ad jul til , +finde vi Peter , hans kæreste og dennes moder spadserende +på volden . Solen var ved at gå ned , del +frøs temmelig stærkt ; men iøvrigt var det blikstille og +de spadserende node ret det smukke vimerveir . +Man var i en ivrig samtale angående den +gamle madam smidis tilstand , om hun ville komme +sig , hvilket Peter ikke troede , - da man , uden at ane +det , stødte på et ældre ægtepar og et par unge +damer , der i det sidste minut , med en vis , til tvivl +grænsende forbavselse , betragtede del unge par +den gamle herre udstedte et rasende udråb . +Peter så op , for bestvrter et par skridt tilbage +og gjorde en halv vending , som for at flygte . +Han besindede sig dog og blev . +— ih du min gud og skabermand ! men hvad +er det dog du tager dig for , Peter ! råbte den ældre +dame og tog ham i armen . +— drengen er bleven forfort , brummede den gamle +herre , og så forbitret på den iniel anende Marie +og madam Søndrup . Kunne jeg ikke nok vide del , +han flyer sin faders hus , skyer guds ord for at +løbe omkring med koblerfler og deres tøse ! +— min gud i himlen ! råbte Marie og tog +sin kæreste i armen ; hvem er dog den herre ? +— min fader , stammede Peter noget fortumlet . +— ja , hans fader , hører de det , fordømie tos ! +Råbte den gamle ærværdige hr . Henningsen , der +arbejdede sig op til et bestandigt større og større raseri . + +— her nu engang , fader , sagde Peter med +usædvanlig ro og fasthed ; vil du skælde nogen ud , +så hold dig til mig ; men denne dame er du ikke +berettiget til at besmitte med . et eneste skældsord . +— hvad for noget ! udbrød den gamle , næsten +ude af sig selv over for første gang ar slode på +modstand hos sin ellers så føiclige og frygtsomme +søn og arving . +— ia , sagde denne ; jeg er ikke nogen dreng +længere , og tåler ikke al du blander dig ind i mine +sager af dej « natur . Denne dame er min forlovede , +og som sådan vil jeg have hende respekteret af alle . +— hans kæreste ! udbrød moderen , som , skønt +en dame med megen kraft og et stridbart sind dog +til sidst havde måttet bukke under og føic sig efter sin +mand . - er du gal , Peter ! +— gud , hvor frækt ! udbrede de unge damer , +-hvoraf den ene var Peters søster , den anden hans +kusine , som i sit stille sind havde gjort regning på +sin fætters hånd og hjerte og derfor naturligvis +brændte af retfærdig harme imod den , som havde +indtaget den plads , hun betragtede som lovlig tilhorendc +sig . +- dumt toieri , brummede faderen og kastede +et gennemborende blik på madam Søndrup , der +besvarede det med et udfordrende dito . Kom nu med +od Peter , og tak din gud for , at vi ilide fik dig ud +af de snarer . +— hvilke snarer ? spurgte madam Søndrup skarpt . + +hr . Henningsen senior værdigede hende ikke et +øiekasf , men svarede , uafbrudt talende til sin søn : +jeg mener de snarer , hvori denne kone og hendes +datter har hildet dig ; kom nu med osnei , +jeg har gjort mit valg , svarede Peter usædvanlig +alvorlig « ; kan jeg ikke ledsage eder i forening +med min forlovede , så få i i guds navn gå +alene . +— vær fornuftig , Peter , bønfaldt moderen ; +hvad kan den unge fattige pige være for dig imod +os , dine forældre og sodskende ? +— ja , hun er fattig , hun må ernære sig ved +fine hænders arbejde , svarede Peter ; men formastelig +måtte jeg være hvis jeg derfor overlod hende til sin +skæbne . +— drengen må være vanvittig , mente ågerkarlen . +— nej , svarede madam Søndrup og opfangede +hr . Henningscns sidste bemærkning ; han er ikke vanvittig , +han er klog . +— med dem har jeg intet at tale , sagde Henningsen +og så hovmodigt på den tarvelig klædte +kone . +— jo , de har for så vidt at tale med mig , som +de har brugt udtryk om min datter og mig , der +ville gøre os til de laveste , afskyeligste fruentimmer , +hvis det var sandt . +— jeg vil ikke høre deres præk ! råbte Henningsen . + + +i il - - — -- +— de skal høre mig , svarede madam Søndrup +ophidset . Hverken jeg eller min datter har efterstræbt +deres gøn , men kun tilladt ham , efter hans egen +anmodning af komme i vort hus ; han og min datter +ere unge og holde af hinanden , og deri er der da +ingen ulykke . +Henningsen svarede ikke . +— de kunne have fået en dårligere svigerdatter +end mit barn . . . +— rak ! mumlede Henningsen og så andægtig +op mød himlen . +- siger de rak ! Tør sådan en som de +kalde ordentlige folk for rak ! stønnede den fortørnede +madame . Jeg vil nu lade dem vide , af hvis sønnen +havde lignet skn fader , hvis hans rygte havde +været så flet som hans faders , da ville jeg hellere +have set min datter død end af indtræde i en forbindelse +med en mand , der har så megen sorg og +ulykke , ja oven i købet menneskeliv på sin samvittighed . +Husk blot på Smidt ! +Henningsen for sammen , blev bleg som et lig og +stirrede slivt på madam Søndrup . +— hvad mener de med det ? stammede ban +betuttet . +— derom kan jeg ingen forklaring give dem +nu , svarede madamen ; men jeg plejer ellers ikke at +udtale ord eller meninger , som jeg ikke kan forsvare . +Marie skælvede stærkt , og klyngede sig tæt op til +sin forlovedes side . +« i » +W ilt ! I ! I ! + +hun blev skarpt iagtet af de to unge damer og +slog derfor øjnene ned . +Det var ikke velvilje hun opdagede i de to unge , +ganske kønne ansigter , nej det var snarere had og +assky de udviste . +Søsteren holdt ikke af at få en fattig syjomfru +til svigerinde og var desuden en for intim veninde +af sin kusine til ikke at kende og dele hendes anskuelser +om Peter . +Fru Henningsen så med forundring scenen , +der foregik imellem hendes mand og madam Søndrup ; +hun skyndte sig med at få den afbrudt . +— vi spsrge dig atter og for sidste gang , min +søn , sagde hun højtideligt og vendte sig om mod +Peter , — om du vik opgive denne skabning , hun +pegede foragteligt på Marie , og følge os ? Gjor du +det , skulle vi alle forsøge på at glemme denne ubehagelige +historie . Vil du imidlertid vedblive at forhærdes +i synden og ofre din egen slægt for en +fremmed , så vil jeg blot fortælle dig , al dit hjem +for stedse er lukket for dig . Er du ikke af samme +mening , Henningsen ? +Han nikkede . +— når forældre byde deres børn at bryde +ære og pligt , at opgive det kæreste de eje , da er +lydighedsfølelscn forbi for dørnenes vedkommende , +svarede Peter langsomt . Jeg har stedse viist mig som +en god — jeg tror at kunne sige en kærlig søn og +er villig til at ære og elske mine forældre som det sig + +hor og bør ; men valget af min fremtidige kone forbeholder +jeg mig selv . +— du vil altså bryde med os ? +— nej , jeg bryder ikke med eder ; men Marie +kan jeg ikke undvære . +— nuvel , sagde den stolte kone og greb atter sin +mands arm . Du har valgt , gid du nu blot ikke +må fortryde det +processionen satte sig atter igang . +De gamle gik foran , de unge damer bagefter . +De sidste tilkastede Peter og Marie et sønderknusende , +foragteligt blik , da de gik fordi . +Den gamle Henningsen havde fået noget at +tænke på ; siden madam Søndrup havde udtalt +ordene : „ Tænk blot på Smidt ! “ havde han været +meget tam og ikke sagt et eneste ord . +Tårerne slode i Maries klare og smukke øjne , +da familien fjernede sig . +Hun greb hulkende Peters hånd , idet hun med +skælvende stemme udbrød : +— hvor det er sørgeligt at tænke på , at jeg er +årsagen til at du og dine forældre er blevne +uenige ! +— nej , du er ikke årsagen dertil , men de have +skylden ; de vide ikke hvilken kærlig datter de have +skudt fra sig . +— og du fortryder det ikke ? +— nej , aldrig , aldrig ! - +- det kan jeg lide dem for , unge mand , sagde + +madam Søndrup rsrt . Jeg vidste nok at de ville +bestå prøven , thi de har hjertet vå det rette sted . +Peter lyttede med glæde til disse ord . +— hør , sagde han kort efter ; hvad mente de +ellers med de mystiske ord de udtalte til min fader ? +Jeg forstod dem ikke . +— og jeg skal ikke bidrage til at gøre dem +klogere svarede madamen ; det bliver min hemmelighed . +Peter havde længe forudser « hvorledes hans . Familie +ville stille sig til hans forlovelse , når de engang +opdagede den . +Nu var det sket , og vi tilstå det , ban følte sig +betydelig lettet . +Nogen egentlig kærlighed havde han aldrig følt +for sine forældre . +Faderen så kun sin søn engang imellem , og +moderen , ja hun brød sig mere om staks og fjas end +om sine børn . +Vi kunne derfor til fulde forstå , at den unge +mand ikke ville opgive det kvindelige hjerte , som +bankede ham så kærligt imode . +Den næste dag , tidligt på formiddagen , stod +Peter i butikken og havde travlt med at erpcdere den +betydelig mængde kunder , der glædede urtekræmmer +Reimert med deres søgning . + +pludselig gik døren op for at indlade — hr . +Henningsen s « -nior , som uden at værdige sin søn et +eneste øjekast gik igennem boden og bankede på +hr . Reimeris kontorkor , som han derefter åbnede +og atter lukkede efter sig +med bankende hjerte , men fast på ikke at lave +sig rokke i den beslutning han havde fattet i går , +varetog Peter sin dont . +Efter en times forløb gik kontortørcn atter op . +Henningsen trådte ud og fulgtes af principalen helt +op ad den lange stentrappe , der førte ud til gaden . +Hr . Reimen sa^de intet , men svrføiede sig atter +tilbage til sit kontor . +Henad middag , da kundernes bcsøg vare mindre +hyppige , blev Peter kaldt ind til principalen . +Dennes ansigt var meget alvorligt . +— jeg har , som de ved , haft besøg af deres +fader i dag , sagde han . +Peter så forventningsfuld på ham . +— de ved , sagde reimen , eller rettere sagt aner +vel grunden til dette besøg ? +— jeg tror det nok , svarede Peter . +— nuvel , deres fader og jeg have haft en lang +samtale med hinanden dcsangåendc . Det er Pokkers +tidligt de har begyndt på de historier . +Peter studsede . +X — er de , fortsatte hr . Reimen , endnu ligeså +hårdnakket som i går ? +Peter svarede med et bestemt , , ja “ . + +— nuvel , sagde urtekræmmeren med et noget +nedslået udtryk i ansigtet ; så gør det mig ondt at +sige , at vi to må skilles . +— men hvorfor ? stammede Peter . +— for det første , fordi det strider imod mine +principer at have en forlovet kommis , og for det +andet , fordi deres fader bestemt har fordret deres +afskedigelse , hvis de ikke giver slip på pigen . +— men hvorledes kan min fader befale dem at +afskedige mig ? +— det har sine grunde , svarede Reimert med et +smerteligt træk om munden jeg har spekuleret og +havt store tab ; feg lånte penge af deres fader for +at undgå en fallit , og er således i hans magt . +Ve forstår mig vel ? +Peter , der altid havde anset principalen for en +velhavende mand , studsede ved at høre denne forklaring +og sagde : +— jeg indser nok at det egentlig er min fader , +der jager mig bort herfra , thi bort herfra må jeg , +det indser jeg klart ; opgive min forlovede kan jeg +ikke . Kæreste , bedste hr . Reimert , det gør mig inderlig +ondt at de asskedizer mig så pludselig , — døg , +de er jo uden skyld heri ! +Hr . Reimert trykkede tavs hans hånd . +— de får naturligvis deres tilgodehavende +for dette halvår udbetalt , sagde han . +På pciers afværgende bevægelse med hånden +tilfsiede han : + +— jo , deres penge skal de have ; deres faffer +skal nok komme til at betale mig dem tilbage . +Peter gik op på sit lille Kammer for at indpakke +sine få klædningsstykker . Sørgmodigt så han sig +omkring . Det var ikke noget værelse , som man ellers +plejer at skilles fra med sorg . Kalkede vægge , to +senge , et par stole , en servante og et bord var +al den lurus her var udfoldet . Alligevel så han +på alt dette med en vis vemod . I denne seng havde +han sovet i fem år , her havde han drømt om Marie , +for hvis skyld han nu skulle forlade sin plads og +han følte først ret , hvor kær han havde fået sin +gamle principal og de gamle omgivelser , da han +skulle til at forlade dem . +Han fik en fortrinlig anbefaling og modtog 90 +rigsdaler som den resterende løn for det kommende +halvår . +Hans lille kuffert og hatteæske blev stående i +butiken til han havde lejet et logis , hvorhen han +kunne flytte sine palkenilliker . +Der glimtede en tåre bag den gamle urtekræmmers +blanke brilleglas , da han sagde et hjerteligt +Levvel til sin fordums lærling og svend . +I Sværtegade fandt Peter et godt og billigt +værelse , som han straks tog i brug ; hans næste gang +var til Berlingske tidendes kontor med en annonce +angående „ en ung og velanbesalet kommis “ , beder +ønskede cmploi snarest muligt . ' +først hen ad aften gik han op til Søndrups . Det + +vaskte « umindelig forbavselse at se ham så tidlig på +aftenen , og han fortalte da dagens hændelser . +Marie sørgede over den skade , hun uforsætlig +havde tilføict sin forlovede ; han var ved godt mod +og trøstede hende med , at han nok snart ville få en +ny og måske bedre plads . +Men madam Søndrup rystede alvorligt på +hovedet og sagde intet . Det gjorde hende meget ondt +før de « unge skikkelige menneske og ønskede halvt , at +hun ikke havde været sket så villig til at indvillige i +de unges forlovelse . Der for et bittert smil over +hendes rynkede ansigt , da hun halv højt sagde til sig +selv : ja , ja , jeg og gamle Henningsen mødcs vel alter +på denne side af graven . +22de kapitel . +Juleaften . +Vi have nu i længere tid ikke desøgl den dalsgårtske +familie , vi ville derfor tillade os at føre +læseren derhen , ikke på en sædvanlig dag eller Asien , +nej , på juleaften , den gladeste , dejligste aften i hele +året . + +Dalsgårds tilstand havde bedret sig betydelig . +Efterhånden som sårene lægedcs , kom han også +mere og mere til sig selv igen og fik snart sin fuldkomne +bevidsthed tilbage . +Man kan vel tænke sig familiens glæde , da +Dalsgård en dag slog øjnene op og nævnede dem +alle ved navn . +Det var kort før jul . +Lægen erklærede nu al fare før overstået ; men +den største forsigtighed måtte endnu iagttages . +Med forundring havde Dalsgård hørt fortællingen +angående overfaldet og rørt trykkede han Viktors +hånd , da han hørte hvorledes viktør og hans +venner havde frelst ham . +Grossereren ønskede også at se sine andre nedningsmænd +og der blev strar sendt bud over i hr . +Neimerts butik efter Peter . +Budet traf en anden svend og måtte vende tilbage +med uforrettet sag . +Det gjorde Dalsgård ondt at han ikke strar +kunne bevidne Peter sin taknemlighed , døg han håbede +senere at kunne gøre det . +Det var en gammel skik i det dalsgårdsfe hus , +at familien juleaften spiste sin nisengrod , gåsesteg +og æblefkivcr , og grossereren holdt meget strengt på , +at denne skik vcdligeholdtes . +To gæster blev indbudne til denne aftens festlighed . +Det var viktør og hans moder . + +frn Dalsgård og Klara , frn Smidt og viktør +begave sig for aftensmåltidet til frue kirke , for der +at overvære gudstjenesten . +Den unge Dalsgård skulle blive hos sin fader , +for at pleje ham medens de andre vare borte . +I kirken skinnede hundreder af gasblus og udsendte +et skær som den klareste dag over den utallige +menneskemængde , der tavse ventede på gudstjenestens +begyndelse , medens de store kirkeklokker +vedbleve at lade deres malmtvner lyde . +Dalsgård havde en stol i kirkens skib , men +kun med megen møje banede de sig vej derhen gennem +den tætpakkede mængde . +Kort efter lød orgelet sine dybe , mægtige toner +bruse gennem den store kirke . Præsten trådte frem +foran alteret og den højtidelige gudstjeneste begyndte . +En dyb , en inderlig taksigelse til himlen for den +elskede mands helbredelse , bævede på Fru Dalsgårds +læber . +Fru Smidt sad stille og skuede tankefuldt hen for +sig ; hun tænkte på en glad juleaften for nogle og +tyve år tilbage , da hun og Smidt nylig vare blevne +forlovede og holdt inderligt as hinanden +hendes blik faldt i det samme på Viktor og +Klara . Der sagde de unge mennesker , strålende af +sundhed og lykke , og så kærligt på hinanden . +Viktors hånd havde søgt hendes og funden den . +Hånd i hånd , dog uden at nogen kunne se det , + +folie de ligesom et skær af himlens lykke her på +jorden . +Oppe i kirkens kor stod en elegant klædt herre +og stirrede åndsfraværende på omgivelserne . +Mere givende efter for en bekfendts ønske end af +virkelig lyst var han fulgt med denne ind i kirken . +Vennen var ivrigt beskæftiget med at lorgnettere +damerne . +Af og til lød han ytringer falde , som enten skulle +betegne hans beundring over eller mishag med den +dame , som i dette øjeblik havde været så uheldig +eller lykkelig at tiltrække sig hans nådige opmærksomhed . +Udbrudene kom stedvis srem . +— kføn lille sejler den ! . . . Eddikebryggeransigt ! +. . . Ikke så ilde endda ! . . . Satans til øjne ! og +andre af samme surdcig . +På engang slokte han til sin flegmatiske ben og +hviskedee : +— se derover , baron , der sidder den smukkeste +pige , jeg endnu har set her i aften ! +Halv mekanisk drejede uzlehjelm — thi ham var +dej — sig om i den betegnede retning . +Han føer sammen . +Ansigtet blev guldlegt , de små mørke øjne lynede . +Ved at følge vennens vink havde han set Klara og +ved hendes side sin medbejler , vikior . +Vi have tidligere sagt , at uglehjclm i grunden kun + +212 +bred sig om Klara for pengenes skyld . Således +var det øgså dengang . Men mennesket er aldrig +ivrigere end efter at erhverve eller at vinde det , de +ikke kunne nå . +Således gik det øgså baronen — nu elskede +han Klara . +Han havde for hendes skyld begået en forbrydelse . +Han havde haft sorgfulde dage og søvnløse +nætter . Han havde ikke ret gjort sig noget begreb +om , hvad enden ville blive på denne lidenskab , dog +han håbede endnu stedse . +Således slode sagerne , da han fik øje på de +elskende i frue kirke . +Hvad de fleste uindviede næppe ville have bemærket , +undgik ikke hans skarpe , af skinsyge funklende +blik . +Han vidste , han så , at de unge mennesker vare +enige , at der havde fundet en forklaring sted imellem +dem . +Alt blodet strømmcde ham til hjertet , han tumlede +og greb fat i sin ven , for ikke at falde . +— får du ond ! ? spurgte denne bekymret . +— her er satans varmt i aften , stonncde baronen , +hvis ansigt havde mistet ethvert spor af farve . +— ja , vent blot et øjeblik , stadsen er strar +forbi , slot dig imidlertid til mig . +Baronen greb vennens arm ; hans blik vedblev +at følge Klara + +den sidste julesalme var sungen og menigheden +forlod langsomt kirken . +Uglebjelm søgte at komme bort fra sin ven i den +stærke trængsel , hvilket også lykkedes . +Han var iblandt de første , der kom ud af kirken . +Han stillede sig op ved hovedindgangen , halv skjult af +en af søllerne , og passede nøje på . +Efter nogle minuters forløb så han endelig dem +han søgte komme ud af kirken . +Han tvang sig til at fremkunstle et smil . +Efter at have strøzet sig med hånden over ansigtet , +som om han derved havde kunnet tilintetgjørc +sporene af den smerte , han før få sekunder siden +følie så hårdt trådte han frem før Fru Dalsgård +og gjorde et dybt buk . +— ih , min gud , det er jø baron nglehjclm ! +Udbrød den godmodige kone og strakte ham hjerteligt +hånden i møde . +Mon hun ville have gjort dej , hvis hun havde +kendt den blodskold , der klæbede ved hans hånd ? +Det lod til at denne tanke bemægtigede sig den +unge adelsmand . +Kun med modstræben trykkede han svagt fruens +hånd og sremsfammede nogle uforståelige ord . +Sandt at sige følie han sig noget uhyggelig til mode +ligeoverfor sit lffers hustru . +— det er længe siden vi sidst sås , sagde fruen ; +sandt at sige tror jeg det var dengang vi havde det + +sidste Dal , noget før den ulykkelige hændelse indtraf +med min mand . Ja , de kender den naturligvis ? +Baronen bukkede . +— men , de forsvandt jø på engang , vedblev +fruen ; hvor blev de af ? Alle de unge damer spurgte +efter deres galante ridder . +Klara havde under denne samtale stået som på +nåle og hendes førlegenhed tiltog , da baronens +forsvinden kom på bane . +Uzlehjelm smilede og kastede et ildfuldt blik til +den unge pige og et rasende dito til sin heldige medbejler . +— o , dengang , svarede han stedse smilende ; ja , +jeg tilstår , jeg har gjort mig skyldig i en utilgivelig +forseelse ved sådan uden videre at køde min vej . +Årsagen dertil var — en hjertesygdom , som netop +den aften tog en uheldig vending . +Klara blev blodrød . +— stakkels menneske ! råbte de to ældre damer +i kor og betragtede baronen med deltagelse og medlidenhed . +1 +denne bibeholdt sit afskyelige smil , der , som +Klara syntes , med hvert minut der hengik fik noget +mere og mere djævelsk ved sig +for at undgå en forlængelse af denne for hende +så pinlige samtale , gjorde hun negle skridt fremad , +for at få damerne med sig . +Dette lykkedes hende . + +derimod var hun ikke så heldig at blive baronen +kvit . +Han skuttede sig til Fru Dalsgård , medens Viktor , +der i sit inderste vaskede ham til et varmt sted +udenfor denne jord , måtte byde sin moder armen . +Dette var netop det uglehjelm vaskede . Han fik +Fru Dalsgård og Klara at sviges med +han udviklede sin sædvanlige veltalenhed , udgjod +sig i forsikringer over den sorg og skræk , han havde +været i . efter at have modtaget underretning om +attentatet på Dalsgård . +Hvorledes det end gik formåede han dog ikke ret +at få sine tilhorerindcr til at tro på disse forsikringer . +De kom ikke fra hjertet , man følte at det var +høflighed og intet andet . +Man nåde hjemmet . +Baronen tog afsked med Fru Dalsgård , som +hurtigt steg op ad trapperne , for at erkyndige sig om +sin mands befindende . +Uglehjelm blev alene med Klara . +Den unge pige skyndte sig med at byde ham et +koldt farvel og ville alt til at ile op efter moderen , +da baronen standsede hende . +— nej , sagde han og trak vejret dybt ; jeg må +tale med dem , freken Klara . +— ja , men jeg ønsker aldeles ikke at tale videre +med dem , hr . Baron , svarede den unge pige hurtigt , +halv fortvivlet over denne fatale situation . + +— de må , jeg har en net dertil . +— og hvilken ? spurgte- hun stolt og hævede sit +hoved . +— den at jeg elsker dem . +- jeg beder dem , hr . Baron , forskån mig for +en fortsættelse af en samtale , som vil blive yderst +pinlig for os begge . De har engang fået mit svar . +— ja , det var dengang , ytrede han ssrgmvdigt . +Er det da umuligt at bringe dem på andre tanker ? +— ja , umuligt ! +— nuvel , sagde han bittert ; jeg tvivlede ikke +derom . Tåbe , som jeg var , at ydmyge mig før en +ung pige , som engang har forkastet æren af en forbindelse +med vort gamle hus . Men , frøken , fortsatte +han med hæs stemme og greb hendes hånd , som +han klemte med overnaturlig styrke , man fornærmer +ikke ustraffet en mand af min stamme . +Klara for sammen ved det faste tag . +Den hævner sig , vedblev baronen ; den hvisker +ikke før på ruinerne af fjendens hus . En kvinde +kan man ikke drage til ansvar ; men vel hendes elsker . +Klara udstedte et undertrykt skrig . +— ja , hendes elsker , sagde baronen i samme +tone ; han skal undgælde . Sig til den unge mand , +de foretrækker før mig , sig til ham , sønnen af en +tugthussange , at jeg ikke lader ham beholde dem +uhindret og — min smukke frøken , vejen til hans +brudeseng må gå over mit lig . Og nu , Levvel ! +Han vendte sig hastigt omkring og gik ud af porten . + +Klara stod dødbleg og rystet tilbage . +' hvad skulle hun gribe til ? +Der lagde sig ligesom en tåge før hendes øjne ; +hun gik langsomt op ad trapperne og ind i sit værelse , +hvor hun lod sig falde ned på sofaen . +Tåre på tåre listede sig ned ad de før så +blomstrende , før så rødmende kinder . +Med et dybt suk rejste hun sig omsider og forsogte +at udflette sporene af de tårer hun havde +udgydt . +Hun måtte ikke forstyrre den glade fest før sine +kære . +Med et smil på læben trådte hun ind i den +klart belyste sal , hvor faderens seng var bleven +flyttet ind , medens familien var i kirke . +Juleglæde strålede på ethvert ansigt , selv den +syge sad overrende i sengen og så med milde sørneiede +blikke på de tilstedeværende . +Ved synet af alle de kære og den fred og stille +lyksalighed der fandtes i stuen , tabte Klaras angst +sig snart . +At der var passeret noget var dog ikke undgået +Viktors opmærksomhed . +Han benyttede en lejlighed , da han stod ved hendes +side til i et par sagte tilhviskedee ord ai spørge , om +der fattedes hende noget . +— nej , min ven , svarede hun ; jeg er fuldkommen +lykkelig . +Og det var så med undtagelse af den lille førte + +sky , som barønen havde vist hende på den folklare +himmel . +Aftensbordet stod dækket . Fru Dalsgård kom +op fra kføkkenet , hvor en mængde fattige havde afhentet +varm mad samt klæber og penge , i anledning +af højtiden . +Risengrøden og gåsestegen smagte prægtigt . De +runde gule æbleskiver lokkede ved deres liflige Duft +selskabet til at spise mere end de egentlig ønskede . +Henne i sengen lå grossereren og så med længselsfulde +blikke hen til bordet . Juleaften have vi sagt +var hans kæreste aften oz de solide retter spiste han +hellere end de fineste og lækreste fra Paris , der var , +som han sagde , noget „ juleagtigt “ ved dem . +Nu måtte han nøics med lugten og synet ; thi +han var endnu på feberkost . +Lysene i det strålende juletræ tændtes , og en +mængde dørn — der alle tilhørte fattige familier , +som Dalsgård understøttede , — kom ind . +De småes glæde over det dejlige træ var +ubeskrivelig , og de ældre , ja de blev dørn igen og +dandsede med de små omkring juletræet . +Men denne herlighed fik dog en ende . Det ene +lys slukkedes efter det andet , og velforsynede i enhver +retning forlod de små det gjæsffrie hus . +Klokken var 9 . +Man sad inde i salen og spøgte og passiarede +ivrigt med hverandre . + +dslsgård lå stille og så med deltagende blikke +på Viktor og Klara . +Hvad de troede skjult for hele verden var ikke +undgået forældrene . +Allerede længe havde de haft en anelse om , at +de unge havde hinanden kær . +Det glædede dem ret ; thi en bedre svigersøn end +Viktor , mente de , kunne ikke findes . En rigere mand +kunne Dalsgård vel nok få til fin datter , men +ingen som var bravere i hjerte og sind . +Dalsgård lå længe og grundede . +Endelig bævede ban sig lidt op fra puderne og +bad sin kone om et glas vin . +- men , kære mand , indvendte hun ; ved du +også hvad du forlanger ? +— nå , så kun et halvt da , sagde han tålmodig ! +; det slår mig vel næppe ihjel . +Kun tøvende bragte hans kone ham et halvt glas +rødvin . +Et skælmsk udtryk udbredte sig over Dalsgårds +åsyn da han råbte : +— fylder eders glas , børn , lige til randen , +jeg vil udbringe en skål ! +De tilstedeværende så noget forbavsede hen til +sengen . +Det var ligesom om ethvert spor af sygdom +var bortsvnndet , da han med høj og lydelig rost udbrød , +idet han hævede glasset : +— lader os drikke en skål på det unge pars + +velgående ! Lader os drikke Klaras og Viktor Smidts +skål ! Gud velsigne dem begge ! +Var en bombe sprungen i værelset kunne den ikke +have gjort slorre virkning . +Alle sprang op og så med et halvt forundret , +halvt komisk blik på hverandre . +Klaras og Viktors fryd var ubeskrivelig . +Deres pagt var altså billiget af den kære , den +herlige fader +de ilede hen til den syges seng , greb hans +hænder og takkede og velsignede ham . +Dalsgård så afvcrlcnde på dem begge med et +rørt og glad udtryk . +— ja , kære dørn , tro mig , jeg har opdaget +eders hemmelighed , sagde han . Det glæder mig at +have truffet på en så brav mand som Viktor , ligesom +jeg på den anden s ' de øgså tror at han kan +være tjent med min datter Klara . +Midt i den glade forvirring var Deren bleven +åbnet og huslægen var trådt ind , uden i første +øjeblik at blive bemærket af nøgen . +— nå , det må jeg sige , sagde han , efter en +kort tid asvcrlcndc at have set fra den ene til den +anden . Man skulle før have troet at være i en julestue +udi grcnå før to århnndreder siden , end i et +sygeværelse i kjcbcnhavn i det nittende århundrede . +— velkommen , professor ! råbte Dalsgård muntert . +Velkommen , og glædelig jul ! +— og den syge er , som det synes , kaptoin for + +hele komedien , fortsatte huslægen leende ; det er den +omvendte verden . +Han blev nu sal ind i forholdene og lykønskede +hjerteligt det unge par . +- ja her er glæde og lyslighed , vedblev lægen ; +det er som det bor være . Jeg kommer netop fra et +sygeleje , hoor det seer mindre muntert ud . Det er +en ung handelskommis henne i Sværtegade ; som det +synes er der en eller anden ting , som der er gået +ham nær til hjerte , og som har skaffet ham en alvorlig +sygdom på halsen . Såvidt jeg kan forstå er +han forlovet n ed en ung sypige , den eneste der plejer +ham ; hans forældre er nok imod partiet og have +fået hans principal til at give ham ' afsked . Hele +denne historie har bidraget til at fremskynde sygdommen . +— o , sagde Klara , det er smukt , det er bravt af +ham , ikke al opgive sin kæreste , fordi hun er sallig , +men vil tåle alt for hendes skyld . +— således må naturligvis en nyforlovet dame +tale , svarede lægen smilende ; men vi værdige fædre +holde nu på del solide . +— hvad hedder fyren ? spurgte Dalsgård . +— ja , bi lidt , jeg har næsten glemt det . — jo , +det er sandt , han hedder Henningsen . +— hvad , Henningsen ! udbrød Dalsgård . Skulle +det være den unge mand , der så kækt hjalp Viktor +med af redde mit liv ? +— det må være ham ! råbte Klara ; også han + +er jo afskediget af sin tjeneste hos neimert . Det er +sikkert ham ! +— i så fald , sagde Dalsgård ivrigt , er det en +dobbelt pligt af komme ham til hjælp , og det strar . +— men hvorledes ? indvendte sønnen . +— frygten for intet erhverv af have har måske +bidraget til af forege hans sygdom ; kunne man berolige +ham i så henseende , ville det måske have en +gavnlig virkning . +Lægen nikkede samtykkende . +— der må siges ham , vedblev grossereren , af +han i den henseende ikke behøver af forurolige sig ; +såsnart han er så rask af han kan begynde , vil han +få en ansættelse på mit kontor . Gagen begynder +selvsolgelig fra denne måned . +— jeg skal gå derhen med dette trøstens budskab , +sagde Viktor og sprang op fra stolen . +— jeg sølger med , udbrød den unge Dalsgård . +Egoist , som du er , Viktor , vedblev han leende ; du +vil beholde de unge menneskers taknemlighed for +dig selv alene . +— måske , lagde Klara rødmende , vil det være +meget generende for hans forlovede , den unge pige , +at der kun kommer herrer ; hvis . . . +— ja , jeg ved hvad du ville sige , afbrød faderen +hende leende ; gå du kun med , så skilles du +jo heller ikke fra kæresten . +Fra de fleste huse lød der sang og jubel , da de +unge mennesker atter betrådte gaden . Lys skinnede + +næsten fra ethvert vindue , indenfor fandtes glade og +fornøjede mennesker . +Med en stolt foleise af at have en lovlig ret +dertil , bød Viktor sin smukke forlovede armen , og +langsomt vandrede de til huset i Sværfegade , hvor +Peter Henningsen løgerede , og som lægen havde betegnet +dem . +23de kapitel . +I Sværfegade . +I et lille , beklumret værelse på 3die sal lå +Peter Henningsen og vendte og drejede rastløs skt +feberhede hoved på puden . +En rasende tørst , som ' al verdens flydende væsker +ikke kunne flukke , fortærede saften i det unge ellers +så sunde og kraftige menneskes legeme . +Således havde han ligget i flere dage . +Den trofaste lille Marie sad ved hans seng og +rakte ham medicinen og den kvægende drik lægen +havde ordineret . +De « var en sørgelig juleaften før den stakkels +pige . + +endnu før otte dage siden havde hun og den +syge i forening udkastet planer til en festlig måde +at højtideligholde aftenen på . +Mennesket spår , men gud råder . +Moderen var fornylig gået hjem . Også der +havde de en syg , der måtte pleics og hyzges om , +nemlig den gamle madam Smidt , støverens moder . +Af og til syntes det som Maries indbildningskraft +fremstillede sørgclige og merke billeder før hendes +indre syn ; thi hun græd da heftigt , men sagte , før +ikke at forstyrre den syge . +Han holdt hendes hånd i sin og gav kun meget +nødizt skip på den . +I to nætter og dage havde hun kun fået et +par timers søvn . De før så klare øjne vare nu +matte og blakkede . +De mørke tanker syntes især at påtrænze sig +hende , når der af og til lød et larmende glædcsudråb +fra etagen nedenunder , hvor den rige skrædermester +holdt et glimrende gilde . +På trappen lød der pludseligt trin af flere +personer , der efterhånden nærmede sig Peters dør . +Der bankedes på døren . +Marie råbte sagte : „ Kom ind ! “ og Peter løftcde +nysgerrigt hovedet lidt i vejret . +Døren gik op og ind trådte — ja , Peter troede +næsten at det var en drøm eller en følge af sygdommen +— ind trådte . . . hans barndoms fe , + +hans første kærlighed i læretiden , grøsserer Dalsgårds +datter . +Efter hende kom to herrer , af hvilke han kun +kendte den ene . +Marie så forbavset på de indtrædende . +De nærmede sig den syges seng , efter venligt +at have hilset på den trofaste sygevogteiske , og Viktor +spurgte deltagende : +— kender de mig ikke , Henningsen ? +— jo , svarede den syge ; de er jo hr . Smidt , +ikke sandt ? +— ganske rigtig . Denne dame , med hvem jeg +iaften er bleven forlovet , er grøsserer dalszårds +datter , denne herre er hans søn . Først for et øjeblik +siden fik vi at vide , at de var syg og hvør de +boede ; da min svigerfader jo selv er patient overdrog +han det til vs , hans børn , at bringe dem hans +inderligste tak og tilbyde dem bistand i enhver +retning . +— det er meget smukt af hr . Grøsserer Dalsgård ! +Sagde Peter synlig rørt . +— og da han ved , fortsatte Klara med sin +blide stemme , at de er uden beskæffigelse , tilbyder +han dem en plads på sit kontor , så snart de bliver +rask , og dermed må de såmænd skynde dem , hr . +Henningsen . +Marie foldede hænderne og takkede gud for det +glædelige budskab . + +— vi have hørt , sagde Klara , hvor ulykkeligt +det er gået dem i den sidste tid ; vi beundre alle +den fasthed , hvormed de har holdt på denne unge +pige , som de har stænket deres tro . +Marie så forlegen ned for sig . +Klara satte sig hen til hende , og de unge kvinder +vare snart indviklede i en livlig , for dem særdeles +interessant samtale om de små genvordigheder , de +havde mødt i deres korte forelsfelsesperiode . +Mændene satte sig ligeledes ned ved sengen og +det lykkedes dem snart at få den syge så godt +stemt , at han erklærede , at det gode , velkomne budskab +forhåbentlig i få dage ville bringe ham oven senge +medens samtalen således bedst var i gang +hørtes der atter skridt på trappen , der standsede +ved Peters dør , på hvilken der kort efter lød en +beskeden banken . +Marie lukkede op , og ind trådte — hr . Reimer « . +Den gamle urtekræmmer var synlig rørt . +Uden at ændse de tilstedeværende ilede han hen +il sengen . +Peter ' havde rejst sig overrende og ville næppe « ro +sine egne øjne . +Men den gamle herre greb begge hans hænder +og begyndte på en lang usammenhængende beretning +om , hvorledes han først for kort tid siden var bleven +underrettet om sin unge vens tilstand , ellers ville +han for længe siden have bcsøgt ham . Del gjorde ham +inderlig ondt at se Peter i den tilstand , forsikrede han , + +og at han mente hvad han sagde , så man af de +skælvende læber og af den Iver hvormed han trykkede +den syges hænder . +Hr . Ncimert bad Peter om kun at sige hvad han +behøvede , så skulle det blive tilbragt ham . Med tiden +troede han også at kunne give ham empløi i sin +butik . +— og hvem ved , tilføicde den gamle med et +polisk sideblik til Marie ; ja hvem ved ! Jeg bliver +gammel nu og må snart til at tænke på at få en +ung og driftig kompagnon . +Peter blev meget bevæget over dette bevis på +hans gamle principals hengivenhed , men bad ham ikke +at ængstes for hans fremtid ; han havde i dette øjeblik +fået tilbud om ansættelse hos grosserer Dalsgård +og frygtede ikke for fremtiden . +— ja , ja , svarede hr Reimers muntert ; jeg +står alligevel ved mit tilbud . +Uden af man mærkede det var klokken bleven +mange ; man rejste sig altså før af gå og bod Peter +og Marie et hjerteligt Levvel , med ønsket om en glad +og lykkelig jul og alle lovede snart af komme igen . +Da de forlovede atter blev alene , sank Peter +mat tilbage i puderne . +Overraskelsen , sindsbevægelsen havde været ham +før stærk i den lidende tilstand hvori han befandt sig . +Han begyndte af fantasere . +Marie sad ængstelig ved hans leje ; ethvert ord + +han i sin vildelse udtalte skar hende dybt i hjertet , +og hen ad morgenstunden , da madam Søndrup kom +før af afløse sin datter , fandt hun hende grædende , og +den syge i en fortvivlet tilstand . +24de kapitel +hvorledes det gik støveren og +halt e-søren . +Vi forlod de to forbrydere i det øjeblik da de +efter pågribelsen i Hamborg alter befandt sig vel +indelukket bag et fængsels mørke giiter . +At deres tanker just ikke vare de behageligste kan +enhver vel tænke sig . +Støveren havde i sin ungdom og senere af sine +kammerater i tugthuset ofte hørt , af man aldrig +idømte et menneske dødsstraf , når han ikke selv +afgav en fuldstændig tilståelse om af have begået +den forbrydelse , der medførte straffen . +For hans eget vedkommende var han ganske rolig . +Ingen dommer i hele verden skulle få nøgen tilståelse +af ham i den dalsgårdske sag . +Anderledes forholdt det sig med Halte-søren . + +på hans standhaftighed stolede han ikke så +meget . +Nu gjaldt det om at få truffet en ren aftale . +Dette var imidlertid ikke så let . Dog , tilfældet +kom ham til hjælp . +Sålænge betjenten , der ledsagede dem , kunne +have „ et øje på hver finger “ , som man siger , forholdt +de sig tavse , og siøveren lod som om han med +gru og anger tænkte på sit foregående syndige +levnet . +Halte-seren sad dorsk og skov og stirrede hen +for sig . +Det var bælmsrkt da de i en drosche kørte fra +banegården i Kiel og ned til dampskibet . +Det blæste voldsomt ude på søen . Bølgerne +fløge skummende op over dækket og forøg snart alle +kahytspassagererne derfra +forude , tæt ved maskinen , sad betjenten med sine +to fanger . +Betjenten befandt sig øiensyniig ikke vel . Skibets +voldsomme bevægelser havde dragt hans legeme i en +ejendommelig uro . +Han fik søsygen +som bekendt gør denne ubehagelige gæst så +godt som alle , hvem den angriber , ligegyldige for alt . +Uden knap ar værdige fangerne et blik gik betjenten +ravende og tumlende hen til en sæk , der lå +nogle skridt derfra , og lastede sig tungt ned på den . + +støveren bøjede sig oieblikkelig henimod haltegoren +og hviskedee : +— vi må gøre en aftale . +Der kom lidt liv i den haltes øjne , han spurgte +i samme tone : +— hvorom ? +— naturligvis om hvorledes vi bedst kunne klare +historien +— ganske vist . +— hører du ? Fremfør alt må vi vogte os +før at afgive den allermindste tilståelse i den dalsgårdsfe +sag : får assessoren først en finger napper +han hele næven før vi vide et ord af det . +— stol kun på mig . +— altså ikke et ord om den sag . Vi må før +lade os hakke til plukfisk end tale , selv om Dalsgård +skulle leve og sladre af skøle +— men hvorledes skulle vi klare ærterne med de +sørdømte penge de „ snubbede “ fra os ? Det er det +værste . +— også derover har jeg tænk « , svarede den +snilde støver . Hør engang ! +Han bøjede sig tæt ind til Halte-søren og hviskedee +ham længe og ivrigt i øret . +— du har nej ! udbrød den halte ; det er den +eneste redning . Han må også have lidt af stegen . +— men det værste er , at vi ikke vide hans navn , +dbrsd støveren ; det bliver vanskeligt at få ham +fat , men det må sporhundene om . + +— der er vel hverken stjålet eller som tabt efterlyst +så mange penge i den sidste tid , så de må +tage vor forklaring for god . Værst er det med det +tyvebrændte mord . Det var dog i grunden en snavs +historie , hvad ? +— ja , snavs endte den , svarede støveren filosofisk +og betragtede de små håndjern , hvormed betjenten +havde prydet hans arme ; nu må vi se at ordne +tingene efter aftale . +De vedbleve i over 2 timer at føre en ivrig +samtale . Ikke det mindste punkt blev forglemt , for +at de ikke under det foreslående forhør ffulde gøre +sig skyldig i den uoverensstemmelse , der er så farlig +for forbryderne og gør , at forhørstommeren netop +ved sådanne gør mangen vigtig opdagelse , mangen +god fangst . +Da man kunne se fyrene ved indscilingen til +Korsør havn lejede stormen af . Betjenten syntes +derved at ihukomme sin pligt ; han rejste sig tvært fra +sækken og indtog atter sin gamle plads mellem sine +tø kurkdrevne fanger . +Og da signalpiden samme dags formiddag lystigt +signaliserede togets ankomst til kjødenhavns banegård +slog den haltes og støverens hjerter noget +hurtigere end de plejede ; de skulke gjcnse skuepladsen +for deres bedrifter , den de et par dage forinden +troede at skulle vende ryggen til for stedse . +De betrådte atter den store røde gård på +Nytorv , så de dem velbekendte ansigter og travede + +slukørede ned i den dybe nådhuskjældcr , hvor forbryderne +have tid og lejlighed til at betænke om et +bedre liv i fremtiden døg ikke , når alt kommer tsk +alt , er at foretrække for en merk fangccelles mugne +luft . +„ At stilles gjor ondt “ siger en bekendt tysk vise +og det var også med en vis nedslagenhed at de to +staldbrødre hver for sig blev overgivne hver til sin +arrestforvarer , der førte deres fanger til to forskellige +arrester . +Der sad netop dengang mange folk arresterede , og +attentatet på Dalsgård havde gjort , at arresterne +næsten blev overfyldte . +I den celle hvortil støveren blev bragt var der +allerede tre fanger . +Den ene var en gammelagtig mand med hårde , +frastodcnde træk , han var beskæftiget med at polere et +afgnavet dyrcbeen så godt han formåede ved at +gnide det med en lille sten ; den anden var overmåde +ung , kun sytten år gammel , men havde et +frækt blik og et udsvævende udseende ; henne i en +krog lå den tredie , en olding på nøgleoghalvfjerds +og gumlede rystende og famlende på en stive rugbrød . +Højt oppe i væggen sad det runde tilgitrcde +vindue , der netop tillod lyset så megen indpas , at +man kunne skimte arrestens og de tilstedeværendes +udseende . +— hurra ! råbte den unge laban , da støveren + +blev ført ned . Hurra ! der er nok ' en en , de har +nappet . Jeg siger , jo flere jo bedre . +— du skulle ikke være flet så munter , Karl +Ludvig , sagde arrestforvareren . Du må takke gud +for , hvis du også denne gang skipper med ris ! +— puh ! svarede den lovende yngling ; assessoren +må for mig gerne sætte mig ind i huset , der er nok +lystige folk derinde , hører jeg . +Rystende på hovedet låsede arrestforvareren +døren . +De fire hædersmænd betragtede hverandre med et +spsrgende blik . +— nå , afbrød endelig siøveren tavsheden og +slog den brave yngling fortrolig på skulderen ; jeg +tænker at vi alle er enige , at den ene her ikke vil +gøre sig bedre end ben anden ? +— det er ' vi ! svarede den unge , henrykt over +den fortrolige måde den drevne forbryder behandlede +ham på . +— det kan nok hænd ' s , sagde manden med de +frastødende træk , der var arresteret for falskmøntneri +og ellers drev den hæderlige næring som kludesamler . +— men han der , fortsatte han og skelede mistænkelig +til den gamle i krogen , han hover mig flets ikke ; jeg +skulle næsten tro at politiet har sat ham herned for +at få os til at snakke . +— fy for en ulykke , en spion altså ! udbrød +støveren med dydig indignation ; men for hede helvedc , + +hvorfor have i ikke gjort ham opholdet hernede +så varmt , at han har fortrudt sin egen fødsel ? +— å , snøvlede kludesamleren ; os kunne han ikke +gøre nogen videre skade alligevel . Jeg har bekendt +og venter kun min dom , og Karl Ludvig har naturligvis +også måttet ud med sprogethan får vel +sine ris , som sædvanlig ; det er blot for godt kammeratskabs +skyld , jeg siger dem det . +— hvad for en historie har han lavet , som +påskud til at være her ? +— å , han væver en myrderlig mængde om et +Uhr , som han ikke har stjålet natyrligvis , og så +en hel pose fuld i tilgift . +Den stakkels gamle , der var noget døv , sad +imidlertid stedse på samme plet , og fortsatte det for +en tandløs mund besværlige arbejde : at tygge . +Jeg skal tage ham under behandling , svoer +støveren ; pas bare på . +Han gik hen imod den gamle mand . +- rejs dem op , og lad mig få deres plads , +sagde han råt . +Den tiltalte så spørgende op . +— hører de ikke , gamle kamel ! førtsatte den +brutale forbryder . Op med dem , eller jeg skal +lette dem , +kun med anstrengelse rejste den gamle sig op +fra det hårde sæde og vaklede hen i en anden krog +af fængslet . + +støveren smed sig på den lomme brir og kastede +et triumferende blik på sine to staldbrødre . +— nåda ! sagde han ; var det ikke rigtigt ? +— ganske rigtigt , sådan skal ban have det , lød +det i kor . +— nu vil jeg sove , sagde støveren og gabede . +Jeg har ikke fået ssvn i mine øjne i de sidste 24 +timer og har deri l haft en anstrengende rejse . Pas +bare på at jeg ikke bliver forstyrret . +Han vendte sit ansigt om mod væggen og snart +rungede kammeret af hans vældige snorken . +Først langt ud på eftermiddagen blev han vækket +for at føres i forhør +— nu gælder det at holde ørene stive , sagde +han til sig selv . Når nu Søren bare kan hølde tæl +og ikke lader knevren løbe . +Han verlebe en telegrafisk hilsen med denne sin +værdige kollega , der samtidig med ham sønes i forhor . +I denne hitten — oprindelig lært i forbedringshuset +— lå der en vidiløsiig betydning . +Den bestod i et strøg med den stade hånd ned +over ansigtet og tværs over halsen . +Samtidig blinkeres afvcrlende med det venstre og +hsire øje , +del betydede * „ Vær på din post , forhold dig +rolig , det gælder halsen ; sig intet , hvad det end +skal koste . “ +Den halte svarede med at gentage tegnet og +støveren blev mere rolig . + +assessoren i retten havde netop dengang overordentlig +at tage vare ; men støverens og halte-lorens +flugt og de hos dem fundne penge var en alt for +interessant sag , og var så mystisk , at den måtte behandles +med den slorste grundighed . +Begge forbryderne vare , som del hedder , „ god ! +Kendte “ . +Det var en af rettens dygtigste assessorer , der +bavde sagen under behandling +tidt af det mod støveren var i besiddelse al , +svandt ved synet af den strenge forhørsdommer . +Han var dog ikke ængstelig for sig selv , men for +fin kammerat . +Denne var ikke i besiddelse af den „ Dannelse “ , +som støveren undertiden pralede med at have . +— følgelig , mente denne , kan han ikke have den +standhaftighed , det moralske mod , som jeg . +Det følgende vil vise , at han tog feilassessoren +begyndte et meget skrapt forhør . +Dej kneb før forbryderne at klare sig , kun den +nøjagtige aftale de havde truffet ombord på dampskibet , +kunne forklare den sjældne overensstemmelse der +var i deres udsagn . +Betjenten , der havde ledsaget dem fra Hamborg +til kjodenhavn , blev tilkaldt . +- sig mig , spurgte asses-orcn ham ; bar deres +fanger haft lejlighed til under transporten hertil ' +eller overhovedet efter pågribelsen , at tale alene +sammen ? + +— nej , svarede betjenten , der aldeles havde +glemt , eller ikke turde erindre , at han til dels havde +forsømt sin pligt ombord på dampskibet ; fangerne +bave efter pågribelsen været adskilte og under nøjagtigt +opsyn . +Assessoren rystede på hovedet . +— hvert ord i hidtil have svaret mig , henvendte +han sig til de anholdte , tror jeg er usandhed fra +ende til anden ; men jeg skal vel vide , at få den +rette sammenhæng ud af jer . +Forhøret begyndte på ny . +De måtte opgive hvor de de sidste 4 dage før +afrejsen havde opholdt sig , hvad de havde taget sig +for og endelig grunden til deres hemmelighedsfulde +flugt . +- vi vare , sagde støveren med en skinhellig +mine , kede af at blive her i Danmark . Vi er +straffede personer og ingen agter os for det snavs , +de træde under fødder i Amerika ville vi have +begyndt på et andet levnet . Vi rejste bort i al +hemmelighed , fordi vi vidste , at politiet , hvis det +så vi skal af , ville tro , at vi havde begået noget +ulovligt og sat os fast . Det er den rene sandhed , +hr . Assessor ! Tøren der vil kunne bevidne mine ord . +— i er mig et par nette fyre , svarede for » +Hørsdommercn og så vantro på dem begge . +En nøjagtig inkvisition blev især anstillet angående +hvor forbryderne havde været dengang mordattentatet +var bleven udført . + +i den forudsætning at høkcr-larsen ( viceværten ) , +som han troede til dels at have i sin magt , ville bekræfte +hans udsagn , svarede støveren rask : +— denne aften var jeg netop hjemme og aftalte +det nærmere om rejsen med eøren ; netop kl . 6 +kom vi hjem og modie da Larsen på trappen . +Støveren tog sig den frihed at sige kl . 6 istedenfor +kl . 9 . +Da han nævnede Larsen smilede assessoren hen +til protokolsekretæren , over hvis ansigt der ligeledes +for et ejendommeligt lystigt skær . +Forbryderne lagde dog ikke mærke hertil +endelig ' om det vanskelige spørgsmål om pengene +på bane . +Støveren afgav sin forklaring — ben var temmelig +lang og han påbcråbte sig Sørens vidnesbyrd . +Vi skulle senere erfare hvcrpå den gik ud . +— det er umuligt , svarede forhørsdommeren . +Tro i at kunne bilde mig sådanne historier ind , så +» age i fejl . +— den er ikke desto mindre sand , sagde siøveren +bestemt +— og i formå ikke at opgive mig hvem Herren +var ? spurgte dommeren med et overmåde vantro +udtryk i ansigtet . — kunne i ikke opgive mig de » +Ringeste kendetegn ? +— jo , det kunne vi dog , svarede halte-soren . +Herren var meget smuk , temmelig høt , havde sort +hår , sorte knebelsbarter , og på pegefingeren havde + +han en ring , på hvis sten var indgraveret +en ugle . +— en ugle ? Du tager vist fejl . . . kunne det +ikke være en anden fugl ? Er du aldeles sikker på , +at det var en ugle ? +— ja , sagde halte-tøren ; jeg er aldeles sikker +på det . Jeg så uglen i ringen lige så tydelig +som jeg i dette øjeblik seer deres velbårenhed . +Assessoren lod sig endnu engang fortælle de nærmere +omstændigheder ; han var bleven meget alvorlig +og asbrød forhøret kort efter . +Rsde kapitel . +På et hængende hår . +Vor fede ven Larsen havde snart forvundet sin +skræk og sin sygdom og tænkte nu , ivrigere end +nogensinde før , på at gøre „ Forretninger “ ; han beklagede +nu ivrigere end nogensinde før , at støveren +var rejst . +Nogle dage efter hørte han imidlertid , at den +så dybt savnede atter var pågreben og sad i god +forvaring på rådhuset . + +denne efterretning interesserede ham dog kun +lidet ; thi både støveren oz den halte ville sikkert +nok bekende , eller som han sagde „ gå i fælden “ , og +så godnat , - livsvarigt tugthusarbeide var dem +sikker nok . +Skjøndt Larsen allerede var en meget rig mand , +og ikke havde kone eller børn , før hvem han kunne +arbejde , var han dog så betaget af havesyge samt +lyst til at trodse loven , at han aldeles ikke tænkte på +at trække sig tilbage og nyde frugterne af sine flet +erhvervede rigdomme . +Den gud vil ramme slår han i almindelighed +med blindhed . +Larsen var en snild mand , en dygtig opdager , +og desto mærkeligere var det derfor , at han ikke bemærkede +den forandring , der foregik i den behandling +og modtagelse han nød hos sine overordnede . +Han havde ikke den ringeste anelse om , at han +selv blev pass . t på , og da han intet havde hørt fra +Sørensen , men kun løselizt erfaret , at konen havde +druknet sig , anede han mindst , at der fra denne kant +kunne true nogen som helst fare . +Det var derfor intet under , at han med fuldkommen +sindsro en aften hen ved jul sad i sit vel +opvarmede privatværelse og ventede på et par af +sine redskaber , en svensk skipper og en Matros . +Med skipperen havde ban i mange år slået i +venskabs- og „ Forretningsforbindelse “ . +Mange lodninger af tyvegods var ved skipperens + +hjælp overført til Sverrige , hvor nye hælere +slode parate til at modtage de som oftest meget værdifulde +varer . +Vi have i det foregående sagt , at Larsen , da han +gemte det hos baronen stjålne Gulduhr i sin hælerkjælder , +havde mumlet noget om , at der snart måtte +en ladning over til Sverrige . +Han havde i den anledning tilskreven sin svenske +ben , der dengang med sit fariøi lå i mad og +udbedt sig hans nærværelse her på pladsen . +Skipperen , der troede at lugte en lignende god +forretning denne gang , som han havde gjort så mange +af i forvejen , lettede strar Anker , og nogle dage efter +stævnede sluppen „ Hclvedeshunden “ ind ad vommen +og lagte til ved dolvæiket i Kristianshavns kanal . +Skipperen sendte sin kahytsdreng iland , for at +meddele Larsen sluppens ankomst . +To timer efter denne lykkelige begivenhed vraltede +værten ombord i „ Helvedcshunden “ . Gensynet +mellem ham og hans svenske ven var gribende . +Efter ar den første bevægelse var fordi bød skipperen +sin danske „ Bror “ ned i den lille kahyt , og ved +en flaske svensk banko begyndte man at aftale det +nærmere . +Matrosen var gået iland og kahytsdrengen sad +imidlertid på bolværket og skrællede kartofler . +Det var den første tur drengen gjorde med +sluppen og han var derfor fuldstændig uvidende om + +skibets uhæderlige bestemmelser . Svensson , skipperen , +havde naturligvis ikke underrettet drengen om +noget i den retning . +Medens kahytsdrengen altså sad på bolværket +og skrællede sine kortesler og dertil sleilede en svensk +Melodi , blev han tiltalt af en mand , hvis uniform +han rigtignok ikke kendte , men instinktmæssig nok +anede var en politibetjent . +Manden tiltalte ham venligt og spurgte ham om +den smukke slups navn og om dens skipper . +Drengen blev snakkesalig og snart var han og +hans nye bekendt så dybt inde i konversationen , af +han fortalte både løst og fast . +Manden var , som den ærede læser vel alt har +gættet , politibetjent Sørensen . +Han havde i frastand set Larsen gå ombord i +sluppen , og anede muligheden af af gøre en fangst . +Sålænge Larsen var på dækket vogtede han sig selvfølgelig +for af nærme sig , men da han så de hæderlige +venner gå ned i kahytten , nærmede han sig som +, agt og gav sig i snak med drengen . +— det er nok en god bekendt af skipperen , der +gik ombord nu ? spurgte Sørensen . +— kors ja , sagde drengen ; de er meget gamle +venner og har gjort mangen forretning sammen , +siger Bengt . +— hvem er Bengt ? +— ih , det er naturligvis matrosen , svarede +drengen . Denne gang giver den tykke mand os nok + +atter fragt , så vi komme vel ikke til af blive længe +her i København . Det er krepæerligt nok , thi jeg ville +så meget gerne se mig om beder i byen . +Sørensen lyttede opmærksomt . +Hvilken fragt kunne Larsen give skipperen ? Han +var jo ikke handelsmand . +Dej hue så ham meget mistænkeligt ud . +Drengen fortsatte sin beskæftigelse og så noget +førundret på betjenten , der på engang var bleven +faus og tankefuld . +— hvornår agter du da at gå ud før at bese +byen ? spurgte Sørensen pludselig . +— jøs ! svarede drengen ; vi skulle jo først spise +og skipperen skal have sin middagslur , så skal han +have kaffe og så - ja så får jeg vel lov til +at gå . +Betjenten nikkede venligt til skibsdrengen og gik +langsomt videre . +— det er svært heftige folk , de københavnske +policcmænd , tænkte drengen . +Han var snart bleven færdig med kartoflerne og +tumlede atter ombord i „ Helvedcshunden “ , hvor kort +efter den lille skorsten på kabyssen udsendte en +vældig nøzsky , der vidnede om , at middagsmaden alt +var taget under drengens kyndige behandling . +Der gik en time , der gik to , ærterne sydede og +boblede i kedlen og drengen begyndte at undre sig +øver den lange tid , skipperen og hans gæst havde + +været indelukkede sammen . I det samme kom han til +al tænke på , at han ingen løg havde fået til ærterne , +men da drenge » ikke turde forstyrre sin strenge +herre før den sags skyld og desuden vidste at løgposen +lå i rummet , listede han sig derned på hosesokker +og krøb langs kjolsvinct hen i hsørnet , hvor +legene lå . +Delte hjerne slodte op til skipperens kahyt og +drengen standsede derfor , idet han holdt sin ånde og +greb efter posen , thi han herie stemmer indenfor den +tynde væg . +Som alle børn i hans alder var han nysgerrig . +Han lagde derfor det ene øre klos op til en revne i +væggen og lyttede . +— det er altså aftalt , svcnsson , hørte han en +mand sige på dansk ; at vi indlader de kostbareste af +varerne endnu i denne aften . +— ja , svarede skipperen . +— der er mange kostbare ting denne gang , +hvæsede den danske stemme igen ; der er guld , der er +sølv , der er juveler kostbarhederne kunne vi skjule +på os selv , og på den måde transportere dem ombord ; +til de vorige varer har jeg kjobl trækasser . +— ja , jeg forstår det nok , afbrød skipperen +ham ; det vil gå som det er smurt , akkurat som sædvanligt . +— ganske vist ; kun at vi denne gang må være +endnu mere forsigtig end ellers , thi ladningen er kostbar + +og mange , mange tusinder ville gå i løbet , hvis +vi blive røbede . +- det er vel fra det gamle sted , fra det lille +pakhus , varerne skulle udskibes ? +- forstår sig , lød svaret . Jeg er jo ikke så +dum at føre kasserne ud fra mit eget hus . Den +lille Nønne fik jeg da for godt køb og den ligger mig +satans bekvemt . +- nuvel , ytrede Svensson , så er den sag jo +klar kom , gamle kammerat , og lad os drikke en +tår på en god » forretning . +De to venner klinede og drengen benyttede sig +af den derved forårsagede larm til at snige sig bort . +Han havde hørt nok til at fatte mistanke . +Længe spekulerede han derover , medens han adspredt +rørte om i kedlens indhold , til skipperen og hans +gæst kom ravende op ad den smalle kahytstrappe . +De toge afsked med de mest smilende ansigter . +Med noget besvær humpede Larsen over det +smalle landgangsbræt og skipperen gik hen imod kabyssen . +— Gosse ! sagde han mere venligt end han ellers +plejede ; er du snart færdig med maden ? +— ja , strar +— godt , så bring den ned når Bengt kommer . +Jeg skal iland — når du har pudset mine støvler +kan du gøre det samme , og her — han rakte ham en +dansk daler — her har du noget at gøre dig til gode +med . + +skipperens uvante ædelmodighed rørte den stakkels +dreng ; han tog hans hånd og kyssede den tavs . +Svcnssvn så på ham med et underligt blik og +sagde : +— jeg kommer ikke ombord igen før efter kl . +12 i nat , og jeg har derfor tænkt mig , at du før den +sags skyld heller ikke behøver at komme før . Du +kan gå i et tteater , kjebenhavn har mange af dem . +Fornøj dig nu i aften , det er ikke sikkert at du så +snart kommer til det igen . +Gutten takkede ham hjertelig . +Kort efter kom matrosen atter ombord drengen +bragte en stor skål med ærter og flæsk ned i kahytten , +hvorefter skipperen aflåscde døren . +Drengens hjerte hoppede af glæde over udsigten +til at nyde det hav af lyksalighed , som eftermiddagen +ville tilbyde ham . +Han gennemgik i tankerne sin tarvelige garderobe +og kom dog til det resultat , at han med sin nye +vordugskaskjet , sin siorirøic og de blå bvmuldsburer +nok kunne gå før en rask Jungmand , der absolut +måtte tiltrække sig pigernes opmærksomhed , og i +sin glæde begyndte han at nynne en svensk vise . +Kahytsdorcn blev atter lukket op , skipperen smed +et par støvler hen ad dækket og drengen børstede +dem så blanke som et spejl . +Kort efter gik kaptain-n og matrosen . +Drengen iførte sig nu siadsiøict , som han kaldte + +det ; derefter flap han skibshunden , en stærk pudel , +løs , og gik fraborde . +På lykke og fromme bestemte han sig til af +spadsere ned ad Bildcrogade , og , netop som han kom +midt i denne gade træffer han — den venlige politibetjent +Sørensen , nu ikke mere i uniform , men i +civile klæder . +Vi behøve vel næppe af sige , af dette sammentræf +ikke var tilfældigt , men af Sørensen havde holdt øje +med drengen i den sidste time , havde set ham gå +fraborde og indrettet det således , af de måtte mødes . +Drengen grinede over hele ansigtet af glæde over +af mede en bekendt , der kunne sige ham lidt besked +om stadens forlystelsessteder . +Han skred derfor rask hen imod den civilklædte +betjent og tiltalte ham +det første spørgsmål gjaldt om vejen til et +tteater ; det andet , hvor der fandtes en god kælder , +thi drengen ville så gerne traktere sin nye bekendt +og trak , for af imponere denne , den blanke daler op +af lommen og fremviste den . +Et flygtigt smil for hen over Sørensens brede +faste træk , da han svarede : +- ih , det passer sig jo udmærket , min sine ven , +af jeg netop i dag er fri og just har besluttet af gå +lidt på galejen . Vi kunne jo sølges ad . +Det havde gutten intet imod , men påstod , af +han først skulle drikke en sup med ham i en kælder +ligeoverfor . + +Sørensen gav efter og de gik ned i kælderen . +. Derfra førte Sørensen sin unge svenske ven til +folketheairet . +Drengen svømmede i et hav af henrykkelse over +skuespillet og havde ikke ord nok til af rose herlighederne +i det dejlige København . +Ester forestillingens slutning førte sørcnsen +drengen ned i en anden deværtningskjælder , hvor han +indkrævcde nogle forfriskninger . +Efter af disse vare fortærede så betjenten skarpt +og forskende på drengen , der sad og morede sig ved +et glas punsch . +— har du moret dig i aften ? spurgte sørenscn . +— ja , dejligt , jeg har aldrig set noget så +prægtigt som det i aften . +— godt , vedblev serensen ; jeg har nu gjort +mit for af fornøje dig , til gengæld må du også +hjælpe mig . +Drengen svoer på af ville vade gennem tykt og +tyndt for sin nye ven . +— så sagte , min gut , sagde denne ; sig mig +engang , holder du meget af din skipper ? +Drengen gjorde en skæv mund , men idet han formodentlig +kom tisk af huske den foræring , han endnu +for så timer siden havde modtaget , busede han ikke +straks ud med sin hjcrtcnsmcning , men sagde tøvende : +— å , kaptajnen kan jø være ganske vakker til +sin tid , til andre tider . . . +— til andre tider ? gjentøg Sørensen . + +— nu ja , så er han slem nok og hårde ord +og knubs vanker der nok af ; men se nu i middags +gav han mig en hel dansk daler og gav mig lov til +af blive borte til efter midnat ; det var smukt af +ham , ikke ? +— jo såmænd men sig mig , plejer han sådan +af rutte med dalere til sine skibsdrenge og af give +dem tilladelse til af være iland til klokken 12 om +natten ? +— kors , nej , jeg ved ikke hvad der stak ham +i dag ; etters plejer en tougcnde af sidde løsere hos ham +end penge . +— og du har ikke den fjerneste formodning om +årsage « til denne forandring hos manden ? +— ikke den ringeste . +— nå , min ven , man seer straks af du er +„ grøn “ endnu ; han gav dig landlov for af få dig +bort fra skibet og daleren fik du , for af tørst eller +sult ikke skulle drive dig ombord før den bestemte tid . +— hvad ! råbte drengen og spilede øjnene op ; +del skulle være grunde » ; men hvorfor skulle jeg bort +fra skibet ? Dog , der falder mig noget ind . +- hvilket ? spurgte Sørensen . +— det skal jeg sige dem , hviskedee gutten , hvem +drikkevarerne gjorde « åbenhjertig ; i dag var jeg hæn » +Delscsvis nede i rummet , før at hente løg , det var +medens den tykke fremmede mand var ombord , og så +herte jeg nogle ord , som jeg ikke rigtig forstod , men +de lød jo rigtignok noget løjerlige . + +— hvilke ord ? spurgte betjenten , der i sin ivrighed +dirrede over hele legemet . +— jeg ved rigtignok ikke om det er rigtigt af +mig at sige det , sagde drengen tøvende . +— hvorfor ikke ? afbrød korenken ham ; når +du taler sandhed behøver du ikke at frygte før +fanden selv . +— hm , den tykke mand sagde , at kostbarhederne +skulle indlades endnu i aften , og at de øvrigc varer +skulle indskibes fra det lille pakhus , som han fik før +så godt køb , og som ligger ham så bekvemt . +— sagde han det ? råbte Sørensen og opgav +enhver tilbageholdenhed . +- ja . +- hør dreng , i lovens navn forlanger jeg at +du står mig bi med at opdage de forbrydelser , som +ere begåede , men som rimeligvis skulle skjules derved , +at varerne fores bort . +Ved disse ord trak Sørensen sit politiskildt frem . +Drengen for op med et hoist forskrækket udtryk i +ansigtet . +Synet af poliiiskildtet og betjentens ord havde +gjort ham angst og bange . +Sørensen fattede sig snart og fik atter hele sit +forrige rolige væsen tilbage . +Han beroligede den unge svensker og bad ham < +atter at tage plads . +Men drengen var dygtig forskrækket og hans i +indbildningskraft foregøglede ham fængsel og straf . + +da han havde fattet sig nogenlunde igen , meddelte +Sørensen ham hele sin mistanke angående +den ladning som „ Helvedeshunden “ skulle indtage , +og afmalede med så levende farver den straf enhver +der havde med skib og ladning at gøre , udsatte sig +for , når han engang vidste besked desangående og +ikke gjorde anmeldelse til øvrigheden og vel endog +vedblev at hjælpe til , at de begåede forbrydelser +kunne undgå opdagelse , hvilket var meget vanskeligt , +hvis skibet var sluppen lykkelig og vel ud fra Københavns +havn . +Med få ord meddelte han derpå den store +belønning drengen ville erholde ved at hjælpe ham +med at sk-iffe vished om ladningens indhold og at +få forbrydelserne opdagede . +Drengens barnlige fantasi var i en voldsom +bevægelse ; han elskede ingenlunde sin skipper eller +matrosen , der begge anså prygl for ligeså nødvendigt +for en skibsdreng , som det daglige brød , +men ban havde igen en meget stor respekt for dem +begge og han skælvede alene ved tanken om at skulle +kæmpe imod en af disse stormagter . +Drengen var ellers en skikkelig , ærlig fyr og +ville på ingen måde være deltager i forbrydelsen . +Sørensen gættede hvad der foregik i hans indre ; +han tog derfor ordet og skildrede hvor afmægtige såvel +skipperen som hans Matros vare lige overfor +loven og dens håndhævere og lovede drengen fuld +beskyttelse ihvad der end skulle hænde . + +hvorfor oppebiede Sørensen ikke den tid , da +skibet , fuldtlastet og stilfærdigt skulle til at stikke i +søen ? +Nej , han ville først personlig overbevise sig om +rigtigheden af hvad drengen havde meddelt ham ; +han ville have , at Larsen skulle erfare , at det var +ham , Sørensen , der havde lagt denne snare for hans +fod , ingen uden han måtte forfølge sagen og når +først alt var i orden ville han rekvirere hjælp for +at få minen sprængt . +Han aftalte nu med drengen , at han den påfølgende +Asten . henimod morkninzen , når skipperen +og hans Matros var gået iland , ville indfinde sig +ved kanalen , forklædt som semand , og af da drengen +imidlertid skulle indsamle alle de oplysninger , han +på nogen måde kunne erholde . +Den stakkels drengs hjerne værkede af alt hvad +han i de sidste timer havde oplevet . +Det forekom ham som stod han ved randen af +en afgrund ; men nogen tanke om af være sin nye +ven ulydig , faldt ham intet øjeblik ind . +Drengen gik ombord og blev modtaget med en +ed og et spark af skipperen , hvis violblå næses +blomstrende tilsland -ydede på , af han denne aften +havde taget godt før sig af den liflige drik grog . +Også matrosen lod det regne ned med adskillige +millioner djævle over den stakkels fyrs hoved . +Med et suk krøb han endelig ind i det snevre + +lukaf forude , hvor han træt og udaset snart faldt i +søvn . +Drømte han af han snart skulle lægge sit hoved +til hvile i et endnu snevrere lukaf ? +Nej , han smilede isøvne ; han drømte om de smukke +skuespillerinder fra folketteatret . +26de kapitel . +Indskibningen . +Veltilfreds » rallede Larsen hjem . +Han rullede gardinerne ned , satte skodderne før +og gav pigen ordre til ikke af indlade andre end +skipperen og hans Matros . +Derefter skyllede han en del pakker ned i kælderen +og så med spillende øjne på det velforsynede +„ Varelager “ , han havde dernede . +Kort efter kom skipperen og matrosen . +Det var rørende at se den hjertelighed , det frimureri , +der lå i værtens og hans gæsters indbyrdes +hilsener . Ærlige folk kunne ikke have gjort dem +det efter . + +de vare ved forbrydelsens stærke , uopløselige bånd +knyttede til hverandre . +Ester at have nydt en mådcholden forfriskning i +skikkelse af adskillige snapse , råbte den fede vært +med stor ivrighed : +— og nu til arbejdet ! +Bordet blev atter skudt til side , gulvtæppet rullet +sammen og lemmen i l ulvet åbnet på samme +måde , som vi allerede engang før have beskrevet . +De tre mænd begave sig , med værten i spidsen , +ned i kælderen . +Gulvet dernede var bedækket med store pakkasser , +af samme slags som kræmmerne bruge til deres +varer . +I skabet , der denne gang stod åbent , lå adskillige +mindre pakker ; der var oiensynlig anvendt megen +omhu ved indpakningen . +Larsen pegede med et grin på disse sidste og +sagde med dæmpet slemme : +— det er gulbtøiet og de andre rare ting , +Folkens , dem skal vi have ombord endnu i denne velsignede +aften . +Svenskerne vare tilsyneladende meget godt kendte +med lokaliteterne , thi de viste ingen videre forundring +da værten nu fremtog en nøgle , som han stak ind i +en cirkelrund , næppe sydlig fordybning i panelet og +derved forårsagede , at en hidtil ikke bemærket tør +sprang op opviste dem en anden , ligeledes med pakkasser + +opfyldt rummelig kælder , der var mindre smukt +udstyret end den første . +Ved enden af kælderen var der en simpel træder . +Også denne åbnede den laskede vært og man +kom nu ud i en smal gang , hen ved 15 alen lang , +ved hvis ende en stige førte op til en i loftet anbragt +trælem . +Ingen forandring sket siden sidst , seer jeg , +brummede Svensson og tog en ny skrå . +— nej , vi holde her på de gamle møder , ' varede +Larsen med et -hyggeligt grin . +Han steg op ad trappen og åbnede lemmen , der +førte ind til et stort , men meget forfaldent og tomt +pakrum , gennem hvis støvede , brunzrønne ruder man +skimtede gaslyset og hørte tummelen fra en gade , +men denne gade var ikke Prindscssegade . +— en snild indretning dennchersens , sagde Bengt +grinende . +— ja , ikke sandt , vi forstå vore ting , svarede +Larsen smigret over matrosens kompliment . +Det var det såkaldte „ lille pakhus “ , som Larsen +kaldte det , at vi i dette øjeblik besinde os . +Ingen vidste at det tilhørte ham . +Den berygtede kommissionær , hvis juridiske bistand +Larsen havde benyttet til at kaste familien Sørensen +på gaden , gik for at være den egentlige ejer . +Da han plejede at opkøbe varer hos kræmmere , +der trængte til penge , for halv betaling og ikke drev +en så lille forretning dermed , kunne det ikke vække + +nogen forundring , at der fra hans pakhus indffibedes +varer . +Deraf benyttede Larsen sig selvføkgelig , og den snu +kommissionær fik sin provision . +Ingen tænkte på , at der altid kun blev udført +men aldrig indført varer i pakhuset . +Larsen bebøvede sine svenske venners hjælp til at +få varerne transporterede fra kælderen til pakhuset , +hvorfra de senere skulle bringes ombord . +Alle afkoge , uden at sige et ord , frakke og vest +og gave sig til at arbejde med en stadighed og Iver , +som , anvendt til et ærligt erhverv , ville have skaffet +dem et hæderligt og godt udkomme . +Larsen , der var uvant med legemlige anstrengelser , +pustede og stønnede over de svære kasser og +måtte til sidst give tabt . +Men desto bedre holdt de kraftige , til strengt ar -- . +Beide vante søfolk ud . . +Kasse på kasse blev båret ud og baret op ad +trappen . +I løbet af ro timer var det hele gjort og ved +at se sig omkring i pakrummet fik man øje på en +så smuk samling af tyvekoster , som man kunne ønske +al se , en hel skibsladning fuld . +Det samme syntes næsten de tre kammerater at +søle , men de opfattede nok kun dej komiske i sagen , +thi skipperen brast på engang ud i en brølende +latter og råbte : ! + +— Ta ' mig tusind Tønder djævle , om dette ikke +er dr « bedste spas , jeg nogensinde har set . +Hans fæller stemte i med . +— nu kunne vi vel have fortjent en hjertestyrkning , +patron , sagde Bengt . +— to om du vil , min dreng ! svarede værten ; +men heller ikke flere , før vi have bragt „ det skinnende “ +Ombord i god behold . +Og han pegede lystigt på de små pakker , der +lå i skabet , og som — trods det mindre omfang — +dog var hen ved dobbelt så meget værd , som alle de +store kasser tilsammen . +Snapsene blev tømte ; man iførte sig atter overtoict +og nu begyndte fordelingen af de kostbare genstande +omkring i lommerne , på brystet og andre til +opbevaring bestemte steder . +Sluttelig tog hver en stor bylt , indeholdende +forarbejdet sølvioi . +Larsen åbnede atter døren og med skipperen i +spidsen gik man en for en ned imod det sted , hvor +„ Helvedrshunden “ lå fortøict . +For hver mand gik ombord , spejdede han forsigtig +omkring , — dog , alt var tyst og stille og snart samledes +de alle tre i den lille kahyt , hvis dør skipperen +fast tillåscde . +„ Helvedeshunden “ havde også sine hemmelige +num og skabe , som kun ved en meget noiagiig nand « +Sagning ville kunne findes . Delte slid havde for så vidt + +lighed med hælerhuset på Kristianshavn , som +af alle rummene blev åbnede ved et tryk på halvt +usynlige stifter og som , +pakkerne blev nedlagte med en vis høitidelizhed ; +det gjorde Larsen ondt af stille sig fra de kære kostbarheder , +men med et suk måtte han indrømme , af +de i kjebcnhavn for ham havde en vis lighed med +bomber , der let kunne erplodere . +— se engang , sagde skipperen , hvad jeg og +Bengt have moret os med af lave . Se , min bro ' r , +kan du finde nogen dør i dette skillerum ? +Larsen undersøgte væggen nuget noiagtig , medens +Svensson og matrosen spændte iagtioge udfaldet . +Efter længe at have søgt og ladet hånden glide +hen over den glatte , af fprrebræder sammenfoicde +væg , erklærede Larsen sig fortabt . +— det tænkte jeg nok ! udbrød skipperen triumferende . +Se her ! +Han trak i en slags klokkestreng , der var anbragt +i den modsatte væg . +Tre af bræderne bøicde sig langsomt tilbage og +et tomt rum , så stort at en mand magelig kunne +komme derigennem , åbnedes i væggen . +— hvad er egentlig din hensigt med den ? spurgte +Larsen . +— jo , svarede skipperen , den kan være hensigtsmæssig +nok , når toldopsynet har været ombord og +forseglet lugerne og man da senere har en småting , +man ikke gider betale tolv af ; desuden kan det være + +ganske rart altid at kunne holde et godt øje med sin +ladning , helst når man er fragtet af en anden . +Øg skipperen opslog en hsi skoggerlatter som +de to andre istemte . +— kom nu med hjem og få noget at leve af , +sagde den fede vært ; så tage vi os en lille bolle +punsch ovenpå . De ! er ikke hver dag , desværre , +man har så kærkomne gæster her i byen . +Forslaget modtoges med bifald . +27de kapitel . +Hvad der hændtes Sørensen . +Den næste morgen ganske tidlig mødte der en +arbejdsvogn ved det lille pakhus . Lugerne blev +åbnede , og et par arbejdsfolk gave sig under kommissionærens +opsyn fil af pakke kasserne på vognen . +Ombord på „ Helvedeshunden “ havde alle siden +daggry været på færde . Lugerne blev tagne af +lasten og skipperen havde i forbindelse med Bengt +gjort alt rede fil af modtage fragten . Drengen + +havde modtaget sin sædvanlige mørgenhilsen i form +af et spark og en ed , men skipperen havde for +travlt fil denne morgen af kunne riste lang tid på +drengens efter hans mening sorsomtc opdragelse , +en gerning , han ellers brugte en times tid fil om +morgenen , da han sædvanligvis var mere end almindelig +gnaven på denne tid af tagen . +Fyren blev da sendt forud for af koge kaffe og +besætningen var netop færdig med af nyde denne +gudedrik , da den første belæssede arbejdsvogn kom +rullende ned ad Overgade og styrede lige klos ned +imod fartoict . +Selv drengen måtte hjælpe med fil af indlade +varerne og fik ordre fil ar dele sin opmærksomhed +imellem kabyssen og fragten , med ten udtrykkelige +bemærkning , af blev grøden sveden ville hvert eneste +ben i hans syndige krop bitre malet fil mel , og +da hans værdige feresaue , skipperen , havde gjort +ham denne opbyggelige meddelelse , svingede ban , for +end mere at give sine ord den bchvrige kraft , en +knytte « næve foran drengens næse , der sky trak sig +tilbage fra en så ublid bcrørinz . +Vognen var snart losset og kjorie tilbage til +pakhuset for at hente flære kasser . +Skibsdrengen var imidlertid i et meget dårligt +humør . Frygten ser , at dans aftale med Sorensen +på en eller anden måde kunne blive opdaget af +Svendsen knugede hjertet i livet på ham og der + +var øjeblikke hvori man , som man siger , kunne have +købt hans liv for 2 skilling . +Med en usædvanlig tålmodighed bar han alt , +hvad der den dag pålagdes ham , og han viste en +nedslagenhed i miner og ord , der endøg vakle skipperens +opmærksomhed . +— hvad djævelen er der i vejen med dig i dag , +Gosse ? spurgte han . +— å , grinte matrosen ; knægten har vel drukket +for meget eller forelsket sig i den prindsesse , der spillede +for ham i går aftes i tteatret , hvad var det +nu hun hed ? +Drengen svarede ikke . +— jeg vil nu engang for alle sige dig noget , +Gosse , som du må lægge dig bag øret , råbte +skipperen . Jeg vil ikke se en sur mine hos dig +mere ombord her , eller jeg tamper dig , så du frit +kan bande på at du aldrig har fået en sådan +overhaling før . Jeg vil ikke se på det sevdikefjæs +mere . Foiståer du ! +Skipperen havde fået sin morzensnaps og var +ikke til at spage med på den tid af dagen . +Imidlertid vedblev man at indlade og hen ad middag +måtte man tage et par arbejdsfolk til hjælp , +hvis man ville være færdig inden aften . +Betjent Sørensen havde i løbet af dagen flere +gange viist sig i nærheden af skibet , og ofte havde +drengen , med en urolig følclse , ventet på at blive +tiltalt af ham , men han behevede dog ikke af den + +grund at ængstes , thi Sørensen viste ikke så meget +som med en mine at han kendte noget til „ Helvedeshunden “ +Og langt mindre til dens skibsdreng . +Henimod skumringen kom de sidste kasser ; de +bleve i en hast stuvede ned i nummer , som derefter +blev fast tillukket med luger og stænger . +Efter endnu at have truffet nogle forberedelser +til afscilingen , som skulle foretages den næste dag , +toge skipperen og Bengt pijækkenerne på og gik +land , efter nøje at have indprænte » Gossen ikke at +forlade skibet eller tillade nogen at komme ombord . +Jo mere det tidspunkt nærmede sig , som Sørensen +havde angivet at ville komme på , jo mere sank +drengens mod , og han ønskcde til gud , at han aldrig +var kommen ombord , aldrig havde lært København +at kende , ja han ønskcde næsten , at han aldrig +var bleven fedt . +Lidet ændsende den gennemtrængende rå kulde , +der bedæklkde alt med klamhcd og dug , blev han +sildende på dækket og stirrede sørgmcdig pau de få +jldgnisier , der endnu glimrede i den lille kabps . +Scm han således sad , bøite han en stemme +kalde på sig med dæmpet nøst . +Hjertet bankede i hans bryst og alt blodet strøm . +Mede ham til hovedet . +Sagtet besvarede han det tæmpede råb . +— er du alene ? led sten men atter . +— jo , scorede drengen med kvalt nøst ; thi +hjertet sad ham i halsen , scm man siger . + +— godt , sagde stemmen , og gennem det tætte +msrke så man utydeligt en hoi , svær skikkelse +svinge sig over bolværket og ned på skibets dæk . +Drengen nærmede sig Sørensen — thi ham var +det — men for forfærdet tilbage , da han så ham +isørt uniform . +- de har taget munderingen på , hviskedee han ; +det går aldrig godt . +— det har jeg gjort med velberåd hu , svarede +Sørensen . Uniformen vil måske i påkommende tilfælde +kunne beskytte mig , og jeg er først i dette øjeblik +bleven fri for tjeneste , så der var desuden ikke tid +til at skifte Toi . Nu , hurtig , viis mig vejen . +— jeg er så angst , mumlede drengen og skælvede +over hele kroppen . +— vær ikke bange , min gut , sagde Sørensen +opmuntrende . Ingen har magt til at tilføje dig +noget ondt . +— følg så med ! +De gik på tåspidsen langsom « henimod kahytten , +og stege ned ad dej « sleile trappe . +Der var bælmørkt i kahytten . +Sørensen tog en lille lygte op af baglommen og +skrøg en svovlstik af . +Begge forholdt sig aldeles tavse . +Betjenten tændte lygten og holdt den op til det +lave loft . +— det var jo i rummet vi skulle ned , sagde han ; +er ver nogen nedgang herfra ? + +— vent lidt , svarede drengen ; jeg kender en - +indgang dertil , som skipperen tror lun han og matrosen +ved besked om . Se her ! +Og han trak i klokkestrengen på den modsatte +væg . Tre bræder bølede sig ud fra væggen og sank +langsomt ned på gulvet ; der viste sig nu et tomt +num af lasten på en alens bredde . +Sørensen udstedte et triumsskrig , der næsten bragte +hårene til at rejse sig på drengens hcved . +Sørensen fremtog derefter en knivtang , en hammer +og en mejsel , stak denne under låget på den +første kasse og hævede hammeren for at slå til . +For han lod hammeren falde betænkte han sig et +øjeblik . +Var han berettiget til at begå en sådan voldshandling ? +Sikkert ikke . +Kunne han forsvare , hvis alt virkelig forholdt sig +rigtigt , at opbryde anden mands gemmer ? +Blev han ikke derved selv en tyv og voldsmand ? +Delle var vægtige grunde , der sikkert ville have +afhold ! enhver anden mand end Sørensen fra at udføre +sit risikable forehavende . +Men således tænkte Sørensen ikke . Det var +hans livs opgave , som han stod ved ; målet for al +hans birken , troede han , — han målte demaskere sin +lykkes morder , hvad det så end skulle koste ham . +Og idet han hostede mod og forirøstning ved at +lade billedet af sin druknede kone , sine dengang husvilde + +børn frewslkge for sit indre blik , hævede han +aller hammeren og lod den med al kraft falde på +mejselen , så låget på kassen gav efter og for et +par tommer i vejret , dog endnu boldt det fast ved +kassen med semmcncs yderste spids . +Nok et slag , og låget for bort og faldt ned +ved siden af kassen , +med begærlighed trak Sørensen den frem og +gav sig med skælvende hænder til at undersøge dens +indhold . +Det bestod af en mængde damekjoler , med smukke +besætninger , og Sørensen genkendte en af kjolerne , +efter en beskrivelse over stjålne sager . Kjolen var +stjålet kort forinden , og dens tyv var endnu ikke +bleven opdaget +her var han sikker i sin sag . Der forelå et +utvivlsomt bevis på ladningens mistænkelige beskaffenhed . +Han tog kjolen , fremtog sit lommetørklæde og +lavede sig til al pakke den ind i dette . +Drengen , der dødbleg havde overværet denne +scene , ville ligesom afværgende række hånden frem ; +men på engang udstedte han et kvalt angstskrig . +Der hørtcs skridt ved bolværket , flere personer +havde betrådt landgangsdrædtct , for at gå ombord . +Sørensens skarpe øre havde også opfattet lyden . +Med stor åndsnærværelse greb han drengen og +flødte ham ind i det snevre rum . Selv sprang han +også derind , og ved en voldsom anstrengelse af alle + +fine kræfter , lykkedes det ham fra rummet af at hæve +bræderne fra gulvet og atter at sætte dem på deres +rette plads . +Han og drengen slode nu tæt sammenpakkede og +vovede næppe at ånde . +Han turde ikke med et ryk anbringe dræberne +fast på deres plads , dels før ikke at gøre larm , +dels før ikke at lukke sig selv inde ; han måtte derfor +fløtte dem med sine hænder før at de ikke skulle falde +tilbage igen i kahytten . +Et søm der skal ud igennem træet , hjalp ham +til at holde den skjulte dsr tilbage . +Larsen havde samme dag gjort en heldig fangst , +som han ville benytte lejligheden til at få bort herfra ; +han havde derfor anmodet skipperen og matrosen +om at følge med ham ombord , før at nedlægge +kostbarhederne i det hemmmelige gemme . +Såsnart de vare komne ombord råbte skipperen +på drengen , der naturligvis blev ham svaret skyldigt ; +men ban hørte det nede i sit skjulested og skælvede +derved . +— fanden » lå i gøssen ! brølede den vrede +svensker . Jeg tærsker ham en skøn dag ihjel , det +bliver enden på lægen . Se forud i lukafet , om han +ikke skulle ligge der +lukafet , kabyssen og skibet blev undersøgt . Nej , +drengen var der ikke . +Rasende styrtede Svensson , fulgt af be andre , ind +i sin kahyt og tændte lys . + +- gutten har været her fornylig , sagde Bengt ; +se bvilken en uorden her er . +Havde drengen været tilstede i dette øjeblik , var +han sikkert bleven pryglet ihjel . +— stop lidt , Folkens ! sagde låsen pustende . +Fanden skulle bryde sig om den bandsatte knægt , jag +ham bort ! +— det er let nok sagt . svarede svenssøn noget +sagtmodig ; men han talte ikke om at det var meget +vanskeligt for ham at få en anden skibsdreng eftersom +ingen i hans hjemstavn ville betro ham deres +Senner , og de ulykkelige , han fik ombord , i neglen +alle havde den vane at desertere . - +et af rummene blev nu åbnet og to pakker +bleve nedlagte . +Bengt hentede en flaske svensk banko og svenssøn +sagde , at da det muligvis var sidste gang at Larsen +var ombord , ville han dog gerne drikke et glas +med ham på hans og ladningens velgående . +De tre mænd satte sig ned . +I samtalens løb lod Bengt hånden glide hen +øver den ene kvie , og fik derved fat i en genstand , +som han ubemærket af de andre neje betragtede og ikke +kunne undlade at udstede et kvalt forundringsudråb +øver at finde . +Svenssøn og den tykke vært vare så indviklede +i at passiare , at de intet tumærkcde . +Bengi lov genstanden glide ned på sit skjsd + +og forstod derefter ved en håndbevægelse at drage +de andres opmærksomhed hen vå sig . +Han lagde dernæst fingeren på munden , for at +anbefale taushed , og viste derpå genstanden frem . - +dct var en hue med mcssingtal , af den slags +politibetjentene bruge . +Sørensen havde lagt den på køjen , men senere +i forvirringen aldeles ikke lagt mærke tsk denne omstændighed . +De to slyngler for tilbage og kunne næppe tilbagebolde +et udbrud af angst . +Ma rosea pegede på huen og dernæst på køjen , +for at tilkendegive hvor den var funden . +I samme øjeblik begyndte han at tale om en ligegyldig +genstand , thi han havde en anelse om , at +fjenden var i nærheden og at de blev belurede . +En vild stråle blinkede i Svenssons øje , da +han , uden at rejse sig fra sin plads , strakte armen ud +og tog en brunmalet kasse , der stod ved høvedgjærdet +af hans køje . +Bed et tryk på fjedren åbnede han kassen og +fremtøg to dobbcltløbede ladte pistoler , som han rakte +til matrosen og Larsen ; selv beholdt han en revolver +og en skarp tveægget kniv i skede . +Larsen sad dødbleg ; hans øjne var af skræk +næsten trådte frem af deres huler . +Sørensen og Bengt vedbleve at lade munden lede , +medens de dog ivrigt spejdede omkring . +Skipperen havde instinktmæssig opfattet og delt + +sin Matros formodning om , at fjenden var i +nærheden . +Disse forberedelser vare aldeles undgåete Sørensen , +der ikke formåede at se ind i kahytten ; han +havde vel lagt mærke til at der blev en pause i samtalen , +men denne fortsattes straks igen . +Han holdt krampagtigt fat i bræderne og åndede +så sagte som muligt ; den skælvende dreng havde han +ved sin side og han sortrød nu næsten , at have indviklet +den stakkels fyr med i denne farlige sag . +Når man allermindst ønsker al give sin nærværelse +tilkende , skeer det i almindelighed , at man netop +da kommer til at hoste , at nyse , at vælte en stol eller +andet lignende . +Til Sørensens forskrækkelse begyndte drengen at +nyse , vel ikke stærkt , men dog sarledes , at man på +den anden side af væggen tydelig kunne hø e let . +Sørensen lyttede åndeløs et par sekunder ; men +som det lod havde man intet bemærket i kahytten . +Den sløj den ulykkelige frembragte ville under +almindelige omstændigheder vist også være hengået +ubemærket , hvis den før omtalte opdagelse ikke var +gjort . +Men denne havde skærpet de forbundnes sandser +i en utrolig grad , og de for derfor i vejret med et +sæt , da lyden kom til dem gennem væggen til lasten . +Et par minutter sad de tavse . +Larsens hængekinder vare fra hvide blevne askcgrå . + +skipperen rejste sig sagte og anviste Bengt pladsen +ved klokkestrengen . +Alle spændte med så lidt stsi som muligt hanerne +på deres våben . +Skipperen , hvis ansigt havde fået et vildt determineret +præg , stillede sig på den ene side af den +skjulte dør , Larsen tog plads ved den anden lide . +Svensson gjorde en rask håndbevægelse , Bengt +rev med er vældigt tag i klokkestrengen og den kunstige +dør faldt ind i kahytten med et stærkt brag . +Sørensen , der intet havde anet , fulgte dørens +bevægelse og styrtede med den ind i kahytten . +Som en rasende løve greb Svensson ben skarpe +kniv og kastede sig over ham . +Larsen havde strar , fuld af forfærdelse ved Sorensens +pludselige tilsynekomst , affyret begge pistollobene +ind i rummet . +Et skrig , forfærdeligt , klagende — et dødsskrig +fulgte på knaldet . +Larsen tabte pistolen ud af hånden og sank om +mod væggen . +Bengt var imidlertid sprungen til ; med hævet pistol +styrtede han henimod åbningen og så ind — +der var ingen . +Ved at sænke sit blik ned imod gulvet så han +en menneskelig skikkelse ligge halvt i rummet , halvt +inde i kahytten . +Skikkelsen vred sig i krampetrækninger og stønnede +huull . + +uden at give sig tid til at undersøge hvem det +var , ilede han Svensson til hjælp . +Skipperen havde i det minut hvori det ovenfor +omtalte fandt sted , haft en hård kamp at udholde +med den stærke , modige betjent , der trods et dybt knivstik , +han havde fået i den venstre skulder , forsvarede +sig kækt . +Bengt gav ild og kuglen for forbi Svensson +og ind i sørcnsens venstre lår . +Kuglen virkede strar aldeles lammende . Blodet +strammede voldsomt ud af de lo sår , hans kræfter +svigtede ham og han sank tilbage i en dødlignende besvimelse . +Forpustede , med rædsel i hvert træk , rejste be +tre mænd sig og betragtede tavse hverandre . +Håret hang de to svenskere ned i øjnene og +var hist og her vædet med blod . +— hvem have vi her ? sagde Bengt , der først +kom tilorde , ibet han trak ben skikkelse vi før have +omtalt og som nu var aldeles livløs , nærmere til lyset , +hvor han betragtede dens ansigt . +Han havde næppe haft tid til at kaste et blik på +de stivnede træk , beder vare frygteligt forandrede i +døtskampen , før han lod liget falke tilbage . +Gossen ! råbte han med hæs stemme . +— Gossen ! skreg skipperen og Larsen , den sidste +mere bød end levende over det forfærdelige optrin , +medens den første med sammenbidte tænder trådte + +et skridt nærmere og greb plumpt fat i liget af sin +ulykkelige kahytsdreng . +- så du ville spille forræder , du ? sagde han +plumpt . Du ville føre din kaptajn i ulykke ! Fy før +fanden , elendige usling ! +I sin forfærdelige diliriumsråhcd spyttede han +liget i ansigtet , da trusler og prygl jo ikke kunne +anvendes . +Selv Larsen og Bengt for tilbage før denne krænkelse +af de dødcs fred . +— lad ham hvile i fred , sagde Larsen med tonelos +stemme . +— hvile i fred ! den flyngelagtige forræder ! +Hylede skipperen og kastede med et spark det dsde +legeme hen i en krog . — i helvede skal han ! +— drik dette , sagde Bengt til sin vprørte chef +og rakte ham et bæger koldt øl , — det vil gøre +dem godt . +Svensson flugte drikken og satte sig grundende +ned på en stol . Når han havde haft et svært udbrud +af raseri , blev han alud stille og krasicslos som +et lille barn . +— hvad skulle vi gøre med ham ? spurgte Bengt +endelig efter en lang pause og pegede på Sørensen , +han er ikke død . +— giv ham hans rest , svarede skipperen mut . +— nej , tøg endelig Larsen tilorde , han må ikke +dræbes . Jeg har i ham genkendt en mand , som jeg +har tilføjet meget ondt ; jeg var skyld i hans kones + +død , jeg vil ikke have alt det blod på min Sam » s +villighed ; jeg får ondt deraf ! Og den tykke hæler ' +skælvede over hele kroppen , idet han skævede til Lizet +af drengen . +— nå , sagde skipperen ; du er ellers god min +bro ' r ! skal fyren da leve for at forråde os alle ? +— nej , forråde os skal han ikke , men leve bør +han ; jeg siger dig , Svensson , jeg vil ikke have mere +nøvt på min samvittighed , end jeg alt har , det var +mig der skød drengen der ; Sørensen må skånes . +-- aliså , svarede skipperen , er det vel din me » +Ning , at vi skulle afgive ha n til et hospital og os selv +til politiet . Det ville være net , ikke sandt , Bengt ? +- nej , det er sk f ikke min mening . Ingen af +os må komme i ulejlighed og det behøvcs heller ikke , +måske vil han dø af den hårde medfart han har +døjet , men jeg vil gøre mit til at han kan leve . Du +må » age ham med til Sverrige , Svensson , helbrede +ham , men forhindre ham i at komme tilbage ; ødelæg +hans sjæl , gør ham afsindig , — kun må han ikke +dø , jeg vil ikke have det . +— du er gal , min bro ' r , sagde Svensson tørt ; +men du skal have din Billie , når du vil betale hvad +det koster . +Larsen kæmpede en hård kamp med sig selv , med +sin angst og sin gjerrigheb ; endelig sagde han ; +— nuvel , jeg vil betale før det . +— så er del godt , vedblev Svensson ; jeg skal + +sørge før ham , han skal blive bragt til et sted , hvor +ingen vil få lejlighed til at se ham og har han +havt en før stor forstand før , skal han få den desto +mindre før fremtiden ; men leve skal han , hvis han +ikke allerede er kreperet . +Med Bengts hjælp fik ban Sørensen løftet op og +lagt i den lille kvie . +Med øvet hånd undersøgte han sårene , der vel +vare dybe og lange , men ingenlunde todclige , fik en +forbindtaske frem og forbandt med stor duelighed de - +sårede steder . +Sørensen lå endnu bevidstløs af det svære blodtab ; +men åndedrættet var regelmæssigt og pulsen “ +Normal . +Drengens lig blev pakket ind i et stykke sejldug +og flyttet ind i det snevre rum i lasten . Det skulle +midt i øslersoen overgives til dølgerne . +Bengt spulede ethvert spor af blod bort og fjernede +alt hvad der tydede på den kamp , der var +foregået . +Man vor dog meget urolig . +Efter al sandsynlighed måtte Sørensen stå i +rapport med politiet iland , som jo i så tilfælde +vidste hvilket foretagende han ville udføre og søge ham +på skibet . +Svcnsson bandede larscns øllebrødsbarmhjertighed +og længtes efter morgenen , på hvilken de skulle +sejle . + +Svensson og Larsen gik iland og Bengt blev nu +ene ombord . +Efter skipperens anmodning måtte Larsen skaffe +ham en del urter og medikamenter . +Da disse vare indkøbte pegede Svensson på +apothekerpakken og hviskedee : +— Heri ligger betjentens forstand begravet ; jeg +kender noget til destillationen , den har hjulpet mangen +brav mand ud af forlcgenhedcr ovre i det gamle +Sverrig . +Larsen kunne ikke andet end gyse lidt tilbage før +sin svenske ven , hvis skurkagtighed og kulde ved at +udføre forbrydelser overtros hans , der dog ikke havde +nøgen ringe forbryderbane at skue tilbage på . +Den næste , morgen lettede „ Helvedeshunden “ sit +Anker og blev bugseret ud af Kristianshavns kanal af +en lille damper . +Svensson stod tilroers og dampede roligt på +sin pibe . +Bengt var ivrigt i færd med at gøre sejlene los , +og det tungt lastede skib gik roligt gennem havnens +mudrede vand . +Ude på Langelinie stod en fed mand og stirrede +ængsteligt mod toldbodbommen . + +hans åsyn opklaredes , da han fik øje på det +svenske skib , der uden hindring passerede bommen +og snart kom i lige l nie med ham . +Den fede mand svingede med hatten — skipperen +slap roret et øjeblik og hilste over til manden . +Noget efter kom dampdåden pilende tilbage . +„ Helvedeshunden “ havde udspændt fine seilvinger og +styrede nu sydpå med fin forbryderiske last . +Larsen følie en sten falde fra sit hjerte og gik +beroliget hjem . +Den uro , der i de sidste dage havde behersket +ham , var forsvunden , og med sin sædvanlige klukkende , +indvendige latter tænkte han på de mange penge , +han snart ville så for den kostbare ladning . +28de kapitel . +På steenholmen . +Et par mil fra den svenske 0 Gulland ligger ' +nogle siecnklipper , der ligesom af en kæmpehånd er +udslyngede i havet . +Tisse klipper have en forskellig form , snart høje , + +sleile og umulige at bestige , snart mere terrasseformige . +Kun hist og her på de slorre klippeholme vorcr noget +forkrøblet krat . Resten er den regne gråstcen , uden +spor af jord og vegetation . +Steenholmcn er ansørt som ubeboet og der må +også høre en ejendommelig lyst til at bebo disse +sørgelige , usrugtbare stcenmlllioner +af ville fugle have bygget nede i +klipperevnerne , og dens skrig og flagren er det +eneste der afbryder havets monotowe larm , idet det +flammende bryder sig mod de sleile klipper . +Vi sagde før at holmene vare ubeboede , og det +vare de også , med undtagelse af en eneste af dem . +I et lille gråt bjælkehus , der således af ophobede +grå muursteen var beskyttet mod vejr og vind , +at det ikke kunne ses fra søen , boede et par ægtefolk . +Der i almindelighed gik under navnene „ Bæveren “ +Og „ Dævcra “ . +Årsage « til at dette ægtepar havde unddraget +sig verdens selskab påslode de selv var „ Menneskenes +ondskab “ ; dog , mange andre var af den mening , at +bæveren og bævcra , der vare gamle bekendte af +forskellige svenske fæstninger , hvori de havde arbejdet +„ i jern “ , for at afsone forskellige forbrydelser , såsom +tyveri , attenteret mord og andre idrætter , — +i et anfald af fortrydelse over at blive skyet af alle +på fastlandet , havde sagt dette farvel for at drive +en mere indbringende forretning på steenholmcn . +Forretninger på den øde Holm ? + +ja , således sagde man . De havde nemlig et +oplagssfed for smuglere , der ikke turde gå ind til +selve den svenske kyst med deres barer , og nogle store +steenhuler , som skulle findes på holmene , hjalp dem +til at skjule barerne ; desuden toge de det ikke så nøje +med mit og dit ; kort sagt : de levede „ kristeligt og +ernærede sig af vrag “ . +Det lille hus , der tjente bæveren og bævcra til +opholdssted , var ganske hyggelig ! og bekvemt indrettet . +I den nederste eiaze var der indrettet 5 temmelig +store værelser , der vare godt møblerede . Under taget +lå der 3 gjæsteværclser , der brugtes til at huse de +skippere , styrmænd og matroser , som vare ombord +i smugler-skibene eller dem , hvis fartøjer ulykken +kastede op på denne golde , ugjæstirie kyst . +Der fortaltes almindeligt , al bæveren i stormfulde +og tågede nætter , gik ud med en tændt laterne , befæstet +ved en lang stage , og vandrede frem og tilbage +langs den stenede strandbred , og at da ofte skibe , +ber troede ai laternen fandies ombord i et andet skib , +roligt styrede ind mod slecnholmen , hvor dej fandt +sin undergang . Undertiden blev mandskabet eller en +dej af det frelst , til andre tider gik skibet under +med mand og mus og det værdige ægtepar havde da +dagen efter nok at bestille med at redde den del af +ladningen , som bølgerne havde kastet iland . +Eo gange var del hænder ar der på den svenske +kyst , udfør steenholmene , var dreven lig iland , hvis +udseende vidnede om en anden , men voldsom dødsmåde , + +end den havet havde forårsaget , idet det ene +fandtes ihjelstukken med et knivstik i brystet , og på +det andet viste sig tydelige spor af kvælning . +Der mumledes meget om , at det var skibbrudne +skibsfolk , der , hvis de vare forblevne i live , kunne +have fortalt artige ting om bæveren og hans kone ; +der kom en undersøgelse igang , men intet oplystes . +— det var lutter ondskab , sagde bæveren . +Og bævera knyttede sine magre furede hænder , +hendes skarpe øjne lynede og hun udstedte forbitrede +trusker over opbavsmændene til „ Rygtet “ , hvilke hun +lovede en blodig hævn . +På steænholmen fandtes en af naturen dannet +havn , i hvis mægtige stcenblokke bæveren havde indrammet +store jernringe , til derved at foriøie de skibe , +der her søgie havn . +Disse skibe vare af en meget mistænkelig beskaffenhed . +Kun sjældent kom et ærligt skib , tvungen dertil af +sø og storm , ind i denne noverrede . +De blev også i så tilfælde modtagne med kulde +og opholdet gjort dem så ubehageligt , at de snarest +muligt sejlede bort igen . +Anderledes forholdt det sig , når et mistænkeligt +fanen gæstede den lille havn . +Bæveren og bævera vare da stedse nede ved soen +for at byde de kærkomne gæster velkommen . +Brita , en værdig søster til bævera , måtte + +brast op med det huset formåede , og man levede godt +på sieenholmen . +Efter disse så forudskiklede bemærkninger , der +ere nøtvendige for at forstå det følgende , tage vi +atter fat på vor fortællings gang . +I slutningen af december måned , en stormfuld , +tåget eftermiddag , finde vi bæveren og hans kone +siddende i deres dagligstue . +Et vældigt bål brændte på den store spies eller +arnestedet , og udbredte en vis lunhed og dæmpet lysning +i stuen . +Brænde var der nok af , rester af brag , som +havet havde skyllet ind på kysten . +Bæveren sad og røz på sin pibe , i hvis spids +han hvert øjeblik bed . +Denne bide « var karakteristisk før bæveren , den +antydede at han var i flet lune . +I en hel måned havde han ikke gjort nogen +forretning , ja ikke set et skib , og dog havde det +kulet godt op og han havde gjort sit til , før at få +skibene til at indfinde sig . +Bæveren sad ved arnestedet og spandt flittigt på +en gammeldags nok . +Efter hendes flid i dette øjeblik at tømme , skulle +man tro hun arbejdede før at få brød i huset . + +— jeg siger dig , kælling , sagde endelig bæveren +med en ed og slog sin plumpe næve med et brag +imod væggen ; det går snavs med os lilsivst . +Hun leflede si runkne ansigt , der bar spor af +fordums ekjonhed . og svarede : +- Nn , ja , lillefar , vi kuNne ellers ikke klage , +vi har jo nok endnu . +— nok . siger du ! udbrød manden . Fordømte +fæ , få vi nogensinde nok iii at knuse del pak , der +nn håner os derude på kysten ! +— nej , svarede konen atter . Du har ret , +bæver , de må knuses før vi kunne lægge vore hoveder +på det sidste leje . +Hun bolede aner hovedet ned mod rokken og +spandt videre i taushed . +Efter ak have rokket lidt frem og tilbage stod bæveren +op , tog en fåreskindspels og en „ Sydvest “ på +og travede ned mod stranden . +Han så skarpt ud på søen og syntes igennem +tågen at kunne opdage et skib , der med redet storsejl +fortsatte kursen ind imod øen . +Uden at sige et ord gik han tilbage til huset og +hentede en sokikkcrt , som han rett-de mod skibet . +Dævera var denne gang fulgt med ham ; men +oppebiede i taushed resultatet . +Efter et langt og skarpt udkik tog bæveren kikkerten +fra øjet , skjod den sammen og udbrød : +— del er min salighed „ Hunden “ ! +— hvem ? + +— Svensson og „ Helvedeshunden “ naturligvis ; jeg +havde ikke venret ham så snart . Der må være noget +påfærde . Skynd dig , bævera , løb ind til Brit « og +lad hende lave noget „ Varmt “ til de komme . +Bævera skyndte sig tilbage til huset . +Med stor tålmodighed salie bæveren sig ned +på cl klippestykke og vedblev stadig al holve øje med +skibet , der , lænsende for stormen , med halvrebet fok +og klvver sagte ind mod den nære og sikre havn . +El smil spillede om bæverens læber . +Han gned sig uvilkårligt i hænderne , medens +hans blik stadigt var hæftet på skider , der , som +man kunne se styredes af en kundig hånd . +Endelig var del kommen så nær , al man kunne +se personerne på dækket . +Bæveren rejste sig og idet han dannede en råber +af sin højre hånd , prajede han skuden med el : +— „ Hunden “ , åhoi ! +Trods siormens brusen og søens larm blev +man dog opmærksom på råbet ombord i sluppen . +Manden ved rorci svingede med sin har , og idet +han lagde roret hårdr bagbord ved en vending , for +al flippe ind i del af raiurcn dannede havnebassin , +svarede han med et lydeligt : +— alr vel ! +— air vel ! lød svaret fra bæveren , der derefter +ilede hen nl en af fortøininzsringcne , for al holde alt +klan ril skider lagde til . +Nogle minurer efter svajede skibet op og „ Helvedeøhunden “ + +lå nu sikker fortøiel i den lille rolige +havn på steenholmene . +Velkomsten var rørende . De to hædersmænd tryk » +Kede hinanden så fast i hænderne , ak enhver anden +havde fået disse nødvenvige redskaber spolerede for +meget lang tid . +Imedens stod Bengt , matrosen , med ej grin over +hele ansigtet og nikkede plumpt , med al den venlighed +han kunne opdrive , til sin skippers fortrolige og forrelningsven . +Da de første varme udtryk vare forbi , indbød bæveren +Svensson og hans Marros til al komme med +hjem og bo der under deres ophold . +— ja , svarede skipperen , du skal have så mange +tak for tilbudet , som vi gerne tage imod ; men for « +Resten har jeg endnu en gæst til dig , som jeg tvivler +på vil blive sket så godt modtaget . +Med en vis sky mine spurgte bæveren hvem +del var . +— en dansk politibetjent , lød der uforbeholdne +svar . +— en policemand ! råbte bæveren og tumlede +et par skridt tilbage ; hvad fa ' en mener du med +det ? +— ganske simpelt det , svarede Svensson koldblodigt ; +at vi , for selv at undgå at blive nappede af +politiet , måtte nappe en af politiet selv , du forstår +mig vel nok ? Han fik ved samme lejlighed nogle + +rifter , som vi efter ringe evne have lappet på det +bedste vi kunne , og bon er snart hel kvik igen . +— men hvorfor love i ham ikke „ træde vande “ ? +Spurgte bæveren , tvivlrådig og forbavset over en +sådan æbelmodighcd , især lige overfor en politibetjent . +Ere i på engang blevne gale , godtfolk ? +— del havde nu sine grunde , som du vel nok +kan begribe , fætter — thi Svensson havde den ære +at være i familie medmor bævera — ; tror du , +at jeg uden nødvendighed tager en sådan „ Krage “ +Med mig , når det kan undgås ; men giver jeg +engang en kammerat et ord , så skal det holdes om +jeg så kommer til at dingle for det . +— ret så ! sagde bæveren dybsindigt , og mærkværdigt +nok var det en æressag imellem disse mennesker , +der daglig forbrød sig imod gud og verden , aldrig +at bryde de lofter de indbyrdes gave hverandre . +Bæveren gik ombord med i skibet og klavrede +ned i den lille kahyt , for at se på policemandcn . +Han så ikke meget kvik ud , som han lå der i +kvien , indbalsamcret i et svøb af hvide bandager ; +han havde på søen atter fået sin bevidsthed tilbage +og i de tre dage , der derefter hengik , havde han +stadigt grublet over den skæbne man agtede at berede +ham . +At ban ikke ville blive t ' lsoiet nogen overlast , +der medførte døven , kunne ban vel indse . +I den storm der næsten uafbrudt havde raset +medens han var på søen , havde han gennemgået + +meget , og en følelse af velvære og fred udbredte sig +over såvel sjæl som legeme , da skibet endelig kom +ind i smult vanke og lagdx til ved sieendæmningen . +Han var netop falden i en styrkende rolig søvn +da bæveren og skipperen kom ned i kahytten . +— vi må få ham i land ! ytrede Svensson . +— hvor ? da vel ikke her ? +— jø , netop her , hvorhen skulle jeg vel ellers +bringe ham ? +— den går ikke , fætter ; tror du , jeg vil udsætte +mig for at få hæle forretningen spoleret for +sådan en krabats skyld ? +— jeg siger snak ! indvendte skipperen . Du +har længe trængt til en håndfast medhjælper , der i +enhver henseende ville lystre dig og som tillige ikke +ville skuddre ; der seer du ham ! +Med disse ord pegede skipperen på den +sårede , der befandt sig i ten lette skumrende tilstand +hvori man fornemmer alt hvad der foregår i yrervcrkenen , +uden dog at være fuldstændig ved sin bevidsthed . +— du er ikke dårlig ! Er du af den formening +at han der frivillig vil bjælpe mig , som en anden trø +hund og uden at knurre ? spurgte holmemandcn med +en vis hån i stemmen . * +— hvorfor tale i gåder , når man med et pak +ord kan klare hele historien ; kom så skal jeg forklare +dig den . + +og han tog bæveren til side og hviskedee ham længe +noget i øret . +Bæveren nikkede endelig med en nogenlunde tilfreds +mine og Svensson åbnede da et skab , hvoraf han +fremtog en flaske , som han rakte til holmemanden . +Der stiltiende skal den i en af sine rummelige lommer +og et øjeblik efter højt erklærede sig enig med Svensson , +at den sårede bragtcs i land . +Der blev lavet en båre , bestående af et par +brædder , der sammenholdtes af tougværk . Sørensen , +der nu var bleven aldeles vågen , blev lagt derpå og +af alle tre mænd i forening båret op til huset , som +bekendt det eneste der fandtes på holmen . +Mo ' er bævera kom dem unøde ; men for noget +forskrækket tilbage ved at se den syge , på hvis ankomst +hun aldeles ikke var forberedt . +Et vink og et par ord fra Svensson beroligede +hende dog snart og hun ilede ind til drita , for at +sætte et af gæsteværelserne i stand til den syges +modtagelse . +Med megen besvær fik man Sørensen transporteret +op ad de smalle trapper , der førte op til kamrene +under taget . +Den sårede blev lagt i en god seng , hverefter +dsren blev lukket forsvarligt i for ham . +Sørensen begyndte at spekulere over sin fremtidige +skæbne , men da hans hoved virkede frygteligt , indså +han , at han måtte opsætte sin spekulere « til en deleiligere +tid . + +han lagde sig tilbage i sengen og hensank i en +des , der snart afløstes af en heftig sårfeber . +I stueetagen i værelset som vi tidligere have +skildret , gik det mere muntert til . +Drita havde stegt karbonade , og rigelig forsynet +denne med peber , hvilket pirrede de nysankomne søfolks +appetit . +» Fra et skab i væggen fremtog bævera en stor +dunk med ægte hollandsk genever , — en lille venlig +dølge havde kastet et par ankere af denne drik op +på holmen , og den hørte således til en af de mange +behageligheder , som holmebcboerne kunne nyde gratis , +uden at behøve at gøre anden afregning end den lette +med . deres samvittigheder . +Svensson var , som slægtning , holmens mest +kærkomne gæst og stod desuden i stor anseelse hos +Mo ' er dævcra . +Med god appetit blev karbonad-n med tilhørende +geneversnapse fortæret . Derefter bragte Brita en +bolle med varmt vand og en dunk , hvis formodede +indhold bragte bengis dine til at tindre af fryd , +— stop ! råbte Svensson , da bæveren beredte +sig til at lave den kostelige drik man kolber toddy . +— stop , min bro ' r ! Forretningerne først . +— ganske rigtig ! ytrede bæveren og fremtøg den +flaske Svensson havde givet ham . +Skipperen fyldte et stort glas med tre dele +vand , åbnede derefter flasken og fyldte den manglende + +fjerdedel af glasset med en klar hvid bædske , der +udbredte en stærk aromatisk lugt . +Efter at have omrsct denne blanding bad han +Mo ' er bævcra bringe den op til den syge og fortælle +ham , at det var en læskedrik , hun af medfølclse +for hans lidende tilstand bragte ham , og overhovedet +lægge al den blidhed for dagen , som hun formåede , +for at indgyde den danske mand nogen tillid til hende . +Bæveren grinede afskyeligt og nikkede til skipperen . +Det var ikke første gang , så man , at hun +brugtes til en sig forretning . +Det var hende der havde lært Svensson at brygge +denne helvcdcsdrik , der , nydt i et ringe kvantum , +havde den virkning , at ånden slappedes , at mennesket +blev til et vegeterende lig — en fjollet eller vanvittig . +Dette eksperiment skulle nu anvendes på Sørensen . +Skipperens hensigt var at give bæveren en +medhjælper , hvis åndskraft var borte , for hvem ethvert +åndeligt lys og begreb var stakket , så han ikke mere +formåede at forråde den afskyelige gerning , som +han og drengen vare blevne offre for . +Bævera sneg sig op ad trapperne med et tændt +lys i den ene og glasset i ten anden hånd . +Hun åbnede Deren og trådte ind . +Den syge lå i en halv vildelse , forårsaget af +såriebercn , der knugede og rystede hans lemmer . +Med et medlidende smil på læben trådtemor +bævera hen til sengen og tilbød med venlige ord +sin hjælp . + +Sorensen stirrede halv forvildet på hende , men +lød hende dog uforstyrret undersøge , rense og alter forbinde +sårene , der i og for sig ikke vare farlige , men +ved forsømt behandling truede med at inflamere . +Hun spurgte om han ville have noget at spise , +og da han afslog mad , satte hun det skæbnesvangre +bæger på en stol føran sengen , og bad ham at +læske sin tørst med drikken , som hun tillagde forfrinlige +egenskaber . +Hun lød lyset bljve stående og forføjede sig atter +ned i stuen . +For ci at vække mistanke anmodede hun ham ikke +om at drikke , medens hun var tilstede . +Lyset udsvede en opmuntrende indflydelse på +Sørensen . +Han strafte sin hånd ud efter bægeret og satte +det til mnnden . +Den ljølige drik læskede hans brændende tørst ; +han drak begærligt . +Da — ved et tilfælde — faldt bægeret fra hans +scderrystende hånd og ned i sengen , før han endnu +havde fået drukket halvdelen . +Væsken oversvemmede sengen og Sørensen forssgte +efter bedste evne at gøre skaden god igen ved +med et tørklæde at aftørre puderne . +Derefter sank han mat tilbage i sengen og lå +nogle øjeblikke rolig og stille . +En forunderlig død fornemmelse lagde sig på + +hans hjerne , tanken og ilanden var endnu fri og +selvrådig ; men hvor længe ffulde det vare ? +Damor bævera en time efter kom op til den +syge , fandt hun ham bevidstløs ; men hjertet og +pulsen slog endnu . +Bægeret stod tømt ved siden af sengen . +Hun meldte resultatet til bæveren og Svensson , +som optog denne meddelelse med stor rolighed , idet +han sagde : +— godt , så er vi i det mindste sikre fra den +side ; han vil ikke kunne skade os mere . Han får +vel sagtens et anfald af raseri i morgen tidlig , men +til middag vil han være tam nok og skikket til at +arbejde i hulerne ; han har herkuleskræfter , den fyr . +— det lader så . +- men hør , bæver , vi må i morgen tidlig begynde +at losse sluppen , jeg tør denne gang ikke gå +ind til kysten med varerne , der er for mange krydsere +ude , kun med nød og næppe — takket være stormen +— undslap jeg en af disse skuder , der forfulgte +mig fire stive timer stræk , og skønt min ladning +ikke er smuglergods , holder jeg dog ikke af ai have +disse posekiggere ombord . + +29de kapitel . +Baronen i knibe . +Baron uglehjelm vidste vel , at støveren og +Halte-søren vare grebne , men han troede sig alt for +godt sikret , til at nogen eller noget kunne skade ham , +til at han skulle nære nøgen videre frygt i den henseende . +Selv om de tø forbrydere virkelig ville tilstå al +have gjort sig skyldige i det attenterede mord , holdt +han sig for sikker ; thi hvilken dommer ville vel have +tilliv til en forklaring , der lignede en fuldstændig +opspundet historie , og tilmed når den blev ham forebragt +af tø så bekendte og durkvrev forbrydere som +støveren og hans Halle kammerat . +Larsens taushed havde han også tilkøbt sig ; fra +ven kant havde han intet at frygte . +En eftermiddag , kort efter det over støveren og +Søren optagne forhør , sad uglehjelm i sin dagligstue +og nynnede en Melodi , idet han tankeløs blæste nøgen +af sin cigar i små ringe ud af munden . +Han kedede sig og havde derfor intet imod , at +pigen meldte en herre , der ønskede at tale med hr . +Baronen . +Han rejste sig gabende og gik henimod døren før +at modtage ben fremmede . + +denne trådte ind , baronen så et øjeblik før- » +Skendc på ham og råbte derpå i en hjertelig tone +idet han udstrakte sin hånd : +— men , min gud ! er det ikke Albert ? +— ganske rigtig , erindrer du mig endnu , svarede +denne smilende . +— det var fandens smukt as dig , at komme +herop , udbrød baronen og skød en lænestol frem ; kom +og tag plads , min gamle ben . +— jeg skulle have været her før længe siden , +hvis jeg havde vidst at du endnu erindrede din gamle +skolekammerat ; men — oprigtig talt , denne gang +kommer jeg på en måde på embedsvegne . +— hvorledes ? +— jø , seer du , vi have i disse dage grebet to +snue forbrydere , som have gjort et fvrsøz på at +binde os en romantisk historie på ærmet . Ligefrem +ere de ikke sigtede før nogen bestemt forbrydelse , men +da de henhøre til „ de mistænkelige “ og pludselig have +bortfjernet sig herfra staden , blev de anholdte og førte +tilbage hertil . Bed anholdelsen vare de i besiddelse +af henimod 1000 nd . , uden at de vare i stand til at +gvdtgjore deres hjemmel for disse ; for nu at redde sig +ud af historien have de leveret os en lang fortælling +om en adelsmand , der havde tabt 5000 nv . , som de +i forening havde fundet , og da de senere noget derfra +traf bemeldte adelsmand , der søgte efter sine penge , +været så ærlige al tilbagelevere ham disse , hvorfor +han , i et anfald af æbclmvdighcd og glæde over + +deres ærlighed , havde taget 1000 rigsdaler . af tegnebogens +indhold og foræret dem . Denne historie klinger noget +mystisk , for det første fordi en sådan ærlighed hos +de to fyre ville være noget ganske overordentlig , og +for det andet , fordi en sådan ædelmodighed ville +være ligeså sjælden at slode på . +— men , hvad i al verden vedkommer denne historie +mig ? sagde barønen , der var bleven lidt bleg , +men tillige havde påtaget sig et smil , der kunne udtydes +på hvilken måde , det skulle være ; han havde +endnu ikke besluttet sig til hvad han ville foretage sig +- ja , hør nu blot videre mændene erklærede +ikke at vide hvem bemeldte adelsmand er , men beskrev +hans udseende og meddelte en omstændighed , som +ydermere skulle bekræfte deres forklaring , nemlig , at +adelsmanden bar en signetring vå sin højre hånd , +i hvis sten der var indgraveret en ugle . +Uglehjelm studsede . +— men hør nu videre . Forklaringen blev afgivet +med et sådant udtryk af pålidclighed , at vi halvt +bleve overbeviste +— videre ! +— assessoren afbrød forhøret og sendte fyrene +ned igen . I en samtale , vi derefter havde , traf vi +mærkeligt nok overens i , at fangerne med adelsmanden +mente dig . +Nå , således ! +— ja . Dommeren , som flere gange har set dig +i selskaber , fandt at signalementet passede ypperligt . + +jeg vidste , at du førte en ugle i dit båden , og vi +bleve enige om , at jeg underhånden skulle forhøre +mig hos dig , om der skulle findes noget gran af +sandhed i denne ejendommelige forklaring . +Baronen havde aldeles genvundet fin gamle fatning +; han lænede sig med et påtaget muntert smil +tilbage i gyngestolen og svarede roligt , til vennens +største forbavselse : +— forklaringen er sand , fra ende til anden . +— den er fanden heller ! råbte vennen og for +op fra stolen . Du narrer mig dog ikke ! +— nej , bedste ven ! i sådanne sager plejer jeg +ikke at spøge , især når det gælder at afryste en uretfærdig +mistanke fra skuldrene af to mænd , der ærligt +have tilbagegivet mig penge , som - der tilstår +jeg — min kasse meget dårligt kunne undvære , netop +på den tid . +— men så have vi jø gjort fyrene uret , på +en måde , udbrød vennen ; det er i grunden en Pokkers +kedelig historie . Vi troede nu så sikkert at have +fanget Dalsgårds mordere , og nu vise de sig måske +på engang som omvendte syndere , der ville rejse til +Amerika , for at føre et bedre levnet . +— ja , sådan går det , sagde uglehjelm og trak +på skuldrene . I politimænd kunne også undertiden +tage fejl . +— jndrømmet ! svarede vennen , vi kunne tage +fejl , men det skeer sjældent . Der er noget forunderligt +ved den hele historie , som jeg ikke ret fatter . + +drevne forbrydere forlade næppe deres huler for at +søge et nyt hjem andre steder . +— men , sagde baronen fuldstændig fattet og med +et smil på læben ; det seer dog næsten ud som om +dhrr . Støveren og Halte-søren alligevel er uskyldige , +idetmindste hvad disse penge angår , og jeg +indser . . . +— indkommet , svarede vennen roligt , fljondt der +i hans indre gærede en tvivl , ikke mod baronen +eller hans udsagn , men imod de to banditter , ver +endnu vare arresterede +baronen fik nu en anmodning om al møde den +næste dag i retten , for al afgive sin forklaring , +hvilket han også villigt lovede . +Under mange gensidige hofligheds- og venskabsytringer , +skiltes de forhenværende skolekammerater . +Da baronen var bleven alene , føer han sig med +hånden over panden og så nogle øjeblikke eftertænksomf +frem foran sig . +Han havde nu valgt den vej , han for fremtiden +ville følge . +— bah ! mumlede han ; jeg måtte gøre det , for +al undgå skandale , for al redde mig selv . Forbandet +snildt udtænkt af disse gavtyve , al lave en sådan +historie sammen . + +han smilede veltilfreds . +— der kan ingen skygge af mistanke falde på +mig , det er brillant ! vedblev han . Nn vil jeg også +hjælpe dem så godt jeg formår . +Baronen faldt udmattet tilbage på en stol og +en hul , tør hoste afbrød hans monolog . +— o , Klara , vedblev han efter nogle minuters +forløb . O , penge , rigdom og verdens dom ! I +have ødelagt mit liv , ødelagt mig for tid og evighed ! +Gud hjælpe mig i al min elendighed ! . . . +Dog , bort med disse skræmmebilleder , nu er jo faren +overstået . +Der var nu hengået flere dage siden der første +forhor og støveren og hans fæste ventede derfor hver +for sig med længsel og spænding på , hvad udfaldet , +af deres forklaring ville blive . +Halte-soren havde i arresten misset en gammel +bekendt , med hvem han nu opfriskede deres ungdoms +henrykkende erindringer om mangen lykkelig fuldbragt +forbrydelse ; han befandt sig derfor flet ikke utilpas i +ten uhyggelige Elle . +Hvad støveren angår , så havde han kun beholdt +den føromtalte gamle hos sig i arresten . +Støveren , der var af et meget spegefuldt gemyt , +når han blot ikke selv skulle have noget af stegen , + +fandt en sand tilfredssfillelse i at kunne pine og +plage den gamle mand , især ved at pålægge ham de +vanskeligste arbejder , som han under eder og trusker +befalede ham at udføre , og den gamle vovede ikke at +klage til arrestforvareren , han kendte støverens ville +karaktecr og vidste , at denne i så tilfælde , måske i +et anfald af raseri , ikke ville betænke sig på at slå +ham fordærvet . +En skjon morgenstund åbnedes døren til arresten +og støveren afhentedes før atter at bringes i forbør ; +ligesom forrige gang mødte han halie-søren på +trappen og udførte selvfølgelig atter det før beskrevne +signal , denne gang med en mere tillidsfuld mine ; +thi Sørens kloge optræden i det forrige retsmøde +havde beroliget ham i enhver henseende . +Ligesom forrige gang blev de underkastede et +krydsforhør , der , eftersom det skred frem , blev skrappere +og skrappere . +Det var med rød og næppe , at de formåede at +holde tråden , som de havde besluttet at følge ; den +energi og hurtighed hvormed fvrhørsdommeren forstod +at gribe den mindste afvigelse fra den tidligere +forklaring , den minstc uoverensstemmelse gjorde , at de +kun med stor banskclighed og kun med opbydelse af +al deres åndelige kraft formåede at stå imod . +På et vink af dommeren åbnedes døren , og +to mænd trådte ind . +Det var baron uglehjelm og licevært Larsen . +De skønne ånder mødtes . + +tilspurgt « af forhsrsdommeren erklærede forbryderne +enstemmigt , at baronen var den af dem i det +forrige forhor betegnede herre . +Opfordret dertil afgav klglehjelm sin falske forklaring , +der i alt væsentlig stemmede overens med forbrydernes ; +kun angående stedet , hvor pengene vare +tabte og fundne var ler nogen forskel i forklaringerne +; men ledet , selvsølgclig mere af instinkt end af +viden , erklærede baronen , at pengene vare tabte på +Kristianshavn , medens forbryderne havde forklaret at +de vare fundne ved Langebro ; men da ellers alt stemmede +overens , var denne omstændighed beder ganske +uvæsentlig . +Forbryderne føltc sig ikke veltilmode da Larsen ble » +Fremkaldt og tilipurgt af dommeren , om han kunne +erindre , hvad tid , den omtalte aften , da mordet på +Dalsgård blev foretaget hans logerende og haltesøren +vare komne hjem . Larsen betænkte sig længe +og fæstede sine små , listige øjne på deres galgenfysiognomier +— jo , hr . Justitsråd ! sagde han endelig ; ganske +bestemt på minuten kan jeg ikke sige det , men jeg +troer nok ar klokken var imellem -- fem og ser om +eftermiddagen ! +Forbryderne åndede leltere , skønt de egentlig +ikke forstod hvorfor Larsen løj således ; thi de vidste +jo ikke at den tykke vicevært vidste ligeså god besked +med mordet , som de selv gjorde . +-- og er de sikker på , at det ikke var nøgen + +anden aften , er de i stand til at kunne aflægge deres +ed på denne forklaring ? spurgte forhørsdommeren +med en alvorlig og inkvisitorisk mine . +— ja , svarede Larsen fast ; jeg gentager , at jeg +ikke just kan sige hvilket minut , at de kom hjem på , +men jeg ved , med sikkerhed at klokken ikke kunne være +mere end fem eller ser ; thi på den tid plejer jeg at +spise vcsperkost og jeg havde netop spist denne , da jeg +msdte dem på trappen . +— øg de havde ikke forladt huset senere ? +— nej , først den næste morgen vare de blevne +savnede og han havde da ikke set dem før nu . +Larsens hensigt med denne forklaring var selvsølgelig , +at få et krav på støverens og halte « +Sørens evige taknemmelighed , der især skulle vise sig +ved overdragelsen til ham af en broderpart af de tusinde +rigsdaler , som jo efter baronens forklaring absolut +måtte tilfalde dem hvis de forlod arresten som +frikendte før den brøde , hvorfor dr vare mistænkte . +Der må ikke findes nogen mere pinlig situation +end den en dommer befinder sig i , når han tvinges +til at lade sig tilsyneladende overbevise af de foreliggende +omstændigheder , medens han er moralsk overbevist +om forbrydernes skyld . +Således forholdt det sig her +men vidnerne kunne ikke forkastes . +Larsen havde aldrig været straffet før , om han end +var en person af den mistænkeligste slags . +Baronen måtte i ethvert tilfælde være et gyldigt + +vidne ; hidtil havde der ikke været den ringeste plet +på ham , der berettigede til at tvivle vå hans udsagns +rigtighed . +Og dog nærede dommeren en instinktmæssig +anelse om , at der var noget galt ved der hele . +Hvad del var vidste han dog ikke . . +Støveren og den halte blev aller bragte ned i +arresten ; men resultatet oversteg deres drisfigsfe forventninger , +de havde „ klaret “ sig udmærket , mente +de , og kunne nu med temmelig sikkerhed se dommen +imøde . +Således forklarede i det mindste støveren for sin +gamle lidelscskammerat , idet han samtidig bad ham , +ikke al sørge for meget over hans mulige , alt for hurtige +afrejse lis frihedens land , men al låne et par +tørv af arrestforvarerens kone , til dermed at aftørre +de alenlange tårer fra sine øjne . +Da forbrvderne vare førte bort , få dommeren +længe og forskende på de to vidner og sagde endelig : +— ere de villige til al bekræfte deres vidnesbyrd +med lovens ed ? +Uglchjclm studsede lidt , rødmen steg ham op i de +blege kinder ; han havde næppe gjort sig rede for al +et sådant forlangende ville blive stillet . +Vi have sagt , at han ikke troede på nogrn gud , +men alligevel krvmpede han sig ved at tage guds navn +forfængeligt . +Dog , verdens dom og frygten for straf jog +hans samvittighedsskrupler aldeles på flugt og da + +han havde desinvet sig lidt , svarede han assessøren med +et fast og bestemt : ja . +Hvad Larsen angik , da havde han strar givet et +bekræftende svar ; den småting , samvittighedsnag , +havde han før længe siden trådt under fsdder . +— kender de betydningen af den ed de skulle +» skægge ? spurgte dommeren . Vide de hvad falsk ed +har at sige ? +- ja ! +-- have de nogensinde gjort ed i nogen ret før ? +- nej ! +— godt , jeg skal da oplæse betydningen før +dem , og dommeren tøg dogen og læste den skrækkelige +betydning , som loven har lagt i Eden og hvori +mennesket selv nedkalder forbandelsen over sit hoved , +hvis han sværger falsk . +Ordene rystede oiensynliz de to vidner stærkt ; +men ikke destomindre erklærede de sig derefter villige +, il at aflægge den fordrede ed . +Deres forklaringer blev atter oplæste før dem . +Med oprakte fingre nedkaldle de frivilligt himlens +forbandelse over deres hoveder . +Og da Eden var aflagt , hvor sønderknust , hvor +elendig følie uglehjelm sig da ikke ? +Ordene : „ hans fod skal ikke finde hvile , hans +hjerte ikke finde fred ! “ rungede i hans øren og +knugede hans hjerte . +Han sølte sig tilintetgjort , fortabt , først nu , da +han havde overskredet det gabende svælg , måtte han + +erkende , af der dog fandtes en , der regerede verden , +og ved denne allerhøiestes navn havde han sværget +falsk . +Kort efter dimitteredes vidnerne . Ude på gangen +standsede de og så stift på hinanden . +Uglehjelm var dødbleg og stirrede med et forvildet +klik på Larsen . +Den tykke vært var aldeles den gamle igen og +pustede med sin almindelige hvæsende sioi . +— det gik jo , som det var smnrt , hviskedee han til +sit medvidne . +Denne rystede på hovedet og ^varede med en +sørgmodig deioninz : +— ja , desværre ! +— desværre ! siger de ; men de havde jo intet +andet valg ? +— jø jeg havde . +- og hvilket var det ? +— jeg måtte hellere have skudt mig en kugle +for panden , end svoret den falske ed +— bah ! hvem fanden bryder sig om en sådan +småting , når man derved kan redde sig selv eller en +god ben . En ed har intet af betyde . +— jø , svarede baronen , den h-a r noget af be , +tyde , jeg føler det nu ; jeg selv ville måske i morges +have raisvneret som de , men nu er jeg af en anden +mening . +Baronen ville gå ; men Larsen greb ham i armen +og sagde med sin mest indsmigrende stemme : + +— hr . Baron ! jeg er for øjeblikket i et svært +bekneb ; de kan vel hjælpe mig med en femhundrede +d aler ? +Uglehjelm for tilbage ved ai høre dette forlangende . +Harmen fik for et øjeblik bugt med hans +sorg og han svarede med sket skjult forbitrelse : +— femhundrede daler , er de gal ? Hvorlænge +eller rettere sagt , hvor kom tid er det siden de fik de +tusinde daler ? Jeg lader mig ikke sådan gå på , +gode ben ! +- hr . Baronen tager vist fejl af betydningen +af det forhold , der tristerer imellem os , sagde den tykke +vært koldblodigt , idet han tilknappede sin frakke og +fulgte med uglehjelm ned af trappen og ud på gaden ; +de er ikke berettiget til at spørge mig om jeg er +gal eller sige mig andre komplimenter , thi de er fuldstændig +i min magt . Foruden den nydelige lille mordhistorie +har de endnu en mened på deres samvittighed , +betænkt det . +- men , svarede bar nen med svag stemme ; +de har jo også svoret falsk , mod deres bedre vidende . +— nej ! løj Larsen med den koldblodigste mine af +verden ; det har jeg ikke , thi jeg så virkelig de to +gavtyve den omtalte aften , om det var en time eller +to før den opgivne tid , har mindre at sige ; de derimod +. . . +Godt , godt ! sagde baronen afværgende og +gysende over den sammenligning hæleren opstillede ; +jeg forstår dem , farvel ! + +— farvel , hr . Baron ! grinte den tykke vært ; +i dag otte dage om aftenen henter jeg de femhundrede +„ Fist “ . +Uglehjelm var allerede borte . +Kort efter at bidnerne havde forladt retslokalet +bad en betjent af opdagelsespolitict om at få +dommeren itale . +Han havde , sagde han , først nu hørt , at baron +uglehjelm og Larsen havde afgivet deres vidnesbyrd +til gunst før fangerne , samt at baronen havde erklærel +at have ladt 5000 rigsdaler den omtalte aften +og kort efter fået dem tilbage af siøveren og den +halte . Mærkværdigt nok vidste han nu , at uglehjelm +netop nogle dage derefter havde lånt et pengebelød +af en ågerkarl til meget høje renter , og at baronen +efter de oplysninger han havde indhente^ , aldrig havde +været i besiddelse af en så stor sum på engang , +som 5000 rigsdaler , at hans årlige indtægt kun +var ubetydelig , men hans gæld derimod meget stor . +Han og en anden betjent havde desuden set baronen +under en mistænkelig forklædning desøze den mest +berygtede tyoekippe på Kristianshavn og senere havde +han været hos Larsen . Alt dette forekom ham at se +meget b etænkeligt ud . +Det var kun løse gisninger der opstilledes , de + +kunne ikke forandre den foreliggende sags gang , +idetmindsle ikke for øjeblikket . +Det blev beskattet at føre et nøje opsyn med +baronen , samt at skærpe det opsyn hvorunder Larsen +for tiden stod . +Nogle dage efter faldt forbrydernes dom ; den +led på frifindelse for aktørs videre tiltale . +Støveren og halte-zsren kom atter på fri fod . +30te kapitel . +Drøm og virkelighed . +Vi forlovs sidst vor ven Peter Henningsen under +et meget heftigt sygdomsanfald . +I flere dage svævede Peter mellem liv og død , +og i den tid synes han flere gange at have drømt +om attentatet på grosserer Dalsgård ; thi ordene +dalszård , morderne og Viktors navn , blev ofte +udråbte i en så smertelig toneart , at lille Marie +ofte for sammen , og hendes ved nattevågen og +sorgen allerede hårdt angrebne nervesystem bragte +hende til at udgyde tunge tårer . - + +. . . . +Ved hjælp af den dygtige læges omhu og tilsyn +lykkedes det dog snart at fjerne enhver fare . +Imidlertid blev Marie også syg og hun måtte +forholde sig roligt hjemme et par dage . +I den tid var Peter overladt til sig selv og den +beskæftigelse , han selv kunne forskaffe sig . +Hans gamle principal , hr . Reimert , var en +stadig gæst hos ham ; også madam Søndrup så +op til ham et par gange om dagen . +På penge havde han ingen mangel ; thi dalszård +havde første juledag sendt ham 100 rigsdaler +som forskud på hans gage . +Peter læste meget ; han længtes efter at tage fat +på en alvorlig beskæftigelse , men herpå måtte han +ikke tænke i de første 3 eller 4 uger , havde lægen sagt . +Det var en aften , nogle dage efter nytår , at +Peter sad i sit lille værelse og læste i „ Hoffmanns +fantastiske fortællinger “ . +Læsningen havde sat hans blod i en feberagtig +bevægelse , og først silde gik han til sengs og skulkede +sit lys . +I de første par timer kunne han ikke falde isovn , +men lå uroligt og vendte og drejede sig på lejet ; +derefter faldt han i en let slummer , hvori han dog +kun halvt havde tabt bevidstheden ; de forvirrede billeder +fra dogen tumlede og bølgcde sig for hans øjne +og han formåede ikke at fastholde dem eller danne +dem til et hele . + +på engang syntes det søm om figurerne blev +fastere og tydeligere og fremtrådte bestemtcre . +Det var imidlertid ikke personerne fra bogen han +så , nej , virkelige personligheder , søm han havde set +i det virkelige liv , men under skrækkelige og utydelige +omstændigheder . +Han syntes at se døren åbne sig og et lys at +trænge derigennem ; på engang blev åbningen udfyldf +af to mænd , hvis modbydelige og rå fysiognomier +han havde set engang før . +Det røde lys fra en løgte belyste de to mænds +åsyn og gave disse et endnu mere skummelt udtryk +end de alt havde af naturen . Han havde set disse +mænd før , han syntes også før at have hørt de hviskende , +dumpe stemmer . +På engang fremstillede billedet af morderne ved +Kallebodstrand sig før hans blik og med det fortvivlede +udråb : „ Mordere ! Mordere ! “ styrtede han ud af +sengen . +Han fik i dette øjeblik sin fuldkomne bevidsthed +tilbage og fandt sig selv slående oprejst midt i lærelset . +Utydelig syntes han at erindre at have hørt +døren blive smækket i efter mændene , der forskrækkede +vare tumlede tilbage , og han hørte nu tydelig listende +trin på trapperne . +Kort efter blev gadedøren sagte oplukket og alter +lukket i . +Peter vidste egentlig ikke hvad han skulle tro om + +den hele sag . Bar det et foster af hans fantasi +eller skulle der virkelig have været nogen i hans +værelse ? +Han unversøgte døren , — den var ikke aflåset . +Nu erindrede han , at han havde glemt ar iagttage +den almindelige sikkerhedsregel . +Han gik alter iseng , men lå længe og grundede +over synet , før han formåede at falde isøvn . +Den næste morgen vågnede han i en bedre +stemning . +Den klare vintersol skinnede ind ad hans vinduer , +og bidrog sit til at opvarme det lille værelse . +For første gang efter sin sygdom skulle Marie +i dag . ledsaget af sin moder , alter besøge ham , og den +kone der opvartede ham måtte derfor gøre storartede +jndkjøb til frokosten . +Sundhedens roser vare alter vendte tilbage til +Maries små , buttede kinder , de klare øjne strålede +alter Peter imode og de følie i grunden først nu ret +at det i neglen kun er sorg og lidelser , der fastest +binder menneskene til hinanden , at sorg og lidelser +er kærlighedens prøvesten , at den , der lykkelig og +vel er kommen ud derover , heldigt har bestået den +ofte vanskelige prøve . + +som de allerbedst sagde og talte sammen , blev de +opmærksomme på en støk i etagen nedenunder samt +udråb af forbavselse og medlidenhed , der tiltoge +efterhånden som der kom flere folk til . +— hvad mon det kan være ? spurgte Marie og +rejste sig ængstelig . +— jeg skal se efter , sagde Peter og blev lidt bleg +ved at erindre sig nattens uhyggelige begivenheder ; +han rejste sig hastigt og gik ud på trappen . +Udenfor den rige stræders dør stod en mængde +mennesker , mest beslående af husets folk , og talte i +en dæmpet , alvorlig tone . +— hvad er der i vejen ? spurgte Peter . +— skrædercn er død ! sagde en kone , der boede +på 2den sal . Herregud , det var så pludseligt . Det +må være hårdt for en så rig mand at gå fra al +den herlighed . +- hvad er han død af ? spurgte Peter videre . +— ja , det ved man ikke , thi lægen har endnu +ikke været her . Da pigen i morges ville vække ham +som sædvanligt , syntes hun at han sov så trygt , og +hun ventede derfor en times tid endnu . Ned at nævne +hans navn fik hun intet svar , og hun ruskede ham +derfor i armen , men for forfærdet tilbage , thi Herren +var iskold og hans hoved faldt mat tilbage på puden +- han var død . Han har rimeligvis fået +stivkrampe eller sådan noget , sagde konen og få +sig vigtig omkring . +Kort efter lød der hastige trin på trappen og + +en hvi anseelig mand trådte ind i det halvmsrke +værelse , hvor liget lå koldt og slivt . +Henne ved sengen , ved siden af liget , sad en +gammel kone ; hun havde bøjet det hvide hoved ned +på puden og hulkede mat og afbrudt . +Efter lægen trængte flere folk sig ind i værelset . +Døren lukkedes og den højtidelige taushed indtrådte +atter , kun afbrudt af uhrets dikken og den gamle +kones hulken . +Lægen trådte hen til sengen , og lagde iet sin +hånd nå den gamle kones skulder . +— trøst dem , sagde han ; han er to hos sin +frelser ! +Den gamle vendte sit kummerfulde åsyn og så +på ' den deltagende trøster . +— han er min søn , sagde hun grædende ; min +eneste trøster og støtte ! Han var det kærligste barn , +nogen moder kunne have ! 0 , min dreng , min elskede +dreng ! +2g i et nyt udbrud af Kummer sænkede hun atter +hovedet ned til puden . +Lægen trådte hen til et par af dr tilsledeværende +koner , hvis udseende vidnede om , af de følte deltagelse +med den stakkels gamle dame . +— det er nødvendigt at hun bliver fjernet herfra , +før jeg begynder at undersøge liget , sagde han ; er det +ikke muligt at bevæge hende til at forlade værelset ? +De lovede at gøre et forsøg , og med hjertelige . + +milde ord lykkedes det at få den sørgende moder +bort fra tønnens dødsseng . +De bragte hende ind i en anden lejlighed og anvendte +ethvert middel , der kunne berolige og trøste den +nu barnløse enke . +Da lægen havde fået moderen bort bad han flere +af de tilstedeværende at fjerne sig og beholdt kun +Peter og en anden mand hos sig i værelset . +Rullegardinerne blev trukne op , så at dagens +klare lys faldt ind igennem vinduerne . +Lægen begyndte derefter at undersøge liget . +At døven var fuldstændig indtrådt oar en given +sag , det så han strar . +Det gjaldt nu om at finde dødsmåden +nogen naturlig død synes ikke at have gjort +ende på hans liv , det så lægen strar . +Ved nærmere at besigtige liget , så han omkring +dets Hals en bred rød stribe , ligesom om en plump +næve havde grebet derom og ved et tryk forårsaget +døven , der måtte være indtrådt oieblikkelig ; thi den +vøve mand havde , efter alt hvad man kunne se , ikke +gjort nogen modstand . +Der forelå altså et mord , — efter al sandsynlighed +et overlagt mord . +Lægen tilhyllede atter de jordiske dele af den hedengangne +skrædermester og vendte sig om til de to tilstedeværende , +idet han sagde : +— han er bleven myrdet ! +Begge for uvilkårligt tilbage og så bestyrtet + +på hinanden ; de havde anet noget lignende , men +ingen as dem havde gjort sig rigtig nede for det , der +bevægede sig i deres indre . +— her må justitsen tage fat , min gerning er +endt , sagde lægen og satte sig roligt ned til et skrivebord , +der stod i stuen . +I få ord havde han skrevet en anmeldelse , som +han bad Peter bringe til den nærmeste politistation ; +han ville imidlertid vente så længe . +Peter , der ikke var vant til flige scener og desuden +efter sin sygdom var noget svækket , påtog sig +strar dette hverv ; han var glad over at komme udaf +den kvalme stue . +Ikke ti minuter efter vare rettens håndhævere +i bevægelse for at hævne den skete vold . +Peter gik atter op til sit værelse , hvor han traf +madam Søndrup og Marie , ventende på at høre hvad +der var passeret . +De havde nok hørt at der var forefaldet et mord , +men Peter måtte alligevel fortælle de forskrækkede +kvinder alt hvad han vidste . +- huha , sagde madam Søndrup og så sig +førskrækket omkring i værelset ; jeg ville ikke bo her +for aldrig det . +— du flytter naturligvis også i dag , ikke sandt , +min ven ? sagde Marie og hængte sig kælent ved +Peters arm . — du må ikke blive her . +— men hvorhen skal jeg da tage ? + +— du kan jo tage ind i et hotel , indtil du +får et andet logis , ikke sandt ? +— men jeg er virkelig ikke bange , svarede Peter +smilende og kyssede hende . +— jeg ville ikke kunne få søv » i mine øjne , +sagde Marie , hvis jeg vidste at du lå her , ene og +forladt . +— det har jeg jo været så lidt . +— ja , det er sandt nok , men du må flytte , for +min skyld ! — ikke sandt , Peter ? +Øg hun fremsatte dette spørgsmål så forførerifl , +hun så så søv og fristende ud , at Peter flet ikke +kunne sige nej . +Ligesom om det var en selvfølge sprang Marie +op , åbnede klædeskab , skuffer og kufferter og gav +sig til at pakke ind . +Med et smil gav Peter efter , også han var i +grunden mindre vel til mode ved at skulle blive natten +over i det nu så uhyggelige hus . +Madam Søndrup understøttede kraftigt sin datter , +og det varede ingen halv time før alt tøjet stod sir +og færdigt til at sendes til „ Tre hjorter “ på Vestergade , +det hotel hvori Peter ville tage ind . +Politiet var ivrigt i færd med at undersøge lokaliteterne +i den asdødes lejlighed , da Peter og Marie , +ledsaget af madam Søndrup og en Karl , der bar +tøjet , gik ned ad trapperne . +På trappegangen stod en lav , undersætsig mand , + +der kastede et forskende øiekasf til den lille familie , +der gik ham forbi . +Marie kastede et hurtigt blik ind ad den halvt +åbne dør , og skyndte sig gysende forbi . +Nede i gadedøren stod en høj mager mand med +lange bakkenbarter , og så forskende op og ned ad +gaden . Også her måtte de passere et meget udforskende +øiekasf , men han opgav ligestrar enhver +mistanke imod dem . +Da det var bleven mørkt kunne man se en skummel +person , der et par gange langsomt listede sig +forbi huset og hver gang spejdede op til vinduerne . +Engang mumlede han : +— for satan dog , jeg tror næsten at liget har +fået magt over mig , og vil trække mig til sig ! +31te kapitel . +Sørensens efterladte . +Vi have i et tidligere kapitel omtalt , at Sørensen +havde flere børn , hvoraf den ældste lun var fjorten +eller femten år gammel . +Vi ville nu henvende vor opmærksomhed vå +disse børn . + +den første nat , efter at ulykken skete , savnedes +Sørensen ikke ; thi det var ikke så sjældent , ja , det +var næsten noget ganske almindeligt , at faderen blev +så længe borte og den lille pige havde derfor ingen +bekymring i så henseende . +Som en erfaren husmoder så pigen efter om +alt var i orden før hun gik i seng . +Den næste morgen forundredes dørnene over ikke +at se faderen , og den ældsle lille pige formåede ikke +at besvare alle de barnlige spørgsmål , der regnede +ned over hende ; hun vidste jo selv intet . +Noget efter middag kom der et bud fra den +station , hvorunder Sørensen hørte , med ordre til +ham at møde der øjeblikkelig . +Budet blev ikke lidet forundret over den besked +han fik , men gik dog tilbage til stationen , hvor han +afgav fin rapport , og man besluttede nu at oppebie +nogen underretning om ham . +Langt ud på aftenen mødte en færgemand på +stationen og medbragte en politibetjentsbue , som han +fortalte , han havde fundet i Kristianshavns kanal . +Huen var Sørensens og var mærket med hans +numer . +Gåden syntes altså at være løst . +Efter al sandsynlighed var han den foregående +aften på en eller anden måde falden i kanalen og +var rimeligvis druknet , for nogen kunne komme ham +tilhjælp . + +den næste morgen blev kanalen grundig undersøgt , +for at finde det formentlige lig . +Det fandtes naturligvis ikke . +Man antog derfor , at det var drevet ud med +strømmen , forbi Langebro og videre . +Vist er det , at alle anstrengelser vare forgæves . +Assistenten lod den lille Marie kalde og underrettede +hende , så skånsomt kom muligt , om faderens formodede +død . +Man kan tænke sig den stakkels piges forfærdelse . +— o , de ulykkelige små børn ! hulkede den lille +Marie ; hvad skal der blive af dem ? +Man trøstede hende så godt det var muligt og +gav hende en rundelig pengesum , og hun gik nu grædende +og med tungt hjerte på vejen hjemad . +Hun havde for travlt med sig selv og den sørgelige +skæbne der ventede hendes sodskende , til at bemærke , +at en ældre , venligt udseende herre i frastand +fulgte hende og nu , da hun var kommen ved bommen +til amagervort , nærmede sig hende med spørgsmål +om årsagen til hendes Kummer . +Den fremmedes venlige , om end lidt tungsindige +ansigt , beroligede Marie , som i begyndelsen blev lidt +forskrækket . +Herren gjentøg sit spørgsmål . +Med barndommens inderlighed og naivitet meddelte +Marie nu med rørende stemme , hele den sørgelige +historie om faderens død og den ulykkelige stilling +hvori hans familie nu befandt sig . + +Herren havde med stor interesse fulgt fortællingens +gang og med deltagelse betragtet den unge +piges fine og smukke træk . +Med gru tænkte han på , hvad der ville blive +af dette smukke barn , hvis hun blev overladt til sig +selv eller til fremmedes ligegyldige omsorg . +Vi kende manden ; « hi vi hav : set ham engang +før . De » var den samme læge , der rev den unge ulykkelige +moder — hvis børn var bleven dræbt af madam +Sørensen — bort fra tyvehulen og fra fordærvelsen . +- jeg går med dig , sagde han efter et øjebliks +betænkning , og tog pigens hånd . Hvor +boer du ? +Og hånd i hånd fulgtes de til det lille hus , +hvori Sørensen havde boet , og hvor der også boede +et par andre familier . +De yngre børn , hvem Marie underrettede om +faderens død , toge i begyndelsen ganske f . rfærdeligt +på veje ; men den fremmede mands venlige ord og +Maries materielle trøstegrunde i skikkelse af smerrebrod +og ost , bragte snart tårerne til at vige før +smilet , der vel i begyndelsen var lidt melankolsk , men +senere blev lyst og klart . +Efter en times forløb tog lægen afsked ; han +havde efter nogen overvejelse lagt en plan , som han +nu ville forsøge på at få realiseret . +Han bad Marie ikke at gå bort før han kom tilbage , +og gik derefter eftertænksom tilbage til sit hjem . + +i en lys lille stue , der var ganske hyggelig indrette ! +Sad en ung , køn pige . +Hun var tarveligt , men net klædt , og sad ivrigt +beskæftiget med et sytoi . +Også hende have vi set engang før . +Det var den unge pige , hvis barn var bleven +dræbt på en så sørgelig måde , og hvis kæreste +havde forladt hende . +Sorgen over det stakkels barns død var endnu +dyb ; men den havde mistet sin bitterhed , og det var +med en til vemod grænsende følclse , at hun tænkte +på den lille skabning , hvis tilværelse på en måde +var hendes skændsel og hvis død skulle bidrage til at +føre hende ud af det umoralske Morads hvori hun havde +været så nær ved at glide . +Lægen og hans hustru havde ved blidhed og ven » +Lighed aldeles vundet hendes tiltro ; med beredvillighed +fulgte hun ethvert vink , der gaves hende af dem ; +hun følie ved sig selv , at hun kun bchøvede at gøre +hvad de rådede hende , før at kunne undgå et tilbagefald +til sit tidligere levnet . +Foruden de gavnlige lærdomme , som lægen dog » +Lig bibragte hende , fik hun snart arbejde , og hvor lide « +Vant hun end var til kvindelige sysler , lærte hun dog +snart at sy meget godt og at gøre nytte til gengæld +før den godhed der vistes hende . +Det var egentlig på hende at lægen havde bygget +fin plan med hensyn til Sørensens børn ; men kunne +denne svage syttenårs pige også udføre det hverv , + +der var tiltænkt hende , formåede hun på sine svage +skuldre at bære den byrde , som andre ville gyse tilbage +før ? +Lægen håbede det . +Han havde lagt mærke til , at den unge pige var ' +i besiddelse af en sjælden åndelig krast , af en stærk +resignation og kærlighed til børn , og det var derpå +ban stolede . +Den unge pige var som sagt beskæftiges med at +sy , da lægen trådte ind i det lille værelse . +Hun rejste sig straks op og hilsede på ham med en +blanding af ærefrygt , taknemlighed og tillid , der +var rørende at flue . +Den ærværdige mand bad hende tage plabs ' igen +og så hende længe og alvorligt ind i de klare blå +øjne , der strålede af tillid og inderlighed . +Den unge , uerfarne sjæl , der havde været på +randen af fordærvelsens afgrund , var heldigvis i tide +kommen på en rette vej igen . Det fejltrin hun i +kærlighed havde begået , havde ikke besmittet sjælens +godhed . +Den unge pige lod frygtsom hovedet synke under +lægens alvorlige befluen , og ventede med uro hvad +der ville komme . +Endelig sagde lægen : +— jeg har et hverv at overdrage dig , et ingenlunde +let hverv , som vil lægge beflag på alle Line +kræfter , udkræve alt dit mod ; er du beredt til at +påtage dig det ? + +hun så et øjeblik forundret på ham . +— jeg mener , fortsatte han , om du tror dig +island til at gjcnoptage kampen imod verden , som jo +engang atter må begynde . Misforstå mig ikke , det +er naturligvis ikke min hensigt at lade dig komme +tilbage til den forfærdelige kreds , hvori du hidtil har +opholdt dig ; man redder ikke en menneskesjæl , for +derefter atter at overgive den til det helvede , hvori +den før har været . +Hun gjorde en gebærde til tegn på at hun forstod +ham , greb derpå hans hånd og kyssede den med +en ubeskrivelig inderlighed , skønt han forsøgte på at +forhindre det . +— du var før kort tid siden moder , i dette ords +> virkelige betydning , vedblev han atier ; det var din +kærlighed til det ulykkelige barn , din sorg over dels +død , din ungdom , og endelig udtrykket i dit ansigt +der » liste at guddomsznistcn endnu rørte sig i dit hjerte , +der bevægede mig til at gøre et forøg på at frelse +dig fra del , som er værre end døven , og jeg takler +gud at ' det lykkedes mig . +Hun så rørt op til ham . +— sig mig , tror du dig i stand til , trods din +store ungdom , at kunne være en moder før andre forældrælose +børn , der i løbet af kort tid have mistet +både fader og moder ? +— jeg tror det , hviskedee hun . +— og vil du også være i stand dertil , når jeg +fortæller dig , hvis børn det er talen er om ? + +— ja , jeg tror det . +— vil du være i stand til at udøve en velgerning +mød en kvindes børn , når denne kvinde har +gjort dig uret , om end meget mød sin villie , efter +hvad jeg aniazcr , og dørnene slå hjælpeløse i verden ? +— ja , svarede hun bestemt . +— også når kvinden har berøvet dig det +kæreste du ejede her på jorden ? +Lene kæmpede et øjeblik med sig selv ; hun begyndte +at ane hvorom talen var , og tøvede . +Han gentog sit spørgsmål . +Hun svarede med et frimodigt og ærlig ment : ja . +Nuvel , sagde lægen , hin madam Sørensen , +der i næsten ubevidst tilstand , i et øjebliks vanvid +dræbte dit barn , og som af anger og fortvivlelse +herover berøvede sig selv livet , har efterladt sig flere +børn . Faderen er nu også forsvunden , og alle +omstændigheder tyde på , at også han er død . +Dørnene slå nu ene i verden og have lun sig selv +og fattizvæsenet at stole på . Jeg gruer ved tanken +om at overgive en skare uskyldige børn , hvis eneste +forbrydelse er , at de er føtte af fattige forældre , til +det offentliges omsorg . Jeg selv , fortsatte han , og +kastede et prevendc blik på den unge pige , i hvis +ansigt der malede sig forskellige modstridende folclseri +jeg selv har været underkastet Københavns fattigvæsens +omsorg , da jeg endnu var en lille dreng , og havde +mistet mine forældre . Da trådte gode mennesker + +« il , ved deres hjælp blev jeg til det jeg nu er . Jeg +har en gæld at tilbagebetale samfundet , en stor +gæld , som jeg hele mit liv har forssgt at afdrage , +men hvis fulde beløb aldrig vil kunne blive tilbagebetalt , +om jeg end lever i hundrede år . +— jeg vil , sagde den unge pige , og et lyst håb +strålede i hendes øjne ; jeg vil også sorsøge på at +afdrage min gæld til dem , min velgjorer , ved at +» age mig af de stakkels børn , som so ikke lunne gøre +før deres moders brøde . +— jeg vidste , sagde lægen glad , at du ville +retfærdiggøre den tillid jeg har til dig ; jeg vidste , +at du ville sejre i kampen ; men den må begyndes +strar , Lene . +— når de vil , svarede hun og stod op . +— godt , tag så afsted med min kone og +feig mig . +Lægens kone , der var alle ulykkeliges og fvrladles +trofaste veninde , havde fået den unge pige +inderlig kær , og det var kun med en vis modstræben , +at hun gav sit minde til , at hun atter kom bort fra +hende . +— men er du også sikker på , af du er i stand +til af udføre det vanskelige hverv , min mand har +pålagt dig ? Du er så ung endnu og udsat for +fristelser , vil du kunne modstå dem , når de komme ? +Spurgte hun . +— jeg håber det , frue ! svarede den unge pige , +der nu var meget ivrig efter af påbegynde sin mission ; + +jeg beholder jo en støtte i dem og hr . Doktoren , +ikke sandt , de forlader mig dog ikke ? +— nej , nej , mit kære barn ! sagde den godmodige +gamle dame ; vi ville stedse stå dig bi , så længe +du modsfåer fristelsen og holder dig til det +gode ; henvend dig stedse til os , vi ville , så længe +vi er over jorden , stedse holde fast ved dig og gøre +dig alt det gode , vi formå . +Og hun kyssede den unge pige og gav hende sin +velsignelse +man skildres med tårer i øjnene . +Det var noget ud på eftermiddagen , af lægen +sammen med den nye husmøder , atter betrådte de +forældrekoses hjem . +— se her , sagde han til de små , bringer jeg +eder en ny moder istedenfor hende i have mistet ; +hun vil med kærlighed tage sig af eder . +Dørnene flokkede sig omkring den nye moder , der +kyssede dem alle med tårer i øjnene . +Hun svoer l dette øjeblik i sit indre en hellig +ed på , at ville gøre sit bedste for at opfylde det +tunge hverv , der var hende pålagt . +Kort efter holdt en vogn udenfor huset . +Den indeholdt et par senge med tilbehør , nogle +møbler , fedevarer , linned og klæder . +— her , sagde lægen , er for det første det nødvendigste ; +jeg seer herind i morgen igen og vi ville +da lægge en fast plan , hvorefter husholdningen skal + +indrettes . Så længe jeg lever , håber jeg ikke at vi +skulle gøre fattigvæsenet nogen ulejlighed med disse +stakkels børn . +Med tillid til gud og frisk mod tog den unge +pige fat på sit arbejde . Hun havde nu fået en +mission at opfylde , først nu , syntes hun , begyndte +livet at oprulle for hende ; hun beskattede at optage +kampen og føre den sejrrigt igennem til enden . +32te kapitel . +Et skriftemål . +Et par måneder efter de sidst omtalte begivenheder , +en dag da det netop lakkede mod forår « , +sad Peter Henningsen uroligt på sin høje kontorstol +på grosserer dalsgårts kontor og skottede hen til +døren , der førte ind til dennes private værelse . +Peter var nu bleven fuldkommen rask og havde +alt i hen ved 6 uger arbejdet på kontoret . Med +Dalsgårds helbred var det ikke sket så godt ; han +kom sig mere langsomt og først hen ad sommeren , +når varmen kom og badesæsonen begyndte , ville +den fuldstændige helbredelse indtræde . + +mærkeligt nok formåede Dalsgård endnu sket +ikke at erindre sig hvorledes attentatet var foregået , +til stor sorg for den høivise retfærdigheds tjenere , +der til slutningen kom tsk det resultat , at der stak +noget under og at Dalsgård sikkert vidste bedre +besked , men af et eller andet hensyn ikke ville tale . +Men , som sagt , den gamle lykke og tilfredshed +var atter dragen ind i det dalsgårdske hus ; Viktor +og Klara vare så lykkelige som dagen var lang . +Fru Smidt glædede sig over sit eneste barns lykke og +over den nydelige , elskværdige svigerdatter , og +erindringen om den uhyggelige episode med den mand +hun engang havde elsket og som var sønnens fader , +svandt med tiden bort som en fjern , tung drøm . +Peter sad , som ovenfor sagt , på sin høje stol +og ventede med længsel på Dalsgårds komme . +Han havde for et kvarter siden fået en lille , +afjaget billet fra Marie ; den lod således : +„ Madam Smidt er meget dårlig og vi vente +„ næppe , at hun kommer til at leve natten over . +„ Lægen har erklæret at alt håb er ude før hende +„ på denne jord , en efterretning som hun modtog +„ med en vis No og gudhcngivenhed . +„ Hun er imidlertid meget bedrevet og meget +„ ængstelig før sin søn , som , efter hvad jeg kan +„ forsfå , just ikke skal have ført eller fører det +„ bedste levnet ; hendes jamren skærer mig i hjer « +„ tet ; det er sørgeligt at skulle tilbringe sine sidste +„ Timer på en sådan måde . + +„ For et øjeblik siden kaldte hun med svag +„ Stemme på mig og pålagde mig indstændigt +„ strar at skrive til Dalsgård og bede ham komme +„ til hende så hurtigt som muligt . Dalsgård +„ har jø været så god mod hende , har mildnet +„ hendes sidste levedage ; jeg formoder hun vil takke +„ ham før hans godhed og velsigne ham før hun +„ vandrer heden . Bed ham komme herhen , så +„ hurtigt som muligt . “ +Det var efter modtagelsen af dette brev , at Peter +var bleven så urolig ; thi Dalsgård var ikke hjemme , +og den gamle kone kunne jø dø før grossereren havde +fået brevet . +Endelig åbnedes døren til Dalsgårds private +kontor og han trådte , som sædvanligt , med en venlig +hilsen til personalet , ind i det store , nu halvmørke +værelse . +Peter havde rejst sig og var trådt nærmere . +Da Dalsgård af bogholderen havde modtaget +en underretning ban havde udbedet sig , vendte han sig +om og sagde : +— vil de tale med mig , Henningsen ? +Peter bukkede og fulgte med grossereren ind i +dennes værelse . +Uden at sige noget overrakte Peter ham Maries +brev . +— stakkels kone , mumlede Dalsgård imellem +tænderne ; er det kommen så vidt , — ja jeg kommer +naturligvis straks + +æ +og henvendende sig til Peter tilføjede han højt : +— de følger vel med , Henningsen , jeg ønsker ikke +at gå alene ; jeg er endnu for svag til , at en dødsseng +måske ikke kunne have sine skadelige virkninger +på mig . +I det lille værelse i Pilestræde , som madam +Sondrup havde udlejet til madam Smidt , lå denne +og ventede på den opløsning , hun vidste der måtte +komme . +Gardinerne vare trukne for vinduerne og den +matbrændende lampe kastede kun et svagt skær over +sengen , over den døende , hvis skarve , udmagrede +træk vare overtrukne med en voragiig , blålig bleghed . +Hun trak vejret tungt og med besværlighed . +Øjnene vare halvt tillukkede , og havde det langsomme , +besværlige og uregelmæssige åndedræt ikke været , +ville man alt have antaget hende før et lig . +På engang rejste hun sig halvt op i sengen og +spurgte : +— er han ikke kommen endnu ? +-- nej , svarede madam Søndrup og rejste sig +fra stolen , hvor hun havde siddet ; han er ikke +kommen . +Med et suk sank den syge tilbage i puderne . + +kort efter blev der ringet på ; med næsten lydløse +trin gik madam Søndrup hen og åbnede døren . +Dalsgård og Peter trådte ind . +- lever hun endnu ? spurgte den første og så +sig nysgerrigt omkring i den lille stue , der var familiens +daglige værelse . +Marie var af moderen sendt hen til en tante ; +hun burde ikke overvære dødsfaldet , når det kunne +undgås . +— ja , men ret længe gør hun det ikke , svarede +Peters svigermoder ; jeg skal forberede hende på +deres bcsog . +— er han kommen ? spurgte den syge strar , +før madam Søndrup havde fået tid til at komme +tilorde . +Med de doendes mærkelige sine instinkt havde +hun gættet sig til det . +— ja , kan han komme ind ? +— komme ind ! ja naturligvis , det er jo min +sidste bøn i denne verden , næst den af jeg må træffe +min ulykkelige søn i den verden , jeg nu går over +i , og af han må have angret , før han er kommen derlydlost +åbnede madam Søndrup døren , bad +Dalsgård træde ind og fjernede sig derpå atter . +Dalsgård og den døende vare alene . +Den ferste trådte nærmere , tog en stol og +satte sig ved dødsleict . +— stakkels kone , er de virkelig så dårlig ? +Spurgte han . + +den syge greb hans hånd og førte den trods +dans modstræben til sine læber . +— jeg har meget af fortryde , mangen synd af +afbede før jeg får ro til af dø , sagde hun ; men +den slorste skyld jeg har på min samvittighed var +den jeg begik i deres fædrenehus , den har tynget +mig i mange år og ligger nu som bly på mit +hjerte . +— det var en synd jeg begik , både imod deres +forældre , mod dem og mod en anden . Hør nu +mit sidste skriftemål i denne verden og giv mig , +hvis de formår det , deres tilgivelse , uden hvisken +jeg ikke kan dø roligt . +— jeg var en ung , uskyldig pige , da jeg kom +til at tjene i deres forældres hus . +— jeg havde det så godt som jeg kunne forlange +det , deres gode , blide moder bar så meget som muligt +over med min uerfarenhed og rettede med kærlighed +de fejl , hun troede at opdage hos mig . +— jeg elskede deres moder , om jeg end ikke +altid straks indså det rette i hendes formaninger , men +jeg vidste at de kun hivrørie fra hendes interesse for +mig og jeg adlød hende glad og villigt . +— deres forældre levede dengang så lykkeligt +sammen , som kun få ægtefolk gøre det . +— jeg har sagt at deres moder var dejlig , +deres fader , som de ligner så meget , var også en +særdeles smuk mand . Også han var altid venlig og +overbærende imod mig og jeg nærede en følelse for + +ham , som jeg dengang ikke formåede at gøre klar for +mig selv , — senere skulle den desværre blive alt for +skrækkelig tydelig . +— Herren kom undertiden temmelig sildig hjem +om aftenen ; han blev ofte indbuden til sine handelsvenner +og kunne ikke afslå de indbydelser , der strsmmcde +ind til ham . Fruen , der var noget svagelig , foretrak +som oftest at blive hjemme og gik da tidlig +tilsengs . +— en aften , da jeg efter deres moders anmodning +var bleven siddende oppe før at lukke grossereren +ind ad gadedøren , kom han hjem mellem kl . 2 og 3 +om natten . +— han var lystig stemt ; han kom fra et muntert +gilde . +— hvad , sagde han og tøg mig under hagen ; er +du søvnig ? +— nej , svarede jeg , thi jeg var det ikke . Jeg +slog i det samme øjnene op og så ham lige ind i +ansigtet +— det var som Pokker , sagde han leende ; du er +jo en smuk pige , — det er første tang at jeg lægger +mærke dertil . +— før jeg lunde forhindre det slyngede han armen +omkring mit liv og trykkede et Kys på mine læder . +— hvor det brændte ! Jeg opdagede først nu , at den +følclsc , som jeg ikke før havde kunnet gøre rede før , +var kærlighed til min herre , min gode frues ægtemand . + + +Dalsgård for op . +— bliv kun siddende , lagde den gamle kone ; det +er mange , mange år siden , og dem der lede mest +under det er nu døde eller i begreb med at ende deres +jordiske vandring . +— jeg opdagede altså at jeg elskede min herre , +og denne følelse forårsagede mig en ubeskrivelig kval . +— deres fader syntes den næste morgen aldeles +at have glemt det Kys , han i et ubetænksomt øjeblik , +hvor vinen måske var stærkere end fornuften , havde +givet mig , og han behandlede mig på samme måde +som tidligere . +— den lidenskab jeg nærede skaffede mig mange +søvnløse nætter og sorgfulde dage . Forgæves sagde +jeg til mig selv , hvor dumt det var af mig al blive +der i huset eller overhovedet at tænke mig som en +værdig genstand for den høitståendc , rige og ansete +mand , selv om hans ægteskab ikke stod i vejen . Til +andre tider snskede jeg at deres møder måtte dø , +for at jeg kunne indtage hendes plads ; men det var +kun korte , dristige drømme , hvoraf jeg strar blev vækket , +og jeg kunne ikke løsrive mig fra huset , hvor ofte jeg +end foresatte mig at gøre det . +— 0 , havde jeg dog dengang været i besiddelse +af kræfter nok til at undfly , så var mangen ulykke , +mangen sorg bleven forebygget +— en sommer , de kunne omtrent være 5 år +gammel dengang , tog deres møder og de i bessg +hos hendes forældre , der jo boede i sellersd . Deres + +fader var ved fine -forretninger foraindret i at følge +med derned . +— han blev altså tilbage . +— jeg erindrer , at feg en aften sad i spisestuen +og rugede over min vanvittige lidenskab , som over min +bedste skat , skjondt den blev en slange i mit bryst . +Jeg troede at jeg var ene . +- jeg græd over mit forspildte liv , græd over +min svaghed , da . . . følte jeg en deltagende hånd +blive lagt på min skulder . +— denne hånd gjennemglødede mig , ligesom +kysset hin aften ; uden at se personen vidste jeg strar +hvem hånden tilhørte . +— hvorfor græder du ? spurgte deres fader , +så deltagende , så venligt , ja jeg tør næsten sige kærligt , +at jeg ikke formåede at holde min tilståelse +tilbage . +— jeg kastede mig for hans fødder og fremstammede , +jeg ved ikke selv hvad det var , men han +forstod meningen og studsede . +— stakkels pige , sagde han venligt ; hvor du +må have lidt ! +— jeg lå endnu ved hans fødder og mine +tårer vedblev at rinde . +- han løftcde mig sagte i vejret , bad mig at holde +op ai græde og talte trøstende og venlige ord til mig . +Da han havde løftet mig op fra gulvet , vedblev han +at bolde armen om mit liv . +— men jeg , som kun lyttede til djævelen i mit + +indre , formåede ikke at tæmme min lidenskab ; jeg +bavde den dristighed at slynge armen om hans Hals , +at trykke et Kys på hans læber , og — formodentlig +rørt af min kærlighed gjengjældte han den . +— jeg v . l springe resten øver af hvad der passerede +ved dette møde . +— den næste morgen kaldte han mig ind i sit +værelse han var bleg og gik uroligt frem og tilbage +på gulvet . +— han havde øjensynlig ikke sovet den nat ; +han modtog mig venligt , men der var udbredt en alvor +øver hele hans person , ver uvilkårligt forskrækkede +mig . +— jeg har kaldt dig herind i anledning af den +ulykkelige begivenhed , der passerede i går aftes og +som jeg håber du angrer lige så meget som jeg . Jeg +har været svag og på en måde forrådt min hustru , +hvem jeg alene skylder min kærlighed og troskab ; +jeg er ikke til at undskylde , du derimod kan undskyldes +mere , du havde intet ægteskabeligt bånd på dig og +lod dig beherske af din ulykkelige lidenskab . Dette bør +være sidste gang at sligt passerer , og vi må begge « +Bidrage dertil . Du må bort herfra , naturligvis ikke +strar , men til den rette skiftetid ; frem før alt må - +min hustru intet vide , det ville berøve hende hendes +sindsro og tillid til mig før bestandig , og en sådan +straf trøer jeg ikke at fortjene før et øjeblik at have +tabt herredømmer over mine sandser . +— hvad skulle jeg svare ? + +— jeg indgik naturligvis oieblikkelig på de be « +Lingelser , deres fader opstillede , og alt syntes at ville +gå som sædvanligt . Fruen og de kom atter tilbage , +styrkede og forfriskede af opholdet på landet . Det +gamle , kærlige forhold imellem deres forældre var +uforstyrret . +— da kom tiden hvor jeg mærkede at jeg skulle +være moder . +— den skrækkelige sandhed stod i begyndelsen +neppe ganske klar før mig , men snart kunne jeg ikke +længere tvivle . +— mit forandrede udseende vakte deres moders +opmærksomhed , hun forsøzte som altid at få at vide +hvad der forårsagede min Kummer . Men før ville +jeg dø , end at gøre hende bekendt med min tilstand . +— en Asien , medens deres moder var i tteatret +og de iseng , gik jeg ned på deres faders private +kontor og bad ham om en samtale . +— halvt forundret , halvt uvilligt indvilligede +han . Hans bcdrovclse og Kummer , da jeg fortalte +ham den sørzelize sandhed , overgik måske den , jeg +selv følie . +- længe gik han frem og tilbage , før han ret +kunne fatte sig ; men endelig lagde han en plan til , +hvorledes alt burde , indrettes , før at skjule begivenheden +så meget som muligt . +— halvt irøstete forlod vi hinanden . Jeg følte +mig mere lettet ; min hemmelighed deltes jo af mit + +barns fader , som jeg endnu elskede med den samme +lidenskab , den samme varme . +— ude på trappegangen mødte jeg et ganske +ungt menneske , som kom ud fra det egentlige kontor , +der var beliggende ved siden af deres faders +— jeg kunne ikke lide dette menneske ; han havde +i længere tid forfulgt mig med sin påtrængende +kur , men var bestandig bleven afvist . +— jeg blev noget ængstelig til mode over at se +ham nu . +— deres fader og jeg havde antaget at ingen +havde opholdt sig i sideværelset , det var over den almindelige +kontortid , og vi havde måske af den grund +talt noget højere end vi burde . +— det unge menneske , hvis navn var Henningsen , +så på mig , så syntes jeg , med et forundret , +spottende blik og sagde med hånlig stemme : +— hvorledes går det , jomfru ? +— tak , godt ! svarede jeg og ilede ind ad døren +til den private lejlighed så hurtigt som muligt . +— nu er jeg overbevist om at han har beluret +os , og han var skyld i de ulykkelige optrin , som +senere skulle passere . +- til skiftetid var der endnu fire måneder , +min tilsland kunne ikke godt skjules ; fruen så den +også , betragtede mig med et medlidende blik , der +gjorde , at jeg ønskede mig hundrede favne under jorden ; +men hun sagde intet . +— en måned før jeg skulke bort , kom postbudet + +en mørgen med et brev , adresseret til Fru Dals , +gård . Grossereren var allerede gået på kontoret +og jeg bragte umiøtcenksomt brevet ind til deres +moder , og blev således såvel redskabet som årsagen +til hendes fremtidige livs ødelæggelse . +— jeg gik atter ud til mit arbejde uden at ane +noget og blev derfor ikke så lidet forskrækket , da jeg +efter en times forløb hørte en heftig kalden inde fra +dagligstuen . +— kokkepigen og jeg ilede ind . +— fruen lå i krampetrækninger på sofaen . +Grossereren stod ligbleg ved hendes side og så sig +fortvivlet omkring . +— hent lægen ! råbte han til barnepigen , beder +hurtigt for afsted ; og du , henvendte han sig til +kokkepigen ; hjælp mig at bringe din frue ind og +iseng ! +— til mig talte han intet ord , han så næppe +til mig . +— jeg var bleven slående alene , forvirret over +al den sorg og elendighed . +— da faldt mit blik tilfældigvis på det brev , +som postbudet for ikke ret lang tid siden havde bragt , +og som var adresseret til Fru Dalsgård . +— jeg tøg det mekanisk op og lod mit blik +vandre hen over bogstaverne ; — da stovte jeg på +noget , der i høj grad forskrækkede mig . +— brevet lod således : + +„ Min frue ! +„ Skjondt jeg ikke har den ære at kjenve +„ Dem personligt , kan jeg dog ikke andet , end +„ lykønske dem til den glædelige begivenhed , der +„ snart vil finde sted , i eller udenfor deres hus . +„ Jeg mener familiens forsgelse , takket være +„ Jomfru Jensen . Den lykkelige fader , deres +„ Hr . Gemal , er sikkert overordentlig glad over +„ denne forhåbede tilvært af familien . Om de , +„ min frue , også er fornøjet betvivler meget +„ Deres ærbødige +ubekendte . “ +— det var altså denne ondskabsfulde , nedrige +skrivelse , hvis forfatter kun alt for godt havde kendt +den bråd , der ville knuse deres fromme moders +hjerte ; han tog ikke fejl . +— senere har jeg sikkert erfaret , at det var Henningsen +der havde skrevet brevet . Han lever endnu , +og skjsndt en gammel mand , har angeren døg endnu +ikke fundet vej til hans bryst . +— efter at have læst brevet sad jeg længe som +dedøvet og stirrede hen for mig . +— ulykken , den som jeg mest frygtede for , var +altså indtrådt- jeg var anledningen til et forstyrret +familieliv imellen deres forældre . +— hvorlænge jeg havde siddet i denne tilstand +ved jeg ikke . + +— først deres faders indtrædelse i værelset +vækkede mig . +— han var synlig oprørt af den heftige sindsbevægelsæ . +Store sveddråber perlede på hans +pande og en nervøs skælven rystede alle hans +lemmer . +— med en tonløs , dirrende stemme sagde han : +— du må strar herfra , min stakkels pige , du , +kan ikke længere forblive her . +— jeg rejste mig mekanisk , gik ind på mit +Kammer og pakkede mit tøj ind . +— endnu engang kom deres fader ud til mig +og gav mig penge til de første udgifter . +- jeg tog hen til en søster , og der fødtc jeg +min søn , Villiam , som desværre nu synes at være +fortabt på sjæl og legeme . +— hans fader så ham aldrig ; det kunne og +ville jeg heller aldrig have ønsket ; han var jo en +frugt af syndig , utilladelig elskov . +— selv så jeg deres fader kun et par gange +efter hin sorzelize scene . +— han gav rigeligt og rundeligt til mit og +barnets underhold , og da et par år derefter en +brav mand , Skræder Smidt , friede til mig , gav han +os en betydelig undcrstottelse til at komme i vej for . +Der var velsignelse i disse penge ; vi blev snart velhavende +folk , og da min mand døde kunne han roligt +ulke sin øjne , thi han efterlod os i en god og silker +stilling . . +I + +— kun Villiam gjorde mig sorg . Allerede i sin +barndom og fin tidligste ungdom viste han anlæg til +de forbrydelser , der senere ffulde blive hans ruin . +— de ved hvorledes han blev en forbryder . De +eras ham selv i begreb med at overfalde sin gamle +moder . Nu kender de grunden , hvorfor jeg sagde , +at al sammenstød imellem dem og ham var unaturligt ; +han er jo deres Broder , deres faders søn , +de og han have jo det samme blod i eders årer . +Under denne fortælling var Dalsgård flere gange +i begreb med at afbryde den gamle kone , for at +erholde yderligere forklaringer ; men han betænkte sig +dver gang og lod hende fortsætte . +Da hun holdt op at tale , og aldeles udmattet +sank tilbage i sengen , sagde Dalsgård : +— altså hint menneske , hvem jeg udstedte +trudsler imod , og som atter truede mig , er en søn +af min afdøde fader ? +— ja , desværre ! klynkede den gamle . +— og de er anledningen til det ulykkelige forhold , +som i så lang en tid fandt sted imellem mine +forældre ? +— jeg har grædt derøver , sørget derøver , så længe +jeg har levet . Gud må have set min anger +og følt medlidenhed med mig . Jeg ville gerne have +tigger mit brød fra dør til dør , lidt og døict ondt +og elendighed kunne jeg have gjort det skete » sket . +Og den døende jamrede og vred sig på sit leje ; +hendes sørg gjorde Dalsgård blød om hjertet . + +— jeg er ingen dommer eller hævner , sagde +ban mildt ; og da deres anger har været så stor , +så oprigtig ment , så har de herved min tilgivelse , +hvis de tror at behøve nogen af mig . Jøvrigt vil +jeg meddele dem , at det gamle forhold imellem mine +forældre var fuldstændig indtrådt i de sidste par +år før deres død . Min moder havde glemt og tilgivet , +og de døde i kærlighed og med tillid til +hinanden . +Den døende kone udstedte er uartikuleret skrig , +det lød som et udbrud af glæde , men i det samme for +et smerteligt skær over hendes åsyn ; hun snappede +efter vejret , bad om vand , og med er dybt suk +sank hun atter tilbage . Øjnene vare brustne , hjertet +var ophørt at slå og ånden gået hinsides graven . +Denne begivenhed havde gjort et stærkt indtryk +på Dalsgård . +Ved skriget var madam Søndrup ilet til og +gjort et forsøg på at hjælpe den døenke . +Hun indså imidlertid strar al ethvert forsøg +på gjenoplivclse ville være forgæves ; den gamle +kone var død . +Dalsgård vaklede ud af stuen , greb perers +arm og kjøne hjem . +Den næste dag bragtcs liget til almindelig hospitals +ligbus , hvorfra det skulle begraves . + +en smuk forårsdag så man er ligkog bevæge +sig ud af Østerport og tage vejen til holmens kirkegård . +Det bestod foruden ligvognen of to karetter . +I vognene sagde kun to herrer og de nødvendigc +ligbærere . +Hen til et hjerne af kirkegården bar man liget . +Ingen præst fulgte ; han havde kastet jord på i +ligkapellet . +Bag nøgle buske tæt ved graven lå en simpelt +klædt mandsperson , og så halvt nysgerrigt , halvt +deltagende på det lille ligtog . +— hun kommer døg i jorden på en pæn måde , +den gamle , sagde han ; det glæder mig i grunden ; +det seer ellers noget løjerligt ud , at hendes eneste søn +ikke er med , tilføjede han med en bitter betøning , men l +han bliver jø jager som Markens ville dyr . ' +det gav et sæt i ham , da han så de to herrer , +og genkendte Peter Henningsen og Dalsgård . +— de fæle hunde , mumlede han spottende ; hvad +ville de her ? +Kisten sænkedes ned i graven . Dalsgård og +hans ledsager bad et korr fadervor og efter endnu +engang at have set ned på den blomstersmykkede +kiste , forlod de langsomt stedet . +Manden kom frem fra sit skjul , gik hen til graven +og så længe og tans derned . En tåre , som +han ikke vidste hvor den kom fra , listede sig ned af +hans kind ; men med en ed over kjællingeriel knuste + +han den hurtig og listede sig bort , da graverkarlene +nærmede sig for at tilkaste graven . +Manden vedblev at opholde sig på den lyse , venlige +kirkegård , og hvorledes det end gik vedblev han +stadigt at kredse omkring en plet på kirkegården . +Hvor man bemærkede en høj fleben granilstøtte , hvorpå +der med forgyldte bogstaver stod skrevet : +Peter Møller , +skrædcrmester , +født den 8de juli 18^ , s- den 12te januar 18 * ^ . +Ligesom tvungen dertil af en indre ubetvingelig +magt , blev støveren , thi ham var det , slående ved +stenen og stirrede med et forvirret , frygtsomt blik +på graven , bvor græsset allerede tittede frodigt frem +og de første småblomster begyndte at vise sig . +— han tvinger mig til at komme til graven , +mumlede han bæst ; jeg må , jeg kan ikke andet end +komme ; den døde har større magt end den levende ; +men du skal ikke overvælde mig mere , det er jo blot +en tåbelig , overtroisk frygt . +Og han truede med knyttet hånd og et forvildet +udtryk i ansigtet ad monumentet , der glimrede i ben +strålende middagssol , og han skyndte sig med at komme +ud af dødens have . + +33te kapitel . +I frederiksberghave . +Det var bleven sommer , en varm , brændende +sommer , hvori alle smægtede efter kølighed og sukkede +efter regnen , der ikke ville komme . +Del er naturligt , at beboerne af de større hovedstæder , +når det er dem muligt , så ofte som de kunne +søge bort fra den larm og trykkende luft , byen indeholder , +og ud i skoven . Kjøbcnhavn er i den henseende +meget heldigt stillet . Den ligger ved det friskt , +urolige hav , der stedse bringer kølighed med sig ; +byen er omgiven af prægtige lysthaver og skove , der +ere vidtberømre for deres skønhed . +Vi anse der for giver , at enhver af vore læsere +kende frederiksberghave , ak de fleste af dem som bøm +og som vorne have morer sig med ar fodre svanerne , +der svømme i kanalerne , ar de ofte have betragter og +spadserer forbi apistemplet , grotten med kilden , kæmpehsien +og de andre herligheder , haven indeholder . +Vi ville derfor fortsætte vor fortælling , uden at +besvære læseren med yderligere beskrivelser . +En aften i slutningen af juni måned var der +ankommen et større selskab til sveilserhuset , for al +spise til aften der . +Medens bordet blev dækket , spadserede de herrer +og damer , hvoraf selskabet bestod , omkring i haven ; + +« an delv enige om at samles præcis kl . 8 , og til den +tid skulle enhver have sin frihed . +En yngre dame as selskabet var , uden at hun vidste +det , kommen bort fra de andre ; hun var gået i sine +egne tanker , som man siger , og havde ikke lagt mærke +fil , at hun pludselig befandt sig alene . +Hun så sig forundret omkring og sagde halvt +smilende : +— det er godt at mærke , at Viktor ikke er kommet +endnu ; han ville ikke således have glemt mig ! +Hun fortsatte roligt sin gang fil hun nåde en +bænk , der stod i et af havens mest rolige og merke , +men tillige mest romantiske partier . +Hun satte sig ned på bænken , fremtog en lille +bog og gav sig fil at læse . +Ikke langt fra hende , men i græsset lå to mænd , +der asverlcnde spiste af et stykke brød og drak af en +halvflaske , der var fyldt med brændevin . +De to mænd så noget medtagne ud i klæderne , +og de blussende kinder , let tykke mæle og de stirrende +dine tydede på en hyppig henvendelse fil flasken og +dens indhold . +Den unge pige havde ikke lagt mærke fil dette +ubehagelige naboskab , ellers havde hun sandsynligvis +skyndsomt rømmet pladsen . +De to mænd havde naturligvis straks opdaget den +unge dame og kastede hvert øjeblik frække blikke henimod +den kant , hvor hun sad . +— du Søren ! sagde den ene ; det er et nysseligt + +stykke pigebarn , hun , den små ; skal vi gøre lidt +kommers med hende ? +— er du gal støver , lad os blot se at vi kan +hytte os selv og vort skind så længe , som muligt , +uden at vi selv bringe os i ulejlighed for et kønt +pigebarns skyld . +— hun seer fan ' ens fin ud i pudsen , vedblev +ssrcn , idet han ret tog den unge dame i øjesyn ; +hør du , når et par pæne mænd som os bad hende +om et par skilling , tror du så hun ville nægte +os dem ? +— unge damer have sjældent mange penge at +råde over , svarede støveren filosofisk ; men lad gå , +vi kunne jo altid prøbere . +Begge uslingerne rejste sig op med nogen besværlighed +og skingrede hen ad vejen . +Den uisze dame , der ikke var nogen anden end +Klara Dalsgård , bemærkede dem først , da de kun +vare et par skridt fra bænken . +— tag et ned i sejlene , Søren , sagde støveren +pludseligt ; jeg kender denne unge dame ; du skal se , +at det skal lykkes mig at få hende til at pumpe ud ! +Han rev huen af hovedet og i den sædvanlige +velbekendte tryglcrtvne bad han om en skilling i +uds navn tsk to gamle , skikkelige mænd . +Det ville udtryk i hans ansigt , drændevinsduftcn +og det tykke mæle forskrækkede Klara i høj grad ; hun +» og hastigt fin portemonnaie op af lommen og gav +tiggeren en mark . + +støveren så på pengestykket og derfra på den +unge pige . +— det er ikke kjsnt af den rige dakszårds datter , +at spise sin stakkels gamle svigerfader af med en +mark , sagde han med et lumsk grin . +Den unge pige stod forskrækket , forlegen og rådvil . +Tiggeren kendte hende , det indså hun , — men +ordet „ Svigerfader “ . — hvad skulle det sige ? +Hun rejste sig hurtig op og ville gå . +— nej , holdt lidt , min kønne dukke , sagde støveren ; +vi to må først gøre et nærmere bekendtskab . +Jeg sa ' e , at det ikke er pænt af Dalsgårds +datter at spise sin svigerfader af med en mark . +— min svigerfader ? sagde Klara halvt smilende , +trods den pinlige situation . Hun antog nemlig støveren +for sindssvag . +— ja , din svigerfader , min tøs , Viktors fader , +eller det der er tilbage af ham i det mindste , vedblev +banditten . +— hvorledes , de skulle være ? . . . men han er +jo for længe siden død . +— nej , han er lyslevende og har ikke gjort bekendtskab +med knokkelmanden endnu ; seer du , min +tos , der hændtes ham lidt ubehageligt , som det kan +ske for ethvert skikkeligt menneske , og da han så kom +ud fra tugthuset , så kendte hans kone ham naturligvis +ikke mere . +— det er umuligt , at de skulle være btktors + +fader ; nej , det er bagtalelse , det kan ikke være til « +Fældet ! +— ja , det kan nu være lige meget , når blot du +rykker ud med mønten ; men sig blot til Viktor , at +du har talt med hans fader og at du godt ved at +han lever , så skal du se , han bliver kridendehvid i +ansigtet og siger ikke er muk . +Den unge pige ønskcde at gøre en ende på +denne situation , der fyldte hende med skræk , tvivl +og forvirring ; hun fremtog atter sin portemonnaie , +hvis hele indhold , 6—7 rigsdaler , hun rystede ud i +stsverens fidiede hue . +I det samme hørtes der skridt . +Viktor stod pludselig ved siden af dem . +— vi blev meget urolige over din udebliven , +Klara ! begyndte han men standsede i det samme . +Han fik øje på støveren , der på sin side syntes +at blive noget forlegen over dette møde . +— ulykkelige ! stammede Viktor . +— ja , kald du kun din stakkels fader ulykkelig , +når han har en så snavs kælling som din møder +til kone , og en så unaturlig søn , som du ! råbte +støveren . +— Klara , sagde Viktor rolig ; jeg har længe +villet give dig den forklaring , som du nu skal få ; +jeg har desværre opsat det for længe ; nu er tiden +kommen . +Han trak vejret dybt . +— denne mand er ganske rigtig min fader ; det + +vil sige , han har givet mig livet ; men da jeg næppe +var 1 år gammel , blev han for sine forbrydelser » +Skyld idømt mange Års tugthusarbeike , og da han +kom ud derfra var det langt fra at han førte et bedre +levnet , nej tværtimod , han begik den ene forbrydelse +ester den anden . +— det er smukt at høre en søn tale således +om sin fader ! brummede støveren . +— indbrud og tyverier har han mange af på +sin samvittighed , og toppunktet for hans forbrydelser +var et attenteret mord af den mest afskyeligste +slags . . . +— hold op , kære Viktor , jeg vil ikke høre mere ! +Råbte Klara ængstelig . +— du må , Klara ! sagde Viktor . Indtil for +et halvt år siden . troede jeg at have mistet min +fader . Der blev fortalt mig at søen var hans grav . +Ved et indbrud i min moders hus så jeg ham for +første gang ; han brod ind ved naltctider , — jeg +overraskede ham , min moder kom til og — han fik +naturligvis tilladelse til frit at begive sig bort . Jeg +ville have fortalt dig dette for længe siden , men undseelsen +over en sådan fader har indtil nu bundet min +tunge . Jeg indser , at jeg har begået en fejl ved +at binde dig til mig , forbryderens søn ; kun min +inderlige kærlighed kan . untskylde mig ; forkaster du +sønnen , fordi faderen er en forbryder ? +— nej , nej , svarede den unge pige , der havde +hørt på denne forklaring med en blanding af skræk + +og bedrøvelse . Nej , intet kan rokke min kærlighed +og tillid til dig . +Hun kastede sig i hans arme og de forlovede +holdt hinanden længe og fast omfavnede . +Støveren og Halte-søren havde formodentlig +fundet det rådeligst at gøre sig usynlige ; de havde lidt +efter lidt trukket sig tilbage , indtil de endelig aldeles +forsvandt og da Viktor endelig så sig om , vare de +aldeles borte . +— det er ydmygende , at skulle aflægge en sådan +bekendelse om sin egen fader , sagde Viktor , da de +kort efter arm i arm vandrede tilbage til sveitserhuset . +Der er gjort alt for at drage ham op af den +pøl , hvori han er nedsunken , men forgæves ; han vil +ikke forlade et liv , fuldt af farer , fuldt af skændsel , +medens den smule glæde forbrydelsens lykkelige tilendebringelse +eller fuldsørclse kan bringe ham , dog +sluttelig må blive ødelagt af tanken om , at politiet +måske er på spor efter ham . +— det er skrækkeligt ! sagde Klara med tårer i +øjnene ; men kan han ikke reddes , er det ikke muligt +at redde hans stakkels sjæl fra fortabelse ? +— jeg er bange for , at det er alt for silde ; kun +hvis ban hel og holden blev udrevet af de hjemlige +forhold og kom til et fremmed land , hvis skikke vare +ham aldeles ubekendte , hvor han måtte arbejde sig +op og hvor ingen kendte ham , ville det måske , jeg +siger blot måske , være muligt at angeren kunne finde +vej til hans hjerte . + +Klara tav og meget bevægede , meget sørgmodigc +gik de videre . +— så min ravneunge af en dreng er altså +kæreste med den storsnudede grosserers datter , sagde +støveren til sin uadskillige kammerat , da de samme +aften , en times tid efter mødet , sagde i haven foran +en beværtning i allcezade og gjorde sig til gode for +de penge , de havde frarøvet Klara . +— det er en kjon tøs , fortsatte han filosofisk og +tog sig en slurk øl ; og mønt har hun i svære +masser ! +— det må du benytte dig af , sagde Søren +noget hånligt ; du kan tro de er glade over den +svigerfader , de have få » . +— såmæn , Søren , det ville være for meget at +forlange ; men hør , tror du ikke at de ville være +glade , hvis jeg sagde til kællingen og drengen : hør +nu , i skulle være frie for bestandig , når i sikre mig +en årlig sum så længe jeg lever . Lad mig engang +se , med en 6 a 700 rigsdaler . om året kunne man leve som +en Greve ovre i Jylland , i Norge eller Sverrige ; jeg +kunne da give den pæne mand og tale om tugt- , raspvg +forbedringshuset med den foragt , som alle skikkelige +folk nære for dem , der have haft længere tids ophold +i disse behagelige haller . + +og støveren opslog en skingrende latter . +Søren , som med et vist misundeligt grin havde +hørt på støverens skildring af de behagelige udsigter , +han havde ivente , når han blot ville , tog nu hurtigt +ordet : +— såvidt jeg kender dig , gamle dreng , blev +du snart ked af det rolige liv . Jeg svær dig til , +at der ikke ville hengca en måned , før du ville +være kommen tilbage hertil . u kunne ikke undvære +vore hyggelige små buler derude på Kristianshavn , +du kunne ikke undvære dine gamle kærester og du +ville heller ikke holde op med at „ nobbe “ , du kan tro +nej , jeg ved det bedre . Alene før asverlings skyld +ville du nappe lidt hvor du kom hen , og så var +rumlen gående igen . +Støveren var bleven blød om hjertet ved denne +beskrivelse af de glæder , hvori han nu svælgede , han +stedte sit brændevinsglas mod Sørens og udbrød : +— er du gal , kammerat ! Nej fanden pidfke mig +om jeg nogensinde ville krybe før kjællingcn eller +drengen , før at tigge deres skillinger . Bil jeg have . +Noget af det der tilhører dem , tager jeg det med magt . +Jeg har netop med det første tænkt på , at gøre en +lille afstikker derop , når vi ellers intet have at foretage +os . Du går vel med ? +— begribeligvis gør jeg det , har jeg nogensinde +svigtet dig . eller sagt nej , når det gælder en forretning , +og der blot ikke klæder blod venden ? +— tys , tal ikke om blod , det kunne være farligt , + +hviskedee støveren og så sig forsigtigt omkring . Den +satans skræver slår altid før mig , og vil du tro +det , sorcn , jeg vil vær ' en evig , når jeg ikke i det mindste +engang om dagen bliver trukken ud til hans +grav vå kirkegården . +— trukken ud ? spurgte seren forundret . Hvem +trækker dig derud ? +— det gør den fordømte skræver selv , sagde +den rå forbryder og rystede som et espeløv ; han +lader mig hverken ro dag eller nat og gør mig +splittergal til sidst . +— det må være det de fine folk kalde fjantesi , +sagde den hotte gravitetisk . +— fantasi , jo pyt ! Nej , det eneste middel til at +få synet bort er brændevin ; har jeg blot nok af +det , så går det bort . +< — du skulle heller ikke haft kvalt ham , det var +æt unyttigt mord . +, — lar det kanske ikke dig der sagde : giv ham +^ct tag i struben , før han kan gøre anskrig og få +os nappede . +— ja , det sagde jeg jo ganske rigtigt , det fragåcr +jeg ik . ' e ; men det var ikke min mening , af manden , skulle +do ; et lille knnbs på skallen , der havde +derøvct ham , havde gjort samme nytte . +— ja , nu kan det ikke nytte af vrøvle om den +historie ; det seer jo ud som om vi flap vel fra den , +gudskelov . +Kort efter rejste de to forbrydere sig fra bordet , + +hvorved de havde siddet , og da de netop så , af de +ikke blev iagttagne , fjernede de sig så ubemærket som +muligt , uden af betale de fortærede varer . +Det var nu en skik , som de altid overholdt , +når de befandt sig på fremmede beværtningssleder . +Den ære , værten havde nydt ved af de søgte hans +hus , mente de formodentlig måtte være ham vederlag +nok for de barer han havde leveret . +De slentrede ned ad gamle kongevei og betragtede +med et kritisk blik de forskellige lyststeder , der er +beliggende der . +De talte ikke om husenes smukke bygningsmåde +og bekvemme indretning ; nej , det hvorpå de fæstede +deres opmærksomhed , var den slorre eller mindre +vanskelighed man havde med af bryde ind i de forskellige +huse , de forsigtighedsregler , beboerne havde +iagttaget , for af undgå uindbudne gæster , var +ttema « for deres samtale . +Ofte blev ssren i den grad begejstret over den +snildhed , hvormed bygmesteren havde anbragt ertraordinære +sikkerhedsmidler , af han blev slående for i +længere tid af udbrede sig over sit emne . +Udenfor en lille villa gik en elegant klædt herre +frem og tilbage og rsg på en cigar . +Banditterne betragtede ham forbavset . +Sørcn gav støveren et stød i siden , og aftog +i det samme sin kaskjæt med en ærbødig mine . +Herren studsede ved synet af de to fyre og gjorde + +en mine , som om ban ville trække sig tilbage til hu > ' et , +men Søren kom ham i forkjobet . +— ydmyzst godaften , hr . Baron ! sagde ban . +— godaften , lød det kolde svar . +— hr . Barønen erindrer os vist ikke mere , trods +de forretninger , vt have gjort sammen , fortsatte den +halte ufortrødent . +— de er sluttede og i have fået eders betaling ; +vi er altså kvit . +— man skiller sig aldrig fra hinanden , når man +engang er sammenknyttede ved blodets bånd , +udbrød støveren og lo uhyggelig » . Hør , baron , vær +nu ikke så storsnudet længere , mod os , deres kammerater , +de bar engang nedladt dem til os , de må +blive ved dermed . +Baronen udstedte et skrig af forbitrelse og raseri +og det syntes , som om han ville styrte sig over forbryderne ; +men ban betænkte sig , ban vendte sig om og +gik ind i villaen , hvis dør han lukkede efter sig . +Tøren og støveren lo bøit . +— satan » il Karl , den baron ! udbrød haltesoren +spottende . +— ligemeget , ban skal være fri for os , tog steveren +ordet ; han klarede for sig og os som en stink +fyr , og lod det ikke komme an på en falsk ed . Jeg +lider blot ikke hans storsnudethed ; jeg mener at ban +burde . . . +— du mener vel at han burde bukke ydmygst for + +e > 5o +os og titulere os hr . Støver og hr . Halte-soren , — +da-aha ! det lyder mocrsomt . +— snak , således mener jeg ikke , svarede støveren +gnavent ; det ærgrer mig kun at børe bans store +ord , hvad bilder han sig ind ? Han står jo lige så +godt under loven , som vi . +— nå , nå , kammerat , styr din ærgrelse ! +Lagde den halte formanende . Kom nu , lad os gå +til byen . +Og arm i arm slingrede de to perlevenner hen ad +vejen . +34te kapitel . +Atter på steenholmen . +Vi bede den ærede læser om , atter at følge os +ud ril den øde hule i den svenske skærgård . +Det er sommer . Holmen ligger bestrålet af +solen , omgivet af det blå , rolige hav ; i horisonten +skimter man den svenske kyst og de høje bjerge aftegne +sig skarpt mod himlen . +Tæt ved strandbredden ligger et menneske og +søler sig dovent i de brændende stråler . + +personen kaster sig af og til frem og tilbage og +udsteder nogle ejendommelige strubelyd . Det glandsløse +udtryk i øjet vidner om , at åndens lys er +flukt , at vi have med en idiot at gøre . +Legemet har tilsyneladende intet lidt ved åndens +sløvhedstilstand . Manden er fed og vel ved magt . +Af og til farer han med hånden op til panden . +Hovedet smerter ham øiensynligl , men han forstår +ikke at give denne smerte luft i ord ; kun en halvkvall +stønnen » udflipper undertiden de terre , blålige +læber . +Læseren har vel alt gættet , at vi tale om betjent +Sørensen . +Skipperens og bæverens djævelske plan var lykkedes +: giften havde fortæret hans forstand og gjort +ham til idiot . +Efter at han var kommen sig af fine svære sår , +tog bæveren ham i arbejde . +I begyndelsen var den fjollede uvillig til at beskæffige +sig med noget ; han holdt mest af at døse +tiden hen og stirre op i luften . +Men dette var ikke bæverens mening . +Med trudsler og slag tvang han ham til at forrette +det hårdeste arbejde der forefaldt på holmen . +Sorensen studsede i begyndelsen lidt over pryglene , +men giften havde aldeles betaget ham ethvert +spor af hans tidligere åndskraft . Han bøjede tavst +hovedet , græd , bad og endte med at adlyde . + +forovrigt blev han behandlet vel hvad mad og +drikke angik ; sult led han ikke . +Kun når han ikke ret forstod , hvad man forlangte +af ham , eller sporene af den indtagne gift virkede +så smertende på ham , at han næppe formåede at +rejse sig , hvad bæveren troede var dovenskab og derover +blev rasende , — kun da brugte den brutale svensker +tampen , og han lagde ikke fingrene imellem . +I sådanne tilfælde for der en konvulstvisk +skælven gennem den fjollede ; det var ligesom hans +tidligere værd som menneske endnu var ham bevidst , +og at denne bevidsthed kæmpede mod at tåle denne +uværdige behandling . +Til andre tider kunne han have en tåget erindring +om det forbigangne ; han syntes ikke altid at +have været her , han så bekendte ansigter fremstille +sig for hans indre syn ; men denne erindring varede +kun kort , et øjeblik , og forsvandt til slutning uden +at efterlade noget blivende indtryk . +Vi forlod ham medens han lå og væltede sig +frem og tilbage på stenene . +Den stegende varme havde naturligvis ingen heldig +indflydelse på hans åndelige tilstand , men +gjorde ham endnu fløvere . +Han vækkedes ikke engang af fin flappe tilstand +ved at hans herre og mester , bæveren , kom ned til +stranden . +Bæveren stod nogle øjeblikke og så på ham . +— stå nu op og arbejd ! sagde han endelig . + +den fjollede stirrede flovt på ham . +— nåda ! råbte bæveren og gav ham et spark +i siden , så han tumlede om på den anden side ; +vil du op med dig , hund ! +Sørensen kastede er fly blik til sin forfølger og +rejste sig derefter langsomt . +— du har dovnet længe nok , krabat , brummede +svenskeren ; tror du at det lønner sig for mig at +give dig kosten , for intet at bestille ? I søen burde +du have været , krabat , og det for længe siden . +Sørensen rradskede forud henimod huset , hvor +middagsmaden ventede ham . +Som et glubende dyr kastede den fjollede sig over +den træskål , hvori hans mad var opost . +Da skålen var skikket aldeles ren rejste han sig +op og fulgte stiltiende sin behersker ud af døren til en +slags gårdsplads , hvor en hob klippestykker lå +henkastede imellem hverandre . +Bæveren gav Sørensen er tegn til at skyde en af +steendlokkcne til side . +Den fjollede satte ryggen mod stenen og uden +stor vanskelighed lykkedes det ham at skyde den til side , +den drejede sig nemlig på en tap , der gik ned l et +andet klippestykkestykke , og som var vel smurt med olie . +En sørt , uhyggelig åbning kom til syne . +Med en rolighed , der viste at alt dette var ham +veldekjendt , gik Sørensen ind i åbningen og gav sig +til at slige ned af en i klippen udhulet trappe , der +førte ned i en hule . + +hulen var rummelig , over 20 alen hoi , og mere +end 4 gange så bred og lang . +En vikingeskare havde i oldtiden haft sit tilhold +her og under de borgerlige uroligheder i Sverrige i +middelalderen havde hulen været beboet af dristige +fribyttere , der benyttede sig af deres lands ulykkelige +stilling til at berige sig . +På en rejse havde bæveren lært hulen at kende , +idet en hare , hvoraf der fandtes mange på holmen , +var smuttet derind . +Da han senere besluttede at bosætte sig her , kom +hulen ham ypperligt tilpas . +Han anbragte det svære klippestykke for hulens +indgang , udyuggede tappen , hvorpå det drejede sig , +og havde i flere år arbejdet på hulens udvidelse . +Han havde ofte ønsket en medhjælper til dette +arbejde , men han frygtede for at blive forrådt . +I Sørensen fandt han hvad han vaskede . +Den fjollede steg altså ned i hulen og fulgtes +af bæveren , der antændte en vældig fyrrefakkel , hvis +røde lys kastede et ejendommeligt , vildt skær over +hele hulen . +Den var omtrent halvfuld af barepakker , tøader +og sktdsgods . +Endel af Larsens varer lå endnu her , thi han +dristede sig ikke til at indføre dem på engang . +Henne i et hjørne lå steenhuggerrevskader . Den +fjollede gik derhen , tog hammer og kile og gav sig + +til at hugge løs på stenvæggen , der bar tydelige +spor af tidligere arbejde . +Det gik kun langsomt fra hånden , små stykker +bleve med megen møje udhuggede , fijøndt den fjollede +arbejdede med en kraft der viste , at han blev holdt +strengt til at udføre sin pligt . +Det var et sandt herkulesarbeide , somzden stakkels +Sørensen skulle udføre . +Bæveren satte sig ved indgangen , fremtrak pibe +og tobakspung , og gav sig roligt til at dampe . +Man hørte kun mejselens tunge kniven i stenens +Fuger , og hammerens korte , ensformige slag , +samt granitslumpernes fald imod gulvet . +I lang tid gik arbejdet ' sin rolige gang , men +på engang viste en skikkelse sig i døren på huset , +det var bævera . +Hun havde ikke forandret sig siden vi sidst havde +den fornøjelse at se hende . +Hun satte hånden for munden og brølede i en +langsom , pibende tone : +- skib ! +Bæveren for op . +— et skib ! råbte han og ilede ud af hulen , +idet han kastede et hurtigt^blik til den fjollede , der +roligt arbejdede videre . +Som sædvanligt forsynede han sig med en gotikken , +for han begav sig udenfor , og med hurtigt +skridt begav han sig ned til stranden . + +det var ikke så forunderligt , at bævera havde +meldt skib ; thi tre temmelig store fartoier sås +omtrent en miilsvei ude i søen . +Bæveren rettede fin kikkert ud imod dem . +— orlogsmænd ! mumlede han ; og de komme , +ta ' mig tusind ' Tønder dfævle , herind . +Alle skibene vare dampere ; det synes som om +de manøvrerede . Af og til kunne man høre et enkelt +brag af et kanonffud og se den hvide røg fare ud +af kanonmundingcrne . +Pludselig begyndte en vældig kanonade , der indhyllede +skibe og horisonten i en blålig røg . +Vi begive os atter ned i stenhulen , hvor den +-fjollede arbejdede . +Han hørte ligegyldigt på de enkelte kanonskud , +der blev affyrede ; men da kanonaden begyndte , for +han op og lyttede . +Er kom liv i hans øjne ; hans skikkelse rejste +sig mere og mere . +En gammel erindring syntes at rsre sig i ham +og at kæmpe for at komme frem . +Sørensen havde deeltagct i de fleste slag i krigsårcne +i 1848 , 49 og 50 . +Kanonerne syntes at skulle kalde den i så lang +tid skumrende bevidsthed tilbage i hans sjæl . +Han begyndte at synge . +Det var med en hæs , tonløs stemme han begyndte ; +men lidt efter lidt kom der mere og mere + +klang og til sidst kunne han med megen anstrengelse +synge nogle linier af den velbekendte sang : +og derfor vil jeg stases som tapper landsoldat , +hurra , hurra , hurra ! +Bæveren , der længe og opmærksomt havde iagttaget +de fremmede krigsskibe , slog nu kikkerten sammen +og sagde « il den opmærksomt lyttende bævera : +— det er tre franske orlogsmænd , som manøvrere , +de kom dog ikke herind , som jeg først troede . +Drønet fra det stolte Frankrigs kanoner +havde vakt de » forhenvoerende +danske soldat til bevidsthed . +Da kanonaden hørie op , sank Sørensen atter +sammen , men lyset var atter tændt , og om end flammen +kun brændte svagt , var der dog tilstrækkeligt +forråd tilbage til dens ernæring . +For hver dag der gik blev Sørensen i åndelig +forstand stærkere og stærkere +som læseren ved , var det ved et rent tilfælde +at han ikke nød hele den giftige drik , som bævera +under navn af læskedrik bød den sårede mand . +Havde han drukket det hele , Havde han enten +været død nu , eller fuldstændig sindsforvirret , uden +håb om nogen som helst bedring , så længe han levede . +Det værdige par på stecnholmen anede ikke , +hvorledes der hele forholdt sig . +De lagde ikke mærke til de små symptomer , der +mere og mere tydede på en tilbagevendende bevidsthed . +Og med den snuhed , der ofte findes hos halve + +idioter , forandrede Sørensen aldeles ikke sin opforsel ; +han var lige gnaven , sær og doven ; så alt gik sin +vante gang . +En meget varm sommerdag lå han nede ved +strandbredden . +Han var dog så fornuftig nu , ikke længere at +vælge de solhede steder , men havde lagt sig i skyggen +af et vældigt klippestykke . +Han legede med en lommekniv , som han kastede +op i luften , for atter at gribe den ; men ved en bevægelse +for kniven ud i havet , og idet han ville +sorsøge ar redde den , plumpede han selv i vandet , der +her var meget dybt . +Han sank hurtigt tilbunds ; men selvopholdelsesdriften +gav ham åndsnærværelse . +Med et sæl var han atter ved overfladen og +med nogle raske tag nåde han snart et sted på +brede « , hvor han kunne komme i land . +Skrækken og det kolde vand havde gjort sin +virkning . +Da han udmattet sank om på stenene var hans +fornuft vendt tilbage . +Erindringerne strømmede nu ind på ham ; han +genkaldte sig sine børn , sin asdøde kone og de uhyggelige +begivenheder , der vare passerede i den sidste tid . +Han blev siddende i nogen tid og bedækkede sit +ansigt med hænderne . +Hvorlænge han havde sidder således , vidste han + +ikke , men han blev vækket af bæverens brutale tilråb +om at tage fat på sit arbejde igen . +Han så forvirret op på svenskeren ; han havde +i tankerne været i Danmark , det kære fædreland . +Men han havde allerede taget sin beslutning . +Han ville hykle , tænkte han , og vedblive at gå +før idioten , indtil en lejlighed til flugt og hævn +viste sig . +Han tumlede derfor atter med bæveren tilbage til +huset , fik sin mad og tog igen fat på det trættende +arbejde i hulen . +Under denne beskæftigelse arbejdede han ligeledes +med hjernen før at finde en udvej til flugt . +På øen fandtes vel en båd , men da den aldrig +blev brugt og desuden var gammel , var den utæt i +højeste grad og måtte underkastes en dygtig reparation +før den kunne føre ham til kysten . +Og en sådan reparation vidste Sørensen ville +og kunne han ikke foretage , da han stedse , natten undtagen , +var under det værdige ægtepars specielle tilsyn . +Han målte altså vente til en gunstig lejlighed +frembød sig . +Holmen besøgtes jo af og til af skibe ; med et +sådant håbede han ak kunne flippe bort . +Forcløbigt gjalt det altså at holde alt gående +i den gamle gang . +Et par dage derefter , da han sad i den sædvanlige +krog og spiste frokost , sagde bævcra til bæveren : +— jeg ville ønske at fætter Svensson snart ville + +komme . Jeg kommer om nogle dage til al mangle +mange ting , hvis det ikke skeer . Han skulle jo have +værer her for længe siden , den svinhund ! +— jeg ved ikke , hvad der går af Gossen ! +Svarede bæveren ; men så meget er vist , at er han ikke +kreperet , seer vi ham en af de første dage . +Det var heldigt ar de i dette øjeblik ikke lagde +mærke til deres fange ; de ville da have anet , at alt +ikke var , som det efter deres mening skulle være . +Det var ham umuligt at skjule sin umiskendelige +glæde over efterretningen , der bebudede hans snare +befrielse . +Han gjorde et hop i sædet ; hans øjne lyste og +han skælvede over hele legemet . +Heldigvis var ægteparret sig bevidst , al have +fuldført værker efter bedste evne og de opholdt sig +derfor heller ikke ved små symptomer på en forstand , +de troede var uigenkaldelig udslukt . +En aften , kort tid derefter , signaliseredes et fartoi ; +det var „ Hclvedeshunden “ , der atter ssgte sit gamle +tilflugtssted . +Siden juletid havde den ikke været ved sleenholmen . +Den smukke lille skude skar for fulde sejl gennem +det næsten speilglaite hav , der kun af og til +krusedes af en ler brise , som sejlene tillige opfangede . +— hurra ! råbte bæveren og svingede sin hat . +— hurra ! råbte den værdige skipper , der som + +sædvanligt selv sad til roers og med øvet hånd lod +skibet glide ind i den lille havn . Alt vel ! +- alt vel ! +Skibet lagde til ved klippen . +Det kostede Sørensen megen anstrengelse at bevare +nn rolighed overfor den snedige skipper , der nær +bavde berøvet ham livet . +— snild Gosse . Du , sagde skivveren leende , +idet han klapvede den formeenilige idiot på skulderen . +Jeg skal love for , du er bleven tam nok nu , hvad +bæver ? +— så blid som et lam , svarede denne hædersmand . +Bengt , bæveren og skipperen gik smilende videre . +Kort efter begyndte man at losse en del proviant , +der dragtcs til stenhulen . +Afrejsen skulle finde sted den næste morgen . +Som sædvanligt sov skivperen og hans Matros +iland . +Henad midnat kunne man i det klare måneskin , +der belyste hele den lille Holm , se en mand snige sig +ud af huset og tage vejen ned imod „ Hclvedesbunden “ . +Han bar en bøsse i hånden og så sig ofte +ængsteligt tilbage . + +35te kapitel . +I hælerhuset . +Det er nu noget siden at vi sidst aflagde et besag +i hælerhuset i Prindsessegade ; vi ville derfor en smuk +sommerdag begive os derud , før at se hvorledes der +står til . +Larsen bar i den sidste tid ikke befundet sig rigtig +vel . Gigt og hovne fødder hove plaget ham således , +at hans humør er bleven i den grad irriteret , at +hans sfudskede tjenestepige hvert øjeblik på dagen +får anledning til at udbryde : +— å , gud ! sikken en kondition man har , å , +gud ! Men da hun i grunden er et skikkeligt skrog , +der , hvor utroligt det end lyder , er forelsket i sin +herre , lader hun i regelen hans gnavenhed og plumpheder +gå uændscde hen . +Med forretningen går det ikke så strygende +som hidtil . Flere af hans kunder havde bemærket , at +mistænkelige skikkelser , der ikke henbørte til „ de mistænkælige “ , +men tværtimod vare bestemte til at passe +vå disse , luskede omkring hans bolig og de blev +derfor viselige « borte . +Det var en selvfølge at støveren og Halte-søren +fuldstændig havde udsonet sig med Larsen efter athå +før deres skyld havde aflagt falsk ed . +Det er ligeledes en selvfølge , at den tykke vært + +fik fin ulejlighed godt betalt og under 500 af de 1000 +rigsdaler flap forbryderne ikke . +Men heller ikke støveren eller Søren havde i den +sidste tid bragt ham noget , der var af videre værdi +han forstod ikke hvad der gik af menneskeflægten . +Han havde foreslået støveren at lette hans før +henværende kone før en del af den rigdom , som hun +syntes at være i besiddelse af . +Støveren havde nikket bejaende til forflaget , men +ellers flet ikke gået videre ind derpå . +Sagen var den , at han i den retning troede at +kunne undvære Larsens bistand til de eventuelle kosters +bortbringelse og salg . +Fra Sverrige havde Larsen heller ikke hørt meget . +Hele den kostbare ladning var endnu ikke fuldstændig +realiseret , og det var kun mindre summer der lidt efter +lidt flød ind i hans begærlige kløer . +Undertiden for det som et dolkestød igennem den +tykke hæler : +— hvad , om nu Svensson beholdt alt ? +Men han beroligede sig snart ; han havde kendt +svenskeren i mange år , og denne havde aldrig narrer +ham før noget , men kun tager en overordentlig høj +fragt , hvilket jo ikke var så forunderligt . +Desuden tydede jo de til forskellige tider modtagne +mindre summer just ikke på , at Svensson +agtede at narre ham . +Der var altså på en smuk , klar sommerdag , ar +vi aller befinde os i Prindsesscgade . + +en tæt , varm dunst svæver over den temmelig +snevre gade og trænger ind i ethvert værelse , hvert +rum . Kun hist og her har man alligevel åbnet +vinduerne ; mærkelig nok findes der en stor del fattige +folk , der ikke ret vide at skatte den velsignelse , der +ligger i at kunne indånde sund og ren luft , en af +menneskenes vigtigste livsbetingelser . +Larsen sidder pustende i en lænestol , så nær den +åbne dør som mulig , og delikaterer sig med et glas +koldt grog , hvori der svømmer nogle isstumper . +Han lider meget af varmen og udgvder sin +ærgrelse over pigen , der besørger kunderne , over +disse selv , når de forlange kredit og allerede i forvejen +stå på del sorte bræt . +På engang hører man en vogu komme kørende +om hjørnet af Torvegade og holde stille foran huset . +På vognen sidde ro velklædte bønderfolk , en +mand og en kone , på imellem 40 og 50 år . +Larsen og gadens beboere stirre med en vis +forbavselse på denne vogn ; hvad vil den her ? +— måske vil manden afslutte en handel ? +Tænkte Larsen . +Folkene stege af vognen og trådte ind i Larsens +lille butik , til stor forundring for denne hædersmand , +der betragtede dem med sit sædvanlige ondskabsfulde +blik og mistænkelige blinken . +Folkene så sig noget forlegne omkring , efter at +have spurgt om det var her at Christian Larsen bøede . + +— ja her er alt hvad der er tilbage af ham , +svarede Larsen ; hvad ønsker de ellers ? +— ja ønske noget gør jeg just ikke ; men da jeg +og min kone er kommen hertil i dag , syntes vi at det +var en skam andet end at hilse på dig , vi er jo +kedelige fæltere . +— vi er fanden heller ! råbte Larsen med en +forundret mine og rejste sig op ; hvorfra er de ? +— å , sagde manden , da det lader til , at vi ikke +ere så forsfrækkelig velkomne , er det bedst vi gå +igen , men det er ellers mig der ejer gården , hvor +både din fader og min fader er fødte . +— så er du jo fætter Christian ! råbte Larsen +og greb hans hånd . Fanden tage min glemsomhed , +jo gu ' er jeg glad ved at se dig og din kone bos +mig ; men kom indenfor , kom indenfor i stuen og +sid ned . +Sagen var den , at Larsen stedse var bleven opdraget +til at omsatte sin salig bedstefaders gård med +en vis ømhed og besidderen af den , havde han lige +fra han havde lært at gå , anset før at være et af +de lykkeligste mennesker i verden . +Senere vare disse indtryk før en stor del gåde +tabte ; men han nærede dog endnu stedse en svær +respekt før den gren af familien der ejede gården , +da den efter sigende skulle eje en ikke ubetydelig +formue . +Og Larsen bøjede sig , ligesom de fleste mennesker , +ærbødigt før guldkalven . + +neppe vare hans slægtninge trådte over hans +dørtærskel før han allerede spekulerede på midler til +ar benytte sig af dem i et eller andet egennyttigt +øjemed . +Han lod dække et godt frokostbord , hvortil ban +ikke anvendte nogle af butikens barer ; men han havde +et lille privat skab , hvor han gemte de fødemidler , +der vare bestemte til hans eget brug . +Fætteren fra landet kørte sin vogn hen i en +gæstgivergård og lovede at komme tilbage til frokosttid , +imedens kunne jo konen blive og hende søgte +Larsen at gøre sig så lækker før som det var ham +muligt . +I samtalens løb klagede konen over den mængde +vagabonder , der overstrømmede landevejene og brandskattede +gårdene . +— vi havde således engang i efteråret , ja , +lad mig se , det var vel i slutningen af november , et +par sådanne karle i logis en nat . De gave sig ud +før håndværkssvende ; de spiste og drak med os og +om natten slode de op , åbnede fatters skatol og +stjal flere hundrede daler fra os . +— gud bevares ! +— ja , det må de nok sige . De flap bort uden +al vi havde opdaget tyveriet og vort politi , til hvem +vi meldte historien , det kom jo nok , som sædvanligt , +og rodede op og ned i vore gemmer ; men finde +tyvene , på det lag , nej , det skulle de nok lade være . + +— så have vi et bedre politi her i København , +sagde Larsen med et grin . +— ja , kors da . Vor gamle herredsfoged går +nu rent i barndom ; kommer der nogen op til ham +for at anmelde et bedrageri eller tyveri , siger han +blot , jeg vil ikke have den uorden i min jurisdiktion , +flaf mig fat på manden og send ham herop til mig ; +det er alt hvad ban siger og gør . Gud hjælpe os ! +Manden var imidlertid kommen tilbage , den +sjudflede tjenestepige havde dækket bordet og man satte +sig til at spise . +Døren til butikken vedblev at stå åben , så at +man i stuen kunne se , hvad der foregik derude . +På engang henledtes alles opmærksomhed på +en rå , hæs stemme , der i en kommanderende tone +forlangte „ To og en halv “ . +— og det siger jeg dig , du fedesvin — denne +, kompliment gjaldt pigen — det siger jeg dig , kom +ikke med det sædvanlige finkeljokum og rosinvand , +. men tag de ægte varer frem . Jeg vil ikke snydes +mere ! +Den talende havde øjensynlig „ en lille streg “ , +der dog ikke var slorre end den gjorde ham gemytlig +stemt . +På engang faldt hans øjne på de to fremmede , +der gæstede hæleren og han kunne ikke undgå at fare +et par skridt tilbage og udsfode et forundringsråb . +Dette bevægede de fremmede til at se ud i butikken +og , som drevne af en fjeder fore de begge op . + +— grib ham ! råbte manden og kastede i fin +ivrighed en stol overrende . Det er en af dem , som +har bestjålet mig , — og han styrtede ud i butikken . +Men heller ikke støveren , thi ham var det , havde +været seen . +Med et Spring var han ude af lokalet ; men , +istedetfor at løbe bort langs ad gaden , smuttede han , +alt i løbet af et sekund , ind i husets gadedør og +for op ad den smalle trappe og ind i det hul , hans +afdøde moder engang beboede , og som Larsen endnu +ikke havde formået nøgen lejer til at flytte ind i . +Fætteren fra landet fortsatte løvet langs ned ad +gaden , under råbet „ Stop tyven ! “ +Hans bare hoved , det flagrende hår og især +råbet samlede strar en mængde mennesker , hvoraf +nogle hjalp med den unyttige forfolgelse , medens flere +andre , der vare sig bevidste , just ikke at leve på bedste +fod sammen med de mistænkeliges protokol , gjorde +et par forsøg på at spænde ben for den ulykkelige +landmand og tilkjendegave ham deres uvilje ved at +vibe i fingrene og udstede advarslende råb . +Efter at have gennemløbet ben halve gade opdagede +fætter Christian at han havde løbet iblinde . +Roligheden var atter vendt tilbage , og i besiddelse af +den ægte danske nationalkarakter flammede han sig nu +over at have ladet jvrigheden lede lsbfl med sig og +noget flukøret vendte han tilbage til butikken . +Larsen havde moret sig kosteligt over den hele +spas ; han tvivlede intet øjeblik om , at jo støveren + +nok ville se tit snit og undløbe , og han lo så tårerne +kom ham i øjnene , da han så fin fætter +vende finkørn tilbage . +— du fik ikke fat i ham ; det kunne jeg have +sagt dig i forvejen . +— så ; kender du da fyren ? +— ikke i ringeste måde ; har han , og han vendte +sig til sin pige og blinkede med de små svineøine , +har han været her før i dag ? +— nej , svarede pigen med en frækhed , der viste , +al hun var godt inde i den videnskab , som fanden +tog eramen på i Kiel , løgn nemlig . Dej kan jo +hænde sig at han har været her en eller to gange før , +men kende ham gør jeg ikke . +Fætteren havde imidlertid lagt mærke tsk telegraferingen +imellem husbond og pige de gamle +^rygter om Larsens flette levnet dukkede op i hans +erindring . Han besluttede at være på sin post , men +ikke at lade sig mærke med noget her . +Han tog derfor afsked med en meget munter mine +og talte i en tone , som om han både havde opgiver +tyv og penge . Den fede lært vraltede med hen til +hjørnet af Torvegade og de toge en meget hjertelig +afsked . +— kom , sagde landmanden , da Larsen var vendt +tilbage ; jeg har en stærk mistanke om , at den tykke +fyr godt kender tyven , der løb sin vej ; du ved , +at han just ikke er bekendt før si « retskafne rygte , men + +al hans hus skal være samlingssledet før alle de +værste- forbrydere i kongens kjødenhavn . +— kors , hvad siger du , fatter ? råbte konen +og rystede stærkt . +— jeg siger , at jeg sporenstregs går til politiet +og melder hele historien ; det kan måske skaffe +mig fat på den anden fyr , ham den halte , der var +med i tyveriet . +Øg sagen blev nu anmeldt for politiet , et nøjagtigt +signalement blev afgivet , efterretninger indsamlede +og samme aften blev der givet ordre til at +anholde støveren og Halte-søren , som mistænkte for +det begåebe tyveri . +Da siøveren fra sit smuthul havde set , at de +fremmede havde forladt huset , listede han sig sagte ned +ad trapperne og gik bagom ind til Larsen . +Værten sad endnu og lo « udvendig ad historien . +— fætter skulle bare vide , a « de to brave karle +har rykke « ud med en god stump af de stjålne fisk +til mig ; ban ville tordne og bande . En lun Broder +er han , han tror mig ikke , det kunne jeg tydelig se , +da han gik ; han ville gøre mig tryg , for at jeg ikke +skulle advare støveren ; — men , for Pokker , ver er +han jo ! +— pist ! hviskedee støveren ; er farvandet frit ? + +— kom du kun ind , sagde Larsen ; men skynd +dig at lukke døren . +Støveren luskede ind . +— hør nu engang , vedblev Larsen ; Søren og +du må slikke a ' for nogen tid , hvis i ville undgå +at fornye bekendtskabet med forbedringshusef . Fyren +— forresten er han min egen fætter — var rasende , +og jeg så i udtrykket af hans ansigt , at han ikke +ville lade eder skippe for godt køb ; han ved , hvorledes +i se ud , så det vil være ham en let sag at +så eder pågrcbne . I må tage en tur ud på +Amager , og kun når jeg siger til komme til København . +Proviant for 14 dage tage i med . +Larsen var så hjælpsom , fordi støveren og den +halte , hvis de blev pågrcdnc , meget let kunne blive +indviklede i sådanne krydsforhor , at hele sandheden +ville komme for dagen ; baronen og hans eget dyrebare +jeg ville således også være udsat for forsolgelse . +Søren , der netop var i begreb med at undersøge +fine falske regler , dirker og andre indbrudsredskaber , +som forberedelse til en natlig erpedition , blev sket ikke +forbavset over at måtte tage en tur på landet . +Ligesom en gammel soldat var han stedse forberedt på +et hurtigt opbrud med kort varsel . +Samme eftermiddag kørte støveren og Søren , +forklædte som kuldragcre , med en lille vogn , der tilsyneladende +var belæsset med kulsække , ud ad amagerport . +Ingen bemærkede deres flugt . + +de kørte længere og længere ud ad vejen , der +fører til drager . +Omtrent midt på øen drejede de af til venstre og +mødte ikke langt fra omdrejningen en lille mand , klædt +i bondedragt , der traskede afsted uden strømper eller +sko på . +Støveren rømmede sig og gjorde et tegn . +Øen lille så op og svarede med et andet lignende +tegn . +— de er vel Jan Nielsen ? spurgte støveren . +— ja , og jeg antager at de er de to personer , +som Larsen for en times tid siden underrettede mig om +ville komme ? +— ja , akkurat . +Jan Nielsen sagde intet videre , men satte sig +op på vognen . +Da de vare komne havet på et tusind alen nær +gav Jan Nielsen tegn til at standse . +Han og begge forbryderne sprang af vognen . +Jan Nielsen sraspændte hesten og tøjrede den på +Marken . +Derpå vendte han sig om og sagde : +— vi ville i forening bære sækkene til skjulesledet , +hurtig , tag fat , det er ikke langt herfra . + +37te kapitel . +Flugten . +Den skikkelse , der sneg sig ned til Svenssons +fartøj , var — som den ærede læser vel alt har gættet +— den ulykkelige Sørensen , der nu ville vove at +gøre det forsøz på flugt , som han i længere tid +havde grundet på . +Månen kastede sine blide , matte stråler over +på skibcis dæk og skinnede på en i forstavnen +hvilende uformelig genstand , der havde rullet sig +sammen og hvorfra der udgik en regelmæssig og dyb +snorken . +Da Sørensen kom ombord standsede han et øjeblik , +uvis om han skulle vække den sovende eller ikke . +Svensson havde nemlig fået en ny dreng istedenfor +Gossen , som blev myrdet . Det var den nye +dreng beder lå på skibet og sov , og Sørensen lod +ham ligge , og med så liden støj som mulig løste +han det tykke toug , der bandt skibet til klippen , og +kastede sejlene los . +Heldigvis var ankeret ikke sænket . +Han greb en stage , som han stemte imod stenene , +og skibet gled ud i den lille havn . +Efter nogen betænkning sprang han i jollen , der +hørte til skibet , og gav sig til at bugsere fartøjet ud +i havet . + +efter at have roet et par tusinde alen mærkede +han at vinden begyndte at friske . +Han lagde derfor jollen på siden af sluppen +og lavede sig til at gøre sejl . +Skjøndt ubekendt med alt hvad ver vedrøne +søvæsenet , lykkedes det ham dog at gøre storsejlet +los ; del fangede vinden og snart kunne han mærke , +at skibet havde en ypperlig fart og star rask igennem +bølgerne . +Efter et øjebliks betænkning satte han kursen +imod syd , bandt roret et øjeblik fast og gik hen for +at vække drengen . +Stor var dennes forbavselse , da^han vågnede +og ikke alene mærkede at skibet var i fart , men at +han også blev tiltalt afen mand i et fremmed tungemål , +som han dog med nogen vanskelighed kunne +forstå . +— hvad ! hvor er jeg ? spurgte knøsen , idet han +halvt forskrækket for op . +Sørensen skyndte sig med at berolige ham , og da +han så at sejlet begyndte at flagre , bad han drengen +at komme agterud , så skulle han forklare ham +del hele . +Sørensen greb alter roret og i få ord fortalte +han drengen hele den gribende scene om mordet på +Gossen , samt om hvorledes han selv hårdt såret var +bleven sørt over til holmen , hvorfra han nu søgte ar +flygte . +Drengen børte med rædsel på denne beretning ; + +han gøs , da Sørensen fortalte ham om mordet på +den stakkels dreng , og takkede gud fordi han var +kommen derfra . +Han lovede beredvilligt at hjælpe Sørensen med +at styre skibet , hvilket , da han var godt kendt på +kysten og af Svensson havde lært at styre et skib , +nu kom meget tilpas . +Da morgenen gryede tiltog vinden i heftighed . +Bølgerne skoge ind over det lille skib , som pilsnart +for gennem vandet . +Sørensen overgav roret til drengen og gik ned +i Svenssons kahyt , for om mulig at finde nøgle +spisevarer . +Han fandt et rigeligt forråd af alle slags viktualier , +og med en skinke , nøgle befløiter og en pose +kaffe under armen , krøb han atter op på dækket og +bad drengen gå forud og fyre under kjcdlen i +kabyssen . +Henad aften blæste det op til en storm ; vinden +for hylende gennem tougværket og kun med megen +møje lykkedes det dem at rede sejlene , så de til sidst +alene for fokken måtte lænkse for stormen . +Senere fik de land isigte . Nogle høje klipper +viste sig i horisonten og snart nærmede de sig med en +rivende hastighed til disse , der bestandig blev fiorre . +De vare under øen Bornholm . +De to kun lidet øvede søfolk måtte lade stå +til og snart var det utvivlsomt , at skibet måtte +strande . + +Sørensen bad en inderlig bøn og sendte i tankerne +den sidste velsignelse til sine små børn , som +han så længe havde glædet sig tsk at gsense . +Efter et kvarters forløb stovte skibet med en +voldsom fart på et skær , hvorom bølgerne boblede +og tumlede sig . +Stedet var så stærkt at skibet bragede og gav +sig i sammensøiningerne og Sørensen og r rengen +bleve kastede omkuld på dækket . +De vare intet bossesfud fra land og vandet slog +fra begge sider højt op over dækket . +Som det syntes var strandingen ikke bleven bemærket +og de skibbrudne troede sig fortabte . +Sørensen ilede ned i kahytten , fandt efter at have +søgt et øjeblik Svenssons revolver og for atter op +på dækket . +Vandet var nu begyndt at trænge ind i rummet +og skibet truedes hvert øjeblik med at blive sønderplittet . +Den uheldige skipper greb fat i vævlingerne og +affyrede det ene efter det andet af de skud revolveren +indeholdt . +Knaldet lød kun svagt under den stærke bulder +af søen og stormen i forening . +Sørensen lød fortvivlet armene synke , da han +havde affyret det sidste skud , og antog nu sin og +drengens undergang for aldeles vis . +På engang så han et hoved titte frem over +klippens overflade og snart bemærkede han flere , + +deriblandt nogle kvinder , der gjorde nogle gebærder , +» om ban imidlertid ikke forstod . +Han forsagte at praie dem ; men hans stemme +formåede ikke at gennemtrænge det forfærdelige bulder , +der herskede . +I over en time blev han og drengen hængende +i bævlingerne , uden at det syntes , at der gjordes +nøgen forberedelse til deres redning . +Bittre tanker opstege i Sørensens hjerte ; han +var ikke langt fra at ville forbande de ligegyldige +mennesker , der , som det syntes urørte , kunne se på +to af deres medmenneskers uundgåelige død . +På engang blev der et stærkt Nore iblandt de +folk , der opholdt sig på klippen . +En vogn kom kørende , ledsaget af en mand +tilhest . +Sørensen så et apparat , ligesom en kanon +blive løftet af vognen . +Hvad betydede dette ? +Pludselig gik det op for ham , at han i en bog +bavde læst om raketkasteapparatet , til de skibbrudne +søsolks frelse . Han udstedte et glædesskrig og meddelte +i få ord drengen hvad der foretoges til deres +frelse . +Apparatet blev opstillet ; som et lyn og med en +hvislende lyd for den tynde Line ud over skibet . +Sørensen greb den øjeblikkelig og halede til . +Efter et par minutters forløb var der forbindelse +imellem land og skibet . + +drengen blev først dale « iland i redningsstolen , +og da han lykkelig og vel var på det Terre blev +Sørensen ført iland . +De skibbrudne blev mødtagne med stor hjertelighed +af den brave kystbefolkning , der vare næsten +lige så glade som de selv over den lykkelige redning . +Sørensen og drengen blev indkvarterede hos sognefogden . +Der lånte dem noget tørt tøj og gav dem et +rigeligt måltid varmt mad . Derefter anvistcs der +dem en seng og udmattede af dagens anstrengelser +faldt de snart i søvn . +Den følgende morgen gik de ud til klipperne for +at se , hvor meget der var tilbage af skibet , men der +var flet intet — „ Hclvedeshunden “ var forsvunden , +bølgerne havde om natten skyllet hele vraget bort . +Tre dage derefter befandt Sørensen og drengen +sig i København . +Det var en stor , en vanskelig opgave , som lægen +havde givet Lene at udføre . +På engang skulle hun træde i moders sted for +flere børn , og det er sikkert en vanskelig ting ; men +den ylnge pige havde lovet sig selv ikke at give tabt , +nej , hun ville udføre det hende overdragne hverv lige +til enden . +Hun understøttedes i høj grad af den venlige + +læge og hans hustru , der ofte bessgte det lille hjem +og aldrig kom tomhændet . +Der var velsignelse i deres gerning . Arbejdet +gik rask fra hånden og der var altid nok at bestille . +Lene holdt de to små værelser og det lille kjekken +renligt og net . +En aften i begyndelsen af juli måned var Lene +kommen temmelig silde fra byen , hvor hun havde gjort +nogle jndkjøb . +Der var derfor bleven silde inden den lille familie +fik aftensmad . +Medens den lille familie sad til bords , kom en +mand meget hastig gående hen ad vejen . Han +standsede udenfor huset og stod længe tøvende ved +lågen . +Endelig gik han hen til døren og bankede på . +Lene lukkede op . +— undskyld , madam , begyndte manden ; boer +her ikke . . . +Videre kom han ikke , men råbte , idet han udstodfe +et glædesskrig : +- dørn ! Børn ! kende i ikke eders fader ? +Dørnene fore forvirrede op , de ældste ilede firår +til og kastede sig i faderens arme . +— fader , kære fader ! hvor har du været den +lange , lange tid ; vi troede du var død og have +grædt så meget . +Sørensen fik tårer i øjnene , da han atter og +atter havde omfavnet og betragtet sine barn ; men da + +han igen kom til besindelse efter den første glædesrus , +så han sig forundret omkring og spurgte : +— men hvem i al verden har dog taget sig af +eder i den lange tid ? +— en god doktor , fader , svarede den ældsle +pige ; og så den kære Lene ; hun har været både +fader og moder for os . +Først nu faldt Sørensens øjne på Lene , som +havde trukket sig tilbage i en krog ; også hun var i +høj grad forundret over den formentlige dødes tilbagekomst . +— så er det altså dem , jeg skal takke , sagde +Sørensen med bevæget stemme og greb hendes hånd , +som hun rødmende og undseelig lod ham beholde ; — +uden dem havde mine børn altså været fortabte , +udsatte for elendighed og nød ? +— de glemmer doktoren , stammede Lene . +— ja , gud velsigne den brave mand for det +han har gjort ; jeg skal aldrig i mit liv glemme hans +godhed , men deres opoffrelser tabe ikke i værd +for det . +Med et barn på hvert knæ satte Sørensen sig +ned . Lene ville absolut , at han skulle have noget at +spise , og da dette var sket gav han sig til at fortælle +sine hændelser , der selvfølgelig vakte almindelig forbavselse . +Da Sørensen om aftenen lagde sig til at sove , +tænkte han foruden på sine børn også på en anden , + +-vis fine og smukke om end noget melankolske træk +havde gjort et vist indtryk på ham . Med el glad +smil skumrede ban ind , livet kunne dog endnu have +fine glæder , sølte han . +Den næste morgen skyndte Sørensen sig med at +blive påklædt , for så hurtigt som muligt at komme +ind og aflægge rapport hos sine foresatte . Man +havde nu tråden , der skulle føre til målet . +Larsen stod netop i sin gadedør og skikkede solskin , +medens han røg på en stumper pibe , da han +så en person komme op ad gaden , som han syntes , +han skulle kende . +Manden kom nærmere og nærmere og efterhånden +forvandlede Larsens ansigt sig fra forundring til +tvivl , fra tvivl til skræk , der atter glk over til +fuldstændig rædsel , da manden , der ikke var nogen +anden end Sørensen , gik ham forbi og roligt så +ham ind i ansigtet . +Den tykke lært udnodie et brøl , tabte piben ud +af munden og sank bevikstløs om på gulver . +Lar det et genfærd han så , eller var der et +foster af hans ophidsede fantasi ? + +» Ote kapitel . +Smuthullet på Amager . +Dej kunne ikke stile , af en mand som Larsen +havde forsøgt alt , før a : dække sig så godt som muligt +mod ai blive opdaget . +Foruden kælderen under huset havde han også +ladet indrette gjemmestcder ude på Amager , hvor +han t tilfælde af opdagelse , kunne sende sine koster ud . +Med en politiet vclbekjendt , flere gange straffet +bondemand , havde han truffet den aftale , af denne +skulle bygge en slags hytte , så nær stranden som +muligt , og tilsyneladende ernære sig som fisker . +Et par af de folk , som stod i afhængighedsforhold +til Larsen , havde tilfældigvis før været murere , +og dem sendte han ud til hytten , der rejstes i løvet +af en fjorten dage af en landsbymurer og en landsbywmwermand . +De to murere drøde atter det nylagie gulv op +o . ; i flere dage arbejdede de i forening med bonden +på af udgrave og udtrille jord , der blev kastet i +stranden . +Derefter opmurede de en . stor , solid hvælving , +der havde nogen lighed med de murede grave man +nutildags så ofte seer på kirstgårdene , anbragte +- efter af have lagt gulver på igen , — en lem +deri og havde nu fuldført arbejdet . + +ingen måtte vide , af bonden og Larsen kendt « +Hinanden , de talte kun sammen , når de vidste sig aldeles +ubemærkede . +Havde Larsen brug for husmandens tjeneste , da +havde de aftalt at han skulle nedlægge et brev , skreven +med kun dem bekendte chiffre , i et hul , der fandtes +på et gammelt , frønnet piletræ , der stod ikke langt +fra amagerfælled . +Ofte havde Larsen , når han ønskede at frelse +forbrydere for pågribelse , sendt disse ud til sin +trofaste på Amager , der da beholdt dem til faren +var overstået og ligeså ofte satte dem over til Sverrige +i det solide farten , ban i sin påtagne egenskab +af fisker havde gyngende i stranden , ligeud for +sit hus . +Manden førte de to forbrydere , der ligesom de +to siamesiske tvillinger , i det sidste år havde været +uadskillelige , ind i hytten , der hvor fattig og råt +opbygget den end så ud udvendig fra , dog var ganske +hyggeligt indrettet indvendig . +Manden havde engang været en velhavende husmand , +der levede lykkelig med sin kone ; men gode +venner fik ham forført til drik ; han forførme sit arbejde , +kom i nød , stjal engang og vedblev dermed efter +at være straffet derfor . +Hans kone , der var død for et halvt år siden , +havde holdt trofast ud med ham og med stor omhu +våger over , at de døg altid stedse beholdt deres indbo , +som hun havde arvet efter sin moder ; nu da manden + +sad ganske godt i det , rænkle han heller ikke på at +skille sig ved der , skønt konen var død . +Denne mand førte Søren og støveren ind i sin +stue og bød dem sidde ned , medens han fremtog +sopkenen af skaber . Derefter ville han vise dem +lokaliteterne , der kunne jo aldrig skade , ar de kendte +dem . +Der var tre Stuer forneden og to foroven , bestemte +for dem , larseu ville vise gæstfrihed ; oppe i +det ene vindue var en stor kikkert , hvormed man +kunne overse terræner ind imod byen i en meger vid +afstand . +— den kan måske komme til ar gøre sin nytte +den tamp , sagde den lille husmand og gav et slag +i kikkerten ; hvis vi må forberede os på at modtage +politiet herude . +Med stor højtidelighed viste han den murede +hvælving under huser og forklarede dem , hvorledes +de havde al forholde sig , hvis de , under hans fraværelse +skulle se sig nsdsagede til at tage deres tilstugt +til dette rum . +— og nu kammerater , sagde han lystigt og slog +bagen af sin ene hånd i fladen af den anden , ville +vi min sæl ha ' e noget i skrutten . Stine , bring os +madvarerne ! skreg han ud i køkkenet . +Stine kom ind med en træbakke med levnetsmjdler , +ikke al forglemme det uundgåelige brændevin +og øl , og studsede ved at se de fremmede , der +ikke lagde mærke til hende . + +— ih , gud ! sagde hun vludselig ; det er sofar ! +— hvem kalder migfar , sagde Søren og vendte +sig dovent om . Død og pine , hvorledes kommer du +her , tøs ! +Det var det glædelige gensyn mellem fader og +datter , der ikke havde set hinanden i hen ved tre +fjerdingår . +— det ville ikke rigtig gå ! sagde Stine . +— hvad ville ikke gå , din tvske ? spurgte den +kærlige fader . +— dettehersens langfingreri , jeg er for dum til +det , hver gang jeg har vroberet derpå , er jeg bleven +navpet . +— man kan rigtignok sige , at jeg har ære as +tøsen , sagde den Halle med en halv ærgerlig mine ; +man skulle ikke iro , du havde så dygtig en fader . +— ja , jeg er lige glad , sagde Stine med et +impertinent udtryk i det lille snavsede ansigt ; jeg har +det meget bedre nu og vil ikke mere mænges sammen +med tyve . +Med disse ord satte hun næsen tilveirs og nokkede +hurtigt tilbage tit kjokkenet . +Støveren opslog en skraldende latter . +Det er satan til tos ! sagde han . +— hvor fik du sat vå hende ? ivurgte seren +med et hovednik hen imod kjølkendørcn og en vridning +af øjet mod værten . +— å , det er nu snart et halvt år siden , at jeg +kom gående inde fra byen . Min kvinde var netop + +dagen i forvejen bleven begravet og jeg måtte jo +naturligvis ha ' e en stump tøs til at gøre rent , +vaske og lave lidt mad . Da jeg kommer ret udfør +sundbyerne , det var ved aftenstid , kommer der en +lille vjaltet tingest hen imod mig og beder mig om +en skilling . Har du ikke lært at arbejde ? skger jeg . +Nej , svarede hun , kun at stjæle og det kan jeg heller +ikke , for jeg bliver altid greben af betjenten . Jeg +så noget forbavset på hende , der så frimodigt kom +med en sådan tilståelse . — hvor er dine forældræ ? +Spurgte jeg hende videre . —mor er død og +fader er et skarn ! svarede hun kun , det var al den +oplysning hun ville give . — nå , tænkte jeg , det +lader til af tøsen ikke er forvænt , af hun kan tåle +af se hvad der måske ville skære i øjnene på mange +andre og jeg spurgte hende , om hun ville følge med +mig hjem og være min pige . Hun slog strar til , og +var hun ikke sådan en grusom so , er hun en skenk +og kvik tos . +— så hun sagde , af jeg var et skarn ? spurgte +den halte , der siden denne benævnelse slap ud af +værtens læber , havde grundet svært over denne fornærmelse . +— hun gjorde så ! lød svaret . +— nogle dejlige børn nutildags , brummede +Soren ; du , vi to kunne rigtignok sige , vi have ære +af vore unger , sagde han til støveren . +Efter af have sat et godt måltid tillivs blev +Stine kaldt ind for af hente levningerne ; hun kastede ? + +et næsvist blik på fin fader , der truede ad hende +med knyttet hånd , og forsvandt for atter af komme +ind med en stor flaske , omvunden med bast . +— nå , kære venner , udbrød værten ; vor fælles +ben Larsen har skrevet mig til , af i skulle have det +godt herude ( hvilket i parenttes sagt ikke var sandt ) ; +dette hersens , føjede han til og lagde hånden på +flasken , er rigtig ægte Kognak , som er svært dyrti +have vel lidt mønt og kunne nok betale eders +part , hvad ? +Forbryderne indvilligede beredvilligt . +— så kom , Folkens , og lad os først slå et +slag ned til stranden , så kunne i få min båd +at se med det samme . +De dreve nu langsomt ned mod søen . Nogle +alen fra land lå båden fortøjet ved et lille Anker . +Dens fører smøgede benklæderne op , aftog sko og +strømper og gik derpå ud for at hale den nærmere +til land . +— er det ikke et flinkt lille fartøj ? spurgte han +i en beundrende tone , idet han fremhævede dens +mange fortrin . Den har ført mangen rask gut til +Sverrig eller nygcn , når det er bleven dem for hedt +herhjemme ; den kommer måske til at gjorde eder den +samme tjeneste . +— nej , vi blive her , sagde Halte-søren i en +mut tone . +— pyt , blive her , svarede deres vært ; nå , så +kende i nok ikke Larsen ? + +— jo , så remmelig . +— nå , man skulle ikke tro det . I kunne være +overbeviste om , at han ikke lader en brav Karl slikke +a ' til dem daraußen fra , når han i mindste måde +troer at kunne undgå det ; desuden fordrer hans egen +sikkerhed . . . +— ja , der slog du nok tommel på hovedet , +asdrød støveren ham . +— enhver er sig selv nærmest , og jeg synes nu +at der er overordentlig pænt og honnet af manden at +gøre så meget , som han alt har gjort for eder . +— nå , brummede støveren ; om Larsens honnethed +kunne vi tale en anden gang , lad os gå +hjem og prøve din Kognak . +Banden fastgjorde atter den smukke båd og de +slentrede videre . +På engang blev støveren slående og sagde : +— hør Søren ! Larsen og den lille der er i +grunden de fornuftigste af os alle ; bliver der rigtige +ugler i møsen må vi afsted , men først har jeg en +lille forretning at besørge . — hu ! hvad var det ? +Den bomstærke mand for tilbage og skælvede over ' +bele legemet som et espeløv . ! +— plager Pokker dig ? spurgte Søren forskrækket . +Bonden , der var gået lidt i forvejen , havde intet +bemærket . +— det var skræderen der kom igen , hviskedee > +støveren , idet han ængstelig så sig omkring til alle +sider og aftørrede med fin smudsige hue den sved , , + +39l +der uvilkårligt trillede ham ned af panden . Det var +skræderen du ! +— du med dit skrædervrøvl , råbte Søren ; +det er blot noget du bilder dig ind , min fine ven , +jeg seer jo aldrig noget og vi vare døg i grunden +begge to lige gøde om at ombringe ham . +Under denne samtale vare de komne til huset ; +solen var fuldstændig gået ned og tågen begyndte +at lægge sig langs engene . +— jeg syntes , lagde værten , idet ban omhyggeligt +lukkede vinduer og dsre og indbød fine gæster +til at tage plads ved bordet , på hvilket der stod +^kognak og sukker , som Stine wrogede med en kande +kogende vand ; jeg syntes , Folkens , at i nyssens talte +om gengangere ? +— så det børte du ? +— ja , jeg vørte da et par ord , ikke mere , men +dej interesserer mig svært at tale om den slags ting . +Før jeg blev gist med min salig kone var jeg kæreste +med en pige , der næsten blev ombragt af det tøjeri . +Vanvittig blev hun da i det mindste . +— det var satans ! råbte støveren fordlsffet . +— ja , nu skulle i blot høre : +— der var nede i harringe , hvor jeg tjente , en +satans rask tøs . Ung var hun , og køn tillige , ja +jeg kan nu ikke sådan beskrive jer hende , men Anne +Marie blev anset for at være den kønneste pige i +dele landsbyen , og det vidste hun jo også godt selv . +Nu tjente der vå samme gård som hun en ung + +Karl ; han var da ikke stort mere end en dreng , kan +jeg tro . Han blev begribeligvis straks helt væk i Anne +Marie , og hun lod også til at kunne lide Jørgen +Madsen , som desuden havde noget tilbedste og mereivente . +Nå , alle mennesker troede jo , at Jørgen og +Anne Marie vare kjærestcfolk , og en tid gik alt godt . +Nu skulle det netop hændes , at Anne Marie skulle ' +skifte og min husbond fæstede hende da over til vort . +Jørgen syntes jo ikke godt om den spas , men han +måtte finde sig i det . +Ved mikkelsdagstider kom Anne Marie over til +os . Jeg og Anne syntes straks godt om hinanden , og +en dag , da vi slode sammen i køkkenet sagde jeg : +— hør . Anne Marie , hvad vil du med den +dreng til kæreste ? +Hun så lidt forundret på mig og sagde : +— å , man skal jo have sig en kæreste , den ene +kan jo være lige så god som den anden . +— så har du vel heller ikke noget imod at +skifte kæreste ? spurgte jeg atter . +— nej ikke så meget , lød svaret . +Nu vidste jeg besked ; jeg tog hende om livet og +gav vende et Kys . +- vil du have mig , Anne Marie ? spurgte jeg . +- å , du er en tosse ! svarede hun og blev rød +til langt op over ørene . +Den næste dag , det var en søndag , sagde Anne +Marie og jeg og fjantede om forskellige ting , da vi + +pludselig så Jørgen Madsen komme ind ad porten +og tage retning mod borgesluen , hvor vi sad . +— lad mig nu se , du gi ' er ham ren afsked , +Anne Marie , sagde jeg , da jeg listede ud af døren og +ind i køkkenet , hvor jeg satte mig på huggeblokken , +og nu kunne jeg høre hvert ord der blev talt . +Samtalen mellem Anne Marie og Jørgen Madsen +bestod i begyndelsen af enstavelsesord . Anne +Marie sadk . boict ned over sit sytøj . +Endelig slog hun øjnene op . +— hør nu , Jørgen , sagde hun langsomt ; jeg har +i den sidste tid tænkt på , om det ikke var bedst at +det blev forbi imellem os to . +— det er vel ikke din mening , Anne Marie , +stammede Jørgen . +— Io det er , Jørgen . +— og jeg som syntes at det gik så godt alt sammen , +sagde Jørgen med et forvildet udtryk i øjet * +hør , Anne Marie , du ved at jeg har 2000 rigsdaler +i sparekassen , og at jeg med tiden vil arve +farbro ' crs gård ; jeg havde tænkt mig , at når jeg +havde været i tjenesten ville jeg kede Jens Larsens +hus og at vi så skulle gifte os . +- ja , det er jo meget pænt af dig , Jørgen , at +tænke så godt på mig , men nu er det desuden for +sent , for jeg har allerede får mig en anden kæreste . +Den stakkels knøs for op , som var han stukken +af en bremse . +Han ilede hen til døren , som han åbnede , men + +tærskelen blev han slående , og udbrød i en løjerlig , +klangløs tone : +— du vil engang komme til at fortryde , Anne +Marie , at have behandlet mig arme menneske således . +Da han var gået listede jeg mig ind til Anne +Marie , som var bleven usædvanlig alvorlig . +— glem ikke at jeg har gjort dette for vin skyld , +sagde hun pludselig og brast i gråd . +Den næste morgen , da vi sagde ved vor grøb , +kom husbond ind og satte sig ved bordet . +Da vi havde spist , så han vist på Anne Marie +og mig og sagde : +— da jeg gik forbi gadekærct nu til morgen , +vare de i færd med at trække en død op deraf . +Anne Marie begyndte at ryste og blive bleg ; jeg +var just heller ikke meget vel til mode . +— og kan i gætte hvem det var ? +- nej . +— Jørgen , derovre til Peder Larsen . +Med disse ord rejste han sig og gik ud i gården . +Anne Marie havde ved dette skrækkelige budskab +nær tabt bevidstheden ; hun tumlede om på slagbænken . +Den medlidende bondekone hjalp hende , men det +blev kun ti ! Gråd og sørg den dag » og først hen ad +aften så vi hinanden . +— det var grusomt , sagde Anne Marie ; jeg førvinder +aldrig dette stød , nej jeg gør ikke . + +jeg søgte at trøste hende så godt som muligt , +men dej ville ikke greje sig . +Vi gik hver til sit . Jeg lå og snorksov på +mi : grønne øre , da jeg blev vækket as min medtjener , +der gav mig et stød i siden . +— hører du ikke hvor de hvine ovre i pigernes +Kammer . +Jeg lyttede og snart esicr hørte vi nok et skrig . +Uden betænkning slode vi op , tog lidt tøj på +os og ilede med en tændt lygte over til klokkenet , +ved siden af hvilket pigerne havde deres Kammer . +Da vi kom derover var der tændt lys og vi fandt +kirsfen , den anden pige , der sorsøgts at tale Anne +Marie tilrette ; hun hulkede , skælvede og kastede af og +ttl frygtsomme blikke omkring i kamret . +Hun fortalte , at hun efter midnat havde set +Jørgen Madsen med skrækkeligt fortrukne træk træde +ind i stuen og nærme sig sengen . Synet forsvandt +først da kirsfen tændte lys . +Vi fortalte hende at del var fjanlesi alt sammen , +men det ville hun ikke gå ind på — hun havde +set ham lyslevende . +I over en måned vedblev han at vise sig for +den stakkels pige hver nat , så hun til sidst mistede +forstanden derved . Da lod doktoren hende komme +til Vordingborg , hvor hun endnu er . +— dej havde jeg ikke troet muligt , sagde den +Halle og så alvorligt hen foran sig . +— mærkeligt nok , vedblev bonden , skulle jeg + +der før første gang stifte bekendtskab med vor fælles +ben . Hsker-larsen ; han var en fætter til den stakkels +Jørgen Madsen , bvls yngre Broder arvede den gård , +der var bestemt før ham . +— hm ! hm ! hviskedee forbryderne og så listigt +på hinanden . +De blev nu anviste senge oppe på kvisten , hvor +de snart , plagede af urolige drvmme , kastede sig frem +og tilbage . +39te kapitel . +En indbydelse . +Det er længe siden at vi sidst så hr . Henningsen +den ældre , og vi ville derfor nu tillade os med +al den ærbødighed , man skylder en sådan personlighed , +ar se lidt ind r hans elegante dagligstue , hvor +han er alene . +Hr . Henningsen er bleven betydelig ældre siden vi +sidst så ham . +Hans søns mageløse uforskammethed , at forlove +sig med en ung pige , der kun levede af sine hænders +gerning , havde givet ham del første knæk . Madam + +Søndrups udråb : „ om han erindrede Smidt “ , havde +givet ham nok at tænke på , og han fattede den beslutning , +ikke at tage den ringeste notits af sønnen +eller den farlige svigermoder . +Endelig vare folk i den sidste tid ikke sket så +villige som før til at lade sig tage ved næsen , og +nogle falske verler , der havde fundet vejen imellem +hans „ sine papirer “ , forøgede betydelig hans flette +lune . +Hr . Henningsen var en meget forfængelig mand , +og dette var den eneste retning , hvori han kunne ofre +sine kære penge . +Han havde samlet sig en betydelig formue , men +folk viste flet ikke ærbødighed for ham ; overalt hvor +han og familien viste sig trak man sig med kold høflighed +tilbage . Ingen ønskcde at have noget at gøre +med ågerkarlen og hans familie . +Dette ærgrede den gode mand . +En dag , da uglehjelm netop havde været der , +sad han i en lænestol og tænkte over sit indlingsthema . +Pludselig syntes han at have fået en ide . Han +smækkede triumferende med fingrene og sagde : +— nu har jeg det ! +Han rejste sig op af stolen , og vedblev , idet han +gik frem og tilbage foran spejlet : +— hm , jeg antager nok at jeg kan gå for +svigerfader til en baron ; min datter vil blive en +smuk lille baronesse , — den sine verden med dens + +etatsråder , justitsråden kammerherrer og hvad de +nu alle hedde , vil ikke længere kaste vrag på os . +Han havde beskattet , at se at så sin datter gift +med uglehjelm . +Henningsen vidste meget vel , at baronen sad i +efter hans forhold meget små kår . Renten af de +tusinde rigsdaler var altid præcis blevne betalte , +men baronen havde i dag ymtet noget om , at ban +måske snart kunne komme til at trænge til et nyt og +slorre lån , som Henningsen , da antydningen blev +gjort , i begyndelsen havde rynket næse af , men som +nu kom ham ypperligt tilpas , da ban derved fik mere +hånd i hanke med sin debitor . +— den fordømte dreng får ikke en skilling , +mumlede Henningsen og kastede sig atter i sin lænestol ; +— efter loven skal ban arve , men ingen kan forhindre +mig i at give min svigersøn hver skilling , medens +jeg endnu lever . Det bliver hårdt nok , det indrømmer +jeg , men så får jeg i det mindste hævn over det +vanartede barn . +Således talte en fader om sin eneste søn . +Han blev afbrudt i sine betragtninger af tjeneren , +han havde nu anffaffet sig en sådan . +Dagen efter iførte Henningsen sig sine fineste +klæder , satte sig i en sporvogn og kjøne ud ad Frederiksberg +til . +Ved nyvei steg han ud og gik efter et øjeblik at +have set sig omkring , henimod gamle kongevei . + +han blev slående foran en villa , fremtog et +lommetørklæde og gav sig til at terre stevet af de +fine lakerede . +Efter endnu engang at have rettet på sin stads +ringede han på . +En tjener lukkede op . +— vil de være så god at melde mig hos deres +herre ! sagde Henningsen med et venligt grin , idet +han rakte ham sit kort ; — han er dog vel hjemme ? +— tror det nok , svarede tjeneren , efter at have +målt Henningsen fra top til tå og begav sig tilbage +til huset . +— ja , vent du blot , din storsnudede Hallunk , +mumlede Henningsen ; der kommer vel nok den dag , +da vi to kunne holde afregning . +Tjeneren kom tilbage ; hans før temmelig uhøflige +opforsel var aldeles forandret og med et buk bad han +Henningsen undskylde , at han havde ladet ham vente +udenfor lågen . +Uglehjclm lå i en amerikansk gyngestol da den +gamle ågerkarl med sit bedste smil og et dybt buk +trådte ind i det halvmørke værelse . +— er det i forretningsanliggender de kommer ? +Spurgte baronen med et melankolsk smil ; de har +måske nøjere tænkt over mit forskag , og er kommen +til det resultat , at det kan antages , — er det så ? +— min bedste hr . Baron , jeg kommer vel nok +nærmest som forretningsmand , men jeg har dog en +lille egenkærlig bihensigt bag alt dette . + +— virkelig ? +— jo , jeg bar , hr . Baron . Sagen er den , at +jeg gerne ville udbede mig æren af deres behagelige +selskab til en lille diner , forsfkommende søndag . +Der kommer kun et par gode venner af mig , vi ville +bave det rigtigt gemytligt . Kan jeg gøre regning +på deres velbårenhed ? +Uglehjelm havde i begyndelsen studset over dette , +som han syntes overordentlig frække forskag . +Aldrig havde han troet at han nogensinde ville +blive budt noget sådant . +Dog tanken om hans forhold til ågerkarlen , +den vished , at hvis han afslog indbydelsen , ville +hans verel næste gang blive protesteret , fik ham til +at glemme de aristokratiske følelser , der besjælede ham . +Med en af bevægelse rystende stemme modtog +han indbydelsen . +Henningsen havde lagt mærke til den kamp der +foregik i uglehjelm ; men det var jo i grunden ikke mere +end han havde ventet . Resultatet var han også +sikker på . +Med smilende ydre og under tusinde forsikringer +om gensidig agtelse skildres man ad . +Den store dag , søndag indtraf . +Hr . Henningsen , der havde udmeldt sig af bapti « + +! sternes samfund , fandt det nu ikke længer syndigt , at +more sig vå helligdage . +Allerede et par dage forinden vare de store +forberedelser begyndte . +En af Københavns dygtigste kogekoner førte +uindskrænket kommando i kløkkenet . +Hele husets rigdom af solvtøi var tagen frem +for at blive poleret . Både husfaderen , fruen og +datteren havde umådelig travlt med at indrette alt +således som de havde hørt al del fandt sted i de +fineste adelige huse og i den henseende betragtedes +lejetjeneren og kogekonen som authoritcter , de vare +jo vante til at færdes i de stores huse . +Kamilla hcnningsen var en smuk brunette på +19 år ; hun vidste meget vel at hun så godt ud , +og den dag betragtede hun sig hvert øjeblik i et af +de mange spejle , der smykkede hr . Hcnningsens lejlighed . +Hun var naturligvis bleven indviet i planen og +havde sket ikke noget imod at blive baronesse . +— lad mig nu se , du bærer dig fiffigt ad , +barn , sagde faderen ; så vil det nok lykkes dig at +få fisken til at bide på . Du må ikke gøre kur . +— jeg gøre kur , fader ! det manglede blot , +svarede Kamilla og slog med nakken . +— nå , nå , del mente jeg just heller ikke , barn , +sagde faderen ; men for knibsk må du betler ikke være . +— overlad du blot den sag til mig ; jeg tror + +a « være den , der bedst forstår at ordne den ting . +Troer du ikke også ? +— under en passende vejledning , mit barn ; +jeg skal hjælpe dig , det jeg formår . +Klokken hen ved 5 begyndte gæsterne at komme . +Gæsterne vare „ et par respektable mænd af +faget “ , med deres koner , Kamillas kusine og endelig +baron uglehjelm . +Baronen blev modtaget med strålende smil og +varme håndtryk . Kun da han blev præsenteret for +de omtalte mænd af faget , for der en trækning +over hans ansigt ; men han sik strar sin gamle rolighed +tilbage . +Han betragtede Kamilla med en vis interesse , +det var en smuk pige , syntes han , som ikke passede +til dette selskab . +Ågerkarlcnes madamer havde strar fået fat i +uglehjelm og søgte at pumpe ham for nyheder , der +hørte hjemme i den fornemme verden . Tillige love de +ham på en temmelig plump måde forstå , ar de i +grunden ikke vare sket så ukendte i disse kredse ; de +troede derved at kunne væve dem selv . +Henningsen havde med en vis forbitrelse børt +på disse plagerier og det var ham derfor til stor +Lise da maven kort efter blev meldt at være serveret . +Uden at betænke sig gik baronen hen til Kamilla , +hvem han med er buk bød armen . +Den glade pige rødmede idet hun modtog den +tilbudte arm . + +et triumferende lyn for ud af Henningsens øjne . +Mutter henningscn var nærved at briste af stolthed +og glæde . +Man tog plads ved bordet , der bugnede af +sølvtøj , Krystal og kostbare vine . +Henningscn følte sig stolt som en konge . +Kamilla havde fået en god opdragelse ; hun +havde lært meget , og baronen havde ikke taget fejl , +da han antog , at hun i grunden var den eneste , som +han kunne få sig en interessant samtale med under +måltidet . Ikke at tale om , at en ung dame på +19 år , med et tiltalende udvortes , altid må have +noget interessant ved sig , men det var almindelig bekendt +at ågerkarlen var meget velhavende , og af +denne årsag så baronen alt i et overordentlig +klart lys . +Efter at nogle flasker vin vare « omte blev en +umådelig stor lammesteg dragt ind , og snart vare +. alle tyggcværker igang . +Selskabet generede sig meget for baronen og under +måltidet vare alles øjne henvendte på ham , for a « +' se „ hvorledes han bar sig ad med at spise “ . Dette +holdl uglehjelm ikke af og flere gange lod han kniv +og gaffel hvile , medens han af ærgrelse tyggede på +sine negle . I samme øjeblik tyggede de andre herrer +på deres negle , da dr troede at det hørte til „ den +gøde tone “ . +— således går det til ved hoffet , hviskedee en +madame til mutter henningscn . + +— begribeligvis , svarede denne . +Forundret stirrede baronen på dem , og han +kunne ikke tilbageholde et smil , da han indså hvorfra +denne „ Tyggen på neglene “ stammede . I samme +øjeblik smilede hele selskabet . +Baronen var nær ved ar briste i latter ved at se +det smilende selskab . +Da måltidet var endt gik herrerne ind i et +mindre kabinet , hvor Henningsen , som en galant vært +bød cigarer ( ægte Kuba , hvilke han havde får af +en cigarmager , der skyldte ham en del penge ) . +Snart var konversationen i fuld gang og Baro * +nen måtte opvarte med nogle hofhistorier , hvilke +gjorde stormende lykke . +Henningsen , der sad ved siven af den fornemme +gæst , søgie på alle mulige måder at være behagelig . +I samtalens lød lod han ord falde om , at han +havde „ Noget , der lå ham meget på hjertet “ , +noget , der ikke undte ham ro hverken dag eller nat , +og delte „ Noget “ ville han så inderlig gerne betro +hr . Baronen . +Uglehjelm blev ubehagelig berørt , han frygtede , at +ågerkarlen ville fordre sin vcxel betalt . Men hans +ængstelse gik snart over til forbavselse , da Henningsen +hviskedee ham i ører : +— det der ligger mig på hjertet er et hjerteanliggende , +hr . Baron ! +— hvad behager ? stammede denne . +— jeg skal trykke mig tydeligere ud ved punsen , + +vedblev Henningsen ; for øjeblikke ! har feg ikke ordet +i min magt , men det kommer nok — det kommer nok . +— ja ja , hr . Henningsen , så vente vi til den +belejlige tid , svarede baronen og rejste sig . +I dette øjeblik åbnedes døren ind til salen og +Kamilla trådte ind . +— er punsen færdig ? spurgte Henningsen . +— ja , papa , og jeg skulle anmode hr . Baronen +og det øvrige selskab om at bevise vs den ære at +drikke et glas Puns med os . +— det vil være mig en overordentlig glæde , sagde +baronen og bukkede for Kamilla . +— det vil være mig en overordentlig glæde , gentog +de andre og bukkede ligeledes . +Punsebollen var snart tomt og en begejstret stemning +hersfede i hele selskabet . +Henningsen hviskedee sit hjerteanliggende i øret +på baronen , der blev lå forbavset over det ban +børte , at ban nær var falden baglænds ned af stolen . +— ja , jeg har lagt mærke til det , gavstrik ! +Sagde ågerkarlen halvhøjt . Skal jeg deklarere , hva ' ? +— for guds skyld , hr . Henningsen , lad mig +dog have lidt tid at betænke mig i , hviskedee baronen . +Husf , det er intet legeværk , — det er noget der binder +for hele livet . +— ganske vist , svarede Henningsen ; men man +finder jo ikke 20 , 000 rigsdaler på gaden . +Baronens øjne lynede ved at høre denne sum +nævnes . + +van rejste sig op og med glasset i hånden anmodede +han hele de » „ ærede “ Selskab om ar beære +ham med deres nærværelse i hans villa den følgend « +Aften . +Indbydelsen blev modtaget med jubel og — efter +at baronen havde takket for denne behagelige aften , +og efter at man havde drukket selskabets skål — +forlod uglchjelm dem med den forsikring , at han +aldrig havde moret sig så godt som i aften , og at de +borgerlige stod langt over de adelige , i det mindste i en +retning , nemlig med hensyn til gemytligheden . +Henningsen holdt en tale hvori han på en aparte +måde takkede baronen før den ære han havde viist +hele den henningsenske familie — vi sige på en +aparte måde , thi der var iagen af hele selskabet +der forstod hvad ågcrkarlen mente , med mindre han +selv skulle have forstået det , hvilket vi meget betvivle . +Ester endnu engang at have takket hr . Henningsen +og trykket Kamillas hånd , forlod baronen ågerkarlens +hus . +— dumrian , som jeg er , mumlede han undervejs ; +hvorfor fanden har jeg ikke tænkt på det før . Ja , +der er nøbvendigt , jeg må tage hende , og det jo før +jo deller , thi jeg er frygtelig på knæerne ! + +40de kapitel . +Den døde Skræder . +— der er han igen . Søren , se ! +— sludder og vrøvl , her er jo bælmørkt som i +graven , — jeg kan ikke se en hånd før mig +— her , her ved hovedgærdet , stormede støveren ; +hjælp ! han vil kvæle mig . +Det gyste i Søren da han hørte dette og skønt +han lå i den dejlige , lune seng , som bonden havde +indkommet dem på kvisten i „ Smuthullet på Amager “ , +jå stod han dog op og tændte lys , for at se hvorledes +det var fat med hans lidelseskammerat . +Støveren lå og stirrede med et forvildet blik +mod sengekanten og råbte , idet han pegede til siden : +— den døde skræver ! den døde skræver ! . . . +Der står han . . . jag ham bort ! +-- snak mtn ben , det er lutter fjantefi , sagde +Søren , der nu var bleven modig da lyset var tændt . +Her er såmænd ikke en kat der vil grøre dig fortræd , +langt mindre en død skræver . +Med disse ord gik han hen til sengekanten , hvor +støveren troede at skræderen stod , men han for forstrækket +tilbage , da han mærkede et koldt vindpust på +fin temmelig blvticde krop . +— ha , hvad er dette ? råbte han gysende . +— skræderen ! brølede støveren i sengen . + +— nej , ham er det s ' gu ikke , det er kun en kold +luftning , — det må bestemt være en rude , som vor +lomme ! af en bært har slået ud , for at belure os , +thi han sover jo heroppe på loftet . Men det skal +blive løgn , siger jeg , han skal få lamperøg , den +bondetamp ! +Med disse ord tog Søren sine benklæder , rullede +disse sammen og stoppede dem i den ituslagne rude . +Han gik atter til sengs og efter nogle minutters +forlob sov han så hårdt som en sten . +Med støveren gik det derimod ikke så godt ; han +lå en stund og tænkte efter om han skulle stå op +eller blive liggende , thi sove kunne han ikke . Det forekom +ham , at skræderen bestandig stod og så på +ham og strakte sine hændrr ud imod ham , som for at +gribe ham . +— nåde ! Nåde ! hviskedee støveren ængstelig og +rystede over hele legemet . +Da han havde ligget i denne martrende tilstand +en times tid blev del ham for broget ; han sprang +pludselig op , idet han råbte : +— så til helvede med dig da , din fordømte +skræver ! +Han steg om sig med hænder og fødder , forbandende +alt , sin hele tilværelse , sin kone og barn , fin +asdøbe moder , kort sagt alt . +Ja han anklagede hende endog for at have sorsømt +ham i sin barndom . +Da han havde raset en tid , klædte han sig hurtigt + +på og sneg sig sagte ned vå vejen , for at asksøles +i den friske morgenluft . +Han styrede nu sine skridt ad København til . +Mekanisk fulgte han den skygge der foresvævede ham , +over stok og sten gik det , fra den ene side ad +landevejen til den anden . +Endelig nåde ban børsen . +Klokken var omtrent 4 og gaderne vare næsten +mennesketomme . +En betjent kom nu gående ned ad gaden . Da +han fik øje vå den enlige vandrer , standsede han og +betragtede med synlig interesse den lidende støver . +Støveren lagde næppe mærke til dam , men vedblev +at styre sine skridt fremad . +Han gik ned ad Kjøbmagergade og langt ud på +Nørrebro . +Endelig standsede han sin gang ved kirkegården , +og stirrede tankefuld derind . +Hans fødder satte sig atter mekanisk i bevægelse , +og han standsede først da han var kommen til det lave +gærde . +Uden at betænke sig sprang ban over dette og stod +nu inde på kirkegården . +Langsomt gik han ned ad forskellige gange og +standsede først ved den myrdede stræders grav . +Støveren lagde sig langsomt ned på jorden ved +graven . +Han begyndte at snakke til den formentlige skræver , +idet han slog ud med armene . + +- ja , min skyld var det dog ikke . . . det var +Søren der trængte til penge ellers var dette aldrig +sket , men ban er min bedste ven , og havde jeg ikke +hjulpet ham , lå målte jeg være et sandt skarn . +Han har hjulpet mig så lidt , derfor var det min +pligt al bjælpe ham igen . Han er ellers en brav +fyr må de tro , han lader sig ikke så let skræmme , +men går på med dødsforagt . +Støveren boldt pludselig inde ; vildt stirrede han +omkring på kirkegården og råbte med sitrende +stemme : +— hjælp ! det var ikke min skyld ! . . . Å , ban +kvæler mig ! . . . Hjælp ! +Han rejste sig halvt op og stirrede målløs vå +gravstedet . Hårene rejste sig på hans hoved , og +krampagtig udspiledes hans fingre , medens han bedende +hævede armene i vejret . +Et forfærdeligt raseri greb ham og han styrtede +om t bestige krampetrækninger . +Årerne i hans pande svulmede op , hele hans +legeme skælvede , kroppen strakte sig langsomt ud og +det syntes som om han var bleven en tomme længere . +Han lå således i over en time . +Endelig fik han lidt ro , det forekom ham at +skrædcren steg ned i sin grav . +Han blev endnu en lang tid liggende ved graven . +Endelig rejste han sig og slentrede langsomt bort +fra gravstedet . +Ved tanken om , at han muligvis kunne blive + +„ nappet “ skælvede han stærkt ; dog , penge havde han +ingen af , og sulten og tørstig vor han , derfor måtte +ban begive sig på tilbagevejen , hvor nødig han end +ville . +Da han var kommen til Torvegade kom ban +just til at tænke på , at det vist ikke var rådeligt +for ham at gå gennem denne gade , hvor han +var alt for godt kendt , og han vendte derfor strar om , +kor at undgå spionen . +Da seer ban til sin skræk to betjente lige i +hælene på sig de vare oiensynlig sendte ud efter +ham . +Hurtig som lynet sprang støveren ind i en gadedør , +løb op ad trapperne og standsede først da han +var kommen sil loftet . +Han lukkede nu et af de små vinduer op og +svang sig derigennem ud på taget . +Han oppebiede her hvad hans forfølgere ville +foretage sig . +Han sad således i nogle minutter , . da hørte han +støj på loftet , og stemmer der talte i munden på +hverandre . Derpå hørte han sit navn nævnes — +ban havde altså ikke taget fejl , det var efter ham de +køgte . +— han må være på taget , bemærkede den ene +af de talende . +— ja , det tror jeg også , sagde den andels ; men +sig mig , hvorledes kan han være kommen derud ? +— gennem tagvinduet , naturligvis . + +— det seer rigtignok ikte ud til at der kan komme +et menneske ud gennem det vindue , og langt mindre +en fyr som støveren . +Denne , der åndcløs havde fulgt deres bevægelser +gennem en af de mange sprækker i toget , der så +ofte findes i småhusene , blev nu pludselig afbrudt i +fine efterforskninger . +Den ubarmhjertige skræver stod atter for ham +med hævet hånd og det syntes som om han truede ad +forbryderen . +Et øjeblik stirrede støveren målløs på ham . +— nåde ! Nåde ! drølte han og strakte hænderne +bedende ud mod forsølgeren ; det sørtnede for +hans øjne , han tabte bollancen , og udstedende et +hjerteskærende skrig styrtede han fra taget ned på +gaden . +Et ungt par kom i samme øjeblik spadserende +ned ad Torvegade . +De vare indviklede i en ivrig samtale , men +bleve pludselig opmærksom på ulykken . +Damen udstedte et bøit skrig , og Herren lød hen +til stedet , idet han råbte : +— bliv et øjeblik her , Klara , medens jeg seer +om han er kommen slemt tilskade . +Den unge herre stirrede forskrækket på den tilskadekomne , +og jo længere han så , jo slorre blev +dans ængstelse . + +han bøjede sig ned over det livløse legeme . +— min fader ! råbte han ligbleg . +De to betjente kom nu ned . de puffede den unge +herre til side og løftede støveren op i en drosche , der +transporterede ham til hospitalet . +— Viktor ! er manden død ? spurgte Klara , da +den unge mand ligbleg kom hen til hende . +— jeg tror det ikke , svarede Viktor skælvende ; +men han kan ikke have lang tid tilbage . +— hvem er han , var der ingen som kendte ham ? +Spurgte Klara . +— jo , Klara , jeg kendte ham , thi det var min +fader . +Klara udstedte et svagt skrig og vendte skyndsomt +hjemad . +Var Viktor bedrevet eller sølle han sig lettet for +en betydelig byrde efter det der var passeret ? +41de kapitel . +De sidste ord . +I otte dage svævede støveren mellem liv og +død , eller med andre ord , ban lå aldeles stille , nden +tegn til liv . +Den niende dag , da siuekoncn på hospitalet + +just kom ind med middagsmad til patienterne , så +hun til sin forbanselse at støveren sad oprejst i +sengen . +Hun gik hen til ham og spurgte om han ville +have noget at spise . +Siøveren betragtede hende en stund , og sagde +med svag slemme : +— spise ? Nej , det kan jeg ikke . +— er der noget de ønsker ? vedblev konen og +betragtede ten døcnte med et medlidende blik . +-- jo , jo , sagde støveren med svag stemme . +Jeg skal , jeg må tale med min son , men skynd +dem , lob , ellers bliver det for silde . +— hvor boer deres son ? spurgte konen . +- på store Kjobmagergade nr . — , hos Fru +Smidt . +— der skal straks gå bud efter ham , sagde +konen og forlod stuen . +En halv time efter var bitter ude på hospitalet . +Han led straks hen fil stovcrcns seng — +kastede sig på knæ foran patienten og bad en inderlig +bon fil gud , om at være forbryderens forvildede +sjæl nådig , for Jesu Christi skyld . +Styrker ved bønnen rejste bitter sig op og greb +den doenbes hånd . Der for en tyveri gjenoem + +støveren og med moie rejste han sig op og betragtede +det unge menneske . +— bilfor , er det dig ? spurgte han med svag +stemme . +— ja , fader , jeg er her ; sig , er der noget jeg +kan gøre for dig — er der intet du vasker ? +— jo , min son , jo , jeg har en døn til dig , +inden jeg dør , en bon som du endelig må opfylde . +Jeg søler nu , at jeg har ræret en stor forbryder , +jeg søler nu , hvor lumpent jeg har handlet mod din +moder og dig , og jeg beder dig og hende om tilgivelse . +Dog . min bon er , at du vil gå ud på +Amager , og fortælle Søren hvisket uheld jeg har +havt , hvorledes jeg i dette øjeblik lider på sjæl og +legeme , og bede ham om , at blive et flittigt og ret > +skaffint menneske for fremtiden . +— men hvem er denne Søren ? spurgte Viktor . +— Søren er min tro kammerat , min eneste ven +her på jorden ; han boer på Amager , i et lille +hus , der kaldes for smuthullet og som ligger nær +ved stranden . Du må endelig gå derud , Viktor , +fortæl sørcn at politiet er på spor efter ham , +fortæl ham , at han . . . +Længer kom støveren ikke i sin tale , med et +vildt blik stirrede han hen imod Deren , jolrede hænderne +og hviskedee med næppe hørlig stemme : +— nåde , nåde , det var ikke min skyld . . . +Det var sørcn , der opfordrede mig dertil ! +Forbavset stirrede Viktor på den leende ; han + +forstod ikke hvad det var der forskrækkede forbrydere » , +men at det var noget rædselsfuldt kunne han strar +indse . +— fader , kære fader , hvad er det ? Hvorfor +bliver du så angst ? spurgte han forfærdet . +Støveren , der var falden tilbage i sengen , rystede +over hele legemet ; han vedblev at stirre hen imod +døren , idet han i afbrudte sætninger fremstammede : +— stræberen ! den myrdede skræver ! Hjælp ! +Han kvæler mig ! +Udmattet af anstrengelse faldt han sammen og lå +aldeles stille , som om han var død . +Viktor sad over en time ved hans leje , uden at +opdage noget spor til liv hos den syge . +Endelig fløg støveren øjnene op , han greb Viktors +hånd og sagde med uhyggelig No : +— Viktor ! om et øjeblik er jeg død , hør derfor +opmærksomt » il , jeg har noget meget vigtigt at meddele +dig . +— tal , fader , jeg skal nok være opmærksom . +— seer du , Viktor , det er om Dalsgård jeg +vil tale — det er mordattentatet på ham , der piner +mig i dette øjeblik . . . Jeg var delagtig deri . . . +Sorcn og jeg . . . Hjælp . . . jeg kvæles . . . Larsen +var ikke med , men baron ugle . . . Hjælp , jeg +døer ! +Her standsede forbryderen ; han blev blå i an » +Sigtet og heftige krampetrækninger sammcnkcympede +hans legeme . + +42v +øjeblikkelig kom en læge , ver ordinerede nogle +dråber , som snart gav ham luft . +— han har ikke et kvarter tilbage , sagde lægen +hovedrystende . +Vifter blev siddende ved faderens leje ; flere +gange bøicde han sig ned over støveren og hviskedee +ham i øret : +- > fader , sig mig , hvem var det der ville have +dalszåid ryddet afvejen ? +Støveren gav imet svar . +Endelig , da sønnen for tredje gang gentog sit +spørgsmål , svarede sløvcrcn heil og tydeligt : +— det var baron uglehjelm ! +Disse vare hans sivste ord . Kort efter var han +død . +42de kapitel . +Forlovelse og bryllup . +I uglehjelms villa gik det meget gemytligt til . +Hele det „ ærede “ Selskab , der havde været samlet hos +åzerkarlen , sad nu i No og mag i hr . Baronens +egen bolig . +De mest udsozte netter vare opstillede pea bordet +oz baronen var så venlig og forekommende mod disse + +„ brave “ Folk , at de alle vare enige om , at baronen +var det bedste menneske der levede under solen . +Efter måltidet rykkede to dampende boller frem , +ledsaget af en uhyre krandsckage , fra hvis top et +brændende hjerte stelt knejsede , ( i hvis flammer bogstaverne +k . og u . vare tegnede ) . +— ah ! råbte Henningsen forneiet , da han fik +øje på hjertet . +— ih ! hviskedee mutter Henningsen og stirrede +på kagen . +— lh ! brummede kusinen og vendte ryggen til +hjertet . +— uh ! råbte Kamilla glædestrålende . +— å ! sagde baronen flegmatisk , idet ban skænkede +i glassene . +Da disse vare fyldte rejste Henningsen sig , trommede +på sit glas , og sagde idet han med en sejr , +herremine så sig om til højre og venstre : +— mine damer og herrer ! Lige fra verdens +skabelse har der på jorden regerer en lille fyr — +ja , jeg kan godt sige en sod lille fyr , skønt jeg aldrig +har haft den fornyelse at se ham , undtagen på +nytårsvcrs . — denne lille sode fyr er kendt af +enhver her i selskabet , ja jeg kan gerne sige af +ethvert menneske på jorden ; stjondt ingen har set +ham er der dog mange der har mærket ham , skønt +ingen fornærmer ham , viser han dog en slags fjendskab +eller hvad man skal kalde det , imod os stakkels + +mennesker ; han sigter , skyder og træffer — — lige i +hjertet ! +Her gjorde Henningsen en kørt pause og pegede +op til krandsekagen . +— bravo ! Bravo ! lød det rundt omkring ham . +— ja , mine venner , vedblev Henningsen ; jeg +indser , at de har forslået mig — den lille gavstrik , +gud Amor , har drevet sit spil » — han har skudt +pile ind i to hjerter i to hjerter , hvis besiddere +vi alle fjende , med . . . +— bravo ! Bravo ! lød det atter . +— med andre ord : han har bidraget til , at +hr . Baron uzlrhjclm og frøken Kamilla Henningsen +iaften er de lykkeligste mennesker på jorden . Mine +damer og herrer ! lad os ret af hjertet tømme en +skål på de nyferlevedes velgående , hr . Baron +uzlehjclm og Kamilla Henningsen længe leve ! Hurra ! +— hurra ! brølede hele selskabet og klinkede med +de forlovede . +— den tale flap du s ' gu godt fra , hviskedee en +af hcnningscns kolleger i øret på taleren ; den har +du ikke selv forfattet . +— nej , del har jeg ikke , jeg har lært den udenad +efter en dog jeg kjobte i går , men god er den , ag det +er jo lige meget hvem der har lavet den , når man +blot forstår at fremsige den som den bør fremsiges , +— og det har jeg forståetja , +det har du unægtelig . + +vi viske ikke opholde os ved de forskellige lylsnskninger +der fremkom ved denne „ herlige “ Fest . Dog +er det vor pligt at underrette den ærede læser om , +at det blev besluttet , at hr . Baron uzlehjclm oz +frøken kam ska Henningsen skulle sejre deres bryllup +otte dage efter forlovelsen . +Vielsen skulle foretages i baronens villa og kan +Kamillas forældre skulle overvære den . +Med spændt forventning imodcsåe man den store +høilidsdag . +Det er aldeles umuligt at beskrive det virvar der +herskede i ågerskarlens hus og i hans pengekasse . +De kosfbaresfe stoffer blev indljøbte , en mængde +syjomfruer antagne , intet blev sparet , men alt hvad +der kunne bidrage til at forherlige den unge brud og +hendes brudestads , indljobtes , uden hensyn til prisen . +Endelig indtraf den længselsfuldt ventede dag . +Kamilla så overordentlig smuk ud i den elegante +brudedragt og baronen , der havde fået en splinterny +klædning på kredit hos sin skræver , så også +særdeles godt ud . +Vi ville ikke overvære vielsen , men derimod indfinde +os nogle timer derefter , for at se hvorledes de +unge ægtefolk befinde sig . + +43de kapitel . +En uindbuden gæst . +— ja , kan jeg gjere dem en tjeneste dermed , +så skal jeg gjerre toge derud , skjentt jeg ikke holde * +meget af at kcmme som srylieziæst . +— jeg indser nok , at det er en stor opofrelse af +dem , hr . Dalsgård , sagde Peter Henning ' en ; men +de indser nok hvilken vigtig tjeneste de beviser mig +derved . Husk : Kamilla er min e efter og uglchjrlm +er deres morder +— ja , bitter siger det jo , svarede Dalsgård ; +og jeg stoler på den unge mands ord , men det er +ligegodt lidt ubeskedent at trænge sig ind i selskabet +uden at have noget egentlig påskud at fremkomme +med . +— jeg indser det nok , hr . Grosserer , vedblev +Peter ; men kan te ikke sinde på noget andet ærinde , +så vil de måske være så arrig at bringe en lpkønskning +fra mig . +— ja , ja , jeg kan jo gerne gå derud - jeg +gad nok se de » Ansigt barenen vil sætte op når jeg +kommer ud fil ham i min for ham så velbekendte +dragt . +Dalsgård iførte sig nu den klædning han havde +på den dag , da mordattentaiet blev begået — den + +dag , da baronen , sværgende den uhyggeligste ed , +lagde hånden på hans lemlæstede legeme . +Dalsgård kørte nu med omnibussen ud til +baronens villa . +Vi ville — med den ærede læsers samtykke — +begive os ud tsk de nygifte , inden grosserer Dalsgård +indfinder sig . +I , den elegante sofa sad baron uglehjclm , med +armen slynget om sin unge hustrues liv . +Et lykkeligt smil hviskedee over dem begge og ved +at betragte dem fik man strar indtrykket af , at de +vare særdeles lykkelige og tilfredse med den forandring +der var sket i deres forhold . +Ligeover før dem sad hr . og Fru hcnningsen . +Også de vare glade og lykkelige : deres eneste +datter var jo bleven — baronesse . +Den dampende punsebolle var nylig kommen på +bordet . Henningsen havde holdt festtalen og var +puppen særdeles godt derfra . +I det øjeblik vi indfinde os har baronen rejst +sig før at takke før de oprigtige ønsker , hans kære +svigerfatkr havde udtalt om held og lykke før det +„ adelige “ Par . +En heiiitelig taushed herskede i salen , før at +man ille skulle gå tabt af et eneste af de lærerige +ord , scm man ventede fra baronen . + +denne lagde hånden på hjertet , dukkede før +selskabet og begyndte : +— mine herrer og da . . . +I dette øjeblik trådte tjeneren ind og leverede +baronen et kort . +Uglehjelm læste kortet , blegnede synlig og målte +holde sig til bordet , for ikke at styrte baglænds om i +sofaen . +Men han fattede sig snart ; i et drag tømte han +sit glas , bad selskabet om at undskylde ham et øjeblik +og gik ud for at modtage den uventede gæst . +— ih , hvad skylder jeg æren af delte kærkomne +besøz ? spurgt baronen og trykkede med nøgenlunde +fatning den mod ham fremrakte hånd . +— jeg hørte at hr . Baronen i dag fejrede sin +bryllupsfest , og del glædede mig i sandhed , sagde +grosserer Dalsgård , thi ham var del ; jeg tog derfor +herud for at anmode hr . Baronen om ikke at +forsmå denne lille erindring fra mig , — den er kun +ringe , men den kommer fra et godt hjerte . +Med disse ord overrakte Dalsgård ham et +kostbart cigarfuteral , i hvilket der i et hemmeligt rum +fandtes et fotografi-portræt , der stedse måtte minde +baronen om den nibdingsdåd han havde været formand +for . +Baronen takkede for opmærksomheden og anmodede +Dalsgård om at træde indenfor og hilse på Daro « +Nesien . +Det er umuligt at beskrive den henrykkelse Henningsen + +følte , da han så den agtede grosserer Dalsgård +træde ind . +Han rejste sig straks og løb den indtrædende +imøde ; med barme trykkede han dalsgårts hånd +og præsenterede ham for hele selskabet , medens den +forskrækkede baron afvekslende så på Dalsgårds +ansigt og på den besynderlige dragt han var iført . +Baronen gav ordre til at dække for grossereren , +men denne frabad sig det , da han nylig havde spist , +og han blev nu anvist plads i sofaen ved baronens +side . +Under gemytlig skæmt blev bollen tomt og selskabet +bad nu baronen om at fortælle nogle rigtig +gemytlige hoshistorier . +Baronen vægrede sig og anmodede Dalsgård om +at underholde selskabet med nogle lystige historier fra +hans studenterliv . +Dalsgård vægrede sig i begyndelsen , men da +baronen indtrængende anmodede ham derom , sagde +han smilende : +— nuvel , hr . Baron , jeg skal fortælle dem en +historie , — en historie , som vist vil interessere dem +særdeles . +— å , lad os høre den ! fortæl , fortæl ! råbte +man rundt omkring . ' +— jeg skal strar begynde , sagde Dalsgård beroligende ; +kun er det min pligt at underrette det ærede +selskab om , at min historie omhandler et uhyggeligt + +mord og at en adelsmand — jeg tror en baron +— var hovedmanden ser mordet . +Uglehjclm blev ligbleg og rystede af skræk . +Dalsgård fortalte nu den rædselsfulde scene om +mordattentatet ; ban indffetlede stovcrcns og halteeorcns +navne i historien og medens han talte havde +han sine øjne ufravendt heftede på baronen , der +krampagtig holdt fast i bordkanten , for ci at styrte om . +— å , det er vel kun en roman de fortæller +os ? sagde Henningsen grinende . +— nej , det er en sand tildragelse , svarede Dalsgård . +Jeg kender meget noie den ulykkelige , der +nær var bleven et offer for det skændigste forræderi +af en mand , der meget ofte kom i hans hus , — thi +baronen var tidligere en stadig gjæsf hos den omtalte +mand . +— men hvad var grunden til dette mord ? +Spurgte mutter Henningsen . +- grunden vides ikke bestemt , svarede Dalsgård . +— har man fængslet ejerningsmanden . +— nej , ikke endnu ; men jeg har fortalt denne +historie i aften , hr , baron , for at bede dem om at +lade vedkommende adelsmand vide , ar dersom han ikke +snarest mulig forlader landet risikerer han en af de +forsle dage at blive fængsict . Jeg håber , at de +kender den mand , hvem talen er om . +— jo . . . jo . . . jeg kender ham , stammede +baronen . +D alsgård så på sit ur , klokken rar mange , + +og han bad derfor selskabet om ar undskylde , at han +så tidlig forlod dem , men grunden hertil var , at han +endnu var en del svag efter en nylig overstået , meget +farlig sygdom . +En uhyggelig fslelse havde grebet hele selskabet +medens Dalsgård talte , og vi tor nok påstå at de +alle følie sig betydelig lettede , da grossereren forlod +dem . Den tidligere gemytlighed indtrådte snart da +en ny bolle kom på bordet og efter at barenen +havde tømt 5-6 glas Puns vandt han snart herredommer +over den uhyggelige anelse , der beherskede ham . +— han har blot villet forskrække mig , tænkte +baronen og iømte atter et glas . +44de kapitel . +Halte-søren . +— han er bestemt bleven hængende på „ Lim > +pinden “ , ellers havde han været her for længe siden +. . . det er dog forbandet med hans fjaniesi . . . de » +C krædCr har sat ham fluer i hovedet , mægtige fluer , +han er sket ikke mere den gemytlige siøver , nej , han +er blev « en gammel ærtcljælling , og det gør mig + +ondt , thi han var min bedste ven , min eneste kammerat , +ja , jeg tør nok sige at jeg holdt mere af ham end +af min egen moder . +— nå , vær blot rolig , Søren , han kommer +såmæn nok tilbage , sagde bonden for at trøste den +halte . +— kommer tilbage ? Nej , min gode mand , hav +kommer såmænd ikke tilbage , ellers havde han nok ladet +hore fra sig . Det gør mig ondt for ham — ja le +kun ad mig , jeg kan ilke gjorde for det — tårerne +komme mig i øjnene når jeg tænker på ham . +Hvor besynderligt det end lyder , randt tårerne +ned ad kinderne på denne forhærdede forbryder , +hans kammerats skæbne gjorde et dybt indtryk +på ham . +— tag dig . det nu ikke så nær , min ven , men +lad skiæbnen . . . pist ! hvad er det ? . . . se , en +ung springfyr , han kommer herhen , for fanden ! hvad +skal de « sige ? +— er det en opdager ? spurgte Søren og krøb +forskrækket ned under bordet . +— jeg kender ham såmænd ikke , sagde bonden ; +men en opdager trøer jeg dog ikke det er . +— lak døren ilås ! brølede den halte . +— det er for silde . . . der er han ! +I dette øjeblik bankedes der på døven . +— kom ind ! råbte bonden og stak en ladt +pistol i lommen . +Ct ungt menneske trådte rask ind i stuen . + +— Boer her ikke en mand , som er kendt under +navnet Halte-søren ? spurgte han . +— nej , svarede bonden , og så forskende på +spørgeren ; men hvo skildrer hans forbavselse , da +Søren under bordet svarede : +— jo , det er mig , jeg kommer strar . +Bonden studsede og bød det unge menneske en +stol , medens han forlegent pillede sig i næsen . +Kort eftrr kom Søren frem . +Han bukkede for det unge menneske og sagde med +bevæget stemme : +— sig mig , bringer de nogen efterretning fra +støveren ? +— ja , sagde Viktor ( thi ham var det ) ; men det +er kun sørzelize efterretninger jeg bringer . Støveren +er død , men han døre som en kristen , angeren over +te skelte gerninger , han har begået , bevirkede , at +han på sit dødolcie indså hvilket usselt liv han +havde sørt . Han bad mig om at sige dem , at de +var hans eneste ven , at han hele tiden havde betragte « +Dem som en Broder , derfor råder han dem til +at føre et bedre levnet , af vende om fra den farlige +dej de hidtil har vandret ; han bad mig om af sige +dem , af de burde forlade landet og søge af arbejde +dem frem i et fremmed land , thi der er intet så +rædselsfuldt , som en ond samvittighed i dødsoieblikket . +Halte-sørcn så forundret på det unge men » +Ucske . Han kunne ikke forstå , af stovcren , der hidtil +havde været så modig som en love , i dødsoieblikket + +havde såt en ganske anden mening ; men han besluttede +dog af følge sin kammerats råd , hvis han +blot kunne få penge til af rejse for . +- jeg må gå til baronen , mumlede forbryderen ; +måske vil han godvillig give mig rejsepenge , +— hvis ikke , da . . . +— nu har jeg udført mit ærinde , sagde biktor +og rejste sig ; jeg håber af de opfylder en afkod bens +sidste ønske , især da han kun tager hensyn til deres +eget vel . +— ja , jeg rejser , svarede Soren ; allerede i dag +forlader jeg mit opholdssled . +Med den overbevisning , af han havde udført en +gød gerning , forlod Viktor „ Smuthullet på Amager “ . +Tre timer derefter , just som baron uglehjelm +nød sin formiddagskaffe , trådte tjeneren ind og +meldte , at en simpelt klædt mand fordrede at tale med +baronen . +— det er vel en tigger , sagde uglehjelm ; giv +ham en skilling og lad ham gå . +— nej , svarede tjeneren ; det er ingen tigger . +Manden siger , at han har meget vigtige ting at meddele +hr . Baronen . +— lad ham komme ind , sagde uglehjelm blegnende . +I samme øjeblik åbnede tjeneren døren og — +halte-soren trådte ind . +— hvad vil de mig ? spurgte uglehjelm snærrende . + +— man forfølger mig , svarede halte-ssren og +krøb ind under sofaen . +I dette øjeblik trængte to betjente sig ind i +villaen . +Baronen blegnede og sank tilintetgjort om i lænestolen , +da han fik øje på dem . +44de kapitel . +Høker-larsen . +Imedens alt dette foregik , befandt Larsen sig +en meget pinlig stilling . +Det lod til , at alt hvad han i den sidste tid +havde foretaget sig , skulle gå galt . +Han havde intet hsrt om den kostbare ladning +han havde sendt til steenholmen , han havde intet +hørt fra skipper Svensson , men hvad der var det +allerværste , han havde set sin ivrigste fjende , nemlig +Sørensen , hvem han troede velforvaret på steenholmen ; +han havde set ham sund og frisk spadsere +hen ad gaden , — delte tydede ikke på noget godt . +— jeg må „ humme “ mig , tænkte Larsen , ellers + +er man i stand til af „ nappe “ mig , og det ville rigtignok +være en nederdrægtig historie . Huha , det leder +mig koldt ned ad ryggen , når jeg tænker på politiet , +huha ! +Just som han udtalte disse ord trådte en betjent +ind i butikken . +— er Larsen hjemme ? spurgte han . +— nej , svarede pigen ; han er nylig gået ud . +— hvad tid kommer han hjem ? +— det ved jeg ikke . +— nå , ja , ja , så venter jeg , for jeg må +absolut tale med ham . +Med disse ord tog betjenten plads ved bordet +og pigen bragte ham en halv Baier . +Larsen , der inde fra stuen hørte betjentens ord , +forsynede sig i al hast med alt hvad han kunne få +fat i af værdifulde ting +derefter transporterede han forskellige større pakker +over i pakhuset , tog en velspækket tegnebog i lommen +og nu listede han sig lydløst ud af pakhuset og begav +sig derfra lige ud på Amager , til hans ven i „ Smuthullet “ . +— hvor er støveren og Søren ? spurgte han +straks da han kom ind i stuen . +— støveren er vandret fil storarmeen og Soren +er flygtet . +— død . . . flygtet ! råbte Larsen ængstelig . +— ja , det førholder sig som jeg siger , svarede +bonden . + +— det er umuligt , sagde Larsen forvirret . Død +. . . flygtet ! . . . hvad skal det blive fil . Nå , min +time er nok snart slået , uha ! Gid bæveren eller +Svensson var her ! +Havde Larsen været hjemme i dette øjeblik , var +han sikkert bleven endnu værre til mode . +Medens betjenten aldeles rolig sad ved bordet , +og pigen brummende gik omkring og tørrede flasker +af , trådte en mand forvirret ind i stuen . +— er Larsen hjemme ? spurgte manden åndcløs . +— nej , svarede pigen . +- Ta ' mig tusind Tønder djævle ! det er en +arrig re ' elighcd . Når kommer han ? +— det ved jeg ikke , svarede pigen og vendte +ham ryggen . +Manden så ikke betjenten , der sad i et hjerne +af stuen . +— Ta ' mig tusan ! jeg må Tale med ham , ellers +er han forloren , vedblev manden . +Betjenten smilede ved disse ord . +— hør , sig mig , har du set noget fil Sørensen ? +Hviskedee manden til pigen . +— nej , jeg har ikke set ham , men Larsen kom +for et par dage siden styrtende ind og fortalte med +et gudsjammerlig ! Ansigt , at Sørensen var gået lige +forbi næsen af ham , da han stod ude i gadedøren ; +men de må jo bedst vide hvor Sørensen er henne , +hr . Bæver ; thi det er jo netop dem . . . +— tys , tys , tal sagte . + +da betjenten hørte dette navn gav det et sær i +ham og han for op fra stolen . Sagte nærmede han +sig manden og udbrød i en ironisk tone : +— det er mig en meget stor glæde at se dem , +min gode bæver ; i tø dage bar jeg pisket omkring +her i byen , for at træffe dem , men det var spildt +ulejlighed ; endelig er jeg nu så heldig aldeles uventet +at se deres for mig særdeles behagelige ansigt . Tør +jeg anmode dem om at følge med mig ? +Ligbleg stirrede bæveren på ham ; han . havde ikke +ventet denne indbydelse . +— hvorfor skal jeg følge dem ? spurgte han +stammende . Jeg har , ta ' mig tusind millioner Tønder +djævle , intet ondt gjort . +— det vil snart vi > e sig , svarede betjenten . +Imidlertid følger de med mig , så kunne vi siden un « +Dersøge sagen . Følg nu godvillig med , vedblev betjenten , +da bæveren satte sig til modværge ; jeg vil +nødig lade reserven rykke frem . +Bæveren var formodentlig ikke af samme mening +som betjenten ; ved en rask bevægelse spændte han +ben for denne og løb så let som en vidskelædrrsdoldt +ind i Larsens eget værelse , hvor han firår aflåsede +døren ind til butikken og ved hjælp af en +Dirk åbnede han lemmen , der førte ned tisk rummet . +Betjenten , der imidlertid var kommen på benene , +arbejdede af al kraft på at få døren op . Endelig +lykkedes det ; rasende føer han ind i stuen og hen til +lemmen , der endnu stod åben . + +— komop ! brølede han så høir han formåede ; +kom op , eller ved gud ! jeg indestår ikke for følgerne . +Bæveren gav intet svar . +Lydløst sneg han sig langs væggen og han nåde +ubemærket det inderste rum , hvortil døren stod åben . +Betjenten steg nu ned ad den skrødelige trappe +og stod snart i det forreste rum . +Der var mørkt dernede og -an så ikke noget +til flygtningen . +Atter råbte han , men alt forblev stille . +— han er sikkert undløben , tænkte betjenten ærgerlig +og listede sig ind i det andet rum . +Imidlertid var bæveren fluppen ind i pakhuset ; +her åndede han atter frit . Døren , der førte ind til +underrummet havde han affåset efter sig og efter hans +beregning måtte betjenten mindst bruge en halv +time til at få døren op . +— nu gælder det blot om at flippe ud i en +fart , brummede bæveren ; det er , ta ' mig tusan , en +ækel stilling jeg er kommen i ; selv om jeg flipper +godt herfra , så ved jeg dog ikke hvor jeg skal skjule +mig , men ud må jeg , thi bliver jeg her , kommer jeg +min salighed snart til at hænge fast . +Efter denne korte monolog gav han sig til at +dirke Deren op . Det varede ikke længe inden det +lykkedes . +Hurtig åbnede bæveren døren og styrtede ud +på gaden , idet han halvhøjt ' råbte : +— det flap jeg s ' gu godt fra ! + +— det er der to meninger om , svarede en dyb +stemme og en kraftig hånd greb bæveren i kraven , +og holdt ham fast som i en skruestik . +' — hvem er det ? stammede bæveren rystende af +skræk . +— den du mindst onfker at se , lød svaret , og +i det samme blev bæveren baglænds trukken hen til +en drosche , der holdt i nærheden . +Først her fik han lejlighed til at se i hvis magt +ban nu var . Målløs stirrede ban på manden og +først efter nogle minuters forløb formåede han at +udstede et drej , så rædselsfuldt og uhyggeligt , at selv +hans forfolger gyste derved . +— hævnens time er slået , sagde manden og +få føragtelig på den svenske gavtyv . +Med et forstyrret blik vedblev bæveren at stirre +på ham , idet han fortvivlet råbte : +— Sørensen ! Sørensen ! +Drosken kørte nu til politikammeret , hvor bæveren +i silker forvaring fik tid til at tænke over de +skurkestreger og afskyelige gerninger , han i den sidste +tid havde udført . +Vi ville nu atter henvende vor opmærksomhed +på høker-larsen og bonden . +— sig mig , hvad skal jeg nu gøre ? spurgte +arsen , da han fik at høre hvorledes støveren havde + +endt sin jordiske vandring . Sig mig , hvad skal jeg +gribe til ? +— bliv her , svarede bonden . Jeg kan meget +godt skjule dem , ja skjule dem sag godt , at ingen +moders sjæl vil falde på at de er her . Seer de , +min gode Larsen . . . +— jeg seer intet , afbrød Larsen ham , men jeg +hører nogle nærme sig ; venter de nogen ? +— nej , jeg venter ingen , svarede bonden , idet +han gik hen til vinduet for at se hvem det var der +forstyrrede dem , men han for forskrækket tilbage , idet +han råbte : +— skjul dem , Larsen , skjul em , det er politiet ! +— politiet ! stønncde den fede vært og lob hen +til et klædeskab , der stod i et hjerne af stuen . +Hurtig åbnede han skabet , krøb ind i det og +trykkede på et som , der sad skjult under knagerækken . +I samme øjeblik drejede skabets bagklædning sig og +en åbning , stor nok til at et voksent menneske kunne +krybe derigennem , kom til syne . +Det lod til at Larsen var godt kendt med dette +hemmelige skjulested , thi skønt der var bælmørkt i +det Kammer , han nu kom ind i , gik han dog uden at +vakle en halv snes skridt frem og standsede omtrent +midt i værelset . +Han bukkede sig ned , følie sig frem med hånden +indtil han opdagede et stort tømhoved eller rettere +sagt en lille jernplade , der tilsyneladende var slået i +gulvet for at fastholde de temmelig skrøbelige brædder + +Larsen trykkede atter på denne lille jernplade , +men da dette tryk intet bevirkede , stampede han med +støvlehælene på jernpladen ; i samme øjeblik adskiltes +brædderne og en dyb afgrund kom til syne . +Gulvet åbnede sig så hurtig , at Larsen nær var +styrtet ned i det dybe svælg . +Han gik nu nogle skridt tilbage til han kom til +et hjerne i kammeret , hvor en heiseindretning lå +skjult i et i muren indfattet lille skrin . +Han trak nu hciseindretningen frem , gik hen til +åbningen og fastgjorte touget i en jernkrog , der +var slået fast i et af brædderne . +Den fede vært gled med en del besvær ned ad +touget og kom helskindet ned i det dybe svælg . +— så , nu kan de gerne søge efter mig så længe +de har lyst , sagde han grinende ; jeg er dog en Pokkers +Karl , hahahaha ! +Larsen udsøzte sig nu en bekvem plads på lergulvel +nede i dybet , og en halv time derefter hørtes +en lydelig snorken dernede - han var falden i sørn . +Hans søvn fvrstyrrcdes dog flere gange af nogle +meget uhyggelige drømme . Blandt andet drømte han , +at politiet greb ham , at han blev fængslet , sorhørt og +dømt ; den afdødc madam Sørensen og hendes mand +viste sig også for ham . Sørensen omklamredc ham +bagfra , og skjendt Larsen brugte al sin kraft for ar +frigøre sig for dette ubehagelige favntag , var det ham +døg ikke mulig at flippe les . +I dette øjeblik viste den druknede madam Sørensen + +sig for den sovende . Bevæbnet med en øre +stod hun truende for ham , — hun hævede øren , og +lød den af al magt falde ned på den forskrækkede +værts tykke hoved . +Larsen udstsdte et dumpt brøl og vågnede . Det +hele var kun en drøm ; men hvo skildrer den ulykkelige +Larsens skræk , da han ovenover sig børte flere +stemmer , der på engang råbte : +-- ah , der har vi ham endelig ! +46de kapitel . +Det smukke par . +Det skønneste , som nøgen mand +på denne jord kan finde , +er når al sorg og glæde han +kan dele med en kvinde . +— nå , det er altså eders mening , kære +dørn , at „ det store slag “ skal slå på lørdag ? +Sagde grosserer Dalsgård , idet han med et lykkeligt +smil betragtede viktør og Klara , der sad lige overfor +ham i sofaen . + +— ja , kære fader , sagde Klara rødmende ; det +er jo vort højeste ønske , at bryllupet skal sejres på +lsrdag , men hvis du mener at det er for tidligt , så +kunne vi jo . . . +�� snik snak ! man kan aldrig for tidligt indhylles +i hymens rosenlænker , mit barn . Jeg takker +gud for , af han lader mig opleve denne skønne fest +og af han har sendt mig en så herlig svigersøn , som +Viktor Smidt i sandhed er , men i særdeleshed takker +jeg gud for , af du , kære Klara , uagtet der var stillet +så mange hindringer i vejen for dig , dog har +nået det skønne mål , af skulle forenes med ham , +som du elsker hoisf af alle , ham , som vil gøre dig +til den lykkeligste kvinde her på jorden . +— jeg takker dem meget , kære svigerfader , for +den smukke mening , de har om mig , sagde Viktor +synlig bevæget . Jeg håber med guds hjælp af kunne +blive for Klara , hvad de nylig udtalte , og jeg beder +dem være forvisset om , af jeg stedse skal gøre mig +umage for af blive en trofast vejleder for deres +datter , min elskede Klara , — jeg håber , af vi ved +vor kærlighed vil skabe os et sandt Paradis her på +jorden . +— brav talt , unge mand ! råbte Dalsgård og +trykkede med varme Viktors hånd . Nå , så vil +jeg skrive invitationskort ; alle venner og bekendte +skal med , thi det skal være en fest , som vi aldrig har +havt mage til , en fest , som i mange år skal minde +eder om den lykkeligste dag i eders liv . + +det unge par takkede den brave mand hjerteligt +for hans godhed imod dem , og Dalsgård forlod +værelset , idet han sagde : +— gå i nu en tur , kære dørn , imidlertid +går jeg ind på kontoret og skriver invitationskortene . +Vi ville nu nævne enkelte af de indbudne , som +allerede er os bekendte fra tidligere tid . +At vor gode ven Peter Henningsen og hans forlovede +Marie Søndrup samt hendes moder blev inddudne , +er en selvfølge ; derimod fik en anden af vore +bekendte — nemlig ågerkarlen Henningsen tilligemed +hans frue -- en speciel indbydelse . +Jnaitationsbrevet til denne herre endte således : +„ Jeg har nydt den ære , at være gæst ved +„ Deres datters bryllup , og beder jeg dem , hr . +„ Henningsen , med frue , at beære mig med deres +„ behagelige nærværelse ved hr . Grosserer Viktor +„ Smidls og min datter Klaras bryllupsfest på +„ Lørdag aften . +Med agtelse +Dalsgård , +grosserer . +Vi se as denne indbydelse , at Viktor Smidt var +bleven grosserer . +Det er næsten umuligt at beskrive den henrykkelse , +den gode ågerkarl fslte , da han modtog denne invitation . +— mutter , mutter ! brølede han med bæs stemme ; + +mutter , jeg rrver gu ' røde mig , ar verden svart forgår ! +— la , hvor kan du tre det , du fæbv ' de , » varede +mutter Henningsen , idet hun led ind til der +befippcde mand . Verden forgår ikke så let , — +der har jo ikke engang rust nq lar meget -om halen +af en komet på himlen . +— ja men hør . . . +— nej , nej , verden har nu bestå « i over 1800 +år , og den bliver såmænd nok stående så længe v : +to gamle leve . +— det tror jeg sgu ikke , svarede Henningsen ; +se her , brav mener du om dette ? +Mutter Henningsen så førbauset på fin mand , +hun troede at han var bleven gal . Hun tøg indbydelsen , +læste og læste , men jo længere hun kom , destø +mere førbauset blev hun , og filsidst løb tårerne ned +ad kinderne på hende , idet hun rørt udbred : +— å herregud , å herregud ! . +— græder du , mutter ? spurgte Henningsen og +greb indbydelsen . +— ja , jeg græder , men det er glædesiårer . +Det er smukt , meget smukt af den herlige grosserer +Dalsgård , at indbyde os småfolk fil en så sfjon +fesf , å herregud ! +— småfolk ? +— ja , lige overfor ham må vi kalde os for +småfolk , forstår du det ! +— nå , tag nu ikke sådan på vej , mutter , + +man må aldrig nedsætte sig selv . Småsolk er vi +i grunden ikke , husk vi er dog i besiddelse af over +20 , 000 rigsdaler , hvilket er en ganske kjon sum , ja +vi har rimeligvis givet vor datter en medgiff , der +står over den , grosserer Dalsgård giver sin datter . +— vrøpl ! brummede mutter Henningsen og vendte +ryggen fil sin hr . Gemal . +— ja du kan kalde det for hvad du vil , men +en ting vil jeg sige dig , jeg er meget stolt af den +medgiff , jeg har givet Kamilla , thi . . . +— du mener vel den sum , du har givet baron +uglehjelm for at tage vor datter fil hustru , den +sum , for hvilken du rent ud sagt har solgt Kamilla +fil den nederdrægtigste skurk — thi for andet kalder +jeg ikke baron uglehjelm , der ikke engang vil kendes +ved sin egen svigermoder , ja som ligefrem forbyder +mig huset — , nej , vi bør skamme os over den medgift , +han har fået , vi beder . . . +— hold mund , kvinde ! brølede Henningsen og +stampede i gulvet . Tør du vove at nævne en Maud +som baron uglehjclm ved et så vederstyggeligt navn . +Foi , du bør skamme dig , skamme dig som en forbryder , +thi man kan kun kalde det en forbrydelse , at +titulere den brave mand således . +- brave mand ? +— ja , således kalder jeg ham . +— du er og bliver en dumrian , sagde mutter +Henningsen . +— ih , du forbarmende . . . + +— å , jeg er ked af at høre din intetsigende +snak , sagde mutter Henningsen og forlod værelset . +— hun har i grunden ret , mumlede Henningsen , +da hun var gået ; en dumrian var jeg , da feg +lod den forgsældede baron få Kamilla , men der er +nu intet at gøre derved . +— min datter er dog baronesse , vedblev han +kort efter . Jo , baronesse er hun , om så hele verden +stiller sig på bagbenene , — og det er dog altid +mere , end om hun blev gift med en urterræmmersvcnd +eller måske en skomagersvend — en skomager , uha ! +Nej det er dog altior borgerligt ! Dog , jeg har ikke +tid iii at tænke på hende mere , jeg må belave mig +på at lære en tale udenad , en tale , der kan sige +svarto til den , jeg holdt for baronen og Kamilla , +og den var s ' gu god . +Veltilfreds gik han hen og bladede i den bog , +hvorefter han havde lært talen udenad . +— haha , der salder mig noget ind , udbrød han , +grossereren vil bestemt have mig med til gildet , for +at jeg skal holde festtalen , — ja det må bestemt forholde +sig således , — den gode grosserer hørte mig +jo holde festtalen ude i villaen , ja let må bestemt +være af den grund . +I dette øjeblik bankedes der stærkt på døren og +baron uglehjelm trådte ind . +Han var meget bleg og så i det hele taget ud +som om han gik med selvmordstanker . +— hvad bringer mig æren af min kære svigersone + +besøg ? spurgte Henningsen og bukkede for den +indtrævende . +Baronen svarede ikke , men lod sig falde ned i +sofaen . Han terrede den kolde sved af panden og +så åndsfraværende på ågcrkarlen . +— men du milde herre og frelser , gud fader +l himlen , hvad er der i vejen ? råbte Henningsen og +stirrede på baronen . +Denne for op . +— hvad beder er i vejen , svarede han med mat +slemme ; der er det i vejen , at jeg er bleven snydt , +skammelig snydt , såvel af dem , min gode svigerfader , +som af en anden skurk . +— hvad vover de at sige ? udbrød Henningsen +skælvende . +— jeg siger kun hvad der er sandhed , svarede +baronen . Jeg er først og fremmest bleven snydt af +dem , min rare svigerfader ; thi de indbildte mig , at +jeg blev gist med en engel — den reneste engel , der +fandtes her på jorden , — men istedenfor en engel +xr jeg nok bleven gift med en lantippe , den værste +lantippe , der findes her på jorden . +— de mener da vel ilke Kamilla ? spurgte ågerkarlen +blegnende . +— jo gu ' mener jeg hende ! skreg baronen . Hun +er jo nær ved at kradse øjnene ud af hovedet på +mig ; dog det er ikke min slorsle bekymring , nej , en +eller anden tyv - måske Kamilla , selv — har i nat + +frarøvet mig den sum , for hvilken de solgte deres +datter til mig . +— solgte ? stammede henningscn . +— ja , de har ligefrem solgt hende til mig ; de +husker vel nok den aften , da de havde familiegildr , +de inviterede mig , for at lokke mig til at søle interesse +for Kamilla — den næste dag friede de ligefrem +til mig , eller med andre ord , de lod mig vide , +at man ikke fandt 10 , 000 rigsdaler i rendestenen , det +vil sige jå meget : at de ville give mig den omtalte +sum for at tage deres datter til hustru . +— men du milde gud . . . +— brug ikke guds ravn i denne stygge sag , +afbrød baronen ham . Dersom man kunne se dem +rigtig efter i gommene , da ville de nok være moden +til at komme i forbedringshuset på livstid . +— hva ' . . . hvad siger de ? For . . . Forbedringshuset +. . . Er de gal Ba . . . Baron ? +Stammede Henningsen . +— nej , jeg er klog , svigerfader , svarede baronen +og rejste sig . Og jeg vil lade dem vide , at dersom +de ikke udbetaler mig 2000 rigsdaler ligcstrar , så +melder jeg dem . +Henningsen , der havde en ond samvittighed , begyndte +at ryste og bæve . +— ak , min gud , dagen begyndte så såre godt +og jeg vor så lykkelig over . . . +— skynd dem , min tid er knap ! afbrød baronen +ham . Får jeg pængene , eller skal jeg gå ? + +disse ord udtalte baronen i en aldeles ligegyldig +tone , men desuagtet sås tydeligt hvor magtpåliggende +det var for ham , at få fingre i den omtalte +sum . +Uden at sige et ord tog ågerkarlen en bunke +Sedler frem og optalle 2000 rigsdaler . +Medens Henningsen optalle pængene fik uglehjelm +øje på invitationsbrevet fra dalsgård . Han +læste det med synlig interesse , men kunne ikke tilbageholde +et svagt skrig , da han læste om Klaras nærforestående +formæling med -viktor Smidt . +— ja , det er en herlig mand , denne grosserer +Dalsgård , udbrød Henningsen ; han tænker dog på +mutter og mig ved denne skønne fest . De har vel +også fået en indbydelse , hr . Baron ? +Dette spergsmål kom baronen aldeles uventet . +Han for et skridt tilbage , idet han råbte : +— invitation ! . . . I-g ? . . . Ja vel har jeg +fået en indbydelse , den kom iaftes . +— nå , det glæder mig . +Kort efter gik baronen . Han var veltilfreds over +det » Kup “ han havde gjort hos ågerkarlen . +— nå , gudskelov , det lykkedes , mumlede han , +da han var kommen ned på gaden . Jeg tænkte nok , +at når jeg kom med trufler ville han give efter , +haha ! Nu er der intet i vejen for at jeg kan rejse til +Amerika — i morgen forlader jeg København , Kamilla +må finde sig i al tage hjem til sine herlige forældræ , + +når hun mærker , at jeg ikke kommer tilbage . . . +Det kan ikke nægtes , at jeg spillede mine kort godt +hos ågerkarlen , han kunne ikke mærke at jeg bandt +ham en historie på ærmet , hahahaha ! +I disse behagelige betragtninger vandrede han +hurtig gennem byen og kom snart til sin villa , hvor +Kamilla modtog ham med åbne arme . +— du blev så længe borte min elskede gemal , +sagde hun og kyssede ham ømt . +— ja , jeg blev opholdt undervejs , min kære +Kamilla , svarede baronen . Jeg traf en god ven af +mig , en Greve , der absolut ville have , at vi i et glas +vin skulle drikke din skål . Dog , jeg må forlade +dig , jeg må ind på kontoret . Jeg har en del at +ordne i dag . +— allerede ? +— ja , det er nødvendigt ; men let slår ikke +sålænge på . Jeg lænker at være færdig om 3-4 +timer . Du skulle gå i visit så længe — dine forældræ +længes vist også efter at se dig , thi de komme +jø aldrig herud . +— du har ret , svarede Kamilla ; jeg vil besøge +mine forældre medens du skriver ; jeg kommer igen +om 4 timer . +— ja , gør det , søde Kamilla , sagde barønen og +gik ind på sit kontor . +— han elsker mig ikke , sagde Kamilla , og en +smcrtenståre gled ned ad hendes blege kinder . +Da barønen kom ind på kontoret , fældt han + +i dybe tanker . Med hånden under kinden tænkte +han over de flette handlinger , han havde begået . +- det er i grunden en stor synd jeg begår +imod Kamilla , tænkte han ; hun er kærlig og god +imod mig , hun elsker mig virkelig højt , og jeg — ja +jeg er en stor slyngel imod hende , — jeg er kold og +ligegyldig , ja jeg bagtaler hende oven i købet , dog , det +var nødvendigt , ellers havde den gnier ikke rykket ud +med en eneste skilling . +Med et ligegyldigt blik så barønen på de +papirer , der lå spredte på bordet . +— her er intet af betydning , mumlede ha ; +jeg må nu til at skrive et par ord til Kamilla , for +at berolige hende . Hun vil blive meget bedrøvet , når +hun indser at jeg er bortrømt , men her tør jeg ikke +blive og tager jeg hende med vil mine penge nok snart +få ben at gå på . Nej , jeg må afsted ganske +alene , ellers er jeg snart leveret . +Han skrev nu en billet til Kamilla , hvori han +underrettede hende om , at han var rejst over til fin +Broder og at hun først måtte vente ham om 3 eller +4 dage . +Derefter pakkede han alle fine kostbare sager +sammen , tog alle kontante penge til sig og en halv +time derefter forlod han villaen og tog samme dag +til Hamborg , for derfra at begive sig til Amerika . + +endelig oprandt den betydningsfnlde dag for +Klara og Viktor . +Kirken var propfuld af venner og bekendte , der +vare nysgerrige efter at se det unge par i det betydningsfnlde +øjeblik . +Efter en lang og kedelig benten lød endelig +orgelets brusende toner og en sagte mumlen hertes +gennem hele kirken . +Fort af grosserer Dalsgård gik den smukke brud +lydløst over kirkegulvet , op til Herrens alter . +Præsten holdt en smuk , meget rerende tale for +det unge par , og en sangforening afsang to i dagens +anledning forfattede sange . +Da hoilidelighcden var forbi og Klara , ved +Viktors arm forlod kirken , da lød det begejstrede udbrud +fra den forsamlede mængde : +— ak , hvilket smukt par ! Gud give dem lykke +og velsignelse i deres fremtid ! +Over 30 personer vare samlede ved bryllupsgildet , +og Henningsen , ver nu var aldeles belavet på +af holde festtalen , var så elegant klædt , af han knapt +kunne kende sig selv . +Vi ville ikke beskrive festen , men derimod henvende +vor opmærksomhed på enkelte af de indbudne . +Ligeoverfor ågerkarlen sad hans søn Peter +Henningsen og Marie Søndrup . +En inderlig kærlighed knyttede disse unge mennesker +til hinanden , — de vare meget lykkelige , thi +Dalsgård havde bestemt forsikret , af den gamle Henningsen + +sknlde give sit samtykke til deres forbindelse , +thi han havde „ den gamle fyr “ i lommen , som +han sagde . +De unge mennesker vare glade over , af der døg +var udsigt til deres forbindelse og opfyldt af dette +håb så de nu alt i en glimrende , belysning . +Da pansen var kommen på bordet , rejste Henningsen +sig , trommede på sit glas og rømmede sig . +Forundret så Peter på ham , han havde aldrig +før hørt sin fader producere sig som taler . +— hr . Henningsen snsker ordet ! lød det rundt +i hele salen . +— ja , mine venner , jeg ønsker af udtale den +dybe følelse , jeg nærer for „ det smukke par “ , thi , i +sandhed , det er et meget smukt par , der i dag har +knyttet deres skæbne til hinanden . Der findes ingen +slorre lykke for en mand her på jorden end den , at +kunne dele sorg og gl��de med en elsket kvinde , en +kvinde , der i et og alt omgiver manden med kærlighed , +den rene , uplettede kærlighed , — og der findes +ingen slorre lykke for en kvinde , end den , at kunne +pleje og værne om en så elsket mand , som hr . Grosserer +Viktor Smidt . Ja , mine venner , jeg beder dem +alle at tømme glassene på en lykkelig fremtid for +det unge ægtepar . Gud give dem sin velsignelse ! +Henningsen , der med megen besvær havde lært +denne tale udenad , skille sig særdeles godt fra den og +rørt takkede Dalsgård ham for de smukke ønsker han +havde udtalt for det unge ægtepar , og knyttede et + +par ord til om et andet par , der havde overdraget +ham det hverv i aften , i hele selskabets nærværelse , +at ssge at formå en hidtil streng og ubøjelig fader , +at give sin velsignelse til deres nærforeslående forbindelse . +— ja , hr . Henningsen , således sluttede Dalsgård ; +det er til dem jeg henvender mig . Deres +søns forlovede , frøken Marie Søndrup , er en god +og brav pige , aldrig kan man tænke på af få nogen +bedre svigerdatter end hun er , og da de elske hinanden +af deres sjæls hele fylde , sveder jeg dem , af give +deres samtykke til det unge pars formæling . +Henningsen stirrede modlos på grossereren ; han +ville gerne føje en så anset mand , men hans +ærgrelse over , af sønnen , uden af spørge ham om +tilladelse , havde vovet af r forlove sig , og det ovenikjobet +med en fattig sypige , vandt overhånd , og +med en urokkelig fasthed svarede han : +— jeg giver aldrig mits samtykke til denne forbindelse . +Da rejste grosserer Dalsgård sig , gik hen til +Henningsen og hviskedee ham de ord i øret : +— husk på Smidt ! Nægter de af give +deres samtykke , da fortæller jeg i hele selskabets +påhør hvad de er for en fyr . +Ængstelig så Henningsen på den talende . +Derefter rejste han sig langsomt og sagde med rystende +stemme : + +— nuvel , børn ! jeg giver eder min velsignelse . +Gud bevare eders fremtid ! +Nørt takkede de unge mennesker ham og de « +Gemytligste stemning fik snart overmagt i salen , da +— midt i glæden blev døren heftig åbnet og Kamilla +trådte ligbleg ind . +— han er rejst , bortrømt ! råbte hun og styrtede +hen til Henningsen . +— hvem ? hvem ? spurgte han forbløffet . +— min mand , baron uglehjelm . Jeg har +sendt bud til hans Broder , men fik det svar , at +baron uglehjelm ikke havde været hos ham i over et +halvt år , og da jeg undersøgte hans værelse så +jeg til min skræk , at baronen havde medtaget alle +penge og værdifulde sager . Han er bortrømt , det +tvivler jeg ikke mere på ; ak fader , han elsker mig +ikke , han har kun taget mig til hustru for at komme +i besiddelse af de 10 , 000 rigsdaler jeg fik i medgift . +Kamilla sænkede hovedet og tårerne vædede +hendes blege kinder . +— nå , mit barn , giv dig tilfreds , sagde ågerkarlen +og klappede hende på kinden . Endnu er intet +tabt — vi få nok fat i fyren . Jeg vil straks gå +til politiet og melde hans flugt . +— jeg går med , sagde Dalsgård ; jeg kan give +politiet nøgle vigtige oplysninger . +Viktor ville også med , men Dalsgård mente , +at han burde blive og underholde selskabet , og ledsaget + +af alles oprigtigste ønsker om et heldigt udfald begav +Dalsgård og Henningsen sig til stationen . +Her underrettede Henningsen betjenten om uglehjelms +flugt , — og den gode ågerkarl var så +harmfuld på sin adelige svizersøn , at han med det +samme beskyldte ham for mordforsøget på Dalsgård . +Sljondt grossereren ikke indrømmede dette , blev der +dog taget notits af ågerkarlcns forklaring . +47de kapitel . +Tre forbrydere . +Vi forlod Halte-søren i det øjeblik da le to betjente +trængte ind i uglehjelms villa for at gribe +ham . +Uglehjelm , der af skræk var segnet om i lænestolen , +fik snart herredømmet over sin angst . Med en +overordentlig anstrengelse rejste han sig og gik le indtrædende +imode . +— hvad søger de ? spurgte han , la den ene betjent +var trådt ind . +— jeg søger en forbryder , ler har søgt tilflugt +i deres villa , hr . . . . + +— det må være en fejltagelse , stammede baronen . +— aldeles ikke , svarede betjenten ; seer de det +ben , der slikker frem under bordet ? +Baronen blegnede . +— jo , jeg kender det ben , vedblev betjenten ; +det tilhører en person der , uagtet han er meget dårlig +tilføds , dog i lang tid har ladet os løbe væddeløb +for at fange ham . Endelig er det lykkedes , og jeg anmoder +dem om at være os behjælpelig med at få +ham frem . +Uglehjelm lod som om han var meget forbavset +øver , at denne forbryder havde skjult sig i hans villa . +Med en overordentlig beredvillighed hjalp han +politiet med at trække synderen frem , der nu i en +droske blev transporteret til politikammeret . +— den var værre ! brummede baronen , da haltesoren +var transporteret bort . Bare han nu holder +ren mund , ellers er jeg om en Hals . — det er dog +også en forbandet historie — jeg kan aldrig være +rølig så længe jeg opholder mig her i landet ; nej , jeg +må bort , langt bort , helst til Amerika . . . men hvor +skal jeg få penge fra ? +Han grundede lidt derover , men udbrød endelig +efter en kort betænkning : +— bah ! jeg har da mindst de 8 , 000 rigsdaler +tilbage af medgiften , og — ja jeg må gå til den +gamle gnier , jeg kan binde ham en historie på + +ærmet om at en eller anden — måske Kamilla +selv — har strålet pengene fra mig . Ja , det kan nok +gå , jeg vil strar op til ham . +Di vide , hvorledes han pressede de 2000 rigsdaler +ud af ågerkarlcn , hvorledes han , forsynet med +alle de penge han lunte rave og skrabe sammen , rejste +til Hamborg , for derfra med først afgående dampskib +at tage til Amerika . +Vi ville nu se hvorledes det går ham medens +han opholder sig i Hamborg . +Ankommen dertil tog han ind i et af de slsrste +hoteller . +Han lod sig indføre i rejsebogen under navnet +„ Grev ullendorf “ , og han førte en meget flot tilværelse +i dette hotel , medens han ventede på at dampskibet +skulle blive fragtet for at afgå til den nye +verden . +Endelig — efter at han i to dage havde opholdt +sig i hotellet — fik han underretning om , at skibet +om en time „ var klart til at sejle “ . +Uglehjelm blev særdeles glad ved at hore dette , +thi han frygtede at politiet var på spor efter ham . +I al hast samlede han sine sager og lod et bud +bringe dem ned til skibet . Derefter forlod han selv +hotellet , idet han nynnede : +„ Når bare man er kæk , +så doer man ej af skræk ! “ +Men i samme øjeblik prikkede en herre ham på +skulderen og da uglehjelm vendte sig om , lå han + +til sin skræk en af kjebenhavns dygtigste opdagelsesbetjente +stå foran sig . +— må jeg ulejlige dem , hr . Baron ! sagde +han smilende . +— hvad ønfler de ? spurgte uglehjelm barsk . +— jeg anmoder dem om , hr . Baron , godvillig +at følge mig til den nærmeste station . Hvis de er +uvillig hertil , da må jeg , hvor ondt det end gør +mig , kalde folk tilhjælp ; men da det vil vække skandale , +håber jeg , at de i deres egen interesse går +ind på mit forlangende og følger mig godvillig . +— det skal jeg såmænd gerne , svarede baronen +i en ligegyldig tone ; jeg er mig ikke bevidst at have +begået nogen forbrydelse , og følger dem derfor aldeles +rolig . Sig mig , af hvilken grund bringer de +mig på stationen ? +— ja , det er nok af flere grunde , forsikrede betjenten . +— det må bero på en fejltagelse . +— jeg ville ønske det for deres skyld , svarede +den galante politimand . +Under denne samtale vare de ankomne til stationen . +Hvad der passerede der skulle vi snart erfare . +Fortvivlet vandrede bæveren frem og tilbage i sit +skumle fængsel . + +han forbandede fin hustru , den „ blide “ Bævera , +der havde opægget ham til at tage til København , — +han forbandede den svenske skipper Svensson , der ved +en utilgivelig uforsigtighed havde givet Sørensen anledning +til at bemægtige sig skibet med hele den kostbare +ladning , -- han forbandede den tykhoveds høkerlarsen , +for hvis skyld han var bleven greben , — men +især forbandede han Sørensen , der jo i grunden var +ophavsmanden til den ulykke , der var hændet ham . +- Ta ' mig ti tusind millioner Tønder djævle ! +Om jeg ikke skal mase ham til plukfisk , så snart jeg +får fingre i ham , den hundestejle ! brølede bæveren , +idet han ærgerlig løb frem og tilbage i fængsler . +— har jeg ikke sødet og vederlvæget hans dovne +legeme , den konteffel ! vedblev han kort efter . Har +jeg ikke været overbærende mod ham , den slave ! +Jeg har set igennem fingre med hans fjollethed , +jeg har udtømt mit madskab , for at tilfndsstille hans +glubende hunger , den ulv ! og så lønner han mig +således . Det er skændigt , skammeligt , nederdrægtigt . +Men , ta ' e mig hundrede tusind millioner Tønder +djævle ! jeg skal huske ham . . . den bavian ! den +drommedar ! +Udmattet af vrede og anstrengelse sank bæveren +om på fængselsgulvet og vred sig som en orm . +Da åbnedes fængselsdøren og slutteren trådte +ind for at føre ham for dommeren . +Medens bæveren føres bort ville vi se lidt til + +vor gamle ben , høker-larsen , der just heller ikke befandt +sig i nogen synderlig behagelig stilling . +Vi forlød den ulykkelige vicevært i det øjeblik +han vågnede og hørte det for ham så uheldsvangre +udråb over sit hoved . +Forbloffst gjorde han sig så lille det var ham +muligt , han krød hen i et hjørne af den dybe kældere +og troede nu , at han befandt sig i temmelig god +sikkerhed . +Dog , det var en fejl beregning ; thi i det samme +bemærkede han en skikkelse langsomt blive firet ned i +kælderen til sig , og da han så op , fik han øje på +tre andre , hvilke alle sammen vare ham bekendte som +lovens håndhævere . +Aldeles lamslået af skræk lød han sig som et +barn føre op af den dybe kjældcr og først da han i +nogle minuter havde været oppe i stuen , fik han +mælet tilbage . +— af hvilken grund forstyrrer man min søva ? +Spurgte han rystende . +— å , det er blot for at arrestere dig , lød det +korte svar . +— arrestere mig ? +— ja , alene af den grund . +Larsen , der i den sidste tid nok havde indset , +at han var gået alt for vidt , fortråd nu bittert at han + +ikke før længe siden var vendt om fra syndens dej ; +dog . nu var det jo før sent . +Han mente nu , at han ved at træde kæk op ville +kunne imponere de fire betjente . Hurtig rejste han sig +og råbte med barsk stemme : +— holdt ! det går før vidt ! Hvem er det , der +vover at forlange mig arresteret ? +Forundret så betjentene på ham . +Kort efter trådte en mand hurtig ind i stuen , +han stillede sig foran Larsen og sagde med bevæget +stemme : +— endelig får du da din velfortjente løn ! +Forfærdet stirrede Larsen på ham og råbte med +halvkvalt stemme : +— nåde ! Nåde ! +— nej , her gælder ingen nåde , sagde Sorensen +( thi ham var det ) ; viste du nogen nåde imod mig ? +Larsen gav intet svar — ban var besvimet . +— lad os føre ham bort , vedblev Sorensen henvendt +til de andre betjente ; vognen holder udenfor . +Den devidstløse vicevært blev nu i en drosche +transporteret til København , og han kom først til +bevidsthed da han befandt sig indenfor le uhyggelige +fængselsmure . + +48de kapitel . +Den eneste udvej . +Ankommen til politistationen forlangte baronen +strar at føres ind til assessoren . +Dette indrsmmedes ham . +— bil de bevise mig den artighed , at lade mig +vide , hvorfor man har sørt mig hertil ? spurgte han , +idet han høfligt bukkede for embedsmanden . +— det er en meget mislig sag , svarede assessøren . +— ligemeget ; jeg må dog have net til at forlange +en forklaring over , hvorfor man hindrer mig i +a ; rejse , uagtet jeg har løst billet samt ladet mit +rejsetøi bringe ombord . +— nuvel , hr . Baron , de skal få grunden at +vide . Først og fremmest er de mistænkt for et mordforsøg +på den agtede grosserer Dalsgård i København ; +dernæst . . . +-- Dalsgård ! Dalsgård ! råbte baronen , og +blegnede synlig . +— dernæst er der telegraferet efter dem , da man +har dem mistænkt for at ville rømme fra deres +ægteviede hustru — hvilket nu bekræftes — samt at +have bestjålen hende for . . . +— holdt , det er nok ! sagde uglehjelm vaklende . +Er jeg en forbryder , så arrestcer mig ! + +øjeblikkelig blev uglehjelm fort bort og sat i sikker +forvaring , for senere at føres til København . +Ligbleg vandrede baronen frem og tilbage i det +værelse , hvori han holdtes indespærret . +Tusinde forskellige tanker gennemkrydsede hans +hoved . Han ville flygte , men det var ham ikke muligt +af komme ud ; han faldt på knæ før af bede til gud , +men han formåede det ikke . +Fortvivlet slog han sig før panden , før af finde +en udvej til frelse , men det var forgæves . +— nuvel , udbrød han med fast og sikker stemme ; +det må gjørcs . . . Enten det skeer nøgle dage før +eller senere har jo ingen betydning før mig . Mit +adelige navn skal ikke plettes , mit hoved skal ikke falde +før bøddeløren . . . nej , aldrig , aldrig ! +Hurtig , skønt med skælvende hånd , rev han et +blad ud af sin tegnebog og med blyant nedskrev han +følgende linier derpå : +„ Elskede Kamilla ! +„ Tilgiv den uværdige handling jeg har +„ begået ; men tro ikke af jeg har villet svigte dig . +„ Ieg forlod dig uden af underrette dig +„ om , hvor jeg tog hen , men tro ikke af jeg gjorde +„ dette før af skilles fra dig , — nej , jeg havde et +„ ædlere , et smukkere formål før min rejse , et +„ Formål , som vil bevirke af du kommer til af +„ elske mig dobbelt så højt som du hidtil har +„ elsket mig . — ieg havde ikke troet af faren var + +„ så nær , men da en af mine venner underrettede +„ mig derom , mente jeg , at jeg burde rejse , for +„ at undgå skandale her , og for at fritage dig +„ for den sorg , at se din gemal vandre i fængsel , +„ derfor forlod jeg dig i stilhed . +„ Min hensigt var at tage til Amerika , og +„ når jeg lykkelig og vel var ankommen dertil , +„ ville jeg bede dig om tilgivelse , min elskede +„ Kamilla , jeg ville bede dig om at komme til +„ mig , at glemme den sorg jeg havde beredet +„ Dig ; men ak ! Skæbnen ville det anderledes . +„ Jeg bliver forfulgt af mine fjender , fordi +„ jeg engang har begået en „ Ungdomeubesindighcd “ , +„ thi anderledes kan jeg ikke benævne den uoverlagte +„ Handling jeg begik . +„ Det var en duel en meget anset mand +„ i København havde fornærmet mig - jeg +„ udfordrede ham - uheldigvis blev han vøvelig +„ såret vi havde ingen vidner , men da min +„ Modstander blev bragt hjem i denne sørzelige +„ Tilsland , beskyldte hans venner og familie mig +„ for mordattentat , jeg kunne ikke devise det mod „ satte +og af den grund er jeg bleven forfulgt og +„ forhånet hvor jeg end viste mig . +„ Min uheldige syerne sølger mig bestandigt +, , endelig — « fler flere dages Bente « i Hamborg — +„ skulle jeg ombord i damperen ser at komme ti +„ Amerika , men i det øjeblik jeg nærmede mig + +„ Slid « , greb en opdagelsesbencnt mig og +„ arresterede mig . Jeg er ligefrem beskyldt for « +„ Mordattenrat og da alt taler imod mig er jeg +„ filler på at blive dømt , måske ril døven , +„ skjondt jeg er aldeles uskyldig . +„ Døg dette skal aldrig ske . Når du læser +„ delte er jeg ikke mere blandt de levendes tal — +„ en pistolkugle vil om et øjeblik gøre en ende +„ på mit kvalfulde liv . +„ O , elskede Kamilla , kan du tilgive mig +„ den sørg og bekymring jeg par beredet dig , +„ tilgiv mig , thi jeg er meget ulykkelig ! +„ Levvel , min elskede hustru , Levvel ! Hisset , +„ hos gud i himlen , samles du atter med din +„ Gemal +uglchjelm . “ +' 8 sørg lkke over min død , ibi live , +var mig kun en byrde . +Da baronen havde skrevet dette brev skal van der +l sin tegnebog . +Derefter fremtog han aldeles rolig en ladt pistol , +han havde skjult i sin overfrakke , hold : den for panden +og idet han fremsagde en kor « bon trykkede han løs . +Forfærdede over skuddet styrtede flere beljenic +ind , men det var for silde — ve tand : kun baronens +lig . + +48de kapitel +to vielser . +— å , jeg er så glad , så glad , så inderlig +glad ! råbte Peter Henningsen , idet ban kom dansende +ind ad Deren til Marie . +— hvad er der hændet dig , min egen Peter ? +Spurgte Marie med glædestårer e øjnene . +— ja , gæt det hvis du kan , men du kan ikke . +Og derfor er de « nok bedst , at jeg fortæller dig det , +min søde lille kone . +— din kone ? sagde Marie rødmende . +— ja , akkurat , min egen søve kone ! råbte Peter +og svingede hende rundt på gulvet . +— nå , du er såmænd i godt humor , Peter ! +Sagde Marie smilende . +- ja , der har du nok ret på , for jeg skal sige +dig noget , jeg skal betro dig en hemmelighed : om +tre uger skal vi giftes . +— vi ? er du gal , pe . er ? Hvor skulle vi få +penge til at holde bryllup for ? +„ Fatter har lovet sin egen Peter +at pctermand om et øjeblik +skal få leveret en masse moneter , +øg så åbner Peter snart en flot butik ! “ +Disse ord sang den lystige Peter Henningsen , + +medens han as giæde kyssede Marie over halvtredsindstyve +gange . +— nej , er det virkelig sandt , Peter ? spurgte +Marie tvivlende . +— om det er sandt , ja vel er det sandt ! Jeg +sværger ved min skæve støvlchæl at jeg taler des rene +skære sandhed ! skreg Peter og hævede foden i vejret . +— nå , nå , vær nu rolig , sagde Marie . Fortæl +mig heller hvorledes det forholder sig . Har du virkelig +fået din fader til at give dig så mange penge , +at vi . . . +— jeg ? nej der ville være ligeså umuligt for +mig som at krybe til månen ; nej grosserer Dalsgård +har overtalt fader — denne herlige mand er +i besiddelse af en talisman , der kan gøre underværker . +Såsnart han siger til fader : husk på +Smidt ! så kan han få ham til hvad dek skal være . +— men hvilken betydning har disse ord ? spurgte +Marie nysgerrig . +— ja , det ved jeg sandt for grisen ikke , men +en dyb betydning må de have efter hvad jeg kan +forstå . Dog lad os ikke tale mere herom , lad os +hellere tænke på vort bryllup , det er der mere hold i . +Medens disse unge mennesker regne efter , hvor +stor en kapital de skulle bruge til at sætte Bo for +ville vi se lidt til et par andre personer i denne +fortælling . + +— nå , så de er enig med mig i denne sag ? +Sagde politibetjent Sorensen . idet han kærligt omfavnede +Lene , der som en kærlig og god moder havde +værnet om de forladte vorn +- ja , svarede Lene næppe hørlig » . Hvis de +troer st kunne være ijcm med at få mig ti ! Kone , +uagtet de kender min ulykkelige fortid , da vil jeg +med glæde være enig med dem . Det er den slorste +lytte der nogensinde kunne vederfares mig , at jeg må +binde min skæbne til en så brav og hjertensgod +mand , som de i sandhed er . Men hvad sige børnem +dertil ? +— å , Lene , de er så lykkeligt , de stakkels børn . +De plage mig hver dag om , at lade dem beholde +dem til moder - dog , jeg har en endnu glædeligere +efterretning ar meddele dem , Lene , nemlig , at +jeg efter al sandsynlighed kan vente et par tusind +rigsdaler i erstatning for den skade , hsker-larsen +har tilsøiet mig . Han er nu i retfærdighedens hænder +og venter und rædsel sin velfortjente straf . +— ja , den har han såmænd ærlig fortjent , sagde +Lene gysende . +Kort efter forlod Sørensen hende , +han begav sig hen til klokkeren ser ar få deres +bryllup arrangeret . +Tre uger derefter , på en og samme dag , viedes +tø par i * * * » Kirke . + +kl . 3 om eftermiddagen trådte politibetjent +Sørensen og jomfru Malene Hansen frem for Herrens +alter . +Kun få venner og bekendte overværede vielsen . +I en kort men hjertelig tale skildrede præsten +den modgang begge de brave menmsker havde haft +og skuttede med , at bede gud om , at lade dem i ægtestandens +glæde sinde den lykke de så længe havde +savnet . +Kl . 7 om aftenen trådte Peter Henningsen og +jomfru Marie Søndrup frem for alteret . +En ubeskrivelig lykke asspeilede sig i disse unge +menneskers ansigt , da de arm i arm spadserede over +kirkegulvet . +Orgelets mægtige toner formåede ikke at overbove +den glædesjubel der lød i deres indre , da le +så uventet opnåede den lykke , de så længe havde +længtes efter . +Kirken var propfuld af mennesker , og alle betragtede +med glæde det lykkelige par . +Efter af præsten i en lang tale havde forkyndt +dem hvilke pligter de havde lige overfor hinanden , og +efter af de havde givet hinanden hånden på en tro +samvirken i hele deres levetid , spillede orgelet den +hjertegribende psalme : „ Det er så herligt af følges +ad , for to som gerne vil sammen være ! “ og som om +det var efter en forudgået aftale istemmede hele den +forsamlede mængde , og de herlige ord rungede med +en mægtig klang i den smukt oplyste kirke . + +nogle dage efter brylluppet overtog Peter en i +god drist værende købmandsbutik i en af de slorre +provindser på Sjælland . +Hans handel var fortrinlig og et år derefter +blev familien forøget med „ en lille Peter “ , der blev +sine forældres stolthed og glæde . +Peter Henningsen er endnu købmand , men han +agter om kort tid af tage til København og nedsætte +sig som grosserer . +50de kapitel . +Slutning . +Vi skylde den ærede læser en forklaring over hvad +de ord : „ Husk på Smidt ! “ har af betyde . +Det er en episode fra den gode ågerkarls +ungkarleliv . +I en af de slorre kræmmerbutiker beder i byen var +en ung handelskommis ved navn John Smidt +engageret . +Det var en opvakt og livlig fyr og ved sit geni +trak han mange kunder til butikken . +Til hans ulykke stiklede han bekendtskab mig + +ågerkarlen , der var en meget » vet kortspiller . Den +unge kræmmersvend blev lokket i hans garn , — han +tabte hver Asien store lummer , der gik i ågerkarlens +lommer ; thi henningsen forstod , uden af den anden +bemærkede det , af spille falsk , hvorved Smidt absolut +måtte tabe . +Enken på denne skurkestreg blev , af kræmmersvenden , +for af klare sin gæld , tog af pengeskuffen , +hvilket imidlertid snart vpdagedes . +I det fortvivlede øjeblik underrettede den ulykkelige +mand principalen om , af han i sin uerfarenhed +var kommen i kast med en af de mest durkdrevne +kortspillere , og af han kun havde stjålet for af dække +den gæld hvori han var kommen . +Han lovede af blive et skikkeligt og ordentligt +menneske , men principalen , der var hård og ubøjelig , +sendte bud efter politiet og indesværrede Smidt +på sit værelse . +Den ulykkelige unge mand kunne ikke bære sin +skam — da politiet kom for af hente ham , var han +ikke mere blondt de levendes tal : han havde hængt +sig ; men forinden havde han på en seddel skrevet +følgende : +„ Dette selvmord har en vis hr . H . på +„ sin samvittighed , thi nu indser ; eg , at han ved +„ falsk spil har ruineret mig og gjort mig iii +„ en tyv . “ + +med uro og rædsel ventede hsker-larsen sin +dom . Han havde aldrig tidligere været straffet , thi +ved et mærkværdigt held havde han i mange år +undgået den straf , han i så lang tid gjorde sig +fortjent til . +Nu var bulkanen sprungen og han havde brændt +sig svært , det følie han alt for godt . +I en krog af fængslet sad han og spekulerede +på , om der ikke skulle eristere en udvej for ham til +frelse . +— jeg nægter s ' gu alt ! mumlede han efter en +kort overvejelse . Der eksisterer jo intet bevis imod +mig . Skulle Sørensen virkelig diske op med hele +historien , så vil jeg aflægge ed på at det er løgn +alfsammen , og jeg gad nok se den , der formår mig +til at bekende , tzaha ! endnu har jeg dog ikke tabt +spillet . +Medens Larsen raisonerede således sad haltesoren +i slum fortvivlelse +siøvercns død og den advarsel , han sendte ham . +Havde gjort et så dybt indtryk på ham , at han fast +defluttedt at tilstå alt , hvad han i de sidste år +havde begået . +Han sølte hos sig selv , at livet i et ensomt +fængsel ville blive den eneste frelse før ham , thi dersom +han kom i lag med sine gamle kammerater , ville +han blive endnu siettere end han allerede var . + +— ja , lad der kun ske hvad der vil , jeg tilstår , +det er min ufravigelige beslutning ! råbte han bestemt . +Støveren er i grunden lykkeligere end jeg : han har +nu ro og undgår i det mindste den jordiske straf før +fine forbrydelser . . . dog , jeg vil ikke misunde ham , +ban var min eneste ven her vå jorden , kun vi to +forslode hinanden , dog tror jeg ikke at ban var så +sket som jeg er — han var bedre opdragen og bedre +lært . Ja , gud give at jeg var i støverens sted ! +Bæveren var ikke fuldt så rolig som Halte-s��ren . +Efter ar han havde udslodt alle de eder , han +kunne erindre udenad , fattede ban til sidst en beslutning : +ban ville bryde ud af det uhyggelige fængsel . +Han havde , den dag han blev fængslet , skjult en +Fil i en krog af cellen . +Med denne Fil begyndte ban nu at skære løs +på de jernstænger , der vare fastgjorte foran vinduet . +Det var et meget besværligt arbejde , som vi nok +kunne indse , men bæveren var godt vant til det besværlige +— han tabte ikke mødet , men vedblev af file +løs hver gang ban var ene . +Den tredje dag efter af ban havde arbejdet uafbrudt +i tolv timer , lykkedcs det ham endelig af få +den ene Stang løs , men før af slipve ud måtte ban +løsne en endnu , og dette var ikke nogen videre behagelig +udsigt før ham , thi sluttercn havde betroet dam , af +han den følgende dag skulle i forbor . + +— død og kritte ! dersom jeg nu bliver styrtet +til « andet fængsel mumlede han ; den ville rigtignok +» ære spyds ! — ak , hvad skal jeg gøre , jeg elendige +stakkel ! +Efter denne korte tale gav -an sig til af ruste +af al kraft i den anden jernstang , men det var før » +Gæves , den modstod al hans anstrengelse . +— gid katien æde mine fingre ! dersom jeg ikke +troer af jeg er førloren ! Det er dog også en forbandet +historien , men der er alt sammen din skyld , +elendige bævera ! — hvorfor ville du absolut lokke +mig til af tage herover ? +— nej , der er ikke hendes skyld , sagde slutteren , +der i de » samme trådte ind . Skylden ligger hos dig +> elv , tbi dersom du ikke havde begå » nøgen forbrydelse , +så var du flets ikke kommen derind men det +gi ' er sig alt sammen , tdi nu skal du i forbør . +- nu ? +— ja , lige i desse øjeblik , svarede slutteren og +gjorde plars for ri par betjente , der kom for al afhente +fangen . +På en og samme tid stod alle tre » Forbrydere +ivr skranken +den første , der blev forbøn , var høtcr Larsen . +Han svarede benægtende yå alle de svørgsmål , der +bleve rettede til dam , og da Sørensen fremkom med +sine beskyldninger , svor van med den slorste frækhed +vå , at det var løgn alt sammen . +Da bæveren børte dette , blev ban overordenlig +dristig . +— Ta ' mig tusind Tønder djævle , om det ikke +er den skammeligste usandbed alt sammen ! råbte han +med sin gennemtrængende svenske stemme ; jeg er +ligeså uskyldig som det barn , der blev fsdt i går , og +jeg vil også indcstå for Larsen . +— det behøves aldeles ikke , svarede de « rykposede + +vært ; jeg skal nok svare for mig selv . — des +har jeg gjort for i dag . +Efter at de to herrer havde benægtet alt , kom +Toren til halte-søre « . Han tilstod straks at være +delagtig i mordattentatet på Dalsgård , men hav +ville ifke tilstå , hvem hans medskyldige var . +Derimod fortalte han nogle smoadistorier om +Larsen og om » det lille pakhus ' , hvori han ovbevarede +de forskellige tyvekoster , han for en ringe +ting kom i besiddelse af , ved at true de so » fljellige +herrer tyveknægte - der segte tilflugt hos W — +med at overlevere dem til ncisærdighcdens tjenere , +dersom de forlod huset inden han var kommen i besiddelse +af de stjålne sager . +Larsen blev så forbavset over disse beskyldninger , +at han ikke formåede al fremførs et ^rd til sit +forsvar , da dommeren forklarede ham , a » hans straf +ville blive betydelig mildere , dersom han ikke forhalede +sagen , da tilstod den forskrækkede vært efterhånden +alt , og derved trak han naturligvis bæveren med . +Larsen og halte-toren blev id emte tugihusstraf , +den førstnævnte i sire år , den sidstnævnte i » o år . +Bæreren derimod blev viist hjem til Sverrige , +hvor en del andre fyrbrydelser , han havde begået , +ved samme lejlighed kom for dagens kys . Hans +straf lod på fæstninzsarbeide på livstid . +Hvad Kamilla — eller rettere baronesse uglehjelm +— angår , da må vi tilstå , at hun tog sig +sorgen meget let , og efter et halvt Års forløb se vi +hende forlovet med en skuespiller fra et af provinds « +Theatrcne . Hun optræder selv på scenen og gør +stormende lykke hvor hun viser sig . +Til skivver Svensson og mutter bævera hsrtes aldrig +noget rimeligvis er de i forening rejste til Amerika . +Ende