diff --git "a/normalized/1871_Anonym_Alene.txt" "b/normalized/1871_Anonym_Alene.txt"
new file mode 100755--- /dev/null
+++ "b/normalized/1871_Anonym_Alene.txt"
@@ -0,0 +1,6069 @@
+„ Det er ikke godt for mennesket at være ene ; “ 
+Denne gamle sandhed måtte — før omtrent 25 år 
+siden — en lille pige mellem øtte og ni år erkende , 
+idet hun stod alene midt i Viborg friskoles gård , 
+medens alle de andre skolebørn , såvel piger søm 
+drenge , havde sluttet en vid kreds øm hende , dansede 
+rundt , støjede og sang leende : 
+„ Du er rakkerens Kirstine . Huhei ! 
+Derfor vil ingen danse med dig ! 
+Du er rakkerens Kirstine , å ja ! 
+Dig vil vi alle holde os fra . 
+Du er ikkun en rakkerths , 
+aldrig til dig seer en ærlig knhs , 
+du skal aldrig en kæreste få ! 
+Altid skal du alene gå ! 
+Alene sidde , alene stå 
+rakkertpsene altid må . 
+Du skal æde af hundens fad , 
+mens alle de andre børn få mad . 
+Rakkerths ! Hurra , hurra ! Huhei hejsa hopsasa ! “ 
+Lille Kirstine var et dejligt barn ; en maler kunne 
+have valgt hende til model , som hun stød der med 
+det røde tørklæde over hovedet , de sorte lokker omkring 
+den brune Hals , de strålende mørke øjne tårefyldte 
+af harme og skræk og den klare , blomstrende 
+brunlige hudfarve ; men hendes skønhed rørte ikke 
+
+hendes små plageånder , søm i den kun så det fornedrende 
+bevis på hendes taterherkomst , der i den 
+jyske almues øjne er ligeså vanærende søm negerblod 
+i Vestindien . Hvergang hun forsøgte at bryde ud 
+af kredsen , stødtes hun tilbage , og sangen og tummelen 
+begyndte værre end før . Det var første dag , Kirstine 
+var i skole . „ Rakkerpigen skulle ordentlig indvies . “ 
+„ I synge smukt , børn ! “ lød endelig en dyb alvorlig 
+stemme , „ men kunne i ingen bedre vise end 
+den ? Have i glemt den , jeg lærte eder i formiddags ? “ 
+Dansen og sangen forstummede pludselig , og hele 
+flokken slog øjnene til jorden for overlærer Bayers 
+alvorlige og dog milde blik . 
+„ Lad mig høre den sang , den synes jeg bedre 
+om , “ vedblev han opmuntrende . 
+Nogle af de ældste begyndte frygtsomt : „ Her 
+komme , Jesu , dine små til dig i bettlehem at 
+gå , “ — men snart stemmede hele flokken i . 
+„ Det var ret , “ sagde læreren , da det første Vers 
+var sunget til ende , „ det gik rigtig godt . Men sig 
+mig nu , hvem er Jesu små ? “ 
+„ Vi alle sammen , “ svarede et par af de største . 
+„ Er da Kirstine ikke iblandt dem ? “ lød nu spørgsmålet . 
+„ Hun er rakkermargrethes datter , “ svarede nogle 
+stemmer . 
+„ Ja , det ved jeg nok , “ svarede hr . Bayer , „ men 
+spørgsmålet er : om ikke hun også er af Jesu små , 
+eller om han , ifald han kom her , ville sige til hende : 
+„ Gå bort , du er rakkerens Kirstine . “ “ 
+
+„ Nej , det bilde han vist ikke , “ svarede et par 
+stemmer frygtsomt . 
+„ Nu , “ vedblev læreren , „ med hvad ret forskyde 
+i da den , som i selv tro , at han har antaget ? 
+Ville i være hans , da må i handle , som han ville 
+have gjort . “ 
+Efter et øjebliks betænkning trådte den ældste 
+pige hen til Kirstine og rakte hende hånden , og 
+snart fulgte alle de øvrige det givne eksempel , og hele 
+flokken fulgte tavs og skamfuld efter den ligeså elskede 
+som agtede lærer . 
+Ferdinand Bayer var som skabt for sin stilling . 
+Skolen var hans liv og hans verden , udenfor den 
+havde han kun få bekendtskaber og færre venskaber ; 
+men alle sine elever omfattede han med den kærligste 
+og alvorligste interesse , og derfor var hans indskydelse 
+på de barnlige sjæle næsten ubetinget . Han havde 
+været student og bestemt til at gå den tteologiske 
+vej , men hans ungdom havde været stormfuld ; forlvstelsernes 
+svimmel og ville kammeraters eksempel havde 
+alt draget den 20årige yngling så dybt ned , at han 
+for bestandig havde mistet om end ikke sit helbred , så 
+dog sit friske ungdommelige udseende og en stor del 
+af sin livslyst . 
+For at rive sig løs havde han modtaget en huslærerplads 
+hos en præst på landet . Præstens opblomslrende 
+datter vakte en følelse i hans sjæl , som 
+han hidtil ikke havde kendt , og snart følte han , at 
+hvad han før havde beæret med navnet kærlighed , 
+kun var et vrængebillede af denne følelse i sin sandhed . 
+
+lille Augusta følte sig også på sin side tiltrukken 
+af den blege student , der var det første mandfolk , 
+som havde vist hende opmærksomhed . Båndet var 
+snart knyttet ; men fader og moder , ver vel uven betænkning 
+havde betroet den forslørne student deres 
+sønners åndelige udvikling , negtede nu hårdnakket 
+at betroe den alvorlige elsker deres datters lykke . 
+Ferdinand måtte forlade sin plads . Ved afrejsen 
+forsikrede Augusta vel , at hun ville blive ham tro til 
+døden , men efter et Års forløb tilskrev hun ham , 
+at hun ved modnere overlæg havde fundet , at hendes 
+følelser for ham kun var børneforelskelse , og at hun 
+herved gav ham hans ord tilbage , med ønske om fremtidigt 
+held . 
+Dette slag overvældede næsten Ferdinand , der 
+imidlertid tappert havde stræbt frem mod eksamens ildprøve 
+for igennem den at blive den elskede værdigere . 
+I begyndelsen forsøgte han at bedøve sin smerte 
+vev igen at styrte sig i det tidligere liv . Dog : sand 
+kærlighed har , om den end er ulykkelig , en forædlende 
+indskydelse på sjælen , og han væmmedes snart ved 
+denne trøstemåde . 
+Men også hans studium var bleven ham forhadt , 
+da hans anstrengelse nu forekom ham målløs . En 
+trang til virksomhed udadtil bragte ham til at tage 
+seminaristexamen og søge ansættelse ved en skole . 
+Efter adskillige underordnede pladser var han endelig for 
+5 år siden havnet som overlærer ved Viborg friskole . 
+Han levede meget ensomt ; en gammel kone holdt 
+hus for ham , og hans tid var delt mellem skolen 
+
+og hjemmestudier . Musik og spadseretoure vare hans 
+eneste adspredelser . Man må imidlertid ikke tro , at 
+Bayer var ulykkelig ; nej , han var alvorlig , undertiden 
+tungsindig ; men hans virksomhed tilfredsstillede ham , 
+og hans hjerte var fuld : af kærlighed til hans gud 
+og hans næste , og så bliver livet aldrig tomt eller 
+ulykkeligt . 
+Smædevisen om lille Kirstine hørtes aldrig mere , 
+men hun hørte derfor ikke op at være alene ; den indgroede 
+fordom kunne vel dæmpes , men vanskelig udryddes , 
+og lille Kirstine var heller ikke uden skyld i 
+denne henseende . Hun var heftig , herskesyg og fordringsfnld , 
+og kom hun endogså med i legen , forstnrrede 
+hun den i almindelighed snart selv . Hvad 
+under da , at hendes forhold til kammeraterne ikke 
+kunne blive godt ; hun blev derimod snart lærernes og 
+navnlig overlærerens yndling , da det smukke , begavede 
+barn med den ualmindelig livlige og klare opfattelse 
+og den ensomme ydre stilling drog ham uimodståeligt 
+til sig , og barnet , der instinktmæssig talte bans velvilje , 
+så også op til bam med al den » begrænsede 
+hengivenhed , som hendes ildfulde sjæl var i stand til 
+at nære . Der var ikke den ting , lille Kirstine ville 
+vægret sig ved at gøre for hr . Bayers skyld . Var 
+lektien svær , måtte den læres dobbelt godt for at 
+fornoie ham . 
+Således gik et årstid , da Bayer en dag , 
+ganske mod sædvane , savnede sin lille yndling i skolen , 
+og da hun heller ikke kom den følgende dag , kunne 
+han ikke længere dæmpe sin uro , men gav sig efter 
+
+endt skoletid på vej til rakkermargrethes lille hus , 
+der lå i en afsides gade i udkanten af byen . 
+I den lille stue , der bar spor af stor armod , 
+men også af en stræben efter en vis nethed og 
+pyntelighed , traf han barnet blegt og forgrædt ved 
+hendes syge moders side . 
+Med et udbrud af glæde ilede Kirstine den kære 
+lærer i møde . 
+„ Jeg måtte dog se , hvor du blev af , min 
+glut , “ sagde Bayer venligt og klappede barnets våde 
+kind . 
+„ 0 , min moder er så syg , “ sagde den lille , 
+„ jeg har siden i går Morges ikke turdet gå fra 
+hende et øjeblik . Jeg var så angst ; jeg troede , hun 
+skulle dø . Men nu , de kommer , synes jeg , det nok 
+kan blive godt . De går dog vel ikke fra os igen ? “ 
+Vedblev hun bedende . 
+„ Nej for det første skal jeg nok blive , “ lød 
+svaret , „ så du kan løbe lidt ud og trække frisk luft . 
+Der har du penge til en flaske bin og til hvedebrød 
+til din moder ; hent det , så bliver jeg her så længe . “ 
+Barnet sprang glad mod døren , men vendte pludselig 
+om og spurgte alvorligt : „ Dersom moder dør 
+fra mig , hvad skal jeg så gøre ? Tror de , jeg kan 
+være her ganske alene ? “ Der var en angst i hendes 
+blik og stemme , der dybt rørte den menneskekærlige 
+mand- „ Kunne jeg kun dø med moder og bo hos 
+hende i graven ! Der er ikke en , der bryder sig om 
+mig , når hun går bort , “ vedblev hun smerteligt . 
+
+„ Tror du da ikke , jeg bryder mig om dig ? “ 
+Spurgte læreren venligt . 
+„ Jo , når jeg er i skolen ; kunne jeg kun være 
+der altid både nat og dag ! “ 
+Den syge moder begyndte nu også at klage sig 
+over det forladte barn , for hvem hun ingen anden 
+udvej så end fattighuset , og endte med at sige : 
+„ Jeg har mange gange været fristet til at tage hende 
+med mig , og var det ikke så gruelig en synd , så 
+gjorde jeg det . Det er hårdt for et barn at stå 
+aldeles ene og venneløs . “ 
+„ Venneløs skal lille Kirstine ikke blive , medens 
+jeg lever , “ sagde Bayer inderlig bevæget ; „ og så længe 
+jeg har en bid brød og tag over hovedet , 
+skal hun ikke komme til at savne . Slå dog slige 
+skrækkelige tanker af sinde . Ikke sandt , lille Kirstine , 
+du vil jo nok være mit barn og bo hos mig , dersom 
+gud tager din moder fra dig ? “ 
+Med et glædesskrig fløj det heftige barn i hans 
+arme : „ Deres barn ! om jeg vil ! De er det eneste 
+menneske jeg holder af ! “ 
+Moderen kyssede hans hånd . „ De tager den 
+sidste byrde fra min sjæl , “ hviskedee hun henrykt ; 
+„ men gå nu , lille Kirstine , og gør , hvad der blev 
+sagt dig . “ 
+Barnet fløj sjæleglad ud af døren . 
+„ Jeg må tale med dem om hende , medens hun 
+er borte , “ vedblev moderen , idet hun med anstrengelse 
+rejste sig i vejret og fra sit hovedgjerde fremdrog et 
+lille skrin , som hun åbnede . De skal ikke froe , at 
+
+det er et almindeligt tiggerbarn , de gør barmhjertighed 
+imod , “ fortsatte hun med en vis værdighed ; 
+„ vel klinge navnene „ Rakkerpeter “ og „ Rakkermargrethe “ 
+Ikke fint , men vi have også andre navne . For immisch 
+gørgeys navn blotte trehundrede af Markens frie børn 
+deres hoveder , og blandt bans folk var hans adel 
+så god som kongers , og Margrethe Hildegard v . Kratzensteins 
+forfædre vare med i korstogene . De kan beder 
+se beviserne for min og mit barns fødsel . “ Og 
+rakkermargrethe lagde attesterne tilligemed et kostbart 
+perlehalssmykkc med et adeligt våben på en guldmedaillon 
+i den forbavsede overlærers hænder . 
+„ Min historie er snart fortalt , “ sagde hun som svar 
+på hans forbavsede blik . „ Min slægt var bleven 
+forarmet , jeg var yngste barn blandt mange søskende . 
+Vi levede på vort stamslot i Thuringen i største 
+tarvelighed og ensomhed , og jeg kendte kun verden 
+gennem en halv snes romaner , beder udgjorde slotsbibliolheket ; 
+men desto bedre kunne jeg drømme om den . 
+En dag lejrede en zigeunerbande sig i skoven , der 
+hørte til slottet , og vi vare alle ude at se deres 
+lejr . Anføreren var en ung mand af vidunderlig 
+skønhed , — ja , de kan se på barnet , hun ligner 
+ham , som om de vare støbte i en form . Den næste 
+dag kom han op på slottet og spurgte min fader , 
+om ban ikke kunne bruge en dygtig jæger , han ville 
+tjene for en meget lille løn , og fader antog ham . 
+Hvad skal jeg sige mere ? Taterpeter og jeg elskede 
+hinanden , men krafzensteinernes våben kunne ikke 
+tåle en sådan plet . Forstødt af min slægt , måtte 
+
+jeg følge ham . I flere år droge vi omkring med 
+stammen , snart i større snart i mindre høbe ; men det 
+omflakkende liv , der i frastand forekom mit så tillokkende , 
+blev mig i nærheden forhadt , og jeg bad altid 
+Peter om at søge fast erhverv . Natmandstjenesten her 
+i Viborg tilbød sig , og her have vi nu levet sammen 
+i ti år , foragtede og regnede lige med hunde , 
+men dog tilfredse . Peter eller , som han bør kaldes , 
+jmmisch var en brav mand , og jeg har aldrig hverken 
+i onde eller gode dage fortrudt , at jeg fulgte ham . 
+Vi havde vort gode udkomme ; thi han var en udmærket 
+arbejder og navnlig en fortrinlig brøndsætter . I de ti 
+år bragte vi fem små dødfødte drenge til kirkegården ; 
+endelig fik vi en lille pige , Kirstine , som de 
+kender . Hende beholdt vi ; men året efter faldt en brønd 
+sammen medens Peter gravede i den ; den begravede ham , 
+og han blev kun bragt op som lig . Siden har jeg 
+stræbt så godt , det ville gå , at ernære mig og barnet , 
+indtil min sygdom har forhindret mig , og nu nøjes 
+nøden ikke med at kigge ind ad vinduet ; den sætter 
+sig til højbords . Jeg har ofte været fristet til at skille 
+mig ved smykket , men det er det eneste , jeg nogensinde 
+har ejet , og det burde gemmes til min datter , 
+hvor hårdt det end kneb . Dog , jeg må ikke klage , 
+med ung er det snart godt ; nu behøver jeg jo ikke at 
+leve længere , nu de vil være en fader for mit forladte 
+barn . Kirsfine ved ikke , hvad jeg her har betroet 
+dem , jeg ville ikke gøre hende hovmodig ; thi hun 
+er stolt nok af naturen og har ondt nok ved at bære 
+den foragt , der vises rakkerbarnet . “ 
+
+dm syge tav udmattet . Otte dage efter var 
+ætlingen af den krakzensteinske stamme bragt til ro 
+i den moderlige jord og lille Kirsfine indført som barn 
+i huset hos overlærer Bayer . 
+I en ungkarls husholdning måtte en sådan 
+forøgelse være til ikke liden byrde , og i begyndelsen 
+faldt det Bayer og endnu mere hans gamle husholderske 
+vanskeligt at vænne sig til de nye pligter og 
+det nye ansvar . Snart blev imidlertid lille Kirsfine 
+til en glæde for sin plejefader i stedet for en byrde , og 
+barnet blev hans højeste interesse og fremtids håb . 
+Men hvor kærligt et hjem hun havde , ophørte hun ikke at 
+være ene . Den sexogtrediveårige mand kunne trods sin 
+kærlighed ikke altid stige ned til barnet , og vel var aftenen 
+hendes kæreste tid , når den elskede „ Fader Bayer , “ 
+Som hun kaldte ham , talte med hende , underviste hende 
+og spillede på sin violin for hende , medens hun let 
+som en Als dansede dertil , men både hans samtaler 
+og hans undervisning vare langt over hendes år , 
+han glemte ved hendes kløgt og skarpsindighed , hvor 
+lille hun i grunden var ; og når han ikke var hjemme , 
+var barnet næsten overladt til sig selv , da den gnavne , 
+gamle madam Olsen nødig gav sig af med hende og 
+heller ingen magt havde over det heftige , selvrådige 
+pigebarn , der kun lige overfor sin plejefader var så 
+bøjelig , at han ikke engang mærkede hendes fejl . Hun 
+kunne da efter behag læse hvilke bøger , hun selv valgte 
+i sin plejefaders velforsynede bibliottek , eller drive og 
+drømme , som hun selv fandt for godt . Havde ikke 
+Kirstine af naturen været en virksom karakter , hvem 
+
+driveri næsten var umuligt , ville denne frihed have 
+været endnu skadeligere for hende . Flittigt lærte hun 
+sine lektier , skrev sine stile , øvede sig på det gamle 
+klaver , lagde sine og den elskede faders klæder i 
+ørden , rømmede op og gjorde stuen hyggelig , til han 
+kom hjem ; og hvor kunne han så ane , at ikke alt 
+var , som det skulle være , når han som hjem til sin 
+lille flittige , smilende pige i disse skønne omgivelser . 
+Årene gik . Lille Kirstine voksede op og udviklede 
+sig på sjæl og legeme i al sin slægts glødende 
+farvepragt og skønhed . En araber ville have 
+lignet hende med en gazelle . Hendes plejefaders 
+samtale og undervisning havde i mange retninger 
+udviklet hendes ånd og dømmekraft langt over hendes 
+år , medens hun i andre henseender var uvidende 
+som et lille barn ; navnlig angik dette hendes begreb 
+om verden uden for hendes hjem , hvorom hun i 
+sine drømme havde dannet sig den mest brogede og 
+fantastiske forestilling , som var den helt fuld af romaner 
+og vidunderlige hændelser , som kun hun ingen 
+del havde i , fordi hun levede så stille i sit ensomme 
+hjem , og som hun , rakkerpigen , måske aldrig skulle 
+få del i . Den hån , der var vist hende som 
+lille , havde givet hende en følelse af at være forstødt 
+af alle undtagen den ene ven og havde i hendes hjerte 
+plantet bitterhed mod andre mennesker , der i hendes sjæl 
+førte en underlig strid med det brændende ønske om at 
+få del i verdens herlighed , i glæde og kærlighed . 
+Ved hendes konfirmation havde hendes plejefader 
+fortalt hende hendes forældres historie og givet hende 
+
+moderens smykke . Men dette havde ingen indflydelse 
+på hendes anskuelse af hendes stilling til yderverdenen . 
+Hun følte instinktmæssigt , at taterhøvdingen og den 
+fydske frøken ikke ophørte at være rakkermargrethe og 
+rakkerpeter . 
+Kirstine havde imidlertid nået sit femtende år . 
+Det var aldrig faldet Bayer ind at skille sig fra sit kære 
+plejebarn , da en uventet begivenhed pludseligt gjorde en 
+sådan skilsmisse nødvendig . Ferdinand Bayer havde 
+en eneste yngre søster , der var gift med en landmand 
+og levede i trange omstændigheder . Manden døde og 
+efterlod sin enke endeel gæld og fem uforsørgede børn . 
+Hendes eneste støtte var nu broderen , og denne var 
+også rede til ethvert offer . Når han tog søsteren 
+med familie i huset og lod hende foreslå husvæsenet , 
+kunne han med sparsommelighed nok få både pladsen 
+og indtægterne til at slå til , men til Kirstine 
+blev der så hverken plads i den ene eller anden henseende . 
+Med dyb smerte følte de begge , at de måtte 
+skilles , men dog var hans sorg dybest . 
+Nu først faldt det ham ind , at hans yndlings 
+uddannelse dog vist ikke ret havde været skikket til at 
+give hende de egenskaber , der udfordres til at træde 
+virksomt ud i livet og tålmodig imødegå dets 
+savn , dets kampe og dets sorg . Kirstine derimod 
+følte nyhedens interesse så stærkt , at den tildeels 
+bragte hendes andre følelser til tavshed ; nu skulle 
+hun altså træde ud i livet , ud og lære at kende 
+den vidunderlige verden , om hvilken hun havde drømt 
+så meget . Lejligheden tilbød sig meget heldig . En 
+
+forpagter , kammerråd Rosenberg , en tidligere bekendt 
+af Bayer , søgte en lærerinde til sine tre pigebørn og 
+antog med fornøjelse den femtenårige Kirstine på 
+overlærerens anbefaling . 
+I et dejligt sommervejr i slutningen af juli måned 
+fulgte hendes tro ven og plejefader hende til dagvognen , 
+der skulle bringe hende på en mil nær til 
+hendes nye hjem . Med mange formaninger og kærlige 
+ørd og tårer tog han afsked med sit hjertes barn , 
+der nu rullede en uvis fremtid i møde . 
+Havde Kirstine været så lykkelig at træffe en hjertelig 
+og behagelig venlighed i sit nye hjem , så ville 
+hun med sin varme natur snart have sluttet sig til 
+dette ; det var imidlertid uheldigvis ikke tilfældet . 
+Kammerråd Rosenberg og hans kone vare vel begge 
+brave mennesker ; men de vare udannede og forstode 
+ikke at vurdere dannelsen . Dog , når andre folks 
+børn skulle dannes , skulle deres „ min salighed “ også , 
+da de havde råd dertil . Den trivelige kammerråds 
+lidt plumpe venlighed stødte Kirstines gode smag 
+og fine følelse , og når han talte om hendes „ Satans 
+nydelige smilehuller “ og „ Fandens kønne øjne “ 
+Eller gjorde mine til af knibe i hendes friske kinder , 
+følte hun det som en bestemt fornærmelse . 
+Fruen var en meget stor , bydende skikkelse med 
+et strengt ansigt og en hård stemme , som Kirstine 
+ved første øjekast følte , af hun ikke kunne fordrage . 
+Havde hun set lidt nøjere til og ventet lidt med sin 
+dom , kunne hun måske gennem de hårde skaller 
+
+have fundet meget godt , men det lå ikke i Kirstines 
+natur af vente . 
+Den bitre skuffelse i hendes glade forventninger 
+skulle gjcnnemføres i hele hendes liv der i huset . 
+Hendes værelse med fire kalkede vægge , der skulle tjene 
+b��de til skolestue og sovekammer , vendte ud til 
+svinegården . Hendes elever fra seks til tretten år 
+lignede fader og moder , vare i høj grad forsømte og 
+uvidende og havde ikke mindste begreb om , hvad det 
+vil sige af tage fat med alvor , eller lyst til af lære 
+det , og de følte sig heller ikke forpligtede til af lyde den 
+unge lærerinde , der kun var to år ældre end Petra 
+og ikke engang så høj . Selv det smukke , nye fortepiano , 
+der var anskaffet med udtrykkeligt hensyn til den 
+nye lærerinde , skulle blive hende en plage ved musikundervisningen . 
+Både fruen og børnene stod i den 
+formening , at man på en tre ugers tid kunne lære 
+at spille dandse og sange . „ De kan jo bare vise 
+dem nogle gange , hvordan de gør , “ sagde fruen . 
+Det daglige liv i huset var ensformigt og » poetisk . 
+Kirstine ville have følt sig fuldstændig ulykkelig , 
+dersom ikke hendes liv havde haft en solstråle , og 
+denne var skovrider Verlands lille seksårige datter , 
+der daglig kom op på gården for at deltage i undervisningen . 
+Lille Anna var ret , hvad man kalder en 
+sød pige ; man kunne se sig glad på det lille , blomstrende 
+barneansigt med de yndige smilehuller , de trofaste 
+blå øjne og det korte lyse hår , der flagrede 
+hende om ørene . Hendes stemme lød så venlig og 
+hendes latter så klar og hjertelig , at Kirstine uvilkårlig 
+
+sammenlignede hende med en lærke . Dertil var 
+lille Anna også langt mere velopdragen og lærvillig 
+end de andre børn . Til dette barn skuttede Kirstine 
+sig med varm kærlighed , medens det kun var med 
+overvindelse , at hun viste sig nogenlunde venlig mod 
+sine øvrige omgivelser . Og det var den verden , hun 
+havde drømt så fuld af herligheder ! Stakkels Kirsfine , 
+det var den første skuffelse . 
+Høsten var i fuld gang , og Kirsfine hørte aldrig 
+tale om andet end korn og atter korn ; men snart 
+kom også et andet ttema , høstgildet . Børnene regnede 
+længe i forvejen ud , hvor snart det kunne blive . 
+Dagen før var hele skolen flittig før snart at komme 
+ud og binde høstkronen , og den livlighed og glæde , 
+som denne begivenhed udbredte , meddelte sig også 
+uvilkårligt til Kirsfine . Hun var med at plukke blomsler 
+og binde kronen , som ved hendes gode smag blev 
+til et sandt mesterværk i sit slags , og tog siden virksom 
+del i loens udsmykning med grønt og blomsler , 
+ja hun modtog uden en sur mine kammerrådens 
+compliment : „ Vor lille frøken er s ' gu ikke så tumpet 
+endda . “ 
+Næste formiddag blev kronen kørt omkring under 
+sang , spil og vaiende flag . Kammerråden holdt 
+tale til arbejderne og takkede dem , og der rungede 
+hurraer før „ vor husbond , fruen , børnene og vos 
+allesammen . “ For Kirsfine , der aldrig havde været 
+på landet , havde alt dette nyhedens friske interesse . 
+Der var dog et glimt af den poesi og glæde , hun 
+havde drømt om . 
+
+klokken to begyndte dansen ; de mange glade 
+mennesker , børnene , der dansede udenfor i gården , 
+det klare , høstlige solskin , alt stemte Kirstines hjerte 
+til en inderlig glæde over livet , som hun aldrig havde 
+følt således før . 
+Om aftenen var loen oplyst med lygter , om 
+just ikke glimrende , så dog nok til at man kunne se , 
+hvor smuk Kirstine så ud i sin simple , lyserøde kjole , 
+og såvel karlene som de få fine herrer , der vare 
+med , kappedes om at komme til at danse med hende . 
+Hun gik fra hånd til hånd , smilende og med strålende 
+dine . Selv den tykke kammerråd måtte prøve på 
+at svinge hendes lette skikkelse og udtrykte sin beundring 
+i de ord : „ De dandser min sjæl så let som en 
+vibe , “ hvilket man rigtignok ikke kunne sige om ham . 
+Pludselig midt i glæden for en tanke gennem 
+den unge piges sjæl ; det var , som det lød før hendes 
+Oren : „ Du er rakkerens Kirstine , huhei , derfor vil 
+ingen danse med dig ! Du er ikkun en rakkertøs , 
+aldrig til dig seer en ærlig knøs . “ „ Vidste de , at 
+jeg var rakkerpigen , ville jeg måske igen komme til 
+at stå alene . “ Den smerte , der ved denne tanke 
+greb hende , udtrykte sig så tydeligt og skarpt i hendes 
+bevægelige ansigt , at hendes dandser , en høj attenårig 
+yngling , der for nogle dage siden som landvæsenselev 
+var optaget i kammerrådens hus , standsede 
+og deltagende spurgte , hvad der fattedes hende . 
+„ O , intet , “ svarede Kirstine rødmende , „ jeg 
+tænkte kun på , hvor ene jeg står , og hvor fremmed 
+
+jeg er her , hvor der blandt alle disse mennesker dog 
+ikke er en , som bryder sig om mig . “ 
+„ Frøkenen er meget for smuk til ikke at blive 
+elsket , hvor hun kommer , “ svarede Carl Friborg med 
+lidt lapset galanteri og vedblev i en noget flot tone : 
+„ og det kan ikke hjælpe at tage sig berden så nær . 
+Tro mig , dersom alle de , der stå ene , skulle hænge 
+med næbet , så ville hængehovedernes antal blive 
+så stort , at denne velsignede verden blev kedelig at 
+se på . Jeg selv , som har den ære her at tale med 
+dem , er vist så alene som røgen . Min fader døde , 
+da jeg var otte år , moder har jeg aldrig haft , i det mindste 
+kan jeg da ikke huske det , søstre ikke heller , 
+og den eneste slægtning , jeg erindrer tydeligt , er en 
+ældre Broder , der døde for seks år siden . Folk sige , 
+at han burde have levet , og jeg været døv ; thi han 
+duede til noget , hvad jeg efter kloge folks formening 
+ikke gør . “ 
+Kirstine så alvorligt og deltagende på ham . 
+„ Så er jeg rigtignok langt rigere end de ; thi jeg 
+husker tydeligt en øm og kærlig moder og har en 
+trofast plejefader , i hvis venlige hjem jeg har levet 
+lykkelige år , og som tæller ugerne , til han skal se 
+mig igen . “ 
+„ Ja , seer de , “ var svaret , „ det vidste jeg nok , 
+at de mod mig måtte være rig . Der er såmænd 
+ikke en sjæl i verden , der længes efter mig eller 
+ville græde en tåre for mig , om jeg døde i dette 
+øjeblik ; det skulle da være dem , min smukke frøken . 
+Og hvad et hjem angår , så er det en luksus , jeg 
+
+aldrig har kendt , da jeg , formodentlig på grund af 
+min ekstra elskværdige karakter , aldrig har været så 
+længe på et sted , så jeg kunne søle mig hjemlig 
+der . Men , “ vedblev han i samme letsindige tone , 
+„ De skal sket ikke se så alvorlig på mig for det . 
+Det barn græd aldrig for guld , som aldrig guld 
+åtte , og jo mindre man har , jo mindre har man at 
+miste . “ 
+„ Har de da sket intet ? “ spurgte Kirstine næsten 
+ængsteligt . 
+„ Jo , penge , “ svarede Friborg med en latter , 
+der i Kirstines øren næsten lød rå ; „ det vil da sige , 
+når jeg bliver gammel nok til at undvære det besværlige 
+meubel , en kurator . Men det er vor tur at 
+dandse ud . “ Han slyngede sin arm om hende og for 
+afsted . Kirstine så op på hans smukke åbne ansigt 
+med de bløde endnu barnlige træk og det sørglose 
+letsindige udtryk ; hun undrede sig over , hvor han kunne 
+være så aldeles tankeløs glad , når han stod så ene , og 
+det gjorde hende næsten ondt , at han intet savn følte . 
+Nu fløj han afsted med en af tjenestepigerne ; Kirstine 
+fulgte ham med øjnene , så , hvorledes han lo 
+og fjasede med hende . Han så snarere ud som et 
+forkælet barn , tænkte hun , der endnu ikke har lært 
+at tænke . Hun følte sig selv ubeskrivelig gammel og 
+fornuftig imod ham , medens hun ligesom fandt sig 
+mindre ene , fordi der var en , der var det endnu mere 
+end hun , og med uvilkårlig sympatti følte hun sig 
+hendraget til ynglingen , skønt hans skotte letsindige 
+væsen stødte hende . 
+
+medens hun stod i disse tanker , hørte hun pludselig 
+lille Annas velbekendte stemme : „ Kirstine , kære 
+Kirstine . Fader og drengene ville gerne hilse på 
+dig . “ Hun vendte sig om og stod ansigt til ansigt med 
+skovrider Verland . Som den høje , bredskuldrede mand 
+med det brune ansigt og det lidt gråsprængte hår 
+og skæg stod der mellem stne to store halvvoksne drenge , 
+vakte han uvilkårligt hos Kirstine forestillingen om 
+en stærk , kraftig cg mellem ungskoven . Med ligefrem 
+hjertelighed rystede han den unge piges hånd 
+og sagde : „ Lille Anna havde ingen ro , før hun fik 
+vist os sin kære lærerinde . De skal ret have tak for 
+deres godhed mod hende . Mutter kan også så godt 
+trænge til den lettelse i arbejdet . De skulle komme 
+ned til os engang , lille frøken , “ vedblev Verland med 
+venlig velvilje , „ det er kun en springvei , og de skal 
+ikke være bange for hjemtouren . Adolf og Frits , som 
+de her seer , ville være stolte af at være deres riddere . “ 
+Kirstine følte sig så underligt hyggelig til mode 
+ligeoverfor den store , mandige skovrider og hilste venligt 
+på de noget forlegne knøse , der knapt havde mod 
+til at byde hende en Dands . 
+Lidt efter sejlede Fru kammerrådinden elegant 
+klædt og med megen værdighed ind ad loporten fulgt af 
+en mindre , endnu ung dame , der i sin tarvelige dragt 
+dog så langt finere ud end den stadselige frue i 
+sin pynt . 
+„ Frøken Bayer , — madam Verland ! “ præsen 
+lejede fruen med stærkt eftertryk på ordet „ Madam “ . 
+
+„ Jeg har ret glædet mig til at gøre deres bekendtskab , “ 
+Sagde lille Annas moder , idet hun rakte 
+Kirstine hånden med et så mildt og moderligt blik , 
+at denne følte en inderlig lust til at kaste sig i hendes 
+arme . Madame Verland var langt yngre end skovrideren , 
+neppe tredive år og stedmoder til Adolf og 
+Frits . Uden at være smukt , var hendes ansigt meget 
+tiltrækkende ved det udtrnk af åndelig og legemlig 
+sundhed , tilfredshed og kærlighed , der var udbredt 
+over hvert træk . 
+„ De kan tro , “ vedblev madame Verland , „ at de 
+igrunden er mig velbekjenvt , i det mindste hører jeg deres 
+navn vist snese gange om dagen ; thi Anna taler 
+både tidligt og sildigt om den kære Kirstine . “ Madame 
+Verland udtalte dette navn med en så dannet 
+og blød udtale , at Kirsfine for første gang i sti liv 
+fandt sit navn smukr . „ Det ville være Anna og ol 
+andre med en stor glæde , øm de engang imellem 
+ville besøge os ; vel have vi ikke meget at bade gæster 
+vå , men er hjertelig ! Velkommen have vi , og det 
+skal de få ; vil de tage tiltakke med det ? “ 
+„ O , så gerne ! “ råbte Kirsfine glad , „ når 
+må jeg komme ? “ 
+„ Når de vil , mit gode barn ; i morgen for eksempel , “ 
+Svarede madam Verland synlig glad over den 
+måde , hendes indbydelse var modtaget på . „ Det 
+vil da sige , om deres frue tillader det ? “ vedblev hun 
+henvendt til denne . 
+„ O ja , for mig gerne ; det kunne aldrig falde 
+mig ind at gribe forstyrrende ind i lærerindens an » endelse 
+
+af sin fritid . Det er mig endogså kært , at 
+den unge dame kan finde nogen omgang ; vores selskab 
+lader ikke til at tilfredsstille hende , “ og kammerrådinden 
+hævede sig med en vis spydig værdighed . 
+Kirsfine rødmede af vrede og undseelse ; hun kunne 
+intet svar finde , og skovrideren , der i dette øjeblik 
+bød hende op til „ en Vals med gamle ben , “ kom 
+hende højst befeilig . Hun hørte ikke , hvad madame 
+Verland sagde , men efter udtrykket i ansigtet at dømme 
+var det venlige , undskyldende ord , der også fandt en 
+vis gunstig modtagelse . 
+Aftenen gik i glans og glæde for vor unge 
+veninde , der nu endogså havde i morgen aften at 
+glæde sig til , og rakkerpigen var for den gang bragt 
+til taushed . 
+Næste dag efter endt stoletid fulgte hun med 
+glad forventning hjem med Anna , og denne gang 
+blev hun heller ikke skuffet . Trods familiens trange 
+kår , der ikke engang tillod at sende sønnerne i skole , 
+var skovriderboligen et hjem i dette ords fuldeste betydning , 
+hvor hygge og tilfredshed uvilkårligt meddelte 
+sig til enhver , der kom indenfor . Det var hyggeligt 
+at se den kæmpestore mand i mørkningen lege 
+med de små børn og de store hunde , og havde han 
+bragt Kirstine til at tænke på den stærke eg , så 
+mindede den endnu unge , glade husmoder i det venlige 
+hjem umiskendeligt om den lyse , skyggefulde bøg . 
+Lykkelig udrustet både af natur og opdragelse var hun 
+i sandhed en dannet kvinde , der forstod at udbrede 
+et vist skær af ånd og poesi over alt , hvad der 
+
+kom i hendes nærhed , og begavet med det lykkeligste 
+talent til at opfatte både personligheder og begivenheder 
+fra deres bedste og lyseste sider og til at plukke 
+livets små blomster , var hun ret skikket til med lethed 
+at bære dets trak og at lette dem for andre . Når 
+vi dertil føje , at hun var en kristen kvinde , der gjorde 
+sin gerning i Herren , både den betydeligste og ubetydeligste , 
+så have vi billedet af Ida Verland og 
+kunne fatte , hvilken indskydelse hun kunne komme til 
+at øve på en sjæl som kirslines . Alt i huset var 
+beregnet på sparsommelighed . Med en pige besørgede 
+husmoderen sin gerning og passede de tte børn , 
+hvoraf Anna var den ældste , medens skovrideren ved 
+sønnernes hjælp selv drev sin lille lod . Adolf og 
+Frits skiftedes til at blive hjemme som gårdskarl eller 
+følge faderen i skoven , „ have skovuge eller stalduge , “ 
+Som de kaldte det . Når han var hjemme , underviste 
+han dem , i hvilket arbejde hans kone troligt 
+hjalp ham . 
+For at fuldstændiggøre billedet af dette hjem , 
+må vi ikke glemme en person , der både i dette og i 
+vor simple fortælling indtager en ikke uvæsentlig plads ; 
+det var husets kostgænger , den unge godsforvalter , 
+Aksel då , der , skønt godskontoret var på herregården , 
+dog af den fraværende ejer var tinget i kost 
+i skovridergården på grund af forpagterens ulvst 
+til at have en fremmed i huset . 
+Aksel då var et af de mennesker , om hvem man 
+i bedste betydning kan sige : „ det stille vand har den 
+dybe grund , “ og som under et stille , næsten indesluttet 
+
+ydre gemme et rigt , varmt og trofast hjerte . I en 
+vis forstand var Aksel uheldig stillet , skønt han efter 
+det almindelige begreb havde haft lykken med sig . 
+Søn af en uformuende Bonde , var han som dreng 
+kommet på et kontor ; hans flid , orden og redelighed 
+erhvervede ham hans foresattes tillid og velvilje , 
+og dels ved egen sparsommelighed , dels ved andres 
+hjælp var det lykkedes ham at tage dansk juridisk eksamen 
+med bedste karakter . Efter at han i nogle år havde 
+tjent som skriver på et af grev nordskjolds andre 
+godser , havde denne endelig betroet ham godsforvaltertjenesten 
+ved det lille gods Kjærbyholm , og han havde 
+således i en alder af sexogtvve år nået en temmelig 
+vellønnet og uafhængig stilling ; men medens han 
+ligeoverfor dannede folk med en vis forlegenhed følte 
+sin mangel på boglige kundskaber og på lethed til at 
+bevæge sig i verden , så følte han lige overfor sine forrige 
+standsfæller , at han havde hævet sig ud over deres 
+sfære og ikke i alt kunne samstemme med dem som 
+før . Følgen heraf var , at den sine portion fandt ham 
+kejtet , hans slægt fandt ham stolt , og begge fandt ham 
+stiv og kedelig . I de huse , hvor han før havde været , 
+havde han udgjort det stakkels , ensomme mellemled 
+mellem herskab og tjenestefolk , der er for simpel til at 
+høre til det første , for fin til at høre til de sidste . I 
+Berlands hus var han for første gang optaget som 
+medlem i en dannet familie , en lykke han fuldt vel 
+forstod at skatte . Madam Verland var den første dannede 
+kvinde , der med velvillig interesse havde taget sig 
+af ham , og han så også op til sin venlige madmoder 
+
+som til et monster på alt , hvad der var godt og 
+elskeligt , og uden at han selv vidste det , øvede hun sin 
+stille indflydelse både på hans tanker , ord og 
+handlinger . 
+To så forskellige naturer som Aksel og Kirstine 
+kunne i første øjeblik ikke søle sig tiltrukne af hinanden ; 
+hun dømte ham straks til at være „ en kedelig stivstikker , “ 
+Medens han betragtede hende som et væsen , 
+der stod så fjernt , at man ikke engang forsøgsvis kunne 
+tænke på en tilnærmelse , som en blomst fra en fremmed 
+zone , ved hvis skønhed man nok kunne glæde 
+sig , men som det dog var bedst ikke at røre ved . 
+Kirstine følte sig så lykkelig i disse omgivelser ; 
+aftenen gik hurtigt med samtale , læsning og musik . 
+Kirstine sang og spillede på det gamle klaver , og 
+skovrideren accompagnerede på sin violin . Det var 
+tydeligt , at både vært og værtinde følte sig ligeså 
+tilfredse med deres unge gæst , som hun med dem . 
+Altfor hurtig blev klokken ti ; men ved afskeden blev 
+det aftalt , at Kirstine herefter hver onsdag og løverdag 
+skulle tilbringe aftenen hos Verlands . Hvilken 
+dejlig udsigt : to aftener hver uge , og aftenen var 
+ellers netop stakkels Kirstines hårdeste prøvetid . Om 
+dagen havde hun jo sit arbejde , og om det end ikke 
+altid var behageligt , optog det dog hendes tid og tanker 
+; men aftenen skulle jo være tiden til opmuntring 
+og hvile . Det sidste fandt kammerråden ; thi så snart 
+aftensmåltidet var endt , strakte han sig i sofaen med 
+en Avis i hånden , hvilken dog snart blev anbragt som 
+lyseskærm over ansigtet , medens næsetoner af meget 
+
+forskellig lyd og velklang forkyndte , at han hvilede 
+på dagens gerning . Fruen sad for bordenden og 
+lagde „ Kabale “ med en så ufortrøden Iver den hele 
+aften igennem , at hun ikke tålte nogen forstyrrelse . 
+Børnene sagde ved et andet bord med deres dukker , 
+kort og kævleri . Kirstine var altså ene henvist til 
+Friborgs samtale , når de ikke hver sad med sin bog , 
+og denne frembød også forskellige vanskeligheder ; talte 
+de lidt lydeligt eller kom de til at le , så modtoge de 
+et knusende blik af fruen med et fingerpeg til den 
+sovende „ Fatter “ ; sank deres stemmer , for at undgå 
+dette skær ned til en hvisken , så var det lurende , 
+betydningsfulde blik , hustruen sendte dem , endnu mere 
+utåleligt for den unge pige . Den største ulempe lå 
+imidlertid hos Carl Friborg selv , idet Kirstine tydeligt 
+kunne mærke , at han , uvant til blidere følelser som 
+han var , ikke fattede hendes deltagelses egentlige natur , 
+men skrev på sin elskværdigheds regning den interesse , 
+som egentlig kun vistes hans forladte stilling , 
+og tillagde Kirstine følelser , som han måske mindst 
+af alle mandfolk var isfand til at vække i den stolte , 
+ildfulde sjæl . 
+Nogle uger hengik således i rolig tilfredshed ; 
+det var , som om det verlandske huses mildnende indskydelse 
+endogså bragte Kirstine til mindre at føle ubehagelighederne 
+ved hendes eget hjem . 
+Snart vågnede imidlertid igen den tanke : 
+„ Vidste de , at jeg er rakkerpigen , ville da disse venner , 
+som nu se mig med så venlige dine , ikke vende 
+sig fra mig ? “ Når hun var hos dem , glemte hun 
+
+spørgsmålet as glæde over deres velvilje , men når 
+hun var alene , vendte det altid tilbage med fornyet 
+styrke ; det kom hende næsten for , at det var bedrageri 
+at tie , medens hun på den anden side skælvede for 
+at tale . Hvad skulle hun sige ? Hvordan skulle hun 
+få begyndt ? 
+Det var en kold dag i begyndelsen af november . 
+Madame Verland sad alene i stuen på en lille stol 
+foran kakkelovnen med sit yngste barn ved brystet . 
+Det var ikke en af de aftener , Kirstine plejede at 
+komme , så hun blev meget forundret ved at se hende 
+træde ind . Venligt rakte hun hende hånden uden at 
+rejse sig og drog hende ned til sig for at kysse hende , 
+da hun ved flammens usikkre lys bemærkede det usædvanligt 
+alvorlige og spændte i den unge piges træk . 
+„ Hvad er der dog i vejen , kære barn ? “ spurgte hun - 
+ængstligt . 
+„ Ingenting , “ svarede Kirstine med usikker stemme , 
+„ jeg kommer kun for at tale lidt med Dein om mig 
+selv og rigtig lære dem at kende mig for , hvad jeg 
+er ; jeg føler , at så velvillige venner tor man ikke 
+skuffe . “ 
+„ Hvad er dog det for en tale ? “ sagde madame 
+Verland halvt ængsteligt , halvt spøgende . „ Som om jeg 
+ikke i lang tid eller rettere sagt fra første øjeblik af . 
+Havde kendt dem , for hvad de i virkeligheden er . “ 
+„ Hvad er jeg da ? “ 
+„ En kær , elskelig pige med et glødende , heftigt 
+sind og så ildfulde følelser , at de let , dersom de 
+ikke iride lærer at våge over dem , kunne gøre både 
+
+dem selv og andre ulykkelig , “ svarede den mooerlige 
+veninde med oprigtig alvor . 
+„ Men dersom jeg nu bedrog dem ? Dersom der 
+var en plet på mig , som man kunne have grund til 
+at forstøde mig for ? “ spurgte Kirstine med en angst i 
+sin stemme , der havde noget gribende ved sig . 
+„ Så ville jeg dog ikke forstøde dig , du stakkels 
+barn , “ sagde madame Verland med inderlig ømhed , 
+idet hun uden selv at vide det , brugte det fortrolige 
+„ Du , “ hvormed hun ellers aldrig tiltalte hende . „ Du 
+gør mig angst , sig rent ud , hvad du mener ; hvilken 
+plet skulle der kunne være på dig , som ikke kærligheden 
+kunne tildække eller tårer afvaske ? “ 
+„ En plet på min fødsel for eksempel , “ sagde 
+Kirstine sagte . 
+„ Din fødsel har du jo ikke selv rådet for ; den 
+kan heller ikke , i det mindste ikke i mine øjne , ophøje 
+eller fornedre dig . “ 
+„ Øg dog have mange forstødt mig for den og 
+ville vel også i fremtiden gøre det . Jeg er et 
+rakkerbarn . “ 
+Madame Verland studsede ; det eftertryk , hvormed 
+Kirstine havde udtalt dette ord , greb hende forunderligt . 
+Allerede tænkte den unge pige , at denne veninde 
+også ville vende sig fra hende , da hun i stedet for drog 
+hende ned til sig , lagde hendes hoved ved siden af 
+den lilles og kærtegnede hende moderligt og beroligende . 
+På dette trygge hvilested fortalte nu Kirstine hele sin 
+og sine forældres historie og sang med sagte stemme 
+visen om rakkertøsen . 
+
+madame Verland lyttede med den mest levende 
+interesse . „ Men det er so et lille eventyr i virkeligheden , “ 
+Udbrød hun livligt , da Kirstine tav ; „ må 
+jeg have lov at fortælle Frantz det ? Det ville ret more 
+ham ; han kalder dig ellers altid for „ den lille fremmede 
+fugl , “ nu er jeg vis på , gt han kalder dig sin „ Skovprinsesse . “ 
+Med forbavselse lyttede Kirstine til disse ord ; 
+at se hendes livsbegivenheder og navnlig hendes fødsel 
+betragtet som noget interessant , noget , man kunne 
+høre om med fornøjelse , det var aldrig faldet hende 
+ind . „ Holder de da ikke mindre af rakkerens Kirstine 
+end af Kirstine Bayer ? “ spurgte hun forundret . 
+„ Nej , snarere langt mere , “ var svaret . „ Din 
+oprigtighed og tillid har her gjort dig mig dobbelt 
+dyrebar , og den tanke , at du , endnu mere end jeg 
+selv troede , trænger til en moderlig veninde , har givet 
+dig borneret i mit hjerte . Intet ' virkelig fornuftigt 
+menneske , “ vedblev hun , „ vil betragte dig som fornedret 
+ved en omstændighed , du selv ingen magt har 
+havt over . Men jeg vil ikke desmindrc råde dig at 
+væræ forsigtig i at meddele fremmede en sag , der er 
+dem aldeles uvedkommende . Jeg fortæller min mand , 
+men ikke drengene , din historie ; Fritz er så åben 
+og kådmundet , at han let kunne bringe den til dit 
+nuværende hjem , og med al agtelse for kammerrådens , 
+vil jeg dog ikke svare for , hvad virkning den 
+ville gøre der . Der er heller ingen uærlighed i at 
+tie . Du er jo virkelig den dannede unge dame , den 
+brave overlærer baners plejebarn og sejler således 
+
+ingenlunde under falsk flag . Endnu engang , min 
+lille , tak for din fortrolighed ; jeg skal aldrig glemme 
+denne time . “ 
+„ Jeg ikke heller , gud velsigne dem for den , “ hviskedee 
+Kirstine , idet den moderlige veninde trykkede et 
+langt Kys på hendes pande . 
+En bevægelse i det tilstødende værelse bragte Kirstine 
+til at fare op , og med glødende kinder og harmfunklende 
+øjne betragtede hun Aksel dås høje og ranke 
+skikkelse , der pludselig trådte frem i det klare skær 
+fra kakkelovnen . Han havde , på grund af at hans 
+eget værelse var koldt , med sit arbejde sat sig ind bag 
+dagligstuen i det lille såkaldte kontor , der beæredes 
+med dette navn på grund af en bogreol og en gammel 
+pult , men i virkeligheden mere var oplagssfed for 
+bøsser og jagtrekvisiter , så det med samme ret kunne 
+have heddet rustkamret . Træt af at have arbejdet det 
+meste af den foregående nat var han i mørkningen 
+falden i søvn og var først vågnet ved lyden af Kirstines 
+stemme ; endnu halv søvndrukken havde han hørt 
+den første del af samtalen , og den havde fængslet 
+hans interesse i den grad , at han ikke havde formået 
+at rive sig løs fra den eller forstyrre den ved at give 
+sin nærværelse tilkende . Men hans ædlere natur oprørte 
+sig mod lurerens rolle , og derfor trådte han nu 
+frem i stedet for at blive siddende stille . 
+„ Tilgiv mig , frøken ! “ sagde han , idet han roligt 
+mødte den heftige piges vrede blikke , „ tilgiv , at 
+jeg mod deres villie er bleven delagtig i deres fortrolighed . “ 
+
+
+„ Jeg troede ikte , at her var lurere , “ svarede 
+Kirstine med stolt foragt . 
+„ Den benævnelse har endnu ingen haft grund 
+til at give mig , “ var det rolige svar ; „ dom mig lun 
+ikke uhørt . “ Med få ord fortalte han sammenhængen . 
+„ Vor brave då hører med til huset , “ sagde 
+madame Verland beroligende ; „ han hører til de virkelig 
+fornuftige og er tro og tavs som graven . “ 
+„ Jeg skøttede dog ikke om at fornedre mig for 
+ham , “ svarede Kirstine bestandig fortørnet . 
+„ Om en fornedrelse kan her nu slet ikke være 
+tale , “ svarede då alvorligt , „ da jeg stadigt vil blive 
+ved at se op til dem , men måske om et slags 
+nedstigen , thi jeg kan ikke gjorde for det , siden jeg har 
+hørt deres historie , forekommer de mig ikke at stå 
+så fjernt som forhen ; trods deres billige vrede imod 
+mig føler jeg , al jeg langt bedre tør nærme mig end 
+før . Kan de tilgive både denne dristighed og den 
+tidligere uret ? “ Der var noget alvorligt bedende i 
+hans blik og stemme , der dæmpede pigebarnets vrede , 
+og han gjorde en bevægelse som for at række Kirstine 
+hånden ; med et smil modtog hun den . „ Gemt og 
+glemt , “ sagde hun livligt , „ men nu må jeg skynde 
+mig hjem ; de tro hjemme , at jeg kun gik en spadseretour . “ 
+„ Dej er mørkt , må jeg følge dem ? “ bad då . 
+„ Med fornøjelse , de skal have tak til , “ lo Kirstine , 
+kyssede den kærlige værtinde og skyndte sig afsted , 
+let om hjertet som en lille fugl . Då bød hende 
+armen , og tavse skyndte de sig hen ad den frosne vej . 
+
+Kirstine fandt vel sin ledsager , der ikke gjorde 
+mindste forsøg på at konversere , utilladelig lidt underholdende , 
+men følte dog en vis behag i den omhu , 
+hvormed han førte hende , vogtende hende for hver trærod 
+og hver sten , og „ det var rakkerpigen , han viste 
+denne tavse omhu , det var dog i grunden smukt af 
+ham . “ 
+Dersom nogen havde mødt Arel då på hjemvejen , 
+ville de have sagt : „ Godsforvalteren er i ualmindelig 
+godt humeur i aften . “ Men hvis han skulle 
+besvare sig selv det spørgsmål , hvorfor han fløjtede 
+en munter Melodi , hvorfor han løftede sit hoved så 
+frejdigt eller trak sit vejr så let , som om han med 
+den friske frostluft inddrog forhøjet livslyst , så ville 
+han ikke kunne have besvaret det . „ Hvad kommer det 
+igrunden mig ved , om hun står mig nærmere eller 
+fjernere ; hvad angår afstanden mellem rakkerpigen 
+og bondesønnen mig ? “ sagde han til sig selv ; men 
+han var nu engang glad over det , og den uvilkårlige 
+følelse tog ikke mod raison , hvor meget fornuften kaldte 
+den en nar . 
+Fra den tid af kunne en skarp iagttager , men 
+også kun en sådan , have bemærket nogen forandring 
+i dås opførsel mod den unge pige ; han 
+talte ikke meget mere til hende eller bestræbte sig på 
+andre måder for at tildrage sig hendes opmærksomhed ; 
+men hans stille , brune øjne hvilede med et eget 
+udtryk og roligt velbehag og glæde på hende , når 
+hun talte , læste eller sang , og dette rolige , bifaldende 
+blik undgik ikke den skarpsynede piges opmærksomhed ; 
+
+det kom i hendes tanker til at høre med til billedet 
+af det hjem , hvor hun følte sig så lykkelig , og syntes 
+hende en pris , der nok var værd at søge ; bogen var 
+morsommere , samtalen livligere , stemmerne fyldigere , 
+når dette blik hvilede på hende . 
+„ Kan deres dåhjort ikke tale , “ sagde hun en 
+dag spøgende til madame Verland , „ så har han i det mindste 
+sin races udtryksfulde øjne . “ 
+„ Ja , spot du ikke vor brave dåbjort , “ svarede 
+denne læende ; „ der er ikke en renere , mere trofast sjæl 
+i alle kongens riger og lande end han , og der er 
+mere veltalenhed i hans stille blik end i mange lange 
+taler . “ 
+Denne samtale havde den lystige Fritz hørt og 
+var ikke seen til at meddele sin Broder og den ældre 
+ven den , og „ Dåhjorten “ blev snart et slags dæggenavn 
+for den kære , stille husfælle , som aldrig hørte 
+det uden et lunt smil , der måske havde noget af 
+den samme grundtone som longobardernes bekendte : 
+„ Du har givet os et navn , herre , giv os nu også 
+sejr ! “ 
+Kirstine havde ofte tænkt på , hvor godt det ville 
+være for Carl Friborg at blive optaget i den verlandske 
+kreds , og havde ofte foresat sig at tale hans sag og 
+få en indbydelse til ham , men bestandig glemt det 
+eller opsat det , måske på grund af , at skovrideren 
+ikke syntes at have lyst til at indlade sig i nogen 
+samtale om ham . 
+Endelig en aften tog hun sig sammen for at sætte 
+sin plan igennem . Skæbnen syntes hende gunstig , og 
+
+samtalen faldt på de vanskeligheder , unge mennesker 
+ofte møde , når de savne et hjemligt tilholdssted . 
+Med varme talte Kirstine nu Friborgs sag og blev 
+meget ubehageligt overrasket , da den ellers så godmodige 
+skovrider rent ud afslog hendes bøn og vedblev 
+med usædvanlig heffighed : „ De ved ikke , hvad 
+de beder om , lille frøken Kirstine ; Carl Friborg er 
+ikke den person , jeg kunne ønske at se her i huset 
+som mine sønners selskab . Et skabet får smitter 
+en hel flok , ved de nok . “ 
+„ Har Friborg da skab ? “ spurgte Fritz leende . 
+„ Ja på sjælen , min dreng , og det er den 
+værste slags . “ 
+„ Jeg har aldrig hørt noget ondt om ham , “ 
+Sagde husmoderen mildt . 
+„ Men jeg har både hørt og set , “ svarede skovrideren 
+bestemt . „ Kammerråden har sagt mig , at 
+han nærmest er kommen herover for at være fjernet 
+fra det københavnske liv , at han lige fra han var en 
+ren dreng af har gjort masser af slemme streger , 
+og selv har jeg set nok til at kende knægten . “ 
+„ Hvad har du da set , fader ? “ spurgte Adolf 
+lidt nysgerrig . 
+„ Det jeg mest foragter hos en mand : en lav 
+opførsel lige overfor en værgeløs kvinde . Det kan 
+vel omtrent være et par måneder siden , da jeg en 
+eftermiddag hændelsesvis kom forbi Anders skovfogeds 
+hus . Manden var borte , derfor var det mig påfaldende , 
+at høre en mandfolkestemme derinde , som talte 
+ivrigt til den smukke Trine , der svarede med en angstfuld 
+
+og bønlig tone . Jeg blev nysgerrig og trådte 
+ind i køkkenet ; inde i stuen så jeg Friborg , der 
+havde slynget begge armene om Trine og med magt 
+ville tiltvinge sig hendes Kys , og var jeg ikke kommen , 
+havde det nok set galt ud for hendes ærbarhed 
+og dyd . “ 
+„ Hvad gjorde du da ? “ spurgte begge knøsene 
+på engang . 
+„ Å , jeg greb mester urian i kraven og rystede 
+ham lidt , for at kysselysten skulle forgå ham . Derpå 
+sagde jeg ganske høfligt til ham , at han var en 
+uforskammet æsel , og at jeg ville knække hvert ben 
+i hans krop , dersom han oftere kom på sådant 
+krybskytteri her i skoven , og så smed jeg ham ud 
+af døren på hans Hals og sendte „ Snap “ og 
+„ Diane “ efter ham for at hjælpe ham på gled . I 
+kunne froe , det var en lyst at se , så han kunne bruge 
+sine ben . “ ° skovrideren lo , så det klukkede , blot ved 
+tanken . 
+„ Stakkels Friborg , “ sagde hans kone deltagende . 
+„ Tror jeg ikke , du beklager den Bengel , fordi 
+jeg revsede ham ? “ udbrød manden forundret . 
+„ Nej , ikke derfor , “ var svaret , „ men fordi han 
+i sit liv så aldeles har savnet kærlighed og måske 
+netop derfor er kommen til at søge kærlighedens 
+vrængebillede . “ 
+„ Du skal såmænd ikke frygte for , at vi af ham 
+sknlle lære at kysse Trine , “ sagde Adolf naivt ; „ det 
+have vi ikke den mindste lyst til ; forleden , hun bod 
+mig et Kys , sagde jeg : nej , mange tak . “ 
+
+alle brast i latter over Adolfs ord , og Frikz 
+fortsatte samtalen : „ Han måtte da ellers være meget 
+slem , hvis han skulle gøre os nogen skade , når 
+moder sidder ved siden af . Tror du ikke nok , at 
+hun kunne vogte os ? “ 
+Skovrideren vedblev at le . Lille Anna slyngede 
+armene om hans Hals og sagde i en bønlig tone : 
+„ Lille fader , du må ikke være så vred på den 
+stakkels Carl , han er så god og så alene . “ 
+„ Hvad kender du til ham ? “ 
+„ Meget , fader ! “ svarede barnet livligt . „ Den 
+første dag , efter at han var kommen , mødte han mig 
+i forstuen ; han greb fat på mig og ville kysse mig , 
+og da jeg stred imod , sagde han : „ Lille Anna , du 
+kan gerne give mig et Kys , det gør ellers sket ingen . “ 
+„ Kysse da ikke din moder og dine søstre 
+dig ? “ spurgte jeg ; så så han så underligt på 
+mig og sagde : „ Jeg har hverken moder eller søstre , 
+lille Anna ; jeg er ganske alene . “ “ 
+„ Og så kyssede du ham ? “ spurgte hendes fader 
+leende . 
+„ Ja , naturligvis , “ var svaret , „ to gange ; det 
+må være så hårdt at være alene . Og siden møder 
+jeg ham hver dag og snakker med ham . “ 
+„ Og kysser ham ? “ spurgte faderen . 
+„ Nej , ikke hver gang , “ var lille Annas naive 
+svar , der bragte dem alle til af le ; men barnet 
+lod sig ikke forstyrre og vedblev : „ Jeg har så lidt 
+bedet ham af gå hjem med til moder ; hun er så 
+
+gød , siger jeg til ham , men han svarer , af han tør 
+ikke før fader ; han ville jage ham børt . “ 
+„ Jeg er altså i afgjort minoritet , “ sagde skovrideren 
+godmodigt ; „ det er ikke nemt for en stakkels 
+enlig mand af styre kone og børn , og jeg kommer 
+vel altså til af give efter . Men intet kammeratskab 
+udenfor stuen her , det er min bestemte ordre . Anna 
+eller Kirstine kan altså i morgen , eller når de selv 
+ville , hilse fyren fra moder og fader , af han skal 
+være velkommen . Var Anna på syttende i stedet for 
+på syvende år , sagde jeg ikke ja til af åbne min 
+rede for den fugl . Men lader os nu få en sang 
+ovenpå det pust . “ 
+Et par dage efter bragte lille Anna triumferende 
+sin ven hjem med sig , da hun kom fra skole . 
+Carl Friborg så temmelig forlegen ud og rødmede 
+synligt , da . . Skovrideren rakte ham hånden , bød ham 
+velkommen med et lidt skalkagtigt smil og med særligt 
+eftertryk udtalte ønsket om , at de måtte blive bedre 
+bekendt med hinanden . Men husmoderen modtog 
+ham så hjerteligt , lille Anna var så lykkelig , havde 
+så meget at vise ham og så travlt med at gøre ham 
+kendt med „ Søster Hilda og lille Broder Alfred “ , at 
+Carl snart begyndte at føle sig hyggelig til mode . 
+Kirstine kom , og snart kom også då , Adolf og 
+Fritz ind i stuen ; man samlede sig ved bordet om 
+lampen , og en livlig almindelig samtale kom hurtigt 
+igang . Denne faldt hændelsesvis på morskabslæsning , 
+og Kirstine fortalte , hvorledes hun i sin barndom frit 
+havde svælget i romaner , komedier og digte og 
+
+uden nogen anvisning regeret over sin plejefaders 
+bogsamling . 
+„ Det er nok derfor , de er bleven så klog , frøken 
+Bayer , “ sagde Carl med lapset galanteri . Kirstine 
+lo , men husmoderen svarede : „ Jeg tror egentlig 
+ikke , at man bliver klog af megen læsning eller rettere 
+bogslugning af den slags . Jeg tror snarere 
+det modsatte . “ 
+„ Læser man sig da dum ? “ spurgte Fritz leende . 
+„ Nej , det mener jeg just ikke , “ svarede moderen , 
+„ men af at leve for meget i den digtede verden bliver 
+man let ensidig og overspændt , og det virkelige liv er 
+let udsat for at tabe sin Duft for os , fordi vi bilde 
+os ind , at det er mat og formløst mod de digtede 
+herligheder . “ 
+„ Så smukt og indholdsrigt som livet i bøgerne , 
+er det da ikke heller , “ indvendte Adolf . 
+„ Deri tager du fejl , min dreng , “ farede moderen 
+smilende , „ det er kun , fordi du endnu ikke rigtig 
+forstår den kunst at læse i livets bog ; det 
+lærer man vel også først , når man bliver ældre . 
+Tro mig : ethvert menneskeliv , enhver sjæl er et værk , 
+hvori man kan læse , snart med beundring og glæde , 
+snart med sorg og gru , og den læsning gør os 
+netop klarsynede , flersidige og skikkede for det virkelige 
+liv , men man må bede gud at lære sig at læse 
+med kærlighedens dine . “ 
+„ Altså , “ udbrød Fritz livligt , „ er alle vi , som 
+sidde her om dig , højst interessante værker for dine 
+dine ? “ 
+
+moderen lod smilende sine milde , kærlige øjne 
+gå rundt i kredsen og svarede : „ Ja naturligvis , og 
+jeg læser i eders sjæles bog med tusinde gange 
+mere interesse end i den berømteste digters værk . “ 
+Fritz lo : „ Det var som Pokker ! Det havde jeg 
+aldrig ventet af blive et interessant digterværk ; kan 
+du forstå det , gamle dåhjort ? “ og Fritz gav vennen 
+et dygtigt slag på skulderen . 
+„ Io , Fritz , “ svarede denne med et stille smil , 
+„ jeg kunne ikke have sagt det så godt som din moder , 
+men jeg forstår det godt . “ 
+„ Det er min sjæl godt for dem , “ sagde Verland 
+leende , „ thi vor møer er esters så „ poetistisk og 
+sværmeristisk “ , af hun ikke altid er til af forstå . 
+Hun skal nu have poesien og^ . Skønheden med alle vegne , 
+jeg tror sågar i hendes pølsepinde . “ Skovrideren 
+klappede sin kone med pibespidsen og vedblev 
+bestandig leende , medens hans blik dog med næsten 
+beundrende kærlighed hvilede på hende : „ Men jeg 
+er ikke vred på hende for det ; når hun bare ikke 
+svier min grød , så må hun før mig gerne koge 
+den poetisk , og hun er i grunden en ret rar lille kone . “ 
+„ Ja , jeg tror nu , af ingen har sådan en sød , 
+elskelig , lille moder , som jeg , “ sagde Adolf , idet han 
+kyssede moderens hånd og klappede sine rødbrune 
+kinder med den . 
+„ Vil du have hende alene ! “ råbte Frikz i en 
+overgiven skjændetone ; „ er hun måske ikke min møder 
+med ? “ og han snappede efter hendes hånd for at 
+drage den fra broderen . 
+
+„ Og jeg tror , at ingen har så store kælne 
+drenge , som jeg , “ sagde moderen . „ I må jo flamme 
+jer , i store knægte , “ vedblev hun med ømhed , idet 
+hun kærtegnende streg sine fingre igennem deres buskede 
+hår , som lille Anna plejede at ligne ved en støvekost , 
+„ fordi det var så tykt , at det altid måtte stå 
+lige op , da det ikke havde plads til at lægge sig . “ 
+„ Men jeg da ? “ sagde Kirstine barnligt , „ jeg har 
+jo også lov at høre til børnene ! “ 
+„ Ja vist har du , “ sagde madame Verland , idet 
+hun tog hende om hovedet med begge hænder og kyssede 
+hendes pande ; „ din lille stakkel , du skal såmænd 
+ikke være stedbarn . “ 
+„ O , at være dit stedbarn er ikke så slemt ! “ 
+Udbrød Adolf og Frikz u munden på hinanden . 
+„ Nu skal da den slemme komme efter mig , om 
+jeg vil sidde her længer med tør mund ! “ råbte skovrideren . 
+„ Nu kommer raden til mig , “ og han tog 
+sin kone om livet , trak hende ned på sit skød og 
+gav hende et Kys så eftertrykkeligt , at de unge brast 
+i latter . 
+Carl Friborg havde ikke sagt et ord , og lille 
+Anna , der legede ved siden af ham , havde ikke bedet 
+sin moder om kærtegn ; instinktmæssig klappede hun 
+Carls hånd og trykkede sine små , varme læber til 
+hans øjne og tørrede sig derpå forundret om munden ; 
+den var bleven ganske våd . Ingen uden den 
+opmærksomme husmoder havde bemærket denne tavse 
+scene , og inderlig bevæget lovede hun sig selv at gøre 
+alt , hvad der stod i hendes magt , for at formilde et 
+
+savn , som måske for første gang i hans liv var 
+kommen til bevidst gennembrud i ynglingens sjæl . 
+Hun lov imidlertid , som om hun intet havde bemærket ; 
+thi hendes skarpe instinkt lærte hende , at Carl Friborg 
+hørte til de mennesker , der finde selv en venligt yttret 
+deltagelse sårende for deres stolthed . Snart vidste 
+hun imidlertid at drage ham ind i samtalen igen og 
+føre denne over på fornøjelige og oplivende genstande . 
+Der blev spillet og sunget , skovrideren havde en stærk 
+fpldig tenorstemme , Fritz havde endnu en høj klar 
+barnestemme , medens Adolfs stemme efter hans faders 
+udsagn lød som en revnet lerpotte . Då havde 
+i den fineste tid opdaget , at han sang en god Bas , 
+der smeltede godt sammen med Kirstines rene sopran . 
+Tilsidst blev bordet rykket til side , og der blev opført 
+en francaise , hvor Kirstine gjorde tjeneste som dandsemester . 
+„ Fuglen skulle lære de andre at flyve , “ sagde 
+skovrideren . Musik og lystige stemmer lød ud i den 
+skille frostaften , og meget for hurtigt blev klokken ti , 
+en tid husmoderen aldrig undlod at minde om , idet 
+hun spøgende sang vægterverset : „ Om i vil tiden 
+vide , husbond , pige , dreng , så er det på de tide , 
+man føler sig iseng . “ 
+Adolph og Fritz gik med til enden af skoven . 
+De lo og passiarede , og Kirstine mærkede først , da de 
+vare vendte om , at Friborg mod sædvane gik ganske 
+tavs ; hun så spørgende på ham og bemærkede et 
+usædvanligt alvor i hans træk . 
+„ Hvad fattes dem , kære Friborg ? “ spurgte hun 
+med velvillig deltagelse . 
+
+„ Jeg ville ønske , at jeg havde kendt min møder , “ 
+Svarede ynglingen med sagte , blød stemme . 
+Fra den tid af blev Carl en jevnlig , snart endogså 
+en daglig gæst i skovridergården ; det var jo 
+så godt for lille Anna at have en følgesvend i de 
+mørke vinteraftener . Vel var han for skovrideren mere 
+en tålt end en søgt gæst , men han viste ham dog 
+aldrig uvilje , han tog blot ingen notice af ham og 
+syntes at betragte besøget som kun gældende hans 
+kone og børn . Ikke således med Kirstine , for hvis 
+skyld støvlerne og søndagsfrakken kom på , pulten 
+blev lukket i , og violinen stemt , eller som hans kone 
+spøgende udtrykte sig : „ Vor far traf sine forberedelser 
+fil at tage mod sin lille prindsesse , der gjorde ham 
+ung igen . “ 
+Juletiden bragte Kirstine en bitter skuffelse . Hun 
+havde håbet at skulle tilbringe den i det kære barndomshjem , 
+men vejr og vej sammensvore sig således 
+mod hendes plan , at kammerråden erklærede 
+dens udførelse for en plat umulighed . Kirstines sorg 
+herover var så heftig , at madame Verland måtte anvende 
+hele sin indskydelse på at holde den nogenledes 
+indenfor rimelighedens skranker , og for at trøste hende 
+indbød hun hende fil at tilbringe ferien der i huset . 
+„ Jeg begriber ikke , “ sagde Fru kammerrådinden 
+fil sin mand , „ hvad Verlands tænker på med al den 
+gæstfrihed , de i den sidste tid øve mod vore folk , 
+de , der dog i grunden have så dårligt råd og altid 
+før have levet så stille . Vi burde næsten give dem 
+en fjerdedel af Friborgs kostpenge ; thi vi kunne såmænd 
+
+ikke være bekendt , at han hver dag spiser deres 
+aftensmad . Og nu den lille , indbildste Bayer , der 
+ikke finder os gode nok til sit selskab , men har forgabet 
+sig i skovridermadammen . Jeg har lidt tænkt 
+på , at der burde strides lidt ind ; det er ikke engang 
+ret af Verlands sådan at drage vore folk fra deres 
+hjem . “ 
+„ Ja , mutter , det kan nu tages på forskellige 
+måder , “ sagde kammerråd Rosenberg , idet han udsendte 
+en tyk sky af tobaksrøg . „ Jeg synes i grunden , 
+at vi må være ret fornøjede med det tilhold , 
+som skovriderens giver ungdommen . Jeg for min 
+part er min salighed taknemmelig for at være fri for 
+at gøre barnepigetjeneste bos det store , ufornuftige 
+barn , Carl Friborg . Jeg havde jo lovet hans formynder , 
+at jeg skulle våge over ham og passe på 
+ham , navnlig hvad anvendelsen af hans fritid angik , 
+og det var s ' gu hverken behageligt eller let . Men nu 
+seer jeg ham så trygt og roligt hver aften med lille 
+Anna ved hånden gå ad skoven til og ved ham 
+så vel forvaret som i hans moders dragkistefluffe , om 
+han havde haft en , stakkels knøs , så jeg er meget 
+glad ved , at madame Verland har taget min tjeneste 
+på sig . Nå ! og hvad så den lille Bayer angår , 
+så synes jeg , at det er umiskendeligt , at hun er 
+bleven meget mere manerlig og fordragelig , siden hun 
+begyndte at komme til skovriderens . Er hun ikke langt 
+tålmodigere mod børnene , langt venligere og opmærksommere , 
+og hvor net kan hun ikke hjælpe dig , når 
+her er fremmede ; det gjorde hun aldrig før . Jeg 
+
+troer nu , at madame Verland har æren for det såvel som 
+for , at Friborg hverken render på kroen eller 
+efter pigerne . Hun er min sjæl i grunden en stadskone , 
+om du endogså har ret i , at hun er vel stolt 
+for en kone , der sidder i så trange kår . “ 
+„ Ja ja , man kommer da vel til at lade tingene 
+gå deres skæve gang , “ sagde fruen resigneret , idet 
+hun pudsede lyset . 
+„ Ja , gør du kun det , “ svarede kammerråden 
+gabende . 
+Tiden gif sin rolige , hurtige gang ; de mørke aftener 
+omskiftede med lyse , skoven blev grøn , fuglene 
+sang , og ungdommen morede sig i det frie i stedet for 
+at samles om lampen . Høsten kom atter og med den 
+de længere og mørkere aftener , men i vore venners 
+forhold var alt blevet ved det gamle ; men ligesom 
+kornet i den tid havde vokset sin stille vækst på Marken , 
+således havde også mangt et frøkorn , der i det 
+venlige hjem var nedlagt i de unge sjæle , vokset sin 
+stille , ubemærkede vækst . Det var især på Kirstine , 
+at dette var kendeligt , og kammerrådens dom om 
+madame Verlands heldige indflydelse på hende var velbegrundet . 
+Hos hende lærte hun tålmod , udholdenhed 
+og selvopoffrelse i det daglige liv og fik et syn 
+på sine pligter imod andre , som aldrig før var faldet 
+hende i øjnene . 
+„ Det er småtingene , der udgøre livets hovedsum , “ 
+Plejede den moderlige veninde at sige , „ og derfor 
+kommer det an på for os kvinder rettelig at agte 
+på dem . Vi have sjældent lejlighed til at gøre 
+
+noget stort , hverken ondt eller godt , men der går 
+ikke en dag , ja ikke en time på dagen , uden at 
+vi i det små kunne gøre andre enten ondt eller 
+godt . Derfor tør vi aldrig betragte noget som for 
+ubetydeligt til at lægge mærke til ; thi de største bagateller 
+kunne undertiden bære spiren i sig til den sødeste 
+fryd eller den bittreste smerte for os selv eller andre . 
+Herrens formaning : „ Hvadsomhelsf i ville , at 
+andre skulle gøre imod eder , det gøre i mod dem , “ 
+Det er et valgsprog , enhver kvinde burde skrive på sit 
+hjerteskjold , idet vi i ydmyghed bede frelseren at komme 
+os tilhjælp og tilgive os vor mangelfulde opfyldelse 
+af det , “ 
+Kirstine så op til den ældre veninde med enttusiastisk 
+beundring og stræbte ærligt at følge hendes 
+eksempel , noget hun dog selv holdt for et uopnåeligt 
+mål . 
+„ Sæt dig for guds skyld ikke et svagt ufuldkomment 
+menneske til mønster , “ sagde madame Verland 
+undselig ; „ vælg ham til mønster , der kalder sig 
+selv vejen og livet . “ 
+„ O , nej , kære Ida ! “ bad da Kirstine , hvem 
+denne fortrolige benævnelse nu var bleven tilvant , „ hvorfor 
+skal jeg se så højt , at jeg bliver ganske blændet 
+af lyset og taber alt mit mod ; jeg har så lang en 
+vej , inden jeg når dig ; jeg kan ikke tåle at vende 
+blikket endnu højere . “ 
+På Carl var madame Berlands indskydelse mere 
+umiddelbar ; hans frygt for at synes følsom eller barnagtig 
+blød , hvad han i virkeligheden dog var , bragte 
+
+den velvillige , fintfølende veninde til næsten aldrig 
+ligefrem af søge af indvirke på ham , men dog følte 
+han uden af kunne gøre sig rede derfor , den luttrende 
+virkning af af omgås rene og kærlige sjæle . Hvad 
+han selv mindst kunne forstå , var den underlige dybe 
+længsel efter hans eget hjem , hans egen moder , som 
+han aldrig havde kendt , der i dette kærlige hjem 
+vågnede hos ham ; og ofte spurgte han sig selv , når 
+han gik hjem , hvorfor han dog bestandig gik derhen , 
+da han dog , hvor godt han havde det , næsten altid 
+gik mere eller mindre vemodig derfra . Hans selvbehagelige 
+forestillinger om Kirstines følelser for ham 
+havde i dette tidsrum ikke tabt sig . Han var forvisset 
+om , af hun følte kærlighed til ham , og det smigrede 
+ikke hans nittenårs forfængelighed lidt af tro 
+sig elsket af en så smuk pige . Hvad hans egne følelser 
+for hende angik , da havde han aldrig gjort sig 
+den ulejlighed af undersøge dem alvorligt . Han syntes 
+godt om hende , og når han tænkte sig fremtiden , 
+så tænkte han gerne sig selv som ejer af en smuk 
+gård med Kirstine til frue , idet han fortalte sig selv , 
+at det dog var meget smukt og reelt af ham at tiltænke 
+den fattige pige denne lykke . Hans opførsel 
+mod hende bar præget af den sikkerhed , han følte 
+med hensyn til hendes følelser for ham , og havde 
+Kirstine ikke med en ældre søsters tålmodighed og 
+kærlighed båret over med ham og skrevet hans undertiden 
+pjankede og lapsede tilnærmelser på hans mangelfulde 
+opdragelses regning , så ville hun snart 
+
+have kært ham alvorligt , hvormegen regning han 
+kunne gøre på hendes hjerte . 
+En var der imidlertid , på hvis sjæl denne 
+fortrolige tone med Kirstine gjorde et ubehageligt indtryk , 
+og det var Aksel då , hvis forhold til hende i 
+ydre henseende var det samme , men som i løbet af 
+tiden var kommen til klarhed over sine egne følelsers 
+natur . Han så vel , at Kirstine ikke elskede Carl , 
+men det forekom ham næsten som en vanhelligelse at 
+se hende behandlet med skødesløs fortrolighed , hende , 
+som han , der elskede hende så højt , kun i afstand 
+rurde betragte . 
+Snart skulle imidlertid Carl få sine øjne åbnede 
+på en for bam mindre behagelig måde . Det 
+var en af de første dage i november ; en usædvanlig 
+tidlig frost havde gjort jorden hård som sten ; 
+stormen tudede og sncflokkene føg omkring , men i 
+skovriderboligen var der lunt og lyst , ja det hyggelige 
+hjem havde endogså et vist festligt præg . Det 
+var også en højtidsdag , lille Annas syvende fødselsdag . 
+Selskabet bestod foruden af husets eget personale 
+af kammerrådens tre døtre , Kirstine og Friborg , 
+der med anstrengelse havde kæmpet sig igennem 
+blæst og sne og nu ved det ualmindelig nette ttebord 
+søgte oprejsning for den udståede møje . Der 
+var imidlertid en tom plads ved bordet ; det var Aksel 
+dås . Han var om morgenen reden ud i forretninger 
+til en nogle mile fjerntliggende gård og var 
+endnu ikke kommen tilbage trods hans løfte at være 
+hjemme i mørkningen . 
+
+der blev talt med deltagelse om den savnede 
+ven , det rædsomme vejr og den lange slette vej . 
+Carl lagde mærke til , at Kirstine så usædvanligt 
+alvorlig ud og med megen interesse spurgte om vejens 
+farer og om sandsynligheden af , at han kunne finde 
+den i det tiltagende mørke . 
+Ester bordet blev der leget , dandset og sunget , 
+men underligt nok ville ingenting gå rigtigt ; legen 
+døde hen , dansen gik iståe , og sangen lød mat , 
+og hvis var skylden ? Friborg kunne ikke skjule for 
+sig selv , at det var Kirstines skyld , fordi hun var 
+så spændt og urolig , så det var tydeligt at se , at 
+hendes tanker sket ikke vare med ved , hvad legemet 
+foretog sig . Hvert øjeblik løb hun til vinduet før at 
+kigge ud i den mørke aften og lytte til stormens 
+susen i trætoppene . Var det muligt ? Ventede hun 
+virkelig med angst på det kedelige dådyr ? 
+Endelig lød hestetrav på den frosne vej . 
+„ Det er ham ! jeg kender den gråes trav ! “ 
+Udbrød Kirstine med sikkerhed , idet en høj glædesrødme 
+farvede kinder og pande , og da lille Anna et 
+øjeblik efter løb ud i forstuen før at tage mod vennen , 
+der kom hjem som en snemand med istapper i 
+hår og skæg , var Kirstine tæt bagved hende og 
+rakte ham hånden med et glad smil og det udbrud : 
+„ Gud ske lov , de er kommen hjem igen ! “ udtalt 
+med en sådan inderlighed , at Aksel trods kulden 
+følte sit hjerte blive varmt , medens Friborgs sank ned 
+under frysepunktet . 
+
+den usikkre anelse var altså kun før sand ; Kirstines 
+opførsel bekræftede ham det hele aftenen . Hun 
+var nu ligeså glad og strålende , som hun før havde 
+været urolig og spændt . Nu kunne legen , dansen 
+og sangen gå . 
+Da Aksel snart efter kom ind , så Carl med 
+harme den inderlige glæde , der lyste af hans blik . 
+Kirstines munterhed rev alle de andre uimodståelig ! 
+Med , og sang , latter og lystighed blandede deres 
+klang med stormens susen . Ikkun en tog nu 
+ingen del i denne glæde ; det var Carl Friborg . 
+Med hjertet fuldt af bitterhed havde han sat sig ind 
+i „ Kontoret “ og havde oven i købet den ærgrelse , at 
+ingen lagde mærke til ham . Kun skovrideren stak 
+engang hovedet ind ad døren og spurgte : „ Hvad 
+Pokker sidder de her og måder efter ? Er de syg ? “ 
+— „ Nej , “ var det skarpe , værdige svar , og Verland 
+trak smilende hovedet til sig . 
+Det forekom Friborg nu , da han følte , at Kirstine 
+holdt mere af en anden end af ham , som om 
+han elskede hende således , som endnu ingen kvinde 
+var bleven elsket , medens hun , den kokette , troløse 
+skabning , havde glemt ham for en , der både i 
+henseende til elskværdighed og formue stod så langt 
+under ham , at han aldrig havde tænkt på muligheden 
+af i ham at se en medbejler . 
+Havde husmoderen ikke haft travlt i anledning 
+af dagens festlighed , ville hendes opmærksomme øje 
+snart have søgt og fundet Carl , medens han nu uforstyrret 
+
+fik lov tik at pleje sin fortvivlelse , til lille 
+Anna kom ind til ham . 
+„ Kære Carl , jeg kunne aldrig begribe , hvor du 
+blev af , “ sagde barnet kærligt . „ Hvorfor kommer du 
+ikke ud til os andre ? Fattes du noget ; har du 
+måske hovedpine ? “ og glutten trykkede sin varme 
+kind mod hans pande . 
+„ Bryd dig kun aldrig om mig , “ svarede Carl 
+med bitter latter , „ jeg har det godt ; gå du ind og 
+leg med de glade , der vil du dog helst være . “ 
+Tårerne kom barnet i øjnene . „ Hvor kan 
+du tale så hårdt , Carl ? “ hviskedee hun bedende . 
+„ Ved du ikke , at der ikke er noget stev i verden , 
+hvor jeg så gerne vil være som hos dig ; hvor kan 
+du tro , at jeg kunne more mig , når jeg måtte 
+tænke mig dig siddende syg eller bedrøvet her i 
+mørket . “ 
+Tårerne trillede ned ad lille Annas kinder , og 
+Carl følte sin kind og sine læber blive våde af dem . 
+Barnets kærlighed rørte ham , for et øjeblik fejrede 
+hans bedre jeg , og han følte , hvor egenkærligt det 
+var , således at forspilde hendes glæde . 
+„ Græd ikke , lille Anna , “ bad han , idet han 
+trykkede hende i sine arme , „ jeg skal følge med dig 
+ind og lege . “ 
+Han samlede al sin kraft og trådte igen ud af 
+sit mørke tilflugtssted . 
+Med en n��sten feberagtig munterhed tog Friborg 
+den øvrige aften del i underholdningen , men havde 
+atter her den sorg af se sig eller i det mindste sin 
+
+fortvivlelse uændset ; kun lille Anna fæstede nu og da 
+et uroligt blik på ham . 
+Dog . på hjemvejen skulle hun ikke kunne undgå 
+ham ; han ville lade hende kaste et blik i sit 
+hjerte , vise hende , hvad hun i ham havde tabt . „ Jeg 
+lader drengene gå i forvejen med børnene ; ingen 
+kan høre for blæsten , hvad jeg taler , og hun skal ikke 
+undgå mig . “ 
+Med -en mørk nydelse udmalede han sig , hvordan 
+han ville tale , bebrejde hende hendes vankelmodighed 
+og knuse hende ved af skildre sin egen kærlighed 
+og troskab . 
+Men ak ! også denne plan skulle tilintetgøres . 
+Ikke alene „ Drengene , “ men også dådyret fulgte 
+hjem om aftenen . Denne bød Kirstine armen , og i 
+en livlig samtale gik de foran , Adolf gav lille Sofie 
+hånden , Fritz førte Laura , så der var ikke anden 
+udvej for Carl end af byde Petra armen . 
+Stormen havde lagt sig , og sneen faldt jævnt 
+og tæt ; det var , som om skoven hvilede sig efter den 
+heftige bevægelse , men Carls sjæl hvilede ikke . Der 
+stormede det så stærkt , at det ikke var ham muligt at 
+finde hvile , og næste morgen mødte han ved kaffebordet 
+med blege kinder og matte øjne efter den første 
+gjennemvågede og gjenncmkæmpede nat i hans liv . 
+Kirstine spurgte venligt , om han var syg , men med 
+kold anstand takkede han frøkenen for hendes opmærksomhed , 
+han befandt sig såre vel . 
+Hele dagen skulle være en sand Tycho Brahes 
+dag for den stakkels Friborg . Det var ham ikke muligt 
+
+at holde sin opmærksomhed ved arbejdet , og han , som 
+ellers arbejdede med liv og glæde og næsten altid 
+gjorde tjeneste som forkarl , der med et godt eksempel 
+foregik de øvrige folk , udførte i dag selv den simpleste 
+gerning så adspredt og sket , at han i løbet af dagen 
+pådrog sig den ene irettesættelse efter den anden . 
+Kammerråden var trods sin godmodighed ikke fri for 
+at være rå og hidsig , og hans vrede holdt sig ikke 
+altid indenfor sømmelighedens grændser . 
+Efterat arbejdet var forbi gik Carl i den mørkeste 
+stemning ud af laden ; han følte en indre trang 
+til at gøre noget , at handle før at rive sig los af 
+den skove og smertefulde tilstand , hvori han befandt sig . 
+Ved enden af stalden stod to af karlene , der 
+med et betydningsfuldt udtryk stak hovederne sammen . 
+En uvilkårlig nysgerrighed greb ham , og med 
+spørgsmålet om , hvad de havde før , trådte han hen 
+til dem . 
+Friborg var folkenes yndling på grund af hans 
+venlige væsen og den kammeratlige måde , hvorpå 
+han plejede at omgås dem . Det faldt ham derfor 
+ikke vanskeligt at få karlene til at betroe ham , at de 
+samme Asten agtede sig på en lille jagttour ; det var dejlig 
+sporsnee , det lod sig så ypperligt gøre , når man 
+kun var forsigtig , og byttet sendtes til byen før næste 
+morgen . Det havde gået godt flere gange sidste 
+vinter og ville vel kunne gå igen . Til sidst spurgte 
+den ene af karlene Friborg , om han ville gå med . 
+Her var jo lejligheden til at handle og gøre 
+noget usædvanligt , og Carl greb den med Iver . 
+
+det fornødne var snart aftalt . Carl skyndte sig 
+at følge lille Anna hjem og gav en upasselighed , som 
+hans udseende også syntes at bekræfte , til grund før , 
+at han ikke gik ind med . Han ilede hjem og gav sig 
+ivrigt i færd med at efterse sin bøsse og bringe sit 
+jagttøi i orden . Det var med en vis nydelse , at 
+han hengav sig til dette arbejde ; det passede så godt 
+til hans stemning , fandt han , at sysle med mordvåben . 
+Hvad kunne der ikke gøres med en sådan 
+bøsse ? Ham selv , dådhret , — det kunne blive en 
+hel roman , — og Carl fandt sig selv romantisk og 
+interessant ; han fandt ordentlig et slags behag i at 
+betragte sin ulykke og føle sig rigtig „ zerrissen . “ 
+„ Hvad satan ! “ spurgte kammerråden ved aftensbordet , 
+„ er de ikke gået ad skoven til i aften ? “ 
+„ Nej , jeg havde noget at bestille sørst , “ svarede 
+Carl med heltemæssig ro , „ men nu går jeg straks . “ 
+Et kvarter efter listede han sig med bøsse og 
+jagttaske ud af døren og ned i stalden , hvor han 
+traf sine kammerater færdige ; men det var endnu meget 
+før tidligt at begynde jagten . Klokken var kun lidt 
+over otte , og før klokken ti gik skovriderens aldrig til 
+sengs . Man måtte først have forvisset sig om , at 
+der var lukket og slukket . Men hvormed skulle man 
+da fordrive disse to lange timer ? Den ene Karl foreslog 
+at vente i kroen ; der var varmt og lyst , og der 
+kunne man da få en hjertestyrkning for kulden , man 
+siden skulle døje . 
+„ Du har ret ! “ udbrød Friborg livligt , „ intet 
+
+sted passer bedre for os i aften ; en bolle punsch skulle 
+vi have til at drukne sorgen og kulden i . “ 
+Snart sagde vore jægere vel bænkede i den af 
+tobaksrøg , brændevin- og punschlugt opfyldte krostue . 
+Foran dem stod en dampende bolle ; der blev drukket , 
+sunget og pralet af bedrifter , man enten havde udført 
+eller ville udføre . Carl talte ikke meget , men den 
+varme drik , syntes han , gjorde ham godt , og det ene 
+glas gled ned efter det andet . 
+Endelig blev klokken ti ; vore jægere brøde op , 
+toge deres bøsser og tasker , som de forsigtigt havde 
+skjult i udhuset , og vandrede nu til skoven . I skovriderens 
+bolig var alt tyst og roligt , hele huset syntes 
+i den dybeste søvn , og alt stillede sig så heldigt 
+som muligt . Månen var stået op og sendte sit lys 
+ind mellem stammerne på den hvide sne og lyste 
+for de dristige svende , der ilede dybere ind i skoven 
+for at begynde deres i agt . 
+Det varede ikke længe , før en stor gammel råbuk 
+blev opjaget ; næsten i samme øjeblik sank den til 
+jorden , for to velrettede kugler . Det var liv og 
+handling ! Friborg følte sig forunderlig kraftig og stærk , 
+han turde binde an med alverden ; der var noget vildt 
+og dæmonisk i hans Iver og glæde . Den skulle imidlertid 
+ikke vare længe . 
+I skovridergården var vel alt stille og alle 
+lys til vejen skulkede , men skytterne tænkte ikke på 
+den mod gården vendende side af huset , hvor blandt 
+andet også Adolfs og Frikz ' s Kammer vendte ud . 
+Hændelsen eller skæbnen ville nu denne aften , at 
+
+Adolf netop var ivrig beskæftiget med løsningen af 
+en mattematisk opgave , der æggede hans villiekraff , 
+netop fordi han ikke rigtig kunne komme tilrette med 
+den ; han havde glemt sengetiden , og hans fader var 
+derfor ved sædvanlig tid , da han ikke kom ind for at 
+sige godnat , gået ind til ham . Mathematiken var 
+netop skovriderens kæphest , og i stedet for , som han 
+havde i sinde , at jage Adolf iseng satte han sig hos 
+ham og tog fat på opgaven , i hvilken de begge nu 
+fordybede sig så ivrigt , at både Frikz og moderen gik 
+til ro og lod mattematikerne sidde . Endelig var 
+opgaven løst til tilfredshed ; Verland sagde sin søn 
+godnat og ville just forlade ham , da lyden af et 
+fjernt skud nåde hans skarpe øre . 
+„ Død og pine ! “ råbte han , „ der er krybskytter ! 
+Det var da heldigt , at vi er oppe ; nu skulle de få 
+kanel og ikke som i fjor tage os ved næsen ! Løb straks 
+ned til Anders skovfoged , Adolf , og bed ham tage sin 
+Karl og begge hundene med og gå så ad denne 
+vej ned imod rørmosen ; jeg kender deres tur fra 
+ifjor . Så kunne i tage dem i ryggen og stoppe 
+dem , medens ' vi omgå dem og komme hem i fronten . “ 
+Adolf for afsted , medens hans fader skyndsomst 
+vækkede Fritz og råbte op til då , om han ville med 
+på menneskejagt . 
+Fem minutter efter stod den lille hær færdig til 
+at rykke i Marken . Madame Verland blev ikke lidt 
+forundret ved at se sin mand komme ind i kammeret 
+med overfrakke , hue og bøsse og fuld færdig til at 
+gå ud i stedet for at gå iseng . 
+
+„ Vi skulle i kast med krybskytterne , lille Ida . 
+Du skal ikke bryde dig om os ; vi komme måske ikke 
+hjem ihast , “ sagde han , idet han for ud af døren 
+igen . 
+Skovriderens beregning om skytternes retning 
+viste sig snart at være fuldkommen rigtig ; den omgående 
+bevægelse lykkedes tilfredsstillende , og da vore 
+jægere efter at have passeret rørmosen , hvor de havde 
+nedlagt endnu et dyr , trådte ud på den lille slette , 
+bleve de ubehageligt overraskede ved at se Verland med 
+sine to ledsagere træde sig i møde . 
+Karlen , der bar byttet i en sæk , kastede denne 
+fra sig , og alle tre stræbte at slippe ved flugt . Men 
+i samme øjeblik hørtes skovfogdens hunde fra den 
+modsatte kant , og begge karlene løb næsten i armene 
+på Adolf og skovfogden . Friborg , der var mere 
+behændig , drejede af , og det lykkedes ham at smutte fra 
+karlen , der ville gribe ham . 
+„ Her må ingen slippe ! “ råbte skovrideren ; 
+„ Å , dåhjort , tjen nu deres navn og løb mig den 
+langbenede Karl op ! Adolf , du er den hurtigste , se 
+at løbe omkring ham og møde ham ! “ 
+Begge de opfordrede ilede afsted uden at have 
+nogen anelse om , hvem de forfulgte ; Adolf , der kendte 
+hver vanskelighed ved terrainet , havde snart omgået 
+Carl , der flere gange snublede og måtte standse . 
+Ærgerlig over at se sig omgået vendte han om for 
+muligvis at komme ind i krattet , hvor han kunne 
+skjule sig , men fra den side kom Aksel då i stærkeste 
+lob . „ Han her ! Han skal da også være i vejen 
+
+overalt ! “ I samme øjeblik kendte Aksel den forfulgte , 
+og tanken om at lade ham smutte bort faldt ham ind , 
+da Carl i det samme snublede og faldt , hvorved ethvert 
+påskud til at lade ham skippe forsvandt . 
+„ Tag bøssen fra ham ! “ hørte man skovrideren 
+råbe langt fra . Då nærmede sig hurtigt . En rædsom 
+tanke greb Carl , der havde stødt sit ene knæ , så 
+han af smerte ikke straks kunne rejse sig . „ Kom mig 
+ikke nær , dådpr , eller jeg skvder ! “ råbte han kuende . 
+Han så i dette øjeblik i då kun sin modstander , 
+sin fjende , og i sin ophidsede tilstand lagde 
+han det spændte gevær an imod ham . Dette ænsede 
+då imidlertid ikke , men ilede til uden frygt , idet 
+han var langt fra den tanke , at truselen var alvorligt 
+ment . 
+Da er det , som en dæmon styrer Carls hånd . 
+Uden ret at vide , hvad han gør , trykker han løs ; 
+skuddet knalder med ekko i ben stille nat fra alle 
+sider , og Aksel , der kun var nogle skridt borte , fører 
+hånden til sit bryst og styrter med et smerteskrig 
+baglænds i sneen , som farves af hans blod , der i 
+en stærk strøm vælder ud af hans venstre side . 
+I et nu samlede alle sig blege og forfærdede om 
+den sårede eller måske døde og hans morder , der 
+stod som forstenet over sin gerning . 
+„ Blod og torden , menneske ! hvad har de gjort ? “ 
+Lød skovriderens stemme med dyb forbittrelse og skræk . 
+Han fattede sig imidlertid øjeblikkelig , og idet han knælede 
+ved dås side og stræbte at standse blodet , 
+sagde han med fast stemme : „ Adolf , løb straks hjem 
+
+og sig det fil moder , og kast dig så på den blissede 
+og rid så hurtigt , du kan , fil doktor Frandsen . 
+Få doktoren fil at sætte sig tilhest ; han kan godt 
+lade den selv finde hjem , blot han skynder sig . I 
+andre ! “ vedblev han , „ danner en båre af geværerne , 
+hug nogle grene af og læg over dem . Giv mig dine 
+tørklæder Fritz ; det er rædsomt , hvad han bløder . “ 
+Båren var nu i orden ; den stærke skovrider 
+løftede uden hjælp Aksels høje skikkelse op på den , 
+og nu gik toget varligt og bedrevet hjemad . Krybskytterne 
+hjalp med at bære . Kun Carl havde stået 
+ledig ; nu fulgte han toget i nogen afstand med blege , 
+forstyrrede træk , ikke som et menneske , der bevæger 
+sig ved sin egen villie , men snarere som en automat , 
+der drages af en kraft , som er uafhængig af ham 
+selv . 
+Efter at hendes mand var gået , følte Ida Verland 
+ingen lyst til igen at sove ; hun stod op , lagde 
+til ilden , og snart brændte det lystigt i kakkelovnen , 
+og kaffekjedlen snurrede for at berede de hjemkommende 
+sejrherrer en hyggelig modtagelse . Bordet blev dækket , 
+og alting var parat , men endnu kom ingen ; hun 
+kunne vel heller ikke vente dem så snart og satte sig 
+roligt i lænestolen ved kakkelovnen , hvor hun just 
+var lige ved at falde i søvn , da lyden af et fjernt 
+skud skræmmede hende op . — „ Gud i himlen , hvad 
+er dog dette ? “ tænkte hun ængsteligt . Få øjeblikke 
+efter hørte hun hurtige skridt ; døren til forstuen blev 
+reven op , og næsten i samme nu stak Adolf sit blege 
+og forfærdede ansigt ind ad stuedøren . 
+
+„ Moder , “ sagde han med rystende stemme , „ Carl 
+Friborg har skudt då , nu kommer de med ham ; jeg 
+henter doktoren . “ Adolf ilede ud , og i næste minut 
+hørte moderen ham i strakt galop at fare hen ad 
+vejen . 
+Et øjeblik stod hun som lynskagen , derpå foldede 
+hun sine hænder og så op til den stjerneklare 
+himmel og var så atter den virksomme , omhyggelige 
+husmoder , der i største hast beredte alt til at modtage 
+den sårede husfælle eller hans lig . 
+Efter en lille halv times forlob , der forekom 
+den angstfuldt ventende som en evighed , så hun det 
+sørgelige tog komme . Varligt blev den sårede , der 
+ikke gav mindste livstegn , bragt op på sit værelse 
+og lagt på sit - leje , hvor den kærlige husmoder , ved 
+allehånde bekendte midler stræbte at bringe den bevidstløse 
+til sig selv igen ; men forgæves . 
+„ Gud give blot , at doktoren må have været 
+hjemme ; han kunne snart være her , “ sukkede skovrideren . 
+Fritz havde stået ved vinduet . „ Der er han ! “ 
+Udbrød han glad og ilede ned for at tage mod den 
+blissede . 
+Madame Verland skyndte sig også ned for at tage 
+mod lægen og føre ham op til den sårede ; men ved 
+foden af trappen standsede hun pludselig forfærdet og 
+havde nær tabt lyset af hånden ved synet af Carl 
+Friborg , der dødbleg stod ligefor hende som et billede 
+af forstenet rædsel . 
+Han greb hende om armen så hårdt , som om 
+
+han ville knuse den , og spurgte med en stemme , der 
+gik hende til marv og ben : „ Er jeg en morder ? 
+Kvinde , sig sandhed ! “ vedblev han i en næsten truende 
+tone , da hun tøvede med svaret . 
+„ Med guds hjælp er de det ikke ; vi ville håbe 
+det bedste , mit stakkels barn , “ sagde Ida Verland med 
+kærlig deltagelse , idet hun tog hans iskolde hånd . 
+Doktor Frandsen , en vims lille , aldrende mand 
+med et klogt og godmodigt ansigt , trådte i det samme 
+ind ad døren . 
+„ Gud ske lov , at de kom så snart , kære hr . 
+Doktor ! “ sagde husmoderen hjerteligt . „ Jeg frygter , 
+det seer sørgeligt ud . Vil de straks gå op , “ vedblev 
+hun , idet hun hjalp lægen at befri sig for sit overtøj ; 
+„ det er døren lige for trappen . Min mand og 
+skovfogden er deroppe for at hjælpe med forbindingen , 
+og de vil også finde linned , vand , og hvao 
+de ellers kan behøve . Jeg må blive her , “ tilføjede 
+hun , idet hun pegede på Carl , „ her er en , der 
+trænger til min nærværelse og måske til deres med , 
+når de får besørget vor stakkels då . “ 
+Doktoren tog lyset og ilede op ad trappen , 
+hvorimod husmoderen atter greb Carls hånd og drog 
+ham med sig ind i den lune , lyse stue . Hun lod 
+ham sætte sig i lænestolen og talte milde , beroligende 
+ord til ham , medens hun gned hans kolde hænder 
+og venligt løftede hans bøjede hoved og så ham i 
+øjnene . Han var hende ingen fremmed i dette øjeblik ; 
+det var hendes eget barn , eller rettere det kom 
+hende for , som hun i dette øjeblik stod der for ham i 
+
+hans afdøde moders navn , som var det venne , der i 
+hende sørgede over og trøstede sit forvildede barn . 
+Carl sad endnu tavs og bleg som en støtte ; det 
+var , som om hans hele sjæl med navnløs kval var 
+samlet i det ene spørgsmål : „ Er jeg en morder ? “ 
+Den moderlige veninde fik intet svar på sine 
+ord , og når hun så i hans øjne , mødte hun et 
+tomt , stirrende blik , der opfyldte hendes sjæl med 
+angst for hans forstand . 
+Hvad skulle hun gøre ? Hvorledes lindre denne 
+sjæleangst ? Hun bøjede sig over ham , og han følte 
+hendes varme tårer falde på sit kolde ansigt , medens 
+hun med en moders inderlighed bad for ham . 
+Efter et angstfuldt kvarter lød skridt på trappen . 
+„ Det er Fritz , “ hviskedee moderen , „ han bringer en 
+god efterretning , det kan jeg høre på hans leite 
+skridt . “ 
+Således var det også . Gennem den halvtåbnede 
+dør stak Fritz sit smilende ansigt ind : „ Han 
+lever og vil med guds hjælp komme sig ! “ Med disse 
+ord trak han sig ligeså hurtigt tilbage og ilede op 
+igen . 
+Friborg var sprunget op . „ Jeg er ingen morder ! 
+Gud være evig lovet og takket ! “ udbrød han , idet 
+han uvilkårligt sank på knæ . 
+Men med den frygtelige spænding forlod også 
+kræfterne ham ; alt blev sort omkring ham , og da han 
+omsider åbnede øjnene igen , lå han på sofaen . 
+Foran ham stod madame Verland og badede hans 
+tindinger ; det var , som om en umådelig byrde trykkede 
+
+hans bryst , men hvad det var , kunne han ikke 
+erindre , og han følte ikke kraft og mod til at spørge 
+derom . 
+Døren åbnede sig ; skovrideren og lægen trådte 
+ind , og i samme øjeblik stod også det nylig oplevede 
+klart for Carls sjæl . 
+„ Nå , gud ske lov , mutter ! “ udbrød Verland 
+med munter stemme , „ Doktoren siger , vor brave då 
+vil sikkert komme sig . “ 
+„ Ja , “ fortsatte lægen selv , „ Såret er ikke farligt , 
+og den dybe afmagt var kun en følge af det store 
+blodtab . Der vil imidlertid hengå uger , og han vil 
+komme til at lide meget , men øm helbredelsen tvivler 
+jeg ikke . “ 
+„ Det er imidlertid ikke deres skyld , fribørg , “ 
+Sagde skovrideren med uvillig stemme til denne uden 
+at lægge mærke til hans tilstand . „ De har gjort , 
+hvad de kunne , for at blive mørder . Lige , for hjertet 
+har deres kugle ramt , og havde ikke skaftet af 
+hans store foldekniv , som børnene så lidt have gjort 
+rar af , standset kuglen og forandret dens retning , 
+så havde alverdens læger ikke kunnet hjælpe ham ; 
+nu er han sluppet med et par knækkede ribben og 
+med at få knivskaftet slået en tomme ind i kroppen . 
+Det er da godt , at Vorherre er dårernes formynder . “ 
+Lægen var imidlertid trådt hen til Carl og tog 
+hans hånd for at føle hans puls , medens skovrideren 
+vedblev : „ Det værste ved den satans historie 
+bliver endnu , at jeg ikke kan undgå at melde 
+
+den for politiet ; der har været for mange om den , 
+til at den kan dysses ned , og de vil efter al sandsynlighed 
+ikke kunne undgå en temmelig hård straf ; 
+nogle Års fængsel måske . Hvad for en djævel 
+har også ført deres hånd , at de skulle bære dem 
+så bæstisk ad ? “ føjede han harmfuldt til . 
+Carl havde rejst sig op . „ Jeg ved det knapt 
+selv , men det ved jeg , al jeg gerne vil lide alt , 
+hvad jeg har fortjent . Det kan alt sammen være det 
+samme , når jeg blot ingen morder er , “ vedblev han , 
+medens tårerne trillede ned ad hans kinder , med en 
+stemme så inderlig , at den i et øjeblik vandt ham 
+skovriderens hjerte . Ynglingen skjulte sit ansigt i 
+sine hænder og græd som et barn . 
+„ Det var godt , det var godt , “ mumlede lægen 
+med synlig tilfredshed . „ Lad de ham kun græde , 
+det er bedst for ham , “ henvenote han sig derpå til 
+madame Verland ! og så hvile og lidt kærlig deltagelse . 
+Den recept behøver jeg nok ikke at skrive for 
+dem ; den medicin kan de nok selv besørge ligeså 
+godt , som de her har sørget for medicin for fastende 
+maver , “ tilføjede doktoren leende , idet han satte sig 
+ved bordet , hvor Verland allerede havde taget plads . 
+„ Nu er det bedst , Ida , at du går op til då , 
+så kunne drengene og Anders skovfoged komme ned 
+og få noget at leve af , “ sagde skovrideren . 
+Ida Verland kastede et blik på Carl . 
+„ Det er godt , jeg forstår dig , “ svarede hendes 
+mand , „ ham skal jeg nok sørge for ; han skal komme 
+til ro i min egen seng , og jeg skal tage mig af ham 
+
+som om jeg var hans fader , stakkels knøs . Jeg har 
+aldrig følt så megen godhed for ham som i dette 
+øjeblik . “ 
+Hun nærmede sig til Carl . „ God nat , mit kære 
+barn , “ sagde hun med sagte stemme , idet hun lagde 
+sin hånd på hans hoved ; „ Gud velsigne dem ! “ 
+Carl løftede sit tårevædede ansigt . „ Gud vil 
+nok tilgive mig , “ hviskedee han , „ men vil då ? De 
+går jo op til ham , bed ham derom . “ 
+Hvis han kan tåle det , “ svarede madame Verland 
+og skyndte sig op til den sårede , som med et 
+mat smil hilsede sin kære madmoder . Hans udseende 
+var så lidende , at Ida ikke turde komme frem med 
+Carls bon , men efter et øjebliks forløb spurgte han 
+selv sagte : „ Hvor er Friborg , og hvorledes er det 
+gået ham ? “ 
+Den venlige husmoder fortalte nu om hans angst 
+og anger og endte med bøn om tilgivelse i hans 
+navn . 
+„ Stakkels knøs , “ udbrød Aksel då med bevæget 
+stemme ; „ lad ham komme herop . “ 
+„ Nej , nej , “ indvendte husmoderen , „ de er begge 
+nu for angrebne dertil . “ 
+„ Så bring ham min hilsen , arme Friborg , han 
+har måske mere at tilgive mig , end jeg ham . “ Aksel 
+lukkede udmattet øjnene , og der gik et vemodigt , men 
+tillige fortrøstningsfuldt og glad smil over hans blege 
+åsyn . 
+Madame Verland skyndte sig ned for at lette byrden 
+fra Carls sjæl . 
+
+„ Jeg rækker dem her hånden i dås navn , “ 
+Sagde hun venligt , , „ til fuld tilgivelse , således som 
+han engang håber selv at finde den . “ 
+Carl greb hånden og trykkede den til sine læber 
+og øjne . „ Tak , “ hviskedee han , „ tak for dette og for 
+alt , hvad de har været for mig i nat . “ 
+Hurtigt ilede hun igen op til den syge og overlod 
+til sin mand at sørge for , at de sunde blev forsynede 
+og forpleiede , en pligt , han også med godmodig 
+opmærksomhed opfyldte . Efter at have fulgt lægen 
+ud opfordrede han Carl til at søge hvile og hjalp med 
+gemytlig , næsten faderlig godhed den matte , åndsfraværende 
+gæst til sengs . Et øjeblik efter forkyndte hans 
+dybe , regelmæssige åndedræt , at også ban selv hvilede 
+efter dagens eller rettere nattens gerning . 
+Carl kunne derimod ikke sove , hvor udmattet han 
+end var både på sjæl og legeme ; hver gang hantrætte 
+øje lukkedes , så han sig selv i skoven lægge 
+den usalige Bosse an mod dås bryst , flippe hanen 
+og så ham segne om i sneen , og han for op i 
+skræk og vovede næppe at lukke øjnene igen . Endelig 
+satte han sig op med bankende tindinger og brændende 
+pande i håbet om dog således at blive det 
+skrækkelige billede kvit . Månen skinnede klart ind ad 
+vinduet , dens lys faldt på de to småpiger , der sov 
+trygt i hinandens arme ; det var et smukt fredeligt 
+billede . 
+Lille Alfred vågnede op og græd , pigen kom 
+ind , puslede ham og flyttede vuggen hen til børnenes 
+seng . „ Anna ! “ sagde hun , „ din moder har travlt , 
+
+hun er stået tidligt op , du kommer til at vugge din 
+Broder og synge for ham . “ 
+Lille Anna rejste sig søvndrukken , men begyndte 
+straks at vugge og synge ; det gjorde Carl godt at se 
+sin lille veninde og høre hendes stemme . Hun sang : 
+„ Visselulle , visselo , 
+sov , min lille , sødt i ro . 
+Ej du kender sorg og savn , 
+verden er dig moders favn , 
+der du slumre kan i ro . “ 
+Carl så på hende og lyttede , indtil hans dine 
+lukkedes , og billedet af lille Anna og hendes klare 
+stemme gik ind i hans drømme , indtil søvnen sænkede 
+sig dyb og drømmefri over de trætte øicnlåge . 
+Næste morgen var der ved ttebordet på herregården 
+megen tale om Friborgs fraværelse , og da 
+skovrideren i det samme kom ind , modtoges hun med 
+det enstemmige spørgsmål : „ Ved de ikke noget 
+om , hvor Friborg er ? “ 
+„ Jeg kommer netop for at tale om ham , “ svarede 
+han med usædvænlig alvorlighed ; „ han har i 
+nat været på krybskytten ved rørmosen i selskab 
+med Frederik sjællænder og store Lars , og da vi kom 
+efter dem , har Friborg skudt på godsforvalter då 
+og har såret ham temmelig betydeligt i brystet . 
+„ Død og salte pine ! “ råbte kammerråden forfærdet 
+og slog i bordet , så tallerkener og kopper 
+dandsede . 
+Fruen for op med et hvin , som bragte Kirstine , 
+der også var sprunget op , og hvis heftige natur ligeledes 
+
+ville have givet sig luft i et lydeligt udbrud , til 
+forlegen og tavs at sætte sig ned igen . Kun hendes 
+ængstlige blik og vekslende farve forkyndte , med hvor 
+dyb interesse hun hørte på skovriderens nærmere 
+beretning , som han sluttede således : „ Nu er jeg på 
+veim for ar melde sagen for øvrigheden . Stakkels 
+unge menneske ! i heldigste tilfælde undgår han ikke 
+et par Års fængselstraf . “ 
+„ Det er godt nok til ham ! “ råbte fruen med 
+sin skarpe slemme , „ den morder ! Jeg vil ikke se 
+ham for mine øjne ; han må aldrig mere sætte sine 
+fødder indenfor mine døre ! “ 
+„ Ja , så skal han min sjæl have lov til at 
+blive hos os , til hans dom er falden , “ sagde Verland 
+lidt ærgerlig og tilføjede bebrejdende : „ Havde de 
+set ham i nat græde glædestårer over ikke at være 
+en morder , så ville de aldrig kaldt ham således . 
+„ Mutter mener det ikke så hårdt , “ sagde kammerråden 
+undskyldende , „ hun er ikke så skem , som 
+hun seer ud til ; jeg skal selv gå ned og snakke med 
+fyren . “ 
+„ Ikke nu , “ sagde Verland afværgende ; „ han trænger 
+til ro , og den skal han have . Farvel og velsmagende 
+måltid . “ 
+Han skyndte sig afsted efterladende de tilbageblevne 
+i meget bevæget sindsstemning . Kirstine sad 
+tavs og bedrøvet , fruen skændte , kammerrådcn korssede 
+sig , og børnene græd ; de skulle jo også gøre 
+noget . 
+Da Carl vågnede ved middagstid , forekom det 
+
+ham , som om der var gået år hen siden den foregående 
+dag , og ligesom hans kærlighed og skinsvge 
+i hans kval og samvittighedsangst om natten 
+vare blevne som små umærkelige punkter , således 
+forekom de ham i dag at ligge så langt tilbage i tiden , 
+at han betragtede dem med den vemodige ro , 
+hvormed man seer tilbage på forbigangne lidelser ; 
+selv ratten med sin rædsel var flyttet underligt langt 
+bort . Han følte sig selv mange år ældre , og det var 
+næsten med en vis undren , at han så Anna som 
+den lille syv Års pige liste på tæerne hen til 
+sengen ; det foresvævede ham uklart , at også hun 
+måtte være bleven meget ældre . 
+„ Hvordan har du det , Carl ? “ var barnets ængstlige 
+spørgsmål , der kun besvaredes med spørgsmålet 
+til Dans befindende . 
+„ Å , “ svarede barnet med tårer i øjnene , 
+„ han siger , det er godt , men han seer så bleg , så 
+bleg ud . “ 
+Carl gyste uvilkårligt . „ Dersom han døde , Anna , 
+hvad ville du så gøre ? Så ville du vel være 
+vred på mig og aldrig tage min hånd mere ; så 
+var jo dås blod på den . “ 
+Anna greb uvilkårligt hans hånd mellem begge 
+sine og så ængsteligt på den : „ Dås blod på 
+den ? “ sagde hun spørgende . „ Så ville jeg græde . 
+Men jeg ville holde endnu mere af dig , hvis jeg 
+kunne , “ vedblev hun efter et øjebliks betænkning , 
+„ jeg ville holde din hånd så fast , så fast og græde 
+på den så længe , til blodet var rent vasket af ; “ og 
+
+barnet trykkede kærtegnende hans hånd til sine kinder 
+og læber . „ Men då kommer sig , “ blev hun 
+opmuntrende ved , „ det siger moder . “ 
+Ester middag kom Verland hjem ledsaget af 
+herredsfogden , kancelliråd bågøe , der kom for at 
+optage forhør på stedet . Denne , en hsi , mager 
+mand med et sint , skarpsindigt ansigt , var ved Verlands 
+fortælling bleven stemt meget til gunst for Carl 
+Friborg og blev det endnu mere ved et diebliks samtale 
+med den sårede , der ikke alene omtalte ham 
+uden al bitterhed , men med den hjerteligste deltagelse 
+anbefalede den stakkels yngling til hans dommers 
+velvillie . 
+Kammerråd Rosenberg havde indfundet sig med 
+begge karlene , og den hyggelige dagligstue var pludselig 
+forandret til en retssal . 
+Det var imidlertid et nemt forhor , hvorved øer 
+intet andet var at gøre end at høre på delinkventens 
+tilståelse . Herredsfogden , der i forvejen var vel stemt 
+mod Friborg , og på hvem hans smukke , ungdommelige 
+ydre , hans bleghed og den synlige bevægelse , 
+hvormed han afgav sin bekendelse , gjorde et godt 
+indtryk , ønskede inderligt , at sagen kunne stilles så 
+gunstigt som muligt for ham . Da Carl var kommet 
+til det punkt af sin fortælling , hvor han omtalte sin 
+flugt , der mislykkedes ved hans fald og dås rærmelse , 
+afbrød han ham livligt : „ O , jeg fatter det 
+altsammen ; de faldt , bøssen gik af , og skudet ramte 
+uheldigvis deres forfølger . Det var , hvad man kalder , 
+
+et vådeskud , “ vedblev han med særegent eftertryk og 
+et opmuntrende blik til Carl . 
+Ynglingen studsede . „ Nej , hr . Kancelliråd , “ 
+Svarede han bestemt , „ det var ikke af våde ; bøssen 
+gik ikke af i faldet , men jeg lagde ^n på ham med 
+trusel om at skyde , dersom han kom nærmere , og med 
+den hensigt at gøre det . Jeg skød for at dræbe ham i 
+en slags forestilling om , at verden ikke var stor nok 
+fil at rumme os to . Men da jeg så ham falde , 
+så sneen farves af hans blod , da følte jeg — ja , 
+det hører jo , gud ske lov ! ikke med her , — jeg 
+frøer , jeg var nær ved at blive gal af angst , og at 
+jeg kunne blive det endnu , dersom jeg skulle tilbagekalde 
+og fremstille klart , hvad der rørte sig i mig den 
+skrækkelige nat . “ 
+Carl lagde hånden på sin pande , som for at 
+jage tanken bort , og satte sig træt . Kancelliråden 
+betragtede ham halvt ærgerlig . „ At den klodrian ikke 
+ville lade sig hjælpe , “ sagde han siden privat fil skovrideren ; 
+„ ellers har man sin nød med at få delinkventerne 
+fil at tilstå tilstrækkeligt , i dag fik jeg meer 
+end nok ; men jeg lider dog den knøs for hans tossede 
+oprigtigheds skyld , der i bedste tilfælde vil koste 
+ham et par Års frihed . “ 
+Kammerråden ville have Carl hjem med sig , 
+men Verland erklærede , at han var for angrebet til at 
+arbejde i dag , og til han kunne det , skulle han have 
+lov til at blive i ro , hvor han var . 
+Dås sygeleje , der , som lægen havde sagt , blev 
+både temmelig langvarigt og smertefuldt , bragte en 
+
+betydelig forstyrrelse i kredsens hyggelige samliv . 
+Den , der led mest ved dette , var Carl , hvis bleghed 
+og alvorlighed ikke svandt , så længe han så de sørgelige 
+følger as sin overilelse . Al den tid , han kunne 
+undvære fra sit arbejde , tilbragte han ved dås seng . 
+Lige utrættelig dag og nat vidste han ikke , hvad ban 
+skulle finde på for at lindre eller glæde ham , og når 
+den ellers så tålmodigt lidende engang imellem ytrede 
+en klage eller viste et tegn til heftige smerter , da 
+vare hans selvbebrejdelser altid så bitre , at den syge 
+glemte sine egne smerter for at trøste og styrke ham . 
+Disse to så himmelvidt forskellige naturer knyttede 
+i denne for dem begge så tunge tid et virkeligt 
+sandt benskabsbånd af den slags , der varer hele livet . 
+Først da då kunne tåle at sidde op , da smerterne 
+ophørte , og den lille kreds samledes om aftenen 
+om den kære husfælles leje , begyndte Carl at få 
+sit friske , livsglade ansigt og sin muntre latter igen , 
+men ganske den samme blev han aldrig ; han havde 
+følt livets alvor og smerte , og det tankeløse , sorgløse 
+udtryk i hans ansigt kom ikke mere igen . 
+Hvad hans følelser angik , da ville det vist være 
+vanskeligt for ham at komme til klarhed over dem . 
+Hans hjerte bankede stærkere , når Kirstines som , 
+strålende øjne hvilede på ham , eller når hun talte 
+til ham nred sin klare stemme og sit søde smil ; 
+men når han så på då , når Kirstine , som hun 
+ofte gjorde , læste eller sang for denne , da havde han 
+dog en fornemmelse af , at den kærlighed , der lyste 
+i dås stille blik , var af en hel anden ædlere og 
+
+sandere natur end hans , og han følte en slags tilfredsstillelse 
+ved at bringe sin kærlighed som sonoffer 
+for sin brøde . Ida Verland glædede sig med moderlig 
+kærlighed over den fremgang , Carl øjensynlig havde 
+gjort ; hans sjæl havde fået et opsving , og da han 
+ikke var så barnagtig som før , havde han tabt noget 
+af sin frygt for at synes følsom , skønt hans tilbøjelighed 
+til at spotte sine egne bedste følelser endnu 
+undertiden brød frem som en skærende mislyd . 
+Fremtidens mørke udsigter bidroge også til at 
+give den letsindige , tankeløse yngling mere alvor . 
+Julen nærmede sig , og i år skulle den bringe Kirstine 
+opfyldelsen af sit længe nærede ønske at komme hjem til 
+den kære plejefader . Længe havde hun med barnlig 
+glæde forberedt alt til denne rejse , og mangen sildig 
+aftentime havde fundet hende beskæftiget med arbejder , 
+hvormed hun ville glæde dem alle i hjemmet , så meget 
+som hendes evner tillod hende . Med utålmodighed 
+havde hun talt dagene til julen , nu var 
+endelig den sidste kommen , den såkaldte „ Lillejuleaften ; “ 
+Næste morgen kl . 4 skulle hun køres til dagvognsstationen , 
+og ved middagstid kunne hun være ved det 
+ønskede mål . Kufferten var pakket , og den sidste 
+aften skulle naturligvis tilbringes i hendes kære andet 
+hjem , som hun kaldte skovridergården , og ved tanken 
+om at sige farvel for hele fjorten dage listede der sig 
+en vis vemod ind i hendes glæde . 
+Også de venner , hun skulle forlade , kunne ikke 
+lade være at sige sig selv , at hendes bortrejse ville 
+
+give en tom plads i kredsen , der ville betage den 
+meget af dens harmoni . 
+„ Det er næsten underligt at tænke på , “ sagde 
+hun halvt spøgende og halvt alvorligt , „ at jeg nu ikke 
+skal komme her før til næste år ; det er , som om jeg 
+skulle være så længe , så længe borte . “ 
+„ Ja , der kan ske meget , inden vi ses igen , “ 
+Bemærkede Aksel då , der endnu bleg og mat , men 
+forøvrigt helbredet sad i sofaen , idet han slog ind i 
+hendes halvt vemodige , halvt spøgende tone : „ Hvo 
+ved , hvad næste år bringer . “ 
+„ Å , meget , meget forskelligt , både ondt og 
+godt , “ svarede Adolf livligt ; „ først ondt , når jeg 
+nu snart skal forlade mit velsignede hjem , som jeg 
+ikke begriber , hvorledes jeg skal undvære , og drage til 
+fhen til forstråd Bredahl , og så godt , når jeg 
+med guds hjælp til næste jul skal komme her hjem 
+med mit lærebrev . Lad nu enhver af os sige , hvad 
+han ønsker og venter af det nhe år , “ vedblev han 
+muntert . 
+„ Jeg , “ sagde Fritz barnagtigt , „ ønsker og venter 
+et kuld dejlige hvalpe af ren race af lady til 
+foråret . “ 
+Alle lo , og moderen sagde : „ Jeg venter mig 
+megen glæde af eder alle og ved intet bedre ønske , 
+end at vi alle næste jul igen glade kunne sidde her 
+samlede , sunde på sjæl og legeme . “ 
+Då sagde intet , men i hans brune øjne , som 
+han fæstede på Kirstine , lå et stille glad håb , som 
+hendes strålende blik i det mindste ikke modsagde . 
+
+Carl greb husmoderens sidste ord og svarede med 
+et alvorligt udtryk : „ Det ønske bliver ikke opfyldt ; 
+jeg i det mindste kommer ikke med . Af det nye år 
+venter jeg kun dom og fængsel , og alt , hvad jeg 
+håber af det , er , at jeg må dømmes til ensomt 
+fængsel og således i det mindste blive fri for tugthusbekjendtskaber . “ 
+Skovrideren , der fandt , at samtalen var slået 
+over i en vel alvorlig gade , vendte sig nu med et 
+smil til Kirstine : „ Hvad ønsker de , lille Kirstine ? 
+Lad mig nu se , de kan ønske rigtigt fornuftigt og 
+fornøjeligt . “ 
+Kirstine forstod Verlands hensigt og svarede livligt : 
+„ Å , jeg ønsker mig at komme til et rigtig stort , 
+elegant bal , hvor jeg ret kunne se , hvordan den fine 
+verden slår sine folder . Jeg venter det imidlertid 
+ikke , men „ Unverhofft kommt oft , “ siger tysken . “ 
+„ Så ville jeg da ønske , at det måtte blive så 
+snart , at jeg kunne komme til at danse første Dands 
+med dem , “ sagde Friborg med et smil . 
+„ Og jeg ville ønske , at jeg kunne se på det , “ 
+Bemærkede Arel . 
+„ Det var min sjæl et beskedent ønske , “ lo skovrideren . 
+„ Hvad ønsker du , min glut ? “ tilføjede han 
+venligt , idet han klappede lille Anna . 
+„ Å , “ svarede barnet , „ jeg ville ønske , at jeg 
+i det nye år kunne lære ligesom troldmanden i eventyret 
+at gøre mig til en lille mus . “ 
+„ For så , ligesom denne at blive taget af katten ? “ 
+Skæmtede faderen . 
+
+„ O nej , “ svarede Anna , „ for at krybe op i 
+Carls ærmer , når han skal rejse i arrest , så kunne 
+jeg følge med ham og blive hos ham . “ 
+„ Kunde du da nænne at rejse bort fra mig ? “ 
+Spurgte faderen spøgende . 
+„ Ja , det kan du da nok begribe , “ var svaret ; 
+„ Du beholder jo både moder og Hilda og den søde 
+lille Alfred , men den stakkels Carl skal være ganske , 
+ganske alene . Det må dog være skrækkelig hårdt , “ 
+Og barnet brast i voldsom gråd og slyngede begge 
+armene om vennens Hals med en lidenskabelig heftighed , 
+som ellers var den blide pige uvant . 
+Carl trykkede hende fasf i sine arme og sagde bevæget : 
+„ Hvor menneskene dog er egcnkærlige ; jeg 
+glæder mig ordentlig ved dette barns smerte ; det gør 
+mig så godt , at jeg ved , hun vil græde søsterlige 
+tårer for min skyld . — men , “ vedblev ban , „ netop 
+nu må jeg jo glæde mig over ingen forældre at have , 
+ingen moder , som jeg kan gøre sorg og skam , og 
+dog har jeg aldrig i mine dage således ønsket at 
+have moder , som nu , da hun blot kunne sørge og 
+græde for min skyld . “ 
+Ida Verland lagde kærligt sin hånd på hank 
+skuldre . „ Så længe jeg lever , kære Carl , skal de 
+ikke mangle moderoine til at græde over deres sorg 
+eller moderhjerte til at dele deres glæde og bede for 
+dem . Forøvrigt , “ vedblev hun mildt , „ tror jeg , at 
+de aldrig ville have gjort deres moder så lidt sorg 
+som nu , i det mindste har jeg aldrig set på dem med 
+mindre bekymring . Gud har kaldt på dem i smerten , 
+
+og deres sjæl har svaret søm fordum Samuel : „ Her 
+er jeg , herre ! “ “ 
+Friborg trykkede den venlige hånd til sine læber , 
+medens tårerne løb ned ad hans kinder ; også i Kirstines 
+og begge drengenes øjne stod tårer . Selv 
+skovrideren følte , at intet forsøg på „ at komme om i 
+den rette gade “ ville lykkes , og Ida tog for at bringe 
+gemytterne i ligevægt Luthers huspostil ned fra hylden 
+og læste en juleprædiken ; derpå føreskog hun de unge 
+at synge om barnet i bettlehem , for at synge den 
+glæde fil huset , „ søm passer lige godt for den glade 
+og den sorgfulde . “ 
+Sangen lød smukt og fyldigt , men den vemodige 
+stemning ville ikke vige , og man skiltes tidligere end 
+sædvanligt , da Arel trængte fil ro , og Kirstine skulle 
+så tidligt op . 
+Kærligt sagde hun farvel fil hver især og gik 
+tavs og tankefuld ved Carls side gennem skoven i 
+det klare måneskin . Efter nogle minutters forløb 
+begyndte imidlertid Carl at række og strække sig som 
+en , der vågner af en dyb søvn . 
+„ Hvad går der af dem , Friborg ? “ spurgte 
+Kirstine lidt uvillig . 
+„ Å , jeg ryster blot sentimentaliteten af mig , “ 
+Svarede denne med en tilbagevenden fil sin kåbe tone . 
+„ Følsomhed , prædikener , psalmer og afsked , det er 
+formeget af det gode på en gang ; den dosis tåler 
+min mave ikke . Madame Verland er rigtignok en rar 
+kone , men i aften var hun næsten for god . “ 
+
+„ Friborg ! bvor kan de spotte så hjerteløst ? “ 
+Svarede Kirsfine heftig ! ; „ jeg er så beklemr i aften , 
+som om mit hjerte skulle briste . “ , 
+Friborg lo . „ Så hold bare på det , at det ikke 
+går itu , ellers kommer mutier Verland til at holde 
+ligprædiken , og så bliver det sidste værre end det 
+første . “ 
+„ Ti stille ! jeg kan ikke tåle det ! “ udbrød den 
+heftige pige med frembrvdende tårer , kastede sig på 
+en træstub og boiede heftigt hulkende sir ansigt ned i 
+sit skød . 
+Friborg blev stående uden at vide , hvad han 
+skulle gøre , forskrækker , dellagende og ikke langt fra 
+ar gøre hende selskab , da Kirsfine pludselig sprang 
+op og som en jager hind ilede hen ad den frosne vej . 
+Carl måtte løbe af alle kræfter for ar indhente 
+hende og nåde hende først ved døren . 
+„ Godnat og glædelig jul ! “ hviskedee hun åndeløs , 
+idet hun smuttede ned ad gangen til sit Kammer . 
+Hvorfor græd hun ? Ja , hun vidste det ikke selv ; 
+det var en uvilkårlig vemod , der havde grebet den 
+unge sjæl som en ubevidst anelse om livets kamp 
+og smerte . „ Natten , “ siger en berømt forfatterinde , 
+„ er en dårlig trosf for den bedrøvede . “ Det slår 
+imidlertid ikke altid til , i det mindste vågnede Kirstine 
+næste morgen strålende glad , da meiersken kl . 4 
+bragte hende kaffen ind , og snart sad hun på vognen 
+i lyksalig forudfolelse af den glæde , der ventede hende , 
+og rullede hen ad den frosne vej , der oplystes klart 
+af den synkende måne . Alt så så smukt ud , hun 
+
+kørte forbi skovridergården , der lå så roligt under 
+ve rimpuddrede træer , og kyssede smilende på fingeren 
+ad sovekammervinduet . Havde hun hævet blikket 
+skidt højere , havde hun set et vindue i kvisten blive 
+åbnet og en skikkelse bøje sig ud deraf , som med 
+øjnene fulgte vognen så langt den kunne , idet den 
+halvhøjt udtalte ordene : „ Farvel Kirstine ! “ 
+I sit hjem fandt Kirstine al den glæde , hun 
+havde ventet sig . I Bayers søster , tante Lotte , som 
+hun kaldte hende , fandt hun et af de kvindelige væsner , 
+som ved hjertensgodhed og medfødt takt erstatte , hvad 
+de mangle i dannelse . Opfyldt af taknemmelighed 
+og ubegrænset kærlighed til broderen var det en livsopgave 
+for hende at sørge for hans tilfredshed og 
+bekvemmeligheder , børnene vare velopdragne og lydige 
+og elsfede højere end alt „ Onkel Ferdinand , “ som 
+også på sin side elsfede dem . Med faderlig ømhed 
+fandt han sig i deres sjælmstykker og morede sig ved 
+deres barnlige samtale . Kirstine syntes , at han så 
+yngre ud , end da hun sidst så ham . 
+Med inderlig glæde og faderlig stolthed betragtede 
+han det elskede plejebarn . „ Nu mangler jeg intet 
+mere i at være en lykkelig mand , “ sagde han , „ da 
+jeg igen seer dig , mit hjertes barn , sund på sjæl 
+og legeme . Hvor gud er god , at han har givet mig 
+ensomme ungkarl så meget at leve for . “ 
+Det var fjorten velsignede dage , rige på fred , 
+glæde og kærlighed , som Kirstine tilbragte i hjemmet . 
+Hurtigt fløj de hen og med vemod tog hun den bestemte 
+dag afsted fra det kære hjem , hvor alle i 
+
+kærlighed klyngede sig om hende , for atter at tage 
+fat på sin gerning . Tanken om de kære venner , 
+hun vendte tilbage til , bidrog imidlertid til at opmuntre 
+både hende og den kære fader baner , der ikke kunne 
+blive træt af at betragte sin glut og glæde sig ved 
+tanken om de venner , hun havde fundet i den fremmede 
+egn . 
+Den tidlige vinteraften havde allerede kastet sit 
+slør over alle genstande , da Kirstine nærmede sig det 
+gamle Kjærbyholm . Hun smilede til de kendte steder 
+og nikkede til skovridergården , hvor allerede lysene 
+vare tændte , idet hun lovede sig selv endnu i aften trods 
+mørket at løbe en lille tur derned for at ønske glædeligt 
+nytår og se de kære venner et øjeblik . 
+Denne plan skulle imidlertid ikke komme til 
+udførelse . 
+Ved hjemkomsten mærkede Kirstine straks et usædvanligt 
+røre i hele huser ; pigebørnene kom hende ivrigt 
+imøde og havde så meget at fortælle , at hun , da alle 
+tre talte i munden på hinanden , i begyndelsen sket 
+intet kunne forstå . Endelig bragte hun dog så 
+meget ud af talen , at den rige onkel Edvard fra 
+Ostindien var kommen for tre dage siden med to rideheste 
+og tjener , ar moder gjorde alt for at være ham 
+til behag , og at der skulle være bal i morgen , men 
+at stadsen endnu langt fra var færdig . 
+„ Skynd dem endelig , søde Kirstine , “ bad Petra , 
+„ at få tøjet af og kom ind og hjælp os . » Sligt 
+kan de så udmærket , langt bedre end moder ! “ 
+
+Kirstine , der havde kørt hele dagen og havde en 
+anden bestemmelse for sin aften , var just ikke oplagt 
+til at opfylde denne bøn . Efterretningen om ballet 
+interesserede hende i dette øjeblik kun lidt og den ostindiske 
+onkels ankomst endnu mindre . Hun havde 
+ofte hørt denne og hans næsten fabelagtige rigdom 
+omtalt og forestillede sig en gusten , falmet ostindianer , 
+hvem penge var alt i verden . 
+På børnenes indstændige bønner lovede hun 
+imidlertid at hjælpe dem og fulgte med ind i stuen , 
+hvor hun uden at se sig videre om med en tavs hilsen 
+nærmede sig bordet , der var oversvømmet med Lenon , 
+bobinet og bånd . 
+„ Mine børns lærerinde , frøken Kirstine Bayer 
+— min Broder , kaptajn Rosenberg , “ præsenterede 
+kammerråden med ualmindelig høflighed . 
+Kirstine fæstede sine sorte øjne på kaptajnen 
+og blev overrasket stående . Det var ikke den gustne 
+ostindianer , men en ung , i det højeste trediveårig 
+mand af ualmindelig skønhed i strålende uniform 
+og med et udtryk af elegance og ridderlighed i hele 
+sin person , hvis lige Kirstine aldrig havde set . Også 
+kapitainen syntes at studse og et øjeblik at glemme 
+sig selv i betragtning af hendes friske , strålende 
+skønhed . 
+„ Hvad er der i vejen ? “ lo kammerråden , „ blive 
+de bange for hinanden ? “ 
+„ Nej , Broder ! “ svarede han med elegant lethed , 
+„ men når solen står op til usædvanlig tid , da er 
+det undskyldeligt , at man bliver blændet . Min skønne 
+
+frøken , “ vedblev han , idet han bøjede sig dybt for 
+Kirstine , „ De tilgiver mig , ikke sandt , og vil til bekræftælse 
+række mig hånden ? Vi skulle jo være husfæller 
+i de næste 8 dage , derfor før jeg nok være så dristig , “ 
+Og den elegante kaptajn rakte med ridderlig anstand 
+sin hånd mod den forbavsede pige , der undselig og 
+dog smigret ved den beundring , som udtalte sig i hans 
+ord og endnu mere . i hans blik , rakte ham sin uden 
+at sinde et eneste ord til svar . 
+Kirstine satte sig til sytøjet , men hendes tanker 
+fulgte mændene , der spadserede op og ned ad gulvet , 
+hun kunne ikke glemme , at dette var den ostindiske 
+onkel , som hun havde tænkt sig så aldeles anderledes . 
+Kapitain Rosenberg var kammerrådens halvbroder 
+og omtrent tyve år yngre end han . I sin 
+tidligste ungdom var han bleven ansat ved de danske 
+tropper i trankebar og tålte lykkeligt klimaets farer , 
+som bortrev hans kammerater . Hans usædvanlige 
+skønhed erhvervede ham en rig arvings kærlighed , 
+hun blev hans , og da hun efter et par Års 
+forløb døde uden børn , var den unge enkemand 
+enehersker over en formue , der efter vore begreber 
+nok kunne kaldes fyrstelig . Nu var han kommen hjem 
+før i sit fædreland at nyde sin rigdom og var en 
+genstand før almindelig opmærksomhed , der måske 
+ligeså meget vistes ham på grund af hans ualmindeligt 
+elskværdige og smukke personlighed , som på grund 
+af hans rigdom . 
+Det var ikke muligt at se en mere fuldendt gentleman . 
+Kirsfine havde aldrig før fundet røgen , der i 
+
+den grad virkeliggjorte hendes dramme og romantiske 
+forestillinger om de helte , som hun skulle møde i 
+berden . Hvad under da , at hendes sorte øjne fulgte 
+ham , når han gik ned ad gulvet ; når han gik den 
+anden vej turde hun ikke se op , da følte hun hans 
+smukke , brune øjne hvile på sig med det underligt 
+bløde og dog glødende blik , som hun ikke før havde 
+set i noget øje . 
+Ingen kunne bedre end æapitainen forstå at føre 
+en konversation , og snart satte han sig hen ved bor . 
+Det hos de unge piger og indledede en almindelig 
+samtale med dem , hvori også Kirsfine følte sig inddraget ; 
+hendes forlegenhed forsvandt , hun talte livligt 
+og ugenert og lyttede med dyb interesse til hans fortællinger 
+om sine rejser og om fremmede lande . 
+„ Men børn ! “ sagde kammerråden omsider , „ I 
+lade frøken Bayer sidde og hjælpe jer uden at tænke 
+på , at hun vel også har noget at gøre i stand for 
+sig selv til i morgen . “ 
+„ Å , “ svarede Laura næsvist , „ Kirstines stads 
+skal ikke gøre hende meget bryderi af den gyldige 
+grund , at hun ingen har . “ 
+Kirstine rødmede af harme og undseelse , og kammerråden 
+svarede : „ Det kan min salighed også være 
+det samme , enten frøken Bayer har stads eller ej ; 
+hun trænger ikke til klæderne for at være den smukkeste 
+af jer alle sammen . “ 
+„ Trænger ikke til klæder , hi , hi , hi ! “ lo Petra 
+med lidt misundelse ; „ Fatter er rigtig god ! Hvordan 
+
+troer han vel , at Kirstine ville tage sig ud i morgen 
+uden klæder ? “ 
+Den arme pige var nær ved at synke i jorden 
+af skam , men kaptajnen svarede med en lidt skarp 
+betoning : „ Det var ikke således ment , Petra ; din 
+fader ville dermed kun sige , at naturen så gavmildt 
+har smykket frøken Bayer , at hun ikke trænger til den 
+hjælp , som mange sinde i toilettet , men at selv den 
+simpleste , ja tarveligste dragt ville synes kongelig 
+pragt , når den bestråledes af hendes blomstrende 
+skønhed og friske ynde . “ 
+Fruen og Petra tilkastede kaptajnen ærgerlige 
+blikke , medens kammerråden gned sine hænder og 
+inderlig veltilfreds udbrød : „ Ja , du har ret , du har 
+ret , Broder Edvard ; det var just det , jeg ville have 
+sagt ! Jeg kan nok synes sådant noget , men jeg kan 
+nu aldrig komme uv af det med at belægge mine ord 
+så net som du . Jeg har det indvortes , ligesom de 
+Grimstrup får . “ 
+„ De Grimstrup får , hvad vil det sige ? “ spurgte 
+kapitainen med et smil . 
+„ Å , det er nu sådan en talemåde her på 
+egnen , “ svarede kammerråden . „ Seer du , — ja 
+det er nu en snes år siden , — da fik ejeren til 
+grimstrupgård , proprietair navn , nogle af de bekendte 
+spanske får ; det var de første , der kom hertil , og 
+bønderne syntes , det var nogle aparte får . Du ved 
+nok , de spanske se små og mogede ud . Men navn , 
+han var nu forgabet i sine får , og så kommer en 
+dag Peer bak , ham sognefogden fra Vrå , han skulle 
+
+da også se dem og hare , at det var gode får og 
+dyre får , får der ikke var mage til i ti Miles 
+omkreds . Nå da , Peer han seer jo på dem både 
+fortil og bagtil og siger til sidst : „ I jo gn ' vel ! Hr . 
+Propertæren kan vel ha ' e ret , men så må de nok 
+ha ' e det indvortes ; “ og siden den tid så sige vi 
+sådan . “ 
+Kapitainen lo , så af man så hans dejlige , 
+hvide tænder , og svarede : „ Det var en ypperlig historie , 
+Broder Thomas , og den passer godt ; du har 
+det virkelig også indvortes , gamle dreng , “ og den 
+høje , ranke kaptajn slog sin trivelige Broder på skulderen 
+med et så levende udtryk af venlig anerkendelse , 
+af Kirstine uvilkårlig følte den tykke forpagter 
+slige i hendes gode mening . 
+Børnene begyndte nu af tale om deres pynt og 
+deres forventning om den næste dags herlighed . 
+„ Det er aldrig værd af snakke så meget om , “ 
+Sagde fruen i en bittersød tone , „ det bliver kuns 
+meget tarveligt , i det mindste imod hvad eders onkel er 
+vant til ; i hans øjne vil det vist ligne ingenting . “ 
+„ Sig ikke det , kære Fru svigerinde , “ svarede 
+kapitainen med et galant buk ; „ jeg forsikrer dem , 
+af jeg med ungdommelig forventning glæder mig til 
+deres bal i morgen , især , “ tilføjede han henvendt til 
+Kirsfine , „ dersom frøken Bayer vil beære mig med den 
+første Dands . Jeg skal naturligvis åbne ballet og 
+være første løve , “ vedblev han henvendt til broderen , 
+der svarede med et bekræftende nik , medens fruen med 
+indædt harme udbrød , inden Kirsfine kunne svare : 
+
+„ Det er såmænd meget tvivlsomt , hr . Svoger , 
+om frøken Bayer kan komme til at danse første 
+Dands . Hun kommer til at hjælpe børnene med 
+deres pynt , da både jeg og Stine få andet at 
+gøre , og så siden klæde sig selv på , så del er ikke 
+rimeligt , at hun bliver færdig til første Dands . “ 
+„ For satan ! “ udbrød kammerråden , „ kan de 
+store tøse ikke hjælpe hinanden ? Jeg vil ikke have , 
+at frøken Bayer skal være deres kammerpige ; hun skal 
+være færdig i rette tid , og skulle de endelig hjælpes , 
+kan Karen fra mejeriet gøre det . “ 
+„ Hvad tænker du på ? “ begyndte fruen heftigt , 
+men Kirsfine afbrød hende : 
+„ Kære hr . Kammerråd , vi skulle alle blive færdige 
+i rette tid , det kan de stole på . Jeg hjælper 
+børnene , og de hjælpe mig ; de ved nvk , „ ved fælles 
+hjælp man målet når . “ “ 
+Kammerråden var straks afvæbnet , men fruens 
+fortrydelse var ikke så let dunstet bort , og da hun 
+senere blev ene med sin mand , udtalte hun sin misbilligelse 
+af det brud på god tone , at ikke husetældste 
+datter , -inen lærerinden , skulle opføre ballet 
+med den fejrede gæst , men kammerråden erklærede 
+kort , at ballet var gjort for broderens skyld , og så 
+skulle han „ min sjæl “ også have lov til at danse 
+med den , han havde mest lyst til . 
+Fruen gik vred i seng . 
+Endnu en gik utilfreds i seng den aften , og 
+det var Carl Friborg , der den hele aften tavs og med 
+skinsyg misfornøjelse havde været vidne til den ufordulgte 
+
+hyldning , som Rosenberg bragte Kirstine . „ Jeg 
+kunne asståe hende til den trofaste dåhjort , han fortjener 
+hende , men denne stadsmand , det er ikke til 
+at udholde . “ 
+Kirstine gik i seng med en underlig uro i hjertet , 
+som hun aldrig havde kendt for ; hun glemte sin aftenbøn , 
+medens hun i tankerne lyttede til hans smukke , 
+klangfulde stemme og så hans blik og smil , der , 
+det følte hun tydeligt , gjaldt hende på en anden 
+måde end alle andre . En uvilkårlig bebrejdelse 
+listede sig ind i hendes sind ved tanken om vennerne 
+på skovridergården . „ Jeg går derned i morgen 
+tidlig , “ tænkte hun , inden hun sov ind . 
+Den følgende morgen var husets travlhed imidlertid 
+så stor , at det ikke var muligt for Kirstine at 
+få en af pigerne til at vaske og stive hendes fattige 
+pynt , hvorfor hun selv måtte påtage sig dette arbejde 
+og siden fyre i sin kakkelovn for at få den 
+tørret og strøget , hvilken forretning tog hende endeel 
+tid , og senere hindrede den almindelige travlhed hende 
+i at udføre sit forsæt . ' „ Jeg seer dem jo også i aften , “ 
+Sagde hun trøstende til sig selv . 
+Aftenen kom . Pyntede af Kirstines smagfulde 
+hånd i nye , hvide kjoler med flagrende bånd så 
+pigebørnene så godt ud , som det efter deres natur 
+var dem muligt . Med et lille suk iførte hun sig selv 
+sin tarvelige dragt , men hun fortrød dog ikke at have 
+anvendt hele sin lille formue til julegaver i hjemmet ; 
+hun tænkte på fader Bayers og børnenes glæde , 
+og da hun efter endt toilette smilende så sig i spejlet , 
+
+fortalte hun sig selv ganske naivt , at hun dog så 
+nydelig ud , som hun var . 
+Kapitainen stod i fuld galla i stuen og mønstrede 
+de indtrædende med et veltilfreds blik . „ De 
+har ære af deres værk , frøken , “ sagde han ril Kirstine , 
+„ og selv ligner de en lille Vesta , der nærer den 
+hellige ild om end i en anden forstand end romernes . “ 
+Kapitainens øje hvilede beundrende på den unge piges 
+skønne Hals og skuldre , som til dels skjultes af det 
+såkaldle skjorteliv af hvidt Lenon , der tilligemed 
+skørtet af den gamle , lyserøde muselins køle udgjorde 
+hele hendes pynt . 
+Gæsterne samledes nu . Alle egnens forpagter- , 
+forvalter- og præstedøttre , nogle studenter , der vare 
+hjemme i ferien , egnens mandlige ungdom , der just 
+ikke var talrig og derfor havde gjort forskrivningen af 
+et læs dandseheste fra nærmeste købstad nødvendig . 
+Kirstine hjalp ivrigt med at byde theen omkring 
+og sørge for gæsterne , idet hun uroligt ventede på 
+sine venner fra skovridergården . 
+Endelig kom Adolf og Fritz alene med hilsen fra 
+fader , at han mod sædvane havde gigt i ryggen 
+og ikke var „ mobil , “ lille Anna var så forkølet , at 
+doktoren havde forbudt hende at gå ud , og moder 
+blev naturligvis hjemme hos sine patienter . Då var 
+efter nytår redet til sit hjem og ventedes ikke før om 
+nogle dage . 
+Nu tonede violinerne , og kapifainen kom for at 
+minde Kirstine om herides løfte at danse første Dands 
+med ham . 
+
+rødmende af glæde og undseelse fulgte hun med 
+bankende hjerte sin høje , statelige kavaler . Det første 
+bal er en begivenhed i en ung piges liv , hvortil 
+der imidlertid spores symptomer af en ellers ukendt 
+sygdom : „ Balfeber “ ; denne havde Kirstine imidlertid 
+ikke haft tid til at føle før i sidste øjeblik , og ildebefindendet 
+var også øjeblikkeligt forbi , da hun let 
+som en fugl fløt afsted i den brusende Vals , omslynget 
+af sin kavalers støttende arm . 
+Det var et smukt par , og alles øjne hvilede 
+også på dem ; men derpå tænkte de ikke ; for kapifainen 
+var i dette øjeblik Kirstine hele verden , og 
+hun strålede af ungdomsglæde og lykke ; således at 
+flyve afsted var en himmel af fryd . 
+Ingen havde før lagt mærke til den temmelig 
+lille , ikke balklædte pige , men da man så hende føre 
+op med den elegante kaptajn , blev hun snart en genstand 
+for almindelig opmærksomhed . Damerne kritiserede 
+hendes toilette , og herrerne beundrede hendes skønhed . 
+Dansen var næppe forbi , før hun modtog en 
+mængde engagements for de følgende dandse , og „ den 
+lille lærerinde i det højhalsede liv “ var ustridigt ballets 
+dronning til ikke liden ærgrelse for de andre , som 
+følte deres overlegenhed i ydre forhold og dragt . 
+Kapitainen viste hende al den opmærksomhed , som 
+han uden at mangle galanteri mod de andre damer 
+kunne vise hende , og Kirstines opmærksomme øje bemærkede 
+let , at han dansede på en anden måde 
+med hende end med dem . Det lette , beskyttende galanteri , 
+som han viste hende , den ridderlige opmærksomhed , 
+
+hvormed han kom hendes små ønsker i møde , skænkedes 
+kun hende . Kirstines sekstenårige forfængelighed fejrede 
+den største , måske første triumf , den bevidst 
+havde nydt . 
+Tanken om „ Rakkerpigen “ var vel med , men den 
+blev viist bort med en vis stolt tryghed . Det var jo 
+hende , som den elegante , søgte og beundrede balløve udmærkede , 
+hende , de andre misundte , fordi hun trods sin 
+simple dragt dog var den skønneste ; hvad under om 
+forfængelighedens dæmon hviskedee slangeord i det 
+ubevogtede øre . 
+„ Kan de huske deres ønske sidste aften hos 
+skovriderens ? “ spurgte Friborg , der omsider også havde 
+opnået en Dands med Kirstine , „ nu er det da opfyldt . “ 
+„ Nej , “ svarede Kirstine leende , „ jeg ønskede mig 
+på et rigtig storartet , elegant bal , hvor noblessen 
+kom , og i et toilette , der svarede til lejligheden , og 
+disse fordringer opfylder denne aften dog ikke , hvor 
+smuk den end er . “ 
+Kapitain Rosenberg , hvis opmærksomhed som sædvanlig 
+havde været henvendt på Kirstine , trådte nu 
+til og spurgte , hvad samtalen drejede sig om . Smilende 
+fortalte Kirstine om sit barnagtige ønske . Kaptajnen 
+hørte på hende med livlig interesse og svarede : „ Jeg 
+ville skatte mig lykkelig , dersom det faldt i min lod 
+at opfylde dem dette ønske . “ 
+Der var et næsten lidenskabeligt udtryk i hans 
+blik og stemme , der bragte Kirstine til at rødme og 
+igen vende sig til Friborg , som stod tavs og mørk , 
+
+følende sig på en ubehagelig måde i skygge ved 
+siden af den glimrende kaptajn . 
+Aftenen gik som et hav af fryd . Ved afskeden 
+sagde Kirstine til Fritz og Adolf , at hun næste dag , 
+hvis det blev hende muligt , ville komme til skovridergården . 
+Men næste dag ville skæbnen eller 
+fristeren det anderledes . 
+Det var næsten middag inden husets ungdom 
+kom op og noget blege , trætte og tunge samlede sig 
+øm kaffebordet . Fruen begyndte imidlertid straks at 
+tale om efter middag at tage fat på læsetimerne , 
+men kaptajnen udbrød : 
+„ Gud , bedste svigerinde , hvor kan de nu være 
+så barbarisk både mod deres eget kød og blod og 
+mod frøken Bayer ? Nej i eftermiddag kan der ikke 
+arbejdes . Ville de ikke foretrække en ridetour , frøken , 
+i det skønne frostvejr ? “ henvendte han sig nu til Kirstine , 
+der rødmende svarede , at hun ofte havde ønsket 
+at ride , men slet ikte forstod det . 
+„ 0 , det er snart lært , det påtager jeg mig at 
+lære dem ! “ råbte kaptajnen livligt . 
+Men fruen udbrød hvast : „ Det lader sig slet 
+ikke gøre ; vi have såmænd hverken saddel eller ridedragt ! “ 
+Fruens tone æggede Kirstines wodstandslyst . „ Å , 
+det kunne dog nok skaffes tilveie , “ sagde hun ; „ Madame 
+Verland har begge dele . “ 
+„ Det var fortræffeligt ! “ udbrød kaptajnen , dem 
+låne vi ! Friborg ! “ vedblev han skødesløst , „ skaf mig 
+et pålideligt bud til skovridergården og sig så med 
+
+det samme til min Karl , at han skal strigle begge 
+hestene så blanke som et spejl . “ 
+Friborg gjorde oprør indvendig , men adlød ikke 
+destomindre udvendig . 
+Kapitainen henvendte sig nu til sin Broder : „ Og 
+du , Thomas , du låner naturligvis gerne Johan 
+en hest ; jeg rider hans og overlader frøken Bayer 
+min ; det bedste er ikke for godt til hende . “ 
+Forpagteren havde ingen indvendinger . 
+Kapitainen skrev med flydende hånd en billet ' 
+til „ Fru Verland , “ hvori han i lette , smigrende udtryk 
+bad om det forønskede lån , og en halv time efter 
+var alt arrangeret til den påtænkte ridetour . 
+Kirstine følte sig lidt ængstelig , da hun skulle træde 
+på kapitainens hånd og indtage sit høje sæde , men 
+han beroligede hende smilende , og snart dansede den 
+skanke , fint tilredne hoppe hen ao vejen med sin lette 
+byrde , der hurtigt fandt sig tilrette i venne ny stilling 
+og var tryg ved sin ledsagers side , hvis beskyttende 
+arm hvert øjeblik var tiltede for at understøtte 
+hende . 
+Frostluften bragte atter roserne på hendes kinder 
+og ilden i de sorte øjne ; der var noget forunderligt 
+henrivende i den raske bevægelse og i at 
+beherske sådant et stort , kraftigt dyr . Der var 
+i hendes blik og smil noget stolt , som Rosenberg 
+ikke før havde set ; hun forekom ham skønnere end 
+nogensinde . 
+Touren gik forbi skovridergården ; Verland stød 
+i døren , han kaldte sin køne ud for at vise hende 
+
+det smukke syn , som de rede der , Kirstine så stolt 
+og glad ved den smukke kapitains side . 
+Kirstine nikkede muntert til sine venner ; hun var 
+så opfyldt af øjeblikket , at hun ikke engang havde 
+tid til at tænke på den utroskab , hun i grunden viste 
+mod dem . 
+Efter hjemkomsten måtte hun spille og synge , 
+og siden optog en livlig samtale hendes sjæl . 
+Posten kom , og breve og aviser bragte et øjeblik 
+standsning i underholdningen . 
+„ Se ! “ råbte Friborg pludseligt , idet han skød 
+en Avis over mod Kirstine ; „ der står opfyldelsen af 
+deres ønske . “ 
+Kirsfines øjne faldt på en bekjendtgjørelse om 
+et bal i næste købstad , hvori omegnens eleganteste 
+familier agtede at deltage , og hvortil listen endnu 
+imorgen kunne påtegnes hos vedkommende gæstgiver . 
+Ballet skulle afholdes næstkommende søndag , og man 
+havde allerede nået torsdag aften . 
+Kirstine rystede smilende på hovedet , men kaptajnen 
+greb avisen og forelæste bekjendtgjørelsen med 
+høj røst . „ Ja , jeg ved virkelig ikke bedre , end at 
+jeg i morgen rider til byen og tegner os , “ sagde han 
+derpå , som om det var en ting , der fulgte ganske 
+af sig selv . 
+„ Min gud ! hvad tænker de på , hr . Svoger ? “ 
+Råbte fruen , „ på søndag ! og alene med frøken 
+Bayer ! Det passer sig i sandhed ikke ; selv om frøkenen 
+i så kort tid kunne få en dragt i stand , må jeg 
+gøre indsigelser . Mine børns lærerinde skal ikke . . . “ 
+
+„ De misforstår mig aldeles , kære svigerinde , “ 
+Sagde kaptajnen , der af fruens mine så , at han 
+kunne vente en hård modstand . „ Det var ingenlunde 
+min hensigt at tage med frøkenen alene ; jeg ville 
+netop bede hende at følge med Petra og mig , hvis 
+de tillod det ? “ 
+Denne vending afvæbnede fruen . „ Kære hr . 
+Svoger , det kunne jo være en stor glæde for lille 
+Petra ; men for det første er hun ikke konfirmeret , og 
+for det andet er tiden for kort til al sørge for hendedragt . “ 
+„ 0 , det kommer vi let over , “ svarede Rosenberg 
+med et smil , „ Petra er stor nok , og man viser ikke 
+konfirmationsattest eller døbeseddel ved en flig lejlighed , 
+og den sidste hindring påtager jeg mig at fjerne . 
+Jeg vil betragte del som en stor gunst , hvis de unge 
+damer ville tillade mig at sørge for deres toilette og 
+blot med tillid overlade valget til min smag . “ 
+Efter adskillige indvendinger om tidens korthed 
+osv . , fik kaptajnen sin krig frem , og del blev 
+bestemt , at han næste morgen tidligt skulle tage til 
+byen og besørge alt fornødent . Udsigten til at komme 
+på bal belemret med den store , noget tunge og klnntede 
+Petra som appendiks til sit hjertes dame var 
+imidlertid ikke meget smilende , men den snilde østindianer 
+vidste at hjælpe sig . 
+I løbet af aftenen henvendte han sig flere 
+gange med usædvanlig velvilje til Friborg , hvem han 
+ellers havde behandlet med ligegyldig stolthed , og 
+gjorde ham som tilfældig opmærksom på , at en ung 
+
+wand i hans alder og stilling skyldte sig selv ikke 
+at holde sig tilbage ved en sådan lejlighed , og bragte 
+således Carl , hvis åbne karakter let påvirkedes , 
+til uden at han selv vidste det at tage den bestemmelse 
+også at lade sig tegne til ballet , hvilket kaptajnen 
+beredvilligt lovede at besørge for ham . 
+„ Nu have vi Petra forsørget , “ tænkte han , idet 
+han med et overlegent smil betragtede ynglingen , der 
+så let var gået i fælden . 
+Kirsfine havde tavs og med spændt opmærksomhed 
+fulgt forhandlingerne ; hendes hjerte bankede af frydefuld 
+forventning ved tanken om at få sit ønske 
+opfyldt , medens hendes kvindelige stolthed gjorde nogen 
+modstand mod at pådrage sig så stor en forbindtlighed 
+ligeoverfor en næsten fremmed , ung mand . 
+Kapitainens af naturen skarpe blik , der var skærpet 
+ved de varme følelser , den unge pige havde vakt i 
+hans sjæl , forstod måske hendes tanke ; thi da 
+fruen et øjeblik var gået ud , nærmede han sig til 
+hende , og idet han bøjede sig dybt ned over avisen , 
+der lå foran hende , sagde han næsten hviskende : 
+„ Frøken Kirstine ! De vil dog ikke forværve mig 
+en smuk Asten ? De ved ikke , hvor jeg glæder mig 
+til den ; siden jeg var et barn , tror jeg ikke , at jeg 
+i den grad har glædet mig til noget . “ 
+„ Men det er for meget at modtage for en fattig 
+pige . “ 
+„ Formeget ! som om de blev min skyldner . De 
+ved ikke selv , hvor meget godt de har gjort mig . Jeg 
+havde næsten ophørt at finde livet smukt , men de har 
+
+givet mig fornyet livslyst ; de har gjort verden skøn 
+i mine øjne og gjort mig ung igen . Kan de så 
+negte mig at afdrage lidt på denne gæld ? “ 
+Kirstine rødmede , og der var en stemme i hendes 
+hjerte , der advarede hende ; men hun var kun 16 år , 
+den udsigt , der åbnede sig for hende var så tillokkende , 
+kapitainen bad så alvorligt , og hans blik 
+talte hans sag endnu varmere end hans ord , og — 
+Kirstine gav nølende sit samtykke . 
+Længe før daggry næste morgen travede kaptajn 
+Rosenberg fuldt af fin tjener hen ad vejen fil den 
+to mil fraliggende kjøbsfad , og allerede før middag 
+var han tilbage igen og medbragte i en lukket vogn 
+alt nødvendigt fil to elegante baldragter og to sypiger , 
+som han ved løfte om tredobbelt betaling havde 
+formået fil at svigte tidligere indgåede forpligtelser . 
+Han havde endevendt den lille byes boutikker og bragt 
+de handlende fil fortvivlelse ved at vrage og laste , 
+hvad de selv fandt udmærket , og fil henrykkelse ved 
+det rige indkøb , han dog til sidst havde gjort . 
+Man kan tænke sig husets travlhed . Fruen var 
+henrykt over den mageløse svoger og forsikrede , at „ lille 
+Petra “ ville se sød ud i den himmelblå flors kjole 
+med hvide bånd og de rige guldsmykker om Hals 
+og arme . 
+„ Jeg har valgt hvidt fil dem , frøken , “ sagde 
+Rosenberg fil Kirstine ; „ en farvepragt som deres tør 
+man næsten ingen anden farve sætte ved siden af . 
+Det var knapt jeg turde vove at bestemme mig for 
+koraller , “ vedblev han , idet han åbnede et etui og 
+
+udbredte et fuldstændigt garniture for den forundrede 
+piges blik . Jeg har taget dem med fra Ostindien og 
+næsten hændelsesvis fået dem med herover . Det var 
+vist en god genius , ver bragte mig til at lægge dem 
+i min kuffert . “ 
+At der fra nu af og til søndag ikke var tanke 
+i huset for andet end balstads og bal , kan man nok 
+tænke . — det kom Kirstine for , som om hun var 
+inddraget i en eventyrverden , hvori hun uimodståelig 
+følte sig henreven . 
+Om eftermiddagen måtte hun trods travlheden 
+ride en tur med kaptajnen , som så bagefter for at 
+forsone sin strenge Fru svigerinde red tur med Petra , 
+uagtet hun , som Johan behagede at udtrykke sig , hang 
+på hesten som en møllesæk og udstødte et lille vræl , 
+hver gang den slog ind i rask trav . 
+Endelig nådes da den store dag . Stadsen 
+var færdig og prøvet og gjorde i sandhed kapitainens 
+smag ære . Vognen , som han havde bestilt fra 
+byen for at hente damerne , da kammerråden ingen 
+lukket vogn havde , kom ved middagstid , og efter at al 
+stadsen endnu engang var efterset og pakket ind , og 
+alt gjort rede , sagde de unge piger farvel med lidt 
+beklemte hjerter . Det var jo begges indtræden i 
+egnens fineste verden og en stor begivenhed i deres 
+liv . Fruen var lutter smil og solskin , og for ret 
+at glæde hende udbad kaptajnen sig første Dands med 
+Petra , inden de kørte . 
+Ved ankomsten til byen fandt de alt forberedt 
+på det bedste for dem . Opvartningspigen førte dem 
+
+straks til de varme værelser , som kaptajnen i forvejen 
+havde bestilt . Friseuren ventede på dem for at tilbyde 
+sin tjeneste , og under hans kunstfærdige hånd forvandledes 
+snart Petras tykke , lyse , men noget stride 
+hår til en prydelse , hvis lige hun ikke selv havde 
+drømt om ; slynget om den antikke , gyldne pil hævede 
+det på en fordelagtig måde hendes ungdommelige 
+friske , skønt ikke smukke ansigt . Den blå dragt 
+klædte hende , og de massive , amikke guldsmykker passede 
+forunderligt godt til hendes store former . 
+Kapitainen betragtede hende næsten overrasket , da 
+hun trådte ind i værelset , hvor han havde ladet 
+servere the for sine damer , inden ballet skulle 
+begynde . 
+„ Jeg tror næsten , at min smukke niece ligner 
+sit eller en anden nordisk heltinde , “ sagde han smilende , 
+idet han kyssede hendes store hånd . 
+„ Der kan man se , hvad klæder kan gøre , “ 
+Mumlede Friborg mindre ridderlig . 
+Det var godt for Petra , at hun kom først , thi 
+ellers var der vist ingen beundring bleven hende til 
+del ; thi da Kirstine et øjeblik efter trådte ind , optog 
+hun herrernes hele opmærksomhed , og vel måtte hun det , 
+som hun stod der første gang i sit liv smykket med 
+en dragt , der svarede til hendes skønhed , glad som 
+et barn over den og dog undseelig i sin uvante 
+herlighed . 
+„ Det var da heldigt , jeg ikke bød dem juveler , “ 
+Sagde kaptajnen ; „ Deres øjne overstråle alle ædle 
+
+stene , deres tænder ville beskæmme Perler , og deres 
+læber rivalisere med korallerne , der se ud , som om 
+de blegnede , fordi de ikke kunne nå deres farveglands . 
+Og ved de , “ vedblev han , „ hvad friseuren 
+svarede , da jeg betalte ham og spurgte , hvorledes han 
+kunne blive så hurtigt færdig ? „ Naturen har gjort 
+så meget for den ene af deres damer , at kunsten 
+intet tør tilføje før ikke at fordærve . “ Det kalder 
+jeg en galant friseur på ære . Men kunne man 
+ikke blive det af at se på dem , så blev man det 
+aldrig . “ 
+For Kirstines barnlige forfængelighed var alt 
+dette næsten for meget ; men den sky undseelse , hun følte 
+ved tanken om at træde ind i det glimrende selskab , 
+der i det mindste i ydre forhold stod så langt over 
+hende , rakkerpigen , dannede i dette øjeblik en heldig 
+modvægt . 
+Nu slog klokken svv ; ballet skulle begynde . 
+Kapitainen bød begge sine damer armen og sorte dem 
+op i det ret smukke , vel oplyste ballokale . 
+Selskabet var samlet : hele egnens noblesse , herremændsfolk , 
+byens høje øvrighed , de rigeste kjøbmændsfamilier , 
+ja endog grever , baroner , kammer- og andre 
+junkere ; det var en forsamling så glimrende , som 
+den på nogen måde kunne bringes tilveie i denne 
+noget afsides egn . 
+Damerne havde opbudt alt for at overstråle hinanden 
+ved denne festlige lejlighed , og herrerne kasteve 
+mønstrende blikke på dem både med bevæbnede og 
+ubevæbnede øjne . 
+
+kapitainen og hans damers ankomst vakte nogen 
+sensation ; de fleste havde hørt tale om den rige ostindianer 
+og hans store indkøb osv . , og både hans og 
+hans damers personligheder vare vel skikkede til at 
+tiltrække sig opmærksomhed . Damerne måtte med 
+ærgrelse sige sig selv , at der ikke var et så elegant 
+og så underligt harmonisk toilette på hele ballet som 
+de nysankomnes . 
+Der blev imidlertid ikke lang tid til eksamination , 
+thi instrumenterne klang , og parrerne stillede 
+sig op . 
+Kapitainen førte efter aftale Petra og Friborg 
+Kirstine ; men da deres plads i rækken var efter hinanden , 
+kunne Rosenberg efter behag konversere Kirstine , 
+og ved hver lejlighed inklinerede han for hende . Hvor 
+let fløj de ikke afsted sammen ! Dansen var ikke til 
+ende , for flere af ballets mandlige stjerner havde 
+henvendt sig til kaptajnen for at blive forestillet for 
+hans damer . 
+„ Ru er da deres ønske opfyldt , “ sagde Friborg , 
+da kaptajnen dansede ud med Petra , „ og de er glad 
+og lykkelig . Jeg har også fået mit opfyldt , men er 
+dog ikke glad . Den stakkels då fik ikke sit beskedne 
+0 > nske opfyldt , og tror de , han havde været glad , 
+hvis han havde nået det ? Tror de , han med glæde 
+havde set på dem i aften ? “ 
+„ Ja , hvorfor skulle han ikke det ? “ sagde Kirstine 
+leende , men hendes latter kom ikke rigtig fra hjertet , 
+som den plejede . 
+
+snart var Kirstine „ komplet i vælten “ ; alle herrerne 
+kappedes om at føre hende til Dands , og hendes små , 
+rappe fødder havde aldrig hvile . Det regnede med 
+mere eller mindre vel anbragte komplimenter , som hun , 
+der nu havde vundet hele sin ungdommelige livlighed 
+og sikkerhed igen , besvarede med lystige og vittige 
+indfald . „ Hun er lige glimrende ved ånd og skønhed , “ 
+Erklærede herrerne . 
+„ Hvem , der er skøn som hun , er „ født , “ om 
+hun så var bondepige , “ erklærede en af de adelige , 
+og både adel og borgerstand kappedes om at bringe 
+ungdom og skønhed sin hyldest . De adelige damer 
+havde begyndt med at kritisere hende , derpå , da de 
+så , hun gjorde lykke , søgte de klogeligt at protegere 
+den „ lille borgerlige , “ men snart opdagende , at hun 
+ikke trængte til deres protektion , fandt de det rigtigere 
+sammen med de øvrige at fetere hende ; det lod dog 
+så smukt ikke at være misundelig , det viste „ den 
+sande adel . “ 
+Kirstine var alt for glad til ikke at tage deres 
+venlighed for ægte mønt ; hun havde aldrig i sine 
+dage moret sig så godt og udtrykte sin tak til kaptajnen 
+med så barnlig frimodighed , at han var aldeles 
+lyksalig . 
+Den lange vinternat var næsten til ende , da 
+vognen bragte de trætte , men henrykte balgjæster tilbage 
+til Kjærbyholm . 
+Det var over middag , da Kirstine vågnede . 
+Ovenpå en stor spænding , enten det så er glæde 
+eller sorg , følger gerne en tilsvarende slaphed . Hun 
+
+følte sig træt og nedsteint og utilfreos med sig selv . 
+Hvorfor ? Det vidste hun ikke ; hun havde intet gjort , 
+det vidste hun bestemt , som var ondt eller syndigt . 
+Friborgs ord : „ Ville då have været glad ved at 
+se dem her ? “ kom tilbage i hendes tanker . Langsomt 
+fuldendte hun sin påklædning , rømmede op i sit 
+værelse og satte sig så ved vinduet med hånden 
+under kinden for at tænke over sig selv og sine forhold . 
+„ Har jeg virkelig gjort uret mod den stille , trofaste 
+då ? Hvad kan jeg for , at kaptajnen synes 
+om mig , at han er smuk og elskværdig ? Han ligner 
+elskeren i bøgerne . Det er jo ikke min skyld , og 
+man kan da også nok synes om folk uden at elske 
+dem , — og hvad uret gjorde jeg , om jeg elskede ham , 
+— jeg har intet lovet , — då har intet ord talt , — 
+hvor kan jeg vide , at han elsker mig ? Han er ædel 
+og god , — han er mig kær , — men er kaptajnen 
+ikke også ædel og god , og tør han ikke også være 
+mig kær ? “ Kirstines tanker standsede et øjeblik . 
+„ Hvem skulle have troet , at jeg kunne være hjemme 
+otte dage uden at se Verlands ? Cr det da ikke uret , 
+således at glemme sine venner , at lade sig henrive ? 
+Og jeg har ladet mig henrive , henrive af fornøjelserne , 
+henrive af Rosenborgs elskværdighed . — hvad er det 
+for en magt , denne mand udøver over mig ? — er 
+det ikke , som jeg var en bold i hans hånd og ikkun 
+kunne handle , som han vil det ? — for hans skyld 
+er det , jeg har glemt og forsømt mine venner ; og 
+lille Anna , som ikke er rask , o ! hun har bestemt 
+længtes efter mig ; og Ida , — hvad tænker hun ? — 
+
+men i morgen skal jeg komme , — i morgen rejser jo 
+han , det er godt , — så kan jeg igen blive mig 
+selv . — men her vil blive tomt , når han rejser , 
+tomt , øde og kedeligt ! — jeg vil savne ham , — han 
+tager livet med sig , — o ! hvor jeg er urolig , — 
+havde jeg blot aldrig kendt ham , aldrig levet denne 
+vidunderligt dejlige uge . “ 
+Såvidt var Kirsfine kommen med sine selvbebrejdelser , 
+da en sagte banken på døren vakte hende ; 
+hun troede , det var et af børnene , og svarede ilden 
+betænkning : „ Kom ind ! “ men blev ikke lidt forbavset 
+ved at se kaptajnen træede ind . Han var bleg , og 
+der var et usædvanligt alvor udbredt over hans smukke 
+træk . 
+„ Tilgiv min dristighed ! “ bad han med en sagte , 
+bevæget stemme , „ men jeg så dem sidde i vinduet , 
+og det var mig så nødvendigt at tale rigtigt med dem , 
+inden jeg rejser . “ 
+Han tav . Kirstine bød ham en stol og tav 
+ligeledes . Efter et par minutters tavshed begyndte 
+kapitainen igen . „ Jeg rejser i morgen , frøken Kirstine , 
+er de glad over det ? “ 
+„ Ja , jeg tror det , “ lød den unge piges oprigtige 
+svar . 
+„ Men jeg , “ vedblev han , „ jeg rejser bedrøvet og 
+kommer vist aldrig nogensinde tilbage . “ 
+„ Aldrig mere ! “ råbte Kirstine forskrækket . Der 
+var noget så alvorligt og sørgmodigt med i Rosenborgs 
+stemme , at det gik hende til hjertet . 
+
+„ Så de gerne , at jeg kom igen ? “ spurgte 
+han bedende . „ Ville de blive glad over det ? “ 
+„ Ja , jeg tror det dog , “ svarede Kirstine . 
+Kapitainen trådte et skridt nærmere . 
+„ Kirstine , “ bad han , „ af dem afhænger det , om 
+jeg skal rejse glad eller sorgfuld , komme snart igen 
+eller aldrig . “ 
+Kirstine tav , og han vedblev med skælvende 
+stemme : 
+„ Kirstine ! Jeg har aldrig truffet nogen kvinde , 
+der har gjon indtryk på mig , som de ; jeg har aldrig 
+truffet noget skønnere , noget , der således fortryllede 
+og henrev mig . Bliv min ! skænk mig deres hånd , 
+og jeg vil skatte den som min bedste rigdom . Bliv 
+min ! og jeg er rigere end en konge ; hvis ikke er jeg 
+fattig midt i al min rigdom . “ 
+Han bøjede det ene knæ til jorden og så ind 
+i den unge piges øjne med et blik mere veltalende 
+end ord . 
+Det var , som alt løb rundt for Kirstine ; hun , 
+rakkerpigen , opnå en sådan lykke ! Men elskede 
+hun ham ? Turde hun tilhøre ham for hele livet ? 
+Han ville blive for bedrøvet ved hendes nej , så glad 
+ved et ja , men turde hun udtale det ? Hun tav og 
+så mildt , men næsten bedrøvet på ham . 
+Rosenberg greb begge hendes hænder : „ Elskede , 
+tilbedte pige ! “ råbte han lidenskabeligt , „ Du kan ikke 
+ville forstøde mig , ikke bringe mig til fortvivlelse . 
+Livet uden dig er helvede , med dig er det himmerig ! 
+0 , vi skulle være så lykkelige ! “ 
+
+„ Men jeg er et fattigt barn , “ hviskedee Kirstine 
+næppe hørligt . 
+„ Nej , du er rig , “ kød svaret , „ rig på ungdom , 
+skønhed og lykke . Jeg er den fattige , del 
+med mig og lad mig ikke forsmægte . “ 
+Han slyngede sin arm om hende , atter udøvede 
+han sin tryllemagt over det stakkels barn , og hun lod 
+sig som villieløs drage i hans favn . Hun følte hans 
+læber på sin mund i et brændende Kys og så 
+hans øjne lyse af fryd . 
+„ Min ! “ jublede han , „ min for bestandigt ! Elskede 
+pige , sig det ! tal blot et ord og lad mig høre bekræftelsen 
+af din mund ; sig : jeg er din , Edvard . “ 
+„ Jeg er din , Edvard , „ hviskedee Kirstine sagte , 
+idet hun brast i en voldsom gråd og støttede sit hoved 
+mod kapitainens skuldre . 
+Jo , hun elskede ham dog vist ; det var så dejligt 
+at se ham så glad , og beroliget hørte hun nu på 
+det glimrende billede af fremtiden , som han oprullede 
+for hende . 
+Efter nogen tids forløb sagde kaptajnen : „ Nu , 
+min lille brud , nu er det nok bedst , at vi gå ind 
+til familien og modtage deres lykønskning . “ 
+Kirstine rødmede undseligt , men kaptajnen greb 
+hendes hånd , førte hende ind i stuen , hvor netop 
+familien var samlet om det noget sildige kaffebord , 
+og fremstillede hende med få ord som sin forlovede . 
+Var månen falden ned på bordet imellem dem , 
+kunne forbavselsen ikke være bleven større , end den nu 
+blev . Kammerråden tabte sin fulde kop ned på 
+
+gulvet , men var bog den første , øer fattede sig og 
+med godmodig hjertelighed ønskede de nyforlovede til 
+lykke , idet han gjorde sine svogerrettigheder gældende 
+ved et suffisant Kys på hver af Kirstines blussende 
+kinder . 
+Men ikke således fruen . Efter at hun en rum 
+tid havde stået som en støtte , løstes endelig hendes 
+tunges bånd , og hendes hjerte skaffede sig luft i en 
+strøm af bebrejdelser mod Kirstine , hvem hun beskyldte 
+for koketteri , egennytte og lumskhed , erklærede , 
+at hun havde indsneget sig i familien for at bringe 
+tvedragt og knuse hendes moderhjerte ; talen endte 
+med den erklæring , at hun ikke ville have en pige 
+af så tvetydig moralitet i sit hus en dag længere , 
+det skyldte hun sine opvoksende døtre ; hun skulle endnu 
+samme aften skikkes til Viborg , hvor hun hørte til . 
+Som himmelfalden havde kaptajnen hørt denne 
+ordstrøm , der først standsede , da fruens vejr var 
+udtømt , og hun udmattet sank ned på en stol mellem 
+sine grædende døtre . Han tog nu ordet med alvor 
+og harme : „ Fru svigerinde , “ sagde han , „ De har 
+ingen ret til at gøre det stakkels barn bebrejdelser , 
+og jeg vil bede dem huske på , at hun fra dette 
+øjeblik af ikke er deres undergivne , men står under 
+min beskyttelse , og de tager fejl , hvis de tror , at 
+jeg tåler fornærmelser mod hende . Hvad opholdet 
+her angår , så kan jeg godt lade være at besvære 
+dem med det , da jeg allerhelst tager hende med mig 
+imorgen til København , hvor hun i min moders 
+
+hjem skal være en kær datter , indtil jeg får indrettet 
+et eget hjem til min skønne brud . “ 
+„ Ikke en time vil jeg have hende j huset , “ 
+Stønnede fruen . 
+„ Nej , stop nu , mutter ! “ sagde kammerråden 
+bestemt , „ lad os nu være mennesker ; sådan en historie 
+som at jage barnet øjeblikkeligt bort vil jeg min sjæl 
+ikke vide noget af . Vil Edvard tage hende med i morgen , 
+det er en anden sag ; han har jo første prioritet nu . “ 
+„ Det er altså afgjort ; i morgen klokken fire rejse 
+vi , “ sagde kaptajnen tilfreds . „ Så må du nok 
+skynde dig med dine rejsetilberedelser , min lille brud ; 
+skal jeg hjælpe dig at pakke ind ? “ 
+„ Nej , tak , “ svarede Kirstine smilende , „ det vil 
+jeg helst være ene om . “ 
+„ Ja ja , min lille svigerinde , “ to forpagteren , 
+„ jeg skal nok passe på ham så længe , at han ikke 
+skal komme ned og forstyrre dem ; men nu skal de 
+og Edvard min salighed drikke kaffe først , så kan 
+de skænke en kop til for den , der gik i gulvet ; 
+mutter og tøsene er jo lidt af lave endnu af overraskelse . 
+Skal vi drikke på den , du ? “ vedblev han 
+munter , idet han stødte sin kop mod broderens . 
+Efter kaffen ilede Kirstine ned i sit Kammer for 
+at pakke ind og for at være alene . Hvad var dog 
+alt dette ? Nu havde hun igen ladet sig rive med , 
+med to > hele livet . Hun var så underlig angst ; 
+havde hun dog ikke handlet overilet ? Hun havde jo 
+dog gjort lykke , havde grund til at være glad , — 
+hvilken fremtid ventede hende ikke ? Alle hendes dristigste 
+
+drømmæ skulle virkeliggjores , og dog skælvede hun 
+for sin lykke . 
+Lille Sofie og Laura kom ned for at tilbyde deres 
+tjeneste ved indpakningen . 
+„ De er rigtignok lykkelig , Kirstine , “ sagde soste , 
+„ der sådan får den rige onkel Edvard til mand . 
+De kan sagtens ! Moder siger , at han da gerne kunne 
+have ventet et år endnu , så havde han kunnet få 
+Petra ; men jeg og Laura , vi synes nu , at det er bedst , at 
+Petra ikke bliver rigere og fornemmere end vi andre . “ 
+Kirstine takkede for deres tilbud , men forsikrede , 
+at hun godt kunne blive færdig selv ; nu måtte hun 
+først et øjeblik ned i skovridergården og sige farvel , 
+og dersom nogen spurgte om hende , kunne de sige , 
+hvor hun var . 
+Kirstine kastede sit shavl over- hovedet og ilede 
+afsted ; hun kunne dog ikke rejse uden at se Ida . 
+Allerede langt fra så hun denne stå i døren ; 
+nu bemærkede hun hende og skrmdte sig at komme hende 
+imøde . 
+„ Endelig , endelig har jeg dig da , du slemme 
+pige ! “ råbte Ida Verland muntert , idet hun med begge 
+armene omslyngede den unge veninde ; „ hvor vi har 
+længtes efter dig ! Nu skal du også rigtig fortælle 
+om alt , hvad du har oplevet . “ 
+Kirstine brast i gråd og skjulte sit hoved ved 
+venindens bryst . 
+„ Hvad er det ? For guds skyld tal , hvad fattes 
+dig , kære barn ? “ spurgte Ida bekymret , idet hun 
+drog den unge pige ind i stuen . 
+
+„ Ak Ida ! “ sagde Kirstine med anstrengelse før 
+at få ordene frem , „ jeg har givet mit ord til 
+kapitain Rosenberg , — jeg rejser med ham i morgen 
+til København til hans moder . “ 
+Ida slog hænderne sammen af forfærdelse . „ Forlovet 
+dig med kaptajnen ? Ulykkelige barn , hvad har 
+du gjort ? Hvor kunne du handle så ubesindigt ? Således 
+handle med din egen og andres lykke ? “ Idas 
+stemme lød smertelig streng . „ Kirstine , Kirstine , til 
+hvormegen smerte vil ikke du være grund . “ 
+Kirstine stod som tilintetgjort . 
+„ De er for streng , kære madame Verland , “ lød 
+i det samme Aksel dås rolige stemme ; „ De forskrækker 
+jo rent den unge pige . Hvor kan de , der altid er 
+så god , nænne at gøre det ? “ 
+Aksel var for en halv times tid siden kommen 
+hjem fra sin ferierejse og havde træt sat sig i Verlands 
+store lænestol , hvor de indtrædende beskæftigede med 
+sig selv , som de vare , ikke havde bemærket ham før 
+nu , da han rejste sig op og trådte hen til dem . 
+„ Jeg synes snarere , at de skulle lykønske frøken 
+Kirstine og glæde dem på hendes vegne ; chi hun 
+har jo gjort en mere end almindelig lykke . Jeg kender 
+ikke kaptajn Rosenberg personlig , men jeg har hørt 
+om ham , at han skal være ligeså elskværdig og smuk , 
+som han er rig . Jeg vil da gratulere , “ fortsatte han , 
+idet han rakte Kirstine hånden , „ og gud lade dem 
+blive så lykkelig , som jeg ønsker dem det . “ 
+Dås stemme var rolig , medens han sagde disse 
+ord , hans blik hvilede ligeså mildt på den unge 
+
+pige , som det plejede , og der var et smil om hans 
+mund , men hans kinder og læber vare blevne ligblege , 
+dog vovede hverken Kirstine eller Ida Verland 
+at spørge om , hvad han sattedes . 
+Ikke således med lille Anna , der i samme øjeblik 
+kom ind og med et udbrud af glæde sprang hen 
+til vennen , som hun endnu ikke havde set . „ Kære 
+då ! velkommen hjem og glædeligt nyt . . . , men 
+hvordan er det , du seer ud ? Er du syg ? “ afbrød 
+hun sig selv deltagende og så forskende ind i hans 
+blege ansigt . 
+„ Syg er jeg ikke , lille Anna , “ var svaret , idet 
+han atter satte sig i lænestolen , „ men jeg er meget 
+træt og har en slem hovedpine . “ 
+Han lukkede øjnene og lænede sig tilbage i stolen . 
+Barnet nærmede sig deltagende og lagde sin lille varme 
+hånd på hans kolde pande . Då drog hende tæt 
+hen til sig og lagde sit hoved på hendes skulder . 
+Lille Anna var den eneste , der mærkede , at den stærke 
+mand skælvede som et løv . 
+Mod sædvane sad i dag Ida Verland og Kirstine 
+tavse ved siden af hinanden grebne af en underlig 
+forlegenhed ; der var så meget , der skulle tales om , 
+så meget , der skulle siges , men det var som om deres 
+tunger vare bundne . 
+Efter et kvarters forløb sagde Kirstine : „ Ja , 
+nu må jeg hjem ; jeg har ikke begyndt at lave til 
+rejsen endnu og heller ikke sagt , at jeg gik bort ; jeg 
+bliver vist savnet . “ 
+
+de rejste sig begge , også då rejste sig . „ Det 
+bliver mørkt nu , må jeg følge dem ? “ sagde han 
+venligt . 
+„ Nej , lad det være , då , “ svarede Ida bestemt ; 
+„ jeg går med , jeg har også noget at tale med 
+hende om . “ 
+„ Ja , så vil jeg sige farvel nu . Farvel , Kirstine ! 
+Tak for den tid , vi have kendt dem ; vi ville 
+savne dem , men jeg vil ikke bede dem savne os , tværtimod 
+vil jeg ænske dem intet at savne . Farvel , 
+gud være med dem . “ Han bøjede sig over hendes 
+hånd og trvkkede den heftigt til sine læber , men hans 
+stemme skælvede ikke . 
+Det gjorde derimod hendes , og hun turde næppe 
+vove at se ind i de trofaste dine , hun knugede grædende 
+lille Anna i sine arme , greb Idas arm og ilede afsted . 
+Den første halvdel af vejen tilbagelagdes i 
+tavshed ; endelig brød Ida den med det spørgsmål , 
+om hun havde fortalt fin forlovede historien om sin 
+fødsel . 
+Kirstine rødmede og svarede benegtende . 
+„ Det bør du gøre , “ sagde Ida ; „ han har ret 
+til at kende dig , søm du er i alle måder . “ 
+I samme øjeblik viste knpitainens høje skikkelse 
+sig for dem på vejen . 
+„ Jeg kunne ikke begribe , hvor Kirstine var bleven 
+af , “ sagde han smilende , „ men så hørte jeg 
+af børnene , at hun var gået her ned , og derfor gik 
+jeg hende i møde . Jeg kan tænke mig , “ vedblev han , 
+idet han bukkede galant for Ida , „ at de er min lille 
+
+Kirstines kære veninde , Fru Verland , som jeg har 
+hørt så uendelig meget godt og elskværdigt om . Det 
+er mig en stor glæde at gøre deres bekendtskab om 
+også kun i sidste øjeblik . De tillader vel , at vi nu 
+følge dem til deres hjem , ellers skal de gå alene 
+tilbage ? “ 
+Han bøo en arm til Kirstine og en til Ida . 
+Kapitainen vedblev at tale med glad livlighed 
+om sin lykke , sin kærlighed og det skønne harmoniske 
+liv , de skulle føre . Kirstine svarede kun lidt , og 
+Ida hørte i tavshed . 
+Da de nærmede sig huset , sagde Rosenberg : 
+„ De undrer dem vist over , frue , at jeg , som de 
+kender så lidt , så bekendt taler til dem om , hvad 
+der ligger mig nærmest på hjertet ; men jeg synes , 
+at den , som holder så meget af min lille brud , og 
+som hun elsker så højt , ikke heller kan være mig 
+fremmed . Vil de ikke nok holde lidt af mig for 
+hendes skyld og række mig hånden på det ? “ 
+Kapitainen trak sin sine handske af og rakte hånden 
+ud ; Ida lagde alvorligt sin i den og sagde : „ Gud 
+bevare dem begge . “ Han kyssede hendes hånd med 
+ærbødig anstand og fjernede sig med Kirstine med 
+lette skridt og med lettere hjerte , end hun i dette 
+øjeblik ejede . 
+Ida gik igen ind i stuen . Hun var dog bedre 
+tilmode end før ; Rosenberg havde gjort et godt indtryk 
+på hende , hun kunne ikke nægte , at han både var 
+smuk og elskværdig . 
+
+Verland og drengene vare imidlertid komne ind , 
+og lille Anna havde allerede meddelt dem dagens 
+store nyhed . De vare helt optagne af den , og då 
+tog del i samtalen med stor ydre rolighed . Der 
+blev tændt lys , men der ville ikke ret blive hyggeligt 
+den aften ; da dagens ttema var udtømt , blev alle 
+tavse , og de forsøg , som af og til gjordes så af den 
+ene så af den anden for igen at bringe en sammle 
+igang , vare forgæves ; der var noget trykkende 
+over den lille kreds , og dog ville ingen vedgå at 
+være i forstemt lune . 
+Det var næsten en lettelse , da Carl Friborg en 
+timestid efter styrtede ind i den heftigste sindsbevægelse 
+og gav sin harme og smerte over , hvad der var sket , 
+luft i stærke udtryk . 
+„ Den hjerteløse kokette ! “ råbte han endelig , „ først 
+mig , så dig , så ham ! Ha , ha , ha ! Det er første , 
+anden og tredje person ! Hun fortjente . . . . “ 
+„ Men Friborg dog , ti stille ! “ sagde då venligt . 
+„ Hvad ret har du til at vredes på den unge pige , 
+fordi hun elsker en anden , eller til at bruge flige 
+udtryk om hende ? “ 
+„ Hvad ret jeg har ? Har hun ikke først koketteret 
+med mig , så jeg troede , at hun elskede mig , og forlod 
+hun ikke mig for at se dig i øjnene ? Tror du , 
+jeg er blind ? “ 
+„ Nej , min ven , “ var det milde svar , „ det tror 
+jeg ikke ; jeg tror snarere , at du har været alt for 
+klarsynet og i frøken Bayers venlighed mod dig lagt 
+en følelse , som der aldrig har været . Mig forekom 
+
+det så klart , at det var en søsters , ja næsten en 
+ældre søsters kærlige deltagelse , som hun viste dig , 
+og har du end misforstået hende , så har du derfor 
+ikke ret til at blive vred uden på dig selv , om du 
+har lyst . “ 
+„ Ja kan du undskylde og tilgive hende , må jeg 
+vel også kunne det , “ mumlede Friborg . 
+„ Kære Friborg , du misforstår mig , “ svarede 
+då alvorligt ; „ det er ikke min mening , hverken at 
+vi skulle tilgive eller undskylde den unge pige . Undskyldning 
+og tilgivelse trænger kun den til , som har 
+fejlet og gjort uret , og hvad har hun gjort ? Har hun 
+med ord eller gerning lovet dig eller nogen , hvad 
+hun ikke har holdt ? Hun er ung , smuk , livlig og 
+venlig , skulle vi anklage hende derfor ? Nej , min ven , 
+dersom nogen af os har drømt en forfængelig drøm , 
+som han nu er bleven vækket af , så lad os kaste 
+skylden på os selv , men ikke på hende . “ 
+Carl sad nogle øjeblikke tavs som overvejende 
+dås ord ; pludselig sprang han op og råbte heftigt : 
+„ Ja , du har godt ved at snakke , du har så meget 
+endda , men hun var mit alt ; ellers har jeg nu kun 
+dom og fængsel tilbage . Jeg ville ønske , jeg var 
+tusinde mile borte . “ 
+„ Ja , det var et fornuftigt ønske , “ sagde då 
+med et smil , „ og et ønske , som du kan få opfyldt 
+om ikke i år så måske ad åre . Jeg i dit sted ville 
+ikke blive i landet efter ndstået straf ; men ville rejse 
+til Amerika eller Australien ; det kunne jeg selv have 
+
+lyst til , for her hjemme bliver det nok ikke til noget . 
+Skulle vi følges ad ? “ 
+Carl greb ideen med Iver , og snart vare tankerne 
+langt fra Kirstine og i de fjerne verdensdele ; 
+Verland hentede kort og bøger , og hele aftenen gik 
+med undersøgelser og planer . 
+„ Der kan man da se , hvor man kan tage fejl , “ 
+Sagde skovrideren , da han gik iseng ; „ jeg har altid 
+tænkt mig , at då var skudt i den lille Kirstine , og 
+så er det i stedet for den stakkels Friborg , medens då 
+tager det så roligt , som om det ikke ragede ham . “ 
+„ Ja , det lader til det , “ svarede Ida undvigende ; 
+hun ønskede ikke at indlade sig nærmere på den sag , 
+fordi hun følte , at då bedst bar sin byrde , når 
+han troede , at ingen så den . 
+Da Kirstine vandrede hjem gennem skoven veo 
+sin forlovedes arm , gjorde hun vold på sin ulyst 
+til at berøre sine barndomsforhold og begyndte med 
+usikker stemme at fortælle om sin moder og fader , 
+men kaptajnen slog sin arm om hendes liv og sagde , 
+idet han lukkede hendes mund med et Kys : „ Min 
+søde brud , hvad kommer nu alt det os ved . Fortidens 
+sorger skulle ikke kaste slør over nutidens lykke . 
+For mig er der i dette øjeblik hverken fortid eller 
+fremtid , kun nutid , salig himmelsk nutid , og du er 
+mig englen , som åbner denne himmel for mig . “ 
+Kirstine vidste ikke rigtig , om det var hende kært 
+eller ukært at skippe for at fortælle om rakkermargrethe 
+og rakkerpeter . 
+
+næste morgen holdt vognen for døren til den 
+bestemte tid . Kirstine tog plads ved den mands side , 
+som hun nu havde givet ret til at være hendes fører 
+på livels vej . 
+Mange urolige tanker krydsede hinanden i hendes 
+lille hoved , og da de kom forbi skovridergården , 
+vovede hun ikke at se op til kvistvinduet ; måske 
+anede hun , at det var åbent , at et par trofaste øjne 
+stirrede ud i mørket efter hende , og al en vemodig 
+slemme hviskedee : „ Farvel , Kirstine , og far vel ! “ 
+Vinduet lukkedes ; Aksel då sank på knæ indenfor 
+og støttende sit hoved mod den kolde væg , medens 
+tårerne trillede ned ad hans kinder , bad han med 
+barnlig inderlighed om lykke for hende , der havde 
+knust hans hjerte , og om styrke for sig selv og for 
+den , han anså for sin lidelsesbroder . Carl Friborg 
+sov derimod efter ven stormfulde dags sindsbevægelser 
+de retfærdiges søvn og hævnede sig i drømme på 
+kapitainen ved at vælte ham i møddingepølen og lade 
+den gamle røgter trække ham op med en møggreb . 
+Ved middagstid nåde Kirstine og hendes ledsager 
+Viborg , og man kan tænke sig fader Bayers 
+overraskelse ved så snart at gjensee sit kære barn og 
+under så uventede omstændigheder . Med en vis sky 
+glæde hørte den beskedne mand fortællingen om den 
+glimrende lykke , hun havde gjort , og kapitainens bøn 
+om at betragte ham som søn . 
+Kun denne eftermiddag skulle Kirstine dvæle i sit 
+barndomshjem ; thi allerede næste morgen tidlig ville 
+
+kapitainen tage vogn til Randers for over Århus 
+at komme til Sjælland med posfdampskibet . 
+Da forbavselsen havde givet plads for en roligere 
+stemning , tog baner sit barn og Rosenberg ind på 
+sit Kammer for at overgive ham Kirstines papirer . 
+Kapitainen kastede et flygtigt blik på dem og sagde 
+næsten ligegyldigt : „ Å , jeg forstår det nok . Gørgey 
+er et ungarnsk navn , adellnavn , rimeligvis en 
+emigrant derfra under de politiske uroligheder ; flige 
+folk opleve jo de utroligste eventyr , og at han har 
+kunnet vinde en adelig brud , taler også for denne 
+formodning . De kan gemme disse papirer ; jeg skal 
+skrive om dem , eller de kan selv bringe dem med til 
+brylluppet . Min føde pige , “ vedblev han til Kirstine , 
+„ jeg ønsker , at du herefter bærer dit fædrenenavn , 
+„ Frøken gørgey , “ det klinger godt ; og bær ligeledes 
+din moders smykke , det giver altid anseelse at 
+have et våben . “ 
+Da de siden spadserede sammen , sagde han til 
+Kirstine : „ Når nogen spørger om dine forældre , så 
+svar , at din fader var ungarsk emigrant og døde 
+som kommunalembedsmand i Viborg samme år , du 
+blev født . Han var forstbetjent på din bedstefaders , 
+v . Kratzensteins gods , der blev han bekendt med din 
+moder . Videre fortælling skal du ikke indlade dig 
+på , til hvem det så er . “ 
+Kirstine følte sig ubehagelig berørt ved denne tale ; 
+thi det var altså ikke „ Rakkerpigen , “ han elskede ; havde 
+hun ikke været så stolt og glad ved her i sit hjem , 
+hvor alle kendte hende , at gå ved den glimrende 
+
+brudgoms side og med beundring og forundring at 
+hilses af gamle skolekammerater , så havde hun følt 
+det endnu bittrere . 
+Kirsfine ville besøge sin moders hjem , men dertil 
+havde kaptajnen ingen lyst , og den barnagtige 
+triumf , som Kirsfine fejrede ved at ses af gamle , 
+simple bekendte og nikke til dem , faldt heller ikke i 
+hans smag ; han ville kun se domkirken og så så snart 
+som muligt unddrage sig opmærksomheden . Kirsfine 
+kom ikke nær så glad hjem , som hun gik ud ; 
+uvilkårligt mindedes hun den aften , da Aksel då 
+fulgte „ Rakkerpigen “ hjem . 
+Ved ankomsten til København ventede endnu en 
+bitter skuffelse på vor stakkels Kirsfine . 
+Hun havde efter Rosenbergs løfte ventet sig en 
+glad og kærlig modtagelse i hans hjem og skulle 
+netop finde det modsatte . Fru Rosenberg , der selv 
+ingen formue havde og var ganske afhængig af sin 
+søn , ønskede ikke at se en mægtigere indskydelse ved 
+siden af sin egen . Hun besad ligesom sønnen megen 
+anstand og naturlig værdighed , men hendes hjerte 
+var koldt og egenkærligt ; der var også tysk adelsblod 
+i hende , men svigerdatteren med den uklare fordring 
+på samme herlighed var hende højst uvelkommen . 
+To så modsatte naturer som hun og den heftige , 
+varmhjertede Kirsfine kunne umulig harmonere . 
+Hendes døtre , Fanny og Helene , der begge vare 
+ældre end deres Broder , men dog endnu gjorde fordring 
+på ungdom og skønhed , så heller ikke mildt 
+til den blomstrende , ungdomsfriske svigerinde , der 
+
+var et talende bevis på deres fordringers anmasselse . 
+Kirstines liv i hendes hjem kunne på denne 
+måde ingenlunde være behageligt , men alt det nye , 
+den vidunderlige verden , som kunst og selskabsliv tilbød 
+hende , dannede en så glimrende modvægt , at 
+hun snart til en vis grad glemte ulemperne ved sin 
+stilling og vænnede sig til dem . 
+Rosenberg sparede intet for at skaffe sin skønne 
+brud al den nydelse , som hovedstaden i så rigt 
+mål tilbyder , og skaffe sig selv den lykke at vise 
+hende frem , se hendes skønhed beundret og vide , at 
+hun og han vare bekendte for byens smukkeste par . 
+Allevegne mødte Kirstine smiger og hyldning , hun 
+havde erhvervet megen færdighed i at fortælle sin historie 
+efter sin brudgoms recept og kunne gøre det 
+og fremvise sit våben på mødrene side uden at 
+rødme . I sit hjem var hun rigtignok ofte udsat for 
+ubehagelige krydsspørgsmål i denne retning , men 
+hendes uvilje mod svigermoder og svigerinder gjorde 
+hende del lettere at lyve for dem , end det under andre 
+omstændigheder havde været . I selskabslivet hævnede 
+hun sig ikke sjældent på dem ved at lade dem føle 
+den overlegenhed , hendes ungdom og skønhed gav 
+hende . Hun bevægede sig også med en medfødt sikkerhed 
+og gratie , så selv de finest opdragne damer 
+skulle have ondt ved at overgå hende . Hvor hun 
+kom frem , gjorde hun opsigt , og i to måneder sløj 
+hun fra triumf til triumf uden et øjeblik at trættes . 
+Men med tiden taber dog alt nyhedens interesse , . 
+
+og adskillige små begivenheder bidroge til at vække 
+den unge pige af den glædestummel , hvori hun 
+bevægede sig . 
+Hun havde et par gange fået brev fra Ida , , 
+hjertelige , kærlige breve , som hun selv var , men de 
+vare korte og meddelte kun i almindelighed , at de 
+alle vare raske . 
+Med det sidste fulgte et fra lille Anna , der barnligt 
+fortalte om Hilda og Alfred og om , hvor meget de 
+savnede Adolf og hende . „ Her er ikke nær så morsomt 
+som i fjor , “ skrev barnet , „ Carl venter hver dag 
+sin dom , og då seer så dårlig ud og er så stille ; 
+han siger , han har det godt , men jeg tror det ikke , 
+og moder gør det ikke heller , det kan jeg se på 
+hendes øjne , når hun betragter ham . “ 
+Det var et vemodigt indtryk , disse ord gjorde 
+på Kirstine ; hendes samvittighed gjorde hende alvorlige 
+bebrejdelser , og midt i glæden kom det hende 
+ofte for , som om de stille , vemodige øjne hvilede på 
+hende . Han elskede „ Rakkerpigen “ , det gjorde hendes 
+forlovede ikke . Hendes nuværende omgivelser ville 
+foragte hende , om de vidste hendes hemmelighed , og 
+den blev med hver dag tungere af bære . Hun skrev 
+til Ida , til Anna , og medens hun formlle om al sin 
+herlighed , forekom den hende tom . Hun sendte hilsener 
+til dem alle ; hvor gerne havde hun ikke særskilt 
+sendt en trøstende , kærlig hilsen til Aksel , men hun 
+vovede ikke engang af skrive hans navn . 
+Da hun kom ned fra sit Kammer , vare hendes 
+øjne røde ; kaptajnen bemærkede det , og hans utilfredshed 
+
+over , af hun således havde anstrengt sine 
+smukke øjne og bragt sig selv i dårligt lune , forøgede 
+hendes misstemning . 
+Et par dage efter bragte avisen underretning 
+om , af Carl Friborgs dom var falden og lød på et 
+Års straf ; efter dommerens indstilling blev det 
+ensomt fængsel som prøve for cellesystemets brugbarhed ; 
+Friborg havde således fået sit ønske opfyldt . 
+Kirstine tænkte sig sorgen i det kærlige hjem ved afskeden , 
+hun så tydeligt alle de kære ansigter , hun 
+hørte i tankerne deres ord ; det var hende ikke muligt 
+at sove den nat , og næste morgen vare hendes kinder 
+blegere og hendes øjne mattere end de plejede . 
+Rosenbergs opmærksomme øje opdagede øjeblikkeligt 
+forandringen . Hvad var der i vejen ? Bar hun 
+syg osv . ? Kirstine svarede lidt kort ; hendes forlovedes 
+ængstelige omhu for hendes skønhed var hende ikke 
+lidt til byrde , og hun gik snart ind på sine egne 
+værelser igen . 
+Rosenberg fulgte hende med urolige spørgsmål . 
+Kirstine så alvorligt på ham . “ Edvard , “ 
+Sagde hun , „ hvorfor vil du altid plage mig med al 
+den omsorg for min skønhed ? Er det da kun den , 
+du elsker ? Dersom jeg tabte den , ville jeg da ophøre 
+at være dig kær ? “ 
+Kapitainen slyngede lidenskabeligt sin arm om 
+hende og svarede : „ Spørg ikke således , min elskede ! 
+Ja , du fortryller mig ved vin skønhed , du gør 
+mig lyksalig ved den ; men om jeg kun elsker den , 
+ved jeg ikke , — kun det ved jeg , at jeg ikke kan 
+
+tåle tanken om , at du skulle miste den , eller blot 
+at den skulle svækkes . Som du er , er du mit ideal , 
+derfor tør jeg ikke tænke mig dig forandret . “ 
+Han kyssede hende ømt , men i sit hjerte tænkte hun 
+dog : „ Jeg er bleven elsket med en bedre kærlighed . “ 
+Fra den tid var Kirstine ofte bleg og tankefuld ; 
+kapitainen mærkede tydeligt , at fornøjelserne havde 
+tabt en stor del af deres interesse for hende . Hun 
+måtte være syg , og han kaldte læger ; men Kirstine , 
+der havde rædsel for al medicin , gjorde energisk oprør 
+imod deres forskrifter og kom derved ofte i åbenbar 
+krig med sine omgivelser . 
+Tilsidst faldt en på det gode råd at forordne 
+forandring af luft og tilrådede en lille udenlandsrejse . 
+Med begærlighed greb Rosenberg dette råd , 
+der også syntes at udøve en meget « heldig indflydelse 
+på patienten , hvis livsånder sattes i fornyet bevægelse 
+ved den skønne udsigt . Fanny skulle ledsage 
+dem , da de forlovede ikke kunne rejse alene , og når 
+de så kom hjem , skulle brylluppet stå . De fornøone 
+befalinger og bestillinger blev forud givne , 
+for at moderen og Helene under deres fraværelse 
+kunne indrette de unge folks hjem til et lille Paradis 
+på jorden . Rejsen blev foreløbig bestemt til at skulle 
+gå over Hamborg , gennem Hannover og westphalcn 
+til Rhinen , hvis løb man så ville følge til rhinfaldet , 
+og efter at have gjennemrejst Schweitz , skulle 
+hjemrejsen gå over Bayern , Sachsen , Berlin og 
+Rostock . 
+
+slige rejser er så øste blevne beskrevne , at jeg 
+her vel skal vogte mig for at fortælle andet om den , 
+end hvad der nødvendigt hører til min fortællings 
+gang . 
+Hvilket indtryk alt det nye , storartede og herlige 
+gjorde på Kirstines letbevægelige sind , er let at 
+tænke sig ; roserne kom igen på hendes kinder og 
+ilden i hendes øjne , hvert åndedrag var atter livsnydelse 
+og glæde , og alle mørke tanker vare for en 
+tid banlyste . Hvor taknemlig var hun ikke mod ham , 
+der var skyld i , at hun fik al den herlighed at se . 
+Jo , hun elskede ham , det var der ingen tvivl om , og 
+han hende . 
+Rosenberg var henrykt over virkningen af dette 
+råd , og Fanny , den godmodigste af familien , behandlede 
+hende nu , da hun var ene med hende og 
+broderen , med en aldrig før udvist velvilje og godhed . 
+Det var en mageløs rejse ! 
+Kapitainen lagde hjemrejsen om ad thuringerwald , 
+hvor han med lethed fandt familien krakzensteins 
+gamle herresæde , og hvor den rige kapitains 
+brud med glæde blev erkendt for et medlem af den 
+hæderlige , gamle slægt . 
+Den bedagede ridder levede endnu , og hans indre 
+husvæsen med alt tilhørende blev bestyret af tvende 
+gamle døtre , der havde foretrukket et hæderlig cølibat 
+for en fornedrende forbindelse , medens to mandlige 
+Spirer af den ædle slægt , der ligeledes vare langt 
+over ungdommen , i deres personer forenede hele borgens 
+ydre over- og underordnede tjenerskab . 
+
+det var en let sag for Rosenberg mod en 
+rundelig godtgjorelse af skaffe sig en afskrift af slægtens 
+stamtavle , der tilligemed borgen var dens eneste 
+jordiske ejendom , samt en formelig af alle slægtens 
+tilstedeværende medlemmer underskreven erklæring om 
+gyldigheden af ægteskabet mellem : „ Hochwohlgeborene 
+fræulein Margarethe Hildegard v . Krakzenstein und 
+dem Herrn Peter immisch v . Gørgey , geburtig in 
+Ungarn , adelicher geschlechts und hiesiger forstmeister . “ 
+„ Det er dog papirer , man kan lade alle og 
+enhver se , “ sagde kaptajnen med synlig tilfredshed , 
+da han forvarede dem i sin brevtaske . 
+Kirstine var glad ved af komme bort ; den gamle 
+„ Uglerede “ med sin fattige , stive stolthed tiltalte hende 
+ikke , og hun trak vejret lettere , da hun havde den 
+bag sig . 
+I Dresden , hvor vore rejsende opholdt sig en 
+halv snes dage , traf de sammen med et selskab 
+andre danske , som de skuttede sig til , og det blev bestemt 
+at bese tilsammen det berømte sachsiske ' Schweitz 
+og ret i ro at nyde dets skønhed . I nærheden af 
+det berømte frauenstein ved indgangen til skoven 
+ligger et værtshus , som vist mange rejsende ville 
+erindre sig . Der lejede vort selskab værelser for 
+nogle dage for ved udflugter dels tilfods , dels tilvogns 
+eller tilhest at gøre sig fortrolig med egnen . 
+Efter en anstrengende dag var man netop i færd 
+med at gøre sig det lidt mageligt om aftenen , da 
+den efterretning , at en talrig zigeunerbande havde 
+lejret sig i skoven en lille Fjerdingvej fra værtshuset , 
+
+igen bragte alle på føde for at nyde dette usædvanlige 
+skuespil . 
+Det var virkelig også et høisf ualmindeligt og 
+romantisk syn . Nålene stammede og belyste de 
+mørke skikkelser , der snart arbejdende , snart hvilende 
+sad og lå omkring dem . De gamle koner lavede 
+mad , medens de unge her udbedrede deres klædningsstykker , 
+hist vaskede deres børn , af hvilke mange dels 
+hel- , dels halvnøgne tumlede omkring . En halv 
+snes unge karle og piger dansede efter en violin 
+med to strænge . 
+De rejsende blandede sig snart med banden ; 
+nogle indlade sig i samtale med mændene , andre 
+betragtede de dansende , der i håb om drikkepenge 
+viste hele deres smidige lethed , eller de lod sig spå 
+af de gamle koner . Kirstine stod ene og tavs under 
+en stor eg og betragtede den brogede scene , som det 
+dobbelte lys af ilden og månen gav noget ganske 
+ejendommelig ! Eventyrligt og hemmelighedsfuldt . For 
+hende havde dette syn endnu en dybere interesse end 
+for de andre . Således havde hendes forældre , da 
+de begge vare unge , tilbragt deres aftener , sådan 
+havde bålet skinnet på deres ansigter ; en dyb , 
+levende følelse drog hende til dette hjemløse folk , som 
+hun dog tilhørte . Pludselig lagde hun mærke til , at 
+en ældgammel kone , der stod . ved den nærmeste kedel , 
+ufravendt så på hende ; det var , som hun kaldte 
+på hende med øjnene . Næsten frygtsomt nærmede 
+Kirstine sig den gamle , som om hun uvilkårligt 
+
+måtte adlyde dette blik , og spurgte sagte : „ Vil i 
+mig noget , gamle mocr ? “ 
+„ Jmmisch gørgeys gamle møder vil tale med 
+hans datter , “ lød det sagte svar , j , men her kan det 
+ikke være ; kom ned i haven bag værtshuset i morgen 
+tidlig , når østerhimlen bliver rød ! På bænken ved 
+skovlågen venter gamle ilrad sit barnebarn . “ 
+Den gamle tav , men der var noget bydende i 
+hendes mørke øjne , som hos en , der er vant til at 
+byde og lydes . 
+Rosenberg kom til i samme øjeblik for at byde 
+sin brud armen til hjemturen , og i den livligste 
+stemning mærkedes det næppe , at Kirstine var ganske 
+tavs og kun med få ord besvarede de bemærkninger , 
+der blev henvendte til hende . Rosenberg var den 
+eneste , der bemærkede hendes tavshed og spurgte ivrigt 
+om grunden . Hnn gav træthed til påskud og skyndte 
+sig ind på sit og fannns Kammer , dog ikke for at 
+sove , men for hele natten at gruble over dette besynderlige 
+sammenstød og dets mulige følger . 
+Skulle hun komme ? Havde den gamle ret til 
+således at fordre lydighed af hende ? Hvad ville hendes 
+brudgom sige til et sådant slægtskab ? Ville 
+han vel tillade hende at give møde ? 
+Kirstine lå stille som en mus med lukkede øjne , 
+for at Fanny intet skulle mærke , da hun senere gik 
+tilsengs , men hendes sjæl arbejdede hele natten , arbejdede 
+uden at kunne tomme til nogen afgørelse . Lyst 
+til det eventyrlige stævnemøde og frygt for det vekslede 
+i hendes sjæl , snart ville hun , snart ikke ; men 
+
+da den grå morgendæmring begyndte at vige for den 
+lyse morgen , og himlen rødmede i øst , kunne hun 
+ikke længere holde det ud . Sagte stod hun op , klædte 
+sig på og var med et let Spring gennem det lave 
+vindue ude i den dugvåde , morgenfriske have . 
+Medens hun var inde , havde hun vaklet og hvert 
+øjeblik forandret beslutning , men næppe stod hun i 
+den friske morgenluft , for hver betænkelighed var forsvundet , 
+og med lette hastige fjed ilede hun til det 
+besynderlige stævnemøde . 
+Gamle jlrad sad allerede på bænken , det rødlige 
+morgenskær faldt på hendes rynkede ansigt og 
+indskrumpede skikkelse , og Kirstine kunne ikke lade være 
+med en vis skræk at sige sig selv , at hun livagtig 
+så ud som en virkelig her . 
+Den gamle rørte sig ikke , hendes mørke øje 
+hvilede ufravendt på den unge piges ansigt , men 
+der kom ingen lyd over hendes læber . Nogle øjeblikke 
+stod Kirstine tavs og ængstlig foran hende , derpå 
+rakte hun næsten bedende hånden ud imod hende 
+og spurgte med sagte , usikker stemme : „ Bedstemoder , 
+hvad vil i mig ? “ 
+Den gamles strenge ansigt formildedes af et 
+venligt smil , hun greb den fremrakte hånd mellem 
+begge sine . „ Først ville jeg høre , hvad mit barnebarn 
+ville nævne sin gamle farmoder ; jeg ville se , 
+om immisches blod ikke var vanslægtet ved at bo i 
+husene , thi havde det været det , havde jeg intet haft 
+at sige . Men den store ånd være takket , den hjertesorg 
+
+har han sparet gamle jlrad for . Mærk nu på 
+min munds ord . Immisch gørgeys datter , du er 
+født til at byde , Markens frie børn ville være glade 
+ved at lyde dig , fra vor stammes mænd skal jeg 
+sige dig det ; de ville bøje sig for dig , og gamle 
+jlrad vil lægge herredømmet i din barnehånd , om 
+du vil følge os og bo hos dit folk . Vore mænd 
+ville opslå det bedste telt for dig , og vore kvinder 
+berede dig deres blødeste hynde , og du skal ægte 
+den stærkeste og skønneste blandt mændene og blive 
+stammoder til en herlig høvdingslægt i de frie skove . 
+Det er mit første bud til dig , sønnedatter , hvad siger 
+du til det ? “ 
+Det svimlede for Kirstines tanker , hendes naturlige 
+hang til det eventyrlige og romantiske gav dette 
+forslag et vist trylleri , men hun samlede sig dog og 
+svarede : „ Nej , bedstemoder , det kan , det tor jeg ikke . 
+Tak for eders gode villie imod mig , men jeg er 
+bunden med andre bånd og har andre pligter , som 
+jeg ikke tør svigte for at følge eder . “ 
+Gamle jlrad nikkede . „ Jeg vidste det i forvejen , 
+jeg vidste det , men jeg er ikke vred på dig for det . 
+Du er født t et hus og opdraget ' i et hus , du kender 
+ikke Marken og skoven ; jeg undrer mig ikke over 
+dit valg . Men den tid kunne komme , da huset og 
+hjertet blev fortrængt , tænk så på gamle jlrad , så 
+vil det endnu være tid at fye til de frie børn ; hos 
+dem er luften let og boligen rummelig , der bliver 
+hjertet let og sundt igen . Men nu har jeg bragt 
+bud fra vor stamme , nu skal jeg bringe bud fra 
+
+mig selv , og først og fremmest vil jeg da spørge , om 
+du virkelig er lykkelig , barn , og om du elsker den 
+høje mand , som kalder dig sin brud , sådan elsker 
+ham ret af hjertet ? “ Jlrads forskende blik så ind i 
+Kirstines øje , som om hun ville læse svaret i hendes 
+sjæl ; det var ikke muligt for den unge pige at bringe 
+et ligefremt ja over sine læber . 
+„ Hvorfor skulle jeg ikke elske ham , bedstemoder ? “ 
+Sagde hun undvigende , „ han er så god , så smuk , 
+gør så meget for mig og elsker mig så højt ; jeg 
+har jo alt , hvad jeg ønsker , så jeg kan sagtens være 
+lykkelig . “ 
+„ Lad mig se din hånd , barn , den taler ikke 
+ord , der smutte bort , som din mund nu gør , “ sagde 
+gamle jlrad bydende og greb den unge piges hånd . 
+Nogle øjeblikke betragtede hun den tavs med et 
+spændt , uroligt udtryk , derpå fæstede hun sine sorte 
+øjne med et bebrejdende blik på hende . „ Barn , 
+barn ! “ sagde hun næsten strengt , „ så ung , og har 
+allerede været årsag til så megen smerte , og du 
+vil blive det til mere , “ vedblev hun , idet hun atter 
+betragtede håndens linier , „ mere smerte både for 
+dig selv og anore ; du har selv været din værste 
+fjende , bliv det ikke i fremtiden . Hold fast ved den 
+første , så kan alt endnu blive godt , vedblev hun 
+med en vis profetisk værdighed . 
+Kirstine rystede , så hun næppe kunne holde sig 
+oprejst . Den gamle greb hende i sine arme , drog 
+hende ned på sit skød og lagde hendes hoved mod 
+sit bryst , som om hun havde været et lille barn . 
+
+„ Du skal ikke være bange , min lille fugl , “ 
+Sagde hun ømt , „ kun agte farmoders råd , så vil 
+alt blive godt ; gamle ilrads øjne er dunkle , men 
+de se klart i tiden , der kommer , de se megen glæde 
+for hendes barn , når hun kun selv vil . Men nu 
+skal du gå hjem , mit barn ; tiden går , og de 
+sovende vågne . Gamle jlrad vil kun se på dig 
+en gang endnu . “ Hun betragtede sit barnebarn , som 
+om hun for evig tid ville indpræge sig hendes træk . 
+„ Hvor du er dejlig , barn , dejlig som din fader var , 
+da han som den unge hjort sprang gennem skoven . 
+Du ligner mig , ikke nu , ikke nu , men som jeg var 
+for halvhundrede somre siden , da jeg kastede kæppe 
+med semmi gørgey , da stammen kaldte mig jlrad 
+solvie . Det er nu dit navn hos marfens børn ; 
+vi kalde dig ikke Kirstine , det er et stygt navn , hos 
+os hedder du jlrad solvie , og vore øjne skulle 
+nok vogte på dig , hvor du færdes . “ 
+Det var noget usædvanligt for Kirstine at blive 
+således kærtegnet og tiltalt , og hun følte en sælsom 
+glæde ved ganske at hengive sig til den gamle zigeunerkvinde 
+og modtage og gjengjælde hendes kærtegn . 
+En kunstner ville med en dyb nydelse have 
+studeret disse to så forskellige , så fjernt og dog så 
+nærstående-skikkelser ; men ikke således med kaptajn 
+Rosenberg , som var bleven vækket af sin urolige søster 
+med den ængstende efterretning , at Kirsfine var undveget 
+gennem vinduet , og som i en halv times tid 
+ivrigt havde gennemsøgt haven og nu i zigeunerkvindens 
+arme fandt genstanden for sin angst . 
+
+„ Kirsfine , er du vanvittig ! “ udbrød han i en 
+streng tone , idet han ilede hen imod gruppen . 
+Hun rødmede , men fattede sig oieblikligt og sagde 
+med rolighed , idet hun rejste sig og beholdt ilrads 
+hånd fast i sine . „ Det er min gamle bedstemoder , 
+min ubekendte fasers moder . Hnn bød i går sit 
+barnebarn at møde sig her , og jeg syntes , jeg ingen 
+ret havde til at nægte hende dette møde . Efter dit 
+ønske , “ vedblev hun bestemt , „ har jeg hilst på min 
+bedstefader , nu kan du efter mit ønske hilse på min 
+bedstemoder . “ 
+Kapitainen stod et øjeblik tavs af forundring og 
+harme , endelig fik han mælet igen og udbrød : „ Nå , 
+det manglede kun ! Skulle vi ikke tage den bedstemoder 
+med os og præsentere hende for verden . Jeg kan da 
+heller ikke begribe , hvorledes du — “ han afbrød sig selv 
+og vedblev i en noget mildere tone henvendt til den 
+gamle : „ Jeg kan nok tænke , at i trænger til hjælp 
+og derfor har opsøgt min brud , og i skal heller ikke 
+være gået forgæves . “ Han kastede en håndfuld 
+sølvdalere i hendes skød . „ Dersom i trænger til 
+mere , så skal en lignende eller endog en større sum 
+årlig tilstilles jer til hvilket sted , i selv vil , kun 
+må i lade os være fri for familieskabet . I indser 
+jo nok . . . “ „ at jeg ikke er stn nok for jer , sønneke , “ 
+Afbrød zigeunerkvinden ham med en hånlig latter ; 
+„ gamle jlrad trænger ikke til jert sølv , hun vil 
+bare sige jer , at i hverken er den første eller bliver 
+den sidste , “ vedblev hun ikke uden værdighed , idet 
+
+hun kastede pengene for kapitainens fødder og med 
+lange skridt gik ind i skoven . 
+„ Gamle heks ! hvad skal det sige ? “ udbrød han 
+rasende , men hun agtede ikke hans råb og var snart 
+ude af sigte . 
+Et øjeblik betragtede Rosenberg og Kirstine tavse 
+hinanden ; hun var bleg og bevæget , han i højeste 
+grad opbragt . 
+„ Hvad mente hun ? “ spurgte han med harmfunklende 
+øjne . „ Ikke den første og ikke den sidste . 
+Har du bedraget mig , når du har forsikret mig , at 
+du aldrig havde elsket , aldrig vekslet kærlighed med 
+nogen mand uden med mig ? “ 
+Kirstine gvste for hans blik , for første gang i 
+sit liv følte hun frygt for ham , men hun svarede 
+fast : „ Jeg har aldrig gjort det , det er sandhed for 
+guds øjne ? “ 
+„ Hvad var da heksens mening ? “ 
+Med mindre sikkerhed svarede hun : „ Måske , at 
+du ikke var den første , der havde vist hende foragt , 
+og heller ikke bliver den sidste , der vil gøre det . 
+Den forklaring synes mig ligger nærmere . “ Hun 
+turde ikke fæste sit blik på sin mørke brudgom , for 
+at det ikke skulle modsige læbernes ord . 
+Nogle øjeblik gik de tavse sammen , derpå begyndte 
+kapitænen-noget tvungent : „ Min bedste pige , 
+du vil kunne indse , at scener som den i dag ikke 
+kan andet end mishage mig ; jeg har lukket mit øje 
+for din fødsel , fordi jeg elsker dig , men mind mig 
+ikke om den ved på en anstødelig måde at give 
+
+dig af med slægtninge , som man helst må ignorere . 
+Lad mig aldrig se dig og den infame kælling sammen ; 
+jeg indestår ikke for følgerne . “ 
+Kirstine svarede ikke . Ankomne til hotellet gav 
+hun en voldsom hovedpine , som hendes ydre også 
+vidnede om , til påskud for ikke at deltage i formiddagsudflugten , 
+og efter denne dag var det kendeligt , 
+at Kirstine kun med delt interesse nød de fornøjelser , 
+der for så aldeles havde optaget hende . 
+Hun havde dog ved alting en bagtanke , og det 
+var gamle ilrads ord ; de spirede og groede i hendes 
+sjæl . Hun kunne ikke nægte for sig selv , at hun ikke 
+elskede kaptajnen , at hans kærlighed heller ikke var 
+af den natur , som en anden kærlighed , hun havde 
+kendt . Hun hørte bestandig ! Ilrads bebrejdelse for 
+den smerte , hun havde været skyld i , og dås billede 
+steg bestandigt tydeligere frem ; hun så hans 
+alvorlige , smertefulde blik , og med hver dag syntes 
+hun , han blev hende kærere . 
+Hvad skulle hun gøre ? Hvorledes ophøre at være 
+sin „ egen værste fjende ? “ Tvivl og uro arbejdede i 
+hendes sjæl , og Kirstine kom blegere og mere nedtrykt 
+hjem end hun var rejst ud . En snigende feber 
+kastede hende snart på svgeleiet ; hendes heftige sind , 
+der til dels havde fremavlet sygdommen i det ellers 
+kraftige legeme , forværrede den dag for dag , og det 
+varede ikke længe , inden lægen fandt hendes tilstand 
+betænkelig . Hendes friske skønhed , der , om man kan 
+sige så , for en del bestod i en sund , harmonisk 
+
+samvirken af ånd og legeme , tabte sig med mærkværdig 
+hurtighed . 
+Medens vor stakkels Kirsfine nu på sit sygeleje 
+føler sig mere forladt og ene , end da vi først så 
+hende midt i skolegården , ville vi et øjeblik vende 
+os til vore venner i skovridergården og se , hvorledes 
+den forløbne tid er gået for dem . 
+Der havde været stille både om vinteren og 
+sommeren i det venlige hjem , så kedeligt og stille , 
+sagde skovrideren , at han af fortvivlelse havde kastet 
+sig på literaturen og begyndt at være forfatter . Der 
+var jo så mange tomme pladser i kredsen , og savnet 
+var blevet tilbage tilligemed bekymring og uro for 
+de bortdragne . 
+På meget forskellig måde følte enhver dette . 
+Skovrideren og Fritz savnede især Adolf , den altid 
+muntre , utrættelige Adolf , der var lige oplagt til 
+arbejde og spøg , sin faders hjælper og ven , sin 
+Broders kammerat og fortrolige i hans endnu barnagtige 
+glæder og sorger . Stakkels Fritz var så ene , 
+og nu var også då på en gang bleven så kedelig 
+og gammel , at det var , som om forskellen i hans 
+og Fritzes alder var bleven mere end fordoblet . Lille 
+Anna savnede to brødre , og hun længtes mest efter 
+Carl ; han var i fængsel , så ene , så ene , og Adolf 
+havde det jo godt og ville ad åre komme hjem igen . 
+Også Kirstine , den kære , venlige lærerinde , savnede 
+hun , men hende tænkte hun sig altid svømmende i et 
+hav af glæder og herligheder . 
+
+ikke således med hendes moder . Af alle de 
+bortrejste var der ingen , hun med så megen ængstelse 
+tænkte på , som netop Kirstine , og når hun 
+bad for sine børn og for Carl , „ det fremmede barn , 
+der ingen moder havde , “ så bad hun også for Kirstine , 
+bad den almægtige at lede hende ud af den 
+labyrintt , hvori hun havde hildet sig selv , og lede 
+- godt ud af det , hvori hun nu kun så fare og 
+smerte . Ikke alene for de fraværende havde Ida 
+sorg , også det nærværende lå hende ofte tungt på 
+sinde , navnlig når hun betragtede den stille , tålmodige , 
+men desværre alt for ofte seirløse kamp , som 
+Arel då kæmpede mod den modløshed og livslede , 
+der truede med at tynge ham til jorden . 
+Han havde elsket Kirstine af sit dybe , trofaste 
+hjertes hele fylde , han havde drømt en så dejlig 
+drøm om gjenkærlighed og livslykke , at det var ham , 
+som om jorden var veget bort under hans fødder , 
+som om der nu slet intet var at leve for . Hans 
+siæl var død , syntes det ham ofte ; mekanisk passede 
+han sine forretninger , mekanisk tog han del i familiens 
+måltider og samliv , men de første vare ham 
+en kvalfuld byrde og det sidste uden tilfredsstillelse . 
+Havde ikke Idas kærlige øje vogtet på ham og hendes 
+hånd i rette øjeblik været parat til at støtte og 
+hjælpe ham , ville han ofte være sunket aldeles sammen . 
+Uden nogensinde at berøre grunden til hans sindsstemning , 
+dertil kendte hun for godt hans indesluttede 
+natur , der netop i tavshed , i den tro , at ingen 
+så hans sjælesår , fandt en stor del af sin styrke , 
+
+vidste hun næsten allid at sige det rette ord i rette 
+tid , og mangen time , når det ville have været 
+då umuligt at tale med enhver anden , kunne han 
+sidde hos Ida og lytte til hendes milde alvorlige ord , 
+til hendes tanker om menneskelivets betydning , dets 
+lidelser og glæder , der blev sendte as faderhånd 
+og ikke tildelte af en lunefuld skæbne , og medens 
+han hørte til , førte hun ham umærkeligt- gennem kampen , 
+gennem forsagelsen og tålmodets strid . 
+Mangen nat lyttede hun med moderlig bekymring 
+til hans tunge skridt , når han , for beklemt til at 
+søge hvile , i urolige tanker vandrede op og ned i sin 
+lille stue ; men efter en sådan nat kunne man også 
+være vis på , at Ida altid havde usædvanligt travlt 
+med dette eller hint huslige arbejde , der nødte hende 
+til at være oppe længe før dag , men hvor travlt 
+hun end havde , var dog det første , hun higede efter , 
+at banke på dås dør for at bringe ham hans 
+morgenkaffe og sætte sig hos ham , medens han drak 
+den ; og idet hun snart spøgende snart alvørligt beklagede 
+hans trætte førvågede udseende , vidste hun altid 
+at aftvinge ham løftet om at gå til sengs , så snart 
+hun var gået ned , et løfte , som då , ligeså ordholden 
+i små ting som i store , aldrig undlod punktligt 
+at holde . 
+Henimod slutningen af oktober indtraf en begivenhed , 
+der bragte en stor afveksling i vore venners liv . 
+I årets løb havde skovrideren på opfordring 
+af sin foresatte skrevet en række mindre afhandlinger 
+om skovdyrkning og jagtvæsen , hvilke greven efterhånden 
+
+havde ladet indrnkke i et af vore dagblade . 
+Afhandlingerne vakte opsigt ved den sagkundskab , 
+hvormed de vare skrevne , medens tillige den kærlighed 
+og klarhed , hvormed æmnet var behandlet , i forening 
+med livlighed og et godmodigt lune gjorde dem til 
+noget af det mest tiltrækkende , vor literatur havde at 
+opvise i denne retning . 
+Domainedirekforatet henvendte sig af denne grund 
+gennem grev nordskjold til forfatteren med opfordring 
+til at udgive afhandlingerne samlede , da det i 
+så fald ville anbefale værket til alle forstmænd 
+og skovdyrkere . En forlægger tilbød sig på meget 
+gunstige vilkår , og greven tilføjede privat i sit brev , 
+at dersom Verland ville søge kongelig ansættelse , ville 
+han vist kunne være sikker på at se sin ansøgning 
+bevilget . Hvor levende alt dette måtte gribe ind i 
+familiens stille liv , lader sig vel tænke . 
+Skovrideren lo og gned sine hænder ved den 
+pudsige tanke , at han var en anerkendt forfatter . 
+Den tanke at bytte sit nuværende hjem med et større 
+var aldrig falden ham ind ; grevens brev vakte nye 
+betragtninger , thi vel havde hverken han eller hans 
+hustru lyst til forandringen , men han betragtede sin 
+børneflok , der i vinter var bleven forøget med en 
+lille søn endnu , og det syntes ham næsten en pligt 
+at stræbe efter en stilling , hvor han kunne gøre noget 
+mere for børnenes opdragelse . Da derfor et skovriderembede 
+med ret gode indtægter netop på den tid 
+blev ledigt i det sydlige Jylland , så besluttede Verland 
+
+at søge det , ja endog at rejse til København for selv 
+personlig at kunne størte sin ansøgning . 
+„ Hvad synes du om den plan , mutter ? “ spurgte 
+han venligt sin kone efter at have udviklet sagen for 
+hende . 
+„ Godt , “ lod svaret , „ jeg kunne kun ønske at 
+føje en lille forbedring til den . “ 
+„ Og det er ? “ 
+„ At jeg selv vil følge med til København . “ 
+„ Du til København ! Død og krone , mutter , 
+hvad tænker du på ? Når jeg rejser bort ! Det er da 
+ikke dit alvor ? “ 
+Men det var mutters alvor . Hun bad så 
+alvorligt , satte så tydeligt sine grunde fra hinanden , 
+at skovrideren ikke kunne sige nej . Det var så nyt , 
+at Ida havde sådanne ønsker , og det var heller ikke 
+for fornøjelsen , hun ville derind ; hun havde set i 
+avisen , at kaptajn Rosenberg med familie var kommet 
+hjem fra udlandet , men i over et halvt år 
+havde hun intet ord hørt fra Kirstine ; hun ville og 
+måtte ind og se , hvordan det gik hende , så kunne 
+hun måske også få lejlighed til at besøge Carl 
+Friborg i fængselet . 
+Skovrideren gav sit minde med den erklæring , 
+at så fik då være fader og Anna moder den ugestid , 
+de måtte blive borte . 
+Rejsetilberedelserne blev nu skyndsomst trufne til 
+hele husets forbavselse ; det var jo noget aldeles 
+uhørt , at både fader og moder skulle være borte i 
+en hel uge . 
+
+det var ved aftenstid , at vore rejsende nåde 
+København og toge ind på et af de mindre hoteller . 
+Straks næste morgen begav ægteparret sig hver på 
+sin vej ud i byen for at udføre de påtænkte planer . 
+Verland gik først op til sin foresatte for med ham 
+at overlægge de fornødne skridt , og Ida sagte ind i 
+nærmeste urtebod for gennem vejviseren at skaffe sig 
+underretning om enkefru Rosenbergs bolig . 
+Såsnart hun havde fået den fornødne underretning , 
+ilede hun derhen uden at tage i betragtning , 
+at københavnerne ville tage det for en upassende tidlig 
+visittid . Da hun kom op ad den elegante , brede 
+trappe og standsede udenfor Toren , hvor navnet 
+„ Enkefru Rosenberg “ stod på et blankt messingskildt , 
+hørte hun pludseligt højrøstede stemmer indenfor ; hun 
+havde ikke til hensigt at lvtte , men tilbageholdt dog 
+uvilkårlig hånden , der var i færd med at gribe 
+klokkestrengen . 
+En hård skarp kvindestemme sagde : „ Det er dog , 
+som jeg altid har troet , og i grunden er hun kun en 
+simpel tøs , der i ingen henseender passer for dig . 
+Ked af hende er du jo tillige , det nytter ikke at 
+skjnle det ; hun er dig nu en tung lænke om benet , 
+bryd den . Efter hvad jeg nu ved , kan ingen misbillige 
+det . “ 
+„ Moder , “ svarede en alvorlig mandsstemme , i 
+hvilken Ida øjeblikkelig kendte kaptajn Rosenbergs 
+ualmindeligt velklingende røst , „ tal ikke således ; jeg 
+var ingen mand af ære , dersom jeg slog hånden 
+
+af hende nu og forlod hende syg og hjælpeløs , som 
+hun er . “ 
+„ Hun skal jo heller ikke blive forladt , “ lød moderens 
+stemme ; „ på hospitalet skal hun komme , og 
+du må hjælpe hende , så meget du vil , når du 
+blot hæver dette upassende forhold , og det gjorde du , 
+om du vidste , hvad jeg nu ved , jo—o , du kan 
+troe , at vi have haft en opbyggelig nat , siden du gik 
+iaftes . “ 
+„ Hvorledes det ? “ 
+„ Først lå hun og snakkede en hel del om 
+dåhjorten med de trofaste øjne , som hun havde såret , 
+og græd og klagede ; men så med et begyndte 
+hun at le og sagde , at det var så morsomt at tænke 
+på , hvad for ansigter vi ville sætte op , når hun 
+nu gik med gamle jlrad ud til sit folk og blev en 
+dronning hos Markens frie børn . Hun skulle løbe 
+om med kort skørt og spå folk , for hun var rakkerens 
+Kirsfine , og så lo hun , så det skingrede , og 
+sang en vise om rakkertøsen , som skulle gå alene , 
+og som ingen ville danse med , og derpå græd hun 
+og vred hænderne som i fortvivlelse og råbte på at 
+komme bort og komme hjem . Jo—o , det var en net 
+redelighed ; vi have låget over hende hele natten , og 
+hvor træt Fanny er , er hun dog endnu hos hende , 
+thi vi kunne jo ikke være bekendte at lade tjenestefolkene 
+høre på den passiar . Rå , hvad siger du 
+nu ? Er det endnu uret at bryde med sådan en ? “ 
+Dette sidste ord blev udtalt med en egen foragtelig 
+betoning . 
+
+„ Jeg vidste det alt sammen , “ svarede kaptajnen , 
+og hans stemme lød fast og vemodig , „ men jeg lukkede 
+mine øjne , fordi jeg ikke ville se ; hun har ingen 
+uret gjort . Jeg kan ikke bryde med hende nu ; hun 
+var det dejligste , jeg har set i verden , det skønheds 
+ideal , min sjæl så ofte forgæves har higet 
+efter . “ 
+„ Lad være med at friste mig ! “ udbrød kaptajnen 
+heftigt lidt efter til svar på en ny opfordring 
+og for ud af døren så hastigt , at han nær havde 
+revet Ida ned ad trappen . 
+Med ridderligt galanteri ville han undskylde sig , 
+men Ida lød ham ikke komme til orde , før hun havde 
+forebragt sit ønske om at se frøken Bayer . 
+„ Det er aldeles ugørligt ! “ lød fruens skrattende 
+stemme , „ Frøkenen befinder sig meget ilde og kan 
+ingen se . “ 
+Kapitainen havde imidlertid nøjere betragtet Ida 
+og udbrød med glad gjenkjendelse : „ Fru Verland , er 
+det muligt ? De her ! Dem sender vist en god ånd , 
+de må komme ind straks . “ 
+Fruen demonstrerede , men uden at agte på hendes 
+tale førte kaptajnen Ida ind i det halvmørke 
+sygeværelse . 
+Ak ! var virkelig denne afmagrede skikkelse med 
+de feberglødende kinder og de ville øjne , som her 
+mødte Idas ængstlige blik , den blomstrende , friske Kirstine , 
+som hun før havde kendt . Hun lå og famlede 
+om på tæppet med de magre hænder uden at ændse 
+
+de indtrædende , medens hun talte hurtigt , sagte og 
+ængsteligt . 
+Ida bøjede sig ned over hende og hviskedee , medens 
+tårerne krillede ned ad hendes kinder : „ Kirstine , 
+stakkels , lille Kirstine , kender du mig ? “ Den 
+svge for op ved lyden af den milde , bekendte stemme 
+og stirrede et øjeblik vildt på hende , men i næste 
+nu slog hun armene om hendes Hals , idet hun jublende 
+udbrød : „ Ida , min egen Ida , du her ? Å , 
+så kan det være det samme med alle de andre ; lad 
+dem bare gå deres vej , men du skal blive hos mig . “ 
+Rosenberg drog sagte sin søster ud af værelset , 
+Kirstine fulgte dem med øjnene , og da døren lukkede 
+sig efter dem , drog hun vejret dybt som cn , der føler 
+sig befriet fra en byrde . Hun betragtede Ida en 
+stund med tavs glæde , medens hun holdt hendes hånd 
+fast mellem begge sine . 
+Endelig hviskedee hun : „ Det er da virkelig dig , 
+Ida , og ingen drøm ? Jeg har drømt så meget , så 
+jeg ved selv ej længer , hvad der er drøm , og hvad 
+der er virkelighed . “ 
+Ida talte milde , beroligende ørd til den suge , 
+idet hun kælede for hende og puslede om hende som 
+om et barn . 
+„ Jo , seer du , “ blev Kirstine ved , „ de holde ikke 
+af mig , og så driller jeg dem ; jeg leer , og jeg synger , 
+og det kunne de ikke lide ; o , jeg er så ond , så 
+ond , og så er jeg syg , sige de , men det er ikke sandt , 
+jeg er bare træt , for jeg kan aldrig sove for de 
+drømme og for dåhjortens øjne ; men nu du er her , 
+
+så synes jeg , at jeg kunne få ro . Du kan nok 
+jage drømmene bort , de andre bringe dem med ; men 
+du må love mig ikke at gå fra mig , medens jeg 
+sover . “ 
+Ida lovede det , og den syge lagde sig tilbage i 
+sengen , bestandigt holdende hendes hånd fast , men 
+hun kunne ingen hvile finde og kastede sig hid og did , 
+indtil hun kom til at hvile med hovedet og skuldrene 
+på Idas skød ; her blev hun liggende nogle dieblikke 
+med lukkede dine , til en varm tåre , der faldt på 
+hendes pande , bragte hende til at se op . Med et 
+næsten skælmsk smil så hun ind i Idas øjne . 
+„ Nu ligger jeg godt , “ hviskedee hun , „ og nu kan du 
+ikke gå fra mig , godnat . “ 
+I næste dieblik viste hendes dybe åndedræt , at 
+hun var sovet ind . 
+Ida sad . stille som en støtte , hun vovede knapt 
+at ånde for ikke at forstyrre den sovende . Efter en 
+times forløb åbnedes døren sagte , og kaptajnen 
+førte lægen ind . Med overraskelse og synlig tilfredshed 
+undersøgte han patientens tilstand . 
+„ En højst mærkelig forandring til det bedre , “ 
+Sagde han sagte ; „ denne sunde søvn er mere værd 
+end et helt apottek , sørg blot for , at hun ikke bliver 
+forstyrret ; liv og død afhænger nu af , at naturen 
+får lov til uhindret at gøre sin gerning . “ 
+Ida blev tavs og tålmodig siddende fra time 
+til time uden at bryde sig om den lidt uvenlige nysgerrighed , 
+hvormed hun blev betragtet af husets 
+damer . 
+
+da kaptajnen ud på eftermiddagen kom tilbage , 
+sad hun der endnu i samme stilling og bad ham blot 
+hviskende om at sende hendes mand bud for at underrette 
+ham om grunden til hendes udeblivelse . Kaptajnen 
+lovede øjeblikkeligt at gå selv . 
+Hele dagen og hele natten varede Kirstines søvn , 
+og Ida sov selv ind ; hen mod morgenstunden vaktes 
+hun af Kirstines stemme , der sagte kaldte på hende . 
+Ida . betragtede hende med glæde ; feberglandsen havde 
+forladt hendes øjne , de hvilede mildt og ' glad på 
+hende som i fordums dage , og hele hendes udseende 
+vidnede om tilbagevendende sundhed . 
+„ Hvor er jeg , Ida , og hvorledes er du kommet 
+til mig ? “ spurgte hun , idet hendes blik søgende vandrede 
+stuen rundt ; „ jeg synes , der er gået så lang , 
+så lang en tid , at jeg ingenting mere kan huske . 
+Bliver du hos mig altid ? “ 
+„ Nej , min kære , nu må jeg hjem til hotellet 
+og høre , hvad Verland siger . Jeg har været længe 
+borte . “ 
+„ Ja , så vil jeg med ! “ udbrød Kirstine med 
+kraft ; „ jeg vil ikke være her et øjeblik , når du 
+går din vej ! “ 
+Ida prøvede modforestillinger , men forgæves . 
+„ Du skal ikke tro , at jeg er syg nu , “ sagde Kirstine , 
+„ men går du fra mig , bliver jeg det bestemt 
+igen , “ og hun bad og tiggede og kælede for Ida , 
+så hun ikke kunne nægte hende i det mindste forsøget . 
+Da Fru Rosenberg ved daggry kom ind i kammeret , 
+blev hun ikke lidt forbavset ved- at træffe den 
+
+syge fuldt påklædt og høre hendes plan . Hun prøvede 
+nogle modforestillinger , men da den i grunden 
+stemmede så fortrinligt med hendes eget ønske , gik 
+hun endelig ind på den og sendte tjeneren efter en 
+vogn for at køre dem til deres bestemmelsessted , hvor 
+be ankom til ikke ringe forundring for skovrideren , 
+der endnu ikke var opstået . 
+Kirstine var meget mat og træt , men hendes tilstand 
+var ingenlunde foruroligende ; det var som om 
+den rolige ligevægt , som Idas nærhed ligesom bragte 
+med sig , jog feberen og de bunge tanker bort . 
+Om eftermiddagen skrev hun et brev til Rosenberg , 
+hvori hun takkede for hans kærlighed og for al 
+den glæde , han havde beredet hende , men tillige alvorligt 
+og bestemt udtalte , at hun , da hun gav ham sin 
+hånd , havde været barnagtig ! uvidende både om 
+sine egne følelser og om sagens vigtighed ; nu forstod 
+hun det og bad ham tilgive , at hun sendte ham 
+hans ring tilbage og løste et bånd , som hun i letsindighed 
+havde knyttet . - „ Dom mig ikke hårdt , “ 
+Skuttede hun , „ og skænk mig i fremtiden dit venskab 
+istedetfor din kærlighed . “ 
+Et par timer efter meldte opvarteren kaptajn 
+Rosenberg . 
+Kirstine sov allerede , og-verland var ikke kommet 
+hjem fra sine forretninger i byen , så Ida var alene 
+til at modtage kaptajnen . Han var bleg og bevæget ; 
+Kirstines brev og tanken om virkelig at have mistet 
+hende vakte en stor del af hans gamle kærlighed , 
+
+og med indtrængende heftighed forlangte han at tale 
+med hende selv . 
+Ida vidste imidlertid med den hende egne venlighed 
+at berolige ham . Med inderlig deltagelse lyttede 
+hun til hans fortælling om hans . Kjærlighedslykke og 
+om den sorg , han nu følte , og idet hun uden at 
+modsige ham tog hans egen fortælling til udgangspunkt , 
+gav hun ham en alvorlig og sand skildring 
+af Kirstines væsen og hele forhold . Uden at nævne 
+dås navn skildrede hun ham hans følelser i al 
+deres alvorsfulde inderlighed , så hendes tilhører i 
+sit stille sind måtte sige sig selv , at således havde 
+han ikke elsket . 
+Hun bragte kaptajnen til at føle , at hvad der 
+var sket , var dog det bedste , samt til at opgive en 
+personlig sammenkomst med Kirstine , da ven ikkun 
+ville volde dem begge smerte . 
+Efter en lang samtale rejste Rosenborg sig for 
+at tage afsked , og idet han tog Idas hånd , sagde 
+han : „ Så hils hende fra mig , at jeg intet har at 
+tilgive hende ; jeg sknlder hende den lykkeligste tid i 
+mit liv . Snarere måtte vel manden , der blændedes 
+og henrevedes og igen henrev barnet , som ikke kendte 
+det mindste til verden , bede om tilgivelse , fordi han 
+havde misbrugt den magt , forholdene skænkede ham . 
+Bed hende som tegn på tilgivelse at bevare de 
+små gaver fra min hånd og at gemme denne som 
+erindring om en ven , “ og kaptajnen lagde den 
+ham tilsendte ring i Idas hånd . „ Jeg kan ikke 
+skille mig ved hendes , “ vedblev han alvorlig , „ skønt 
+
+jeg aldrig vil knytte noget dårligt håb til den og 
+måske i dette øjeblik ikke engang ønsker at gøre 
+det . “ Han nærmede sig døren , men standsede igen . 
+„ Opfyld mig en bøn , “ sagde ban , „ lad mig se 
+hende , blot et eneste øjeblik ; jeg skal være ganske 
+stille og ikke forstyrre hendes ro , men den tanke er 
+mig utålelig , at jeg har set hende sidste gang uden 
+at vide det , uden så meget som i tankerne at have 
+sagt hende farvel . “ . 
+Der var , som vi tidligere have sagt , noget vist 
+uimodståeligt hos kaptajnen , som i dette øjeblik 
+også overvandt Ida . Tavs førte hun ham ind i det 
+lille værelse , hvor hun og Kirstine sov , og nærmede 
+sig sengen , ' idet hun med hånden skyggede for lampen , 
+som hun bar , for at ikke dens skær skulle vække 
+den roligt slumrende . Kaptajnen betragtede hende 
+tavs , medens hele hans udtryksfulde skikkelse vidnede 
+om den dybeste bevægelse . Den sovende pige , som 
+her lå for hans øjne , var vel ikke den glimrende 
+skønhed , som havde fortryllet ham , men den tilbagevendende 
+sundhed og den rolige søvn havde dog allerede 
+igen givet hendes ansigt en vis friskhed og 
+ynde ; hun så så barnlig og uskyldig ud , at Rosenberg 
+talte sin tidligere lidenskab vågne ved dette 
+syn . Ikke i stand til at tilbageholde udbrudet af sin 
+følelse bøjede han sit knæ og tryllede sine læber 
+på hendes sine , magre hånd , der hvilede på sengekanten ' . 
+Den sovende slog sine øjne op med et udtryk af 
+skræk og stammede : „ Edvard , hvad vil du mig ? “ 
+
+„ Sige dig farvel og tak , “ hviskedee Rosenberg 
+næppe hørligt . 
+„ Du er altså ikke vred på mig ? “ udbrød hun 
+glad . 
+„ Hvad grund har jeg til at vredes på dig , 
+barn , fordi du ikke ret kendte dit hjerte , “ lød svaret 
+med sagte stemme , „ når jeg , der er så meget 
+ældre end du , ikke kendte mit eget . “ 
+„ Gud velsigne dig , Edvard , for de ord , “ hviskedee 
+Kirstine , „ Tak for alt godt , for al den glæde , 
+du har gjort mig , men allermest for bette øjeblik ; 
+nu kan jeg sove så roligt , godnat , Edvard , “ og træt 
+lukkede hun atter øjnene . 
+„ Godnat , farvel , Kirstine , “ sagde kaptajnen med 
+brudt stemme , idet han igen fulgte Ida ind i det 
+andet værelse . 
+Her kastede ban sig i en stol og blev længe siddende 
+med hænderne for ansigtet , et bytte for mange 
+stridende følelser . 
+Ida betragtede ham med tårer i øjnene ; efter 
+en stunds forlob lagde hun sagte sin hånd på 
+hans arm . „ Hr . Kaptajn , “ sagde hun mildt , „ jeg 
+må også takke dem for , hvad de i dette øjeblik 
+har gjort for barnet ; de har givet hende en sindsro 
+tilbage ; som hun måske ellers aldrig havde vundet . 
+Vorherre vil engang på den onde dag huske dem 
+dette øjeblik ? Det beroligende og milde i Idas ' 
+væsken forfejlede heller ikke her sin virkning . Kavitainen 
+fattede sig , tog afsked og vandrede gennem de mest 
+
+afsides og rolige gader til sin bolig . Han var besynderligt 
+tilmode og søgte forgæves at samle sine tanker ; 
+han elskede egentlig ikke Kirstine nu , da hun havde 
+ophørt at være hans skønheds ideal , og dog fyldte 
+tabet af hende hans sjæl med en uudholdelig tomhed . 
+Kun et stod ham klart ; han måtte bort og det snart . 
+Forrige vinter havde han og Kirstine glimret som 
+første stjerner i det københavnske selskabsliv ; de havde 
+skinnet med hinanden og ved hinanden , og han kunne 
+nu ikke vise sig alene ; han måtte igen ud i verden 
+og søge det nye , det der kunne fylde i den tomme 
+plads . 
+Tre dage senere rejste kaptajn Rosenberg med 
+dampskibet til England for aldrig oftere at gjensee sit 
+fødeland , efter at han først rigelig havde sikkret sin 
+moders og sine søstres fremtid . 
+Da Kirstine næste morgen vågnede , var det med 
+en let følelse , som om hendes sjæl var befriet fra 
+en centnervægt . Der var ikke ende på alle de 
+spørgsmål , hun gjorde Ida , om alt i hjemmet , 
+om børnene , hundene , kammerrådens , kort sagt alt , 
+undtagen det eneste , hun helst havde spurgt om . En 
+araber ville i sit billedlige sprog have sagt , at spørgsmålet 
+var i hendes sjæl , men ordet manglede vinger 
+og måtte derfor blive bag tændernes hegn . 
+Ida gættede imidlertid hendes tanker og sagde 
+ester en lille pause : „ Du spørger sket ikke om vor 
+stakkels dåhjort , som dog i dette år har lidt mere 
+end nogen anden . “ 
+
+Kirstine fik vandet i øjnene og så på Ida 
+med er bønligt blik , og denne fortalte nu om dås 
+stille smerte og kamp . 
+„ Det er mere , end jeg fortjener , langt mere , “ 
+Hviskedee hun grædende ; „ jeg er ham ikke værdig . “ 
+„ Men du skal blive det , mit barn , “ sagde Ida 
+bevæget , „ han rejser nu bort , følger med Carl Friborg 
+til Amerika , og medens han er borte , skal hans skat 
+blive luttret , til han kommer hjem igen . “ 
+Der gik et lyst håb gennem den unge piges 
+sjæl . 
+Skovrideren kom nu hjem ; han var i oprømt 
+stemning og havde det bedste håb om at nå sit 
+mål , og da embedet skulle tiltrædes så snart som 
+muligt , havde greven tilladt ham , at der midlertidigt 
+kunne antages en forstkandidat til at bestyre skovridertjenesten 
+på Kjærbyholm . 
+„ Går det efter ønske , “ sagde han , „ så skal 
+de min sjæl følge med , lille Kirsfine ; thi der bliver 
+huset og børnene for store , til at Ida kan overkomme 
+det alt sammen , og nu blive vi jo velstående folk , 
+som sagtens kunne holde lærerinde . “ 
+Hvor taknemmelig og glad Kirsfine følte sig ved 
+dette arrangement , behøves næppe at siges . Det blev 
+nu bestemt , at Ida næste morgen skulle besøge Carl 
+i fængslel , da hjemrejsen snart skulle gå for sig . 
+Først ved middagstid ankom Ida til fængselet 
+og lod sig melde hos inspektøren , der forekommende 
+og velvilligt tillod hende at besøge Carl Friborg . 
+
+„ Jeg holder ellers ikke af , at mine fanger få 
+besøg , “ sagde han ; „ det er mod reglementet , men 
+med ham gør jeg gerne en undtagelse . Han er en 
+brav fyr , der i åndelig henseende har haft gavn , 
+men i legemlig henseende skade af at være her . 
+Deres besøg vil vist gøre ham godt . “ 
+Slutteren førte nu Ida gennem de lange gange , 
+og undervejs gav den snaksomme mand alle de oplysninger , 
+hun ønskede . 
+„ Vi holde alle af ham , både inspektøren , 
+præsten , doktoren og jeg ; ja , de tre have endda gjort 
+ansøgning til kongen for ham , for at han skal slippe 
+for den tid , der er tilbage , da doktoren siger , han 
+ikke kommer sig rigtig , før han slipper ud . Men det 
+må han ikke vide ; han kan ikke tåle spændingen 
+og måske skuffelsen , siger doktoren . Det er en rar 
+far , men sær er han . Sommetider tror jeg , at han 
+ikke er rigtig i hovedet . Tænk bare ! han snakker med 
+mufene og vil ikke give mig lov til at sætte fælde 
+for dem , om de også løbe i sengen til ham . Da 
+han var syg , kaldte han min Grethe for Anna og 
+sagde , at det var musene , der var bleven til hans 
+lille veninde , og alt hvad Grethe sagde , det gjorde 
+han , og når hun bare var hos ham , var han stille 
+og rimelig ; ellers gider han ikke set Grethe , men jeg 
+må sommetider låne ham tvillingdrengene en times tid , 
+når han er for træt af at være alene . “ 
+De havde nu nået garls dør ; slutteren åbnede 
+den , og de trådte ind i den lille tarvelige , men lyse 
+
+og renlige celle . Ynglingen lå med lutkede øjne 
+på sit leje . 
+„ Det er godt , Olsen , “ sagde han uden at åbne 
+øjnene i den tro , at slutteren kom med middagsmad ; 
+„ jeg er ikke sulten , tag kun maden ud med 
+dem igen ; de kan lade vadskerkonens børn få 
+den . “ 
+„ Er de da mere syg i dag ? “ spurgte slutteren 
+og ville just tilføje noget om besøget , men Ida gav 
+ham tegn til at tie . 
+„ Nej , vist ikke , “ svarede Carl i en næsten gnaven 
+tone ; „ lad mig blot være i fred . “ 
+„ Olsen gik , og Ida satte sig stille ved siden af 
+lejet og betragtede med deltagende opmærksomhed den 
+forandring , der var foregået med Carls ydre . Det 
+friske , ungdommelige ansigt var bleven blegt og magert , 
+de bløde træk skarpe , det rige , lysebrune hår var 
+klippet tæt af under hans sygdom , medens hans 
+skæg , det eneste af hans person , der var trivedes i 
+fængselet , som en uordentlig kratsfov skjulte hele den 
+nederste halvdel af hans ansigt . 
+Cn stund sad den moderlige veninde således , 
+medens tårerne hende selv uafvidende listede sig ned 
+over hendes kinder . Uvis om han sov , nænnede hun 
+ikke at forstyrre ham , men det urolige , vekslende minespil 
+i hans ansigt viste hende snart , at han sovende 
+eller vågen lå i urolige drømme . Hun rykkede 
+stolen for at tildrage sig hans opmærksomhed , men 
+uden at åbne øjnene sagde han i en utålmodig 
+
+tone : „ Jeg har jo sagt dem , ølsen , at jeg helst er 
+ene ; jeg fejler ingenting . “ 
+„ Det er ikke Olsen , kære Carl , “ sagde Ida blidt , 
+idet hun tog hans hånd . 
+Med et højt udbrud af overraskelse og glæde 
+for han i vejret , men udmattet af sygdommen og 
+fængselslivet var bevægelsen ham for stærk , og han 
+oilde halv afmægtig være sunket ned for Idas fødder , 
+dvis hun ikke opmærksom på hans tilstand øjeblikkelig 
+havde grebet ham i sine arme og hindret hans fald 
+ved at irvkke ham tæt op til sig . 
+Den stakkels Carl , der for et øjeblik siden i forsazthed 
+og bitterhed havde sagt sig selv , at han stod 
+aldeles ene i verden og intet hjem havde udenfor 
+fængselets mure , følte sig for første gang i al den 
+tid , han kunne huske , omslynget af moderlige arme 
+og hvilede sit svimlende hoved ved et moderligt bryst , 
+medms glædestårer trillede ned over hans kinder . 
+Det var en egen salig følelse , men kun et øjeblik 
+hengav Carl sig til den ; i det næste anstrengte 
+ban fg for at beherske sin udbrydende følelse , men det 
+ville ' kke rigtig lykkes . Med et ansigt mellem gråd 
+og snil og ude af stand til at fremføre et ord 
+satte han sig på kanten af lejet uden at slippe 
+Idas hrand . 
+Terne , der kendte hans frygt for sentimentalitet , 
+lod , som om hun ikke bemærkede hans overvældende 
+bevægelse , og begyndte for at give ham tid til 
+at fafte st ; at fortælle om hjemmet , om lille Anna , 
+der havde sparet penge sammen for at lade sig fotografere 
+
+til den kære Carl og nu foruden billedet 
+sendte ham en hel pakke breve og tegninger af hus 
+og have , udførte på hendes egen maner osv . Efterhånden 
+fik Carl sin fatning tilbage og lyttede med 
+glad interesse til de kærlige ord . 
+Hans første ord , da han havde vundet herredømmet 
+over sin slemme , var spørgsmålet til Kirstine . 
+Ida fortalte nu alt om hende , og Friborg lyttede 
+med spændt opmærksomhed og vekslende udtryk i fil 
+bevægelige ansigt . 
+Da Ida havde endt sin fortælling , sagde har 
+med et resigneret suk : „ Nu kan da den brave då 
+blive lykkelig , men jeg må så vel sagtens rejse er 
+til Amerika ; nu rejser han vist ikke . “ 
+„ Jo , han rejser , “ svarede Ida bestemt . „ Straks 
+kan Kirstine ikke række en anden mand sin hård ; 
+sårene må læges , og arrene groe til , før det kan 
+ste . Men , “ vedblev hun , „ nu skal de fortælle mig 
+om dem selv . At de har været syg af nervefeber 
+og endnu langt fra er helbredet , ved jeg , og seer jeg ; 
+det er om deres tanker og sindsstemning va hele 
+liv her , jeg ville høre . “ 
+„ O , det er snart fortalt , “ svarede Carl ; „ når 
+jeg undtager , at jeg længes efter frihed og bemgelse , 
+så mit bryst undertiden er nær ved at sprænges , har 
+jeg det gødt . Alle er gode imod mig , jeg lur meget 
+at takke for , og meget har jeg lært . Jeg mr jo så 
+uvidende om det vigtigste , men jeg har ikb stammet 
+mig ved som et lille barn at lære af præsten . Det 
+er heller ikke så slemt at være alene , som jeg havde 
+
+troet ; også af sine egne tanker kan man lære , og 
+de og Anna have holdt mig med selskab i mangen 
+god time . Jeg har i tankerne levet den gode tid 
+om igen , og nu kan jeg langt bedre end for forstå 
+både deres ord og deres handlinger . “ 
+Ida fortalte nu om deres fremtidsplaner , og i 
+livlig samtale svandt tiden hurtigt hen . Efter et 
+par timers forløb åbnedes døren , og en høj , stærkbvgget 
+mand med et velvilligt lldtrvk i det kloge ansigt 
+trådte ind ; det var lægen . Han hilsede høfligt 
+og betragtede med et smil Carls oplivede ansigt . 
+„ Ej , ej ! “ sagde han , „ i dag have vi nok fundet den 
+rette lægedom , der har hjulpet bedre end en hel ladning 
+af mine recepter . Jeg skulle næsten tro , at de 
+er stærk nok til at kunne tåle lidt spænding og 
+håb , “ og nu fortalte han om den plan til Carls 
+befrielse , som vi allerede have hørt om . 
+Carl lyttede med stille glæde . „ Så få vi jo 
+på den måde udsigt til også snart at kunne få 
+dem hjem , “ sagde Ida glad , da lægen havde fjernet sig . 
+Carls ansigt blev alvorligt . „ Nej , “ svarede han , 
+„ det ville være mig umuligt at vise mig der , hvor jeg 
+er kendt . Jeg kunne ikke udholde den tanke , at folk 
+i mig kun så den løsladte straffefange . Bort må 
+jeg , langt bort , hvor ingen kender mig ; der kan jeg 
+begynde livet forfra . Sig kun til då , at jeg i 
+København , så snart jeg slipper herfra , skal berede 
+all til rejsen for os begge , så han blot må se 
+snarest muligt af komme afsted . Hils deres mand , 
+hils Anna og dem alle , også hende , som jeg næppe 
+
+tør tænke på ; “ Carls stemme skælvede . „ Tak dem , 
+ønsk dem alt godt og bed dem ikke af glemme mig . “ 
+„ Det skal ingen af os nogensinde gøre , mit 
+kære barn , “ sagde Ida bevæget ; „ vi ville tænke på 
+dem og bede for dem som for et af vore egne børn . “ 
+Slutteren åbnede døren for af minde Ida om , 
+af det ikke kunne tillades hende af blive længere . 
+„ Farvel ! “ hviskedee hun bevæget , idet hun trykkede 
+begge Carls hænder . „ Gud velsigne dem . “ 
+Carl kyssede de kærlige hænder uden af sige et 
+ord . I næste øjeblik var han alene ; men hvor meget 
+anderledes følte han sig ikke til mode end før ? Hans 
+legeme var nær , men han-s ånd arbejdede livligt og 
+båbfuldt med fremtidsplaner . Lille Annas venlige 
+anngt smilede så velsigner til ham fra billedet . 
+Med det i hånden lagde han sig på sit leje og betragtede 
+del , til en dyb og rolig søvn lukkede hans 
+øjne og i drømme viske ham den lille , søsterlige veninde 
+lyslevende . 
+Otte dage efter var Ida atter i sit hjem , men 
+til stor forbavselse for hele huset fulgt af en 
+ung forstmand i stedet for af husfaderen . Spørgsmål 
+regnede ned , så moderen havde ondt ved at komme 
+tilorde ; kun en spurgte ikke . Då stod tavs og bleg , 
+men med ængstlig forventning i de alvorlige øjne , 
+der spørgende hvilede på Ida , hvad hun forstod 
+så godt , som om han havde udtalt sig i lydelige 
+ord , og derfor var også det første svar , hun gav , 
+svaret på lille Annas spørgsmål : „ Så du 
+så Kirstine , moder , eller den unge Fru Rosenberg ? “ 
+
+„ Ia , Kirstine så jeg , men hun hverken er eller bliver 
+Fru Rosenberg . Derimod er hun fulgt med fader til 
+egedal , vort nye hjem ; hun skal styre huset for ham , 
+til vi andre komme , og så blive hos os som eders 
+lærerinde . Ere i tilfredse med det , børn ? “ 
+En høj jubel hilste moderens ord ; men den 
+eneste , søm tav , var bøg gladest . 
+Da børnene siden vare komne til ro , og Fritz 
+og kandidat Haraldsen vare beskæftigede i kontoret med 
+kort og skovplaner , fortalte Ida til Aksel då alt , 
+hvad hun vidste om Kirstines liv fra det øjeblik af , 
+da hun med sin glimrende brudgom havde forladt 
+Kjærbyholm , og for forsfe gang taleve hun ligefrem 
+til ham om hans følelser og lidelser . 
+Medens hun skarpt iagttog hans ansigt , fortalte 
+hun også om Carl og om den nære udsigt til amerikarejsen . 
+Der kom et ubestemt vaklende udtryk i de ellers 
+faste træk . Ida følte , hvad der foregik i ham . 
+„ Kære då , “ sagde hun venligt , „ sig mig ærligt 
+hvilke tanker , der i dette øjeblik bevæge sig i deres sjæl . “ 
+„ Jeg ved det næsten ikke selv , “ var svaret ; 
+„ jeg er til mode som en , der i lang tid har drevet 
+om på den ville sø og rent har opgivet håbet om 
+nogensinde igen at nå land , men så pludseligt 
+føler fast bund under fødderne og seer kysten vinke sig . 
+„ Og de føler ikke rigtig lyst til atter at vove 
+dem ud om end i en anden forstand ? “ 
+Då tav et øjeblik . Derpå vedblev han sagte 
+og hurtigt : „ Jeg ved ikke selv , hvad jeg gør . Der 
+
+er to stemmer i mig ; til dem begge lytter jeg . Kan 
+de dømme dem imellem ? Den ene siger : bliv , du 
+har lidt nok , nu kommer oprejsningstid ; den anden 
+siger : rejs , du kan ikke endnu berøre den hånd , 
+der for få dage siden tilhørte en anden , og du kan 
+heller ikke bryde dit ord til din ben . “ 
+„ Og den sidste har ret , “ udbrød Ida bestemt . 
+„ Skal jeg da sket ikke se hende ? “ spurgte Aksel 
+næsten forskrækket . 
+„ Det siger jeg ikke , “ , svarede Ida , „ men rejse 
+må de , og tænk , hvor de nu kan rejse glad og 
+håbfuld , enten de så vil tænke på ar berede dem 
+et varigt hjem i det fremmede land , eller de vil 
+stræbe for engang at kunne komme her hjem igen . “ 
+Denne aften gik då for første gang siden hin 
+tunge aften til sengs med et let og taknemligt hjerte 
+og drømte hele natten om kjærlighedslykke og fremtidshåb . 
+Fjorten dage efter kom der brev fra København 
+fra Carl ; det forkyndte om hans benådning og bragte 
+opfordring til då om tre uger al være parat til 
+rejsen for at sejle med et skib , der til den tid 
+skulle afgå fra København til New York . 
+Då havde alt tilskrevet sin foresatte , der , hvor 
+gerne han havde beholdt ham , ikkd lagde hans planer 
+hindringer i vejen , og da hans øvrige forberedelser 
+' kun vare små , så stod han snart færdig til 
+rejsen . 
+Først målte han dog ledsaget af Fritz , der 
+længtes efter at se sit tilkommende hjem og ikke ville 
+
+flippe vennen før i sidste øjeblik , gøre en tur til 
+cgcdal før at tage afsted med Verland og Kirstine . 
+Det var næsten aften , va de kom , og næste 
+morgen måtte de tilbage igen . 
+Det er let at tænke , med hvilken forunderlig glad 
+og dog smertelig følelse då genså Kirstine , som 
+så forandret , stille og forlegen modtog ham med en 
+alvorlig hilsen og en dnb rødme . Ingen af dem 
+vidste , hvad de skulle sige til hinanden , og havde ikke 
+Verland og Fritz talt for dem alle , ville vist hele 
+aftenen kun været en eneste , lang pause . 
+Næste morgen holdt allerede til bestemt tid vognen 
+for døren ; men Verland og Fritz vare endnu ikke 
+komne tilbage fra en tidlig vandring i skoven . 
+Kirstine stod tavs ved det dækkede frokostbord , og 
+då stod ved vinduet tilsvneladenoe beskæftiget med at 
+tælle ruderne . Ingen af dem talte . Da vendte då 
+sig pludselig om ; der var kommen liv og energi i 
+hans ansigt , han gik lige hen mod den rødmende Kirstine , 
+tog hendes hånd og begyndte først sagte og 
+usikkert , siden med stigende kraft : „ Frøken Bayer , . . . 
+Kirstine , — de ved , at jeg elsker dem , ved , hvad 
+jeg har lidt , — jeg rejser nu bort , — jeg beder ikke 
+om deres gjenkærlighed nu — , . vil ikke binde dem 
+til mig — , men dersom gud er med mig , tør jeg så 
+engang komme igen og hente svar ? Må jeg tage 
+håbet med mig til det fremmede land ? “ 
+„ De må ! Gud velsigne dem , tak før hvert godt 
+ord og hver kærlig tanke ; ak ! jeg fortjener det ikke , “ 
+Stammede Kirstine afbrudt . 
+
+„ Så , gud være lovet ! nu kan jeg rejse med 
+tryghed , “ udbrød då med inderlighed , medens hans 
+skikkelse næsten blev højere ved det udtryk af stærk , 
+mandig glæde , der lyste i hans træk . 
+De stod igen tavse , men det var ikke den forlegne 
+tavshed fra før . 
+Straks efter kom Verland og Fritz . I al hast 
+blev der nu spist frokost og tager afsted . Då trykkede 
+Kirstines hånd med et klart tillidsfuldt blik , der 
+sagde : „ Jeg stoler fast på dig . “ 
+På den ril afrejsen bestemte dag fulgte moderen , 
+Fritz og Anna den bortdragende ven til den nærmeste 
+søslad . Alle vare de dybt bevægede ved afskeden ; 
+men gjensvnsglæden og fremtidshåbet glimtede 
+gennem afsfedssorgen . 
+„ Vogt Carl Friborg som deres yngre Broder ! “ 
+Sagde Ida til sidste afsted , og da de stod på brohovedet 
+og så skibet sejle , medens dås høje skikkelse 
+vinkende med lommetørklædet stod rank og kraftig 
+i bagstavnen , takkede Ida gud , af Carl ikke alene 
+skulle drage til en anden verdensdel , men af han i 
+den trofaste då skulle have en fast og stærk støtte . 
+Da julen dette år kom , var det venlige hjem , 
+vi så ofte havde dvælet i , tomt og stille ; en tjenestepige 
+holdt hus for to os ubekendte herrer , og vi ville 
+skynde os bort fra dette sted , da det for os er berøvet 
+sin vante hygge . 
+Såmeget kan der sle i et år ; ikke en af dem , 
+Ida hin aften havde ønsket af se her næste jul , 
+skulle vi finde , om vi søgte dem der . 
+
+men i der nye hjem sad Ida med mand og 
+børn ; til de sidste regnede hun xgså Kirstine , der nu 
+havde vundet meget af sin ungdommelige skønhed tilbage , 
+især siden dås besøg på ny havde åbnet hende 
+fremtiden . 
+Adolph , der fra nu af skulle være sin faders 
+assistent , var kommet hjem ; men med vemod søgte 
+alles tanker til de fjerne venner , der holdt jul på 
+det øde Atlanterhav . 
+Snart var man husvant i det nye hjem . Tiden 
+gik sin rolige , jævne gang ved daglige , tilvante 
+forretninger , og brevene fra vennerne hinsides havet 
+gjorde på en vis måde epoke i det stille liv . Disse 
+kom temmelig regelmæssigt hver måned og bragte 
+næsten altid gode efterretninger . 
+Lykken syntes at begunstige vore udvandrere . I 
+det sierne vesten havde de , eller rettere Carl , for en 
+del af sin formue købt land og med det øvrige 
+begyndt en banquierforretning , der lovede rigt udbytte . 
+Brevene vare næsten altid kun fra då , og Carl , der 
+ikke holdt af brevskrivning , nøjedes med at sende kærlige 
+hilsener eller et lille brev til Anna . 
+Livligt skildrede då deres liv og arbejde . Bestyrelsen 
+af jorden var mest overladt til ham , medens 
+Carl selv drev banquierforretningen med megen dygtighed 
+og Iver . „ Han er bleven en hel forretningsmand , “ 
+Skrev han , „ og forstår sig langt bedre 
+på mennesker og forhold , end jeg . Vi have vendt 
+forholdet om ; det er ham , der støtter mig , ikke omvendt . “ 
+
+
+i det første årstid udtalte då ofte sit håb 
+om i en ikke fjern fremtid at bringe det så vidt , at 
+han kunne byde Kirstine et hjem , men efterhånden 
+bleve disse udtalelser sjeldnere , og hørte omsider rent 
+op . Ida kunne ikke forklare sig det og åbnede hvert 
+brev med en vis spænding for at få gåden løst , 
+men lukkede det atter med skuffelse . 
+Omtrent to år vare gåde , uden at gåden 
+endnu var løst , da posten igen bragte brev med det 
+velbekendte amerikanske poststempel . 
+„ Han er dog altid sig selv lig , den trofaste då ! “ 
+Udbrød Ida efter at have gennemlæst det . 
+„ Nå , hvad nv fortræffelighed har vor dåhjort 
+da viist ? “ spurgte Verland spøgende , og Ida læste : 
+„ Tro ikke , at jeg har glemt mit livs håb , fordi 
+det nu har en anden skikkelse for mig . Herover kan 
+jeg ikke hente Kirstine , skønt mine formuesomstændigheder 
+rigeligt tillade mig det ; thi det er bestandig bleven 
+mig klarere , at Carl elsker hende , og at det ikke , 
+som jeg havde troet , kun var en ungdommelig forelskelse . 
+Min eneste ven skal ikke se sig fattig på min 
+rigdom eller føle sig alene , fordi jeg elsker Kirstine . 
+Jeg kan jo vente ; engang komme vi nok hjem , og da 
+vil han bedre kunne bære det , hvis ikke tiden inden 
+den dag har lægt hans sår . Jeg er dog lykkelig , 
+når jeg betragter mit håb ; det er en lysende stjerne 
+i fremtiden . Gud give , Carl også havde en . “ 
+Medens Verland og hans kone med kærlig beundring 
+talte om dås resignation , havde lille Anna , 
+der ubemærket havde siddet i en vinduesfordybning , 
+
+rejst sig og var gået ud uden at sige et ord . Da 
+hun kom ind igen , var der spor af tårer på hendes 
+ansigt , skønt hun tilsyneladende rolig og mild 
+tog fat på sit arbejde . 
+„ Moder , “ spurgte hun siden alvorlig , „ hvorfor 
+har Vorherre indrettet det så , at to kunne elske en ? 
+Jegsynes , at det var meget bedre , at hver elskede sin ; 
+så kunne de alle blive lykkelige . “ 
+„ Hvorfor spørger du om det , min glut ? “ udbrød 
+Ida lidt overrasket . 
+„ Fordi jeg så gerne ville , at Carl skulle blive 
+lykkelig , “ var svaret . „ Hvor kan Vorherre dog nænne 
+sligt ? — han , der er så god . “ 
+„ Lad os ikke gå i rette med Herren , barn , “ 
+Svarede moderen mildt advarende ; „ vi tør ikke udgrandske 
+hans veje , men noget kunne vi dog skimte , 
+og jeg tror , at det netop måtte gå Carl således 
+for at vække de skumrende kræfter i hans sjæl . Han 
+var vild , letsindig og ustadig og havde ingen sands 
+for det højere , smerten har vakt ham , og han behøvede 
+måske netop denne dybe smerte og det skuffede 
+håb for at blive rigtig mand . Vi ville bede for 
+ham , min lille , det er det eneste , vi kunne gøre . “ 
+„ Det gør jeg hver dag , moder , “ svarede barnet . ^ 
+lille Anna var i flere dage stille og alvorlig . 
+„ Jeg synes ikke , lærken slår i disse dage , “ 
+Sagde hendes fader og klappede hendes kind . Lidt 
+efter hørte han barnet synge i køkkenet , men en skarp 
+iagttager ville dog have savnet den rette glæde i 
+sangen . Udholdenhed fører imidlertid til målet , og 
+
+det lykkedes også snart Anna at overvinde sin sørgmodighed . 
+Selv Ida , der netop i disse dage havde 
+havt mere end almindelig travlt med huslig gerning , 
+anede ikke , at der var foregået noget usædvanligt 
+i barnesjælen . 
+Medens vore venners liv på cgedal glider 
+hen i det daglige livs rolige ensformighed , ville vi 
+se os om efter en anden person i denne simple fortælling , 
+nemlig kaptajn Rosenberg , som vi forlod 
+på vejen til England . 
+Det storartede i alle de engelske forhold tiltalte 
+hans efter nyhed higende sjæl . Hele vinteren tilbragte 
+han dels i London dels i forskellige egne af 
+landet . Ved forårets begyndelse rejste han til 
+Skotland . Dette lands natur og dets kraftige , hårdføre 
+befolkning tiltalte ham ; det var også noget nyt . 
+Sommeren igennem færdedes han i høiskotland , lærte 
+beboernes sprog , sad i deres hytter og lyttede til 
+deres underlige , ville sange og deres sagn om heltene 
+fra gamle dage , om Robert Bruce , Douglas osv . 
+Mod efteråret ville han med et udvandrerskib 
+gå til nyholland for i denne nye verden at søge 
+nyhed , men skæbnen ville det anderledes . På 
+hans sidste udflugt i bjergene ville han trods sin 
+førers advarsel ride ned ad en temmelig brat skråning , 
+istedetfor som føreren at gå og lede hesten 
+ved teilen . Dyret tabte ligevægten og styrtede i afgrunden 
+med sin rytter . Hesten kom aldrig op , og 
+kapitainen kom vel op , men med et knust ben , en 
+
+brudt arm og mange flere mere eller mindre betydelige 
+skrammer . 
+I en landmands hjem lå han flere uger mellem 
+liv og død , og ved vinterens frembrud var 
+der endnu ingen tanke om , at han skulle kunne forlade 
+dette fik tilflugtssted , hvor han også i alle henseender 
+nød den omhyggeligste pleje . 
+Husets ejer , ben honghby , en streng puritaner , 
+lod sig ikke nøje med at yde sin gæst den legemlige 
+pleje ; det forekom ham aldeles gudforgående at lade 
+den dødssyge mand ligge uden åndelig pleje , og 
+med enfoldig kraft gav han sig selv til al yde ham 
+denne , så snart hans bevidsthed var vendt så meget 
+tilbage , at man kunne begynde at tale med ham . 
+I kapitainens liv havde religionen hidtil spillet 
+en meget underordnet rolle ; den havde ikke søgt 
+ham , og han havde ikke søgt den og aldrig følt , at 
+han trængte dertil . Men nu , svag og hjælpeløs , følte 
+han trang til støtte udenfra . Bens ord om synd , 
+om død og dom forfærdede ham , hans tale om oprejsning , 
+forsoning og fred varmede hans hjerte , og 
+dertil havde det jo nyhedens interesse . Ben ville 
+dog næppe alene have kunnet fuldføre det begyndte 
+værk , om ikke andre hænder havde hjulpet til med , og 
+disse vare hans ældre søster og hans datter Mary , 
+der begge efter deres evne trolig hjalp husfaderen 
+både i denne og i anden gerning . 
+Mary var ikke noget skønhedsideal ; der kunne 
+ikke være noget forskelligere end hun og Kirstine . 
+Stor og stærk , før af lemmer , med grove , næsten 
+
+mandlige træk ville hun have gjort et ubehageligt 
+indtryk , om ikke et par venlige , blå øjne og et 
+mildt kvindeligt udtryk havde givet hendes rødmussede , 
+blonde ansigt noget tiltrækkende . Der var kraft 
+både i Marys arm og i hendes sjæl , og det var 
+lige nyt for kaptajnen at føle sig tumlet , løftet og 
+flyttet som et hjælpeløst barn af den unge kvindes 
+stærke arme og at høre hende tale med en simpel , 
+varm overbevisning og en fast tro om ting , som 
+han med al sin viden kun havde en svag anelse om . 
+Uden at det stod tydeligt for ham , blev han både 
+legemlig og åndelig afhængig af Mary . 
+Mod forårets komme var Rosenberg kommet 
+så vidt , at han på sit træben og støttet af Marys 
+arm kunne humpe udenfor huset ; men hvor var den 
+elegante kaptajn Rosenberg bleven af ? Ingen skulle 
+genkende ham i denne bøjede , svage skikkelse . Tidligere 
+ville denne forandring have knust hans kraft , 
+nu derimod blev den ham snarere et værn mod fristelser . 
+Trangen til en støtte såvel som taknemmelighed 
+og venskab bragte ham til at byde Mary sin 
+hånd . Han købte det gods , hvortil hendes faders 
+hus hørte , og ægtede hende . 
+Efterhånden vendte hans kraft tilbage , men 
+heldigvis ikke hans uro og higen efter nyt . Han 
+såvelsom hans hustru er agtede og afholdte i deres ' ' 
+kreds , men han har aldrig besøgt Danmark ; måske 
+er det af kærlighed til Mary for at fri hende for de 
+ydmygelser , hans stolte slægt kunne tilføje bondepigen , 
+måske af en følelse af , at hverken hun eller 
+
+han er præsentable i det elegante selskabsliv . Men 
+skulle nogen af læserne komme til Skotland , så ville 
+de ved loch lomonds bred finde „ Sir Edwards “ 
+Elegante herresæde og få en gæstfri modtagelse 
+både af Mylord og mylady , i hvilken sidste , moder 
+til en kraftig , opvoksende slægt , de ville finde en 
+hjertelig , forekommende , om end i begyndelsen noget 
+tilbageholden , ja næsten forlegen husmoder . 
+Såvidt om kaptajnen , som vi her tage afsked 
+med ; nu tilbage til vor fortællings tråd , til det 
+hyggelige cgedal , hvor imidlertid et par år er 
+gåde siden modtagelsen af det brev , som gjorde 
+lille Anna så stor sorg . 
+Dås breve , der i dette tidsrum regelmæssigen 
+vare indtrufne , havde nu begyndt at tale om hjemrejsen 
+som noget ikke mere fjernt , og endelig modtog 
+Verland et brev fra ham med anmodning om at 
+opsøge ham en lille ejendom , passende for hans formue 
+og helst så nær egedal som muligt . I brevet lå 
+en seddel til Kirstine , og af hendes svar skulle det afhænge , 
+om Verland skulle udføre sin kommission eller ikke . 
+Då skrev : „ Husker de , at de ved afskeden gav 
+mig lov til at komme igen og hente deres svar ? 
+Nu er tiden kommen , da jeg tør sige : kan de elske 
+mig , og vil de dele mine kår ? være min mand * doms 
+fryd og lykke , som de var min ungdoms 
+drøm og kærlighed ? “ 
+Heller ikke Kirstines brev var langt . „ Jeg vil 
+være deres hele mit liv og stræbe at betale al den 
+gæld , jeg har til dem . “ 
+
+i sit brev til Verland fortalte då , at det var 
+Carls og hans hensigt at realisere deres faste ejendomme 
+og rejse , så snart der lom svar på hans brev . „ De 
+kunne altså være her omtrent ligeså hurtigt , som vi 
+ellers pleje at få brev , “ sagde Ida , og da en seks 
+uger var gået , ventede man på egedal fra dag til 
+dag efter de kære venner . 
+Det var en smuk eftermiddag i oktober , da 
+klangen af et posthorn og en vogns rumlen bragte 
+hele familien til forventningsfuld at ile ud i gården , 
+men skuffede standsede man , da det viste sig , at 
+der kun sad en mand på vognen . Denne sprang 
+imidlertid af og kastede sig uden videre i Verlands 
+arme , medens råbet : „ Då ! Velkommen ! “ næsten 
+samtidig klang fra alle læber . Kirstine rakte begge 
+hænder imod ham , og han trykkede glad sin brud i 
+sine arme . 
+„ Men Carl , hvor er han ? “ spurgte på en 
+gang Ida og Anna ængstligt . 
+Dås glade ansigt blev sørgmodigt . 
+„ I Amerika , “ svarede han med et suk ; „ jeg 
+bringer hilsen fra ham , han ville ikke følge med . “ 
+Da roligheden igen var bragt tilveie , og kredsen 
+samlet i den hyggelige havestue , rakte då Ida et 
+åbent brev med udskrift til ham selv og fortalte nu 
+på de gentagne spørgsmål om , hvorfor Carl ikke 
+ville med : 
+„ Det var ikke min hensigt at forlade ham . 
+Havde jeg vidst , at han ville blive , var jeg også 
+bleven , men han skjulte sin plan for mig til det sidste 
+
+øjeblik . Da han altid var vant til at passe handelsforretningerne , 
+faldt det mig naturligt aldeles at 
+overlade til ham at afhænde vor ejendom og forretning . 
+Han viste mig papirer for handelen og udbetalte 
+mig min del af kjobesummen . Derpå brøde vi 
+op ; han fulgte med til New York , gik ombord på 
+dampskibet med , og uden at ane det blindste stod jeg 
+ved hans side og betragtede den travle færden ved 
+indskibningen . „ Det er dog med en underlig følelse , “ 
+Sagde jeg , „ at man tager afsked med et land , der nu 
+har givet os hjem og brød i så mange år . “ — 
+„ Ja , du har ret , afsked er altid en smertelig ting , “ 
+Udbrød Carl med forunderlig bevægelse , idet han knngede 
+mig i sine stærke arme . Jeg så overrasket på 
+ham , men i det samme lo han og sagde : „ Å , dåhjort , 
+du kunne gøre mig en tjeneste ved at springe 
+ned i lasten og se , hvor de stuve vore kufferter hen ; 
+nu bar dragerne dem just ned ad lugen . “ Jeg ilede 
+ned i lasten . Min kuffert fandt jeg straks , men forgæves 
+søgte jeg efter hans mellem den masse af 
+rejsegods , der med hvert øjeblik forøgedes . Jeg 
+hørte signalpiben og følte skibet sætte sig i bevægelse , 
+men så endnu ikke Carls velbekendte kuffert . 
+Ærgerlig herover steg jeg igen op på dækket for at 
+bringe Carl den fortrædelige efterretning , at kufferten 
+sandsynligvis var glemt , men idet jeg kom op ad lugen , 
+spurgte en af skibsfolkene mig , om jeg var 
+„ Mr . Då “ , og rakte mig , da jeg bejaede det , dette 
+brev , på hvis udskrift jeg med forbavselse kendte 
+Carls hånd . Jeg rev det op og flugte dets indhold , 
+
+men jeg måtte læse det tø gange , inden jeg ret fattede 
+meningen , og når de har læst det , kunne de 
+fatte min smerte og skuffelse . “ 
+Ida læste nu : „ Tilgiv mig , min kære , eneste 
+ven , at jeg for første gang har bedraget dig og 
+løjet for dig , men jeg var nødt dertil . Din alt for 
+ædelmodige opoffrelse kunne jeg ikke modtage ; jeg 
+kunne ikke udholde at se dig ofre din kærlighed på 
+venskabets alter . For din og hendes lykke måtte 
+jeg bedrage dig til dit eget vel . Jeg vidste , at det 
+ikke kunne hjælpe at tale , og derfor nøjedes jeg med 
+at handle . Jeg selv er køberen til din del af ejendommen , 
+thi jeg føler , at om jeg end er alene her , 
+har jeg dog her et egentligere hjem og hører mere til 
+her end i mit fødeland . I det mindste tror jeg , at 
+jeg bedre kan bære at være fremmed her end hist . 
+Hils alle mine kære venner , som lovede mig et hjem 
+i deres trofaste hjerter ; sig dem , at jeg er glad ved 
+at bo der , selv om jeg bliver i Amerika . Hils 
+Anna , hendes moder , Verland , Kirstine og dem alle . 
+Gud velsigne eder ! Lev så lykkeligt , som det ønskes 
+af eders Carl . “ 
+Med hvormegen vemod kredsen lyttede til dås 
+beretning og Carls brev behøves vel næppe at skildres . 
+Men med klager forandres intet i denne verden , og 
+vore venner hørte eiheller til dem , der ørkesløse hengive 
+sig til bekymringer . 
+Der blev travlhed og virksomhed ; et nyt hjem skulle 
+der jo grundes for de tvende , der nu efter omskiftelser , 
+smerter og savn atter havde fundet hinanden . 
+
+Verland havde alt efter dås ønske indledet handelen 
+om en dobbelt bondegård , „ Rolighed “ kaldet , 
+der lå en Fjerdingvej fra egedal på den anden side 
+af skoven . 
+Da julefesten dette år kokn , fejredes den af det 
+unge par i deres eget venlige hjem , og då sagde , 
+idet han med høj , inderlig glæde så ind i sin bruds 
+strålende øjne : „ Hvor vi er lykkelige , og hvor vi 
+må takke gud , også for smerten . Havde ikke den 
+været så bitter , havde jeg jo ingen målestok haft 
+for , hvor stor glæden nu er . “ 
+Fader Bayer gæstede med glæde ben elskede plejedatter 
+i hendes eget hjem i juleferien . 
+Tiden gled hurtigt hen ; Carls breve kom regelmæssigt , 
+de vare for det meste korte , men indholdsrige 
+og sammentrængte . Forretningsmanden skinnede gerne 
+igennem og sjældent glimtede længselen og vemodet 
+frem ; kun i spørgsmål om alt og alle var han 
+uudtømmelig . „ Fortæl mig endelig ret meget , “ bad 
+han då , „ og frygt ikke for at såre mig ved at skildre 
+din lykke , lad mig hellere have billedet af den at 
+varme mig på i de lange , ensomme aftener ; dine 
+breve er for min sjæl , hvad bålet i kaminen er 
+for mit legeme . Skriv om dem alle , hvordan de se 
+ud , hvad de tage sig for , hvad forandringer der er 
+foregåede . Er Kirstine lige smuk endnu ? og Anna , 
+min lille , elskede søster ? ak , nu er hun snart en stor 
+pige , men for mine tanker står hun altid som seksårs 
+glutten , der kyssede mig , fordi ingen anden 
+ville . “ 
+
+tre vintre vare gåde , siden då og Kirsfine 
+flyttede ind i deres eget hjem . En lille Ida med sin 
+faders rolige , brune øjne , men med moderens klare 
+teint og sorte lokker legede alt på gulvet , og Kirsfine 
+nærede i stilhed det håb , at hendes datter i 
+den allernærmeste tid ville få en lille kammerat . 
+Det var i den travle forårstid . Kirsfine syslede 
+ivrigt i køkkenet med forberedelser til middagsmaden , 
+der skulle være parat til de hjemvandrende 
+arbejdere , da en af pigerne kom ind med anmodning 
+til husmoderen om at komme ud i gården , hvor en 
+rejsende kedelflikker ønskede at tale med hende . 
+„ Jeg vil ikke handle , og har ingen tid , “ svarede 
+Kirsfine ; „ sig ham , at min mand er ude , og jeg 
+ikke kan komme . “ 
+Et øjeblik efter stod en laset dreng med kulsorte 
+øjne ved køkkendøren ; han så sig lidt om , gik derpå 
+lige hen til Kirsfine , idet han med sagte stemme 
+sagde : „ Jeg skulle bede immisch gorgeys datter at 
+komme ud til vor vogn . “ 
+Kirsfine blegnede , men fulgte straks uden et ord 
+med knøsen . 
+Kusken drog lærredsforhænget fra vognen , og 
+gamle ilrads rynkede ansigt viste sig i åbningen . 
+„ Vel mødt , sønnedatter ! “ sagde hun med et underligt 
+smil . „ Jeg hører , det går dig vel , og det 
+glæder mig ; men mig går det ilde , derfor kommer 
+jeg til dig om et fristed for de gamle dage . Dyret 
+er træt af at løbe i skoven , det vil nu helst i stald , og 
+du har vel nok en plads for den gamle farmoder ? “ 
+
+„ Jeg ved ikke — , min mand er ikke hjemme — , “ 
+Stammede Kirstine med blege , skælvende læber . 
+Gamle jlrad så på hende med et gennemborende 
+blik . „ Hø , hø ! slap det derud , så vend 
+kun igen , semmi , “ vedblev hun til kusken ; „ ja , 
+ja ! Hjertet bliver koldt og snevert af at bo i et 
+stenhus . Hvad magt ligger der også på mig ? Jeg 
+kan jo ligge i en grøft og dø som en anden gammel 
+ræv . “ 
+„ Hvem skal dø som en gammel ræv ? og hvorfor 
+seer min lille kone så fortabt ud ? “ lød i det samme 
+dås dybe stemme bag Kirstine ; han var lige kommen 
+fra Marken og havde skyndt sig hid . 
+„ Det er ratkerkirstines bedstemoder , der er kommen 
+for at søge beskyttelse hos sit barnebarn , “ hviskedee 
+Kirstine angstfuld . 
+„ Ja , det finder jeg meget rimeligt , “ svarede då 
+roligt , „ hvor skulle hun ellers tye hen ? Kom kun , 
+gamle mutter , “ vedblev han henvendt til den gamle , 
+„ hvor der er hjerterum , er husrum , og gryden , der 
+koger til os andre , koger nok til jer med . “ 
+Han gjorde mine til at hjælpe hende ud af 
+vognen . 
+Gamle jlrad lo . „ Det går ikke på den vis , 
+sønneke . Vil du have mig af , må du bære mig . 
+Kunne jeg komme afsted med egen befordring , tyede 
+jeg ikke til husene ; men jeg blev for tung en byrde 
+for stammen . “ 
+Aksel då greb den lille , hexelignende zigeunerkvinde 
+og løftede hende af vognen som et barn . 
+
+„ Kør nu bort , semmi , “ sagde hun bydende til 
+kedelflikkeren ; „ sig dem , at immisch gørgeys svigersøn 
+viser sig slægten værdig . Den store ånd være 
+med eder alle ! “ 
+Då var allerede kommen op ad stentrappen ved 
+døren med sin byrde , da en stærk bevægelse mellem 
+folkene , der havde samlet sig i en stor gruppe i gården , 
+tiltrak sig hans opmærksomhed . Mumlen af uvillige 
+yttringer om heksen , man ikke ville bo under tag 
+med , nåde hans skarpe øre . 
+Han standsede . „ Børn , “ sagde han med fast , 
+klar stemme , „ der er vel næppe nogen af eder , uden 
+at han fra barndommen af kender det fjerde bud : 
+ær din fader og din moder , at du må leve længe 
+og lykkeligt i landet ? Seer i ; nu er jeg en lykkelig 
+mand , der har hus og hjem , hustru og børn , mark 
+og fæ og alt godt , men hvor kunne jeg håbe at beholde 
+disse goder , om vi forstødte vor gamle bedstemoder ? 
+Hvor kunne vi leve lykkeligt , om hun skulle dø 
+forladt som en gammel ræv i en grøft ? I ville jo 
+også gerne leve længe og lykkeligt , og budet angår , 
+som i lærte i skolen , også eders forhold 
+til eders husbond , hvem i skulle agte og gerne tjene 
+og lyde . Nu beder og byder jeg eder , at i som 
+unge vise den gamle ærbødighed og hjælpe eders 
+husbond og madmoder med at gøre vor gamle bedstemoders 
+livs aften rolig . Vil i gøre det ? “ 
+Denne tale , den længste , som den retfærdige og 
+venlige , men noget ordknappe husbond nogensinde havde 
+
+holdt , forfejlede ikke sin virkning . Et flerstemmigt 
+„ Ja , ja ! det vil vi ! “ besvarede hans spørgsmål . 
+„ Tak , børn , tak ! gå nu ind og få mad og 
+hviler ' eder , at i kunne være parate igen til arbejdet . “ 
+Med disse ord gik då ind i huset . 
+Han bar gamle jlrad ind i dagligstuen og ville 
+sætte hende i den store lænestol ved bordet . 
+„ Nej , nej , sønneke , ikke der , “ udbrød hun ivrigt , 
+„ lad mig komme hen til gluggen , det er strengt nok 
+at have så lavt til loftet ; se Marken og skoven 
+og det høje løft må jeg da . “ 
+Då rullede med den højre hånd den store 
+lænestol hen i vinduesfordybningen , medens han holdt 
+den gamle på den venstre arm ; derpå satte han 
+hende mageligt i dens bløde sæde , tog så lille Ida 
+og satte hende på stolearmen , idet han sagde : „ Det 
+er oldemoder , lille Ida , som du skal være god mod 
+og holde af ; sig nu smukt goddag og velkommen til 
+hende . “ 
+Barnet betragtede hende med store dine , men 
+uden frygt . 
+Då så sig om efter Kirstine , hun var der ikke . 
+I spisestuen traf han hende heftigt grædende . 
+„ Kæreste Kirstine ! “ udbrød han forskrækket og 
+lidt bebrejdende , „ hvor kan det således bedrøve dig ? “ 
+„ Jeg græder ikke af bedrøvelse , men af glæde . “ 
+Afbrød hun ham leende og grædende på en gang ; 
+„ jeg kom til at tænke på , da jeg for mange år 
+siden hos Verlands læste „ Aksel og Valborg “ højt , 
+hvor Valborg siger : „ Aksel betyder stor og herlig i 
+
+vort gamle sprog ; “ jeg så på dig , du slog øjnene 
+ned og blev rød , kan du huske det ? “ 
+„ Ja , jeg vidste jo alt for godt , at det ikke passede 
+på mig . 
+„ Jo , det passede i dag ! “ udbrød Kirstine med 
+kraft , „ da du stod der så stærk og rolig og løftede 
+den gamle taterkvinde op til dig af kærlighed til 
+mig , da følte jeg , du var det , “ og den unge kone 
+så med glad stolthed på sin mand . 
+„ Lille nar , “ sagde då smilende ; „ tænk dog 
+på , hvor meget jeg sknlder en vis lille pige ved navn 
+rakkerkirstine ; det er dog egentligt hende , der har 
+gjort min lukke , og uden hende havde jeg aldrig vovet 
+at se op til den , der nu er mit livs solskin . Jeg 
+betaler kun af på min gæld ; men kom nu ind , 
+bedstemoder vil tro , hun er uvelkommen , når vi 
+' blive borte . “ 
+Gamle jlrad var snart hjemme på „ Rolighed “ , 
+om end det rolige liv ofte faldt hende besværligt . 
+Hun optog Kirstines spøgenavn til då og kaldte 
+ham altid dåhjort ; „ det passer godt , “ sagde hun , 
+„ for han taler med øjnene , når hans mund tier , 
+ligesom skovens stumme dur , om han end ikke springer 
+let som de , “ og gamle jlrad så smilende på 
+landmandens faste , adstadige gang . Kirstine kaldte 
+hun heller aldrig ved hendes navn , men altid „ Jlrad 
+soloie “ , en benævnelse , som då optog efter hende ; 
+„ thi , “ sagde han , „ et bedre navn kan der ikke være 
+til mit solskin , og ville jeg ikke af andre grunde 
+tage mig af bedstemoder , så burde jeg da gøre det 
+
+af taknemmelighed , fordi hun har lært mig det . Dersom 
+vi få en lille pige til , skal hun hedde således . “ 
+Det blev imidlertid ikke en lille pige , men en 
+dreng , der efter jlrad oldemoders ivrige ønske blev 
+døbt „ Peter immisch gørgey då “ . 
+Der begyndte nu en ny virkekreds for den gamle ; 
+hun kunne vugge , — hvilket vigtigt embede ! — og 
+hun tålte heller intet indgreb i denne forretning , 
+selv ikke af Kirstine . Timevis kunne hun sidde og 
+vugge og med sagte stemme synge underlige , uforståelige 
+sange . 
+„ Oldemoder synger dog ikke hedenskab og troldtøj 
+før vor dreng ? “ sagde då engang venligt , men 
+alvorligt , efter tavs at have lyttet til i nogle minutter . 
+„ Hvad tænker du på ? “ udbrød den gamle 
+ivrigt ; „ skulle jeg synge onde ord over den dejlige 
+dreng ? så ville jeg før bide min egen tunge af . 
+Jeg synger kun kærlighed til det frie liv , til Marken 
+og skoven ind i barnesjælen . Hans øjne skal skinne , 
+han skal springe som en hjort , og hans mund tale 
+kløgtens ord ; han er født til en høvding , og en 
+høvding skal han blive , såvist som han bærer et stort 
+navn . “ 
+„ Oldemoder skulle heller lære af Kirstine at synge 
+således , som hun gør , “ svarede då venligt . 
+Gamle jlrad skulle imidlertid ikke få sit ønske 
+opfyldt at gøre lille Peter til en stor taterhøvding . 
+Da sneen ved juletid dækkede jorden , sov hun alt 
+under dens tæppe . Men om det var hendes kraftige 
+
+sange , der hjalp , eller ikke , så meget er vist : hendes 
+yndling trivedes og udviklede sig med påfaldende 
+hurtighed og kraft , og hans-fader forsikrede , at han 
+i guttens mørke spillende øjne tydeligt kunne se 
+genskinnet af oldemoders sange . 
+I fem år havde nu vore venner levet lykkeligt 
+med hinanden . En lille pige til , der på Kirstines 
+alvorlige bøn var døbt „ Jlrad Kirstine “ , i stedet for 
+„ Soløie “ , men af sin fader dog jævnlig kaldtes således , 
+kunne allerede hilse då ved at smile og række 
+de runde arme efter ham . Da indtrådte de begivenheder , 
+som vi alle have i for frisk minde til at kunne 
+tale om dem uden den bittreste smerte , hint år , 1864 , 
+der for alle danske vil stå som det sørgeligste år i 
+vort liv . At vore venner led , som vi alle , behøves 
+ikke at omtales , og deres boligs beliggenhed lod 
+dem tillige føle det materielle tryk i en langt større 
+grad end de fjernere øboere . Med harme så husfædrene 
+deres Stuer beboede af fjender , deres stalde 
+optagne af disses heste og hørte de stoltes seiersglæde , 
+der gjorde trykket endnu tungere . Då var 
+bleg af tilbagetrængt harme , og Kirstines smukke øjne 
+funklede af vrede ved at se de fremmede råde i 
+hendes hjem . 
+En aldrende herre , en Hauptmann „ v . Kratzenstein “ , 
+lå længe med sine folk på „ Rolighed “ . 
+Hans våben var det samme som våbnet på Kirstines 
+halsbånd , men hun vogtede sig vel for at 
+gøre noget slægtskab gældende med sit fødelands 
+fjende . 
+
+hvor tung og sørgelig freden var , havde dog 
+trukket for Jylland været så stort , at freden hilsedes 
+om ikke med glæde , så dog med en vis , lettende 
+følelse . Det var , som folket vågnede op af et 
+ængsteligt marerid , og nu igen var kommen i besiddelse 
+af sin ejendom . 
+Det var i den travle rughøst . Den rige afgrøde 
+og det smukke vejr talte trøstende og oplivende 
+fil gemytterne . Då var i Marken med hele gårdens 
+personale , og Kirstine ville med de to ældste 
+børn gå ud for at bringe vesperkosten fil arbejderne . 
+Rugmarken var lige ved landevejen , og hendes 
+opmærksomhed blev vakt ved en hurtigt kørende postvogn , 
+der nærmede sig , medens kusken lystigt blæste 
+„ Landsoldaten “ . Der sad en høj , anseelig herre på 
+vognen , og fil Kirstines forundring standsede den 
+lige ved arbejderne . Den fremmede sprang af , då 
+kastede sin le og skuttede ham med uvant heftighed i 
+sine arme . Deres ord kunne hun ikke høre , hun 
+så kun , at den fremmede betalte kusken , som vendte 
+og kørte bort efter at have sat en lille kuffert af 
+vognen , og derpå ilede både den nyankomne og 
+hendes mand hende i møde . 
+„ Kirstine , Kirstine ! seer du , hvem her er ? Kender 
+du ham ? “ råbte då jublende , da de vare 
+komne nær nok . 
+Hun fæstede sine øjne på den høje , bredskuldrede 
+mand med det mørke hår og stærke , krusede skæg , 
+der skjulte næsten det halve af et smukt , alvorligt og 
+mandigt ansigt med mørk , sydlandsk hudfarve ; men det 
+
+var hende et ganske fremmed ansigt ; således kunne 
+Carl Friborg umuligt være kommen ttl at se ud , — 
+men det var dog ham . 
+Glad og bevæget kyssede han hendes hænder og 
+køstede børnene op for at kysse dem . 
+„ Hvor det er velsignet at se dig igen ; det er 
+som en frisk vind i disse tunge tider , “ sagde då 
+og så med et sjæleglad blik ind i Carls øjne , idet 
+han lagde begge hænder på hans skuldre . 
+Carls ansigt blev alvorligt . „ Det er netop de 
+tunge tider , der bringe mig hjem , “ sagde han . „ Da 
+jeg læste i aviserne om , hvordan det gik til herhjemme , 
+om Dannevirke og Dybbøl , så kunne jeg ikke holde 
+det ud længere derovre . Jeg måtte hjem ; jeg havde 
+aldrig før således følt , at mit fødeland var mit 
+hjem , som mit hjerte hang ved , som ved et dyrebart 
+væsen . Næsten som en moders råb lød det til 
+mig ; jeg ville også lægge mit lod , mit liv i vægtskålen . 
+Jeg ilede hjem , men kom dog forsilde og 
+nåde kun at komme til at dele kampens efterveer 
+istedetfor kampen selv . “ 
+„ Men du er dog glad ved at være kommen 
+hjem alligevel ? “ spurgte då kærligt , idet de vendte 
+om og langsomt fulgte med Kirstine tilbage til arbejderne . 
+„ Ja , nu er jeg glad , nu er jeg hjemme , “ svarede 
+Carl med inderlighed og slog armen om vennens 
+skuldre ; „ men da jeg stod på toldboden i 
+København , hvor ikke et venligt blik , ikke et kendt 
+ansigt mødte mig , da var jeg næsten mere fremmed 
+
+end i Amerika . Jeg kunne have kysset jorden i følelsen 
+af , at det var Danmark , men mellem menneskene 
+følte jeg mig uhyggeligt fremmed . Jeg forsikrer 
+dig , “ vedblev han leende , „ jeg var nær ved at græde , 
+fordi der ingen var , der kunne sige : „ Velkommen 
+hjem ! “ “ 
+Man var nu kommet tilbage fil høstfolkene ; de 
+gjorde hvil og samlede sig fil vesperkost . Kirstine 
+pakkede kurvens indhold ud , og alle toge plads mellem 
+travehobene , medens ølbimplen gik om , og forkarlen 
+skjænkeve snapse . 
+Kirstine bød Carl fil gjæsf på dås mad , og 
+de satte sig hos folkene . Carl lyttede med velbehag 
+fil det jyske bondesprog , som i dette øjeblik forekom 
+ham som hjemlig musik . Der blev spøgt og leet , 
+sagt droie vittigheder og ved måltidets slutning endogså 
+opvarret med taffelmusik , idet karlene rejste sig 
+og alle som en strøge deres leer fil ære for husbonds 
+gjæsf . 
+Da kurven var tømt , stod man op ; då satte 
+forkarlen i spidsen for arbejdet , da han selv ikke 
+ville afse sin kære gjæsf , og ved råbet : „ Til arbejd , 
+fil arbejd ! “ ilede karle og piger fil deres dont 
+igen . 
+Då greb Carls kuffert for at bære den fil 
+gården . „ Nej , vist ikke , lad den stå ; en af folkene 
+kan tage den hjem med i aften ! “ sagde Carl . 
+„ 0 nej , lad mig kun , “ var svaret ; „ Du ved 
+ikke , hvor glad jeg er ved igen at kunne gøre noget 
+før dig . “ 
+
+lille Peter var træt , Carl tog ham på armene , 
+og nu gik vejen under munter samtale ad gården 
+til , medens lille Ida stolt spadserede i forvejen med 
+den tomme kurv . 
+Då var af dem alle den , man mest mærkede 
+glæden på ; hvert øjeblik trykkede han vennens hånd , 
+lagde armen om hans skuldre og så ham i øjnene 
+eller klappede hans brede ryg . 
+På Friborgs spørgsmål til Verlands svarede 
+Kirstine livligt : „ Hør , jeg får en ide ? det er tidsnok 
+endnu ; vi kunne gå derover straks og endda 
+komme før de spise til aften . Hvilken overraskelse 
+der vil blive ? De er dog ikke træt , Friborg ? “ 
+Det var han naturligvis ikke , og planen blev 
+øjeblikkeligt iværksat , efter at Carl havde gjort et skyndsomt 
+toilette , og Kirstine overgivet børnene i barnepigens 
+varetægt og truffet nogle huslige arrangements . 
+„ Nu bliver du da herhjemme og søger dig en 
+ejendom i nærheden ? “ spurgte då , medens de gik 
+henad skovstien . 
+„ Jeg ved det endnu ikke ret , “ svarede Friborg ; 
+„ det kommer an på omstændighederne . Jeg har ikke 
+afhændet ejendommen og forretningen på andre vilkår , 
+end at jeg kan overtage den igen , såfremt jeg 
+kommer tilbage inden udgangen af marts , mod i det 
+tilfælde at udbetale Elton l bolt 3000 f . “ 
+„ Hvilke omstændigheder skal det da komme an 
+på ? “ spurgte Kirstine smilende . 
+
+„ Det ved jeg heller ikke ret , “ var svaret . 
+Da vore venner nærmede sig skovriderboligen , 
+udbrød Kirstine , der i denne aften syntes meget rig på 
+ideer : „ Nu ville vi ikke straks sige , hvem Friborg er , 
+men præsentere ham under et eller andet engelsk navn 
+og se , hvor længe det kan vare , inden nogen kender 
+ham . Han må tale dårligt dansk med så engelsk 
+accent som muligt . “ 
+Då og Carl vare straks villige til at gå ind 
+på spøgen , og den første sagde : . „ Vi behøve kun 
+at præsentere „ Mr . Charles Herbert , “ så sejle vi ikke 
+under falsk flag , og det er dog ligefuldt ukendeligt . 
+Her tænker ingen på hans andet fornavn , som ofte 
+brugtes i Amerika i daglig tale , fordi „ Friborg “ ikke 
+ret lå for amerikanske tunger . “ Hermed var sagen 
+afgjort . 
+I havestuen på egedal sad Ida ivrigt beskæftiget 
+med at hjælpe Alfred med en lektie , som han ikke 
+ret kunne få ind , fordi hans tanker bestandigt droges 
+til de tre yngre søskendes leg udenfor døren . 
+Hilda , nu en blomstrende femtenårs pige , sad tavs 
+med sit sytøj på dørtrinet lyttende efter broderens 
+adspredte læsning og efter de smås lystige latter . 
+„ Moder ! “ råbte hun endelig , „ lad nu Alfred 
+slippe ; nu få vi fremmede . Då og Kirstine komme 
+op ad lindegangen med en fremmed herre . “ 
+Alfred smækkede sjæleglad bogen i og ilede til 
+døren . „ Hvem kan dog det være ! “ udbrød han ivrigt 
+for at lede moderens tanker til de kommende , „ en 
+stor , stadselig herre med skæg lige op til øjnene ! “ 
+
+Ida trådte venligt sine gæster i møde , og næsten 
+i samme øjeblik kom skovrideren ind fra den anden 
+side med begge sine ældre sønner . 
+Adolf var nu ansat som kongelig skovfoged i 
+faderens distrikt , og Fritz havde året i forvejen taget 
+forstexamen . Begge havde de taget del i felttoget 
+og vare nu hjempermitterede . Deres høje , kraftige 
+skikkelser toge sig helt statelige ud i uniformen . 
+„ Mr . Charles Herbert “ blev præsenteret og budt 
+velkommen med venlig gæstfrihed ; han spillede sin 
+rolle udmærket , skønt det var ham vanskeligere , end 
+han havde tænkt , at slå som fremmed mellem de kære , 
+kendte venner . Hans øjne søgte Anna , men hun 
+var ikke i stuen . 
+Adolf og Fritz begyndte straks af vise deres imødekommen 
+mod den fremmede ved af gøre deres bedste 
+for af underholde ham i hans formentlige modersmål , 
+men då sagde smilende : „ I behøve ingen ulejlighed 
+af gøre eder ; Herbert forstår ypperligt dansk , om 
+han end kun taler det umådeligt . Han er vant til af 
+høre mig og Friborg tale det , og jeg er næsten vis 
+på , af Friborg , efter af jeg er rejst , endnu stadig 
+har talt dansk til ham for af blive i øvelsen , ikke 
+sandt , Herbert ? “ 
+„ Jo—o , to bo 8un8 , “ var svaret . 
+„ Men hvor er dog Anna i aften ? “ sagde Kirsfine ; 
+„ jeg længes efter af se hende . “ 
+„ Hun er ude for af lave til aftensbordet , men 
+jeg skal straks kalde på hende , “ sagde den skælmske 
+Hilda , idet hun løb til døren og råbte ud af den : 
+
+„ Anna , Anna ! kom herind ; Kirsfine er her og vil 
+tale med dig ! “ 
+„ Ja , nu lommer jeg ! “ lød en frisk , ungdommelig 
+stemme , og næsten i samme øjeblik kom Anna 
+løbende ind med kjøkkenforklæde på , opsmøgede ærmer 
+og opheftet kjole . Glad ilede hun henimod Kirstine , 
+men ved synet af den fremmede blev hun stående 
+forlegen og blussende rød . 
+„ Bliv ikke bange , lille Anna , “ sagde Kirstine 
+smilende , „ det er en ven af då , en mr . Herbert 
+fra Amerika . “ 
+„ Fra Amerika ! “ udbrød Anna livligt , idet hun 
+rent glemte sin forlegenhed . „ 0 , så kender de vist 
+Carl fri . . . , men Carl — Carl ! det er jo dig 
+selv ! “ afbrød hun sig pludseligt , idet hun med udbredte 
+arme sløj mod ham , som om hun ville kaste sig om 
+hans Hals , men lige foran ham standsede hun og 
+sagde leende , idet hun greb begge bans hænder : „ Jeg 
+blev så glad , at jeg nær rent havde glemt , at jeg er 
+bleven en stor pige , der ikke sådan kan skyve herrer 
+om halsen ! Så du troede ikke , jeg kunne kende 
+dine øjne , så snart du så på mig ! Velkommen ! 
+Tusinde gange , velkommen hjem . “ 
+Hvilken storm af glade favntag og velkomsthilsener , 
+der nu rejste sig , overlades til læserne selv 
+at tænke sig . 
+Da roligheden nogenlunde var tilvejebragt igen , 
+drog Anna Carl ned på en stol ved havedøren , 
+hvor aftensolen skinnede ind . „ Lad mig nu se rigtig 
+på dig , du vildmand , “ sagde hun smilende . „ Hvor 
+
+du har forandret dig ! “ vedblev hun alvorligere , 
+„ når jeg nu seer på dig , undrer jeg mig ordentlig 
+over , at jeg kunne kende dig . Nej , sådan kan jeg 
+bedst kende dig , “ og hun lagde fin ene hånd over 
+hans pande og hår , den anden over hans underansigt , 
+så hun kun kunne se hans øjne , „ så synes 
+jeg , vi er begge som for ti år siden ; når jeg seer 
+på alt det mørke hår og skæg , så bliver du 
+næsten til en fremmed mand for mig . “ 
+Hun få ham tavs i øjnene . „ Øjne øjne 
+blive også alvorlige , “ sagde hun endelig , „ er du 
+ikke glad , rigtig glad ved at være kommet hjem til os 
+igen ? “ 
+Carl bøjede sig over hendes hænder , som han 
+havde grebet , og kyssede dem , idet han med det samme 
+skjulte to store tårer , der løb ned i hans tykke skæg . 
+„ Om jeg er glad , “ hviskedee han bevæget , „ min 
+lille , trofaste søster ; jeg er så glad , som jeg ikke har 
+væræt siden den dag , du blev syv år gammel . “ 
+„ Hvad mener du med det , Carl ? “ spurgte Anna 
+forundret . 
+„ Ikke andet , end af jeg på den dag ophørte 
+med af være glad og siden ikke har været det udelt for 
+i dette øjeblik . Gud signe dig for din trofaste kærlighed ! “ 
+„ Hvor vi nu skulle glæde os sammen , “ sagde 
+Anna , „ jeg har så meget af vise dig , så meget af 
+fortælle om , men , — hvad tænker jeg dog på ! jeg 
+slår her og snakker og glemmer rent aftensbordet . 
+Å , Hilda , hjælp mig lidt , af det kan gå i en 
+
+fart ! “ Med disse ord hoppede Anna ud af døren 
+fulgl af sin søster , og snart hørte man hendes glade 
+sang lpde ude i køkkenet . 
+„ Nå da , hvor lærken slår sent på dagen , “ 
+Sagde hendes fader leende ; „ man kan høre , den er glad . “ 
+Efter border var der så meget , der skulle ses 
+og fortælles , af det blev midnat , inden man kunne 
+skilles ad . Verland ville beholde Carl , men då ville 
+på ingen måoe finde sig i , af miste sin ven den 
+første nat ; hos bam skulle ban bo , men ellers skulle 
+han i alle henseenoer have sin frihed . 
+Alle de unge fulgte dem halvvejen ; deres glade 
+sange lød gennem skoven i den tavse nat , efter at 
+de vare vendte om . Carl stod stille og lyttede til 
+deres stemmer , som efterhånden fjernede sig . Då 
+og Kirstine kaldte på ham . „ Nå , hvad siger du 
+nu om de gamle venner ? Er du nu rigtig hjemme 
+igen iblandt dem ? “ spurgte då , da Carl langsomt 
+og tavs nærmede sig . „ Har du ikke det mindste at 
+sige ? “ vedblev han lidt efter , da Carl endnu uden et 
+ord gik ved hans side . „ Er det ikke velsignet , som 
+madame Verland holder sig ? og Anna , er hun ikke 
+bleven en rigtig sød pige ? huslig og kærlig og altid 
+glad og mild , og det kære barneansigt har hun beholdt ; 
+synes du ikke også det ? “ 
+Carl trak vejret dybt . „ Ja vist , du har ret i , 
+hvad du siger , men lad mig blot gå i ro ; jeg 
+drømte så dejligt , det har jeg ikke gjort nu i næsten 
+elleve år ; jeg drømte , at den tid slet ikke havde været , 
+og alting var som dengang . “ 
+
+tavst fortsattes nu vejen , og da målet var 
+nået , trykkede Carl sin ven fast i sine arme og 
+skyndte sig til det ham anviste værelse . 
+Der blev muntert liv i skovridergården i denne 
+hast trods landesorgen ; de unges hjerter vare alt for 
+fulde af liv og glæde til at lade sig nedtrykke af den . 
+Den lå vel i baggrunden som en mørk skygge , men 
+forgrunden var så smilende , øjeblikket så velsignet , 
+og på et maleri i det mindste hæver jo endogså en 
+mørk baggrund en lys og klar forgrund , så den 
+synes dobbelt lys og klar . 
+Carl kom gerne hver formiddag og blev til om 
+aftenen . På egedal var han altid glad og næsten 
+barnagtig lystig ; det var , som om Annas barnlige 
+munterhed og Idas uforanderlige kærlighed i forening 
+med hendes næsten uforandrede ydre bragte ham til at 
+glemme den mellemliggende tid og satte ham tilbage 
+til de dage , da han selv som yngling barnligt nød 
+livets glæder . Ivrigt tog han med Verland , Adolf 
+og Fritz del i arbejdet i mark og skov , og ligeså 
+ivrigt tog han del i legen , spøgen og sangen efter 
+endt arbejde . 
+Då og Kirstine kom om aftenen så ofte de 
+kunne . Ida var moderlig glad ; nu havde hun jo 
+først sin hele flok samlet og syntes , at den gamle 
+glade tid var kommen tilbage . 
+Men tiden kommer aldrig tilbage ganske således , 
+svin den svandt hen . 
+På „ Rolighed “ var Carl derimod gerne tavs 
+og tankefuld , ofte vemodig og forstemt ; undertiden talte 
+
+han om atter at rejse til Amerika og ville aldrig indlade 
+sig på dås forskellige forslag om at søge en 
+ejendom herhjemme . 
+„ Jeg fatter slet ikke , hvorledes det egentlig hænger 
+sammen med Carl Friborg “ , sagde Kirstine en dag 
+til sin mand , medens de fra stuevindnet betragtede 
+den omtalte , der sad på en bænk i haven tilsyneladende 
+fordybet i en bog , men uden at vende bladene . 
+„ Her er han en ganske anden person end på egedal ; 
+det er , som trak han et nyt menneske på , når han 
+kommer ind ad døren der . Jeg troede så bestemt , 
+at han elskede Anna og hun ham ; men så behøvede 
+han jo ikke således at hænge med næbet . “ 
+„ Ja , at han elsker hende , det kan du være vis 
+på , “ var svaret ; „ men hvad hun gør , ved jeg ikke , 
+og det er vel netop det , der piner ham . Han frygter 
+vist , at det skal gå ham som sidst . “ 
+„ Hvad mener du ? “ 
+„ At han skal få venskab for kærlighed . Jeg 
+selv frygter det næsten også , og gud ved , hvordan 
+han vil bære det . “ 
+„ Da synes det mig dog klart nok , at Anna 
+elsker ham . Hun er jo , kan man nok sige , vokset op 
+i kærlighed til ham , fra hun var lille af , “ sagde 
+Kirstine . 
+Då tav et øjeblik og vedblev derpå eftertænksomt : 
+„ Ja , det er meget sandt , hun holder af ham ; 
+men holde af og holde af er to forskellige ting . 
+Du bliver nok gammel , min lille kone , og glemmer 
+de unge dage . Husker du ikke , dengang Carl elskede 
+
+dig med sit unge hjertes første kærlighed , og du 
+holdt af ham som en søster ? Tror du ikke nu , at 
+det går Anna ligeså ? Det var bestemt søsteren , 
+der fløj hum i møde den første aften , og netop i den 
+fuldkomne frihed og tillid , hvormed hun omgås 
+ham , svnes mig , ligger beviset for hendes rolige 
+følelse for ham . Når han er på egedal , gribes 
+han af den følelse af hygge og velvære , som frem for 
+noget andet sted i verden hersker der . Annas barnlige 
+glæde river ham med , og han bliver , om jeg så 
+må sige , barn igen med børnene ; men herovre 
+komme tankerne og gjorde ham tavs og stille , og det 
+er heller ingen lys udsigt at komme kil at rejse bort 
+ensommere end han kom . „ Der er ikke godt at være 
+ene , “ det kende vi jo af erfaring . “ 
+„ Jeg kan dog ikke tro andet , end at Anna i sit 
+hjerte elsker ham . Når han blot ville tale rigtigt 
+med hende , kom de nok på det Rene , “ mente Kirstine . 
+„ Du kan tro , “ svarede då , „ at han tier af 
+frygt for at miste håbet , ifald han talte . “ 
+„ Ved du hvad ? “ sagde Kirstine efter et øjebliks 
+eftertanke , „ det kunne vist være godt , om vi i nogle 
+dage fik Anna herover ; her er mere lejlighed fil at 
+tale ordentlig sammen end på egedal , hvor de er 
+så mange , og hvor børnene hænge om ham som 
+borrer . Så fik hun ham måske også at se i hans 
+hverdagshumor , og hendes deltagelse for ham ville 
+nok åbne hendes øjne før hendes egne følelser . Nu , 
+hvad mener du ? “ føjede Kirstine fil i en opfordrende 
+tone , da då tav . 
+
+„ Jeg mener , “ svarede han langsomt , „ at al 
+partilaven er mig af hjertet forhadt , og at jeg ikke 
+gerne så dig som Kirsten gifteknivs ; men i dette 
+særegne tilfælde kunne jeg rigtignok have lyst til at 
+slå en streg over principerne og sige : gør , som 
+du vil ! thi , gud ved , jeg ønsker , at det kunne blive , 
+søm vi have tænkt os det . “ 
+Kirstine var hurtig til at udføre sine ideer . Samme 
+dag bad hun Ida om at måtte låne Anna et par 
+dage , da hun trængte til hendes hjælp til at sve en 
+ny kjole . Sagen blev let ordnet , og Anna fulgte 
+hjem med til „ Rolighed “ . 
+Den næste morgen tidligt var Anna efter Kirstines 
+opfordring gået ud for at plukke nogle georginer 
+til blomstervaserne ; hun havde allerede samlet en stor 
+bouket , da hun bemærkede Carl , der sad som sædvanligt 
+med en bog , men han holdt den omvendt i 
+hånden . Anna listede sig ubemærket hen til ham , 
+og idet hun pludselig skjulte bøgen med blomsterne , 
+råbte hun leende : „ Du kan nok sige , som de dovne 
+skolebørn : jeg lader , som jeg læser , men jeg læser 
+ikke endda ! “ 
+Carl så op , men hans blik var så alvorligt , 
+at Anna overrasket lod sine blomster falde og spurgte , 
+idet hun satte sig hos ham : „ Hvad tænker du dog 
+på , kære , bedste Carl ? jeg bliver ganske bedrøvet , 
+når du seer sådan på mig . “ 
+„ Jeg tænkte på min hjemrejse , Anna ; således 
+kan jeg jo dog ikke blive ved at gå her og drive . “ 
+
+Anna så ham mildt i øjnene . „ Nej , det sial 
+du heller ikke , men du sial se snart at få dig 
+nogen ordentlig beskæftigede . Køb en ejendom , gør 
+som då ! “ 
+„ Ja , hvem der kunne det ! “ svarede Carl med en 
+vemodig betoning , der for som et lyn gennem Annas 
+tanker . 
+„ Ja , du har ret din stakkel , “ sagde hun bedrøvet , 
+„ jeg føler godt , at du må rejse , men jeg kan 
+ikke lade være at sørge derover ; den tanke , at du er 
+så ene — o , var jeg gammel , som Kirstines tante 
+Lotte eller i det mindste som moder ! “ 
+„ Hvorfor del ? “ spurgte Carl overrasket . 
+„ Så kunne jeg følge dig , styre dit hus for 
+dig og være god imod dig . “ 
+„ Ville du virkelig for min skyld give din ungdom 
+hen ? “ 
+„ Øm jeg ville ! “ udbrød Anna livligt . „ Kan 
+du huske , at jeg som lille ville give min menneskeværdighed 
+bort og følge dig som en lille Wus , for 
+at du ikke skulle være ene ? Jeg tror , jeg gjorde det 
+endnu , dersom jeg blot kunne . “ 
+„ Som hvad ville du da følge mig ? “ spurgte 
+Carl med oplivende håb . 
+„ Som hvad du selv ville , som din søster , din 
+husholderske , din tjenestepige . “ 
+„ Så følg mig som min lille hustru , “ bad 
+Carl og lagde sin arm om hendes liv , „ og jeg rejser 
+ikke andre steder hen , end hvor du vil . “ 
+
+Anna var sprunget op og stødte næsten uvilligt 
+Carls arm bort . 
+„ Hvor kan du spøge med sligt ? “ sagde hun alvorligt 
+og bebrejdende . 
+„ Spøge ! “ udbrød Carl ; „ jeg spøger ikke . I 
+mange dage har ordet brændt i min sjæl , men jeg 
+kunne ikke få det frem . Nu er det sagt ! Vil du 
+være min hustru ? kan du elske mig ? “ 
+Anna var bleven bleg . „ Hvorfor spørger du om 
+det , når du ikke selv elsker mig ? “ 
+„ Anna , hvor kan du tvivle ? Har jeg nogensinde 
+løjet for dig ? “ 
+„ Men Carl dog ! hvor ofte og hvor mange kan 
+da en mand elske ? “ stammede Anna forbavset . 
+„ Anna , hvad mener du ? Jeg forstår dig ikke . “ 
+„ Du har jo elsket Kirstine , “ hviskedee Anna , „ elsket 
+hende fra din første ungdom og gør vel så endnu ; 
+således forstod jeg dig da før . “ 
+„ Nej , grin barndomsveninde , jeg elsker hende 
+ikke mere med den kærlighed , du mener . Hun har 
+været min ungdomsdrøm , det er vist , og meget har 
+jeg lidt i følelsen af , at hun aldrig kunne blive min ; 
+men tiden læger sår , om også der bliver ar tilbage , 
+og mine følelser for hende have nu en ganske 
+anden natur . Sandt er det , jeg havde opgivet håbet 
+om kærligheds lykke for mig ; men fra det øjeblik , 
+du kom mig så trofast og kærligt i møde , så 
+følte jeg , at det bedste endnu kunne være gemt til 
+mig . Kirstine var min ungdoms drøm , Anna er 
+
+min manddoms kærlighed , vil du også være mit 
+livs glæde og velsignelse ? Anna , svar mig ! “ 
+Anna var sunket ned på bænken med ansigtet 
+skjult i begge hænder . 
+„ Anna , veninde , søster , svar mig dog , tal til 
+mig ! “ bad Carl med en stemme , der skælvede af 
+angst . 
+Anna vendte sit tårevædede ansigt imod ham og 
+bad bønligt : „ O , forlang ikke . jeg skal svare dig ; 
+jeg var så vis på , at det var anderledes ; jeg var 
+så uforberedt . “ 
+„ Hvor kunne du være så vis på det ? “ spurgte 
+Carl forundret . “ 
+Anna tav et øjeblik . Derpå så hun ham 
+med et fast , tillidsfuldt blik i øjnene . „ Jeg vil sige 
+dig alt , hvad jeg har tænkt og følt , medens du var 
+borte , ' og så kan du selv dømme . “ 
+Hun tav atter et øjeblik som for ret at samle 
+sine tanker og vedblev derpå med sagte stemme , 
+næsten som hun talte med sig selv : „ Da jeg var lille , 
+var du mig kærest af alle , jeg tror ligeså kær , 
+som fader og moder ; jeg var vis på , at ingen 
+holdt af dig , som jeg , og det gav just min følelse 
+forhøjet varme og inderlighed . Da du siden rejste 
+bort , tænkte jeg bestandigt på dig ; mine tanker 
+fulgte dig i fængslet og til det fjerne land , og min 
+barnagtige fantasie udmalede mig de forskelligste billeder 
+af dit liv . Det varede ikke længe , før det gik 
+op før mig , at Kirstine elskede då og ventede på 
+hans hjemkomst , og — det var måske lidt overspændt , 
+
+— men snart var jeg hjemme i den tanke , 
+at jeg ventede på dig med samme følelse , og mangfoldige 
+vare de billeder , jeg udkastede af vor forening 
+og samliv . Fastere og fastere groede tanken til barnehjertet ; 
+jeg kunne sige med tegners Ingeborg : lluk vst 
+ej , nar æen llørjuæ , Iran ej omlast æsn tanken katte , 
+at æen vsiii borte . Så kom dås brev , hvor han 
+skrev : „ Det bliver mig bestandig klarere , at Carl endnu 
+elsker Kirstine . “ Som et lvn slog de ord ned i min 
+sjæl og fortærede alle mine dejlige drømme , alle mine 
+luftkasteller . Jeg styrtede ud i haven i den mørkeste 
+krog og kastede mig i græsset med en fortvivlelse , 
+hvis mage jeg aldrig hverken før eller senere har 
+kendt ; hele min verden var styrtet sammen . Det 
+varede imidlertid ikke længe , før min kvindelige stolthed 
+kom mig til hjælp . Du vil vel le , når et 
+tolvårs barn taler om kvindelig stolthed , men jeg 
+kan forsikre dig , således var det . Jeg følte , jeg 
+kunne ikke være bekendt , at nogen skulle ane min 
+smerte , og derfor måtte jeg ret samle mig for at bekæmpe 
+den . Men let var det ikke , og havde moder 
+ikke haft travlt med slagtning og rengøring , så 
+havde jeg ikke undgået hendes opmærksomhed . Snart 
+kom det mig endogså for , som om jeg ikke kunne være 
+bekendt for mig selv , at jeg som barn elskede og lod 
+min fantasi lege med flige billeder . Jeg ville kun 
+elske dig søsterligt og stræbte tappert , hvorvel det ofte 
+kneb , for at nå dette mål . Efterhånden lykkedes 
+det bedre ; jeg vænnede mig til i dig at se min 
+kæreste Broder , og som sådan har jeg modtaget dig . 
+
+jeg troede også undertiden i dine breve at spore , at 
+jeg netop forstod dig , som du ville forstås , som 
+da du til min konfirmation sendte mig ur og guldstads 
+og så vemodigt skrev : „ Nu bliver du en stor 
+pige , min lille Anna , en ung dame , men ophør aldrig 
+for mig at være min lille søster ; hende kan jeg 
+ikke tåle at miste . “ Jeg syntes næsten det var , som 
+du selv advarede mig mod at nære andet end søsterlige 
+følelser for dig . “ 
+Anna tav . Carl greb hendes hænder . „ Skal 
+alt dette sige , at du ikke kan bonhore mig og kun vil 
+være mig en søster ? “ 
+„ Det skal sige , at jeg ikke nu kan svare ; jeg 
+synes , jeg har givet dig alt , hvad mit hjerte kan . “ 
+Carls blik var smertefuldt , og hans læber skælvede . 
+Anna gentog medlidende og glemmende sin bevægelse 
+over hans : „ Nej , nej ! min barndomsven , se 
+ikke således på mig , kun bed ikke nu om svar ; jeg 
+må betænke mig , tale med fader og moder , jeg man 
+hjem straks , “ vedblev hun grædende , „ muligt det ikke 
+er så svært at tænke om anden gang , som første . 
+Carl ! vær ikke vred på mig ; jeg kan jo ikke anderledes , “ 
+Bad hun med barnlig inderlighed , idet hun 
+rejste sig og rakte ham hånden til afsked . 
+„ Når , når må jeg komme og få svaret ? “ 
+Spurgte han skælvende . 
+„ Ikke i dag , vent til i morgen , i morgen formiddag ! “ 
+Og Anna rev sig hurtig los , ilede op på sit værelse 
+og kom lidt efter ned med hat og tørklæde for at 
+
+sige farvel til den forbavsede Kirstine , der overrasket 
+så på hendes blege forgrædte ansigt og knap vidste , 
+om hun skulle tro , barnet var ved samling . 
+„ Kære , søde barn ! hvad fattes dig ? “ spurgte 
+hun ængstligt . 
+„ Bær ikke vred , bedste Kirstine , jeg ved , jeg er 
+uhøflig , men jeg må hjem ; hils din mand og bed om hans 
+tilgivelse ! “ og Anna var som en vind ude af døren . 
+Kirstine så efter hende , så længe hun kunne se 
+et glimt af hende , -og gik derpå hen til vinduet til 
+haven . Der sad ganske rigtig Carl med ansigtet begravet 
+i sine hænder ; hans bog og blomsterne , 
+Anna var gået ud for at plukke , lå for hans fødder . 
+Då kom ind , hun viste ham Carl og fortalte , 
+at Anna var gået hjem . Då så nogle minutter 
+tavs og deltagende på vennen . „ Han har talt det 
+stærke ord , og det er gået , som jeg mente ; hun var 
+ikke forberedt . Lærken , som hendes fader siger , er 
+bleven forskrækket og er floiet hjem ; der er hun også 
+bedst forvaret . “ 
+Han gik ud i haven samlede blomsterne og 
+bogen op , satte sig hos Carl , slog armene om hans 
+skulder og talte milde , opmuntrende ord til ham . 
+Carl så op . „ Hvordan det så går , har jeg 
+dog dig , du tro sjæl ! “ udbrød han , idet han heftig 
+omfavnede vennen . „ Det er , som mit hjerte skulle 
+sprænges af forventning om , hvad der vil komme . 
+Gud lede det til det bedste ! “ 
+„ I morgen formiddag “ havde Anna sagt , formiddagen 
+er et elastisk begreb . Nogle have formiddag 
+
+endnu kl . 3 om eftermiddagen , andre regne kl . 
+8—8v2 dertil , og når man så af ængstelig spænding 
+hele natten igennem ikke har lukket et øje 
+og har vandret omkring i skoven i den dugvåde 
+høstmorgen fra kl . 3 af , så kan det muligvis nok 
+gå an at kalde kl . 6 om morgenen formiddag . 
+Senere var det i det mindste ikke , da Carl Friborg 
+trådte ind i spisestuen på egedal , hvor alt hele 
+familien var samlet ved kaffebordet . 
+Den yngre del af selskabet stormede ham straks 
+imøde med spørgsmål om hans udebliven i går , hans 
+tidlige komme og hans blege udseende ; kun Anna 
+blev siddende med nedslagne øjne og blussende kinder . 
+Verland og Ida modtoge ham derimod med mere end 
+almindelig hjertelighed . Ida skuttede ham i sine arme 
+og trykkede et moderligt Kys på hans mund , medens 
+skovrideren derimod klemte hans hånd , så den værkede 
+og sagde halv rørt , halv spøgende : „ Nej , det er 
+da et sandt ord , at man ingenting skal forsværge . 
+Dengang jeg før tolv år siden modstræbende gav efter 
+før Annas og Kirstines bønner og tillod , at du blev 
+ført ind i huset , og sagde : „ Havde Anna været i sit 
+syttende år i stedet for i sit syvende , så skulle jeg ikke 
+have noget af at få den fugl ind i min rede , “ da 
+ville jeg rigtignok have forsvoret , at jeg nogensinde 
+skulle være kommet til at takke gud , fordi jeg kunne 
+betro mit barn i din hånd . — men , Anna dog ! 
+Så kom pige og giv ham det første Kys , du har jo 
+før kysset ham så lidt , er du kommet rent ud af øvelsen ? 
+Jeg får nok selv at hente hende . “ 
+
+skovrideren trak kærligt den smilende og grædende 
+Anna op af stolen og lagde hendes hånd i Carls . 
+„ Der har du hende , min dreng , i Herrens navn ! 
+Hold hende altid i ære ; det er det bedste jeg har , 
+jeg giver dig , skøn på det . Og nu ind med jer 
+i den anden stue , her kunne i nok ikke få munden 
+op , “ vedblev han lystigt og skød dem begge ind ad havestuedøren . 
+„ Kys ham nu ! “ råbte ban efter dem , „ men 
+gør det kort af ; thi jeg kan se på Carl , han er fastende ! “ 
+Han greb sin kone i armen og gav hende et 
+droit Kys . „ Ru , vor mor , må du min sjæl ikke 
+vande høns ; du er jo ligeså glad som jeg for de 
+børn . Gør nu bordet lidt festligt i en hast , siden 
+vi have forlovelsesgilde . “ 
+Medens moderen og Hilda skyndsomt adløde opfordringen , 
+og faderen gik op og ned ad gulvet og 
+gned sig fornøjet i hænderne , udtrykte ungdommen sin 
+forbavselse over det skete og øvede sig i af hilse 
+Carl med navnet „ Svoger “ . Adolf og Fritz havde 
+nok allerede i går , da lille Anna kom så forstyrret 
+hjem , anet uråd , men for alle de mindre var Tingen 
+aldeles ny og overraskende . 
+Det varede ikke længe , før Carl og Anna med 
+glædestrålende ansigter og hinanden ved hånden kom 
+ind igen for af modtage alle de kærlige hilsener , der 
+ventede dem . Man satte sig til det omdækkede bord . 
+Carl mente rigtignok , af han var meget for lykkelig 
+til af spise , men da han først havde begyndt , fandt 
+han dog , af en tre timers morgenvandring giver en 
+ret god appetit , selv hos en nyforlovet . 
+
+måltidet varede temmelig længe , da både store 
+og små havde så meget at sige . Alfred ville holde 
+tale , og de små klinke med svoger . Inden man 
+var færdig , bankede det på døren , og ind kom då 
+og Kirstine . 
+Et blik på de glade ansigter fortalte dem hele 
+sagen . „ Tilgiv , vi komme så tidligt , “ sagde Kirstine , 
+idet hun omfavnede Ida efter at have lykønsket 
+de forlovede og rystet Verlands hånd . „ Det er 
+dås skyld , jeg kunne ikke styre ham længer ; havde 
+han måttet råde , vare vi komne for over en time 
+siden . Han har ikke kunnet sove i nat ; man skulle tro , 
+det var hans egen skæbne , der skulle afgøres . “ 
+„ For en del var det også , “ sagde då og kyssede 
+hende ; „ jeg tror , at jeg aldrig var bleven glad 
+mere , var Carl rejst ene og forladt til Amerika igen . 
+Nu tør jeg først rigtig sige , at jeg er en lykkelig 
+mand . Gud holde sin hånd over os alle ! “ 
+Vor historie er nu i grunden til ende . Hvad der 
+senere er sket , kan enhver læsers fantasi let udmale 
+sig . Carl ved nu , hvilken velsignelse det er at have 
+et hjem ; Anna , en glad , mild husmoder ligesom 
+hendes moder , gør ham dette hjem til en fredens 
+og hyggelighedens Bo , hvor han ret kan hvile sin 
+sjæl . Han takker gud , at han ikke mere er alene , 
+og samme tak lyder både fra fader Verland og fra 
+den trofaste Aksel då ; „ thi det er ikke godt for 
+mennesket at være alene . “