diff --git "a/normalized/1870_Lange_AaenOgHavet.txt" "b/normalized/1870_Lange_AaenOgHavet.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1870_Lange_AaenOgHavet.txt" @@ -0,0 +1,10110 @@ +Når man står på en af de klitbakker , søm omgive +oxby kirke i vesterhørneherred et par mile +fra Varde og seer ud mød nørdvest , da øverskuer +man et landskab , søm i vildhed og størartethed søger +sin lige her i landet . Det er en milelang strækning , +opfyldt af lave klitter , Enge og hedepartier ; +men det ejendommeligste ved stedet er dog den +mængde småsøer , her sindes , de mindste af størrelse +som et almindeligt gadekær , de største af en +Fjerdingveis længde * ) . Denne ørken kaldes der +på egnen „ Karls Mærsk “ eller „ kallesMærsk “ , og +der går det sagn om den , at den i en fjern fortid +har været havbund , og at Ringkøbing fjord har +haft sit udløb herigennem til hjertingbugt og havet . +Såmeget skal ialtfald være vist , at der as og til er +sundet skibsredskaber eller buede planker som af både +i kallesmærsks Enge . — +* ) disse søer kunne dog nu næsten ganske forsvinde i meget +tørre somre . + +hertil denne ørken kom — for nogle og fyrrefyve +år siden — den eneste dalevende descendent af +den gamle danske adelige familie Grubbe . Hans +navn var Eiler Grubbe . Han var en meget rig +og fuldkommen uafhængig mand ; men et medfødt +tungsind havde svækket hans mod og kræfter allerede +i en tidlig alder , — en sinds- og legemstilstand , +der ikke er usædvanlig hos de sidste af gamle og +forhen særdeles livskraftige slægter , idet blodet ved +de idelige ægteskaber indenfor tamme familie eller +ialtfald mellem individer , der væsentlig leve under de +samme livsvilkår , til sidst bliver ligesom udvandet og +berøvet den naturlige ild . — han havde været officer , +men snart opgivet sin post ; så havde han studeret +tteologi , men ligeledes opgivet dette ; derpå havbe +han nogle år rejst udenlands — og synes i det hele +at have hørt til hin Art af digteriske naturer , der i +deres egenkærlige længsel efter noget , som i sandhed +kan udfylde dem , i deres ungdom drives omkring af en +pinefuld , nervøs urolighed for senere , når de ungdommelige +kræfters gæring aftager , at søge en utilfredsstillende +hvile i en dump og mat resignation . — han +var , da han således første gang , på jagtens vegne , +betrådte denne ørken , noget over tredive år gammel . +Han var en vældig jæger , og hans største +fornøjelse var med bøssen på nakken at strejfe +omkring og opsøge de bedste jagtegne , og da disse +tillige vare de mest ensomme , tilfredsstillede han derved + +to af hin naturs fordringer . Det var en dag i +begyndelsen af september måned , da han efterven +lang vandring , træet og mødig , besteg en sandklit i +udkanten af kallesmcrrsk for at kunne overse terrainet . +Skuet af det underlige land , han førstegang så , +betog ham stærkt , og han vedblev at stirre derind : de +mange søer blinkede som venlige , men tungsindige +øjne fra den mørke grund , ørkenens disige luft tilslørede +halvt den fjerne synskreds , den berusende , +aromatiske Duft af n^rieu ouls ombølgede ham , og +den dybe stilhed , der hvilede over hele egnen , faldt +som en øjeblikkelig følelse af fred over hans urolige +sjæl . Da lagde han sig , betagen af denne for ham +så uvante stemning , ned i sandet , og med sin +jagttaske under sit hoved nød han nogle timers +vederkvægende søvn . Da han vågnede , var det hen ad +aften , han rejste sig og så sig om . Øen sandklit , +på hvilken han stod , var den højeste i en lille bjergkæde +— hvis man ellers tør bruge et sådant udtryk +om sandklitter — der indfattede den vestlige +bred af en af de omtalte småsøer , som var omtrent +en fjerbingvei lang og halvt så bred . Vinden +var østlig , og de små bølgers ensformige slag mod +klitternes fod , der var den nærmeste lyd , som hørtes +i ørkenen , havde vistnok bidraget deres fil at dysse +den ensomme jægersmand isøvn . Den følelse af fred , +som søvnen og indtrykket af det forunderligt stille + +land havde givet ham , vedblev at hvile over ham : +som idrømme stod han og stirrede ud over egnen og +den svagtkrusede , solbestrålede sø , på hvilken talrige +flokke af vildænder svømmede omkring , ligesom +enkelte plump og bevægelser under vandet tydede +på , at søen også var rig på fisk . Længere borte +øjnede han uhyre flokke af brokfugle , hvis bløde +fløjtetoner , blandede med bølgernes rislen , nåde +hans øren som en fjern vuggesang — medens af +og fil endnu længere borte fra andre selsomme toner +og stemmer lod sig høre , hvis oprindelse han ikke +kunne forklare sig , men hvilke man altid fornemmer +veo aftenstid i ørkener og på skille steder . +Da blev han på engang så greben af hele +stedets natur og af den fred , der på denne sildige +eftermiddag hvilede derover , at han som i gjenopvågnende +livskraft strakte sine hænder i vejret og +råbte : +„ Her vil jeg bo ! Disse ensomme søer med alle +deres dyr skulle være mine ! Disse heder , moser og +Enge — hele denne ørken med dens stille aftener , +med dens selsomme toner , med dens tungsindige ro , +alt dette skal være mit , alt dette skal være til for +mig , for mig ganske alene ! Ia , således skal det +være ; her , fjernt fra alle mennesker og dog i mit +fædreland forekommer det mig , at jeg vil finde +fred ! “ +Da lød et bøsseskud så at sige ligeunder ham . + +de nære bakker gentage skraldet ; som en aftagende +torden forplantedes det videre og videre , indtil det +endelig hendøde blandt de fjerneste høje som en forunderlig +uhyggelig susen . Hans sind havde været +så optaget af den beslutning , han nylig havde fattet , +at han næppe lagde ret mærke til selve skuddet — +de fjerne , åndeagtige naturrøster , som skuddet ligesom +havde kaldt tillive , gjorde derimod stærkt indtryk +på ham , og han lyttede henrykt hertil , indtil +den svageste susen var ophørt . Da førsf gik han +ned ad klitten mod søbredden for at se , hvo det +var , der her i denne ørken drev den samme idræt +som han . Men hvor forbavset blev han ikke , da han +var kommen ned ad klittens første rygning , ved at +se en ung kvinde stå ved søens rand ! Hendes +bøsse lå ved hendes fødder , og hun stod og så +udover søen , hvor en stor hvid hund kom svømmende +ind mod land med to ænder i munden . +Da standsede han fuld af forundring , og da han +nu tillige lagde mærke til hendes klædedragt , hvoraf det +var åbenbart , at hun her troede sig ganske ene og +uforstyrret , følte han , at han vistnok burde fjerne sig +igen ; men den heftige lyst , der var opstået hos ham +til at gøre den unge jægerindes bekendtskab , lammede +hans villie , således at han i øjeblikket hverken +var i stand til at fjerne eller nærme sig . — hun var +iført en mørkegrøn kjole , der ikke nåde længere end +til midt på hendes ben , og disse vare blottede ; + +hendes skikkelse var hvi og rank , hendes nakke og +hoved af den skjonneste form . Han følte sig selsomt +betaget . „ Se , “ hviskedee han , „ er dette ikke +disse steders genius , jagtens hulde gudinde , den +høje Diana ? — se , håret opbundet i nakken , det +korte gevant , de blottede ben ! . . . Men da er +hun jo også min genius — åbenbarer hun sig ikke +for mig i samme øjeblik , jeg har besluttet at tage +land her ? “ +Imidlertid var hunden kommen iland med ænderne , +som den lagde for sin herskerindes fødder . +Hun bøjede sig ned , kvalte med et sikkert greb den +ene and , som kun var vingeskudt , og gemte dem i +sin jagttaske . Derpå vendte hun sig om for at tage +bøssen , der lå bagved hende , og da fik hun øje +på Eiler Grubbe , der nu langsomt og ligesom modstræbende +steg ned ad klitten henimod hende . Han +var en velvoksen , fintbygget mand med et ædeltformet +ansigt , hvis udtryk dog ellers vansiredes ikke så lidet ved +dets præg af sløvhed , ja næsten af livslede ; men i +dette øjeblik , da hans sind var opfyldt af det usædvanlige , +der her var mødt ham , var hans blik fast +og klart , og hans kinder ikke så blege som sædvanligt . +I samme nu , den unge kvinde så den fremmede +mand , farvedes hendes ansigt af en glødende +rødme , der dog ikke lignede den jomfruelige undseelses +lysere skær så meget som vredens dunklere +lue . Da stod hun førstegang for hans ansigt , den + +dejligste kvinde hans øjne endnu havde hvilet på , +rank og yndig , naturens ungdomsfriske datter , guddomsskjøn +som selve den høje Diana , hvis idræt hun +øvede , men også — ligesom gudinden — uden +præg af sædelig alvor på den skønne pande eller i +øjnenes blinkende glans ! — hun sænkede ikke sine +klikke , og hun blev stående ubevægelig . Da hun +imidlertid så , af den fremmede vedblev af nærme +sig , trådte hun ham et skridt i møde og sagde : +„ Jeg havde troet , af man i det mindste i denne +ud ork kunne være fri for — tilskuere , men jeg seer +nu , af jeg har taget fejl . “ +Derpå førte hun hilsende hånden op til en +lille stråhat , der sad kækt på hendes skønne hoved +— en bevægelse , der dog ikke var fri for et vist +skjælmeri — fløjtede efter hunden og fjernede sig derpå +med langsomme og faste skridt langsmed søranden . +Han stod nogle sekunder og så efter +hende — og da forekom det ham på engang , som +om hele hans foregående , planløse livs byrde var +afkastet , sløvhed og livslede forbi ! En ukendt varme +gennemstrømmede hele hans væsen , og han følte sig +som yngling på ny , fnld af kraft og mod . Uden +selv ret af vide hvorledes , havde han indhentet hende , +og han trådte frem for hende , hilste hende med ærbødig , +ridderlig anstand og sagde : +„ Skønne , ubekendte unge dame ! hvorfor vil +de vredes på mig ? — skønt jeg ikke har beluret + +dem som aktæon deres høje forbillede , tvivler jeg +dog ikke på , af om de havde hast evne som villie , +ville en lignende straf have ramt mig . Men hvorfor +betragte mig med så uvenlige blikke ? Jeg er en +fredelig jæger , hidlokket , som vistnok de selv , af dette +steds ensomhed og alvor . Jeg havde netop besluttet +at købe denne ørken og bosætte mig her , da fremstod +de i samme øjeblik som stedets genius for +ligesom at besegle min beskatning ! . . . Hvem er de , +skønne pige ? Vil de sige mig deres navn og herkomst ? “ +Straks ved begyndelsen af hans tale var den +unge pige standset . Hun forsøgte på at betragte +ham med et hånligt smil ; men efterklangen af +hans ord og hans hele personlighed forhindrede +hende deri , og måske for første gang i sit liv måtte +hun sænke sine øjne for et mandligt blik . Og da +han nu vedblev at stå tavs og ærbødig hos hende , +og hun følte , at han betragtede hende nøje , da overtrak +en mere fin og jomfruelig rødme hendes kinder , +og hun stod bly og undselig for ham . Endelig hævede +hun sine øjne og sagde : +„ Jeg hedder Ida krabbe . Min fader er +godsejer og stamhusbesidder . Han ejer søviggård +i Vendsyssel , men vi er for tiden i besøg +en halv mils vej herfra på hesselmed . Fader +har desuden noget at gøre med at undersøge sandflugten +her i egnen , og jeg rejser altid med ham . “ + +derpå tilføjede hun med et skælmsk blinkende +øjekast : +„ Og hvem er så de ? “ +Han besvarede hendes spørgsmål ; lidt efter +sagde han : +„ Jeg kender noget til deres hr . Fader , og nu +er jø heller ikke de mig ubekendt ! I morgen tillader +jeg mig at besøge dem på hesselmed . “ +Derpå hilste han hende dybt til afsked og begyndte +at trække sig tilbage til det sted , hvor han +første gang var bleven hende vaer . Hun blev stående +nogle øjeblikke og så med undren efter ham , som +om hun måske ventede eller ønskede , at han nu , da +bekendtskabet var gjort , skulle have ledsaget hende +et stykke på vejen . Men dertil var han — ifølge +sin natur — ikke i stand ; thi hans sind var bly og +beskedent , og han var sålidet en handlingens mand , +at kun et så mægtigt indtryk , som synet af den +unge , dejlige pige havde gjort på ham , formåede +at overvinde hans sky natur , og han trak sig nu tilbage , +ligesom ' overvældet og betagen af sin egen dristighed +og stærke følelse . Da han havde nået det +omtalte sted , blev han stående der , lænet til sit +gevær , og vedblev at følge den ranke , let henskridende +skikkelse med sine blikke , indtil den var forsvunden +i det fjerne . +Men dagen efter indfandt han sig dog på +herregården hesselmed , således som han havde sagt ; + +en uge efter dette sit første besøg var han forlovet +og allerede en måned efter gift med den skønne , +kun syttenårige Ida krabbe . +Søviggård * ) har en overmåde dejlig beliggenhed +i den sydøstlige del af Vendsyssel , ved +Kattegattet . Skønne , med lyng og skov bevoksede +bakker omgive gården mod nord , syd og vest ; +østenfor den strække sig derimod græsrige Enge helt +ud til havet . Forbi gården og gennem disse +Enge ud imod Kattegattet strømmer en å , hvis +bredder , på herresædets enemærker , er tæt bevoksede +med høje træer , hvilke om somren på mange +steder danne et så tæt løvtag over åen , at solens +stråler ikke kunne trænge derigennem . Når man +i nogen tid har ladet sig glide i en båd ned med +strømmen mellem disse træer , der stå som en +mur til begge sider , i den højtidelige dunkelhed , +som dannes af de mørkegrønne hvælvinger , og man +pludselig kommer ud i det fulde dagslys og seer det +blå , solbeskinnede hav , da gribes man af undren og +glæde , og hjertet føler sig mildt bevæget ved dette +yndige og rige naturbillede . +På dette herresæde boede nu Eiler Grubbe og +Ida krabbe som ægtefolk . — da igrubbe straks efter +* ) findes ikke under dette navn . + +forlovelsen underrettede sin svigerfader om det særegne +indtryk , kallesmærsk havde gjort på hans sind , +og tilføjede , at det fremdeles var hans agt at købe +hele denne ørken , opbygge en gård på det sted , +hvor han første gang så den skønne jægerinde , +og bosætte sig der med hende , — anvendte den gamle +og sygelige enkemand al sin indflydelse for at forhindre +denne plan , som han sandt i højeste grad +upraktisk og excentrisk — så meget mere , som han derved +ville blive skilt fra sin datter , hvem han havde +særdeles kær . På den anden side var det ham til +beroligelse , at hans datter kunne blive så godt gift , +mens han endnu var ilive , og han formåede derfor +sin svigersøn til at bosætte sig på søviggård og +straks efter brylluppet at overtage hele stamhusets +bestyrelse . Da de på denne måde havde boet der +et par år , døde den gamle krabbe , og da der ikke +var andre børn end denne datter , blev de unge +ægtefolk således eneste herskab på det skønne +herresæde . +Det var en eftermiddag sidst i August , ti år +efter at Eiler Grubbe og Ida krabbe så hinanden +førstegang ved hedesøen i kallesmærsk . Det var stille +og trykkende varmt ; om formiddagen havde solen +skinnet i al sin pragt , men ved middagstid indhylledes +den vestlige himmel i mørke skyer , hvorfra +af og til en sagte torden lod sig høre . Henpå +eftermiddagen tyknede himlen overalt så meget , at + +mæn kunne se de fjerne lyn , og en svagt rullende +torden hørtes af og til fra alle verdenshjørner . En +dump og trykkende stilhed hvilede over hele egnen . +Mennesker og dyr vare i en ophidset tilstand : de +gik som i drømme og gispede efter luft . Ved åen , +hvor de høje træer stod så stille , som vare de støbte +af vop , var der isærdeleshed forunderlig ensomt og +betagende . Den lydelige summen af myriader af +myg , der stod som levende søjler over vandet indtil +højt op over træernes toppe , blandet med åens +rislen og fiskenes urolige faren frem og tilbage i +vandet , satte sindet på engang i en døsig og pirrelig +stemning : mæn følte sig træt og havde trang +til at dvæle i lang tid på et sted for ret . at hvile +ud , men en indre uro tillod det ikke . De af gårdens +befolkning , som ikke af bestemt arbejde vare +bundne til stedet , havde alle mere eller mindre følt sig +i denne tilstand hele denne tordensvangre eftermiddag : +de gik fra værelserne ned i haven og i denne +fra et sted til et andet , gik derpå ind igen for — +nogen tid derefter at begynde på den samme eller +en lignende vandring . Sådanne rastløst omkringvandrende +grupper , snart mindre og snart større , men +dog som oftest bestående af en enkelt herre og dame , +havde man kunnet lægge mærke til lige fra middag +af . Søviggård rummede nemlig i denne tid indenfor +sine mure en betydelig større befolkning end den faste +husstand , og tilmed var netop denne lumre augustdag + +hustruens fødselsdag , der ydermere skulle fejres +ved et glimrende bal om aftenen . — denne forøgede +befolkning bestod af de i dagens anledning +indbudne fra omegnens herregårde — hvilke dog +kun udgjorde et meget forsvindende antal — og dels +af en uhyggelig skare af fornemme udlændinge og +bekendte fra hovedstaden , hvilke i en månedstid +havde opholdt sig på det rige og gæstfrie herresæde . +— især var åen , efter at himlen henpå +eftermiddagen begyndte at tykne , og et dybere mørke +end ellers hvilede over det sagte rislende vand , et +yndet mål for disse omvandrende grupper , dog +mest for sådanne , som bestode af et enkelt par , en +. Herre og en dame . Hvor den skønne strøm berørte +haven , lå ved en lille landingsbro fem eller seks +både ; den ene efter den anden af disse blev i løbet +af eftermiddagen og aftenen løst — en herre og en +dame toge plads deri og glede lydløst nedad det +førte vand , under de høje , kirkelignende hvælvinger , +ud mød havet . +Om aftenen , da den støre hovedbygning begyndte +at stråle af lys , medens atmosfærens tryk +blev mere og mere føleligt , og den fjerne , men uaf- . +Brudte dundren i horisonten drog højere og højere +op på himlen , — gik en lille — omtrent niårig — +øreng ned til åen . Han stillede sig mellem de +høje træer med sin ene arm slynget om en træstamme , +og man kunne tro , at han sov , så fuldkommen + +ubevægelig stod han , hvis ikke de af og til +uroligt blinkende øjne havde tydet på det modsatte . +Det var ikke første gang , at den lille øreng +stod på dette skjulte sted . Også tidligere på aftenen +havde han dvælet der med ængsteligt spejdende +blikke . Han havde set bådene glide forbi og +havde hørt hemmelighedsfuldt hviskende stemmer lyde +derfra ; men han havde endnu ikke set , hvad han +mest frygtede for at se — det , hvorfor hans barnlige +sjæl nærede en dunkel , uforklarlig gru . Der , +hvor han stod , faldt et temmelig stærkt lysskær fra +kjøkkenvinduerne ind mellem træernes stammer og +oplyste såvel disse som den del af åen i hele dens +brede , som var ligeud derfor . Når han hørte en +eller anden lyd fra vandet , stirrede han med et uroligt +og spændt udtryk i det skønne , blide og tankefulde +ansigt hen i den retning , hvorfra lyden kom , +indtil det gik op for ham , at det enten var åen , +som af en eller anden grund rislede stærkere , eller +en frø , der sprang ud , eller en fisk , der slog op , og +da viste sig i hans ansigt et udtryk af lettelse eller barnlig +sorgløshed , som det da vedblev at beholde så længe , indtil +en ny lyd fra åen fængslede hans opmærksomhed . +Han havde vistnok stået således hen ved en +timestid så ubevægelig som selve de tavse stammer , +da hørte han en lyd , der bragte ham til at +fare sammen og til at stirre med stive blikke ud i +det uigennemtrængelige mørke , som omgav begge + +sider af lysstriben . Det var en lyd som af en +sagte plasken , blandet med hviskende menneskestemmer . +Det var åbenbart en båd , der langsomt nærmede +sig , kun båret frem af åens egen strømning . +Nogle minutter endnu , og den passerede det oplyste +sted — kun et øjeblik , men dog længe nok , til at +den lille øreng kunne se , hvo det var , som færdedes +der i det dybe mørke , i den skumle , tordensvangre +aften . I samme øjeblik , båden gled ham forbi , +råbte den lille øreng med en stemme , som på +engang var angstfuld og kærligt bønfaldende : +„ Moder , her sfåer jeg ! Må jeg komme ud +til dig i båden ? “ +Denne vedblev dog sin stille fart , og først efter +at den var forsvunden i mørket , lød en dæmpet , +mandlig røst derfra : +„ Hvorfor sfåer du der alene , lille Henrik ? +Din moder er ikke her , hun spadserer nu vist i +haven med damerne . “ +Da gik den lille øreng bort fra det ensomme +sted ; men hans ansigt var blegt som et lig , og +bittre tårer randt ned ad hans kinder . +Thi det var hans moder , og han vidste det . — +allsom mørket tiltog , strømmede et mere og +mere strålende lyshav ud fra den støre gårds helt +oplyste hovedbygning . Af og til for et forunderligt +pibende vindstød hen over jorden , snart fra en kant +og snart fra en anden og som efter en enkelt , ret + +linie : de høje træer knagede og bøjede sig næsten +til jorden med en sukkende lyd , medens de affaldne +blade hvirvledes i hurtigt omdrejende kredse højt op +i luften . Efter et sådant vindstød indtrådte der +gerne i længere tid en skummel stilhed over naturen ; +selv det sig nærmende tordenvejr syntes da +for nogle øjeblikke at være kommet til ro — da var +det , som om åen bruste stærkere , og man hørte tydeligt +i stor afstand den hvislende lyd af de faldende +blade fra de fornylig rystede træer . Altsom aftenen +led , blev disse vindstød heftigere og hyppigere samtidigt +med , at tordenvejret nu stedse rykkede nærmere +og nærmere ; men da overdøvedes naturens klagende +stemmer af den brusende dandsemusik , der lød ud +fra den høje , strålende riddersals åbenstående +vinduer . +Jorden , min moder , tungsindige , blinde ! +Underligt rørte mig stedse din sang +gennem de vårlige skovbækkes klang , +gennem de sukkende , høstlige vinde — +hvi mon det gyser da nu i mit bryst ? +Hvorfor fornemmer mit ængstede hjerte , +elskede moder , din bævende røst , +ret , som du hulkede i smerte ? + +mægter du ene vor kval at fornemme ? +Skimtede du aldrig den frelsende hånd ? +Seer du vor nød , men forstår ej vor ånd , +den , som trods smerten i lyset har hjemme ? +Svulmer du derfor tungsindigt , o hav ? +Klinge vel derfor af vemod og længsel +alle de toner , som Herren dig gav , +trælbundne moder i fængsel ? +Midnat er kommen . De hellige toner +svinge sig ud over land , over ey ; +englene dale på midnattens sky +bringende fred fra de himmelske zoner . +Manden , som kæmper for sandhed og ret +slumrer nu sødt hos sin hustru , den ømme , +striden , den hårde , nu synes ham let — +fred over ham og hans drømme ! +Midnat er kommen . De fristende ånder +flokke sig tæt om den vildfarne ånd , +heffigt den under begæret sig vånder , +strammer og søger at sprænge hvert bånd . +Mægtig er nu den dæmoniske lyst , +tankerne stærke , som lokke og dåre , +ondskab sig ruster til natlige høst , — +uskyld , o lad dig ej såre ! + +midnat er kommen — hør , natvindens susen +tordenens drøn og de styrtende vande +lyde som havbølgers truende brusen +vildt , og med balsalens toner sig blande ! +Ak , hvilken underlig , zittrende lyd : +stemmer af ånder , der stige og synke , +jublende snart som i spottende fryd , +sukke så atter og klynke . +Hundene rasle med lænken og tude +ret som i smerte ved tonernes klang . +Ensomme vandrer på ensomme gang +studser og standser i mørket derude , +retter sit blik mod den strålende glans ; +hvidklædte , svævende skikkelser blege +er for hans øjne som åndernes Dands +eller som englenes lege . — +Broder og ven på det fattige Kammer , +du med det rene , det barnlige sind ! +Lyset , som vifter i midnattens vind , +smykker din bolig med renere flammer . . . +Længes og du til den fornemme gård ? +Stråler dens blændende glans for dit øje ? +Vel , — der af føre dig hen jeg formår +uden den ringeste møje . + +thi når det lyster mig staven af svinge , +fantasus gav mig , — jeg styrer din hu ! +Se , foran balsalen stander du nu , — +op på mit bud må de fløjdøre springe ! . . . +Ak , hvor du blændes af lyshavets glans — +dog kun frimodigt omkring dig du skue ! +Uskyld kan se på dæmonernes Dands +uden af rædsel af grue . +Se , hvor de bølge , de levende krandse , +bølge som sagte henrindende vover +— tonernes scepter er udstrakt derover — +henover gulvet i svævende dandse . +Hør violinernes lokkende røst , +fløjternes underligt klagende stemme ! . . . +Drømme , du drømte i ungdommens lyst +. Opfyldt du tror at fornemme ? +Dog — hvis din rene , din barnlige glæde +ej skal forspildes ved kerternes skær , +kom ej de dansende skønne for nær ! +Sku kun i afstand den bølgende kæde ! +Menneskets sind er så stridigt og hårdt , +sjeldent lidt ublandet glæde det finder , +had og misundelse jager den bort +selv — fra de dansende kvinder . + +derfor du kun fra det fjerne bør skue +hine , som hist monne danse og le ! +Selv deres blikkes bedårende lue +helst i betydelig afstand du se ! +Thi , hvis du nærmede dig hen . . . ganske nær . +Så du måske med forundring og smerte +øjnes og kinders mørktflammende skær , — +tegn på det fredløse hjerte . +Thi kun den rene , den barnlige glæde , +bly som i kvindernes hjerter den boer , +tegner på kinden sit yndige sæde , +viser sit lyse , livsalige spor . +Yndige rødme ! Du lislige glans ! +Hvor skal din hellige lue jeg finde ? +Flygter du sky for den leflende Dands ? +Hvor har du skjult dig herinde ? +Timen er kommen , min Broder og ven ! +Hæv nu dit øje , det barnlige , blide , +sku ved min side mod lyshavet hen , +der , hvor de dansende skikkelser skride ! +Se dog , o se ! der er menneskefangsf ! +Læben er bue , og øjet er landse ; +se , fra hinanden de skye som i angst — +mødes så atter og danse . + +ret som medlidende fløjterne græde , +strengene dirre med spottende hvin . +Fagre , forvildede husfrue fin ! +Timen er ond til i dansen at træde . +Lysglandsen , synes mig , skinner så rød , +' og dine kinder som kerterne gløde ! +— farlig er timen — stor sorrig og nød +komme der vil af det møde ! +Hvo er din dandser ? — den skønneste mand , +han med det mørke , det funklende øje , — +han , som dit stammende hjerte kan bøje , +medens han nærer dets vildsomme brand ! . . . +Hvor er din husbond ? Ak , seer du ham ej ? +Dansen og glæden forlyster ham ikke , +hist fra det fjerne han spejder din vej +med så tungsindige blikke . +Hør hvor det bruser fra tonernes kilde , +se , hvor de lege med menneskers sind ! +Saligt i himlen de vugge dig ind , +hvis du besjæles af følelser milde , — +stå dog tillige med dybet i pagt : +hjertet , hvor ilden alt ulmende brænder , +blusser i flammer ved tonernes magt , +og — du mod dybet dig vender ! + +Broder og ven fra det ensomme Kammer , +så du vel forhen så selsom en Dands ? +Så du en skikkelse , mægtig som hans ? +Så du et skønnere åsyn i flammer ? +Indenfor trolddommens magiske kreds , +kastet omkring som af stridige bølger , +snart hun sig nærmer vemodig-tilfreds , +snart som i skræk hun sig dølger ! . . . +Hvi er her blevet så tyst og så stille ? +Er den til ende , den festlige nat ? +Er den bevingede fod bleven mat ? +Øjet for tungt til at lyne og spille ? — +nej ! — — men de mægtige flammer , de se , +suset , de høre af stærkere vinger , +lokker dem selsomt med fryd og med ve , — +magisk dem alle betvinger . +Derfor en dæmpet , forunderlig ro +hersker der nu i den strålende Halle . +Se : hvor de danse , de herlige to , +glimre som sole de frem for dem alle ! +Ak ! i de dansendes blomstrende kor +aldrig jeg skuede så dejlig en kvinde . . . +Dog må jeg sænke mit hoved mod jord , +og mine tårer må rinde ! . . . + +ak , nu jeg tror , at mit syn mig bedrager ? . . . +Seer du hist henne , min Broder og ven . . . +Seer du en dreng , som er bleg , men så sager , +langsomt at gå mod de dansende hen ? . . . +Se , som betagen af rædsel han går , +snubler og vakler omkring som iblinde , +nu ved de dansende stille han står — +hvad mon han vel har i sinde ? +Hvad vil du her i det gøglende rige ? +Hvad vil du nær ved de vildfarne to ? +Bedre forsandt , om du undte dig ro +end som et genfærd af graven at stige . +Hvad har dig vækket af barnlige blund/ +siden du her på den natlige scene +vandrer omkring i den sildige stund +frygtsom , forvildet og ene ? +Er det vel glæden , du kom for at skue ? +Er det vel den , som forstyrrede din ro ? — +hvorfor da stirre så stift på de to . . . +Mesf dog på hende , den dansende frue ? +Vistnok din moder ej sang dig iblunb , +derfor du går på den gøglende scene +her i den sildige , natlige stund +frygtsom , forvildet og ene . . . . + +er du alt mættet af synet , barnlille , +siden du atter fra dansen dig fjerner ? +Se dig dog om her i natten den ville , +se på de andre , de blegere stjerner ! +Snart vil de slukkes , thi dagen er nær , +snart — det er varslet af hanernes galen — +morgenens bleggule , zittrende skær +trænger sig ind her i salen . +Natten med vælde dog hersker endnu . +Bort du nu går , kan jeg tro , for at hvile ? . . +Søvnen vil lindre din barnlige gru , +lære din læbe i drømme at smile . . . +Hvi dog så angst ? er du ej i dit hjem ? +Som om du frygtede en truende fare +sniger du tavs og forsigtig dig frem +gennem den undrende skare . — — +ak , du har set ham , min Broder og ven , +barnet , som underligt tynger mit hjerte ! +Kom — skal vi snige os efter ham hen , +dele den ensommes rædsel og smerte ? +Sønnen af huset det var , som du så , +arving til højhed og rigdommens goder ; +hun , som med tårer han stirrede på , +er hans forvildede moder . + +vil du , o kære , ej nok følge med , +hvis du er mættet af glandsen herinde ? +Har han end skjult sig på dunkleste sted , +jeg skal dog sikkert ham kende og finde . +Ræk mig din bløde , din trofaste hånd . . . +Uden du mærker det , skal jeg dig føre . . . +Fantasus kender ej nogetslags bånd , +går gennem lukkede døre . - — +se , når jeg åbner gardinet , belyser +glandsen fra salen hans barnlige kind . +Gulvet er koldt , han er bleg , og han fryser , +slumrer dog her med beroliget sind . +Vi vil som vagt hos den sovende stå , +ind bag gardinerne sagte vi træde . +Lad ham , så længe han kan og han må , +kvæges ved drømmenes glæde ! . . . +Her er det stille . . . ak , ellers så gerne +hørte jeg natvindens sukkende susen , +vigende tordeners drøn i det fjerne , +faldende regnstrømmes svulmende brusen , — +hvi mon det gyser da nu i mit bryst ? +Hvorfor fornemmer mit bævende hjerte , +elskede moder , din natlige røst , +ret , som du hulkede i smerte ? . . . + +tys . . . det mig synes , mit øre fornemmer +lyd som af sagte sig nærmende skridt . . . +Lyd , som når dæmpede menneskestemmer +tale og svare hinanden så blidt ! . . . +Stemmerne nærme sig , snart er de her ! +Snart vil det ensomme , halvmørke Kammer +— lyse af hjerternes hede begær , +elskovs fortærende flammer . . . +Døren sig åbner — o se , hvor du træder , +arme , forvildede husfrue fin ! +Var der i verden ej tusinde steder , +du kunne mødes med elskeren din ? +Hvi netop her , hvor din eneste søn , +fyldt af en anende , ubestemt smerte +knælle og bad for sin moder en bøn +af sit uskyldige hjerte . +Døren sig åbner — o se , hvor du træder , +fagre , forvildede husfrue fin ! +Var der i verden ej tusinde steder , +du kunne mødes med elskeren din ? +Ak ! hvor du troede dig dybest iløn , +skulle det sig så forunderligt føje - +se , din uskyldige , kærlige søn +fæster på dig sit øje ! + +se , han har rejst sig , han stirrer og stirrer +underligt stille , som ramt af et lyn . +Se , hvor de bæve de hvidgule bryn , +se , hvor hans skikkelse zittrer og dirrer ! +Ak , du har mørknet hans barnlige vår , +mørknet hans dage med synd og med smerte . +Aldrig forsandt vil det læges , det sår ; +thi du har rammet hans hjerte ! +Hørte du tonerne klynke og græde ? +Strengenes selsomme , spottende hvin ? . . . +Stedet var ondt , som du skulle betræde , +fagre , forvildede husfrue fin ! +Dagen er oprunden , skyggerne veg , +morgenens stråler i vinduet lege , +kaster en lysning så bleg , o så bleg +over dit åsyn , det blege ! +Det var en lummervarm og stille septemberaften , +en seks eller syv år efter denne balnat , da sad +en skolediscipel i et af de gamle huse ved østerå +i Ålborg og læste på sine lektier . Han var i en +alder af omtrent seksten år og havde i et halvt årstid + +besøgt latinskolen . Han var høj og slank med et +udmærket smukt formet hoved og med regelmæssige , +skønne ansigtstræk . Hans øjne vare store og mørkeblå , +men med et på engang uroligt og tankefuldt +blik . Så ung han var , var han dog næsten udvokset +til sin fulde højde , hvorimod hans ansigt endnu +ganske var et barns . Det var Henrik Grubbe , +Eiler Grubbes og den skønne Ida krabbes søn . +Han sad som sagt og læste på sine lektier , men det +var øjensynligt , at han havde møje med at holde sine +tanker samlede . Snart lænede han sig tilbage i +stolen med et udtryk af træthed og utålmodighed , +og snart kastede han sig igen over bogen og læste +nogle minutter med en ivrighed , som om det gjaldt +livet . At denne måde at arbejde på ikke vel lod +sig forene med den lumre aften , fik han snart at føle , +idet sveden på engang sprang ud af alle hans porer ; +han måtte rejse sig , gik hen og åbnede et vindue +og blev stående en tidlang i dette for at blive afkølet . +Luften var imidlertid af den beskaffenhed , at +det næsten var varmere udenfor end inde , i det mindste +var dette tilfældet med den af dagens varme ophedede +gadeluft , der virkede næsten bedøvende på +ham , hvorfor han snart igen trak sig tilbage fra vinduet +og beredte sig til at gå ud for at søge en friskere +luft . Han iførte sig en grøn jakke eller trøje , +rigeligt besat med store , gule ankerknapper , tog en +lille , let bøs se samt jagttaske og øvrige skyderedskaber + +ud af et skab og forlod således udrustet det gamle +hus . +Da han var kommen udenfor , rettede han , uden +at betænke sig , sin gang ned til en af smågaderne +ved fjorden , hvor der boede en fisker , hvis båd +han jevnlig benyttede til sine jagtture på fjorden . +Denne fisker , ved navn hans Krisfian , boede +i et lille , ret net hus , omgivet af en venlig have . +Da Henrik kom til indgangen af haven , der var aflukkef , +råbte han med høj røst : „ Er hans Krisfian +hjemme ? “ Da han intet svar fik herpå , gentog +han med forstærket stemme og til sidst med et +udtryk af utålmodighed og vrede sit spørgsmål , — +indtil et vindue blev åbnet , og en smuk , men meget +gammel mand med et ærværdigt , gråt skæg stak +sit hoved ud . Det var hans Krisfian , bådejer og +fisker i fjorden . +„ Hvorfor svarede i ikke straks ? “ spurgte Henrik . +„ Fordi jeg er syg , hr . Henrik , som de kan +se , og lå og sov , da de kom . Jeg har været syg +den hele dag — å ja , har jeg så . “ +„ Kan jeg få båden ? “ +„ Ja — nej , ikke godt , hr . Henrik . Amme skal +ud med den og sætte garn nu tilaften . “ +„ Ja , så går jeg ud med hende , jeg skal på +iagt , som i kan se . “ +„ Ja—a , hr . Henrik , “ indvendte hans Krisfian . +„ Men herregud , hvad er der nu i vejen ? “ brød + +Henrik igen ud med en vis heftighed , „ jeg giver naturligvis +samme betaling , som om jeg havde båden +alene , og så får i jo dog tillige Garnet besørget . Det +synes mig , i må kunne stå jer ved den handel . “ +„ Åja , hr . Henrik ! Åja såmænd ! “ +„ Hvor er Amine ? “ spurgte Henrik . +„ Hun er nede ved båden for at tætte lidt på +den ; den bliver gammel nu ligesom jeg selv , og tager +mere og mere vand ind . “ +Lidt efter tilføjede han : +„ Ja , så kan hr . Henrik jo gå ned til fjorden , +for nu er Amine vist i færd med at gå ud . “ +Da han kom derned , var hans Kristians medhjælper +— eller så at sige enebestyrer af hans for øvrigt +kun højst ubetydelige bedrift — i færd med at +skyde den lille båd ud i vandet igen efter endt +eftersyn . +Dens beherskerinde , Amine , var ikke datter af +hans Krisfian , men af hans søster , som havde været +gift med en købmand i Ålborg ; begge forældrene +døde , da Amine kun var tolv år gammel , +efterat have givet hende en god opdragelse , men uden +iøvrigt at have kunnet sørge del mindste før hende . +Da antog den gamle , godmodige fisker sig hende som sit +barn , da hun ingen anden støtte havde . Hun var +nu lidt over fjorten år gammel , meget livlig og arbejdsom , +dygtig til at roe og sætte garn ud og i +besiddelse af en vis selvfølelse , som var en følge + +af hendes frie , ensomme og næsten selvstændige tilværelse . +Dertil var hun altid net og proper , forstandig +og venlig — og med et levende udtryk af alle disse +gode egenskaber i sit friske og solbrændte , men tillige +ædle og fintsormede ansigt . Imellem hende og hendes +jevnlige passager , Henrik Grubbe , var der , som vi +nu ville få at se , et ejendommeligt forhold . +„ Goddag , amme , “ sagde Henrik venligt , „ jeg +skal ud med dig i aften ; jeg kommer fra din fader . “ +„ Ja det kan de gerne , hr . Henrik ; men vi kan +ikke roe på i agt , før vi har sat Garnet ud , og det +vil tage hen ved en times tid , tænker jeg . “ +„ Det kan der ikke være tale om ! “ sagde han +med udbrydende heffighed , „ så ' er det jo næsten +mørkt , og hvorledes kan vi så se at skyde ? Du +ved jo selv , at det netop nu er det bedste jagtveir , +man kan ønske sig ! . . . Hør blot , hvor mågerne +skrige , og se , hvor lavt de flyve derude over vandet ! “ +„ Ja , men jeg må først have Garnet ud . Imidlertid +kan jo hr . Henrik skyde her langs med fjorden +eller læse , som de før har gjort . “ +Han svarede : „ Kom ikke mere med den snak , +amme ! Gør mig nu ikke vred . Du har jo dog +selv kun sorg deraf ! “ +Men da hun desuagtet ikke gjorde mine til at +ville opgive sin beslutning , forandrede han pludselig +tonen og sagde venligt : +„ Kom nu , lille amme , . og lad os være gode + +venner . Jeg trænger ret til en adspredelse i dag . +Du ved ikke , hvor sørgmodig jeg er . Kom , lad os +derfor nu sætte båden i stand og se til at komme +afsted ! “ +„ Ja , som jeg har sagt , vi sætte først garn og +så skyde vi “ — gentog hun . +„ Nej , “ sagde han med lav stemme og blegnende +kinder , „ vi skyde først og så sætte vi +garn ! . . . Amine , tir mig ikke . . . Kunne jeg +måske ikke tage båden fra dig og sejle ud alene ! +Hvad mon du ville gøre mig ? Og gav jeg hans +Kristian en daler ekstra , mener jeg , at den sag ville +være glemt , ikke sandt , amme ? “ +„ Jo , det kan jo være , hr . Henrik ; men jeg +ville ikke glemme det , “ sagde hun fast , men dog kæmpende +med gråden . Og da Henrik vedblev at betragte +hende med et stolt og vredt blik , tilføjede hun : +„ Så ond vil de ikke være imod mig . . . Husk på , +at hvad der for dem er en spøg og tidsfordriv , +det er min gerning , som jeg har at . udføre ! “ +Hvad enten det nu var disse ord , der blev +fremsagte med en vis naturlig ynde og højhed , eller +hendes tårer , der nu brøde frem med magt , som +gjorde . Indtryk på Henrik , — så slog han nu atter +om , og idet han tog hendes hånd , sagde han med +en stemme , der var så blid , at den havde noget uimodståeligt +tiltrækkende : „ Græd ikke , lille amme ! +Jeg har jo ikke ment noget af det onde , jeg sagde . . . + +du skal have din villie . . . Kom , lad os nu gå +ud ! Vi sætte først garn , så skyde vi eller lade det +rent være , hvis det bliver for mørkt ! . . . Nu , er du +så fornøjet ? “ +„ Ja , hr . Henrik , “ sagde hun smilende , idet hun +tørrede øjnene ; „ men vi skal nok få tid til at +skyde alligevel . “ — +derpå satte de med forenede kræfter den ikke +meget tunge båd i vandet . Henrik tog årerne , +og amme satte sig i bagstavnen med det sammenrnllede +garn i sit skød . Da de kom ud , hvor det +skulle nedsænkes , begyndte hun at lade det glide ud , +hvilket hun udførte let og sikkert , uden at det en eneste +gang kom i vilderede . Henrik sad og så sig omkring +med et utålmodigt blik , om ikke en eller anden +vandfugl skulle komme ham på skudvidde . Men +da ingen sådan viste sig , faldt han efterhånden hen +i en sløv eller drømmende tilstand , hvoraf dog amme +jevnlig udrev ham , da hun var fuld af liv og omfattede +med stor interesse , såvel hvad der passerede i +latinsfolen , som de af dens disciple , hun kendte . +Omtrent efter en times forløb var Garnet bragt +til leje i vandet , mærkerne udsatte , og følgelig +Amines „ Gerning “ til ende , og de skulle jo nu til at +begynde deres i agt . Men hvad enten det nu var for +mørkt , eller af andre grunde , så kom der dem slet +ingen fuglenær den aften , hvorfor Henrik foreslog atroe +et godt stykke vej opad fjorden hen under nogle + +høje bakker , hvor han engang før havde været uden +dog at have taget kending af stedet . Amme tog +da årerne , Henrik styrede , og således sejlede de en +temmelig lang tid , begge iagttagende en fuldkommen +tanshed — amme , fordi hun som et barn var +halvt bange for at sejle på ubekendte steder , Henrik , +fordi han på ny var henfalden i drømmerier . +Endelig blev dog situationen hende for trykkende , og +hun sagde , ikke uden en smule skælven i stemmen +: +„ Men hvor komme vi dog hen , hr . Henrik ? +Her har jeg aldrig været før ! Det er her , at fjorden +er så ensom , dyb og skummel . Hjemme under +byen er der bedre ; lad os nu se at komme hjem +igen ! “ +Henrik gjorde en utålmodig bevægelse , som man +gør , når man pludselig forstyrres i dybe tanker , +og han så vredt på hende , der netop kunne skimte +hans ansigts forandrede udtryk . Hun bøjede hovedet +og tav stille , og et skær af bedrøvelse eller frygt +gik over hendes ansigt . Henrik havde rejst sig , stirrede +ud i mørket og holdt af og til hånden før +øret , som om han lyttede efter noget ; endelig sagde +han : +„ Såvidt jeg ved , må vi nu være der ; der er +en lille å eller strøm , som i udløbet danner et +vandfald . Det forekom mig før , at jeg kunne høre +lyden deraf , men jeg er ikke vis på det . Forsøg , + +om du ikke kan høre noget , amme , når vi holde +op at roe og sidde ganske stille . “ +Efterat de en tidlang havde lyttet , sagde hun : +„ Jo , det lyder rigtignok som brusen af vand , men +skal vi nu ikke roe hjem ? det er mørk nat ! “ +„ Mørk nat , du nar ! “ svarede han , „ Klokken +er ni , så ved jeg da , at det ikke er nat . Da vi +nu desuden er så nær ved stedet , måtte vi være +nogle narre , hvis vi ikke sejlede derind . Det er sådan +et besynderligt sted , som du selv vil give mig +ret i . . . Ro nu igen , vi må straks være der ! “ +Det lod til , at Henrik aldeles intet hensyn tog +til hendes ønske om at komme hjem , og underligt var +det , at hun , som på landjorden og om dagen formåede +at bevare så megen selvstændighed lige overfor +ham , nu her og i mørket opgav al modstand . Det +var , som hun her ganske følte sig i hans magt , og i +denne erkendelse , der måske ikke egentlig var hende +ubehagelig , bøjede hun sit hoved , tav og adlød . Da +de vare komne noget længere ind mod landet , råbte +han : „ Nu er vi der ! Jeg hører vandfaldet tydeligt . +Ro nu forsigtigt , at vi ikke skal komme på +grund ! “ +Straks efter løb båden ind i en lille vig , i +hvilken den omtalte å havde sit udløb og fald lidt +længere inde . Henrik havde ret i , at dette var et +underligt sted . Det havde ganske udseende af et +bjergland . Overall langs med fjorden hævede sig + +temmelig høje bakker næsten lodret i vejret , hvilke i +skumringen , formedelst de utydelige omrids , toge sig +ud som virkelige bjerge , medens denne illusion end +mere forøgedes ved åen , der på grund af det stærke +fald , den havde fra højderne , rislede og skummede +ikke uligt en virkelig bjergelv . Og denne ensformige , +klagende lyd af det rindende vand var det eneste , +der afbrød dette steds næsten ængstelige stilhed . +„ Hvor her er ensomt og sørgeligt ! “ sagde Amine . +„ Dette sted holder jeg ikke af , Henrik . Og hør , +hvor forunderligt vandet lyder . . . som om der var +nogen , der græd ! +Henrik sagde : „ Her agter jeg at blive længe — +måske hele aftenen . Såvidt jeg kan skønne , vil +dette sted vist blive mit yndlingssted . Her kan man +dog have ligesom en vis fornemmelse af ensomhed . . . +Du må derfor også helst gå hjem , Amine , hvis +du ikke synes om at være her ; så skal jeg nok roe +båden hjem alene . Eller du vil måske helst have +båden ? Det kan du også , så vil jeg gå . “ +Hvis han kunne have set hendes ansigt , da han +kom med dette forslag , ville han have bemærket det +samme ængstelige eller utilfredse udtryk deri som før , +da de roede . Hun svarede : „ Ja , så vil jeg gå , +hr . Henrik , når de vil sørge for båden . “ +Øerpå rejste hun sig hurtigt fra sin plads , steg +op på sædet og sprang iland . Næppe var hun +borte , før Henrik lagde sig ned i bunden af båden , + +aldeles opfyldt af stedets ensomhed og ro , idet han +gav sig til at tænke på eller drømme om sit hjem +oppe i Vendsyssel , og som han således lå udstrakt , +hvilende på siden , med armene under hovedet og +med lukkede øjne , medens et træk af barnlig længsel +lå over den rene , blide pande og de halvt åbnede +læber , lignede han aldeles et sovende barn . Da han +havde ligget således en tidlang så stille som en +død , rejste han sig halvt op og lyttede skarpt med +hånden for øret , idet han mumlede : +„ Det var rigtigt , som Amine sagde , at dette +vandfald lignede en grædendes stemme . . . men kan +denne lyd også virkelig komme fra faldet ? “ +Han lyttede atter med tilbageholdt åndedræt . +Øerpå rejste han sig helt op , sprang ud af båden +og begyndte at gå langsmed åen opad bakken . +Da han havde gået en snes skridt , bemærkede han +noget sort , som sad eller lå ved åen , og han +spurgte med sagte røst : „ Er her nogen ? “ +„ Ja , hr . Henrik , “ svarede Amines stemme , +„ det er mig ! Vær ikke vred , fordi jeg ikke er gået . +Det var så mørkt , og så turde jeg ikke gå alene +her , hvor jeg aldrig har været før om dagen . . . . og +jeg turde heller ikke — “ Her standsede hun grædende . +„ Hvad turde du ikke ? “ spurgte han , „ hvorfor +kom du ikke hen til mig , da du ikke turde gå +hjem ? “ +„ De havde jo sendt mig bort og ønskede at være + +alene , derfor turde jeg ikke forstyrre dem ; men jeg +vovede heller ikke at gå længere bort ; derfor satte +jeg mig i nærheden . “ +„ Men hvorfor græd du , Amine ? “ spurgte han +da med den blide stemme , der var ham ejendommelig , +når han var bevæget ; „ jeg troede længe , det var vandfaldet , +men så blev det mig klart , at det virkelig var +et menneske , der græd . . . jeg kender din stemme , +når du græder ; jeg har før fået dig til at +græde i “ +„ Nej ! “ — svarede hun næsten heftigt — „ det var +ikke dem , der fik mig til at græde ; jeg græd kun +fordi jeg var bange . . . Men nu vil jeg gå , nu +troer jeg nok , jeg tør . “ +„ Nej , bliv nu , Amine . Lad os sætte os her ved +åen og hore lidt endnu på dens brusen ! Så +sejle vi hjem sammen , og så skal du ikke mere være +bange ! “ +„ Ja , men de vil dog helst være alene — “ indvendte +hun , kæmpende med gråden . +„ Nej , nu ikke mere “ — svarede han blidt — +„ jeg lå jo længe nok i båden og tænkte på mit +hjem . Det kan jeg have godt af i lang tid . Men +det var uret af mig at lade dig gå alene i denne +skumle aften . “ +Imidlertid havde de sat sig ved hinandens side +ved den lille . Strøm , og de sagde således en tidlang + +uden at tale . Da brød Henrik først tausheden og +sagde : +„ Jeg kan ellers ikke forstå , hvorledes du kan +være bange her , amme . Du er jo her hjemme . +Denne fjord og disse bakker heromkring , de høre jo +til dit barndomshjem , og dem synes jeg du må +elske ligeså højt , som jeg elsker mit hjem . Og hvorledes +kan du så være bange og græde ? det forstår +jeg ikke . Såmeget er vist , at oppe hos os , der er +ganske anderledes ensomme steder end dette , og var +vi der nu , skulle du se , at jeg ikke græd . Nej , +jeg ville le , — ja le og synge . . . og dog måske +græde alligevel . “ +Da hun intet svarede hertil , henfaldt han atter +i taushed eller drømmeri , og det syntes næsten , at +han igen havde forglemt hendes tilstedeværelse : thi +da han efter nogen tids forløb gjorde en bevægelse +og derved kom til at berøre hende , sagde han med en +af sine bratte overgange og næsten koldt : +„ Nå det er jo sandt ! Du er her ! “ +„ Ja , hr . Henrik , “ sagde hun bønligt ; „ De sagde +jo selv , at jeg skulle blive her og sejle hjem med +dem . “ +Og da han nu tog hende ved hånden for at +lede hende ned til båden , sagde hun blidt : +„ Hr . Henrik Grubbe ! jeg har godt forstået , +hvad de sagde . De længes efter deres hjem . Det +er derfor , de er så urolig og sørgmodig . . . Kunne + +det ikke fornøje dem at tale noget mere om deres +hjem ? Jeg er jo vel kun simpel og ringe , men jeg +kan dog godt forstå dem , Henrik Grubbe . . . og mig +ville det fornøje så meget ! “ +Hun sagde disse ord med en hende ejendommelig +ynde , og han var ikke ufølsom derfor . Vel slap han +hendes hånd som i forundring eller vrede over en +sådan fortrolighed og gik alene forud ned til båden , +men da han var kommen derned , blev han dog stående +stille ved den , som om han ventede på hende , og hun , +som var fast bestemt på at ville benytte den hende +givne tilladelse til at sejle hjem med ham , fulgte ham +langsomt . Da hun var kommen ned til båden , +stillede hun sig ved siden af den lige overfor Henrik . +Således stod de en tidlang . Det var da så +mørkt , at de ikke kunne se hinanden . Da sagde +han : +„ Så du tror , du kan forstå mig . . . og +hvad jeg siger og tænker på ? “ +„ Ja , “ svarede hun . +Da satte han sig på kanten af båden og begyndte +at tale om sit hjem . Hans stemme havde +i førstningen noget koldt og skærende , men antog +efterhånden hans stemnings udtryk og var snart +heftig og lidenskabelig og snart klagende som vandfaldets , +på hvis enemærker de opholdt sig : +„ Mit hjem ligger oppe i Vendsyssel . Det er en +gård , som hedder søviggård . Den er stor . Der er + +meget gods under den . Det er et stamgods . Jeg +er stamherren . Der er ikke andre børn end jeg . +Min fader lever endnu . Men min moder er død for +mange år siden ! . . . Og jeg kan ikke huske hende ! . . . +Nej , nej , amme ! tro ikke hvad jeg nu sagde ! . . . Det +er ikke sandt ! det er ikke sandt ! Men således hedder +det sig , eller skal det hedde sig l . . Nej , min moder +er ikke død , og jeg kan godt husfe hende — o ja så +levende , ihvorvel de enkelte træk i hendes ansigt ikke +mere altid stå så tydelige for mig , da det er så +længe , længe siden , at jeg så hende ! . . . For hun er +. . . rejst bort fra os , amme . . . kommen bort fra mit +hjem , således at hun aldrig kan komme tilbage til +os igen ! . . . Kan du ikke nok forstå det , amme ? +— hun var ikke god mod fader og gjorde uret imod +ham , det ved jeg meget godt , men mig var hun så +god imod , og derfor kan jeg ikke lade være at holde +af hende og at tænke på hende , sfjondt jeg ikke må +hverken for fader eller præsten . . . Hun var så +dejlig , hun var så rask , så stor , så fri ! . . . Hun +red den skummende hest og skød den vildene hjort i +skov ! . . . og mig havde hun hos sig på hesten . . . +Hun vidste at ramme ørnen med en eneste kugle og +hun , amme , tror du hun lod sig nøje med at skyde +de usle måger , som vi her ? — nej , når de hvide +svaner trak ind fra havet , da gik jeg ved hendes +side i de stille aftener ved det store hav , og jeg +så de stolte fugle segne med udbredte vinger for + +hendes fod ! . . . Og derfor er jeg også selv en stor +jæger , amme . . . som du skulle få at se , hvis +her var noget ordentligt at stnde efter . “ +Lidt efter tilføjede han med sagte røst , der bævede +af undertrykt bevægelse : +„ Men når jeg bliver stor og bliver student , +Amine , da vil jeg drage ud i den vide verden og ikke +hvile , ikke hvile , før jeg har fundet hende ! og når +jeg da seer hende igen — måske fattig , ensom , syg +og ringe , da vil jeg kaste mig til hendes bryst og +fortælle hende , hvorledes jeg har tænkt på hende og +længtes efter hende i alle de lange år , og græde ! +Græde ! — græde af salighed , af smerte og dø med +hende ! . . . +— jeg husker hende og solen fra samme tid . Jeg +mindes så klart en tidlig morgen , hun stod med mig +på armen , da en klarhed begyndte at udbrede sig +over engene og træerne ved åen . Hun viste med +hånden ud imod glandsen , og jeg stirrede ind deri , +indtil jeg måtte vende øjnene bort derfra , og jeg +så blændet og forundret på hende . Da lyste hendes +ansigt i de samme strålers glans , men blegere , +så jeg kunne tåle at se på det . Derfor mindes +jeg solen og hende fra samme stund . “ +Efter nogle øjeblikkes taushed fortsatte , han med +større rolighed : +„ Men da min moder således kom bort fra os , +da blev min fader ligesom knækket eller brudt , og + +derfor er han , jeg selv og hele vort hus så stille , +og derfor kommer der aldrig fremmede mennesker til +os . . . Desuden hørte jeg engang af gamle pastor +roede , som er vor præst , og som vi alle holde så meget +af , af der hviler noget mørkt over mændene +af vor slægt , af flere af dem have haft en usædvanlig +karakter og et farligt sind , af de kun have følt sig +lykkelige , når de levede i urolige tider , hvor de kunne +^ribe ind i forholdene og optræde som ledere for +bevægelsen , og de have da udvist stor kraft og opnået +en høj alder . Men ellers er de som oftest +døde unge uden af have kunnet føle sig ret tilpas i +livet og undertiden på en voldsom måde . Men +skjøndt vort hus er så ensomt og sørgeligt stille , og +skjøndt min moder , som jeg elskede højest , ikke er hos +os mere , så har jeg dog mit hjem så kært , så +kært , Amine , og jeg har levet så lykkelig der i al +min barndomstid . I præstegården , hvor jeg havde . +Mit hjem ligesåvel som på gården , har den gamle +præst læst med mig , ligetil jeg kom i skolen . Hvor +jeg dog længes efter ham , Amine ! . . . Han er så +gammel , så gammel og dog så lystig og munter , +og han har på engang været en fader for mig og +min bedste legekammerat , lige fra jeg var ganske lille . +Og så gik jeg på i agt med hans Skytte , vor +første jæger . Han er ligesom fader en stille mand , +stor og alvorlig , og han holder så meget af mig . +Sommetider , men det var dog kun sjældent , var også + +fader med os . Da var hans Skytte især alvorlig , +og der kom ikke et smil på hans ansigt . Vi gik +da gerne ud til en sø i nærheden af gården ; +når det blæser noget , går der høje , skumkrandsede +bølger i den med en brænding , der lyder som havet . +Mørke tåger ruge som oftest over dens midte , så +den modsatte bred ikke kan ses . Da seer den ud +som et hav . . . . Når vi så vare komne ud til den , +lagde vi os ned mellem de store stene på bredden +og stirrede med bøssen ved kinden udover vandet . . ' . +Så kom ænderne svømmende — skuddene faldt — +og den store vandhund gøede af glæde , fordi den +skulle ud . Og så blev det igen så stille , så stille ! +. . . Til andre tider satte vi os på stenene eller +gik langs med bredden , når det var vinter . Stundom +kunne vi da sidde flere timer itræk i den dybeste +taushed ved det øde vand , for når ingen af dem +talte , så talte jeg heller ikke . Men jeg kedede mig +aldrig , når jeg sådan sad og tav stille . Nej , nej ! +Da var jeg netop allerlykkeligst . Det hørte med til +vor natur , at vi vare således , eller måske til omgivelserne +— jeg ved det ikke ! . ! . Og desuden er der +såmeget at lægge mærke til , så mange sære lyd og +stemmer i naturen , som man kun kan høre i den +dybeste ro . . . +Men især følte jeg mig forunderlig stille og tilfreds +i mit sind i den allersidste tid , før jeg kom +hertil . Jeg gik som i en drømmetilsfand , som i + +paradisets have , jeg følte mig ligesom beslægtet med +hele naturen , og jeg stjal mig bort for i halve dage +at sidde og lytte til dens stemmer . Jeg talte engang +til min fader om denne forunderlige tilstand og fortalte +ham , hvor lykkelig jeg var til mode . Han stirrede +på mig , og jeg troede ikke , han havde forstået , +hvad jeg sagde . Endelig begyndte han at tale ligesom +idrømme , og han sagde disse dunkle ord , som jeg vel +ikke forstod , men som jeg alligevel husker ordret , som +de faldt fra hans læber : „ „ Adskillige mennesker af et +dybt , men tillige voldsomt og lidenskabeligt sind , hvem +derfor store lidelser er forbeholdte i livet , have på +overgangen fra den barnlige til den voksne alder en +periode , hvori tilværelsen forekommer dem at være ' +tilsløret af noget dunkell eller drømmeagtigt — en +stille tid , hvori deres sjæle , på grund af det +svævende og ubestemte , hvorigennem indtrykkene af +det udvortes kommer til dem , nyde en slags forklaret , +drømmende ro , — en tilstand , hvori deres +sjæle i forhold til det ydre ligge i dvale , fordi de +ligesom er vendte tilbage til deres ophav og endnu +engang dvæle ved livskilderne for at samle kræfter +til at bære livet . Vi er af dem . “ “ — — +men af denne drømmetilstand blev jeg voldsomt +vækket . Engang da hans Skytte , den store vandhund +og jeg sagde ved søen , kom fader til os . Synet af +ham var os alle usædvanligt . Hans Skytte rejste sig +hurtigt og stod så stiv som en støtte , og selv hunden + +stirrede forbavset og som i frygt på ham . Fader +så mere mørk ud end sædvanlig , og jeg følte en +krybende fornemmelse af angst . Da sagde han , af +det var hans bestemmelse , af jeg skulle dimitteres her +fra Ålborg skole og i den tid , jeg gik her i skole , +slet ikke komme hjem uden blot i nogle uger for af +blive konfirmeret af vor egen præst . . . det skal jeg til +næste år . . . Han sagde således : „ „ Det er min pligt +af sende dig fra os , medens dit sind forhåbentligt +endnu er så bøjeligt , af du kan vænnes til af leve under +sådanne forhold som dem , hvorunder andre unge +mennesker leve . Det var — som du ved — bestemmelsen , +af præsten skulle have dimitteret dig , +men efter at vi have rådslået med hinanden , er vi +blevne enige om , af du må lære af bevæge dig i +en snevrere kreds , inden en videre åbner sig for +dig . Dit sind trænger til af bøjes , din villie til +af knækkes under en fremmed indflydelse , som du +må respektere . I morgen på denne tid er du på +vejen til Ålborg . “ “ +Jeg vidste , af det , på grund af hans svaghed +kostede ham overordentlig anstrengelse af tale så +klart og afgjort , og da han havde endt sin tale , så +jeg , af tårerne løb ned ad hans kinder . Da græd +også både hans Skytte og jeg selv . Og da fader +så det , tilføjede han : „ „ Bliv du kun nu hernede +ved din sø med din ven Johannes og glæd dig + +endnu i dag ved synet af de steder , som jeg ved , +du elsker så hent ! “ “ — +derpå forlod han os . +Så var det , at jeg kom hertil , hvor jeg nu har +været så længe , og hvor jeg i al den tid ikke har +set nogen af dem derhjemme . . . hvor jeg har været +så urolig og heftig . . . og hvor jeg har længtes så +meget , så meget ! “ +Her tang han . Det var , som han alene var +bleven holdt oppe ved de erindringer , hvoraf han var +greben ; thi da han slap denne tankegang , faldt han +sammen , hans hoved sank ned på brystet , og hans +arme faldt ned som livløse . Endelig brød hans unge +tilhørerinde tausheden og sagde næsten hviskende : +„ Jeg siger nu hr . Henrik så mange tak for den +godhed at tale sådan til mig ! . . . Jeg skal aldrig +glemme denne aften og hvad de har fortalt mig om +dem selv og deres hjem . Jeg skal aldrig være +dem imod mere i nogen ting . . . jeg vil aldrig forlange +først at sætte garn , når de vil ud at skyde , +og min båd ffal være til deres tjeneste , nårsomhelst +de har lyst ! “ +Det lod dog ikke til , at alle disse gunstige indrømmelser +gjorde noget synderligt indtryk på ham , +eller måske hørte han dem slet ikke ; thi han blev +siddende i sin sammenfaldne stilling , og han svarede +hende ikke . Endelig vovede hun efter nogen tids + +forløb igen at tale til ham , idet hun sagte berørte +hans arm og sagde : +„ Skal vi nu ikke sejle hjem , hr . Henrik ? “ +Hvorpå han for op som af ørømme og sagde +med heftighed : „ Jo , jo ! lad os nu komme afsted , det +er vistnok sildigt , og jeg har endnu ikke fået læst alle +mine lektier ! “ ' +derpå skøde de med forenede kræffer båden +ud i vandet . Amine tog plads på den bageste +tofte for at overtage styrmandens funktion . Henrik +greb årerne , og straks efter lød hurtige åreslag hen over +det blikstille vand . +To år er hengåede . En meget tidlig morgen +noget over midten af september var en usædvanlig +mængde mennesker samlet på skibsbroen i Ålborg , +hvor et dampskib lå i færd med at afgå til København . +Grunden til , af der denne morgen var +flere mennesker i bevægelse ved denne lejlighed , end +der ellers plejede , og af der var ligesom noget festligt +udbredt over det hele , var den , af dette Års dimittender +fra latinskolen skulle afgå med dette dampskib +til hovedstaden . De unge mennesker — syv til +otte i tallet — alle med pibe i munden og med en +velstoppet tobakspung hængende på brystet , færdedes +med stor uro rundtomkring . Alle ville trykke deres + +hænder endnu engang , og den hjerteligste glæde stod +malet i deres rødmussede , strålende ansigter og i +hver af deres bevægelser . — noget afsides fra +tummelen og larmen ved bolværket stod en gruppe +af fire personer i taushed hos hverandre : en høj og +gammel , men øjensynlig endnu rask og kraftig mand +— i hvis . barnligmilde og fromme ansigt en mærkværdig , +næsten forklaret opløftelse stod af læse — +med et ungt pigebarn på overgangen mellem barn +og jomfru ved sin side . Og et skridt eller to +fjernere fra disse , men dog således , af man kunne +se , af de alle hørte sammen , stod en yngre , men +allerede krumbøjet mand med usikkert blik og med et +støvt og tungsindigt udtryk i sit ansigt , og en høj , +sintbygget yngling med dejlige , mørkeblå øjne og +gult , krøllet hår . Også denne sidstnævnte unge +mand var forsynet med tobakspung og pibe , og man +kunne næsten alene deraf stutte , at også han var +dimittend , skønt hans adfærd ved denne lejlighed +var så forskellig fra hans kammeraters ; men hertil +var grunden den , at den krumbøjede mand , hos hvem +han stod , var hans fader , og at denne ikke yndede +larmen og glædesytringerne omkring sig . Først +da skibsklokken ringede sidste gang , skiltes disse to +efter en hjertelig omfavnelse fra hinanden , hvorpå +den unge tog en ligeså kærlig afsted med den +gamle mand og den unge pige , og han havde allerede +fjernet sig nogle skridt henimod skibet , da faderen + +atter kaldte ham til sig , bøjede sin mund tæt til hans +øre og hviskedee : +„ Glem ikke , hvad du har løvet mig — vogt +dig før hende ! “ +Et udtryk af mismod eller kedsommelighed udbredte +sig ved disse ord over ynglingens ansigt ; men +han svarede intet , vinkede blot med hånden og +sprang derpå ombord på skibet , da det nu var den +alleryderste tid . Straks da han var ankommen der , +skyndte han sig hen til sine kammerater , som havde +indtaget en plads på dækket i agterenden af skibet , +og samtidigt med at hjulene begyndte af gøre deres +første , langsomme bevægelser , tonede en sang fra +deres ungdommelige læber , jublende som lærkens , +når den stiger i vejret ved solens opgang . Det +var deres assfedssang til den venlige by , hvor de +havde tilbragt deres glade barndomsår . Sangen +lød smukt og harmonisk i den tidlige , stille morgenstund , +og mangen fattig arbejdsmand og lastdrager , +der her trællede for føden , rettede uvilkårlig sin +bøjede ryg og så ud efter det afsejlende skib . Den +gulhårede rus var den , som havde forfattet sangen +og indøvet den med sine kammerater , og han nød på +grund heraf som også formedelsf andre gode egenskaber +størst anseelse iblandt dem . De unge mennesker +vedbleve en tidlang efter rejsens begyndelse +af holde sig sammen og af afsynge forskellige andre +sange ; men da solen var kommen noget op på + +himlen , og en let østenvind begyndte af sætte liv i +morgentågen , der nu i fantastiske skikkelser kom +bølzende imod dem langsmed begge fjordbredder , — +da forlod den gulhårede dem og begav sig hen i +forenden af skibet , hvor han satte sig op af ride på +bougspryddet . Han tog sin kasket af som for af +køle sit hoved i den friske vind , og som han sad der +med sit ansigt vendt mod den opgående sol , der +omgav hans hele skikkelse med sin gyldne glans , +medens vinden sagte bevægede hans rige , fyldige +lokker , var han vistnok den værdigste genstand ombord , +som den unge sol kunne forherlige med sine +første stråler . Han var i en alder af atten år , +men havde dog endnu mere af barnet end af den +fuldt udviklede yngling . Hans ansigt var ikke så +friskt som hans kammeraters og havde ikke deres udtryk +af strålende glæde over frihedens erhvervelse +og skoletugtens ophør ; dog var der også en glæde +at se i hans ansigt , men den var af et mere åndigt +præg , eller den var som tilsløret eller behersket af et +usigelig mildt og drømmende vemod , der hvilede over +hans skønne pande , de mørkeblå øjne og de stærkt +hvælvede , mørke øjenbryn . Og dog — ved siden +af dette udtryk af blidhed og romantisk drømmeri , +der var det aldeles fremherskende i hans ansigt , +kunne der dog også stundom komme noget andet til syne +deri , men langt svagere udviklet , ja næsten kun +siyggeagtigt antydet . Der var — især i trækkene om + +hans mund — noget , der vel ikke var sandseligt , ej +heller lurende og endnu mindre falskt eller troløst , +men dog noget , der måske kunne henlede tanken på +disse egenskaber , noget , der var i stand til at vække +den forestilling , at der muligvis engang kunne være +tilføjet denne ædle og kærlighedsfuldt natur en +overordenlig lidelse , et smerteligt sår , hvorved det +reneste og bedste i ham var blevet forarget , og som +de lægende magter i hans ånd ikke havde formået +ganske at helbrede . +Det var et af de fysiognomier , som kunne indgive +den kærlige betragter en vis frygt på grund +af de modsætninger , de synes at indeholde — et +ansigt , der mere end de fleste andre kunne vække +forestillingen om , at der var ligesom to verdener , +der kæmpede om det , at det ikke endnu indeholdt +nogen sikker tilkendegivelse af , hvilken det skulle +komme til at tilhøre , og at dette vistnok for en stor +del måtte være afhængigt af , hvad for ydre og indre +livsforhold der i den nærmeste fremtid ville blive +ham til del . +Det var Henrik Grubbe . +Mangestags følelser og tanker bevægede sig i +hans ungdommelige sind , da han sad der på bougspryddef +i den gyldne morgen . De dvælede ved hjemmet , +det ensomme , alvorlige hjem , hvor den mørke +fader færdedes åndssvag og folkesky , men i hjertet +dog- altid god og kærlig mod ham . Han tænkte + +på den store , herlige gård , hvor han i frihed og +ensomhed havde vokset sig fager , og hvortil han hver +ferie fuld af glæde og længsel var vendt tilbage , +( thi forbudet mod at komme hjem i ferierne var +allerede efter det første halvår i skolen bleven ophævet ) ; +han tænkte på den stille , skyggefulde å og +på alle de seileture , han havde foretaget på den , +ja , blandt disse hjemlige erindringer trængte sig endogså +herved billedet af en ung pige frem for hans +fantasi og fyldte hans sind med kærlighed , — +billedet af hende , der stod ved den gamle mands +side på bolværket i afskedsstunden , — og hans +sjæl dvælede i nogle øjeblikke i vemodig erindring +om det alt sammen . Men — så vendte hans +tanke sig næsten mod hans villie mod det kommende , +det fjerne , den ham ubekendte verden , den +han nu stundede i møde , den der svævede for hans +fantasi , indhyllet i et ubeskrivelig yndigt , dæmrende +rosensfær , og , — sfjøndt det ikke var ham selv klart , +måsfe fordi han på grund af det faderlige forbud +ikke ret vovede at hengive sig dertil , — dette fortryllende +rosensfær , hvori han så fremtiden , skyldtes +ikke mindst den bevidsthed hos ham , at han nærmede +sig til det sted , hvor hans moder boede , — hvad +han nu ikke længer var holdt i uvidenhed om , — +hans vildfarne , syndefulde moder , han vidste det vel , +hun , som havde gjort hans fader ulykkelig , og hvis +synd stod som det mørkeste billede for hans egen + +barnlige erindring , men dog altid hans moder , hans +elskede moder . Og nu , da han snart skulle betræede +det sted , hvor hun levede , nu kunne han kun huske +den ubegribelige , usigelig søde og trygge kærlighed , +han havde følt for hende . Nu mindedes han kun den +ranke , ungdommelige , henrivende skikkelse , der som en +strålende fe snart på den hurtige hest og snart +tilfods og tilsøs — men næsten altid med ham ved +sin side — havde færdedes i hans barndoms egne ! +Og disse syner , de mest henrykkende , hans barnlige +øje havde skuet , dem havde han aldrig kunnet glemme ! +De vare i hans inderste sjæl voksede sammen med det +ædleste og kærligste i ham , og der stod de endnu +i al deres strålende friskhed . Ja , trods hans viden +om , hvad hun havde forbrudt , trods alt , hvad han +selv havde lidt derved , og trods hans faders ovennævnte +forbud , så forholdt det sig desuagtet ikke +anderledes med dette trofaste , sønlige hjerte , end at +han — såmeget hans ungdommelige fantasi end +formåede at forestille sig af salighed , af henrykkelse +— dog anså det for det mest vidunderlige og eventyrlige , +fremtiden kunne lade ham opleve , hvis han +engang igen , — blot engang ! — turde lægge sine +arme om hendes Hals og blande sine tårer med +hendes ! +Med disse tanker betrådte Henrik Grubbe +Københavns toldbod den følgende , mørke morgenstund . +— i de første måneder efter hans ankomst + +til hovedstaden optoges han næsten ganske af sin eksamen , +studenterlivet og de mange selskabskredse , han +på grund af sin ungdom , skønhed og rigdom +straks kom ind i . I disse kredse var han som et +særsyn , der udøvede en betagende , ja næsten fortryllende +magt over beslægtede eller blot modtagelige +naturer : som den , hvis hele personlighed bar præget +såvel af det indre , drømmende liv , han levede , somaf +hans rige naturs friskhed og oprindelighed , var +han på engang som et åndepust fra en gådefuld , +romantisk verden og som en frisk luftning fra heden , +skoven og den åbne strand — når han sådan +kom og stod i en københavnsk grosserers eller etatsråds +selskabssal . Men når han således besøgte +et hus førstegang eller trådte ind i et større selskab , +da slog altid hans hjerte stærkt ved tanken om , +at hans moder måske kunne være der , og han skulle +da nok kunne kende hende , ja , ved første blik ! — +men iøvrigt havde han — som sagt — endnu intet +foretaget for at komme til at gjensee hende . Dels +var det faderlige forbud derimod endnu tilstede i al +sin friskhed , og dels forholdt han sig i sin tanke +således til hende som al sand og dyb kærlighed forholder +sig til sin genstand : jomfruelig-forventningsfuld +og som med en vis frygt for det øjeblik , da +virkeligheden skulle give det tænkte og anede sin +stadfæstelse . Det var ham således i disse første +måneder nok at vide , at hun var ham nær , at han + +kunne møde hende på gaden , og at hun kunne træde +ind i hans værelse , hvad øjeblik det skulle være — +ja denne romantiske uvished var ham så kær og +fyldte ham med en sådan henrykkende følelse , at +han ikke engang endnu havde brudt sig om at få at +vide , hvor hun boede . Ja , det havde vistnok været +ham ligefrem behageligt , at han vidste så overmåde +lidt om hendes senere liv — desto friere havde hans +fantasi kunnet bemægtige sig hende og fremstille +hende i det lys , som hans hjerte mest ønskede . Og +dette — i virkeligheden det eneste , han vidste desangående , +— det var , at hun , efter at være bleven +lovformelig skilt fra hans fader , var bleven gift med +ham , med hvem hun sejlede på åen i den mørke +aften , og med hvem hun i den påfølgende nat dansede +den dæmoniske Dands — baron og godsejer +Alexander krabbe , hendes slægtning og fætter . +Men til fornøden oplysning af det foregående og +efterfølgende fremsættes her nærmere antydninger . +Den usædvanlige måde , hvorpå bekendtskabet mellem +Eiler Grubbe og Ida krabbe var opstået , udøvede +en fristende eller bedårende magt over dem +begge ifølge hver enkelts særegne sindsbeskaffenhed , +hvoraf den pludselige forlovelse og det hurtige ægteskab +fulgte . Begge vare de mennesker af det ikke +sædvanlige slags , om end af meget forskellig ånd . +Han var — som alt anført — på det tidspunkt , +da han lærte hende at kende , allerede uden følelse + +af ungdom og livskraft , idet hans medfødte tungsind +og hang til sygeligt grubleri havde svækket hans +kraft i en tidlig alder ; men bagved dette lå en +blid og øm natur med evne til at føle megen kærlighed , +og han ville måske have kunnet opnå harmoni +med sig selv og med tilværelsen , hvis det var blevet +ham forundt at se en sand og stor og opoffrende +menneskelig kærlighed og selv at blive gjensfand for +en sådan . — hun derimod var fuld af ungdom , +fyrighed , livskraft og opvokset for en stor del i den +frie natur , som hun elskede med virkelig , instinktmæssig +kærlighed — som i taknemmelig følelse af , +hvor gavmild den havde været mod hende selv , naturens +dejlige datter . Mennesker derimod elskede +hun som den , der var varm af blod , men ikke af +hjerte , på en vis undinekold måde , — ret , som +om hun selv kun havde været ' en henrivende skøn +naturånd , berøvet den menneskelige ånds dybde , +varme og længsel . Hun var en mægtig natur , fuld +af jordisk ild og kraft og — da denne følelse af +naturkraft ikke hos hende formildedes af en jomfruelig +ånds finhed og sædelige alvor — tillige en dæmonisk +natur , der måtte træde frem som sådan på +flere punkter i hendes liv . Da hendes ånd var +uden anden kjærlighedslængsel end den , som hendes +sandser kunne vække hos hende , måtte det dæmoniske +vistnok især komme srem i hendes elsfovsfølelse , +navnlig når dennes gjensfand ikke i naturkraft , + +frejdighed eller livsglæde var hende selv overlegen . +Og hendes mand kunne jo , ifølge det foregående , +ikke ret vel være hende lig , endsige overlegen , heri . +Den på ny opblussende ungdomsfølelse , som synet +af den skønne dianaskikkelse i sådanne omgivelser , +der især måtte tiltale et sind som hans , havde opvakt +hos ham — den kunne ikke holde sig ; og hans +blide , men svage ånd , der trængte til en øm , for de +fineste rørelser og længsler sympathetisk natur , trak +sig — så at sige straks efter ægteskabet — sky og +frygtsom ind i sig selv lige overfor hende . — dengang +deres eneste søn blev født allerede i deres +ægteskabs første år , havde denne begivenhed vistnok +den samme virkning i dette ægteskab som i de fleste +lignende : den blev et nyt forbindelsesled imellem dem +og havde en heldig og blivende indflydelse isærdeleshed +på Grubbe , med hvis natur en sådan følelse +som den , han nu kom til at nære for sønnen , måske +var mere overensstemmende end elskovens . Men +også moderen havde elsket sin søn af hjertet — +sålænge hun daglig havde ham for oje , og det var +intet selvbedrag , når Henrik Grubbe havde bevaret +en så henrivende erindring derom . Dog — vel +vakte sønnen hendes hjerte til liv og bevægelse , så +at hun følte for ham , hvad hun endnu ikke havde følt +for nogen anden menneskelig skabning , ligesom også +noget af denne følelse på ny gik over på barnets +fader ; men denne — dog væsentlig kun gennem + +moderhjertet vakte — kærlighed til hendes mand , +den var dog ikke i stand til ganske at betvinge denne +overvældende kvindenatur eller for stedse at bringe +den til ro . Det kunne da , ifølge de givne forudsætninger , +ikke ret vel være andet , end at en uro eller +irritabilitet , der i tidernes løb steg til en følelse +af savn hos hende , til en følelse af , at noget i +hendes natur ikke kom til sin ret eller blev mættet , +måtte opstå hos hende , — en sindstilstand , på +grund af hvilken hun måtte være særlig udsat for +at falde , så snart en i denne henseende tilstrækkelig +kraftig fristelse frembød sig før hende . Og denne +var da — som alt antydet , — at hendes fætter , den +med hende selv jevnaldrende , altid lystige og i høj +grad mandigskjønne baron krabbe , som hun kun +havde set nogle få gange i sin barndom , kom hjem +fra et mangeårigt ophold i udlandet og aflagde sin +kusine et besøg på det skønne søviggård . Hun +var dengang næppe endnu fyldt syv og tyve år , +hendes mand var fyrretyve og hendes søn ni år +gammel . Krabbe kom til søviggård tidlig på foråret +og opholdt sig der uafbrudt til hen i August +samme år , da katastrofen skete . +Øenne mand var ikke blot hendes kødelige slægtning , +men også hendes nære frænde i henseende til +ånd og oprindelig natur — dog med den forskel , +at han var en i det hele , uagtet en stor medfødt +godmodighed , allerede fordærvet mand , hvis leflende + +omgang og slibrige tale , ja hvis blotte nærværelse +allerede straks fra deres bekendtskabs fornyelse begyndte +at fremkalde de endnu kun slumrende uædle +instinkter hos hende . Ikkedestomindre var det dog en +stærk kærlighed , som han straks kom til at føle for +den skønne , ham i ånd og natur så beslægtede +kvinde ; han medbragte i virkeligheden al den varme , +hvoraf han var i besiddelse , i forholdet , og det var +fremdeles med oprigtig glæde , at han efter forholdets +opdagelse imødeså den tid , da han efter de to +eller tre Års forløb kunne indtræde i ægteskab med +hende . — straks efter hvad der passerede hin balnat +på søviggård , havde nemlig husets frue — sandsynligvis +foranlediget ved , at hendes søn havde været +vidne dertil — selv åbenbaret sit forhold for +fin mand og begæret skilsmisse fra ham . Og da +han havde samtykket heri , mod at hun frafaldt al ret +og adkomst til søviggård samt ganske gav afkald +på sønnen , havde hun begivet sig til udlandet , dels +for i den første tid at undgå folkesnakkens besværlighed +og dels for ved rejselivets pirring og anstrengelse +at døve sig selv og at glemme . Dette var +vistnok også for en stor del lykkedes hende , da hun +efter den nævnte tids forløb vendte tilbage og for +anden gang bortgav sin . Hånd . Dette ægteskab +skulle man jo nu tro måtte kunne yde hende en +større tilfredsstillelse end hendes første : her var lighed +i alder , naturkraft og væsentligt syn på tilværelsen , + +og det kan heller ikke negtes , at hun isærdeleshed +i førstningen følte sig ganske anderledes fri +og tilfreds i dette end i sit tidligere . Alligevel var +dette hendes andet ægteskab , i højere forstand , hende +til skade . Det ulykkelige , men rene og i virkeligheden +blide og poetiske sind hos hendes første mand , +hvilket hun ifølge sin natur vel ikke kunne sympattisere +med , ja , som hun betragtede halvt med medlidenhed +og halvt med foragt for dets svaghed , — +det havde dog i forening med hendes virkelige kærlighed +til sønnen ligesom holdt hende omgiven af en +atmosfære af noget åndigt , rent og rørende ; stærk +nok til , at hun derved kunne modstå fristelsen , +havde disse frelsende magters indflydelse på hende +vel ikke været , men de havde dog på flere måder +stået i forbindelse med det , der i hende selv var +renest og bedst . Hendes anden mand var jo derimod +— som alt bemærket — af et urent , blødagtigt +og leflende sind , og fra den atmosfære , hun i hans +nærhed følte sig omgiven af , bares der uafbrudt ligesom +gennem luften en duff eller ånde af disse +egensfaber til hendes sjæl , hvilket ikke kunne andet +end virke særdeles uheldigt på hende , hos hvem den +lavere natur , oprindeligt , var af en betydelig overvægt . +Hun var , da hun blev gift med krabbe , endnu +i besiddelse af hele sin ungdom og skønhed , indtagende +og bedårende som få , og ihvorvel hendes +mand på sin vis vedblev at holde af hende og at + +være hende tro ( hvorhos det dog er at bemærke , at +hun snart erholdt en mægtig rival i hans voldsomt +tiltagende kærlighed til bordets glæder ) , så var +dog endog blot hans personlige eksistens og nærværelse , +såvelsom den kreds , hvori hun nu bevægede +sig , så fordærvelig for hendes natur , at det ikke +varede meget længe , forinden hun også i dette sit +andet ægteskab førte en sådan tilværelse , at en +gammel , ærværdig mand — som nu straks vil blive +omtalt — ikke for med usandhed , da han i et brev +til Henrik Grubbe desangående antydede , „ at heller +ikke hendes senere liv havde været pletfrit . “ — vinteren +tilbragte de som oftest i hovedstaden , hvor de +førte et særdeles stort hus , sommeren dels i udlandet , +dels på deres gårde i Jylland i horsensegnen . +Sådan var Henrik Grubbes moder , — som +han ikke blot elskede med den varmeste sønlige kærlighed , +men hvis billede tillige i hans hjerte stod +omgivet af hans poetiske naturs og tidligste erindringers +magiske glans , og sådant var det hus , +hvori han snart skulle optages . +Han havde jo nu tilbragt flere måneder i København ; +men han havde endnu ikke set hende , ja +hun var end ikke nogensinde bleven omtalt i hans +nærværælse — og da begyndte hans længsel mindre +og mindre at kunne lade sig nøje med den blotte +viden om hendes nærhed ; han gik da et skridt +videre og tænkte alvorlig på en virkelig tilnærmelse . + +at dette var hans fader så hårdt imod , var ham +vel en meget ubehagelig tanke ; men var det , på den +anden side , ret af hans fader at ville forbyde ham +at give efter for sit hjertes trang ? At skrive til +ham og bede ham om hans tilladelse , vidste han ville +ikke føre til noget ; han var , efter at han var bleven +ramt af den store huslige ulykke , sindssvag eller i det mindste +så « åndssvækket , at han ikke med klarhed +kunne dømme i en sådan sag eller i det hele bringes +ud af engang fattede forestillinger . Derimod var +der en anden mand i nærheden af hjemmet , for +hvem Henrik Grubbe nærede i det mindste ligeså varme +følelser som for sin fader , og det var den ældgamle , +højst ærværdige og elskelige sognepræst til søvig og +asdal hr . Iver roede , som havde læst med ham , +ligetil han kom i Ålborg skole , og som havde konfirmeret +ham . Han var enkemand , uden børn , men +havde for hen ved to år siden på Henriks anbefaling +taget et ungt , forældreløsf pigebarn til sig som +sin datter . — . Det var . Amine , fiskerpigen , hans +Kristians plejedatter . Kort tid efter at Henrik havde +foretaget hin seiletur med hende , som tidligere er +beskreven , døde nemlig hendes plejefader , og da skildrede +Henrik i et brev til pastor roede , hvis kærlighedsfuldt +hjerte var bekendt i en vid kreds , den +unge piges forladte tilstand , hvoraf følgen blev , at +den gamle mand straks selv tog ind til Ålborg og +bragte hende tilbage med sig til sin præstegård , hvor + +hun fra det øjeblik af befandt sig som i Paradis . +Det var disse to , der tilligemed den ældre Grubbe +støde ved bolværket den morgen , da Henrik rejste +fra Ålborg . Til denne hædersmand , der altid havde +været så godt som hans egen plejefader , og som +altså nu tillige var Amines , var det , at han besluttede +at skrive om dette sit hjerteanliggende for om +muligt at få ham på sit parti og derved berolige +sin samvittighed i henseende til det skridt , han +agtede at gøre . Han skildrede i dette brev sin dybe +kærlighed til moderen , han åbenbarede heri for +første gang i sin voksne alder de rige følelser , han +havde næret for hende i hele sit liv , og forklarede , +hvorledes han nu , da han vidste hende så nær , ikke +længer troede at kunne modstå sit hjertes trang +til at nærme sig hende endnu mere , hvis dette var +muligt , men at han dog ikke turde foretage noget +skridt i denne retning uden at have underrettet sin +kære , gamle lærer herom , — hvis billigelse af dette +forehavende han håbede ved disse linier at skulle +opnå . — pastor Roeds svar herpå lød således : +„ Søvig præstegård , d . osv . +Min kære søn ! +Meget har det rørt mig at læse om dit unge +hjertes varme og rige følelser for din ulykkelige +moder . Jeg kalder samme din moder , nuværende +baronesse krabbe , ulykkelig , uagtet jeg vel ved , at + +hun lever omgiven af denne verdens glans . Men +ulykkelig kalder jeg hver den , som lever uden hjertets +fred , og endnu ulykkeligere den , som lever med +hjertets fred , medens samme kun er en falsk fred . +Og hvis Fru baronesse krabbe lever med hjertets +fred , da frygter jeg såre , at denne kun er falsk . +Thi ikke vil jeg , min elskede søn , fortie , at ifølge +hvad der allerede tidligere var bragt til mig , såvel som +også ifølge de efterforskninger , jeg har anset det for +min pligt at anstille , siden jeg modtog det sidste , vigtige +brev , da — ( ligesom det jo er dig bekendt , at +den nævnte , fornemme dame , allerede medens hun +levede i ægteskab med din hr . Fader , ved sit brødefulde +forhold til hendes nuhavende mand , hr . Baron +krabbe , har bragt såre megen sorg og ulykke over +ham , nemlig din fader , således at hans sind +neppe vil komme til fuld oprejsning mere i denne +verden ) — da skal eiheller hendes senere liv være +pletfrit . — det gør mig så ondt , min gode , kære +søn , at jeg må skrive dette om en person , som du +elsker så højt ; men at fortie sådant , medens du +er i dette forehavende , anser jeg for at stride mod +min pligt , da du måske derved kan afholdes fra +at udføre dit forsæt . Det synes således efter +menneskelig anskuelse at være det rigtigste , at du i +denne sag ikke handler mod din hr . Faders ønske +og befaling og afstår fra at fornye bekendtskabet +med bemeldte dame . Men , mit kære , gode barn ! + +efteraf have tilkendegivet dig denne anskuelse , tilskyndes +jeg af mit hjerte til heller ikke at fortie , at +denne din store og såre rige sønlige kærlighed til +din moder overmåde har rørt mig ; thi en meget +mærkelig og forunderlig kærlighed bærer du i dit +hjerte til denne dame , som er din moder ! Vil et +fornyet bekendtskab med hende være til det gode for +dig ? Og kunne det ydermere ikke tænkes , at synet +af dig på det dybeste ville røre hendes hjerte og +hu , så at alene derved fromme og milde tanker +kunne vorde hende til del ? Thi haver jeg ikke kendt +din moder som et lidet barn ? og ondt og hårdhed +syntes der mig ikke dengang at være i hende . Jeg +har under megen bøn og påkaldelse rettet disse +spørgsmål til min gud ; men han er i denne sag +forunderlig tavs imod mig og vil , så vidt jeg kan +skønne , at jeg i dette anliggende skal stå på min +egen hasard . Jeg får da at gøre dette . Og min +egen personlige anskuelse , men vel at mærke : som +svagt , syndigt og uvidende menneske , er , at om det , +jeg nu desværre har måttet tilmelde dig , ikke har +været i stand til at udslukke din store kærlighed til +din efter menneskelig opfattelse så brødefulde moder +( ihvorvel det jo måske dog er dig bekendt , at vor +høje frelser og herre var sfånsom og mild i sin +dom også angående sådanne stakkels synderinder ; +thi vi have alle syndet og fattes ven Ros , vi skulle +have for gud ) og dit hjerte fremdeles måtte begære + +og længes efter , for en enkelt gang , at stue +hendes åsyn og måske tage hende udi din favn , +efterdi hun dog er din moder : så ( i guds navn ! ) +så følg hjertet , mit kære barn ! Thi fra hjertet +udgår livet . — din kære hr . Faders befindende +er som sædvanligt . Dog var han i går på i agt og +nedlagde med egen hånd to stykker kronvildt , efter +hvad mig er forebragt af den første jæger , Johannes . +Jeg besøger ham så ofte jeg kan og må , og når +hans syge og tunge sind viser sig modtageligt , taler +jeg til ham alt eftersom vor herre lægger ordene på +min tunge , ligesom jeg også vandrer med ham i +den frie natur , hvilken , næst guds ord , er det bedste +trostemiddel , en nådig gud lader os mennesker +blive til del udi vor megen svaghed og vankelmodighed . +— min kære datter Amine lever vel og +føler sig fremdeles meget glad og lykkelig . Hun er +filvisse en ædel natur af et såre hurtigt nemme og +af et vidunderlig sølsomt , kærligt og taknemmeligt +hjerte . Megen tak er jeg dig i sandhed skyldig , +Henrik Grubbe , fordi du har bragt mig denne gode +pige , for mig til så megen glæde i min høje alderdom ! +Også jeg selv lever vel i Herren , og ej tynges +jeg endnu meget af de firsindstyve år . +Således skriver din kære lærer og ven , +Iver roede , præst til søvjg og asdal . “ +Dette brev , som Henrik Grubbe med længsel + +havde ventet på i længere tid , satte ham først i en +tankefuld og smertelig stemning . Men den barnlige +måde , hvorpå den værdige gamle mand havde ladet +sig henrive af sit eget gode hjerte , var dog netop +slikket til af formilde det uhyggelige indtryk , antydningen +om hans moders senere brødefulde liv havde +tilføjet ham , på samme tid som han følte det i sin +sjæl . Så mægtigt var i dette hjerte det dybe , +blinde naturinstinkt — den barnlige kærlighed ! — +det ædleste menneske , han kendte , havde jo dog nu +billiget hans forsæt , og nu skulle det udføres , hvilke +følger det så end måtte have ! Det første , han da +foretog sig , var af staffe sig underretning om , hvor +hun boede , og det var ikke vanskeligt : baron , hofjægermester , +godsejer Alexander Cæsar Amandus +polycarpus cartesins von krabbe boede i Amaliegade +nr . — i sin egen store og prægtige gård . — +skulle han nu uden videre gå derud , bede om af +få baronessen itale og da give sig tilkende som +hendes søn ? — nej , heri var der noget , som stødte +ham — det ville eller turde han ikke , og han tilbragte +flere dage med af grunde over , hvad der vel måtte +være den mest passende måde af indlede bekendtskabet +på . Han kunne ikke nægte , af han i sit hjerte +ingenlunde nærede gunstige følelser for sin møders +anden mand , og tanken om at skulle komme i denne +mands hus og være nødt til at se ham og tale med +ham var ham så pinlig , nu da det hele begyndte at + +antage virkelighedens former , at hans forsæt undertiden +var nærved at strande derpå . Endelig besluttede +han at skrive til sin moder og bede hende om en +sammenkomst , hvortil hun kunne bestemme tiden og +stedet . Denne plan . fulgte han . Han . skrev kun +ganske kort , men dog tilstrækkeligt , til at et sympathetisk +hjerte deraf kunne se hans store kærlighed og +længsel . Som i feber ventede han svaret . Allerede +dagen efter trådte en tjener ind i hans stue og +bragte ham et grev . Alene ved at holde dette i sin +hånd og ved at se hendes skrift , om hvilken han +havde bevaret en dunkel erindring , udenpå brevet , +følte han sig så bevæget , at han måtte gøre vold +på sig selv for ikke i tjenerens nærværelse at udbryde +i tårer . Men næppe var han alene , før han +gav dem frit løb , og med højt bankende hjerte stod +han nogen tid med det uåbnede brev i sin hånd . +Endelig brød han det og læste : +„ Til +hr . Henrik von Grubbe ! Min kære søn ! +Med glæde erfarer jeg af dit venlige brev de gode +følelser , du nærer for mig . Også jeg har længtes +efter af gjensee dig , siden jeg ved min ankomst hertil +byen i julen fik af vide , af du var bleven student +og kommen hertil . Du var et så venligt og smukt +barn , af jeg med sandhed kan sige , af du var det +eneste lyspunkt i mit ægteskab på søviggård . I + +mit andet ægteskab har jeg ikke hast børn . Il til +din moder og overbevis hende ved din nærværelse +om , af du endnu er ligeså smuk og venlig som +dengang . Jeg er sikkert hjemme i aften kl . otte . Det +vil også være min mand særdeles kært af gøre dit +bekendtskab , og han sender dig herved sin venligste +hilsen . +Din hengivne moder . “ +Ester af have læst dette brev blev han en tidlang +stående med det i hånden , ubevægelig og som +i dybe tanker . Var han bleven skuffet derved ? Han +vidste det ikke . Dog randt hans tårer ikke mere , +og det febrilsfe i hans tilstand var ophørt . Da +læste han det atter og atter ; det var , som ville han +fremtvinge noget deri , som ikke fandtes , og dette +syntes også efterhånden at lykkes ham ; thi den øjeblikkelige +alvor , som efter den første , ængstelige gjennemflyven +af brevet havde udbredt sig over hans +ansigt , veg for et mere tilfredst udtryk , og han mumlede : +„ Det er dog et venligt brev ! “ — „ Ia , venligt , +men ikke kærligt , ikke hjerteligt , “ — svarede en +stemme i hans indre . „ Jo , kærligt er det også , +det er kærligt , “ sagde han med kraft og overdøvede +derved den indre stemme . „ Hun har også længtes +efter mig ! det står der jo med tydelige ord , og hun +har skaffet sig underretning om mig , ved , at jeg er +bleven student og kommen hertil byen ! . . . Og . . . + +hun længes efter mig ! . . . Ia , ja , kæreste moder , +også jeg længes efter dig , meer , end jeg kan sige +dig ! Og i aften , i denne aften , skal jeg se dig ! “ +Da han i sin tankegang var nået til dette +punkt , udtrykte hans ansigt den højeste glæde , og +han stormede ned ad trapperne ud på gaden , da +det forekom ham , at han bedre måtte kunne få +ende på tiden til kl . otte , når han holdt sig i en +uafbrudt bevægelse . — +på slaget otte stod han udenfor den store +gård i Amaliegade . Det var henimod enden af +februarmåned . For også i sin ydre person at udvise +det festlige , hvoraf hans sind var fyldt , havde +han iført sig den klædædragt , han anså for den +mest passende , nemlig sin sorte examensklædning , der +var syet i Ålborg , og som endnu var hans sædvanlige +selskabsdragt , da intet var ham fjernere end den +slags smålighed , der ligger til grund for forfængelighed . +Da han ringede på portklokken , kom +to tjenere til syne , hvoraf den ene spurgte om hans +navn og løb så iforvejen ind gennem porten ; den +anden bad ham følge sig , hvorpå han som vejviser +gik langsomt foran Henrik opad trappen , der var belyst +med et behageligt , dæmrende skær , belagt med +bløde tæpper og smykket med de skønneste blomster . +Noget så smukt og pragtfuldt som denne opgang +havde Henrik endnu aldrig set , og dette syn stemte +ham endmere festlig og højtidelig , på samme tid som + +det omgav hans sandser med en drømmeagtig tåge^ +som om det hele var noget uvirkeligt eller eventyrligt . +Som fortabt i denne fornemmelse nåde han +til trappens første bøjning ; da hævede han sine +øjne og så — ja , han kendte ved første blik den +skønne , endnu ungdommelige skikkelse , som stod der +alene , omgivet af laurbærtræer , akkacier og roser ! +Da bares han som på vinger forbi tjeneren opad +de sidste trin , der skilte ham fra hende ; men da han +var kommen hende så nær , at kun et trin endnu +var tilbage , og han fæstede sit tårevædede blik på +hende og så hendes ungdommelige klædedragt , hendes +snehvide , fyldige arme og stærkt blottede bryst , da +blev han stående som naglet til pletten med bøjet +hoved , nedslagne øjne og højt rødmende kinder ! — +af denne ligesom forstenede tilstand vaktes han , ved +at hans moder med venligt leende stemme sagde : +„ Du bliver da ikke forskrækket , min kære søn , +ved at se mig så pyntet ? Jeg er lige kommen hjem +fra selskab og har ikke haft tid til at klæde mig , +om . “ Og da han i det samme følte hendes arme +om sin Hals og sit hoved blidt bøjet ned mod hendes +bryst , da åbnede også han sine arme og gjengjældte +af et fuldt , overstrømmende hjerte hendes favntag . +Men — medens han nød denne så lidt drømte salighed , +medens han hvilede sit hoved ved hendes +bryst , og hans tårer randt rigeligen , i samme øjeblik +havde han en instinktmæssig , ham selv uforklarlig + +fornemmelse as , at hans følelser vare dybere end +hendes . Og han fornemmede et stik i sit hjerte , som +da han hin aften stod ved den mørke å og så +hende sejle forbi med hendes elsker , og som da han +samme nat vågnede forvildet og så hendes utroskab . +Men — det var dog hende , det var det samme +ansigt , den samme skikkelse , om hvilken hans sjæls +tidligste og kærligste drømme havde leget ! Denne +skikkelse stod dog nu her for ham , venlig og kærlig , +og var ikke allerede det lykke og salighed at se +hende og være hende nær ? Og i følelsen heraf bøjede +han atter ydmyg og taknemlig sit hoved ned mod +hendes bryst , og barnlige tårer randt på ny nedad +hans kinder . +Således stod de en tidlang i taushed . Da +viklede hun sig ud af hans arme , tog ham ved hånden +og førte ham hen mod den store indgangsdør , +som tjeneren , der havde overværet denne modtagelsesscene , +åbnede for dem . Derpå førte hun ham +gennem flere sale ind i et mindre , overordentlig +smukt udstyret værelse , og her tog hun plads i en +sofa , idet hun ved en håndbevægelse tilkendegav , +at han skulle sætte sig ved hendes side . Også dette +værelse var oplyst med et lignende mildt dæmrende +skær som trappegangen . Han havde endnu kun +kastet det ene faste blik på hende , efter hvilket han +blev stående som naglet til stedet på det næstøverste +trappetrin . Men nu da han sad ved hendes side + +og mærkede , at hun betragtede ham nøje , da hævede +også han sine øjne og fæstede dem anden gang på +hendes ansigt , og han så da , at hendes øjne vare +fulde af tårer , ligesom det også syntes ham , at +hendes ansigts udtryk var blevet et andet , mere værdigt +og mere moderligt — hvorved hun fik en lighed +med det billede , han i sin fantasi havde dannet sig +af hende efter den alder , hvori han vidste hun måtte +være . Da fyldtes hans hjerte af en overordentlig +glæde . Det syntes ham , at han i dette øjeblik +havde opnået , hvad der i så lang tid havde stået +for ham som det højeste mål før hans attrå — +og han rejste sig fra sin plads ved hendes side og +blev en tidlang stående foran hende , idet han betragtede +hende med henrykkelse . Derpå begyndte han +at tale med dæmpet , bevæget stemme , og han skildrede +sin tidligste barndom på søviggård , sine +første drømmeagtige , henrivende erindringer om hendes +kærlighed og blidhed , og han skildrede sit hjertes +dunkle angst og uro fra den tid , da det var begyndt +at forekomme ham , at noget hemmelighedsfuldt truende +ligesom svævede i luften over hans hjem , — +og hin forfærdelige smerte , da uveiret virkelig brød +løs og røvede ham hende ! Og han skildrede ud af sin +sjæls oprigtighed og tillige ud af hele sin naturs +ild og poesi sit hjertes vemodige længsel efter hende +gennem alle hans barndomsår — en længsel , der +havde ført ham til det sted , hvorpå han nu stod , + +og som her var bleven opfyldt . Derpå knælede han +ridderlig og ærbødig ned for hende og lagde tillige +på barnlig Viis sit hoved mod hendes knæ . +Længe var det siden , at sådanne ord havde +lydt for hendes øren ; de mindede hende om hendes +første mand : således havde også han talt i deres +forlovelsesdage og deres ægteskabs allerførste tid — +denne underlige , dunkle og digteriske tale , der havde +lydt for hende som et sprog fra en hende selv fremmed +verden — og tillige som vidnesbyrd om en +svækket , sygelig , tungsindig tilværelse ; thi havde det +ikke viist sig ved hendes første mand , at sådan tale +hang sammen med sygelighed og svaghed ? Men +så betragtede hun atter den skønne yngling , hvishele +udseende tydede på ungdomsmod og livslyst , +og som fornylig havde talt det samme sprog til +hende . En genklang af ordenes musik gik på ny +gennem hendes sjæl og hjerte , hvor strenge dirrede , +som ikke i mange år havde givet lyd , — og hun +bøjede sit hoved ned mod sit barn , trykkede med +sand moderlig følelse et Kys på hans hoved og +lod sin snehvide , fyldige hånd lege med hans gyldne +lokker . +Således tilbragte de nogle minutter i taushed . +Den fuldkomneste stilhed herskede , ikke blot i værelset , +men det syntes næsten , som om det hele store hus +var uddøet . Da hørtes lyden af langsomme og +uregelmæssige skridt , der nærmede sig et eller andet + +sted fra ; noget efter åbnedes døren , og en overordentlig +svær mand trådte ind med noget usikkre +bevægelser . Da han var kommen frem i midten af +værelset og bemærkede gruppen , studsede han , standsede +— og begyndte baglænds at trække sig tilbage +igen henimod døren ; men uden at se på ham udstrakte +husets frue sin arm , vinkede ad ham og +sagde : +„ Det er kun min søn , som jeg har talt til +dig om ; kom herhen og hils på ham , hvis du er +istand dertil ! “ +Hvorpå han atter nærmede sig . +Det var husets herre , baron Alexander Cæsar +o . s . v . von krabbe , der lige var hjemkommen fra et +middagsselskab , — han , der spillede en af hovedrollerne +i det drama , som i hin tordensvangre nat +opførtes på søviggård . Næppe ti år vare forløbne +mellem hin nat og denne stund , og dog , — +ak , hvor forandret er han ikke allerede bleven ! Den +ridderlige Don Juan , den fyrige , glimrende dandser +med den kraftige , men dog slanke figur — er det +virkelig ham , som står der og tripper , er det virkelig +ham , dette uformelige kødbjerg , denne stivnede +masse af de udsøgteste spisevarer og de ædleste vine +— dette til et slags selsomt naturprodukt reducerede +menneskelige individ ? Io , det er ham , sandheden +byder at tilsfåe det . Og som hans legeme er +undergået en sådan forvandling , således er ej + +heller hans „ Ånd “ forbleven uberørt : som legemet +er tiltaget , er den aftaget . Ja , hvad er der blevet +af dens fordums ild og energi , der glimrede i hans +mørke øjne , og som var i stand til at præge hans +skønne ansigt med lidenskabens storhed ? — forsvundet +er det , forsvundet indtil det sidste og har +måttet vige pladsen for et udtryk af sløv , ubevægelig +godmodighed — et udtryk , der forgæves anstrengte +sig for at fremvise den fornøjelse , han virkelig +i øjeblikket følte , da han hørte , hvem den unge +mand var . Smilende udstrakte han sin hånd imod +ham og sagde : +„ Hjerteligt velkommen , min unge ven , her i +vort hus ! Det er mig i sandhed en glæde at se +dem her , og det skulle fornøje mig meget , om jeg +kunne være dem til nogen tjeneste , nu da de , som +jeg hører , har fæstet Bo her i byen ! . . . Jeg må +sige dem , det har altid forekommet mig , at jeg har +nogen uret mod deres gode hr . Fader at afbetale , +og kunne jeg på nogen måde afbetale den til dem , +ville det meget glæde mig , ja det ville , det forsikrer +jeg dem om . Og jeg håber nu , at de foreløbig +vil betragte dette hus i enhver henseende som deres +hjem . . . Det vil i sandhed være en gevinst for +os ; jeg har ikke — det jeg ved — nogensinde set +en så fuldendt smuk ung mand , med et så behageligt +fysiognomi ! “ +Da han havde sagt disse ord med synlig anstrengesfe , + +gjorde han en gemytlig undskyldning for sin +noget omtågede tilstand , hvorpå han krydsede ud +ad en dør og ind i sit sovekammer . +Straks ved husherrens indtrædelse havde Henrik +rejst sig fra sin knælende stilling og trukket sig nogle +skridt tilbage fra sin moder . Da han bemærkede +baronens tilstand , overtrak en stærk rødme hans +kinder , og med nedslagne øjne og uden at svare et +ord stod han og hørte på den gemytlige mands +venlige tiltale . Først , da baronen havde forladt +værelset , hævede han atter sine øjne , og hans blik +traf hans moders , som derpå med et udtryk af +spot eller ærgrelse så henimod den dør , gennem +hvilken hendes mand var forsvunden , idet hun trak +på skuldrene og sagde : +„ Det gør mig ondt , min kære søn , at du +første gang du så ham skulle træffe ham i en +sådan tilstand . Det er dog kun sjældent , at det +går så vidt med ham som i dag . Men ellers er +han , som du jo så , en højst venlig og forekommende +mand , som enhver kan komme ud af det med , og +du vil også nok selv komme til at synes godt om +ham , når du lærer ham nærmere at kende . “ +Lidt efter tilføjede hun efter at have betragtet sin +søn opmærksomt : +„ Ja , han har ganske vist ret , han er dog ikke +så sløv endnu , som jeg havde troet — du er virkelig +et overmåde smukt menneske og det endogså + +i den rædsomme dragt , du der har på ! . . . Så +ung , så smuk og — som jeg hører — tillige så +begavet og dog så ganske uden forfængelighed eller +uden smag ! . . . Du ligner i denne henseende ganske +din fader , og du ligner ham også af ansigt , +skjøndt han egentlig ikke var nogen meget smuk +mand . . . . Hvem er din stræder , min søn ? Det +må sikkert være en eller anden jysk Barbar ! . . . +Og hvorfor tager du kjole på ved en anledning +som denne ? “ +Henrik havde nogle gange , medens hun talte +således til ham , åbnet munden og begyndt på at +ville sige nogle ord til svar ; men en ham selv uforklarlig +ubehagelig fornemmelse ved hendes yttringer +holdt hans ord tilbage . — men da hun nu så ham +stå der tavs og med et udtryk af sørgmodighed +eller alvor i sit ansigt , gik hun med en uforlignelig +ynde hen over gulvet , lagde sine hænder blidt på +hans skuldre , så ham med et venligt og skælmsk +blik ind i øjnene og sagde : +„ Vær ikke vred for hvad jeg har sagt ! Det er +mig netop kært , at du i denne henseende er så +forsømt , for så kan også jeg lære dig noget . “ +Så gik hun hen til et skrivebord , tog et stykke +papir frem og satte sig i en halv snes minutter til +at skrive med alvor og eftertanke ; da hun var færdig , +vinkede hun sin søn hen til sig , og med et ejendommeligt , +særdeles tiltrækkende udtryk , hvori der var + +en mærkelig blanding af instinktmæssig kvindelig +hensynstagen til det udvortes og af en vis , humoristist +selvironi — som over at også hendes natur +var kommen ind under modens og konveniensens +lov , tog hun således tilorde : +„ Se her , min søn , har du en — så vidt jeg +i øjeblikket kan sfjonne — nøjagtig fortegnelse over +alle de klædninger , en ung herre af din alder og +stand har brug for i alle mødende tilfælde i livet , +og her er tillige adressen , hvor alle disse herligheder +ere at få . Gør nu din moder den fornøjelse at +gå derhen , og viis mig din kærlighed ved at unde +mig den glæde at måtte gøre dig denne ubetydelige +foræring — jeg ! ieed jo så godt , at du aldeles +ikke trænger dertil — men gør mig nu , som sagt , +ikke den sorg at sige nej til det første , jeg beder +dig om ! “ +Det var dog langtfra , at disse hendes venlige +ord havde været i stand til at fordrive den alvorlige +skygge fra hans ansigt , ja , han svarede hende ikke +engang , men betragtede hende kun med et forunderlig +vemodigt og spørgende blik . Også hun tav stille i +nogle øjeblikke , idet hun så på ham med et udtryk +af mismod og forundring . Da sagde hun : +„ Men hvortil dog dette alvorlige ansigt , min +ven ? . . . . Er der nogen , der har grund til at +være glad , da synes det mig , at det må være dig . +Verden vil smile til dig fra det øjeblik , du viser + +den et venligt ansigt , og hvorfor skulle du ikke +det ? . . . . Jeg vil sige dig noget : jeg er ligesom +stolt af dig , jeg ved , at du vil gøre overordenlig +lykke . Der er noget i dit ansigt , som de besidde , +der vinde alles sympatti . . . . og især alle damers ! +. . . Jeg glæder mig formelig til den opsigt , +du vil gøre her i mit hus , ihvorvel det vel sagtens +vil komme til at gå ud over mig selv , eftersom jeg +ikke tror , jeg seer gammel nok ud til at have så +stor en søn . . . hvad ? . . . gør jeg vel ? . . . . +Min hr . Søn er ikke galant , men — du lærer det +nok ! “ Og hun tog ham i hænderne og førte ham +dansende nogle skridt frem og tilbage i værelset , +hvorpå hun smilende stak ham den omtalte adresse +i lommen . — han gjengjældte til en vis grad hendes +venlighed og kærtegn , — dog ville fremdeles hans +alvor ikke vige , eller den kom i det mindste straks igen , +når et venligt smil i nogle øjeblikke havde opklaret +hans træk , og han formåede kun til dels at +besejre det uhyggelige indtryk , hendes væsen gjorde +på ham , vedndelig at gentage for sig selv : +„ Det er hende , det er jo dog hende ! og hvor +venlig og kærlig er hun ikke imod mig ! “ +Omtrent en måned efter dette første besøg hos +sin moder stod Henrik Grubbe en eftermiddag hjemme + +i sin stue og morede sig med at prøve de mange +nye , elegante klædedragter , hvoraf han samme dag +havde modtaget den sidste , — moderens første , rige +gave til sin genfundne søn . Han havde besøgt den +prægtige gård i Amaliegade hver dag i den forløbne +måned og allerede gjort bekendtskab med en +stor del af husets omgangskreds , da der næsten +altid var fremmede , når husets frue var hjemme ; +men endnu havde han dog kun set de nærmeste eller +daglige besøgende , da hans moder netop for hans +skyld havde opsat et glimrende bal , hun agtede at +give , for at han først kunne blive fuldstændigt ekviperet +og tillige komme til at føle sig noget mere +hjemme ' i disse nye og storartede forhold . Dette bal +skulle finde sted netop denne dags aften ; thi nu +var jo ekviperingen foreløbig afsluttet , og noget mere +hjemme i de nye forhold var han også allerede +bleven : uformærkt og lidt efter lidt havde husets +tone omspændt hans bløde og bøjelige sjæl som +med et net ; vittighed og persiflage , der — vekslende +med lefleriet — var husets grundtone , havde allerede +borttaget noget mere end blot støvet på hans +sjæls vinger , og han var ikke mere så sikker i +troen på , hvad han hidtil havde anset for skønt , +ophøjet og rent . I begyndelsen ( og især naturligvis +den første gang ) når han forlod sin moders +hus om aftenen efter således på forskellig måde +at være bleven forarget , kunne han stundom , overvældet + +af smerte og som i en følelse af angst og +forvirring , fatte den beslutning , at han ikke ville +besøge sin moder mere ; men — han var så ung , +tiltroede sig ikke selv tilstrækkelig dømmekraft , og +den næste morgen viste hendes skikkelse sig atter for +ham i den strålende , magiske glans , hvori den stod +for hans tidligste , drømmeagtige erindringer , og når +hun da atter krænkede og forargede hans følelser , da +vænnede han sig — med den de digteriske naturer +ejendommelige , sværmeriske trofasthed og forunderlige , +vemodige vedhængen ved barndommens første erindringer +— til ligesom at bortraisonnere virkeligheden +og til at betragte disse erindringers billede af hende +som det sande , hvormed han da omgikkes med den +gamle kærlighed ! Til andre tider kunne også +allerede hans forstand føle et vist behag ved den +pirring , som den muntre leg med ord og tanker +forskaffede ham , og havde han ikke desuden ofte nok +hørt i sin moders hus , at det at være sentimental +var det værste af alt , fordi det var det latterligste ? +Og således at føle sig forarget hvert øjeblik , var det +andet end barnagtig følsomhed og overspændthed , — +åndelig sygelighed , han måske havde arvet efter sin +fader ? +Såmeget hjemme i disse „ nye og storartede +forhold “ var han altså allerede bleven . Da kom hans +moders glimrende bal , og vendepunktet i hans unge +liv var dermed givet . - . + +hans ansigt var alvorligt , som han således stod +og prøvede klæder foran det store spejl , der gengav +hele hans ungdommelig skønne skikkelse , og i hans +blik var der noget åndsfraværende , som om han +ikke ret var tilstede med sine tanker ved denne forretning . +Han havde alt proberet adskillige sæt uden +at det lod til , at denne åndsfraværelse ville forsvinde +— da faldt hans øjne på en særdeles elegant +og smagfuld klædning , der ifølge fortegnelsen var +bestemt til at gøre formiddagsbesøg i . Han lod sine +hænder glide-frem og tilbage på det fine , bløde +stof , og hans ansigt begyndte efterhånden at vise et +udtryk af bevidsthed , ja af et slags behag derved . +Med større il og med mere omhu iførte han sig +denne klædning , han stillede sig i den heldigste belysning +foran spejlet og betragtede sin skikkelse med +opmærksomhed — da randt ham ihu hans moders +oftere gentagne ord , at han var overordenlig smuk , +og at han havde noget i sit ansigt , der måtte vinde +alles hjerter og især alle damers ! Da så han for +første gang med bevidsthed sin egen skønhed , og en +egenkærlig glæde herover fyldte for første gang hans +hjerte : med et særeget velbehag bemægtigede hans +fantasi sig denne nye følelse eller bevidsthed , medens +han uafbrudt betragtede sig i spejlet snart fra en , +snart fra en anden side indtil han endelig , trættet +af denne omdrejende bevægelse , gik hen og lagde sig +på sin sofa , — hvor han dog vedblev af nyde den + +samme behagelige fornemmelse , ligetil den time nærmede +sig , da han skulle klæde sig på til ballet hos +sin moder . Med en vis sorg måtte han da assøre +sig den kære klædning , der jo desværre kun var en +visitdragt , og iføre sig den sorte kjole ; han underkastede +nu dog ligeledes denne en fornyet , grundig +undersøgelse og kom endelig til det glædelige resultat , +af den ville hans moder nok lade være med af +spotte , således som hun havde gjort ved den ærlige +ålborgensiske stræders mesterværk . — +da han trådte ind i sin moders pragtfulde +salon , var allerede en større del af selskabet ankommen . +Alles blikke vendte sig uvilkårlig mod den +indtrædende , hvis forhold til husets frue og hvis +skønhed og ynde rygtet allerede havde fløjet så +vidt omkring med . Instinktmæssig søgte han sin +moders blikke for deri af læse hendes dom om hans +udseende og fremtræden ; men da han nu sandt hende +klædt ganske på samme ungdommelige måde som +den første aften , han besøgte hende , følte han atter i +øjeblikket den samme selsomme undseelse , og han blev +stående midt på gulvet med nedslagne øjne og +rødmende kinder — men dog kun et kort sekund , +thi han havde jo allerede lært noget . Og da han +atter hævede sine blikke og fæstede dem på hende og +så , at hun smilede ham i møde med hele sit venlige +og så skønne ansigt samt betragtede ham med blikke , +fulde af beundring og bifald , da veg undseelsen og + +forvirringen fra hans ansigt , og med fri og let anstand , +men tillige med et udtryk af blyhed og rørende , +barnlig glæde , der ved sin sandhed og skønhed +uvilkårlig henrev de mange kunstlede hjerter , som +så ham i denne stund , skred han hen over gulvet +henimod sin moder , bøjede sig ridderlig og ærbødig +for hende og kyssede hendes hånd ! +Et selsomt , dæmpet , uvilkårligt udbrud undslap +ved synet af denne hilsen fra flere af de tilstedeværendes +læber . +Men ved denne ridderlige hyldest af sin søn +så den skønne husfrue sig om i forsamlingen med +et stolt blik — med sin søn ved hånden trådte +hun med en anstand som en øronning tre skridt +frem på gulvet , forestillende ham for selskabet med +de ord : +„ Hr . Henrik von Grubbe , min søn af første +ægteskab ! “ +Derpå tog hun hans arm og forestillede ham +særlig for en stor del af de tilstedeværende . Blandt +disse ham for største delen ganske ubekendte personer +var der dog et navn , som i høj grad vakte hans +opmærksomhed : det var navnet på en berømt +sangerinde , primadonna ved det italienske operaselskab , +som dengang gav forestillinger på hoftteatret . +Hendes mand ( det gik han i det mindste for at være ) +der var direktør for selskabet og selv en udmærkets +sanger , var ligeledes tilstede . Disse virtuoser vare + +indbudte , dels for imod betaling at forlyste selskabet +med deres sang , dels for som gæster at deltage i +ballet . Henrik , der havde stor kærlighed til musik +og sang , havde som så mange andre glædet sig ved +den unge , smukke kunstnerindes henrivende stemme , +og han fæstede derfor sine øjne med deltagelse og +interesse på hendes ansigt , da han blev forestillet +for hende . Den unge dame så ligeledes på ham +med et udtryk af beundring og indtagende venlighed , +og da han blev nævnet som søn af huset , foldede +hun hænderne over brystet og gjorde en dyb , gratiøs +bøjning for ham , idet hun ligesom kærtegnede ham +med sine skønne , mørkeblå øjne . Ved denne yndige +hilsen svimlede det næsten for ham , og som idrømme +gik han videre i kredsen med sin moder . Efter at +denne forestillingsscene var til ende , gav hun de fremmede +virtuoser et tegn , hvorpå de trådte frem på +en noget ophøjet plads og afsang nogle af deres repertoires +smukkeste sange . Henrik lyltede henrykt +dertil — især til de sange , som den unge dame +foredrog alene . Vel havde han før hørt hende synge de +samme sange , men kun i tteatret ; her , hvor et mere +personligt forhold var tilvejebragt mellem ham og den +skønne sangerinde , her , hvor han kunne gå hen og +tiltale hende , hvis han ville , ja sandsynligvis endogså +dandse med hende — her udøvede hendes sang et +særeget trylleri over ham , og nu , som altid , når +noget stærkt bevægede hans sjæl , fik hans ansigt et + +udtryk af romantisk , sværmerisf vemod , som først gav +det dets fulde skønhed . Han stod så nær ved de +syngende , at han kunne se hvert enkelt træk i deres +ansigter , og det forekom ham , at signoraen , når +hun havde endt en sang og med en dyb bøjning +takkede for det stormende bifald , fortrinsvis lod sine +øjne hvile på ham , skønt han af beskedenhed eller +måske på grund af det stærke indtryk , hendes +sang gjorde på ham , ikke gav sit bifald tilkende +på nogen udvortes måde . Denne opmærksomhed , +som det således syntes ham , af den skønne dame +viste ham , berusede ham endnu mere , end hendes +sange , og han faldt fra nu af hen i en ham og +mange lignende stærkt følsomme og digteriske naturer +ejendommelig drømmetilstand , hvori det hele begyndte +af tabe noget af virkelighedens præg for ham , og +hvori han ikke mere lagde ret mærke til omgivelserne . +I denne tilstand mærkede han således ikke , af +italienerne endte forestillingen , stege ned fra tribunen +og blandede sig mellem mængden , ligesålidt som af +nogle i kunstens rangforordning lavere stillede , indenlandske +musici havde taget den forladte plads i besiddelse , +hvorfra nogle mindre skønne toner af instrumenter , +der stemtes , lod sig høre , eller af selskabet +havde begyndt af dele sig i mindre grupper og +af vandre med en vis uro omkring i salen — +ingen af alle disse forberedelser til af begynde +ballet havde han lagt mærke til . Da kom hans + +moder hen til ham , betragtede ham smilende , vækkede +ham ved sagte af røre ved hans pande og sagde : +„ Min hr . Søn salder i staver ! Det klæder +dig meget godt ; men du bør se at vænne dig af +dermed . En person , som er distrait , trækker altid det +korteste strå . . . Men ellers kommer jeg før at +spørge dig , om du ikke kunne have lyst til at gøre +os den fornøjelse at åbne vort bal i aften ? . . . Du +kan da danse ? “ +„ Ja , kæreste moder , danse kan jeg godt , og +jeg holder også meget deraf , men — “ +„ Men du ved måske ikke rigtig , hvilken dame +du skal vælge ? “ +„ Nej , det ved jeg virkelig ikke . “ +Da lagde hun — som før — sine hænder på +hans skuldre , betragtede ham smilende , og med et +udtryk af humor , hvori der dog var et anstrøg af +barnlighed eller ydmyghed , sagde hun : +„ Hvad siger du om at vælge mig ? “ +„ Gerne , kære moder , når du ønsker det , “ +Sagde han langsomt og tillige med en vis forlegenhed , +idet den gamle skygge af sørgmodighed udbredte +sig over hans ansigt . +„ Gerne , siger du “ — bemærkede hun med et +udtryk af skuffelse eller mismod — „ nej , så satte +du ikke et så alvorligt ansigt op ! . . . Du frygter +måske , jeg ville gøre dig skam som din dame ? “ +— sagde hun kort efter med stor livlighed — „ men + +jeg forsikrer dig : ikke en af alle disse unge piger , +som du her seer , dandser smukkere , lettere eller bedre +end jeg ! “ +Da Henrik intet svarede hertil , tilføjede hun med +mere alvor efter nogle øjeblikkes eftertanke : +„ Men forresten , når jeg tænker mig rigtig om , +så gør du vel i at afslå at danse med mig , og +du viser dig endogså derved i besiddelse af større +smag og takt end jeg selv . Vi to ville ikke kunne +frembringe et fuldkommen skønt eller harmonisk billede +i dansen , eftersom din figur endnu ikke er kraftig +nok til ret at kunne tage sig ud til sin fordel ved +siden af mig . . . . Altså , jeg er opgivet , men hvem +skulle vi så vælge ? . . . Er der ingen af de her tilstedeværende +damer , som du har noget nærmere +bekendtskab til eller nærer nogen forkærlighed for ? “ +„ Nej , kære moder , jeg har ikke noget som helst +nærmere bekendtskab til en eneste af disse damer — +men der er dog en tilstede , som i denne aften har +rørt mig ved sin skønne sang og glædet mig ved sin +ynde og venlighed , og hvis jeg — “ +„ Ah ! jeg forstår — du ønsker at danse med +primadonnaen ? . . . Ja , jeg vil jo ikke negte , at det rigtignok +er en alt for stor ære da der er meget fornemmere +damer tilstede ! . . . Men , enllo ! der skal ikke kunne +siges andet , end at der i mit hus hersker frihed og +lighed — tag du kun theaterprinsessen , min søn , + +hvis det kan more dig og glatte de alvorlige folder +i dit ungdommelige ansigt ! “ +Da gik han bort for at opsøge hende . På +vejen faldt det ham ind , at han endnu aldrig havde +talt et fremmed sprog , og at det følgelig måske +ville være ham umuligt at gøre sig forsfåelig for +hende . At hun ikke oprindelig var fra Italien , men +var en født pariserinde , det vidste han vel , og i det +franste sprog havde han altid udmærket sig under sin +skolegang , men nu frygtede han dog — som sagt — +ikke uden grund , at dette ikke ville være tilstrækkeligt +i nærværende tilfælde . Det varede nogen tid , inden +han kunne finde hende , og jo længere det varede , desto +stærkere slog hans hjerte , — så meget mere som han +følte sig som gjensfand for alles blikke , medens +han således vandrede søgende omkring . Endelig stod +han foran den udvalgte . Han betragtede hende nogle +øjeblikke i taushed med et udtryk af beundring og +barnlig undselighed ; endelig sagde han på Franst : +„ Vil den dejlige , fremmede signora gøre mig +den ære at danse denne , første Dands med mig ? “ +Det naive og troskyldige i hans væsen og i +den måde , hvorpå han gjorde hende dette spørgsmål , +rørte den unge kunstnerindes let bevægelige +hjerte , og hun svarede , idet hun atter nejede dybt +for ham : +„ Jeg takker min unge , smukke herre tusinde +gange for den ære , han viser mig . “ + +derpå tog hun hans arm og stred let og +svævende frem ved hans side gennem mængden , der +betragtede dem med beundring eller misundelse , efter j +omstændighederne ; thi et sfjonnere par var det ikke ! +Let at få at se . Da han med sin dame var +kommen op i den øverste ende af salen og havde +stået og talt nogle minutter med hende , lagde han +mærke til , at hans moder ikke var blandt de engagerede +damer , som han nu så opstillede i en lang række +bagved sig . Herved kom der uvilkårlig et udtryk +af rørende glæde og frimodighed i hans ansigt , som +det ikke tidligere havde haft , og da han dansede ud +med sin dame , var der en sådan ynde og skønhed +udbredt over hele hans væsen , at han fra det øjeblik +gerne kunne have betragtet sig selv som aftenens +helt , hvis han havde hast tilstrækkelig erfaring til at +skønne de derpå tydende symptomer . Men det +havde han ikke endnu . Fortabt i dansens glæde +og i selve situationens romantik og forstående +ubevidst at lade sin naturs medfødte blødhed og +ridderlighed komme til syne i hele sin fremtræden , +formåede han , selv i de prosaiske runddandse , at udfolde +en finhed og ynde , som ingen af de andre +dansende var i besiddelse af , og hvo der havde set +hans moder danse , måtte uvilkårlig gøre den bemærkning , +at han efter hende havde arvet denne skønne +gave — og dog tillige noget mere ; thi den sindets +og hele personlighedens romantik , der bevirkede , at + +enhver af hans bevægelser gjorde et poetisk indtryk , +den var ikke hende , men ham alene givet . +Som hans moder havde undladt at danse den +første Dands , således deltog hun eiheller i de følgende , +og med stor tilfredsstillelse havde han lagt +mærke til , hvorledes hun færdedes rundt omkring og +opfyldte en værtindes pligter med stor anstand og +værdighed . Baronen havde kun flygtig viist sig i +balsalen og derpå trukket sig tilbage til et af de +fjerneste værelser , hvor han tilbragte tiden med at +spille kort . Alt dette syntes Henrik meget godt om , +og han havde i flere timer hengivet sig til ballets +glæder med hele sin alders og sit temperaments +livlighed — da kom i en af pauserne hans moder +hen til ham , rørte ved hans arm og førte ham et +par skridt bagved rækken . Hun betragtede ham med +glædestrålende øjne og sagde : +„ Undskyld , min kære søn , at jeg et øjeblik +lægger beslag på dig ! Men jeg har ikke kunnet +vente længere med at udtrykke dig min levende beundring +over din mageløse Dands . Hvor har du +dog lært at danse således ? . . . Endskjøndt . . . +At danse således , det lærer man ikke ! Det er +naturens medfødte gave , og jeg tør måske tro , at +du i denne henseende har arvet noget godt og +smukt efter mig . Men såmeget er vist , at det er +længe siden , noget således har glædet , ja rørt mig , +som at se på din Dands ! “ + +i disse for ham så smigrende yttringer var +der naturligvis intet , som stødte ham ; de vakte tværtimod +den største glæede hos ham , og med varme og +kærlige ord takkede han hende for hendes Ros og +bifald . — hun havde alt fjernet sig nogle skridt +fra ham , da hun atter nærmede sig ham med en +skjelmsk mine og sagde , efter at hun havde betragtet +ham nogle øjeblikke med dette udtryk i sit ansigt : +„ Jeg husker ikke , om jeg fik at vide , hvor eller +af hvem du har lært at danse ? “ +„ I Ålborg af en gammel , afskediget lieutenant ; +hos ham samledes vi gerne hver vinter en aften om +ugen , jeg og en del af de andre disciple . “ +„ En gammel lieutenant ! “ sagde hun ironisk . +„ Nej , du må vist også have haft en anden og +noget yngre lærer , — ja , din Dands synes mig at +tyde på , at du har gået i skole hos den allerberømteste +af denne verdens dandselærere ! “ +„ Hvem mener du , kære moder ? “ +„ En dandselærer , som både har et græsk og et +latinsk navn . “ +„ Ja , endnu er jeg desværre lige klog ! “ +Da slog hun i et udbrud af overgivenhed hænderne +i hinanden og sagde højt leende : +„ Amor , på græsk : Eros . . . . Så jeg kan +lære min hr . Søn både latin og græsk ! “ +„ Nej , kære moder , af den dandselærer har jeg +endnu ikke lært at danse , “ svarede han alvorligt . + +„ Dandsede i da ikke med damer der . . . hos +lieutenanten ? “ +„ Jo , vi gjorde . Embedsmændene lod også +deres døtre lære hos ham ; det var børn og halvvoksne +piger , men vi i skolen betragtede og behandlede +dem som virkelige damer , i det mindste så længe +vi dansede ; men mellem dansene legede og sloges +vi rigtignok med dem på en temmelig ukavallermæssig +måde . “ +„ Men der var dog et af disse pigebørn , som +du allerhelst ville danse med , som du aldrig sloges +med . . . . og når hun var fraværende , så havde +du slet ingen fornøjelse af at danse — ikke +sandt ? “ +„ Det kan vel have været tilfældet , at der sommetider +var en mr anden af pigerne , som jeg foretrak , +men nogen bestemt forkærlighed for en enkelt +husker jeg dog ikke at have haft . “ +„ Men hvorfor deltog du da i disse øvelser +hver vinter , som det forekom mig du sagde ? “ +„ Fordi dandselæreren var en hæderlig og elskværdig +gammel mand , som ikke havde andet at ernære +sig og sin familie med , og derfor tog jeg og . de +andre disciple , som havde råd dertil , hver vinter +del i hans undervisning , skønt i det mindste jeg — +efter hans eget udsagn — var udlært for længesiden , “ +Svarede han med den tidligere alvor . +„ Hm ! det er mærkeligt , “ sagde hun smilende og + +glæder begyndte , kunne hengå på en behagelig +måde . Hun tilføjede endydermere for at skærpe +opfordringen , at dette jo var noget , som netop hørte +til hans fag . Som det altid rørte ham , når det +forekom ham , at hendes yttringer og synsmåde +stemte overens med hans egen natur , således var +det også nu med glæde , at han hørte hende yttre +dette ønske , ihvorvel han ikke var fri for at føle +nogen forlegenhed ved at skulle læse for denne kreds . +Dog sagde han venligt : +„ Ja , kære moder , hvad ønsker du helst , at jeg +skal læse ? “ +„ Hvad du selv har mest lyst til , “ svarede hun , +„ eller — da vi vist ikke har lang tid tilbage — så +lad tilfældet råde , og slå op på det første det +bedste sted i den digtsamling , du holder der i +hånden , og træffer du da noget , som vil vare en +fem a ti minutters tid , så læs det i guds +navn ! “ +Da gjorde han som hun sagde . Tilfældet ville +da , at det første , hans blik traf på , da han atter +åbnede bogen , var „ Den ottende søn “ . Han studsede , +der kom et udtryk af forvirring eller angst +over ham , og han tøvede nogle sekunder , som om +han var i uvished , om han skulle forelæse dette digt +eller ikke — dets længde var passende , så af den +grund kunne han ikke forkaste det ; og havde tilmed +hans moder , der sad ved hans side , ikke set , at + +han alt havde appelleret til tilfældet ? Han forsøgte +da at tage sig sammen og at fatte sig , hvilket også +tildels lykkedes ham , men dog ikke anderledes eller +mere , end at indtrykket , som tilhørerne modtoge af +læsningen , var i høj grad selsomt og gribende : +„ Den ottende søn . +Den hane slog ud sin vinge og got , +ung Thora alt sad ved væverstol . +Alt slog hun vcrven med megen hast , +så trådene alle tilsammen brast . +Hun syede blommer med silketråd , +de roser blev blod og de lilier gråd . +Hjælp gud ! hvor jeg drager min ånde tungt , +det volder det foster , spædt og ungt . +Syv måneder gik hun i højeloftssal +og snørte sig i midie tynd og smal . +Syv måneder bcerged hun sig udi løn , +til engen blev broget og skoven gran . +Det var ved sorten midienat , +triner hun ud i lunden brat . +De kildevæld piblede frem som gråd , +hvert løv var hende en slangebråd . +De vinde stønnede som dødningskrig , +de hvide birke stod som lig . + +fremtren en kvinde , så gusten og gul , +udaf sit sorte midnatsskjul . +Og hør du liden Thora , hvi sorger du ? +Hvi est du dig så såre mod i hu ? +Svarte liden Thora , hun blev så rød : +hvad jeg skjuler bag beltet , volder min død . +Malæd den kvinde da hastelig : +hvad du skjuler under beltet , du give mig . +Liden Thora , vilt du give mig det , +den byrde skal væere dig såre let . +Liden Thora segnede ved Linderod , +hun gav den kvinde sit kød og sit blod . +Den kvinde grinte og krysted det nor , +så sank hun neder i sorten jord . +Liden Thora blev sig så let i sind , +som når løvet vifter i sagten vind . +Herr Esben sig op under lide red , +så bandt ban sin ganger ved borgeled . +Op aksler han sit skarlagens skind . +Og truder høvisk for jomfruen ind . +Hil sidde i , liden Thora , vel svsbt i mår , +så vide der ry af eders skønhed går . +Liden Thora , i er mig fast så kerr +som engen det klare forårsoeir . + +i give mig eders love og tro , +så lade vi fluks vort bryllup bo . +Det var liden tbora , hun blev så glad , +hendes kinder blussede som rosenblad . +De dage de ginge , de dage de kom , +syv år hun var sig en hustru from . +Sidder hun med syv sønner små , +den yngste end spæd ved brystet lå . +Sidder hun mild i måneskin , +og klapper dem alle så venlig på kind . +Klapper hun alle på hviden kind : +hvi er i små så blege som lin ? +Det var liden Thora , hun pludselig så +et lidet utyske på tillien gå . +Så vissen den skiftning for hende står +med sortebrun kind , uden hovedhår . +Hil sidde i , moder , på polstere blå ! +Have i kun syv semner små ? +Hil lege i , brødre , på tavle af guld +og kaste de gamles skakspil omkuld ! +Og hør nu , i moder , jeg er eders søn , +for syv år siden født udi løn . +Den kvinde bar mig til troldebo , +ret aldrig jeg kunne trives og groe . + +jeg er vanfør for to måneders savn , +end gave de mig vanfred til navn . +Jeg ikke kan leve , ej heller dø , +fordi jeg fødtes for tidlig af Ms . +Thi slår jeg om eder min visne arm , +og suger mælken af eders barm . +I var mig ret aldrig en moder god , +thi drikker jeg nu eders hjerteblod . +To fulde måneder lå han der +og diede , til han blev stor og svær . +Da lagde liden Thora sig på sin seng +og visnede som Lilien på grønnen eng . +Men han slog sine syv brødre ihjel +og blev til en trold , så fut og så tal . “ +Bed den gentagne læsning følte Henrik Grubbe sig +endnu mere betagen end første gang , og tanker , han +ikke kunne gøre sig selv rede for , gik igennem hans +sjæl . Hans skønne , sympathetiske stemme lød for +tilhørerne som musik , som en forunderligt bølgende +sang , som et kærlighedsfuldt menneskehjertes tungsindige +klage over livets smerte , som en vemodig +åndesang , der hævede sig og sank . — efter oplæsningen +indtrådte en almindelig pause , der ikke lod +til at ville få ende . Men da rejste hustruen sig +og råbte med munter røst : +„ Tilbords , mine herrer og damer ! til bords ! + +og lader os snarest muligt se at glemme dette sørgelige +drama . “ Derpå henvendte hun sig til sin +søn , tog hans arm og sagde : +„ Aftenens helt på alle måder ! tillader du +din møder at være din dame og at dele din +hæder ? “ Hvorpå hun med sin søn gik foran de +øvrige ind i den til spisestue nu forvandlede balsal , +og aftensmåltidet begyndte . I førstningen lå endnu +ligesom det alvorlige digts skygge over Henriks +ansigt , og han var ikke fri for at have et af sine +anfald af åndsfraværelse — skønt af en anden +grund end for — som hans moder tidligere på +aftenen havde dadlet ham for . Da hævede hun sin +skønne , blottede arm , skænkede skummende vin i hans +glas og sagde med et udtryk af bakchantisk glæde : +„ Drik , min søn , af denne vin ! I den er +ungdom og livets og glædens kræffer . Den er fra +det skønne land , hvor ilden gløder under jordskorpen +og noget varmere end her i menneskenes bryst , — +og dens navn er latinsk ligesom dandselærerens før +— i^uermw 0llri8ti ! « +Og hun berørte med den yndefuldeste bevægelse +hans glas med sit og tømte sit eget til bunden . +Ved samme bord sad den italienske operadirektør . +Han var ikke som hans kone oprindelig fransf , men +derimod en virkelig italiener — fra Neapel — med +et ægte italiensk fysiognomi , høj , kraftig og firskåren +og fuld af sprudlende liv . Til denne mand henvendte + +husets frue sig efter atter at have fyldt sit glas og +sagde på flydende italiensk : +„ Også med dem , min herre , som i aften er den +eneste repræsentant for det skønne land , hvor denne +ædle drue er vokset , ønsker jeg at drikke et glas , i +taknemlig ihukommelse af de glæder , jeg et helt år +igennem har nydt i deres livlige fødeby ! “ +Den galante og høiligt smigrede mand rejste sig , +og med en ordfylde , hvoraf kun en italiener er i +besiddelse , besvarede han denne henvendelse . +Det var første gang , at Henrik hørte dette harmoniske +sprog blive talt , og skønt han intet forstod +deraf , gjorde dog såvel selve ordenes musik som de +talendes anstand og hele personlighed , der syntes +ham så ganske at svare til ordenes klang , et særdeles +levende indtryk på ham , og han lyttede med +interesse til den samtale , der udspandt sig mellem +disse to og et par andre ved dette bord , som ligeledes +vare sproget mægtige . Dog havde han på +samme tid en fornemmelse , som han ikke tidligere +havde kendt , en fornemmelse af ydmygelse ved at +tænke på , hvor langt han endnu selv stod tilbage , +hvormeget han endnu selv havde at lære — på +samme tid , som hans moders skikkelse viste sig herligere +for ham end nogensinde før efter deres bekendtskabs +fornyelse , omgiven af denne i hans øjne +nye glorie . — da imidlertid kun nogle enkelte ved +dette bord vare det italienske sprog mægtige , fortsatte + +fruen — for operadirektørens skyld — samtalen +på fransk , hvori alle kunne deltage . I dette sprog +henvendte italieneren sig til Henrik og spurgte ham , +om han ikke endnu havde besøgt Italien , og da han +hertil med et udtryk af barnligt mismod svarede +nej , ytrede den galante mand , at han håbede , det +da ikke ville vare længe , før hans fædreland skulle +nyde den lykke at se sig gæstet af en så smuk og +begavet ung mand . Da Henrik intet svarede hertil +og med nogen forlegenhed så ud for sig , greb hans +moder ordet , nikkede betydningsfuldt smilende med +hovedet og sagde : +„ Jeg tænker ikke , det skal vare så længe . Rimeligvis +besøger min mand og jeg Italien igen allerede +i dette forår — den overordenlig heftige transpiration , +som Italiens sommersol fremkalder hos +ham , finder han at være særdeles gavnlig for hans +helbred , skønt jeg rigtignok ikke begriber , hvorledes +han holder det ud — og da håber jeg , min kære +søn , at du vil gøre os den glæde at ledsage os +på denne rejse . “ +Og da det i dette øjeblik forekom Henrik , som +om det var en af hans fornemste livsopgaver , snarest +muligt at komme til Italien og ' lære sproget , så +betragtede han fuld af den hjerteligste taknemlighed +og glæde sin nkoder , efter at hun havde yttret disse ord . +Dels fordi der måske var noget beslægtet mellem +den ædle , fyrige vin og hans egen natur og temperament , + +og dels måske på grund af de forskellige +vekslende sindsstemninger , han i løbet af denne +aften havde været genstand for , havde han drukket +adskilligt mere deraf , end han ret vel kunne tåle ; +thi da selskabet rejste sig fra bordene , og han bød +sin moder armen for at ledsage hende ind i de andre +værelser , mærkede han , at der havde lagt sig en +slags tåge over hans sandser , gennem hvilken +han så alt i et besynderligt , ligesom magisk skær , +og at han i denne tilstand ikke ret havde herredømme +over sine tanker og forestillinger . Da han derfor +straks efter hørte , at dandsesalen ved det talrige +tjenerpersonales virksomhed med stor ihærdighed +atter bragtes i stand til sin egentlige bestemmelse , besluttede +han , at han foreløbig ikke ville danse mere . +Rent unddrage sig selskabet ville han dog ikke — +idetmindste ikke så længe primadonnaen var tilstede , +hvis nærværelse udøvede en tiltrækningskraft på +ham , som han ikke tidligere havde følt på denne +måde — og da dansen atter begyndte , gik han +derfor vel ind i dandsesalen igen , men stillede sig i +et af vinduerne , hvis lange , opløste Gardiner ganske +skjulte ham for alles blikke . — det var tilfældet +med ham , som så ofte med mennesker af et sangvinsk-melankolsk +temperament , at den halve rus , +hvori han befandt sig , gav det mørke i hans natur +en ensidig overvægt , og da han stod der alene i +vinduet og stirrede ud på den fuldkommen øde + +gade , som beflinnedes af et svagt månelys , og +hvorpå af og til enkelte store , halvopløste fnug af +tøsne langsomt og zittrende faldt ned , og medens +den livlige dandsemusik , der i dette øjeblik forekom +ham at klinge som sørgelige gravtoner , lød bagved +ham , — var hans fantasi opfyldt af mørke , ængstende +billeder og uhyggelige forestillinger om død +og tilintetgørelse . Som han således stod og så +med et tankeløst-stirrende blik over mod den modsatte +side af gaden , blev han en skikkelse vaer , der sad +eller lå på en stentrappe så ubevægelig som en +død . Da månen lidt efter sendte et klarere lys +nedover gaden , så han , at det var en vægter , tilsyneladende +en meget gammel mand , der med sit +hoved støttet til hænderne , over hvilke det lange , +hvide skæg faldt ned , sad så stille som en statue +på den vådkolde trappe . Dette syn drog hans +tanker til sig med sympathetisk magt , og idet hans +egne mørke forestillinger på en sorunderlig måde +ligesom legemliggjorde sig selv i denne dødens skikkelse , +formede disse fantasier sig uvilkårlig til et +digt , som han senere opskrev under navnet : +digteren . +På gaden hvirvlede sneen , +højt sukkede nattens vind . +På trappen sad en vægter +med hånden under kind . + +' af alder var han bøjet , +sølvhvide var hans hår ; +sit kald han havde røgtet +i mange Herrens år . +Sit ur han tog af lommen +og stirrede mat derpå : +„ Det varer vist ej længe , +før midnat vil slå . +Jeg er så sært til mode +i denne ville nat ; +det er , som mod og styrke +har mig ganske forladt . +Men jeg er også gammel ! +Snart får jeg bandrebud . +Forlad for Jesu vunder +min synd , o milde gud ! +Men skal jeg snarlig drage +herfra , jeg håber vist , +at jeg til dig skal komme , +min herre Jesus Kristi “ +Da lød igennem stormen +fra tårnet klokkens klang ; +øen gamle mand sig rejste +og vægterverset sang : + +„ Det var ved midnatstide , +vor frelser han blev fød +til trøst al verden vide , +som ellers- var forød . . +Men ej den gamle mægtede +at synge verset ud : +han vaklede og han segnede — +nu fik han vandrebud ! +Hans hvide lokker flagrede +i nattens kolde vind . +Hans legem lå på trappen , +hans sjæl til gud gik ind . +Hans gamle hoved hvilte +på stenen kold og hård ; +men sjælen var indgået +til den evige vår . +Medens disse rytmer digtede sig i hans sjæl , +havde han intet andet sandset . Men da lagde han +mærke til , at dansen var ophørt , og de mange +leende og talende stemmer lød som et bedøvende og +forvirret kor ind til ham . Hvorledes mon det nu +forholdt sig med hans tilstand ? Han åbnede gardinerne +og så ud i lyshavet , — jo tågen lå +endnu derover og , som det forekom ham , endogså +stærkere end før . Så prøvede han , om han med + +klarhed kunne tænke en tanke til ende — nej , det +lod til , at han i denne tilstand blot kunne digte , thi +tankerne surrede om i hans hoved som en bisværm , +uden at han formåede at fastholde en eneste . Han +besluttede derfor at forblive hvor han var , og da han +opdagede en taburet i hjørnet , satte han sig derpå +og faldt snart hen i en tilstand , hvori han hverken +sov rigtigt eller var rigtig vågen . +Den begivenhed , som i hans barndom havde +gjort det stærkeste indtryk på ham , var jo naturligvis +det , der sfete hin balnat på søviggård , da +han var ni år gammel . Dette indtryk tilkendegav +sig blandt andet også derved hos ham , at han i de +efter moderens bortrejse nærmest følgende år jævnlig +havde en drøm , som stod i forbindelse hermed . +Drømmen var mærkeligt nok altid ganske den samme . +Den begyndte med , at han hørte de langsomme , højtidelige +toner , hvoriblandt især oboen var dominerende , +og hvormed den totur indlededes , som hans +moder havde dandset med sin elsker ; dernæst blev +musiken lidt efter lidt vildere og vildere , mere og +mere gjækkende og gøglende , ja til sidst endog ligesom +grinende eller spottende , hvorpå den endte med de +samme højtidelige obotoner , hvormed den begyndte . +Dog vågnede han som oftest , forinden han nåde +til disse slutningstoner . At lytte til denne musik +— oprindelig en slags spansk folkedands — var nu +i drømme forbundet med heftig angst og lidelse , og + +i +navnlig havde han altid fra det øjeblik , de højtidelige +indledningstoner endte , de samme ræedselfulde syner +af små grinende kobolder eller dæmoner , der snærrende , +kvækkende , surrende og hylende boltrede sig +omkring ham i de selsomste bukkespring og dog ligesom +beherskede af musiken , fra hvis rhytmus de ikke +kunne løsrive sig , skønt hele deres anstrengelse netop +syntes at være fremkaldt ved deres stedsevarende forsøg +herpå . Når denne djævledands var på sit højeste , +vågnede han som oftest med et skrig og badet i +sved ; thi — mærkeligt nok — hvad han senere hen +på morgenstunden havde oplevet , og som jo dog +egentlig var det , der dybest havde forfærdet ham , det +viste drømmen ham aldrig . Med denne drøm +vare også andre mærkeligheder forbundne . Den +eneste gang , han i virkeligheden havde hørt denne +dandsemelodi , havde han ganske vist ikke været i stand +til at tilegne sig den , — i det mindste ikke således , at +han kunne erindre sig gangen deri , — da al hans +opmærksomhed var optagen af det dansende par . +Men i drømme var det altid bestemt den samme +Melodi , han hørte , og han var da overbevist +om , at han da hørte den rigtige — alligevel var det +ham altid i vågen tilstand umuligt at husfe en +eneste takt af den drømte Melodi , skønt han +tydeligt kunne erindre sig alt andet , hvad han i +drømme hørte og så . Han kunne således i vågen +tilstand hverken huske den virkelige eller den drømte + +Melodi , uagtet han , hver gang han drømte den , havde +en levende fornemmelse af , at det var den samme , +han altid drømte , — ja , han vidste i søvne hver +nøde og hver takt forud , som ville komme , så tydeligt +erindrede han sig den da fra de tidligere +drømme . — denne i virkeligheden så pinefulde +drøm , der endogså i de første år efter katastrofen +på grund af dens hyppighed indvirkede svækkende +såvel på hans sjæl som på hans legeme , var ham +alligevel særdeles kær , så forunderligt dette end kan +synes ; thi forinden de gøglende dæmoner viste sig , +så han altid moderens elskede skikkelse træde ud +af dansen , nærme sig ham med udbredte arme og +betragtende ham med uendelig kærlighed og blidhed . +Dog var det — som sagt — kun i de første år , at +han havde denne drøm , og fra den tid , da han var +kommen i Ålborg skole , drømte han den ikke mere , +uagtet han , altsom årene gik , og hendes enkelte træk +ikke længere stod fuldkommen klare for hans erindring , +ville have givet det kæreste , han ejede , for at +drømme den blot engang igen på grund af det +ejendommelige præg af fuld virkelighed , hvormed +hendes skikkelse netop her havde viist sig for ham . +Men nu — efter ikke at have haft denne +drøm i så mange år — nu , da han sad på taburetten +i det mørke vindue i sin møders hus , nu +forekom det ham , at han drømte den gamle drøm +igen ! Idetmindste hørte han ganske tydeligt de højtidelige + +obotoner , hvormed den jo altid plejede at begynde , +og en krybende fornemmelse på engang af glæede +og angst gennemtrængt ham ved tanken om , hvad +drømmen ville fremstille for ham . Og vel sov han +på en måde og drømte , men dog var musiken , +han i dette øjeblik hørte , virkelig og ikke drømt — +og dog netop den samme , han havde hørt idrømme +såmangengang ! +„ Jo , det er den ! det er den ! “ mumlede han . +„ Kunde jeg dog blot huske disse forunderlige toner , +når jeg vågner , men , desværre , jeg ved , det er +umuligt ! . . . O , så viis dig da for mig engang +igen , min elskede moder ! Hvorfor er det dog så længe +siden , at du har ladet dig tilsvne for dit barn ? +. . . Se , jeg har længtes så meget , o , så meget i alle +disse mange år ! Om aftenen , inden jeg lagde mig +til at sove , har jeg af al min kraft fremmanet dig +for mig , for at drømmen skulle vise mig dit billede , +men du kom aldrig mere . . . Og da lagde der sig +efterhånden en tåge over dig , og dit barn kunne +ikke ret se dit ansigt mere ! . . . O , så lad mig da +nu engang igen se dig , du blide , du fagre skik- , +kelse ! . . . Tag mig igen på dine arme og viis mig +den skønne sol , og lad dens gyldne stråler spille +på dit ansigt ! . . . Men — det er nu på høje tid , +at du kommer , moder . . . hører du ? hører du ? . . . +Inden dæmonerne , som hyle og grine , og som vil +skjule dig før mig ! Skynd dig dog og kom først . . . + +det plejede du jo altid før ! . . . Vi har dem nu ret +straks . . . jeg hører dem allerede ! . . . der er de , der +ere de . ' . . . Hu — uh ! hvor de snærre og springe — +se , mange , mange ! en hel sky ! . . . Og du , moder , +hvor er du ? hvor er du ? Jeg seer dig intetsteds . +De have ganske skjult dig før mig . . . denne gang ! . . . +Ustro ! tilbage ! siger jeg . Du mørkets grinende +hær ! vig tilbage og skjul hende ikke før mig ! . . . O , +min gud — blot et glimt ! blot et eneste , forsvindende +glimt af . . . af . . . min moder ! “ +På dette punkt vågnede han , som det jo ialmindelighed +havde været tilfældet , når han som +barn drømte denne drøm . Han fog sig med en +smertelig fornemmelse til hovedet , rejste sig forvildet +og så sig omkring . Han var sig bevidst at have +drømt den gamle drøm , og dog — hvor forunderligt ! +— for første gang kunne han i vågen tilstand +huske musiken . Hvor han befandt sig , var derimod +endnu ikke gået op for ham . Men se : medens +han stod og undrede sig herover og med al sin kraff +søgte at samle sine tanker , da hørte han i vågen +tilstand ( og at han da virkelig var vågen , kunne +han ikke tvivle om ) drømmens musik lyde med +virkelighedens hele præg , og han hørte tillige tydeligt +lyden af de dansendes trin . Da vidste han r +samme nu , hvor han var ! Og han stod et øjeblik +åndeløs og lyttende . Og som man undertiden kan +have en hemmelighedsfuld forudfølelse af , hvad der i + +de følgende øjeblikke vil ske eller vise sig , således +så han i dette øjeblik som i et syn — medens en +forunderlig snurrende kulde løb fra hans hoved nedad +ryggen og udbredte sig i alle hans nerver med +en fornemmelse som af nålestik — hvad der +ville vise sig for ham , når han åbnede gardinerne +og trådte ud i salen . Som en søvngænger , med +dødblegt ansigt , stirrende øjne og vaklende trin , stred +han frem henimod den kreds , der midt på gulvet +havde dannet sig om hans moder og hendes meddandser , +den italienske sanger . Og således stod han +da igen og så sin moder danse ligesom hin diat +på søviggård ! Han hørte igen i virkeligheden de +toner lyde , som hans sørgeligt trofaste hjerte havde +opbevaret gennem alle hans barndomsår , og han +så sin moder , i lysenes smigrende glans , og idet +dansens glæde og hendes mægtige naturs ild +ligesom strålede over hende , ligeså skøn , herlig og +ungdommelig , som han havde set hende i hin længst +forsvundne nat ! Da var det , idet det hele mere og +mere begyndte at tabe virkelighedens præg i hans +øjne , som om fortid og nutid på forvirrende måde +løb i et for ham , og fortidens pinefuldeste erindring +blandede sig så selsomt med , hvad han nu så +for sine øjne , at han i øjeblikket havde en følelse +af at have stået i hele sit liv og set på denne +Dands og følt sig lokket og fristet af dens bedårende +magt ! — og som han hin nat forargedes i sit + +barnlige hjerte og i sit hjertes uskyldighed , — således +forargedes han nu anden gang i det dybeste +af sin natur , i den ædleste , reneste følelse , hans +hjerte rummede . Som fortryllet af en slanges +blik stod han ubevægelig og stirrede på hendes ansigt , +der mere og mere strålede i lidenskabens glød og +selvforglemmelse , og som han således stod — endnu +med den stærke vins flammer i sit blod og til det +yderste afkræftet af de heftige , vekslende sindsindtryk +— og betragtede den lidenskabelige Dands og hørte +på den lokkende Melodi , der ifølge den selsomme , +dæmoniske dobbellhed , som kan bo i musiken , på +engang smeltede hans hjerte til gråd og kaldte på +det laveste i ham , hans dyriske , sandselige natur , — +da havde han en fornemmelse , som om alt fast eller +sluttet i ham selv opløste sig og blev usikkert , skydende , +bølgende og gøglende , og medens han fornemmede dette +med en forunderlig rædsel , var denne følelse dog +tillige forbunden med en egen , bedårende fortryllelse . +„ Se ! “ — mumlede han — „ altså det hele +er dog ikke andet end et gjøglespil ! . . . Og hvortil +da den dybe , smeltende længsel i min sjæl efter +noget , som måske slet ikke er til i virkeligheden ? — +der måske ene har sin grund i medfødt sygelighed +og overspændthed , som man jo har sagt ? . . . Men +hvad jeg her seer , synes dog at være en virkelighed ! +. . . Jo , dansen er noget virkeligt — og kærlighed +eller elskov boer i dansen . . . således som de to + +dandse der ! . . . Også jeg kan danse denne berusende +Dands , det er jeg vis på , jeg har jo arvet +min moders skønne Dands ! . . . To par ! . . . To +par ! . . . Hvem vil danse med mig ? “ +Dette sidste udråb sagde han højere , således , at +de næermeststående kunne høre det , og han udbredte tillige +sine arme som for at modtage den forventede dandserinde ; +men i samme øjeblik havde hans sinds voldsomme +spænding nået sit højdepunkt , det svimlede for ham , og +han ville være segnet om på gulvet , hvis ikke den +italienske sangerinde , der havde set ham så bleg +komme frem fra vinduet og vaklende gå hen over +gulvet , havde stået ved hans side . Hun lod ham +hvile mod sin faste og dog så bløde skikkelse , idet +hun blidt lagde sin arm om hans liv , og således +— næsten bærende ham — blev hun stående med +ham , indtil hun mærkede , at han atter havde fået +herredømme over sig selv . Derpå førte hun ham +stille bort fra kredsen henimod udgangen , idet hun +sagde : +„ Min unge , smukke herre er så bleg , han besinder +sig ikke vel , han bør gå hen at sove ! “ ( hun +troede formodentlig , at han som søn af huset også +havde sit hjem der ) . Og da han så på hende +med et udtryk af smerte , som hun ikke forstod , tilføjede +hun som for at trøste ham : +„ Den stærke , søde vin fra monte vesuvio har +den unge herre ikke kunnet tåle ! Men det gør + +intet , det er ikke noget at være alvorlig for ; i morgen +er det ganske forbi ! “ +Hun talte disse ord med sagte røst , for at +ingen skulle høre dem , idet hun hævede sig på tåspidserne +og lagde sin mund tæt til hans øre — +hvorved han følte hendes varme , bløde læbers bevægelser +som ligesåmange Kys på sin kind . +I den tilstand , hvori han befandt sig , forstod +han vel ikke ret , hvad hun sagde ; men hendes stemmes +klang og de milde blikke , hvormed hun betragtede +ham , gjorde det også overflødigt , og da han nu tillige +bemærkede , hvor venligt hun havde taget sig af +ham , så han på hende med et udtryk af taknemlighed +eller kærlighed , idet han villig lod sig lede af +hende henimod udgangsdøren . Hun åbnede denne og +trådte selv udenfor i entreen med ham , og efter af +have overbevist sig om , af han var kommen fuldstændig +til sig selv igen , formanede hun ham med al den +alvor og tydelighed , som hun kunne råde over , til +øjeblikkelig af gå til ro . Den venlighed og +godhed , som den skønne udenlandske dame således +vedblev af vise ham , gjorde , — i den ligesom opløste +sindstilstand , hvori han befandt sig i disse øjeblikke , +— et mægtigt indtryk på ham , og , da han bøjede +sig ned og kyssede hendes hånd , vædedes den tillige +af hans tårer . Men da slyngede hun pludselig med +en lynsnar bevægelse sine arme om hans Hals og +trykkede et Kys på hans mund — hvorpå hun + +hurtigt og rødmende trak sig et par skridt bort fra +ham . Selsomt betagen blev han stående som lænket +til stedet — således havde endnu ingen kysset ham ! +Og han følte i samme nu — som med en uvilkårlig +rædsel — af dette Kys var som en virkeliggørelse +af hans egen tanke , af de ønsker og længsler , han +for nogle øjeblikke siden havde næret ; han begreb +instinktmæssig , at dette Kys var i slægt med dansen +og med hine toner derinde , og medens han følte +blodet brænde som ild i sine årer , stod han — +med et udtryk af en forunderlig smerte — så stille +som en billedstøtte , og det syntes , som lyttede han +efter , om tonerne endnu lød . . . Jo , de klang fremdeles , +med den samme dæmoniske magt , gjenfremstillende +med overordentlig klarhed , og dog som i +fantastiske åndesyner , de dansendes skikkelser — og +især hans moders — for ham . Da ophørte , medens +han således stod idrømme og lyttede som til et kun +for ham hørligt , usynligt åndekor , lidt efter lidt den +forstenede ro , der havde været udbredt over ham fra +det øjeblik hun kyssede ham , og den samme fornemmelse , ' han +fornylig havde haft inde i salen , fornemmelsen +af , at alt ligesom opløste sig i hans indre +og svømmede for hans blik , betog ham nu atter og +det endog stærkere end før — og da først hævede han +sine øjne fra gulvet og fæstede dem på den skønne +kvinde , som havde givet ham det første Kys . Blid , +undselig og med det for mange lidenskabelige kvinder + +ejendommelige vemodige blik stod hun endnu for +ham — — og han nærmede sig hende med vaklende +skridt , berørte bævende hendes hånd med sin og +bøjede sit hoved ned imod hendes ! Men da gentog +hun sit favntag med et udtryk af henrykkelse og med +hele sin naturs ild og kyssede ham gentagne gange +heftigt og brændende — derpå skød hun ham sagte +fra sig , nærmede sig baglænds mod indgangsdøren +til balsalen , og da hun havde nået denne , standsede +hun og sang med halv stemme de danste ord : +„ Vi ses — vi ses igen ! Vi ses — vi ses +igen ! “ +„ Ja , sikkert ! “ sagde da den unge Henrik Grubbe +med jublende stemme , idet nu også hans øjne +strålede og hans ansigt blussede : „ Vi ses — vi +ses igen ! “ +Derpå gik han langsomt ned ad trapperne for +at begive sig til sit hjem . Da han kom ud på gaden , +var det hen ad morgenstunden . Der havde rejst sig +en stærk vind , og tøsneens tunge , vådkolde fnug +pidflede ham i ansigtet . Den gamle vægters sammenfaldne +skikkelse sås endnu at hvile på stentrappen +— og han nærmede sig studsende og rørte sagte ved +den . Da så han med rædsel , at han stod ved et +lig . Digtet var altså for så vidt blevet til sandhed . +Og en forunderlig gysen rystede ham , men — kun for +et øjeblik , thi havde han ikke alt hørt den , denne verdens +forvirrende og bedårende sang ? og var ikke + +hans øre alt forinden blevet således åbnet for den , +at den kunne trænge ind og nå hans sjæl ? +„ Vi ses — vi ses igen ! “ Således lød dens +tekst for ham . Og syngende den , vendte han sig +bort fra den døde og kæmpede sig frem mod vinternattens +blæst , der kølede hans hede pande . Og da +han kom hjem , vedblev han endnu at synge de samme +ord , medens han spøgelseagtig vandrede omkring fra +det ene værelse til det andet , indtil han endelig som +i afmagt sank om på sin seng og faldt isøvn . +Og således havde han været på bal hos sin +moder . + + + +anden afdeling . + + + +henved et årstid er hengået siden hin nat . +Det er den tyvende februar , netop årsdagen efter +at han førstegang besøgte sin moders hus — da han +så hende øverst på trappen omgiven af laurbærtræer , +akkacier og roser . Sent den foregående aften +er han kommen til København i sin moders og hendes +mands selskab efter en ni g , ti måneders rejse i +udlandet og navnlig i Italien , i det land , „ hvor +ilden gløder under jordskorpen og noget varmere end +her i menneskenes bryst , “ således som hans moder +engang sagde . Han kan nu tale italiensk næsten +ligeså skydende som hans moder ; han har lært +sproget i den bedste skole — i kvindernes , og det +såvel i deres , som færdedes på de landligt stille +steder og dansede deres jublende dandse til tamburinens +klang , som i deres , der i kostelige klæder +glimrede i de . gyldne sale ! Ja , aldrig mere vil han +føle sig forlegen ved at skulle tale med en fransk eller +italiensk dame , men — måske vil han heller aldrig +mere tiltale nogen så naivt og troskyldigt som hin +første gang i hans moders hus , da han barnlig og +undselig sagde : „ Vil den fremmede , dejlige signora + +Dandse denne første Dands med mig ? “ Vel havde han +vundet denne dames hjerte ved disse troskyldige ord , +men hun var som en kunstnerisk begavet natur selv +til en vis grad naiv og troskyldig , og han har siden +den tid lært andre veje og måder , hvorpå kvindehjerter +kunne besejres . Thi — som det jo alt er tilstrækkeligt +antydet såvel ved den grundtone , der fra +først af er anslået , som i de nærmest foregående +scener — den sidste forargelse , hans moder gav +ham , havde han på grund af sin alder , temperament +og det sår , hans hjertes renhed — om +end ham selv ubevidst — allerede i hans barndom +havde modtaget ved følelsen af hendes synd , ikke +mægtet at modstå ! — og ikke blot barnehjertets +tro på hendes egen høje natur var det , som i disse +øjeblikke forargedes — en tro , der trods hvad han +selv havde oplevet og trods yttringerne i pastor +Roeds brev dog aldrig ganske var vegen fra ham ; +da det altid langt mere havde været hans eget forhold +til hende , hans tidligste erindringer om hende og +hans stadige længsel efter hende , som havde beskæftiget +ham , end koldsindige reflektioner over , hvorvidt en +kvinde , der havde handlet som hun , fortjente at være +genstand for sådanne følelser - - ikke blot troen +på hende , på denne enkelte kvinde , var det , +som denne — anden — gang forargedes i hans hjerte . +Det var tillige denne gang noget mere , noget almindeligt , +noget fælles for ham og for enhver ufordærvet + +yngling af et løftet , romantisk , poetisk sind +— det var troen på og følelsen af ligesom at være +omgiven af en magisk , hemmelighedsfuld verden , der +på tusinde måder talte til hans sjæl såvel +gennem de forunderlige naturtoner fra jord , luft +og hav , hvortil han fra barn af havde lyttet , som +ved en tilværelsens egen fortryllende livsmusik , og i +denne hemmelighedsfulde verden stod kvinden som +midtpunktet , som dette riges egentlige behersker , som +en sol med dæmpede strålers glans , indtil virkelighedens +fulde klarhed engang stulde åbenbare +hende for ham — kvinden i sin højhed , renhed og +skønhed , i sit på engang så kærlige og klare og +dog så gådefulde væsæn , med sin stærke og stille +magt , med sin evne til at forstå , hvad der i hans +egen ånd var mægtigst og lysest , ømmest og +mildest , dybest og dunklest , — ja til at forstå +det i hans natur , som han ikke engang selv forstod , +det , som han kun kunne ane eller drømme , men +ikke udtale i ord . Med dette ideal , denne følelse +eller denne drøm i hans hjerte var det så henrivende +billede af hans moder , således som hun stod +for hans tidligste erindringer , på forunderlig måde +sammensmeltet , og denne tro , der i hans hjerte var +spiren , hvoraf et herligt livstræ kunne være opvoret , og +som var det organ , hvorigennem det evige især talte +til ham , rørte ham og vakte hans sind til mandig +dåd , — den var det , som nu tillige rokkedes i sin + +grundvold . Thi den sindets jomfruelighed og ømme , +sværmeriske følelse lige overfor kvinden , hvormed skaberen +så mildelig forlener ynglingen samtidigt med , +at de rent jordiske kræfter også bringe deres del +i ham til fuld udvikling — kan ikke ustraffet forarges ; +bedrøves eller krænkes denne englevagt om +hans hjerte , så at den må opgive sin post og trække +sig tilbage , da undgås det ikke , at det i ham , som +ene stammer fra den stærke , men blinde moder jord , +vil rejse sig i al sin frygtelige vælde og kæmpe en +kamp med ham på liv og død . +Februarmorgenens blege sol havde skinnet en +halv times tid ind i Henrik Grubbes sovekammer . +Dens stråler havde vakt ham afsøvne , og han sad +nu ved et vindue og drak sin morgenkaffe . Hele +hans beboelseslejlighed , der bestod af tre smukke og +rummelige værelser , bar endnu overalt tydelige spor +af hans sene hjemkomst den foregående aften , idet +forskellige rejserekvisiter og alleslags fra udlandet +hjembragte sager sås at ligge rundtomkring i stor +uorden . Han drak sin kaffe med det udtryk af +tankefuld alvor , hvormed man ofte synes at foretage +deslige forretninger , når sindet netop er allermindst +nærværende derved . Han har ikke forandret sig så +lidt i den forløbne tid , i dette sit første vandreår , +især er hans figur bleven kraftigere , og han har i +det hele fået „ et mere mandigt udseende , “ som +kvinder jo pleje at udtrykke sig . + +da han var færdig med sin kaffe , lod han sine +dine en tidlang vandre om mellem de mange hjembragte +sager , indtil de til sidst med særlig interesse +dvælede ved en genstand , der lå i en åbenstående +æske på en bund af mørkeblåt fløjel — det var +en lille guldstjerne , en italiensk orden , som hans +moder , på grund af sit forhold til en neapolitansk +urineixe , ikke havde haft stor vanskelighed ved at +skaffe ham som dansk adelsmand . Han tog endelig +ordenstegnet ud af etuiet , der stod på et bord ved +hans side , holdt det i solen og betragtede med et +udtryk af barnlig glæde dets gyldne glans , indtil +hans dine begyndte at løbe i vand ved det stærke +skær . Så gemte han det atter i æsken , rejste sig , +tændte en cigar og lagde sig på en sofa i tilsyneladende +behagelige betragtninger ; thi medens han +således hvilede med tilbagebøjet hoved , med den ene +hånd begravet i det skønne , rige hår , og medens +hans dine fulgte de blå ringe , der langsomt stege +iveiret fra cigaren , spillede af og til et smil — som +et lysglimt — hen over hans ansigt . Men — lidt +efter lidt var det dog , som om disse lysglimt blev +færre og færre , og som om der gik ligesom en bølgegang +gennem hans bevægelige træk , — et spor +måske kun af et flygtigt , forbigående mismod , men +muligvis også et tegn på en dybere bevæget undersø +i hans sind , hidrørende fra de der kæmpende +og ikke endnu overvundne kræfter , — og når hans + +ansigtstræk efter en sådan bølgegang atter vare +komne til ro , kunne de udvise en forunderlig skarphed +eller tørhed . Af disse betragtninger , der således +vistnok ikke alle vare af ublandet glædelig beskaffenhed , +blev han udrevet ved et af de heftige ryk +i klokkestrengen , som postbude og andre lignende +officielle forstyrrere ligesom have taget hævd på — +han rejste sig med nervøs hurtighed , -og postbudet +bragte bam et brev fra gamle pastor roede . Dette +var oprindelig adresseret til den dansfe konsul i rom , +af denne forsynet med Henriks københavnske adresse , +og det havde således fulgt ham på hjemrejsen . Han +havde under sit ophold i udlandet modtaget flere +breve fra denne sin gamle lærer og faderlige ven , +ligesom han også selv jevnlig havde skrevet såvel til +denne som til sin fader . Hans fader skrev ikke selv +til ham , da han ikke troede at kunne tåle den åndsanstrengelse , +der var forbundet med at sætte sine +tanker på papiret , hvorimod han mundtlig meddelte +præsten , hvad han ønskede , hans søn skulle +underrettes om , så at Henrik altså måtte betragte +ethvert brev fra præsten som også for en del hidrørende +fra sin fader , selv om dette ikke udtrykkelig +var bemærket i hvert enkelt brev . — straks efter +optagelsen i sin moders hus havde Henrik ærligt +og oprigtigt tilmeldt sin fader , at han rigtignok , +dreven af sit hjertes uimodståelige trang til at +gjensee hende , havde været ulydig mod hans befaling , + +samt bedet ham ydmygt og sønligt om hans tilgivelse +med så veltalende og indtrængende ord , at hans +fader — understøttet heri af præsten såvel som af +den respekt for hvad der alt var blevet en vitterlig +kendsgerning , som er ejendommelig for alle svage +naturer — var bleven bragt til at sinde sig heri med +en slags skov resignation og uden at nære nogen +bitterhed på grund heraf mod sin søn . Brevene +fra hjemmet vare derfor altid fulde af kærlighed og +ville vistnok på grund af brevskriverens personlighed +have været det , selv om den ældre Grubbes +stemning mod sønnen i virkeligheden havde været +anderledes , og billedet af den ærværdige gamle mand , +der i al sin simple højhed og rørende enfold trådte +så klart frem i hans gammeldags stil og hele udtryksmåde , +undlod aldrig at gøre et vemodigt og +opløftende indtryk på Henrik Grubbe — nu måske +endogså mere , end det tidligere ville have formået . +— brevet , der havde fulgt ham på hjemrejsen , lød , +som følger : +„ Søvig præstegd . d . o . s . v . +Liauor ouvuiiiere ! * ) +min kære søn og unge ven ! +Na . ar jeg sidder her i min stille præstegård og +stuer ud i den snebelagte have , hvor jeg såmangen - +* ) hr . Ridder . + +gang har frydet mig ved at se dig lege og springe +omkring på raske drenges Viis , og når jeg mindes , +hvor lidt du har siddet på disse mine kncæe ( og +dette er sandeligen ej så længe siden , thi du var +altid af et ret barnligt og venligt gemyt ) , og jeg så +tænker på , at du nu vandrer på hine fjerne , hellige +steder , hvor den nidkære , brændende Petrus og +den ikke mindre store sanct Paulus apostel have +vandret , lidt og stridt : da forekommer det mit gamle +hoved at være såre meget forunderligt , men tillige +meget skønt , ja usædvanlig meget lykkeligt og påskjønnelsesværdigt . +O , du , som færdes der , hvor de +store martyrer have udøst deres blod , o , bed , bed , +min søn , på hine steder , at den gode fader i +himlen vil føre dig uskadt på sjæl som på legeme +ud af den store verdens ( hvorudi du jo nu +lever ) mange og svare fristelser ! Se , også min sjæl +var i min ungdoms dage betagen af megen længsel +efter at komme didhen for der i ånden at være +sammen med hine store og , naturligvis , endmere +efter at skue det land , hvor han selv levede og led ! +Men nu er jeg vorden gammel i mine fædres land ! +Og jeg har alt i mange år stundet efter et mere +virkeligt og varigt møde med hine , nemlig et sådant , +som jeg håber mig vil forundes efter dette mit +legemes henfalden . — men dernæst , efter at have +yttret min ærbødighed for hine hellige steder ( hvilket +først at gøre jeg anser for min skyldighed ) så + +ømmer jeg nu til den egentlige hensigt med dette +brev , og den er at lade dig vide fra din gode hr . +Fader , at det nu er hans ønske samt hans forlangende +, at du ufortøvet efter din ankomst til fædrelandet +begiver dig til dit virkelige hjem , ' søviggård , +til samme din hr . Fader , for der hos ham +en tidlang af være , på det af han må kunne glædes +ved din omgang , ved af skue dit åsyn , samt ved +af høre tidende fra fjerne lande , hvorudi han jo +selv i sin ungdom har været . Du drages nemlig til +minde , af det nu omtrent er halvandet år siden +du har været i dit hjem , hvor du ikke er set , efter +af du er bleven akademisi borgere ( nøe non eyfuøs ! ) * - +— ellers er alt her ved det gamle . Din fader er +nu oplivet ved tanken om det snarlige syn af dig . +Han har i denne tid ( ifølge den mig selv ubegribelige , +men , som jeg vel ved , mange for øvrigt gode +mennesker indpodede , drabslyst ) nedlagt mange og store +skovens dyr proxria innnu , * * ) hvilket jeg fortæller +dig , fordi dette jo ialmindelighed anses som et tegn +på , af hans sind er så nogenlunde i ligevægt . +At jeg selv og min Amine ikke glæde os mindre til +din tilbagekomst , behøver jeg ikke af sige . Det er +en stille vinterdag i dag , fuld af fred . Jeg må +hilse dig fra åen . Her hvor jeg sidder og skriver +( jeg er nemlig flyttet ind i havestuen med alle mine +og tillige ridder . * * ) med egen hånd . +/ + +sager , da der ikke kan blive så varmt i mit eget +studereværelse , som amme siger , at jeg nu i min +høje alderdom må trænge til > seer jeg den for enden +af haven ; den er i denne tid ganske fuld af +drivende jisstykker , og medens jeg sidder her , er det +så stille , at det undertiden synes mig , at jeg kan +høre lyden af jisstykkerne , som strømmen skurer mod +hverandre . Dog , når jeg ret besinder mig , må +dette dog formodentlig beroe på et akustisk bedrag , +da min hørelse næppe kan være så skarp mere . Vist +er det ialt fald , at jeg forhen har siddet her og kunnet +høre hin lyd . — +modtag nu til beslutning , min søn , den gamle +præsts bedste velsignelse ! Herren være med dig og +bevare dig ! Herren løfte sit åsyn på dig og give +dig fred ! Således skriver o . s . v . “ +Dette brev , der så ganske var egnet til at +fremmane hjemmets ånder for hans letbevægelige +G +sind , fyldte ham øjeblikkeligt med stærk længsel efter +alt og alle i hjemmet , — skønt han ifølge det +liv , hvortil han nu var bleven vant , i den senere +tid just ikke havde tænkt sig det som noget så særdeles +behageligt at komme tilbage til det ensomme +søviggård og til faderen , der vel altid var kærlig +imod ham , men som dog tillige var uberegnelig +og meget vanskelig at omgås ; ja , lige overfor +de lo andre af hjemstedets vigtigste personer , den +gamle præst og hans plejedatter , havde han endogså + +ikke været fri for at nære en , vis , forunderlig skyhed , +når han i sin tanke dvælede ved et fornyet +samliv med dem . — men nu kom der så at sige +nyt liv i ham ved at modtage denne uafviselige opfordring +til at komme hjem , og eu slaphed eller nedstemthed , +der lige var i færd med at overfalde ham +efter rejselivets stærke pirring , veg derved bort . I +en hast gav han sig til at ordne en del af de hjembragte +sager , som han besluttede at tage med sig , +samt traf andre nødvendige forberedelser til sin hjemrejse +allerede samme dag . Derpå fuldendte han med +omhu sin påklædning , og efter at have mynstret sit +udseende foran det store spejl , begav han sig hen +til sin moder for at underrette hende om sin afrejse +og sige farvel til hende og hendes Aland , med hvilken +sidstnævnte han var kommen til at stå på en +venskabelig fod , da det havde viist sig , at dette kødbjerg , +i dets nuværende uskadelige tilstand , virkelig +var i blivende besiddelse af den omgængelige og gemytlige +godmodighed , hvormed det straks var kommet +ham i møde — hvilke elskværdige egenskaber det på +hele rejsen heller aldrig havde fornegtet uden , naturligvis , +når omstændighederne en enkelt gang havde +medfart , at der var mangel på udsøgt og rigeligt +stof til dets masses regelmæssige vedligeholdelse . +Det var ikke med tilfredshed , at baronesse krabbe +hørte , at hendes søn agtede at begive sig hjem til +sit fødested , og navnlig søgte hun at rokke hans + +forsæt ved at forestille ham , hvor vanskeligt det ville +være for ham , der var bleven vant til at leve i den +store , bevægede verden mellem livsfriske mennesker , +blandt hvilke han på en så smuk måde var i stand +til at hævde sin plads , — ja spille en fremragende +rolle , — nu at finde sig i det sørgelige liv i den +øde , ensomme askrog i Vendsyssel . Dog fejler det +vist næppe , at der til grund for disse hendes nedsættende +yttringer tillige må have ligget en følelse +af skinsyge ; thi i sit hjerte hængte hun selv ved sit +barndomshjems natur , ihvorvel denne følelse ikke +kom hos hende ret tilorde før på hendes dødsleje . +— til dette hendes forsøg på af rokke hans beslutning +svarede Henrik kort , af det jo kun simpelhcn +var hans pligt af adlyde , når hans fader befalede +ham noget . „ Da har du dog ikke altid været +af den mening , “ — sagde hun noget pikeret , — +„ da du i fjor gjorde mig den glæde af opsøge mig , +var du nok ikke så samvittighedsfuld ? “ +„ Nej , det er sandt , “ svarede han , idet han rødmede . +Hun så nogle øjeblikke i taushed på ham . +Derpå sagde hun med den besejrende humor , hvormed +hun så ofte havde jaget hans mismod og eftertanke +på flugt : +„ Ja , ja , min ven , så rejs du kun i guds +navn , når det ikke kan være andet ! Men lov mig +blot , af du i det mindste ikke bliver så længe borte , +til du atter vorder en adstadig bedemand — og kommer + +tilbage igen i sort kjole— gudbevares — syet +efter den allernyeste ålborgensiste modejournal ! . . . +Og husf endelig før alting på , af jeg nu kommer +til af opsætte mit store hjemkomstbal til din tilbagekomst . “ +Henrik svarede hertil , at han vistnok ville se at +vende tilbage til København , så snart som muligt , +om end ikke just så snart , som hun syntes at vente ; +og efter et lille ophold tilføjede han , idet en stærk +skygge af den gamle alvor gik hen over hans ansigt : +„ Også jeg selv har en følelse af , at livet i +mit hjem ikke mere vil tilfredsstille mig , — og at +jeg skulle komme her tilbage som den , jeg før var . . . +Frygt kun ikke for det . . . derfor — er der jo sørget ! “ +Der var i disse ord og især i tonen , hvormed +de blev sagte , noget , hvoraf hun følte sig stukken som +af en bråd , og hun veg uvilkårlig et skridt tilbage +fra ham med noget usikker holdning . +Derpå tog han en hurtig og høflig afsted med +hende , idet han greb hendes hånd , men — han +kyssede den ikke mere . +Det var behageligt vintervejr med klar luft og +stille frost , da Henrik den samme aften rejste fra +København , og dette gode vejr vedblev at holde sig , +indtil han var nået til omtrent et par milsondenfor +Ålborg . Men da begyndte luften at tykne , og + +en orkanagtig snestorm af nordvest rejste sig , så det +var med nød og næppe , at hestene formåede at +trække vognen igennem . Og da han omsider nåde +Ålborg , var det aldeles umuligt at komme over +fjorden i de to følgende dage på grund af den +uafbrudte storm med voldsomme snebyger . Endelig +den tredje dags morgen , da forholdene dog +syntes at have bedret sig en smule , ville han over , +og han bød færgesolkene en stor sum penge endog +blot for at anstille et forsøg , og det viste sig da , at +overfarten varmulig , men vistnok kun med den største +besvær , ja livsfare — noget , som han dog selv +var ganske ufølsom for , da der var en forunderlig +utålmodighed og uro i hans sind , som +bevirkede , at han hverken ænsede fare eller besvær . +Lidt efter at han lykkelig og vel var kommen iland i +Vendsyssel , klarede luften mere og mere op , og det +syntes , at de fire — fem timers rejse , som endnu +var tilbage , skulle foregå under mindre ubehagelige +auspicier , og i de første timer var dette også i +virkeligheden tilfældet . Men da han omtrent var nået +til en milsvei fra søviggoard og nærmede sig godsets +enemærker , og han kunne øjne gårdens tårn og allerede +begynde at skelne de skovbevoksede bakker , mellem +hvilke hans barndom var henrunden , og den sorte linie , +der dannedes af de høje træer ved åen , —da tyknede +himlen på ny i blåsorte sneskyer , og storm +og sne for igen med den største voldsomhed mod + +vognen , så hestene kun med den allerstørste vanskelighed +bevægede sig fremad . Og da han endelig , +langt om længe , var nået gården på en halv +Fjerdingvej . nær på det sted , hvor landevejen sydfra +optages i en alle af mægtige ege , der fører +umiddelbart til selve gården , da syntes det , som +om uveiret først nu samlede sin fulde kraft . Det +blev da så mørkt , som om det var nat , stormen +hylede i de sørgeligste toner gennem de gamle egetræær , +og masser af haget styrtede ned under skærende +lynglimt og forunderligt knaldende tordenskrald . +— det lod ikke til , at hjemmets ånder og dets +natur vare ham gunstige — i det mindste havde han +selv en øjeblikkelig følelse heraf — og han sænkede +sit hoved med et udtryk af skræk og lukkede oinene +for de blændende lyn . Men ojeblikket efter rettede +han sig med heftighed i vejret , mens et spodsk smil +spillede om hans mund , og følende sig i sin ungdoms +svulmende krast og fylde mumlede han — ligesom +dæmonisk trodsende : — „ Ja , hvad så ? “ +Nogle minutter efter holdt vognen stille udenfor +den store hoveddør i borggården . +Synet af hans mere mandige skikkelse og det +præg af ydre anstand og verdensdannelse , hvormed +han nu fremtrådte i hjemmet , og — frem for alt +— den fuldkommen rigtige opfattelse af faderens +natur og åndelige tilstand , som han havde erhvervet +sig under et rigt omgangsliv og ved sin egen forstands + +udvikling , og som gjorde det lettere for ham +end for de andre , som omgave hans fader , altid at +træsfe den rette tone i sin omgang med denne — +alt dette iforening bevirkede , at han gjorde et særdeles +oplivende indtryk på husets herre , hvis blik jo +desuden ikke nåde længere end til overfladen . Og +det var vistnok ikke langt fra , at faderen nu i sit +sinds vankelmodighed ligefrem glædede sig over , at +hans søn havde været ham ulydig i henseende til +tidtnævnte forbud angående moderen , da optagelsen +i hendes hus og den i hendes selskab foretagne +rejse syntes at have haft en så heldig indflydelse +på ham . Og det ville også have været vanskeligt +for den ældre Grubbe ikke at føle sig tilfredsstillet +ved sin søns selskab ; thi Henrik var allermest fri +og uforbeholden lige overfor fin fader , — måske +netop på grund af dennes mangel på dybere blik , +— viste ham en rørende ærbødighed og opmærksomhed +og blev aldrig ked af at fortælle om de +steder , der på rejsen havde tiltalt ham selv mest , +og hvor netop også hans fader havde opholdt sig i +sin ungdom . — den ældre Grubbes sindstilstand +var nemlig , som alt tidligere antydet , af en sådan +beskaffenhed , at han , efter at den store huslige ulykke +havde ramt ham , ikke tålte — eller i det mindste ikke +troede mere at kunne tåle — nogensomhelsf slags +åndelig anstrengelse , såsom at skrive , ja , ikke engang +gerne at læse , ligesom han i det hele nærede stor + +frygt for alflags dyberegående alvor , også den +religiøse . Derimod følte han som oftest megen oplivelse +ved at tale om almeninteressante , lette emner , +når først noget eller nogen kunne få ham dertil , +og røbede derved ikke sjælden megen ånd og altid en +fin og ren følelse ; men hvad der dog mest af alt +udøvede en beroligende magt over hans sind , det +var selv at forholde sig fuldkommen rolig og tavs og +— på barnlig Viis — høre andre fortælle om +interessante steder og mærkelige , især digteriske , +personligheder . +Fem dage havde Henrik tilbragt i hjemmet og +endnu ikke aflagt noget besøg på det sted , som han +selv kaldte sit andet hjem , nemlig i præstegården , +da han efter sin hjemkomst havde ligesom en vis +skyhed for at fremstille sig for dennes beboere . +Endelig følte han den sjette dags formiddag , at han +nu ikke kunne opsætte besøget længere , så meget +mindre som rygtet om hans ankomst naturligvis straks +var kommet til præstegården , og efter at han på +grund af sneføret havde givet ordre til , at en hest +stalde sadles , gik han tankefuld op på sit værelse +for at klæde sig på . Han udvalgte sig en særdeles +elegant og smagfuld ridedragt ; men idet han sad +henbøjet over kufferten , beskæftiget med at samle de +enkelte dele sammen , hvoraf denne dragt bestod , +rødmede han uvilkårlig . . . Var det for at imponere +den ærværdige gamle mand og hans plejedatter , at + +han således agtede at pynte sig ? . . . Nej , han var sig +bevidst , at det var ikke det , han tilsigtede hermed . +Men hvorfor da iføre sig en så elegant og tillige +usædvanlig klædedragt ? . . . Han vidste det ikke ret +selv . Og efter at han havde rejst sig fra den siddende +stilling og gik frem og tilbage i værelset , var der +noget i ham , som forlangte , at han skulle ' klæde sig +ganske på samme måde , som de i præstegården +vare vante til at se ham — medens en anden +strømning i hans sjæl dog stadig vedblev at opponere +derimod . Endelig fejrede det førstes fordring +forsåvidt , at han skyndsomt iførte sig netop de samme +klæder , han havde båret , da han den sidste gang +forinden afrejsen til København var i præstegården , +— og han trådte hen for spejlet for at se , hvorledes +han nu tog sig ud i dem ! Da gik der et på +engang lystigt og spottende smil hen over hans ansigt , +da han så sin egen skikkelse så forunderlig komisk +og drengeagtig ! Men — det var dog næsten kun +øjeblikkeligt , at dette smil lyste over hans ansigt : +som han stod og så og så , hendøde det lidt efter +lidt og afløstes af en vemodig , næsten smertelig alvor , +— og han afførte sig atter sin barndomsdragt , og +idet han på ny bøjede sig ned over de rige klæder , +mumlede han halvhøjt : +„ Nej , så mastere disse dog bedre ! . . . Og — jeg +er jo dog en anden ! “ +Derpå iførte han sig hurtigt den glimrende + +ridedragt , kastede kappen over sine skuldre og trådte +med stolt holdning og klirrende sporer ned ad den +brede , slisebelagte trappe , ved hvis fod den utålmodigt +stampende hest ventede ham . — da han efter +et kvarterstids forløb kom ridende ind i præstegården +henimod stalden , var hans ankomst formodentlig +ikke hørt af nogen af karlene , og han forblev +nogle øjeblikke siddende på hesten . Da bemærkede +han den gamle præst indenfor vinduerne i hans +studereværelse med øjnene fæstede på den fremmede +rytter , hvem han på grund af afstanden ikke straks +kendte . Straks efter trådte han ud på stentrappen +foran hoveddøren , aftog fin sorte kalot , og medens +hans skønne , hvide hår flagrede i vinden , bukkede +han statelig og fuld af værdighed for den fremmede . +Da svulmede det i Henriks bryst af mange og blandede +følelser , det var ham , som trængte gråden sig +fra hans hjerte op mod øjnene — som med et +ufrivilligt ryk sprang han af hesten , løb henimod den +gamle , og — uden at se på hans ansigt — kastede +han sig i hans favn under heftig , næsten bitter +gråd . Da blandede også oldingen en tidlang +sine tårer med hans ; men derpå råbte han med +en stemme , der klang så frejdig og glad som et +barns : +„ Nå , så være du da velkommen tilbage til de +hjemlige steder , o du vidtberejste ! Men se — dit +dyr vanker ene om henne ved stalden , hvis dør er + +lukt , og det skal visselig ikke tøve med at vende tilbage +fil den hjemlige krybbe , hvis vi ikke — nå , +der kommer da endelig hr . Hans ! . . . Gak nu ind i +den lave præstegård , min søn ! Den selv og de , +som den huser , ville besindes at være ganske uforandrede +i et og alt ! “ +Så gik de ind i dagligstuen , hvor præsten +påny højtidelig og spøgende på sin Viis ønskede sin +kære unge gæst velkommen i dette — så at sige +— hans andet hjem ; derpå gik han bort for at +opsøge sin plejedatter og meddele hende denne glædelige +efterretning . Men han søgte hende en tidlang +forgæves . Endelig fandt han-på at gå ind i et +afsides lille Kammer , der brugtes fil rullestue , og +her stod den unge pige med blussende kinder og +rullede så ivrigt , som om hendes liv var afhængigt +deraf . Det var med vanskelighed , at hun bragtes fil +at standse rullen , der syntes ganske at have taget +magten fra hende , og da dette endelig til dels var +lykkedes hende , så hun sig om med et blik , som om +hun allerhelst ville have løbet sin vej og skjult sig et +andet sted , hvis dette kunne have forenet sig med +den store ærbødighed og kærlighed , hun nærede +for præsten . „ Men så stands dog , pigelil , og hør +hvad for tidende , jeg har at bringe dig “ — råbte +han smilende — „ nu er det , sandeligen ikke tid til +arbejde , nej , nu er det tid til at holde glade fester , +thi hør og glæd dig : den unge herre , vor søn og + +Broder , er kommen fra de fjerne riger for at forkynde +mærkelige ting for os alle . “ +Da svarede hun barnlig blidt : +„ Jeg så , at han kom , og derfor skjulte jeg mig +her . Jeg syntes , at han så så stor og fornem ud +. . . og tillige så kold og fremmed . . . da han sad på +den høje hest . Og . . . hvorledes skal jeg tiltale ham ? +Før sagde jeg , tror jeg , Henrik til ham , men det +går nu vist ikke an mere ? . . . Og — og — han er +jo nu også hen ved to år ældre end jeg ! “ +„ Hvad , datterlil ? “ sagde da præsten , idet han +rystede sit ærværdige hoved ; „ skulle du ikke fremdeles +kalde ham ved hans fornavn , når du har +været vant dertil ? — have i ikke leget sammen som +gode og kærlige søskende udi eders barndom ? +Have i ikke siddet på bænk sammen , da jeg lærte +eder begge eders kristendom , dengang han i de sidste +uger før konfirmationen var herhjemme ? Og stod i +ikke nær hos hinanden den glædelige dag , da i begge +aflagde det hellige løfte i min hånd ? . . . Og to +år ældre end du , siger du , pige , at han nu er +bleven ! — var det ikke altid så ? Mon nogen kan +ile forud før en anden i årenes række ? — tal +dog ikke så ufornuftigt , min datter , du , som ellers +er så overmåde klog og forstandig ! . . . Og kold og +fremmed siger du , at denne vor kære søn skulle +være bleven ? — men da så du ikke , hvorlunde +han kastede sig i min favn med al sin fordums + +kærlighed og under mange tårers udgydelse ! . . . +Sige , at vor kære søn er bleven kold og fremmed ! +Pige , pige , så kom nu med mig og overbevis dig +om din fejltagelse ! “ +Derpå tog han den endnu noget modstræbende +Amine ved hånden og førte hende ind i dagligstuen , +hvor Henrik var bleven ladt tilbage . Denne var — +overladt til sig selv — falden i tanker og sad med +hånden under kinden og stirrede ud i gården på +et meget gammelt og stort kastanietræ , hvori han selv +og Amine lidt havde krøbet omkring for at se til en +uglefamilie , som der havde sit tilhold , og som på +grund af freden , der herskede i denne gård , vare +ligeså tamme som de øvrige husdyr . Da vaktes +han ved at præsten lagde sin hånd på hans skulder , +ved hvilken berørelse han for op som af drømme +og vendte sig hastig ind mod stuen og så da sin +fordums legekammerat , der ikke endnu var kommen +længere end i døren . Med rødmende kinder , med +et smil om sin mund og med tårer i sine øjne +stod hun der , med den ubevidste kærligheds frygt +og ydmyghed fæstende sit blik på hans ansigt — +kun et blik fæstede hun på ham ; da sænkede +hun atter sine øjne , og en stærk bleghed gik hen over +hendes træk , thi allerede ved dette første blik så +hun , hvor forandret han var bleven , ja , det forekom +hende med en følelse af en slags rædsel eller gysen , +at det var som en hel anden person , hun så , + +så gådefuldt tyktes hende hans ansigt at være blevet +— og dog tillige så forunderligt rørende eller +gribende med dette dets udtryk af noget fremmed , af +en alvor eller smerte , hvormed hun nu så det for +første gang ! Alle disse indtryk gik så hurtige som +lynglimt gennem den unge piges sjæl i det korte +sekund , hvori hun havde fæstet sit blik på ham , +og hun stod endnu på den samme plet , bleg og med +nedslagne øjne . — også han havde betragtet hende +i taushed et øjeblik , inden han nærmede sig til +hende — også han følte sig slået , om end på en +anden måde end hun ; thi han havde forladt hende som et +smukt , venligt barn og fandt hende nu som den +yndigste pige af en ydmyg , jomfruelig skønhed , som +violens eller den simple , vildtvoksende roses . Da +rejste han sig fra sin plads ved vinduet og gik hen +imod hende , og medens han således nærmede sig den +blide , jomfruelige skikkelse , hvis præg var uskyld , +renhed og ynde , da var det , som om hans barndoms +sværmeriske drøm om kvindens høje natur +atter fik en øjeblikkclig overmagt i hans sjæl — +overmagt over den viden , han nu troede at have +erhvervet sig , og som havde berøvet hans hjerte dets +glæde og hans ånd dens vinger — og han greb +med et barnligt smil sin legesøsters hånd for at +føre den til sine læber . Og allerede havde han bøjet +sig ned for hende , taget hendes hånd og bragt den +så nær til sin mund , at hun med en følelse af + +frygtsom glæde og undseelse havde mærket hans hensigt : +da var det , som trådte skygger frem mellem ham +og den fagre skikkelse , der stod for ham , og han +bøjede sig atter tilbage som med et ufrivilligt ryk og +— sænkede hendes hånd uden at have kysset den ! +Men da han således flap hendes hånd uden at +have fuldført sin ridderlige hyldest , gik der en bevægelse +af mismod eller skuffelse hen over den unge +piges træk , og hun hævede bly sine øjne op til +hans og så på ham med et spørgende blik . Og +da blev han endmere gådefuld for hende , da hun +istedetfor at læse kulde eller misbilligelse i hans ansigt +kun så en forunderlig , drømmende smerte udbredt +derover , men intet , som tydede på , at noget +hos hende havde vakt hans mishag . Tilmed sagde +han nu mildt og venligt : „ Hvor du dog er bleven +stor , smuk og yndig , kære Amine , i den korte tid , +jeg har været borte ! “ +Ved disse ord forsvandt det mismodige udtryk +af hendes ansigt så hurtigt som et lyn , hendes øjne +strålede , og hendes kinder blussede af glæde . +Men da farvedes også hans kinder af en +stærkere rødme , som om en indre lue var opflammet , +og uvilkårlig nærmede han sit hoved ned imod +hendes og trykkede et Kys på hendes mund . +Dette var det første Kys , han nogensinde havde +givet hende , og medens hendes hjerte bankede af +forvirring , undseelse og glæde , blev han hende endnu + +kun så meget mere dunkel . Og hun betragtede ham +taus og stirrende , på engang frastødt og tiltrukken +af hans gådefulde væsen . +Denne — så at sige stumme — scene imellem +dem blev afbrudt af præsten , der fra døren til sideværelset +kaldte på sin datter , for at hun skulle lægge +sidste hånd på middagsbordet , som han i dag ønskede +skulle være festligere end ellers på grund af den +kære gæsts nærværelse . Medens amme var fraværende , +samtalede Henrik og præsten atter med hinanden +gående op og ned ad gulvet , men Henrik +var adspredt og syntes at have møje med at samle +sine tanker , og han vågnede først rigtigt op , da +amme med endnu stærkt blussende kinder og venlige +blikke viste sig i døren og meldte , at bordet var +beredt . Under mållidet tog Henrik sig sammen og +gjorde , hvad han vidste , den ærværdige vært ventede +på og længtes efter — med flydende tunge og med +overordenlig livlighed og anskuelighed gav han en +kortfattet skildring af det interessanteste , han på +sin rejse havde oplevet , og de landlige , med den store +verden så ubekendte tilhørere lyttede til hans ord +med den største glæde og opmærksomhed . Dog forekom +det under Henriks skildring den gamle mand , +der trods sin barnlige enfold eller måske på grund +af denne besad en hjertets visdom eller skarpsindighed , +alder varen vis forbeholdenhed i Henriks +tale , at han uagtet al sin tilsyneladende åbenhjertighed , + +livlighed og humor dog vidste på forunderlig +måde ligesom at dække sig selv . Efter at have +fået dette indtryk kastede præsten flere gange et +forskende blik på hans ansigt for muligvis deri at +læse sig til forklaringen heraf , men da både værelset +var mørkt og himlen snefuld , kunne han med sit +svage syn ikke nøje se de enkelte træk ; så gav +han sig til at lytte til ordenes klang for ligesom +deri at efterspore ånden , der lød derigennem , og +det forekom ham da , at hans ord , trods al deres +livlighed , ikke klang ud af et frejdigt og lyst sind , +men havde noget forunderligt dumpt , dødt eller udslukt +— det var ikke den tidligere fra hjertets eller +sindets glæde klingende stemme . Da udbredte der +sig en skygge af uro og smerte over den gamle +mands ellers så rolige og glade ansigt : han faldt i +tanker og tabte derved trådene Henriks fortælling , +som før havde moret ham så meget . +Lidt efter at de havde rejst sig , gik præsten hen +til Henrik , lagde sin hånd på hans skulder og sagde : +„ Skal vi to nu — som vi plejede i de sidste +år — gå ind i mit studereværelse og ryge en +pibe sammen til en kop kaffe ? “ +Og da Henrik svarede , at det ville han gerne , +gik de ind i præstens eget studereværelse , der var +lille , men hyggeligt og lyst , og som nu ved en ny +kakkelovns anbringelse var i stand til at opnå tilstrækkelig +varme , hvorfor det også nu igen var + +præstens stadige opholdssted , når han ønskede at være +i ro . Da de kom derind , gav Henrik sig til , som han +plejede , at stoppe de to ældgamle merskumspiber , der +så forunderlig hyggeligt stod i samklang med det hele i +denne gamle og ærværdige fredens bolig — hovederne +vare for længst gjennembrændte og derfor forsynede +med store sølvplader i bunden , — og da +Henrik gjensåe disse relikvier og den ligeledes ældgamle +blytobaksdåse med de sirlige , lange fidibusser , +samt fyrstålet , svampen og stenen ( til kemiske fyrstikker +nærede den gamle en afgjort mistillid ) hvilket +alt fandtes på selvsamme sted og af ganske det +samme udseende som i alle de år , Henrik havde +kendt disse ting , da faldt han i mangeslags tanker +og blev en tidlang stående ubevægelig med begge +piberne i hånden . Endelig sagde præsten : +„ Nå , Henrik , hvad bliver det til ? Du har da +vel ikke tabt smagen for en god pibe tobak ? Jeg +idetmindste længes sandelig efter min , “ — hvorpå +Henrik i en fart stoppede piberne , slog ild , rakte +præsten den ene og tændte selv den anden , medens +han ikke var langt fra at gyse ved denne „ gode “ Tobak +— uotum optimum sudtor solsm * ) — han , +som-i så lang tid kun havde røgt verdens fineste +havannacigar ! Da de havde røgt lidt , kom Amine +ind med kaffe , og Henrik håbede , at hun ville blive +navnet på en simpel tobaksort , som var meget brugt på +landet . + +inde hos dem , men huskede i samme øjeblik på , +at dette ikke var skik i søvig præstegård , og at +der aldrig afveges fra sådanne gamle sædvaner som +den , at herrerne drak deres kaffe efter bordet for +sig selv i præstens studereværelse . Amme forlod også +straks værelset , men efter at have åbnet døren +for at gå , vendte hun sig om igen imod dem og så +endnu nogle øjeblikke på dem : — det rørte hende +måske at se disse to samlede igen på denne +måde . Men næppe havde Amine forladt dem , førend +det atter bankede sagte og beskedent på døren , +og da præsten noget barsk råbte : kom ind , trådte +en høj gammel mand venligt smilende og bukkende +ind . Det var sognets ligeledes gamle og hæderlige +degn hr . Kolby , præstens mangeårige medhjælper +og gode ven , der ved rygtet om den unge herres +nærværelse i præstegården straks havde taget fod +i hånd for at hilse på ham og lykønske ham i anledning +af hans hjemkomst fra den lange og — efter +den værdige mands anskuelse — så møjsommelige +og farefulde udenlandsrejse ; thi også han holdt +hjerteligt meget af godsets unge herre , som overalt +i sin fødeegn havde nydt den lykke at være almindelig +afholdt . Skønt også Henrik til gjengjeld nærede +meget venlige følelser for hr . Kolby , i hvis hus +han havde haft mangen fornøjelig time som barn , +kunne han dog ikke bare sig for at trække lidt på +smilebåndet ved hans indtrædelse . Og det var + +også vist , at den gamle degn frembød ikke så lidt +komisk ved første syn . Det ydre præg af stille +værdighed og åndsadel , der gjorde præsten — uagtet +hans høje alder — til en så vidunderlig skøn skikkelse , +at de , som have set og kendt ham , aldrig ville +kunne glemme denne elskelige — deraf var den gamle +degn aldeles ikke i besiddelse , skønt i virkeligheden +en højst agtværdig mand og en dygtig +skolelærer . Tvertimod — hans stands så at sige +medfødte keitethed og forlegenhed ( der tales jo her +om en tid , der ligger mere end en snes år tilbage ) +var hos ham forøget ved en høj grad af mangel +på herredømme over sit lange , knoklede og ildedannede +legeme , og tilmed havde han nu ved denne lejlighed +for at hædre godsets unge herre iført sig sin sædvanlige +kirkedragt , nemlig den ældgamle sorte kjole , +— på hvis venstre bryst dannebrogsordenens sølvkors +hang i et bånd af ubestemmelig farve , — +samt de ikke mindre gamle , sorte og særdeles korte +benklæder . Og tænker man sig nu ydermere denne +således beskrevne skikkelse træde ind med et gammelt , +langt og afslidt gevær i hånden , vil forestillingen +om døden med sin le vist ikke være fjern . Denne +gode gamle mand var nemlig , som så mange andre +i denne egn , i højeste grad hengiven fil jagten , trods +sit skrøbelige og stive legeme , og det var den almindelige +mening , at det ikke var et godt tegn , når +degnen sås under åben himmel uden gevær , ja , + +der gik endog det sagn om ham der i egnen , at +han i sine unge dage skulle have jaget på sin vej +fil og fra kirken , men dog omsider — efter alvorlig +tiltale af prusten — afstået herfra . Han var selvfølgelig +en vældig jæger , og han elskede sit gamle +og stygge våben med en sådan zerefrygtens omhu , +at han aldrig i fremmed hus turde sætte det i forstuen , +men altid førte det med sig ind , hvor han +kunne holde øje med det . Effer alt dette vil vist +enhver finde det begribeligt , at Henrik kunne smile +ved denne ' kirkelige jægersmands indtrædelse i det +ovenbeskrevne kostume , samt at denne munterhed endogså +tiltog , da hr . Kolby , efter forsigtig at have sat +geværet fra sig , rykkede en stol lidt fremad mod +bordet , og satte sig — på gamle degnes Viis — +på den alleryderste rand af den og dog i en så +betydelig afstand fra bordet , at han kun med den +største besværlighed kunne nå den kaffepuns , hvormed +amme straks efter hans ankomst havde vist sig , +og som var hans kæreste drik . Men den gamle +degn havde set Henriks smil ved sin indtrædelse , +og da han nu også så hans senere , tiltagende +munterhed , betragtede han ham med et blik , der +ikke blot var frit før forlegenhed , men hvori der +både var stolthed , harme og dog tillige kærlighed , +og den smerte , han følte ved Henriks ringeagt , gav hans +ansigt en alvor , som forskønnede de uædle træk og +forjog , så at sige , det komiske fra hele hans person . + +et så meget sigende blik hos den gamle , komiske +landsbydegn forbavsede Henrik ; han følte sig uvilkårlig +slået , og han betragtede ham med alvor , ja +med ærbødighed , og da hans tanker først vare henledede +i denne retning , kom han nu — ifølge sin +letbevægelige sindstilstand — til at betragte ham +med andre øjne end tidligere og til at anstille visse +sammenligninger . . . . Sølvkorset på den gamle +degns bryst , som han før havde fundet så komisk , +var det dog ikke — trods den gamle , høikravede kirkekjole , +hvorpå det sad , og det snavsede bånd , hvori +det hang — var det dog ikke alligevel det hæderlige , +dansfe dannebrogskors , fortjent ved et langt livs +beskedne , men trofaste virksomhed , — ikke tilfals før +gunst eller gave ? . . . Og han kastede dernæst blikket +på sig selv og så sig iført den kostbaresfe dragt : +blå kjole med guldknapper , fine grå benklæder , +lave ridestøvler med lakerede skafter og gyldne sporer +og — på brystet den italienske guldstjerne ! — og +han vendte sit hoved opad , som før at befries fra synet +af sig selv , og stirrede op mod loftet , i en øjeblikkelig +følelse af skamfuldhed , og idet hans kinder farvedes +af en stærkere rødme . Dog var dette — som +sagt — kun en øjeblikkelig følelse såvel som den lyst , +der samtidigt hermed opstod hos ham , til at gå hen +og gribe den gamles hånd og med venlige og hjertelige +ord bede ham om tilgivelse . Men han gjorde +det ikke ; thi hjertets varme var ikke mere stærk nok + +hos ham til i dette tilfælde at overvinde ligegyldigheden +eller den falske stolthed , den var bleven svækket +af — netop det samme , der var skyld i , at hans +stemme før i præstens øre havde klinget dump og +mat , og at han — uden måske selv at vide af det — +ligesom søgte at dække sin personlighed . Og han lod +sig derfor nøje med at indlede en venlig , men dog +måske lidt nedladende samtale med den gamle +jægærsmand , samt med — som en virkelig bodsgjerning +— at ryge en pibe endnu af den forfærdelige +petum . — efter at denne samtale var til ende , talte +præsten og degnen nogen tid om sognets anliggender , +hvorpå den sidste rejste sig og gik efter først +trohjertig at have trykket ikke blot præstens , men +også Henriks hånd , og uden at præsten efter sædvane +bad ham om at forlænge besøget . +Efterat han var gået , sagde de to tilbageblevne +nogle øjeblikke tavse og ubevægelige . Derpå rykkede +præsten sin stol så nær som muligt hen foran +Henriks , lagde piben fra sig , fæstede sine store og +milde øjne på hans ansigt og vedblev længe at sidde +således og betragte ham uden at sige et ord og +fuldkommen ubevægelig . Henrik følte sig ingenlunde +glad ved at være genstand for denne beskuen og sad +og tænkte over , hvorledes han vel skulle kunne afbryde +den , men han følte sine tanker ligesom fængslede +under dette blik , så at han slet ikke kunne finde på +noget at sige , og uden videre at rejse sig fra sin + +plads forbød ham hans agtelse for præsten . Endelig +rejste denne sig , trak sin stol tilbage til dens +forrige plads og satte sig igen derpå . Men han +iagttog fremdeles den samme taushed — kun viste +hans ansigt et minespil , der udtrykte sorg ellervemod . +Da han stod op , følte Henrik sig befriet fra +den — ligesom magnetiske — tilstand , hvori præstens +blik havde holdt ham , og han rejste sig — på +engang forunderligt betvungen af den hele scene og +dog tillige vrippen eller ligesom drengeagtigt irriteret +— , og han gik hen til præsten , lagde sin hånd på +hans arm og sagde med en stemme , der ikke var +fri . for at skælve lidt : +„ Hvorfor betragtede kære fader mit ansigt så +længe ? “ ' +„ Fordi jeg ville se , om det var blevet meget +forandret , min søn , “ — svarede præsten alvorligt . +„ I så lang tid som den , hvori jeg har været +borte , må vistnok ethvert ansigt forandre sig noget , “ +Bemærkede ' Henrik . +„ Ja , det er sandt , det er sandt . Det er jo nok +en lang tid . “ +Derpå lod det til , at han faldt i tanker , og +hans ansigt havde et udtryk , som om det var ham +imod at tale mere herom . Men som det så ofte +går , af man næsten mod sin villie drives til af +fordre forklaring angående noget , hvoraf man har +en dunkel forudfølelse , af det vil volde en smerte + +eller ærgrelse , således dreves Henrik — så af +sige mod sin villie — til af forlange en ligefrem +udtalelse af præsten angående denne selsomme beskuen , +og han rettede da det bestemte spørgsmål til +ham , hvilken forandring det da syntes ham , af der +var foregået med hans ansigt ? Da lagde præsten +sin arm om hans liv , drog ham blidt ned imod sig , så af +han næsten kom til af sidde på hans skød , og +mens han atter fæstede sine øjne på hans ansigt , +sagde han langsomt og sagte : +„ Dit ansigt er — ikke så godt , nej , ikke så +godt , som det var før ! . . . Det er ikke klart mere og +ligesom tilsløret af . . . Noget ! “ +Henrik svarede intet hertil . Dog forblev han i +den fortrolige stilling . +Lidt efter sagde præsten kun halv højt og som +idrømme : +„ Skulle min kære søn ved omgangen med +— hende og ved livet i den store verden have taget +skade på sin sjæl ? “ +Men da rejste Henrik sig med en vis heftighed +fra den gamles knæ og begyndte af gå nogle +skridt frem og tilbage på gulvet , og medens han +således gik omkring , hvor stiftede eller bølgede det +ikke i hans sind ! Hvor forunderligt droges han ikke +tilbage mod sin svundne barndom ved denne stemme , +medens på samme tid noget i ham ikke var frit +for af søle spot ved tanken om denne tilstand , ja + +af have ligesom en fornemmelse af vammelhed derved ! +Han forstod både med sit hjerte og med sin forstand +alt , hvad der lå eller kunne ligge i præstens +yttringer , men medens han nu gik og gentog dem +for sig selv — og det endog med ønsket om af forstørre +deres magt — svækkedes deres smeltende indvirkning +på hans hjerte uafbrudt af en modsigelse +derimod , som var begrundet i hans nærværende åndelige +tilstand , — en tilstand , der var opfyldt af +alle de stærke , svulmende , berusende , på engang glædelige +og smertelige følelser , som i et lidenskabeligt +og fyrigt ungdomssind kunne bevirke , af selve fornemmelsen +af disharmoni og ufred kan være så +selsomt tiltrækkende ! Og en sådan åndelig tilstand +har desuden en instinktmæssig utilbøjelighed til af +komme til direkte forklaring eller til af blive så af +sige kigget i kortene , på grund af alt det usikkre , +bølgende og ligesom opløste , hvoraf dens væsen består , +og denne tilstand var tilmed så ny hos ham , +at det tiltrækkende , han sølle ved at være genstand +for alle disse modstridende følelser , endnu var stærkere +end den smerte , han dog alt tillige følte derved . +Han gjorde da , hvad han allerede tidligere havde gjort +— han dækkede sig — og da han atter standsede +foran præsten med halvt bortvendt hoved , forekom +det denne , at hans ansigt var endnu stærkere tilsløret . +Da sagde Henrik : + +„ Ikke alle kunne vedblive at være børn . Kære +fader har levet al sin tid på dette ensomme sted +og kender aldeles ikke den virkelige verden og ved +ikke , hvorledes det der går til , eller hvorledes man +der lever . Jeg har nu erhvervet mig noget . . . +Kendskab til verden og er bleven . . . udviklet derved . +Jeg er nu intet barn mere og seer formodentlig +heller ikke ud til at være det . . . Dette — tænker jeg . +— kære fader , er forandringen ! “ +Efter nogle øjeblikkes eftertanke gentog præsten +nogle gange langsomt og som idrømme : +„ Hm ! — ja måske forholder det sig således , “ +— men dog på en måde og med en mine , som +om denne forklaring ikke tilfredsstillede ham . Han +havde i . sin barnlige skarpsindighed en følelse af , at +Henrik dækkede sig for ham — på samme tid , som +han havde en ydmygende fornemmelse af at stå +overfor noget , han ikke kunne magte . Og han sad en +tidlang tavs og grundende , med sine øjne fæstede på +gulvet . ' endelig hævede han dem igen op mod +Henriks ansigt med et spørgende blik som for at se , +om det dog ikke ligesom ville åbne sig noget for +ham , men tværtimod : Henrik havde nu haft tid til +at blive fuldkommen fattet , hans mine var uigennemtrængelig +rolig , ja næsten kold , — og den gamle +mand slog sine øjne ned igen fra denne mur , +næsten med et udtryk som et barn , der seer sin +tillidsfuldhed til en voksen blive skuffet og selv føler + +den undseelse derover , som den voksne burde gribes +uf . Og dette var første gang , at han ikke havde +kunnet læse hver fold i Henriks hjerte . +Endelig hævede præsten denne for dem begge +trykkende scene ved at spørge Henrik , om han nu +ikke havde lyst til at gå lidt omkring og hilse på +den gamle gård og dens besætning af mennesker +og dyr , hvem det ville glæde så meget at se ham +igen . — det var nemlig en af særegenhederne ved +denne præstegård , at man der altid så de gamle +ansigter , eftersom alle levende skabninger , og det +såvel dyr som mennesker , når de først engang +vare optagne i dette asyl , fik lov til at blive der , +sålænge de selv havde lyst eller kunne holde livet +i sigmed +stor fornøjelse samtykkede Henrik i dette +forslag , og de gik ind i dagligstuen , hvor de modtoges +af Amines glædestrålende blikke , og derpå +gjorde de alle tre en runde omkring i den store , +men rigtignok temmelig forfaldne bygning . Alle , +såvel dyr som mennesker , stededes nu til præsentation +for Henrik , karle , piger og drenge flokkedes +om ham med rørende kærlighed , der nu tillige var +forbunden med yttringer af en vis ærbødighed på +grund af hans voksne alder , og da denne side af +hans natur var forbleven uforandret , og her ingen +dækning var fornøden , så var han her ganske barn +igen og bevægede sig blandt disse sine gamle venner + +med hele sin fordums åbenhjertighed og venlighed . +De skyer , der havde lejret sig på præstens pande , +lettede — den ene efter den anden — da han igen +så Henrik sådan som tidligere , og han begyndte +halvvejs at tilskrive alderdommens mistænksomhed — +skjøndt intet var ham fjernere — det ubehagelige +indtryk , han før havde modtaget . Med barnlig +glæde lo og spøgede den gamle mand såvel med +Henrik som med amme og sine folk , ja selv den +ringeste stalddreng og vogter , som her fandt arbejde +og føde , fik sin del af hans venlige ord . Da de +havde tilbragt længere tid på denne fornøjelige +måde , var det blevet aften , og de stod alle ude i +gården , da Henrik ytrede det ønske , at ride hjem , +da han havde lovet sin fader at holde ham med +selskab ved aftensbordet . Med nu fuldkommen opklaret +pande hørte præsten denne yttring af sønlig +opmærksomhed , medens den mandlige besætning formelig +løb om kap og næsten sloges om at komme til +at sadle hans hest og føre den ud i gården — +medens amme sneg sig bort for at hente hans overfrakke , +der hang inde i gangen , og som vistnok for +en del var skyld i det udtryk af storhed og fornemhed , +hvormed han havde forfærdet hende ved sin +ankomst . Da hun kom hen , hvor den hang , blev +hun stående nogle øjeblikke med et udtryk af beundring +foran dette klædningsstykke , hvis mage hun aldrig havde +set . — det var en lang og vid frakke eller kappe af det + +fineste blå klæde , rigeligt smykket med det skønneste +zobelskind — ; endelig vovede hun at tage klædningsstykket +ned , lagde det med omhu over sin ene arm +og lod sine fingre med velbehag glide frem og tilbage +over det bløde stof , fra hvilket en hende ubekendt +stærk vellugt steg op , hvoraf hun følte sig +ligesom beruset . Da hun trådte udenfor gårddoren , +sad Henrik allerede tilhest , omgiven af sine +beundreres kreds , idet han nemlig havde glemt , at +han havde haft overfrakke på . Da han så Amine +komme hen imod sig med den , rødmede han og gjorde +mine til , hastigt at ville stige ned for at løbe hende +imøde , men hun , som så hans hensigt , skyndte sig +for at spare ham denne ulejlighed , og hun nåde +også hen til ham , inden det var lykkedes ham +at komme ned . +Hun stod da foran ham med rødmende kinder +og strakte med den yndefuldeste bevægelse sine arme , +hvorpå kappen lå , op imod ham . Da rakte +han sig ligeledes ned mod hende for at modtage +den ; men da de således udstrakte deres arme mod +hinanden , var der et sekund , hvori deres øjne +mødtes , og han erkendte i samme nu af det skønne +øjes ydmygt-undselige blik og af det jomfrueligtmilde +ansigts udtryk , at hun elskede ham . Da +hævede han sig igen op fra hende , indhyllede sin +ranke figur i det folderige gevandt , og — som i +dunkel forudfølelse as det onde , han engang skulle + +tilføje dette kærlige hjerte — prægede der sig et +udtryk af vemod i det smil , hvormed han til afsked +hilste hende og dem alle . Derpå samlede han tøjlerne +i sin venstre hånd , satte sporerne i hestens +side , aftog endnu engang sin hat , og medens vinden +legede med hans lange , gule hår red han i galop +ud af søvig præstegård . — +men det var kun en kortvarig galop . Så snart han +var kommen udenfor præstegårdens enemærker , dæmpede +han hestens fyrighed og lod den gå i skridtgang , +og han bøjede sit hoved , som følte han sig betynget +af sine tankers vægt . Han gennemgik dette sit +første besøg — alt , hvad han havde oplevet og følt +ligefra det øjeblik , han så præsten indenfor vinduet , +og til Amine rakte ham kappen , men totalindtrykket , +han modtog heraf , var snarere smerteligt end +glædeligt . Og dog havde han jo frygtet dette første +besøg , frygtet for sammenkomsten med sin barndoms +genius , som især boede i præstegården , og +der ligesom var inkarneret i præstens person og i +alle hans omgivelser , — frygtet for at betages heraf +og stå som en skoledreng . Og han havde jo nu +bestået i denne kamp med det gamle og — den +gamle , og dog var han nu ikke rigtig glad ved denne +sejr . Hvorledes kunne det være ? . . . Havde han +måske ikke blot frygtet denne sammenkomst ? — +Havde han måske også — dunkelt og uklart — +håbet derpå — håbet , at den ville være mægtig + +t +nok til at skyde alt det mellemliggende bort og gøre +ham til den samme , han før havde været ? — hvo +kan vide det ? — hvo er i stand til at gennemskue +et menneskesind , hvis reneste følelse er bleven forarget , +og hvori de fine tråde , der knyttede det til det ædle +og ophøjede i tilværelsen , er blevne sønderrevne , +så at det idelig vakler frem og tilbage mellem to +verdener , manglende moralsk kraft og klarhed , på +alle punkter splidagtigt med sig selv ? — således +red han fremad i skridtgang og med sænket hoved , +men atter og atter fremsfillede sig da det øjeblik , da +amme nærmede sig ham med kappen på sin arm , og +han så hendes kærlighed i det blik , hvormed hun +betragtede ham . I det øjeblik , han blev greben af +denne erkendelse , havde han en fornemmelse , om +hvilken han ikke selv ret vidste , om den bestod af +glæde eller af en slags uforklarlig angst eller af +en forening af begge disse følelser . Men da han nu +i fodsgang red srem i den skumle vinteraften , medens +alt , hvad han så omkring sig og inden i sig selv , +tyktes ham skummelt og gråt , da hævede sig dette +ydmyge , rene og kærlige blik frem for hans sjæl +som en venligt tindrende stjerne , der mere end alt andet +fremmanede hans barndoms tanker og hans tidligste +ungdoms drømme og længsler . Han genkaldte +sig nu — idet han kastede sit blik tilbage +gennem sit korte livs selsomme dage — denne unge +piges væsen og forhold , således som det stod for + +hans erindring . Han genkaldte sig hende sådan , +som han første gang havde set hende , da hun som +et muntert og venligt barn sad i sin fattige båd +med det sammenrullede garn på sit skød ; han hørte +hendes grædende stemme i den mørke aften under +de høje banker ved fjorden , da han havde sendt +hende hjem , og han antog hendes gråd for vandfaldets +lyd ; han mindedes hendes ydmyge og kærlige +ord fra samme aften , da hun sagde : „ Jeg er jo +vel kun simpel og ringe , men jeg kan dog godt forstå +dem , hr . Henrik Grubbe ! “ Og han så +hende på hendes og sin egen konfirmationsdag , da +hendes væsen og udtryksmåde ved den gamle præsts +undervisning og vejledning allerede var blevet så +forædlet og forskønnet , da hun stod lige overfor ham +selv på kirkegulvet og så over til ham som til sin +frelser og herre . Han mindedes , hvor ærlig , sanddru , +trofast og elskelig han havde set hende i alle +hendes forhold , og han mindedes også meget vel +sin egen barndoms følelse før hende , efter at hun var +kommen i præstegården , og hun som den ærværdige +og almenagtede præsts plejedatter var kommen mere +på lige fod med ham ; han mindedes , hvor god , +fredelig og venlig hendes nærværelse , omgang og +tale altid havde gjort ham selv , når han i ferierne +så at sige daglig var sammen med hende i de sidste +par år , før han blev student . Hele hendes elskelige +billede gik dernæst som i en samlet sum forbi + +hans sjæl — altid , forekom det ham , havde det +ligesom kaldt på ham , bedet ham om at dvæle hos +sig , om at være kærlig og at være stille . . . . Men +var da denne følelse , han allerede som barn eller +i sin tidligste ungdom havde næret for hende , og +disse opløftende , blide og rene tanker , hvormed dette +hendes billede nu fyldte ham — var dette da kærlighed ? +Ak , hans sønderrevne , forvildede hjerte vidste +det ikke , turde ikke tro derpå . Som han før , da +han i præstens studereværelse havde vandret frem og +tilbage , ræmlende over præstens ord og ønskende af . +Smeltes deraf , men forhindredes i af fuldt hjerte af +hengive sig til denne frelsende magt på grund af +den erfaring eller viden , han nu mente af have erhvervet +sig , således også nu . Hans naturs rene , +romantiske længsel efter et kvindehjertes højeste kærlighed , +trofasthed , sympatti , — oprindeligt den +dybe grundtone i hans sind , med hvilken hos ham +hele tilværelsen hang sammen— , havde denne længsel +sin grund i andet end i hans sinds digteriske +hang ? Var den andet end barnagtig og blødagtig +sentimentalitet og overspændthed , „ det værste , fordi +det var det latterligste “ — åndelig sygelighed , +han måske havde arvet efter sin fader ? . . . . Havde +han ikke lært det ved sin moder , af hendes omgangsvenner +og ved egen erfaring ? . . . +Således måtte han nu selv svække det skønne + +billedes farver , og således gik også denne stjerne +ned for ham . +Da han atter hævede sit hoved som af dybe +drømme og så sig om , var stjernen forsvunden , +og da han nu i følelsen af en forunderlig , fuglesri +lethed atter satte sporerne i hestens side for at +komme tidsnok til sin faders aftensmåltid , og den +øde borggård fyldtes af lyden af de hurtige , springende +hovflag , hvorigennem hans eget sinds feberagtige +flugt og uro ligesom udtrykte sig , —da havde +han , uden denne gang ret at have mærket det , også +besejret den anden af de frelsende magter , der på +denne dag havde udstrakt deres arme imod ham . -- -- -- -- +da Henrik rejste fra København , havde hans +moder jo blandt andet sagt til ham : „ Og husk så +endelig på , at jeg nu kommer til at opsætte det store +hjemkomstbal til din tilbagekomst , “ og Henrik havde +— som vi mindes — besvaret denne opfordring på +en sådan måde , at hans ord snarere indeholdt en +bekræftelse end en benegtelse af at ville opfylde bette +hendes ønske . Alligevel måtte hun undvære hans +nærværelse ved denne højtidelige lejlighed , og dette +gjorde hende ondt ; thi hun havde sin søn kær og +længtes efter ham . Siden det første , store bal , hvori +han havde deltaget i hendes hus , havde hun meget vel +bemærket , af der var sket en forandring med ham , +såvel i henseende fil hans væsen lige overfor hende +som overfor andre . Det var ikke undgået hendes + +opmærksomhed , da hun dansede den skæbnesvangre +Dands , hvor bleg han var , og hvor forunderlig betagen +han havde set ud , da han kom frem fra vinduet +og stod og så på hendes Dands . Hun havde +anet , af der var en anden grund hertil , end den +stærke vin , han havde drukket , idet denne Dands og +dens historie pludseligt randt hende ihu . Hun satte +derfor — meget rigtigt — denne stærke sindsbevægelse , +hun iagttog hos sin søn , i forbindelse med , +af hun dansede denne Dands , og begreb , af den +tilligemed de erindringer , den måtte eller kunne +vække hos ham , måtte gøre et stærkt og pinligt indtryk +på ham . Hun beklagede derfor , allerede medens +hun dansede selve dansen , sin taktløshed eller forglemmelse , +men hvor meget der i virkeligheden havde +stået på spil i dette skæbnesvangre øjeblik — af +hun da holdt sin søns fremtid i sinhånd — derom +havde hendes letsindige hjerte ikke den fjerneste anelse ! +— for ikke af støde sin søn fra sig besluttede hun +sig derfor fil større forsigtighed i fremtiden og til +at bringe denne sag på bane og bede om hans +tilgivelse den første gang , hun igen så ham . Der +hengik imidlertid flere uger ( i hvilke han var aldeles +optaget af sin kærlighed til signoraen ) hvori hun +slet ikke så sin søn , og hun begyndte alvorligt at +frygte for , at hendes opførsel skulle have stødt ham +således , at hun ganske havde mistet hans kærlighed . +I sin frygt herfor skrev hun ham da et brev til , + +hvori hun berørte alt dette og til slutning bad ham +om hans tilgivelse . Der hengik desuagtet endnu +nogle dage , inden han kom til hende , og da han så +endelig indfandt sig , var forandringen sket . Hun +forstod ham nu ligesålidt som før . Hun havde +ventet , at han ville gøre hende bebrejdelser , eller at +hans ansigt i det mindste ville have udvist det særegne +udtryk af sørgmodig alvor , som hun allerede havde +lært at kende hos ham , når noget i hendes opførsel +eller væsen syntes at støde ham , men intet af +dette fandt sted : han var ligesom fordybet i sig selv +og tilsyneladende ikke ret læggende mærke til hende , +og da hun nu gentog sine yttringer fra brevet og +endte med at bede ham om tilgivelse , svarede han +hende — på en for ham ganske ny måde — glat , +høfligt og korrekt , uden bebrejdelse og uden varme . +På den derpå følgende udenlandsrejse var hans +væsen og opførsel lige overfor hende af en omtrent +lignende beskaffenhed . Men hun glemte dog snart at +tænke over grunden til dette hans forandrede væsen +ved at iagttage den overordenlige lykke , han gjorde . +Overalt , hvor hun fremviste ham , indtog den unge , +blonde nordbo alles — og især alle kvinders — +hjerter , og den forfængelige stolthed , hun følte ved +at have en så smuk og feteret son , lod hende ikke +blot glemme sit mismod over hans forandrede +væsen , men opvejede endogså i hendes hjerte den +moderlige følelses frygt for hans fordærvelse . Thi + +— hvad dette sidste angik — „ det var jo det unge +menneskes første Saison ! . . . man måtte vist ikke +tage det så nøje hermed . . . og var det desuden ikke +anerkendt , hvilken heldig indflydelse netop en sådan +kvindelig omgang . . . og sådanne forhold . . . udøvede +på en ung mand af verden i henseende til +hans hele personligheds frihed , belevenhed og +dannelse ? . . . “ +Altså , det store hjemkomsfbal i den prægtige +gård i Amaliegade blev denne gang afholdt uden +ham , og medens den skønne husfrue , stolt og lykkelig , +endnu engang nød sin triumf som sit bals mest +fejrede dandserinde , sad hendes søn i sit soveværelse +på søviggård — et lille , men højt og skummelt +tårnværelse — og lyttede til den rasende storm , +hvormed vinteren for dennesinde fejrede sin afsked i +denne del af landet . Tiltrukken af naturens voldsomme +oprør , havde han allerede flere gange lagt +den bog til side , hvori han læste , for at lytte til de +forunderlige stemmer , hvormed vinteren sang denne +sin ligpsalme ; med en følelse af underlig , sympathetisk +glæde fulgte han det enkelte vindstød , lige fra det +øjeblik det — kommende fra det fjerne — sammenpressedes +mellem de høje banker i gårdens nærhed +med en dump , hul brusen , for så efter nogle øjeblikkes +forløb som en hær af rasende ånder at fare +løs på tårnet , ruflende og klirrende i de høje , utætte +vinduer , og så endelig til sidst , efter at dets magt + +var brudt mod tårnets hårde pande , at fordele +sig gennem det hele hus som en sagte jamrende +stønnen . +Ikke blot hans moders store bal blev således +sejret uden ham ; men hans fraværelse fra hovedstaden +strakte sig i det hele langt udover den tid , +som både hans moder og han selv havde antaget , +og det uagtet hans ophold i hjemmet ikke var ham +til nogen glæde , uden for så vidt som han følte , at +hans nærværelse og selskab var til stor opmuntring +for hans fader . +Snart med denne , snart med den gamle degn +kolby og hans Skytte , men dog som oftesf alene , +vandrede han omkring i egnen med hund og bøsse +ligesom i sin barndom ; og han kunne da — på +grund af modsætningen mellem dengang og nu — +ikke andet end ihukomme den forunderligt stille tid +fra overgangsperioden mellem hans barndom og +hans voksne alder , den selsomme , på engang ligesom +forklarede og dæmrende glans , hvorigennem alt +da havde vist sig for ham og fyldt ham med en følelse , +som om han vandrede i paradisets have . Og +uden selv ret at være sig det bevidst gik han nu +omkring og søgte efter de gyldne tavler , hvormed han +her havde leget i sit livs morgen . Men de vare +intetsteds at finde . Da følte han sig stedse mere og +mere urolig og pirrelig i sit sind , ja denne hans sindstilstand +syntes endog at have indflydelse på hans + +legemlige besindende : i det mindste blev hans træk +skarpere og hans kinder blegere . Undertiden kunne +han søle stedets ensomhed som en knugende byrde +på sit bryst , hvorunder han våndede sig , sukkende +efter luft , lys , frihed — men hvor var så dette at +finde ? . . . I præstegården havde han kun været et +par gange foruden den ene gang , hvorom allerede +er fortalt , thi der , og isærdeleshed når han var ene +med præsten , forekom det ham , at han mest følte +spliden , og når han var ene sammen med Amine , +kunne han desforuden undertiden føle en særegen +angst , der bød ham at holde sig fjern fra hende . I +sit hjem derimod , hvor såvel præsten som hans +datter jevnlig indfandt sig , da disse to vare de +eneste fremmede , hans fader altid så med glæde , +og hvis selskab altid gjorde ham godt , der nød +Henrik fremdeles deres omgang , men dog også der +med en vis sky forbeholdenhed , — ja det var end +ikke sjældent , at han selv i hjemmet havde unddraget +sig deres selskab under et eller andet påskud . På +denne måde havde han tilbragt over et år i sit +hjem , og foråret var for anden gang efter hans +hjemkomst vendt tilbage . — +da vakte omsider hans indesluttede , mørke og sky +væsen såvel hans faders som andres opmærksomhed . +Hans fader talte til præsten derom og mente , at det var +kedsomhed , der trykkede ham , og længsel efter den store , +bevægede verden udenfor , med hvilken han jo allerede havde + +gjort bekendtskab . Dette antog præsten også nok kunne +være tilfældet , ihvorvel han jo fra første færd havde +anet også den dybere grund til hans uro , og det +blev aftalt imellem dem , at præsten ved lejlighed +skulle opsøge ham og tale med ham desangående . +Engang på en stille forårsdag i slutningen af +Mai stod Henrik nede ved åen mellem de høje +træer , der ved deres allerede helt udfoldede blade +vare i stand til at mørkne betydeligt , og betragtede — +ørkesløst og tankeløst — floddet på sin fiskesnøre , +der gyngede op og ned i det sorte vand . Den dybeste +stilhed hvilede over alt . Selv stod han , +lænænde sig til et af træerne , så ubevægelig som en +død , eller som om han selv kun havde været en +træstamme , hentryllet tilligemed den øvrige natur i +den dumpe , dødlignende ro , der på sådanne dage +kan hvile over ensomme steder — da hørte han +nogen bevæge sig , han kastede et fly blik tilsiden og +så da præsten komme hen imod sig . Uvilkårlig +gjorde han et par skridt som for at flygte , men da det +faldt ham ind , at præsten måske allerede havde set ham , +standsede han og vendte langsomt tilbage til sin forrige +plads . Men det var ikke undgået den gamle mands +opmærksomhed , af Henrik uvilkårlig havde søgt af +komme bort , da han så ham , og med et smertefuldt +udtryk i sit ansigt og i sin stemme sagde +han : +„ Ak , min kære søn , hvorfor vil du skye fra + +mit åsyn ? Er min skikkelse da bleven dig så +ukær af se ? O , vær ikke bange for mig , mit kære +barn . Jeg er ikke kommen for at efterforske , hvad +der hviler på dit sind og har taget din glæde +fra dig , siden du ikke selv vil eller kan åbenbare +dig for mig , og mig selv — efter hvad jeg kan +forstå — er negtet evner og dygtighed til af spørge +på den rette måde . Jeg kommer nu kun for efter +opfordring af din fader iforening med dig selv +af undersøge , hvad lindring og oprejsning selve livet +kan give for et uroligt og sygt sind . Se , du er +eller vil blive meget benådet med denne verdens +gods ! . . . Ligger ikke hele livets rige kundskab og +viden ligesom udstrakt for din fod , ventende på , af +; du skal tilegne dig den ? Og har gud ikke givet +dig sådanne åndelige evner , af ingen viden vil +være dig for vanskelig at tilegne ? . . . Ja endogså en +digterisk gave har han givet dig , — måske lider +du nu af sjælens uro , måske føler du med smerte +alskabningens dybe længsel , måske din ånd træder +frem for dig med uudsigelige sukke , på det at din +sang skal kunne røre ved sit mægtige vemod , dit +råb om fred smelte de hårdeste hjerter ? . . . O , +l såre rigt , min søn , er dette liv og vel værd at +leve , hvad enten dets smerte eller dets glæde udn +fylder vort hjerte ; kun forlanges det af enhver , at +8 han er trofast mod sig selv og sin livsgerning . Søg +da , min søn , hvad der er din livsgerning , og +i + +når du har udfundet den , da vær trofast mod den ! +Og skønt din hr . Fader , som du jo vel ved , kun +med megen sorg giver afkald på dit selskab , så +mener dog både han og jeg , at du nu bor begive +dig til hovedstaden for der at varetage denne din +livsgerning , som det er vort håb , at det må lykkes +dig der at udfinde . “ +Under begyndelsen as denne tale havde Henrik +stirret mørkt og sløvt ud for sig med sin medestang i +hånden , ja , uden ret at opfatte ordenes mening , +men efterhånden , som hans tanke mere og mere +fæstede sig ved det sagte , begyndte hans ansigtstræk +at udvise deres fordums liv og bevægelighed . Og da +præsten havde endt sin tale og endnu stod med sine +øjne løftede mod himlen , som om han bad før ham , +kastede han medesfangen i åen , sprang med lette , +elastiske trin hen til præsten og udbrød med glad +frimodighed : +„ Ja , kære fader har ret . I arbejde er hvile +og glæde . Jeg har selv i den senere tid haft denne +tanke , men i min ørkesløse og umandige tilstand +manglet kraft til at udføre den . Ja , jeg vil igen +arbejde ! Jeg vil sidde på mit stille Kammer mellem +mine bøger som før , opsøge mine gamle kammerater +fra skolen , som alle holdt så meget af mig , og som +jeg vist selv har stødt fra mig , da jeg kom . . . da jeg +blev . . . “ Efter nogle øjeblikkes taushed fortsatte han +med mindre frejdighed : + +„ Ja , jeg vil dog prøve på at leve igen som +i fordums tid ; thi da var jeg , kære fader , +så lykkelig . Jeg husker så godt , at når jeg var +færdig med mine lektier , så kom der så mange underlige +tanker og drømme over mig , som , uden +af jeg ret vidste af det , blev til digte , der +rørte og glædede mig selv så meget ! . . . Tror kære +fader nu virkelig , af den tid kan komme igen , af +jeg kan blive som før — arbejde og drømme som før ? “ +„ Det håber jeg til gud , mit kære , kære barn ! “ +Svarede præsten inderligt bevæget , „ hvis din ånd +er den samme , dit hjerte uskyldigt som for ! “ +„ Men — ellers ikke — ? “ spurgte han hurtigt +og ligesom ufrivilligt . +„ Jo , “ svarede præsten , idet han betragtede ham +med dyb alvor , „ jo også ellers , min kære søn , +såvidt jeg tror — i arbejde er der tilfredsstillelse +og vistnok en hvile selv for det syndige og urolige +hjerte , men for det rene og uskyldige er der glæde , +ja himmelsk salighed deri . “ +„ Så vil jeg arbejde , kære fader ! “ sagde Henrik +med dæmpet stemme ; derpå tog han præsten ved +hånden , således som han plejede af gøre som barn , +hvorpå de sammen gik ind til den ældre Grubbe , i +- samråd med hvem Henriks afrejse til København +blev bestemt fil at skulle foregå allerede den tredje +dag derefter . +Øen sidste dags eftermiddag , forinden afrejsen + +den følgende morgen , var det ligeledes et dejligt forårsvejr , +og denne sidste eftermiddag ville Henrik +tilbringe med at sige farvel fil de af stedets beboere , +med hvem han var kommen mest i berøring . +Med sin faders tilladelse udsøgte han af dennes +våbensamling en ganske ny , meget let og kostbar +engelsk doublel med alt tilbehør , hvilken han tog +over skulderen og begav sig således bevæbnet hen +fil den gamle degn kolby , med hvem han jo af og +fil havde øvet Nimrods kunst , og med hvem han nu +stod på den venskabeligste fod . Da han ankom fil +degneboligen , var den gamle inde i skolestuen , +hvorfra den velbekendte summen , jevnlig afbrudt ved +degnens tordenrøst , lød ud over Marken i den stille +dag . Da Henrik trådte ind i den summende kube , +taug bierne stille , og den gamle lærer steg ned fra +kattedret og bukkede på den venligste og ærbødigste +måde — men dog med blikket ligesom lænket fil +den skønne bøsse , hvis mage han endnu aldrig +havde set . +„ Hr . Henrik skal måske ud at prøve denne +her — ? “ ytrede han , idet han sagte og ligesom kærtegnende +lod sin store , brune hånd glide frem og tilbage +på de skinnende blanke løb . „ Det er dog , for +gud , det skønneste legetøj , til jeg i mit liv har set ; +men er den ikke alt for . . . alt for fin , hr . Henrik ? +Jeg synes næsten , det ville være synd at komme ild +i ham . ' . . . Og kan sådan en lille Karl tåle et + +ordenligt svært skud med store haget eller rendekugler ? “ +„ Den tåler mere end deres gamle gevær , “ +Svarede Henrik , hjertelig fornøjet over den gamle +jægers interesse for bøssen , og lidt efter tilføjede +han : +„ Jeg synes nu , at deres ærværdige skyderedsfab +har tjent længe nok , og jeg har også lagt mærke +til , at det på den senere tid falder dem noget tungt ; +— hvad synes de om at ombytte det med denne lette +svend her — ? “ Lidt efter tilføjede han , da den +gamle intet svarede : „ Kære hr . Kolby ! jeg har +aldrig fået bedt dem om forladelse for min opførsel +imod dem den første gang , jeg efter min +hjemkomst så dem i præstegården , skønt jeg +tidt har haft det i sinde . Det gør jeg herved ! . . . +Jeg rejser nu til København igen , jeg er kommen +i dag for at sige farvel til dem og takke dem så meget +for den tid , vi denne gang har været sammen , +og så ville jeg gerne bede dem modtage dette +gevær som en erindring om mig . “ Disse sidste ord +sagde han med bevæget stemme . Den gamle tav +endnu nogle øjeblikke , målløs af glæde og rørelse ; +endelig kom han så meget til sig selv , at han +kunne sige : +„ Nej , nej , hr . Henrik ! Nej , nej , hr . Henrik ! “ +Øerpå foldede han hænderne , og tårerne randt +ham ned ad de rynkede , veirslagne kinder . + +og da Henrik straks herpå tog en hjertelig afsted +med ham og hurtig begav sig bort i retning af +præstegården , gik han udenfor skolen med sit +prægtige gevær i hånden og delte sine blikke mellem +dette og den bortgående Henrik , så længe denne var +at sine . Øerpå gik han atter ind i sin kube , idet +han mumlede hen for sig : +„ Ja , hvor hans natur er god , ja se , hvor den +er god ! Vor herre holde sin hånd over ham , når +han nu skal derhen igen , hvor — der ikke er godt +for ham at være ! “ — +endnu med glandsen af den gamle jægersmands +glæde på sit ansigt ankom Henrik til præstegården . +Men allerede , da han var kommen indenfor porten +og befandt sig mellem de fire på gammeldags måde +sammenbyggede længer og modtoges af den uforklarlige +fredens og stilhedens ånd , hvormed alt på +disse enemærker var præget , — vakte dette indtryk +atter uroen , der hvilede dybest i hans sind , og hans +ansigt blev igen alvorligt . Af en Karl , der arbejdede +i gården , erholdt han den underretning , at +præsten fornylig var afrejst til annexsognet , asdal , +for at berette en syg — en rejse , der plejede at +medtage flere timer — og da Henrik dernæst spurgte , +om amme var hjemme , svarede karlen , at det troede +han nok ; han havde i det mindste for kort tid siden +set hende sejle i sin båd , og da var hun på hjemturen , +så hvis hun ikke allerede var kommen iland , + +måtte det i al fald snart fle . — allerede samme år , +som Amine på foranledning af Henrik var bleven optagen +i præstegården som datter i huset , havde +præsten nemlig foræret hende en robåd med de +ord , at hun efter hans overbevisning ikke ville +kunne trives på stedet , hvis hun ikke af og til fik +sig en rotur . Amine havde vel i begyndelsen smilet +noget vantro derved , da hun ikke vidste , hvor dybt +det barnlige sind kan gribes af sine indtryk og beskæftigelser , +men det varede ikke længe , førend hun +måtte give præsten ret , ja , hun gik endog på +egen hånd videre , idet hun selv forfærdigede sig et +fiskegarn , som hun sejlede ud med og nedsænkede i +åen , og drev nu således af og til igen sin fordums +„ Gerning “ for sin fornøjelse . Dog var det +kun i de første år efter hendes optagelse i præstegården , +at hun drev fiskeriet — ved hvilken idræt +Henrik havde været hendes jevnlige medhjælper — ; +snart smeltede præstens anskuelser om den mennesket +indpodede drabslysf , som læserne måske erindrer +fra et af hans breve til Henrik , således sammen +med den vågnende jomfrueligheds ømme og kærlighedsfulde +væsen hos hende selv , at hun ikke mere +kunne sinde nogen glæde ved at stille snarer for +troskyldige dyr . Båden vedblev hun derimod at +have megen glæde af , og der hengik næppe nogen +smuk dag , uden at hun tilbragte en times tid på +denne måde , — ja hun sik endog ofte sin plejefader + +med på disse småture , og det var et syn , +der ved sin skønhed uvilkårlig fængslede og rørte +veifarende folk , når de så den lette båd komme +opad åen , roet af den unge , blomstrende pige , og +med den gamle , kraftige , hvidhårede mand siddende +ved roret med sin pibe og sin sorte kalot — den ' +han på sin statelige måde aftog for enhver , som +gik forbi , med venlige og spøgefulde tilråb og bemærkninger . +Efterat , have meddelt denne forklaring +angående Amines roture , vende vi tilbage til Henrik , +der ifølge den underretning , han havde erholdt , +først gik ind i værelserne ; men da her ingen fandtes , +gik han ud i haven , hvis sydvestlige grændse +dannedes af den samme å , der længere ude mod +havet løb forbi søviggård . — her så han amme , +der lige var landet , stå ved båden og ' i færd med +at binde den ved en lille landingsbro . Han ilede +da med lette skridt hen til hende og hilste hende med +mindre skyhed og forbeholdenhed , end han plejede . +Endnu rød og varm efter den nylig endte rotur +vendte hun , fuld af glæde ved at se ham og høre +hans venlige hilsen , sit srisfe og strålende ansigt +imod ham , men sænkede dog straks derpå sit hoved +og stod tavs og bly for ham . Også Henrik stod +nogle øjeblikke tavs og betragtede hende , endelig +sagde han med bevæget stemme : +„ Jeg kommer i dag for at sige farvel til dig +og til din fader , kære Amine ! Du har måske nok + +hørt , at det nu er min agt at vende tilbage til København +for atter at begynde mine studeringer ? “ +„ Ja “ — svarede hun — „ Fader har fortalt mig +det , og han er glad over , at de nu har taget denne +bestemmelse . “ Efter disse replikker indtrådte der +atter nogle øjeblikkes taushed imellem dem . +Henrik havde sat sin fod på kanten af båden +og gyngede den sagte op og ned . Da sagde han : +„ Hvor din båd er smuk , Amine ! Den ser +jo ud som ganske ny ! Er det virkelig den samme , som +vi to så lidt har sejlet i sammen ? “ +„ Ja , det er “ — svarede hun — „ men jeg har +malet den for en månedstid siden . . . - jeg havde +tænkt , at de måske nu i forårstiden kunne få +lyst til at bruge den engang imellem . . . ligesom før +. . . De har jo selv ingen båd på søviggård ; +men det vil jo nu ikke ske . “ +„ Ja , det er længe siden , at vi to har sejlet +sammen , og det vil vist også vare længe , for jeg +står her igen ! . . . Skal vi roe os en lille tur ? “ +„ Ja , hr . Henrik , lad os det ! “ sagde hun med +stærkt udbrydende glæde . Derpå skyndte hun sig +at løse båden , sprang let som en fugl ned i den +og drejede den med bredsiden fil broen , for at +Henrik bekvemt kunne komme ned i den . Da de +begge vare komne ombord , stagede hun ud i strømmen +og lagde årerne ud mellem tollene for at roe , +og da Henrik hertil bemærkede , at hun jo måtte + +være træt af den forrige tur , og foreslog , at hun +nu skulle overtage den lettere post at styre , sagde hun +hurtigt og bønligt : +„ Nej , nej ! må jeg ikke nok roe ? Det plejede +jeg jo altid i gamle dage ! . . . Og se , jeg har nu +fået mig et ordentligt ror , så de behøver ikke mere +at styre med en åre , som ser så stygt ud . “ +Derpå tog hun plads ved årerne , Henrik +greb rorpinden , og ved hendes lette , taktfaste slag +gled den lille båd hurtigt som en pil op imod +strømmen . Glæden over endnu engang at sejle med +sin barndomsven gjorde Amine fil barn igen . +Glad og frimodig — med det samme udtryk i sit +ansigt , med det samme glade , uskyldige smil , hvormed +hun dengang havde betragtet ham , når han +var venlig eller eftergivende imod hende — således +så han hende nu igen . Her — på hendes eget +element — var det , som om hendes gamle kjækhed +og ligefremhed overfor ham vendte tilbage . Han +var jo der på stedet den eneste , som hun havde +kendt som barn — munter og spøgefuld nævnede +hun det ene træk efter det andet fra denne tid , +idelig spørgende ham , om han huskede det ? eller +det ? Og når han så halv uvillig eller modstræbende +ikke ret syntes at kunne følge hende i denne +erindringsleg , da holdt hun stundom i sin Iver op +med at roe , og med blussende kinder og tindrende +øjne belejrede hun ham da med en sådan hær af + +enkeltheder , som hendes trofaste hjerte havde bevaret , +at omsider det hele billede - hvori han altid selv +spillede hovedrollen — hævede sig frem for ham , og +uimodståelig ! : henreven dukkede hans sjæl ned i disse +erindringers rene kilde , og et lykkeligt eller barnligt +smil på hans læber belønnede hende da før hendes +anstrengelser og bragte hendes egen glæde til dens +høldepunkt . Men da han dog , trods disse gentagne +oplivelser , jevnlig faldt tilbage igen i sin alvorlige +og noget åndsfraværende tilstand , så blev også +hun efterhånden tavsere og tavsere , ja enkelte tårer +stjal sig endogså stundom til af rinde ned ad hendes +kinder , og endelig erklærede hun , af hun var træt , +og af de vist nu måtte tænke på af vende tilbage . +Årerne blev da tagne ind , båden vendte af sig +selv , og den eneste ulejlighed , der nu var forbunden +med af komme tilbage , var blot af holde båden +midtstrøms ved hjælp af roret . Da Amine bedre end +Henrik kendte dybets snoninger i åen på denne +side af præstegården , og for ikke af sidde ganske +ørkesløs , bad hun Henrik om af skifte plads med +hende , og som følge heraf satte hun sig til af styre , +medens Henrik tog hendes plads , men dog således , +af han indtog en mere liggende stilling , idet han +lænede sin nakke mod kanten af båden — og den +stille hjemfart begyndte . Bådens ensformige , vuggende +gang og lyden af det rindende vand , der +snart hævede sig frem som en forunderlig , drømmende + +Melodi og snart ganske hendøde , i forbindelse med , +af aftenens skygger nu begyndte af udbrede sig over +det stille åparti , gav hjemfarten en hel forskellig +karakter fra udturens liv og bevægelighed . +Øen fornylig tilendebragte anstrengte roning , +den hende stærkt bevægende samtale og synet af +hendes barndomsven , hvem hun før så lidt havde +set i sin båd fuld af liv og lystighed , og som nu +lå der stille og ubevægelig med det skønne , cedelfformede +ansigt vendt lige imod hende , men med så +slappede og blege træk , satte hende i en usædvanlig , +på engang drømmende og smertefuld stemning . +Det var førstegang efter hans hjemkomst , at hun så +ene og uforstyrret havde kunnet sidde og betragte ham . +Så stille som et voxbillede sad hun da nu der ligefor +ham og så på ham med et blik , som ville +hun se ham ind i sjælen . . . Hvor han var forandret ! +. . . Hvad havde dog således kunnet forvandle +ham ? . . . Og dunkelt foresvævede hende måske i +dette øjeblik den sande grund dertil . Også Henriks +øjne hvilede på hende . Da han bemærkede , +hvor fast og uafbrudt hun betragtede ham , følte han +en forunderlig glæde ved således at hvile i hendes +båd , medens hun ligesom vågede over ham og +holdt øje med ham , og en fred eller sindets tryghed , +som han ikke i lang tid havde kendt , kom over +ham . Dog lukkede han på samme tid sine øjne , +da han tillige havde en vis skyhed for at møde hendes + +blik , — men han åbnede dem af og til igen , +— kun for at se , om hun ikke havde vendt sine +øjne fra ham , og når han da fremdeles mødte +hendes blik , lukkede han atter øjnene med den nævnte +følelse af fred og tryghed . Da lagde amme mærke +til , at hans ansigtsudtryk på engang havde forandret +sig , at hans kinder havde fået en fin rødme og +ligesom vare blevne fyldigere , og at der om hans +halvåbnede mund lå et lykkeligt smil som hos et +sovende barn — hvad han også var i dette øjeblik . +Da rødmede hun af glæde ved at se ham sådan +igen . „ Se , se ! “ — sagde hun ved sig selv — „ ja , +således var det , han så ud , inden han kom bort . . . +Inden han kom til sin moder ! “ +Og endnu mere åndeagtig stille sad hun , for +at han ikke skulle vågne og hun derved berøves et +syn , der i så høj grad rørte hendes hjerte . Og +stille gled den lette båd fremad , og det var , som +havde han selv , medens han sov , en følelse af , at +det var hans barndoms gode genius , der i denne +stund styrede hans fart ; thi det var hans tidlige +barndoms skønneste ørømme , der omsvævede ham . +Da kom båden omsider udfør præstegårdens have +med den endnu stedse sovende Henrik og den åndeagtigt +stille amme . Uvilkårlig lagde hun sin hånd +fastere på roret for at dreje ind til landingsbroen , +men — ligesom fortryllet af den uafbrudte beskuen , +af det forunderlige i hele situationen og af sit eget + +hjertes selsomt bevægede følelser , lettede hun igen +sin hånd , og båden gled forbi haven — videre +nedad åen — ned mod søviggård ! — efter en +halv times forløb vare de i nærheden af landingsbroen +i søviggårds have , og de- kom nu ind i +det højtidelige mørke under de høje , allerede udsprungne +træer , der stod som en mur på begge +sider af åen . Da forekom det hendes stærkt bevægede +fantasi , søm om hun svævede med sin elslede +gennem en usynlig , stille verden , hvor hun og +han vare de eneste levende væsener , og i en smeltende , +salig følelse , som kun det uskyldige hjerte +kender , randt tårerne nedad hendes kinder . Da +grebes hun efterhånden af smerte ved tanken om , +at denne lykkelige tilværelse nu måtte ophøre , ja , +at hun selv var den , som snart måtte gøre ende +derpå . Allerede øjnede hun det sted , hvor gårdens +landingsbro fandtes , da åbredderne her , for +udsigtens skyld , vare frie før træer . Og hun rejste +sig og bøjede sig ned over ham for at se , om han +sov endnu , — for endnu engang at betragte ham og +indpræge sig det lykkelige og fredelige billede af ham +i sin sjæl . Og han sov endnu med det samme smil +om sin mund . Da kastede hun sit blik langsned med +åen , følgende træernes række , hvor den løb forbi +gården og nedover engene , indtil den nåde havet , +i hvilket den optoges , og da var det for hende , +som om en stemme hviskedee i hendes hjerte : + +„ Ud — ud mod havet ! . . . Blive ved at svæve , +svæve med ham ! . . . Og så komme de ville bølger +og skylle over båden , og så tager jeg hans +hånd , og så synke vi ned i det stille dyb , og jeg +stilles aldrig mere fra ham . . . og så vil gud tage +imod ham som et lykkeligt og skyldfrit barn , således +som han er . . . således som han ser ud i dette +øjeblik ! “ +Medens disse ville billeder svævede for hende , +var hun forbleven i midten af båden , siddende foran +ham , så at båden altså var uden styrelse . Da +førtes den , uden at hun mærkede det , af sig selv henimod +landingsbroen , — der var bygget på strå mod +strømmen og så langt ud , at den nåde dybet , — +stødte sagte mod det yderste af broen , gled langsmed +denne ind mod landet og lagde sig her tilhvile mellem +åbreddens siv . Da vaktes hun af sine drømme +ved den hvislende lyd i sivene , der bøjede ' sig for +båden , og hun så sig om blandt de velbekendte +omgivelser . Alt var stille — stille som i graven . +Den store gårds nærhed gav sig ved intet tilkende . +Ingen muntre , højrøstede stemmer af glade spadserende , +ingen grupper af skønne kvinder og mænd oplivede +som i fordums tid den store , skønne have ! Det var , +som om ungdom og glæde for evig var banlyst fra +disse steder siden hin skumle balnat . Ligesom fortabt +i denne dybe stilhed , vedblev amme at sidde +foran den sovende arving til al denne øde storhed , + +til dette dødens slot , der lå der i skumringen +så spøgelseagtigt stille , søm var det berørt eller fortryllet +af en ond ånd . Næsten gysende vendte hun +sit blik fra denne mørke stenmasse tilbage til Henrik , +der var det eneste besjælede blandt alt dette , og betragtede +ham endnu engang vemodigt og længe . Da nævnede +hun en og flere gange hans navn , men det var , +som om hendes røst var moduleret efter den omgivende +naturs hviskende stemmer , og den nåde ikke +den sovendes øre . Da rørte hun let og bævende +ved den ene af hans hænder , som lå på kanten af +båden , og da vågnede Henrik . +„ Hvor er jeg ? “ sagde han hviskende med et udtryk +af forvirring og henrykkelse . „ Er jeg i din båd , +amme ? . . . Er det dig , som sidder der foran mig , +og er det derfor , jeg har drømt så dejligt , så dejligt ? “ +„ Ja , de er i min båd , hr . Henrik , “ svarede +hun blidt . „ De faldt isøvn , og jeg nænnede ikke at +vække dem . De så så lykkelig ud . . . således +som de så ud , da de var barn . “ +„ Ja “ — sagde han dybt åndende , idet han +betragtede hende venligt og kærligt — „ jeg drømte +også , at jeg var barn , kære Amine ! Jeg drømte , +at min moder stod med mig på armen og viste mig +den opgående sol ; hun pegede med sin hånd ud +imod glandsen , og jeg stirrede ind deri , til jeg blev +blændet og måtte vende mine øjne bort . Da betragtede +jeg hendes ansigt , som lyste i de samme strålers + +Glands , men blegere , så at jeg kunne tåle at +se derpå . Da syntes mig , at vi hævede os fra jorden +og svævede langsomt opad gennem røde , skinnende +skyer , og jeg vedblev at se på hende . . . min +moder — — “ Her standsede han pludselig . Der +gik ligesom en kuldegysning hen over hans ansigt , det +mistede det milde , barnligglade udtryk , trækkene sik +deres forrige skarphed — nu , nu først var han rigtig +vågen ! +Og han tilføjede mat og klangløst : +„ Så . . . så husker jeg ikke mere af den +drøm ! “ +Men Amine havde ikke glemt , at han som barn +— hin aften ved vandfaldet under de høje bakker +ved Ålborg — omtrent med de samme ord havde +fortalt hende dette som en af sine tidligste erindringer +om sin moder ; hun mindedes , med hvilken kærlighed +og glæde han dengang havde dvælet ved denne erindring , +og hun hævede de skønne , milde , tårefulde +øjne , så på ham med et blik , hvori uskyldighedens +højhed på forunderlig måde var blandet med en +dunkel , smertefuld medviden , og hun hviskedee : +„ Jeg forstår dem nok , hr . Henrik Grubbe ! “ +Men han så på hende med et sky blik og +svarede hende ikke . +Der hengik en minut eller to i taushed — da +havde han atter fattet sig og sagde med sin sædvanlige +stemme : + +„ Men nu må din fader vist være kommen +hjem , amme ! Lad os nu gå op og sige farvel +til ham , “ — idet han nemlig endnu ikke havde set +sig rigtigt om og ikke vidste andet , end at båden +lå ved præstegårdens landingsbro . Da oplyste +amme ham om hans vildfarelse , og fuld af forundring +sprang han ud af båden og gik nogle skridt +frem og tilbage på bredden , idet illusionen havde +været så stærk , at han ikke var i stand til at komme +ud af den i de første øjeblikke . Da han omsider havde +overbevist sig om , at han virkelig var hjemme , nærmede +han sig igen båden og sagde : +„ Hvorledes skal jeg nu få taget afsted med din +fader , amme ? og hvorledes skal du nu selv komme +hjem ? Tror du ikke , det er bedst , at du lader din +båd ligge her til i morgen ? Så kan vi , når vi +først har talt lidt med fader , køre eller gå sammen +tilbage til præstegården . “ +Men amme havde været så lykkelig på denne +seiletur , og hun ville ugerne forlade sin båd . +Det forekom hende i den bevægede sindsstemning , +hvori hun havde været på hele den sidste del af +turen , så skjemt , så fredeligt at sejle tilbage på +den mørke å i den stille aften , og måske havde hun +tænkt sig , at Henrik ville roe tilbage med hende til +præstegården . Hun svarede derfor : +„ Nej , jeg takker dem , jeg vil helst sejle tilbage +i min båd . . . og så vil jeg sige dem farvel , + +hr . Henrik , da de måske allerede er taget bort fra +præstegården , når jeg kommer hjem , og så får +jeg dem vist ikke at se mere . “ +Hun havde rejst sig op , men var forbleven i +båden , hvor hun stod ubevægelig og bleg som undine +i det øjeblik , da ridderen forsfod hende på donaufloden . +Lyden af hendes stemme og synet af den +skønne skikkelse , der i al sin jomfruelige inde stod +for ham , rørte Henriks hjerte stærkt , — og han gik +ned til randen af båden , rakte hende sin hånd og +sagde med stærkt bevæget , næsten tårekvalt stemme : +„ Så farvel , kære , kære amme ! “ +Da følte han hendes tårer dryppe på sin +hånd , og uvilkårlig åbnede han sine arme og trykkede +hende blidt til sit bryst , og et øjeblik hvilede +hun i hans favn , men kun et øjeblik ; derpå greb +hun igen hans hånd , bøjede sit hoved ned derimod , +fæstede sine læber derpå og sagde : +„ Besøg aldrig deres moder mere ! “ +Men ved disse ord — sagte , på dette sted +— havde hun fremmanet mørkets ånder . +Da rev han hurtigt sin hånd fra hende , trådte +lt par skridt tilbage fra båden og betragtede hende +med et skummelt blik . +Men hun sagde bønligt og vemodigt : +„ Vær ikke vred på den stakkels amme ! Jeg +gav så gerne mit liv , om det kunne tjene dem til +både ! “ + +da sagde han mørkt og med et udtryk af vildhed +i en selsom fornemmelse af , at hvad han alt havde +følt og erfaret , det var uudsletteligt og ville fremdeles +lokke og drage ham : +„ Det , som du beder mig om , det er nu — forsilde , +Amine ! “ +Og endnu mere voldsomt end før , da efter hans +barnlige drømme besindelsen vendte tilbage og viste +ham virkeligheden , forjages nu fra hans sjæl de +milde følelser og indtryk , hvormed hans gode engels +nærværælse havde påvirket ham . Og uvilkårlig glede +svundne billeder forbi hans øjne , som han stod der +ved den mørke å og stirrede på strømmen , der i +underlige , slangebugtende ringe langsomt flød forbi ud +mod havet — da mindedes han , hvorledes han som +barn engang havde stået i aftenens mørke ved denne +samme å , set på disse bugtende ringe og hørt hviskende +menneskestemmer lyde fra forbiseilende både , +der langsomt dreve ned med strømmen , ud mod havet , +indtil endelig hans egen moder — endnu mere åndeagtigt +og hemmelighedsfuldt — svævede ham forbi ! +Han følte den barnlige gru på ny gå igennem sin +sjæl , og dog var der i disse billeder i dette øjeblik +noget , som ophidsede hans fantasi , gjorde hans tanker +ville — ja , som fængslede ham til åen med en +dæmænisk magt ! Hans fantasi fremstillede ham så +levende de stille både med de hviskende elskende , — +hans moders hemmelighedsfulde følge i den mørke + +aften , — at det uvilkårlig forekom ham , at de endnu +færdedes derude , ja , så selsomt gøglede dette i hans +nu mere og mere ophidsede fantasi , at det syntes ham , +at den virkelige båd , han så der for sine øjne , +var en af dem fra hin Asten , var en af estern olerne +i følget , der endnu lå der og ventede — på ham ! +. . . og se : den elskede , hun stod der alt ! +Da råbte han med forfærdelse : +„ Amine ! Amine ! hvorfor er du her endnu ! Sejl +bort så hurtigt du kan ! “ +Men den uskyldige pige forstod ham ikke i dette +øjeblik - forstod ikke den advarsel , der lå i hans +ord ; hun hørte kun det barsfe og ukærlige deri , og +i følelsen af , ikke at fortjene en sådan tiltale , svarede +hun mildt bebrejdende : +„ Hvad ondt har jeg gjort dem , at de taler +så hårdt til mig ? Men jeg skal adlyde deres befaling . “ +Da var det , som hendes hjerte skulle briste ved +tanken om , at disse ukærlige ord skulle være hans +afskedsord til hende ; hun følte , at de ville lyde for +hendes øren , når han selv var langt borte , og skræmme +hende mange gange på ny ved deres barske klang . +Thi vel var aldrig tanken om , at hun kunne blive +hans hustru , opstået i hendes ydmyge sind ; men +desuagtet elskede hun ham med det dybeste i sin natur , +med en sværmerisk , religiøs , selvfornegtende følelse , +således som kærligheden kan bo i unge , uskyldige + +kvinders hjerter — uden at være sig selv ret bevidst , +skjøndt den er deres hele væsentlige liv — , og nu lige +i afskedsøjeblikket at have såret eller bedrøvet ham +ved sine — omend nok så velmente — ord , det +var mere , end hendes kærlighedsfulde hjerte kunne +tåle . Derfor var det , at hun , endnu ventende et +venligt afskedsord fra ham , langsomt og ligesom modstræbende +førte båden ud fra landet ved at gribe i +broens rækværk . Henrik så ikke derhen , men han +hørte den . sagte hvislen i sivet , da båden gled derigennem : +han gjorde uvilkårlig en bevægelse , som +for at nærme sig , men standsede igen og forblev tavs . +Da lagde hun årerne ud , men holdt dem således , +at de ikke berørte vandet , og da sagde hun blidt : +„ Kommer de og tager afsked med fader ? . . . +Eller se vi dem ikke mere ? “ +Men hun fik intet svar . +Da sænkede hun årerne i vandet , båden fjernede +sig langsomt , og snart var den forsvunden i mørket +under de høje træer . +Men da han hørte disse hendes sidste ord , der +lød som en sagte hvisken , i forening med strømmens +rislen ved bådens modstand , da var det , som +om de onde ånder , der tilforn færdedes på disse +steder , de , hvis urene vingeslag havde viftet om hans +barnlige kind , og hvis hemmelighedsfulde hvisken herhavde +lydt for hans øre — så at det næsten havde +forekommet ham som kendt færd og kendt væsen , da + +senere hans egen villie og længsel fremmanede dem +— det var nu , som fik disse ånder ham ganske i +deres magt ! — som idrømme gik han ud på +det yderste af broen , lyttende til den vigende båds +åreslag , der snart ligesom hendøde og snart igen +hævede sig utydeligt frem i det fjerne . Det var , som +følte han sig dæmonisk sikker på sin magt , idet disse +stedets ånder vare over ham , og han mumlede : +„ Lad den svinde , lad den svinde , indtil den allersidste +lyd er ophørt — på mit ord kommer den +her tilbage ! “ +Og da endelig den sidste , svageste lyd af den +bortseilende båd var forsvunden , da hævede han sin +røst i den dybe stilhed , og han råbte : +„ Amine ! Amme ! kom tilbage ! “ +Og alt blev atter stille — stille som i graven . +Og han stod på broen , ubevægelig som en +ånd — som en ond magus , der har svunget sin +tryllestav , sikker på dens virkning . +Se , da lød atter fra det fjerne den samme plaskende +eller rislende lyd , der nys var forsvunden ; +langsomt , men stedse nærmere kom lyden , indtil atter +åreslagenes Melodi hævede sig tydeligt frem for +hans øre , og endelig gled båden selv frem fra +træernes mørke . Men da Amine nu så ham stå +der på broen så ubevægelig som en statue , stirrende +ligeud for sig og tilsyneladende uden at mærke +bådens ankomst , blev hun greben af en selsom følelse + +og begyndte næsten at tvivle , om det var en virkelig +røst , der havde lydt for hende , og hun rejste sig i +båden , hævede sine øjne op til ham og sagde bævende : +„ Det forekom mig , at jeg hørte en røst , som +nævnede mit navn , og som kaldte mig tilbage . . . +Og det syntes mig , at det var deres stemme ! “ “ +„ Ja “ — svarede han uden at se på hende — +„ det var min stemme . “ +„ Så er de nu ikke mere vred på den stakkels +Amine ? . . . Så vil de måske nu sejle tilbage med +mig til præstegården og sige farvel til kære fader ? “ +Ved at høre hende benævne den gamle præst ved +udtrykket „ kære fader “ , således som han altid selv +havde kaldt ham fra barndommen af , rystedes hans +ligesom forstenede skikkelse : det var , som vaklede +han endnu engang under den sidste kamp , og han +trådte nogle skridt tilbage som for at flye . Men +da gled båden i det samme ind i sivet med den +hemmelighedsfulde , hvislende lyd , som på disse +steder havde en så selsom magt over hans fantasi , +og da trådte han atter srem med faste skridt +og steg i taushed ned i båden , og Amine greb +årerne , sænkede dem i vandet og drejede båden +op imod strømmen ; men da holdt han imod med +roret , og medens båden langsomt vendte sig med +strømmen og gled ind under træerne på den anden +side af broen , sagde han med en stemme , der lød , +som talte en anden igennem ham : + +„ „ Nej , ud — ud mod havet ! Det er den vej , +vi skal , amme ! “ “ +Og i en forunderlig smeltende . Følelse ved at +høre sin egen sværmeriske drøm lyde fra hans læder , +sad hun så ubevægelig , som om hun allerede lå på +den stille havbund under den dybe bølge , idet hun +hviskende gentog hans ord : +„ Ja , ud — ud mod havet ! Det er den vej , +vi skal , amme ! “ +Og hun gled „ ud , ud mod havet “ — ikke mod +det stille , kølige dyb , hvor den uskyldiges sværmeriske +tanke havde attrået dødens forening med den elskede , +men mod den mægtige lidenskabs hav i den ulykkeliges +forargede hjerte , mellem hvis glødende bølger +hun kæmpende omhvirvledes , indtil hun forvirredes +og sank . + + + +tredie afdeling . + + + +morgenen efter de i forrige afdelings slutning +fortalte begivenheder stod Henrik Grubbe på dampskibet +„ Iris , “ der lå ved bolværket i Ålborg , færdigt +til at afgå til København — det samme skib , +hvormed han havde gjort sin første rejse til hovedstaden +for at tage eksamen artium . Ligesom dengang +lå morgentågen over land og vand , men intet +festligt var udbredt over det hele . Dog var som +sædvanligt en del mennesker tilstede ved skibets afgang . +Det var i begyndelsen koldt , og det småregnede , +men altsom solen steg , klarede det og blev +smukt vejr . Henrik gik frem og tilbage på dækket , +indhyllet i sin elegante pelsværkskappe , og hans ansigt +var gråt og mørkt som omgivelserne . +I det øjeblik , da dampskibets klokke begyndte +at ringe tredje og sidste gang , overdøvedes dens +klang as en klapprende rullen , der hurtigt nærmede +sig , og alle vendte uvilkårlig hovederne henimod +den kant , hvorfra denne lyd kom , i den tro , at det +måtte være løbske heste . Delte viste sig også at +være tilfældet , thi i samme øjeblik sås en lille , +overordentlig smuk jagtvogn , forspændt med fire vælige + +heste og kørt af en kæmpestor kusk i herskabsjægers +uniform , komme jagende i fuld karriere ned +imod bolværket . På sædet bagved kusken sad en +elegant klædt dame , hvis ansigt strålede af liv og +fornøjelse ved den hurtige fart og voldsomme bevægelse . +Den kæmpestore kusk så derimod påfaldende +betænkelig ud , alt som det mere og mere +gik op for ham , at han ikke havde de fyrige heste i +sin magt . Nogle sekunder førend bolværket nådes , +vendte han sig om mod sin passager og sagde +med skælvende læber — og dog tillige med et vist +udtryk af fortrolighed — : +„ Jeg kræver gud til vidne , frue , at dette +ikke er min skyld . Det var dem selv , der sagde , +at jeg skulle smøre på , og nu — gud se i nåde +til os ! — vi ligge nu ret straks i fjorden . “ +Men uden et øjeblik at tabe sin fatning lod den elegante +dame sit rejsetøi falde , steg , trods vognens stærke +slingring , med en behændighed og ynde som en +kunstberiderske over til kusken , tog forløbernes +tømmer fra ham og sagde med et hånligt smil : +„ Fy , Erik , for dårlig kusk han er ! . . . . +Er det for så stor en Karl at have sådant et harehjerte ? “ +Og hun stod med det skønne , af mod og livsglæde +rødmende ansigt , og dog med fuldendt kvindelig +anstand — et syn , som ingen af alle dem , der hin +morgen stod ved stranden , nogensinde havde set + +mage til — ved siden af den blege og skælvende +kusk , og allerede var det lykkedes hende at få de +ville forløbere til at føle magten , da vognen kun +få alen fra bolværkek ved at køre mod et gammelt +skibsanker , hvis ene flig ragede halvt op af jorden , +fik et så voldsomt stød , at hun , der stod oprejst , +slyngedes ud af vognen og blev liggende bevidstløs +på jorden . Ved dette syn var det , som om alle +vaktes til mod og handlekraft , og medens nogle +flokkedes om den bevidstløse dame , kastede andre sig +ivejen for hestene , der atter havde taget magten , +og fik dem efter nogen anstrengelse lykkeligt standsede , +uden at noget yderligere uheld skete . Ved denne usædvanlige +begivenhed var skibets afgang bleven forsinket , +så meget mere som både kaptajnen og de +fleste af besætningen vare gåde iland for at yde +deres bistand , og kaptajnen , en forhenværende søofficer , +var blandt de første , der nærmede sig den +bevidstløse dame . Men omtrent i samme øjeblik , +som disse bøjede sig nedover hende , kom hun atter til +sig selv , og rødmen begyndte at vende tilbage på +hendes kinder , og på kaptainens spørgsmål om , +hvorledes hun befandt sig , og om , hvori han kunne +være hende til tjeneste , svarede hun efter at have +betænkt sig et øjeblik , at hun vistnok blot var bleven +fortumlet af faldet , og at hun godt kunne gå det +par skridt til skibet , da det var hendes agt at +rejse til København med det . Derpå bød kaptajnen + +hende sin arm , og efter at have fået underretning +om , at både vogn , kusk og heste vare i behold , +skred hun med en anstand som en øronning ombord +ved kaptainens side . — +Henrik Grubbe havde kun mærket meget lidt til +al den tummel og forvirring , som fandt sted i anledning +af denne begivenhed — han hørte vel , at +der var tale om løbske heste , en væltet vogn og en +besvimet dame ; men i den sindsstemning , hvori han +befandt sig , var han så egenkærlig optagen af sig +selv , at hele verden gerne kunne have været i færd +med at gå tilgrunde — han ville kun følt ærgrelse +derover , fordi det forstyrrede ham i hans grublende +sløvhed . Endelig mærkede han , at tummelen +var forbi , og i håb om , at skibet nu skulle afgå , +rejste han sig fra sin plads bag et sejl , hvor han +havde siddet så godt som skjult i sin store kappe , +medens den ovenbeskrevne scene gik for sig , vendte +sig om mod landet og stod da ansigt til ansigt med +— sin moder ! — det gav et sæt i ham , og han +veg tilbage med rædsel malet i sine miner , som om +han så et spøgelse . Hun derimod rødmede af +glæde og overraskelse ved at se ham , flap kaptainens +arm , ilede henimod ham med lette , dansende +trin , tog ham i favn , kyssede ham og sagde : +„ Så gik min anelse dog i opfyldelse ! Hele +vejen fra Lindenborg af — hvor jeg har været en +månedstid i anledning af den ældste datters bryllup + +— har jeg tænkt mig muligheden af , at jeg +kunne træffe dig her i Ålborg , og denne tanke var +det vistnok , der var skyld i , at jeg lod den stakkels +Erik køre så stærkt fil , at vi jo nær havde sat livet +fil , for det kunne jo i grunden være mig det +samme , om jeg kom tidsnok fil dampskibet . . . her +er god i agt her i nærheden , og jeg kender jo hele +byen , så jeg kunne godt have fået tiden fil at +gå , fil skibet sejler næste gang ! Og desuden +. . . når jeg er her . . . her i nærheden af mit +gamle hjem . . . her i Ålborg , hvor jeg kom så +tidt som barn , så synes jeg , at der er noget , der +ligesom vil holde mig tilbage . . . Du ser for øvrigt +hverken rask eller fornøjet ud , min kære ven ! Du +må have kedet dig dygtigt under det lange eneboerliv +— men jeg sagde dig det jo iforvejen ! . . . +Men vær nu så god at føre mig ned i kahytten , +for vel slap jeg heldigvis godt fra det denne gang , og +jeg befinder mig i det hele vel , men jeg mærker dog +nu , at jeg er ganske svimmel , og jeg har også en tydelig +fornemmelse af , at blodet pibler lystigt frem +et eller andet sted under mit hår ! “ +Derpå aftog hun sin hat , løftede med den ene +hånd det skønne , rige hår til side , følte med den +anden op under det , tog den et øjeblik efter tilbage +fuld af blod og sagde smilende , idet hun dog blev +noget bleg : +„ Ja , tænkte jeg det ikke nok , såret er jeg ! + +men jeg tror dog ikke , det er så stemt , som dengang +da herregårdsstytten på rødstenseje var så +god at forcere mig et par nye smilehuller i stedet for +dem , som alderen desværre har berøvet mig . . . +Han skød mig et rævehagel indad den ene kind og +udad den anden . “ +Derpå vendte hun sig om mod kaptajnen , der +var bleven stående i nærheden , og sagde : +„ Nu takker jeg dem meget , hr . Kaptajn , for +al udvist bistand i dette uheldige tilfælde ! Denne +unge herre er min søn , hr . Hofjunker Henrik von +Grubbe , i hvis ridderlige varetægt jeg nu overgiver +mig , kun turde jeg måske endnu udbede mig nogen +hjælp af en eller anden tjenende nymfe , som de muligvis +måtte have at befale over på disse enemærker ? “ +Og da kaptajnen , der fuld af beundring over +denne kraftige kvindenatur havde stået og lyttet +til hendes tale , med den største høflighed forsikrede , +at den opvartende jomfru særlig skulle stå til den +nådige frues disposition under hele rejsen , — +nejede hun smilende for ham og gik ved sin søns +side ned i kahytten . Her indfandt opvartningsjomfruen +sig samtidigt , og som idrømme trak Henrik +sig tilbage , idet han ønskede sin moder god bedring . +Han var allerede kommen et par trin opad kahytstrappen +, da hun atter kaldte ham tilbage og sagde : +„ Lad mig endelig vide , når vi passere udløbet +ved Hals , og stulde jeg være falden isøvn , så-væk + +mig kun . . . der plejer at opholde sig hele hæere af +zendcr og andre havfugle ved sømærkerne i fjordens +udløb , og jeg kan så godt lide at se dem og høre +den livlige lyd af de ' utallige fugle , når skibet +sejler lige midt ind imellem dem , og de alle sammen +på engang flyve brusende i vejret . “ +Da han havde lovet at opfylde dette hendes +ønske , gik han op på dækket i en ganske besynderlig +stemning . +Rystet i sit inderste væsen havde han denne +morgenstund , kort efter midnat , forladt søviggård +med en følelse , som om han svævede i luften , nu +fuldstændig løsreven fra alt og fra alle , uden en +eneste klar tanke , nedsunken som i et hav af forvirring . +Alt var blevet ligesom rystet sammen i ham : +hans beslutning at ville leve som i fordums dage , +at søge ro og sammenhold ved at studere , ved digterisk +beskæftigelse og ved omgang med de gamle +kammerater fra skolen — alt lå som slået i +stumper og stykker inden i ham , da han som en +forbryder sneg sig skulende og vaklende ombord på +skibet i den mørke , tungsindige morgen . Og se , +da stod hun pludselig for ham i al sin selsomme , +næsten barnlige naturfristhed , som en levende protest +mod alle sygelige og svage tanker — som et +åndepust lige ud fra livets sikkerhed og kraft ! +Og da han nu efter sammenkomsten med hende +atter betrådte dækket og som før begyndte at spadsere + +frem og tilbage , da havde han uvilkårlig allerede +rettet sin sammenfaldne skikkelse lidt i vejret ; skibet , +de rejsende og omgivelserne tiltrak sig noget af hans +opmærksomhed , — ja hans fantasi begyndte endog +så småt at lette på de lammede vinger og at vise +ham enkelte solbeskinnede tinder i fremtidens mørke . — +efter nogle timers forløb var skibet i nærheden +af udløbet , og han gik da ifølge sin moders +ønske atter ned i kahytten for at underrette hende +derom . Såret i hendes hoved var imidlertid blevet +forbundet , hun var bleg af det lidte blodtab , og hun +lå i en let slummer , men næppe havde hendes søn +kaldt på hende , førend hun vågnede med et smil +på læben og rejste sig fuld af liv og munterhed . +. „ Ere vi nu ved Hals ? “ spurgte hun . +„ Ja , snart , “ svarede Henrik , „ men havde du +dog ikke bedre af at blive nede ? “ +„ Det kan gerne være , “ sagde hun leende , „ at +jeg havde bedre deraf , men jeg har nu mest lyst +til at gå op på dækket og se på mine fugle ! “ +Hun gjorde derpå et kort , men dog omhyggeligt +toilette . Medens hun var beskæftiget hermed , betragtede +hun sin søn med et skjælmsk- fornøjet sideblik +og sagde : +„ Men lagde min hr . Ridder ikke mærke til , +at da jeg forestillede dig for kaptajnen , kaldte jeg +dig hofjunker ? “ + +„ Jo , “ svarede han , „ jeg hørte det nok ; men det +var vel kun spøg ? “ +Da vendte hun sig helt om imod ham og sagde +med en blanding af højtidelighed og ironi : +„ Jo , min søn , du er hofjunker ! Jeg er +temmelig vis på , at din udnævnelse allerede har +stået i bladene , eller den vil i alt fald komme til +at stå der enten i dag eller i morgen ! . . . Det har +jeg ved mine bestræbelser udvirket for dig ! . . . Og +ikke blot hofjunker er du , men også embedsmand +— tænk : volontør i departementet for de udenlandske +sager , dog rigtignok foreløbig uden gage , men den +kan vi da skænke dem , — vordende diplomat , legationssekretær +eller minister i Paris , Wien eller +st . Petersborg ! “ +Dette var så ganske i strid med den i hjemmet +fornylig fattede bestemmelse , at han stod som +bedøvet og hørte derpå uden at vise spor enten af +glæde eller deltagelse . Da sagde hun hånlig og +ironisk : +„ Nå , det må jeg sige , jeg høfter just ikke stor +tak for mine bestræbelser ! . . . Man mærker straks +søviggårds støvende indflydelse på dig . Er du +virkelig allerede så fornuftig , at du ikke bryder dig +om at blive hofjunker , at få en dejlig uniform , +kårde ved siden og gyldne sporer ? . . . Du er +i grunden en borgerlig natur , min ven , med stof +i dig til at blive en lille skikkelig embedsmand , som + +for eksempel havnefoged eller byfoged i Korsør eller +Kallundborg ! “ +„ Ja , måske har du ret , “ sagde han , idet han +uvilkårlig rødmede og slog øjnene ned , dog hævede +han dem atter straks efter , og det var ikke langtfra , +at der blinkede et ondt lyn i dem , da han sagde : +„ Det kunne dog være , at jeg har fået mere af din +natur i mig , end du selv ved . . . Mere , end +du måske ville synes om , dersom du vidste det ! “ +Disse ord sårede hende — som det før engang +havde været tilfældet — ligesom med et flygtigt stik , +og noget usikker vendte hun sig fra ham og rettede +på sin pynt foran spejlet . Så tog hun lidt efter +hans arm , hvorpå de sammen gik op på dækket +og stillede sig ved relingen med ansigterne vendte +mod den nordlige kyst . Da de stod der hos hinanden , +fæstede de begge uvilkårlig øjnene på nogle +høje , mørke , tågelignende punkter — den såkaldte +jyske ås — der så langt ude i nord , som deres +syn kunne række , omtrent betegnede søviggårds +beliggenhed . Henriks ansigt antog da atter det tidligere +mørke eller skumle udtryk , tårerne kom ham +i øjnene ved synet af disse fjerne høje , og han +sænkede sit hoved ned mod relingen med et sagte , +våndefuldt suk . Da de havde stået således nogen +tid i taushed , sagde hans moder , dog uden at se +på ham : +„ Hvorledes lever din fader ? “ + +„ Min fader har det ret godt , “ svarede han , +ligeledes uden at se på hende . +„ Det glæder mig meget at høre det , “ sagde hun +livligt , „ og den gode gamle præst ? “ +„ Også han har det godt , “ svarede Henrik , men +hans læder bævede . +„ Og hans plejedatter , din barndomsveninde , +den unge , romantiske fiskerpige , som det forekommer +mig , du har fortalt mig noget om — er hun endnu +i præstegården ? “ +Da blev hans kinder og læber ganske hvide . +Han sænkede sit hoved end dybere ned mod relingen , +og han svarede hende ikke . +Da gentog hun , i den tro , at han som i tidligere +tid havde et af sine anfald af åndsfraværelse , +sit sidste spørgsmål endnu engang , idet hun derhos +rørte ved hans arm som for at vække ham , — og da +sagde han så sagte , at hun næppe kunne høre hans ord : +„ Nævn ikke hende , moder ! “ +„ Men gud ! hvorfor ikke ? “ spurgte hun efter +nogle øjeblikkes taushed , forunderlig greben af ordenes +dumpe , truende klang . Da hævede han sit hoved +langsomt op fra relingen , vendte sig helt om imod +hende og sagde : +„ „ Endnu sejler der både på søviggårds å +i de mørke aftener ligesom . . . da jeg var barn ! “ “ +Og han blev stående med sit dødblege ansigt +vendt imod hende , idet han så stift på hende . + +ord kunne vanskeligt forklare den måde , hvorpå +han sagde disse to korte sætninger . Det var , +som klagede hans brudte liv sig derigennem — det +onde , han havde gjort , det onde , han havde lidt — +og dog lød der ved siden af ordene eller som gennem +en hemmelighedsfuld efterklang en dæmpet , hoverende +pukken eller udfordren , som om han ved den +antydede medviden ikke blot ville kaste skyld på hende , +men tillige gøre krav på hendes bifald . +Hun stirrede et øjeblik forvirret på ham , idet +hun i sin tanke hurtigt gentog hans ord . Da +overfor en blussende rødme hendes ansigt . Hun slog +sine øjne ned for ham , og en hemmelighedsfuld gysen , +en forunderligt stikkende smerte rystede hende for første +gang i hendes liv . Uvilkårlig gjorde hun en bevægelse +nærmere hen imod ham som for at tale eller +afæske ham en forklaring , men hun standsede igen , +hun turde ikke — for første gang i sit liv var hun +feig og bange . Og i denne for hende så uvante fornemmelse +kastede hun instinktmæssig sløret over sit +ansigt og gik med vaklende skridt ned i kahytten . +Som idrømme så hendes son nogle øjeblikke +efter hende . Derpå vendte han sig atter om mod +relingen og opsøgte igen med sit blik de fjerne høje , +som betegnede hans barndomshjem . Så gik han +mekanisk hen i forstavnen og satte sig ved bougsprydet , +på det samme sted , hvor han havde siddet i +morgensolens glans , da han gjorde sin første rejse + +til København . Han søgte at tilbagekalde noget af . +Den stemning , som dengang havde besjælet ham , men +det ville ikke lykkes ham — den magiske glans , der +da lå over alt , hvorhen han så , og som ikke var +andet end hans eget hjertes poesi , den var nu ligeså +lidt at finde her som noget andet sted , og i en +fornemmelse af en slags flov bitterhed mod sin +moder , mod sig selv og mod hele tilværelsen lukkede +han øjnene for om mulig at falde isovn og glemme +alting . Dette var også omtrent lykkedes ham , da +han pludselig sirækkedes op ved en næsten ørededøvende +brusen som af et tordenvejr . Skibet var nemlig nu +kommet ud af fjorden og passerede de sømærker , +som hans moder før havde omtalt som de mange vandfugles +opholdssted , og som hun havde ønsket at være +nærværende ved . Disse fugle lettede nu alle — forstyrrede +i deres ro af dampskibets hjul — og svævede +en kort tid som tætte skyer omkring skibet . +Som ivrig dyreven og jæger ligesom sin moder +var han ingenlunde uimodtagelig for dette livlige skue , +og han stod og så med interesse efter fngleskyerne , +sålænge de vare at øjne ; og han kom derved atter +sin moder ihu , som havde forudsagt , at dette skuespil +ville vise sig , og talt med så megen glæde derom , +— og nu rørtes han uvilkårlig af denne hendes +glæde , af det barnlige sindelag , som den gav tilkende , +af den åndsbeslægtethed med ham selv , som +den røbede ; og medens ved dette enkelte træk af hendes + +natur , — hvortil indtrykket af den begejstrede +skildring , kaptajnen fornylig havde givet ham af +hendes hensynsløse dristighed lige overfor de ville heste , +i øjeblikket knyttede sig , — hele hendes storartede , +livskraftige billede trådte frem for ham : da var det , +som om bitterheden imod hende på hemmelighedsfuld +måde opløstes eller mildnedes hos ham og gav plads +for en ejendommelig følelse af vemodig beundring . +Og han gav sig til at vandre frem og tilbage på +dækket med dette billede ligesom svævende foran sig , +og han stirrede på det med en følelse , beslægtet med +den , hvormed han havde betragtet de høje bjerge og +de brusende vandfald og det dyb , hvorover han nu +færdedes — en følelse på engang af gysen og af +sympatti for den mægtige , ubetvungne naturkraft . +Hele dagen viste hans moder sig ikke på dækket , +og af en vis undseelse eller fortrydelse , — eller +hvorledes en sådan blandet og for ham selv uklar +følelse vel skal betegnes , — opsøgte han heller ikke +hende . Først da skibet sent om aftenen lagde til ved +toldboden i København , indfandt han sig i kahytten +og underrettede hende derom . Hnn stod da fuldt påklædt +og endnu med tilsløret ansigt , tog uden at tale +hans arm og steg op på dækket ved hans side . +Medens rejsetøjet samledes , forholdt hun sig ligeledes +taus og ubevægelig — hvad der ellers så ganske stred +mod hendes natur — og var i det hele så forandret , +så mat og død i al sin færd , at Henrik havde + +en uhyggelig følelse af , at hun var bleven som en +hel anden person , og han grebes af forfærdelse ved +forestillingen om , hvorledes en sådan natur som hendes +ville komme til at se ud , når den mistede sin kraftige +harmoni og rolige overlegenhed , — og det var +næsten med skræk , at han tænkte sig muligheden af , +at han selv havde bevirket dette . Denne usædvanlige +taushed vedblev hun at iagttage såvel under iland- , +sætningen som under hjemkjørselen ; men han mønnede +dog vel as noget ligesom bedende , ømt eller +ydmygt i hendes bevægelser , at det ikke var vredens +taushed , der var over hende . Først da vognen holdt +udenfor porten til den store gård i Amaliegade , og +ban tog afsked med hende , da takkede hun ham kærligt , +men med en forunderlig svag eller brudt stemme +— virkningen af den uro , der pludselig som et lyn +var slået ned i hendes sind , og som fra det øjeblik +af aldrig skulle forlade det mere ! +Det var højt opad formiddagen , da Henrik vågnede +den følgende dag . Hans vært , en yngre embedsmand , +hos hvem han beboede tre smukke værelser , +havde allerede flere gange i løbet af morgenen været +i hans sovekammer for at se , om han var vågen , +og for i så fald at være den første til at lykønske +ham i anledning af udnævnelsen , som havde stået i +bladene den foregående aften . Da Henrik imidlertid +vedblev at sove , ville han ikke vække ham , men +nøjedes med at lægge Berlingske tidende på et bord + +foran sengen på en så iøjnefaldende måde som +muligt , hvorpå han gik til sine forretninger . Forfumlet +og forvirret af de foregående dages stærke +sindsbevægelse , vågnede Henrik endelig op af en +tung , dødlignende søvn , så sig omkring og vidste +i begyndelsen ikke , hvor han var , — ja næppe engang +ret , hvem han selv var . Besindelsen begyndte dog +straks lidt efter lidt at vende tilbage , og medens den +på sin fremskridende gang belyste det ene punkt efter +det andet i hans bevidsthed , havde han en fornemmelse , +som om han modtog det ene stik efter det +andet . Da dette ikke var nogen videre behagelig måde +at begynde sin dag på , tog han sig sammen- og søgte +med magt at holde tankerne borte fra de punkter , +hvorfra disse ubehagelige stik gik ud , — hvad der +også efterhånden lykkedes ham ; og da det forekom +ham , at det at stå op og klæde sig på ville understøtte +ham i disse bestræbelser , så gjorde han nu +dette . Herved fik han øje på avisen og skønnede +af den måde , hvorpå den var lagt , at hans opmærksomhed +skulle henledes derpå ; han anede , at det +var , fordi hans udnævnelse fandtes deri , og da dette +var et af de punkter , som ved hans opvågnen ikke +havde stukket , — ja , som tværtimod havde formået at +fængsle ham med en vis intæresse , — så skyndte +han sig med at finde stedet . Io , der stod det ganske +rigtigt : +„ Under samme dato er endvidere hr . Henrik + +von Grubbe af stamhuset søviggård i Vendsyssel , +af hs . Maj . Kongen over begge sicilier benådet +med den hellige Ferdinands orden af tredje klasse , +allernådigst udnævnt til hofjunker med rang i femte +klasse nr . 4 , samt derhos tillige ansat som , volontør +under departementet for de udenlandske sager . “ +„ Ser vi det ! “ — sagde han ved sig selv , idet +han foldede bladet sammen og begyndte at gå langsomt +frem og tilbage — . „ så forholdt det sig altså +dog rigtigt , som min moder sagde ! . . . Hofjunker og +volontør i departementet . . . så kan jeg jo ikke +læse til eksamen , når jeg skal besørge min tjeneste i +et kontor . . . og måske endogså kommer til at +rejse til Paris , st . Petersborg eller Wien , som min +moder jo sagde . . . Ja , gerne , gerne vil jeg rejse +igen . . . langt bort herfra ! . . . Til Gala er det +vist rød , guldbroderet kjole , trekantet hat , kårde og +sporer ! . . . Det må klæde mig fortræffeligt til +min kraftige figur . “ +Og han betragtede med fornøjelse sin velproportionerede +skikkelse i det store påklædningsspeil . Men +derved kom han tillige til at se sit blege ansigt , der +bar tydelige spor af hans sinds lidelse og forvirring : +de stikkende punkter i hans bevidsthed begyndte +atter at hæve sig frem for ham , og med et udtryk +af smerte og afsky vendte han sig bort fra sit +spejlbillede og gav sig på ny med en feberagtig uro +ifærd med sin afbrudte påklædning . Næppe var han + +bleven fuldstændig færdig hermed , førend det ringede +sagte og beskedent på hans dør , og ind trådte — +på engang ydmyg og højtidelig — hans stræder , +af hvis mund han således fik den første lykønskning +at høre . Denne brave kunstner havde skyndt sig før +at blive den første til at få bestillingen på de nye , +kostbare uniformer , søm Henriks udnævnelse nu gjorde +nødvendige , og med et bedårende smil fremviste han +in mbitz forskellige unge hosjunkere påklædte såvel +til Gala som til hverdagsbrug . Der udspandt sig nu +en længere og for begge parter interessant samtale +angående dette emne , under hvilken det lykkedes den +erfarne Skræder således af opegge Henriks allerede +ved selve udnævnelsen stærkt opblussende forfængelighed , +af det var med sand tilfredssfillelse og uden spor +af ironiske fornemmelser , af han hørte stræberens +slutningsreplik , — den han fremsagde , stående i +døren , med hånden højtideligt lagt på hjertet — : +„ Jeg sætter ti svende til det , imorgenaften skal hofjunkeren +have dem begge , eller jeg for evig vil anses +for uværdig til min titel af hofsfræder ! “ — — +og således stete det da , af den beslutning , hvori +hans urolige hjerte havde fundet lindring i de sidste +dage forinden afrejsen fra hjemmet , beslutningen af +ville leve ensomt og af hengive sig til et virkeligt studium +under omgang med de gamle kammerater fra +skoletiden — den var nu fuldstændig opgivet , ja , ligesom +blæst bort , nærmest velsagtens på grund af + +hans udvortes forandrede stilling , men også fordi +han , — efter hvad der var passeret den sidste aften i +hjemmet , —havde en så levende følelse af sit sinds +opløsthed eller sønderrevethed , at tanken om ensomhed +og den Art af anstrengelse , som et studium +fordrede , var ham utålelig . Og næppe otte dage +vare gåde efter hans genkomst til hovedstaden , +førend han havde kastet sig ind i selskabslivets tummel +med en ganske anden lidenskab end tidligere på +grund af , hvad der nu deri skulle døves og glemmes . +Og heller ikke varede det længe , før han følte en +tilfredsstillelse , ja en slags lykke ved dette liv . Der +var nøget særeget bindende , indtagende , ja bedårende +udbredt øver ham —nu endogså mere end +tidligere . Hans fuldt udviklede , kraftige skikkelse i +forening med hans skønne , næsten kvindelige ansigt , +hvilket et udtryk af tungsind eller lidelse aldrig +ganske forlod , frembragte en mærkelig og forunderligt +rørende modsætning , — ja selve hans karakters +lammelse lige i begyndelsen af dens udvikling , +dens mangel på kraft og hans egen følelse +af , at han ligesom svævede i tilværelsen uden at +være rodfæstet nogetsteds , bevirkede , at hans hele +fremtræden havde noget selsomt blødt , og forlenede +ham med en — så at sige — svaghedens eller +uselvstændighedens ynde , der i de kredse , hvor han +især færdedes , gjorde ham til en såre usædvanlig + +ynglingsskikkelse , hvem manges hjerter , og især damernes , +sympathetisk skoge i møde . +Han havde i den første ugestid endnu ikke besøgt +sin moders hus , ikke , fordi han nu havde erhvervet +sig et klart syn på hende eller på den indskydelse , +hun havde udøvet på ham selv , — dertil var +den gennemgående usikkerhed i hele hans væsen , +som netop var bevirket ved hende , endnu alt for stor , — +men dels var det hans optagelse i hofjunkeriet , som +var skyld deri , og dels var det den samme følelse +af et slags frygt eller undseelse , som allerede på +skibet havde forhindret ham i at opsøge hende i +kahytten , efter at den selsomme scene havde fundet +sted imellem dem . Tilmed havde han været ganske +sikker på , at han ville træffe sammen med hende i +det allerførste større selskab , han besøgte , hvorved +denne generthed eller undseelse ville være mindre +følelig , end om han første gang traf hende i Enrum ; +men skønt han alt havde været i flere større selskaber , +havde han dog endnu — som sagt — ikke +set det mindste til hende . Heller ikke hendes mand , +baronen , viste sig i denne tid på selskabslivets +horisont ; men grunden hertil -var ham bekendt . +Denne vældige person havde nemlig først på +foråret haft et anfald af podagra , under hvilket +han dog vedblev at tage lige rigeligt til sig både af +æde og drikke , hvorved podagraen følte sig så +krænket , at den gik op i hovedet på ham , en flytning , + +der virkede så fordærveligt , at han pludselig , +som han en dag sad og døsede efter en dygtig frokost , +ramtes af et apoplektisk tilfælde og faldt ned +under bordet , hvor han blev liggende bevidstløs over +en time , da tilfældigvis ingen kom tilstede i så +lang tid . Alligevel viste han dog netop derved sin +ualmindelige natur ; thi hvad der sikkert ville have +slået enhver anden rent ihjel , det formåede hos ham +kun at frembringe en partiel lammelse , der endog +— omend langsomt — efterhånden ganske forsvandt . — +endelig — efter mere end en måneds forløb +— traf Henrik sammen med sin moder i et selskab , +som en af de fremmede magters gesandter gav i +anledning af sin souverains fødselsdag , og hvortil det +ansås for noget meget stort at være indbudt , og +det slog ham straks , allerede inden han nærmede sig +og hilste på hende , at der måtte være foregået en +stor forandring med hende . Da hun så ham , bemærkede +han , at hun skiffede farve og gjorde en bevægelse , +som om hun ville rejse sig og gå bort ; +men efter en synlig kamp med sig selv blev hun siddende , +ventende hans nærmeste og hilsen . Den +officielle høflighedsstils talemåder hjalp dog såvel +ham som hende over dette punkt , og ingen af de +tilstedeværende mærkede , at der stod noget imellem +moder og søn . Uagtet det fornemme selskabs inciterende +virkning på ham , havde han dog flere +gange sundet lejlighed til , ubemærket af hende , at + +224 +betragte sin moder , og han blev kun derved endnu yderligere +bestyrket i sin formodning om , at der måtte +være kommet en stærk bølgegang i hendes sind . +Hnn , som han altid før havde truffet i den ønskeligste +ligevægt , af en humoristisk-overlegen , lidt ironiserede +natur — på hendes ansigt kom nu udtryk +af de mest forskellige sindsbevægelser til syne på +den forunderligste måde : munterhed , der syntes at +være forceret , ydmyghed , skyhed og så igen en vis +udfordrende trods i stadig afveksling med hinanden ! +— og uagtet der ikke havde været spor af vrede i +den måde , hvorpå hun optog hans tiltale og hilsen , +så havde han dog følt sig så uhyggelig greben +af det ligesom sky og frygtsomme i hendes væsen , +da hun vekslede det par repliker med ham , at han +havde en fornemmelse af , at han under en fornyet +samtale og især i Enrum med hende vistnok selv +ville være overmåde forlegen og trykket , — og derfor +besluttede han , at han indtil videre ikke ville +besøge hende eller gøre noget for at træffe sammen +med hende , medmindre hun selv tilkendegav ham sit +ønske om en sammenkomst og en forklaring . +Men den største del af denne sommer — i +hvilken han selv fløj fra det ene selskab til det andet +på landstederne i Københavns ' omegn — gik hen , og +hun tilkendegav ham intet sådant ønske , og det +skjøndt hun selv tilbragte denne sommer tilligemed +sin mand på en af villaerne ved bagsvær sø . + +her , på dette dejlige sted , tilbragte hun en tid , +ensomt og sørgeligt som aldrig før i sit liv , et bytte +for forvirrende , stedse tilbagevendende kampe , som +med hele nyhedens styrke rasede i hendes bryst : +„ Havde hun fordærvet fin søn ? . . . Fordærvet ? +. . . Var hun da selv fordærvet ? . . . Ja , hun havde +med hele sin ubetvungne naturs frihed og tillige med +en vis aristokratisk følelse set på , hvad hun kaldte +de spidsborgerlige forhold i livet , og aldrig ret betragtet +disse som sig vedkommende . . . men var hun +derfor fordærvet ? Og havde hun ved at være sådan +. . . ved i så henseende kun at følge sin tilbøjelighed +. . . fordærvet sin søn , sin unge , uskyldige +søn , som så glad og tillidsfuld var kommen +til hende og havde viist hende en så rørende kærlighed ? “ +Og da nu reflektionen , der måske på grund +af hendes mærkværdige naturfriskhed så at sige havde +slumret i hele hendes tidligere tid , først engang ret +tilgavns var bleven vakt og med overvældende styrke +henledet i denne retning , så gav den hende heri en +forunderlig isoleret skarpsindighed , der tvang hende +til idelig og idelig at gøre sig selv til genstand for en +pinefuld selvbeskuen — og da kom hende så mangt og +meget ihn , som hun , da det skete , næppe havde lagt +mærke til , men som nu stedse vendte tilbage i hendes +tankegang , ligesom med krav på at fortolkes +påny — på en anden måde end tidligere . Hertil + +henhørte for c^ . Tanken om hendes søns første +sammenkomst med hende , efter at han var bleven +student , tanken om , hvorledes han var standset +midt i sin stormende glæde , undselig , rødmende og +ligesom lammet . Hun tænkte på , hvorledes hun +dengang havde fortolket dette som et træk af ungdommelig , +landsbyagtig generthed , men — — havde +det ikke snarere været , fordi han undså sig . . . +Undså sig på hendes vegne . . . ved at se hende +så ungdommelig påklædt og . . . så blottet ? — +og hun måtte fremdeles tænke på det udtryk af +angst eller lidelse , som hun så ofte havde iagttaget +hos ham , især i den første tid efter hans komme +til hende , og hun spurgte sig selv , om grunden hertil +måske havde været den , at hans natur oprindelig +var forskellig fra hendes — svagere , men tillige +finere , åndigere , renere , og at denne lidelse hidrørte +— ikke fra følelsen af at mangle selskabelig anstand +og bevægelighed , hvad hun dengang havde antaget , +men fra forargelsens følelse . Og da kunne undertiden +i forfærdelige , dæmrende anelser eller syner +hele sandheden vise sig for hende — hele hendes +usalige indvirkning på ham lige fra det øjeblik , hun +mødte hans barnlige blik i det dunkle Kammer på +søviggård , indtil den stund , da han så hende +Dandse den skæbnesvangre Dands igen , da han forlod +hendes balsal , støttet af en kvinde , der var af samme + +natur som hun selv , og lige til det nærværende øjeblik , +hvori hun følte og led dette . +Således var nu den ulykkelige bleven rammet , +rammet i sin søn , netop i det eneste , hvori hun kunne +rammes : fordi hun elskede ham — elskede ham med +det , der i hende selv var renest og bedst ! Og til +denne uro kom nu , eller rettere : med denne uro var +forbunden en følelse af feighed , der , fordi netop +den var hendes oprindelige natur så fremmed , voldte +hende en stedsevarende , selvspottende kval . Hun var +bange — bange for ham , bange for at se ham , +bange for muligvis at læse foragt eller — hvad der +endnu var værre — den forfærdelige hoveren i hans +blik eller høre den i hans tale , bange for på en +eller anden måde at se spor af „ Fordærvelsen “ +Hos ham , og på samme tid våndede hun sig af +smerte , fordi han ikke af sig selv kom til hende ! +Således var denne så kække , livskraftige og +harmoniste natur i løbet af kun en sommer for- , +vandlet til et lunefuldt , fortvivlet og i sit indre oprevet +væsen , der vel stundom endnu — tvungen af +sin oprindelige naturs selvopholdelsesdrift — kastede +sig ind i livet for at smage nydelsen og glæden som +før , men kun for derefter at føle forvirringen og +frygten så meget desto pinefuldere , — ja , når hun +således atter havde vovet sig ud i livet , blev hun +stundom set at kaste sig ned på jorden under gråd +og ville skrig på mørke , afsides steder i skoven + +og ved søen , hvor hun troede sig ene . Især var +hun genstand for sådanne sindslidelser , når hun +på disse besøg i „ Verden “ havde set sin søn eller +hørt tale om de talrige erobringer , han gjorde i den +verden , hvori han nu færdedes tidligt og silde , i den +verden , hun selv tilhørte , og hvori hun selv havde +indført ham . Og da måtte hun med gysen mindes +scenen i sit eget hus , da hun selv opfordrede ham +til at forelæse noget , og han da læste : „ Den ottende +søn . “ Med hvilket udtryk havde han ikke læst dette +digt ? Med hvilken forunderlig angst og gru ? Havde +det ikke lydt , som var det om ham selv , han læste , og +om hende , den unaturlige moder ? . . . Og var dette +nu ikke blevet sandt ? . . . Havde ikke også hun ligesom +moderen i digtet forladt eller offret sin søn , +og ville ikke også hendes søn engang komme til +hende og sige : +„ Du var mig ret aldrig en moder god , +thi drikker jeg nu dit hjerteblod ? “ +Da kunne hun stundom , i følelsen af af være +bleven så forandret , så borgerlig-følsom , så jammerlig , +så feig , udbryde i sønderrivende , selvspottende +latter , — medens til andre tider den tanke med +feberagtig heftighed opstod hos hende , af hun måtte , +hun ville tale med ham , bede ham , bønfalde ham , +advare ham ! Men — — med hvilken myndighed , +på hvilken grundvold skulle hun kunne tale herom +og med ham ? + +foran disse spørgsmål måtte hendes reflection +standse , og den vendte sig indad mod hende selv , +mod hendes egen kraft , som den fortærede langsomt , +men sikkert , som slangen sit tilslimede bytte . +Bien fkjondt hun således i virkeligheden var +bleven såret på det smerteligste i det , der hidtil +havde udgjort det ejendommelige i denne kvindenatur , +hendes uforstyrrelige sindsligevægt , hvorved en forunderlig , +næsten barnlig naturfriskhed havde kunnet +vedblive af være over hende , trods hendes alder , trods +alt , hvad hun havde oplevet og syndet : så var dog +denne hendes oprindelige naturkraft endnu langtfra +ikke kuet , ja , den var endnu stærk nok til af optræde +ligeoverfor disse sindslidelser med dæmonisk hårdhed +og trods . Som hun i hele sit liv havde været +hård overfor enhver legemlig lidelse og anstrengelse +og aldrig villet bøje sig for den , således ville hun +nu eiheller ret bøje sig for denne åndelige lidelse , +hvor stærkt den end betog hende . ' intet menneske +skulle ane , hvad hun led . Den verden , som havde +set hende så kæk , kraftig og fri , med foragt trodsende , +hvad hun havde anset for og kaldt dens smålige , +spidsborgerlige fordomme , den skulle aldrig få +lejlighed til at spotte hende , eller — hvad hun anså +for det værste af alt — til at ynkes over hende ved +at erfare , at hun selv havde måttet give sit liv et +øementi . Blot stoltheden og den ydre anstand bevaret ! +Så var endnu ikke alt tabt . Og dette var grunden + +til , at hun efter at have tilbragt somren og +efteråret lige til ind i vintren ved bagsvær sø , fjernede +sig endnu længere fra verdens skueplads og +tog ophold på en af sin mands gårde i horsensegnen +under påskud af at have indseende med dens +tilbørlige orden og drift . — og da den angst , hun +følte , ingenlunde var en angst i religiøs forstand , +frygt for gud eller bedrøvelse over sine synder , +men væsentlig kun en slags mennesfesrygt , frygt for +det ene menneskes skyld , som hun elskede , så var +dette måske den nærmeste grund til , at hun endnu +var i stand til at bevare sin kraft såvel overfor andre +mennesker som overfor — gud . +Hvad Henrik Grubbe angår , da havde han vel +i førstningen tænkt meget over denne forandring , der +var foregået med hende , idet han jo ikke kunne andet +end tilskrive sig selv eller den tidtncevnte yttring på +skibet en væsentlig andel heri ; men da han jo så godt som +ikke mere så hende , så varede det ikke længe , +førend tanken om hende såvel som om så meget +andet begravedes i det hav af nydelse og stærke , +berusende , nervepirrende stemninger , hvori det efterhånden +lykkedes ham at døve eller glemme sin oprindelige +naturs dybeste længsler . Dog var det ikke +alene til nydelsen , han hengav sig : i det mindste for så vidt +søgte han at blive sin bestemmelse fra hjemmet +tro , at han hengav sig med al den Iver og dygtighed , +hvoraf han var i besiddelse , til det ham som + +volontør i departementet anviste arbejde , og da hans +medfødte gode evner og den dygtighed i sprog , han +alt havde erhvervet sig , her kom ham meget tilgavn , +fandt han ikke blot selv glæde ved sin ansættelse , +men havde også den tilfredsstillelse at blive anset +af sine foresatte som en til sådanne forretninger +særdeles skikket ung mand . — og heraf fulgte , at , +da han havde været ansat et halvt årstid i denne +post , havde han ikke megen vanskelighed ved at få +den ombyttet med en lignende ved et af de danske +gesandtskaber i udlandet . Siden han sidste gang +var i sit hjem , var der noget i ham , der jevnlig tilskyndte +ham til at søge at komme bort — langt bort +— derfra , og da Neapel og opholdet i denne by i +høj grad havde tiltalt ham , da han var der med sin +moder og hendes mand , vil det kunne forstås , at +han nu med Iver benyttede sig af den yndest , han +havde erhvervet hos alle sine foresatte , til at erholde +en lignende ansættelse hos den danske ministerresident +i Neapel , da netop en sådan var bleven ledig , — en +begæring , der så meget lettere blev opfyldt , som han +kunne gøre afkald på alle rejseomkostninger såvel +som foreløbig på gage , medens dog den officielle +ansættelse og det dermed forbundne arbejde gav ham +selv et hold eller støttepunkt i den virkelige verden , +uden hvilket han ligesom manglede mod til at begive +sig ud . — +som følge af den frygt , han nu nærede endog + +for den blotte tanke om sit hjem , havde han afbrudt +sin forbindelse dermed , så meget det var ham muligt , +og de få linier , han var nødt til at skrive til sin +fader , var det ham en ligefrem lidelse at få affattede . +Iøvrigt var hans fader godt fornøjet såvel +med hans ansættelse i departementet som med udnævnelsen +til hosjunker , og han var særdeles villig til at +udrede de summer , der vare nødvendige til hans +ekvipering i København og senere til rejsen og opholdet +i Neapel . — +den gamle præst havde hele denne sommer ikke +stået i nogensomhelsf forbindelse med Henrik , da han +kort tid efter dennes bortrejse faldt i en smertefuld +sygdom , der i over et år holdt ham fængslet til +sengen — derfor havde den ældre Grubbe nu selv +måttet skrive til sin søn , og det viste sig da , at han +uden skade kunne skrive breve og det endogså lange +breve , hvilket lod til at forundre og fornøje ham +selv meget . +Med sin moder kom Henrik ikke til at tage personlig +afsked , skønt det havde været hans hensigt at +overvinde den generthed , han endnu stedse følte ; men +grunden til , at det desuagtet ikke slete , var den , at +skibet , hvormed han skulle afgå til Kiel , kom til +at sejle en dag tidligere , end det oprindelig var bestemt , +og han havde opsat besøget hos sin moder til den +sidste dag . Han måtte da nøjes med at tilskrive +hende et afskedsbrev fra Kiel , et brev , hvori meget + +af hans fordums så store sønlige kærlighed endnu +engang kom til syne . — +da han før anden gang nærmede sig til det +vidunderlige Neapel — på et fransk dampskib fra +Marseille — var det aften , fuldkommen stille vejr +og måneskin , og han sad på bougsprydet , fortabt +i skønheden og stilheden og dog tillige forunderlig +trykket deraf . Thi vel var af alt det medfødte hos +ham hans dybe kærlighed til og stærke forbindelse +med naturen såvel som hans egen gådefulde fornemmelse +heraf øet , der endnu var tilstede i størst +oprindelighed , men selv denne følelse var dog nu en +anden , end den tidligere havde været . Øet var ikke +mere en følelse på engang af dyb , kvægende harmoni +med alt og af drømmende , romantisk længsel , +som da han befandt sig på overgangen mellem den +barnlige og den voksne alder i den sidste tid , før han kom +i latinskolen ; nu — efter at den dybe indre sønderrivelse +var opstået i ham — nu kunne denne , den +blideste følelse , han havde kendt , stundom optræde +som noget for ham selv næsten dcæmonist-uhyggeligt , +snart udøvende en slags tvingende magt over ham +og snart påvirkende ham på forunderlig måde — +hemmelighedsfuldt , anelsesfuldt varslende , således som +det af det følgende vil ses . + +og derfor sad han der på skibet i den stille +aften og følte den ham omgivende dybe fred som en +smerte i sit eget bryst , — se , da lyste et rødligt , +flammende skær udover den månelyse golf , og en +fjern , dundrende bragen lød som op fra havets dyb . +„ Det er bjerget , det er Vesuv , som er i udbrud , “ +Lød det da over hele skibet . +Og det var så . +Og nu fulgte det ene udbrud efter det andet med +kortere og kortere mellemrum . Hvilket syn ! Hvilke +farvers spillen over land og vand ! Hvilke selsomme +overgange mellem lys og mørke ! Hvilke +hemmelighedsfulde drøn gennem den zittrende luft ! — +dybt åndende , med blege kinder og højt bankende +hjerte stod Henrik Grubbe og betragtede dette +for ham ukendte naturoptrin . Gennem de fine næseboreder +ligesom på den fyrige hingst vexelvis udvidede +sig og trak sig sammen , inddrak han som i feber +beruselse og dcemonisk-forvildende tanker af den ildfarvede +atmosfære , som han indåndede . Det gjennembævede +ham , det rørte ham , det forfærdede ham , +og — det talte tillige på hemmelighedsfuld måde +til noget beslægtet i ham selv , han vidste ikke selv ret , +hvad det var , men — da forekom det hans blændede +syn , at den italienske primadonna fra hans moders +bal svævede forbi ham i den brændende luft . . . +Og hun fulgtes af andre skønne kvindeskikkelser , som +han havde elsket . . . og da mørket og stilheden + +atter indtrådte , da forekom det ham , at han så sig +selv i det dybe mørke , men omgiven af en ildfarvet +Glands , stå yderst på landingsbroen ved åen i +hans fjerne hjem , og han syntes atter at høre åreslagene +fra Amines båd og den hemmelighedsfulde +hvisken i sivene , da de bøjede sig for den ! — +og da han noget efter midnat steg iland på +den mørke og endnu af og til ligesom sagte zittrende +jord , selv bævende som jorden , hans moder , da havde +han en fornemmelse , som brændte der en vulkan i +hans eget indre , hvis ild alverdens vande ikke +kunne udslukke . — +Vesuv vedblev i løbet af hele denne vinter at +være urolig , og — som sædvanligt under sådanne +omstændigheder — vare vejrforholdene i det hele +ligeledes af en usædvanlig beskaffenhed . Flere dage +itræk kunne himlen være overtrukken af lavt drivende , +blygrå skyer , medens en hed og næsten åndedrætstandsende +scirocco blæste ; så kunne vinden springe +om i nord og pludselig bevirke et temperaturfald på +fjorten til femten grader . Til andre tider opstode +i et nu og uden ringeste foregående varsel forfærdelige +orkaner , ledsagede af de voldsomste tordenvejr , +hvorved mange mennesker såvel på søen som på +landet satte livet til , — og så kunne et sådant +oprør ligeså hurtigt stilles igen , og hele naturen +hentrylles i en ro , højhed og skønhed , der da næsten +havde noget vidunderligt , ja trolddomsagtigt ved sig , + +på grund af den så brat indtrådte forandring . +Disse naturfænomener vare så usædvanlige , at selv +de lette sydlændere , der som oftest mindre end de +nordlige folkeslag mærke slægtskabet eller den hemmelighedsfulde +forbindelse med naturen , sølle sig påvirkede +deraf . Ja , det var , som om det vulkanske eller +elektriske i atmosfæren forplantedes til menneskene , +hos hvilke der i det mindste kom noget usædvanligt frem , +der gav sig tilkende som en forunderlig rastløs bevægelsesdrift , +som en forhøjet modtagelighed lige overfor +alle sandseindtryk og som en deraf følgende svækkelse +af den åndelige kraft og besindighed . Hos +dette , ved den stoppende troeslære og den slette regering +enerverede og nu måske tillige — ved den +ovennævnte indvirkning — endmere ophidsede folk , +tilbragte Henrik Grubbe vinteren og en del af den +påfslgende sommer i den livligste omgang med folk +af alle stænder såvel i byen som på landet , velset +og yndet , hvorsomhelsf han viste sig , og — forgudet +af kvinderne ! Og da lykkedes virkelig det , +som havde ligget til grund for hans drift efter at +komme bort , langt bort , fra sit hjem — det lykkedes +ham nu virkelig en hel vinter og en del af den +påfslgende sommer — nemlig at glemme sig selv , +og i den fuldstændigste hengivelse til alt , hvad hans +brændende natur — de i hans indre løsladte dæmoner +— fordrede næring og mættelse af , at fornemme +en harmoni , en sindsro , som han vel følte , + +der ikke måtte røres ved eller tænkes på , men som +dog var større , end han nogensinde i sin egentlig voksne +alder i så lang tid havde været i besiddelse af , og +som gav hans hele personlighed et præg af djærvhed , +ja selv af humor , hvorved han påfaldende mindede +dem , der her havde kendt hans moder , om +hende . +Da ophørte — henimod somrens midte — +Vesuvs udbrud , bjerget blev atter roligt , så roligt , +at end ikke den mindste røg viste sig over dets krater , +og samtidigt hermed antog også alt øvrigt i +naturen den for disse egne sædvanlige tilstand : hele +den lange dag skinnede solen fra den fuldkommen +skyfri himmel , og golfens bølger sloge med sagte +susen ind mod de blånende strande . +Og da var det , som om den fortærende ild ligeledes +var udslukt i hans bryst , uden at dog naturens +påfølgende ro derved tillige kom til at udstrække +sig til ham — tværtimod : han havde en forfærdelig +nedknugeyde fornemmelse , som var han nu selv ikke +andet end en udbrændt vulkan , tom , kold , ensom og +mørk . Lidenskabens spændkraft forlod ham , djærvheden +forsvandt , en dødelig såvel legemlig som sjælelig +nedstemthed betog ham , den gamle sindsuro indfandt +sig atter og denne gang i følge med en pinefuld , fortærende +længsel — hvorefter ? — det vidste han ikke +ret selv , og dog forekom det ham , at det var efter +noget i fødelandet , i hjemmet , han længtes . . . + +og dog , hvorledes skulle han kunne længes efter hjemmet , +han , som med en følelse af befrielse var så at +sige flygtet derfra for så kort tid siden ? Således +spurgte han sig selv , men ikkedestomindre gik det mere +og mere op for ham , at det dog vistnok var mod hjemmet , +hans sind stundede , skønt denne tanke ligesålidt +som nogen anden kunne blive ham klar i den +opløste sindstilstand , hvori han gik omkring , og hvori +han ikke engang havde energi nok til at besørge sine +få og lette embedsforretninger . +I en sådan forfatning havde han befundet sig +i længere tid ; han , som forhen var sjælen i alle +selskaber , i alle lystpartier , han afslog nu hårdnakket +enhver indbydelse , og tilværelsen syntes ham idethele +at være tåleligst , når han var ganske ene i sine +værelser eller vankede omkring udenfor byen på et +eller andet afsides sted . +Som han således en eftermiddag , på engang +sløv og fuld af uro , vandrede frem og tilbage i sine +værelser — han boede i nærheden af den lille kirke +sta . Lucia , lige ved havet , kun adskilt derfra ved gadens +brede — bragtes der ham et brev fra hjemmet , +hvorfra han ikke i lang tid havde hørt noget . +Brevet var meget stort og tykt og dårligt sammenlagt , +og da han kastede øjnene på de stive , gammeldags +skrifttræk , hvormed navn og adresse med megen +nøjagtighed var skrevet , strømmede blodet ham så +stærkt til hjertet , at han næppe formåede at drage + +sin ånde . — han brød brevet med skælvende hænder +og læste : +„ Søvig præstegård den o . s . v . +Længe har jeg villet skrive dig til , og længe +har jeg og ( hvad mit befindende angår ) fuldtvel +været dertil i stand ; men hvad kunne jeg , eller hvad +turde jeg skrive ? Thi et sind som dit er mig +i min nærværende høje alderdom ej mere klart , og +måske kunne jeg gøre ondt værre . Dog , Henrik +Grubbe , hvorledes end din hu er vorden , hvor +forvildet end dit hjerte måtte være , hvor stor og +fornem du end er bleven i den verden , hvor du +nu lever : jeg tror dog aldrig , du ganske kan glemme , +at der var en tid , da du var som mit eget garn , +da du sad på disse mine knæ og kaldte den gamle +præst for din kære fader ! Tænk på den tid og +anerkend herved min berettigelse , ja min pligt nu +at tale som fader til dig , da din rette , virkelige +fader ej er dertil i stand , og desuden mangler fornøden +kundskab om dig og din færd . — vide +må du da nu , Henrik Grubbe ! at mig i de senere +tider er . berettet , at du er vorden en pigejæger ! +En forfører af kvinder ! Jeg anede alt dit sinds +forvildelse , da du sad ved dette mit ringe bord og +talte med en så forandret stemme , og dit forhen +så frimodige og blide oje var vorden sky og formørket . +Gud er mit vidne , og du ved det og selv , +af jeg dengang forsøgte af tale dig til hjertet , på + +det af du muligvis måtte få sind til af åbenbare +dit indre for mig , men mig fattedes evne og +forstand ( ikke kærlighed , nej , ikke kærlighed ) , dertil . +Og jeg er derved med ydmygelse og smerte +kommen til den erkendelse , af jeg vist i hele mit liv +har manglet noget , og det noget væsentligt , i af +være en ret sjælehyrde ; thi i så meget af denne verdens +handeler , som andre se , vide og kende , er jeg +så forunderlig fremmed . Jeg har ( det føler jeg nu ) +vistnok i hele mit liv ikke ret kunnet se , kende eller +troe på det onde ! Havde jeg haft denne evne , +denne viden , da jeg tog dig ned på mit knæ hin +eftermiddag , og dit blik under indflydelsen af +din kærlighed til mig og til dette sted atter uden +sky og barnlig hvilte på mig — havde jeg dengang +haft denne erkendelse , o , min søn , måske jeg da +nu som en bagvasker havde anvendt hine betegnelser +på dig ! Du gaves mig i min hånd , og +jeg lod dig fare ud fra mig . Jeg har derfor bedet +så inderligt til min gud , at han ej vil tilregne dig +din synd , men mig , som har fattedes evne til at +opklare og formane dig tilbørligen , og som vistnok +også må have ladet det mangle på ivrige og brændende +bønner for dig . Nu derimod ( men forseent , +o min gud ! ) tror jeg vel at forstå den sindstilstand , +i hvilken du sidste gang besøgte dit hjem . +Ved samlivet med din ulykkelige moder og desværre +vistnok allerede dengang ved personlige erfaringer + +i den verden , hvori hun færdes , var du +bleven forarget i den tro , som enhver ufordærvet +yngling har af naturen , og som for såmange er +kilden til at kunne leve dette liv i renhed , kraft og +lyksalighed : troen på kvinden som et højere , ædlere +ja , som et guddommeligt væsen ( en tro , en følelse , +som er vor ånd indgivet af den gode gud selv til +værn imod kødets sands og svare attrå . ) og +så elskelige og gode er og isandhed såre mange +kvinder ; ( thi gud indgiver ikke noget menneske en +falsf anskuelse ) , blandt hvilke mange jeg af eget personlige +kendskab ved at nævne min egen for længst afdøde +hustru og min kære plejedatter Amine , hende , +du selv haver bragt mig . +Men at du allerede dengang må have huset en +sådan forvildelse , en sådan forargelse i dit hjerte , +det er blevet mig klart , dels ved på mit lange sygeleje +at gruble over dit på så kort tid forandrede +væsen , ved at sammenholde dette med de rygter om +dig , som er bragte til mig , og hvortil jeg ovenfor +har hentydet , men dels og fornemmelig ved min +Amine . Thi , Henrik Grubbe ! ikke vil jeg nu fortie +selsomme og sørgelige ting , som med dette mit elsfede +barn er passeret , og kan du sige , at du heri ikke +har lod eller del ? Du drages til minde , at , da +du den sidste gang var her i præstegården dagen +før din afrejse , var jeg rejst til asdal for at berette +en syg . Da jeg ud på aftenen forlod sygehuset , + +havde jeg det uheld , at vognen væltede ligeudenfor +gården , hvorved jeg stødte mig slemt , således at +jeg ikke kunne gå ( ihvorvel intet af mine lemmer var +egentligen brækket eller forvredet ) , og jeg blev tillige +ligesom noget forvirret i mit hoved af det stærke fald . +De bragte mig derfor ind i sygehuset igen , hvor +jeg blev lagt i seng og nød ret en venlig og såre +god behandling i alle måder , og jeg tilbragte således +hin nat udenfor mit hjem . Øen følgende +morgen vaktes jeg ved stemmer i værelset , ved siden +af hvor jeg lå , og jeg genkendte iblandt disse min +Amines røst . Hun forlangte med heftighed og , som +det syntes mig , med et udtryk af rædsel og gru i +hendes stemme at indlades til mig . „ Han er død , +jeg ved det , men i skjuler det for mig ! “ Således +hørte jeg blandt andet mit stakkels barn at sige . +Da trådte bondens hustru til side og lod hende +åbne dørren , og hun behøvede da kun at kaste et +blik på mig , som lå med åbne øjne og nikkede +til hende , for at se , at det dog ikke stod så hårdt til +med mig dengang . Der kom og derved et udtryk af +øjeblikkelig glæde i hendes åsyn , men da hun nu +lukkede dortæn efter sig og nærmede sig mit leje , +brøde tårerne stærkt frem af hendes øjne , hvilke +vare ligesom lukkede eller stærkt nedslagne , og hun +satte sig som i stor mathed eller afkræftelse ned på +hug foran sengen , hvilende sit hoved mod sengekanten , +idet hun fremdeles vedblev at græde meget + +veemodeligen . Jeg sagde da , at dette mit fald med +guds hjælp intet videre ville have at betyde , og at +jeg følte mig så rafl , at jeg nok troede , jeg kunne +stå op og køre hjem med hende , og da viste sig vel +igen et udtryk af glæde på hendes ansigt , men +hendes tårer standsedes dog ikke derved . Jeg stod +da også virkelig nogle timer derefter op , og vi kørte +herhjem sammen henpå eftermiddagen , og jeg håbede , +da jeg fremdeles på hjemtouren så hende ligesom +at gøre vold på sig selv for at standse gråden , +at når vi først kom hjem i den vante ro , da +ville nok denne hendes stærke og forunderlige sindsbevægelse +ophøre . Det lod også virkelig til , da nogle +dage vare hengåede , og det tilsyneladende viste sig , atjeg +ikke havde taget nogen skade ved faldet fra vognen , ( thi +min sygdom , der dog vistnok var en følge deraf , begyndte +først en uge eller to derefter ) — det lod , +siger jeg , da og virkeligen til , at hun igen var vendt +tilbage til sin sædvanlige tilstand . +Da ( det var en otte a fjorten dage efter denne +begivenhed ) var det en dag et usædvanlig skønt +sommervejr med vestlig vind , men næsten stille . Træerne +støde i deres fuldeste pragt , og alt i naturen +var i sin første , ligesom bugnende fylde . I åen stod +vandet særdeles højt formedelsf vinterens rigdom på +sne og stærke foregående regnskyl , idet det derhos +brusede og rislede med en meget fager klang som af +en elv eller et vandfald . Henimod aften , da jeg + +vandrede i haven langsmed åen , glædende mig ved +synet af dette skønne vand , blev jeg Amine vaer , +som sad i sin båd , der var bunden til landingsbroen , +og søm gyngede op og ned i den stærke strøm . +Det var med tilfredshed , at jeg så hende være der +i sin båd igen ; thi jeg havde lagt mærke til , at +hun i den senere tid ikke havde nydt denne sin sædvanlige +adspredelse . Jeg nærmede mig da til hende +og standsede ved hende , men hun sad i dybe tanker +og mærkede ikke noget til mit komme , før jeg talte til +hende . Da forekom det mig vel , som om hun gyste +eller ligesom for sammen ; men jeg lagde i øjeblikket +ligesålidt mærke til dette som til andre dermed i forbindelse +stående træk , før bagefter , da de alle fik deres betydning +for mig . Da jeg havde stået nogle øjeblikke +i taushed hos hende , strakte hun sin arm udover +vandet og ' sagde stille : „ Kære fader ! se , kære fader , +hvor stærkt strømmen rinder i aften ud mod +havet ! “ „ Ja , “ svarede jeg da , „ jeg seer og hører det +vel ; har du været ude at prøve den , eller er du +isærd med at ville det ? “ Da sagde hun med sagte +røst og som idrømme : „ Roe op imod strømmen , +det kan jeg vist ikke mere , nu kan jeg kun glide , glide +ned med den ud mod havet . “ +Når du læser disse mit barns ord , Henrik +Grubbe , ( måske i unge , letsindige kvinders og lystige +venners selskab ) , mon du da ej vil vorde bleg og +stille ? thi er det ikke så , at du fuldtvel forstår , +hvad dette trofaste , men forvildede hjerte tænkte + +på i hunt øjeblik ? Men jeg vidste det ikke , jeg +forstod det ikke . Jeg antog hendes ord for betydningsløse , +for en tilfældig yttring af mismod eller +nedstemthed . Jeg vedblev da min vandring frem og +tilbage langsmed åen ( dog indenfor havens enemærker ) +hvorved jeg jo flere gange kom forbi landingsbroen +igen , men jeg gik , som jeg plejer på denne +min aftentour , i mine egne tanker , og disse drejede +sig ej dengang om hende . Først da det syntes mig , +at jeg følte mig noget kold eller mat og derfor besluttede +at forlade haven , kom jeg hende atter ihu +og så hen efter hende , og da sad hun endnu på +det selvsamme sted i båden . Jeg sagde da : nu +går jeg ind , amme ! Da vendte hun sit hoved om +imod mig og så på mig , men hun sagde intet ; +dog forstod jeg ligesålidt at tyde dette hendes blik +som hele hendes øvrige selsomme væsen , og jeg var desuden +dengang så langt fra hende , at jeg med mit +svage syn ej ganske tydeligt kunne se hendes ansigt ; +men tror du ikke , Henrik Grubbe , at hun ligesom +havde følt sig mere tryg , så længe jeg gik i . Haven i +hendes nærhed , og at det blik , hvormed hun så +på mig , da hun hørte , jeg ville forlade hende , har +været et ængsteligt bedende blik , hvormed hun instinktmæssig +ville holde mig tilbage hos sig for ikke at +overlades til ensomheden , til de onde magters vold , +til de forvildende tankers magt , hvilke hun da frygtede , +ej af kunne modstå ? Men jeg holdtes ej tilbage + +herved ; thi med min lange forestående sygdom +så af sige i frembrud , som den var i hin aftenstund , +følte jeg mig både så legemlig træt og +åndelig nedstemt , af hverken mine sandser eller min +sjæl vare ret levende . Derfor forlod jeg haven +uden af sige noget ydermere , ja , jeg sagde hende ikke +engang , af jeg agtede straks af gå tilhvile , for ej af +forårsage hende en måske ufornøden ængstelse . Efter +en urolig nat vågnede jeg tidligt den næste morgen , +og jeg var dog endnu den dag i stand fil af forlade +sengen ; men næppe var jeg trådt ud af mit +sovekammer , før jeg erholdt den underretning af en +af mine piger , af Amine var forsvunden , af hun ej +var kommen ind fra haven den foregående aften og +havde været fraværende fra huset den hele nat — +ingen havde set det mindste fil hende ; kun mente de , +af hun måtte have forladt hjemmet i sin båd ; +thi samme fandtes ikke ved landingsbroen . Men da +jeg ved af høre dette fik ligesom en stærk rystelse , +så jeg næppe kunne holde mig på benene , og intet +vidste al sige eller handle i øjeblikket , nærmede pigen +( det var Mette voergård , hende du ved , jeg har +haft i mit hus i over tredive år ) sig helt hen til +mig og sagde før at berolige mig og dog tillige med +en vis undseelse , at det ikke var første gang , Amine +havde været længe borte med sin båd ; samme nat , +som jeg på grund af væltningen tilbragte udenfor +mit hjem , i asdal , havde hun set hende komme hjem + +om natten hen ad morgenstunden — fra åen havde +hun set hende komme , og hun var gået op gennem +haven med tunge , vaklende skridt ! Dette havde hun +set , Henrik Grubbe , men ej omtalt det til nogen , før +nu til mig , da hun troede , det kunne berolige mig . +Det gjorde det vel også nok på en måde ( skjsndt +jeg og derved kom i selsomme tanker ) og jeg fik så megen +samling på mig , at jeg kunne beordre hele +huset ud at søge efter hende på åen og langsmed +denne helt ud til havet . Selv var jeg på grund af +min sygdom neppelig i stand til at flytte en fod . +Jeg tilbragte nu nogle lange og såre tunge timer , +de tungeste i mit liv ( thi Herren havde ikke hidtil +prøvet mig på sådan måde ) idet med det i og +før sig så overmåde sørgelige i denne kære og gode +piges formodede død tillige så meget gådefuldt og +ubegribeligt forbandt sig . Da var jeg henpå eftermiddagen +gået ind i mit sovekammer og havde lagt +mig på min seng , hvor jeg var ene med min sorg , +men også ene med min gud , da hørte jeg min gode +degn kolbys røst , og jeg kunne allerede af sammes +frimodighed ane , at han bragte os et lykkeligt budskab . +Denne min trofaste ven var nemlig om morgenen +tilligemed flere andre taget ud med en stor +dæksbåd på havet for at søge . Straks efter åbnedes +dørren , og kolby trådte ind og forkyndte gladeligen : +„ Jeg har hende med , hun lever og flader intet , +men hun beder , at jeg først vil tale med dem . “ Da + +trådte han til min seng og fortalfe under megen +bevægelse , at de langt ude på havet havde set en +lille båd , hvori der ikke syntes at være noget menneske , +og som drev udefter for en rask vestlig vind . De +havde da alle straks tænkt sig , at det måtte være +Amines båd , af hvilken hun selv på en eller anden +ulykkelig måde måtte være udfalden , og som nu +drev forladt omkring . De styrede da ud efter den , +og se : da fandt de hende der på det vide hav liggende +udstrakt i båden , . sovende trygt og fredeligt +som et barn ! Da blev alle de gode mænd så +forunderligt rørte i deres hjerter ved dette syn , og +de lovede og priste den barmhjertige gud , som således +havde våget over den svage kvindes søvn og +holdt øje med ben lille båd på det store hav , at +den ej skulle fyldes , synke og forgå ! Men da de +så vakte hende , da forsvandt det fredelige fra hendes +åsyn , som havde hvilet derover , medens hun sov , og +hun var i de første øjeblikke , efter at hun var bleven +vækket , så forvirret eller forvildet , at de end ikke ret +kunne forstå hendes tale . De havde da bragt hende +over i den store båd , hvor hun omsider lod til at +besinde sig , men talte iøvrigt ikke til nogen af dem . +Og de havde da således bjerget såvel hende som +hendes båd . Da kolby havde givet mig denne underretning , +bad jeg ham at forføje sig bort og nu at +lade amme selv komme alene ind til mig . Det varede +noget , inden hun kom , og jeg begyndte allerede i min + +feber på ny at ængstes for hende . Da kom hun endelig , +efterat hun , som hun troede , stakkels barn , havde +fået sig noget lidet fattet ! Stille nærmede hun sig +mit leje og forsøgte på at se frimodig , ja , smilende +ud ; men næppe havde jeg kastet et alvorligt blik på +hende , før hendes smil forsvandt , og hun kastede sig +( som den morgen i asdal ) ned foran sengen med +sit hoved mod sengestokken , idet hun begyndte at +græde heftigt , bittert , hjerteskærende . Jeg lod hende +have lov til ret at græde , som hendes hjerte begærede , +sagde hende derfor intet , men lagde aleneste min +hånd på hendes hoved for at berolige eller trøste +hende . Således lå hun en tidlang , og førsf da +hun syntes at være bleven noget mættet af den heffige +gråd , og hendes tårer begyndte at rinde stillere +og blidere , da førsf sagde jeg ( idet jeg nu endmere +ved dette hendes væsen følte mig overbevist om , at +hun i sit sinds eller hjertes forvildelse selv havde +udsat sig for denne fare ) : vær nu oprigtig mod mig , +kære Amine ! Hvad eller hvem har således forvildet +mit gode barns tanker ? — da randt igen hendes +tårer hyppigen , og hele hendes skikkelse bævede som +i krampe , men hun svarede mig intet . Da begyndte +jeg igen at tale til hende , og idet nu flere af hendes +ord fra den foregående aften randt mig ihu , sagde +jeg : husker du , Amine , af du i går sagde : „ Se , +kære fader , hvor strømmen rinder stærkt ud imod +havet ? “ Hvorfor ytrede du det ? Da hævede hun + +sit hoved op imod mig , så på mig med sine trofaste , +men så sørgmodige øjne og sagde med en +stemme , der lød så stille , af den næppe kunne høres : +„ Fordi , kære fader , jeg syntes , det lokkede , det lokkede +mig derud ! “ Hvad lokkede dig derud , mit kære +barn ? spurgte jeg hende da , men da svarede hun +intet . Da opløstede jeg igen min røst og besvor +hende med al min ånds kraft i den levende guds +navn af åbenbare sit hjertes løndom , da skulle det +onde eller de forvirrende og bedårende tanker , som +nu havde betaget hendes sind , vel vige fra hende , og +Herren selv være hendes lægedom og trøst . Men +der hun således på den højtideligste måde var bleven +tiltalt og besværget , da forholdt hun sig endnu i +taushed en liden stund ; men , se ! da kom der ligesom +et nyt , så forunderligt forklaret og dog tillige +så overmåde vemodigt et udtryk i hendes åsyn , og , +bøjende sin mund tæt hen til mit øre , nævnede hun +dit navn , Henrik Grubbe ! Dig var det , forklarede +den arme pige , der drog hende derud ! Du +havde sagt : „ Ud , ud på havet ! det er den Bei , vi +skal , amme ! “ Men selv havde du unddraget dig +derfra ! — da mærkede jeg fuldtvel , at du , Henrik +Grubbe ( dog , som jeg håber til gud , i dit eget +hjertes dybe forblindelse ) havde tilføjet den arme pige +meget ondt ; thi således kan elskov , selv om denne +måtte være ulykkelig , ej yttre sig hos en sådan natur +som min Amine . Men hvad det er for fristende + +runer , du har ristet for hende , hvad det monne være +for en forvildelsens magt , du har udøvet imod +hende , det ved og kender til fulde kun gud , hun og +du selv , Henrik Grubbe . Thi jeg spurgte ej den stakkels +pige om mere for ikke at krænke hende og måske derved +endmere at såre det svage kvindesind ved at gå +det for nær . Da begyndte jeg at tale så varmt og +godt til hende , som gnd ville lægge ordene på min +tunge , og Herren rørte og styrkede også synligen den +nedbrudte gennem mit ord , så at hun lovede mig +af sit hjerte , herefter at modstå alle onde og forvildende +tanker og i al fald straks søge råd for dem +hos den alene vise og store læge i himlen . Så +tænker jeg sandeligen også , at det var af hensyn til +hende , den uskyldige , at gud netop nu lod mig falde +i denne farlige og svare sygdom , på det at hendes +urofulde sind kunne blive fuldt og helt optaget af +at udføre den kjærlighedsgjerning , for hvilken gud +synes isærdeleshed at have skabt alle gode kvinders +hjerter , og som hun nu , aldrig trættet , udsvede modmig +dag og nat under min hele årlange sygdom . +Ovenstående har jeg , Henrik Grubbe ! anset for +min pligt at berette dig , nu da Herren synes ligesom +at have skænket mig liv , sundhed , ja fornyet kraft +igen , overladende til ham selv , hvorledes han vil , at +dette skal virke på dit sind og hjerte . Jeg har +endnu kun at tilføje , at intet menneske , så vidt mig +bekendt , har haft nogen anelse om denne hendes forvildelse , + +idet det antoges , at hun var falden issvn i +båden , og at denne således , hende uafvidende , var +dreven tilhavs . Kun du , hun og jeg ved , at dette +ikke forholdt sig ganske således . — hvorledes har +hendes tilstand været efter min sygdom ? og hvorledes +er den nu ? Herpå har jeg at svare : hendes +ungdoms-munterhed er ikke mere til ; når ikke noget +i høj grad gør krav på hendes opmærksomhed stom +f . Eks . min sygdom i al den tid , den varede ) da +synes hun at leve sit egentlige liv indadvendt i stille +tanker og øramme , og som følge heraf sandser hun +ikke altid ret , hvad der skeer eller viser sig i hendes +nærhed . I sit sind er hun ikke bitter , men dette er +dog ligesom brudt eller knækket , — ja , som den venlige +blomst i naturen ofte brydes af den barske storm , +når den i al sin yndighed Pranger på sin Stengel , +således , Henrik Grubbe ! vorder og mangen ung og +dejlig kvinde knækket i sin fagreste vår ! — men +Herrens oje skuer såvel den brudte blomst som den +knækkede kvinde , ja , lytter han endog til den stumme +naturs suk , ( thi „ monne ej og rosen være hans +barn ? “ ) skulle han da ikke meget mere hense til selve +menneskehedens dejlige blomster , når de knækkede +bøje sig mod jorden ? +Io , tilvisse ! Io , det gør han i sandhed ! +Således skrIver Iver roede , +præst til søvig og asdal . “ + +læsningen af dette brev , hvori al hjemmets +kærlighed , alvor og vemod klang i så gribende +toner , virkede voldsomt på Henrik Grubbe , og hans +første tanke var at ile hjem så snart som muligt for +-- -- -- ja allerede her stod hans tanke stille ; thi hvad +kunne eller skulle han gøre for at råde bod på det +onde , han der havde afstedkommet ? Og det syntes +overhovedet , at han i den forunderlige slaphedstilstand , +hvori han befandt sig , ikke straks var i stand til at fatte +en så afgørende beslutning , som et sådant øjeblikkeligt +opbrud krævede ; thi det var , som om alle indtryk , +han i denne tid modtog , først måtte passere +gennem noget følesløst eller dødt i hans væsen , forinden +de nåde ind til hans ånd , hvorved hans +villieskraft endnu mere end sædvanligt lammedes , og +han selv fik nogen lighed med en søvngænger . Som +en sådan vandrede han mekanisk omkring i det største +af sine værelser , stadig holdende brevet i sin hånd +og af og til kastende blikket deri som for på ny at +læse et og andet , der havde grebet ham dybt , medens +hans ansigt dog ligefuldt beholdt sit stirrende og sløve +udtryk . Til sidst trådte han ud på den åbenstående +balkon og så ned på den befærdede gade som for at +styrke sig ved af iagttage livet og bevægelsen og +ved af se mennesker , der færdedes med sikkerhed og +kraft . Men den livsglade , bølgende folkemængde og +den forfærdelige råben og skrigen af mennesker +og dyr påvirkede ham straks så ubehageligt , af hans + +ansigt sortrak sig i smerte . Så vendte han sine +blikke fra larmen dernede og rettede dem ud imod +. det tause og stille — ud imod havet , der uden den +mindste krusning på den blanke flade og kun bevæget +af en sagte dønning , hvis fald i brændingen dog +ikke kunne høres på grund af gadelarmen , lå udstrakt +for ham . Og han så så langt ud derover , +som hans syn kunne nå , indtil det punkt , hvor +hav og himmel smeltede sammen , hvor Capris brudte +linie hævede sig som et eventyrligt kæmpeskib op af +det dunkle blå , og når han således lod sit syn +fortabe sig i det hemmelighedsfulde fjerne , forekom +det ham , af en slags død ro eller et lignende havblik +sænkede sig ned over hans egen sjæl . Derfor +dvælede han således i flere timer stille og ubevægelig +som en statue uden andet mål for sit stirrende +øje end det dunkle fjerne og med sin sjæl ligesom +opløst i det uendelige . Imidlertid var det blevet aften +og silde , støjen fra gaden nedenunder var efterhånden +sågodtsom ' ophørt , og lyden af den svage brænding +var nu i stand til at nå op til ham i de stillere +mellemrum — og det var denne lyd , der atter bragte +ham til smertefuld erkendelse af sig selv — af brevet +— af det nærværende øjeblik . Dog vedblev han +fremdeles at opholde sig på balkonen uden at være +istand til at fatte nogen afgørende beslutning . +Da lød en gadesangerskes stemme nedenunder +ham ; han så ned og kunne lige skimte en kvindelig + +skikkelse af et barnligt udseende , der stod lænet til +bolværket , spillede på harpe og sang . Ordene vare +italienske , og han lagde i førstningen ikke videre mærke +til dem , men stemmen og melodien greb næsten straks +hans sind . Hendes stemme havde en mild og blød +klang , og hendes spil smeltede så forunderlig harmonisk +sammen med lyden af de svage brændinger +lige bagved hende , at han stundom ikke var i stand til +at skelne dem fra hinanden . Det var en sørgmodig +elskovssang — en vekselsang mellem to elskende , der +skulle skilles — ; men ved enden af hvert Vers sang +hun et omkvæd i et sprog , han ikke kendte , og det +var isærdeleshed disse mystiske ord , som hun sang med +en særeget , gribende vemod . Da sangen som en +slags folkesang bestod af en stor mængde Vers , og +omkvædet gjentoges efter ethvert af disse , så lærte +han det snart således , at han aldrig glemte det siden . +Det lød således : +xaycsiir l8tambolcla +istamdolciu oiljsløæiin . +Hvad var det for et sprog ? Han vidste det +ikke , kendte det ikke og fik det aldrig at vide . Men +disse ord greb ham i den sindsstemning , hvori han +befandt sig , med det hemmelighedsfuldes hele magt . +De syntes ham at udtale et menneskehjertes uendelige +længsel efter fred , renhed og højhed — eller som +en hel undergået verdens hjerteskærende klage over +død og tilintetgørelse , og altsom ordene den ene + +gang efter den anden lød op til ham , havde han til sidst +en fornemmelse , som om denne klage var rettet +til ham , og det forekom ham , at han måtte blive +afsindig ved at høre derpå . Alligevel var det ham +umuligt at løsrive sig , og han stirrede ned på hende , +og hun forekom ham at være et slags overnaturligt +væsen , en havfrue fra de nordiske strande med de +dybe , hjertegribende , sindsforvirrende toner , som var +steget op på denne strand for at lokke og dåre ham , +og han så som i vildelse udover den mørke havflade +— med længsel efter at hvile derunder . Da +syntes det ham pludselig , at denne blide stemme og +denne stille , barnlige skikkelse mindede ham om — +Amine ! Og da de dunkle ord nu for sidste gang +løde op til ham : +lumsiir istnwbollln +istumbolæa , viljsleæim — +da forekom det ham med en hemmelighedsfuld gysen , +at han forstod deres betydning : +„ Ud — ud på havet ! det er den vej , vi skal , +Amine ! “ +Da ophørte sangen . Men han bøjede sit hoved +ned mod gelænderet og græd . — +morgenen efter meldte han sig syg i gesandtskabet , +lejede en barke og sejlede over til den lille by +castellamare på den anden side af bugten , og her +opslog han sin bopæl . Her havde han den store natur +som fra første hånd , og menneskers larm formanede + +ikke her at overdøve dens stemme for ham +— og herhen droges han også af en sympatti for +det forsvundne , tiuntetgjorte , undergåede * ) , der på +grund af hans sinds medfødte alvor aldrig havde +været ham fremmed , men som nu så forunderligt var +kaldt tillive hos ham og ligesom havde fået ord og +toner gennem hint omkvæd . Her søgte han hvile +for sin uro ved at hengive sig til sådanne landlige +beskæftigelser , som han var vant til fra sin barndom +af , navnlig i agt og fiskeri , og han tilbragte stundom +hele dage under åben himmel , slentrende omkring +med hund og bøsse ligesom i hjemmet . Især udøvede +det en milsvei derfra beliggende Pompeji en +særegen tiltrækningskraft på ham . Han tog undertiden +formelig sit ophold der og tilbragte dage og +nætter indenfor denne stads mure . Når da natten +hvilede over denne gravstad , og månen sendte +sit magiske lys ned derover , da følte han en selsom +lyst ved at høre sine fodtrin genlyde på disse steder , +og da hævede han undertiden sin røst i den dybe +stilhed og sang de hemmelighedsfulde ord . — +han blev snart bekendt i egnen ; men ingen +lagde ham hindringer i vejen for hans vandringer +eller øvrige færd , ja , alle viste ham endogså en +slags ærbødig medlidenhed ; thi da man altid så +ham vandre alene med et sørgmodigt ansigt uden nogen “ ) +castellamare er bygget på det undergåede slabicr . + +sinde at indlade sig med nogen , og da han , i stedet for +at ligge i sin seng , oftere var set om natten +af veifarende folk , der passerede højderne omkring +Pompeji , af sidde sammensunken med sit hoved støttet +fil en mur , — ja stundom endog var hørt af +opløste sin røst og synge nogle ord i et ubekendt +sprog fil en gribende Melodi : så ansås naturligvis +den smukke , rige , fremmede eccellenza af alle italienere +for af være » mutto « , * ) — og en sådan lader +man i Italien færdes med fred . +Men havet var dog den naturmagt , der nu +allerstærkest drog ham fil sig , og hvortil han altid +igen vendte tilbage efter enhver udflugt . Så vandrede +han atter uafbrudt ved dets bred med sinbosse +og jagttaske — men han kunne også tilbringe hele +dage på castellamares strand , siddende så fuldkommen +ubevægelig , som om han sov eller drømte , +og når han da i stille aftener så unge piger sejle +ud med det sammenrullede fiskegarn på deres skød , +da kunne det undertiden forekomme ham , af han hørte +det hemmelighedsfulde omkvæd i bølgernes klang , +og når dette var tilfældet , syntes det ham , af han +måtte adlyde denne stemme ved selv af drage alene +ud i en båd , ligesom hine piger , og ligesom amme +fordum havde gjort . Da gik han som idrømme ned +fil vandet , tog en af bådene og roede ud imod de +- ) gal . + +selsomt skinnende aftenskyer — så længe han kunne — +sålænge til natten dækkede alt . Så tog han +årerne ind og lagde sig ned i båden og sov tryggere +og fredeligere end på den sikre landjord — +uden af ængstes ved tanken om , af han måske aldrig +fik landet mere af se — tryggere og fredeligere , +fordi det syntes ham , af han blev dragen , og af det +så skulle være ! — og når han da ved solopgang +atter vågnede op til den uendelige , skinnende +klarhed fra himmel og hav , og han gyngedes sagte +og mildt af de endnu indslumrede bølger ind mod +det „ lykkelige campaniens “ Strande , da kunne denne +opvågnen til liv fremkalde som et skær af skuffelse +eller forundring hos ham . Og når han da +— efter et øjeblik af være bleven vugget lidt stærkere +i den svage brænding — atter betrådte den gyldne +strand , kunne han stundom sige til sig selv : +„ Nej , det er ikke dette lyse , stivnende zetherhav +— det er de brusende , tågefulde bølger i mit mørke +hjem , der — der — “ +Og tanken tabte sig i ubestemt dunkelhed . +Det var en stille , snefuld aften først i januar , +da Henrik Grubbe gjensåe sit fødelands hovedstad . +Han meldte sig i departementet den næste formiddag +og erklærede , af han på grund af sygelighed og + +hjemve havde set sig nødsaget til af forlade sin post , +og af han nu ønskede af begive sig hjem til sin fader +på søviggård . Således lød hans ord ; men var +det da nu virkelig hans agt af begive sig hjem ? Ja , +idetmindste vidste han ikke selv andet , men iøvrigt +var det ham ikke klart , hvad han ville eller skulle i +hjemmet ; thi var vel i nogensomhelsf henseende +forvirringen og uklarheden vegen fra ham ? og +havde , han ikke en tydelig fornemmelse i det mindste +heraf ? Io , det havde han , og derfor var det ham +dunkelt , hvad han ville eller skulle i hjemmet . Men +— som alt tidligere antydet — havde han , siden han +sidste gang var i sit hjem , haft en selsom følelse +af , af dette ligesom fordrede ham tilbage , en fornemmelse , +der , medens han endnu opholdt sig i fædrelandet , +påvirkede ham så uhyggeligt , af netop +dette ansporede ham til af søge af komme så langt +som muligt bort fra søviggård . Men senere — og +især i hans slaphedstilstand i Neapel og under +opholdet i lastellamare — mistede denne fornemmelse +det uhyggelige og ligesom tvingende , hvormed +den oprindelig havde påvirket ham , og forvandledes +mere og mere til forunderlige , fredelige tanker om , af +hjemmet på en eller anden måde ville give ham ro , +— til en følelse af , af han blev dragen , og af det +så skulle være ! — og det var denne følelse , der , +uden nogensinde af være bleven til ret egentlig eller +bevidst villie hos ham , dog , i forening med den + +gamle præsts brev , havde været i stand til af løsrive +ham af den sløvhedstilstand , hvori han var nedsunken +efter det ville liv i Neapel , og som nu virkelig +— om end ad mange og lange omveje — atter +havde bragt ham tilbage til hans fødeland . +Stor glæde vakte denne hans uformodede hjemkomst +blandt alle hans venner såvel i som udenfor +departementet , og næppe var det rygtedes , af denne +forunderlige , så smukke og interessante unge mand +var kommen tilbage og det tilmed af hjemve , — +han , der pludselig som en komet havde viist sig for +af glimre og lyse en kort stund på den fornemme +verdens horisont for derpå ligeså pludselig atter +af forsvinde , — førend indbydelser , som tidligere , +begyndte af regne ned over ham , og allerede til samme +dags aften indbødes han af en af sine tidligere foresatte +til et glimrende bal på en for ham så smigrende +måde , at hans stilling ligefrem forbød ham +at give et afslående svar . — +vi aflægge et besøg på dette bal og tage med det +samme dets smukkeste dandser lidt nærmere i øjesyn . +Temmelig sent træder han ind ibalsalen med et sådant +udtryk og en sådan holdning , som bevidstheden om at +være personlig yndet og følelsen af at udfylde sin plads +på en fortrinlig måde altid meddeler den lykkelige +besidder . Ikke som i fordums tid søger hans første +blik moderen for at læse i hendes øje som i et +spejl , hvad indtryk hans fremtræden gør . Han + +ved , at hun ikke er her tilstede , han ved , at hun +har trukket sig ganske tilbage fra selskabet og fortiden +opholder sig i nærheden af Horsens , medens hendes +mand lever sit sædvanlige liv i hovedstaden . Dette +har han erfaret på sit første spørgsmål om hende +straks ved sin ankomst den foregående aften . — se , +hvor damernes øjne vende sig efter ham , hvorsomhelst +han går eller står — nogle betragtende ham +med et udtryk af glæde , andre med en vis skyhed +eller frygt , de fleste dog med interesse og opmærksomhed ! +Og noget gådefuldt fængslende er der også +udbredt over ham , som han , der langsomt strider over +det bonede gulv . Hvor vekslende er ikke hans ansigts +udtryk ! Hvor forunderligt ubestemte hans miner +og blikke ! — hvad synes der da nu at åbenbare +sig gennem denne hans personlighed ? — hvad +for en ånd skinner frem af disse smukke og noget +blege træk ? — er det endnu kun tilstede som en +antydning deri , det , som hin morgenstund , da han +sad på bougspryddet i gyldne drømme , gyldne som +morgensolens glans , kastede ligesom en anelsesfuld +dæmring over hans ansigt ? — er den endnu kun +en antydning , denne dunkle skygge af noget , der +dengang indgav den kærlige betragter en vis frygt , +en ubestemt smerte ? — nej , negtes kan det ikke : +det troløse , det leflende , det sandselige , det er nu +mere end en blot antydning , det er nu en væsentlig +bestanddel af dette dog endnu så skønne ansigt . + +thi hvor stærk er ikke den medfødte naturs adel og +højhed : er det dog ikke , som om disse egenskabers +udtrvk i hans ansigt ikke ret har villet vige ? som om +de endnu—omend langt tilbagetrængte , men dog endnu +kæmpende — er tilstede ? Og er det ikke denne tilbagetrængte , +men dog endnu i sin fornedrelse kæmpende +og synlige højhed , der sorlener de dæmoniske +menneskenaturer med deres hemmelighedsfulde magt +til at friske og bedåre , ja røre og bevæge ? — +altså : Henrik Grubbes nærværelse på det +fornemme bal vækker opsigt , megen opsigt . Dog +synes denne bevidsthed eller fornemmelse ikke som +ellersat virke elektriserende på ham , hans ansigt beholder +det ubestemte og tillige kolde udtryk , og hans +blikke fæste sig kun flygtigt på den enkelte . Ved +hans indtræden finder der i dansen en pause sted , +og det synes næsten , som om denne nu uvilkårlig forlænges , +som om de tidligere toneangivende nu ligesom +føle sig trykkede eller er blevne vaklende i deres +optræden . Men Henrik synes — som sagt— ikke at +være tilbøjelig til at overtage nogen fremtrædende +rolle i det dansende drama , ja , det lader endog +til , at han aldeles ikke agter at tage del i aktionen ; +thi straks efter ankomsten har han trukket sig tilbage +til en af salens udkanter og taget plads hos to +ældre damer , der for længst er ude over dandseårene , +men som i deres tid have offret rigeligt på +glædæns altar og derfor nu betragte de unge + +med fjendske blikke . Da han havde siddet nogen tid +og talt med disse damer , der vare henrykte over +hans nærværelse og konversation , begyndte dansen +atter , men han blev fremdeles siddende , som om ballet +ikke vedkom ham . Da sagde den ene af dem : +„ Men , kære hofjunker ! have da virkelig de italienske +damer så ganske fordunklet vore egne i deres +øjne ? . . . Tillad mig at henlede deres opmærksomhed +på en ung dame , som ikke er langt borte fra +os . Ser de , det er hende , som sidder der ved siden +af den høje , smukke mand ! . . . det er hendes +fader ; han er en rig , adelig godsejer , der , så vidt +jeg ved , hedder rosenmuller . Han mistede sin +unge kone efter et Års ægteskab , hvorfor han af +sorg herover har begravet sig selv og sin datter i +landlig ensomhed i alle disse femten eller seksten år +ligetil i aften . . . ja , for det er den unge piges allerførste +indtræden i verden , det er i aften første gang , +hun er på bal . . . De kan nok se det på hende , +ikke sandt ? Hun har ikke dandset meget , ja , jeg +troer næsten , hun foretrækker at danse med sin fader , +og vist er det , at man ikke let kan se et nydeligere +syn , end når de to danse sammen , hvilket +de gjorde , kort tid forinden de kom . “ +Efter denne anvisning fæstede Henrik sine øjne +med interesse på dette par . Faderen var en høj +og kraftig mand af et endnu ungdommeligt udseende +med et alvorligt , noget tungsindigt ansigt af den + +ædleste form og de skønneste , åndfuldesfe træk . Og +datteren . . . da henrfk fæstede sine øjne på hendes +ansigt , da havde han den samme følelse , der i den +senere tid oftere havde grebet ham , når han i uophidset +tilstand havde set dette udtrykt en kvindes ansigt : +en følelse på engang af en uvilkårlig glæde og af +en uvilkårlig — gru . Men så stærkt som i dette +øjeblik havde denne blandede følelse endnu aldrig +grebet ham . Foreningen af disse følelser aftegnede +sig på hans ansigt som et udtryk af alvor , og han +kunne ikke løsrive sine øjne fra dette par , der forekom +ham som en åbenbaring fra en anden , højere +tilværelse , fra en fjern , romantisk verden , hvor også +hans sjæl engang havde haft hjemme , og hvor +sådanne væsener som disse havde været hans omgang +og lige , — og uvilkårlig for tanken om +den gamle præst og amme som et smerteligt stik +gennem hans bryst ! Og han vendte sig instinktmæssig +bort fra dette par , der vakte sådanne fornemmelser +hos ham , og sad en tidlang med bøjet hoved +og i mørk taushed , — en tilstand , som de +tvende damer dog ikke tillade ham ret længe at forblive +i . +„ Ikke sandt ? hun er dejlig , og faderen . . . +Han er næsten endnu smukkere , finder de ikke ? “ bemærkede +den anden dame . +„ Jo “ — svarede han — „ hun er henrivende + +dejlig , “ og uvilkårlig fæstede han igen sine øjne +på hende . +„ Men hun er vistkold og død , “ fortsatte damen igen . +„ Nej , tværtimod ! hun er sikkert fuld af liv , +det tyder hendes ansigt og hele hendes skønne skikkelse +på , “ svarede han hurtigt . +„ Til at danse er hun i det mindste ikke fuld af +liv , “ bemærkede damen ironist . Hun har givet +flere af de bedste dandsere afslag , og kun med sin +fader lader det til , at hun dandser med fornøjelse ! +. . . De skulle for lidt siden have set dem danse +en Dands , som nu kun sjældent ses på ballerne , +men som rimeligvis var i mode på faderens tid ; +thi de fleste herrer syntes ikke ret at kende den , og +kun et af orkesterets medlemmer kunne spille den +. . . det var nok en slags spansk folkedands , en +las æs ætzux . “ +Disse sidste bemærkninger lod det imidlertid ikke +til , at Henrik hørte ; thi han svarede intet derpå , +og hans mine var atter grublende og åndsfraværende , +medens han dog vedblivende betragtede det usædvanlige +par . Da sagde damen , idet hun så på ham +med et glimtende sideblik : +„ Det ville dog være interessant at erfare , om +denne unge dame virkelig ikke kan finde fornøjelse +i at danse med andre end med sin fader ! . . . +Hvis det ikke var så ubehageligt at modtage et afslag , +ville jeg opfordre hosjunkeren til her at forsøge , + +hvad de formår . . . dog . . . der er rigtignok +ikke megen udsigt til , at forsøget vil-lykkes , så det +er vistnok det fornuftigste at lade det være . “ +Da begyndte blodet at stige ham til hovedet , og +han sagde hurtigt og febrilst : +„ Mig vil hun ikke negte en Dands ! “ +„ Sig ikke det , kæreste hofjunker ; som jeg allerede +har oplyst dem om , har hun jo sagt nej til +flere af de mest udmærkede kavallerer her på ballet . “ +„ Det er vel muligt , “ svarede han da med større +rolighed og alvor og med sine øjne stadig fæstede på +den skønne pige : „ men vil jeg danse med hende , +da siger hun ikke nej ! “ +„ Jeg ved vel , hr . Hofjunker Grubbe , at deres +berømmelse er stor , og at der siges , ingen skal +kunne modstå dem , når de dandser “ — svarede +damen smigrende — „ men her turde der dog muligvis +findes en skranke for deres lykke ? “ +„ Nej , ikke her , “ svarede han — og det præg +af alvor , der havde udbredt sig over hans ansigt , +antog et forunderlig vemodigt udtryk — „ nej , netop +ikke her : den berden , hvori denne yndige unge dame +synes at høre hjemme , den er mig veldekjendt , den +har også jeg tilhørt engang , og vi , som engang have +haft hjemme i hin verden , vi beholde mærker deraf +hele vort liv , og vi kende hinanden derpå . Derfor vil +denne dejlige pige have mere tillid til mig end til + +såmange andre her i denne sal , skønt jeg måske +fortjener den mindst ! “ +Og han blev stående en tidlang , hensunken i +taus beskuelse af hende . Dog var denne stemning +for flygtig til ret længe at kunne holde stand imod +hans få kort tid isorvejen stærkt eggede forfængelighed +og egenkærlighed , og — han vendte sig om +til damen og sagde med pludselig og brat overgang +og med et udtryk af hoverende frivolitet : +„ Og nu skal jeg vise dem , at jeg ikke har sagt +formeget , da de synes at tvivle om min magt . “ +Derpå var det , ligesom om han pludselig samlede +sin personlighed sammen , så at dens fulde skønhed +på engang trådte frem i alt sit spillende liv +og dog tillige med den suldendteste anstand og ro , +og han skred hen over gulvet , henimod parret . Ankommen +herhen , gjorde han et dybt buk såvel for +datteren som for faderen , idet han forestillede sig +selv for dem . Derpå bøjede han sig alter ned mod +datteren og bad hende om at danse en Dands med +ham . Han var dem ganske ubekendt , og de havde +end ikke hørt ham nævne . Ved det første syn af +hans venlige ansigt og skønne , ungdommelige skikkelse +havde såvel faderens som datterens ansigtstræk fremvist +et udtryk af en uvilkårlig , næsten barnlig glæde , +en øjeblikkelig , instinktmæssig imødekommen — hin +umiddelbare følelse af glad sympatti , der stundom +ved det første syn af hinanden griber sådanne mennesfer , + +i hvis sjæle de samme livstoner lyde eller +blot engang have lydt ! — da Henrik nu udtrykte sit +ønske om at turde danse med hende , vendte den unge +pige sig venligt smilende imod ham , idet hun langsomt +rejste sig , med sit blik ufravendt fæstet på hans ansigt . +Og allerede stod hun oprejst og havde udstrakt +sin hånd imod ham for at lægge den på hans +arm — da gik der en skygge af mishag eller uvilje +henover hendes ansigt , i hvilken det venlige , tillidsfulde +smil og det barnligtmilde i hendes blik syntes efterhånden +ligesom at hendøe . Dog blev hun endnu nøgle +sekunder stående søran ham , idet hun vedblev at betragte +ham alvorligt og tillige med et undrende ellerspørgende +blik , søm for muligvis at læse sig til i +hans ansigt , hvad det dog egentlig var , det , som +hun før havde taget fejl af , og — medens hun således +stod og så og så , da syntes det hende pludselig +igen at være der . . . dette , som hun først var +bleven vaer hos ham , og som uvilkårlig havde rørt +hendes hjerte . Og således forekom hende hans ansigt +på den selsomste måde at veksle og stifte i de +få sekunder , han stod tavs foran hende , og gådefuldt +tiltrukken og frastødt på engang gjorde hun da i sin +forvirring en dyb , undskyldende bøjning for ham , +ledsaget af en afværgende håndbevægelse , hvis mening +dog var ham ligeså tydelig som et udtalt +„ Nej “ , og tog så atter plads ved sin faders side . +Et sådant afslag havde Henrik endnu aldrig + +modtaget , og dog havde han i samme øjeblik , han var +genstand derfor , ved at lægge mærke til hendes miner +og det blik , hvormed hun havde beskuet ham , +med fin , instinktmæssig sands begrebet situationen . +For første gang i lang tid havde han engang igen +stået — ikke blot overfor en romantisk-drsmmende natur , +— men tillige overfor den fuldkomne , kvindelige +renhed i sæder som i sind og tanker og fslt sig +selv usikker lige overfor disse magter . Forgæves kæmpede +han i nogle øjeblikke for atter at få holdning , +men hans selvtillid var som blæst bort , ja , han søgte +til sidst endog blot om et par ord , hvormed han på +en nogenlunde værdig måde kunne dække sit tilbagetog ; +men selv disse ville ikke indfinde sig . Da kom +der et næsten latterligt udtryk i hans ansigt , et udtryk +som af barnagtig ærgrelse , vrede eller skamfuldhed , +— hvorved hans fysiognomi og hele personlighed +mistede den hemmelighedsfulde dobbellhed , +der havde gjort et så forunderligt indtryk på den +unge pige , og medens hun ved at bemærke dette havde +en øjeblikkelig følelse af lettelse eller befrielse fra +noget , så — smilede hun ad ham , ad den forlegne +unge mand , der måske ligesom hun selv første gang +var på bal ! smilede godmodigt og barnligt , således +som unge piger kunne smile ad den , som de mene til fulde +at opfatte , og som de derfor ikke frygte eller +genere sig for . Men Henrik så dette smil , ligesom +han var i færd med at opgive kampen og at vende sig + +bort , og hvad al hans egen villie og bevidsthed ikke +var i stand til , det formåede dette hendes smil : det +gengav ham øjeblikkelig hans holdning . Og så mægtig +var forandringen , som derved kom over hans personlighed , +at , da han nu atter vendte sig imod hende +og , uden at sige et eneste ord , blot ved at fæste sine +Oine på hende , tilkendegav hende , at han havde set +hendes smil og opfattet dets betydning , — da mærkede +hun fuldtvel , at det ikke var en forlegen yngling , +der her stod for hende . Og den tidligere følelse af +. en vis uforklarlig frygt for ham , ja — endnu mere +— af afsky for ham ' betog hende nu atter ; hun slog +sine Oine ned for hans blik , idet en dyb , jomfruelig +rødme farvede hendes kinder , og vendte sit hoved +bort fra ham . +I dette ojeblik trak-henrik sig tilbage , da det +nu forekom ham , at han- havde dækket sin bortgang +på en værdig måde . +Men det var dog et tilbagetog — han var slået , +og han følte det , og medens han langsomt fjernede sig +med fuldkommen ydre anstand og ro , bølgede det +stærkt i hans sind , især da han ved i nogen afstand +at passere de to damer , hos hvem han havde siddet , +mødte deres ironiske smil . Og det var nu , som om +det , han nys havde oplevet , frembragte en forandring +i hele hans væsen . Hans tidligere så ubestemte +miner og blikke vare blevne mere faste og sikre , og +noget , der lignede en villie eller beslutning , havde + +begyndt at præge hans ansigt med et udtryk af karakter , +— da han engagerede en dame og stillede sig +med hende i de dansendes rækker . Og da var det +mærkeligt at se , hvorledes hans deltagelse i ballet +næsten øjeblikkelig sporedes . Det var , som det dansende +drama med et havde fået forhøjet liv , — som +om de enkelte medspillende pludselig følte en hidtil +ukendt interesse og spændkraft , ja , om det så var +musiken , så syntes endogså denne efterhånden at . +Antage et vildere sving , en mere leflende eller gøglende +karakter . Og så dansede Henrik Grubbe ! +Dandsede på en måde , der uvilkårlig måtte tiltrække +sig enhvers opmærksomhed , der så derpå , +men som for den eller dem , med hvem han dansede , +havde noget ganske særeget betagende , ihvorvel ingen +ret kunne sige , hvori dette egentlig bestod . — heller +ikke for mig er det let at forklare det , skønt jeg selv +har set en sådan Dands og mener at have opfattet +den rigtigt . Dog tænker jeg , læseren vil henledes i +det rette spor , når jeg beder ham først at forestille +sig Henrik Grubbes moders Dands ifølge den beskrivelse , +jeg på flere steder har givet deraf — altså +naturkraftens , naturfriskhedens højeste liv , fremtrædende +med den fuldendte , plastiske skønhed , der +beroer på alle kræfters harmoni og ligevægt — en +ligevægt , der aldrig et øjeblik fortabes , selv ikke i +den vildeste bevægelse eller heftigste lidenskab , fordi +der i samme nu , som stemningen eller lidenskaben + +opstår i det indre , i samme øjeblik findes der også +beredt eller fødes der — så at sige — et tilsvarende +ydre organ , hvorigennem den finder sit fuldkomne og +harmoniske udtryk . +Når nu læseren , efter at have forestillet sig dette +kvindelige skjønhedsbillede , vil tænke sig et tilsvarende +mandligt , — hvor der dog er en mangel tilstede , men +en mangel , der på en hemmelighedsfuld måde +måske netop forhøjer totalindtrykkets virkning , den +mangel nemlig , at det ydre ikke til enhver tid formår +at være en tro gengiver af det indre , fordi +dette — kamæleonist vekslende og spillende på grnnd +af en dyb sønderrivelse eller forstyrrelse — er så +uendelig mangfoldigt og flygtigt , at ingensomhelst ydre +form formår til fulde at afspejle det ; og medens nu +dette sønderrevne indre , i sin kamp for at blive noget +helt og give sig et bestemt præg , snart fremtræder i +det ydre som et udtryk af glæde , snart af smerte +og snart som et forunderligt gribende vemod , — og +medens tillige synet af disse vekslende udtryk , på +grnnd af , at intet af dem er ret egentlig eller +virkelig sandt , indvirker dæmonisk fristende og pirrende +på sådanne kvindelige gemytter , der ligeledes +mangle sindets enhed og ro : så tænker jeg , at +læserens fantasi er i det rette spor til forståelse af +Henrik Grubbes Dands og af den virkning , han . gennem +den udøvede på såre mange kvinder . — +altså han dansede , og han dansede således , + +— ihvorvel rigtignok det hans egenkærlighed fornylig +tilføjede sår for øjeblikket lagde mere karakter , +mere af en bestemt villie og hensigt i hans Dands , +end ellers sædvanligt var tilfældet . Og denne hans +villie og hensigt , det var at vise den skønne , fremmede +unge dame den njagt , han besad over hendes +køn , og derved , om muligt , udøve en fristende indflydelse +også over hende . Og derfor anvendte han +nu — dog vistnok især i førstningen — alle sine personlige +fortrin med fuldkommen klar bevidsthed om +de midler , der i denne henseende stod til hans rådighed . +Det var , som om hans smidige tunge var utrættelig +i at finde på nye , overraskende tanker , slående +vendinger , ordspil , vittigheder , — ja han skånede end +ikke sin egen mishandlede dybere natur , idet han ikke +forsmåede at kokettere med den på en leslende , pikant , +selvironiserende måde . Og hvad enten nu grunden +var dette særegne , som i denne nat var udbredt over +hans Dands , eller den omstændighed , at hans fremtræden +igen havde fået nyhedens interesse , eller det +var opholdet i udlandet , som kastede glans over +ham , så havde han endnu aldrig i hjemmet gjort en +sådan lykke på noget bal som på dette . +Det var , som udøvede han gennem denne sin +villie en Art af magnetisk tiltrækningskraft på de +damer , med hvilke han kom i berøring i dansen , +— som om han kunne drage dem til sig og støde dem +fra sig blot ved at anvende forskellige håndbevægelser + +og minespil , ja , som om de havde været knyttede til +ham ved usynlige bånd — således førte han dem , +således beherskede han dem ! Men det var dog — +som sagt — isærdeleshed kun i førstningen , at han +forholdt sig så bevidst ; selv til at fastholde en sådan +beslutning i længden var hans villieskraft nu for +svag : snart henreves han selv af situationen , og skønt +den oprindelige hensigt ingenlunde var opgivet , så +trængtes den dog nu mere og mere tilbage for en følelse +af mættelse eller ro , som den stærke bevægelse +og den bedøvende , dulmende musik skænkede ham . +Således havde han dandset flere timer i træk , og +det glimrende bal , der især ved hans fortjeneste var +bleven så ualmindelig „ animeret “ , lakkede mod enden +—- da han ligemedeet , i glandsen af denne sin vælde +og med en mine som en triumfator , atter stod foran +hende , der havde vovet at give ham afslag , bøjende +sig dybt for hende og bedende hende om en Dands . +Men den unge pige havde i mellemtiden med dybt , +instinktmæssigt mishag , ja , næsten med en følelse , +som om hun selv personlig fornærmedes derved , +set på hans Dands , — og hun kastede kun et +blik på ham , et blik fuldt af rolig højhed og stille , +jomfruelig værdighed , og klarere end det kraftigste +nej fortolkede dette hendes stemning imod ham ! — +da bemærkede han — idet han langsomt fjernede +sig fra hende , — at der ligesom havde lagt sig +en tåge over hans sandser , en følge enten af den + +uafbrudte , stærke bevægelse , de hidsende drikke , han i +temmelig rigelig mængde havde nydt , eller af den +følelse af forvirring og fuldkommen holdningsløshed , +som det gentagne afflag havde bibragt ham ; og da +han på dette sit tilbagetog passerede en vinduesfordybning , +der ganske skjultes af de tætte , udfoldede +Gardiner , åbnede han disse og trådte derind . Det +brede og dybe vindue dannede her i forbindelse med +de nedhængende Gardiner et skjult og afsides lille +værelse , og næppe fandt han sig ene her , før hans +sygeligt spændte ansigtstræk pludselig slappedes , og +hans hoved sank ned på brystet . Således stod +han nogle øjeblikke ganske stille , tilsyneladende nedsunken +i stor sløvhed eller apatti . Først havde han +stillet sig i et af hjørnerne med sin pande hvilende +mod en af vinduesruderne , hvis dugvåde kølighed +forfriskede ham , men snart tillod hans sinds uro ham +ikke at stå så ubevægelig , og han begyndte på en +mekanisk måde at gå de par skridt frem og tilbage , +som rummet tillod , medens tankerne fore forunderligt +levende gennem hans hoved , ja sygeligt skarpe +og stikkende : „ Den unge , dejlige pige , som ikke havde +villet danse med ham , som først havde set på ham +med venlighed , men efter nøjere betragtning vendt +sig fra ham med uvilje — hende var det jo , han ved +sin Dands havde villet indtage eller besnære , og hun +havde nu for anden gang således — fornærmet +ham ! . . . Hvor hun dog var skøn og yndig , og isærdeleshed , + +da hun viste ham sin foragt og afsky ! +. . . Hvilken strålende glans , der som en glorie +omgav hele hendes skikkelse ! . . . Men denne glans , +det var jo dog kun et skin , et yndigt , men bedragerisk +skin , som kun børn og narre lade sig skuffe af +. . . og hvorledes kunne det da være , at også han +kunne føle sig henreven deraf ? ja , at han endnu stadig +kunne Hildes i de gamle , barnagtige drømme , trods +alt hvad han havde erfaret og oplevet , når han så +dette skær , denne glans , dette udtryk hos en kvinde ? +. . . Men hvorfor havde hun da ikke villet danse +med ham ? . . . havde hendes afslag været begrundet i +sædvanlig kvindelig lunefuldhed ? . . . Nej , det syntes +hendes hele væsen ikke at tyde på . Nej , det var dog +vistnok , fordi hun i virkeligheden besad en sådan +renhed og uskyldighed , som hele hendes yndige skikkelse +udviste , og fordi et instinkt på grund af denne +hendes natur sagde hende , at han manglede disse +egensfaber , — således som han jo også i øjeblikket +havde opfattet hendes afslag ! . . . Og om der så +måske dog kunne være nogen sandhed i de barnlige +drømme om kvindens høje natur ! ? “ +Og det var , som om denne , selv nu så mistænkte +og dunkle forestilling pludselig kastede noget af den forlængsf +forsvundne , romantiske , rosenrøde glans over +hans ånd . — „ Thi gud indgiver ikke et menneske en +falsk anskuelse “ — således skred efter et lille ophold hans +tankegang videre — „ var det ikke således , den gamle + +præst skrev i sit sidste brev ? . . . Men — Amine ! . . . +Hvem var elskeligere og uskyldigere end hun ? Og +selv hun kunne dog — — ia , men hun elskede ham +og havde vistnok elsket ham fra sin barndom af , set +op til ham som til en guddom og ikke været i stand +til at tro noget ondt om ham ! . . . Og han var +måske også dengang anderledens . . . bedre . . . +Ikke så fordærvet som nu ? . . . Og dog , hvad var +i denne henseende godt og hvad ondt ? . . . O , der +var ingen bund ! “ . +Medens denne rækkefølge af tanker med febrilsk +hurtighed jog igennem hans hoved , var musiken og +dansen begyndt igen , men han havde ikke lagt +mærke dertil . Da faldt hans blik på gardinerne , +der ved de dansendes bevægelser bølgede sagte frem +og tilbage , og dette syn vakte ham atter til bevidsthed +om , hvor han var , og i samme ojeblik kom han +da med en uvilkårlig gru til at mindes de andre +gange , han ligeledes havde befundet sig indenfor +sådanne skjulende Gardiner — hin balnat på søviggård , +da han som niårig øreng vågnede op i +det sfumle værelse og så sin moder og hendes elsker ! +Og hin balnat her i København i hans moders +hus , da han som voksen havde hørt hin Melodi +igen , der havde lydt i hans drømme gennem +alle hans barndomsår — da han trådte frem fra +sit skjul og så hende danse den samme Dands ! Og +da hendes billede nu først var fremmanet for hans + +fantasi , så så han hende efterhånden i alle de +situationer , hvori hun havde gjort dybest indtryk +på hans sind — lige fra hans barndoms tidligste +erindringer om , at det var hende , som førstegang +havde viist ham solen , og om den skønne , herlige +skikkelse på den hvide hest i den grønne skov og +ved havet , og til det øjeblik , da hun på dampskibet +slog sit hidtil så stolte og frimodige øje ned +for hans blik og rødmende kastede sløret over sit +ansigt — og det hele billede udøvede atter sin gamle , +forvildende tiltrækningskraft over ham , og atter grebes +han af hin selsomme følelse på engang af en +slags rædsel og af en smertefuld eller vemodig +sympatti for hende . Og da havde han i øjeblikket +— rimeligvis på grund af den særegne , stærkt bevægede +stemning , hvori han befandt sig — en så +levende følelse som aldrig før af den forvirrende +dobbelthed i sin natur , af den forunderlige splid , +som ved hende var indkommen deri , eller som i det mindste +forestillingen om hende altid tydeligst lod ham +føle , at han , for at få magt over den og muligvis +derved komme til klarhed , gysende forelagde sig selv +følgende spørgsmål : „ Elsfer jeg da endnu min moder ? +Eller hader jeg hende ? — er jeg glad over , +at hun ikke er her mere ? — eller længes jeg efter +at stehende igen ? — har hun været min onde engel , +der har fordrevet mig fra min barndoms Paradis ? +— eller har hun kun simpelthen viist mig , hvorledes + +virkeligheden og sandheden ser ud ? . . . Eller +— o , min gud ! — hvad ønsker jeg nu mest i dette +ojeblik ? O ns ker jeg , at jeg kunne blive igen , som +da jeg var barn , eller frygter jeg for at Hildes i +de drømme , som dengang udgjorde mit liv ? “ — +men han følte sig i øjeblikket ude af stand til +at besvare et eneste af disse spørgsmål på en afgørende +måde . +Og da var det , som om hans sinds uhyre forvildelse +derved trådte ligesom legemliggjort frem for +ham og stod for ham , ansigt til ansigt med ham , +og i forfærdelig angst for at forgå i afsindighedens +bundløse svælg flagrede hans tanker som forvildede +fugle omkring fra et punkt til et andet uden at +kunne finde hvile nogetsteds . — da — som tvungen +af denne unævnelige rædsel — hævede han for første +gang i sin voksne alder sin bævende sjæl til gud , +og efter at han i nogle øjeblikke med al sin krast +havde søgt at samle de svimlende tanker , gaves det +ham at udgyde sit hjerte i følgende barnlige bøn +eller selsomme skriftemål : „ O , gud ! jeg er så +fortvivlet , så forvirret . O , gud ! jeg synes , at jeg +er så ulykkelig , og at mit liv er så forunderligt , +og jeg kan ikke tro , at det er kil en sådan tilværelse , +at du skaber et menneske ? . . . Vil du nu +ikke tage dig af mig og oplyse mig ? . . . Thi du +har jo dog vist selv indgivet børn kærlighed til deres +forældre , og i mit hjerte ved jeg nu så vist , at + +denne følelse har været tilstede i al sin styrke . . . +Især lige overfor min moder ! . . . Men hvorledes +skal jeg da nu betragte hende ? Vil du oplyse mig +derom ? . . . Men det er vist formasteligt af mig +således at henvende mig til dig uden først at omvende +mig , ja , uden , at jeg ret er i stand til at angre +det onde , jeg har gjort ! Men vær ikke vred derfor , +o , gud , thi er ikke den store forvirring , som er i +mig , også skyld heri ? . . . Ja , tag mig det ikke +ilde op , o , gud , men forlanger du ikke først og +fremmest ærlighed af et menneske , når han henvender +sig til dig ? . . . og jeg er dog vistnok i dette +øjeblik sand lige overfor dig , i det mindste ved jeg selv +ikke bedre . . . men , o , gud ! i stedet for at føle anger +forekommer det mig snarere , som om jegselv på +forunderlig måde har lidt uskyldigt i mit liv ! Ja , +selv når jeg tænker på min kære legesøster Amine , +som jeg vist har elsket renest og uskyldigst , og som +jeg dog har handlet således imod , som du jo ved , +o gud , — mon det er anger , jeg føler , når jeg +tænker på dette ? Nej , det er det vistnok ikke . Thi +anger skal jo være en pinefuld , fortærende smerte , +og når jeg tænker på Amine , da føler jeg vel , at +jeg har forbrudt mig imod hende , men jeg har dog +tillige stundom en følelse , som om jeg ikke ret selv +var skyld deri , og derfor kan jeg ikke føle anger , +når jeg tænker på det , men kun sorg eller vemod , +som man føler det ved de ulykker , der ske . Ja , + +skjøndt jeg siden hin forårsaften , da jeg bedrog +hende i hendes sværmeriske tanke om , at jeg ville +døe med hende , jevnlig har haft en følelse af , at den +svig , jeg da øvede imod hende , engang skal koste mig +mit liv , så synes det mig , , o gud , at der ikke +engang i denne følelse er noget så pinefuldt eller +fortærende , at jeg kan anse det for anger eller for +en straf ! . . . Nej , når jeg gribes af denne fornemmelse , +da gyser min sjæl vel i øjeblikket derved , +men fyldes dog tillige af sådan en fred og stilhed , +som om jeg var bleven barn igen og gik og hørte +på åens rislen og vindens susen i de gamle +træer . . . eller som om jeg havde lagt mig til at +sove i det bløde græs på hjemmets Enge ! . . . O , +hvormange stærke og brusende følelser , men tillige +så forunderligt blandede , er gåde igennem min +sjæl , siden jeg er bleven voksen , så forunderligt +blandede , at jeg aldrig ret har vidst , om lidelsen eller +glæden var størst deri . Jeg har svulmet af lyst og +glæde , jeg har følt min forfængelighed og egenkærlighed +rigeligere mættet , end mine dristigste ønsker +have gået , men aldrig var jeg dog i sandhed +glad , altid var jeg i mit dybeste indre så urolig , +så forvirret , det føler jeg nu , o gud , i dette øjeblik +så klart , så klart ! . . . Gud ! vil du tage +denne forvirring fra mig ? Vil du oplyse mig , om +det , jeg drømte som barn , virkelig er sandhed , virkelig +er til i livet , o da tror jeg , at jeg endnu ville + +kunne leve et kraftigt og frimodigt liv herefter ! . . . +Men vil en sådan oplysning ikke blive mig tildel , +eller er ved det liv , jeg nu i så lang tid har levet , +min ånd allerede bleven for svag , min natur +for ussel , usand , egenkærlig og blødagtig dertil . . . +Eller ville jeg ved mit liv fremdeles gøre andre og +gode mennesker skade eller sorg , således som jeg +jo har gjort imod den kærlige Amine , — da , o +gud , kunne du da ikke give mig en dag , blot en +barndomsdag fra det sidste år af min skoletid +igen . . . når vi havde fået effermiddagslov , og +vi gik gennem de gamle , stille gader ned til fjorden +eller ud på markerne . . . eller når jeg hjemme +i ferien sejlede med amme i hendes båd på åen +under de skyggefulde træer i det dybe stille . . . o , +giv mig en sådan dag eller blot en sådan time +med dens gyldne glans , med dens rige lyst , med +dens uskyldige leg , og lad mig så dø ! “ +Skjøndt denne bedende henvendelse eller selsomme +skriftemål vel ikke var af hine bønner , der i sig +selv indeholde deres bønhørelse , har den dog måske , +trods sine mangler , ikke ganske mishaget den , til +hvem den var rettet , eftersom den dog var fremgået +af et i ojeblikket ydmygt og barnligt sind . — da +han rejste sig fra den knælende stilling , vare de ville +bølger i hans sjæl noget stillede , og en dæmpet +efterklang af den opløftede stemning vedblev at tone +i hans indre . Han hævede sit hoved og begyndte + +1 +igen at gå langsomt frem og tilbage i dette sit +hemmelige tilflugtssted . Da faldt hans øjne atter på +gardinerne , hvilke nu hang ganske ubevægelige , og +han lagde derved mærke til , at musiken og dansen +for øjeblikket vare ophørte , og han fornemmede kun den +utydelige summen af de talendes stemmer i den +store sal . Det var ham imod at vise sig for nogen +i den stemning , hvori han befandt sig — ja , han +havde tilmed en følelse af , at han i meget var bleven +forandret , siden han trådte indenfor disse Gardiner +— og han ville derfor vente , til dansen atter +begyndte , for at han da lettere uden at blive set af +nogen kunne forlade sit skjulested og dermed tillige +ballet . Han vedblev derfor endnu en tidlang sin +vandring frem og tilbage . +Da tiltrak nogle enlige toner , der lød , som +om det var en violoncel eller harpe , der stemtes , +sig hans opmærksomhed — han standsede og lyttede , +da han antog dette for et slags præludium til , at +orkestret ville begynde sin virksomhed igen ; men de +samme klimprende toner vedbleve i længere tid , som om +instrumentet stemtes med megen nøjagtighed , og da +den stemmende nu tillige anvendte buestrøg , genkendte +han instrumentet som en violoncel , og han +lyttede med fornøjelse til de bløde , vibrerende toner +, skønt den endnu stadig kun blev stemt . +Med sit hoved lænet til muren stod han således +lyttende og ventende , og allerede vare hans tanker + +på veje til at forlade denne genstand , da violoncellen +igen pludselig vakte hans udelte opmærksomhed : +det klimprende præludium var nemlig gået +over til en virkelig Melodi , hvis toner — allerede +inden de så at sige endnu ret vare nåde til hans +bevidsthed — joge ham blodet voldsomt til hjertet +og derpå til hovedet ; thi det forekom ham , at det +var melodien til hans „ Moders Dands , “ og med +et udtryk , som om det atter begyndte at svimle for +ham , tog han sig til hovedet og hørte efter med den +mest spændte opmærksomhed . Dog kunne han ikke +straks kende den gamle Melodi igen , idet det snart +syntes ham , at det var en anden , der kun havde megen +lighed dermed , og snart , at det ikke kunne være +andet end den , men dog så forandret , så forunderlig +åndig , ren , vemodig og rørende . Men det +var hans „ Moders Dands , “ det var de toner , der +havde kastet forvirringen ind i hans hjerte , lokket +ham bort fra livets kølige kilder og forvandlet hans +fagre ungdomstid til en gøglende Dands i en glødende +ørken — det var den gamle Melodi , og det +var dog en anden ! thi da den kun blev spillet på +dette ene , så gribende instrument og i langsommere +takt , end han tidligere havde hørt den , var dens karakter +forandret , og den sandseligt-glodende spanske +Melodi forekom ham at lyde så hjertekvægende mildt , +ja , næsten religiøst opløftende , som var den et akkompagnement +til de stemninger , der fornylig vare gåde + +gennem hans sind . Da rørtes han stærkt ved at +høre den dæmoniske musik så selsomt forandret , og +for første gang i lange tider brøde tårerne frem +af hans øjne ; da forsvandt også hans skyhed for +at lade sig se , og medens tårerne endnu hang i +hans øjenhår , åbnede han gardinerne og trådte +frem i salen . Hvad så han her ? — gulvet var +i det hele tomt for mennesker ; men henne i nærheden +af orkestret , hvorfra den enlige violoncel lød , +havde der dannet sig en kreds , indenfor hvilken han +stimlede to dansende skikkelser , en herre og en dame . +Men da han så denne kreds og disse skikkelser +indenfor den , da var det ikke langt fra , at hans tanker +begyndte at forvilde sig ; thi — netop således , +indenfor en sådan tilskuerkreds , der efter de dansendes +bevægelser snart udvidede sig og snart trak sig +sammen , var det jo , at han både som barn og voksen +havde set sin moder danse denne Dands . Og skønt +hans forstand måtte sige ham , at det ikke kunne +være hende , som dansede der i kredsen , så var nu +dog hans fantasi på grund af de stærke , vekslende +sindsbevægelser , hvorfor han havde været genstand , +i øjeblikket langt stærkere end hans evne til rolig +eftertanke og til at gøre fornuftslutninger , og det +var med opbydelse af al sin villiesstyrke , at han +langsomt og med nedslagne øjne nærmede sig kredsen , +idet han mumlede : + +„ Jeg ved jo , at når jeg hører denne musik , +da varsler den mig noget ! “ +Endelig stod han ved kredsen , dog noget afsides , +således at han ikke med lethed kunne bemærkes af +de dansende , og da først fæstede han sine Oine på +dem , og se , da var det godsejeren , den endnu ungdommelige +enkemand , der dansede med sin datter . +Disse to havde allerede engang før på ballet +Dandset denne Dands , og den forunderlige , rørende +ynde , der havde hvilet over dette par , havde uvilkårlig +fængslet flere af de tilstedeværende og indgivet +dem det onsfe at se denne Dands gentages af de +samme . Og at kun et af orkestrets medlemmer +kunne spille den , nemlig violoncellisten , der var en +ung , virkelig kunstner på sit instrument , og som +uden at være sig det bevidst eller at lægge an derpå +uvilkårlig gav sit eget hjertes følelse udtryk gennem +de melodier , som han elskede , — det havde +måske endmere bidraget til at inspirere selve de dansende +og forhøje det indtryk , deres Dands gjorde på +tilskuerne . — +lidt før Henrik ankom til kredsen , havde de alf +dandset dansen engang til ende . Men de blev +så indstændigt opfordrede til at gentage den endnu +engang , at de — skønt med nogen forlegenhed , der +lagde en ny ynde over den unge pige — indvilgede +deri . Og magisk fængslede stod nu de af den voldsomme +og lidenskabelige Dands ophidsede og trættede + +unge mennesker og så på dette forunderlige , stille +par , hvis bevægelser vare så skønne , så rene , så +ædle , hvis personligheder med hemmelighedsfuld magt +hendroge tanken til en fra den nærværende så forskellig , +forlængst forsvunden tilværelse — til ridderborges +og kæmpevisers tid . Og idet tilskuerne uvilkårlig +følte nærværelsen af den romantik , der hvilede over +disse mennesker , der i år og dage havde levet fjernt +fra verdens larm , og hvis hjerter havde næret sig +af det reneste og bedste , og da de ligesom mærkede +vingeslaget af den høje og ædle ånd , der besjælede +denne fader og denne datter , — da var det , som om +der malede sig et udtryk af alvor og længsel selv på +disse blaserede og nydelsestrætte unge ansigter ! — +men Henrik Grubbe , han , som trods den +tidlige forargelse , der var givet ham , fra sin barndom +af havde haft den mægtige , opløftende følelse +af kvindens høje natur og den dunkle , dybe længsel +efter at vinde en ædel kvindes kærlighed , indtil +denne ledestjerne , ved den gentagne forargelse , hans +moder gav ham , endelig slukkedes i jordens mørke +og tåge — også han stod nu i tilskuerkredsen og +så denne unge pige danse hans „ Moders Dands “ . +Og ligesom den forvildelse , der havde forgiftet hans +liv , var udgået fra denne Dands , således havde +han nu , da han så den for sidste gang i sit liv , +og han med øjnene lænkede til den skønne dandserinde +stod og hørte de forhen så forvildende rhythmer + +klinge så opløftende som orgelets toner , da havde +han en følelse , som om trolddommen var forsvunden , +og hans barndom stået op igen af graven , ja , det +syntes ham , som om hans bøn fra før af allerede +nu var bleven opfyldt ; thi han følte en ligeså ren +glæde i dette øjeblik , som når han på en fridag +i sin skoletid var vandret igennem de gamle gader +ned til fjorden , eller som når han hjemme i ferien +sejlede i Amines båd på åen under de høje træer +i det dybe stille . Og medens en undrende , smeltende +følelse herved fyldte ham , søgte hans tanker atter opad , +ad den vej , han fornylig havde fundet , og han sagde +i sit bævende hjerte : +„ O , gud ! hvorfor lader du mig se denne engel +Dandse min njoders Dands ? Er det for mig et +tegn , at dens trolddom nu skal svinde , fortryllelsen +hæves . . . og jeg blive igen , som da jeg var barn ? +O , hvis det er så , da bøj den fagres sind , så at +hun ikke afskyer mig , og så at hun vil danse denne +Dands med mig ! Da . . . når de onde ånder , +som engang boede i denne Dands . . . som fra den +ere udgåede imod mig . . . når de atter ville lokke +og besnære mig , — mon jeg da ikke vil kunne få magt +over dem , når jeg tænker på , at denne uskyldige +pige lagde sin hånd i min og gik ved min side , +da disse toner lød ? “ — +da var dansen for anden gang til ende . +Kredsen åbnede sig , og de dansende trådte ud og + +toge deres forrige plads i besiddelse . Dog vedblev +melodien at lyde fra orkestret , hvor den unge musikus +sad som idrømme , henbsjet over sit instrument , +øjensynligt i forglemmelse af sig selv og alt omkring +ham . Et udtryk af alvor lå over mange ansigter , +og der syntes ikke at være stemning tilstede til atter at +begynde på den sædvanlige Dands ; dog vedblev kredsen +endnu i nogle minuter at holde sig sammen , idet +man lyttede til musiken og betragtede den unge kunstner +— nogle med velvilje , andre med en hånlig +trækken på skuldrene . +Da — medens den gribende musik endnu lød +— nærmede Henrik Grubbe sig for tredje gang +til den unge , skønne pige . Og da tænkte han ikke +først på at samle sin personlighed , for at dens skønhed +kunne træde frem i alt sit spillende liv og dog +med fuldendt anstand og ro — nej , undselig og bly +som et barn , med et barns inderlighed og frygtsomme +ydmyghed nærmede han sig til hende , og , talende med +så sagte en røst , at kun hun selv og hendes fader +kunne høre ham , sagde han følgende ord til hende : +„ Vær ikke vred på mig , unge , mønne dame , +fordi jeg nu for tredje gang står her for dem ! +Jeg ved , at jeg har fornærmet dem , jeg forstår , +at jeg ikke kan andet end vække deres mishag , ja , +afsky ! Og dog , jeg beder dem så inderligt derom , +se blot et eneste øjeblik bort fra disse følelser , og +betragt mig som det , jeg er i denne stund , deres + +stakkels , ulykkelige og forvildede medmenneske , som +øe , om de vil , måske kan gøre noget godt imod +. . . en større velgerning måske , end de endnu i +deres liv har bevist nogen . . . Forklare mig for +dem kan jeg ikke , — de ville ikke engang forstå +mig , om jeg ville forsøge derpå , — men — ræk +mig deres hånd og Dands denne Dands , den , +som de nu har dandset med deres fader , endnu +engang og med mig ! . . . Vær ikke bange for mig ! +Mit hjerte tænker ikke på ondt i dette øjeblik ! . . . +Når de har opfyldt mit ønske , Ml jeg forsvinde +fra deres nærhed og aldrig oftere lade mig se på +deres vej , det lover jeg og skal holde ubrødeligt , +hvis de forlanger det — kun Dands denne Dands +med mig ! — blot en eneste gang i deres liv denne +Dands ! “ +Da hævede den unge pige sine øjne og så +på ham . Var dette den samme , som hun i løbet +af denne nat havde set i så forskellige situationer ? +Ham , der havde fornærmet hende selv , hun vidste ikke +ret hvorved , og hvis Dands havde forekommet hende +så oprørende , hun vidste ikke ret hvorfor ? Var dette +nu virkelig den samme , der stod der for hende så +ydmyg , så forandret ? — og ifølge sin sanddru natur +kunne hun da ikke værge sig mod et fornyet , dybt +indtryk af mishag , ja modbydelighed ved at tænke +på dette og ved at bemærke denne karakterløse skiften , +disse bratte overgange hos denne sønderrevne + +natur , og denne følelse var atter i færd med at blive +den fremherskende hos hende . Men — der var dog +noget over ham i dette øjeblik , som ikke vakte hendes +mishag , ja , som rørte hende : det var den forunderlige , +vemodige begejstring , der fremlyste af hans +ord og hele skikkelse , medens han denne gang talte +til hende , og som forekom hende så ganske at harmonere +med det udtryk i hans ansigt , som hun først +var bleven vaer deri , og som straks havde vakt hendes +sympatti . Og hvad om nu dette var hans egentlige , +hans sande natur ? og at hans tilkendegivelse +af at være ulykkelig og lidende virkelig var sandhed , +— det i det mindste var hendes naturlige og kærlighedsfulde +hjerte fuldkommen klart , og medens disse +følelser af velvilje eller medlidenhed nu blev de +overvejende hos hende , rejste hun sig langsomt — dog +uden at se på ham — idet hun udstrakte sin hånd +imod ham . Så bøjede han sig atter dybt ned for +hende og rakte hende sin arm , og medens den skønne +Melodi fremdeles lød fra den enlige violoncel , skrede +disse to unge mennesker , hvis ånd og natur oprindelig +vare dybt beslægtede , og som måske kunne have +viist den onde verden det livsalige syn af et samvær , +rigt på kraft , kærlighed og renhed — disse +to unge mennesker skrede nu ved hinandens side frem +på gulvet , hvor den halvopløste kreds atter med +undren trængte sig frem og lukkede sig sammen om +dem . Med sænkede blikke og med forlegne bevægelser + +trådte den skønne pige igen frem på gulvet ; +men den dejlige , romantiske Dands , som hun havde kendt +og elsket fra fin barndom , begyndte dog snart at udøve +sin vante indflydelse over hende , og da hun hævede +sit hoved og betragtede sin meddandser og så , at +hans øjne vare nedslagne , og at der hvilede et udtryk +af dyb , næsten forklaret ro og barnlig glæde over +hans ansigt , da mistede hun også selv derved sin +forlegenhed , hendes ansigt fik sit naturlige udtryk af +åbenhed og venlighed , og hendes bevægelser blev +atter frie , svævende og fulde af inde . +Da de havde dandset dansen engang til ende , +så tav også musiken — ligesom af sig selv — og +med dyb , ridderlig ærbødighed førte han sin dame +ud af kredsen hen til hendes fader . Da hun havde +taget plads hos denne , blev han endnu stående +nogle øjeblikke hos dem , vexelvis betragtende dem +begge , og som om der var noget , han ønskede at sige +dem ; men det lod ikke til , at han fandt noget udtryk +for sin tanke . Endelig sagde han stammende og forlegen +kun de ord : +„ og nu farvel ! Undskyld min opførsel . . . +Og vær ikke vred på mig ! “ +Da hævede hun sine øjne op til hans og sagde +alvorligt , men dog med et udtryk af mildhed : +„ Også jeg bør måske bede dem om undskyldning +for min opførsel imod dem . Jeg kender sålidt +til , hvad der er skik og brug i verden . . . til , + +hvad der anses for passende , rigtigt eller tilladeligt . +Jeg er opvokset i ensomhed hos min fader her og i +fuldkommen frihed , jeg har været vant til fra lille +af i alt kun at følge min egen natur . . . og dette +får være min undflyldning , om jeg har fejlet imod +dem ! “ +Væd disse ord sænkede han sit hoved og stod +nogle øjeblikke tavs , idet et træk af dyb smerte +gled hen over hans ansigt ; endelig sagde han : +„ Nej , deres natur vildledte dem ikke , da den +advarede dem imod mig . . . og de har ikke fejlet +imod mig . “ +Derpå hilste han dem begge endnu engang til +afsked og forlod salen og ballet . +Og således havde han for første og sidste gang +i sit liv selv Dandset sin „ Moders Dands “ . +Men det , som denne Dands , hver gang han fik +den at se , ifølge hans eget udtryk „ varslede “ ham , +— det var dog ikke dermed til ende . +Hvor selsomt bølgede det ikke i hans sind , da +han , efter at have forladt balsalen , langsomt og drømmende +vandrede gennem den lange korridor henimod +udgangen ! — hvad var der sket med ham ? Han +vidste det ikke ret . Han var ligesom bange for at +vende sin tanke indad mod sit indre ; thi vel forekom +det ham , at der lød en uendelig jubel , en forunderlig + +tonefuld fryd derinde — og dog havde han tillige en +hemmelighedsfuld fornemmelse af , at der samtidigt +med iubelen tillige var opstået en uendelig ; lidelsesfuld +bevidsthed hos ham , der på en eller anden måde +stod i forbindelse netop med iubelen . Derfor turde +han ikke ret sænke sin tanke ned i sit sinds dyb +for ikke der at røre ved smerten og vække den , og +derfor søgte han nu — ifølge sin allerede så svækkede +sjælskraft og blødagtige natur — at holde sig så meget +som muligt svævende i denne sin nye tilstand , +i følelsen af , at så længe han formåede det , +ville iubelen være overvejende . — på grund heraf +var det ham måske ikke så meget uvelkomment , da +han var nået ned i enden af den lange korridor , +der at træffe en del unge mennesker , som havde forladt +balsalen nogle minutter tidligere end han og ad +en anden udgangsdør . Disse stod her i færd med at +søge efter deres overtøj og i en ivrig samtale netop +om den ankommende . De fleste af dem vare Henriks +bekendte eller „ gode venner “ , som det hedder , +fra hans tidligere ophold i hovedstaden . Da han +nærmede sig gruppen , vendte de alle hovederne henimod +ham , og en af dem trådte et par skridt frem +foran de øvrige og tiltalte ham således : +„ Det var herligt , af de kom nu , Grubbe ! +Vi står netop her og taler om dem , og der er +ingen af os , der har lyst til af stilles ad eller gå +iseng endnu . Man kender et sted her i gaden hos + +en vinhandler , hvortil der altid er adgang , og hvor +man for gode ord , men dog isærdeleshed for god +betaling , kan være fuldkommen ugenert og sidde i god +ro og mag den ganske nat og få sig en lille bazet , +om så skal være . Vi vare netop blevne enige +om . . . da det jo nu lod til , af deres affairer derinde +for øjeblikket vare til ende . . . af en ambassadør +ffulde sendes ind til dem med venligst anmodning +om af slutte dem til os og da muligvis lyksaliggjøre +os med nogle pikante skildringer . . . De forstår +nok . . . af erotisk Art . . . fra deres — efter hvad +det tusindtungede rygte allerede har forkyndt — så +særdeles rige høst i Neapel . Og da jeg , som de +måske ved , fornylig har fungeret som yderste halespids +i en diplomatisk ambassade , så mente disse +herrer , af jeg nok nu kunne træde selvstændigt op ved +denne lejlighed . Jeg har herved udført dette mig +betroede hverv , så godt som mine ringe evner tilstedede +det , og forventer herefter underdanigst deres +højheds nådige svar ! “ +Den unge mand , der tiltalte Henrik således , +havde ligesom han titel af hofjunker , var hen ved fem +og tyve år gammel , rig og uafhængig og hed Herman +Flindt . Der fandt således i udvortes henseende +en lighed sted mellem disse to , og i henseende +til deres livsførelse og tilbøjeligheder havde +der også fundet lighed sted mellem dem i den tid , +de havde kendt hinanden — men der var dog den + +væsentlige forskel imellem dem , at Flindt var og +altid havde været en fuldkommen hverdagsnatur , i +hvis fra fødselen af „ snnde “ og „ harmoniske “ Sind +ingensomhelsf mindelse af en dybere natur havde afstedkommet +endog kun den svageste bølgegang . Han +var en ung , flot herre , hvis eneste guddom var +„ Nydelse “ af enhver Art . Han var — som sagt — +Henrik Grubbes bekendt og gode ven , hvad dog +ikke forhindrede ham fra , i samme øjeblik han tiltalte +ham med så venlige ord , at nære en til had grænsende +følelse for ham i sit „ Hjerte “ , eftersom dette +organ var opfyldt af nag over den lykke , som Henrik +altid forhen havde gjort , og som nu igen i så +fuldt mål var falden i hans lod på dette bal — +en „ Lykke “ , som af Flindt blev anset for at udgøre +kvintessentsen af al livets nydelse , og dette så meget +mere , som hans af naturen stedmoderligt behandlede +udvortes kun gav ham selv ringe udsigt og lejlighed +dertil . — +de øvrige vare mere og mindre af samme natur +og beskaffenhed , — hvad der endogså gældte om det +alleryngste medlem af selskabet , en fornylig konfirmeret +yngling på seksten år , søn af det rige og +fornemme hus , der havde givet dette herlige bal . +Da Henrik hørte sig tiltalt således som anført , +følte han sig i begyndelsen , — ifølge den antydede +sindsstemning , hvori han befandt sig , — ikke så +utilbøjelig til at slutte sig til selskabet ; men da taleren + +berørte hans selsomme tilværelse i Neapel , der i +dette øjeblik svævede som en forfærdelig , forvirrende +drøm for hans fantasi , da fortrak hans ansigt sig i +smerte , og modbydelighed for at være i dette selskab +betog ham . +Dog havde han på samme tid en frygt for , +at det , som ved disse antydninger var sat i bevægelse +hos ham , måske , efter hvad han nu havde oplevet +på dette bal , ville være ham til endnu større +besvær , når han overlodes til sit eget selskab alene , +og derfor var det , at han ligesom nølede med at udtale +det „ Nej “ , der dog svævede ham på læberne . +Tilmed tænkte han sig måske muligheden af at kunne +flippe fra dem , når de først vare komne ud på gaden . +Denne hans taushed blev imidlertid anset af +selskabet før en indrømmelse , og da de kom udenfor , +gik Flindt desuden straks hen til ham og tog ham under +armen , da han dog havde fundet hans taushed +noget mistænkelig og nu følte en pinefuld lyst til , +ligesågodt først som sidst , at tømme det smertensbæger , +som han vel måtte antage , at skildringen af +Henriks erotiske bedrifter ville iskænke ham . Så +tog en anden af selskabet Henriks anden arm , og +således gik det til , at han — som tilfældet er med +alle svage karakterer — halvt med og halvt mod sin +villie gav efter og betrådte dette de dagsky svirebrødres +og hasardspilleres med en vis glans og +komfort udstyrede tilflugtssted . Da selskabet ankom + +til stedet — en temmelig stor sal inde i en baggård +— var dette asyl før øjeblikket ledigt , og det +varede ikke mange minuter , før bordet stod dækket +med sådan en-anretning , at selv den kræsneste ganes +madlyst kunne vækkes derved — i det mindste erholdt +størstedelen af de ankomne appetiten fornyet og det +såvel til at spise som dog vistnok især til at drikke +påny , og under larm og højrøstet tale tog man +plads omkring bordet . Dog var man — så længe +madlysten stilledes — temmelig rolig , og enhver talte +kun med sin sidemand ; men altsom den ene flaste +tømtes efter den anden , på det grundlag , der alf +tidligere var lagt , steg stemningen på sædvanlig , +naturnødvendig måde , og det gamle ord : „ Hvad +hjertet er fuldt af , derom bærer munden vidnesbyrd , “ +Fandt da , som det under sådanne omstændigheder +plejer at ske , sin bekræftelse . +„ Nå , ven Grubbe ! “ — råbte da hofjunker +Flindt , der sad lige overfor Henrik på den anden side +af bordet , da det nu forekom ham , at han var bleven +ganske godt styrket til at udholde det ubehagelige , +som dog ikke var til at undgå — „ nå , ven +Grubbe , lad os så få historierne ! . . . Vi er +meget spændte , det kan jeg forsikre dem . Vi har — +såvidt jeg i øjeblikket husker — hørt tale om en +lrineipessu * ) — ja jeg tror sågar om en — +' ) fyrstinde . + +orunæuell688a . * ) . . . men hvem der er størst af de +tø , ved jeg iøvrigt ikke . . . Er oranciv6ii688u det +samme søm en størhertuginde , så er det jo tilvisse +noget storartet ! . . . Men i Italien har titlerne +nok ikke så meget at sige , har jeg ladet mig fortælle ? +Nå , men det er nu lige meget , og dette siger jeg +ingenlunde for at forringe deres fortjenester , kære +ven ; begynd nu kun på — +her afbrødes han af en af selskabet , der med +en vis ironi , men dog på en sådan måde , at +alvoren skinnede igennem , gjorde følgende bemærkning , +idet han betragtede den sekstenårige yngling : +„ Undskyld , inden de gå videre — men det forekommer +mig , som om jeg fra mine latinske dage +skulle have bevaret erindringen om et ordsprog eller +en talemåde , der lød omtrent således : +æellstur waximu rsvorøntia . « * * ) — skulle dette ikke +kunne finde sin anvendelse her ? “ +„ Å gud ! “ — skyndte hvalpen sig at sige — +„ jeg er aldeles ikke nogen dreng ! . . . Herrerne +må endelig ikke genere sig for mig ! “ +„ Nej , deri har vor unge ven for så vidt +ret , “ sagde Flindt højt leende ; „ han er ingen dreng , +den ærede lieutenant og kammerjunker kan være ganske +* ) storhertuginde . +* * ) man bør vogte sig for at give drenge eller unge mennesker +forargelse . + +rolig i så henseende ! . . . Men hvad var det nu , +jeg ville have tilladt mig at bemærke , da jeg standsedes +i min tales flugt ? “ fortsatte han efter et lille +ophold , idet han betragtede Grubbe og ligesom krummede +sig for ham på kattenes måde : „ Jo , nu huskerjeg +det — jeg ville gerne , forinden vi beæres med +skildringen af deres mærkelige eventyr i fremmed +land , drikke et specielt glas med dem i anledning +af noget , de har udført herhjemme , og som måske +turde være endnu mærkeligere . . . Ser de , Grubbe , +jeg er kun et menneske , og jeg vil nu tilmed være +så naiv at tilstå , at jeg i grunden er skinsyg på +dem ; men jeg kan dog , min salighed , ikke andet +end udtale min dybe beundring , ja , min ærefrygt +for dem . Deres lige er måske ikke til i den nærværende +tidsalder . Og i denne nat , på dette bal , +hvorfra vi alle komme , har de udført en sådan +bedrift , som måske er enestående i sit slags . . . +De tror måske ikke , at nogen lagde mærke dertil ? +— men det gjorde jeg ; thi de er mit studium , +min opgave , og de er forbandet vanskelig at studere , +min ven , for de er aldrig dem selv lig , har intet +system , ingen regler ! . . . Io , de kan tro , jeg +så , hvorledes de behandlede den underdeilige snerpe +fra landet . En sådan evne til at indrette sig esterøjeblikkefs +krav var endogså mere , end jeg havde +tiltroet dem . . . og vi se vistnok her en frugt af deres +sidste rejse ! . . . Jeg så deres ansigt , holdning , + +i +bevægelser , minespil , kort sagt , deres hele habitus , +da de gjorde det tredje og sidste angreb på +hende — det var det vidunderligste , jeg nogensinde +har set , fuldendt kunst , så fuldendt , at enhver , der +ikke kendte dem , måtte tage det for natur , for +den bareste , færskeste natur ! . . . Ja , når endogså +jeg må tilstå , at jeg ikke var langtfra at duperes +af det isandhed rørende syn , de frembød , da de +dandsede med hende , så antager jeg nu , at jeg på +en tilfredsstillende måde har motiveret mit ønske +om af drikke et specielt glas med dem ! “ +Og han holdt sit glas over imod Henrik , nikkende +til ham , venligt grinende , „ tænderskærende fornøjet . “ +En sådan anerkendelse havde Henrik vistnok +også tidligere modtaget og det fra de samme læber , +og han havde da formodentlig smilet , nikket igen , +tømt sit glas og derpå atter taget plads . Nu +derimod følte han under denne tiltale den største lyst +til på en eller anden måde af standse denne frække +tunge , der vovede af tale således til ham og om +— hende ! Men bevidstheden om , af han i dette +selskab kun ville gøre sig latterlig derved , holdt ham +tilbage fra således af — forløbe sig . Han tvang +sig derfor til af blive rolig siddende uden af give noget +svar , indskrænkende sig alene til af sende Flindt et +mørkt og advarende blik , medens han tillige lod , + +som om han havde overhørt dennes opfordring til +af drikke et glas med ham . +Flindt , som var forbleven stående oprejst med +sit glas rakt over mod ham , betragtede ham nogle +øjeblikke med et spodsk , ondskabsfuldt blik ; derpå +tømte han selv sit glas og sagde : +„ Nå sådan ! vi er altså blevne hovmodige af +vor krin6ip688æ eller 6lra . næu6ll688æ ? og vi foragte at +roses for sådanne ubetydeligheder , som kan forefalde +herhjemme ! . . . Er det således ? Jeg beder +om at beæres med et høfligt svar på høflig tiltale . “ +Da svarede Henrik med en stemme , hvis klang +lød dæmpet og truende : +„ Lad mig i fred , Flindt ! . . . Jeg er ikke oplagt +til at tale om sådanne ting i denne nat . “ +Lidt efter tilføjede han som for sig selv eller +idrømme : +„ Jeg gjorde derfor vistnok bedst i at forlade dette +selskab . “ +„ Ja , det gjorde de vistnok ! “ sagde Flindt parodierende , +„ og min tilladelse dertil , den kan de +nu så let erholde ! “ +Henrik havde allerede rejst sig for at gå bort , +men ved disse ord — satte han sig igen . +Flindt så denne hans bevægelse , han smilede +og sagde : +„ Ja , det ville isandhed også være hårdt , hvis + +vi skulle gå glip af de forventede historier ! . . . +Hvad vædde vi “ — sagde han , idet han vendte sig +til sin sidemand — „ når Grubbe først får sundet +sig lidt , kommer han nok af sig selv frem med dem ? +Jeg er vis på , at han længes ligeså meget efter at +fortælle , som vi efter at høre ; men han gør sig kostbar +i øjeblikket , for at virkningen senere skal blive +desto mere forbavsende ! “ +Da steg blodet Henrik stærkt op i kinderne . +Han bøjede sig over bordet henimod ham og sagde +så sagte , at kun Flindt selv og de allernærmeste +kunne høre det : +„ Tir mig ikke , Flindt ! I den sindsstemning , +hvori jeg befinder mig i denne nat , tåler jeg det ikke . +Derfor ti stille , og lad mig i fred ! . . . ellers . . . “ +„ Ellers ? . . . “ gentog Flindt parodierende . +„ Ellers svarer jeg hverken for mig eller — +dem , “ sagde Henrik . +Og Flindt , der var lille og spinkel , betragtede +sin „ Vens “ ranke og velvoksne skikkelse ; han bed sig +i læben og tav — for øjeblikket . +„ Nå ! “ — råbte da med pibende stemme det +håbefulde unge menneske , grevesønnen , idet han +slingrede dygtigt , da han rejste sig for at give sine +ord mere vægt — „ da det lader til , at dhrr . ikke +kan blive enige om at fortælle os deres pikante historier , +lad os så i guds navn på de gamle fædres +vis få os en fornuftig bazet ! Her er kort , + +jeg går altid med dem i lommen ! Jeg lægger op , +og penge har jeg s ' gu . . . vil de se ? “ +Og han fog i lommen og fremviste en køn hoben +Sedler . +Nogle smilede spottende og vendte sig bort , men +de flesfe nærmede sig proponenten , der straks begyndte +at lægge op , og spillet kom igang . +Da man flokkede sig om kortene , trak Henrik sig +langsomt henimod udgangsdøren for ubemærket at +forlade selskabet ; men på vejen opsangedes han af +Flindts spottende blik , han undså sig og — blev . +Stemningen havde imidlertid allerede nået et +sådant stadium , at den fornødne andagt og ro +til at passe på kortene manglede de flesfe , hvorfor +man efter en halv timestids forløb opgav at spille , +fog igen plads omkring bordet og rekvirerede slere +drikkevarer . +Medens spillet gik for sig , havde Henrik spadseret +frem og tilbage i den temmelig rummelige sal +i samtale med et par andre , som heller ikke spillede ; +da spillet ophørte , og man atter satte sig ved bordet , +nølede han nogle øjeblikke med at sætte sig på +sin tidligere plads ligefor Flindt , men da imidlertid +enhver havde taget sin gamle plads i besiddelse , var +der tilsidsf kun den tilbage . Tilmed sagde nu Flindt , +som selv , mens han spillede , havde holdt øje med +Henrik , hvis usædvanlige væsen var en genstand for +hans grublen på samme tid , som det irriterede ham : + +„ Drikke med os , det kan de jo dog vel , Grubbe ? +. . . eller har de måske også forsvoret det ? “ +Hvorpå Henrik ligeledes indtog sin plads . +Og nu begyndte forsf det rigtige bakchanal , +hvis nærmere beskrivelse formodentlig ikke er nødvendig , +eftersom jo enhver , ifølge de givne forudsætninger +ved hjælp af sin egen fantasi kan forestille +sig det . Kun dette : rent undslå sig for at drikke med , +kunne Henrik ikke og ønskede det ikke heller , hvorfor +også han omsider kom i en tilstand , der grænsede +nær til berusning , — i hvilken den ubestemte , svævende +lyksalighedsfølelse , , hvoraf han havde været +greben , siden han forlod ballet , kom ligesom mere +op i overfladen af hans sind . Han deltog derfor +vel i de andres lystige samtale , men ofte var det +dog , som om han faldt hen i drømme , og han kunne +da sidde i længere tid og stirre ud for sig med en +mine , som om han gemte på en hemmelig fryd i +sit sind . Han havde i denne tilstand også vekslet +flere venskabelige yttringer med flindf ; men denne +havde selv i sin rus intet mistet af sin påpassende +opmærksomhed , og dette udtryk som af en spillende +solglands , som af en ubekendt glæde , hvilket han +blev vaer i hans ansigt , tjente kun til at forøge hans +hadefulde følelse . Selv , når han talte med de +fjernest siddende , tabte han ikke Henrik afsyne , og +han lurede på ondt . Kjærlighedshistoriernes stadium +var nu naturligvis for længst nået , og man + +råbte i munden på hverandre , således at den +enkelte kun med anstrengelse formåede at tilvende +sig opmærksomhed for længere og detaillerede beretninger . +Den af dem alle , som bedst formåede +dette , var flindf , der på en mærkelig måde forstod +at bevare en vis kold og beregnende overflnen +midt i tøilesløsheden , og han var i virkeligheden +den , der ved sit vid og sin overlegenhed beherskede +selskabet . +Da opstod der ved den nederste bordende — +den modsatte af den , hvorved Henrik og flindf sagde +ligeoverfor hinanden — en så højrøstet ordstrid , at +den for en tid overdøvede al anden tale og tilrev +fig således hele selskabets opmærksomhed . Striden +var opstået mellem grevesønnen og en lille , meget +ung lieutenant af hestgarden , og dens genstand var , +hvem af de tvende unge herrer der gjorde mest lykke +på ballerne og — overhovedet — mest lykke hos +damerne . De råbte i munden på hinanden af +hele deres lungers kraft , idet enhver søgte at anføre +så knusende kjeudsgjerninger , at modparten derved +måtte bringes til taushed og erklære sig for overvunden , +men det var så langt fra , at denne taktik +viste sig at være heldig ; thi hver kendsgerning , +som den ene part fremkom med , tjente kun til at +fremkalde en tilsyneladende endnu mere slående fra +modparten , indtil løjtnanten , der sandsynligvis +var sig sin virkelige overlegenhed i denne henseende + +bevidst , faldt på at appellere til de af selskabets +medlemmer , der på grund af deres egen erfaring +vare at anse som kompetente dommere i en sådan +sag , og som derfor måtte antages bedst at kende de +stridende parters „ Fortjenester “ i omhandlede retning . +Og da nu disse herrer — efter en kun ganske kort +overvejelse — erklærede sig utvivlsomt til fordel for +lieutenanten , fik denne derved en så berusende følelse +af sin storhed , at han , idet han rejste sig svinglende , +råbte med drukken pattos : +„ Ja , jeg er en mand , der kunne fortælle dem +historier , hvis jeg ville , men jeg ønsker ikke at holdes +for en praler ! . . . Dog vil jeg sige så meget , +at jeg hverken viger for greven eller for nogen som helst +anden her i dette selskab , skønt jeg vel ved , her er +mennesker tilstede ! “ +Ifølge det standpunkt , hvorpå selskabet befandt +sig , fremkaldte denne yttring naturligvis en skraldende +latter , under hvilken taleren noget flau atter tog +plads , og efter hvis finale der indtrådte en forholdsvis +stilhed . +Da hævede hofjunker Flindt sin gennemtrængende +stemme , der alligevel aldrig lød , som om han +sorterede den , og da han jo havde bemærket , at Henrik +for øjeblikket af en eller anden grund var pirrelig +stemt lige overfor deslige antydninger , så henvendte +han sig nu — som dreven af selve sin retfærdighedsfølelse +— til løjtnanten med følgende ord : + +„ Gælder deres yttring eller udfordring virkelig +os alle ? . . . eller er der i det mindste ikke en i +denne kreds , som de undtager ? “ +„ Nej , f . g . mig , om jeg gør , jeg viger for +ingen ! “ +„ Heller ikke for hofjunker Henrik von Grubbe ? “ +Fortsatte Flindt , idet han betragtede Henrik skulende . +„ Ja — nej ! — det ved jeg ikke så rigtigt . +Grubbe har jo været borte så længe , og vel nægter +jeg ikke , at også jeg har hørt rygter om store ting , +han skal have udført i Italien ; men hvad ved man +derom ? Hvorfor tier han selv stille dermed ? . . . +Lad ham anføre fakta , kjendsgjerninger ! . . . Lad +ham rejse sig og tale til os mænd ! Han er en adelsmand , +og vi ville tro ham . “ +Og han ledsagede disse ord med en opfordrende +håndbevægelse henimod Henrik , idet han nikkede til ham +og tømte sit glas på den venskabeligste måde . Alles +blikke henvendtes derved ' på Henrik ; men denne sad +og talte med sin sidemand , tilsyneladende uden at +have hørt opfordringen . +Da lød stemmer rundtomkring fra : +„ Tal , Grubbe ! “ — „ Tal og gør ham til +skamme ! “ — „ Op med oranæuelitzlsa ' en ! “ +Men Henrik tav stille , og hans øjne vare +nedslagne . +Da sagde Flindt med en forunderlig blød stemme + +og med et udtryk af slesk venlighed , dog uden at se +' på Henrik : +„ Det er ikke første gang , at jeg har beundret +Grubbes beskedenhed , hans ulyst til at ville berømme +sig af , hvad der dog var sandhed , og hvortil han +fuldtvel var berettiget . Og “ — her sænkede han stemmen +endmere , hvad der dog ikke berøvede den det +mindste af dens ejendommelige klarhed — „ jeg har +da tænkt mig , at denne beskedenhed muligvis kunne +være begrundet i , at Grubbe ligesom havde en følelse +af , at det ikke så meget var hans egen fortjeneste , +der er skyld i den lykke , han gør . . . som . . . +Ja , hvorledes skal jeg udtrykke mig ? . . . som måske +— en andens ? “ +Her standsede han for ligesom at føle sig for ; +men Henrik sad med sænket hoved og nedslagne øjne , +og Flindt kunne ikke ret se hans ansigtstræk . +Da råbte man fra forskellige sider : +„ Hvad er det for ' noget snak ? “ — „ Hvis fortjeneste +skulle det da være ? “ — „ Forklar øem tydeligere +! “ +„ Grubbe mener muligvis i sin beskedenhed , at +den lykke , han gør , snarere er at betragte som . . . +Et slags . . . Arvegods ! “ +„ Arvegods ? — fra hvem ? “ råbtes der da . +„ Fra hans moder , nuværende baronesse krabbe , “ +Svarede Flindt . +Da hans moder nævnedes , gik der som et elektrisl + +stød igennem Henrik . Han åndede hurtigt og +med besvæer . Dog forblev han i sin stilling og sad +så ubevægelig som en støtte . +Hvad ville Flindt nu ikke have givet for blot et +øjeblik at kunne læse i Henriks ansigt ! Men denne +havde sænket sit hoved end dybere , og — han måtte +stå på sin egen risiko . +De fleste af de tilstedeværende vare tilstrækkeligt +inde i forholdene til fuldkommen at forstå Flindts +hentydning , og en uhyggelig følelse begyndte at bemægtige +sig dem . +Men det var dog ikke tilfældet med alle , i det mindste +ikke med grevesønnen , der på grund af sin +store ungdom ikke var ret bekendt med andet end +hvad der var foregået i hans tid , det vil sige ' : i det +sidste Års tid . Derfor råbte han : +„ Jeg husker ikke at have set hofjunker Grubbes +moder ! . . . hun er nok ikke her i byen ? . . . Er +det efter hende , de mener , at Grubbe gør sådan en +lykke hos damerne ? Så må hun altså have +været meget smuk . . . og gjort megen lykke hos herrerne ? “ +Da sænkede Flindt sin stemme endnu en tone , +og trods rusens magt var hans ansigt marmorblegt , +og hans læber skælvede , da han sagde : +„ Ja , hun var skøn som Venus , og man siger , +hun var ligeså imødekommende som denne gudin— “ +Men han kom ikke videre i sin udvikling dengang . + +312 +thi ordet : „ Stille ! “ , der så skarpt som en kniv +skar ind i de druknes nerver , dirrede hen igennem +salen fra Henriks læber . Han havde rejst sig og +stod et øjeblik og stirrede stift på Flindt , medens +der efter dette „ Stille ! “ opstod ligesom en bølgebevægelse +blandt de berusede mennesker , hvilke nu alle +taug ; kun så de opfordrende eller udfordrende på +Grubbe og Flindt . +Da sagde Flindt med rystende knæ og dog endnu +med en vis drengeagtig-klynkende pulken på sandheden : +„ Hvad hele verden ved og taler om , det har +også jeg lov til at berøre , ved de det , Grubbe ! +Og tager de det op som fornærmeligt , hvad der jo +slet ikke er møntet på dem , så er de en nar . . . +En von quixote , og så er — “ +Men han blev atter afbrudt i den nærmere motivering ; +thi uden at sige et ord mere rakte Henrik +sig udover bordet , greb ham med den højre hånd i +brystet og drog ham så kraftigt og sikkert , som om +hans arm havde været en fjeder , der efter at være +udspændt af sig selv slog tilbage , over bordet , over til +sig , — ved hvilken bevægelse tallerkener , flasker og +glas , der stod imellem dem , faldt klirrende ned og +knustes . Så stod han et øjeblik med ham i denne +stilling , uden at nogen af dem vekslede et ord , og +medens de således stod tavse , var der så stille som +i graven i den hele sal . Da begyndte Henrik lidt + +efter lidt at gå langsomt med ham henimod døren +til trappegangen ; da han havde nået døren , åbnede +han den med venstre hånd , gjorde derpå en vending +og stødte ham med al sin kraft nedad trappen , +hvorfra et hult bulder af den faldende lød op til de +forfærdede . Efter at have handlet således mod forncermeren +— uden at nogen af de tilstedeværende +havde gjort mine til at ville forhindre ham deri — +trådte Henrik atter ind , lukkede døren efter sig , stillede +sig med ryggen derimod , som ville han forhindre +den udkastede fra atter at træde ind , og så nogle +øjeblikke i taushed på selskabet . Da vare hans +kinder så blege som et ligs , og hans øjne havde et +udtryk , som om de vare brustne . — +dette var første gang , at nogen i hans nærværelse +havde hentydet til hans moders forhold . Flindts +angreb på hende var kommet ham aldeles uventet og +havde derfor truffet ham ganske uforberedt på , hvorledes +han skulle eller burde optage et sådant , og den +måde , hvorpå han var optrådt mod fornærmeren , +var frugt af en blot og bar instinktmæssig driff , uden +al reskektion , og kun denne driff alene lå fremdeles +til grund for hans øvrige færd denne nat . — +nu var jo fornærmeren straffet , og den heftige , +blinde vrede imod ham var derved noget dæmpet og +havde begyndt at vige pladsen for en forunderlig , sukkende +eller svulmende fornemmelse i hans bryst , som +tvang ham til at anvende al sin kraft for ikke at udbryde + +i tårer . Og som han således stod og kæmpede +med gråden , da var det ham , som om den mellem +hans barndom og det nærværende øjeblik liggende +tid med al dens erfaring og bevidsthed var forsvunden +— som om skikkelsen af øen , der her var bleven +hånet og krænket , endnu engang trådte frem for +- ham i al sin strålende glans og usigelige herlighed , +hvormed den havde stået for hans barnlige fanrasi , +og medens denne følelse nu på ny strømmede +gennem hans hjerte , opløftede han uvilkårlig sin +røst uden at agte på stedet eller omgivelserne . +Hans stemme lød dæmpet og vemodigt , og det var +næsten , som om han tiltalte luften i værelset , da han +sagde : +„ Ingen tale mere på sådan Viis om denne +dame , som er min moder ! . . . Der var en tid . . . +Da var jeg et barn . . . da var mit hjerte uskyldigt , +min ånd begejstret , brændende , længselsfuld , og da +elskede jeg hende . . . min moder . . . så højt — højere , +end det fattige ord kan udtale , højere , end det varmeste +hjerte har drømt , højere , end et menneske kan tænke +eller forstå ! . . Og derfor vove ingen , som har sit +liv kært , - at sige noget til min moders beskæmmelse ! “ +Da han havde talt disse ord , tav han nogle +øjeblikke stille ; men da fik han ved at sænke blikket +øje på selskabets enkelte medlemmer — de , som +havde hørt beskæmmelsen , deltaget ved deres nærværelse +deri , tålt , at den skete , og da var det , som + +betoges han af en dyb væmmelse over livet på samme +tid , som han følte sig greben af den samme rasende +vrede mod hver enkelt af de tilstedeværende , og da +han ikke i øjeblikket kunne behandle alle på samme +måde som den egentlige fornærmer , da svulmede +hans indre på ny i dyb og nu tillige afmægtig lidelse +ved den lidte forhånelse . Besindelsen , der ved de +stærke foregående sindsbevægelser hele tiden havde +vaklet under disse sidste scener , den forlod ham nu +ganske . Blodet , der på unaturlig måde havde samlet +sig i hans hjerte ved den voldsomme spænding , +hvori han var kommen ved den gradvise fremskriden +i Flindts fornærmelige antydninger , steg ham nu — +som eu strøm , der bryder sin dæmning — i luende +bølger til hovedet , og han trådte vaklende et par +skridt frem i salen og sagde : +„ 0 , det er forfærdeligt , at en søn kan høre +sligt om sin moder . . . af sådanne mennesker . . . og +dog leve ! Jeg bad gud fornylig om at lade mig dø , +men at han dog forinden endnu engang ville lade +mig søle min barndoms følelser , og han har i denne +nat allerede to gange opfyldt denne bøn ! . . . så +kom da nu , alle i feige og kolde uslinger , i , som +have været vidne til denne forsmædelse , kommer imod +mig og kæmper med mig alle som en og dræber mig ! “ +Øerpå nærmede han sig svimlende bordet og +tog en kniv i hver hånd , idet han med høj røst +gentog sin udfordring . Selskabet , der under disse + +tiltaler havde siddet ligesom lamslået , kom nu meget +hurtigt på benene , ved nærværelsen af denne virkelige +fare , og efter et aftalt tegn nærmede sig nogle +ham bagfra og forsøgte at holde hans arme og at +fravriste ham knivene . Dette var imidlertid ikke så +let , da raseriet havde givet ham overordentlige kræfter , +og han havde allerede tilføjet flere af dem lette +sår , da de — alle som en — styrtede ind på +ham , hvorved han med den største voldsomhed reves +omkuld og faldt med hele sin egen vægt og med tre +af sine modstandere ovenpå sig mod den skarpe kant +af en jern-kulkasse . Kanten trængte ind i hans +side og bryst . En blodstrøm stød øjeblikkelig ud +af hans mund , og han blev liggende bevidstløs . + +ff +da Henrik Grubbe atter åbnede sine øjne , var +det morgen . Han befandt sig på et af stadens +hospitaler , og to læger sagde ved hans seng , en +ældre og en yngre — af hvilke den sidstnævnte havde +truffet ham nogle gange i selskaber og tillige +var så vidt inde i hans forhold , at han havde hørt +tale om situationen i hans hjem og hans faders +tilstand . — det var også ham , der havde forhindret +overlægen fra , øjeblikkelig at afsende underretning +om det passerede til søviggård og fået ham +til at vente , indtil noget sikkert kunne meldes ; „ thi “ +— således havde han argumenteret — „ efter hvad +jeg har hørt angående den sindstilstand , hvori faderen +befinder sig , så vil han bedre kunne tåle bevidstheden +om en stor ulykke , når denne blot engang +for alle er bleven en håndgribelig kendsgerning , +end modtage underretning om en sørgelig begivenhed , +hvis endelige udfald endnu er uvist og uafgjort . +Dette er jo tilfældet med så mange svagsindede +— det uvisse piner dem allermest . “ +Den ældre læge , til hvem disse ord henvendtes , +var hospitalets overlæge , en mand af et smukt og + +intelligent fysiognomi , hvori jovialitet og djærvhed +var hovedudtrykket ; den yngre var hans søstersøn +og kandidat på hospitalet . — +det var — som sagt — morgen , da Henrik +atter åbnede øjnene efter den lange afmagt eller +dødlignende søvn , hvori han havde ligget siden det +stærke slag eller fald , og en venlig morgensol +skinnede ham med al sin oplivende glans lige i ansigtet +— hvad der dog nu kun forårsagede ham en +stærk smerte i hovedet , hvorfor han igen lukkede +øjnene og henfaldt på ny i sin forrige tilstand . +Dog havde naturligvis lægerne øjeblikkelig bemærket +hans opvågnen , og idet den ældre bøjede sig nedover +ham og betragtede ham nøje , sagde han : +„ Ja , de brækkede ribben bryder jeg mig ikke om , +— når blot såret i lungen ikke vil gøre knuder . +Jeg frygter foreløbig en betændelse , og går han +den igennem , eller undgår han den , er jeg dog +bange for en kronisk lungetæring . “ +„ Hvorledes mon det egentlig gik til ? “ hviskedee den +yngre ; „ der blev , syntes mig , ymtet noget om et ligefremt +slagsmål ; men det forekommer mig dog utroligt +mellem sådanne mennesker . Hvad mon der vel +skulle have været anledning til uenigheden ? “ +„ Å , fruentimmer naturligvis som altid “ — +svarede overlægen med et udtryk af hån — „ disse +rige unge herrer have jo intet andet at bestille , og +så blive de som dyr ! denne har vel tilmed på + +grund af sine ulykkelige familieforhold , hvorom du +fortæller mig , måttet eventyre sig ene i verden +og var formodentlig en vildsom fugl . Men som +man reder , så ligger man , det er vist ! . . . +Denne har dog langtfra ikke noget ondt ansigt , “ +Sagde han , efter et ophold , mildere , idet han på ny +betragtede den bevidstløse , „ og en Pokkers smuk Karl +er han derhos . Han er isandhed intet dårligt eksemplar +af den gamle ægte race ! . . . Det skulle dog +gøre mig ondt , om han har dandset sin sidste tnr ! +. . . Den anden , der kom baglænds ned ad trappen , +er for så vidt uheldigere stillet , skønt der udvortes +næsten intet er at se på ham , men han henligger +endnu aldeles ubevægelig , det er sikkert en heftig +hjernerystelse , der ender med døden . “ +Lidt efter tilføjede han med en ironi , der dog +modsagdes af hans ansigts vemodige udtryk : +„ Jgrunden havde jeg ikke troet , at der endnu +var så megen ild og kraft i vor tids unge mennesker , +at de sådan kan blusse op og slå hinanden +ihjel ! . . . Nå , vil gud , kan der måske snart * ) +findes en bedre lejlighed til anvendelse af deres overflødige +kræfter . “ +Derpå forlod han værelset efter at have pålagt +sin kollega ikke at vige fra sengen , medens +han gjorde sin Rønde . +' ) dette foregik i januar 1848 . + +henad aftenen kom Henrik atter til sig selv , og +skjøndt han endnu følte sig knuget af en dødelig afkræftelse +og sine lemmer så tunge som sten , så begyndte +dog nu hans tanker af ordne sig lidt , og som +den gjenopvågnende bevidstheds første indhold hævede +scenerne fra drikkeselskabet sig frem for ham +som uformelige , selsomt stiftende tågebilleder — men +han var endnu så mat , af disse i førsfningen kun +glede ham forbi som noget ham selv så uvedkommende +som de billeder , hvilke en laternamagica fremstiller +på væggen . Men altsom hans kræfter ved +den omhyggelige pleje tiltoge i de nærmest påfølgende +dage , tiltoge også disse billeder i klarhed og blev +ham mere og mere personligt vedkommende — indtil +endelig hele den rolle , han selv havde spillet i dette +drama , blev ham klar og indlysende . +Men da han således atter var bleven i stand til +af kunne reflekfere , så mærkede han med dyb indre +gru , af han — ligesom fra de dødes land — medbragte +en erindring om af have hørt nogen sige , af +hans modstander , Flindt , enten var død eller i al fald +måtte dø som følge af den behandling , han havde +været genstand for , — en viden , der altså måtte +hidrøre fra den samtale desangående mellem de to +læger , som vi fornylig have anført , og som de naturligvis +ikke havde antaget den bevidstløse for af være +istand til af opfatte . De yttringer derimod , der ved +samme lejlighed vare faldne angående hans egen + +tilstand , vare , mærkeligt nok , gåde ham sporløst +forbi — måske fordi hans sjæls modtagelighed for , +hvad der kun angik ham selv personligt , var ringere , +så at deslige yttringer ikke formåede at nå ind til den +i dens slummer . Men denne forestilling , at han +havde forårsaget et menneskes død , den blev nu , altsom +hans legemlige kræfter tiltoge , mere og mere +levende og fortrængte snart enhver anden hos ham , +idet at det instinkt , der havde ledet hans optræden , +og følelsen af den virkelige berettigelse , han som den +fornærmedes søn havde haft til at handle , som han +gjorde , uden i øjeblikkets hede med koldt blod at +overveje , hvorvidt de fornærmelige yttringer indeholdt +sandhed eller ikke — dette instinkt eller denne følelse +trådte nu mere og mere tilbage i hans bevidsthed +ligeoverfor det forfærdelige , at han havde dræbt +et menneske , mod hvem hans hjerte ellers ingen bitterhed +nærede . Og medens han da således lå og +følte samvittighedsnagets hele bitterhed , så kunne +han ikke andet end uafbrudt , med sygeligt skærpet blik +og tanke , gøre sit eget indre og navnlig den sindstilstand , +hvori han havde befundet sig umiddelbart før +fornærmelsen , til genstand for sin betragtning , for +ligesom deraf at udfinde sin brødes sande størrelse +og beskaffenhed . +„ Ja “ — således omtrent gik han frem i sin +tankegang — „ jeg husker jo nu det hele så godt ! +. . . Jeg havde lige forinden dandset med den dejlige + +unge dame , mit sind var fuldt af de skønneste , reneste , +mest opløftende forestillinger . . . ja , havde jeg +ikke næsten som en følelse af , at jeg var bleven barn +igen ? . . . Og derfor var det vistnok især , at hans +tale og hentydninger vare mig så afskyelige og kunne +opvække så stærk en vrede hos mig ! . . . Men . . . +Advarede jeg ham dog ikke både en og flere gange ? +. . . Og det var jo dog heller ikke på grund af +hentydningerne til mig selv , at dette blinde raseri +kom over mig ? . . . Nej , det var det ikke : det husker +jeg tydeligt , at jeg beherskede mig i al den tid , hans +tale kun drejede sig om mig ! . . . Det var først , +da han ikke kunne styre sin onde tunge , og han begyndte +at stikle på min moders forhold — da først +var det , at ulykken sfete . . . da først var det , at jeg +ikke mere var i stand til at beherske mig , og at besindelsen +ganske forlod mig ! . . . . . . . . . . . . . +Men kunne jeg dog andet end svare på en sådan +forhånelse , således som jeg gjorde — straks — +på øjeblikket — uden overvejelse ? ! Nej , det forekommer +mig dog endnu i dette øjeblik , da mit raseri +er stilnet , at jeg ikke kunne handle anderledes . +Ja , lad det være nok så sandt , det , som han +sagde om hende — var hun ikke værgeløs i dette selskab ? +Havde hun nogen anden til at forsvare sig der ? +Vare de hende ikke fjendske , alle de andre , og glædede +de sig ikke alle i deres hjerter ved at høre de onde +ord blive udtalte ? . . . og var hun ikke min moder ? + +. . . Jo , jeg burde , jeg måtte straffe denne fornærmelse , +således som jeg gjorde ! +Men “ - således fortsatte han , efter at hans +tanker havde holdt en lille stilstand ved det opnåede +resultat — „ men . . . havde hendes liv været daddelløst , +pletfrit , mon da nogen , selv den frækkeste , +havde turdet vove at fremkomme med en sådan forhånelse ? +. . . +Nej , det ville vistnok ingen , i det mindste ikke i +min nærværelse . . . . +O , min gud , men hvorfor kunne da ikke +også hun have været en from , sædelig og god +moder før mig således som den ringeste og fattigste +kvinde på jorden vistnok kan være det før +sit barn ? . . . Thi , ved og føler jeg det ikke nu ? +— der gives ædle , ophøjede og uskyldige kvinder i +denne verden ! og hvorfor kunne da ikke også min +moder have været en sådan kvinde ? hvorfor har +hun bragt sig selv og andre i fordærvelse ? . . . ved +sit levnet stillet sig således blot , at jeg nu før hendes +skyld er bleven en morder ? “ — +men da han i disse sine reflektioner var kommen +til det punkt , at han måtte tilskrive sin moders +urene levnet den pine og samvittighedsangst , der nu +var over ham , da var det , som om han pludselig med +en klarhed som aldrig før så hende i hele hendes +virkelighed , så hende i hele hendes indvirkning på +ham selv gennem hele hans liv , — og , måske tillige + +næret ved den klarhed , som synet af den unge pige +på ballet havde udbredt i hans sjæls dunkleste region , +opstod der i dette øjeblik i hans hjerte imod +hans moder en skærende bitterhed , i hvilken hans +engang så mægtige , sværmeriske kærlighed til hende +gik under indtil den sidste rest , og i hvilken følelse +han nu — ifølge det menneskelige hjertes beskaffenhed +— ikke blot betragtede hende som anledningen , men +tillige som den egentlige og eneste grund til hele +hans eget selsomme livs mørke og forvildelser . +Og medens hans tanker , heftigt bevægede ved +denne forhen ukendte følelse af nag og bitterhed , +og tillige ved den allerede begyndende lungebetændelse , +nu delvis gik over i fantasering , mumlede +han : +„ Ja ! Ja ! og har jeg ikke engang læst dette om +hende og om mig selv ? . . . Jo , jeg husker det alt sammen +så forunderligt levende i denne stund . . . +Det er , som om mit hoved var gennemsigtigt , som om +jeg kan se alt , hvad der står at læse derinde . . . +Lad mig se — det må også stå derinde etsteds , +dette forfærdelige digt , som hun selv bad mig om at +læse højt på hendes bal . . . det var det bal , der +endte med — — da jeg første gang — — +og var det ikke , som om jeg allerede dengang +havde en anelsesfuld fornemmelse as , at det +var om min moder og om mig selv , jeg læste ? +. . . Io , Io , det var så , jeg hutler det tydeligt ! + +den hane slog ud sin vinge og got , +ung Thora sad ved voeverftol . +Hun syede blommer med silketråd , +de roser blev blod og de lilier gråd . +Og se der — der slår skiftingens ord , +dem , han siger , da han vender tilbage og dræber hende : +nu slår jeg om eder min visne arm +og suger mælken af eders barm ! +I var mig ret aldrig en moder god ; +thi drikker jeg nu eders hjerteblod ! +Ja , det er mig , hvem denne tale gælder ! Det +er mig , som er skiftingen , det fortidligt fødte , forladte +barn . . . ja , forladt allerede som barn , +o moder ! af din ømhed og kærlighed ! . . . Men +kom nu herhid , moder ! Kom nu herhid til mig , om +du tør — se , da er jeg en trold , som rejser sig +imod dig og siger : +du var mig ret aldrig en dioder god ; +thi drikker jeg nu dit hjerteblod ! “ +På dette punkt henflød hans sjæl i ville feberfantasier , +og i de nærmest påfølgende dage , da +lungebetændelsen nåde sin udvikling , og han henlå +svævænde mellem liv og død , var han kun enkelte +øjeblikke ved sin samling , men såvel hans bevidste +som hans ubevidste yttringer vedbleve i denne tid uafbrudt + +at dreje sig om dette ene punkt , om denne ene +forestilling . — +så var det en dag — hans sygdoms krises +dag ; hele den foregående nat havde han med få +og korte mellemrum været i stor uro og opfyldt af +disse ville fantasier , men da morgenen kom , syntes +det , som om der var indtrådt en stilstand i de ødelæggende +kræfters virksomhed , og den unge læge , der +havde fået ham kær , og som ikke var vegen fra hans +seng hverken nat eller dag , iagttog ham med spændt +opmærksomhed for af hans udseende muligvis at slutte +sig til , om denne stilstand var til livet , eller om +den , som tidligere , kun var ligesom selve feberens +hviletid , hvorefter den havde taget fat med fornyet +kraft . Men af de lukkede øjne , der vedbleve at bevæge +sig med heftighed under øjenlågene , og af det +voldsomt arbejdende bryst måtte han desværre antage , +at de ødelæggende magter endnu kun for en +tid vare dyssede i slummer , udmattede ved deres +egen voldsomhed . +Da bortlededes lægens opmærksomhed fra patienten +ved en lyd fra gangen udenfor værelset ; det +syntes ham at være en kvindelig røst , som snart med +heftighed og snart ydmygt forlangte noget , og da der +derpå lød en larm ved døren , som om man forsøgte +med magt at hindre den bedende fra at træde ind , +og han tillige et øjeblik efter hørte den samme kvindelige + +røst lige udenfor døren sige som i vildelse og +med en forunderlig gru : +„ „ Jeg er hans moder ! Det er mig , som har +dræbt ham ! Hvem tør så hindre mig i at komme +ind til ham ? “ “ — så rejste han sig hurtigt og gik +hen og åbnede døren . +Men skønt han ved at høre disse ord og den +tone , hvormed de blev udtalte , straks var på det +Rene med , hvem den bedende måtte være , og hvorledes +det sandsynligvis forholdt sig med hende i dette +øjeblik , så trådte han dog gysende et skridt tilbage +ved at se denne skikkelse — denne engang så kraftige , +stolte og livsfriske skikkelse — der nu frembød +sig for hans blikke . +Og da han nu selv i mellemtiden var bleven +underrettet såvel om anledningen til som om hele +gangen i den strid , der var endt så sørgeligt , så +tvivlede han , da han så hende i denne forfatning , +intet øjeblik om , at en eller anden med ondt sind +måtte have meddelt den ulykkelige kvinde en lignende +detailleret beskrivelse . Og dette havde også i virkeligheden +været tilfældet : over Hals og hoved var +hun rejst fra iylland og ankommen til byen sent +den foregående nat i en tilstand , hvori hun næppe +var sig selv mægtig , og — nu stod hun her for den +åbnede dør og så indad den henimod sin søns +leje , og det var da , som vovede hun ikke at nærme +sig , skønt adgangen jo nu var fri . + +da hilste den unge læge hende med deltagelse , +tiltalte hende med kærlige ord og sagde , at hendes +søn ikke var død , og at han måske nok kunne gå +sygdommen igennem , hvorpå han tog hendes hånd +for at føre hende over dørtærskelen . Da hun mærkede +hans hensigt , sittrede hun , men fulgte ham dog +indenfor døren , ' hvilken han derpå lukkede . Da hun +havde stået nogle øjeblikke lige indenfor den i en +ligesom forstenet tilstand , trådte hun endelig nogle +skridt frem på gulvet henimod sengen , således at +hun kunne se hans ansigtstræk og tydeligt høre de +korte , stønnende åndedrag , og da blev hun stående +med sit blik ligesom fasttryllet til hans ansigt . Og +da lagde lægen mærke til , at årerne om hendes +Hals og på hendes blege pande , de stod udspændte +som fine , knudrede grene eller som blå , snoede +bånd — lig de årer , hvilke undertiden kunne ses +i det snehvide marmors masse . Således stod hun +i længere tid , og det eneste , der afbrød den dybe +stilhed i værelset , var lyden af hendes eget og den +syges hurtige åndedrag . At tage plads på en +stol umiddelbart ved sengen , hvortil lægen straks +havde opfordret hende ved hendes indtrædelse , afslog +hun med en afværgende håndbevægelse . +Imidlertid havde det set ud til , at den syge atter +begyndte at blive mere og mere urolig omtrent samtidigt +med , at hun betrådte værelset . Øjnene arbejdede +heftigere , som om han forgæves forsøgte på at + +åbne dem , og enkelte afbrudte og utydelige ord +trængte sig af og til frem fra hans læber , hvoraf lægen +dog kunne opfatte såmeget , at det var den sædvanlige +fantasi , der endnu stedse svævede for ham og +arbejdede i hans hjerne . Endelig lykkedes det ham +som ved en kraftanstrengelse at åbne øjnene , og +hurtigt og forvildet fore hans blikke omkring i værelset , +indtil de pludselig stod stive og stirrende fæstede +på et bestemt punkt — hans moders ansigt ! +Da gik der en konvulsivisk gysen eller zittren gennem +hans legeme , og det var , som gav dette syn +ham nu en kraft , hvoraf han i sin stærkt svækkede +tilstand ikke naturligt kunne være i besiddelse ; thi +han hævede ved egen kraft og med lethed sit hoved +og sin overkrop i vejret og vedblev at sidde i denne +oprejste stilling og med sine øjne stadigt fæstede på +hendes ansigt . Og medens han således sad og stirrede +og stirrede , som om øjnene skulle træde ud af +deres huler , da tog han sig gentagne gange til hovedet , +som om en vågnende åndsklarhed nu var begyndt +at kæmpe mod de ville fantasier , uden at den +dog endnu var i stand til at fortrænge dem , — en +dobbelthed , der på selsom måde kom til syne gennem +hans tale , da han endelig opløftede fin r-øst , +og med en stemme , der snart klang ud af de frygtelige +fantasiers forvirring , og snart røbede en forunderlig +klar , øjeblikkelig bevidsthed hos ham om sig + +selv og sit hele foregående liv , tiltalte han den for +ham stående bævende skikkelse således : +„ Den hane slog ud sin vinge og got , +liden Thora sad ved væverstol . +Hun syede blommer med silketråd , +de roser blev blod og de lilier gråd . +Ja , roserne blev til blod , o moder ! . . . til +blod på dit barns hænder ! . . . Og hvis den +skikkelse , som viser sig der så utydeligt for mig , virkelig +er dig selv , da synes det mig nu , af roserne +på dine kinder er ganske forsvundne . . . og af +lilier , som man planter dem på de dødes grave , +have indtaget deres plads ! “ +Han sagde de sidste af disse ord med sagte røst +og med vemodig blidhed , og det lod et øjeblik til , +af denne følelse skulle få magt over de onde og +vildsomme fantasier . Men det var ikke så . Vel +taug han nu stille i nogle minuter , og vel tydede de +påny lukkede øjne og hans ansigts udtryk på , af +hans sjæl i disse øjeblikke hvilede i blødgørende +forestillinger . Men det var endnu kun som en stilstand +før stormen . Lidt efter lidt antoge hans miner ' +deres forrige udtryk af uro — som om noget +påny nærmede sig , med hvilket han kæmpede uden af +kunne få magt derover . Dog var der endnu en +rest af blidhed i den tone , hvormed han udtalte de +to følgende verslinier : + +„ Liden Thora segnede ved træets rod , +hun gav den kvinde sit kød og sit blod . “ +Men straks åbnede han atter sine øjne , stirrede +forvildet på hende og sagde : +„ Ja , gav du ikke , moder , dit kød og blod +til andre ? “ +Og det var med et udtryk på engang af vildhed +og bitter , hånende ironi , at han tilføjede : +„ Du forlod det straks ! Du forlod det straks , +dengang +hr . Esben sig op under lide red +og bandt sin ganger ved borgeled ! “ +Og da var det , som tiltog heftigheden og vildheden +slag i slag . Han strakte sine arme truende +ud imod hende , og hans stemme lød tør , skarp og +skrigende : +„ Og puster du , hvad der så kommer , moder ? +Hører du , hvad den forladte søn siger til dig : +den kvinde bar mig til troldebo , +ret aldrig jeg kunne trives og groe ! +Jeg er vanfør for to måneders savn ; +thi gave de mig vanfred til navn ! +Hører du , moder ? Der var en kvinde , som +bragte dit barn til troldebo ! . . . Ved du , hvem +den kvinde var ? . . . Det var dig selv , moder , det +var dig selv , som bragte dit barn til troldebo . . . +Dengang du sejlede på åen med din elsfer i den + +mørke aften og lod dit barn se derpå ! . . . Dengang +du trådte ud af dansen med din elsfer den +samme nat og kom med ham til det sted , hvor dit +barn havde lagt sig i angst og pine for din +skyld ! . . . +Og du gjorde det endmere , moder , dengang +da jeg var bleven stor og kom til dig , og du var +mig det kæreste på jorden — da åbnede du kun +halvt dit hjerte for mig , men du åbnede helt din +glimrende balsal for mig og sagde : kom herind og se , +og lær at danse af mig ! +Og da lærte du mig at danse din djævelsfe +Dands ! . . . Og derfor er jeg nu vanfør , moder , +vanfør for mere end to måneders savn , vanfør for +hele min ungdoms uskyldighed og glæde ! “ . . . +Og han pressede hænderne imod sit ansigt og +sine øjne under krampagtig , hjertesfjærende hulken . +Da han atter tog hænderne fra sit ansigt , havde +dette et udseende af dødelig mathed eller slaphed , +og da han atter udstrakte sin arm truende imod +hende , formåede han kun med stor anstrengelse at +holde den i denne stilling , ligesom også hans +stemme fra nu af sank ned til en slags stønnende +hvisken : +„ Men nu , forinden jeg dør , nu kommer straffen , +moder , og du må ingenlunde tro , at du skal +undgå den længere ! Se — din skifting , han er +her , han er nu kommen tilbage ! Det er mig , som + +du ser her for dig , som taler til dig i denne +stund ! . . . Kom hid , kom nu hid til mig , +moder ! “ — +da fæstede hun sine øjne på hans ansigt , +hvilke hun under denne hans tiltale havde holdt dybt +nedslagne , og idet den største menneskelige gru afmalle +sig i hendes træk , råbte hun i denne sin dybeste +nød og for første gang i sit liv : +„ Gud ! Gud ! vær mig nådig ! “ +Og da var det , som hendes skikkelse , der under +hele denne scene havde været ligesom lænket til stedet , +pludselig befriedes , og medens den dybe rædsel , +der havde forstenet den ulykkeliges åsyn , veg for et +udtryk af stilhed og ro , nærmede hun sig henimod +hans seng . +Han holdt de nu aldeles forvildede øjne stift +fæstede på hende , da hun langsomt og vaklende nærmede +sig ham , og han åbnede sine arme for hende , +idet han sagde : +„ Nu slår jeg om eder min visne arm +og suger mælken af eders barm ! +Du var mig ret aldrig en moder god ; +thi drikker jeg nu dit hjerteblod ! “ +Da bøjede hun sig ned imod ham , udbredte sine +arme og kastede sig med et forunderligt suk til hans +bryst . Men da han følte den engang så elskede +skikkelse hvile i sin favn , da var det , som om den + +naturmagt , der så stærkt havde fængslet ham til +hende , endnu engang udsvede sit mægtige trylleri over +hans hjerte — hans krampagtige favntag slappedes , +i det forvildede ansigt kom et udtryk af stille , barnlig +glæde , og han bsjede sit hoved blidt ned mod +hendes bryst , medens tårerne randt nedad hans +kinder . +Og således hvilede disse to engang igen ved +hinandens hjerte , og al bitterhed og lidelse var i +disse øjeblikke ligesom forsvunden af deres bryst . +Men da var det , som om hans sygdom havde . +Overstået sin krise . Den unaturlige kraft , som feberens +ild havde givet ham , slappedes , hans arme +faldt ned , og hans hoved og overkrop sank tilbage i +sengen . ' men da hans kraft således ophørte , og +hans moder ikke mere understøttedes af hans mødende +favntag , da sank hendes legeme nedover ham og blev +liggende så stille som en død . Og da lægen , der +under hele denne scene havde følt sig som forvirret +eller lamslået , nu hurtigt nærmede sig og betragtede +hende med inderlig vemod og deltagelse , da var hendes +åndedræt ophørt , og hendes hænder så kolde +som is , hvorimod de tidligere så forunderligt +spændte årer syntes at have udgydt deres overflødige +blodmasse ; thi den forhen marmorhvide Hals +og pande blussede , som af en indre brand , i mørkerød , +glødende hede . — +ved hurtigt tilkaldt hjælp bragtes hun ind i et + +sideværelse , og kraftige midler blev anvendte til hendes +genoplivelse , hvorved hun også efter nogen tids +forløb slog øjnene op og atter begyndte at drage ånde . +Men den voldsomme kamp og gæring , hvori hendes +mægtige naturs kræfter vare komne ved den pludselige +og forfærdelige sjæleangst — kunne ikke mere +dæmpes i dette liv . Da hun atter åbnede sine øjne , +var hun ikke mere ved sig selv , og en hjernefeber , hvis +heffighed stod i forhold til hendes stærke natur , gjorde +i to dage ende på hendes liv . Og de eneste ord , +hun , snart med skærende heffighed og snart med klagende +vemod , udtalte under denne sin sidste , hårde +kamp , det var : +„ Hjem ! hjem ! . . . over havet ! over havet ! . til +de høje træer , til de blå bakker , til de grønne Enge , +hvor min vugge stod ! Kun der , kun der kan jeg +få hvile ! “ +På grund af disse hendes ord blev hendes legeme +efter at være balsameret foreløbig kun bisat for +senere at overføres til hendes barndomshjem og for +der , i hendes slægts gravsted på søvig kirkegård , +at stedes til den hvile , hvorefter hendes ængstede sjæl +havde længtes . + +henved fire måneder efter baronesse krabbes +død , i midten af Mai måned , rullede i en tidlig +morgenstund lidt efter daggry en elegant vogn ud +fra den store gård i Amaliegade , hvor baron krabbe +boede , og tog retningen ned imod toldboden . I +vognen sagde to sørgeklædte mænd , en ældre og en +yngre . Det var baron krabbe og Henrik Grubbe . +Den ^sidste havde altså genvundet sin sundhed ; +selv såret i lungen eller siden syntes ikke at have +efterladt sig nogen spire til kommende svækkelse , — +hvad jo overlægen på hospitalet havde udtalt sin +frygt for , ja , heller ikke hans dom angående den +anden hovedperson i denne natlige affære havde tiden +stadfæstet ; thi også hofjunker Flindt var for længst +uden fare såvel i henseende fil liv som fil +forstand . +Da vognen havde nået toldboden , holdt den +stille ligendfor et dampskib , der med dampen oppe +lå et par bøssesfud fra land . De to stege ud , gik +uden at tale sammen nedad trappen fil vandet og +toge plads i en af de der liggende færgebåde , som +straks satte af og tog . Retning henimod det afgående + +skib . Det korte stykke vej mellem landet og skibet +tilbragte de to passagerer ligeledes i dyb taushed +— først da båden havde lagt fil ved falderebstrappen , +rejste den svære mand sig med anstrengelse , +greb efter Henriks hånd og sagde alvorligt og med +bevæget stemme : +„ De ved , hvor gerne jeg havde ledsaget hende +fil sit sidste hvilested , når jeg blot ikke frygtede +for deres fader , — når jeg blot troede , at han +ville være i stand fil at tåle synet af mig ! . . . +Ja , som jeg står her , er jeg i dette allersidste øjeblik +beredt fil at følge dem , hvis de blot ville eller +turde give mig et ord herfor ? “ +Henrik havde modtaget hans fremrakte hånd , +men uden at se på ham , og han havde alt begyndt +at bestige den nedhængende trappe , da han atter vendte +sig halvt om imod ham og sagde : +„ Hverken min fader eller jeg selv ville vistnok +kunne tåle deres nærværelse på søviggård i +disse dage . “ +Derpå steg han op på skibet og gik over på +den modsatte side af dækket , hvor han tog plads +på en bænk . — +vi have givet en skildring af Henrik Grubbes +udseende , da han som attenårig rus sadpåbougsprydet +i den gyldne morgen , da han gjorde sin første +rejse til København ; vi så , hvorledes hans ædle +og skønne ansigt alt dengang var mærket af et præg + +af vemod , ja tillige af en dunkel skygge , der i den +kærlige betragters øjne måske kunne synes at tyde +på noget ondt eller troløst — virkningen af det , +han havde oplevet og lidt i sin tidlige barndom . Vi +betragtede ham dernæst , da han efter sit andet ophold +i Italien og efter livet i Neapel trådte frem +på ballet i København , og vi så da , hvorledes den +dunkle skygge fra hans barndom havde fæstnet sig +og var bleven til en væsentlig bestanddel af hans +ansigt , således at dettes oprindelige adel og højhed +var trådt tilbage og nu kun ligesom glimtvis formåede +at trænge frem gennem det mørke slør . +Vi betragte ham nu atter , som han sidder der +ene på bænken i den tidlige morgen på det skib , +der allerede den foregående Asten har modtaget hans +moders lig , hvilket han nu ledsager til dets sidste +hvilested . Og vi se da , at der hviler et træk af dyb +smerte over hans ansigt , men det er tillige , som om +dette ligesom har modtaget en luttrelse eller forklarelse +deraf , — som om det rene og ædle udtryk , der +havde smykket hans barneansigt , nu atter på forunderlig +måde har arbejdet sig ud af den dunkle +skygge og ligesom bryder frem gennem smerten . +Og som vi allerede ved første syn opdage dette +igjenfødte barnlige i hans ansigt , således ville vi +også — hvis vi vedblive at betragte ham , som han +der sidder ene og uforstyrret — efterhånden opdage +spor af et sværmeri eller en begejstring , der tyder på + +større indhold , på mere mandig kraft , end hans +ansigt tidligere har formået at udtrykke . +Det var i Mai , i Mai 1848 . Krigen var begyndt , +det unge Danmarks sol havde hævet sig over +horisonten , den første sejr over oprørerne var vunden , +og den følelse af naturfriskhed og ubetvingelig +livslyst , som dengang havde grebet de allerfleste , havde +også udøvet en mægtig indflydelse over Henrik Grubbe . +Denne følelse var på selsom måde mødtes med +den dybe smerte i hans sind og havde ligesom paralyseret +dens virkning : alle hans slægts ridderlige +traditioner om hæder og krigerære havde den kaldt +tillive hos ham trods den listslede , ja , rædsel for sig selv , +som var kommet over ham ved hans moders død og +ved bevidstheden om den andel , han selv havde haft +deri . Thi ihvorvel de fantasier , som i hine øjeblikke +opfyldte ham , havde udøvet en sådan magt over ham , +af han havde været nødt til af udtale den ånd , som +de indgave ham , så havde han dog ikkedeslomindre +med en slags bevidsthed hørt sine egne ord , og han +havde bagefter en dunkel erindring både om , hvad +han havde sagt , og om den virkning , hans ord havde +haft på den ulykkelige , til hvem de vare rettede . +Men hin livslede og rædsel vare nu , uden af det +var ham selv ret klart , i færd med af forsvinde under +indflydelse af denne opløftende og befriende følelse ; +og tanken om af ofre sit liv i kampen for fædrelandet , +efter først på gammel ridderlig Viis af have + +gjort underværker af tapperhed , havde atter givet +ham mod til af leve . +Disse stemninger var det , som krydsede sig i hans +sjæl , da han sad der alene på bænken , og hvis vekslende +spil gjengaves af hans bevægelige ansigt . Imidlertid +havde skibet alt tilbagelagt vejen gennem sundet , uden +at han havde lagt mærke dertil eller til omgivelserne i +det hele — så fordybet havde han siddet i sine egne tanker . +Først da skibet havde passeret Kronborg , vaktes han +ved dets urolige bevægelse , og han rejste sig og så +ud over havet , der i høje bølger kom rullende ind +mod skibet for en stærk vestlig vind . Da han ikke +kendte til søsyge , gav han sig til at gå frem og +tilbage på dækket , idet synet af de rullende bølger +og lyden af den susende blæst i tougværket og i +sejlene , som nu blev satte til , virkede forfriskende +på ham og satte tankestrsmmen i hans sind i livligere +bevægelse . Omsider standsede han ved bougsprydet +og så ud mod nord , i retningen af sit hjem ; +men da de mørke billeder derved på ny kom væltende +ind over ham , søgte han atter at forjage dem +ved at fremmane den forestilling , hvori han jo allerede +havde fundet lindring for denne gru : at han , +når han havde ledsaget sin moder til graven , uforføvet +ville vende tilbage til København , melde sig som +frivillig , blive officer og hævde sin gamle slægts +berømmelse for manddom og ridderlighed ved at +sætte livet til for fædrelandet . Når han i den første + +tid efter oprørets udbrud havde bevæget sig i denne +forestillingskreds , var han altid standset ved sin egen +død i kampen som det eneste ønskelige og beroligende +for hans sind , og der havde været fuld sandhed +i det udbrud , hvormed han plejede at slutte denne +tankerække : „ Ja , moder , snart , det håber jeg , skal +jeg følge dig på den rette måde til graven ! “ +Men altsom hans eget sind mere og mere opildnedes +og forfriskedes af det forunderligt styrkende og kraffige +, der i hine dage lå i den atmosfære , +der indåndedes , og som var så stærkt i slægt med +liv og ungdom , at dødstanker ikke ret vel kunne +trives hos den , hvis sjæl var i stand til at gribes +deraf , — da havde han undertiden haft en følelse af , +at det ligesom ikke mere var ret , fuld sandhed for +ham ' , når hans tanke ville dvæle ved hans egen +død som det trøstefuldeste og bedste for ham ; efterhånden +havde han mere og mere haft en fornemmelse , +som om noget lyst eller strålende i hans +hjerte havde protesteret — ikke mod kamp , fare og +anstrengelse , men mod døden . +Også nu , da han stod ved bougsprydet og så +ud imod hjemmet , tænkende sig alt det sørgelige , som +der var sket , og på ny gennemlevende i sin tanke al +den gru , der var gået igennem hans sjæl , siden +hans sidste hjemkomst til fødelandet , og han da , som +han plejede , søgte trøst i det sædvanlige udbrud : +„ Ja , moder , snart , håber jeg , skal jeg følge dig + +på den rette måde til jorden , “ — selv da , i dette +øjeblik , havde han en selsom følelse af , at dette ønske +ikke mere var ret sandt , at det dog ikke egentlig var +dette , hans sjæl begærede ! . . . Hvad begærede +den da ? . . . Hvorhen stundede da dens længsel ? . . . +Og da gav han — som med en følelse af undseelse +— sin tanke fri , som for selv at lære dens vej at +kende , som for selv at se , hvad flugt den da ville +tage . +Og se , da steg den og slog med sine vinger som +en fugl , der flyver ud af sit bur , langt , langt bort +fra død og grav op mod lyset , solen og livet — +tanken om den unge , dejlige pige , med hvem han +havde Dandset sin „ Ajoders Dands “ , tanken og erindringen +om hin nats henrykkende og forløsende indtrvk , +der havde ligget bortgemt i hans sjæl +under dens dybe smerte og der vokset uformærkt sin +stille vækst , ungdomstanken , der formår at sprænge +alle bånd , — den mægtige , opløftende , evigunge +kærlighed ! +Det var med en følelse af dyb forundring , ja +skræk , at han fornemmede denne uendelige , ustandselige +jubel i sit indre ; han kunne , han ville ikke ret selv +troe derpå , og instinktmæssig søgte han at dæmpe de +svulmende tanker ved alter at synge dødssangen for +dem — men forgæves ! Ikke døden var det , han +nu begærede , men livet , livet ved den unge , dejlige +piges side , livet , efter først at have gjort sig værdig + +til en sådan lykke ved at vinde sig en virkelig +ære i stedet for den falske , hvormed han hidtil havde +prunket ! +Og det var , som alt i ham pludselig skød frem +og blomstrede , med en fornemmelse hos ham , som +hævedes han selv i vejret derved , — ja selv den vemodige +følelse , som ellers altid plejede at ledsage enhver +stærk åndsbetagelse hos ham , — og som måske +hidrørte fra tvivlen hos ham om de opløftende følelsers +sandhed , den tvivl , hvori netop hans tidlige sår bestod , +— selv den var ikke tilstede i denne følelse , i den +glædefnlde tanke om denne unge pige , der forekom +ham som virkeligheden , fastheden og sikkerheden og +dog tillige som selve det kvindelighedens ideal , hvis +tilværelse i verden han altid havde anet , og som han +instinktmæssig med al sin sjæls længsel havde higet +imod , fordi dette for ham var betingelsen for hans +egen dybeste naturs udvikling- fra drøm til dåd +og liv . +Da kaldtes han atter og pludselig tilbage til det +nærværende derved , at alle sejlene , hvormed dampskibet +gik , da det jo var sidevind , begyndte at klappre +og spille mod masterne og tougværket , samtidigt med +at skibet , der ikke længer støttedes las sejlene , rullede ' +uregelmæssigt og voldsomt i de høje bølger og tog +masser af vand indover dækket . +Vinden var i færd med at springe om — det var +grunden til diese fænomener . For at undgå at + +blive gennemvåd måtte han derfor forlade sin plads +ved bougsprydet , og noget svimmel af sine egne følelser +og af den pludselige slingring søgte han atter +hen til sin tidligere plads på bænken . Inden vinden +havde fået sin nye retning fastsat , løb den i +nogen tid hele kompasset rundt ; endelig syntes den +at have slået sig til blivende ro i nordvest til nord , +altså som stik modvind , og da den på samme tid , +som den satte sig fast her , optrådte som en jevn +storm , vare udsigterne for det ikke meget kraftige +skib til at nå Ålborg inden natten just ikke videre +gode . Dog formåede det — omend kun langsomt +— at avancere frem mod vind og bølger ; men da +ved denne fart den største del af dagen efterhånden +gik med , uden at man endnu var nået længere +end til omtrent udfør Anholt , da himlens udseende var +mørkt og truende , og stormen snarere i til- end i aftagende , +besluttede kaptajnen sig endelig til at vende og +enten gå tilbage til Helsingør eller søge ly et eller +andet sted under kysten . Skibet vendte altså , hvilken +manøvre dog ikke gik for sig , uden at en betydelig +masse vand væltede ind over dækket i de øjeblikke , +da skibet vendte bredsiden til bølgerne , hvoraf en del +løb nedunder dækket gennem de slet sammenføjede +luger . Et par sejl blev nu tilsatte for at støtte det +lændsende skib , og nu gik det for vind og bølger i +strygende fart tilbage mod syd . +Men det var dog ikke dette skibs bestemmelse + +— mod nord skulle det , op i nærheden af Limfjorden +skulle det ; men land skulle det aldrig mere +nå . +Neppe havde skibet gået en halv times tid før +den nordlige vind , før det atter spillede voldsomt i +sejlene ; vinden sprang igen , den samme døde tid +fra før af indtraf atter , ja det syntes næsten , som om +den tunge , blyfarvede luft skulle komme aldeles til +ro ; thi det blev en tidlang fuldkommen stille . Kaptajnen +vedblev desuagtet at holde kursen mod syd ; +thi han var bange . +Da brød fra denne stilhed pludselig en +orkan løs fra sydost , der øjeblikkelig standsede skibets +gang , og man gjorde da , hvad der måske var +det rigtigste , man kunne gøre under disse omstændigheder +— man vendte atter og gik mod nordvest , +følgende den nye vinds retning . Men fra nu af +kunne enhver af de ombordværende indse , at der var +fare på færde . Igennem de høje bølger , der endnu +en tidlang vedbleve at gå mod syd , og som , idet +de mødtes af sydostorkanen , toppede sig , sprang i vejret , +brødes , og hvislede med deres kamme som levende +væsener i raseri og smerte , idet de derhos udgjøde +strømme af vand over “ Dækket — gennem disse +bølger arbejdede nu skibet , drevet frem af orkanen , +med en hul og stønnende brusen , ret som om det sølle +faren og havde bevidstheden om den forestående kamp +og undergang . + +en var der dog ombord , som i den stemning , +hvori han befandt sig , ikke tænkte på død og fare +— det var Henrik Grubbe . Ja , end ikke den underlige +følelse på engang af gysen og af fred , som +han stundom havde haft i det fremmede land , især +efter det ville liv , han der havde ført , — den dunkle +fornemmelse af , at noget drog ham tilbage eller fordrede +ham i hjemmet , — end ikke den var tilstede +hos ham i disse øjeblikke , uagtet han jo dog nu var +kommen — „ ud , ud på-havet . “ Han følte kun det +opløftende ved naturens vældige kræfter , de mægtige +stemmer , der lød over og under ham , hørte han +kun som et akkompagnement til sit eget brusende livsmod , +der hævede sig som i høje bølger i hans egen +sjæl . — +da havet fordrev ham fra pladsen ved bougsprydet , +søgte han , som allerede er sagt , hen til sin +tidligere plads på bænken midtskibs , og her blev +han siddende hele tiden med hovedet støttet til relingen +under en ikke ubehagelig fornemmelse af mathed , +der skyldtes hans endnu ikke ganske genvundne legemskraft , +uden at føle trang til spise eller drikke , +stundom indladende sig i fortrolig samtale med en +ung student , — med hvem han havde gået i Ålborg +skole , og som han havde truffet her på skibet +ifærd med at rejse til Ålborg for at overtage en +huslærerplads i nærheden af denne by , — men dog +som oftest siddende alene og med lukkede øjne . Af + +og til havde han sovet en times tid , uden dog selv ret +at vide af det ; thi i den omtalte følelse af mathed +var overgangen fra vågen tilstand til søvn ikke en +skiften som mellem to forskellige tilstande , men kun +en for ham selv næppe mærkelig forandring — tilmed +da indholdet af hans virkelige drømme hidtil kun +havde været en umiddelbar fortsættelse af den tankegang , +der også , når , han var vågen , opfyldte hans sind . +Nogen tid efter at vinden sidste gang havde +forandret retning , følte han sig — rimeligvis ved den +tiltagende skumring og ved kulden — betagen af en +stærk døsighed og nedstemthed , hvorfor han indsvøbte +sig så tæt som muligt i sine rejseklæder , lagde sig i +en udstrakt stilling på bænken og faldt straks efter +i en fast og tryg søvn , som varede den største del +af natten . +Da havde han en mærkelig drøm . +Det forekom ham , at han havde vundet den unge +piges kærlighed — han havde deltaget i krigen , +gjort underværker af tapperhed , ganske således som +det havde viist sig for hans fantasi i vågen tilstand , +hvorpå han i glandsen af disse sine bedrifter havde +kastet sig på knæ for hende og modtaget tilståelsen +om hendes kærlighed . +Og det forekom ham , at han havde levet længe +sammen med hende . +Men det syntes ham tillige , at han aldrig var +ret lykkelig , at der altid svævede noget mørkt og + +truende for hans tanke , en uforklarlig rædsel eller +smerte , og at hans hustru så ofte spurgte ham , hvorfor +han aldrig var frimodig , men at han ikke var +istand til at give hende svar herpå ; kun forekom +det ham , at det var noget ondt , han engang havde +gjort ; men han vidste ikke , hvori dette havde bestået , +thi han havde ikke i drømmen nogen anden bevidsthed +eller erindring om sit foregående liv end netop +denne dunkle , truende følelse . +Og det syntes ham , at han havde levet et helt , langt , +dådløst liv hen ved sin hustrus side , at han +selv var bleven gammel og grå , men at hans hustru vedblev +at være ung og dejlig , men dog tillige så sørgmodig ; +thi også over hende havde i tidernes løb +den mørke skygge lagt sig på grund af hendes sorg +over ham . +Og det syntes ham , at følelsen af denne lidelse +blev stærkere og stærkere , altsom han selv blev ældre , +så at livet til sidst slet ingen glæde mere havde før +ham , og at han både ønskede sig døden og dog tillige +frygtede før den . +Og det forekom ham til sidst , at han lå alene +på sit dødsleje og kunne hverken leve eller dø , idet +han derhos pintes svarlig af denne uforklarlige rædsel . +Da trådte endelig hans hustru hen før hans +seng og sagde på engang så mildt og så sørgmodigt : +„ Nu ved jeg råd før din nød ; kom og +følg mig ! “ Derpå tog hun hans hånd , og det + +forekom ham , at han stod op og fulgte hende , og hun +vandrede nætter og dage med ham gennem øde , uvejsomme +egne , hvor han aldrig før havde været ; ofte +segnede han til jorden af mathed og bad før sig , idet +han sagde , at nu kunne han ikke mere , nu skulle hun +kun lade ham ligge og dø , nu troede han nok , at der +ville blive løft op for ham ; men altid stod hans hustru +mild og alvorlig for ham med fremrakt hånd , +og han greb den atter og gik frem . Til sidst forekom +det ham endog , at han af udmattelse ligesom mistede +både syn og hørelse , og at det eneste , han +vedblev at have bevidsthed om , var , at hun stadig +holdt hans hånd i sin . Da sank han endelig for +sidste gang til jorden i følelsen af , at nu kunne han +ikke vinde et eneste skridt længere , og han bad til +gud og til hende med sin sidste kraft , at han dog nu +måtte dø . Men da sagde hans hustru : +„ Nu er du også ved målet ! Åbn dine øjne +og se , hvor du er ! “ +Og det tyktes ham , at hun berørte hans øjne +og øren med sin varme , trofaste hånd , og — han +så åen ved søviggård blinke mellem de høje træstammer , +og han sad ved hendes side på den grønne +eng og hørte den højtidelige susen i træerne , åens +rislen og den sagte brusen fra det nære hav . +Og hun sagde til ham : „ Kender du dette +sted ? “ +„ Ja “ , svarede han skælvende og bange , idet han + +bøjede sig ned mod jorden og skjulte sit ansigt med +sine hænder , „ og nu kender jeg tillige mit foregående +liv ; nu ved jeg , hvorledes jeg har levet , og hvem jeg +egentlig er ! . . . Men . . . hvorfor har du bragt +mig netop herhen ? netop til dette sted ? . . . +Hvad jeg her har gjort , det er det , som især har kastet +den mørke skygge over mit liv ! “ +„ Vær ikke bange ! “ — svarede hun mildt — „ se +op på mig ! “ +Da så han op mod hendes ansigt , og se , da +var det Amine , ung og yndig , med sit blide , uskyldige +smil , og dog tillige med et udtryk af højhed , +som han ikke før havde set hos hende . Og +han strakte sine hænder ud imod hende og hviskedee +: +„ Kære , kære Amine ! Så det er dig , som har +ført mig denne tunge vandring herhen til mit barndomshjem , +her til dette sted , for at den mørke skygge +skal forsvinde ved din tilgivelse ? . . . Så har du +da hørt , at også jeg måtte „ ud — ud på havet “ ? +Ved du det , Amine ? “ +„ Jeg ved det “ — svarede hun og nikkede , og +han følte hendes tårer dryppe på sit ansigt . +Da betoges han af den saligste følelse . Det +forekom ham , at han var bleven barn igen ; han udbredte +sine arme imod hende , og hun tog ham blidt +i sin favn , og han hvilede sit hoved ved hendes bryst , + +og medens han således hvilede , hørte han hele tiden +åens sagte rislen og aftenvindens susen i de høje +træer , indtil alle lyde efterhånden blev dunklere og +utydeligere , og han følte , hvorledes en dyb og forunderlig +ro , dybere end søvnens , kom over ham . +Da hastede han ikke mere af sin drøm , men vedblev +dog fremdeles at sove , indtil han vaktes af råb +og ængstelige stemmer , der lød omkring ham . +Det var en forfærdelig nat , hen ad morgenstunden . +Det stønnende skib lændsede for orkanen med +sin sidste kraft , stadig indhentet af de høje bølger , +der fra agterstavnen skyllede hen ad dækket i hele dets +længde . Masfinerne kunne ikke arbejde længere , da +det indtrængende vand havde slukket ilden . Skibet +var sin undergang nær ; men man var i nærheden +af landet , og man gjorde bådene klare for i disse +at forlade skibet . Og det var ved nedfiringen af en +af disse , der var fastgjort ovenover den bænk , hvorpå +Henrik lå , at han vaktes af sin søvn . +Stormen vedblev at rase med uformindflet styrke +indtil opad formiddagen ; men da stilledes vejret , og +sydostorkanen afløstes af en svag vestlig vind med +klar luft og solskin . — +henad aftenen på denne samme dag stod Amine +i havestuedøren i søvig præstegård og så ud over + +vandet , — ja , over vandet , — thi den laveste del +af præstegårdshaven , ved åen , var endnu for en +del sat under vand . Åen var nemlig blevet standset +i sit løb , ved at østenstormen havde sat havvandet +op i den , og hele åpartiet var derved bleven oversvømmet +til langt op i landet . Amine stod i den åbne +dør og så med et tankefuldt blik på dette vand , +som dog allerede ved det indtrådte stille vejr og den +vestlige vind var blevet betydeligt mindre , end det +havde været tidligere på dagen ; dog lå endnu hendes +båd , der var lænket på det sædvanlige sted +ved den lille landingsbro , på alle sider omgiven af +vand . Med et tankefuldt og alvorligt udtryk i sit +ansigt stod hun og betragtede denne scene ; men hendes +blik var roligt og fuldt af højhed og vidnede +klart om , at den ville , forvirrende bølgegang i hendes +sind nu var kommen til hvile . Den dybe alvor , +som hendes ansigt udtrykte i disse øjeblikke , +frembragtes ikke mere ved tanken på hende selv — +den var fremkaldt ved alt det selsomme , der i de +sidste tider var sket , og som stod i forbindelse med +søviggård og dens beboere — Henrik Grubbes +sygdom og hans moders død og alt , hvad der knyttede +sig dertil — thi Henrik havde tilskrevet den gamle +præst alt og intet fortiet , ja , hon havde i sin første +rædsel og smerte aflagt et formeligt skriftemål angående +alt , hvad der lige siden hans barndom var +gået igennem hans sind og tanke , hvad han havde + +syndet , og hvad han havde lidt i sin voksne alder , — +ja end ikke , hvad han kaldte havfruesangen ved sta . +Lucia , med dens dunkle , varslende indtryk , havde han +forbigået . På grund af den inderlige kærlighed , +hvormed den gamle præst elskede sin fromme og kærlige +plejedatter , og måske tillige på grund af den +enfold og barnlige uskyldighed , der var hovedbestanddelen +i hans natur , havde han ligesålidt taget i betænkning +at meddele amme dette som overhovedet nogetsomhelst , +der bevægede ham selv eller gjorde indtryk +på hans sind . Som følge heraf var hele dette +skriftemål amme bekendt — det havde smertet hende +og rørt hende på det dybeste , på samme tid som +det havde borttaget bråden af hendes eget sind +og givet hende en forunderlig vemodig , resigneret højhed +i følelser og i syn på tilværelsen . +Så var der tilmed for en ugestid siden kommet +et nyt brev fra Henrik , hvori han meldte , at han nu +var fuldkommen rask , og at han derfor med det første +kunne ventes til Ålborg med sin moders lig , — til +hvis modtagelse der alt var truffet storartede forberedelser +på søviggård , idet den ældre Grubbes sind +var bleven smeltet og på det dybeste bevæget ved , +hvad præsten af Henriks beretning havde meddelt +ham om hans hustrus død og hendes bøn om at +måtte stedes til hvile i sit barndomshjem . +Alt dette tænkte amme på , og medens disse +tanker gik igennem hendes sind , havde hun efterhånden + +nærmet sig langsomt ned imod vandet og +stod nu lige ved bredden deraf . Da kom præsten +ned til hende . Hans ansigt var som altid roligt og +mildt , dog var der i disse øjeblikke en usædvanlig +alvor udbredt over hele hans personlighed , og han +blev i nogen tid stående hos hende uden at tale , +medens dog hans ansigts udtryk tydede på , at han +netop var kommen for at meddele hende noget . Endelig +sagde han : +„ Jeg hører i dette øjeblik af en mand sønderfra , +at dampskibet , der går på Ålborg , er forlist +inat i den stærke storm her i nærheden ved normandshage . +Passagererne skulle have frelst sig i bådene , +hvilke er komne iland på forskellige steder +på kysten , med undtagelse af en båd , som man +endnu ikke ved noget om , og som måske er forulykket . “ +Amine så vist på ham , og hendes ansigt blev +blegt , men hun svarede intet , og hun vendte sig atter +om mod vandet . Endelig hviskedee hun : +„ Måske var . . . “ +„ Ja , Amine ! “ svarede præsten , „ måske var Henrik +Grubbe ombord på det dampskib . “ +Derpå stod de atter nogle minuter stille og +tause hos hinanden ved det stedse faldende vand . +Amine havde sine blikke stadig fæstede på strømmen , +og medens hun således stirrede og stirrede , var +det , som om noget af det tidligere forvildede og exallerede + +atter kom over hende , — som om hun på +hemmelighedsfuld måde følte sit blik lænket til det +hurtigt forbistrømmende vand , og søm øm hun ikke +formåede at løsrive sig derfra . +Da lagde præsten sin hånd på hendes hoved +og sagde : +„ Kom nu , kæreste Amine ! Lader os gå bort +fra dette vand . Og lader os ved samtale og bøn +i forening søge at styrke hinanden til at kunne bære , +hvad os måske bliver pålagt ! “ +Men hun svarede ham ikke og vendte ikke sit hoved +om imod ham — tværtimod nærmede hun sig kun +endnu mere til vandet , der nu var lige ved at indskrænke +sig til selve åens leje , og her blev hun atter +stående som i dybe tanker . +Præsten havde fulgt hende , og han stod tæt ved +hendes side . +Da strakte hun sin hånd udover åen og sagde : +„ Se , kære fader ! Se dog , hvor stærkt strømmen +rinder i aften ud mod havet ! “ +„ Ja , min kære datter , “ svarede han beroligende , +„ de faldende vande ile nu atter med megen klang og +jnbellyd tilbage mod det store hjem . “ +Hun svarede intet hertil , kun vedblev hun fremdeles +at have sine øjne rettede på strømmen . +Da tav også præsten stille , og således tilbragte +de igen nogen tid i dyb taushed . +Men da trådte hun atter et skridt ned imod + +vandet og denne gang tillige hen imod båden , hvortil +adgangen nu var fri , idet vandet netop i dette øjeblik +var sunket til det leje , som det under almindelig +hvi vandstand plejede at indtage , — og hun steg ud +i båden og begyndte at løse den fra landingsbroen . +Men da trådte også den gamle mand ned i båden +og satte sig på toften ligefor hende , idet han +ufravendt betragtede hende fuld af værdighed og +mildhed . +Og han så med rolighed på , at hun løste +båden fra den pæl , hvortil den var bunden , at hun +tog roret frem fra dets plads i et lille indelukket +rum i bunden og hængte det på tappene , at hun +tog rorpinden i sin hånd , — og at båden begyndte +at glide ned med strømmen . +Og de glede hurtigt langsmed haven og præstegårdsmarken , +dernæst gennem et øde parti med kær +og mose til begge sider — så ind imellem huse og +bøndergårde , hvorfra små hvidhovedede børn og gamle +mænd og koner kom frem og hilste og nikkede venligt +til dem ; men vistnok for første gang blev disse +hilsener ikke gjengjældte ; thi Amine så hele tiden +ned for sig på vandet , og præsten havde uafbrudt +fine øjne rettede på hende . +Og huse og gårde forsvandt , og de kom ind under +de store træer i det stille , høitidsfulde dunkle , hvor +strømmens rislen lød mere dumpt , og hvor rorets knagen +og bådens fart gennem vandet antog en særegen + +og mere hemmelighedsfuld klang , og de glede ned mod +søviggård , der hævede fin mørke stenmasse høj og +truende i vejret i den klare luft , forbi den altid ensomme +landingsbro — den samme , på hvilken Henrik Grubbe +havde stået i hin skumle aften , da erindringens mørke +ånder fra hans barndom vare over ham og talte +til ham gennem vindens hvislen og de vigende åreslag +fra den bortseilende båd ; hvor han havde hævet +sin røst i det dybe stille og råbt : „ Amme , amme , +kom tilbage ! “ — og de kom atter ind under de skyggende +træer på den anden side af broen , hurtigt , tavse +og stille . +Men der , hvor de høje træer endte , og hvor engene +begyndte — de , der nylig havde pranget i forårets +friske grønne , men som nu atter vare blevne vinterlig +blege ved havvandets overskyllen — der , hvor den +dyrkede og den ville natur ligesom gik over i hinanden , +der , hvor havet første gang trådte ret mægtigt +frem for beskuerens blik , der , hvor i stille aftener +lyden af havets brusen , af åens rislen og +de høje træers susen blandedes forunderligt og hemmelighedsfuldt , +— der var et sted , som således stod +indpræget i Amines sind , at hun aldrig kunne glemme +det , og da båden nærmede sig dette sted , da hævede +hun uvilkårlig sit hoved for første gang på den +hele fart og så derhen , og der — lå Henrik +Grubbe ; på skråningen af en lille forhøjning i +engen lå han , med ansigtet vendt imod søviggård , + +med lukkede øjne , fredelig og mild at se til som et +sovende barn — og dog med dødens umiskendelige +udtryk ! +Præsten , der sad med ansigtet vendt imod Amine , +mærkede uvilkårlig af hendes bevægelser og af hendes +ansigts udtryk , at noget greb hende stærkt , og +han bøjede sig henimod hende og tog hendes hånd , +medens han på samme tid vendte sig noget tilsiden , +følgende retningen af hendes blik , og da blev også +han vaer , hvad hun først havde set . +Og i samme øjeblik gled båden som af sig +selv henimod den grønne høj , hvor den blev liggende +stille . +De havde begge rejst sig , og idet præsten stadig +holdt hendes hånd fast i sin , stege de ud på den +våde engbund mellem siv og tuer og standsede +ved ham . +Og de betragtede ham begge en tidlang uden at +væræ i stand til at tale . Men da den gamle mand +stod der og så hendes stumme , bitre smerte og +atter blev det fordums forvildede udtryk vaer i hendes +ansigt , på hvilket det var lykkedes ham at bringe +ro og glæde til syne igen , og som var blevet ham +det kæreste og yndigste syn i hans høje alderdom , +— da var det , som om et glimt af denne verdens +ild for et øjeblik blussede op i oldingens ellers så +milde hjerte , og han hviskedee : +„ Nu — nu er du bleven hævnet , Amine ! — + +ja , Herren vor gud er en streng , nidkær gud , +som -- -- -- -- - “ +„ Nej , nej , kære fader , “ sagde hun da , idet hun +vendte sine øjne bort fra Henrik Grubbe og betragtede +præsten med en bedende mine , som ville hun +afværge de strenge ord , „ Herren vor gud er ikke +en streng gud . . . har han ikke . . . har han ikke +viist sig . . . mild . . . her ? Kunne vel han nogensinde +være kommen til ro , hvis det var blevet ham +forundt at leve ? “ +Og da hendes hjerte først havde fået luft i +disse udtalte ord , da var det , som om tårernes +kilde åbnede sig i hendes bryst og formildede den +stumme smerte , og hun kastede sig højt grædende nedover +ham , idet hun kyssede hans ansigt , hår og +hænder og gav ham de kærligste navne . +Og da opløftede også den gamle mand sin +røst og græd . +Således lå hun en tidlang henbøjet over ham . +Men da hun omsider igen hævede sit hoved og så +på sin plejefader , da var forvildelsen forsvunden +fra hendes ansigt , og det var , som om dets forrige +mønne udtryk af ro og højhed igen var ved at +bryde frem gennem smerten . Og hun vendte atter +sine blikke ned mod sin barndomsven , så fuld af +kærlighed og vemod på ham og hviskedee : +„ Så måtte da også du ud på havet ! +Men også dig har det dog taget mildt i sin favn + +og lagt dig her som et sovende barn på din barndoms +strand meskem blege blomster . “ +Og hun bøjede sig ned på ny og græd atter en ' +tidlang , men blidt og stille , over ham . +Endelig tog præsten hendes hånd og sik hende +til at rejse sig op , derpå bøjede han sig selv ned til +ham , slog sine arme omkring ham og drog ham sagte +ned imod båden ; da denne var nået , løftede de +ham i forening ind over relingen , hvorpå de selv +toge plads deri . Og amme tog årerne og sænkede +dem i vandet , og langsomt gled båden op +imod den stride strøm — op imod søviggård . +Og solen sendte sine sidste stråler ned , aftenvinden +susede sagte i de høje træer , og åens +rislen lød som et menneskes gråd , da Henrik +Grubbe for sidste gang vuggedes på dens bølger . — +men den dag , da Henrik Grubbe var bleven +begravet med stor og gribende højtidelighed — efter at +den ældre Grubbe i denne tid måske for første gang +i sit liv ganske havde forglemt sig selv og sin mangel +på evne til at tåle det sørgelige , hvorfor ikke +blot kraften til at bære det ikke var bleven ham negtet , +men det syntes endog , som om alt , hvad der stod +i forbindelse med hans hustrus og søns død og +deres gensidige indvirkning på hinanden , ligesom + +havde givet hans resultatløse grublen indhold og +kerne og havde ladet ham begynde at skimte , som +gennem mørke tåger , glimt af en uendelig , sammenhængende +harmoni — på denne samme dag , hen ad +aftenen , vandrede degnen kolby nedover engene +mod havet . Hans ansigt var bleven stærkere furet , +og hans høje , krumbøjede skikkelse end mere knoklet +og sammenfalden af sorg over de sidste tiders begivenheder +på det sted , som var det eneste , han +kendte , og hvortil hans hjerte havde været knyttet fra +hans ungdom af . Han vandrede denne aftentur — +efter at have bivånet ligbegængelsen og tilbragt dagen +på herregårde « tilligemed præsten og Amine +— for at adsprede sig lidt i sin dybe sorg . Alligevel +havde han dog først været hjemme for at hente sit +gevær , det , som Henrik havde foræret ham , det med +de lette , skinnende løb — det , han dog aldrig ret +kunne betragte som andet end som et nydeligt legetøj , +det egentlig var synd at „ komme ild i “ , hvorfor han +heller aldrig havde brugt det uden på de store jagter +eller ved andre højtidelige lejligheder , hvor det gjaldt +om at vise sig med nogen glans . Men denne aften , +da han var så nedtrykt i sit sind , havde han valgt +dette i stedet for sit eget uhåndterlige redskab , fordi +det som en gave fra Henrik var ham inderlig kært , +og han desuden følte , at han vel kunne trænge til al +den opmuntring og trøst , som omstændighederne +ville tillade . Og således travede da den gamle jægersmand + +fremad med dybt ludende hoved og tunge +skridt , i sit fromme og ærlige hjerte tænkende over +prædikerens ord , hvorledes denne verdens glans +kun er idet forkrænkelighed og forgængelighed , og +så oprigtig var hans sorg og så alvorlige hans +tanker , at mere end en fugl var fløjet op for ham , +uden at han havde bemærket det . Ia , han skulle +måske have vedblevet sin vandring den hele nat , havde +ikke omsider havet sat grændse for hans fjed , — og +da standsede han og gav sig til at stirre udover den +store flade . Det havde atter blæst stærkt fra sydost +i de sidst forløbne dage , men fra denne dags morgen +havde det været ganske stille , og kun dønningen +brød sig med sagte susen i brændingen . +Naturens fred gjorde ham kun endmere sørgmodig , +og medens han langsomt gik hen over det hvide +sand på strandbredden , aftørrede han stundom en +tåre med bagen af sin hårde , barkede hånd . +Således var han efterhånden kommen hen i +nærheden af åen , der , hvor den løb ud i havet , og +idet han tænkte på , hvad den fornylig havde båret på +sine bølger , fæstede han sine blikke på det mørkladne +vand ; thi himlen var noget skyfuld , og desuden varden +Art af skummel dunkelhed udbredt over jorden , +som netop i den lyse tid fremkommer ved modsætningen +til luftens klarhed . +Da forekom det ham , at han så noget . . . +Noget ude i vandet — noget , der lignede de utydelige + +omrids af et menneske — lige i åens munding , +netop der , hvor åens vande blandede sig med +havets . Og han gyste , og det var , som følte han +sig selv lænket til stedet og sine øjne til det , han +så . Og han så , hvorledes dette vexelvis afåens +strøm førtes lidt ud og derpå af havets dønning +lidt ind ; kun der , hvor der ligesom var ligevægt +mellem åens magt og havets magt , kunne det undertiden +i nogle øjeblikke komme til ro , idet det da +hævedes sagte op og ned — for da atter på ny at +begynde den selvsamme vandring . Da han havde +stået nogen tid og set på dette selsomme spil , gjorde +han endelig med anspændelse af al sin kraft et par +skridt nærmere henimod åmundingen for dog at se , +hvad dette kunne være , og da syntes det ham , at han +så den blege skikkelse af en kvinde , der med foldede +hænder og bedende miner så ind imod land , +ind mod søviggård , — en skikkelse , hvis ansigtstræk +uvilkårlig mindede ham om den dejligste kvinde , +han havde kendt i sit liv — hende , som han jo så +tidt og ofte havde set i ungdommens rige glans at +færdes på disse steder ! +Men da denne lighed , denne tanke greb hans +sjæl , da følte han sig betagen af en uovervindelig +gru , og han styrtede , så hurtigt hans ben formåede +at bære ham , bort fra åen og op til det nærmeste +hus . +Dog — da han efter nogen tids forløb atter + +indfandt sig på stedet tilligemed mænd , der bare +reb og lygter , da — var det forsilde , da — havde +åen fået magt over havet , — da var der intet , +sket intet mere at se ! +Og derfor antog øen , der havde set dette , at det +ikke var noget virkeligt , som havde viist sig for ham , +men kun et syn , som hans sørgmodige tanker og +dybt rystede sind havde foregøglet ham på dette +sted . — +alligevel udbredtes dog derved det sagn i egnen , +at det havde været den forhenværende husfrue på +søviggård , der selv efter døden havde higet efter +hvilen i hjemmets jord , hos sine fædre og hos sin +søn , men — at dette ej havde kunnet tilstedes +hende . — +og hermed ender historien om hustruen på +søviggård og hendes søn — +om åen og havet .