diff --git "a/normalized/1870_Juel_Hittebarnet.txt" "b/normalized/1870_Juel_Hittebarnet.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1870_Juel_Hittebarnet.txt" @@ -0,0 +1,8447 @@ +Første capitel . +Det var en kold vinteraften , sneen faldt i tætte flokke , og +himlen , som skjultes af tunge skyer , syntes at være forsvunden +for stedse . +I dagligstuen på Thorshøi , en stor herregård i Sjælland , +sad en gammel dame , som det syntes ivrigt beskæftiget +med at læse . Hun var iført en sort dragt , og hendes grå +hår skjultes omhyggeligt af en hvid kappe , smykket med orangefarvede +blomster . +En dyb tavshed , kun afbrudt af blæstens tuden , omgav +hende . Man skulle næsten tro , hun var den eneste beboer af +denne store bygning . +Nu hævede hun hovedet og fremviste et ansigt , der var +meget smukt til trods for de mange år , som havde ridset deres +runer i dets engang så glatte oval . +De store blå øjne havde et mildt og kærligt udtryk , +endskønt de syntes at tale om et hjerte , som havde kæmpet +og lidt meget ; medens den klare rolige pande vidnede om , at +hun dog havde vundet Sejer over livet med dets mange , mange +prøvelser . +„ Hvor det er koldt ! “ udbrød hun og nærmede sig kaminen , +— „ Stormen tuder som et rovbegjærligt dyr . Herren være med + +de stakkels fattige , der ikke have råd til at lægge i ovnen ! “ +Hun satte sig ned foran ilden og stirrede med et fraværende +blik i dens klare flammer , +pludseligt gik døren op , og en gammel tjenestepige trådte +hurtigt ind , idet hun råbte : „ Nej , Herren være med os , jeg +troede aldrig , jeg skulle have oplevet , hvad jeg nyligt har set , +kom selv ud og se , lille frøken ! D ? , t er et skrækkeligt syn , ja +det er , “ Og uden at oppebie fin frøkens svar styrtede den +gamle pige igen ud af døren , +frøken hjelm rejste sig og fulgte langsomt efter , uden at +synes det mindste nysgerrig efter at se det skrækkelige syn , men +kun for at tilfredsstille den gamle Martha . +Lyden af flere forvirrede stemmer nåde hendes øre , da +hun trådte ud i korridoren , og ved at følge dens retning +nåde hun til køkkenet , hvor hun fandt tjenestefolkene forsamlede +om en mørk genstand , der var lagt på et bord nær ved ildstedet , +hun +nærmede sig forundret og gamle Marthe udbrød - +„ Se blot det stakkels barn , lille frøken ! Jeg tror , hun +er død . Mads fandt hende liggende på landevejen . Gnid +hende lidt mere , Ane ! Herren være med os ! Hun åbner sine +øjne ! Hun lever ! Gud være lovet ! ja , gud være lovet ! “ +Og hun havde ret . Den lille fremmede havde åbnet +fine store , mørke øjne , og et forundret smil spillede om hendes +blege læber , da hun så sig omgivet af så mange ukendte +mennesker . +. Moder ! “ sagde hun og rejste sig . „ Hvor er du henne , +moder ? ' +„ Hvem er din moder ? “ spurgte frøken hjelm kærligt og tog + +en af barnets små , kolde hænder i sine . „ Hvor boer din +moder , stakkels lille ? “ +„ Moder ! Moder ! “ var det eneste svar . „ Hvor er du , +moder ? “ +„ Din moder er gået til landsbyen ; men hun kommer +snart tilbage , “ sagde gamle Martha beroligende , „ vi har lovet +hende at beholde dig her så længe . Ræk mig koppen , Ane ! +Jeg mener , hun må trænge til lidt varmt , lille stakkel . Nå , +prøv på det ! Så , det var ret ! “ +Den lille pige drak så begærligt , som havde hun ikke +fået mad i en hel uge , medens frøken hjelm endnu bestandigt +holdt hendes hånd i sine og så på hende med et medlidende blik . +Såsnart hun havde tilfredsstillet sin tørst , fæstede hun +sine øjne på husets herskerinde og sagde med bestemthed : +„ Jeg vil vente på moder , uden at græde , når du vil +blive hos mig . “ +„ Nej , men du skal følge med mig , “ svarede frøken hjelm +smilende . „ Kan du bære hende ind i dagligstuen , gode Martha ? “ +Martha bar hende ind i dagligstuen og satte hende i en +lænestol nær ved kaminen , og frøken hjelm spurgte : +„ Så ! Er du nu fuldkommen tilfreds , min lille ven ? “ +. Nej ! “ svarede barnet åbenhjertigt , „ Du må sidde ved +siden af mig , ellers vil jeg til min moder , min kære , kære +moder . “ +. Godt ! “ sagde frøken hjelmgodmodigt og satte sig i en stol +ved siden af den lille tyran . . Men hvor du er kold ! “ Hun +lagde sin hånd på barnets skælvende arm . „ Du må i +seng , stakkels lille , du trænger til varme . Græd ikke , jeg vil + +ikke forlade dig . Jeg lover al blive hos dig , til du er falden +i søvn . “ +„ Og du vil holde min hånd i din ? “ spurgte den lille +fremmede hulkende og lagde sine arme om frøken hjelms Hals . +. Du vil ikke slippe den , “ tilføjede hun overtalende og fæstede +sine store , mørke øjne på sin velgjørerinde med et spørgende blik . +„ Nej , jeg lover det . Men lad mig nu ringe på Martha , +at hun kan klæde dig as . “ +„ Nej , nej ! Du , kun du ! “ råbte hun og klyngede sig kættere +til frøken hjelm , „ Du , kun du og moder ! “ +Frøken hjelm så sig om i værelset med et hjælpeløst blik . +Hun havde aldrig klædt et barn as og vidste ikke , hvordan +hunskulde bære sig ad dermed ; men alligevel bar hun den lille +pige ind i sit eget soveværelse og begyndte sin nye forretning +efter bedste evne . +„ Det er min egen seng , “ sagde hun , da hun endelig havde +fuldendt sit uvante arbejde . . Men du må ligge i den , når +du er en god lille pige og seer at falde i søvn snarest muligt ; “ +Og hun lagde hende i sengen , stoppede klæderne tæt om hende +og satte sig i en stol ved siden as , idet hun tog hendes hånd +indeni sin , som hun havde lovet . +„ Jeg vil være en god lille pige , “ sagde barnet med en +bestemt mine ; „ jeg vil prøve på at falde i søvn , når +du vil vække mig , så snart moder kommer . Men jeg har jo +ikke sagt min bøn ; moder siger den altid med mig . “ +„ Så vil jeg gøre det for hende . Fold dine hænder , +mit barn ; “ og frøken hjelm knælede ned ved siden af sengen +med et mildt smil , som syntes at opmuntre den lille fremmede , +der straks foldede sine hænder og begyndte at sremstge sin bøn . + +hvor blødt deres stemmer lød i den mørke nat , medens +stormen tudede derude ! +Da bønnen var endt , rejste frøken hjelm sig , trykkede et +Kys på barnets pande og sagde venligt : +„ Nu må du se at falde i søvn . “ +„ Ja , men hold på min hånd , som du har lovet ! “ +Hun lukkede sine øjne med et tilfreds smil , og søvnen +tog hende snart i sin blide favn . +Kort efter trådte Martha ind . +„ Frøken , “ hviskedee hun , „ kom selv og se ! “ +Frøken hjelm rejste sig sagte og fulgte gamle Martha , som gik +til køkkenet , hvor hun standsede foran en mørk genstand , der +lå på gulvet , og sagde : +„ Det er hendes moder . Mads fandt hende udenfor porten . “ +Folkene trak sig tilbage , frøken hjelm nærmede sig den ulykkelige +og bøjede sig over hende . +Det var en ganske ung kvinde . Hendes smukke ansigt var +hvidt som marmor , hendes øjne vare lukkede og læberne tæt +sammenpressede . Det stakkels legeme syntes at have gennemgået +en hård kamp , før sjælen havde forladt det for bestandigt . +„ Hun +er død i “ råbte frøken hjelm og foldede sine hænder . +„ Herren være med hende ! “ +Hun bøjede sig tættere ned mod den døde og hviskedee , +som troede hun hende i stand til at høre et trøstens ord : +„ Jeg vil tage mig af dit barn . Jeg vil være hende en +moder ! “ + +andet capitel . +År vare gåde . Folk havde for lang tid siden glemt +den fremmedes historie , og når de talte om den smukke Ella +hjelm , tænkte de aldrig på , at hun var den lille pige , Mads +havde fundet på landevejen . +Der var kun tre , som aldrig glemte det , nemlig frøken +hjelm , Ella og gamle Martha . +Den sidste gik hver løverdag til kirkegården for at pynte +en grav , som lå i skyggen af to store kastanietræer . +Det lod til , at hun sandt stor fornøjelse i denne beskæftigede ; +og når vinteren indfandt sig , og gamle Martha var nødt til +at opgive sin yndlingsvandring til kirkegården , syntes hun at +blive mere alvorlig end nogensinde . +Mangen en smuk aften , når månen og de skønne stjerner +oplyste himlen , vandrede lille Ella til sin moders grav og satte +sig på bænken mellem kastanietræerne , nu stirrende ned på +graven , nu seende op mod den kære blå himmel , hvor hendes +moder smille til hende , som gamle Martha havde sagt . +Det var lykkelige tider . +Frøken hjelm havde selv påtaget sig den lille piges opdragelse , +og hendes unge elev var meget lærenem . +Når læretiden var til ende , gik de en tur i haven , og +frøken hjelm fortalte sin yndling mangt et smukt eventyr om +blomsterne , som omgave dem , hvorhen de vendte blikket , og +på denne måde lærte Ella , uden selv at vide det , i disse samtaler +mere botanik , end de fleste kvinder lære hele deres liv . +Ella var nu ti år , og hendes lille ansigt , der strålede + +af glæde og sundhed , afspejlede tydeligt hendes hjertes tilfredshed . +Men +solen kan ikke altid skinne lige klart . Skyggerne +ville komme og formørke den tidligt eller sent , og da må vi +vogte os , at ikke alle hjertets blomster falme og dø . +Frøken hjelm var gammel , og tiden , som gik sin vante +gang , gjorde hende ikke yngre . Hun var ikke blot gammel , +men tillige svag , og Marthas blik var ofte fæstet på det for +hende så kære , blege ansigt med et ængsteligt udtryk . +En dag , da den trofaste gamle sjæl var beskæftiget i +frøken hjelms soveværelse , vendte denne sig pludseligt om mod +hende og sagde med et svagt forsøg på at smile : +„ Jeg kunne have lyst til at sende bud efter prokurator +Kaufmann , Martha ! “ +„ Prokurator Kaufmann ! Gud frie mig ! “ råbte Martha +og slog hænderne sammen . „ Prokurator Kaufmann har ikke været +her siden . . . . “ +„ Siden min faders død , “ tilføjede frøken hjelm roligt ; +„ men jeg ønsker at tale med ham . Sig , at Mads skal ride +over og invitere ham til middag . “ +Gamle Martha bøjede sit hoved og forlod værelset med +et tungt hjerte . +„ Mads ! “ råbte hun kort , „ Du skal ride over og invitere +prokurator Kaufmann til middag . “ +„ Det er , som jeg var bange for et jordskælv , “ sagde +hun til sig selv . „ Jeg har aldrig holdt af at se den gamle +prokurator på thorshoi . Han kommer kun , nå sorgen banker +på døren . “ + +prokurator Kaufmann havde modtaget frøken hjelms indbydelse . +Ester mållidet gik begge til bibliotteket , hvor frøkenen +omhyggeligt aflåsede døren , og skønt Martha gjorde alt , hvad ' +der stod i hendes magt for af opdage , hvad døren førhindrede +hende i af høre , måtte hun til sidst opgive sine anstrengelser +med et tungt suk . +Imidlertid var Ella gået til kirkegården med en stor +bouket blomster til sin moders grav . +Da hun kom i nærheden af den , så hun en ung herre , +som havde sat sig på bænken under kasfanietræerne . +Han lod til af være falden i dybe tanker . Hans øjne +vare fæstede på jorden ved hans fødder ; hatten lå ved +siden af ham på bænken , medens vinden legede med hans +sorte hår . +Ella standsede et øjeblik , forskrækket over hans uventede +nærværelse ; men da han ikke lod til af bemærke hende , tog +hun mod til sig og trådte nærmere . +Den unge mand hævede hovedet og fæstede sine milde , +blå øjne på den lille pige , som netop knælede ned ved graven +og begyndte af ordne blomsterne på den . +„ Godaften ! Hvor vejret er smukt , min lille Alf , “ sagde han +venligt , „ ligger din moder måske begraven her ? “ +Ella svareve kun med er suk , og den fremmede vedblev : +„ Et dejligt hvilested ! Jeg holder så meget af kastanietræer og +deres kølige skygge . Hvor har du fået disse smukke blomster ? “ +„ Jeg har plukket dem i vor egen have , “ svarede Ella . +„ Du holder måske også af blomster ? “ Hun gav ham en +rød rose . „ Havde jeg vidst , du var her , fluide jeg gerne have + +plukket en lille bouket til dig ; men nu skal feg huske det , når +jeg kommer igen . ' +„ Tak ! Du er meget venlig . Du må sige mig dit navn , +at jeg kan notere det i min tegnebog . “ +„ Jeg hedder Ella , ' sagde hun rødmende ; „ men hvis du +vil følge med mig hjem , må du plukke ligeså mange blomster , +du vil , for de vokse i tusindvis i vor have . Og tante Hanne +vil blive glad for dig . Måske du kender hende ? Alle holde +så meget as hende , og du vil vist gøre det samme . Kom , +så skal jeg vise dig Brunhilde , min egen lille hest . “ +„ Tak ! Jeg kan ikke modtage din venlige indbydelse . Jeg +er , som du seer , på en fodrejse og har vist endnu langt at +gå , sør jeg når den nærmeste kro . “ +„ Der er kun en mil til „ den hvide due “ . “ +„ En mil ! “ sagde den fremmede og rejste sig , idet han +så på sit ur . „ Straks syv i tiden løber om kap med tanken . “ +Han satte rosen i sit knaphul , fog sin hat og tilføjede venligt : +„ Måske vi mødes igen , lille Ella . Hvem ved ! Skæbnen +er så hemmelighedsfuld , den fortæller intet forud ; men håbet +er vor bedste ven , og det hvisker i mit hjerte , at vi mødes . “ +„ Gør vi det ? “ sagde Ella uskyldigt . „ Hvor jeg vil være +glad ved al se dig igen . Du skal så en bouket så stor , +at du næppe kan bære den . “ +Han greb hendes lille hånd , trykkede den med varme og +sagde smilende : +„ Og jeg skal fortælle dig et smukt eventyr om hver blomst +i bouketten . Farvel , lille Ella ! Tak for dit behagelige selskab ! “ +Han svingede med hatten og ilede bort , medens den lille +pige stød og stirrede efter ham , så længe hun kunne se ham . + +døren til bibliotteket blev åbnet . Frøken hjelm og prokurator +Kaufmann viste sig med meget alvorlige ansigter . +Gamle Martha stød netop i nærheden ; hun lagde mærke +til at frøken hjelms øjne vare røde og ophovnede . +„ Hun har grædt , “ sagde hun til sig selv , „ ja , sandelig hun +har grædt . “ +Lidt efter tog den gamle prokurator afsked , og Martha +hørte frøken hjelm sige , da de skiltes : +„ Tak , kære ven ! Nu er jeg fuldkommen rolig . Min salig +fader sagde altid , man burde være forberedt på alt ; og han +havde ret . “ +„ Ja , han havde ret , “ tænkte Martha . „ Men det aner +mig , at sorgens skygger snart vil formørke vor kære sol , for +Mads fortalte mig i morges , at tårepilen på salig Herrens +grav har grædt blod i nat . Og hvad grund havde den vel +til at græde blod , når det ikke var for at advare os om den +kommende sorg ? Man kan ikke tage fejl ; sorgens skygger +nærme sig . “ +Hun skyndte sig til sit værelse , tog sine briller på og +begyndte at læse i bibelen , medens frøken ' hjelm stod ved vinduet +i dagligstuen med øjnene fæstede på haven , hvor en mild vind +bevægede trætoppene hid og did , og fuglene sløj jublende igennem +luften . +„ Hvor smukt alt seer ud ! “ sagde hun med et tilfreds smil . +„ Skæbnen har i sandhed været kærlig imod mig : at leve her , +at dø her ! Det lader mig glemme alt , hvad jeg har lidt . “ +Tårerne kom hende i øjnene , og med et suk , der forrådte , +at hun ikke ganske havde forglemt alt , satte hun sig i lænestolen , +lukkede sine øjne og faldt i dybe tanker . + +tredie capitel . +Død ! +Hvad er døden ? +En kold hånd , der nedbryder alt , hvad livet har opbygget . +Hvor var nu den milde fred , som hidtil havde oplyst +Thorshøi og gjort det fil et elysium ? +Døden med sin kolde hånd havde banlyst den , og arnestedet , +hvor den havde dvælet så mange lykkelige år , stod nu +koldt og mørkt som de hjerter , den engang havde opvarmet med +sine milde solstråler . +O , død , død ! Hvorfor fik du magten fil at tilintetgøre +al vor jordiske rigdom ? Hvorfor er du en fjende af alt , hvad +der har liv ? Men tys ! vi er uretfærdige mod dig . Er du +ikke broen , der fører fil himmelen , der fører fil et evigt liv ! — +„ Kom , barn ! “ sagde Martha og trak Ella med mild magt +bort fra den sorte kiste , der indesluttede alt , hvad hun elskede , +der indesluttede hende , som havde været en moder for den lille +forældreløse . „ Græd , barn ! Tårer bringe trøst . Men du +må ikke længere blive her . Du er så bleg , du ryster , du er +kold ; kom ! “ Hun drog hende blidt med sig . +„ Martha ! “ sagde Ella og fæstede sine øjne på den trofaste +pige med et spørgende blik , „ tror du , det er sandt , hvad +folk sige ; tror du , at de døde kunne høre og se enhver ting ? “ +„ Ja , naturligvis , “ svarede Martha . „ Derfor må du +altid handle således , som du ved , det vil glæde din elskede +tante ; for hun seer alt , selv dine tanker . “ +„ Hvor det er kærligt af hende ! Jeg har også lovet mig +selv at blive så god , som jeg ved , jeg ville være bleven , hvis + +hun havde levet med mig . O , Martha , nu har jeg kun dig +tilbage at elske ! Du må ikke dø , du må blive hos mig ! “ +Hun skjulte ansigtet i sine hænder og græd bitterligt . +„ Græd ikke ! “ råbte Martha og sluttede den lille pige i +sine arme . . Hvem siger , at jeg skal dø ? Græd ikke , min egen +lille yndling ! “ +Den næste dag kom prokurator Kaufmann fil thorshoi +og havde en lang samtale med Martha , som sagde med skælvende +stemme , da de endelig skiltes : +„ Ja , alt skal være rede , siden min elskede frøken ønsker +det således . Stakkels lille ! Jeg tør nok sige , jeg vil savne +hende . “ Hun skjulte ansigtet med sit forklæde . +„ Hvorfor græder du ? ' spurgte Ella , som netop nærmede +sig . „ Kom , Martha , lad os gå fil kirkegården . Det er så +længe siden , jeg var der . “ +„ Godt , barn ! Tag din hat på , så skal jeg sølge dig . “ +Martha aftørrede sine tårer , og snart efter vare begge +på vejen fil kirkegården , for der at hvile på den lille , velbekendte +bænk . +Stakkels Ella , som ikke anede , hvorisnart hun skulle forlade +sin moders grav , sagde tankefuld : +„ Hvor vi nu ofte skulle besøge moders og tante Hannes +grave ! Men , når vinteren kommer , Martha , og alt er dækket +med sne , hvorfra skal vi så få blomster fil at pynte dem med ? ' +„ Så behøve de ingen blomster , “ svarede Martha vemodigt . +„ Behøve de ingen blomsler ? ' gentog Ella forundret . + +„ Hvad mener du dermed ? Jeg synes netop , de trænge til blomsler , +når alting er så koldt og mørkt . “ +„ Der er intet skønnere smykke end den hvide sne , “ svarede +Martha . +„ Sne ! Jeg ville ikke holde af , at sneen dækkede min +grav . “ Hun sukkede sagte . „ Husker du Martha , at det var +sneen , som dræbte min stakkels moder ? “ +Martha svarede ikke , og begge sad tavse en stund , da Martha +pludseligt sagde , idet hun kærligt lagde stn hånd på den lille +piges skulder : +„ Ella , vi må skilles ! I morgen kommer prokurator Kaufmann , +og du må følge med ham til København . Det er +din kære tantes ønske , og jeg ved , du vil lyde hende nu , +som du lød hende , medens hun var ilive . Du har altid været +en fornuftig lille pige ; derfor vil du let forstå , at du ikke +kan blive her . Jeg er intet passende selskab for frøken Ella +hjelm . Har ikke min kære frøken taget dig til sig som sit +eget barn ? Er du ikke hendes eneste arving ? Du kan ikke blive +her . Du må tage til København med prokurator Kaufmann , +hvor en reven af min kære frøken boer . Ham har hun selv +valgt til at være din formynder ; derfor må du også lyde +i et og alt , som om det var hende selv ; så skal du se , han +vil give dig den opdragelse , du bør have . “ +Ella svarede intet . Hun kastede sig i Marthas arme og +græd heftigt . +„ Jeg vil lyde ham i alt , “ hviskedee hun til sidst . „ Jeg +vil lyde ham , for at tante Hanne kan blive tilfreds med mig . +Jeg ville hellere dø end tage til København med prokurator +Kaufmann . Jeg er bange for aldrig mere at få dig at se . “ + +„ Vær ikke bange derfor , barn ; vi skal snart mødes igen , “ +Sagde Martha med skælvende stemme ; „ men jeg tænker , det er +bedst , vi nu gå hjem . “ +Ella knælede ved sin moders grav , og de tavse tårer , +som randt ned ad hendes blege kinder , vidnede om , at når +sorgen er dyb og sand , er den uden ord . +Fjerde capitel . +Thorshøi var forsvundet ; men alligevel stirrede Ella i den +retning , hvor hun sidst havde set et glimt af det , som om hun +troede , at det måtte vise sig endnu engang , før det forsvandt +for bestandigt . +Men forgæves ; intet Thorshøi mødte hendes længselsfulde +øjne , og til sidst lukkede hun dem , som havde hun besluttet ikke +mere at se noget , siden hendes elskede hjem var forsvundet . +Vognen standsede ved jernbanestationen der kom toget . +„ Puf , puf , puf ! “ sagde det , og før Ella vidste hvorledes , fandt +hun sig siddende i en waggon mellem prokurator Kaufmann +og en fremmed herre . +„ Gud være lovet ! “ udbrød den gamle prokurator , som +syntes at være meget anstrengt . „ Nu have vi vundet Sejer . +Nå , nå ; du må ikke græde , lille ven ! København er en +meget smuk og stor by , hvor du vil more dig bedre end på +Thorshøi . Der er lange , lange gader med de mest storartede +boutiker , jeg nogensinde har set , med høje huse og med børn i tusindvis . +Ja , rigtige børn ! Der vil du få noget at se på , du , + +som kun har set Maren , Mette og Trine . De er ikke virkelige børn +nej , i København vil du se tusinde af dem . De er klædte +så sine , i silkekjoler og store crinoliner , som oni de vare voksne +damer og ikke børn . Nå , græd ikke ! Jeg tror , du vil blive +meget lykkelig i dit nye hjem . “ +Den fremmede herre bød hende en lille wske med sukkermandler . +„ Stakkels +lille ! “ sagde han medlidende . . Prøv at spise +lidt . Der er intet i verden , der trøster et sorgfuldt hjerte så +meget som at spise . Jeg har selv prøvet det . Jeg spiser altid , +når noget går mig imod , og jeg kan forsikre , det er et +godt middel . Forleden dag var jeg så uheldig at tabe min +børs . Det er tydeligt , det var et uheld ; men hvorledes bar +jeg mig ad under disse omstændigheder ? — jeg gik ned i en +ostecskjælder og spiste tredive østers , og da jeg gik hjem , følte +jeg mig til mode , som havde jeg aldrig mistet omtalte børs . +Kom , lille ven , spus lidt ! “ +Endelig nåde de til København . Toget standsede , og +wagonerne blev åbnede . Den fremmede herre tog fin natsæk +og sagde blidt , idet han løftede lidt på hatten : +„ Farvel , min herre ! Farvel , min lille ben ! Prøv at spise +lidt , så snart du er kommen hjem . Farvel ! Farvel ! “ Og han +forsvandt med et venligt nik . +„ Kom ! “ sagde prokurator Kaufmann , og Ella aftørrede +fine tårer og fulgte ham tavst . +Folk kom og gik , som de vare travle myrer , og støj og +tummel mødte vore rejsende , hvor de vendte sig hen . Men +til sidst , efter megen anstrengelse og efter at være bleven puffet +hid og did , var prokuratoren så heldig at få fat på en + +vogn , som kørte ham og hans lille protege snarest muligt bort +fra denne larmende mængde . +„ Hvor smukt ! “ udbrød den gamle prokurator og så +sig om med et henrykt blik . „ Danmark er i sandhed et skønt +land . Dette er vesferport , min lille ven . Seer du den høje +støtte ? Det er wresføtten , som vore bønder satte til wre +for Frederik den sjette , fordi han frigav dem for hoveri . Den +blev lavet af en billedhugger , som hed wiedewelt , der senere +druknede sig af melancholie . En af vore digtere skrev et smukt +Vers om ham i den anledning . Del burde du læse ; jeg tror , +du ville synes om det . Men se til højre ! Kan du se tivoli ? +Der må du hen og se dig om engang . Tilvenstre ligger +kongens klub , og her er stadsgravene . Hvad synes du om +den høje , grønne vold , som ligger foran os ? Er den ikke smuk ? +Der spadserer folk fra morgen til aften . Nå , nu er vi i +København ! Se dig om , min kære ! Har du nogensinde set +sådanne huse og sådanne fine folk som dem , der myldre +stem her ? “ +Ella så sig om . Nej , i sandhed , hun havde aldrig +for set mage . Hun glemte næsten sin sorg , i det mindste for +en tid , indtil vognen med et holdt foran et stort hus i +Bredgade , og kusken sprang ned for at hjelpe dem ud . +„ Hvad , allerede ! “ råbte prokurator Kaufmann forundret +og så på sit ur . „ Nå , jeg håber , de er hjemme . Kom , +min kære ! “ Han tog Ella ved hånden , medens hun græd +heftigt og råbte : +„ O , kære , kære prokurator Kaufmann , forlad mig ikke ! +Forlad mig ikke ! “ +„ Nej , hvem siger , at jeg vil forlade dig ? “ sagde han + +beroligende , „ græd ikke . Det var ret ! Nu er du en god lille +pige . Jeg vil nødigt have , Fru Lehmann skal se , at du +græder . “ +Ella aftørrede sine tårer for at behage den gode prokurator , +som havde taget sin lommebog frem og læste : +„ Bredgade nr . 14 , første sal . “ +De gik opad trapperne og standsede foran en egemalet dør , +hvor navnet Lehmann stod på en messingplade . +Prokurator Kaufmann trak i klokkesnoren , og en tjenestepige +åbnede døren . +„ Er grosserer Lehmann hjemme ? “ spurgte han . +„ Nej , haner netop gået ud , “ svarede pigen , „ men fruen +er hjemme , hvis de behager . “ +„ Godt , her er mit kort , bring hende det ! “ +Pigen gik ind med kortet , men kom snart igen og bad +prokuratoren træde nærmere . +Hun fulgte dem gennem en lang korridor , åbnede en +fløjdør og lod dem træde ind i et meget stort værelse . +Prokurator Kaufmann så sig om ; der var ingen tilstede , +og han benyttede derfor lejligheden til at undersøge omgivelserne +med mere interesse , end man skulle have tiltroet ham . Men han +sagde til sig selv : +„ Man kan oste lettere gøre sig et begreb om folks characteer +ved at studere ordningen af deres hus , end ved deres +egen fremtræden , thi den sidste våge de over med stor omhu , +når de vide sig bemærkede , medens den første kommer lige fra +deres hjerte . Jeg vil se mig om for at slutte mig til , hvad +min lille protege tør vente at finde her . “ +„ Hm ! Stor pragtsyge , stor kærlighed til pral . Ingen + +smag , ingen orden . Jeg tør påslåe , ingen har i dag tørt +støvet af her . Nej , sandelig ; se en gang på bordet , se på +stolen , se her , hvor du behager , støv , støv , støv ! “ +„ Ah , blomster ! ' han nærmede sig vinduet , hvor der stod +nogle forgyldte urtepotter med blomster i , der vare visnede af +mangel på vand . +„ Hm ! Et meget slet tegn ! Stakkes lille ! Jeg frygter , hun +vil komme til at savne kærlighed her , som de stakkels blomster +mangle vand . ' +„ Kære prokurator Kaufmann ! ' sagde Ella med et ængsteligt +blik , „ lad og skynde os bort , før hun kommer . Jeg tror , +jeg er bange for hende . . O , forlad mig ikke ! Jeg tør ikke blive +her alene . Jeg er bange for dette store , fremmede værelse . “ +. Vær ikke bange , “ sagde den gamle prokurator trøstende , +skjøndt han intet godt anede , „ se dig om , er her ikke så smukt +som i et Paradis ? Se der er den nydelige lille chinefiske figur . +Kom , skal jeg række dig den ; men hold fast , at du ikke taber +den , “ +Netop i samme øjeblik som Ella stod med den omtalte +figur i hånden og betragtede den med forundret blik , blev +døren åbnet , og en høj dame med sorte , funklende øjne og +stolt holdning trådte ind . +Hun var kommen så lydløst , at prokurator Kaufmann +for tilbage , og Ella — o , himmel ! — tabte den chinefiske +figur på gulvet . +To skrig , det ene svagt og skælvende , det andet højt og +rasende , lød igennem værelset , medens prokuratoren i tavshed +opsamlede levningerne af den engang så smukke , men nu tilintetgjorte +figur . + +„ O , min kære chinefifle figur ! “ streg Fru Lehmann og +slog stne hænder sammen . „ Hvad i al verden sfulde du med +den , du stygge lille ulykkesfugl ? Det må jeg sige , det er en +god begyndelse ; hvis du vedbliver på den måde , var det +bedre , om du aldrig var kommen her . “ +„ Men hvad er der i vejen , moder ? “ råbte en lille pige , +som viste sig i den åbne dør . „ Har hun allerede slået din +chinesiste figur itu ? Fy , skam dig noget ! “ +, o , kære prokurator Kaufmann ! “ sagde Ella og kastede +sig i den gamle mands arme , . forlad mig ikke , jeg dør af +angst . Gå ikke , gå ikke ! “ +„ Stills ! “ sagde han blidt . „ Jeg formoder , Fru Lehmann , +at de af det brev , jeg skrev til deres mand , ved , hvorfor +jeg er kommen . Her er den lille pige , frøken hjelm har ønsket +at overgive til deres omsørg . Min tid er knap , jeg må straks +igen tage hjem ; men før jeg tager afsted med min lille veninde +her , beder jeg dem være kærlig og omhyggelig mod hende , ikke +blot for frøken hjelms skyld , men også fordi det kære barn +nu står så ene i livet og trænger til en erstatning for den +kærlighed og moderlige pleje , hun gik tabt af ved frøken +hjelms alt for tidlige bortgang . “ +„ Når det er nødvendigt , at prokurator Kaufmann straks +tager hjem , vil jeg ikke opholde dem længere , “ sagde Fru Lehmann +koldt ; „ men lad mig bemærke , før de forlader os , at +Ella altid vil finde en kærlig moder i mig , når hendes opførsel +er således , at jeg kan være det . I modsat fald indser +de , at jeg ikke kan behandle hende som datter . “ +Hun hilste koldt og forlod værelset , ledsaget af sin datter , +efter at denne dog først havde tilkastet Ella et fjendsk blik . , + +„ Hm ! “ sagde den gamle prokurator tankefuld ; thi han holdt +meget af lille Ella , og det gjorde ham mere ondt , end han ville +tilstå for sig selv , at lade hende tilbage under Fru Lehmanns +beskyttelse . +„ Farvel , kære barn ! Bær rolig ; jeg lover dig at komme +nu og da at se til dig . Men så må du ikke græde ; hvis +du græder , kommer jeg aldrig mere . Husker du det ? Nå , det +var ret , nu er du en fornuftig lille pige ; derfor skal jeg også +kave noget med til dig , som jeg ved , du holder meget af , +når jeg kommer næste gang . Farvel , Ella ! “ Han kyssede +kende kærligt p�� panden . „ Farvel , mit barn ! “ +„ Gamle Martha ! “ hviskedee hun med skælvende slemme . +Gamle Martha ! “ +„ Ja . jeg skal huske hende . Farvel ! “ Han skyndte sig bort , +for al skjule sin bevægelse . +Stakkes Ella ! Nu var hun ene . Hun satte sig i den mørkeste +krog af værelset og græd bitterligt . Stakkels barn i ingen så +hende , ingen hørte hende , hun var ganske ene ! Ganske ene ? +Nej ! Han så hende , han hørte hende , han , som seer og hører alt . +Den ene time gik efter den anden ; men ingen kom for +at trøste den lille fremmede . Det syntes næsten , som om de +ganske havde glemt hende . +Endelig blev der trukket stærkt i dørklokken . +Hun for op og hørte en dyb stemme spørge : +„ Hvor er den lille pige ? Jeg talte med prokurator Kaufmann +på gaden , og han sagde , han havde bragt hende herop . “ +„ Du kan finde hende i salen , “ svarede Fru Lehmanns +velbekendte stemme . „ Hun har allerede slået min chinesiske +figur i stykker . Havde det ikke været den første dag , skulle + +jeg have straffet hende så alvorligt , at hun aldrig oftere skulle +slå noget itu her i huset . “ +„ Stille ! Jeg håber ikke , du har sfjændt på hende , stakkels +barn . Jeg vil gå ind til hende ; hun trænger til trøst og +opmuntring ; hun er langt fra dem , som elske hende , og som +hun elsker . “ +„ Trænger hun til trøst ! Ha , ha , ha ! Gå , kære ven , +gå og vær hendes trøster ! lad hende slå dit ur i stykker +og knække dine briller , så kan du trøste hende ovenpå det , +hvis du har lyst dertil . “ +„ O , fader ! Hun er så styg , så uartig , og moder siger , +af du burde være frøken hjelms arving , og ikke hun ; for hun +er kun en fremmed lille tiggerpige fra landevejen . “ +„ Stille , du uartige barn ! “ sagde den dybe stemme , og +døren til det værelse , i hvilket Ella opholdt sig , blev sagte +åbnet . Hun hørte lette trin nærme sig ; men hun havde skjult +ansigtet i sine hænder og havde ikke mod til af tage dem bort +for af se , hvem det var . +Dog , der var en anden , som tog dem bort , og to kærlige , +milde øjne så medlidende ind i hendes blege ansigt . +„ Stakkels lille ! “ sagde den fremmede herre og bøjede sig +over hende . „ Vær ikke bange , jeg er din ven , “ +Han lod sin hånd kærligt glide over hendes lokker , og +hun følte sig filmode , som havde en solslråle listet sig ind i +hendes hjerte . Hun slyngede begge sine arme om hans Hals +og begyndte af græde , skønt et klart smil oplyste hendes +søde ansigt . +. Kære lille ! Kære lille ! “ hviskedee han ømt , „ jeg er din +ben af mit ganske hjerte . “ + +femte capitel . +Det var morgen . Ella vågnede . Klokken slog syv . Hun +rejste sig hurtigt , da hun var vant til at stå op klokken seks +på Thorshøi og var bange for , at Fru Lehmann ville skænde +på hende , fordi hun havde ligget så længe . +Hun klædte sig på og . forlod sit værelse med et tungt +hjerte . Hun trådte ind i dagligstuen . Der vær ingen . Hun +gik ind i cabinettet ved siden af ; der var også tomt . Hele +huset syntes at sove endnu . Hun nærmede sig til vinduet ; også +gaden var tom og forladt . +„ De sover ! “ hviskedee hun og gik tilbage til sit eget værelse . +„ O , hvis jeg var på Thorshøi ! Martha har allerede +længe været oppe . Og mine duer og mine blomster , hvorledes +have de det ? Hvor nu dugdråberne funkle i græsset panden +store plaine . O , var jeg blot på Thorshøi ! “ Hun sank ned +på en stol , skjulte sit ansigt i sine hænder og begyndte at +græde : +„ Var jeg blot hjemme ! Var jeg blot hjemme ! Var jeg +blot hjemme ! “ +Men ingen hørte hende , undtagen han , der er skæbnens +herre , og han svarede : +„ Nej , barn , nej ! Du må bliver her . Jeg vil prøve dig ; +og når du virkelig består prøven , vil jeg engang kalde +dig hjem . “ +Klokken slog otte . Ella sad endnu med ansigtet skjult i +sine hænder . Stakkels barn , hun tænkte på den gode tante +Hanne , på gamle Martha og på Thorshøi , på sin moders +grav og på alt , hvad hun elskede . + +„ Otte ! “ råbte hun og rejste sig . „ Jeg vil gå og se . +Om de endnu kunne sove , skønt solen en slået op for længe +siden . Jeg kunne have lyst til at spadsere i den friske luft , +som jeg altid gjorde på Thorshøi . “ +Hun forlod atter sit værelse og gik til dagligstuen , hvor +hun fandt grosserer Lehmann i færd med at læse aviserne . +Hun var trådt så lydløst ind , at hun fik tid til at betragte +ham nøjere , før han opdagede hende . Han sad bøjet +over bordet med en meget alvorlig mine ; der var noget i hans +ansigt , som forrådte , at han havde et tungt hjerte . +Ella trådte nærmere . Ned at se hans sorg glemte hun +sin egen . Hun elskede ham allerede ; thi han var den eneste i +dette hus , der havde været kærlig mod den lille fremmede . +Og hvor taknemmelig kan ikke et barn være ! Det glemmer sjælden +den kærlighed , der bliver tildelt det . +Hun lagde sin hånd sagte på hans arm og så på +ham med et deltagende blik . +„ Allerede oppe , min lille ven i “ sagde han og klappede hende +på kinden . „ Du slår nok op med solen ; men det er bedre +end at sove , når hele naturen er vågnet . Du er meget bleg +plejer du altid at være det ? Eller er du måske træt efter +rejsen ? “ +Tårerne stjal sig frem i hendes øjne , og hun hviskedee +ængsteligt : +„ Jeg længes så meget efter mit hjem . “ +„ Stakkels barn ! Du længes . Ja , vi længes alle efter det , +vi have mistet og måske aldrig få igen . “ Han sukkede let , +rejste sig og sagde : +„ Kom , du kan skænke the til mig og til dig selv . “ + +de gik ind i spisestuen , og han satte sig ved theebordet , +medens Ella skænkede for ham . +. Tak ! “ Han sukkede igen . „ Sid ned , barn , og fortæl +mig , hvordan du tilbragte dagen på Thorshøi . “ +„ O , jeg skrev , læste og tegnede med tante Hanne . Og +efter middagsbordet gik vi altid en tur i haven , for vi gik +til kirkegården , hvor min moder ligger begravet . “ +„ Din moder ! Ja , det er sandt , din moder . Jeg formoder , +tante Hanne var meget kærlig mod dig . Du vil savne hende , +Ella . “ +„ Ja , jeg vil , “ sagde hun alvorligt . „ Jeg længes også +efter gamle Martha og Thorshøi . Men tante Hanne var som +en moder imod mig ; det er så tungt aldrig mere at skulle se +hende . “ +. Nu må jeg gå , “ sagde grosserer Lehmann og rejste sig . +„ O ! “ råbte den lille pige , og hendes øjne fyldtes med +tårer . +„ Men jeg kommer snart tilbage , “ vedblev han med et op . +Muntrende smil . „ Imidlertid kan du stifte bekendtskab med +Olga . Jeg tænker , i snart ville blive gode venner . “ Han sukkede +atter . „ Farvel , Ella ! “ Han forlod værelset med et venligt +nik , og hun var igen ene . +Endelig viste en ung dame sig . Det var frøken grøn , +Olgas gouvernante . +„ Hvor er grosserer Lehmann ? “ spurgte hun og fæstede +sine brune , funklende øjne med et spørgende udtryk på Ella . +„ Han er gået , “ svarede den lille pige . +„ Er han gået ? Godt . Sig til Hansen , at hun kan +skænke min the . “ + +„ Hansen ! “ gentog Ella forundret . +„ Ja , Hansen . Det er husholdersken , du lille uvidende +skabning . Men vent lidt ; jeg kan måske gøre det selv . “ +Men i det samme gik døren op , og husholdersken +trådte ind . +„ Godmorgen , frøken grøn ! Allerede oppe ! Jeg troede , de +sov endnu . “ +„ Nej , jeg kunne ikke sove . Hvor er Olga ? “ +„ Olga ! jeg tænker , hun ligger i sin seng . “ — „ Godmorgen , +min lille pige ! Har du fået noget at spise ? — +men , hvor hun er smuk ! Og Olga , som sagde , hun var så +styg —vedblev husholdersken afsides til frøken grøn . +„ Fru Lehmann er så vred på hende . Hun har slået +-hendes chinesiske figur itu . “ +„ Stakkels lille ! Så vil hun aldrig komme i hendes kridthuus . “ +„ Nej , +det vil hun sandelig ikke , “ hviskedee frøken grøn . +« hun hader hende , fordi gamle frøken hjelm har adopteret +hende . Hun siger altid , når hun taler om hende : „ Den frem . +Mede lille tiggertøs , som har fraranet os vor arv . “ Stakkels +lille skabning ! Men , strengt taget , har hun ret ; thi grosserer +Lehmann burde have arvet frøken hjelm . Han var hendes +eneste levende arving , og godset burde være tilfaldet ham . Jeg +må tilstå , det ville også have gjort mig ondt , hvis en +ganske fremmed havde gået hen og arvet , hvad der tilkom +mig med rette . “ +„ Jeg ved ikke , “ sagde Hansen , som husholdersken blev +kaldet af alle i det lehmannske hus , „ men er grossereren ikke +hendes formynder ? “ + +„ Jo , og han får hvert år en stor sum penge derfor , +sålænge hun opholder sig i hans hus ; og hvis hun dør , er +han hendes eneste arving . “ +„ Hm ! Jeg tænker , hun bliver her ikke længer end højst +nødvendigt . Hun gifter sig nok , så snart hun er i den alder . +Jeg tør love for , der vil være fuglefængere i tusindvis for +at fange en sådan guldfugl . “ +„ Ja , “ svarede frøken grøn , idet hun blev rød af vrede , +„ det er verdens gang . Penge , penge , penge råbe alle mænd . +Ikke en eneste spørger : „ Hvordan er hendes hjerte ? “ Nej ! +„ Hvordan er hendes børs ? “ Det er spørgsmålet . Men havde +jeg penge , så skulle jeg le ad dem alle ; jeg forsikrer dem , +Hansen , jeg giftede mig aldrig , undtagen det var med en sand +gentleman . En gentleman . . . . “ +„ Som ville ægte en fattig pige , “ afbrød husholdersken +hende med et polisk smil . „ Men en sådan person , frygter +jeg for , de ikke støder på . Jeg ved meget godt , at der endnu +findes sådanne mennesker ; men jeg tør sige , de — “ +„ Hansen ! Hansen ! “ råbte Olga , som trådte ind af +døren , „ Du skal skænke en kop the til moder . Hører du , +du gamle sladdersøsfer ? “ +„ Stille ! Gør ikke sådan en støj ! “ sagde frøken grøn . +„ Godmorgen ! Er du allerede oppe , du lille ulykkesfugl ? “ +Råbte Olga til Ella , uden at tage notice af sin gouvernantes +nærværelse . „ Har du også slået den anden chinesiske figur +i stykker ? Har du ? Moder er så vred på dig . Å , frøken +grøn , skænk the til mig . jeg er så tørstig ! “ +„ Jeg tænker dog , du kan vente , til Hansen kommer , for + +jeg er ikke husholderske her . Hvor ofte stol jeg fortælle dig +det ? “ +„ Nå , moder har rigtignok ret , når hun siger , de er +så stolt som en fugl uden fjer . Men når de ikke vil skænke +the til mig , så skal Ella , for hun er kosfgjænger her , og +moder siger , hun er en lille tiggertøs . “ +„ Stille , du sladderhank ! “ +„ Du er en meget uartig pige , “ sagde husholdersken , +som netop trådte ind igen . „ Fy , skam dig noget , at tale +sådan til den stakkels lille pige , som er fremmed her ! “ Hun +gik hen til Ella , som var ganske bleg , tog en af hendes hænder +og sagde mildt : +„ Følg du med mig , min lille yndling ! “ +. Nej , “ råbte frøken grøn , „ det kan jeg ikke tillade ; hun +må gå med mig “ Hun rejste sig hurtigt . „ Kom Olga ! +Kom Ella ! “ Og hun forlod værelset ledsaget af begge børnene . +Skolestuen var et stort , mørkt værelse , som fik Ella til +at gyse tilbage i og da frøken grøn satte sig for enden af et +langt , brunt bord og pegede på en stol , der stod lige overfor +den , Olga netop havde sat sig på , sank hendes mod . Hun +tænkte på den gode tante Hanne og på hendes kære læsetimer +på Thorshøi ; og havde ikke Olgas kolde , blå øjne +hvilet på hende med et spottende udtryk , var hun bristet i +gråd ; men nu bekæmpede hun sig og satte sig ned med et +tungt hjerte . +Ella var meget flink , og da frøken grøn , som virkelig var +en udmærket lærerinde , begyndte at høre hende i forskellige ting +glemte hun for en tid sin sorg og overraskede frøken grøn +ved sine bestemte og klare svar . + +imidlertid legede Olga med sine bøger og byggede et hus +af dem , indtil de faldt om og væltede et stort blækhus , som +udgød sit sorte indhold over bordet . +„ Men , gud ! “ råbte frøken grøn , „ hvad skaldet betyde ? “ +„ Det var Ella , som væltede det , “ råbte den uartige pige , +„ jeg vil gå og fortælle moder det . “ +„ Græd ikke ! Græd ikke ! “ sagde frøken grøn trøstende . +„ Hvis Ella har gjort det , fortjener hun i sandhed at blive +straffet derfor . Gå ! Din plads er i skammekrøgen . Der +kan du blive stående , til du har angret din ondskab . +Ella rejste sig . Der var et udryk i frøken grøns øjne +der tydeligt sagde hende , at det ville være forgæves at vente +medlidenhed fra den kant . Hun gik derfor i skammekrogen , +uden at sige et ord til sit forsvar , efter at have kastet et langt +bebrejdende blik på Olga , som fik den uartige pige til at +rødme . +Det var tunge timer for vor lille ven , medens hun stod +der i den mørke krog , som det syntes ganske glemt af alle . +Hendes røde kinder blev blegere og blegere , hendes læber +skælvede , og hendes øjne fyldtes med tårer ' . +„ Jeg vil ikke græde , “ sagde hun til sig selv . „ De ville +glæde sig over mine tårer . O , tante Hanne , seer du mig ? +Gid jeg var hos dig ! “ +Tilsidst rejste frøken grøn sig . Skoletiden var forbi , og +hun og Olga forlod værelset , uden at kaste et blik til Ella . +Stakkels lille pige ! Nu kunne hun græde , nu var hun +ene ; og hun græd af sit ganske hjerte , til hun faldt i søvn +og genfandt sit . kære hjem , tante Hanne og gamle Martha i +drømmenes verden . + +„ Kom , “ sagde Hansen og omfavnede hende . Middagsmaden +er færdig . Hvorfor væltede du blækhuset , mit kære +barn ? Du må love mig ikke at gøre det oftere . Kom ! “ +Hun ferie hende til spisestuen , hvor de andre allerede +vare samlede , på grosserer Lehmann nær , hvem Ellas øjne +forgæves søgte efter . +Olga og Ella toge plads ved et lille bord , som stod i +nærheden af det store spisebord , hvorved Fru Lehmann og +frøken grøn havde sat stg , medens en tjener var beskæftiget +med at opvarte dem . +„ Chrisfen ! Chrisfen ! “ råbte Olga utålmodigt , „ ræk mig +brødkurven . Hører du , jeg vil have brødkurvenn . “ +„ Chrisfen ! “ råbte frøken grøn , „ ræk mig et glas vand ! “ +„ Chrisfen ! “ råbte Fru Lehmann , „ ræk mig min serviet , +den er falden på gulvet ! “ +Stakkels Chrisfen rendte frem og tilbage , medens Hansen , +som var beskæftiget ved et sidebord med at skære for , tænkte : +„ Chrisfen her og Chrisfen der ! Gid de ingen Chrisfen havde +at . råbe på ! “ +Men det var virkeligt et meget ubetænksomt ønske af hende , +dersom ve ingen Chrisfen havde , hvem måtte så holde for +uden netop Hansen selv ; thi en vare de jo nødte til at kalde på . +„ Hansen ! De må ikke give Ella det allermindste af buddingen . +Hun har ikke fortjent det , den uartige pige , som slog +min chinesiske figur itu og væltede blækhuset . Men jeg skal +fortælle det til Lehmann , når han kommer hjem , og jeg håber , +han vil straffe hende så strengt , som hun i sandhed har +fortjent det . Har du bedet Olga om forladelse ? Hvis ikke , +så gør det øjeblikkeligt ; ellers får du intet at spise . “ + +„ Jeg ko- , ikke , “ sagde Ella med skælvende stemme . „ Jeg +har ikke væltet blækhuset . Det var Olga selv , som gjorde det . “ +„ Jeg ! Hvor hun dog lyver ! “ råbte Olga med funklende +øjne . „ Men moder kender mig meget bedre end som så . +Hun ved , jeg har ikke gjort det , du uartige pige . “ +„ Du vil ikke bede hende om forladelse ? “ spurgte Fru Lehmann +koldt . — „ Ræk mig meer budding , Christen ! — og +du taler desforuden usandhed . Godt ! Lad os så prøve , hvad +virkning sult vil have . — jeg tænker , selskabet vil blive +meget morsomt , frøken grøn . “ +„ Ja , naturligvis , Fru Lehmanns selskaber er altid morsomme , “ +Svarede frøken grøn smigrende . „ Kommer Abrahamsen ? “ +„ Ja , +han modtog min invitation , som det syntes , med +glæde . Og candidat Berg , forfatteren til „ Kærlighed og had “ , +kommer også . “ +„ Hvor det er interessant ! “ udbrød frøken grøn , som +udmærket godt forstod at smigre Fru Lehmann . „ Jeg har netop +læst hans sidste bog , og jeg kan ikke mindes at have læst noget +mere tiltalende . Hvor gammel er han ? “ +„ Fire og tredive , min kære . Han er i sin bedste alder . +Men , hvad det var , jeg ville sige , — frøken kålund har +også modtaget min indbydelse . Hun er i sandhed en meget +behagelig og nydelig ung pige , og jeg tror , hun er en af de +rigeste damer i København . “ +„ Ja , så må hun sagtens være behagelig , “ svarede frøken +grøn spydigt , „ for jeg har aldrig hørt noget gøre folk så +elskværdige , som penge . “ +Imidlertid sad Olga og spiste en stor portion budding , + +medens stakkels Ella som tantalus måtte se derpå , uden at +være i stand til at nå det . +„ Hvor det smager dejligt ! “ sagde Olga for at drille hende . +„ Hvis du ikke havde væltet blækhuset , ville du også have +fået en portion . “ +„ Men jeg bryder mig ikke om det , “ svarede Ella stolt . +„ Jeg har spist det for og ved meget godt , hvorledes det smager . “ +„ Vidste du det også , da tante Hanne fandt dig som en +lille tiggertøs på landevejen ? “ +„ Jeg ville næppe have fået at vide , hvorledes noget som helst +smagte , hvis tante Hanne havde været som du , “ svarede +Ella roligt . +„ Nej , det har du ret i ; for jeg havde aldrig adopteret +en tiggerpige og fraranet mine egne slægtninge deres arv . +Thorshoi tilhører dig ikke med rette ; det burde have tilhørt +min fader , for han er tante Hannes naturlige arving , du er +kun et stakkels hittebarn , som moder siger . “ +„ Gud give , jeg var vedbleven at være det hele mit liv ! +Så havde jeg aldrig lært dig at kende og havde aldrig hørt +dine uretfærdige ord . “ +„ Ja , du kan tro , jeg ønsker det samme ; for så var +thorshoi engang tilfaldet mig . Og moder siger , at penge er +den bedste anbefaling i livet , og frøken grøn siger det samme ; +for frøken grøn “ — Olga bøjede sig over bordet og hviskedee +de sidste ord — „ siger altid ja , når moder siger ja , og nej , +når moder siger nej . Læg mærke til det , så skal du se , +jeg har ret . Moder og frøken grøn er altid af den samme +mening ; ellers blev hun her ikke længe . Min sidste gouvervante + +målte over Hals og hoved forlade huset , fordi hun og +moder ikke kunne komme ud af det sammen . “ +Her blev hun afbrudt i fin fortrolige meddelelse , da Fru +Lehmann ved at rejse sig fra bordet gav tilkende , at taffelet +var hævet , og alle forlod værelset på Hansen og Christen nær . +„ Nu kan du gå tilbage til skoleværelset , “ sagde Fru +Lehmann til Ella , „ hvor du skal blive , til du har bedet Olga +om forladelse . “ +„ De behøver ikke at læse mere med Olga i dag , “ vedblev +hun og vendte sig til frøken grøn . „ Jeg vil gerne have dem +til at hjælpe mig lidt med arrangementet i aften . Kom , Olga , +du kan også være til nogen nytte . “ +Hun gik ind i dagligstuen , fulgt af sin datter og frøken +grøn , medens Ella listede sig til det mørke , ensomme skoleværelsæ . +Hun kunne ikke bekvemme sig til al bede Olga om tilgivelse , +da hun ikke havde gjort hende noget ; det ville have været det +samme for hende som at sige en usandhed , og Ella var ingen +hykler . Hun var for god til dette hus . +Hun satte sig ned ved bordet og begyndte at læse i en af +de bøger , Olga havde brugt til sin uheldige bygning om formiddagen . +Hun var bestemt på , ikke mere at græde ; hun ville +forsøge på at være tilfreds med sin sørgelige skæbne . Var +det ikke tante Hannes villie , at hun skulle blive i dette hus , +hvor alt syntes så fremmed , så ukærligt , så ondt ? Jo , det +var ! Og for tante Hannes skyld ville hun se at drage den +bedste nytte af sit ophold der . Hun ville ikke overgive sig til +sorg , til tårer ; hun ville prøve på at overvinde dem og +være så tilfreds som mulig , thi skønt hun var et barn , men +et meget klogt barn , indså hun , at hvis hun nu gav efter for + +fin utilfredshed og sørg , ville til sidst hendes bedre følelser blive +tilintetgjorte , og denne tanke gav hende styrke til at sige af sit +ganske hjerte : +„ Jeg vil ikke give efter før min utilfredshed , min sørg , +jeg vil kæmpe mød dem og , øm gud vil , overvinde dem . “ +Og hun begyndte at læse og glemte alt omkring sig , selv +Fru Lehmann og hendes mørke funklende øjne , som mere mindede +om Vesuvs lavastrømme end om det klare spejl , der gengav +et menneskeligt hjertes følelser . +. Grosserer Lehmann vil tale med dig , “ sagde Hansen , som +var trådt så lydløst ind , at Ella ikke havde mærket det . „ Kom , +min lille ven ! Du må ikke sørge så meget . Jeg har sat et +stort stykke budding til side til dig . “ +Ella fulgte den gode sjæl med et taknemmeligt smil , +thi selv den mindste kærlighed , der nu blev viist hende , var +en uventet lykke , som hun modtog med et taknemmeligt hjerte . +Grosserer Lehmann var beskæftiget med at skrive , da Ella +for sørste gang betrådte hans comptoir . Hun blev stående +ved døren , medens han løftede tit hoved og fæstede fine øjne +på hende med et halvt kærligt , halvt strengt blik . +„ Kom Ella , jeg vil tale med dig , “ sagde han til sidst . +Hun trådte stiltiende nærmere . Han tog den ene af hendes +små hænder i fine og vedblev , idet han drog hende nærmere +til sig : +„ Det gør mig så ondt , at du allerede har givet frøken +grøn årsag til at klage på dig . Du ved , at jeg er din +ven . Ved du ikke ? — godt ! Jeg tror ikke , jeg tager fejl , +når jeg tænker , du også holder lidt af mig , og hvis du i +virkeligheden ønsker , at dette venskab imellem os skal bestå , + +må du love mig , aldrig oftere at være uartig . Ml du gøre +det ? Godt ! Jeg vil ikke spørge dig om , hvorfor du væltede +blækhuset ; det var stygt gjort , men det er dog endnu sthggere +at sige en usandhed og derved kaste skylden over på en +uskyldig . Derfor bor du også bede Olga om tilgivelse . Jeg +ved , du vil være villig til at gøre det . Nu , da du har haft +tid til at tænke over din stygge opforsel , har du sikkert angret +den . Har du ikke ? “ +Ella vidste ikke , hvad hun skulle svare . Hun kunne ikke +bringe over sit hjerte at fortælle sin kærlige ven den hele sandhed . +Hvor ville det ikke såre ham at høre , hvor falsk og +ondskabsfuld hans datter var ! Hun ville ikke for alt i verden +såre ham , som var så mild , så venlig mod hende , ham , som +var hendes eneste ven . +„ Jeg vil gå og bede hende om tilgivelse , “ hviskedee hun +efter en lang kamp med de forskellige følelser i hendes lille +hjerte . „ Jeg vil gå . “ Tårerne stod hende i øjnene , og +hun tilføjede så sagte , at han ikke kunne høre det : „ For hans +skyld . “ +„ Gå , barn ! “ sagde han med et opmuntrende smil . +„ Jeg vil vente på dig her , “ og så fortsatte han sin skrivning . +Ella forlod værelset med rødmende kinder og sænket blik . +Hun fandt Olga i dagligstuen siddende mellem Fru Lehmann +og frøken grøn . Da hun trådte ind , hævede Fru Lehmann +hovedet og råbte ved at få øje på hende : +» Men hvad i verden går der af dig ! Hvorledes for +du komme her ? Sagde jeg ikke , du skulle blive i skoleværelset , +du uartige pige ? +„ Jeg kommer for at bede Olga om forladelse , “ sagde + +barnet med skælvende stemme . Hun gik hen til den leende +Olga , greb hendes hånd og sagde med besvær : „ Jeg beder +om din tilgivelse . “ +„ Godt , du skal få den , “ sagde Olga bekæmpende sin +latter , . men den synes just ikke at gøre dig meget lykkelig . +Hvor du seer bleg ud ! Gå ikke . Jeg har nok lyst til at lege +lidt med dig . “ +Men Ella syntes ikke at høre dette forslag . Hun skyndte +sig at forlade værelset , og da hun havde lukket døren efter sig , +løb hun til grosserer Lehmann , kastede sig i hans arme og +brast i heftig gråd , +„ Tys ! “ sagde han , „ Du har ingen grund til at græde , +du har gjort din pligt , og det er altid en trøstende tanke . +Se her , jeg trænger til din hjælp . Vil du ordne disse avsfer +for mig ? “ Han rakte hende en stor bunke . „ Aftør dine tårer . +Du kan stille dig ved det lille bord her og begynde din nye +beskæftigede . “ +„ Tak ! De er så god imod mig , “ stammede Ella , som , uden +at han anede det , netop i dette øjeblik havde givet sin ven et +bevis på sit taknemmelige hjerte , der endnu bankede af frygt +og smerte som en lille fugls , der nylig var undsluppen fuglefængerens +snare . +Det var en lykkelig time , den lille pige tilbragte i gros , +serer Lehmanns værelse . Hvor han var kærlig mod hende ! +Han sagde kun få ord , men de blev ytrede med så mildt +et blik , at de fik hendes hjerte til at banke af glæde . +„ Hvad , er du allerede færdig ? “ udbrød han smilende , da +hun med en stolt mine pegede på bordet , hvor bladene lå +ordnede i to lige bunker . „ Det er godt ! Kom igen i morgen + +så skal du få flere blade at ordne , siden du er så flink . +Men nu må du forlade mig . Du kan lege lidt med Olga . +Jeg håber i skulle blive gode venner . “ Han kyssede hende +kærligt på panden , og hun forlod ham med et glad smil , +skjøndt det var hendes højeste ønske at blive hos ham . +Hun havde ikke mod til at gå ind i dagligstuen til de +andre ; derfor gik hun tilbage til den skumle skolestue og forblev +siddende der , medens hun tænkte på , hvor glad hun havde +følt sig ved at være hos grosserer Lehmann , indtil endelig til sidst +døren blev åbnet og frøken grøn trådte ind . +„ Hvad er det , du bestiller ? spurgte hun med en meget +utilfreds mine . „ Kom ! Du skal straks klæde dig om . Lad mig +se , hvilke klæder du har . “ +Hun trak Ella med sig til dennes værelse og begyndte at +undersøge hendes klæder . +Men de syntes ikke at tilfredsslille hende ; thi hun skyndte +sig bort med et hånligt smil og kom snart efter tilbage , fulgt +af Fru Lehmann og Olga , som begge vare iført dyb sorg , +skjøndt de ellers bare de mest spraglede dragter , Ella nogensinde +havde set . +„ Jeg tænker , en af Olgas kjoler kan passe hende , “ sagde +Fru Lehmann , efter af hun også havde undersøgt den lille piges +klæder med spodsk blik . » Hent en as dem , frøken grøn ; men +skynd dem , tiden går , og mine gæster komme vist snart . “ +Fru Lehmann sagde altid mit og mine , aldrig vort og vore . +Et slemt tegn , som vi aldrig sinde undtagen hos sneverhjertede folk . +„ En af mine kjoler ! “ råbte Olga vred . „ Men jeg vil +ikke tillade hende af tage den på ; thi det er min egen kjole +og jeg tillader ingen uden mig selv af bære den . “ + +„ Hold din mund ! “ svarede Fru Lehmann heftigt . „ Hun +skal have den på , enten du tillader det eller ej . Ræk mig +den , frøken grøn ! “ Hun rev kjolen ud af hånden på +den nævnte dame , som netop trådte ind , og gav Ella , som +hun imidlertid havde klædt af , den på . +. Så ! den passer hende sandelig meget godt . Men nu +til hendes hår . Jeg kan ikke udstå disse lange krøller . Hvad +synes de , frøken grøn ? Jeg tror , jeg vil klippe dem af . “ +„ O , nej ! “ råbte Ella ængsteligt . „ Tante Hanne holdt +så meget af dem . De må ikke klippe dem af . Jeg vil +hellere blive her . O , jeg beder , jeg beder ! “ +Et angstfuldt skrig , og den ene af hendes lange , sorte +lokker efter den anden faldt ned på gulvet , medens Olga , som +hidtil havde stået og grædt af vrede over sin kjole , begyndte +at le og bøjede sig ned for at tage dem op . +„ Se her ! Se her ! “ råbte hun og holdt dem op mod Ella . +Men Ella så ikke på dem . Hun stod med tørre øjne , +blege kinder og sammenpressede læber . Der foregik en kamp +i hendes unge hjerte , som fik det til at banke af smerte og +had . Men hun ville ikke tillade det at hade nogen . Hun +ville undertrykke denne uværdige følelse , og derfor kæmpede +hun , til den gode engel fejrede over den onde i hendes hjerte . +„ Så ! “ sagde Fru Lehmann uden at tage den mindste +notits af det smertelige udtryk i den lille piges ansigt . „ Så ' . +Nu seer hun da ud som andre børn . — hvad er det , Hansen ? +Er alting færdigt ? “ +„ Ja . Men der er allerede kommen flere gæster , og der +ør ingen til at modtage dem . “ +„ Godt , jeg skal skynde mig . Glem ikke , frøken grøn , at + +indfinde dem med børnene omtrent klokken ni , og når de +have opholdt sig et kvartsers tid blandt de fremmede , er det +bedst , de bringer dem til sengs . Oberst såbyes børn vare +neppe et kvarter inde til det sidste selskab , og jeg ved , at +oberstens hus er et af de moderneste i København . Nå +nu må jeg gå . Jeg kan ikke forstå hvor Lehmann er . Det +er et forunderligt menneske . Han modtager aldrig mine gæster . +Jeg må altid selv holde for . “ +Hun gik bort med oprejst hoved og en mine som en dronning , +fulgt af frøken grøn og Olga , medens Ella blev tilbage +og stirrede med sorgfuldt blik på bordet , hvor Olga havde +kastet hendes afskårne krøller . Hun tog krøllerne og så +på dem med et vemodigt udtryk i det blege lille ansigt . „ O , +tante Hanne ! Hvor ofte viklede du dem ikke om dine fingre , “ +Hviskedee hun bedrøvet , „ og undertiden kyssede du dem . Jeg +vil gemme dem , fordi du holdt så meget af dem , og gamle +Martha også . “ +Hun ordnede dem forsigtigt og gemte dem i en skuffe , +og da Hansen noget efter trådte ind med det lovede stykke +budding , sandt hun den lille pige sovende i en stol med hovedet +hvilende på det hårde bord . +„ Men hvor er dine lange krøller ? “ råbte hun med et +forundret blik på Ellas næsten skaldede hoved . „ Hvor du +seer ud ! Du , som var så smuk . Fy ! De have gjort dig til +en lille abe . Men kom , barn ! her er noget til dig . “ Hun +satte tallerkenen foran hende på bordet . Jeg tænker , du vil +synes om det . Så ! Nu kalder Fru Lehmann igen på mig . +Spis , barn , spis ! “ Hun forsvandt hurtigt , medens Ella gjorde + +er forsøg på at spise ; men hun havde ingen appetit , og hun +kunne ikke lade være at tænke : +„ Jeg har ikke ret til dette stykke budding . Hansen har +taget det uden Fru Lehmanns tilladelse . “ — hun kunne ikke +bekvemme sig til at kalde Fru Lehmann tante . — „ Nej , jeg +kan ikke spise det . ' +men så tænkte hun på Hansens gode villie og på , at +det ville gøre hende ondt , når hun sandt buddingen stående +urørt på bordet , og så spiste hun det , skønt hun følte sig +så mæt ; thi der er intet der mætter , som sorgen . +Klokken ni trådte frøken grøn ind med Olga ved hånden . +„ Kom ! Kom ! “ råbte den sidste glad . „ Vi skulle ind til +de fremmede . O , hvor jeg skal se på dem alle . O ! O ! ' +frøken grøn ordnede lidt på Ellas dragt , og så gik de +til de fremmede , frøken grøn og Olga så glade som det +nyfødte håb , Ella med et hjerte så tungt som selve sorgen , +hvor der var forsamlet mange folk , smukke damer og +elegante herrer ! Men Ellas blik søgte kun en , så kun en ; +det var ham , den alvorlige herre , klædt i sort , som stod i en +vinduesfordybning og talte med en anden herre . +Nu nærmede Fru ' Lehmann sig og tog Ella ved hånden +for at gå om med hende til alle damerne , idet hun sagde +til enhver især : +„ Dette er min kære , lille niece ; de ved , den lille pige , tante +fandt på landevejen , og som jeg senere rådede hende til at +adoptere , skønt Lehmann var hendes eneste arving . Men + +hvis vi altid kun skulle tænke på os selv , hvor blev så +vore gode gerninger af ? Og jeg mener , det er bedre at være +fattig “ på penge og rig på gode gerninger , end det modsatte . +Der er ingen , der spørger os i himlen : „ Hvor rig var +du på jorden ? “ Men : „ Hvor rig er du her ? “ tænker jeg +lyder spørgsmålet . “ +„ Gud , hvor de har ret ! “ udbrød damerne . „ Hvor smukt +de har handlet i dette tilfælde ! Men gud vil gjengjælde dem +det , kære Fru Lehmann , det vil han sikkert . — hvor gammel +er du , min lille ven ? — et nydeligt barnie +„ Ja , men hun er , som de seer , lidt udannet ! men jeg +håber snart at forandre det . Så , Ella , gå nu hen til din +søster Olga ; jeg tør nok sige , at hun længes eller dig . Ja , +frøken bjerg , de to børn holde allerede så meget af hinanden , +at de næsten ikke kan tro det . Men jeg sagde også til Olga +at hun skulle være som en søster for Ella ; thi den stakkels +' lille pige har ingen anden søster . Og de kender min kærlige +Olga . Hun svarede mig med tårefyldte øjne : „ O , moder , +hun skal aldrig savne en søster , for jeg vil af mit ganske +hjerte være hende en søster . Og jeg tør sige , hun vil holde +sit ord , den kære lille , pige . “ +„ Hvor det var smukt af hende , det søde barn , “ sukkede +frøken bjerg og skelede til en ung capitain , som stod i nærheden . +„ Hvor lykkelige dog de forældre er , som have sådant +et barn ! Finder de ikke det , capitain Oldenborg ? “ +„ Jo , sandelig , jeg stnder , de har ret , nu som altid , frøken +bjerg , “ svarede captainen med et høfligt buk . +„ Imidlertid var Ella ikke gået til Olga , som Fru Lehmann + +ønskede det . Hun havde derimod nærmet sig til de to +herrer , der stod i vinduesfordybningen . +De lagde ikke mærke til den lille pige , som var standset +i nærheden af den høje sortklædte herre , skønt hun så på +ham med øjne der udtrykte så megen kærlighed og tillid , +at man måtte forundre sig over at finde så dybe følelser +afprægede i et barneøie . +„ Men jeg var nødt til at handle således , “ sagde den +underlige lille herre til den høje , Ella var standset ved , „ ellers +havde jeg aldrig gjort det . “ +Grosserer Lehmann svarede ikke . Han havde netop fået +øje på Ella , og et smil opklarede hans alvorlige træk , idet +han venligt sagde : „ Nå , Ella , hvordan morer du dig ? “ +„ Tak , jeg er meget glad ved at have fået lov til at komme +herind . “ +Hun gik nærmere hen til ham , og han klappede hende +på hovedet med et kærligt blik . „ Men hvor er dine krøller ? “ +Udbrød han forundret , „ Hvem har klippet dem af ? “ +„ Fru Lehmann , “ stammede Ella tøvende . +„ Min kone ! — nå , så må hun vel have haft en +grund dertil . Men der kommer frøken grøn for at hente +dig . “ tilføjede han med et lille suk . „ Gå , barn , og hvis du +imorgen står op med solen , som du gjorde i dag , så kan +du finde mig i mit comptoir . “ +„ Tak ! “ +Ella fulgte med frøken grøn og Olga og overlod til det +glade selskab at more sig , så meget det lystede . + +sjette capitel . +Hvor meget kan ikke en kvinde bære , før hun overgiver +sig ? Hvor hun kæmper med skæbnen , før hun udbryder : +„ Jeg kan ikke mere ! Jeg er overvunden ! “ +Ja , det er sjældent , en kvinde udbryder således . Hun +kæmper og kæmper , det venlige håb hvisker fra dybet af +hendes hjerte : +„ Kæmp , kæmp ! Tab ikke modet , du vil dog til sidst sejre ! “ +Og hun kæmper på ny , til kampen har overgnavet hendes +livstråd , og selv da , når døden presser sit kolde Kys på +hendes læber , hvisker håbet i hendes hjerte : +„ Tab ikke modet ! Kæmp , kæmp ! “ +Hvor tapper hun er ! Det lille hjerte , der banker i hendes +bryst , det lille hjerte med alle dets kærlige milde følelser +kan besidde et mod , en styrke i prøvelsens stund , som vi +sorgjæves søge i mandens hjerte , mår sorg og smerte banke +på dets dør ; thi selv den mand , der møder fjendens ild +uden frygt , uden at blegne , vil flygte bort , bleg og skælvende +der , hvor håbet hvisker i kvindens hjerte : +„ Tab ikke modet ! Kæmp , kæmp ! “ +Ja , kæmp Ella , kæmp ! Det er kvindens lod . +Et år var gået . Ella havde talt månederne , ugerne , dagene . +Hvor de syntes at have været lange . Hvor hun havde længtes +efter tants Hanne og gamle Martha , efter sin moders grav , ja +selv efter den gamle prokurator Kaufmann , som hun ikke havde +set , siden den ulykkelige dag , hun betrådte sit nuværende hjem , +trods hans løfte om at komme og besøge hende . +Hvor ond Fru Lehmann var imod hende ! Hvor Olga drillede + +hende ! Hvor frøken grøn straffede hende , skønt hun +aldrig fortjente straf men frøken grøn vidste jo , at Fru Lehmann +fandt glæde i Ellas sorg . +Dog , det var forgæves , at alle disse fjender forfulgte den +lille fremmede . Hun havde en ven , en , hvis kærlighed +tusindfold opvejede deres fjendskab . Så længe hun havde +ham , tabte hun ikke modet ; thi hans smil var det Skjold , der +beskyttede hende mod hendes fjenders pile . +Fru Lehmann og frøken grøn sagde i dagligstuen . Den +første var som sædvanligt uden beskæftigelse , og hendes funklende +øjne og rynkede pande viste tydeligt , at hun var i et meget +slet lune . +„ Jeg vil ikke mere tænke derpå ! “ sagde hun heftigt og +trykkede hånden mod panden ; „ thi jeg kommer , om muligt +til at hade hende endnu mere , end jeg allerede gør . Hvor +kunne tante Hanne også være så uretfærdig mod sit eget +kød og blod at adoptere en fremmed , en tiggerpige ! Jeg kan +aldrig , aldrig tilgive hende det . Jeg tørster efter hævn , og +når jeg seer Olga ved siden af denne gadepige , som har frarøvet +os vor arv , føler jeg lyst til at knuse hende , som hun +knuste min chinesiske figur , da hun første gang betrådte dette +hus . +„ Jeg kan så godt forstå denne følelse , “ sagde frøken +grøn » idet hun fæstede sine skarpe brune øjne på Fru Lehmann ; +„ men hvem ved , hvor længe Ella lever og får glæde af al +sin rigdom . Hun seer meget svag ud , og grosserer Lehmann +bliver måske hendes arving , før nogen aner det . “ + +„ Tror de virkeligt ? Hun har måske et svagt bryst . +Gud give . . . Men nej , hun lever nok og begraver os alle ; +ukrudt forgår ikke så let . Men jeg vil komme til at lide +meget , når hun bliver voksen . Jeg ved ikke , hvordan jeg skal +udholde at se hende omgiven af al den rigdom og glans , +medens jeg og Olga er så fattige som kirkerotter . “ +„ Det må også være et meget ubehageligt syn . Men , +som jeg siger , hun er svag , og hun længes mere efter sit gamle +hjem , end nogen aner , og denne følelse i et hjerte så varmt +som hendes vil til sidst undergrave hendes svage helbred , især +hvis hun slet ingen havde at søge trøst hos ; men i den retning +er hun stillet godt , for jeg tør nok sige , at grosserer Lehmann +er hende en trofast ven , en ven , for hvem hun kan åbne +hele sit hjerte , og der er ikke større lægedom for et såret hjerte +end netop en trofast ven , som kan trøste og råde en . “ +„ O , hvor de har ret , kære frøken grøn ! “ råbte Fru +Lehmann med varme . „ Øer er ingen større lægedom for et +såret hjerte . Derfor takker jeg gud , som har givet mig dem , +min trofaste veninde , for hvem jeg kan åbne mit stakkels sårede +hjerte . Ja , det er såret ; for de ' kan tænke , hvor smertefuldt +vel må være for mig at se min egen mand holde med min +fjende og behandle hende , som var det hans eget barn , idet +han fuldkomment synes at glemme , at han selv har et barn , +at han har en kone , som han burde give den kærlighed , han +oder på deres værste fjende . Ak ! Frøken grøn , hvor jeg +angrer , at jeg har giftet mig ! Der er ingen større ulykke i livet . +Sålænge vi er ugifte , have vi lov til at have en villie og +ere vore egne herrer ; men så snart øegnen har sagt amen , +er vor villie og frihed begravet , og vi er ikke mere ansete , + +idetmindste af vore mænd , end lænkehunden , og undertiden +mindre . Havde jeg blot haft det mindste at sige i mit eget +hus , så havde jeg naturligvis kastet denne tiggerpige på +døren , den første gang hun betrådte det , i stedet for at måtte +lære al den uartighed og ondskab , som hun overvælder mig og +Olga med , den lille hyklerske , som smigrer for Lehmann , så +han tror , hun er en engel , skønt hun i virkeligheden er en +lille djævel . Hvad mener de ? “ +„ De har naturligvis ret , “ sagde frøken grøn , „ Ella er +ej meget ondt barn . “ +„ Og styg er hun også , “ tilføjede Fru Lehmann heftig . +„ Olga er meget , meget kjonnere . Er hun ikke ? “ +„ Jo ! Olga og Ella kunne aldrig sammenlignes . “ +„ Aldrig ! Var hun ikke den rige arving , hun er , tør jeg +nok sige , hun aldrig blev gift , når den tid kommer . Ingen +ville se på hende med andre øjne end på en stakkels uvn +vende skabning uden et eneste fortrin , medens Olga . . . Men +hun er en rig arving og Olga . : . O ! jeg vil ikke tænke på +denne forhadte genstand . “ +Frøken grøn smilede spydig ! ; men Fru Lehmann så det +ikke , og en stærk ringen fik begge damerne til at fæste deres +øjne på døren m . d et spørgende blik . +„ Capitain Oldenborg ! “ meldte Christen . +„ Viis ham ind i salen ! “ sagde Fru Lehmann og rejste +' sig idet hun så sig i spejlet . „ Hvor den gode capitain dog +længes efter dem , frøken grøn , “ tilføjede hun , medens hun +ordnede folderne på sin silkekjole . „ Nu har han været her +tre gange i denne uge . Det er virkeligt meget smigrende for : +dem . Han er , hvad man i daglig tale kalder et godt parti , + +og havde min lille Olga været noxen , skulle jeg med glæde +have modtaget ham som svigersøn . Men nu lykønsker jeg dem +af mit ganske hjerte ; thi de er virkelig en lykkelig pige . “ +Hun lod sin hånd glide over sit hår med et prøvende blik +i spejlet , medens frøken grøn svarede , rødmende af glæde : +„ Men han har , som de ved , aldrig sagt et eneste ord +til mig , som kunne lade mig forstå , at han virkeligt holder af +mig . Jeg kan ikke nægte , at han er meget høflig imod mig , +at han taler mere til mig end til andre , jeg har set ham +sammen med ; men han taler aldrig om kærlighed , det kan jeg +forsikre dem . “ +„ Det kommer nok , min kære ; stol på mit ord . Men +de må gå ham lidt i møde ; ellers må han jo tro , de ikke +besvarer hans følelser . Og de ved , den tappreste kriger er +ofte feig , når han står ansigt til ansigt med genstanden for +sin kærlighed . Så ! Nu vil jeg gå og modtage deres tilbeder . +Og når de har ordnet lidt på deres dragt , håber +jeg , de kommer og forløser både ham og mig ; for dej er +sandelig en plage at være ene sammen med en , der elsker en +anden . “ +Hun gik ind i salen , medens frøken grøn skyndte sig +til sit værelse , hvor hun begyndte at ordne på sin dragt med +så megen omhu , at det måtte have smigret kaptajnen overmåde , +hvis han havde været vidne dertil . Endelig så hun +for sidste gang i spejlet , medens et lykkeligt smil spillede om +hendes læber , og hun gik med dansende fjed og rødmende +kinder til salen , hvor kaptajnen og Fru Lehmann modtoge +hende , den første med et smil , om end ikke fuldt så lykkeligt +som hendes , så dog meget venligt , og den anden med et blik , + +uforståeligt for den , som ikke kendte hendes tanker , og til disse +hørte frøken grøn for øjeblikket . +„ Hvor jeg er lykkelig ved at se dem , “ sagde kaptajnen +med et høfligt buk . „ Fru Lehmann og jeg talte netop om dem . “ +, om mig ! “ Frøken grøn stiftede farve . „ Det var sandelig +meget smigrende . Men jeg er for ubetydelig til at være genstand +for en samtale . De skulle før have valgt frøken kålund . “ +„ Frøken kålund ! Det er jo en lille gås , og jeg håber +ikke , de tror , jeg sværmer for gæs . “ +„ Ja , sammenlignet med frøken grøn , har de ret til at +kalde frøken kålund en gås ; men ellers er hun som folk i +almindelighed . Jeg tror , hun har en naturlig god forstand . “ +Sagde Fru Lehmann . +„ Det tror jeg også , “ mente frøken grøn . +„ Men hun er styg , meget styg , “ sagde kaptajnen , „ og . +Hendes stemme er mere lig en mands end en dames . Jeg +må tilstå , jeg finder hende ubehagelig . Men for at tale om +noget andet , siger rygtet sandt , Fru Lehmann , har de i sinde at +tage på landet ? Jeg tror , vi få en smuk sommer i år . “ +„ Ja , det er virkeligt tilfældet , skønt rygter ellers ikke +ere at stole på . Jeg har tænkt at forlade København i løbet +af næste uge for at tage til Thorshøi , der med rette burde +være tilfaldet min mand . Jeg har aldrig før været der . Ja , +det må nok undre dem . Men tante Hanne var sådan en +underlig vredladen gammel pige , at jeg aldrig følte trang til +at besøge hende , skønt jeg må tilstå , hun inviterede mig +flere gange . Men nu vil jeg tage oprejsning og gæste Thorshøi +hver sommer , da jeg har hørt , der skal være så smukt . +De må love mig , selv at komme og se , om det er sandt ; for + +som jeg før sagde , man kan ikke stole på rygter . De kan +være overbevist om , de vil være velkommen ; det er altid mine +venner , når de gøre mig den glæde at besøge mig ; men her +ville de blive det i dobbelt grad , da jeg vist får mangen en +kedelig og ensom dag at slide mig igennem , før sommeren +er til ende . “ +„ Tak ! Det skal være mig en sand fornøjelse at benytte +mig af deres gæstfrie indbydelse , “ sagde kaptajnen . „ Thorshøi +er noksom bekendt for sin smukke beliggenhed , så jeg kunne +ønske at se det engang . Men der kommer Olga . Goddag , +min lille ven ! Hvordan har vi det ? “ +„ Å , du stygge capitain ! Jeg vil ikke tale med dig , “ +Råbte Olga og vendte ryggen til ham . „ Jeg er så vred på +Ella ; hun siger , hun vil ikke tillade mig at plukke blomster i +hendes have på thorshoi , fordi tante Hanne selv har plan ' +iet dem . Men jeg sagde , at haven tilhørte ikke hende , da tante +Hanne var død , og at jeg vil have den . Søde moder ! Må +ikke nok Ellas lille have tilhøre mig ? Hvor det vil ærgre +hende ! “ +„ Jo vist skal den være din . Ella er så uartig ! hun fortjener +den ikke . “ +„ Tak , søde moder ! “ råbte Olga triumferende . „ Jeg +vil straks løbe hen og fortælle hende det , den stygge pige . “ Og +hun skyndte sig bort , medens frøken grøn sagde leende : +„ Hvor Olga dog er sød ! Hun forstår så godt at drille +Ella , og den uartige pige fortjener sandelig at drilles lidt . ' +„ Ja , kære frøken grøn , det har de ret i , “ svarede Fru +Lehmann taknemmelig , medens kaptajnen gentog , idet han +stjal sig til « i kaste et ømt blik til frøken grøn : + +„ Ja , frøken grøn har altid ret . “ +Frøken grøn rødmede og besvarede ikke ordene , men det +ømme blik , og Fru Lehmann smilede lumsk , idet hun kastede et +blik i spejlet . +Nu blev dørklokken atter sat i bevægelse , og Christen +meldte : „ Frøken Hildebrand ! “ +„ Frøken Hildebrand ! “ udbrøde fruen , gouvernanten og +capitainen på en gang med forundring , og bemeldte dame +trådte ind med faste skridt . +„ Hvor jeg er træt ! “ råbte hun og sank om i en blød +lænestol . „ Jeg er så træt , at jeg næppe kan røre mig . De +må vide , kære venner . . . . Ah , capitain Oldenburg ! Jeg +så dem ikke før — men , hvad jeg ville sige , jeg er så +træt . Om forladelse ! Må jeg tage min hat af ? Det er så +varmt i dag . “ Hun lagde fin hat og sit shawl på et bord +i nærheden . „ Så , nu skal jeg fortælle dem noget , der sikkert +vil interessere dem . Men jeg er så træt , så træt og så +tørstig tillige . Kære frøken grøn ! Gør mig den tjeneste at +give mig et glas vand i jeg er sandelig så tørstig som Tanta ' +lus , og hvis jeg ikke havde fået en kop kaffe hos oberst +såbyes , er jeg vis på , jeg var besvimet , så tørstig var jeg . +Men obersten og hans elskværdige kone — gud velsigne dem +begge ! — er altid så høflige , at jeg må tilstå , jeg kender +intet hus i København , som jeg kan sammenligne med deres . +Annette — de ved nok , at oberstinden hedder således . Jeg +kalder hende altid Annette , da vi jo have været legekammerater +som børn , og havde ikke obersten valgt hende , så er jeg vis +på , han havde valgt mig . — hvorfor smiler de , capitain +Oldenburg ? De har ikke den mindste grund dertil . De må + +blot huske på , at jeg også engang har været ung , og smuk +tillige , tør jeg nok påstå , skønt jeg nu er en gammel ugle . +— men , hvad jeg ville sige , jeg fik en udmærket god kop +kaffe hos oberstens . — mange tak , frøken grøn ! Det er +sandelig et meget forfriskende glas vand , så klart som Krystal +og så koldt som is , og . . . . Tak , frøken grøn ! “ +Hun standsede sin ordstrøm , medens hun drak det forfriskende +vand , og Fru Lehmann greb lejligheden til at få sagt : +„ Ved de , hvor oberstens købe deres kaffebønner ? Jeg +kunne have lyst til at vide det . Jeg keder mine hos Wolffs . ' +„ Ja , Wolff ' s er bekendte for at have de bedste bønner , “ +Sagde kaptajnen ; „ og jeg må tilstå , til wre for sandheden , +at jeg aldrig har smagt bedre kaffe end Fru Lehmanns . “ +„ Deri har de ret , capitain Oldenburg , “ forsikrede frøken +Hildebrand , og rakte frøken gren det rømte glas . „ Men undskyld , +kære venner , jeg er så træt , jeg trænger til lidt hvile +om forladelse , Fru Lehmann , må jeg lægge mig lidt på +sofaen ? “ +Hun rejste sig og gik hen til sofaen , hvor hun lagde +sig og snart efter fyldte værelset med en høj snorken , som +tydeligt nok fortalte , at søvnen havde overmandet hende . +„ Gode gud ! “ sagde Fru Lehmann . „ Jeg tror , hun erbleven +gal ! At lægge sig hen og sove i et fremmed hus . Jeg +har aldrig før hørt mage . Jeg må sige , det er meget smigrende +før dem , capitain Oldenburg ; det lader næsten til , hun +ganske forglemmer , at de er nærværende . +„ Å , langt fra ! “ lo kaptajnen . „ Hun husker det meget +godt ; men hun synes formodentlig , hun er elsfv��rdigst sovende , +og jeg må tilstå , hun har ret ! thi jeg føler mig virkelig til mode , + +som havde jeg mistet begge mine øren , når hun begynder +at udgyde sin tales strøm . Dertil kommer , at jeg er vant til +at se hende sove , da hun gør det omtrent på alle de steder , +hvor hun kommer . Men de kender hende endnu ikke så godt +som jeg ; de har vist først før nylig gjort hendes bekendtskab ? “ +„ Ja , jeg traf hende hos oberst såbyes i vinter , og hun +var så høflig imod mig , at jeg bad hende om at besøge mig +engang imellem , som hun da også gør , og det mere end jeg +i fortrolighed sagt , ønsker . “ +„ Ja , det er verdens gang ! “ sagde kaptajnen smilende . +„ Giv folk den lille finger , og de tage hele hånden . Men hvad +tænker jeg på ! Jeg må afsted . Jeg håber da at se dem +engang endnu , for de tager på landet . Farvel ! Vil de hilse +deres mand , kære Fru Lehmann ? Farvel , frøken grøn ! Hvor +København vil blive øde , når de er borte ! Farvel frøken +Hildebrand ; gid de altid måtte sove , når vi træffe sammen ! “ +Han greb sin hat og tog afsted med et høfligt buk . +Frøken grøn sukkede , Fru Lehmann sank tilbage i fin +lænestol , og frøken Hildebrand vågnede as sin behagelige søvn +med en sød lille gaben . +„ Er han gået ? “ spurgte hun , idet hun gned sine øjne . +„ Det er godt ! Så kan jeg fortælle min nyhed . Jeg ville ikke +gøre det , medens han var her , da man mener , han har meget +tilovers for frøken Hellesen , og det er netop om hende jeg +vil tale . “ +„ Frøken Hellesen ? “ spurgte frøken grøn og blev bleg . +„ Jeg har aldrig hørt , at capitain Oldenburg havde interesse for +hende . Tager de ikke sejl , frøken Hildebrand ? “ +„ Nej , i sandhed ! jeg tager aldrig sejl , “ råbte den gamle + +dame heftigt . „ Jeg hører ikke til de folk , der fortælle historier +hvor de komme . Men , hvad jeg ville sige , frøken Hellesen er +forlovet med oberst warnung . Jo , de behøver ikke af betvivle +det ; det er så sandt , som der er fisk i havet . “ +„ Oberst warnung ? “ spurgte Fru Lehmann . „ Er han ikke +enkemand ? Jeg har været sammen med ham hos oberst såbyes . “ +„ Jo , +det er han netop . Han har to børn , en søn og +en datter , der er meget nette begge to , skønt lidt stolte . Men +jeg kan godt lide folk der er stolte ; for jeg siger som sådei +er altid bedre af være for stolt end for ydmyg . Men nu +skal jeg fortælle dem en historie om obersten , som de må +love mig ikke af omtale til nogen , der fører sladder . Jeg +sladorer aldrig selv ; thi det er en styg vane . Men denne lille +historie må jeg fortælle dem , da jeg ved , den vil more dem . “ +„ Fortæl ! Fortæl ! , , råbte Fru Lehmann nysgerrig . +„ Ja , fortæl ! “ gentog frøken grøn . +Og frøken Hildebrand , der syntes at have glemt den lovede +historie om frøken Hellesen og obersten , gned sin lange skarpe +næse og begyndte med en meget vigtig mine : +„ De ved nok , at oberst warnung aldrig bruger at tænke , +før han taler , hvorfor han ofte kommer til at sige noget , han +helst måtte beholde for sig selv . Da han sidste gang var i +selskab hos capitain Winding , sagde han således til en ung +herre , der havde moret hele selskabet med at deklamere et +meget smukt digt : +„ Tak ! De har sandelig glædet os alle ved at deklamere +dette smukke digt . Men sig mig dog , hvordan kan de husfe +alt ' det vrøvl udenad ? “ + +„ Vrøvl ? Gud , hvor det ligner ham ! “ råbte Fru Lehmann . +„ Men hvad svarede den unge herre ? “ +„ Intet . Han blev så betaget , at han kun gjorde et buk . +Medens hele selskabet brast i latter . Men så blev obersten +der , som de ved , er meget heftig , vred og gik sin vej på +øiebikket , hvorfor kaptajnen erklærede , han skulle aldrig mere +indbyde ham . Men nu er der en , hvem jeg ikke vil nævne , +der har fortalt det igen til obersten , og nu har jeg hørt , at +han har udfordre ! Kaptajnen ; men at denne svarede , han skulle +netop gøre en meget vigtig rejse og derfor ikke kunne modtage +udfordringen . Så skrev obersten et brev til ham , hvori han +fortalte ham at han var en cujon . Men for at tale om noget +andet , kender de Fru Feldmann ? “ +„ Nej ! “ forsikrede begge de nysgerrige damer . +„ Godt ! Så vil jeg fortælle dem en historie om hende +og den gamle doktor mandsfeld . De ved , hvor vredladen han +er . Nå ! Forleden nat , da Fru Feldmann kom hjem fra et +selskab hos Major bjerg , gik hun som hun altid gør , ind i +børnestuen for at se , om børnene sov og havde det godt , før +hun selv gik til ro . Og da hun bøjede sig over lille Maries +seng , så hun til sin store skræk , at den lille piges ansigt +var mørkeblåt . +„ Du , min gud ! “ råbte hun og slog hænderne sammen +„ Maren ! Maren ! “ — det er ammen — „ Du må straks løbe +efter doktoren . Marie har fået krampe . Hendes ansigt er +mørkeblåt . Løb , Maren , løb ! Ellers er jeg bange , hun dør +før han kommer . “ +Så knælede hun ned ved sengen med foldede hænder +og tårefyldte øjne , medens Maren rendte efter doktoren , som + +skældte hende ud , fordi hun vækkede ham om natten , men +alligevel fulgte med hende og fandt Fru Feldmann knælende +ved sengen med foldede hænder og blege kinder . +„ Doktor ! Doktor ! “ råbte hun og skælvede fra top til +tå . „ Jeg frygter for , hun allerede er død . Se på hende ! +Hun ligger og smiler som en lille engel , skønt hendes ansigt +er mørkeblåt af krampe . “ +Doktor mandsfeld greb natlampen og holdt den hen mod +den lille piges ansigt . Han bøjede sig over hende og stirrede +og stirrede . Pludselig kastede han lampen hen ad bordet , greb +sin hat og råbte i raseri : +„ Trøer de , jeg er en gammel nar , hvem de kan drive +spas med , som de lyster ? At vække mig midt om natten , blot +for at jeg skal se , at barnets blå natkappebånd har smittet +af ! “ Og medet vredt blik og en ed styrtede han ud af døren . “ +„ Nej , jeg må le ! “ råbte Fru Lehmann . „ Hvor kunne +hun tage fejl i den grad ! Men nu skal jeg fortælle dem , hvad +Fru Kolding gjorde forrige uge . Hun sendte også bud efter +doktor mandsfeld om natten , og da han endelig kom , bandende +og skændende , og spurgte : „ Hvad er beder i vejen ? “ , svarede +hun med sin milde rolige stemme : +„ Jeg vil gerne spørge dem , om min lille Sophie må +spise et stykke appelsin ; thi jeg glemte at spørge dem derom +i dag . “ +„ Å , gid de sad på Bloksbjerg ! “ råbte doktor mandsselv +heftig og forlod værelset i sådan en fart , at han væltede +alt , hvad der stod på hans vej . “ +„ Ja , “ sagde frøken grøn , „ jeg ville ikke for alverdens +rigdom være læge . Det ' må sandelig være overordentlig + +trænende . Men siden de begge have fortalt historier om doktor +mandsfelds hændelser , kan jeg også fortælle en . Jeg tror , +de kender begge Fru Heine ? Hendes lille søn blev meget syg , +og hun sendte bud efter vor gamle ven sent om natten . Da +han var kommen og havde skændt en tid , som hans vane er , +satte han sig til sidst ved den syge drengs seng , og Fru Heine +begyndte at fortælle ham alt , hvad den stakkels dreng havde +lidt . Men det var en meget lang historie , og vor gode doktor +faldt i søvn på halvveien . Da hun endelig var færdig og +ventede på , hvad han ville sige dertil , vågnede han ved den +indtrådte tavshed ; han rejste sig og sagde , idet han pegede +på et hvidt stykke papir , som lå foran ham på bordet +ved siden af et blækhus : +„ Giv ham de dråber , jeg her har skrevet på recepten . “ +Og han skyndte sig bort , for hun fik tid fil at fortælle +ham , at han intet havde skrevet . Men det fik drengen fil at le +så hjerteligt , at han kom sig . “ +„ Ja , det er meget sandsynligt , “ sagde frøken Hildebrand . +„ Der gives ingen bedre medicin end en hjertelig latter . Men +er det sandt , at de vil forlade os i sommer , Fru Lehmann ? +Jeg har hørt , at de tager fil thorshoi . Der er så smukt ; +jeg kender det godt , da min fader havde en stor ejendom i +nabolaget . Jeg husker gamle hjelm så godt , som havde jeg +set ham endnu i går . Han var en høj , alvorlig mand med +en værdig fremtræden . Han talte kun lidt og smilte aldrig . +Jeg må tilstå , jeg var noget angst for ham , og skønt jeg var +elleve år , da jeg så ham og frøken Hanne sidste gang , havde +jeg ikke mod til at række ham hånden , uagtet han var meget +venlig mod mig , da min fader og jeg vare på Thorshøi for + +at sige farvel til dem . Men frøken Hanne var bekendt for +at være en meget god og varmhjertet pige og så smuk ! Jeg +ved aldrig , jeg har set nogen så smuk som hun ; sådanne +øjne , sådant hår , sådan en yndig lille mund ! Men der +var altid et udtryk i hendes ansigt , som påtvang mig den tanke , +at hun var fedt til sorg , og jeg havde ret , efter hvad der er +bleven mig fortalt senere . Stakkels Hanne hjelm ! Hvem skulle +have troet det , så rig og så smuk , som hun var . “ +„ Kære frøken Hildebrand , fortæl os endelig hendes historie , +dersom de kender den , “ sagde Fru Lehmann . „ Jeg har altid +ønsket at høre den . Men de kender sagtens Lehmann , han +fortæller intet . Hvorfor giftede tante Hanne sig aldrig ? Jeg +tør nok sige , hun har haft mange tilbud . En ung dame , som +er smuk og rig , har aldrig mangel på tilbedere . “ +„ Nej , det har de ret i . Hun havde også mange tilbud , +som de sagde ; men hvad nyttede det ? Den , hun elskede +var ikke iblandt dem . Men det er en meget lang og sørgelig +historie , og jeg vil ikke begynde at fortælle den , før jeg hører , +om de blive hjemme i dag , så jeg kan spise til middag her , +thi ellers må jeg straks gå . Jeg seer , “ — hun så på sit +sølvuhr , som lignede en stor wbleskive — „ at klokken er +allerede tre . “ Hun lod , som om hun ville rejse sig ; men Fru +Lehmann forhindrede det og sagde indsmigrende : „ De må ikke +forlade mig . Gør mig den tjeneste at blive og spise hos mig . “ +Og frøken Hildebrand indtog atter sin plads med et undertrykt +smil , medens de to andre damer trak deres stole tættere +hen til hende , for at ikke et ord af frøken hjelms sørgelige +historie skulle gå tabt for dem . +„ Lad mig se . Omtrent et år efter at jeg havde forladt + +Thorshøis nabolag rejste gamle hjelm og hans datter udenlands +tillige med en ung dame , en frøken wennerborg , som +var frøken hjelms bedste veninde . Faderen havde indbudt +hende til at følge med dem , fordi han vidste , det ville glæde +frøken Hanne , og han holdt så meget af sin kærlige og smukke +datter . +På deres rejse gjorde de bekendtskab med en ung herre +en capitain strøier , som var meget elskværdig hvorfor de alle +syntes godt om ham , ligesom det også lod til , af han fandt +megen fornøjelse i deres selskab ; thi han fulgte med dem +hvor de toge hen , til de til sidst besluttede af blive en hel måned +ved et bekendt badested — jeg kan ikke huske dets navn , +men det gør da heller intet til sagen , — hvor kaptajnen +naturligvis også slog sig til ro . Følgen af alt dette var , af +begge de unge damer , uden gensidig af fortælle hinanden det , +bleve forelskede i deres unge rejsefælle . Og han . . . . ja , nu +kommer den sørgelige del af min fortælling ; han blev også +forelsket i en af dem . Men i hvem . . . . ? “ +Her blev både fortællerinde og tilhørerinder forstyrrede +af Olga , der som sædvanligt kom for af klage over Ella ; men +denne gang havde Fru Lehmann ikke øre for hendes klage , +og hun måtte til sin store forundring fjerne sig uden af vinde +den Sejer , hun havde ventet . +„ Nu , frøken Hildebrand ? “ spurgte begge tilhørerinderne +med en stemme . +„ Ja , hvem af dem faldt hans valg på ? “ gentog frøken +Hildebrand triumferende . „ Han talte altid til frøken hjelm , +han fandtes ved enhver lejlighed ved hendes side , han bar +hendes shawl , hendes parasol , hende selv , når det behøvedes , + +han bød hende armen , når de spadserede ; med et ord , hun +alene syntes at optage hele hans opmærksomhed , medens han +derimod meget sjældent talte til frøken wennerborg eller lagde +mærke til hende . +Stakkels frøken wennerborg ! Hun blev dag for dag +blegere , medens frøken hjelm , som ikke kendte sin kære venindes +tilstand , rødmede som en rose og smilte som håbet , der +havde opslået sin bolig i hendes unge hjerte . Men tiden gik , +og gamle hjelm begyndte at længes efter thorshoi . Adskillelsens +dag nærmede sig , og kaptajnen tog afsted med sine +kære venner , efter at have lovet gamle hjelm , at han ville +komme og besøge dem på Thorshøi , så snart han var kommen +tilbage fra sin rejse . +Jeg behøver næppe at fortælle , at begge de unge damer +fældede tårer , da de vare blevne ene ; mangt et suk trængte +sig over deres smukke læber og mangen en vemodig tanke sløj +til det fjerne . Men da de kom til thorshoi , modtog frøken +wennerborg et brev fra . . . . Ja , kan de gætte ? . . . . fra +capitainen , og jeg behøver vel ikke at fortælle , hvad det indeholdt . +Et +år senere hørte man , at frøken wennerborg og capitain +stroier havde holdt bryllup . Men stakkels frøken hjelm +giftede sig aldrig . Hun fortalte aldrig sin hemmelighed til +nogen , ikke engang til sin fader . Hun troede , at hun havde +begravet den i sit hjerte , det hjerte , som den havde knust . +Men folk kende vore hemmeligheder , før vi kende dem selv , +og det var netop tilfældet her . “ + +syvende capitel . +Hvor gamle Martha havde travlt ! Hvor hun ilede frem +og tilbage ! Et år var gået , et helt år , siden hun sidst så +Ella . Var hun meget forandret ? Var hun lykkelig ? Havde hun +glemt gamle Martha ? Eller var hun den samme søde , kærlige +lille pige , som da hun forlod Thorshøi ? Et år kan frembringe +så mange forandringer . Men berolige dig , gamle Martha ; +Ella er ikke forandret . +Det var en smuk aften , da Fru Lehmann , frøken grøn , +Ella og Olga ankom til Thorshøi . +Gamle Martha stod ved porten . Hendes milde ansigt +lyste af glæde . Og tyrk , frøken Hannes gamle skødehund , +stod ved siden af hende og gøede , som om den ville byde +Ella velkommen til hendes kære hjem . +„ Kære , kære barn ! “ råbte gamle Martha , da Ella +kastede sig i den trofaste piges arme , og begge græd af glæde . +„ Hvor hun er udannet ! “ sagde Fru Lehmann og vendte +sig til frøken grøn . „ At kaste sig i husholderskens arme ! +De må sandelig sørge for , af hun aldrig oftere gentager denne +ubehagelige scene . “ +Og hun trådte ind i huset uden af lage notits af gamle +Marthas hilsen , fulgt af frøken grøn , der efter hendes eksempel +heller ingen notits tog af dem , medens Olga sparkede tyrk , +idet hun gik forbi den , så af det stakkels dyr gav sig af smertes +„ Hvor du dog er grim ! “ råbte hun leende ; men Marthas +øjne fkjøde lyn , og Ella bøjede sig ned for af k��rtegne fin +gamle ven . +„ Kom straks ind , Ella ! “ råbte frøken grøn til den lille + +pige , som netop havde grebet Marthas hånd ; men nu gav +hun hurtigt slip på den og gik ind i huset med et suk . +, hm ! “ sagde Martha og så efter hende med et tankefuldt +blik . „ Det er nok ikke alt , som det burde være . “ Og +hun gik til køkkenet med et tungt hjerte . +Imidlertid havde Fru Lehmann undersøgt hele huset , fulgt +af frøken grøn og Olga , medens Ella gik ubemærket til de +værelser , frøken hjelm og hun havde beboet , hvor hun sandt +alt uforandret , som da hendes kære tante Hanne endnu levede , +alt indtil det mindste , selv den chinefiske vase stod på det +runde bord , fyldt med blomster , som om tante Hanne selv +havde ordnet dem . +Hvor hendes lille hjerte bankede af sorg og glæde i +„ Kære , kære tante Hanne ! “ udbrød hun og bøjede sig +over blomsterne . „ Hvis du ikke var død , hvor jeg da ville +være lykkelig ! Men jeg vil ikke græde , jeg vil være tilfreds . “ +. Jeg er jo på Thorshøi , mit kære gamle hjem og hos +Martha . Hvor det havde været dejligt , havde jeg blot haft +onkel Lehmann her ! “ +Hun gik ind i frøken hjelms soveværelse . Hvor det +mindede hende om de gode gamle dage ! Der stod sengen med +sine snehvide Gardiner og på det lille bord ved siden af den +det underlige krystalglas , hun så ofte havde betragtet med forundring . +Men det var også et sjældent glas , så stort , så +klart , med et løvehoved til hank og prydet med de sælsomste +figurer . +Hvor ofte havde hun ikke ønsket , at hun måtte få det ! +Nu var det hendes ; men hvor hun nu var bedrøvet ved at eje +det ! Hun lovede sig selv , at det skulle bestandigt beholde sin + +gamle plads på det lille bord , og hun gik til skoleværelsek +med et tungt hjerte . +Hvor det så venligt ud ! Hun satte sig ned på sin +vante plads ved bordet , hun drømte om gamle dage og glemte +næsten , at de vare forsvundne for bestandigt . Til sidst vågnede +hun dog af fine drømmerier og gik ud til køkkenet , hvor hun +så lutter velbekendte ansigter . +„ Velkommen hjem ! “ lød det fra hver mund , og tårerne +strømmede fra hendes øjne , og hun sagde med skælvende +stemme : +„ Tak , fordi i ikke have glemt mig . “ +„ Kom , “ sagde Martha , og de gik til det velbekendte værelse , +hvor Ella så ofte havde besøgt den gode gamle pige . Martha +låsede døren efter sig og fæstede nu sine klare grå øjne på +den lille pige med et spørgende blik . +„ Hvor du er bleg , og du var dog så rød som en rose , +da du forlod Thorshøi ! Og hvor dine øjne er hule ! Det +seer ud , som om du havde grædt meget , siden jeg så dig +sidst . Have de ikke været gode imod dig , barn ? Kom , fortæ +mig hele sandheden , som var det til tante Hanne selv , du +talte . Sig mig , hvad have de gjort dig ? “ +Men Ella svarede ikke . Hun stod tavs med sænket blik ; +thi hun havde bestemt , ikke af fortælle Martha , hvor onde Fru +Lehmann , frøken grøn og Olga havde været mod hende hun +kunne ikke bringe sig til af klage over grosserer Lehmanns kone +og barn , han som var så kærlig mod hende . Heller ikke +ville hun gøre Martha bedrøvet ved af fortælle hende alt , +hvad hun havde gennemgået fjernt fra sit elskede hjem . Derfor +tav hun stille ; men gamle Martha forstod hendes tavshedskjondt + +hun lød som intet , og trykkede Ella i sine arme uden +af gentage sit spørgsmål . +„ Grosserer Lehmann er så kærlig mod mig , “ hviskedee +den lille pige og smilte gennem sine tårer . „ Han er som +en fader mod mig . “ +„ Gud være lovet , af der døg er en i den store , fremmede +by , som er kærlig imod dig , “ sagde Martha med et suk . +. Jeg kan ikke lide disse mennesker , “ tænkte Martha ved sig +selv . „ Den ene af dem seer ud som en dronning , den anden +som var hun kone i huset , og den lille pige — ja , jeg tør +nok sige , hun er en ond lille en ; thi hun sparkede gamle tyrk , +da hun gik forbi ham , så han jamrede sig højt af smerte . “ +„ Men det er bedst , du går til kirkegården , barn , “ +Sagde hun og vendte sig til Ella , som stod ved vinduet , . Gå +kære ! Det bør være det første sted , du besøger . Mads og +jeg have pyntet frøken hjelms og din moders grave med +blomster fra din egen lille have . “ +Og Ella gik til kirkegården . Til lykke for hende vare +Fru Lehmann og de andre beskæftigede med at undersøge huset ; +ellers havde de sikkert forhindret hende deri . +Himlen var blå . Fuglene flor jublende gennem luften , +og en mild vind bevægede træernes kroner hid og did . +Lige for hende lå den hvide kirke , omgivet af den kære +gamle kirkegård , som aftensolens stråler belyste med et vemodigt +skær . Hendes øjne strålede ved dette syn , hun +skyndte sig fremad . Nu stod hun ved siden af graven , som +lå i læ af de to store kastanietræer , og tæt ved siden af +var en anden grav , også smykket med et hvidt marmorkors . +Det var tante Hannes , den gode , kærlige sjæl . Hendes sidste + +ønske havde været at ligge her , tæt ved siden af den stakkels +kvinde , der døde i sin bedste ungdom , ensom og ubekendt , som +det syntes , af enhver . +„ Jeg ønsker to marmorkors , der er ens , på vore grave , “ +Havde frøken hjelm skreven i sit testamente . „ Den ene med +indskriften : +„ Her ligger Hanne hjelm . +Fred være med hende . “ +Den anden med indskriften : +„ Her ligger en fremmed , ukendt , men elsket . +Fred være med hende . “ +Jeg ønsker , som før sagt , min grav tæt ved siden af +Ellas moders , at vort kære barn ikke behøver at dele sig +mellem os , når hun går til kirkegården , men kan være hos +os begge på samme tid . “ +Ella knælede ned ved de to grave . Hun stirrede på dem +med øjne , der vare dobbelt så sorgfulde , som da hun havde +knælet der sidste gang . Men vi ville ikke sorstycre hende . Lad +hende være i ro ; de tanker , der dvæle hos dem , som er i +himlen , have vi ingen ret til at læse . +„ Gå og hent husbestyrerinden , “ sagde Fru Lehmann og +sank ned i en blød lænestol , „ for at jeg kan give hende mine +befalinger . “ +Frøken grøn forsvandt og Olga med hende . Den første +gik til køkkenet for at kalde på gamle Martha , jomfru Pingel , +som tjenestefolkene kaldte hende ; Olga derimod løb ud i haven +hvor hun anrettede den ene skade efter den anden . + +„ De må ordne frøken hjelms soveværelse , “ sagde Fru +Lehmann , da Martha trådte ind . „ Jeg vil benytte det , så længe +jeg er på Thorshøi . “ +„ Frøken hjelms soveværelse ! “ råbte Martha forfærdet . +„ Men jeg har allerede gjort værelser i stand til dem , frue . +Frøken hjelms værelser slå urørte i den samme orden , som +da vi sidst vare så lykkelige at se hende der . Og jeg tør +nok sige , Ella ikke ønsker , at nogen benytter dem . “ +„ Ella ! hvor enfoldigt hun taler , frøken grøn ! “ sagde Fru +Lehmann tørt . „ Tror de , at jeg bryder mig om Ella eller +om , hvad hun ønsker , min gode jomfru Pingel . Nej , min kære , +det er mine befalinger , ikke Ellas , de har at lystre . Som jeg +sagde før , jeg vil have frøken hjelms soveværelse . Forstår +de ? Glem ikke herefter , at det er mig , ikke Ella , der er den +befalende her . Ella er et barn ; men jeg er hendes formynders +kone . “ +„ Jeg beder dem om forladelse , frue ; men jeg er , som +de selv nylig bemærkede en meget enfoldig skabning . Der er +kun en , jeg kan tænke mig som den befalende her , og det er +frøken Ella hjelm . Hvis hun ønsker , at jeg skal ordne det +omtalte værelse til dem , vil jeg gøre det , skønt meget nødigt ; +i modsat fald må de undskylde mig . “ +„ Hvad , er de opsætsig ? Godt ! Jeg skal snart finde en +mere lydig husholderske . Til månedens udgang må de +se dem om efter en anden plads . Jeg holder ikke af ulydige +tjenestefolk . “ +„ De må sandelig have mig undskyldt , frue ; men jeg kan +ikke tage herfra , undtagen Ella selv ønsker det . Det er hende . + +jeg tjener , og jeg kan kun adlyde hende . “ Og Martha trak sig +tilbage med uforandret ro . +„ Men vær sikker på , du dog skal miste din plads ! “ +Råbte Fru Lehmann og rejste sig heftig . „ Det uforskammede +gamle fruentimmer ! Jeg vil ikke tillade hende at blive her et +eneste øjeblik længere . Å , frøken grøn , sig hende , at hun +har at forlade huset på øjeblikket . “ +Frøken grøn gik før at opsøge gamle Martha , hvem hun +endelig fandt i spiseværelset , beskæftiget med at ordne theebordet . +„ Fru +Lehmann trænger ikke længere til deres hjælp , jomfru +Pingel , “ sagde hun halv skamfuld . „ Hun ønsker , at de +forlader huset snarest muligt . “ +„ Det gør mig sandelig ondt , at jeg ikke kan opfylde Fru +Lehmanns ønske , “ svarede den gamle pige tørt . „ Men det var +min kære frøkens sidste villie , at jeg skal blive på Thorshøi , +sålænge jeg lever , og hun har nedskrevet det i sit testamente , +før hun forlod denne verden . Prokurator Kaufmann har selv +læst det op før mig . Jeg husker det , som om jeg havde hørt det +i dette øjeblik : +„ Jeg ønsker , at gamle jomfru Pingel skal blive på Thorshøi , +sålænge hun lever , “ stod der . „ Hun har været et trofast +og kærligt tyende mod min fader og mig , og derfor ønsker +jeg , at hun bliver behandlet som et lem af familien . “ +De seer altså selv , at ingen har magt til at jage mig +ud af huset . Selv Ella ville ikke have ret dertil , hvor meget +mindre da Fru Lehmann . Nej , min kære frøkens sidste villie +var så klar som solen . Hun har nedskrevet alt fra det største +til det mindste og sørget for , at ingen kan jage hendes gamle + +tjenestefolk bort . Sig det til deres frue ; så vil hun næppe +gentage sit ønske . “ +Frøken grøn gik med denne underretning , og Fru Lehmann +blev så vred , at hun nær havde fået krampe . +„ Det er værst for hende selv ! “ råbte hun og løb op og +ned ad gulvet . „ Ønsker hun krig , skal hunsandelig så den +og betale omkostningerne selv . Hun kan være sikker på , at +jeg ikke er til at spøge med . Hvor er Olga og den lille gadetøs . +Jeg ønsker , de herefter passer bedre på dem , frøken +grøn . Er de ikke deres gouvernante , eller tror de , at de +blot er her som min selskabsdame ? Sig til jomfru Pingel , +hun kan blive her , så længe hun vil ; men jeg bliver her også , +og jeg tænker , vi skal snart få at se , hvem af os der er herre +i huset . Gå og befal en af tjenestefolkene øjeblikkelig at bringe +mine kufferter herop samt vand og nogle håndklæder . Hører +de ? Hvorfor venter de ? Har de måske også lyst til at +være ulydig ? “ +Hun kastede sig i en lænestol , medens frøken grøn , som +vidste , at det var klogest at tie , endelig forlod værelset , idet hun +gjorde sig selv det løste ikke at vise sig der igen , før stormen +var ovre . +Ella vendte hjem uden at ane , hvad der var gået for +sig i hendes fraværelse . Hun gik ned i haven , den kære +gamle have , hvor hun så ofte havde gået med frøken hjelm . +Hun standsede foran ethvert blomsterbed ; thi alle syntes de at +have noget at fortælle hende , noget , der fik hende til at smile +og fælde tårer på engang . Det var jo alt sammen kære +minder om gode gamle dage , dage , som aldrig ville vende + +tilbage . Således vandrede hun frem , til hun kom til sin egen +lille have . +„ O , Olga ! “ råbte hun heftig , „ Hvor kunne du . . . . ; “ +Men ordene svigtede hende , og hun stod bleg og tavs og stirrede +på sin ødelagte have . +Hvor vare blomsterne , hun havde holdt så meget af ? +Hvor vare bedene , hun havde ordnet med gamle Marthas hjelp ? +Alt var ødelagt af Olgas hænder , medens denne stod og lo +af Ellas tårer og så på sit værk med ondskabsfuld glæde . +„ Bryd dig ikke om det ! “ sagde hun drillende . „ Moder +har givet mig denne have , og derfor ordner jeg den efter min +egen smag . Tror du ikke , den vil blive nok så pæn ? Jeg +vil fletingen blomsterbede have . Jeg kan ikke udstå blomster . +Men jeg vil dyrke gulerødder og franske bønner i stedet for . De +ville se meget kønnere ud end dine lilier og roser . Du behøver +ikke at se på mig , som om du ville fluge mig . Det +er min egen have , og jeg har lov til at ordne den , som jeg +selv lyster . +„ Der ! “ råbte Ella , bleg af vrede , og slog efter sin lille +plageånd . Men denne undgik behændig det tiltænkte slag og +løb skrigende bort : +„ Ella har slået mig , moder ! Ella har slået mig ! “ +Men Ella brød sig ikke om hendes skrigen . Hun satte +sig ned på en bænk , skjulte ansigtet i sine hænder og græd +bitterligt . +„ Ella har slået mig ! “ gentog Olga , da hun trådte ind +til Fru Lehmann , som sad i en lænestol og grundede på +hvorledes hun bedst skulle hævne sig på gamle Martha . „ Ella + +har slået mig , så jeg vist både er gul og gren . Den stygge +pige ! Vil du ikke straffe hende ? “ +„ Har hun slået dig ? “ råbte Fru Lehmann med et triumferende +smil . „ Godt ! Så har jeg grund til al straffe +hende så strengt , at jomfru Pingels hjerte skal krympe sig +derved . Det er godt , at de endelig kommer , frøken grøn . +De fortjente sandelig en irettesættelse , at de ikke passer bedre +på , end at det slemme barn kan komme til at slå Olga . +Gå straks og kald på hende ! Jeg må selv straffe hende , siden +de ikke synes at tænke derpå . “ +„ Men jeg har jo gået og søgt efter børnene den hele +tid , “ sagde frøken grøn , lidt utålmodig . „ Hvor har du +været , Olga ? Jeg har set efter dig i hver krog af huset . “ +„ Ja , i huset , når hun var i haven ! “ udbrød Fru Lehmann +vred . „ Hører de ikke , at jeg ønsker at tale med Ella ? +Hvor er hun , Olga ? Stå ikke og bid i dine negle ! Hvor +ofte skat jeg forbyde dig det ? “ — +Ella sad stille på bænken med ansigtet skjult i hænderne , +da frøken grøn nærmede sig og overfaldt det stakkels barn +med al den vrede , hun havde tilbageholdr i Fru Lehmanns +nærværelse . +„ Kom , du uartige unge , som kun gør ulykker , hvor du +kommer hen ! Hvilke ubehageligheder har jeg ikke altid for din +skyld ! Hvor turde du slå Olga ? “ +Ella svarede ikke . Hun kunne næppe gå så hurtig ! , +som frøken grøn flæbte hende afsted ; og da de nåde værelset , +hvor Fru Lehmann stod med et triumferende smil , havde hun +næsten tabt vejret . +„ Du har slået Olga ! “ råbte Fru Lehmann heftig . „ Godt ! + +jeg kunne slå dig igen til straf ; men det vil jeg ikke . Du +skal derimod gøre rotterne selskab i nat . Gå og sæt hende +ind i det mørke aflukke , frøken grøn ! Jeg tænker , du vil +synes godt om at sove der . Det er et meget passende sted +for et uartigt barn , som du . “ +Frøken grøn greb Ellas arm og trak hende med sig . På +trappen mødte de Martha , der gjorde en bevægelse , som ville +hun befrie fin lille yndling fra frøken grøns faste håndtag ; +men hun betænkte sig og gik forbi dem , uden at sige et ord , +skjøndt Mas øjne vare fæstede på hende , som om hun ville +bede hende om hjælp . „ Så ! “ sagde frøken grøn og stødte +hende ind i aflukket ; „ nu kan du lille fredsforstyrrer få tid +til at angre din uartighed . “ Og hun låsede døren og tog +nøglen med sig . +„ Det er godt ! “ sagde Fru Lehmann med en mere tilfreds +mine , end hun havde haft i de sidste tre timer . „ Græd den +stygge pige meget ? “ +„ Ikke det mindste , “ svarede frøken grøn . „ Men vi +mødte jomfru Pingel på trappen , og hun så på mig med +et blik , som ville have fået dem til at briste i latter , havde +de set det . Hun havde vist gerne kvalt mig . Men her er +nøglen . “ Hun rakte den til Fru Lehmann , som syntes at være +' meget tilfreds med , at Martha havde været vidne til , at Ella +blev lukket inde . Men hvis hun havde set lille Ellas angst +og tårer over at være i det skrækkelige mørke , som selv voksne +mennesker søle sig uhyggelige ved , frygter jeg , at hun ville +have leet af sit ganske hjerte . +Efter at have drukket the gik de alle til sengs . Fru Lehmann +trak sig tilbage til frøken hjelms værelse , medens frøken + +grøn og Olga lagde beslag på et gæsteværelse , glade øver +at blive frie for Fru Lehmanns ubehagelige selskab . +Alt var stille . Månen med sine klare stråler smilede +til jorden , som ville den sige : +„ Hvorfor sørger du ? Er ikke lyset og livet her ? “ +Men på vejen til kirkegården bevægede sig to skikkelser . +Dej var Martha og Ella . +„ Vær ikke bange ! “ sagde den første . „ Der er en gud , +som våger over os alle . De have ikke magt til at gøre dig +nogen virkelig skade , uden hans villie . Og jeg tør nok sige , +at ban aldrig vil tillade dem at gøre det . Men gud prøver +dem , han elsker . Glem ikke det og gør alt , hvad der står +i din magt for at bestå prøven , at du engang må møde +tante havne i himlen . “ +„ Mon det var rigtigt , at jeg forlod aflukket , før de åbnede +døren for mig ? Jeg tror det ikke . “ +„ Men du forlod det ikke frivilligt . Det var mig , der +overtalte dig dertil , fordi jeg ved , at hverken den gode gud +eller tante Hanne ønsker , at nogen skal behandle dig , som de +have gjort denne sørgelige dag . “ +„ Og du vil ikke forlade Thorshøi ? Lov det , Martha ! +Ellers tør jeg aldrig tænke på at komme her igen uden at +blive bange , jeg ved ikke hvorfor . “ +„ Jeg forlade Thorshøi ! Hvad tænker du på ? Jeg ville +hellere dø end forlade det . Nej , barn , vær du kun rolig ! +Du vil finde gamle Martha på Thorshøi , så længe hun lever . “ +„ Hvor jeg er glad over det ! Det er sådan en trøst at +have dig her og onkel Lehmann i København . Så er jeg +aldrig ene . Hvor jeg er lykkelig , Martha ! “ + +„ Det er godt ! “ sagde Martha tvivlende . „ Gid du blot +var voren og boede vå thorshoi . Så var alt , som det +burde være . +Ottende capitel . +En måned var gået . En måned , fuld af daglig sorg +og harme for Martha , som ikke kunne se rolig på den flette +behandling , hendes yndling var udsat for . Men hun var for +klog til at blande sig i noget . Hun vidste alt for godt , at det +kun ville gøre galt værre derfor tav hun stille , fkjøndi det +var , som hendes hjerte skulle briste , når hun så , hvad Ella +daglig måtte gjennemgåe , og hun følte lyst til at knuse dem +alle , som vare de af glas . +Gamle prokurator Kaufmann havde været på thorshoi +for at invitere Ella til at være hos ham og hans kone en uge +eller to . Men Fru Lehmann havde afflået dette kærlige tilbud , +skjøndt han havde gjort alt . hvad der stod i hans magt +for at overtale hende . Hun vidste for godt , hvor glad Ella +ville være ved at følge med ham . +Hun og frøken grøv passede på , at Ella sjældent fik +lejlighed til at tale med gamle Martha , skønt de ikke kunne +forhindre , at de så hinanden , når de mødtes i spisestuen ved +måltiderne . +Det havde virkeligt været en stor sorg for Ella , da hun +skiltes fra grosserer Lehmann , skønt hun vidste , hun skulle se + +sir kære gamle hjem og de trofaste venner , hun havde efterladt +der , og at det kun var for en kort tid , hun skulle savne ham . +Havde han ikke været hende en trofast ven , en fader ? Var +han ikke den eneste i den store , fremmede by , der brød sig om +hende ? Hvor hun længtes efter ham ! Hvis han var fulgt med , +hvor lykkelig havde hun da ikke været på Thorshøi ! +Men der er ikke lutter solskin på jorden . Livet har også +sin mørke side , og den tid vil komme for enhver af os +stakkels skabninger , da vi må vandre i skyggen . Lad det +da være vor trosf : +jeg har engang vandret i lyset ! +Det første besøg , der indtraf fra København , var frøken +Hildebrand , som Fru Lehmann ene og alene havde inviteret for +at få alt , hvad der var foregået i hendes omgangskreds , +medens hun var borte , at vide . +Men denne gode dame kom ikke ene . Hun havde sin +skødehund , frøken perle , med sig , en arrig moppe , som hun +elskede over alt i verden . Selv om hun kunne have frelst et +menneskeliv ved at opoffre perle , havde hun næppe gjort del , +men trykket perle til sit bryst og råbt : +„ Hele verden må før forgå , end jeg vil stilles fra +perle ! “ Farvel stakkels menneskeliv ! Perle er meget mere værd +end du , ikke blot i frøken Hildebrands mening , men i mange , +mange gamle damers , når det er deres „ Perler “ , der er +tale om . +Men , som sagt , frøken Hildebrand var den første gæst +fra København , der indfandt sig på Thorshøi , og skønt hendes + +lille perle gjorde en uudholdelig støj , blev hun dog modtaget +med megen venlighed , da Fru Lehmann allerede var begyndt at +føle ensomheden på landet meget trættende . +Det var interessant at se alle de kufferter og kasser , som +omgave frøken hildebcand , da hun stod i gården og gav stne +befalinger til en af tjenerne , medens perle , som hun havde +på armen , gøede og gjorde en sådan støj , at man næppe +kunne høre et eneste ord af det , hun sagde . +„ Perle ! Perle ! Kære lille abekat ! “ sagde hun halvt bebrejdende , +halvt kærtegnende til den vrede moppe . „ Gør ikke +sådan en spektakel ! — min gode ven , du må tage dig i +agt , når du bærer den grå kuffert op på mit værelse . +Det er min yndlingskuffert . Stille , perle ! Eller jeg bliver +til sidst vred på dig . Så , nu er alt i orden . “ Og hun +trådte ind i forstuen med en tilfreds mine . +» Kom og sid ned ! “ sagde Fru Lehmann , da hun nogle +timer senere trådte ind i dagligstuen , påklædt således , som +man vist aldrig har set nogen før eller siden og som det ville +være umuligt at besikrtve . „ Kom , de må fortælle mig alt , +hvad de ved . Jeg har ikke hørt det mindste nyt , siden jeg +forlod København . Ja , mine kæreste venner kunne sandelig +både være døde og begravne , uden at jeg anede det . “ +„ Er det muligt ! “ udbrød frøken Hildebrand og satte sig +i en magelig lænestol , medens perle tog plads på en Fløiels +sofa i nærheden af sin kære herskerinde . „ Der er forresten +ikke sket meget , siden de forlod os . Ja , det er sandt , oberst +såby er falden og har brækket sin arm , og . . . . Men undskyld ! +Jeg er så træl efter al den anstrengelse på rejsen . Jeg +trænger til lidt hvile . Må jeg ? . . . . “ Hun rejste sig og gik + +hen til sofaen , hvor perle lå , tog plads ved siden af +moppen , der allerede sov fedt , og udbrød med velbehag : » Hvor +det gør godt ! “ Derpå lukkede hun sine øjne og faldt øjeblikkelig +i søvn . +„ Gud give , hun var langt borte ! “ hviskedee Fru Lehmann +vred , medens frøken grøn sukkede let ; thi hun havde ventet at +høre noget om capitain Oldenburg . Men nu blev de begge +skuffede , og den eneste , der virkelig var glad , fordi frøken +Hildebrand sov , var Olga , som gjorde alt , hvad der stod i +hendes magt for at drille perle , der knurrede som en gammel +Bjørn og viste stne hvide tænder på en meget afskrækkende +måde . Men det forstyrrede ikke dens kære herskerinde ; hun +sov så roligt , som om der ikke var et menneske i værelse uden +hende selv . Til sidst begyndte Olga , som ikke var tilfreds med +at drille perle , at berøre frøken Hildebrands pande med +spidsen af sin finger , hvilket bevirkede , at vedkommende dame +troede sig forfulgt af en næsvis flue og gjorde det ene forsøg +efter det andet på at få den jaget bort . Dette fik Olga +fil at le som en besat , medens perle så på hende med +øjne , der spyede ild , idet den knurrede og brummede og skar +tænder . +Således gik tiden , fil den gamle frøken fandt det passende +at stå op , og i samme øjeblik nærmede Fru Lehmann +og frøken grøn sig og udbrøde : +„ Nå ! Og obersten ? “ +„ Obersten ? — jeg havde sandelig rent glemt ham . Han +er allerede rask igen ; det er en meget stærk mand . Men siden +vi tale om ham , ved de , at hans kone er bleven forelsket i +en ung herre ? Jeg tror , han hedder strig eller trig . “ + +„ Oberstens kone ? Del er umuligt ! Hun er for gammel +til at blive forelsket i nogen , “ råbte frøken grøn leende . +„ For gammel ! Hvor uvidende de er ! Som om nogen +var for gammel til at blive forelsket ! Nej , min kære , det er +netop i nutidens ånd . Jeg har det fra meget gode kilder . +De husker måske den unge sypige , Marie Hansen . Hun har +netop syet en ny kjole til oberstinden eller Annette , som jeg er +mere vant til at kalde hende , og hun har sortalt mig alt angående +denne sag . „ Jeg forsikrer dem , “ sagde hun , „ det +er så sandt , som jeg er en honnet pige . “ Og honnet er hun . +Jeg svarer for hende . +„ Han knælede ned for hende , “ sagde hun . „ Han greb +hendes hånd og trykkede et Kys på den , og hun bøjede sig +over ham og lod sin hånd glide over hans mørke hår . Jeg +så det , som jeg seer dem , for jeg kiggede gennem nøglehullet . “ +„ Således +sagde hun , og Marie Hansen er sanddru . Hun +ved mere , end folk aner . Men hun er ingen sladdersøster +og derfor siger hun intet , undtagen hun bliver spurgt . “ +„ Men jeg kan ikke så det i mit hoved , “ bemærkede Fru +Lehmann med en uskyldig mine . . Hvorledes kan en kone +glemme hvad hun skylder sin mand ? Jeg må erklære , det for +en umulighed . “ +„ Et uskyldigt menneske kan aldrig få i sit hoved , at +nogen er skyldig ; men det er alligevel sandt ! “ svarede frøken +Hildebrand med en mine , som forbød al modsigelse . +„ Stakkels oberst ! “ sukkede frøken grøn og løftede sine +øjne mod loftet med et bebrejdende blik . + +„ Stakkels oberst ! “ gentog Fru Lehmann uden at sukke , +men , som det syntes , meget vemodig . +Men vi , kære læser , siger af vort ganske hjerte : stakkels +oberstinde , hvis rygte disse spysluer have begyndt at sphe på . +Den næste gæst , som kom til Thorshøi , var netop denne +ulykkelige dame . Fru Lehmann modtog hende så venligt , som +om hun havde været hendes egen søster . Frøken grøn vidste +ikke , hvad hun ville gøre for at behage hende , og frøken +Hildebrand omfavnede hende , kyssede hende og fortalte hende , +hvor glad hun var ved hendes besøg på Thorshøi ; thi hun +var hendes bedste veninde i hele verden . +„ Tak ! Tak ! “ udbrød den gode dame ; thi hun var virkelig +bevæget og taknemmelig over at være genstand for så +megen venlighed . „ Jeg føler mig til mode , som om jeg var i +Paradis . Tak , kære venner ; men det er sandelig for meget . “ +„ Hvor kan de sige det ! “ udbrød Fru Lehmann og omfavnede +hende , medens frøken grøn hentede en skammel og +puttede ind under hendes fødder , og frøken Hildebrand hentede +en pude og fik hende med blid magt til at støtte sit hoved +mod den . +„ Så ! Nu håber jeg , de har det mageligt , “ bemærkede +Fru Lehmann , og de satte sig alle tre ned ved siden af hende . +„ De har fået en ny kjole , “ begyndte Fru Lehmann . +„ Klæder den dem godt ? “ +„ Jeg tror det . Min mand siger i det mindste , at ingen +anden kjole klæder mig så godt som den . „ Du ligner såmænd +en pige på atten år , “ siger han ; thi han seer med +kærlighedens øjne , og de er jo , som vi alle vide af erfaring , +ofte blinde . Men har jeg fortalt eder , kære venner , at jeg + +rimeligvis snart bliver generalinde ; thi gamle general Borg +ligger farligt syg , og doktor Harbo tror ikke , han vil leve +ugen ud , hvis det er sandt , hvad lille Marie Hansen fortalte +mig forleden dag . “ +„ Marie Hansen siger aldrig usandhed , “ forsikrede frøken +Hildebrand , og den stakkels oberstinde , som ikke anede , at hun +fældede dom over sig selv , tilstod , at hun var af samme +mening . Men Fru Lehmann og frøken grøn så på hinanden +med et så megetsigende blik , at den gode dame uskyldigt +spurgte : +„ Hvad er der i vejen ? “ +„ De har fuldkommen ret , “ svarede Fru Lehmann . „ Der +er ingen tvivl om , at Marie Hansen er sanddru . +Ella var den eneste , der i virkeligheden havde nytte af +disse besøg på Thorshøi i thi hverken Fru Lehmann eller frøken +grøn havde tid til at tænke på hende , så længe de havde +frøken Hildebrand at sladdre med og oberstinden at våge +over , for om muligt at opdage noget i hendes mine , hendes +blik , hendes ord , som kunne forråde hendes hjertes rette +tilstand . +Således havde Ella for øjeblikket kun en fjende at +kæmpe med , og det var den uartige Olga , som altid lod til at +have tid nok til at drille hende og alle , der vare så uheldige +ikke at finde nåde for hendes øjne , blandt hvilke hørte frøken +Hildebrand , oberstinde såby og stakkels lille perle . +Stakkels lille perle , som ikke kunne fortælle sin herskerinde , +hvor Olga mishandlede den ! + +en dag havde det stygge barn bundet dens forpoter +sammen , så al den ikke kunne gå . En anden gang havde +hun wiret den i haven , hvor solen skinnede så brændende , +at det stakkels dyr næppe kunne udholde det . Og da til sidst +dens kære herskerinde kom den til hjælp , hidkaldt af sin lille +yndlings heftige gøen , fældede hun „ meer end tusinde tårer , “ +Efter hvad hun selv senere fortalte , ved at blive øjenvidne til +den søde moppes lidelser . +„ Du uartige pige , “ sagde hun til Olga , som stod og lo +af sit ganske hjerte . „ Du vil aldrig blive gift , tro kun mig ! +Thi du har et ondt hjerte , og ingen mand vil være dum nok +til at vælge dig . Stakkels perle ! Lille yndling ! Hvor hun +har mishandlet dig , den uartige pige ! “ Og hun fjernede sig +med perle trykket ul sit bryst , medens hendes hjerte brændte +af vrede og had . +Gode frøken Olga ! Jeg kondolerer dem . Der gives +ingen farligere fjende i denne verden end en gammel dame , +hvis moppe man har mishandlet . Jeg ville før stå foran en +ladt kanon end vende ryggen til hendes tunge ; thi jeg ville +vide , jeg havde såret hende i hendes hjertes inderste , det vil +sige , jeg havde mistet mit gode rygte . +Ella havde altid holdt meget as hunde . Derfor var hun +venlig mod perle og sørgede for , at den fik rigelig føde . Og +perle var meget taknemmelig og holdt sig i hendes nærhed ved +alle måltider . Følgen var , at Ella , uden at ane det , fandt +nøglen til frøken Hildebrands hjerte , for aldrig al tabe den ; +thi er der ikke en værre fjende i verden end en gammel dame , +hvis moppe vi have fornærmet , så er der til gengæld heller +ingen bedre ven end en sådan dame , mod hvis moppe vi + +have været gode . Hun vil aldrig glemme det , hun vil elske os +sålænge hun lever , og selv om vi komme til at fornærme +hende , vil hun tænke : +jeg bryder mig ikke om det ; han eller hun er så god +mod min perle eller mibba . +„ Du skal arve mit ur , når jeg . dør , “ sagde frøken +Hildebrand og klappede Ella på kinden . „ Og også perle , +hvis den lever længere end jeg . “ Og hendes øjne stod i vand +medens hun talte , og Ella følte , det måtte være noget meget +vigtigt , frøken Hildebrand fortalte hende ; derfor græd hun også +og så fra moppen til uret , som den gode dame netop +havde taget frem med en vemodig mine , for at se , om det +var moppen eller uret , som var det vigtige . +„ Det må være moppen , “ tænkte hun til sidst ; „ thi den +har liv . “ Men så tiltrak det smukke lille ur sig hendes +blik , idet det skinnede i sollyset , og hun tænkte : +„ Nej , det må være uret ; det har liv så godt som +moppen , og det er til større nytte ; thi det minder os om , +har tante Hanne sagt , hvor hurtigt tiden iler . “ +Frøken grøn stod på verandaen , fortabt i den smukke +omgivelse , da lyden af en vogns rullen tiltrak sig hendes +opmærksomhed . +Hendes kinder blussede , da hun ved at bøje sig forover +fik øje på capitain Oldenburg , som sad , lænende sig mageligt +tilbage , i vognen med det ene ben kastet over det andet . +„ Det er ham ! “ udbrød hun med skælvende stemme , og hvis +han havde set den glæde , der lyste i hendes blik , havde han + +sikkert straks anet , at hun havde udvalgt ham til at frelse hende +fra den gamle jomfru , der stod og truede ad hende bag fremtidens +forhæng . Med et lykkeligt smil skyndte hun sig til sit +værelse , hvor jeg må tilstå , hun blev stående foran spejlet +så lang tid , at jeg på det bestemteste må fraråde de ærede +damer at følge hendes eksempel , især hvis de er over ungdommens +blomstertid ; thi de ville kun høste skuffelse ved så +lang en undersøgelse . Hver lille rynke , tidens hånd , der +tilintetgør alt , selv ungdom og skønhed , har fremkaldt , vil +le ad hende som en gammel heks , og hun må sandelig besidde +et modigt hjerte for ikke at gyse tilbage ved at se ruinerne +af sin egen ungdom og skønhed lige i ansigtet . +Men frøken grøn var endnu i sine bedste år , og hun +så på sig selv i det farlige spejl , der , for at vi skulle holde +os til sandheden , er endnu farligere for de unge end for de +gamle , da det lokker de første til at bygge så mange luftstolle , +medens det derimod bringer de sidste til at vende tilbage +til jorden , hvorfra de ikke kunne falde ned . +Endelig syntes hun at være færdig med sin selvbeskuen +og vendte tilbage til dagligstuen med et fortryllende smil og +så uskyldig en mine , som om hun slet ikke anede , at der var +indtruffen en capitain . +„ Frøken grøn ! “ udbrød han og rakte hende begge sine +hænder . „ Hvor glad jeg er ved at se dem igen , så frisf og +rød som en rose . “ +„ Tak ! “ hviskedee frøken grøn , medens hendes øjne lyste +som den opstående sol . „ Tak , de er meget høflig . “ +. Høflig ! “ gentog han bebrejdende , og hun tilføjede beskedent , +idet hun så sig triumferende om : + +„ De er meget kærlig . “ +„ Det er det rette ord , “ hviskedee Fru Lehmann smilende , +idet hun gik dem forbi , medens frøken Hildebrand og oberstinden +gjorde miner til hinanden , som om de ville sige : +„ Hørte du ? “ +Men frøken Hildebrand var just ikke meget indtaget i frøken +grøn , som ofte talte hånligt om gamle piger i dennes nærværelse , +idet hun ganske forglemte , at det måske ville blive +hendes skæbne engang at forøge disses tal . Frøken Hildebrand , +som troede at have opdaget , at kaptajnen var på Bei +til at forelske sig i hendes fjende , søgte af frelse ham fra den +fare , der truede ham . +„ Bringer de noget nyt fra byen , capitain Oldenburg ? “ +Spurgte hun og afbrød frøken grøn , som netop gjorde forsøg +på af være meget interessant . +„ Nyt , frøken Hildebrand ! “ svarede han leende . „ Hvor +pudsigt det er af høre dem spørge om nyt ! Det ville i sandhed +være af give bagerbørn hvedebrød . ' det er jo netop dem , +der er alvidende og kan fortælle alt , hvad der skeer både hist +og her , hos Peer og Paul . Nej , København har fuldkommen +opgivet af skabe nyheder , til de kommer tilbage . “ +„ Det er virkeligt meget høfligt af København . Men jeg +troer , de smigrer mig lidt vel meget , min gode capitain ; thi +hvis vor kære hovedstad virkeligt interesserede sig så meget for +så ringe en person som jeg , hvorledes skulle den da udholde +af bære så vigtig en persons fraværelse som deres ? “ +„ Det kan jeg virkelig ikke sige ; men jeg tænker , den sørger +og længes meer , end ord kan udtrykke , “ svarede kaptajnen + +med et høfligt buk og så kærligt et smil , som om han ville +omfavne hende . +Frøken grøn afbrød denne samtale ved af sige : +» Vil de gøre mig selskab , capitain Oldenburg ? Jeg +tænker , vi kunne finde Fru Lehmann i haven . “ +Og de gik bort sammen , medens frøken Hildebrand tørt +sagde til oberstinden , som havde været en tavs tilhører : +„ Stakkel ! Han har mere ord end hoved og mere hoved +end hjerte . Kan de gætte , hvad enden på alt delte vil blive ? “ +„ Nej , jeg kan virkelig ikke , “ svarede oberstinden uskyldigt . +„ Så er de lige så klog som jeg , “ sagde frøken Hildebrand +og gik til tit eget værelse med et skadefro smil . +Niende capitel . +Fru Lehmann og frøken grøn vare vante til at ride +en tur hver morgen under deres ophold på Thorshøi . Og +capitain Oldenburg , som holdt meget as at ride , modtog med +glæde deres indbydelse til at gøre dem selskab . +Han tog sig udmærket godt ud tilhest , og frøkenens hjerte +bankede hurtigere , og hun følte sig stolt ved den tanke , at det +sandsynligvis var hendes tilkommende mand , hun red med . +En usædvanlig smuk morgen red det lille selskab igennem +en stor skov , der hørte til Thorshøi . +Naturen så så klar og smilende ud , som om den ville +opfordre alle og enhver til at beundre sig . Fuglene kviddrede , + +blomsterne duftede , træerne bevægede deres grønne løv , og +solstrålerne , disse lysets børn , der søge at glæde hvert hjerte , +selv det sorgfuldeste , legede muntert i de små bækkes vover , som +om alt var glæde , som om ingen sorg , ingen smerte havde +magt til at såre hjerterne . +Pludseligt standsede de ved tre veje , der lå foran dem +og alle syntes at gå i samme retning . +„ Må jeg foreslå , at vi dele os og hver ride en af +disse veje , siden der netop er tre , “ sagde kaptajnen og vekslede +blik med Fru Lehmann . „ De føre jo alle til Thorshøi . Gøre +de ikke Fru Lehmann ? Det seer i det mindste ud , som om de løb +i samme retning . “ +„ Det gøre de også , “ svarede Fru Lehmann . „ Hvad , +om vi prøvede , hvem af os der er den hurtigste rytter og +kommer først til Thorshøi ? “ +„ Jeg skal gøre mit bedste , “ svarede capitain Oldenburg +leende . „ En , to , tre ! Farvel mine damer ! Jeg vil ikke være +den sidste . “ Og borte var han som en hvirvelvind . +„ Skynd dem , frøken grøn ! Vi må sejre over ham , “ +Udbrød Fru Lehmann . Og damerne rede ad de to andre veje . +„ Jeg må være den første , “ tænkte frøken grøn . „ Han +har sagt , at han sætter stor pris på , at damer ride godt . +Gid jeg blot kunne flyde en gjenvei ! “ — hun så sig om — +„ Der løber en sti ; den må gå lige til torshøi . Jeg vil +prøve min lykke . “ Og drejende om fra den rigtige vej red hun +ind på stien , der var så smal , at en hest næppe kunne gå +på den . +Og smallere og smallere blev den , altsom hun red frem , +til hesten standsede foran et uigennemtrængeligt krat . Hvor + +hun blev vred i hun kunne ikke vende , men var nødt til at +springe af og føre hesten baglænds , til hun endelig efter meget +besvær nåde vejen , hun nylig havde forsmået , og atter steg +tilhest med et ansigt , der kunne få folk til at løbe langt borthun +kom ikke tilbage til Thorshøi før henimod frokosttid . +Da hun red ind af porten , gjorde hun sig naturligvis +umage for at se så mild ud som muligt . Dog , hvor forundret +blev hun ikke ved at høre , at hun tiltrods for sit uheld var +den første på pletten . +Hvorledes kunne det gå til ? Havde måske lignende +uheld mødt de andre ? Det var godt ! Hun var glad ved at +være den første . Hun skyndte sig til sit eget værelse , hvor +hun klædte sig på med den sædvanlige omhyggelighed . +Imidlertid gik den ene time efter den anden ; men hverken +capitain Oldenburg eller Fru Lehmann var at se , skønt frøken +Hildebrand og oberstinden gik en tur i den retning , hvorfra +de måtte komme . +„ Hvad mener de ? “ spurgte frøken Hildebrand Fru såbye . +„ Det er forunderligt . “ +„ Ja , det er , “ var hele svaret , da oberstinden var meget +ordknap . +Endelig kom da Fru Lehmann tilbage . +„ Nej , hvilket uheld ! “ udbrød hun , da hun trådte ind i +dagligstuen , hvor de andre vare forsamlede . „ Jeg troede aldrig , +jeg var kommen hjem . Jeg tog fejl af vejen og red frem og +tilbage , vistnok en hel time , til jeg mødte en gammel Bonde , +som hjalp mig på den rette vej . Men så var den stakkels +hest så anstrengt , at jeg måtte ride fod for fod og det i +den værsie ' solhede , i hvilken anledning jeg har fået en rædsom + +hovedpine . Derfor må de undskylde mig , kære venner ; +jeg trænger til at trække mig tilbage til mit eget værelse for +en tid . Måske det bliver bedre , når jeg har hvilet mig +lidt ud . “ +„ Gør endelig det ! “ sagde frøken Hildebrand . „ Det lader +næsten til , at de alle have haft uheld i dag på ridetouren . +Nu længes jeg virkelig efter at høre capitain Oldenburgs forklaring +af hans lange udeblivelse . Se , der kommer han . +Hvad har de på samvittigheden , capitain Oldenburg ? Er +deres hest styrtet med dem ? Eller har den måske tabt en +as sine skoe ? “ +„ Der slog de netop sømmet på hovedet , frøken Hilde , +brand , “ sagde kaptajnen smilende . „ Hvem skulle have troet , +at de så godt forstod at gætte gåder . Jeg kommer netop +fra smeden . Men siden de ønsker , jeg skal fortælle noget , +må jeg vel adlyde og fortælle dem et lille eventyr , jeg havde +der . De forlader os dog ikke , Fru Lehmann ? Jeg tror også +det vil interessere dem at høre det . “ +„ Jeg tvivler ikke derpå ; men min hovedpine er ikke længere +til at udholde . Jeg må have deres eventyr til gode til en +anden gang . “ +„ Nå ? “ spurgte frøken grøn nysgerrig , da Fru Lehmann +havde forladt dem . „ Har de måske mødt en Alf i smedien ? +Fortæl endelig ! Vi lytte med længsel . “ +„ En Als ? De får mig næsten til at tro , de har været +i smedien uden mit vidende . Men til mit eventyr ! Det var +ingen Als , men tværtimod en gammel heks , jeg var så uheldig +at gøre bekendtskab med . Hun syntes at være eller at ville +være sandsigerske . Og hvis det er tilfældet , så har jeg ikke + +meget at vente i livet . Det var en meget mørk fremtid , hun +forudsagde mig . “ +„ I vil aldrig opnå det , i hamper for , “ sagde hun ; +„ thi Herren vil ikke forvandle en Tue til et bjerg . “ +„ Godt ! “ sagde jeg . „ Men hvad siger i , om han forvandler +et bjerg til en Tue ? Så vil jeg nå mit mål tiltrods for +eders forudsigelse . “ +„ Men den gamle heks blev så vred herover , at hun truede +mig med sin knortekæp . Og jeg følte mig til mode , som om +jeg virkelig skulle gøre hende selskab på vejen til Bloksbjerg . “ +„ Nå , ja lidt før eller senere gør intet til sagen , “ bemærkede +frøken Hildebrand tørt . „ Men det var skade , frøken +grøn ikke var der ; ellers havde hun nok også profiteret ved +at høre sin fremtid . Ja , når folk blot kunne kigge bag forhænget , +der skjuler deres fremtid , så ville meget få en anden +vending , vær overbeviste derom , mine venner . Men var +det ikke perles stemme ? Jo , det er perle ! Hun gjøer , som +om nogen gør hende fortræd . Det er uden tvivl Olga , det +uartige barn . “ Frøken Hildebrand forlod værelset med en +mine , der lovede Olga alt andet end godt . +Da Fru Lehmann nogle timer senere viste sig , var der ikke +mindste spor af den slemme hovedpine at se i hendes ansigt ; +hun syntes tværtimod at være i et meget godt lune , skønt +frøken Hildebrand flere gange havde beklaget sig til hende +over Olga , der som sædvanlig havde mishandlet stakkels perle . +„ Bryd dem aldrig om det ! “ svarede hun blot med et sødt +smil , og frøken Hildebrand følte ikke lyst til at gentage sine +klager . +Om aftenen indfandt prokurator Kaufmann sig . Og Ella , + +der havde opdaget ham længe før han nåde thorshoi og +var gået ham i møde , var så glad ; thi han fortalte hende at +han ene og alene var kommen for at prøve , om han ikke denne +gang ville have mere held og få hende hjem med sig +„ 0 , hvor glad jeg vil være , selv om det kun bliver for +et par dage ! “ sagde hun . „ Hvor jeg holder meget af dem , +kære prokurator Kaufmann ! Når det ikke var for onkel Lehmanns +skyld , ville jeg ønske , jeg altid var hos dem . Tror +de , han savner mig lidt ? “ +„ Det gør han sikkert , “ sagde den gamle mand mildt . +„ Men hvad ville du synes om at have en lille hest ganske +for dig selv ? En brun med en lang sort manke og så letsodet , +at Fanny , min egen ridehest , umuligt kan holde skridt +med den . “ +„ O , kære prokurator Kaufmann , hvor jeg ville være +lykkelig ! Jeg har ikke redet siden tante Hannes død . Kan de +huske brunhilda , min egen lille hest , som tante Hanne gav +mig ? Jeg må aldrig ride på den . De have forbudt mig det . +Det gør mig så ondt ; jeg holder så meget af at ride , og jeg +går hver morgen ned til stalden for at se til den . Hvor +hun er klog ! Tænk blot , hun genkendte mig straks og drejede +sit hoved om mod mig , som hun plejede at gøre i gamle dage . +Og så så hun på mig , som ville hun spørge : +„ Hvorfor rider du aldrig mere på mig ? Er jeg ikke +brunhilda , din egen lille hest ? “ +„ Jeg kan næsten ikke lade være at slige op på den og +ride bort . Men jeg vil slet ikke tænke derpå ; det gør mig +så ondt . “ +„ Hvis du får tilladelse til at tage med mig + +for nogle dage , skal du have lov til at ride så meget , du +lyster . “ +Med dette løste trådte han ind i dagligstuen , hvor man +morede sig med at snakke om dit og dat . +„ Velkommen , prokurator Kaufmann i bringer de noget +nyt ? “ spurgte Fru Lehmann . +„ Intet nyt ! “ svarede Ellas ven smilende . „ Min lomme +er altid tom på nyheder , som min gode kone bebrejder mig +hver dag . Have de været ude at ride i dag ? De kunne aldrig +vælge et bedre vejr end dette . “ +„ Ja , vi have , “ sagde kaptajnen , medens han viklede en +af Olgas gyldne lokker om sine fingre . +„ Hvilke smukke blomster ! “ vedblev prokuratoren , der ikke +vidste , hvorledes han skulle komme frem med sit wrinde . +„ Ja , meget smukke ! “ sagde frøken Hildebrand . +„ Har de nylig hørt fra grosserer Lehmann ? “ vedblev han +og nærmede sig Fru Lehmann , fulgt af Ellas ængstelige blik , +medens hun selv var krøbet hen i den mørkeste krog af værelset . +„ Jeg havde brev i går , “ svarede Fru Lehmann med rynket +pande . +Det var et slemt tegn , og prokuratoren vidste ikke ret , +hvordan han skulle udtyde det . +„ Det er sandt ! “ udbrød han pludseligt , glad over at have +noget behageligt at sige . „ Jeg har rent glemt , at jeg har +noget med fra min kone til dem . Jeg gav kurven til Mads , +da jeg steg af hesten . Jeg tror , det er nogle ferskener og +aprikoser . Min kone er nok meget stolt af sin haves frembringelser +og vil gerne vise hele verden dem . Hun bilder sig +nemlig ind , at der ikke gives mage til dem . Og jeg siger + +hende aldrig imod ; thi jeg ved godt af erfaring , at kvinden +er halftarrig , og at jeg på grund deraf ikke er i stand til at +regere min egen lille kone . “ +„ En kurv med ferskener og aprikoser ! “ råbte alle med +en stemme , og Fru Lehmann tilføjede med et nådigt smil : +. Det er sandelig meget venligt af Fru Kaufmann . Tak hende endelig +så meget fra mig . Det er netop den frugt , jeg holder mest +af . Jeg lod netop spørge om nøgle hos gartneren forleden +men han svarede , de vare ikke modne endnu . “ +„ Det er netop , hvad min kone sagde : +„ Jeg tør love for , “ sagde hun , „ jeg er den eneste , der +på denne tid har modne ferskener . Derfor må du endelig +tage nøgle med til Fru Lehmann . “ +„ Godt ! “ sagde jeg ; „ det vil jeg gerne . “ Også tog jeg +afsted med mange advarsler om ikke at tabe kurven . Ja , det +er en underlig lille kone , jeg har ; når hun først har sat sig +noget i hovedet , er det ikke muligt at få hende på andre +tanker . Tænk blot , . . . . “ — her åbnede prokurator Kaufmann +meget viseligt kurven , som Ella havde hentet — „ min +kone har endnu ikke opgivet den ide at få Ella ned til os +nøgle dage . “ Han skubbede flere blade til side , for at Fru +Lehmann ret fluide få øje på de smukke frugter . „ Tag +hen og fortæl Fru Lehmann , hvor glad jeg vil være ved at +have lille Ella hos mig et par uger , “ sagde hun . „ Gør det , +kære ven . “ . . . . Er det ikke smukke frugter , frøken grøn ? +Når Ella kommer tilbage , vil jeg tage mig den frihed at sende +dem flere , Fru Lehmann . “ +„ Når Ella kommer tilbage , “ gentog Fru Lehmann med + +et ubestemt blik . „ Hvad mener de , frøken grøn ? Fortjener +Ella at komme derhen ? “ +„ Fortjener ? “ spurgte frøken Hildebrand , som havde nærmet +sig den tillokkende kurv . „ Det er også et ord ! Ingen +fortjener . Hun tog en af de største ferskener . „ Men det +vil være klogt af dem at lade Ella følge med snarest muligt ; +desto hurtigere kommer hun tilbage med de lovede frugten har +jeg ikke ret ? “ +„ Jo , det er sandt , “ sagde kaptajnen leende . „ Men hvis +de har i sinde at ende med den anden kurv , som de begyndte +med denne , så seer jeg egentlig ingen grund til at lade Ella +gå , undtagen det skulle være til fordel for dem . “ +„ Du må ikke lade Ella komme bort , moder ! “ råbte Olga +heftig- „ Jeg vil ikke være ene her med alle jer gamle mennesker . +Hvis Ella får lov at tage bort , vil jeg med . Hører du , +moder ? Jeg vil ikke blive tilbage . “ +„ Godt ! Du har på en måde ret . Hvad mener de +hr . Prokurator ? Tror de , deres kone vil være tilfreds med , +denne måde at ordne Tingen på ? “ +Den gode prokurator så rigtignok så forskrækket ud , +som en mand , der hører , at hans hus er brændt af ; men +han svarede meget høfligt : +„ Jeg er vis på , min kone vil være glad ved at se dem +begge . “ +„ Det er godt ! “ sagde Fru Lehmann , som syntes at være +nok så glad ved at blive af med børnene for en tid . „ Jeg +håber da , de drikker the med os , medens frøken grøn +sørger for at pakke noget tøj ind til dem . “ +„ Tak , “ svarede prokurator Kaufmann , skønt han ikke følte + +megen lyst til at blive der længere . Han kunne ikke uden en +vis wngsfelse tænke på , hvad hans kone ville sige , når hun +så den uindbudne gæst ; thi skønt han langtfra hørte til de +mænd , der slå under toslen , havde dog hans kone , som de +fleste kvinder , nu og da en egen villie , og det ville være meget +ufornuftigt at sætte sig op imod den . Og da prokurator Kaufmann +var en klog mand , gjorde han aldrig oprør mod denne +villie ; tværtimod , han gjorde den til sin egen , og følgen heraf +var , at der kun var en villie i prokurator Kaufmanns hus , +og det var , som hans kone sagde , hans . +Men vi vide jo , det var ikke hans villie , at Olga skulle +følge med til „ Marie-lyst “ , og som en følge heraf heller ikke +hans kones . Og derfor var han bange , hun skulle blive vred +på hans vegne og skænde på ham , den stakkels uskyldige +mand , fordi Fru Lehmann , som var den eneste skyldige , ikke +var tilstede . +Og han havde ret . +Fru Kaufmann stod i døren for at byde dem velkommen , +da de nærmede sig marie-lyst . Men da hun fik øje på Olgas +ansigt , råbte hun med en mine , der just ikke bød Olga velkommen : +„ Men +hvad i al verden skal det sige ! Jeg har jo slet ikke +indbudt hende . Hvordan har du det , Kaufmann ? Eller hvad +mener du med at bringe hende her ? “ +„ Slå dig endelig tiltåls , kære Stella , “ hviskedee han +med sin mest indsmigrende stemme . „ Ville jeg have den ene +af dem , var jeg også nødt til at tage den anden ; ellers ville +Fru Lehmann ikke tillade Ella at komme . “ +„ Hvor du dog er en nar ! Var jeg blot selv taget afsted ! “ + +Fru Kaufmann vendte ryggen til sin halvdel og gik hen til +børnene med et roesværdigt forsøg på at bekæmpe sti flette lune . +„ Velkommen ! “ sagde hun og rakte Olga hånden . . Velkommen ! “ +Og hun omfavnede Ella . „ Kom ! “ Hun skyndte sig +ind i huset , fulgt af børnene , medens Kaufmann foretrak at +holde sig udenfor , til hans kone var bleven så beskæftiget , at +hun ingen tid havde tilovers for ham . Så gik han ind og +fandt „ sin villie “ i stor travlhed med at lave the , medens +Olga morede sig med at se på alle de pæne småting , der +støde på secretairen . +Det var en stor lykke , at hun ikke kunne nå dem ; ellers +havde hun sikkert haft et eller andet uheld , som Fru Kaufmanns +onde lune næppe havde set sig i stand til at bære . +Ella stod ved bordet og lyttede til den gode dames tale +med et lykkeligt smil , medens Olga nu og da indflettede et +ord , som fik Fru Kaufmann til at le eller se meget forundret +ud tiltrods for sin kun halvt bekæmpede vrede . +„ Hvor gammel er den heks ? “ spurgte den lille pige og +pegede på en porcellainsfigur . „ Hun ligner frøken Hildebrand . +Gør hun ikke , Ella ? “ +„ Det er meget smigrende for den gode dame , “ sagde Fru +Kaufmann smilende . +„ Og den trold der ! Den ligner capitain Oldenburg , som +om det var ham selv . Ikke sandt , Ella ? “ +„ Jeg ved ikke , “ sagde Ella og undertrykte et smil . +„ Får jeg et værelse for mig selv , Fru Kaufmann ? “ +„ Ja ! ellers er jeg bange , Ella ingen ro fik til at sove . “ +„ Det er godt ! Jeg er glad ved at være ene , især hvis + +der er en blød sofa . Jeg holder så meget af at sove på +en sofa ganske ene . Ved de hvorfor ? ' +„ Nej ; men kom nu og sæt dig ned ved bordet . Kom , +Kaufmann ! Theen er færdig . “ +Tiende capitel . +Den næste morgen stod Ella op med solen . Hun listede +sig ned med et ængsteligt blik til døren , der førte til Olgas +værelse . Men hun havde ingen grund til at nære frygt ; +hendes lille fjende lå og sov nok så trygt — og ville næppe +være vågnet , selv om hun havde banket på døren . +„ Godmorgen ! “ sagde Kaufmann , som stod ved den +åbne dør i havestuen . „ Allerede oppe ! Min kone er i spisestuen . +Jeg tror næsten , hun er i færd med at lave kaffe . +Sover din kammerat endnu ? “ +„ Jeg tror det , siden jeg slet intet har hørt til hende . +Må jeg ride lidt i dag ? Jeg har ikke sovet hele natten , ved +tanken om den lille hest . “ +„ Godt ! Når du har drukket kaffe , skal Palle slå parat +til at modtage dig . Skynd dig at gå ind til min kone , at +ikke Palle skal vente på dig . “ +Ella skyndte sig til spisestuen , hvor hun fandt husmoderen +foran maskinen . +„ Hvad for noget ! Er du allerede der , lille Ella ? Det havde +jeg ikke ventet . Hvor er Olga ? Jeg tor nok sige , hun sover + +endnu . Det er godt ; lad hende det . Så længe hun sover , fornærmer +hun ingen . Sæt dig ned , så skal du få en kop +kaffe . Er du vant til at slå så tidligt op ? Jeg troede ikke +københavnerne stod op med solen . Men nu må du fortælle +mig , hvorledes du har haft det al den tid , jeg ikke har set +dig . Ere de gode og kærlige mod dig ? Jeg spurgte Kaufmann +derom forleden ; men han siger aldrig noget , og derfor +er jeg lige så klog , som da jeg spurgte . Hvordan er Fru Lehmann ? +Hun seer meget smuk ud ; men der er alligevel noget i +hendes øjne , som gør mig lidt mistænksom . Jeg har aldrig +havt tillid til brune øjne . Og frøken grøn ? Hun er også +meget smuk men jeg kan heller ikke lide hende . Og Olga ! +Ja , jeg må tilstå , jeg er lige så lidt indtaget i hende . Hun +synes at være meget uartig . Holder du af grosserer Lehmann ? +Jeg har en følelse af , at han er den bedste af dem alle , +skjøndt jeg aldrig har set ham , som du ved . . . . Hvad er der +i vejen , Kaufmann ? Hvorfor kalder du på Ella , som om huset +skulle styrte ned ? “ +„ Palle står færdig , “ svarede prokuratoren smilende over +sin kones svage nerver . „ Bliv blot ikke bange ! Jeg kommer +ikke for at melde vort kære gamle hus ' s nedstyrtning . Men +skynd dig nu , Ella ! Palle holder ikke af at vente . “ +Hvor hun var glad ! Således havde hendes hjerte ikke +banket af henrykkelse , siden tante Hannes død . +„ Farvel ! Farvel ! “ +Hun red bort med funklende øjne og røde kinder , medens +de to wgtefolk stod og så efter hende , fil hun var forsvunden . +Vi synes altid , at fuglene kviddre så lifligt , men dog +lisligst , når vi er ret af ' hjertet glade ; ligesom solen erklærest , + +engen grønnest , roserne rødest og vort hjerte renest , når vi +ere glade . Vi ønske at dele vor glæde med den hele verden . +Ja , hvis vi havde magten dertil , tror jeg , vi ville gøre enhver +uden undtagelse ligeså lykkelig , som vi selv er . Vi ville ikke +se noget bedrøvet ansigt , vi ville ikke have , at nogen skal lide . +„ Vær lykkelig som jeg ! “ toner det i vore hjerter , således +som det klang i Ellas da hun red bort , med et ansigt , strålende +af glæde , med smilende blik og kinder så røde som roserne , +der mødte hendes øjne , hvorhen hun vendte dem . +Ester at have redet en times tid nåde hun den før omtalte +skov , der hørte fil Thorshøi . Der var en dyb grotte +med en lille bænk i , hvor tante Hanne og hun altid plejede +at hvile , når de vendte hjem fra deres lange spadseretoure . +I nærheden af denne standfede Ella , og efter at hun var +sprunget af hesten og havde bundet den ved et træ , nærmede +hun sig grotten med hurtige skridt . +Hun var netop ved at træde ind , da hun hørte en hvisken +fra dens baggrund . +Hun standsede et øjeblik . Hun blev angst . Hun vidste +ikke selv , hvorfor hun , da hun hørte nogen nærme sig , skjulte +sig bag det lille krat , hvor hun havde forladt fin hest , og hvor +hun gennem grenene kunne se enhver , der forlod grotten . +Hun kom ikke til at vente længe ; skridtene kom nærmere +og to skikkelser viste sig i grottens indgang . +Ella for tilbage og blev ligbleg . +„ I morgen , min elskede ! “ sagde Herren og lagde fin arm +om damens liv . +„ Er de så vis derpå ! “ sagde damen , truende ad ham + +med et smil . Og de forlod grotten og gik op gennem skoven , +efterladende Ella uden at have bemærket hende . +Der stod den lille pige , så bleg som døden , med 0inene +stadigt heftede på indgangen til grotten , som om hun +spurgte : +„ Er det sandt ? Har jeg ikke taget fejl ? “ +„ O , tante Hanne ! “ udbrød hun til sidst og stirrede op +mod den klare , blå himmel , der hvælvede sig over hendes +hoved , som et sandt billede på uskyld . „ Det kan ikke være +muligt ! Jeg har taget fejl ! Ja , jeg må have taget fejl . “ Og +hun besieg hesten med tårefyldte øjne , kastede et sidste blik +til den engang så kære grotte og red hjem med et tungt hjerte . +Således er al jordisk glæde . Det ene øjeblik lokkende og +smilende , det andet flygtende langt bort . Stol derfor aldrig +på jordens glæde ; den vil blive blegere og blegere , den vil +forsvinde sporløst , når du strækker din hånd ud for at gribe den . +„ Hvor er Ella ? “ spurgte Olga , da hun trådte ind i +dagligstuen , en god time efter at Ella havde forladt marie-lyst . +„ Jeg er så tørstig , Fru Kaufmann . Hvor jeg ville være glad +ved en lille kage ! Er her kager i huset ? Sommetider stjæler +jeg nogle , når jomfru Pingel vender ryggen til . Jeg holder +så meget af kagen vær så god at give mig nogle ! “ +Fru Kaufmann rejste sig for at gå efter kagerne , skønt +det skete med uvilje . Men hun følte , hun ville ikke blive +af med sin lille plageånd , før hun havde opfyldt hendes ønske . +„ En , to , tre , tak ! — men ved de ikke , hvor Ella er ? +Jeg har søgt efter hende , siden jeg stod op . Hun var hverken + +i sit værelse eller i haven . Hvor det er dejlige kager ! Gid +jeg havde flere ! “ +„ Ja , og så flere , og igen flere , svarede Fru Kaufmann +leende . „ Nej , min kære , nu må du være tilfreds . Jeg kan +forsikre dig , mine kager vokse ikke i tusindvis i haven . “ +„ Gjorde de det , så tog jeg aldrig mere herfra , kære Fru +Kaufmann ; så blev jeg her hele mit liv . “ +„ Det er meget taknemmeligt tænkt mod dine forældre . +Men jeg bilder mig ind , du snart ville længes efter din moder +og tiltrods for mine søde kager forlade mig en smuk morgen . “ +„ Nej , jeg forsikrer dem . Kender de min moder ? Hun +er så underlig ; hun siger aldrig et venligt ord til mig . Hun +skænder kun og sommetider slår hun også . Og frøken grøn +— kan de lide hende ? De m�� ikke fortælle det igen , hvad ? +Men frøken grøn er forelsket i kaptajnen . Jeg har hørt det +altsammen ; for jeg har luret ved døren , som jeg har set moder +gøre , når ler er nogen hos fader eller frøken grøn . Ja , +hun elsker ham , og moder siger , at han også elsker hende . +Men det tror jeg ikke ; for han seer aldrig på hende med sådanne +øjne , som lieutenant mandsfeld seer på frøken lind +med . Jeg har lagt mærke til dem mange gange , når de mindst +anede det , og når de var ganske ene . Jeg så gennem nøglehullet , +som frøken grøn gør , når moder beder hende se efter , +hvad tjenestefolkene tage sig for . Og jeg har hørt frøken Hildebrand +sige til Fru såby , at frøken grøn tiltrods for al sin +umage aldrig fangede Oldenburg , for han elskede hende slet ikke , +skjøndt han gerne ville bilde hende og andre ind , at han gjorde +det ; men det havde han vel sin grund til . Og frøken Hildebrand +er meget klog og snu , siger moder . Men jeg hører en + +hest komme . Hvem kan det være ? Måske moder eller frøken +grøn . “ +Hun skyndte stg hen til vinduet og så ud . +„ Nej , men det er Ella , den stygge pige ! Hvor hun er falsk ! +Tænk blot , hun har ikke sagt et eneste ord om det til mig +men jeg skal fortælle det til moder og frøken grøn . Hvor +det er en yndig lille hest ! Må jeg ikke også ride , Fru Kaufmann ; +ellers kan jeg ikke udstå dem mere . “ +Prokurator Kaufmann stod ved døren . Han var så glad +ved at se fin lille yndling tilhest , at han ikke lagde mærke til +den forandring , der var foregået med hende i hendes korte +fraværelse . +„ Jeg tør nok sige , det var en dejlig ridetour ! “ råbte +han . „ Det er et udmærket vejr , så du har sagtens moret +dig godt . “ +Ella prøvede på at smile ; men det var forgæves , tårerne +kom hende i øjnene , og hun skyndte sig ind i huset uden at +sige andet end tak . +Hun fandt Fru Kaufmann stående ved vinduet i dagligstuen , +medens Olga var løbet ud for at bede prokurator Kaufmann , +om hun også måtte ride lidt +„ Hvor du seer syg ud , barn ! “ råbte fruen , forskrækket +ved at få øje på den lille piges blege kinder . „ Hvad +fejler dig ? “ +„ O , stig det , stig det ! “ råbte Ella og kastede sig i den +gode dames arme . „ Sig , at det ikke kan være at det er en fejltagelse . +Sig det , stig det ! “ Og hun brast i en heftig tårestrøm . +„ Jeg forstår dig ikke , barn . “ sagde Fru Kaufmann +forundret . „ Hvad mener du ? Hvis det ikke kan være , så kan + +vel ikke være . Men hvad er del , som ikke kan være ? Fortæl +mig hele sandheden ; ellers må jeg tro , du ikke er ved din +samling . “ +„ Spørg mig ikke ! Jeg kan ikke fortælle det , “ hulkede Ella +og sank om på en stol . „ Nej , jeg kan ikke , jeg kan ikke ! Men +jeg har taget fejl . Har jeg ikke ? Jo , jeg han o , kære Fru +Kaufmann , når jeg blot måtte blive her ! Men der er Olga . +Sig intet til hende . Hun vil fortælle det igen , og så bliver +jeg ulykkelig . “ Hun skyndte sig ud og op på sit eget værelse , +hvor hun lukkede sig inde og blev til om middagen , tiltrods +for alle Olgas forsøg på at få hende til at lukke op . Rødmen +var kommen tilbage på hendes kinder , og der var et +glad smil om hendes læber , da hun trådte ind i dagligstuen , +hvor Fru Kaufmann sad ganske ene . +„ Nu er jeg igen glad , “ sagde hun fortroligt ; „ thi jeg ved , +set kan ikke være ; jeg må have taget fejl . Men spørg mig +aldrig derom , kære Fru Kaufmann . “ Hun lagde sine arme med +et bedende blik om sin gamle venindes Hals , så at denne , +trods sin lyst , ikke havde hjerte til at spørge hende , men nøjedes +med at sige : +„ Godt ! Jeg vil ikke spørge ; jeg vil være tilfreds med at +se dig glad igen . “ +Og hun holdt sit ord . Hun spurgte aldrig , og Ella beholdt +sin hemmelighed for sig selv . +Hun syntes at være meget tilfreds den øvrige del af +dagen . Men da aftenen kom , blev hun mere og mere stille og +vandrede frem og tilbage , snart hist , snart her , som om hun +ikke kunne finde fred . +Denne uro varede en tid ; så blev hun igen roligere + +og gik med Fru Kaufmann og Olga ud i haven , hvor hun +syntes at være lutter glæde og ganske at have glemt stt eventyr +fra om morgenen . +Næste morgen stod hun op uden det mindste spor af +gårsdagens bekymring . Den var fuldkommen forsvunden , som +den merke nat for den lyse dag . +Hun var kun et barn , og et barn kan , gud være lovet , +ikke længe holde sorgen fast ; ellers kunne barndommen ikke +leve i vort minde som den lykkeligste drøm i vort liv , og +tanken om den ville ikke få vort hjerte til at banke af +glæde og vore øjne til at fyldes med vemodige tårer , fordi +vi engang have været børn , men barndommen nu er forsvunden +og vi voksede fra vore kære , lykkelige lege . +Hvor hurtigt dagene gik , skønt Ella af sit ganske hjerte +ønskede , at de måtte stå stille . Det var i sandhed lykkelige +dage , dage , som hun aldrig ville glemme . Hun kom og +gik , så fri som fuglen i luften . Ingen , selv ikke Olga , gjorde +hende fortræd . Det var , som om Olga havde efterladt al sin +uartighed på Thorshøi . Hun var så høflig , så venlig mod +alle , at prokurator Kaufmann og hans kone — nej ! Jeg +mener : hans kone og prokurator Kaufmann — virkelig begyndte +at holde af hende . Selv Ella syntes at have glemt all , +hvad hun havde lidt for hendes skyld . +„ Hvis jeg var Fru Lehmann , lå ville jeg sætte Olga i +kost hos en agtet familie , hvor hun kunne lære høflighed og +lydighed , “ ytrede Fru Kaufmann , da hun var ene med sin +mand . . Jeg er vis på , hun endnu kunne frelses , skønt hun +er halvt ødelagt . “ +„ Du har sikkert ret deri . Men eftersom Fru Lehmann + +hverken besidder din forstand eller din dømmekraft , vil hun +beholde Olga hjemme , til hun er så fordærvet , al ingen , selv +ikke du , kan frelse hende fra at blive det samme , som jeg tror , +hendes moder er . “ +„ Det er såmænd de første fornuftige ord , jeg har hørt +dig sige om denne sag . Så du tror også , at Fru Lehmann +er , hvad jeg antog hende for at være , lige fra jeg gjorde +hendes bekendtskab ? Hvorfor svarede du mig så ikke , da jeg +spurgte dig derom for nogle dage siden ? Du er ligeså stridig +som en gammel hest . Men der komme børnene . Se blot , +hvor Ellas ansigt stråler af glæde ! Hvad er der , børn ? Have +i sundet en guldmine , siden i se så lykkelige og stolte ud ? “ +„ Tænk blot , Fru Kaufmann ! “ råbte Olga , næsten tabende +vejret . „ Jeg og Ella . . . . “ +„ Ella og jeg , “ afbrød Fru Kaufmann hende irettesættende , +og Olga gentog lydig : +» Ella og jeg har fundet en hønserede med sire wg . Kan +de gætte , hvor ? “ +„ I have sagtens fundet den blandt nælderne i køkken +haven . Have i ikke ? “ +„ Hvor kunne de gætte det ? Men der er endnu noget +som jeg er vis på , ingen gjælter . Ved de , hvad vi have +fundet i stalden ? “ +„ Nej , min kære , hvordan skulle jeg vide det , da jeg ikke +har været der i den sidste uge ? “ +„ Vi have fundet , vi have fundet . . . . Kan de gætte , hvad , +prokurator Kaufmann ? “ +„ Nej , i sandhed . Men skynd dig at fortælle os det . +Ellers må vi tro , det er noget overordentligt vigtigt . “ + +„ Vi fandt en død rotte liggende i en af båsene . Er det +ikke sandt , Ella ? Fandt vi ikke en rotte ? Der kan de selv høre , +Ella siger ja ! “ +„ På min wre , det er en stor lykke , må jeg tilstå , “ +Sagde den gamle mand smilende . „ En død rotte og en hønserede , +fuldkommen uventet . Men jeg har også fundet noget . +Kom , så skulle i se . “ Han forlod værelset , fulgt af børnene , +som syntes at være meget nysgerrige efter at se hans fund . +Han gik med dem til haven og standsede foran en lille +busk og så tilbage til sine ledsagere med et polisk smil . +Så adskilte han grenene og hviskedee forsigtigt : +„ Se her ! “ Og børnene nærmede sig på tåspidserne +og stirrede på en lille fuglerede med tre små unger , der +kiggede frem med åbne næb , som om de troede , at det var +deres moder , der kom med føde til dem . +„ O ! O ! “ hviskedee Olga og slog fine hænder sammen . +„ Hvor de er søde ! Må jeg ikke klappe dem ? Jeg skal ikke +forskrække dem . “ +„ Ror dem ikke ! “ sagde den omhyggelige Ella . „ Hvad er +det for en slags fugle , kære prokurator Kaufmann ? “ +„ Gjerdesmutter . Men nu må i begge love mig , at i +aldrig ville forskrække dem ved at stirre ind på dem med eders +store begærlige øjne . I må ikke nærme eder til dem , undtagen +når jeg er tilstede . Hører i ? Opdager jeg , at i dog +gøre det trods mit forbud , viser jeg eder aldrig oftere noget . “ +„ Vi skulle ikke nærme os reden , det forsikrer jeg , “ sagde +Olga . „ Aldrig undtagen vi få tilladelse . “ +Og skønt Ella ikke ytrede et eneste ord , lovede hendes +ærlige øjne mere end alle Olgas ord . + +„ Godt ! “ Prokurator Kaufmann gav igen slip på grenene , +og reden med de små unger forsvandt bag det grønne lov , +så ingen skulle ane , den var der . +Og så gik de bort , procuraforen med et skjelmsk smil , +børnene med reden og fuglene dansende rundt i deres små +hoveder . +Olga var usædvanlig fraværende i løbet af dagen , Ella +også ; og når procuraforen , som syntes at finde stor fornoielse +i at lægge mærke hertil , spurgte dem om et og andet , fik han +så forunderlige svar , at man skulle tro , de vare døve . +„ Har du ikke lyst til at ride lidt i dag ? “ spurgte han Olga +smilende . +„ Ja , der var tre , “ svarede hun rødmende . +Og da han spurgte Ella , om hun havde ordnet de smukke +blomster på bordet , svarede hun : +„ Nej , jeg har aldrig før set gjerdesmutter . “ +„ Hm ! “ Han kunne ikke lade være at smile ; og han gik +ud før at slå skildvagt bag et stort træ lige overfor den omtalte +busk/ han have ikke stået der længe , før han hørte +skridt , og ved at kigge frem bag træet så han Olga nærme +fig , idet hun kastede stjålne blikke til højre og venstre , som om +hun var bange før at blive opdaget . +Hun kom nærmere og nærmere med blussende kinder og +funklende øjne , indtil hun standsede foran busken og rakte hånden +ud før at skille grenene ad , der skjulte den tillokkende skat , +hun var kommen før al se , tiltrods før det bestemte forbud . +Prokurator Kaufmann tog en sten op fra jorden og +kastede hen foran hendes fødder før at forhindre hende i at +bryde sit løfte . Hun for sammen , armen sank ned og hun + +trak stg lidt tilbage , idet hun så sig om med et ængsteligt blik ; +men hun tog snart igen mod til sig og nærmede sig med udstrakt +hånd før denne gang virkelig at adskille grenene og +se på reden med de søde , små unger i . +„ O ! “ råbte hun forbavset , medens hendes øjne vare +fæstede på et hvidt stykke papir . „ Hvad er det , der slår ? “ +„ Fuglene er sløine , +det ulydige barn er tilbage . “ +„ O ! Gid jeg aldrig var kommen her og havde læst det ! “ +Hun skyndte sig bort , som om hun var forfulgt af en fjende . +Og hun havde ret ; det var hendes onde samvittighed der forfulgte +hende . +Hun var næppe forsvunden , før der alter hørtes trin . Del +var Ella . +„ Hm ! “ sagde den gode prokurator , som det syntes lidt +skuffet . „ Jeg havde ikke troet , hun også kom ; men fristelsen +har været for svær at modstå . Hun er jo kun et barn . “ +Ella kom nærmere og nærmere ; nu standsede hun foran +busken , ligesom Olga havde gjort . Hun lagde sig på knæ +og kiggede gennem det grønne løv med et nysgerrigt blik . +Hun rakte hånden ud . . . . Men nej , hun lod den alter synke +med en forskrækket mine og sagde sagte : „ Jeg vil ikke ; prokurator +Kaufmann har forbudt det . Og han har ret ; det ville +være en skam at forsfrække de stakkels små fugle . Men jeg +længes så meget efter at se dem , blot engang endnu , før vi +forlade marie-lyst . “ +Hun rejste sig og ville gå ; men prokuratoren trådte +frem og sagde , idet han lagde sin hånd blidt på hendes +skulder : „ Godt ! Du skal se dem engang endnu . Kom ! “ Han + +skilte grenene ad , tog papiret , som havde fået Olga til at +flygte , bort , og fuglereden med sine tre unger mødte Ellas blik +og fik hendes ansigt til at stråle af glæede . +„ Dette er for din lydighed . Og nu ville vi gå til +stalden og se til Palle . “ +Og de gik til stalden , medens Olga gik frem og tilbage +i haven og sagde til sig selv : +„ Havde jeg blot ikke gjort det ! Havde jeg blot været lydig ! “ +Men til sidst trøstede hun sig selv med den tanke : +„ Hvor jeg er en nar ! At gå og angre , hvad ingen +har set . Hvem ved , at jeg har været der ? Ingen uden jeg +selv . “ Og hun var atter glad og løb hen at opsøge Ella . +Ellevte capitel . +„ Hjem igen ! “ sagde skæbnen . Og så vendte Ella og +Olga atter hjem med bedrøvede ansigter og tunge hjerter ; thi +det er ikke alle , der elske deres hjem , skønt vi , som elske vort , +neppe kunne forstå det . +„ Nu skal jeg ikke mere ride , “ tænkte Ella . „ Hvem vil +nu tale så kærligt til mig , som Fru Kaufmann ! Og hvem vil +fortælle mig sådanne dejlige historier , som prokurator Kaufmann . “ +Og hendes hjerte blev bedrøvet , medens hendes øjne +fyldtes med tåren +„ Hvor ffal jeg få så mange søde kager , som jeg fik +på marie-lhst ? “ tænkte Olga og satte et ansigt op , som tydeligt + +nok fortalte , at hun havde i sinde at begynde , hvor hun +havde endt , da hun tog fra Thorshøi . +Imidlertid rullede vognen hurtigere og hurtigere mod deres +hjem . +Der var netop selskab på Thorshøi , og frøken grøn , +som mødte børnene i døren , syntes just ikke at være meget +tilfreds med deres uventede ankomst . +„ Hvad i al verden l ere i allerede der ? Vi ventede eder +slet ikke før i morgen . Går straks op på eders eget værelse . +Hvor i dog se ud ! Det passer sig ikke at vise sig i de dragter +ved et selskab . Skynd eder ! Jeg har ikke tid til at tage +mig af eder . Bed jomfru Pingel om at hjælpe eder med at +komme i andre klæder . “ Og hun skyndte sig bort med en fortrædelig +mine . +„ Men jeg vil ikke tage andre klæder på , “ forsikrede Olga . +„ Jeg vil beholde disse stygge på , før at drille frøken grøn . +Perle , perle ! Er du der , du stygge moppe ? Kom , at jeg +kan kaste dig på døren , som det syntes , frøken grøn havde +lyst til at gøre ved os . “ +Men perle holdt sig tæt til Ella , som ville den søge beskyttelse +hos hende . Den vidste , den holdt sig til den rette . +Ella tog den straks på armen og gik til sit værelse , hvor hun +satte sig ned og kælede for den og glemte ganske frøken grøns +befaling om at klæde sig på , til denne dame pludselig viste +sig og blev så vred ved at se den lille pige lege med hunden +istedetfor at adlyde hende , at man næsten kunne befrygte , hun +ville slå Ella . +„ Altid ulydig ! Altid trodsig ! “ råbte hun heftigt . „ Godt ! +Siden det lader til , at du foretrækker hundens selskab , skal + +du også få lov at have det . “ Hun skyndte sig ud af værelset +og låsede døren efter sig , så at Ella var nødt til at blive +der resten af dagen . +Det var hendes velkomst ! Hun følte med et tungt hjerte , +at hun var kommen tilbage til sit hjem , det engang så elskede +hjem . Gid hun var langt borte ! Gid hun var på marie-lyst . +Hun kærtegnede moppen med forøget kærlighed , og +stakkels perle så på hende og flikkede hendes hånd , som +om den forstod , at dens legekammerat var bedrøvet . +„ Ja , perle ! “ hviskedee hun . „ Jeg savner marie-lyst . Jeg +længes . “ +Således sad hun i flere timer , til frøken Hildebrand , +som ikke kunne begribe , hvor hendes lille perle var bleven afog +derfor gik og søgte efter den i hver krog af huset , til sidst +nåde Ellas værelse og lukkede døren op , da hun sandt den +aflåset , i den tanke , at en eller anden , der ikke kunne lide +perle , havde lukket den inde der . +„ Perle ! Perle ! “ råbte hun og kiggede ind . „ Mener det +dig , barn ! “ udbrød hun forundret ved at få øje på Ella +med hunden på skødet . „ Hvem har lukket dig inde her ? +Formodentlig den uartige Olga . Har jeg ikke ret ? “ +„ Nej , det var frøken grøn , “ svarede Ella , glad over +igen at blive sat på fri fod . „ Jeg er så glad , at de kom +og lukkede op . Men fortæl det endelig ikke til nogen , for så +lukke de mig inde igen ; og jeg vil så gerne gå til kirkegården , +når jeg har set gamle Martha . “ +„ Vær du kun rolig ! Jeg skal være så tavs som graven , “ +Forsikrede frøken Hildebrand , og Ella skyndte sig til køkkenet , + +hvor hun fandt Martha beskæftiget med at ordne til middagsbordet . +„ Velkommen , +barn ! Hvor du seer rask ud ! Man skulle +næsten tro , gamle dage kom igen : røde kinder og klare øjne ! +Det kan jeg lide . ' hun kyssede sin yndling på begge kinden +„ Så ! Jeg har meget travlt , som du seer . Her har været +selskab hver dag . Jeg havde aldrig ventet at blive vidne til +en sådan forandring på mit kære Thorshøi . Altid selskab , +altid støj og renden frem og tilbage fra morgen til aften . +Jeg kan snart ikke længere holde det ud . Jeg er for gammel +til at arbejde så hårdt hver dag . ' +„ Gid jeg blot var voksen ! Så skulle du ikke arbejde , ' +råbte Ella og slyngede sine arme om Marthas Hals . „ Du +skal have det som en dronning , og jeg vil selv opvarte dig , at +du intet skal savne . Når jeg blot bliver voksen , så skulle +vi aldrig mere skilles , dersom onkel Lehmann også vil bo +sammen med os . Tror du , han vil ? “ +„ Vi ville tale derom en anden gang , “ sagde Martha smilende ; +„ for øjeblikket har jeg for travlt . Men du sagde , du +ville gå til kirkegården . Gå , mit barn , og når du +kommer tilbage , har jeg nok tid til at tale med dig jeg +tænker , du har moret dig godt på marie-lyst . De have vist +gjort , hvad de kunne , for at glæde dig ? “ +„ Ja , Martha , jeg var næsten lige så lykkelig der , som +medens tante Hanne endnu levede . Og Olga var meget bedre +imod mig , end jeg havde ventet . Men Fru Lehmann , “ — +hendes ansigt blev alvorligt — „ rider hun endnu hver dag ? +Og capitain Oldenburg og frøken grøn , ride de med hende ? “ +„ Ja , jeg tror det . Men jeg han som du ved , ikke megen + +tid tilovers til at lægge mærke til deres gøren og laden . +Jeg føler mig også mest tilfreds ved hverken at høre eller se +dem . De gøre mig kun ulejlighed og få mig til at blive +vred på alt , hvad der står mig i vejen . “ +Ella gik til kirkegården , og Martha fortsatte sit arbejde , +medens frøken grøn , som stod ved vinduet i selfkabsværelset +og talte med capitain Oldenburg , ganske havde glemt det stakkels +barn , hun havde lukket inde i det ensomme Kammer . Hun +var lutter liv og glæde . Hvem skulle tro , at disse milde +øjne , denne glatte pande , denne leende mund kunne få et +barn til at skælve , når besidderinden var vred . +Og Fru Lehmann ? Hvor hun dog var behagelig og så +smuk ud med sine glødende kinder og funklende øjne ! Hun +tiltrak sig alle herrernes opmærksomhed , medens damerne love +til at være misundelige på hende . +Hvor underlig verden er ! Hvem kan forstå den ? Ikke +en af os alle , som leve i den og gøre vort til at gøre den +så underlig . — +denne kone , denne moder koketterede med enhver , som +nærmede sig hende , og var venlig mod alle herrer , kun ikke +mod sin mand , hvem hun syntes at hade som sin værste fjende . +Og denne unge pige , frøken grøn , troede at kæmpe for +at beholde , hvad hun havde vundet , medens hun i virkeligheden +klyngede sig til en skygge , et intet , der aldrig havde været og +aldrig ville blive noget for hende . +Således gik den ene dag efter den anden , uden at nogen +af dem tænkte på , at det ene blad vendte sig efter det andet +i deres regnskabsbog . Og dog var det tilfældet . Blad vendte + +sig på blad , og uge gik efter uge , til tiden nærmede sig , da +de atter skulle forlade Thorshøi . +Ella blev på ny slået , drillet og sfjændt på . Hendes +kinder blev igen blege , hendes øjne malte og ofte fyldte med +tårer i stedet for latter , som man havde mere grund til at vente +hos et barn . Trods al Ellas kærlighed længtes hun nu +igen mere og mere efter grosserer Lehmann , som hun elskede +af sit ganske hjerte . Og når aftensolen med sit vemodige +skær skinnede gennem vinduet , hvor hun stod og tænkte på +ham og hans ensomhed , sukkede hun uvilkårligt , hvorover +Olga lo , medens Fru Lehmann erklærede , hun kendte intet +simplere end at sukke , og hvis Ella vedblev at gøre det så +hyppigt som i den sidste tid , måtte hun helst blive på sit +Kammer . Og så sukkede hun selv i samme nu , som om en +sten tyngede på hendes bryst . +Tolvte capitel . +„ Jeg kan ikke længere , jeg må ride ! “ udbrød Ella , da +hun en morgen stod ved vinduet og så Fru Lehmann , frøken +grøn og kaptajnen ride ud af gården , leende og spøgende +som sædvanligt . „ O , Brunhilde , min egen lille hest , skal jeg +aldrig mere ride på dig ? Jo , jeg vil , enten de tillade det eller +ej ! “ Og hun skyndte sig til stalden , hvor hun fandt Mads , +sin trofaste gamle ven , beskæftiget med af polere seletøj . +„ Mads , “ sagde hun og lagde alvorlig sin hånd på hans + +arm , „ Du kan ikke tro , hvor gerne jeg ville ride på brun +Hilde ; men de have forbudt mig det . Tror du , det er meget +ondt af mig , af gøre det alligevel ? “ +„ Ondt ? Hvad er det for noget ! Jeg ville gøre det , så +vist som jeg leven hvis jeg var i dit sted . Jeg havde allerede +gjort det for lang tid siden . Hvem har givet dem ret til al +forbyde dig al ride ? År del ikke din tante selv , som gav dig +Brunhilde ? Og af hvilken anden grund , må jeg spørge , end +den , al du skulle rive så megen du lystede ? Godt ! Del er +så klart som dagen , af du glæder og behager din tante ved +af ride . Og hende skulle jeg mene , du bor lyde frem for alle +andre , for det gør nu sil ingen forskel , af hun er død , da +vi alle ved , hun har level engang . Ja , det gør vi ; ellers +havde jeg vel næppe brød til at stille min sult med eller tag +over mit gamle hoved . — bild dig blot aldrig ind , at der +er noget ondt i at gøre del . Jeg er gammel nok til at forstå +mig derpå . Og nu vil jeg gå og sadle Brunhilde . +Hun vil vist være glad ved igen en gang al bære dig gennem +skov og eng . “ +Ella modsagde ikke den gode , gamle mand . Hun var alt for +tilfreds med hans måde at tage sagen på . Derfor lav +hun , og han gik for ak sadle hesten , idet han mumlede ved +sig selv : +„ Ja , jeg er gammel nok til al forstå mig derpå , gammel +non “ +Men gammel nok og klog nok , gode Mads , er lo megei +forskellige ting det ville du forstå , når du ikke var sådan +en godmodig , indskrænker fyr , som du er . +Ella steg tilhest , sand ! at sige med et mere tungt end glas + +hjerte . Hendes samvittighed vågede altid , og den fortalte +hende , at hun gjorde uret , større uret , end hun følte lyst til +at tilstå for sig selv , og derfor red hun afsted som en hvirvelvind +for at døve dens stemme i sit indre . +Olga stod ved vinduet i dagligstuen . Hun havde netop +været oppe at fljændes med frøken Hildebrand , som havde fortalt +hende , at hun var et af de uartigste børn , hun nogensinde +havde kendt . +„ Du er værre end den slemmeste øreng , “ forsikrede hun . +„ thi jeg tør nok sige , al selv den værste øreng ikke ville drille +stakkels perle , som du altid gør . Men tag dig i agt . Der +vil komme en tid , da du vil blive drillet , netop som du nu +driller perle . Jeg er gammel , jeg ved , hvad tiden bringer . +Der er noget , man kalder gengæld , og du vil komme til at +gøre bekendtskab dermed tidligt eller sent . Glem da ikke perle +og hvad jeg sorudsagde dig . “ +„ Vær blot ikke bange derfor i jeg er vis på , jeg vil husfe +dine ord såvel som din lange , røde næse , så længe jeg lever . +Jeg har aldrig før set så lang og rød en næse som din , og +heller aldrig har jeg kendt en moppe så grim og gnaven som +perle . Capitain Oldenburg sagde forleden til frøken grøn : +„ Frøken Hildebrand og hendes moppe er så afskyeligt +grimme , at de burde flydes , for at ingen fluide første sig på +dem . “ +Frøken Hildebrands øjne funklede , og hun beredte sig til +at give et af sine mest vidende svar ; men Olga gav hende +ikke tid dertil . Hun forlod værelset i en fart og styrtede ned +i gården , hvor hun kom tidsnok til at se Ella forsvinde gennem +porten . + +„ Ella ! Ella ! “ råbte hun rasende . „ Ella ! Hvem har givet +dig lov til at ride ? Hvem , om jeg må spørge ? Men du kan +være vis på , du vil få ' straf derfor , og så skal jeg le +vygtigt , ja , det skal jeg . “ +Men Ella var allerede så langt borte , at hun ikke kunne +høre den lille piges ukærlige ord . Og det var godt ; thi +hendes egne tanker vare straf nok . +Så gik Olga til stalden for at skænde på Mads , som +stod og lo i den åbne dør . +„ Ha , ha , ha ! Du er misundelig , du lille abekat . Er du +ikke ? Godt , hvis du har lyst til det , skal jeg sadle et kosteskaft +til dig , så kan du gøre heksene selskab , som ride derhen , +hvor du nok ved . “ +Men Olga , som følte , at hun havde fundet sin mester , +listede sig bort med en forskrækket mine . +Hvem af os har ikke følt , hvor barnehjertet kan banke af +frygt og anger , når det ved , at det har gjort noget , som er +urigtigt , noget , det ikke burde have gjort ? +Således bankede Ellas hjerte alt , medens hun red fremad +og lod Thorshøi langt , langt tilbage . +Da hun endelig vendte hjem , traf hun Olga ventende på +sig ved porten . +„ Velkommen , frøken rytterske ! “ råbte denne ondskabs , +fuld . „ Jeg gratulerer dig . Moder og frøken grøn kom hjem , +netop som du red bort ; og jeg kan forsikre dig , at de begge +længes meget efter at se dig . Se , der kommer moder for +al bevidne mine ord i “ +Ja , det var virkelig Fru Lehmann selv , som nærmede sig +de to børn med et ansigt , der var blegt af raseri . + +Ella sprang hurtigt af hesten ved Mads ' s hjælp , der så +på Fru Lehmann , søm om han følte lyst til at slå hende +ril jorden . +„ Hvor er skovløberen ? “ spurgte hun tørt . +„ Jeg lænker , i fil hus , “ svarede Mads lige så tør ! . +„ Godt , så er del bedst , du skynder dig ned til ham og +siger , om han øjeblikkeligt vil komme herhen . Jeg ønsker hans +hjælp . “ +Mads svarede ikke , men blev stående og klappede Brunhilde +med en mine , som om han ikke havde hørt den stolte +dames befaling . +„ Hører du , hvad jeg siger ? “ spurgte hun heiligt . „ Gå +straks og sørg for , ar han bringer sin bøsse med , at han kan +flyde hesten , som får pigebarnet til at være ulydig mod +min befaling . Hvorfor flynder du dig ikke at gå , i stedet for +at stå der med åben mund , som om du ikke forstod +mig ? “ +„ Skyde Brunhilde ! “ råbte Mads , medens Ella blev lig +bleg . „ Det må bestemt være deres spøg , frue . Skyde Brunhilde , +den smukkeste hest i verden ! Ja , det tør jeg sige , der er +ikke bedre hest end netop hun . +„ Du tør intet sige , men blot gå , som jeg har befalet +dig gå og vær hurtig , at jeg ikke bliver nødt til at straffe +dig , som jeg nu må straffe Ella for ulydighed . “ +„ De må have mig undskyldt , frue ; jeg kan ikke udføre +deres wcinde . Nej , jeg kan ikke . De må sende en anden ; +; eg er en ærlig Karl , fljøndt gammel og sættig , jeg er ingen +bøddel . “ +Du ? ke gåen gvdi ! Så skal Ella gå selv . Gå , + +du onde barn . Gå straks til skovløberen og bring ham med +dig . “ +Men Ella stod så bleg og ubevægelig som en marmorfigur . +Ingen tåre , ingen klage , skønt hendes hjerte bankede , +tom skulle det briste . +„ Ella ? “ spurgte Mads med et ængsteligt blik . „ O , frue , +de er værre , end jeg havde tænkt ! Men jeg vil ikke lade Ella +gå ; så vil jeg før gå selv . Ja , jeg vil ! Men vær sikker +på , at ligesom de i dette øjeblik knuser det uskyldige barns +hjerte , skal deres hjerte blive knust , når de mindst aner det . “ +„ Afsted med dig , sladdrer ! “ råbte Fru Lehmann som +en furie . „ Og er hesten ikke skudt før middag , skal du få +følgen at se ! “ Hun skyndte sig bort og efterlod Ella , ja selv +Olga som forstenede . +„ Gid du var på Bloksbjerg , fæle heks , “ udbrød Mads +tilsidsk . „ Nej , lille barn , du må ikke græde . Gør det ikke ! +Gør det ikke ! “ Han nærmede sig Ella som græd heftigt . „ Kom +og vær tilfreds ! Jeg tor nok sige , at gamle Peter aldrig påtager +sig at skyde den lille hest . Nej , han gør det ikke , dertil +kender jeg ham for godt . Men så må du ikke græde +mere . “ +„ Men selv om Peter ikke vil , så er der nok andre , der +vil . Ja , Mads , Brunhilde bliver skudt alligevel , og jeg er ene +skyld i det , fordi jeg har været ulydig . “ +„ Men jeg siger dig jo , hun bliver ikke skudt , der er ikke +en , som vil skyde hende . Jeg kender dem alle . De elske dig +og se op til dig som deres virkelige herskab . “ Og så gik +han til gamle Peter , medens Ella satte sig ned på en sten , +som kor at vente , til han kom tilbage . + +„ Tror du , at de ikke ville skyde hesten ? “ spurgte Olga , +halvt medlidende , halvt skadefro . +Men Ella svarede hende ikke . Hun skjulte ansigtet i sine +hænder og vendte hende ryggen . +„ Du vil ikke svare mig ? Det er det samme , for det kar . +Være mig ligegyldigt , om den bliver skudt eller ikke . Hvorfor +var du ulydig , du , som altid har ladet mig høre , når jeg +var det ? Hvis det gør mig ondt , er det slet ikke før din , +men før den stakkels hests skyld . Stakkels hest ! Gid Peter +ikke ville skyde den ! “ +„ Ikke skyde den ! “ gentog Ella heftigt . „ Hvem skulle tro , +når man hører dig tale , at det netop er dig , som er skyld +i hele ulykken . Havde du ikke fortalt din moder , at jeg var +reden ud , så havde hun aldrig savnet mig . Hun holder , som +du ved , ikke så meget af mig . Men du gør al den skade , +du kan komme til . Jeg foragter dig , jeg hader dig , som jeg +hader din onde moder , som jeg hader frøken grøn , den falske +smigrer , og som jeg hader capitain Oldenburg . Gå , skynd +dig , og fortæl dem det , at jeg kan blive fri før at se dit +onde ansigt . “ Hun rejste sig og gik ind i stalden , ' hvor hun +omfavnede Brunhilde og græd bitterligt . +Olga blev forbavset stående . Ella havde aldrig før været +så heftig . Ella havde aldrig sagt så hårde ord . Og Olga +kunne næppe tro , at denne vrede , heftige lille pige var den +milde , tålmodige Ella , som var vant til at bære hendes ondskab +uden klage . +Men vi fylde karret , til det engang løber over . +Peter ville ikke skyde hesten , som Mads havde sagt . Og +der var heller ingen anden , der ville gøre det . + +Fru Lehmann var rød af vrede . Frøken grøn var bleg , +hun blev altid bleg , når hun var vred . Og Ella så ud , +søm om hun skulle falde om , så mat og forskrækket . +De vare alle samlede i dagligstuen , Ella dog imod fin +villie , da Mads trådte ind og fortalte , at ingen ville skyde +Brunhilde , trods Fru Lehmanns befaling . +Gode , gamle Mads ! Han kunne ikke lade være at smile +triumferende , og Fru Lehmann , som så det , bed sig i læben +og så sig om efter noget , hun kunne lade sin vrede gå ud over . +„ Er der ingen anden , som vil skyde hesten , “ sagde capitain +Oldenburg og drejede sit lange fipskæg om fingeren , „ så +vil jeg , hvis de ønsker det , Fru Lehmann . “ +„ Vil de virkelig ? Tak , mange tak , min kære capitain +Oldenburg . Vær vis på , at jeg ikke skal glemme dette tilbudder +viser mig , at de i virkeligheden er min ven . “ Og hun +rakte ham begge sine hænder . +Men Ella gik lige hen til dem med lynende øjne og +flammende kinder , bragt til det yderste af vrede og smerte . +„ Jeg hader og foragter eder begge ! “ udbrød hun skælvende +og styrtede ud af værelset . Men næppe havde hun lukket +døren efter sig . før hun brast i en heftig gråd , og et sagte +skrig undslap hendes skælvende læber . Hun skyndte sig op +vå sit værelse , kastede sig på sengen og skjulte ansigtet i +puderne . — +„ Vil de flyde hesten ? “ spurgte frøken Hildebrand med +et venligt smil . „ Del kan man kalde at være trofast mod sine +venner ! At påtage sig en bøddels forretning , blot for at tilfredsstille +en dames lune . Men de har dog vist i deres +ivrighed for at tjene Fru Lehmann rent glemt , at de rimeligvis + +blandt alle folkene på gården vil få navnet „ Bødlen “ . +Jeg kender dem her på egnen fra min barndom , de have +altid været flemme til at give folk øgenavne . Og her er der +jo god grund til at gribe lejligheden . “ +Capitain Oldenburg så meget forskrækket ud ved denne +efferretning . Han havde ikke et øjeblik tænkt på muligheden +af noget sådant . Men frøken Hildebrand havde ret , det +måtte han indrømme . Og følgen heraf var , at han gjorde +Fru Lehmann en undskyldning , fordi han måtte tage sit tilbud +tilbage , hvorfor hun vendte ham ryggen i vrede . +Men hesten blev ikke skudt , da ingen ville gøre det . +Vi behøve næppe at fortælle , hvor lykkelig Ella var herover , +og at hun lovede sig selv ikke oftere al ride , medens hun +var på thorshoi . +Hun lå endnu på sengen med hovedet skjult i puderne , +da en let støj ved døren fik hende til at løfte sit hoved og +fæste sine våde øjne på Marthas milde ansigt , der smilte +til hende , som ville det sige : +„ Her er jeg for at trøste dig . “ +Og hun bøjede sig over sengen og trykkede Ella til sit +trofaste bryst . +„ Brunhilde bliver ikke skudt , min kære . Selv kaptajnen +vil ikke gøre det . Nej , han vil ikke , min lille yndling . Græd +ikke ; der er ikke mere grund til at græde . “ Men Ella græd +alligevel . Hun kunne ikke lade det være ; hun skjulte sit brændende +ansigt ved den gamle piges bryst og hviskedee : +, o , Martha , blot jeg ikke bliver syg ! Jeg føler mig så underlig . +Mit hoved smerter , som om det ville briste . Og mine +hænder brænde som ild . Tror du , jeg har feber ? “ + +ja , hun havde feberen i sin værste skikkelse . Den berøvede +hende al samling . Den fik hende til at fortælle , hvad der +hidtil havde ligget skjult i hendes lille hjerte , selv den hemmelighed , +hun havde nægtet at betroe til Fru Kaufmann . Og +gamle Martha , som aldrig forlod hende i al den tid , hun var +syg , gamle Martha , som var den eneste , der havde hjerte og +mod til at pleje hende tiltrods for smitten , som fik selv frøken +Hildebrand til at flygte langt bort fra døren , der førte til Ellas +værelse , gamle Martha for tilbage , bleg og skælvende ved +at høre de ord , der for første gang undslap den lille piges +læbær , ord , som hun , hvis hun havde været ved fin samling , +før ville have døet end fortalt til nogen . +„ Ak ! Hvis det er sandt ! “ udbrød gamle Martha med solbede +hænder . „ Men det er ikke muligt ! Hun raser , stakkels +barn ; hun ved ikke , hvad hun figen “ Og hun lyttede igen +til de skrækkelige ord , som undslap barnets tørre brændende +læben +trettende capitel . +„ Tror de , hun vil dø ? “ spurgte Fru Lehmann frøken +grøn en morgen , de mødtes ved theebordet . „ Doktor hammer +er så ordknap ; man kan ikke få ham til at tale . Jeg spurgte +ham forleden ; men han rystede kun på hovedet som for at sige : +„ Hvad kommer det dig ved . “ — når jeg blot vidste det . . . . +Jeg tænker , det ville blive den bedste ende på det hele . “ +„ Ja , det ville rigtignok være til deres fordel , “ svarede + +frøken grøn tørt . . Men jeg tror , at doktor hammer og +jomfru Pingel ville gøre alt , hvad der står i deres magt +for at berøve døden sit bytte . Og vi vide alle , hvor vigtig +en omhyggelig pleje er ; det betyder mere end alverdens dråber +og pulvere . “ +„ Ja ! “ sukkede Fru Lehmann med rynket pande . . Jeg +tænker , det er bedst , vi forlade Thorshøi , før vi alle blive +smittede . Capitain Oldenburg og oberstinde såby er allerede +flygtede . Og jeg kan ikke se nogen grund til at blive her +længere ; det er tværtimod rigtigst at tage bort så snart som +muligt . Tænk , om jeg eller Olga blev syg ! Nej , jeg har bestemt +at forlade Thorshøi i morgen , uden at vente på Lehmanns tilladelse , +da jeg er vis på , han hellere så , at jeg og Olga +også blev syge , end at vi skulle lade dette fremmede pigebarn +ene her tilbage . “ +Og de toge afsted : Fru Lehmann , Olga og frøken grøn . +Men frøken Hildebrand kunne ikke nænne at lade sin lille veninde +blive ene med den skrækkelige feber , som hun sagde , og +trods sin frygt for smitten blev hun på thorshoi og indlogerede +sig og perle i den nordlige fløj , hvor hun var fjernet +så langt som muligt fra sygeværelset . +Det var i sandhed en glædelig tid for hende , trods al +dens sorg . Hun spiste , hun drak , hun læste , hun spadserede , +hun sov . Hun og perle , den søde lille moppe , blev federe og +federe , alt som dagene gik . Hvor underligt på den måde at +våge over en syg ! Den gode frøken Hildebrand ønskede af +sit ganske hjerte , at hun måtte have det så behageligt hele +sit liv . +Men Ella , stakkels lille , hvor hun led ! Det var skrækkeligt + +at være vidne til denne hårde kamp mellem liv og død . +Hvem af dem ville vinde Sejer ? — +Martha havde en følelse , som om hendes hjerte skulle +briste , og den gode prokurator Kaufmann viste sig at være en +trofast ven i denne sorgens tid . Han kom hver dag og sad +ved den lille piges seng , stirrede ængstelig ! på hende , lyttede +til hendes korte åndedræt og var så inderligt bedrøvet over +fin yndling . +„ Tror de , hun vil forlade os ? “ syntes Marthas urolige +øjne at gentage dag efter dag . Men intet ord i den retning +undslap hendes læber ; hun kunne ikke få sit kærlige +hjerte til at give den tanke ord , som hun næppe turde tænke , +og prokurator Kaufmann syntes at dele denne følelse . Han +så blot på hende med et opmuntrende blik , der tydelig sagde : +„ Der er intet at frygte ; vær blot rolig ! “ +Og timer og dage og uger gik . Gamle Martha blev +blegere og blegere , medens frøken Hildebrand og perle blev +federe og federe . +„ Lykkelige dage ! Lykkelige dage ! “ sukkede frøken Hildebrand +med en tilfreds mine . „ Gid jeg kunne blive her , så +længe jeg lever . “ Og hun trak i klokkesfrængen . +Lidt efter viste en tjenestepige sig i døren . +„ Hvordan er det i dag med det stakkels barn ? “ +„ Tak , det er accurat , som det var i går . ' +„ Det er et sle ! Tegn . Sig fil Mads , at han skal spænde +for om en time . Det lader fil at være dejligt vejr at køre ! . “ +Pigen gik , og frøken Hildebrand nærmede sig fil perle , +som lå i en uøielslænesfol . + +„ Kom , perle ! Lad mig give dig dit uldne tæppe på , +at du ikke skal sorkjøle dig . “ +Og perle , som godt forstod sin venindes tale , rejste sig +langsomt , strækkende sig , og rystede sin fede krop , som for at +sage søvnen på flugt , der lod fil rent at have overmandet den . +Det var Asten . Sygeværelset var svagt oplyst af en lille +natlampe . +Bleg og indfalden , med de magre hænder foldede over +brystet , med øjnene lukkede så fast , som ville hun aldrig mere +åbne dem lå Ella på sygelejet . Og ved siden af sengen , +bøjet over hende med et vemodigt , ængsteligt blik sad grosserer +Lehmann og vågede over den lille piges søvn med et tungt +hjerte . Nu og da undslap et suk hans læber , der syntes aldrig +at have smilet , og nu og da rejste han sig , som for at an +ryste de smertelige tanker , der forfulgte ham . Men altid vendte +han tilbage fil sengen for at stirre med det vemodige , ængstelige +blik på den blege skikkelse med de lnkkede øjne og blege +læben +der var så stille som i graven ; ingen bevægelse , ingen +lyd undtagen den syges tunge åndedræt . +Ella rørte sig . Hun hævede sit hoved ; et svagt smil +oplyste hendes indfaldne øjne . Hun fæstede dem på grosserer +Lehmann med et spørgende blik ; hendes læber bevægede sig som +for af tale ; men der kom intet ord , og hendes hoved sank mat +tilbage på puden . „ Kære , kære barn ! “ hviskedee grosserer +Lehmann og bøjede sig ned over hende . Hans ord nåde +hendes øren , ja de nåde til dybet as hendes hjerte . Et svagt + +smil oplyste atter hendes blege ansigt og viste , af hun nu alter +var ved sin samling , af hun havde genkendt sin kæreste ven . +Fra denne time as af regne var crisen overstået , og +doktor hammer erklærede hende udenfor al fare . +Og således var det . Hver dag kom hun mere og mere +til kræfter . Hvor kunne del være anderledes ? Hun , som blev +plejet med så megen omhu af sine kærlige venner . +Smilet vendte atter tilbage på hendes læber , glandsen i +hendes øjne , roserne på hendes kinder , og hendes tanker fik +ord , når hun så på del kære , blege ansigt , der smilte til +hende , som ingen skulle have tiltroet det at kunne smile , når +hendes lille gennemsigtige hånd var sluttet tæt i hans , når +hun lagde sit hoved til hans trofaste , ærlige bryst . Intet under +at hun blev rask ; intet under , at et sådant solskin lod hende +søle sig , som var hun i himlen ; thi der er også en himmel +på jorden , vel have vi alle søll mere eller mindre . +„ Hvor jeg har længtes efter dig , kære onkel Lehmann ! +Jeg troede , at jeg aldrig mere skulle se dig . Har du også +længtes lidt efter mig ? “ Hun lagde fine arme om hans Hals +og så ham kærligt ind i øjnene . +„ Ja , det har jeg , “ svarede han smilende og lod finhånd +glide hen over hendes mørke hår , „ det har jeg , min lille yndling . +Ingen har tænkt på at ordne mine papirer , da du var +borte . Der ligger en hel del og venter på din ankomst . +Jeg håber , du vil ordne dem for mig . Vil du ? “ +„ Om jeg vil ! Jeg vil være så glad derved . Og jeg skal +fortælle dig , hvad jeg har fundet : en rigtig sjælden sten i den +gamle grotte , “ — hun standsede pludseligt og blev bleg , som +om hun følte smerte et eller andet sted — „ jeg har gemt + +den til dig , “ vedblev hun til sidst . „ Jeg ved , du holder så +meget af stene . Gør du ikke ? “ +„ Ja , min lille ven , jeg holder meget af sjældne stene , og +ikke mindst , når de er en gave fra min egen lille yndling . “ — +nu var frøken Hildebrand ikke længere bange for smitten . +Hun var så kærlig og så villig til at hjælpe Ella på alle +måder , at man måtte glemme og tilgive hendes tidligere +egoisme ; thi der var noget i hendes hele opførsel mod Ella , +som tydeligt viste , at hun virkelig holdt meget af den lille pige , +skjøndt hun dog holdt mest af sig selv . +„ Hvor du seer rafl ud ! “ sagde hun , idet hun trådte ind +i dagligstuen , hvor Ella sad oppe for første gang efter sin +lange sygdom . „ Her er perle . Jeg tænkte , det ville more +dig at lege lidt med den . Gjenkjender du din kære lille +veninde , som altid var så god imod dig , perle ? Jeg tror +virkeligt , den har savnet dig . Den så lidt på mig , som om +den ville spørge : hvor er min lille legekammerat ? Perle er +få kærlig , det gode dyr . “ Og frøken Hildebrand tog sit +lommetørklæde frem , pudsede sin næse og aftørrede de tårer +der havde samlet sig i hendes øjne ; thi hun græd altid , når +hun talte om perles kærlige hjerte , ligesom en moder gør , når +hun tænker på og taler om sit barns fortræffelighed . +Og Ella blev raskere og raskere . Hun så nu så vel +ud , at grosserer Lehmann bestemte sig til at forlade Thorshøi +og vende tilbage til København , da hans nærværelse der var +nødvendig . Og så toge de afsted , han , Ella , frøken Hildebrand +og perle . +Men gamle Martha blev tilbage . +„ Nu er hun borte ! Gud må vide , om jeg seer hende + +mere i dette liv ? “ Hendes hjerte krympede sig ved denne tanke ; +hun aftørrede fine tårer og tog den gamle bibel ned fra +hylden for at hente trøst ud as dens gulnede blade . +Fjortende capitel . +Atter gik et år , i hvilket Ella med sandhed kunne sige , +hun havde mere sorg end glæde ; et år , i hvilket det eneste +solskin , der oplyste hendes mørke tilværelse , var grosserer +Lehmanns venlige smil og kærlige ord . +Men nu — hvor hendes hjerte var tungt ! Selv dette +solskin skulle hun nu miste , og mørket mødte hende , hvorhen +hun vendte tit blik . +Grosserer Lehmann var nødt til at forlade tit hjem for +at ordne nogle familieanliggender , og Ella var ene , ganske ene ; +thi skønt Hansen , husbestyrerinden , holdt meget af hende og +gjorde alt , hvad hun kunne , for at hun mindre skulle føle +tabet af sin ven , var det dog alt forgæves ; hendes smil , +hendes glæde var flygtet bort med ham og ville næppe vende +tilbage før med ham . +Fru Lehmann derimod syntes at være meget tilfreds med +fin mands fraværelse hun var hver dag optaget af at gøre +visitter eller modtage besøg . Og frøken grøn var i den +syvende himmel ; thi aldrig havde capitain Oldenburg besøgt +dem så hyppigt som netop i denne tid . Der gik knap nogen +uge , uden al han kom , og man kunne være sikker på , når + +del ringede , at frøken grøn rejste sig med blussende kinder og +kastede ej spørgende blik i spejlet . +Jeg vis ikke trætte læseren med at fortælle , hvor søde +hendes drømme vare , skønt man da lettere ville forstå det +lykkelige smil , der gled over hendes læber , når hun troede +sig ubemærket trods Fru Lehmanns skarpe øjne , der ofte vare +fæstede på hendes glade træk med ej mere hånligt end nysgerrigt +udtryk . +„ Nu tror jeg næsten selv , capitain Oldenburg vil have +frøken grøn . Så du , hvor han stirrede på hende igåraftes ? +Og hun . . . Tænk blot , Ella , hun var så rød som Major +copi ' s næse . Har du nogensinde lagt mærke til den ? Den +seer ud som en vanskabt gulerod . “ Og Olga sløj ud af stuen +for at se , hvem det var , der ringede . +„ Det er ham , ja , det er virkeligt ham ! “ råbte hun , da +hun lidt efter kom ind igen . „ Tænk blot , han havde en bouket +med , så stor som moders hvide viste . Da han trådte ind i +dagligstuen , rakte han frøken grøn den og sagde : +„ Frøken grøn ! Disse blomster have bedet mig sige dem , +hvor meget de længes efter deres fagre søster . Vil de ikke +give dem ly ? “ +„ Mange tak , capitain Oldenburg ! Men det er sandelig +for meget , “ svarede frøken grøn og nejede den ene gang efter +den anden , og derpå forlod hun værelset for at skjule — ja , +du tror del måske ikke ! — for al skjule sine våde øjne . +Hun græd . “ +„ O , Ella , hvis jeg skulle opleve at se frøken grøn blive +gift med capitain Oldenburg , tror jeg næsten , det ville blive +lige så morsomt , som hvis frøken Hildebrand og Major copi + +bleve et par . “ Og hun skyndte sig igen ud for , som hun +sagde , at se enden på stykket . +Nogle dage efter gik frøken grøn ud for al besøge fin +moder , medens Olga skulle hen til en af sine små veninder +ber holdt fødselsdag . +Ella var ikke ganske rask og foretrak derfor al blive hjemme , +skjøndt Fru Lehmann syntes al være meget utilfreds dermed . +„ Dej er godt , “ sagde hun . „ Vil du ikke følge med Olga , +er det bedst , du bliver på dit eget værelse . Jeg holder ikke +af at se på syge folk . “ +Og Ella blev på fil værelse , til det var aften . Da rejste +kun sig for at hente en bog , hun havde glem ! i dagligstuen . +„ Måske de vil bringe mig den , “ spurgte hun Hansen , +som netop mødte hende i døren , „ da Fru Lehmann har forbudt +mig at forlade mit værelse . “ +„ Nej , kære barn , du må gå selv . Lær ikke bange ; +hun vil ikke lægge mærke til dig , når du blot er stille . Hun +opholder sig ikke i dagligstuen , da capitain Oldenburg er her ; +de sidde inde i salen . Men vær forsigtig ! Fløjdørene stå +åbne , og de kunne høre den mindste lyd . Jeg ville nylig +hente Rogel , jeg troede at have glemt i dagligstuen og åbnede +døren så forsigtigt som muligt uden at gøre den mindste sløikan +jeg forsikre , da Fru Lehmann med et kom farende ud og +sagde , jeg stod på lur , og at jeg intet havde beder at gjørenår +man ikke havde ringet på mig . Jeg blev så forskrækket , +ar jeg intet kunne svare , men skyndte mig bor ! i sådan en +fart , at jeg nær havde væltet stolen , som står ved døren . +Nej , barn , jeg tør ikke vove mig ind efter din bog . Men d » +Har måske bedre held end jeg . “ + +Ella tøvede . Hun ville så gerne have bogen ; men hun +frygtede også for at blive opdaget af Fru Lehmann , som måske +ville tro , at hun var kommen for at lure . Hendes længsel +efter bogen vandt dog til sidst Sejer , og hun listede sig bort +på tåspidserne , åbnede døren , der førte ind til dagligstuen , +uden at gøre den mindste støt , og standsede for at trække +vejret , for hun listede sig hen at tage bogen , der lå på et +lille bord ved vinduet . +Det var voveligt nok , da hun måtte gå forbi de åbne +floidøre ind til salen . Hvor let kunne ikke kaptajnen eller +Fru Lehmann opdage hende . Hun listede sig alligevel frem ; +men da hun havde nået midten af værelset , standsede hun +netop foran de åbne døre , holdt tilbage ved et syn , som fik +hende til at skælve . Hun blev ligbleg , og med øjnene ubevægeligt +fæstede på den lille gruppe foran hende blev hun +stående , som fastnaglet til stedet . +Og hun stirrede og stirrede . Hun følte en stikkende smerte +i sit bryst ! det var , som hørte hendes hjerte op at slå . +Denne gang tog hun ikke fejl ! Der sagde de begge ; han med +armen slynget om hendes liv , og hun med sin hånd i hans +og sit hoved hvilende på hans skulden +Ella knyttede krampagtigt sine hænder ; og med funklende +øjne , med skælvende læber , med kinder , røde af skam og +vrede , gjorde hun el forsøg på at træde frem for det skyldige +par , der fik hende til at glemme alt , kun ikke ham , som var +fraværende , som ikke anede , hvor dybt han blev forurettet i dette +øjeblik . Men det var forgæves , hun kunne ikke flytte en fod , +hun var som forstenet . +Dog , der var en anden , der også havde været vidne til + +dette syn . Det var frøken grøn , som var kommen tidligere +hjem , end hun ventede , fordi hendes moder ikke var rask og +trængte til ro . Hun hørte af Hansen , at capitain Oldenburg +var hos Fru Lehmann , og skyndte sig til sit værelse for at ordne +sin dragt . Da hun var færdig hermed , gik hun gennem et +lille cabinet , der stødte op til salen , og lydløst som hun trådte +ind , blev hun ikke bemærket , skønt døren også stod åben hen +således fik hun god tid til at betragte gruppen , som +havde fængslet Ella til dagligstuen . De slode netop lige overfor +hinanden med salen imellem sig . Også hun stirrede som overvældet +på denne uventede scene ; også hun gjorde et forsøg +på at træde frem , og hun trådte frem som et tordenslag ; +hun stillede sig foran dem med en fornærmet dronnings mine . +„ O , i falske slanger ! ' råbte hun i raseri . „ Mit hjerte +skriger efter hævn . Og det skal få hævn . ' i hæslige slanger , +som have ødelagt min fremtids lykke ! I . . . “ +Mere hørte Ella ikke . Lydløst , som hun var kommen +forlod hun værelset og nåde sit eget ensomme kammen låsede +døren og udstødende et halvt kvalt skrig kastede hun sig +på en stol og skjulte ansigtet i sine hænder . Men ingen +tåre mildnede hendes smerte . Hendes øjne forbleve tørre +og brændende , hendes kinder blege , og skønt hun skælvede +over hele legemet , var hun så hed , som var der ild , ikke +blod i hendes årer . +Den ene time gik efter den anden . Det blev midnat , +men endnu sad Ella på samme sted , i den samme stilling +uden af bevæge sig . +Hvilke tanker , hvilke følelser rørte sig i det uskyldige +hjerte , som før første gang havde været vidne til synd ! Dog + +nej , en gang før havde hun mødt denne tiiinleigjører as al +fred , skønt hendes rene hjerte havde vægret sig ved af anerkende +det før virkelighed . Men nu kunne hun ikke længere +nære tvivl ; nu måtte hun tro , hvad hendes øre , hendes øje +hendes hjerte vidnede af være fandt . +„ Gid jeg havde værer både døv og blind ! Gid jeg aldrig +havde levet før af se , af jeg havde ret ! O , onkel Lehmann . +Hvor skal jeg få mod til at se dig i øjnene efter delte ! +Jeg , som har været vidne til denne scene ! Jeg , som måske +burde fortælle dig alt . Ret , jeg kan ikke ! Hvor du ville +blive ulykkelig ! O , at jeg stakkels barn skulle opdage , hvad +selv en voksen ville gyse tilbage for ! “ +Hun rejste sig . Hun så sig om med en gysen . Lyset +var gået ud , hun var i fuldkomment mørke . +„ Jeg kan ikke blive her . Jeg vil bort ; jeg vil til Thorshøi , +mit kære , elskede hjem . Jeg vil . . . ! Jeg stakkels barn , +jeg har jo ingen villie ! “ Hun kastede sig atter i stolen , hvor +hun blev siddende , til dagen tittede ind gennem ruden . Så +rejste hun sig og gik hen for at se ud . Men det var intet +opmuntrende syn , som mødte hende der . Himmelen sort som +et sørgeflør , de triste huse lige overfor og de endnu tristere +gader , som syntes at sige : +„ Intet håb , ingen trøst vil du finde her . “ +Tab dog ikke modet , stakkels Ella ! Søg og du vil finde +begge hist oppe . + +ingen uden Ella selv vidste , at også hun havde været +vidne fil den scene , som gjorde frøken grøn fil herre i det +hus , hvor hun nylig havde været tjener . +Det er stygt at se , hvor synden har magt fil at lænke +et menneske , som gud selv har givet frihed , hvor synden kan +forvandle os fil slaver af alle dem , vi frygte , af alle dem . +Som vide og kunne forråde : +der står han eller hun , som har gjort dette eller hint ! +Måtte vi altid mindes dette , vi svage skabninger , vi , som elske +vor frihed mere end vort liv , for at vi aldrig sknlle blive +slaver af synden , der gør alt for at sejre over os , aldrig +sknlle blive slaver af vore medmennesker , som uden skrupler +ville gribe lejligheden fil at lænke vor frihed i stedet for at række +os en frelsende hånd og hjælpe os at afryste de lænker , som +synden allerede har lagt på vore skuldre . +En stor forandring var foregået i Fru Lehmanns opførsel +mod frøken grøn . medens denne dames opførsel mod hende +ikke var mindre forandret . Hun påtog sig en mine , når hun +talte fil sit fordums forbillede og mønster , der tydeligt nok sagde : +„ Her er jeg , jeg , som har magt fil at forkynde din skyld +for alle og enhver , når jeg vil . “ +Olga var som forstenet ved at opdage denne forandring ; +hun kunne ikke begribe det , og det var sandelig en lykke ; thi +Olga hørte ikke til dem , der kunne gemme på en hemmelighed . +„ Jeg forstår mig ikke på moder , “ sagde hun til Ella . +„ Har du lagt mærke til , hvor høflig hun er imod frøken grøn ? +Og frøken grøn ! Jeg kender hende ikke igen ! Hun behandler +moder , som om moder var gouvernanten og hun Fru Lehmann . +Jeg hørte Hansen sige det til kokkepigen , og hun svarede : + +„ Ja , djævlen har fundet sin mester . “ +„ Tror du , at hun mente moder med djævlen og frøken +grøn med mesteren ? “ Og efter gammel vane forlod Olga +værelset uden at oppebie Ellas svar . +Men kort efter kom hun igen styrtende ind og råbte : +„ Kom , Ella , kom ! Frøken Hildebrand er derinde og Major +copi . Du skal dog se , jeg får ret ; det bliver til sidst et +par . Jeg kan læse det på deres næser ; jeg har aldrig ssr +set næser så ens som deres . Kom og lad os spøge lidt +med dem . “ +Ella fulgte ikke hendes opfordring . Hun blev på sit +værelse for at undgå Fru Lehmanns og frøken grong nærhed +så længe som muligt . Hun sad ved vinduet og tænkte +på en og samme ting hele tiden , skønt i forskellige skikkelser +. +„ Sæt . at de opdage , at jeg ved det ! Sær , at det skeer ! “ +Eller : +„ Tænk , om han kommer her igen ! Nej , det gør han ikke . +Frøken grøn vil ikke tillade det . “ +Således blev hun ved i det uendelige trods al sin kamp +for at afryste denne mørke skygge . Det var forgæves : den +forfulgte hende , hvor hun gik . Hun lukkede sine øjne med en +gysen og oplevede igen i tankerne den skrækkelige Asten , hun +aldrig kunne glemme . +„ Hvad skal jeg gøre , når onkel Lehmann kommer tilbage ? “ +Tænkte hun , da et stærkt greb i dørklokken fik hende +til at fare sammen . +Hvor godt kendte hun ikke denne måde at ringe på ! +Det var ham , hvis nærværelse hun mest frygtede i dette øjeblik . + +hun vidste ikke , hvad hun skulle gøre ; hun var bange for at +møde ham ene . Hvor kunne hun se på ham uden at forråde , +hvad hun ikke ville forråde for alt i verden . +Hun skyndte sig ud af sit værelse og ind i dagligstuen , +hvor hun skjulte sig i den mørkeste krog , idet hun med skælvende +stemme udbrød : +„ Grosserer Lehmann er kommen tilbage . Der er han ! “ +„ Lehmann ? “ udbrød hans kone med et ængsteligt blik +på døren , som netop åbnede sig og lod grosserer Lehmanns +alvorlige , men dog milde ansigt komme til syne . +„ Hvor uventet ! “ sagde frøken Hildebrand smilende . „ Deres +kone er på vej til at besvime af glæde over deres komme . “ +Og Major copi gned sin næse , som om det kunne gøre +den hvid , og sagde : +„ Noget nyt , grosserer Lehmann ? “ +Olga råbte : +„ Goddag fader ! Hvor du er bleg ! “ +Og frøken grøn sagde „ Velkommen hjem ! “ med en mine +og en stemmn der tydeligt nok udtrykte : +„ Velkommen til mit hus ! “ +Fru Lehmann forsøgte at smile , men forgæves ; hendes +læber vægrede sig , og forsøget blev uden følge . +Men alt dette lagde grosserer Lehmann ikke mærke til . +Han så sig om , som om han søgte efter nogen , til hanendelig +opdagede Ella i den mørke krog , hvor hun havde skjult sig . +„ Er det dit velkommen ? “ syntes hans øjne at spørge . +„ Hvorfor kommer du ikke frem og tager imod mig ? “ +Og hun rejste sig for at adlyde denne tavse opfordring +med blege kinder , med sænket blik og skælvende læber , som + +var det hende , der var synderinden , medens den virkelige +synderinde allerede havde tilbagevunden sit mod og sad så +rolig og smilende , som om ingen plet nogensinde havde formørket +hendes sjæl . — +og nu ville vi lade år gå hen , og når vi igen optage +tråden i vor fortælling , er børnene vorne og forvandlede +til unge , smukke piger . +Femtende capitel . +Det var sandelig en ironi af skæbnen at give Major +copi dette navn , da han i virkeligheden var en original . +Denne bemærkning gjorde frøken Olga Lehmann ofte , når +hun betragtede hans forunderlige dragt og endnu forunderligere +opførsel . +„ Fortæl mig ikke , at deres navn er copi , “ sagde hun +leende . „ De er så god en original , som nogensinde fandtes . +Sig mig , har de nogensinde set deres copi ? Jeg tør nok +sige nej ; thi de er en original uden copi . “ +„ Hvor underlig de er . Frøken Olga i vil de aldrig blive +lå fornuftig som frøken Ella ? Se blot på hende . Hun +bruger sin synål så kold og rolig som en dame på fire +og fyrge , medens de spørger så ufornuftig som et barn i +svøbet . “ +Og den gode Major tog sit lommetørklæde frem , pudsede +fin næse på en meget støjende måde og nærmede sig Ella +med et strålende ansigt . + +„ Hvordan har de det i dag , frøken hjelm ? Jeg tør nok +sige , ligesom i går . Hvad mig selv angår , så har jeg — “ +„ Smerter i maven ! Vi ved det , hr . Major ! “ afbrød +Olga ham spottende . „ Vi have hørt det over hundrede gange , +og hvis gud vil , skal vi høre det mere end hundrede gange +endnu . Men hvad går der af deres venstre ben ! Sagde +de ikke forleden , at det gjorde så ondt ? �� +„ Sagde jeg det ? Det er mere , end jeg kan huske , “ svarede +majoren og vendte sig til Olga . „ De må vide , frøken Olga , +jeg er sådan plaget af gigt , at jeg undertiden føler lyst til +at knuse alt , hvad der slår mig i vejen . Forleden var der +netop en af mine venner hos mig , da jeg fik et af disse slemme +anfald . Og uden at være mig bevidst , hvad jeg gjorde , slog +jeg ham for brystet , så han tumlede om og nær havde væltet +en meget kostbar figur , som jeg sætter stor pris på . “ +„ Ieg er ganske sikker på , Major , at hvis han havde gjort +det , havde de givet ham nok et slag for brystet . Havde de +ikke ? Men der kommer frøken grøn . Ieg vil ikke længere +lægge beslag på dem . Gå de hende kun i møde , som jeg +seer , de gerne vil . “ +„ Ieg forstår dem ikke , frøken Olga . Det ej : sandt , +jeg holder meget af frøken grøn . Men tro blot ikke , at jeg +holder mindre af dem . Nej , frøken Olga . “ Han pudsede sin +næse og rømmede sig . +I al den tid sad Ella så tavs , som om der ingen var +i værelset uden hun . Hendes marmoranfigt var ubevægeligt , +medens hun syede med uforstyrret ro . +Hun var meget forandret , siden vi sidst så hende som et + +barn . Hendes træk vare blevne koldere , alvorligere og strengere . +Barnets glade og håbefulde hjerte , som længsel og sorg +ikke havde haft magt til at kue , var dengang afpræget i hendes +milde , skønt vemodige ansigt . Men nu ? — barnets hjerte +havde forvandlet sig til en kvindes , og håbet og glæden vare +forvandlede til virkelighed og alvor , og således havde hendes +træk tabt deres milde udtryk , deres glade forudsigelse , og +hendes smukke ansigt var roligt , koldt og blegt som marmor . +Hun talte kun sjældent , og da vare hendes ord kun få . +Hun blev sjældent heftig ; men blev hun det , var det så voldsamt , +at alt måtte vige før denne vulkan , der længe tilbagetrængt , +brød ud med fordoblet styrke og bragte selv Fru Lehmann +og frøken grøn til at trække sig tilbage . +Men kun hun selv vidste , hvor længe de havde drillet +og mishandlet hende , før hun gav efter før sin vrede og glemte +den selvbeherskelse , hun havde kæmpet så hårdt før at vinde , +glemte alt undtagen sin vrede , sin længe undertrykte vrede . +Der var kun en , som havde magt til at bekæmpe oprøret +i hendes hjerte og gøre hende så rolig og lydig som +et barn . Det var grosserer Lehmann . Et eneste ord , et +eneste bebrejdende blik af ham , og stormen lagde sig , og Ella +blev igen den blege , rolige unge dame , som lod folk tro , at +ingen lidenskab lå skjult under dette fredelige ydre . +Olga var også forandret ; men det var mere udvendigt . +Hun havde vokset sig meget smuk ; og det ville være vanskeligt +at sige , hvem der var den smukkeste , Olga eller Ella . Intet +under , at Major copi var forelsket i dem begge og også i +frøken grøn , skønt hun var meget ældre . Han havde et + +stort hjerte , og skønt han kæmpede tappert for at træffe et +valg mellem dem , ville hjertet alligevel have dem alle tre . +Stakkels Major i det var en vanskelig stilling , han var kommen +i , da han ikke hørte til mormonerne og altså ikke havde ret +til at ægte mere end en kone . Tre vare for meget . Og en ? +Var det for lidt ? Nej ; men hvilken as dem ? Hvilken af dem ? +Tiden gik , og Major copi forblev ugift , skønt hans kærlighed +var lige stærk og varm og ligeledes hans ønske at +komme ud af pebersvendestanden . Han tvivlede ikke et eneste +øjeblik på , at disse damer besvarede hans følelser ; det var +noget , der faldt ganske af sig selv . +„ Elsk mig , og jeg elsker dig ! “ sagde han og gned sin +næse , som altid havde været hans yndling , fordi den var det +eneste hos ham , der ikke var angrebet af gigt . +Da nu frøken grøn trådte ind , som Olga havde meldt , +forlod han sin unge kærlighed for at modtage sin ældre , men +ikke mindre smukke tilbedte . +„ Goddag , Major ! “ sagde hun med en mine og en holdning , +der viste , at hun også var forandret , og det meget . +„ Hvordan har de det ? “ Hun sank ned i den floielssopha . +Som i forrige tider udelukkende havde været Fru Lehmann forbeholdt . +„ Vil de ikke tage plads ? Når man er så træt , +som jeg er i dette øjeblik , kan man ikke udholde at se nogen +stå . Det er godt ! Og nu , Major , fortæl os noget nyt ! “ +„ Jeg ved intet , uden at min husjomfru har knækket en +af de smukkeste theepotter , jeg nogensinde har set . Det var +en gave fra min moder . Hun måtte før have knust mit +hjerte end denne trofaste gamle ven . De må vide , jeg har + +havt den vane at opkalde enhver ting , jeg har , efter en eller +anden person , jeg holder af . Således havde jeg kaldt denne +smukke theepotte . . . Ja , bliv nu ikke vred ! “ — han gned sin +næse flere gange — „ Jeg havde kaldt den frøken grøn . +Og nu kan de forstå min sorg , da jeg træder ind i spisestuen +og finder min frøken grøn slående på bordet med et +knækket øre . „ O , frøken grøn , min kære lille frøken grøn ! +Hvor du seer mishandlet ud ! “ råbte jeg og slog mine hænder +sammen ; men forsilde , frøken grøn havde kun et halvt øre . +Og hvorledes skal jeg få en anden frøken grøn , så smuk +som denne ? “ +„ Her ! her , Major copi ! “ råbte Olga og pegede på fin +fordums gouvernante med en smilende mine . „ Betænk dem +endelig ikke længere . Jeg synes allerede de har gjort det for +længe . Tag mod til dem , Major , og jeg lover dem , at denne +frøken grøn aldrig vil tabe tit øre og endnu mindre næse +eller mund . Stol på mig ! Jeg har kendt hende , siden jeg +ikke var slorre end som så . Forstår de ? Jeg kender alle +hendes gode egenskaber ; de er meget få , men af stor værdi . +Hvor ofte har hun ikke været nær ved at knække mit øre , +især i de sidste år af min lykkelige barndom ; men hun gjorde +det alligevel ikke . Og vær de rolig , frøken gren vil nok +sørge for at beholde sit øre . Hvad skulle hun ellers lægge +til nøglehullet ? “ +„ Stille , frøken Olga ! Hvor de taler ! Man skulle næsten +troe , de var en sladderagtig pappegoie i stedet for en smuk ung +dame . “ Majoren vendte ryggen til frøken grøn og nærmede +sig den ondskabsfulde Olga , hvis føde stemme og endnu sødere + +smil stk ham til al tænke , netop da han var ved al vælge +frøken grøn : +„ Hvilken af dem ? Hvilken af dem ? “ men frøken grøn +var bleven bleg af vrede , og idet hun rejste sig fra sofaen , +vendte hun sig til Fru Lehmann , der netop var trådt ind , med +det udråb : +„ Deres datter har fornærmet mig på en sådan måde , +al jeg er nødt til al forlade huset endnu i dag , hvis hun ikke +straks gør mig en undskyldning . “ +„ En undskyldning ? Nej , hvor urigtigt de har udlagt mine +ord ! Jeg troede , jeg sagde dem en compliment , og så har +jeg tværtimod , uden at vide det , fornærmet dem ! Jeg , som ikke +ville fornærme dem for en verden , selv om den var beboet +af tusinde frøkener grøn ; nej , jeg forsikrer dem , jeg ville ikke . +Derfor tilgiv mig , om ikke for min egen skyld , så for vor +kære Majors . Tilgiv mig ! Tilgiv mig ! “ Hun nejede den ene +gang efter den anden , og majoren , der ikke var i stand til at +forstå ironi og troede , at ord vare ord og at alt var , som +del skulle være , fremtog sit lommetørklæde med en meget bevæget +mine , pudsede sin næse , rømmede sig og bemærkede : +„ Hvor det er smukt at se en ung dame så villig til at +gøre en undskyldning — „ Forlad os vor skyld , som vi forlade +vore skyldnere . “ Nå , frøken grøn ! De må tilgive +den søde lille synderinde . Se , det var ret ! “ +Frøken grøn tog Olgas hånd , som denne havde rakr +ud mod hende med er spottende smil ; hun trykkede den så +fast , at hendes unge fjende rynkede panden af smerte , og hun +ledsagede delte velmeenie håndtryk med et blik , der sagde . +„ Stol på , at jeg ffal tage hævn ! “ + +imidlertid havde Fru Lehmann taget plads i en lænestol , +der var så langt som muligt fra den plads , hvor frøken grøn +stod , idet hun lod , som om hun flet ikke havde hørt , at der blev +talt til hende , skønt frøken grøns stemme ikke hørte til dem +om hvilke digteren siger : +„ Så sagte og blød , som vinden , der glider gennem det +grønne løv . “ +„ Jeg havde aldrig tænkt mig det så behageligt at være +vidne til en familiescene , som jeg nu seer , det virkeligt er , ' +bemærkede majoren og nærmede sig Fru Lehmann . „ Jeg har +sandelig altid før tænkt mig det yderst ubehageligt ; thi jeg har +læst om sådanne ' ting i bøger , og der synes de at være alt +andet end behagelige . Jeg læste for nogen tid siden om et +ungt nygift par , der altid var oppe at skændes , endogså i +andres nærværelse . Og jeg mindes grumme godt , at mine +egne kære forældre vare komne i samme vane , noget , der fik +min stakkels søster Mille til at rødme mere end en gang om +dagen . Men det er sandt ! Damerne er vel inviterede til oberst +såbyes bal ? De unge damer af mit bekendtskab have talt +derom i en hel uge . Hvor jeg kommer , er de første ord , +der møde mig : „ Har de hørt noget nyt om oberst såbyes +bal ? Ved de , at capitain d . . og grev b . . . . også have +Modtaget indbydelse ? Ved de , at frøken l . . . . og Fru M . . . +Have fået nye dragter lige fra Paris , ene og alene i den anledning ? +Ved de dit og ved de dat ? “ Jeg kan forsikre +dem , jeg har været nær ved at miste min tålmodighed ; thi +de have overøst mig med spørgsmål her og spørgsmål der , +hvorfor jeg længes lige så meget som de unge damer selvester , + +at dog endelig dagen til dette skrækkelige bal må komme +og jeg engang få fred for disse kedelige spørgsmål . “ +„ Det samme gør jeg , “ sagde Fru Lehmann : „ Jeg har +hørt så meget om dette bal i den sidste tid , at jeg må tilslåe , +jeg er træt af det . Begge pigebørnene og jeg og min +mand er inviterede . Men de kender jo Lehmann ; han har +aldrig holdt af selskabelighed , så han har afslået at følge +os , og vi have haft mere trætte om denne genstand , end +den er værd . “ +„ Er det ikke også mærkværdigt , Major , at hverken fader +eller moder vil gå med , skønt de er inviterede , medens +frøken grøn , som ikke har modtaget nogen invitation tager +med os ? Jeg forstår mig ikke på moder , som altid før har +holdt så meget af at gå ud . Men nu skal de høre lidt +om min dragt . Tænk blot , jeg har fået en splinterny kjole +af rød silke , der skal heftes op med hvide roser , og en krands +af røde roser til mit hår . Tror de ikke , det vil klæde mig +godt ? “ +„ Om det vil ? De kommer til at se ud som den lille Als , +som de i virkeligheden er . Det er en meget smagfuld dragt , må +jeg tilstå . Og frøken Ella , vil de ikke give mig en lille +beskrivelse af deres dragt ? “ +„ Spørg hende ikke ! “ udbrød Olga hånligt . „ Det vil +være forgæves . Jeg har spurgt hende hver dag , siden vi blev +inviterede , men uden nytte ; frøken Ella er så tavs som deres +gamle theepotte , og som den synes hun at have tabt øret . +Man skulle næsten tro , hun ikke havde skænket sin dragt til +dette bal en eneste tanke , skønt hun godt ved , at alt , hvad +der er af stand og indflydelse , kommer der . “ + +Ella kastede et kor : blik på Olga og svarede koldt : +„ Jeg indretter ikke min dragt efter de personers stand +eller indflydelse , jeg skal mødes med . Det er mig fuldkommen +ligegyldigt , om de er det ene eller del andet . Var del ikke , fordi +grosserer Lehmann ønsker , jeg skal tage med , blev jeg ganske +vist hjemme . “ +„ Blive hjemme ! Jeg har aldrig før hørt en ung dame +tale på denne måde om et bal . Men tro blot ikke , at det +er mig ubehageligt ; det er langt fra , det glæder mig tværtimod +meget at høre , overordentlig meget . . . “ +„ Sig endelig ikke er ord mere , Major copi ! De gør +hende forfængelig , “ råbte Olga spottende . „ Hun er allerede +så stolt som en påfugl . Det er netop dersor , hun ingen +lyst har til at gå i selskab . Ingen er god nok til at være +sammen med hende , ingen er værdig til al indånde den samme +lust som hun , ingen er . . . . “ +„ Stille ! De er en lille ondskabsfuld Als ! — frøken +grøn ! . . . . “ Men frøken grøn havde forladt værelser ubemærket , +og Major copi var nødt til at tage afsked uden at +så et af de kære små smil , som lod ham ane himlen på +jorden , +noget efter forlod også Ella værelset , og Fru Lehmann +og Olga vare alene . +„ O , moder ! “ udbrød Olga og satte sig ved siden af Fru +Lehmann . „ Hvor jeg ønsker , al Ella i virkeligheden ville +blive hjemme ! Når du blot vidste , hvad jeg føler , når vi +ere sammen i selskab og alle de unge Herren som der er noget +ved , omringe hende , som var hun en øronning , og smigre hende , +som om hun var et vidunder , hvis mage aldrig før var set . + +de le , når hu » leer , er tavse , når hun er tavs , og tale , +når hun taler , medens jeg slår ganske ene , uden at nogen +bryder sig om mig , skønt jeg ved , jeg er mere værd end +hende , som de alle omringe , hvor det dog er bittert , ikke at +have magt til at vække den mindste interesse og opmærksomhed ! +Og hvorfor ? Fordi hun har ranet det , som burde have +været mit ; fordi hun er rig og jeg fattig . Var det omvendt , +var jeg rig og hun fattig , er jeg sikker på , at ikke en ville +lægge mærke til hendes nærværelse , så ville jeg , kun jeg , +være alle hjerters øronning , men nu ! —når du blot så , +hvor glad , hvor smilende , hvor fuldkomment forvandlet hun seer +ud , når hun er omgivet af sådan en klynge herrer ! Det er +ikke den kolde marmorfkikkelse som her hjemme , men en ganske +anden , der fortryller alle , som seer på hende , som lytte til +hendes lokkende stemme og møde hendes klare , mørke øjne , +når hun blot ville blive hjemme denne ene gang , så er jeg +vis på , jeg ville more mig godt og tiltrække mig alle deres +opmærksomhed , der pleje af omgive denne pengesæk ! “ +„ Stakkels barn ! “ sagde Fru Lehman » , rød af vrede , +„ Jeg ved ikke , hvad vi skulle gøre , jeg er vis på , hun vil +stå dig i vejen , så længe du lever , jeg hader hende ; men +det er til ingen nytte : had dræber ikke ; vor fjende vil leve +og le ad os , tiltrods for vore ønsker om af blive hende kvit +for bestandigt , ja blive hende kvit , så af du kunne blive , hvad +hun nu er . Men der er intet håb ; du seer selv , hun er så +frisk som en fisk , trods blege kinder , nej , frøken grøn er +ingen sandsigerske , “ Og Fru Lehman » så alvorligere og al +vølligere ud , medens hun . betragtede Olga , der stirrede ud for +sig med en fraværende mine . + +„ Hvor der er mange ting i denne verden , som vi ville +give alt for af kunne ryste af os , “ vedblev hun efter en kort +pause , „ når vi blot kunne ! Men vi må være tålmodige og +vente . Gå , min kære , gå og gør din dragt i stand . “ +Olga forlod værelset og Fru Lehmann faldt i dybe tanker , +af hvilke hun blev vækket af frøken grøn , der trådte så +støjende ind , som om hun ville vise , at den tid var for længst +forbi , da hun var angst for at vække nogen . +„ Nu kan jeg da fortælle dem , at Ella alligevel går +med på ballet i Asten , “ sagde hun heftigt . „ Jeg hørte hende +svare grosserer Lehmann , der som sædvanlig overtalte hende til +at gå med : +„ Ja , siden du ønsker det , kære onkel , vil jeg også +gå . “ +Og hun skyndte sig ind på sit værelse , formodentlig for +at ordne sin dragt i al hast , skønt det vil være accurat det +samme , hvad enten hun tager en rod eller en hvid kjole på ; +hendes tilbedere ville være så indtagne i hende , som om hun +var en diamant fra hoved til fod . Men jeg må tilstå , jeg +havde hellere set , hun var bleven hjemme . Jeg har hørt , at +grev platow vil komme på dette bal , og de ved , hvor +meget jeg altid har holdt af Olga ! det er næsten , som var hun +mit eget kød og blod , og det er mit højeste ønske at se +hende godt gift så snart som muligt , for at Ella , der altid +har været mig en torn i øjet , kunne få at føle , at hun dog +ikke er så vigtig en person , som hun bilder sig ind . En Greve +er en guldfugl , jeg af mit ganske hjerte skulle ønske , Olga +måtte fange . Var hun blot så rig som Ella , er jeg sikker +på , det ville blive let at vinde hans hjerte . Men Olga er + +fattig , det kære barn ; han vil sammenligne dem , og Ella vil +vinde Sejer som altid . Når jeg blot vidste , hvordan man +skulle blive af med hende . Men , nej ! Hvis skæbnen ikke +kommer os tilhjælp , seer jeg ingen udvej . “ +„ Heller ikke jeg , skønt gud ved , jeg tænker derpå både +dag og nat . “ +„ Jeg ved ikke , hvorfor jeg holder så meget af Olga . “ +Vedblev frøken grøn med et falskt smil , „ Olga , som er en +datter af den , der har forurettet mig så dybt . Men jeg har +lovet at tilgive , og jeg vil holde mit ord . Jeg vil aldrig forråde +hemmeligheden , så længe jeg bliver behandlet således , +at jeg ikke har grund til at klage . Jeg vil aldrig forlade dem +og min lille Olga . Jeg vil aldrig gifte mig , skønt jeg , som +de ved , har valget , når jeg vil . Men nej , jeg vil ikke . Jeg +kan ikke bære over mit hjerte at forlade dem , jeg vil blive +her for at trøste dem , når de er bedrøvet og trænger til trøst . +Jeg vil lønne ondt med godt . Jeg vil elske dem og gøre +hvad der står i min magt , for at se dem lykkelig . Det er +den eneste hævn , jeg ønsker . “ Hun vendte ryggen til Fru +Lehmann for at skjule det hadefulde udtryk , der tiltrods for +hendes kærlige ord formørkede hendes træk . +„ De er sandelig meer end en engel , “ bemærkede Fru Lehmann +med et undertrykt smil . „ Jeg ved ikke , hvordan jeg +skal gjengjælde dem det ; men jeg håber , at Olga engang skal +så lejlighed til at . gøre det for mig indtil da må de +være tilfreds med min taknemmelighed , min kære veninde . +Men tro blot ikke , vi er så egoistiske at ønske , at de skal +forblive ugift hele deres liv blot for vor skyld . Nej , så +vare vi i sandhed meget utaknemmelige imod dem . De har + +allerede gjort for meget for ar trøste os og være en velsignelse +for huset ; nu er det på tide , de ' lænker lidt på dem selv +og deres fremtid . De bør træffe et valg , jo før , jo hellere . +De ved , hvor godt jeg mener dem det , og netop på grund +deraf føler jeg , det er min pligt af minde dem om en ting : +vi er nu ikke længere unge , men blive ældre dag for dag , +og den tid nærmer sig med stærke skridt , da frierne ville +vende deres tanker og hjerter i en anden retning , hvor ungdom , +denne mægtige tcyllerfke , tilvinker dem , og så , min trofaste , +kære veninde , så er det for sent al træffe et valg , og +de vil i resten af deres siv angre , af de ikke har gjort det , +medens det endnu var tid , og selv Olgas og min kærlighed +vil ikke formå af erstatte dem det tabte . Derfor vælg . +Kære , vælg ! Og skønt vi ville komme til af savne dem meget , +ville vi hellere det end tillade , al de opoffrer dem til fordel +for os , uden af vi have gjort el skridt for af forhindre det . +Har jeg ikke ret ? “ +, jo , ganske vist . set fra deres synspunkt , men ikke fra +mit . Men vi ville ikke længere tale om denne sag , da vi ikke +ere enige om den , “ svarede den ærlige frøken grøn med et +mildt bebrejdende blik på den ligeså ærlige Fru Lehmann . +„ Jeg bliver her alligevel , hvad de end siger , vær sikker derpå . +Og nu ville vi tale om Olga , min lille yndling . Gid hun +var den rette besidder af Thorshøi og Ella var bød , da hun +endnu var et barn . Hvorfor skulle dog . hun vedblive at leve , +da der dør tusinder , hvis død er fuldkommen ligegyldig for +alle , medens hendes død er af så stor vigtighed for os ! “ +Og slangen gled ud af værelset efter al have udspyet sin gift , +hvor hun vidste , at den til sidst ville bære frugr . + +det var Asten . Grosserer Lehmann var i sit værelse +beskæftiget med at skrive , da Olga pludseligt trådte ind og +med en stolt , tilfreds mine spurgte : +„ Se , fader ! Er jeg ikke nydelig ? Moder siger , at hun +har aldrig set mig smukkere end netop i aften , og frøken +grøn er vis på , at jeg vil vinde alle hjerter . Hvad siger +du ? Jeg er meget tilfreds med mig selv , men har du ikke +også et ord at sige til min roes ? “ +„ Du er meget net , “ sagde grosserer Lehmann og få på +sin smukke datter med en halv øm , halv sørgmodig mine . „ Gud +give , dit indre var ligeså smukt ! “ Han sukkede og kastede endnu +et blik på hende , sør han fortsatte sin skrivning . +. Tak ! “ sagde Olga og blev rød af vrede . „ Tak , fader ! +Du er altid så kærlig mod mig ! “ Og hun ville forlade værelset , +da grosserer Lehmann hurtigt rejste sig og sluttede hende i +sine arme . +„ Stakkels barn ! Stakkels lille Olga ! “ sagde han mildt „ Hvad +der er sket , kan ikke gøres om . Gå , mit barn , gå +og gid du må more dig godt . “ +„ Tvivl ikke derom , fader . Jeg håber , at jeg denne gang +skal more mig udmærket . Jeg føler mig så lykkelig i aften , “ +Svarede Olga fuldkommen tilfreds . „ Det er , som der ventede +mig noget rigtigt behageligt . “ Hun kyssede ham ømt , — thi +Olga holdt i virkeligheden meget af sin fader — og forlod +derpå syngende værelset . +„ Stakkels barn ! “ gentog grosserer Lehmann , idet han +gik op og ned ad gulvet . „ De have ødelagt hende i bund +og grund . Og jeg , hendes egen fader , havde ikke magt til +al frelse hende , uden at bryde med al husfred , og det var jeg + +for svag til at gøre . Jeg elsker freden mere end mit liv , +mere end mit eget elskede barn , som jeg har offret på dens +altar ! Hvor svag ! Hvor uretfærdig ! Og nu klager jeg og angrer , +men for sildigt . Alt , hvad jeg har vundet , er ikke fred , +men et ødelagt barn og krig , krig , hvorhen jeg vender mig , +krig indvendig og krig udvendig . Havde jeg blot gjort , hvad +jeg fra først af havde bestemt , og taget hende bort fra deres +flette indflydelse , medens det endnu var tid , havde jeg blot +ikke givet efter for bønner og klager og lovet aldrig at stille +dem ad , tror jeg , hun var bleven et godt barn ; thi hun har +mange gode egensfaber , som de trøds al deres umage ikke have +fået tilintetgjorte . Men nu er det for sent at angre ; hun er +ødelagt , og min onde samvittighed kan ikke gøre det skete +usfeet . Når jeg blot kunne fortælle alle , hvor galt jeg har +handlet , at de kunne tage dem i agt og ikke gøre ligesådan ; +men det ville være at forråde min kone , og skønt jeg ikke +er bange for at afsløre min egen svaghed , har jeg ikke ret +til at afsløre hendes , stakkel , som ikke er i besiddelse af den +evne at kunne gøre nogen lykkelig . “ +Han satte sig på en stol og begravede ansigtet i sine +hænder . Hans hoved smertede , hans hjerte bankede heftigt . +Hvor ofte havde han ikke siddet således med en vulkan i hjertet , +angrende og beklagende , at han en gang havde været svag , en +gang ladet sig overtale til at give et løfte , han nu ville give +sit liv for aldrig at have gjort . +Det er verdens gang lad os derfor være forsigtige , +ikke være svage , ikke give løfter , når vi føle hos os selv , at +det er bedre ikke at give dem . Lad os altid mindes , at der er +et ord , som siger : + +hvad der er gjort , kan ikke blive ugjort . +En hånd blev blidt lagt på hans skulder og en mild , +sagte stemme sagde : +„ Hvorfor er du så tankefuld , min kære ven ? Skjul ikke +dit ansigt ! Lad mig se på dig , at jeg kan bringe mindet +om dine kære , velbekendte træk med mig , når jeg er ganske +ene blandt disse fremmede folk . “ +Grosserer Lehmann løstede sit hoved . Han kunne ikke +modsfåe denne milde , sagte stemme ; den gik ham lige til +hjertet og trøstede hans bitre smerte . +„ Min egen lille yndling ! Min fromme , rene pige i o , barn , +barn ! Lov mig altid at være kærlig mod Olga , aldrig at slå +hånden af hende , i hvad der end hændes . Lov mig det , min +yndling , og du vil mildne den bitre sorg , der undergraver +mir hjerte og med det mit helbred . Jeg ved godt , at hun +altid har drillet og forurettet dig ; jeg ved , at hun aldrig har +gjort noget , der kunne fortjene den kærlighed , jeg beder dig +om . Men jeg ved tillige , at trods alt dette vil du ikke for . +Lade hende , om ikke for hendes egen , så for min skyld . Har +jeg ret , barn ? “ +Han så på hende med et blik , der sagde : +„ Jeg ved , at du vil gøre alt , hvad jeg beder dig om . “ +Og således var det . +Skjøndt Ella intet svar gav , skønt ordene svigtede hende , +var der noget i hendes blik , i hendes trofaste håndtryk , der +lovede meget mere , end ord formå . +„ Tak , barn ! “ hviskedee han og sluttede hende i sine arme +„ Forlad mig nu ; gå og meer dig , og bliver du vemodig og +føler dig ene , som du plejer , så tænk på mig og mindes , at + +du har mildnet min bittreste sorg . “ Han trykkede et Kys +vå hendes pande , og med et tungt hjerte og tårefyldte øjne +forlod hun værelset . +Hvor der var hyggeligt ! Oberst såbye og hans kone +sorstode bedre end nogen anden at gøre det behageligt for deres +gæster . +Alt var lys , alt var vellugt , alt var glæde . Latter +lod fra enhver gruppe . Der var smil i alle øjne og glade +ord på alle læber . Man så intet bedrøvet eller mørkt +ansigt . +„ Det er et udmærket bal , må man tilstå , “ ytrede frøken +grøn . „ Det er så morsomt at se så mange glade unge +mennesker . Kan de sige mig , hvem den herre med det mørke +hår og blege , skønt meget smukke ansigt er ? Jeg synes så +godt om hans træk . Han seer ud som en virkelig gentleman . “ +„ Det er ikke så underligt , min kære ! “ udbrød frøken +Hildebrand . „ Det er grev platow , en meget elskværdig ung +mand , som de selv seer . Det lader næsten til , at alle de unge +damer have såt interesse for ham . Se blok , hvor de omgive +ham ! Men forgæves . Man kan se , han er en meget +forsigtig ung mand . Det vil være vanskeligere at vinde ham , +end de gode damer synes al mene . Han sætter hverken pris +på et smukt ansigt eller på penge , da han selv er mere end +rig nok , og smuk til , som de seer . Et kærligt og godt hjerte +skal være alt , hvad han søger efter . Det er kun lidt , mener +de ; det er sandt , det er kun lidt , og dog så meget , at han + +neppe finver ej sådan ! Hjerte blandt alle disse unge og smukke +damer , som omgive ham med øjne og smil , der vise , at de +ville tage fæstningen med storm . Meget vel ; men de ville +ikke få den ; nej , de ville ikke . “ Frøken Hildebrand satte sine +briller på for at se bedre . „ Det var ret ; nu flygter han fra +dem . Stakkel ! Hvor de have fristet ham , men forgæves ! Det +er , som jeg siger . “ +Frøken Hildebrand havde ret . Greven var virkelig flygtet +ud i det tilstødende værelse for al blive fri for de skønne , +der havde belejret ham ; og han standsede nu foran en lille +gruppe , der bestod af værtinden i huset , Olga og en anden +ung dame . +„ Kom , min kære Greve ! “ sagde oberstinden med en +smule stolthed . „ Kom og lad mig præsentere dem for disse +unge damer . +Grev plalow — frøken ebben , frøken Lehmann . “ +Greven bukkede høfligt , og de to damer besvarede hans +hilsen . Og nu lød en sagte musik igennem værelserne , som +fik de unge damer til at skælve af glæde og frygt , medens +herrerne gjorde brug af deres lorgnetter og så sig om med +vigtige miner . +„ Greven bød Olga armen med er tavst buk , og hun +modtog den med et ligegyldigt smil , skønt hendes hjerte +bankede af glæde og hendes kinder blussede ' af undertrykt +stolthed , da de gik til balsalen , hvor allerede flere par vare +forsamlede . +„ Det er et smukt syn , “ ytrede greven med opklarer +ansigt . „ Blomster i tusindvis , funklende øjne og glade smil . +Holder de meget af at danse ? “ + +„ Ja , meget , “ svarede Olga med et strålende ansigt . „ Og +de , hr . Greve , holder de også af det ? “ +„ Å ja , lidt , “ sagde han smilende . „ Men jeg er bange , +jeg dog må tilstå , at terpsichore har værdigere tilbedere +end mig . Se blot på den unge herre lige overfor ; hans +ansigt synes at fortælle om hans hjertes begejstring . Ja , +kan er dette bal værdig . “ +„ Tror de ? “ spurgte Olga med et lille smil . „ Jeg +skulle dog ikke ønske at være hans dame . “ +„ Hvorfor ikke , om det er mig tilladt at spørge ? “ +Olga blev rød . +„ Jeg ved ikke selv hvorfor ; der er noget i hans ydre , +som ikke er meget lovende . “ +Men greven hørte ikke , hvad hun sagde . En anden ung +dame havde optaget hele hans opmærksomhed , skønt hun +stod langt borte . Hun syntes at være i en dyb samtale med +sin herre , en ung søofficier . Hendes smukke sorte øjne funklede , +hendes blege kinder antoge lidt efter lidt en fin rødme , medens +et henrivende smil spillede om hendes smukke læber og afspejlede +sig i den unge officiers øjne . +Grevens ansigt opklaredes mere og mere ; han åbnede +læberne som for at tale , skønt intet ord undslap dem , og +hans øjne vare fæstede på den unge dame med et beundrende blik . +„ Hvad er det , der tiltrækker sig deres opmærksomhed i +den grad ? “ spurgte Olga forundret og lidt stødt tillige . +Men han svarede ikke . Han syntes slet ikke at have hørt +hendes spørgsmål ; thi han stirrede ufravendt i den samme +retning . +Såret på det dybeste så Olga nu også i den retning ; + +men da hun fandt unge , smukke ansigter , hvorhen hun vendte +sit blik , vidste hun ikke , hvilket af dem hans tavse beundring +gjaldt . Øg hun så igen på ham for endnu engang at spørge , +hvem det var ; men det var ikke nødvendigt , greven var kommen +til sig selv igen , som det syntes og spurgte hende : +„ Hvem er den unge dame derovre , klædt i hvidt ? “ +„ Frøken Hornemann . “ +„ Nej , hende kender jeg . Jeg mener den unge dame lige overfor +i den hvide kjole og med en krands af hvide roser +på håret . “ +„ Ella ! “ udbrød Olga og blev meget bleg . +„ Ella ! Det er et smukt navn . Frøken Ella . . . ? Hvad +mere , hvis jeg tør spørge ? “ +» Hun er min søster , “ sagde Olga med skælvende stemme +og vendte ham ryggen . +. Deres søster ! Så vil jeg sandelig være dem meget +forbunden , hvis de vil forestille mig for hende . “ +„ Gerne ! “ svarede Olga . . Nej , jeg vil ikke , jeg vil ikke , “ +Tilføjede hun sagte ved sig selv . +Dansen var næsten forbi , da Olga gjorde sin herre en +undskyldning . Hun var ikke vel ; hun ville trække sig tilbage +til et af sideværelserne . +„ Tillad , at jeg fører dem til en ledig plads , “ sagde han +og bød hende armen . . Her er også meget varmt , så det +er behageligt at komme ind i et værelse , hvor luften er bedre . +Her er godt . Her kan man trække vejret frit . “ Han lød +hånden glide over sin pande som for at afkøle den . +„ Tak ! “ sagde Olga , da de havde fundet en ledig plads . +„ Lad mig nu ikke længere holde dem tilbage fra balsalens + +tillokkelser . “ Det blev sagt med en mine og en betoning , +som tydeligt udtrykte , at hun ønskede at være alene . +Men enten forstod han det ikke eller ville ikke forstå +del ; thi han blev stående med et roligt smil , som om hun +intet havde sagt . +Olga vendte sit hoved til den anden side og satte sin +smukke viffe i bevægelse med en utålmodig mine . +„ Ere de måske tvillingsøstre ? De se ud til at være +af samme alder , “ ytrede greven efter en lille pause , som han +havde benyttet til at se ind ad de åbne fløjdøre til balsalen , +kvor Ellas skikkelse nu og da vifte sig . +„ O , min viste , min smukke viffe ! “ udbrød Olga i stedet for +at svare . „ Jeg har knækket den . Sådan en viffe får jeg +aldrig igen . Fader har givet mig den . Jeg er virkelig bedrøvet +over at have knækket den . “ +„ Pil de betroe den ul mig ? Jeg kan måske sætte den +sammen igen . “ +„ Net tak . Den lader sig sikkert ikke sætte sammen . Jeg +vil opsøge frøken grøn ; hun forstår sig så godt på sådanne +ting . “ Hun rejste sig . „ Ah , der seer jeg hende i det +tilstødende værelse , “ og med en høslig hilsen skyndte hun sig bort . +Da greven var bleven ene , vendte han alter sit blik mod +den åbne dør . Dansen var forbi , og de dansende strømmede +ind i sideværelserne . +„ Der er hun ! “ sagde han til sig selv , da søofficieren +førte Ella til den ledige plads ved siden af greven . „ Godaften , +Harboe ! Jeg ventede ikke at finde dem her , “ udbrød +greven og rakte den unge mand hånden . „ Hør , “ sagde han +sagte , „ gør mig den tjeneste , al forestille mig for deres dame . “ + +„ Gerne ! “ svarede officieren . „ Men jeg har netop selv +først nu gjort hendes bekendtskab . Oberstinde såbye forestillede +mig for hende , og jeg må tilstå , jeg husker ikke hendes +navn . Lad mig se , var det ikke frøken — “ +„ Lehmann , “ tilføjede greven smilende . „ Hun synes ikke +at have gjort noget dybt indtryk på deres hjerte , siden de +allerede har glemt hendes navn . “ +„ Tvertimod , det er netop , fordi jeg har haft for megen +interesse for hende , at jeg har glemt navnet . Hvem har tid +til at tænke på et navn , når man står ansigt til ansigt +med ungdom og skønhed . De forråder , min kære Greve , +at de aldrig har været forelsket ; ellers ville de ikke tale på +den måde . “ +„ De har ret , “ svarede greven alvorligt . „ Men glem +ikke damen , som de har glemt navnet . Kom , jeg længes efter +at blive forestillet for hende . +„ Godt , det var jo frøken Lehmann ? “ +Og søhelten vendte sig mod Ella med et buk og sagde +smilende : „ Må jeg tage mig den frihed at forestille grev +platow for frøken Lehmann ? “ +Ella nejede . Greven bukkede , og søofficieren , som følte , +han havde gjort sin pligt , greb lejligheden til al gøre sig +usynlig , så snart Ella og greven vare komne i en livlig samtale . +„ Ved Neptun ! “ sagde han til sig selv og trådte ind i +det værelse , fra hvilket Olga med et misundeligt blik havde +lagt mærke til denne lille scene , „ hvem fluide have tiltroet +den landkrabbe så meget mod ; han har nok lyst til ar entre +ven smukke skude . Vare de alle af det metal , stak de os snart +ud . “ Og slingrende gennem værelset , idet han så sig om + +tilhøire og til venstre gik han endelig tilankerg i et lille cabinet +hvor han traf nogle venner . +„ Ja , det forekommer også mig , “ sagde Ella og så op +på fin sidemand med er velvilligt blik . „ Det var , som jeg +kendte dem så godt , så snart jeg så dem . Det er underligt +nok ; der er derimod mennesker , jeg har kendt i flere år , som +endnu er fuldkomment fremmede for mig . “ +„ Det er netop også tilfældet med mig , “ svarede greven +tankefuldt . „ Men det er ikke blot deres ansigt , som synes +mig at være en gammel bekendt , det er også deres navn . +Ella ! — det lyder så hjemligt . Det vækker et gammelt +minde hos mig , tanker om en tid , jeg aldrig vil glemme , +fordi det var og forhåbentlig bliver den sørgeligste i mit liv . “ +Han sænkede fine milde brune øjne , og en tung sky formørkede +hans pande . +„ Det vil jeg også håbe , den må blive , “ sagde Ella +bevæget . „ Jeg kan også mindes en tid , der var den sørgeligste +i mit liv . Og sådanne tider glemme vi aldrig , fordi +de for det meste blive indprentede i vore hjerter ved tabet af +en , der har været alt for os . “ +„ Ja , således er det . Jeg seer , de er — skønt meget +ung — en af de prøvede . Men tilgiv , at jeg har fremkaldt +så sørgeligt et minde her , hvor vi er omgivne af lutter glæde . +Det var langt fra min hensigt at gøre dem vemodig . Men +jeg føler aldrig stærkere trang til at tænke på sådanne ting +end netop , når jeg er omgivet af så mange glade og lykkelige +ansigter . Jeg føler da mit tab mere end nogensinde . Der +er noget i mit indre , som siger : „ Du er en fremmed blandt + +alle disse glade , der synes ar kende hverandre så godt . +Du er ene og vil altid blive ene . ' +Ella blev bleg . Følte hun ikke netop det samme ? Det +var som talt fra dybet af hendes hjerte . +„ Men for at komme tilbage til den egentlige genstand +for vor samtale , “ vedblev greven , „ har de nogensinde været +udenlands , frøken Lehmann ? Måske vi er mødtes uden at +kende hinandens navne . Jeg kan ikke få det ud af mit +hoved , jeg må have set dem før . “ +„ Så har det i alt fald ikke været udenlands , “ svarede +Ella smilende . . Jeg har ikke været så lykkelig endnu at komme +til at rejse , skønt min tante , medens jeg endnu var et barn , +lovede mig , at vi skulle tage udenlands , såsnartjeg var bleven voksen . +Men hun levede ikke for at opfylde sit løfte . “ — et sagte +suk undslap Ellas læber . — „ De seer altså , vi have ikke +mødt hinanden i udlandet . “ +„ Det er underligt . “ +Der opstod en lille pause . +„ Jeg var så lykkelig af gøre deres søsters bekendtskab +for nyligt . Ere de ikke tvillingsøstre ? “ +„ Nej , de tager fejl . Frøken Lehmann og jeg er slet +ikke i familie . Hendes fader er min formynder og er en +reven af hende , der var mig en moder . “ +„ Ah ! Jeg forstod det , som om de vare søstre . Men de +have dog det samme navn . “ +. Selv dette må jeg benægte . Mit navn er hjelm , Ella +hjelm ; så de seer , der er ingen grund til af antage os for søstre . “ +. Nej , i sandhed . Men frøken Lehmann sagde , synes +mig , noget sådant . Hun holder formodentlig af dem som en + +søster og giver dem derfor delte kære navn , som jeg ville +give alt for af have ret til af kalde nogen ved . “ +„ Jeg også , “ undslap Ellas læber mod hendes villie , og +straks angrende al have sagt det tilføjede hun rødmende , — „ hvis +jeg ikke havde min søster Olga . “ +Nu lød musiken på ny , og greven førte fin smukke dame +til balsalen . +„ Kan de se , hvor han allerede er indtaget i hende . “ +Sagde Olga til frøken grøn , idet begge så efter dem . „ Havde +de blot lagt mærke til for lidt siden , hvorledes de så på +hinanden , hvorledes hans ansigt var opklaret eller mørkt , efter +som hun smilede eller så alvorlig ud ! Jeg tror , at jeg til sidst +kommer til at hade hende . Jeg var den første , der gjorde +hans bekendtskab og har altså mere ret til ham , end hun . “ +„ Tys ! Du taler for højt . vær rolig ; vi have tid nok +til at tale om dette i morgen . “ +„ Godt ! Men jeg vil fortælle moder alt . Jeg vil aldrig +mere gå i selskab , når Ella skal med . Jeg kan ikke udholde +at se hende tilbedet af alle dem , der er noget ved , medens +jeg næppe engang bliver bemærket af de undseelige unge mennesker +i krogene . Se blot der , jeg tør nok sige , at den ladet nærmer +sig i den hensigt at bede mig om en Dands ; men jeg vil +ikke ! “ Og Olga gik forbi den unge mand med en mine som +en dronning , netop som han ville bukke for hende . Han blev +så forvirret over denne flugt , at han opfordrede frøken grøn +til en Dands ; men hun svarede smilende : +„ Tak , jeg dandser aldrig . “ +Og rødmende som en lille pige skyndte han sig bort for +at skjule tit nederlag i et af de tomme værelser . — + +den nat drømte Ella sødt , et glad smil spillede om +hendes friske , røde læber og oplyste hele hendes ansigt . +Olga drømte også ; men hendes ansigt var så mørkt +som en sneeskh og hendes læber tæt sammenpressede som i +utilfredshed . +Sekstende capitel . +„ Hvor det er længe siden jeg sidst så dit kære lille +ansigt i “ sagde gamle Martha og så på Ella med et af disse +kærlige smil , der skænke en en følelse , som om en solstråle +oplyste ens hjerte . +„ Ja , kære Martha ! Det er længe , siden vi sidst sås . +Tre år er gåde , tre lange år , siden jeg så dit kære +ansigt , siden jeg stod ved de grave , som gemme støvet af dem , +der elskede mig højere end sig selv . Men nu , da jeg er her +igen , ville vi glemme alt , hvad der gør os ondt , og kun tænke +på den glædelige tid , som nærmer sig mere og mere , den tid , +da jeg bliver myndig . Hvor jeg da skal være glad ved at gøre +dig fuldkommen lykkelig . Men jeg kan ikke tage fra onkel +Lehmann og komme for at leve her hos dig . som jeg lovede +da jeg var et barn . Det ville gøre ham for ondt at miste +mig , og jeg må derfor blive hos ham , der har været alt for +mig i disse lange sørgelige år af min barndom . Hvad siger +du , Martha ? Har jeg ikke ret ? Ville det ikke være utaknemmeligt , +at forlade ham , da det er ham en trøst at have mig om + +sig ? Hvor jeg var glad ved ham , da jeg var lille , og hvor rolig +ved at vide ham nær , når de mishandlede mig ! Hvad +skulle der være bleven af mig , hvis jeg ikke havde haft ham ? +Jeg tør ikke tænke derpå . Nej , Martha , jeg vil blive hos ham , +sålænge han ønsker det og trænger til mig . Han har altid +været mig en kærlig fader . “ +„ Det er fuldkommen rigtigt , mit barn , “ svarede Martha +og sluttede hende i sine arme . „ Hvor kunne jeg elske dig , +som jeg gør , hvis du var utaknemmelig mod dem , der vise +dig kærlighed . Gør , som du finder det rigtigt . Den voksne +kan ikke altid holde , hvad barnet har lovet ; det ville være +ufornuftigt at vente det . Og nu , hvor du har vokset dig køn ! +Når det ikke var underligt , ville jeg sige , du ligner min kære , +afdøde frøken . Olga er også bleven smnk ; men hendes hjerte +har ikke forandret sig meget , er jeg bange for . “ +„ Hun er min kæreste vens datter , “ sagde Ella blidt . +„ Jeg har lovet ham , aldrig at forlade hende , i hvad der end +skeer . Og jeg vil holde mit løfte . Jeg følte fra det øjeblik , +jeg gav det , at hun var min søster . “ +„ Godt , barn , det er som det bør være . Men jeg er bange +for , det vil blive vanskeligt altid al være kærlig mod hende , den +stolte — . . . Godt ! Jeg vil ikke tale ud , siden det gør dig ondt +min yndling . “ +Det ville være hykler ! at sige , at Ella aldrig havde tænkt +på grev platon » , siden hun var sammen med ham på ballet +hos oberst såbyes ; tværtimod hun havde ofte tænkt på ham , +skjøndt hun ikke havde set ham senere . + +unge damer holde meget af at have et ideal at tænke +på , som de udstyre med alle de gode egenskaber , de ønske at +finde hos den , de elske . +Grev platow var bleven Ellas ideal , uden at hun selv +vidste det . Og måske netop fordi hun ikke havde mødt ham +senere , var han vedbleven at være det , da virkeligheden endnu +ikke havde haft lejlighed til at dettronisere ham ; thi det er +meget sjældent , at vore fantasihelte formå at beholde deres +plads i vore hjerter , når vi pludselig stå ansigt til ansigt +med den tilsvarende virkelighed . +Ellas helt var endnu ikke bleven prøvet på denne måde , +men hvis det skete , mon han da ville bestå prøven ? — +Olga havde også et ideal , og det var , for at sige sandheden , +også platow , skønt set med andre øjne end Ellas . +Således levede begge disse unge piger i drømmenes +verden og byggede deres luftflotte på den samme grund , hvorfor +også en af dem til sidst måtte blive skuffet . +Hvor Ella var glad ved at gjensee prokurator Kaufmann +og hans kone , og de ikke mindre ved at gjensee hende +så smuk og så god ! +Gamle Mads blev heller aldrig ked af at fortælle hende , +hvor forandret hun var . +„ De ligner en Pion ! “ sagde han med et triumferende +smil . „ Jeg har aldrig set så ung en pige være så dameagtig . +En dronning måtte være glad for at se sådan ud . +Men jeg holder dog på pionen ! det er min yndlingsblomst , +må de vide . “ Den ærlige Mads gned sine hænder og påtog +lig en meget vigtig mine . +„ En Pion ! Det må da være en hvid Pion , “ sagde Olga + +leende . „ Eller du synes måske , Ella er rød ? Du er en +klog Karl , Mads ! Men hvad synes du vel , jeg ligner ? Måske +en hvid Lillie ! synes du ? Ja , jeg er rød , som du seer ; +men redt og hvidt er nok det samme i dine øjne . “ +„ Ikke ganske ! ' svarede Mads vred . „ De ligner en as +de ville blomster , der se grumme tillokkende ud , men hvis +lugt er så giftig , at den får en til at løbe langt bort . “ +„ Tak ! Men da jeg aldrig tager mod et zeble , uden at +give en pære igen , kan jeg fortælle dig , at du ligner en +gammel hund , hvis gøen ingen bryder sig om . “ +„ Ella og jeg ville gerne aflægge et bessg på belv^dsre , ' +sagde Olga til Fru Lehmann en dag , da det var smukt vejer . +„ Må Peer spænde for ? “ +„ I tænke aldrig på andet end at tage ud . Jeg vil ikke +vedblive at give min tilladelse til , at i fremfure i denne forlystelsessyge . +Vi er ikke fødte blot for at more os , som du +og Ella lade til at tro . Vi er fødte til at gøre nogen nytte +i denne verden , og — “ +„ Ha , ha , ha , moder ! “ lo Olga . „ Man skulle næsten +troe , du var en moralist i stedet for den verdensdame , du i +virkeligheden er . Nej , moder ! Du har selv lært mig at foretrække +selskabslivet for det kedelige hjem . Og jeg er glad +derover ; jeg ved ikke , hvordan jeg skulle dræbe tiden , når +jeg altid var hjemme . Jeg beder altså Peer om at spænde +for . Men fortæl det endelig ikke til frøken grøn jeg bryder +mig ikke om hendes selskab . Så , nu må du ikke se sur +ud , du , som altid selv har holdt så meget af selskab . Jeg + +kan næppe genkende dig , så forandret er du i den sidste tid , +man skulle tro , du havde lovet at gøre bod og bedring +del kan jeg slet ikke lide . “ +„ Det er ret , Olga . Det er netop , som jeg fortjener det +mit eget kød og blod foragter mig og kalder mig med rene +ord en hyklerske ; en — “ +Men Olga havde allerede forladt værelset , hvorfor Fru +lehmann fandt det unødvendigt at fuldende den begyndte sætting . +— +belvedsre var en stor herregård i nærheden af thorstøi . +Omgivet af skov på alle kanter lå den så lunt +om en fugl i sin rede . +Ella følte ikke stor lyst til at gøre visitter hos naboerne , +mar det ikke var hendes gamle venner ; men til dem hørte ikke +kustitsråd grums . Men Olga havde efter mange overtalelser +ået hende til at gå ind derpå . +Altså toge de afsted , ledsagede af fuglenes muntre kvidren +og solens varme smil , der oplyste alt og lod skov og +ing glimre som guld . +„ Når jeg blot var rig , “ udbrød olgg , „ tror jeg , jeg +ilde være så lykkelig , som et menneske kan blive . Men uden +tenge er vi ikke mere værd end støvet , der hvirvles om af +vognens hjul . At være fattig er at være en skygge , et intet +nn ingen kender , ingen lægger mærke til , ingen bryder +g om , “ +„ Tro ikke det , Olga , det er slemme tanker , som du +troe udrydde fra roden . Husker du den lille historie , vi +esfe i vor barndom , om den fattige Ane og den rige Marie ? +Vor lykkelig var ikke den fattige Ane og hvor ulykkelig den + +rige Marie ? Jeg husker den , som om jeg havde læst den i dag . +Den slog mig således , og jeg har altid ønsket siden , at jeg +måtte blive så lykkelig som den fattige Ane . “ +„ Selv om du skulle være lige så fattig ? “ +„ Ja , selv da . Hvad værdi tror du , der er ved penge , +når de ikke formå at gøre deres besidder lykkelig ? Hellere +fattig og glad end rig og sorgfuld . Penge er ofte ledsagede +af sorg og tårer , og utilfredshed og anger , medens fattigdommen +ofte forædler de hjerter , den prøver . “ +„ Ja , således taler du , der er rig nok til at så alt , +hvad du peger på . Men var du så fattig , som jeg engang +bliver , når mine forældre dø , ville du nok tale i en anden +tone , hvad jeg allerede gør . Jeg ville hellere ægte den grimmeste +gamle gnier , hvis han var rig som en nabob , end den +smukkeste og fornemmeste unge mand , hvis han var fattig som +en kirkerotte . Forstår du ? “ +„ Ja . jeg gør , Olga . Og jeg beklager dig af mil ganske +hjerte , hvis du virkeligt tænker og føler , som du taler ; thi +da kan du aldrig blive lykkelig . En ung pige , hvis hjerte er +så unaturligt , vil forgæves søge hjælp og trøst hos det , +når sorg og smerte overvælde hende . Et sådant hjerte har +ingen trøstens kilde at øse af , ingen hjælp ar yde og vil lade +sin besidder gå tilgrunde i fortvivlelse . “ +Vognen standsede foran belv^dsre . Olga fik næppe tid +til at påtage sig så smilende en mine , som om Ella havde +sagt hende de behageligste ting i verden , før justitsråd grum +trådte ud og venligt udbrød : +„ Hvor det er en glæde at se dem , mine damer . Jeg +behøver næppe at spørge , om de have det godt ; det står + +skrevet i deres friske ansigter . Det er et dejligt vejr i dag . “ — +han ventede aldrig på svar — „ Min kone er i haven med +vore gæster . Skulle vi gå ud til dem , eller måske de +foretrække at hvile dem lidt efter kjøretouren ? Som de behage , +jeg vil lade dem have frit valg . “ Han førte dem til havestuen , +hvor han forlod dem , for , som han sagde , at sørge for +nogle forfriskninger til dem ovenpå den varme tur . +Olga fik næppe tid til at beundre værelsets smagfulde +ordning , for han kom tilbage , fulgt af en jomfru , som bar +en bakke med syltetsi og koldt vand . +„ Vil de hjælpe dem selv til noget af dette . Så kunne +vi bagefter gøre de andre selskab i haven . “ +Og det gjorde de . — +„ Halloi ! “ råbte justitsråden til fin kone , der nærmede +sig med en høj herre . +„ Ah ! Frøken hjelm , frøken Lehmann ! Velkommen ! “ udbrød +fruen og rakte en hånd ud til hver af dem . „ Hvor +det er glædeligt at se dem på belv^døre . Capitain Oldenburg +— frøken hjelm , frøken Lehmann . Men hvis jeg ikke +tager fejl , er de nok gamle venner . Ere de ikke ? “ +„ Om vi er ? Det skulle jeg mene , “ sagde kaptajnen og +rakte hånden til de unge damer . „ Hvor de have udviklet +dem smukt ! Jeg havde sandelig ikke genkendt dem , dersom ikke +Fru grum havde sagt mig navnene . “ +Ella stiftede farve og lod , som hun ikke så hans frem , +rakte hånd . Hun kunne ikke berøre den , del var hende umuligt . +Hun vendte ham ryggen , og fulgte efter justitsråden , +der var bleven ved at gå frem . Hun var så rystet , at hun +følte nødvendigheden af at berolige sig , før hun igen stødte på + +de ! ubehagelige selskab . Hun drejede derfor om ad en ensom +sti , der ledte til et lille buskads . +„ Jeg havde håbet aldrig at træffe ham igen efter den +skrækkelige aften . Hvorledes skal jeg udholde at være sammen +med ham ? “ — +„ Hvor har de været , min kære ? “ spurgte Fru grum , +da Ella noget senere trådte ind i havestuen , hvor de andre +vare forsamlede . „ Vi have søgt efter dem overalt , men forgæves . +Kom , min kære Greve , lad mig forestille dem for +frøken hjelm . “ Hun vinkede til en ung herre , der stod i nærheden , +som det syntes kun ventende på at blive opfordret til +at nærme sig . +Ella blev rød . Hendes hånd skælvede i hans . +„ Hvor jeg er glad ved at møde dem igen i “ hviskedee +han . „ Jeg begyndte næsten at tro , at vi aldrig skulle ses +mere . Frøken Lehmann fortæller mig , at de bo på Thorshøi . +Det er en smuk ejendom , som det har glædet mig at betragte , +når jeg er kommen der forbi , uden at ane deres nærværelse +ber . “ +„ Jeg holder meget af Thorshøi , “ sagde Ella rødmende . +„ Det er mig en kær gammel ven . Jeg har haft så mange +lykkelige timer der som barn , da min tante endnu levede . ' +„ Jeg er sandelig skinsyg på dem , hr . Greve , “ sagde +capitain Oldenburg . „ Man skulle næsten tro , det var deres +hensigt at beholde frøken hjelms selskab ganske for dem selv . +Men det kunne vi ikke gå ind på . Vil de ikke lade deres +øjnes solstråler oplyse vor lille kreds , frøken Ella ? Kom +og sid ned iblandt os . Jeg er vis på , greven følger dem +som deres skygge . “ + +. Tak ! “ sagde Ella med el koldt blik . „ Jeg foretrækker +at blive her . “ Hun vendte ryggen til ham og greven for at +betragte nogle blomster , der vare ordnede smukt i en vinduesfordybning . +„ Jeg +seer , de er blomsterelsker , “ sagde kaptajnen , som +var utrættelig . „ Det er jeg også . Blomster , fugle , stjerner +og smukke unge damer er det eneste , jeg bryder mig om . Jeg +er i besiddelse af de sjeldneste blomster , hvis mage kun meget +få er i stand til at opvise . “ +„ Jeg har ingen interesse for blomster , “ sagde Ella koldt +og gik hen for at sætte sig ved siden af justitsråd grum . +Men capitain Oldenburg fulgte med . Det syntes næsten +at han og greven vare blevne enige om at følge efter hende , +hvor hun gik , hvilket foranledigede Fru grum til at hviske til Olga : +„ Det lader næsten til , at denne stjerne har to drabanter . “ +Olga gav intet svar ; men en dyb rødme farvede hendes +kinder , og et smerteligt udtryk gled over hendes ansigt . Lidt +efter rejste hun sig og gik hen i vinduesfordybningen , Ella nylig +havde forladt . I det hun bøjede sig over blomsterne , faldt +en tåre , måske den første , hun havde fældet , på en lille +hvid klokkeblomst , som næppe anede , hvilken sæd der ville skyde +frem af denne tåre . +Medens hun stod således , sagde en stemme ved siden +af hende : +„ Jeg lovede at vise dem natiergalereden . “ Olga modtog +grev platows arm med et lettet hjerte . +„ Har de moret dem godt , siden jeg havde den fornøjelse +at se dem sidst ? “ spurgte han og førte hende ud i haven . + +„ Jo tak ! Jeg var på tolv baller i vinterens løb og +til tyve selskaber . Var det ikke meget ? “ +„ Ganske vist . Men frøken hjelm fortalte mig , at de hqpde +levet så stille sidste vinter . Hvorledes skal jeg forstå det ? “ +„ Ganske simpelt : Ella holder ikke af at tage del i selskaber . +Tænk , hun har ikke været på bal siden den aften , +vi vare sammen hos oberst såbye ! Ligeledes har hun kun +deltaget i et selskab . Og det er så kedeligt altid at høre +hende sige nej . Derfor har moder og jeg bestemt ikke mere at +fortælle hende det , når der kommer indbydelser . Det have +vi gjort i hele den sidste tid , og hun spørger aldrig . Når +hun blot er sammen med fader , bryder hun sig ikke om resten . “ +Greven tav , skjondl Olga så på ham , som om hun +ventede et svar . +„ Tror de , at en ung pige virkeligt kan holde så meget +af ensomhed ? “ vedblev hun , da der intet svar kom . „ Jeg kan +ikke tro andet end , at del er en slags hykleri . Derfor bliver +jeg også allid vred , når Ella med et smil fortæller , at hun +foretrækker at blive hjemme . Når de blot vidste , hvormegen +overtalelse jeg har måttet anvende for at få hende til at +følge med herhen . Men , hvad er del ? Er del nattergalen , der +synger så yndigt ? Hører de ? Hvor del er smukt ! “ +„ Det er kun en simpel gråspurv , der pipper , “ svarede +greven og gjorde sig umage for at undertrykke et smil . „ De +har vist aldrig for hørt en nattergal synge , frøken Lehmann ? “ +„ Aldrig ! Men netop derfor vil jeg så gerne høre den . +Capitain Oldenburg siger , at det lyder , som når man putter +en tom falske i et kar med vand . Er del sandt ? Jeg har + +aldrig før hørt den lyd ; men han beskrev den sådan : klik , +kluk , kluk ! Er del rigtigt ? “ +„ Ja . Det vil sige , når de tænker dem ethvert af disse +kluk blive sunget i en forskellig tone af vor lille grå ven , +så at luften fyldes af den ene henrivende Melodi efter den +anden , som man sorgjæves søger at fastholde ; når den er endt +og alt igen er stille , ved man kun , ar det lød så smukt . +Men hvordan ? Man er ikke i stand til at gengive en eneste tone . “ +„ Hvor dog deres beskrivelse er fuldkommen forskellig fra +den , jeg fik af capitain Oldenburg ! Nu erklærer jeg mig villig +til at opgive selv det morsomste bal for at høre de smukke +toner , de beskriver med så meget liv . “ +„ Virkeligt ? “ — et svagt smil spillede om grev platows +læber . — „ Ja , de har ret ! Jeg foretrækker også nattergalens +sang for alle de baller , verden byder . Men læg nu mærke +til den lille rede der ! “ +„ Ja , er det nattergalens ? +„ Netop , frøken Lehmann . Og da jeg nu har holdt , hvad +jeg lovede dem , håber jeg , al de ligeledes vil holde det løste , +de gav mig . “ +„ Naturligvis . Hvis de hilser på moder i morgen , skal +jeg straks vise dem den sjældne busk med de sorte roser . Nogle +af dem er fuldt udsprungne , om jeg ikke tager fejl . De må +selv vælge de smukkeste af dem , hvis de bryder dem derom . “ +Og de gik for at slutte sig til selskabet i havestuen . +Imidlertid veg capitain Oldenburg ikke fra Ellas side , +skjøndt hun ved sin opførsel tydeligt tilkendegav , hvor ubehagelig +hans nærværelse var hende . Men sorgjæves ; han syntes + +ikke at forstå det , men blev rolig på fin plads med så tilfreds +en mine , som om hun sagde ham de behageligste ting . +Hvor hun følte sig oprørt ! Hvor turde den mand , hun +foragtede og hadede , tale til hende i så fortrolig en tone . som +vare de de bedste venner i verden ! +Hun blev blegere og blegere . Hendes øjne flammede , +hendes læber skælvede , og hendes stemme blev koldere og +unaturligere . Hvor kunne hun høre på hans simple smigrerier +uden at vise ham , hvor dybt hun foragtede ham , den falske +hykler , i hvis sorte hjerte hun læste som i en bog . Hvor +turde han gøre Cour til hende , han , som . . . . Men hun kunne +ikke længere holde det ud ! Hun rejste sig og forlod værelset +med et blik , fuldt af foragt , der sagde mere end ord , skønt +han lod . som om han ikke forstod det . — +„ Jeg foreslår damerne at lade vognen køre bagefter , +medens grev platow og jeg følger dem hjem . Det er så smuk +en aften , at de næppe ville fortryde at gå ind på dette forslag . “ +„ Det er meget fristende . Capitain Oldenburg , “ svarede +Olga smilende . „ Hvad mig angår har jeg intet derimod . +Skjøndt Ella næppe var så villig , blev hun lige så lidt +som greven adspurgt , og man begav sig på vejen efter at have +drukket the . +Del var , som for sagt , en meget smuk aften . Grev platow +bød Ella armen ; men Olga lod , som hun troede , det gjaldt +hende , og modtog den med et fortryllende smil , medens Ella +var nødt til af gå ved siden af den forhadte capitain , efter +af have afflået af modtage hans arm med et koldt , strengt +blik , som ingen modsigelse tillod . +Hvor Olga var lykkelig ! Hvor hendes øjne strålede af + +glæde , når hun talte med fin behagelige sidemand , medens +Ella gik bagefter , bleg , kold og tavs , skønt kaptajnen prøvede +alt , hvad der stod i hans magt , for af opmuntre hende . +. Hvor de er forandret . Frøken Ella , siden jeg sidst så +dem ! Jeg havde ikke ventet , af de var bleven så strålende en +stjerne i det selskabelige liv . De havde sådan et gammelagtigt , +klogt ansigt som barn , men nu . . . . Jeg er forbavset +blændet ved af se deres uventede skønhed . “ +„ Ja , jeg kan tænke det , når de seer mig igennem de +store skove og frodige Enge , der høre til Thorshøi . Gennem +sådanne briller tager det styggeste ansigt sig smukt ud , “ sagde +Ella skarpt . +Han rødmede og syntes lidt forlegen ; men det varede kun +kort , han blev snart sig selv igen og svarede leende : +„ De lader til at være klogere end unge damer i almindelighed . +Jeg må alligevel tilstå , at jeg i dette tilfælde ikke +har set gennem de briller , de omtaler . “ +„ Jeg vil ikke trættes med dem om denne genstand , da +den er mig fuldkomment ligegyldig . Jeg vil kun gøre dem +opmærksom på , at jeg ikke hører til de unge damer , der sætte +pris på smigrerier , ligesålidt som jeg tror på dem . “ +„ Tilgiv , at jeg nærer tvivl derom . Jeg har endnu aldrig +truffet på en dame . ung eller gammel , som ikke fandt behag +i at blive smigret og ligeledes troede derpå . Det er jo netop +det smukke køns svage side , og de må endelig ikke tro , at +de er en undtagelse fra denne regel , frøken hjelm . “ +„ Det tror jeg døg ; men selv om det forholder sig anderledes , +kender jeg personer , hvis smigrerier jeg ikke sætter mere +pris på end det støv , jeg træder under mine fødder . “ + +„ Ja , det gøre vi alle , “ udbrød kaptajnen leende , uden +at synes det mindste fornærmet . „ Men vi kende også personer , +hvis smigrerier lyde så sødt i vore øren , at vi må +lytte til dem og glemme al vor uvilje mod smiger . “ +Imidlertid vare de komne til Thorshøi , og Ella , der var +glad over at skilles fra sin ubehagelige sidemand , sagde farvel +til ham med en kold hilsen uden at modtage hans fremrakte hånd . +„ Glem ikke at komme i morgen ! “ hviskedee Olga til greven +« ed et lykkeligt smil og et venskabeligt håndtryk . „ Farvel ! “ +„ Farvel ! Farvel ! “ Herrerne støde og så efter de unge +pigers skikkelser , der forsvandt i måneskinnet , som oplyste +den gamle herregård . +Ella gik lige til sit eget værelse . Det samme gjorde Olga ; +men hvor forskellige var ikke deres tanker ! Olga satte sig ned +og tænkte smilende på , hvor lykkeligt dagen var gået , og +ønskede , at det var morgen , at solen var stået op og fuglene +fyldte luften med deres muntre kviddren . „ I morgen ! I morgen ! “ +Lod det i hendes unge hjerte , „ I morgen kommer han ! “ +Elskede hun ham ? +Ja , hun gjorde , stakkels pige . Amor havde smeltet islaget , +som hidtil havde indesluttet hendes hjerte , og nu brændte +kærlighedens hellige ild i dets dyb og levendegjorde alle de +følelser , som hidtil havde ligget skjulte der . +Hvor hun så lykkelig ud ! Men nu og da formørkede en +tung skygge hendes glade ansigt og lod smilet dø på hendes +læber . Endelig blev hun rolig og søgte hvile for at drømme +om al den lykke , et hjerte , som elsker , håber på . +Og Ella ? — +hun sad endnu ved vinduet og så på den blå hiinmel + +med gyldne stjerner . Hendes bryst hævede sig , hun skælvede +og var ligbleg . Kærligheden havde , hende ubevidst , listet sig +ind i hendes hjerte , og slået dybe rødder hos hende . Hun +sad og drømte , ikke lykkelige drømme efter hendes vemodige +smil og tårefyldte øjne at dømme . +Endelig rejste hun sig . Et dybt suk undslap hendes læber . +Hun hævede sine sorgfulde øjne mod himlen og hviskedee : +„ Herrens villie ske ! “ +Næste morgen var Olga oppe med solen . Hun skyndte +sig ned i haven , bøjede sig over busken med de omtalte sorte +roser og undersøgte dem med et blik , der funklede af glæde . +, ah ! “ udbrød hun til sidst ved at få øje på en meget +smuk rose . „ Den stol det være ! “ Hun skyndte sig ind med en +tilfreds mine og traf gamle Martha i spisestuen i færd med ai +lave the . +„ God morgen , jomfru Pingel ! Hvordan har de det ? “ +Spurgte hun og salte sig ned ved bordet . „ Vil de skænke mig +en kop the ! “ +Martha så forundret på hende . Så høflig havde Olga +aldrig før talt til hende . +„ Hvad skal det betyde ? “ spurgte hun sig selv , idet hun +skænkede theen . +„ Hvor det er dejligt vejr ! Tror de , moder er stået +op ? Hvad , frøken grøn ! Har de allerede været en tur i +haven ? Hvad er det , de har der i hånden ? Men det er jo +mine roser , min smukke sorte roser ! Hvor turde de plukke dem ? +Hvor turde de røre dem ? De har formodentlig ikke ladet en + +eneste blive tilbage . “ Hun skyndte sig ud af værelset for med +egne øjne at se den store skade , frøken grøn havde anrettet . +„ O , mine roser ! Ikke en har hun ladet sidde ! ' +stakkels Olga ! Hvad skulle hun gøre ? Hvad ville grev +platow tænke , når der slet ingen forte roser var ? +Der stod hun foran busken med nedslagne øjne og blege +kinder . Men så blev hun rød , hendes øjne funklede af vrede , +hun skyndte sig tilbage til spisestuen og nærmede sig bordet , +hvor frøken grøn sad og drak the , medens hun frydede sig +ved synet af sine roser , som lå i en lille bunke ved siden +af hende . +„ Hvor jeg er vred på dem ! Hvor turde de tage mine +roser ? “ råbte Olga og greb den lille sorte bunke med et +vred blik på den forstenede dame . „ Hvem er de , siden de +troer at have ret til at gøre alt hvad de lyster , i delte hus . +Hvem er de ? Er de ikke frøken grøn , min fordums lærerinde , +som nu lever af mine forældres godhed , skønt de påtager +dem en mine , som om de var frue i huset ? “ +„ Og således tor du vove at tiltale mig , du tåbelige +pige ? “ udbrød frøken grøn , skælvende af vrede . „ Du spørger , +hvem jeg er . Godt , jeg vil fortælle dig det . Jeg er den , der +holder din wre i min hånd . Et ord af mig , og dit navn +er ikke mere værd end det støv , jeg træder under mine fødder . +Et ord af mig , og dine smukke , røde kinder ville blive blege , +og dine øjne , du nu fæster på mig med delte kolde udfordrende +blik , ville sænke sig med skam og smerte . Hvem jeg er ? +Ønsker du endnu at vide det , eller har du måske allerede +hørt nok til at forstå , at jeg er mere end fruen i dette hus , +at jeg er hendes fremtid og din fremtid , min stolte lille dame , + +en fremtid , der vil blive smilende eller mørk , alt eftersom eders +opførsel mod mig fortjener det . Og nu , frøken Lehmann , +håber jeg , vi forstå hinanden ; hvis ikke , er jeg villig til at +forklare meningen af mine ord så tydeligt , at ingen fejltagelse +kan finde sted . “ Her endte frøken grøn fin tale og forlod +værelset med et udfordrende blik på Olga . +„ Hvad mener hun ? “ råbte Olga skælvende og sank ned +i en stol . „ Man skulle tro efter hendes ord , at en skrækkelig +hemmelighed var skjult bag alt dette , at min fader og moder +vare forbrydere , hvis onde gerninger frøken grøn kendte og +kunne afsløre . Men jeg vil vide , hvad hun sigter til . Jeg vil +spørge moder selv , at jeg kan kaste hende fine usandheder i +ansigtet igen . Jeg vil . . . . “ Hun fuldendte ikke sætningen , +men kastede roserne på gulvet , trampede på dem og ilede +derpå til Fru Lehmanns værelse . +Fru Lehmann var oppe og sad foran spejlet . +„ Moder ! Moder ! “ råbte Olga . „ Har hun virkelig magt +til af plette vort rene navn ? Hvad har fader eller du gjort +som giver hende ret til af tale til mig på den måde , hun +har gjort i dette øjeblik ? Sig , af hun taler usandhed , moder , +af mine forældre er uskyldige , og af ingen , mindst frøken +grøn , har ret til af bagtale dem . Sig det , eller jeg tror , +jeg mister forstanden . “ Hun sank om i en stol , skjulte ansigtet +i sine hænder og græd heftigt . +Men intet trøstens ord kom over Fru Lehmanns skælvende +læber . Hun var falden ned på en stol lige overfor Olga med +foldede hænder og sænket blik ; hun forsøgte på af tale , men +ordene svigtede hende , og hun blev dødbleg . +„ Hvad er det , moder ! “ udbrød Olga forskrækket og rejste + +sig . „ Hvorledes har du det ? “ Hun greb Fru Lehmanns kolde , +skælvende hånd . „ Hvor du er bleg ! Hvor du skælver ! Tal , +moder , kære moder ! Betyder det , af frøken grøn har ret ? +Har du eller fader gjort noget galt ? Sig det ! Vær sikker +på , den værste vished vil ikke være så smertelig som denne +skrækkelige uvished . “ +„ Vær rolig , barn ! “ stammede Fru Lehmann med besvær . +„ Du behøver ikke al skamme dig ved dine forældre . Bryd +dig aldrig om , hvad frøken grøn siger . Vi bør være tak , +nemmelige mod hende . Hun har været en trofast og stink lærerinde +for dig . “ +„ Taknemmelige mod hende ! Hvor kan du tale således ! +Kan du da ikke forstå , hun vil lade mig tro , al du eller +fader er skyldige i noget , som vil bringe hele verden til al +se ned på eder med foragt , hvis det bliver opdaget . Er du +virkelig så svag , al du vil bære over med den skammelige +lereskjændecske ? — men jeg er din datter , dit navn er +mit , din wre er min , din skam , alt , alt må jeg dele . Derfor +kan jeg ikke tie til hendes usandhed . Jeg vil straks gå til +hende og tvinge hende til al sige mig , hvad hun mente , og +nægter hun det , skriver jeg straks til fader og fortæller ham alt , +al han kan befale hende al forlade vort hus , siden du ikke +vil gøre det . “ Olga rejste sig og var ved al gå , da Fru +Lehmann standsede hende ved med svag stemme at sige : +„ Olga , mit barn , vær ikke så heftig , vær rolig ! Jeg vil +selv tale med frøken grøn og tvinge hende til at forklare , hvad +hun mente med de ord , som have fornærmet dig i den grad . +Men du må være tålmodig . Jeg er meget angrebet i dag og +kan ikke tåle at se hende lige nu ; jeg trænger til ro , min + +kære . Men du må love mig ikke at sige mere til hende om +denne sag , så skal hun ikke mere fornærme dig . “ +„ Godt , moder ! Jeg vil prøve at gøre , som du ønsker . +Men hvis hun selv begynder at tale derom , kan jeg ikke tie , “ +Sagde Olga og forlod værelset med et koldt , mistroisk blik på +moderen . +„ Min gud , hvad skal jeg gøre ! “ udbrød Fru Lehmann +og slog hænderne sammen . „ Hvad skal jeg gøre ? For sent ! +Alle vore gode gerninger få deres løn , alle vore onde +deres straf . “ +Da grev platow nogle timer senere indfandt sig , sagde +Olga ham , hvor glad hendes moder ville have været ved at +gøre hans bekendtskab og hvor ondt det gjorde hende at være +bunden til sit værelse på grund af en slem hovedpine . Men +hun håbede at være heldigere en anden gang , når greven +gentog sit besøg . +, og hvad tænker de , når jeg fortæller dem , at frøken +grøn , min fordums lærerinde , har plukket alle de smukke sorte +roser . De leer , Greve ! “ sagde Olga og lo med . „ Men jeg +kan fortælle dem , at jeg er meget vred på hende . Jeg havde +glædet mig sådan til , at de skulle se og beundre dem , og +nu er de alle borte ; hun har ikke sparet en eneste . “ +„ Bryd dem aldrig om det , frøken Lehmann . Vi kunne +jo gå hen og se på busken , hvor de have siddet , “ sagde +greven godmodigt . +Og de gik i denne hensigt ud i haven . +„ Når de vidste , hvor smuk især en af dem var ! “ sagde +Olga , da de standsede foran den plyndrede busk . +„ Hvorfor tænker de så meget på de sorte roser ? Jeg + +ønsker ikke at se smukkere roser end de røde på deres kinder , “ +Sagde han høfligt . „ Det er en prægtig have ! “ vedblev han . +„ Jeg vil gerne se mig lidt om i den , hvis de tillader . “ +„ Gerne ! “ svarede hun med forhøjet rødme . „ Jeg kan +vise dem et lysthus , hvorfra man har en meget smuk udsigt +og kan tælle mindst tredive kirker . “ +Da de nåde lysthuset , standsede Olga pludselig og syntes +at have mere lyst til at vende om end til at gå ind . Men +greven havde allerede fået øje på Ella , som sad på en +bænk og syede . +„ Tilgiv mig , at jeg forstyrrer dem , frøken hjelm , “ sagde +han og trådte ind med et muntert smil . „ Dette er sandelig +en meget behagelig plads , som jeg kunne fristes til at misunde +dem . “ +„ Kunde de ? Og jeg har netop hørt , at grev platow +skulle være i besiddelse af en ejendom , som er bekendt for fine +skønne omgivelser . Har jeg ret ? “ +„ De har altid ret ! “ sagde greven med el høfligt buk . +„ Men de ved nok , frøken hjelm , at vi svage mennesker ikke +forstå at sætte den rette pris på de skønheder , vi selv +ere i besiddelse af , medens derimod de , som andre have , vække +vor beundring og attrå . “ +„ Gøre de ? Jeg må tilstå , jeg har ikke hørt det før +nu . Min gode tante lærte mig tværtimod : „ Du må aldrig +ønske , hvad der er din næstes . “ Derfor har jeg altid været +bange for at sammenligne de små ord , mit og dit , “ sagde +Ella leende . „ Og når de forsøger at vænne dem til det +samme , vil de næppe misunde mig denne lille plet . “ +„ Når de blot vidste , frøken hjelm , hvor farligt vet + +kunne blive , dersom jeg virkeligt fulgte deres råd , “ sagde +greven med et skjelmsk smil . „ Ved de også , hvortil det +kunne føre , når vi aldrig sammenlignede mit og dit ? “ +„ Ja , jeg gør . Det ville lede os til at være tilfredse med +det , vi have ; medens en sammenligning af disse ord gør os +utilfredse med vort eget og misundelige på vor nabos . “ +„ Det er sandt . Men vi kunne også betragte sagen i +et andet lys , som jeg nu vil tillade mig at tænde for dem . “ +Han satte sig ned på bænken ved siden af hende , medens +Olga begyndte at rive blade af lysthusets buskads med en +utålmodig mine . „ Når vi aldrig sammenligne mit og dit , +kunne vi komme til ganske at glemme , at disse små ord er +til og at de bør lignes ved to høje mure , der er adskille ved +en dyb afgrund . Glem det , lad „ Mit “ skride frem for at gribe +„ Dit “ og afgrunden vil ubarmhjertigt opsluge det . Ja , de +leer , men har jeg ikke ret ? Set i mit lys er det skaberen +af alle tyve . Kan de benægte det ? “ +„ Nej , hvor tør jeg det ! Men jeg må rigtignok le ved +tanken om , at jeg altså har været på veje til at ville gøre +en tyv af dem . Kan de virkelig tilgive mig så stor en +forbrydelse ? Jeg lover dem , at jeg skal aldrig mere give mig +af med at belære folk på den måde . Glem endelig snarest +muligt min lærdom ; ellers må jeg jo frygtefor , når jeg mindst +aner det , at opdage , at de er bleven en . . . tilgiv mig , en tyv , “ +Sagde Ella leende . +„ Nej , frøken hjelm , jeg kan ikke love at glemme deres +lærdom ; jeg vil tværtimod altid mindes den . Hvem ved , om +den ikke engang i tiden kan blive min undskyldning , når de +opdager , at jeg virkelig er bleven en tyv og det en heldig . “ + +Olga stod og lyttede til denne samtale med brændende +kinder og bankende hjerte uden at vide , hvorledes hun skulle +få den afbrudt . Endelig tog hun mod til sig og sagde med +et forsøg på at se tilfreds ud : , M gleMMe rent at vise +dem om i haven . Kom , hr . Greve , og lad os fortsætte vor +undersøgelsesvandring . “ — +greven havde taget afsked , Olga havde aflagt fin tilfredse +mine og så nu ud af vinduet med et vrantent ansigt . Frøken +grøn havde ikke forladt sit værelse siden det lille optrin med +Olga . Fru Lehmann lod sig heller ikke se , så Ella og Olga +vare ganske overladte til hinandens selskab . +Hvor Olga ville været glad , hvis hun havde haft nogen +at trættes med ; men hun prøvede forgæves på at drille Ella . +Ella ville ikke lade sig drille i dag , det læste hun tydeligt i +dennes rolige , alvorlige træk . Derfor måtte hun holde fred +og nøjes med at se ud af vinduet og drille de små fugle , +som tittede frem bag lovet af de nærstående træer . +„ Gud være lovet , der kommer nogen ! “ udbrød hun pludseligt +og lyttede efter lyden af en vogn , der hurtigt nærmede +sig . „ Hører du hornet ? Det er en postvogn . Hvem kan det +være ? Det er da forresten fuldkommen ligegyldigt . I dette øjeblik +vil jeg være glad selv for en frøken Hildebrand med moppe ! “ +Tal om fanden , og han viser sig . +Døren blev åbnet , og frøken Hildebrand stod på tærskelen , +indsvøbt i så mange kåber og Shawler , at hun mere +lignede en stor pakke end et menneske . +» Goddag ! “ råbte hun og kastede sig i en lænestol , medens +perle gøede og Olga udbrød : +„ De her , frøken Hildebrand ! O , hvilket under ! Det har + +altså dog ret , det gamle ord : når man taler om fanden , +så viser han sig . “ Hun bøjede sig leende ned , greb perle i +skindet og løftede den højt i vejret under sprællen og gøen . +. Vil du altid blive ved på den måde ? “ sagde frøken +Hildebrand vred . „ Vil du ikke lade perle være i fred ? Hvorfor +skal du altid drille den uskyldige hund , som intet ondt gør ? “ +Ella havde nærmet sig for at hjælpe hende tøjet af . +„ Tak , kære barn , jeg foretrækker at gå op på mit +værelse . Hvor er Fru Lehmann og frøken grøn ? “ +Mere hørte Olga ikke , da den gode dame forlod stuen , +fulgt af Ella og moppen . +Nogle timer senere viste både Fru Lehmann og frøken +grøn sig i dagligstuen , som det syntes , lokkede frem fra deres +skjul ved rygtet om frøken Hildebrands ankomst til Thorshøi . +„ Har de noget at fortælle ? “ spurgte Fru Lehmann med +svag stemme og blege kinder . Og frøken grøn spurgte : +„ Har de nylig talt med Major copi ? “ +„ Jo , jeg mødte ham i går og greb lejligheden til at fortælle +ham , at jeg log på landet , og så bad han mig hilse +så meget , “ svarede frøken Hildebrand med en vigtig mine . +„ Han fortalte mig , at han havde en så slem hovedpine , at +han var nær ved at gå fra forstanden , og spurgte , hvad +han skulle gøre derved . Men da jeg ingen læge er , rådede +jeg ham til at henvende sig til en sådan , skønt jeg må tilstå , +jeg selv har ingen tillid til den slags folk , “ +„ Hovedpine ? Havde han blot spurgt mig ! “ udbrød frøken +grøn . „ De må vide , frøken Hildebrand , at jeg har helbredet +mig selv derfor . Spørg blot Fru Lehmann , om nogen kunne +have en værre hovedpine , end jeg havde . Jeg var plaget af + +den hver dag , men jagede den bort med rent , koldt band ; el +glas fuldt hver morgen , middag og aften . Jeg vedbliver endnu +bestandigt med det , der er intet bedre middel . “ +. Havde jeg blot vidst det , da jeg talte med majoren i “ +Sagde frøken hiidebrand tankefuldt . „ Han ville vist have været +meget taknemmelig derfor . Men hvad om jeg skrev det til ham ? +Han prøver straks på at drikke det velsignede band , det er jeg +vis på , da det intet koster . Jeg vil såmænd begynde på det +endnu i aften . De må vide , kære frøken grøn , jeg lider +selv af og til af en voldsom hovedpine . “ — +efter theetid gik frøken Hildebrand og frøken grøn en +tour i haven , for de søgte søvnens arme . Ella og Olga +gik op på deres egne værelser , medens Fru Lehmann blev +siddende i dagligstuen . +Pludseligt rejste hun sig og trådte hen til det runde bord , +hvorpå der stod en bakke med en fyldt vandkaraffel og glas . +Hun tog karaffelen og skænkede vand i et af glassene . +Så gik hun hen til vinduet og så ud i haven , hvor frøken +grøn og frøken Hildebrand endnu gik op og ned , et dybt +suk undslap hendes læber , hendes blege kinder blev purpurrøde , +hendes øjne funklede af had og hævnlyst . Hun vendte +tilbage til bordet , og efter af have bøtet sig over det fyldte +glas et øjeblik gik hun hen og trak i klokkestrengen . Straks +efter viste Jacob sig . +„ Bring delte glas vand ned til frøken grøn , “ sagde +hun . „ Ellers glemmer hun vist af drikke det , før hun går +til ro . Du vil finde hende i haven . “ +Jacob gik . + +„ En dejlig aften ! “ ytrede frøken Hildebrand og så op +på himlen . +„ Ja , meget smuk , “ bekræftede frøken grøn og så på +Jacob , som nærmede sig med en vigtig mine . +„ Hvad er det , Jacob ? “ spurgte hun utålmodigt . „ Hvad +har du der ? “ +„ Et glas vand , “ svarede Jacob og rakte bakken hen til hende . +„ O , har jeg glemt af drikke det , før jeg gik ? Godt ! Men +vil de ikke drikke det , frøken Hildebrand ? Så kan Jacob +hente mig et andet . “ +» Tak , min kære , hvis de vil overlade mig det . “ Frøken +Hildebrand tog glasset og tømte det i et øjeblik . +En time senere var alt roligt på thorshoi . Månen +skinnede på de hvide mure , der vare halvt dækkede af vedbend , +dens milde stråler glede lydløst gennem de grønne +trækroner og hen ad havens tavse gange , over græs , blomster +og funklende dugdråber . De glede gennem vinduerne og +smilte til de sovende . De smilte til hende , som ikke kunne +sove , men lå og kastede sig uroligt og smertefuldt hid og did . +De smilte til hende , der endnu ikke var gået til hvile , men +sad ved vinduet og stirrede ud i det vemodige måneskin , +lyttende til den mindste støj i huset , bleg og skælvende . Ja , +de smilte , selv da de forlod dette mørke Kammer , og månen +blev mattere og mattere , stjernerne udsluktes , og natten måtte +vige for dagens strålende lys . +„ Her er jeg ! “ smilte den glade sol og sendte afskedsblik +til den blege måne . Himlen blev purpurrød , og dugdråberne +funklede som diamanter i solens guld . Men endnu sad hun , +bleg og skælvende , ved vinduet og lyttede med rædsel i sit blikat + +en den urolige i de ! andet værelse havde nu såt fred . +Hendes blege ansigt var roligt og koldt , hendes øjne vare +lukkede og hendes blå læber tæt sammenpressede for aldrig +mere af åbne sig . +En sorgfuld , hjertefkærende klagen afbrød nu tavsheden . +Det var den trofaste moppe , den eneste , der havde elsket hende , +den eneste , der ville savne hende , stakkels gamle pige . — +„ O , moder , moder ! Ved du ? Har du hørt ? “ råbte +Olga , idet hun kom farende ind i Fru Lehmanns værelse . +„ Hvad er der i vejen , barn ? “ spurgte hun og rejste sig +forvirret . +„ Så har du ikke hørt det endnu ! “ udbrød Olga og +sank ned på en stol . „ Det var et skrækkeligt syn . Jeg +glemmer det aldrig . Stakkel ! At dø ganske ene midt om +natten uden nogen til at søge trøst og hjelp hos . Er det ikke +skrækkeligt , moder ? “ +„ Jo , sandeligt , min kære , “ stammede Fru Lehmann og +holdt sig fast ved bordet . „ Det er skrækkeligt . Stakkels frøken +grøn , at dø på den måde ! “ +„ Frøken grøn ! . . . “ ; men Olga fik ikke tid til at tale +ud . Døren sløj op og frøken grøn trådte ind så frisk +som en fisk , +„ Frøken grøn ! “ Fru Lehmann sank om på en stol med +rædsel skreven i hvert træk . +„ Hvad er der i vejen , kære moder ? “ råbte Olga ængsteligt . +„ Hun besvimer . Kom og hjælp mig , frøken grøn ! “ +Men Fru Lehmann kom hurtigt til sig selv igen og sagde +med et roligt smil : + +„ Væer ikke angst , barn ; jeg fejler intet . Men hvad var +det , du ville fortælle mig ? “ +. Hvad ! Ved de det ikke endnu ? “ spurgte frøken grøn +forbavset . +„ Nej , min kære , jeg ved ikke det mindste . “ +„ Ved de ikke , at Mariane fandt frøken Hildebrand død +i sin seng , da hun kom ind i hendes værelse i morges ? Har +de ikke hørt stakkels perle tude ? “ +„ Frøken Hildebrand ! “ Hun slog hænderne sammen . Hvilken +gru gjennembævede ikke hendes hjerte ! Men hun undertrykte +den og sagde roligt : . Stakkel , at dø så uventet ! “ — +en uge senere standsede bønderne på deres vej til kirken +foran en grav , der lå lige ved indgangen til den gamle +kirkegård og var omhyggeligt smykket med blomster og krandse +og med et hvidt kors , på hvilket der med forgyldte bogstaver stod : +. Under dette kors ligger +frøken Georgine Hildebrand . +Fred være med hende . “ +„ Meget net ! “ sagde en gammel kone og foldede sine +hænder med et andægtigt blik . „ Stakkel , at dø blandt bar +fremmede . Har de set hendes moppe ? Jeg har hørt sige , at +den hverken vil spise eller drikke . “ +„ Ja , hunde kunne være meget trofaste mod deres herrer , “ +Svarede en anden gammel kone . „ Kan de husfe gamle Lenes +kat ? Stakkels kat ! Den døde to dage efter Lenes begravelse . “ +„ Det var frøken Hildebrands liigtale . En måned senere +tænkte ingen mere på hende ; hun var glemt , sporløst forsvunden +fra jorden . Der var dog en , som hver søndag smykkede +hendes grav med blomsler . Det var Ella . Hun glemte aldrig + +sine venner , og frøken Hildebrand havde hørt til disse . Derfor +havde stakkels lille perle fundet en ny herskerinde , som ikke +var mindre kærlig , end dens gode gamle havde været . +Dog , frøken Hildebrand var ikke ganske glemt af alle . +Der var en foruden Ella , som kun alt for godt huskede , at +hun engang havde levet og nu var død ; en , som huskede det +med rædselsfuld klarhed og aldrig ville glemme det . — +syttende capitel . +Det var en smuk morgen , da Ella rev sig ud af søvnens +arme , vækket af de muntre solstråler , der trængte gennem +vinduet og oplyste værelset . +Hun iførte sig hurtigt sit Toi , greb sin hat og listede sig +lydlosf ned af trapperne . +Mads stod i gården og så op på den klare , blå +himmel med et mildt smil , som ville han sige : +„ Godmorgen , gamle ven ! I dag tager du dig rigtig godt +ud . Det må jeg lide . “ +Og efter at have taget et par dybe drag af sin pibe +tog han den fra munden og sagde : +„ Det er et dejligt vejr i dag . “ Så fik han øje på Ella +og tilsølede : „ Godmorgen , allerede oppe . Det gælder nok en +tour i den friske luft ? “ +„ Det er rigtigt , Mads , “ svarede Ella smilende . „ Jeg vil +gå til kirkegården . Der er så venligt om morgenen . Jeg + +synes , moder og tante Hanne er mig nærmere der end noget +andet sted . Kan du forstå det ? “ +„ Om jeg kan ! Tvivl ikke derpå . Skønt jeg er en +gammel hund , som hun forleden sagde , den stolte påfugl , er +jeg dog ikke ganske uden hjerte ; jeg ved , at jeg har noget +her , der gør , at jeg har følelse for alt lige såvel som andre +folk . Men gå nu , barn ! Det er ikke værd at tøve længere ; +ellers kunne der komme selskab , som var mindre behageligt . “ +Ella begav sig på vejen til kirkegården . Nu og da +standsede hun for at plukke en vild blomst , som syntes at vinke +til hende ; eller hun lyttede til fuglenes glade kviddren eller +stirrede op mod den dejlige blå himmel for ret at nyde dens +uendelige skønhed . +Endelig nåde hun den venlige kirkegård og nærmede +sig med lette trin de to kære grave , ved hvilke hun så ofte +dvælede i hele timer . +„ Godmorgen ! “ sagde hun i en sagte blød tone og bøjede +sig over blomsterne , hun selv havde plantet der . „ O , en udsprungen +rose på tante Hannes grav ! Hvor den dufter +yndigt ! “ Hun for ængsteligt sammen . Det var , som om nogen +rørte sig bagved hende . Hun vendte sig om og blev blussende +rød : der på den lille bænk under de to kastanietræer sad en +ung mand ; hatten stod ved siden af ham , medens det sorte +hår bølgede let for vinden netop som dengang Ella var et +barn og mødte den venlige herre , der nedskrev hendes navn +i sin tegnebog . +„ Er det et drømmebillede , eller er det virkeligt frøken +hjelm ? “ udbrød grev platow og rejste sig . „ Nej , det kan ikke +være en drøm . Nu kan jeg forslå , hvorfor jeg syntes , at + +jeg havde set dem før , da vi mødtes på oberstens bal . +De er min egen Ella , min kære lille veninde , jeg for flere år +tilbage fandt på denne plet . “ Han rakte hende begge sine +hænder . „ Tal , frøken hjelm ; sig , er de den lille pige , der +knælede foran en af ' disse grave ? — der var kun en dengang . +Kan de husfe , de gav mig en lille blomst ? Jeg har den endnu +her i min tegnebog ; og jeg nedsfcev deres navn . Ella . . . . +Her slår det ! Seer de , Ella ? Og her ligger Ellas lille blomst . +Jeg vidste jo , de var en gammel bekendt . “ +De sagde på den lille bænk . Ella stirrede på den falmede +blomsts engang så friske blade . Hun var bleg og skælvende . +Hvor sælsomt af se ham netop i det øjeblik , hun tænkte på ham . +„ Seer de , jeg har gemt den . Jeg var netop på en +fodtour dengang , ligesom nu . Jeg var meget træt , da jeg +havde gået den hele dag , og søgte derfor hvile på denne +bænk i skyggen af disse kastanietræer . Jeg seer dem endnu +så tydeligt komme gående med en stor bouket i hånden . +Pludseligt opdagede de mig og standsede ; men jeg lød , som om +jeg var falden i tanker og ikke havde bemærket deres nærværelse . +Det gav dem mod , og de trådte nærmere . Hvor +de så sød ud ! Ieg husker dem så godt . Deres røde kinder +og klare øjne og det milde smil , der legede om den friske +mund som en oplivende solstråle , deres lange sorte lokker , +der flagrede i sommervinden , alt husker jeg så godt . “ Han +så hende hele tiden ind i ansigtet . Hun sad bleg med sænket +blik . „ Deres navn var Ella . Hvor sødt lød det ikke fra +deres uskyldige barnelæber . Ella . . . Ieg nedsfrev det ikke blot +i min bog , som de seer , men også i mit hjerte . Gjenkjender +de mig , Ella ? De sagde , hvis jeg ikke tager fejl , til mig på + +oberstens bal , at det var for dem , som om de kendte mig +godt . Sagde de ikke det ? “ „ +» Jo , jeg gjorde , “ stammede Ella og køstede sine øjne op +til ham . „ Ieg genkendte dem straks , men hvorfra kunne jeg +ikke huske . Kan de husfe , de sad netop , hvor de sidder nu , +deres hat stod ved siden af dem ligesom nu ? Jeg husker +det så godt . Jeg har ofte tænkt på dem siden og spurgt +mig selv , om de nogensinde var kommen tilbage ; thi min gode +tante døde kort efter , og jeg var nødt til at forlade Thorshøi . +Har de været her siden ? “ +„ Aldrig ! “ sagde han med et vemodigt blik på gravene . +„ Min moder døde på den tid , og da jeg nu stod ganske ene +i verden , tabte jeg lysten til fodvandringer . Men nu er jeg +her igen , og de er her også . Mindes de nu , hvad de +lovede mig dengang ? “ +„ Jo , leg gør ; og de skal også få så stor en bouket , +at de næppe kan bære den . Men husker de også , hvad de +lovede ? “ +„ Om jeg gør ! Jo ; jeg skal fortælle dem en smuk historie +om hver af blomsterne i bouketten , historier om en kærlighed +så dyb og trofast , som nogensinde er og nogensinde bliver følt . +Men jeg behøver ikke blomsterne for at begynde på mine +fortællinger ; thi de er blomsten , og jeg vil begynde straks . “ +Han greb hendes skælvende hånd og holdt den fast i sin , +han så hende ind i øjnene som for at sige : +„ Læs her , læs min kærligheds historie . “ +Men hun løsnede sin hånd fra hans greb med mild +magt og rejste sig med en værdig mine . +Han rejste sig også . + +„ Bliv ikke vreo på mig , moren pmm , “ sagve yan meo +et ængsteligt blik . „ Jeg har ikke tænkt på at fornærme dem . +Vend mig ikke ryggen med et så koldt og strengt ansigt , fordi +jeg var ved at åbne dem mit hele hjerte . Jeg troede , at de +hørte til de få blandt deres køn , der forstå at skelne +mellem godt og ondt , og som ikke blive fornærmede , hvor +der ingen fornærmelse er tilstede . Jeg har elsket dem fra +det første øjeblik , jeg så dem , uden selv at vide det . Nu +først står det klart for mig , og jeg spørger dem her ved +disse grave , som synes at være dem så dyrebare , besvarer +de min kærlighed ? Hvis de gør det , ved de det allerede ; +thi et rent hjerte forstår ikke at skjule sine følelser ; Ella , +vil de blive min hustru ? Hvis ikke — skal jeg aldrig se dem +oftere . “ +Hvor hun så bleg og forskrækket ud ! hvor hun sfjælvede , +hvor hun kæmpede ! Hun følte , hun elskede ham , elskede +ham over alt , hun skjulte sit ansigt i sine hænder og græd +men det er netop det værste , en ung pige kan gøre , +når hun slår ligeover for fin tilbeder . Han vil nærme sig +for at trøste hende ; han vil tage de små hvide hænder bort , +som skjule det søde , lille ansigt ; han vil se på hende med +disse øjne fulde af kærlighed , disse øjne , der sige mere end +al verdens ord ; han vil lægge sin arm om hendes slanke liv ; +han vil , . . . Jeg vil ikke fortsætte . Han har allerede sejret . Se +blot ! Han sidder ved siden af hende på bænken , med armen +om hendes liv , hendes hoved hvilende på sin skulder , hendes +hånd sluttet tæt i sin , medens hendes smukke øjne er sænkede , +som for at skjule for ham den dybe , inderlige kærlighed , de +forråde . + +solen forgyldte gravene ; den forgyldte kasfanietræerne , +under hvilke de sad . Fuglene jublede , blomsterne duftede , alt +åndede glæde og fred . +Og time gik efter time . Hvorfor kunne vi ikke holde +dem tilbage ? Vi vide , hvad vi have , det være glæde eller sorg ; ' +men vi vide ikke , hvad der kommer . Hvorfor ile i da så +hurtigt bort , i lykkelige timer ? Bliv hos os og udsluk ikke +vort glade smil ved eders flugt . — +„ Hvem er det ? “ Olga skjulte sig bag en stor bust . Også +hun var stået tidlig op denne morgen , også hun havde +forlad ! sit værelse for af gå en tur i den friske luft . Hun +var også gået til den gamle kirkegård . Der var så stille , +så ensomt , der kunne man drømme uden af blive forsfyrret . +Og hun drømte hele vejen , drømte så sødt ; et glad smil +oplyste hendes smukke ansigt og forhøjede dets skønhed ; hendes +øjne funklede , hendes kinder vare så røde og friske , som de +ville roser , der stod ved vejkanten . +Hun trådte ind på kirkegården og drejede , uden af +tænke derover , om ad vejen , der førte til frøken hjelms grav . +Hun drømte ; drømte om hvad ? Drømte om hvem ? +Pludseligt standsede hun . Glade stemmer kom nærmere +og nærmere . +„ Hvem er det ? “ Hun skjulte sig bag en bust . Hun kom +ikke til af vente længe . Der , arm i arm , kom . . . . — +Olga blev ligbleg . „ O , min gud ! “ Hun vendte sil +ansigt bort ; hun kunne ikke tåle at se dem . Hun flygtede til +den fjerneste krog af kirkegården , langt , langt bort fra det +lykkelige par . — +solen skinnede varmt . Den gamle kirkeklokke slog tolv . + +men hun sad der endnu , med det blege ansigt skjult i sine +hænder . +Ved det sidste slag af uret rejste hun sig . Hvor hun +så alvorlig og forandret ud ! +„ Jeg vil ikke græde , “ hviskedee hun . „ Nej . jeg vil ikke ! +Jeg vil være glad , så glad som nogensinde . “ Hun satte sig +igen på den forfaldne grav og stirrede op på den klare , +blå himmel , som udfordrede hun den til en kamp på liv +og død . +„ Hvor han har været falsk imod mig ! “ udbrød hun til sidst +med skælvende stemme . „ Alle disse smigrende ord , alle +disse stjålne kærlige blikke , alt , alt har været forstillelse , bag +hvilken han skjulte sine sande følelser , sin kærlighed til hende , +medens jeg ene og alene var deres skærmbrædt , deres . . . . Jeg +kan næsten blive gal ved tanken derom ! Men jeg vil hævne +mig ; jeg vil ! “ +Hun rejste sig ; hendes pande blev mørk , hendes øjne +lynede , et triumferende smil spillede om hendes sammenbidte +læber . +„ Godmorgen ! “ +„ Godmorgen ! “ +Det var frøken grøn og Fru Lehmann , . der mødte hinanden +i haven . +Hvor Fru Lehmann var forandret ! De sidste uger havde +gjort hende til en gammel kone ; hendes kinder vare gustne og +indfaldne , hendes øjne hule og læberne blaohvide . Stakkel , +den onde samvittighed stod at læse i hvert blik af hendes +rastløse øjne . + +„ Aner du det ? Ved du det ? “ spurgte de . +Det var ikke så underligt , hun blev gammel , medens +frøken grøn derimod så yngre og sejrrigere ud hver dag . +„ Nu har jeg dig , og du skal aldrig mere slippe fra mig , “ +Lagde hendes blik , hendes smil , hendes hele fremtræden , der +næsten bragte Fru Lehmann til at gå fra forstanden . Hvor +hun gik , hvorhen hun vendte sig , læste hun : +„ Tag dig i agt ; nu har jeg dig ! “ +Om natten lå hun vågen uden hvile , uden fred ; om +dagen gik hun frem og tilbage , snart i værelserne , snart i haven , +snart langt , langt borte i skoven . Men forgæves ; der var +ingen ensomhed at finde . Hvor hun gik , mødte hun frøken +grøn med hendes skrækkelige blik og endnu skrækkeligere smil . +Det var derfor naturligt , at hun følte , der hang ligesom et +draget sværd over hendes hoved , som tidligt eller sent ville +tilintetgøre hende . +Hvor det må være skrækkeligt at bære på så farlig en +hemmelighed og have så farlig en fjende ! +„ Hvorledes har de det i dag ? “ spurgte frøken grøn , +smilende sødt . +Fru Lehmann åbnede de blåhvide læber og svarede med +svag stemme : „ Tak , godt ! “ +„ Det er mere , end man skulle tro , når man seer deres +gustne kinder og indfaldne øjne . Når har de tænkt at forlade +Thorshøi ? Jeg er ked af at være her længere . “ +Fru Lehmann studsede . Hun vidste kun alt for godt , at +frøken grøns ønsker vare hende en lov ; men hvorledes kunne +hun vende tilbage til København ? Hvor kunne hun stå ansigt +til ansigt med fin gode , ærlige mand ? Det var umuligt ! Dog + +frøken grøn ville det , og denne villie turde hun ikke modsætte +sig . +„ Når har de tænkt at forlade Thorshøi ? “ gentog frøken +grøn ubønhørlig . „ Jeg tror , vandet her er usundt ; jeg er +bange for at drikke det . stakkels frøken Hildebrand ! Jeg er +fuldkommen vis på , at det glas vand , hun drak aftenen før +sin død , var pinden til hendes ligkiste . Man har jo før hørt , +at vand kan være meget farligt . Men hvad det var , jeg ville +sige : når tage vi til København ? “ +„ Når de ønsker det . “ Fru Lehmann kunne næppe få +ordene frem , i den grad skælvede hendes stemme . Hun sank +mat om på en bænk . +< » 3eg har ikke taget fejl . Hun ved alt , “ tænkte hun med +en gysen . +„ Så er det bedst , vi tage afsted på fredag . Her er +meget trist siden frøken Hildebrands død . Er her ikke ? “ Med +et tilfreds smil vendte frøken grøn sit stakkels offer ryggen +og gik ind . +Fru Lehmann hævede sit sænkede blik og så efter hende +med mørk pande og øjnene underløbne med blod . +„ Hellere dø end udholde dette længere , “ sagde hun med +halvkvalt stemme . „ Du onde kvinde , du dræber mig til sidst . +Ja , jeg dør af skræk og rædsel . “ +Nej , du vil ikke dø . Du vil kæmpe for livet som en +besat . Du vil ikke vige tilbage for selve døden , hvis den kan +blive et redskab til din frelse . Har du ikke allerede en gang +benyttet den , skønt forgæves ? — isen er brudt , det første +skridt er gjort , — det andet vil følge . + +attende capitel . +„ Så du er virkelig så lykkelig , min lille yndling ? Gid +du altid må være det , “ sagde grosserer Lehmann og klappede +Ella venligt på kinden . „ Jeg er også meget lykkelig . Du +ved , du er mit eget kære barn . “ Han sukkede . „ Jeg stoler +trygt på ham , han vil gøre dig lykkelig . Det skal være min +trøst , når du er langt borte . “ +„ 0 , tal ikke om det ! Jeg kan ikke bringe det over mit +hjerte at forlade dig , min trofaste ven , min kære , kære fader ! “ +Hun greb hans hænder , kyssede dem og vædæde dem med fine +tårer . +„ Græd ikke , barn i vi må huske , at vi dog alle engang +skulle stilles . Du vil blive lykkelig , så er jeg der også . Det +ved du , barn ; din lykke er min . “ +„ Ak nej , jeg vil aldrig blive fuldkommen lykkelig ; der vil +bestandig være en mørk sky på min himmel . Hvor kan jeg +være fuldkommen lykkelig , når min barndoms og ungdoms +solskin er forsvundet . “ +„ Stille , barn ! Vi ville ikke tale derom . Du ved , at +der er et lille ord , der læger alle sår , selv de dybeste , det +ord er : tiden . Tiden vil gøre det ; den gør underværker . +Græd ikke ! Hust på , at vi have et helt år at være sammen +i . Lad os ret nyde det , min lille yndling ; lad det gå i fred , +at vi kunne mindes det med glæde , når vi er stille . Din +lykke er min , glem aldrig det . “ +„ Nej , onkel ! Fader , min elskede fader ! Jeg giver dig +delte navn ; thi du er den eneste fader , jeg nogensinde har + +kendt , og hvor skulle jeg have sundet en kærligere , mere trofast +fader , end du har været for mig “ +„ Og hvor skulle jeg finde en kærligere og mere trofast datter , +end du har været for mig gud velsigne dig , barn ! Han +trøste mig , når du er langt borte . “ De sidste ord sagde han +kun ved sig selv , de kom ikke over hans læber . +„ Hvorfor skulle jeg ikke ? “ spurgte frøken grøn sig selv , +og hun læste atter brevet , som havde bragt hende til at spørge : +„ Hvorfor skulle jeg ikke . “ +„ Hoitelskede frøken grøn ! +Således lød overskriften og derefter : +„ Når deres ydmyge tjener tager sig den frihed al henvende +disse linier til dem , beder han forud om deres tilgivelse . +Hvorledes kan jeg beherske mig længere ? Er hjertet ikke herre +over min villie ? Og er ikke min kærlighed herre over mit +hjerte ? Jo således er det ! Kærligheden tvinger mig til at +skrive disse linier . Kærligheden tvinger mig til at spørge dem , +kære , henrivende Petronelle , vil de blive min kone ? Vil de +blive den elskede herskerinde over deres ydmyge Major copis +hjerte ? Afslå ikke mil tilbud , gør ikke det ! +Jeg vender deres svar med et hjerte , bævende af håb +og frygt . +Deres mest ydmyge og dem +inderligt elskende +Sebastian copi . +Lad mig ikke vente forgæves ! +Gør ikke det , elskede Petronelle ! ! ! “ + +„ Hvorfor skulle jeg ikke ? “ spurgte frøken grøn atter sig +selv og lagde brevet sammen . +Og „ hvorfor skulle hun ikke ? “ spørger jeg dig , kære +læser . Var hun ikke på vejen til at blive en gammel pige ; +men en gammel pige ville hun ikke være . Godt ! Her var +en lejlighed til at blive fri for dette truende spøgelse , der +nærmede sig mere og mere . Hvorfor skulle hun ikke gribe den ? — +frøken grøn salte sig til sit skrivebord . Hendes svar +lød således : +„ Kære ven ! +„ Jeg kan ikke bringe det over mit hjerte at lade dem +vente et øjeblik længere end nødvendigt . Derfor : jeg modtager +deres tilbud , min ven , og lad mig sige dem , Sebastian , at +de er den første , som Petronelle har elsket , og at de vil blive +ben sidste . +Jeg finder det rigtigst at fortælle Fru Lehmann , der , som +de ved , er min kæreste veninde , indholdet af deres dyrebare +brev og mit svar derpå . Jeg ved , det vil glæde hende at +høre det . Og nu , Sebastian , kom herhen i aften ; vi have +meget at tale om , meget at sige hinanden . Kom , kæreste ven , +så tidligt som muligt ! +Deres hengivne og trofaste +Petronelle grøn . “ +Man siger , at efterskriften i en dames brev gerne indeholder +det vigtigste . Men frøken grøn hørte ikke til de damer , +der bruge efterskrift ; hun var en meget klog dame , som altid +vidste , hvad hun ville , og tænkte , før hun talte eller skrev . +Og dog — hvor barnagtigt ! Hvor kunne en frøken grøn +sidde og more sig med atter og atter at skrive disse ord : + +„ Petronelle copi . Petronelle kopi . Petronelle copi . “ +„ Det seer godt ud , “ sagde hun til sig selv . „ Og del lyder +også godt . Hvor Fru Lehmann vil blive forundret ! Det +havde hun nok næppe ventet . Vel ranede hun capitain Oldenburg +fra mig ; men nu bliver jeg majorinde copi . “ +Hun rejste sig ; hendes kinder blussede , hendes øjne +funklede af triumf . Hun skyndte sig lige til dagligsluen , hvor +hun fandt Fru Lehmann og Olga i en livlig samtale . +„ Jeg kommer for at fortælle dem en nyhed , “ sagde hun +og gjorde sig umage for at undertrykke sin glæde . Hun satte +sig ned i sofaen ved siden af fin endnu ubevæbnede fjende . +„ Hvad siger de om , at jeg har i sinde at forlade dem ? “ +„ Forlade os ! “ Fru Lehmann foldede sine hænder med et +blik , der tydeligt nok sagde : +„ Gud være lovet ! “ +„ Ja , jeg vil ! Men bliv ikke bedrevet . Jeg skal altid vedblive +at være deres veninde og aldrig glemme den taknemmelighed , +jeg skylder dem . Jeg vil komme og besøge dem , når +de mindst venter det . Tvivl ikke derom ! “ +Fru Lehmann blev bleg . Det var en trusel . Hvorledes +skulle hun dog blive af med fin skrækkelige fjende . +„ Tør man så spørge , hvor de tager hen ? “ spurgte Olga +spydigt . „ Måske til et kloster , for at skjule deres ungdom +og skønhed indenfor dets mure . Hvor kan de være så +hårdhjertet mod stakkels Major copi ? Hvad tror de , han vil +sige , når han først har tabt dem for bestandigt ? Jeg vil ikke +fortælle ham det . “ +„ Det behøves heller ikke , “ sagde frøken grøn med et +venligt smil . „ Da jeg formoder , at min mands hus også + +er mit , bliver majoren ikke udsat for noget tab i den retning . +Ja , Fru Lehmann , det er vel lige så godt al gå til sagen +straks . Jeg har endelig bestemt mig til at ægte Major copi . +Jeg er ked af dej ensomme liv og længes efter et eget hjem , +efter en , der vil elske og beskytte mig majoren elsker mig af +tit ganske hjerte , skriver han til mig i sit brev . Hvorfor +skulle jeg da ikke ægte ham . Jeg bliver jo derfor ikke skilt +fra dem , mine kære venner ; som jeg før sagde , jeg kommer +meget ofte herop . Fru copi vil holde lige så meget af Fru +Lehmann , som frøken grøn har gjort , stol på det ! “ +Det klang meget kærligt ; men hvert ord fik Fru Lehmanns +hjerte til at banke af angst . Sagde det ikke : +„ Jeg har dig ; du skal aldrig undflippe mig . “ +Hun følte , hvor farligt det ville blive for hende , hvis +frøken grøn virkelig blev majorens kone . Ville hun ikke +fortælle ham alt ? — hvor ofte havde Fru Lehmann ikke ønsket +at blive af med hende , og nu ! — ja , nu måtte hun af med +hende , men ikke som Major copis kone , det ville være hendes ruin . +„ Det må ikke ske ! “ Og hendes tidligere mod , der rent +syntes at hade forladt hende i den sidste tid , rejste sig igen +og beredte sig til krig . +„ Jeg må virkelig gratulere dem , frøken grøn , “ sagde +hun og rakte denne stolte dame sin hånd . „ Jeg behøver næppe +at sige dem , al jeg er så glad , som om det var min egen +datter , der skulle giftes , skønt jeg på samme tid sørger +over at skulle skilles fra dem . Og del er ikke så underligt ; +vi have jo været sammen i så mange år . Er bryllupsdagen +allerede bestemt ? ' +„ Ikke endnu . Men jeg håber at se majoren i Asten ; + +så bliver rimeligvis all ordnet imellem os . Der er jo ingen +grund til at opsætte bryllupet ; majoren er , som de ved , en +rig mand . “ +„ Ia , det er han . “ Fru Lehmann stirrede åndsfraværende +hen for sig . +„ Så de vil gifte dem ? “ udbrød Olga spottende . „ Der +havde jeg aldrig troet . De er som skabt til at blive en gammel +pige ; men siden de tiltrods derfor skal være Fru copi +og til wgtemand have en gammel , gigtplaget herre , få tillad +mig at gratulere dem af mit ganske hjerte , Fru copi . “ +„ Tak , frøken Lehmann ; vær sikker på , at sådan en +gammel herre , skønt han er plaget af gigt , er langt at foretrække +for den wre , jeg er bange for , venter dem . Men vi +kunne jo ikke alle blive fruer i denne verden , nogle må +nøjes med at være frøkener , og . . . “ +„ Major copi ! “ meldte pigen . +Majoren fulgte hende lige i hælene . Den slemme gigt ! +Han haltede netop på denne for ham så lykkelige dag og +lignede i en påfaldende grad en gås , der har brækket sit +ben . Stakkels frøken grøn ! Mon han ikke har valg ! Dig +til sygeopoarterske ? — +efter at have lykønsket ham til sin endelige beslutning +overlode Fru Lehmann og Olga det elskende par til sig selv . +„ Nåda ! Hvis verden ikke nu forgår , så ved jeg ikke +hvad jeg skal sige ! “ udbrød Olga og sank ned i en stol . +„ Ja , det må du nok sige , “ svarede Fru Lehmann med +en åndsfraværende mine . „ Pien lad mig nu være ene , barn ! +Jeg trænger til at samle mine tanker . “ +„ Det gør jeg med , “ sagde Olga mørkt . „ Ved du , at + +grev platon ) rejser udenlands og ikke kommer tilbage før om +et år ? “ +„ Nej , jeg gør ikke , og jeg bryder mig heller ikke derom . +For øjeblikket er det mig fuldkommen ligegyldigt , hvad han +gør . Lad mig nu blot være ene . “ +Olga gik , og Fru Lehmann var ene , som hun så meget +snskede . +Hun trykkede sine hænder mod tindingerne og strøg håret +fra panden som før bedre at samle sine tanker . Hendes ansigt +var blegt og smertefuldt , og hendes øjne vare fæstede på +gulvet . +Stakkels kvinde ! Nu forstod hun , hvorledes den ene synd +drager den anden efter sig , indtil vi er redningsløst fortabte . +Det første skridt var gjort , det andet måtte følge ; der var +ingen hjælp , ingen frelse . +„ Så lad det da være ! “ sagde hun fortvivlet . » Der er +ingen tid til af overveje . Giftermålet må ikke finde sted . +O , havde jeg blot aldrig . . . “ Hun flottede begge armene mød +bordet , skjulte ansigtet i hænderne og græd , som skulle hendes +hjerte briste . +I dette øjeblik rejste perle sig , der ubemærket havde ligget +under bordet , og begyndte al gjøe , som den altid gjorde , når +Fru Lehmann kom i dens nærhed . Det var , som om den +følte , af hun var skyld i dens kære herskerindes død . +Hun skælvede . Hendes lille fjendes nærværelse netop i +det øjeblik , hun var ved af gøre et nyt skridt frem på den bane , +hvor hvert skridt er en msrk gerning , bibragte hende en følelse , +som om den døde havde rejst sig af sin grav for ar true hende , +elendige skabning , som hun var . + +„ O , min gud ! “ hviskedee hun og trykkede hænderne mød +panden . „ Hvad om jeg mister min forstand ! Nej , jeg vil ikke ! +Jeg vil kæmpe , så længe der er håb . Jeg vil ikke overgive +mig ! “ Hun rejste sig og trak i klokkestrengen med et blik +der sagde : +„ Jeg er bestemt på af gøre alt , alt for af vinde Sejer . “ +„ Jacob ! “ sagde hun , da tjeneren trådte ind . „ Tag den +hund og sørg for , af den aldrig mere viser sig her i huset . +Del er bedst af drukne den . Den seer ud , som om den var +på vejen til af blive gal og jeg er meget angst for gale hunde . +Men gå forsigtigt , af ikke frøken hjelm mærker det , før det +er skel . Uh , hvor den gjøer ! Kan du ikke få den til al tie ? “ +Stakkels perle ? Den gøede sorgjæves . Jacob greb den ved +det ene forben og gik bort med den for af drukne den . +Mon Fru Lehmanns samvittighed nu fik fred ? +Nittende capitel . +„ Nej , Ella ! skønt jeg ofte i mit liv har sagt det lille ord +„ Farvel “ , er det aldrig faldet mig så tungt som nu . Jeg +kender nnet ord , så fuldt af smerte , så fuldt af længsel som +delle . Du smiler ; du er en kvinde , og kvinden er skabt til +at bære lidelser og savn med tålmodighed . Anderledes er +del med os mænd . Hvorledes skal jeg udholde at være skil ! +Fra dig et helt år ? Hvor skal jeg få kraft til ar opfylde +dette dit ønske ? — græd ikke , jeg forstår dig , min elskede , + +skjøndt jeg aldrig har spurgt dig hvorfor . Jeg rejser , tvivl ikke +derpå , og jeg skal holde ud og ikke komme hjem , før året er +omme . Men så . . . så skal ingen magt i verden holde mig +tilbage , så kommer jeg og fordrer min skat . “ +„ Tak , Frederik ! “ hviskedee hun og de længe tilbageholdte +tårer fik frit løb . Han var jo hendes alt , og han skulle +forlade hende et helt år . Og hvorfor ? Fordi hun intet hjem +havde at modtage ham i , og fordi hun ikke kunne bringe det +over sit hjerte at fortælle ham det . Hvor skulle hun kunne +det ! Ville det ikke være at åbenbare for ham , hvor onde hendes +bedste vens kone og datter vare ? Derfor tav hun og bad +ham rejse , hvem hun ville give alt for at have hos sig . Hvilket +offer var hun ikke i stand til at bringe sin faderlige ven . — +hun troede ikke , at grev platow anede den sande grund +til , af hun ønskede hans rejse ; men han kendte den så godt +som hun selv . Vare de ikke to sjæle med en tanke , to hjerter +med et slag ? Hvorledes kunne hun skjule noget for ham ? +Han kendte hendes tanker , som vare de hans egne . Han så , +af hun var en stakkels forfulgt fremmed der , hvor hun ville +lade ham tro , af hun var i sit hjem , omgivet af kære slægtninge . +Han så , af hun havde kun en ven , og af det var +af taknemmelighed mod denne , af hun selv for sin trofaste elskede +skjulte de tunge byrder , hun bar . Han nænnede ikke af lade +hende se , af hendes opoffrelse i denne hensigt havde været +forgæves ; hellere ville han rejse og lade hende glæde sig ved +sin indbildte Sejer . +„ Græd ikke , min engel ! Vel er et år langt , meget langt ; +men når håbet boer i vore hjerter , vil tiden hurtigt gå + +og gensynets time slå , inden vi selv vide af det . og lade +os tro , af vi aldrig have været adskilte . “ +„ Jeg kan ikke forklare mig ; men jeg har en følelse , som +om noget skrækkeligt ventede mig , medens du er borte . Men +jeg vil ikke hengive mig til sådanne mørke anelser . Skønt +adskilte er vi dog i tankerne forenede , og du vil beskytte mig +mod alt ondt . Vil du ikke ? “ +Han så hende ind i øjnene uden at svare . Men der +er en tavshed , der bedre udtrykker vore følelser end selv de +kærligste ord . +Han var borte , langt borte . Hun kastede sig grædende i +sin gamle vens arme . +„ Nu har jeg kun dig , kun dig ! “ +„ Kom , mit barn , sæt dig ned og hust på , det var dit +eget ønske , at han skulle rejse . Og skønt jeg ikke kan forstå +det , — hvor kan en mand forstå en kvindes hjerte ? — +ved jeg dog , at du har handlet , som du troede , det var rettest . +Derfor må du ikke tabe modet , men bære denne prøvelse +med oprejst pande . Et år går hurtigt ! Så kommer han +tilbage , og min yndling bliver hans elskede viv . “ +„ Men hvorledes skal jeg indtil da bære hans fraværelse ? +Jeg troede ikke , det var så tungt . Tror du på forudanelser ? +Jeg føler sådan en angst og rædsel . “ +„ Jeg kan ikke fragå , at jeg gør det . Men jeg er gammel , +og gamle folk er for det meste mere eller mindre overtroisfe . +Glem blot aldrig , at den gode gud våger over os , +og at intet ondt kan times os uden hans villie . “ + +» Ja , jeg vil være fornuftig . Det var jo mit eget ønske , +at han skulle tage afsfed ; jeg har altså ikke ret til at klage . “ +Hun gik op på sit eget værelse og satte sig ved vinduet +for at tænke på ham , som nu var så langt borte . Mon +han også tænkte vå hende i dette øjeblik ? Jo , han gjorde , +det vidste hun , som hun vidste sit eget hjertes tanker . +Hansen åbnede døren og kiggede ind . +„ Er de ganske ene ? “ Hun trådte ind og lukkede døren +omhyggeligt efter sig . „ Har de ikke endnu savnet stakkels lille +perle ? “ spurgte hun og satte sig på en stol lige overfor Ella . +„ Jeg har søgt efter den de sidste tre dage , men forgæves ; den +er og bliver borte . “ +„ Er perle borte ? Det gør mig ondt ! Jeg har haft så +mange andre ting i mit hovede , at jeg ganske har glemt , den +stakkels hund . “ +„ Det er så naturligt , barn ! “ Således kaldte Hansen +efter gammel vane endnu bestandigt Ella . „ Det er så naturligt , +at deres tanker have været andetsleds , så længe denne +adskillelse forestod ; derfor har jeg heller ikke omtalt det før . +Men nu kunne jeg ikke længere tie ; jeg ved , hvor meget de +holdt af den , og derfor gør det mig ondt , at de have druknet den . “ +„ Druknet den ! Er de også vis på det ? “ spurgte Ella +heftigt . +„ Ja , det er jeg . Der er ikke nogen tvivl om det . Jacob +har selv , efter megen overtalelse fra min side , tilstået , at han +har druknet perle . Men han vil ikke sige , hvem der har befalet +det . “ +„ Vil han ikke ? Godt ! Jeg ved det og jeg går nu lige +' hen og siger hende det , den onde kvinde . “ Hun rejste sig i et + +voldsomt udbrud af længe tilbageholdt vrede , som ingen magt +i dette øjeblik havde kunnet beherske . +„ Gå endelig ikke ! De slår bestemt i begreb med at +gøre noget urigtigt ! “ sagde Hansen forskrækket . +„ Jeg må gå , jeg kan ikke længere tie ; jeg har tabt al +tålmodighed , al selvbeherskelse . Kun gud ved , hvor længe +og hvor hårdt jeg har kæmpet for at bevare den . Men nu +er det forbi ; jeg har en følelse , som om mit blod var bleven +fil ild . Det nytter ikke at ville holde mig tilbage . “ Hun rev +sig los og skyndte sig ud af værelset . +„ Hvad har jeg gjort ! “ udbrød Hansen forfærdet . „ Men +hvor kunne jeg ane sådant et udfald . Hvor hun så forbitret +ud ! Hvem skulle tro det ? Hun , som ellers er så blid og +kærlig . Jeg er meget angst ; hun så ud , som om hun ville +udrydde hele verden . Gud bevare mig , jeg ryster som et vissent +lov . “ Hun gik ud for om muligt at høre , hvad der gik +for sig . +Ella var gået lige fil dagligstuen , hvor hun fandt Fru +Lehmann og frøken grøn samtalende om det nærsorestående +bryllup . Fru Lehmann lod fil at være ligeså glad som selve +bruden ; men denne smilede hemmeligt . Hun var for klog fil +at tro på en sådan interesse . +„ Tak , kære veninde , tak ! “ sagde hun . „ De er sandelig +for god imod mig . Hvorledes skal jeg nogensinde kunne gjengjælde +det ; jeg ved det ikke . “ +„ Men jeg ved , hvordan jeg skal gjengjælde dig din +slethed , usle kvinde ! “ udbrød Ella , hvis nærværelse ingen a +dem havde bemærket . „ Hvor jeg hader og foragter dig ! Og +det har jeg gjort , lige siden jeg som barn betrådte dette ulykkelige + +hus . Men nu er min tålmodighed ude , og jeg vil åbne +mit indre for dig og vise dig , hvad jeg har skjult for din +ædle , hoimodige mands skyld , du falske hyklerske , der har +brudt din wgteskabseed og bedraget den mand , du burde elske +og ære . Ja , jeg har vidst det alle de lange år ; men jeg har +skjult det dybt i mit hjerte , at ingen skulle ane det , for hans +skyld , du så skammeligt bedrog . Men nu kan jeg ikke længere +bære på denne skrækkelige hemmelighed ; nu må det frem , jeg +må sige dig , at jeg kender dig tilirods for dit hykleri . Jeg +kan ikke udholde at se på denne uskyldige mine , bag hvilken +synd og intet andet skjuler sig . “ +Frøken grøn smilte . Hun vidste bedst , at stakkels Ella +ikke kendte den blege , skælvende skikkelse foran hende . Hvis +hun havde gjort det . . . . Frøken grøn kunne ikke undertrykke +et smil . +„ Hvor du er falsk ! “ vedblev Ella . „ Hvor uværdig , hvor +grusom ! Hvor du har mishandlet mig tilligemed den onde frøken +grøn , din hjælperske i alt , hvad der er slet . Men nu er det +forbi , og jeg afryster åget ; jeg vil ikke mere være eders slave . +Du har druknet min stakkels hund ; nu har jeg til gengæld +brudt staven over din fremtidige fred og lykke og stolthed » +Jeg har afsløret dit falske hjerte . Nu er vi kvit . Men vi , “ +— hun vendte sig til frøken grøn — „ vi to er endnu ikke +kvit . Tro blot ikke , jeg glemmer dig . Nej , du falske slange , +som forgifter alt , hvad du kommer nær , enten med smiger +eller ondskab , tro ikke , at du er usårlig , fordi du slår i +begreb med at gifte dig med en stakkels gammel mand , hvem +du har forlokket med dit falske smil ; nej , det vil kommenår +du mindst venter det . Det . . . “ + +„ Tossede barn ! “ sagde frøken grøn og rejste sig . „ Jeg +vil ikke svare dig ; thi du er ikke et svar værd . “ +„ Men hvad er der dog i vejen ? “ råbte Olga , som kom +ind . „ Man skulle næsten tro , huset var ved at styrte ned . “ +Hun så efter Ella , der forlod værelset langsomt og med en +rolig mine , skønt ligbleg . +„ Hvad der er i vejen , “ gentog frøken grøn og fæstede +sine øjne på Fru Lehmann , som for at få hjælp hos hende . +Men der var ingen hjælp at få ; thi denne forlod værelset , +bleg , skælvende og næppe i stand til at gå . +„ Hvad betyder dog alt dette ? Have i alle mistet forstanden ? “ +Råbte Olga og slog hænderne sammen . +„ Det var kun Ella og mig , der var oppe at skændes om +frøken Hildebrands grimme moppe . Du ved , Jacob fik befaling +til at drukne den ; og nu var Ella nær ved at tage livet +af mig derfor , skønt det ikke er mig , der har givet denne befaling . “ +„ Er +det det hele ? I gjorde sådan en støj , som om +verden skulle til at forgå . Jeg gratulerer majoren , hvis de +ofte vil skændes med ham på den måde . Og del vil de +uden tvivl . “ +Men frøken grøn hørte ikke de sidste ord ; hun var +allerede gået . +„ Hvor jeg er ulykkelig ! Hvor jeg angrer , hvad jeg har +gjort ! Jeg anede ikke , at jeg kunne være så ond . “ Ella skjulte +ansigtet i sine hænder og græd bitterligt . +Men hendes anger kom for sent . Det skete kunne ikke + +gøres uskeet . Hvor langsomt snege timerne sig ikke hen for +hende- , endelig blev det aften . Ella følte , at hun havde gjort +noget meget urigtigt , noget der fik hende til at rødme af skam , +således som vi altid må rødme , når vi lade vor vrede få +magt over vor selvbeherskelse . +„ Hvor jeg har været uædel ! Hvor kunne jeg bringe det +over mit hjerte ! Hvor jeg er bedrøvet over det ! “ +Således sagde hun til sig selv , og da Hansen kom for +at melde , at theen var færdig , rejste hun sig med et blik , der +viste , hvor inderligt hun angrede , hvad der var sket . +Hun fandt til sin store forundring Fru Lehmann og frøken +grøn siddende ved bordet , da hun trådte ind , som om der +intet usædvanligt havde tildraget sig . +„ Vi behøver dem ikke herinde , Hansen , “ sagde Fru Lehmann +til husholdersken . „ Jeg vil selv skænke the i aften . “ +Og Hansen forlod værelset , glad ved at få sin frihed . +Fru Lehmann var meget bleg , medens hun skænkede theen , +og hendes hånd skælvede synligt , da hun rakte den ene kop +efter den anden rundt . +„ Vil du række denne kop til frøken grøn ? Og her er +din . “ Hun vendte ansigtet bort fra Ella for at skjule sin påfaldende +bleghed . +Ella tog imod kopperne . Men var det skæbnens finger , +der viste sig her ? Hun ombyttede dem uden at vide det og rakte +frøken grøn sin og beholdt selv frøken grøns . Ingen lagde +mærke dertil , ikke engang Fru Lehmann , der sad med sænket +blik , som om hun manglede mod til at se op . +Hvor synden dog er begærlig ! Ræk den din lille finger , +og den vil tage hele din hånd . + +såsnart de havde drukket the , gik enhver til sti eget +værelse . Men Ella kunne ikke gå til ro ; søvnen syntes +rent at have forladt hende . +Hun tog en bog , satte sig ved bordet og læste ; men trods +al den umage , hun gjorde sig , ville hendes tanker ikke følge +med ; derfor lukkede hun den snart igen og henfaldt i drømme . +Alt var stille omkring hende . Ikke den mindste lyd var +at høre , indtil klokken slog tolv og hun rejste sig for at gå +til hvile . Da blegnede hun , lyden af tunge trin , der nærmede +sig , fik hende til at lytte med bankende hjerte ; de kom nærmere +og nærmere ; nu standsede de udenfor hendes værelse , låsen +blev drejet om , døren åbnedes , og frøken grøn viste sig på +tærskelen , bleg og med fordrejet ansigt . +„ Hvad er der i vejen ? “ udbrød Ella forundret . +Frøken grøn svarede ikke , men lukkede døren efter sig +og vaklede hen til en stol , på hvilken hun sank ned med et +smertefuldt skrig . +Hun så skrækkelig ud . Ella trak sig tilbage med en +indvortes gysen , men kunne dog ikke lade være at stirre på +dette blege , fordrejede ansigt , disse dæmoniske øjne , der vare +fæstede truende på hende , fulde af ondskab og vrede . +Frøken grøn bevægede læberne for at tale ; men der kom +ingen lyd over dem ; hun prøvede på at rejse sig , men sank +tilbage med et højt skrig . +Således sad hun en tid og stirrede på Ella , som igen +stirrede på hende med blege kinder og skælvende læber . +„ Vand ! “ stammede til sidst frøken grøn . „ Vand ! Vand ! “ +Ella greb et glas vand , som stod på et bord ved sengen +og holdt det med rystende hånd til frøken grøns læber . + +hun tømte det i et drag . Det var , som om det havde givet +hende kræfter igen . Hun hævede hovedet og sagde med svag +stemme : +„ Hun har forgivet mig , som hun forgav stakkels frøken +Hildebrand . Men denne gang skal hun ikke undgå sin straf . +Hele verden skal erfare det , og hun skal dø , som hun har +forskyldt . Jeg vil ikke give mit liv uden at tage hævn . O , +hvor jeg lider , hvor jeg lider ! “ Hun trykkede hænderne mod +sine tindinger . „ Jeg brænder op . “ +Ella var sunken ned på en stol ; hun forstod knap +meningen af frøken grøns ord , skønt hun anede , at noget +skrækkeligt var hændet . +„ Du skal være redskabet før min hævn . Du hader hende , +som jeg har hadet hende , lige siden jeg lærte hende at kende . +Hun har engang før gjort forsøg på at forgive mig ; men jeg +blev frelst ved et tilfælde , medens stakkels frøken Hildebrand +blev hendes offer . Dog , denne gang har hun vunden Sejer ; +her sidder jeg som dødens bytte , der er ild i mine årer , +ild i min hjerne . Hvor jeg lider ! Ingen magt kan frelse mig ; +men heller ingen magt skal kunne frelse hende fra min hævn . +Skynd dig , vær hurtig , gå og væk hele huset , at jeg selv +kan berette , hvem der har myrdet mig . Men hurtigt , hurtigt , +ellers bliver det for sent . Vand ! Vand ! Jeg brænder ! Jeg . . . . “ +Hendes øjne lnkkede sig , hendes hoved sank ned på brystet , +et skrig undslap hendes læber og en blodstrøm farvede hendes +hvide natdragt +„ O , min gud ! “ råbte Ella . „ Hvad skal jeg gøre ? “ +Hun lagde sine arme om det allerede livløse legeme for at + +understøtte det . ikke anende , at det var et lig , hun trykkede op +til sig . +Således stod hun en tid , indtil hun , da hun ikke mærkede +noget tegn på liv hos sin tavse byrde , ramtes af den tanke : +„ Mon hun er død ? Er det måske et lig , jeg holder i +mine arme ? “ En skrækkelig angst overfaldt hende ved den tanke , +midt om natten at være ganske ene med et lig . Nu så hun +det tydeligt . Dette blege , fordrejede ansigt , disse lnkkede øjne +og åbne læber , alt sagde hende , at frøken grøn var død +sagte og forsigtigt , trods sin frygt og rædsel , lagde hun +legemet tilbage i stolen og vaklede hen i den fjerneste krog +-af værelset . Hvad skulle hun gøre ? Stakkels barn ! Hendes +hjerte bankede , hendes hoved smertede , hun rystede af kulde , +skjøndt blodet syntes at være bleven til ild i hendes årer . +Hvilke skrækkelige tanker beskæftigede hende ! Her lå det +døde legeme og der , kun adskilt fra det ved nogle få værelser , +lå giftblandersken . Mon hun sov ? Eller var hun vågen og +lå og ventede på dagen og på . . . . Hvor skrækkeligt ! Hvor +forfærdeligt ! Hvad skulle hun gøre . Hvor turde hun tie ? +Hvor turde hun tale ? Var ikke denne onde kvinde hans kone , +der havde været hende i faders sted ? Ville hun ikke dræbe +ham ved at tale ? — og tav hun , hvad blev følgen ? — hun +skælvede ved denne tanke ; men hun undertrykte den og sagde +med et bestemt blik : +„ Jeg vil ikke tale ! Jeg vil tie for hendes skyld . Lad +der så komme hvad der vil . “ +I dette øjeblik ramtes hun af en skrækkelig tanke . „ Hvad +om jeg bliver mistænkt for denne gruelige gerning ? . . . . Hvad +skal jeg gøre ? Gud slå mig bi . “ + +hun rejste sig , bleg og skælvende . Hun nærmede sig det +døde legeme og samlende alle sine kræfter løftede hun det op +i sine arme og bar det gennem værelset ; men da hun nåde +døren , var hun nødt til at lægge det ned , medens hun åbnede +den . Så løftede hun igen sin tunge byrde med dobbelt besvær +og vaklede afsled til den anden ende af korridoren , der +var halvt oplyst af skinnet fra den åbenstående dør til frøken +grøns værelse , hvor lampen endnu brændte . +Det var et skrækkeligt syn at se den blege unge pige +vakle frem med det døde legeme i sine arme . Da hun havde +nået midten af den lange halvmørke korridor , standsede hun +for at trække vejret ; og netop da hun begyndte at fortsætte sin +besværlige gang , lød der et svagt skrig gennem nattens stilhed , +som fik hende til at standse med et forvirret blik . Tog +hun fejl , lød ikke skriget lige bagved hende ? — hun havde +ikke mod til at dreje hovedet , men lyttede med tilbagetrængt +åndedræt . Alt var stille , ingen lyd hørtes , og hun vaklede +atter frem , hviskende : +„ Gud være lovet , jeg har taget fejl . “ +Endelig nåde hun værelset og lagde liget på den urørte +seng . Et dybt suk undslap hendes læber , og famlende om , +som for at finde noget at støtte sig til , sank hun bevidstløs til +jorden . +Tyvende kapitel . +„ O , Jacob , Jacob ! “ streg stuepigen , da hun trådte ind +i frøken grøns værelse næste morgen . + +„ Jacob , Jacob ! “ +„ Hvad er der i vejen ? “ spurgtes Jacob og trådte ind . +„ Se , se ! Er det ikke rædsomt ? “ +Snart var hele huset vækket , og enhver kom for at se +og høre , hvad der var gået for sig i nattens stilhed . +Ella blev bragt til sig selv igen ; men hun var så svag +og medtagen , at grosserer Lehmann måtte bære hende til hendes +værelse , hvor pigen sørgede for at få hende til sengs . +Olga og Fru Lehmann blev slående ved sengen , hvor +den døde lå udstrakt med det fordrejede ansigt vendt imod +dem . Olga var meget bleg og rystede over hele legemet . Fru +Lehmann var også bleg . Hendes øjne vare ufravendt fæstede +på liget , fulde af rædsel og med et vildt udtryk , medens hun +stod som fastnaglet til stedet . +„ Stå ikke her ! “ sagde grosserer Lehmann , da han kom +tilbage fra Ellas værelse . „ Jeg har sendt bud efter en læge ; +han kommer vist straks . Der er han ! Vil de ikke træde herind , +jeg frygter , det er for sent . “ +Lægen nærmede sig sengen , fæstede sit blik på liget , +bøjede sig et øjeblik over det og sagde , idet han vendte sig fra +sengen . +„ Ja , det er for sent . Hun er bleven forgivet . “ +„ Forgivet ! “ +„ Forgivet ! “ +Udbrøde på en gang grosserer Lehmann og Olga . +„ Forgivet ! “ stammede Fru Lehmann med blå læber . +» Ja , forgivet . Her er intet at gøre for mig . De gør +bedre i at sende bud efter politiet . “ Han greb sin hat og +tog afsked med et koldt buk . + +„ O , min gud ! “ streg Olga , og Fru Lehmann vred sine +hænder og stammede : +„ Stakkels frøken grøn ! At hun skulle forgive sig selv ! “ +„ Kom ! “ sagde grosserer Lehmann . „ Her er intet sted +for eder at være . “ Han fik dem ud af værelset og låsede +døren . +„ Hvad mon det betyder ? “ råbte Jacob og nærmede sig +med hurtige skridt . „ Huusholdersfen har forladt huset ; hendes +værelse er tomt , sengen urørt , og hun er intelsleds at finde . “ +„ Min gud ! “ Fru Lehmann sank om i en stol , mere lig +en død end en levende . Olga blev blegere og blegere og udbrød +skælvende : +„ Det er skrækkeligt ! Hvad betyder det alt sammen ? “ +„ Ja , hvad betyder det ? “ gentog grosserer Lehmann med +mørk pande og tæt sammenpressede læber . +Ella åbnede sine øjne . Hun så sig om ; hun var +ganske ene . +„ Hvad skal jeg gøre ? “ +Hun stod op , klædte sig på og satte sig derefter ved +vinduet . Hun lagde ikke mærke til , at hendes kjole var plettet +med blod ; hun så ikke de klare solstråler , der smilede til +hende som for at trøste og opmuntre hende . „ Hvad skal jeg +gøre ? “ var al hendes tanke . +Tunge skridt nærmede sig . Hvor de mindede hende om +dem , hun havde hørt om natten . Hun rejste sig hurtigt , hendes +hjerte bankede heftigt , hun forsøgte på at træde frem , hun +ville låse døren , at ingen skulle forstyrre hende . Men hendes +kræfter svigtede hende ; hun kunne ikke røre sig af stedet . + +imidlertid blev døren åbnet og grosserer Lehmann trådte +ind , bleg og alvorlig . +„ Hvad vil du ? “ — delte udbrud kom fra hendes læber +næsten som et skrig — „ hvorfor er du kommen ? “ +Han for tilbage , et lys syntes at gå op for ham ; hans +pande blev mørk , og idet han trådte tæt hen til hende , sagde +han næppe hørligt : +„ Politiet ønsker din nærværelse . “ +En dyb rødme udbredte sig over hendes kinder og et +smerteligt udtryk over hendes ansigt , idet hun forskrækket spurgte : +„ Hvorfor ønske de min nærværelse ? “ +„ Fordi du er den eneste , der kan give en forklaring over +den skrækkelige tildragelse , i nat . “ Han kom nærmere og betragtede +hende med et koldt , mistroisk blik . „ Fordi du er den +eneste , der har været vidne til den . “ +„ Men jeg vil ikke give nogen forklaring . Jeg vil intet +sige . “ Medens hun talte , kom der en hårdhed over hendes +bløde , kvindelige træk , et udtryk af urokkelig mod og bestemthed +i hendes blik , der tydeligt viste , at hun ville holde sit ord , +i hvad der end hændte . +Han gav intet svar . Hans øjne vare med rædsel fæstede +på hendes kjole ; hun fulgte retningen af dette blik og opdagede +blodpletterne . Hun blev ligbleg , skjulte ansigtet i sine +hænder og sank med et skrig om i en stol . + +et og tyvende capitel . +Det var Asten . Næste morgen skulle de alle møde for +retten . +Hvor de så blege og magre ud ! Hvor de talte sagte , +som døden endnu var iblandt dem , døden med al fin rædsel . +Det var en sørgelig aften , og hvorledes ville morgendagen +blive ? — +husholdersken var forsvunden . Ingen vidste , hvor hun +var gået hen . Sælsomme rygter vare i omløb , og når man +lyttede til folkenes sagte hvisken , kunne man høre Ellas navn +indtage den vigtigste plads i deres samtale . +Stakkels Ella ! Enhver syntes at undgå hendes nærbed . +Enhver for tilbage med et forfærdet blik , når hun nærmede +sig hvor hun ville været lykkelig ved at dø , lykkelig ved at +skilles fra dette sørgelige liv , hvor kun smerte og tårer +syntes at være hendes lod . Og dog følte hun , at hun kunne +have båret den skam og ydmygelse , som de overvældede hende +med , uden at tabe modet , når blot han , hvem hun havde set +op til fra sin barndom som til et højere væsen , når blot han +ikke havde foragtet hende , når blot han havde trøet på hendes +uskyldighed . Men han , netop han troede hende skyldig ; hun +læste det i hans bortvendte blik , i hans kolde skarpe stemme , +når han talte til hende , hvad han aldrig gjorde uden den +strengeste nødvendighed . O , at han foragtede hende , han for +hvis skyld hun bar denne tunge byrde , som hun kunne afkaste +blot ved at sige nogle få ord . Men ville disse ord ikke +knuse hans hjerte . Hvor kunne han bære bevidstheden om +hendes skyld , der engang havde været hans alt , hans hjertes + +udvalgte ? Nej , hun måtte holde ud for hans skyld . Havde +han ikke altid været hende en fader ? Hende , den stakkels forladte +fremmede ? Hun følte , at hun kunne ofre alt for ham , +selv hendes liv , hvis det blev fordret . Hendes liv ? — nej , +de havde ikke ret til at fordre det ; hun var uskyldig , hun havde +intet ondt gjort , hun ville tale , hun ville . . . . Nej i nej ! Hun +bøjede sit hoved og skjulte ansigtet i sine hænder . +Det var næsten mere , end hun kunne udholde , denne kamp +på liv og død mellem hendes kærlighed og hendes selvopholdelsesdrift . +Til hvilken-side ville sejren til sidst helde ? — +hun ville tale . Hvor turde hun tie ! Var det ikke at tilintetgøre +hans fremtidige lykke , som var langt borte , og skyldte +hun ikke ham mere end nogen anden i verden ? Jo , hun gjorde . +Hun ville tale , hun . . . . . . . . . . Men hendes øjne mødte det kære , +sorgfulde ansigt , hun havde elflet fra barn af ; hvor blegt , hvor +sorgfuldt det så ud ! Og hvor meget , meget sorgfuldere ville +det ikke se ud , hvis hun talte . Og kampen begyndte med +forøget styrke . +Hun sad i sit værelse . Lampen var tændt , dens matte +skær oplyste kun svagt de nærmeste genstande . +Hvor hun var forandret ! Hun lignede i sandhed en , der +i døgn og uger havde kæmpet en uafbrudt kamp . Og dog +kunne hun have båret det hele , hvis han blot ikke havde tiltroet +hende denne frygtelige forbrydelse . Hun sad med foldede +hænder , hendes øjne vare sænkede , den ene tåre efter den +anden rullede ned ad hendes blege kinder . +Døren gik op . Grosserer Lehmann trådte ind med langsomme , +lydløse skridt . +„ Ella ! “ Han bøjede sig over hende og så hende bekymret + +ind i ansigtet . „ Barn , barn ! Har du intet at sige mig ? +Tal , ulykkelige barn , før det er før sent ! “ +„ O , fader , fader , selv du . . . . “ Hun standsede , ordene +var undslupne hendes læber imod hendes villie . +„ Tal , barni “ gentog han næsten bønligt . „ I morgen vil +det være for sent , stakkels forvildede skabning ! “ +„ Men jeg har intet at betroe dig , “ sagde hun og rejste +sig , såret i sit hjertes inderste . „ Du har aldrig kendt mig , “ +Vedblev hun rødmende af såret stolthed , „ og du vil aldrig +lære mig at kende . “ Hun pegede på døren med en bestemt +bevægelse . „ Gå , forlad mig , eller jeg taler . “ Hendes øjne +flammede , hendes pande var mørk ! hun skælvede over hele +legemet . „ Gå , gå ! “ +„ Tal ! “ sagde han skarpt , idet han lænede sig til væggen . +» Tal , det er netop det , jeg ønsker . “ +„ Godt ! Du tror , jeg har begået denne skrækkelige gerning , +du hader mig som en giftblanderske , men vid . . . . “ +Hun gjorde en anstrengelse for at fuldende ; men der kom ingen +ord over hendes læber , hun sank tilbage i stolen med et +svagt skrig . +„ Ella , Ella ! Forvær ikke din brøde ved en usandhed ! +Tilstå ialtfald for mig , jeg vil prøve på at frelse dig , stakkels +fortabte kvinde . “ +Hun vinkede med hånden , at han skulle forlade hende ; +men han blev stående . +„ Gå ! “ stammede hun , „ gå , jeg har intet at tilstå . “ +„ Intet ? “ gentog han og gik langsomt frem ; et smerteligt +smil spillede om hans mund og et udtryk af rædsel formørkede +hans ellers så milde øjne . Der foregik en kamp i hans + +hjerte ; han kunne ikke skjule den og vendte hende derfor ryggen +for at forlade værelset . +Hun rejste sig i et nu . +„ Fader , fader ! “ udbrød hun med en stemme , der skælvede +af angst . Han vendte sig hurtigt , han åbnede sine arme og +Ella kastede sig i dem med et undertrykt skrig . +Således stod de længe , han ikke anende , hvor ædelmodigt +det hjerte var , der bankede så nær hans , og hun søgende beroligelse +i hans favn . +„ Fader , elskede fader ! “ sagde hun med skælvende stemme +og løste sig blidt ud as hans arme . „ Tak ! Nu har jeg fået +styrke til at kæmpe min kamp med verden . “ +„ Og jeg vil hjælpe dig , stakkels barn , “ sagde han med +et genskin af den gamle kærlighed i sine øjne . „ Sig mig +blot alt ! “ +„ Jeg kan ikke . Jeg har intet at sige . “ Hun var ikke +istand til at tale mere og vinkede ad ham , at han skulle gå . +„ Ella , jeg spørger dig endnu en gang , vil du tale ? “ +Hans ansigt var igen bleven strengt , hans stemme hård og skarp . +„ Nej , nej , du må gå ! “ Hun vendte ryggen til ham ; +hun kunne ikke tåle at se hans ansigt , ikke tåle at høre hans +stemme . +„ Godt ! Jeg vil gå ; men husk på , i morgen er det for +sent . “ +Han forlod værelset med langsomme , tunge skridt , døren +lukkede sig efter ham , og hun var ene , ganske ene . +Hun kastede sig hulkende på sengen . „ Nej , jeg kan ikke +bringe skam og sorg over hans grå hår . Det vil dræbe +ham . Jeg kan ikke , jeg kan ikke ! “ + +og Fru Lehmann , den virkelige forbryderske , hvad tog hun +sig for i denne tid ? Hun sad på sit værelse , hendes tænder +klapprede af frygt , hun skælvede fra top til tå , og farven +kom og gik på hendes kinder . +„ Sæt , at hun taler , at hun angrer sin tavshed ! Hvad +bliver ver da af mig ? “ spurgte hun sig selv den ene gang efter +den anden . » Sæt , af hun fortæller alt ! — men kender hun +også sandheden , mistænker hun mig ? — jo , hun gør , jeg +læser det i hendes øjne , når hun fæster dem på mig med det +strenge , domfældende blik . Hun ved det og hun vil til sidst +forråde mig . At hun skulle forbytte kopperne , ellers havde +hun nu været magtesløs ! “ Og hun vred sine hænder . +Pludselig rejste hun sig . Hendes ansigt opklaredes , etsmiil +spillede om hendes mund . „ Nej , hun vil ikke tale , hun +vil tie for hans skyld . Jeg kender hende ; hendes kærlighed +er større end hendes had . Hun har ikke mod til af knuse +hans hjerte , og det ville hun gøre , hvis han lærte sandheden +ar kende . “ Fru Lehmann fattede nyt mod ved tanken om +stakkels Ellas ædelmodige og taknemmelige hjerte . Hun følte , +af den unge pige hellere ville ofre sig selv end tilintetgøre +hans fred . Hun sank på knæ og bad , af gud ville give +Ella styrke til af udholde denne prøvelse , af hun måtte fuldføre +sin opoffrelse og ikke angre den . +„ O , min gud , min gud ! “ råbte den uværdige skabning , +„ frels mig , frels mig , og jeg lover af gøre alt det gode , der +står i min magt . Frels mig , og jeg vil søge af forbedre +mig ; endnu er det ikke for sildigt . “ +Hvor kunne en sådan kvinde ønske af leve , målte døden +ikke være en velsignelse for hende ? Og alligevel kæmpede hun + +og ville ikke dø ; hun ville hellere leve med byrden af tre +mord på sin samvittighed . Hvor stærk må ikke selvopholdelsesdriften +være , især hos forbrydere ; hun ville leve , skønt hun +vidste , af hendes liv måtte købes med et uskyldigt væsens død . +Således gik timerne , den ene efter den anden . Den +frygtede dag oprandt , mørk og regnfuld . Endnu sad Ella bleg +og tankefuld i sit værelse ; endnu havde Fru Lehmann ikke ophørt +af knæle og bede ; endnu gik grosserer Lehmann op og +ned i sit værelse , af og til fremmumlende uforståelige ord . +Olga stod op . Hun havde sovet en sund søvn . Hvad +grund havde hun til af ligge vågen ? Hun , som var så nær +ved af få oprejsning over den fjende , hun hadede mest , den +fjende , der havde berøvet hende det eneste hjerte , hun havde +tragtet efter af vinde . Hvorfor skulle hun være bedrøvet ? +Hun havde intet af angre , hun kunne jo ikke gøre for , at Ella +havde forgivet frøken grøn . Hun toede sine hænder i uskyldighed +og var glad over , at der snart ville være en dybt kløft +mellem grev platow og Ella , en kløft , som aldrig kunne udfyldes . +Olga +troede virkeligt , at Ella var skyldig ; ellers ville hun +aldrig have gjort , hvad hun gjorde . Men hun såvel som +grosserer Lehmann og alle , undtagen den virkelige forbryderske , +følte sig overbevist om , at Ella havde forgivet frøken grøn . +Imidlertid var Olga ingenlunde bedrøvet for Ellas skyld ; +tvertimod , hun var glad ved at blive af med sin så længe +hadede fjende . Nu var der jo håb om , at thorshoi ville +tilfalde hendes fader , der med rette burde haft det . Og var +hun ikke hans eneste barn , hans eneste arving ? Io , Olga var +glad ; nu ville alt blive , som det burde være . + +det gør mig ondt at måtte fremstille så lave og flette +characterer for læseren som Olga og hendes moder ; men det +gør mig endnu mere ondt at måtte filståe , at deler fra virkeligheden , +jeg har lånt dem . +. Men hvis det uu kke er hende ? Hvis det nu er Hansen ? “ +Spurgte Olga sig selv . „ Hvorfor er Hansen flygtet fra huset ? +Hvorfor , hvis ikke af frygt for at blive opdaget ? — nej , jeg +kan ikke forstå hvorfor ! Men det ved jeg , var Ella uskyldig +ville hun tale . “ +Hvor ofte havde ikke grosserer Lehmann tænkt over det +samme spørgsmål , men med ganske andre følelser ! Og altid +besvarede han det på samme måde som Olga , skønt hun +gjorde det med glæde og han med gysen . Nej , var Ella uskyldig , +ville hun tale i stedet for at vedligeholde denne skrækkelige +tavshed . +Jeg vil ikke trætte læseren med en lang beskrivelse over +forhøret , men fatte mig så kort som muligt . +Den første , der blev afhørt , var Jacob ; derpå kom begge +tjenestepigerne , og da de gave samme forklaring som han , og +da endelig grosserer Lehmann og dennes kone og datter heller +ikke kunne oplyse mere , var den eneste , hvis ! Udsagn man ven +lede sig noget af , Ella . Kun hun kunne , efter alles mening , +forklare grunden til husholderskens flugt ; kun hun kunne give +oplysning om , hvorvidt frøken grøn var bleven forgivet eller +selv havde taget gift . +Hun opfordredes altså til at træde frem og beredte sig +dertil , understøttet af grosserer Lehmann , da pludseligt en politibetjent +trådte ind med Hansen , der var bleg som døden og +skælvede , så hun næppe kunne gå . Nu blev Ella opfordret + +til alter ar sætte sig , og den stakkels husholderske måtte frem +for at blive forhørt . +„ Gud ' nåde mig , “ sagde hun og vendte sig mod Ella . +„ Jeg har gjort all , hvad der stod i min magt for at undgå +dette skrækkelige forhør . Men de have alligevel fundet mig , +og nu er jeg nødt til at sige hele sandheden . Gud nåde mig ! “ +Hun foldede sine hænder , medens store tårer rullede ned +ad kendes kinder . +Ester al være bleven opfordre ! til at udsige alt , hvad hun +vidste , begyndte hun med skælvende stemme : +„ Aftenen før den frygtelige nat var jeg gået tidlig til sengs +på grund af en stærk hovedpine ; men jeg kunne ikke falde i +søvn , og efter at jeg havde ligger i flere timer og talt fra et til +lyve for om muligt på den måde at få den søvn , jeg +trængte så hårdt til , falvr del mig ind , al Fru Lehmann havde +nogle dråber , der fluide være gode for hovedpine , efter hvad +hun havde fortalt mig . Jeg vidste , at de stod i et hjørneflab +i spisestuen , og stod op for at hente dem . Men da jeg ikke +kunne sinde mine svovlstikker al tænde lyset med , famlede jeg +i mørke hen til døren , åbnede den og så nu til min forundring +et svagt lysskær i korridoren . Ved al se hen i den +retning , hvorfra det kom , så jeg , at døren til frøken grens +værelse , som var i den modsatte ende , stod åben , og al lysskæret +kom derfra . Jeg stod netop og grundede over , hvorfor +vel Deren var åben , da en svag støj fra den modsatte side +vakle min opmærksomhed , døren til frøken hjelms værelse +blev sagte åbnet , og jeg så . . . . O , min gud ! “ +Hun skjulte ansigtet i sine hænder og græd heftigt ; men +lidt efter lidt kom hun igen til sig selv og vedblev : „ Jeg så + +frøken hjelm vakle frem , bærende , som del symes , en tung +byrde i sine arme . Hun kunne næsten ikke gå ; hun var +dødbleg og lignede mere et spøgelse end et levende menneske . +Der påkom mig sådan en underlig følelse , jeg ved ikke hvorfor . +Men da hun nærmede sig mere og mere , ønskede jeg blot +at komme bort ; men jeg var ikke i stand til at flytte en fod . +Nu var hun så nær , at jeg kunne se , hvad det var , hun bar +i fine arme . Herren være mig nådig ! “ Hun vendte sig mod +Ella , øer sad bleg og skælvende . „ Barn , barn ! Hvad har du +gjort ? Hvorfor er jeg her og må tilstå , hvad jeg før ville +døe end åbenbare for nogen . Tilgiv mig , barn , tilgiv mig ! +Du seer , jeg er tvungen til at tale . “ Hun tørrede sine tårefyldte +øjne og vedblev sin forklaring . +„ Jeg er meget , meget bedrøvet ved at måtte tilstå , at +der var frøken grøns lig , den stakkels unge pige bar . Jeg +var nær ved at besvime , da jeg gjorde denne opdagelse ; et +skrig undslap mig . Hun var allerede kommen lidt forbi mig , +men standsede nu og syntes at mangle mod til at se sig om . +Endelig , da alt igen var stille , vaklede hun videre , til hun +nåde frøken grens værelse . Jeg kunne ikke udholde at se +mere , jeg listede mig tilbage til mit Kammer , låsede døren og +sank rystende over hele legemet ned på en stol , overvældet +af skræk og fortvivlelse . Hvad ville følgen blive af alt +dette ? Hvad skulle jeg gøre ? Således sad jeg i flere timer +og grundede , til jeg med et fik den rædsomme tanke : hvad +om det hele kommer for retten og jeg bliver nødt til ar vidne +mod hende ? Jeg rejste mig og traf straks mine forberedelser +så at jeg i al stilhed kunne forlade huser , før de andre +vågnede . Men de have jo alligevel fået mig fat , og nu er + +jeg her og må vidne imod min stakkels yndling , min kære +lille yndling . “ Hun skjulte ansigtet i sine hænder og begyndte +atter at græde . +En skrækkelig tavshed påfulgte . Alles øjne vare med +rædsel fæstede på den stakkels Ella , som de troede , havde for +givet frøken grøn . +Sluttelig blev Hansen adspurgt , om frøken grøn og Ella +havde stået på en venskabelig fod med hinanden , eller om der +sandtes nogen grund til fjendskab mellem dem . +Og huusholderfken måtte tilstå , at de altid havde +hadet hinanden , så længe hun kunne huske , og at de netop havde +havt en trætte dagen før den rædsomme nat . Det samme +tilstede de andre tjenestefolk samt Olga og — ja , jeg skammer +mig næsten ved at sige det—fru Lehmann , skønt med blege +kinder og næsten uforståelige ord . Men grosserer Lehmann +vidste intet om denne trætte , hvilket jo var sandhed . +Nu blev endelig Ella opfordret til at træde frem . Hun +rejste sig men kunne næppe slå på fine ben , og grosserer +Lehmann måtte komme hende til hjælp . Men da hun stod +der med alles øjne fæstede på sig og vidste , at enhver , som +var tilstede , anså hende for skyldig i denne skrækkelige forbrydelse +samlede hun alt sit mod , og idet hun så sig om +med et stolt udfordrende blik , sagde hun med klar og rolig +stemme : +, nu vil jeg tale . Jeg vil sige hele sandheden . Jeg +skylder mig selv ikke længere at tie med alt , hvad jeg ved . “ +Hun fæstede sine øjne på Fru Lehmann , disse øjne , der kunne +udtrykke så megen foragt . Hvor hendes fjende skælvede , hvor +hun blev bleg , hvor hendes læber bevægede sig som for at bede + +øm barmhjertighed . Men Ella havde ingen medlidenhed med +hende ; hun strakte hånden ud og pegede på hende , den blege , +elendige kvinde , pegede på hendesom for at sige : „ Der sidder +den virkelige forbryderske , giftblandersken , mordersken ! “ Hun +åbnede fine læber , hun forsøgte at tale ; men der kom intet +ord . Hun havde fået øje på ham , hendes ven , hendes +fader ; hun så hans blege , sorgfulde ansigt , hans af græmmelse +dybt indfaldne øjne , hans snehvide hår ; ja , hans hår +var bleven hvidt af sorg over hende , den stakkels fremmede +pige , som han troede skyldig i denne forbrydelse ; hvad ville +han da ikke søle , når han erfarede , at det var hans egen kone , +ber havde begået den ! Det ville dræbe ham . Hendes læber +lukkede sig , armen sank kraftesløs ned , øjnene blev matte , +kinderne antoge deres tidligere bleghed , hun udstødte et klagende +skrig og sank bevidstløs til jorden . +To og tyvende kapitel . +„ Det er en skrækkelig historie ! “ sagde en sortklædt herre +og rakte fin sidemand bladet . „ Har de læst den ? “ +„ Nej , jeg har ikke . “ +„ Tjen mig så i at læse det højt . Jeg vil gerne høre +dej nøjere . Opvarter , en flaske vin og nogle glas ! “ +Opvarteren kom lidt efter med det forlangte . +„ Så ! Hvis det nu behager dem at læse , er jeg lutter +øre . “ + +og den således tiltalte herre begyndte : +„ En skrækkelig forbrydelse har i denne tid tildraget sig +i København , nemlig en forgiftede . . . . “ +Her afbrød den sortklædte herre læseren ved at berøre +hans arm . +„ Deres sundhed ! “ Og begge tømte deres glas . +Imidlertid sagde en ung herre , som sad ved et vindue i +nærheden , idet han slog asken af sin cigar : +„ Det er sjældent , man hører om en forgiftelse i vor tid . +Dar det ikke i København , det er foregået ? “ +„ Jo , netop i København . Jeg fortsætter nu læsningen . “ +„ Det gør os ondt at måtte meddele , at forbrydersken er +en ung , formuende dame , der ejer et stort gods , Thorshøi , i +en af Sjællands skønneste egne , og at den stakkels dame , +hun har forgivet , var hendes tidligere gouvernante . Et dybt +had skal fra gammel tid have bestået imellem dem , og dagen +før den aften , da frøken grøn — den afdøde dame — blev +forgivet , havde en heftig trætte fundet sted mellem dem . Ester +et afholdt forhør over samtlige de personer , der formodedes +at kunne bringe lys i denne sag , blev frøken hjelm , den +nævnte unge dame , erklæret skyldig . Hun er imidlertid undfluppen +retfærdighedens arm på sin forstands bekostning og +udsoner nu sin skrækkelige forbrydelse bag en sindssygeanstalts +mure . “ +Grev platow havde ikke mod til at høre mere . Hvor +havde han fået styrke til at høre så meget ? Han vidste +det ikke selv . Han rejste sig fra sin plads ved vinduet og +vaklede ud af værelset . +Det var en usædvanlig smuk dag . Italiens varme sol + +strålede fra den blå himmel og syntes at opfordre enhver +til at være lige så glad og smilende som den . Men grev +platon ) sølle sig tværtimod til mode , som om solen med sine +oplivende stråler kun skinnede for at trodse ham , for dobbelt +at lade ham føle , at hans fremtids sol var gået ned for +bestandigt . +Således gik han fremad uden mål og med , næsten +bukkende under for den sorg og kval , der så pludseligt havde +væltet sig ind på ham . +„ Jeg vil aldrig mere vende tilbage , “ sagde han fotvivlet +til sig selv . „ Hvorledes skulle jeg kunne gjensee Danmark og +leve der nu , da jeg har tabt det eneste , jeg elskede . “ Og han +ilede frem , altid videre , som kunne han flygte fra sit knuste +hjerte . +Tre og tyvende capitel . +Vi forlod Ella , idet hun sank bevidstløs om . Da hun +kom til sig selv igen var hun angreben af en heftig feber og +henfaldt til de vildeste fantasier , hvorfor der ikke mere kunne +være tale om at fortsætte forhøret . Grosserer Lehmann fik +lov til at tage hende hjem med , når han indestod for hendes +tilstedekommen , så snart hun var rask nok til , at forhøret kunne +fortsættes . +Jeg vil ikke beskrive alt , hvad den stakkels pige led i de +påfølgende dage og uger . Hun troede hele tiden , at hun + +var i retten . Hun sagde ting , der bragte Fru Lehmann til at +skælve og lod hende nægte enhver , på doktoren nær , adgang +til den syge . Således blev hun nødt til , trods stn angst +for smitten , at være Ellas sygeplejerske , og hun led i virkeligheden +mere end den stakkels pige . +„ De kan ikke udholde denne anstrengelse , “ sagde gamle +doktor brink , da Fru Lehmann en gang så mere bleg og +udmattet ud end nogensinde . „ De trænger til hvile ; ellers +ender det med , at de selv bliver angreben af feberen . Deres +mand bad mig sige dem . at han har sørget for en pålidelig +sygepasserske , der kan udfylde deres plads . Han vil ikke +længere tillade dem at våge således dag og nat . Og han +har ret , de har allerede anstrengt dem mere , end en hustru +og moder bør . “ +Fru Lehmann blev om muligt endnu blegere , end hun +var . Kun hun vidste , hvorfor hun hellere ville dø af overanstrengelse +end overladeellas pleje til nogen anden . Skulle +hun nu , da alt var godt , lade den dyrt købte Sejer slippe sig +ud af hænderne ? Hvorledes kunne hun lade en fremmed blive +ørevidne til de skrækkelige ord , der undslap Ellas mund ? +Ville ikke sandheden komme for en dag ? +„ Jeg må kæmpe og holde ud til det sidste , jeg må +ikke give efter . “ Som et lyn slog en tanke ned hos hende . +Hun tøvede ikke med at udføre den . Hendes stemme skælvede +ikke , hendes øjne vare ikke nedslåede , da hun vendte sig om +mød den gamle doktor brink og , idet hun fortroligt lagde fin +hånd på hans arm , sagde : +„ Doktor brink , kan jeg have tillid til dem ? “ + +usle kvinde ! Nu var synden fuldkomment hendes herre , +nu hørte og fulgte hun kun dens bud . +„ Hvad mener de ? “ spurgte doktoren , som var fulgt med +hende hen til vinduet . +„ Sæet dem , gamle ven ! “ hviskedee hun og pegede på en +stol lige overfor den , hun havde sat sig på . „ Sæt dem , og +lad mig åbne mit hjerte for dem . Jeg tager jo ikke fejl , +når jeg betragter dem som en gammel ven as vor familie ? +Tager jeg fejl , når jeg tror , at de elsker det stakkels barn , +som ligger der , mere død end levende , det stakkels barn , som +de har kendt , lige siden hun ikke var større end som så ? — +svar mig doktor , holder de ikke oprigtigt af hende . “ +„ Om jeg gør ! Hvor kan de spørge ? De ved , at Ella +har været min yndling lige fra den første gang , jeg så hende . +Jeg har ingen børn selv , jeg har altid i mit hjerte ønsket , +at Ella havde været min datter . Stakkels barn ! Jeg forstår +ikke og kan aldrig forstå , hvorledes hun kunne gøre en sådan +handling ; det ligner hende aldeles ikke . Og jeg kan heller +aldrig tro , at hun virkelig er den skyldige ; der er noget i +mit hjerte , der modsiger det . Men selvom det er så , kan jeg +ikke lade være at holde af hende ; hun kan ikke have været ved +fin fulde forstand i det øjeblik . +„ Del er netop min tanke ! Og nu , kære ven , vil de +frelse hende fra den skrækkelige straf , der venter hende , hvis +hun kommer sig efter denne farlige feber ? Vil de række mig +en hjælpsom hånd ? “ +„ Ja , jeg vil , men hvorledes ? ' +Fru Lehmann bøjede sig over til ham og hviskedee så +sagte , at doktor brink næppe kunne forstå hende : + +„ Ved skriftligt at bevidne , at hun var og endnu er sindssvag . “ +Han +for tilbage og blev bleg . +„ Det er den eneste måde , hvorpå vi kunne frelse hende . “ +„ Den eneste ? “ — han syntes at tænke efter ; men hun +afbrød ham ved at lægge sin hånd på hans arm . Hvor +farlig kunne ikke denne eftertænken blive for hende ! — hun +pegede på den blege , indfaldne skikkelse i sengen og sagde : +„ Betænk dem ikke ; de vil angre det , når det er for +sent . “ +„ Godt ! Jeg vil gøre det ! “ Tårerne stod i dans ærlige +øjne . „ Jeg vil gøre det for hendes skyld , stakkels forvildede +barn . “ +„ Lad os love hinanden , at det skal blive en hemmelighed +mellem os to , som vi ville tie med , til døden lukker vore +læber . “ +„ Lad det være så ; Herren tilgive mig denne synd ! “ +Hviskedee den gamle doktor med bevæget stemme . +„ Amen ! “ sagde Fru Lehmann , og han gentog med sagte røst : +„ Amen ! “ +Fire og tyvende capitel . +Det var en mørk og regnfuld dag . Stormen tudede , som +om den ville bebude verdens tilintetgørelse , og de høje træer , +der stod langs vejen , bøjede sig som siv for dens truende magt . +Klokken var hen ved ti , da en vogn langsomt kørte op + +ad vejen , der fører til gamle Bidstrup . De stakkels heste vare +så udmattede af at kæmpe mod regn og blæst , at de kun +med møje kunne trække den lunge vogn . +Endelig standsede de foran Bidstrup . Nogle personer nærmede +sig ; en åbnede vogndøren , en anden tog imod en skik , +kelse , der blev hjulpet ud af vognen , og bar den ind i huset . +„ Jeg antager , de foretrækker at blive siddende her , “ sagde +doktor brink til Fru Lehmann . „ Jeg skal ikke lade dem vente +længe . “ Han lukkede døren og lod hende ene tilbage , kun omgivet +af den hylende vind , regnen , der strømmede ned , og +hendes egne mørke tanker . +Nu var det gjort ; nu var Ella bragt til tavshed for bestandigt . +Hun sukkede , som om en tung sten var falden fra +hendes hjerte , skønt hun var betaget af en uhyggelig følelse , +der fik hende til at skælve og se sig om , som om hun frygtede +for en usynlig fjende . +Hun var i sandhed en ulykkelig , forfulgt kvinde . Ville +ikke hendes samvittighed forfølge hende , hvor hun gik . Ville +ikke Ellas blege ansigt møde hende , hvorhen hun vendte sit +blik ? En ukendt angst opsteg i hendes bryst som for at knuse +og tilintetgøre hende . +„ O , gud , “ hviskedee hun og vred sine hænder i fortvivlelse . +Havde det blot slået i hendes magt at kalde det forbigangne +tilbage , at gøre det skete uskeet ! Nu var det for sent at angre . +Fristeren lo og hviskedee i hendes øre : +„ Giv mig en tomme , og jeg tager en alen . “ +Vogndøren blev åbnet og atter lukket efter doktor brink , +der med alvorlig stemme sagde : +„ Ru er det gjort ! Hun er frelst , men på hvilken skrækkelig + +måde ! Jeg tror , at hvis jeg var i hendes sted , ville jeg +hellere dø end leve under sådanne forhold . Hvilken følelse +vil hun have , stakkels barn , når hun kommer til sig selv og +opdager , hvor hun er , og på hvad måde hun har undgået +sin dom . Tænk dem , at være fange i et sådant fængsel , +omgivet af lutter sindssvage folk ! Vil hun ikke bukke under ? +Vil hun ikke til sidst virkelig miste forstanden ? Men nu er det +for sent . Det kan ikke gøres om ! hun er frelsf , men hvilken +frelse ! — “ +„ Nu er hendes og vor wre frelsf , “ hviskedee Fru Lehmann . +Vognen +rullede bort , ladende den store , alvorsfulde bygning +tilbage og ladende hin blege , afmagrede skikkelse tilbage , +den engang så smukke Ella hjelm , nu kun kaldet nr . 31 . +Hendes navn var udslettet af de levendes tal . Det var ikke +Ella hjelm , der var nr . 31 , der lå på sengen , rystende af +feber , med lukkede øjne og forvirrede sandser . +Det er syndens følger . Således driver den os trin +for trin fra synd til synd , indtil vi fortvivlede råbe : +„ Det er for sent ! “ +Fem og tyvende capitel . +En måned var gået . Nye begivenheder havde ladet +folk glemme frøken grøns død og stakkels Ellas forbrydelse , +som man antog , hun havde begå ! i sindssvaghed og al ! så +i utilregnelighed . Nu var Fru Lehmanns frygt for at blive + +opdaget ncddysset , og hun begyndte igen at leve på sin vante +Viis , som det syntes glad og tilfreds , idet hendes samvittighed +var dysset isøvn ligesom hendes frygt . +Olga lod også til at være meget lykkelig , skønt Thorshøi +endnu tilhørte Ella imod hendes forventning og ville vedblive +at være dennes , så længe hun levede . Det var en stor +skuffelse ; men Olga trøstede sig ved håbet om grev platows +tilbagekomst . Nu var han fri , og hun , Olga , ville lære ham +at glemme Ella . Hun ville trøste ham ; hun ville opmuntre +ham ; hun ville gøre alt , hvad der stod i hendes magt , før +at vinde ham . +Grosserer Lehmann , som altid havde været meget alvorlig +og ordknap , så nu alvorligere ud og talte mindre end nogensinde +før . Han havde ikke set Ella siden forhøret , han kunne +ikke tåle synet af hende . Hun havde knust hans hjerte , han +ville aldrig forvinde dette slag . Hvad havde han ikke tabt i +tilliden til hende , hvem han havde elsket som ren og god ! +Thi han vidste kun før godt , at hun havde været ved sin fulde +samling , da hun udførte den skrækkelige gerning . Den eneste +solstråle , der have oplyst hans vandring , var nu forsvunden , +og han var ladt tilbage i fuldkomment mørke . +„ Havde hun blot været fra forstanden , da hun gjorde +det ! Nu er det kommmet før sent . “ +Solen skinnede zittrende gennem ruderne og standsede +ængstelig ved synet af to store sorte øjne , dybt indsunkne i +deres huler , et blegt , sorgfuldt ansigt og to magre gjennemsiglige + +hænder , der vare så tæl sammenfoldede , som skulle de +aldrig skilles . +„ Hvor er jeg ? “ stammede hun og løftede med besvær +sit hoved op fra puden . „ O ! 0 ! “ Hun sank tilbage i sengen +og bedækkede ansigtet med sine hænder . +Således lå hun en tid , som det syntes manglende +mod til at se virkeligheden i ansigtet . Så løftede hun igen +sit hoved og så sig om med et ængsteligt blik . +„ O , jeg er en fange ! Jeg har altså intet sagt trods min +beslutning at ville åbenbare alt . De have dømt mig skyldig +i den skrækkelige forbrydelse , skønt jeg er uskyldig . Men +hvorledes er jeg kommen her ? Jeg må have været bevidstløs ; +jeg kan ikke huske , hvad der er sket , efter at jeg blev opfordret +til al tale . Jeg ville jo tale , og endda er jeg i fængsel . — +nu husker jeg det ! Det var synet af hans hvide hår . der +lukkede mine læber ; alt løb rundt for mig , jeg kunne næppe +holde mig oprejst , jeg følte sådan en underlig smerte i mit +bryst . Der er alt , hvad jeg kan huske , — og nu er jeg her , +i fængsel ! “ Hun trykkede hænderne mod panden . „ Gud i +himmelen ! Det er som om jeg skulle miste min forstand . O , +Frederik , Frederik ! Hvor er du ? Kommer du ikke og frelser +mig ? “ Hun sank tilbage på puden . +„ Jeg vil liste mig ind og trøste hende , “ sagde en solstråle . +Der var den og kyssede den stakkels lidendes hånd . +Et mat smil oplyste hendes vemodige træk ; hun løftede +alter sit hoved , og idet hun så op imod himmelen , hviskedee +hun : +„ Tak , du lille solstråle ! Tak , al du minder mig om , +al der er en , som lever og våger over os , en , som ikke for + +glemmer den ringeste af sine skabninger ; han seer og hører mig +han vil frelse mig , hvis det er hans villie , at jeg skal frelses . +Guds villie ske ! Jeg overgiver mig i hans hånd ! “ +Hun foldede sine hænder , lukkede øjnene og faldt i søvn +med el stille smil . +Nogle timer senere blev hun vække ! ved støjen af døren , +der åbnedes . Hun vendte sig om og så nu i stedet for +en alvorlig , mørk fangevogter , som hun havde ventet , en ældre +kone med et godmodigt ydre og bagved hende en herre , hvis +alvorlige ansigt blev formildet af et venligt smil . +„ Godmorgen ! Godmorgen ! “ sagde han mildt og nærmede +sig sengen . „ Hvordan har vi det i dag ? Nå , jeg tror den +slemme hovedpine har forladt os . “ +„ Tak , jeg føler mig bedre . Jeg må vist have været meget +syg . Jeg kan slet ikke husfe , hvorledes jeg er kommen her . “ +Hun rødmede og vedblev med sænkede øjne : „ Tør jeg spørge , +hvor jeg er ? Jeg synes næsten , at dette Kammer ligner et fængsel . +Gør det ikke ? “ +„ Nej , hvad tænker de på ! Del gør det rigtignok ikke . +Hvorfor skulle de være i fængsel ! Det må de ikke tro ! del +må de ikke tænke , det vil kun gøre dem værre . Så vil +jeg før sige dem , hvor de er . De er på hospitalet . De +blev pludseligt angreben as en heftig feber som ganske berøvede +dem deres sandser . Men nu er de , som de selv siger , bedre . +De vil snart komme så meget til kræfter , at jeg kan tillade +dem at stå op og senere hen al forlade sygeværelset for at +gåto ure i den friske luft . +„ Hvorlænge er del siden , jeg blev syg ? “ +„ Det er længe siden . Men nu ville vi ikke tale mere + +derom . Nu må de kun tænke på at blive rast så snart som +muligt , at de kan komme ud og trække frisk luft . “ +„ Men forhøret ? “ stammede Ella og blev bleg . » Hvorledes +gik det ? Vil de ikke fortælle mig , hvad de ved derom ? +Jeg kan ikke huske det allermindste . Blev jeg frikendt ? Har +man opdaget den virkelige forbryderske ? Fortæl mig det endelig +altsammen ; ellers tror jeg , jeg bliver rent forvirret . “ +Overlægen vendte sig om mød sin collega , der netop var +trådt ind , med et blik , som sagde : +„ Hører de ? Nu har hun igen besieget sin kjephest . “ +Så vendte han sig igen til hende og sagde : +„ De må sandelig holde op med at tænke på dette forhør ; +der har jo intet været , det er alt sammen feberphantafier . +Og hvis de virkelig ønsker at komme dem , må de rent slå +disse tanker af hovedet og huske på , at det ikke er andet end +fantasier , fremkaldte af feberen . “ +„ Fantasier ! “ udbrød Ella og slog hænderne sammen . +„ Er det virkelig sandt , doktor ? De narrer mig vel ikke ? Er +frøken grøn ikke forgivet ? Og tror man ikke , at jeg har gjort +det ? Var jeg ikke med til forhøret såvel som alle de andre ? +Og forialte husholdersken ikke , at hun havde set mig bære +liget igennem corridoren ? Kunne alle disse skrækkelige ting , +som jeg husker ligeså godt , som om de vare skete i dette øjeblik , +være feberphantafier ? Gud være lovet ! Når de vidste , +hvor jeg har lidt ! Jeg kunne ikke have lidt mere , om det havde +været sandt alt sammen . Men det siger intet ; nu er jeg så +lvkkelig , at jeg let kan glemme den angst og rædsel , som om +jeg aldrig havde følt den . “ +Hun foldede sine hænder og et lykkeligt smil oplyste hendes + +ansigt ; hun bad en sagte bøn før at takke gud , fordi alt dette +kun havde været en feberdrøm . +Stakkels pige ! Nu var hun virkeligt på veje til at miste +forstanden . — +imidlertid havde begge lægerne trukket sig tilbage til en +krog , hvor de havde en alvorlig samtale om Ellas tilstand . +Kort efter vinkede de oppassersken hen til sig og gave hende +deres befalinger med hensyn til den syges behandling samt +pålagde hende at gøre alt , hvad hun kunne , før ar modarbejde +patientens fikse ide og , nårsomhelst hun begyndte at tale +om giftmordet og forhøret , at modsige hende og gøre hende +det begribeligt , at disse ting aldrig havde fundet sted . +Derpå fortsatte de atter deres samtale , som overlægen +til sidst endte med den erklæring , at patienten var uhelbredelig , +til hvilken mening den anden læge sluttede sig . +„ Nå , nu må de være glad og tilfreds “ sagde den første +og vendte tilbage til Ella . „ De må søge at opmuntre dem +selv og ikke spilde en eneste tanke på disse mørke fantasier . +De må stræbe efter at samle deres tanker ; så lover jeg dem +at de skal blive rask , før de aner det . “ +„ Men grosserer Lehmann , kommer han ikke og seer til +mig ? Jeg længes så meget efter ham . Jeg har under hele min +sygdom troet , at han var vred på mig . Hvor han så bedrøvet +og livstræt ud ! Jeg må se ham . De må love mig , +før de går , at han må komme til mig . Når de blot vidste , +hvor det ville trøste mig ! Jeg tror , det vil helbrede mig hurtigere +end alle deres dråber . “ +„ Værblot rolig , så skal han måske komme . “ +Lægerne forlod cellen , og oppassersken nærmede sig . + +„ Skal jeg ordne deres seng lidt ? “ wurgte hun venligt . +Ella takkede ; men hun følte sig så svag , hun ville hellere +prøve på al sove lidt . +„ Så vil jeg komme igen senere . “ Hun var ved at gå +da Ella kaldte hende tilbage . +„ Kan de begribe , hvorfra jeg fik alle disse forfærdelige +ideer ? “ wurgte hun og rejste sig lidt . „ Tror de virkelig , det +er sandt , at det kun har været feberfantasier ? “ +„ Ja , ganske vist , “ forsikrede den gode kone , følgende de +modtagne befalinger . +„ Er de også vis derpå ? “ spurgte Ella atter og så +hende alvorligt ind i ansigtet . +„ Ja , jeg er . Saml blot deres tanker , så vil de se , +jeg har ret . “ +„ Sig ikke del ! “ streg Ella . „ Sig det ikke , det vil gøre +mig gal . Seer de ikke , forstår de ikke , at hvis alt dette +virkelig kun har været indbildninger af mig , så må jeg jo +endnu være fra sands og samling ; thi jeg tror endnu bestandigt , +al det dog er sandt , og der er ingen magt i verden , +der kan få mig til at tro andet . Nej , det er så sandt +som at jeg lever . Modsig mig ikke ! Gud i himlen , jeg kan +ikke mere . Jeg er fra forstanden , del er tydeligt . Jeg kan +ikke længere skelne virkelighed fra indbildning . Ja , jeg må +være gal . Nu forstår jeg det alt sammen , dette Kammer , +disse to læger , denne kone , der skal passe på mig . Han havde +ret . Jeg er ikke i fængsel , skønt jeg er en stakkels fange ; +mit fængsel er en sindssygeanstalt . Har jeg ikke ret ? Se +blot , der står „ Bidstrup “ på lagenerne ! Jo , jeg er gal , de + +kan ikke nægie dej . “ Hun trykkede hænderne mod panden som +for ar samle sine tanker . +„ Nej , de er ikke på bidstrupsagde oppassersken . „ Det +er lutter indbildning , som de vil se , når de bliver rask . +Vær blot rolig og græd ikke , det er der flet ingen grund ril . +Lad mig ordne hovedgjerdet lidt ; de har aldrig for været så +utålmodig . “ +„ Har jeg ikke ? Glem ikke , at jeg er gal , eller at i snart +ville bringe mig dertil . Det er alt sammen hendes værk ; nu +har hun vundet Sejer . Men hun synes ganske at glemme , at +gud også våger over mig . Jo , jeg mister snart forstanden , +hvis den ikke allerede er bone ; men samme skæbne vil ramme +hende , straffens time vil komme , og så — ! Gå , forlad +mig , jeg trænger ikke til nogens hjælp , jeg er gal , jeg er død , +jeg er allerede begravet . Jeg er hende ikke mere i vejen . “ +Hun lo bittert og skjulte ansigtet i sine hænder . +Det var de sidste ord , hun sagde for lang tid . Ingen kunne +fra nu af få hende til at tale , hun syntes på en gang at +være bleven både døv og stum . Når hun blev tilialt , svarede +hun ikke , ja høne det ikke engang . Hun sad altid på gulvet +i den mørkeste krog af cellen med ansigtet begravet i sine +hænder . Hun hævede aldrig hovedet ved lægens indtræden , +og de kunne næppe få hende til at tage mod den nødvendigste +føde . Hendes eneste trøst bestod i den tur , hun hver dag +gik i haven , fulgt af vogtersken , der syntes at være den eneste , +hun havde nogen interesse for . Hun undgik med den største +omhyggelighed at møde de andre patienter , der også spadserede +i haven , og når hun desuagtet var så uheldig at støde på +nøgen af dem . blev hun ligbleg og rystede af angst og få + +sig om for at finde en udvej til flugt ; men så tog vogtersken , +der havde fået hende meget kær , fordi hun altid var mild og +eftergivende , hende ved hånden og førte hende ind på en +anden vej . — +det var en dejlig sommerdag . Fuglene sang , himlen +var blå , solen smilte så venligt og lod ethvert menneske +sole , at , hvad der end hænder , om man lider , om man sørger , +om ens hjerte brister af smerte , så bliver der dog altid noget +tilbage at glæde sig over , som ingen magt på jorden kan berøve +os . +Selv Ella følte dette , da hun , siddende på en bænk i +haven , så op mod himlen , lyttede til fuglenes kviddren og +indåndede den friske luft . +Hvad foregik der i det stakkels hjerte ? Hun vendte tit +sorgfulde ansigt mod himlen og hviskedee med tårefyldte øjne : +„ Din villie ske ! “ +Så vendte hun sig mod vogtersfen , der stod ved siden +af hende , og sagde mildt : +„ Elise ! Jeg vil gerne tale med doktor brun ; “ — det +var overlægen — „ vil de bede ham komme herned . “ +„ Jeg tør ikke lade dem være her ganske ene . De må +vente , til vi er komne tilbage til cellen ; så skal jeg gå +efter ham . “ +„ Så lad os gå straks . “ Hun rejste sig , og vogtersten +fulgte hende i tavshed . +Såsnart de vare komne ind , gik Elise efter overlægen , +og Ella satte sig på en stol . Det var længe siden , hun +havde benyttet sin stol , og overlægen syntes at være forundret +derover , da han trådte ind . + +„ De ønsker at tale med mig ? “ sagde han venligt . +„ Ja , det ønskede jeg meget . Men vil de ikke sætte dem ? “ +Han tog plads lige overfor hende , og efter et øjebliks +tankefuld tavshed begyndte hun : +„ De må forud tilgive mig , om jeg trætter dem med , +hvad jeg nu vil fortælle ; men jeg kan ikke længere udholde denne +rædsomme tavshed . Da jeg kom ud i haven og så mig omgivet +af den dejlige natur , var det , som fik jeg nyt mod , nye +kræfter , nyt håb , og jeg besluttede at fortælle dem alt og så +lade dem selv dømme , om jeg har min forstand eller ikke . “ +Hun standsede et øjeblik , og da hun bemærkede et svagt +smil om fin tilhørers mund , sagde hun med skælvende +slemme : +„ Jeg seer , at de nu som altid hører på mine ord som +yttringer af en sindssvag . Jeg beder dem , gør det ikke i +ellers kan de være overbevist om , at de til sidst virkelig vil +drive mig til vanvid . Søg idetmindsle blot for en kort tid +at tro , at jeg er ved min fulde forstand ; det er alt , hvad jeg +forlanger , og de kan ikke tabe noget derved . “ +„ Nu , så tal ! “ sagde doktoren og så på sit ur . +„ Jeg ved næppe , hvorledes jeg skal begynde , “ sagde hun +rødmende . „ Deres mistroiske smil har berøvet mig modet . +Men det må være nu eller aldrig . Først og fremmest vil jeg +sige dem , at jeg er ikke mere fra forstanden end de , som gøre +deres bedste for at helbrede mig . Trods alt , hvad de har +sagt om , at der aldrig har fundet noget giftmord eller noget +forhør sted , men at det kun var fantasier af min forvirrede +hjerne , trods alt dette , tror jeg og ved jeg , at det dog alt sammen +er sandt og alt sammen har fundet sted . Afbryd mig + +ikke ! Jeg ved ikke , hvilken grund de har ni ar ville have mig +til at tro det modsatte ; dog tvivler jeg ikke om , at deres +mening dermed er god . Men de tager fejl , forsikrer jeg dem ; +hvis de vedbliver at behandle mig på denne måde , vil jeg +inden kort tid virkelig miste forstanden . Sig mig klon hvad +har jeg gjort , som berettiger dem til at tro , at jeg er sindssyg ? +De ved , at det er sandt , at frøken grøn er bleven forgivet , +al der har været et forhør , og at man antager mig for +ophavsmanden til denne misgerning . De må vide del . da +alle andre mennesker vide det . Hvorfor nægter de det da og +vil have mig til al tro , at det er en fiks ide af mig ? Sig +mig det , eller jeg må tro , at de er hendes hjælper i dette +afskyelige complot . Jeg ved , det er hende , der er skyld i +min nærværelse her ; men hvor er det muligt , al de vil række +hånd til udførelsen af en så skændig forbrydelse ? ' +doktoren rejste sig . Han så igen på sit ur og sagde +halv sagte : +„ Hun er uhelbredelig , og hun bliver værre og værre hver +dag . “ Han nærmede sig døren ; men Ella rejste sig hurtigt +og hindrede ham i at åbne den ved at stille sig foran den . +„ Tal , eller har de virkeligt i sinde at berøve mig min forstand ? +Hvem har bragt mig hertil ? Var det Fru Lehmann ? +Svar mig , og jeg skal ikke mere besvære dem med mine spørgsmål . “ +, de +kom her under ledsagelse af Fru Lehmann og doktor +brink , som bad mig at læge mig af dem og behandle dem +med al den omsorg og venlighed , deres tilstand fordrer . Er +de nu tilfreds ? Så berolige dem , stakkels barn ! I morgen +skal jeg komme igen og se til dem . “ + +han forlod cellen . Hun vaklede tilbage til den mørke +krog og hviskedee : +„ Doktor brink ? — så må jeg jo virkelig være fra +min samling . Han ville ikke for aldrig det tillade nogen +at forurette mig , han ville tværtimod beskytte mig . O , min +gud , så er jeg gal ! Jeg er . . Hun bedækkede sine tørre , +brændende øjne med hænderne ; ingen tåre trøstede hende +eller mildnede den bitre smerte i hendes bryst . +Da lægen den næste morgen trådte ind , fandt han hende +atter siddende på gulvet i krogen , med ansigtet skjult i +hænderne . +Han talte til hende , hun svarede ikke ; han tog hendes +hænder bort , men hun løftede ikke sine øjne . Og fra den tid +af talte hun ikke til nogen eller så på nogen , selv ikke på +Elise . Hun gjorde alt , hvad man forlangte , hun var så lydig +som et barn ; men det skete alt sammen mekanisk som en søvngjængerske , +der ikke er sig bevidst , hvad hun gør . +„ Hun er uhelbredelig , “ erklærede alle lægerne , og uhelbredelig +var hun i sandhed ; thi hvor kan et menneske helbredes +for en sygdom , det ikke har ? -— +seks og tyvende kapitel . +„ Der er tredje gang i dette år , vi er her , og jeg håber , +at de denne gang ikke vil nægte os at få hende at se ; +vi er kørte en meget lang vej , og min kone og jomfru + +Pingel længes så meget efter ai tale med hende , stakkels barn . “ +Prokurator Kaufmann nærmede sig døren . „ Må jeg hente +dem ; de vente ude i vognen ? “ +„ Jeg så hellere , de ikke hentede dem , “ svarede overlægen +betænksomt . „ Jeg er bange for , at dette møde vil have en +uheldig indflydelse på hende . Hun er bleven mere sørgmodig +og ordknap end nogensinde , og jeg . . . , “ — han betænkte sig +lidt — „ Det er det samme ; jeg vil prøve , hvad virkning +synet af dem vil have . Vil de hente damerne , så vil jeg +selv følge dem ul hendes celle . “ +Gamle prokurator Kaufmann skyndte sig afsted så hurtigt +hans fødder ville tillade det , og kom snart efter tilbage , +fulgt af sin kone og jomfru Pingel . +De så begge så gamle , blege og bedrøvede ud , at de +neppe vare til at genkende . Det samme var tilfældet med +prokurator Kaufmann , skønt han i dette øjeblik havde påtaget +sig så tilfreds en mine , som om ingen sorg gnavede på +hans hjerte . +„ Jeg må opmuntre damerne , “ tænkte han , „ deres øjne +ere så røde og ophovnede , som om de havde grædt dag og +nat . “ +„ Ville de behage at træde nærmere , “ sagde doktor brun +med et høfligt buk . „ Jeg behøver vel næppe at bede dem +lægge bånd på deres følelser , medens de er derinde . +Skulle vi så gå ? “ +De fulgte ham . Damerne tørrede deres øjne med lommetørklædet ; +prokurator Kaufmann tog også sit frem for ubemærket +at aftørre de tårer , der havde samlet sig i hans ærlige +øjnede + +trådte ind . +Hun sad som sædvanligt på gulvet i fin krog med +ansigtet skjult i hænderne . Hun hævede ikke sit hoved ; hun +syntes ikke at have lagt mærke fil deres indtr��den . +„ Tal fil hende ! “ hviskedee doktoren fil jomfru Pingel . +Men den stakkels pige var ikke i stand fil at tale ; hun stirrede +på den mørke skikkelse med tårefyldte øjne , hun åbnede +læberne ; men der kom intet ord over dem . +„ Vil de da ikke prøve derpå ? “ Han vendte sig fil Fru +Kaufmann . Hun gjorde nogle skridt frem som for at nærme +sig Ella , hun prøvede også på at tale ; men ordene svigtede +hende , og hun bedækkede ansigtet med sit lommetørklæde og +græd højt . +„ Kære , kære barn ! “ Det var den gamle prokurator , +der knælede ned ved siden af Ella ; han tog hendes magre hæn > +der fra ansigtet , han så på disse blege , indfaldne træk . +Var dette Ella ? +Ja , det var syndens uskyldige offer ! — +„ Ella ! Ella ! Gjenkjender du mig ikke ? Jeg er Kaufmann , +din gamle ven . Se på mig , eller du vil få mig fil at +græde som et barn . “ +Intet svar . Hun syntes ikke at høre ham , ikke at være +sig hans nærværelse bevidst . +„ Ella , min engel , mit eget kære , kære barn ! “ Det var +Fru Kaufmann , som knælede foran den tavse skikkelse . „ Jeg +er her , jeg . Din gamle veninde . Se på mig , kender du +mig ikke ? “ Men Ellas øjne vare vedblivende fæstede på gulvet . +„ Kom ! “ sagde doktoren . „ Nu seer de selv , at hun ikke +kender dem . Det er til ingen nytte at blive her længere . + +damerne gøre bedre i at opgive det . “ Han vendte sig mod +døren . +Fru Kaufmann og hendes mand rejste sig med et smerteligt +blik . Men nu kom Martha til sig selv og styrtede frem +med et skrig . +„ Ella ! Ella ! “ Hun slog armene om den stakkels lidende +og trykkede hende til sit trofaste hjerte . „ Ella ! Ella ! “ Hun +så hende hæve sit hoved og fæste sine øjne på hende , kun +et øjeblik ; det var alt . Hendes hoved sænkede sig igen , og +hun blev rolig og kold som en marmorfigur . +„ Gode gud ! “ Martha løsnede fine arme . . Hun genkender +mig ikke ! O , jeg troede , at hun havde kendt mig . Gid +jeg aldrig havde set hende ! “ +„ Kom ! De har allerede set for meget . “ Doktoren førte +dem bort , døren blev lukket efter dem , deres fodtrin døde hen , +alt var igen stille . . . . Nej , et skrig lød gennem cellen , sagte +og klagende : +„ O , de er komne for seænt ! Hvorfor kom de ikke før ? +Gid jeg var død ! Gid jeg var gal ! Gal — er jeg ikke gal ? +Jo , jeg er gal , gal ! “ +Nu fik de længe tilbageholdte tårer frit løb . Hun brast +i en heftig gråd . +Syv og tyvende capitel . +„ Jo , jø ! Jeg mener , at her er en , der kunne fortælle en +god del , når hun blot ville , ' sagde gamle Mads . „ Det + +samme kunne jeg . for jeg er ikke fuld så blind og døv , som +folk bilde sig ind . “ +„ Så kunne jeg nok have lyst til ar vide lidt mere om +den ting , som du altid slår på , “ sagde skytten med et listigt +smil . „ Du ved nok , at der er mange , som altid ville bilde +andre ind , at de vide mere end de . Hvad om du hørte til +den slags , Mads ? Jeg tror det . Tager jeg fejl , så viis det +ved at åbne munden engang ! “ +„ Tale og ikke tale er forskellige ting , “ svarede Mads +og gned sin næse . „ Hvad der er gjort , kan ikke blive ugjort ; +hvad der er sagt , kan ikke blive usagt . Jeg foretrækker at tie . “ +„ Men når du vil tie , skal du ikke gøre sådant et +spræl med din viden , “ sagde staldkarlen . „ Du bærer dig +ad accurat som en , der vil ud med Tingen , men kun vil have +et lille puf i nakken som anledning . “ +„ Gør jeg ? “ sagde Mads tørt og tog nogle vældige drag +af piben , drak derpå en slurk øl og åbnede sin vest . +„ Ja . det skulle jeg mene , du gør . “ sagde den gamle +kokkepige . „ Men når du har sagt a , bor du også sige b , +ellers kan man ikke stole på dig . Så må du være tvetunget ; +det havde jeg aldrig troet om dig , Mads . “ +„ Havde du ikke ? “ var det eneste svar , Mads gav . +„ Nej , jeg havde ikke . “ +„ Jeg heller ikke . “ mumlede Mads . +„ Det kan være det samme , Mads ; vær du tavs , så længe +du lyster . Sig os blot , hvad det er for en . huns der +kunne fortælle os en god del , hvis hun ville ? “ +„ Der kommer hun , “ mumlede Mads , og alles øjne blev +fæstede på rose , stuepigen , der netop trådte ind i det varme , + +oplyste køkken , hvor et stort bål blussede på skorstenen , +som hun nærmede sig med raske trin . +„ Nå , rose , hvor har du været ? Du seer så kold og +forfrossen ud som en jistap , “ sagde kokkepigen skarpt . +„ Hvor jeg har været , “ gentog rose . „ Jeg vidste ikke . +At jeg skyldte dig nogen forklaring derover , Maren ! Tjener jeg +måske dig ? Eller kommer jeg nogensinde til det ? “ +„ Du ligner altid dig selv ! Du har mere end nok af ord , +men for lidt af forstand . Dog her skal alligevel være plads +til dig ; kom og sid ned ! “ +„ Tak , Maren . Vær vis på , at jeg havde gjort det også +uden din opfordring . Godaften , Peer ! Var det dig , som +sfrækkede mig sådan før med et skud ? Du fik mig til at løbe +igennem skoven som en hare . “ +„ Ah ! Igennem skoven ! “ udbrød Maren med et fiffigt +smil . „ Hørte i , hun sagde igennem skoven ? “ vendte hun +sig til de andre . +„ Ja , igennem skoven ! Igennem skoven ! Igennem skoven ! “ +Gentog rose trodsigt . „ Have i nu hørt det alle sammen ? +Eller skal jeg gentage dej igen ? “ +„ Nej tak , rose ! “ sagde staldkarlen leende . „ Kom heller +og sæt dig ned ved siden af mig ! Vi talte netop om alt , +hvad der er gået for sig i den sidste tid . Og Mads siger , +at han ved meget , hvis han ville fortælle , og at du ved en +god del mere end han . Men vi andre tro det ikke , for du +hører ikke til dem , der have opfundet krudtet . Nej , så vil +jeg før antage Mads for at vide en lille smule . “ +„ Vil du det , du dumme menneske ? Men hvad om du +tog fejl ? Jeg tror , du gør det . “ + +. Tror du ? “ Staldkarlen så til de andre som for at +sige : „ Nu har jeg hende , pas bare på . “ +„ Hm ! “ mumlede Mads ; . gamle fugle fanger man ikke +med avner . “ +„ Hvem bad dig om at tale ? “ spurgte kokkepigen . +„ Øg hvem beer dig tale ? “ brummede Mads . +„ Jo , Mads har ret ; gamle fugle fanger man ikke med +avner ! “ lo rose triumferende . „ Jeg har , som Ole siger , +intet at fortælle ; jeg ved slet intet , jeg er en ulærd pige . “ +„ Godt ! “ faldt skytten ind . „ Det er også det samme , +for der kommer Dorthe , og jeg vil vædde ti mod en på , at +hun er den eneste her , som har noget at fortælle . Hun og +Jacob , “ — han fæstede sine øjne på rose med et drillende +udtryk — „ vare rigtig gode venner ; der er endogså dem , som +vil vide , at de vare kjærestefolk . “ +„ Du lyver ! Gentog blot dine ord , og du skal få dem +tilbage lige i øjnene . “ +„ Hvad er der i vejen ? “ spurgte Dorthe . „ Hvor rose +seer vred ud ! Nå , er i alle både døve og stumme ? “ +„ Kom og sæt dig ned hos mig , Dorthe , “ sagde Ole , „ så +skal jeg fortælle dig alt . Rose er vred på Peer , fordi han +siger , at du ved meget mere end hun om et og andet , som +har fundet sted i den senere tid , og fordi han mener , af du +og Jacob holde lidt af hinanden . “ Her tilkastede Ole hende +et hemmeligt blik for af lade hende forstå , al han havde sine +grunde til af ønske , af hun ville lade , som om Peer havde ret . +„ Nå , selv om Peer havde ret , kan jeg ikke se nogen +grund til af blive vred på ham derfor , “ sagde hun med et +spørgende blik på rose . „ Jeg tror , af hverken Jacob eller + +leg miner nogen forklaring over den Ling ; vi have begge +lov til af gøre , hvad vi ville . Det skulle more mig af se +den . der ville forhindre os i del . “ +„ Skulle det , din tossede pige ? Godt ! Så se på mig ! +Jeg skulle mene , jeg har Rei til af gøre det , siden jeg skal +være Jacobs kone med det første , om gud vil . “ +„ Ha , ha , ha ! Tror du , vi er så dumme af tro alt , +hvad du fortæller os , så fager du rigtignok fejl . Nej , rose , +vi er ikke som jomfru Pingel , der troede på den historie , +du fortalte om hendes kat , stakkels silke , der forsvandt på +så forunderlig en måde . Hvor dumt at tro , at nogen havde +stjålel silke ! Silke , som aldrig forlod jomfru Pingels værelse +uden for at svippe ud i køkkenet . Nej , vi er ikke nær så +dumme , som du og Jacob bilde jer ind . “ +„ Silke blev ikke stjålen , “ brummede Mads . „ Jeg er +hverken døv eller blind . Jeg kunne fortælle sandheden så +godt som rose og Jacob selv , når jeg blot ville . “ +„ Kunne du ? “ sagde Dorthe . „ Jeg tvivler på det . Rose +og du er nok lige så kloge , hvad katten angår , som jomfru +Pingel selv , skønt i påtage jer så vigtig en mine . +Men jeg kender den hele historie , og er det sandt , at du også +gør del , så fortæl den , og jeg skal bevidne , om den er +rigtig . “ +„ Der er ingen uden jeg og Jacob , som kender stakkels +silkes virkelige ende ! “ råbte rose , rød af vrede . . Jacob +stoler kun på mig ; derfor har han kun betroer mig det hele . “ +„ Så fortæl del ! “ sagde staldkarlen . „ Fortæl del , og +vi er villige til at fro , al du er stakkels Jacobs udvalgte . “ +„ Stakkels Jacob ! Han er ikke mere stakkel end du og + +alle andre , han er tværtimod heldigere stillet end de fleste af +jer . Jeg kender dem . som have gjort meget mere end Jacob +for at vinde mit hjerte , skønt de nu påtage sig en mine , +som om de elskede en anden op over begge øren . “ +„ Men silke ? Glem ikke hendes historie over din egen ! “ +Sagde skytten smilende . +„ Silke er ikke stjålen , “ mumlede gamle Mads . +„ Fuldkommen sandt , “ sagde staldkarlen ; „ men spørgsmålet +er : hvordan var hendes endeligt ? Blev hun druknet , +forgivet . . . . ? “ +„ Forgivet ! “ råbte Dorthe med blege kinder . „ Tal ikke +om gift i dette hus ! “ +„ Del er sandt ! Jeg havde rent glemt den fæle historie ! “ +Og de blev alle blege og så sig om med ængstelige blikke . +„ Nå , rose , fortæl os så , hvordan silke kom af dage +det er en trist aften . Hør , hvor det regner og blæser udenfor ! +Det er bedst at være under tag , når man ikke har lyst +til at blive så våd som en druknet mus . Altså , silke gik +en aften eller en dag ud i køkkenet og der . . . . ? “ +„ Jeg har lovet Jacob aldrig at fortælle det til nogen ; +men da det nu er så længe siden , tænker jeg , at det er ham +ligegyldigt . “ Rose så sig omkring for at se , om hendes tilhørere +nu også vare opmærksomme ; det syntes de at være , og +hun vedblev med en tilfreds mine : +„ I ved , at silke netop forsvandt den nat , da frøken +Hildebrand døde her . Ja , det er en underlig historie ; jeg har +næsten ikke mod til at fortælle den . I huske jo nok , hvor pludseligt +hun døde samme nat , hun var kommen hertil , jeg sad i + +» “ “ mrv livret ^ytvi , vu inev ^zucvo +trådte ind med blege kinder og ængsteligt blik . +„ Rose ! “ råbte han , „ kom , men vær hurtig . “ +Jeg rejste mig straks og fulgte efter ham ud i køkkenet . +Der lå silke på gulvet , så død som en sild . +„ Hvad skal jeg gøre ? “ råbte Jacob . „ Jeg tør ikke sige +det til jomfru Pingel ; hun vil tro , at jeg har dræbt den , +skjøndt jeg er så uskyldig som et svøbelsebarn . Tænk blot . . . “ +Men jeg gav ham ikke tid til at fuldende . „ Stille ! “ +Sagde jeg , greb silke og gik med den ind på mit værelse ; +han fulgte efter , og da vi havde låset døren af og skjult +silke i min seng , sagde jeg : +„ Fortæl mig nu det hele , Jacob . “ +„ Ja , “ sagde han og satte sig på en stol . „ Du ved , +at jomfru Pingel har pålagt os aldrig al sætte noget , hvor +silke kan få fat på det , da hun er bange for , at den grimme +kat skal spise noget , den ikke har godt af . Nu hændte det sig , +at Fru Lehmann , som var ene i dagligsluen , ringede , og jeg +skyndte mig da ind for at høre , hvad hun ville . +„ Der , Jacob ! “ sagde hun . „ Bring dette glas vand ned +til frøken grøn ; hun har glemt at drikke det , før hun gik . +Du vil finde hende i haven . “ +„ Jeg tog glasset , satte det på en bakke og gik ned i +haven , hvor jeg fandt frøken grøn spadserende op og ned med +frøken Hildebrand . Jeg rakte hende glasset , men hun bød +frøken Hildebrand det , så kunne jeg gå efter et andet til +hende . Den gamle drak da vandet , som om det havde været +vin og rakte det tømte glas til mig . “ + +„ Hvor dog Vandel beder smager underligt ! “ sagde kun . +„ Man skulle tro , at det var brøndoand . “ +„ Nej , det er det ikke . “ sagde frøken grøn . „ Jeg synes +heller ikke , at det smager anderledes end vand i almindelighed “ +Så gik jeg ind i køkkenet efter et rent glas , da jeg +syntes det andet så så grumset ud , og vi ved nok , hvilken +stads frøken grøn gør af sig selv . I mit hastværk glemte jeg +ganske jomfru Pingels silke , og efter at have sat det tomme +glas på bordet forlod jeg køkkenet , grundende over , hvorfor +Fru Lehmann havde set så bleg og ængstelig ud , da hun befalede +mig at bringe Vandel ned til frøken grøn . Noget senere +kom jeg tilbage til køkkenet og fandt silke i færd med at slikke +glasset . +„ Silke ! “ råbte jeg til bæstet , der stod på bordet i fuld +beskæftigelse . „ Vil du lade glasset stå . “ Men i samme +øjeblik gjorde den et par underlige hop og Spring og faldt +ved om . Se . hvad skal jeg nu gøre ? Jeg tænker , jomfru +Pingel skærer ørerne af mig , når hun hører den rette sammenhæng . “ +„ Men +hun behøver ikke at høre den , “ sagde jeg . „ Der +er ingen uden du og jeg , der ved det . Lad det så blive +en hemmelighed mellem os . Du kan begrave silke i haven , +når alle er gåde til sengs ; og ingen vil ane sandheden . “ +Det gjorde han da og der har i silkes virkelige historie . “ +„ Det var en underlig historie , den , “ bemærkede skytten . +„ Hvorledes kunne silke dø af at slikke et tomt glas ? Nej , den +har spist noget , før den slikkede glasset , det tør jeg nok sigeså +Jacob er uskyldig i dens død . “ +„ Jeg sagde netop det samme , “ forsikrede rose . „ Men + +hun mente lige godt , al det var bedst , vi begravede den og love +være at tale til nogen derom . “ +„ Jeg bilder mig nu ind , at der er nogen , som har forgiver +stakkels silke , en eller anden , der ikke holder as jomfru +Pingel , “ mente Dorthe . +„ Tys ! hvor du taler ! “ mumlede gamle Mads . „ Hold +din mund . “ +„ Nå , så det var stakkels silkes historie , “ sagde staldkarlen . +„ Ja , livet er en underlig ting . Silke døde altså +netop samme aften , som frøken Hildebrand døde om natten , +skjøndt hun intet glas havde slikkel , stakkel ! “ +. Intet glas slikket ! “ +„ Intet glas slikkel ! “ lød det fra mund til mund , og de +så alle på hverandre med ængstelige blikke . +„ Var det ikke frøken Hildebrands glas , den flikkede ? “ +Hviskedee til sidst den gamle kokkepige . +„ Jo , det var , “ sagde rose skælvende . Og de nys så +glade og tilfredse ansigter blev oødblege . +„ Tys ! “ +I delle øjeblik blev døren til jomfru Pingels værelse +åbnet , og gamle Martha stod på dørtrinet med et ansigt lige +så blegt som deres , der sad om bordet i køkkenet . +„ Ole ! “ sagde hun med lav stemme . „ Spænd straks for +vognen ! “ +„ Spænde for vognen ! Men ved de også , at det er det +rædsomste vejr ude ? “ spurgte Ole forskrækket . +„ Gør blot , som jeg siger . “ Døren blev igen lukket , og +jomfru Pingel begyndte at tage sit overtøj på med skælvende +hænder . + +„ De ! må jeg sige , del var en god ide af jomfru Pingel +stakkels Ole ! Han ville nok hellere gå til sengs end +køre ud med den gamle , vrantne husholderske i et sådant +vejr . Hvad mon del betyder ? Jomfru Pingel , som så sjælden ! +Tager ud . og så at vælge en sådan aften ! “ sagde skytten . +„ Så i , hvor bleg hun var ? “ spurgte Maren . „ Man +skulle næsten tro , hun havde opdaget noget meget vigngtmon +hun ikke har lytter ved nøglehullet og hørt historien om +silke ? “ +„ Vrøvl , Maren , “ mumlede Mads . +„ Vrøvl ! Jeg er ikke så dum , som du tror , Mads . Jeg +er kokkepige og har nu værer kokkepige i fire og tyve år , +og jeg kan fortælle , at jeg har ikke kogt for ingen ting i al +denne tid . Jeg kunne forudsige , da vor kære , gamle frøken +skulle dø . Jeg kunne forudsige . . . . “ +„ Vrøvl ! “ sagde Mads . „ Du kunne intet forudsige , intet , +uden hvad jeg havde fortalt dig lidt i forvejen . Jomfru Pingel +er endelig engang bleven ked af sit eget selskab , del er det +hele . Hvad enten hun får lyst til at køre en regnfuld aften +eller en måneskinsasten , det kommer ikke dig ved . Forstår +du ? Sådan en gammel en som du skulle ikke sætte +de unge fluer i hovedet , som du bagefter kan få møje nok +med af slå ihjel igen . “ +Jeg vil spare læseren for Marens svar , der just ikke var +meget høfligt . +Imidlertid kørte gamle Martha hen ad vejen , så hurtigt +hestene ville løbe , uden af lægge mærke til det slemme vejr +ler gjorde alt for af gøre det så uhyggeligt for hende , som +muligt . Men det var forgæves . Hvad brød hun sig om vejret ? + +hun havoe kun tanke før en ting , og det var historien +om silkes død . Kokkepigen , der „ ikke havde kogt forgæves +hele den lange tid “ , havde ret . Jomfru Pingel havde bør ! +Alt og var nu på vejen til sin gamle ven . Prokurator Kaufmann +for af fortælle kam , hvad hun havde hørt , for af spørge +ham om råd , for af vende op og ned på hele verden , om +det gjordes fornødent , for af frelse Ella . Ella ? — kunne hun +frelses ? — nej ! Men for af frelse Ellas navn , gamle frøken +hjelms , hendes elskede herskerindes navn . +Vognen standsede et lille stykke fra marie-lyst , hvilket +jomfru Pingel havde ønsket . Hun steg ud og gik resten af +vejen tilfods . Da hun nåde huset , gik hun lige til prokuratorens +værelse , som om hun ikke ønskede , at nogen anden skulle +erfare hendes nærværelse . +„ Det er forunderligt ! “ sagde den gamle mand tankefuldt , +efter at have hørt på hende . „ Er de vis på , at hun holdt +sig til sandheden ? “ +„ Ganske vis ! Men det er ikke alt . Jeg har selv haft +en anelse om noget slemt , lige siden frøken Hildebrands pludselige +død , “ sagde Martha og så sig om med et ængsteligt +blik . Hun trak sin stol nærmere hen til prokurator Kaufmann +og vedblev hviskende : „ men da jeg ikke var sikker i min +sag , manglede jeg mod til at tale til nogen derom . Så kom +denne rædsomme ulykke og bragte mig til at glemme alt andet , +indtil i aften , da jeg sad i mil værelse og grundede over alt , +hvad der er sket i den sidste tid , og sagde til mig selv : +„ Det er ikke muligt , hun har aldrig udført denne skrækkelige +gerning . Lad der ske , hvad der vil , lad folk lænke og +sige , hvad de ville , jeg påståer , at hun er uskyldig , fuldkommen + +uskyldig ; thi jeg kender hende bedre end nogen anden ; jeg har +kendt hende , siden hun ikke var større end så . Nej , hun har +aldrig , aldrig gjort del ! Dej må være en anden . . . . Når +jeg blot vidste , hvor jeg skal søge den rette ! “ — +i dette øjeblik overfaldtes jeg af en underlig tanke , en +tanke , der bragte mig til al skælve ; men jeg beroligede mig +igen . „ Det kan ikke være tilfældet , “ sagde jeg til mig selv . +„ Hun har aldrig gjort noget , som giver dig ret til at unstroe +hende . “ Men så tænkte jeg igen : „ Hvad har da Ella , +det uskyldige barn , gjort , som giver folk ret til al mistro +hende ? “ +Således sad jeg og grundede og grundede , da med et +en munter latter fra køkkenet afbrød mig i mine tanker . Jeg +kunne ikke lade være at lytte til de glade stemmer og hørte +på ben måde , hvad jeg nylig har fortali dem . Hvad mener +de nu ? Hvad skal jeg gøre ? Tror de ikke , at jeg nu har +grund til at mistroe hende ? Jeg tror nu forvist , hun har +begået både den ene og den anden af disse skrækkelige gerninger , +skjøndt jeg ikke forstår , hvorfor hun har gjort det . “ +„ Men vi have ingen vidner mod hende ! og den blotte +mistanke kaster ingen mand af hesten , “ sagde prokuratoren +tankefuld . +„ Jeg er fuldkommen vis på , al hun er skyldig , så vis +som om jeg havde alle de fornødne vidner derpå . Jeg har , +som jeg før sagde , allerede i længere tid haft mistanke til +hende . Hvorfor kan jeg ikke sige ; men jeg har haft det og +har del . “ +„ Jeg ved ikke , hvad vi skulle gøre “ mumlede den gamle +prokurator efieriænksom . „ Vi have ikke ret til at fremkomme + +med beskyldninger mod hende , der er byggede på blot mistanke . +Men jeg skal tænke nærmere derover og se , hvad ser +kan gøres . Jeg må tilstå , jeg er ikke selv fri for at have +mistro til hende . Jeg har aldrig haft gode tanker om hende . “ +„ Heller ikke jeg , “ sagde Martha . „ Jeg har altid tiltroet +hende alt ondt , hvorfor da ikke også dette ? Jeg kan aldrig +glemme , at hun gav befaling til at lade stakkels Brunhilde +skyde . — men jeg havde nær glemt , at jeg har nogle breve , +som måske kunne være til nytte i denne sag , de er . fra +Fru Lehmanns husholderske ; hun er et søskendebarn til mig , +og vi skrive jevnlig til hinanden . Her er de- , der står omtalt +i dem alt , hvad der er hændet i grosserer Lehmanns hus +fra aftenen før frøken grøns død , til den dag Ella blev kørt til +Bidstrup . Jeg er , som de ved , kun en uvidende gammel pige , og +det samme er mit søskendebarn , den omtalte husholderske +men hun vidste , at det havde mere end almindelig interesse for +mig at høre alt om denne skrækkelige tildragelse , der har haft +så sørgelige følger for min stakkels Ella , netop gennem hende , +der har været vidne til det alt sammen , og som tillige er den +sandfærdigste kilde , jeg kunne få det fra . Tag brevene , +prokurator Kaufmann , og gud give , de måtte finde noget i +dem . som kunne opklare det mørke , der omgiver os . Nu er +det bedst , jeg kommer afsted igen . Jeg tænker , dette bør blive +en hemmelighed imellem os . De ved , det er allerede vel +meget , når to personer kende samme hemmelighed , så meget +værre , når ti kende den . Farvel ! Gid mit komme beder i +aften må være til noget gavn for vor stakkels , jeg tør roligt +sige , uskyldige Ella ! “ Hun trykkede den gamle mands hånd +med varme og forsvandt lige så lydløst , som hun var kommen . + +„ Nå ! “ sagde prokurator Kaufmann og trak lampen nærmere +hen til sig . „ Jeg vil gjennemsee disse breve , det kan i +alt fald ikke skade . “ Han « åbnede pakken og tog det første +brev , der var mærket med et stort „ Nr . 1 “ . „ Det er rigtigt - +vi bør altid begynde med begyndelsen , “ tænkte han . „ Godt lad +os så se . “ +Min kære Martha ! +Efter at have modtaget dit brev , hvori du beder mig +fortælle dig alt , hvad der er hændet her i den sidste sørgelige +tid , skynder jeg mig at opfylde dette dit ønske , da jeg nok +kan tænke , du længes efter at høre noget om stakkels frøken +hjelm . Jeg sætter mig derfor straks til at fortælle dig alt , +hvad jeg selv har været vidne til . Jeg vil begynde med aftenen +før den rædsomme nat , da ulykken kom over os . Jeg er +nødt til at bekende , at frøken grøn og frøken hjelm havde +havt en alvorlig trætte den eftermiddag , hvorfor jeg var meget +forundret ved at se , hvor rolige begge vare , da de om aftenen +samledes i spisestuen for at drikke the , medens derimod Fru +Lehmann , der , så vidt jeg ved , ingen del havde haft i denne +trætte , sås så bleg og træt ud , som jeg aldrig mindes at +have set hende før . Nå , da jeg nu gjorde mig i stand til at +skænke the , sagde Fru Lehmann med et : „ Jeg behøver dem +ikke længere , Hansen . Jeg vil selv skænke the i aften . “ Så +forlod jeg værelset , noget forundret , må jeg tilstå , da det +var første gang , siden jeg kom i grosserer Lehmanns hus , +at fruen ønskede at skænke the selv . Hun plejer ellers ikke +at holde videre af at gøre sig ulejlighed med den slags ting . +Men nu kommer jeg til noget , jeg næsten mangler mod til +at skrive , hvorfor jeg beder dig brænde dette brev , så snart + +du har læst det , da jeg frygter for , ai der ellers kunne blive +farligt for stakkels frøken hjelm , hvis del blev seer af nogen , +der ikke er hendes ven . Du må vide , at jeg , skønt min samvittighed +sagde mig , at jeg ikke burde skjule det , alligevel tang +dermed , da jeg blev forhørt . Jeg kunne ikke få det over +mine læber , da jeg følte , ar der ville være mere end nok for +dem til at erklære den stakkels pige skyldig . Hør blot ; da de +alle havde forladt spisestuen og jeg gik ind for al gemme og +ordne , hvad der stod på bordet , opdagede jeg , al der lå +noget spredt på theebakken , der lignede hvidt pulver . „ Der +må vel være noget strøsukker , “ tænkie jeg og samlede noget +af del på enden af min finger for af smage på der . Men +det var ikke sukker ; nu tror jeg med vished al turde sige , +det var arsenik . Men dengang havde jeg jo ingen grund til +af undersøge det nærmere ; derfor tørrede jeg det ligegyldigt af +og ville til af forlade værelser efter ai have ordnet alt , da jeg +ved ar gå nogle skridt frem fik øje på noget hvidt , som +lå under bordet . Jeg bøjede mig ned og tog det op ; det +var et stykke papir , hvorpå der stod der nu så rædsomme +ord : arsenik . Skønt jeg blev forundrer herover , havde jeg +dog ikke den mindste mistanke om det reite sammenhæng . +Hvor kunne jeg del ? Jeg gemte papiret i min lomme , spørgende +mig selv , hvorledes der kunne være kommen der under bordet , +og gik så op på mit værelse for af lægge mig , da jeg havde +en voldsom hovedpine . Men jeg kunne ikke sove ; og hvad der +skete siden , ved du allerede . Jeg fik desto værre snart at +vide , hvorledes delte papir var kommen under bordet i spisestuen , +og netop derfor var det , jeg flygiede . De fandi dog mit +opholdssted ; men skønt de trængte hårdt ind på mig , beholdt + +jeg dog min skrækkelige hemmelighed for mig selv , og de +skulle aldrig fravriste mig den . Dog , nu er hun jo frelst , skønt +gud forbarme sig fok måden , hvorpå dej er skeer . “ +Her lagde prokurator Kaufmann , som havde set meget +urolig ud under læsningen og viist tegn på den største overraskelse , +brevet fra sig og rejste sig for at måle gulvet med +lange skridi . +„ Det uvidende fruentimmer ! “ mumlede han mellem tænderne . +, al skjule der for mig i al denne tid ! Der er en meget vigrig +opdagelse . Men alligevel . . . . ? Hun må selv tilstå hele +sandheden ; det er den eneste måde , jeg seer . Men hvorledes ? — +jeg må se at lage hende med storm , al overraste hende . +Nu er jeg vis på , del er hende , der har begå ! Forbrydelsen . +Der er på den høje tid al handle . “ Han Irak i klokkestrengen , +en gammel tjener viste sig straks efter . +„ Spænd straks for . Peter ! Tror du , vi kunne være på +jernbanestationen , før toge ! går ? “ +„ Jernbanestationen ; Herren bevare os ! Vil de resie i +sådant ej vejr ? “ +„ Hvad yar vejret med min rejse ar gøre ! Gør blot , +som jeg befaler , men hurtigt , jeg har ingen tid af spilde . “ +Otte og tyvende capitel . +Fru Lehmann sad i dagligstuen . Hun var ganske alene . +Olga var i selskab , grosserer Lehmann i klubben , så hun + +havde god tid til af ruge over sine tanker , da hun havde en +slem hovedpine og derfor var nødt til af holde sig hjemme . +Skjøndt meget mod sin villie . +Hvor hun var forandret , gammel , rynket og sammenbøjet ! +Der var noget i hendes hjerte , som jagede freden bort fra +hendes ængstede bryst og tappert modstod alle forsøg på af tilbagetrænges . +Stormens +tuden bragte hende til af fare sammen og skælve . +Regnen der slog tungt imod ruderne , fik hende til af blegne . +Ilden i kakkelovnen , der flammede og gnistrede , fik hende til +af lytte med ængstelige blikke , der tydeligt udtrykte ordet : +„ Skyldig ! “ +Ja , øjet er i sandhed sjælens spejl . Vi behøve ikke +ord til af tolke vore tanker med ; øjet er deres bedste tolk . — +et stærkt vindstød bragte i dette øjeblik huset til at +ryste , som om det ville styrte sammen . +, o , gud nåde mig ! “ hviskedee hun og slog hænderne +sammen . „ Man skulle tro , det var dommedag og verden nær +fin ende ! “ +Lampen brændte mat , som om den manglede olie . Dens +blege skin formåede ikke at oplyse værelset , der så ensomt +og uhyggeligt ud . +Døren gik op . +„ Hvem er det ? “ Fru Lehmann drejede hovedet og fæstede +sine øjne på en mørk skikkelse , der langsomt trådte ind . +„ Hvad er der i vejen ? “ råbte hun med skælvende +stemme . „ Hvem er det ? “ +Skikkelsen lukkede døren omhyggeligt efter sig , og efter +at have set sig om i det halvmørke værelse , nærmede den sig + +Fru Lehmann med hurtige skridt , standsede lige foran hende +og sagde i en bestemt tone , pegende på hende : +„ De har forgivet frøken Hildebrand ! De har forgivet +frøken grøn ! Alt er opdaget , jeg kommer for at arrestere dem . “ +En frygtelig bleghed bedækkede Fru Lehmanns kinder . +Hun udstødte et højt skrig , kastede sig for prokurator Kaufmanns +fødder og råbte med foldede hænder og et blik , fuldt +af rædsel : +„ Jeg vil ikke dø ! Frels mig , frels mig ! “ +Ni og tyvende capitel . +Vi finde grev platow endnu i Italien , i samme hus , +ja i samme værelse , hvor vi sidst traf sammen med ham . +„ Nå , her er da endelig noget mere om giftmordet i +København , “ sagde en ældre herre , der sad lige overfor ham , +ivrigt beskæftiget med at læse et blad . „ Nu skal de høre ! +Det lader til at være noget indviklet . “ Og han læste højt , +som følger : +„ Det er en i sandhed s��lsom historie , vi her for anden +gang skulle berøre i vore Spalter . Vi tør måske forudsætte , +at vore læsere endnu ikke have glemt den skrækkelige forbrydelse , +der for nogen tid siden fandt sted i København , et +giftmord på en dame , en frøken grøn . Man troede , at +have fundet forbryderen i en ung dame , en frøken hjelm , +der imidlertid netop den dag , da der fluide holdes forhør + +øver hende , mistede forsfanden , som man dengang antog , ramt +ar fin onde samvittighed . Det har imidlertid viist sig , at såvel +renen som den offentlige mening har laget sejl . Den unge +dame er fuldkommen uskyldig , og den rette forbryderske , der +nu er opdage ! , er en Fru Lehmann , i hvis hus frøken hjelm +yar været fra barn af , ligesom også frøken grøn har opholdr +sig der i mange år , først som gouvernante , senere som +fruens selskabsdame . Denne har , som det synes , ikke blot +forgivet frøken grøn , men også en frøken Hildebrand , der +var hendes gæst og pludselig ! døde på el besøg , hun aflagde +Fru Lehmann , der hver sommer ligger på landet på godset +thorshoi , som tilhører frøken hjelm . Men dette er endnu ikke +all ; hun har fremdeles tilstået , al de , ! unge pige ikke var fra +forstanden , da hun bragte hende til sindssygeanstalten , men +kun angreben af en stærk feber , der for ent id havde berøvet +hende sin samling , hvoraf Fru Lehmann benyttede sig nl at +få familiens huslæge , dr . Brink , nl ar attestere , at frøken +hjelm virkelig var fra forstanden . Dr . Brink , der for en +måned siden er afgået ved døden , skal have været en overordentlig +retskaffen og brav mand , der altid havde holdt meget +af frøken hjelm , hvem han havde kendt fra barn af . Delte +vidste Fru Lehmann og benyttede sig heraf , idet hun bad ham +stå hende bi med at frelse den stakkels unge pige fra den +siraf , der ventede hende . Skjøndl han , som så mange andre , +aniog frøken hjelm for skyldig , lod han sig til sidst overtale ril +al gå ind på planen og attesterede , al den unge dame var +sindssvag . Det er mærkelig ! al se en kvinde lægge og udføre +så son en plan . +Skjøndl vore læsere rimeligvis er begærlige efter al + +erfare , hvad der bevægede Fru Lehmann til at begå disse +forbrydelser , se vi os ikke i stand til at give dem nogen oplysning +derom , da hun efter at have aflagt sin tilståelse , selv +mistede forstanden , som det syntes , mere af frygt for den straf , +der ventede hende , end af samvittighedsnag . Vi finde her ligesom +et fingerpeg sca himlen , der tydeligt viser os , at Herren +våger over alle vore handlinger og at hans straf eller belønning +vil nå os tidligt eller sent , når vi se denne kvinde , +der har gjort alt for at berøve den uskyldige unge pige forstanden +i den hensigt at skjule sin skrækkelige gerning for +verden og derved frelse sit eget usle liv , nu selv blive sindssvag . “ +Her +standsede læseren og så spørgende på grev platow . +„ Hvad synes de om det ? Er det ikke en mærkelig historie ? “ +Men greven gav intet svar . Han rejste sig , bleg og +vaklende , så sig om med et åndsfraværende blik og forlod +stuen med tunge , langsomme skridt . +„ Det er et underligt menneske , “ mumlede den læsende herre +og tog atter fat på bladet . +Imidlertid havde grev platow forladt huset og gik nu +med raskere skridt hen ad den ensomme vej , vi allerede kende . +Den friske luft gav Hain nye kræfter , han gik hurtigere og +hurtigere fremad , til han nåde en lille grøn plads , på hvilken +han kastede sig ned , idet han skjulte ansigtet i sine hænder og +brast i en heftig gråd . +Ingen var vidne dertil uden den klare , blå himmel . +Hvorfor skulle han ikke græde ? Fordi han var en mand ? Derer +tider , hvor en mand har den samme ret til tårer som +kvinden . + +han rejste sig ; han sukkede dybt . En tung sten var +falden fra hans hserle . Nu kunne han igen bære sit hoved +oprejst , nu kunne han igen hæve fil sænkede blik ; og det gjorde +han . Han hævede sit lykkelige ansigt mod himlen , hans øjne +funklede , hans træk opklaredes , et smil spillede om hans mund . +„ Hjem ! “ råbte han i en dyb , inderlig tone og udstrakte +armene , som ville han omfavne hele verden . „ Hjem til hende +og til gamle Danmark ! “ +Tredivte capitel . +Hvor solen skinnede klart ! Hvor fuglene jublede ! Lad +dem juble ; det er så dejligt at lytte til deres glade kviddren . +I det store , lyse , hyggelige værelse , hvor Ella og tante +Hanne havde sidde ! så mange gange , sad Ella nu i tante +Hannes magelige gamle lænestol . +Bleg var hun , og mai så hun ud , vemodigt var hendes +blik trods det venlige smil , der spillede om hendes læber . +„ Hvor den lugter dejligt ! Tag den , barn ! “ Det var gamle +Martha , der var tråd ! ind , ubemærke ! af Ella , som havde +lukket sine øjne , men nu åbnede dem . Hvor venligt smnlte +de ikke til det gamle rynkede ansigt ! De fik det til at lyse af +glæde . „ Dej er en rose , som du seer , min yndling ; en rose +fra tante Hannes egen busk . Er du nu fuldkommen tilfreds ? +Hvordan har du det i dag ? “ Hun så Ella ind i ansigtet , +hun var så bange for , at hendes yndling skulle fejle noget . + +„ Dine øjne er røde ; du har grædt ! “ udbrød hun bedrøvet . +„ O , mit barn , hvorfor græder du ? Er du ikke fuldkommen +lykkelig nu ? Sig mig , barn , hvad er det , der tynger dit +hjerte ? “ +„ Jeg er så bedrøvet over , at min egen kære ven , min +fader , vil forlade mig . Jeg føler , det er , fordi han ikke kan +tåle synet af min falmede skikkelse . Hvor han lider ! Kunne +jeg blot trøste ham ! “ +„ Stille , barn ! Han kommer nok engang tilbage , glem ikke +dej ! Og så vil du , om det behager gud , være i stand til at +trøste ham . For øjeblikket er det umuligt , hans sorg er for +stor . Du kan ikke læge hans sårede hjerte ; tiden alene er +istand dertil . Tys , der kommer en vogn ! Det er nok ham . +Græd ikke , barn ! Han kommer snart tilbage , og alt bliver godt . “ +Det var ham , bleg , mager og alvorlig . Hvilken forandring +var der ikke foregået med ham . Det var forfærdeligt at se . +Men endnu forfærdeligere var den forandring , der var foregår +med Olga , som ledsagede ham . Hvor vare nu roserne på +hendes kinder ? Hvor var hendes stolte mine , hvor hendes +glade smil ? Hun nærmede sig langsomt med blege kinder og +nedslagne øjne . +Ella gjorde et forsøg på at rejse sig ; men hun kunne +ikke , stakkels pige , hun sank tilbage i stolen med et svagt , vemodigt +smil og rakte en hånd til hver af dem . +„ Fader ! Søster ! “ stammede hun , og store tårer rullede +ned ad hendes kinder . Olga kastede sig for hendes fødder . +„ Kan du nogensinde tilgive mig ? “ råbte hun og vædede med +sine tårer den magre , smalle hånd , der trykkede hendes . + +„ Du må ikke tale således , min egen kære lille søster , “ +Hviskedee Ella og bøjede sig kærligt ned over hende . +„ Nej , jeg er ikke dette hellige navn værdig ! Jeg er en +ond . hårdhjertet pige , som aldrig har gjort dig noget godt . +Jeg har kun drillet dig og været ond mod dig fra det første +øjeblik , vi mødtes , til nu , da jeg angrer , men for sent . Ru +seer jeg først , hvor ond jeg har været . “ +„ Stille ! Stille ! “ +„ Nej , jeg må tale , eller mit hjerte brister af angst . O , +Ella , kan du nogensinde tilgive mig ? Afbryd mig ikke ! Jeg +beder dig ikke om at tilgive mig , før den tid kommer , da jeg +af mit ganske hjerte kan sige : nu har jeg omvendt mig ; nu , +Ella , er jeg værdig til din tilgivelse . “ Hun skjulte sit ansigt +i Ellas skød og græd , som skulle hendes hjerte briste . +Ella lagde armene om hendes Hals , trykkede kende til sit +trofaste hjerte og sagde bevæget : +„ Græd ikke ! Nu elsker jeg dig som en søster . “ +„ Og jeg , Ella ! Kan du tilgive mig ? “ spurgte en lav +sorgfuld stemme . +„ Tilgive dig ! O , fader , fader , vil du knuse mit hjerte ? “ +Hun tog blidt sine arme fra Olgas Hals og slyngede dem om +grosserer Lehmann : „ Min ven , min fader , alt , hvad jeg har +elsket mest i verden ! “ +De vare rejste . De vare langt , langt borte . Hun var +ganske ene . Nej , der stod gamle Martha og så på hende +med fine milde , kærlige øjne . Og der , gennem den åbne + +dør trådte prokurator kafmann ind med sin kone , den sidste +med en stor bouket af røde og hvide roser i hånden , +Ella smilte . Hun aftørrede tårerne , der havde samlet +sig i hendes øjne . „ Velkommen , kære venner ! “ Hun strakte +hånden ud . „ Velkommen og tilgiv , af jeg ikke rejser mig for +af modtage eder ; men mine stakkels lamme ben ville ikke +tillade det . “ +Det var sandt . Stakkels Ella , så ung , så smuk , varsom +en fugl med stækkede vinger . Aldrig mere skulle hun i +den friske luft gå i sin lille have , kun , der altid havde holdt +så meget af af spadsere . Det var følgen af kendes ophold +på Bidstrup ; hun havde beholdt sin forstand , men sin fcibed +havde hun mistet , hun var en stakkels fange . Hun kunne ikke +nyde den friske luft uden ved af lade sig bære ned i haven +eller køre en tur . +Hendes største glæde var af blive båren ned i det lille +lysthus , hvor grev platow havde truffet kende på sin vandring +gennem haven med Olga . Der kunne hun sidde timevis +og stirre ud i det fjerne med et fraværende blik , snart smilende +glad , snart sænkende øjnene vemodigt . +Hun drømte . Vi er alle drømmere . — +et og tredivte capitel . +Augustsolens stråler hvilede over det fredelige landskab , +blomsterne duftede , en mild vind bevægede løvet hid og did . + +i den gamle lænestol , der var hensat under nogle høje +lindetræer , sad Ella og indåndede med velbehag den friske luft . +På en stol ved siden af hende sad grev platow . En åben +bog lå foran ham på bordet ; han vendte dens blade uden +at se på dem , hans øjne vare fæstede på det milde , yndige +ansigt ved siden af ham , som om hans liv afhang af dets +lys eller skygge . +„ Er de nu fuldkommen tilfreds med deres nye ejendom ? “ +Spurgte Ella og hævede sit sænkede blik . „ Jeg er meget lykkelig +over ar have dem til nabo . Tak , Frederik , tak ! Det var +smukt af dem at opgive deres egen ejendom og købe „ Gimle ' +blot for at blive min nabo . Jeg er så glad ved at have dem +her en time eller to om dagen . Gud ved , om de ikke til sidst +engang vil blive ked af mit selskab ? Hvor det ville gøre +mig bedrøvet ! “ +, og alligevel vil de ikke blive min hustru , Ella ! “ sagde +grev platow med ej bebrejdende blik på den unge , smukke +skikkelse ved hans side . „ De synes ganske at have glemt , at +de engang gav mig deres løfte . O Ella , har de ikke tillid +til mig , siden de mangler mod til at lægge deres skæbne i +» line hænder ? Seer de ikke , føler de ikke , hvor dyb , hvor +rofast min kærlighed til øem er ? Hvorfor vil de da ikke +ægte mig , Ella ? “ Der hvilede et smerteligt udtryk om hans +mund , og hånden , der vendte bladene i bogen , skælvede +synligt . +„ Stille ! Tal ikke således ! Lad ikke fuglene , solen , blomsterne +opsange disse uretfærdige ord , min ven . Jeg skulle ikke +have tillid til øem , jeg , som elsker øem højere end mig stiv ! — +lien de tror skke selv på disse ukærlige ord ! Nej . Frederik + +øe ved godt , at jeg yar mere tillid til øem end til nogen +anden i denne verden . Men derfor kan jeg alligevel ikke blive +deres hustru ; vær vis på , at jeg har en grund derfor og +det en alvorlig grund . Tvivl ikke derom , min ven ! “ +„ Men jeg tvivler dog ! Siden de siger , de har tillid til +mig , må jeg jo tænke , de ikke elsker mig mere . Smil ikke af +mig ! Hvor kan de smile , når mit hjerte græder . Nej , Ella , +nu føler jeg , de elsker mig ikke . Det er grunden til deres +afslag . “ +„ Jeg må tilstå , Frederik , de forstår bedre end jeg +selv ar sinde en grund til min beslutning . Men jeg er virke , ig +på veje til ar blive vred på dem . -seer de da ikke , +at det netop er , fordi jeg elsker dem så højt , at jeg ikke vil +ægte dem ? Vil manden da aldrig lære kvindens hjerte at +kende ? Jeg fastholder min beslutning trods deres bebrejdelser , +fordi jeg elsker dem for højt til at ville bebyrde -dem med en +kone som jeg . Er jeg ikke en ' -stakkels krøbling ? Hvorledes +skulle jeg kunne gøre dem lykkelig ? — nej , jeg ville aldrig +mere blive glad nogensinde , når jeg ægtede-dem ; jeg ville +kun alt for dybt føle , at jeg havde tilintetgjort deres fremtids +lykke . Se ikke så mørk ud ! Jeg ved godt , at de aldrig +ville angre , at de havde raget mig til deres kone , dertil holder +de for meget af mig , dertil er de for højsindet . Men jeg , +Frederik , jeg ville angre det hele mit liv . De ec raftstde +finder glæde i at nyde livet , kun en rask og lykkelig-kvinde +kan gjorde dem fuldkommen tilfreds . Se ikke . på mig med +delte bebrejdende blik ! Jeg er ikke længere den , jeg var , da de +anholdt om min hånd , og jeg-af mit ganske-hjerte gav dem +den . Dengang var jeg en ung , lykkelig-pige , ja lykkelig , ' skjondi + +mangen en tung byrde hvilede vå mit hjerte ; jeg var så +fuld af håb og tænkte på min fremtid med glad forudanelse +og nu — ? Se på min falmede skikkelse ! Ligner den ikke +mere en blomst , der er berørt af vinterens kolde pust , end en +blomst i sommerens solskin ? Afbryd mig ikke , kære ven ! +Jeg er ikke længere ung , jeg er ikke længere lykkelig , jeg bar +ikke længere mit helbred , en kold vinterstorm har knækket mig +blomsten er falmet , en stakkels krøbling er alt . hvad der er +tilbage af den . Tro ikke , at jeg vil formørke deres unge , lykkelige +liv ! Nej , der er ingen magt i verden , som kan få mig +dertil . Lov mig derfor , Frederik , aldrig mere at berøre dette +punkt — alt , hvad jeg forlanger af dem , alt , hvad jeg ønsker +for at være fuldkommen lykkelig , er , at de nu og da ligesom +i dag vil komme og besøge mig og læse lidt bøit for mig . Jeg +holder så meget af at høre deres stemme . Tal til mig og +lad mig se deres kære ansigt . Frederik , det er alt , men dog +måske for meget . Og engang . . . “ — hun standsede , og +tårerne rullede ned ad hendes blege kinder — „ engang “ , +vedblev hun med skælvende stemme , „ når de har giftet dem , +Frederik , “ — hun greb hans hånd og trykkede den med - +varme — „ da glem ikke ganske deres syge veninde , men kom +alligevel og skænk mig en time nu og da . Kom med deres +kone og vær vis på , at hun vil altid være mig kær og velkommen . “ +„ Ella ! “ +Han bedækkede ansigtet med sine hænder . „ Ella ! +Ella ! Vil de gøre mig gal ! “ Han rejste sig og gik op og ned +med heftige skridt , men lidt efter kom han tilbage og knælede +ned ved hendes side . „ Min yndling , min Ella , min kone ! +Den eneste , jeg har elsket og nogensinde vil elske ! Vær ikke + +så hård imod mig ! Vil de da aldrig forstå mit hjerte ? +Kom , lad mig åbne dej for dem . Vid , barn , jeg kan ikke +blive lykkelig uden dem . Kun de kan lære mig at blive lykkelig . +Ella , hold deres løfte og bliv min kone ! Kan de ikke begribe , +ar de ikke kan undvære mig ? Hvem skal bære dem ned i +haven ? Hvem skal køre dem gennem den smukke skov og +de venlige marker , hvem , når ikke jeg , Ella ? Har jeg ikke ret +til ar være alt for dem ? Er jeg ikke deres naturlige beskytter ? +Jo , og jeg vil beskytte dem mod alt , hvad der ikke er solskin +og glæde . Jeg skal bære dem på mine arme gennem livet . +De vil ikke ! — “ Hans pande blev mørk , hans øjne flammede ; +men pludselig ! opklaredes hans ansigi igen . „ Godt ! Jeg vil +vente w , ire , fire år . Jeg vil , om det er nødvendigt , vente +hele mir liv . De vil ikke blive min kone , Ella , og dog , når +mange , mange år er gåde , skal dog alligevel den gamle +pige ikke være bleven af med sin ! rofasfe elsker ; nej , hendes +nabo , den gamle pebersvend , vil komme og besøge hende hver +dag , vil læse høir for hende af bøger om kærlighed , der er +trofast , trosast til døden . Og i den milde sommertid vil han +bære hende på sine arme ud i haven , måske vaklende og +med anstrengelse ; men de kan være rolig , han vil hellere dø , +end tabe stn byrde . O , Ella , Ella ! Vær ikke så hårdhjerler , +afslå ikke længere mit ønske , fordøm mig ikke til at blive en +gammel pebersvend , det er så skrækkeligt , ar jeg ikke kan bære +dej . Nej , min yndling , de må ægre mig , eller de vil til sidst +berøve mig forstanden . “ +„ Nej , Frederik , jeg kan forsikre øem , man mister den ikke +så let . Jeg har selv prøvet dej . Berolige øem , min ven +når der er gået er år eller to , vil de takke mig for mit + +mod . Og nu . Frederik , lad det være nok om Senne genstand . +Tro mig , jeg bliver aldrig deres kone således , som jeg nu er . +Det er så vist , som jeg lever . “ +„ Godt ! Og jeg lover , at de eller ingen skal blive min +kone . Det er så vist , som jeg lever . “ +„ Mngud ! Hvad har de gjort med mit barn , hr . Greve , “ +Råbte Martha , som viste sig i den åbne havesluedør „ De +må ikke tillade hende at blive så længe ude i den kolde aftenluft . +Duggen er allerede begyndt at falde . Hvor du seer bleg +og træt ud ! Det kan ikke gå an . De må ikke oftere lade +hende sidde så sildigt ude . “ +„ Aldrig ! Det lover jeg , jomfru Pingel . Det var meget +ufornuftigt af mig ; men tiden er gået for mig . uden at jeg +har mærket det . Kom , min yndling ! “ Han bar hende i sine +stærke arme ind i dagligstuen . „ Så ! Her er meget bedre +hvor skal jeg sætte dem , min dronning ? På sopbaen ? Godt , +min kærlighed , deres villie er min . Sidder de nu godt ? Eller +kan jeg gøre det bedre for dem ? “ +„ Nej tak , Frederik , det er dejligt , som de ordner set “ +„ Er det ? Var de blot af samme mening som jeg , skulle +jeg aldrig forlade dem , men altid være hos dem , pleje dem og +hygge om dem . Ella , endnu engang , tilintetgør ikke min frem +tids lykke , forskyd ikke mit trofaste hjerte ! “ Han knælede ned +foran hende , greb hendes hånd og trykkede den ømt til sine +læber . +„ Stille , Frederik ! “ Hendes pande blev mørk . „ De må +opgive denne tanke , eller de vil til sidst tvinge mig til at nægte +mig selv den glæde at se dem . Jeg elsker dem , jeg er deres +trofaste veninde , men ægtede jeg dem , var jeg i sandhed deres + +værste fjende . Bliv ikke vred van mig ! Se på mig , men ikke +med de bebrejdende øjne , min ven . Der kommer Martha . Kære , +gamle Martha , vil du ikke tage dette urolige menneske med dig ? +Jeg er træt og trænger til hvile . “ Hun lod sin hånd glide +over hans mørke hår . „ Farvel , Frederik ; velkommen , nåcsomhelst +de gæster Thorshøi . “ +„ Farvel , Ella ! “ Han rejste sig . „ De må ikke vente at +se mig den første uge . Jeg må have nogen tid til at vænne +mig til at anse dem for en fremmed . “ +. Ikke en fremmed , en veninde , Frederik . “ +„ Til at vænne mig til at tænke på min fremtids ensomme +liv . “ +„ Ikke ensomt , Frederik . De har deres frihed . De kan +gøre st valg . De kan gifte dem . “ +„ Nej , jeg kan ikke , Ella . Jeg kan kun ægte en , som jeg +allerede har sagt . Farvel , Ella ! Græd ikke , min yndling . Jeg +skal aldrig mere berøre dette emne . Stol på mit ord , de +skal have fred . Græd ikke , min elskede ! Jeg lover at være +tavs , selv om mit hjerte skulle briste . Kom , lad mig aftørre +tårerne ; de formørke kun deres elskede øjne . Og nu , min +Alf , godnat ! I morgen seer de mig måske igen . “ +„ Godnat , Frederik ! “ +To og tredivte capitel . +„ Et brev til dig , barn ! Jeg tænker , det er fra grosserer +Lehmann , “ sagde Martha og rakte Ella brevet . + +„ O , det er en stor glæde ! De komme måske tilbage . +Nu er det et helt år siden , de rejste . “ Hun åbnede det +velkomne brev og begyndte at læse ; men det faldt ud af hendes +hånd , og hun udbrød med brudt stemme : „ Martha . Martha , +han er død , han er borte , borte for bestandigt ! “ +„ Død , barn ! Hvem er død ? Da ikke grosserer Lehmann ? “ +„ O , min fader ! skal jeg aldrig mere se dit elskede ansigt ? “ +Hulkede Ella . „ Dej er for meget , dette slag kan jeg ikke bære . “ +„ Stille barn ! Gentog ikke sådanne ord . Herren lægger +ingen byrde på os , som vi ikke kunne bære . Han kender +vore kræfter bedre end vi selv . Du må ikke give efter for +din sorg . Overgiv dig i den gode guds hænder ; han forstår +at læge et såret hjerte . “ +„ Tak , Martha ! Du har ret nu , som altid . Jeg er kun +en stakkels svag skabning , utaknemmelig og utålmodig , uværdig +til Herrens nåde . Men jeg vil prøve på at omvende +mig . Lad mig blot græde lidt , uden at du skænder på mig ; +hans minde er nok mine tårer værd . “ +„ Græd , mit barn ; jeg misunder ham ikke dine tårer . +Når du blot ikke ødelægger dine kære øjne ved al denne +gråd ! Jeg vil gå og lade dig ene en stund ; når jeg +kommer igen , håber jeg , at du er kommen lidt til dig selv . “ +Hun bøjede sig ned og tog brevet op . „ Her , barn ; vær fornuttig , +når du læser det ; græd ikke for meget , ellers gør du +dine øjne røde og hovne ; det vil gøre greven så ondt , når +han kommer og seer det . Jeg vil ikke tale om mig selv ; du +ved jo godt , at hver tåre , du fælder , forårsaget : mig ligeså +megen smerte , som dine smil forårsage mig glæde . “ + +hun bøjede sig øver Ella , kyssede hendes magre hånd og forlod +værelset med et kærligt smil . +Ella lukkede øjnene , medens bitre tårer rullede ned ad +hendes blege kinder . Således sad hun en stund , som om +hun manglede mod til al sortsælte læsningen af brevet . Endelig +aftørrede hun tårerne og fæstede sine sorgfulde øjne på Olgas +brev , der lød , som følger : +„ Kære Ella ! +Det er et sørgelig ! Budskab , jeg har al bringe dig . Du +ved , a ! min kære , — vor kære faders helbred er bleven +siettere og siettere i det sidste år . Men jeg kunne ikke bringe +det over mit hjerte al forurolige dig ved al skrive om , hvor +syg han har været , lige siven vi rejste , og da del tillige var +hans villie , al du skulle være uvidende derom , har jeg tiet +dermed hele tiden ; men nu må jeg tale , Ella ! Vor kære fader +har forladt os for bestandigt , han er død ; vi skulle aldrig mere +se hans elskede træk eller lytte til hans milde , kærlige stemme . +O , Ella , gid jeg var hos ham ! Del var del bedste , der kunne +hændes mig . +Men han bad mig om al være sornuflig og bære min lod +med tålmodighed . Del var de sidste ord , vor kære fader +sagde ; jo og så : « sig til Ella , al jeg har elske ! hende som +mil eget kød og blod . Bring hende min velsignelse ! “ Og +hans milde øjne og kærlige læber lukkede sig for evigt . Ja , +seg vil prøve på ar være fornuftig , at være tålmodig med +guds hjælp . +Han er begravet . Ella , forstår du dette rædsomme ord ? +Den kolde , sorte jord dækker hans kiste , og jeg kan ikke , selv + +med opoffrelse af mit liv , få ham tilbage om blot for et +eneste minut . +Nu står jeg ganske ene i den vide , vide verden . Det +er vel sandt , jeg har dig , min kære søster ; jeg ved , du vil +føle for mig som en sådan , men da jeg aldrig har været som +en søster mod dig , har jeg heller ikke ret til at modtage en +søsters kærlighed af dig , men jeg har alligevel bestemt at +tage tilbage til Danmark . Det er mit fødeland ; og skønt mit +hjerte græder ved tanken om at forlade min elskede faders +sidste hvilested , er det hans villie , og den må jeg adlyde . +Ella , jeg vil komme og se dig endnu engang , og så vil jeg +tage ud som gouvernante . Jeg vil selv tjene mit brød , det +er den eneste trøst , der er givet mig i livet . Jeg har et brev +til dig fra fader ; men han bad mig bringe dig dej selv . +Derfor beholder jeg det , til jeg kommer til Thorshøi , hvor jeg +rimeligvis vil ankomme en ugestid efter , af du har modtaget +dette brev . +Farvel , Ella ! Gud lade mig træffe dig nogenlunde rask +og trøstet ved min tilbagekomst til Danmark ; nu håber jeg +af være værdig til din tilgivelse . +Din trofaste og angrende søster +Olga Lehmann . “ +Ella hævede øjnene fra brevet . +„ Om en uge kan jeg vente Olgas tilbagekomst , “ hviskedee +hun . „ Stakkels Olga ! Så ene i verden . Men det må ikke +blive således . “ Hun ringede , og rose trådte ind . +„ Jeg vil gerne tale med jomfru Pingel , rose . Vil du +bede hende komme . “ +Rose gik , og Martha trådte lidt efter ind . + +„ Nå , barn , hvad er det så , du vil ? “ +„ Olga skriver , hun vil være her om en uge . Vil du ikke +gøre nogle værelser i stand til hende , gode Martha ? Jeg vil +være så glad ved af vide , af de stå færdige og vente på +hende . “ +„ Kommer frøken Lehmann for af være her hos dig . +Barn ? Det gør mig sandelig ondt . Hun har aldrig været +god imod dig , så hun måtte kunne begribe , at hendes nærværelse +ikke kan være os behagelig . Gud bevare mig ! Skal jeg +virkelig opleve at se hende , den stolte sommerfugl , tage eommandoen +og gøre sig til herre her i huset . Nej . Ella , det +går ikke an . Jeg vil ikke tillade det . Jeg vil fortælle greven +alt , jeg ved , han vil aldrig gå ind derpå . “ +„ Men jeg vil , at Olga skal være bøs mig . Hun er min +søster , forstår du , Martha . Dette gods og alt , hvad jeg +ejer , burde have været hendes . Du ved ligeså godt som jeg , +at havde tante Hanne ikke adopteret mig . så havde det nu +været hendes med rette . Og selv bortsen herfra , er hun jo +min plejesøster , en stakkels bedrøvet pige , tom ingen ven , ingen +slægtning ejer i den vide verden ; hun har ingen uden mig . +Og jeg vil være en kærlig , en trofast søster mod hende . Jeg +vil ikke tillade hende at tage ud i verden , mit hjem er hendes +hjem , og når jeg dør , er alt , hvad jeg ejer , hendes . Jo , +Martha , gør værelserne i stand og tal aldrig mere på den +måde om frøken Lehmann . Glem aldrig , af hun er min +faders datter , og af jeg elsker hende som en hellig arv fra +ham . “ +„ Godt , barn , jeg vil prøve på af huske det ; jeg håber , +af hendes opførsel mod dig må gøre det let for mig . Nå , + +min yndling , rynk ikke din smukke pande ! Jeg skal ikke oftere +tale på den måde . Jeg vil nu gå ud og lade værelserne +- so « i stand ; jeg tænker , hun vil være glad ved al så dem , +hendes moder havde under sit ophold her . “ +„ Nej , jeg tror , det vil være bedre af gøre de værelser +istand til hende , der slode op til mine . Så har jeg hende +meget nærmere ved mig , og vi kunne se hinanden , når vi +ville . “ +„ Som du vil , barn . “ Gamle marcha gik med en meget +utilfreds mine . +Måneder vare gåde . Olga opholdt sig endnu på Thorshøi . +Hun skulle aldrig mere sorlade det . Grosserer Lehmann +havde bedet Ella om af sørge for hende ; det var hans ønske , +ar Olga altid skulle blive hos Ella , og Ella ville derfor ikke +mave hende af drage ud i verden . +„ Du må blive hos mig , så længe jeg lever , “ sagde hun +og lagde sine arme om den blege piges Hals . „ Det er din +Kaders sidste ønske , og du vil ikke være ulydig mod det . Hør +hvad han skriver : +„ Ella , du må ikke tillade Olga at drage ud i verden . +Du må sørge for hende , som jeg ville have sørget for dig , +hvis du nogensinde havde trængt dertil og Herren havde tilladt +mig at blive hos eder . “ — +hører du . Olga ? Du skal blive hos mig altid , altid . +Hvor jeg er glad ved denne tanke ! “ +Således blev Olga på Thorshøi . Uger og måneder +gik ; med hver dag fik Ella hende mere kær ; hun var bleven +så forandret både udvortes og indvortes , al man næppe kunne + +genkende hende . Hun var så mild . så god , så tålmodig , +hun gjorde alt for at glæde og opmuntre Ella , hun gjætæde +hendes mindste ønske og ilede med at opfylde det . Selv martba +fandt ingen grund til at være utilfreds med hende og kom , uden +at vide det , lidt efter lidt til at holde mere og mere af sin fordums +fjende . +Grev platow kom som sædvanligt hver dag til Thorshøi . +Han snntes også at få interesse for den blege , alvorlige unge +pige , som var så frygtsom , så ordknap . Hun talte sjældent +uden at blive opfordret dertil og sagde kun det , der var nødvendigt +for ikke at synes uhøflig . +Der var kun en , som hun ikke behandlede fremmed . En , +hun syntes at elske og have tillid til af sit ganske hjerte , og +denne ene var Ella . Ella kunne få hende til at smile , Ella +kunne så hende til at føle sig lykkelig , om end kun for kort tid . +Det var aften . En klar ild brændte i kaminen . Rullegardinerne +vare trukne ned , og den store lampe , som stod på +det runde bord foran sofaen , spredte sit milde lys over +værelset og gjorde det så hyggeligt . +Omkring bordet sad prokurator Kaufmann , hans kone , +grev platow , Olga og Ella . +Damerne vare beskæftigede med håndarbejder , herrerne +samtalede om et og andet ; nu og da afbrød Ella eller Fru +Kaufmann deres samtale ved at gøre et eller andet spørgsmål . +Olga sad tavs som sædvanlig . Hendes tanker syntes at +være langt borte , og når hun engang imellem hævede sine +øjne for at fæste dem vå en af de talende , var det med så +åndsfraværende en mine , som om ordene ikke havde nået +hendes øre . Men desuagtet blev hendes blege kinder røde , + +når hendes blik uventet mødte grevens , og hendes øjne sænkede +sig , som om hun var bleven greben i en urigtig handling . +Stakkels pige ! Hun havde ikke krast fil at bekæmpe sit +eget hjerte . Hun ville bringe det fil tavshed . skønt kun +døden kan få hjerterne fil at tie . +„ Hvorlænge opholdt de dem i „ den gyldne løve “ på +deres rejse , frøken Lehmann ? “ spurgte greven og vendte sig +pludseligt fil hende . +Hun hævede fine øjne , hendes kinder blev skifteviis røde +og blege . Hun åbnede fine læber og kæmpede for at finde ord . +„ Jeg har aldrig værer der , “ svarede hun til sidst med lav , +skælvende stemme og fæstede igen blikket på fil arbejde . +Men hendes hjerte bankede heftigt , som hans dybe , velklingende +stemme altid fik det fil at banke . +„ Aldrig ? De ! forundrer mig . Jeg bild ! e mig ind , at alle +rejsende måtte få lyst nl al tage ophold i „ den gyldne +love “ for en tid . Landskabet der omkring er så smukt , at +man næppe finder mage fil det noget andet sted . “ +Olga gav intet svar herpå . Det syntes næsten , som om +hun ikke havde lagt mærke llil , at disse ord vare henvendte +fil hende , skønt hvert ord fra hine læber trængte lige fil +hendes hjerte og bragte det fil at fljælve af glæde eller smerte . +Aftenen var til ende . Alle gik fil hvile , selv blæsten , der +stifte gennem de bladløse træer , lagde sig ; kun Olga sad endnu +foran kaminen i sit værelse og stirrede ind i de lyse flammer , +der syntes at lege med hverandre som glade børn . +Hvilke tanker gennemkrydsede hendes lille hoved ? Snart +smilte hun , som kendte hun ingen sorg ; snart blev hendes +øjne mørke og hun sænkede dem som en kvinde , der har set + +nok af verden fil at vide , at den skænker mere sorg end glæde . +Og snart vred hun sine fine , smalle hænder med et så håbløst +blik , som om hun havde mistet sin fred for bestandigt . +Hele tiden lød hans dybe , mandige stemme i hendes +øre , hans lokkende billede smilte i hendes hjerte . Hvad skulle +hun gøre ? Hun kæmpede med sit hjerte i stilhed , skjult for +alle . Hun ville udflette hans kære træk af fine tanker , hun +ville ikke lytte fil den elskede slemme . Men forgæves ; de +billeder , kærligheden har indpræget i vore hjerter , kan ingen +jordisk magt udflette . Og hun gjentøg i sine tanker ethvert +ord , han havde sagt til hende efter hendes ankomst til Thorshøi . +Hvor godt huskede hun dem ikke ! Havde hun ikke lyttet +til dem med hele sit hjerte , skønt hendes blik var sænket , +hendes mine fraværende ? Hvorledes kunne hun glemme ham , +sålænge hun var nødt til at se ham hver dag ? Nej , det var +umuligt . Og dog , han var hendes søsters trolovede , havde +hun ret til at elske ham ? Havde hun ikke været uretfærdig nok +mod Ella ? Jo , hun havde . Og nu delte sidste , ville set ikke +være for meget ? Jo ! Htm ville rive hans billede ud af sit +bryst , hun ville ikke elske ham , hun ville . . . . Hun for op af +sine drømme , rejste sig hurtigt , gik hen til vinduet og løftede +rullega . dinet : et hav af ild lnødte hendes blik , flammerne +stege højt i vejret , thdrshøi stod i ' luer . — +hun foldede sine hænder og sank på knæ . „ Gud i +himlen ! “ Hun kunne ikke rejse sig , hun var som naglet til gulvet +„ Hvor er Ella ? “ +Det var grev platow , som kom rivende i fuld Carriere + +og nu standsede foran en gruppe , der havde samlet sig i nogen +afstand fra den brændende bygning for al stirre på dens +tilinletgi-relse- med sørgmodige blikke . +„ Her , Frederik , her ! “ Ella gik frem for af møde ham . +„ Ella ' “ I et øjeblik var han af hesten og puttede hende +i sine arme . „ Ella , Ella ! Gud være lovet ! “ +„ Hvad er det . Frederik ? “ spurgte hun med et mat smil . +„ Er du så glad ved af se mit kære , gamle thorskoi i luer ? “ +„ Ja , det er jeg sandelig ! For denne pris ville jeg med +glæde se alverdens thorshoie i luer . Kom , min yndling , +kom , tag mi “ Arm . I deres store angst og sorg har de ikke +opdaget guds barmhjertighed imod os . Prøv af gå frem , +og de skal se . . . . O , de kan gå ! De er ikke længere lam . +Herren være lovet , deres angst i nat har frelst dem , og de er +nu så rask som jeg selv . “ +Hun prøvede på af gå frem . Var det en drøm eller +var det virkelighed ? +. Frederik ! “ Hun foldede fine hænder og tøffede sit blege , +men lykkelige ansigt op mod den røde , flammende himmel . . +„ Herre , du være lovet ! “ hviskedee hun af sit fulde hjerte , og +hendes trofaste ven gentog med høj , klar stemme : +„ Ja , herre , du være lovet ! “ +Og de kastede sig i hinandens arme og græd af glæde . +„ Ella , hvor er Ella ? “ råbte gamle Martha og ' ' nærmede +sig med hurtige skridt . „ Frøken Lehmann og jeg har søgt +efter hende overalt , men forgæves ; hendes værelse er tomt , +kvor kan det stakkels barn være ? O , min gud ! Hvad betyder +det ? Hun , som ikke kan flytte sig fra pletten . Ella , Ella ! “ +„ Jeg er der , Martha ; vær rolig kære , gamle veninde . “ + +„ Jeg ved ikke , hvordan jeg er kommen her , men jeg må +vel selv være gået herhen ; thi nu husker jeg , at da jeg vågnede +og så det skrækkelige lyshav skinne ind igennem vinduerne , +blev jeg så bange , at jeg ikke formåede at samle mine +tanker ; alt , hvad jeg forstod , var , at Thorshøi brændte . Så +stod jeg op uden at huske på , at jeg var lam , og efter at +have kastet noget tvi over mig forlod jeg værelset . Det er +alt , hvad jeg husker ; hvorledes jeg er kommen her , ved jeg ikke . “ +„ Har de fundet Ella ? “ Det var Olga , som kom løbende +med blege kinder og ville øjne . „ O , der er hun , gud være +lovet ! “ +, ja , gud være lovet ! “ gentog greven . „ Og nu min +yndling , se endnu engang på deres kære , gamle hjem , som +har givet dem tilbage til glæden , til livet og til mig . Farvel , +Thorshøi ! Farvel , trofaste gamle ven , der har opoffret dig +selv for hendes frelse . Din død er hendes liv . Tak , vi ville +aldrig glemme dig . “ Han løftede sin hat i det røde lys fra +den brændende bygning . „ Farvel ! Farvel ! “ Med mild magt +førte han Ella bort og opfordrede Olga og Martha til at ledsage +dem . +„ Nej , jeg vil blive her , til den sidste sten af mit kære +gamle hjem er brændt . Men før det stakkels barn og frøken +Lehman . i til deres hus . Her er intet sted for dem at være . “ +Og med øjnene fæstede på den brændende gård satte Martha +sig på den kolde jord og foldede sine hænder som for at +bede , medens store tårer trillede ned ad hendes kinder . +Endnu engang vendte Ella sit blik mod Thorshøi . „ Farvel ! “ +Hviskedee hun med svag røst . „ Farvel , mit elskede gamle hjem ! “ + +Olga fulgte efter i taushed , uden al vende sit hoved , +uden at hæve sit sænkede blik . +Grev platow hjalp dem op i vognen , som Ole havde +holdt færdig til dem , og de kørte bort til „ Gimle “ . +Tre og tredivte capitel . +Hvor smuk så hun ikke ud , ben yndige unge brud ! +Hun var lidt bleg , men Lilien klæder en brud meget bedre end +rosen ; thi den vidner om , at hendes hjerte hører blandt dem , +der have et dyb af følelse , som ingen glæde kan overdøve . +Og brudgommen ? Hvor han så lykkelig ud ! I hans +strålende træk kunne man læse : „ Nu ligger hele verden mig +åben ; thi jeg har sejret . “ +Vielsen var endt . Brudgom og brud vare komne nlbage +til „ Gimle “ , og efter at have skiftet dragt trådte de ind i +spisestuen , hvor gamle Martha var beskæftiget med ar ordne +frokostbordet , medens Olga stod ved vinduet og stirrede ud med +et vemodigt , sorgfuldt blik . +Hun vendte sig om . Hvor hun så bleg ud ! Stakkels +pige , hendes hjerte var sygt tiltrods for det strålende smil , +der nu spillede om hendes læber . +Hun trådte frem , hun slyngede armene om Ellas Hals +og kyssede hende ømt . +„ Gud velsigne dig , Ella ! Gid du må blive så lykkelig , +som nogensinde et menneske har været ! “ + +29 l +„ Tak , Olga ! Jeg troede aldrig , jeg skulle blive så lykkelig , +som jeg nu er , jeg troede ikke , mit hjerte var i stand til +at føle så megen lykke ; men det er dig , Frederik , “ — hun +vendte sig om mod sin mand og greb hans udstrakte hånd , +— „ det er dig , jeg skylder al denne glæde , du har lært mig +at være lykkelig . “ +„ Og du har lært mig det samme ! “ udbrød grev platow +og sluttede hende i sine arme . „ Jeg troede aldrig , noget hjerte +kunne føle så megen lykke , som mit nu . “ +„ Frokosten venter , og vognen også ! “ sagde gamle Martha +med er muntert smil . Og de gik tilborvs , dog ikke for at +spise , som man skulle tro ; nej , de to vare for lykkelige , ben +tredie for bedrøvet , +så stod de op for ar tage rejseløiel på , og prokurator +Kaufmann og hans kone trådte ind for at se deres yndling +endnu engang , som de sagde . Og da be havde set efter vognen +med det lykkelige par , til den forsvandr , vendte de tilbage til +deres gamle hjem med et lille suk og med våde øjne . +Gamle Martha gik til sit værelse for ar tørre sine øjne +og læse i sin bibel . Og Olga ? — hun stod en stund ved +del samme vindue , hvor hun havde stået , da brudgommen og +bruden trådte ind . Hun stirrede ned i den ensomme have . +Hvor den så trist ud ! Hun vendte sig om og kastede et blik +på dej øde værelse . Hvor der var uhyggeligt . Hun kunne +ikke udholde denne ensomhed , denne tavshed , som syntes at +true hende , hvorhen hun vendte fine øjne . Hun forlod væretset ; +hun tog fil overiøi på og gik bort , ned i den ensomme +skov , hvor intet menneskeligt øje ville våge over hende , hvor + +ingen uden gud og den tavse natur så hendes kamp med +sit knuste hjerte . +Det visne løv raslede under hendes fødder , og vinden +gled sukkende gennem træerne med sagte klage . Dagslyset blev +mattere og mattere . Aftenen kom med sine vemodige skygger , +som bringe os til at tænke på døden . Men endnu sad Olga +i den ensomme skov med ansigtet skjult i sine hænder . — +og således ville vi forlade hende , vi , som vide , at selv +den mørkeste nat vil blive efterfulgt af en lys dag , en dag , +som ingen jordisk sorg har magt til at formørke .