diff --git "a/normalized/1870_Laessoee_TilMaalet.txt" "b/normalized/1870_Laessoee_TilMaalet.txt"
new file mode 100755--- /dev/null
+++ "b/normalized/1870_Laessoee_TilMaalet.txt"
@@ -0,0 +1,7406 @@
+Første capitel . 
+Det var sidst i november og ret en af disse uhyggelige 
+aftener , som denne sene årstid kan føre med sig . 
+Stormen rasede orkanagtig ; det ene stød efter det 
+andet rystede taget af den lille præstebolig ; sneen 
+piskede mod ruderne , og det fjerne drøn af Vesterhavet 
+blev stedse tydeligere . Pastor Verner , der havde 
+siddet fordybet i sine studeringer , måtte lægge pennen 
+fra sig ; „ Hu , ha ! “ udbrød han , idet han rejste 
+sig , „ dette er for frygteligt til at være ene med “ . 
+Han gik over gangen ind i dagligstuen ; der sad 
+hans unge , fljønnc hustru og syede ved lampens 
+skin . 
+„ Hvor vejret dog er rædsomt i aften , “ udbrød 
+præsten , idet han nærmede sig hende ; „ de stakler , 
+der må færdes derude ! Ja vi have det godt i 
+vort hyggelige hjem . “ 
+
+hans hustru så op og nikkede kærlig til ham ; 
+han bøjede sig ned mod hende , idet han klappede 
+hendes kind . 
+„ Når jeg seer på dig , min egen Maria ! 
+Synes jeg altid , at det er sommer og solsfin om mig . 
+Du kære lille menneske ! og hvor vil dog alt blive 
+endnu mere strålende , når vort glade håb opfyldes , 
+og du sidder med dit barn i armene . Ja 
+Vorherres nåde imod os er stor ! “ 
+Maria strakte armene ud imod sin elskede husbond . 
+„ Ja Carl , vi have det godt ; men når jeg 
+tænker på den store tilvækst i vor lykke , o , da — 
+nå , nu ryster du atter misbilligende på hovedet ; 
+ja , min egen ven , jeg ved , det er uret ikke at lægge 
+alt i glædens vægtsfål , når vi veje vor fremtids 
+lykke ; jeg ved jo , at jeg ikke skulle ængste mig ; 
+men husk , at det , jeg går i møde , er på liv og 
+død . — nå , min kæreste ven , lad mig nu ikke 
+formørke dit klare blik ! Jeg skal tage mig sammen 
+og ej lade mørket tildække , hvad Vorherre jo alt 
+kan have bestemt så solklart og blomstrende for os . “ 
+„ Men hvad er det ? “ udbrød Maria efter et 
+øjebliks lytten ; „ kan det være stormen , der ruster 
+således i gårddøren ? Nej , det er nogen , der 
+banker ; o , skynd dig , min ven ! her er vist Jammer 
+på færde . “ 
+
+præsten ilede ud og prøvede på at åbne døren . 
+Stormen hvinede igennem huset , og sneen 
+fygede i tætte hvirvler op ad gangen , så han først 
+hverken kunne høre eller se , hvem der stod udenfor ; 
+men lidt efter lidt arbejdede en af sne bedækket skikkelse 
+sig frem , klemte sig ind ad døren og fik den 
+hurtig i efter sig . 
+Det var den unge Jørgen Jensen , der hvede i det 
+lille nye huns ude på Terkild Madsens hedejord . 
+Han var for et år siden kommen ovre fra østkysten 
+med sin unge kone og havde købt sig et huns 
+og et stykke hedejord , som han nu var ved at opdyrke . 
+Præsten 
+havde kun set ham få gange , men 
+altid med interesse ; især havde han i kirken lagt 
+mærke såvel til ham som til hans kone på grund 
+af det usædvanlige liv og den høje grad af inderlighed , 
+hvormed de syntes at følge gudstjenesten ; 
+tilmed forekom det ham , at deres ansigtsudtryk såvel som 
+deres hele væsen bare præget af en højere 
+udvikling , end man kunne vente efter de forhold , de 
+levede under . Men hvad der på den anden side havde 
+været ham ligeså påfaldende , var den underlige 
+skyhed hos dem begge , der syntes at tyde på , at 
+de helst ønskede intet at have at gøre med ham ; 
+
+det forekom ham , at denne kun flet passede sammen 
+med det indtryk , de iøvrigt havde gjort på ham . 
+„ Men hvad er det , Jørgen Jensen ; kommer du 
+her i dette forrygende vejr ? “ udbrød Verner , da han 
+så , hvem det var . „ Nå ! jeg seer , min ven , at 
+du er hårdere trængt indenfra end af vejret derude . 
+Men hvad er det dog ? “ 
+„ O , hr. Pastor , “ svarede Jørgen , „ vort barn 
+døer , og det er ikke døbt ; kom straks med mig ; der 
+er vist intet øjeblik at spilde ! “ 
+„ Jeg vidste jo ikke , at jert barn var født ; “ 
+Sagde præsten og tog hjertelig Jørgen i hånden . 
+„ For otte dage siden blev det født , “ svarede 
+Jørgen . „ O , det var så sundt og glædeligt at se 
+til , og nu ligger det i krampe og vrider sig , så 
+Vorherre må sig forbarme . Ja Herren giver , og 
+han tager ; hans navn være lovet ! men barnet må 
+tilhøre hans menighed ; derfor kom , og kom straks ! “ 
+Præsten kastede hurtig sin kappe om sig , åbnede 
+døren til dagligstuen og nikkede kærlig til 
+sin hustru : „ Tjenesten kalder mig , Maria ; jeg kommer 
+igen , så snart jeg kan . “ Han så ikke det 
+smertelige blik , som Maria fæstede på døren , der 
+lukkede sig efter ham . Hun anede , at hun ville få 
+en ensom og svær kamp at bestå , medens han , 
+hendes elskede , var borte for at trøste andre . 
+
+stormen blev stedse heftigere , og sneen hvirvlede 
+i tætte masser . Præsten og hans ledsager 
+måtte støtte sig til hinanden , og mangen gang vare 
+de midt i en snedrive , som de kun med den yderste 
+anstrengelse arbejdede sig ud af . Endelig nåde 
+de frem til huset , og Jørgen rev ilfærdig døren 
+op . 
+„ Hvordan går det , Lene ? “ råbte han hen 
+mod den unge , blege kone , der lå udstrakt over 
+barnets seng . 
+Konen kunne intet svare , men vendte sig imod 
+ntanden med et blik fuldt af fortvivlelse . 
+Præsten trådte hurtig til ; Jørgen bragte en 
+kumme vand ; den stakkels moder tog det døende 
+barn i sine arme ; det lille hoved blev overheldt med 
+vandet ; men næppe var dåbsformlen udtalt , før 
+det sidste livstegn var udslukt . Dødens kolde hånd 
+viste straks sit spor på det lille ansigt ; moderen 
+trykkede det op til sit varme bryst ; faderen knælede 
+ned ved sengen og bedækkede de små hænder med 
+Kys og tårer ; men livslyset var udpustet af dødens 
+kolde ånde . 
+I stille deltagelse var præsten vidne fil denne 
+smerte . Han trak sig tilbage i en krog af stuen , 
+hvor han sad sammensunken med hånden under 
+kinden og så på de bedrøvede , imedens stormens 
+
+tuden og havets drønen lød i hans øren . 
+Hans tanker kunne dog ikke fastholdes af , hvad han 
+her så og hørte ; han tænkte på hjemmet ; hvor 
+snart kunne en lignende scene ikke møde ham der . 
+Han blev så stærkt greben ved denne tanke , at han 
+uvilkårlig sank i knæ , og en brændende bøn strømmede 
+fra hans læber . Han bad for det døde barn , 
+for dets arme forældre , for sin hustru og for sig 
+selv , og han anråbtc Vorherre om at lade en nådesstrålc 
+lyse over dem alle . 
+Længe lå han sammensunken i stille henrykkelse 
+efter bønnen . Da han rejste sig op og så 
+hen fil de stakkels forældre , sad de med hinanden 
+ved hånden , og en mild fred lyste over deres ansigter . 
+Verner foldede sine hænder og takkede gud , 
+at han havde ladet sine engle dale med fred fil 
+dette fattige hus , hvor døden så nylig havde 
+bragt det unge liv fil at stivne . Han følte sandheden 
+af Herrens ord : „ Hvor to eller tre er 
+samlede i mit navn , der er jeg midt iblandt eder , “ 
+Og han mærkede , hvor ånden var nær og lagde 
+ordet på hans tunge . Han talte om det lille 
+barn , som nylig havde måttet betale syndens 
+sold ved af lide dødens kvaler , og det før slægtens 
+skyld . Han talte om , hvor svært det var før 
+det bevidste menneske af se herpå og sole , af han 
+
+selv havde bragt så mangen en sten til den store 
+syndebygning , som var begyndt af de første forældre 
+og stadig fortsattes af slægten led før led . 
+Alan måtte grue ved af tænke på gudsbilledet i 
+sig , hvor al glandsen var bleven så godt som usynlig 
+ved Emmen af syndens hede , giftige ånde . 
+„ Men hvor lifligt , “ fortsatte han , „ er det dog ikke 
+før den Christne , der ved , af Herrens milde øjne 
+har en magt som solen , der ved sine varme stråler 
+i et ru kan fordrive den mørkeste tåge . Så 
+når vi kun af hjertet sige : „ „ Herre , jeg tror på 
+dig , “ “ da seer Herren med sit milde smil på os , 
+da er det , ligesom når tågen hæver sig ; hvor vi 
+før kun så ud i et dødt , tæt mørke , der se vi nu 
+et dejligt , solbeskinnet landskab liggende for os . “ 
+„ Kan vi , “ således sluttede han , „ i trange tider 
+som den , der nu i øjeblikket hviler over dette 
+hjem , kalde den livsaligste side af christendommen 
+frem , i bevidstheden om Herrens broderforhold til 
+os , og hans magt og villie til at forløse os fra 
+mørket , med hvilken fortrøstning må vi da ikke 
+se hen til dette lille barns tilværelse , det , som nu 
+har udstridt her nede , og som vågner i de lyse 
+egne , hvor det , efter at have betalt sin del af gjclden 
+ved at være gået igennem dødens mørke port , 
+
+nu også som et led af menigheden har del i 
+salighedslivet . “ 
+Jørgen og Lene havde med varme fulgt præstens 
+ord , og da han sluttede , rakte de hjertelig 
+hænderne ud imod ham . 
+„ O , “ udbrød Lene , idet hendes milde øjne fik 
+en forhøjet glans , „ hvor er det dog ikke trygt at 
+føle sig i de troendes samfund ! Ja , gud velsigne 
+præsten for denne aften ! i al sorgens mørke har 
+deres ord lysnet så underlig dejlig for mig . “ 
+„ Tak , Lene , for de ord , og tak skal i begge 
+have for denne aften ; den vil nok blive til velsignelse 
+for os alle tre ; thi i Herrens navn have 
+vi været samlede . “ Disse ord udtalte præsten med 
+barme , idet han trykkede Jørgens og Lenes hænder ; 
+men pludselig greb han sig med hånden til panden . 
+„ Jeg må hjem , “ udbrød han med heftighed , „ det 
+er mig , som om min hustru kaldte mig ; ja jeg må 
+hjem , hjem og det så hurtig som mulig . Gud stå 
+os alle bi ! — nej , Jørgen , du skal ikke følge mig ; 
+stormen er sagtnet , og snefoget ophørt ; se , månen 
+kommer frem , så det bliver lyst på vejen . 
+Du må være her hos din hustru ; der er din plads . 
+Farvel , farvel ! “ 
+Verner begav sig nu på hjemvejen med hovedet 
+fuldt af mange tanker og i hjertet glad ved 
+
+de to mennesker , han havde fundet denne aften ; men 
+alt som han nærmede sig præstegården , glede alle 
+andre tanker mere og mere bort for den ene : hvorledes 
+han ville træffe sin elskede hustru . Hans skridt 
+bleve bevingede , så han mere fløj end gik det sidste 
+stykke af vejen . Da han trådte ind i gården , 
+steg hans angst ved at se , at man gik med lys fra 
+den ene stue til den anden ; thi han måtte jo have 
+ventet , at alle vare til ro så sent på natten . 
+Han ilede ind i dagligstuen ; den var tom ; da nærmede 
+han sig sovekammerdøren , og idet han åbnede 
+den lydløst , nåde et spædt barns gråd hans 
+øre . Først kunne han ikke røre en fod ; han hørte 
+jo ikke sin hustrues stemme ; en navnløs angst knugede 
+hans bryst : „ Min gud , vær os nådig ! “ bad 
+han , idet han trådte et skridt indenfor . Den 
+gamle Ane fad bøjet over vuggen . Han nærmede 
+sig sengen ; der lå hans elskede bleg og stille med 
+lukkede øjne . Sov hun , eller var hun alt et lig ? 
+Han bredte armene ud imod hende ; men hun så 
+det jo ikke . Han lagde sit øre lige til hendes mund , 
+og hvilken lyksalighed gennemstrømmede der ham 
+ikke , da han mærkede et sagte åndedræt ; han berørte 
+hendes læber med sine , og et svagt smil viste , 
+at hun følte hans nærhed . Da sank han ned på 
+sine knæ og takkede gud ; thi nu troede han at få 
+
+lov til at beholde sin bedste skat her på jorden . 
+Glad nærmede han sig vuggen , og han så det nye 
+lille menneske , der var hans datter og født ham af 
+hans elskede Maria . 
+Næste morgen var der stor glæde i præstegården . 
+De to unge ægtefolk takkede og priside i 
+forening Herren for det sunde barn . Verner kunne 
+ikke løsrive sig fra sin elskede hustru ; han sad stadig 
+ved hendes leje med hendes hånd i sin , idet deres 
+øjne mødtes i salig henrykkelse . Dog da Maria 
+op ad dagen var falden i en tryg søvn , og Verner 
+i tanterne førtes fra sit eget lykkelige hjem til de 
+stakler , hvis sorg han den foregående aften havde 
+været vidne til , bestemte han , at han ville gå hen 
+at se til dem . 
+Denne gang ydede ham stor tilfredsstillelse ved 
+den hjertelige og tillidsfulde måde , hvorpå de to 
+unge folk kom ham i møde . Det lille barn var 
+alt klædt i fin ligdragt . Han bad i forening med 
+forældrene en bøn over liget , og snart vare de i 
+en varm og inderlig samtale om døden og udødeligheden 
+og den christne opfattelse heraf . Verner undrede 
+sig over den lethed , hvormed Jørgen kunne udtrykke 
+sine tanker , og over den megen kundskab , han fandt 
+hos ham . 
+
+„ Hør Jørgen , du har ikke altid gået bag ploven , “ 
+Udbrød præsten uvilkårlig . 
+„ Jo , vel har jeg måttet tjene fra mine drcngeår , “ 
+Svarede Jørgen ; „ men jeg var så heldig at 
+få præsten hjemme i thorshøj til husbond , og 
+da han mærkede , at jeg havde lyst til at læse , lånte 
+han mig af og til en bog ; når jeg så bragte den 
+tilbage , talte han med mig om dens indhold . Efter 
+et par Års forløb kaldte han mig en dag ind i 
+sit studerekammer og sagde : „ „ Sæt dig ned , Jørgen ; 
+jeg må tale lidt med dig . Du har et godt 
+nemme , og du synes at være sfabt mere for bogen 
+end for ploven ; hvad mener du , om jeg læste en 
+tid med dig , så at du kunne komme på seminariet 
+og engang blive skolelærer ? “ “ Ja præsten 
+må tro , at det var underligt for mig , da den kære 
+gamle bland sagde dette . Gråden kunne jeg vanskelig 
+holde tilbage , så jeg fik ikke fremført et ord ; 
+men jeg greb hans hånd og trykkede den mod mine 
+læber . Han klappede mig på skulderen og sagde : 
+„ „ Ja , ja Jørgen , så har du fra første november 
+ikke mere tjeneste hos mig ; men da skal du blive 
+min lærling . “ “ Så tog jeg fat , og det blev en 
+velsignet vinter ; jeg stred og arbejdede tappert . 
+Imellem var der jo et og andet , som det faldt mig 
+noget trangt at komme igennem , og af og til blev 
+
+jeg helt forknyt ; men præsten vidste altid at lette 
+mig byrden , snart med en oplysning og snart med 
+et skjemtsomt ord . „ „ Endnu et år , “ “ sagde han 
+næste november , „ „ så er du fiks og færdig til seminariet . 
+Jeg kender forstanderen , og da du er 
+så flink , skal jeg nok få friplads til dig . “ “ Nej , 
+hvor jeg var glad , da jeg den aften søgte ud til 
+Lene på blegepladsen . Hun tjente som stuepige i 
+præstegården , og vi havde alt en stund været gode 
+venner . Vi lagde den aften store planer for vor 
+fremtid . Hun fortalte mig , hvor meget præstekonen 
+tog sig af hende , og at hun ofte sagde : „ „ Jeg skal 
+nok få dig til at vokse jævnsides med Jørgen ; 
+det er en kappestrid mellem min mand og mig , kan 
+du tro . “ “ Ja det var en lykkelig tid ; men kort 
+varede den kun . En morgen kom jeg ind til præsten 
+med mine bøger ; jeg var netop opfyldt af en del 
+spørgsmål , jeg skulle have rede på ; men da jeg 
+fik ham at se , glemte jeg alt . Han , der stedse havde 
+modtaget mig med et livligt smil , sad nu bleg og 
+sammenfalden i sin stol og stirrede med et par 
+matte , stive øjne på mig . Jeg talte til ham ; men 
+jeg så , at han mærkede det ikke ; det var tydeligt , 
+at han manglede bevidstheden . Jeg kaldte på hjælp ; 
+hans stakkels kone kom og kastede sig grædende ned 
+for ham ; men han kendte hende ikke . Jeg jog til 
+
+købstaden efter lægen ; men inden jeg kom den lange 
+vej , hen og tilbage igen , var det blevet aften . Da 
+vi kørte ind i præstegården , og Lene kom ud for 
+at sætte trappen til vognen , så jeg straks på hendes 
+ansigt , at vi vare komne for sent . Et slag 
+havde rørt ham , og han lå nu stiv og død . “ 
+„ De første dage vare Lene og jeg så bedrøvede 
+over vor kære , gamle præsts bortgang , at vi 
+ej følte andet , end at det var så trangt at savne 
+ham . Men så kom tanken om fremtiden , og den 
+så jo helt sort ud . Jeg stod aldeles blottet for 
+midler til at fortsætte min læsning , og ingen kendte 
+jeg , der kunne hjælpe mig . Lene og jeg talte meget 
+frem og tilbage derom ; men vi standsede altid derved , 
+at læsningen måtte opgives . 
+Der var intet andet for , end at jeg måtte se 
+at få et lille sted i fæste eller tilkjobs på afdrag , 
+så at vi snart kunne gifte os . En ny tjeneste 
+kunne jeg ikke tage ; det var jo ikke let at komme 
+til at tjene i samme gård , og stilles ville vi ikke ; 
+ja selv om vi havde kunnet opnå det , så duede vi 
+dog ikke mere for det tjenende forhold ; dertil havde 
+vi haft det for godt i præstegården . Tilfældig 
+hørte jeg , at Terkild pladsen herovre ville stykke sin 
+hedejord ud , og at han ville bygge huse derpå og 
+lade pengene for købet stå hen . Det var jo fordelagtige 
+
+vilkår ; jeg tog straks herhen og fik snart 
+alt ordnet med ham , så at Lene og jeg kort tid 
+efter kunne drage herover som ægtefolk . “ 
+„ Vi have arbejdet strengt begge to , “ sluttede 
+Jørgen sin fortælling , „ da vi foruden at opdyrke 
+vor egen jord har måttet tage dagarbejde for at 
+kunne leve , eftersom jorden her endnu » æslen intet 
+indbringer . Men vi vare jo begge unge , og snart 
+kom den glade forventning om den lille der ; “ og 
+Jørgen pegede hen på liget . Ved disse ord brød 
+smerten atter voldsomt frem hos Lene , og hun kastede 
+sig jamrende ned over det døde barn ; men 
+hurtig tog hun sig sammen ; hun var vel en blød , 
+men dog en stærk kvinde , og hendes tro var klippefast . 
+„ Herre , 
+vær mig arme synder nådig ! “ bad 
+hun og strakte armene mod himlen . „ Jeg ved jo , 
+af du elsker mig , så vil du og tilgive mig , om 
+det end synes , af jeg knurrer imod din villie . “ 
+Verner var bleven stærkt bevæget såvel ved 
+Jørgens fortælling som ved dette smertesudbrud af 
+Lene . Ha « rakte dem hjertelig hænderne , idet han 
+udbrød : „ Jeg har så gerne tidligere villet nærme 
+mig eder ; men jeg så tydelig , af i helst vare fri 
+for af komme i berøring med mig ; sig mig dog , 
+hvorfor have i således holdt eder tilbage ? “ 
+
+„ Ja , “ svarede Jørgen , „ siden vi nu er komne 
+hinanden så nær , kan jeg jo gerne sige det . Ak 
+ja , det var af lutter dårlighed , og det nærmest hos 
+mig . Lene havde jo bedre kunnet finde sig til rette ; 
+men mig var det altid svært at glemme bogen , og 
+når jeg så dem , hr. Pastor , stormede de gamle 
+tanker ind på mig , og det var , som om jeg skulle 
+kvæles . Så måtte jeg stænge for . Loddet er nu 
+engang kastet , og det kan jo ikke blive anderledes . 
+Ja havde vi beholdt vor lille der ! “ og hans stemme 
+hævede sig næsten til et skrig ; „ men nu , hvilken 
+vinter gå vi dog i møde her i dette øde og 
+mørke , ihvor man seer hen . “ 
+Jørgen lagde sit hoved i sine hænder og hulkede 
+højt ; men nu sad Lene rolig og kraftig ved siden 
+af ham ; hun bøjede sig ned mod ham , og så 
+ham ind i de urolige , tårefyldte øjne . 
+„ Jørgen , Jørgen ! “ udbrød hun i en kærlig advarende 
+tone , „ husker du da ikke , at vi er Vorherres 
+børn ; skulle vi gå den trange sti , ja , så 
+må vi jo bøje os og gå den , hvor mørk 
+vejen end er , og hvert skridt fører os jo dog nærmere 
+til det mål , hvor Herren står med sine udbredte 
+arme og venter på os . Og Jørgen , husk 
+på , hvad den kære , gamle præst så lidt sagde , når 
+dn blev utålmodig og mistvivlede om , at det ville 
+
+bære frem med dig : „ „ Bed som et barn til din 
+himmelske fader , og han vil hjælpe dig . “ “ Husker 
+dn , hvor kærlig han sagde det til dig ? “ 
+„ Ja du har ret , Lene , “ tog Verner ordet , 
+„ Herren er mægtig , og Herren er nådig ! Se , her 
+sender han eder alt hjælpen . Han har lysnet for 
+mig i dette øjeblik og gjort mig til sit ringe redskab . 
+Jeg kan ikke mere stilles fra eder ; vi tilhøre 
+hinanden . Min hustru og jeg have det så ensomt 
+herovre i denne alvorlige natur ; vi trænge til ligesindede 
+mennesker . Jeg føler jo tydelig , at vi i 
+troeslivet kunne gå hånd i hånd , og i vore 
+menneskelige interesser skal vi også nok komme ved 
+siden af hinanden . Min kone trænger til en kvindelig 
+hjælper ; den gamle Ane , som jeg har bragt 
+med fra mit hjem , kan ikke mere magte den plads , 
+hun skulle udfylde . Hun må nu have stille , gode 
+dage i sin alderdom , og du , Lene , skal hjælpe i 
+hendes sted . “ „ Når jeg nu tager din kone , Jørgen , “ 
+Tilføjede præsten i en halv spøgende tone , idet 
+han gav Jørgen hånden , „ så følger du jo nok 
+med . Jeg skal træde i din gamle præsts sted ; du 
+må igen have fat på læsningen , og du skal se , 
+at der nok skal komme flugt i vort arbejde . Vor 
+gamle skolelærer har længe været træt og har ønsket 
+en angre , til hvem han kunne få skolen overdraget , 
+
+imod at han blev indsidder hos den nye lærer . 
+Han er en elskelig gammel mand , som i nok ville 
+være gode imod . Seer du nu , Jørgen , hvor det klarer 
+op ; er Vorherre ikke mageløs god imod os ? Hvor 
+trangt begyndte vi dog vejen iaftes , da vi strede mod 
+storm og sne , opfyldte af angsten for at komme 
+for silde . Nu er eders lille skat et led af den store 
+menighed , og uagtet sin tidlige bortgang har det 
+lille barn dog haft en gerning her på jorden , 
+idet det har været midlet i Herrens hånd til at 
+bringe sine forældre sammen med mennesker , der 
+trænge til dem , og som de igen ville modtage kærlighed 
+af . Nu farvel , mine venner ! Så snart barnet 
+er begravet , flytte i hen til os , og vi ville alle 
+bede om Herrens velsignelse til vort fremtidige samliv “ . 
+Andet capifel . 
+Over seks år er forløbne , siden lille Anna Verner 
+blev født . Denne tid er - gleden lykkelig hen for beboerne 
+af præstegården . Jørgen Jensen har læst et 
+år hos præsten , været to år på seminariet og 
+er nu alt på fjerde år skolelærer og degn i 
+
+landsbyen . Den gamle lærer er død efter at have 
+levet to lykkelige år hos Jørgen og Lene , hvem han 
+altid kaldte sine kære børn , og efter hans død viste 
+det sig også , at han havde faget dem i børns sted , 
+idet han havde indsat dem til sine universalarvinger , 
+så at de kom i besiddelse af en efter deres forhold 
+ikke ringe capital , som den gamle mand havde sammensparet 
+sig i de mange år , han havde virket i sit 
+kald . 
+For præsten Verner og hans hustru havde hin 
+stormfulde novembernat bragt rige gaver , da de havde 
+fået ikke alene deres elskede lille Anna , men også 
+to så trofaste venner som Jørgen og Lene . Det 
+var glædeligt at se disse fire mennesker sammen ; de 
+kunne nu i alle måder følges ad . Jørgen og Lene 
+vare begge fra naturens hånd rigt begavede , så 
+de havde haft let ved at modtage og fastholde de 
+stærke og åndfulde indtryk , som den daglige omgang 
+med præsten og hans kone måtte føre med sig ; thi 
+disse vare , afscct fra , at de vare varmt troende mennesker , 
+også i ualmindelig høj grad uddannede , da 
+de vare opvoxcdc i kredse , hvor der var en levende 
+sands for alt , hvad der var skønt og stort . Verner 
+havde et par år rejst udenlands og navnlig opholdt 
+sig længere tid i rom og dens omegn . Han var 
+alt forlovet før rejsen , så han skrev udførlige breve 
+
+til Maria , og da han straks efter hjemkomsten blev 
+udnævnt til præst i denne ensomme egn , var det let 
+for ham at fastholde de stærke indtryk , som han havde 
+bragt hjem med sig fra al den herlighed , han havde 
+levet i . 
+Når de nu om aftenen alle fire sagde sammen 
+i præstegårdens dagligstue , blev brevene ofte tagne 
+frem , og de hjalp til at suldstændiggjøre fortællingerne 
+om det dejlige Italien . En del kobbere og 
+et par mindre malerier havde Verner også sorskaffet 
+sig på rejsen , og disse billeder vare til stor glæde 
+for den hele kreds , men især for lille Anna , der , da 
+hun ingen jevnaldrende omgang havde , vænnede sig 
+til af lege med disse billeder og sin dukke , som om 
+de vare levende væsner . Især var der et lille 
+oliebillede , som hun elsfede højt . Det forestillede en 
+jngling lige på overgangen fra barn til voksen . 
+Man kunne se på ham , af han havde forsaget verden , 
+men uden af prøve dens kampe . Kinden havde 
+endnu sin barnerundhed ; øjet var stort og glandsfuldt 
+som hos barnet , men det udtalte dog klart , af 
+der på dybet af sjælen lå en stor smerte , som 
+man kun kunne forstå ved af tænke sig ham som 
+en ung martyr , der med glæde , men dog bøjet af 
+slægtens syndetryk , gik Herrens korsdragervej , hvilket 
+måtte ende med , af han gav sit blod som sandhedsvidne . 
+
+hans træk vare fuldendt fljønne ; han 
+var klædt i en hvid og sort munkekappe ; på brystet 
+var der fremstillet en sol , der udbredte sine 
+stråler . Han havde ingen glorie om hovedet ; 
+men solen på brystet og den unge alder berettigede 
+til af tro , af billedet skulle forestille en vis 
+set . Antonius , som i de første christne tider led 
+martyrdøden i rom i en alder af fjorten år , og 
+om hvem der fortælles , af en sols billede i dødsøjeblikket 
+viste sig på hans bryst . 
+Moderen havde forklaret Anna billedet , og det 
+gjorde et stærkt indtryk på barnet , at dette unge , 
+yndige menneske havde måttet lide så hård en 
+død . Men da gjorde moderen hende opmærksom 
+på paradisglæden , der levede ved siden af smerten 
+i denne unge sjæl ; også talte hun med hende 
+om det yndige samliv med englene , som antonins 
+jo nu måtte leve . Antonins blev billedet kaldet i 
+præstegården , og det havde så megen ejendommelighed , 
+at det fik som en personlighed for dem alle . 
+Anna tyede som oftest til dette billede , når der 
+kom en af de besynderlig trange stemninger over 
+hende , de stemninger , som allerede barnet kan søle 
+uden at kende nogen årsag dertil . Det er , som 
+om sjælen sukkede over , at dens vinger er blevne 
+stækkede i dette underlige jordeliv . Fra det første , 
+
+bevidstheden vågner hos et åndeligt menneske , er 
+der et savn , som følger det hele livet igennem ; det 
+er indhyllet i en tågeverden , indtil christendommens 
+lys får denne opklaret . Det er , som om erindringen 
+om menneskenaturen før syndefaldet havde 
+sit gemmested dybt i sjælen , og at den imellem 
+søgte at udvide sig som for at hæve mennefket ; 
+men det bliver kun ved en stemning ; svingfjerene 
+vokse ikke mere ud her på jorden ; denne 
+lyksalighed er gemt til en anden tilværelse . 
+Det vil nu vel synes underligt for mange , at 
+en lille barnesjæl skulle kunne føle noget , der ligner 
+en sådan stemning , og dog er det så , at der i det 
+åndelig anlagte barn alt fra den tidligste aldermærkes 
+en spire til de fleste af de stemninger , der 
+følge det livet igennem . Anna havde af naturen 
+et varmt hjerte , og som følge deraf var hun også 
+i høj grad stemningsmenneske . Dette uforklarlige , 
+der til sådanne tider var over hende , og som hun 
+umulig kunne finde ord for at udtrykke , gjorde , at 
+hun ofte trak sig ind i sig selv , så at endogså hendes 
+moder ikke kunne sinde årsagen til barnets 
+underlige indesluttethed . 
+Når Anna var således bevæget , traf moderen 
+hende oftere foran antoninsbilledet og søgte da at 
+få en forklaring over , hvad der i sådanne øjeblikke 
+
+rørte sig i hende ; men barnet vedblev at være 
+tavs , idet det ufravendt betragtede antoninsbilledet . 
+Da moderen en aften efter en sådan dag 
+sagde godnat til Anna og havde bedet den lille bøn 
+med hende : 
+„ Nu lukker sig mit vje : 
+gud fader i det høje 
+i varetægt mig tag ; 
+for synd , fra sorg og fare 
+din engel mig bevare , 
+som ledet har min fod i dag ! “ 
+Sagde hun til hende : 
+„ Også du har en engel , som altid våger 
+over dig , og som dag og nat er om dig ; og det 
+er en af Vorherres største gaver , min egen Anna , 
+som vi ret af hjertet må takke ham for “ . 
+„ Ja moder “ , udbrød Anna , „ tror du ikke også , 
+at Antonius er min engel ; jeg synes , at han 
+seer således ud “ . Længere blev samtalen ikke , da 
+de små barncøjnc faldt til , og hun sov sødelig i 
+englenes arme . 
+En søndag formiddag gik Anna ene om i 
+haven , da det kun var sjældent , at hun blev tagen 
+med i kirke . Hun satte sig med sin dukke ind i 
+et gammelt lindelysthuus , som stod for enden af en 
+
+lang gang . Del var midsommer ; solen skinnede 
+varmt , og fuglenes sang blandede sig med psalmetonernc 
+fra kirken . I den lille have så alt så 
+lifligt ud ; der var kun enkelte , lidt forkrøblede træer ; 
+men en række frodige ribsbuske stod langs med 
+gangen . Solen skinnede bagfra gennem de røde 
+ribsklaser og hen ad de grønne blade , og nogle rosenbuskc 
+vare så fuldt behængte med blomster , at 
+grenene bøjedes helt ned mod jorden . Fuglesangen 
+i forening med psalmetoncrne fra kirken , de soloplyste 
+ribsbuske og de duftende roser , alt dette hævede 
+barnet op i en højere stemning ; en luftning fra 
+paradiset strøg hen over det . 
+Anna lukkede uvilkårlig øjnene , som om hun 
+havde en fornemmelse af , at hun derved kunne fastholde 
+dette salige øjeblik ; men snart blev hun vækket 
+ved en sagte raslen i løvet ved siden af hende ; de 
+nærmeste grene bøjedes tilbage , og et dejligt barneansigt 
+med et par store , brune øjne tittede ind til 
+hende . Hun sad en stund ganske ubevægelig og 
+stirrede på dette syn ; da hviskedee hun sagte , idet 
+hendes hjerte bankede heftig : „ Er du Antonius eller 
+min engel ? “ 
+En klingrende barnelatter lød i det samme , og i 
+el nu stod en tolvårs dreng inde i lysthuset . 
+„ Nå , det er første gang , jeg bliver kaldt en 
+
+engel “ , sagde han leende ; „ min moder kalder mig 
+for det meste en djævleunge , og en trold er jeg 
+også , det kan du tro ! “ og i det samme satte han hænderne 
+ligesom kløer frem mod Anna og flår en frygtelig 
+grimasse . Anna havde af angst trukket sig 
+tilbage i en krog af lysthuset og trykkede sin dukke 
+fast ind til sig . Men inden hun anede det , havde 
+drengen grebet dukken og kastet den op imellem de 
+højeste grene af lysthuset . Anna gav et rædselsskrig 
+fra sig og kastede sig hulkende ned på jorden ; hun 
+syntes , at hun for evig var skilt fra dukken ; det var 
+jo ikke muligt for hende at nå op til den . Da 
+drengen så hende så fortvivlet , var vildflaben 
+som tryllet bort fra ham . Han bøjede sig ned over 
+hende , og hans stemme fik en uimodståelig blød 
+klang , idet han bad hendx : „ Du søde lille pige ! 
+Vær ikke vred på mig , jeg ville jo kun spøge med 
+dig “ . 
+Hurtig som en kat krøb han op efter dukken 
+og lagde den i Annas arme . Hun havde fagte rejst 
+sig , da hun hørte stemmen ; den drog hende , så hun 
+måtte lytte til dens klang , og da han nu smilende 
+bøjede sig ned over hende og bad „ kys mig ! “ så 
+lagde hun sine små arme om hans Hals og kyssede 
+ham af hjertens grund . 
+
+„ Men hvem er du dog ? “ spurgte hun , da de 
+sammen gik op ad gangen . 
+„ Jeg er jo din fætter Victor ; thi du må jo 
+være Anna ? Vidste du da ikke , at jeg kom ? Å 
+nej , det er sandt “ , rettede han sig selv , „ Moder ville 
+jo overraske tante Maria . Men tante er i kirke , 
+og moder sidder alene oppe i havestuen ; kom , lad 
+os skynde os op til hende “ . 
+Idet han greb Annas hånd , gav han sig til 
+at løbe i fuld fart , så hun var ganske åndeløs , da 
+de nåde ind i havestuen . 
+Anna havde vel hørt forældrene tale om tante 
+Agathe ; men da det skete så sjælden , var indtrykket 
+af , at hun i virkeligheden havde en tante Agathe , 
+ikke fæstnet hos hende , og hun var derfor fly , da hun 
+trådte ind . 
+„ Har du nu været vild igen , Victor ! hvordan 
+er det dog , du har trukken af med barnet der ? “ Det 
+var de første ord , Anna hørte , af tanten , og de 
+bleve udtalte i en gnaven , skændende tone . 
+„ Kom hen til mig , min lille “ , fortsattes der videre , 
+og Anna krøb langs væggen hen til tanten ; men 
+hun turde ikke se op på hende . „ Vil du da ikke 
+se på mig , barn ? “ lød det nu noget ærgerligt . 
+Anna så op ; men det gyste i hende ; hun syntes , 
+at det var hendes moders ansigt , og dog ! hvor forstjelligt ; 
+
+hvad var dette for et underligt , stikkende blik , 
+og hvor var moderens milde smil ? denne kolde , 
+elegante dame forskrækkede barnet ; hun trak sig bag 
+gardinet og gav sig til at græde . 
+„ Nå , moder “ , udbrød Victor halv udfordrende ; 
+„ vi er nogle nette gæster ! først er jeg nær ved at 
+skræmme livet af Anna i haven , og næppe er hun 
+kommen sig af skrækken , før du får hende til at 
+græde på ny . Men nu kan du også selv se til at 
+få hende god igen ; jeg løber ud i haven for at 
+se , om der er nogle modne stikkelsbær “ , og i et 
+sæt var han ude af døren . 
+I det samme trådte præsten og hans kone 
+ind i stuen fra den modsatte side . De havde hørt , 
+at søsteren var kommen , og ilede nu hen til hende . 
+Anna listede sig sagte hen mod døren og smuttede 
+ud i haven . 
+Søstrene omfavnede hinanden ; Verner hilste forbindtlig . 
+De havde ikke set hverandre siden Verners 
+og Marias bryllup for otte år siden , så der var 
+meget at fortælle og meget at høre . 
+Fru Agathe Bergmann havde en tid boet i 
+Holsten , hvor hendes mand ejede et gods ; men ved 
+flet bestyrelse og megen ødselhed var det gået således 
+tilbage for ham , at han kort før sin død blev 
+nødt til at sælge det . Bergmanns fader havde på 
+
+deres bryllupsdag givet dem en capital , hvorfor der 
+fluide købes en livrente til Agathe ; men den måtte 
+først træde i kraft efter mandens død . Da han 
+var ung på den tid , da livrenten blev købt , var 
+udbyttet så betydeligt , at hun som enke kunne fortsætte 
+sin vante levevis . Fru Bergmann boede nu 
+om vinteren i Hamborg og tilbragte sommeren snart 
+ved et , snart ved et andet af den elegante verdens 
+badesteder . Hidtil havde hun altid ført Victor med 
+sig ; men nu ville hun sætte ham i Herlufsholms 
+opdragelsesanstalt , og hun havde valgt dette sted 
+efter opfordring af en af hendes mands ungdomsvenner , 
+som var præst der i nærheden , og som havde 
+lovet at lade Victor have et tilhold hos sig . 
+„ Da jeg ikke skal være på Herlufsholm med 
+Victor før sidst i August “ , sagde Fru Bergmann , 
+„ så har jeg lagt vejen herover for at se eder , 
+mine kære venner , endnu engang . Men hvor du 
+dog har overrasket mig , min søde Maria , med dit 
+glade og smukke udseende . Du har jo konstrueret dig 
+brillant , og jeg , som havde ventet at træffe dig helt 
+sammenskrumpen af kedsomhed ! Hvor er det dog 
+muligt , at i kunne holde eder således oprejste i denne 
+rædsomme ørken ? “ 
+„ Det vil ikke forundre dem så meget “ , svarede 
+Verner , „ når de hører , at vi her have mennesker , 
+
+til hvem vi stå i det inderligste venskabsforhold ; 
+og desuden er her jo en stor menighed ; de må 
+troe , at der findes mange fortræffelige folk iblandt 
+dem “ . 
+„ Hvem er de gode venner ? “ spurgte svigerinden ; 
+„ er her nogen herregård i nærheden ? “ 
+„ Nej “ , svarede Verner , idet et ironist smil 
+gled hen over hans ansigt ; „ men “ , fortsatte han med 
+barme , „ her i landsbysfolen er der en elskelig mand 
+og kone , som både Maria og jeg stå i det hjerteligste 
+forhold til . For Anna er det , som om hun 
+havde to par forældre , således elske de barnet , og 
+hun dem igen “ . 
+„ Er det en skolelærerfamilie , de mener , kære 
+svoger ? Det må jeg kalde at blive reduceret ; en 
+landsbyskolelærer og hans kone er rigtignok en tarvelig 
+omgang for dannede mennesker som eder “ . 
+„ Nej ; min kære Agathe , således må du ikke 
+tale om vore hjcrtevcnner “ , afbrød Maria hende med 
+varme . „ De er fra Vorherres hånd rigt begavede 
+mennesker , der er gennemtrængte af den højeste 
+ånds liv ; så knnne de dog sagtens tilegne sig 
+menneskeåndens . Måske de mangle de ydre , finere 
+manerer , man bruger i selskabslivet ; men en naturlig 
+takt have de mere end mangen en , der bevæger 
+sig i de højere kredse “ . 
+
+i det samme trådte Jørgen Jensen ind ; han 
+så meget bleg og alvorlig ud . 
+„ Men hvad er det , Jørgen “ , råbte Verner , „ hvad 
+er det dog ? Således har jeg jo ikke set dig siden 
+den første gang , vi traf sammen “ . 
+„ O , kære ven ! Jeg må tale med dig alene : 
+kom et øjeblik ! “ svarede Jørgen , idet han trak Verner 
+med sig ind i den anden stue og lukkede døren 
+efter sig . 
+„ Men hvem var dog det ? “ udbrød Fru Bergmann 
+forundret . 
+„ Det var jo skolelæreren , som vi nylig talte 
+om “ , svarede Maria . „ Stakkel ! Gud ved , hvad derer 
+mødt ham ; han så så bevæget ud “ . 
+„ Men siger han da du til din mand , til præsten , 
+sin foresatte ? “ udbrød Fru Bergmann halv 
+indigneret . 
+„ Ja , det falder ganske naturligt “ , svarede Maria . 
+„ Verner sagde du til ham , da han var hunsmand , 
+og han læste med ham , til han blev skolelærer ; ved 
+den daglige omgang udvikledes Jensen mere og mere . 
+Det var nu så underligt for Verner at sige du til 
+ham , når Jørgen Jensen sagde de ; og da han var 
+kommen i et så hjerteligt forhold til ham , kunne 
+han ikke få det kolde de over sine læber . Hvad 
+var da naturligere , end at han bad Jørgen om også 
+
+at sige du til ham . Jeg kan jo ikke nægte , at 
+det i begyndelsen forekom mig lidt underligt ; men 
+snart blev jeg også dus med Lene , Jørgen Jensens 
+kone , og nu er vi alle glade derved “ . 
+„ Hør , min søde Maria ! jeg må rent ud sige 
+dig , at dette er noget forskruet noget ; men der seer 
+man følgen af det isolerede liv , i føre . At tænke 
+sig en dame som dig være dus med “ -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- 
+her blev Fru Bergmann afbrudt , idet Verner og 
+Jørgen atter trådte ind i stuen . De så begge 
+meget nedstemte ud . 
+„ Nå Maria “ , sagde Verner , idet han lagde 
+hånden på hendes skulder ; „ det seer alvorligt ud 
+for os ; på vejen fra kirken er der ikke mindre end 
+tre styrtede om . Det er det første tegn på , al 
+den frygtelige feber , som har raset i nabosognet , nu 
+også er nået til os . Vorherre se i nåde til os ! 
+Der er knn få , som have overstået den sygdom “ . 
+Maria foldede sine hænder og bad : „ Gud , din 
+villie ske ! “ 
+„ Er det en epidemie , som raser her i egnen ? “ 
+Råbte Fru Bergmann forfærdet ; „ da tør jeg ikke blive 
+her med Victor . Vi må straks bort . Men min 
+søde Maria , ikke sandt , du og din skat følge med 
+mig ? Verner må jo vel jagtens blive her “ , føjede 
+
+hun noget tøvende til ; „ men du og barnet bør dog 
+ikke udsættes for smitten “ . 
+„ Hvor Verner er , bliver jeg ; “ svarede Maria og 
+rakte kærlig sin mand hånden . 
+„ Men barnet da ? “ udbrød søsteren . 
+„ Vorherre forlader det ikke “ , svarede Verner ; 
+„ det bliver hos sine forældre . “ 
+En af pigerne kom i dette øjeblik styrtende ind 
+med det udråb : „ Maren er falden om ude i køkkenet 
+! “ 
+Maria ilede derud . 
+„ Lad vognen straks spænde for “ , bad Fru Bergmann 
+i største angst ; „ jeg må bort ; jeg synes alt , 
+jeg føler mig ilde “ . 
+„ Er de syg , så bliv dog her “ , rådede Verner . 
+„ Nej bort må jeg ; lad mig straks få min 
+vogn ! “ 
+Jørgen bestilte vognen , og Verner gik ud til 
+den syge ; i det samme kom Anna og Victor springende 
+hånd i hånd ind fra haven . 
+„ Moder ! se de dejlige stikkelsbær ! “ råbte 
+Victor og holdt en håndfuld hen imod hende . 
+„ Plag mig nu ikke , dreng ; men skynd dig ! 
+Der er vognen ; vi må straks bort “ . 
+„ Nu bort , bror ? “ udbrød Victor i største 
+
+forbavselse ; „ vi er jo lige komne , og du sagde , at 
+vi skulle blive her flere uger ! “ 
+„ Nå , dreng , kom nu bare ; i vognen skal jeg 
+fortælle dig alt . Farvel , Verner ! Farvel , Maria ! “ 
+Råbte Fru Bergmann fra vognen ned til svogeren 
+og søsteren , der kom løbende for at tage afsted . 
+„ Endnn engang , lad mig få barnet med ! “ 
+„ Nej , det er umuligt ! “ svarede Verner og Maria 
+som med en mund . 
+Victor sad på vognen og så med undren 
+hen på onklen og tanten . Han så vel kun dette 
+glimt af dem ; men aldrig glemte han deres skønne , 
+ædle skikkelser og det stærkt bcåndede udtryk , der i 
+dette øjeblik lyste over deres ansigter . 
+„ Kør så , så hurtig som mulig ! “ bød Fru 
+Bergmann . Kusken smeldede med pisken ; vognen 
+rullede afsted , og snart skjultes den for øjet i en 
+tæt støvsfy . 
+Verner og Maria ilede ind i huset ; der var intet 
+øjeblik at spilde ; hjælp var her nødig snarest 
+mulig . 
+Anna stod ved havelågen med sin dukke i armen . 
+Hun stirrede efter de bortkørende . Det hele 
+var hende som en underlig drøm . 
+
+tredje capifel . 
+En trang uge havde hensneget sig siden de første 
+sygdomstilfælde i landsbyen . Verner og Maria som 
+og Jørgen og Lene vare næsten uafbrudt beskæftigede 
+såvel nat som dag . Og i den korte tid , de sov , 
+kom alle de rædselsscener , de havde været vidner til 
+om dagen , i drømmesyner og skræmmede hvilen 
+bort fra dem . 
+Lille Anna var med gamle Ane flyttet hen i 
+skolen ; den lå lige over for præstegården , så Verner 
+og Maria kunne flere gange om dagen se over 
+til hende . Da der både var syge og lig i præstegården , 
+ville de helst have hende ude af huset . Gamle 
+Ane anstrengte sig for at adsprede barnet ; imellem 
+lykkedes det også ; men som oftest sad Anna stille 
+ved vinduet , lagde panden mod ruden og stirrede 
+tankefuldt ud for sig . Hvad for billeder der i sådanne 
+øjeblikke droge forbi hendes sjæl , udtalte hun 
+aldrig , og gamle Ane rystede ofte på hovedet over 
+det underlige barn . 
+Det var atter søndag . Der hang en trykkende 
+luft over den hele egn . Ikke en vind rørte sig . 
+
+der var ingen skyer synlige ; men solens hede stråler 
+trængte sig som igennem et grågult slør , der 
+bedækkede hele himlen . Det var en af de første dage 
+i August , så solen stod alt højt , da kirkeklokken 
+kaldte menigheden sammen . Man så kun enkelte 
+kirkegængere med besvær slæbe sig frem , idet de 
+krøb tæt op til husene for at have gavn af de 
+smalle skygger . 
+Præstegårdens havelåge åbnedes , og Verners 
+høje , skønne skikkelse trådte ud , støttet til Jørgens 
+arm . 
+Hvem der ikke havde set præsten siden sidste 
+søndag , ville næppe have genkendt ham , så bleg 
+og afmagret var han bleven . De store , mørkeblå 
+øjne lå dybt i deres huler , og en så forunderlig 
+forklaret glans var der over dem , at de syntes at 
+overstråle hele det blege ansigt . 
+„ Tak , Jørgen , for din arm “ , sagde Verner med 
+svag stemme , „ i dag nåde jeg ikke kirken uden 
+din hjælp . Herren har velsignet den time , vi to 
+først traf sammen ; hvor megen gavn og glæde er 
+der dog ikke spundet ud deraf for os begge ! “ 
+„ Ja , kære , kære ven ! “ svarede Jørgen , „ måtte 
+vi kun komme ud over denne gruelig trange tid . 
+Jeg føler mig gud ske lov rask ; men du må 
+skåne dig ; når du først er hjemme fra kirken 
+
+igen , får du ikke mere lov til at gå om til de 
+syge . Jeg skal nok gøre det ; Vorherre vil give mig 
+kraft til at trøste og styrke de stakkels skabninger . 
+Se dog ! “ her pegede Jørgen hen ad vejen , „ hvor de 
+komme krybende , de få , der endnu have kræfter til 
+at nå kirken “ . 
+Jørgen læste i chordøren ; hans smukke stemme 
+lød vel svagere end ellers ; men den havde aldrig 
+haft en hjerteligere klang . Og da han bagefter fang 
+psalmen , grebes Verner så forunderlig af stemmens 
+inderlighed , at han , fvag som han var , ikke kunne 
+holde tårerne tilbage ; det syntes ham , som om han 
+alt var i paradiset og hørte englene synge . 
+Nu kom Jørgen og bød sin kæreste ven armen 
+for at lede ham op på prædikestolen . Det var med 
+største besvær , at han fik ham op ad trappen . 
+Ængstelig gik Jørgen ned igen . Degnens stol varlige 
+under prædikestolen ; men derfra kunne Verner 
+ikke ses , og i dag turde Jørgen ikke have øjnene fra 
+ham . Han stillede sig derfor op til pillen på den 
+anden side af gangen . 
+Præsten oplæste evangeliet ; det var om Herren , 
+der græd over Jerusalem . Først var hans stemme 
+meget mat ; men med hvert ord steg den , og til sidst 
+havde den en styrke , så det rungede i kirken . Jørgen 
+
+stod som med livet i hænderne , og hans blik 
+var intet øjeblik bortvendt fra vennen . 
+Da evangeliet var læst , hævede Verner de foldede 
+hænder og begyndte bønnen med : „ Herre ! “ — 
+men da sank hænderne pludselig , øjnene lukkede sig , 
+og den hele skikkelse fik som en skingrende bevægelse . 
+I et nu var Jørgen på prædikestolen , så idet 
+Verner segnede tilbage , sank han i Jørgens arme . 
+En af menigheden hjalp at bære den syge 
+langs ad den lange gang , og de få , der vare i 
+kirken , sluttede sig parvis til dem , som om det var 
+en ligskare . I våbenhuset lagdes Verner på en 
+båre , og således blev han bragt ind i præstegården . 
+Maria 
+og Lene stod ved kjøkkenvinduet , ivrig 
+beskæftigede med at tilberede mad , der skulle bringes 
+om til de syge . 
+„ Nej se dog , Lene “ , udbrød Maria , „ der kommer 
+så mange folk ind i gården ; det er da ubegribeligt 
+lige under gudstjenesten “ . 
+Lene så ud -- -- -- -- -- -- - : „ Men det er jo “ — ; her 
+afbrødes hun pludselig ved et vildt skrig , som Maria 
+udstødte . De styrtede i samme nu ud i gården , 
+og Maria kastede sig jamrende ned ved båren , 
+hvorpå Verner lå som et lig . 
+„ Han ånder dog endnu “ , trøstede Jørgen . „ Han 
+
+ånder ! “ råbte Maria , og somen lysning af glæde 
+sås på hendes ansigt . I et nu var smertesudbruddet 
+standset : 
+„ Så er der jo en mulighed for , at Vorherre vil 
+skåne ham ; o kom Jørgen , lad os få ham bragt 
+ind i huset . “ 
+Rolig ordnede hun alt , og rolig gik hun nat og 
+dag . Verner lå uden bevidsthed , og som det syntes , 
+uden smerte . Lægen rystede på hovedet . 
+„ Feberen er voldsom , og kræfterne kun få , “ 
+Sagde han bekymret . 
+Den fjerde dag standsede feberen ; men afkræftelsen 
+var dødbringende . 
+Maria sad på sengekanten og havde taget den 
+syges villieløst hånd i sin . Pludselig slog Verner 
+øjnene højt op , idet han udbrød : „ Maria , vi mødes 
+snart ; velsignet være alle i kære ! “ 
+Et dybt suk hørtes , øjnene lukkede sig , hånden , 
+som han havde hævet , medens han talte , faldt slap 
+ned . Maria sad som en støtte og stirrede stift på 
+den elskede . Da Lene kom ind i stuen for at afløst 
+Maria , sad denne endnu ubevægelig med mandens 
+hånd i sin . Lene forfærdedes over det stivnede udtryk 
+i hendes ansigt . 
+„ Men Maria dog ! “ udbrød hun uvilkårlig . 
+Da brast det sammen for Maria , og hun sank bevidstløs 
+
+ned over mandens lig . Lene stod det første 
+øjeblik som lammet af rædsel ved , hvad hun så ; 
+men snart ilede hun ud i gården til Jørgen , som 
+var beskæftiget med forskellige , der kom for at søge 
+råd til deres syge . 
+„ Kom , Jørgen , skynd dig min ven ! “ bad Lene . 
+De traf Maria endnu udstrakt over liget ; hun rørte 
+sig ikke . Jørgen slog hænderne sammen over hovedet , 
+ved at se al denne Jammer . De fik Maria lagt 
+hen på sin seng ; hun åndede endnu , men rørte sig 
+ikke . Den ene dag gik efter den anden , men altid 
+samme tilstand . 
+„ Her er ingen hjælp mulig , “ sagde lægen den 
+femte dag . 
+Hen ad aften , da Jørgen og Lene sagde ved lejet 
+og lyttede til det altid svagere åndedræt , mærkede 
+de endelig , at det helt var standset . 
+Nu favnede Maria sin elskede ven ; forløsningstimen 
+var slået . 
+Fjerde capifel . 
+Det var tre måneder , siden Verner og hans 
+hustru bragtes til graven . Præstegården stod øde ; 
+der var endnu ingen ny præst udnævnt . Hele bohavet 
+
+» 
+Var solgt ved auktion . Jørgen havde efter evne købt 
+forskellige småsager , som vare kære erindringer 
+for ham og Lene . Antoniusbilledet bad Lene Jørgen 
+først og fremmest om at købe ; hun glædede sig alt 
+til at hænge det over sin lille Annas seng . Anna 
+havde lidt længtes efter at komme over i de gamle 
+Stuer og også spurgt efter billedet ; men hidtil 
+havde alt været forseglet i præstegården , og auctionsdagene 
+nænte Lene ikke at bringe hende derover , 
+for at det sidste indtryk af hjemmet ej fluide blive 
+så uhyggeligt , som når man seer alt adsplittes for 
+hammerslaget . Jørgen kom hjem uden billedet . En 
+fremmed købmand , der rejste om ved auktioner , havde 
+budt det så højt op , at Jørgen ikke kunne følge 
+længer med . Det kostede Lene tårer ; men billedet 
+var uigenkaldelig tabt . Købmanden var straks rejst 
+bort med det , og ingen vidste hvorhen . 
+Det var atter en aften i november med dens 
+mørke og storme . Jørgen var gået hen i et 
+ærinde til naboens , og Lene sad ene i dagligstuen 
+i den lille skolebygning . Hun lagde sit arbejde fra 
+sig , støttede hånden til kinden , og en række af 
+billeder fra den sørgelige tid , hun så nylig havde 
+oplevet , droge forbi hendes indre syn . Hun var for 
+from til at knurre mod forsynet ; men fra bunden 
+af hendes sjæl rejste smerten sig : hvad mon fremtiden 
+
+ville bringe ! Lille Anna , som var bundet så 
+fast til hendes hjerte , — hende havde hun vel endnu , 
+men hvor længe ? Hun havde intet hørt om , hvad 
+bestemmelse der var taget med hensyn til barnets 
+fremtid ; mon hun ville blive så lykkelig at få lov 
+til at beholde det ? 
+Nu sov Anna trygt i kammeret ved siden af ; 
+gamle Ane sad inde hos hende . Lene ville lige gå 
+ind for at glæde sig ved synet af barnet , da det 
+i det samme bankede på hoveddøren . 
+„ Skulle det alt være Jørgen ? “ tænkte Lene , „ nej , 
+han lukker sig jo selv ind . “ Hun åbnede vinduet 
+forat se , hvem det var ; da rakte landposten et brev 
+ind til hende . 
+Det var noget så usædvanligt for hende at så 
+breve , og der var mødt hende så meget trangt og 
+mørkt i den sidste tid , at det uvilkårlig gøs i 
+hende ved tanken om , hvad dette brev vel kunne 
+indeholde . 
+Hun brød det ; der stod kun få linier deri . 
+Da Lene havde læst dem , lagde hun hovedet ned 
+mod bordet og hulkede heftig . Og således lå hun 
+endnu , da Jørgen kom hjem . 
+Han forfærdedes ved at træffe fin ellers så 
+kraftige hustru således opløst i smerte . 
+Han lagde kærlig sin hånd på hendes hoved : 
+
+„ Men min kære Lene , hvad er det dog ? Bryder 
+smerten over de elskede afdøde nu frem igen med 
+fordoblet kraft ? “ 
+Lene hævede sit tårevædede ansigt op mod 
+manden . „ Ak Jørgen , Jørgen , “ jamrede hun , „ en 
+tung skilsmisse foreslår os atter . “ Hun rakte ham 
+brevet . Han læste : 
+„ Gode madam Jensen ! Jeg overnatter i Nysted 
+„ Kro , så jeg er kun en mil fra deres landsby ; 
+„ i morgen tidlig kommer jeg for at hente min søster „ datter . 
+Jeg har aftalt alt med barnets formynder , 
+„ som er enig med mig i , at det må opdrages efter 
+„ sin stand . Vil de være så god at have tøjet 
+„ pakket og hende selv påklædt til klokken ni , da jeg 
+„ ikke ønsker at stå ud af vognen ; alt for smertelige 
+„ Erindringer bringer stedet mig . 
+Deres forbundne 
+Agathe Bergmann . “ 
+„ Ja Lene ! “ sagde Jørgen , idet han med bedrøvet 
+mine lagde brevet fra sig , „ dette er i sandhed svært 
+at bære ; men Fru Bergmann er jo barnets nærmeste 
+slægtning ; vi have ingen ret til det . Lad os nu 
+ordne og pakke hendes tøj , i det håb , at Vorherre 
+nok engang vil føre os sammen med Anna igen . “ 
+Gamle Ane blev helt utrøstelig , da hun hørte , 
+hvad talen var om ; hun troede jo aldrig mere at skulle 
+
+få barnet at se . Ved at måtte trøste Ane blev 
+Lene beroliget . Hun tog nu fat på at gøre alt 
+istand til næste morgen . Endnu engang brast hun 
+bitterlig i gråd , da hun kyssede det sovende barn , 
+før hun lagde sig , og det varede længe , inden søvnen 
+bragte hende den så fornødne lindring . 
+Næste morgen var Jørgen og Lene tidlig oppe . 
+Lene gik først en stund urolig om i huset ; da 
+vækkede hun lille Anna , der straks udbrød : „ Hør , Lene , 
+går du så hjem med mig i dag ? jeg vil så gerne 
+ind i stuerne igen ; hænger Antonius endnu over 
+moders skrivebord ? “ Anna blev således ved at 
+småsnakke med barnets hele utrættelighed . Lene 
+kunne før gråd intet ord fremføre . „ Men Lene , 
+du svarer mig jo flet ikke , “ og Anna tog med begge 
+sine små hænder og hævede Lenes ansigt i vejret . 
+„ Men hvad er det , Lene ? hvorfor græder du ? “ udbrød 
+Anna forundret , „ er det , fordi fader og moder 
+ere oppe i himlen ? Du siger jo selv , at de have det 
+så godt deroppe ; så skal man da ikke græde derover . “ 
+„ O du søde barn ! “ svarede Lene , idet hun 
+kyssede hende , „ Du skal bort fra mig , og derfor 
+græder jeg . Tænte Agathe kommer ret straks og henter 
+dig , så nu må vi skynde os at blive færdige . “ 
+„ Tænte Agathe ! Hende har jeg kun set en gang ; 
+jeg holdt ikke af hende ; men Victor ! O , hvor det 
+
+skal blive morsomt at se Victor igen ; hør , Lene , jeg 
+længes efter Victor ; mon tænte ikke snart kommer ? “ 
+Lene måtte oplyse hende om , at Victor ikke 
+kunne være med , da han jo var sat i skole derovre 
+på Sjælland . 
+„ Ja , men så rejser tænte vist med mig til 
+ham . “ Frokosten blev nu sat frem for Anna , og 
+medens hun spiste , fortalte hun om Victor . Hun fortalte , 
+hvordan han havde gjort hende bange ved at 
+lege trold ; men hvor han så var bleven god imod 
+hende , da hun blev angst for ham og gav sig til at 
+græde ! Midt i sin fortælling blev Anna imidlertid 
+afbrudt ved lyden af et posthorn , og en lukket rejsevogn 
+holdt i næste øjeblik udenfor døren . Jørgen 
+gik ud til vognen ; Fru Bergmann hilste på ham 
+og bad ham så snart som mulig bringe Anna . 
+Da han kom ind i stuen , stod Lene med barnet i 
+armene , og gamle Ane sad grædende ved siden . 
+Anna , der bevægedes ved at se de andre græde , brast 
+også i gråd , idet hun klamrede sig fast til Lene . 
+„ Nå , Lene , “ sagde Jørgen , „ pak nu barnet ind , 
+at det kan . komme afsted . “ Jørgen hjalp til for så 
+hurtig som mulig at ende denne smertelige scene . 
+Han tog den lille koffcrt , og Lene bragte barnet ud 
+til vognen . Fru Bergmann var bleven bevæget ved 
+atter at se præstegården , og synet af barnet og 
+
+Lene bragte tårer i hendes øjne . Hun ville gerne 
+sige Lene et par kærlige ord ; men hun havde i så 
+lang en årrække udelukkende bevæget sig i salonformerne , 
+så nu , da det naturlig hjertelige gjorde 
+sin ret gældende og ville have ord til at tolke , 
+hvad der rørte sig i hende , da stod hun , den på 
+conversation så rige verdensdame , ganske fattig . 
+Hun kunne kun give Lene et håndtryk og et venligt 
+blik ; så gemte hun sit ansigt i tørklædet og vinkede 
+med hånden , at man skulle køre . Jørgen lukkede 
+vogndøren , postillonen blæste i hornet , og vognen 
+rullede bort . 
+Anna så forundret ud ad vinduet ; Lene lå om 
+Jørgens Hals , gamle Ane havde sat sig ned på 
+trappen med ansigtet skjult i hænderne . Anna 
+skottede op til tanten , der stadig sad med tørklædet 
+for øjnene . Hun lagde sig tilbage i vognen og 
+trykkede sin dukke op til sig , lyttede efter posthornets 
+klang og stirrede op mod skyerne , idet hun 
+med øjet fulgte deres hurtige flugt . Men den ensformige 
+klang af hornet og synet af de bestandig 
+forbifarcnde skyer bedøvede hende , så hun måtte 
+lukke øjnene , og snart sov hun trygt i den magelige 
+vogn . 
+
+femfe capitel . 
+Fru Bergmann sad længe hensunken i sine egne 
+tanker og glemte rent barnets nærhed . På engang 
+kom tanken om det op hos hende , og hun bebrejdede 
+sig , at hun flet ikke havde talt til det . Hun 
+vendte sig om og blev underlig greben af den fred 
+og unde , der var udbredt over den sovende lille pige . 
+Hendes forsfe ungdom trådte hende så nær ved at 
+se dette barn , der så slående lignede hendes søster 
+Maria . Der havde været ti Års forskel på 
+søstrenes alder . Da Agathe blev gift , var hun kun 
+sytten år , og Maria netop på Annas alder . Hvor 
+havde hun dengang hængt ved dette barn ; hvor var 
+adskillelsen svær , da søsteren i afskedens øjeblik 
+grædende klamrede sig fast til hende . Den ene 
+tanke greb den anden , og mange strenge , der ikke 
+havde været berørte siden hendes tidligste ungdom , gave 
+nu en forunderlig , vemodig klang . Det var , som 
+om disse toner kaldte på hende . Hun skyede at se 
+ned i sig selv ; hun kunne ikke udholde den tomhed , 
+som herskede der . Men hvordan udfylde den ? Hendes 
+evner vare ej i nogen henseende blevne udviklede , 
+hendes tanker havde kun været beskæftigede med pynt 
+og adspredelse , med øjeblikkets indtryk . Hun havde 
+
+aldrig fastholdt noget , men ladet alt glide bort med 
+tidens strøm . Egentlige sorger havde hun ikke 
+kendt . Hendes ægteskab havde ej været ulykkeligt , 
+men ligegyldigt . Hun tog ud og morede sig med sin 
+mand , og hjemme vare de begge så elsfværdige som 
+vært og værtinde/ af der stadig strømmede gæster 
+ind hos dem . Ntanden sagde hende ikke , af han solgte 
+godset af pengetrang . Letsindig som han var , benyttede 
+han den lille capital , der levnedes af creditorerne , 
+til af gøre en udenlandsrejse for med sin 
+kone . Hans pludselige død indtraf kort for denne 
+sidste rest også var sat overstyr . Der mumledes 
+vel i krogene om det underlige tilfælde , af døden 
+netop kom i det øjeblik , da man så bunden as 
+pengekassen ; men sagen blev ikke videre undersøgt ; 
+døden indtraf ved et stort badested , hvor enhver 
+havde travlt med af more sig , så ingen ville dvæle 
+ved , hvad der ej var lutter lyst . Agathe blev nu vel 
+underrettet om sagernes stilling , men tillige om , af 
+livrenten var så stor , af hun kunne fortsætte sit 
+vante liv . I begyndelsen savnede hun vel mandens 
+ledsagelse ; men snart blev hun vant til af tage ene 
+ud i selskaberne , og efter ikke lang tids forløb behagede 
+denne fuldkomne frihed hende . Hun havde 
+således levet let hen lige indtil besøget hos Verner 
+og Marin . Det var knn kort , hun så dem ; men 
+
+hun havde dog indåndet noget af den luft , der omgav 
+dem , og deres få hurtig påfølgende død gjorde , 
+at det indtryk , hun havde fået i deres hjem , blev 
+mere end øjeblikkeligt . Hun ønskede at kunne være 
+noget for Marias barn ; men hvorledes skulle hun 
+tage fat derpå ? Hun tænkte frem og tilbage , og det 
+endelige resultat blev , at hun ville afse en vis sum 
+årlig for at lade Anna opdrage i en af Hamborgs 
+pensionsanstalter . At opdrage barnet hjemme hos 
+sig , kunne der ikke være tale om ; det ville for meget 
+forsfyrre hendes vante liv . Hun beroligede sig med 
+tanken om , at hun ville gøre dette pengeoffcr , hvorved 
+hun blev nødt til at nægte sig nogle småbehageligheder . 
+Og således smulrede de større tankeren 
+for hende ; hun var begyndt at samle tankerne 
+og lægge dem som en perlerad , den ene tæt ved 
+siden af den anden ; men da hun rørte ved dem , 
+trillede hver til fin side ; hun havde intet bånd at 
+trække perlerne på : det bånd må have arbejde 
+til rendegarn og eftertanke til islæt ; men Agathe 
+havde aldrig kendt til nogen af delene ; da hun så 
+perlerne trille hver til sin side , gad hun ikke samle 
+dem igen ; det var jo et danaidearbejde , så hun lod 
+dem ligge , hvor de faldt . 
+Anna vågnede først , da vognen holdt ved middagsstationen . 
+Hun var helt fortumlet og kaldte på 
+
+Lene ; men da hun så tanten , der med et mildt 
+ansigt bøjede sig ned imod hende , beroligedes hun . 
+Hun så atter den store lighed med sin moder ; 
+men denne gang skræmtes hun ikke , da et venligt 
+smil opklarede tantens ansigt , så at ligheden derved 
+endogså forhøjedes for hende . 
+Da de kom i vognen igen , tog Fru Bergmann 
+to små dukker op af fin pose ; det var en dreng 
+og en pige , som Anna straks kaldte Victor og Anna . 
+Nu kom der ret liv i barnet . Med dukkerne legede 
+hun hele scenen om igen fra mødet med Victor , 
+og under denne leg gik tiden hurtig , indtil det 
+mørknedes . Nu redte Anna af et par tørklæder en 
+lille seng på det modsatte sæde til dukkerne ; da 
+hun havde fået dem til ro , lagde hun sig tilbage i 
+hjørnet og sov snart ind . 
+Om natten klokken et rullede vognen ned ad 
+storgaden i den lille købstad , hvor Fru Bergmann 
+havde en ungdomsveninde , kammerherreinde nordfalk , 
+der som enke havde bosat sig i denne lille by . 
+De vare ventede , så tjeneren sad oppe ; han kom 
+straks ned og åbnede vogndøren . Han bar den 
+sovende Anna op , og sovende blev hun afklædt og 
+lagt i sengen . 
+Anna vågnede først sent næste morgen ; hun 
+blev noget forskrækket , da et fremmed menneske bøjede 
+
+sig ned over hende for at tage hende op af sengen ; 
+men det stakkels barn var alt begyndt at prøve så 
+mange forandringer , at hun kvalte de fremtrængende 
+tårer og lod sig rolig klæde på . Det var kammerherreindens 
+jomfru , der hjalp hende ; hun var et 
+stille , godt menneske , der i barndommen kun havde 
+kendt armoden , og som voksen kom i streng tjeneste , 
+så hun var taknemmelig for hver lille solstråle , 
+der faldt på hendes vej , og et sådant solglimt 
+var dette øjeblik for hende , da hun tog det yndige 
+barn op af sengen . Det velvære , hun følte , afspejlede 
+sig i hendes ansigt og bidrog sit til at berolige 
+barnet . Da Anna var påklædt , bragte jomfruen 
+hende ned i stuen , hvor kammerherreinden sad 
+ved kaffebordet med Fru Bergmann . 
+„ Ih ! se , der har vi jo din lille protege , “ udbrød 
+kammerherreinden , „ men min kære Agathe , du 
+får såmænd noget at bestille , inden det barn bliver 
+monteret , så hun kan være passabel ; det er umuligt 
+ret at tænke sig , hvordan hun seer ud , førend hun 
+får lidt pli på sig ; nej ! det er dog også rædsomt , 
+så bondeagtig hendes klæder sidde . “ 
+„ Ja , min kære Petrea , “ svarede Fru Bergmann , 
+der nu havde rystet alle skrupler af sig ved atter at 
+være kommen i de vante elegante forhold , „ Du må 
+betænke , at det kun er en simpel skolelærer , hun har 
+
+været hos siden forældrenes død . Denne sørgedragt 
+har vist konen selv syet til hende . “ 
+„ Ja , “ faldt Anna ind , „ den har Lene jo syet 
+af moders sorte bombasinskjole ; men jeg får også 
+kun lov at have den på om søndagen . “ 
+Kammerherreinden trak munden op til den ene 
+side , noget , der skulle forestille et smil , og nikkede 
+til Anna på en sådan måde , at barnet instinktmæssig 
+forstod , at hun skulle tie . 
+„ Hør , min kære Agathe , er det så , at dette 
+skal være hendes bedste dragt , da får du virkelig 
+at holde hende helt inde ; for således kan man dog 
+umulig vise sig med hende i byen . “ 
+„ Ja , “ svarede Fru Bergmann , „ jeg har vel ondt 
+af barnet ; men mit ophold her er for kort til , at 
+man kan få syet nye klæder , og det er jo i det 
+hele taget bedst at lade dette bcroe , til hun kommer 
+i pensionen . Du er jo nok så sad at lade din jomfru 
+tage sig lidt ad hende ; det var dog synd , at 
+barnet skulle sidde ganske ene . “ 
+Og således blev det ; Fru Bergmann tog den 
+ene dag efter den anden ud med sin veninde , snart 
+i besøg i byen , og snart til en eller anden af de 
+nærliggende herregårde , medens stakkels Anna sad 
+oppe på et mørkt lille Kammer , der vendte ud til en 
+snever gård . Den godmodige jomfru søgte vel at 
+
+adsprede hende på bedste måde ; men hendes tid 
+var tagen så strengt i beslag af kammerherreinden , 
+at hun kun en sjælden gang kunne ofre mere end et 
+venligt ord på barnet . Når vejret var klart , 
+stjal hun imellem et øjeblik til at gå ned i den lille 
+have med Anna , som her ret i fulde drag trak vejret , 
+idet hjemlige fornemmelser kom over hende . En formiddag , 
+da damerne som sædvanlig vare på besøg , 
+havde jomfruen lovet Anna at gå med hende ned 
+i haven og derfra ud på den tilstødende mark , hvorfra 
+man kunne se skoven i baggrunden . 
+Anna var henrykt over det dejlige vejr og hoppede 
+glad ved jomfruens hånd igennem haven ; 
+men ligesom de stod i den åbne låge ud til Marken , 
+erindrede jomfruen , at hun havde ordre til at 
+gå et ærinde i en butik . 
+„ Min kære lille Anna , vi må op igen ; jeg 
+skal gøre nogle indkøb for min frue , og du ved 
+jo , at jeg ikke før tage dig med på gaden . Det 
+gør mig få ondt , at jeg har skuffet dig ; men jeg 
+før jo ej gøre andet ; du får blive oppe på 
+kammeret , til jeg kommer tilbage . “ 
+„ Å nej , “ bad Anna , „ lad mig blive her nede i 
+haven så længe ! “ 
+„ Ja , ja da ! så skal jeg skynde mig alt , hvad 
+jeg kan ; om en time vil jeg kunne være her igen . 
+
+du har jo din dukke , så kan i to spadsere om i 
+haven imens . “ Hermed nikkede jomfruen mildt til 
+Anna og skyndte sig bort . 
+Anna stod ved den åbne låge og frydede sig 
+ved synet af den nys opspirede rugmark , der skinnede 
+med sit friske grønne i det klare efferårssolskin . 
+Hun gik lidt udenfor lågen . 
+„ Nej , hvor det ville være morsomt at komme op 
+på den lille høj der henne ! “ tænkte hun , og straks 
+sprang hun afsted ; det varede ikke længe , før hun 
+nåde op på Toppen af højen . 
+„ Ej , der er vist landevejen , vi kørte på ; hvor 
+jeg dog længes efter Lene ! Jeg kan vist godt løbe tilbage 
+og besøge hende . “ Denne tanke bevingede barnets 
+skridt , og som en fugl , der er fluppen ud af 
+buret , fløj hun afsted . 
+„ Nej , hvor Lene vil blive glad , og så gamle 
+Ane ! “ og med hver tanke hoppede Anna hurtigere 
+afsted , fremad og altid fremad gik det . Nu kom hun 
+hen til skoven . „ Hvor her dog er underligt ! “ udbrød 
+hun ; en skov havde hun aldrig set før . „ Nej ! 
+Se til kragerne , hvor de sidde der oppe i toppene 
+af de høje , høje træer ; mon de kan høre mig ? “ Og 
+hun klappede i hænderne , kragerne fløj skræmte bort . 
+„ Ja , jeg sinl nok komme lige så hurtig som i , “ og 
+hun løb fremad i flyvende fart . 
+
+en hybenbufl hang med grenene ud over vejen ; 
+den var tæt besat med store , purpurrøde bær . En 
+green fik fat i Annas kåbe ; hun måtte standse for 
+at løsne den . 
+„ Hvor de bær er smukke ! nogle sådanne ville 
+være pæne at sætte på hatten . “ Hun fik en lille 
+green revet af og satte sig ned i det bløde Mos under 
+busken for at sætte grenen fast . „ Hvor her dog er 
+blødt at sidde ; nej se , hvor dejlig solen skinner på 
+de røde bær ; det er , ligesom når den skinnede på 
+ribsene hjemme i haven . — men hvad er dog det 
+for en underlig lyd ? “ og hun lagde sig tilbage og 
+så i vejret . Det var vinden , der susede i de høje 
+trætoppe . Anna lå og stirrede op i træernes kroner , 
+og hun så , hvor de store grene svajede frem 
+og tilbage op imod den blå luft . Hun følte et forunderligt 
+velvære ved at strække sig på det bløde 
+mosdække , idet hun stadig stirrede op imod de svajende 
+grene ; men lidt efter lidt løb grenene mere og mere 
+sammen for hende , og til sidst blev de som en tåget 
+masse ; øjenlågene faldt til , og hun lå ien tryg søvn . 
+En lukket vogn rullede let hen ad vejen . Da 
+den kom til stedet , hvor lille Anna lå og sov , 
+holdt den stille . Tjeneren , som straks sprang ned af 
+bukken , gik hen til vognvinduet , der i det samme blev 
+trukket ned . 
+
+„ Hvorfor holde vi , hans ? “ spurgte en blid 
+kvindestemme . 
+„ Deres nåde ! der henne under hybenbusken 
+ligger en lille pige og sover . Hun seer næsten ud , 
+som om hun var kommen bort fra sine forældre : 
+man kan dog ikke lade barnet blive liggende der i 
+dette kolde vejr . “ 
+„ Nej , du har ret , hans , lad os tage hende 
+ind med i vognen ; luk kun døren op . “ 
+En høj dame med et blidt , noget vemodigt ansigt 
+steg ud as vognen ; en lille gullokket pige kom 
+hoppende bag efter hende . 
+„ Nej se dog , moder ! hun sover med sin dukke 
+i armen , “ hviskedee den lille . 
+Anna så rørende ud , da hun lå der så rolig 
+og sov ; hatten havde hun beholdt i hånden , så 
+hovedet var blottet ; det rige , brune hår , der var 
+slettet med sorte bånd , lå som en krands om det . 
+Hægten i kåben havde hun løsnet , så man så 
+den simple sorte dragt , der sluttedes i halsen af en 
+lille hvid strimmel . 
+„ Hun er i sørgedragt , det stakkels barn , “ hviskedee 
+damen , idet hun bøjede sig ned over Anna . 
+„ Hvor seer hun dog yndig ud ! “ og damen strøg 
+med sin bløde , hvide hånd hen over Annas kind . 
+
+Anna smilede i søvne og hviskedee : „ Moder ! “ men 
+hun vedblev at sove trygt . 
+„ Tag hende nu forsigtig , hans , “ bød damen , 
+„ og læg hende her på forsædet . “ 
+Hans bar Anna ind i vognen uden at vække 
+hende ; damen fulgte bag efter . 
+„ Kom få , Angelica , “ og damen vinkede ad den 
+lille gullokkede pige . „ Straks , moder ! “ svarede barnet , 
+idet hun rev en green af hybenbusken , og hun 
+så smilende på grenen med de smukke , røde bær 
+og hoppede ind i vognen . 
+Den rullede rafl afsted ; men Anna blev ved at 
+sove . 
+„ Hvor hun må være træt , “ hviskedee den lille 
+pige . 
+„ Ja , “ svarede moderen , „ hun er vist også gået 
+langt ; måske helt derinde fra byen ; det er over en 
+mil . “ 
+Nu kørte vognen gennem en stor Ladegård , 
+over en bro og ind i en gammeldags borggård . 
+Her holdt den stille foran en høj stentrappe . Tjeneren 
+tog Anna forsigtig på armene ; damen og den 
+lille pige fulgte efter . 
+„ Bær hende ind på sofaen i cabinettet , “ beordrede 
+damen . 
+Og snart lå lille Anna , endnu trygt sovende , 
+
+i en rød fløjelssopha . Damen lagde et blødt tæppe 
+over hende og satte sig stille hen for at betragte sin 
+underlige gæst , idet den lille pige lænede sig op til 
+hende og kælent lagde sit hoved i hendes skød . 
+Sjette capifel . 
+På en solrig morgen , lo dage før pintse , 
+vandrede en flok unge mennesker ud gennem skoven 
+ved Herlufsholm . De vare på vejen til rønnebæk 
+præstegård , hvor de fluide tilbringe ferien . 
+Bøgeskoven stod i sit første udspring . De gik langs 
+med åen , hvor træerne spejlede de lysegrønne kroner 
+i det klare , rindende vand . Ungdommen sang i 
+fuldt Chor , idet den forreste , en slank , fuldvoksen ingling 
+på omtrent aften år , dansede baglænds foran 
+de andre , idet han med sin stok lydelig slog takt 
+til sangen mod en mappe , som han med den venstre 
+hånd holdt højt ivejret . 
+„ Nå , Victor Bergmann , “ sagde en af kammeraterne , 
+„ Du hamrer ordentlig løs på mappen ; 
+det skal nok være et forvarsel om alle de store skatte , 
+
+den skal fyldes med i denne ferie ; men jeg gad dog 
+nok vidst , om du ikke blærer dig en hel del med 
+dine tegninger ; at du gør dem bedre end nogen 
+af os andre her på Herlufsholm , vil jo da ikke sige 
+så meget . “ 
+„ Det måler jeg mig heller ikke efter , “ svarede 
+Victor > idet han overmodig kastede hovedet tilbage ; 
+„ men jeg føler , at jeg er født og båren til at være 
+konstner , og der er , så skam ! Liv og tanke i mine 
+tegninger . “ 
+„ Ja , “ udbrød den lille blege Johannes , der gik 
+ved Victors side , „ den tegning , du gav mig til 
+min fødselsdag , med kong Valdemar , der jager sine 
+svende forbi , i håb om endnu en gang at fe 
+dronning Dagmar inden hendes død , den er rigtignok 
+smuk . Selv rektoren siger , det er en konstner , 
+der har tegnet den . “ 
+„ Men , Victor ! “ udbrød en tredie , „ nu må 
+du holde ord og gøre den tegning med os alle i 
+klynge , som du så længe har lovet præsten Hansen . 
+Vi gøre holdt på bankerne udenfor Rønnebæksholm ; 
+der kan du få kirken i baggrunden , 
+så stå , sidde og ligge vi i forgrunden . “ 
+Victor bifaldt ideen , og truppen vandrede rask 
+fremad . Der blev leet , sladdret og sunget , til man 
+var nået op på bankerne . Her gav Victor sig 
+
+straks i færd med tegningen . Først sit han kirken 
+med præstegården på papiret , så linien af banken , 
+og til forgrund kammeraterne , der her havde 
+lejret sig i forskellige grupper . 
+Hvor Victor sad , kunne man se ned ad en sti , 
+der slyngede sig fra landsbyen op ad banken ; men 
+for de andre , der vare lejrede med ansigtet imod 
+ham , var stien skjult . Victor selv var for ivrig 
+optagen af sin tegning til , af han skulle kunne bemærke , 
+af en ældre mand langsomt og lydløst kom 
+op ad stien . Alt som denne mand nærmede sig 
+Victor , gik han vaersommerc for ej af forstyrre 
+ham ; men hans øjne vare hele tiden fæstede på 
+ham med et både glad og forundret udtryk . Den 
+fremmede stod lige bag Victor , inden han blev bemærkek 
+af de andre . Han gjorde hurtig et tegn til 
+dem , af de ej måtte lade sig mærke med hans nærværelse , 
+tog en skitsebog frem og gav sig til af 
+tegne , hele tiden bag Victor , og så stille , af denne 
+ingen anelse havde om hans nærhed . 
+Victor seer op på sine kammerater , idet han 
+mærker den stilhed , der på engang er trådt i stedet for 
+deres lystige sladdren . Han seer på alles 
+ansigter , at de er ved at briste ud i en latter , som 
+de kun med magt holde tilbage . 
+
+„ Men , hvad er det ? “ udbrød han ærgerlig , 
+„ sid nu dog rolig ! “ 
+„ Å pas du dig selv , og gør blot din tegning 
+færdig , vi er jo rolige som mus . “ Og ganffc 
+stille blev det igen . 
+Den fremmede var en tid lige så fordybet i 
+sin tegning som Victor i sin . Dog lukkede han først 
+bogen , og nu gav han sig nøje til at betragte Victors 
+tegning . Endelig brød han tavsheden , idet 
+han slog Victor på skulderen og sagde med mild 
+stemme : „ Bravo , unge mand ! Det kan nok blive 
+til noget , når øjnene først komme lidt mere op . “ 
+Det gav et sæt i Victor ved lyden af den 
+fremmede stemme ; men han greb sig deri , og idet 
+han ilter vendte hovedet om , udbrød han : „ Men 
+troer de da , jeg sover , siden de mener , at jeg ikke 
+har øjnene åbne ? “ 
+Hans blik mødte i det samme et par store , milde 
+øjne i et gammelagtigt ansigt , der nikkede venlig 
+fil ham ; men Victors ærgerrighed var bleven såret , 
+så han hørte kun de udtalte ord , uden at mildheden 
+i stemmen , de fremførtes med , fik indgang 
+hos ham . Han fortsatte derfor : „ Når de synes , 
+det er så tåbeligt , hvad jeg tegner , så viis mig 
+da , hvordan man gør det bedre . “ 
+„ Nå , nå , min unge ven ! bliv ikke så heftig ; 
+
+jeg har jo ikke villet såre dem , men kun hjælpe 
+dem fil rette , “ lød det beroligende svar . 
+„ Kan de hjælpe mig fil rette ? “ spurgte Victor 
+ikke uden nogen spot i tonen , „ tør jeg spørge , 
+hvorledes de bærer dem ad dermed ? “ 
+„ Således ! “ svarede den fremmede , idet han 
+åbnede sin tegnebog og holdt den frem for Victor . 
+Det var kun et let udkast ; men man havde et klart 
+billede af hele egnen , og i de små figurer fandtes 
+det ejendommelige af enhvers personlighed . 
+Victor rødmede stærkt ved synet af tegningen ; 
+hans mappe faldt ned for hans fødder , han bøjede 
+sig langt frem mod den fremrakte tegnebog , som han 
+greb med begge hænder , medens han så og så , 
+som om han ville sluge tegningen med øjnene . 
+Endelig sprang han op , idet han rakte armene ud 
+mod den fremmede . „ O hjælp mig , hjælp mig 
+fremad ! “ udbrød han ; „ for første gang i mit liv 
+møder jeg en konstner ; viis mig vejen , at også jeg 
+kan blive det ! “ 
+„ Det skal de nok , “ lød det opmuntrende svar : 
+„ Vorherre har vist skænket dem store gaver ; fik vi 
+kun lejlighed til at gøre et par tegninger sammen , 
+ville det snart gå op for dem , hvad de mangler . “ 
+Her blev samtalen imidlertid afbrudt ved et 
+pludseligt røre iblandt den øvrige ungdom , der hidtil 
+
+havde forholdt sig ganske stille . „ O , der er præsten , “ 
+Råbte Victor , idet han glad sprang hen imod 
+ham . 
+„ Ja i er nogle nette fugle ! “ udbrød den noget 
+korpulente mand med munter stemme ; „ fra havesfuedøren 
+så vi i kikkerten , at i kom , så min 
+kone fik travlt med at dække frokostbord ; nu har 
+pigen to gange måttet komme gløder på maflinen ; 
+men så blev mutter også utålmodig og 
+sendte mig herop efter eder ; hvad i al verden gør 
+i dog her så længe ? “ Nu bemærkede han først den 
+fremmede , som havde holdt sig noget bag de andre , 
+der alle havde flokket sig tæt om præsten . „ Victor , 
+der er jo en fremmed herre ! vil du ikke forestille 
+mig for ham ? Men det kan jeg da også selv gøre ; 
+jeg er præsten dernede fra rønnebæk , som ungdommen 
+er i færd med at besøge . Det skulle glæde mig , 
+om de ville gå med og tage del i vor frokost . “ 
+„ Jeg 
+takker dem hjertelig for deres venlige 
+indbydelse , “ lød svaret . Ved klangen af denne 
+stemme slog præsten øjnene højt op ; et øjeblik 
+så han stift på den fremmede ; da lagde han begge 
+fine hænder på hans skuldre og udbrød : „ Men 
+du milde gud ! det er jo Martini ! Menneske ! Hvor 
+har de dog hittet op på vore lyngbanker ? Ja 
+
+her seer rigtignok anderledes ud end ved Fontana 
+trevi i måneskin , hvor vi sidst sås . “ 
+Nu kom touren til Martini at spile øjnene 
+vidt op . Han syntes nok , at det ansigt var ham 
+bekendt ; og hurtig lod han billederne af alle de 
+landsmænd , han erindrede sig at have truffet i rom 
+drage forbi sig . På engang standsede han foran 
+billedet af en ung student , Jacob Hansen . Han 
+så op på præsten og sammenlignede den ældre 
+mand med det billede af den unge student , han 
+havde gemt i sin erindring . „ Jacob Hansen ! “ udbrød 
+han , „ er det ikke dem ? “ 
+„ Jo vel , kære ven , hvor er der dog gået 
+mange år , siden vi to som ynglinge sværmede om 
+i den romerske Campagne , “ svarede præsten . Hans 
+for så glade ansigt tilsløredes as vecmod , idet han 
+fortsatte : „ Og mange af dem , vi dengang glædede 
+os sammen med , er nu alt for længe siden gåde 
+ind til den store hvile . “ Her afbrød præsten sig 
+imidlertid selv og så hen til ungdommen : „ Nå , 
+mine venner ! Tro ikke , at jeg glemmer eder , fordi 
+jeg bliver få greben ved fornyelsen af et kært gammelt 
+bekendtskab . Nten kom nu alle med ; ikke sandt 
+Martini ! De bliver også hos os ? Nå , hvor min 
+kone vil blive glad ved at se dem , så ofte som 
+
+hun dog har hørt deres navn , når de kære rejseminder 
+bleve dragne frem . “ 
+De begave sig nu alle på vejen ; Victor holdt 
+sig tæt til Martini ; denne udøvede som en magnetisk 
+tiltrækningskraft på ham . Den lille Johannes 
+hængte sig saff ved Victors arm ; han var øjensynlig 
+træt ; det gjorde ham godt at støtte sig til den 
+kraftige angling , og man så i det hengivne blik , 
+hvormed han betragtede Victor , at han ikke blot i 
+legemlig henseende støttede sig til ham . 
+„ Hvad mener du dog , Karen , “ udbrød præsten , 
+henvendende sig til sin hustru , der kom dem 
+imøde ved havelågen , „ her bringer jeg dig en sjælden 
+gæst ; tænk dig ! det er Martini , som , efter 
+sidst at være set i rom , nu lader sig sinde herude 
+på bankerne . “ 
+„ Er det muligt ! “ svarede præstekonen vred et 
+ansigt , glad som den lyse dag , „ da bliver her jo ret 
+fest i huset ! “ og hjertelig rakte hun Martini begge 
+sine hænder . 
+„ Men goddag , alle i mine kære børn ! Ja , 
+hr . Martini , vi have selv ingen børn her i præstegården ; 
+men hele ungdommen på Herlufsholm 
+anse vi som vore , og vi glæde os til hver ferie , da 
+en flok as dem kommer flyvende herover til os . — 
+nå , lille Johannes , hvordan går det dig , min 
+
+kære dreng ? har Hosten været flem i den sidste 
+tid ? “ 
+„ Å nej , “ svarede Johannes ; „ men jeg blev 
+dygtig træt på vejen herud , så Victors arm var 
+mig til god hjælp ; “ og han så taknemmelig op 
+til Victor , idet et lyst smil spillede hen over hans 
+blege ansigt . Victor bøjede sig ned imod ham , idet 
+han klappede hans kind . 
+„ Nå , kom så til frokostbordet , “ udbrød præstekonen , 
+„ I kan nok være sultne efter den lange 
+vandring . “ 
+I havestuen var der dækket et bord , som fik 
+ungdommen til at smile over hele ansigtet ; thi de 
+bragte alle en glimrende appetit med ; og man tog 
+straks fat på de gode sager , bordet bugnede af . 
+Martini var bleven stille , og hans alvorlige 
+ansigt dannede en underlig modsætning til den lystige 
+ungdom . 
+„ Er de træt , kære Martini ? “ spurgte præsten 
+deltagende ; „ nu håber jeg da , at de slår dem 
+noget til ro her hos os . “ 
+„ Tak , kære ven , “ svarede Martini , „ havde jeg 
+mere tid , end jeg for øjeblikket kan råde over , så 
+tilbragte jeg gerne nogle dage hos dem ; men jeg 
+skal alt begynde min tilbagerejse til rom i morgen , 
+så jeg må endnu i aften til holmegård , hvor jeg 
+
+nogle dage har været indlogeret hos forpagteren . 
+I min tidligste ungdom levede jeg meget her på 
+egnen , og nu trængte jeg til at se disse steder 
+igen , der have så dyrebare minder for mig . “ 
+Martini blev meget alvorlig , ja næsten sørgmodig , 
+da han udtalte disse ord . Victor fortabte sig i betragtningen 
+over , hvor smukt dette gamle ansigt dog 
+blev ved den alvor , der i dette øjeblik var udbredt 
+over det . 
+„ De havde ret , kære Hansen , “ tog Martini 
+efter en lille pause atter ordet , „ da de sagde , at 
+mange af dem , med hvem vi vare så glade i ungdommen , 
+nn er indgåede til den store hvile . Ved 
+atter at se dem kommer jeg ret til at føle savnet 
+af vor fælles ven , den kære Carl Verner . Han 
+var dog et af de elskeligste mennesker , jeg har kendt . “ 
+„ Ja , “ sværede præsten , „ han er en af dem , 
+man altid vil mindes med glæde , om savnet end 
+er smerteligt . “ 
+„ Ak , hr Martini , har de kendt min onkel 
+Verner ? “ udbrød Victor livlig . 
+„ Var det deres onkel , min unge ven ? da er 
+der et kært bånd imellem os to ; det må være 
+et godt varsel for vort nærmere bekendtskab . “ 
+„ Hvordan mon vel hans lille pige har det ? “ 
+
+sagde præstekonen ; „ det stakkels barn , der så tidlig 
+mistede både fade ; og moder . “ 
+„ Ja , og sådanne forældre , “ udbrød præsten , 
+„ Maria Verner kunne i alt følge med sin mand ; 
+hun delte også trolig hans sidste pligter med ham . 
+Det var et lykkeligt ægtepar , som man vanskelig 
+kunne tænke sig adskilt ; men Vorherre var også så 
+nådig af lade dem følges ad selv i døden . Barnet 
+er jo nu hos grevinde gyldcnfeldt ; man siger , 
+af hun er optagen der i huset som datter ; jeg kan 
+ikke tænke mig , hvad der har bevæget den fornemme 
+dame til af tage et ganske fremmed , borgerligt pigebarn 
+i sit hus på den måde . “ 
+„ Det kan jeg forklare dem , kære ven , “ sagde 
+Martini , „ da jeg lige kommer fra et besøg hos grevinden 
+på bøgevang . De erindrer jo nok , af gyldenfcldts 
+vare i rom den samme vinter som de og 
+Verner ; jeg husker så godt , af de begge holdt dem 
+tilbage fra omgang med den grevelige familie , da 
+de flyede det fornemme væsen , der var over disse 
+mennesker . For mig stod det og står endnu anderledes , 
+end deres ansknelser i det mindste dengang 
+vare , idet jeg finder , af der er en vis skønhed i 
+den aristokratiske ånd , af sige , når den er forenet 
+med en elskværdig , menneskelig natur , og der tillige 
+
+findes sands for , hvad der hører hjemme i åndens 
+rige . “ 
+„ Ja det tror jeg nok , min kære Martini , “ afbrød 
+præsten ham helt ilter , „ Skønhed må der 
+jo altid være , hvor en elskværdig natur er parret 
+med åndelig udvikling ; man behøver da virkelig 
+ikke glandsen af den høje fødsel , for af en sådan 
+forening kan gøre sin berettigede virkning . “ 
+„ Ja misforstå mig ikke , “ svarede Martini med 
+et godmodigt smil , „ jeg mener naturligvis , af stoffet 
+kan være accurat det samme hos den borgerlige 
+som hos den adelige , men tillige , af den ridderlige 
+form , forenet med de andre ypperlige egenskaber , 
+giver ligesom et smukkere snit på klædningen . 
+Det være langt fra mig af påståe , af ikke den 
+borgerlige lige så fuldt som den adelige kan være 
+i besiddelse af den ridderlige form , og da har den 
+borgerlige vistnok det samme smukke snit på klæderne , 
+for af beholde dette nu engang brugte , rigtignok 
+noget platte billede . Men af der hos den ædle 
+adelige oftere findes bevidsthed om nødvendigheden 
+af en ridderlig fremtræden , end man finder den hos 
+den ædle borgerlige , dette tror jeg af have iagttaget . “ 
+„ Ja , 
+det er nu konstneren , der lader sig blænde 
+af den blanke skal , “ mente præsten . 
+
+„ Nej , kun når Kernen er sund , “ svarede Martini ; 
+„ ved synet af det ormstukne hul væmmes man 
+og kaster straks hele frugten fra sig ; men hos grev 
+Gyldenfeldt og hans hustru indesluttede den skønne 
+skal en sund kerne , og derfor droges jeg så stærkt 
+til disse mennesker , som jeg daglig fik kærere og 
+kærere . 
+Såsnart grevinde Gyldenfeldt hørte , af jeg var 
+kommen til Danmark , stred hun så indtrængende til 
+mig om af besøge bøgevang , af jeg ikke kunne modstå 
+straks af følge indbydelsen , og jeg fortrød det 
+heller ikke , da jeg aldrig er bleven hjerteligere modtaget . 
+Alle gamle minder om samlivet i rom 
+bleve dragne frem ; hvor megen vemod de også 
+indeholdt , så vare de dog rige på glæder . Grevinden 
+har as fuldt hjerte elsket sin mand , og hun 
+hænger endnu med ungdommelig , sværmerisk kærlighed 
+ved hans minde . “ 
+„ Men hvordan har da min lille cousine Anna 
+det ? “ spurgte Victor , „ jeg har vel kun set hende en 
+gang , og da var hun endnu barn ; men jeg glemmer 
+aldrig det yndige billede , jeg da fik af hende . “ 
+„ Hun er også en elskelig lille pige , “ svarede 
+Martini , „ og på sin Viis meget smuk ; men der 
+findes hos dette barn et forunderligt indre stemningsliv , 
+der til , sine tider kan trække som et mørkt 
+
+slør over hendes ansigt . Grevinden klagede over , 
+at der imellem var noget meget indesluttet hos hende , 
+som hun ikke kunne finde nøglen til . Mulig stammede 
+det fra den pludselige oprykken fra det kærlige 
+hjem . Dog , kærlighed har hun i fuldt mål 
+hos grevinden , der virkelig elsker hende , som om hun 
+var hendes eget barn . 
+Anna er egentlig et lille dydsmynster ; grevinden 
+forsikrede , at hun aldrig havde haft nødig at 
+irettesætte , endsige straffe hende , så hun har da virkelig 
+glæde af at have taget hende til sig . 
+Hvad der fornemlig har bundet hende til barnet , 
+er en tilfældighed , som grevinden har taget som 
+en tilskikkelse . “ 
+„ O fortæl os det , “ bad præstekonen , „ vi interessere 
+os så meget for alt , hvad der vedkommer 
+dette barn . “ 
+„ Ja gerne , “ svarede Martini . „ De erindrer 
+måske , kære pastor , at Verner nede i rom altid 
+var ivrig på i agt efter konstsager . Den sidste dag , 
+han var der , kom han op til mig for at sige farvel . 
+Jeg kunne kun vanskelig løsrive mig fra ham 
+og fulgte ham derfor tilbage til hans hjem . På 
+vejen kom vi forbi en konsthandel , i hvis vindue 
+der var udstillet et usædvanlig dejligt hoved af en 
+ung munk , rimeligvis malet af Andrea del sarto . ' 
+
+det fængslede straks Verner , og vi måtte ind og 
+spørge på prisen ; den var imidlertid en for hans 
+pung temmelig betydelig sum , så vi forlod straks 
+boutiken igen ; men efter at Verner havde vendt sig 
+flere gange om uden at se konsthandleren stå 
+vinkende i døren , gik han atter tilbage til boutiken , 
+hvor han måtte af med de mange penge , thi billedet 
+måtte han have . Konsthandleren påstod , at 
+han ikke brød sig stort om at sælge billedet til os , 
+da der dagen i forvejen havde været et fornemt herstab 
+inde at se på det , og som havde sagt , at de 
+kom igen for at købe det ; men da han nu så , at 
+denne unge signore satte så megen pris på billedet , 
+kunne han ikke andet end lade ham få det , 
+uagtet han nok indså , at det ikke var rigtigt af ham . 
+Vi toge det for den sædvanlige snak , som man får 
+så meget af i den slags handler ; men nu hørte 
+jeg efter de mange Års forløb af grevinde gyldcnfcldt , 
+at det virkelig forholdt sig således . Hun 
+var nemlig med sin mand gået forbi konsthandlen ; 
+greven blev straks indtaget af billedet , og de gik lige 
+ind for at købe det . Det var varmt solskin udenfor ; 
+men i boutiken mødtes de af en kold , klam luft , 
+der straks fremkaldte et af de asttmatiske hosteanfald , 
+som greven så ofte plagedes af ; de måtte øicblik° 
+kelig forlade boutiken ; men grevinden skyndte sig at 
+
+sige , at hun den næste dag ville komme igen for at 
+købe billedet . Hnn indfandt sig også til den bestemte 
+tid ; men da var det alt solgt , og konsthandleren 
+undskyldte sig med , at han ikke havde troet , det var 
+damens alvor , at hun ville komme tilbage . Grevinden 
+fik ikke at vide , hvem der havde købt . Billedet , 
+indtil for omtrent seks år siden en omrejsende konsthandler , 
+der var vant til at falbyde curiositeter og 
+konstsager på bøgevang , iblandt flere forskellige 
+genstande også udpakkede det omtalte maleri . 
+Grevinden blev henrykt ved at se det igen og købte 
+det øjeblikkelig ; det blev ophængt i et cabinet , hvor 
+hendes kæreste billeder vare samlede . Kort tid 
+efter er det , at hun finder den sovende lille Anna i 
+bøgevang lystskov , hvilket de jo nok har hørt om . 
+Hun bringer barnet hjem med sig og lader det , uden 
+at det er bleven vækket , lægge på sofaen i samme 
+cabinet . Lille Anna vågner forvirret over de fremmede 
+omgivelser ; men da hun får øje på billedet , 
+stråler hendes ansigt af henrykkelse ; hun giver 
+sig til at kærtegne og kysse det , som om det var 
+et levende menneske . Den ene gang efter den anden 
+udbryder hun : „ Min egen Antonius , min kære 
+Antonius . “ Nu opklaredes det , at billedet havde været 
+i barnets hjem , og at faderen havde bragt 
+det med sig fra rom . Dette sammentræf bestemte 
+
+grevinden til at beholde barnet , og snart fik hun 
+alt afgjort med dets tante , Fru Bergmann , der 
+altså er deres moder , min unge ven . “ Således 
+sluttede Martini sin fortælling , idet han venlig nikkede 
+til Victor . 
+„ Jeg kan dog ikke begribe , “ udbrød Victor , og 
+man så en stærk indre bevægelse på hans ansigt , 
+„ at moder således kunne nænne at overlade 
+Anna til ganske fremmede mennesker . “ 
+„ Din moder mente , “ svarede præsten , „ at hun 
+ej godt kunne opdrage barnet under det bestandig 
+omrejsende liv , som hun er vant til at føre , og jeg 
+troer , efter at have hørt Martinis dom om grevinde 
+Gyldenfeldt , at Anna er heldigere stillet hos hende 
+end hos din moder . “ 
+Man så på Victors ansigt , at han blev pinlig 
+berørt ved dette svar . Værtinden bemærkede det 
+og gav derfor tegn til opbrud . Man rejste sig , og 
+de unge samledes på græsplainen udenfor havestuedøren , 
+hvor de snart vare i fuld gang med et 
+ringspil . Præsten bød Martini en pibe , og de satte 
+sig for de åbne døre og få på ungdommens 
+leg . 
+„ Nej , se dog , “ sagde Martini , idet han med 
+pibespidsen pegede hen imod Victor , „ hvor smukke 
+bevægelser den unge Bergmann gør , når han kaster 
+
+ringen , og se nu ! idet han springer op og griber 
+den , er det dog ikke , som om han fløs ! Han er en 
+sjelden velsfabt ung mand ; også synes han at være 
+et åndelig begavet menneske , og fil konstner er han 
+jo umiskendelig sfabt . Det var påfaldende , så 
+megen sandhed og liv der var i hans tegning , 
+uagtet man jo igennem den hele naive måde , han 
+arbejder på , føler , at han ingen konstnerisk vejledning 
+kan have hast . Er det hans bestemmelse at 
+ville være konstner ? “ 
+„ Ja , hvem ved det , “ svarede præsten , „ fil sommer 
+skulle han være student , og det når han jo 
+vel nok , da han dog har fået adskillige kundskaber 
+ind , uagtet han har lært på sin egen Viis ; stædig 
+er han som en cariolhest , når han har ulyst fil 
+noget , så lærerne have måttet lade ham gå sin 
+egen skæve gang . Han har fra fin tidligste barndom 
+været vant fil at følge sin lyst . Moderen forkælede 
+ham som lille ; men senere brød hun sig , imellem 
+os sagt , ikke stort om ham . Jeg fik hende fil 
+at fende ham her fil Herlufsholm , så kunne jeg dog 
+have lidt øje med ham . Hun har nu ikke set ham 
+i to år , og da han skrev hende fil , at han ønskede 
+at besøge hende fil sommer , så snart han var bleven 
+student , svarede hun ham , idet hun sendte ham en 
+stor sum penge , hvorfor han kunne gøre en lille 
+
+udenlandsrejse , at det var tids nok , når han besøgte 
+hende til vinter . Stakkels dreng , det gør ham jo 
+kold for moderen ; men han lider derunder ; ubændig 
+og egenrådig er han , dog et varmt hjerte har han , 
+og han trænger til kærlighed . “ 
+Her blev præsten afbrudt , idet Victor nærmede 
+sig . 
+„ Hør , hr . Martini , de talte om , at vi skulle 
+gøre et par tegninger sammen ; når har de tid 
+og lyst dertil ? “ 
+„ Ja lysten er der , “ svarede Martini ; „ men 
+tiden er kun knap , da jeg må herfra endnu i aften . 
+Hvor er det dog skade , at de ikke kan rejse med 
+mig til Italien ! der havde vi tid både til at tale 
+og til at tegne sammen ; ja , “ fortsatte han med varme , 
+„ kunne de rejse med , hvor skulle vi da have herlige 
+dage ; jeg trænger til ungdom om mig ; med de 
+unge føler jeg mig selv så ung og glad . “ 
+„ Og hvorfor kan jeg da ikke rejse med ? “ faldt 
+Victor ham med en ildfuld tone i talen , „ jeg vil 
+rejse med , og hvem skulle vel modsætte sig min villie ? “ 
+„ Bien , 
+kære Victor , “ råbte præsten ; „ Du skal 
+jo være student til sommer . “ 
+„ Student ! “ henkastede Victor hånlig , „ hvad skal 
+jeg dermed ? det har jeg ikke mere brug for ; thi 
+
+siden jeg traf hr . Martini , føler jeg , at jeg må 
+være konstner ; ja i konsten , der er liv og glæde , 
+og levende og glad vil jeg være ; i konstens rige 
+vil jeg leve med glæden og skønheden for at neddukke 
+mig i deres forfriskende strålebad ! “ Dette 
+halv sang han frem , idet han strakte armene i vejret 
+og svang sig dansende rundt , så lokkerne fløj som 
+en krands om hans hoved . Øjnene glimrede jublende 
+omkap med hans glade , unge stemme . Det 
+hele gav billedet af ungdommen i dens skønneste 
+Glands . 
+Martini sprang op og omfavnede Victor ; „ Ja , 
+kære menneske ! så følg da med i guds navn ! “ 
+Udbrød han , „ jeg tror også fuldt og fast , at de 
+må blive konstner ; ikke ene efter deres tegning at 
+dømme , men af deres hele væsen udstrømmer konstnernaturen . “ 
+„ Så 
+du vil således straks sprænge båndenc 
+og ikke være student ? “ sagde præsten og truede med 
+fingeren , idet han ikke kunne bare sig for at smile , 
+„ vil man engang se ! der slår du en ordentlig 
+kolbytte , og endnu det forrykkcste ved sagen er , at 
+du også får os gamle til at vende op og ned 
+på vor vante og solide tankesæt . Havde jeg nogensinde 
+troet , at jeg , den velærværdige pastor Jacob 
+Hansen til rønnebæk , skulle række hjælpende 
+
+hånd til en sådan fyr som denne Victor Bergmann , 
+der dog åbenbart må komme til at stå 
+som en fusentast i alle besindige menneskers øjne ! 
+Øg dog er det så ! Du vil nu rejse til Italien og 
+dermed slå en streg over din studentereksamen , 
+og mig gamle , fornuftige menneske har du således 
+forhekset , at jeg siger : godt ! jeg skal hjælpe dig efter 
+bedste evne . “ 
+„ 0 tak , fortræffeligste pastor Hansen ! “ udbrød 
+Victor jublende , �� jeg vidste jo , at det måtte gå 
+for mig , og fe ! nu er jeg jo alt et godt stykke på 
+vej , ved at jeg har vundet dem for sagen . “ 
+„ Ja ja , min kære Victor , “ tog præsten atter 
+ørdet , „ nu al spøg til side ; jeg deler i alvor din 
+mening , at når du vil være konsfner , som du 
+jo vistnok er sfabt til , så har det ikke stor betydning , 
+om du tager den eksamen eller ikke . En 
+anden sag er det med de kundskaber , du har erhvervet 
+dig dertil ; dem vil du nok i tiden komme 
+til at skønne på . Skæbnen har været dig god , 
+da den har ført en så udmærket konsfner som Martini 
+på din vej , og det , at du kan rejse i hans 
+selskab og fremdeles nyde godt af hans vejledning 
+både som menneske og som konsfner , det bør vi 
+slå fast som den vigtigste grund til at lade eksamen 
+
+falde , for at du straks kan tage fat på konstnerbancn . 
+Nå 
+til lykke dermed , min gamle dreng ! “ 
+Her greb præsten Victors hånd og rystede den 
+hjertelig ; „ jeg får nu se at klare den sag såvel 
+med den gamle rektor , der heldigvis er borte i ferien , 
+som med din moder . Men så snart du er 
+kommen til Italien , må du selv skrive til dem 
+begge . Den gode gamle rektor vil nok rynke brynene ; 
+jeg hører ham udråber „ „ Nej se dog til det 
+brushoved , den Victor Bergmann , hvad for dumme 
+streger han kan hitte på ! “ “ Men jeg skal nok 
+få ham venlig stemt igen ; han har dog altid haft 
+hjerte for dig . 
+Men nu vil jeg give ordre til straks at spænde 
+for , så vi kan køre til Herlufsholm for at pakke din 
+koffert med de nødvendige sager . Vil de , Martini , 
+ikke nok køre med ; der er vist så meget , vi 
+kunne afhandle på vejen . Passet kan vi få i Næstved , 
+og de rejsepenge , din moder sendte dig , vare 
+jo i guld , så den sag er da alt i orden . Hen ad 
+eftermiddag er vi her tilbage , og i så da tid 
+nok til at tage afsted med min kone og ungdommen . 
+Hillemænd ! Hvor der vil blive et røre iblandt 
+dem , når de få denne nyhed at høre ! “ 
+Snart var vognen for døren , og de rullede 
+
+afsted til Herlufsholm . Ungdommen stak hovederne 
+sammen og grundede forgæves på , hvad denne pludselige 
+kørsel vel havde at betyde . 
+Pastor Hansen kunne ikke bare sig for at le ved 
+at se den målløse forbavselse , der malede sig på 
+alle ansigter , da han ved tilbagekomsten fortalte om 
+Victors nærforestående afrejse . 
+Tårerne kom den lille Johannes i øjnene . 
+„ Nå , nå , “ udbrød præsten , idet han tog drengen 
+under hagen , „ ingen rørelser nu ! Vi ville ikke tænke 
+på os selv , men glæde os over at se Victor , der 
+med løftede vinger bruser ind i det forjættede land , 
+hvor hans genius venter ham med laurbærkrandsen . “ 
+Her brød præsten ud i en hjertelig latter : „ Jeg kan 
+ikke lade være at le ad mig selv , der straks hopper 
+op på pegasus , så snart jeg kommer i berøring 
+med konstnere . De lokke en altid opad ; men man 
+føler sig i en så tragicomist stilling , da det jo er 
+med fremmede vinger , man er kommen tilvejrs , og 
+meget kejtet kommer man som oftest ned igen . “ 
+Men denne gang kom pastor Hansen ikke kejtet 
+ned ; thi i samme øjeblik rullede vognen for døren , 
+og en sand hjertelig rørelse viste sig på hans 
+ansigt ved tanken om afskeden . 
+„ Nå , Victor , du kære dreng , gud velsigne 
+dig , “ udbrød han med varme , , ^gå nu vejen ligefrem 
+
+eller flyv den , som det jo snarest er efter din 
+natur ; men lad dig ikke forlokke af de dejlige stier 
+tilhøjre og venstre ; kun ligefrem og altid ligefrem ! 
+Der er målet . Og nu , Martini , lev vel ; tak fordette 
+møde , og tak , fordi de tager dem ad vor 
+indling ; gid han nu ikke må gøre dem det for 
+broget ! “ 
+„ Farvel , farvel ! “ lød det fra alle sider , og 
+vognen rullede ud af præstegården med de to nye 
+venner , der nu på den lange rejse ret fik tid til 
+at lære hinanden at kende . 
+Syvende capifel . 
+Det var i de sidste dage af september , at Victor 
+hen ad aften kom ned fra højderne ved tibers 
+villa på Capri . Han var iført en hvid bluse 
+og gul stråhat . Denne simple dragt faldt godt 
+sammen med hans flanke vækst og hans glade , solbrændte 
+ansigt . Over skulderen hang i en rem 
+hans mappe , stol og solskærm . Victor var i de 
+fem måneder , siden han forlod Herlufsholm , bleven 
+udviklet til en forhøjet skønhed både i legemlig 
+
+og i åndelig henseende . Der var kommet noget 
+mandigt , fribårent over ham , som ret viste , at 
+han var flabt for de glade konstnersorhold , han nu 
+levede i . 
+Han hoppede let som en ged hen ad den stenede 
+vej ; men pludselig standsede han foran en vignelåge , 
+som han forsigtig åbnede , idet han kiggede ind 
+ad den . Under en pergola i viinhaven sås en 
+ung pige , beskæftiget med at plukke druer i en kurv . 
+Victor tog en lille mundharpe frem og slog et par 
+toner an på den . Den unge pige drejede hurtig 
+hovedet efter lyden , og et livligt smil spillede om 
+hendes læber ved synet af den smukke mand . 
+„ Behag at træde indenfor , Don . Vittorio ; onfler 
+de ikke nogle druer ? “ Og hun rakte kurven 
+hen imod ham . 
+Med et par lette Spring var Victor ved hendes 
+side . „ Tak annarella ! jeg er tørstig , de friskplukkede 
+druer ville lædflc fortræffelig ; og dobbelt 
+godt smage de , da dine smukke hænder har plukket 
+dem . “ 
+„ O , smigrer som de er , signore ; min hånd 
+er vel lille , men se , hvor brun ; uagtet deres ansigt 
+er blevet meget solbrændt her på Capri , så 
+er min hånd dog mørkere end deres kind . “ Hun 
+rakte hånden op for at sammenligne , og som tilfældig 
+
+kom hun til at berøre Victors kind og lod 
+hånden langsomt glide hen ad den . 
+Victor stod som fortabt i hendes skønhed , og 
+hans øjne strålede hende glcrdedrukne i møde , idet 
+han greb hendes hånd sorat drage hende nærmere 
+til sig . 
+„ Tys , signore , “ udbrød annarella , „ der er 
+mamma ! mød mig i aften i fiskerdragten under den 
+store Oliven ! “ og snar som en hind smuttede hun 
+bort imellem buskene . 
+Victor tog hurtig en skitsebog frem og lod , 
+som om han var ivrig besfjæffiget med at tegne . 
+„ Godaften , smukke Signorino , “ hilste annarcllas 
+moder , idet hun ville gå forbi , „ altid så flittig ! “ 
+„ Jeg er konstner , signora , og konstnerne , ved 
+de , må arbejde ; man skal jo fortjene sit brød , “ 
+Svarede Victor , idet han havde svært ved at tilbageholde 
+et skjelmsk smil . 
+„ Ja ja , de fremmede er altid flittige ; således 
+er ungdommen ikke her , “ sagde matronen , idet hun 
+rystende på hovedet bød Victor godnat og forsvandt 
+ind i huset . 
+Victor ilede nu tilbage til locandaen , hvor han 
+alt traf konstnerne samlede til aftensmåltidet . Man 
+var ivrig besfjæffiget med at betragte , hvad enhver 
+
+bragte med sig som frugten af dagens arbejde , så 
+ingen bemærkede Victors komme . 
+Han trådte ud på den åbne loggia , hvor 
+han fortabte sig i nydelsen af den friske luftning , 
+der viftede imod ham fra havet , over hvilket der i 
+dette øjeblik var spændt som et guldnet af den nedgående 
+sols sidste stråler . Han så , hvor beboerne 
+rundt om trådte op på de flade Tage for at 
+indånde den friske luft efter trykket af den hede 
+dag . I det fjerne hørte han syngende og klingende 
+toner ; alt om ham sang om skønhed og nydelse , 
+og selv var han så glad og så ungdomssrifl . 
+Nu blev der kaldt til bords . „ Men hvor er vor 
+ungersvend , hvor er Don Vittorio ? “ lød det fra 
+flere sider ; en ung italiener var den første , der 
+opdagede ham ; han listede sig hen og tog ham om 
+livet ; det gav et sæt i Victor , der helt var hensunken 
+i synet af al den skønhed ! der her omgav 
+ham . 
+„ O tilgiv , signore ! “ bad den unge italiener , 
+idet han overgivent lo ; „ jeg forstyrrede nok digtningen 
+af serenaden til i aften . “ Victor rødmede , 
+men lo i det samme ; han slog et par knips med fingrene , 
+som om han havde castagncttcr i hænderne , og 
+samtidig tog han nogle trin af tarantellen ; italieneren 
+
+besvarede det , og således kom de dansende 
+ind til spisebordet . 
+„ Bravo , bravo , bslii aiovani ! “ lød det fra alle 
+sider , og under lydelig munterhed satte man sig 
+tilbords . 
+Her vare konstnere af alle nationer samlede . 
+Da man måtte have et fælles sprog , valgte man 
+landets , og derved fik Victor daglig mere færdighed 
+i det italienske , som Martini alt havde indøvet ham 
+i på rejsen ; en god støtte havde han i sine forkundskaber 
+i latin og fransk , så han sandede pastor 
+Hansens ord , af han ville komme til af takke for , 
+hvad han havde lært . Men den meste færdighed i 
+dette skønne sprog erhvervede han sig dog ved møderne 
+om aftenen under den store Oliven , der stod 
+halv skjult i en klippekløft og så assides , af næsten 
+aldrig nogen kom derhen , så af han i al mag 
+kunne sladdre med den skønne unge pige , der ret af 
+hjertens grund morede sig ved af være hans læremester . 
+Hos en gammel fifler , der boede et stykke 
+vej dersra , havde han for gode ord og betaling 
+fået det således indrettet , af han kunne gå hen , 
+når han ville , og iføre sig en fiskerdragt , som tilhørte 
+den gamle mands søn . Denne var på koralsifleri 
+sommeren over , og således traf man altid 
+den gamle ene i hytten . Ved denne forklædning 
+
+var Victor sikker på , af om også nogen så dem 
+ved mødestedet , ville ingens tanker falde på ham . 
+Denne aften havde annarella alt ventet noget , 
+inden Victors lille mundharpe lod sig høre . 
+„ Don Vittorio har ladet længe vente på sig , “ 
+Udbrød den unge pige i en lidt ærgerlig tone , „ og 
+netop i aften har jeg kun lidt tid , da jeg har lovet 
+Donna Serafina at komme op og danse i Paganis 
+locanda ; hun vil så gerne have det for at more 
+de fremmede signori ; det er jo altid som en komedie 
+for dem at se på vor Dands ; vi danse jo 
+også gerne deroppe , da der derved falder nogle bajocchi 
+af til os . “ 
+„ Men annarella ! “ udbrød Victor , „ Du kan dog 
+umulig tænke på penge under dansen , du , der i 
+sådanne øjeblikke seer ud , som om du var i gudernes 
+samfund . “ 
+„ O , signore ! i så fornemt selskab er jeg såmænd 
+aldrig , og husk på , at jeg er fattig , så klangen 
+af penge , — det er altid den bedste lyd i mine øren . 
+— nå , nå , Don Vittorio , “ fortsatte hun efter at 
+have stirret ham noget ind i ansigtet , „ det er så 
+mørkt , at jeg ikke rigtig kan se ; men jeg synes , at 
+de trækker deres øjenbryn så underligsammen ? tys , 
+hvad er det , klokken slår fra tårnet ? U akt o mm min ! 
+Det er alt to timer efter ave Maria , og til denne 
+
+tid har jeg lovet at være nede ved dansen ; kom , 
+lad os skynde os ! “ 
+„ Men jeg må først ind til den gamle for at 
+klæde mig om , “ indvendte Victor . 
+„ Å nej , gør mig den glæde at danse sammen 
+med mig i aften , netop i denne dragt ! “ bad 
+annarella så indsmigrende , „ vi springe dansende 
+ind , og når tarantellen er endt , springe vi lige så 
+hurtig ud igen , så vil ingen få tid til at undersøge , 
+hvem de er ; alle se dog mest på mig , da 
+jeg nu engang har fået navn af in bsllsm æi 
+oapri . “ 
+„ Det går ikke an , annarella ; for ingen pris 
+vil jeg , at man skal mærke vore møder . “ 
+„ O signore , glæd mig med det ! “ bønfaldt annarella , 
+idet hun lagde sin arm i hans og lænede sit 
+hoved op til hans skulder , „ skal jeg danse smukt , 
+må jeg danse med dem ; her er ingen på den hele 
+0 , der kan bringe et sådant liv og så megen glæde 
+over mig som netop de , Don Vittorio . Ikke sandt , de 
+gør det ? “ og hun klappede hans kind med sin lille 
+hånd . Han bøjede sig ned mod hende . Da trykkede 
+hun pludselig et brændende Kys på hans læber . 
+Fuldmånen var lige stået op over havet og belyste 
+Victors ansigt . Da annarella så , at han blev 
+blussende rød ved hendes Kys , slog hun en skingrende 
+
+latter op . Det gøs i Victor ; men da annarella i 
+det samme greb sin tamburin , hvorpå hun slog nogle 
+takter og gav sig til at danse , sandsede han intet 
+uden dette skønne syn . Han greb sine castagnetter , 
+faldt ind med i dansen , og således dansede de 
+hen ad vejen . 
+I locandaens vestibule var lystigheden alt i 
+fuld gang ; flere af konstnerne havde deres skitsebøger 
+fremme ; Martini var især ivrig og havde den 
+ene gruppe på papiret efter den anden . På engang 
+hører han et stærkt beundringsudbrud ; han seerhurtig 
+op ; det er annarella , der i hele sin blændende 
+skønhed kommer svævende ude i den åbne buegang , 
+omstrålet af månens skin . Nu dandser hun ind 
+i vestibulen , idet hun klart belyses af de mange lamper , 
+og tarantellen er i sin livfuldeste gang . 
+„ Nej ! hvilken skønhed ! “ udråbtes som i et 
+Chor . 
+„ Ja , men se også , hvor prægtig hun støttes af 
+sin dandser , “ udbryder monsieur Gaspard , en fransk 
+konstner , der står bagved marfini , „ nej se ! nu da 
+hun flyer for ham , hvor indsmigrende forfølger han 
+hende ikke ; nu er hun overvundet , og touren kommer 
+til ham af trække sig tilbage , medens hun søger af 
+lokke ham ; ja skøn er hun også i sin idmygelse ; 
+
+hvilken mand ville vel kunne modstå denne indsmigrende 
+tryglen ! “ 
+„ Men han må også nok kunne fængsle en 
+kvinde , “ sagde en tredje konstner , „ hvilket liv og 
+hvilken ungdom er der dog i enhver af hans bevægelser , 
+og hvor smukt er han ikke proportioneret , 
+så sint og elegant ; så man ikke den simple fiflers 
+dragt , ville man tro , af han var en fornem signore ; 
+skade , af den røde hue er gleden så langt 
+ned over øjnene , af man ikke ret kan se ansigtet . “ 
+„ Det er jo Victor ! “ udbrød på engang marfini , 
+idet han løb hen imod ham ; men som et lyn 
+forsvandt de dansende gennem buegangen , og inden 
+den støjende skare af forfølgere nåde udenfor , vare 
+de ude af syne . 
+Der blev stor lystighed i kredsen over denne 
+opdagelse ; kun Martini blev stille og gik kort efter 
+op på sit Kammer . For ham var det jo , når han 
+tænkte tilbage på denne Dands , indlysende , at det 
+ikke ene var den medfødte gave til dansen , der 
+havde bragt så megen varme i Victors hele ypperlige 
+fremstilling . Som konstner var han henreven 
+deraf ; men som Victors ven var han hjertelig bedrøvet 
+derover . Vel havde han haft en anelse om , 
+at annarellas store skønhed havde gjort indtryk på 
+Victor , og han havde alt ængstet sig derover , da han 
+
+kendte Victors heftige natur ; men ikke havde han 
+troet , at lidenskaben alt havde fået så stærk en vækst , 
+som han nu syntes at se udtrykt i hver af Victors 
+bevægelser i denne Dands , og man så jo også , at 
+annarella var fængslet af ham . Hvad ville dette 
+føre til ! Martini vidste om annarella , at hun uagtet 
+sin ungdom ej var uerfaren ; hun havde tidligere gjort 
+forsøg på at lokke sig en ægtemand til iblandt de 
+unge , rige fremmede , og han var sikker på , at hun 
+nu også havde denne hensigt med Victor ; blev han 
+bundet på en sådan m��de , stod han fare for helt 
+at gå til grunde . „ Nej , det skal aldrig ske ! “ udbrød 
+Martini for sig selv . Da han fik tænkt sig 
+noget om , blev det ham klart , at han straks næste 
+morgen måtte tage tilbage til Neapel med Victor 
+og derfra lige til rom . Han gik ind i Victors Kammer ; 
+denne var endnu ikke kommen tilbage . Martini 
+gav sig straks til at pakke hans tøj sammen . Lige da 
+han er ved at lukke kofferten , træder Victor ind . 
+Han studser , og et mørkt udtryk viser sig på hans 
+ansigt , da han seer , hvad Martini har taget sig for . 
+Han sætter sig stille hen og lader hovedet hvile i 
+hænderne , idet han støtter albuerne mod knæene , og 
+således sidder han længe . Martini har sat sig hen 
+ved siden af ham og venter på , at Victor skal se 
+op ; men denne bliver stadig siddende i samme stilling . 
+
+endelig bryder Martini tavsheden . „ Du 
+kære Victor , “ sagde han , idet han lagde hånden 
+på hans skulder , „ vi to er alt i nogen tid 
+gåde af vejen for hinanden ; men nu kan og bør 
+det ikke gå således længere . Du er fulgt med mig 
+herned , så langt bort fra hjemmet og fra din tidligere 
+bane ; jeg så jo de store konstnergaver hos dig 
+og lod dig derfor gøre dette Spring , hvorved du 
+brød alle bånd , da jeg vidste , at der ville stå dig 
+en ny og lysende bane åben ; men nu er du i færd 
+med at træde bort af vejen , og her må jeg standse 
+dig . Selv om jeg derved forvolder dig stor smerte , 
+så må og vil jeg føre dig tilbage derhen , hvor 
+vejen ligger afstukken for dig ; jeg seer med gru den 
+magt , lidenskaben alt har fået over dig ; endnu erdet 
+tid , men kun få skridt til ad samme vej , så 
+styrter du i en afgrund , hvorfra ingen menneskelig 
+hånd mere kan frelse dig . Derfor kom og følg 
+mig ! i morgen tidlig rejse vi til rom . “ 
+„ Men når jeg nu ikke vil det ? “ udråbte Victor , 
+idet han sprang op og stillede sig udfordrende , 
+med hånden knyttet , foran Martini . Men da hans 
+øjne mødte vennens , og han så det næsten bønlige 
+udtryk , hvormed de så på ham , da åbnedes uvilkårlig 
+hånden , som Martini greb , idet han sluttede 
+Victor i sine trofaste arme . 
+
+ottende capitel . 
+Enkelte blade af Victors dagbog , skrevne 
+i rom i løbet af fire år . 
+— ja , her er stort og prægtigt i rom ; men 
+annarella , — hende savner jeg . Hvor gerne gav jeg 
+ikke alle disse herligheder for en time sammen med 
+hende . Og dog ! hvad er det for en underlig flamme , 
+der brænder i mig , når jeg tænker på hende ! Ånden 
+løftes ikke derved ; men jeg er som vildfarende i 
+en labyrintt ; annarellas billede svæver altid foran 
+mig derinde og bringer mig stadig til at forvilde mig 
+dybere og dybere ind . Jeg føler , at det er et vildspor ; 
+men jeg betræder det dog så gerne ; jeg drages , 
+ja , jeg drages så mægtig ; men konsten fordrer , at 
+jeg gør afkald , og til den har jeg helliget mig . Alt 
+må falde , som dæmmer for den , og jeg føler , at 
+denne kærlighed hæmmer min konstnerbane , så , 
+stakkels annarella ! jeg må forlade dig . Jeg tog 
+fra Capri uden at sige hende farvel ; jeg havde ej 
+mod til at se hende ved afskeden . Hvordan mon 
+hun nu har det ? Flere af malerne misundte mig , 
+fordi jeg så ganske fængslede hende ; jeg kan næsten 
+ikke udholde at tænke på , hvordan de nu friste hende . 
+
+men mand dig op , Victor ! Konstnerstjernen er langt 
+borte ! Fremad ! fremad , den må nås ! Hvor underlig 
+kan dog tankerne flyve om ! når jeg tænker 
+på målet , er det , som om jeg så min lille cousine 
+Anna , men som voksen jomfru , så ganske tante 
+Marias ophøjede billede . Anna står med krandsen 
+og rækker den ud imod mig ; men som jeg vil gribe 
+den , viger hun længere og altid længere tilbage , indtil 
+hun forsvinder i en tåge for mig . Hvad er dette 
+for et underligt syn , og hvilken tankeforbindelse er 
+her dog ? Lille Anna er min eneste slægtning foruden 
+min moder . Jeg så hende jo kun et øjeblik 
+den søndag morgen i den lille præstegårdshave ; 
+men dette indtryk er uudsletteligt i forening med det 
+ædle billede af Annas forældre . Der er jo ikke den 
+glødende skønhed i dette billede som i det , der viser 
+sig for mig , når jeg tænker på annarella ; men ved 
+tanken om disse slægtninge kommer der en vidunderlig 
+løftende stemning over mig , så at jeg bæres 
+fremad derved . Annarella derimod holder mig tilbage ; 
+men fremad , fremad må det gå , der er målet ! 
+Et par måneder er gåde , siden jeg sidst skrev 
+her . i min dagbog ; daglig kan jeg ikke skrive . Ofte 
+finder jeg ej ord til at forme de stærke indtryk , som 
+
+jeg modtager ; jeg lever meesf i Vatikanet i denne 
+vinter , og jeg tegner flittig efter antikerne ; mine 
+øjne åbnes daglig mere og mere for deres uendelige 
+skønhed . Den velsignede konst ! hvor er jeg dog 
+lykkelig ved af være kommen ind på den bane ! jeg 
+føler , af jeg har kræfter til af arbejde mig fremad . 
+Ja et stort mål håber og stræber jeg efter af nå 
+srem til . Martinis billeder more mig ; der er liv 
+og lune i dem ; men genien vinker mig højere tilvejrs , 
+jeg vil ikke kunne tilfredsstilles ved ene af 
+fremstille scener af folkelivet ; jeg må have større 
+grændser . Det antike ideal foresvæver mig altid ; 
+måtte jeg dog nå hen til af få sådanne store 
+syner fængslede på lærredet ! 
+Hvor måned efter måned dog går hurtig 
+her i rom ; det er , som om den mægtige fortid sammcntrængte 
+nutiden til kun af spænde over øjeblikke . 
+Alt går for mig op i studiet ; det er min første 
+tanke , når jeg vågner , og min sidste om aftenen . 
+Alt drager ad den vej ; men jeg føler også , hvor jeg 
+vokser . Martini er glad ved mine fremskridt ; han 
+spåcr mig en stor fremtid ; blot jeg klart kunne se , 
+hvor trådene er lagte for mig . Nu er det den 
+dejlige forårstid , og snart har vi atter sommeren ; 
+
+den flat tilbringes i bjergene her om rom . Til 
+Capri vil jeg ikke mere . Al min tanke og stræben 
+må offres konsten . Kvinden er skøn , men du , min 
+konst , du er dog den skønneste ! for dine fødder 
+nedlægger jeg min kærlighed . Tryk mig til din 
+barm , og gjcnnemglød mig med din hellige ild ! — 
+jeg var iaftes i måneskin i colosseum ; det var 
+mig , som om de store ånder , som der have kæmpet 
+og lidt , atter rejste sig ; jeg syntes af se dem for mig , 
+og hvor underligt , af onkel Verners og tante 
+Marias skikkelser altid træde frem , når flige billeder 
+stige op i min sjæl . 
+Jeg havde et uventet besøg i dag . Det var af 
+den gamle fisker , hos hvem jeg lånte min forklædning 
+på Capri . Uagtet to år nu er forløbne 
+siden den tid , trådte dog alt , hvad der da hændtes 
+mig , så levende frem ved igen af se den gamle . 
+Han bragte en kurv med figen , og han sagde mig 
+fra annarella , af hun med egne hænder havde plukket 
+og tørret dem til mig . Tillige bragte han den hilsen , 
+at , om jeg ville sende hende rejsepenge , så kom hun 
+straks til mig , da hun længtes så såre ; men i hans 
+snakkesalighed fik jeg tilstrækkeligt at høre til at forstå , 
+at denne længsel gjaldt flere end mig . Han 
+
+fortalte således en hel del om den unge italienske 
+maler , med hvem jeg havde været sammen på Capri , 
+og det var let for mig af hans fortælling at forstå , 
+at denne snart havde udfyldt min plads hos hende . 
+Men jeg vil skyde billedet af denne skønne kvinde 
+bort fra mig . Fristeren kunne dog låne hendes 
+skikkelse . Jeg kan jo ikke nægte for mig selv , at 
+det rørte sig underlig i mig , da han bragte mig 
+kurven med figen , som hun med egne hænder havde 
+plukket med tanke på mig , og da han i det samme 
+fremførte hendes ønske om at komme , var jeg lige 
+ved at give efter . Heldigvis kom han snart med 
+historierne om den italienske maler , og da trak der 
+sig som et sort slør hen over hendes billede . Et 
+underligt træf , at jeg just i dag også har fået en 
+hilsen fra Anna i et brev fra grevinde gyldenfeldf 
+til Martini ! Anna og annarella ! Der er lighed 
+i navnene , og dog , hvor forskellige ! Det ene 
+tyder som bølgernes alvorsfnldc klang , det andet 
+svin kildens legende rislen . Bien bort med al denne 
+fantascrcn , og fil arbejdet ! der høre alle mine tanker 
+hen . Jeg studerer for tiden i sixtinske Capel , 
+nærmest Michel Angelos mægtige sibyller ; dem tegner 
+jeg atter og atter , og med hver gang opdagerjeg 
+nye skønheder i deur . Hvor jeg dog glæder 
+mig ved mit arbejde og ved alt , hvad der omgiver 
+
+mig her i rom . Det er , som om det alt sammen 
+ville række en hjælpende hånd fil konstneren , for at 
+han kan komme fremad . Om det få er den fattigste 
+Bonde , når han står og støtter sig fil sin 
+stav efter den trættende vandring , så taler det ud 
+af hans hele skikkelse : „ Se på mig ! Du kan jo 
+lige sætte mig ind i dit billede . “ Og hvor tale ikke 
+skjønhedsånderne fil en fra hvert pallads og hver 
+Fontaine , endsige fra hver solstråle med lyset , 
+refleksen og slagskyggen , som dannes af den . 
+Før jeg om morgenen går ind i Vatikanet , må 
+jeg gerne standse for at se solstrålerne bryde sig 
+fil en regnbue i de høje vandpalmekroner , der dannes 
+af de altid brusende springvand . Imellem går 
+jeg så tidlig ud , at jeg først kan nå op på højden 
+af set . Onofrio for at se solopgangen belyse 
+det hele store rom , der her ligger udstrakt for en . 
+Er tiden dertil , går jeg ind i klosteret og vandrerom 
+i buegangene eller i haven med terrassen , hvor 
+Tasso har siddet under egen , eller jeg lader mig vise 
+hans celle . Ja i sådanne øjeblikke , som høre til 
+den daglige føde her i rom , får fantasien næring , 
+så at den kan skabe det ene store billede efter 
+det andet . 
+
+nu har jeg alt været fire år i rom . Hvor 
+kort er den tid dog at se tilbage på , så ensomt 
+som jeg har levet i den . Kun arbejde og atter arbejde 
+har været min tanke ; men jeg er da også 
+bleven til noget , og jeg tør med åben pande kalde 
+mig konstner . Igår bragte jeg mit store billede 
+af colosseum hen på udstillingen ; jeg har selv været 
+stærkt greben deraf , og jeg tror , det må gøre 
+indtryk på beskneren . Det er øjeblikket , da tigeren 
+lige skal anfalde det unge christne ægtepar , 
+der ikke har villet stilles ad , men udbedt sig som en 
+nåde at måtte gå døden i møde i forening . 
+De knæle ned , idet de omslynge hinanden ; blikket 
+er vendt op imod himlen , og læberne åbnes som 
+til en lovsang . Tigeren ligger sammentrukken lige 
+for dem med sit lurende blik ; den skal netop til at 
+gøre det dødbringende Spring . Onkel Verners og 
+tante Marias billeder er fremkomne i de to unge 
+ægtefolk . Hvor mange tanker har det dog bragt 
+op i mig således at have dem øjensynlig for mig 
+igen ; det har bragt en længsel frem hos mig , 
+som jeg aldrig for har kendt — længslen efter at 
+høre andre mennesker til ved slægtsfabets hjcrtebånd . 
+Det øjeblik , jeg så disse elskelige slægtninge , 
+vil altid stå uudsletteligt for mig ; det er jo 
+kun dette enkelte billede , jeg har modtaget af dem , 
+
+da jeg så godt som intet ord har hørt fra deres 
+læber ; men det hele ophøjede udtryk i deres skikkelser 
+vil altid stå som noget idealt for mig . Min 
+moder har jeg jo levet mere med ; men jeg har 
+egentlig et mindre bestemt billede af hende ; jeg har 
+aldrig ret kendt det naturlige forhold , som der burde 
+være imellem moder og søn ; jeg var jo så kåd 
+som dreng , og hun lod sig tirre deraf i stedet for at 
+mildne mig . Nu er der gået over seks år , siden 
+jeg sidst har set hende , og i næsten et helt år har 
+jeg intet brev haft fra hende . Hun har i fine tidligere 
+breve meget venlig bedet mig om at komme 
+til sig ; men det , at jeg ikke kan skrive „ kærlig “ 
+Istedetfor „ venlig , “ har for en del holdt mig fra 
+at efterkomme hendes ønske . Jeg har jo også , navnlig 
+det sidste par år , været så optagen af mit arbejde , 
+at jeg ikke har kunnet løsrive mig derfra ; men 
+nu har jeg nået et slags mål ; så må jeg atter 
+se ud i livet . Jeg må mod Norden for at besøge 
+min moder og min slægt ; men hvor underlig ! 
+Denne slægt , som jeg længes så meget efter , den 
+sammentrænger sig jo i den lille Anna ; anden slægt 
+har jeg ikke , fjern eller nær . Lille Anna ! men stop ! 
+Så lille er hun vel ikke mere . Jeg var seks år på 
+Herlufsholm og fire år her , det er jo ti år ; syv 
+år må hun omtrent have været , da jeg så hende ; 
+
+så er hun jo nu en syttenårs jomfru . Hillemænd ! 
+Jeg må afsted , og det endnu i morgen ; et syttenårs 
+søskendebarn og måske tilmed en dejlig pige ! 
+Nå , Victor ! Hurra ! på rejse , på rejse , op til 
+den lysegrønne bøgeflov og til din moder . En forunderlig 
+klang har dog dette ord : moder . Sådan 
+har jeg aldrig følt det før ; ellers var jeg for 
+længe siden ilet til hende . Tænk , at jeg har et 
+hjem hos en moder ! og dette har jeg hidtil ingen 
+bevidsthed haft om . Jeg får nok moder til at 
+bede cousine Anna ned til sig . Nå , hvor vi tre 
+skal leve lykkelige dage sammen . Hurra ! nok engang 
+hurra ! jeg må straks til Martini for at meddele 
+ham denne nyhed . 
+Lige da Victor lagde pennen fra sig , trådte 
+Martini jublende ind ad døren . Han for hen imod 
+Victor og omfavnede ham . 
+„ Nå , min dreng , nu har du laurbærkrandsen . 
+Jeg kommer lige fra udstillingen , hvor der er 
+trængsel for at se dit billede . Der er kun en mening 
+om , at det i år er det ypperste arbejde der . 
+Jeg modtog den ene lykønskning efter den anden til , 
+at min fordums elev nu var bleven så stor en mester . 
+Prinds Borghese var derinde og var aldeles 
+
+henrykt over billedet . Han bad mig bringe dig med 
+til hans soire i morgen aften , for at han der kunne 
+have den glæde at forestille dig for hele den store 
+verden , der på den aften samles hos ham . Men 
+Victor , du siger jo slet intet ; er du da ikke lykkelig 
+over al denne hyldest ? “ 
+„ Å , hvad bryder jeg mig om Prinds Borghese , “ 
+Svarede Victor i en henkastende tone , „ jeg ved 
+jo nok , af billedet er godt , uden af prinsen behøver 
+af sige mig det . Forresten stod jeg lige på 
+springet for at løbe hen til dig , “ tilføjede han , idet 
+stemmen slog om i glade toner , „ jeg må tage afsted 
+med dig , da jeg rejser bort på nogen tid . “ 
+„ Tage afsted ! “ udbrød Martini med vidt opspilede 
+øjne , „ vil du rejse , og netop i det øjeblik , 
+da hele rom står i færd med af række dig lanrbærkrandsen ? “ 
+„ Ja , “ 
+Svarede Victor , „ jeg rejser i morgen tidlig 
+hjem for at besøge min moder . “ 
+„ Men menneske , bliv i det mindste nogen tid ! 
+Tænk på din fremtid og på , hvad det vil sige , af 
+Prinds Borghese vil forestille dig for sine standsfæller 
+og venner ! “ 
+„ Prinsen kan være god for sig , og jeg god 
+for mig , “ svarede Victor med sit gamle , overmodige 
+kast med nakken ; „ nu har jeg nået at vise verden , 
+
+at jeg er konstner ; for mig er det kun et tomt Echo 
+af mine egne ord at høre den gentage det ; jeg må 
+nu hvile ud efter de fire Års arbejde . Jeg har 
+nået et mål i konsten , men også forsømt meget 
+i livet ; jeg må næres som menneske ; nu er jeg for 
+en tid mæt som konstner . “ 
+Martini rystede på hovedet . „ Du underlige , 
+egenrådige menneske , som bryder dig dine egne 
+veje over stok og sten ! Ikke engang siger du 
+tak , når man viser dig en vej , der er banet og 
+jevnet ene for din skyld ! “ 
+„ O kære , gamle ven , “ afbrød Victor ham , idet 
+han kærlig greb Martinis hænder , „ jeg er dig af 
+hjertet taknemlig for alt dit venskab ; men jeg 
+må gå min egen vej ; jeg har gjort detfrabarnsbeen , 
+og i hvor skævt det end er gået , så er 
+jeg dog efterhånden nået fremad , og det netop til 
+de steder , hvorhen jeg helst ville . Tro mig ikke 
+utaknemlig ; men , som sagt , jeg må styre min 
+egen båd , og du skal se , alt går nok godt . 
+Tag du dig nu af mit billede ; kommer der en 
+kjøbcr , så sælg det for , hvad du synes . Og nu 
+farvel , jeg har et og andet at besørge med Pas og 
+vetturin ; i morgen rejser jeg . “ 
+Og næste morgen sad Victor i vognen , som 
+rafl rullede ud ad Porta del popolo . Martini stod 
+
+noget og vinkede efter den bortrejsende ; da rystede 
+han på hovedet ad det underlige , men for ham dog 
+så kære unge menneske , og langsomt vendte han 
+tilbage til sin ensomme bolig . 
+Niende capifel . 
+På rejsen gav Victor fantasien tøjlen , og 
+han fløj midt ind i underets land ved at udmale 
+sig al den lyksalighed , som et hjem kunne byde . 
+De mørke pletter , som endnu stod tilbage i hans 
+erindring om samlivet med moderen , skrev han på 
+sin egen vildskabs og forkælelses regning . Men 
+hvor skulle han ikke nu også være dobbelt kærlig og 
+opmærksom imod hende ! ja han var opfyldt af længsel 
+efter at kaste sig i sin moders arme . Og således 
+nåde han med stedse stigende forventninger 
+Hamborg , hvor han ventede at træffe moderen , da 
+hun først senere på sommeren plejede at tage til 
+badestederne . Hvor bankede ikke hans hjerte af glæde , 
+da han betrådte huset . Han fløj op ad trapperne 
+og ringede stormende på klokken ; men døren var 
+
+og blev lukket . Endelig hørte han en hæs stemme 
+råbe op til sig ; det var portneren , som meddelte , 
+at etagen stod ubeboet . 
+„ Har Fru Bergmann da alt begivet sig på sin 
+sommerrejse ? “ spurgte Victor . 
+„ Hun er for længe siden borte herfra og vender 
+ikke mere tilbage , “ lød det gnavne svar . 
+„ Men hvor er hun da ? “ spurgte Victor utålmodig . 
+„ Ja , 
+hvad ved jeg , hvor hun er . “ 
+„ Men de må dog have hørt , hvor hun tog 
+hen ? “ 
+„ Dengang hun tog herfra , holdt hun først auktion 
+over sine sager og ville derpå , som man mente , 
+tage til Christiansfeldt . “ Hermed vendte portneren 
+ham ryggen og forsvandt i sit lukaf . 
+Victor stod først en tid med hånden for 
+øjnene , ligesom for at samle sig noget efter den store 
+skuffelse , der her var mødt ham . Endelig forlod 
+han huset ; men hvor skulle han vende sig hen ? 
+Han havde ladet sin koffert stå på posthuset . 
+Det kunne jo være , at man der vidste noget . Han 
+ilede derhen og forespurgte sig . Ja rigtig , breve , der 
+mulig kunne komme til Fru Bergmann , skulle sendes 
+til Christiansfeldt . Han spurgte om postbefordring 
+nord på og fik den besked , at han samme aften 
+
+kunne komme bort med den agende post . Det var 
+en lang og langsom rejse . Victor tilbragte tiden 
+med at sidde og gruble over , hvad der dog kunne 
+have bevæget hans livslystne og verdsligsindede moder 
+til at vælge det stille christiansscldt til opholdssted . 
+Endelig 
+nåde han på en solrig morgen sin 
+rejses mål . Den lille by gjorde et tiltalende indtryk 
+ved den hygge og fred , der var udbredt over 
+den , ved de mange blomstrende kasfanictræer , der 
+støde i alleer i gaderne , ved de indbydende bænke 
+udenfor huusdørene og de blanke vinduesruder med 
+de smukke , blomstrende planter indenfor . Victor begyndte 
+alt at forsone sig med moderens valg : „ Hun 
+har vist købt sig et af disse små , hyggelige huse “ , 
+tænkte han , „ og nu sidder hun måske ved kaffebordet 
+for de åbne havedøre ; hvem ved , om hun ikke 
+i dette øjeblik længes efter mig . “ 
+Victor spurgte straks efter Fru Bergmann : hun 
+boede i enkeboligen , hed det . Han fik en dreng til 
+at vise sig derhen . Alle enkerne vare gåde i kirke . 
+Han ventede en stiv klokketime i en stor , uhyggelig 
+sal . Endelig kom hans moder . Han havde jo ikke 
+set hende i seks år ; men hvor var hun dog også 
+forandret ! Det ådre var påfaldende ældet , og udtrykket 
+i ansigtet mørkt og indesluttet . Victor blev 
+
+så betagen ved dette syn , at han stod ganske ubevægelig 
+uden at kunne fremføre et ord . Hans moder 
+kendte ham først ikke ; men da hun havde set 
+lidt på ham , steg blodet pludselig op i hendes blege 
+kinder . 
+„ Victor ! så har du fundet mig her i min ensomhed , “ 
+Sagde hun i en grædende tone , „ kom med 
+mig op på mit Kammer . “ 
+Da de vare nåde op på det lille værelse , 
+der kun indeholdt det tarveligste bohave , udbrød Victor 
+smertelig skuffet : „ Men moder , har du da ikke 
+mere noget hjem ? “ 
+„ Ak , hvad skal jeg med det ? “ klynkede hun frem , 
+„ for mig er verden død , og jeg har kun tilbage at 
+sidde og vente , til døden også kommer for at hente 
+mig . “ 
+„ Men moder ! “ udbrød Victor , idet han slog 
+fine hænder sammen af bedrøvelse over , hvad han 
+her hørte , „ Du er jo endnu ikke gammel ; hvorfor vil 
+du da forsage denne dejlige , dejlige verden ? “ 
+„ O barn dog ! “ udbrød hun , idet hun brast i 
+gråd , „ Verden er så ond , så ond , og jeg har selv 
+været midt i al dens synd ; jeg føler skam , idet 
+jeg her står foran mit eget barn , men også dette 
+sidste bånd får briste , om det så skal være ; jeg 
+må bekende al min dårlighcd for dig , så du 
+
+kan få verden at se i dens rette lys . Hør nu 
+da : du ved , at jeg hidtil har levet i verdens tummel ; 
+jeg har været feteret og moret mig derved ; jeg 
+var snart ved det ene , snart ved det andet af de store 
+badesteder og blev altid fejret som en af de første 
+damer . Sidste sommer tilbragte jeg i badenbaden . 
+I den kreds , som der drejede sig om mig , 
+kom stadig en ung fransk officer . Hu ! jeg gruer 
+ved at fortælle dig det ; men , som sagt , det må 
+frem . Han var så smuk , hans conversation var 
+så underholdende og indsmigrende , at jeg blev aldeles 
+beruset deraf . Han var altid ved min side , 
+såvel i selskaberne som på spadsereturene , og på 
+de større udflugter , der fandt sted tilhest , var han 
+stedse min cavaleer . Han var en del år yngre 
+end jeg ; men mit ådre havde indtil den tid vidunderlig 
+holdt sig , så at jeg endnu uden at vække forargelse 
+kunne tage del i dansen . Han var en fortrinlig 
+dandser , som alle damer , selv de yngste og 
+skønneste , inklinerede for ; men mig foretrak han som 
+overalt så og i dansen for dem alle . Således 
+gik de første måneder af vort bekendtskab ; da vare 
+vi to en dag ene på en ridetur ; der friede han 
+til mig , og jeg gav ham henrykt mit ja . 
+O Victor , jeg seer på dit ansigt , at det forfærder 
+dig , hvad du her hører ; men sandheden 
+
+må du vide ; din moder har været greben af verden 
+og dens synd ; nu ligger jeg knust af faldet 
+fra den svimlende højde , som min indbildning havde 
+skruet mig op til ; thi jeg var i den højeste lyksalighed 
+ved forvisningen om hans kærlighed ; ja jeg 
+elsfede ham ; jeg havde vel forhen leget med kærligheden ; 
+men det var første gang , jeg således følte 
+mig som dens slave ; ja , jeg var opflammet af 8idensfaben . 
+Vor 
+forlovelse blev bekendt ; jeg så jo nok , at 
+en og anden af damerne trak sig tilbage fra mig ; 
+men jeg smilede kun derad , da jeg antog det for misundelse ; 
+en lykkelig måned gjennemlevedc jeg således . 
+Da skulle vort bryllup stå . Dagen før 
+bryllupet kom han med en notar , da han ønskede 
+en ægteskabscontract underskrevet ; den blev oplæst 
+for mig ; deri stod , at vi skulle arve hinandens capitaler . 
+Jeg afbrød oplæsningen ved ganske naivt 
+at sige , at jeg ikke ejede nogen capital , men kun en 
+livrente . Der blev en fuldkommen taushed . Jeg 
+var så omtågct , at jeg ingen anelse havde om , at 
+dette ville gøre synderlig indtryk på ham ; men hvor 
+forfærdedes jeg ikke , da jeg så op , forundret over 
+hans taushed . Han var næsten bleven ukendelig , 
+ansigtet var askegråt , øjnene stirrede stift og højt 
+opspilede hen for sig , idet munden stod vidt åben . 
+
+endelig bukkede han dybt for mig og fik med besvær 
+fremstammet : „ Madame , tilgiv mig , jeg må 
+forlade dem et øjeblik . “ Han vinkede ad notaren , 
+og snart lukkede døren sig i efter dem . 
+Jeg satte mig hen og pinte mig med at udfinde , 
+hvad der havde forårsaget denne hurtige bortgang ; 
+jeg havde jo ofte såvel i livet som i romanerne 
+set , af et ægteskab strandede på pengespørgsmålct , 
+især når det skulle sluttes imellem en yngre 
+mand og en ældre kvinde ; men jeg var så hildet 
+af lidenskaben , af jeg ikke sandsedc mine tidligere 
+erfaringer . 
+Et par timer snege sig langsomt hen . Da 
+bankede det på døren , og tjeneren bragte mig den 
+så ofte med henrykkelse imødesete og modtagne , 
+rosenrøde billet . Den indeholdt kun få ord : 
+„ Madame ! 
+Jeg har levet i indbildning . Uden capital 
+kan jeg aldrig indgår noget ægteskab . Derfor 
+tilgiv , af jeg trækker mig tilbage ; men modtag 
+den forsikkring , af jeg altid vil vedblive af være 
+deres beundrer , og i dette øjeblik lægger jeg 
+min hyldest for deres fødder som deres allerærbødigsfe 
+tjener . “ 
+Du kan tænke dig , hvad indtryk denne efterretning 
+gjorde på mig . Jeg lukkede mig inde ; jeg kunne 
+
+jo heller ikke lade mig se noget sted , da jeg vidste , 
+spotten nu ville bryde alle dæmninger for at danne 
+en syndflod til af drukne mit gode navn og min 
+ære i . Flere dage havde jeg således levet hen i 
+en græsselig tilstand , indtil jeg en morgen vågnede 
+med en heftig hovedpine ; jeg ville stå op , men 
+kunne ikke røre mig , lammet af mathed , og en nervefeber 
+holdt mig til sengs i flere måneder . 
+Såsnart jeg kom til ' klar bevidsthed igen , så 
+jeg jo tydelig , at mine kort vare udspillede . Jeg 
+måtte straks bort , men hvorhen ? I Hamborg kunne 
+jeg jo heller ikke mere vise mig ; flere familier derfra 
+havde været i baden-baden og oplevet min 
+skandale ; de havde naturligvis udbredt den i hjemmet . 
+Hvor i al verden finder jeg et fristed , tænkte 
+jeg med gru . Da kom en luftning til mig fra 
+min søster Marias hjem . Havde nu hun og hendes 
+mand levet , så var jeg tyet til deres lille 
+præstegård og havde der søgt et skjulested for den 
+skadefro verden . Jeg tænkte på den stemning af 
+alvor og religiøsitet , der var over disse mennesker . 
+Jeg kendte jo ikke af egen erfaring noget til det 
+religiøse liv ; men jeg havde altid hørt , at religionen 
+var en stav i nøden , og jeg søgte den nu , uden 
+dog at have nogen ide om , hvor jeg skulle vende 
+mig hen for at finde den . 
+
+en dame her fra Christiansfeldt havde brugt 
+euren ved badet og var den eneste , der havde set 
+til mig under min sygdom . For hende åbenbarede 
+jeg al min nsd , navnlig min uvidenhed om , 
+hvor jeg vel skulle finde religionen , og hvorledes 
+jeg skulle bære mig ad for at bruge den til lægedom 
+for mit ødelagte liv . Hun rådede mig til at flytte 
+her til Christiansfeldt , da man intetsteds i verden , 
+sagde hun , levede i et så kærligt broder- og søsterforhold 
+som hos hcrnhutterne ; hos dem var religiøsiteten 
+således indflettet i enhver gerning , at 
+man blev tvungen til at give sig af dermed . 
+Og jeg føler , at dette valg har været det rette 
+for mig . Jeg har tilbudt forstanderen at overlade 
+det meste af mine indtægter til missionsselflabet 
+imod , at jeg får ophold her i enkeboligen . Kun 
+har jeg måttet betinge mig et eget lille Kammer , da 
+enkerne her leve i fælles sove- og arbejdssale ; men 
+jeg må i det mindste under påklædningen være 
+ene . Ja , jeg ved jo , at det er verdsligt ; men jeg må 
+tilstå dig , at jeg endnu bruger lang tid for spejlet 
+forat se , hvordan tøjet skal sidde for at klæde 
+mig bedst , og synes du ikke også , at denne halve 
+nonnedragt hjælper på mit sammenfaldne ydre ? 
+Den passer dog bedre dertil end den verdslige stads . “ — 
+under denne sidste replik var den klynkende tone 
+
+bleven afløst som af et Echo af det tidligere coquette 
+væsen ; tillige viste sig et uhyggeligt smil , der 
+skræmte Victor , så det gøs igennem ham . Dog 
+snart kom hun tilbage i den klynkende præketone , 
+idet hun atter gav sig til at jamre over verden og 
+dens dårlighed . 
+„ Jeg ville ønske , at også du kunne bestemme 
+dig til at blive her ; det ville være let for dig at 
+få ophold her i broderhuset . Jeg laver med søstrene 
+små æsker , som sælges til fordel for stiftelsen ; 
+dn kunne da , uden at behøve at bejle til verdens 
+forfængelige gunst , få brug for din kunst 
+ved at male nydelige små billeder på æskerne . “ 
+Victor stod ganske fortabt . Det feeflot , som 
+hans fantasi havde bygget op for ham ved tanken 
+om moderens hjem , faldt i et Nn fammen . 
+„ Nej , moder ! “ udbrød han forfærdet , med en 
+følelse , som om han var under trykket af et mareridt , 
+„ Gnd fri mig fra at lade mig indespærre her ! 
+Så hellere være den nsleste daglejer ude i den dejlige , 
+store verden . “ 
+Han gik med sin moder til aftenbønnen og 
+næste morgen atter i kirken ; og således flæbte sig 
+to dage hen . Han så vistnok mennesker i menigheden , 
+og det et ikke ringe antal , der vare varmt 
+
+og redelig grebne af troeslivet ; men trangt og stille 
+var livet ham dog , hvor han end få hen , så da 
+han på den tredje dags morgen vågnede , og solen 
+spillede ind i kammeret til ham igennem det 
+gennemsigtige , grønne løv på træerne udenfor hans 
+vinduer , da kaldte det friske liv på ham derude 
+fra den glade verden . Han blev hurtig påklædt , 
+fik fin koffert pakket og ilede hen til sin moder , som 
+lige stod færdig for at gå i kirke . Han omfavnede 
+hende og sagde hende , hvor umuligt det var ham at 
+forsage livet og blive i disse snevre forhold . Hun 
+så koldt og fløvt på ham : 
+„ Vogt dig , du går en stor elendighed 
+imøde ! “ Det var alt , hvad hun kunne give ham 
+til afsled . Hun knugede psalmebogen mod brystet 
+og gik til kirken , idet hun nikkede som åndsfraværende 
+til ham . 
+Victor følte sig ganske syg af det uhyggelige 
+tryk , som synet af moderen og hendes hele væsen 
+udøvede på ham . Han ilede til gæstgivergården , 
+fik fin koffert bragt på posthuset , og snart sad han 
+i rejsevognen , der førte ham nord på . 
+Det var til Anna , han nu rejste . Han vidste 
+jo af grevinde Gyldenfeldts breve til Martini , at 
+Anna stadig havde beholdt ham i trofast minde , og 
+at hun tænkte på ham som på en kær Broder , 
+
+ligesom han i hende så en kærlig søster . Hun 
+var jo ung og smuk , hun levede i sunde og lykkelige 
+omgivelser . Der måtte han jo finde den kærlighed 
+og livsglæde , som hans hele ungdomsfriske natur 
+så højlig trængte til . Og han satte nu alt 
+sit håb til dette møde . 
+Tiende capifel . 
+En af de første dage i juni måned sagde 
+grevinde Gyldenfeldt og Anna ved deres håndarbejde 
+foran de åbne havedøre og nøde den varme 
+sommerluft , der strømmede ind til dem . 
+„ Hvor lifligt igen at mærke sommervarmen ! “ 
+Sagde Anna , „ jeg mindes ingensinde at have længtes 
+mere derefter end netop nu . De foregående dage 
+har det været en så ubønhørlig skarp blæst , at det 
+var , som om vinteren fluide vende tilbage ; men hvor 
+er det dog dejligt i dag ! hør , hvor lærkerne juble ; o , 
+at vi mennesker også kunne juble som de ! “ 
+Grevinden lod hænderne med arbejdet synke i 
+skødet , idet hun med vcemod betragtede Anna . 
+
+„ Mit kære barn , “ udbrød hun , „ hvor kommer dog 
+denne tyngsel over dig ? Du har jo dine sytten år ; 
+det er en alder , hvor man da ellers ikke behøver at 
+misunde fuglene deres muntre sang . Du har vistnok 
+oplevet en hård skæbne ved så tidlig at blive 
+berøvet dine forældre ; men du må jo dog føle , at 
+du atter har fundet et kærligt hjem hos os , og i 
+Angelica har du en trofast søster ; hun hænger så 
+hjertelig ved dig . “ 
+„ O kære , kære moder ! Jeg ville så gerne 
+være glad , som jeg seer Angelica og mine andre 
+jevnaldrende være det ; men jeg tror ikke , min natur 
+er til det . Jeg kan vistnok føle salige øjeblikke ; 
+men i dem er jeg så underlig revet bort fra jorden . 
+Selv når jeg tænker tilbage på min tidligste 
+barndom , har jeg erindringer om sådanne øjeblikke , 
+men munter ! nej det kan jeg aldrig huske , jeg 
+har været . Noget underligt er der hos mig : når 
+jeg mærker noget , der ligner munterhed , komme op i 
+mig , så er det straks , som om der rejste sig en modstand 
+derimod . Og dog elsker jeg munterheden ; 
+derfor savner jeg også Angelica så meget . Mon 
+hun dog ikke snart kommer hjem igen ? “ 
+„ Ja , det kære barn ! Jeg længes også efter 
+hende . “ Dette sagde grevinden , idet hendes øjne 
+stirrede hen for sig , som om hun kunne se datteren 
+
+i det fjerne ; „ jeg håber , at hun kommer om en 
+fjorten dages tid . Da jeg tog over med hende til 
+Sverige , havde jeg ikke tænkt mig , at jeg skulle 
+komme hjem uden hende ; men jeg kunne ikke modstå 
+grevinde sparres indtrængende bønner om at få 
+lov at beholde hende endnu nogen tid , især da jeg 
+mærkede på Angelica , at hun fængsledes stærkt af 
+den påtænkte tur til Stokholm , hvor der skulle 
+tages del i de mange hoffester . Jeg har aldrig 
+fundet smag i det liv , der føres i den store verden , 
+og siden jeg er bleven enke , er det mig formelig imod 
+at tage del deri ; men det liv , vi føre her på 
+bøgevang , er dog igen alt for ensomt for en så 
+livslysten natur som Angelicas . Derfor syntes jeg 
+også , det var rigtigt at gribe denne lejlighed , til at 
+hun kunne lære hoflivet at kende , hvor hun dog 
+efter sin stand hører hen , især da jeg så trygt 
+kunne betroe hende til min gamle veninde , grevinde 
+sparres omsorg . Angelica er ret skabt til at 
+nyde alle de baller og hoffester , som hun har deltaget 
+i ; og morsomt har det været for hende , at den 
+unge grev sparre og hans søster vare med . De 
+tre passe fortræffelig sammen . Barnebekjendtskabet 
+blev straks fornyet , så at endog det fortrolige du 
+optoges igen . Men nu lader det dog til af det 
+brev , jeg fik i dag , at Angelica længes lidt hjem efter 
+
+sin gamle moder ; og det gør mit hjerte så godt 
+at høre det . Hun savner også dig , kære Anna ; 
+de unge sparres er lystige og lette som hun selv ; 
+men hun trænger ligesom til en modvægt . Hun skriver : 
+„ „ Jeg flyver om i universet uden mit tyngdepunkt ; 
+jeg føler mig som et skib uden ror , når 
+jeg er borte fra min kære søster Anna . “ “ — ia , 
+min egen Anna , du har altid været meget for hende . 
+Hvor det har lettet mig Angelicas ' opdragelse , at 
+jeg har haft dig ved siden ! Uagtet du er jevnaldrende 
+med hende , har dog din alvorligere natur 
+støttet hendes , og din bestandig så exemplariflc opførsel 
+har været hende en spore til at stræbe også 
+at nå fremad . Gid hun kunne være noget for 
+dig igen ! Du siger jo nok , at hendes glade sind 
+gør dig godt ; men det smerter mig , når jeg føler , 
+af du her hos os har et savn , som aldrig synes 
+af skulle blive tilfredsstillet ; og hvorledes kan jeg tage 
+fat på af hjælpe dig , da jeg ikke ved , hvori dit 
+savn består ? “ 
+„ Kære , kære moder , “ udbrød Anna , idet hun 
+med varme kyssede grevindens hænder , „ tro mig 
+ikke utaknemlig ; thi jeg søler til fulde den kærlighed , 
+som her vises mig ; men det tryk , der er over mig , 
+sorårsages af noget uklart , som jeg tydelig mindes 
+alt af have følt i min tidligste barndom , og jeg 
+
+husker endnu , hvorledes min moder en aften sad 
+ved min seng og spurgte om , hvad der dog havde 
+gjort mig så stille den dag . Jeg kunne ej forklare 
+det , da jeg kun havde en dunkel fornemmelse af et 
+savn ; hvorefter , vidste jeg ikke . Hun trøstede mig 
+med , af jeg havde en engel , der altid vågede over 
+mig og var rede til af hjælpe og støtte mig , når 
+jeg trængte dertil . Vorherre havde skabt denne engel 
+til min beskyttelse . Ja min moder havde en egen 
+gave til af få mit blik vendt opad på en måde , 
+som ingen anden senere har kunnet gøre det ; men 
+jeg har en følelse af , at hun løftede mig højere , end 
+min lille barnesjæl kunne tåle . Det lyshav , hun 
+lod mig flue ind i , glimrede vel for mig , få jeg 
+aldrig kan glemme det ; men det var kun en blændende 
+Glands ; jeg var endnu ikke så modtagelig 
+for lysbilledct , at jeg virkelig blev opklaret deraf , 
+som begge mine forældre visselig have været det . 
+Jeg er overtydet om , at der boede et stærkt troesliv 
+i dem , og at dette liv har gennemtrængt al deres 
+handlen og birken . Da du for tre år siden var 
+så kærlig at lade mig besøge Jørgen Jensen og 
+hans kone , fik jeg så meget at høre om mine forældre , 
+der både opfriskede og bestyrkede den erindring 
+om dem , som jeg har beholdt fra barndommen . Hvor 
+jeg ville ønske , at Jørgen Jensen boede nærmere 
+
+herved ; jeg kunne lære så meget af ham og Lene . 
+For tre år siden var jeg for ung , og tiden var 
+også for kort til , at jeg ret kunne komme til at forsfåe 
+dem ; men jeg erindrer dog , at de bebrejdede mig , 
+jeg ville slæbe alt alene , uagtet Vorherre stedse stod 
+med åbne arme for at modtage byrden . Jeg føler 
+jo nok , af jeg forstæder mig ; men , — ja ! det lyder 
+underlig — jeg ved ikke , hvorledes jeg skal bære 
+mig ad med af lægge byrden på Vorherres skuldre . “ 
+„ Anna , “ 
+Udbrød grevinde » utålmodig , „ et ungt 
+menneske som du skal søge lettere tanker og ikke 
+således bestandig gruble og gruble ; dermed tjener du 
+ikke Vorherre . Du ved jo , af jeg ikke holder af af 
+tale om gudelige sager ; det er noget , man skal afhandle 
+ene i sit lønkammer . “ 
+„ Men Herren siger jo selv , “ indvendte Anna , 
+„ „ Hvor der er to eller tre samlede i mit navn , der 
+er jeg midt iblandt eder . “ “ 
+„ Lad os helst lade være af tale derom ! “ bad 
+grevinden , „ jeg tror , det er bedst for os begge . “ 
+Tårerne kom Anna i øjnene ; grevinden tog 
+hende om hovedet og kyssede hende på panden . 
+Hun ville gerne være noget for Anna ; men hun 
+var selv så uklar og havde som så mange en 
+
+skyhed for at tale om , hvad der hører hjemme i 
+guds rige . 
+„ Nå , min egen Anna , “ sagde grevinden efter 
+en længere pause ; „ se nu lidt ud i solskinnet , og 
+tænk på den store glæde , du har ivente ved din 
+fætter Bergmanns besøg . Efter hans brev må 
+han jo komme i dag eller i morgen tidlig . Skade , af 
+jeg ikke har tænkt på af sende vogn til byen i formiddag , 
+da det jo er muligt , af han alt er kommen 
+med den agende post . Ja , jeg forsikrer dig , af 
+også jeg glæder mig til af se ham , da han vil 
+bringe en frisf luftning med sig fra det uforglemmelige 
+Italien , hvorfra jeg dog har mine bedste 
+minder . “ 
+Annas øjne strålede ved lyden af Victors 
+navn , og hendes stemme fik en forhøjet klang , idet 
+hun udbrød : „ Ja , kære moder , du har ret ; der 
+venter mig en stor , stor glæde ved Victors komme . 
+Han er så nøje forbunden med mine kæreste erindringer , 
+af , uagtet jeg kun flygtig så ham , har jeg 
+ham dog i stadigt minde . Det var den sidste morgen , 
+jeg tilbragte i mit hjem , og det står for mig , 
+som om al glæden fra hjemmet var samlet i denne 
+søndag morgen , og i min erindring står Victor 
+midt i al herligheden i en glorie af vidnnderlig 
+skønhed . “ 
+
+„ O Anna ! endelig er jeg hos dig ! “ lod det 
+i det samme fra de åbne havedøre , og i næste øjeblik 
+lå Victor for Annas fødder , idet han hulkende 
+gemte sit ansigt i hendes skød . 
+„ Victor ! “ udbrød Anna jublende , „ velsignet 
+være dit komme ! “ Hun hævede hans hoved i 
+vejret og så ham kærlig ind i de tårefyldte 
+øjne ; og således så de en stund stille , men usigelig 
+lykkelige på hinanden . 
+Grevinden , som det første øjeblik var bleven 
+underlig berørt af denne heftige scene , havde hidtil 
+været en tavs tilsfuer . Nu rejste hun sig og bød 
+Victor velkommen på en måde , som om hun slet 
+ikke havde bemærket hans stærke bevægelse . Dette 
+vækkede ham til besindelse ; han rejste sig hurtig , 
+lod hånden glide hen over øjnene og bukkede høflig 
+som undskyldende for grevinden . 
+„ De har overrasket os med deres ankomst , 
+hr . Bergmann , da vi ingen vogn have hørt ; vær 
+ret hjertelig velkommen ! “ og grevinden rakte venlig 
+Victor hånden . 
+„ Jeg må gøre undskyldning , “ sagde Victor , 
+„ for den usømmelige måde , hvorpå jeg har overrasket 
+deres nåde . Jeg længtes så ubeskrivelig 
+efter at se Anna , så , da det skulle vare en time , 
+inden jeg fra byen kunne få extrapost , men der 
+
+derimæd straks fandtes en båd parat til at sætte mig 
+over fjorden , valgte jeg denne befordring . Jeg landede 
+nede ved fiskerhuset og blev viist hen ad den 
+lange alle , der fører lige hen til havetrappen . Da 
+jeg nu så Anna sidde i døren , var det mig umuligt 
+først at opsøge en tjener for at melde mig . 
+Jeg dreves til straks at ile til hende . “ 
+Grevinden var , medens Victor talte , trådt et 
+par skridt tilbage og gav sig til at ordne noget 
+ved en blomstervase . Hun var øjensynlig srastødt 
+af Victors formløshed , og dog måtte hun tilstå 
+for sig selv , at han havde noget næsten uimodståelig 
+indtagende ved sig . 
+„ Du kære Anna ! “ udbrød Victor , idet han tog 
+hendes hånd , „ jeg kendte dig straks på den store 
+lighed med din moder ; også min moder ligner 
+du noget , “ tilføjedc han i en mere dæmpet tone , 
+idet ligesom noget mørkt skyggede over ham . 
+„ Din moder ! hvordan har hun det ? “ spurgte 
+Anna , „ det er så længe siden , jeg har hørt noget 
+om tante Agathe . “ 
+„ Ja , kære Anna , der er så meget , vi har at 
+tale sammen om . “ 
+„ Men kun ikke nu , “ sagde grevinden ; „ Hr Bergmann 
+må ind med os fil frokosten ; de kan nok 
+
+trænge fil en forfriskning oven på den tærende 
+søtur . “ 
+Ved frokostbordet fortalte Victor rigtig ungdommelig 
+og muntert om sit ophold i Italien . 
+Annas øjne strålede af glæde , og grevinden var 
+synlig henreven af Victors livlige fortællinger . 
+Da de rejste sig fra bordet , forlod grevinden 
+de . Unge for at skrive fil Angelica . 
+Victor og Anna gik ned i haven . „ Hvor underligt , 
+at vi virkelig igen gå hånd i hånd ! “ 
+Sagde Anna , idet hun smilende så op fil Victor , 
+„ husker du , da vi sidst gik op ad gangen hjemme i 
+haven ? “ 
+„ Om jeg husker det , Anna ! Ja , jeg tør næsten 
+sige , at der ingen dag er gået , uden at jeg har 
+tænkt derpå , og hvor yndigt er det dog ikke nu , da 
+jeg atter er sammen med dig , at den følelse , jeg 
+alt som barn havde for dig , og som stadig har 
+levet og vokset i mig , at den i dette øjeblik viser sig 
+som sandhed . Det lille barn er blevet en voksen 
+jomfru , men dog den samme , som jeg så i lindelysthuset . 
+Det er mig , ligesom om du endnu godt 
+kunne blive skræmt for mig , som du blev det dengang ; 
+men bliv det ikke , kæreste Anna ; jeg ved jo 
+nok , at der kan være stærke omflag i mig ; men hold 
+
+fast derved , at jeg altid holder så meget , så meget 
+af dig ! “ 
+Anna så henrykt op på ham : „ Hvorledes 
+skulle jeg dog blive skræmt for dig ? det er tværtimod , 
+som om al lykke og glæde er strømmet ned over 
+mig ved din ankomst . Jeg sad netop , da du kom , 
+og talte med min plejemoder om , at jeg ikke let kunne 
+blive munter , men at jeg derimod kunne føle salige 
+øjeblikke , så salige , som om jeg alt var i paradiset . 
+— og sådan et øjeblik er det nu ! “ udråbte Anna 
+i henrykkelse , og hendes øjne skinnede som stjerner . 
+Victor tog hendes hænder og kyssede dem , idet en 
+inderlig bevægelse og glæde stod malet i hans ansigt . 
+„ Ja , Anna , hvor er slægtskabets bånd dog 
+fast ! Du har jo ingen anden Broder eller slægt end 
+mig , og jeg har ingen anden søster eller slægt end 
+dig ; men hvad behøver man også at være mere end 
+to ! hvor føler man sig ikke stærk ved denne gensidige 
+kærlighed , og hvor bliver ikke alt , hvad der omgiver en , 
+vidunderligt og skønt , når man er sammen med den , 
+med hvem man kan sammensmelte til et . Ja du 
+har ret , der er endnu paradisiske stemninger tilbage 
+her på jorden . Adam kan ikke have følt en større 
+lyksalighed , da hans blik første gang mødte Evas , 
+end den , jeg føler i dette øjeblik . O Anna , vi to 
+må aldrig mere stilles ! “ 
+
+de første dage glede lykkelig hen for Victor og 
+Anna . Ved hver samtale følte de , hvor tankerne 
+stadig fik mere og mere fylde og vækst ved den gensidige 
+udveksling . Det nære slægtskabsbånd var 
+årsag i , at de straks fra første øjeblik kom hinanden 
+imøde som Broder og søster uden alt forbehold , 
+medens kærligheden , dem selv uafvidende , arbejdede 
+dybt i deres indre og alt lod de første forårsspircr 
+bryde frem ved det glædessolskin , der i de dage var 
+udbredt over dem . 
+En dag gik de i haven , som sædvanlig hånd 
+i hånd . De vare gåde igennem en lang gang , 
+hvis sider vare dækkede af høje , klippede hækker . 
+Den endte i et tætlysfhuus af slyngroser , der netop 
+nu stod i fuld blomstring . Her satte de sig . Anna 
+lagde sit hoved op til Victors skulder , og således 
+sade de længe og nøde i stilhed al den glæde , der 
+følger med den første bevægelse af kærlighedslivet . 
+Anna brød tavsheden , idet hun rejste sig op og 
+pegede hen imod en sidegang : „ Lad os gå derhen 
+ad , så komme vi ud i lystskoven ; der skal jeg 
+vise dig en sti , der fører langs stranden ; det er 
+ret min indlingstur , og medens vi gå der , må 
+du fortælle mig om din moder . Uagtet jeg kun 
+kender hende så lidt , holder jeg dog af hende , både 
+fordi hun er din moder , og fordi hun ligner min 
+
+moder . Jeg så dit ansigt formørkes , da du den 
+første dag nævnede hende , og jeg har nok mærket , at 
+der er vis skyhed hos dig for at tale om hende ; 
+men overvind den ! jeg synes , at det må lette dig at 
+udtale , hvad der trykker dig , til mig , som af hele 
+mit hjerte ønsker at dele alt med dig . Hvad er 
+der dog mødt hende ? O fortæl mig det ! “ 
+„ Ja , du har ret , Anna , det vil gøre mig godt 
+at udtale mig for dig derom . “ Og medens de nu 
+vandrede arm i arm langs strandbreden , fortalte 
+Victor om , hvor unaturligt forholdet havde været 
+mellem moderen og ham lige fra hans barndom , 
+men hvordan erkendelsen heraf levende var vågnet 
+hos ham , og hvorledes han med den stærkeste længsel 
+efter hende havde forladt rom . Nu skildrede han , 
+hvor denne længsel var vokset på rejsen . Der havde 
+han jo haft tid til at udmale sig alle herlighederne 
+ved et hjem hos en moder . Herpå fortalte han 
+om skuffelsen ved ikke at træffe hende i Hamborg og 
+endelig om den smerte og uhygge , han havde følt de 
+dage , han tilbragte sammen med hende i Christiansfeldt . 
+Victor blev ved med ivrighed at skildre det 
+usunde i den hele opfattelse hos moderen i hendes 
+tilbagetrukne liv . Han gengav samtalen med hende 
+og fortalte navnlig om scenen oppe på kammeret , 
+hvor hun nærmest var forekommet Victor som sindssyg . 
+
+„ Ja , kære Anna , “ sluttede han sin fortælling , 
+„ der var for mig en kvælende , klosteragtig 
+kvalmhed udbredt såvel over min moders væsen 
+som over hendes omgivelser , og jeg indåndede ret i 
+fulde drag den friske luft , da jeg atter sad i vognen , 
+som førte mig til mit sidste håb , til dig , min 
+glade , ungdomsfriske Anna ; hos dig er jeg da ikke 
+bleven skuffet ! “ 
+Under den sidste del af Victors fortælling 
+havde de sat sig i græsset . Han havde været så 
+optaget af , hvad han meddelte , at han nogen tid 
+ikke havde set på Anna . Ved slutningsordene 
+vendte han sig om mod hende . Hun sad sammensunken 
+og holdt hænderne for øjnene . Idet han 
+bøjede sig ned og tog hende om håndleddet for at 
+trække hånden fra ansigtet , så hun op på ham , 
+og hendes øjne vare fyldte med tårer . 
+„ Ja vistnok , Victor , “ sagde Anna med grådkvalt 
+stemme , „ er din moders opfattelse af klosterlivet 
+et vrængebillede ; men det sande klosterliv , der 
+går op i bøn , bod og lovsang — hvor må det 
+dog bringe en sjælefred at indeslutte sig deri ! “ 
+„ Men Anna ! er det dog muligt , at jeg også 
+stat høre sligt af dig ? “ og Victor så inderlig 
+bedrøvet ned på hende ; „ hvor kan dog et sådant 
+ønske , selv om det er nok så flygtigt , komme op i 
+
+dig , der er så ung og så smuk ! at ville vende 
+denne velsignede verden ryggen for levende at lade 
+dig indmure i så sortørrcnde forhold , som klosterlivet 
+har at byde dig , og det netop nu , da jeg er 
+hos dig ! og så nylig sagde du , at det var en lyksalighed 
+for dig at være sammen med mig ! Kalder 
+du det at være trofast ? “ 
+„ O Victor , Victor , selv i kærligheden kan der 
+vistnok være fristelser . Hør , Victor , det er så underligt , 
+at hver gang noget ret opfylder mig med 
+glæde — straks rejfer der sig en modstand hos mig 
+derimod ; jeg synes aldrig , jeg tør være glad . “ Og 
+Anna græd bitterlig . 
+„ Jeg forstår dig ikke , Anna ; men dette er 
+nhyggeligt ! “ Victor gik frem og tilbage med korslagte 
+arme . „ Hvorfor skulle jeg da også her skuffes ! “ 
+Klagede han . „ Først ventede jeg at sinde lyksaligheden 
+i hjemmet hos min moder ; men så snart jeg 
+så hende , brast dette håb sammen som en sæbeboble , 
+og nu klamrede jeg mig fast til dig , Anna , 
+så sikkert håbende hos dig at sinde alt det , jeg så 
+såre længtes efter ; men nu brister også dette for 
+mig ! “ Victor knugede hænderne for ansigtet og stod 
+således en stund . 
+Anna havde hørt hvert af hans ord ; men den 
+underlig forstenede stemning , der alt havde viist sig 
+
+i hendes barndom , og som oftest efter en stærk åndelig 
+bevægelse , var nu i høj grad over hende , så hun 
+sad som lammet . 
+„ Skal vi gå ? “ bad Victor , idet han bøjede sig 
+ned for at rejse hende op . Hendes hånd var iskold 
+, og den gjengjældte ikke hans håndtryk . 
+Han måtte næsten bære hende . Det var , som om 
+hun ingen villiekraft havde til at bevæge legemet 
+fremad . Da de atter nåde rosenlysthuset , fik han 
+hende til at sætte sig . Han lagde sin arm om hendes 
+Hals og lod hende støtte sit hoved til hans skulder . 
+Pludselig var trykket hævet , og hun brast i en heftig 
+gråd . „ O tilgiv mig , kæreste Victor ! “ og hun 
+så med det bønligste blik op på ham . Han klappede 
+hendes kind og trykkede hendes hoved op til 
+sig ; men han vidste ikke , hvad han skulle sige , og de 
+gik tavse tilbage . Da de nåde huset , ringedes der 
+første gang med middagsklokken til tegn på , at 
+man skulle klæde sig om til bordet , og hver gik til 
+sit værelse . 
+Hen ad aften sad Victor med grevinden og 
+Anna i havestuen . Han måtte fortælle om sine 
+arbejder i rom og nærmest om det sidste store billede , 
+som grevinden havde læst lovtaler over i et fremmed 
+konstblad . Victor gav så tydelig , som det var 
+muligt med ord , en ide om billedet . Det greb 
+
+stærkt såvel grevinden som Anna . „ Men , “ spurgte 
+Anna , „ hvad har du i baggrunden ? Skulle jeg 
+male billedet , ville jeg bagved fremstille hele massen 
+af tilskuere , der alle jublende hidse tigeren til at 
+gøre det dødbringende Spring ; jeg synes , man derved 
+måtte føle , at tigeren kun er en personifikation 
+af det blodtørstige folk , som de Christne dengang 
+levede iblandt . “ 
+„ Ja du har ret , Anna , det kunne gøres , “ svarede 
+Victor , idet han fornøjet nikkede til hende , glad over 
+den varme , hvormed hun tog del i samtalen ; 
+„ men jeg har til baggrund den store , åbne bue af 
+hovedportalen i colosseum , hvorigennem man seer 
+Venns ' og Amors tempel . En procession går op 
+ad den brede trappe for at ofre til kjærlighedsguden 
+og hans moder . “ 
+„ Der er en fin allegori i det motiv , “ sagde 
+grevinden , „ før syntes jeg , at din tanke , Anna , var 
+meget sindrig ; men din fætter havde dog en større 
+trumf på hånden . “ 
+„ Ja gud ske lov , at han har det ! “ sagde Anna 
+smilende ; „ da det er ham , der skal male billederne , 
+er det jo heldigt , at han selv kan fange ideerne . “ , 
+Victor gik med Anna omkring i værelserne og 
+betragtede billederne . De kom også ind i cabinettet . 
+
+
+„ Nej , hvad er dog det ! “ udbrød Victor , „ hvilken 
+skat findes her ! “ og han pegede hen på antoniusbilledet , 
+der med fine smertefulde barnesjne så ind 
+i hans . „ Det er et forunderlig levende udtryk ! “ 
+„ Ja , “ svarede Anna , . „ det er min ven , Antonius ; “ 
+Og hun fortalte Victor historien om billedet 
+og den indflydelse , det fra hendes tidligste barndom 
+havde udøvet på hende . 
+„ Nå , så der har vi fristeren til klosfertankerne ; 
+men nu træder jeg i skranken imod dig , 
+du ! “ og Victor truede skælmsk ad billedet ; „ så skal 
+vi se , hvem af os to , der er den stærkeste . Jeg 
+kan iøvrig nok tænke mig , at disse øjne kan forføre 
+en lille barnesjæl ; men du skulle dog nu være 
+kommen så meget til skjælsår og alder , at sligt 
+ikke mere kunne have magt over dig . “ Anna begyndte 
+at sænke øjenlågene . „ Nå , nå , min egen 
+ven ! “ fortsatte Victor i en overgiven tone , „ nu 
+ingen mørke skygger ; jeg er kommen fil dig for at 
+få glæde , og med glæden må jeg leve . “ I det 
+samme greb han begge hendes hænder og svang 
+hende lystig rundt på gulvet . Anna kunne ikke tilbageholde 
+en hjertelig latter , idet hun søgte at løsrive 
+sig . Victor så strålende fornøjet på hende . 
+Det var med hende , som med de fleste mennesker , 
+
+der sjælden le , at når de engang gøre det , kommer 
+der noget uimodståelig elskværdigt over dem , hvilket 
+da trænger lige ind fil hjertcgrunden hos dem , der 
+høre det . Victor grebes så fuldt deraf , at han ikke 
+kunne modstå , men tog Anna om hovedet og trykkede 
+et Kys på hendes pande . 
+Grevinden og Anna , som så længe havde levet 
+alene , blev stærkt oplivede ved Victors nærværelse . 
+Hans underholdende fortællinger bragte livsånderne 
+i bevægelse hos dem begge ; men ham trættede 
+denne slags liv for øjeblikket . Han havde det ' 
+sidste år i rom åndelig levet så stærkt , at han 
+nu var træt deraf . Derimod trængte han fil den 
+lette livsglæde , som jo ungdommen også har ret 
+til af gøre fordring på . Efter få dages forløb 
+følte Victor , af han savnede noget . Først vidste han 
+ikke rigtig , hvad det var . Anna var jo så kærlig 
+og elsfværdig , og grevinden så imødekommende og 
+hjertelig , langt mere , end man kunne vente af en dame 
+i hendes stilling . Men snart mærkede han , af han 
+trættedes ved de bestandig åndrige samtaler , og det 
+blev ham klart , af her savnedes en side af livet , 
+som han for øjeblikket trængte til af suge næring 
+af , og det var ungdomslyst og overgivenhed . Det 
+hørte hans natur til . Så længe han var i rom og 
+
+var optagen af arbejde , havde han ikke mærket savnet ; 
+men nu var han formelig hungrig efter af være glad , 
+så af det kunne strømme over alle bredder . Han 
+kunne vel imellem gøre et tilløb derhen ad med 
+Anna , og hun kunne vistnok le hjertelig , som da han 
+hin aften svang hende rundt ; men det blev ved et 
+enkelt latterudbrud ; hun slog ikke ind med i munterheden , 
+så af det kunne klinge slag i slag , så fra 
+den ene og så fra den anden side . Når latteren 
+var standset , kunne hendes ansigt pludselig blive alvorligt 
+igen , og hun begyndte da snart efter på en 
+eller anden dybere samtale om noget , hun hos Victor 
+ville have rede på . 
+Han fjernede sig derfor af og til . Imellem gik 
+han længere ture , ofte i det håb at finde nogen 
+lettere adspredelse . En dag mødte han skovrideren , 
+som han engang før havde talt med oppe på gården , 
+og som nu spurgte ham , om han ikke havde lyst 
+til at deltage i en i agt , der skulle vare i et par 
+dage ; han kunne tilbringe nætterne i skovriderboligen . 
+Victor tog med begærlighed imod dette tilbud . 
+Anna studsede vel lidt , da han meddelte hende 
+det ; men hun indvendte intet derimod . Grevinden 
+hilste ved afskeden noget formellere end sædvanlig ; 
+men Victor var imidlertid så opfyldt af fornøjelse 
+
+ved tanken om jagten , at han flet ikke mærkede 
+det . Han trængte til ubunden at trække vejret , og 
+han følte sig ret fri og glad , da han rafl travede hen 
+ad landevejen ved skovriderens side . 
+Ellevte capitel . 
+Livet ude i den dejlige natur sammen med de 
+flinke jægere , der vare fulde af lystige historier , opfriskede 
+øjensynlig Victor , og han følte sig ret fri og 
+vel til mode , da han på den tredje dag vendte tilbage 
+til bøgevang . Det syntes bortdunstet , alt , 
+hvad der forud havde trykket ham i omgangen med 
+grevinden og Anna . Han glædede sig til at se dem 
+igen og til at fortælle dem af de lystige jagthistorier , 
+som han for øjeblikket var opfyldt af . 
+Han kom tilbage kort før middag og klædte sig 
+straks på til bordet . Derefter gik han ned i den 
+lille blomsterhave foran trappen , hvor han plukkede 
+sig en rose til at stikke i knaphullet . Rigtig fornøjet 
+sprang han hen imod havetrappen , idet han 
+målte den med øjnene og tænkte : „ Mon du kan 
+
+tage den i to Spring ? “ men midt i farten blev 
+han standset ved nogle klare toner , der nåde hans 
+øre . De kom fra havestuen . Han blev stående 
+ubevægelig og lyttede . Det var menuetten af Don 
+Juan , der blev sunget . Han listede sig sagte op til 
+den åbne dør ; men hvor steg hans forundring ved 
+det syn , der her mødte ham . 
+En ung , hvidklædt pige med en krands af friste 
+roser om det gullokkede hoved dansede menuetten 
+soran det store spejl , der hang for enden af salen , 
+idet hun selv sang melodien dertil . Victor stod 
+først stille , fortabt i beskuelsen af hendes skønhed 
+og unde ; men snart droges han så stærkt både af 
+sangen og dansen , at han uvilkårlig faldt ind 
+med . Den unge pige gjorde pludselig en svingning , 
+så hun kom til at stå lige for Victor . Denne 
+blev ved at synge melodien , idet han i dandsetakten 
+bukkede dybt for hende , og syngende forestillede han 
+sig selv : 
+„ Maler Victor Bergmann ! “ 
+Hun nejede lige ned til jorden for ham og 
+sang frem : 
+„ Komtesse Angelica Gyldenfeldt ! “ 
+Nu rakte de hinanden hånden og trådte atter 
+dansen med gravitetisk pattos . Og således dansede 
+de endnu , da døren til cabinettet åbnedes , og 
+
+grevinden trådte ind med Anna . I højeste grad 
+forbavsede stod de begge ; men med meget forskellige 
+følelser så de derpå . Grevinden blev først blussende 
+rød , og et noget strengt udtryk viste sig på hendes 
+ansigt ; men da de to unge nærmede sig hende , Angelica 
+nejende og Victor bukkende så dybt som muligt , 
+brast hun ud i en hjertelig latter , idet hun tog Angelica 
+om hovedet og kyssede hende . Anna blev 
+stående bag grevinden og vendte sig halv bort . 
+I dette øjeblik gik det op for hende , hvad Victor 
+hidtil havde savnet på bøgcvang . Her var jo den 
+ungdomsglæde , han forgæves havde søgt hos hende . 
+Ved Angelicas ankomst viftede der en gladere 
+luftning over hendes hjem , og man hørte nu oftere 
+en munter latter klinge i de store sale , hvor derunder 
+hendes fraværelse havde hersket en klosterlig 
+stilhed . 
+„ Kom , hr . Bergmann ! De må spille lidt fjerboldt 
+med mig ! “ råbte Angelica en aften ude fra 
+havetrappen ind til Victor , der sad i en samtale 
+med Anna . Victor sprang straks op , og i flyvende 
+fart under spøg og latter kom de ned i haven . 
+Der gik det snart lystig med fjcrboldtspillet ; som 
+to sommerfugle hvirvlede Victor og Angelica om 
+hinanden , idet de fra begge sider behændig kastede 
+og atter traf fjcrboldten , så at man oppe i havestum 
+
+stadig hørte i regelmæssig takt klangen af 
+raketterne . Disse toner accompagnerede bedrøvelige 
+tanker hos Anna . Vel mærkede hun , at Victor af 
+og til søgte hende , og at han også med interesse 
+gik ind på , hvad hun indledede en samtale om ; 
+men hvor meget end samtalen med hende syntes at 
+fængsle ham , var det ham dog altid let at afbryde den 
+forat følge selv det mindste vink fra Angelicas side ; 
+dog var det mere efter Annas natur at skyde skylde » 
+På sig selv end på andre , og der rejste sig snart en 
+stemme i hende til forsvar for Victor . Han havde 
+jo alt en af de første dage sagt hende , at han var 
+kommen for at søge glæde , og at glæden var et nødvendigt 
+næringsstof for ham . Hvor rimeligt , at 
+hans ungdommelige natur nu trængte dertil efter det 
+alvorlige og udholdende arbejde , som han i det sidste 
+år havde været optaget af . 
+„ Ja han trænger til glæden , og jeg vil også ' 
+være glad med de glade ! “ udbrød hun , og syngende 
+løb hun ned ad havetrappen . Da Victor og Angelica 
+fik øje på hende , kastede de raketterne og 
+løb overgivne hen imod hende . Hver tog en af 
+hendes arme , og således dansede de alle tre ned ad 
+den lange alle , der førte ud til havet . Her vandrede 
+de nu under spøg og latter langs strandbredden , 
+indtil aftenduggen drev dem tilbage til havesalen , 
+
+hvor grevinden ventede dem i døren , oplivet 
+ved synet af den glade ungdom . 
+Men det var dog kun en enkelt gang , at Anna 
+således kunne gøre vold på sin natur . For det 
+meste gik hun stille om , og som oftest søgte hun ensomheden 
+forat synke hen i grublerier . Dog , når 
+hun mødte Victor , så han tydelig , at han ved sin 
+nærværelse kunne drive skyerne bort fra hendes 
+pande , og hun havde altid et kærligt ord til ham 
+på læben . Han angrede da , at han så lidt beskæftigede 
+sig med hende ; men han var nu så afgjort 
+på det stadium , at han flyede denne stille 
+grublen , der var over Anna , så han kunne ikke 
+modstå den tillrækning , som Angelicas sprudlende 
+munterhed udøvede over ham ; med undren mærkede 
+han , ' at Angelica også imellem , og det i den sidste 
+tid oftere og oftere , søgte ensomheden ; men det 
+var ham tydeligt , at det ej var mørke stemninger 
+som hos Anna , der fik Angelica til at trække sig tilbage , 
+da hun aldrig havde et lykkeligere udtryk end 
+til sådanne tider . For Victor var dette gådefuldt , 
+så at han til sidst også begyndte at søge ensomhed 
+for uforstyrret at kunne grunde over , hvad 
+vej Angelicas tanker vel havde taget . 
+Det udeblev ikke , at sjælekampene med de 
+stærke bølgegange , som Anna i den sidste tid havde 
+
+været udsat for , efterhånden afprægede sig i hendes 
+ådre , så at hun kom til at se lidende ud . Grevinden 
+bemærkede dette med bekymring ; hun henvendte 
+ængstlige spørgsmål til Anna om hendes helbred ; 
+men denne afviste al indtrængen med det svar , at 
+hun intet fejlede . 
+En dag kom doktor Johnson i besøg . Han 
+havde alt i mange år været huslæge på bøgevang ; 
+men han kom der dog ikke ene i egenskab af 
+læge ; han blev tillige af dem alle modtaget som en 
+kær , gammel ven . De unge piger kom ham altid 
+imøde med uforbeholden hjertelighed . „ Den stille 
+Anna , “ som han plejede at kalde hende , var især 
+hans indling . 
+Grevinden og Angelica vare ene i havestuen , da 
+doktoren blev meldt . De hilste begge glade på ham , 
+og der blev snart en munter stemning , da doktoren 
+bragte mange pudsige småhistorier med sig fra den 
+nærliggende købstad , hvor han var bosat som distriktslæge . 
+„ Men 
+det er sandt , “ sagde han , „ jeg traf den unge 
+Bergmann inde hos kammerherreinde nordfalk . Han 
+dannede en fornøjelig modsætning til den affecterte gamle 
+dame . Hvor er han dog smuk , og dertil så tiltalende 
+ved det liv og den munterhed , hvormed han 
+
+kan anskueliggøre sine geniale ideer . Det formelig 
+blomstrer omkring en , når man hører ham tale . “ 
+„ Ja , “ sagde Angelica , „ smuk er han rigtignok , 
+og morsom , ja meget morsom kan han også være ; 
+men til mand ønsker jeg mig dog ikke en sådan 
+Adonis , “ fortsatte hun overgivent , „ nej , min husbond 
+må jeg kunne tænke mig med hjelm og Brynie , og 
+når han træder dansen med mig , så må jeg 
+kunne høre guldsporernes klirren ! “ og hendes øjne 
+strålede , medens der om munden spillede et glad 
+smil . 
+„ Hillemænd , komtesse Angelica ! jeg gad nok 
+vide , hvem de tænker på i dette øjeblik , “ udbrød 
+doktoren med en godmodig latter . Angelica blev 
+blussende rød ; hun holdt hænderne for ansigtet og 
+løb leende ud af stuen . 
+„ Hvor er hun dog yndig , og så barnlig endnu ! “ 
+Sagde Johnson , idet han fornøjet så efter hende . 
+„ Ja vist er hun yndig og glad ; men , min gamle 
+prøvede ven , jeg kan jo tale åbent med dem , “ 
+Sagde grevinden , idet hun så meget bevæget ud , 
+„ jeg frygter næsten , at jeg har gjort uret i at lade 
+Angelica blive alene den sidste tid derovre i Sverige . 
+Det forekommer mig , at der er noget , som har sat 
+hendes hjerte i bevægelse ; men jeg er ikke kommen 
+på det Rene med , hvem der har forårsaget dette , 
+
+og jeg tør ikke røre derved , da det jo er muligt , af 
+hun endnu selv er uvidende derom . Man fluide næsten 
+troe det , når man seer , med hvilken barnlig 
+uskyld hun i denne tid løber og leger med Bergmann . 
+Det er , som om de begge kun vare tolv , 
+tretten år gamle . “ 
+„ Men er det dog ikke farligt med så smuk en 
+ung mand ? “ indvendte docforen . 
+„ Nej , det gør ikke Angelica noget , “ svarede 
+grevinden , „ især da både hun og jeg tror , af Anna 
+og hendes fætter have mere end blot slægtflabsinteresse 
+for hinanden . Det var rørende af se den 
+henrykkelse , der var over dem begge ved det første 
+møde . “ 
+„ Men er det tilfældet , da forstår jeg mig 
+ikke på Anna , “ sagde docforen ; „ da jeg var stået 
+af vognen nede ved lågen og gik op igennem haven , 
+traf jeg hende i rosenlysthuset . Hun havde et 
+så fortabt og lidende udseende , og de ellers så flittige 
+hænder lå ørkesløse i skødet ; jeg søgte af 
+få af vide , om hun fejlede noget ; men alle spørgsmål 
+vare forgæves ; her må være et åndeligt 
+onde tilstede . “ 
+„ Ja det er også mig påfaldende , “ sagde grevinden ; 
+„ men jeg tror , at det må være de gamle 
+historier med de religiøse skrupler , som stadig vende 
+
+tilbage , og som ofte give en uhyggelig stemning i 
+vort ellers så lykkelige samliv . Dog nu skal de 
+høre et middel , jeg har udtænkt , og som jeg håber 
+vil virke godt herimod . Kom lidt herind i vinduesfordybningen , 
+min kære doktor , — for du må ikke 
+høre det , Angelica , “ sagde grevinden , idet hun skælmsk 
+truede over mod datteren , der atter var trådt ind 
+i stuen og havde sat sig med sin brodeerramme foran 
+de åbne havedøre . 
+„ Men moder , hvorfor må jeg ikke være delagtig 
+med ? “ spurgte Angelica nysgerrig . 
+„ Nej , “ indvendte grevinden , „ det var muligt , 
+at du ikke kunne holde tand for tunge , og da var 
+den fornøjelse at overraske Anna spildt for mig . “ 
+Det varede noget , inden grevinden , som hviskedee 
+sagte , fik endt sin meddelelse til doktor Johnson , 
+der hørte efter med varm deltagelse . Ved slutningen 
+kyssede doktoren grevindens hånd , idet 
+han i det samme henvendte sig til Angelica : 
+„ Ja , komtesse Angelica , jeg har jo altid set 
+højt op til grevinden ; men at hendes nåde også 
+kan overtræffe mig i at skrive recepter , det havde 
+jeg dog ikke ventet ; jeg må tilstå , at dette vistnok 
+vil blive et under af en cuur . — som den ydmygste 
+lærling kysser jeg deres nådes hånd . — mange 
+
+sygebesøg har jeg imidlertid endnu at gøre i dag , “ — 
+og hermed tog doktoren afsted . 
+Det var den næste søndag morgen . Anna sad 
+tidlig ved kaffebordet for at have alt i orden , til 
+grevinden kom ind . De plejede at drikke kaffen 
+noget tidligere om søndagen end ellers for at komme 
+tidsnok til at følges med den øvrige menighed ind 
+i kirken ; men denne morgen udeblev hun længere 
+end sædvanlig . 
+„ Alen hvor bliver moder dog af i dag ? “ spurgte 
+Anna Angelica , der lige kom ind i stuen . 
+„ Ja kan du begribe , hvad der går ad moder , “ 
+Svarede Angelica ; „ hun , der ellers har så travlt , 
+forat vi skal være færdige søndag morgen , sidder i dag 
+ganske rolig i sit værelse og læser , og da jeg mindede 
+hende , svarede hun kun : „ Å , der er vel tid 
+nok , “ og så blev hun ved at læse . “ 
+Endelig kom dog grevinden ; hun så ud til at 
+være i en ejendommelig glad stemning , så de andre 
+ventede en meddelelse ; hun drak imidlertid sin 
+kaffe uden af sige et ord . Anna brød tausheden 
+ved af gøre opmærksom på , af det var på høje 
+tid af komme afsted , da vognen alt nogen tid 
+havde ventet . 
+„ Ja , men jeg har endnu nogle ordrer af give 
+
+husholdersken , “ og med disse ord gik grevinden 
+hurtig ud ad døren . 
+Endelig kom man dog i vognen og nåde kirken , 
+men rigtignok så sent som muligt , da præsten 
+lige var ved af gå op på prædikestolen . Ved indtrædelsen 
+i kirken hørte de kun det sidste Vers af 
+psalmen ; men det rørte sig underlig i Anna ved af 
+høre nogle hjertelige , klangfulde toner , der ligesom 
+bar alle de andre stemmer i sangen . „ Der må 
+være kommet en fremmed i kirken i dag , “ tænkte 
+hun , og dog bragte disse toner minder fra barndomsdagene 
+op i hende . „ Ja barndomsdagene ! “ 
+Sukkede Anna ; hun satte sig i en krog i den lukkede 
+herskabsstol , hvor hun trak gardinerne for sig , og 
+således afsluttet fra den øvrige menighed sank hun 
+helt hen i sine egne tanker . 
+Præsten kunne ikke fængsle hende ; han var vel 
+en venlig gammel mand , men uagtet de mange år 
+havde han endnu ikke fået syn for det højeste liv ; 
+tilmed havde han kun ringe evner og et slæbende 
+foredrag , så de flesfe as menigheden sad og talte 
+minutterne , til prædikenen var sluttet . 
+Anna knælede og lå længe hensunken i bøn 
+og eftertanke . Hun gennemgik hele sit liv , og 
+med smerte følte hun , hvor lidt løftelse det havde 
+indeholdt ; hun længtes mere end nogensinde efter 
+
+ånden fra barndomshjemmet . Et klart billede af , 
+hvad denne ånd var , havde hun ikke ; men hun 
+havde en følelse af , at den måtte bringe fred og 
+glæde til dem , der kunne søge ly under dens vinger . 
+Psalmen efter prædiken var sungen , og Anna 
+havde atter frydet sig ved de dejlige toner . „ Men 
+hvem er dog det ? “ tænkte hun , da degnen læste i 
+chordøren , og en mandig , klangfuld stemme mødte 
+hendes øre i stedet for den stakkels gamle degns fremmumlen 
+af bønnen . Anna vidste , at hun kendte 
+stemmen ; men ligesom dette under ville til at klare 
+sig for hende , følte hun et par hænder klappe sine 
+kinder , idet de bøjede hendes hoved tilbage , og da 
+viste Lenes milde ansigt sig for hende . Anna sprang 
+hurtig op og kastede sig i hendes arme . Nn nærmede 
+grevinden sig også : „ Nå , min egen Anna ! 
+Kam du nu blive glad , da du har fået dine venner 
+til dig ? jeg har fået udvirket , at den gamle 
+degn er kommen på pension , og Jensen har fået 
+hans plads , så nu kan du se dem hver dag . “ 
+Anna klyngede sig taknemlig op til grevinden , som 
+sluttede hende i sine arme . 
+Fra den tid af gik der ingen dag , uden at 
+Anna så ind til Jørgen og Lene , og hun fik altid 
+en hjertelig modtagelse ; men det mærkedes snart , at 
+Anna gemte på en byrde , som hun ikke ville dele 
+
+med dem . De vare for fintfølende mennesker til at 
+trænge ind på hende , da der ved den mindste hentydning 
+ligesom gjennemfoer hende en stor smerte ; 
+de så , at de her intet kunne udrette ; de måtte 
+stille vente , til Herren beredte timen ; for øjeblikket 
+kunne de kun vise , hvor hjertelig de elskede hende . 
+Når de så Anna så betynget , som hun jo så 
+ofte var , og der da kunne vise sig tegn hos hende 
+på , at hun følte trang til hjælp , så lød de ej 
+øjeblikket gå tabt , men viste hende på deres enfoldige 
+måde hen til ham , den eneste , der kunne og 
+også fuldt ville tage byrden fra hende , når hun 
+kun ville bede ham derom ; men hos Anna var der 
+endnu tilstængt , så lyset ej kunne trænge ind ; hun 
+rørte sig vel imellem som i søvne ; men der var ikke 
+så megen kraft , at hun kunne få sorgen stødt til 
+side ; den lå for døren og gjorde det umuligt for 
+lyset at sprænge den . Hun sad i mørket og lænede 
+sig sløvt op til sorgen ; hun havde kun den ene 
+tanke : „ Jeg elsker Victor ; men jeg kan aldrig skaffe 
+hans kærlighed den næring , den fordrer , og han 
+vender sig fra mig ; ja jeg mister ham ! “ — streg det 
+i hende , og hvor kunne hun meddele sig til sine venner 
+herom ! hun sank da ned i sig selv og jamrede i 
+ensomheden . 
+En dag var Anna ene i havesalen . Hun 
+
+havde fra morgenstunden af været nede i skolen , 
+og endnu havde hun hverken set grevinden , Angelica 
+eller Victor . Hun satte sig hen og ventede de 
+andres komme . Den første , der mødte , var Victor . 
+Han kom springende ind fra havetrappen , og han 
+mere dansede end gik hende i møde . 
+„ Men Victor , “ udbrød Anna uvilkårlig , „ hvor 
+seer du dog lykkelig ud ! “ 
+„ Ja , Anna , “ jublede han , „ må jeg ikke sagtens 
+være lyksalig ! “ I det samme bøjede han sig så tæt 
+ned mod hende , at hans kind næsten berørte hendes : 
+— „ Jeg elsker jo , “ — mere fik han ikke sagt , da Angelica 
+lige åbnede døren . Hun hørte hans varmt 
+udtalte ord , idet hun så , hvor kærlig han bøjede 
+sig ned over Anna . Hun studsede et øjeblik ; 
+men hun var så fuldt optagen af en anden tanke , 
+at det indtryk , som hun her fik , kun blev kortvarigt . 
+Hun var kommen ind med det mest strålende 
+udtryk , som vel et øjeblik vekslede ved at 
+høre de ord , Victor sagde til Anna ; men det 
+var kun som et glimt af nysgerrighed ; snart greb 
+den tanke hende atter helt , hvormed hun var kommen 
+ind . Hun ilede hen imod Anna og tog hende 
+ivrig ved hånden , idet hun bad : „ Anna , kæreste 
+Anna , kom et øjeblik med ind på mit værelse ! “ 
+
+„ Alen hvad er det dog , Angelica ? “ spurgte 
+Anna forundret over det stærkt bevægede udtryk i 
+angclicas ' ansigt . Denne trak Anna ud ad døren 
+med sig . 
+Victor stod helt betagen ; Angelica var atter i 
+den hvide dragt med en krands af roser om håret , 
+og det udtryk af glæde , der i dette øjeblik var udbredt 
+over hende , gjorde hende dejligere end nogensinde . 
+Victors nerver vare yderlig spændte , hvorved hans 
+hørelse blev skærpct til at opfange selv den svageste 
+lyd , og det var ham , som om han hørte toner fra 
+paradiset , da Angelica hviskedee Anna i øret , idet de 
+gik ud ad døren : „ Anna , jeg elfler og bliver elsket 
+igen ! “ 
+Victor fik ikke tid til at samle sine tanker , 
+før cabinetsdøren åbnedes , og grevinden trådte 
+ind , fulgt af den gamle præst og doktoren . De 
+grebes alle ved at se den glæde , der var udbredt 
+over Victor . 
+„ Den unge bland kunne stå model til en 
+sejrende Apollo , “ hviskedee doktoren til grevinden . 
+Idet han i det samme nærmede sig Victor , udbrød 
+han : „ Det er fornøjeligt at se , hvor frisf og 
+glad de seer ud , hr . Bergmann ! “ 
+„ Ja skulle jeg ikke være glad ? “ svarede Victor 
+med den fulde klaug af sin unge stemme , „ al lykke 
+
+bæres mig jo i møde , så jeg tør kalde mig gudernes 
+indling . “ 
+Grevinden så studsende op på ham . Dok . 
+Toren klappede Victor på skulderen : „ De er en rigtig 
+fornøjelig nng mand ; det gør mig gamle ganske 
+ung igen at se på dem . “ 
+Efter en længere pause spurgte præsten grevinden , 
+om posten havde bragt nyheder . 
+„ Hvad der står i aviserne , ved jeg ikke ; men 
+breve med nyheder er der kommen , “ svarede hun 
+med et glad smil . 
+„ Og man tør spørge — ? “ udbrød doktoren 
+nysgerrig . 
+„ Ja siden skal de få at høre derom ; nu må 
+vi til bords . “ 
+Idet tjeneren åbnede dørene til spisesalen , 
+kom Angelica og Anna ind arm i arm med smilende 
+ansigter . 
+„ Ih , nej se dog ! i dag er det rigtig solskin ! “ 
+Sagde doktoren , idet han fornøjet nikkede til de unge 
+piger , „ selv vor stille Anna har jo fået et lysere 
+skær , “ og virkelig lyste der som et genskin af Angelicas 
+glæde hen over Anna ; men doktoren bemærkede 
+straks efter en pludselig forandring på 
+hendes ansigt , da hun så op på Victor , — og 
+denne så dog så lyksalig ud . „ Hvad er nu det ? ” 
+
+tænkte doktoren ; men han blev forstyrret i denne 
+tanke , da grevinden tog hans arm , og de gik ind 
+i spisesalen . 
+Anretningen var mere festlig end sædvanlig . 
+Doktoren undrede sig ved af se champagneglas på 
+bordet , noget , som på bøgcvang ellers kun brugtes 
+ved højtidelige lejligheder . 
+Bian var særdeles oprømt , og Victor så genial 
+munter , af han ligesom bar dem alle op i en højere 
+stemning . Da tjeneren havde fyldt champagneglassene , 
+rejste grevinden sig med sit i hånden : 
+„ Det er en glædesfest her i huset ; derfor har 
+jeg bedt dem , mine gamle venner , om af være hos 
+os i dag . Vi ville alle tømme et glas på Angelicas 
+fremtids lykke , da hun i dag har givet sit løfte 
+om af være grev Gustav sparres brud . “ 
+„ Til lykke , til lykke ! “ ndbrøde på engang 
+præsten og doktoren , idet de klinkede med Angelica 
+og grevinden . Anna nærmede sig også med sit glas ; 
+men i det samme udråbte hun med rædsel : „ Nej 
+se dog på Victor ! “ 
+Alle vendte sig om mod ham . Han stod med 
+glasset i hånden udstrakt imod Angelica ; men en 
+dødbleghed var udbredt over hans ansigt , og øjnene 
+stirrede stift og , som det syntes , uden seekraft ud 
+for sig . 
+
+doktoren ilede hen til ham og greb ham i armen . 
+Da segnede han tilbage og var afmægtig . 
+Han blev båren ind på sofaen i cabinettet , og 
+doktoren lukkede døren . 
+Da Victor atter slog øjnene op , stirrede han 
+fremmed omkring sig ; hans urolig omstrejfende blik 
+traf antoniusbilledets vecmodsfuldc øjne , og han 
+brast i en heftig gråd . 
+„ O Antonius ! skal jeg da forsagelsens mørke 
+vej ? er glædeslyset alt slukket for mig ? “ jamrede 
+han . 
+Doktor Johnson var en sin , iagttagende natur , 
+og hans kald gav ham rig lejlighed til at se ind 
+i det menneskelige hjerte . Han erindrede sig nu det 
+alvorsfulde blik , hvormed Anna før bordet havde 
+set på Victor , og sammenholdt han dette med den 
+cxalterede stemning , hvori han ved sit komme havde 
+truffet ham , og dernæst med hans nu udtalte ord , 
+da stod hele sagens sammenhæng klart for ham . 
+„ Nej , min unge ven , de skal ikke forsage livsglæden , 
+men kun denne illusion , som har forvildet 
+dem ind på veje , skæbnen ikke har bestemt for 
+dem . Nå , jeg seer jo nok , at de ikke kan tåle , 
+jeg benævner det , de i øjeblikket føler , med det kolde 
+ord illusion . Tro mig ældre , erfarne mand , det 
+er dog få . “ , 
+
+Victor pressede hænderne krampagtig for ansigtet 
+og græd bitterlig . 
+„ Følg nu mit råd , “ fortsatte doktoren i en 
+rolig , deltagende tone ; „ tag straks bort herfra og 
+så snart som mulig tilbage til rom . Tag så fat 
+på deres herlige konst igen , og de skal se , hvor 
+glædesblussct lyser med utallige flammer for dem . “ 
+„ Ja bort , bort , ! lad mig straks komme bort ! “ 
+Bad Victor indtrængende , idet han med heftighed 
+greb doctorcns hænder . 
+„ Ja , “ svarede denne beroligende , „ jeg tagerbort 
+om en time ; nu bringer jeg dem ind på 
+deres værelse , de hviler dem , medens tjeneren 
+pakker deres tøj , og så kører de med mig ind til 
+byen for i nat at benytte mit gjæstckammcr ; i morgen 
+kan de så tage med posten syd på . “ 
+Da doktoren kom tilbage fra Victor , traf han 
+de andre i havesalen , alle med ængstligc nliner og 
+indtrængende spørgsmål om Victors besindende . 
+„ Å , “ svarede doktoren , „ det er et hjerteonde , 
+som mange unge mennesker lide af ; blodet er på 
+engang presset for stærkt til hjertet , og deraf er afmagten 
+forårsaget . Nu er imidlertid alt ved at 
+ordne sig igen . Jeg foreslår , at den unge mand 
+såcr sig en køretur i den friste aftenluft , og jeg 
+tager ham med mig hjem . Jeg vil også gerne have 
+
+et øje med ham for muligheden af et tilbagefald , 
+som dog rimeligvis ikke vil indfinde sig . Wien han 
+er få afficeret , at grevinden undskylder , at jeg ikke 
+giver ham lov til at tage afsked ; jeg bringer ham 
+i vognen , uden at nogen får ham at se . “ 
+Anna fad i en vinduesfordybning med hovedet 
+støttet i hånden , idet tårerne langsomt rullede ned 
+ad hendes kinder . Doktoren tog nu afsked . Da han 
+sagde farvel til Anna , klappede han hendes kind og 
+så hende kærlig ind i øjnene : „ Nu må min lille 
+stille Anna ikke være så forsagt ; tro mig , deres 
+fætter har en stærk natur ; men han trænger til 
+virksomhed for sine rige evner ; det ørkesløse liv , 
+han her har ført , kan kun gå an til en tid ; nu 
+må han snart til arbejdet , og så kommer nok alt 
+igen i sin rette gang hos ham . “ 
+Anna så ud ad vinduet efter vognen , der rullede 
+hen ad landevejen ; hun tænkte på den søndag 
+morgen , da Victor kørte bort fra præstegården , 
+tænkte på al den elendighed , der fra den dag 
+havde bredt sig ud over hendes elskede hjem . „ Hvad 
+mon der nu vil følge på denne dag ? “ sagde hun 
+til sig selv , og det var hende , som om hun så ind 
+i den mørke nat . 
+
+tolvte capitel . 
+En aften først i september nåde Victor tilbage 
+til rom . Vetturinen holdt i kortn æol popolo 
+for at få passene påtegnede og rejsegodset efterset . 
+Victor steg ud af vognen for tilfods at tilbagelægge 
+vejen til sit hjem ; men først ville han 
+nyde den dejlige aften ved springvandene på 
+uinr/M M popolo . Det var netop fuldMåne . Terrassen 
+op ad Monte pincio med dens mange statuer og 
+mørke cypresser stod i det klareste lys . De brusende 
+vandfald fra de mange fontainer lød som en hjertelig 
+velkomsfhilsen . Han satte sig på det mægtige , muslingdanncde 
+bassin ved foden af Monte pincio og 
+lod klangen af den altid skvnlpende vandmasse følge 
+de mange tanker , der i dette øjeblik bølgede op og 
+ned i hans erindring . Han sad længe og lyttede til 
+vandklangen , medens han lod sig vugge i tankestemninger , 
+der niere og mere toge tonernes former , 
+men dog efterlodc et uudsletteligt indtryk hos ham . 
+Det var så nndcrligt for ham , at jo mere han fjernede 
+sig fra hjemmet , desto mere trådte Angelicas billede 
+tåget tilbage , hvorimod Annas kom altid klarere og 
+klarere frem . Hvor fast havde han ikke beholdt hendes 
+alvorsfulde blik i sin erindring , og mangt et ord , 
+
+hun med sin inderlige stemme havde henvendt til 
+ham , steg nu frem i mindet ; det var , som om disse 
+ord atter lød i de alvorsfulde toner fra de bølgeklingende 
+vandmasser , der her på alle sider omgav 
+ham . 
+Endelig begav han sig til sit hjem . Hans gamle 
+værtinde tog hjertelig imod ham ; for hende var det 
+altid en ensom tid , når Victor var på rejser . 
+Hans glade væsen og de venlige ord , han stedse 
+havde tilovers for hende , var solskin , som hun ikke 
+godt kunne undvære . Hun havde mange spørgsmål 
+at gøre og mange småhistorier at meddele om 
+genboer og naboer ; men da Victor syntes træt , bød 
+hun sit venlige « kslieo notta » , og han overlodes til 
+sine egne tanker . 
+Underligt var det for ham atter at være kommen tilbage 
+til rom . Han syntes , at et helt liv lå imellem 
+hans bortrejse og nu , og dog fandt han alt så 
+uforandret , som om han slet ikke havde været borte 
+derfra . Der var rent og pynteligt i hans stue ; 
+men værtinden var så vaersom , når hun berørte 
+nogen af hans sager , at alt lå tilsyneladende uberørt 
+lige indtil dagbogen , der endnu lå opslået 
+med den sidst nedskrevne side . Victor satte sig ned 
+og lod øjet glide hen over linierne i bogen . Han 
+læste det jublende udbrud ved forventningen om 
+
+hjemmet hos moderen , og en gysen gjennemfoer 
+ham . Men så læste han om længslen efter atter 
+at møde Anna . Hvor yndig blev da ikke stemningen 
+hos ham ! Der klang glade toner fra hjertet . Kunne 
+han nu nærme sig Anna , hvor langt anderledes ville 
+han da ikke komme hende i møde , end det havde været 
+tilfældet den sidste tid på bøgevang . Hvor var 
+det dog muligt , at han var bleven så langt fjernet 
+fra hende ; nu stod han ganske fremmed lige over for 
+det Chaos af fantasier , han havde forvildet sig ind i , 
+og hvor yndig havde Anna ikke taget det ! uagtet hun 
+daglig så , at han mere og mere fjernede sig fra 
+hende , havde hendes øjne dog altid set mildt på 
+ham , og hendes stemmes bløde klang havde aldrig 
+svigtet , når hun talte til ham . Her blev han afbrudt 
+i sin grublen , ved at værtinden bankede på 
+døren . 
+„ Undskyld , signore , jeg husker først nu , at dette 
+brev er kommet til dem i går . “ Victor så straks , 
+hvorfra det var , og åbnede det ufærdig . Det var 
+fra doktor Johnson , som skrev : 
+„ Min kære , unge ven ! Ved deres afrejse 
+lovede jeg at give dem en beretning om mit 
+næste besøg på bøgevang , og da jeg kan tænke 
+mig , at de længes derefter , så opsætter jeg det 
+ikke , men giver mig straks ved hjemkomsten til at 
+
+skrive dem til . — grevinden og Angelica blev 
+meget forundrede over deres pludselige afrejse ; 
+dc ventede så vist , at de skulle have været med 
+i vognen , da jeg kom . Deraf kan de forstå , 
+at ingen af dem havde anelse om den sande 
+grund til deres ildebefindende . De gå begge 
+i den formening , at deres hjerte er bundet til 
+Anna , og at hun gjengjældcr deres følelser ; de 
+have vel bemærket hendes mørke sindsstemning i 
+den sidste tid ; men de tro , at det hænger sammen 
+med de religiøse skrupler , som hun jo altid 
+har lidt under . Angelica tror den sidste dag at 
+have hørt dem udtale for Anna , at de elskede 
+hende , og hun haqdc set dem i det samme bøje 
+dem ned imod hende som for af kysse hende , 
+få både grevinden og Angelica tro egentlig , af 
+de og Anna alt er så godt som forlovede . Jeg 
+kan ret tænke mig , hvor det vil være en lettelse 
+for dem af høre dette . Atange ville tvivle om , 
+af grevinden kunne være så naiv , af hun ikke 
+skulle have bemærket , i hvad retning deres følelse 
+gik den sidste tid pna bøgcvang ; men det er dog 
+så ; hun er virkelig naiv og kender såre lidet 
+til verden . Hun lever mest i sine egne fantasier , 
+og ved deres livlige fortællinger vare alle gamle 
+erindringer om det -for hende så uforglemmelige 
+
+Italien blevne så levende , af hun næsten helt 
+gik op deri . Havde hun vidst Angelicas hjerte 
+frit , ville dog rimeligvis det moderlige instinkt 
+have bragt hende på sporet ; men hun mærkede 
+straks ved datterens hjemkomst , af hendes hjerte 
+var fængslet , og dette gjorde endnu et krav til 
+hendes tanker . Snart klaredes jo alt ved grev 
+sparres brev , og grevinden er meget lykkelig 
+over datterens valg , da han er en brav ung 
+landmand med et rigtig ridderligt ådre og sindelag . 
+Jeg havde jo svært ved af sinde på en 
+nogenlunde rimelig grund til , af de var rejst så 
+pludselig bort , og det uden al afsted . Jeg krøb 
+bag lægckonstcns mysterier og lod de kære 
+mennesker famle om i en tåget masse af gisninger , 
+som de snart må være komne efter , at 
+de ikke kunne finde rede i . Jeg holdt mig som 
+klog general indenfor mine mystiske grændser . 
+Stakkels Anna forstod alt for vel sammenhængen . 
+Det fortræffelige , stille menneske ! Hun er trofast 
+mod dem , hun engang har bundet sig til ; hendes 
+venner kan trække nok så høje Veksler på hende ; 
+hun accepterer dem altid . 
+Min tid er kort , da de mange syge længes 
+ester mig . Derfor farvel for denne gang . Vær 
+nu frisf og flink , få man snart hører , at et nyt 
+
+mesterværk er udgået . fra deres hånd . Det 
+vil gøre dem selv godt at tage kraftig fat på 
+arbejdet ; men først og fremmest se til at få 
+hjertets stærke bølgegange stillede , så at de i 
+ro kan se , hvad der lever nede på den dybe 
+grund . Farvel , min kære unge ven ; send imellem 
+en tanke til deres og Annas gamle ben 
+Johnson . “ 
+Victor læste brevet gentagne gange fra ende 
+til anden . Bevidstheden om , at grevinden og Angelica 
+vare uvidende om hans vildfarelse , var en 
+lettelse af den byrde , der hidtil havde tynget på 
+hans skuldre . Men hvad måtte Anna dog have 
+lidt ! Nu , da han lod alt , hvad der var foregået 
+under hans ophold på bøgevang , drage forbi sig , 
+nu følte han jo klart , at aldrig havde nogen elflet 
+ham , som Anna gjorde det . Hidtil havde hun ej 
+gjort sig rede for andet , end at det var en Broders 
+kærlighed , han bar til hende ; men i dette øjeblik 
+gik det op for ham , at han elskede hende ligeså højt , 
+som hun elskede ham , og det følte han jo nu så 
+varmt , at hun måtte . 
+Han sprang op fra stolen og strakte henrykt sine 
+arme imod himlen , idet han udbrød i en brændende 
+taksigelse til skaberen for denne kærlighed og nedbad 
+
+velsignelse til , at de snart måtte mødes for 
+aldrig mere at stilles . 
+Han frydede sig ved tanken om næste morgen 
+at skrive til Anna , og med disse lyse tanker begav 
+han sig til hvile , hvilket han så højlig trængte 
+til efter den anstrengende rejse . 
+Victor vågnede næste morgen frisk og styrket 
+efter en tryg søvn . Han følte sig gjcnncmstrømmet 
+af livslyst og dådskraft , og syngende en glad sang 
+bragte han den opvågncndc natur sin morgenhilsen , 
+idet han trådte ud på altanen , just som solen 
+hævede sig over horizonten . Tusinder as små lys 
+tændte den i dette øjeblik hen over den skønne by , 
+som Victor fra den højde , han boede på , så ligge 
+for sine fødder . Fra hvert vindue , solen sendte sin 
+morgenhilsen ind ad , kom et glad genskin tilbage . 
+De mange kupler med gyldne kors , der vare spredte 
+over hele byen , glimrede og strålede i solglansen ; 
+alt så så frydefuldt og festligt ud , lige indtil set . 
+Peters store kuppel , der hævede sig om fine omgivelser 
+som en konge på sin ttrone . Nu begyndte 
+set . Peters mægtige klokker at ringe til morgenbøn ; 
+snart lød klokkeklangen fra den ene kirke 
+efter den anden , og til sidst var det som et fyldigt 
+Chor , der tonede over byen . Livet vågnede nu fra 
+huns til huns ; de fine , blå røgstøtter stege op over 
+
+tagene , dørene rundt om til altaner og loggicr 
+åbnedes , og beboerne trådte ud derpå for at indånde 
+den friste morgenluft . Hist og her bøjede en 
+kvindeskikkelse sig ned over blomsterne , der dannede 
+som små haver på balkonerne . Nu hørte man nede 
+fra gaden æseldriverens syngende råb : « ^ . gua 
+uosko8u , uguu uostosu ! » idet han satte de medbragte 
+vandkrukker i kurvene , der blev hissede ned til ham 
+fra vinduerne . Dørene til cafocn åbnedes , stole 
+og borde sattes ud på gaden , og snart fyldtes alle 
+sæderne af mænd og kvinder , der her i al mag 
+nøde deres morgenkaffe . 
+Værtinden bankede på døren og bragte Victor 
+hans frokost . El glas med friske roser stod midt 
+på bakken som en velkomsthilsen til ham . Nu satte 
+han sig til at skrive til Anna for de åbne døre med 
+de friske roser ved siden og det mægtige rom liggende 
+udstrakt nedenfor sig . En luftning af al den 
+ungdom , glæde og kærlighed , der i dette øjeblik 
+udgjorde Victors væsen , åndede i brevet , så han 
+kunne lukke det med den glade bevidsthed , at Anna 
+måtte føle sig varm om hjertet ved at læse det . 
+Victor bragte sit brev på posthuset ; han trykkede 
+endnu et Kys derpå og sendte en mundtlig hilsen 
+med det , inden han lod det glide ned i postkassen . 
+Nu søgte han Martini , som altid var at træffe 
+
+i sit atelier om formiddagen . Døren blev forsigtig 
+åbnet . Martini sad , som Victor ventede det , ved 
+staffeliet , men så ivrig i sit arbejde , at han ikke 
+mærkede den indtrædende . Victor listede sig sagte hen 
+bag hans stol , han bøjede sig tæt ned mod ham og 
+lod det klinge i hans øre : 
+„ Bravo , min gamle ven ! det kan sagtens blive 
+til noget , da øjnene er så godt åbne ! “ 
+Martini tabte paletten og penslerne og sprang 
+henrykt op og omfavnede Victor . 
+„ Nå , “ udbrød han , „ så har jeg dig da 
+endelig , du min flygtige sommerfugl ; men nu 
+lukke vi også roms porte , så at du ikke mere kan 
+slippe ud . Her er store fordringer på dig . Ja 
+hør nu blot : en rig amerikaner har købt dit billede , 
+der alt er over sø og sulten vove , og tusinde scudi 
+stå på din conto hos banquieren . Ikke mindre 
+end fire bestillinger på nye billeder er komne , så 
+du seer , at her er noget at tage fat på . “ 
+Victor jublede ; han gjorde et Spring i vejret , 
+idet han kastede sin hat op mod loftet og greb den 
+igen . 
+„ Ja , du kan også tro , at jeg længes efter 
+arbejdet ligeså meget , som jeg efter fuldendelsen af 
+mit sidste billede følte mig træt deraf . “ 
+„ Men sig mig dog , Victor , hvor har du 
+
+færdedes i den lange tid ? Bi have savnet dig her 
+i rom , du troløse , der ikke har sendt mig det 
+mindste livstegn fra rejsen . Fortæl mig dog noget 
+om din moder , om Anna , grevinde Gyldenfeldt og 
+hendes datter . “ 
+Victors øjenbryn trak sig sammen , idet tonerne 
+fra alle de mange strenge , Martini her berørte , gave 
+genlyd i ham . Han måtte først samle sig , inden 
+han kunne svare ; da fortalte han om mødet med 
+moderen og om den uhyggelige forstemthed , som derved 
+var kommen over ham ; men så fortalte han om 
+Anna , og han skildrede med hele den varme for hende , 
+som han var opfyldt af , den gensidige henrykkelse 
+ved deres første møde , og så fuldstændig fortabte 
+han sig i af fortælle om Anna , af det faldt ham 
+ganske naturligt af forbigå hele episoden med Angelica . 
+På Martinis gentagne spørgsmål om 
+grevinden og hendes datter , meddelte han dennes 
+forlovelse , og han blev selv forundret over , af han 
+så rolig kunne fortælle dette , eller rettere , han undrede 
+sig over , af han nogensinde havde kunnet blive 
+så bevæget derved og give en så forrykt scene som 
+den ved bordet , den sidste dag på bøgevang . 
+„ Nå , “ spurgte Martini , „ hvordan har så den 
+fortræffelige pastor Hansen og hans hustru det , og 
+så dine barndomsvenner fra Herlufsholm , som du 
+
+jo altid har glædet dig til at se igen , når du 
+engang vendte tilbage til Danmark ? “ 
+Victor gjorde store øjne ; nu følte han først hele 
+udstrækningen af det trylleri , han havde været så 
+blændet af , at alt , hvad der ej stod i direkte berøring 
+med bøgevang , havde været indhyllet i en så 
+tæt tåge for ham , at han end ikke i tanken havde 
+fundet vejen til disse mennesker , der dog alt fra 
+barndommen havde stået ham så nær . Han måtte 
+jo tilstå for Martini , at han intet vidste om dem , 
+da han hverken havde søgt dem eller ladet dem vide , 
+at han var i hjemmet . Martini rystede smilende 
+på hovedet , og idet han pegede mod Victors hjerte , 
+udbrød han : 
+„ Ja , jeg mærker jo nok , at derinde har noget 
+højrøstet rørt sig , siden de svagere stemmer slet ikke 
+ere blevne hørte ! “ 
+Under hjertelig samtale var tiden rykket så 
+langt frem , at det alt var blevet middag . Martini 
+foreslog , at de skulle spise i et osterie udenfor porten . 
+De slentrede langsomt derad arm i arm . 
+Osteriet lå midt i en have , som hævede sig 
+terrasseformig op over vejen . I pergolaen , hvor 
+der stod dækket et stort bord , havde man udsigt langs 
+ned ad vignerne til campagnen , som i horizonten 
+afsluttedes af albancrbjergets skønne , bølgebløde linie . 
+
+det var så klart i luften , at man tydelig så de 
+små byer , der lå op ad bjergets skråning . Øg 
+bjergryggen stod med højden af Monte cavo og 
+klostret på dets højeste top skarpt og dog så fint 
+violet mød den gennemsigtige blå luft . 
+Nede på vejen er der livlig færdsel , hvor det 
+ene maleriske billede viser sig efter det andet . Først 
+en hyrde med sin gedeflok , som han har nød med , 
+da gederne stadig ville op ad skråningerne på 
+siderne af vejen for at nippe de yderste spidser af 
+buskenes løv . Hyrden fløjter ad hunden , der atter 
+driver flokken sammen , og snart forsvinder denne ved 
+omdrejningen af vejen , idet den er indhyllet i en af 
+solen beskinnet stovsfy , der hvirvler sig højt i vejret . 
+Så kommer en lang række af tohjulede vogne , der 
+bringe viinforråd til rom ; så en flok bønder , 
+der trætte af arbejdet og heden søge hvile og vin 
+i osteriet , og se ! nu kommer et syn , der er værdigt 
+den klassiske jordbund , hvorpå det viser sig . Det 
+er en vogn , forspændt med et par store , hvide øxne , 
+til hvis mægtige horn der er bundet grønne grene 
+for at afværge hvepsernes stik . De stride højtidelig 
+og langsomt hen ad vejen , idet klokkerne om 
+deres Hals ved hvert skridt give en ensformig , alvorsfuld 
+klang . Kusken står som en imperator 
+holdende sin spyddannede stav højt i vejret , og af 
+
+og til stødende den ned mod øxnene for at drive dem 
+fremad . 
+Den krydrede Duft af den ville krusemynte 
+bares af en mild vind fra den nærliggende Campagne 
+over imod Victor og Martini , der havde taget 
+plads i pergolaen , hvor de modne drueklaser hang 
+så lavt , at de kun behøvede at strække hånden ud 
+for at plukke dem . 
+Victor sad og gyngede frem og tilbage på stolen , 
+idet han blæste en let røg op fra sin cigar . 
+Hans konstnerøje indsugede i disse øjeblikke , som 
+bien af blomsterne , næring af alle de rige billeder , 
+han var omgiven af . 
+En del konstnere samledes efterhånden om 
+bordet . En munter og forfriskende stemning herstede 
+under mållidet ; alle vare glade over at se 
+Victor i deres midte , og han følte sig ret som fisfen 
+i vandet ved atter at være i en konstnerkreds . Efter 
+mållidet vandrede hele flokken ud i campagnen . 
+Skitsebøgerne vare tagne med , og mangen en smuk 
+tegning blev bragt på papiret . Hos Victor rørte 
+konstncrånden sig utålmodig for atter at komme 
+i virksomhed efter den lange hvile . Som man havde 
+lejret sig på en høj for at se solnedgangens 
+glimrende farveskær over sabinerbjergene , fik han 
+ideen til det første billede , han ville tage fat på . 
+
+det skulle være den hellige benedictus , der som 
+fjortenårs dreng forlader rom for at leve som eremit 
+i en bjerghule . Han er på vandringen , ene i 
+den udstrakte , øde Campagne . Endnu engang vender 
+han ansigtet tilbage mod rom , idet han med 
+hånden stygger over øjnene for den dalende sols 
+sidste stråler . Antoniusbilledet på bøgevang trådte 
+nu frem i Victors erindring , og han syntes , afbenedictus 
+måtte se således ud ; men ved at tænke 
+på antoniusbilledet kom tanken om Anna , der muligen 
+i dette øjeblik sad og betragtede det , og da 
+tanken kom på hende , fordybede han sig således 
+deri , at han glemte såvel campagnen som konstnerne , 
+den hellige benedictus og alt andet for at 
+sænke sig ned i denne ene tanke . 
+Og han forblev således drømmende på hele 
+hjemvejen , så han kun modtog ganske tågede billeder 
+af alt , hvad der mødte ham . Og dog viste sig 
+et af verdens mægtigste undere på hans vej ; thi 
+han gik igennem colosseum , der stod belyst af det 
+klareste måneskin , ned over forum med alle dets 
+store minder , hvor capitolinm hæver sig majestætisk 
+over tempelruinerne . Ved Fontana Trevis skønne 
+bassin blev der udhvilet . Konstnerne sang i fuldt 
+Chor , og vandfaldet forenede sin melodiske klang 
+
+dermed . Dog for Victor lede tonerne kun for at 
+vugge hans drømmende tanker . 
+Den næste morgen var han alt i fuldt arbejde , 
+og således fandt den ene morgen ham efter 
+den anden ; således svandt uger og måneder , altid 
+under ivrigt og fornøjeligt arbejde , og stedse følte 
+han sig mere og mere herre over det materiale , 
+der skulle udtrykke hans åndfulde tanker . Inden 
+han vidste af det , var vinteren lige ved at gå 
+over i foråret , og den glade carnevalstid stod for 
+døren . 
+Det eneste , der foruden arbejdet kunne fængsle 
+Victor , var brevene fra Anna og svarene , han sendte 
+hende , og disse breve kom og gik med altid kortere 
+og kortere mellemrum og blev mere og mere udførlige . 
+Både hos Victor og hos Anna voksede vingerne 
+under den gensidige meddelelse . Deres så 
+forskellige naturer udfyldte så ganske hinanden , at 
+deres tanker ligesom skøde farverigere blomster ved 
+at blive omplantede i hinandens jordbund . De 
+følte nu gensidig , at de vare uopløselig knyttede 
+sammen , og det ved kærlighedens faste bånd . 
+
+treffende capitel . 
+En aften kom Victor og Martini ind i et 
+osterie , hvor de traf en flok konstnere i ivrig 
+samtale . 
+„ Mon hun skulle være kommen hertil for at 
+leve som model ? “ spurgte en tysk konstner . 
+„ Le Moulin har bragt hende med sig , “ svarede 
+monsieur Gaspard ; „ han er bleven så forhekset af 
+hende , at han vanskelig kan afse hende ; men så vidt 
+jeg kender hans pung , er det store ting , at han 
+har bestridt rejseomkostningerne . For sit ophold 
+her i rom får hun nok selv sørge ; men det må 
+jo komme til at gå hende brillant , hvis hun vil 
+sidde model ; hun kan skrue prisen så hsjt op , som 
+hun lyster ; man må jo male hende . Nå , monsieur 
+Vittorio ! “ fortsatte Gaspard , idet han hilste 
+på Victor , „ her er en glimrende opgave for dem : 
+batiø^a æi oupri er kommen til rom . “ 
+Martini stjal sig til at se op på Victor . 
+Han var ængstelig for , at der skulle vise sig en stærk 
+bevægelse hos denne ved at høre annarella nævne ; 
+men han så kun en næsten umærkelig trækning 
+ved mundvigene , idet Victor i den roligste tone 
+svarede : 
+
+„ I denne tid har jeg ingen brug for kvindelig 
+model ; men hun er jo så smuk , at der vil blive 
+rift nok om hende endda . “ 
+„ Stakkels le monlin , “ ytrede Gaspard medlidende , 
+„ hun narrer ham naturligvis ! “ 
+Victor og Martini havde sat sig noget afsides , 
+og kort efter at de havde nydt deres måltid , forlod 
+de osteriet . 
+„ Hvor Bergmann var stille i aften ! “ sagde tyskeren , 
+„ det passer så underlig for ham , der ellers 
+er den personificerede munterhed . “ 
+Carnevalet var i fuld gang . Man kunne oppe 
+fra Victors balkon høre en summen som af en 
+bisværm ud over byen . Victor havde endnu slet 
+ingen del taget deri . Dels var han meget forstemt 
+ved i længere tid forgæves at have ventet 
+brev fra Anna , og tilmed var han stærkt optagen af 
+at lægge sidste hånd på sit billede . 
+Det var alt sent på eftermiddagen , da han 
+stod foran sit staffelie og betragtede maleriet . Han 
+syntes , han måtte sige til sig selv , at nu skulle det 
+være færdigt , og han følte med tilfredshed , at han 
+havde opnået at få udtrykt en del deri , om det 
+end stod tilbage for det ideal , der havde foresvævet 
+ham . 
+
+som han er således beskæftiget , træder Martini 
+ind ad døren ; han seer så usædvanlig oprømt 
+ud , at han forekommer Victor ti år yngre end 
+ellers . 
+„ Hvor var det dog godt , at du kom ! “ udbrød 
+Victor , idet han hjertelig rakte ham hånden ; „ jeg 
+længes så meget efter at høre din mening om mit 
+billede ; synes du ikke nok , at det nu kan være 
+færdigt ? “ 
+„ Dit billede ? “ svarede Martini i en underlig 
+fraværende tone , „ ja det er meget smukt . “ 
+„ Men du seer jo ikke engang på det ! “ udbrød 
+Victor forundret og utålmodig . 
+„ Tilgiv mig , Victor ; i dette øjeblik er det mig 
+virkelig umuligt at holde tankerne sammen for at 
+se på et billede ; jeg er så optagen af længsel 
+efter at komme hen på carnevalet , at jeg kun er 
+kommen her for at bede dig følge med mig derned . “ 
+„ Men Martini ! “ råbte Victor , som om han 
+skulle vække ham af en drøm , „ hvad går der dog 
+ad dig , som har været snese gange på carneval ? 
+Hvor er det dog muligt , at du nu på dine gamle 
+dage kan blive så betagen af det igen ? “ 
+„ Å kom blot , vicfor ! “ bad Martini i eksalteret 
+Iver , „ det er alt sent , og vi må være dernede , 
+førend vognene køre ud af corsoen ! “ 
+
+vicfor så ængstelig hen på Martini , idet han 
+rystede på hovedet . „ Ja , ja , “ svarede han sagtmodig , 
+„ så skal jeg da komme . “ Han trak en hvid 
+bluse over frakken , satte sin stråhat på , og snart 
+vandrede vennerne arm i arm ned imod corsoen . 
+Alt i via conæotti var der fuldt af master og 
+vogne , så de næppe kunne trænge sig frem . 
+„ 6bs bol ' ziovanotto ! “ lød det rundt om vicfor , 
+og han blev ivrig bombarderet med confetti og 
+blomster . Han greb behændig buketterne og kastede 
+dem igen til højre og venstre som svar på den næste 
+ladning , der fløj over ham . Martini havde nød 
+med at få vennen afsted , da denne snart måtte 
+gribe her , snart kaste der ; eller og blev de standsede 
+ved , at vicfor omringedes af en klynge master , der 
+i den ejendommelig pibende carnevalstone overdængede 
+ham med utallige spøgefulde drillerier , som han atter 
+måtte give svar på . Dog endelig lykkedes det at 
+nå ind i selve corsoen . Hele gaden stod i en 
+farverig pragt så langt , øjet kunne nå , og som 
+en regn strømmede confetti og blomster ned fra 
+alle sider ; alt jublede , og Victor jublede om kap med 
+de gladeste . 
+„ Nej se dog ! “ udbrød Martini , idet han pegede 
+ned ad gaden . Der kom en mægtig , lueforgyldt 
+triumfvogn , trukken af fire hvide heste , som vare 
+
+smykkede med blomster , guld og mangefarvede bånd . 
+To små dejlige drenge , udpyntede med rosenkrandsc 
+på hovedet og med store , hvide vinger på skuldrene , 
+sade på de to forreste heste . Selve triumfvognen 
+var rigt dekoreret med attributer for alle 
+koustens grene . I vognen var rejst en høj , gylden 
+ttronstol , og deri sad en kvinde så dejlig , som 
+man vel kunne tænke sig en menneskelig skikkelse . 
+Hun var klædt i en hvid , folderig klædning , der 
+under brystet blev holdt sammen af et bredt , gyldent 
+belte ; tilbagekastet over skuldrene hang en purpurkappe , 
+bræmmet med guld . På hovedet barhun 
+et diadem , befæstet over et klart , hvidt slør , 
+der bølgede langs ned ad nakken . I den venstre 
+hånd holdt hun en palmegren , og i den højre en 
+laurbærkrands . Hendes holdning var stolt svin en 
+dronnings , idet hun triumferende skuede ud over den 
+jublende mængde . Hvem kunne vel tvivle om , at 
+dette var konstens mægtige genius ? Som en krands 
+om hendes ttrone stod lutter unge konstnere i hvide 
+togaer og med grønne laurbærgrene slyngede om 
+hovedet lig de antike offerpræster . 
+Martini og Victor stod som fastnaglede ved 
+dette skønne syn . „ Annarella ! “ udråbte Martini 
+uden i overraskelsen at tænke på at dæmpe sin 
+stemme . Også Victor havde straks genkendt hende . 
+
+annarella drejede ansigtet om mod den side , hvorfra 
+hun hørte sit navn , og hendes øjne mødte i det 
+samme Victors . En let rødme viste sig på hendes 
+kinder , da hun så ham stå med korslagte 
+arme og stirre på sig . Idet vognen lige vil drage 
+forbi , kaster hun laurbærkrandscn ned imod ham ; 
+den falder på hans korslagte arme ; men han løser 
+dem rolig uden at tage hensyn til krandsen , der 
+falder ned på gaden og i et nu er søndertrådt af 
+mængden . 
+Alt dette var kun et øjebliks værk . Annarella 
+fulgte med spændt mine krandsens skæbne , og hun 
+så det iskolde udtryk , der nu havde udbredt sig 
+over Victors ansigt , som øjeblikket i forvejen var belyst 
+af den mest glødende konstncrbegejstring . Rødmen 
+steg højere på hendes kinder , et spodsk udtryk 
+viste sig om hendes blnnd , og de sorte øjne fløde 
+ligesom lyn . Men Victor så det ikke , da Martini 
+havde grebet hans arm og trak ham bort til 
+den modsatte side , idet han af alle kræfter arbejdede 
+sig frem igennem den tilstrømmende mængde . 
+„ Men Martini , hvorfor trænger du dog så 
+gruelig på ? vi har jo tiden for os ! “ 
+„ Nej vist ikke , “ svarede Martini utålmodig , 
+„ se den vogn der forude ! den må vi indhente . 
+
+hør , nu lyde alt kanonskuddene , som byde vognene 
+at forlade corsoen ! “ 
+Victor begreb intet af alt , hvad Martini sagde ; 
+men fortumlet , som han var bleven ved synet af 
+annarella , lod han sig blindt føre . Den vogn , 
+Martini havde betegnet , holdt foran porten til et 
+større palads ; Martini trængte sig så hurtig frem , 
+at han samtidig med vognen nåde porten . Han 
+lukkede vogndøren op . Der sad fire master i vognen : 
+en hvid domino , en albaneserinde , en ridder 
+og en mæste , der forestillede nattens dronning med 
+sølvdiadem og et langt , sort slør med sølvstjerner , 
+der indhyllede den hele skikkelse . 
+Den hvide domino hviskedee Martini nogle ord 
+i øret ; han rystede på hovedet med skælmsk mine . 
+Nu bød Martini damen i den hvide domino armen , 
+ridderen førte albaneserinden , og det blev 
+ved tegn tilkendegivet Victor , at han skulle ledsage 
+nattens dronning . Denne stod stille som en statue 
+og så med et par underlig dybe øjne gennem 
+masken på ham . Han rakte hende hånden , og 
+alle tre par gik tavse op ad den brede trappe . 
+Victor mærkede , hvor hans dames hånd skælvede 
+i hans . Det hele blev ham mere og mere som et 
+underligt eventyr . De trådte ind i en stor sal 
+med åbne balcondørc ud til corsoen . Alan hørte 
+
+alt de hurtige hovslag imod stenbroen af de vildt 
+løbende heste og mængdens hujen efter dem . De 
+to forreste par vare trådte ud på balkonen . 
+Victor stod midt på gulvet og stirrede på sin 
+dame , der havde sluppet hans hånd og var i færd 
+med at lssne masten . Nu slår hun sløret tilbage , 
+— og i næste øjeblik lå Anna i Victors 
+udbredte arme . 
+Hesfeveddeløbet var forbi , og grevinde gylden - 
+feldt trådte med Martini fulgt af Angelica og hendes 
+ridder atter ind i salen . 
+„ Nå , hr . Bergmann , “ sagde grevinden , idet 
+hun rakte begge hænder ud imod ham , „ jeg kan rigtignok 
+se på deres fornøjede ansigt , af jeg har 
+nået min lyst til af slaffe dem en glad overraskelse ; 
+det har altid været som en mani hos mig af overraske . 
+Glæden ved gensynet er vistnok under alle omstændigheder 
+lige stor ; men med det uventede møde følger 
+der en underlig tryllende glans , der er uimodståelig 
+for mig . De må ellers tro , af det holdt hårdt 
+af få Anna til af tage den maskeradedragt på ; 
+men da vi først nåde hertil i morges , var der intet 
+andet for end af tage , hvad costume man fandt ved 
+hånden . Overraskelsen ville jeg dog ikke lige i det 
+sidste øjeblik lade mig flippe ud af hænderne . “ 
+„ Men , kære moder , det var da heller ikke af 
+
+fortænke-mig i , af jeg nødig ville lade mig se på 
+offenlig gade således udmajet ; havde jeg ikke haft 
+tanken om Victors overraskelse bagved , så var jeg 
+rigtignok ikke gået ind derpå ; — men for dette 
+menneske kan man jo gøre meget , “ sagde Anna i 
+en usædvanlig munter tone , idet hun rakte hånden 
+ud imod Victor . 
+„ Anna ! “ udbrød han lyksalig , og han trykkede 
+hendes hånd fast i sin , „ denne hånd slipper jeg 
+heller aldrig mere ! “ 
+Grevinden så med milde moderøjne på dem ; 
+hun lagde sin hånd på Annas hoved og ønskede 
+guds velsignelse over dem . 
+„ Ja nu står jeg jo noget ene , “ sagde hun lidt 
+efter med vemod ; „ se , Bergmann , dette er min svigersøn , 
+grev sparre ; de ved jo ikke , at han alt 
+har gjort barnet her til sin hustru , “ og hun trykkede 
+et Kys på Angelicas smilende mund . 
+De to unge par syntes i dette øjeblik , at livet 
+var en liflig Dands ; med et lyst smil så de hen 
+mod horizonten , ikke anende , at der langs ad vejen 
+ville ligge mangen en sten , der både kunne snubles 
+og styrtes over . 
+
+fjorfende capitel . 
+Kort efter carnevalet rejste Victor og Anna i 
+følge med grevinden , Angelica og grev sparre til 
+Neapel , hvor deres bryllup blev holdt . Snart forlod 
+vennerne dem for at drage nord på igen , og 
+de nygifte blev ene tilbage i det dejlige Sorrento . 
+Her vare de ret af hjertens grund lykkelige , og 
+de følte daglig mere , hvad for en skat samlivet 
+indeholdt for dem begge . Annas venner glædede 
+sig over de breve , de på den tid fik fra hende . 
+Al tyngsel var som bortvejret , og ud af brevene 
+åndede den ungdommeligste glæde . Svingfjerene 
+for hendes åndelige liv vare i fuld vækst , og man 
+så med undren , i hvor store kredse hun nu mægtede 
+at bevæge sig . I alle måder kunne hun følge Victors 
+høje tankeflugt . Anna glædede sig også i denne 
+første tid af deres ægteskab over at kunne tale så 
+frit om christendommen , noget hun jo altid havde 
+savnet i hjemmet på bøgevnng . Hun havde fra 
+fædrenehjemmet arvet kærlighed til det christelige 
+liv ; men hun besad dog kun et tåget begreb om 
+dette livs mægtige fylde . Hendes poetiske natur 
+kunne suge næring af de store , åndfulde billeder i 
+christendommen , og det var dette , hun kunne nyde 
+
+sammen med Victor ; thi han så gudsbilledet i den 
+christelige åbenbaring , som han så det i konften , 
+og han kunne blive begejstret over de skønne og 
+mægtige tanker , der her trådte ham i møde . Men 
+det var kun hans konstnernatur , som næredes derved . 
+Han vidste endnu ikke , at for den menneskelige naturs 
+rette udvikling må den føde , troen byder , 
+blive til det daglige brød . Anna var jo et skridt 
+videre fremme end Victor , idet syndserkjendclsen alt 
+fra barndommen havde rørt sig i hende . Vistnok var 
+deten ubevidst rørelse som i søvne ; dog blev hendes 
+skridt derved førte nærmere hen ad vejen til sandheden ; 
+men det åndelige liv lå . endnu kun som i 
+asbrudte stykker i hende ; hun så vel skønheden 
+i evangeliet og begejstredes derover ; men til andre 
+tider sank hun sammen under vægten af loven . 
+Hun havde ej syn for båndet imellem loven og 
+evangeliet : christusmennesket ; hun kunne ikke støtte 
+sig til hans bryst og føle hans arme omslynge sig . 
+Loven stod som et uoverstigeligt bjerg for hende ; hun 
+så ikke , at Herren ved at være bleven menneske 
+ligesom strakte hånden ud af hvert bud i loven 
+forat hjælpe hende op på den højde , som hun med 
+sin faldne menneskenatur aldrig ved egne kræfter 
+kunne nå . 
+I denne første tid af deres samliv var glæden 
+
+imidlertid så mægtig hos Anna , at den bar hende 
+ud over alt , hvad der hidtil havde kuet hende , og 
+når det åndelige liv rørte sig , var det altid i 
+skønne billeder . Disse kunne hun meddele Victor : 
+da ydede han også sin rige del dertil , hvorved det 
+lysnede dejlig for dem begge . Men det var fantasiens 
+stråleglands , ikke det klare , rolige solskin , 
+der har varme og vækst for livet i sit følge . 
+De skønne ydre omgivelser bidroge også deres 
+del til al det velvære , de to unge ægtefolk på denne 
+tid levede i nydelsen af . Hvor falige aftener tilbragte 
+de ikke ude på terrassen i Sorrento ! Luften 
+kunne være gansfp stille , og dog hørtes de dybe drøn 
+af brændingerne , der brødes imod klippen , på hvis 
+højde villaen lå . De lysende insekter svirrede 
+rundt om dem som tusinder af stjerneskud . Orangetræerne , 
+der vare fulde af blomster og gyldne frugter , 
+udbredte en aromatisk vellugt . Alt opfordrede 
+til at nyde , og Victor var så kærlig , åndrig og 
+indtagende , at det var umuligt andet , end at Anna 
+måtte gribes så stærkt , at der en tid kun rummedes 
+lutter lyksalighed hos hende . Hun og Victor 
+vare også i denne tid stadig sammen ; når han gik 
+ud at male studier , læste hun som oftest højt forham . 
+Sade de på terrassen om aftenen , og der 
+blev en standsning i samtalen , tog Victor sin 
+
+mandolin , som han havde erhvervet sig stor færdighed 
+i at spille på , og da ledsagede han sin klangfulde 
+stemme med tonerne fra dette romantiske instrument . 
+Undertiden faldt Anna ind med i sangen ; 
+hendes stemme havde vel kun ringe omfang ; men 
+der var nogle smukke alttoner i den , og hun kunne 
+på en forunderlig følelsesfuld måde sekundere Vietors 
+høje tenor . Det var til hans store glæde , 
+når Anna således stemte i med , og han så i den 
+måde , hvorpå deres stemmer faldt sammen , et 
+sindrigt billede af deres liv , da Anna selv med de 
+ringe midler , hun kunne råde over , dog mægtede 
+at støtte hans så meget omfangsrigere stemme . 
+Nten sommeren gled hen , og efteråret med 
+dets regntid og storme nærmede sig mere og mere . 
+Det havde alt sendt flere uhyggelige forløbere , så 
+tiden var for hånden til at tage tilbage til rom . 
+De forlod nødig det dejlige sted , hvor de havde 
+henlevet så lykkelig en tid ; men rom bød dog 
+også så meget , og hvor de end kom hen , havde de 
+jo hinanden . De toge derfor med frejdigt håb fat 
+på rejsen , hvor de også modtoge mange skønne 
+og store indtryk . Stærkt grebes de begge ved indkørselen 
+til rom gennem uortn 8ot . 6iovanni , da 
+de atter så den store plads ligge udbredt for sig , 
+til venstre begrænset af laterankirken med dens høje 
+
+søjlerækker og brede trappe , lige for villa walkonski 
+med haven , hvor man seer de gamle vandledninger 
+dukke op imellem pinierne og cypresserne , og til højre 
+kirken 8ta . Orooo in ^orusalommo . Dette herlige 
+panorama var i øjeblikket belyst af solen , som med 
+sine gyldne stråler forhøjede det hele billedes alt 
+så mægtige skønhed . 
+En procession kom ud fra laterankirken og bevægede 
+sig langsomt ned ad den brede trappe . Det 
+var et broderskab , helt indhyllet i lange , sorte 
+kutter ; selv ansigtet var tildækket af den nedslagne 
+hætte , hvorpå der kun var gjort åbning for øjnene . 
+Denne mystiske procession , der , idet den stred fremad , 
+sang « Ora pro nobis » i en langsom takt , gav billedet 
+et mørkt , højtideligt anstrøg . Victor og Anna 
+støde fortabte i beskuelsen af alt det storartede og 
+mystiske , der her omgav dem . De betoges af en 
+beklemmende alvor , som om de kunne have en anelse 
+oni , at det , deres nærmeste fremtid bar i sit skød , 
+mulig ville have stemningen af det billede , der 
+her viste sig for dem . 
+Martini havde alt sørget for en hyggelig bolig 
+til dem . Victor beholdt sit gamle atelier , som vel 
+lå et stykke vej fra denne ; men der var han så 
+vant til at arbejde , at han ikke gerne ville opgive 
+det . Det var tilmed bleven ham en vane hver morgen 
+
+at gå en tur fra sin bolig over Monte pincio 
+til atelieret , og dette var en daglig nydelse for ham . 
+Anna fulgte ham om morgenen og hentede ham som 
+oftest om eftermiddagen . Da gik de atter arm i 
+arm den samme vej tilbage , og ofte standsede de , 
+glædende sig over den dejlige solnedgangs lys hen 
+over byen og bjergene . Efter endt middagsmåltid 
+tilbragte de sædvanlig aftenen sammen med 
+Martini i deres lille hyggelige hjem . — 
+men efterhånden blev disse lange formiddage 
+noget ensomme for Anna . Hun havde ofte lyst til 
+at tage sit arbejde med sig og sidde ved Victors 
+staffelte ; hun gjorde det også et par gange ; men så 
+måtte han bede hende lade det være , da det forstyrrede 
+ham for meget . Når han som i den forløbne sommer 
+malede direkte efter naturen , kunne han nok høre 
+forelæsen , også imellem tage del i en samtale , 
+og dog vedblive at arbejde , medens han så øjensynlig 
+havde den gjensfand for sig , som han ville male ; 
+men når han sad foran staffeliet i sit atelier , hvor 
+han skulle have de idealer på lærredet , der formede 
+sig i ham selv under arbejdet , da var det ham nødvendigt 
+af være ene med sine egne tanker . 
+Anna søgte beskæftigede ved læsning og håndarbejde ; 
+men med de mange ensomme timer kom de 
+gamle skrupler igen til hende , og hun følte med 
+
+gru , nu da hun atter stod ansigt til ansigt med dem , 
+af hun ikke var vokset fra dem , men af de endnu havde 
+den samme uhyggelige magt over hende som tidligere . 
+Victor var så fordybet i arbejdet , af alle hans 
+tanker blev fængslede deraf , og når han var sammen 
+med Anna , talte han kun derom ; da han selv 
+var så varmt greben , meddelte denne varme sig 
+også i øjeblikket til hende , så han så hendes 
+levende interesse for , hvad han talte om , og hans 
+tanker vedbleve således kun al gå i retning af 
+hans egne ideer , uden af han nogensinde gav sig tid til 
+af se sig om efter , hvad der vel kunne røre sig i 
+hende i de mange ensomme timer , hun tilbragte i 
+hjemmel . 
+En tag , da Anna vendte tilbage fra morgenturen , 
+kom hun forbi en klosterkirke , hvorfra der lød 
+en liflig musik ud til hende . Hun gik derind og 
+satte sig på trappen foran et af capellerne , idet 
+hun støttede sig til jerngitteret , der aflukkede det fra 
+den øvrige del af kirken . Det var en mariadag , 
+og nonnerne sang en hymne til Madonnas ære . 
+Den rørende og skønne sang henrev Anna , så hun 
+bragtes i en højere og højere stemning . Hun foldede 
+hænderne over brystet , idet hun sank ned på 
+knæ , og et begejstret udtryk lyste over hendes ansigt . . 
+Da sangen var til ende , hviskedee en stemme indenfor 
+
+gitteret tæt ved hendes øre : „ Ikke sandt , signora , 
+denne sang lyder som et himmelsf englechor ? “ 
+Anna vendte sig forundret om ; en nonne knælede 
+derinde i capellet . Hun blev straks indtaget af det 
+fromme gamle ansigt ; hun svarede med al den 
+barme , som den dejlige musik havde fremkaldt hos 
+hende , at hun priste sig lykkelig ved netop nu at være 
+kommen ind i kirken , og at hun håbede , at denne 
+nydelse oftere kunne blive hende tildelt . Hun udtalte 
+ønsket om mulig selv engang at turde takke nonnerne , 
+der ved deres himmelske sang havde skaffet 
+hende så salige øjeblikke . Den gamle nonne så 
+med milde øjne på hende . 
+„ Jeg skal spørge priorinden , om det kan lade 
+sig gøre , at de aflægger besøg i klosteret . Vent 
+mig her i morgen ved samme tid , “ sagde hun venlig 
+nikkende til Anna , idet hun forsvandt bag forhænget 
+for døren , der førte ind til klosteret . 
+Anna tilbragte atter dagen ene i hjemmet , men 
+denne gang i en lyksalig stemning . Hun skulle nu 
+komme til at se et kloster og for første gang i 
+nærmere berøring med nonner . Mange tanker , 
+som hun alt i sin barndom havde sværmet med , og 
+som stod i så nær berøring med hendes kærlighed 
+til antoniusbilledet , trådte nu atter levende frem 
+for hende . 
+
+hun mærkede ikke , at tiden alt var rykket langt 
+frem , før mørket pludselig faldt på . Nu erindrede 
+hun sig først , at hun så bestemt havde lovet Victor 
+at møde ham i hans atelier for at gå en tur med 
+ham inden solnedgang . Hun rejste sig hurtig ; men 
+i samme øjeblik trådte Victor ind ad døren . Han 
+så imod sædvane meget mørk ud ; han var træt 
+efter arbejdet , og den lange forgæves venten havde 
+trykket hans stemning . Anna mødte ham med et 
+noget sky blik . Havde hun kun tænkt på , at hun 
+havde forspildt den spadseretur , de begge om morgenen 
+så meget havde glædet sig til , så var hun 
+kommet ham kærlig og undskyldende i møde ; men ved 
+at se hans mørke mine faldt hans uvilje . mod 
+klosterlivet hende på sinde , og for første gang 
+kom den mulighed op i hende , at hun kunne skjule 
+noget for ham . Men da han spurgte hende , og det 
+i en temmelig kold tone , hvorfor hun ikke var kommet , 
+så fortalte hun , om end noget tøvende , om besøget 
+i kirken og samtalen med nonnen . 
+„ Ja så ! “ udbrød Victor ikke uden heftighed , 
+„ det er uberegneligt , hvad her vil spindes ud af ; måske 
+er vort glade samliv forbi med det samme . “ 
+Tause satte de sig til bords , og i tanshed endtes 
+måltidet . Anna var det , som om hendes strube 
+
+blev sammensnøret , så hun ikke kunne få et ord 
+over læben . 
+Martini kom senere på aftenen for at besøge 
+sine unge venner . Disse aftener havde altid været 
+til stor vederkvægelse for ham . Han følte i Annas 
+nærhed ret al den hygge , som en kvinde kan sprede 
+over et hjem ; men denne aften mærkede han straks 
+den tunge luft , der for første gang hvilede over de 
+to unge ægtefolk . Anna var så fordybet i sit 
+håndarbejde , at hun næsten ikke så op , og Victor 
+sad den hele aften og ragede op i gløderne i kaminen . 
+Han gjorde sig øjensynlig umage for at gå 
+ind på , hvad Martini førte på bane ; men tråden 
+flap bestandig fra ham ; man så , at hans tanker 
+vare andetsteds henne . Martini brød tidlig op ; 
+ved afskeden trykkede han hjertelig begges hænder 
+ligesom for at vække dem ; men lige fraværende blev 
+de . Han rystede sørgmodig på hovedet , idet han 
+gik ned ad trappen , og han så bedrøvet ud 
+over livet , hvor han så ofte havde set englene 
+prøve at så frø fra paradishaven rundt om på 
+jorden ; men han havde også ofte set dæmonerne 
+komme med deres jisånde og tilintetgøre de unge 
+Spirer , længe før der kunne være tale om blomster , 
+endsige frugter . Hvor havde dog ikke alt i hans 
+tidligste ungdom et sådant frostpust ødelagt hans 
+
+skønneste drømme ! og nu følte hu « , at her hos 
+disse to hidtil så lykkelige unge mennesker havde de 
+mørke ånder alt begyndt at arbejde på ødelæggelsesvcrrket . 
+Victor 
+og Anna gik til hvile uden at kaste 
+trykket af sig ved en hjertelig udtalelse . Næste 
+morgen fulgtes de ad som sædvanlig ; morgenen var 
+frisf og oplivende , solen belyste så skjemt de lette 
+skyer , idet den kastede et klart skær hen over den 
+hele egn . Mandeltræerne stod i fuld blomstring ; 
+de blandede deres Duft med violernes , der dækkede 
+jordbunden under træerne . Al denne guds herlighed 
+begyndte at vise sin virkning , og både Victor 
+og Anna mærkede , hvor jissforpen smeltede ; men 
+ligesom de ville til at tale , førte skæbnen dem en 
+ligegyldig bekendt i møde . Han bad om at måtte 
+gå med på atelieret for at se Victors billeder ; 
+denne tilfældighed lagde et tungt lod i skålen , 
+så at den sank dybere og dybere ned til den mørke 
+side . 
+Anna vendte om ved afelierdørcn og gik ene tilbage . 
+Da hun stod udenfor klosterkirken , stred det 
+først noget i hende ; men orgeltonerne lød dragende , 
+og alt fra den åbne dør så hun søster Margherita 
+stå indenfor gitteret og se hen imod indgangen . 
+Anna ilede til hende . 
+
+„ Velkommen , kære barn ! “ hilste nonnen , idet 
+hun åbnede gitterdøren for Anna og greb hende om 
+hånden , som om hun aldrig skulle flippe den mere ; 
+„ Priorinden har tilladt , at du må gå med ind i 
+klosteret . “ Nonnen drog forhænget til side , og Anna 
+var for første gang i et kloster . En hellig gysen 
+bævede igennem hende ved at mærke den stilhed og 
+højtidelighed , der var udbredt overalt , hvorhen hun 
+end vendte sit blik . Priorinden , en smuk gammel 
+dame , modtog Anna med moderlig værdighed og 
+indbød hende til at besøge klosteret , så ofte hun 
+ønskede det . Søster Margherita førte hende ind i 
+nonnernes fælles arbejdsværelse , hvor Anna med 
+beundring så deres konstfærdige broderier og blomster , 
+og hvor glædede det hende ikke , da det blev hende 
+tilbudt at tage del i arbejdet med . Nonnerne så 
+i hendes øjne alle ud som helgeninder . Hun kom 
+i den underligste tilstand : det var hende , som om 
+hun drømte ; men det var en salig drøm . Timerne 
+fløj hurtig bort , og snart lød klosterklokken , der kaldte 
+nonnerne til middagsmåltidet . Anna gik , indtrængende 
+opfordret til snart at gentage besøget . 
+Efterat have forladt klosteret gik Anna ud i den 
+nærliggende villa Borghese . Hun var i den saligste 
+tilstand ; ingen enkelt tanke stod klart for hende ; 
+men hun følte alt stemme sammen i den lifligste 
+
+harmoni . Hun hvilede sig ved en Fontaine , der stod 
+beskygget as mægtige steenege . Solen skinnede gennem 
+løvet ned på de altid klingende vandstråler . 
+Både for øjet og øret var her så megen skønhed , 
+som blidt smeltede sammen med den stemning , 
+hun havde bragt med sig fra klosteret . Uhrets slag 
+på 8etu liurin æal uoxoios klokketårn lød over 
+imod hende , — det vakte hende på engang til erindring 
+om Victor og om , at det var tid at hente 
+ham . Hun rejste sig og gik langsomt tilbage , altid 
+opfyldt af de stærke stemninger , og som en drømmende 
+kom hun ind i Victors atelier . Han havde 
+længtes efter hende ; da han så hende i døren , 
+sprang han hende med åbne arme i møde . Hun sank 
+til hans bryst , idet en krampagtig gråd brød frem 
+med voldsom kraft . , 
+„ Nlen min egen Anna , nu har du vist igen 
+været i klosteret ! “ udbrød Victor bedrøvet . Anna 
+lagde sin hånd på hans mund , idet hun med det 
+bønligste blik så op på ham . „ Victor , jeg beder 
+dig , sig ikke mere , lad mig blot have min frie villie 
+i dette ene punkt ; i alt andet skal jeg ydmyg underordne 
+mig dig ; men lad mig beholde frihed til 
+at søge den trøst og frelse , som her bydes mig ! “ 
+Victor så med et inderlig vemodigt blik på hende ; 
+
+han rystede kun på hovedet , men sagde ikke et 
+ord . 
+Tause gik de arm i arm hjem ; tavse som den 
+foregående dag node de deres måltid . Og således 
+forløb nu den ene dag efter den anden . 
+Anna gik hver morgen til klosteret , hvor hun 
+tog del i nonnernes arbejde ; hendes lette nemme 
+og snilde hænder bragte det snart til at eftergjsre 
+deres mange konstfærdighedcr . Oftere fulgte hun 
+med søster Margherita ind i dennes celle , hvor de 
+fortrolig samtalede . Nonnen trængte da mere og 
+mere ind på hende , indtil hun endelig en dag fik 
+hende til at åbne sit inderste for sig . Anna fortalte 
+om sit tidligere liv og meddelte nu også om det 
+tågede savn , der stadig havde fulgt hende , og som 
+navnlig i den allersidste tid havde trykket hende så 
+såre . Søster Margherita hørte på hendes hjertesuk , 
+som en kærlig moder hører på et sygt barns 
+klage ; hun ville så gerne hjælpe hende og ledede 
+hende derfor ad den vej , som hun anså for den 
+eneste , der førte til salighed . Hun foreholdt hende , 
+at hun måtte Vorherre nærmere ; men hans majestæt 
+var for mægtig til , at hun , arme synderinde , 
+som hun var , ene turde træde frem for hans åsyn ; 
+hun måtte have en midler , og denne fandt hun i 
+Madonna , der havde lidt smerte som intet andet 
+
+menneske og derved erhvervet sig en midlers rer . 
+Hun måtte først søge at finde den hellige jomfru 
+for ved hendes hånd at blive ført til sønnens 
+ttrone . 
+„ O , “ udbrød Anna , idet hun vred sine hænder , 
+„ dette er som et fremmed tungemål for mig ! hvor 
+går vejen til Madonna , hvor finder jeg hende ? “ 
+„ Kære barn , “ trosfede nonnen , „ heller ikke til 
+hende skal du gå alene ; vi have også midlere , 
+der stå rede for at føre dig til Madonna , og del 
+er de indviede præster ; de have ved deres indvielse får 
+en større magt end vi andre chrisfne ; du ved jo , 
+at mange er de kaldede , men kun få de udvalgte . 
+Men hør nu , mil barn , “ sagde søster Margherita , 
+idet hun tog hendes hænder og så hende alvorlig 
+ind i ansigtet , „ mit råd er , at du på nogen tid 
+fager herind i klosteret til os . Du behøver jo kun 
+at binde dig for otte dage ; jeg har alt en tid 
+tænkt derpå , og da biskoppen sidst var her , udbad 
+jeg mig hans tilladelse dertil for dig . Der er flere 
+damer , og deriblandt også et par protestanter , 
+som i denne fastetid for en uge trække sig tilbage 
+fra verden og søge ly indenfor vore stille mure . 
+Pater Anselmo holder daglig meget oplysende foredrag 
+for eder , og iøvrig tage i del i alle vore bønner 
+og vor øvrige færd i klosteret . “ 
+
+„ Men min mand , “ indvendte Anna , „ han vil 
+aldrig give sit minde dertil . “ 
+„ Din mands villie må bøjes under Vorherres ; 
+når der skal vælges imellem de to billier , så 
+må mandens falde . I et sådant tilfælde har du 
+ikke at spørge ham , men kun at fordre din ret ; du 
+er jo ikke hans træl . “ 
+„ Nej , de misforstår mig ! “ udbrød Anna med 
+varme , „ min mand er så god og så kærlig ; men 
+han har en fordom mod klosterlivet og vil tro , at 
+et ophold herinde vil skade mig . “ 
+„ Det har du ikke at tage hensyn til , nu da 
+det er din evige salighed om at gøre ! “ svarede 
+nonnen ikke uden strenghed i blik og stemme , 
+„ sætter han sig til modværge , da er han Herrens 
+fjende . “ Efter nogle øjeblikkes taushed fortsatte 
+hun : „ Handl nu kraftig og hurtig ; ja det er det 
+bedste , at du kommer endnu i aften ; så kan du i 
+bønnen berede dig til at få nåde til at forstå 
+pater Anselmos foredrag i morgen . Gå nu hjem 
+og bring dine sager i orden . Bi ses altså en 
+time efter ave Maria ; Madonna beflytte dig ! “ — 
+og Anna gav løfte om af komme . 
+
+femtende capilel . 
+Anna var om mulig endnu mere stille end de 
+foregående dage . De sidste gange havde hun ikke 
+hentet Victor . Under måltidet sad han og grundede 
+på , hvorledes han bedst skulle bryde den skranke , 
+der havde rejst sig imellem Anna og ham . Han ville 
+bringe varme for sig tilbage i hendes hjerte , ja han 
+måtte straks gøre et forsøg . 
+„ Hor , Anna , “ sagde han med sin stemmes hele 
+inderlighed , „ kunne det ikke være fornøjeligt af tage 
+en ugestid ud i albanerbjergene ? Vi have ladet 
+carnevalets støjende glæder gå nændsede hen ; de 
+passede ikke for vor stemning ; men et ophold i den 
+dejlige natur vil gøre os begge så usigelig godt . 
+Martini , som jo alt i nogen tid har været derude , 
+skriver til mig , af vi endelig må komme , og om 
+mulig endnu i aften , så af vi i morgen tidlig kunne 
+deltage i en tur , som han og flere af konstnerne 
+have for ; det skulle være hen ad bjergets hele længde , 
+så af vi både fik albaner- og nemisøen af se . 
+Du har så længe ønsket af komme derud ; lad os 
+nu gøre alvor deraf . Vi kan jo nok få vore 
+sager i orden , til vognen går til frascati i aften . 
+Jeg har arbejdet alt for strengt i den sidste tid ; nu 
+
+trænger jeg til af udhvile mig , og hvor kan der vel 
+findes en hvile bedre end ved af gøre en sådan 
+tur sammen med dig , min elskede ! Ikke sandt , du 
+glæder dig også dertil ? “ Og han tog hende kærlig 
+under hagen og løftede hendes hoved i vejret . 
+Annas øjne vare fyldte med tårer : „ Tag du 
+derud , kære Victor ! det ville være mig en stor lettelse , 
+om du gjorde det ; men jeg kan ikke følge dig . “ 
+Victor så vist på hende ; hun måtte slå sine 
+øjne ned for hans faste blik . 
+„ Og hvorfor kan du ikke ? “ spurgte han , idet 
+hans stemme bævede . 
+„ Jeg har givet løfte om af tilbringe otte dage 
+i klosteret for der sammen med nogle andre damer 
+af blive oplyst om den kattolske opfattelse af christendommen . “ 
+Disse 
+ord fremførte Anna hurtig , som om hun 
+var bange for i næste øjeblik af have tabt modet til 
+af udtale dem . Victor sagde intet ; men en åre stod 
+stærkt opsvulmet i hans pande , og hans hænder 
+knyttede sig uvilkårlig . Han følte magten af den 
+ånd , under hvis indflydelse Anna for tiden stod , 
+og han følte sin egen afmagt lige over for den , da 
+hans åndelige liv kun havde styrke i hans udvikling 
+som konstner . Han var sig bevidst , at når han 
+ville tale , så ville den heftige bevægelse , hvori han 
+
+for øjeblikket var , få magten . Han havde erfaring 
+nok til at vide , at ord , fremførte i heftighed 
+og uden faste grunde , vare talte hen i vinden ; derfor 
+taug han . 
+Efter nogle øjeblikkes uhyggelige taushed bad 
+han med en underlig klangløs stemme : „ Anna ! tag 
+disse ord tilbage ! “ 
+Hun kæmpede øjensynlig ; man så , hvor to 
+magter stredes om herredømmet i hende . Hendes 
+hjerte ville flyve Victor i møde ; men hun troede , at 
+den rette vej var den tornede , så hun stængte til 
+for hjertet og trådte ud på tornene . 
+„ Nej , “ svarede hun , idet ansigtet blegnede , og 
+stemmen sank ned til en hæs hvisken ; „ nej , det er 
+umuligt , jeg har givet mit løfte om at møde i klosteret 
+endnu i aften . “ 
+„ Og dette er dit sidste ord ? “ spurgte Victor , 
+idet han så på hende med et blik , fuldt af så 
+megen ømhed og smerte , af det måtte have besejret 
+hende , om hun havde set det ; men hun fæstede 
+sine øjne ufravendt mod jorden , idet hun anstrengte 
+sig for af få sagt : 
+„ Jeg tør ikke andet . “ 
+Victor stod netop med hånden på dørgrebet : 
+„ Så farvel ! “ og i det samme lukkede døren 
+sig efter ham . 
+
+det rev og fled voldsomt i Anna . Endelig 
+ilede hun ud ad døven og hen ad gangen mod trappen ; 
+den var tom . Hun råbte jamrende Victors 
+navn ; men hun hørte kun lyden af sin egen stemme , 
+alt var ensomt og tyst omkring hende , og Victor 
+var alt langt borte . 
+Et par kvalfulde timer tilbragte Anna alene ; 
+da vækkedes hun af fin fløve smerte ved klokkernes 
+ringen til ave Maria . Hun rejste sig op og stod 
+endnu nogle øjeblikke tvivlrådig . Klokkeklangen 
+blev tydeligere og tydeligere . Jørgen havde engang 
+sagt , af klokkeklangen var Vorherres stemme , der 
+kaldte ad menigheden , og hun syntes nu , af Herren 
+kaldte hende . Hurtig pakkede hun det nødvendige 
+tøj sammen , og med den lille rejsesæk i hånden 
+listede hun sig som en tyv ud af huset . Kort efter 
+åbnedes klosterdøren ; søster Margherita modtog 
+hende og førte hende ind i den lille celle , der var 
+bestemt for hende . Her lodes hun nu alene hun 
+så med fortvivlet blik hen imod den tilstængte dør ; 
+da kastede hun sig jamrende ned på bedeskammelen 
+og vred sine hærder foran crucifixet . 
+Endelig lagde hun sig dødstræt på den hårde 
+briks , der her var hendes leje . Hun sov snart ind ; 
+men stærke drømme gjorde søvnen urolig . Hnn 
+drømte , at hun atter stod på højen udenfor kjøbstadhaven , 
+
+hvor hun havde stået som barn ; hun 
+så atter hen ad landevejen , og længslen efter hjemmet 
+steg som dengang voldsomt op i hende , så hun 
+fløj hen ad vejen ; hun syntes , at hun havde fået 
+vinger , og disse voksede , så flugten blev hurtigere 
+og hurtigere . Endelig seer hun hjemmet ; hun lader 
+sig dale ned i haven , hvor solen skinner gennem 
+de røde ribsklaser og hen ad de blomstrende roser . 
+Det er søndag morgen , klokkeringningen lyder , 
+hun iler jublende gennem lågen og hen imod kirkedøren ; 
+men i samme nu seer hun , at det er døren 
+til klosteret ; hun vil derind , men kan ikke flytte foden 
+fremad , da der ligger en genstand ivejcn . 
+Klokkeringningen bliver stærkere og stærkere , hun vil 
+med magt trænge sig frem ; da vise hendes forældre 
+sig hånd i hånd , begge med bedrøvede miner ; 
+faderen hæver advarende hånden imod hende , idet 
+han udråber : „ Hvad vil du i klosteret ? det er jo 
+ikke vejen , vi har ledet dig ind på , og tror du , at 
+du kan trænge dig ind til Herrens glæde i det 
+øjeblik , du træder Victor til døde ! “ Anna seer ned ; 
+— der ligger Victor udstrakt foran hhde , og hun står 
+med sin fod hårdt stemmet imod hans bryst ; hans 
+ansigt er smertelig fordrejet i dødskvalen . 
+Anna vågner med et rædselsskrig , medens 
+
+klokkeringningen lyder som dommedagsbasuner ind 
+i cellen til hende . 
+I det samme åbner søster Margherita døren : 
+„ Nu ringer det til midnatsbønnen , Anna ! “ Hun 
+tager hende om hånden , og Anna følger som en 
+søvngæmgerske . 
+Hun vågnede den første morgen helt fortumlet 
+af de stærke drømme ; men snart trådte virkeligheden 
+i sin sande skikkelse srem for hende ; hun 
+så , og det i det hele omfang , den store uret , hun 
+havde gjort sig skyldig i ved imod Victors villie at 
+gå ind i klosteret . Det var første gang i hendes 
+liv , at det var blevet hende klart bevidst , at hun 
+havde begået en håndgribelig uret , og dette endog 
+imod den , hun elskede højest på jorden . Hendes 
+egenkærlighed ville forsvare hende med , at det var 
+for Vorherres sags skyld , hun havde gjort dette 
+skridt ; men „ Nej ! “ lød det modstridende i hende , 
+„ det er indbildning ; uretten er også imod Vorherre , 
+da jeg har gjort brud på det løfte , jeg gav 
+Victor for Herrens alter . “ Og hun følte synden 
+med hele dens knusende vægt . 
+Da der blev ringet til morgenbønnen , slæbte 
+hun sig næsten krybende frem , så at nonnerne undrende 
+og medlidende så efter hende ; men da hun nu 
+jamrende kastede sig ned for Herrens fødder , grædendc 
+
+oprigtige angerens tårer , kom tidens fylde 
+over hende , og disse tårer vandede mangt et frøkorn , 
+som alt forældrene og siden Jørgen og Lene 
+havde nedlagt i hendes hjertes jordbund . De havde 
+hidtil ligget der uden livstegn , da jordskorpen var 
+fortørret ; men nu faldt tårerne som en mild regn 
+og bragte spirerne frem . Da foregik underet , at 
+Vorherre lod en opvarmende stråle af sin sfabende 
+nådesol skinne ind i hendes hjerte . I dette øjeblik 
+sølle Anna sig for første gang som et levende 
+led af den store menighedskjædc ; hun bekendte den 
+fælles tro og bad den fælles bøn , og alt som hun 
+bekendte og bad , spirede ved underet , der nu var 
+over hende , hvert led i troen og hver bøn i fadervor , 
+og spirerne voksede og voksede , så de blev 
+til dejlige træer , hvis kroner fyldtes med duftende 
+blomster og lislige frugter . Anna mærkede med 
+henrykkelse , at hun , og det for første gang i sit 
+liv , stod lysvågen midt i den tabte , men nu atter 
+genfundne paradishave ; hun så Herren komme 
+sig i møde med udbredte arme , og hun følte den lyksalighed , 
+som overgåcr al forstand ; thi hun lagde 
+sit hoved barnetrygt til Herrens bryst , og hans beflyttende 
+faderarmc omsluttede det angerfuldc , hjemkomne 
+barn . 
+Da hun rejste sig fra bønnen , stred hun høj 
+
+og rank gennem kirken , og en mægtig glans strålede 
+ud af hendes øjne . Søster Margherita hviskedee 
+til den nonne , der knælede ved siden : „ Nej se dog , 
+hvilket under Madonna alt har ladet lyse over Anna ! 
+Du så , hvor hun kom krybende ind til bønnen , 
+og se nu på hende ! seer hun ikke ud som himmeldronningen 
+selv , der bliver båren af englene ? “ 
+Sekstende capitel . 
+Victor vendte sent tilbage om aftenen . Han 
+havde gået gade op og gade ned ; han havde i 
+rastløs uro tilbagelagt en lang vej uden om roms 
+mure , indtil endelig mørket og trætheden drev ham 
+til hjemmet . Uhyggeligt var der i de tomme Stuer , 
+hvor han kun hørte lyden af sine egne fodtrin . 
+Han gik fra det ene rum til det andet ; men intetsteds 
+fandt han hvile . Til sidst overmandede trætheden 
+ham , og han sov ind på det ensomme leje ; 
+men hvert øjeblik skræmtes han op ved den indre uro , 
+der rasede i ham , og med hver opvågnen følte han 
+ensomheden uhyggeligere . 
+
+næste morgen gik han til sit atelier ; han måtte 
+gøre en lang omvej for ikke at komme forbi klosteret , 
+da han ej kunne udholde at se det . Han prøvede 
+på at arbejde ; men hans hånd var lammet ; 
+det var ham ikke muligt at frembringe noget . Han 
+trængte til mennesker , og dog flyede han alle . 
+Havde Martini endda været der ! Men så syntes 
+han dog heller ikke , at han kunne udtale sig for ham . 
+Dagen gled hen med sneglegang . Han gad ikke 
+gå til hjemmet , men søgte et fjernt osteri , hvor 
+han ene i en mørk krog tvang sig til at nyde 
+noget . 
+Hen ad eftermiddag gik han ud i villa Borghese . 
+Han søgte hen til Fontaine » , der stod i skjul af de 
+tætte steenege . Her kastede han sig ned på en bænk 
+og lå udstrakt og ubevægelig , som om han sov ; 
+men det var kun en dvalelilsland ; thi han hørte 
+stadig vandets rislen og nattergalens kærlighedsfuldt 
+klagetoner , imedens det ene billede efter det 
+andet drog forbi ham i drømmenes underfulde skær : 
+han syntes at se englene svæve om sig , idet 
+han hørte dem sagte gribe i harpernes strenge . 
+Englene viste , hvor Anna altid tålmodig og kærlig 
+var kommen ham i møde på bøgevang , nagtet hun 
+så ham daglig mere og mere fjerne sig fra hende ; 
+men hun blev dog uforandret trofast og kærlig . 
+
+„ Husker du det , husker du det ? “ sang englechoret 
+for ham , og harpetonerne gjengave sangen 
+som i et Echo . 
+Men nu trængte dæmonerne sig skadefroe frem ; 
+under bacchantiske bukkespring overdøvede de harpetonerne , 
+og idet de grinede hen imod englene , viste 
+de billeder fra den sidste tid af Victors og Annas 
+samliv , hvor han altid havde nærmet sig så kærlig , 
+medens Anna stadig var bleven mere kold og 
+indesluttet . 
+„ Glem ikke det , glem ikke det ! “ hujede de Victor 
+i øret . 
+— men hvem kommer der ! er det englenes 
+eller dæmonernes ven ? — en hånd strøg blidt ned 
+over Victors lukkede øjne og langs med hans kind ; 
+han hørte et hjerte banke voldsomt nær ved sit , idet 
+et par læber berørte hans og det med en underlig 
+flamme , som i et nu for elektrisk igennem ham . 
+Han åbnede øjnene , men lukkede dem uvilkårlig 
+hurtig igen . Synet var så blændende , at han 
+troede , han drømte endnu . — det var annarella , 
+der ved den nedgående sol blev belyst af en enkelt 
+stråle , som faldt igennem det zittrende løv og 
+overgød hendes skønhed med en magisk glans . 
+Hånden strøg atter hen ad Victors kind , og 
+atter følte han de brændende læber ; da hævede han 
+
+sig op . Annarella knælede ned foran ham , idet hun 
+omslyngede hans liv med sine arme . Hendes stemme 
+havde en forunderlig blød klang , idet hun tiltalte 
+ham : „ O , Don Vittorio , hvorfor så mørk ? er vi 
+ikke unge , og skal ungdommen ikke nyde ? Hør nattergalen , 
+hvor den kalder ! se solen , hvor den smiler 
+til os ! “ og hun trykkede ham fastere ind til sig . 
+„ Jeg har elsket dem altid . De har forladt og hånet 
+mig , og dog kommer jeg til dem som en tigger 
+forat betle om en smule kærlighed ; und mig dog 
+den , und mig dog den ! “ klagede hun så bønlig ; og 
+hun slyngede sine arme om hans Hals og bøjede 
+hans hoved ned mod sit , — da mødtes deres læber 
+atter og atter . 
+Englene græd og dækkede fly ansigtet med vingerne , 
+dæmonerne skogrede , så Victor døvedes for 
+englenes gråd , og han fulgte den lokkende sirene . 
+Næste dag er Victor med feberagtig Iver beskæftiget 
+i sit atelier med at male en ariadne , der 
+ligger og kæler for Bacchus ' pantter , som trykker sit 
+hoved indsmigrende op til hendes nøgne bryst . 
+Annarclla sidder model for ham . 
+
+Anna troede Victor ude i albanerbjergene med 
+Martini , og hun fslte lidt hvile ved at tænke på , 
+at han var sammen med denne trofaste ven . Dagene 
+forløb temmelig ensformig i klosteret , en stor 
+del af tiden gik med at høre pater Anselmos foredrag , 
+der fornemmelig afhandledc dogmerne om Madonna 
+og helgendyrkelsen . Forat anføre bevis for 
+nødvendigheden af at have disse som midlere sagde 
+han : „ Kan du gå med en , bøn til din jordiske 
+konge uden at være nødt til først at bede en af hans 
+hofmænd om at melde dig , eller en af hans ministre 
+om at forebringe bønnen ? Er det så med den jordiske 
+konge , hvor meget mere må det da være tilfældet 
+med den himmelske , hvis ttrone står så 
+uendelig højt , at vore svage råb aldrig ville nå 
+op til ham , dersom de ikke bares fra mund til mund , 
+først af helgene og så af Madonna , der knæler 
+på ttronens øverste trin og i nåderig kærlighed 
+overrækker vore bønner . “ 
+Der havde alt rørt sig i Anna som en fornemmelse 
+af modstand , da søster Margherita engang 
+havde yttret noget lignende til hende ; men nu rejste 
+den sig i sin fulde styrke . „ Nej ! nej ! “ råbte det 
+i hende , „ dette er en falsf lære ! “ Hun følte så 
+klart , at den troendes forhold til den treenige gud 
+ikke er som undersåtens til kongen , men som kongebarnets 
+
+til kongefaderen , og hun kastede sig jublende 
+i sin kongelige faders arme . 
+Dog hentede hun også mangen glædelig oplysning , 
+som jo findes i kattolicismen ved den nedarvede 
+tradition . Helgenene med så mangt et skønt 
+og ædelt træk af deres liv glædede det hende at 
+høre om , når de kun måtte stå for hende som 
+hendes medmennesker ; men det var hende utåleligt , 
+med det lys , der nu var tændt i hende , af høre om 
+al denne menneskeforgudelse . 
+Snart mærkede man i klosteret med undren , 
+hvad retning Annas ånd havde taget , og der rejste 
+sig kulde imod hende . Søster Margherita søgte vel 
+alter af gøre sin indflydelse gældende for at drage 
+hende tilbage i det gamle spor ; men alt arbejde var 
+her spildt , da Anna nu i det klareste dagslys så 
+vejen så tydelig ligge åben for sig . Hvor havde 
+hun dog nu gavn af de tidligere samtaler med 
+Jørgen og Lene ! Så meget af , hvad de havde sagt 
+hende , og som hun ikke anede , af hun havde beholdt , 
+dukkede nu atter op , og det var hende , som om hun 
+så deres glade ansigter smile sig i møde ved forståelsen 
+af deres ord . Hvor frydede hun sig ikke til , af 
+tiden snart var omme , og af hun da igen skulle forenes 
+med Victor ; hvor ville deres samliv nu blive lykkeligl , 
+ja hvor skulle ikke det lys , der nu var tændt for 
+
+hende , også lyse for ham og opvarme ham ! Hver 
+gang en ny tanke klarede sig for hende , glædede 
+hun sig til af meddele ham den ; ja i alt , hvad hun 
+end tænkte , gik tanken om ham stadig ved siden . 
+Hun syntes så vist at føle på sig , at han måtte 
+tilgive hende ; hun skulle i det mindste ikke aflade ; 
+men blive ved at bede og trygle ham , til han atter 
+i kærlighed bøjede sig ned imod hende . Hun mærkede 
+ikke , at hun de sidste dage gik ganske forladt , 
+da nu alle havde vendt sig bort fra hende ; hun var 
+ufølsom for det ; thi i hende jublede det mere og mere : 
+„ Nu skal du snart favne Victor ! “ 
+Endelig kom den så længselsfuldt ventede dag ; 
+henrykt , med en strålende mine , forlod hun klosteret , 
+og som båren af vinger nåde hun hjemmet , 
+hvor hun så sikkert ventede at få Victors tilgivelse . 
+Straks 
+da værtinden åbnede døren , spurgte 
+hun om Victor ; men svaret lød , at han kun havde 
+været hjemme den første nat , efter at hun var gået 
+til klosteret ; senere var han ikke bleven set . — han 
+måtte altså endnu være på landet , tænkte Anna ; 
+men hun blev dog underlig urolig i sindet , da hun 
+så vist havde ventet at træffe ham . „ Iaften må 
+han dog komme , “ tænkte hun atter ; „ men hvordan 
+skal jeg få tiden til at gå , indtil han kommer ? — 
+
+jeg vil gå op i hans atelier og ordne hans sager , 
+så er jeg dog besfjæftiget med ham ; “ og hun 
+tog den nøgle , som han havde givet hende , for at hun 
+til enhver tid , selv når han ikke selv var r atelieret , 
+kunne lukke sig ind . 
+- „ Mon det ikke skulle være muligt , når jeg i 
+dette øjeblik åbner døren , at jeg da seer ham ? “ — 
+dette tænkte Anna , idet hun lagde hånden på låsen , 
+og den forunderligste blanding af følelser rørte 
+sig i hende , så at hjertet gav sig til at banke , som 
+om det skulle sprænges . Hun måtte standse et øjeblik 
+med hånden på nøglen ; men da drejer hun 
+rask om , og døren springer op . Først blændes hun 
+af det stærke Sollys , der nu ved aftenstid falder 
+ind ad vinduet lige for indgangen ; men da hun 
+får øjets brug igen , seer hun , at midt i lyshavet 
+sidder den dejligste kvindeskikkelse , halv nøgen , med en 
+vedbendkrands om hovedet og et glas fyldt med 
+vin i hånden . Endnu et glas og flere tømte 
+flasfer stå på bordet ved hendes side . I det 
+kvinden feer Anna , rækker hun smilende glasset med 
+vinen ud imod hende med et , fuvori8eu , 
+uorn ! “ 
+Anna står et øjeblik som fastnaglet ; da træder 
+hun et skridt nærmere og spørger : „ Er signor 
+Vittorio ikke her ? “ Hidtil havde hun ikke bemærket 
+
+andre end den skønne kvinde ; men nu seer hun en 
+skikkelse ligge knælende på gulvet med hovedet i 
+kvindens skød , og idet hun nævner Victors navn , 
+vender et søvndrukkent , blegt ansigt sig om imod 
+hende ; — og Anna genkender med rædsel sin husbond . 
+Hun giver et vildt skrig og styrter baglænds 
+ud ad døren . Først svimler hun og griber fast i 
+trappegelænderet ; men da hører hun en skingrende 
+latter inde fra atelieret , og som forfulgt af furier 
+styrter hun ned ad trappen og ud på gaden , hvor 
+hun farer afsted som et jaget vildt . Det var en 
+ensom , snever gade , hvor der kun gik et par enkelte 
+mennesker . Disse stod stille og så med undren efter 
+hende . Men takket være natten , der i syden så 
+pludselig breder sit mørke slør såvel over de bedrøvede 
+som over de glade , -— i dette øjeblik blev den 
+jammerligste skikkelse medlidende skjult under sløret . 
+Anna standsede ikke , men ilede fra den ene gade 
+ind i den anden . Endelig segnede hun udmattet om 
+ved foden af peterskirken . Hun flæbte sig op ad 
+trappen og hen i en krog i vestibulen , hvor hun 
+krøb sammen bag et par søjler og søgte at skjule 
+sig for alt , om mulig også for sig selv . Efter at 
+have siddet således en lang tid , sammensunken og 
+som i en døs , begyndte dog livet atter at røre sig 
+i hende . Hun sandsede nu sin gruelige stilling ; men 
+
+hvad fluide hun gøre ? hvor skulle hun vende sig 
+hen ? — hjemmet kunne hun ikke tåle at tænke på ; — 
+klosteret ? nej der fluide de ikke se hendes elendighed ; 
+de ville jo kun spotte hende og kalde hendes 
+smerte Madonnas straf ; — til bekendte da ? nej , 
+hvor kunne hun gå til nogen og bede om husly ; 
+så måtte hun jo blotte Victors brøde ; — til et 
+hotel ? ja der ville hun gå hen . Hun føler i sine 
+lommer ; men hun har ikke en skilling hos sig : „ Nå , 
+så bliver jeg her ; Vorherre sender mig vel hjælp 
+imorgen . “ Hun hyller sig ind i sit schawl og skjuler 
+sig tættere inde bag søjlerne . Og således fandt den 
+medlidende søvn hende . 
+I morgenstunden vågnede Anna , skræmt op , 
+ved at noget koldt og fugtigt berørte hendes ansigt 
+og hænder . Det var en stor , udmagret hund , der 
+snusede om på hende , idet den venlig logrede ; det 
+rørte Anna , at så elendig , som hun følte sig , så 
+gaves der dog et levende væsen , der syntes at søge 
+trøst hos hende ; hun trykkede hundens hoved op 
+til sig og klappede den venlig ; så rejste hun sig op 
+forat gå ind i kirken ; men da hun havde fået 
+hævet det tunge tæppe til det halvmørke rum , der 
+fører fra vestibulen til kirken , følte hun sig greben 
+af en stærk svimmelhed , så at hun segnede ned på 
+en af de skamler , der på festdagene benyttes af tiggerne , 
+
+som sidde der og klingre med deres bøsser . 
+Udmattet var hun både af nattekulden og af sult , 
+da hun intet havde nydt , siden hun forlod klosteret . 
+Sulten knugede hende stærkt ; men hun havde jo ikke 
+en skilling til at tilfredsstille den for . Hun krøb 
+fammen på skammelen og sad der bedrøvet , en afmagt 
+nær . Hunden havde fulgt hende og satte sig 
+logrende ved hendes side , idet den lagde sit hoved i 
+hendes skød . Da bliver forhænget for kirken hævet , 
+og en rigt klædt ung dame træder ud efter endt 
+morgenmesse . I halvmørket tror hun , at Anna 
+er en tiggerske ; hun tager en større sølvmønt 
+op af sin pung og trykker den i hendes ' hånd . 
+Anna rækker forundret mønten tilbage ; men damen 
+støder blidt hånden fra sig , idet hun i en glad og 
+venlig tone siger : „ Jeg ved jo godt , at det er en 
+stor mønt ; men for mig har solen rejst sig til den 
+største glædesdag i mit liv ; derfor vil jeg så gerne 
+give dem , der er fattige på glæde , lidt at fornøje 
+sig over , “ og hun forsvandt i det samme bag 
+det andet forhæng ud til vestibulen . Anna sad som 
+lammet med pengene i hånden : „ Hun tror , at jeg 
+er en betlerske ; ja hun har ret , jeg er rigtignok kun 
+fattig på glæde ! “ Nu svimlede det atter for hende , 
+og hun følte , hvor hungeren pinte . Hunden peb 
+og skrabede med sin pote op ad hende ; hvor så den 
+
+dog elendig og udmagret ud . „ Ja du kan også 
+nok trænge til noget , “ sagde Anna , idet hun medlidende 
+klappede den , „ nu har vi jo penge , min ven “ , 
+tilføjede hun i en underlig , halv vemodig , halv bitter 
+tone , „ vi må have noget at spise ; “ og hun rejste sig 
+og listede over den store pctersplads hen i en lille 
+case . Her søgte hun et afsides værelse , hvor hun 
+lod sig bringe kaffe og brød . Hun gav hunden et 
+stykke , som den flugte med grådighed , og hvor 
+vederkvægede ikke den varme , oplivende drik hende 
+selv . Hun følte såvel sine legems- som sine åndskræfter 
+vende tilbage , så at hun med klarhed kunne 
+tænke over sin stilling . Bort fra rom måtte hun , 
+og det endnu i dag . Nu huskede hun på sin plejemoders 
+sidste ord ved afskeden : „ For det tilfælde , 
+at du engang skulle komme i nød for penge , har 
+jeg givet min banquier ordre til at udbetale dig 
+på min conto , hvad du forlanger . “ Samme banquier 
+besørgede også på den tid consulforretningcrne 
+for skandinaverne i rom , så hun kunne tillige 
+bede ham besørge sig et Pas . Hun begav sig straks 
+derhen i den største angst for at møde nogen , hun 
+kendte . Uset nåde hun hen til banquieren , der 
+var meget forekommende og lovede at lade passet 
+besørge inden middag . Den sum , hun forlangte , 
+leverede han hende straks i en rulle guldpenge . 
+
+„ Så snart passet er i orden , skal det blive 
+sendt til fruens bolig , “ sagde banquieren forbindtlig ; 
+„ jeg håber , at hr . Bergmann befinder sig vel ? — 
+men hvor vil det blive ensomt for ham , når fruen 
+rejser ! Martini har altid omtalt ægteparret som så 
+uadskilleligt . “ Anna stod forlegen og stum ; hvad 
+skulle hun svare til alt dette ? Endelig fik hun 
+sagt , at han ikke behøvede at sende passet , da hun 
+helst selv ville hente det . Hun hilste og gik , idet 
+banquieren forundret så efter hende . 
+„ Når jeg engang igen seer Martini , må jeg 
+have frittet ud af ham , hvad her kan være i vejen ; 
+hvor så hun dog bleg og forgræmmet ud ! Ja , 
+man er vel faren ved ingen kone eller børn at have , “ 
+Sagde den gamle pebersvend , idet han gned sine hænder 
+og satte sig ved pulten for at se regnsfaberne 
+efter . 
+Anna begav sig nu til posthuset , hvor hun tog 
+en plads til diligencen til Florents ; men den gik 
+først sent på eftermiddagen , så hun måtte tage 
+et værelse i et hotel , hvor hun lagde sig på sengen 
+og fik et par timers hvile . Der bragtes et 
+måltid , hvoraf hunden , der stadig fulgte hende , 
+fik den største part . Tiden til diligencens afgang 
+var nu snart forhånden ; Anna hentede sit Pas og 
+begav sig til posthusets ventesal , hvor hun tilbragte 
+
+en times tid stille og nedsunken i sine egne tanker . 
+Endelig kom konduktøren og meldte , at vognen holdt 
+for døren . Hunden peb og så så bønlig op til 
+Anna ; hvor kunne hun nænne at lade den blive tilbage ; 
+hun stak et pengestykke i konduktørens hånd ; 
+han lod hunden tage plads med i vognen . Vogndøren 
+lukkedes , posthornet lød , og vognen rullede 
+rafl gennem roms gader og ud ad porten imod 
+nord . 
+Anna førtes stadig længere og længere bort fra 
+det kæreste , hun ejede på jorden , — men som hendes 
+tragiske skæbne nu syntes for stedse at have skilt 
+hende fra . 
+Syttende capifel . 
+Anna kom træt og syg til florcnts . Hun måtte 
+straks lægge sig til sengs , og en feber indfandt sig , 
+som nogle dage aldeles berøvede hende bevidstheden . 
+Da hun atter vågnede , stod det som i en tåge for 
+hende , at hun lå syg i et hotel i Florents ; hu 
+var imidlertid så mat , at hun ikke kunne tåle at 
+
+tænke sig om . Hun så , at der ved hendes seng 
+fad en gammel dame , som søgte at holde hunden 
+tilbage , da den ville springe op ad hende , idet den 
+mærkede , af hun rørte sig . Men hun lukkede snart 
+øjnene igen og lå atter den hele dag i en døs , 
+indtil hun hen ad aften flere gange trak vejret dybt , 
+og på engang var sygdommen som løftet af hende , 
+og hun følte velvære efter den lange hvile . Hun 
+så atter den gamle dame . der velvillig bøjede sig 
+frem imod hende , idet hunden peb og logrede for at 
+gøre sig bemærket . Nu erindrede hun af have set 
+denne dame i rom , og snart stod det klart for hende , 
+af det var en fransk malerinde , mademoiselle Sarasin . 
+Hun var nu på rejse hjem til Paris og 
+ville kun opholde sig nogle få dage i Florents . 
+Tilfældig kom hun til af bo i samme hotel som 
+Anna . Opvarteren fortalte om den fremmede unge 
+dame , der lå så syg og alene . Hun gik derfor 
+til hende og så med forundring , af det var Anna , som 
+hun vel kun havde set et par gange , men så ofte 
+hørt omtale af Martini , der altid var uudtømmelig 
+i af fortælle om , hvilken lyksalighed dette unge ægtepar 
+levede i . Det var hende derfor ubegribeligt , 
+hvorfor Anna var her og så alene . Lægen erklærede , 
+at Annas sygdom kun var mathed , og , som 
+han antog , en følge af voldsomme åndsanstrengelser ; 
+
+men hvorved disse vare fremkaldte , kunne hverken 
+han eller mademoiselle Sarasin udgrunde . At 
+Anna havde foretaget en hovedkulds afrejse , så mam 
+deraf , at hun siet intet tøj førte med sig . „ En stor 
+ulykke må der være mødt hende , “ tænkte mademoiselle 
+Sarasin , men da Anna var for svag , til at man 
+kunne tale med hende om hendes forhold , bestemte 
+den gamle dame sig til at skrive til Martini , da 
+det dog var muligt , al han kunne hjælpe . Hun 
+fortalte vennen , i hvilken elendig tilstand hun havde 
+fundet Anna , og bad om hans mening om , hvad der 
+var at gøre for hende . 
+Martinis svar var utilfredsstillende . Det varslede 
+om store ulykker ; men hvori de bestod , kunne 
+man ikke se af brevet . Heller ikke var der noget 
+bestemt råd om , hvad man skulle gøre i øjeblikket . 
+Kun bad han om , at Anna ville blive rolig i Florents , 
+til der atter kom brev fra ham . Så snart 
+det var muligt , skulle han skrive , og han håbede , at 
+alt da ville se lysere ud . 
+Tre uger hcnflæbte sig således . Mademoiselle 
+Sarasin skulle fil af rejse videre ; men hun havde 
+ikke hjerte fil af forlade Anna , og blev holdt tilbage 
+ved hendes forladte tilstand . Der var også 
+noget så indtagende , som fængslede fil Anna med 
+en uforklarlig magt . Uagtet al den elendighed , som 
+
+skæbnen havde bragt over hende , og som bevirkede , 
+af hun fil sine tider var knuget fil jorden som 
+krybet , var der fil andre tider en ejendommelig 
+kraft over hende , der forunderlig mægtig kunne 
+hæve hende op over disse jordiske forhold , og da 
+syntes det , som om hun alt boede i himlen og tog 
+del i englenes jubelchor om den mærgligstes 
+ttrone . I sådanne øjeblikke var hendes tiltrækningskraft 
+aldeles nimodståelig , så af enhver , der 
+så denne beåndelse , måtte følge med op imod den 
+højere sfære , hvori hun da levede . Men rystende 
+var det af se , hvorledes hun , som hun var mest 
+greben af henrykkelsen , kunne slå hænderne for 
+ansigtet og jamrende » dråbe : „ O Victor , Victor ! 
+Er det dog muligt , af vore veje for altid er sfilte ! “ 
+Men når fortvivlelsen da steg fil en styrke , som 
+om den skulle tilintetgøre hende , da sendtes den 
+højere hjælp hende atter , så af hun ikke alene åndelig , 
+men også legemlig hævede sig ; i sådanne 
+øjeblikke følte man sig i hendes nærhed , som om 
+man var i en kirke . 
+En dag sidde mademoiselle Sarasin og Anna 
+ude på den åbne altan . En akacie strækker sine 
+grene højt op over dem og giver en svalende skygge 
+for de varme solstråler . Anna føler med hvert 
+åndedræt , hvor luften styrker hende . Mademoiselle 
+
+Sarasin lader bogen , hvoraf hun har læst højt , et 
+øjeblik hvile for at se på Anna . De nikke kærlig 
+til hinanden , idet de begge føle en velværen i øjeblikket . 
+Da banker det på døren , og tjeneren melder 
+en herre , der ønsker at tale med mademoiselle 
+Sarasin . Denne seer uvilkårlig hen på Anna , der 
+hurtig har rejst sig op , men er bleven dødbleg . „ Det 
+skulle dog ikke være Victor ! “ udbryder hun ; i det 
+samme svimler hun , og mademoiselle Sarasin får 
+hende lænet tilbage i stolen igen . 
+Døren har stået på klem ; nu åbnes den 
+helt , og Martini træder ind . Han har hørt Annas 
+udråb og iler hen til hende . „ O Martini ! “ udbryder 
+hun og strækker begge arme ud imod ham . 
+Han lægger sin arm om hendes Hals og bøjer hendes 
+hoved ind til sit bryst , idet hans øjne fyldes 
+med tårer . „ Martini ! “ gentager Anna , „ hvor er 
+Victor ? “ Tårerne trille ned ad Martinis kinder ; 
+men han svarer intet . 
+„ Men Martini , hvor er Victor ? “ spørger Anna 
+atter , og det i en så bønlig tone , at det skærer i 
+hjertet at høre det . Martini står endnu tavs , 
+medens hans tårer trille hurtigere og hurtigere . 
+„ O herre , du min gud og frelser ! “ ndråber 
+Anna , idet hun strækker armene op mod himlen , og 
+man hører af klangen i hendes stemme al den kval , 
+
+der fylder hendes bryst ; „ Victor er død , Victor er 
+død ! og jeg er den skyldige , ja himmelfle fader , 
+du ved det , jeg er den skyldige ! “ 
+Og i dette øjeblik gik det forsf klart op for 
+hende , hvori hendes store brøde imod Victor bestod : 
+det var ikke det , at hun var gået i klosteret ; det 
+kunne være tilgivet ; men hendes brøde lå i , at 
+hun feigt var flygtet , da hun så ham styrtet i en 
+afgrund , og dette forårsaget ved hendes gang 
+til klosteret . Havde hun forvundet det gruelige 
+syn og i det øjeblik kaldt ham , da var han bleven 
+vækket og havde hævet sig af afgrunden for at følge 
+hende . Aldrig havde den uopløselige forening i 
+ægteskabet stået klarere for hende end i dette nu . 
+Victor og hun vare ikke mere to , men et . Ej blot 
+om sorg og glæde vare de fælles , men også om 
+brøden . Hvor kunne hun her stille sig udenfor Victor , 
+sigende : din er brøden , bær du nu også ene 
+vægten ; nej ! også om denne måtte de være fælles . 
+Hun kunne ligeså lidt som Victor flye fra angerens 
+furier , hvis svøbers susen hun alt fornemmede i luffen 
+over sit hoved , og et rædselsskrig pressede sig 
+frem af hendes bryst , idet hendes hele skikkelse sank 
+sammen , som om den skulle tilintetgøres . 
+Men få øjeblikke efter lå Anna knælende 
+med hænderne foldede over brystet , og på hendes 
+
+pande ttronede en forunderlig klarhed . „ Tak , fader ! “ 
+Udbrød hun , „ Tak , at du tog hånd i byrden , 
+der lige var ved at knuse mig . Nu vifter dit 
+åndepust over mig , og jeg føler , du vil , jeg skal 
+leve ; vil du , så vil jo også jeg ; men du må 
+vise mig vejen , hvor du har gerningen til mig ! “ 
+I dette øjeblik var der en sådan forklarelse 
+over Anna , at hendes venner glemte al smerte og 
+fyldtes af tak og pris for Herrens velsignelsesrigc 
+nærhed . 
+Tjeneren meldte , at vognen holdt for døren . 
+Lægen havde ordineret en daglig kjørctur for at hjælpe 
+på Annas kræfter . Mademoiselle Sarasin rejste sig 
+forat følge hende . „ Nej , “ bad Anna , „ lad mig i dag 
+køre alene ; jeg trænger i øjeblikket til ensomhed . “ 
+Hendes stemme havde så megen alvor og fasthed , 
+at der ikke kunne være tale om modsigelse . „ Trofast , “ 
+Som hun kaldte sin hund , sprang logrende foran 
+hende og lagde sig for hendes fødder i vognen . 
+Mildt nikkede hun til sine venner , og vognen rullede 
+afsted . 
+„ Men sig mig dog for himlens skyld , hvad 
+betyder alt dette ? “ udbrød mademoiselle Sarasin , da 
+hun var ene med Martini . 
+„ For mig er det tildeels også en gåde , “ svarede 
+Martini , „ jeg skal imidlertid meddele dem , hvad 
+
+jeg ved . “ Og han fortalte om den aften , han sidst 
+havde set ægtefolkene sammen , og om , hvor forstemte 
+han imod al sædvane havde truffet dem . 
+Han måtte til frascati for at male studier og var 
+alt taget bort den følgende dag ; men han havde 
+ingen ro på sig derude for det uhyggelige indtryk , 
+han sidst havde modtaget hos Victor og Anna . I 
+det håb , at en tur på landet i det fortryllende 
+forår ville gøre dem godt , sirev han til Victor 
+og opfordrede ham til at komme med Anna , så at 
+de næste dag kunne tage del i en større landtur , 
+som han med flere konstnere havde for ; men de kom 
+ikke og sendte heller intet brev . Efter således forgæves 
+at have ventet i flere dage , tog Martini ind 
+til rom . Han søgte straks Victor i hans bolig ; 
+men den fandt han tom . Værtinden fortalte , at 
+Anna havde tilbragt otte dage i et kloster i retraite , 
+som romerne kalde det . Hun var kommen 
+tilbage aftenen forud og havde straks spurgt efter 
+Victor ; men da hun hørte , at denne ikke havde været 
+set i otte dage , var hun gået bort , og siden havde 
+værtinden ikke set nogen af dem . Martini blev 
+højlig forbavset over denne efterretning og gik lige 
+til Victors atelier . Nøglen sad i døren , men der 
+var ingen derinde . Han så sig om — da fængs . 
+Ledes hans blik af et billede , der stod på staffeliet ; 
+
+det var kun halv færdigt , men så vidunderlig skønt , 
+at han for et øjeblik glemte alt for at fortabe sig i 
+befluelsen deraf . Det forestillede ariadne med pantteren , 
+og Martini så , at det var annarellas skønne 
+skikkelse , der her var fremstillet , han tog nøglen 
+af døren og gik bekymret til sit hjem , idet uhyggelige 
+tanker krydsede i hans hoved . 
+Det var bleven sildig aften . Martini sad ene 
+i sin stue og grublede over , hvor han skulle vende 
+sig hen for at få rede på Victors og Annas 
+skæbne . Da mærker han noget rave op og ned 
+på hans dør , og lidt efter hører han et tungt fald 
+udenfor . Han iler til døren . Idet han åbner den , 
+seer han et menneske ligge på gulvet med hovedet 
+på dørtærskelen . Han bøjer sig ned og genkender 
+Victor . Med stort besvær sår han ham mere 
+slædt end båret ind på sengen ; han får kaldt 
+hjælp og sendt bud efter en læge , da Victors tilstand 
+bliver ham ængsteligere og ængsteligere . Lægen 
+seer betænkelig ud : „ Det er en stærk feber , og hovedet 
+voldsomt angrebet . “ Den ene dag sniger sig 
+hen efter den anden , men altid samme tilstand . 
+Martini våger nat og dag hos sin yndling ; men 
+endelig overvinder trætheden ham , så han må tage 
+hjælp . Han får en kone til at våge om natten 
+for selv at kunne hvile ud ; men angsten for den 
+
+syge lader ham dog ingen ro . Efter et par timers 
+søvn vågner han op og flynder sig ind for at 
+se til Victor . Lampen var gået ud , den stod kun 
+med en rygende tande ; Martini kunne se den røde 
+glød på tanden ; men ellers var alt mørkt . Han 
+følte sig frem og nåde sengen ; men hvilken rædsel 
+betager ham ikke , da han mærker , at den er tom . 
+Da han atter får tændt lys , seer han vågekonen i 
+en tryg søvn ; men Victor er der ikke . Døren til 
+klædeskabet står åben , klæderne ligge kastede ud 
+på gulvet , man seer , at der i hast er grebet om i 
+dem , — Victors klæder manglede . Martini skyndte 
+sig ned ad trappen . Der var mørkt ; men idet han 
+åbner gadedøren , seer han en skikkelse i en fart 
+stryge sig forbi og ile ud ad døren . Han genkender 
+straks Victor , der hurtig som vinden løber ned 
+ad gaden . Martini iler efter ham , men kan ikke 
+løbe så hurtig som den unge , så Victor får 
+altid længere forspring . Da det er klart måneskin , 
+kan Martini holde øje med ham , selv i den stedse 
+større afstand . Nu er de på kiazza æol kopolo 
+og øjeblikket efter ude af porten . Her træffer Martini 
+en gensdarm , som med sydlænderens hurtige 
+nemme af det par ord , som Martini i skyndsomhed 
+meddeler ham , straks er sat ind i situationen , og 
+i fuldt Spring sætter han efter den flygtende , der 
+
+alt er drejet af lige til venstre udenfor porten , og 
+snart befinde de sig alle tre på skrænten af Tiberen . 
+Gensdarmen , derer en ung , kraftig Karl , tager 
+et par voldsomme Spring og står i et nu side 
+om side med Victor , — da trækker en tæt sky sig 
+for månen , og i næste øjeblik er alt indhyllet i et 
+dunkelt slør ; — der høres et pladfl i vandet som 
+ved faldet af en tung genstand ; derpå bliver det 
+atter dødsstille . Skyen driver forbi , og månen 
+skinner fuldt og klart ; men ud over den mennesketomme 
+vej og så langt øjet kan række hen ad den 
+rivende strøm er intet spor af Victor at . se . 
+„ Den rædsel , som greb mig ved dette skue , og 
+som nu i øjeblikket atter griber mig , “ udbrød Martini , 
+„ kan jeg ikke beskrive . Min skyld er det jo ; 
+havde jeg ej så heftig forfulgt ham , og dertil gjort 
+ham endnu ængstligere ved den tilkaldte hjælp , så 
+havde han ikke styrter sig i floden , men levet endnu ! “ 
+Og Martini kastede sig på knæ og skjulte ansigtet 
+i hænderne , idet han i sin fortvivlelse hulkede 
+heftigsåledes 
+fandt Anna ham ved sin tilbagekomst 
+fra køreturen . Hun var ligbleg , men rolig . Hun 
+lagde hånden på Martinis skulder : „ Kære ven , “ 
+Bad hun , „ se opad ! her på jorden er ingen trøst 
+at finde for os ; men når vi bønlig bøje os for 
+
+Herren , da sale vi hans kærlighed mere end byrdens 
+tyngde . “ 
+Martini beroligedes , og de sagde en stund fause 
+sammen . Da erindrede Martini , at han fra rom 
+havde medbragt et brev , der var kommet med posten 
+til Anna , og han overrakte hende det . Man så 
+straks en stærk bevægelse i hendes ansigt , idet hun 
+lod øjnene løbe hen over de første linier , og alt som 
+hun læste videre , rullede tårerne ned ad hendes 
+kinder . Da hun var færdig , rakte hun Martini 
+brevet til gennemlæsning . Det var fra Jørgen 
+Jensen . Han melder om al den elendighed , der har 
+fyldt bøgcvang ved efterretningen om Angelicas 
+død . Hun blev begravet med sit nyfødte barn i 
+armene . Grevinden var rent sunket sammen ved dette 
+sorgens budsfab . Man beder Anna , hvis hun for 
+en tid kan forlade Victor , da at komme hjem til 
+bøgevang . Man tiltroer hende at være den eneste , 
+der kan finde vejen til plejemoderens hjerte , som 
+synes forstenet af sorgen og tillukket for alle andre . 
+Martini blev stærkt bevæget ved læsningen af brevet . 
+Da han rakte Anna det tilbage , så han med 
+et deltagende blik ind i hendes øjne . Hun var 
+fuldkommen rolig . 
+„ Ja , kære ven , “ sagde hun med barme , „ jeg 
+har så inderlig bedet Vorherre om at vise mig 
+
+vejen , hvor jeg har at vende mig hen ; nu peger han , 
+og jeg følger og takker for , at der endnu er en plads 
+i verden , som jeg kan udfylde . Gud være lovet , at 
+jeg nu er så vidt ved kræffer igen , at jeg straks , 
+endnu i denne dag , kan tiltræde hjemrejsen . Jeg 
+har nu ingen ro på mig ; hver time , jeg opholder 
+mig her mere end nødvendigt , anser jeg som røvet 
+fra den kærlighed , jeg flylder min plejemoder . “ 
+Og som sagt , så gjort ; inden aften vare de 
+nødvendige sager til rejsen anskaffede , passet viseret , 
+og i den diligence , der gik imod hjemmet , sad Anna 
+med sin trofast og vinkede til afsted ad mademoiselle 
+Sarasin og Martini , der med tungt hjerte så 
+deres kære , unge veninde drage så langt bort , og 
+det ene , og med en så svær en byrde , som vel har 
+hvilet på noget menneskehjerte . Men den trygge 
+hengivelse i Vorherres faderarme , som Annas hele 
+væsen udviste , meddelte sig også til hendes venner , 
+så at de roligere , end det tidligere ville have været 
+dem muligt , så hende drage bort , vidende hende 
+under en beskyttelse , hvorimod deres jo kun var soni 
+en dråbe i havet . 
+
+attende capilel . 
+Rejsen blev Anna trangere , end hun havde tænkt 
+sig det . Da hun tiltrådte den , var tanken om at 
+komme hjem for at trøste plejemoderen så stærk , at 
+den ligesom bar hende fremad ; men efterhånden , 
+som den ene dag lagde sig til den anden , og hun 
+altid var ene med sine egne tanker , voksede disse som 
+et net af slyngplanter , og ofte syntes vejen hende 
+ufremkommelig . Da dreves hun mere og mere ind i 
+fortvivlelsen , indtil målet strømmede over , så hun 
+følte sin fuldkomne afmagt . Men da viste også 
+guds hånd sig med værget for hende , idet hun 
+gav sig hen i bønnen med barnets hele enfold , og 
+jo mere hun bad , desto mere blev alt , hvad der hidtil 
+havde forekommet hende uigennemtrængeligt , kun som 
+spindevæv , og jordens sorger svandt ind til intet 
+imod glæden ved paradisglandsen , som troens 
+fakkel udbredte over alt , så langt hendes syn 
+kunne nå . 
+Alen hun vedblev dog , uagtet dette nådeslys 
+så ofte skinnede for hende , af have det svage menneskehjerte , 
+hvor livet altid arbejder som skibet 
+på det bølgende hav , så lidt var hun højt 
+oppe i de lyse regioner , men også ligeså ofte nede 
+
+i de bælmørke afgrunde . Under disse stærke bevægelser 
+skrede dog dagene , den ene efter den anden , 
+fremad , og efterhånden nærmede hun sig mere og 
+mere sin rejses mål , indtil hun endelig en aften 
+lidt før solnedgang rullede over broen og ind i 
+borggården på bøgevang . 
+Hun var rejst så hurtig , af hun ikke havde givet 
+sig tid til af skrive for at melde fin ankomst , så 
+man ventede hende ikke . Hun modtoges af en klosterlig 
+stilhed , og det varede noget , inden den gamle 
+tjener viste sig . Han mødte ikke med en glad overraskelse 
+ved af se Anna ; tans tog han imod hende , 
+idet en inderlig bedrøvelse stod malet i hans ansigt . 
+Anna var helt sunken ned i sin egen smerte . 
+Ved atter at se bøgevang trådte det øjeblik , da 
+hun sidst forlod det , så levende frem for hende med 
+al den kærlighed og alle de forhåbninger , som bevidstheden 
+om det snare gensyn med Victor indeholdt ; 
+nu lå alt dette knust bag hende , og hun hørte atter 
+sit eget jammcrfulde skrig og annarcllas hånende 
+latter fra det sidste bløde med Victor . Erindringen 
+greb hende så grusomt , at hun glemte alt andet for 
+sin egen smerte , så da hun så den gamle tjeners 
+bedrøvede mine , udbrød hun : „ Kender du da alt 
+min grænseløse nød ? “ 
+„ Ja , ja , “ svarede tjeneren , idet han rystede på 
+
+hovedet , „ vor yndige komtesse Angelica ligger i den 
+sorte jord , og den arme grevinde kender os ikke 
+mere . “ 
+Ved disse ord rejste Anna sig pludselig hsjt 
+i vejret , og det var hende , som om hendes egen 
+smerte faldt af hende som et klædebon . Hjertet 
+bævede atter af kærlighed og længsel efter plejemoderen , 
+og hun følte på ny med taknemmelighed 
+Herrens henpegen til den plads , hvor han havde 
+så megen gerning for hende . 
+Tjeneren så med undren det pludselige omslag , 
+der viste sig hos Anna ved hans svar , og et øjeblik 
+for den tanke igennem ham : „ Mon hun skulle 
+være bleven sindssyg ? “ men han var et hjertemenneske , 
+og ved atter af se op på hende , følte han , af den 
+Glands , der i dette øjeblik lyste over hende , kom 
+lige fra hjertet , og han bøjede sig uvilkårlig for 
+hende . Han syntes , af hun fløj , da hun i næste 
+øjeblik hurtig som tanken for forbi ham op ad 
+trappen , hen ad den lange steengang og ind i 
+havesalen . Her standsede hun et øjeblik foran de 
+åbne glasdøre : landskabet lå derude i dets hele 
+forsommerlige pragtsom den junidag , da Victor første 
+gang kom ind ad døren og kastede sig for hendes 
+fødder , og skarer af tanker krydsede hinanden ved 
+dette syn . Men en underlig , klagende lyd inde fra 
+
+cabinettet vækkede hende til bevidsthed om øjeblikket , 
+og hun ilede hen imod døren , hvorfra lyden kom . 
+Men her blev hun atter standset på dørtærsklen 
+ved det syn , der mødte hende . 
+Værelset var halvmørkt , da gardinerne vare 
+trukne for vinduet . I en lænestol sad grevinden 
+sammensunken , bestandig rokkende frem og tilbage 
+og med antoninsbilledet i hænderne , til hvilket hun 
+syntes at fremmumle uforståelige ord . 
+Det varede nogle øjeblikke , inden Anna kunne 
+ryste den uhyggelige magt af sig , som dette syn 
+udøvede over hende , men snart trængte kærligheden 
+til plejemoderen frem og brød alle skranker , og ! 
+Næste øjeblik lå Anna knælende foran den ulykkelige 
+og slyngede sine arme om hendes Hals . 
+„ Moder , moder ! “ udbrød hun , og det klang 
+så varmt af al den kærlighed , hun var opfyldt af , 
+„ her er jeg , din arme Anna ! mit liv kan jo nu kun 
+få betydning ved de lysglimt , jeg kan sprede på 
+din mørke vej ; slut mig i dine arme , moder ! 
+Jeg trænger til at føle kærlighed ! “ 
+Grevinden hævede langsomt hovedet ved de forsfe 
+toner af Annas stemme , og hun sad nogle øjeblikke 
+i en lyttende stilling . Sløvheden fortrængtes 
+mere og mere ; ligesom stjerneskud glimtede der igen 
+bevægelser hen over ansigtet , så man mærkede . , at 
+
+livskilden atter havde frit løb . Nu rejste hun sig 
+med et op af stolen og bredte armene ud imod 
+Anna , som hulkende kastede sig til hendes bryst , og 
+med en moders hele varme kærlighed omfavnede 
+hun hende . Da brast jisskorpen , og smerten fik 
+afløb i en tårestrøm , som for første gang brød 
+frem efter jammersbndskabet . Således hvilede de 
+nogle øjeblikke i hinandens arme , indtil Anna mærkede 
+en sammensynkende bevægelse hos plejemoderen , 
+og i næste øjeblik segnede denne afmægtig ned i 
+lænestolen . 
+Man havde set Anna køre igennem landsbyen , 
+og rygtet derom var snart nået til skolen , 
+så Jørgen Jensen og hans hustru begave sig straks 
+på vej til bøgevang , og de betrådte havesalen 
+netop i det øjeblik , Anna angst råbte om hjælp . 
+De ilede til cabinettet , og snart vare de alle tre 
+beskæftigede med at bære grevinden ind på sin 
+seng . Efter nogle angstfulde øjeblikkes venten åbnede 
+grevinden atter øjnene og vinkede ad Anna , 
+som stille satte sig ved siden af sengen . Plejemoderen 
+rakte efter hendes hånd , som hun trykkede 
+fast i sin , idet hun så på Anna med inderlig 
+kærlighed . Da lagde hun hovedet tilbage på puden 
+og sov for første gang i lang tid en tryg , 
+naturlig søvn . 
+
+Anna rejste sig , tog en af sine venner ved hver 
+hånd , og således gik de alle tre ind for de åbne 
+havedørc , hvor de så den dejligste solnedgang 
+udbrede sit trykkende skær over det fredelige landsfab . 
+Rolig , under milde tårer , fortalte Anna vennerne 
+med få ord , at Victor var dsd , og at hun 
+nu for fremtiden blev hos sin plejemoder . 
+Jørgen og Lene mærkede hendes forbehold i fortællingen , 
+og de spurgte ikke , men nøjedes med i 
+inderlig , deltagende kærlighed at slutte hende i deres 
+arme og at udtale , hvor taknemmelige de vare 
+over at forundes samlivet med hende , deres hjertes 
+barn . 
+Kort efter kom doktor Johnson kørende til 
+bøgevang . Han havde lige med posten fået brev 
+fra Martini , hvori denne meldte Annas nære ankomst 
+og tillige fortalte , hvad han vidste om de sidste sørgelige 
+tildragelser . Han trykkede Anna hjertelig i 
+hånden og meddelte hende , at han lige havde haft 
+brev fra Martini . Hun læste i hans ansigt , at 
+han havde modtaget efterretninger , hende angående , 
+og det var hende en lettelse , at hendes venner på 
+denne måde fik at vide om sagernes stilling , 
+uden at hun behøvede at udtale sig derom . 
+„ Ja , min kære Anna , “ udbrød doktor Johnson 
+efter at have været inde hos grevinden og set dennes 
+
+trygge søvn ; „ der følger velsignelse i deres fodspor ; 
+al min konst har intet kunnet virke ; men de 
+var mester for hjertecuren , som vi dog alle efterhånden 
+må bøje os for . Grevinden vil vel næppe 
+nogensinde vinde de tidligere kræfter tilbage ; men en 
+mild aften kan der dog nok med håb imødeses for 
+hende , og gud ske lov , at de nu kan blive hos 
+hende ; hun fortjener al den gjengjeld , de her kan 
+yde . “ 
+„ O tal ikke om gjengjeld , “ bad Anna , „ det er 
+så stor en nåde , at der er skænket mig noget at 
+leve for . “ 
+Grevinden vågnede og kaldte på Anna ; hun 
+kunne ikke have hende af syne . Anna måtte blive 
+siddende ved sengen og holde hendes hånd i sin . 
+Tårerne trillede ned ad grevindens kinder ; men 
+hun smilede gennem tårer , når hun så på 
+Anna . Da de om aftenen skulle skilles , og Anna 
+sagde godnat , knælede hun i det samme ned ved 
+sengen , og for første gang i sit liv bad grevinden 
+bønnen højt sammen med Anna , og hun så barnlig 
+glad ud , da denne sagde godnat og trykkede et 
+Kys på hendes læber . 
+Næste dag bragte en stor fremgang . Grevinden 
+lod sig lede ind i havesalen . Vejret var sommervarmt 
+og stille . Hun sad atter på den gamle plads 
+
+med Anna lige over for sig . De talte kun enkelte ord ; 
+men det milde solskin , der lyste ud af begges øjne , 
+havde en gensidig lægende kraft , så at hver for 
+sig følte kærlighedens lindrende balsam . 
+Da doktor Johnson senere på dagen kom 
+forat se til grevinden og ytrede ønsket om at være 
+noget ene med hende , benyttede han øjeblikket til så 
+skånsomt som muligt at meddele hende Annas sørgelige 
+skæbne . Det bevægede grevinden meget ; men 
+det vakte også med forøget styrke følelsen hos 
+hende af , hvad hun nu måtte være for Anna , og da 
+denne atter trådte ind i stuen , åbnede plejemoderen 
+sine arme imod hende og trykkede hende i sin 
+favn på en sådan måde , at der intet ord behøvedes , 
+forat Anna kunne forstå , hvilke meddelelser 
+doktor Johnson havde givet . 
+Dagene giede nu hen uden at bringe synderlig 
+forandring . Grevinden var så vel , at hun kunne 
+sidde oppe ; men afkræftet var og blev hun . Hendes 
+åndelige evner vare også på en måde svækkede , 
+idet så meget , hun før havde grebet med største livlighed , 
+nu lå hen uden værd for hende . Anna prøvede 
+på at forelæse hende af de store digteres værker , 
+som før havde bragt begejstringens glød på hendes 
+kinder ; men nu rystede hun kun på hovedet og 
+sagde : „ Det trætter mig , Anna ; disse er nu lukkede 
+
+bøger for mig . “ Når Anna derimod sang en psalme 
+eller læste et stykke af bibelen for hende , da lyttede 
+hun med barnlig enfoldighed dertil og smilede takkende 
+til hende . 
+Jørgen Jensen og Lene , hvem grevinden vel 
+altid havde viist velvilje for deres kærlighed til 
+Anna , men som dog hidtil havde stået i et formelt 
+forhold til hende , blev nu daglige og kære gæster 
+på bøgevang . Grevinden lyttede til Jørgens indenfor 
+christendommens grændser ofte åndfulde tale , 
+og hun optog med glæde hans forflag om visse 
+dage i ugen at holde bibellæsning for folkene på 
+gården . 
+De samledes nu alle i en stor sal , hvor grevinden 
+sad i sin lænestol med Anna ved siden og 
+gårdens tyende i en kreds omkring sig . Alle lyttede 
+de til Jørgens klare og hjertelige foredrag . 
+Derefter blev en psalme sunget , og før de stiltes , 
+bad de i forening . Mangt et lysglimt kom frem , 
+hvor alt før havde hvilet i en skummel dvale , ved 
+den varme , der udgik fra ånden i denne lille forsamling . 
+Grevinden nikkede mildt til alle , når de 
+skiltes , og hun så hver gang disse forsamlinger 
+imøde med mere og mere glæde . 
+Den virksomhed , som grevinden hidtil havde 
+bestridt ved styrelsen af godset , lagdes nu over på 
+
+Annas skuldre . For hende var det en stor trøst 
+af have denne beskæftigede , hvorved Jørgen og Lene 
+trofast ydede deres hjælp . Hun fik derved lejlighed 
+til af støtte mangen nødlidende og skaffe mangen 
+virksom tilstrækkeligt arbejde . Det var velgørende 
+for hende , af hendes tid således toges i beslag ; 
+men det kunne dog ikke bortvejre de trange timer , 
+der stadig vendte tilbage og bragte hende til af fælde 
+mange bitre tårer . 
+Hendes hjerte hang så varmt ved mindet om 
+Victor ; men med disse erindringer fulgte der altid 
+en kvælende uro . Tanken om det frygtelige brud 
+på hans skønne , strålende liv bragte stedse en 
+skærende mislyd til hende . Hun kunne aldrig komme 
+til rette med , af hans bane skulle være endt således . 
+Imellem glimtede underlige muligheder frem 
+hos hende , af det dog måske forholdt sig anderledes , 
+end hun i sine tanker havde formet sig det . Hun 
+havde selv udtalt ordet om hans død , Martini 
+havde ikke nævnt det ; men ved sin taushed bejaede 
+han jo hendes udtalelse , og hun skød atter disse forsængelige 
+håbglimt fra sig ; men så rullede også 
+et mørkt dække ned for hende , og hun blev kuet af 
+sorgen , indtil hun atter fik sig rejst ved bønnen . 
+Deri fandt hun stedse mere og mere styrke , og hun 
+havde nu det faste håb , af Vorherre ville lade 
+
+hende gå sejrrig ud af kampe « . Hun bad af hjertens 
+grund , af hun måtte nå målet sammen 
+med Victor , på hvad måde Herren så end i sin 
+biisdom ville lade dette ske . 
+Dage og måneder glcdc således hen for beboerne 
+af bøgevang . Anna var i stadig virksomhed 
+og fik altid mere magt over de mørke tanker ; 
+hun klyngede sig fastere og fastere til håbet om 
+gensynet med Victor hisset . Men hendes legeme 
+undgik ikke sporet af de stærke åndelige kampe , og 
+doktor Johnson rystede ængstlig på hovedet , når 
+Jørgen og Lene glædede sig ved imellem af opdage et 
+rødmende skær på Annas hidtil så blege kinder , 
+„ Den rødme huer mig ikke , “ sagde lægen ; „ og 
+læg mærke til øjnenes underlig forklarede glans , 
+som stadig følger rødmen ; men vi må se til 
+af holde hende i rolig virksomhed og dæmpe de 
+stærke sindsbevægelser ; så kan det onde , der nu 
+arbejder sig frem i hendes legeme , måsfee hæves 
+med årene . “ Men så rystede han dog atter betænkelig 
+på hovedet . Disse udtalelser af doktoren 
+vakte bekymring og ængstelse hos Annas venner . 
+Jørgen og Lene elskede hende så højt , at hun var 
+bleven som midtpunktet , hvorom alt drejede sig hos 
+dem . „ Hvor vil jorden dog se øde ud uden hende ! “ 
+
+sukkede de , og en hjertelig bøn for deres elskede barn 
+steg op til Herren . 
+Vinteren var alt stridt , og foråret med al dets 
+liflighed tittede ud af hver knop og spire i den 
+opvågnende natur . 
+Men alt som dagene blev længere og lysere , 
+blev grevinden svagere og svagere . Snart kom den 
+tid , da hun ikke mere kunne forlade lejet . Anna 
+var hjertelig bedrøvet ; hun havde altid elsket plejemoderen ; 
+dog , den glæde ved samlivet i troen , 
+som hun nu delte med hende , overgik jo langt al 
+tidligere ; men derved ville det også blive dobbelt 
+savn , når døden nu skulle stille dem ad . 
+Anna havde flyttet sin seng ind i plejemoderens 
+sovekammer for hvert øjeblik at kunne være 
+på rede hånd . 
+Hun havde en aften siddet længe og hørt på 
+grevinden , der ikke kunne blive træt af i sin erindring 
+at tilbagekalde scener fra sit lykkelige ægteskab 
+og fra Angelicas barndom . Mangt et billede 
+bragte lignende erindringer srcm hos Anna fra samlivet 
+med Victor , så det gentagne gange sittrede 
+smertelig igennem hende . Endelig bøjede hun sig 
+ned og bød godnat , idet grevinden trykkede et Kys 
+på hendes pande . 
+Anna lagde sig og græd stille , til hun sov ind ; 
+
+men længe havde hun ikke sovet , før hun for skræmt 
+i vejret , vækket ved klangen af den lille sølvklokke , 
+der stod ved grevindens seng . Hun ilede hurtig 
+hen til sengen , hvor grevinden kaldte med svag 
+stemme . Da Anna kærlig bøjede sig ned over 
+hende , bad hun : „ Anna , lad mig holde dig i hånden ; 
+jeg har det så underlig , men dog så godt . 
+Ja , Anna , “ udbrød hun efter en pause , „ nu kalder 
+Herren ! “ — det var de sidste ord , og hun lå 
+stille , som om hun sov ; men Anna for angst op , da 
+hun ikke mere hørte åndedrættet , og nu så hu « , 
+at døden alt havde sat sit mærke på de kære træk . 
+Nittende capifel . 
+De uhyggelige dage med forberedelserne til begravelsen 
+og med selve denne sørgefcst vare tilendebragte . 
+Anna 
+vågnede den næste morgen til al den 
+uhygge , som følger efter en begravelsesdag . Hun 
+gik om i stuerne , som om hun søgte efter den , hun 
+dog vidste , hun aldrig mere skulle træffe her på jorden . 
+
+hun satte sig ned og grundede over , hvor hun 
+nu skulle vende sig hen , og hvad hun skulle foretage 
+sig ; da hørte hun en vogn rulle over broen ind i 
+borggården , og kort efter trådte doktor Johnson 
+og herredsfogeden ind i stuen . Doktoren var af 
+grevinden udnævnt til executor i boet , og herredsfogeden 
+var der på embedsvegne . De havde alt 
+dagen efter grevindens død forseglet hendes gemmer , 
+og nu kom de for at åbne dem og undersøge 
+testamentet . Man vidste , at grevinden for nogle 
+år siden havde ordnet alt lovmæssig ; men ingen 
+kendte hendes bestemmelser . 
+Herrerne opholdt sig en stund i cabincttet for at 
+undersøge papirerne . Derpå kom de ind til Anna 
+og oplæste testamentet for hende . Det var skrevet 
+tre år før Angelicas giftermål . Denne var på 
+grund af den fødte ret universalarvingen ; det var 
+hende imidlertid pålagt at udrede en årlig livrente 
+til Anna . 
+„ Skulle Angelica være død før mig , “ skrev 
+grevinden videre i testamentet , „ så tilfalder hele 
+arven min anden datter Anna , da hverken min mand 
+eller jeg har nærmere slægt , og Anna så fuldt har 
+indtaget en datters plads i mit hjerte . “ 
+Disse kærlige ord bragte tårer i Annas øjne , 
+og hun erkendte med taknemmelighed den store betydning , 
+
+det havde at komme i besiddelse af så megen 
+rigdom . Nu kunne hun uhindret fortsætte sin tidligere 
+virksomhed og være til gavn og glæde for 
+de mange , der trængte til hendes hjælp . Hun følte 
+som sagt taknemmelighed derover ; men den glæde , 
+det ville have forårsaget hende , hvis hun var kommen 
+i besiddelse af disse herligheder , medens hun 
+endnu var sammen med Victor , kunne hun ikke mere 
+søle . For hendes eget vedkommende havde rigdommen 
+ingen betydning ; om hun skulle ende sit liv i 
+en hytte eller i et slot , var hende ganske ligegyldigt . 
+Anna 
+sølle trykket af ensomheden midt i al 
+rigdommen . Hun ønskede , at Jørgen og Lene ville 
+flytte op på gården til hende ; men de bad hende 
+opgive dette ønske . De vare vante til det tarvelige 
+liv i den lille skolebygning , så de ville aldrig blive 
+hjemme i de store sale , hvorimod de med glæde 
+daglig ville besøge hende . 
+Og således blev det . Hver eftermiddag få 
+man de gamle ægtefolk vandre ud af landsbyen og 
+op på gården . Som oftest mødte Anna dem på 
+halvvejen , ledsaget af sin trofast . På denne måde 
+gled tiden stille og ensformig hen for Anna og 
+hendes venner . 
+En sag lå Anna meget på hjerte ; det var 
+
+den måde , hvorpå sjælesørgerens plads var udfyldt 
+for hende og hendes undergivne . Den gamle 
+præst var , som tidligere fortalt , en jevn og godhjertet 
+mand , men med blikket alt for lidt åbnet for , 
+hvad der hører åndens rige til , så det var umuligt , 
+at han kunne sprede lys for andre . Anna talte 
+ofte med sine venner herom . Jørgen og Lene sukkede 
+også ved det mørke , der hvilede over det mesfe 
+af sognet ; noget lys havde Jørgen vel tændt ved 
+sine bibellæsninger ; men han kunne jo i sin begrænsede 
+stilling ikke udøve den virksomhed , som fulgte 
+med præstens kald . 
+Anna bestemte sig endelig til at gå lige til den 
+gamle præst og tale med ham selv om sagen . Som 
+tænkt , så gjort . En søndag , da tjenesten havde 
+været mere fløv og trættende end nogensinde , bad 
+hun præsten om tilladelse til at følge med ham hjem . 
+De gik tavse ved hinandens side over kirkegården 
+og igennem den lille låge ind i præstegårdshaven . 
+Den så forsømt og trist ud . Præsten var enkemand 
+og barnløs , og man følte det uhyggelige ved 
+ensomheden både i have og hus . Anna begyndte 
+med at tale om denne ensomhed og om , hvor den 
+dog nu i hans høje alder måtte være trykkende for 
+ham . Hun spurgte , om han aldrig tænkte på at 
+udfylde den . 
+
+„ Udfylde den ! ja hvorledes mener de det ? “ 
+Spurgte den gamle vemodig . 
+„ Jeg mener , at de kunne få en ung , gift 
+medhjælper og derved skaffe liv i deres øde hus 
+og “ — her tog Anna sig sammen ; al den varme , 
+hun i øjeblikket følte , tonede i hendes stemme , idet 
+hun tilføjede , — „ Liv i deres menighed . Tilgiv 
+mig , “ bad hun , idet hun med inderlighed greb den 
+gamles hånd , „ De kender mig jo fra min barndom 
+og har altid været så god imod mig ; hør nu 
+med tålmod på mig , og bliv ikke vred for , hvad 
+jeg siger , da jeg er overbevist om , at det er af sandheden , 
+jeg taler . 
+Vi trænge alle til en yngre , kraftig mands 
+virksomhed ; lad os hjælpes ad at søge en , der kan 
+udfylde pladsen , og de skal se , hvor velsignelsesrigt 
+det vil blive for dem selv og os alle . Jeg kan jo 
+godt tænke mig , at det i øjeblikket kan synes , som 
+om man forlangte et stort offer , ved af fordre , af 
+de skulle opgive deres vante virksomhed ; men tro 
+mig , i virkeligheden vil det kun blive dem en lettelse . 
+De er et alt for ædelt og naturligt menneske , 
+til af det ikke skulle trykke dem af se , hvor lidt liv 
+her er i menigheden . Hjælp nu til , af der kan 
+komme mere ved en yngre medhjælpers friske kræfter . 
+
+og hvilken glæde vil de da ikke fsle , når de seer , 
+— jeg tør nok sige de snare — frugter deraf ! “ 
+Anna var stærkt beåndet ; i forening med inderligheden 
+var der ved overbevisningen om , af det 
+var sandhed , hun talte , en myndighed i hendes 
+stemme , der gjorde et stærkt indtryk på den blide , 
+gamle mand . 
+Han sad længe sammenbøjet med nedslagne øjne 
+og foldede hænder ; men da han atter hævede øjnene , 
+læste Anna med glæde og taknemmelighed deri , af 
+han gav efter for hendes opfordring . Han bad 
+hende være ham behjælpelig med af finde en mand , 
+der kunne være posten voksen . 
+Anna bøjede sig for den gamle og kyssede hans 
+hånd , idet tårerne kom hende i øjnene . 
+Hun ilede til sine venner i skolen og meddelte 
+dem det glædelige udfald af hendes samtale 
+med præsten . 
+Jørgen kendte en yngre mand , som havde 
+været Capellan hos en nylig afdød præst og derfor 
+nu var uden virksomhed . Han påtog sig 
+at indlede sagen , og snart fik han et møde i stand 
+hos den gamle præst , hvor alt blev afgjort til begge 
+parters tilfredshed . 
+Den unge præst drog kort efter ind i præstegården 
+med sin hustru . 
+
+det varede ikke længe , før man få glæde på 
+den gamle mands ansigt , og inden kort tid så 
+man også det ene lys efter det andet tændes omkring 
+i menigheden . Jørgen havde jo alt løsnet jordskorpen , 
+så nu , da sædemanden kastede kornet ud , 
+saldt det mangt et sted i en godt forberedt jordbund . 
+Fornøjeligt var det at se , hvor livlig man 
+nu mødtes i kirken , og hvor alt var latter liv og 
+øre nnder prædikenen i stedet for de sløve ansigter , 
+man hidtil havde set . Anna trak ikke mere gardinerne 
+for sig i herskabsstolen ; hendes gudstjeneste 
+bestod nu ikke i at synke ned i sine egne tanker ; hun 
+så alle de levende ansigter og tog selv varmt del 
+i livet . 
+Denne forandring havde ret lettet hendes sind , 
+og man så nu som oftest et roligt , blidt udtryk i 
+hendes ansigt , når hun vandrede hen ad vejen 
+fra bøgevang til landsbyen med en kurv , hvori 
+hun havde mad og lægemidler til sine syge . 
+Trofast var hendes stadige følgesvend ; den så nu 
+prægtig ud , den gode pleje havde gjort den svær og 
+stærk , og det var et fornøjeligt syn , når den ved 
+sine lette Spring viste Anna sin glæde ved at være 
+i hendes nærhed . Vandringen sluttedes altid med 
+at se ind i skolen , hvor Lenes stedse milde , nu 
+ældede ansigt nikkede gennem ruden ud til hende . 
+
+ofte gik Anna hånd i hånd med Lene over i 
+præstegården for at afhandle et eller andet anliggende 
+med den unge præst og hans hustru , som nu 
+begge toge varm del i hendes virksomhed . Tidt 
+endtes besøget med en indbydelse til den gamle 
+præst og de to par ægtefolk til at følge med op 
+på gården . 
+Når Jørgen og Lene således sagde sammen i 
+cabinettet hos Anna og vennerne med det skønne 
+antoniusbillcde for øje , og de da så fra dette hen 
+på Anna , som nu så slående lignede deres kære , 
+altid savnede veninde , Maria , da var det dem undertiden , 
+som om de atter sagde i præstegården på vestkysten , 
+og udtrykket i antoniusbilledets øjne syntes 
+at udtale de længsler , der i sådanne øjeblikke kom 
+op i dem . 
+Tyvende capilel . 
+Martini havde alt længe levet i sin vante virksomhed 
+i rom . Han arbejdede som sædvanlig flittig , 
+og hans billeder kunne endnu altid glæde beskueren 
+ved den inderlighed og sandhed , der fandtes 
+
+i dem ; men hvad der tidligere havde gjort dem så 
+dragende , havde været det barnlig glade lune , hvormed 
+folkelivet var opfattet . Dette var en ejendommelighed , 
+der tilhørte hans oprindelige natur , og som 
+derfra fik sit udtryk i billederne ; men deraf fandtes 
+nu kun flygtige glimt . Billederne vare jo kun 
+en refleks af hans indre væsen , og dette var så 
+såre formørket ved tabet af Victor . Martini kunne 
+ikke få magt med den selvbeskyldning , at han var 
+årsag i , at Victor havde kastet sig i floden , og 
+grænseløst uhyggeligt var det for ham , at man ikke 
+engang havde fundet hans lig . 
+Martini var straks morgenen efter , at ulykken var 
+sket , sejlet langs ned ad floden lige til dens udløb 
+i havet ; men al søgen var forgæves . Det pludselig 
+indtrufne varme vejr i forening med nogle 
+dages regn havde hurtig fået sneen til at smelte 
+oppe i bjergene , og den derfra tilstrømmende vandmasse 
+havde forvandlet den ellers rolig løbende flod 
+til en rivende strøm ; formodentlig havde denne 
+hurtig ført Victors lig ud i havet , hvis bølger 
+da havde flugt det . 
+Det var alt det andet år efter den sørgelige 
+begivenhed . Foråret stod i sin fulde pragt , og 
+konstnerne begyndte af gøre småndflugter til bjergene . 
+Men efterhånden , som de vendte tilbage til 
+
+rom , kom underlige rygter mere og mere i omløb 
+i konstnerverdenen , rygter , som satte Martini i stærk 
+bevægelse . De gik ikke ud på mindre , end af Victor 
+endnu var i live , og det enten som munk eller 
+eremit ude i sabinerbjergene ; men hvorfra disse 
+rygter havde deres udspring , kunne man ikke forfølge . 
+Alle havde hørt dem på tredje , fjerde håndmen 
+her var jo grund nok til af bringe Victors 
+gamle ven til eftertanke om , hvad spor han dog 
+fluide følge for at få nogen klarhed i dette Chaos 
+af rygter , som i de sidste dage , og det i stadig 
+tiltagen , vare løbne fra mund til mund . Victor 
+havde været personlig så afholdt og så anset som 
+konstner , af alle , med hvem han havde stået i berøring , 
+med begærlighed greb den mulighed , af han 
+endnu kunne være i live . Håbet glimtede som stjerneskud 
+for Martini ; han fængsledes af det , men ængstede 
+sig for af begynde af røre derved , da det så 
+måske kunne vise sig som lutter tomhed ; men en 
+uventet hjælp sendtes ham i denne nød og bragte 
+ham til straks med Iver at forfølge sporet . 
+Han sad en morgen under pergolaen i 
+nuovos have , hvor han som sædvanlig drak sin 
+morgenkaffe . Han var hensunken i grublerier , 
+men vækkedes ved , at en hånd lagde sig på hans 
+skulder . Han seer op og genkender den franste 
+
+konstner , monsieur Gaspard , der efter et toårigt 
+ophold i Paris lige er vendt tilbage til rom . De 
+hilste med levende interesse på hinanden . Martini 
+havde altid holdt af den muntre konstner , og snart 
+sade de i fortrolig samtale , som mest bestod i gensidig 
+meddelelse om fælles bekendte . 
+„ Men tænk engang , monsieur Martini , hvem 
+jeg med overraskelse traf i Paris ! ja de vil næppe 
+kunne gætte det . Som jeg en dag går op langs 
+ad boulevarden og morer mig med at se på de 
+smukke equipager , fængsles mine øjne af en overordenlig 
+fljsn dame , der ligger magelig henstrakt i et elegant 
+køretøj . Idet vognen kommer tæt forbi , seer damen 
+mig med et skælmsk smil ind i ansigtet og 
+nikker ganske bekendt til mig . Jeg vil lige nærme 
+mig vognen ; men i samme nu bliver trængslen af 
+fodgængere så tæt , at jeg standses nogle øjeblikke , 
+og da jeg atter kan komme frem , er vognen af 
+syne . 
+„ „ Men , monsieurgaspard , “ “ udbrød en bekendt 
+af mig , der også var bleven standset i trængslen , 
+„ „ De kender denne skønne dame ? det var en meget 
+intim hilsen . “ “ 
+„ „ Ja jeg må jo kende hende , “ “ svarede jeg ; „ „ men 
+i øjeblikket er det mig ikke muligt at orientere mig 
+med hensyn til , hvor jeg har set hende før , og dog 
+
+fluide man tro , det var umuligt at glemme en så 
+glimrende skønhed . “ “ 
+„ „ De har vist set hende i rom ; hun skal være 
+italienerinde ; man siger , hun er kommen her til Paris 
+som model ; men nu lever hun jo i herlighed , da 
+hun er den riGe hertuG af G . s veninde . “ “ 
+„ „ Ak , annarella ! “ “ udbrød jeg , „ „ ja rigtig , nu 
+har jeg det , det er lu bøuazm æi Capri . “ “ 
+Husker de , monsieur Martini , “ fortsatte Gaspard , 
+„ den aften på Capri , da hun kom dansende 
+derude i måneskinnet ? det var et guddommeligt syn 
+at se hende og signor Vittorio danse sammen , 
+lige unge , lige skønne og lige forelskede . 
+— men hvor går det monsieur Bergmann ? 
+Jeg har endnu næsten ikke set nogen af mine venner ; 
+ham længes jeg efter , den prægtige , lystige fyr . “ 
+„ Så de har ikke hørt om hans jammerlige 
+endeligt ? “ udbrød Martini , „ han har rimeligvis 
+fundet sin død i Tiberen . “ 
+„ Er det muligt ! “ udråbte franflmandcn forfærdet 
+ved denne hjobspost , „ når er den ulykke dog 
+sket ? “ 
+„ Det er lige i disse dage to år siden , “ svarede 
+Martini . 
+Gaspard rejste sig hurtig op i stærk bevægelse 
+og holdt hånden noget for øjnene ; da udbrød han : 
+
+„ Nu har jeg det , som jeg forgæves har grundet på 
+i to år ! Hvor underligt , at tanketrådene således 
+efter to Års forløb i et nu atter kunne knytte sig ! — 
+de siger , at det er lige to år siden , — var det på 
+en måneklar aften i April ? “ 
+„ Ja visselig var det så , “ svarede Martini i 
+forbavselse over dette spørgsmål ; „ han lå syg i 
+min bolig , hvorfra han i en feberfantasi flygtede 
+bort ; jeg forfulgte ham i det klare måneskin lige 
+til Tiberen ; da kom en nigjennemtrængelig mørk sky 
+og indhyllede alt i et tåget slør i det øjeblik , 
+han styrtede sig i floden . “ 
+„ Men hør nu , hvad jeg oplevede den aften , “ 
+Sagde Gaspard , „ jeg skulle lige rejse med diligencen 
+til Florents for at vende hjem til Paris . Jeg havde 
+sendt mit tøj forud og gik ene langs ripettaen , 
+nydende i fulde drag det sidste øjeblik i rom , hvor 
+alt i det klare måneskin så dejligere ud end nogensinde . 
+Ved den store trappe , der fører ned til Tiberen , 
+standsede jeg og glædede mig ved at se månen 
+spille på den brusende , med hvert øjeblik højere 
+svulmende flod . Da kommer den tætte sky for 
+månen ; jeg står netop og beundrer den prægtige 
+virkning , da skyen glider forbi , idet de klare stråler 
+belyse dens kanter . Jeg vender blikket nedad 
+mod vandet for atter at se lyset der ; da fængsles 
+
+mit øje af en mørk genstand , der synes at arbejde 
+sig frem i floden ; jeg løber nogle trin nedad og 
+seer nu , at det er et menneske der drives frem af 
+den rivende strøm , idet han holder sig oppe ved 
+svømning . Lige da jeg nærmer mig , styller floden 
+ham op på trinet foran mine fødder . Jeg bøjer 
+mig ned og rejser ham op ; da seer jeg et dejlig 
+formet , men meget udmagret ansigt , hvor ud af et parvilde 
+øjne stirre ind i mine . Ansigtet syntes mig 
+bekendt ; men det var så udtæret og fordrejet , at 
+jeg ikke kunne få rede på , hvor jeg havde set 
+det før . 
+Han stod et øjeblik stille og stirrede på mig ; 
+da udråbte han med en underlig skærende stemme : 
+„ „ Set . Bcnedictus og Antonius ! I have båret 
+mig på vandet og have frelst mig fra dæmonerne , 
+der forfulgte mig til det ! hjælp mig nu også bort 
+fra denne ! “ “ 
+Øg i samme nu satte han i voldsomt løb ned ad 
+det lille stræde ved kirken set . Rocco . Kirken og 
+husene kastede en mørk skygge over gaden , så jeg 
+tabte ham straks af syne . Instinktmæssig ville jeg 
+forfølge ham ; men da huskede jeg på diligencen ; 
+tiden var yderlig , jeg måtte stynde mig derhen , og 
+jeg nåde den også først i det øjeblik , den lige 
+skulle til at afgå . 
+
+på hele rejsen stod dette frygtelige ansigt før 
+mig ; men uagtet jeg pinte mig for at finde ud af , 
+hvorfra jeg kendte det , blev det mig dog lige gådefuldt . 
+Selv midt i tummelen i Paris dukkede det 
+ofte op i min erindring ; men stadig grublede jeg 
+forgæves over , hvem det tilhørte , — indtil i dette 
+øjeblik , — nu har jeg det : Bergmann har det været 
+og ingen anden . Hans skønne træk stå nu tydelig 
+for mig midt i al fordrejelsen . “ 
+Martini sad åndeløs med stirrende øjne og 
+lyttede til fortællingen ; men ved dens slutning 
+sprang han jublende op og omfavnede monsieur 
+Gaspard . 
+De to venner lagde nu straks planen om , hvad 
+veje de skulle slå ind på for at finde Victors 
+spor . 
+De bestemte sig til endnu samme eftermiddag at 
+tage med vetturinen til tivoli , og derfra næste morgen 
+at gå tilfods fra landsby til landsby . De 
+vare begge så bekendte med befolkningen derude , at 
+de sikkert håbede at finde Victor , nu da de havde 
+vished om , at han ej var druknet ; men en vis gru 
+havde de for , hvorledes de ville finde ham . Det 
+måtte jo være en fortvivlet tilstand , der i så lang 
+tid kunne holde ham borte fra hans kæreste venner . 
+Straks ved ankomsten til tivoli begyndte de 
+
+deres efterforskninger ; men ikke mindste spor fandtes . 
+Næste morgen begave de sig på vejen til 
+vicovaro . Her traf de en hyrde , som de kom i 
+samtale med . De udspurgte ham , om der ingen 
+fremmede opholdt sig i byen eller i omegnen . 
+„ Nej , signori , “ svarede hyrden , „ jeg ved af 
+ingen af sige . Tilmed siger vor præst om os vicovaroere , 
+af vi er ngjæstfrie ; ja han fortalte endog 
+i den sidste prædiken , af vore forfædre havde forjaget 
+set . Benedictus selv , der ville fæste Bo som eremit 
+i en klippehule tæt her udenfor byen . “ 
+Vennerne fik lyst til af se denne hnle . Den 
+var næsten utilgængelig , så stejl var vejen derop , 
+og selve hulen var helt sammengroet af tætte slyngplanter . 
+„ Hu 
+ha ! “ udbrød franskmanden , „ her er jo ikke 
+til af trænge igennem ; ja det må rigtignok være 
+århundreder siden , af nogen har kunnet tænke på 
+af bo her . “ 
+„ Ih nej da ! “ svarede hyrden , „ det er såmænd 
+ikke mere end et par år siden , af en anden hellig 
+mand tilbragte nogle dage og nætter derinde . 
+Folket begyndte alt af trænge sig om ham , da man 
+troede , han kunne gøre underværker ; men han havde 
+ingen tilladelse fra bisfoppen til af være eremit , 
+så præsterne gave ham ikke lov at blive her . Helt 
+
+underlig teede han sig rigtignok ; men det var sagtens , 
+fordi han stadig havde besøg af de store helgene . 
+Han talte med set . Benedictus og set anfonius , 
+som jeg nu taler med signorerne her . “ 
+„ Men ved du da ikke , hvor han tog hen ? “ 
+Spurgte Martini ivrig , da han nok anede , at der her 
+måtte være tale om Victor . 
+„ Nej ! en morgen , da vi kom her til hulen , 
+var han sporløst forsvunden . Nogle af folkene her 
+oppe fra byen mene rigtignok at have mødt ham på 
+vejen til set . Benedictus ' kloster ved subiaco . — 
+men hej ! min fårcflok ! den er dreven langt 
+bort ! Set . Anfonius ! hvor finder jeg dog den igen ! “ 
+Hyrden rakte hurtig hånden ud imod Martini , 
+der tilkastede ham et pengestykke , som han behændig 
+greb , og med et par Spring var han ude af syne . 
+Man begav sig nu , efter at have hvilet en stund , 
+videre på vejen til subiaco for inden solnedgang 
+at nå set . Benedictus ' kloster . 
+Den skønne , alvorsfulde egn ved anioflodens 
+bredder passede godt sammen med den ' stemning , 
+hvori vennerne befandt sig . De høje , mørke klipper , 
+der vare bedækkede med den yppige , sydlandske vegetation , 
+lignede jo deres sorg , som håbet nu var 
+ved af overklædc . 
+Ved solnedgang nåde de subiaco , og det 
+
+mørknedes alt , da de gik igennem Alleen af de gamle , 
+ludende steenege , om hvilke sagnet fortæller , af de 
+have stået ranke , indtil set . Benedictus viste sig ; 
+da bøjede de sig i admyghed for hans hellige person 
+og vedbleve til minde om , af han havde vandret 
+under deres kroner , af stå i den bøjede stilling . 
+Klokkerne ringede til ave Maria . Alle munkene 
+vare til bøn i kirken . Martini gik med sin 
+ledsager derind , ventende af opdage Victor i munkesfaren ; 
+men alle ansigterne vare ham ganske fremmede . 
+Efter endt gudstjeneste gik de op i klosteret 
+og lade sig melde hos prioren . Martini forebragte 
+deres ærinde ; men prioren vidste af intet af sige . 
+Da Martini imidlertid fortalte , hvad hyrden i vicovaro 
+havde meddelt , lysnede det noget op for den 
+gamle munk , og han erindrede sig nu , af der en 
+sildig aften for omtrent to år siden var bleven 
+ringet heftig på klosterporten , og man havde derudenfor 
+fundet et vistnok vanvittigt menneske , der 
+havde talt italiensk og et ganske nforståeligt sprog 
+imellem hinanden . Man forstod kun , at han ofte 
+nævnede set . Benedictus ' og sct . Antonius ' navne . 
+Han var bleven natten over i klosteret ; men da 
+han endelig næste nat ville sove i sct . Benedictus ' 
+hellige grotte , hvilket aldrig kunne tillades nogen , 
+forlod han iilfærdig klosteret og blev ikke mere set 
+
+der på egnen . Rygtet sagde imidlertid , at en sådan 
+person i længere tid havde ligget syg hos eremiten 
+ved set . Annatolias Capel ved gerano ; men 
+prioren vidste ikke noget bestemt herom . 
+Der var dog altså igen et spor af Victor , 
+og vennerne toge næste morgen med fornyet håb 
+afsted til gerano . Efter en besværlig bjergvandring , 
+men igennem dejlige egne , nåde de sent på eftermiddagen 
+op til den lille by . Her gik de ind til 
+notaren , signor Thomaso , hos hvem de begge havde 
+boet i længere tid , og blev hjertelig modtagne af 
+den gamle mand . Han fik straks meddelelse om 
+sagen , og nu viste det sig , at de vare ved målet . 
+„ For omtrent to år siden , “ fortalte notaren , 
+„ var der en dag fundet en ung mand udenfor eremithytten . 
+Den gamle Broder gastano havde taget 
+sig af ham og bragt ham ind på sit leje , hvor han 
+med utrættelig omsorg plejede ham . Det var en 
+heftig feber med bestandige vildelser , hvori han talte 
+flere sprog imellem hinanden . Han troede sig forfulgf 
+af dæmoner ; men han så set . Antonius og 
+set . Benedictus kæmpe for sig . Lidt efter lidt sagtnedes 
+feberen ; men alt som han kom til kræfter , 
+blev han mere og mere ordknap , og da han rejste sig 
+fra lejet , var han fuldkommen stum . Ingen lyd 
+kom mere over hans læber , undtagen når solen 
+
+ved sin nedgang kastede de sidste stråler ind i hytten . 
+Da kunne han med et , ligesom han sad ganske 
+stille , give et skærende skrig og derefter en uhyggelig , 
+skoggrende latter ; men da kom der som oftest konvulsiviske 
+trækninger over ham , som dog kun varede 
+nogle øjeblikke . Snart sad han atter så stille , at 
+man ikke skulle tro , der rørte sig mindste liv i 
+ham . 
+Den lange sygepleje med den megen nattevågen 
+havde imidlertid angrebet den gamle Broder 
+gastano så stærkt , at han snart ej mere 
+kunne forlade lejet , og den samme feber , som den 
+unge mand havde haft , indfandt sig nu også hos 
+ham . Plejen blev gjengjeldt i fuldeste mål af den 
+unge ; men intet ord kom over hans læber . Uagtet 
+den gamle bad og tryglede , blev det dog ved et kærligt 
+blik og en kærlig håndsrækning ; men stemmen 
+var og blev borte . Endelig bukkede den gamle 
+under for den strenge feber . 
+Under gaotanos sygdom havde hans gæst 
+holdt lamperne vedlige i capellet og nøjagtig ringet 
+med klokken , før messen skulle holdes . Han er vedbleven 
+med dette efter den gamles død , og vor præst 
+nænner derfor ikke at jage ham bort ; han vil , når 
+biskoppen gør besøg her til sommer , udbede tilladelse 
+for ham , til at han kan blive ved capellet ; 
+
+men efter hvad jeg har hørt af dem , signori , så 
+er det vistnok deres unge ven , og denne opdagelse 
+må jo gøre en forandring i hans stilling . Jeg 
+har ofte iagttaget ham , når han kommer her indenfor 
+med sin kurv for at tigge nogle levnetsmidler , 
+og jeg er kommen til den slutning , at han sikkert er 
+sindssyg . Men kom nu og følg mig ; så kan de 
+selv se ham . “ 
+Solen var alt nede , da de standsede udenfor 
+eremithyttens dør , der stod på klem . Martini , 
+som var i stærk bevægelse , rev hurtig døren op , og 
+der sad hans elsfede Victor lige for ham . 
+Uagtet han var udmagret og ligbleg , så Martini 
+dog det kære , kære ansigt . Victor så ikke 
+op . Han sad sammensunken med armene tæt knugede 
+ind mod brystet og hovedet mat hvilende ned 
+på dem . Martini stod et øjeblik fortabt i beskuelsen 
+af sin indling , da breder han armene ud og 
+kalder : „ Victor , min elskede Victor ! “ Victor seer først 
+lige ud med et støbt blik ; men i næste øjeblik springer 
+han op og farer lige hen imod Martini . Denne 
+udråber : „ Men Victor , kender du mig da ikke ! “ 
+Da står Victor et øjeblik ubevægelig ; munkehætten 
+er gledet tilbage , og hans lange , mørke hår 
+hænger i uredte lokker ned over nakken . Han seerrædsælsfuld 
+skøn ud , som han står der foran dem 
+
+med sin høje , ranke skikkelse og det ædle , udmagrede 
+ansigt ; men hvad der gør denne skønne skikkelse 
+så rædselsfuld , er de af vanviddets ild lysende 
+ojne . Man seer , at der i dette sjeblik kæmpes 
+voldsomt i ham ; men på engang støder han , idethan 
+giver et vildt skrig , til Martini , så denne tumler 
+hen til den modsatte side af hytten , og i samme 
+nu er han i et sæt ude af døren . 
+I det første sjeblik stod de alle som lammede 
+af rædsel ; da ilede de hurtig efter ham . Men 
+han var ikke mere af se ; han var alt nede af 
+skråningen og inde i skoven . Man fulgte stien 
+et stykke , men uden mindste spor . Da blev det 
+nat , og man var nødt til af vende tilbage til 
+byen , håbende næste morgen af træffe ham i hytten 
+i en roligere stemning . 
+Såsnart det atter dagedes , vare vennerne ved 
+eremitboligen ; men døren stod åben , som da de 
+havde forladt den , og intet tydede på , af nogen 
+havde betrådt hytten siden . Man søgte rundt i 
+omegnen ; men alt var forgæves . Da man atter 
+samledes hos notaren , bad denne , af man ville standse 
+undersøgelserne for en tid . Det var jo åbenbart , 
+af det stille vanvid ved det pludselige syn af vennerne 
+var opflammct til vildt raseri . Mærkede den 
+ulykkelige , af han blev eftersporet , kunne det let have 
+
+de sørgeligste følger . Hans råd var det derfor , af 
+de to venner droge tilbage til rom . Victor ville 
+jo nok snart indfinde sig igen , og notaren lovede da 
+af have et vågent øje med ham og straks sende 
+Martini bud , når han havde fundet hans spor . 
+Stærkt rystede vendte de to venner tilbage fil 
+rom ; men da den første forfærdelse ved synet af 
+Victor var overvundet , trøstede de sig med , at han 
+dog levede . 
+Martini talte med en læge , som beskæftigede 
+sig med sindssyge ; han mente , det berettigede fil at 
+håbe på helbredelse , at det stille vanvid var brudt 
+ud i raseri , da dette langt oftere helbredcdes end 
+den uforandrede , stille grublen . 
+Enogtyvende capitel . 
+Da Martini atter havde fået sit sind nogenlunde 
+i ligevægt , skrev han fil doktor Johnson og 
+fortalte ham hele sagen indtil dens mindste details . 
+Dette brev modtog doktor Johnson en eftermiddag , 
+da han var kommen træt hjem fra en lang 
+
+række sygebesøg og nu sad efter endt middagsmåltid 
+og røg sin pibe ; andet selskab fandtes ikke 
+i det , han kaldte sit hjem . Han blæste en røgfly 
+i vejret og fulgte den med øjnene , idet hans tanker 
+svævede vide om . Det var så sjældent , at han 
+havde tid fil at tænke over sin egen stilling ; derfor 
+var også hans liv gået så underlig hen , at 
+han egentlig først i dette øjeblik følte uhyggen af at 
+være en gammel , ensom pebersvend . Han sukkede 
+uvilkårlig ved i fantasien at udmale sig , hvor langt 
+anderledes hans hjem ville have set ud , når der 
+nu havde siddet en hyggelig gammel kvinde ved hans 
+side , og huset havde genlydt af glæden fra børn 
+og børnebørn . 
+„ Men jeg sidder og fantaserer ; hvor finder man 
+vel den varige glæde ? “ sagde han trøstende til sig 
+selv , „ se nu den stakkels , fortræffelige Anna , der 
+endnu ikke er langt over de tyve år ; hvor ville 
+hun ikke været lykkelig , havde hendes Victor levet , og 
+hun kunne have delt alle sine herligheder med ham , 
+og hvad har hun nu andet end en barmhjertig søsters 
+lod . Ja hun har jo vistnok tilfredsstillelse af 
+sin opoffrcnde virksomhed ; men glæden har for 
+hende som for de fleste ikke varet længere end denne 
+røgsky her . “ 
+Doktor Johnson afbrødes i disse mørke tanker 
+
+ved en banken på døren , og postbudet bragte ham 
+Martinis brev . Efter at han havde læst brevet , 
+blev han længe siddende , snart med hånden for 
+øjnene , snart gnidende panden . Han lod straks 
+spænde for og kørte lige ud til bøgevang . 
+Skoven stod netop i sin lysegrønne majdragt ; 
+havet lå med et par enkelte sejlere stille og spejlklart 
+bag de højstammede træer ; skovbunden duftede 
+af violer og skovmærker ; fra Chor af fuglestruber 
+tonede glade sange . Alt var så lyst og 
+fredeligt ; men hvilken modsætning til den rædselsfulde 
+scene , Martini beskrev ved mødet med Victor ! 
+„ Men Victor lever dog ! “ udbryder docforen i 
+sine egne tanker , „ og hvor der er liv , er der håb ; 
+ja efter hvad jeg kan få ud af denne beretning , 
+så er her megen grund til håb . Får victoranna 
+at se igen , da tror jeg , han er helbredet i 
+samme Nn . “ Han tager atter Martinis brev frem , 
+og han bestyrkes derved end mere i sin mening . 
+Med det åbne brev i hånden begynder han at 
+fantasere over , hvorledes livet ville blive på bøgevang , 
+hvis Victor snart drog sund og glad derind , 
+således som han engang før havde set ham der . 
+Og Johnson tænkte på al den lyksalighed , som denne 
+gjensorcning ville bringe med sig ; begge vare de 
+jo lige elskelige mennesker . 
+
+ved disse tanker kom docforen mere og mere 
+ind i den glade stemning , der afspejlede sig i naturen 
+omkring ham , så da han gik op ad havetrappen 
+på bøgevang og uden at tænke derpå 
+endnu holdt Martinis åbne brev i hånden , så 
+han så inderlig fornøjet ud . 
+Anna havde sine venner fra landsbyen hos sig . 
+De vare lige ståedc op fra bordet og gåde ind i 
+havesalen , hvor den hele gruppe stod med Anna i 
+midten for de åbne døre , idet doktoren viste sig . 
+„ Vor kære doktor seer så glad ud i dag , “ 
+Siger Anna , idet hun hjertelig rækker ham hånden . 
+„ Jeg har også set lyse billeder , “ svarede doktoren 
+som en drømmende . 
+„ Ja dejligt er jo alt , hvad øjet møder , “ sagde 
+Anna , idet hun pegede ud over landsfabet . 
+„ Mine tanker vare opfyldte af det gjcnopvaktc 
+liv ; give gud , det må blive så fredeligt og skønt 
+som det landflab , der her ligger udbredt for os . “ 
+Idet doktoren sagde dette , fik hans stemme en 
+underlig bevæget klang , og alles øjne fæstede sig 
+spørgende på ham . Anna seer i det samme det 
+åbne brev , doktoren holder i hånden , og genkender 
+straks Martinis håndskriff . Hendes ansigt 
+oplives af en pludselig rødme , og hendes øjne 
+stråle så underligt . Det giver som et ryk i doktoren , 
+
+da han seer denne veksle » på hendes ansigt , 
+og han føler , men desværre for sildig , hvor ubesindig 
+han har været ved ikke at have gemt brevet . 
+„ Mine venner , “ udbryder Anna stærkt beåndet , 
+„ en tanke har altid , lige siden jeg forlod Victor , 
+ligget dybt på bunden af min sjæl ; nætter som 
+dage har jeg grundet over den , og denne tanke var : 
+mon Victor dog ikke lever ? — men i dette nu flyder 
+den op som et mægtigt træ , og i dets krone 
+juble tusinder af sangfugle ; ja alle juble de : Victor 
+lever ; Victor lever ! — o , kæreste doktor , sig 
+det , o sig kun disse to ord : han lever ! “ 
+„ Ja han lever , “ svarede doktor Johnson stærkt 
+bevæget . 
+„ Han lever , Victor lever ! “ jublede Anna , „ o du 
+himmelske skaber , du være takket og priset ! “ og hun 
+kastede sig på knæ og strakte armene op mod himlen . 
+„ O herre , “ bad hun , „ forund mig nu at nå 
+til ham , og bøj hans hjerte , så at jeg kan få 
+hans tilgivelse for min fvare synd imod ham ! Ja 
+herre , jeg seer dig smile mildt til mig ; du hører 
+min bøn og opfylder den ! 
+O venner , hvor er en lyksalighed så rig som 
+min ! “ og hun omslyngede Lenes Hals og trykkede 
+hende fast ind til sig , idet hun vedblev at juble : 
+„ Victor lever , Victor lever ! “ 
+
+Annas venner flokkedes med glædestårer omkring 
+hende . 
+„ Men , “ sagde doktor Johnson , der ved Annas 
+eksalterede stemning havde fået lagt tømme på fin 
+egen , „ her er dog så meget af betænke . “ 
+„ Betænke ? “ afbrød Anna ham , „ hvor kan man 
+rumme meer end denne ene tanke : Victor lever ! 
+Hvor kan der være noget af betænke ved siden af 
+disse to ord : Victor lever ! de indeholde jo en hel 
+verden i sig , og denne verden er fyldt med lutter 
+lyksalighed ! “ 
+Den hektiske rødme brændte stærkere end nogensinde 
+på Annas kinder , og øjnenes glans forøgedes 
+i forhold til rødmen på kinderne . De så 
+alle beundrende på hende , som for dem syntes i 
+dette øjeblik af stråle af sundhed og skønhed ; 
+men doktor Johnsons ansigt blev vemodigt ved dette 
+syn . 
+„ Hor nu , Anna , de må berolige dem , “ sagde 
+han med myndig alvor , „ denne voldsomme bevægelse 
+tåler deres helbred ikke ; koni nu herind med 
+mig i cabinettet , så skal jeg meddele dem alt om 
+Victor ; men lov mig af være rolig . “ 
+Han tog hende om hånden , og hun fulgte som 
+et lydigt barn . Døren lukkede sig efter dem , medens 
+vennerne i ængstelig spænding ventede i havesalen . 
+
+de sagde alle tavse , spindende hver sin tanketråd 
+ud for sig ; men de forenedes i en varm bøn til Herren 
+for deres fælles venindes fremtid . 
+Da Anna og doktoren atter trådte ind , så 
+man , at hun havde grædt meget ; hun var ligbleg , 
+men ansigtets udtryk var roligt . Med et kærligt 
+smil udbrød hun : 
+„ Endnn i dag må jeg forlade eder ; ingen time 
+før jeg spilde , da min nærhed er nødvendig for Victor . 
+Jeg rejser ene med min trofast . — nej , mine 
+venner , gør nu ingen indvendinger , jeg må være 
+ene ; enhvers nærværelse , hvis det end var , ville 
+forstyrre mig ; jeg trænger så højlig til ensomhedens 
+ro . Det er jo også kun tilsyneladende , at jeg 
+er ene . Han følger mig , hvis øje nat og dag 
+våger over mig , og hvis arm altid er udstrakt til 
+min beskyttelse ; hvor kan i da frygte for mig ! 
+Hjælp mig nu med at ordne mine sager ; inden 
+midnat må jeg være ved nærmeste station for at 
+nå diligencen , der går syd på . 
+De ryster på hovedet , doktor Johnson ; men 
+de ved jo dog selv , at det må være så . Sig 
+nu intet mere herimod , men lad mig rejse ; tjen mig 
+kun i så hurtig som mulig at tage til byen for at 
+ordne mit Pas og mine pengesager . 
+Øg ville i så , “ her henvendte Anna sig til 
+
+præstekonen og Lene , „ sørge for , at en kille koffert 
+bliver pakket med det nødvendige tøj ; imidlertid afhandler 
+jeg med præsten og Jørgen , hvad der er at 
+gøre for vore fattige , og hvad andre sager , jeg har 
+del i . “ 
+Hver gik nu til sin gerning , og alt blev ordnet 
+til rette tid . Vognen holdt for døren ; Anna , 
+Lene og de unge præstefolk toge plads deri . Anna 
+tog afsked med den gamle præst ; han var for bevæget 
+til at følge med ; doktoren og Jørgen rede ved 
+hver fin side af vognen . 
+Til rette tid nådes stationen ; men diligencen 
+skulle lige til at gå , så Anna fik kun tid til 
+i al hast at tage afsted med fine venner , og bedst 
+var det jo så for dem alle . 
+Da vognen rullede bort , og Anna så ud ad 
+vinduet , lå Lene grædende med armene om Jørgens 
+Hals ; Anna tænkte på sin barndom , da hun 
+havde set det samme syn , og hun tænkte og tænkte , 
+— her var jo tid til mange tanker på denne 
+lange rejse ; men hvilke der end kom op hos hende , 
+så var den dog altid øverst : Victor lever ! — og 
+det jublede hun stadig som omkvæd til enhver anden 
+tanke . 
+
+toogtyvende capitel . 
+Flere uger forløb , uden at Martini hørte noget 
+fra notaren i gerano . Han blev utålmodig og skrev , 
+men modtog det kun lidet trøstelige svar , at alle 
+efterforskninger hidtil havde været forgæves . Endnn 
+gik tre uger ; men så bragte også et brev efterretning 
+om , at Victor atter var fundet . Han holdt 
+sig skjult hos en gammel kone , som boede i en lille 
+Vigne , der lå i en afsides bjergkløft . Han havde 
+fortalt konen , at han blev forfulgt af onde mennesker , 
+og han tiggede og bad om et skjul hos hende . 
+Hun kendte ham fra capellet som den stumme 
+eneboer og undrede sig over , at han nu havde sit 
+mæle . 
+„ Ja , det er en nådegave af min skytspatron , 
+set . Antonius , og hvis du hjælper mig til et skjulested , 
+så vil denne hellige mand også se i nåde 
+til dig ! “ Og konen troede og skjulte ham , men efterhånden 
+blev hun dog mere og mere ængstlig ved 
+at være ene med ham ; tilmed trykkede hemmeligheden 
+hende , så hun gik en dag til skrifte og betroede 
+den hele sag til præsten . Han vidste fra 
+notaren om dennes eftersøgere af Victor og bød 
+derfor konen at gå lige til signor Thomaso og 
+
+berette ham alt . Notaren pålagde hende at beholde 
+Victor hos sig , indtil hans venner kom og hentede 
+ham . Han gav hende levnetsmidler med og lovede 
+hende en pengebelønning , når hun kun ville holde 
+ud en liden stund endnu . Trøstet ved at have lettet 
+hemmeligheden af sig og glad ved tanken om pengegaven 
+vendte konen tilbage . 
+Ulejligheden med Victor var egentlig heller ikke 
+stor , da han sov det mesfe af dagen , og så snart 
+det mørknedes , listede han sig ud af hytten og sås 
+ikke mere , før det atter dagedes . Hvor han i den 
+tid opholdt sig , og hvad han da foretog sig , blev 
+for stedse en hemmelighed . 
+Samme dag Martini havde modtaget denne 
+efterretning , kom der også brev fra Anna , skrevet 
+i Florents , og hvori hun meldte sin ankomst til om 
+aftenen . 
+Martini gik hen til uorta ciai uopoio på den 
+tid , han vidste , diligencen kom . Snart rullede 
+vognen ind i byen ; da den holdt ved pascontoiret , 
+åbnede Martini vogndøren , og Anna rakte hænderne 
+ud imod ham . 
+Men synet af Anna rystede straks Martini 
+stærkt , så forandret genfandt han hende . Hun var 
+måske skønnere end nogensinde ved det forklarede 
+blik , der lyste ud af hendes øjne . Martini syntes 
+
+af disse vare blevne både større og mørkere , siden 
+han sidst så hende . 
+Ved den anstrengende rejse og den megen sindsbevægelse 
+havde den hektiske sygdom ganske fået 
+herredømmet . Martini , der i rom så ofte havde 
+fulgt denne sygdom skridt for skridt , så med 
+smerte , af der ikke ville findes nogen urt til af 
+standse den med ; kort måtte den vej være , hun endnu 
+havde af tilbagelægge . 
+Straks næste morgen tog Anna med Martini 
+til gerano . Der var en feberagtig uro over hende ; 
+hun talte kun så ord i vognen , da hun øjensynlig 
+var stærkt udmattet . Hun prøvede af sove ; men 
+hovedet kastedes urolig fra den ene side til den 
+anden ; hun kunne intetsteds finde hvile , og man så , 
+hvor tankerne brusede i hende . Martini led stor 
+angst , da det , når han så på Anna , syntes ham , 
+af det måtte være den sidste blussen af livsflammen , 
+der nu bevægede sig . 
+Da de kom i nærheden af gerano , måtte de 
+forlade vognen for at tilbagelægge det sidste , stejle 
+stykke vej gående eller ridende . Man fik et æsel 
+til Anna , og Martini gik ved siden og støttede 
+hende , medens trofast snart løb sorud og snart tilbage 
+igen , idet den indsmigrende sprang omkring 
+hende . Jo nærmere de kom byen , desto mere syntes 
+
+hun at rejse sig , og da de holdt udenfor notarens 
+hus , sprang hun let ned af æslet og så hurtig 
+op ad trappen , at Martini næppe kunne følge 
+hende . 
+Der bragtes straks forfriskninger ; men Anna 
+kunne intet nyde ; hun bad kun om en vejviser for 
+så snart som mulig at komme til Victor . Hun vidste 
+jo af notarens brev , at han om aftenen forlod 
+sit skjulested , og dagen heldede alt stærkt . Martini 
+ville følge hende i forening med notaren . 
+„ Nej , nej ! “ bad hun , „ komme vi så mange , 
+bliver Victor igen angst , og så kender han mig 
+ikke . Han må først se mig alene . Giv mig en 
+vejviser , og kom så om lidt bagefter . “ 
+Signor Thomaso gav hende ret , og kort efter 
+så de hende ledsaget af en dreng og af sin trofaste 
+hund svæve som et syn hen ad vejen og forsvinde 
+ind i skoven . — 
+— endelig stod Anna ved hytten . Den lå 
+højt oppe , og gennem klippekløften havde man en 
+vid udsigt ned over den frugtbare Dal og den ene 
+bjergtop bag den anden . Det var , som om man 
+stod oppe i himlen og så ned over den dejlige jord , 
+som stærkt rødmede i det øjeblik , da solen i sin hele 
+guddommelige glans dalede ned imod den så glødende , 
+
+som om den ville omslutte den med et elskovs - 
+fuldt favntag . 
+Det var et fængslende skue ; men Anna var 
+blind for det alt . Hun så kun hyttens dør , og den 
+ene tanke fyldte hende helt : derinde venter Victor ! 
+Hun lægger hånden på dvrklinken . Som 
+hun står der , kommer hun uvilkårlig i tanker om 
+den frygtelige scene ved det sidste møde med Victor , 
+— i det samme nu når rædselsskriget og 
+hånlatteren inde fra hytten hendes øre . 
+„ Er jeg bleven vanvittig ! “ flyver det som et 
+lyn igennem hendes tanker ; men hun » iver hastig 
+døren op , — da forvildes hun end mere ved at se 
+synet fra drømmen i klosteret virkeliggjort . Victor 
+ligger for hendes fødder og vrider sig på gulvet . 
+Hun bøjer sig ned over ham , og han bliver straks 
+rolig , hun fætter sig på gulvet og tager hans hoved 
+i sit skød , hun stryger håret fra hans pande , 
+og han ligger stille med lukkede øjne ; da lader hun 
+hånden glide hen ad hans kind og bøjer sig ned 
+over ham , idet hun trykker et Kys på hans læber . 
+Nu smiler han og bøjer hovedet tilbage i hendes 
+skød , idet han åbner øjnene . Da mødes deres 
+blik , og længe se de således stille ind i hinandens 
+øjne , 
+solen er lige ved at dukke ned under horizonten . 
+
+idet den kaster sin sidste , gyldne hilsen ud over jorden , 
+falder en stråle ind i hytten og breder et 
+forklaret lys ud over de to elskende . 
+„ O Victor , tilgiver du mig ! “ udbryder Anna , 
+„ tilgiver du mig ! “ 
+„ Anna ! det er jo mig , som må bønfalde dig 
+om tilgivelse ! “ svarer Victor . 
+„ Herre du himmelske fader , du er hos os 
+og velsigner dine lykkelige børn ! “ udbryder Anna 
+henrykt . 
+I det samme viftede en mild luftning , som 
+fulgte solens nedgang , ind ad den åbne dør og 
+bragte en aromatisk blomsterduft med sig . Ude fra 
+buskene hørtes nattergalens klare toner . 
+Det var alt begyndt at mørknes , da Martini og 
+notaren kom op til hytten . Endnu var aftenrøden 
+så stærk , at den lyste ind , og de så de to lykkeligste 
+mennesker . 
+Ved synet af Martini sprang Victor op : „ Du 
+kære , trofaste ben ! hvor har jeg dog været længe 
+borte , og hvor har jeg lidt , — ja gruelig har jeg lidt ; 
+men nu er alt så saligt . Hvo er dog lykkeligere 
+end jeg , — Anna , min elsfede Anna ! “ og Victor 
+vender sig om mod hende ; men et jamrende skrig 
+udstøder han , idet han seer hende ligge ligbleg udstrakt 
+på jorden . 
+
+Martini og signor Thomaso få hende hurtig 
+båret ud i den friske luft ; hun åbner mat øjnene 
+og rækker hånden ud imod Victor , der fortvivlet 
+knæler ved hendes side . 
+„ Victor ! Gud være priset og takket , at jeg fik 
+dig at se ; men nu er jeg også så træt , så træt ! “ 
+Hun lukkede atter øjnene og syntes at blunde . 
+Notaren foreslog at bringe hende tilbage til hans 
+bolig . Der blev hentet en båre , hvorpå hun blev 
+lagt , og tyngede af smerte fulgte de alle . 
+Anna havde snart opbrugt det sidste forråd af 
+kræfter . Lampen blussede vel endnu lidt , men med 
+en urolig flamme . Victor sad dage og nætter ved 
+sin elskede hustrus leje og holdt hendes hånd i sin . 
+Når hun sov , lagde han sit hoved ned ved hendes 
+og fik en let søvn , men ved den mindste bevægelse 
+vågnede han atter og så med et trøsfesløsf blik 
+på hende . 
+Når hendes kræfter en enkelt time kunne hæve 
+sig noget , så at hun kunne tale , fortalte hun , hvad 
+der var mødt hende , siden hun forlod ham . Navnlig 
+dvælede hun ved fin opvækkelse i klosteret . Hendes 
+øjne lyste , når hun talte om den lyksalighed , der 
+fra det øjeblik blev udgydt over hende , og hun talte 
+om al den rigdom , der strømmede ud af det altid 
+sprudlende kildevæld , som hun nu havde fået nåde 
+
+til at læske sin tørst ved . Og hun viste Victor al 
+den herlighed , som kildens overrislen befrugtende 
+fremtryllede . Victor frydede sig , idet han så ind i 
+hendes forklarede øjne , og underet bragte livsflammen 
+til at blusse stærkere og stærkere , så den endelig 
+trængte ind til hans hjerte , hvor det frosne liv , som 
+hidtil havde fyldt det , da måtte vige , så at himmerigsglæden 
+triumferende kunne rejse sin ttrone derinde . 
+Anna så med henrykkelse , hvor livet fra dag 
+til dag voksede i Victor . Da hun de sidste dage 
+følte sig så mat og bad ham bede for sig , lå 
+hun med et lykkeligt smil og så hen på ham , idet 
+hun lyttede til den levende klang , hans stemme 
+havde fået , når han højt og beåndet fremsagde 
+bønnen . 
+„ O Victor ! “ hviskedee hun en aften , da mørket 
+begyndte at falde på , „ jeg er så træt ; mine kræfter 
+falde som bladene i høsten ; snart står træet kun ' 
+med de nøgne grene tilbage ; men håbet svigter dog 
+ikke ; de nye knopper er der alt og vente på forårsopstandclsen ! “ 
+„ Anna , 
+jeg udholder ikke tanken om at stilles 
+fra dig . Kan vi ikke følges ad ? o , lad os bede 
+Herren derom ! “ 
+„ Nej , Victor , “ sagde Anna , idet hun rystede på 
+hovedet , „ Du må endnu en stund blive her tilbagc 
+
+og fuldende løbet for os begge ; for mig er det 
+jo brat blevet afbrudt . Du skal endnu blive til 
+megen velsignelse for mange ; jeg har ved min vildfarelse 
+spildt år af dit liv ; lov mig nu , at du 
+vil afsone det for mig ved at tage sundt og virksomt 
+fat på livet igen . Jeg tror , Vorherre vil være 
+os så nådig , at , hvor synlig end døden adskiller 
+os , vi dog vil kunne føle vor samværen ; — ja Victor ! 
+— fra himlen kan jeg også række dig hånden ! “ 
+Hun 
+lagde sig tilbage i puderne . Solen havde 
+alt længe været nede ; en lampe brændte svagt under 
+et madonnabillede og kastede et dæmpet skær hen 
+over hende , dog stærkt nok til , at Victor tydelig 
+kunne se hendes ansigt . Som hun lå der med 
+lukkede øjne , syntes hun alt at være et lig . Victor 
+for angst op og bøjede sig ned imod hende for at 
+lytte efter hendes åndedræt ; da åbnede hun øjnene 
+og så sig omkring med et undrende blik . Nu rejste 
+hun sig pludselig op . 
+„ Men Victor , “ udbrød hun , „ var døren ikke 
+alt åbnet ? jeg syntes det før ; men nu er her jo så 
+dunkelt . Vi have været så længe i den mørke stue 
+med julclængslerne . 
+O Victor , se dog ! nu åbnes dørene , — nej ! 
+Hvor vidunderligt ! “ og hun rækker begge armene 
+
+højt i vejret , „ seer du lyset ? “ — og hendes stemme 
+hæver sig til en klarhed og klang som de lifligste 
+sangtoner , — „ seer du den lange kæde af engle , 
+hvor de smile , hvor de vinke ! — hvem er det , der 
+bøjer sig ud af rækken så langt hen imod mig ? — 
+det er jo anronius ! nej se dog , Victor , hvor de dejlige 
+øjne nu lyse af glæde ; — der kommer fader 
+og moder ! “ råber Anna jublende , „ her er jeg , i 
+kære . — men nu lukker de alt døren , — og jeg 
+har endnu et skridt , — — — — — — 
+nu bliver lyset stærkere og stærkere ; hører du det 
+himmelske Chor , hvor det klinger og bruser , — ja 
+der er han , kongefaderen ! — o fader , du himmelske , 
+her er jeg , dit barn ; — men jeg er så 
+træt , — så træt , — o tag mig på armen ! — Victor , 
+kys mig , nu — nu — lukker døren sig , — farvel 
+— farvel ! “ Og stemmen , der ved det første 
+udbrud havde været så høj og klar , kom med hvert 
+ord i en stærkere dalen , indtil den svandt hen i et 
+næsten lydløst suk . 
+Lad den tåge , hvormed sorgens tåre dæmper 
+øjets lys , dække den trange , trange tid , da 
+liget førtes til cesfiuspyramiden , og den lille høj 
+klappedcs til over det . 
+
+der er smerter , som ingen pen kan skildre , og 
+hvor findes en smerte tungere end Victors ! Just da 
+livet atter var vågnet for ham , og han et øjeblik 
+nød den højeste salighed , just da flukkedes alt i et 
+nu , og han lodes ene tilbage i mørket . 
+Trofast fulgte efter liget til graven , og da 
+højen var tilklappet , lagde den sig derpå og var 
+ikke mere til at bringe bort . Den ville ingen føde 
+tage til sig og sørgede sig til døde . 
+Men et troende menneske sørger sig ikke til døde . 
+Thi når han har overvundet den første rædsel efter 
+at have set dødens ubarmhjertige hånd stivne de 
+elskede træk , så vender han blikket fra graven 
+opad , og han hæves da ud over dette mørke jordliv ; 
+thi en del af ham har jo alt fæstet Bo deroppe i 
+de lyse egne . 
+Treogtyvende capitel . 
+Det var en påskelørdag over tredive år efter 
+Annas død , at en vogn kom kørende fra rom og 
+holdt udenfor osteriet ved konto noiio . To gamle 
+mænd stege ud og toge plads ved et bord foran indgangen . 
+
+opvarteren bragte straks et par fogliette : ' 
+orvietoviin med glas og brød . 
+Begge de gamle sagde ret tilfredse og nøde i 
+fulde drag den sommermilde campagneluft . 
+„ Nej se dog . Signor Vittorio , “ udbrød den 
+ene af dem , vor tidligere ven , monsieur Gaspard , 
+„ se dog ! der henne på højden kommer et helt 
+pilegrimstog ; hvor malerisk tager det sig dog ud op 
+imod den klare aftenluft . “ 
+„ Å hør , monsieur Gaspard , “ svarede Victor 
+med en Iver , der mindede om hans fyrige ungdomstid , 
+„ hjælp mig nu at udsøge en rigtig charakteristisk 
+gammel kvinde til mit pilegrimsbillede ; om hun har 
+noget hexeagtigt ved sig , gør intet til sagen ; det 
+kan endog være tjenligt for endnu mere at fremhæve 
+skønheden af den unge pige , som jeg alt har malet . “ 
+„ Ja , hun er også lykkedes dem fortræffelig , “ 
+Udbrød Gaspard , „ det er et ubegribelig ungdommeligt 
+liv , de endnu bestandig har i deres pensel . “ 
+„ Ja , min kære ven , “ svarede Victor , og hans 
+øjne så så underlig forklarede frem for sig , som 
+om han havde et syn , „ jeg har lovet min hustru 
+at benytte de dage , Vorherre har bestemt for mig her 
+på jorden , og jeg tror at have holdt mit løfte . “ 
+Begge vennerne sagde en tid tavse , og man så , 
+at alvorsfulde billeder droge forbi dem . 
+
+„ Ja vistnok er det en himlens gave at beholde 
+sine åndsevner i den fremrykkede alder , “ sagde Gaspard 
+efter en pause ; „ Martini hørte også til de 
+bcnådede ; han arbejdede med glæde indtil sit lange 
+livs slutning . “ 
+„ Den kære Martini , “ sagde Victor , „ hvor savner 
+jeg dog ham ! ja nu er ungdomsvennerne fast alle 
+flokkedes på hin side ; her er blevet tomt på iorden ; 
+men det letter sejladsen over det bundløse 
+svælg at se de mange kære stå på bredden 
+hinsides og vinke os velkommen i møde . “ 
+Monsieur Gaspard så ud over floden og 
+bjergene . „ Her er dog så dejligt på denne jord , “ 
+Udbrød han med varme , „ så jeg takker for hver 
+dag , der endnu forundes mig til at nyde al denne 
+herlighed i . 
+Men der er jo pilegrimene ! Nå , straks komme 
+de for at tigge ; nu gælder det at have pungen åben . 
+Nej se dog , signor Vittorio ! Der har de jo 
+den gamle heks , de ønskede dem ! “ og Gaspard peger 
+hen på en gammel kvinde , der lige strækker hånden 
+bctlende ud imod Victor . 
+Kvinden hører Gaspards udbrud , hun rejser sig 
+stolt i vejret , og øjnene lyne , idet hun knytter den 
+tidligere betlende hånd . Hun truer forbitret mod 
+Gaspard . „ Ja spot og skade følges ad , “ udbryder 
+
+hun hvæsende , „ nu er de lyse dage svundne ; men 
+tro mig , signor ! , jeg har oplevet dem ! 
+Vittorio kaldte de signoren der ; jeg har også 
+engang kendt en signor Vittorio , “ og hendes øjne 
+så med et basiliflagtigt blik hen på Victor ; „ hans 
+hustru traf ham engang liggende for mine fødder 
+med hovedet i mit skød . — ja ! hun kom i en 
+fart ned ad trappen , så det var et under , at hun 
+ikke knækkede halsen . Nej dog ! hvor hun hvinede ! 
+Det var , som om ens trommehinder skulle sprænges 
+— ha , ha , ha ! “ — flagrede den gamle kvinde , idet 
+hun flyttede staven og vandrede videre på sin pilegrimsgang 
+til rom . 
+„ Hu , ha ! “ udbrød Gaspard , idet det gøs i ham , 
+„ hvad for en uhyggelig heks var dog det ! “ Og han 
+vender sig om mod Victor , —- som sidder dødbleg og 
+støtter ryggen op mod væggen . 
+„ Kære ven , “ hvisker Victor , „ jeg har det ilde , 
+lad mig komme hjem ! “ 
+Gaspard fik ham i vognen , og snart nåde de 
+hjemmet , hvor Victor straks blev bragt til sengs , og 
+Gaspard blev siddende ved hans leje . 
+I flere timer lå Victor ubevægelig , stirrende 
+stift ud for sig uden at svare på Gaspards bekymrede 
+spørgsmål . 
+Men på engang rejste han sig op , idet hans 
+
+øjne lyste . „ Nn er det stridt ! “ udbrød han jublende , 
+„ Verden kan ikke give mig flere knivstik ; dette var 
+det sidste ; det traf også så dybt , at det star livstråden 
+over ; men Herren være priset ! der er en 
+livstråd , som intet stød kan få til at briste ! 
+0 jubel , o jubel ! nu er brodden borte ! 
+Ja , Anna ! nu kommer , — nu kommer din 
+Victor ! “ 
+Han havde ved de sidste ørd strakt armene 
+åbnede frem for sig som til en ømfavnelse ; men nu 
+faldt de ned , idet han sank tilbage på lejet . Fra 
+det øjeblik talte han ikke mere . 
+Lægen , som Gaspard i sin ængstelse havde ladet 
+hente , gav ingen trøst : „ Det er dødens mathed ; 
+her kan min konst intet hjælpe . “ 
+Gaspard blev siddende hos vennen , og han så 
+livsflammen blive stadig svagere og svagere . 
+Da påskesolen i al sin glans hævede sig over 
+horizonten og kastede sine første stråler på Victors 
+ansigt , så Gaspard , at vennen alt var over svælget . 
+Nu sang Victor for Herrens ttrone påskehymnen , 
+omfavnet af sin elskede Anna .