diff --git "a/normalized/1870_Schwartz_EnhverSinMission.txt" "b/normalized/1870_Schwartz_EnhverSinMission.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1870_Schwartz_EnhverSinMission.txt" @@ -0,0 +1,13322 @@ +Solen skinnede på et lille , enetages hus i udkanten +af en af forstæderne , og kastede sit lys +ind i den lille forstue , hvortil døren stod åben ; +gulvet var hvidt som sne , og ruderne i husets +lave vinduer vare så blanke , at man kunne se +hver tråd i de hvide Gardiner , der hang indenfor +dem . Der lå således , udenfra set , en venlig +fred over det hele , og græsset langs kanten af +den ubrolagte gade gav , idet det viftede frem og +tilbage i vinden , endogså husets omgivelser et +rigtignok såre beskedent præg af landlighed . Men +der fandtes en pynt i forstuen og på gaden udenfor +døren , som i hvor smuk den i sig selv var , dog +bragte de forbigående til at kaste et alvorligt blik +på huset , og til i stilhed at sammenligne det udvortes +skin af fred og lykke med den skygge , som +sorgen rimeligvis kastede indenfor ; der var bredt +et helt tæppe af grønt og blomster fra forstuens + +gulv og langt ud på gadens grus , og hvori +mangen bouquet var søndertrådt af tunge trin ; +døden , den allestedsnærværende , var skredet hen +over det . Også inde i den lave , meget simple stue +var der en krands af grønt , der omgav en stor , +åbent firkant på gulvet , og midt på denne plet +stod en ung pige i en ny , men tarvelig sort kjole +og med foldede hænder . Det var halvt et barn +og halvt en moden kvinde ; barnenaturen stod skrevet +i hele formen af hendes unge hoved , der var +omgivet af et meget lysebrunt hår , i den sundhedsfriske +rødme på hendes kinder og på hendes +læber , der i dette øjeblik bævede under tilbagetrængte +tårer ; men en modenhed , langt over hendes tyve +år , trådte frem i hendes lysegrå øjnes tankefulde , +bestemte blik , i hendes pandes alvor og hele +hendes stillings fattede ro ; smuk var hun egentlig +ikke , når man fraregner den skønhed , der altid +følger med ungdom og sundhed ; men den ubevidste +uskyldighed og godhed , der hvilede på hendes alvorlige +ansigt , drog uvilkårligt hjertet til hende . +Faderløs og moderløs havde hun tidlig prøvet livets +bitterhed ; den gamle mand , hvis lig man for nogle +timer siden havde båret bort , havde taget hende til + +sig af medlidenhed , hun var vokset op i dette tarvelige +hus , og havde , efter husmoderens snart påfulgte +død , tidlig helliget sine kræfter til dets bestyrelse ; +endnu et barn var hun af egen drift +blevet husmoder , og var blevet det med en hvi +anskuelse af sine pligter . Hun havde været en tro +og flittig huusbesfyrerinde for sin plejefader , der +havde været en underordnet embedsmand , og som i +de sidste år levede af en ubetydelig pension , og +næsten en moder for hans søn , der var flere år +ældre end hun . Denne lille verden , der havde +været hendes et og alt , hendes omsorg , hendes +tanke nat og dag og hendes hele lykke , var nu +forstyrret , og hun stod der , efter fuldbyrdelsen af +den sidste pligt , skuende i alvorlige og bekymrede +tanker ind i fremtiden . +Da bragte raske , hurtige fodtrin udenfor på +sandet hende til at se op , døren blev hurtigt åbnet , +og en ung mand i simple , men anstændige , +sorte klæder og med flor om hatten , trådte ilsomt +ind . Han satte med en vis , åbenbar mechanist og +tilvant forsigtighed hatten fra sig , og sluttede den +unge pige i sine arme i et fast , inderligt favntag . + +hun lagde sine arme om hans skulder , og trykkede +sit hoved op til hans bryst . +„ Rosine , kære Rosine ! “ sagde han ømt , +„ nu er vi to ene i verden med hinanden ! “ +Hun klappede hans kind , strøg hans hår fra +panden , og så længe tavs og bedrøvet på ham . +„ Hvor du har været god og trofast mod min , +fader ! “ vedblev han efter en pause , hvori de begge +syntes at have vejet deres sorg , „ aldrig , så længe +jeg lever , skal jeg glemme , hvad du har gjort for +os begge to . Nu er touren til mig at sørge fordig , +og du skal ikke være bange for fremtiden , +Rosine , jeg skal nok finde udveje til at fortjene , +hvad vi to behøve . Vi have jo ikke store fordringer , +vel ? Kun den , at blive sammen og aldrig at +stilles ad , ikke sandt ? “ +„ Ak , kære Frits ! “ sagde hun nølende , og +drog sig ud af hans arme , „ for fremtiden frygter +jeg ikke ; men jeg er bange for , at det går ikke an +for os to at blive her alene sammen . “ +„ Hvorledes ? “ sagde han , idet en sky af skuffelse +overtrak hans ansigt , „ er du ikke min søster ? +Mener du , at vi skulle forlade dette kære , gamle hus ? “ +„ O Frits ! “ sagde hun alvorligt , „ jeg er ikke + +din søster , og det er tungt , at vi i dette øjeblik +sfulle tænke på det . Derfor kunne jeg jo gerne +blive hos dig ; men jeg føler dog , at det ikke ville +være rigtigt , selv om andre ikke vide , at du er +min Broder . Gerne , gerne ville jeg passe huset +som før , og jeg kunne også godt som før fortjene +noget ved at sye ; men der er alligevel en følelse +hos mig , som siger mig , at det ikke kan blive ved +at være således . Derfor , kære Frits ! — og det +stod jeg netop og tænkte på , da du kom — derfor +må vi nu stilles ad , og gå hver sin vej . “ +„ Og hvorhen vil du gå ? “ spurgte Frits , +der næsten åndeløs havde lyttet til hendes ord . +„ Ud at tjene , “ svarede Rosine sagte . +„ Ud at tjene ! “ gentog Frits med forfærdelse . +„ Skulle du leve blandt fremmede , som ville behandle +dig slet , misbruge din pligtfølelse , tilsidesætte +dig — nej , Rosine ! det må ikke ske ! +Før vil jeg — “ han tav et øjeblik , tænkte sig om , +og sagde derpå sagte og nedtrykt : „ Ak , jeg kan jo +ikke gøre noget for dig ! “ Han kastede sig ned på +en stol , holdt hænderne for øjnene , og græd bittert . +Rosine gik hen , og stod foran ham ; hun +havde selv inderlig lyst til at græde ; men hun betvang + +sin bevægelse , og ventede stille til han havde +givet sin smerte luft . +„ Ufornuftige Frits ! “ sagde hun mildt bebrejdende , +„ i stedet for at græde burde du styrke mit +mod , og hjælpe mig til at se den lyse side af +hvad der nødvendigt må ske . Og hvorfor tror +du , at det skal gå mig så ilde ? Dersom du +troer , at jeg vil gøre min pligt , hvorfor tror du +da ikke også , at gode mennesker ville påskønne +det ? Jeg er slet ikke bange for at tage ud og tjene , +jeg gør så få fordringer , og jeg vil gerne underordne +mig andres villie . Når man blot gør +sin pligt — “ hun så på ham med et inderligt , +trofast blik , — „ så vil det nok gå godt . “ +Han rystede bedrøvet på hovedet . Hun strøg +mildt med hånden hen over hans hår . +„ Sid ikke så tavs ! “ bad hun , „ vi forlade jo +ikke hinanden for bestandig . “ +„ O Rosine ! “ sagde han , „ vi have levet sammen +fra barndommen af , vi have delt alting , +små bekymringer og store sorger , glæde og kærlighed ! +Hver middag har din hånd tildelt mig +min del af middagsmaden , stor eller lille , eftersom +der var råd til det , hver aften har jeg sagt + +dig godnat , før jeg gik hen at sove ; kom jeg en +sjelden gang sent hjem , bankede jeg dog på din +dør for at høre et venligt ord af din stemme ! +Alt dette er forbi , du går ud blandt fremmede +mennesker , der købe dig for deres penge , og jeg +— hvor går jeg hen ? “ +„ Du store Frits , “ sagde hun skjemtende , „ skal +også bestille noget . Du har jo din tteologiske +embedseksamen , og kan med tiden blive præst . +Selv om vi blive noget gamle , gør det jo ikke noget ; +desbedre kan det da passe sig , at jeg igen holder +hus for dig . Du vil vel nok have mig til din +husholderske ? “ +Trods den skjemtefulde tone funklede der også +nogle tårer i Rosines øjne , og da hun +havde talt ud , vendte hun sig fra ham for at +skjule dem . +Frits tog hendes hånd , vendte hende om +mod sig , og de tårer , hun havde søgt at skjule , +rullede ned ad hendes kind . Han så på hende , +og sagde derpå alvorligt : +„ Det smerter dig altså også ? “ ' +„ Kan du spørge derom ? “ svarede Rosine , + +idet hun frigjorde sin hånd , og ville gå bort +fra ham . Han sprang op , og fulgte efter hende . +„ Rosine , min søster , min veninde ! “ sagde +han blidt og hjerteligt , „ gå ikke fra mig , førend +jeg har gjort dig endnu et spørgsmål . Hvis jeg +ikke allerede har gjort det , så er det kun , fordi min +faders lange sygdom og de derpå følgende sørgelige +pligter have afholdt mig ; thi jeg har længe følt , +af min ro og min lykke var afhængig af dit svar . +— o , bliv ikke rød , og slå ikke øjnene ned — +ærligt og oprigtigt spørger jeg dig i denne hellige +stund og på denne indviede plet , hvor vor fælleds +faders kiste stod , vil du engang blive min hustru ? +Vil dette trofaste hjerte , der nu hviler mod mit , +anse sig for bundet for tid og evighed til mig ? +Vil du engang i lykkelige dage vende tilbage til +mit hus , dele mine tarvelige kår , og være i ondt +og godt , i liv og død min dyrebare ægtefælle ? “ +En dybere og dybere rødme farvede blufærdigt +hendes kind , medens han udtalte disse ord , og da +han havde endt , så hun op til ham , og sagde , denne gang +uden sin sædvanlige fattede ro , og med bævende +stemme : „ Jeg tror , jeg vil det , Frits ! “ +Der lå et så alvorligt tilsagn i hendes + +stemme , at han ikke agtede på det ubestemte i +ordene ; men idet han trykkede hende fastere i sin favn , +udbrød han med dyb bevægelse : +„ Nu , så velsigne gud vor pagt ! Alt , hvad en +mand kan gøre , overensstemmende med fin ære +og samvittighed , for at hidføre øjeblikket til vor +forening , skal jeg redeligt gøre ; enten det varer +kort eller længe , skal mit hjerte tilhøre dig med +uforanderlig troskab og kærlighed — dertil være +gud mit vidne ! “ +„ Så længe du elsker mig , er jeg din , “ sagde +hun med samme alvor , „ jeg vil vente på dig , til +du med gud og æren kan føre mig ind i dit +hus . Men dette hus må du nu forlade , +Frits , og søge dig en anden bopæl , i det mindste +til jeg er borte . “ +„ Jeg får det vel , “ sagde han beklemt , og så +sig om , „ dette kære , lille hus ! “ +„ Nu vel , “ sagde Rosine opmuntrende , „ Du +må gerne besøge mig , eller ved du hvad , Frits , +jeg kan godt få den gamle madame Mortensen +til at flytte herind så længe , hun gør det gerne , og +så kunne vi blive sammen , til vi hver gå sin vej + +— hvis du tror , at vi have råd dertil ; thi hun +må jo spise hos os . “ +Den omtalte gamle kone var en bekendt af +huset , der ernærede sig ved den beskedne håndtering +at lave papirsposer , og hvis fordringer til livet +altså ikke vare vanskelige at tilfredsstille . Frits +smilede , og mente , at de vel nok turde tillade sig +denne udgift . +„ Ieg vil straks gå hen til hende , “ sagde Rosine ; +„ thi den gamle må have lidt tid til at forberede +sig . Ieg kommer straks tilbage for at tænke +på middagsmaden . “ +„ Må jeg følge med dig ? “ spurgte Frits . +„ Nej , på ingen måde , “ svarede hun , idet +hun travlt tog hat og schawl på , „ det ville kun +sinke mig . “ +„ Må jeg da hjælpe dig ? “ spurgte han smilende . +„ Tak , det gør jeg bedst selv , “ svarede hun , idet +hun med megen alvorlig omstændelighed bandt sin +hattesløife . +„ Må jeg da kysse dig ? “ vedblev han , og lod +gerninger ! følge så hastigt på spørgsmålet , at +Rosines bestemte „ Nej ! “ ikke for denne gang kom +over hendes læber . Hun gjorde et lille tilløb til + +at se vred ud , men kunne ikke afholde sig fra at +smile , og skyndte sig derfor henimod døren . Just +som hun ville åbne den , bankede det stærkt på +den , og en anden ung mand , også i sorte klæder +og med flor om hatten , trådte ind . +„ Gud være med eder ! “ sagde han med en stærk , +dyb stemme og hjertelig alvor , idet han trykkede +deres hænder , „ kommer jeg eder til ulejlighed ? “ +„ Det kan du ikke , kære Carl ! “ sagde Frits , +ligeså hjerteligt , „ tværtimod , var du ikke kommet , +havde jeg nu opsøgt dig . Bliv hos os i dag , Rosine +vil sørge for , at vi få en anstændig middagsmad , +og jeg har meget at tale med dig om . +Lad mig først og fremmest , kære ven , inden Rosine +forlader os , meddele dig , at Rosine og jeg er +forlovede . Du vil måske synes , at vi dertil kunne +valgt en mere passende dag end vor faders begravelsesdag ; +men tanken om skilsmissen vakte +tanken om et fornyet samliv , og vi håbe således +trøstigen at kunne gå fremtiden i møde . “ +„ Til en god gerning er enhver dag god nok , “ +Sagde Carl , „ og jeg ønsker eder tillykke . Selv om +i begge vidste , at i ikke kunne tænke eder at leve +« den hinanden , er det dog godt at sige det ; der er + +ingen tanke og følelse hos os , der ikke vinder ved +at stå klar og ren for vor bevidsthed . “ +Imidlertid gik Rosine sit ærinde , og begge +vennerne gik ind i Frits ' lille arbejdsværelse . De +tændte her deres cigarer , og sad længe tavse . Endelig +tog Carl ordet : +„ Hvad tænker du nu at gøre , Frits ? “ +„ Lad mig først sige dig , hvad Rosine tænker +at gøre , “ svarede Frits , ligesom lidt undvigende . +„ Hun vil søge sig en tjeneste . “ +„ Ja så , “ sagde Carl . Efter en lille pause +vedblev han : „ Hun gør ret deri . “ +„ Men gør jeg også ret i at tillade det ? “ +Spurgte Frits sagte . +„ Hvorfor ikke ? “ sagde Carl . „ Du mener , at +du burde ernære hende ? “ +„ Ja . “ +„ Kan du det ? “ +„ Ja og nej . Jeg har jo ved mine informationer +skaffet et bidrag til faders husholdning , +og jeg kunne måske ved sorsgede anstrengelser tilvejebringe +noget mere ; men min tid går hen +med at undervise , og hvad så ? +„ Hvorfor skulle du gøre Rosine afhængig + +af dig ? “ sagde Carl ; „ hun er flink , huslig og +forstandig , hun kan være til nytte alle vegne , i stedet for +at sidde med hænderne i skødet og tære på +din fortjeneste . Hun gør det heller ikke , fordi +hun er for fornuftig til at ville flade et forhold , +der om kortere eller længere tid vil blive eder +begge til byrde . Jeg ved et sted , hvor Rosine +kan blive anbragt . Du ved , at jeg har en gammel +bedstemoder , geheimerådinde Rosenfeldt , der nu +i sin høje alderdom opholder sig på sit gods . +Hendes sognepræst har en patient i sit hus , en +gammel dame , der efter min mening lider mere +på sjælen end på legemet , og som stadig holder +sengen . Efter sigende er denne syge kone ikke +tilfreds med den pleje , der ydes hende af præstens +hunsbesfyrerinde — han er enkemand uden børn +— og man søger nu et fornuftigt , tålmodigt og +dannet fruentimmer til af være om hende . Her er +altså intet strengt arbejde , men netop en virksomsomhed , +hvortil Rosine med sin rolige , trofaste +characteer er fortrinlig skikket . Præsten har skrevet +mig til , og bedet mig skaffe ham en pålidelig person , +og , efter hvad du nu har sagt , tager jeg ikke i +betænkning af foreslå Rosine af modtage pladsen . “ + +Frits lagde cigaren fra sig , og trak sit vejr +dybt . Carl så på ham , og sagde , idet han ligeledes +kastede cigaren ud af vinduet : +„ Jeg forstår dig , Frits ! det smerter dig , +af hun skal være afhængig af andres ønsker og +luner , og tjene andre for en anden løn end kærlighedens ; +men du bør betvinge denne følelse . Lad +du hende gå , hun vil finde sin plads overalt ; +der går en engel ved ethvert menneskes side , dersom +hun bærer pligtens bud skrevet i sit hjerte . +Det er jo også kun for en tid , og dine udsigter +ere , synes mig , ret gode . Som syvårs candidat +kan du snart tænke på af få et lille kald , og +jeg er vis på , af du og Rosine ville blive lykkelige +i en så fredelig og i alle måder velsignelsesrig +virksomhed , hvor man kan stifte uberegnelig +nytte , hvis man virkelig vil . “ +„ Om jeg vil stifte nytte , Carl , derom kan +du ikke tvivle ; jeg tør sige , at du ved , at jeg +altid fra dreng af har respekteret pligten , og betragtet +den med et alvorligt øje , og hvad Rosine +angår , da er det , som om gud havde flabt hende +til at være en trøst og en lindring for de lidende +og trængende . Min fader har ligget på et mangeårigt + +sygeleje ; men hendes tålmodighed , hendes +glæde over enhver kjærlighedsgjerning , hun kan udøve , +hendes stille , rolige , selvopoffrende væsen har +forvandlet alle disse lidelsestimer til virkelige sabbathdage . +Desmere smerter det mig , ikke at kunne +lønne hendes troflab , som jeg så gerne ville — +ak , hvis jeg var som hun , da var alt godt — men +jeg er det ikke — jeg bærer en byrde på mit +bryst , som jeg ikke har kunnet betroe hende endnu— “ +Han tav , og trykkede læberne sammen , som om +han ville lukke dem over sin hemmelighed . +„ Hvad mener du , Frits ? “ spurgte Carl ; +„ thi jeg formoder , at du ikke vil lade det blive ved +disse gådefulde ord ? “ +„ Nej , nej , “ svarede Frits , idet han bøjede sig +over mod ham . og trykkede hans hånd , „ jeg må +tale , og i dag mere end nogensinde , da jeg ved min +faders grav dybere end ellers har følt , hvor stort +et ansvar det er at leve og dø . — jeg har længe +været enig med mig selv om , at jeg ikke tør søge +præstekald . “ +Carl fæstede et langt , alvorligt og prøvende +blik på ham . +„ Jeg forstår dig , “ sagde han , „ Din tro er + +ikke således urokkelig grundfæstet , at du tør bygge +en præstelig virksomhed på den ? “ +„ Således er det omtrent , “ sagde Frits , „ og +hvorledes det er kommet , ved jeg ikke selv . Jeg +valgte selv at studere theologie i den overbevisning , +at det var den lykkeligste lod at kunne prædike +det for alle , der lå som en lyksalig vished i mit +eget hjerte . Jeg drømte mig allerede på prædikestolen +i søndagmorgenens festlige lys lige overfor +min glade , forventningsfulde menighed , og hvis jeg +arbejdede og studerede ivrigt , da var det for så +ilsomt som muligt at nå dette mål . Men lidt +efter lidt følte jeg mindre glæde ved mit arbejde ; +en besynderlig trang til at fremstille sagen fra +forskellige synspunkter , til at undersøge , hvad indflydelse +den formende menneskeånd kunne have haft +på den , forstyrrede mig i mine roligste timer , og +til sidst syntes jeg mig at være to væsener , hvoraf +det ene angreb og det andet forsvarede . Ja , forsvarede ! +— en dag vågnede jeg op af min grublen , +og greb mig i at forsvare det , på hvis sandhed +jeg nogle måneder før gerne var død . Jeg +søgte at komme på det Rene med mig selv ; men +uagtet jeg følte , at jeg var meget forandret , kunne + +jeg dog ikke fordømme mig selv . Idet jeg randsagede +mit inderste , fandt jeg hos mig selv en stærkt udpræget +dobbellhed , af erkendelse og følelse , eller +dennes udvikling i den religieuse retning af tro . +Denne dobbellhed var så stærk , at jo mere jeg udviklede +hver af dem i sin retning , jo mere divergerede +de fra hinanden , og dog kan jeg ikke lade +være at lade dem begge bevæge sig på troens +gebet . Jeg har sagt til mig selv : lad da kun din +erkendelse arbejde i de mere concrete retninger , og +lad din følelse udvikle sig til en fast tro , urokket +af din forstands indvendinger og tvivl , eller lad +din erkendelse udvikle sig og bryde sig en bane , +som du må følge , hvad enten den i sine fortsatte +conseqventser vil lede dig til tro eller vantro , +og lad følelsen søge sin tilfredsstillelse i mere concrete +tilfælde i dine forhold her i livet . Men +dette kan jeg ikke ; thi min erkendelse synes det mig +ofte , at jeg kan bringe til et resultat , og dette +resultat forfærder mig da som oftest . I min fortvivlelse +kaster jeg mig da i troens arme . Hænder +det sig derimod , at jeg engang har bestemt at +lade troen råde på sit eget gebet , så forekommer +det mig , at jeg bærer mig ad som den tjener , + +der nedgrov sit pund , endskønt han havde et regnskab +at aflægge derfor . Jeg har tillige altid næret +det faste håb , at hvad vi her erkende stykkeviis , +det skulle vi hisset skue som i et spejl , med et +blik , i et øjeblik . Denne virksomhed , hvori vi +stue gud ansigt til ansigt , må da nødvendigvis +være en forhøjet potents af erkendelse ; men hvorledes ? +Skulle denne erkendelse ikke også have +klarhed i forhold og gradvis , og skulle en udyrket +ånd kunne fatte med hin erkendelsens skuen som +den ånd , der alt har kæmpet for lys og sandhed , +om han end aldrig vandt dem , og om hans kampe +kun blev som de øvelser , hvormed fægteren forberedte +sig til at træde ind på arenaen ? Nej , nej , +jeg tror , at den må kunne stue klarere , som allerede +herneden har skærpet sin ånd , og derfor vil +jeg heller ikke lade min erkendelse uforsøgt i disse +kampe , hvorfra min sjæl dog aldrig vender tilbage +uden blodige sår og mærker . Jeg vil kæmpe , +uagtet jeg ved , at jeg aldrig vil vinde diademet , +som er ved banens ende . Men når jeg vender +tilbage fra disse kampe , må jeg forfriske mig med +troens bad ; som den , der er omspændt af luer , +søger jeg hen til den forfriskende strøm . “ + +„ Og der gives intet punkt , “ spurgte Carl , +„ hvor din erkendelse og din tro mødes ? “ +„ Jo , “ svarede Frits , „ næst bevidstheden om en +personlig gud , har jeg altid bevaret en fast overbevisning +om udødeligheden ; thi netop den omstændighed , +at min tanke og min tro på alle andre +punkter lå i strid med hinanden , viste mig hen +til denne strids forsoning og den tid , da den +skulle ophøre . Netop herved fremtrådte udødeligheden +før min erkendelse , som den alt før eksisterede +fast og urokkelig i min tro . “ Carl grundede nogle +øjeblikke . +„ Det er altså den personlige guds åbenbaring , +der fornemmelig er stridspunktet ? “ sagde han . +„ Ja , tilvisse , “ svarede vennen ; „ thi alt øvrigt +falder og står med denne . “ +„ Og dog tror du på den personlige gud ? “ +„ Det må jeg , fordi jeg tror på mig selv . +Ja , jeg tror på ham , og det med så fuld overbevisning , +at når jeg ret har været fanget i denne +dobbelthed af erkendelse og tro , har jeg ofte +tænkt : men er gud da ikke et væsen , før hvem +jeg tør føre min sag , når det regnes mig til +synd ikke at have troet ? Tør jeg ikke før ham + +fremsætte de grunde , som før min menneskelige +forstand synes conseqvente , og sige : denne forstand +har du givet mig , jeg har brugt den efter bedste +evne , og så kom jeg i strid med hvad du bød +mig at tro ? — vil han da ikke sige efter profetens +ord : „ Kommer dog , og lader os gå irette +med hverandre , dersom eders synder end er som +purpur , skulle de dog blive snehvide ? “ +„ Der gives ingen farligere fjende for troen +end denne halvhed , “ sagde Carl , „ det er som et +faldefærdigt hus , hvorpå man lapper og flikker , +og som alligevel forbliver i brøstfældig stand . Tusinde +gange hellere må man falde så dybt i +tvivlens og fornægtelsens vande , at himlen forsvinder +for vort blik ; thi da ville vi ængstelige arbejde +os op igen til overfladen . Jeg har selv +kendt det ; efter en barndom , fuld af glødende tro , +begyndte mine ungdomsår med tvivl og spørgen , +og det varede ikke længe , før hele den åndelige +verden sank ned i ruiner omkring mig . Der lå +min sjæl levende begravet , og våndede sig efter +frelse . Og den kom også ; i min nød tog jeg en +dag bibelen , og læste i den ; der — på skibet +på tiberias ' sø — mødte jeg ham , der frelste + +mig . Jeg så ham — bliv ikke bange , Frits ! jeg +så ham i mine tanker ; men da jeg engang rigtigt +havde set ind i hans åsyn , var jeg forløst +for al tvivl , fra den dag af troede jeg . “ +„ Din natur er varmere og rigere end min , “ +Sagde Frits noget nølende . +„ Hvis den er det , “ sagde Carl , „ så er grunden +den , at min sjæl siden den tid lever et rigere +liv ; er det ikke netop efter dette liv , du higer ? “ +„ Ja , det gør jeg , “ sagde Frits . +„ Og hvorfra komme disse tvivl , denne strid ? “ +Vedblev Carl ivrigere og ivrigere , „ kommer den ikke +deraf , at i vel sige , at gud har åbenbaret sig for +eder , men i grunden mene , at det egentlig er læren , +der har åbenbaret sig . Ordet er vel kommet til +verden for eder ; men det er ikke blevet kød . Ja , +i indrette åbenbaringen efter eders menneskelige +forstand , i støbe den i eders former . I lære +ikke , at i skulle tro dette eller hint , men at således +skulle i tro det . I , som knap vide , hvad i +selv mene , i lære , at dette mente eders herre og +frelser ; for eder er hans liv og lære en nordnet +hob , hvori i skulle bringe orden og system , og +når i da selv føle , hvor koldt , frossent og indskrumpet + +alt er blevet i eders hænder , da puste i +eder op i den forblændelse , at i se ham , kende +ham og tilbede ham , og dog har ingen af eder i +sandhed vandret et eneste skridt ved hans side . +Frits ! jeg agter heller ikke at blive præst , jeg har +sat mig i forbindelse med et engelsk missionsselskab , +jeg vil gå som missionair til Afrika . “ +Frits så overrasket på ham . +„ Så det er derfor , du studerer engelsk ? “ +Sagde han . +„ Ja , “ svarede Carl , „ jeg har opgivet at lære +eder Christne at kende Herren , jeg vil forsøge det +med hedningerne . Dem vil jeg fortælle om ham , +de vide ikke noget om de to tusinde år , der have +kølnet eders tro . “ +„ Carl , har du også betænkt — “ sagde Frits . +„ Hvilket ? “ spurgte Carl , „ hvad er her at betænke ? +Jeg er fri for alle bånd , og den smule +jordisk gods , jeg har , gør det netop muligt for +mig at udføre min plan . Om et år håber jeg +at afgå til min bestemmelse , det er ingen hemmelighed +længer . “ +„ Men— “ Frits afbrød sig selv , og vedblev i +en raskere tone : „ Jeg indser vel , Carl , at det + +var en fornærmelse mod dig at tale om , hvad du +vover ved udførelsen af denne plan . “ +„ Hvad vover jeg ? “ spurgte han med et fast +blik på vennen . +„ Livet , “ svarede Frits kort . +Et smil gled hen over Carls ansigt . „ Fordi +jeg vover det , er jeg dog ingenlunde sikker på dets +tab , og er martyrdøden mig bestemt , så meget desbedre . “ +„ Men +er der virkelig intet bånd , der , om det +end ikke holder dig tilbage , dog lader dig føle sit +blide tryk , når du vender din hu bort fra fædrelandet ? “ +Carl +taug nogle øjeblikke . „ Om så var , “ +Sagde han endelig , „ så bryder jeg det også , hvis +det behøves . Min beslutning er fast . “ +„ Så har jeg intet mere at indvende mod den , “ +Sagde Frits , „ jeg misunder dig den kraft , der +driver dig til den ; men jeg føler mig ikke kaldet +til at efterligne den . Ligesom der gives mennesker , +der er skabte til at se livet fra de store højder , +således gives der dem , der helst betragte det fra den +stille Dal . Gud give mig blot den åndelige kraft , + +der behøves til en ringere virksomhed , og jeg vil +takke ham . “ +„ Hvad har du tænkt på at gøre ? “ spurgte +Carl , efter at vennerne havde forenet deres hænder +i et fast håndtryk . +„ Der er gjort mig det tilbud at følge den +gamle kammerherre Sivers til udlandet . “ +„ Hvad er det for en mand ? “ +„ Jeg ved ikke stort andet om ham , “ svarede +Frits , „ end at han er svagelig og rig ; hans læge +har rådet ham at rejse , og hans søn , hvem jeg +har undervist , har foreslået mig at følge faderen . +Efter de få ord , jeg har vekslet med denne , har +jeg fået det indtryk af ham , at han er en egoistisk , +gammel mand , der kun tænker på sig selv og sine +bekvemmeligheder . “ +„ Det er intet behageligt rejseselflab , “ sagde +Carl . +„ Jeg griber også kun denne udvej for at vinde +tid til at betænke , hvad livsbane jeg skal vælge , “ +Sagde Frits ; „ jeg vil forsøge på , hvad indflydelse +det vil have på mine tanker og anskuelser , at jeg +seer mig om i verden . Jeg er nu så længe gået +om i denne informationernes trædemølle , at mine + +ideer bestandig vandre de samme trin op og ned ; +jeg vil ialtfald forsøge noget nyt . “ +„ Det er forsøget været , “ sagde Carl . +„ Jeg har ikke talt derom til Rosine , “ sagde +Frits hastigt , „ og hvis det nu ikke netop traf sig +således , at vi dog skulle stilles ad , havde jeg måske +dog ikke modtaget Sivers ' tilbud . “ +I dette øjeblik åbnede Rosine sagte døren , +og så ind . „ Middagsmaden er på bordet , “ +Sagde hun med husmoderlig venlighed ; begge mændene +rejste sig , og fulgte hende . +I dagligstuen , hvor alle spor vare fjernede af +dagens første , sørgelige begivenhed , stod et lille +bord dækket til fire personer ; på en stol ved +vinduet sad en gammel kone med hvide hår , +yderst tarveligt , men ligeså renligt klædt , og strikkede ; +det var den omtalte madame Mortensen . +„ Goddag , kære madam Mortensen , “ sagde +Frits venligt , og bukkede for den gamle , der rejste +sig , og blev stående , „ nå , så de vil nok være så +god at blive lidt hos os ? Blot det ikke forstyrrer +deres arbejde . “ +„ Tusind tak , hr . Walther , “ sagde hun og +skød med en smule kejtet forlegenhed sin tætte , + +hvide kappe skævt på hovedet , „ det er jo ligesom +jeg skulle ligge på landet ; nu har jeg i mange +år ikke været en nat ude af mit lille Kammer i +st . Pederstræde — ikke siden min salig søn døde . “ +„ Det var deres eneste søn ? “ sagde Frits +deltagende . +„ Ja . Herre , og han ernærede mig , nu må +papirsposerne gøre det . “ +„ Papirsposerne ? “ spurgte Carl forundret . +„ Madame ak orten sen fortjener sit brød ved +at klistre poser , “ forklarede Frits . +„ I disse dage holder jeg en lille fritid , “ sagde +den gamle kone med et fornøjet smil ; „ jeg ville +så gerne hjælpe jomfru Rosine med at bære +maden ind ; men hun vil ikke have det , og jeg kunne +det dog så godt , jeg er ikke vant til at sidde på +stads . “ +„ Her er de gæst , “ sagde Frits muntert , „ og +der er Rosine selv med maden . “ +Rosine satte terrinen på bordet , og blev +derpå et øjeblik stående , og betragtede den usædvanlig +festlige anretning med et sørgmodigt blik . +Frits trådte hen til hende , og sagde halvsagte : + +„ Han sidder til bords et andet sted , kære +Rosine ! “ +Hun nikkede tavs , og gjorde et indbydende tegn +til gæsterne ; Carl satte sig straks ; men den gamle +kone tøvede noget , før hun kunne beslutte sig til at +sidde ned ved bordet , og da den unge værtinde først +øste op til hende , sagde hun afværgende : +„ Tak , tak , jomfru Rosine ; men jeg er ikke +så meget vant til varm mad , jeg kan ikke spise så +meget . “ +„ Laver de kun engang imellem varm mad ? “ +Spurgte Frits . +„ Ja , såmænd ; det er nu længe siden , jeg har +lavet andet end kaffe . “ +„ Kaffe ? det er en dårlig ret , “ sagde Carl . +„ Nej , herre , det er netop en god ret , “ sagde +den gamle , „ den varmer , og det er så dejlig nemt . +Der er ikke mange i vort hus , der lave anden +mad . “ +„ Den husholdning havde jeg nok lyst at se , “ +Sagde han . +„ Herren behøver blot at besøge den kvist , hvor +jeg boer , “ sagde hun , „ der er mange af den slags +husholdninger , vi er lutter fattige mennesker . + +det er et rigtig ordentligt hus , kan de tro , +lutter pæne folk . “ +„ Ieg skal besøge dem , “ sagde den vordende +misstonair med eftertryk . +Da man havde spist , og Rosine havde tilendebragt +ordningen af husets sager , begyndte en +rådslagning mellem de tre unge mennesker om +deres fremtidsplaner . Rosine var Carl taknemmelig +for hans tilbud at anbefale hende til pladsen , og +mente , at alt nok ville gå godt ; at passe en syg , +det var jo ingen sag , det havde hun gjort så ofte . +Madame Mortensen nikkede bekræftende , og mente , +at der var jomfru Rosine rigtig på sin plads . +„ Men når den syge kone nu er gnaven , +utålmodig , urimelig — “ sagde Frits . +„ Så kan man bedre sinde sig i det hos en +syg end hos et rask menneske , “ sagde Rosine forhåbningsfuldt . +„ Ak , +hvor dette er mig imod ! “ sukkede Frits +bekymret . +„ Det er ikke ret af dig , Frits , at tage dette +således , “ sagde Carl , „ da det nu dog skal være , +hvorfor vil du så forknytte Rosine med dine +mørke spådomme . “ + +„ Du sagde selv , at den syge kone led på +sjælen . “ +„ Ethvert arbejde i denne verden har sine besværligheder , +sine tunge øjeblikke , “ sagde Carl ; +„ men jeg har den tro til Rosine , at hun ikke er +bange for dem . “ +„ Lad ham kun snakke , “ sagde Rosine smilende , +idet hun lod sin hånd glide hen over Frits ' +pande , „ han ved så godt , at det er mig , som er +den fornuftige . “ +Rosines mod sank dog noget , da hun hørte +om Frits ' bortrejse ; hun gav vel med få ord sit +bifald tilkende ; men derefter tav hun , og tog sit +arbejde . En svag sky af bedrøvelse hvilede over +hendes ellers så klare pande , først nu følte hun +sig rigtig alene . Frits så det , og følte sig endnu +mere beklemt ; Carl så det også ; men han +lod sig ikke mærke dermed , og vedblev endnu længe +at drøfte de fælleds fremtidsudsigter . Da sengetid +var kommet , rejste han sig , og sagde Rosine et +venligt godnat . +„ Godnat , kære Rosine , “ sagde han , „ stil nu +deres bekymring i guds hånd , og læg dem +trøstig til ro ; i morgen tidlig vil alting se klarere ud . “ + +Frits fulgte ham udenfor , og da de stod der , +sagde Carl : +„ Skam dig , Frits , at have så lidt mod +både for dig selv og for den , du elsker . “ +Frits brast i tårer . +„ Hun er så ung — “ hulkede han . +„ Desbedre , “ sagde Carl , „ så er hun også +så meget uskyldigere , og så meget roligere kan du +stole på , at gud vil følge hende , hvorhen hun +går . Min ven , jeg er roligere for hende end +for dig . “ +„ Lov mig , Carl , “ sagde Frits , og lagde sin +arm om hans skulder , „ at du vil være hende en +trofast ven , når jeg er borte . “ +„ Tossede dreng ! “ sagde Carl , leende med +tårer i øjnene , „ skulle dette flinke , lille fruentimmer +nogensinde behøve min klodsede hjælp , så +ffal hun få den . “ +Vennerne omfavnede hinanden , og sfiltes ad . +En ugestid efter ringede det på dørklokken +til den lille lejlighed , og Rosine , der netop var +ifærd med et husligt arbejde , lukkede op med et +hvidt forklæde og opsmøgede ærmer . En høj dame , + +i et kostbart shawl og med en meget moderne hat , +trådte ind i forstuen . +„ Boer jomfru Stein her ? “ spurgte hun . +„ Det er mig , “ svarede Rosine forundret og +lidt forknyt ved den fremmedes overlegne mine , +idet hun åbnede døren til dagligstuen . Hun stred +ind , vendte sig , og tog Rosine skarpt i øjesyn . +Der var noget i dette blik , som bragte Rosine +til at se ned på sit forklæde , om det mnligviis +var plettet , og derpå at trække ærmerne ned over +sine hvide , blottede arme . Da den fremmedes blik +vedblev at følge hende , vendte hun sig fra hende , og +bød hende en stol . +„ Tak , “ sagde hun , og satte sig ; „ det er en +lang vej herud ; men de boer jo velsignet her ; det +er næsten et landsted for folk i deres stilling . “ +Rosine ventede bestandig på nærmere oplysninger , +og tav . +„ Jeg er frøken Kjeldsen , “ sagde hun venlig , +efter at have mønstret værelset , „ det er mig , +der bestyrer huset for pastor Degen , og candidat +sander har anbefalet dem til os . De +ved , at det er et sygt menneske , de skal passe , +et menneske , som Vorherre har stemplet , og som kun + +christenkerrlighed kan tage sig af . Fru stilling +er et ulykkeligt menneske ; men i sin ulykke lærte +hun pastor Degen at kende , og nu havde hun ingen +ro , før hun kom i vort hus . Når de lærer +vort velsignede hjem at kende , vil det ikke undre +dem . Men den onde ånd i hende havde ingen +ro , og hun har virkelig været en ubeskrivelig plage +for os . Ingen kan gøre hende tilpas , og hendes +onde samvittighed piner hende dag og nat . Vi +have kæmpet med hende , og vi ville med guds +hjælp aldrig blive trætte ; men vi må have hjælp . +Det vil blive deres pligt at passe hende hele +dagen ; thi hun er rig , og betaler godt for sig ; kan +de nu påtage dem dette ? “ +Der var noget i den fremmedes væsen og +tale , der virkede afskrækkende på Rosines uforfalskede +natur ; men hun havde modtaget pladsen , +og det kunne ikke falde hende ind at vige tilbage +på grund af en ubestemt antipathie . +„ Jeg vil så vidt muligt gøre min pligt , “ +Svarede hun roligt , „ det må vel stå i min magt +at passe et eneste menneske , og jeg har ofte omgåedes +med syge . “ +„ Det er ikke dette , jeg mener , “ sagde frøkenen + +afvisende , „ den Smale gerning får de vel gjort , +og hun forstår godt selv at kommandere , nej , jeg +mener , om de er en af dem , der ikke stole på sig +selv , men henstille alt til Vorherre , og som ikke +tage sig noget arbejde på i den tro , at de alene +kunne udrette det , hvis ikke gud arbejder med dem +— er de et af de mennesker , som have søgt gud +og fundet ham ? “ +„ Jeg ved virkelig ikke , “ sagde Rosine nølende , +„ om jeg tør sige dette . Jeg håber , at jeg af et +oprigtigt hjerte vil søge at gøre guds villie . “ +„ Det er under disse udflugter , at verdsligheden +og egenkerrligheden skjule sig , “ sagde frøkenen +med hårdhed ; „ men jeg håber , at de bedre omgivelser , +hvori de herefter vil komme , ville virke velsignende +på dem . Pastoren er et væsen af en +højere natur , og det var alene været at være i +huset , for at nyde godt af hans omgang . Hvad +har de tænkt at ville have i løn ? “ +Rosine rødmede svagt . +„ Jeg formoder , at de selv har taget en bestemmelse +dermed , “ svarede hun . +„ Ja , men det er dog altid godt at høre vedkommendes +mening , “ sagde frøkenen ; hun så sig + +igen om , meublerne vare meget tarvelige , rosin c s +klædedragt var af et simpelt stof , hendes forklæde +af grovt blårlærred , og den unge piges miner +vare frygtsomme og barnlige , frøkenen var i dette +øjeblik kun forretningsmand , og hun sagde derfor +prøvende : +„ Hvad siger de til tyve rigsdaler om halvåret ? +Arbejdet er jo kun let , og de behøver ikke at +at være pyntet . “ +Rosine tænkte , at det var meget lidt , under +et tjenestetyendes almindelige løn , og ialtfald alt for +lidt til at klæde sig anstændigt for ; men hun +kunne ikke tinge med den bydende person , der havde +rejst sig , og stod foran hende . „ Det er dog altid +tag over hovedet , “ tænkte hun , „ og måske “ — +— ak , hvilket langt , tvivlende „ måske “ — „ måske +gode og gudsfrygtige mennesker , “ og hun svarede : +„ Jeg vil være fornøjet dermed . “ +„ Nå , så er vi jo gudfleelov enige , “ sagde +frøkenen , øjensynligt i godt humeur ; „ der går en +fragtmand til vor landsby onsdag og løverdag ; +det er bedst , de kommer på onsdag , det er mandag +i dag , og de kan vel snart pakke deres smule +tøj ind . “ + +jo , der var intet i vejen , Rosine havde beredt +alt til sin og Frits ' bortrejse ; tirsdag aften +skulle han rejse , og hun havde da intet at blive +længer efter . +„ Godt , “ sagde frøkenen , „ så går jeg , Vorherre +være med dem — og glem ikke at accordere +med fragtmanden om deres tøj . “ +Rosine fulgte hende til døren , og blev stående , +og så efter hende , da hun gik ned ad gaden . +Den høje skikkelse stred med raske og bestemte skridt +henad vejen , og da hun ikke længere så det mildt +smilende ansigt , syntes hun , at hun aldrig før havde +set noget så koldt , hårdt og selvkærligt . +Frits og Rosine toge afsted med hinanden ; +men vi ville ikke opholde os med beskrivelsen af +den . De vare sikre på hinanden , kærlige øjne +så ind i hverandre , trofaste hænder trykkede hinanden , +og gensidige løfter om at bære skilsmissen +med tålmodighed og fortrøstning formildede afskedstimens +bitterhed . Den hele afsted foregik i en +krog på banegården ; fra dens hellige tusmørke +gik Frits hen at forene sig med den muntre , støjende +vrimmel af venner og bekendte , der fulgte + +kammerherren tildørs , Carl og Rosine gik hjem +sammen . +Undervejs fortalte Rosine ham om frøken +Kjeldsens besøg , og uden at hun vidste af det , +genlød hendes bange anelser om fremtiden i hendes +fortælling . Carl lyttede opmærksomt til . +„ Lad os håbe det bedste om disse mennesker , “ +Sagde han , „ jeg har ved mine sjældne besøg bemærket , +at tonen i præstegården havde et ejendommeligt +sving ; men hvor ofte træffer man ikke dette i præstegårde ? +En vis kamp for en unaturlig og opskruet +hellighed slår ofte ud i ydre , overspændte +anstrengelser , som det indre menneske lidt ikke ved +noget af , og som falde bort lige overfor de daglige +vidner til disse menneskers gerninger . For dem +er christendommen bogstaveligt blevet „ Ordet , “ og +de prædike det også tilgavns . At de ikke mene det , +tør jeg ikke sige ; men jeg er temmelig vis på , at +det går med ordet som med et menneske , at når +det lever for meget i verden , bliver det overfladisk . +Men prøv nu , kære Rosine , jeg kommer jevnligt +ud til min bedstemoder , og når de nu har haft +tid til at finde dem tilrette i de nye forhold , +skal jeg besøge dem , og se , om de har det godt . “ + +næste morgen besteg Rosine fragtmandens +vogn — en frisf , dejlig sommermorgen ! Halmen , +der var stukket ind imellem det optårnede gods +på vognen , lugtede stærkt i den varme luft , hestene +skrabede utålmodigt , og solen skinnede lige i ansigtet +på madame Mortensen , der stod på fortouget , +og plirede med sine små øjne , dels på +grund af sollyset , dels på grund af sin bevægelse . +Kusken steg op , rettede betænksomt på +hestedækkenerne på sædet , og tog pisken ned af +læsset ; karlen i gæstgivergården betragtede ham , +vognen og hestene med en sagkyndigs mine . +Rosine rakte sin hånd ned til den gamle +kone , hun ville gerne sagt noget ; men hun kunne ikke . +„ Gud velsigne dem , mit barn ! “ svarede den +gamle på den tavse hilsen , og vognen rullede afsted . +Tungt rumlede den hen ad brostenene , husene , +vognene og menneskene giede underligt forbi Rosines +øjne , hun så ned i sit skød , og kusken +støttede hen til det blege , stille ansigt ved hans side ; +men med en vis plump delikatesse tog han øjnene +til sig , og satte sig i beskæftigede med at prygle +hestene , der iøvrigt ikke lod til at tage nogen videre +notits af disse hans adspredende øvelser . Da lød + +et kraftigt „ Holdt ! “ Vognen standsede , Rosine så +op ; de holdt på Nørrebro , og Carl stod ved siden +af vognen . +„ Morgenstund har guld i mund , “ råbte han +med glad , frejdig stemme , og pegede ud over det +smilende vand ; hans åbne , venlige ansigt , svagt +bevæget af en mild rørelse , lyste for Rosine som +genskinnet fra en bedre og lykkeligere fortid , og +hun bøjede sig ned imod ham . +„ Om et par timer , “ vedblev han , „ er te +ude i den frie natur , tænk på mig , når de seer , +hvor alting er dejligt derude — nej , nej , Rosine , +se ikke bedrøvet ud — tro mig , sådan en herlig +sommerdag kan ikke varsle om noget ondt . En +lykkelig rejse , hils derude , og så — kør til , kusk ! “ +Kusken adlød så hurtigt , at det gav et ryk +i vognen , Carl svingede sin hat , og ved det sidste +glimt af hans strålende blik lovede Rosine sig +selv ikke at være „ barnagtig . “ +Kjøretouren var også livlig og afvekslende nok , +og hen ad middag rullede de op ad den alle , der +førte til præstegården . En lang , hvid bygning , +omgivet af grønne træer , mødte ro sin es blik , det +var stuehuset , til begge sider foran den lå ladebygningerne , + +bagved den anseelige have , alt var net , +velvedligeholdt og venligt , og Rosine følte sig mere +vel til mode , end hun før havde gjort på sin lille +rejse . Fragtmanden kørte ind i gården , skønt +lænkehunden aflagde en kraftig protest derimod , +accompagneret af en tililende hund af finere Art , +der stillede sig på trappen foran stuehusets +dør , og med megen vigtighed opfyldte sine embedspligter . +Ved denne allarm kom præsten ud af +døren , og da han så Rosine , gik han hen til +vognen , og rakte hånden op til hende . +„ Velkommen i vor herre Jesu navn ! “ sagde +han med en ejendommelig snaddrende betoning , +hvorpå han vendte sig til fragtmanden , og sagde +med naturlig , noget flæbende stemme : „ Niels , har +du husket sodavandet ? “ +„ Ja vel , hr . Pastor ! “ svarede Niels , „ jeg +har det alt sammen , sukkeret , sodavandet og jomfruen , +alting i bedste velgående . “ +Niels begyndte at trække pakkerne frem , og +pastoren råbte nu over til stalden : „ Lars , kom +med vognstigen ! “ +En meget lang , høitvoxen dreng kom med +vognstigen , og da den var sat til , hjalp pastoren + +selv egenhændig Rosine ned ; det må dog bemærkes , +at han under udøvelsen af dette galanterie +bestandig holdt tobakspiben fast i munden . +„ Se nu , at de kan befinde dem vel hos os , “ +Sagde han venligt , og Rosine ville have været ham +taknemmelig for denne tiltale , hvis der ikke i dette +brune ansigt med de små , plirende øjne , den lange , +skæve næse og flade hage havde ligget noget cynisk , +der skrækkede hende tilbage . +Nu kom fra stuehuset frøken Alexandrine , +indhyllet i et stort , hvidt shawl , der virkelig gav +hende udseende af en velvoksen vestalinde ; hun befalede +først Lars at bringe pakkerne ind i køkkenet , +og vendte sig derpå til det levende fragtgods , der +stod forlegen ved siden af . +„ Velkommen , jomfru ! “ sagde hun meget venligt , +„ kom de ind i stuen , vi have ventet på +dem med kaffe ! “ +Rosine blev ført ind i spisestuen , hvor kaffebordet +stod dækket med en rigelig frokost ; frøkenen +nødte hende til at sætte sig ned ved bordet , og hun +selv serverede drikken med flink hånd , bestandig indhyllende +sig i det hvide shawl . +„ Seer de , “ sagde hun , da Rosine havde forsynet + +sig med det nødvendige til frokosten , „ De +må nu vide , hvad det egentlig er , de har at gøre +her . Den syge dame , de skal passe , hedder Fru +stilling , og er en meget rig enke . Hendes +mand og eneste barn døde for en fem , seks år +siden , og det tog hun sig meget nær . For at adsprede +sig , besøgte hun sin cousine , geheimerådinde +rosenf eld t , der boer på sin gård her i nærheden , +og da hun var meget tungsindig , talte pastoren ofte +med hende , trøstede hende , og gjorde hende alt godt . +De ved ikke , hvad han er for en mand , jomfru +Stein ! men de vil lære ham at kende , og de vil +også fatte beundring for ham , når de seer , hvilket +hjerteliv , han fører , og hvor mageløs han er . Det +er ligesom om Vorherre gik med ham , hvor han +går og står ; de to er så fortrolige sammen , +man kan med sandhed sige , at det , den ene vil , +vil den anden også . Sådant et liv i gud er en +mageløs velsignelse , kan de tro , og det vil de +snart erfare . Det er ikke for ingenting , at Vorherre +har bestilt hus til dem her , tror de vel ? “ +„ Nej , det tænker jeg ikke , “ svarede Rosine , +lidt forlegen over denne hende uvante talestiil . +Frøken Alexandrine mønstrede hende med et + +temmeligt skarpt blik . „ Nå jo , det kommer nok , “ +Sagde hun , halvt mellem tæenderne , „ nu skal jeg +fortælle dem videre . Han og Fru stilling blev +som et , hun opsøgte ham overalt , havde så meget +at spørge ham om og så meget at sige ham , det +var rigtig , som om hun gik og ledte om sin barnetro , +og ingensteds kunne finde den , men dog havde +det håb , at han kunne lede hende hen til den . Hun +havde allerede i forvejen haft anfægtelser af en ond +samvittighed , borherre havde banket på døren til +hendes hjerte ; men hun havde stænget for ham ; nu +lukkede hun hjertedøren op på vid gab , og kaldte +på ham . Men nu var det , som om han slet ikke +ville komme . Degen , den guds mand , sagde til +hende , at hun skulle blot råbe og skrige på ham , +så at han til sidst måtte høre hende ; hun skulle +krybe til korset , og ikke blive træt af at bede . Da +tiden nu kom , at hun fluide tage hjem , kunne hun +slet ikke stilles fra os , og så blev det besluttet , at +hun skulle opgive sit eget huns og hjem , og flytte +her til os i præstegården . Vi gjorde det jo for +guds skyld , og hun ville nu ikke slippe præsten . “ +Her afbrødes frøkenen af et stort , sværtbygget , +aldrende bondefruentimmer , der så ind af døren . + +„ Hvad er det nu , Birthe ? “ råbte frøkenen , +misfornøjet over forstyrrelsen . +Birthe , der iøvrigt var stuepige i præstegården , +trådte nu helt ind , målte Rosine med +et par store , lysegrå , mistroiske øjne , og sagde i +en temmelig ligefrem tone : +„ Fruen har ringet et par gange , og spørger , +hvør den nye jomfru bliver af . “ +Røsine ville rejse sig ; men frøkenen høldt +hende tilbage . +„ Lad os bøg have rø et øjeblik , “ sagde hun +gnaven , „ Birthe , sig , at jomfruen spiser frvkost , +og fruen må have tålmodighed en lille stund . “ +„ Hun er meget kort for hovedet i dag , “ sagde +pigen , og blev stående , „ jeg ved ikke , om det kan +nytte at bilde hende det ind . “ +„ Du skal ikke bilde hende noget ind , “ sagde +frøkenen førtrædelig , „ Du seer jo , at vi spise , gå +blot , og gør , som jeg siger . “ +Birthe gik meget uvillig , og mumlede noget +i døren om „ af fortælle historier , “ der fik en mørk +rødme til af fare op på frøkenens kind . Imidlertid +forstyrrede det hende ikke i fortsættelsen af +historien . + +„ Lå var det , af hun kom her , og blev som +et andet menneske , der slet ikke rimede sig sammen +med det forrige . Pastoren omvendte hende aldeles , +det blev en rig søndagsgjerning , Vorherre være +takket for den ! Havde hun før været verdslig og +vantro , så sad hun nu til bords med guds engle +hele dagen . Vi kunne høre hende bede barnebønnen +og bekende troen flere gange om dagen , +både når hun var alene og når hun sad hos os . +Hun bekendte , af hun havde været en grov synderinde , +men af hun var krøbet til korset og havde +fundet nåde . Hun var vel ikke krøbet derhen på +sine kjødknæe , men kun i troen ; men frelseren +havde mødt hende , og havde løftet hende op , og det +var mageløst dejligt af høre hende beskrive , hvorledes +hans åsyn havde skinnet , da han havde fornyet sin +dåbspagt med hende . Det var rent et guds +vidunder . Rigtignok havde hun også mange kampe , +mange anfægtelsens timer , når djævelen ville +rokke ved hendes tro , og bilde hende ind , af hun +ved sin synd havde mistet sin borneret , så måtte +vi våge hos hende , og det var både rædsomt og +dejligt at høre , hvordan hun kæmpede med satan . +Så bad hun fadervor , og sang psalmer med tårer + +i øjet og med brudt stemme , indtil forholdet +igen blev som for mellem hende og Herren . Der +kom folk rundtom fra for at se og høre hende , og +når hun var for svag til at tale med dem , sad +hun og malede korsets tegn på væggen . Det +var en dejlig tid , så forunderlig og så yndig ! “ +Frøken Alexandrine sukkede , og så hen forsig . +Rosine følie sig beklemt og ilde til mode . +Mente frøken Alexandrine alt dette , eller var +det kun en taleform ? +„ Hun ligger nu til sengs ? “ afbrød Rosine +frygtsomt tavsheden . +„ Ja , nu gør hun det , “ svarede frøkenen ; +„ men det kom førsf efter længere tids forløb . På +engang forandrede hun hele sit væsen , og blev +ganske anderledes end sør . Det begyndte med , at +hun blev tans og indesluttet , og ikke ville tale med +nogen ; vi lod hende gå ; thi vi troede , at Vorherre +forberedte et nyt under med hende ; men så +så vi nok , at hun blev os mere og mere fjendsk ; +hun ville endelig være alene , lukkede sig inde , og +ville ikke engang spise med os . Til sidst lagde hun +sig til sengs , og stod ikke mere op . Det er nu snart +et årstid siden , at hun ligger der , og kun har + +onde ord til alle meunesker . Hun vil dø , siger +hun , og ingen kan dag se , at hun fejler noget ; vi +have hentet læge ; men når han kommer , klager +hun blot over , at hun hverken kan stå eller gå , +og især på den sidste tid vil hun slet ikke tåle , +at vi se til hende . Det er en gruelig fortærelse , +som ingen ved råd for . De er nu kommet +herud for at hjælpe os , hun kender dem ikke , måske +de kan få indflydelse på hende og tale hende +tilrette . Jeg kan ikke tro andet , end at når Vorherre +engang før har gjort et sådant vidunder , vil +han også fremdeles hjælpe , og lysne op for den +arme sjæl . De er jo en Christen , ikke sandt ? “ +„ Io , det håber jeg at være , “ svarede Rosine +i en beskeden tone . +„ Jeg mærker nok , de har ikke troens glæde +over dem , “ sagde frøkenen ; „ men den vil komme . “ +Præsten trådte ind , og satte sig hos dem . +Hans små , pirrende øjne fikserede Rosine skarpt . +„ Nu , lille jomfru , “ sagde han , „ smager kaffen ? “ +Rosine takkede , og han vedblev at betragte +hende ufravendt . +„ Et ungt blod , “ sagde han , og kneb hende spøgende +i kinden , „ vi vil lade alvorlig , men har tankerne + +fulde af Dands og lystighed . Holder vi ikke +nok af en lille svingom ? “ +„ Jeg er ikke vant til lystighed , “ svarede hun , +og trak sig halvt fornærmet tilbage fra ham , „ min +plejefader var fattig og svagelig , vi havde ingen +tid eller lejlighed til Dands og fornøjelse . “ +„ Men vi havde dog en ung pleiebroder , “ sagde +præsten med et smil og en pliren med øjnene , +der fik Rosines kinder til at rødme ; hun svarede +ikke . +„ Gud velsigne din gerning , “ sagde han pludselig +alvorlig , „ det er et stort værk , hvortil du er +kaldet , glem ikke at bede om den helligånds kraft . +Våger og beder , og bliver ikke trætte . — frøken +Kjeldsen , jeg går ud i Marken , følg de barnet +ind til vor syge veninde ! “ +Han skød kalotten tilbage på hovedet , stak +piben i munden , og stod straks efter udenfor i +gården . Frøkenen rejste sig , og sagde til Rosine : +„ Således seer de ham hver dag , en blanding +af skjemt og alvor , men bestandig i sin herres +glæde . Kom , lad os gå ind til Fru stilling ; +men nu ikke et ord om , hvad vi have talt om ! “ +De gik igennem forstuen — huset havde to + +indgange , og på denne side var køkkenet og dets +tilbehør — og frøkenen viste i forbigående Rosine +hendes tilkommende Kammer , det var rummeligt , +med udgang til forstuen , lyst og luftigt , og +den første følelse af tilfredshed i dette hus gik +gennem ro fines hjerte , da hun så ind i det +tarveligt meublrrede rum , som dog skulle være hendes +eget . På den anden side gangen , lige overfor +hendes stue , lå Fru stillings værelse , der +forresten også havde udgang til den indre lejlighed ; +med bankende hjerte trådte Rosine ind . +Det var en stor , lys tofagsstue , smukt og +stadseligt meubleret ; solen skinnede venligt ind gennem +hvide , broderede Gardiner på det reentsturede +gulv , der kun hist og her var bedækket med chinesiske +måtter ; på den inderste væg stod en himmelseng , +omhyllet af Gardiner , og der lå den syge . +Ved deres indtræde » løftede hun sig op , og så +forskende ud på dem , så forskende , mistroisk og +vildt , af Rosine kun med bæven trådte nærmere . +Engang havde dog dette ansigt , der nu , omhvirvlet +af lange , sorte , halvt grånede hår og +med feberglød i de store , mørkeblå øjne , stirrede +dem i møde , været fuldt af skønhed og adel , det + +så man straks . De ædle , fintformede træk vare +vel snart anspændte af den indre heftighed , eller +snart slappede af den fløve ro , der fulgte på den ; +men deres oprindelige form var dog ikke udslettet . +De rastløst arbejdende hænder vare trods deres +magerhed endnu smukke , og i det blik , der vildt og +gennemborende mødte de indtrædende , læste Rosine +med uvilkårlig medlidenhed endnu mere sjælegval +end had og mistro . +„ Hvorfor lader de mig således vente ? “ råbte +hun dem i møde , „ skal hun ikke være her før min +skyld og ikke før deres ? Og skal de først forgifte +hende med deres prædikener , før hun må +komme herind ? “ +„ Gudbevares , Fru stilling , “ sagde frøkenen +beroligende , „ hun skulle dog vel have lidt frokost +efter rejsen , de kan forresten så hende med hud +og hår , når de blot vil behandle hende lidt +bedre , end de behandler os andre . “ +„ Behandler jer ! “ sagde den syge med et ubeskriveligt +udtryk af foragt ; derpå så hun efter +Rosine , og vedblev : „ Kom nærmere , og lad mig +se på dig ! “ +Rosine trådte helt hen til sengen , hun + +følte sig så bange og besynderlig til mode blandt +disse mennesker , at hun uvilkårligt måtte styrke +sig ved den tanke : „ Gud vil bevare mig ! “ og udtrykket +af den viste sig på hendes beskedne , frygtsomme +ansigt . Den syge læste den der med forunderlig +skarpsindighed . +„ Javist , “ sagde hun spottende , „ Vorherre magter +nok djævelen , tænker du , jeg kender den snak . +Siden de have valgt dig , er du sagtens nok from +og gudsfrygtig og et rigtigt guds barn ; men jeg +råder dig , plag mig ikke med bønner og sang ; +thi så beholder jeg dig ikke . “ +„ Jeg beder aldrig , når nogen hører på det , “ +Svarede Rosine sagtmodigt . +„ Du lærer det nok , “ sagde hun med en uhyggelig +latter ; „ når ånden kommer over dig , begynder +du nok ligesom alle de andre ; det er smitsomt , +skal jeg sige dig , man kan ikke tage sig i agt , +det kommer , før man ved af det , og så kan man +ikke blive af med feberen igen . “ +„ De taler vildt , kære Fru stilling , “ sagde +frøken a lex andrine med dulgt vrede i sin stemme , +„ nu , lille Rosine , ved de , hvad de har at + +gøre , og kan blive her hos fruen . God bedring , +kære frue , god bedring ! “ +Og hyllende sig i sit draperie forsvandt^hun +hastigt , og lod Rosine alene med sin tilkommende +hersierinde . De betragtede gensidigt hinanden i +taushed . Stille , roligt , fromt og gudhengivent var +den adlydendes , vildt , ophidset , næsten dæmonisk den +befalendes ansigt . +„ Gå , og klæd dig om , tag rejsedragten af , “ +Sagde den sidste bydende , „ og kom så tilbage ! “ +Rosine gik ind i sit Kammer , netop som Birthe +og Lars bragte hendes lille kuffert . +„ Det er ikke meget , “ sagde Birthe , efter at +have sluppet kufferten , og stillet sig i en betragtende +stilling . +„ Nej , “ svarede Rosine sagtmodigt . +„ Er det det hele ? “ spurgte Birthe videre . +„ Ja , “ svarede Rosine . +„ Kommer der ikke mere ? “ vedblev spørgeren +ufortrødent . +„ Nej , “ lød svaret , og Rosine satte sig nedtrykt +på sin ringe ejendom . Birthe mønstrede +hende skarpt med en Bondes hårdnakkede udholdenhed . +„ Gå din vej , Lars , “ sagde hun derpå , + +uden at se bort . L ar s gjorde nogle vendinger , og +gik ud , men lod forsigtigt døren stå åben efter sig . +„ Hvem har de i sinde at gå i lag med , +fruen eller frøkenen ? “ spurgte Birthe inquisitorisk . +„ Hvorfor spørger du mig derom ? “ sagde Rosine , +idet hun fra sit lave sæde så op i bondepigens +barske , brune ansigt . +„ Fordi jeg holder af en ren redelighed , “ svarede +hun kort . +„ Men hvad angår det dig ? “ +„ Jo , det angår mig meget . Jeg vil vide +besked om mine medtjenere , og hvis de skal behandles +bedre end jeg , fordi de kommer lige fra +købstaden , så vil jeg bort . Jeg er så dog led og +ked af dette psalmesyngeri , hvormed de spilde tiden +for os alle sammen . Hvad vil de s�� gøre ? “ +„ Jeg vil se at gøre min pligt , “ svarede Rosine +sukkende . +„ Nå , de er af den slags , adieu ! “ sagde +Birthe misfornøjet , gik ud , slog døren i , og sagde +til Lars , der ventede udenfor , med så høj stemme , +at det tydelig kunne høres ind : „ Jo , rigtig , hun er +hellig . “ +Rosine klædte sig om i sin huusdragt , i sin + +kortærmede bomuldstøiskjole , tog et hvidt forklæde +på , og gik så indtil Fru stilling . Den +syge sad oprejst i sengen , og betragtede hende opmærksomt . +Rosine så frimodigt ind i de store , +forskende øjne . +„ Det er candidat sander , der har anbefalet +dem , “ sagde Fru stilling endelig , „ hvorfra kender +de ham ? “ +Rosine trådte nærmere , og fortalte , hvorfra +og hvor længe hun havde kendt Carl , og hun lyttede +opmærksomt . +„ Hvorledes er den mand ? “ vedblev hun at +spørge , og med varme udtalte Rosine sig over +Carls mange fortræffelige egenskaber . +„ Han vil dog være præst , “ sagde den syge +med spodsk betoning , da hun havde endt . +„ Nej , “ svarede Rosine , „ han vil være missionair +og prædike for hedningerne ; han siger , at +de ville bedre forstå christendommen end vi . “ +„ Ja vist , og når han så har omvendt en +eller to hedninger , så kommer han hjem , og søger +præstekald , og takker så gud for de store gerninger , +han har gjort . “ +„ O nej , nej , “ sagde Rosine , og fik tårer i + +øjnene , da vennens ædle billede steg op for hende , +„ Carl vil gøre , hvad han har foresat sig , og langt +mere , end han lover . Hans tro er sandhed . “ +„ Ej , ej , “ sagde den syge med et mistroisk +blik , „ Du skulle vel ikke have lyst at følge med +ham ? “ +„ Jeg er forlovet , “ svarede Rosine med et ejendommeligt +anstrøg af stille værdighed . +„ Ja så ? og med hvem , om man tør spørge ? “ +„ Med candidat Walther , min pleiebroder , “ +Lød svaret . +„ og han vil heller ikke være præst ? “ +„ Jo , jeg håber , at han engang vil blive det . “ +„ Jeg tænkte det nok , “ mumlede den syge , +kastede sig tilbage , og vendte ansigtet mod væggen . +Efterat Rosine havde ventet noget , spurgte hun : +„ Kan jeg gøre noget for dem ? “ +„ Der ligger sytøj derhenne , “ svarede den syge +gnavent , „ tag det , og lad mig i fred . “ +Rosine satte sig hen ved vinduet , og syede . +Efterhånden som hun i al stilhed arbejdede , vendte +hendes tanker sig mod fortiden , hun tænkte på +Frits , på deres afsted , og på hvor han vel nu +kunne være , og det varede længe , før hun igen så + +sig om på det før hende fremmede sted . Da bemærkede +hun , at Fru stilling havde rejst sig i +sengen , og betragtede hende ufravendt . +„ Hør , hvad jeg vil sige dig , “ sagde hun , „ Du +stat så lidt som muligt give dig af med dem derinde ; +det er mig , der har taget dig i tjeneste , og +du behøver ikke at lystre andre end mig . Hvis det +bliver dig før kedeligt herinde , kan du tage dig +en bog at læse i , eller du kan spadsere udenfor ; +men jeg råder dig , giv dig ikke til at bede eller +synge med dem . Vil du love mig noget ? — nå , +du behøver ikke at betænke dig , der er ikke noget +ondt deri — vil du love mig aldrig at fortælle +dem , hvad jeg siger i din nærværelse . “ +„ Det lover jeg gerne , “ svarede Rosine . +„ Jeg vil ingen spioner have om mig , “ sagde +hun skarpt , „ hold derfor dit løfte . “ Ester en lille +pause vedblev hun : „ Hvad tror du egentlig om +mig ? — at jeg er syg — eller gal ? “ +„ Nej , det tror jeg ikke , “ svarede Rosine +nølende . +„ Ikke ? “ gentog hun med skarp stemme , „ så +det tror du ikke , hvad tror du da , at jeg er ? “ +„ Ulykkelig , “ svarede Rosine sagte . Hun ventede + +et udbrud ; men det udeblev ; Fru stilling +vendte sig mod væggen , og sukkede tungt . +Rosine holdt sig nøjagtigt hendes befalinger +efterretteligt ; fra den tidlige morgenstund til den +sene aftentime , da den syge endelig tillod hende at +søge ro , opholdt hun sig i hendes værelse , stille +syslende med sytøjet og opmærksom på hendes +mindste vink . Frøken Alexandrines hyppige indbydelser +til at drikke kaffe hos hende eller spadsere +ud med hende afslog hun beskedent med det svar , +at Fru stilling ønskede ikke , at hun gik bort , og +denne hørte roligt på svaret , uden at tilføje nogen +bemærkning . Det var et meget stille og ensformigt +liv ; thi den syge førte aldrig nogen samtale , +og indskrænkede sig til at give sine befalinger +og til enkelte udbrud af sin menneskefjendske stemning ; +men Rosine var vant til stilhed og ensomhed . +Hun adspredte sig med at passe blomsterne +i vinduerne og med at se ud i gården , +hvor der jevntvæk af mennesker og dyr førtes et ret +underholdende stillleben . Det var for hende mest +et bevægeligt maleri ; thi den meste tale førtes +for fjernt fra hende til at kunne opfattes ; men hun +forstod dog uden den meget af hvad der foregik . + +hun så , hvorledes præsten tog sig ivrigt af sin +landhuusholdning , og uddelte befalinger , irettesættelser +og guds ord imellem hverandre ; hun så +frøken Alexandrine ved mere betydende lejligheder +ile til , og stå beundrende og understøttende +ved hans side , som for eksempel , da Lars løverdag +aften var kommet fuld hjem , og søndag +morgen efter lang søgen fandtes sovende i den +tørre grøft udenfor gården , hvor præsten på sin +vandring til kirken først holdt en lille extratale +til ham ; hun så Birthe tage denne tjenestedrengens +åbenbare ståen skrifte meget unådigt +op , og hørte hende i forstuedøren om eftermiddagen +hos de andre tjenestefolk grundigen undersøge , +hvorvidt det var nogen synd at gå i kroen +løverdag aften , ved hvilken lejlighed det viste sig , +at Birthe i ingen henseende var nogen afholdenhedsprædikant , +men at hendes tænkemåde var af de +allerliberaleste . Ved de omståendes yttringer ved +denne lejlighed blev Rosine også til sin overraskelse +oplyst om , at Lars gentagne gange havde +friet til Birthe , der i det mindste var fem og tyve år +ældre end ham , og at denne hver gang havde henvist +spørgsmålet til fremtiden , ikke fordi hun i nogen + +måde generedes af forskellen i alder , men fordi +hun først ville have sikkerhed for , at Lars virkelig +ville komme til at arve en moster , der etsteds i +nabosognet som barnløs enke var i uindskrænket +besiddelse af en gård . I det hele syntes Birthe , +trods sit barske væsen , at besidde en særlig tiltrækningskraft +for ungdommen ; thi hun viste sig aldrig +i gården , uden at en lille gris , som hun på +grund af dens uheldige familieforhold — dens +moder var kort efter dens og flere søskendes +fødsel blevet overkørt — havde plejet og opfostret +med stor omhu , kom springende efter hende , og ved +enhver given lejlighed søgte at indtage sin yndlingsplads +i hendes skød . Mange andre tø og firbenede +kreaturer opfyldte gården , og bragte rig +afveksling i dens udseende , og hen ad aften , når det +blev roligt og tomt , så Rosine med stille andagt +fra sit vindue den lange , lyse forårsnat udbrede +sit , af døende lysstråler vævede drømmeslør +over gården , haven og de fjerne egne , der i vid +udstrækning lå udbredte for hendes blik . Tidt +stod hun da med foldede hænder , og så ud , tænkende +med vemod og længsel på sin Frits , der +færdedes så langt borte , indtil den syges hæse + +stemme fra den store , mørke seng befalede hende +at tæende lys og berede alt til natten . Når hun +da nedlod rullegardinerne og tændte natlampen , og +den syges dunkelt glødende blik mødte hendes som +en sørgelig modsætning til naturens dybe fred , +da følte hun en inderlig medlidenhed , og havde gerne +talt et trøstende ord , hvis hun havde vovet ; men +der syntes i hendes herskerindes væsen at ligge en +truende afværgen af enhver kjærlighedsytring , og +Rosine lod sig nøje med at sysle venligt og beredvilligt +om hende . Da syntes den syges øjne at +følge hende med et eget velbehag , og undertiden +troede Rosine i det korte „ Godnat ! “ , hvormed hun +afskedigedes , at høre en svag genlyd af en blidere +følelse . +En bøn svævede ofte på hendes læber ; men +uagtet hun lidt i sit Kammers ensomhed foresatte +sig at komme frem med den , afskrækkedes hun dog +altid fra det ved sin frues barske væsen og overbevisningen +om , at den ville blive hørt med mishag . +Det var ønsket om engang at turde gå i +kirke , der blev mere og mere levende i hendes sjæl . +Når om søndagmorgenen klokken ringede til kirke , +og når gårdens folk gik pyntede forbi hendes + +vinduer for at gå til guds hus , og til allersidst +præsten og frøken Alexandrine stred over +gården , da forekom det hende , at hun var så underligt +forladt i den tomme præstegård . Engang , +da hun stod således , og så ufravendt efter de bortgående , +spurgte Fru stilling pludselig : „ Hvad +seer du efter , Rosine ? “ +„ De gå alle sammen i kirke , “ svarede hun . +„ Ja , for at drive afguderi med sig selv og +Vorherre , “ sagde den syge bittert , „ se ikke efter +dem , man skal vende øjnene bort , når det onde +går forbi . “ +Den dag turde Rosine ikke sige mere ; men +da den næste løverdagaften kom , og den syge med +sit korte „ Godnat “ havde vendt sig mod væggen , +tog hun mod til sig , og sagde med usikker stemme : +„ Vil fruen tillade mig et ord ? “ +„ Jeg ved , hvad du vil , “ sagde fruen hårdt , +uden at vende sig om , „ Du vil i kirke i morgen . +Godt , jeg vil ikke forholde dig det , gå med de +andre , du vil nok fortryde det . “ +Rosine fjernede sig tavs , og gik ind til frøken +Alexandrine . Denne , der sad i havestuen + +og læste i en andagtsbog , så forundret op ved det +usædvanlige besøg . +„ Tys ! “ sagde hun , lagde først fingeren på +munden , og pegede derpå til døren til præstens +studerekammer . +„ Jeg kommer blot , “ sagde Rosine sagte , idet +hun nærmede sig hende endnu mere , „ for at bede om , +at jeg må følges med dem i kirke i morgen . Fru +stilling har tilladt mig at gå . “ +„ Har hun ? “ udbrød frøkenen , seende glad i vejret , +„ Vorherre være priset , jeg seer hans finger ! +Tillader hun først dem at gå i kirke , vil hun +selv snart følge efter . “ +Rosine delte ikke frøkenens glade forhåbninger ; +men hun udtalte ikke sin tvivl , og gentog +kun sin anmodning om at måtte følges med hende +og præsten . +„ Gerne , gerne , “ svarede frøken Alexandrine ; +men idet hun pludselig erindrede studerekammerets +nærhed , dæmpede hun sin stemme , og +tilføjede hviskende : „ Han arbejder derinde , lad os +ikke forstyrre ham . “ +Rosine nærmede sig sagte døren til forstuen , + +da pludselig lyden af et par stemmer bragte hende +til at standse . +„ Hvad er det ? “ sagde frøkenen lyttende , og +tog lampen fra bordet for at se ud . Da Rosine +åbnede døren , så hun en skikkelse i hast +springe ud i gården , og hun ville gå videre , da +frøkenen greb hende ved armen . +„ For guds skyld , vent ! “ råbte hun , lysende +ud i gangen , „ Kjælderlemmen er åben , og de kan +styrte lige ned . Det er Lars , der går i giftetanker , +som har glemt den . Lars ! Lars ! “ +Lars viste sig noget forknyt i gårddoren , +efterfulgt af Birthe , og frøkenen foreholdt ham +vredt fra stuedøren hans uforsvarlige opførsel . +Uden at turde svare , lagde han sig på knæ , og +lukkede lemmen ; men da han rejste sig , modtog han +af sin tilbedtcs hånd en så djærv ørefigen , at +han tumlede hen mod væggen . +„ Havde jeg vidst , at du havde båret dig +sådan ad , skulle du min sandten ingen Kys fået ! “ +Tilføjede Birthe , idet hun vendte den gabende elsfer +ryggen , og gik ud i gården . +Frøken Alex and r ine blev noget forbløffet over +den uventede satisfaction , og lukkede døren mcllem + +sig og de andre . Idet Rosine gik forbi Lars +for at gå ind i sit sovekammer , hørte hun ham +ryste sig , og mumle imellem tæenderne : „ Det er dog +som satan , hvor hun kan slå ! “ +Søndagmorgen kom , en strålende forsommerdag , +og Rosine syslede venligt og iilfcrrdigt om +sin frue , for at vinde tid til at pynte sig til kirkegangen . +Hun havde ventet , at hun skulle være +gnaven og utålmodig ; men hun var tværtimod +mindre fordringsfuld end ellers , og da det nødvendige +til hendes opvartning var besørget , sagde hun +kort , men ikke vredt : „ Nu kan du gå ! “ +„ Er der intet mere , de ønsker ? “ spurgte Rosine +tøvende og seende sig om . Det gjorde hende +næsten ondt , at hun skulle overlade hende til den +trykkende ensomhed i så mange timer . +„ Gå , “ sagde Fru stilling , vendende sig bort ; +„ men husk på , at du intet fortæller mig om +hvad du seer og hører . “ +Rosine skyndte sig bort for at iføre sig sin +tarvelige pynt , og hun blev netop færdig , til frøken +Alexandrine i fuld puds med en pragtfuld psalmebog +i hånden bankede på hendes kammerdør , + +„ Kom , “ sagde hun med sagte og højtidelig +stemme , „ han venter os . “ +I spisestuen stod præsten i fuldt ornat , som +det syntes ventende ; thi ved deres indtrædelse fæstede +han sine små øjne med deres halvt lystige , halvt +alvorlige udtryk på dem , og sagde : „ Nu , børn , +lad os gå , Vorherre går i spidsen ! “ +Derpå begav han sig afsted , og frøkenen og +Rosine fulgte efter . Rosine så tilbage til sygeværelsets +vinduer , og det forekom hende , at roserne +og nellikerne bag de hvide Gardiner så efter hende , +som hun så ofte havde set efter de andre , og +spurgte : „ Hvorfor må vi ikke gå med ? “ +Kirkeveien var meget smuk ; venlige huse , grønne +marker og løvfulde træer fængslede øjet i yndefuld +blanding , og da ved en omdrcining af vejen kirkeklokkens +alvorlige toner hilste dem , følte Rosine +sig usigelig bevæget og lykkelig . „ Jeg vil gøre min +pligt , og vente tålmodig på min Frits , “ sagde +hun til sig selv med from glæde , der forvandlede +tanken til en bøn , og let og glad stred hun op ad +højen til kirkeporten . Udenfor denne holdt en +elegant equipage med to udsøgt smukke heste , seletoiet +raslede under deres utålmodige bevægelser , + +og den livreeklædte kusk tog hovmodig til hatten +for præsten , da denne gik vognen forbi , +„ Geheimerådinden er allerede kommen , “ hviskedee +frøken Alexandrine hastigt til Rosine , idet de +gik ind i våbenhuset . Den lille landsbykirke var +. fuld af mennesker , fordetmeste bønder , der vare i +deres bedste puds ; mænd og kvinder sad hver for +sig , som skik er på landet , og fyldte de to rækker +stole på gulvet ; i sidestolen til venstre , ophøjet +over de andre stole , sad herskabet , som det +kaldtes , bestående af tre personer , en gammel dame , +en mand på nogle og tredive år og en ung pige . +Rosine fik imidlertid ikke tid til at betragte dem ; +thi efter at frøken Alexandrine havde sendt en +venskabelig anerkendende hilsen op til dem , skyndte +hun og Rosine sig at tage plads i den øverste +stol på gulvet . Præsten var trådt hen for altret , +og Rosine blev ikke lidet forundret ved at se +ham læne sig til altarbordet i samme skødesløse +stilling , hvori han sædvanlig stod lænet til ladedøren +eller lågen , og oplæste bønnen i samme +tone , hvori han hver dag efter middagsmåltidet +plejede at formane røgterne til at passe vel på , at +creaturerne ikke gik i kornmarken . Den samme + +følelse , som havde grebet Rosine , da hun første +gang trådte ind i præstegården , følelsen af noget +dæmonisk profant , der tog det helligste i sin tjeneste , +greb hende også nu , og hun tog efter vejret , +som om luften var blevet hende for tung . Hun så +om på menigheden ; men denne sad rolig og andægtig , +og alle hoveder bøjede sig over psalmebøgerne . +Uvilkårligt løftede hendes blik sig til herskabets +stol , og hun så lige ind i et par rolige , +godmodig venlige , om end ikke påfaldende intelligente +øjne , der åbenbart hvilede på hende . Den +middelaldrende mand , der ledsagede de to damer , +stod nemlig oprejst bag disse , og uden just at følge +gudstjenesten med nogen særdeles deltagelse , var +der dog i hans hele holdning en vis alvor og anstand , +der tydede på agtelse for stedets hellighed +og hans medmenneskers følelser ved denne lejlighed . +Da Rosines øjne mødte hans , så han et øjeblik +på hende , men flyttede derpå langsomt sit +blik over på prædikestolen , som pastor Degen +netop var i færd med at bestige med hastige trin ; +hun slog derimod øjnene ned , uden at have befragtet +de kvindelige medlemmer i hersfabsstolen , +og søgte igen at sæste sine tanker ved gudstjenesten „ Kære + +herre gud ! “ lød præstens stemme +fra prædikestolen , „ vi er komne her for at besøge +dig , vi er alle sammen komne som dine gode +bekendte , og bede dig at tage vel imod os . Men +vil du også gøre det ? Vil du også vedkende +dig bekjendskabet med os ? Vi er udvendig pyntede ; +men er vore sjæle også pyntede og rene og +søndagsklædte ? Kære herre gud ! Du ved det , +du seer igennem kjolerne og shawlerne og silketørklæderne , +og seer lapperne og klndene indenfor +i sjælen , du seer , om vi er været at modtages af +dig , eller om der sfete os vor ret , når vi blev +stødte udenfor . Se du derfor selv til , hvem du +vil modtage , og hvem du vil forstøde , og vær du +takket for din nåde , at du dog lader nogle af +os arme syndere komme indenfor din dør . Amen ! “ +Han oplæste nu dagens evangelium , og udsøgte +sin tekst af de ord : „ Og dette skulle de gøre +eder , fordi de hverken kende faderen , eiheller mig , “ +Idet han sagde : +„ Kære tilhørere , jeg ved nok , at vor herre +Jesus her ikke mener det kendskab til gud , hvorom +jeg- vil tale ; thi jeg vil ikke tale om hedningerne +udenfor Christi kirke , men om hedningerne i + +den . Jeg sagde nylig , at vi vare komne her som +Vorherres bekendte ; men det ved i selv , at en +mand kan have mange bekendte , uden at det just +er hans venner . Her i sognet er i jo alle sammen +bekendte , den ene kender den anden , og går ind +og ud hos ham ; men tør i derfor sige , at i er +hverandres venner ? Nej , del er så langtfra , at i +snarere bagtale hverandre , hvor i kunne komme til , +misunde hverandre , når den ene har et par korn +mere end den anden , og grine i skjæggct , når +det går eders nabo ilde . Ja , sådan er vi +mennesker ; men vi skulle ikke være sådan . Og +ligeoverfor Vorherre kan det nu slet ikke nytte , at i +komme med eders filurerier ; han er klogere end i , +og lader sig ikke narre , fordi i sådan en smuk +søndag komme til kirken i eders bedste klæder , og +sige : „ Goddag , kære herre gud , her komme alle +dine gode venner ! “ Han ved nok , af det let kan +hænde sig , af når han en anden gang har bud +efter eder , så svarer en , af han skal ud af se til +sin ager , en anden , af han skal prøve sine okser , +og en tredie , af han nylig har taget en hustru tilægtæ . +Når jeres gode ven heri landsbyen har +bud efter jer , lader i ham så vente ? Nej , det + +ville ikke flikke sig ; men Vorherre , som allerede ved +eders dåbspagt sendte sin søn Jesus Christus +ud af invitere jer , ham kan i godt lade vente fra +år til andet , og sommetider lige til jer dødsdag ; +men så er det for sent , kan jeg sige jer , for så +har Vorherre sat punktum for alle invitationer . +Ja , nu mener i vel , det går ikke så slemt til , +som præsten prædiker , og af man gerne kan være +en god ven af Vorherre , fordi man går tilkroes , +og svirer og bander og lader fem være lige , og jeg +er vis på , af der er mangen af eder , der sidder og +kroer sig indvendig af sit bekendtskab til Vorherre . +Der er nu Stine , derer gift med svend Olsen , +hun sidder der med sit brogede shawl og sit pæne +hovedtøj , og bilder sig ind , at hun er rigtig indgået +med Vorherre , og så vide vi dog alle sammen , +at hun behandler sin mand som en skovisk , og +under ham hverken vådt eller tørt . Tror i , at +Vorherre synes om del ? Jeg kan fortælle jer — “ +Her blev talen afbrudt ved en almindelig bevægelse +af menigheden ; den nylig udpegede synderinde , +en stor , svær , meget stadselig bondekone , havde +rejst sig op i sin stol , men fik ondt , og faldt tilbage +i en liggende stilling . En kone , der sad i + +samme stol , holdt på hende , og så sig om om +hjælp . Frøken Alexandrine , der sad lige foran , +ville rejse sig ; men Rosine kom hende i forkøbet , +trådte ud af stolen og ind i den næste , hvor hun +hjalp til at få den segnede bondekone op . +„ Vil de ikke ud i luften ? “ spurgte hun sagte . +„ Jo , lad mig komme ud , “ sagde konen med +hård stemme . +De gik alle tre sagte ud i den bageste gang , +og forlod kirken . Rosine var glad ved at være +sluppet for at høre mere af talen , på kirkegården +var luften frisk og duftende af blomster på gravene , +og hun satte sig på en gravsten hos de to bønderkoner . +Efter nogen taushed sagde den ene : +„ Nå , Stine , der fik du rigtig læst og påskreven . “ +Den +tiltalte rokkede frem og tilbage , og svarede +ikke . Der opstod således en panse , der igen afbrødes +af den først talende . „ Det var grumme +ubehageligt for dig , Stine , “ jsagde hun deltagende . +Stine så med et forbitret ansigt lige ud +for sig , trak sit brogede shawl fast op under hagen , +og sagde trodsigt : „ Ja , hvad så ? Er jeg ikke alligevel +den rige svend Olsens kone , og siger du + +nej , Anne , når jeg beder dig spise vor middagsmad +med os ? “ +„ Nej , gudbevares , “ svarede Anne med taknemlig +høflighed , „ Tak som byder . “ +„ Ja , hvad så ? “ vedblev Stine i en endnu +mere forbitret tone , „ skulle jeg ikke være god nok +for Vorherre ? Snak , siger jeg , den sag skal jeg +nok afgøre selv . Og så min mand , det fjog , +han er i stand til at give et dobbelt pintseoffer i år ; +men det skal der intet blive af , såsandt jeg hedder +Stine . Hvad mener du , Anna , er jeg god nok +eller ikke god nok ? “ +Anne rømmede sig . +„ Det er ikke noget at spørge mig om , Stine , “ +Sagde hun , „ vel er du sommetider noget hvas mod +svend , og præsten , gudbevares , han er jo dog +Vorherres tjener — “ . +Stine vendte hovedet om , og så på veninden +med et blik , hvis strenghed denne ikke kunne +udholde . +„ Gudbevares , Stine , “ sagde hun , „ der er jo +ingen tvivl om , at du er en mægtig rig kone — “ +Hun tøvede lidt ; men erindringen om en del meer +eller mindre indbringende villigheder fra Stines + +side besejrede enhver indvending af hendes samvittighed , +og hun vedblev : „ — og en mægtig god +kone . Skam få den , der siger andet . “ +„ Det skulle jeg også mene , “ sagde Stine +bestemt . +Prædikenen var endt , og psalmesangen begyndte . +En noget forknyt udseende mand stak hovedet ud +våbenhuset , og så sig om . +„ Er det dig , svend ? “ spurgte Stine , „ kom +du kun frem ! Er du glad over , at din kone har +stået skrifte ? “ +Manden kom langsomt nærmere , og satte sig +på en ligsten lige overfor . +„ Synes du ikke , vi skulle gå hjem , for de +andre komme , “ sagde han . +„ Det hehøves ikke , svend Olsen , “ svarede +hans kone , „ jeg har ikke i sinde at slå øjnene ned +for nogen , fordi han derinde finder på at prale +op om vores hunsholdning . Har jeg ikke altid +været god imod dig , dit fjog ? “ +Manden rykkede frem og tilbage . +„ Nå , svar nu , “ vedblev konen opmuntrende +på en hånlig måde , „ der sidder Anne , som +går ud og ind hos os hver dag , og der er jomftuen + +fra præstegården , som sagtens går hjem og +fortæller alt , hvad her siges , lad dem nu høre , om +præsten har ret eller ikke . “ +„ Stine , jeg ville ønske , vi vare hjemme , “ +Sagde svend forknyt . +„ Å , snak , “ sagde Stine , „ sådan rende vi +ikke fra det . Dersom du tror , at jeg lader det +sidde på mig , så tager du fejl . “ +Der trådte igen en skikkelse frem af våbenhusets +dør , det var den unge pige , der havde siddet +i herflabsstolen , hun så hen på gruppen , smilede , +og kom nærmere . Rosine så nu først , hvor smuk +hun var , hendes væsen var vel fornemt og hendes +hovedes holdning stolt , men ud af de store , brune +øjne strålede godhed , glæde og livsfriskhed . +„ Hvorfor sidde i her , folk ? “ sagde hun i en +vis overlegen , men ikke bydende tone til de to +ægtefæller , „ i eders sted ville jeg gå hjem , og +ikke unde folk den fornøjelse at se jer sidde her . “ +„ Skulle vi flamme os måske ? “ spurgte +Stine but . +„ Å nej , “ svarede hun , „ men heller ikke trodse . +Det gør mig ondt , at præsten pegede på jer , + +Stine Olsen ; men gør det bedste , i kan gøre , +viis ved et godt eksempel , at han har uret . “ +„ Frøkenen har godt ved at tale , “ sagde konen +nølende . +„ Ja , hvorfor ikke ? “ sagde frøkenen med ungdommeligt +lune , „ jeg ville ikke gerne stå skrifte ; +men skulle det en dag hænde , vil jeg gøre det med +såmegen anstand som muligt . “ Hun så på +Rosine , og vedblev med et venligt smil : „ Det +er dem , der nylig er kommet her til egnen , kan - +de lide den ? “ +„ Jeg har ikke set meget af den , “ svarede Rosine , +behagelig berørt af den unge dames lette , +venlige væsen ; „ men jeg synes , her er meget smukt . “ +„ Ja , her er smukt , “ gentog hun , og tilføjede +let henkastet : „ Når de får tid , så kom op på +gården og besøg os , så skal de se , at der også +er kønt . “ +Nu kom kirkegængerne ud af kirken ; idet de +gik forbi svend Olsen og hans kone , ' lettede +mændene forlegent på hattene , og konerne hilste +alvorligt , uden at se til siden . Svend tog hatten +af , og holdt den mellem knææne , medens han så +ned for sig ; men hans kone så skarpt og trodsigt + +på de forbigående , og nikkede til svar på hilsenerne . +Da præsten og frøken Alexandrine kom +ud , rejste Rosine sig , og sluttede sig til dem . +„ Hvor blev de af ? “ spurgte frøkenen heftigt , +„ havde det ikke været mere passende at komme ind +end at sidde her ? “ +„ Jeg var nu engang herude , “ svarede Rosine +undskyldende , „ og havde ikke mod til at gå ind . “ +Præsten standsede foran bønderfolkene . „ Nå , +Stine Olsen , “ sagde han , halvt alvorligt , halvt +skjemtende , „ så du kunne ikke tåle at høre sandheden ? +Du kan nok lide at gøre det onde ; men +du kan ikke lide , at man siger det . Sig mig engang , +har du nogensinde mødt Vorherre ? “ +Stine , der åbenbart blev imponeret af præstens +kjækhed at tale til hende , efter at han havde +fornærmet hende få hårdt , så på ham med store +øjne , og svarede kort : „ Nej , jeg har ikke , det jeg +ved . “ +„ Så skal jeg sige dig noget , “ vedblev han , +„ i dag har du mødt ham , han stod lige ved siden +af dig , da jeg talte til dig ; men du vendte dig +bort , og gik afvejen for ham . Det skulle du ikke +have gjort ; han elsker dig mageløst , og derfor tugtede + +han dig ved min hånd ; thi jeg er kun hans +ringe tjener . Når du nu er kommet hjem , +Stine , og har aftaget al din flitterstads og har +taget din gamle kjole på , så gå ind i dit lønkammer , +og se , om du kan finde Herren : søger +du rigtigt , og kalder rigtig trofast på ham , så +kommer han nok , og når du så bliver rigtig fortrolig +med ham , så skal du se , han siger accurat +det samme til dig , som jeg har sagt . Gud være +med dig ! Jeg skal se hen til eder i aften ! “ +Han gik langsomt videre , fulgt af frøken Alexandrine , +der mumlede ved sig selv : „ Er han ikke +mageløs ? Han talte med denne kvinde , som om +han var Vorherre selv ! “ +Stine havde rejst sig , og så efter dem ; derpå +så hun over til sin ægtefælle , der stod som +en arm synder . „ Kom , svend , “ sagde hun , „ han +er os for stærk , lad os se at komme hjem . “ +Nogle skridt videre standsede præsten ved geheimerådindens +vogn ; den gamle dame var i færd +med at stige op ; men hun standsede , og hilste først +på præsten med en dyb , ceremoniel neining , og +gentog den samme for frøken Alexandrine . + +„ Befinder deres nåde dem vel ? “ spurgte +han , bukkende sig dybere end sædvanligt . +„ Io , tak , hr . Pastor , så vidt alderen tillader . “ +Hun tav lidt , og tilføjede derpå , ligesom tvungen +as en vis tvang til at vise høflighed : „ Tak for +den gode prædiken . “ +Den middelaldrende mand , som Rosine havde +bemærket i kirken , og som var geheimerådindens +søn , jægermester Rosenfeldt , tog hatten af , og +sagde med et anstrøg af godmodig satire : „ De var +slem imod Stine Olsen , pastor ! man kan blive +ganske bange for at touren kan komme til en . “ +„ Hvis jægermesteren giver forargelse i menigheden , “ +Sagde præsten spøgende , „ svarer jeg ikke +for noget . I kirken er ingen personsanseelse . “ +„ Så får onkel fåmænd også ondt , “ sagde +den unge dame leende , „ det svarer jeg for . “ +„ Camilla ! “ sagde geheimerådindeu , lidt bebrejdende , +idet hun blev hjulpet op i vognen af +sin søn . +„ Nu kommer jeg , bedstemoder ! “ sagde hun +muntert , og da hun var steget op , hviskedee hun nogle +ord til hende . Den gamle dame så ned , og +sagde til frøken Alexandrine : + +„ Vær så god at se snart op til os , frøken +Kjeldsen , og tag deres lille jomfru med ; de er +begge velkomne ! “ +Jægermesteren sprang op i vognen , alle hilste , +og vognen rullede bort . +„ En herlig dame ! “ sagde frøken Alexandrine ; +„ men hvorfra kender geheimerådinden dem , +Rosine ? “ +„ Hun kender mig ikke , “ svarede hun ; „ men +frøkenen talte til mig på kirkegården . “ +„ Nå , det er en af frøken Camillas capriker ! “ +Sagde frøken alcxandrine foragteligt . +Det var temmelig sent på formiddagen , da +de atter nåde præstegården , og Rosine hastede +ind til sin frue . Hun rejste sig utålmodig , da +Rosine kom . +„ Har du nu endelig fået nok ? “ sagde hun +gnaven . „ I have vel været i den syvende himmel , +siden i således rent glemme at komme hjem . Var +prædikenen dejlig , mageløs , yndig ? “ +„ Jeg hørte ikke meget af den , “ svarede Rosine , +og fortalte , hvad der var hændt . Den syge hørte +opmærksomt til . +„ Ja , dertil bruge de guds hus , “ sagde hun + +bittert , „ så Stine Olsen blev vred ? Hvad nytter +det hende , pas på , han får nok bugt med hende , +stakkels Stine ! hun vil så nødig være hellig ! “ +Frøken Alexandrine kom ind , og fortalte +begivenheden på sin Viis . Da Fru stilling +hørte til , uden at gøre nogen bemærkning , blev +frøkenen mere og mere veltalende , og priste pastorens +apostoliske Iver . +„ Ja , han er en sand apostel , “ sagde fruen +med en alvor , der skuffede frøkenen ; „ men var det +ikke også en apostel , som sagde : „ Dersom nogen +iblandt eder synes , at han er en gudsdyrker , men +holder ikke sin tunge itømme , og bedrager sit eget +hjerte , så er hans gudsdyrkelse forfængelig . “ “ +„ Jo , “ sagde frøkenen , noget flagen ; „ det var +apostlen Jacob ; men — “ +„ Se , hvor apostlene tale forskelligt , “ sagde +fruen spottende , og vendte sig om , som et tegn +på , at samtalen var endt . +Den hele dag var Fru stilling meget van- . +Stelig og opfarende , og Rosine lovede ved sig selv , +at hun ikke så snart skulle gå i kirke . Af bedste +. Evne søgte hun at føje sig efter hendes mange forskellige +indfald , uden det dog lykkedes hende at + +bringe hende i en roligere stemning . Først hen ad +aften blev hun stille , og Rosine troede , at hun +sov . Træt og mismodig sad hun og tænkte på +den skuffede kirkegang , og hun fik den indflydelse +at gå over i sit Kammer , og hente sin bibel . +Det var et gammelt arvestykke efter hendes afdøde +plejefader ; bladene vare gule , opflidte og mange +steder løse , og hun lagde den i vindneskarmen før +med varsomhed at kunne læse i den . Eftersom hun +sad og læste , blev det mørkere og mørkere ; men hun +tænkte ikke videre over det , men antog det før det +svindende dagslys , da det hurtigt bankede på +ruden til det åbne vindue , hvorved hun sad , og +Birthe råbte ind : „ Luk vinduet , jomfru , der +kommer et uvejr ! “ Rosine så op ; himlen var +formorkel af tunge skyer som af et sammentrukket +tæppe , og den truende stilhed , der går forud før +et uvejr , hang trykkende i luften . Hun lukkede +vinduet . +„ Hvad er det ? “ råbte Fru stilling , „ hvad +er der på færde ? “ +„ Det er et tordenvejr , der trækker op , “ svarede +Rosine . +En lang lynstråle gjennemskjar stuen , og blev , + +ligesom efter nogen overvejelse af den oprørte natur , +efterfulgt af et dumpt , højtideligt tordenskrald . +„ Rul gardinerne ned ! “ råbte den syge heftigt , +„ skynd dig , Rosine ! “ +Rosine skyndte sig med at adlyde befalingen ; +men før hun havde udført den , kom et nyt lyn , +ledsaget af det larmende bulder , der plejer at antyde +et nedslag . +„ Det slog ned ! “ sagde Rosine uvilkårligt , +idet hun lod det sidste gardin rulle ned for den +bevægede naturscene . +„ Hvad — heri gården ? her ? “ råbte Fru +stilling . +„ Nej , nej , “ sagde Rosine beroligende , „ det +håber jeg ikke . “ +En stærk allarm hørtes i gangen , og frøken +Alex andri n es stemme lod sig høre , kaldende på +Lars , Birthe og alle gårdens andre tjenende +medlemmer . +„ Se , hvad det er ! “ streg Fru stilling fra +sengen . +Rosine ilede ud ; gangen var allerede tom ; +men i gården stod frøkenen med et shawl +over hovedet , og uddelte befalinger til højre og + +venstre . Da Rosine kom til , råbte hun : „ Forbarmende +gud ! Pastoren er ikke kommet hjem fra +svend Olsens , han kan være undervejs , herman +straks spændes for . “ +„ Kære frøken , “ sagde Rosine , „ hvis pastoren +skulle være undervejs , søger han vel nok ind i et +hus , til uveiret er ovre . “ +„ Det siger jeg med , “ sagde Birthe brummende , +„ det er intet vejr at jage heste og folk ud i på +må og få . “ +„ I have godt ved at snakke , “ råbte frøkenen , +„ jeg ville aldrig tilgive mig selv , hvis et hår blev +krummet på hans hoved . “ +Tillykke viste i det samme præstens skikkelse +sig udenfor lågen , og frøken Alexandrine for +ned , og tog imod ham , som om han ved en vidunderlig +styrelse var blevet frelst af den mest overhængende +livsfare . Rosine skyndte sig ind igen . +„ Du bliver længe borte , “ sagde Fru stilling , +„ hvad var det ? “ +„ Det var kun frøkenen , der ville have vognen +sendt efter pastoren , “ svarede hun . +„ Når hun blot venter , kører Herren ham nok +hjem i en ildvogn , “ spottede den syge . + +„ Han kom hjem i det samme , “ sagde Rosine . +Uveiret vedblev at rase , lynstrålerne stjal sig +ind langs siderne af rullegardinerne , og kastede +blålige blink hen ad gulvet , tordenen rullede , og +rystede bygningen . Slag fulgte på slag med forfærdelig +hast . +„ Vil det ikke regne ? “ spurgte den syge ængsteligt . +„ Nej , “ +Svarede Rosine , seende ud bag gardinet , +„ det regner ikke . “ +„ Stråtaget er tørt , “ vedblev hendes frue , +„ slår lynet ned her i stuehuset , slår alt i et +nu i lys lue . Så brænder jeg inde . “ +„ O nej , “ sagde Rosine trøstende , „ der er få +skridt til døren , de vil let blive frelst . “ +„ Af hvem ? af dig ? O nej , du vil tænke på +dig selv , du vil løbe ud , og frelse dig selv , og +når du tænker på mig , er det for sent . “ +„ Jeg skal ikke forlade dem , “ sagde Rosine . +„ Gå du kun , hvis det hænder , “ sagde fruen +bittert , „ tror du , at jeg fortjener , at andre tænke +på mig , at andre opoffre sig for mig ? Nej , nej , +når har jeg tænkt på andre end mig selv ? Jeg +fortjener at brændes på bålet , og hvis gud + +tænder et sådant af dette hus , så lad mig ligge +i ilden , og tænk blot , at mig skeer min ret . “ +Der blev en dyb stilhed efter denne smertelige +selvanklage og fordømmelse , som tordenen syntes +at ledsage bekræftende med sin alvorlige rullen over +deres hoveder , og Rosine sporede næsten lindring , +da regnen faldt med tange , larmende dråber på +ruden . +„ Gud være lovet , det regner ! “ sagde hun med ' +et lettende suk . +„ Ja , det regner , “ sagde den syge stønnende , +„ o , gid der kunne falde en dråbe vand på min +brændende sjæl ! Nej , nej , hvor jeg så seer hen , +er der kun ild og luer , og nu også herudenfor — +o forfærdeligt ! “ +Rosine nærmede sig uvilkårligt til sengen , +og tog plads på stolen ved den . +„ Hvad vil du hos mig ? “ spurgte den syge , +halvt bortvisende , halvt bedrøvet , „ Du kan ikke forstå +det nag , der er i mit hjerte , du er ikke +bange for uveiret , du har jntet at bebrejde dig . +Men giv blot tid , der kommer også den dag for +dig , da du tænker alene på dig selv , da du +bliver bange for at lide med andre , og flygter bort + +for at redde dig og din usle egenkærlighed . Se +ud på alle disse hellige mennesker , som taget +burde brænde over hovedet på , og se , hvor usle , +hvor egenkærlige de er , skønt de kalde sig selv +apostle og Herrens sendebud , og se på mig , der +ligger her — syg — tror du , jeg er syg ? Ved +du , hvad der fattes mig ? O jo , jeg er syg , frygtelig +syg , det er egenkærlighedens gift , der fortærer +mine indvolde , en dag dør jeg , og lægen +siger : „ Stakkels kone , hvad har hun ikke lidt ! “ og +de græde over mig , og bejamre mig , og de kalde +mig en martyr — og dog , hvis jeg ville , kunne +jeg stå op i morgen , og gå om og le og være +glad ligesom alle de andre ! “ +Rosine vidste intet at svare , og hun sad tavs . +„ Hvorfor sidde vi i mørke , Rosine ? “ sagde +Fru stilling efter en lille pause , „ hvorfor tænder +du ikke lys ? “ +Rosine rejste sig , og tændte lampen . Da hun +bar den hen på bordet ved sengen , så hun og +hendes frue på hinanden , den syges blik var +spørgende , forskende , søgende , og Rosines mildt og +bedrøvet . + +„ Lyset vil gøre dem godt , “ sagde hun med +dæmpet stemme . +„ 0 , alverdens lys kunne ikke nytte mig , “ +Svarede den syge smerteligt , og skjulte sit ansigt i +lagenet . +Rosine tog bibelen hen , og lagde den foran +sig på bordet . +„ Må jeg læse for dem ? “ spurgte hun . +Fru stilling tog lagenet fra øjnene . +„ Hvad er det for en bog ? “ sagde hun . +„ Det er bibelen , “ svarede Rosine . +„ Vil du prædike for mig ? “ spurgte hun opfarende . +„ Nej , “ +Svarede Rosine , „ nej , jeg læste nylig i +den , og hvis det kan lindre dem , vil jeg blive ved . “ +Den syge så prøvende på bogen . „ Hvor +den er gammel og pjaltet , “ sagde hun med hån , +„ en bibel skal være ny og smukt indbunden , at +man kan se , at guds ord holdes i ære . De +betale dig dog godt for at tåle mine luner , hvorfor +køber du dig da ikke en ny bibel ? “ +„ Det var min plejefaders , “ sagde Rosine , og +fik tårer i øjnene , „ jeg har læst i den , fra jeg +var lille , og jeg holder mere af den , end af en ny . “ + +den syge lod sit blik hvile længe og med et +eget udtryk på de fugtige dråber , der hang i +nosines øjenhår , en skygge af mildhed , næsten +af godhed gik sagte hen over hendes ansigt , og hun +sagde med mildere stemme : „ Nu , så læs da for +mig , siden du vil det . “ +Rosine slog bibelen op , og søgte ængsteligt +efter et sted , hvori der ikke kunne findes nogen +hentydning til den syges sindsforfatning , eller +noget , der kunne ligne prædiken eller formaning ; +men overalt syntes hende at være talt ord , der +havde en stor og indtrængende betydning ; endelig +standsede hun ved sjette capitel i Johannes ' evangelinm , +og læste nu , først med bævende , siden med +roligere stemme hele capitlet om de fem tusindes +bespisning med de to fiske og de fem brød , om +Herrens vandring på søen , hans bekendelse at +være livets brød , og Peders ord : „ Herre , hvor +skulle vi gå hen , du har det evige livs ord ? “ +Selv oplivet og styrket læste hun med inderlig andagt , +og da hun ved capitlets slutning så op , +lå hendes frue stille med bortvendt ansigt . +„ Skal jeg læse videre ? “ spurgte hun frygtsomt . + +„ Nej , “ svarede fruen , „ tag lyset bort , jeg +vil sove . “ +Rosine lukkede bogen , bar lampen bort , og +kom tilbage til sengen . +„ Ønsker de ikke noget ? “ spurgte hun mildt . +Den syge vendte sig om , rejste sig halvt op , +og idet hun tog om hendes hoved med begge sine +hænder , trykkede hun et Kys på hendes pande . +„ Godnat , mit barn , “ sagde hun med mild +stemme , „ Dit ansigt har i aften været som en engels +ansigt for mig . “ +Hun flap hende , og vendte sig bort ; sagte og +bevæget tog Rosine lampen , og fjernede sig . +Geheimerådindens vogn kørte langsomt tilbage +fra kirken til gården ; da den bortgående +menighed var forsvunden for de kjørcndcs øjne , +sagde jægermesteren med et let anstrøg af ironie : +„ Hvis mama engang skulle få en mere overbærende +præst heri sognet , fluide jeg ikke have +noget imod det . Mens jeg hører hans prædiken , +har jeg altid samme fornemmelse , som når jeg +slår ved siden af et træ , der hugges om i +skoven , jeg ved ikke , hvad øjeblik del falder til +min side , og slår mig til gulvet . “ + +„ Jeg håber ikke , vi skulle give nogen forargelse , +min søn , “ sagde den gamle dame med +værdighed . +„ Nej , mama ikke , “ vedblev sønnen ; „ men vi +andre er ikke så sikre . Ikke sandt , Camilla , +du ville ikke synes om en bansfråle ? “ +„ Jeg ville trodse den , “ svarede hun med et +udtryk af overmod . +„ Men hvis han nu forviste dig fra kirken , til +du gjorde bod og bedring ? “ sagde jægermesteren +drillende . +„ Tror onkel da , at jeg ville sidde udenfor +på stenene som svend Olsens kone ? “ spurgte +hun stolt . +„ Jeg håber ikke , det kommer så vidt , “ svarede +han leende ; „ thi frøken Alexandrine ville ikke +synes om , at det gode forhold mellem præstegården +og herregården blev forstyrret . Men hvorfra +kender du den lille jomfru , som du viste +den nedladenhed at indbyde til at besøge os ? “ +„ Det var ikke nedlidenhed , “ svarede hun flygtigt +rødmende , „ jeg kunne , godt lide hende . Carl +har desuden skrevet , og bedet os være venlige imod +hende . “ + +„ Ja så , “ sagde jægermesteren langtrukkent , +„ er fætter Carl den lille piges beskytter ? “ +„ Carl ville ikke bede os tage imod hende , +hvis hun ikke fortjente vor opmærksomhed . Hun +er hans ven , Frits Walthers forlovede . “ +Jægermesteren fløttede sagte hen for sig ; derpå +sagde han betydningsfuldt : +„ Den forrige jomfru i præstegården ville +du ikke se på gården . “ +„ Der er stor forskel på de to , “ sagde hun +lidt utålmodig . +„ Jeg har været enig med Camilla i at tage +Carls anbefaling tilfølge , “ sagde geheimerådinden , +„ om han også har sine egne meninger om mange +ting , kan man dog være sikker på , at han ikke +ville rekommandere os en uværdig person . Den +lille pige tjener jo rigtignok i præstegården ; men +på landet behøver man ikke at tage det så strengt , +og jeg kan selv godt lide hendes ansigt . Vi kunne +ikke være hende til tjeneste på anden måde , og +derfor har jeg tilladt Camilla at invitere hende . “ +„ Mama har ganske vist ret , “ sagde jægermesteren +ærbødigt . +„ Det gør mig ondt for Carl , “ vedblev den + +gamle dame , „ han er et flinkt menneske og et +rigtig rart menneske ; men hans underlige indfald +forstyrre alle hans gode udsigter . I sit brev i går +skriver han mig til , at han vil gå som missionair +til Afrika ; jeg kan ikke begribe , hvordan han er +faldet på sligt . “ +„ Vil han til Afrika ? “ udbrød jægermesteren i +en tone , der var meget nærved at være mere fornøjet +end forundret . +„ Ja , “ svarede Camilla , „ han føler sig ikke +tilfredsstillet her i landet , han vil bort . “ +„ Det var da som Pokker , “ sagde hendes onkel , +„ kan det ikke være mindre ? Han vil ikke nøjes med +at omvende de indenlandske hedninger som vor pastor , +å , det er en grille ! “ +„ Nej , “ sagde geheimerådinden bekymret , „ han +skriver ganske roligt og alvorligt om det , og han er +mand for at udføre det . Han vil rejse til England , +og der lade sig indvie til missionair , og så +siden lade sig anvise en post i Afrika . Det er dog +først til efteråret , og han vil først komme herud +at bede om min velsignelse , som han siger ; hvis i +ere mine gode børn , så gøre i alt for at formå +ham til at blive herhjemme , og hellere at se + +at få et godt præstekald . Jeg håber til gud , +at han kan gøre ligeså megen nytte her som i det +vildfremmede land . “ +Der opstod en lille pause ; det var som om +enhver af de to pågjæeldende af en hemmelig bevæggrund +afholdtes fra at give et svar ; endelig +sagde den unge pige med en noget fremkunstlet frimodighed : +„ Når +det er min bedstemoders ønske , skal +jeg gerne forestille Carl det urimelige i hans hensigter , +og jeg er vis på , at onkel Holger vil gøre +det samme . “ +„ Naturligvis , “ sagde jægermesteren noget tørt , +„ jeg er blot bange for , at den galning bryder sig +kun lidt om vore formaninger . “ +Samtalen forstummede , da herregårde « viste +sig i ringe afstand . +Da nogle af ugens første dage vare hengåede , +foreslog frøken Alexandrine en dag +Rosine at aflægge et besøg på herregården . +„ Jeg tænker , at formiddagsbesøg vil være det +meest passende , “ sagde hun , „ da de er ganske fremmed +for herskabet deroppe , og ingen jo dog ved , +om geheimerådinden mente , at de skulle omgås + +familien . Vi må med admyghed benytte det +gode , Vorherre sender os ; jeg tænker ikke , Fru +stilling har noget imod , at de går med . “ +„ Jeg vil spørge hende , “ sagde Rosine , og +svaret blev kort , men gunstigt . +De gik tilfods , uagtet vejen ikke var så ganske +kort ; men vejret var smukt , og vejen førte gennem +landsbyen , forbi kirken og gennem en lang alle , +der snoede sig forbi marker og bønderhaver , og hist +og her drejede ind i et lille skovparti . +„ Vi kunne skyde gjenvei , “ sagde frøkenen ; +„ men så komme vi tæt forbi den mark , hvor den +ene af gårdens tyre står tøjret , og den ville +jeg nødig have i hælene på mig . Det er jægermesterens +kæledægge ; men den er i høj grad vild +og ustyrlig , og står derfor alene på en afsides +mark . Frøken Camilla er ikke bange for at gå +den vej , og måske dyret har respekt for sit +herskab , det ved jeg ikke ; men jeg skal ikke have +noget af den fornøjelse . “ +Rosine glædede sig barnligt over den smukke +spadseretour , og det så meget mere som hun bemærkede , +at frøken Alexandrine i dag ikke var +stemt til opbyggelige betragtninger , men lod sig nøje + +med hist og her at uddele et „ Gudsfred , godtfolk ! “ +Eller „ Vorherre er dog en velsignet mand , Lars +Olsen ! “ eller „ Peder Jensen ! “ som det nu kunne +træffe sig . De vandrede iøvrigt tanse , indtil frøkenen +bemærkede : „ Der er gården ! “ og den lange +spadseretour løb ud i den af gamle , mægtige træer +dannede alle , der , på begge sider omgivet af +haven , førte lige op i den stadselige gård foran +hovedbygningen . Med en følelse af undselighed +og frygt nærmede Rosine sig den brede trappe , +hvorhen de ledsagedes af nogle gøende jagthunde ; +opdraget i i det mindste tarvelige kår og i ringe +omgivelser , bøjede hun sig beskedent foran rigdommens +og fornemhedens imponerende præg . Bed +hundenes gøen kom en tjener ned af trappen , +og da han så frøken Alexandrine , åbnede han +høfligt døren , og førte dem gennem nogle værelser +til havestuen . Her sad husets damer beskæftigede +med håndarbeibe ; geheimerådinden rejste sig straks , +og idet hun med den gammeldags , værdige høflighed , +der klæder den aldrende kvinde så vel , skred dem +imøde , og hilste dem venligt med en ceremoniel +ncining , følte Rosine sig både rørt og glædet . +Vel var der en lille , ubetydelig nuance mellem de + +to hilsener , der tildeltes hende og frøkenen ; men +hvad der manglede i hendes af fortrolighed , erstattedes +ved et vist udtryk af næsten moderlig godhed . +Frøken Camilla havde imidlertid nærmet sig , og +hilste på dem med en ungdommeligere og måske +noget mere tilbageholdende forekommenhed ; men +Rosine følte dog sin forlegenheds byrde lettet , og +medens frøken Alexandrine udvekslede de sædvanlige , +ofte lidet åndrige bemærkninger over vejret +og vejen , så hun sig om i stuen . Meublementet +var gammeldags , men velvedligeholdt , og syntes +ordnet med stor kærlighed til enhver hyggelig plet , +som den store stue kunne frembyde . Øer var ingen +bestræbelse for at tilvejebringe et glimrende ensemble ; +men der var snarere tænkt på at skabe så mange +forskellige og tiltalende tilflugtssteder for arbejdet +og samtalen som muligt . Det store bord foran +havedørene med den pragtfulde udsigt til haven og +skoven , omgivet af lænestole og skamler , dannede +det selskabelige midtpunkt for de forskellige hvilepladser , +og optog nu det lille selskab . +Frøken Alexandrine roste haven og udsigten . +„ Ja , de har grund til at være fornøjet med +Vorherre , Fru geheimerådinde , “ sagde hun , medens + +tjeneren bragte forfriskninger , „ mod dem har han +rigtignok været en mageløs mand . På sådan en +ejendom kan man føre et rigtigt hjerteliv , og det +troer jeg også , de gør . “ +Geheimerådinden syntes noget vildfarende med +hensyn til den sidste betegnelse , men svarede dog +godmodigt : „ Ja , kære frøken Kjeldsen , da har +jeg dog haft store sorger i mit liv ; af alle mine +børn er kun min yngste søn Holger ilive ; min +ældste datter døde , da hendes søn , den lille Carl +var tre år , og min ældste søn , Camillas fader , +styrtede med sin hest , og forvandt aldrig faldet . +Mine to andre børn gik bort i deres barndom , +så af så mange har jeg kun tre tilbage . “ +„ Det er en af de stene , Vorherre kaster efter +os for at se , hvad vi kunne tåle , “ sagde frøkenen +andægtigt , „ det gælder da om at lytte til helligåndens +tale . “ +„ Ja såmænd , “ sagde geheimerådinden høfligt , +„ jeg er jo glad for dem , jeg har tilbage . “ Hun +så på Rosine , der sad tans , og sagde venligt : +„ Når de har hvilet dem , har de måske lyst +at se haven , vi have nu rigtig en mængde dejlige +blomster . “ + +„ Ja , “ sagde den unge frøken , ligesom glad +over afbrydelsen , „ det er godt at få lidt frisk +luft , “ og man begav sig nu ned i haven . +Rosine var stille henrykt over de smukke blomsterpartier , +og Camilla , der så det , syntes at +fatte interesse for hende derfor . Hun blev mindre +tans , nævnede hende blomsternes navne , og udpegede +sine indlinge iblandt dem . +„ Onkel har ingen sands for blomster , “ sagde +hun , „ derfor må jeg have det ; hvem skulle ellers +beskytte de stakler ? Holder de af dem ? “ +„ O ja , “ sagde Rosine , „ jeg har aldrig før +set så dejlige blomster . “ +Den unge pige så på hende , og smilede . +Hun bøjede sig ned , og samlede en bouquet , som +hun ordnede i hånden , og bød hende . +„ Kan så lidt fornøje dem , “ sagde hun artigt , +„ så seer de , at vi have nok . Alle dem , de ønsker , +ere til deres tjeneste . “ +Geheimerådinden og frøken Alexandrine gik +videre ; men Camilla blev stående . +„ Lad os sætte os her i lysthuset , “ sagde hun , +„ her er nok så køligt som i stuen . “ +Da de havde taget plads , vedblev hun i en + +ligegyldig tone , der dog ikke ganske skjulte noget +forlegent : „ De kender godt min fætter , candidat +sander , har de hørt noget om hans hensigt at +blive missionair ? “ +„ Ja , “ svarede Rosine , „ han har talt til mig +derom . “ +„ Det er altså dog sandt , “ sagde frøkenen ; +„ han har også skrevet det til min bedstemoder . “ +„ Ja , det ligner Carl , “ sagde Rosine . +Ved denne fortrolige benævnelse gled et udtryk +af misfornøjelse og hovmod over den unge +dames ansigt , og hun sagde koldt : +„ Desværre ligner det ham , han har altid været +excentrisk ; men på de senere år har han bestandig +fået større og større trang til at vandre på de +veje , hvorpå andre fornuftige mennesker ikke kunne +følge ham . Det var meget imod hans families +ønske , at han blev tteolog , og dog anede vi dengang +ikke , at dette studium skulle føre til , at vi +ganske mistede ham . Men hvo ved , måske han +ikke kommer længere end til England ! “ +„ Hvis han har besluttet at gå til Afrika , vil +han også gøre det , “ sagde Rosine . + +„ Måske , “ sagde frøkenen ; „ men derfra kunne +missionairerne vel også vende tilbage . “ +„ Jeg tror ikke , at Carl vil undlade at udrette +noget , hvis han har sat sig for at gøre det , “ sagde +Rosine , „ der er så megen trosfab i hans hjerte , +både mod hans tilbøjeligheder og hans pligter . “ +Camilla så om på hende med nogen overraskelse . +„ Hans +tilbøjeligheder ? “ gentog hun , „ hvilke +ere de ? “ +„ Nu , hans vensfab , hans hengivenhed , “ svarede +Rosine smilende . +„ Det lader til , at de kender ham bedre end +jeg , “ sagde hendes ledsagerinde ; „ men ialtfald , hvor +smukt det end er at have trosfab mod sine medfødte +pligter , så er det dog ligeså tåbeligt at +opsøge pligter , der ingensteds have hjemme . “ +„ Er det da ikke en Christens medfødte pligt at +lære om Christus ? “ spurgte Rosine , let rødmende +over sin modsigelseslyst . +Frøkenen tav et øjeblik , derpå sagde hun +spøgende : „ Det lader ikke til , at hedningerne synes +det , siden de slå missionairerne ihjel , og jeg finder +også , at enhver gør bedre i at blive hjemme og + +passe de pligter , der ligge før hånden af ham , +end at opsøge andre mange hundrede mile borte . +Men det har min fætter altid holdt mest af , og +jeg tvivler på , at han nogensinde bliver helbredet +før denne sygdom . “ +„ Har han skrevet , når han rejser ? “ spurgte +Rosine , bevæget ved tanken om den mulige skilsmisse . +„ O , +det haster ikke så stærkt , “ svarede frøkenen , +„ før næste år går rejsen ikke til Afrika ; +men han skal en tur i sommer til England , og +før den går før sig , vil han besøge os , og sige os +farvel . Han vil da rimeligvis også besøge dem +og præstegården . “ +„ Hvilket savn før os , når han rejser ! “ sagde +Rosine , næsten mere til sig selv end til sin tilsyneladende +ligegyldige ledsagerinde , „ han har været vor +bedste ven . Medens min fader var syg , kom han +daglig til os , altid god og glad og fuld af trøst , +vi syntes altid , at når han var hos os , havde vi +ingen nød . Jeg er vis på , at hedningerne ville +elske ham , og intet ondt gøre ham . “ +Den unge værtinde hørte tans på hende , hun +drejede den rose , hun holdt i hånden , frem og + +tilbage , og bøjede sit hoved ned mod den , som om +hun ville skjule sine øjne og sine læber i den . +Da Rosine havde talt ud , og en lille stund var +hengået i taushed , slog frøkenen sin parasol op , +og sagde i sin sædvanlige tone : „ Vi have siddet +længe her , jeg er bange for , at frøken Kjeldsen +venter på os . “ +Dette var virkelig også tilfældet , frøkenen +stod rejsesærdig . Geheimerådinden tilbød artigt +vognen ; men frøken Alexandrine ville ikke modtage +tilbudet , da vejret i dag var så godt . Husets +damer fulgte dem ud på trappen , og da nogle +meget ceremonielle hilsener vare udvekslede , begyndte +frøkenen og Rosine deres spadseretour hjemad . +Det var blevet noget varmt , og vejen tilbagelagdes +ikke så let som før . Frøkenen var beskæftiget +med sine tanker , og længe undrede Rosine +sig over , hvad der lå hende så meget på sinde , +da hun endelig selv begyndte at tale derom . +„ Tænk dem , har de hørt mage , “ sagde hun , +„ at geheimerådindens dattersøn , Carl sander , +vil være missionair og rejse til Afrika , ligesom om +der ikke var afrikanere , jeg mener hedninger , nok +at omvende herhjemme . Ak , gud , desværre , de + +fleste , man træffer på , er hedninger ; de er rigtignok +døbte , men med det bare vand ; christenlivet +er slet ikke vakt hos dem . “ +„ Er det da ikke det samme , hvilke hedninger +man omvender ? “ spurgte Rosine . +„ Nej , aldeles ikke , “ svarede frøkenen hårdt , +„ man skal først feje vantroen ud herhjemme , før +man går til fremmede lande for at gøre det . +Det er ikke andet end arrogance og lyst til at være +bedre end andre , der driver sådan en ung fusentast +til at ville omvende de sorte , ligesom om en +hvid hedning ikke var ligeså god en hedning som +en sort . Men sådan en sort hedning kan man +se med sit kjødøie og tage på med sine kjødfingre , +og derfor skal det være så stort af omvende dem . “ +Rosine fik uvilkårlig den forestilling , af +frøkenen var skinsyg på pastor Degens vegne , +og hun holdt det derfor for klogest ikke af modsige +hende . +Hun afventede heller intet svar ; men idet hun +med raske trin stred hen ad landevejen , så af +Rosine næppe kunne følge hende , vedblev hun i en +harmfuld tone : „ Naturligvis bilder sådan en ung +fyr sig ind , af han straks skal blive bænket i guds + +rige , og sat til højbords hos ham , fordi han får +nogle uvidende afrikanere til af lade sig døbe — +jeg tror ikke engang , der er noget ordentligt vand +derovre — som om det ikke var meget fortjcnstligere +af omvende en vantro menighed til en troende , og +lede den fra djævelen til frelseren ! Når man vil +opoffre sig for sine medmennesker , er der sandelig +lejlighed nok dertil heri landet — men , gud forbarme +sig ! der står den røde tyr — og den er +ikke tøjret — “ +Rosine så også over på Marken , og så +en rød tyr , der betragtede dem aldeles roligt . Hun +ville netop bemærke , af den vist ikke var farlig , da +hun ved af vende sig om , så frøkenen , allerede i +lang afstand , i fuldt løb ile ned ad vejen . Hun +vidste ikke rigtigt , om det var hendes pligt at følge +efter i samme hast , da hun så den flygtende +synke halv afmægtig i jægermesterens udbredte arme , +og hørte hans muntre latter . Rosine skyndte sig +derhen , og blev modtaget af ham med udråbet : +„ Det haster ikke , lille jomfru , det haster ikke ! “ +Og da hun kom nærmere , vedblev han : „ Den tyr +gør dem , på min ære , ingen fortræd , det er et + +toårs creatur , jeg nylig har købt , og den er så +from som et lam . “ +„ Jeg er heller ikke bange , “ sagde Rosine , +åndeløs og leende ; „ men frøken Kjeldsen fortalte +så meget ondt om jægermesterens tyr , at +jeg tænkte , at den måske dog var værre , end den +så ud til . “ +„ Ja , der skulle de se et pragteksemplar , “ +Sagde jægermesteren ; „ men den står ikke ved den +alfare vej . Jeg så nok , at frøkenen gav signalet +til jilmarschen , og kom heldigvis tidsnok til +at tilbyde damerne min bestyrtelse . Ru må de +tillade , at jeg følger dem hjem . “ +Frøken Alexandrine , der rettede på sit tøj , +syntes noget forlegen . „ Jeg ved ikke , hvorfor de +ikke fulgte med , jomfru Rosine , jeg var sandelig +mere bange for dem end for mig , “ sagde hun , +„ Jægermesteren må ingen ulejlighed gøre dem , +nu er al fare forbi . “ +„ Ja , den var forbi , før den begyndte , “ sagde +han leende , „ jeg havde da heller aldrig troet , at +frøkenen , som har boet så længe på landet , var +bange for en tyr , der er tøjret . Den skal blive +flyttet den dag i dag . Vejen er for snæver til at + +jeg kan byde begge damerne armen ; men jeg følger +bagefter , sålangt mine enemærker gå , og det er +lige til kirken . “ +Da Rosine kom hjem , fandt hun et brev fra +Frits , han havde et par gange skrevet hende til +undervejs , men kun korte meddelelser om , hvor han +var og hvorledes han havde det ; denne gang var +brevet længere . +„ Min søster , min veninde , min elskede Rosine ! “ +„ Hvor er du , hvorledes har du det , er du +glad og lykkelig ? Ere menneskene gode og venlige +og ømme imod dig , eller tager verden på dig +med hårde , ubarmhjertige hænder ? O , hvor dette +sidste spørgsmål gennemborer mit hjerte , når +jeg tænker på , at svaret kunne blive et sorgfuldt : +„ Ak ja ! “ Men nej , det er umuligt ! Der gives +kraftige sjæle , stærke hjerter , der komme ligesom +suldtrustede til verden , og som se livets pile flyve +med deres jernod mod deres bryst , og le deraf ; +men der gives også andre , der ubevæbnede gennembores +af dem , og bøje sig langsomt døende under +såret . Således synes du mig , min Rosine , +og jeg betragter gysende den kolde , ubarmhjertige + +verden , der omgiver dig ; i mine tanker bønfalder +jeg den : „ Vær god imod min brud ! “ og lover mig +selv , når vor prøvetid er til ende , at drage dig til +mit bryst , beskytte dig , værne om dig , trøste dig , +og — o , Rosine ! — elske dig ! “ +„ Hvis jeg behøvede at se en levende prøve +på verdens egoisme , så vandrer den ved min +side , spiser med mig ved samme bord , og sover +hos mig i mit værelse ; thi egoismen er bange for at +være ene , egoismen har engang været svimmel , +er blevet åreladt , og frygter for apoplexie . Dersom +der er en forbandelse over egoismen , som +kunne være så lykkelig , så er det apopleksien . +Egoismen blev helst liggende i sengen om morgenen ; +men for apopleksiens skyld står den sukkende +og jamrende op , og går morgentour ; egoismen +holder af et godt måltid og af god vin ; +men for apopleksiens skyld nøjes den med en tynd +suppe , en kylling og en flaffe rød vin ; egoismen +ville gerne endnu være en galant angling , og gøre +Cour til operadanbserinder og andre fremtoninger +på skønhedens himmel ; men af hensyn til apopleksien +er den dydig , adstadig og koldsindig ; egoismen +ville inderlig gerne sidde oppe om natten + +ved spillebordet , og slå sin kedsommelighed ihjel +ved hazardspil ; men den ved , at nattevågen og +sindsbevægelse er apopleksiens bedste bundsforvandte , +og egoismen går gnaven i seng klokken +ti , og tør ikke lægge sig til at sove , for ikke at opvågne +lam eller målløs , eller måske slet ikke at +opvågne . Derfor ligger også din stakkels Frits +i sengen lige overfor fra samme klokkeslet , hvorpå +egoismen går til ro , for at passe på , at apopleksien +ikke skal overliste den slumrende , eller for +ialtfald at kalde verden tilhjælp , for at den ikke +skal miste sin dyrebare egoisme . Egoismen seer på +ttermometret , inden den går ud , for at klæde sig +nøjagtigt efter temperaturen , jeg bærer egoismens +kappe på min arm og dens galoscher i min +lomme ; thi egoismen går ikke ind i kolde kirkereller +sætter sig på stole eller bænke , uden at indhylle +sin ryg og sine fødder . Egoismen har stadig +uhret i hånden ; thi punktlighed i alle nydelser +holder livets uhrværk i regelret gang , vi gå ikke +ud , uden at egoismen har undersøgt , om jeg også +har lancet og bind i min lomme til en mulig +åreladning — du ved , jeg måtte lære denne +kunst , før jeg tog fra København — vi spise + +aldrig varm mad , men kun lunken , vi drikke aldrig +koldt vand , vi gå os aldrig varme , vi vove os +aldrig i trængsel , vi køre aldrig med muntre og +vælige heste , men udsøge os de magreste og elendigste , +hvilket iøvrigt aldrig falder os vanskeligt at +finde , vi tillade ikke opvarteren at tage vore støvler +bort om aftenen af frygt for ildløs , hvorfor jeg +må stå op kl . 5 , og sætte dem udenfor , og vi +sove ingen nat så roligt , at jeg ikke bliver kaldt +op for at se , om alt er stille i hotellet og på +gaden . Jeg siger med villie „ vi “ ; thi jeg , der er +en købt og betalt del af egoismen , må dele hele +dens elendighed , og er ikke stort bedre end dens +skygge . Iøvrigt er egoismen kammerherre , en rig +mand og af fornem familie , en kender og beskytter +af kunsterne , og en mand , der ville forstå +at leve , hvis han bare turde . Han er en complet +eavaleer i væsen , så snart han er i selskab ; alene +med sin skygge og sin kammertjener er han bydende , +gnaven og hensynsløs . På gaden og i +salonerne er han fin , pyntet og pertentlig , hjemme +i sit logis , både hvad sjæl og legeme angår , +som oftest i slobrok , tøfler og nathue . Jeg kunne +som en slags Summa Summarum sige , at vi , + +egoismen og jeg , dens skygge , er raske , muntre , +velhavende , i stand til at nyde alle livets goder , og +dog så omtrent de elendigste af alle mennesker . +Hvis jeg ville sige til egoismen : „ Hr . Kammerherre , +der er en gud i himlen , “ ville den ganske +vist svare : „ Det er muligt , hr . Candidat ; men der +er også en på jorden , og det er mig selv . “ “ +„ Egoismen er altså bange for døden , den er +skrækkelig bange for den , og ved dog , at den engang +må komme . Den ved , at man kan holde den +borte længe , men at den dog engang tager magten +fra egoismen . Medens alt i verden haster med +at ofre sig på dette luttrende bål , gyser egoismen , +og krymper sig , og gør sig elendig for at +undgå det , og ved dog , at det er til ingen nytte . +Den føler ret vel , at den kun har gyldighed i +denne verden . Ingen tilværelse står nærmere +tilintetgørelsen end egoismen ; selv gud måtte +undslye den gennem lidelsens og dødens luttring . +— det var en besynderlig tanke , hvortil egoismens +beskuelse her førte mig — mere besynderlig +for mig , end du kan fatte , Rosine ! — levende +falde apostlens ord mig her på sinde , at uden + +kærlighed er vi kun et lydende malm , en klingende +bjelde . +Jeg havde i køln et lille uheld , der dog snarere +var komisk end tragisk . Vi vare betimelig på +jernbanegården for at afgå med morgentoget , +da kammerherren opdagede , at han havde ladet sine +jernbanebriller ligge i hotellet . Jeg ilede tilbage +efter dem , og da jeg i det yderste øjeblik i fuld +fart løb igennem en af banegårdens lange gange , +blev en tung dør indvendig fra revet op . Den +gensidige hastighed bevirkede et sammenstød mellem +døren og min pande , der bragte mig til at styrte +bevidstløs om . Da jeg kom til mig selv , lå jeg +på en sofa i restanrationslocalet , en ung , norst +læge , med hvem vi havde gjort bekendtskab i hotellet , +holdt min blottede arm i vejret , og var i begreb +med at årelade mig , medens kammerherren +stod trippende ved siden af i den højeste fortvivlelse . +Synet af min tilbagevendende bevidsthed +standsede tillykke den unge æsculaps bevæbnede hånd , +og tillod endelig kammerherren at give sin oprørte +stemning luft i de ord : „ Unge mand ! hvis de +lidt har dette tilfælde , nødsager de mig virkelig til +at stille mig af med dem ! “ — „ Jeg håber ikke , + +hr . Kammerherre , “ svarede jeg , idet jeg skyndsomst +rejste mig , og fortalte , hvad der var hændet . Det +beroligede kammerherren meget , at det ikke var et +apoplektisk anfald , der havde kastet mig til jorden ; +men uheldigvis var toget gået , og vor rejse forsinkedes +derved i fire og tyve timer . Vi tilbragte +hele dagen indelukkede i vort værelse i hotellet , +fordi det nu engang ikke lå i kammerherrens +rejseplan at bese køln , og vort humeur var ikke +det bedste . “ +„ Tro ikke , at jeg beklager mig , kære Rosine ! +Tvertimod ! det er for tiden mit embede at være +egoismens følgesvend , dens vogter og lynafleder , +og jeg udfører mit kald med frejdigt mod og godt +lune . Den kan dog ikke kaste sin skygge over det +nye og fremmede , der glæder mit øje , over det +interessante , der belærer mit sind , eller over de +kære erindringer , der i så mange stille rejsetimer +røre og opløste mit hjerte . Vi ville ses igen — +dette er nok til at styrke mig mod ethvert utålmodigt +misnøie . Skriv snart til din Frits . “ +Tankefuld holdt Rosine brevet i hånden , +det var for første gang ligesom hun ikke rigtig forstod +sin Frits ; men at hans trofaste hjerte i oprigtig + +kærlighed hang ved hende , det så og følte +hun , og det var hovedsagen for hende . +„ Hvor besynderligt , “ sagde hun smilende hen +for sig , „ at vi begge skulle komme i berørelse med +mennesker , hvem den samme fejl gør ulykkelig . +Der ligger min frue tnde , og kæmper sig træt i +sine anklager mod egenkærligheden , og derude , langt +borte , følger min Frits som en skygge den kolde +egoisme . Min lod er dog den bedre ; thi bag min +frues hårde ord ligger dog et blødt sind ; men +denne kammerherre — ! Min stakkels Frits ! “ +På en vis måde var rosin es liv i præstegården +lykkeligere nu end i begyndelsen ; hun havde +vænnet sig til af høre og overhøre frøken Alexandrines +gudelige forelæsninger , præsten viste sig +meget lidt i den huslige kreds , og kun af og til , +når han tilfældig mødte Rosine , tiltalte han hende +på sin ejendommelige , smiskende måde , der var +hende så modbydelig ; uagtet Fru stilling ikke +var blevet mere meddelsom eller tilgængelig , talte +hun dog ikke nær så hyppigt i en hård eller opfarende +tone til sin unge tjenerinde , og det var +nu blevet sædvane , af Rosine , før hun forlod +sygeværelset om aftenen , oplæste et capitel af bidelen . + +delte var foranlediget derved , af Fru stilling +aftenen efter hin første oplæsning , da Rosine +ville forlade hende , med bortvendt ansigt havde +sagt : „ Læs først lidt før mig ! “ og siden havde +Rosine hver aften gjort dette som noget selvfølgeligt . +Også fra en anden side fluide hun +modtage et usædvanligt bevis på tillid . +Da hun en aften ved solnedgang var trådt +ud i gårddøren før af trække frisk luft , kom +Birthe hen til hende . Efter nogle indledende bemærkninger +over dagens begivenheder , vejrets tilstand +og over hvad der muligt kunne forefalde +imorgen , sagde Birthe med nogen tøven : +„ Jeg ville gerne spørge jomfruen tilråds +om noget . “ +Rosine så forundret op på hende , og Birthe , +der opfangede dette blik , vedblev : „ Ja , jomfruen +mener vel , at de er noget ung og ny i gårde til +at give råd til sådant et gammelt fruentimmer , +som jeg er ; men ved at tænke på det den ene dag +efter den anden , er jeg kommet til den tro , at jomfruen +måske nok er den klogeste af os allesammeu +her . Med frøkenen er der nu ikke meget at stille +op — “ + +„ Hvad er det da , Birthe har at sige mig ? “ +Sagde Rosine afbrydende . +„ Jeg ville først sagt , “ vedblev hun hårdnakket , +uden at bryde sig om afbrydelsen , „ at når man taler +til frøkenen får man ikke andet end snak og +præk til svar , som ingen ved , hvor de skal rime +hen . Hun bryder sig også kun fejl om , hvordan +det går andre end hende og præsten . Jeg har jo +heller ikke proberet , hvad jomfruens råd due til ; +men når jeg seer , hvordan den syge frue derinde , +ber ellers ingen kan tåle for sine øjne , ligger og +spørger efter jomfruen , når hun er borte et par +timers tid , så tænker jeg ved mig selv , af der +må være noget overdrevent klogt og fornuftigt +ved jomfruen . “ +„ Jeg ved ikke , hvad Birthe forstår ved af +være fornuftig , “ sagde Rosine smilende , og i +solens sidste glans så hendes unge , venlige +ansigt næsten engleligt ud , „ og ikke heller ved jeg , +hvordan jeg skal råde Birthe , der så meget står +på af følge sin egen villie . “ +Det store bondefruentimnier foran hende syntes +af fordybe sig i betragtningen af det usædvanlige +syn foran hende , indtil solen skjulte sig bag ladetaget , + +tog sine stråler med sig , og udvidflede den +farveglands , de havde udbredt ; da gled ligesom en +lettelse over Birthes barske ansigt , hun tog hænderne +fra hinanden , som hun uvilkårligt havde +foldet , og sagde : +„ Vi få nu af se . Det var om Lars , jeg +ville tale . Mennesket vil absolut giftes med mig , +og han siger , af hvis jeg siger nej , vil han tage en +strikke , og hænge sig op i stalden . “ +„ Tror Birthe på det ? “ spurgte Rosine . +„ Nej , det gør jeg vel egentlig ikke , “ svarede +Birthe ; „ men det er dog en alvorlig sag , når +det gælder to menneskers lykke og velfærd . Der +er meget , der taler imod at gifte mig med ham ; +han er nu vel ti år yngre end jeg — “ da Rosine +uvilkårlig så op , rømmede hun sig , og vedblev : +— „ ja , måske han er tyve år yngre end +jeg , alderen kommer det nu ikke så nøje an på , +jeg har gode kræfter til at tage fat med ; men så +drikker han jo noget meget , det skal jeg aldrig nægte , +og det bliver gerne værre . Men det kunne jo også +være , at han blot drak , fordi han elskede mig , og +det ikke kunne blive til noget , og så var det jo +muligt , at det kunne blive bedre . Det var jo synd + +og skam at forlade ham for det . Det var nu det +slemme ; men så er der jo det , at jeg er en pige +tilårs , og hvem ved , om jeg får nogen anden +frier end Lars . Var der nogen anden , så var +det en anden sag . “ +Birthe standsede efter denne meget practisfe +udvikling af sagen , gned tankefuld sine kinder med +den flade hånd , og så så på Rosine . +„ Og så arver han sin moster , mener Birthe +vel ? “ sagde Rosine smilende . +„ Det kan meget godt være , “ svarede Birthe ; +„ men for det første bliver det da ikke , for hun +gifter sig på søndag med sin anden søstersøn . +Lars var også meget ked af , at det ikke var faldet +ham ind ; men som det nu står sig , bliver han +da ved mig , hvis jeg ellers kan bestemme mig . “ +„ Hvad tænker han da på at leve af ? “ spurgte +Rosine ; „ thi for at gifte sig , må han dog være +sin egen herre . “ +„ Vi havde tænkt at forpagte det lille hus og +den smule jord , der nylig er blevet ledig nede bag +bakken , “ svarede Birthe , „ jeg har jo lagt lidt til +bedste , og Lars har også lidt efter sine forældre , +og mosteren vil give ham en ko , for at stille ham + +tilfreds . Vi vare oppe at se koen , det er et pænt +dyr . “ +„ Men så er jo alting i orden , hvad spørger +Birthe mig da for ? “ +„ Nej , der mangler da , at jeg skal sige ja , og +jeg er ikke sådan enig med mig selv . “ +„ Hvor skulle jeg kunne råde Birthe i alt +dette ? Den , jeg skulle gifte mig med , ville jeg +holde så meget af , at jeg kunne være glad ved ham +både i gode og onde dage , og kunne jeg ikke så +ham , ville jeg ikke bryde mig om , ingen anden at +kunne få . Og var jeg blevet en gammel pige , +uden at have fået nogen , så ville jeg ikke vove +det mere med nogen , især ikke med den , der var +yngre end jeg , og kunne få mange andre tanker +og mange andre ønsker , og som jeg ikke mere kunne +give sin frihed , selv om han aldrig sukkede så meget +for den . Har Birthe samlet sig lidt til bedste +ved sine hænders flid , så vil jeg råde Birthe +til selv at forvalte det og gemme det til sine gamle +dage , og ikke betroe sådant et ungt og letsindigt +menneske som Lars det . “ +Birthe kom under disse ord til at se mere +og mere gnaven ud . + +„ Jeg vidste nok , “ sagde hun , „ at jomfruen +ville råde mig fra det . “ +„ Hvorfor spurgte Birthe mig da ? “ +„ Jo , fordi — fordi , hvis jomfruen havde sagt : +„ Du skal tage ham , Birthe , “ så havde jeg taget +ham , om så alle de andre havde grimt af mig . “ +„ Det kan jeg ikke sige , Birthe ! “ +En længere taushed opstod ; derpå rettede +Birthe sig , så om i den halvmørke gård , og +sagde i en vred , scntentieus tone : „ Det er let at +skære en bred nem af anden mands ryg , og +mangen en råder det , de ikke selv ville gøre . +Men mands villie er mands himmerig , og jeg +må vel se at blive enig med mig selv . Jeg har +nu ikke tid at lade mig opholde her . “ +Og så gik hun med lange skridt over gården ; +Rosine gik ind til sin frue for at tillave alt +til natten , og da hun siden rullede gardinerne ned , +så hun Lars og Birthe stå i ivrig samtale +ved gårdleddet . +„ Det er blevet sent i aften , Rosine , “ sagde +Fru stilling ; men hendes tone var venlig . Rosine +fortalte , hvad der havde opholdt hende i gårddøren . + +for første gang børte hun sin frue le +uden bitterhed . +„ Vil du råde folk fra at gifte sig ? “ sagde +hun mat spøgende . +„ O nej , “ sagde Rosine , hemmelig henrykt over +dette usædvanlige tegn på sjælsro ; „ men jeg vil +råde dem til at være forsigtige , og til ret at betænke , +om de også virkelig elske hinanden . Mig +synes , at det er frygteligt at være to der , hvor +man kun skulle være en . “ +„ Så frygteligt går det dog ofte til her i +verden , “ sagde Fru stilling , „ og du skal få +at se , at Birthe dog tager Lars , vel mest før +koens skyld . “ +„ Så vådsker jeg mine hænder i uskyldighed , “ +Sagde Rosine muntert , og bar bibelen hen på +bordet ved sengen . Hun åbnede den forsigtigt , +og læste et capitel . Da hun var færdig , udstrakte +Fru stilling sin hånd , og tog hendes . +„ Tak , mit barn ! “ sagde hun venligere end +nogensinde før . „ Tak før din tålmodighed . “ +Bevæget bøjede Rosine sig ned , og kyssede den +hånd , der omsluttede hendes . Hun slukkede lampen , +og søgte i mørket vejen til sit Kammer på + +den anden side gangen ; men i den forvirring , +som sindsbevægelse ofte fremkalder , især i mørke , +søgte hun forgæves efter døren ; hun famlede frem +og tilbage på væggen , da med et hendes fod gled +fra hende som i et åbent rum , hun tabte ligevægten , +og sfyrfede ned i det dybe kælderrum , +hvortil lemmen uforsigtigt var ladt åben . Hun +slog sit hoved stærkt mod stengulvet , og besvimede . +Da +hun begyndte at komme til sig selv , hørte +hun som i drømme ville råb og stærk tummel , +hun følte sig løftet op , og da hun endelig fik kraft +til at åbne øjnene , så hun sig omgivet af en +besynderlig og forvirret gruppe mennesker . Over +hende var frøken Alexandrines ansigt bøjet , fuldt +af uro og bekymring , det var hende , der havde +båret hende op af kælderen ; ved siden af , med et +brændende lys i hånden og indhyllet i et langt +sengetæppe , stod Fru stilling som et vildt genfærd , +styrtet ud af graven ; bag hende Birthe med +mørkerøde kinder , og i gårddøren Lars med åben +mund . Præsten , der fyldte baggrunden bag frøken +Alexandrine , kunne Rosine ikke se ; men det forekom +hende at have hørt hans stemme . + +„ Hvor have i eders sandser ? “ streg Fru +stilling i vildt sindsoprør , „ lægge i snarer og +faldgruber for mennesker ? Dersom jeg ikke havde +hørt hende falde , havde hun kunnet ligge der i nat , +og være død i morgen ! Jeg vil have den kælderdør +tilnaglet , høre i ? Jeg bliver ingen time heri huset , +hvis den dør ikke bliver fast lukket ! “ +„ Det er dig , Lars ! “ råbte præsten , uden at +kunne komme frem for frøkenen , „ det er dig , derer +mennesfemorderen ! Nu har vel igen den djævel , +brændevinen , været faret i dig , og taget sands +og samling fra dig ? “ +Lars stod målløs ; men Birthe vendte sit +ansigt , hvis træk af sindsbevægelsen vare blevne +uformelig store , om mod præsten , og sagde kort og +tydeligt : „ Skæld ikke drengen , husbond , det var +mig , der gjorde det . “ +„ Jag hende på porten ! “ råbte Fru stilling , +„ det gamle dyr går i giftetanker , og gør +en ulykke på sine medmennesker . “ +Birthe blev bleg , eller rettere , da dette var +hende umuligt , blev gul , og så på Fru stilling +med sine lysegrå øjne , som om hun ville +tage hende i struben . Imidlertid var Rosine + +blevet i stand til al tale , og hun sagde med svag +stemme : +„ O , Fru stilling ! det er ikke så slemt ! Jeg +er allerede bedre nu ! “ +Blodet løb ned ad hendes kind , og dannede +en sørgelig modsætning til hendes ord ; hun forsøgte +på at rejse sig op , men faldt bevidstløs tilbage +i frøken Alexandrines arme . +En morgen vågnede Rosine op , så sig om , +og begyndte igen et bevidst liv . Således som +efter en stormfuld nat den indtrædende stilhed +bringer ro i den sovendes slummer , således varder +også efter megen feberagtig uro og mange ville +drømme blevet stille i hendes sind , og hun havde +sovet , som hun syntes trygt og længe . Hun tog +uvilkårligt til sit hoved , og følte , at det var omvundet +med et bind ; hun så sig om , og så , at +hun lå i en seng i frøken Alexandrines stue , +og nogle skridt fra hende i en stor lænestol sad +en hvid skikkelse i statneagtig ro ; det var frøkenen +selv , der , indhyllet i sit hvide shawl , sov trygt . +Udenfor vinduet bag hendes ryg vuggede havens +grønne træer sig mod vinduet ; igennem deres løv + +så hun sollyset på plainen , hun tænkte på sin +Frits , og var glad ved livet . +Frøken Alexandrine vågnede , for op , og +så til sengen . +„ Nå , gudskelov ! “ sagde hun ganske naturligt , +da hun så Rosines øjne heftede på sig , „ Gudskelov , +at de er kommet så vidt ! Jeg har været alvorlig +bange før dem ; men nu er det overstået , +siger doktoren . “ +„ Har jeg været længe syg ? “ spurgte Rosine . +„ Det er tre dage siden , de faldt ned , “ svarede +frøkenen , „ og i al den tid har de ikke vidst +af dem selv ; men Vorherre er en god mand , og +han kan hjælpe . Vi have holdt i med ham , og ikke +sluppet ham , før han gav efter . “ +„ Ak , jeg har gjort dem megen ulejlighed ! “ +Sagde Rosine , og ville rejse sig op i sengen . +„ Nej , vist ikke , “ sagde frøkenen , „ De skal holde +dem rolig . Deres hoved er svagt endnu , læg +dem ned , og tak deres frelser før deres liv . “ +„ Men Fru stilling , “ sagde hun bekymret , +„ hvorledes er det gået med hende ? “ +„ Å , hun sad herinde , og holdt et gudsjammerligt +hus med os , til doktoren kom , og fik + +dem forbundet , og så fik hun ondt , og vi bøjede +forsfrækkeligt med at få hende ind i seng igen . +Siden har Birthe passet hende meget tålmodig , +skjøndt hun hele dagen har måttet høre , at det +var hende , der havde ladt lemmen stå åben . “ +„ Når mon jeg tør stå op ? “ spurgte Rosine . +„ Hverken +i dag eller i morgen , “ svarede frøkenen +kategorisk , „ nå , der er Birthe , nu kan hun blive +hos dem , mens jeg seer til huset . “ +Birthe trådte ind for fra Fru stilling at +høre til patientens befindende , og blev af frøkenen +beordret til at afvente hendes tilbagekomst . Hun +blev stående foran sengen , og så stift på den +syge . +„ Hvorfor seer Birthe således på mig ? “ +Spurgte Rosine endelig . +„ Fordi jeg nok ville vide , hvad jomfruen +tænker om , at jeg således lod lemmen stå åben , “ +Svarede hun . +„ Jeg tænker , at Birthe gjorde det af forglemmelse , +hvad skulle jeg ellers tænke ? “ +„ At jeg gik i giftetanker . “ + +„ Nå ja , “ svarede Rosine smilende , „ det var +måske også sandt . “ +„ Men jeg talte i fortrolighed med jomfruen , +og jomfruen havde ikke ret i at sige det til +fruen . “ +Rosine så forundret op , hun tænkte et øjeblik +over pigens ord , og sagde derpå venligt : +„ Birthe har ret ; men jeg tænkte ikke over det . +Jeg håber ikke , at Birthe er vred på mig . “ +Birthe vendte sit ansigt bort , og drejede sig +halvt om fra sengen , idet hun mere mumlede end +talte : „ Jeg stod udenfor døren , og hørte jomfruen +tale med fruen derom . “ +„ Så ved Birthe også , “ sagde Rosine , „ at +der intet ondt var ment dermed . “ +Birthe rystede på hovedet , og svarede ikke . +På engang for en gysende mistanke gennem +Rosine , hun for op , og udbrød : +„ Birthe lød dog vel ikke lemmen stå åben +med villie , for at hævne sig på mig ? “ +Hun drejede sig om , og kastede et forunderligt +blik på Rosine , så at denne næsten blev forskrækket ; +men det varede kun et øjeblik , så svarede +hun med aldeles ligegyldig stemme : + +„ Nej , kors , nej , så gal er jeg da ikke . Det +lød nok rundt i mit hoved , da jeg hørte fruen le +over mig , og derfor glemte jeg at lukke ; men at +lade den stå , for at jomfruen skulle falde i den , +det gjorde jeg dog ikke . Fruen har da også støjet +nok med mig for det , og frøkenen sagde , at jeg var +fuld af ond suurdeig , som jeg skulle se al blive af +med . Og præsten var da den allergroveste , for +han sagde , at med sådanne gerninger mærkede +Vorherre dem , han ville udstøde . Men jeg tænker , +det går vel ikke så hårdt til , som præsten siger . +Frøkenen har ellers været meget flink , og selv våget +over jomfruen hver nat . “ +Medens Birthe talte , havde Rosine vedvarende +beskæftiget sig med sin mistanke til hende , +og hun kunne trods sine egne indre modsigelser ikke +komme bort fra den tro , at det ikke ganske var +glemsomhed , der havde bragt Birthe til at lade +lemmen stå åben . Pigens sande characteer forekom +hende bestandig mere uigennemtrængelig , og dog +var hun bange for at gøre hende uret . De sidste ord +gave imidlertid hendes tanker en anden retning , +og hun tænkte på , at frøken Alexandrines +gudsfrygt dog måske ikke var ganske mundsvejr . + +denne kom nu tilbage , og sendte Birthe ind til +Fru stilling . +Rosine var træt af at tale , hun følte en stærk +mathed i sit hoved efter de urolige tanker , der +havde hjemsøgt hende , og havde trang til mildere +og stillere forestillinger . Medens frøken Alexandrine +travlt puslede om i værelset , åbnede +vinduerne , og lod den friske sommerluft strømme +ind , tænkte Rosine med stille glæde på , at hun +måske endnu havde mange lykkelige livsdage for +sig , der om de end ikke alle vare fulde af blomstrende +sommerglæde , dog derfor ikke behøvede at være +mørke og vinterkolde . „ Hvorledes jeg kom til denne +ulykke , det vil jeg ikke gruble over , “ tænkte hun ; +„ jeg vil kun tænke på , at jeg er vidunderlig frelst +fra den , “ og da frøkenen lidt efter kom hen til +sengen , for med travl hånd at ordne den , sagde +Rosine med bevægede følelser : „ Kære frøken , jeg +har nu takket min gud , fordi han frelste mit liv , +tillad mig nu også at takke dem for al deres +godhed og omsorg . Tak fordi de har plejet mig +og våget hos mig , de har været alt for god imod +mig . “ +„ Nå , “ sagde frøkenen , „ det var en streng + +tour ; men i nat har de sovet den yndigste søvn . +Javist var det mageløst kærligt og nådigt af Vorherre , +at han hjalp os ; men det er nu ikke mere , +end man kan vente af den mand . Han er ikke +den , der gemmer sig bag døren , når man rigtig +kalder på ham ; men læg dem nu ned , og se at +sove igen . “ +Rosine adlød gerne denne formaning ; thi +disse samtaler havde trættet hende meget , og det +varede flere dage , før hun blev så rask , at hun +kunne forlade sengen . Hendes første gang var ind +til Fru stilling , og denne modtog hende med stor +venlighed . +„ Se så , “ sagde hun , efter at have befalet +Birthe at bringe en stol til Rosine hen ved +sengen , „ der kunne jeg nær have mistet dig . Det +var en himlens lykke , at jeg hørte dig falde , +barn , ellers kunne du ligget der til den lyse +morgen , som nok aldrig var blevet lys for dig , +og for mig heller ikke ; thi jeg har savnet dig overalt +og hver time . Du kunne ligeså godt ligget syg +inde hos mig som hos frøkenen ; men det ville hun +ikke , det var et rent gæstebud . for hende at være +Vorherres udvalgte sygeplejerske . “ + +„ Hun har været så god imod mig , “ sagde +Rosine blidt afværgende . +„ Nå ja , jeg skal ikke sige noget ondt om +hende , skønt hun har naturligvis nok i himlens +løn og velsignelse ; men nu skal du blive herinde , +jeg under dem ikke at have dig hos sig . “ +„ Kære Fru stilling , “ sagde Rosine smilende , +„ de bryde sig vist heller ikke om det , og jeg +bliver så gerne her . “ +Rosine overtog nu efterhånden igen sine +gamle beskæffigelser , hvortil dog kom en ny , som +hun i disse øjeblikke , da gensynet havde stemt Fru +stilling mildere , vovede at foreslå , nemlig at +hun læste højt for hende . Præsten havde et godt +lille bibliottek , der ikke alene indeholdt religieuse +værker , men også en samling æsttetiske , hvoraf +Rosine valgte dem , hun troede bedst egnede sig til +at adsprede et mørkt sind , uden at påbyrde det en +uvant åndsansfrengelse . Sygeværelset fik således +efterhånden en mindre klosterlig characteer , bøgernes +indhold ydede stof til uskyldig samtale , og +Rosine blev meer og meer uundværlig for sin frue . +Kjælderlemmen var naglet til , og en ny indgang +åbnet udenfra . + +en eftermiddag , da Rosine sad fordybet i sin +oplæsning , kom Birthe ind , og mældte , at en +ung herre stod i havestuen , og begærede jomfru +Stein itale . Forundret rejste Rosine sig , og gik +ind ; men hendes forundring blev til en glædesoverraskelse , +da hun så Carl komme sig i møde +med strålende ansigt . +„ Goddag , kæreste Rosine ! “ råbte han muntert , +uden dog af kunne skjule sin bevægelse , „ goddag , +kære veninde ! Se , jeg holder mit løfte , og +kommer for af besøge dem ! “ +Rosine greb hans udstrakte hænder , men kunne +ikke tale for rørelse . +„ Nå , jeg seer , de bliver- glad ved af se +mig , “ vedblev han skjemtende , og kyssede de hænder , +han holdt i sine , „ det var da endelig ikke mere end +jeg ventede ; thi jeg ved nok , af det ikke er denne +fusentast Carl , som Rosine hilser med så megen +bevægelse , men erindringen om det gamle hus , +den gamle fader og den forfløjne Frits . Jeg er +ligesom en hilsen fra dem alle , ikke sandt ? “ +„ Jo , kære Carl , “ svarede Rosine , mere fattet , +„ det var vistnok det , der greb mig ; thi jeg har det + +godt her , alle mennesfer er gøde imod mig på +deres Viis , og jeg tror , af jeg gør nytte . “ +„ Er det også rigtig sandt ? “ spurgte han , og +så hende smilende ind i øjnene , „ er de virkelig +fornøjet her ? “ +„ Ieg er det , “ svarede hun alvorligt forsikrende , +„ og vil blive det endnu mere , det føler jeg . “ +„ Nu , hvorfor ikke ? “ sagde han , „ Rosine virker +i sit kald , og måske med mere held end vi andre , +der gøre større ophævelser . Men kom , og fortæl +mig , hvorledes de lever iblandt disse mennesker . “ +De satte sig lige overfor hinanden ved havedøren , +og Rosine fortalte alt , hvad hun havde +oplevet . Meest opmærksomt hørte Carl til , da hun +berettede om sit møde med hans familie og sit +besøg på herregården . +„ Hvad sagde de om min beslutning at rejse +bort ? “ spurgte han . +„ Ieg ved ikke , om jeg tør gentage , hvad de +sagde i min nærværelse , “ sagde Rosine tøvende . +„ Gentog det kun , “ sagde han , „ jeg bliver ikke +vred , jeg gætter , at man kaldte mig en tåbe og +en fusentast , det er den gamle vise . De , der ikke +forstå vore handlinger , se gerne ned på os med + +medlidenhed , når de ellers holde af os , med foragt , +når de ikke kunne lide os . Man foragtede mig +ikke , det er jeg vis på . “ +„ Nej , nej , “ sagde Rosine med varme , „ Deres +cousine , som var den eneste , jeg hørte tale derom , +sagde kun , at de var excentrisk , det var det hele . “ +„ Altså en mellemting mellem medlidenhed +og foragt , “ sagde Carl med et udtryk , der skulle +være spøgende , men som ikke rigtigt ville blive det , +„ hun mente formodentlig , at jeg kom snart igen ? “ +„ Ja , jeg tror det næsten , “ svarede Rosine +forlegent . +„ Jeg kunne tænke mig det , “ sagde han , „ Ingen +har nogensinde dømt mig så hårdt som hun ; men +jeg bør ikke bebrejde hende det ; thi ingen har måske +dømt hende hårdere end jeg . Skønt vi have +levet meget sammen fra vor tidligste barndom af , +have vi dog aldrig kunnet samstemme . Hun blev +efter sine forældres død opdraget af min bedstemoder , +og jeg tror , at hendes liv sammen med +denne højst agtværdige , men noget indskrænkede , gamle +kone har haft megen del i at udvikle en åndsmoden +ligevægt i hendes væsen , som ikke stemmer +med ungdommens vaner og tilbøjeligheder . Misforstå + +mig ikke , som om jeg ikke kunne se , at +Camilla har alle ungdommens ydre fortrin ; netop +fordi de unge Års inde hviler i al sin tristhed +over hende , netop derfor savner jeg deres varme , +deres tillokkende frihedslyst i hendes tanker og +følelser . Hvad der som børn så ofte opildnede +os til kiv og trætte , var ikke den omstændighed , +at hun ikke ville gøre det rette , snarere var det , +fordi hun ikke ville føje mig i at gøre det urette . +Aldrig kunne jeg formå hende til nogen overtrædelse +af de befalinger , der vare givne os ; ville +jeg ikke gå hjem til rette tid , forlod hun mig +uden videre , skønt hun var skrækkelig bange for at +gå alene gennem skoven ; gyngede jeg mig frem +og tilbage i den fastbundne båd i parken , hvilket +var forbudt os , stod hun på land , og skændte på +mig , og var ikke at bevæge til at modtage min indbydelse +til at deltage i min forlystelse , og da jeg +engang var gået udenfor havegærdet , for at lege +med nogle bønderdrenge , foreholdt hun , der var seks +år yngre end mig , mig min forseelse med den +bemærkning , at jeg gjorde min familie skam . +De tæer , Rosine ! og mener måske , at hendes +opførsel snarere fortjener roes end dadel ; men + +det synes kun så . Ve det mennefle , der ikke +ved , hvad dårflaben er , hvis hjertes varme ikke +leder ham vild undertiden , som kun kender pligten , +og ikke vildfarelsen ! Ve de stillestående vande , +som intet underjordisk kildevæld oprører , hvis bølger +aldrig kruses af nogen storm , deres spejl bliver +dunkelt , og selv når det er klart , er det ikke altid +himlen , det afspejler . Jeg må dog sige til Camillas +roes , at hun anså det for liggende dybt +under sin værdighed nogensinde at klage over mig +og mine udskejelser , tværtimod havde hun undertiden +den høimodighed at undskylde dem , når andre +klagede , hvilket klædte hende såmegee niere pudsigt , +som hun var så meget yngre end jeg . “ +„ Men , kære Carl , “ sagde Rosine , „ er alt +dette ikke mere en forudfattet mening end virkelighed ? +De forlanger næsten , at det ene mennefle +skal tænke og føle som det andet . “ +„ Nej , nej , “ sagde Carl med varme , „ skulle +jeg være så uretfærdig ? Men jeg vil hos ethvert +mennefle finde både tanke og følelse , og helst +må den sidste have overvægten ; men det er netop +det , jeg ikke finder hos Camilla . Io mere barnet +voksede til , og jo mere hun nærmede sig netop følelsens + +alder , jo mere syntes mig tanken , tilvisse +en god , ædel og alvorlig tanke , at udvikle sig på +følelsens bekostning . Jeg så hende gøre meget +godt overalt , hvor hun fandt det at være sin pligt +at gøre det , altid har jeg set hende venlig og retfærdig +mod fine undergivne , og aldrig har jeg hørt +hende yttre blot den svageste beklagelse over det stille , +ensomme liv , hun junægtelig ofte fører her med min +gamle bedstemoder og min ikke meget morsomme +onkel Holger ; det ville fornærme hende , om nogen +kunne tro , at hun længtes efter hovedstaden , esterungdommens +fornøjelser eller verdens adspredelser , +og dog — dog ville jeg blive lykkelig , om jeg så +blot et eneste øjeblik havde set hende henrevet af +sine følelser til noget latterligt eller upassende ! “ +„ Jeg forstår dem virkelig ikke , “ sagde Rosine +forundret , næsten bebrejdende . +Carl rejste sig op , og gik op og ned ad havestuegulvet +som for at berolige sine oprørte følelser ; +til sidst standsede han foran hende , og sagde venligt : +„ Tilgiv mig , hvis de finder mig uretfærdig ; +jeg seer , de forstår ikke rigtig , hvad jeg mener , +og hvorledes skal jeg finde ord og udtryk til det ? +Tidt og mangen gang , når jeg har været uenig + +med min cousine , er det ved vor trættes slutning +forekommet mig , at hun i en kvindes skikkelse baren +mands sjæl , og at jeg , manden , følte lige overfor +hende som en kvinde . Og da , når hun +stod foran mig i al en kvindes inde , i sin jomfruelige +skønhed , ung og fin og dejlig , da svimlede +mit arme hoved over den gåde , jeg ikke formåede +at løse . Kan dette kvindehjerte da ikke +svulme til nogen følelse , kan denne qvindesjæl ikke +henrives til nogen begejstring ? Hvem skal jeg spørge , +da jeg ikke vover at spørge hende selv ? “ +Der var i hele hans væsen en lidensfab , som +han ikke selv var sig bevidst , men som Rosine i +stilhed læste i hans ord og miner . Hendes tavse +bryst modtog den ufrivilligt betroede hemmelighed +som et helligt pant , og med hjertelig stemme sagde +hun beroligende : +„ Gåden vil løse sig , kære Carl , for så vidt +som man nogensinde gansfe kan gennemtrænge en +menneskesjæl , der så ofte ikke engang kender sig +selv . Det er dem selv , der her tænker og grubler +formeget , og måske har syner , der aldrig eksistere . “ +Hans ansigt opklarede sig til et smil . +„ De har vistnok ret som altid , kære veninde ! + +javist , jeg er tilbøjelig til at se syner ; men jeg +følger deri kun min sjæls drift . Desuden , mit +sind er uroligt , den store beslutning , jeg har taget , +og som stiller mig fra fædreland , frænder og venner , +har opfyldt mit blod med bevægelse , og jeg +dømmer ikke med den ro , jeg burde . “ +I dette øjeblik trådte præsten ind , og Rosine +rejste sig for at gå , efter nogle hastige affledsord . +„ Nå , +hr . Candidat , “ sagde præsten spøgende , +„ De har altså beslattet dem til at gå over +floden efter vand ? De vil ud at prædike gudsordet +for hedningerne . “ +„ Ja , hr . Pastor , “ svarede Carl , „ det er min +agt ; jeg tror der at finde en modtageligere jord +for den sæd , jeg agter at så , end herhjemme . “ +„ Den sæd , de agter at så ? “ gentog præsten ; +„ agter de at så nogen anden sæd end troen +på christusmanden ? “ +„ Nej , sandelig ikke ; men jeg tror , at hedningernes +uberørte sind må være modtageligere foren +ren og levende forestilling om ham end menneskene +herhjemme , der er påvirkede af så megen +og så forskellig tale om ham . Jeg ønskede af + +grunde en menighed , hvis tanke og tro sggte +frelseren personlig , og som i ham frem for alt så +gudmennesket , og ikke blot læreren . “ +„ Men søge vi andre ikke også af grunde en +sådan menighed ? “ +„ Vistnok ; jeg hører meget råb på Christus +og megen støjende glæde over ham ; jomfruerne +gå brudgommen i møde med jubelskrig ; men de +have ikke mødt ham ; thi for hans blik ville de +have forstummet . “ +„ Den sande Christen jubler ved synet af sin +herre ; thi han bliver barn ved ham igen , og +barnetroen er lutter glæde . Hvor der ikke er +barnejubel over troen , der er livsfylden klemt ud +af den , og hjertet stjålet ud af brystet . Idet vi +blive børn ved troen på ham , bliver han også +barn lige overfor os , og hvo vil forholde os menneskebørn +af lege med jesusbarnet ? “ +„ Vi komme bort fra sagen . Jeg ved vel , af +frelseren blev født og lagt i en krybbe , af han var +barn som menneskenes børn ; men jeg ved også , +af han voksede i visdom og i år , og af det er +uret , således af fængsle hans guddommelige væsen +i en ringe menneskelig bestemmelse . “ + +„ Nej , tværtimod , vi flnlle netop klæde ham +menneskelig dragt , så at vi straks kunne kende ham +som vor lige . For den fattige klæde vi ham i +klude , for bonden i badmel , så at de med troens +fingre kunne tage og føle på ham . Vi tale om +ham med menneskelige ord , for at mennesker kunne +forstå ham , så at han ikke alene for dem er +gudmanden , men også menneflesønnen . Vorherre +har givet os ham , og vi agte at beholde ham . “ +„ Knnne i da ikke se ham anderledes end ridende +på mslet ? “ sagde Carl utålmodigt . „ Men +lad os ikke tvistes , vi komme dog ingen vej . Netop +for at flye dette , går jeg til Afrika , lad mig drage +i fred ! “ +„ Jeg vil sandelig ikke holde dem tilbage , “ +Sagde præsten ; „ men de kan tro mig , at her er +omvendelser nok at gøre herhjemme , mennesker , +som gå dag ud og dag ind uden rigtig at kende +Vorherre , og som ordentlig må rystes ud af deres +ligegyldighed . Jeg kunne vise dem et eksempel på +en rig gårdmandskone , Stine Olsen , som på +hele egnen har ord for at være en rigtig rappenskralde . +Manden er et fjog , som ikke tør sige nej , +når konen siger ja . Sådan en kone nyder en + +høj anseelse blandt de ringere bønder , der have stor +respekt for en god gård og dygtig penge . Jeg +besluttede med Vorherres bistand at kæmpe en +kamp mod den onde ånd i hende ; men sådan en +Karl må overraskes , at han ikke får tid til +fixfaxerier . En dag , som jeg stod på prædikestolen , +og så Stine nedenunder i fuld puds , gav +jeg hende det glatte lag , og udpegede hendes forfængelighed +og hendes øndflab mod hendes mand . +Djævelen i hende kunne ikke finde på anden list +end på at lade hende få ondt , og hun gik ud +af kirken , og satte sig på kirkegården . Da jeg +selv kom efter , var hun endnu trodsig ; men om +eftermiddagen , da jeg søgte hende i hendes hjem , +da havde hun allerede givet køb . Hun krøb til +korset , og tilstod i sin mands , sine børns og sine +tjenestefolks nærværelse , at hun var en stor synderinde . +Siden den tid er hun et andet mennefle , +hun har gjort Vorherre til sin fortrolige , og hun +har selv flere gange sagt til mig , at hvor hun går +og står , føler hun ham lige om sig . „ Jeg fortæller +ham alting , “ sagde hun til mig , „ jeg foretager mig +ingenting , før jeg har rådført mig med ham , jeg +aftaler alting med ham , og det er mageløst , så + +han er god ved mig . Forleden havde vi stor vadfl , +og vi skulle så nødvendig have tøjet tørt , jeg gik +ind i spisekammeret , og sagde sådan rigtig indtrængende +til Vorherre : „ Du må give os godt +vejr , du seer jo , at vi behøve det , “ og næppe havde +vi skyllet tøjet , før vi fik det yndigste solskin , der +varede lige til Asten , til vi havde såt det ind . +Så faldt den første byge den dag . “ Hvad siger +de til sådan en tro ? Jeg må dog tilføje , at +Vorherre også betroer hende mange ting , både +stort og småt , og alt , hvad hun sådan hører +og seer indvendig , stemmer altid med troen . “ +„ Men er troen ikke her blevet en sygdom +istedetfor en sundhed , “ indvendte Carl , „ en sygdom +med syner og feberphantaster ? Strider tanken +om et sådant kammeratsfab med Vorherre ikke +imod den ærefrygt , vi skylde ham ? “ +„ Hvis dette er sygdom , “ sagde pastoren ivrigt , +„ så må man helst være syg til døden , og er +gud ikke min gud , min alene ? “ +„ Måske , “ svarede Carl , „ men hvis han er +min gud , er han også min gud , og genstanden +før min tilbedelse og ikke før min fortrolighed . “ + +„ Men det er just denne afsfand , som vi ville +hæve , dette aristokrati , vi ville afskaffe — “ +„ Og gøre gud til en folkelig gud , “ afbrød +Carl leende , „ nej , stop nu , pastor Degen , ellers +vil der snart blive tale om at afsætte ham . Men +bedstemoder venter mig tilbage , og jeg siger dem +farvel . “ +„ Nu farvel da , “ sagde præsten , „ vi ville optage +sagen ved en pibe tobak , og jeg tænker nok , +jeg skal omvende dem , før de tager afsted til afrikanerne . +Det er sandt , på onsdag kommer provsten +her med endeel andre guds mænd , kom og +spis til middag med os . “ +Carl lovede det , og forlod præstegården . I +begyndelsen af sin vandring drøslede han med et +harmfuldt sind præstens udtalelser ; uagtet han +ikke tvivlede om , at denne mand virkelig mente det +oprigtigt , kunne han dog ikke forlige sig med den +menneskelige arrogance , der lå i dette forhold til +gud ; men da han var gået et stykke , og det enc +barndomsminde efter det andet trådte ham i møde +på vejen , snart i skikkelse af et træ , i hvis +grene han som dreng havde gynget sig , eller som +yngling fljåret sit og sin cousines navne , snart + +som en speilklar dam i skoven , hvori han var vadet +ud med blottede fødder på varme sommerdage , +snart som et tæt krat , hvor han havde ligget på +lur med sin bøsse for at flyde et eller andet spiseligt +eller uspiseligt vildt , glemte han sin vrede , og glædede +sig som et barn . Da han kom til hegnet om haven , +fulgte han ikke vejen langs med det , men steg behændigt +op af det og ned igen på den anden side , som +han som dreng så ofte havde gjort . På kryds +og tværs gjennemstreifede han den flovbevvxede del +af haven , og da han endelig befandt sig i blomsterparterret +udenfor huset , kom tjeneren ned for at +mælde ham , at herskabet sad ved theebordet . Da +han kom op , og med en undskyldning tog plads +hos de andre , så han på den bekymrede skygge , +der hvilede på hans bedstemoders ansigt , at hun +var betænkt på at gøre et angreb på hans fremtidsplaner ; +men da han vel vidste , af den gamle +kone med al sin uvilje over hans beslutning , dog +ingen alvorlig hindring ville lægge ham i vejen , +lod han sig ikke forstemme , men fortalte muntert om +sit besøg i præstegården og sin behagelige hjemvandring . +„ Jeg +skal ellers have mig frabedt , “ sagde jægermesteren , + +„ af man springer over de hegn , jeg nylig +har ladet istandsætte ; jeg har truet bønderdrengene +med af lade lægge rævesakse langs hegnet , og nu +ville jeg dog forbandet nødig fange ' en tteologisk +candidat i en af dem . “ +„ Onkel Holger kan være rolig , “ svarede Carl +leende , „ jeg går ikke i onkels saks , jeg kan forud +beregne , hvor du har lagt den . “ +„ Javist , “ sagde onkel Holger , „ nej , meget +har forandret sig , siden du var her sidst , min +dreng ! Der er ingen af os her , der ikke er blevet +klogere siden dengang , du er den eneste , der ikke +er blevet det . “ +„ Hvorfor tvivler onkel om min klogflab ? “ +„ Fordi jeg seer , af du endnu bestandig går +over hegnene i stedet for ad den slagne vej . “ +„ Det er måske netop enfoldigt af gå den +lange omvej ad Alleen , i stedet for at gå med lidt +ulejlighed den korte over hegnet . “ +Geheimerådinden , der ikke kunne lide den skarphed , +der efterhånden var kommet i mændenes ord , +afbrød dem , og sagde : +„ Lad os gå ind i havestuen , børn , hvis i +ere færdige med at spise , “ og da hun der havde + +taget plads i sin lænestol , vedblev hun : „ Carl , kom +og sæt dig her , mit barn ! “ Den unge mand tog +ærbødigt plads foran hende på det anviste sted ; +men inden hun fik begyndt at tale , tog han selv +ordet : „ Jeg ved , hvad de vil sige , kære bedstemoder ! +Og tro mig , jeg påskønner den moderlige +godhed , der vil sætte mig irette , fordi jeg har bestemt +min fremtidsfljæbne på en måde , som +mine slægtninge ikke billige ; men det er nu flet , +jeg har gjort så afgørende skridt , at jeg ikke med +ære kan træde tilbage , og hvis jeg er kommet her , +er det ikke for at drøfte sagen , men kun for at +udbede mig min bedstemoders velsignelse til mit +forehavende , der i det mindste ikke strider mod menneskelige +og guddommelige love . “ +„ I min ungdom , “ sagde den gamle kone med +bevæget stemme , „ var det et af de første bud , at +man skulle ære sin faders og sin moders villie , +for at man kunne leve længe i landet ; men du +spørger kun om din egen egenrådige lyst , og vil +endogså forlade dit land , hvori du kunne blive +en agtet og nyttig borger . “ +„ Men , kære bedstemoder , “ sagde Carl med +sagte stemme , „ hvis der nu i mit bryst lyder et + +højere og mægtigere bud , der byder mig at handle +som jeg gør ? “ +„ Atan fager så let fejl af de bud , der gives +af vor lyst og trang , “ svarede hun med streng +stemme , „ man fager ikke fejl , når man følger de +forskrifter , som tildeles os af fornuften og pligten . +„ En rigtig soldat , “ sagde min salig mand , „ lever +og dør på sin post . “ “ +„ Men soldaten har forskellige pligter efter +det våben , hvortil han hører , “ sagde Carl mildt +spøgende , „ Cavalleristen søger den åbne mark ; men +infanteristen står dækket bag forskandsningen . Enhvers +post er der , hvor han gør mest nytte . “ +„ Er du også vis på , min søn , “ sagde geheimerådinden +sukkende , „ at du gør mere nytte +langt borte i det fremmede land end herhjemme , +hvor der sandelig kan være slette mennesker nok at +prædike for . “ +„ Ja , “ sagde jægermesteren , der stod og så +ud af havedøren , og tyggede en blomsterstilk mellem +tænderne , „ når du endelig skal omvende nogen , +kære Carl , så tag over og omvend jyderne , eller +sådant noget . “ +„ Ak , kære onkel Holger , “ sagde Carl smikende , + +„ Jyderne er måske endnu mere omvendte +end alle vi andre , der er ikke noget at gøre . +Troer heller ikke , at det er trangen til at prædike , +der driver mig , jeg kunne jo prædike her så meget +som jeg ville , og da min bedstemoder gav mig lov +at studere theologie , var det jo , fordi hun håbede +gennem slægt og venner uden vanskelighed at +skaffe mig adgang til en prædikestol . Det er ikke +dette , der driver mig , og i ville måske ikke engang +forstå mig , når jeg siger eder , at der en dag , +for flere år tilbage , pludselig tændte sig et lys i +min sjæl , som jeg håber aldrig skal slukkes . Det +fyldte den med en så dyb glæde , med en så hellig +ærefrygt , at jeg i min taknemmelighed lovede mig +selv at stræbe efter at tænde det samme hos enhver +af de levende og tænkende skabninger , der med mig +vare kaldte til livet . Det forekom mig så naturligt , +at enhver , for hvem det opgik , måtte se det +i samme glans som jeg ; men jeg tog fejl ; thi +med kundskaben om det , kom trangen til at give +det skikkelse , og da blev det som oftest et vrængebillede . +Da blev mit sind bittert mod menneskene , +og i al stilhed rustede jeg mig til at forfølge dem +og deres afgudsbilleder ; i min daværende sindsstemning + +kunne jeg have bragt alle anderledes tænkende +til bålet , eller have dræbt dem med spnd +og sværd . Så traf det sig , at jeg lærte gode , +simple og trohjertede mennesker at kende , som i +deres hjerters naturlighed som stille og bramfrie +apostle tjente den gud , jeg ville kæmpet for . Det +var især Rosine , hvis uskyldige Vandel førte mig +på bedre tanker . Uden at hun anede det , satte +jeg mig ved hendes fødder , og lærte . Jeg indså , +at det var bedre at opsøge mennesker , der med uforfalsket +hu som rene kar kunne modtage det hellige , +end herhjemme at forbittre mit liv med at aftvætte +den verdslige sminke , hvortil verden i så mange +år havde samlet farverne . Jeg ville forkynde +freden i stedet for at storme løs i krigen ; hvis gud +ville det , ville jeg hellere blive offeret end at ofre +andre . “ +„ Barn , du drømmer , “ sagde geheimerådinden +hovedrystende . +„ Så lad mig drømme , kære , ærværdige bedstemoder , “ +Sagde Carl rørt , „ der skulle vel være dem +i denne verden , der drømme , der skulle være tåger , +hvori livets sol kan spejle sig , for at forstandens +evig klare himmel ikke skal trætte vort øje . Min + +tanke har allerede for længst loftet sig til det kald , +jeg vil udføre , den kan ikke mere drages tilbage . +Jeg har træt vandret i ørkenens glødende sand , +jeg har i det fremmede tungemål prædiket under +palmetræerne , jeg har i mine drømme set ind i +de studsende , tvivlende , undrende blikke , hvormed +hedningerne ville hilse talen om deres frelser — +lad mig drage bort i fred ; kække , troende mænd +ere gåde denne vej før mig , hvorfor fluide jeg ikke +følge efter dem ? “ +Han støttede sit hoved til sin hånd , og blev +siddende tavs . En lang , dyb stilhed opstod . Ude +i et af havens træer vågnede en sangfugl af +fine drømme , i en lang , lyksalig fløjtetone lovpriste +den hjemmets glæde , kærlighedens fryd og redens +gyngende Paradis , før den atter stak hovedet +under vingen , og slumrede ind igen . +Da det var blevet stille , sukkede den gamle +kone dybt , og sagde : „ Barn , barn ! hvor meget du +så taler , forstår jeg dig ikke ; men jeg er blevet +gammel , og verden har forandret sig meget , følerjeg . +Du taler for mig , som om jeg kunne holde +dig tilbage ; men jeg ved jo godt , at du har bestemt +dig . Sige dig imod , kan jeg ikke ; thi du + +har lært bieget , og er godt skjåret for tungebåndet , +hvor skulle jeg , en gammel , uvidende kone , +kunne overbevise dig ? De andre , der måske bedre +kunne tale dig tilrette , tie stille , som om de gerne +så , at du forlod os . “ +Den unge pige så ved denne bebrejdelse ned +for sig , og vedblev at tie ; jægermesteren gjorde +utålmodig nogle skridt hen ad gulvet , og sagde : +„ Ja , da ve-d jeg på min ære ikke , hvad mama +mener , jeg skulle sige til Carl . Han regner vel +sagtens mig med til hedningerne , og til at omvende +ham duer jeg sandelig ikke . Mama har jo hørt +hans troesbekjendelse , og når et menneske først er +blevet så fuldkommen gal , så synes jeg , det er +bedst at lade ham sejle sin egen sø . Den bedste +måde at vise ham vort venskab på , er vel at +give ham rigelig penge til hans udflugt til hedenskabet . “ +„ Tak , +onkel Holger , “ sagde Carl , næsten +lettet ved denne afbrydelse af øjeblikkets højtidelige +stemning , „ min egen formue er mere end tilstrækkelig . +Jeg er ikke kommet for at søge om +penge , men om venlige afskedsord , og dem ville i +ikke nægte mig . “ + +„ Nå , siden det da skal være , “ sagde geheimerådinden , +„ så får du at have din villie . +Hvis du siden fortryder det , så hutl på , at din +bedstemoder ikke rådede dig til det . Da din +stakkels afdøde moder første gang lagde dig i mine +arme , tænkte jeg ikke på , at hun havde født dig +for at give dig til de ville hedninger . Men siden +du vil det , skal det ikke mangle på mit samtykke +og min velsignelse ; kommer du nogensinde tilbage , +så er jeg vel ikke mere her ; men i . Andre , i ville +erindre , at han er en søn af huset , og at han er +hjemme her , når han har lyst . “ +Carl rejste sig , tog hendes fine , magre hænder +i sine , og kyssede dem ærbødigt ; hun lagde sin hånd +på hans bøjede hoved , og sagde : „ Gå med din +families samtykke , min søn , gå med æren , og +kom tilbage med den ! “ +Der veksledes endnu nogle mere ligegyldige ord +om forberedelserne til rejsen , og derpå lagde geheimerådinden +sig tilbage i sin stol , og sagde : +„ Jeg er træt , kære børn , lad mig lidt i ro ; i +ville vel spadsere i haven . “ +De rejste sig alle tre , og gik udenfor , hvor de +blev stående noget tvivlrådige . Endelig sagde Carl : + +„ Jeg kan nok tænke , at onkel Holger er træt af +dagens anstrengelser , og jeg ved , at onkel nødig +spadserer ; men jeg længes meget efter en aftenvandring +i den gamle , kære have ; ikke sandt , kære +Camilla , du gør mig endnu engang selskab ? “ +Han bød hende armen , og hun modtog den +med et ligegyldigt : „ Ja , hvorfor ikke ? “ Jægermesteren +sagde derimod misfornøjet : „ Siden i bryder +jer så lidt om min underholdning , kan jeg vel +ligeså godt sige jer godnat ; thi i komme vel ikke +tilbage for det første ? “ +Camilla slap øjeblikkelig sin fætters arm , og +sagde : „ Jeg bliver gerne hos onkel , hvis onkel +ikke foretrækker at gå med . “ +„ Nej , vist ikke , “ sagde Carl , „ det vil kede +onkel , desuden er han alt for galant til ikke at ville +låne mig det klenodie en Asten , som han har i +udelt besiddelse hver dag i året . “ +„ Så gå da , “ sagde jægermesteren godmodig , +„ men på den betingelse , at i ikke gå lige til +Afrika . “ +„ Ialtfald skulle vi først komme hjem , og sige +farvel , “ sagde Carl leende . +Da de vare gåde et stykke , og træerne + +skjulte huset og jægermesteren for deres øjne , sagde +Carl : „ Din taushed siger mig , Camilla , at du +ikke billiger min beslutning ; ikke sandt , jeg misforstår +dig ikke ? “ +„ Nej , “ svarede hun bestemt , „ jeg synes , du +handler urigtigt . “ +„ Virkelig ? “ sagde han , noget overrasket ved det +bestemte i hendes tone , „ Du synes ubetinget , at +jeg handler urigtigt ? “ +„ Hvorfor skulle jeg skjule det , når jeg tænker +således ? “ sagde hun ukunstlet ; „ men hvad vægt +ligger der på min mening ? Du har erhvervet vor +bedstemoders samtykke , og det kunne ikke falde mig +ind at ville holde dig tilbage . “ +„ Du taler bestemt , fyndigt og — koldt , “ sagde +han noget krænket ; „ jeg tør dog vel i det mindste +erfare grundene til denne din skarpe udtalelse . “ +„ Nogle af dem ligge meget nær , “ sagde hun , +„ Du har modsat dig vor bedstemoders villie , og +sågodtsom aftvunget hende et samtykke . “ +„ Jeg holder så meget af vor bedstemoder , “ +Sagde Carl , „ at jeg vel kan spørge dig , om den +gamle kones meninger og fordomme bør være +rettesnoren for mine handlinger ? “ + +„ Hun har selv så klart udtalt sine grunde , “ +Sagde hun , „ at jeg ville holde det for overflødigt at +gentage dig dem . “ +„ Indser du da ikke , “ sagde han , „ at vor +bedstemoders hele tankegang bærer præget af hendes +alder , hendes forhold og hendes opdragelse i en +tid , da det åndelige liv var ganske anderledes end +vort ? “ +„ Jo , “ svarede hun ; „ men fordi dette liv måske +var anderledes , var det derfor ikke mindre berettiget . +Jeg har , siden jeg kunne dømme , set vor +bedstemoder tro mod sin familie , sin stand og +sine pligter , og savner hun end de kundskaber , som +hendes godhed har ladet os erhverve , har jeg dog +aldrig set hende fare vild , når det gjaldt om at +dømme om det rette . Er hun ikke langt mere god , +retfærdig og overbærende end mange af dem her +rundt om os , der ikke kunne åbne munden uden +at prale af deres gudsfrygt ? “ +„ Det sidste vil jeg gerne indrømme dig , “ +Sagde Carl ; „ men selv om du havde ret i hele +din udtalelse , kunne derfor en anden , som nu for +eksempel din ærbødige tjener , ikke have ret i sin +anskuelse ? “ + +„ Spøg ikke med det alvorlige , Carl , “ sagde +hun misfornøjet , og ville drage sin hånd ud under +hans arm . +„ Nej , nej , “ sagde han , og holdt den fast , „ bliv +ikke straks vred , jeg skal ikke spøge ; men jeg gentager +mit spørgsmål : er der kun en rigtig mening i +verden , og kan jeg ikke også have ret i at ville +det , jeg vil ? “ +„ Jeg tror ikke , at det rette er så forskelligt , “ +Svarede hun , „ og i ethvert tilfælde , i denne sag +kan jeg ikke give dig ret . “ +Efter nogle øjeblikkes tanshed sagde han : „ Jeg +føler , uden at kunne sige hvorfor , at du har dine +egne grunde for din misbilligelse , vil du ikke +sige mig dem ? “ +„ Jeg ønsker det ikke . “ +De vandrede tavse videre , indtil de havde gennemskredet +haven , og befandt sig lige overfor hegnet +ud til landevejen , en bænk stod her under træerne +ligefor hegnet , og den var efter Camillas ønske +sat der , fordi man derfra overså vejen , markerne +og i det fjerne landsbyen og kirken . Bag dem +lå vestens svagt rødmende himmel som en lys +modsætning til havens dunkle skygger . Mangen + +en aften havde de to børn , der nu stod her som +voksne ved siden af hinanden , siddet her og lytte ! , +når kirkeklokken ringede til solens nedgang , og +selv senere , når Carl kom i besøg , havde de valfarter +til dette deres indlingssted . Men nu var +solen gået ned , og nattens dæmrende skygger +vandrede langsomt frem for at tilfløre det sidste lysskær +på himlen . +Carl slap sin ledsagerindes arm . „ Sæt dig +her , Camilla , “ sagde han , halvt bedende , halvt +befalende . +„ Det er for sent , “ sagde hun tøvende . +„ Jeg er jo hos dig , du har intet at frygte , “ +Sagde han . +Hun satte sig ned , indhyllede sig i sit shawl , +og så ud over hegnet . Han satte sig hos hende . +„ Hør mig , Camilla , “ sagde han med bævende +stemme ; hun vendte hovedet om til ham . „ Hør +mig , “ vedblev han , „ skal jeg forlade dig for så +lang tid uden at erfare , hvorfor du fordømmer +min færd ? Selv hvis din dom var mig ligegyldig , +ville dette gådefulde forbehold være mig +pinligt ; men da jeg , i hvor meget end din kolde +betragtning af livets bevægende kræfter bedrøver + +mig , dog ærer din redelige prøvelse af alt , hvad +du foretager dig , så berører din taushed mig +smerteligt . Fødselen knyttede os til hinanden , forholdene +bragte vore veje til at løbe jevnsides , og +leg og samliv og vaner bragte os , trods vor store +forskellig hed , til at — til at have hinanden kær . +Ville selv en Broder stilles fra en søster med dette +tanse forbehold af misbilligelse , misstemning og +uvillie ? Jeg beder dig inderligt , tillad mig i det mindste +et forsøg på at forsvare mig , sig mig de +grunde , du nylig tilbageholdt ? “ +„ Og når disse nu synes dig besynderlige , +hvis de mishage dig , og lade dig dømme ilde om +mig , hvad have vi da vundet ? “ +„ Bi have vundet den trøst , der ligger i hjerternes +gensidige udgydelse , og håbet om måske +engang at forstå hinanden . “ +„ Jeg tvivler derom . “ +„ Hvad kan det være , “ sagde han , og bøjede sit +hoved ned , for trods mørket at spejde i hendes +øjne , „ hvad kan det være , som du er så uvillig +til at udtale ? “ +„ Der gives tanker , som man skylder sig selv +og andre at fortie , “ sagde hun alvorligt , „ Tanker , + +som er vor egen ejendom , og som hverken vi have +ret til at lade se lyset , eller andre ret til at kalde +frem af deres skjul . “ +„ Tilvisse , “ sagde han næsten ængsteligt ; „ men +du — hvilke tanker kan du have ? “ +„ Ønsker du endnu , efter hvad jeg har sagt , +at kende dem ? “ +„ Ja , visselig , “ svarede han spændt . +„ Nu , velan da , “ sagde hun , øjensynlig bevæget , +men dog med fast stemme , „ den første grund til +at jeg ikke kan billige dit forehavende , er at jeg +ikke tror som du . “ +„ Du tror ikke . “ +„ Nej , jeg tror ikke på det samme , som du +troer på . “ +„ Ikke på Christus ? “ +„ Nej ; heller ikke på den gud , du tror på . “ +„ Ikke på gud ? Du mener , at du tror ikke +på en personlig gud ? “ +„ Hverken på en personlig eller upersonlig gud ; +jeg tror ikke på nogen guds tilværelse . “ +Der blev nogle øjeblikke ganske stille under de +mørke træer ; aftenhimlen slukkede sin sidste lysglands , + +som om den bedrøvet skjulte sit ansigt , og +kun i det vide fjerne lød frøernes uharmoniske sang . +„ Du tror ikke på nogen gud ? “ gentog +Carl endelig , ligesom løsrivende sig af sin forstenede +tilstand , „ hvor er det muligt ? “ +„ Jeg kunne ligesåvel spørge dig , “ sagde hun +med dæmpet stemme , „ hvor er det muligt , at du +kan tro på ham ? “ +„ Hvor kunne jeg lade være ? “ sukkede han , „ Alt , +alt taler til mig om hans nærværelse . Er jeg , er +du ikke selv dele af hans guddommelige væsen ? “ +„ Vi er dele af naturen , der omgiver os , +der har frembragt os , og med hvilken vi leve og +forgå , “ sagde hun næsten med stolthed . +„ Og denne trøstesløse tanke forfærder dig +ikke ? “ spurgte han . +„ Hvorfor skulle den forfærde mig ? Seer jeg +ikke naturen med ædel rolighed fuldende sit løb , +glæde sig ved livet , fuldbyrde sin bestemmelse , og +atter uden klage vige pladsen for det nye og bedre ? +Kan jeg gøre noget bedre ? Selv når jeg forgår +med det , der må forgå , kan jeg dog med glad +bevidsthed sige til mig selv , at jeg udfyldte min +plads , og ikke har levet forgæves . “ + +„ Er da alt i dine tanker støv og forgængelighed ? “ +Udbrød Carl . +„ Nej , nej , “ svarede hun med en glad overbevisnings +tone , „ jeg føler , at der i naturen lever +en ånd , som måske uden bevidsthed , men med +urokkelig kraft fastholder det sig evigt fornyende +liv . Jeg hører og sporer den overalt , hvor jeg +går , hvad enten det er i den ubevidste skabnings +tause birken eller i menneskenes højrøstede færd . +Når menneskene kalde denne naturens ånd for +en gud , da er det kun for i tom forfængelighed at +forherlige sig selv ; med kåde , egenkærlige hænder +gøre de sig et billede af det hellige , det skjulte +og uafslorede , og tilbede i det sig selv i indbildt +herlighed . “ +Dersom jorden havde åbnet sig ved Carls +fødder , og viist ham et gabende svælg , fuldt af +rædsler , kunne del ikke forfærdet ham mere end +denne så sikkert og bevidst fremførte tilståelse , +udtalt med den klare , ungdommelige stemme , hvis +klang hidtil altid havde bragt hans hjerte til at +banke af henrykkelse , og ligesom udslynget i mørket , +uden trods og uden overmod , men med længe +prøvet sikkerhed . Han , som ville vandre til det + +videste fjerne for at omvende hedninger , hørte her +på sin barndoms legeplads hedenskabets bekendelse +fra dens læber , som — det følte han i dette +øjeblik med ubeskrivelig smerte — han elskede af +hele sin sjæl . +„ Og når — “ stammede han med møje , „ når +begyndte du at tænke således ? “ +„ Jeg tror aldrig at have tænkt anderledes , “ +Svarede hun , og idet hun løftede sit ansigt op mod +det svage lys , syntes han at se , at hun smilede +svagt , „ Du ved , at jeg var kun seks år , da begge +mine forældre vare døde , og ; eg kom hertil . Min +moder lå altid syg , medens hun levede , og jeg +mindes aldrig , at nogen dengang talte til mig om +gud . Da min bedstemoder kom , og hentede mig , +sagde hun til mig : „ Din moder er død , og du +seer hende aldrig mere ; men jeg skal være en moder +for dig . “ Da jeg så min moder ligge smuk og +bleg og pyntet i kisten , og de løftede mig op for at +jeg ret skulle se hende , og endnu engang kysse +hendes hånd , tænkte jeg på , at jeg også engang +skulle ligge således , og så var alting forbi . Da +jeg kom hertil , var det vinter ; da jeg den første +morgen så ud af vinduet , var alting hvidt af + +sne , og jeg ved ikke , hvorledes det gik til , at jeg +ofte måtte gentage for mig selv de ord : „ Når +alting er forbi . “ Da min onkel en dag kom fra +skoven , og for at more mig vifte mig en hare , +han havde skudt , og jeg så bloddråberne falde +fra dens hoved på sneen , da tænkte jeg på , at +den havde sprunget glad ude i skoven , da det var +sommer , og nu var alting forbi for den . Om +natten stod jeg op af min seng , og så ud af +vinduet på haven og skoven , og tænkte på de +andre harer , der løb derude , og som en dag , de +vidste ikke selv når , skulle flydes og spises . Tro +dog ikke , at disse tanker vare mig forfærdelige , jeg +var ikke bange for dem , nej , tværtimod , de beskæftigede , +adspredte mig , ja , de trøstede mig . Jeg +vidste jo , at alting engang skulle være forbi for +mig . “ +„ Og der var ingen , der nogensinde talte til +dig om gud ? “ spurgte Carl beklemt . +„ Io , min barnepige sagde undertiden til mig , +at gud skulle straffe mig , fordi jeg spildte på +dugen , eller fordi jeg rev min kiole itu ; men jeg +vidste godt , at hun sagde det for at gøre mig +bange . Jeg spurgte dog engang min bedstemoder , + +om gud virkelig ville straffe mig , når jeg hældte +suppe på dugen ; men hun svarede irettesættende : +„ Snak , barn , hvorledes kommer du til at tale +således ? “ , og så blev jeg vis i min sag . Jeg +spurgte engang , om jeg måtte gå med i kirke ; +men min bedstemoder afslog det , og sagde , af det +måtte vente til jeg var stor nok til af sidde stille , +og ikke forstyrre de andre , der hørte på , hvad +præsten sagde . Da jeg blev ældre , fik jeg en franst +lærerinde ; da hun var catholik , var det forbudt +hende af lære mig religion ; hun talte dog i smug +til mig om jomfru Maria og helgene , og om aftenen +ville hun have mig til af bede til den hellige +jomfrue ; men da jeg godt vidste , af hun overtrådte +min bedstemoders befalinger , ville jeg ikke lade +mig bevæge dertil , og når hun da blev vred , og +truede mig med helvedes ild , tænkte jeg altid på +barnepigen , der ville have gud til af straffe mig , +og morede mig over , af hun kunne tro mig så +enfoldig . Hvis jeg havde tænkt anderledes , ville +jeg måske være blevet omvendt af hende til hendes +tro , og du seer således , kære Carl , af jeg i +mine anskuelser , som du vistnok kalder falske , har + +havt en god skytsånd , der har bevaret mig for , +meget urigtigt . “ ' +„ Og du kan være lykkelig med en sådan tro ? “ +Sagde han . +„ O ja , ret lykkelig . Når jeg hører disse , +Christne her om mig tale om deres tro , deres forhåbninger +og al den velsignelse , der hører dem til , +både nu og siden , så synes mig , at min overbevisning +er langt roligere og sikkrere at bygge +på . Det forekommer mig , at der for dem gives +mange flere fristelser , mange flere skuffelser og +mange flere offre at bringe , og jeg seer jo også , +hvorledes de stadig kæmpe for at bevare deres tro . W +behøvede de at være i en evig kamp med sig selv +og andre , hvis det faldt dem naturligt at tro således ? +Jeg blev konfirmeret af pastor Degen , da +jeg var seksten år ; han talte vidt og bredt til mig +om Vorherre , og om hvor godt han stod sig med +ham , og jeg mærkede godt , at han egentlig troede , +at hans Vorherre var til for hans skyld . Det +lod jo rigtignok til , at han også tillod alle andre +at tro det samme ; men det kedede mig frygteligt +at høre på , og jeg tænkte lidt , at han ville komme +i stor forlegenhed , hvis han skulle bevise blot en + +tiendedel af alt , hvad han sagde . Det gjorde mig +ondt , at jeg skulle på kirkegulvet love noget , jeg +ikke kunne holde ; men jeg har altid fundet , at min +bedstemoder har ret , når hun siger , at vi ikke +bør give forargelse , men vise ved enhver lejlighed , +at vi ære det , som andre holde helligt . “ +Hun så sig om efter ham , og da han blev +siddende tavs med bøjet hoved , sagde hun : „ Er +du vred på mig , Carl ? “ +„ Vred på dig ? “ gentog han , „ hvad ret har +jeg til at være det ? — kan du tænke dig , hvorledes +det er at blive pludselig blind , eller at ville +forsvare sig mod en fjende , og føle sin højre arm +lam ? — hvorfor har du aldrig nævnt dette +før ? “ +„ Hvorfor skulle jeg tale derom ? “ sagde hun +blidt , „ skulle jeg være som de andre , der altid førederes +inderste følelser i munden ? Det var mig +nok , at jeg tænkte således , du tænkte anderledes , +det vidste jeg , min bedstemoder og onkel Holger +tale aldrig om sligt , og jeg ærede enhvers følelser +og tanker , som jeg nu venter , at du vil ære +mine . “ +„ Det er sent , “ sagde Carl med besvær , idet + +han rejste sig , „ det bliver køligt , og nattednggen +falder på dig , lad os gå hjem . Kom , tag min +arm , der er mørkt i haven . “ +Hun tog hans arm , og fulgte ham . Hvis +han , da han så ind imellem træerne langs den +smalle gang , havde set kobolde og trolde tumle +sig derinde , ville det ikke undret ham ; thi det forekom +ham , at verden var blevet mærkværdig sælsom +og vild i den sidste time . Han , missionairen , der +ville gå bort for at dø i troen på det kors , +hvorpå for tusinder af år siden en ubekendt almuesmand +havde lidt døden , havde fulgt denne +kvinde , hvis varme hånd endnu hvilede op til +hans hjerte , til hint ensomme sted for at bede +om hendes kærlighed , og nu vandrede han tilbage +med hende , adskilt i ånden fra hende ved et svælg , +som ingen jordisk magt kunne udfylde . Men kærligheden +kom tilbage , den målte svælget , den +håbede atter , og han spurgte : „ Kan da intet rokke +din overbevisning , Camilla ? “ +„ Er det ikke en god ånd , jeg tror på ? “ +Spurgte hun igen . +„ Ak , du taler om ånd , medens du prædiker +kødets religion , “ sagde han sukkende . + +da de kom ind i blomsterparterret , standsede +hun , idet hun holdt hans arm fast , og sagde : +„ Mærker du , hvor blomsterne dufte , Carl ? Er +det ikke en herlig nat ? Vare vi ikke lykkelige , hvis +vi med så megen ro , så megen stille glæde og hengivelse +kunne nyde vort liv som alt , hvad der her +omgiver os ? “ +„ Men selv naturens tavse læber prise gud , +Camilla , “ sagde han alvorligt . +„ Der sidder onkel Holger på trappen , “ +Sagde hun hurtigt , flap sin ledsagers arm , og nærmede +sig muntert , „ hvorledes , kære onkel , har du +holdt vagt her hele tiden ? “ +„ Ja , min veninde ! det er jo ridderpligt . +Jeg var lidt gnaven , da du gik din vej med +missionairen der , og for at straffe mig selv , fordømte +jeg mig til at blive her , til i kom igen . “ +„ Å , straffen har vel ikke været stor , jeg er +vis på , at onkel har sovet . “ +„ Sovet ? hvor kan du være så grusom at +tænke således ? “ +„ Jeg seer , at onkel har sin overfrakke på , +så er jeg vis i min sag . “ +„ Overfrakke ? Skulle ridderen ikke våge i fuld + +rustning , og da jeg ingen rustning har , så seer +du selv , at jeg måtte tage det , der kom den +nærmest . “ +„ Og kasketten er vel en hjelm — onkel ved , +at jeg afskyer kasketter , jeg tager denne i forvaring , +og onkel seer den aldrig mere . “ +„ Jeg beder for kasketten , jeg kan dog ikke gå +på i agt med hat på . “ +„ Jeg skal forære onkel en lavpullet hat med +en ørnefjeder . “ +„ Jeg vil gå ind på hatten , men ikke på +fjederen ; jeg er et jevnt gemyt , der hverken smykker +mig med lånte eller egne fjedre . “ +Hun lo , og satte kasketten på hans hoved ; +hendes latter trængte smerteligt gennem Carls +hjerte . +„ Og nu , godnat , mine herrer ! “ sagde hun +muntert , og gav dem hver en hånd , „ jeg siger på +engang godnat både til gejstligheden og ridderskabet , +enes nu smukt om at gå iseng ! “ +„ Iallfald går jeg iseng ! “ sagde jægermesteren , ? +Idet han kyssede den hånd , hun havde rakt ham ; * +„ men jeg tør ikke love at drømme om dig ; thi jeg + +har været oppe siden klokken fire , og jeg er dygtig +træt . Godnat , Carl ! “ +„ Godnat , onkel Holger ! “ sagde Carl med +træt stemme . +Jægermesteren , der alt var indenfor havedøren , +kom tilbage , og sagde med dæmpet stemme : „ Hør +min dreng ! Du kan gerne lade mig være fri for +det kedsommelige „ Onkel Holger ! “ Kald mig „ Jægermesteren “ +Slet og ret som alle de andre ; jeg er +dog ikke gammel nok til at flæbe den onkeltitel efter +mig , hvor jeg står og går , jeg er dog en ung +Karl endnu . “ +„ Som jægermesteren befaler , “ sagde Carl kort , +og da han havde hørt havestuens dør lukke sig +efter de bortgående , søgte han selv til sit værelse +for at forsøge på at sove ; men det lykkedes ham +ikke før hen ad morgenstunden . Øet var derfor mod +hans sædvane sent , da han stod op . Da morgentimerne +på gården vare overladte til enhvers +behag at udfylde , gik han ned i haven , for at forfriske +sit brændende hoved . Imellem blomsterne +foran huset gik hans cousine , ledsaget af gartneren , +der bar en kurv , hvori hun nedlagde de blomster , +hun afskjar . + +„ Hvorledes ? “ råbte Carl , uvilkårlig opmuntret +af den venlige morgenstund og det skønne +syn , „ min nådige cousine holder selv standret +over sine undersåtter ? Tillad mig at udbryde med +en lille variation i ordene fra „ Tusind og en +nat “ : „ Ved at modtage en blomst af din hånd +vil jeg føle mig adlet og højt ophøjet , en fyrste af +din nåde ! “ “ +„ En sådan bøn er uimodståelig , “ sagde hun +leende , „ især da her er blomster nok at tage af . “ +„ Jeg vil dog først fortjene denne gunst , “ sagde +han , og tog kurven fra gartneren , „ tillad mig at +opvarte dig . “ +„ Gerne ; men dog på en betingelse , “ sagde +hun . +„ Og hvilken ? “ spurgte han , idet han gav gartneren +et vink om at gå . +„ At du ikke gentager den alvorlige samtale +fra iaftes , “ svarede hun . +„ Det kunne ikke falde mig ind at drage aftenens +skygger ind i denne lyse kreds , der er omgivet +af disse sendebud fra paradiset , som vi kalde +blomster , “ sagde han , halvt skjemtende , halvt vemodig ; + +„ desuden , som Salomon sagde , alting til +sin tid . “ +„ Jeg vil bede dig om noget , Carl , “ sagde +hun , idet hun vedblev at udsøge og afskerre blomster . +„ Det er mig kært , befal , “ svarede han . +„ Vil du ikke se ned til Fru stilling ? +Bedstemoder seer meget sjældent derned , fordi hun +ikke kan finde sig i hendes ville tale , og når jeg +kommer , henkaster hun kun et par ord til mig . +Der er dog måske noget , hun ønsker eller vil have +udrettet af en af os , og i ethvert tilfælde bør vi +dog ikke aldeles overlade hende til de fremmede +mennesker , der have hende ganske i deres magt . “ +„ Du har fuldkommen ret , jeg skal gå derhen +endnu i formiddag . Hvad fattes hende egentlig ? “ +„ Det er ikke godt at blive klog på , hun synes +mig ikke langt fra at være sindssyg . “ +Carl betragtede hende med glæde ; hun syntes +ham selv en blomst blandt blomsterne , medens hun +let og glad vandrede om iblandt dem , og de grønne +træer i hans barndomshave , hvorover den klare , +blå himmel hvælvede sig , syntes ham som et paradisisk +landsfab at danne baggrunden på det skønne + +maleri . Da hun havde fyldt kurven , standsede +hun , og sagde : +„ Nu er der nok til alle blomstervaserne , segner +du ikke under byrden ? “ +„ Hvo har nogensinde vovet at finde blomster +tunge ? “ udbrød han spøgende , „ det skulle da være +en laurbærgreen ; men giv mig nu min belønning ! “ +„ Ja , +hvad skal det være ? “ sagde hun , seende +sig om , „ en asters var vel egentlig den , der bedst +passede sig for dig . “ +„ Giver du mig en stjerne , når jeg beder +om en blomst ? “ sagde han , „ nej , ræk mig en +rose . “ +„ Her er en , “ sagde hun muntert , „ indviet af +morgenduggen og velsignet af solen , er den tilpas , +min herre ? “ +„ Så tilpas , som om den kom lige fra Edens +have , jeg tvivler om , at den kan visne . “ Han +kyssede den , og stak den i sit knaphul . Hun rødmede , +tog kurven fra ham og sagde : „ Giv mig nu +mine blomster , og gå dit ærinde . “ +„ Må jeg ikke først bære dem op ? “ + +„ Nej , så kommer du ikke tilbage til frokosten . “ +„ Nu , +så farvel så længe , jeg håber ikke , at +den lindorm , der bevogter vor stakkels tante , spærrer +mig vejen til hende . “ +„ Når du lader mælk og honning flyde forende , +lukker hun nok buret op ; desuden har du +jo allierede i hendes lejr . “ +„ Du mener Rosine ? Velan da , jeg skal vende +tilbage med velforrettet sag . “ +Da Carl kom til præstegården , blev han straks +ved indtrædelsen modtaget af frøken Alexandrine +i huusdragt , og meget beskæftiget med at uddele +befalinger . +„ Vil de tale med pastoren ? Han er taget +over i annekset til et møde , og stat med det samme +kane jord på en gammel , gudsfrygtig kvinde , så +han kommer ikke hjem før hen ad middag . “ +„ Meget vel , min bedste frøken , det er heller +ikke ham , jeg vil tale med . Jeg vil kun besøge min +tante , Fru stilling . “ +Frøkenen fæstede et meget gennemtrængende blik +på ham . + +„ Fru stilling tager ikke gerne imod nogen , “ +Sagde hun . +„ Dog mod sin egen familie ? “ sagde Carl i +en lidt bestemt tone . +„ Allermindsf mod den , tror jeg , “ sagde hun , +gjengjæeldende tonefaldet med et lignende , „ Intet +forstyrrer hende mere end erindringer fra en verden , +hun har opgivet . “ +„ Da ville det være rigtigt atter at gøre hende +fortrolig med disse erindringer , “ sagde Carl , „ så meget +mere som hun i sin ulykkelige tilstand vel +nok kan trænge til slægt og venners medfølelse . “ +„ Hun er en forvildet sjæl , der er faldet bort +fra Vorherre , men som nok finder ham igen , “ +Sagde frøkenen afgørende ; „ men dertil trænger hun +til sjælsro , for at hjertefangeren kan få greb i +hende , og vi må derfor holde fast på , at ingen +forstyrrer og forvirrer hende endnu mere . “ +„ Jeg antager , at hun er så forvirret , som hun +kan være , “ sagde han . +„ Hun var engang ved vore forenede kræffer +og ved et guds under bragt lige op til nådens +rand ; men så gav hun slip , og faldt ned ; del var +et slemt dump , og hun ligger endnu og giver sig + +efter det ; men med guds hjælp får hun vel +kræffer til at vinde op igen . “ +„ Imidlertid må jeg dog tale med hende , “ +Sagde Carl , „ og jeg vil bede frøkenen meddele hende , +at jeg er her . “ +„ Uden pastor Degens samtykke kan det ialtfald +ikke ske , “ sagde hun , „ og han er ikke hjemme . “ +„ Har min tante ikke frihed til at modtage , +hvem hun vil ? “ +„ Io , men hun vil ingen modtage . “ +„ Hun bør dog underrettes om mit forlangende . “ +„ Det +tør jeg ikke påtage mig . “ +„ Så vil jeg selv forsøge det , “ sagde Carl , og +vendte sig mod døren . Frøken Alexandrine ilede +hen , og stillede sig foran den . +„ Hvor vil de hen , menneske ? “ udbrød hun i +ekstase , „ Fru stilling ligger i sengen , vil de +trænge umeldt ind til et stakkels , ubeskyttet fruentimmer ? +De kommer ikke over denne tærskel . “ +Frøken Alexandrine udbredte sine arme , der +vare bedækkede med det hvide shawl , foran døren , +så at hun lignede , om just ikke en engel , så en +stor flaggermuus ; Carl indså det naragtige i + +situationen , og sagde , halvt leende , halvt ærgerlig : +„ Men i himlens navn , frøken Kjeldsen , vær +dog fornuftig , de vil dog vel ikke for ramme alvor +spærre mig adgangen til min tante ? “ +„ Jeg er ansvarlig for hendes sjælefred , “ sagde +frøkenen , bestandig i ophidset stemning , men lod +dog armene synke . +„ Jeg skal sandelig ikke forstyrre den , “ sagde +han roligt ; „ men hvis de ikke vil anmelde mit +besøg , så lad mig tale med jomfru Stein , hun +må vide , om hendes frue vil se mig eller ej . “ +„ Jomfru Stein ? “ gentog frøkenen i en højst +irriteret gemytstilstand , „ det er ikke længere siden +igår aftes , at de havde en timelang conversation +med jomfruen , skal denne fortsættes i dag , så er +jeg bange for , at jomfruens rygte vil blive meget +udsat for folkenes omtale . “ +„ Frøken Kjeldsen , “ sagde han alvorligt , „ der +gives våben , hvis brug er så forkastelig og så +stridende mod menneskeligheden , at alle civiliserede +nationer have vedtaget ikke at benytte dem , skulle vi +bruge samme fremgangsmåde ? “ +„ Det er ikke min mening , at jeg vil sige noget + +ondt , “ sagde hun noget flau , da i det samme +døren bag hende åbnedes , og Rosine så ind . +„ Kære Rosine , “ sagde Carl , „ vil de sige +deres frue , at jeg er her , for på min bedstemoders +vegne at aflægge hende et besøg . “ +„ Understå dem ikke , jomfru , at forstyrre +deres frue dermed , “ råbte frøkenen ivrig . +Rosine betragtede et øjeblik begge parter , +derpå sagde hun sagtfærdigt : „ Fruen vil vist blive +meget vred , hvis jeg ikke meddelte hende , at man +vil besøge hende , “ og forsvandt i det samme . +„ De har sørget for at have bundsforvandte +heri huset , “ sagde frøkenen med dirrende stemme , +„ men selv om de trænger ind til hende , skal de +ingen fordel have deraf . Hun tager dog ikke med +dem til Afrika . “ +Carl lo . „ Jeg seer heller ikke , hvad nytte +hun skulle gøre der , “ sagde han ; „ men vreden forvilder +dem , frøken , og de ved , at den er en slet +rådgiver . “ +Rosine åbnede igen døren , og sagde , at Fru +stilling ville modtage candidaten . +„ Nu , kære frøken , “ sagde han godmodigt til +husets opbragte herskerinde , „ lad os skilles som + +venner , jeg skal ikke gøre deres patient noget +ondt , så de har ingen anledning til vrede . “ +„ De får deres villie , “ sagde hun bittert , +„ lad dem nøjes dermed . “ +Han bukkede , og fulgte Rosine . Da han kom +ind i sygeværelset , fandt han Fru stilling siddende +oprejst i sengen . +„ Goddag , unge mand ! “ sagde hun , idet hun +betragtede ham opmærksomt , „ har de noget ærinde +til mig . “ +„ Intet andet end at spørge til deres befindende , +bedste tænte , “ sagde Carl , idet han , uden at +afvente nogen indbydelse , satte sig ved sengen . +„ Hvorledes falder det dem ind ? “ spurgte +hun . +„ Er det ikke ganske naturligt , at man seer til +sin familie ? “ sagde Carl ; „ jeg bliver kun få +dage her på egnen , og da jeg har hørt , at tænte +er syg , fandt jeg det både rigtigt og passende at +aflægge dem et besøg . “ +„ Hm ! “ sagde hun , og så på ham . +„ Et smukt , et venligt værelse ! “ sagde Carl , +og så sig om , „ er tænte fornøjet her ? “ +„ Nej , “ svarede hun kort . + +„ Tænker tænte da på at forlade dette hus ? “ +„ Hvorledes skulle jeg komme herfra ? “ +„ Tænte er jo sin egen herre , og har sin frie +villie , så sagen synes mig let nok . “ +„ Tror de , at de lade mig således slippe ? “ +„ Jo , “ sagde Carl , og kastede et forskende blik +på hende , „ det blive de vel nødte til , hvis det virkelig +er tantes villie . “ +Hun tav lidt , og trommede med fingeren på +sengekanten . „ De ville gøre alt muligt for at +holde mig fast , “ sagde hun endelig . +„ Hvad kunne de vel gøre ? “ spurgte han . +„ De ville sige , at jeg er gal , “ svarede hun med +en underlig kort stemme . Han gjorde sig umage +for ikke at lade sig mærke med , at hendes udtryk +var ham påfaldende , og han svarede roligt : +„ Derfor må tante indlede sagen så roligt +og bestemt som muligt . “ +„ Jeg kan ikke tale roligt med dem . “ +„ Når tante betænker sagens vigtighed , vil +det lykkes . Jeg håber , at tante vil igen have sit +eget hus som før . +„ Hvorfor ikke ? “ sagde hun , „ jeg har jo råd +dertil . “ + +„ Vil tante så være alene ? “ +„ Jeg kan jo tage Rosine med mig . “ +„ Jeg seer , at tante er klogere end os andre ; +tante kan intet bedre valg gøre . “ +Et øjeblik smilede Fru stilling med selvtilfredshed , +derpå sagde hun : „ Jeg vil betænke mig +på sagen , et og andet må ordnes først . “ +„ Det haster jo ikke , “ sagde Carl , og rejste sig , +„ blot tante altid erindrer , at tante har sin frihed . +Skulle nogen ville lægge et halmstrå i vejen for +denne beslutnings udførelse , så behøver tante blot +at henvende sig til onkel Holger , og han vil +bringe sagen lorden . “ +„ Når rejser de ? “ spurgte hun . +„ Om nogle dage , “ svarede han ; „ men kun +til England , først til næste år går min rejse +videre . “ +„ Kan penge hjælpe dem noget ? “ +„ Jeg takker tante , nej ; det er ikke penge , der +skal udrette noget . “ +„ Nej , såmænd , “ sagde hun tankefuldt , „ af det , +der duer noget , køber man ikke meget for penge . +Tak for deres besøg , jeg er ikke gammel ; men mit +sind er forstyrret , og jeg lever måske ikke at se + +dem igien ; gjd de kunne gøre noget for mig , jeg +er ikke meget bedre end hedningerne . “ +„ Også hedningerne have loven skrevet i deres +hjerter , “ sagde han alvorligt , „ og vide , hvad de +skulle gøre . Når tante vil af et ærligt hjerte , +så vil de vel finde , hvad der er dem tjenligt . +Men kun et frit sind kan finde den rette vej , og +tante glemmer ikke , at de er fri , når de ønsker det . “ +„ Godt , “ sagde hun , og tog hans frembudte +hånd , „ jeg skal husfe på det . “ +Han bukkede , og gik . +„ Hans ord trænge ind i sjælen , “ sagde Fru +stilling , da han var borte , medens hun endnu +så på døren , som han var gået ud af ; „ Rosine , +rul gardinerne ned for dagen , jeg vil rigtig +tænke mig om . “ +Rosine adlød , og forbeholdt sig kun en lille +lysstråle ved det ene vindue , for at kunne se ved +sit arbejde . Af flere af den syges heftige attringer +i dagens løb mærkede hun vel , at hendes sind +var mere oprørt og beskæftiget , end det havde været +i de seneste tider ; men hun havde øvet sig i tålmodighed , +og søgte kun så meget som muligt ikke at +forstyrre hende eller gøre hende imod . Og dog + +havde aldrig tavshedens byrde hvilet så tungt på +Rosine som i dag , hun havde siden sit ulykkelige +fald levet i større samkvem med sin frue , og denne +tilbagevenden til død stilhed , der kun afbrødes af +den syges utålmodige vendinger i sengen , var +hende pinlig ; det eneste , der trøstede hende , var +hendes følelse af , at det ikke var de gamle tanker , +men nye og usædvanlige , der beskæftigede hendes +frues rastløse sind . Da solen nærmede sig sin +nedgang , og det blev aldeles dunkelt bag de nedrullede +Gardiner , vovede hun endelig bønligt at sige : +„ Tør jeg ikke nu rulle op før lyset ? “ +„ Jo , “ sagde Fru stiling med pludselig energie , +„ lad os få lys herind , ikke alene i stuen , +men også i sjælen . Rul gardinerne op , Rosine , +og kom så hen til mig , jeg vil tale med dig . “ +Da Rosine havde rullet op før det sparsomme +dagslys , og var kommet hen til sengen , vedblev +Fru stilling : „ Tag en stol , og sæt dig ; thi +jeg har meget at sige dig , vil du høre tålmodig ! +På mig ? “ +„ Ja , kære frue , “ svarede Rosine lidt frygtsomt , +idet hun satte sig ved sengen . +„ Jeg har taget min beslutning , “ sagde hun nu + +med en rolig kraft , hun aldrig før havde viist , „ jeg +vil forlade dette hus , hvor jeg kun nærer mine +bittre følelser . Jeg vil forsøge på igen at leve i +verden , ikke fordi jeg tror mere på den , end jeg +hidtil har gjort i min ulykkestid , men fordi jeg +troer på dig , Rosine ! Jeg tror , du er et godt , +ærligt menneske , uden hykleri og uden tomt skin +af noget godt , som aldrig har eksisterer . Medens +du har været her daglig om mig i disse måneder , +har du aldrig givet dig ud for at være mere , end +du er ; men snarere har jeg fundet mere i dig , +end du lod mig vente . Jeg var mistroisk ; men +du har overvundet min mistro . I det mulm og +mørke , der er i min sjæl , har der af og til viist +sig en lysstråle , og den skylder jeg dig ; denne +lysstråle har været glæde over din troskab og +tålmodighed , måske spiren til en bedre tro på +verden . “ +„ O frue ! “ sagde Rosine rørt . +„ Måstee , “ vedblev den syge med frembrydende +følelse , „ måske jeg atter kunne lære at tro på +menneskene , o , Rosine ! den største lykke i dette +usikkre , omvekslende liv ! Jeg vil forsøge det . Jeg +vil igen flabe mig et hjem , hvis du vil følge mig + +derhen , og prøve på at leve sammen med mig ; men +sander har ret , det må ske uden overilelse , det +må ske forsigtigt og vel overlagt . Jeg har givet +mig således i disse menneskers magt , at jeg må +frygte for deres vrede . “ +„ De gør dem vist uret , frue , “ sagde Rosine , +„ de have deres fejl ; men slette gerninger ville de +ikke gøre . De mene det oprigtigt med deres gudsfrygt . “ +„ Ja , +de mene det oprigtigt med de ord , de +sige , “ sagde Fru stilling ; „ men gerningen kan så +let tilpasses efter ordene , og se god og retfærdig +ud , når den dog ikke er det . Det er farlige mennesker ; +thi de bedrage ikke alene andre , men også +sig selv . Den , der ikke seer klart i forholdet til +Vorherre , seer heller ikke klart i forholdet til sine +medmennesker ; de lege med det allerhøieste , hvorfor +skulle de da ikke kunne gøre det samme med alle +jordiske ting ? Nej , de skulle ikke fange mig , jeg vil +i rette tid opsige dem min forpligtelse til dem , og +til foråret , når tiden er udløbet , flytte vi herfra . +I den tid , der således må gå hen , vil jeg forsøge +på at stå op og leve som andre mennesker ; +men jeg vil ikke forlade dette værelse ; thi jeg vil + +ikke have noget samkvem med dem , som før jeg +selv gik i fængsel her . “ +„ Måske fruens plan er rigtig , “ sagde Rosine , +„ der behøves jo også en frist til at ordne et +nyt hjem . +„ Ja , “ sagde hun , „ vi ville bestemme i fælledsflab , +hvor og hvorledes , vi skulle gøre det . Du vil +altså følge med mig ? “ +„ Af hjertet gerne , “ svarede Rosine oprigtigt . +„ Det glæder mig , at du så frit samtykker , “ +Sagde Fru stilling ; „ thi jeg er et urimeligt , fordringsfuldt +mennefle , det har du erfaret ; men du +skal ikke følge mig iblinde , du stakkel , som ikke +ved , hvad du gør . Menneskene ville rigtignok +sige : „ Fru stilling er en rig kone ; om hun +også har nogle luner og særheder , så kan hun +dog holde et behageligt hus , hvilken lykke for den +fattige pige , hun vil tage med sig ! “ Men hvad lykke +er det for dig , at Fru stilling er en rig kone , +når hun tillige er et svagt , egenkærligt menneske , +som man kan leve for , men ikke leve med ? Jeg +ved nok , at du ikke seer på min rigdom , du +seer på mit hjerte , og tror , at det i grunden er +godt ; men du fejler . Den , der stoler på mig , + +stoler på sivet i søen og skyen under himlen ; +jeg er feig og troløs , ikke af ondflab , men af +svaghed og egenkærlighed . Lær mig da at kende , +før du bestemmer dig , hør på mig , og jeg skal +åbne dig mit hjerte — læs i det , som gud læser +i det ! “ +„ O , kære frue , “ sagde Rosine , „ hvorfor oprive +smertelige sår og pine dem selv ? Jeg spørger +ikke om , hvorledes de er ; men jeg følger dem glad , +således som jeg kender dem , fordi jeg tror , at +jeg kan være dem til glæde og nytte . “ +„ Nej , nej , “ sagde hun , „ min beslutning er +tagen . Da jeg den første dag , du var her i +huset , spurgte dig , om du troede , jeg var syg +eller gal , gav du mig det barmhjertighedens svar , +at du troede , jeg var ulykkelig , og gid du måtte +vedblive at tro det , efter at have hørt mig ! Jeg var +ung engang , og dengang i det mindste dømte jeg ikke +ondt om mig selv ; hvis jeg allerede dengang var +egennyttig og selvkærlig , så vidste jeg ikke af det ; +thi der var ingen om mig , for hvem det syntes +mig nødvendigt at gøre nogen opoffrelse . Jeg var +ikke forkælet af ømme forældre ; thi mine døde +begge i min barndom ; mine formyndere satte mig + +i huset hos ansete folk , jeg blev plejet , draget omsorg +for , opdraget og undervist ; der blev viist mig +hensyn og venlighed nok ; thi man betalte godt for +mig , og jeg fandt behag i min stilling . Ingen +påtrængte mig nogen følelse , der havde fordret +svar og genklang , og ingen pligter bebyrdede min +frihed . Jeg var ung og rig , jeg blev afgjort , jeg +morede mig , og til sidst som en følge af livets gang +giftede jeg mig . Min mand var meget ældre end +mig , han var en anset og afholdt mand , han behagede +mig , formodentlig behagede jeg også ham , +og han blev ved mig en rig mand . Jeg fortsatte +mit forrige pligtløse liv ; jeg havde det godt , alle +livets behageligheder , alle livets bekvemmeligheder , +penge hjalp os ud over alle dagens bryderier , +ingen lidenskaber forstyrrede vor ro , hvad enten vi +sås eller vi ikke sås , vare vi lige glade . Det +eneste , der forstyrrede min behagelige tilværelse , +var synet af en familie , der boede lige overfor i +kælderen ; det var en fattig håndværksmand og +hans kone , der opdrog otte børn ; når jeg sad i +vinduet ved mit sybord , og så derned , så så +jeg , at disse mennesker havde bekymringer og sorger +i rigt mål ; jeg så furede pander , bekymrede + +blikke og undertiden tårer på konens ansigt ; +men til andre tider havde de også glæder og +uventede smil af lykken , og da syntes alting glemt , +og hele huset var idet tilfredshed . Jeg sølte , at +disse mennesker havde noget at leve for , og dog +ville jeg været bange for at bytte med dem , jeg +ville ikke have haft mod til alle disse anspændelser +af sorg og lykke . Jeg kunne ikke lide at se derover , +og dog holdt jeg øje med dem . Endelig stillede +livet en dag en fordring til mig , en fordring , +jeg ikke kunne afvise — jeg blev moder . “ +„ Gudskeclov ! “ sagde Rosine sagte . +„ Ja , gudskeclov ! “ gentog Fru stilling , +„ jeg havde et barn , og det var ikke kød af mit . +Kød , ikke blod af mit blod , det var et sødt , +uskyldigt , kærligt væsen , der delte sin glæde og +kærlighed mellem de kolde , selviske forældre . Bi +begyndte ikke mere at ligne os selv , vi smilede til +hende og til hinanden , vi vare rige , ikke meer for +vor egen skyld , men for vort barns skyld . Vi +talte sammen , ikke meer med læberne , men med +hjertet , vi havde planer , vi havde en fremtid . +Når de små barnehænder omfattede vore , begyndte +vi at føle , at vi levede , når barnets uskyldige + +øjne med himmelsf undren spejdede i vore , +så skød det blomsterknopper inde i vor sjæl . +Når hun , siddende på mit knæ , så ud af vinduet , +kunne jeg se ned til den fattige familie uden +skinsyge og uden fortrydelse . Da begyndte min +mand at skrante , og lægerne rådede ham en baderejse . +Der blev yttret nogle ord , om hvorvidt jeg +havde lyst at følge med ; men skulle jeg for et ubetydeligt +ondes skyld løsrive mig fra min behagelige +tilværelse , enten forlade mit barn eller udsætte +det for en rejses anstrengelser , og kunne desuden +min mand ikke for penge engagere en ung læge til +at følge sig ? Jo , det var fornuftige og rimelige +grunde , og min mand rejste med en velanbefalet , +ung candidat . I lang tid kom der kun gøde efterretninger , +da der uventet sfete et omslag ; men +på fare troede egentlig ingen , da pludselig dødsbudskabet +kom . Jeg blev visselig bedrøvet ; men der +var dog megen trosf i min bedrøvelse . Det forekom +mig , at et tungt bånd var løft , jeg var uafhængig +og den eneste besidder af mit barn , der +endnu var så ungt , at det om få år ville have +glemt sin fader . O , gys ikke , Rosine , idet jeg + +åbner dig mit hjerte , jeg seer selv med skræk tilbage +på denne tid . “ +Rosine så ned for sig , hun vidste intet +at svare . +„ Hun voksede op , bestandig lig sig selv , bestandig +bærende det samme stempel af kærlighed og godhed , +og hvis jeg nogensinde har levet , har det været +i hendes få , så sparsomt tiltalte leveår . Igennem +hende var jeg glad , var jeg opoffrende , velgørende +og god ; gennem hende havde jeg tanke og +sjæl for andre levende medmennesker . Hun elskede +mig højt , hvorfor ved alene den gud , der lånte +mig hende ; men jeg var som et voks i hendes hånd . +Hendes øje og hjerte var opladt for meget , som +jeg aldrig så eller forstod ; men jeg vidste , at hun +havde ret , og jeg lød hende råde . Jeg var så +vant til lykkens medbør , at aldrig nogen tanke +om vort samlivs forfængelighed faldt mig ind , +når havde nogensinde noget forstyrret min selvkærlige +ro ? “ +Hun lagde sig tilbage i sengen , og Rosine +hørte hende græde . Efter en lang taushed tog hun +atter ordet : +„ En dag — da var hun næsten seksten år + +— lød en forsigtig hvisken , om mig , varsomme hentydninger +gjordes , og jeg blev endelig vaer , at verden +omkring mig havde noget at sige mig , som den ikke +havde mod til at udtale lydeligt . Endelig forstod +jeg den ; en frygtelig sygdoms orm gnavede på +mit barns sundhed , den samme sygdom , der +havde lagt hendes fader i graven . Jeg for op af +min selvkærlige rolighed , jeg så , og jeg kunne +ikke tvivle . „ Hvorledes ? “ sagde jeg med bitterhed +til mig selv , „ han under mig hende ikke , den skrækkelige +sygdomsspire , hun bærer i sig , har han efterladt +hos hende for at rane hende fra mig , “ og jeg , +der egenkærlig havde forladt ham , vovede nu at +anklage ham . Og nu tror du formodentlig , Rosine , +at jeg styrtede mig i en fortvivlet kamp mod +faren , at jeg vågede dag og nat ved mit barns +leje , at jeg ødslede min ømhed og mine kræfter +på dens frelse , der var mig så kær ? Nej , jeg +blev bitter , harmfuld mod min skæbne , jeg opfyldte +luften med klager , det er sandt ; men det var vrede , +egenkærlige klager , der mest vare bebrejdelser mod +gud og menneskene , jeg stampede mod brådden , +og den søndersled min fod . Ikke engang sygelejets +hellighed bragte mig til taushed , jeg våndede og + +beklagede mig i selvkærlig smerte , og tænkte kun +på mig selv . Og dog må jeg have set , hvormegen +lidelse , jeg voldte ; thi endnu seer jeg i min sjæls +inderste de døende øjne , hvis blik fulgte mig , jeg +seer dem lyse af himmelsf forbarmelse og ømhed , +af smerte og medlidenhed , og det er som om +synet af dem presser blodige tårer ud af mine +øjne ! “ +Hun tog om sit hoved med begge hænder , hun +indhyllede sine grå hår i lagenet , og hulkede højt . +Rosine bøjede sig over hende , drog blidt klædet +tilside , og sagde bønfaldende : „ O , fortørn ikke gud +og deres elsfede , hengangne barn med denne ville +smerte ! Se op til himlen , hvor hun er , og tænk +ikke meer på hendes jordiske lidelse ! “ +„ O , Rosine ! “ udbrød hun , og klyngede sig +til hendes Hals , „ Du har ikke hørt det værste . +Jeg kunne ikke udholde længer at se hendes lidelser +— nej , jeg taler ikke sandhed , jeg kunne ikke udholde +min , forsfåer du , min egen smerte , jeg +sagde til mig selv , og jeg sagde lydeligt , at jeg elsfede +mit barn alt for højt til at kunne tåle at se +det dø , og hør nu det uhørte : menneskene spyttede +ikke på mig , de sloge mig ikke i ansigtet , de droge + +mig ikke ved håret , og udstødte mig af deres +samfund ; men de sagde : „ Den arme moder , hvor +hun lider ! “ og de gave mig ret , de beredte alt til +min rejse , de sukkede og de græd med mig , og de +lovede mig at gøre alt for det barn , jeg forlod . +Jeg lod , som om jeg troede dem , ligesom de lod , +som om de troede mig , og jeg gik hen til mit døende +barns leje for at fremføre det løgnagtige påskud +om en nødvendig rejse på et par dage , hvorefter +jeg ville komme tilbage . Jeg ved ikke , om hun +troede mig ; jeg turde ikke spørge , og hun sagde +intet ; hun fremførte ingen klage , ingen misbilligelse ; +men med et blik , fuldt af himmelsk , medlidende +kærlighed drog hun mit hoved ned til sig , +og kyssede for sidste gang mine læber . Jeg rejste +mig , og med fortvivlelsen , selvkærlighedens ville +fortvivlelse , i mit hjerte besteg jeg den vogn , der +førte mig bort , kun nogle mile bort til et sted +på landet , hvor jeg blev , til efterretningen kom +om , at alt var forbi . . . Og nu havde jeg fred , +ikke sandt ? Nu var jeg ene , ene med det kostbare +jeg , som jeg nærede og plejede med så megen ømhed , +hvad nød havde jeg nu ? I begyndelsen var +også alt godt , jeg græd og sukkede over mit barn , + +og man søgte at trøste mig , alt var tilsyneladende i +sin orden , og rent og retfærdigt i mine og menneskenes +øjne . Jeg blev fattet , og jeg tog til byen , +til mit hjem , for igen at pleje mine gamle vaner +og bekvemmeligheder . Men tænk dig , den stemme , +som ikke havde ladet sig høre fra menneskenes bryst , +den talte til mig fra enhver af de døde genstande +omkring mig . De havde omhyggeligt flyttet sengen +bort , hvorpå mit barn havde draget sit sidste suk +blandt lejede fremmede , stole og borde indtoge +dens plads , alt var medlidende forandret i hendes +værelser , for at skåne den barnløse bløders følelser , +o , hvilken spot lå der ikke i al denne omhu ! +Og hvad nyttede den ? De gamle , bekendte vægge , +som havde kastet lyden tilbage af mit barns føde +stemme , de livløse genstande , hvorpå hendes +strålende blik havde hvilet , de planker , hvorpå +bendes barnefødder havde trippet , og som endnu +syntes at bære spor af de vaklende trin , hvormed +hendes segnende fod var gledet hen over dem — +alt talte til mig med grnopvækkende bebrejdelser . +Jeg kæmpede imod dem , jeg forsvarede mig vildt , +næsten med raseri mod disse tavse anklagere ; men +forgæves ! Angeren overvældede mig — o , Rosine ! + +du ved ikke , hvad angeren er — det er en håbløs +kamp for at kalde fortiden tilbage , en fortvivlet +segnen under forsoningens umulighed , det er at +vride sin hænder , at slå sig for sit bryst , at +krnbe i støvet , og på samme tid at storme mod +himmelen , og banke vildt på dens lukkede døre — +og når så denne anger ingen mulighed har til +forløsning på jorden , når den , vi have krænket , +er borte for bestandig , når vor stemme ikke mere +når det kærlige hjerte , som måske ville tilgive , +hvis det så vor Jammer , når selv den gud , vi +trygle om nåde , vender sig tavs fra os , fordi han +var altforbarmende og vi ubarmhjertige , så at han +ikke vil kendes ved os — o , da , da , Rosine ! +Er et ulykkeligt menneske nået til usalighedens +tinde ! “ +„ O , kære frue ! “ sagde Rosine grædende , +„ fortvivl dog ikke således ! Tro mig , deres barn +hører dem , og vil engang som en tilgivende engel +drage dem til sit hjerte ! “ +„ O , hvis jeg kunne håbe det ! “ sukkede hun . +„ Jeg kunne ikke blive i mit hus , jeg tog i besøg +til min cousine geheimerådinden , som havde indbudet +mig . Jeg talte ikke til nogen om , hvad der + +beskæftigede mine tanker , og man troede , at det +var sorgen , der fortærede mig . Da traf jeg pastor +Degen ; min dybe trang til at gribe et håbets +halmstrå drev mig til at tale med ham , og +jeg syntes i min forvildelse virkelig , at han stod +Herren nærmere end andre . Jeg håbede , at han +også kunne føre mig arme synderinde nærmere til +gud , jeg lyttede til hans ord , jeg fulgte hans +råd , jeg bad og arbejdede indvendig . Da talen +blev om min bortrejse , blev jeg grebet af angst for +at miste den sidste tilflugt mod min indre elendighed , +og jeg greb til den udvej at tage heri huset . +Men jeg var kommet som i en tryllekreds , der +dæmonisk drog mig ind i sig ; krampagtigt greb min +forvirrede sands efter det hellige ; men det flyede +mig , og efterlod sit tomme klædebond i min hånd . +Jeg følte det , og begyndte selv at drive spot med +det , o , gud forlade mig ! Endelig slukkedes rusen +i en frygtelig nedslagenhed ; jeg hadede mig selv , og +jeg hadede disse mennesker ; jeg kom til dem som +en ulykkelig flygtning , søgende frelse , og de grusomme +berøvede mig alt , endogså min gud ! “ +Hun tav nogle øjeblikke , derpå vedblev hun +med bævende stemme : + +„ Men gud havde ikke forladt mig , han sendte +mig en god engel i min nød . Rosine , du må +ikke forlade mig , tro på mig , som jeg tror på +dig ; thi skønt jeg mistroer hele verden og mig +selv med , tror jeg på dig som på det evangelinm , +du har læst før mig ; den dag , jeg måtte +mistænke dig før noget lavt eller troløst , vil jeg +før evig tabe troen på gud og menneskene ! “ +„ Min kære , dyrebare frue ! “ sagde Rosine +inderligt , „ jeg er kun et svagt mennefle som de og +andre ; men sandt og oprigtigt kan jeg forsikre dem , +at jeg skal være deres tro tjenerinde , så længe +de vil beholde mig hos dem . “ +„ Jeg tror dig , mit barn ! jeg tror dig ! O , +gud være lovet , at jeg tror dig ! — men det er +blevet nat , gå , mit barn ! gå iseng , i morgen +ville vi drøfte vore planer , mit hjerte er lettet ved +mit skriftemål , jeg tror , at jeg kan sove ! “ +De skiltes ad ; men det varede længe , før Rosine +faldt isøvn . Det besynderlige skriftemål , som +hendes frue rigtigt havde kaldt det , lød endnu i +hendes øren , og i urolige tanker overvejede hun +dets indhold . At hendes frue aldeles ikke var +sindssyg , indså hun fuldkommen vel , om hun end + +med stille bæven betragtede den kamp , som et forvænt , +selvkærligt og i høj grad omtfindtligt lind +førte med sig selv . „ Hun har ret , “ sagde hun hen +for sig , idet hun kastede sig frem og tilbage i sin +seng , „ der gives handlinger , som hverken fordømmes +as loven eller af menneskene , og som dog er +forbrydelser . Den , der forlader sin plads i kampen , +og flygter feig fra sin post , er ikke mere strafskyldig +end den , der svigter sin pligt i livets kamp . Men +de fleste fordømme ikke sig selv , fordi de gøre det +sidste , måske fordi deres medmennesker , gribende +i deres egen barm og frygtende for selv at måles +på dette mål , ikke fordømme dem . — o gud , +det er dog svært at leve ! “ tilføjede Rosine med et +bekymret suk , idet hun endelig fandt et hvilested +for sit unge hoved . +Den næste dag modtog Fru stilling hende +med et venligt og oplivet ansigt . Lader os ikke forsmåc +mennefketrost og menneskeråd , da de dog +lette de tunge sorgens byrder , vi bære ! Det er +ikke godt , al mennesket er ene , og allermindst når +smerten og angeren besøge hans hus ; så længe +disse tungsindige gjæsfer sidde stumme og alvorlige +ved hans bord , er deres nærværelse langt frygteligere , + +end når de åbne deres tavse læber , og tale , +selv om det kun er veeråb og klager , de fremføre . +Skjøndt fangne under samme lod , er der dog en +vidunderlig trøst i stemmen fra et deltagende +menneskebryst , og selv i det vaklende og tvivlende +råd , som undfanges af de dødeliges hjerne , er +der en støtte for den segnende fod . +„ Godmorgen , mit barn ! “ sagde Fru stilling , +da Rosine åbnede døren ind til hende , +„ kom , i dag må du pynte mig lidt , jeg vil bede +pastoren og hans frøken gøre mig et besøg . Lad +mig se , at du bringer mig til at se så ung og +så stadselig ud som muligt , at hele verden kan se , +at der er foregået en forandring med mig . “ +Med inderlig glæde ilede Rosine at efterkomme +denne anordning . Med flink hånd besørgede hun +sin frues toilette endnu omhyggeligere end ellers , +og fremtog det fineste tøj til hendes påklædning . +Derpå ordnede hun stuen , hentede endnu flere +blomster ind , og da solen nu skinnede muntert ind +af de åbne vinduer , syntes Rosine i barnlig +glæde , at hun aldrig havde set dette sit daglige +opholdssted så hyggeligt og smukt . Da hun således , +let og munter , løb frem og tilbage , for at + +ordne alt , og derpå servere sin frue theevandet , +sagde denne smilende : „ Du er dog rigtigt et barn , +Rosine ! — men et godt barn , det vil jeg ikke +nægte ! “ +„ Kald mig kun et barn , kære frue ! “ svarede +hun spøgende , „ jeg vil da så meget lettere kunne +få tilgivelse , når jeg gør dem noget imod ! “ +Da theen var drukket , sagde Fru stilling : +„ Hent mig nu præsten og frøkenen , ellers få vi +ikke fat på dem . Hils fra mig , og sig , at jeg har +noget at sige dem , hvis det er dem belejligt at høre +på det . Spørge de dig ud , øm hvad det kan være , +så sig , du ved det ikke , men at fruen er usædvanlig +fornuftig i dag . “ +Rosine lo , og gik sit ærinde . Frøken +Alexandrine blev meget forundret over denne +anmodning , og var ikke langtfra at smigre sig med , +at der var et nyt under på færde ; hun skyndte sig +hen at hente præsten , og nogle øjeblikke efter trådte +de begge ind til Fru stilling . +„ De har ladet os kalde , kære veninde , “ sagde +præsten , idet de toge plads på de af Rosine +fremstillede stole , „ og det seer ud , som om de +ville lægge råd op med os . Jeg håber ikke , det + +er et krigsråd , men et fredsråd , hvor Vorherre +er valgt til at føre forsædet med kåring og oprakte +hænder , hehehe ! “ +„ Og hvor valgtalen er blevet til et rigtigt +livsord , “ sagde frøken Alexandrine , slående ind +på spøgen . +„ Nå , kære Fru stilling , “ sagde så præsten , +„ hvad har de egentlig på hjerte ? “ +Hun rejste sig i sengen , og så roligt på +dem begge . +„ Jeg har i sinde , “ sagde hun med langsom og +tydelig stemme , „ at takke dem for den tid , jeg +har haft ophold i deres hus ; om det har været +mig til gavn eller skade , vil jeg ikke drøfte , og +det ville heller ikke være godt at sige ; thi jeg har +været meget syg . Nu er jeg bedre , ja , jeg håber +om kort tid at være ganske rask , og kan igen tænke +på at indrette mit eget hus . Jeg vil derfor i +rette tid varsle dem om , hr . Pastor ! at jeg til +efteråret forlader præstegården for at flytte til +byen , hvor jeg vil tilbringe vinteren , indtil jeg kan +få købt mig et sted i dens nærhed . Jeg er vis +på , at de vil glæde dem med mig over , at jeg +endelig har opnået den sindsro , jeg søgte ved at + +flylte til dem , og således virkelig kan takke dem +for at være nået til dette mål . “ +Både pastoren og frøkenen tabte for et øjeblik +fatningen ; han var imidlertid klog nok til at +tie , medens frøken Alexandrine af et mere oprigtigt +hjerte udråbte : „ Men hvor i himlens navn +er de kunnet falde på dette ? “ +„ Det synes mig at ligge nær , “ sagde Fru +stilling med et ironisk smil , der viste , at hun +gottede sig over frøkenens overraskelse , „ at jeg , der +har råd og evne dertil , igen ønsker at have mit +eget hus . Hverken de eller jeg har anset mit +ophold her for andet end midlertidigt . “ +„ Det er sandt nok , “ udbrød frøkenen ; „ men +hvem kunne tro , at de nogensinde kunne forlade +os ? Det skal heller aldrig ske ; thi de ved ikke , +hvad de gør , de er syg , mere syg end de ved +af , og vil styrte dem selv i ulykke . “ +Blodet steg Fru stilling op til kinderne ; +men hun betvang sig , og sagde roligt : „ Ved jeg +ikke , hvad jeg gør ? Er der noget ufornuftigt i at +ville forandre opholdssted ? Styrter jeg mig i ulykke , +fordi jeg forlader et sted , hvor jeg ikke befinder +mig vel længer , for at flabe mig et eget hus og + +hjem ? Det er dem , der er ufornuftig , frøken +Kjeldsen ! “ +„ Sig de , hvad de vil , “ råbte frøkenen , ude +af sig selv , „ De kommer ikke herfra , den tort skal +ikke overgå vort hus , at man forlader det , når +man engang er kommet der ! “ +„ Er deres hus da et fængsel ? “ sagde Fru +stilling oprørt og tabende sin fatning . +„ Men det er et forræderi , “ vedblev frøkenen , +„ det kommer ikke fra dem selv , de er overlistet af +andre , de svage stakkel ! “ +Ved disse ord for det som et lyn gennem +Fru stilling , hun for i vejret , og åbnede allerede +munden for at knuse frøkenen med sin hån , +da et advarende blik fra Rosine standsede hende . +Hun gav kun sin harme luft i et dybt åndedrag ; +derpå sagde hun tilsyneladende roligt : +„ Er det en svaghed , at jeg vil tilbage til mit +eget hjem , godt ! så er jeg en svag stakkel ; men +hvo kan forbyde mig at få dette ønske opfyldt ? “ +„ Sandelig ingen , “ sagde her præsten , læggende +sin hånd på frøken Alexandrines arm , „ Udgangen +til dette hus er ligeså fri som indgangen . +De kom til os syg , hungrig efter trøst , + +og forlangte plads hos os , og vi gav dem den , +uden at spørge , hvorfor de hungrede og tørstede . +Vi lod dem drikke af vort livshæeger og spise med +os af vort hjertebrød , og Vorherre gav dem en +tidlang fred . Siden den tid er der gået fristelser +henover dem , som de ikke har kunnet modstå , +fordi deres tro var fattig på glæede ; Vorherre +kastede en brand i deres sjæl for at varme +dem , og de brugte den til at tænde huset med +over deres eget hoved . Hvad kunne vi gøre for +det ? Nu vil de forlade os , og siger , at de er +karsk ; men jeg kan sige dem , at det er en djævelens +karskhed , en sundhed til det onde , en krampetrækning +af den onde ånd i dem . Tilgiv derfor +denne gudsfrygtige kvinde , at hun ømmer sig +ved at lade dem drage bort i denne ulykkelige tilstand , +og gerne ville tvinge dem mod deres egenrådige +villie til at blive og stille deres sag i +Vorherres hånd , tilgiv hende , hun elsker dem med +en vidunderlig stærk kærlighed . “ +„ Det er mig alt sammen det samme , “ sagde +Fru stilling utålmodig , „ når jeg blot kommer +herfra . “ +„ Det være langt fra os at holde dem tilbage + +med nogen tvang , “ sagde præsten , „ vi ville kun +deres vel , og viser de ved et sagtmodigt sind og +en fornuftig adfærd , at de selv kan styre deres +livsbåd videre , så er der intet til hinder for , +at de kan forlade os til efteråret . Men der er +endnu nogle måneder til , og altså tid til at +betænke sagen . Lader os ikke overile os , men tage +Vorherre på råd med . Det er den rette rådmand , +kære Fru stilling , og det han råder , det +ville vi gøre . Snak de nu lidt med ham , så +ville vi gøre det samme . Nå , der er vel lidt +fruentimmerstivnakkeri mellem dem og vor gode +frøken , det jevner sig nok , hehehe ! “ +Han rejste sig for at gå ; men Fru stilling +sagde heftigt : +„ Det er ikke løjer , pastor Degen , men min +urokkelige beslutning at flytte til efteråret , det +kan ikke nytte , at de slår det hen i spøg . “ +„ Ja , ja , vi kende nok fruentimmerbeslutninger , +svarede han skjemtende , „ farvel , lille Fru stilling , +jeg kan ikke undvære min morgenpibe længer ! “ +Han nikkede venligt , skød kalotten op på sin +isse for at give sig et så gemytligt udseende som +muligt , og gik ud af døren . Frøken Alexandrine + +fulgte ham , uden noget forsøg på at hylle venlighed , +og sagde halvsagte til Rosine , da denne +fulgte hende til døren : „ Det er dem , der er +slangen i dette Paradis ; men bi kun ! “ +Fru stilling var ingenlunde fornøjet med +udfaldet af denne samtale , isærdeleshed fordi dej +dog var blevet stående hen som en uafgjort sag , +om hun skulle bort eller ikke . +„ Jeg skulle ikke være blevet hidsig , “ sagde hun +gentagne gange ; „ men jeg kan ikke gøre for , at +frøkenen altid bringer mit blod ikog . Og så hun +med hendes Paradis , et net Paradis med lutter +slanger ! Jeg er vis på , at hun vil snakke Vorherre +ud af himmerig , hvis han nogensinde er så +uforsigtig at lade hende komme indenfor døren . +Hvad mener hun med sine trudsler ? “ +„ Frøkenen blev vred , “ sagde Rosine , „ hun +troede , det var mig , der havde bragt fruen på +tanken om at flytte . “ +„ Jeg vil råde hende fil at lade dig i ro , “ +Sagde fruen bestemt . +Det lod imidlertid ikke fil , at frøken Alexandrine +ville give tegnet fil en åben krig ; påvirket +af præsten , der formanede hende fil ikke „ at + +irritere fjenden “ , indskrænkede hun sig fil aldrig at +betræde fruens værelse , og fil at vise Rosine et +koldt , fjendtligt væsen . Det gjorde Rosine ondt , +dels fordi hun var sig sin uskyldighed bevidst , hvad +bortrejsen angik , dels fordi hun var frøken Alexandrine +taknemlig for hendes omsorg under sin +sygdom . Men alle forsøg på en venlig tilnærmelse +afvistes , frøkenen indhyllede sig i sit shawl +og sin krænkede værdighed , og besvarede enhver tiltale +med enstavelsesord . +Den fil provstens ankomst bestemte onsdag +var kommet , alle omegnens præster vare indbudne , +ligesom der ifølge præstens ønske var sendt en +indbydelse fil Carl . I flere dage havde forberedelserne +fil et storartet middagsgilde sat præstegården +i oprør ; thi pastor Degen var en mand , +der satte pris på at leve godt , og som ingenlunde +agtede at indbyde sine brødre i Herren på to +brød og fem fisk . Frøken Alexandrine , der +havde en ære som husmoder at opretholde , gik +begejstret ind på hans anskuelser også i denne +henseende , og var , da hun onsdag middag overskuede +sine forberedelser , med rette opfyldt af en +trinmpherende fryd over , hvad hun og Vorherre + +havde udrettet . Præsten havde allerede ifsrt sig sin +høitidsdragt , da provsten , der ville ende sine forretninger +i nabosognet om formiddagen , kunne +ventes måske noget før de andre gæster , og uagtet +de to gejstlige herrers religieuse anskuelser vare +meget forskellige , ville præsten dog ikke vise nogen +mangel på høflighed . +Medens han gik op og ned ad gulvet i sit +studerekammer , hjerteligt savnende sin pibe , som +han havde henlagt for de første timer , kom gårdmandskonen +Stine Olsens svære skikkelse langsomt +vandrende over gården . +„ Er pastoren at få itale ? “ råbte hun ind ad +køkkendøren ; men i disse sidste , højtidelige øjeblikke , +da alle kræfter anspændtes for at forene de mange +adskilte forberedelser i et glimrende hele , gav ingen +sig tid til at svare på dette første spørgsmål . +Præsten , som den eneste ledige , åbnede vinduet , +og råbte ud : „ Her er jeg , Stine Olsen ! men +min tid er knap ! “ +„ Det var da skade , “ sagde Stine , idet hun +med uforstyrret ro vendte sine skridt til studerekammeret , +„ jeg havde ret meget at tale med pastoren +om . “ + +„ Det lange får at blive til en anden dag , “ +Sagde præsten spøgende , „ sig mig det korte straks ; +vi vente provsten , og når han kommer , må +Stine vige . “ +„ Det forstår sig , “ sagde hun , „ skønt den +ene da kan være ligeså god som den anden . Med +forlov ! “ hun satte sig til præstens misfornøjelse +ned , „ det , jeg egentlig har at tale om , kan jeg gerne +kalde en samvittighedssag . Der er nu Anne , som +jeg har kendt fra vi var piger af , hun tjente i +gård hos min fader , og er nu husmandskone ; +men det må jo enhver tage , som det falder sig , +vi kunne ikke alle sammen være gårdmænd . Forgammelt +bekendtskab skyld have vi da altid været +nogenlunde gode mod Anne og hendes mand , især +dog mod Anne , for manden er et fordrukkent +svin . Og jeg må sige om Anne , at hun aldrig +har sagt mig et ondt ord , om jeg også engang +imellem har været noget studsig imod hende , som jo +let kan hænde , når man bliver overhængt til enhver +tid . “ +Her rømmede Stine sig , så efter , om den +rette side var ud af hendes forklæde , og syntes i + +det hele taget ved en længere pause at ville give +det efterfølgende større vægt . +„ Nå , lille Stine ! Tiden er knap ! “ sagde +præsten opmuntrende . +„ Så kom det nu sådan , at der sfete en hel +forandring med mig , “ begyndte konen igen , „ så +når jeg tænker på den forrige tid , kender jeg +knap mig selv igen . Hvad var nu rimeligere , end +at jeg ville dele al den guds velsignelse indeni +mig med venner og bekendte ? Med svend gik +det da nemt nok , som pastoren ved , og hvad børnene +angår , så læse de deres fadervor hele +dagen igennem ; men med Anne vil det slet ikke +gå . Jeg har sagt til hende : „ Anne , dit skrog , +du er bare fattig , fordi du ikke går til Vorherre +om alting , tag rigtig ved at bede , så skal +du se , han giver dig nok , både det knuddrede +og det skuddrede ; “ men så svarer hun , at hun +vil hellere gå i fattighuset , end af stabe sig sådan . +Det er et forfærdeligt mod , der er i den +kvinde . “ +„ Ja , djævelens magt er stor , “ sagde præsten , +„ der seer du selv , lille Stine , af det er + +godt , af nogen med magt vil rive os ud af hans +kløer . “ +„ Ja , det er nu netop min mening med Anne , “ +Svarede Stine ivrigt , „ jeg skal ikke raste , før jeg +har drevet vantroen ud af hende . Det var det , +jeg ville rådfsre mig med pastoren om ; thi jeg +vil nødig gøre nogen uret , og lægge mig ud med +Vorherre ; når Anne nu ikke vil høre , hvad jeg +siger , er det så ikke min pligt af rydde hende og +hendes hus ud af jorden ? “ +„ Hvad mener du ? “ spurgte præsten , noget +underlig ved denne mtring . +„ Jeg mener da ikke , af jeg vil slå hende +ihjel , skønt hun vel havde fortjent det , “ svarede +Stine med fanatisk heftighed ; „ jeg mener blot , af +jeg vil gøre hende alt det onde , jeg kan hitte på , +og det er ikke så lidt ; thi hun og hendes mand +har både fået arbejde og almisse hos os . “ +„ Hm ! “ sagde præsten , „ har Stine rådført +sig med Vorherre om det ? “ +„ Ja , såmænd , “ svarede hun , „ og jeg kan ikke +få andet ud af det , end at han siger : „ Jeg er +en hellig og nidkær gud , og den , der ikke tror +på mig , skal ikke leve . “ “ + +„ Det sidste skal vel læses lidt anderledes , “ sagde +præsten smilende ; „ men hold du dig til det levende +ord , Stine , det forstår du bedst . Har du læst +troen rigtigt op for dig selv , og rådført dig +med den ? “ +„ Der står , at jeg tror på de helliges samfund , “ +Sagde hun med bestemthed , „ og det kan ikke +sige andet , end at vi hellige skulle holde sammen , og +ikke tåle de vantroe . “ +„ Men han , du ved nok “ , sagde præsten , +„ tilgav sin fjende på korset . “ +„ Jøsses ja , “ sagde Stine , „ Pastoren kan sin +bibel bedre end . jeg ; men Vorherre slog da også +alle jøderne ihjel for den sags skyld . Jeg kan +dog ikke komme bort fra den tro , at vi skulle vise +Vorherre vor kærlighed af vore gerninger , og +når Anne ikke vil gå i lag med os , så skulle +vi ikke tåle hende . Tror pastoren virkelig , at hun +kan blive salig , sådan som hun går og døser hen ? “ +„ Nej , Stine , det tror jeg ikke , her har du +ret : den , som ikke tror , skal ikke leve . “ +„ Men jeg gad dog nok vidst , om pastoren mener , +at Vorherre synes om , at Anne sidder , til bords + +med og spiser , som om hun var ligeså god +som os andre . “ +„ Han sad til bords og spiste med toldere og +syndere , og detskal jeg selv gøre i dag , lille Stine ! “ +„ Jeg har også proberet på det , “ sagde Stine +eftertcrnkende , „ for jeg er jo vant til , at Anne kom +engang imellem ind til os , når hun var sulten , og +spiste vi så just , som vi vel fordetmeste gjorde , så +var det så ligefrem at sige : „ Sid ned og spis +med ! “ Men da hun så slet ikke ville høre på , +hvad jeg sagde , men tav stille og åd sig mæt , så +blev jeg gal i hovedet over , at det urene dyr skulle +besmitte mit hus . Og hvad så pastoren siger — “ +Her for hun op igen i hidsighed — „ så føler jeg +med mig selv , af Vorherre vil , af jeg skal lukke +døren for hende . “ +„ Se så , lille Stine , der er provsten , “ +Sagde præsten , der under de sidste ord havde set +ud af vinduet , „ Vorherre hjælper dig nok til af +omvende Anne , hvis hun ellers er det været . Jeg +skal se over til jer en af dagene . “ +„ Tak , hr . Pastor , “ sagde Stine , og rejste +sig , „ jeg havde gerne talt længere med dem , for + +jeg tænker nu aldrig på andet end disse ting ; +men så ses vi igen ! Vorherre være med dem ! “ +„ Og med dig , Stine , med dig ! “ svarede +han hastigt , idet han ilede ud for af modtage gæsten . +Da de gejstlige herrer sad samlede om bordet , +og frøken Alexandrine i stiveste pynt stod oprejst +for bordenden med husmoderens scepter , potageskeen , +i den halvt opløftede hånd , vendte værten +sig til provsten , og bad ham fremsige bordbønnen . +Provsten rejste sig , og sagde nogle få hjertelige ord , +der påhørtes med bøjede hoveder af gæsterne ; +nogle iblandt disse foldede hænder , og forblev i +denne stilling nogle minuter efter at den lydelige +bøn var endt , som om de havde tilfredsstillet deres +følelser med en lille privatandagt . Forresten var +samtalen ved bordet ingenlunde optaget af religieuse +ttemaer , på en lille diversion nær , som +gjordes af en ung , ivrig Capellan , der henvendte et +spørgsmål til provsten . Denne svarede venligt , +men afvisende : „ Jeg er ikke af deres mening , +hr . Capellan ! “ og derefter gik samtalen atter over +til muntrere genstande . Måske kom denne fredelige +stemning for en del også af , at gæsterne +fandt det ubetimeligt at forstyrre nydelsen af frøken + +Alexandrines i ordets egentligste forstand smagfulde +anretning ved tteologiske diskussioner , og ved +mållidets slutning var stemningen så glad og +hjertelig , som om alle deellagerne i virkelighed +elflede den samme gud og den samme næste . +Frøken Alexandrine havde i anledning af +dagens betydning nedladt sig til ved Birthe at +anmode Fru stilling om at „ hendes jomFru “ +Måtte skænke kaffen efter bordet . Således var +Rosine da ivrigt beskæftiget med denne forretning , +da provsten trådte ind i spisestuen . +„ Må jeg tage plads et øjeblik hos dem , mit +kære barn ! “ sagde han venligt , idet han satte sig i +sofahjørnet , „ jeg er en gammel mand , og lidt +træt af dagens anstrengelser . Kræfterne ville ikke +længer slå til , og det gamle legeme behøver hvile +af og til . “ +„ Må jeg servere deres højærværdighed kaffen +her ? “ spurgte Rosine hjerteligt , idet hun hentede +en sofapude for at lægge bag hans ryg . +„ Ja , tak , mit barn ! et øjebliks rolighed vil +gøre mig godt . Hører de til pastorens familie ? “ +„ Nej , “ svarede Rosine beskedent , „ jeg er kun +jomFru hos Fru stilling , der boer heri huset . “ + +„ Ja så , “ sagde han mildt , „ så ung og allerede +ude at tjene ! Har de ingen forældre ? “ +„ De er døde , før jeg kendte dem . “ +„ Heller ingen plejeforældre ? “ +„ Min plejefader lever heller ikke længer . “ +„ Har de slet ingen slægt eller venner ? “ +„ Slægt har jeg ikke ; men venner har jeg . “ +Han smilede , og tog kaffen , som hun bød ham . +„ Det kan jeg vel vide , “ sagde han , „ det er vor +egen skyld , når der fattes os venner , gudskelov ! +Bien hvor er disse venner i verden , hvis de tillader +mig at spørge så meget og så frit ? “ +Den gamle mands venlige ansigt , hans hvide +hår og hans milde blik indgød Rosine tillid ; +medens hun skænkede kaffen , fortalte hun ham med +ungdommelig glæde om sin Frits , om hans rejse +og om de gode udsigter , som hun troede , at de havde +til om ikke lang tid at få en lille ansættelse . +Provsten hørte med fornøjelse på hende , og da han +rejste sig for at gå ind til de andre , tog han hen ? +Des hånd , og sagde , idet han betragtede hende +venligt : +„ Tak for denne gode time , mit barn ! jeg har +forfrisket både sjæl og legeme i deres selflab , + +stol de kun på gud , det vil ikke slå fejl for +dem . “ +Da han trådte ind til sine embedsbrødre , +fandt han situationen mindre fredelig . De gejstlige +herrer havde , siddende i pastorens studerekammer +og rygende deres piber , længe ladet sig nøje +med at indhylle sig i olympiske tåger , medens de +så småt drøftede allehånde ligegyldige anliggender ; +men efterhånden drejede samtalen sig mere og mere +ind på det tteologiske gebet , og adskillige meningssorfljelligheder +begyndte at komme tilorde . Den føromtalte +Capellan drog , med nogle ikke utydelige allusioner +til provstens tænke- og prædikemåde , stærkt +tilfeldts mod det søvnige , åndelige liv i menighederne , +hvilket han stemplede som et „ Søvngjængerliv “ +Og en „ Forsteningstilstand “ . Han blev meget +ivrigt modsagt af en af Degens nabopræster — +provsten havde det andet nabosogn — der påstod , +at fordi livet udviklede sig langsomt , var det ikke +forstenet . +„ Hvad nytter det at haste så stærkt ? “ sagde +nabopræsten , en høj , bleg , mager mand med hårde +træk , „ hvad kan det nytte at så i en uforberedt + +jord ? Der vokser ligesåmange torne og tidsler +op som frugtbare aks . “ +„ Derfor siger jeg også , at menigheden skal +frugtbargøres ved prædikenen , “ sagde capellanen +ivrigt , „ når der blot i prædikenen er livsvarme , +saft og kraft , så vil menigheden nok blive modtagelig +for sæden . Prædikenen er regnbygen , prædikenen +er solskinnet , den er plougen , den er harven , +ja , den er undertiden leen , der bortskærer klinten . +Bort med alle de døde forklaringer og bibelcitater , +hvorover menigheden sover ind , og kom blot med det +levende ords kraft , bryd ind i menighedens bevidsthed , +ryst den og væk den , bring den blot til at , +leve , så er alting godt . “ +„ Da er prædikenen dog hovedsagelig fortolkningen , “ +Sagde den magre præst , idet han med halvtlukkede +øjne så ned for sig , , - , at gentage , forklare , +oplyse og sigte ordet til menigheden er prædikantens +pligt . Jeg søger at gøre min menighed myndig +til at forstå ordet , og forstå det rettelig . +Christi ord er vel simpelt ; men det kan dog udtydes +på mange måder , og betragtes fra mange +forskellige synspunkter . Er det ikke også derfor , + +at det samme evangelium kommer igen på årets +festdage ? “ +„ Jeg bryder mig kun lidt om dagens evangelium , “ +Sagde capellanen heftigt , „ her af hjertebrønden +øser jeg , og så længe Vorherre blot lader +den kilde flyde , skal min menighed ikke tørste . Jeg +vil læske den med friske vandstrømme , og ikke med +den lunkne drik , der uafladelig øses af en læderflaske +på den anden . Kraft skal der til , og hellere +må man salte drikken , end at den må falde flan +på tungen . “ +„ Men forkynder jeg da ikke af mit eget , i stedet for +af guds ? “ spurgte nabopræsten . +„ Ja , hvad er mit eget , og hvad er guds ? “ +Råbte capellanen . „ Jeg har intet eget , alt er +guds . “ +„ Så er der heller intet , der er guds , “ sagde +den anden tørt : „ men alt er deres eget . “ +Her kom pastor Degen sin collega til hjælp . +„ Iesus sagde , at man lever ikke af brød alene , men +af hvert ord , der udgår af guds mund ; dermed +meenfe han , at vi leve ved det ord , vi have fået i +dåben , ja bogstavelig meenfe han om sig selv : jeg +lever af det guds ord , der udgik af guds mund + +ved min dåb . Det samme gøre vi , vi leve ved +det ord , gud sagde til os i dåben . Det ord +kan ingen tage fra os , det ord prædike vi , og med +det ord døde vi . Men de — “ her vendte han sig +til sin nabopræst — „ De er som djævelen , de vil +friste capellanen til at springe ned af bjerget , det +samme Spring , som iesus ikke ville gøre , fordi +han ikke ville springe på djævelens commando . “ +„ Siden sprang han det af egen fri drift i +gethsemanc , “ sagde capellanen , fornøjet over modsætningen . +„ Hvorledes +kan de tale således om deres +frelser ? “ sagde Carl harmfuldt . Han havde indtil +ikke blandet sig i samtalen , men siddet tilsyneladende +» deellagende , og set ud af vinduet . +Capellanen vendte sig , forbanset over de uventede +ord . +„ Har jeg talt sandhed , hvi slår du mig da ? “ +Sagde han ironisk citerende . +„ De taler sandhed , men på en usømmelig +måde , “ sagde Carl ; „ tror de , at vi have fået +ordene fil at opbygge med eller fil at forstyrre +gned ? Tal med ærbødighed om det høje og hellige , +og besudl ikke det Rene med uRene hænder . “ + +„ Christus behøver ikke som de hedenste guderat +indhylles i . Skyer , “ sagde capellanen rafl . „ Han +kan tåle at ses i dagens lys . Vi se ham og +kende ham , han er opstanden igen for os . “ +„ Ja , i hver ny menighed opstår han , og +korsfæstes på ny , “ sagde Carl bittert ; „ det er eders +forfængelighed , der nagler ham fil korset , fordi den +driver eder fil at drage ham ned fil eder , og gøre +ham fil mennefle med eder . Hvorledes kunne i +tale om Jesu dåb som om et menneskes dåb , +om hans fristelse som om et menneskes fristelse ? +Vel indviedes hans menneskelige natur , vel fristedes +den ; men han var dog på samme tid fuld af +guddommelig kraft . “ +„ Have vi benægtet , at ånden kom over ham i +dåben ? “ sagde pastor Degen , „ nej , det var netop +der , at Vorherre sendte den , og der sender han ethvert . +Menneske den , som dødes i den rette tro . +Men alting i bibelen er så at sige menneskeligt , +og det skal det også være . Ånden daler over +ch ristu s , og så sættes der punktum efter det , +ligesom i vort eget liv ; men straks efter driver +ånden ham ud i ørkenen , hvor djævelen vil have , +at han skal gøre sten til brød . Og der have vi + +lært af djævelen , — thi man kan også lære af +den onde — at gøre de sten til brød , som i +vantroe præster give eders menighed at tære på . +Og ligesom Jesus sagde , at han levede af hvert ord , +der udgik af guds mund , således er det også +vort levebrød ; men i ville gerne tage os brødet +af munden . Til sidst da djævelen fristede ham med +alle verdens herligheder , skulle man tro , at han +havde læst de franste romaner , for der byde fristerne +også stort for at besejre kvinden ; men +djævelen er måske også så alvidende , at han +kendte dem forud . Menneskeligt talt er det alt sammen , +og derfor prøves det også på ethvert +menneske , om han vil leve af hvert ord , der udgår +af guds mund . “ +Nabopræsfen rystede betænkeligt på hovedet . +„ I tro at kunne gribe det himmelsfe med +hænderne , “ sagde Carl alvorligt . „ Hvis nu et +menneske , der havde levet på samme tid som +Christus , hvis en af hans apostle kunne fødes +igen i vore dage , og han stod her , og hørte eder +tale , tror i da , han ville kendes ved den frelser , +i have skabt eder til eders egen forherligelse ? “ + +„ Hvori besfåer da vor uret ? “ spurgte nabopræsfen . +„ I +tilbede læren i stedet for forkynderen , “ svarede +han , „ for eder er ordet ikke blevet kød , det +er endnu bestandig ordet , som i fortolke og dreje +og vende , til ingen lyd af den stemme , der forkyndte +det , kan spores i det . Vel kan enhver finde +et eccho af sin sjæl i det ; men ikke genlyde » af +sin egenvillie , sin spidsfindighed og sin ejendommelighed , +som i finde deri . “ +Provsten havde tavs betragtet Carl under hele +samtalen . +„ Hvorledes skulle vi da finde Christus ? “ spurgte +han . +„ Jeg ved det ikke , “ svarede Carl , uvilkårligt +mildnende fin stemme lige overfor den spørgendes +ærværdige åsyn , „ hvis jeg vidste det , blev jeg her , +og hjalp til at søge ham . Men jeg seer intet middel +til at sønderrive det tusind år gamle slør , hvori +hans skikkelse er hyllet . Kirken holder vel fast +på gudsbilledet ; men den holder også fast på +alle de fordomme , de vrangheder og de menneskelige +opfindelser , der fordunkle det . I prædike om +ham , og ikke en af eder formår dog at følge + +mig til ham , som han i sandhed vandrede ved +Jordans bred . I beskrive ham alle , og ingen af +eder har dog set ind i det åsyn , i beskrive . +Have i ikke set stridsmændene på Lucas cranachs +billede , der kaste lod om Herrens kjortel ? +Den ene bliver grebet af de andre i at kaste med +falske lodder , og de trække ham i skægget , og kaste +ham til jorden . Således er det eder også ligegyldigt , +om i bruge falske lodder , når i blot +kunne vinde kjortelen , vise den frem for folket , og +råbe : „ Se , her er han selv ! “ “ +„ Og det lod , de har i hånden , er det ægte ? “ +Spurgte pastor Degen spydigt , „ er det måflee justeret +af Vorherre selv ? “ +„ Jeg har intet lod , og jeg vil intet vinde , “ +Svarede han roligt . „ Jeg vil ikke så i en jord , +hvor allerede så megen anden sæd er nedtrådt af +menncskefødder , og hvor den gamle udsæd uafladelig +kommer op iblandt den nye . Jeg vil opsøge mennesker , +der aldrig have hørt om Christus , jeg vil +gå til dem , og sige : „ Kære brødre , der er sket +et under , og jeg er kommet for at fortælle eder +det . Gnd har ladet sig føde på jorden . “ Spørge +de mig da : „ Hvorledes er det gået til ? Tør vi + +også tro dig ? “ Så vil jeg svare : „ Jeg vil fortælle +eder alt , dømmer så selv . “ Jeg vil da fortælle +dem om Herren , om hans liv og hans dsd , +jeg vil gentage hans ord for dem , og jeg vil sige +dem , at han atter er vendt tilbage til sit rige efter +fuldendt gerning , og — “ han vendte sig pludselig +med en energisk håndbevægelse til de tilstedeværende +— „ hvo iblandt eder tør sige , at de ikke ville tro +mig ? Jeg vil ikke tale om igår og i dag , ikke om +tid og ikke om rum , jeg vil intet forklare og +intet fortolke , jeg vil tale , som om han selv havde +udsendt mig , og før jeg gik , befalet mig , ikke at tage +stav eller tafle med . “ +„ Og så snart de så kende ham , “ sagde Degen +i en spottende tone , „ ville de efter menneskers +Viis gøre sig et billede af ham , danse omkring +det , og måske ofre missionairen til det . “ +„ Hellere dette end eders åndelige vrængebilleder , “ +Sagde Carl heftigt , „ et billede af træ +eller sten kan knuses og splittes før vinden ; men +hvo , der fægter mod eders , fægter mod skygger . “ +„ Ingen jager mere efter skygger , “ sagde nabopræsten +skarpt , „ end den , der tror , at et menneske + +kan se gud ansigt til ansigt . Hvorledes vil de +kunne lære om Christus , når de ikke kan bevise +hans væsen af hans ord ? “ +„ Bevise ? “ gentog Carl , „ kan jeg bevise det +guddommeliges tilværelse ? Ja , dette var den første +frugt , mennesket brød af kundskabens træ ! Bevise +det ubegribelige , bevise det , som når det først var +bevist , ikke mere var det , jeg ville bevise ! Stakkels +menneskeforsfand , således lyder dit bedste argument ! +Og dog æres og agtes du , når du vandrer +gennem verden , flæbende præstekjolen efter +dig , og lærer , beviser , fortolker og udlægger , forklarer +alt , endogså lidelseshistorien , og til sidst +slår dig for dit bryst , og siger : „ Jeg forstår +gud ! “ +„ Men hvad siger de da til det bevis , der +ligger i samkvemmet med gud ? “ råbte capellanen , +„ hvad siger de , når jeg nu vidner for +menigheden , at han har talt til mig , at hans ånd +hviler over mig ? “ +„ Jeg siger med vismanden , “ sagde Carl , +målende ham med et hånligt øjekast , „ at alt er +forfængelighed . “ + +capellanen for op ; men provsten viste ham +tilbage . +„ Synes de ikke , mine herrer colleger , at +denne strid nu bør have ende ? — unge mand , “ +Tilføjede han henvendt til Carl , „ vi tage ikke fejl , +når vi sige , at sandheden skal prædikes i langmodighed +og overbærelse . Glem ikke , at vi mennesker +se stykkeviis , og at ingen herneden seer det +fuldkomne . “ +„ De har ret , “ sagde Carl ; „ men det var ikke +min agt at yppe strid , sålidt som her at omvende +nogen . Vor vært vil tilgive mig min heftighed , +og jeg vil vige pladsen for de tilstedeværendes +meninger . “ +Han tog sin hat , og forlod stuen . Uden at +tale til nogen videre , ilede han ned ad vejen til +gården , medens han i sit sind gentog de ord , +der vare faldne . Den strøm af heftighed , han +under samtalen havde holdt tilbage , bruste nu i +hans bryst , og han ænsede ikke , hvad vej han +tog . Ilende fremad , springende over grøfter , og +svingende sig over hegn , havde han tilbagelagt et +godt stykke , da han pludselig standsedes ved et +dumpt , vredt brøl tæt ved sig . Han for tilbage , + +og så på den anden side af en smal grøft en stor +tyr , der , slæbende sit tøjr efter sig , oprodede jorden +med sine horn . Det var et svært , kraftigt +dyr med lange , buskede hår nedover de vildt stirrende +øjne , og Carl kendte den straks som „ Jægermesterens +tyr . “ Der var i dette øjeblik ingen +gnist af frygt i Carls bryst , han mødte tyrens +vrede øje med et frygtløst blik , og sprang over +grøften til den . Med rafl og øvet hånd greb +han tøirct , der bestod af en dobbelt kæde , og trak +rafl i det . Tyren svarede først med et trodsigt ryk +og et kort brøl , derpå gav den efter for Carls +fornyede anstrengelser , og fulgte ham , vel brummende , +men dog lydigt hen på Marken , hvor han +optog tøjrekøllen , og på ny tøjrede den . Denne +lykkelig fuldførte bedrift fyldte Carls sind med +et vist overmod , han gik hen til dyret , strøg dets +hårede Hals og hoved , og sagde til sig selv : . Blot +ingen frygt ! for den kække er der intet nederlag ! “ +Da han kom hjem , og fortalte om sit møde +med tyren , gned jægermesteren fornøjet sine hænder , +og sagde : „ Der seer i nu , hvor let det er at komme +tilrette med min tyr , og så gives der dog dem , + +der sige , at den er ondskabsfuld ! Et prægtigt dyr , +Carl , ikke sandt ? “ +„ Jeg tror dog ikke , at jægermesteren skal være +altfor rolig , og stole for meget på dens fromhed , “ +Sagde Carl ; „ den så alt andet end from ud , da +jeg mødte den . “ +„ Deri har Carl vist ret , “ sagde Camilla . +„ Å , forstår du ikke , at han vil prale lidt +med sit mod , “ sagde jægermesteren leende . +Carl tav lidt ; derpå sagde han : „ Jeg ved +ikke , hvorfor jeg tøver endnu længere her ; iovermorgen +vil jeg sige eder farvel , og rejse videre . “ +„ Vil du allerede bort , mit barn ? “ sagde +geheimerådinden : „ Gud ved , når du kommer +her igen . “ +„ Til næste sommer , før jeg tager bort for +bestandig , kære bedstemoder , “ svarede Carl med +varme . +„ Du er dog vel ikke vred over , hvad jeg sagde +før ? “ sagde jægermesteren , og vendte sig rafl imod +ham . +„ Nej , nej , det må onkel ikke tro , “ svarede +han hastigt ; „ men jeg har i dag haft en kedelig +strid i præstegården , det uvæsen , der drives heri + +egnen af Degen og consorter , forstemmer mig , og +jeg foretrækker at skye for at fægte i flere flige +slag . “ +„ En strid ? “ sagde geheimerådinden , „ Du +er dog ikke blevet uvenner med disse mennesker ? “ +„ O nej ? “ svarede Carl , „ hverken venner eller +uvenner ; men det fortryder mig bittert at have +flaffet Rosine derhen ? “ +„ Å hvad ? “ sagde jægermesteren , „ hun disputerer +vel ikke om theologie med dem , og når jeg +sraregner præstens forkerte snak , er han vist en +meget respektabel mand , der bestyrer sin avl udmærket +godt , og svarer enhver sit . “ +„ Ja , fraregnet det vigtigste , er han upåklagelig , “ +Sagde Carl smilende . +Da jægermesteren og Carl den næste formiddag +på en spadseretour gik igennem landsbyen , +kom de forbi svend Olsens hus ; Stine og en +anden kone stod udenfor , og idet de gik forbi , sagde +Stine med hvi stemme : „ Der går den unge +herre , der vil have alle præster flåde ihjel , fordi +han siger , at de tro ikke på Vorherre . “ +„ Kors bevares ! “ sagde den anden kone . + +Carl så om på dem , og Stine tilkastede +ham et udfordrende blik . +„ Det er nok det bedste , at du kommer herfra , “ +Sagde jægermesteren misfornøjet ; „ thi ellers +lægger du mig ud med hele egnen . Hvor kan du +sige sådant noget om præsterne ? “ +Carl lo . +„ Tror onkel på kjærlingesnak ? Jeg har ikke +tænkt på at slå en eneste præst ihjel , eud sige +hele gejstligheden . Det er kun en populair fortolkning +af mine mtringer i går , der , som jeg seer , +alt er i folkemunde . “ +Carl gik ind i præstegården , og tog afsted +med Rosine , medens jægermesteren fortsatte sin +vej ; han ville ikke , som han sagde , rage kastanierne +af ilden for sin søstersøn ; denne bemærkede ved +sig selv , at hans onkel var lidt bange for præsten . +Da han kom ind i gården , så han Rosine +stå i sin frues vindue ; han gik hen til hende , +og sagde hende , at han var i færd med at rejse bort , +og derfor kom for at sige hende farvel . +„ Blot jeg efterlod dem i bedre hænder , “ tilføjede +han med dæmpet stemme , „ jeg frygter for , +at de ikke er kommet blandt gode mennesker . “ + +„ De er ikke så slemme som de tror , “ svarede +Rosine beroligende ; „ til efteråret rejser min +frue herfra , og tager mig med sig , så de kan +være uden bekymring for mig . “ +„ Så være gud med dem , “ sagde han , „ er +de ved godt mod , vil jeg ikke frygte . “ +„ Har de et lille stevnemøde med min jomfru ? “ +Lød pastor Degens stemme tæt ved , idet +han stak hovedet og tobakspiben ud af gangdøren , +„ hehehe ! vær så god at træde indenfor , det er mere +bequemt , så kan de sidde ned . “ +„ Goddag , hr . Pastor , tak for i går , “ sagde +Carl , „ jeg er kun kommet for at sige farvel , og +går med det samme . “ +„ Ja , tak for i går , “ sagde præsten , „ De var +noget slem imod os ; men man må ikke tage det +så nøje med en ung mand , der vil frem i verden . +Der er mangen en blevet præst blot ved at hakke +på præsterne . “ +„ Min compliment til ham , “ sagde Carl , idet +han lettede på hatten , „ farvel , hr . Pastor ! “ +Præsten så efter ham med et blik , der var +halvt snedigt , halvt vredt , derpå mumlede han for + +sig selv : „ Bi kun , du får nok løbet hornene af +dig . “ +Carl rejste . Med sønlig ærbødighed havde +han lovet at følge alle den gamle bedstemoders formaninger , +og med hjertelig varme , men heller ikke +mere , havde han bedet sin cousine tænke over deres +samtale i haven . Alt faldt igen hen i sin jevne +stilhed på gården ; september måned kom , +høsten var forbi , jægermesteren gik på i agt , snart +på sine egne , snart som gæst på andres enemærker , +og kom træt og fornøjet hjem ; Camilla +morede sig med at betragte gartnerens indhostning +af frugt og hans efterårsarbeider i haven ; nye +anlæg toges under overvejelse , og blev efterhånden +udførte , og på regnfulde dage lagde husets damer +råd op om vinterbeskjæftigelserne . Da fyredes +der allerede så småt i kakkelovnene for den gamle +kones skyld , og besøgene blev sjeldnere , men til +gjengjæld langvarigere , da man ikke ville gøre +den mere besværlige rejse for et kort opholds +skyld . +I præstegården var ikke slet så stille eller +hyggeligt . Fra den dag af , at Fru stilling +havde forkyndt sin bortrejse , havde frøken alexan + +dr ine ikke talt et venligt ord til Rosine , men +gik hende enten tavs og tvær forbi , eller gav hende +korte befalinger . Det gjorde Rosine ondt ; dels +så hun heri en ufortjent miskendelse , en tilskikkelse , +der ikke var faldet i hendes lod før heri +præstegården , og dels nærede hun virkelig et venligt +sindelag for frøkenen . Hun forstod at vurdere +hendes udmærkede egenskaber som husbestyrerinde , +den orden og punkklighed , hun håndhævede +overalt , så vidt hendes virkekreds strakte sig , og den +måflee noget barske tålmodighed , hun viste mod +tjenestefolkene . Således anså Rosine hverken +Birthe eller Lars for ønsfværdige hjælpere ; men +frøkenen tænkte bøg ikke på at stille sig ved dem , +og det var meget mod hendes villie , at Birthe +endelig havde sagt op til efteråret . Da Lars ikke +havde fulgt eksemplet , antog frøken Alexandrine +ikke , at Birthe tog bort for at gifte sig , men kun +af stivsindet ulyst til at tjene i præstegården , og +hun forsøgte derfor gentagne gange , både ved +bibelsprog og ved løfte om tillæg i lønnen , at formå +hende til at blive , åbenbar uden anden grund , +end at hun ugerne så , at et menneske , der engang +var i huset , forlod dette misfornøjet . Birthe + +holdt imidlertid stand , både mod de åndelige og +de verdslige fristelser , og resolverede kun kortelig i +sagen , „ at hun ville bort . “ Rosine havde derfor +heller ikke , for at skåne frøkenens følelser , omtalt +til nogen , at Fru stilling til efteråret flyttede +fra præstegården , og hun anede kun lidt , at netop +denne taushed om det forestående bibragte frøkenen +den forestilling , at fruen nok blev , når blot +hendes slette rådgiverinde kunne fjernes . Overbevisningen +om , at Rosine var drivfjederen i det +hele , gjorde hende fuldsfændig utilbøjelig til nogen +fredsslutning , og hun mente , at en ufordulgt tilkendegivelse +af de slette tanker , hun havde om +hende , ville ialtfald være en god forberedelse til et +mere afgørende angreb . Alt dette smertede Rosine +så meget mere , som hun med et taknemligt hjerte +erindrede frøkenens godhed imod hende under hendes +sygdom , og hun var uenig med sig selv , om hun +skulle forsøge en forklaring , hvorunder hun kunne +overbevise frøkenen om hendes fejltagelse , eller lade +sagen gå sin egen gang ; hendes sidste tvivl +bleve imidlertid fjernede , da frøken Camilla en +dag kom i besøg i præstegården . Hun blev særdeles +venligt modtaget as frøkenen , hvis miner dog + +formørkedes , da hun hørte , at hun egentlig var +kommet for at se til sin tante , Fru stilling . +Hende kunne man imidlertid ikke nægte adgangen , +og Fru stilling modtog hende med så megen venlighed +og rolighed , at gæsten selv forundredes +derover . Med få og tydelige ord meddelte Fru +stilling hende i frøken Alexandrines nærværelse , +at hun ville herefter have sit eget hjem , +en underretning , som Camilla i høj grad bifaldt +og lykønskede hende til . Da de to damer kom +udenfor i gården , sagde Camilla : +„ Det er ret en lykkelig forandring , der er +foregået med min tante . “ +„ Gid den må være til hendes bedste ! “ svarede +frøkenen i en bitter tone ; „ den unge , intriguante +person , der har fået hende under sit herredømme , +vil nok forstå at benytte det , når de først +ere ene sammen . “ +Camilla studsede . +„ Er det jomfru Stein , de mener ? Jeg +troer , hun har netop en god indflydelse på min +tante . “ +„ Hvorfor skal hun så bort herfra ? Det +har jo før været hendes hjerteønfle at være her . “ + +„ Jeg tror ikke , min tante lader sig lede , “ +Sagde Camilla , „ og selv om hun gjorde det , kan +en god indflydelse aldrig flade . “ +„ Det skulle ikke undre mig , om hun tænkte +på at arve det svage mennefle . “ +„ Hvis hun plejer hende til hendes død , erdet +jo rimeligt , at hun arver noget efter hende . “ +„ Er deres bedstemoder ellers ikke hendes nærmeste +arving ? “ +„ Det kan gerne være , frøken Kjeldsen ; men +jeg kan i det mindste svare før , at ingen af os spekulerer +i arven . “ +Rosine hørte ethvert af disse ord gennem det +åbne vindue , og de fljar hende i hjertet . Hun +troede det umuligt andet , end at hun måtte kunne +retfærdiggøre sig før denne hæslige mistanke , og i +det hele overbevise frøken Alexandrine om , at +hun aldrig havde lagt nogen plan til at få sin +Frue bort fra præstegården . Da Fru stilling +henad aften fik sig en lille søvn , listede Rosine +sig ud af stuen , og opsøgte frøkenen , der sad og +syede i havestuen . +„ Hvad vil de ? List dem ikke således ind +på mig , “ sagde frøkeren barsk . + +„ Jeg gik kun sagte , sordi fruen sover , “ sagde +Rosine forknyt . +„ Hvad vil de da ? “ +„ Jeg vil så gerne tale et ord med frøkenen +i godhed og venlighed , hvis frøkenen vil høre +mig . “ +„ Vorherre devare mig fra ikke at ville høre +røgen , fordi jeg ikke kan lide dem , “ svarede hun ; +„ men vil de ikke være så god at sige det kort , +som de vil sige . “ +„ Frøkenen gør mig uret ved deres slette tanker +om mig ; jeg har ikke forskyldt dem , og allermindst +den hårde dom , de fældte over mig til frøken +Rosenfeldt i dag . Det gjorde mig så ondt at +høre , at frøkenen kan mistænke mig for egennytte +og lyst til at spinde rænker . “ +„ Ja , hvorfor lurer de på , hvad folk siger ? “ +„ Jeg behøvede ikke at lure , frøkenen talte +højt nok til at hele verden kunne høre det . “ +„ Jeg gør ingen røverkule af mit hjerte ; hvad +jeg tænker , siger jeg også , det er slemt , når det +passer på røgen . “ +„ Vil frøkenen aldeles ikke tro mig , når jeg +forsikrer , at Fru stilling selv er faldet på den + +tanke at tage herfra ? At jeg aldrig har rådet +hende dertil ? Vil frøkenen lade mig forsikre det , +uden at tro mig ? “ +„ Man er vant til at høre tjenestefolk forsikre +alt muligt , for at skjule deres slette påfund . +Simple folk er desværre opdragne uden alt bekendtskab +til Vorherre . “ +„ Det er jeg ikke , frøken Kjeldsen , og selv +om jeg ikke undså mig for ham , ville jeg undse +mig for dem og mig selv ved at forsikre en usandhed . +Var det ikke billigt og retfærdigt , om de tog +alle omstændigheder i betragtning , og betænkte , om +der ikke kunne være grunde nok til Fru stillings +beslutning , uden at jeg behøvede at formå hende +til den . De lod mig jo netop komme hertil , fordi +fruen allerede dengang ikke ville se dem eller +pastoren . Jeg har af bedste evne rettet mig efter +hendes sygelige indfald , ikke alene fordi det var min +pligt som hendes tjenestetyende , men også fordi jeg +havde medlidenhed med hende og siden hengivenhed +for hende ; hvis hun nu gjengjælder min pleje med +ønsket om at beholde mig hos sig , skal det da regnes +mig til forbrydelse ? Der er aldrig faldet mig en +eneste tanke ind om at arve hende , og det var + +hårdt for mig i dag at høre en sådan mistanke +udtalt af frøkenens mund , og det oven i købet til +en fremmed , der måtte tro , at frøkenen efter sin +bedste overbevisning talte sandhed . “ +„ Det gjorde jeg også , “ sagde frøkenen , uden +at se op fra sit sytøj , „ Penge er en stor fristelse , +især for fattige folk . “ +„ Jeg tror , ofte endnu mere for de rige , “ +Sagde Rosine , uden at ville lægge nogen personlig +hentydning i sine ord ; men frøkenens kinder +blussede , hun skød lampen fra sig og midt ud på +bordet , og idet hun lagde armene på bordet , og +så på Rosine med et falkeblik , sagde hun i en +skarp tone : +„ Tør de tænke noget ondt om os , der med +den stærkeste hjertestreng er bundne til Vorherre . +Vil de kaste skygge på en guds mand , der +næsten tilbedes af sine sognefolk ? De er en overmåde +dristig person , som tør træde udenfor alle +skranker . De har fået den svage stakkel derinde +i deres garn , og nu vil de gerne få os til +rolig at se på , at de trækker af med deres bytte ; +men det skal dog ikke gå så nemt af , som de +troer . De kan spare deres forklaringer til mig , + +thi jeg seer lige igennem dem , og læser hvert af +djævelens mærketegn i deres hjerte . “ +Rosine veg et øjeblik tilbage for dette voldsomme +angreb , derpå spurgte hun alvorligt : „ Kan +det være deres oprigtige mening om mig ? Kan +deres vrede føre dem så vidt ? “ +„ Jeg er ikke vred , “ sagde frøkenen , og rejste +sig ; „ men dej må de vide , at jeg tiltroer dem +alt muligt . “ +„ Så er det forgæves , at jeg forsvarer mig , “ +Sagde Rosine bedrøvet , og vendte sig for at gå . +I det samme kom Birthe for at melde , at +svend Olsen ville tale med præsten . +„ Før ham ind til mig , “ sagde frøkenen , „ Pastoren +læser , og må ikke sorstyrres . “ +Svend trådte ind med hatten i hånden . +„ Godaften , “ sagde han ; „ jeg havde en hilsen +til pastoren fra vormor . “ +„ Den kan svend give mig , “ sagde frøkenen , +„ så skal han få den endnu i aften . “ +Svend havde , siden Rosine så ham sidst , +lagt sig et eget væsen til ; han hang med hovedet , +så ikke op for sig , og talte mellem tænderne . +„ Det vil Stine ikke synes om , “ sagde han , + +„ hun sagde , jeg sik nok et hjerteord med tilbage +igen . » +„ Det får nu være , “ sagde frøkenen lidt kort , +„ engang imellem må den guds mand dog have +et øjeblik tilovers til at rådføre sig med Vorherre +om sine egne sager ; hvad vil Stine da ? “ +„ Hm ! “ sagde svend , „ jeg ville ønske , Stine +var gået selv ; men hun havde fået to gudsfrygtige +koner op til sig , så skulle vor dreng læse for +dem af bibelen , og vormor forklare dem det . +Jeg skulle da egentlig hilse pastoren , og sige , at nu +var det ude med Anne ; da hun kom i dag , og ville , +reentud sagt , låne fem rigsdaler af os til skatter , +restancer og andet pilleri , så sagde Stine til +hende , at fem daler var mange penge ; men at hun +skulle få dem , hvis hun ville komme to gange +om ugen , og høre vormor forklare troen for +hende ; men så sagde Anne , at skulle hun spilde +såmegen tid , så kunne hun ligeså godt undvære +de fem daler . Så blev Stine gruelig vred , og +sagde til Anne , at hvis hun nogensinde satte sin +fod indenfor vor dør , så skulle hun blive kastet +mange alen udenfor gærdet . “ +„ Så blev vel Anne forknyt ? “ spurgte frøkonen , + +der med megen interesse havde fulgt denne +fortælling . +„ Det havde jeg nu også troet , “ sagde svend +hovedrystende ; „ men hun gik ganske rolig bort , og +sagde kun : „ Du har altid været et galt asen , +Stine ; men før du blev gudsfrygtig , var du dog +god mød fattige folk , nu er der ikke andet end +galskaben tilbage . “ Der er en forfærdelig mund +på den Anne . “ +„ Det er den løn , man har for at tro sådanne +folk , “ sagde frøkenen med et lille sideblik +til Rosine . +„ For at nu ingen skal tro , at det er af +andet end nidkærhed , al Stine har sat Anne +på døren , og nægtet hende de penge , “ vedblev +svend , „ så er her en femdalerseddel , som vi ville +bede pastoren give til de fattige , og så beder +Stine så hjertelig , om pastoren ikke vil sige et par +ord derom på søndag fra prædikestolen . “ +Han åbnede en solid tegnebog , og fremtog en +seddel , som han lagde på bordet . +„ Det går vel ikke an at nævne navnet , +svend Olsen , “ sagde frøkenen ; „ men det bliver + +nok gjettet . Hils Stine , og sig hende , at jeg skal +sige det til præsten , ord til andet . “ +Svend knappede igen sin frakke omhyggeligt +over brystet . +„ Jeg skal en lille tur til byen i morgen , “ +Sagde han , nærmende sig døren , „ hvis frøkenen +vil have bud med , kunne jeg så godt besørge det . +Jeg kører klokken fem . “ +„ Tak , tak , “ sagde frøkenen , „ hvis jeg finder +noget , skal jeg sende bud over . Hils Stine og +børnene . “ +Svend hilste , og snoede sig ud af døren . +„ Det må jeg ind at fortælle præsten , “ sagde +frøken Alexandrine , i høj grad optaget af nyheden +; men da hun havde nået døren til studerekamret , +vendte hun sig til Rosine , og sagde : +„ Dem , jomfru Stein , vil jeg bede betænke , +om det ikke var klogt at se dem om efter en anden +plads . Der kan aldrig komme noget godt ud af +at blive et sted , hvor man kun stifter ufred . Vil +de gå til den første , skal de få deres løn +før hele halvåret og en god anbefaling , det skal +jeg udvirke . Betænk dem nu på det , og vær så +god at slukke lampen , før de går . “ + +forvirret over denne udgang på en samtale , +hun havde søgt i en ganske anden hensigt , slukkede +Rosine lampen , og gik ind i sit Kammer før at +fatte sig . Hun indså , at frøken Alexandrine +var fast bestemt på at ville have hende bort , og +nagtet hun egentlig var i Fru stillings tjeneste , +ville hendes modstand dog i virkelighed kaste det +skin på hende , at hun trodsede opsigelsen af egennyttige +hensigter . Forgæves sagde Rosine til sig +selv : „ Men det er jo ikke sandhed , jeg har aldrig +havt en egennyttig tanke lige overfor min frue , “ +Hun måtte erkende , at lige overfor mistroen er der +ingen sandhed , og at ikke kjendsgjerninger og forsikringer , +men kun næstens høihjertethed beflytter +mod uretfærdige domme . Her mødte hende en +modgang , hun aldrig havde kendt , hendes sind +var for blødt , til at hun rigtig vovede at kæmpe +mod den , og hun var for ung til at kunne se udover +den . Intet er så sønderknusende for ungdommen +som indbildningen om at blive miskendt , og +her var miskendelse » ingen indbildning , men en +virkelighed . +Hun gik hen til vinduet , og så op til himlen , +som for at bede om hjælp og råd ; tusinde + +og atter tusinde stjerner funklede på den mørkeblå +efterårshimmel ; Mælkevejens sølvbælte glimrede +i natten , og månens første qvarteer stod +som et lysende fingerpeg blandt stjernerne . Det +forekom hende uvilkårligt , som om hun så guds +trones fod , og andægtigt foldede hun sine hænder +for at frembære sin bøn . Da lød frøken alexandr +in es stemme i stærk diskant fra havestuen +: +„ Jomfru Stein ! Jomfru Stein ! “ +Rosine hastede ind til hende ; frøkenen stod +med et lys i hånden , og råbte hende i møde med +ophidsede miner : „ Hvor er femdalersedlen ? “ +„ Femdalersedlen ? “ gentog Rosine studsende , +„ den lå på bordet . “ +„ Hvor ? “ råbte frøkenen , og pegede til bordet . +Rosine gik derhen , den var der ikke længer . +Hun vendte sig forundret mod frøkenen . +„ Hvor er den ? “ råbte denne igen . +„ Har frøkenen ikke faget den ? “ spurgte Rosine , +forvirret over disse spørgsmål . +„ Nej , de har faget den , “ streg frøken alexaiidriii +e . +Rosine vidste i det første øjeblik ikke ret , + +hvad hun skulle svare , hun følte , at hendes kinderblussede +og hendes hænder rystede , medens hun +søgte på bordet , og hun vendte sig fortvivlet til +frøkenen . +„ For guds skyld , “ sagde hun næsten bønligt , +„ beskyld mig ikke , den må jo være her . “ +„ Jeg har søgt hele stuen over , “ sagde frøken +Alexandrine med ubønhørlige miner , „ den er her +ikke , og de er den eneste , der har været her . “ +„ De kan umuligt tro , at jeg har faget den , “ +Stammede Rosine . +„ Tror de , at jeg har gemt den ? “ spurgte +frøkenen med et truende blik . +„ Nej , “ svarede Rosine med noget mere fatning , +„ så sort en gerning vil jeg ikke tiltroe +noget menneske , hvorfor skulle de forsætlig ville +styrte en uskyldig i ulykke ? “ +„ Men sig mig da selv , hvor er den ? De blev +tilbage , de slukkede lampen , og — ikke sandt , sedlen +lå her , da jeg gik ? “ +„ Det gjorde den vistnok , “ svarede Rosine , +„ jeg var så optaget af frøkenens sidste ord , at jeg +ikke mere tænkte på den . “ + +„ De har jo ingen set gå herind ? Her var +jo desuden mørkt . Hvor blev de af ? “ +„ Jeg gik ind i mit Kammer . “ +„ I deres Kammer ? Hvorfor gik de ikke ind +til deres frue ? “ +„ Jeg trængte til at være et øjeblik ene . “ +„ Hvad bestilte de da derinde ? “ +„ Jeg ved ikke selv — jeg stod i tanker — +jeg så på stjernerne . “ +Frøkenen lo , en kold , hånlig latter . +„ De finder ikke dette mistænkeligt ? “ spurgte +hun , „ De bliver tilbage , de sluffer lampen , de +har ikke set sedlen , der lå på bordet , de +går ind i deres Kammer , og seer på stjernerne +— “ +Rosine rødmede og blegnede vexelviis . +„ De tør ikke tro , at jeg kunne stjæle , “ sagde +hun endelig besværligt . +„ Det er vel ikke noget nyt , at tjenestefolk +stjæle , “ sagde frøken Alexandrine hårdt ; „ men +gud bevare mig for at sige , at de har taget sedlen ; +jeg siger blot , at det er besynderligt , mere end besynderligt , +alt det , de der fortæller mig . Må jeg +bede dem blive her . “ + +hun gik ind i studerekamret med lyset i +hånden , og lod Rosine stå i mørke . Hun var +så fortumlet , at ingen bestemt tanke kunne gøre +sig gældende hos hende ; i forvirret løb ilede beskyldningerne +hende forbi , og hun syntes selv , at det +var umuligt andet end at antage hende for skyldig . +Da åbnedes døren til studerekamret , og +præsten og frøkenen trådte ud . Pastoren gik hen +til hende , og sagde formanende : +„ Unge pige , tal sandheden , hvor er sedlen ? “ +„ Jeg ved det ikke , “ svarede hun i hjerteangst . +„ Men de skal vide det , “ sagde han strengt , +„ den lå her , alene med dem , det var betroet +gods , som alt i et hus , alt , der ligger til tjenestetyendets +rådighed . Kan her have været nogen +anden end dem ? “ +„ Jeg tror ikke , “ svarede Rosine . +„ Mig tiltroer de vel ikke at have taget den ? “ +„ Nej . “ +„ Mistænker de nogen af os for at have +gemt den ? “ +„ Jeg vil være den sidste til at kaste mistanke +på nogen . “ + +„ Godt . Det ville Vorherre heller ikke tåle . +Han var alene med dem i mørket . “ +„ Det håber jeg , “ svarede Rosine svagt . +„ Hør mig nu , “ vedblev han , „ har de den , så +giv den tilbage , og jeg vil tilgive dem , og tie med +det . De skal få deres løn for halvåret , og +kan uantastet tage bort i morgen . Hvis de i et +øjebliks svaghed har taget pengene , så husf på : +du skal ikke begære noget af hvad der hører din +næste til . Det var penge , givne til de fattige , +lag ikke fra Vorherre . “ +Oprørt over disse anklager , hævede Rosine +sit hoved , og så ham fast i øjnene . +„ Hr . Pastor , “ sagde hun indtrængende , „ der +står også : du skal ikke sige falsk vidnesbyrd +mod din næste . “ +„ Vel , vel , “ sagde præsten , „ jeg tør ikke modsige +dem , de har deres ret , og jeg har min . +Vi ville se deres Kammer og deres tøj efter ; +findes der intet , ville vi overlade dem til deres +samvittighed . “ +Rosine udstedte et skrig . +„ Stille , “ sagde præsten , „ stille for deres egen + +skyld . Kom med os , de stol være deres eget +vidne . “ +Hun fulgte dem mechanisk , idet hun sagde til +sig selv : „ Det er en drøm , det må være en +drøm . “ +Da de kom ind i kammeret , aslåsede frøken +Alexandrine døren , og lod rullegardinet glide +ned . Nøglen sad i den commode , der var overladt +Rosine til brug , og hendes rejsekuffert stod uaflåset +ved siden af . Undersøgelsen var let at foretage ; +thi Rosines ejendom var ikke betydelig , og +alt lå ordnet med stor ombyggelighed . Frøkenen +vendte og drejede alt med en behændighed , som +om hun havde haft en mangeårig øvelse i undersøgelsesfaget , +og da Rosine så sine så velbekendte +ejendele gå hastigt gennem de fremmede +hænder , medens præsten , bøjet over skufferne og +selv belyst af det eneste lys , fulgte den søgendes +bevægelser med spejdende blik , kunne hun bestandig +ikke løsrive sig fra den forestilling , at en hæslig +drøm foregøglede hende dette skuespil . Under +tøjet lå en lille , hæklet pengepung , og i den en +eneste femdalerseddel . Frøken Alexandrine tog +den op , og holdt den hen mod Rosine . + +„ Hvor har de denne fra ? » spurgte hun . +„ Det var alt , hvad jeg af penge medbragte +til dette hus , “ svarede Rosine smerteligt . +„ Netop fem rigsdaler , hverken mere eller +mindre ? “ spurgte frøkenen spodsk . Rosine svarede +ikke . +„ Så lad os lægge den ned igen , “ sagde +frøkenen , og lukkede pungen . Præsten havde imidlertid +fået øje på en gammel bog , han tog den +op , og rystede den , og bladene af Rosines bibel +floi omkring på gulvet . Dette syn brød hendes +tålmodighed , hun sprang henimod ham , tog bogen +fra ham , og sagde med alvorlig stemme : +„ Tag dem i agt — det er bibelen ! “ +Præsten flap den uvilkårligt , og Rosine beholdt +den i hånden . Ligesom styrket ved dens +berørelse , betragtede hun et øjeblik med et fast +blik de tø medforbundne , der stod foran hende , +og sagde derpå med sagte stemme : +„ De have nu gjort imod mig , hvad de kalde +ret og retfærdighed , og hvad de tro at kunne +forsvare for deres samvittighed . Jeg vil håbe +og tro for deres egen skyld , at de have gjort +det uden bitanke om at drive mig herfra ved at + +forspilde mit gode navn ; men lad mig nu i fred ! +Hvad enten de tror at have fundet det , de søgte , +eller ej , så forfølg mig ikke længer ! “ +Der blev et øjebliks taushed , som om ingen +af dem kunne finde svaret . Endelig sagde præsten +med salvelse : +„ Vorherre give dem et ydmygt sind — “ +„ Kald ikke på Vorherre ved denne gerning , “ +Afbrød Rosine ham heftigt , „ hvis jeg ikke havde +været ung og ubeskyttet , ville de ikke have vovet at +gøre det . Gud seer min uskyldighed , kald ham ikke +til vidne her ! “ +„ Hvor hun taler ! “ sagde frøken Alexandrine , +men dog lidt mere svagmælet end ellers . +„ Lad os gå , “ sagde pastoren , tagende lyset , +„ unge pige , stol ikke for meget på mangelen af +beviser , de komme ofte underligt for dagen . “ +Da de havde fjernet sig , og Rosine stod ene +tilbage i mørket , varede det noget , før hun kunne +fatte sig nok til at overskue det forefaldne . Hendes +første tanke var at ile til Fru stilling for at +beklage sig ; men en anden betragtning holdt hende +tilbage . Der var hændt såmeget , som hun for en +time siden ville kaldt utroligt og umuligt , af hun + +nu ikke mere fandt noget , hun turde tro på . +Allerede tanken om af skulle sige til Fru stilling , +af man havde kaldt hende en tyv — en tyv ! +Hun sank næsten sammen under vægten af ordet — +var hende skrækkelig , og ville hun tro hende , når +hun forsikrede om sin uskyldighed ? „ Det er altså +virkelig kommet så vidt , “ sukkede hun , „ af jeg må +forsikre , af jeg ikke har stjålet , hvorledes skal jeg +få en sådan forsikkring over mine læber ? Og +vil hun tro mig ? Om hun også holder af mig , +så er hun dog mistroisk , og blot en skygge af +tvivl om mine ord ville gøre mig det umuligt af +blive hos hende . Og hvad sagde hun forleden aften ? +„ Den dag , jeg måtte mistænke dig for noget +lavt eller troløst , vil jeg for evig tabe troen på +gud og menneskene ! “ Ak , den aften , da havde jeg +ingen tanke om dette forfærdelige , da ville jeg for +have troet , af himlen kunne falde ned , end af man +skulle mistænke mig for af stjæle penge . Mon de +virkelig mistænke mig ? O , det er umuligt andet , +de må tro , at jeg har taget sedlen , jeg tør , jeg +vil ikke tro andet . Jeg har ikke ret til at kaste +en så forfærdelig mistanke på dem ; o gud , lad +mig ikke tro , at mennesker kunne bandle så slet , + +hvor skulle vi da kunne leve i din verden ? — +men jeg må ind til Fru stilling , hun ved ikke , +hvor jeg bliver af — jeg må først sørge for hende , +siden vil jeg overveje — “ +Hun tændte lyset , opsamlede de adspredte blade +på gulvet , og lagde dem i bogen ; derpå aflukkede +hun igen sine skuffer , og gik så over til Fru +stilling . Udenfor døren stod Birthe , og holdt +et brev i hånden . +„ Her er brev til jomfruen , “ sagde hun , idet +hun så hende stift i øjnene . +„ Hnn ved det , “ tænkte Rosine , idet hun mechanisk +modtog brevet , og så på det ; det var fra +Frits . Da hun så op igen , fandt hun endnu +Birthes øjne vogtende på sig , Rosine så til +siden , og gik ind i Fru stillings værelse . +Fru stilling var utålmodig , hun var vågnet , +og havde fundet sig ene ; men hun troede først , +at det var for et øjeblik , af Rosine havde forladt +hende . Da der nu var gået næsten en time , begyndte +hun af tro , af noget usædvanligt var forefaldet , +og hun spurgte ivrigt derom . +„ Jeg gik ind til frøkenen for af formå hende +til af opgive sit uvenlige sindelag mod mig , “ svarede + +Rosine , hun syslede i stuens fjerneste krog , +og undveg af vende sit ansigt mod sin frue . +„ Hvad svarede hun ? “ spurgte denne heftigt . +„ Det var forgæves , “ sagde Rosine sukkende . +„ Bryd dig ikke om det , “ sagde Fru stilling , +„ er det ikke lige meget , enten de se surt eller +ej ? Deres vrede kommer kun af egennytte , forfængelighed +og hovmod . “ +Da Rosine endelig måtte nærme sig sengen , +så Fru stilling vist på hende . +„ Hvor du er bleg ! “ udbrød hun , „ hvad er +der i vejen , Rosine ? “ +Rosine var i færd med af sige alt ; fortrolighedens +og oprigtighedens lindrende strøm brød +frem til hendes læber ; men gennem hendes tanker +gik pludselig ordet : „ Jeg er en tyv , “ og hendes +hjerte snørede sig sammen , hun gyste tilbage for +tilståelse « , og svarede kun : +„ Jeg er ikke rafl . “ +„ Du må gå tidlig iseng , “ sagde Fru stilling +bekymret ; „ Du skal ikke læse for mig i aften , +træk lampen hen , jeg vil selv gøre det . “ +Da Rosine havde adlydt , — lettet ved denne +befaling ; thi det havde været hende umuligt at læse + +— satte hun sig selv ved vinduet , og ved det svage +lys fra lampen læste hun Frits ' brev . Han skrev +muntert og skjemtende , og brevet var øjensynligt +beregnet på at fornøje og opmuntre hende , han +anede kun lidt , i hvilket øjeblik hun skulle modtage +det . Med en brændende smerte læste hun det , og +tilbageholdt med møje sine tårer , da hun kom til +slutningen . +„ Mangengang når jeg kører i flyvende hast +forbi et enligt liggende hus , i hvis have de fredelige +beboere gå stille og sysle , og se med et +ligegyldigt blik efter det susende jernbanetog , eller +forbi en lille mølle eller fabrik , fra hvis skorsten +den hvide røg hvirvler op , og fortæller om rastløs +flid og lykkelig virksomhed , da tænker jeg på den +skønne præstegård , hvor min Rosine færdes , og +mine tanker ile forbi dit vindue ligeså hastigt +som det dampende tog , der fører mig afsted . Jeg +seer dig sidde ved dit sytøj , bag dine blomster , +og bagved dig i stuens baggrund din frue , betragtende +dig med venlige blikke , ja , min Rosine +bringer lykken med sig overalt , velsignet være dit +kærlige sind ! “ +„ O , hvor ganske anderledes er alt nu ! “ tænkte + +hun , idet hun foldede brevet sammen ; hun så ud +af vindnet og op til stjernerne , som hun havde +gjort for en times tid siden , men dengang endnu +ikke så ulykkelig som nu . I dybe tanker beskuede +hun dem , som om hun ville rådføre sig med dem , +og mere og mere overså hun sin sørgelige stilling . +Frits skulle komme hjem , og høre , hvad man havde +anklaget hende for , han ville ikke tro det , o , nej ! +Før kunne stjernerne slukkes ; men han , en præst , +kunne han hjemføre en hustru , på hvem der hvilede +en sådan mistanke ? Thi en mistanke ville +det evig blive ; ingen kunne overbevise hende om en +sådan gerning ; men hun var også sikker på , at +sedlen aldrig ville findes . Hvorledes den var +bortkommet , var hende umuligt at gætte , måske +havde hun selv i mørket , efter at have slukket lampen , +revet den ned , og ført den bort med sine klæder , +måske var den alt tilfældig før den tid bortført +fra bordet af et lufttræk , og derpå trådt +under fødder eller ført hen bag et menbel ; thi hun +havde ikke set eller hørt nogen gå ind i havestuen , +uden frøken Alexandrine , og det var hende +umuligt at tiltroe hende den nedrighed , selv at +have borttaget sedlen . Hun var vis på , at både + +hun og præsten troede , at hun havde taget den , og , +desværre ! at de gerne troede det , fordi hun var dem +forhadt . Hun kunne derfor også være sikker på , +at de ikke ville skåne hendes rygte , og selv om de +taug , kunne hun da blive i et hus , hvor man mistænkte +hende før den laveste forbrydelse ? Hun så +hen på sin frue , og tænkte med gysen på , hvorledes +hun ville høre denne tilståelse ; thi i ethvert +tilfælde måtte hun selv være den første til at +meddele hende alt , taushed var her en indrømmelse . +Måske ville Fru stilling tro hende , og +tage hendes forsvar , o , men hvor nedværdigende +var det ikke at blive forsvaret mod en sådan beskyldning , +hun tænkte på frøken Camilla , og på +om hun da ville frikende hende før rænker og +lyst til at arve hendes frue — Rosine rejste sig , +og støttede sin brændende pande mod vinduesstolpen . +Hun så kun en udvej , at skye og at skjule sig +for alle , for sine venner og sine forfølgere , og +overlade gud at udfægte hendes sag . Prøvelsens +time var kommet for Rosine , hun havde valget +mellem en kamp og et offer , og hun valgte offeret . +„ Nå , +Rosine , “ lød Fru stillings stemme + +fra sengen , „ Lidt i bibelen kan du dog gerne +læse for mig . “ +„ Ja , frue , “ sagde hun svagt , og hentede bogen . +Bladene lå endnu imellem hverandre , og tanken +om , at det måske var sidste gang , hun læste for +sin frue , bragte hendes hånd til at skælve , da +hun søgte om i bogen . Hun kunne ikke sinde det +sted , hvor hun forrige aften havde indlagt sit +mærke , og hun slog op på må og få . Det +var fortællingen om manden , der var faldet iblandt +røvere — bitre lighed ! �� og hun kunne ikke beherske +sin bevægelse , da hun læste om den venlige +samaritan , der optog ham , og sorte ham til herberget . +Hun trykkede bogen til sine læber og sin +pande . +„ Rosine , hvad fattes dig ? “ spurgte Fru +stilling ængsteligt . +„ Der er hændt mig noget i aften , “ sagde Rosine +med bævende stemme , „ som jeg ikke vil fortælle +dem før ikke at forstyrre deres nattero : men +imorgen vil de erfare alt . Jeg bønfalder dem , +spørg mig ikke ; hvis de har været tilfreds med +mig , hvis jeg har været noget før dem , så skænk +mig den belønning ikke at forlange , at jeg skal fortælle + +dem min sorg i aften . I morgen , i morgen +vil alt blive dem klart . “ +„ Jeg vil føje dig , “ sagde Fru stilling forundret ; +„ men i morgen vil jeg vide alt . “ +„ Det vil ikke blive afflået dem . Og nu , +godnat , godnat , kære , kære frue ! Gud give dem +en tryg søvn , og lad mig takke dem før al deres +godhed , tro aldrig , at jeg har været uværdig til +den . “ +Hun tog hendes hånd , og kyssede den , varmt , +inderligt . +„ Gud velsigne dig , mit barn ! “ sagde Fru +stilling , både rørt og forundret , „ Du gør mig +virkelig nysgerrig . Nå , jeg vil ikke spørge før +imorgen ; men så skal du skrifte , hører du ? “ +Rosine gjorde et forsøg på at smile , hun +tøvede endnu nogle øjeblikke i stuen , hun ordnede +endnu et og andet , som ikke trængte til at ordnes , +for at kunne opholde sig nogle øjeblikke længer , +derpå kastede hun det sidste blik til sengen , og +forsvandt . +Da hun var kommet ind i sit Kammer , ordnede +hun sit tøj , og lagde det ned i kufferten . +Derpå lagde hun sig ned på sin seng , og forsøgte + +at slumre ; men blodet bankede i hendes tindinger , +og hun søgte forgæves at finde ro . Da +klokken var fire , stod hun op , gik ud , og åbnede +døren til gården ; alt var stille , og det var nat +endnu . Forsigtigt for ikke at gøre larm , tog hun +sin lille kuffert , bar den over gården , og satte +den udenfor leddet bag nogle buske . Gårdhunden +kom raslende ud af sit hus , for at se hvad der +foregik ; men da den mærkede , at det var en den +velbekendt person , lod den sig nøje med at slå +sin hale logrende frem og tilbage mod sit hus . +Da Rosine gik tilbage for at lukke døren , klappede +hun dens hoved , og glædede sig over dog til +afsked at modtage et venligt farvel . Derpå +skyndte hun sig ad de hende ikke meget bekendte +veje til svend Olsens gård ; bange for mørket +og ensomheden løb hun næsten derhen , og blev +glad , da hun så de oplyste vinduer . Stine stod +og kogte kaffe til sin mand , da Rosine trådte +ind af døren . +„ Bevares ! “ sagde konen , „ nu har jeg nok , er +det jomfruen ? “ +„ Ja , madame Olsen , “ sagde Rosine hastigt , +„ jeg vil bede deres mand være så god at tage + +mig med til byen , jeg har uventet fået ærinde +derinde . “ +„ Hjertelig gerne “ , svarede Stine ; „ menjomfruen +kunne jo blot have sendt Lars , så havde +svend kørt hen , og taget dem på . “ +„ Det blev bestemt for sent , “ sagde Rosine +besværligt . +„ Kom , sæt dem , og få en tår kaffe , “ vedblev +konen gæstfrit , „ Svend er først ved at fodre +hestene . “ +„ Kører han ikke snart ? “ spurgte hun ængsteligt . +„ Jo , vel gør han ; men så farligt haster det +da ikke , “ sagde Stine , og skænkede kaffe ; Rosine +drak et par mundfulde , og den varme kaffe gjorde +hende godt ; men hendes uro gjorde hende ethvert +minnt til en time . Endelig kom svend , satte +sig , og spiste og drak i god ro , medens Stine opregnede +indkøbene for ham . Han svarede ikke , men +gav kun af og til ved et nik tilkende , at han hørte +efter . +„ Har du læst dit fadervor ? “ endte Stine +med eftertryk . +„ Nej , Stine , “ sagde han , og rejste sig , „ det + +kan jeg gøre , mens jeg kører . Ellers bliver jomfruen +utålmodig . “ +Rosine var glad , da hun endelig sad i agestolen +hos svend , og de brune heste begyndte at +trave . Da de vare komne et lille stykke fra +gården , sagde hun til ham : „ Vil svend ikke nok +tage en lille kuffert på for mig ved præstegården . » +„ Io , gerne , lille jomfru , jeg skal snart løbe +ind efter den . “ +„ Nej , svend , “ sagde hun lidt forlegent , „ for +ingen at vække har jeg sat den udenfor gårdleddet . » +Svend fandt dette ganske naturligt , han holdt +udenfor leddet , og tog på Ros in es anvisning +kufferten . Da de nu kørte rafl ned af vejen , og +den stille bygning , dens gård og have forsvandt +i mørket for ro sin es blik , kunne hun ikke tilbageholde +sine tårer , der faldt tunge ned i hendes skød . +Svend så om på hende ; men med en naturlig +fiintfølenhed vendte den godmodige mand derpå +hovedet bort , og så ud over egnen . Da der var +gået en lille stund , og Rosine havde fattet sig , +og aftørret sine øjne , vendte han sig igen om til +hende , og sagde : +„ Vil jomfruen køre hjem med mig til middag , + +så skal jeg gerne hente jomfruen , hvor hun er +i byen . “ +„ Nej , tak , svend , jeg kommer ikke meer +tilbage . “ +Han så med nogen forundring på hende ; +men efter en lille pause vedblev han : „ Jeg kan nok +vide , at jomfruen ikke har store tanker om min +forstand ; men dog vil jeg råde jomfruen , og sige , +at man også helst må blive derfra . Der er ikke +noget godt at hente i præstegården . Det er sandt , +Stine var nok noget iilhovedet , og tog sommetider +noget hårdt på ; men nu er hun da rent farlig +at komme tilrette med . Før sad vi dog i ro ved +maden og om aftenen , når jeg kom ind ; men +nu skal der læses og bedes , og munden løber da +på børnene ligeså godt som på hende . For fredens +skyld tier jeg nu stille ; men det ved jeg nok , +at de eneste i gården , jeg er glad for , det er de +umælende , for de kunne da ikke læse bønner . Tror +jomfruen ikke , der skulle være den allermindste smule +hjælp for denne sygdom ? “ +„ Jeg ved ikke andet , end at svend tager +mod til sig , og siger , at han ikke vil have det . “ +„ Ja — jeg har nok tænkt på det , “ sagde + +manden langtrukkent ; „ men jeg havde dog troet , at +man kunne hitte på noget , der var lidt nemmere . +Jeg gav forleden den kloge kone i bjerslev to daler +for at læse hekseriet fra Stine , og jeg måtte skaffe +hende en gammel sko og to hår af Stine ; men +endnu har jeg ingen forbedring sporet . “ +„ Det skal vel heller ikke hjælpe bieget , svend , “ +Sagde Rosine . +„ Nej , såmænd , “ sagde han ; „ men det skal dog +prøves . “ +Det var lys morgen , da de kom til byen , og +Rosine afslog taknemlig sin ledsagers gentagne +tilbud at køre hende til det sted , hun ville +slå af . Hun forlod ham med en hjertelig taksigelse +— betaling afslog han bestemt — og lod en +dreng bære kufferten efter hende til st . Pederstræde , +hvor hun agtede at opsøge sin gamle penindc madame +Mortensen . Til sin glæde traf hun hende +i sin lille stue , allerede travlt i færd med papirsposerne , +og det var hende næsten en trøst at se +den gamle kones henrykkelse over gensynet . +Rosine satte sig ned , og fortalte , at hun havde +forladt præstegården ; men grunden sagde hun ikke ; +den formåede hun ikke engang at betroe denne gamle , + +hengivne veninde . Hendes nye livsplan var denne : +hun ville leje et værelse , opsøge sine gamle kunder , +og igen erhverve sit brød ved syning . Da hun +affordrede den gamle kone det løfte at fortie hendes +fremtidige opholdssted både for Carl og Frits , +hvis nogen af dem skulle forespørge hos dem , antog +den gamle , at der var kommet en kurre på tråden +mellem de to forlovede , og sagde ved sig selv : +„ Herregud , det var dog to sådanne pæne , unge +folk , der vare som flabte for hinanden . “ Rosine +besluttede tillige herefter at antage sin plejefaders +navn , og bad hende kalde hende „ Jomfru Walther . “ +Efferat madame Mortensen i et tilstødende , +fælleds køkken havde lavet kaffe , og Rosine , for at +spare hende nedgangen af trapperne , havde hentet +brød til den , begyndte de at overlægge sagen nøjere +ved frokosten . Den gamle kone mente , at Rosine +ikke kunne få noget billigere værelse end et , +rigtignok et ganske lille et , der stødte op til hendes +eget Kammer . Det tilhørte egentlig en naboerske , +der i nogle måneder havde tilladt sig den i denne +etage uhørte luksus at have to værelser ; men nu , +formodentlig tvungen af nødvendigheden , ville leje +det mindste ud . + +„ Det er en underlig en , “ sagde den gamle , +„ Gud ved , hvad hun egentlig er , hun har to øjne , +som om hun stod oppe på en trappe , og så ned +på en , og i det lille værelse gemmer hun en +hel del ting , som hun går og pusler med ; men +nu har hun ryddet ud , og vi kunne godt få det +at se . “ +Efter at alt var sat til side efter frokosten , gik de +to veninder ud på gangen , og bankede på naboerskens +dør , der var betegnet med navnet „ Jomfru +Flora Matt hie sen “ , skrevet på et visitkort . +Døren blev lukket op , og et højt fruentimmer med +sorte hår og sorte øjne og et forunderligt marqueret +væsen trådte frem , og så vist på dem . +Der var noget skuffet i hendes blik , da hun så de +to fruentimmer , og hun spurgte med en hård , +stærktlydende stemme : „ Hvad er det ? “ +„ Vi ville gerne se på jomfruens værelse , “ +Svarede den gamle kone næsten underdanigt . +Efter et øjebliks betænkning sagde jomfruen : +„ Ja , det skal jo være sådan , — bi , nu skal jeg +hente nøglen “ , og forsvandt i sin stue , idet hun +lukkede døren efter sig . Lidt efter kom hun tilbage , + +og lukkede op til det lille rum , der var aldeles +tomt . +Rosine så derind , der var netop plads til +en seng og en stol , og hun tog hovedet til sig , +tvivlende om muligheden af at benytte det . +„ Ja , det er kun lille , “ sagde jomfruen med en +fornem mine , „ og jeg bruger det til garderobe ; +men hvis de er nødt til at hjælpe dem med det , +er lejen kun to daler månedlig ; det har jeg det +for , og jeg lejer det kun ud for en tid , må de +vide . “ +Rosine så på madame Mortensen ; denne +tog hende hemmelighedsfuldt til side . +„ Det er stort nok til at sove i , jomfru Rosine , “ +Sagde hun , „ og de kan jo så godt sidde hos +mig om dagen . Så spare vi brændselen ; når +de kommer bedre igang , kan de altid leje et større +rum . “ +Jomfru Matt hie sen så ligegyldigt til siden ; +men der var dog noget i hendes blik , der +sagde , at hun gerne ville have værelset lejet ud . +„ Velan , “ sagde Rosine , og vendte sig til hende , +idet hun tog sin lille , hæklede pung op , „ her er to +rigsdaler for den første måned . “ + +„ Så er jomfruen nok så god at give os en +kvittering , “ lagde madam Mortensen til med et +anstrøg af praktisk forretningsdygtighed ; „ De kan +få den sfreuet nede hos spækhøkerens . “ +„ Det er overflødigt , “ svarede hun , trækkende sig +tilbage med overlegen holdning , „ jeg har selv pen +og blæk ; om et ovartcerstid skal de få kvitteringen +ind . “ +Rosine havde endnu de fleste af sin plejefaders +meubler stående på et pulterkammer i det gamle +hus , og dagen hengik med at få hentet det +nødvendigste og med at søge om arbejde . Da hun +om aftenen træt lå i sin seng i det snævre , lille +Kammer , og så stjernerne gennem det tynde +stykke tøj , hun havde hængt for dets smalle vindue , +kunne hun først igen begynde at tænke på +den forunderlige omveksling i sin skæbne . Hvor +var alt det henne , som i dette halve år havde +været hendes trøst og glæde ? Ene , fattig og forladt +lå hun her i dette snævre rum , omgivet til +alle sider af fattigdommens boliger , og selv skuende +en uvis fremtid i møde . Fremfør alt hævede det +spørgsmål sig i hendes bryst : „ Skal jeg nogensinde +gjensee min Frits ? “ og ved dette flød tårene + +ned af hendes kinder . Hun græd og græd , og +græd sig isøvn . +Imedens hun sover , ville vi se , hvad dagen +har bragt præstegården , som hun har forladt . +Frøken Alexandrine blev ikke lidet forundret og +næsten noget beklemt , da Birthe kom og meldte , +at Fru stilling ringede efter sin jomFru , men +at der ingen jomfru var at høre eller se . Hendes +kuffert var borte , og der var ingen tvivl om , at +hun var taget bort for bestandig . +„ Men Vorherre bevare os ! “ råbte frøkenen i +højeste uro , „ hvor er mennesket henne ? Hun er da +vel aldrig gået ud at drukne sig ? “ +Birthe gjorde store øjne . +„ Nej , så havde hun da ikke taget kufferten +med , “ sagde hun langsomt . +„ Ja , hvor er hun da ? I Herrens navn , hvor +er hun da ? “ +„ Kors bevares “ , sagde Birthe , „ jeg ved ikke , +hvor hun er . Hvorfor vil frøkenen absolut have , at +hun skal have druknet sig ? “ +„ Vil jeg have , at hun skal have druknet sig ? “ +Råbte frøkenen , „ hvad er det dog for mennesker , +man har om sig ? Jeg faldt blot på det , fordi — + +nå , fordi — “ Frøkenen trængte i dette øjeblik til +en fortrolig , og hun vedblev som drevet af en usynlig +magt , — „ fordi hun havde stjålet i går aftes . “ +„ Stjålet ! “ gentog Birthe , som om hun +troede , at hendes herskab havde mistet forstanden . +Frøkenen fortalte nu hastigt , hvad der var passeret , +en lille smule , men kun en ganske lille smule +anderledes , end det egentlig var tilgået . Der var +nemlig et og andet ved scenen i kammeret , som +hun fandt tog sig bedre ud i en forandret belysning , +og deriblandt var den omstændighed med fem +dalersedlen , som frøkenen nu erklærede at være nedstukken +i et hjørne af kufferten . +„ Er frøkenen ganske vis på , at det var den +samme seddel ? “ spurgte Birthe med en betoning , +der i høj grad irriterede hendes herskerinde . +„ Hvor kunne det være en anden , din tosse ? “ +Råbte hun vred . „ Men , Vorherre bevares ! hvad +skulle vi gøre ved Fru stilling ? “ +„ Hun vil nok ordentlig ringe påske for os , “ +Sagde Birthe , „ det skal undre mig , om frøkenen +kan få hende til at tro , at jomfruen har stjålet . +Jeg ved nok , hvad fruen siger , når hun hører det . “ + +„ Hvad siger hun da ? Stå ikke og gør mig +forrykt . “ +„ Nej , kors bevares ! Fruen siger naturligvis , +at det er noget , frøkenen har fundet på , for at +jage jomfruen bort . “ +„ Snak ! “ svarede frøkenen , blussende stærkt i +sine kinder . Tagende en pludselig beslutning , hyllede +hun sig ind i sit shawl , som om det kunne være et +pandser mod alle angrebspile , og styrtede ind til +Fru stilling . +„ Hvad vil de her ? Hvor er Rosine ? “ råbte +denne hende i møde . +„ Kæreste , bedste Fru stilling , “ sagde frøken +Alexandrine næsten bønligt , „ det er forskrækkeligt , +hvad det utaknemlige menneske har gjort , +jeg skal evig bebrejde mig selv af have anbefalet +hende til dem ; , men vi må finde os i Vorherres +villie af blive skuffede her i verden — “ +„ Dum snak ! tal fornuftigt ! “ råbte Fru +stilling , „ hvor er hun ? “ +„ Borte ! rejst ! Gud ved hvorhen ! “ svarede +frøkenen , gørende sig selv pinen så kort som +muligt . +„ Rejst ? “ gentog Fru stilling , pludselig + +flagen af erindringen om hendes besynderlige væsen +den foregående aften , „ hun sagde , jeg skulle få +alting af vide i dag — hvad er der hændt ? “ +Frøkenen satte sig ned . +„ Hør mig , kæreste , bedste Fru stilling , “ +Sagde hun , og nu gav hun en temmelig sanddru beretning +om aftenens tildragelse , som hun endte med +de ord : „ Jeg kan forsikre dem , af præsten og jeg +vare enige om af tie med det hele for ikke af volde +dem den ærgrelse ; men samvittigheden må have +slået hende , hun er borte , og det gør mig forskrækkelig +ondt , af vi have ladet hende komme her i +huset . “ +„ Det er et nederdrægtigt opspind af eder ! “ +Råbte Fru stilling med en stemme , der bragte +frøkenen til at hoppe op på stolen , „ tror i , at +hun kunne stjæle en knappenål ? Skaf hende hid , +siger jeg jer , hvis i ikke vil have , at jeg skal anklage +eder som mordere og drabsmænd ? Hvorfor +kom hun ikke til mig ? Hvorfor sagde hun mig ikke +alting , i stedet for at forlade mig og mistroe mig ? +Men hun skal findes , om jeg så skal søge verden +om efter hende , og i skulle bede hende om forladelse , +om jeg så skal koste min sidste skilling på + +det ! Ud af min stue , og kom ikke igen , før l +bringer hende ! “ +„ Bedste Fru stilling ! “ sagde frøkenen i en +tone , som om hun bad for sit liv , „ betænk , at alle +omstændigheder er imod hende , betænk , at sedlen +lå der , svend Olsen kan bevidne — “ +„ Jeg behøver ingen vidner , “ sagde Fru stilling +barsk , „ gå , og send mig Birthe ! “ +Frøkenen gik , og Birthe trådte ind . +„ Ræk mig pen og blæk , “ sagde fruen . Idet +hun modtog det forlangte af Birthe , så hun +vist på hende , og sagde : „ Hvad tror du ? “ +„ Jeg tror , at jomfruen var for god til at +tage en spån , der var faldet på gulvet , “ sagde +biethe rask . +„ Du er et fornuftigt fruentimmer , “ sagde fruen +med et tilfreds nik , „ jeg vil stole på dig . Vent +her , til jeg har skrevet . “ +Da hun var færdig , vinkede hun hende til sig , +og sagde : „ Se her , Birthe ! Dette brev er til min +cousine geheimerådinden ; jeg kan begribe , at de +derinde ikke gerne se , at jeg skriver til hende i dag , +og brevet kunne da let gå samme vej som femdalersedlen , +hvis jeg gav dem det at besørge . Tag + +du det , og skaf mig det op på gården ; jeg har +bedet min cousine komme herned , og når hun kommer , +og jeg seer , at brevet er rigtigt besørget , skal +du få en species . “ +Birthe nikkede . „ Det skal blive besørget , “ +Sagde hun , og stak det i sin lomme . +Henad middag rullede geheimerådindens vogn +for døren , og hun og hendes sønnedatter stege ud . +Meget overrasket ilede frøken Alexandrine ud for +at tage imod dem , og endnu større blev hendes +overraskelse , da hun hørte , at de kom på Fru +stillings opfordring . +„ Stakkels Fru stilling , “ sagde frøkenen , +men dog ikke rigtig i besiddelse af sin sædvanlige +sikkerhed , „ hun har haft et uheld med sin jomfru , +og har taget sig det så nær , at jeg var ganske +bange for hende i morges . Det kom også så uventet , +at både pastoren og jeg have været ganske betagne , +så at man må undskylde et svagt menneske , at det +går over dets kræfter . Det er ligesom om der +springer noget i en , når man får sådant et +hjertesfod . “ +Hun fortalte nu hele begivenheden , hvilket ikke +tog så lidt tid ; Fru stilling , der havde set + +vognen komme , og desuden fået underretning o +Birthe , der straks modtog sin løn , ventede imid +lertid tålmodigt ; hun havde ikke noget imod , a +frøkenen gav den første beretning . De to dame +hørte opmærksomt på denne , og først da frøkens +fuldstændigt havde udtalt sig , sagde Camilla : +„ At her har været en fejltagelse , derom ka +ingen tvivl være . “ +„ Omstændighederne vidne dog aldeles imod hende , +sagde frøkenen , der gerne ville synes upartisk . +„ Hvorledes ville det gå os mennesker , “ sagt +Camilla , „ når en hæderlig fortid ikke tog voi +forsvar mod omstændighederne og skinnet . “ +„ Camilla har ret , “ sagde geheimerådinde +bekymret , „ stakkels unge pige ! “ +De begave sig nu alle tre ind til Fru stil +ting , som modtog dem med et roligt væsen , og end +også tillod frøken Alexandrine at blive i stue : +„ Jeg har bedet dig komme , kære cousine , +sagde hun til geheimerådinden , „ fordi jeg forudse +at rygtet om min jomfrues besynderlige forsvindt +ret snart vil nå til dine Oren . Det vil ikke foi +blive nogen hemmelighed , at hun her i præstegåden +er bleven beskyldt for et pengetyveri ; men lig > + +som jeg mr med min ære indestår dig for , at +jomfru Stein er blevet skændigt bagvadsket , således +vil jeg også bede dig overalt give hende det +samme vidnesbyrd . Jeg håber , at du og din +sønnedatter er ligeså overbeviste som jeg om det +umulige i , at en sådan beflyldning kan være sand . “ +„ Jeg har aldrig hørt andet end godt om den +unge pige , “ sagde geheimerådinden på sin sædvanlige +milde måde , „ og det er højst beklageligt , at +slige rygter er komne ud . “ +„ Alene Carls anbefaling ville være nok til at +overbevise os om usandheden i den “ , sagde Camilla +med barme . +„ Tak , mine venner , “ sagde Fru stilling +hjerteligt . +„ Vil tante ikke tage hjem med os , “ sagde Camilla , +seende sig om , „ Tante er nu så ene her . “ +„ Tak , mit barn , “ svarede Fru stilling meget +bestemt , „ jeg ville taget herfra ; men nu bliver +jeg her , til jeg har fundet Rosine igen . Hun skal +dog vide , hvor hun kan træffe mig , når han vil +opsøge mig . “ +Et glimt af tilfredsstillelse gik hen over frøken +alexandines ansigt . „ All kan blive godt endnu , “ + +tænkte hun , „ hun vil snart glemme den grille , og +jeg skal nok passe på , hvem jeg tager i huset . “ +„ Hun ejer jo intet , “ sagde geheimerådinden +bekymret , „ hvad kan hun tage sig for ? “ +„ O , så flink som hun er , “ sagde Fru stilling +„ kan hun let finde plads . “ +De to damer toge nu bort , og overlode deres +slægtning til hendes egne betragtninger . Snart ærgerlig , +snart bedrøvet , lå hun , og udkastede planer +ril at opsøge flygtningen . Sit største håb satte +hun til Carls hjemkomst ; han ville selvfølgelig +komme til hende for at forhøre sig om sagens +sammenhæng , og ham ville det nok lykkes at finde +hendes opholdssted . Nogle timer efter kom Birthe +ind , og meddelte fruen , at Stine Olsen havde +fortalt , at jomfruen i morges tidlig var kørt til byen +med hendes mand . +„ Hør nu , Birthe “ , sagde Fru stilling , +„ Du skal berette mig alt , hvad du hører om denne +sag , og jeg skal ikke glemme dig til skiftetid . +Når du så tager herfra , hvor går du så +hen ? “ +Birthe , hvis natur det var imod at lade sig +udspørge om sine anliggender , trak sig noget i det ; + +men overbevist om fruens lyst og evne til at belønne +modtagne tjenester , svarede hun dog : „ Jeg +har ikke i sinde at tage tjeneste i vinter , jeg har et +søskendebarn i byen , der sidder i en god næring ; +der vil jeg tage hen , og hjælpe lidt til i huset for at +få kosten . “ +„ Godt , “ sagde Fru stilling , „ Du har altså +tid og lejlighed til at se dig om og høre dig +for . Kan du bringe mig underretning om , hvor +Rosine er , skal du få tredive daler , du ved , +jeg holder ord . “ +Birthes øjne lyste . „ Jeg skal gøre alt , +hvad et menneske kan , “ sagde hun forsikrende . +Dernæst sendte hun ved Birthes hjælp et +brev afsted til sin forretningsmand i byen , hvori +hun pålagde ham at indhente alle mulige efterretninger +om en jomfru Rosine Stein , hvilket +også fra hans side bevirkede en henvendelse til +politiet , der dog blev frugtesløs , da Rosine havde +forandret sit navn . Et på Fru stillings foranledning +i flere blade indrykket avertissement , sålydende : +„ Jomfru +r . S . ventes af sin veninde . Alt +er i orden . “ + +kom aldrig Rosine for øje , da hun ingen aviser +læste . +Vi ville altså overlade den ventende og grublende +Fru stilling til sig selv , og tage en oversigt +over det hus , der nu var Rosines bopæl . +Huset var dobbelt , som man kalder det , havde +opgang til hver sin side i porten , og lejlighederne +vare helt igennem ganske adskilte fra hinanden , så +det egentlig kun var husets halve del , med hvilken +Rosine stiftede bekendtskab . Madam Mortensens +værelse lå på kvisten , der på denne +side bestod af fem værelser , det vil sige , af tre +større og to ganske små , hvoraf de to sidste udlejedes +af værten i forening med et af de større . Madame +Mortensens værelse lå i midten , og havde et +af de små på hver side af sig ; der var dør +fra det ene værelse ind til det andet , som aflåsedes +af værten , eftersom lejligheden uddeltes . Som en +følge af denne indretning var der meget lydt mellem +de respektive lejligheder , og den ene nabo kunne , +når han ville , med lethed overhøre , hvad der sagdes +ved siden af . Denne række værelser eller rettere +kamre lå ud til gaden , og skiltes ved en gang +fra be til gården liggende rum , der vare pulterkamre + +for de andre etagers beboere ; et rum var +her indrettet til det fælleds køkken . Madam Mortesens +og rosin es værelser udgjorde altså nu en +samlet lejlighed ; på den ene side af dem havde +jomfru Matthiesen det ene store værelse i besiddelse ; +hun var ikke meget hjemme , men begyndte +allerede tidligt om morgenen med en travl mine +sine vandringer . Besøg sik hun meget sjældent , og +da kun af fruentimmer , der efter ro sin es mening +ikke så meget respectablc ud . På den anden +side boede en stor , rafl kone i sin bedste alder +med fire børn ; hun var enke , og hed madame +Jørgensen . Hun lod ikke til at have nogen bestemt +næringsvej , da hun altid havde tid tilovers +til at holde sladder i porten eller andre steder , +hvor hun fandt en villig deltager i denne adspredelse ; +hun og hendes familie lod iøvrigt ikke til at +lide nød ; thi der holdtes ofte endogså temmelig +overdådige mållider , kaffekanden stod altid tilvarme +på skorstenen , og moder og børn så +sunde og fede ud . Da de havde to værelser , lejede +de det mindste ud , hvilket imidlertid ikke var til +megen stadighed ; men forunderligt nok syntes bestandig +den samme lejer , en ung , robust pige på + +nogle og tyve år , at vende tilbage til det efter +meer eller mindre korte mellemrum . Rosin-e havde +snart fået arbejde , og hun sad flittigt ved det hele +dagen , med undtagelse af de øjeblikke , hun helligede +den fælleds husholdning ; madame Mortensen +havde hidtil anset kaffe og smørrebrød +for de hensigtsmæssigste levnetsmidler ; men Rosine +indførte en bedre og fornuftigere skik , idet hun +hver middag tilberedte dem et lille , om end nok +så tarveligt måltid . Hun gav sig herved selv en +lille motion og adspredelse , og den gamle kones +virkelige glæde over denne hende i mange år ubekendte +behagelighed var hende til stor fornøjelse . +Den største vanskelighed herved var , at binden +måtte laves i det fælleds køkken på den samme +skorsten , der sædvanligvis hele dagen optoges af +madame Jørgensens forskellige tilberedelser ; +jomfru Matthiesen viste sig aldrig ved den fælleds +Arne . Da ovennævnte madame i en række +af år havde været så godt som enerådende i køkkenet , +betragtede hun rosin es færden der som en +usurpation , og søgte at umuliggøre den ved altid +at have en eller anden brug af skorstenen , så snart +hun kom derhen . Alle de små , sorte kasseroller , + +stegepander , hankeløse lerkrukker , brækkede +jldtænger og hullede blikkar , som køkkenet var i +besiddelse af , ophobedes på skorstenen , så at de +skjulte den lille , beskedne ildgryde , der tilhørte madame +Mortensen , og begyndte Rosine en flytning , +ilede madame Jørgensen straks til med den +besked , at den genstand , Rosine bortbar , havde +hun netop brug for i dette øjeblik . Da Rosine +imidlertid syntes aldeles overbevist om sandheden +heraf , og altid veg pladsen for madamens påtagne +travlhed , slappedes dennes modstandskraft snart , +og efter at have begyndt med at tillade Rosine at +bortrydde de opstablede barrikader , endte hun med +godvillig at sørge for , at der var plads til hendes +madlavning . Den beskedenhed , hvormed Rosine +benyttede adgangen til køkkenet , og den omhyggelighed , +hvormed hun bortryddede ethvert spor af +sin nærværelse der , indtog til sidst således madamen +til hendes fordel , af hun ofte kom ud for af give +hende en håndsrækning , og greb da lejligheden til +af sætte Rosine ind i sine forhold . Hun erfarede +da til sin forbavselse , af madamen slet intet erhverv +havde , men „ levede af familier , “ det vil sige , +af hun havde tilladelse til hos forskellige familier + +af hente levninger fra middagsmåltidet . Den ene +af disse familier vidste naturligvis ikke af den +anden ; men for hver især var hun anbefalet som en +flittig og stræbsom enke , der sad med fire uopdragne +børn , og som , når hun opfordredes af nogen af +familierne til af modtage nogetsomhelsf arbejde i +eller udenfor huset , havde hver dag og time , ja , +ofte natten besat på de steder , hvor hun plejede +af gå . Da hun nu tillige havde huusleiehjælp +og brød af fattigvæsenet , sine børn i fattigskolen , +og nogle små , månedlige bidrag hist og her , ikke +af tale om aflagte klæder , så førte hun et ret behageligt +og bequemt liv , indrømmende , af hun levede +i et velorganiseret samfund , og så i det hele +alt fra den lyseste side . Børnene vare raske og +temmelig støjende børn , der udenfor skoletiden +tumlede sig på en for beboerne meget generende +måde i gangen udenfor værelserne , men som om +søndagen engang imellem viste sig pyntede med et +meget stille og beskedent væsen i køkkenet hos moderens +velyndere , for at man ikke skulle glemme at +betænke dem med gaver til julen . Et arbejde varder +dog , som madame Jørgensen af og til forerog +sig , og det oven i købet gratis , det var at sye for + +de respektive kokkepiger i de huse , hvor hun søgte , +et arbejde , der som hun selv sagde , slet ikke betalte +sig så dårligt , „ da der , ved gud , også findes +gode hjerter hos tjenestefolk . “ +„ Men , “ sagde Rosine , i høj grad forbavset +over denne levevis , som madamen meddelte hende +med stor tungefærdighed , og som et bevis på et +ikke ualmindeligt Genie , „ tror de virkelig , at dette +kan vare ved ? “ +„ Ak jo , min sødeste jomfru , hvorfor ikke ? Der +er jo ingen sjæl , der kan holde regnflab med hvad +jeg får , og det er dog ikke mere end rimeligt , at +en stakkels enke bliver hjulpet . Hvad skulle jeg +gøre , hvis jeg ikke havde mine familier ? Målte +jeg så ikke som så mange andre slide og flæbe nat +og dag , nden at have meget mere end det tørre +brød , og til sidst måske flæbe mig på hospitalet ? +Den smule , jeg har af fattigvæsenet , er jo hverken +til det ene eller det andet , og endda må man +rende nok for det , og bliver virkelig lidt ikke net +behandlet . Der skal ingen sige andet om mig , end +at jeg er en ordentlig og honnet kone , der svarer +enhver sit , og er velset overalt ; det er heller ikke +biere , end jeg skylder mine børn at sørge flikkeligt + +for dem , de arme orme har jo ingen fader , og +da de havde en , var han en fordrukken slyngel , +og derfor faldt han også ned af stilladset , han +arbejdede på ; han var muursvend , skal jeg sige +dem . Det meste godt , han har gjort mig , var +ved sin dsd , for jeg satte ham i avisen , og det +indbragte mig såmænd 33 rdlr . 3 mk . 4 sk . Jo , +der er mange gode mennesker til , og ved den lejlighed +fik jeg også mine familier . “ +„ De lejer deres ene værelse ud ? “ sagde +Rosine . +„ Å ja “ , sagde madamen , „ jeg synes ikke , jeg +kan forsvare at have to værelser , de fleste i min +stand og stilling må nøjes med et , og det seer +så stræbsomt ud , når her engang kommer nogen +fra familierne . De overløbe mig såmænd ikke , og +det er ikke andet end i sin orden , at de se , om +deres gaver blive velanvendte . Hansine er også +en meget rar lejer , godmodig og tjenstagtig , og jeg +lader det gerne stå og vente på hende . “ +„ Hvor er hun da henne ? “ spurgte Rosine , lidt +nysgerrig efter endelig at erfare , hvori han sin es +forretninger bestode . + +„ Gud velsigne dem , hun tjener jo , fordetmeste +som enepige . “ +„ Hvor kan hun da være her så lidt , og hele +uger ad gangen ? “ +„ Det er når hun stifter , kan jomfruen ikke +forstå det ? “ +„ Skifter hun da så lidt ? “ +„ Ja , hun er uheldig , og så er hun jo noget +flygtig . Jeg siger så lidt til hende : „ Hansine , +du skulle dog se at blive tre måneder et sted , +at du kan få en rekommandation i din bog , “ +Og så svarer hun : „ Ja , madame Jørgensen , nu +tænker jeg nok , jeg får et godt sted næste gang ! » “ +„ Hvorlænge tjener hun da hvert sted ? “ +„ Å , det er så forskelligt , en fjorten dage +eller tre uger ; jeg skal sige dem , at når man ikke +er fornøjet , gør man bedre i ikke at blive måneden +ud , for så får man den måned i sin +bog , og det er ingen gode til , og så er det jo +bedre at slippe for den kedelige reengjøring . Det +er , som Hansine siger , kun at slå vand på en +gås , og så går sådan en stakkels pige bagefter +med gigt og tandpine . “ + +„ Men vil de folk , hun tjener , lade hende gå , +og det uden skudsmål ? “ +„ Hansine er så inderlig godmodig , og så +lade de hende gerne gå uden skudsmål , det +giver kun dem selv bryderi , og gør en stakkels +pige ulykkelig . Når hun så skal fæstes igen , +siger hun , at hun har ligget på hospitalet , eller +været hjemme at passe sin syge moder , og så har +hun altid det påskud , når hun vil gå igen , for +hun er ikke af dem , der gør sig grov eller udtilbeens , +det ved gud , hun ikke gør ! Det er en +rigtig rar pige , når hun bare kunne finde et passende +sted . De kan tro , jomfru , disse småconditioner +ere nogle dårlige nogle ; det sidste sted , +hvor Hansine tjente , blev hun kun en dag , de +kun tænke dem , de ville have , hun skulle skure +kjøkkengulvet den første dag , hun kom . „ Fruen +må have mig undskyldt , “ sagde Hansine , „ det +skulle den pige have gjort , der stiftede iaftes , det +kommer ikke mig ved . “ Så tog det ene ord det +andet , og så sagde hun : „ Ja , når fruen ikke kan +enes med mig , er det bedst jeg går , “ og så gik +hun . Jeg sagde også til hende : „ Hansine , du +er flygtig , det er du ! “ Så svarede hun : „ Madame + +Jørgensen , skal jeg lade mig træde på ? “ +Og så tav jeg , før det kunne jeg ikke svare ja +til . Gudbevares , en pige har også sin ret . “ +Disse ejendommelige begreber om tjenestefolks +stilling i samfundet syntes madame Jørgensen +også at vedkende sig lige overfor et fattigt udseende , +tjenende væsen hos enkefruen på første sal — +de to småfamilier på anden og tredje sal havde +ikke råd til at holde et fast tjenestetyende — ; thi +denne lille tjenestepige søgte i alle ledige eller ikke +ledige øjeblikke op til madamen , og indsugede begærligt +hendes lærdomme . Da hun uheldigvis for +deres practifle udøvelse endnu stod under fattigvæsenets +formynderskab , måtte hun opsætte deres +overførelse i livet til en fremtid , der kun kunne +udeblive et årstid . I stueetagen boede en skomager , +der ikke holdt pige , men kun læredreng , +hvis indvielse i skomagerfaget hovedsagelig skete +ved at bære skotøj i byen , iøvrigt uddannedes han +i en hel del andre dette kun meget indirekte vedkommende +færdigheder , som for eksempel at gå +byærinder , skylle ølflasker , hakke kjødfarce og være +barnepige . De få bedrifter , han leilighedsviis +foretog sig på værkstedet , var at lave rispe til + +mesteren , og feje gulvet derinde , ligesom den tteoretisk +del af undervisningen nærmest var indbefattet +i de anvisninger , han skulle bringe de udenfor +huset arbejdende svende . Imidlertid var , trods +denne mangel på enhver udsigt til nogensinde at +avancere i professionens udøvelse , det unge menneskes +humeur det allerbedste ; han sang og fløjtede , +såsnart han vel havde fået foden udenfor mesters +dør , og det er næppe hændt ham nogensinde at +være gået ned af trappens trin , da han med en +øvet rytters behændighed i et nu benyttede trapperækværket +til at fare ned i porten . Denne chevaleresque +trang hos ham var for så vidt et gode for +huusbeboerne , som hans bevægelser tilfods vare +meget støjende ; hans skotøj bestod nemlig i gamle , +på værkstedet afskjårne støvlefødder , der sjælden +eller aldrig havde det held at være af samme størrelse +som hans fødder ; det varede derfor meget kort , +inden han fik dem forvandlet til et slags tøfler +eller slæber , og hans ud- og indgang gennem +porten tilkendegaves derfor altid ved en blanding +af klappren og slæben , accompagneret af en lystig +fløjten . +I kælderen under skomageren udfoldede sig + +en virksomhed , der i ordets egentligste forstand +var en grundpille for huset , her var nemlig spækhøkerhandel . +Boutikens rette nedgang var vel til +gaden ; men man kunne også smutte derned gennem +Deren i porten , og dette var for Rosine en +stor bekvemmelighed , da hun således kunne gøre +sine små indkjob uden at betræede gaden . Der +fandtes vel i boutiken en spcrkhoker ; men han +spillede en meget underordnet rolle ved siden af +spæckhokermadamen , der uddelte alle befalinger , +fordctmeste bestred handelen , og afslog eller tildelte +credit . Denne sidste begunstigelse var af stor betydenhed +for boutikens kunder ; selv de af dem , +der meget vel ved nogen forudseenhed eller sparsomhed +i rette tid havde kunnet undgå af benytte +den , fandt alligevel en vis tillokkelse i dette køb +uden penge , der i virkelighed gjorde kunderne til +en slags livegne af deres creditor . Efter mængden +af gældsposterne på den førte tavle på +boutiksvæggen vurderede madame Hansen deres +flid , stræbsomhed og indtægtskilder , og tiltoge +posternes række for stærkt , uden i rette tid af +blive førte tilbage til deres intet , vankede der +ganske sikkert en alvorlig skjændeprædiken , som synderen + +gjorde klogest i af modtage i ydmyg taushed , +og ve den forvovne , der dristede sig til af dadlt +varerne eller deres vægt , eller måske endogså al +købe et eller andet et andet sted , man havde seei +eksempler på , af en sådan for bestandig var nægtet +adgang til af få endogså den største bagatel +noteret på den førte tavle , og af ikke engang dr +indstændigste bønner havde kunnet bevæge madamen +til af tilbagetage den engang givne drakoniske befaling . +Imidlertid var spækhøkerkonen alt for velnæret +til ikke af have en vis godmodighed , der oft ! +Bragte hende til af have lang tålmodighed med +slette betalere , når disse virkelig vare i forlegenhed , +og ellers ville høre i underdanighed på hendes +moraler og bebrejdelser . Der var imidlertid en +person i gården , der dannede en undtagelse fra +den almindelige ærbødighed , der ellers vistes boutikens +beherskerinde , det var beboerinden af den +anden kælder i huset . Hendes mand var el +slags vicevært , han åbnede og lukkede porten , +fejede gården og gaden , og bragte husets regler +i erindring for dets beboere , når deres hukommelse +svigtede dem i denne retning . Han drer +samme profession som lejeren i stueetagen , men + +under den mere beskedne titel af skoflikker , og +medens hin havde et rigtigt malet skildt ude med +sit navn på , lod denne sig neue med en sfreuen +seddel i vinduet , hvorpå stod : „ Her bagflikkes og +repareres skotøj , “ en underretning , skomagerdrengen +aldrig undlod at læse højt med en foragtelig +mine , når hans vandringer faldt forbi vinduet , +hvilket var en stadig kilde til ærgrelse for +sedlens forfatter . Skoflikkeren var en høj , stærktbygget +mand ; men han gik altid med ludende +hoved og foroverbøjede skuldre , og talte meget +sagte og svagmælet ; det var en almindelig mening , +at hans kones heftige temperament havde vænnet +ham til at dukke hovedet og dæmpe stemmen . +Han hed oprindelig Madsen , og var født ganske +simpeltvæk i skjelskor ; men hans kone betonede +navnet meget stærkt som Matzen , og ville have +det flrevet således , idet hun med megen dristighed +påstod , af hendes mands fader , der bar fornavnet +Heinrich , måtte være indvandret fra Tyskland , +uagtet hverken denne værdige mand eller hans +søn vidste noget deraf . Da madame Matzen +rimeligvis aldrig havde læst eller hørt noget om , +af vore fornemste adelsslægter er indkomne fra det + +romersfe rige , må man antage , af alene en lykkelig +natur havde vejledet hende til denne rigtige +gisning . Et af de fornemste stridspunkter mellem +hende og madame Hansen bestod også deri , af +denne , der uden af vide det , med liv og sjæl var +en tilhænger af den nyere , danske retskrivning , på +den sorte tavle opførte madamens navn , som hun +udtalte det , nemlig som massen , hvorimod denne +protesterede på en så energisf måde , af den ellers +tause spækhøker måtte rejse sig op , og føre hende +ud . Hun var for øvrigt en ret ordentlig betaler , +da hun holdt manden til arbejde , selv jevnlig gik +ud og vadsfede , og holdt et så nøje regnflab med +husets indtægter , af hun ikke tillod hr . Matzen +af råde over en eneste skilling . Desuagtet udviste +tavlen , af der i denne så velordnede husholdning +forbrugtes et temmelig stort quantum af en vare , +der af en vis delikatesse af madame Hansen altid +betegnedes på tavlen med et x i stedet for dets +rette benævnelse , det var brændevin . Når dette +ominense tegn viste sig meget hyppigt på tavlens +baggrund , hørtes der gerne hen ad aften en mistænkelig +støj af skænderi og larmen i skoflikkerens +kælder , og denne underjordiske tummel endte + +da som oftest med , at hr . Matzen tog sig en +spadseretour i porten , indtil hans kones hede +var afkølet , og hun selv faldet i søvn . I et fortroligt +øjeblik under en af disse portvandringer +havde han tilstået for hr . Hansen , at han engang +i sine første ægteskabsår havde besluttet at kæmpe +en dyst med sin kone om herredømmet i huset , +men at hun havde forstået at gøre ham livet så +surt , at han havde opgivet det for bestandig . Efter +dette vidnesbyrd om hendes åndelige styrke vil +man ikke undre sig over , at madame Hansen lige overfor +hende opgav noget af sin storhed , og bar +over med hendes trodsige væsen , så meget mere som +hun i sin egensfab af viceværtinde ville kunne +have chicaneret selv en så betydelig person som +spækhøkerkonen . +Med en vis skyhed så Rosine sig om blandt +alle disse forskellige elementer , og følte frygt for +at komme i alt for nøje berørelse med dem . Tidt +når hun i gården eller på trapperne hørte +rå og højrøstede stemmer , blev hendes hjerte beklemt , +og hun måtte trøste sig med , at det dog +ikke gjaldt hende ; men alligevel , når hun havde +hørt sin naboerske , madame Jørgensen , skænde + +og bande i sin families kreds , vovede hun sig kun +med en vis ængstelse ud i køkkenet , uagtet hun +måske der , få minuter efter at den rå støj +havde lagt sig , så madamen komme ud med et +smilende ansigt og åbenbart i bedste humeur . Ikke +heller kunne Rosine forstå dette hurtige omslag +i stemningen , og hun tiltalte sin naboerske med +stor varsomhed , for ikke at oppuste den ulmende +lue . Hun var da glad ved igen at sidde ved sit +sytøj i den lille stue hos madame Mortensen , +der med stor Iver klistrede fra morgen til aften , +med undtagelse af de få mellemrum , hvori hun +nikkede lidt i et lille blnnd . I den dybe stilhed +gik da vemodige tanker gennem ro fines sjæl , +især når hun kastede et blik op på skyerne , der +droge forbi højt oppe over gadens Tage ; hun +tænkte da på det stille værelse i præstegården , +på den hvide seng med hendes frues tavse skikkelse , +på roserne i vinduet og solstrålerne på +gulvet , eller hun fulgte sin — ak , ikke længer hendes +— Frits på hans fart gennem verden . Hvad +tænkte han , hvad sagde han ? Hvad ville han sige , +når han fik at vide , at hans brud var kaldt en + +tyv — og hun var jo dog uskyldig . Rosine +græd bitre tårer . +Men man tro dog ikke , at den skønne gudsengel , +som vi kalde glæde over livet , aldrig +mere lod lysskæret fra sine strålende vinger falde +over hende — nej , Rosine havde et fromt og nøjsomt +sind , og forstod at leve i øjeblikket . De +små Toure , hun gjorde i byen med sit arbejde , +morede hende meget , og sad hun hjemme , blev enhver +solstråle gennem det lille vindue , enhver +fugls qviddren på taget hende en glæde . Selv +den gamle kones tilfredse ansigt , når hun hvilede +sig ved en lille søvn , glædede hende , og snart blev +hendes trang til at knytte sit hjerte til et menneskeligt +væsen tilfredsstillet også her på dette fattige +sted . Det var et barn , ' der tiltrak sig hendes +opmærksomhed . Når hun tidlig om morgenen +sfyndte sig ned efter brød og fløde i høkerboutiken , +og da benyttede bagdøren , der stødte op til gården , +så hun daglig ved karret under posten stå +en lille pige på syv , otte år , og vådske hoved og +hænder omhyggeligt i det kolde vand . Engang varder +intet vand i karret , og den lille stod og så +sig forlegen om . + +„ Hvad sattes dig ? “ spurgte Rosine deltagende . +Med +det erfarne blik , der er eget for de +fattiges børn , så den lille op på hende , ligesom +for at udforsfe hendes sande mening , og da resultatet +syntes tilfredsstillende , svarede hun : +„ Jeg kan ikke selv få vandet til at løbe i +karret . “ +Rosine hjalp hende . +„ Vådsker du dig altid i dette kolde vand ? “ +Spurgte hun . +„ Ja , “ svarede barnet , idet hun omhyggeligt +med sine små hænder gned og vædede sit guulhårede +hoved , indtil det blev ganske rosenrødt , +„ Moder siger , det er det renligste , og så gør jeg +ingen ulejlighed . “ +„ Men om vinteren ? “ vedblev Rosine at +spørge . +„ Så er det koldt , “ sagde den lille , idet hun +med en tærnet klud astørrede sit ansigt og hår ; +„ men det er sundt . Når vandet fryser heroppe , +får jeg lov at vådske mig i stuen . “ +„ Hvem er din moder ? “ spurgte Rosine . + +„ Madame Matzen , “ svarede hun , og pegede +ned mod kælderen , „ vi bo der . “ +- „ Ja så , “ sagde Rosine , „ hvad hedder du ? “ +„ Jeg er døbt Elisabeth . — men de kalde +mig Lisbeth , “ tilføjede hun smilende , „ det er +nemmere . “ +Hun rystede det blåtærnede stykke tøj , lagde +det sammen , og lavede sig til at gå . +„ Farvel , lille Lisbeth , “ sagde Rosine , og +klappede det våde hoved , „ går du i skole ? “ +„ Ja , så snart jeg har fået kaffe . “ +Rosine smilede . „ Veæd du , hvem jeg er ? “ +„ Ja , de er jomfruen , der syer for folk ; de +boer oppe hos madame Mortensen . De har +kendt bedre dage . “ +„ Har jeg ? — hvem siger det ? “ +„ Moder . Hun siger , man kan straks se det , +og sådanne folk er bange for os andre , de gå +afvejen for os . “ +„ Nej , nej , Lisbeth , “ sagde Rosine , „ jeg er +ikke bange for dig . Men jomfru Matthiesen +taler jo heller ikke til nogen ? “ +Den lille smilede med et fiffigt ansigt , og +rystede på hovedet . + +„ Med hende er det en anden sag , “ sagde hun , +„ Moder siger , at hun har en skrue løs , eller også +har hun været i fidtefadet . “ +„ Hvad ? “ sagde Rosine forbanset . +I dette øjeblik afbrødes samtalen af madame +Matzen selv , der stak hovedet op af kælderdøren +i porten , og med skarp stemme sagde : „ Lisbeth , +står du her og sladdrer , i stedet for at gå +i skole ? “ +Hun tog hende ved armen , og satte hende +temmelig hurtigt ned i kælderen . +„ Jeg beder om forladelse , “ sagde Rosine +lidt forskrækket , „ det var mig , der talte med hende . “ +„ Gudbevares , jomfruen har lov at tale med +hvem , de vil , “ sagde madamen i en fjendtlig +tone . +„ Jeg mente ikke noget ondt med det , “ vedblev +Rosine forsagt . Detadmyge i hendes stemme +formildede konen , hun trådte ud af sin forsfandsning +på kjceldertrappen , og sagde med mildere +udtryk : +„ Der er heller ingen ulykke sket ; men jeg +holder mig på mit eget , og ingen skal sige , at jeg +eller mine falder nogen besværlig . Vi er simple + +folk , der kun have fra hånden i munden , og det +eneste , vi kunne efterlade vort barn , er en god +opdragelse . Jeg har forbudt Lisbeth at holde +sladder i gården , for der kommer alle slags +folk , som vi ikke skulle have noget at gøre med . +Jeg mener ikke jomfruen , de er vist meget respektabel , +men andre , som jeg ikke vil nævne . “ +Hun kastede et megetsigende blik over til +spækhøkerens vinduer . +„ Jeg skal aldrig tale til deres barn i gården , “ +Sagde Rosine , bøjende sig for denne så bestemt +udtalte leveregel , „ men må hun ikke komme +op og besøge mig ? “ +„ Meget gerne , “ sagde hun nådigt ; „ men jeg +vil bede jomfruen ikke lade hende komme i berørelse +med madame Jørgensen . Jeg er ikke den , +der skal gøre ufred med nogen ; men den kone kan +jeg rigtignok ikke udstå . “ +Rosine lovede dette , og madamen forsvandt i +sine underjordisfe regioner . +Den næste formiddag — det var netop søndag +— bankede det sagte på døren hos madame +Mortensen , og da Rosine lukkede op , stod hendes +lille bekendt fra gårsdagen udenfor . På rofines + +venlige indbydelse al træde nærmere , trådte +hun ind i stuen , og sagde med et undseeligt , mildt +blik til Rosine : +„ Moder har givet mig lov til at besøge dem +i dag , hvis jeg må . Jeg skal ikke forstyrre dem i +at sye . “ +„ Du er velkommen , min putte , “ sagde madame +Mortensen ; „ vidste vi nu bare , hvad vi +skulle more dig med . “ +„ Må jeg se deres værelser ? » sagde hun +hurtigt . +„ Ja , gerne , “ sagde Rosine smilende , „ her +seer du dagligstuen , og derinde er mit sovekammer , +luk selv døren op , og se derind . “ +Hun så sig om med en tilfreds mine , og +foretog derpå den samme undersøgelse af det lille +Kammer ved siden af . +„ Nå , synes du om lejligheden ? “ spurgte +Rosine . +„ Det er rart at bo så højt oppe ved taget , “ +Sagde hun , og så ud as vinduet , „ nede hos os er +der så mørkt , når solen går bort . Når +fader går sin vej , og moder er syg , så er det +så ængsteligt at sidde dernede . “ + +„ Er din moder lidt syg ? “ spurgte Rosine +deltagende . +„ Det er kun om aftenen , “ svarede den lille +nølende , „ om dagen er hun aldrig syg . “ +Rosine så forundret op , den gamle kone +gjorde et tegn til hende , som hun ikke forstod . +„ Hvor går da din fader hen ? “ +„ Han går altid op i porten , når moder er +syg , “ lød svaret . +„ Er du så alene ? “ +„ Moder ligger på sengen . “ +„ Kan du ikke lege ? +„ Nej , jeg må ikke røre mig , og moder kan +ikke lide lys , når hun er syg . “ +„ Sidder du i mørke hele aftenen ? “ +„ „ Ja , til jeg går iseng . Jeg er ikke bange +før mørket ; men — “ +„ Men ? “ gentog Rosine ængsteligt spørgende . +Den lille svarede ikke , men tog sit forklæde , +op , skjulte sit ansigt i det , og græd . +„ Kan du ikke komme herop ? “ spurgte Rosine , +for at sige noget trøstende . +Hun rystede tavs på hovedet . Rosine strøg +hende blidt over håret . + +„ Må jeg da give dig et lille lys ? “ sagde +hun venligt . +Barnet så op med et lysende taknemlighedssmiil +på sit af tårer fugtige ansigt . +„ De er så god , “ sagde hun sagte ; „ men jeg +tør ikke tænde det . Og så — “ vedblev hun med +en tvungen munterhed , der var beregnet på at +trøste Rosine — „ jeg kan se lampen i porten +gennem dørsprækken . “ +Da hun var gået , sagde madame Mortensen : +„ Madamen dernede drikker om aftenen , sige +de , og det er det , barnet kalder at være syg . Det +er ellers en flink kone ; men gal er hun i humeuret , +og den slags folk ende gerne med at drikke . “ +Fra nu af kom Lisbeth ofte op til dem , og +hun syntes at knytte sit hjerte bestandig fastere til +Rosine . At stå ved siden af hende , medens hun +syede , at træde synålen til hende , og betragte , +hvor hurtigt en ende garn kunne sorbruges , var +hende en stor fornøjelse ; men især var hun glad , +når hun kunne gå et lille ærinde for hende , eller +gøre hende en eller anden tjeneste , som at polere +vinduesruderne eller sligt , der lå indenfor hendes +barnlige kræfters område . I køkkenet turde + +Rosine aldrig tage hende med , for at hun ikke skulle +komme i berøring med madame Jørgensen eller +hendes børn . En dag tilbød imidlertid Lisbeth +selv at skibe knive for Rosine , hvilket denne afslog +med den bemærkning , at hendes moder havde +forbudt hende at tale med nabofamilien ; men den +lille indvendte hurtigt , at hendes moder behøvede +jo ikke at vide det . +„ Men man skal altid tale sandhed , Lisbeth , “ +Sagde Rosine formanende . +„ Altid ? “ spurgte den lille skuffet . +„ Ja , “ svarede Rosine , „ jeg kunne ikke holde +så meget af dig , som jeg gør , hvis du ikke talte +sandhed . “ +„ Men moder har sagt , at jeg må aldrig sige +til fader , hvad moder foretager sig , når han er i +buen . “ +„ Lisbeth behøver jo ikke at sige noget , så +taler hun ikke usandhed , “ sagde Rosine lidt forlegen . +„ Io , +fader spørger mig , om — “ hun standsede , +blev blussende rød i sine kinder , og vedblev +efter et øjebliks tøven : „ Må jeg aldrig lyve ? “ +„ Kære Lisbeth , stakkels barn , “ sagde Rosine + +rørt , idet hun klappede hendes kind , „ det falder +tidt os voksne vanskeligt at vælge imellem pligternes +forskellige bud ; jeg kan ikke svare dig andet end : +ved du , at der er en gud til , en god fader i +himlen ? “ +„ Ja , “ svarede barnet , hvis blik hvilede med +spændt inderlighed på hendes ansigt , „ jeg har hørt +om ham i skolen . “ +„ Spørg ham , om hvad du skal gøre , og ikke +mig . Han elsker sandhed , og han hader løgn ; men +jeg håber , at han også seer barmhjertigt til vor +svaghed , når skuffelsens ord gå over vore +læber . “ +Lisbeth forstod hende ikke ganske , hun blev +stående grublende og tavs ; men hun spurgte ikke +videre . +På sine små udflugter var Rosine ofte +truffet sammen med jomfru Matthiesen i porten +eller på trapperne , og hun havde da høfligt hilst +på denne sin naboerske . Denne havde gjengjældt +hilsenen , først med megen holdning , siden med mere +forekommenhed . En morgen , da Rosine tilfældig +stod i sin åbne stuedør , trådte jomfru Matthiesen +ud på gangen for at klæbe en seddel + +på sin dør , sålydende : „ Flora Matthiesen +træffes hver eftermiddag hjemme ; breve afleveres +ved siden af . “ +Efter at jomfruen med megen pretention havde +påheftet denne seddel , og , trædende nogle skridt +tilbage , beundret virkningen af den , henvendte hun +sig til Rosine : +„ De er vel så god at tillade , jomfru Walther , +at breve til mig aflægges hos dem , de er altid +hjemme ; men mine forretninger nøde mig undertiden +til af være borte om formiddagen . “ +„ Hjertelig gerne , “ svarede Rosine . Jomfruen , +der åabenbart var i særdeles godt humeur , blev +stående på gangen , så smilende på hende , og +vedblev : +„ Er de fornøjet med det lille værelse ? “ +Rosine bejaede spørgsmålet . +„ Hvis jeg skulle tage herfra , “ sagde jomfru +Matthiesen , „ skal jeg med fornøjelse arrangere +det således med værten , af de får lov af beholde +det . “ +„ Nytter de ? “ spurgte Rosine , mest fordi +der i hele jomfruens væsen lå en opfordring til +dette spørgsmål . + +„ Tror te , af jeg kunne blive her bestandig ? “ +Sagde hun foragteligt , „ nej , folk som jeg er ligesom +fuglene i luften , de bygge deres reder , hvor derer +noget af spise . “ Hun lo meget kunstlet , smækkede +med fingrene , som om hun havde castagnetter +på dem , og sang nogle linier af „ Flyv , fugl , +flyv , “ med en høj , forskreget stemme . Hun afbrød +sig pludselig , og sagde : „ Har de ikke lyst af se +mit værelse ? “ +Rosine takkede , og gik indenfor i denne ellers +tillukkede helligdom . Der var ikke meget at se ; +en lille feldtseng , et bord og to stole udgjorde +hele meublementet ; for de to fag vinduer var +hvide Gardiner , kantede med højrøde bånd , og den +ene endevæg i stuen var skjult af et stort , stribet +forhæng . På bordet ved vinduet lå en guitar . +Imidlertid så jomfru Matthiesen sig om derinde +med øjensynlig tilfredshed , og sagde til Rosine : +„ De seer nok , at alting her er anderledes end +hos de andre småsamilier heri huset ; de er +simple mennesker uden sands for andet end at +spise og drikke . Min stilling gør mig det til en +nødvendighed at have lidt luksus inden døre , jeg +ville ikke skille mig ved min guitar for alverdens + +guld . Sjælen må opløftes over dette hverdagsliv , +og — ja , de forstår mig nok ? “ +Rosine forstod ingenting , og begyndte selv at +troe , ligesom madam Matzen , at jomfruen havde +en skrue løs . Denne så på hende , og smilede +lidt medlidende . +„ Jeg skal forklare dem alting , “ sagde hun , +„ jeg er knnstnerinde . “ +„ Knnstnerinde ? “ gentog Rosine forbanset , +„ spiller de ? “ +„ Jeg synger , “ sagde hun med stor triumf ; +„ jeg har sunget på de mest udmærkede steder , og +gjort uhyre lykke . Mandfolkene have været som +gale over mig . Har de aldrig set mit navn i +avisen ? Mit kunstnernavn er Matthea , frøken +Matthea . “ +Rosine måtte benægte at have hørt dette +navn . +„ Jeg kan tænke , de har levet i en meget indskrænket +kreds , “ sagde kunstnerinden overlegent , „ da +er jeg ellers bekendt nok . Jeg har sunget i flere +både tyske og tyrolske selskaber , og jeg tør nok +sige , at min stemme var den bedste ; der var såmænd +en aften en herre , der talte fransf til mig . + +jeg kan ikke fransf , skal jeg sige dem , og jeg +svarede slet ikke , for at han ikke skulle høre , at jeg +var dansk . “ +„ Men på hvilket tteater har de sunget ? “ +Svurgte Rosine , aldeles forvirret over dette indblik +i en hende ganske fremmed verden . +„ Tteater ? Herregud , forstår de da ikke , at +jeg ikke har sunget på noget tteater ? Jeg har +sunget sådan i saloner — hvor der er sang og +musik , og hvor man kan få forfriskninger — +man kalder dem sommetider pavilloner — “ +Der begyndte at gå et lys op for Rosine . +„ Har de stået oppe på en forhøjning ? “ +Spurgte hun hurtigt . +„ På en tribune , mener de — “ sagde kunstnerinden , +krænket over hendes udtryk , „ ja , på +gulvet kunne jo ingen set mig . Jeg mærker nok , +de er en lille gås , der ingenting har set og +ingenting kender . Det er grueligt at være vokset +op i sådan en indskrænket athmosphære . Har de +aldrig været i — “ hun nævnte et bekendt forlystelsessted . +„ Jeg +har engang set ind af vinduerne , “ svarede +Rosine modfalden . + +„ Blev de da ikke ganske anderledes til mode +end før ved at se be brogede vægge , de mange +lamper , den røde tribune med guldfryndser ? Hørte +de folk klappe og le og banke med stokkene ? “ +„ Jo , jeg blev bange , “ svarede Rosine naivt . +Sangerinden lo , dog mere medlidende end hånligt . +„ Der har jeg stået , “ sagde hun begejstret , „ De +skulle set mig i min rosakjole med camelier i +håret — de kaldte mig damen med camelierne — +og jeg har sunget , så de andre damer blev både +gule og hvide , sådan klappede de . Men den lykke , +jeg gjorde , styrtede mig , sådant et sted er der så mange +intriguer , og den ene af mine colleger , +mademoiselle Marguerite - - hun hed ellers Jensen , +som er et meget simpelt navn — kunne ikke +tåle mig . Jeg kunne gå to toner højere end +hun , skal jeg sige dem , og derfor ville hun aldrig +synge de nummere , jeg ville have . Bestyreren holdt +grumme meget af hende — fy , sådant noget har +jeg altid holdt mig for god til — og så blev deren +aften et spektakel . Hendes venner ville hysse +mig ud , og mine tog mig i . Forsvar , de kom op at +slås , bestyreren ville stille dem ad , og så hældte +en et glas punsch over hans hoved . Det kunne + +han ikke bære , for han havde nylig købt sig en ny +paryk , og dagen efter fik jeg min afsted . “ +„ Og så kom de her ? “ spurgte Rosine . +„ Nej , det er noget siden — jeg var noget +yngre dengang . Jeg har været flere steder siden ; +de ville sige , at jeg har tabt mig ; men min stemme +er den samme ; det er især foredraget , jeg har min +styrke i . Bi lidt , nu skal de høre en prøve , det +er i det humoristiske . “ +Hun tog guitaren , stillede sig op , og sang en +yndet kneipevise med et ligeså stort overflod af +roulader som af gebcrder . Ved at se dette allerede +gamle og bekymrede ansigt lægge sig i lystige +folder , og denne høje , knoklede skikkelse bøje sig til +alle sider med en i alle måder forloren gratie , +fik Rosine mere lyst til at græde end til at le . +„ Her seer de min garderobe , “ vedblev hun , +da sangen var til ende , og trak forhænget til side +for en fem , seks meer eller mindre fantastisk udseende +kjoler af godtkjøbstøi , „ det er meget vigtigt i vort +fag at være godt klædt ; man må kunne stifte hver +aften i ugen . Har de aldrig læst i avisen : „ En +dame med en behagelig sangstemme og en god +garderobe kan få en plads ? “ — ikke ? da stod + +det såmænd i dag i avisen , og jeg skal netop hen +og presentere mig . Det første , jeg gør hver morgen , +er at løbe hen på adressecomptoiret , og efterse +bladet . Der stilles nu så store fordringer i vort +fag , kunsten er mindst estimeret , en køn gås på +en snes år får altid fortrinet for en routineret +sangerinde . Men garderobe må man have , +og jeg ville før dø , end sælge en eneste af mine +kjoler . Seer de den med det højrøde liv og gul +nederdel , er den ikke sød ? Den giør en mageløs +virkning ved lys . Men jeg må afsted , at ingen +andre komme mig i forkøbet , i dag er jeg netop så +oplagt til at lade mig høre . “ +Rosine adlød vinket , og forlod hende , der +endnu med et huldsaligt nik ud af døren tog afsted +med hende . Da hun igen sad ved sit sytøj , +tænkte hun på , at der ved siden af den fantastisk +garderobe herskede en stor armod i sangerindens +værelse , og da det netop om to dage var forfaldstid +for hendes månedsleie , hvortil hun havde +henlagt to daler , besluttede hun ved hendes hjemkomst +at bringe hende disse . +Da hun derfor en times tid efter hørte hende +gå med døren , gik hun ud , og bankede på . + +sangerinden lukkede op ; men hvilken forandring +var ikke foregået med hende , siden de sås for en +time siden ; ethvert træk i hendes ansigt var slappet , +Rosine syntes ordentlig , at hun var kommet til at +se gammel og svagelig ud . +„ Jeg bringer jomfruen min huusleie for næste +måned , “ sagde Rosine med ærbødig varsomhed , +„ den skal betales om et par dage , og det er ikke +så rart at have penge liggende . “ +Hun tog dem , og så tankeløst på dem , derpå +for hun op , og sagde : „ Nå , det er sandt , det var +kvitteringen . “ Hun ledte i bordsfuffen efter sit +lille blækhus og efter et lille stykke papir , derpå +satte hun sig til at skrive ; men efter nogle +øjeblikkes forløb tog hun sig til panden , og sagde +smerteligt : „ Å , gud , jeg er rent fra sands og +samling , de skal få kvitteringen siden , lille +jomfru ! “ +„ Det haster ikke , “ sagde Rosine . Derpå gik +hun et skridt nærmere med venlig deltagelse , og +vedblev : „ Har de haft nogen modgang , kære +jomfru Matthiesen ? “ +Hun så på hende med et forvirres udtryk , og +svarede : „ De ved , jeg gik efter avisen hen til en + +entrepreneur , han var grov imod mig , han sagde , +jeg var gammel . Da jeg så sagde , at det var +sørst , når man blev noget ældre , at man kunne +have en uddannet stemme , og at jeg altid havde +været berømt for mit foredrag , især i det humoristiske +fag , så for han op , og sagde , at han brød +sig fanden om foredraget , når fruentimmeret blot +var ungt og kønt , men for gamle lirekasser havde +han ingen brug . Og så puffede han mig næsten +ud af døren . Det var et rent umenneske . “ +„ Men , bedste jomfrue , “ sagde Rosine med stor +forsigtighed , „ var det ikke bedre af tænke på en +anden fortjeneste ? “ +Sangerinden for op af stolen . +„ Vil de have , af jeg skal sidde og sye ligesom +de ? Tror de , af jeg med min fortid kan udholde +af begrave mig selv på den måde ? Tænk , af man +har klappet af mig , og råbt : „ Leve Matthea ! “ +Man har kastet blomster op til mig , og engang var +der en commis i viinhandlerfaget , der forærede +mig en brosche ; den var rigtignok uægte ; men det +var dog altid en pæn opmærksomhed . Nej , jeg vil +ikke opgive kunsten , jeg vil før dø end sælge min +garderobe ! “ + +hun rev forhænget til side , og betragtede kjolerne , +en for en , næsten med afguderi . +„ Er de også vis på , “ sagde Rosine frygtsomt , +„ af det virkelig er kunst , de dyrker ? “ +„ Hvorfor spørger de om det ? “ råbte hun +vildt , idet hun vendte sig mod hende , „ fordi jeg er +fattig ? Har de aldrig hørt , af store kunstnere og +digtere er døde fattige på deres tagkamre ? Jeg +kan også dø her , hvis det skal være ; men ingen +skal få mig til af tro , af jeg ikke er en kunstnerinde . +Fy ! De , som jeg havde betroet mig til , vil +øe komme , og rive alle mine forhåbninger ned ? “ +„ Nej , nej , “ sagde Rosine , trods alt det +overspændte i hendes ittringer og manerer , dog +bevæget ved hendes oprigtige smerte , „ jeg er så +uvidende om sådanne ting ; men om de nu også +er en stor kunstnerinde , var det så dog ikke bedre , +da de dog har så megen modgang , af opgive — +af vente — af tage dem noget andet for så længe ? +Jeg vil skaffe dem sytøj , eller hvis de ikke har +øvelse i af sye , kunne der jo være andet , de kunne +bestille — “ +„ Nej , “ sagde hun mørkt med en theatralsf +håndbevægelse , „ jeg tror , de mener mig det godt ; + +men de seer alt for småt ; de forstår mig ikke . +Jeg har gjort uret i af spørge nogen om deres +mening , i sådanne tilfælde skal man spørge sin +genius , og min siger : „ Hold ud , Matthea ! “ Jeg +vil holde ud ! Farvel , jomfrue — det er sandt , de +skulle have kvitteringen , man må ikke glemme +denne verdens krav . “ +Hun satte sig igen ved bordet , og kradsede +nogle linier ned på papiret , som hun derpå rakte +Rosine . +„ Tag det , “ sagde hun højtideligt , „ og gem det +vel , de ved aldrig , når de kan så brug +for det . “ +Rosine ville sige nogle ord ; men hun tog +guitaren , vinkede med hånden , og sagde : „ Gå , +forstyr mig ikke ; jeg er til mode , som om jeg stod +ligeoverfor et stort publikum ; men jeg bæver ikke , +jeg ved , hvad jeg har at gøre . “ +Rosine forlod hende , og hørte døren blive +låset efter sig . Hun nærede de første dage en +vedholdende frygt for , at hendes naboerske havde +noget ondt i sinde mod sig selv ; men da hun så +hende de påfølgende morgener gå sin vante gang +til adressecomptoiret , blev hun beroliget . + +dagene gik , den første november kom , solen +fjernede sig mere og mere fra den nordlige himmel , +dagen blev kort og grå , og lyset , den venlige +trøster , dulgte mere og mere sit åsyn for de stakkels +menneskebørn i den snævre gade . Humeuret blev +dårugere for alle de fattige ; thi nu skulle der +tændes lys og lægges i kakkelovnen , og den , der ikke +kunne det , sad i mørke og i kulde ; desuden kunne +hver dag bringe sne og frost , og for denne +slemme fjende vare de alle bange . Medens spækhøkerkonen +med tilfredshed så rubriken „ Tørv og +pindebrænde “ vokse på sin tavle , rystede hun på +hovedet , når hun betragtede de sparsomme indkøb +af smør og flæsk , og medens ansøgningerne om +credit voksede , aftog villigheden til at indrømme den +betydelig . Ikkun for madme Jørgensen tiltog +snarere velstanden end den formindskedes ; „ Familierne “ +Tænkte endnu mere medlidende på de fattige +nu , da de frøs og sad i mørke , og kokkepigerne +sandt ikke , at det var synd at sætte lidt til side til +den rare , villige madame Jørgensen . Hansine +havde den første om aftenen forladt sin venindes +gæstfrie kødgryder , og havde ved afskeden udtalt +de smerteligt bevægede ord : „ Gud ved , når vi nu + +ses igen , madame Jørgensen ! “ Denne råbte +efter hende ned ad trappen : „ Hvis den gamle pige +er der endnu , så gå for guds skyld ikke øp , +før hun er borte , Hansine , for ellers er der ingen +lykke ved det ! “ og Hansine svarede fra dybet : +„ Hun er væk , madame , hun gik for tre dage siden ! “ +Madame Mortensens og Rosines husholdning +gik denne regelmæssige gang , som , trods al +nøjsomhed og alle savn , dog kaster et skær af +respektabilitet over den fattiges hjem ; Rosine +havde hele sit liv været vant til at indrette en +husholdnings udgifter efter dens indtægter , og +det lille fælledsflab mellem de to arbejdere styrkede +husets soliditet . Madame Mortensen erklærede +dette tidspunkt for det lykkeligste i sit liv , så godt +havde hun aldrig haft det før , ikke engang da hendes +salig søn levede ; thi han kunne dog ikke koge for +hende og holde stuen ren . +Det var nu næsten skumring om morgenen , +når Rosine med lette trin sprang ned af de mange +trapper for at hente brød og andre dagens fornødenheder +i spækhøkerboutiken . Som hun i disse +første dage i november måned trådte ind i den +mørke gårdstue , hun skulle igennem til boutiken , + +så hun et fremmed fruentimmer stå derinde . +Hun ville med en flygtig hilsen ile forbi , da en +hård stemme med en blanding af glæede og overraskelse +nævnede hendes navn : +„ Jomfru Rosine ! “ +Rosine for tilbage , hun greb til dørklinken +for at flygte ; men besindende sig om det unyttige heri , +blev hun stående , og sagde med et dybt åndedrag : +„ Birthe ! “ +„ Ja , jomfrue , “ sagde Birthe , trædende tæt +hen til hende , „ det er mig . Boer jomfruen her ? “ +„ Jo , jeg gør , “ svarede hun , givende efter for +det inquisitoriske blik ; „ men , Birthe , “ tilføjede +hun lidenskabeligt , „ lov mig ikke at sige det til noget +mennefle , lov mig det ! “ +„ Det er ikke så godt at love , “ sagde Birthe , +tøvende i erindringen om Fru stillings løfter . +„ Du må , du skal love mig det , “ sagde Rosine +heftigt , „ ellers går jeg lige straks bort herfra , +gud ved hvorhen , og så er det Birthes skyld , +at jeg er husvild og forladt af alle mennesker . “ +„ Jøsses nej , “ sagde Birthe , forskrækket over +det uvante i at se „ Jomfruen “ så heftig , „ for det +første kan jeg da gerne love at tie ; her er jo heller + +ingen at fortælle det , de ved det vel alle sammen +heri huset . “ +„ Nej , ikke for det første , men bestandig , “ sagde +Rosine , „ Birthe skal være tro og ærlig mod mig , +jeg vil ikke have , at nogen , som jeg har kendt , skal +* vide , hvor jeg er . Ved Birthe , hvad de bave +giort imod mig ? “ +„ Jo , “ svarede Birthe langtrukkent , „ det ved +» i da alle sammen derude . “ +„ Men det er ikke sandhed , “ sagde Rosine +heftigt bevæget , „ jeg har aldrig taget noget fra +nogen , tror Birthe mig ? “ +„ Jeg ville ikke tro noget andet menneske ; men +jeg tror jomfruen , “ sagde Birthe . +„ Tak , Birthe ! “ sagde Rosine , og trykkede +hendes hårde hånd ; Birthes ansigt forandrede +sig , og hun drejede hovedet til siden . +„ Og hvad siger Fru stilling ? Har birtbe +talt med hende ? “ +„ Ja , fruen var meget god imod mig . Fruen +troer på jomfruen som på evangelium , siger hun . “ +„ Gør hun ? O , gud velsigne hende ! “ +„ Hun sendte bud efter hendes nåde på gården +og den unge frøken , og sagde , at hun indestod + +for jomfruen . Hun vil ikke fra præstegården , +hun vil blive der , og vente på jomfruen , jomfruen +skulle tage tilbage til fruen , eller jeg skal +lade fruen vide , af de er her , så kommer hun +nok selv og henter dem . “ +„ Jeg kan ikke , Birthe , fordi hun er god og +ædelmodig , er jeg dog en tyv . Sedlen er ikke +funden . “ +„ Vil jomfruen vente på den , kan de blive +her til evig tid , “ sagde Birthe utålmodig . +„ Men i himlens navn , hvor kan den dog +være blevet af ? Hvem , hvem har taget den ? “ +„ Ja , det kan da være det samme nu , og væk +er den . Det er jo noget , jomfruen ikke behøver +af bryde sig om , da ingen dog tror , af de har +taget den . “ +„ Jeg er dog beskyldt før det , jeg må først frikendes , +før jeg kan se nogen i øjnene . Er det +det samme , Birthe , af blive beskyldt før en grov +forbrydelse , og ikke hele sit liv blive frikendt før +den ? Ved Birthe , hvad det er , af have ført et +hæderligt og honnet liv , og så blive pludselig kaldt +en tyv ? Nej , hvis sedlen ikke findes , hvis det ikke +kommer før dagen , hvor den er blevet af — og jeg + +kan næsten ikke tiltroe noget mennefle at have været +slet nok til at tage den — så skal aldrig nogen , +som kender mig , se mig igen , om jeg så skal +flygte fra sted til sted . “ +„ Men jomfruen har jo en kæreste ? “ +„ Ja , det havde jeg , Birthe , et rigtig godt , +skikkeligt mennefle , og ham må jeg skjule mig for , +fordi jeg er blevet ulykkelig og vanæret , og jeg har +dog aldrig gjort noget mennefle fortræd . “ +„ Da må jeg rigtignok sige , “ udbrød Birthe +med en høj grad af misfornoielse , „ at det er +meget urimeligt af jomfruen . Er det noget at +bryde sig så meget om ? Frøkenen derude har så +tidt sagt til mig : „ Jeg havde bestemt et stykke +røget kød eller en krukke fedt , Birthe , hvor er +det nu henne ? “ Skulle jeg så rendt fra alting +for det ? Nej , jeg tænkte blot , om det lignede noget +at holde sådan en ståhej for den smule fedts +skyld . “ +„ Det forstår du ikke , Birthe , “ sagde Rosine +smerteligt ; „ Du bryder dig ikke om det ; men +jeg kan ikke blive lykkelig på denne jord mere , +hvis de penge ikke findes . Nu boer jeg her hos en +gammel kone , jeg har kendt fra min barndom af , + +jag mig ikke bort , Birthe , ved at røbe mit opholdssted , +lov mig det , giv mig din hånd derpå ! “ +Birthe +så betænkeligt på sin hånd , og +rakte den derpå til Rosine : „ Jeg vil da ikke gøre +jomFruen imod , Fru stilling har rigtignok lovet +mig tredive daler , når jeg kunne skaffe hende at +vide , hvor jomfruen er ; men de løbe da endelig +ikke bort , hvis jomfruen ikke gør det . “ +„ Tak , Birthe , “ sagde hun hjerteligt ; „ men +hvor boer du ? “ +„ Å , egentlig ingen steder , “ svarede Birthe , +„ jeg kom ind fra landet iforgårs , og vil opholde +mig her i vinter hos mit søskendebarn , spækhøkerkonen . +Her er et godt hus med mad og +drikke , og altid kan man da ikke flæbe ; men hvis +jeg kunne gøre noget for jomfruen , ville det være +mig en stor fornøjelse . Det er jo rigtignok ikke +så nemt at gøre jomfruen tilpas ; men hente +noget for dem og gøre rent for dem , det kunne +jeg dog vel nok finde ud af . “ +„ Det var synd af gøre Birthe ulejlighed , “ +Sagde Rosine , og smuttede ind i boutiken . + +opad dagen kom dog Birthe op til Rosine , +og så sig om i hendes lejlighed . +„ Nå , er det det hele ? “ sagde hun , „ Mindre +kunne det da ikke være . Det kunne jeg snart feje +over , jeg kan ikke finde mig i , af jomfruen selv +gør sådant noget som af feje og vådske gulv og +hente fløde . Jeg har jo ingen ting af bestille , +uden af sidde og gloe dernede i den mørke stue , +imorgen tidlig kommer jeg op og tager mig af dette +hersens . Det er ellers noget ledt tøj , der boer +heri huset ; den kjælderkone på den anden side +er ret et fælt kvindfolk , se , hvor hun dasker til højre +og til venstre med spande og Gallier i gården ; +jeg gik i går op og vaskede nogle kar ved +posten , for man kan jo ikke røre sig dernede i den +sorte vask , så kom hun , og sagde : „ Vask de +deres tallerkener nede i deres kælder , min gode , +de er ikke på landet her . “ Jeg tænkte : „ Hvad +er du for en ? “ og så svarede jeg : „ Pas dem +selv , så skal jeg nok passe tallerkenerne . “ Men +så gjorde hun en støj , som de bare skulle have +hørt , og da jeg ikke holder af sådant et spektakel , +så gik jeg . Men det var da et farligt væsen . +Så er der denne madame her ved siden af , der + +sover til klokken ni om morgenen , og lader sig +føde , som om hun var en gris , der skulle slagtes +til jul . Det bruge vi da ikke på landet . “ +Birthe blev sin beslutning tro , og kom hver +morgen op , og ordnede stuerne for Rosine ; +denne vægrede sig vel i begyndelsen ; men da dette +ikke gjorde den mindste virkning , fandt hun sig i +Birthes rumsteren , og var til sidst ret glad ved at +fritages for dette besværlige arbejde . Imidlertid +viste det sig , at lille Lisbeth blev skinsyg på sin +medbeilerinde , og beklagede sig til Rosine over , at +„ den store pige “ skulle have lov til at gøre det , +hun kunne gøre ligeså godt . Til gengæld så +Birthe meget foragteligt ned på de tjenester , den +lille kunne udrette . +„ Herregud , “ sagde hun , „ sådan en er jo +blot til at falde over , hun må helst blive der , hvor +hun kom fra . “ +Rosine søgte at mægle mellem de to skinsyge +parter ved at foreslå Lisbeth at hjælpe hende +med sit sytøj , et tilbud , den lille modtog med +henrykkelse , og hvorved hun tillige havde den fordel +at lære noget . Da hun på denne måde +var bragt bort fra ethvert indgreb på Birthes + +enemærker , betragtede denne hende med velvilligere +blikke , og en morgen , da barnet , skælvende af +kulde , vadsfede sig ved posten , sfjod hun deltagende +en skål varmt vand ud til hende . Den lille oplivedes +synligt ved denne venlighed , og skyndte sig +at fortælle sin moder derom . +„ Hvor tør hun understå sig ? “ råbte madame +Matzen , „ hvis jeg ville have , at du skulle +have varmt vand , er jeg kone for selv at varme +det ; jeg råder dig , Lisbeth , tag ikke hendes varme +vand , hører du ? “ +„ Ja , moder , “ svarede barnet forknyt . +„ Jeg skal dog op at fortælle hende det , medens +jeg er varm , “ sagde madamen , og for op i gården , +hvor hun uheldigvis traf Birthe stående i +kældervinduet . +„ Hvorfor giver de mit barn varmt vand ? “ +„ Fordi de ikke giver hende noget , “ svarede +Birthe . +„ Hun skal heller ikke have noget , “ sagde madamen , +„ det er mit barn , og det kommer ingen +ved , om hun fryser . Jeg har ikke råd til at forkæle +mine børn ; thi jeg fortjener selv alting , og +lever ikke på andres bekostning . “ + +„ Når de ikke selv har råd , “ sagde Birthe +„ fluide de takke andre , fordi de er bedre mod +hende end de selv . “ +„ Men hun skal ikke have varmt vand , “ skreg +hendes irriterede modstanderinde , „ ikke , om hun så +frøs ihjel . Lad mig se , om de kan forandre det , +lad mig fe det ! “ +„ Skulle noget forandre dem , madame , “ sagde +Birthe , „ så måtte det være , at deres mand +gav dem en dragt prygl . Vær så god at sige +det til ham fra mig . “ +Hermed lukkede hun vinduet hårdt i ; madame +Matzen sprang hen , og bankede stærkt på det ; +men Birthe ville ikke lukke op . I det samme +kom madame Jørgensen , der var nedstegen fra +fine højder , og madame Matzen vendte sig til +hende . +„ Vil de tro , “ sagde hun , „ at det creatur fra +landet dernede truer mig med prygl , og det fordi +jeg lader Lisbeth vådske sig i koldt vand . “ +„ Madame , “ sagde madame Jørgensen med +værdighed , „ jeg har et moderhjerte før mine børn , +og ville før have , at de slet ikke skulle vådske sig , +end døje sådan frygtelig kulde ved posten ; men + +hvad har de ? Det har sneet i nat , og jeg har set +den stakkels unge ganske blå af kulde . “ +„ Hvad ? “ udbrød madame Matzen , bragt til +det yderste ved denne modstand , „ vil de raisonnere +over min husholdning ? Deres børn blive +fødte op til tiggere , men mit skal arbejde ligesom +sin moder , og vænne sig til at døje ondt . Om jeg +så skulle grave Lisbeth ud af sneen , skal hun +vådske sig i gården ! “ +„ Som de behager , “ sagde madame Jørgensen +spydigt , „ De er herre i deres kælder , +vi er langt nok fra hinanden til ikke behøve at +bides . Jeg må vel nok gå i gården uden at +overfaldes ? “ +Madam Matzen sprang ned i sin kælder , og +slog døren i efter sig . +Imidlertid skrev Frits til Carl : +„ Kæreste ben ! hvor er min Rosine ? Snart +i to måneder har jeg intet hørt fra hende , og +mit sind er så bekymret , af jeg ikke formår af +beskrive dig det . I forrige måned fik jeg mit +sidste brev tilbage i en convolut , hvori pastordegen +havde skrevet , af Rosine havde forladt +præstegården , og af ingen kendte hendes opholdssted . + +det var det hele . Hvorfor er hun rejst ? +Og hvorhen ? Og hvorfor har hun ikke skrevet det +til mig ? Det ligner ikke Rosine af volde andre +angst og bekymring , og jeg må derfor antage , af +der er hændet noget ganske usædvanligt ; men tankerne +om , hvad det kan være , forfølge mig nat og +dag . Jeg svarer adspredt på kammerherrens +spørgsmål , og i går havde jeg glemt hans noteerbog +hjemme , hvori vi opskrive , hvormange alen +vi have gået , og hvad vi have spist til middag , +og jeg fortjente ganske vist hans utålmodige bebrejdelse : +„ Hr . Candidat , jeg kunne vel gøre regning +på lidt mere opmærksomhed . “ For af undskylde +mig , fortalte jeg ham , hvad der lå mig på +hjerte . „ Man bør ikke give sine liaisons formegen +betydning , “ sagde han med faderlig velvilje , „ del +forstyrrer humeuret , og virker ufordelagtigt på +maven , fordi galden sættes i bevægelse . “ — „ Det +er ingen liaison , hr . Kammerherre , “ sagde jeg , +„ vi er forlovede . “ - „ Ah ! “ sagde han med en +misfornøjet trækning på næsen , » quslqus oboso +ris svrieux , de er en egoist , hr . Candidat , der +tænker for meget på deres fremtid . “ Det var al +den trøst , jeg fik . Stakkels , blinde , gamle mand ! + +jeg fandt ham så fattig , at jeg hele dagen gjorde +mig umage for at efterkomme hans mindste ønsker , +og da han om aftenen med et venligt blik sagde +til mig : „ Ret en charmant dag , hr . Candidat ! “ +Følte jeg mig ordentlig trøstet . Hvorfor skulle vi +også vente til sorgens dag , for at erkende , at +det er et menneskes mål at leve for andre , hvad +enten det er i kærlighed eller opoffrelse ; thi det +er dog det eneste , der er bestandigt , det eneste , derer +trofast , det eneste , der er lønnende . +„ Du , min ven og min Broder ! har valgt +opoffrelsen , dog , som det forekommer mig , med +blikket rettet for fast på et eneste mål ; thi med +dette for øje afholder du dig fra al anden birken , +selv om det er i din herres tjeneste . Men måske +er det rigtigt at samle hele strømmen as sine +kræfter på et eneste mål , og da mægtigt lade +dem bruse frem mod dette , i stedet for at sende dem i +mange små vække til den ringere virksomhed . +Underligt nok , medens din klippefaste tro var som +en flinksfem , der slog tvivlens funker ud af min +sjæl , vækker min rejsefælles kolde formalitetsvæsen +mig til forsvar for det , han ikke angriber . +Når vi træde ind i en kirke eller gå forbi et + +crucifix , tager han ærbødigt hatten af med et buk , +kongen ikke ville tage unådigt op , og en dag +vendte han sig til mig med et fortroligt blik , og +sagde : „ Man kan jo ikke være vis på , om der ikke +er noget i det , hr . Candidat , og derfor bør man +ikke forsømme at vise sin respekt . “ Ganske rigtigt , +hr . Kammerherre ! man kan jo ikke vide det , og en +klog hofmand bærer kappen på begge skuldre . +Med dette : „ Man kan jo ikke vide det ! “ kunne jeg +jo herligt træde op på prædikestolen , og tilråbe +mine tilhørere : „ Mine elskelige , i er frelste ! “ +Medens jeg i stilhed lagde til : „ Idetmindsfe siger +man så . “ O , hvilken forvirring er der ikke i +denne verden ; ikke alene , at vi tumle os i lys og i +skygge , men vi jage efter lygtemænd som barnet +efter sommerfugle , blændede , lokkede og , ak , så +ofte , uden selv at vide , hvad vi ville med dem . Vi +jage , og tro at have grebet noget , og det vi have +grebet , er et intet , når vi bese det nøjere ; så snart +erfaringens lys falder på skatten , forsvinder +den . Her rejser jeg , Frits , gennem verden , +bestandig tommere og tommere på sjæleligt udbytte , +fordi jeg ikke kan tro på det , min hele sjæl +brænder efter at tro ; uophørligt henvender den sit + +spørgsmål til alle jordens underværker ; men +ingensteds erholder den svar , og dog synes det mig +ofte , som om gud et eller andet sted havde forberedt +mig svaret . +„ Og nu er der kommet et andet spørgsmål +til , søm griber mit menneskelige hjerte i alle dets +fibrer : hvor er min Rosine ? Hvorfor denne dybe +uhyggelige taushed ? Min ven , il , opsøg hende , +og spørg hende , om vi ikke havde lovet at dele ondt +og godt med hinanden , og hvorfor hun , den trofaste , +svigter lostet først ? Kald hende tilbage til +sin pligt at dele alt med sin Frits , og stå du +ved hendes side , til jeg kan nå hjem . Kammerherren +taler om at rejse hjem , han tror sig sikkrere +beskyttet mod vinterkulden i sit hus i Amaliegade +end på et hotel , og vinteren synes at ville falde +tidligt ind . Gid det var så vel ! Hidtil er vi bestandig +dragne udad , det vil blive et lifligt ord : +„ Hjemad ! hjemad ! “ “ +Ved sin hjemkomst fra England fandt Carl +dette brev , der havde henligget nogle dage ; også +han blev forundret og bekymret over rosin es +bortrejse fra præstegården , og han besluttede sig +straks til at begive sig til sin bedstemoder , for derfra + +at indhente nøjere underretninger i præstegården . +Da han ikke havde givet sig tid til at anmelde sin +ankomst , kom han som en overraskelse til sin +familie . +Det var mørk Asten , da han uden larm eller +forberedelse trådte ind som en sædvanlig gæst i +dagligstuen , hvor jægermesteren og Camilla sad , +fordybede i et schachparti , medens geheimerådinden +nikkede i sin lænestol . De spillende så +forbavsede op , og deres forundringsudbrud vækkede +den gamle kone . Efter at de første hilsener og +forklaringer vare udvekslede , sagde Camilla : +„ Du er altså nu indviet til missionstjenesten ? “ +„ Ja , min veninde , det afgørende skridt er +gjort . Jeg er lige kommet fra England , og var +neppe kommet herud før om nogle dage , hvis jeg +ikke havde fået brev fra en af mine venner om +en forunderlig sag . Hvor er jomfru Stein blevet +af , og hvad er hændt hende ? “ +Øe andre så lidt forlegne til hinanden . Endelig +tog jægermesteren ordet : +„ Å , noget lapperi , min ven , som den lille +pige tog sig alt for nær . De beskyldte hende for at + +have taget nogle penge , det var en dum historie , +og dagen efter var hun borte . “ +„ Hvorledes ? “ råbte Carl , „ hvem kunne falde +på at tiltroe Rosine sligt ? “ +„ Jeg tror nok , frøkenen og præsten vare lige +gode . Fru stilling holdt på hende gennem +tykt og tyndt ; men hun fik det først at vide +dagen efter . “ +„ Men jeg kan ikke begribe , hvor en så vanvittig +mistanke kunne opstå ? “ +Den unge pige tog nu ordet , og fortalte i +mådeholdne udtryk , hvorledes sagen var tilgået ; +Carl rejste sig i stor heftighed , og gik op og ned +ad gulvet . +„ Samvittighedsløst ! “ udbrød han , mere talende +til sig selv end til de andre , „ er det en guds +tjener ? Frits har ret , at det nytter kun lidet +at arbejde til et bestemt mål , og lade alle små +interesser hvile . Tillykke har jeg tid endnu , +imorgen vil jeg tale med dem dernede , og iovermorgen +vil jeg ind at opsøge Rosine . “ +„ Hør , min ven , “ sagde jægermesteren , „ lad +du den sag ligge , om et par måneder er den + +glemt , og du gør ikke pigebarnet nogen tjeneste +med at rippe op i den . “ +„ Er det onkels mening , at man skal lade det +gå i verden , som det kan , lade der flee uret lige +for ens øjne , og så tie stille og trække på +skuldrene ? “ +„ Er du så vis på , at den lille ikke har +fået lyst til de fem daler ? Det er efter min +mening slemt , at de have gjort alle de ophævelser +af det ; men nu er det jo engang gjort , og det kan +ikke forhindres mere . “ +„ Jeg vil bede jægermesteren erindre , at Rosine +ikke kan have taget disse penge , “ sagde Carl +med mørk pande og truende blik , og standsede foran +sin onkel . +„ Kære Carl , “ sagde Camilla afværgende , +„ Onkel Holger tror det jo ikke mere end vi +andre . “ +„ Jeg tror gerne det bedste om alle mennefler , “ +Sagde jægermesteren godmodigt ; „ men jeg +seer nødigt , at Carl som en anden Don quixote +løber om for at finde den lille pige . “ +„ Hvor usselt , hvor småligt i tænke ! “ sagde +Carl bittert . Han gik tilbage over gulvet , og + +ben til vinduet ; Camilla rejste sig , og fulgte efter +ham . Idet hun tog hans hånd , sagde hun +venligt : +„ Nej , ingen trætte på denne første aften ! +Kom , giver hinanden hånden , i have uret i at +kives ; thi i er så forskellige som ild og vand . +Kom , Carl , kom , onkel Holger — således ! Jeg +dømmer eder imellem . Hvis Carl går bort og +søger om den stakkels , unge pige , er det smukt og +ridderligt , hvis onkel Holger gør det , skal han +have ret i , at han ville være en complet Don +quixote . “ +„ Og hvorfor han mere end jeg ? “ spurgte Carl +forskende . +„ Fordi sligt passer for dig og ikke for ham , “ +Svarede hun muntert , „ fordi du , som halvt er en +præst , kan gøre det uden forargelse , medens onkel +ville blive til latter . “ +„ Ja , sågud , “ sagde jægermesteren , hjerteligt +leende . „ Løbe efter unge piger på den måde , +kunne ikke falde mig ind . “ +„ Tys , onkel ! “ sagde hun , og lagde sin hånd +på hans mund . Han greb den , og kyssede den . +„ Kunde vi ikke lade jomfru Stein komme + +hertil gården , “ sagde geheimerådinden , „ det ville +jo være et bevis for hele egnen på , at hun var +uskyldig . “ +„ Nej , kære bedstemoder , “ sagde Camilla , +„ det var uret , om hendes ære kun skulle oprejses +gennem andre . Jeg er vis på , at den rette tyv +kommer nok for dagen . “ +„ Men hvis sedlen nu er forkommet på anden +måde , “ sagde den gamle kone , „ hvis den er tabt +og trådt under fødder , man kan jo ikke vide +hvordan . “ +„ Nej , det er den ikke , “ svarede den unge pige +med inderlig overbevisning , „ nej , så uretfærdigt +er livet ikke , at et mennefle for et tilfældes skyld +skulle blive miskendt hele sit liv . “ +„ Disse ord lagde en engel på dine læber , “ +Sagde Carl med omhed , „ vær takket for dem , Camilla ! +Ikke en spurv falder til jorden uden +guds villie , han seer i mørket , og vil retfærdiggøre +min veninde . “ , +hendes kind blussede ved hans roes ; men +hun svarede ikke , satte sig ned , og legede med +schachbrikkerne . + +næste morgen ilede Carl til præstegården , +og traf straks frøken Alexandrine . +„ Jeg kan tænke , hvad de kommer om , “ sagde +hun hastigt ; „ men de må ikke lægge mig noget +til last . Hun gik bort i nattens mulm og mørke , +for hun havde ingen rigtig christentro . Ellers var +hun nok blevet , havde båret sit kors med tålmodighed , +og havde oppebiet enden på alt dette . “ +„ Men var det christeligt af dem at mistænke +den uskyldige ? “ sagde Carl , „ var det christeligt at +benytte deres ret til at vanære hende ? Tør de +kaste den første sten ? “ +„ Da ved gud , “ sagde frøkenen høilig fornærmet , +„ at jeg aldrig har forvansket en trådende . +Hvor kan det falde dem ind , candidat sander , +at tale sådan til mig ? Pastor Degen skal beflytte +mig mod sådanne fornærmelser . “ +„ Ja , de er ikke ubeflyttet , “ sagde Carl bittert , +„ og dog harmes de . Men jeg havde ikke til hensigt +at beskylde dem for nogen utroskab , jeg ville +kun erindre dem om , at ingen er sikker mod mistanke . +Hvad om der nu gaves adskillige , der mistænkte +dem for at have brugt et påskud for at + +fjerne den besværlige bevogter af deres handlinger ? “ +Frøken +Alexandrine blev rød , og derpå blev +hun bleg ved tanken om , at nogen kunne mistænke +hende . +„ Jeg tror , hele den familie er blevet gal , “ +Sagde hun rystende , „ først har Fru stilling skreget +mig det i ørene hver dag , og så kommer de , +der dog skulle være fornuftig , og siger det til mig . +Hvad anser de mig for ? Har jeg ikke altid været +et skikkeligt menneske ? Der , på det bord lå den +ulyksalige seddel , og jeg vil ønske , at mine hænder +må visne , hvis jeg har rørt den siden ! “ +Det lå et udtryk af sandhed i frøkenens +forsikkring , der overbeviste Carl . +„ Jeg tror dem , “ sagde han , „ og gid de +havde haft det samme ord tilovers til den stakkels +pige , de behandlede så hårdt . Jeg vil tale med +Fru stilling . “ +Dennegang havde frøkenen ikke mod til at +modsætte sig besøget , hun fulgte ham stiltiende til +døren . +Fru stilling blev meget glad ved at se +ham . + +„ Nå , endelig kommer de , “ sagde hun , „ det +er dem , jeg har ventet på . De er manden for +at finde hende . “ Og nu fortalte hun kort og tydeligt , +hvilke skridt hun havde ladet gøre for at opsøge +Rosine , og hvorledes de havde været forgæves . +Carl fortalte hende til gengæld , at Frits ikke +heller havde hørt fra hende , og dette satte Carl i +stor bekymring . +„ I København må hun være , “ sagde han til +slutning ; „ thi hendes ringe midler ville næppe +have tilladt hende at rejse længere bort ; men hvor +skal man søge om hende ? Hendes eneste bekendt +var en gammel , fattig kone , om hvem jeg kun ved , +at hun hedder Mortensen og boer i st . Pederstræde ; +hende vil jeg opsøge , og erfare , om hun har +set Rosine . “ +„ Ja , gå de og find hende , “ sagde Fru stilling , +„ og lad mig vide , hvad de får at vide . +Ved jeg først , hvor hun er , skal hun ikke mere +undslippe mig . Kom så til mig , og hjælp mig at +tage herfra ; thi i dette hus skal hun ikke mere +sætte sin fod . “ +Carl lovede det med et håndslag , og vendte +tilbage til gården . Her traf han til sin glæde + +sin consine alene i dagligstuen . Han fortalte hende +alt , hvad der var foregået i præstegården . +„ Disse mennesker kalde sig Christne , “ sagde +han lidenskabeligt , „ og de handle værre end hedninger . +Deres hovmod gør dem rasende . “ +„ Carl , “ sagde Camilla alvorligt , og lagde +sin hånd på hans arm , „ Du er ikke mere , som +du har været . Du bruser op , og giver efter for +dine følelser , selv når du sårer andre . “ +Han så eftertænkende på hende . +„ Måske — “ svarede han langsomt ; „ alt for +mange forskellige følelser have bestormet min sjæl +i den sidste tid . Afgørelsen nærmer sig , og alligevel +er jeg ikke enig med mig selv . Det synes mig på +en forunderlig måde , som om hele verden rejste +sig i kamp imod mig , som om jeg ikke kunne undgå +at stride , selv om jeg ville . Hvor ofte har jeg +ikke bedet : lad mig drage i fred ! men man vil ikke +høre min bøn . Fra alle sider kaldes der på +mig , her disse falske profeter med deres afgud , +som de have rejst et altar for i selve templet , hist +Rosine , som jeg må finde og gjenoprejse , og endelig , +Camilla , vor sidste samtale har stået dag +og nat for mine tanker . “ + +„ Bekymre dig ikke om mig , “ sagde hun roligt , +og vendte sig halvt fra ham , „ der er i det mindste +ingen usandhed i mit sind . “ +„ Jeg har så meget at sige dig , “ sagde han +uroligt ; „ det er , som om jeg havde en verden af +ord at udtale for dig ; men hver gang , jeg seer +dig , forekommer det mig , at det må opsættes endnu +noget , måske fordi jeg er bange for at høre dig +tale . Men når jeg har endt mit hverv i byen , +kommer jeg herud , og da vil jeg åbne hele mit +hjerte for dig ; tillader du det ? “ +„ Jeg kender dit hjerte , Carl , “ svarede hun , +„ og jeg behøver ingen ord for at forstå dig . +Men vil du tale , så vil jeg også høre dig — +høre dig , “ tilføjede hun med betydning , „ medens +jeg endnu kan det . “ +„ Der er ikke megen honning i dine ord , “ +Sagde han ; „ men jeg ved , at du ødsler ikke dermed . +Farvel da til vi ses ! “ +Han tøvede nogle øjeblikke , derpå trådte han +rask hen til hende , tog hendes hånd , og idet han +drog hende hen til sig , kyssede han hendes læber . +Hun trak sit hoved tilbage , og så studsende +på ham . + +„ Tilgiv mig , “ sagde han i heftig og ufordulgt +bevægelse , „ en anden gang ville jeg måske ikke +havt mod dertil , og jeg ville dog ikke rejse uden +dit afskedskys . “ +Han gik hastigt bort , og sprang op i vognen . +„ Hils min bedstemoder , “ sagde han til jægermesteren , +der stod i gården , „ jeg kunne ikke selv +sige hende farvel ! “ +Og bort rullede han i den frostklare dag , +forbi de sneebedækkede træer og marker ; men han +så dem ikke , og følte ikke vindens isnende pust +på sine hede kinder . +Samme dag hændte det sig , at da Rosine +opholdt sig nogle øjeblikke i sit lille sovekammer , +syntes hun at høre en stønnende lyd inde fra +jomfru Matthiesens værelse . Hun erindrede nu , +ikke at have hørt hende gå ud og ind de sidste +par dage , og hun blev urolig for , at hun muligvis +kunne være syg . Hun gik derfor ud på gangen , +og bankede på hendes dør , men fik intet +svar . Hun tog i den ; den var aflåset indenfra . +Hun bøjede sig ned til nøglehullet , og sagde : +„ Luk op , jomfru Matthiesen , det er mig , Rosine ; » + +men alt forblev tavs derinde . Hun bankede +atter og atter ; men forgæves . +Da blev hun virkelig angst , og ilede ind til +madame Mortensen . +„ Jeg er bange , jomfru Matthiesen er syg +eller noget værre , » sagde hun hurtigt , „ hvad skulle +vi gøre , madame Mortensen ? “ +Madame Mortensen vidste intet bedre at +gøre end at hente madame Jørgensen , og denne +forsøgte på ny at banke og kalde , men med samme +udfald . Derpå hentede hun et søm , og drejede +med megen behændighed nøglen , og skød den ud +af låsen , hvorpå hun kiggede ind . +„ Hun ligger i sengen , “ sagde hun på en +telegraferende måde til de andre , „ hun vender +nakken til , og rører sig ikke , gud forbarme sig , +mennesket kan være dødt , jeg vil hente viceværten . “ +Så +hurtigt som muligt viste hr . Matzen sig , +og efter at have undersøgt omstændighederne , og +atter at have banket og råbt , satte han skuldrene +mod døren , og efter et par stød sprang den ikke +videre solide lås op . Alle tittede nysgerrigt ind , +men dristede sig dog ikke at gå ind , før hr . + +Matzen på embedsvegne gjorde nogle skridt indenfor . +Til almindelig forskrækkelse rejste jomfru +Matthiesen sig op i sengen , og så på dem +med et blegt , indfaldent ansigt . +„ Hvad skal det betyde ? “ sagde hun til den forbløffede +hr . Matzen , „ kan folk nu ikke længer +ligge i ro i deres seng i det værelse , de selv +have betalt ? Må jeg bede dem pakke dem bort +allesammen , og lade mig i fred . “ +„ Hvorfor Pokker svarer de så ikke , når man +kalder på dem ? “ sagde skoflikkeren ærgerlig . +„ Måske jeg ikke har lov at tie stille i min +egen stue ? ' svarede hun med svag stemme . „ Dersom +de ikke gå alle sammen , sender jeg bud efter +politiet . “ +Uagtet hun åbenbart ingen midler havde til +at iværksætte denne trudsel , bevirkede den dog et +skyndsomt tilbagetog af alle de tilstedeværende , +undtagen Rosine , der med et vink til de andre +blev stående , og lukkede døren indvendig fra efter +dem . +Jomfru Matthiesen var faldet tilbage på +sengen , og da hun hørte døren lukkes , stønnede +hun : „ Man fluide dog have lov at dø i fred ! “ + +Rosine gik hen til sengen , bøjede sig over +hende , og sagde med dæmpet stemme : „ Er de syg , +jomfru Matthiesen , så må de ikke ligge således +alene . “ +Hun vendte hovedet , og så op på hende . +„ Er de blevet her ? Hvad vil de her ? Det +er dem , hvis ord have taget al lykke fra mig ; +feer de nu , at det er kommet så vidt med mig , at +jeg må dø ? “ +„ Er de meget syg ? “ spurgte Rosine deltagende , +„ må jeg ikke forsøge på at hjælpe dem ? “ +„ Jeg er ikke syg , “ sagde hun , „ jeg er kun +sulten . “ Hun skjulte sit ansigt i puden , og brast i +krampagtige tårer . +„ Sulten ? “ gentog Rosine , inderligt bekymret ; +„ har de intet haft at spise ? “ +„ Jeg har ikke smagt mad i to dage , “ svarede +hun , „ se , min guitar er borte , jeg har solgt den , +jeg kunne ligeså gerne solgt mit hjerte . Jeg har +kun denne ene dyne i sengen , mine kjoler kunne +jeg ikke sælge , det var det samme som at sælge +mit liv , med dem var alt håb borte . Jeg kender +ingen at låne hos , uden dem , der engang vare +mine kammerater ; jeg var hos en af dem ; men da + +jeg hørte , at hun havde gjort sig så lav , at hun +havde sunget på dyrehavsbakken i sommer , kunne +jeg ikke få det over min mund at bede hende om +noget . Hvad kan det heller hjælpe ? Jeg må dog +den vej . “ +„ Nej , nej , med guds hjælp ikke , “ sagde Rosine +trøstende , „ vent et lille øjeblik , jeg skal hente +lidt mælk og brød til dem . “ +Hun skyndte sig ind , varmede noget mælk , og +hentede lidt hvedebrød . +„ Hvad går der af mennesket ? “ spurgte madame +Jørgensen , da hun traf Rosine i køkkenet . +„ Hun +er syg , og har ingen til at pleje sig , “ +Sagde denne , der ikke ville røbe sangerindens hemmelighed . +„ Det +er rigtig skade , at Hansine ikke er +hjemme , “ sagde madamen , „ hun kunne så udmærket +siddet inde hos hende , hun har engang passet +en syg skipper , der døde ; det er siden den tid , at +hun har de tre røde silke ! ommetorklæder . “ +„ Hun er ikke så syg , at man behøver at sidde +hos hende , “ sagde Rosine . Hun bar sin lille anretning +ind ; da hun kom i døren , råbte jomfru + +Matthiesen : „ De må ikke gøre dem ulejlighed , +jeg spiser det dog ikke ! “ men da hun så mælken +og brødet , tog hun det dog , og spiste det begærligt . +„ Det er frygteligt at være så sulten , “ sagde +hun , idet hun satte den tømte kop fra sig , „ det er +forskrækkeligt , at man kan glemme alle sine beslutninger , +når man seer et stykke brød . Jeg har +engang hørt om en jøde i en comedie , der var så +sulten , at han solgte sin førstefødselsret for en ret +lindser — noget , jeg ellers aldrig har smagt . “ +„ Det var ikke i en comedie , “ sagde Rosine , +„ det er i bibelen , der fortælles dette om Esau . +Har de aldrig læst bibelen ? “ +„ Nej , jeg har ikke ; men jeg ved nok , at det +er af den , at visen om gubben Noah er taget . “ +Rosine gjorde store øjne . „ Er de da ikke +vokset op mellem christne mennesker ? “ sagde hun . +„ Jo , gudbevares , “ svarede hun , „ min fader +var strømpevæversvend . Jeg var mine forældres +eneste barn , og det blev egentlig min ulykke , at jeg +var kaldt Flora . Det var min stolthed , da jeg +var lille ; hver gang jeg tænkte på , at jeg hed Flora , +tænkte jeg , at jeg måtte blive til noget stort . +Min fader var en hjertensgod mand ; men han + +var også en Ander af sang og musik . De sagde , +at det var en dårlig håndtering nutildags at være +strømpevæver , for maflinerne tage det alt sammen , +og de gøre ingen vrøvl , så de kan væve meget +mere om dagen . Lidt tjente min fader , og det lidt , +han tjente , det satte han på at gå sådanne +steder , hvor de sang og spillede — og drak naturligvis . +Når han så kom hjem , og moder skændte +på ham , så sang og trallede han den ene morsomme +vise efter den anden , og når han engang +imellem sad en aften hjemme , havde han sin fornøjelse +af at lære mig dem . Moder var i grunden +også et godt skrog ; thi når hun blot havde et +par skilling , glemte hun al sin sorg , og jeg har +tidt set hende og fader danse om på gulvet . +Moder havde sin moder i huset , og det var også +en lystig , gammel kone , som holdt meget af at spå +i kort , og hver gang hun lagde de seks og tredive +op på bordet , hed det sig auid : „ Flora kommer +højt tilveirs , hun vil se os alle sammen over hovedet . “ +En dag blev fader syg og døde , og så +havde vi slet ingenting , det var endnu mindre end +før . „ Nu ved jeg ikke bedre , “ sagde min moder , +„ end at Flora går ud og synger i gårdene , hun + +kan jo så mange viser , og så kan hun dog sige , +at hendes fader har efterladt hende noget . “ Det +blev jeg rigtig glad over , og nu sang jeg både +sommer og vinter , og vi levede godt af det . I +skole kom jeg aldrig videre ; thi moder sagde , det +betalte sig langt bedre at betale mulcterne , og så +flyttede vi omkring , og gjorde dem så meget af det +som muligt . Til sidst blev jeg rigtignok konfirmeret ; +men jeg husker ikke meget af det , jeg hørte ikke +efter , og jeg troede altid , at præsten talte til de +andre , og ikke til mig . Da jeg var konfirmeret , +blev jeg for stor til at synge i gårdene , man gav +mig ikke noget , og jeg måtte tage moder med , +skjøndt det skind dårligt kunne tåle kulden og +fugtig heden . En dag , da jeg stod og sang i Frederiksberg +have , kom der en mand hen til mig , og +spurgte , hvad jeg hed , og hvor jeg havde hjemme . +Da jeg havde sagt ham det , sagde han , at jeg havde +en stor stemme , men at den var sorhntlet , han +ville lære mig at synge . Det var en gammel +mand , der havde været capelmusikus , han tog mig +hjem til sig , og lod mig synge til sin violin . Jeg +måtte ikke mere synge i gårdene , og da jeg sagde , +at så havde de gamle ingenting at leve af , så + +lovede han , at han skulle give os lidt om ugen , +og så måtte de forresten bestille noget . Må jeg +spørge dem , hvad skulle det være , og i begyndelsen +gav han os nok lidt ; men siden havde vi ondt ved +at få noget af ham , og jeg blev ked af det hele , +han skaffede mig en plads i choret ved et af de +små tteatre ; men det var meget slid og lidt +fortjeneste , og der stod man rent i skyggen . Men +det hjalp mig til en plads i en salon , og så +begyndte jeg at blive berømt . Jeg tjente godt , og +underholdt de to gamle , til de pillede af næsten +på engang . Men nu er det gået tilbage før mig , +og det er uretfærdigt . Jeg er rigtignok ikke så ung +længer ; men min stemme er udmærket , jeg kan +gå ligeså højt som før . “ +„ Gid de kunne opgive tanken om at synge +mere , “ sagde Rosine , „ De må ikke blive vred ; +men selv om de får en plads , er det dog en +sørgelig levevej . “ +„ Gud , hvor de taler ! “ sagde hun heftigt . „ De +kan tro , at der er mange , som synge på en tribune , +som have stemmer , hvorefter de kunne slikke +deres fingre på det kongelige . Jeg har kendt en +tenor , ham skulle de hørt , jomfru Walther ! , + +jeg sagde tidttilham : „ Hr . Francesco , de skulle +ved gud lade dem prøve ved det kongelige ! “ men +så svarede han : „ Matthea , min engel , friheden +frem for alt ! Heller en vandrende troubadour end +en kongelig ansat med 1200 i gage . “ Og de +kan tro , han havde ret ! “ +„ Men hvad skal der blive af dem ? “ spurgte +Rosine bekymret . +„ Jeg ved ikke , hvad de mener med sådanne +spørgsmål , “ sagde sangerinden utålmodigt , „ De +må ikke plage mig , mit hoved er så svagt . “ +I høj grad betænkelig over hvad ende dette +ville tage , gik Rosine ind til sit ; da hun hen ad +dagen så ind til sin naboerske , havde denne feber +og fantaserede . Rosine satte sig ind hos hende +med sit sytøj , og sørgede så godt som det stod i +hendes evne for hendes fornødenheder ; men hvor længe +kunne dette vare ved ? Da hun således sad +henad aften , bankede del sagte på døren ; da Rosine +lukkede op , stod Lisbeth udenfor . +„ Må jeg ikke være lidt hos dem ? “ sagde den +lille , der rystede af kulde . +„ Jo , mit barn , “ svarede Rosine ; „ men hvorfra +kommer du ? “ + +hun satte sig på gulvet ved Rosines fødder ; +thi der var kun en stol i sangerindens værelse , +og sagde : „ Moder har skændt på fader , og så +har hun ligget på sengen hele aftenen ; fader er +gået ud , og han sagde , at han kom aldrig mere +igen ; men det gør han nok , for det siger fader +altid . Nu har jeg siddet derinde så længe , der er +koldt og mørkt , og da jeg tænkte på , at der var +lys oppe hos dem , og at de sad og syede , så +listede jeg mig bort . “ +„ Men hvis din moder nu vågner ? “ +„ Det gør hun ikke , når hun snorker så underligt , +så vågner hun først i morgen tidlig . “ +„ Hvor sover du da ? “ +„ Jeg sover ellers i moders seng ; men når +hun er sådan som i aften , så tør jeg ikke vække +hende , så ruller jeg mig ind i faders frakke , og +sover på gulvet . “ +Der opstod en lang , sørgelig pause , hvori den +lille trykkede sig op til Rosines knæ . +„ Jeg ville helst ingen fader og moder have ! “ +Sagde hun pludselig med et udbrud af smerte . +„ Hvor ville Lisbeth da hen i verden ? “ spurgte +Rosine blidt . + +„ Jeg ville blive hos dem . “ +„ Vi må være tålmodige mod dem , gud har +givet os . Din moder holder af dig , mere end +noget andet menneske kan gøre . “ +„ Gør hun ? “ +„ Skulle hun ikke holde af sit barn ? “ +„ Men er man ikke god imod dem , man holder +af ? “ +„ Jo , man vil i det mindste gerne være det . “ +Der opstod en lang pause . Endelig sagde +Lisbeth : +„ Kunde de ikke bede moder , om jeg altid +måtte blive heroppe hos dem ? Jeg kunne godt lære +at sye og hjælpe dem , og jeg behøver kun lidt +mad , jeg er så lille endnu , og når jeg bliver +større , kan jeg fortjene mere . “ +„ Det kan ikke nytte at bede din moder om +sligt , “ svarede Rosine , bedrøvet over det kummerfulde +udtryk i barnets ansigt ; „ men nu skal jeg +fortælle dig et lille eventyr . “ +Og Rosine fortalte , og eftersom hun talte , +opklaredes barnets ansigt . Fantasielandets brede +porte åbnede sig , og livets gyldne sol skinnede +med mangefarvet glans ud af dem . Den lille , + +grå ælling flygtede , jaget fra sted til sted , og +dukkede til sidst som en herlig svane op af forklarelsens +vande ; cendrillon sad i asken og rodede , +hun tabte den lille grønne sko , og ved dens hjælp +fandt kongesønnen vej til hende ; skytten Bryde bestod +mange eventyr , og kom tisidst til stor ære og +værdighed . Glemt var den sorte kælder med sin +daglige elendighed , glemt det fattige leje foran dem +med den forhungrede skikkelse , glemt sneen , der +knittrende fløj mod ruderne , og stormvinden , der +ruflede i alle kvistens døre ; de lykkelige to trykkede +sig tæt sammen , men ikke alene ved lyset fra +den lille lampe , nej , poesiens mægtige fakkel udgød +sine lysstrømme over dem , og i stille fortryllelse +vandrede de bestandig videre og videre i de lysende +egne . +Men lyset blev svagere og svagere , lampen +osede , og ville ikke længer gøre sin pligt , virkeligheden +manede med hård stemme om nattens +komme . +„ Du må gå ned iseng , “ sagde Rosine venligt . +„ Må jeg ? “ sagde hun , „ godnat da , jeg vil +tage alle de smukke historier med , og tænke på dem , +til jeg falder isøvn . “ + +den næste dag havde feberen forladt jomfru +Matthiesen ; men hun var meget afkræftet . Rosine +indså , at hun trængte til noget mere styrkende , +og hun stod netop og overvejede i køkkenet , +hvorledes dette kunne skaffes tilveie til billigste pris , +da madame Jørgensen kom ud . +„ Nå , lille jomfru , “ sagde hun , „ hvordan erdet +så med deres patient ? “ +„ Hun er bedre , “ svarede Rosine , „ men meget +svag endnu . “ +„ Rent ud af posen sagt , “ sagde madamen , +„ hun trænger til mad . Jeg seer jo nok , hvordan +det er fat , og de skal ikke være ene om at trække +læsset . Jeg har en tallerken dejlig oksesteg , lad +os give hende den til middag , jeg kan undvære den , +og det var en skam , om de , der havde noget tilovers , +ikke hjalp andre . De behøver jo aldrig at +sige hende et ord om , at det kommer fra mig , +hvis hun er for stor på det til at spise min +mad . “ +„ Tak , “ svarede Rosine af et oprigtigt hjerte ; +„ men er det ikke for stærk føde ? “ +„ Tænk bare aldrig på det , “ sagde madamen , +„ vi fattige folk behøve ikke at flaskes op med fisk + +og kyllinger , når vi er syge , som de rige . En +god mundfuld kød er den rette medicin for os . “ +Rosine modtog taknemlig gaben , og efter at +have varmet den , gik hun over gangen med den til +jomfru Matthiesen . Netop som hun kom til +døren , hørte hun raske trin på trappen , og en +hende velbekendt stemme spurgte : „ Med tilladelse , +boer madame Mortensen her ? “ +Rosine ville flygte ; men den spørgende stod +allerede ved siden af hende , og hun blev stående +uden at svare . +„ Rosine ! “ sagde Carl , — thi ham var det +— og lagde sin hånd på hendes arm , „ jeg går +altså rigtigt ! “ +„ Undskyld mig , “ sagde hun forvirret , „ jeg skal +bringe dette til en syg , jeg skal straks komme +igen . “ +„ Kommer de virkelig ? “ spurgte han . +„ Jeg kommer , “ forsikrede hun , bestandig uden +at se på ham , og smuttede ind i sangerindens +værelse . Nogle få minuter efter kom hun tilbage , +og åbnede døren til madame Mortensens +stue , der var tom , da den gamle var gået ud +med sine poser . Carl trådte ind , og endelig vovede + +hun at se op i hans øjne . Hendes hele +hjerte svulmede af en ubeskrivelig følelse af lettelse , +da hun så hans smilende mund og blik . +„ Det er altså dette , Rosine kalder venskab +og kærlighed ? “ sagde han mildt bebrejdende . +„ Har de hørt — ? “ spurgte hun , og slog sine +øjne ned . +„ Io , “ vedblev han i samme tone , „ jeg har +hørt den tåbelige mistanke og Rosines overilede +flugt . “ +„ Så de tror ikke — ? “ sagde hun , knugende +sine hænder i hinanden . +Han blev pludselig alvorlig . +„ Gud lukke evigt min sjæl for den skønneste +af alle de følelser , der kunne opfylde det menneskelige +hjerte , for beundringen for alt , hvad der er +sandt og ædelt , hvis jeg et øjeblik kunne tro sligt +om den , jeg elsker og højagter . Hvis jeg her på +dette sted blev opfordret til at hæve min hånd +mod himlen , og sværge på deres uskyldighed , ville +jeg intet minut betænke mig . “ +Tårerne strømmede ned ad Rosines kinder . +„ Grædær de ? “ spurgte han bekymret . +„ Af glæde , af taknemlighed , “ svarede hun . + +han blev stående faus foran hende , medens hun +gav sine følelser luft i en bestandig fornyet tårestrøm . +„ Se +så , “ sagde han endelig blidt , „ nu nok +af tårer , fortæl mig nu , hvorledes alt er tilgået . “ +De +satte sig ved siden af hinanden , og Rosine +fortalte . Carl så alvorlig ud . +„ Det er vistnok meget vanskeligt at finde noget +spor til , hvor sedlen kan være blevet af , “ sagde +han , „ og jeg indser ikke , at der er noget skridt at +gøre . Jeg er nærved at tro ligesom de , at den +kan være forkommet ved et tilfælde . Man kunne +jo vel nøde pastoren og hans frøken til at tilstå , +at de ubeviisligen have beskyldt dem ; men hvad er +herved vundet ? Den bedste trøst , vi have , er at +der i mørket dog var en tilstede , der har set , +hvor sedlen er blevet af , vi ville henstille til ham , +om han finder rigtigt at bringe lys i sagen . Men +hvis dette nu varer år og dage , hvis det varer +hele vort liv , Rosine , skal så Frits være ulykkelig ? “ +„ Kan +en præst ægte den , der er mistænkt som +jeg ? “ spurgte hun . + +„ Hvad præsten angår , tror jeg , at jeg kan +berolige dem ; thi Frits har slet ikke i sinde at blive +præst . Og hvad mennesket angår , da tør jeg +rolig forsøge at prøve hans værd ; endnu inden +iaften vil jeg skrive ham til , fortælle ham det hele , +og så ville vi se , hvad han gør . Egentlig burde +jeg vel underrette Fru stilling også ; men lad +os nu først tale med Frits , og så overveje , hvad +skridt vi ville gøre . “ +„ Skal jeg da leve hele mit liv med denne +skygge hvilende på mig ? “ klagede Rosine . +„ Bring mig den , der mistænker dem , “ sagde +Carl muntert , ' „ og jeg skal snart overbevise ham . +Kan et par ildetænkende menneskers overilelse således +berøve dem al tro til deres medmenneskers +retfærdighed ? — men jeg burde gøre et andet +spørgsmål , trænger de ikke til noget ? Frits +har tilladt mig at stå i sit sted , indtil han +kommer . “ +„ Tak , jeg kommer godt ud af det , “ svarede +hun ; „ men der er en anden , de måske kunne +hjælpe , “ og hun fortalte ham om sangerinden . +„ Lad mig da tale med hende , “ sagde han smilende . + + +Rosine gik ind til den syge , og spurgte , om +hun ville modtage en ben af hende , der gerne ville +gøre noget for hende . Jomfru Matthiesen , der +syntes meget oplivet af oksestegen , var meget beredvillig , +og bad blot Rosine tage sig en hvid trøje , +broderet med røde lidser , som hang bag forhænget . +Rosine tog den frem , så på den , og sagde : +„ Men , jomfru Matthiesen , skulle vi ikke +vende vrangen ud , jeg synes , den er så forskrækkelig +broget ? “ +„ De er og bliver dog en lille gås , “ sagde +jomfruen ærgerlig , idet hun iførte sig trøjen , „ tror +de , at man sætter røde snore på , for at de ikke +skulle ses ? Så havde det været bedre at spare +dem . “ +Da Carl kom ind , bød hun ham forekommende +at tage plads , og han satte sig også ved +sengen . +„ De vil være så god at gøre noget for mig ? “ +Sagde hun ivrigt ; „ må jeg ikke først spørge , hvem +jeg har den ære at tale med ? “ +„ Jeg er candidat sander . “ +„ Candidat ? hm ! dog vel ikke tteologisk ? “ +„ Jo , netop . “ + +„ Uh , “ sagde hun skuffet , „ så vil de vel prædike +for mig ? Er det det , de vil gøre for mig ? +Jeg kender nok de tteologiske candidater — meget +af munden , lidet af ulden . “ +„ Nej , jeg vil dog ikke prædike før dem , ikke +fordi de måske ikke behøver det ; men fordi det +ikke ville nytte noget . Jeg ville først hjælpe dem +til at føre et mere hensigtssvarende liv , end de før +har gjort . “ +„ Kunde de skaffe mig et bedre engagement — +nej , det giver de dem vel ikke af med ? “ +„ Jeg tror ikke , jeg har nogen indflydelse i den +retning . Jeg vil tværtimod råde dem til aldeles +at slå alle tanker derom af hovedet . Det er ikke +min mening at bebrejde dem , at de er kommet +ind på en forkert vej ; thi enhver kan tage fejl +heri , og medens vi er unge , er forholdene vore +herrer . Men siden bør vi være forholdenes herrer , +og de er nu et gammelt menneske . “ +„ Er der noget ondt i at dyrke kunsten ? “ +Sagde hun , kuet af hans alvorlige tone . +„ Nej , aldeles ikke , kunsten er en hæderskrone +før den , der virkelig dyrker den . Men det var ikke +kunst , de dyrkede , det var dens vrængebillede ; det + +gør mig ret ondt før dem ; men sandhed er det +første , og sandhed er det sidste , og jeg må sige +til dem : tro ikke , at de nogensinde har betrådt +det tempel , hvori de bilder dem ind at have +fast fod . “ +„ Man har dog klappet og råbt bravo , når +jeg sang , “ sagde hun med kvalt stemme . +„ Der gives intet så ynkeligt i verden , at det +jo har sine beundrere . Hvis de virkelig havde +præsteret kunst , ville ingen af deres beundrere +have hørt på dem ; det ville have kedel dem . +Det slette bliver lidt beundret langt mere højrøstet +end det gode . “ +„ Hvad ville de have , at jeg skulle gøre ? » +Spurgte hun . +„ Tage dem noget nyttigt for , lære noget , +de kunne udføre , og fortjene deres ophold ved det . “ +„ Mener de at spille comedie ? “ +„ Nej , det kan de ikke . Jeg mener et arbejde , +en håndtering . “ +„ Det var jo rædsomt . Jeg ville dø af kedsomhed . “ +„ Nej , +ikke når de først havde vendt deres +tanker fra alle gøglerier . Det er blot i afstand , + +at arbejdet seer så alvorligt ud , i nærheden er det +det ikke . “ +„ Jeg tror dem ikke , jeg vil ikke tro dem . “ +„ Godt , jeg vil komme igen . Tænk på , hvad +jeg har sagt . “ +Han gik . På trappen mødte han Birthe , +der ved synet af ham satte et højst misfornøjet +ansigt op . Hun standsede ham , og sagde : +„ Er det ikke candidaten ude fra gården ? +„ Jo . Hvem er de , og hvad vil de mig ? “ +„ Jeg er Birthe , der tjente i præstegården . +Må jeg være så fri at spørge , har jomfru Walther +havt bud efter dem ? “ +„ Nej , jeg kom for at søge efter madame Mortensen . +Hvorfor spørger de mig ? “ +„ Fordi det havde ikke været reelt af hende . “ +„ Hvorfor ikke , tør jeg måske spørge ? “ +„ Det har jeg ikke i sinde at gøre dem regnskab +for , “ sagde Birthe gnaven , og gik videre . Da +gik pludselig en lys tanke gennem hendes hoved , +og hun besluttede at gøre en rigtig fin , diplomatisk +streg . Uheldigvis kunne Birthe ikke skrive , ligesålidt +som hun kunne læse skrift , hun behøvede +derfor en fortrolig , og oven i købet en fortrolig , der + +ikke var inde i sagens sammenhæng . Et lykkeligt +eller ulykkeligt tilfælde bragte hende netop sammen +med skomagerdrengen , der trådte ud af døren i +stueetagen for at bære et par støvler i byen . +„ Stop lidt , “ sagde Birthe , „ kan de skrive ? “ +„ Om jeg kan skrive ? “ spurgte drengen lystig , +„ tror de , at jeg er fra landet ? Er det et kærlighedsbrev , +jomfruen vil have skrevet ? Eller en +regning til en gammel kæreste , der er blevet +utro ? “ +„ Dum snak ! “ sagde Birthe kort ; „ kom og +skriv et par ord for mig , så skal de få fire +skilling . “ +„ Også uden denne kongelige belønning , “ sagde +han , og traskede i hælene på Birthe ned i kælderen , +„ et smil i drikkepenge er mig nok . “ +Birthe hentede papir , pen og blæk , og satte +det på bordet , drengen lagde støvlerne på +gulvet , og anbragte sig selv foran bordet med +vidtudstrakte albuer og pennen mellem fingrene . +„ Begynd så , “ sagde han , „ hvad hedder han ? “ +Birthe , der stod i meget dybsindige tanker , +svarede blot : „ Skriv : „ Jomfruen er her , og fruen + +kan tage hende , når de vil . Birthe . “ Det er +det hele . “ +„ Kan de heller ikke læse skrift ? “ spurgte +drengen polisk . +„ Nej , “ svarede Birthe gnaven . +„ Se så , “ sagde han , og rakte hende papiret , +„ nu står det der , og rigtigt troværdigt . “ Havde +Birthe kunnet læse , ville hun have fundet den +overflødige tilgift i brevet : „ Peter lud vigs en +attesterer ; “ men hun anede intet , og lagde omhyggeligt +papiret i et omslag , hvorpå hun lod ham +skrive Fru stillings adresse . Derpå tog hun +i sin lomme en fireskilling , som hun lagde på +bordet til drengen . +„ Tak , lille jomfru , “ sagde han , „ endnu kun et +Kys af dine rosenlæbær , så er vi færdige ! “ +Da han imidlertid ikke gjorde mine til at udføre +denne trudsel , men med støvlerne under armen +marscherede ud af døren , sparede Birthe sig at +gøre nogen modstand . +Stor var Fru stillings forbanselse , da hun +modtog hint selsomme brev , og da det tillige ikke +indeholdt nogen som helst angivelse af , hvor dette „ her “ +Var i verden , tjente det kun til at overbevise hende + +om , at Birthe måtte være gået fra forstanden , +så meget mere som hun ikke kunne begribe , i hvad +forhold hun stod til den mystiske Peter Ludvigsen , +der havde anset det for fornødent at attestere underretningen . +En +dag , da Rosine gik igennem porten ved +sin hjemkomst fra byen , blev hun standset af madame +Matzen , der så meget vred og ophidset ud . +„ Må jeg gøre jomfruen et spørgsmål ? “ +Sagde hun i en spydig tone . +Rosine standsede . „ Ja , gerne , “ svarede hun +med nogen undren over denne tiltale . +„ Jeg vil blot spørge jomfruen , “ vedblev konen +heftigere og heftigere , „ om de har i sinde rent at +tage mit barn fra mig ? Er jeg hendes moder , +eller er jeg det ikke ? Jeg kan have mine fejl , det +kan jeg , og det skal jeg aldrig nægte ; men barnet +er mit , og jeg tåler ikke , at fremmede tage det +fra mig . “ +„ Hvad mener de ? “ spurgte Rosine . +„ Jeg mener , at de rent har vendt hendes +hjerte fra mig ; når hun bare kan komme op til +dem , så er alting godt ; men forbyder jeg hende +det , så tuder hun , og der er ingenting at stille op + +med hende . Men hun skal aldrig i evighed mere +have lov at besøge dem , og jeg skal dreje halsen +om på hende , hvis hun nogensinde taler et ord +til dem mere . Jeg skal vise dem , at jeg er +hendes moder , og har lov at beholde mit barn +før mig selv . “ +„ Men , kæreste madame Matzen , “ sagde Rosine +beroligende , „ hvor kan det gøre noget skår +i deres ejendomsret til deres barn , at hun besøger +mig ? Jeg kan forsikre dem , at hun sidder +stille og rolig og syer oppe hos mig . “ +„ Javist , deri besfåer deres listighed , at det +stat se ud , som om hun lærte så mange gode ting +oppe hos dem , men at hos mig så hun kun , +hvad der ikke duer . Hun har været meget godt fornøjet +hjemme , før de kom heri huset ; men nu er +hendes tanker evig og altid hos dem . “ +„ De er skinsyg , madame , “ sagde Rosine ; +„ men det behøver de ikke at være . Hvor kan de +troe , at et barn kan holde mere af nogen anden +end sin moder ? “ +„ Snak de kun før mig , “ sagde hun heftigt , +„ jeg er ikke så tosset at tro dem . Forleden +aften , da . jeg havde lagt mig lidt , listede Lisbeth + +bort , og sad hele aftenen oppe hos dem . De +lokker før hende , før at få hende i deres magt . +Det er ingen sag for dem ; men jeg har kun det +ene barn . “ +„ Jeg beder dem , “ sagde Rosine indtrængende , +„ tag hende ikke rent fra mig , lad hende blot engang +imellem have lov at komme op til mig . Da jeg +kom her , havde jeg haft en stor ulykke , og jeg var +så glad ved , at deres barn kunne holde af mig . +Nu holde vi af hinanden , stil os ikke rent ad : som +de selv siger , de er jo hendes moder , og dem +hører hun til , hvorfor kan de da ikke gerne afslå +hende lidt til en anden , der også holder af hende . +Jeg skal aldrig lære hende andet end at elske og +ære sine forældre . “ +„ Og de tror , at jeg vil tåle , at hun holder +af dem ? Det er noget snak med , at jeg er hendes +moder , for de har lokket hendes hjerte fra mig , +de forforersfe ! Gå deres vej , at jeg ikke skal +slå dem ihjel ! “ +Forfærdet over det rasende udtryk i konens +ansigt , skyndte Rosine sig op af trappen . Da +hun fortalte madame Mortensen , hvad der var +hændet , fik hun kun ringe trøst af hende . + +„ Det er der ikke noget at gøre ved , “ sagde +hun , „ Barnet er konens , og de gør bedst i , ikke +at se til hende mere . “ +„ Men hvad skal der blive af hende ? “ sagde +Rosine bedrøvet . +„ Hvad der bliver af så mange andre børn , +hun kæmper sig vel igennem . “ +„ Men hun er så ulykkelig , “ sagde Rosine , +og hendes tårer flød over hendes lille dnblings +skæbne . +Da Carl kom om aftenen , skyndte hun sig +at betroe ham sin sorg , og han , der ikke holdt af +halve forholdsregler , tænkte straks på midler til at +hjælpe barnet . +„ Hvis forældrene ville afslå hende enten frivilligt +eller mod en sum penge , “ sagde han , „ kunne +vi anbringe hende et sted på landet . Jeg har vel +ikke midler til en så stor udgift ; men vi turde vel +nok stole på Fru stilling . Jeg skal i morgen +forsøge på at overtale konen til at overlade os +den lille . “ +„ Jeg frygter for , at det er forgæves , “ sagde +Rosine sukkende . +Medens de således talte sammen , åbnedes + +døren sagte , og Lisbeth smuttede ind . Hun ilede +hen til Rosine , klyngede sig til hendes knæ , og +lagde sit hoved i hendes skød . +„ Hvad har du gjort , Lisbeth ? “ sagde Rosine +angst . „ Din moder har forbudt det . “ +„ Hun sover , “ sagde barnet . +„ Men hun kan så det at vide . “ +„ Det er det samme , jeg vil blive hos dem , +o , jag mig ikke bort ! “ +Rosine slyngede sine arme om hende , og deres +tårer blandedes . +„ Ville du , o , ville du , “ sagde Rosine , +„ bestandig blive hos mig ? “ +„ Ja , gerne , de skal ikke bryde dem om , jeg +er sulten , jeg vil gerne sulte , når jeg kun må +blive her . “ +„ Denne mand der , “ sagde Rosine , og pegede +på Carl , „ vil i morgen tale med din moder ; +måske hun da giver dig lov at blive hos mig . “ +Den lille rystede på hovedet . +„ Moder giver mig ikke lov at gå , “ sagde +hun . +„ Vi ville forsøge det , “ sagde Carl ; „ men nu +må du ikke fortørne hende ved at blive her længer . + +sig din veninde godnat , og gå sagte tilbage , +som du kom . “ +„ Vil de have , at jeg skal gå ? “ spurgte hun +Rosine . +„ Det kan ikke være anderledes , “ sagde hun bedrøvet , +„ vi have ikke lov til at beholde dig . “ +„ Godnat da , “ sagde barnet . Med et langt , +tøvende blik så hun sig om , som om hun ville +tage en evig afsted med det kendte rum , derpå +åbnede hun døren , og sneg sig lydløst ned ad +trappen . +Den næste morgen steg Carl efter aftale ned +i skoflikkerens kælder , hvor han traf manden ved +sit arbejde og konen beskæftiget med at sye . De +så forbavsede op på den fremmede mand ; men +snart genkendte madamen ham som den herre , +der besøgte jomfruen på kvisten . +„ Hvad mister de ? “ spurgte hun barst . +„ Jeg har et forslag at gøre dem , “ sagde +Carl , lagde sin hat fra sig , og satte sig hos dem . +„ De har en lille pige . “ +„ Ja , “ svarede konen , „ og hende ønske vi nok +at beholde selv . “ +„ Meget rigtigt , “ sagde Carl ; „ men det hændes + +dog iblandt , at folk , der holde ligeså meget af deres +børn som de af deres barn , ønske at skaffe dem +en bedre opdragelse , end de selv kunne give dem . “ +„ Vi have , hvad vi behøve , og vor datter bliver +altid godt nok opdraget for os . “ +„ Men hvis de nu , foruden at få hende anbragt +hos skikkelige folk , kunne få penge til . “ +„ Vi behøve ikke at sælge hende , “ sagde konen +heftigt , „ og jeg gad også nok først vidst , hvo der +vil købe hende . Er det jomfruen deroppe ? “ +„ Nej , det er mig , “ svarede Carl koldblodigt . +„ Hvem er de , om jeg må spørge ? “ +„ Jeg hedder sander , og er tteologisk candidat . “ +„ Hvad vil de med vort barn ? “ +„ Tinge det i kost på landet . “ +„ For at jomfruen deroppe en smuk dag kunne +hente hende , deraf bliver intet . “ +„ Altså ikke , fordi de holder af hende , men +fordi andre gøre det , vil de ikke stille dem ved +hende ? “ +„ Barnet er mit , jeg har født hende til verden , +og derfor hører hun mig til . Alt det andet bryder +jeg mig ikke om . Jeg behøver ikke at spørge nogen , + +om jeg er god nok imod hende . Jeg passer mit , +lad de andre passe deres , det er mit princip . “ +„ Det lader til , “ sagde Carl , „ at de betragter +deres barn som en ejendom , de kan handle med , +som de vil . “ +„ Ja , hvad andet ? “ svarede hun udfordrende , +„ det gøre vi vel alle sammen . Jeg ved , at jeg +skal sætte hende i skole , og det har jeg gjort . Har +de ellers noget at klage over mig , så vær så +god , og se , hvad ret de får . “ +„ Vil de ikke først høre mindelighedens røst ? “ +Sagde han . „ De er en hidsig , hensynsløs kone , +som kun følger deres hårde sinds indskydelser ; +de føler selv , at de intet gør for at erhverve +deres barns kærlighed , derfor bliver de vred , +når hun slutter sig til andre ; de er ikke umådeholden +i drik , og derfor er der tider på dagen , +da de glemmer deres pligter mod mand og barn , +alt dette ved de ligeså godt som jeg . Var det +nu ikke bedre , om de erkendte dette , og overdrog +mig omsorgen for deres datter ; måske hun +netop ville elske dem så meget højere , når hun +ikke med egne øjne så dem henfalde til deres +tilbøjeligheder . “ + +„ Drikker jeg , så betaler jeg det , “ sagde hun +med stivsindet trods , „ og hvis de nu ikke er færdig , +så er der plads i porten til at tale videre . “ +„ Lisbeth har en fader , “ sagde Carl , uden +at lade sig forstyrre , „ hvad er hans mening ? “ +Skoflikkeren trak tavs på skuldrene . +„ Så kan jeg altså intet udrette med det +gode , “ sagde Carl alvorligt . „ Betænk dog mine +ord , madame makzen , det er et stort ansvar at +have børn , og gud vil engang kræve regnskab af +dem for det , han har givet dem . “ +„ Tak for deres ulejlighed , “ sagde hun spodsk , +idet hun åbnede døren . Han rejste sig , og gik , +uden at sige videre . +Han kunne ikke bringe over sit hjerte at gå +til Rosine med beretningen om et så uheldigt +udfald ; efter nogen overvejelse gik han hen til en +politiembedsmand , han kendte , og forelagde ham +sagen . Denne hørte opmærksomt på ham , men +trak ligesom skoflikkeren på skuldrene , og sagde : +„ Ved den slags sager er der lidet eller intet +at gøre . Når de ikke kan bevise en ligefrem +mishandling , kunne vi ikke blande os deri . “ + +„ Jeg kan dog bevise , at konen er hård og +ukærlig , og at hun er drukken fuld hver aften . “ +„ Det betyder ikke noget ; det er jo hendes +barn , og det har ingen ret til at beklage sig derover . +Hvis det var hendes tjenestepige , var det en +anden sag . “ +„ Men hvor langt gå da forældres rettigheder ? “ +Sagde Carl utålmodig . +„ Meget langt , kan jeg sige dem , “ svarede +manden . „ Selv om vi overbevise og straffe forældre +for et utilbørligt forhold mod deres børn , +give vi dog glatvæk børnene tilbage til dem , når +straffen er overstået . De ved jo bedst selv , hr . +Candidat , at man skal ære sin fader og sin moder . “ +„ Det +er sandt ; men vi , som ikke stå i noget +pietetsforhold til faderen og bløderen , skulle vi da +tillade dem at ødelægge , forgifte og martre børnene ? +Skulle vi tillade et sådant åndeligt og +legemligt tyranni midt i frihedens skød ? “ +„ Ja , det er vistnok sørgeligt , “ sagde han ; „ men +det er nu engang således . Hvis de ønsker det , +vil jeg gerne følge hen med dem , og forsøge , hvad +jeg personlig kan formå . “ + +Carl modtog tilbudet , og de gik sammen til +skoflikkerens bolig . Politiembedsmanden gik foran +ned , og traf straks madame Matzen , der blev ganske +rød i hovedet ved af se ham . +„ Hør , min gøde kone , “ sagde han med en vis +alvør , der var beregnet på af imponere , „ jeg har +lovet denne herre af ordne en sag med dem for +ham . Jeg kender ham som en brav mand , og +mener , af de roligt kunne overlade ham deres +barn ; lad os nu se , hvilke betingelser ville de +gøre ? “ +Madame Matzen kastede et skarpt blik på +dem begge ; hun vidste fuldkommen godt , hvor langt +hendes rettigheder gik , og hun var sig tillige bevidst +af det , der muligvis kunne være på hende af sige , +var en privat sag , der ikke angik politiet . +„ Jeg er alt for god en møder til af ville sælge +mit barn , “ sagde hun , stærkt betonet . +„ Talen er ikke om af sælge , “ sagde officianten . +„ Jo , +det er , “ sagde hun , og vedblev nu med +megen tungefærdighed : „ Tingen er den , af et fruentimmer , +der boer heroppe på kvisten , har såt +lyst til barnet , formodentlig for igen af sælge + +hende til et andet mistænkeligt fruentimmer , hun +har maskepi med . Da jeg nu ikke vil af med +ungen , skal det hedde sig , at jeg ikke er god imod +hende , at jeg drikker og alt sådant noget , som er +lutter usandhed . Min mand og jeg er honnette +folk , der svare enhver sit . “ +„ Hvor er barnet ? “ spurgte politiembedsmauden . +„ Hun +er lige kommet fra skole , “ sagde madamen , +og kaldte Lisbeth ind fra køkkenet . +„ Kom , min lille pige , “ sagde han , „ og sig +mig , om dine forældre er gode imod dig ? “ +Carl , der indså det enfoldige i spørgsmålet , +tog ham i armen ; men han forstod ikke +hensigten , og vedblev : „ Sig mig nu sandheden , +mig skal du være ærlig imod , du seer , at jeg +hører til politiet . “ +Lisbeth så på ham , derpå så hu på +sin moder , og svarede : „ Jo , de er gode imod +mig . “ +„ Vil du gerne følge med denne herre ? “ +Barnet betænkte sig et øjeblik , hvor gerne +havde hun ikke sagt sandheden ; men frygten var +stærkere , og hun svarede svagt : „ Nej . “ + +„ Der seer de , “ sagde madame makzen triumferende , +og rm vil jeg bede dem holde den +herre fra mine døre , de seer nok , at han intet +har at bestille her . “ +Politiembedsmanden vendte sig til . Carl med +en mine , der tydeligt nok sagde : „ Lad os gå ! “ +Da Carl i døren så tilbage til Lisbeth , der +skjulte sine tårer i sit forklæde , så han madame +makzen gøre en geberde , der særdeles tydeligt +udtrykke spot og triumf . +Det var som om poliliets besøg hos madame +al atz en havde kastet en brandfakkel i huset , +og Rosine fandt til sin store forundring , at den +almindelige mening fordetmeste stillede sig på madamens +side . Dette lå vel tildeels deri , at alle +beboerne , uden just at have noget udestående med +politiet , dog havde en instinktmæssig assky fordettes +tilsyneladelse midt iblandt dem , selv om det +aldrig optrådte så venskabeligt , tildeels berørtes de +af en vis usprit æs eorps med hensyn til deres +rettigheder svin forældre . Uden at deres ømmere +følelser egentlig såredes ved det offentliges indblanding , +havde dog dette fødte livcgcnskab en egen +tillokkelse for dem , og de sydamerikanske fristater + +rejste sig ikke med større energie til slaveriets forsvar , +end alle familier med børn i billig harme +væbnede sig mod følgerne af Carls attentat på +skoflikkerens kone . Spækhøkerboutiken vrimlede den +dag af folk , og madame Matzen var dagens +heltinde ; siddende på en stol i boutiken , gentog +hun så ofte sin djerve samtale med de to mænd , +at næppe nogen af dem ville genkendt et ord af +den hen ad aften . Da klokken blev hen ad otte , +sagde spækhøkerkonen formanende : +„ Se så , lille madame massen , nu trænger +de ved gud til at hvile dem , skal jeg ikke kalde +på massen , at han kan hjælpe dem ind . “ +„ Den tosse ! “ sagde madamen med foragt ; +hendes kappe sad lidt skævt på hovedet , og hendes +gang var ikke aldeles lige ; men hun styrede dog +dristigt over porten , og kom lykkeligt ned af den +temmelig stejle kældertrappe . +Endogså den mod Rosine så venskabeligt +sindede madame Jørgensen gjorde hende bebrejdelser +for hvad der var sket . +„ Man kan nok mærke , lille jomfrue , “ sagde +hun , „ at de ikke ved , hvad en moder føler for +sine børn . Jeg forsikrer dem , at hjertet slår + +mig lige op i halsen , når jeg tænker på , at jeg +skulle give en af de fire orme bort derinde . Man +kan jo nok blive utålmodig engang imellem , og jeg +er såmænd ikke den , der altid er i godt humenr ; +men at politiet skulle blande sig i det , det var dog +for galt . Jeg fortryder rigtig , at jeg nogensinde +har sagt madame Matzen et ord om det kolde +vand ; barnet har jo godt af at vænne sig til at +tåle kulde , det vil hun engang takke sin moder +for . Det kan man ikke lidt nok sige sine børn . +Det sagde jeg også forleden dag til min Jørgen , +da jeg tabte en strygeboldt på hans fod : „ Det +vil du engang takke din moder for , min dreng , +at hun har vænnet dig til at tåle ondt . “ “ +Den eneste , der urokkelig holdt med Rosine , +var Birthe . Hun havde en uovervindelig afsky for +skoflikkerkonen , og de sås aldrig , uden at veksle et +fjendtligt ord . Det havde derfor også ærgret +hende meget at høre madamens pral i boutiken , +og hun gik gerne mumlende bort , når hun havde +hørt nogle øjeblikke på ben . Madame Matzen +havde ret vel bemærket det mistillidsvotum , der +lå i Birthes manerer , og hun ærgrede sig over , +at dette store fruentimmer , der dog var en nær + +slægtning af spækhøkerkonen , vovede at udtrykke en +mening , der stod i modsætning til de andre tilhøreres . +Når en sådan spænding først er tilstede , +vil det ikke vare længe , før den vil finde en +anledning til at give sig luft . Madame Matzen +begyndte at føle trang til at have en forklaring med +Birthe , og denne viste ingenlunde trang til at +gå afvejen for en sådan . Det var dog ingen af +parternes mening , at de skulle udtale deres følelser +alene til deres egen tilfredsstillelse ; tværtimod +ønskede de så mange vidner som muligt til sagens +afgørelse , og der hengik derfor nogle dage , før de +to modstandere kunne opnå at mødes under +gunstige omstændigheder . Dette hensatte madame +Matzen i en mere end almindelig stærk jrritabilifetstilstand , +som hun , i mangel af andet , søgte +lindring for i huslige kævlerier . +Da hændte det sig en aften , at madame +Matzen hørte en livlig samtale i porten ; drevet +af den for alle sådanne mennesker uimodståelige +trang til at få at vide , hvad der foregik , steg +hun op , og så sig om . Det var Hansine , der +netop kom hjem fra sin sidste condition , og hvilende +på en lille , rødmalet kasse og med en ikke videre + +ren byldt på skødet , gav en talrig skare medborgerinder +en beretning om sine sidste fataliteter . +„ Jeg +har aldrig kendt så urimelige mennesker , “ +Vare de første ord , skøflikkerkonen hørte , „ det +var ganske umuligt at gøre dem tilpas . Hvad jeg +så gjorde , så var det galt . Fruen kunne ikke lide , +at jeg gik med slæber , og da jeg så en dag +lånte hendes morgenskoe , og gik i byen med , så +var det også galt . Så havde de en unge - jeg +er vis på , hun bliver rødhåret , når hun bliver +stor , for så lumsk var hun — hun løb altid i +køkkenet , og når de var ude , satte de hende til at +passe på mig . Jeg kan forsikre dem ved den +levende gud , at jeg en dag hørte fruen sige : +„ Gå ud , og hør efter , om Hansine står på +trappen og sladdrer . “ Jeg er ellers ikke af dem , +der svarer ; men jeg kunne ikke dye mig , og jeg +sagde til ungen : „ Gå du ind , og sig til din +moder , at skal jeg ikke have andet selskab end +hendes , så bliver jeg syg af kedsommelighed , og +de har måske ikke husket at gå ind i en sygekasse . “ “ + + +hun så sig om , og et beundrende udbrud af +tilhørerne belønnede hendes åndsnærværelse . +„ Det må jeg sige , “ sagde pludselig Birthe , +der også var kommet til , „ det er en rar måde +at tjene på . Nej , så grov har jeg dog aldrig +været ; men jeg blev også min tid ud . På landet +ere vi ikke sådanne månedsduer . “ +Som ramt af et elektrisk slag vendte madame +makzen sig om imod hende . +„ På landet ? “ gentog hun ; „ ja , der var de +måske et vidunder ; men heri byen blive vi ikke +gamle nok til at kunne vente på det , de får bestilt +om dagen . Do bruger jo en halv dag til at +vaske en tallerken . “ +„ Så spilder jeg igen ingen tid med at +skjændcs med min mand , “ svarede Birthe studs . +„ Nå , der fik de den , madame makzen , “ +Sagde Hansine fra kassen . +„ Bi lidt , “ sagde madame makzen med skælvende +læber , og stak hovedet ned i det vindue , derfra +porten gik ind i skoflikkerens lejlighed , „ Makzen , +kom op og få lampen til at brænde ordentligt , at +jeg rigtig kan se dette uforskammede fruentimmer ! “ + + +den hele gruppe befandt sig nemlig under den +lygte , der hang i porten ved opgangen til hovedtrappen , +og som det var viceværtens pligt at passe . +Hr . Matzen kom med et meget gnavent og ondskabsfuldt +ansigt op af kælderen . +„ Se , hvor din lygte brænder , “ sagde hans +halvdel , ligesom for at vise , at Birthes udfald +ikke havde betaget hende modet til offenligt at spille . +Hustyran . +Idet hr . Matzen trak i vægen , og lyset blussede +op , satte hans hustru sit ansigt lige op til +Birthes , i den hensigt at give hende en eftertrykkelig +salve grovheder ; skoflikkeren så ned på +dem , og i det samme kom han forsætlig eller uforsætlig +til at slukke lampen . Forsfrækket over det +pludselige mørke tog madame Matzen hovedet til +sig , men fik i det samme en kraftig ørefigen på +den venstre kind . Slaget genlød i porten , og besvaredes +af et almindeligt udråb . +„ Hun har slået mig ! “ råbte skoslikkerkonen +med en ubeskrivelig blanding af raseri , forbavselse , +og skræk . +En mængde stemmer opløftede et Chor af +forundring og beklagelse ; men det bragtes til + +taushed af viceværtens stemme , der med stor +rolighed udtalte de ord : +„ Lad mig nu først hente en svovlstik , at vi +rigtig kunne se os for . “ +Lied disse ord steg han ned af den lille +stige , hvorpå han havde stået for at pudse lampen , +og gik ned i kælderen . Ta han kom tilbage , +og havde tændt lyset , oplyste det en både komisk +og besynderlig scene . Alles øjne vare i spændt +forventning heftede på madame Matzen , hvis +venstre kind var overdraget med et brændende purpur , +medens den højre var hvid eller rettere gul ; +hendes blik søgte om genstanden for hendes raseri +for at tilintetgøre denne , medens Birthe stod +med koldblodig rolighed , og så sig om i kredsen , +som om hun søgte nogen . Et par veninder greb +fat på madame Matzen , og sagde beroligende : +„ Bedste madame , tag det endelig roligt , indlad +dem ikke med det bondemenneske , hun slår os jo +alle fordærvede . “ +. „ De skal betale , mig det dyrt ! “ råbte den +både rasende og ydmygede kvinde , idet hun truede +med knyttet hånd ad Birthe . + +„ Hvem , jeg ? “ svarede Birthe foragteligt , „ er +de gal , madame ? “ +„ Ved den levende gud ! hun går fra det ! “ +Råbte Hansine , og sank , grebet af så megen ryggesloshed , +tilbage på sin kasse . +„ Nej , det kan de ikke , “ sagde madame Jørgensen , +og slog den ene hånd i den anden , „ vi +ere for mange , der have hørt det . “ +„ Der seer de , hvor slet hun er ! “ råbte madame +Matzen , og kastede et ondskabsfuldt trinmpherende +blik om i kredsen , „ men det lader jeg +mig ikke nøje med . Oprejsning vil jeg have , og +imorgen den dag skal jeg stævne hende ind . De +ere alle sammen mine vidner , at hun slog mig nok +så lumsk , mens lygten var slukket . “ +„ Ja , ja ! “ lød svaret rundtom . +„ Når lygten var slukket , kunne , . De jo ikke +se det ! “ sagde Birthe med koldblodig overvejelse , +som endnu mere opbragte hendes modstanderinde . +„ Nå , +så de tror , at de kan give sådant +et slag , uden at det smelder ? “ råbte hun , rent +ude af sig selv . „ De er rigtignok lumsk ; men her +er dog lov og ret i byen ! “ + +„ Er det nu været at gøre såmeget ud af +det lapperi ? “ sagde pludselig hr . Matzen fra fin +højde med beroligende stemme . +Dette var for meget for hans zegtehalvdeel , hun +styrtede løs på hans ben — thi hans hoved kunne +hun ikke nå — og rev i dem , så han nær var +styrtet ned . +„ Holder du med hende ? “ råbte hun . +„ Nej , nej , “ svarede han , og søgte af nå fast +grund ; „ men du gav ja ondt af dig , og hun +slog , så det ene går jo op mod det andet . “ +„ Ja , det skal jeg vise hende , “ sagde hans kone , +idet hun drog ham ned ad kældertrappen . +„ Det kommer de til af fortryde , “ sagde madame +Jørgensen til Birthe . +„ Jeg har ikke slået hende , “ svarede denne , og +så sig om i kredsen . +„ Pas på , det slipper de ikke fra , “ sagde Hansine , +„ vi hørte det jo alle sammen . “ +Birthe trak på skulderen , og gik ned i sin +kjældær . +Det var ikke heller madame Matzens mening +af lade sagen gå hen , hun hadede Birthe , og +brændte af hævngerrighed mod hende . Det kunne + +måske synes underligt , af en så heftig natur som +hendes kunne opsætte af straffe fornærmeren ; men +medens hun ikke havde nogen agtelse for den moralske +ret og retfærdighed , havde hun så megen større +respekt for det juridiske : „ Det tør man ikke gøre . “ +Hun indså desuden , at hun ville gå glip af den +eftertrykkeligere hævn ved de øjeblikkelige repressalier , +og hendes had kunne ikke tilfredssfilles ved +så lidt . Da det imidlertid altid falder brutale +naturer vanskeligt at vente , forbittredes hendes sind +endnu mere ved denne begivenhed , og da ærgrelsen +pinte hende , søgte hun at slukke den ved drik . +Heraf udsprang en hunslig tilværelse , der endogså +bragte skoflikkerens feige tålmodighed til at briste . +Da hans kone en aften , i stedet for at lægge sig til sengs +med sin rus , blev siddende oppe , og forfulgte +ham med stiklerier , fordi han ikke straks havde +asbanket Birthe , svor han på , at han ville gå +ud om natten , hver gang hun begyndte på dette +ttema , og denne trudsel satte han straks iværk . +Huset oplevede nu det særsyn , at skoflikkeren , der +hidtil havde siddet troligt ved sit arbejde , og altid +viist enhver forbigående sit gnavne ansigt ved ruden +ud til porten , nu blev støjende , ørkesløs og + +malicieux ; han blev hyppigt ude om nætterne , og +kom hjem om morgenen i en lidet respektabel tilstand ; +holdt hans kone hus med ham , truede han +blot med at gå straks igen , og hun fandt det da +gerne rådeligt at indskrænke sig til en arrig taushed . +Birthe blev da virkelig indstævnet for retten +for „ reale injurier “ , , og denne stævning faldt åbenbart +meget knugende på hende . +„ Det er sandt , “ sagde hun med et mørkt blik +til Rosine , „ at det er en forskrækkelig by . Frøkenen +havde dog ret , da hun sagde til mig : „ Birthe , +hvad vil du i det Sodoma ? “ Jeg stulde blevet +hos fruen , skulle jeg ; med alt det , hun streg og +strålede , var der dog meget godt ved hende . Men +jeg er selv gået i Garnet , og nu sidder jeg der . “ +„ Men hvor kunne det falde Birthe ind at +slå den slemme kone ? “ spurgte Rosine , der sad +og syede . +„ Slog jeg hende ? “ sagde Birthe , „ ja , så +må jeg have været forhekset , for jeg ved ikke noget +af det . “ +„ Det er slemt , at Birthe så ofte ikke siger +sandheden , “ sagde Rosine misfornøjet . +„ Så ? “ sagde Birthe vredt ; men derpå + +tilføjede hun noget spagere : „ Da det er jomfruen , +der siger det , vil jeg hverken sige ja eller +nej ; jeg vil bare sige , at havde jeg slået den kjærling , +så havde hun ærlig fortjent det ; men jeg får +vel sagtens høre ilde for det alligevel . “ +Den største ærgrelse havde Birthe af skomagerdrengen , +der , da han en dag mødte hende , +standsede foran hende , og spurgte forbindtlig : „ Er +det ikke brug hjemme hos dem , lille jomfrue , at +man går med et brædt for panden eller en høvist +bag øret , når man slanger eller slår ? “ +Birthe opløftede kosten , hun holdt i hånden , +for at give et pantomimisk svar ; men drengen +var for hurtig , og han undslap den retfærdige +gjengjældelse . +Carl gik aldrig igennem porten , uden at se +ned igennem portruden efter den lille pige ; men +han fik aldrig øje på hende . Lisbeth kom aldrig +i gården eller porten , uden at være eskorteret af +sin moder , og denne hilste gerne Carls spørgende +blik med et spottende smil . +Imidlertid havde Carl ikke glemt sangerinden , +der halsstarrig blev liggende i sengen , og ikke ville +høre noget om at stå op . Rosine vedblev medlidende + +at sørge før hende , og Carl havde påståe +at have ret til at deltage i denne forsørgelse , så +at kræfter til at stå op manglede hende ikke +længer ; men hendes sind syntes meget angrebet ; +når hun var alene , græd hun , og kom nogen ind +til hende , undveg hun al samtale om sig selv og +sine anliggender . Endelig mente Carl , at der måtte +gøres en ende vå sagen , og han gik derfor en +formiddag ind til hende . Hun blev øjensynlig ilde +tilmode ved at se ham , og vendte sig om mod +væggen . +Carl tog en stol , og satte sig . +„ Hvorledes går det ? “ spurgte han i en opmuntrende +tone . +„ Jeg holder ikke af at tale med nogen , “ svarede +hun undvigende . +„ De må dog tale med mig , “ sagde han alvorligt . +„ De er ikke syg længer , og de må nu se at +fortjene deres brød . Gud føder vel spurvene +under himlen ; men et menneske må arbejde for +føden , og arbejdet er menneskets skønneste adelstand . +De ligger hen her , og lader en stakkels , ung +pige underholde dem , medens hun arbejder både +for dem og sig selv . “ + +„ De er en slem mand , “ sagde hun besværligt , +„ jeg kan aldrig tåle at høre dem tale . “ +„ Det er kun , når vi gøre uret , at sandhedens +alvorlige stemme er ubehagelig at høre . +Stå op , og tag dem noget for , så bliver jeg +dem ikke længer til besvær . “ +„ Hvor kan de sige , at jeg ikke vil arbejde ? +Der er jo ingen , der vil give mig arbejde . “ +„ Fordi enhver unaturlig stræben ingen varighed +har . En virksomhed uden skønhed og uden +adel kan ikke fortsættes , når de andre ligegyldigere +grundpiller for den falde bort . Så længe de var +ung , og så godt ud , kunne de drive en forloren +kunst , nu , da de bliver gammel , vil denne kunst +ikke længer være tilstrækkelig . “ +„ De taler grusomt . Jeg har altid følt mig af , +at jeg var en kunstnerinde . “ +„ Denne følelse har måske ikke været uden +nytte for dem ; men lad nu forstanden råde , og +søg et erhverv , de kan bestride . Jeg vil hjælpe +dem dertil ; jeg tror , de er det værd . Under +deres pligtløse levevis har de ikke glemt at udføre +de menneskelige pligter , de kan endnu blive lykkelig , +lad mig råde dem . Tro mig , det er tornefulde + +roser , hvoraf det virkelige Genie vinder sin wreskrands , +hvorfor vil de da sønderrive deres hænder +på tornene , når de dog aldrig kan plukke blomsterne ? “ +„ Men +det kan jeg . Når jeg blot kunne få +et engagement — . “ +„ Så intet kan forandre deres mening om +deres såkaldte kunst ? Har de aldrig hørt en +ædlere kunst , har de aldrig hørt en virkelig sanger +synge ? “ +„ Nej ; men jeg ved nok , at de rigtige kunstnere +have mere haft lykken med sig end vi andre . Jeg +har lidt hørt , at jeg havde ligeså stor en stemme +som mange på det kongelige . “ +„ Dersom de nu fik en sand kunstner at høre , +og hvis de så fattede , at det er en fejltagelse , at +de selv nogensinde har dyrket nogen kunst , vil de +så lyde mig ? “ +„ De gør mig bange — hvor skulle det ske ? “ +„ Lad mig om det . Mener de det oprigtigt af +deres inderste sjæl , at de er en kunstnerinde , så +fly ikke prøven , vov forsøget , se modigt sandheden +i øjnene . Vil de ? “ +„ De er en forfærdelig mand , man kan ikke + +have No for dem . Jeg vil gøre det ; men når +skal det være ? “ +„ Iaffen . “ +„ Hvor skal jeg gå hen ? “ +„ Ingensteds . Beviset for at jeg taler sandhed +skal komme her , til dem alene , er de så fornøjet ? “ +„ Jeg +er så mat og så ængstelig , skal jeg +stå op ? “ +„ Bliv de kun liggende ; den engel , jeg bringer +dem , er ikke bange for sygelejet . “ +Han smilede venligt til hende , og gik , idet han +efterlod hende i en temmelig oprørt og forstyrret +tilstand . Da han kom ind til Rosine , sagde han : +„ Jeg vil forsøge en ny cuur med vor patient ; +jeg vil se , om hun virkelig kan domme om , hvad +der er kunst og hvad der ikke er det . Jeg kender +en sangerinde ved vor opera , og jeg vil bede hende +iaften synge et nummer ved vor kunstnerindes +seng . Det er en cantate for de fattige i ånden , +jeg kommer klokken otte . “ +Da klokken var otte , havde en lille kreds samlet +sig i jomfru Matthiesens værelse ; det var +Rosine , madame Mortensen , Birthe og madame + +Jørgensen , der dannede denne forsamling . +Carl havde ønsket et lille selskab samlet , da han +mente derved at give scenen en vis højtidelighed , og +ingen anden end Rosine vidste , at det forestående +havde noget andet øjemed end at oplive og fornøje +den syge . Denne var selv i høj grad spændt og +ængstelig . +„ Hvad mener de , at der vil ske ? “ hviskedee +hun til Rosine , „ jeg er så gruelig benauet , jeg +er til mode , som om der skulle ske et hekseri med mig . “ +„ Vær kun ikke bange , “ sagde Rosine beroligende , +„ en god , ung dame , som tillige er en stor sangerinde , +vil komme til dem , blot for at synge en sang +for dem . “ +„ Ja , han vil have , at jeg skal høre , at jeg er +ingenting ; men det overlever jeg ikke , siger jeg dem . “ +„ Jo , de gør , de vil være fornuftig . Sådanne +ydmygende erfaringer høste vi alle heri verden , +den kloge lærer af dem , og bliver bedre , den +forfængelige og svage forkaster dem , og går under . “ +„ 0 gud ! — og sådan en lille lampe ! — +her seer vist meget fattigt ud . “ +„ Her er rent og ordentligt , vær de kun rolig . “ +Carl åbnede døren , og en ung kvinde trådte + +ind . Den lille gruppe i værelsets øverste ende +trykkede sig endnu mere tilbage i krogen , kun Rosine +blev stående rolig ved sengen , og målte den +indtrædende med sit klare blik . Sangerinden var +simpelt klædt i en sort silkekjole ; hætten af hendes +mørke overstykke bedækkede hendes hoved , og da +hun slog den tilbage , så Rosine med velbehag +et skønt åsyn med alvorlige , tankefulde træk . +Intet lånt eller udsmykket , intet kunstlet ellersæregent +vanhældede hendes væsens ædle simpelhed . +Hun nærmede sig sengen . +Uvilkårligt rejste jomfru Matthiesen sig +halvt op , bleg og med tilbageholdt åndedrag så +hun ind i de mørke øjne , der med deltagende forsken +så ned på hende der mødtes de endelig i +denne fattige Vrå højt oppe under taget , kunstens +indviede Andling og dens ynkelige caricatur ; de betragtede +hinanden ufravendt , de syntes begge at lytte +som for at erfare , om noget hjerteslag bragte dem +til at mødes i medfødt sympathie ; men de havde +intet at sige hinanden , som kan udtales i ord . Da +satte sangerinden sig på den srembudte stol ved +sengen , foldede sine hænder i skødet , og sang en +romance . Som sølvklare Perler fra det underfulde + +kildevæld , naturen har dannet i det menneskelige +bryst , rullede tonerne hen i den lille , snævre stue ; +åndeløst lyttede alle med bankende hjerte , og da de +sidste af dem hendøde i luften , var det som om +deres genlyd endnu svævede langs væggene i det +trange rum , og bølgede under det mørke loft . Den +syge havde lyttet til med stift stirrende øjne og +åben mund , nu sank hun tilbage på sengen , og +vred krampagtigt sine hænder . +Sangerinden fulgte hendes bevægelser , hun så +sig om i stuen , og endelig faldt hendes blik på +Rosines psalmebog , der lå på bordet ved sengen . +Hun tog den i sin hånd , slog op i den , og sang +psalmen : +sørg ej , om end du tynges +af kors og Kummer ned ! +Guds klare dag forynges +med Herrens lys og fred ; +husk , gennem oval og trængsel +går du i Jesu navn +til hvile for al læmgsel , +til trøst for alle savn ! +Og over dig lians nåde +hver morgen bliver ny ; +thi lad gud Herren råde , +og dine sorger flyet + +de stjerner , som forsvinde , +det håb , som flumred hen , +de glider , som udrinde , +alt finder du igen ! +Hun lagde bogen , og rejste sig . +„ Således synge englene i himlen ! “ hviskedee +Carl bevæget til hende , idet han hjalp hende at iføre +sig sit overtøj , hun vendte sig fra ham , og lagde +sagte et lille papir på bordet - den lykkeliges +gave til den ulykkelige . +„ Tak , tusind tak ! “ sagde Carl , da han nede +i porten hjalp hende i vognen , „ jeg håber nu det +bedste , de seer , min veninde ! at kunsten også +har sin mission ! “ +Hun nikkede smilende til ham , og vognen rullede +bort . +Da han igen kom op , havde alle stiltiende +forladt værelset , og overladt patienten til sine egne +betragtninger . Carl trådte sagte ind , og satte sig +på den ledige plads ved sengen . Hun havde +slået lagenet over hovedet , og han ventede tavs +på , at hun skulle tale til ham . Endelig slog hun +lagenet til side , og så på ham . +„ Nå , der er de , “ sagde hun , „ De har gjort +mig gyselig ondt , ved de det ? “ + +„ Ja , det smerter , når et gammelt onde udrives +med rode ; men det gavner . Såret læges +med tiden , og smerten glemmes . “ +Der opstod en lille panse ; hendes blik faldt +på papiret på bordet , hun tog det , åbnede det , +og en tung tåre rullede ned ad hendes kind . +„ Hvad hedder hun ? “ spurgte hun . +Han nævnte hendes navn . +„ Sig hende , “ sagde hun , „ at hendes navn hviler +evigt her ! “ og hun slog sig for sit bryst , så +at en for hoste undslap det . +„ Og nu , “ sagde Carl , „ hvad beslutning har +øe taget ? “ +„ Jeg vil gøre , hvad de vil have . Tal blot +aldrig til mig , om hvad jeg har været ; jeg flammer +mig over det . Hvis de taler til mig om det , går +jeg ud og drukner mig . “ +Carl smilede . „ Jeg tier gerne derom , “ sagde +han , „ De ernærede en moder , hvorledes , del er nu +det samme . “ +„ Ja , jeg vil bestille noget . Skal jeg sætte mig +hen og sye ? “ +„ Nej , det ville trætte dem for meget , jeg kar - +tænkt på noget bedre . Jeg kender en agtværdig + +kone , der forfærdiger alle slags små kunstsager +af hår , kæder , ringe , sløjfer , blomster og +sligt , havde te lyst at lære hendes håndtering ? “ +„ O ja , det var jo nydeligt — jeg forstår dem +— erindringer , souvenirs — det er yndigt at sysle +med — og så — “ lagde hun til med et svagt suk +— „ det var dog altid lidt kunst . “ +„ Ganske vist , “ sagde Carl , „ De er vist nem +på fingrene , når de først har lært grebet , vil +de gøre nye opfindelser , deres navn vil blive +bekendt , og deres lykke er gjort . “ +Hun smilede venskabeligt til ham . +„ De har rigtignok behandlet mig hårdt , “ sagde +hun ; „ men de forstår , at gøre det godt igen . +De er en ædel characteer . “ +„ Men , “ sagde han , „ vi må vel tænke på +en simpel , mørk kjole , der passer til vor fremtidige +stilling ; et solidt udvortes er den første betingelse +for at vinde det handlende publikums tillid , især +her , hvor der lidt knytte sig alvorlige og ømme +tanker til fabrikatet . “ +„ Jeg forstår dem , “ svarede hun , „ ikke længer +Matthea , men jomfru Matthiesen slet og ret . +Imorgen skal sommerfuglen kaste sine vinger — “ + +hun pegede med en tteatralsk bevægelse til garderoben +på væggen — „ og den stakkels kålorm +sidde i al sin tarvelighed tilbage . “ +„ De er et udmærket fruentimmer , “ sagde Carl , +„ jeg har ikke taget fejl af dem . “ +Næste morgen så man jomfru Matthiesen +til alles forbavselse med en stor byldt under armen +gå ned af trappen og ud i byen , og nogle timer +efter kom hun hjem i så adstadig en skikkelse , som +om hun havde været en methodisfinde . Hun var +mørkt klædt fra top til tå i et meget tarveligt +stof , forvandlingen var foregået , sommerfuglen +havde kastet sine vinger . +„ Jeg er virkelig glad over , “ sagde hun til Rosine +med et melancholsk suk , „ at jeg endelig engang +er på det Rene med mig selv . Det begyndte virkelig +også at blive alt for pinligt at løbe om til +disse directeurer , det føler jeg nu først rigtigt . Jeg +var hos haurkunstnerinden , ret en vakker kone , og +så høflig ! Der hele tiltalte mig overmåde , det +passer just for mig , forstår de , disse hårtotter , +disse monumenter på kærlighedens grav , erindringer +om fortiden — det stemmer så ganske med . +Mine nuværende følelser . Og så er det jo mere r + +solidt — hun har et nydeligt indbo , og det var en +udmærket kaffe , hun gav mig . Hun hedder Fru +wisselmann — hun er enke og alene — „ Wisselmanns +efterfølgerinde “ , det lyder siet ikke så +galt . “ +For Birthe var dette også en mærkelig dag , +da på denne hendes sag med madame Matzen +fik sin afgørelse . Hele det personale , der havde +været samlet i porten hin mindeværdige aften , vidnede +alle , at en ørefigen var faldet ; men set , hvo , +der tildelte den , havde unægtelig ingen , eftersom +der netop i det øjeblik havde været mørkt . Birthe +benægtede standhaftig at have givet noget slag ; men +alle omstændigheder vare hende imod , og der var +den allerstørste grad af sandsynlighed for , at hun +havde gjort det , så meget mere som hun ingen kunne +opgive , som hun kunne have mistænkt for det . Det +blev derfor henstillet til Birthe , om hun dristede +sig til at aflægge ed på , at hun ikke havde slået +madame Matzen ; gjorde hun det , skulle hun være +fri for al videre tiltale i denne sag ; men gjordehun +det ikke , havde hun at betale en passende mulct +for at have udtrykt sine følelser mod en medborgerinde +mere tydeligt , end loven tillader , hvorved hun + +tillige som en advarsel for fremtiden ville få den +fornøjelse at betale sagens omkostninger . Hun fik +imidlertid nogle dages betænkningstid , og kom megek +harmfuld hjem . +„ Det var da en rar redelighed ! “ sagde hun , +„ så nu skal jeg gøre min ( led på , at jeg ikke har +slået den flemme kvinde . Den hævn fik hun da +over mig . Ikke fordi jeg jo gerne kan bande på +det ; men jeg holder ikke af at have for meget med +vor herre at gøre . Det duer ikke at spise kirsebær +med de store . Jomfruen seer så vist på mig , +ja , hver har nu sin maner . Nogle skal altid hænge +i med ham , og lade som om de var så farlig glade +ved ham , jeg mener nu , det er bedst , enhver skøtter +sit . “ +„ Men tør nu også Birthe virkelig kalde gud +til vidne på , at hun ikke har slået madame +Matzen ? “ spurgte Rosine med et alvorligt blik , +„ har Birthe også vejet alvorligt i sin samvittighed , +hvad det vil sige ? Husk på , Birthe , at han +så i den mørke nat , da de stod ved siden af +den slemme kone , og hendes hvasse tunge måske +fristede dem til et uforsigtigt slag . Husk på , at +han seer alle vore gerninger , selv dem , der ske i + +mørket , og at før ham er intet sfjult . Hvad kan +det nytte , øm Birthe vinder sin sag , og går +triumferende børt , når der dog kommer en dag , +da hun må stå dobbelt ydmyget og elendig for +gud og de mennesker , hun har skuffet . “ +Birthes ansigt fortrak sig under denne tale , +hun trak nålen i sit uldne shawl ud og ind , og +ville ikke se op . Rosine så det , og hun følte +en smertelig overbevisning om , at Birthe ikke +havde nogen retfærdig sag , men at hun i blind +trods hellere ville aflægge en falsk ed , end at stå +tilskamme for husets beboere og udsætte sig for +deres spot . Hun mindedes , hvor ofte Birthe havde +givet beviser på sine ejendommelige anskuelser af +ret og uret ; uvilkårligt fremstillede sig for hende +den djerve ørefigen , hun engang havde givet Lars , +og den vistnok af hævnlyst åbnede kjælderlåge , +og hun blev grebet af angst for den sidste og største +misgerning , hun vel så hende i stand til at begå . +„ Birthe , “ sagde hun med bevæget stemme , +„ for guds og deres egen skyld , betænk dem vel ! +Begå ikke en utilgivelig synd ! “ +„ Jomfruen tror altså- , at jeg har slået hende ? “ +Spurgte Birthe med kvalt stemme . + +„ Jeg frygter for det , “ svarede Rosine . +„ Jomfruen tror altid ondt om mig , “ vedblev +Birthe , „ Jomfruen troede engang , at jeg havde +ladet kjældcrlemmen stå åben med villie , og det +havde jeg dog ikke . “ +„ Jeg tror Birthe , “ sagde Rosine ; „ og det +kunne endelig også være del samme , om Birthe +havde forsyndet sig mod mig , som kun er et stakkels +mennefle ; men mod den retfærdige gud ! Ak , +Birthe ! “ — og hun greb pigens modstræbende +hånd , „ Sandheden er sådan en hellig og dyrebarting , +er det ikke tusinde gange bedre med ærligt +mod at sige : „ Jeg gjorde det , jeg ville skjult det ; +men nu da gud påkaldcs , tor jeg ikke længer ! “ “ +Birthes hårde hånd rystede i hendes ; men +hun svarede kun kort : „ Jeg slog hende ikke . “ +I dette øjeblik trådte Carl ind ; glad ved at +få ham til undsætning , fortalte Rosine ham +hastigt alt . +„ Nå , således ? “ sagde han harmfuldt , „ den +hellige og alvidende gud skal kaldes kil vidne på , +at Birthe ikke har givet skoslikkerens kone et +dask , et stolt vidne , du der har for metten , +Birthe ! O , ærefrygtsløse slægt ! En værdig + +guds tjener , den retsbetjent , der remser formularen +op , værdige vidner ved den allerhøjestes påkaldelse , +de pligtskyldige stokkemænd , og et værdigt +tempel for hans hellige nærværelse , et smudsigt +retslokale ! Det undrer mig ikke , om i andre +uvidende anse det hele for en forretning , en mindelig +overenskomst med sandhedens ypperste vidne . +Hvorfor ikke tale rent ud , og stævne Herren i de +rette udtryk , hvorfor ikke lade ham vide , at hvis +han ikke giver møde , vil han hjemfalde til udeblivelsesstraf +efter loven ? Hvorfor ikke sige straks : „ O , +du hellige og alvidende , store og almægtige gud , +behag at give møde i criminalkammeret den og den +dag og time ; det er vitterligt , at du var tilstede +i porten hin aften , og Birthe Jensdatter agter +nu at føre dig som lovligt vidne mod Adriane +platzen , at hun hin aften ikke har tildelt hende +en ørefigen på den venstre kind ; det høre du , +retfærdige gud ! og undlade ikke at give møde efter +stævning . “ Ikke så , Birthe , således er det ? “ +„ Candidaten spøger så fælt , “ sagde Birthe , +skræmmet af hans luende blik . +„ Jeg spøger ikke , “ sagde han , „ det er en styg , +hæslig alvor . Der slås ikke et elendigt potteskår + +itu i denne verden , uden at den allerhøieste dommer +kan nedkaides for at vidne om det , hvis sagens +omstændigheder er gunstige . Enten Birthe har +slået eller ikke slået konen dernede , så råder jeg +Birthe alvorligt af holde sin hånd ubesmittet af +denne forargelse , og siger : „ Sværg ikke ; thi du +skal ikke tage Herren din guds navn forfængeligt . “ “ +„ Bien alle de andre , “ svarede Birthe tøvende , +„ de ville tro , af jeg har gjort det . “ +„ Det gøre de dog alligevel , “ sagde han , „ og +gud er dog mere end menneskene . Tror Birthe +ikke det ? “ +„ Jo vel , “ svarede Birthe , „ det ville jo være +underligt ikke af tro det ; men jeg tænker da ikke , +af han sådan passer på alting . Det blev da vel +besværligt . “ +„ Så Birthe tror , af man kan kalde på +ham , og han hører det ikke . “ +„ Å , han hører vel så meget ; skulle han agte +på alt det , fik han nok af gøre . “ +„ Ja , efterbirthes forestillinger . Harbirthe +aldrig en bange fornemmelse af , af han vogter på +alt , hvad Birthe gør ? “ + +„ Nej — “ svarede hun langsomt , og drejede sig +fra ham , „ det kan vel undertiden komme på en . “ +„ Og når det kommer på Birthe , føler hun +så ikke en inderlig trang til at lukke op for sit +hjerte og sige sandheden , ene og alene for guds +skyld ? “ +Der viste sig tegn til en svag kamp hos +Birthe ; men den hårde natur fejrede . Hun samlede +sit tøj om sig , så stift med sine store , lysegrå +øjne på dem begge , og sagde afgørende : +„ Jeg er ikke bange for at sværge ! “ og dermed gik hun . +I hele huset ytrede sig en iøjnefaldende spænding +efter at se sagens udfald , megen tid gik tilspilde +med at drøfte , om Birthe dristede sig til +Eden eller ej , og højst forskellige vare meningerne +derom . +„ Hun tør ikke , “ sagde madame Matzen , „ jeg +kan endnu se hendes fingre på min kind . “ +„ Ja , men de se ud som tre sorte fingre , “ +Sagde madame Jørgensen betænkeligt , „ og det +ved de nok , hvad betyder . “ +„ Det kunne , ved den levende gud ! aldrig falde +mig ind at sværge på noget , “ sagde Hansine livligt , +„ hvorfor skal man rode sig ind i forlegenheder ? + +når mit herflad har spurgt mig om noget , har +jeg altid svaret : „ Fruen må forlade mig , jeg ved +det ikke , min hukommelse er så kort . “ “ +Men dagen kom , og Birthe aflagde Eden . +Da hun kom hjem , og gik ind af porten , havde +hun løftet hovedet noget højere end ellers , hun +havde jo nu aflagt et klart vidnesbyrd om , at hun +havde ret ; men denne triumf varede kun kort . +Huset var af en anden mening . Der blev ikke talt +til hende , nej , tværtimod , det var som om alt veg +tilbage for hende og undgik hende ; hvor hun kom , +forstummede samtalerne , der var ingen hilsen mere , +intet skjemtende eller spottende ord , kun undvigende +blikke og fordømmende miner . „ Lad dem kun +flabe sig , “ tænkte Birthe trodsig , „ jeg behøver dem +ikke ; “ men da en dag skomagerdrengen gik hende +forbi , og med et betydningsfuldt smil løftede tre +fingre op til sin kasket , da var det forbi med +Birthe , hun veg tilbage , og skjulte sig i sin kælder . +Kun når det var nødvendigt , sneg hun sig +lydløst op af trappen til Rosine . +Rosine var ret mismodig over alt dette ; +vinterdagene blev mørkere og mørkere , Birthe gik +taus om , og så ned for sig , og fra Frits havde + +ingen hørt noget siden . Til Lisbeth så hun +heller ikke noget , og hun følte , at det var bedst at +slå hende rent af tankerne ; men hun kunne det +dog ikke . Når hun således sad og syede i det +gråblege dagslys og til sidst langt hen ad den mørke +aften ved sin lille lampe , lagde der sig ofte dunkle +skygger om hendes sind . Mangen en finder det +vanskeligt at være glad i venlige , hyggelige omgivelser , +i skinnet af lys og kærlige øjne ; med +nogen mere ret kan hjertet finde sig beklemt på +årets solforladte tid i et snævert rum , ved uafladeligt +arbejde og i stille ensomhed . Frem og +tilbage fløt nålen ; men ro sin es tanker fløj ikke +med , , tunge og trætte lød de vingerne synke , og +mangen lydløs tåre listede sig ned øver hendes +kind . +En aften kom Birthe øp til hende , og stillede +sig med et melancholsk suk op af kakkelovnen . +„ Det +blæser svært i aften , “ sagde hun , „ og +gaden er hvid af sne . Kors bevares , hvor der +dog er lidt luft i denne by ; selv når det blæser , +er her blot træk og ingen luft ; en bliver ganske +trang om hjertet . “ + +„ Ak ja ! “ sukkede Rosine . +„ Jeg ville ønske , jeg havde et ærinde ude på +Marken , “ vedblev Birthe , „ før var jeg da ikke så +forlegen før at blive sendt ud af den varme stue ; +men siden jeg hele dagen sidder og lugter til ost +og pølse , synes jeg , det måtte være en spas at +trave om i sneen og blæsten . “ +„ Gud hjælpe dem , der skulle det , Birthe , “ +Sagde madame Mortensen , grædende sine hænder +med belbehag , „ her er rigtig så lunt og godt . “ +Birthe lang lidt ; derpå sagde hun i en halvsagte +tone : +„ Der var et fælt spektakel dernede før ; hende , +madamen derovre , som jeg ikke gider nævne , holdt +et farligt hus med sin mand , jeg tror , de sloges . +Så kom han op af kælderen , ganske hvid i sit +ansigt , og løb ud af porten som en gal ; hun gik +ned til vort , og mit søskendebarn bød hende ind +i stuen , før hun ville ikke have hende i boutiken , +at hun ikke skulle gøre spektakler . Hun ville have +mere at drikke , og talte fælt om sin mand : „ Jeg +er ikke den , der vil gøre ufred , “ sagde hun ; „ men +jeg kunne slå hans hoved itu . “ Og så græd + +hun , og så lo hun , og så drak hun igen . Det +gad jeg ikke høre på , og så gik jeg herop . “ +Rosine svarede ikke , hun syede og syede , og +hendes hjerte krympede sig sammen i sørgelige +tanker . Madame Mortensen faldt i en blid +søvn i sin lænestol , Birthes store , mørke skikkelse +forlod kakkelovnen , og stred ud af stuen med +et dumpt : „ Godnat ! “ , og luften blev tung af kvælende +tanker . Rosine lagde sit sytøj sammen , og +tog et shawl over hovedet for at gå ned og +trække lidt frist luft . +Lampen brændte svagt i porten , der var stille +og ensomt , og hun gik sagte op og ned . Ude i +gården faldt sneen , hvid og lydløs , den faldt +over de sorte brøstene , over kar og brædter , og +den lagde sig til ro i alle karme og åbninger , +Rosine standsede på sin vandring , og så tankefuld +på den . Da vaktes hun af en svag lyd af +en knirkende dør , en lille skikkelse kom frem , og +styrtede sig henimod hende ; den greb om hendes +knæe , trykkede sit hoved imod dem , -og brast i konvulsivisk +gråd . +„ Lisbeth , lille Lisbeth ! “ sagde Rosine med +skælvende stemme , og drog hende op i sin favn . + +barnet svarede ikke med ord , men kun med +ville kærtegn . +„ O , rolig , rolig ! “ sagde Rosine bønfaldende , +„ o , Lisbeth , tal til mig , hvor er din moder ? “ +„ Derovre ! “ svarede barnet med en heftig bevægelse +mod den anden kælder . +„ Du ved , at vi må ikke ses , “ sagde Rosine +med smerte , „ ikke nu , Lisbeth , vi må +vente , engang , når du bliver stor , vil du besøge +mig , indtil da må vi stilles . Vær et godt , tålmodigt +barn , vær — “ hendes stemme kvaltes +af hendes tårer , de klyngede sig til hinanden , og +græd tavse . +„ Se , Lisbeth , “ sagde Rosine endelig , og +løsnede barnets arme fra sin Hals , „ se , hvor +sneen falder tung , se , hvor mørk himlen er deroppe ; +men bag skyerne stå dog stjernerne , ikke +sandt ? Når det tange sneetæppe drages bort , +ville de atter skinne . Husker du historien om den +stakkels asfepot , hun troede , at hun altid skulle +sidde i den mørke skorsteenskrog ; men gode feer +vågede over hende , og hun blev dog lykkelig . Den +gode gud våger over dig , vil du tænke på det , +når du sidder alene nede i mørket ? “ + +„ Ja , “ svarede Lisbeth , „ må jeg ikke også +nok tænke på dem ? “ +„ Jo , mit barn ! tænk på mig , tænk på , at +jeg har bedet dig være from og tålmodig . “ +„ Fader er gået bort , “ sagde hun ængsteligt , +„ jeg er alene med moder . “ +„ Moder vil gå iseng , “ sagde Rosine med +bankende hjerte , „ og så vil du også sove . “ +Lisbeth så sig om i porten , uden at slippe +sin venindes hånd . +„ Om sommeren skinner solen , “ sagde hun , +„ hvorfor lader den gode gud den ikke skinne også +om vinteren ? “ +„ Fordi det er hans urandsagelige villie , “ svarede +Rosine dybtbevæget , „ at solen og lykken ikke +altid skulle skinne over menneskenes hoveder . “ +„ Hvorfor holder min moder ikke af mig ? “ +„ Hun holder af dig , en moder må elske sit +barn , og selv om hun ikke elskede dig , vil du +elske hende . Hun har født dig , næret dig ved sit +bryst , om hele verden forlod hende , vil du elske +hende . Selv om alle mennesker så hendes fald , +og spottede hendes grå hår , vil du ære dem og +holde dem hellige . “ + +„ Siden de siger det , vil jeg . “ +„ Så godnat , mit eget , kære barn ! Godnat +for sidste gang ! Jeg vil forlade dette hus , +vi ville hver gå sin vej , men altid tænke venligt +på hinanden . Engang om mange år , når Lisbeth +er en voksen pige , vil hun besøge sin gamle +veninde , og så ville vi glæde os over at have +elsket hinanden trofast , og således , at den gode gud +har set med velbehag til vor kærlighed . Godnat , +mil kære , gode barn , godnat til en gladere morgen ! “ +Alter +og atter omfavnede og kyssede de hinanden +i afskedens smerte ; da åbnedes spækhøkerens +kjælderdor , og madame bkatzen stavrede buldrende +op . +„ Se der , “ sagde hun stammende til spækhøkerkonen , +der med et lys i hånden så efter +hende , „ se , der står det uforskammede fruentimmer , +og forlokker mit barn ! Lisbeth , djævleunge , vil +du blive fra hende ? “ +Rosine slap barnet , og vendte sig mod +hende . +„ Sig ikke , at jeg forlokker hende , “ sagde hun , +halvt bedende , halvt besværgende , „ jeg siger hende + +farvel , og rejser fra dette hus . Allerede i morgen +er jeg borte , og går dem ikke mere i vejen . “ +„ Det er godt , det , de der siger , “ sagde konen +med en harmfuld latter , „ De kan for mig gerne +blive heri huset , jeg jager ingen bort , jeg er viceværtinde , +og lejerne må gerne blive her for mig . +— men , tro mig , “ tilføjede hun med udbrydende +forbittrelse , „ kom ikke tiere her i porten , hvis de +har deres liv kærr , jeg knækker arme og ben +på dem , hvis jeg træffer dem oftere her ! “ +„ O , vær blot rolig , “ bad Rosine angst . +„ Gå , vil de gå ? “ råbte hun , og pegede +til trappen . Spækhøkerkonen , greben af simple +folks feige angst for at blive vidne til noget ulovligt , +trak sig hurtigt tilbage med sit lys , og forsvandt +bag sin lukkede dør . Rosine veg tilbage +for den rasendes truende hånd , og af frygt førend +yderligere at opbringe hende steg hun op af +trapperne med hastige trin . Konen lyttede efter , +til hun var forsvundet i de øverste etager , derpå +mumlede hun med et hånligt latterndbrud : „ Hun +er dog bange for at have med mig at gøre . “ +Derpå vendte hun sig til barnet , der skælvende +havde trukket sig tilbage til kælderdøren : „ Er + +du kommet herop , “ sagde hun , og trak hende frem +ved armen , „ godt , så kan du også blive her , og +vente på din fader . “ +„ O , moder , lad mig gå ned med ! “ bad hun +grædende . +„ Bliv , siger jeg ! “ råbte moderen heftigt , og +stødte hende tilbage , „ jeg har forbudt dig at gå +op til hende , nu kan du blive her i nat . Her er +godt nok til dig ; rør dig ikke af pletten , siger jeg , +eller gud nåde dig ! “ +Hun åbnede kælderdøren , og lod den falde i +efter sig med et bulder ; bulderet forlængede sig +gyseligt i det lyttende barns øren som en udelukkelse +fra lyset og varmen og hvilen . Hun sprang +henimod døren , slog på den med sine små hænder , +og bad : „ Moder , luk mig op , her er så koldt +herude , jeg dør til i morgen ! “ Bien ingen stemme +svarede . Døren var kold som is , endnu koldere +var moderens hjerte , ingen af dem åbnede sig for +kaldet . +Barnet stod alene i mørket ; lampen i porten +var oset ud , og kun et svagt lysskær viste , hvor +gårdspladsen var . Længe troede hun , at det kun +var en tom trudsel , at hun skulle tilbringe natten + +her på de våde stene , i den klamme natteluff , +og hun holdt sig knuget tæt op til kælderdøren . +Sålænge hun så lys i spækhøkerkjælderens vinduer , +syntes hun , at natten endnu ikke rigtigt var +faldet på ; men også denne trøst udslukkedes med +lysskæret fra dem . Hun kunne banket på døren , +og bedet om husly ; men uden at gøre sig nogen +tydelig forestilling om hvorfor , følte hun , at man +ikke ville vove at tage hende ind . Med andres +ejendom tør man ikke befatte sig , og hun tilhørte +jo sin fader og moder . Det var også den eneste +tanke om at undflye sin skæbne , som opstod hos +hende , og den sluktes snart af den håbløse visbed +om at være afhængig af den berusede moders villie . +Hendes fader kunne komme hjem , og ethvert tag i +porten , der var blevet stående uaslåset , gav hende +håb om hans hjemkomst ; men mange gange gik +tunge trin hende forbi i mørket , for at forsvinde +andetsteds , og han kom bestandig ikke . Tydeligt +kunne hun i nattens stilhed høre slagene af Petri +kirkes ur , og da hun med bankende hjerte havde +talt tolv , vidste hun også , at han ikke ville komme +og forløst hende . Atter bankede hun sagte på +kælderdøren , og hviskedee : „ O , moder , luk mig + +ind ! “ men der kom intet svar . „ Hun sover allerede , “ +Sagde hun til sig selv , og hun tittede op til +alle gårdsrummets mørke vinduer , og sagde bedrøvet : +„ De sove alle . “ Det var altså afgjort , +hun skulle tilbringe natten her . Hun gav sig ikke +til at græede , som et mere forvænt barn måske +ville have gjort ; tidlig havde upåagtede klager og +forhånede tårer lært hende dyrets tålmodige +resignation , hun svøbte fine klæder sammen om sig , +og satte sig på kældertrappen . Himlen vedblev at +sænke sit sneetæppe over jorden til varme for +denne , men ikke for det menneskelige kød og blod , +der kølnedes langsomt og sikkert i nattens fugtige +luft . +„ „ Tænk på , at jeg har bedet dig være from +og tålmodig , “ “ gentog barnet for sig selv , hun +gentog det atter og atter med bævende læber og +klapprende tænder som en talisman mod smerten +og håbløsheden , og hun gentog det , indtil nattens +kulde og søvnen overvældede hendes sandser . Hun +tog sit lille forklæde op om sine blottede arme og +sit isnende hoved , lænede sig til væggen , og sank +hen i en slummer , beder snurt blev til bevidstløshed . + + +sneeskyerne vare trætte af at nedsende deres +fugtige dun , de breve langsomt til siden som et +svært fartøj for en jern kuling , og himlen blev +klar , nattens stjerner funklede atter ; gennem dem +så klare , medlidende øjne ned på den brødebetyngede +jord , som havde tilsløret sine sorger og +synder med et kortvarigt blund . De så ned +på den mørke kældertrappe , hvor barnet lå +hensjunket i dødlignende dvale , og de så rundt +i berden på tusinder , der vare hendes lige , hvis +rosenkinder vare blegnede under trældommens tryk , +og hvis blik havde mistet sit himmelske lys i det +mørke , lunefuld vilkårlighed og despotisk ubarmhjertighed +havde udbredt om dem . De så dem +med guddomsbilledet forstyrret i sjælen , og legemet +besmittet og sønderbrudt , og ingen frelse for +disse uskyldige martyrer , som et egenkærligt samfund +holdt i uopløselige lænker . Det var lovens +trældom uden evangeliets fortøjende frihed , og det +var som om der fra nattens bryst hævede sig et +langt , tungt suk . Det gik isnende hen over jorden , +de dryppende vanddråber stivnede i det til chrystaller , +sneen knittrede under vandrerens trin , og +da morgensolens stråler hævede sig over synskredsen , + +var der overalt beredt tusinde spejle til at +opfange dens første , rødmende genskin . +Der kom mennesker gennem porten , nogle +kastede måske et nysgerrigt blik på den genstand , +der lå sammenrullet i kjcrlderhalsen , andre +gik ligegyldige forbi , uden at se til højre eller til venstre ; +endelig kom en soldat med stærke , genlydende +trin , han skulle op til skomageren ; men +da han så over , og så det , der lå ved kælderdøren , +gik han tilbage , og undersøgte , hvad der +fandtes skjult under det brogede stykke tøj . „ Et +barn ! “ sagde den stærke mand med underlig sagte +stemme , han flap forklædet , og efter et øjebliks +overvejelse bankede han på spækhøkerens dør , og +fortalte , hvad han havde set . Nu blev der på engang +på en forunderlig måde levende i porten , +hvorfra og hvorledes alle disse mennesker kom sammen , +kunne ingen sige ; men de vare der , og stimlede +tæt sammen om barnet . +„ Hun er død , “ sagde en dæmpet . +„ Nej , hun er kun bevidstløs , “ sagde en anden . +Hun blev løftet op ; på det blege barneansigt +lå en uendelig tålmodighed , og uvilkårligt lød +medlidende og deltagende udbrud i kredsen . + +„ Hvor hører hun hjemme ? “ spurgte soldaten , +og da mange hænder pegede på kælderdøren , slog +han et par stærke slag på den . +Da trængte spækhøkerkonen sig frem gennem +mængden , der straks gav plads for hendes vigtige +person . +„ Nej , ved gud , om hun skal derned ! “ sagde +hun , og tog barnet fra den , der bar det . „ Nu +tager jeg hende ned med mig , og jeg vil se , hvem +der skal få lov til at hente hende . “ +Som ved et vindpust vare alle selvsyge følelser +bortvejrede hos denne mængde , der før havde stillet +sig beskyttende om moderens rettigheder , mange flere +travle hænder , end der behøvedes , hjalp spækhøkerkonen +at bære barnet , at åbne døren til hendes +lejlighed , og bringe hende til hvile på sengen . +Denne var tæt omringet af spændte og nysgerrige +ansigter , og kun nogle få blev stående i porten +for at se , hvad soldatens bestræbelser for at vække +den anden kælders beboere ville føre til . +„ Der er vist ingen hjemme , “ sagde han endelig , +seende sig om . +Birthe kom til , og sagde : „ Hun ligger vel +dernede , og sover rusen ud . Slå bedre til ! “ + +han slog med hænder og fødder ; men ingen +svarede . Da kom skoflikkeren ind af porten ; han +var bleg og forsviret ; men han blev dog endnu blegere , +da der i få ord blev meddelt ham , hvad +der var hændt . Han så sig om i kredsen , og +sagde : „ Hun var rent djævels i går , og slog efter +mig med ildtangen . Jeg blev så gal indvendig , +at jeg ville gå ud og drukne mig ; men da jeg +var kommet på gaden , betænkte jeg mig . Jeg har +inat ligget på bænken hos en værtshuusholdcr , +og var det ikke for barnets skyld , var jeg ikke +kommet tilbage . “ +Han tog en nogle op af lommen , og åbnede +indgangsdøren . Der var mørkt dernede , og man +kunne ikke straks se , hvad der lå på trappen , +men det varede ikke længe , før man så det . I +rusen og vreden var skoflikkerkonen styrtet hovedkulds +ned , og havde slået hovedet mod gulvet ; +enten hun var død straks , eller ikke havde formået +at rejse sig , og således senere var gået over fra +bevidstløshed til død , vidste ingen ; men tung og +død var hun , og da hun lå udstrakt på sin seng , +tvivlede ingen derom . +Skoflikkeren rørte ikke selv ved sin kone ; men + +han fulgte tavs efter dem , der bare hende hen til +sengen . Da hun lå der , og den skyndsomst tilkaldte +læge havde erklæret hende for død , betragtede +han hende med et besynderligt udtryk af tvivlende +forundring . Derpå tog han hendes arme og hænder , +og løftede dem gentagne gange op , og lod dem +synke tilbage , som om han ville forvisse sig om , at +hun virkelig var død . Da dette endelig syntes ham +hævet over al tvivl , gik han bort fra sengen , og +kastede sig på en stol med en høj , krampagtig +gråd . +Lægen blev kaldt over i den anden kælder ; +han undersøgte omhyggeligt det livløse barn , og +sagde endelig : „ Hun er ikke død . “ Forskellige oplivelsesmidler +bleve anvendte , og hun slog igen øjnene +op ; men det liv ; der således blev kaldt tilbage , +var svagt og døende . +Spækhøkerkonens dagligstue var i dag blevet et +offentligt sted , hvo , der ville , gik uhindret ind , +betragtede barnet , og gik igen i taushed . På +sofaen var redt en seng , belagt med madame +Hansens fineste lagener , og derpå var Lisbeth +flyttet hen ; det var som om man troede , at døden +ville have mere respekt for det fornemme leje end + +for det simple . I boutiken gav spækhøkerkonen +audients med en højtidelig mine ; på hendes ansigt +stod skrevet : „ Når jeg gør noget , gør jeg det +grundigt . “ +Birthe var gået op til Rosine , og havde +fortalt hende morgenens begivenheder . Hendes første +tanke var at ile ned til sin lille Andling . Da hun +bøjede sig over hende , og med ømhed kaldte : „ Lisbeth ! +Lisbeth ! “ syntes først sjælen fuldstændig +at vende tilbage til livet , hun udstrakte mat sine +hænder for at tage om hendes Hals ; men de sank +kraftesløse tilbage . +„ Gå , “ hviskedee hun med mat stemme , „ gå ! “ +„ Nu behøver jeg ikke længer at gå , “ sagde +Rosine med tårer , „ nu tør jeg blive hos dig , +pleje og passe dig . “ +„ Min moder kommer vist snart , og henter +mig , “ sagde barnet . +„ Nej , Lisbeth , hun kommer ikke mere . Lisbeths +ni oder er gået ud af denne verden ; hun +ligger stille nede i sin stue , gud har kaldet hende +i denne nat . “ +Barnet åbnede øjnene vidt , og så på hende +med et udtryk af skræk . + +„ Er hun død ? “ spurgte hun . +„ Ja , Lisbeth , hun er død . Da hun igåraftes +gik ned ad trappen , faldt hun , og slog sig +ihjel . “ +Barnet vendte sig , og skjulte sit ansigt i puden . +Stille sad Rosine ved siden af , strøg med +sagte hånd over hendes hår , og bad en bøn for +den døde . +Spcekhokerkonen kom ind , og bøjede sig over +sengen . +„ Sover hun ? “ spurgte hun deltagende . +Barnet så op . „ Min moder havde ikke +glemt mig , “ sagde hun til hende . +„ Jeg ved det nok , mit lille puds , “ svarede +konen rørt . +Faderen kom , og så til sit barn . „ Bliv +du kun her , “ sagde han , „ Du har det godt . Derer +heller ikke plads nede hos os til mere end en , +jeg ligger ude i denne tid , til hun kommer bort . +Det er ikke min skyld , at du ikke har haft det +godt , jeg kunne nu engang ikke magte hende . “ +Barnet tog hans hånd , strøg og klappede den . +„ Stakkels fader ! “ sagde hun . +Men hen ad dagen gik den store mathed over + +til feber , og da aftenen kom , begyndte hun at +fantasere . Det var ville , ængstelige forestillinger +fra de henrundne , sørgelige dage ; men hver gang +fantasierne nærmede sig den sidste , ulykkelige nat , +kom også undflyldningerne for moderens hårdhed +tilbage . „ Det kunne ikke nytte , at jeg bankede , og +bad hende lukke op , “ sagde hun gentagne gange , +„ hun kunne ikke høre mig . Stakkels moder ! “ +Alle husets folk samlede sig i hjertelig deltagelse +ved sygelejet , og det faldt undertiden vanskeligt +at forhindre , at disse utallige besøg og forespørgsler +ikke forstyrrede den syge . Da det blev +bestemt , at der skulle våges om natten , kom +Hansine med stor Iver , og tilbød sig at våge . +„ Jeg forsikrer jomfruen , at det er mig en +sand fornøjelse , “ sagde hun , „ jeg er så vant til at +omgås alle slags mennesker , og hvad det angår +at holde øjnene åbne , så kan jomfruen tro , at +jeg har vadsfet mangen god nat . Dette er jo +ingenting mod at stå i vadsfeballien . “ +Rosine havde helst selv våget hele natten ; +men da spækhøkerkonen også nærede den formening , +at Hansine måtte være særligt stikket til +denne forretning , blev de til sidst evige om , at + +pigen skulle våge den første halvdel af natten , +og Rosine den anden . En lang række forfriskninger +blev opstillet foran Hansine , lampen forsynet +med olie , og Rosine listede sig op på sit +værelse . +Hun havde dog ingen ro på sig , og da +klokken var tolv , gik hun igen sagte ned i kælderen ; +allerede udenfor døren hørte hun barnets +stemme , der var blevet forunderlig hæs , og da +hun kom ind , så hun Hansine , tilbagelænet på +stolen , snorke af hjertenslyst . Da lyset stod noget +til siden for hende , dannede hendes vidtåbne +mund et næsten frygteligt skyggebillede på væggen , +og dette syntes i høj grad at ængste det forvildede +barn . +„ O , det gaber for at opsluge mig ! “ hviskedee +hun til Rosine , pegende på væggen , „ jeg har +kaldt ; men ingen har hørt mig . Hvem er det , er +det djævelen ? “ +„ O nej , “ sagde Rosine beklemt ; thi barnets +stemme var hæs og klangløs , og ligesom frempresset +af et trangt gemme ; „ det er kun en skygge på +væggen . “ +„ Jeg er så bange for djævelen , “ stønnede + +hun , „ Moder sagde så lidt , at han skulle hente +mig . “ +„ Har du aldrig læst dit fadervor ? “ +„ Jo , i skolen . “ +„ Så fold dine hænder , og bed det . Så +behøver du ikke at frygte for nogen ond ånd . “ +Barnet foldede hænderne , og remsede bønnen +op med falsk og besynderlig betoning , så at det +næsten smertede Rosine at høre det . +„ Jeg skal bede det for dig , “ sagde hun blidt , +og tog barnets hænder i sine , medens hun af sit +hele hjerte bad bønnen for det . Lisbeths øjne +hvilede på hende med hele den forunderlige blanding +af smerte og trøst , der kan være i et barneblik , +og da hun var færdig , sag be hun : +„ De ved alt anderledes end andre . “ +Rosine blev nu siddende ved sengen , og havde +den glæde , at hun faldt i søvn , men rigtignok en +urolig , stønnende , hvileløs søvn . Da om morgenen +menneskene begyndte at færdes i stuerne og +på trapperne , for Hansine op af søvne , og da +hun så Rosine , udbrød hun : +„ O gud , jeg er dog vel ikke faldet i søvn ' - ' +det er , ved den levende gud ! aldrig overgået mig + +før , der må have været noget bedøvende i maden . +O gud , “ — her begyndte hun at græde — „ Jomfruen +må ikke tænke noget ondt om mig , det var +i ben bedste mening , at jeg bød mig til at våge +her , og jeg tror også , at den stakkels unge har +sovet hele natten . “ +„ Det er ikke været at græde før , “ sagde Rosine +noget koldt ; „ det er blot rigtigst , at Hansine +ikke mere tager sig på at våge . “ +„ Jomfruen tror nu , at jeg er et skarn , “ +Tudede Hansine ; „ men det kan jeg forsikre , at jeg +har det bedste hjerte af verden . Alting er blot +så contrairt før mig , og så bliver jeg miskjendt/ ' +kun +med møje lykkedes det Rosine at få +hende fjernet ; lægen kom , og så til barnet ; han +rystede betænkeligt på hovedet . +„ Er der nogen fare ? “ spurgte Rosine med +bankende hjerte . +„ De måtte hellere spørge , kære jomfruer er +der noget håb ? Jeg tør ikke svare dem ja +eller nej , vi ville nu gøre , hvad mennesker formå . “ +Der +blev i disse dage en stilhed i huset i + +st . Pederstræde som i et tempel , ikke så meget for +den stille skikkelses skyld , der lå stiv og bleg i +den ene kjcrlder , og ventede på at føres på den +sidste rejse , som for det dødssyge barns skyld , +som ømme og medlidende hænder søgte at holde +tilbage i denne verden . Man gik sagte ned ad +trapperne , man hviskedee til hinanden i porten og i +gården , og selv i bontiken hørtes kun sagte trin +og dæmpede stemmer . Huset havde adopteret den +dødes barn , og med det hastige og ofte grundløse +omslag , der så ofte findes i simple folks stemning , +var denne nu kun idet og overstrømmende +venlighed . Nten desværre aftog håbet bestandig +mere , og visheden om , at døden havde mærket sit +bytte , blev stærkere og stærkere . Feberfantasierne +fjernede sig vel fra den syges leje ; men kræfterne +aftoge ; mattere og mattere blev det lille legeme , +svagere det korte åndedrag fra det barnlige bryst , +og blegere den indfaldne kind . +Carl kom også ned for at se til den syge , +og Lisbeth hilste ham med et genkendende smil . +Til ham sagde hun , hvad hun ligesom ikke havde +nænnet al sige til Rosine : + +„ Jeg doer med min møder — ikke sandt , hr . +Sander ? “ +„ Jeg væed ikke , mit barn , “ svarede han alvorligt . +„ Livet er en stor og kostelig gave ; men vi +må alle være beredte på at give den tilbage , når +gud forlanger det . “ +„ Jeg er bange for at dø . “ +„ Hvorfor ? “ +„ Jeg er bange , at djævelen er deroppe . “ +„ Djævelen ? — han er jo også hernede . Er +du bange for ham ? “ +„ Ja . Jeg så ham forleden nat på væggen . “ +„ Jeg tænker ikke , det var ham . Det var Hansines +skygge . Man må ikke være bange for +djævelen , men holde sig til den , der er stærkere end +ham . Skal jeg fortælle dig en historie ? “ +Et glad smil krusede hendes blege læber . +„ O ja , fortæl ! “ +Han fortalte hende legenden om den hellige +Christopher , der kun ville tjene den stærkeste . +Derpå vedblev han : +„ Har du ikke hørt tale om Jesus chrisfus ? “ +„ Jo , +i skolen , “ svarede hun . + +„ Så væed du , at din gud blev menneske , +' led og døde , således som vi også skulle lide og +døe . Ikke sandt , du har hørt om hans liv på +jorden ? “ +Hun så tøvende og eftertænkende på ham . +„ Jeg har lært det i min catechismus , “ svarede hun +endelig . +„ Og hvad står der ? “ +„ I Jesu chrisfi liv adskille vi hans fornedrelsesstand +og hans ophøielsesstand , “ sagde hun +opremsende , „ til Jesu chrisfi fornedrelsesstand +hører hans fødsel som menneske , hans liv her på +jorden i ringhed og armod , hans lidelser , hans +død og begravelse . Al hans fornedrelse var frivillig +for vor skyld . “ +„ Stakkels barn ! “ sagde Carl sørgmodigt hen +for sig , „ også hos dig har man arbejdet på at +slå ånden ihjel med bogstaven . Skal jeg fortælle +dig mere ? “ tilføjede han . +„ O ja , “ svarede hun , „ jeg glemmer alting , når +de fortæller . Må jeg så holde deres hånd ? “ +„ Der er den , “ sagde Carl blidt , og nu begyndte +han at fortælle om det underfulde barn , der +blev født , om hvorledes menneskene efterhånden erkendte + +ham for at være mere , end der hidtil . havde +været i verden , hvorledes han ikke alene var mere +end menneskene , men også stærkere end djævelen . +Hun lyttede til med ubeskrivelig opmærksomhed , og +når Carl forlod hende , syntes hun kun at ligge +og vente på , at han skulle komme igen . Han kom , +og fortalte atter ; en hel nat vågede han hos +hende , og når hun ikke sov med hovedet på hans +arm , oprullede han det ene billede af frelserens +liv efter det andet for hende . Således vandrede +de hånd i hånd med hinanden efter ham på +vejen gennem jødeland , standsede for at betragte +de syge og værkbrudne , der kom til ham , og lyttede +til hans ord til dem . Det var ligesom om +barnets liv opholdtes af længselen efter at opleve +alt , og når Carl var gået , fortalte hun Rosine +om alt det vidunderlige , hun havde hørt . Ikke +heller fandt disse samtaler altid sted i eenrum ; +som oftest , når han havde indtaget sin plads ved +sengen , forrådte den knirkende dør , at nogle stille +gæster lydløst skrede ind i stuen , som da , når +han gik bort , ligeså stille rejste sig , og ærbødigt +hilste på ham . + +en morgen blev porten omhyggeligt fejet , alle +husets urtepotter plyndrede , og deres afgift blandet +med gran og buksbom , som nabogårdens amagerkone +velvillig havde medbragt , alt sammen for at bestrøe +porten og fortouget . Hr . Matzen viste sig +i sorte klæder , med sort flor om hatten , og i en +tilsyneladende meget nedbøjet tilstand . Porten var +tæt opfyldt af husets beboere , da liget bares op +af kælderen , og af madame Jørgensen og flere +tjenslagtige ånder lagdes i kisten ; Birthe , der +stod med som tilskuer , bemærkede ved sig selv , at +det var vist første gang , „ at madamen var så +håndtecrlig . “ Først da ligvognen var rullet bort , +løstes tungerne , og følelserne gave sig lust i nogle +bemærkninger over , hvorvidt begravelsen kunne allstes +for at være udstyret i passende forhold til +husets værdighed , hvorom man dog i det hele +syntes at være enig . +Skoflikkeren kom kun hjem efter begravelsen +for at træffe anstalt til sin bopæls udluftning og +reengjøring , derpå forsvandt han , indtil han hen ad +aften igen viste sig med en hjertensven , der ligeledes +var i stadsklæder med et særdeles iøjnefaldende +sort flor om hatten . Hr . Matzen , der om + +morgenen aldeles havde afgivet et billede af den +sørgende ægtefælle , optrådte nu som den lystige +enkemand . Han hentede forfriskninger og punsch , +og indbød enhver , som passerede porten , til at +komme ned og tømme et glas på den afdødes +erindring . Alle forbigangne fornærmelser syntes +udvadflede i punschens Lethe ; thi endogså skomagerdrengen +blev beværtet med et glas , som han nød i +ærbødig nærhed af døren med skoene under armen +og følgelig på hosesokker . Der var således +forsamlet en temmelig talrig mængde i det såkaldte +sørgehuus , da Birthe kom hjem fra et ærinde i +byen . Skoflikkeren stak hastigt hovedet ud af vinduet +til porten , og råbte : +„ Hej , lille jomfrue , gå dog ikke min dør +forbi , uden at drikke et glas punsch med mig . Vi +have jo altid været gode venner , og er de vred +på mig , så lad os slutte fred ! “ +Birthe mumlede noget , men gik dog ned , og +modtog det fremrakte glas . +„ Skål ! “ sagde skoflikkeren . +„ Tak ! “ svarede Birthe . +„ Te holdt nok ikke af min kone , “ vedblev han , +idet han kneb det ene øje sammen . + +„ Nej , “ svarede Birthe , betragtende ham vist , +„ kanske de holdt af hende ? “ +„ Overordentlig meget , “ svarede han satirisk , +„ jeg havde forkælet hende . Hun var en køn pige , +skal jeg sige dem , jeg så jo nok , at hun var noget +galhovedet ; men så tænkte jeg , det går over med +årene , køn er hun dog alligevel . Men det blev +lige omvendt ; skønheden gik over , men galflaben +blev der , og så var jeg narret . “ +„ De skulle holdt hende bedre i orene , “ mente +Birthe . +„ Ulykken er , “ sagde skoflikkeren , „ af jeg kun +er modig i mørke , lille jomfrue ! Derfor slukkede +jeg også først lyset i porten den aften , de ved +nok , før jeg gav min kone en ørefigen . “ +. Ved disse ord opstod en almindelig bevægelse +i forsamlingen . +„ Var det dem ? “ udbrød Birthe med et mørkt +øjekast . +„ Ja , det var såmænd , “ sagde skoflikkeren triumferende , +dog ikke uden et forskende øjekast til det +sted , hvor hans kones lig havde ligget , „ jeg +mente , af hun havde så meget til gode , af det var +bedst af benytte lejligheden til en lille afbetaling . “ + +„ Og så lod de mig sværge på , af det ikke +var mig , “ sagde Birthe vred . +„ Vær ikke vred for det , lille jomfrue , “ sagde +han , „ De svor jo kun på , hvad der var sandt , og +nu vil jeg gerne sige til hele verden , at de er så +uskyldig som et nysødt barn . Hører i alle sammen , +lad os drikke et glas på jomfruens velgående ! “ +Forsamlingen adlød beredvillig opfordringen , +og Birthe blev lykønsket fra alle sider . Det +syntes dog ikke rigtigt at fornøje hende , hendes store , +grove træk så bestandig alvorligere ud , og hun +rejste sig straks efter for at gå bort . +Rosine var gået op i sin stue , træt og bedrøvet +stod hun i stille betragtninger , Va Carl +åbnede døren , og så ind . +„ Her er hun ! “ sagde han fornøjet , og skød +Frits ind ad døren , medens han selv lukkede den +efter ham , og forsvandt . +Overrasket og grebet af mange , forskellige følelser +veg Rosine tilbage ; men Frits ilede henimod +hende , og hun følte sig inddraget i hans tætte , +inderlige favntag . +„ O , Rosine , slemme , uartige Rosine ! “ sagde +han , medens tårerne funklede i hans øjne , „ tænk , + +hvis jeg havde mistet dig ! Jeg ville aldrig have +tilgivet dig , aldrig tilgivet din mangel på tillid +og oprigtighed til mig . Se på mig , se ind i +mine øjne , og sig , om du ikke fortryder den ? “ +„ Jo , tilvisse , min kære , gode Frits , “ stammede +hun ; „ tilgiv mig ; men jeg var så langt borte +fra dig , det overvældede mig så frygteligt , jeg +syntes , at det var umuligt , at noget menneske herefter +kunne tro mig . “ +„ Og nu ? “ spurgte han , idet han smilende så +hende ind i øjnene . +„ O , “ sagde hun undseelig , idet hun slog dem +ned , „ alle mennesker er så gode , så tillidsfulde +imod mig , at jeg aldrig havde driffet mig til at tro +eller vente sligt . Alligevel ville det være mig en +stor lindring , om denne femdalerseddel kunne findes , +eller nogen sige mig , hvor den er blevet af . “ +„ Bi ville aldrig mere tænke på denne tåbelige +historie , “ sagde Frits , „ Du har intet at bebrejde +dig , dermed er sagen afgjort . Jeg har +imidlertid alvorligere bebrejdelser at gøre mig selv , +fordi jeg ikke har åbnet mit hjerte for dig ; men +nu skal der ikke hengå en time af vor samværen , +for du har læst rent og klart i min sjæl . Er + +her nogen plet i dette hus , du kan kalde din +. egen , og hvor vi kunne tale uforstyrrede med hinanden ? “ +„ Io , +en lille en , “ sagde Rosine , og åbnede +smilende døren til sit sovekammer . +Da Frits var trådt ind , vendte han sig om , +og omfavnede hende . „ Selv om vi aldrig skulle +få noget større rum på jorden , ville vi aldrig +mere stilles fra hinanden . Jeg har nu fulgt kammerherren +hjem , han var tilfreds med mig , og lovede +mig sin beskyttelse . Jeg tager sat på mit +gamle arbejde af undervise , mine venner ville hjælpe +mig til af så timer , og så snart vi kunne , gifte +vi os . “ +„ Var det dog ikke bedre , Frits , “ sagde Rosine +bekymret , „ af vente til du kan få ansættelse +som Capellan eller sligt ? “ +„ Kære Rosine , “ sagde han alvorligt , „ detkan +måske synes således , og gid det kunne være det ; +men jeg har en meget tung bekendelse af gøre +dig . Du har kendt mig fra min tidligste ungdom +af , og ved , af det var mit glade håb engang af +forkynde guds ord på prædikestolen . Hvorledes + +det kom , ved jeg ikke rigtigt nu ; men jeg tør for +øjeblikket ikke tænke derpå . “ +„ Og hvorfor ikke ? “ spurgte hun overrasker . +„ Fordi jeg ikke tør bekende den åbenbarede +guds navn med den fulde overbevisning , som en +christelig præst bør besidde . Misforstå mig ikke , +Rosine , som om kirkeklokken ikke ringede for mig , +når den jule- eller påskemorgen kalder til Herrens +hus , midt i min forstands tvivlen klynger +mit hjerte sig barnligt til sin gamle tro ; men +alligevel spørger en friskende stemme : „ Er det +sandhed , du tror ? “ Kan jeg , sig mig , Rosine , +kan jeg med dette sind virkelig blive præst ? “ +„ Nej , min Frits , “ svarede hun alvorligt ; „ der +var måske dem , der ville trøste dig med , at dette +ville klare sig med tiden , og at du kunne beholde +din tvivl for dig selv , og kun forkynde for menigheden , +hvad du ville , at den skulle tro ; men +jeg siger nej . Mellem din sjæl og gud må +der ikke være skygge af uklarhed , hvis du skal +værdigen bekende ham for dine tilhørere . “ +„ Således tænker jeg også , “ sagde Frits , +omfattende hendes hånd med et trofast tryk , „ der +gives mange andre leje , hvorpå man kan tjene + +gud , og som ikke gøre så store fordringer til fuldstændig +klarhed i vort åndelige liv . Jeg betragter +det allerede som en stor velsignelse , at min udvalgte +brud deler min anskuelse , og jeg kan derfor så meget +roligere sige : bliv min snarest muligt , Rosine ; +du frygter ikke en tarvelig lod , tilfredse med +os selv og stolende på gud ville vi blive lykkelige +selv i de besfedneste kår , og ved du ikke , at +apostlen siger , at de mænd , som ikke tro , skulle +ved deres hustruers omgængelse vorde vundne ? “ +Hun så smilende på ham . +„ Jeg er ikke bange for at blive din , “ svarede +hun , „ kom hvad dag , du vil , jeg skal følge dig , +uden bekymring og uden tvivl . “ +„ Tak , Rosine , “ sagde han fyrigt , „ Han , som +klæder lilierne på Marken , vil også sørge for os . +„ Du kan altså tro på ordene , “ sagde hun +lidt skjelmsk , „ uden at tro på den , der har sagt +dem ? “ +Frits rødmede . +„ Du har ret , Rosine , “ sagde han , „ ofte har +jeg følt , i min kamp mellem tro og erkendelse , at +den egentlige anstødssten for begges forening netop +lå i min fornufts svaghed og begrændsning , + +deri at den så stykkeviis og ikke ansigt til ansigt . +Jeg kunne svaret dig , at hine ord i og for sig selv +ere skønne og sande , eller at de blot undslap mine +læber som en vanesag ; men det vil jeg ikke ; thi +jeg føler ret vel , at de kun have deres rette betydning +som en christelig bekendelse . Gerne giver +jeg sandheden æren , og gentager med fuld overbevisning , +at jeg , uden at høre på forstandens +frygt og tvivl , af et troende hjertes inderste stoler +på ham , der klæder lilierne på Marken i skønnere +herlighed , end Salomo var klædt i al sin kongepragt . “ +„ Velan , +min Frits , “ sagde Rosine , slyngende +sine arme om ham , „ således ville vi begynde +vort fælleds liv igen , og af dette frøkorn håber +jeg , at gud vil udvikle en rig høst . Tvivl og først +af et oprigtigt hjerte , der søger sandheden og intet +andet , troende står din Rosine ved din side , og +vi ville blive lykkelige . “ +I dette øjeblik bankede Carl på døren , og +så ind . +„ Er alting i orden ? “ spurgte han skjelmsk . +„ Kom kun ind , “ sagde Frits , „ hvis du ellers +kan finde plads til det . “ + +da dette var umuligt , gik de alle tre ind i +madame Mortensens værelse , som dets værdige +ejerinde i al beskedenhed forlod for ikke at forstyrre +samtalen . Frits fortalte nu om sin rejse , og en +timestid forløb i et ligeså muntert samkvem som +forhen i det gamle hus . Da afbrødes samtalen +ved Birthes indtræden . Hun så i høj grad +alvorlig og betænksom ud . +„ Nå , jomfruen er ikke alene , “ sagde hun , +„ det kan da endelig være det samme , for det , jeg +har at sige , må helst høres af hele verden . Det +er en meget underlig sag , og jeg ville næsten ønske , +at jeg havde gjort , som frøkenen sagde , og var +blevet i præstegården , så var det aldrig kommet +for dagen . “ +„ Hvilket ? “ spurgte Rosine sornndret . +„ Ih , det med femdalersedlen , “ svarede Birthe . +„ Er det kommet for dagen ? “ råbte Rosine , +og sprang op , „ hvorledes , Birthe ? Hvordan er det +gået til ? “ +„ Ja , nu må jomfruen da unde mig en lille +frist , “ sagde Birthe , „ så farligt haster det da +ikke , og det er endelig snart sagt , for det var da +mig , der fog den . “ + +„ Var det Birthe ? “ +„ Ja , vist så . Jeg gik i haven med en lagte , +og ledte om et stykke blegetøi , der var blæst bort . +Da der var mørkt i havestuen , ville jeg gå derigennem +til gården , da jeg , idet jeg gik forbi +bordet , så en seddel ligge der . „ Sådan passe +de på deres penge , “ tænkte jeg , og så tog jeg den . +Da jeg havde puttet den i lommen , syntes jeg , det +var bedst at gå den vej , jeg var kommet , og så +gik jeg . Da jeg så dagen efter hørte den farlige +ståhej , der havde været om de penge , og at jomfruen +var gået sin vej , så kunne jeg jo sagt det ; +men så mente jeg , at jomfruen var dog den af +os to , der ville slippe bedst fra det , for hende lod +de nok løbe , og så holdt alle de fornemme på +hende , så der var ingenting i vejen . “ +„ O , Birthe ! “ sagde Rosine , „ det kunne +Birthe gøre imod mig ! “ +„ Nå ja , “ sagde Birthe , „ sådan er jeg nu +vant til at tænke ; fordi jomfruen tænker anderledes , +behøver det ikke at være rigtigt . Så kom +jeg her , og da jeg traf jomfruen så småt i det , +så blev jeg meget ilde ved det , og tænkte , at jeg +havde dog måske gjort noget galt ; men så trøstede + +jeg mig ved , at hvad øjeblik , jeg ville , kunne jeg +skaffe Fru stilling herhen . Da candidaten kom , +skrev jeg også til hende ; men fruen må have fået +et andel sind , for hun kom ikke . Så kom jeg i +klammeri med denne slemme kvinde , der blev begravet +i dag , og jeg så nok , at ingen troede mig , +selv da jeg svor på , at jeg ikke havde rørt hende . +Jeg tænkte : „ Det er guds straf , Birthe , fordi +du er gået fri med femdalersedlen ; “ men så +tænkte jeg igen : „ Jeg lader mig dog ikke tvinge , +peg i kun af mig , jeg beholder mit . “ Nu var jeg +nede hos skoflikkeren , og han sad med de andre , og +drak punsch over madamen , og så roste han sig af +for alle mennesker , at det var ham , , der havde givet +hende ørefigenen . Så kom de alle sammen , og drak +min skål , og det var så meget fint . Da blev +jeg så underlig til mode , og jeg sagde til mig selv : +„ Se så , Birthe , nu er det løst , nu må du +også frem med sandheden . “ Så gik jeg lige her +op for af forlige mig med Vorherre , og nu kan de +gøre med mig , hvad de vil . “ +„ og Birthe vil stå ved alt dette ? “ spurgte +Carl . + +„ Ja , ved det ene ord ligeså godt som ved det +andet , “ svarede hun . +„ O , gud være lovet ! “ udbrød Rosine grædende , +„ så er jeg frelst ! “ +„ Jomfruen skal nu altid gøre så meget af +det , “ sagde Birthe noget misfornøjet ; , ; en ting +vil jeg nu dog bede jomfruen tro , og det er , af +jeg ikke med villie lod kjældcrlemmen stå åben . +Det har altid kreperet mig , af jomfruen kunne tro +det , for sådan fortræd ville jeg dog ikke gøre +jomfruen . “ +„ Det sidste var dog værre end det første , +Birthe , “ sagde Rosine smilende . +„ Det er blot , fordi jomfruen tænker således , “ +Sagde hun gnaven , „ de kunne jo passe på deres +penge . “ +Carl og Frits havde talt et øjeblik sagte +sammen ; derpå sagde Carl : +„ Vil Birthe nu følge mig ud til præstegården , +og fortælle præsten og frøkenen alting ? “ +„ Ja , jeg vil ; frøkenen vil nok bruge en farlig +blnnd ; men de gøre mig vel ikke noget , og det +kan vel ikke blive værre , end at jeg giver pengene +tilbage . “ + +„ Så rejse vi i morgen tidlig ; i nat vil jeg +våge hos Lisbeth . “ +Det syntes nu , at kjærlighedstjenesterne hos +Lisbeth snart vare talte ; hun var så svag og så +lidende , da de kom ned til hende , at Rosine ikke +kunne beslutte sig til at fjerne sig , uagtet hun havde +våget den forrige nat . Hun satte sig ved sengen , +medens Carl tog plads ved dens fodende . Også +spækhøkerkonen kom , og så til hende . +„ Nu ligger du rigtig lunt og godt , mit lille +puds , “ sagde hun venligt , „ slå dig nu til ro , +og sov . “ +„ Tak , madame , “ sagde barnet med et taknemligt +øjekast ; „ hvem er der , der synger så +højt ? “ +„ Det er din fader , mit barn ! Din moder +blev begravet i dag , og nu er han glad over at have +sin frihed . “ +„ Blev min bror begravet i dag ? “ +„ Ja , nu ligger hun på kirkegården . “ +Barnet lyttede til stormens bulder og til +regnens slag mod binduet , derpå brast hun i +tårer . + +„ O , der er så koldt derude ! “ sagde hun , „ min +stakkels , stakkels moder ! “ +„ Hun føler det ikke , “ sagde Carl , „ hendes sjæl +er gået ind i en anden verden . “ +„ Tror de virkelig ikke , at hun kan mærke +stormen og regnen deroppe ? “ +„ Der håber jeg , at stærkere storme og tungere +smertensdråbcr ikke længer fornemmes , “ sagde +han . +Spækhøkerkonen klappede barnets kind , og +gik iseng . Da hun var borte , sagde den lille : „ Det +lyder dog så ængsteligt , o , fortæl mig , som de +plejer . “ +Carl fortalte . Medens det unge liv under +stedse smerteligere kampe gled hen mod sit endepnnkl , +nærmede vandringen i de hellige egne sig mere og +mere til golgathas skygger . Med tålmodig forklarelse +på de blege træk lyttede Lisbeth til beretningen +om det store martyrium , i hvis blodsdråber +den hele verden skulle dyppe sit besmittede +klædebond . Da morgensolens blege stråler belyste +tagenes kanter , og kastede et svagt smil ned +i den våde gård , var det himmelske eventyr fortalt + +tilende , medens del døende barn endnu sukkede +efter befrielsen . +Carl rejste sig , og idet han med udstrakt hånd +tegnede korsets tegn over dødslejet , sagde han +med bevæget stemme : +„ Levvel , du uskyldige martyr for et egenkærligt +samfunds love ! Tusinde grave ved siden +af din ville forgæves råbe om barmhjertighed +mod himmelen , og den deltagelsens trøst , der er +faldet i dit livsbæger , vil ikke engang falde i deres . +Levvel , jeg har fulgt dig til målet , blidere +hænder ville lukke dine øjne ! “ +I døren mødte han Frits , han tog hans +hånd , trykkede den , og pegede tilbage til sengen . +„ Frits ! “ sagde han , „ hvad skulle disse gøre +uden ham ? “ +„ Ja , himmeriges rige er børnenes , “ svarede +Frits med et suk . +„ Enhver troende sjæls , “ sagde Carl , „ gå +du ind , og afløs mig . “ +Han gik for at forberede sig til rejsen , og en +timestid efter steg han og Birthe tilvogns for at +køre til præstegården . Frits trådte hen til +sygelejet , hvor Rosine sad , for ikke at forlade sin + +lille mdliug i de sidste timer . Dybt grundende +stod Frits lige overfor dødens store mysterium , dermed +alvorlig røst syntes at spørge ham : „ Forstår +du dette , du , som vil forstå alt ? “ +Lisbeth så op på ham . „ Min gode ven +er rejst , “ sagde hun svagt , „ så længe han fortalte +mig , var jeg ikke bange ; kan du ikke fortælle mig +det samme ? “ +„ Jeg tor ikke , “ svarede Frits sagte . +„ Du skal ikke bryde dig om , at du ikke kan +husfe det rigtigt , “ sagde Lisbeth ivrigt , „ jeg skak +hjælpe dig , kom , sæt dig ! “ +Hendes kolde hånd tog om hans , og drog +ham nærmere . Han satte sig , og spurgte : „ Hvad +skal jeg fortælle ? “ +„ Kjeuder du historien om dengang han tog +børnene på sit skød ? “ +„ Ja , Lisbeth , jeg kender den . “ Frits fortalte , +ikke med Carls alvorlige begejstring , men +med et dybtbevæget hjerte . Sagte , næsten ydmygt +gentog han med bævende læber ordene : „ Hvis i +ikke blive som børn , komme i ikke i himmeriges +rige . “ +„ Tak , “ sagde Lisbeth , „ Tak for alle de smukke + +historier ! “ I mild vildelse vedblev hun : „ Her er +så mørkt i kælderen , lad mig se ud af faders +vindue på gaden — jeg kan se de grønne træer +på kirkegården — der falder en solstråle på +dem — o , fortæl mig endnu engang — “ +Men ingen fortælling lød mere for Lisbeth s +jordiske øren , ingen solstråle mødte mere hendes +jordiske syn ; det lille legeme lå blegt og dødt i +den mørke kælderstue , medens sjælen vandrede videre +ad lysets veje . En efter en kom husets +folk til , og betragtede tavse den døde ; efterhånden +havde der dannet sig en stum og medlidende gruppe +om sengen . Den elendige fader blev hentet , og +han brast i en ynkelig , højrøstet gråd ved at se +dødslejet . Frits og Rosine rejste sig , og gik bedrøvede +bort . +Imidlertid ankom Carl og Birthe til præstegården , +og han begærede præsten og frøkenen +itale . Da disse to endelig indfandt sig i havestuen , +tog Carl ordet : +„ Det er ikke for intet , hr . Pastor , og de , +frøken Kjeldsen , at jeg i dag gør dem ulejlighed +med et besøg . Jeg ved ikke , om det vil glæde +dem at erfare , at deres forhenværende jomfrue er + +uskyldig i det tyveri , de så overilet lagde hende +tillast ; imidlertid er det så , og jeg venter nu af +dem , at de vil give hende al den oprejsning , der +står i deres magt . “ +„ Hvad oprejsningen angår , “ sagde pastor +Degen , „ må man dog først vide , hvad der berettiger +til den . “ +Carl gav Birthe et vink , og hun fortalte i +sin ejendommelige stil , hvorledes hun havde taget +sedlen , og ingen anden . +„ Hvis pastoren vil have det , “ endte hun , „ kan +jeg jo gerne give ben tilbage . “ +„ Det bliver vel det retteste , “ sagde han , „ Pengene +ere givne til de fattige , og det kunne vel blive +et spørgsmål , om det er rigtigt at lade sagen +gå upåtalt hen for retten . Et tyveri , hvorved +en anden person er sat i mistanke , er ingen ubetydelighed . “ +„ En +nærmere grund var måske den , “ sagde +Carl , „ at den pågældende person kunne ønske at +se sit rygte renset for denne mistanke ; men da +den kun har været tilstede hos hr. Pastoren og +deres husbestyrerinde , er hun fuldkommen tilfreds +med deres anerkendelse af at have uret . “ + +pastoren blinkede et øjeblik med sine små +øjne , derpå så han dristigt Carl ind i ansigtet . +„ Den +lille pige , “ sagde han med en kynisk +skjemtsomhed , „ får vel at nøjes med at være +sluppet så godt . Det er en meget besynderlig +mission , de der har taget dem på , hr. Missionair ! +Den ligner mere Don quixotes end enhver +anden . Her kommer de rejsende med en fordums +stuepige af os , og forlanger , at vi skulle tro +hendes meget mistænkelige selvanklage ; det er en +sag , der ialtfald måtte undersøges en hel del +nøiere . Både de og hun synes at tage dem +forbrydelsen meget let . “ +„ Hvad for noget ? “ udbrød Birthe indigneret , +„ vil pastoren ikke tro , at jeg har stjålet sedlen ? “ +„ Bed du , min pige , “ sagde præsten , fikserende +hende skarpt , „ at det er band og brød , der venter +dig ? “ +Birthe blev et øjeblik lidt slagen ; derpå opmandede +hun sig igen , og sagde studs : „ Jeg vil da +hellere på vand og brød , end at man skal tro , +at jeg farer med løgn . Hvorfor skulle jeg sige , at + +jeg havde taget sedlen , når jeg ikke havde gjort +det ? “ +„ Det ved jeg ikke , “ sagde præsten med et +blik til hende og Carl , der sagde langt mere end +ordene ; „ jeg ved kun , at den skånsomste måde +af gå frem på , er , af lade sagen stå ved sit +værd . Jeg ønsker dem goddag , hr . Candidat ! +Hvis de tager op på gården med deres protege , +så beder jeg hilse geheimerådinden . Vorherre +være med dem ! +„ Hr . Pastor ! “ sagde Carl , gørende et langt +skridt efter ham , „ er det rigtigt , er det christeligt , +således af snige sig fra af tilstå sin uret ? “ +„ Jeg kan ikke , “ svarede han , „ som mesteren +stille fårene på den højre side og bukkene på +den venstre , jeg har andre får , som ikke er af +denne sti ; forlader mit hans , og lader mig i +fred ! “ +Han løftede på kalotten , og gik . Carl vendte +sig til frøken Alexandrine : +„ De hører ham , deres herre og forbillede , “ +Sagde han , „ De hører , hvorledes han , i stedet for af +være glad ved , af sandheden kommer for dagen , +søger af slappe den til side . Vil de bære dem ad + +på samme måde ? Jeg vil ikke tro det , førend +de selv siger mig det . “ +„ Vorherre bevares , “ sagde frøkenen med nogen +forlegenhed , „ De tager fejl af pastor Degen ; +han har alt for ædelt et hjerte til forsætlig af ville +gøre nogen uret . Bien vi må ikke dømme sådant +et guds menneske efter vore begreber , han +har sine egne veje af gå . “ +„ Jeg vil ikke forsøge på af bevise dem , af +disse veje ikke er christelige veje , “ sagde Carl ; +„ men jeg vil henvende mig til dem alene ; jeg tør +og vil ikke tvivle om , af de mener det oprigtigt +med deres christendom , føler de da nu ikke , af +det er deres pligt af give jomfru Stein al den +oprejsning , der står i deres magt ? Jeg er sikker +på , af de tror Birthe , ikke sandt ? “ +„ Ja , det må jeg vel , “ svarede hun langsomt , +„ nagtet jeg mener som pastoren , af det er underligt , +af det først nu falder hende ind af komme med +denne tilståelse . “ +„ Deri kan de have ret ; men det er dog sandt +alligevel , af hun netop nu af egen , fri drift er +fremkommet med den . “ +„ Frøkenen var da hastig nok til af tro , af + +jomfruen havde gjort det , “ sagde Birthe , „ og det +var dog meget urimeligere , end af jeg havde taget +den . Dengang tænkte jeg også ved mig selv , at +havde frøkenen og pastoren ikke gerne villet være +af med jomfruen , så havde de ikke været så raske +til at tro det . “ +Frøkenen rødmede stærkt . +„ Jeg kunne ikke tro andet , “ sagde hun stammende ; +„ Vorherre ved , at jeg troede det . “ +„ Ingen tvivler derom , “ sagde Carl med varme , +„ Ingen har nogensinde tiltroet dem en så slet +handling som en ligefrem opdigtelse ; men nu er +øjeblikket kommet til at vise , at de ikke forsætlig +gjorde uret . Hvis deres gudsfrygt ikke er et tomt +mundsvejr , så følger de med mig til byen , og +beder Rosine tilgive dem . Gør de det ikke , +håber jeg , at de for evigt vil undse dem ved at +nævne den guds navn , de nu så hyppigt fører i +munden . “ +„ Skulle jeg bede min forrige jomfrue om forladelse ? “ +Spurgte hun med glødende kinder . +„ Kender deres tro til persons anseelse ? “ +Sagde Carl alvorligt . „ Har den ringe , der er fornærmet , +ikke endnu større krav på at se vor fortrydelse , + +end den hsitstående , der kan tiltrodse sig +oprejsning ? “ +„ Jo , men — “ Frøkenen tang et øjeblik , derpå +vedblev hun : „ Hvad vil pastor Degen sige +dertil ? Jeg må først spørge ham . “ +„ Nej , de må ikke , de kender hans svar , +søg ingen udveje til at undslye , hvad der er pligt +og ret . “ +„ Men hvis han bliver vred , og jeg mister min +plads ? “ +„ Man skal frygte gud mere end menneskene , +det er dog bedre at fortørne deres husbond end +deres gud . “ +„ De må ikke således trænge ind på mig , +jeg er ganske forvirret , sagen er dog ikke så +vigtig . “ +„ Ikke vigtig ? Er et medmenneskes gode navn +og rygte ikke vigtigt ? Er det ikke vigtigt at gøre +sin uret god igen ? Skal man sige falsk vidnesbyrd +mod sin næste ? “ +Ved at høre disse ord gentagne , som Rosine +hin aften havde henvendt til sine forfølgere , veg +frøkenens rødme for en stærk bleghed . + +„ Jeg gjorde det af uvidenhed , “ sagde hun med +svag stemme . +„ De burde have vidst bedre , “ sagde han indtrængende , +„ Frøken Kjeldsen , ved den gud , de +bekender , jeg besværger dem , følg mig . “ +„ Nå da , “ sagde frøkenen , „ i Vorherres navn , +jeg vil gøre det , skønt det falder snurt . Huset +må jeg beskikke først ; men så skal jeg tage med . “ +„ Det tør jeg stole på ? “ +„ Ja , nu har jeg lovet det . Det er jo et rigtigt +hjerleværk , og jeg trøster mig til , at Vorherre +ikke vil glemme , at jeg har gjort det for hans +skyld . “ +„ Det tror jeg vist , “ sagde Carl smilende , og +gav for første gang i sit liv frøkenen et hjerteligt +håndtryk . Derpå gik han ind med sin ledsagerinde +ril Fru stilling , hvor en lignende forklaring +fandt sted . Fru stilling blev i højeste +grad oplivet . +„ Sagde jeg ikke nok , det var nogen dum +snak , “ udbrød hun , „ og ikke noget at rende sin +vej for . Bien du , Birthe , hvorfor lod du mig +ikke straks vide , hvor hun var ? “ + +„ Det må fruen nok sige , “ sagde Birthe +mut , „ jeg skrev det jo til fruen . “ +„ Nå , det gamle brev , “ sagde frnen , og tog +brevet frem . Birthe blev noget flan og ærgerlig +ved at erfare både brevets mangler og dets hoisf +overflødige tilsætning . +„ Jeg skal ikke mere til byen , “ sagde hun brummende , +„ med de mennesker derinde skal jeg ikke have +biere af skaffe . — sådan en knægt tør holde en +gammel pige for nar ! “ +„ -nu kan du foreløbig blive hos mig , “ sagde +Fru stilling ; „ thi jeg behøver en til af passe +mig . Jeg siger „ foreløbig “ ; thi mærker jeg , du +rapser noget , kan du gå igen . “ +„ Nej , “ sagde Birthe , „ det vogter jeg mig nok +for , så megen ulejlighed , som jeg har haft af den +femdalerseddel , og så skal jeg endda give den tilbage +— det må da bie , til jeg kommer til byen , +for jeg ville ikke tage den med , før det var nødvendigt . “ +„ Nu +vil jeg op , “ sagde Fru stilling ivrigt , +„ jeg tager med til byen , min kære candidat ! Det +vil måske falde noget hårdt for niig af være +oppe ; men det går nok , jeg sidder jo i vognen . “ + +rejsen gik dog ikke straks for sig ; det var Fru +stilling umuligt af holde sig oppe mere end nogle +timer ad gangen , og Carl måtte vente en dag +over . Denne tilbragte han på herregårde » , hvor +han traf alt ved det gamle , hans bedstemoder følte +sig vel svagere efter vinteren , men dog uden noget +synligt tegn til ildebefindende . +Frøken Alexandrine meddelte med bankende +hjerte pastoren , at hun ville tage ind und Carl ; +han så ikke op fra sin bog , medens han svarede : +„ De har altid haft deres frie villie heri huset , +min kære frøken ! Jeg siger , vi have ingen uret +gjort , og have altså heller ingen at afbede ; men vil +de rejse , så er de deres egen herre . De falske +profeter have altid været mægtige til at forstyrre , +og de er kun en svag kvinde som alle andre . “ +„ Tor jeg håbe , at de ikke er vred på mig ? “ +Spurgte frøkenen ydmygt . +„ Når jeg bliver vred , “ svarede han , „ er det +med en christelig vrede , der ikke ændser personer ; +rejs de , og overlad mig siden at domme dem . “ +Bieget forknyt gik frøkenen bort . „ Jeg er skilt +ved min gode plads , “ sukkede hun , „ mig syntes , jeg + +havde sådan en rigtig hjertetro på Vorherre , og +nu er jeg dog så bange . “ +Medens alt dette foregik på landet , var man +i byen beskæftiget med at stede lille Lisbeth til +hvile . Rosine syede på hendes ligdragt , medens +Frits løb om , og søgte om udveje til at grunde +en lille husholdning . Da kørte der en dag en +rejsevogn frem foran porten , og Carl hjalp to +ældre damer ud af den ; den ene kunne ikke tåle +at gå op af de mange trapper , men ville ikke +tillade de to andre at gå derhen , hvor hun ikke +kunne være med . Endelig bad Carl spekhøkerkonen +om tilladelse til at låne hendes dagligstue , ligesom +han bad hende sende bnd efter jomfru Walther ; +begge dele indrømmedes ham gerne , og få +minuter efter stod Rosine foran dem . +„ Fru stilling ! “ udbrød hun både glad og +rørt , og ville gribe sin gamle frues hånd . +„ Vist ikke ! “ sagde Fru stilling på sin +sædvanlige , bydende måde , men med tårer i +øjnene , „ her er intet herskab mere ! “ og hun sluttede +hende i sine arme . +„ Og de er stået op — de er kørt herud ! “ +Sagde den forundrede Rosine . + +„ Ja , det har du jo nødt mig til , “ svarede +hun smilende , „ Du løber bort , når man trænger +allermeest til dig , og gemmer dig , hvor ingen +kan finde dig ; jeg ville ikke betroe nogen anden +at hente dig . Er det her , der er så rart ? “ +„ O nej , “ svarede Rosine , „ her er fattigdom , +elendighed og død ; men alligevel har man viist +mig meget godt . “ +„ Nu er det forbi , “ sagde Fru stilling bestemt , +„ nu bliver du hos mig . “ +Først nu fik Rosine øje på frøken Alexandrine , +der stod forlegen , og svøbte sig i sit +shawl . +„ og frøkenen ? “ sagde hun frygtsomt , som om +hun tvivlede om besøgets virkelighed . +„ Ja , “ sagde frøkenen med synlig overvindelse , +men med et udtryk af skamfuldhed , der rørte og +forsonede Rosine , „ jeg har båret mig galt ad , og +det er ikke mere end rimeligt , at jeg beder dem om +forladelse . Alan må ikke stænge for Vorherre , +når han banker på , og jeg beder dem derfor , +glem , hvad der er sket . “ +„ O , “ sagde Rosine bevæget , idet hun tog og +hjerteligt kyssede frøken Alexandrines hånd , + +„ jeg erindrer knn , at denne hånd kærligt plejede +og passede mig i min svære sygdom . Frøkenen er +kommet her for min skyld , det skal jeg aldrig +glemme . “ +„ Nå , i Jesu navn , “ sagde frøkenen , og satte +sig lettet ned , „ så er det jo godt . “ I sine tankerlagde +hun til : „ Bare det var ligeså godt med +pastoren . “ +Fru stilling havde lejet en foreløbig bopæl +i byen , og derhen ville hun nu føre Rosine ; +men før hun forlod huset , åbnede hun rundhåndet +sin pengepung , og ingen , som havde stået i berørelse +med Rosine , gik tomhændet bort . Selv +skomagerdrengen betragtede med åben mund en +species , som hun havde trykket i hans sorte hånd . +Intet under derfor , af hendes gang til vognen +lignede et triumftog , og erindringen om den rige +kones åbenbaring bevaredes længe , og til sidst i +fabelagtige dimensioner , i den mørke gård i st . +Pederstræde . Vi må kun tilføje , af dersom madame +Mortensen herefter klistrer papirsposer , er +det ene og alene før hendes fornøjelse . +Frits kom , og blev forestillet før Fru stilling , +der fandt stort behag i hans jevne , venlige + +væsen ; dette behag ville dog have været endnu +større , hvis hun ikke vidste , af han nærede den plan +en smuk dag af skille hende ved Rosine . Al besidde +Rosine helt og holdent , ene og udelt , var +blevet hendes andlingsdrøm , og hun var ikke fri +for at lade meer eller mindre tydelige ittringer +falde om det urimelige og ubetænksomme i at gifte +sig , når man kunne have det så godt foruden det . +Hvormange mennesker vare ikke blevne ulykkelige +ved ægteskabet , og hvor få opnåede mere end +en højst tarvelig lykke . Hun , Fru stilling , havde +ret følt , hvor klogt hun ville have handlet i aldrig +at gifte sig ; mændene vare de egenkærligste skabninger +i verden , og hvad børnene angik , så „ store +børn , store sorger , små børn , små sorger . “ +Summa Summarum , et fornuftigt menneske indlod +sig ikke med disse uvisse udsigter . Rosine slog det +hen i spøg , og lo . +En dag kom Frits , og Rosine så på +hans rødmende kinder og glade blik , at han havde +noget godt at meddele hende . Han tøvede heller +ikke med det ; thi næppe havde han taget plads hos +hende og Fru stilling , før han åbnede sit hjerte +for dem . + +„ Jeg har i dag modtaget et meget ædelmodigt +tilbad fra min kammerherre , “ sagde han , „ han +skrev mig til , at han troede ikke at kunne undvære +mig , og at han ville foreslå mig , nogle timer +hver eftermiddag at vare hans secretair og forelæser . +Den løn , han tilbyder mig , er mere end +anstændig , og i forening med mine informationer , +sætter den mig i stand til at tænke på mit bryllup . +Rosine ! jeg har allerede set på vort gamle hus , +det er ledigt endnu , og hvis du vil , så lejer jeg +det endnu i dag . “ +En glædesstråle oplyste Rosines ansigt ; men +et blik på Fru stillings rynkede pande slukkede +den straks . +„ Det forekommer mig at være en meget ubetænksom +beslutning , “ sagde fruen , „ det haster jo +aldeles ikke med det bryllup . Der kunne have +været noget i det , før sedlen blev sundet , og Rosine +aldeles retfærdiggjort ; men hvorfor skal hun +nn styrte sig ind i en stilling , der ikke kan blive +nær så god og behagelig som den , hun har ? Hun +seer jo sin forlovede hver dag , jeg behandler ham +som en søn , ligesom jeg behandler hende som en +datter , så der er al grund til at vente og se + +tiden an , om der ikke frembyder sig en sikkrere +existents for hr . Walther . “ +„ Alt dette er meget sandt , “ sagde Frits ; „ men , +kære Fru stilling , Rosine og jeg er vante til +at leve sammen , og delte kan ikke ske , undtagen vi +gifte os . “ +„ Ja , hvad vil det sige ? I leve jo også nu +sammen , så meget det behøves . “ +„ Jeg ville dog gerne have , at Rosine for +hele verdens øjne endelig skulle være min , jeg vil +have hende i mit hjem og ved min side som min +lovlige ejendom . “ +„ Hvor mændene er egenkærlige ! “ sagde Fru +stilling misfornøjet , „ de gøre sig aldrig nogen +samvittighed af at tage dottrene fra mødrene , og +når der så er gået en kort tid , kunne de gerne +få lov at vende tilbage igen . Tænker de slet +ikke på mig , hr . Walther ? Jeg kan ikke undvære +Rosine . “ +„ Det skal de heller ikke , “ svarede Frits , +„ Rosine vil besøge dem daglig og så meget de +ønsker det . “ +„ Hor , “ sagde Fru stilling i en slags angst , +„ jeg vil sige eder noget . Hvorfor skulle vi stilles + +ad , når vi dog så godt kunne blive sammen ? Det +er jo urimeligt . Jeg vil foreslå eder at blive hos +mig , gift jer så meget i ville ; men opslår eders +bopæl hos mig . Jeg vil leje en større lejlighed , +og indrette en del af den til eder , i skulle leve +som fyrstebørn . Under mig blot en plads hos +eder , overlader mig ikke til mine gamle tanker , +jeg skal gøre mig umage for at være så lidt fordringsfuld +som muligt . “ +Rosine tog hendes hænder i sine , kyssede og +. klappede dem . +„ Ret så , mit barn , “ vedblev Fru stilling , +„ jeg seer , du er fornuftig . Stå ikke der , Frits +Walther , og se så alvorlig ud ; men gør ligesom +deres tilkommende kone . “ +„ Det ville gøre mig ondt at se Rosine +tænke anderledes , “ sagde Frits med alvorlig følelse ; +„ men det tilkommer mig at se sagen i et +andet lys . Den kvinde , jeg gifter mig med , vil +jeg selv forsørge , og jeg vil have hende til min udelukkende +ejendom . Tro ikke , at jeg ikke påsfjonncr +deres godhed , jeg tror både på deres ædelmodige +følelsers sandhed og deres varighed ; men +jeg kan ikke finde mig i noget forhold i verden , + +som ikke er ganske klart og rent . Det var dette +ikke ; det var dem , der var Herren i huset og ikke +mig , min kone var deres adopterede datter mere +end min hustru , og jeg ville ikke blive så lykkelig , +som jeg kunne blive det under mindre sorgfrie og +mindre besværlige forhold . Jeg må derfor afslå +deres tilbud , og de vil ved neuere overvejelse +give mig ret . “ +„ De er et egenkærligt , havesygt , utaknemmeligt +menneske , “ sagde Fru stilling opbrusende , „ De +vil tage Rosine fra mig , lad os se , de er måske +endogså skinsyg på mig ? “ +„ Nej , frue , “ svarede han smilende , „ jeg tror +på Rosine så fast som på klippen . +„ De er indbildsk oven i købet , “ svarede hun +vredt ; derpå vendte hun sig til Rosine : „ Men +du , du bliver hos mig , Rosine , ikke sandt ? +Så kan han gå , hvorhen han vil , han kommer +nok tilbage . “ +„ Frue , “ sagde Frits , „ Manden skal forlade sin +fader og bløder , og følge sin hustru , og hustruen +skal tilvisse gøre det samme . Hvis det var muligt , +at Rosine kunne foretrække dem for mig , så +ville jeg visselig gå ; men jeg ville ikke komme + +igen . Men Rosine vil det ikke , jeg kender hende ; +hun vil indse , at jeg har ret . Hvis de ikke vil +give os samme ret til at bestemme vor skæbne +som andre forældre give deres børn , så ville vi +gå begge med samme smerte som den , hvormed +et barn forlader det fædrenehuns , der forflyder +det . “ +„ Nej , det skeer ikke ! “ råbte Fru stilling , +„ Rosine , du vil ikke forlade mig ! Lad ham gå , +bliv her hos mig , du skal være som mit eget barn , +du skal arve mig , ja , jeg vil i levende live gøre +dig uafhængig af mig , jeg skal finde en anden +mand til dig , som ikke river dig fra mig — lad +den utaknemlige gå ! “ +„ O , min frue ! o , min moder ! “ sagde Rosine +med tårer , „ jeg var et forældreløst barn , +da hans fader drog mig ud af nød og elendighed , +vi have elsket hinanden trolig fra det øjeblik , vi +sås , jeg har lovet at blive hans , at ære og elske +og lyde ham til mine dages ende — hvor kan jeg +lade ham gå ? “ +„ Så gå selv , utaknemlige ! “ sagde Fru +stilling hårdt , og stødte hende fra sig , „ jeg har +næret en øgle ved min barm , der nu borer sin + +bråd i mit hjerte . Gå , og kom ikke tiere formine +øjne ! “ +„ Når de befaler det , må jeg gå , “ sagde +Rosine bedrøvet ; „ men selv om de vredes på +mig , skal jeg aldig glemme deres godhed . Hvis +øe nogensinde trænger til mig , hvis de blot sender +mig et eneste vink , skal de se mig hos dem med +samme kærlighed , samme taknemlighed som før ! “ +Hun forsøgte at tage hendes hånd ; men hun +drog den til sig . Stille vendte Rosine sig mod +døren , Frits tog hendes hånd , og de stod i +begreb med at fjerne sig , da så Fru stilling +op , hun rejste sig , og udbrød : +„ Nej , nej , går ikke ! Forlader mig ikke ! Det +er mig , der er hård , egenkærlig og skinsyg , jeg ved +det , jeg tilstår det ; — men går ikke bort i +vrede ! Gifter jer , bygger jert eget hus ; men +tåler mig hos eder , når jeg flyer fra min ensomhed +hen og besøger eder med mine sorger , mine +luner , mine fordringer ! Jeg skal ikke tage megen +plads op , i have jo eders lykke , eders kærlighed , +og jeg intet — støder mig ikke fra eders +dør uden en kærlighedens almisse , uden et smil +og et venligt ord ! “ + +hun havde ikke udtalt , før Rosine hang om +hendes Hals . +„ Min moder , min velgjørerinde ! “ råbte hun +med henrykte tårer , „ De tilgiver mig ? O , ingen +dag skal hengåc , uden at jeg besøger deres hus +eller de mit , deres nærværelse skal gøre vor lykke +fuldkommen ! “ +„ Og du ville virkelig gå ? “ spurgte Fru +stilling , klappende hendes våde kinder . +„ Til de kaldte vå mig , “ svarede Rosine +smilende . +Frits var også trådt nærmere , og modtog +ærbødigt den udstrakte hånd . +„ De er egentlig anstifteren af alt dette , “ sagde +Fru stilling , halvt alvorligt , halvt spøgende ; +„ men jeg må vel holde gode miner med dem , +før at de ikke skal tage hende der fra mig . — de +skulle vide , hvad jeg er før en ulykkelig , gammel +stakkel med alle mine penge uden hende , så ville +de afslå mig en lille smule af deres lykke . “ +„ Kære frue , “ sagde Frits bevæget , „ vi ville +dele som moder og søn ! “ +Da stemningen var blevet roligere , blev der +taget aftale om brylluppet og om ordningen af + +det nye hus . Om det første blev man let enig , +at det skulle holdes i al stilhed ; men da talen +blev om huset , begyndte Frits at forsvare det gamle +meublement , der endnu henstod fra hans plejefaders +tid ; men derom ville Fru stilling intet høre . +„ Hvis de , min gode Frits , absolut vil føre +Rosine ind til det gamle skramleri , så er det +kun en caprike . Jeg vil ikke forgylde jer ; men +lidt ordentligt bohave vil jeg have lov at udstyre +Rosine med ; derom nytter ingen snak . “ +Da Frits så , at Rosine lod til at ville +gå over til Fru stillings mening , gav han +efter uden videre indvendinger . Det blev en stor +fornøjelse for Fru stilling og Rosine at købe +og opstille de nye , tarvelige og til det lille hus +aldeles passende meubler ; lidt satte de sig ned midt +under arbejdet , og Rosine fortalte om sin barndom +og sin ungdom . Det var sande festdage , +fulde af glæede og uskyldige forhåbninger , således +som de ikke forekomme mange gange i livet . +Endelig — en søgnedagsmorgcn , da menneskene , +travle og beskæftigede , ilede gennem gader +og stræder , jagende efter det daglige brød , +og optagne af sorger og bekymringer — slog + +den hellige festtime for Frits og Rosine . Stille +åbnede gudshuset sig for dem og deres lille +følge , kammerherren , Carl og Fru stilling . +Da de trådte hen foran altaret , mindedes de +begge uvilkårligt den time , da de første gang +forenede deres hænder i det hellige løfte , og vemodigt +smilede de til hinanden . Dybt i sit hjerte +følte Frits , hvilken skat , der i dag blev givet i +hans eje , og idet hans blik hvilede på det hulde , +uskyldige åsyn ved hans side , opfyldtes hele +hans væsen af blide og lykkelige tanker . Vårsolen +skinnede ind af kirkevinduerne , som om den smilende +ville sige : „ Den mørke vinter er forbi , jeg prædiker +opstandelsens evangelinm , “ alle tunge grublerier +vege fra hans sind , og med et rent og +barnligt hjerte lyttede han til de ord , der skulle +knytte ham til hans ungdoms elskede . På hendes +unge ansigt lå et skær af from og falig glæde , +hvis glans udbredte sig til alle genstande i det +soloplyste rum , en glans , der smeltede enhver +strid i hendes ægtefælles sjæl hen i en salig +hengivelse til den åndelige verden , der her havde +sin bopæl udenfor livets forvirrende tummel , og +som uvilkårlig bragte de ord på hans tunge : + +„ Hvis i ikke blive som børn , da skulle i ikke kende +himmeriges rige . “ Her var det , rent og fuldt +og saligt , højtideligt svævende om ham i hans hustrues +blik , i orgelets toner og velsignelsens +usynlige håndspålæggelse . Det syntes ham , at +det var mod ham , at frelseren udstrakte sine arme , +og at han knælede , ikke alene for at modtage +ægteskabets , men også en højere indvielse . Han +trådte ned fra wæret som et nyt , et lykkeligt menneske . +Således som den , der står på bjerget , +og , medens skyerne og tågerne rulle nede i dalen +under hans fod , med lette åndedrag indsuger den +friske luft , således skred Frits ned ad kirkegulvet +med sin brud ved armen . +Ved kirkedøren måtte han standse , og et øjeblik +låne øre til de verdslige krav . Hans hånd +blev trykket , og hans brud omfavnet . +„ Jeg må sandelig ønske dem tillykke , hr . +Candidat , “ sagde kammerherren , „ med en sådan +pleierinde kan de sagtens trodse livets anfægtelser . +Hvis jeg havde været 20 år yngre , havde jeg gjort +dem rangen stridig ; men — man må være forsigfig , +og ikke tillade sit hjerte et eneste slag +over nulpunkt . Min frue ! De får en fortræffelig + +mand , brav og pligtopfyldende , kun noget ødsel +med sin helbred ; men således have vi alle været i +vor ungdom ! “ +Efter nogle flere nedladende ittringcr til Carl +og en ærbødig hilsen til Fru stilling , tog kammerherren +afsfed , og begav sig hjem for at lade sig +frottere efter den fugtige luft i kirken , og den øvrige +brudeskare tog vejen til det lille hus , hvor +vi først traf Frits og Rosine . Bruden blev rørt +ved på væggen i sin stue at finde ophængt en +ziirlig bouquet af hår , omslynget af et bånd , der +bar navnet „ Flora Matthiesen , “ broderet med +hvide Perler , og det blev nu først ret tydeligt for hende , +at hun højt oppe i kirkens gallerte havde set endeel +mørke skikkelser , der påfaldende mindede hende +om hendes gamle bekendte i st . Pederstræde . +Om aftenen , da de lykkelige to blev ene , og +atter stod på den samme plet , hvor de for et år +siden gave hinanden deres trostabsløfte , sluttede +Frits inderligt sin hustru i sine arme . +„ Husker du , ro skue , at det var her , vor +faders kiste stod ? Husker du , det var her , du +sagde mig , at vi skulle skilles , og gå hver sin vej +i verden ? “ + +„ Jo , min Frits , “ svarede hun smilende , „ og +det gjorde vi jo også . “ +„ Havde vi ikke gjort rettere i straks at gøre , +hvad vi nu have gjort ? “ +„ Nej , jeg tror ikke . Også denne vandring +har haft sin hensigt og sit mål , ikke sandt ? “ +„ Jeg tror alt , hvad du tror . “ +„ Nej , det må du ikke . Jeg kan tage fejl . “ +„ Så tager jeg fejl med dig . Vi have jo +alting tilfælleds nu . “ +Rosine vendte sig lidt fortrydelig bort , og gav +sig til at rydde op . * +„ Må jeg hjælpe dig ? “ +„ Nej , tak , jeg kan bedst selv . “ +„ Må jeg da se til ? “ +„ Nej , det generer mig . “ +„ Må jeg da kysse dig ? “ +„ Nej , du må ikke ! “ +Ligesom på hin dag havde Frits ladet gjcrningen +følge på ordet , før Rosine fik afværget +det , og ligesom hin dag forsagte hun at se vred +ud ; men det må ikke være rigtigt lykkedes hende ; +thi få øjeblikke efter gentog Frits sin forbrydelse , +og denne gang oven i købet uden at spørge ad . + +også på landet skinnede vårsolen igen , og +kaldte al naturens herlighed tillive omkring det +stolte herresæde ; forårets blomster prangede i +bedene , og træerne kappedes om at iføre sig den +lysegrønne dragt . Jægermesteren færdedes travlt på +markerne , og frøken Camilla glædede sig ved at +betragte det daglige fremskridt af vævningen på +naturens brudedragt . Hun kom dog ikke langt fra +gården ; thi den gamle bedstemoder blev endnu +mere svag og mat end før . Hun holdt af at sidde +foran de åbne havestuedøre , indhyllet i sin varme +kåbe ; men ned i haven kom hun ikke længer . En +dag , da hendes sønnedatter stod hos hende , sagde +hun til hende : +„ Mit barn , har du nylig hørt noget fra +Carl ? » +„ Ikke siden de selv fik brev , kære bedstemoder , “ +Svarede hun , og så ud af døren for at +skjule sin rødme , „ da skrev han , at hans ven , +candidat Walther , havde haft bryllup med sin +plejesøster . “ +„ Camilla , “ vedblev den gamle kone , „ jeg ville +ønske , Carl havde været en rigtig præst . “ +„ Hvorfor det , kære bedstemoder ? “ + +„ Du må gerne kalde det svaghed , mit barn ; +men siden jeg føler , at mine kræfter tage så meget +af , ville jeg nok tale med en præst . De er jo dog +til for at sige os , om vi have den rigtige tro +på gud . “ +„ Ja , det er vel hensigten med deres embede , “ +Svarede den unge pige , noget langtrukkent . +„ Synes du , det er svaghed , at jeg gerne +ville tale med en præst ? “ spurgte den gamle kone +igen . +„ På ingen måde , “ svarede hun venligt , +bøjende sig over hende , „ hvis de ønsker det , kunne +vi jo sende bud efter en . Jeg antager ikke , at de +kan have noget at bebrejde dem , hvorfor de behøvede +en præsts trøst ; men vil de det , vil naturligvis +onkel Holger straks opfylde deres onfle . “ +„ Nej , mit barn , jeg har ikke noget at bebrejde +mig , så vidt jeg ved ; men når jeg seer , at andre +tale så forskelligt om den samme ting , så er jeg +bange for , at jeg tager fejl . “ +„ Og derover kan præsten berolige dem ? “ +„ Han er jo en guds mand , og bør vide det +rette . “ +„ Hvem ønsker de da at kalde ? “ + +„ Det ville ikke være passende at forbigå +pastor Degen — hvis Carl blot havde været +præst , så var han jo min dattersøn , og så kunne +jeg kaldet ham ; men nu må du bede Degen +komme . “ +„ Fordi Carl ikke er præst , “ sagde Camilla +lidt nølende , „ kunne han jo ligeså godt tages på +råd af dem . “ +„ Nej , “ sagde geheimerådinden bestemt , „ en +rigtig præst skal det være , desuden er Carl så +egen , så besynderlig , jeg tror , han ville forlange +mere af mig , end jeg kan gøre . “ +„ Som de vil ; jeg skal sige det til onkel +Holger . “ +„ Nej , Camilla , det skøtter jeg ikke om . Min +søn vil finde det barnagtigt af mig , om han også +ikke siger det . Gå du selv ned til præstegården , +og bed Degen komme herop . “ +Uden at gøre videre indvendinger begav Camilla +sig til præstegården , hvor hun traf frøken +Alexandrine , der igen skattede og vattede som +forhen . Præsten havde aldrig siden talt et ord +om hendes bortrejse , og frøkenen var ham hjerteligt +taknemlig derfor . „ Den guds mand har et stort + +hjerte , “ sagde hun til sig selv ; men rimeligere var +det , at han ikke ønskede at miste en så flink hus « +Holderske . Præsten var ikke hjemme ; men Camilla +overdrog med få ord frøkenen at besørge sit +ærinde , og vendte derpå hjem igen . +Henad aften kom pastor Degen op på +gården , og blev lukket ind til geheimerådinden . +Han fandt den gamle kone lænet tilbage i sin lænestol +med et usædvanligt udtryk af at være besværet +af sine tanker ; ved hans indtræden gjorde hun dog +et forsøg på at rejse sig , men sank træt tilbage , +og sagde : +„ De seer , deres velærværdighed , at evnen +ikke svarer til villie » . Behag at tage plads ; jeg +ønskede at tale alene med dem , ellers fluide min +sønnedatter været tilstede , og have opfyldt mine +pligter som værtinde . “ +„ Hvad har deres nåde da på hjerte ? “ +Spurgte pastoren med en vis lystig venskabelighed , +„ hehehe ! vil deres nåde testamentere alt deres +gods til kirken ? “ +„ For mit gods er jeg ikke bekymret , “ svarede +hun , lidt såret af hans muntre tone , „ det vil min +søn Holger nok sørge for ; det er om mig selv , + +jeg vil tale til dem . Jeg mærker nok , at mine +kræfter tage af , og jeg har også levet længe nok +til ikke at bryde mig om mere ; men det er ligeså +rimeligt at befliffe sin sjæl som at befliffe sit +gods . “ +„ Vistnok , vistnok , “ sagde han opmærksom ; „ men +det første kan ikke godt opsættes så længe som det +sidste . “ +„ Jeg tænker , at jeg hele mit liv har stræbt at +gøre ret og skel , “ sagde hun med værdighed , +„ og jeg tror ikke , at jeg nogensinde har givet andre +forargelse . Da jeg var barn , sagde man mig , at +det var passende at have agtelse for andres tro , +og man lærte mig også hver dag at gøre den +gode gud min opvartning med min morgen- og +aftenbøn . Jeg har aldrig nndladt det , hr . Pastor , +morgen og aften hver dag i seks og halvfjerdsindstyve +år — jeg er nu snart firs — har jeg bedet +de samme bønner , og det har altid gjort mig godt . +Jeg har sommetider bedet dem med glæde , og +sommetider med tårer ; men intet har bragt mig +til at forsømme dem . Hvad mine børn og børnebørn +angår , har jeg ladet dem råde sig selv ; jeg +tænkte , at det , der var godt for mig , var måske + +ikke godt for dem , der var jo nu religion nok i +verden , de kunne vælge selv . Det have de gjort , +og de seer også , at jeg havde ret ; Carl , som fik +en religieus opdragelse , er den eneste , som gør +mig sorg . “ +„ Jeg vil have vanskelighed ved at modsige +dem , nådige frue , “ sagde præsten : „ man kan ikke +fordomme det religieuse liv , fordi dets frugter ikke +smage os . Men hvorfor har de ladet mig kalde ? “ +„ Fordi jeg ville aflægge et menneske regnflab +for min tænkemåde , “ svarede hun , „ og det passer +sig ikke for mig , at aflægge dette regnflab til mine +børn . Tror de , at jeg rolig kan gå ind for +Vorherre ? “ +„ Nej , jeg tror ikke . Jeg kan ikke sige , at de +har forladt deres barnetro ; thi de har aldrig +havt nogen , jeg vil snarere sige , at de ikke er døbt +til noget samfund med gud . De er mere en hedning +end en Chrisfen . » +„ Da er jeg dog døbt ; min fader var alt for +samvittighedsfuld en mand til at undlade noget , +loven har befalet , og jeg er jo også gift , da må +jeg have haft min døbeseddel . “ +„ Javel er de døbt med vand ; men uden nogen + +er født af vand og ånd , kan han ikke indkomme +i guds rige . “ +„ Kunde de ikke tale lidt tydeligere , jeg forstår +dem ikke . “ +„ Således svarede Nicodemus også . Jeg +vil da hellere spørge dem , hvad har de gjort for +at blive salig ? “ +„ Jeg har søgt at gøre ret og skel mod alle +mennesker , jeg har vogtet mig for alt ondt , og viist +Vorherre al mulig ærefrygt ; jeg ved jo , at han +er over os alle . “ +„ De har holdt budene ; men ved de , hvad +deres herre og biester svarede den unge mand , +der spurgte ham , hvad han skulle gøre mere end +dette ? “ +„ Nej , hr . Pastor ! det har jeg ikke hørt dem +tale øm . “ +„ Han svarede : „ Giv alt dit gods til de fattige , +og følg mig . “ “ +Der blev en panse , endelig sagde den gamle +kone : +„ Såmeget kan Vorherre ikke forlange af mig . +Godset efterlod min salig mand mig at forvalte , +jeg skal svare til det , det er betroet gods , det kan + +jeg ikke give de fattige . Men jeg har en betydelig +sum i rede penge , deraf vil jeg give sognet to +tusinde daler . “ +„ Det er Vorherre , de accorderer med , og ikke +med mig ; tror de , at han vil nøjes med de to +tusinde ? “ +„ Jeg kan ikke tro , at Vorherre vil have , at +jeg skal gøre mine børn arveløse . “ +„ Derpå kan jeg ikke svare dem , det er min +pligt at sige ; „ Alt eller ingenting . “ “ +„ Det er hårdt , “ sagde hun stikkende ; „ men +så får det være . Vorherre får at gøre med +mig , som han vil , jeg er dog kun et gammelt skrog . +Godset skal blive i min families hænder , hvor +kunne jeg forsvare for gud og mennesker at splitte +det ad ? Bein mands familie har ejet det i mange +led lige siden kong Frederik den fjerdes tid , og +det er gået nbeskjåret fra hånd til hånd ; nej , +jeg vil ligge med ære i min grav . “ +Der gik ligesom en skygge over præstens ansigt , +en hævngerrig , hadefuld skygge , som det indfaldende +mørke skjulte for den gamle kone , og han +sagde med streng stemme : +„ Kender de ikke parablen om den rige mand ? “ + +„ Jo , “ svarede hun ; „ men jeg har ikke ladet +den fattige ligge ved min dør . “ +„ De har ladet Herren ligge ved deres dør , “ +Vedblev han , idet han truende opløftede sin finger , +„ De har låset og lukket for ham . Selv om de +svøber dem i purpur og kostelige liinklcrder , vil +han dog finde dem til sidst . Vorherre kender ikke +forskel på fornemme og ringe ; de kan tro , at +der vil brænde flere fornemme end ringe i helvedes +ild . “ +Atter opstod en pause , og igen tog geheimerådinden +ordet : +„ Helvedes ild er kun et billede , hr . Pastor ! +Og Vorherre er ikke så slem . “ +„ Jo , han er meget slem , han er en brand for +de ugudelige ; det er ikke løjer med helvedes ild . +De er vokset op i vantro , uden fadervor og uden +psalmesang , og de er i færd med at blive hængende +på djævlekrogen ; men det er tid endnu . Vorherre +har rørt dem med sin lille finger , ellers +havde de ikke ladet mig hente , bliv helt og med +fuld barnetro en af vore , overgiv dem til mig , +og jeg skal ikke raste , før de er bænket i guds +rige . “ + +„ Det var strengt af Vorherre , hvis han ville +fordomme mig . “ +„ Nej , det var mageløst kærligt og nådigt ; thi +så kunne måske tanken derom vække dem . “ +Hun overvejede atter , og han ventede længe på +svaret . +„ Nu da , “ sagde ha nendelig , „ har hjertemanden +fået bugt med dem ? “ +„ Det får at gå , « som det vil , “ svarede hun +bestemt , „ jeg bliver ved det gamle . Tak for i aften , +hr . Pastor ! mit ord om de to tusinde daler fager +jeg ikke tilbage ; når jeg er død , kan sognet bygge +et fattighus for dem . “ +„ De giver Vorherre en almisse , i stedet for at +sætte ham til højbords . Verden holder på dem +med sine jernarme , og de kan ikke slippe fra den . +Vorherre se til dem ! “ +Han rejste sig , og gik . Da han var borte , +lagde hun hånden på klokken ; men hun ringede +ikke . Fordybet i tanker blev hun siddende tavs i +mørket . Han havde lagt sin hårde hånd på +den fjeder , der endnu alene gav hendes sjæl +spændkraft , og hun rejste sig til forsvar af det , +der hidtil havde været hendes ære og stolthed . + +det store , prægtige , vidtudstrakte gods lå udbredt +for hendes indre syn , hun overså i tankerne +dets forsgede drift , dets forbedrede veje , dets omhyggeligt +plejede skove og al den herlighed , hun +havde bevaret og udvidet , og hun var tilfreds med +sig selv . Det var ligesom om himlen selv havde +villet bevare denne skønne ejendom så ubeskjåret +som muligt ; thi af alle hendes børn var kun et +tilbage , og det var en søn ; hun havde givet offre +nok til denne storhed . Hun havde imidlertid to +børnebørn ; det enes moder havde ved sit giftermål +fået sin arv udbetalt , og Carl havde således +intet at fordre ; anderledes var det med Camilla , +hendes fader havde været den ældste søn , +og hendes betydelige formue stod endnu urørt i den +faste ejendom . Når hun giftede sig , kunne hun +forlange den udbetalt ; men hvorfor skulle hun gifte +sig udenfor familien ? Hun havde ikke været blind +for , at hendes to børnebørn havde en varm tilbøjelighed +for hinanden , der så såre let kunne oppustes +til noget alvorligere end et barndomsvenflab , +og da kunne denne store sum penge berøves godset , +og måske henkastes til at omvende hedninger i et +fjernt land . Det forbyde gud ! Hun ringede , og + +sendte bud efter sin søn jægermesteren . Han kom +straks , og en lang , fortrolig samtale udspandt sig +mellem moder og søn . Da Holger gik bort , +var hans hoved opløftet og hans blik strålende . +Hans gamle moder gik iseng for at hvile efter sit +anstrengende dagværk . +Den næste formiddag , da jægermesteren , efter +en munter morgenhilsen , var gået ud i skoven og +på Marken , og de to damer som sædvanlig sad i +havestuen , sagde geheimerådinden : +„ Camilla , sæt dig hen hos mig , jeg har +noget at sige dig . “ ' +studsende så den unge pige op , men adlød +straks befalingen . Hendes bedstemoder drog hende +hen til sig , tog hendes hænder i sine , og betragtede +hende alvorligt . +„ Mit barn , “ sagde hun bevæget , „ jeg har sat +min lid til din pligtfølelse og din lydighed ; har +jeg taget fejl af dig ? “ +„ Jeg håber ikke , kære bedstemoder , “ svarede +hun venligt og utvungent . +„ Hør mig da , mit barn ! jeg er gammel og +svag , og rimeligvis varer det ikke længe , før i +lægge mig ud på kirkegården . Du og Holger + +blive da tilbage , i kunne ikke bo her sammen , hvor +har du tænkt at tage hen ? “ +„ Jeg har ikke tænkt derover , kære bedstemoder ! +Jeg håber , at de bliver endnu længe +hos os . “ +„ Selv om så var , må dog enden komme +engang , og der må betænkes i tide , hvad der da +skal gøres . Seer du , Holger arver godset , og +udbetaler dig din fædrenearv , det er en gammel +bestemmelse . “ +„ Jeg ved det , og jeg er velfornøjet med den . “ +„ Jeg har al den tid , jeg har været enke , +stræbt at samle denne sum ; men det er ikke lykkedes +mig ganske . Ialtfald vil det blive en stor +byrde for godset at udbetale disse penge , og hvis +de blev ved det , ville der kunne udrettes betydeligt +med dem . “ +„ Hvis de ønsker det , er jeg ikke uvillig til at +lade dem henstå . “ +„ Nej , det er ikke min mening , din ret er +din ret . Desuden , hvor skal du tage hen , hvor +er der et passende opholdssted for dig ? Du er +meget ung endnu , det vil være vanskeligt at få +dig godt anbragt . “ + +„ Ængst dem ikke derfor , dertil findes vel udvej . +Måstee onkel Holger gifter sig , så kan jeg +jo blive her . “ +„ Hvis du og hans kone synes om hinanden . +Mit barn , der er en bedre udvej , hvis du vil , og +jeg er vis på , at du vil ; thi du er god og fornuftig . +Min søn elsker dig af hele sit hjerte , +han er noget ældre end dig og din onkel ; men +det er dog biting mod de store fordele , dette parti +frembyder . Jeg vil efterlade dig lykkelig ; thi +Holger er et godt menneske og et forstandigt menneske , +om han end går noget stille med det , han +er landmand med liv og sjæl , og du holder jo +også mest af landet ; hvis jeg dør , blive i her , +alting bliver ved det gamle , godset tilhører eder +helt og ubesfjåret , og jeg ligger rolig i min grav . +— du tier , Camilla ? “ +„ Min bedstemoder , jeg har den største godhed +for onkel Holger ; men jeg har aldrig tænkt ham +som min mand . “ +„ Bryd dig ikke om det , du vil vænne dig +til det . “ +„ Desuden har han aldrig nævnt noget sådant + +til mig , jeg ved jo ikke engang , om han vil have +mig . “ +„ Han siger , at han ville blive så lykkelig , +som han kan blive på denne jord . I passe sammen , +og kan du tænke dig at forlade dette sted +for bestandig ? “ +Hun så sig om ; alle de kære og kendte +genstande mødte hendes øje , og tanken om skilsmissen +fra dem sammenpressede hendes hjerte . +„ Jeg gør det nødig , og jeg vil altid længes +efter dette mit gamle hjem ; men hvis jeg må , vil +jeg se at finde mig deri . “ +„ Men du behøver ikke at finde dig deri ; du +kan blive her som ejerinde af det hele , som husets +frue . Du kan selv være lykkelig og gøre andre +lykkelige . “ +„ Må jeg ikke betænke mig ? “ +„ Camilla , jeg seer , at du skjuler dine sande +tanker for mig . Jeg har længe set , at du holder +mere af Carl , end man holder af en fætter og en +ven . Det er ham , der har opvakt disse tanker +hos dig . Men Carl er en fusentast , og du seer +jo selv , at han hellere vil rejse til Afrika , end blive +her , og gifte sig med dig . Selv om han blev her , + +hvad havde han så at tilbyde dig ? En fattig +præstegård . Hans formue har han næsten brugt +op , og kunne du virkelig blive lykkelig med ham ? “ +„ Jeg væed ikke , hvorfor Carl ikke skulle være +et passende parti for mig , “ sagde hun med nogen +stolthed ; „ om hans planer synes os fantastiske +og ufornuftige , så er de dog ialtfald ligeså ærefulde +som vore . Desuden , hvis han , som de siger , +virkelig elskede mig , var det måske ikke umuligt , +at han blev her alligevel . Og hvad fattigdommen +angår , da har jeg nok til os begge . “ +Den gamle kone blev smertelig bevæget af +disse ord ; men hun skjulte sin bevægelse , og svarede : +„ Der ville dog være en væsentlig anstodssteen +for dette , og det var pligten , pligten af at opretholde +en værdig stilling og et ædelt navn . Jeg +har ikke opdraget dig til hensynsløst at følge ethvert +lune og ethvert indfald , jeg vil aldrig billige , at +du følger en mand , der , i hvor mange gode sider +han end kan have , dog ved sin foranderlige tænkemåde +kan bringe dig ind i de besynderligste forhold . +Har han ikke tilbragt de sidste måneder med +simple folk i et fattigt hnnø , og må vi ikke +næsten ønske , at han var langt borte herfra , før han + +gør os latterlige ved sin opførsel ? Nej , mit barn , +det er ikke nogen passende stilling for dig , her er +din plads , og her er dine pligter ; Holger og +du tænke ens , i ville sørge for , at alt bliver her , +som det har været i min tid , i ville være et godt +herskab for eders undergivne og et godt eksempel +for hele egnen . Tro mig , mit kære barn ! der er +intet , der lønner sig så vel som at følge de naturlige , +ligefremme pligters bud ; når jeg har set +dig som Holgers kone , vil jeg dø rolig . “ +„ Jeg tænker ligesom te , “ svarede hun med +tiltvungen rolighed ; „ men vil de ikke stole på +mig ? Pil de ikke tillade mig at betænke mig ? “ +„ Hvorfor betænke sig på det , man erkender +for rigtigt ? “ +„ Fordi jeg ønskede ikke alene at erkende det , +men også at føle det . “ +„ Hvorlænge vil du betænke dig ? “ +„ Til jeg er enig med mig selv om svaret , +når , kan jeg ikke sige dem . Kære bedstemoder , +de kan ikke ville afnøde mig et samtykke med +overraskelse , må jeg overveje sagen ? “ +„ Ja , du må , jeg vil vente ; men hust på , +at ingen ved , hvor lang tid jeg har at vente . “ + +„ O , de vil leve længe endnu — o , gid alting +kunne blive bestandig som nu ! “ +Hun gik hastigt ud på trappen , der mødte +hun jægermesteren . Han så på hende med et +mildt , spørgende blik , og da hun ville gå forbi , +uden at besvare det , greb han hendes hånd . +„ Du kender min moders ønsker , de er også +mine , “ sagde han med en vis øm undselighed , der +klædte den ældre Aland underligt , „ har jeg noget +håb om , at de også er dine ? “ +„ Forund mig en frist , “ sagde hun , og vendte +sit hoved til siden , „ jeg skal overveje det . “ +„ Jeg tror , at vi kunne blive lykkelige , “ sagde +han , bestandig holdende hendes hånd og bestræbende +sig for at opfange et blik af hende ; „ vi to høre +hjemme her , vi eje gården , og gården ejer os . +Du vil overveje det med et venligt sind , ikke +sandt ? “ +„ Jo , onkel Holger , det vil jeg . Lad mig nu +gå , jeg trænger til at være ene . “ +Hun gik ned i haven , forbi sine blomster , +som hun elskede så højt , og videre gennem de +kendte gange , som træernes løv , nylig udsprunget , +endnu ikke formåede at overskygge , men kun besåede + +med små , bevægelige , mørke pletter . Hun +nåde bænken under træerne ved hegnet , og hun +satte sig ned , træt , som om hun havde vandret hundrede +mile på sin fod , i stedet for i sine tanker . +Alt , hvad der før så lifligt og lokkende havde talt +til hendes sands , syntes hende nu uden liv og +uden mæle ; hun savnede et usynligt øje til at se +hendes nød , et usynligt øre til at høre hendes +klageråb , og hun skjulte sit ansigt i sine hænder +for ikke at se sig om . +Da lød hastige trin langs hegnet , de standsede , +og et kort øjeblik efter forkyndte en raslende lyd +et rask Spring over gærdet . Hun så op , og Carl +stod foran hende . +„ Du her ? “ sagde hun med en blanding af +glæde og bitterhed . +„ Jeg søgte dig , “ svarede han kort . De stod +et øjeblik tavse overfor hinanden ; de havde begge et +budskab at bringe hinanden , og de følte , at tiden +var der , da det burde siges . +„ Kom , “ sagde han , „ jeg må tale med dig , +følg mig ind i skoven . “ +„ Hvorfor ind i skoven ? » spurgte hun . + +„ Her er ikke ensomt nok , “ svarede han , „ det , +jeg har at sige , gælder ene dig . “ +Hun lagde sin hånd i hans arm , og de +fulgtes ad langs hegnet hen til stien , der sorte ind +i skoven . +„ Hvorfra kom du ? “ sagde hun endelig , „ Du +har ikke været oppe på gården . “ +„ Jeg lod vognen blive i landsbyen , “ sagde +han , „ måske jeg vender tilbage til den , uden at +gå op . Jeg troede , ja , jeg vidste næsten , at du +var i haven , og hvis jeg traf dig , behøvede jeg +ikke at anvende hele dage på at få en samtale +med dig . “ +De kom til en bænk på en skrænt , hvor +man trådte lige ud af skoven ; langt nede under +deres fødder lå herregårde » og dens have , bag +den grønnende marker og marker , som plougen +furede med sit jern , alt i vårens friskhed , og bestrålet +af solens glans . +Hun satte sig på bænken , han blev stående . +„ Seer du , “ sagde han , og udstrakte sin hånd +mod der wonne syn , „ der ligger al denne verdens +herlighed , som rækkes dig til skænk og gave , +har du kraft til at forsage den ? Har du kraft + +til at sige : „ Vig fra mig , frister ! “ og til fattig +og udleet og forfulgt at følge mig langt dort +herfra ? “ +Hun syntes ikke overrasket ved hans ord , længe +lod hun sit blik hvile prøvende på synet , derpå +sagde hun roligt : +„ Carl , hvis jeg kunne stille Afrika og dine +tromme frem for dig i et sandseligt syn , ville +jeg tilråbe dig de samme ord . Du fristes ikke +mindre end jeg , vær du den første til at forsage , +og vi ville da se . “ +„ O , kvinde ! “ sagde han bittert , „ når manglede +du et frelsende svar ; kun en gang stod du +tilskamme , og det var dengang paradiset blev lukket +efter dig . Velan da , lad os tale den rene sandhed , +Camilla , jeg elsker dig , elsker dig brændende , +fortærende , forvirrende ! Selv englene elskede jo jordiske +kvinder , hvorfor skulle jeg da ikke kunne elske +dig ? Men tro ikke , at jeg vil « købe dig for noget +af det , der er mig helligt og uantasteligt , nej , jeg +har kæmpet og lidt , jeg er sikker på mig selv . +Kun på en betingelse kan jeg besidde dig , hvis +du vil opgive alt , og følge med mig . “ +„ Til Afrika for at omvende hedninger ? “ + +„ Ja , til Afrika ! Vend ikke dit blik med +misnøie fra mig , lad mig tale , lad mig forsøge at +bevæge dig til at høre mig . Du elsker mig , du +gør det , ingen forsikkring kan gøre mig vissere +på det , end jeg er , ingen forsikkring kan bringe +mig til at tvivle derom . Du elsker mig — hvad +står der imellem os ? Usle , kolde tvivl , håbløse +spørgsmål om hvad der er ret og sømmeligt i +menneskenes øjne — kast dem bort ! Løft engang +din sjæl i højde med min , tænk og føl med mig , +og bryd med alt , hvad der holder dig tilbage ! “ +Hun svøbte sig i sit røde shawl med en dronnings +højhed , idet hun rejste sig , og stod ved hans +side . +„ Du forlanger , at jeg skal forlade mine medfødte +pligter , min gamle bedstemoder , der er døende , +min slægt , mine venner , mine undergivne og mit +fædreland . Alt dette skal jeg henkaste for et illusorisk +værk , hvorved jeg måske ikke gør halv så megen +nytte som her , følge dig til ukvindelige anstrengelser , +og måske vende tilbage , uden at have +udrettet nogxt . Af kærlighed til dig vil jeg gøre +meget , men ikke dette . Bliv her i landet , bliv +præst som andre , der have samme fag , og om din + +stilling end aldrig bliver så ringe , vil jeg dele +den . Gerne vil jeg vente , inderlig gerne gøre alle +rimelige offre for dig — blot ikke det , du forlanger . “ +„ Hvorfor +har du så ringe forestillinger om +min mission ? “ spurgte han , smertelig berørt af +hendes ord . +„ Fordi den mere er et foster af dine ønsker +og fantasier , end af nogen virkelig nødvendighed , “ +Svarede hun . „ Christendommen baner sig af sig selv +vej , allerede derom bør du jo som Christen være +forvisset , og jeg tror ikke , at du udretter noget +ved voldsomme forsøg på at udbrede den . “ +„ Bag sådanne talemåder skjuler verdens +svaghed og feighed sig , “ sagde han bittert ; „ men +dn vil få at se , at du i det mindste har gjort +mig uret . Hvis du sorstøder mig , lover jeg dig +helligt ikke at vende tilbage , men at søge og oppebie +dødens martyrinm . “ +„ Jeg tror ikke på noget martyrinm , “ svarede +hun koldt . +„ Du tror ikke derpå ? Du tror ikke på de +talløse tusinder , der er døde for deres tro ? Du + +troer ikke på dem , der korsfæstedes , der døde under +pinsler , sønderrevne af de ville dyr — ? “ +„ Jeg vil ikke berøve de henfarne deres hæder ; +men jeg tror ikke på noget nutidsmartyrium . Vor +tids opoffrelse er betinget , den er kun hensynsløs +til en vis grændse . “ +Han svarede ikke ; lænet til et træ syntes han +at samle kræfter til at drage ånde . Endelig sagde +han med et dybt suk : +„ Belan ! også miskendelse » er et martyrinm , +og jeg vil bære det . Nie » selv om du miskender +det kald , der vinker mig , kan da din kærlighed ikke +formå dig til at følge mig alligevel ? Kunne du +ikke glemme missionairc » , og blot følge mig , din +Carl ? “ +Ved denne påkaldelse af hendes følelser for +ham selv alene , blussede hendes kind af det strømmende +blod , hun bøjede sit hoved , og søgte at skjule +sit ansigt for ham . Dette gav ham atter mod , +han tog hendes modstræbende hånd , og sagde med +bønlig stemme : +„ O , ved det ømme , hellige og trofaste bånd , +der sammenknytter vore hjerter ! Bed enhver erindring +fra vor lykkelige barndom ! lad ikke nogen + +forstandig og spidsfindig betænkning holde dig fra +at følge dit hjertes drift ! Tal , giv mig det velsignede +tilsagn , der vil bringe mig til lyksalig at +trodse enhver fare og nød ! “ +Hun vendte sit ansigt mod ham — det var nu +blegt og bevæget — og betragtede ham et øjeblik +med en overstrømmende følelse i blik og miner , +der bragte ham næsten til at juble højt ; derpå så +hun ud over skrænten og tilbage over skoven , som +om hun søgte en frelsende udvej til at flye ; men +hendes fod flyttede sig ikke , og i sin sjælekamp +søgte hun frelse i et besværgende ord . +„ Carl , frist mig ikke længer , “ sagde hun med +en rolig , klangløs stemme , der bragte ethvert ord +til at genlyde som fra en malmvæg , „ jeg er forlovet +med min onkel jægermesteren ! “ +Han tumlede tilbage , og kun med vanskelighed +undgik han at styrte ned af skrænten . +„ Det siger du først nu ? “ råbte han . +„ Jeg vidste det først nu , “ svarede hun . +„ Så har jeg intet at sige , “ sagde han mat , +som efter en stor anstrengelse , og sank ned på +græsset , „ så have vi taget afsked med hinanden . “ +„ Nej , “ sagde hun , „ der er endnu pligter at + +opfylde . Hvis vor bedstemoder vidste , hvad her er +flet , ville hun sørge derover , hun må intet ane +derom . Den , der vil betvinge andre , må først +kunne betvinge sig selv . Ikke sandt , du vil ikke +lade dig mærke med noget , ikke førstyrre vor lykke , +men komme og overvære mit bryllup som en ven +og slægtning ? “ +„ Ræk mig kun tjørnene , hvorpå mit livs +blomster have siddet , “ sagde han , „ jeg skal ikke gyse +tilbage for at knuge dem i min hånd . Jeg skal +gøre alt , som du ønsker det . “ +Han vendte sit hoved fra hende , og skjulte sit +ansigt på sin arm . Hun blev stående , og så +på ham . +„ Levvel , Carl , “ sagde hun endelig med mild +stemme . +„ Levvel ! “ svarede han , uden at se op . +„ Nej , du må tage en bedre afsked med mig , “ +Sagde hun . +„ Vi ses jo igen , “ svarede han . +„ Ikke mere alene , o Carl , vær ikke vred på +mig ! “ +Han rejste sig op , og så på hende . +„ Gå rolig bort , “ sagde han , „ vær lykkelig , + +jeg tilgiver dig , hvad smerte du har voldet mig . +Intet ondt , som jeg kan fjerne fra dig , skal ramme +dig , lad derfor heller ikke min smerte bedrsve +dig ! “ +Hun bønede sig over ham , tog hans hoved +mellem sine hænder , og kyssede hans pande . Derpå +vinkede hun med sin hånd , og forsvandt mellem +buskene . +Carl blev liggende længe , derpå sprang han +vildt op , og ilede den vej tilbage , han var kommet . +Da han traf sin vogn , befalede han med få ord +kusken at køre tilbage til byen , og selv vandrede +han , snart hastigt , snart tøvende , den samme vej +tilbage . +O , gud være lovet , at der endnu i verden +findes fredelige hjem og fredelige hjerter , hos hvem +den jagede , udmattede og segnende vandrer kan søge +hvile ! Frits og Rosine sad i aftendæmringen i +deres lille stue ; der var tarveligt derinde , og udenfor +var ingen vid og prægtig udsigt , kun lidt græs , +der bslgede frem og tilbage , et enligt træ på den +anden side gaden og nogle stråler fra den synkende +sol ; men de vare alligevel meget lykkelige . +Frits sad med et brev i hånden , det var fra + +den gamle Provst i Degens nabosogn , han trængte +til en Capellan , og hans tanker vare faldne på +Frits . Rosine havde fortalt om den samtale , +hun engang havde haft med ham i præstegården , +og hvorledes den gamle mand havde hvilet nogle få +øjeblikke hos hende ; måtte dette brev ikke betragtes +som et umiddelbart budskab fra himlen , nu , da +hun vidste , at hendes Frits med god samvittighed +kunne modtage det ? Frits var dog ikke ganske uden +betænkelighed endnu . +„ Tor jeg , der har været så svag og vaklende , +virkelig vove mig til at forkynde guds ord ? » +Spurgte han sit andet jeg , seende hende fortrøstningsfuldt +ind i øjnene . +„ Du tør , min Frits , “ svarede hun forsikrende , +„ svage mennesker er vi jo alle , selv guds ords +forkyndere . “ +„ Bien hvis jeg nu faldt tilbage til min gamle +tvivl ? » +„ Det gør du ikke , “ sagde Rosine med fast +overbevisning , „ man kan tvivle en gang ; men +man kan ikke falde tilbage til sin gamle tvivl . O , +Frits ! af høre dig prædike , hvilken glæde for +mig ! Og tænk , af bo på landet , så nær ved + +herregården , i den dejlige egn ! Skal jeg netop +vende tilbage til det sted , hvorfra jeg flygtede bort , +vende tilbage som din hustru ! “ +„ Nu skal vi se , af himlen har gjort et mirakel +for Rosines skyld , “ sagde Frits smilende , +idet han lagde brevet bort for af omfavne denne +samme hustru , „ o , Rosine , hvor du er indbildsk , +forfængelig , egenkærlig ! Og så tænker du slet ikke +på vore gamle bekendte , madame Mortensen +og jomfru Matthiesen , som miste deres ugentlige +fornøjelse af besøge os . “ +„ Å , ikke andet end det , “ sagde Rosine , +„ isfedetfor kunne de komme ud af tilbringe en ugestid +hos os af og til , de ville have rigtig godt af af +ligge på landet . Der er nok nogle af vore tilkommende +sognefolk , der vise capellanen den godhed +af tage dem ud med . “ +I dette øjeblik åbnedes døren , og Carl mere +styrtede end trådte ind ; han var bleg , støvet og +udmattet , og sank uden af sige noget ned på en +en stol . Frits og Rosine sprang op , og trådte +hen til ham . +„ Jeg er kommet til eder , mine venner , “ sagde +han , og tog deres hænder , „ for at søge ly og trøst . + +bekymrer eder ikke om , hvad der er hændt mig ; +men lad mig hvile en times tid hos eder . Spørger +mig ikke ! Forestiller eder , at jeg var vandret et +stykke vej igennem glødende luer , og at de etsteds +havde brændt mig et frygteligt sår , som jeg ikke +vover at afsløre for eders øjne . Lad mig da sidde +her , eders nærhed er som et kølende bad for mig , +viser mig eders venskab ved ikke at spørge og ikke +at forsfe . “ +De satte sig begge igen , Rosine tog sit sytøj , +og Frits læste provstens brev for Carl . +„ Du seer , jeg bliver kaldet , “ sagde han , „ og +Rosine mener , at jeg bør modtage kaldelsen . “ +„ Du vil styrke provsten i hans modstand mod +Degens papistiske bestræbelser , “ sagde Carl , „ Du +vil der være på din plads ; dit milde , jevne +sind vil være en bedre modgift mod hans virksomhed +end den fyrigste veltalenhed . “ +Samtalen dvælede endnu længe ved den samme +genstand , og antog et mere og mere livligt og for- - +håbningsfuldt præg , fordi Rosines tanker mere +og mere drejede sig om den lykke at skulle være +præstekone på landet ; hun og Frits mærkede ikke , +at samtalen til sidst udelukkende førtes mellem dem , + +og at Carl , der i begyndelsen smilende havde hørt +til , sank hen i alvorlig grublen . Det var Rosine , +der først bemærkede det , og sagde venligt undskyldende +: +„ Vær ikke vred på os , kære Carl , fordi vi +sladdre så uforbeholdent om , hvad der glæder os , +medens de måske ikke kan være glad med os . +Det er ikke , fordi vi så ganske tænke på os selv , +men fordi vi tro derved bedst at vise dem , at de +er blandt venner . » +„ Tak , min veninde , “ svarede han med et sørgmodigt +smil , „ jeg er allerede bedre . Det er i sin +orden , at sorgen og smerten også have deres +festdage i livet , og jeg har sejret en sådan i dag . +Nu går dens sol ned , og jeg er styrket til igen +at tage fat på søgnedagene med deres roligere +pligter . “ +Og søgnedagene gik deres stille , langsomme +gang , langsom for den , for hvem den ene morgen +hilste den anden med det spørgsmål : „ Hvad +bringer du ? » , hurtigt før den , der ikke spurgte , +men tillidsfuldt åbnede sine arme mod hver kommende +dag . Frits og Rosine flyttede til deres +nye hjem , hvor de blev modtagne med stor hjertelighed + +af den gamle Provst , der stod fast på , at de +skulle tage bopæl i præstegården . Provsten var +enkemand , og det varede ikke længe , før Rosine +var blevet sjælen i hele hunsholdningen , og hun +blev rigelig lønnet ved den gamle mands glæde over +den hyggelighed og orden , hun udbredte vin ham . +Fru stilling , der ikke kunne finde nogen passende +bolig i nærheden af det unge par , købte en +bondegård , og begyndte derpå at opføre sig et +bequemt landsted . Medens dette stod på , tog hun +ophold på herregårde « , hvorhen hendes cousine +geheimerådinden havde indbudt hende , og Rosine +havde således den glæde jevnlig at besøge eller +modtage besøg af sin veninde . +Der samlede sig efterhånden et stort og glimrende +selskab på herregården ; slægtninge , vidt +og bredt fra , kom i talrig mængde rejsende , og +indkvarteredes så godt som muligt på de « store +gård . De « gamle geheimerådiiide opbød sine +sidste kræfter før at skænke enhver ankommende en +venlig modtagelse . Brudeparret , for hvis skyld +alle disse mennesker havde sat sig i bevægelse , +syntes mere optaget af at være en forekommende +vært og værtinde , end af at lægge nogen ioinefaldende + +ømhed eller lyksalighed for dagen . Jægermesteren +var glad , oprømt og i hvad man kalder +et prægtigt humeur , bruden var venlig , hjertelig og +opmærksom på brudgommens og alles ønfler ; +men der sporedes ingen usædvanlig bevægelse hos +nogen af dem ; sikkert og roligt , uden alle ophævelser +skrede forberedelserne deres mål — bryllupsdagen +— i møde . +Aftenen for denne ankom Carl . Geheimerådindcn +tilbragte ingen aften i den store selskabskreds , +der i de sidste dage havde opfyldt duset , og +oplivet de stille Stuer og den store have med deres +munterhed og latter , og på denne sidste aften +havde bruden også trukket sig tilbage til sit værelse . +Carl blev altså kun modtaget af jægermesteren , +der hilste ham med hjertelighed . +„ Nå , min dreng ! vi havde næsten opgivet +håbet om at se dig ; mama har uafladelig spurgt +om dig , hun vil endnu engang gerne se alle sine +om sig , og da der , som du ved , er blevet noget +tyndt i geledderne , kunne vi slet ikke undvære +dig . “ +„ Jeg kunne ikke komme for , “ svarede Carl + +med eftertryk , „ jeg bliver nu her i otte dage , og +så rejser jeg for bestandig . “ +„ Nå , skal det absolut være ? “ +„ Ja , “ svarede han kort . +„ Hør , min dreng , “ sagde jægermesteren godmodig , +„ Du er måske lidt vred på mig , fordi +jeg har taget pigen , og var du ikke kommen med +de afrikahistorier , så havde du jo også været den +nærmeste ; thi du er en ung , køn Karl , mens jeg +allerede har grå hår i parykken ; men det var jo +synd at lade sådan en smuk pige gå ud af fa +milien . Det var nu også blevet et og alt for +mama , at vi skulle blive her , og lade alting blive +ved det gamle , og det var jo også det fornuftigste . +Jeg vil ikke lyve , og sige , at jeg ikke altid har haft +et godt die til pigen ; men jeg fandt det rimeligt , +at hun syntes bedst om dig , og om jeg også +sommetider blev lidt kruset ved at se jer sammen , +så er jeg dog blevet for gammel en Karl til ikke +at kunne dyk mig , når det behøves . Men nu +tænker jeg også , at du giver lige for lige , og ikke +seer surt til mig i morgen . “ +„ Onkel kan være rolig , “ sagde Carl , og tog +den frembudte hånd , „ jeg har forsøgt min lykke , + +kun ville ikke have mig . Jeg har intet at bebrejde +onkel . “ +„ Det gør mig rigtig godt at høre , “ sagde jægermesteren , +synlig lettet , „ jeg havde en fornemmelse , +som om jeg havde jaget på en andens vildbane . +Det skal du rigtig have tak for — så hun ville +ikke have dig ? “ Han lo fornøjet . „ Det er det +fornuftigste pigebarn , jeg har kendt . “ +„ Ja fornuftig er hun , “ sagde Carl , vendende +sig bort med en bitter følelse . +Høstarbeidct var netop endt , så at hosffesten +faldt sammen med brylluppet , og skønt det varen +hverdag , vrimlede veje og stier til kirken af +pyntede folk , der ville overvære vielsen . Da pastor +Degen trådte frem , og overså den i dag forsamlede +menighed , kunne han med sandhed sige , +aldrig at hare set en mere broget forsamling opfylde +sin kirke . Der var enhver af sognets beboere , +som kunne få tid til at komme , der var +alle den nærmeste omegns præster og honoratiores , +og hele den fornemme kreds , som havde samlet sig +på herregårde . En , der ellers ville have været +tilstede , manglede , det var kammerherre Sivers ; +han havde såt et besøg , for hvilket han længe + +standhaftigt havde nægtet sig hjemme , det var apopleksien . +Den havde en nat fundet ham ubevogtet , +nu lå han stum i sin seng , og det eneste ønske , +hans rystende hånd vedblev at nedskrive . på tavlen , +var dette : „ Kald flere læger ! “ +Bien han var en så fjern bekendt af betle +hus , at hans nærværelse ikke savnedes ; kirkeklokkerne +ringede lige lystigt , og forventningen om +at se den smukke , rigtklædte brud var lige stor . Da +hun trådte ind i kirken , vendtes alles blikke mod +hende , og fulgte hende ufravendt til wæret ; ikkun +en eneste vendte sine bort med en usigelig bitter +følelse , det var Carl . +Pastor Degen prædikede vidtløftig over den +rette tro , over dåbens og det levende ords kraft ; +han greb lejligheden til at lægge denne store forsamling +på hjerte , at den var vildfarende , vantro +og højst sandsynlig mærket til helvedes ild ; dersom +forsamlingen satte nogen lid til hans ord , så bar +den deres indhold med overraskende fatning , og +mangt et blik , der vandrede ørkesløst om i kirken , +sagde tydeligt nok , at en hurtig slutning ikke ville +mishage tilhørerne . Endelig kom denne , de to , +der stod for wæret , vare nu et i liv og død , + +om end ikke i sjæl og tanke , og det var som on +et lettende åndedrag gik gennem hele den kreds +der nærmest omgav dem . Man lykønskede dem m +sig selv , og den simplere del af bi enigheden stinn +lede udenfor , for at se brudeparret stige tik +vogns . +Fra nu af var alt lystighed og glæde , e +prægtigt middagsmåltid på gården , og en al +mindelig bespisning af alle fattige ; et festligt Ba +i høisalen og en munter Dands i den pyntede ladt +brudeparret , åbnende ballet histoppe , og siden mod +tagende et rungende „ Leve “ dernede , raketter o +geværskud , jubel og glæde langt hen ad natten +bortkørende vogne og sang og lystighed , forsvin +dende i det videste fjerne . Da provstens bog : +med ham selv , Frits og Rosine bevægede sig ra ; +afsted i den stjerneklare aften , vendte Rosine si +hoved om , og betragtede herregårdens af ly +strålende vinduer . +„ Frits , “ sagde hun sagte , „ jeg havde alti +tænkt mig en anden brudgom ved dette bryllup . “ +Frits svarede ikke , men trykkede sin hustru o +til sit hjerte . +Nogle dage efter brylluppet talte geheime + +rådinden til Carl om det fattighus , hun ville +stifte . +„ Jeg ville gerne have denne sag ordnet , mit +barn ! “ sagde hun til ham , „ det er noget , Holger +ikke forstår . Gå du ned , og tal med pastor +Degen derom . “ +„ Jeg gør det ugerne , “ svarede Carl , „ men +siden de ønsker det , skal jeg gå en af dagene . “ +Det traf sig nu således , at pastor Degen +blev syg efter brylluppet , og ikke kunne prædike den +påfølgende søndag . Han sendte da bud til provsten , +og bad ham , om hans Capellan den næste +søndag måtte besørge gudstjenesten . Pastør Degen +havde vel kunnet lade sin degn læse i kirkedøren ; +men dels lød han , af hensyn til de mange fremmede +på gården , nødig tjenesten falde bort , dels +var han ikke fri for en bitanke om , at det ikke +ville flade hans gode rygte som taler , om en ung , +uerfaren mand for en gangs skyld betrådte den +prædikestol , hvor han ellers selv udfoldede sin veltalenhed . +Frits var ikke misfornøjet med at prædike +engang et simplere sandhedens ord for en +menighed , der var vant til et mere kryddret foredrag , +og han samtykkede derfor villigt i forslaget . + +det var Rosine en stor glæde , af Frits skulle +prædike netop i denne kirke , og hun beredte sig til +af gå derhen som til en fest . +Det var den sidste dag , af Carl tilbragte på +herregården , ligesom de fleste gæster nu beredte +sig til af tage afsted . Han ville ikke blive tilbage , +og dele et stillere samliv , og desuden stundede +hans egen afrejsedag til . For første gang indfandt +han sig ved theebordet , hvor ingen af de fremmede +gav møde , og hvor han altså fandt jægermesteren +og hans unge hustru alene . +„ Det var ret ! “ råbte jægermesteren ham +imøde , „ kom , og drik the med os ! Vi have et +prægtigt vejr i dag , og jeg vil i aften give et skovbal +for vore gæster . “ +„ Jeg går i kirke , “ sagde Carl , idet han +modtog en kop the af den unge frues hånd , +uden af se på hende , „ min ven Walther prædiker ; +men først vil jeg afgøre en forretning med +pastor Degen . “ +„ Sagtens om fattighuset , “ sagde jægermesteren , +„ det er smukt af mama ; jeg håber , af her er nogle +fattige at bygge det til , ellers komme vi i en slem +forlegenhed . “ + +„ De findes vel , “ sagde Carl med et lille +smil ; „ gå i også i kirke i dag ? “ +„ Nej , min ven , “ svarede jægermesteren , „ vi +tage ud efter frokosten , og bese forberedelserne til +ballet . Jeg tager min bøsse med , og træffe vi en +passende steg undervejs , så tager jeg den hjem +med . Er du bange for at have geværet med i +vognen , Camilla ? “ +„ Nej , aldeles ikke , “ svarede hun , „ det er vel +ikke ladt ? “ +„ Af hensyn til denne bemærkning skal det +ikke være det , “ sagde jægermeren galant ; „ vi komme +forbi kirken , når gudstjenesten er forbi , og vil +du med , Carl , så skal jeg tage en fiirsædet +vogn . “ +„ Nej , tak , “ svarede Carl , „ jeg går lige +hjem . “ +Han rejste sig fra bordet ; men endnu nogle +oieblikke tøvede han , og indsugede tavs billedet af +den , han havde elsket og endnu elskede så højt . Da +stod også jægermesteren op , og med servietten +endnu i hånden omfavnede og kyssede han sin +kone ; Carl sagde et hastigt : „ Godmorgen ! “ og +forlod stuen . + +da Carl kom til præstegården , fandt han +pastor Degen liggende på en sofa ; præsten +hilste sin gæst med ufordulgt modvillie . +„ Hvad have vi med hinanden at bestille ? “ +Spurgte han . „ Vorherre bevare os for at mødes +mere end nødvendigt . “ +„ Jeg tænker , det er det sidste møde , “ sagde +Carl , og blev stående ved sofaen . „ Jeg er +sendt i en forretning fra min bedstemoder geheimerådindcn , +for at blive enig med dem om betingelserne +for oprettelsen af det nye fattighus . “ +„ Dær kan aldrig blive nogen enighed mellem +os , “ sagde Degen , og drejede sig uroligt på +sofaen . +„ Da synes mig dog , “ sagde Carl , „ at dette +mere er en communesag end noget andet . I hvad +skikkelse har sognet mest trang til denne indretning ? “ +„ Lad +de døde begrave deres døde , “ sagde +præsten ; „ da geheimerådinden opretter denne stiftelse +mere som en gave til mig end til sognet , +forlanger jeg , at der ikke tilstedes adgang dertil for +andre , end dem , der have annammet den sande + +tro , der holde deres dåbspagt , og som tilhøre det +opvakte menighedsliv . “ +„ Men hvo skal sættes til dommer over disse +fordringers opfyldelse ? “ sagde Carl misfornøjet . +„ Ieg selv og sogneforstanderskabet , “ svarede +han . +„ Er det ikke lige meget , “ sagde Carl , „ når de +ere fattige og syge , af hvad tro de er ; leve selv +ikke hundene af de smuler , der falde fra deres +herres bord ? Er det ret i en christelig menighed +af g ; øre forskel på troende og bantroende , da de +dog alle er døbte til den samme tro ? “ +„ Der seer de selv , af der ingen enighed kan +være mellem os ! “ råbte præsten . +„ Ieg kan ikke tro , af de kan få sognets +bedste mænd til af gå ind på denne anskuelse , “ +Sagde Carl . +„ Ieg har allerede holdt et mode om denne +sag , “ sagde præsten , „ se her ! “ Han opslog en +protokol på bordet , og lagde fingeren på bladet , +„ sine fattige skal sognet efter loven forsørge , derom +er ingen snak ; men det nye fattighnus er en +stiftelse , der kan betragtes som sognets private + +ejendom , og den ville vi holde ren og ubesmittet +for vore egne . “ +„ Giverens hensigt må dog også komme i +betragtning , “ sagde Carl . +„ Giverens hensigt er at løskøbe sig fra helvedes +ild , “ sagde præsten , slående i bordet med +sin hånd , „ og jeg har modtaget afgiften på vor +herre Jesu vegne . “ +„ Derom ved jeg intet , “ sagde Carl alvorligt , +„ og jeg tror ikke , at vor tro tilsteder gaver til +kirker og klostre eller til sjælemesser . Ialtfald +siger jeg : „ Dømmer ikke , at i ikke skulle dømmes ! “ +Lukker ikke helvedes porte så vidt op , før i selv +vide , om i ikke skulle gå igennem dem . Enhver +kan blive salig efter sin tro . “ +„ Det er denne fordærvelsens lære , jeg forfslger , “ +Sagde Degen forbitret . „ Så længe mit +hoved er oppe , og jeg er præst i denne menighed , +skal jeg luge efter klinten , og kaste den i ilden . +Enten intet fattighus eller et , der alene er viet +Herrens udvalgte , nu vide i besked . Beholder så +eders gave , og giver den til andre , sognet vil +ikke vide af den , når det ikke har fri rådighed +over den . “ + +efter en lille overvejelse sagde Carl : +„ Vil de tilstede mig at være nærværende ved +et møde med sogneforstandersfabet ? “ +„ Nej , de skal ikke sætte splid i min menighed . “ +„ Skal +jeg da sige min bedstemoder , at hendes +velmente gave vises tilbage ? Det vil smerte den +gamle kone i hendes sidste livsdage . “ +„ Hellere smerte nu end siden , “ sagde han +hårdt . „ Hun behøver kun at føje sig , så kommer +alt i orden . “ +„ Ieg kan ikke råde hende til ved en christelig +gaves uddeling at vrage mellem Christne . Ieg +vedbliver at holde det for umuligt , at menigheden +kan være af samme tanker som de . “ +„ Ieg svarer for den ; seksten Års arbejde har +ikke været spildt , jeg har vundet flere sjæle for min +frelser , end de vil vinde i det hele Afrika . “ +„ Det er ikke min hensigt at stifte ord med +dem , jeg vil alligevel henvende mig til menigheden . +Er den ubøjelig , vil jeg råde min bedstemoder til +at anvende sin gave på anden blande . “ +„ Alt det onde , de stifter , kommer over deres +hoved ! “ råbte præsten efter ham . + +„ I sandhed en christelig velsignelse ! “ sagde +Carl sagte hen for sig , idet han stred over gården . +Da kom frøken Alexandrine ilende efter +ham , og greb ham om armen . +„ Gå ikke bort , uden at forsone ham , “ sagde +hun med ængstelig og dæmpet stemme , „ der er en +frygtelig kraft i hans vrcdesord . Det går ingen +vel , som har fortørnet ham , han er næsten ligeså +mægtig som Vorherre selv . “ +„ Bedste frøken , “ sagde Carl , mildt bebrejdende , +idet han standsede , „ sig dog ikke så formastelige +ord . Der er kun en i himlen og på +jorden , der har magt tilfælleds med Herren vor +gud . “ +„ De skulle blot hare , “ sagde frøken Alexandrine , +støttende tilbage til stuehuusvinduerne , +„ Anne heri sognet var en forstokket sjæl , og han +brødes med hende for at vinde hende for Vorherre ; +men hun ville ikke . Først kom hun i fattighuset +i vinter , og en dag , ligesom hun stod og talte +onde ord om præsten , faldt hun på isen , og +brækkede sit ben , så hun endnu ligger syg deraf . “ +„ Jeg ved ikke , hvad jeg skal svare til sligt , “ +Sagde Carl venligt , „ hvor kan de , som et formsftigt + +fruentimmer , tro , at Herrens lyn slår ned - +for at hævne pastor Degen ? Lad de mig roligt +gå , jeg frygter ikke . “ +Frøkenen flap hans arm . Idet han fog sin +hat af for hende , sagde han smilende : +„ Jeg går desuden til kirken , hvad ondt +skulle hænde mig der ? “ +Hun rystede på hovedet , og han fortsatte sin +gang . +I kirken havde Frits allerede besteget prædikestolen . +Han var grebet af en usædvanlig bevægelse +ved at stå her på denne plads og lige overfor +denne menighed , der levede et troens liv , +han ikke forstod . At de troede , det vidste han , og +desuden et stille væsen , andægtige blikke og fromt +foldede hænder mødte overalt hans blik , han turde +ikke sige , at de hyklede eller beflittede sig kun på et +udvortes væsen . Han stod ikke der for at dømme , +og desuden vovede ikke han , der nylig selv havde +væræt så svag og vildfarende , at kalde en af sine +brødre vildfarende . Medens han så ned på +menigheden , blev han dybt grebet af tanken om +alt det ufuldkomne i menneskets stræben ; enhver +af disse , der troede sig så sikkert at eje hele troens + +rigdom , havde dog kun med sin dødelige hån +fattet et ringe moment af det evige , og han føk +sig inddragen i den almindelige skrøbelighed . Han +tale , så omhyggeligt forberedt , syntes ham n +kunstlet og myndig i ånden , han sønderrev den +tankerne , og uvilkårligt vendte han sig som e +ven og Broder til menigheden med apostlens skjom +ord : „ Ikke at jeg har allerede grebet det , eller r +allerede fuldkommen ; men jeg jager derefter , om jc +dog kan gribe ddt , efterdi jeg og er grebet af chri +stns Jesus . Brødre ! jeg agter mig ikke selv at hat +grebet det ; men et gør jeg : førglemmende , hva +der er bagved , og rækkende efter det , søm er form +iler jeg mød målet til det klenodie , som hører t +guds kald herovenfra i Christus Jesus . “ Og n +strømmede talen , hjertelig og bevæget , fra han +læber ; i fordringsløse og indtrængende ord tab +han øm alt det ufuldkomne og begrænsede i men +neskencs viden , og om hvorledes sindet i Troe +klynger sig til det evige , for ikke at forgå i for +gjængæligheden . Han talte som et skrøbeligt men +neske til skrøbelige mennesker , der med ham vide , c +guds tanker ikke er menneskenes tanker , og ha +så med glæde opmærksomme blikke vendte imo + +sig og bevægede “ Hjerter afspejles i dem . Da hans +kraftige amen genlød i kirken , var han tilfreds +med sig selv og taknemlig mød sin gnd . +Imidlertid var Carl kommet til kirkegården ; +men da han hørte , at prædikenen var begyndt , gik +han ikke ind , men satte sig på en sten udenfor . +Her sad han grublende , og overvejede den nylig +førte samtale . Tiden var knap ; i morgen tidlig +ville han forlade denne egn , og han ville have +vanskeligt ved at få udrettet noget . Som han +sad og så ud over egnen — kirken lå højt på +en banke , — så han overalt bekendte steder , +hvorom hans barndomserindringer drog deres lysende +kreds . Et ubeskriveligt suk efter at kunne +afryste alt det oplevede og være barn igen , fyldte +hans bryst ; som til et evigt , langt farvel stirrede +hans blik udover fædrelandets høstlige jordbund . +Psalmesangen lød inde fra kirken , og storken , der +beredte sig til rejsen , knebbrede lydeligt fra neden +på kirketaget — et betydningsfuldt accompagnemcnt +til de tanse afskedsord , der fødtes i den bortdragendes +sjæl . +Da åbnedes våbenhuscts dør , og menigheden +strømmede ud . Som ved en pludselig indskydelse + +fattede Carl den beslutning her at tale ti +sognebeboerne , og formå dem til at modtag +hans bedstemoders gave uden forbehold og ude +betingelser . Han trådte op på stenen , hvor ha +sad , og standsede med en håndbevægelse de forreste +da disse blev stående , samlede de andre sig sum +omkring dem . Nysgerrigt betragtede de den høb +unge mand , som de fleste af dem vel genkende +som geheimerådindens sønnesøn , men om hvi +hensigt med denne standsning de intet begre +kunne have . +„ Hører mig , i mænd af dette sogn , “ sag ! +Carl med lydelig stemme , „ jeg har en vigtig Sa +af forelægge eder her på kirkestævne . Min bed +slemodcr , . Geheimerådinden , som i alle kende , c +som nu er gammel , og seer døden i møde , vil fljæir +eder en sum penge til opførelsen af et hjem ft +syge , gamle og fattige . Hun har givet dette +guds og menneskekærlighedeus navn , og har vente +af i ville modtage det på samme måde . Det < +dog ikke sket . Eders præst og sognehyrde hc +sagt mig , af i ikke ville modtage gaven , når +ikke må vrage mellem dem , der skulle nyde goi +af den , af de troende af eders menighed skul + +boe i det nye hans , og af de vantroe skulle blive +i den gamle , dårlige bygning . Jeg holder det for +umuligt , af christne mennesker , der højt og lydeligt +sige , af de frem for alle andre holde sig nær til +Herren , ville vedkende sig en sådan fremgangsmåde . +Udsendte eders herre og mester ikke sine +apostle både til grækær og hedninger , og spurgte +han de syge og værkbrudne , hvorfra de kom ; var +det ham ikke nok , at de troede , uden at spørge , hvorledes +de troede ? Og i kortsynede^mennefler ville +lukke barmhjertighedens dør for dem , der ikke tro , +som i tro ? “ +Stine Olsen var i dette øjeblik kommet ud +af kirken , og havde sluppet sig frem til stenen . +Da hun så Carl , sagde hun til de andre : +„ Det er ham , der vil jage alle præster ud af +landet , han har sagt onde ord til vor præst , og +nn vil han gerne købe os til at falde fra den rette +tro . I skulle ikke indlade jer med ham , og tage +mod hans penge , det er kun et satans garn , +hvori han vil fange os alle sammen . “ +Carl så på hende og på de omstående , +og han så , at hendes ord gjorde indtryk . +„ Jeg er en Christen som i , “ sagde han , „ og + +det smerter mig at se , at i have glemt , at fordragelighed +er en Christens første pligt . Jeg siger +eder , at hvis Herren selv stod midt iblandt eder , +ville i ikke huse ham , fordi i tro eder bedre end +ham . Vogter eder før de falske profeter ! Vogter +eder før den snare , der ligger i selvforgudelsen ! +I tro eder fromme ; men i er knn hovmodige ! +Endnu engang siger jeg eder : tager i christelig ånd +den gave , jeg rækker eder ! “ +Flere af mændene havde talt indbyrdes , og de +syntes at ville give ham et svar ; men de fik ikke +tid dertil ; thi Stine Olsen var steget op på en +af de andre ligstene , og råbte højt : +„ Det er vor præst , den guds mand , han +kalder en falsk profet , han er selv en udsending +fra den onde , ville i mænd lade ham stå rolig , og +sige os onde ord ? Jag ham ud af kirkegården ! +Gå , siger jeg , før vi bruge magt ! “ +„ Jeg er ikke bange , Stine Olsen , “ svarede +han roligt , „ det er eder , der er forblændede og +ikke mig . Lad mig tale i fred med disse mænd , +træder frem , i , som foreslå sognets anliggender ! +Lader os tale fredeligt sammen , svin det anstår sig + +christne brødre , giver sandheden æren , og hører +mig ! “ +Men ingen af mændene lod til af have lyst +til denne underhandling ; flere af dem gik langsomt +ned mod kirkeporten , andre talte misfornøjede sammen . +Et barn bakkede sig ned , tog en sten , og +kastede den efter Carl ; den strøifede hans hoved , dog +uden af gøre ham skade , og faldt med larm ned +bag ved ham på ligstenen . +„ Seer i , “ råbte Stine , truende i fanatisk +raseri ad ham , „ den umyndige viser os vejen . +Lad os jage ham ud af kirkegården ! “ +Den hob , der stod om hende , ophidsedcs af +hendes ord . „ Han har hånet vor præst ! “ råbte +en , „ Han siger , af vi ikke er Christne ! “ råbte +en anden , og man søgte ivrigt efter stene på +vejen . +Ligeoverfor denne forhærdede fanatisme tav +Carl , han lagde fine arme overkors , og blev uforfærdet +stående . +„ Han tror , af han er usårlig ! “ streg en +gammel Bonde , og kastede med rystende hånd en +sten efter ham , flere fulgte på , og scenen antog +en bestandig mere truende og ophidset characteer , da + +Frits , underrettet om hvad der foregik , kom ilend +ud cif kirken . Hnn skyndte sig hen til Carl , æ +stillede sig foran ham . +„ For himlens skyld , hvad er dette ? “ råbt +han , „ jeg befaler eder at holde inde i guds navn +ville i vanhellige fredstedet omkring hans hum +med en voldsdåd ? Stine Olsen , læg den sten +dn bærer i din hånd , forsynd dig ikke moi +loven , hvis du ikke frygter gud ! “ +Indtrykket af den omstændighed , at han nylic +havde prædiket guds ord i kirken , og hans alvorlige +blik standsede Mængden ; Stine slap vel M +stenen ; men hun sænkede hånden , der bar den +og skjulte den i folderne af sit skørt . Frit ! +Lagde sin hånd på Carls arm , og fulgte han +til kirkegårdslågen . +„ Gå , min ven , “ sagde han , „ på denne ve +udretter du intet . Sandheden er ilde hørt , hvor +menneskene tilbede sig selv i guds billede . Overlad +provsten og mig at ordne dette . Kom til oe +iaften , før du rejser . “ +Carl var meget bleg . +„ Også jeg har måske troet for meget på mig +selv , “ sagde han med sørgmodig stemme , „ der var + +en , der engang sagde til mig , at opoffrelserne ikke +mere vare til på jorden , det synes mig i dette +øjeblik , at hun har ret . Hellere end at jeg skulle +troe det , måtte stenene have ramt mig . “ +„ Frygt ikke , forsag ikke , “ sagde Frits inderligt , +„ der er intet godt , der har mistet sin plads +på jorden . “ +De omfavnede hinanden hjerteligt , og skiltes . +Frits vendte langsomt tilbage til kirken , og Carl +tog vejen til herregårde » . Han standsede undertiden +som betynget af sine tanker , tørrede sveden +af sin pande , og satte sig endelig på en sten ved +vejen . +En fjern tummel vakte ham af hans tanker , +og han så op . Et syn mødte hans øjne , der +bragte ham til at fare i vejret . Ned ad vejen i +rasende fart kom jægermesterens lille vogn ; han +selv stod halv oprejst med tøjlerne i hånden , medens +hans unge hustru ved hans side søgte at +frigøre sig for sit rode shawl , der lyste som ild i +formiddagssolens stråler . I nogen afstand fra +dem over de mere højtliggende marker kom den store +tyr med ville brøl og i rasende Spring , fulgt af +den hele hjord af køer , der stormende frem omgave + +deres ophidsede anfører ; luften genlød nf deres +brølen og jorden af deres trampende løb . +Carl så tilbage , måske tyve skridt bagved +ham stimlede kirkegjæmgernes hob hen ad vejen , +kvinder og børn ; foran ham kom den rasende og +oprørte hjord nærmere og nærmere med lynets +fart ; han betænkte sig intet qieblik , med et dristigt +Spring og et højt skrig sprang han den modigt +imøde , og greb efter tyrens horn . En kort , frygtelig +kamp opstod , den varede kun så sekunder , +og missionaireu lå blødende og trådt under +fødder på jorden . +Bien fristen havde været lang nok for jægermesteren +til at standse hestene , gribe sin bøsse , og +lade den . Sprunget ud af vognen , med fast fod +og sigte udsendte han sin kugle , og ramt gennem +øjet styrtede den store tyr til jorden , så at faldet +genlød vidt og bredt . Den forskrækkede hjord +spredtes til alle sider i vild flugt , snart indhentet +af de tililende røgtere . +Camilla var steget ud af vognen , og ilet hen +til den faldne . Hun knælede ned ved siden af +ham , og løftede hans døende hoved op på sin arm . + +„ O , dø ikke , kære Carl , dø ikke ! “ bad hun +smerteligt . +Han åbnede sine øjne , så på hende , og +forsagte at smile . +„ Du seer selv , “ sagde han svagt , sønderrevet +af de ville dyr — det er ikke umuligt ! “ +Hans øjne brast , medens han endnu så på +hende . Hun holdt hans hoved op til -sit bryst , og +hans blod flød ud over hendes hænder og kjole . +Jægermesteren kom , løftede hende op , og bar hende +hen til vognen . Nu var kirkegjæmgernes flok også +nået til stedet , og de samlede sig stille og tanse +om den døde . En gammel kone aftog sit for- . +Klæde , og lagde det under hans hoved , og alle blev +stående , til der blev sendt en vogn fra herregårde » . +Missionairen blev jordet på kirkegården tæt +ved den sten , hvorfra han havde talt sidste gang ; +der blev sat et kors på hans grav , og indskriften +på det var givet af hans barndoms legesøster , +gårdens unge frue : „ Han faldt i sin herres +tjeneste . “ Tidt kom Rosine over , og smykkede +den med blomster , og om aftenen , når hun fra +præstegårdens dør kunne se kirkespiret i det fjerne , +sendte hun i tanken en venlig aftcnhilsen derhen . + +og solen gik ned over retfærdige og uret +færdige , over dem , der trofast og ydmygt søge sand +heden , og over dem , der tro at have fundet der +den gik ned over dem , der kæmpe i livets stru +og over dem , der ørkesløse sætte sig ved Beier +dybt i sin nedgang svømmede den i et gyldent Hai +og dens sidste stråler faldt på det unge par , dr +i fred og lykke dvælede foran deres simple dør +tærskel ; den gled bort over deres hoveder for c +dvæle på missionairens grav , som om den de +med sin guldskrift ville tegne de sandhedens ord +„ Enhver sin mission . “