diff --git "a/normalized/1871_Behrend_Hulda.txt" "b/normalized/1871_Behrend_Hulda.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1871_Behrend_Hulda.txt" @@ -0,0 +1,18578 @@ +Første kapitel . +Moder og datter . +På 2den sal i et af de netteste huse i rue « i « +I « p-ux ( Fredensgade ) i Paris , sad en vinteraften i +året 18 * * en ældre og en yngre dame , ivrig beskæftigede +med dameskrædersyning . +Flere gange lød den ældre dame hånden mat +synke ned i skødet , medens en tåre langsomt gled +ned ad hendes blege kind . +Uagtet hendes simple påklædning , hendes sygelige +udseende og det sørgens udtryk , der var udbred , +over hendes ansigt , sås dog tydeligt , af hun engang +havde været overordentlig smuk , men af modgang og +bekymring alt for tidligt havde tilintetgjort hendes +skønhed . +Alle folk i nabolaget følte interesse for hende , +— skønt hun aldrig talte til nogen og skønt ingen +vidste hvem hun var , — thi hendes væsen , hendes +manerer , kort sagt alt tydede på , af hun var af +fornem herkomst , men af en eller anden uforudset + +ulykke havde nedslødt hende i den dybeste armod og +elendighed . +Den unge pige — hendes datter — var et sandt +mønster på kvindelig skønhed . Hendes høje , ranke +skikkelse var en Madonna værdig ; hendes fyrige +øjne , hendes ravnsorte hår og hendes livlige væsen +tydede på , af hun af fødsel var en spanierinde . +Dog , over begge disse kvinder var udbredt et så +dybt præg af sørgmodighed , at selv det mest ligegyldige +menneske måtte røres derved og indse , at en +dyb , en sørgelig hemmelighed beherskede dem begge . +— græd ikke , kære moder , sagde den unge pige , +idet hun kærlig omfavnede den ældre dame . I dag +er det jo den ! 3de november , altså må der snart +komme brev og penge fra fader . +— ak , Hulda , du ved ikke hvor meget jeg lider , +sagde den ældre dame , idet hun aftørrede de tårer , +der sneg sig ned ad hendes blege kinder . Jeg kan nok +bære , hvad skæbnen pålægger os , men du , — du , +englegode pige , — du , som endnu er så ung og +ikke kender verdens slethed og livets skuffelser , du +kan umuligt forstå hvad en moder må lide ved at +se sit elskede barn — der er født og opdraget i rigdom +og overflod — hentæres i nød og elendighed . +— fy , kære moder , det smerter mig meget at +høre dig tale således . Tror du ikke at jeg med +glæde sidder oppe hele natten , for at tjene de penge , +der er nødvendige til vort underhold ? Tror du + +— jo , mit barn , afbrød moderen hende ; jeg +ved af du er en sand engel , men du kan ikke udholde +dette liv , og jeg — ak , siden jeg fik knust min +højre arm på den ulykkelige køretur — er det mig +umuligt af holde stand med dig . +— nå , tal nu ikke om det , kære moder , men +gå hellere hen på posthuset og se om der er kommen +brev og penge fra fader , thi rent ud sagt , jeg er +meget sulten og det må du også være , siden vi sket +ikke have nydt noget i dag . +— du har ret , Hulda , jeg vil straks gå til +posthuset . Gud give , af jeg må have bedre lykke +med mig denne gang end forrige måned ; thi da jeg +den gang skulle hente pengene , fik jeg til svar , af +en ung herre havde begæret pengene udbetalte , og da +jeg gjorde indvendinger , råbte man til mig , af dersom +jeg ikke skyndte mig bort , blev jeg udleveret til politiet , +thi de kunne nok se , af jeg var en snedig bedragerske , +der ville tilvende mig andre folks ejendom . +— stakkels , ulykkelige moder , sagde Hulda med +tårer i øjnene . Du en bedragerske 2 nej , før ville +du give den sidste bid brød bort , før du ville bedrage +nøgen . Det er skammeligt at byde grevinde +Tadlos sligt ; o , hvor det er skrækkeligt at høre ! +— tys , tys , mit barn , tal ikke så højt ; husk : +her i Paris er jeg ikke grevinde Tadlos , jeg er kun +dameskræderinden garique ! +— gud give , vi atter vare i Spanien ! råbte +Hulda uvilkårlig . + +— ja , deri har du ret , mit barn . Nå , nu +vil jeg gå til posthuset , måfle vi få gode efterretninger . +Jeg håber , at roligheden atter er tilvejebragt +derovre , så at vi snart kunne forlade Paris og atter +tage over til vort kære Spanien . Farvel Hulda , jeg +kommer snart tilbage . +— farvel , kære moder , og god lykke ! råbte +Hulda efter hende og tog atter fat på sit arbejde . +Omtrent fem minuter efter bankedes der på +døren , og Hulda , der troede , ak det var postbudet +med brev og penge til dem , råbte glad : kom ind ! +Døren aubnedes og ind trådte en elegant klædt +herre . +Et triumferende smil fortrak hans skumle , ondskabsfulde +ansigt , da -an så , at Hulda var ene . +— endelig kan jeg da engang tale i ro med +dem , min elskede Hulda , uden at den gamle drage +skal sætte en skranke imellem os , sagde han og nærmede +sig den unge pige . +Hulda for op . +— Konrad ! råbte hun harmfuld ; vel har de +den stærkeres ret lige overfor mig , men tro ikke , at +jeg giver fortabt derfor , og allermindst når de vover +at benævne min kære moder således . Jeg har sagt +dem og siger dem det endnu engang : jeg vil aldrig +binde min skæbne til dem , jeg vil aldrig blive deres +hustru , selv om de kunne give mig alverdens +skatte derfor . + +— er det deres sidste ord ? spurgte Konrad +rasende . +— ja , det er ufravigeligt mit sidste ord i denne +sag , svarede Hulda bestemt . +Et djævelsk udtryk fortrak Konrads i forvejen hæs « +Lige ansigt og gjorde det endnu afskyeligere . +— de vil fortryde det , Hulda , sagde han med +dirrende stemme ; de vil fortryde det . Dog , jeg vil +endnu engang give dem betænkningstid ; om to dage +kommer jeg igen . . . giver de mig atter et afslag , +da vogt dem ! +Med disse ord styrtede han ud af døren og +Hulda var nu atter ene . +Andet kapitel . +I Spanien . +Vi er nødsagede til at gå omtrent et år tilbage +i tiden for at den ærede læser kan blive indviet +i de omtalte personers livsforhold . +Nogle mil fra Madrid , i en yndig , skovrig egn , +ligger et meget pragtfuldt gods , udvendig førsynet +med en mængde kostbare forsiringer og indvendig udstyret +med en sand kongelig lurns . + +dette gods tilhører grev Tadlos , en spansk adelsmand , +der har gjort sig berømt ved sit mod og sin +uforfærdethed i de mange uroligheder , der i den senere +tid har været fremherskende i Spanien . +Han er en mand på omtrent 50 år , med et +godmodigt ansigt , en rank vært og adelig holdning . +Han har i mange år beboet dette sted med sin +gemalinde og deres eneste datter Hulda , og lykke og +rigdom tilsmilede denne brave mand , der rundt omkring +var bekendt for sin overordentlige godgørenhed +mod egnens fattige og dem , hvem sørg og elendighed +havde lænket til sygelejet . +Da Hulda var 14 år gammel antog greven en +huslærer , der skulle undervise hende i de forskellige +sprog og uddanne hendes i forvejen meget udviklede +ånd . +Skæbnen ville , at grevens valg faldt på den +unge student Konrad Gautin , der havde erhvervet sig +uhyre kundskaber ved de franske universiteter , og som +desuden var førsynet med brillante anbefalinger fra +flere bekendte mænd i Madrid . ' +i de to første år gik det meget flinkt med undervisningen , +og Hulda , der let opfattede hvad han forklarede +hende , lærte meget i disse år . +Men da indtraf et for hende aldeles usvrudseet +tilfælde . +Uagtet Hulda flere gange havde ladet Konrad +mærke , at hun flet ikke sympattiserede med ham , blev +han dog forelsket i hende , rimeligvis på grund af + +grevens umådelige formue . — han friede , men hun +gav ham et bestemt afslag . +Harmfuld herover henvendte han sig til treven , +men denne betragtede hans frieri som en ligefrem +fornærmelse , og gav ham øjeblikkelig afsted . +Konrad , der var af en ondskabsfuld og hævngerrig +karakfeer , svoer en skrækkelig ed på , at selv om hele +verden ville sætte sig derimod , skulle Hulda dog blive +hans hustru . +Vi skulle senere erfare hvorledes han opfyldte +denne ed . +Det var en råkold , stormfuld novemberdag . — +greven og hans familie vare just samlede om middagsbordet , +da en gammel , tro tjener kom styrtende +ind , idet han råbte : +— hr . Greve ! der er kommen ilbud fra Madrid ! +Store skarer af oprørere drage mod grevskabet , — +øver 1000 bevæbnede personer nærme sig hertil . +Under rådet : „ Ned med adelen ! “ størme ve fremad . +I løbet af en time er de her udenfor . +— hvad for noget , oprørere ! råbte greven og +for op . Hvad vil de her ? +— røve og plyndre , svarede tjeneren . Igår +er revolutionen udbrudt i landet ; overalt hærje store +bander af disse kabylere , der mene , at adelsmænd +og borgere bør være ligestillede , at der ingen forskel +bør være mellem arbejdsmanden og adelsmanden . + +men skynd dem , hr . Greve ! red hvad de kan , imidlertid +skal jeg se at hverve folk , som kunne forsvare +godset . +— ja , du har ret , jeg må redde hvad jeg +kan , svarede greven . Gør imidlertid din pligt , se at +hverve så mange folk som muligt , jeg skal lønne +dem godt derfor ; og send bud til politiet og søg +hjælp derfra . +— politiet , sagde tjeneren ! nej , fra den kant +må vi ikke vente hjælp . Politiet har nok at bestille +i hovedstaden ; men jeg skal nok samle en hel arme +her fra egnen , vi skal snart vise røverne hvad vi er +for folk . +Da tjeneren var gået , faldt greven i dybe +tanker . +Efter et øjebliks forløb rejste han sig , omfavnede +sin hustru og Hulda og sagde med rystende stemme : +— i må rejse strar , det er aldeles nødvendigt +for at redde eder . Tag til Paris , opsøg eder en +lille , men hyggelig lejlighed . Antag et andet navn , +f . Er . Garrique , og lad folk tro , at du er dameskræderinde . +Lad for guds skyld ingen mærke , at +i høre til adelen , men optræd så simpelt og tarveligt +som muligt . +— ak , jeg har allerede længe anet , at det ville +ske , sagde grevinden sørgmodig . +En halv time efter var grevinden og Hulda +allerede undervejs til Paris . +Det var en lang og meget besværlig rejse , men + +de håbede at være uden fare , når de først kom til +Frankrig , og ved dette håb lettedes vejen betydelig +for dem . +I det øjeblik de forlod grevskabet steg en ung +mand tilhest i nogen afstand derfra . Et triumferende +smil krusede hans læber . og langsomt red han efter +vognen , der førte Hulda og grevinden på rejsen . +Vi ville ikke beskrive den besværlige rejse , men kun +bemærke , at den unge mand , der tilhest fulgte efter +vognen , hele vejen ledsagede de rejsende , uden at +blive bemærket af disse . +- mine aktier slige ! sagde han med et djævelsk +grin . Nu skal Hulda blive min ! +Tredie kapitel . +De to brødre +— ja i tankerne kan man køre i karett , min +dreng ! Tror du , at en sådan skønhed , som du +siger hun er , vil nøjes med at få en fattig kunstmaler +til mand . Nej , nej , der skal såmænd mere til +lad du den fugl flyve ! +— ja , jeg har just ikke meget håb , kære moder , +men jeg må dog forsøge min lykke — jeg kan ikke +leve uden Hulda . + +— å , det er kun en ide . +— nej , moder , det er sandhed . Overalt hvor +jeg går , slår hendes kære ansigt for mig , hver » +Gang jeg sætter mig til stafeliet , seer jeg kun hende , +og hendes billede kommer på lærredet i stedet for en +andens . Nej , moder , når du ikke vil gå derop +og tale min sag , så vover jeg mig selv . op til Hulda +iaften . Du har aldrig set hende , men hvis du havde +set hende , da ville du kunne forstå , hvor ulykkelig +jeg måtte være , hvis hun gav mig nej . +— hør , Charles , kan du ikke få din Broder +til at tale din sag ? sagde moderen ; thi jeg tror at +forværre din sag istedenfor at forbedre den , hvis jeg +går derop . Jeg har sket ikke ordet i min magt +ligeoverfor fremmede , men lad du ham gå , han er +vant til at bevæge sig . . . +— nej , Konrad skal ikke blande sig i mine affærer , +afbrød Charles hende ; han er så ondskabsfuld , +han håner og spotter mig ved enhver lejlighed . Rigtignok +er han min Broder , ja oven i købet min ældste +Broder , men jeg vil rent ud sagt lade dig vide , , at +jeg hader og afskyer ham -- ja , han er det eneste +menneske , jeg hader her i Frankrig . +— fy , Charles , hvor xan du tale således , sagde +moderen og så sig ængstelig omkring . +— hvor besynderligt det end lyder , må jeg døg +sige dig , at jeg bliver helt uhyggelig til mode hver gang +han seer på mig med sine ondskabsfulde øjne , sagde +Charles og så fortrædelig hen for sig . + +hvis Charles havde set ind i værelset , der stødte +op til det , hvori han befandt sig , så ville han bestemt +have talt noget sagtere , thi bag den halvt åbne +dør stod Konrad ; med et skrækkeligt fordrejet ansigt +hørte han Charles ' ord , og flere gange hævede han +hånden , som tegn på at han agtede at knuse broderen , +der vovede at tale således . +— ja , jeg vil selv gå derop , vedblev Charles , +kl . 7 i aften bliver det vist den mest passende tid at +komme på , ikke sandt , moder ? +— jo , min søde dreng , svarede moderen og aftørrede +en tåre , der var fremkomme » ved at hun +sammenlignede sine » o børn , og derved kom til det +resultat , at Konrad var en sand djævel , hvorimod +Charles var et ungt uskyldigt menneske , der ikke kendte +verdens slethed , men kun levede for sin kunst og for +— Hulda . +— Hulda ! sagde Konrad halvhøjt inde i det andet +værelse ; min Hulda ! Nej , Charles , du skal +aldrig komme i besiddelse af hende , det sværger jeg +ved min evige salighed ! Tror du , at jeg har gjort +den lange og besværlige rejse fra Spanien til Frankrig +for at lade mig skyde til side af min egen Broder , +en hvalp , der næppe kan stå på fine egne ben ! +Nej , tusinde gange nej , det skal aldrig ske ! Før skal +jorden drikke dit blod , forbandede grønskolling . — +går du til Hulda i aften , da vær vis på , at jeg +kommer med , men jeg møder ikke alene , mine tro pistoler + +følger mig , thi ingen skal ustraffet nærme sig +min Hulda , hun skal blive min , ingen andens ! +Charles var en smuk ung mand på omtrent 24 +år ; hans høje , ranke vært , hans åbne , ærlige ansigt +og frem for alt hans beskedne optræden gjorde +ham elsket og æret af alle dem , han kom i berøring +med . Kun en eneste fjende havde denne « age mand , +men det var en fjende , der var hævngerrig for ti , +og som , når han engang havde fået nag til et menneske , +da med den størst mulige udholdenhed forfulgte +det , indtil han engang ved hjælp af sine udmærkede +våben kunne skille sig fra det . +En sådan fjende havde Charles i fin egen Broder , +Konrad . +Af naturen ond og heftig , blev han endnu mere +ophidset ved at høre , at Charles havde vovet at fatte +kærlighed til Hulda — det var ham for meget , — +det var det værste noget menneske havde budt ham , +— det skulle hævnes , ja hævnes blodigt ! +Kl . 7 samme aften , efter at have iført sig de +fineste klæder , han var i besiddelse af , forlod Charles +moderens hus for af tolke sin kærlighed for den +smukke Hulda . +I sin Iver efter af komme hen til hende , bemærkede +han ikke , af en høj , skummel person fulgte efter +ham og med indædt raseri betragtede hans indtagende +skikkelse . Charles standsede et øjeblik udenfor huset + +i Fredensgade , hvor Hulda boede . Han syntes af samle +fine urolige tanker . Derefter trak han en tegnebog +op af lommen , udtog deraf et lille portræt , kyssede +det flere gange , og løb ind i huset idet han sagde : +— frisk mod , Charles ! Hun vil nok opfylde +min bøn , når hun seer hvor ulykkelig jeg er ! +Beskedent bankede han på døren , men da ingen +bød ham træde ind , åbnede han den selv . +Et henrivende syn viste sig for hans beundrende +blik . Udstrakt på sofaen lå den skønne kvinde , +hun var nylig falden i en dyb slummer og vågnede +ikke da den unge maler trådte ind . +Charles kastede sig på knæ foran sofaen ; opfyldt +af en inderlig kærlighed betragtede han hende , +— han var så lykkelig ved uforstyrret af kunne se +hende , af han ikke bemærkede af døren åbnedes og af +Huldas moder trådte ind . +Hun så forundret på den unge mand , men da +hun opdagede hans åbne , ærlige ansigt , fik hun strar +tillid til ham , og idet hun lagde sin hånd på hans +skulder , sagde hun smilende : +— tag dog hellere plads på en stol , min +herre , thi det er jo en meget ubekvem stilling , de +for øjeblikket indtager ! +Charles for op , gjorde en kejtet undskyldning og +fremstammede noget om , at han havde dristet sig derop +for at bede hende om at modtage det lille billede han +havde malet . Madame garrique — eller rettere Fru +grevinde Tadlos — så forundret på billedet . + +— min gud , det er jo Hulda ! råbte hun med +inderlig glæde . +— ja , frue , det er deres elskværdige datter , +sagde kunstneren og bukkede . +— men hvorledes har de kunnet male dette udmærkede +portræt ? +— min frue , jeg har kun set deres datter en +gang , svarede Charles ; men denne ene gang var nok , +thi hendes billede står så dybt indpræget i mit +hjerte , at jeg aldrig kan udflette det deraf . +— hvad siger de ? råbte grevinden . +— ak , jeg kan ikke skjule det . O , frue , gør +mig ti ! det lykkeligste menneske på jorden , skænk +mig deres datters hånd . +— men de må da først få Huldas løste , før +jeg kan give dem mit samtykke . +I dette øjeblik vågnede Hulda ; hun rejste sig +hurtigt og ville forlade værelset , men Charles standsede +hende , faldt på knæ og tolkede hende sin dybe , +inderlige kærlighed . +Vi ville ikke gengive hele den rørende scene , +men kun bemærke , at da Charles forlod hende var et +lykkeligt smil udbredt over hans ansigt ; Hulda +havde givet ham håb . +I gadedøren lige overfor stod Konrad . Hans +skumle ansigt var endnu uhyggeligere at se end ellers , +og da Charles i den lykkeligste stemning forlod sin +elskede Hulda , skar Konrad tænder af raseri . Med +en skrækkelig ed fremtog han pistolen , med vildt rullende + +øjne betragtede han den lykkeligere Broder , der +ester hans mening absolut måtte have fået ja . +— den dreng ! mumlede han , så han vil træde +iveien før mig ? . . . Nej , det tåler jeg ikke , — ved +alt hvad der er mig helligt , han skal komme til at +betale mig dette skridt , han skal ikke rane hende fra +mig — hun er min Hulda , min alene , og jeg skal , +ved hjælp af mine tro pistoler , forsvare min net til +hende , ja , forsvare den til det mersfe . Kom mig ikke +nær , forbandede røver , kom mig ikke nær , elendige +tyv ! . . . Et skridt endnu , og du er dødsens ! +Charles , der intet ondt anede , gik videre , idet +han nynnede en elskovsarie . +I den højeste ophidselse trykkede Konrad nu løs +på pistolen . +Et skud hørtes og udstødende et forfærdet skrig +styrtede Charles baglænds om på gaden . +— brodcrmortcr ! Brodermordcr ! lød det i +Konrads øre , og som en forfulgt hare flygtede han +ned ad gaden , så hurtig hans ben kunne bære ham . +Han så ikke hen til broderen , men fortsatte +uafbrudt sit løb , uden at bekymre sig om hvorledes +det gik hans stakkels offer . + +fjerde kapitel . +Et skjult vidne . +— haha ! det er en fyr før mig ! han passer +som om han var slobt til mig ! sagde en ung herre , +der i det samme trådte ud fra en gadedør , i nærheden +af hvor Konrad havde stået , hvorfra han havde +» æret et skjult vidne til den skrækkelige scene der var +foregået . +Med lynets hurtighed lob han efter flygtningen , +og det varede ikke længe før han indhentede ham . +— halløj , min ven ! løb dog ikke så stærkt , +råbte han i en gemytlig tone ; man spolerer jo sine +lunger ved den skrækkelige pusten ! +Konrad svarede ikke , men forstærkede sit lød : han +håbede at kunne undslippe i en af sidegaderne . +— holdt ! råbte den unge herre atter ; jeg må +tale med dem , min ven , det er absolut nødvendigt , +hvis de vil reddes . +Konrad lød endnu stærkere , han ønskede ikke at +tale med Regen . +Hans forfølger vedblev at råbe og skrige , men +det hjalp intet , Konrad forblev døv for alle hans +forestillinger . +Idet den unge herre tænkte på at opgive forfølgelsen , +kom en svær , robust mand langsomt gående +« ed ad den øde gade , hvori de nu befandt sig ; denne + +mand , der var klæedt som kuldrager , hilste æerbodigt +på den unge herre , og blev stående med huen i +hånden , som om han bad om en almisse . +Herren tog fin portemonnaie op af lommen og +nærmede sig kuldrageren . +— skal jeg gribe ham ? spurgte kuldrageren sagte . +- 3a , Jules , jeg v i l have fat i ham , skynd dig , +thi det er en fyr , der kan vsre os til megen nytte . +Uden at sige et ord gav kuldrageren sig til at +løbe efter Konrad , og det varede ikke loænge inden han +havde indhenter og greben ham . +— de løber meget godt , min herre , sagde kuldrageren +og greb Konrad i nakken . +- hvad vil de mig ? spurgte Konrad med barsk +stemme , idet han harmfuld så på sin overmand . +— å , i grunden ved jeg det ikke , men de sfa ! +Ftrar få det af vide . +Kort efter kom den unge herre til . +Han var en overordentlig smuk mand , sfjsndt +hans spinkle , fine ansigt havde et komplet kvindeligt +præeg , hans hinder vare små og hvide , han var +like og spinkel , men desuagtet var han i besiddelse +af sand kempekraft , der skaffede ham en særdeles +agtelse og hengivenhed hos hans underordnede . +Han var næppe 24 år gammel , og så endnu +yngre ud . +Den unge herre greb konravs hånd , trykkede +den med barme , og sagde i en venlig , indtagende tone : + +— min ven , de har intet af frygte ; vel yar +de begået en forbrydelse , dog da jeg alene har været +vidne dertil , kan de være aldeles silker på , af , let +aldrig skal komme videre , men del er lun på en +betingelse . +— en betingelse ? stammede Konrad . +— ja , en eneste betingelse , nemlig at de ubetinget +lystrer enhver af mine befalinger — jeg fører +dem ikke på nogen forbryderbane , nej tværtimod , jeg +har en stor , en ædel stræben til formål , en stræben , +der om meget kort tid vil erkendes og lovprises +af hele Frankrig . +— jeg forslår dem ikke , sagde Konrad , idet +han med synlig interesse betragtede den smukke unge +mand , der med bevæget stemme talte således . +— de skal nok lem me til at forslå mig , svarede +han ; dog her er ikke stedet til at give nogen forklaring +— følg mig , vi er snart ved målet ! +I taushed førtsatte de nu vejen . +I et skummelt , faldefærdigt hus i en af smågadcrne +i city-kvarteret rar det at de førte Konrad +ind . I den bcelmorke gang åbnede de en lem , og +det forekom Konrad at de vedblev at gå ned ad en del +trapper . +I over et kvarter gik de fremad i det uhyggelige +mørke ; endelig standsede de . +De to mænd slap ham og fjernede sig lydløst . + +Konrad , der i det tætte mørke ikke kunne se en +hånd for sig , lyttede og ventede åndeløs på hvad +der nu ville ske . +Pludselig følte han sig greben bagfra ; en jernfast +hånd holdt ham fast omllamret , og det forekom ham +at han blev båren ud i den fri luft . +- hvor fører i mig hen ? spurgte han med +dæmpet slemme , men i det samme greb en tredje +mand ham i struben +— vover du at kny er du dødsens ! sagde han +og holdt en pistol for panden af Konrad . +Kort efter standsede de og med knyttet hånd slog +han fire slag på væggen . +— hvem der ? spurgte en stemme indenfor . +— „ Kunstens sønner “ , lød svaret . +— hvor komme i fra ? +— fra Jerusalem , svarede kuldrageren . +— hvor agte i eder hen ? +— til Paradis . +Ester at disse spørgsmål vare besvarede , åbnedes +en dør og Konrad blev hovedkulds puffet ind i +en underjordisk , glimrende oplyst hvælving . +Konrad blev slående ved døren og de andre toge +plads omkring bord « . +Over halvtredsindstyve bevæbnede mænd , med +skumle , uhyggelige ansigter , vare grupperede flere +steder i hallen . +Ester at den unge herre , der havde ført Konrad + +herned , med et hurtigt blik Havde overskuet forsamlingen , +rejste han sig og vinkede Konrad hen til sig . +— hvad er dit navn ? spurgte han strengt . +— det står på min døbeseddel , svarede denne +kækt . +Vreden fortrak den unge mands ansigt og med +dirrende stemme sagde han : +— for anden gang spørger jeg : hvad er dit +navn ? Svar , det er til dit eget bedste . +— først må jeg vide dit navn , sagde Konrad +aldeles rolig . +— mit navn er Jean petit , lod svaret . +— og mit navn er Konrad Gautin . +— godt . Altså , Konrad Gautin , du er nylig +bleven greben , efter at du havde snigmyrdet et menneske , +du har . . . +— det vedkommer ingen , afbrød Konrad ham . +— du er en snigmorder , vedblev Jean petit ; +dog , det hæver dig netop i vor forening . Du har +myrdet en anden , tør du nu også selv se døden i +øjnene ? +Konrad blegnede , men fattede sig dog hurtigt og +sagde med sikker stemme : +- jeg frygter intet . +— godt , vi ville forsøge det . +Fire mænd førte nu Konrad ind i et ander værelse , +fra midten af hvilket et vældigt bål udsendte +en utålelig hede . +- her skal du opholde lig i fem minuter , + +sagde den ene af mændene og smækkede døren i for +næsen af ham . +Konrad blev straks halvt bedøvet af den utålelige +varme . Rasende sparkede han på døren for at +flippe ud , men det var forgæves . +Vildt løb han omkring i det lille værelse , men +det hjalp ham intet , han blev endnu mere ophidset +derved . +Blodet steg ham til hovedet , hele stuen dansede +rundt for ham og han ville netop til at råbe om +hjælp , — da åbnedes døren og de fire mænd trak +ham hurtig ind til de forsamlede medlemmer . +— du har udstå » din prøve , sagde Jean petit ; +herefter betragtes du som medlem af vor forening , +og skal nu erfare i hvilken hensigt den er stiftet . +Konrad bukkede . +— i vore tider er det adelen og de velhavende +mænd , der undertrykker og mishandler den arbejdende +klasse , men det er galt , siger jeg , rent galt ; thi den +magt har de tilranet . . . +— tillad mig , afbrød Konrad ham ; hvad er +egentlig foreningens formål ? +— vort valgsprog er frihed og lighed , vi ville +alle være ligemænd , ingen adel , ingen kejser , nej : +„ Leve republiken , leve republiken ! “ det råb vi ! om +kort tid lyde over hele Frankrig , og det er vor forenings +formål at bidrage så meget som muligt til +at fremme denne vanskelige sag . +— men ved hvilke midler kan foreningen bestå ? + +— vi understøttes fra mange sider og dersom +det ikke slår til , da berøve vi de rige hvad de have +erhvervet sig ved arbejderens sved . +— bravo ! råbte Konrad ; ^ja , jeg er foreningen +hengiven med liv og sjæl . +— vel , Broder gauiin , sagde Jean petit ; men +hvis vi skal tro det , må du udføre en eller anden +handling , der kan være foreningen til nytte . Tror +du dig i stand dertil ? +Konrad studsede ved at børe dette ; han så forundret +på den forsamlede s mængde og rystede benægtende +på hovedet . +— du har ikke nødig at udføre det straks , men +det er en betingelse at ethvert nyt medlem skal udføre +noget stort , noget ejendommeligt , før han kan betragtes +som et virkeligt led af vor forening . +Konrad betænkte sig lidt ; pludselig for et djævelsk +Emil over hans læber og med feberagtig hast sagde +han til formanden : +— er her ingen kvinder her i foreningen ? +— nej , svarede Jean petit . +— nuvel , jeg skal skaffe foreningen en ung , +smuk kvinde , oven i købet en adelsmands datter , den +skønneste kvinde i hele Frankrig , og blid som den +venlige sommervind . +— bravo ! Bravo ! råbte alle i kor . +— hun skal lave eders mad , hun skal sy eders +klæder og frem for alt , hun skal underholde eder , i + +de ledige timer ved sang og spil . Hun vil styrke +eders mod når i droge i kampen , hun vil . . . +— hvem er denne overordentlige kvinde ? spurgte +Iran petit . +— hun er en spansk adelsmands datter , bar jeg +jø sagt , en del fornem er hun , det er naturligt ; men +ellers finder hun sig tålmodigt i hvad skæbnen tilfører +hende . +— hvad hedder denne engel ? spurgte formanden . +— Hulda ! svarede kcnrad triumferende . +— og hendes familienavn ? +— det bliver min hemmelighed . +— men hvorledes skal vi få hende herned ? +— hun må bortføres . V-d samme lejlighed +få vi to hævn over en adelsmand og det oveniksøbet +en af den strenge , gammeldags skole . +— leve Broder Gautin ! leve den skønne Hulda ! +Råbte flere i forsamlingen . +— Havde feg hende her , skulle jeg straks erklære +mig for hende , sagde en skummel person , der sad ved +siden af Konrad . +Nej , holdt ! råbte Konrad . Hulda føres kun +herned på den betingelse , at hun skal være min +Hulda , ingen andens . Dersom i ikke gå ind herpå , +da skal hun aldrig komme herned . Det sværger +jeg ved min evige salighed ! +— sværg ikke , sagde Jean petit ; dine rettigheder +til hende skal blive respekterede . +Og henvendende sig til forsamlingen vedblev han : + +— den første , der på nogen måde fornærmer +den skønne Hulda eller søger at frarøve Broder Gautin +sin ret til hende , bliver straffet efter lovens strenghed . +Kun under denne forudsætning tåler jeg at nogen +kvinde føres herned . +Fire dampende Voller punsch blev nu bragt ind +og under umådelig begejstring drak den forsamlede +mængde en skål for Konrad Gautin og for — den +skønne Hulda . +Konrad takkede for skålen og lovede , at hun +inden fire dages forløb skulle befinde sig i deres kreds . +Femte kapitel . +En engel . +— moder ! hørte du del ? råbte Hulda og +rejste sig ængstelig ved ar høre et pistolskud lige udenfor +deres hus . +- gud i himlen ! hvad var det ? sagde grevinde +Tadlos og rejste sig ligeledes . +Hun gik hen til vinduet , åbnede dette og så +ned på gaden , hvor hun straks fik øje på Konrads +offer . + +— el mord ! . . » Kunstmaleren ! streg hun forfordæl . +Skynd dig , Hulda , bjcelp mig . +Hurtig lsd de rs barmhjertige kvinder ned ad +trapperne og ud på gaden , hvor Charles aldeles +bevidstlss lå udstrakt på fortovet +- ak , hvilken ulykke , hvilken ulykke ' råbte +Hulda , rystende over hele legemer . - +— del er bestemt Konrads dcer ? , sægde grevinden +gysendeder +frygter jeg også , sægde Hulda , idet hun +ligbleg betragtede den sårede unge mand . +Snart vare en mængde mennesker samlede , og +alle betragtede med deltagelse det bevidstlsse unge +menneske . +På grevindens opfordring bar et par mænd +ham op i hendes lejlighed ; en lcrge blev henret , han +erklærede at såret var meget dybt og at en omhyggelig +pleje var aldeles nsdvendig , hvis man ønflede at +redde hans liv . +Et temmeligt farligt sår i den hsire side +, . . hm , hm ! De : er bedst at transportere ham til +hospitaler ; thi her kan han vist næppe få den nødvendige +pleje og hygge , sægde loegen og så mis-cenksom +på den simpelt medierede stue og den tilsyneladende +fattige familie . +— nej , nej , han må ikke feres bort herfra ! +Råbte Hulda , idet hun bedende så op til læagen . +Jeg skal nok pleje ham og værne om ham . Dag og + +rat skal jeg våge over ham og han skal få de : +så godt her at . . . +— nå , i guds navn , sagde lægen og klappede +Hulda venligt på kinden ; hvis de tror at kunne +offre al den tid og de mange penge , der fordres til +at redde ham , så bliver han naturligvis her . Dog +et må jeg underrette dem om , det er aldeles nødvendigt +at købe medicin og bandager til ham og +senere , hvis han alter skulle komme sig , da må der +god og kraftig ncrring til , for ar han kan genvinde +fine tabte kræfter . Har te evner til at ofre så +meget ? +— ja , hr . Doktor , svarede grevinden med værdighed . +Hvad hans pleje koster skal jeg nok udrede * +— nå , der glider mig , sagde lægen og bukkede * +han vaskede nu det dybe sår og skrev et par +recepter . +— da jeg nu ved at han er i så gode hænder +vil jeg anbefale mig , vedblev han . I morgen formiddag +kommer jeg igen og seer til patienten . Lad ham +frem for alt have ro , chi de : er en af de første betingelser +for hans helbredelse . +Da lcrgen var går kastede Hulda sig grædende +om moderens Hals . +— der er min skyld ! råbte hun fortvivler . +— hvor kan du komme med sådan en snak , + +sagde grevinden og kyssede hende venligt » Væer idet » +Mindste rolig indtil vi få at vide hvorledes sagen +forholder sig . Vi ved jo heller ikke hvad det er for +et menneske vi bar liggende der . Der er måske en +forbryder , en . . . +— tys , moder , sig ikke det ! afdrsd huld « +Hende heftigt . Seer du ikke på hans sedle ansigt +ar han er et godr , et skikkeligt menneske ? +— jo , Hulda , det er også min mening , men +da vi ikke vide , hvem han er , må vi vcrre lidt tilbageholdne +imod ham . +— at han er kunstmaler , det ved jeg , og dermed +må vi soreløbig lade os vore , indtil vi af hans +egen mund kunne erfare , hvem han er , +- ja , lad os vcrre rolige så længe , sagde grevinden +smilende . Nu går jeg på apotteket , hulda/ +imidlertid må du låse døren , for at ingen sial +troen ge ind til dig . Jeg lommer straks tilbage , farvel +sålænge . +I tø dage og nættier lå Charles aldeles devidstlos . +Lcrgen kom daglig flere gange og så til +ham . Hver dag ordinerede ban ny medicin , hvilket +kostede særdeles meget , men den brave Fru Tadlos +sparede intet for af bringe den unge kunstner på benene +igen — hendes gode hjerte led meget ved af +se del stakkels menneske lide så meget . + +endelig den tredje dag - efter af legen havde +-el kuglen ud af såret — åbnede Charles vinene . +- hvor er jeg ? sagde han næppe hsrligt , idet +han forvildet så sig omkring . +Et lykkeligt smil fortrak hans blege ansigt , da +han fik vie på Hulda . +Han gjorde sig umage for af komme sy , men del +var forgæves — han formåede del ikke . +— Hulda , Hulda ! sagde han mat og rakte hænderne +ud imos hende . Sig mig , er del virkelighed +eller er del kun en fljøn drøm ! +Hulda ville svare , men lsgen advarede hende . +For gud i himlens skyld , væer tavs , hvis +de snsfer af redde ham , hviskedee han til hende . Gå +ind i del andet værelse - lad mig være ene med +ham , del gælder hans liv . Jeg skal kalde dem ind , +når han uden fare kan se dem . +Taus , men med store tårer i vinene , forlod +Hulda sygestuen . +I to timer var læegen alene med Charles . Hvad +der passerede i den tid , vide vi ikke § men pludselig +kaldte lcrgen på Hulda , hun trådte ind og så til +sin forbavselse , at Charles sad oprejst i sengen , +en mærkelig forandring var foregået med ham . +— Hulda ! sagde han med kraftig røst . Hulda ! +Jeg ved nu , ar en engel her på jorden har værnet +vm mig og plejer mig i min sygdom . O , elskede + +Hulda , hvorledes skal jeg gjengjælde dem alt det +gode , de har udvist imod mig . +Hulda sormåde ikke at svare — glædestårer +trillede ned ad hendes blege kinder , da hun så den +unge kunstner i så god bedring +grevinde Tadlos trådte nu ind . +Med hjertelig glæde trykkede hun den syges +hånd og lykønskede ham i anledning af den hurtige +bedring . +— min frue , sagde Charles dybt rørt ; jeg +ved ikke , hvorledes jeg skal takke dem og deres +frøken datter for al den godhed , de have udvist +imod mig , men vær overbevist om , at jeg , når jeg +atter genvinder min hilsen , vil ofre liv og blod +for dem begge . Jeg formår ikke at udtrykke mine +følelser , men det vil jeg sige : at hvor de end begiver +dem hen i verden , skal de altid i mig finde en trofast +ven og støtte , der vil kæmpe til det aderste for +at forsvare dem imod mulig indtrædende farer . +— tak , hr . . . . ja jeg ved rigtignok ikke +deres navn , sagde grevinden , og så med inderlig +deltagelse på den lidende unge mand . +— mit navn er Charles Gautin og jeg er . . . +— Gautin ! Gautin ! råbte grevinden forfærdet . +For gud i himlens skyld , sig mig , er de i familie +med Konrad Gautin ? +— Konrad , sagde Charles og rynkede øjenbrynene ; +ja , Konrad er min Broder . +— deres Broder ! råbte Hulda blegnende . + +— ja , frøken , han er min Broder . +— vogt dem for ham , sagde grevinden gysende . +Vogt dem for ham , thi han er en djæevel § +menneskelig skikkelse . +— ak , jeg ved der alt for godt , svarede Charles . +Han er forhadt af alle , selv af mig . Jeg har en +anelse om , at han er årsag i min nuværende ulykkelige +tilstand — jeg siger kun , at jeg har en anelse +om det — himlen forbyde mig at kaste en ligefrem +beskyldning på ham , men han har forfulgt mig på +så mange måder , at jeg absolut må tro at han er +delagtig i enhver ulykke , der hæender mig . +— det er gyseligt , sagde Hulda med tårer i +vinene . +— de skal ikke ængstes derfor , sagde Charles ; hvx +han virkelig skudt på mig hin aften , så kan jeg være +ganske rolig for , at han ikke oftere vover at træede +mim for mig , thi han må da have set mig falde +og antaget at have myrdet mig med det samme . +— de har ret , sagde grevinden ; vi må se at +få bud hjem til ham , det vil da snart vise sig om +han er skyldig eller ej ; thi hvis han . . . +— jeg skal gå derop , sagde læegen , der tavs +havde hørt på denne besynderlige tale . Det ville +glæde mig meget , hvis jeg kunne bringe noget lys i +denne uhyggelige sag . Hvor boer den omtalte Konrad +Gaulin ? +Charles fortalte ham det og bad ham tillige om +ak berolge hans moder , der sandsynligvis ærngstedes + +meget over hans lange udeblivelse . — lægen lovede +det , og forlod dem med det løste , at han om et par +timer skulle bringe besked på hvad han havde udrettet +tillige pålagde han dem , ikke at tale mere med patienten +for dej første , da man ellers kunne befrygte et +tilbagefald . +Grevinden og Hulda forlod øjeblikkelig sygeværelset . +Nogle timer efter kom lægen tilbage . +Mistanken havde bekræftet sig - Konrad havde +ikke været hjemme siden hin aften og hans gamle moder , +der naturligvis kendte ham allerbedst , var meget +ængstelig over hans udeblivelse . +Da hun fik at høre hvad der var hændet den ulykkelige +Charles blev hun ligbleg og udbrød med bævende +stemme : +— gud i himlen ! er det kønrads værk ? +— vi frygte det , svarede lægen . +— ak , min gud , hvilken slethed , at skyde på fin +egen Broder ! sagde den gamle kone , medens sorgens +tunge tårer gled ned ad hendes magre kinder . +— måske vi tage fejl , sagde lægen trøstende ; +vi tro kun at det er ham , vi vide det ikke , og jeg +vil ret af hjertet ønske at det ikke er ham der har +begået denne niddingsdåd , men er det ham , — + +bliver han overbevist , da ve ham , thi da skal han +ikke undgå sin velfortjente straf . +Den gamle kone gav intet svar , hun var alt for +bevæget til at tale . +Efter at hun havde fattet sig noget bad hun om +at få Charles hjem til sig , hun skulle nok pleje ham +omhyggeligt og værne om ham . +— ja , det er netop min mening , sagde lægen ; +de brave folk , der så kærligt have passet ham under +bans farlige sygdom , er vist meget fattige , efter hvad +jeg kan indse , det må absolut være en byrde for +dem at have ham derhjemme . +— ja , de har ret , jeg vil strar gøre anstalter +til at få ham hjem ; å herregud , den stakkels dreng . +En time derefter blev Charles i en fiakre kørt +til hendes hjem . +Sjette kapitel . +Held i uheld . +Det var en mørk , regnfuld aften . +Hulda skulle ud med dagens arbejde , og på +grund af det flette vejr skyndte hun sig hen ad gaden +så hurtigt hun formåede . + +men da hun var kommen et godt stykke vej fra +hjemmet var hun så uheldig at snuble over en glat +genstand , der var henkastet på hendes vej . +Hulda udstødte et svagt skrig ; benene gled fra +hende og hun faldt om på gaden . +Forgæves søgte hun at rejse sig , men det var +hende aldeles umuligt , hun havde forvredet den venstre +fod . +Foranlediget ved skriget kom en ung , elegant +klædt dame løbende hen til hende . +Venlig så hun på den smukke unge pige ; hun +tilbød hende sin hjælp og spurgte deltagende om hun +var kommet meget tilsfade . +Hulda forsikrede hende , af hun aldeles ingen +smerter følte , men ar hun kun manglede kræfter til +ar rejse sig . +Den unge dame hjalp hende nu op , men det +viste sig desværre , af Hulda ikke formåede af støtte +på benet . +I samme øjeblik foregik en mærkelig forandring +med den stakkels unge pige ; hun blev ligbleg og store +tårer perlede i hendes smukke øjne . +- min gud , føler de mange smerter ? spurgte +den unge dame og greb deltagende hendes hånd . +-- ak nej , det er ikke derfor jeg er bedrøvet , +svarede Hulda , men min moder . . . +— deres moder ? +— ak ja , min stakkels moder venter . . . + +her standsede Hulda pludselig , men den unge +dame så så hjertensgod ud , og da hun indtrængende +opfordrede Hulda til af betro sine sorger til +hende , var det , som om en stemme i hendes indre +tilhviskedee hende af være » åbenhjertig imod den elskværdige +kvinde , der så beredvillig lom hende tilhjælp . +Hulda fortalte hende nu af hun var grev Tadlos +datter , af oprøret i Spanien havde fordrevet hende +fra hendes fædrehjem , og af de penge , hendes fader +sendte til hende , blev opsnappede , rimeligvis af en +mand ved navn Konrad Gautin , der overalt forfulgte +hende med sine afskyelige kærlighedserklæringer og da +han bestandig fik nej svoer han at hævne sig . +— hvad er denne Konrad Gautin ? spurgte de » +Unge dame . +- han er sproglærer , svarede Hulda , dengang +jeg opholdt mig på grevskabet blev han antazen som +min huslærer ; i begyndelsen gik alt godt , thi Konrad +er en meget lærd mand ; men da jeg var bleven større +friede han til mig og fik et bestemt afslag . Rasende +herover henvendte han sig til min fader , der er af en +gammel adelig slægt . Han afviste strar den påtrængende +frier , og gav ham øjeblikkelig afsked . Siden +den tid har Konrad forfulgt mig overalt . Han har +svoret at hævne sig , og han har allerede udført en del +af sin hævn : min stakkels moder , der aldrig tidligere +yar kendt til fattigdommens skrækkelige kvaler , sidder +nu og mangler det allernødvendigste ; jeg kan bedre + +bæere det , thi jeg er ung og stæerk , men hun . . . +Hun . . . +En tårestrøm kvalte den ulykkelige Huldas ord , +hun formåede ikke i oieblikket at sige mere . +Inderlig deltagende kyssede den unge dame hendes +tårevædede kind . +En fiakre kom i det samme kjorende hen ad gaden ; +hun kaldte på kusken , der strar hjalp Hulda ind i +vognen og nu blev hun forsigtig transporteret til sit +hjem i Fredensgade . +Undervejs tilbød den unge dame at ville hjælpe +hende med en større pengesum , men dette crdle tilbud +ville Hulda på ingen måde tage imod . +Man forestille sig grevindens skræk , da hun så +sin elskede datter komme hjem i denne tilstand , men +den unge dame forklarede hende strar at der ingen +fare var på færde , da det kun var en forvridning af +den venstre fod . +Efter at have trøstet grevinden så god : hun formåede , +kastede den fremmede dame ubemærket sin +pengepung hen på en stol og forlod huset . +Hulda kom oieblikkelig i seng og da lægen tilfældigvis +kort efter kom derop , erklærede han , at hun +måtte holde sengen mindst i otte dage , +det var en sørgelig tid for de to kvinder ; intet +arbejde blev færdigt , ingen penge havde de — thi +ffjøndt grevinden strar havde fundet den unge dames +pengepung , der indeholdt omtrent 10 louisdorer , vovede +hun døg ikke at bruge nogle af disse . + +Hulda bar sin smerte og sorg med tålmødighed , +men grevinden var utroftelig . +Kun et pinte Hulda . +Hvor var Konrad henne ? Hvilken hævn havde +han nu besluttet at tage over hende , - thi hun vidste +altfor godt at han endnu psnsede på hæevn , hun +kendte hans ondskab . +Her i den store fremmede by kunne han jk > så +let udføre sine skumle planer , thi ingen ville her +bryde sig om disse to væergelose kvinder . +Dog nej , en kendte Hulda — en ung smuk +mand — der gerne ville ofre liv og blod for hende . +Den unge pige blev purpurrød ved at tæenke derpå +og uvilkårlig udtalte hun Charles ' navn ; men +ak , han var jo Konrads Broder og hun havde desværre +set at hævnen også gjaldt ham . +Tre dage var således gået hen og Hulda sølte +endnu ingen bedring . +Fru Tadlos var utroflelig , dels over Huldas +sygdom , dels over deres skrækkelige pengemangel . +Hulda gjorde sig umage for at tilfredsstille hende , +men dek var forgæves . +— herregud , moder , væer dog tålmodig , sagde +hun med tårer i vinene . Det kan snart blive lyst +for os igen . +— ja , mit barn , dek er sandt hvad du siger : +dek kan snart blive lyst for os igen , men jeg har ikke +kraft til ret læenge at leve i den fattigdom og elendighed +hvori vi for øiedlikket befinde os . + +— man må tålmodig bære hvad gud tilskikker +os , sagde Hulda og så kærligt på Fru Tadlos , +der ikke formåede at tilbageholde et dybt suk , — et +suk , som kun kan opstige fra den sorgfuldes hjerte . +Da — midt i deres ulykke — bankede det p�� +døren . +Hulda for sammen , hun havde en anelse om +hvem det var . +Skælvende gik Fru Tadlos ud for at lukke op , +efter at hun først havde trukket gardinet for Huldas +seng . +Syvende kapitel . +Et mislykket forsog . +Det var Konrad der havde banket på Fru Tadlos ' +dør . +Med det mest ondskabsfulde ansigt betragtede han +den forskrækkede kvinde , der lukkede op for ham . +— hvad vil de her ? spurgte Fru Tadlos , idet +hun foragtelig så ned ad forbryderen . +Konrad svarede ikke , men stødte hende til side og +trængte sig med magt ind i værelset . +Da han var kommen derind så han spejdende + +omkring , og gik derpå over gulvet hen til det ander +værelse . +Men nu tog grevinden mod til sig ; hun ' lød +hen til døren , stillede sig for denne og sagde med +dirrende stemme : +min herre ! hvem har tilladt dem så ugenert +at trænge ind i mine værelser ? +— gå , gamle tåbe , sagde Konrad med et +hæsligt smil ; gå , siger jeg , og lad mig komme ind +til min forlovede , min elskede Hulda . +— de kommer ikke et skridt videre , undtagen +over mit lig . Aldrig skal mit barn blive en sådan +Niddings hustru ! Forlad øjeblikkelig mit hus , elendige +brodermorder ! +Grevinden var dybt rystet ; hun begreb ikke hvorfra +hjælpen skulle komme , men hun indså godt af +hun ikke kunne slå sig mod det ondskabsfulde menneskes +forfølgelser . +Konrad dirrede af harme ved af høre disse ord . +Vildt løb han hen til grevinden , greb hende hårdt i +armen og råbte med hånlig stemme : +— tilbage , elendige kvinde ! tror de af jeg +lader mig skræmme af kjællingesnak ? Nej , tilbage +siger jeg , eller jeg svarer ikke for følgerne ! +Med disse ord greb han fat i den ulykkelige +grevinde , og af al fin kraft stovte han hende tilbage +i værelset . +— jeg vil holde mit løfte til foreningen , selv + +om hele verden sætter sig derimod , mumlede han og +åbnede dørrn ind til Huldas soveværelse . +I samme øjeblik åbnedes døren fra gangen og +tre bevæbnede mænd styrtede ind i værelset . De +kastede sig strar over Konrad , kneblede og bandt ham , +skjøndt han af al kraft stred imod , og bar ham stiltiende +bort . +Da de vare borte åbnedes døren atter og en +tæt tilfløret dame trådte ind . +Grevinden trådte hende i møde . +— hvis de kommer for at stifte nye ulykker , da +vil jeg sige dem at jeg er aldeles magtesløs ! råbte +hun fortvivlet . Tag hvad her er , men lad mig beholde +mit barn , min Hulda , det eneste jeg ejer , det eneste +jeg lever for ! +Den tilflørede dame rystede på hovedet . +Hun gik hen til grevinden , overrakte hende en +billet og fjernede sig derpå lydløst . +Hurtig åbnede grevinden billetten , men i det . +Samme trillede 2 louisdorer ud deraf . Hastig tog hun +disse op og læste nu billetten , der indeholdt følgende : +„ Fru grevinde ! +„ Den mand , der så uforsonligt forfølger +„ Dem , er nu i min magt . Frygt intet for +„ Øjeblikket , men søg dem en anden lejlighed så +„ hurtigt det er dem muligt . — inden otte dage +„ må de være ude af huset , thi længer tør jeg +„ ikke holde ham fangen , og opdager han deres + +„ Opholdssted , da frygt det forfærdeligste , thi han +„ pønser på at bortføre deres datter og gøre +„ hende til fin elskerinde eller noget endnu værre . +„ Indlagte 2 louisdorer beder jeg dem mod „ tage +til at fæste en anden lejlighed for . Lad +„ ikke en for nærværende øjeblik aldeles over „ flødig +æresfølelse afholde dem fra at tage imod +„ dette tilbud , men vær overbevist om at dettil „ bydes +dem fra en , der føler særdeles interesse +„ for dem , og meget beklager den ulykke , der for +„ Liden behersker dem og deres datter . +Deres +inituPinit==Alice deruPder==P . “ +Da grevinden havde læst billetten stod hu » al » +Deles ivivlrådig . +Skulle hun virkelig tro hvad der blev tilskrevet +hende , eller var det kun for at lokke hende i en ny +snare ? +Ak , hun vidste det ikke , og hun havde ingen ide +om hvor hun skulle henvende sig for at finde hjælp i +denne fortvivlede stilling . +D og , hvad kunne det nytte at tænke mere derover , +der måtte handles , det sølle hun nu . +Hun gik nu ind til Hulda for at rådfsre sig med +hende , men den unge pige sov og moderen nænnede +ikke at vække hende . +I hast tog hun hat og overtøj på og lydløst +forlod hun værelset , idet hun sagde : + +— ja , jeg vi ! gå hen til ham , han må give +mig et råd i denne sag , det er jo til hans eget +bedste . +Vi ville imidlertid se hvad der hændtes Konrad , +de tre mænd , der forhindrede ham i at bortfere +Hulda , førte ham ned til en vogn , der holdt foran i +freden sgade . +Ester at han var bleven ført ind i vognen toge +de to mænd plads ved siden af ham , medens den +tredie mand fra bagscrdet nøje iagttog ham . +Konrad rystede af raseri ; han ville frigøre sig , +men formåede det ikke , han ville tinge , men knebelen +forhindrede ham deri . +Med indædt harme betragtede han de tre mænd , +som ganske roligt holdt vagt over ham . +— hvad mon de have i sinde med mig ? tcenkre +han efter at være bleven lidt mere rolig . Jeg gav +gerne min halve formue for at vide det . . . måske +ferer de mig i fcrngse ! eller dræeber mig , uha ! det +ville være skrækkeligt , hvis jeg skulle tilbringe resten +af mine dage i et skummelt , kvælende fcrngsel ! +Medens Konrad filosoferede således , kørte vognen +afsted over stok og sten , som om det gjaldt et +væddemål . +I over en time kørte de , indtil vognen var +langr udenfor Paris . + +endelig standsede den udenfor en stor , meget gammel +Borg . +Forventningsfuld så Konrad op imod borgen , +men den så så skummel og uhyggelig ud i den +msrke aften , at selv Konrad — der ellers spottede +alt , hvad der kom ham i vejen -- uvilkårlig gyste +ved at se den uhyggelige bygning . +Uden at sige et ord bar de tre mcænd ham ud +af vognen og ind i den store bygning . De gik gennem +en mæengde forskellige gange , og op ad en +halv snes trapper . +Endelig standsede de udenfor en hsi , massiv jernder . +En af mændene trak en stor nøgle op af lommen +og åbnede denne dsr . +En kold , fugtig luft slog dem unøde , da døren +åbnedes , et bevis på , at værelset ikke rar beboet . +De w mæend bar Konrad ind i værelset , medens +den tredje rændte en lygte . Derefter reg de kneblen +ud af munden på fangen , løste hans bånd og led +ud af værelset og smykkede jerndøren i efter denne . +Som en glubende ulv styrtede Konrad henimod +døren ; han rev og sted i den , men det var ham naturligvis +umuligt at få den åbnet . +Derefter lød han hen til vinduer . +Med fortvivlet kraft angreb han jernstængerne , +der vare anbragte foran dette , men alt trodsede ham +- alt modstod hans kræfter . +Ved hjælp af lygten undersøgte han nu varelset , + +men han kunne ikke tilbageholde et svagt skrig +ved den opdagelse undersøgelsen ledede til . +Han befandt sig i et jern-foængsel bæegge , loft , +gulv , seng , bord , kort sagt alt var af jern . +Det var et fangetårn , indrettet efter gammel +skik . +Det lå omtrent 50 alen fra jorden , i et tzjorne +af børgen , og stod kun i forbindelse med selve bygningen +ved nogle lange , smalle gange . +I delte tårn havde under voldsmændenes herredømme . +Mangen en djcrrv ridder sukket efter friheden , +mangen ungersvend havde for nogle hundrede år +tilbage endt deres jordiske tilværelse her ved af rende +panden imod de ubøjelige vcrgge eller ved , på grund +af den uhyggelige ensomhed , af blive angreben af +vanvidets forfærdelige rasen . +Konrad , der havde læest meget om disse fangetårne , +gyste uvilkårligt ved den opdagelse , han +gjorde . +Jeg tror djævlen forfelger mig ! mumlede +han med en ed . Netop som jeg troede af være ved +målet for min stræeden , bliver jeg puttet ind i et +sådant jernbur . Men nej , jeg vil ikke blive her +-- -- -- jeg vil ikke ! +Han begyndte på ny sin under segelse , men det var +ham umuligt at finde nogen udvej . +— hvad vil foreningen tænke ! råbte han tsenverficerende . +Jeg lovede bestemt at bringe Hulda ned +i lokalet i aften — jeg gav formanden mit zeresord , + +ja mit liv på at være mit løste tro — og nu , ha , +skrækkelige skæbne , hvorfor forfølger du mig bestandig +! +— brodermorder ! lød en kvindelig røst gennem +fængslet . +Konrad for sammen . +— hvem der ? råbte han blegnende , men han +fik intet svar , den uhyggelige stilhed indtrådte +atter . +Konrad undersøgte nu fængslet på ny , men opdagede +intet , der kunne lede ham på spor efter den , +der havde udtalt det for ham så skrækkelige ord . +— nå , det kan ikke nytte at hænge med næbet ! +Råbte ban heftigt . Frisk mod , Konrad ! det går +nok . For øjeblikket gælder det kun at indrette min +„ nye “ Lejlighed så bekvemt som muligt . +Med disse ord gik han hen til sengen , kastede +dynerne ud på gulvet og lagde dem tilrette , således +som han bedst syntes om at hvile . +Derefter tog han en cigar op af lommen og han +var just i begreb med at tænde denne , da han atter +hørte den omtalte kvindestemme . Hvorfra den kom +vidste han ikke , men tydeligt hørte han disse ord +udtales : +— Konrad Gautin ! ved de hvorfor man har +indespærræt dem her ? +— nej , jeg ved det ikke , svarede Konrad . +— nuvel , jeg skal fortælle dem det . Da de +, for hen ved en time siden var i færd med at begå + +den afskyelige handling i Fredensgade , var feg i nærheden . +Jeg så deres rå opførsel , jeg gyste ved at +se den og jeg lovede at straffe dem . +— men hvad vedkommer mine handlinger dem ? +Spurgte Konrad opfarende . +— mere end de tror , lød svaret . Dog vil +jeg ikke tale om det nu , men kun underrette dem om , +at dersom de ikke lader Hulda være i ro , da skal de +holdes indespærræt her i fængslet så længe de lever . +Aldrig skal de så noget menneske at se , ingen skal +trøste dem i deres fortvivlelse , ingen skal bryde sig +noget om . . . +— holdt ! råbte Konrad rasende ; jeg lader mig +ikke skræmme af fruentimmerpræk . Træd åbent og +ærligt frem for mig , lad mig se hvem jeg har at underhandle +med , da skulle vi nok komme overens om betingelserne . +Konrad lyltede , men fik intet svar . +Han gentog sit forslag tre gange , men den samme +stilhed vedblev . +Da betog et sandt raseri den indespærrede . +Han sparkede på døren , han råbte og skreg , +han bandte og svoer en skrækkelig hævn , dersom man +ikke åbnede fængslet før ham ; da hørtes endelig +atter den kvindelige røst : +— hold op at lærme , unge mand ; man vil dem +intet ondt . Dog flipper de kun ud på den betingelse +jeg udtalte før . +— den opfylder jeg aldrig ! skreg Konrad . + +— godt , så bliver de her , lød svaret . +Derpå hørte Konrad nogle lette trin hen ad +gangen , og alt forblev stille som i graven . +— hvad mon det er før en her ? mumlede Konrad +og stirrede gennem nøglehullet ud på den mørke +gang . +— hvor Pokker kan hun kende mine hemmeligheder +fra ! tænkte han , da han havde samlet sine tanker +lidt mere . Det forekommer mig at have hørt den +stemme før , men hvor , hvor ? +Han grundede længe derøver , men kunne ikke +komme til noget resultat . +I tre dage og nætter udholdt Konrad fængselslivels +ensomhed . +Flere gange var han nær ved at give tabt — +ofte bankede han på jerndøren for at bede om at +komme ud , men hver gang kom han til at tænke på +betingelsen , og han bestemte sig strar om . +Da han havde været indespærret i tre dage , fik +han til sidst en ide . +— jeg frasiger mig al ret til Hulda , sagde han , +fornøjet over sit indfald . Men når jeg først har +fået min frihed igen , gad jeg nok se den , der kan +forhindre mig i at tage hende alligevel . +— nej , min gode Fru usynlig , vedblev han og +truede hen mod jerndøren ; de har i mig fundet + +en mand , som også forstår sig på at underhandle . +Ja , ja , sådan må det være . Hvor hun vil blive +lang i ansigtet når hun hører , at Konrad Gautin +alligevel har fået sit ønske opfyldt - har fået sin +Hulda , som han så længe har længtes efter . +Ved denne tanke blev han så oprømt , at han +fløjtede en dandsemelodi , medens han hastigt vandrede +op og ned ad gulvet . +Han havde ikke gået ret længe således , før han +hørte heiseindretningen sættes i bevægelse og middagsmaden +blev sørt ned til ham . +Samtidig hermed hørte han oppe fra loftet en +stemme hviske til ham : +-- hvad ville de vel give den , der udfriede +dem fra dette fængsel ? +Konrad for sammen . +— hvad jeg ville give ! råbte han med hæs +stemme ; jeg ville give hvad de forlanger , før at +så min frihed igen . +— kan de udrede 1000 Franks , så skal de +være ude inden aften . +— uforskammede , hvad forlanger du af mig ! +Råbte Konrad med vrede . Du mener vel 100 Franks ? +— som jeg har sagt så bliver det , vedblev +stemmen . Vil de ikke , nu , så kan de lade være . +Dermed smækkede han lemmen i og Konrad var +atter ene . +— å , han kommer nok igen , tænkte Konrad ; + +men han var så bevæget , at han ikke formåede at +nyde middagsmaden . +Hele eftermiddagen spekulerede han pas , hvorledes +han bedst skulle flippe bort , uden at betale den høje +løsesum eller underhandle med den usynlige dame , +men han fandt intet råd , — der var altså intet +at gøre derved , han måtte betale . +— gid han snart ville lade høre fra sig igen ! +Udbrød Konrad og stampede i gulvet af utålmodighed . +Jeg kan jo altid love ham 1000 Franks , men om han +får dem , se det bliver et spørgsmål . +Forgæves ventede han den ene time efter den +anden , men han kunne ikke høre noget til sin befrier . +— ak , gid jeg dog havde slået til strar , sagde +Konrad fortvivlet . Nu kommer han vist næppe igen , +og så — ak , så må jeg måske blive her hele min +levetid . +Dog , endnu havde han håb , måske manden +otier lod høre fra sig når aftensmaden blev hejset ned . +Konrad ventede med spænding på at aftenen +skulle indtræde — det forekom ham at dagen var forfærdelig +lang . +Endelig hørte han lemmen åbnes . +Hurtig sprang han op og lyttede , men ingen +stemme hørtes ; maden blev hejset ned og lemmen +blev atter lukket til . +— holdt ! råbte Konrad med feberagtig hast . +Holdt ! jeg vil gå ind på dit forslag . +Intet svar fulgte på beste udbrud . + +— jeg har spoleret det hele for mig , mumlede +den fangne . Jeg kunne måske allerede nu have været +på fri fod , hvis jeg ikke havde været så nysgerrig . +O , jeg dåre , at jeg ikke kunne indse det straks . +Han satte sig hen til bordet for at spise , men +formåede ikke at få en krumme ned . +Endelig ved midnatstid åbnedes lemmen sagte +og en stemme hviskedee ned til ham : +— nå , har de så betænkt dem ? +— ja , ja , råbte Konrad ivrig ; lad mig komme +ud , lad mig før himlens skyld komme ud ! Jeg lover +dig at du bestemt skal få de 1000 Franks når +jeg kommer hjem , thi her har jeg naturligvis ingen +penge , og hvis du lader mig skippe bort straks skal +du oven i købet erholde en god ducør . +— en ducør ? +— ja , min ven , jeg skal nok påskønne din +flid , når jeg kommer ud , svarede Konrad . +— nej , det er lovlig sent , lød stemmen sraoven . +Jeg vil først have mit honorar , siden . . . +— men gud bevares ! hvorledes skal jeg skaffe +penge her , det er jo en total umulighed . +— å nej ; de kan jo skrive en anvisning på +af deres venner , — så snart jeg får den udbetalt +erholder de deres frihed , ikke før . +Konrad studsede . Han mærkede at den anden var +endnu mere snu end han selv ; men hvor skulle han +finde en ven , der ville låne ham 1000 Franks . + +i sandhed , han vidste det ikke . +Fortvivlet vandrede han frem og tilbage i fængslet , +før at finde på råd , men det var forgæves — +han kendte ikke et menneske , der ville betro ham 1 +Franks og langt mindre 1000 . +— nej , råbte han endelig , nej , det er mig umuligt . +Jeg kender ingen , der vil betro mig en sådan +sum . +Dog , nu kom den anden ham til hjælp . +— Jean petit ! sagde han . +— Jean petit ! gentog Konrad betydelig lettet . +Ja , Jean petit vil hjælpe mig , det er foreningens +skyld at jeg befinder mig i denne skrækkelige +hule — det var jo kun for at tilfredsstille dens medlemmer , +at jeg vovede mig op til hende . Ja , ja , +Jean petit må hjælpe mig , Jean petit skal hjælpe +mig ! +— underskriv dette bevis , sagde manden oppe +fra , idet han kastede et sammenlagt papir ned til +fangen . +Konrad greb papiret , åbnede det med feberagtig +hast og læste : +„ Hr . Jean petit ! +„ Ved et forsøg på at opfylde mit løste til +„ Foreningen er jeg bleven forrådt og fængslet . +„ Overbringeren heraf ( en ven i nøden ) vil udfri +„ mig , men jeg mangler i øjeblikket løsepengene , +„ 1000 Franks . “ + +„ Hvis de sætter pris på atter at se mig +„ i foreningen , da bevis mig den tjeneste at ud « +„ betale overbringeren heraf den omtalte sum ; +„ så snart jeg kommer i frihed skal jeg tilbage „ betale +dem alt . Men i alle tilfælde må de +„ lade overbringeren heraf uhindret passere , thi +„ alene på ham beroer min løsladelse . +Deres ulykkelige +Konrad Gautin . “ +Den følgende dag ventede Konrad med uro på +at høre svar fra Iran petit ; men hele dagen gik , +uden at han erfarede noget . +Ved midnatstid åbnedes lemmen endelig . +— nu slår din gefrielfcstime , sagde manden +oppe fra loftet . Er du beredt til at følge mig ? +— ja , svarede Konrad åndeløs . +— nuvel , så tag plads ! +Heiscindretningen sattes igang , og da den var +kommen ned tog Konrad plads i den kasse , hvori +madkarrene ellers stod . +Hurtig blev han hejset opad , det svimlede for ham , +men han holdt sig godt fast . +Endelig var han oppe ved loftet ; han udstedte et +triumfskrig , thi han så nu vejen til frelse . +Men da — lige i det øjeblik han skulle til at +stige ud af kassen — brast tvuget og Konrad styrtede +ned i fængslet . + +— død og pine ! råbte manden og stirrede forskrækket +ned på fangen . +Men et smil udbredte sig atter øver hans skumle +ansigt og beroliget fortsatte han : +— nå , han flap dog ret godt derfra ! +Ottende kapitel . +En hemmelig forlovelse +Fru Tadlos var , efter at have forladt sit hjem , +gået op til Charles , der rådede hende til så snart +søm muligt at forlade sin gamle bolig , da man jo +ikke kunne vide om Konrad med der første kom på +fri fod igen . +Fru Tadlos var naturligvis af samme mening , og +Charles ' moder , der strar i hende havde fundet en +kær veninde , besluttede at hjælpe hende med at opsøge +en bekvem og billig lejlighed . +Det varede ikke længe inden en sådan blev funden +i er af de mest afsides liggende kvarterer i Paris , +og Fru Tadlos flyttede strar derind . +Hulda var aldeles forbavset ; hun vidste ikke hvad +det skulle betyde , at hun , der endnu var syg , så pluvselig + +ffulde slå op og begive sig hen i en anden +lejlighed . +Hun bad moderen om en forklaring , men denne +lagde hemmelighedsfuldt fingeren på munden og +sagde : +— mit barn , du får det såmænd tidsnok at +vide . +Hulda så nu tårer i hendes øjne , det var +hende nok , hun spurgte ikke mere . +Hulda havde næppe opholdt sig otte dage i den +nye lejlighed , før hun befandt sig fuldkommen rask . +Arbejdet begyndte atter og de befandt sig snart i +en bedre stilling end tidligere . +Fru Tadlos tillod aldrig sin datter at gå alene +på gaden . Arbejdet gik hun selv med og når hun +gik ud , aflåsede hun døren , før at ingen skulle +trænge ind til Hulda , medens hun var borte . +En måned var således gået hen , og Hulda +havde hverken hørt noget til Charles eller Konrad . +Da kom Fru Tadlos hjem en dag , efter at hun +hos vedkommende kræmmer havde afleveret det arbejde , +de havde syet færdigt . +Ligbleg styrtede hun op ad trapperne , og førmåede +neppe at holde sig oprejst . +Hulda ilede hende i møde . +— gud i himlen , hvad er der i vejen , kære +moder ? råbte hun grædefærdig . Er du syg , eller + +har du fået ubehageligheder før vort arbejde , sig +mig det ? +Og da Fru Tadlos tav , klyngede Hulda sig +kærligt op til hende og sagde : +— herregud , er jeg da ikke dit barn , kan du +ikke mere betro dig til mig ? +Fru Tadlos førmåede ikke at svare , afmægtig +faldt hun om på gulvet ved siden af Hulda . +Huldas fortvivlelse kendte ingen grændser . Hurtig +bragte hun moderen til sengs , og faldt på knæ og +anråbte gud om hjælp i nøden . +Der var stille som i graven medens den unge +pige knælede således , og hun var så dybt hensunken +i bønnen , at hun ikke bemærkede at døren sagte +åbnedes og at en ung mand trådte ind . +Han blev tavs stående ved døren og betragtede +med henrykkelse den smukke unge pige . +Hvor tog dette engleansigt sig døg godt ud , når +det således var badet i tårer ! +Manden lagde hånden på hjertet , og sukkede +dybt . +I dette øjeblik rejste Hulda sig , styrket ved bønnen . +Hun vendte sig om og betragtede med glæde den unge +mand . En blussende rødme bedækkede hendes kinder +og næppe sig selv bevidst fremstammede hun : +— o , er det dem , hr . Gautin ! +— ja , frøken Hulda , det er mig . Jeg kommer +for at takke dem for den venlighed og opoffrelse de +har viist mig under min sygdom . De bliver vel ikke + +vred på mig fordi jeg kommer herop , men det er mig +meget om at gøre at få deres moder i tale , thi +jeg har noget meget vigtigt at meddele hende ! +— ak , moder er syg , svarede Hulda , og jeg ved +ikke hr . Charles . . . Hr . Gautin . . . men jeg tør +ikke forlade hende , jeg må blive i hendes nærhed , +thi hun er meget syg . +— men hvad fejler deres moder ? +— hun kom hjem for et kvarteerstid siden , bleg +og skælvende , og hun formåede ikke at sige mig hvad +der var i vejen . +— herregud , der må bestemt være hændet noget +undervejs , sagde Charles og gik hen til Fru Tadlos ' +seng og lyttede til hendes åndedræt . +Hulda gik hen til vinduet ; tvivlrådig så hun +ned på gaden — hun vidste ikke hvad hun skulle +gøre . Hun var forlegen over at være alene med den +mand , som — det følte hun — var hende mere velkommen +end nogen anden . +Hun skælvede stærkt , da Charles kom over imod +hende . Hun havde vendt ham ryggen , og dog var +hun så bevæget , at hun ikke kunne bringe noget ord +over sine læber , da han gjorde hende nogle spørgsmål . +Charles var nu kommet helt hen til hende ; med +en inderlig glæde betragtede han hende , idet han sagde : +— Hulda , elskede Hulda , vil de bønhøre mig ? +Da Hulda intet svar gav ham , greb han hendes +hånd og kyssede den ærbødigt . +Derefter blev han mere dristig , han lagde sin arm + +om den unge piges liv , og hun — ja hun kunne ikke +afværge det — det var som om en pludselig indtrådt +lamhed beherskede hende . +Da Charles ikke mærkede nogen modstand trykkede +han hende inderligt til sit hjerte og undseelig skjulte +hun det . lille , blussende ansigt ved hans bryst , efter at +Charles havde trykket det første Kys på hendes friske +læder . +Charles tolkede nu sin inderlige kærlighed for +hende , fortalte hende hvor ulykkelig han ville blive +hvis hun gav ham nej , samt at hele hans fremtid +beroede på hendes svar . +I over en time talte Charles således til hende +og Hulda — der atter havde genvundet herredømmet +over sig — tilstod , at han ene og alene var den hun +tænkte på , og at hun ikke kunne give ham noget afslag , +thi dertil holdt hun alt for meget af ham . +Aldrig havde de to unge mennesker været så lykkelige +som i denne time . +Således sad de i en fortrolig samtale da Fru +Tadlos atter fik sin bevidsthed tilbage . +Hun så på det unge par , et lykkeligt smil +for over hendes blege ansigt og i en stille bøn takkede +hun gud for at han i hendes ulykke dog lod fremskinne +enkelte lykkelige øjeblikke . +— Hulda , mit barn , sagde hun , kom hen fil +mig . Jeg seer på dit lykkelige ansigt at mit inderligsle +ønske er bleven opfyldt . Kom , mit søde barn , +modtag min velsignelse . + +Hulda nærmede sig rødmende - en undseelig +fslelse beherflede hende , og dog var jo moderen den +første hun kunne betro sig fil . +Hånd i hånd vandrede det unge par hen fil +hende . Velsignende lagde Fru Tadlos sine Hender +på deres hoveder idet hun sagde : +— mine kære børn , jeg vil nu først ret a +hjertet ønffe eder tillykke og lade eder vide , at i har +mit fuldstændige samtykke ti ! Eders forbindelse ; dernæst +vi ! jeg sortcelle eder det skrækkelige , der hcrndte +mig i dag . +Hun tav lidt , ssm for at samle sine tanker , +medens Hulda og Charles ængstelige ventede på hvad +hun ville fortælle dem . +— ak , kære børn , jeg har i dag været indviklet +i en rædselsfuld scene . Jeg var , som du nok ved , +Hulda , henne med vort arbejde og fik også penge +derfor ; beroliget vendte jeg hjemad , glad over at jeg +nu kunne overraske dig med en lille present fil din +fødselsdag . Da blev jeg pludselig tiltalt i en rå , +uforskammet tone af en simpel klædt mand . Da jeg +lod som om jeg ikke bemæerkede ham , puffede han mig +så hårdt i siden , at jeg uvilkårlig gav et høir +skrig fra mig ; men jeg fattede mig dog hurtigt og +ville bortfjerne mig . Dog dette lod ikke til at behage +manden , thi han greb mig hårdt i armen og sagde ; +— følg mig , gamle pulverher ! Jeg skal opgøre +et gammelt regnskab med dig ! +— jeg skreg om hjcrlp , men ingen kom til for + +at tugte den uforskammede , og i det samme gav han +mig et sådant slag i hovedet , at jeg bevidstløs +styrtede om på gaden . +— hvorledes det gik mig senere ved jeg ikke , men +da jeg atter kom til mig selv befandt jeg mig i et +bcertshus , eller rettere sagt i en hule , hvor der bevæntedes +med bræendevin og dl . +— en snes moænd , med de afskyeligste forbryderfysiognomier , +slode lejrede omkring mig ; de hånede og +spottede mig og lo ad min fortvivlelse . +— da dette havde varet i nogen tid åbnedes +døren og Konrads grinende ansigt kom til syne . +— min Broder ? råbte Charles blegnende . +— ja , desvæerre . +— gud i himlen , er han atter sluppen los , sagde +den unge maler i den dybeste fortvivlelse . Skal jeg +da aldrig kunne leve i ro før den slyngel . +— ja , det var ham , vedblev Fru Tadlos ; hvorledes +han er kommen på fri fod igen , ved jeg ikke , +men sandt er det , at han skal sit grinende ansigt ind +ad døren . +— ah , Fru grevinde ! streg han hånende ; er det +eders højhed man således morer sig med ? Nå , det +skulle eders hr . Gemal se ; han ville bestemt æergre +sig gul og grøn , hvis han var ncervoerende i øjeblikket . +— jeg kunne ikke svare ham , let var som om +ordene blev siddende i halsen på mig . Jeg blev +så blussende rød af harme , at Konrad spydigt demorkæde +: + +— de skal såmænd ikke rødme derfor , Fru +grevinde , jeg har set folk , der var meget højere på +strå end de , synke ned i snavset til os småfolk . +Nej , Fru grevinde , vær ikke så gemen , det er jo +pæene folk de er iblandt ! +— næppe havde Konrad udtalt disse ord , før døren +hastig åbnedes og en snes bevoebnede mænd træengte +sig ind i stuen . +- tre af disse kastede sig strar over Konrad , +kneblede og bandt ham , medens de andre vare indviklede +i et storartet slagsmål med Konrads tilhængere . +— da Konrad var gjort uskadelig kom de tre +mænd hen til mig ; de » losle mine bånd og uden af +sige et ord bar de mig ud på gaden , hvor en fiakre +holdt beredt til af modtage mig . +— jeg blev båren ind i denne , og kørt her til +gaden . +— ingen af mændene sagde et ord til mig — +da vognen holdt stille hjalp de mig ud og da de forlod +mig leverede den ene mig denne seddel . +Med disse ord rakte Fru Tadlos er sammenlagt +papir til Charles , der forundret lcrste følgende ord : +„ Jeg kom tidsnok til af redde dem — væer +„ mere forsigtig en anden gang . Gå aldrig ud , +„ medmindre de har følgeflab . +InituPinit==Alice deruPder==P . “ +— hvem er denne Alice ? spurgte Charles . + +— det er en dame , der flere gange har reddet +os fra Konrads forfølgelse , svarede Fru Tadlos ; en +dame , der kun vil vort vel ! +Niende kapitel . +Et uvejr +vi bede den ærede læser om af gøre en lige +udflugt med os til Spanien , for af vi kunne se hvorledes +det går den rige grev Tadlos . +Store skarer af oprørere droge hujende og syngende +hen ad vejen , der fører fra Madrid til grevsfadet . +Det var unge , kraftige og godt bevæbnede mænd , +der — i den tro at adelen undertrykte og hånede +arbejderen — nu havde forenet sig for at lugte den +dem formentlig tilføjede fornærmelse . +Det var en sørgelig vildfarelse , der beherskede +disse folk , men det var en total umulighed ai bevise +dem det , og den , der vovede derpå , var sikker på al +gå den visse død i møde . +Disse skarer af oprørere , over 1000 mand , +droge som sagt støjende og larmende mod grevskaber + +og forlangte under skældsord og trusler al få +grev Tadlos i tale . +Greven , der var en modig mand , betænkte sig intet +dieblik , men trådte rask ud på altanen og så +uden frygt ned på den forsamlede mængde . +Et vildt skrig hørtes , da man fik øje på greven , +og mange hævede bøssen for at flyde adelsmanden +ned ; men hans urokkelige mod imponerede +dem , og bøsserne sæmledes som efter kommando . +Grev Tadlos hævede stemmen og talte til dem , +men mcrngden overdøvede ham med råbet : +-- ned med ham ! ned med den røver , der udsuger +os stakkels småfolk , ned med det pak , der +lader vore koner og børn sulte og trcrder os andre +under fødder ! +Man slog samtidig på porten , så huset rystede +derved , og råbte og streg i munden på hverandre . +Grev Tadlos lod dem larme . +— de blive nok trætte , tænkte han , lad dem kun +larme — siden kommer turen til mig . +Endelig blev der mere roligt udenfor . Greven +trådte nu atter ud på altanen og tiltalte den forsamlede +mængde således : +— modige mænd ! I tage fejl , hvis i tro at +kunne samle eder skatte hos mig , thi jeg ejer intet , +der kunne gavne eder . Vil i derimod . . . +-- ned med ham ! brølede den ophidsede hob . +— vil z derimod forholde eder rolige , vedblev + +Tadlos , da vil jeg underhandle med eders formænd +eller ledere og vi kunne måske da komme overens . +— ned med ham ! råbtes der atter , +— nuvel , i vil ikke ! råbte greven opbragt . +Desværre for eder , thi i vil få en svæer kamp at +bestå med mine folk , der er eders overlegne i antal ; +desuden er borgen solid og velforsynet med +skyts . +En tcrt kugleregn besvarede denne hans tale og +en sloerk dundren på porten tilkendegav , at de ikke +ville gå ind på nogen betingelse . +Krigen var altså erklirret . +I ro dage udholdt greven belejringen , men +denne tid var også tilstrækkelig for ham til at få +alt guld og selv samt forskellige kostbarheder ned i +de store hvælvinger under borgen . +Den tredje dag foretoges en almindelig storm +mod den store jernport ; længe modstod den det heftig “ +Angreb , men til sidst vaklede den og styrtede ind i +forgården . +Udstødende et begeistringssfrig styrtede en mcrngde +af disse rå mennesker ind i borgen ; de fegte greven , +men han var intetsteds at finde , der sås ikke en +eneste af grevens folk . +Da de trcrngte ind i spisesalen , modtoges de her +af en frygtelig geværild , hvorved over et halvt hundrede +af dem , der vare forrest , styrtede om på +gulvet . Forfærdede trak de andre sig tilbage for at +hente forstærkning , — de kunne ikke forstå hvorfra + +denne frygtelige salve kom — skuddene lød fra alle +kanter i værelset , fijøndt ikke et menneske var at se +derinde . +Kort efter var spisesalen omringet af oprørernr . +På engang lrcengte flere hundreder af disse rå +mennesker ind i salen — bevidnede med skydevåben +mylrede de ind ; alle søgte at opdage hvorfra den +skrækkelige geværild kom , men de fik ikke tid dertil , +chi enhver , der kom indenfor , vendte hurtigst muligt +om , for uskadt af flippe bort fra den helvedesild , der +udspyedes imod dem . +— tab ikke modet ! råbte æussreren for banden ; +vi skal not få bugt med de krystere , der krybe i +skjul for os lad os vise dem , af vi ikke er komne +her for af lege skjul med dem , men af vi have et +sterre mål for øje . Ned med det kryb , der lever +på vor bekostning , ned med adelen , ned med ham , +der har myrdet vore kammerater og som nu er beredt +til af myrde os med . Fremad , mine venner , lad os +hcrvne vore faldne grødre , lad os drcece forbryderen +r hans egen hule ! Fremad , ned med med adelen ! +- ned med adelen ! råbte alle som med en +mund , . og stormede som ville dyr ind i salen . +Med lynets hurtighed udsendte de deres kugler +til alle sider — ingen eæenkte på af undfly , enhver +ville være den forreste . +Ved dette uventede angreb forstummede den tidligere +gevcersalve ; kun enkelte kugler faldt endnu ned +mellem oprsrerne , men uden af træffe disse . + +forvirrede slode angriberne — d . ' vidste ikke til +hvilken side de skulle vende sig for at storme los . +Ikke et skydehul var at se i væeggen , og det var +dem ikke muligt at opdage hvor trevens folk holdt +sig skjulte . +Pludselig vendte anfereren sig om — et glcedeslyn +for over hans ansigt og med cverdovende rest +råbte han : +— holdt , mine venner ! spar eders krudt ; lad +os ryge rcrven ud af hulen ! +— bravo ! Bravo ! lød det rundt omkring ham . +I slorrc hurtighed end vi kunne beskrive det blev +store Knipper hø bragte op i spisesalen , de frygteligste +forberedelser blev gjorte til at indebræer . de de kække +mænd , der ofrede liv og blod for den retfærdige sag . +Overalt i hele salen blev hsknipperne placerede , +men i samme dieblik disse skulle antæendes udsendtes +atter den frygtelige geværild mod angriberne . +Dødelig truffet styrtede anføreren og en mæengde +af de andre til jorden , medens de , der endnu vare +slupne uskadte derfra i vildeste flugt stormede ud af +borgen , men svor en dyr ed på snart at vende tilbage +for at hevne deres faldne kammerater . +Da roligheden atter var tilvejebragt åbnedes en +skjult dør i tapetvæeggen og grev Tadlos trådte +lydløst ind i spisesalen . +Han var frygtelig bleg og så med dyb bekymring +på de mange offre , der vare bukkede under i den + +uretfærdige kamp de førte mod en fredelig , venligsindet +adelsmand . +— gud i himlen ! hvilken ddeloæggelse ! størmede +greven , da han opdagede hvad hans mæend havde +udrettet mod fjenden . Dog , jeg takker dig , almægtige +gud , ar du holdt din beflcermende hånd over mine +folk og mig , så at vi kunne drive den mærglige fjende +på flugt . +Med foldede hænder knælede greven ned i et +hjørne af salen og bad gud om beskyttelse i den +farefulde fremtid , der forestod . +Derefter rejste han sig , kaldte sine folk ind i salen +og befalede disse at forbinde de sårede og begrave +de døde , +grev Tadlos var dog ikke rolig endnu ; han +kendte den spanske hevngjerrrghed og vidste , at han +måtte vente et nyt og frygteligt angreb . Dette måtte +forebygges , det koste hvad det ville . +Ester at roligheden atter var tilvejebragt udsendte +greven et cirkulære i hele omegnen , hvori han opfordrede +enhver til at undertrykke de opståede uroligheder , +og han opfordrede alle de i egnen boende godsejere +til at slå ham bi , hvis et nyt angreb foretoges +imod ham . +Dog , over en måned hengik , uden at roligheden + +forstyrredes , og greven begyndte allerede af gøre små +udflugter i omegnen -- han håbede , af urostifterne +havde fået alt for dyre lærepenge til atter af vove sig +i kamp med ham . +Desværre , dette håb gik ikke i op yldelse . +Tiende kapitel . +Gid aventet møde . +Bi forlod Konrad Gautin i det øjeblik da han +hovedkulds styrtede ned i fængflet og vi hørte hans +befrier udbryde : „ Nå , han flap dog ret godt derfra ! “ +Dette udråb tydede på , af Konrad , — uagtet +det var fra en betydelig hvide han styrtede ned , og +uagtet fængflet udelukkende var sammensat af tykke +jernplader , - dog var fluppen heldig fra det farlige +fald . +Ja , således forholdt det sig . +Ved et sandt vidunder styrtede han ned i sengen ; +vel slog han sig temmelig alvorligt , men sengklæderne +tog dog betydeligt af for stødet , og efter en kort besvimelse +rejste fangen sig atter ; han var lidt fortumlet +i høvedet , men havde flet ikke lidt nogen skade . + +manden befæstede nu et ander tsug i heiseindretningen +og det varede ikke fem minutter inden Konrad +var hejset op på loftet . +— forhold dem ganske rolig , hvad jeg end føretager +mig med dem , hviskedee manden , idet han bandt +ham for øjnene . +Konrad stred imod , han ville se hvor han var , +men atter hviskedee manden til ham : +— forhold dem rolig , eller , ved gud ! De kommer +atter ned i fængslet . +Konrad gyste , fængselslivet var noget af det skrækkeligste +han kunne tænke sig . Han fandt sig derfor tålm +odigt i at blive bunden for øjnene medens han blev +ført bort . +Sagte sneg de sig hen ad de lange gønge ; ofte +standsede manden og lyttede , men fortsatte atter sin +gang , uden at blive forstyrret af nogen . +Udenfor holdt en vogn beredt til at modtage +fangen . +Konrad var nu atter i frihed . +Med velbehag trak han vejret , da han var ude +i den behagelige , kølige natteluft — det var søm om +der faldt en tung byrde fra hans beklemte bryst . +Da de havde kørt en stund » og manden bindet +fra hans øjne . +Begærlig så han ud ad vognvinduet , for at +orientere sig ; men natten » ar dælmør ? og han kunne +intet se . + +vognen holdt nu stille og manden steg ud , idet +han befalede kusken at kere tilbage til hovedstaden . +Ankommen hertil holdt vognen stille i en af hovedgaderne ; +Konrad sprang strar ud og skyndte sig ned +ad gaden , idet han grundede på hvem den kvinde +kunne være , der kendte hans hemmeligheder så nøje . +— jeg skal , min salighed , nok få fingre i +hende , brummede Konrad , og da fla ! hun tage sig i agt , +thi jeg er ikke til at spege med . +— nå , det kan ikke nytte at tæenke på hende +nu , vedblev han . Nej , Hulda , Hulda er det mål +hvorefter jeg stræder — jeg giver ikke slip på hende , +om så alverdens kvinder sættter sig på bagbenene +derfor . Gud ved hvor hun nu opholder sig ? Jeg gad +vide hvilke forholdsregler de to kvinder har taget . +Det er dumt af dem at gøre modstand , thi hvad vil +disse to svage skabninger kunne udføre mod en mand +som mig , der er i besiddelse af en så kraftig villie ! +Nej , hun kommer dog til at give fortabt , hun forhaler +kun tiden , det er det hele . +Konrad lettede foragtelig på skuldrene , som om +han derved ville hentyde til , at han allerede havde +vundet sejr . +Næeste morgen begav han sig til Huldas hjem i +Fredensgade , men som læsieren allerede ved var Fru +Tadlos flyttet . +Da Konrad erfarede dette stampede han af wrgrelse +i gulvet ; han havde ikke ventet dette , da han vidste +at de to kvinder vare aldeles blottede for penge . + +hvor skulle han nu begive sig hen for at finde +dem ? Paris var jo så stor og det var ikke godt at +finde to ubekendte kvinder mellem den talrige befolkning . +Konrad opgav dog ikke håbet . Han var utrættelig +i at søge og mente , ved hjælp af foreningens medlemmer , +med tiden at opdage deres skjulested . +Således var en måned forleden uden noget +resultat , da Konrad en aften drev omkring i gaderne , +i håb om at finde ej spor til flygtningenes hjem . +Aldeles tilfældig standsede han udenfor en butik +med færdigsyet herrelinned ; ligegyldig betragtede han +de opstillede varer , men pludselig gav det et sæt i +ham , hans øjne fik liv , hans næseboer udvidedes og +krampagtig knugede han hænderne i lommen . +Hvad var det der således tildrog sig hans opmærksomhed ? +Der stod en ældre dame inde i butikken , hende +var det , der havde sat ham i så stærk bevægelse . +- ah , endelig træffer jeg dem igen , Fru grevinde ! +Sagde han med et uhyggeligt grin . Nu skal +de ikke så let skippe fra mig ! +På den anden side af gaden , lige overfor +butiken , stod en svær , muskuløs mand . Med synlig +interesse betragtede han enhver af Konrads bevægelser ; +flere gange udstødte han truende udråb mod +Konrad , og da han så , at denne havde opdaget +grevinden , forlod han skyndsomt gadedøren og ilede +ned ad gaden . + +imidlertid kom en mand drivende fordi Konrad . +— holdt , hviskedee Konrad til manden . +— er der ugler i mosen ? spurgte denne . +— ja , seer du den dame inde i butikken ? Det +er Huldas moder , hun må ikke flippe fra os , men +da hun kender mig , vil jeg trække mig tilbage og lade +dig udføre resten . +Manden nikkede — han forstod en halvkvædet +vise . +Vi vide følgerne af disse mænds optræden samt +hvorledes grevinden blev reddet ud af deres kløer . +Da Konrad således så sig forrådt , skar han +tænder os raseri og rev og sled i de bånd , man +havde lænket ham i . Dog blev han roligere , da han +så , at man ikke på ny førte ham i fængsel . +De bevæbnede mænd bortsjernede sig , uden at +bekymre sig om ham ; deres foretagende gik kun ud på +at redde grevinden . +Værten i værtshuset befriede ham snart for de +bånd der bandt ham og han begav sig nu til foreningen +for i fællesskab med de øvrige medlemmer at +drøfte det besynderlige i den uforklarlige dames optræden . + + +ellevte kapitel . +Et nyt offer +i en af Paris ' mange smågader boede , på +jamme tid søm det ovenfor fortalle foregik , en arbejdsmand +ved navn gontran med sin hustru og deres +eneste datter Asta . +Manden var meget fattig , men ærlig og stræbsom , +hans kone derimod var ikke ganske af samme mening +søm ham , især hvad ærligheden angik . Hun holdt +mest af det der tilhørte andre og bekymrede sig ikke +om på hvilken måde hun kom i besiddelse af penge , +når blot hun kunne „ samle til bunke “ . +Dette gav ofte anledning til kiv og strid mellem +ægteparret , der ikke kunne slemme overens i denne +sag . +Asta var faderens eneste glæde ; hun var en smuk +pige på 18 år , med ravnsorte lokker og mørke +øjne og en teint så hvid søm en Lilie ; intet under +at man kaldte hende „ Paris ' skønhed “ , thi hun var +i sandhed overordentlig smuk , og dertil så hjertensgod , +at lille der kendte hende „ hævede hende til skyerne “ , +søm man siger . +Moderen ville , at Asta skulle være fornem og +fin ; hun mente , at datteren ved sin ualmindelige +skønhed skulle tiltrække sig en eller anden fornem +herre , helst en baron eller Greve . + +der boede en yngre dame ved siden af dem ; +hun førte et meget flot hus og folk i nabolaget +hviskedee noget om herrebesøg og deslige . +Astas moder mente , at det var en herlig måde +at tjene sig en kapital på , og skønt den unge pige +harmedes ved at høre på denne tale , var moderen +dog utrættelig i at overtale sin datter . +Asta syede fra morgen til aften for at tjene sit +underhold . +Hun overleverede moderen lønnen for sit arbejde , +og skønt den unge pige mange gange overanstrengte +sig , for at så sit arbejde færdig , blev hun dog overøst +med skænd , ja ofte med prygl , fordi hun ikke skaffede +nok ti ! Huset . +Når flige optrin havde fundet sted , måtte +Asta ofte skjule sine tårer når faderen kom til , thi +fik han at vide at moderen havde pryglet den unge +pige , så blev han rasende og der fandt i almindelighed +et svært sammenstød sted mellem ægtefolkene , +hvilket Asta for enhver pris ville forebygge . +Således var forholdet i denne familie +en aften var Asta gået en lille tur efter dagens +moisommelige arbejde ; den stakkels pige trængte til at +bevæge sig lidt i den friske luft , thi ofte kom hun ikke +udenfor huset i flere måneder . +Hun var imidlertid ikke kommen ret langt før hun +blev tiltalt af en høj , mørk herre , der ivrig betragtede +hende gennem sin lorgnet . + +Asta blev meget forvirret og ville skynde sig hjem , +men den mørke herre standsede hende med de lrd : +— hvorhen , min smukke frøken , på denne tid +af aftenen ? Det er ikke godt før en ung dame at gå +alene så silde . Tillad ar jeg ledsager dem til deres +hjem . +Asta vendte sig mekanisk om , før ai undfly , men +den mørke herres djcevelfie blik virkede lammende på +hende ; hun formåede ikke at flytte en fod , skjendt hun +så gerne ville +ak , nu fortrød hun hårdt at hun var gået ud . +Hvad ville denne herre hende , hvorfor stirrede +han på hende med dette besynderlige blik ? +Asta forstod det ikke . +Den fremmede - greb nu hendes hånd og ferie +hende ned ad gaden . +Han talte kerrlighedsfulde . bedårende ord ril +hende , og Asta , der var en ung , uskyldig pige , forstod +ikke hans besynderlige sprog . +Istedenfor at følge hende hjem , førte han hende +rundt i den store stad . +Han forstod ar gøre sig elskværdig lige overfor den +uerfarne pige og på grund af hans dannede væsen +og sine manerer antog hun ham for en fornem herre . +Han fulgte hende nu lige ril gadedøren og da de +skiltes , kunne hun ikke nægte ham sit samtykke til et +nyt mode den næste aften ved samme tid . +Da Asta var kommet op , tæenkte hun uvilkårlig +på den mørke herre ; han havde gjort et sådant + +indtryk på hende , at hun ikke formåede at glemme +ham . Hnn kunne ikke sove hele den nat - stedse stod +hans billede for hendes blik , stedse henførtes hendes +tanker på ham , og sfjondt hun gjorde sig bebrejdelser +over at foenke på ham , kunne hun dog ikke udrive +hans billede af sit hjerte . +Den næste aften msdte hun til det bestemte +klokkeflet , og Asta følie nu , at hun elsfede ham af sit +hjertes hele fylde . +Hun elskede for første gang , med en varm , en +inderlig følelse , som den første kærlighed i almindelighed +er besjælet af . +Den mørke herre vidste let , og grundede allerede +på at benytte sig deraf . +Men var den unge pige gftnelflet ? +Ak , hun vidste det ikke ; thi den fremmede herre +viste ikke noget tegn til kærlighed ; han beherskede +hende ved sit gennemtrængende blik , men viste kun +en kold høflighed imod hende . +— men hvem er denne herre ? spsrger vel den +« rede læeser . +Han er dig vel bekendt , kære lceler , — det er +- Konrad Gautin . +Vi må beklage den uforsigtigt unge pige der +så ubetcrnksonu har kastet sig i armene på en sådan +djoevel , der kun levede for at udføre nu hæevn mod +de mennesker , der vare trådte i vejen for ham — +om kjcrrlighed kunne der ikke væere tale hos ham . +Konrad havde naturligvis strar mærket den unge + +piges sympatti for ham , og det morede ham ar betragte +de fljønne øjne , når de tillidsfuldt skuede op +til ham . +Astas moder havde fået nys om sagen . +Det var snart bekendt , at en fornemkledt herre +fulgte hende hjem , og den flette kvinde glædede sig +meget herover . Men der var en anden , der græed +dirre tårer ved at erfare , hvad der var sket . +Asta havde fra sin tidligste barndom væeret legekammerat +med naboens søn , Arnold , og endnu da +de blev konfirmerede , herskede beder det inderligste venskabsforhold +imellem dem . +Arnold havde dog ikke , da ve blev ældre , tæenkt +på nogen forbindelse med Asta , kun æergrede det ham , +når nogen herre så på hende , og han sølte da , +at det star ham i hjertet . +Han desøgte aldrig Asta , thi han var flere gange +bleven tilbagevist af hendes møder , og siden havde +hans stolthed forbudt ham af besage sin lille benrnde . +Ofte talte han med hende på gaden , men i +den sidste tid havde han flet ikke set hende . +Arnold fik snart af vive , af Asta var bleven forlovel +med en fornem herre ( thi dette blev fortalt +rundt omkring i gaden ) , og han sørgede inderlig derover . +— så har hendes flette møder dog fået magt +over hende ! sagde Arnold ssnderknuft ; ak ja , jeg har +længe ventet det ! +Det unge menneske var aldeles overdevirst sm , af + +moderen havde tvunget hende fil dette parti , og han +fortred nu bittert , af han ikke havde ladet Asta forstå , +hvad han selte for hende . +Læenge gik han og grundede på , hvad han skulle +foretage sig ; han så meget lidende ud , og ingen formåede +af trøste ham i hans ulykkelige stilling . +Daglig gik han forbi Astas bolig , svr om mulig +af træffe hende , men den ene dag gik efter den anden , +uden af han kom sit mål næermere . +Endelig mødte han hende en tidlig morgen , da +hun skulle besørge et byæerinde . +Hun blev blussende rød — ban blev ligbleg . +Forvirret rakte hun ham hånden , han greb den +stiltiende og de fulgtes et stykke ben ad vejen , uden +at nogen as dem talte et ord . Man kunne se , at +der var noget der pinte Arnold , noget , han ikke turde +komme frem med ; også Asta følte sig ubehagelig +berørt . +Endelig standsede Arnold og sagde , idet han greb +hendes hånd : +- Asta ! . jeg har i dag passet dem op for at tale +med dem om en ting af stor vigtighed for mig , en +ting , der ligger mig meget på hjerte . Jeg har +nemlig også hørt , hvad der allerede er vidt og bredt +bekendt , at de er bleven forlovet . +Nu kom turen til Asta at blive bleg . +- er let sandt ? vedblev Arnold . Svar mig , +for gud i himlens skyld , svar mig , er det sandt ? +Jeg må høre det af deres egen mund , for at jeg + +kan vide hvor stor min ulykke er ; thi jeg kan ikke udholde +at pines længer af denne dræbende uvished . +Asta tav . +— svar mig , Asta , vedblev den unge mand lidenskabeligl ; +pin mig ikke længere — vær barmhjertig og +lad mig høre min dom af deres egen mund . +Asta tav endnu , hun vidste ikke hvad hun skulle +svare . Endelig hævede hun hovedet og sagde med en +påtagen kulde : +— må jeg spørge dem , hr . Arnold , hvor de +tør beskylde mig for at pine dem og gjorde dem +ulykkelig ? +Arnold studsede . +— as min egen mund skal de erfare at jeg ikke +holder af at de passer mig op på gaden , vedblev +den unge pige . Jeg skylder vel ikke dem regnskab +for hvad jeg foretager mig - og nu tillader de måske +at jeg går alene . +Asta nejede og ville forlade ham , men han greb +begge hendes hænder , og hans lidende ansigt udtrykte +den dybeste sorg idet han sagde : +— o , kære Asta , de ved godt hvorfor at jeg +spørger , de ved godt hvorfor jeg bebrejder dem det +skridt de har gjort . +Asta blegnede . +- og de må dog vide , vedblev Arnold bevæget , +at jeg . . . jeg elsker dem . . . +— men Arnold . . . +— at jeg elsker dem af mit hjertes hele fylde , + +skreg den ulykkelige unge mand med overmenneskelig +kraft . +Han slog øjnene ned , som om han var bange +for at have sagt for meget , som om han var bange +for at høre et vredesudbrud for disse ord . +Asta sittrede stærkt , og langsomt drog hun sin +hånd til sig . +— o , Arnold , hvorfor lov de mig ikke erfare dette +tidligere , så kunne jeg have hørt det med et roligere +hjerte , men nu ? +— nu , udbrød Arnold bevæget . +— ak , nu er det for silde , alt for silde , vedblev +den unge pige grædefærdig ; det hjerte , som sidder +her , er optaget af et andet billede , som ikke ligner +deres i fjerneste måde . Dog , det er deres egen +skyld , hvorfor har de aldrig talt til mig derom ? +Jeg havde da måske fået andre tanker . +Arnold svarede ikke . +Fortvivlet sænkede han hovedet , medens et frygteligt +uvejr herskede i hans indre . +Han greb atter hendes hånd og knugede den +krampagtig . +Han led - led forskrækkeligt . +Endelig tog han mod til sig og sagde med ry +slende stemme : +— Asta ! kære Asta ! De ved ikke , hvor meget +jeg lider , de ved ikke , hvor livet er mig ligegyldigt +nu , da jeg ved , at de ikke har en eneste tanke tilovers +for mig . + +— Arnold , sig ikke det ! råbte den unge pige +og greb atter hans hånd . +Arnold sølte sig lidt trøstet ved hendes venlighed . +— jo , et kan de love mig , nemlig deres venskab , +det tror jeg nok at have fortjent . Og nu farvel , +elskede Asla , farvel for bestandig ! +En tåre perlede i hans øje , men Asla borttorrede +den med sit lommetørklæde . +Da kom der atter liv i den unge mands blik , +han så på Asla , søm om han ville fluge hende +med øjnene , og han gik tæt hen til hende , idet han +hviskedee : +— Asla , det jeg nu beder dem om kan de godt +opfylde , uden samvittighedsnag . +- nå , hvad er det da ? +— lov mig først at de ikke vil sige nej . Jeg +er ulykkelig nok i forvejen og hvis de svarer nej , +da , da . . . +— Arnold , afbrød Asla ham ; jeg lover at opfylde +deres forlangende , hvis det nogenlunde er udførligt . +— nuvel , sagde Arnold frimodigt ; så giv mig +et Kys , Asla , det første og måske det sidste ; de kan , +de må ikke nægte mig det , thi da , da gør jeg en +ulykke på mig selv ! +Asla blev blussende rød og kunne ikke få et +ord over sine læber . Hendes hånd skælvede i Arnolds +hånd — han lagde mærke til hendes kamp +og det smertede ham endnu mere . + +— ak , lille Asta ! er jeg dem da så modbydelig ? +Sagde han med halvkvall stemme . Er jeg dem da +så modbydelig , at de ikke engang vil give mig et +Kys ? Nuvel , så vil jeg tage mit forlangende tilbage ! +O , det er firæekkeligt ! +Med feberagtig hast greb han atter hendes hånd +og sagde næppe hørligt : +— for sidste gang , farvel Asta , og gud være +med dem ! +Hans stemme kvaltes af gråd og han vendte +sig bort fra hende . Langsomt og med sænket hoved +skred han hen ad vejen , men han var imidlertid ikke +kommen ret langt før han hørte Astas stemme dag +ved sig . +— Arnold , Arnold ! råbte den unge pige ; jeg +vil give dem det de bad mig om . +Arnold vendte sig hurtig om , greb hende om livet , +og trykkede et Kys på hendes læber , — så langt +så inderligt , som om det skulle vare evigt . +Endelig rev hun sig løs fra hans favntag . +— farvel , farvel ! hviskedee den unge mand ømt +og forlod hende hastigt . +En mand havde skjult været vidne til hele denne +kjærlighedsscene . Hans øjne luede had , hans læder +vare fordrejede af de skrækkelige forbandelser , ver +hvilede på dem , og med dirrende slemme mumlede +han : + +- o , i kvinder , så falske er i alle ; men +du , troløse , du skal snart få din velfortjente løn , +ha , hvilket lykkeligt øjeblik vil det ikke være for mig +at skue din smerte og ulykke , når jeg har . . . +Han standsede pludselig og stirrede efter Arnold , +idet han rasende udbrød : +— og du , skægløse dreng , som har lokket hende +i dine garn , vent ! din tid skal også komme ! +Tolvte kapitel . +En djævelsk plan . +Vi ville atter indfinde os hos Hulda og hendes +moder efter at Charles har besøgt dem . +Der var kommen en uforklarlig uro over begge +de værgeløse kvinder og Hulda , der ville skjule fin +angst for moderen , gjorde sig al umage for at synes +rolig ; men hun kuyde dog ikke lade være at tænke +på , at hendes liv var eftertragtet og at en ond ånd +lurede på hende ; hun var angst for at være alene , +hun var angst for at gå ene ud , — hun havde ikke +været ude siden de vare flyttede , og det uagtet Charles + +flere gange havde bedet hende om at følge med ham +op til hans moder , der længtes meget efter at se +hendeester +at Fru Tadlos var bleven rast gik arbejdet +døg meget raskt , moder og datter syede fra morgen +til aften , og da der ingen besøgte dem , undtagen +Charles , så henrandt livet meget stille for dem . +En dag , just som de sagde og syede , bankedes der +på deres dør , men da Fru Tadlos gik ud for at +lukke op , sprang Hulda pludselig op fra sin stol , bleg +som et lig , og sagde med skælvende stemme : +- kjæere moder ! luk for guds skyld ikke op , +gjer det ikke , jeg beder dig ; jeg har så forunderlig +en anelse — det forekom mig at jeg for kort tid +siden så Konrad Gautin stå derovre ved det hvide +hus og stirre herop til vore vinduer . +- å , tåbelige barn , hvor kan du tro det , +sagde Fru Tadlos , idet hun nærmede sig sren ; han +ved jo rkke hvor vi bo og selv om han vidste det , +ville han døg vist næppe på den tid af dagen vove +sig herhen ; nej , nej , det er kun din ophidsede fantasi +der foregjøglcr dig disse billeder , thi hvis han således +midt på dagen ville vise sig for os , kunne vi +jo strar genkende ham , og selvfølgelig ikke lukke op +for ham , når han forsøgte at komme herind . +Men Hulda lod sig ikke berolige ; med tårer i +vinene bad hun moderen om endelig at lade væere +at lukke op , sfjondt der flere gange bankedes på +døren . + +— nej , Hulda , der ville være meget upassende +hvis jeg lod døren være lukket for den der agter at +besøge os , sagd ? Fru Tadlos ; det er desværre så +sjeldent at nøgen seer op til os og adspreder os i vor +sørgelige tilværelse . Desuden kunne det jo vcrre +Charles . +Med disse ord åbnede hun døren , og hvo beskriver +hendes forbavselse , da hun seer en ung , meget +smuk og elegant klædt dame slå for sig . +Fru Tadlos bad hende undskylde , at hun så længe +havde måttet slå på gangen , men den unge dame +smilede venffabeligt ti ! hende og bad hende om ikke at +tage nogen notits heraf ; hun kunne nok indse at de +vare fordybede i deres arbejde , og af den årsag ikke +havde observeret at hun ville ind . +Hulda blev meget overrasket , da hun så den +unge pige træede ind . +— jeg kommer for at bestille nogle kniplinger , +som skulle vcrre fcrrdige inden otte dages forløb og +som frem for alt må broderes overordentlig smukt , +sagde den unge dame henvendt til Hulda , idet hun +med særdeles interesse betragtede den unge , blege pige . +- det vi ! vcrre os en særdeles lere , sagde +Hulda , idet hun med venlighed trykkede den unge +dames hånd . +I længere tid opholdt den unge dame sig hos +dem ; hun talte så hjerteligt og så så god ud , at +Hulda ikke kunne lade være at betragte hende . + +også Fru Tadlos blev strar indlågen af hendes +beskedne væsen . +Hun talte med dem om arbejdet og hun lagde +en sådan erfaring for dagen , at man absolut måtte +tro , at hun hele sin levetid havde arbejdet for sit +brød , skønt hun så så elegant og fornem ud . +Hulda skuttede strar en inderlig venskabsforbindelse +med den unge dame , der så nedladende indlod sig i +samtale med hende . +Efter kort tids forløb skiltes man og Hulda følie +sig så glad , så glad , som hun i lang tid ikke havde +følt sig . +Den næste dag kom den unge dame atter igen +og derefter var hun i over en måned en daglig +gæst i deres hus ; dog , om aftenen formåede de +ikke at få den unge dame til at blive hos dem , +uagtet Hulda fortalte hende at Charles kom , og at +han var så gemytlig og underholdende . +Charles kom regelmæssig hver aften ; han læste +for Fru Tadlos og Hulda , medens de syede . +Således henrandt tiden i No for dem . uden at +de mærkede at der arbejdedes på deres fald . +En aften kom Charles som sædvanlig . Han medbragte +en lille pakke , omsvøbt af et elegant papir , og +han overrakte Hulda den med de ord : +— kære Hulda ! forsmå ikke hvad jeg her +bringer dig — det kommer fra et godt hjerte . Det +er dit elskede billede , kære Hulda , og portræter af +en anden skønhed , — en skønhed , som har vanskelighed + +ved at finde sin lige ; jeg kender i det mindste +kun en , der kan lignes ved hende . +- og hvem er denne ene ? spurgte Hulda +skælmsk +— dig , ene dig , svarede den unge maler , idet +han fyrigt slyngede sin arm om hendes smækkre liv . +Et lykkeligt udtryk udbredte sig over hendes ansigt . +Hun greb pakken , tog papiret af og udbredte dets +indhold på bordet . +Det første hun fremtog , var hendes eget portræt , +og Fru tavlos udstødte et forundringsudråb , så +træffende var ligheden . +Da Hulda havde takket Charles for det udmærkede +portræt , fremtog hun det andet billede , men for +forbavset tilbage , da hun fik øje på det , og udbrød +med rystende stemme : +- min gud , det er jo hende . +— hvem ? spurgte Fru Tadlos og Charles overraskede , +idet de begge betragtede portræter ; men idet +Fru Tadlos så det , råbte hun høilig overrasket : +— ja , ja , det er hende ! +- hvem ? spurgte Charles , idet han atter så +på portrætet . +— ja , det er sandelig en stor , en behagelig overraskelse , +udbrød Fru Tadlos . Det var uhyre smukt +af dem og jeg takker dem meget derfor ; men sig +mig , hvor har de gjort bekendtskab med . hende ? — +her har de jo aldrig set hende . +— nej , jeg har ikke engang vidst , at de kendte + +denne unge dame , svarede Charles ; idetmindsfe har +de aldrig talt til mig om hende . +— nej , det bar vi aldrig , sagde Hulda skælvende ; +men du , Charles , hvor kender du hende fra ? Hun +er måske en , der er dit hjerte nærmere , end du selv +vil tilstå ! +Disse sidste ord udtalte Hulda temmelig heftigt , +men Charles smilede og tog hende om livet idet han +sagde : +— nej , kære Hulda , der bebrejder du mig rigtignok +noget , søm er meget langt fra mine tanker ; +ingen uden du er mit hjerte nær , — aldrig tænker +jeg på andre end dig . +Og han trykkede et så inderligt Kys på hendes +læber , at mistanke » aldeles svandt bort . +Hulda takkede ham nu før billederne og Fru +Tadlos kunne ikke tilbageholde et smil , da hun så +Hulda meget omhyggeligt pakke det andet billede ind . +— dette er naturligvis en present til mig , ikke +sandt Charles ? udbrød Fru Tadlos og tog portræter . +— ja , hvis det kan more svigermoder , så står +dette billede aldeles til din tjeneste , svarede Charles +jeg kender ikke den unge dame , hun kom op på +mit atelier før omtrent 14 dage siden , og ønskede at +jeg skulle portrætere hende . Jeg sandt hende så +smuk , jeg syntes , at hun lignede Hulda , derfør troede +jeg at kunne glæde dig med dette billede . +— hvad hedder den smukke dame ? spurgte Hulda . +— Asta ! lød svaret + +Charles havde næppe udtalt dette navn før der +bankedes på døren , og da man lukkede op stød Asta +udenfør . +Det lød fil at hun blev overrasket ved at træffe +den unge maler her ; endeel genert trådte hun ind +og spurgte , om hun ikke havde tabt en lille medaillon +hos dem den foregående dag . +Fru Tadlos bød den unge dame indenfør , og +skjøndt Asta forsikrede , at hun ikke havde tid dertil , +kunne hun døg ikke undsiå sig for at følge fruens +indbydelse . +Medaillonen blev imidlertid ikke funden , og det lod +fil , at frøken Asta ikke var så rolig som hun så +ud fil . +Man spøgede og lo og tilbragte en rigtig behagelig +aften sammen . +Under deres gemytlige spøg hørtes pludselig tre +stærke slag på gadedøren . +Asta sprang op , ligbleg og rystende af skræk . +- nu må jeg gå , nu må jeg gå ! sagde hun +med feberagtig hast . Det er allerede sent på aftenen , +min moder er vist ængstelig for mig . +Asta holdt hele tiden øje med døren , medens +Hulda hjalp hende tøjet på . +Charles tilbød at følge hende hjem , og Asta mod ' +tøg med synlig uro tilbudet . +Ak , havde Charles vidst , hvad der forestod ham , +ville han næppe have tilbudt at ledsage den unge +dame ! + +Hulda var meget ængstelig til mode — hun vidste +ikke hvorfor , hun forstod ikke hvad det var , der gærede +i hendes bryst , hun følte ligesom en slikkende +smerte i hjertet , der ikke lod hende have ro . Da +de to damer havde fulgt deres gæster til døren , gik +Hulda vaklende tilbage i stuen . Hun pressede hånden +mod hjertet og store tårer perlede i hendes +smukke øjne . +— men barn , hvad fejler dig ? sagde Fru +Tadlos ængstlig ; er du syg ? +- nej , moder , jeg er ikke syg , men jeg ved ikke +hvorledes det er fat med mig , jeg har en fornemmelse , +som om jeg skulle kvæles . Jeg føler mig så +græsselig ulykkelig . — o , moder , gid vi vare i Spanien +hos fader , - gid vi aldrig havde set Paris ! +Fru Tadlos søgte at trøste hende så godt hun +formåede , skjondt hun selv var grædefærdig . Ak , der +var jo ingen , der længtes mere efter Spanien end +netop hende . +Sildig gik de to damer til sengs , og den næste +dag gik som sædvanligt , kun med den forskel , at de +endnu vare mere nedtrykte end ellers . +Om aftenen ventede man Charles — han plejede +hver aften at komme bestemt kl . 7 — men den ene +time gik efter den anden , kløkken blev 8 , den blev 9 , +og Charles var endnu ikke kommen . +— hvorfor bliver han dog så længe borte ? sagde +Hulda modløs . Han ved ikke , hvor ængstelig jeg er +før hans skyld , ellers var han nok kommen før længe + +siden . Ak , gid han var her , så ville jeg atter blive +rolig . +Men Charles lod intet høre fra sig ; kl . blev 10 , +den blev 11 , og endnu var han ikke kommen +Hulda var ligbleg og tårer trillede ned ad hendes +kinder , uden at Fru Tadlos bemærkede det . +Da kløkken var lidt over 11 , rejste Hulda sig op , +tog sit overtøj på og ville gå ud , men da hun +kom hen ti ! Døren , bemærkede moderen hende ; hun +sprang hurtig op og råbte : +- men Hulda , hvor skal du hen på denne tid +af aftenen ? +— jeg kan ikke udholde denne skrækkelige uvished , +sagde Hulda . Kan du sige mig , hvor Charles +bliver af ? Han plejers ellers at komme kl . 6 og nu +er den 11 . +— tror du , at han altid kan komme , når du +snffer det ? Han har måske fået hastværksarbejde +— en eller anden større bestilling . - du kan da heiler +ikke være bekendt at gå alene på denne tid af +natten , og hvad tror du , at Charles ' moder ville +tænke om dig ? +- ja , du har ret , moder , jeg må blive +hjemme , sagde Hulda og tog overtøjet af . Å , der +er vist frøken Astas medaillon , vedblev hun , idet hun +bukkede sig ned og tog en lille glindsende genstand +op , der stak frem under gulvtæppet . +Hulda betragtede den lille guldkapsel med megen + +intæresse ; det forekom hende , at hun havde set +den før . +— se , moder , den ligner akkurat den medaillon , +jeg fik af fader til min forrige fødselsdag . +Hun lukkede medaillonen op , men for forfærdet +tilbage ; det billede , der var indfattet deri , var så +fængslende , at hun ikke formåede at vende blikket fra +det . +- moder , moder ! fremstammede hun endelig ; +se engang , kender du dette portræt ? +Fru Tadlos gik hen til hende , hun så på +portrætel , men udstødte et svagt skrig og råbte : +- min gud ! det er jo Konrad Gautin ! +Ak , moder ! jamrede Hulda , her foreligger +vist et storartet forræderi . Du fiol se , frøken Astas +besøg her slår ganske vist i forbindelse med noget +andet . Charles bliver borte , og vi er alene ; men +nej , jeg vil have vished . I morgen tidlig går jeg +ud før at søge ham op — jeg må tale med ham , +før får jeg ingen ro . 0 moder , du ved ikke , +hvor skrækkeligt jeg lider . + +trettende kapitel . +Djævelens sejr . +Neppe havde Hulda udtalt før døren åbnedes +og en høj , msrk herre hurtig trådte ind . +- endelig , min Hulda , endelig skal jeg atter +omfavne dig og trykke dig til mit hjerte ! råbte +han og nærmede sig den unge pige der er før mig +hengået mange ensomme timer siden vi sidst sås , +men du har naturligvis ikke længtes så meget efter +mig , som jeg efter dig - ak , hvor ofte har jeg ikke +sukket efter at se dit kjæere ansigt . Nå , lille engel , +kom hen til mig og kys mig , jeg loenges så fircekkeligt +derefter ! +Hulda vendte sig om ; en forfærdelig tanke opsteg +i hendes indre . +Hun rystede over hele legemet og måtte holde sig +fast ved en stol , før ej at falde om . +- Konrad ! sagde hun med mat stemme ; hvorfor +forfslger de mig så vedholdende ? +— fordi jeg elsker dig , svarede Konrad , idet han +betragtede de to kvinder med blikke , som når ulven +betragter sit bytte . +Han gik hen til Hulda , greb hende om livet og +stirrede hånligt ind i hendes smukke dine . +Hulda sølte sig en afmagt næer . +Men nu greb Fru Tadlos ham af al kraft i +armen og trak ham bort fra hende . + +rasende for Konrad frem igen idet han råbte : +— tilbage , gamle djævel ! Hvad vover de at +gøre ? Nu ffal de såmænd få løn som forskyld » , +kan de tro ! +Han vendte sig om , trak den gamle dame ved +håret og kastede hende hen i en krog i værelset . +Hulda udstedte et fortvivlet skrig da hun så +dette . Hun faldt på knæ før sin bøddel og anråbte +ham om barmhjertighed . Dog , en sten kan ikke +røres og langt mindre en sådan Barbar som Konrad +Gautin . +Hans elskov opfiammedes endnu mere ved at se +den smukke pige med tårer i øjnene ligge på knæ +før sig . +— jo , Hulda , jo , jeg vil lade eder begge i +fred , og virkelig vise barmhjertighed imod eder , men +du kender betingelserne og du ved , at jeg vil sejre , +enten med det gode eller med det onde . +Hulda skjulte sit ansigt i hænderne , hendes lille +hjerte slog hæftige slag , hun bestod en frygtelig +kamp . +Endelig rejste hun sig ; hun var nu mere fattet . +— sig mig , hvor Charles er henne , sig mig +det ! råbte hun truende . +Konrad trak på skuldrene . +— han bliver naturligvis forfulgt for min +skyld , vedblev hun . Han har ikke tilføjet dem noget +ondt . +Han er min Broder og han elsker dig , sva « + +rede Konrad , det er mig nok til at forfølge ham , han +skal ikke have fred så længe du er her . Når vi +først som ægtefolk er komne til Spanien , da skal +han leve i fred for mig . +— og dersom jeg nu indvilgede i at blive deres +hustru , hvilken lod ville der da vente mig indtil vi +kom til Spanien ? +— en herlig lod , elskede Hulda , svarede Konrad +begejstret . Jeg ville naturligvis altid være hoø dig , +del har jeg jo ret til , når jeg er din mand . Jeg +vil vogte ethvert af dine skridt og jeg — jeg vil +dræbe enhver , der vover at nærme sig dig . +Hulda for tilbage . +— nej , råbte hun ophidset , tusind gange nej , +jeg vil ikke være en sådan bøddels hustru ! Jeg ville +have opoffret mig for min stakkels moder og Charles , +men nu , nej aldrig , aldrig ! +Hulda havde forglemt sig selv , forglemt den fare , +hun svævede i , forglemt at hun stod ene lige overfor en +sådan mand som Konrad Gautin , der var i stand +til al « . +Hun havde overilet sig , det følte hun , hun frygtede +nu for følgerne , der heller ikke udeblev . +Konrad var bleg af harme . Hans øjne tindrede , +hans hænder knugedcs krampagtigt og læberne vare +skrækkeligt fordrejede . +Han stillede sig lige overfor Hulda og sagde i en +truende tone : +— komtesse Hulda de Tadlos , herved underretter + +jeg dig om , at inden klokken slår i i nat , skal du +være min brud , og jeg , jeg vil glæde mig til denne +stund , den lykkeligste i hele mit liv . +Han gik frem for at gribe hende , men Hulda +wrang bag spisebordet og tog dette som værn ; hun +så græsselig fortvivlet ud i dette højst farefulde +øjeblik . +Konrad stod på den anden side af bordet og +lå skadefro på den unge piges anstrengelser . +— hvad vil du nu , min skønne elskerinde ? +Sagde han smilende ; du er mit bytte , tro det , og +vær ikke så dum at gøre modstand . +— så længe dette hjerte slår , overgiver jeg +mig ikke ! Kom mig ikke nær , djævel ! skreg hun , da +Konrad lig en kat sneg sig hen til hende for at gribe +hende . +— nej , nu er det nok med denne leg , sagde Konrad +og slog tre hårde slag på bordet . +Sirar åbnedes døren og en sværlemmet Karl +trådte ind . Svir og sværm stod at læse i hans +øjne , og Hulda søgte forgæves at finde spor af +medlidenhed hos ham . +— nåde , nåde ! råbte hun fortvivlet . +— den kender jeg slet ikke , svarede karlen , idet +han nærmede sig hende . +— gud i himlen , jeg dør ! stønnede den ulykkelige +unge pige og sank bevidstløs tilbage på gulvet . +— nå , endelig har jeg da nået mit mål ! + +mumlede Konrad og så med en seirherremine på +den overvundne kvinde . +— ja , jeg har længe ventet det , vedblev han . +Der , jakins , ftynd dig , tag den unge dame og bring +hende ned i lokalet . +— ja , hr . Løjtnant , svarede karlen , idet han +løftede Hulda op fra gulvet . — ah , hvor hun er smuk , +mumlede han ; en allerkæreste lille due , og let som en +fjer . Det er bestemt en af løjtnantens kærester , ao +hvor hun er sød ' +manden bøjede sig ned over hende og trykkede et +Kys på hendes hånd , men i det samme ttldeelte +Konrad ham et sådant slag i hovedet at karlen forbløffet +flap sit dytte . +— slyngel ! skreg Konrad heftigt ; hvor tør du +vove at besmitte den unge dames hænder med dine +drukne læber . Vogt dig , eller du skal få med mig +at bestille ! +Karlen brummede noget , der sandsynligvis skulle +være en undskyldning , tog derefter Hulda på sine +arme og forlod hurtig værelset med sit bytte . +— se så , sagde Konrad , idet han truede ned til +-en bevidstløse grevinde . Nu kan de lede efter hende +så længe de lyster -- får de hende engang tilbage , +tør jeg bande på at hun vil være en del forandret . +Konrad forlod nu værelser og lød hende blive +liggende på gulvet . + +fjortende kapitel . +En ven +vi ville nu se hvorledes Charles befinder sig . +Som læseren erindrer tilbød han at ledsage Asta +hjem , efter hendes korte ophold hos grevinde Tadlos . +De vare imidlertid ikke komne ret langt ned ad +gaden , før Asta følte en tung hånd hvile på sin +skulder . +En nervøs sittren gjennemfoer den unge pige . +— slip hans arm ! hviskedee en barst stemme +hende i øret ; ellers kan jeg ikke få fat i den +forræder . +Hun genkendte strar Konrad . +Skælvende adlød Asta ordren . +— hvorfor tæger de deres arm tilbage ? spurgte +Charles henvendt til den unge pige ; dog han hørte +intet svær , thi i samme øjeblik var han omringet af +en halv snes mænd og uagtet han stred imod af al +fin kraft , blev han dog ført bort fra hende . +- Konrad ! hviskedee Asta , da mændene havde +dortfjernet sig ; nu har du vel et øjeblik tilovers for +mig , så af du kan forklare mig hvad dette optrin +har af betyde ? +Hun lagde kærligt sin hånd på hans skulder , +men Konrad stødte hende barsk tilbage , idet han sagde : +— nej , Asta , jeg har ikke nøgen tid tilovers for + +dig nu . . . min tid er mere kostbar , jeg har forretninger +i foreningen , som ikke kan opsættes . Farvel +Asta ! I morgen Asien ses vi atter . +Han forlod hende og lod den bedrøvede unge pige +stå alene på vejen i den silde aften . +— ak , gud ! udbrød hun smerteligt ; han elsker +mig ikke , uagtet jeg elsker ham så højt . O , det er +skrækkeligt ! +- ja , stakkels Arnold , vedblev hun kort efter ; nu +— først nu kan jeg fatte din smerte , først nu kan +jeg forstå hvad du har måtte lide ved af trække +dig tilbage fra den , der var dit hjerte så kær . +Og jeg , har jeg da ikke fået straf for den smerte +jeg har tilføjet dig ! . . . O , hvor jeg lider ! Konrad +er så kold og ligegyldig imod mig , altid taler han +hårdt til mig — aldrig viser han sig venlig imod mig . +Når jeg udfører hans befalinger , som han tvinger +mig til af udføre , hvad løn får jeg så derfor ? Ja , +han behandler mig meget afskyeligt , det er lønnen for +al min kærlighed og opofrelse ; o , det er græsseligt ! +Asta bemærkede ikke af en ung mand havde været +vidne til hendes fortvivlede udbrud , hun bemærkede +flke , af den samme unge mand havde fulgt hende skridt +for skridt hele aftenen , og da Asta , overvældet af +sørg satte sig på en trappe for af samle nye kræfter +gik han hen til hende og sagde : +— hvad bestiller lille Asta her på denne tid af +aftenen ? + +Asta vendte sig om for af se hvem det var ver tiltalte +hende således . +Et glad smil for over hendes ansigt og betydelig +lettet udbrød hun : +— Arnold , er det dem ? +— ja , Asta , det er mig , sagde den unge mand +tungsindigt ; vet bedrøver mig meget af træffe dem i +denne ulykkelige stilling . Sig mig , lille Asta , jeg er +jo deres ven , betro dem derfor til mig , lad mig +erfare hvad det er der smerter dem så meget ? +— ak , Arnold , det er hjertesorg der knuger mig +så meget . Jeg elsker ham , men jeg bliver ikke gjenelsket . +O , Arnold , de ved hvad det vil sige , de +må søle som jeg ! +Arnold svarede ikke , hans tanker vare henvendte +på fortiden . +Han greb Astas hånd og trykkede den heftigt . +Endelig brød han tavsheden idet han sagde : +— hør Asta ! hvem er den uværdige de elsker +så højt , tør jeg erfare det , så skal jeg tale til ham +om , hvilken skat det er han støder fra sig — jeg skal +lade ham vide , af . . . +— nej , nej , afbrød hun ham ; jeg vil for alt i +verden ikke have af de skal underrette ham derom , +men en tjeneste kan de gøre mig , de kan råde og +sejlede mig , og det vil de jo nok , ikke sandt , Arnold ? +Den unge mand svarede bekræftende . +— seer de , Arnold , min forlovede er medlem +uf en forening , hvis formål er at hjælpe den fattige + +og lidende , efter hvad han siger . Han har bedet +mig om at være ham behjælpelig i denne retning , at +opsøge værdig trængende og på en eller anden måde +hjælpe dem fremad , dog skulle alt foretages hemme * +ligt , ingen måtte erfare , hvorfra understøttelsen +kom . Jeg var naturligvis strar beredt til at ofre +min tid for bette smukke hverv ; især da jeg ved , +hvad det vil sige at lide mangel . +— ja , desværre , det ved de , stakkels Asta , +sagde Arnold beklægende . +— han bad mig om at gå op i et hus her i +nærheden , hvor der boer en fattig enkefrue og hendes +datter Hulda . De led ligefrem nød , sagde han , og +dertil kom endnu , at en ung , flet mand havde forelsket +sig i datteren , samt at moderen absolut ville have , +at hun skulle tage dette flette menneske , endskønt den +unge pige hadede og afskyede ham . Det blev da bestemt , +af de alligevel skulle hemmelig giftes uden af +den stakkels unge pige vidste noget deraf før i det +sidste øjeblik . Jeg blev naturligvis meget oprørt over +af høre dette og stod ganske til hans tjeneste . +— nå , og du frelste vel den unge pige ? sagde +Arnold bevæget . +— ja , hør nu videre , Arnold . Min forlovede +befalede mig af gå op ril en kunstmaler ved navn +Charles Gautin og lade mig portrætere , blot for af +lære den unge mand af kende . Jeg gjorde som han +sagde ; kunstmaleren var en smuk og dannet mand , +ham turde jeg ikke tilbyde nogen understøttelse , thi + +han så ud til af væere meget velhavende . Den næste +dag gik jeg op til enkefruen , jeg bestilte nogle fine +kniplinger hos hende . Den æeldre dame var så elffvoerdig , +så forekommende imod mig , og hendes datter +— ja hun var en så fuldendt skjonhed , af jeg +blev helt forbavset ved af se hende — jeg vidste flet +ikke hvorledes jeg fluide bæere mig ad med af rykke +frem med mit egentlige lerinde . +— ja , jeg kan begribe det , sagde Arnold . +- datteren og jeg sluttede strar et inderligt venffab , +og på grund heraf kom jeg daglig i deres +hus . Men tiden gik og den dag nærmede sig , på +hvilken den store handling skulle foregå . Nu fortrsd +jeg næsten hvad jeg havde lovet , nemlig af forhindre +den unge piges giftermål thi det forekom mig meget +underligt , af når Hulda talte til mig om sin forlovede , +slete dette altid med en sådan kærlighed , en sådan +inderlighed , af jeg umuligt kunne sfuffes , og +fruen talte også så venligt og godt om dam , af jeg +begyndte af tvivle om sandheden af min forlovedes +udsagn +her tav Asta et øjeblik — en tåre verlebe i +hendes øje — det lod til af hun anede hvilken flet +handling hun var deltager i . +— en aften ytrede jeg noget om min tvivl til +Konrad , men han ville intet høre derom , han sagde , +af dersom jeg ikke punktlig udførte , kvad han pålagde +mig , da ville jeg snart komme til af fortryde det , thi +hæevnen , straffen ville da ramme mig , og det så + +eftertrykkeligt , af jeg ikke skulle glemme det så let . +Han så så uhyggelig og skrækindjagende ud , da +han udtalte disse ord , af jeg blev ganske angst ved af +se på ham . +— efter den tid vovede jeg aldrig af tale om min +tvivl , men udførte trolig enhver af hans befalinger . +Dog , når jeg så på den unge malers åbne og +ærlige ansigt , og når jeg hørte frøken Hulda tale +om fin kærlighed til ham , så skar det mig i hjertet +— det var som om en stemme tilhviskedee mig , at +jeg skulle vende om fra den flette vej jeg betrådte . +Her standsede den unge pige atter ; det var som +om hun ikke formåede at sige mere . +Arnold tog atter hendes hånd , trykkede den med +varme og sagde i en hjertelig tone : +— bliv ved , kære Asta ! Du ved ikke hvor meget +din oprigtige tale interesserer mig . +— ak , Arnold , jeg har ikke meget tilbage at fortællæ +dig . Den skæbnesvangre aften — det var i aften , +— jeg skulle atter op til enkefruen og Hulda . +O , jeg ville gerne have givet mit liv , for at kunne +fritages derfor , men der hjalp intet , han tvang mig . +Jeg begav mig altså op til enkefruen — jeg havde +et påskud , thi den foregående aften havde jeg tabt +en medaillon , og jeg antog , at det var oppe hos +hende . +— jeg blev ført ind i stuen , medaillonen var der +ikke , men derimod befandt den unge kunstmaler sig +derinde , han var jo forlovet med frøken Hulda . Jeg + +kom med til bords , vi spøgede og lo , kun jeg var +meget urolig , thi jeg tænkte hele tiden på hvad der +forestod . Da klokken var 11 , hørtes tydeligt tre +slag på gadedøren ; dette var det aftalte signal . +Jeg for op og ville gå , den unge maler tilbød mig +tit følgeskab , og jeg var sket nok til at tage mod tilbudet . +— vi vare næppe komne udenfor , før Konrad med +fine mænd kom hen til os ; de greb den ulykkelige +unge mand og førte ham bort . Hvor han kom hen , +ved jeg ikke , kun det ved jeg , at Konrad forlod mig +med kulde og lod mig ene og forladt slå her . +Arnold rystede på hovedet og sagde : +— stakkels Asta ! Du har været et redskab i +flette menneskers hænder . Du har selv været delagtig +i en uretfærdig handling . Gud tilgive dig denne +brøde — vogt dig for Konrad ! +Arnold fulgte hende hjem og lovede at hjælpe +hende så godt han formåede . +Således skiltes man . +I hjertet beklagede han den stakkels unge pige , +der ved kærlighedens magt var bleven et redskab til +at udføre en elendig Niddings afskyelige planer . + +femtende kapitel . +En rar Broder . +Da mændene havde grebet Charles , stak de straks +et tørklæde i munden vå ham , for at ban ikke skulle +skrige , og førte ham nu bort så hurtigt de formåede . +Charles værgede sig så godt han kunne , men han +indså snart , at det intet kunne nytte at sætte sig til +modværge mod så mange , oz villieløs lod han sig føre +afsted . +I over en halv time vandrede de således fremad , +ingen forhindrede dem i bortførelsen . For enhver , +der kom dem i møde , trak de sig hurtig tilbage , for ikke +at indrodes i slagsmål eller lignende . +Endelig nåde de målet for vandringen . Mændene +bar ham nu ned i en dyb kælder ; Charles gyste , +han kunne indse hvad der ventede ham . +Han så intet menneske dernede , uden sine vogtere , +der dog ikke talte et ord til ham . +Da Charles var kommen herned , befandt han sig +meget utilpas , som en følge af den råkolde natteluft +og den uhyggelige spænding , han havde været +underkastet ; døsig sad han på sengekanten og lod sine +trætte øjne undersøge det skumle værelse . Der fandtes +ikke andet deri end en seng , to stole og et +bord . +Charles fik imidlertid ikke tid til lang betragtning ; +thi kort efter at vogterne havde forladt ham , + +trådte Konrad hastig ind . Han bukkede dybt og iro ' +nist for broderen og sagde spottende : +— nå , min unge galning , hvorledes befinder +du dig i din nye lejlighed ? Ikke sandt , det er noget +andet , end at ligge hjemme hos moder ! +Disse sidste ord udtalte han så kælent , at +Charles ' blod kom ikog derved , men han beherskede +sig og så tavs på broderen . +Konrad vedblev grinende : +— jeg har en ting al tale med dig om , en +ting af megen vigtighed for os begge . Seer du , +jeg vil nemlig fortælle dig , at jeg fler ikke holder af +ar du så ofte besøger min forlovede , for det er ikke +kønt af dig . +— jeg ved ikke hvem der har den ære at kaldes +din forlovede , svarede Charles koldt . +— hvem der er min forlovede ? det ved du +godt , det er den små fra Fredensgade , eller rettere +sagt : hun er min tilkommende elskerinde , hahahaha ! +Charles , der tavs havde hørt på broderens ondskabsfulde +tale , sprang op ved at høre disse ord og +for ind på broderen idet han sagde : +— hvad ! vover du Nidding at tale således om +en ordentlig og ærbar pige , som hader og afskyer +dig og som — det tilstår jeg — er min retmæssige +brud ! Vogt dig , siger jeg , eller det skal gå dig +ilde ! +Konrad stod ganske rolig , han havde ventet dette +udbrud . + +Charles , der blev rasende over hans ro og foragtelige +mine , greb ham i struben som for at kvæele +dam , men i det samme slog Konrad ham med den flade +hånd l ansigter og sagde hovmodig : +— nåva , vjankede dreng , vi ! Du forholve dig +rolig når Konrad Gautin taler . Ingen fordrister sig +ustraffet til at angribe en sådan mand som mig eller +at mødsatte irg min villie , det lader jeg dig herved +vide ! +Han gik hen til døren og åbnede denne idet +han sagde : +— om nogle dage skal du atter komme hjem +til din moder , thi jeg kan nok indse , stakkels dreng , +at du ikke kan undvære hende længer ! +Dermed gik han og aflåsede døren efter sig . +Charles var aldeles fortvivler . +Han bad til gud for den stakkels Hulda og for +alle dem han havde kerr , thi han var så vis på +ak dø , at han ligefrem forberedte sig derpå . +Efter nogle timers forløb faldt han i en urolig +slummer ; han vågnede flere gange op og lyttede , +men alt forblev stille . +Da klokken var 4 hørte han ligesom en dør sagte +åbnes og lette trin lød i hans værelse . En lille +blød hånd lagde sig på hans mund og en kvindelig +stemme tilhviskedee ham : +— Charles Gautin ! man flrceber dem ikke efter +livet denne gang ; forhold dem blot rolig og de erholder +snart deres frihed igen . + +Charles studsede . +— hvem er der der taler få trøstende til migl +spurgte han åndeløs . +- det kør jeg ikke sige dem ; dog væer forvisset +om , at jeg ene har sneget mig ind til dem for al +underrette dem om ar jeg vil frelse dem og hende , +hører de , jeg vil også frelse hende , men de må +forholde dem rolig , ellers er alt tabt . +Charles var som forstenet ved at høre disse ord . +Han hørte atter de lette trin bortfjerne sig og alt +forblev stille . +Nu var han , glad i sin ulykke ; han vidste , at -er +var en der interesserede sig for Hulda og ham og +han havde en anelse om hvem det var . +— ja , der må vcrre hende , tænkte han ; Hulda +har så ofte omtalt hende ; den hemmelige dame har +allerede ro gange tidlige reddet min egen kære Hulda ! +Beroliger ved denne tanke faldt han snart i søvn +og vågnede først da der var højlys dag . +Hele dagen gik hen uden at der indtraf nøget ; +den tidligere tungsinvighed beherskede atter den ulykkelige +maler — han vidste ikke når han atter skulle +komme ud i den fri luft , når han atter skulle gense +sin elskede Hulda . En overordentlig uro beherskede +ham ; han frygtede , han anedede al der forestod Hulda +noget rædselsfuldt , men hvad der var vidste han ikke * +pludselig , da klokken var lidt over 12 om natten , +hørte han en kvindestemme skrige om hjslp . +Skrigene vare så gennemtrængende , ar de tydeligt + +hønes inde hos Charles og ramte ham lige i +hjerter . +Han vidste ikke hvem det kunne være , men han +syntes at have hørt den stemme før . +Pludselig slog han sig for panden og for rasende +om i fængslet idet han råbte : +— o , min stakkels Hulda ! Du trænger til min +hjælp , og her står jeg indespærret indenfor disse +mure . O , min gud , frels hende ud af denne Niddings +hænder , frels hende fra ham , der ikke vil betænke +sig på at gøre hende æreløs . +Da lød atter det gennemtrængende skrig og tyde/ +ligt +hørte han det fortvivlede råb : +— Charles , Charles ! red mig ! for gud i himlens +skyld , red mig ! +Som et vildt dyr stormede Charles mod døren +; han rev og sled i den af al sin kraft for at +få den op , men ak , den modstod al hans anstrengelse . + + +sekstende kapitel . +I fangenskab . +Bi skylde den « rede læeser en forklaring over +hvorledes Hulda var bleven transporteret eil den +politisfe forenings lokale , samt hvorledes det går +den unge pige der . +Da manden med Hulda på sine arme var +kommet ned på gaden , holdt en vogn parat til at +modtage dem . +Manden steg forsigtig op og lagde Hulda på +bagsædet , hvorpå vognen hurtig kørte afsted . . +Da den omtrent havde kjert et kvarteerstid opvågnede +Hulda af sin besvimelse . +-- - min gud , hvor er jeg ! råbte hun , men da +hun fik øje ' på manden stød den skrækkelige sandhed +klar for hende . +Dog , hun fik pludselig mod — hun besluttede at +ville kæempe til det sidste , selv om hun ffulde tilscrtte +livet derved — og denne beslutning opretholdt hende +i farens dieblik . +Da vognen holdt kom Konrad for ar brere hende +ind i huset , men han blev forbavset stående , da han +så hende træve ud af vognen . +Han havde så trygt stoler på af hun endnu var +-ewimetr af han fler ikke havde tænkt på af hun ville + +gøre modstand . Dog i den retning blev han snart +beroliget . +Hulda steg som sagt ud af vognen og Konrad +nærmede sig hende , bukkede ironisk for hende og bød +hende armen , hvilken hun , til hans forundring , strar +modtog . +— hvad mon denne føielighed har af betyde , +tænkte Konrad , medens han gik ved hendes side . +Øjeblikkelig da hun trådte ud af vognen blev +hun omringet af ser mænd , og Konrad gav disse ved +en bevægelse med hånden af forstå , af tre af dem +skulle gå foran , de andre tre bagefter . +Konrads øjne strålede ved af se sit offers +skønhed . +Hulda gik tavs ved hans side ; hun indså af +det var umuligt for øjeblikket af gøre modstand . +Da hun var kommen ind i huset og op ad de +første trapper , vendte hun sig stolt om og sagde : +— det er bravt , det er mandigt , af så mange +stærke mænd forene sig for af passe på en svag +kvinde . Var jeg mand ville jeg skamme mig som en +hund ved af vise den slags mod . Tror i virkelig +at jeg ville sætte mig til modværge blot mod en eneste +af eder ? Nej , dertil er jeg alt for svag . +Mændene svarede ikke , men fortsatte deres gang . +Man nåde endelig målet ; en der åbnede sig +som ved trylleri og Hulda så ind i et værelse , der +var hendes eget bøurdoir i Spanien så ligt , at hun +glemte sig selv og råbte : + +— min gud , det er jo mil eget . . . +Men hun holdt inde , trådte rask over dørtærskelen +til denne ulykkesbolig , og døren lukkedes efter hende . +Hulda vendte sig om for at se om Konrad var +trådt ind med , men nej , hun var alene . +Træt af anstrengelser » kastede hun sig ned på en +sofa for at samle sine tanker . +Med sænket hoved sad hun længe således , et +sandt billede på den dybeste fortvivlelse . +— ak , hvad skal jeg gøre , hvad skal jeg foretage +mig ? stønnede hun bekymret . Jeg må tænke på +mit forsvar , det er nødvendigt . +Hun trak nu en revolver frem , som hun havde +skjult i sin lomme , undersøgte den nøjagtig for at se , +om den var i orden . Til al lykke var det en serløbet +revolver , der var omhyggelig ladet . +Et glædeslyn funklede i den unge piges øjne . +— enten ham eller mig ! sagde hun næppe hørligt ; +han har selv villet det , nuvel , så må han også +tage , hvad der følger på ! O , hvor jeg er ængstelig +ved at være alene her , gud give , at det hele +kun var en drøm . Dog , tys , man kan jo ikke vide +om man bliver udspioneret , her have væggene måske +ligeså mange øjne , som der er blomster på tapetet . +O , gid det virkelig var mit værelse hjemme hos +fader , så var jeg ikke her i fangenskab hos min +elendige forfølger . Og min stakkels moder , hvor er +du nu ? Leder du efter din datter , der var dit hjerte +så kær , der var din eneste trøst i denne fremmede + +by ? Mon jeg får dig mere at se eller er du tabt +for mig ! — dog , jeg takker min gud for , at jeg fik +listet denne revolver fra min fulde oppasser , thi ædru +kan han ikke have været , eftersom han sad og sov i +vognen , istedenfor at passe på mig . Ved hjælp af +dette våben skal jeg vide at frelse mig , om ikke på +anden måde så ved døven ! +Et dybt suk opsteg fra den unge piges bryst , og +hun vedblev med rystende stemme : +— o , fader , kunne du se , hvad den elendige føretager +sig med din kone og datter , da ville du ile +hertil og frelse os . Ja , ja , når moder og jeg engang +kommer tilbage til Spanien , da vil du straffe +denne røver , Konrad Gautin , da vil du ikke lade +ham i fred , før han har gjort regnskab for sin flette +handlemåde imod os ! +— hvad siger du , min lille due ? Nej , den tid +kommer aldrig , hviskedee en stemme i det samme til +hende , og Hulda følte en arm om sit liv , der trykkede +hende så fast , at hun udstødte et svagt skrig af +smerte . +Hastig vendte hun sig om , hele hendes legeme +sittrede af harme , og hun slog den frække så stærkt +over hånden at han derved løsnede fin arm så +meget , at hun formåede at rive sig løs . +Med et harmfuldt blik betragtede hun ham idet +hun sagde : +- jeg troede ikke at Konrad Gautin var et ædelt + +menneske , dengang han var min lærer , men dog ville +jeg aldrig have troet , at han kunne udføre en så +nedrig plan , som han for øjeblikket er i færd med . +Konrad lod hende tale ud , derpå nærmede han +sig hende atter , uden at sige et ord til sit forsvar . +Kun så man på det bitre smil om hans mund +at den unge piges tale havde gjort indtryk på ham +døg , det var kun på den måde , at de havde ophidset +ham endnu mere imod hende . +Han ville atter omfavne hende , men modigt stødte +hun ham tilbage idet hun råbte : +— bliv mig fra livet , elendige Nidding ! eller +jeg dræber dem ! +— nej , det gør du iffe , min søde putte , svarede +Konrad smilende . Du erindrer nok at jeg lovede dig , +at du inden klokken 1 i nat skulle blive min brud , +— nuvel tiden er strar udløben , derfor , kom til mit +hjerte , min elskede Hulda ! bønhør mig , — det kan jo +døg ikke være anderledes . +Hulda gav et så hjerteskærende skrig fra sig , at +Charles , som vi vide , hørte det ind i sit fængsel . +Konrad greb hende atter om livet med en sådan +kraft , at hun ikke formåede at frigøre sig . +Han førte hende hen til en skjult tapetdør i baggrunden +af værelset , men da han for at åbne denne +måtte skippe hende med den ene hånd , fik Hulda +derved fin højre hånd fri . +Hurtig trak hun revolveren op , rettede den mød +Konrads pande og råbte : + +— jeg sværger ved den levende gud , at jeg gør +brug af dette mordvåben , dersom de ikke flipper +mig ! Jeg er fortvivlet . . . Liv eller død , det er +mig lige meget , når jeg kun kan frelse min ære ! +Konrad blev meget forbavset over så megen +energi , døg tabte han ikke modet . — vel havde han +floppet hende , men han håbede døg atter at få fat +på hende ved at bruge list . +Hulda havde indtaget en forsvarsstilling og +befalede som en general . +— forlad øjeblikkelig stuen , min herre ! råbte +hun , medens hun bestandig holdt revolveren rettet +mød hans pande . — sådanne , gå kun baglænds , +vedblev hun ; det klæder dem ret godt , det viser hvor +mandig de er ! +Konrad veg virkelig tilbage for den modige kvinde , +men da han var kommen ud på gangen og idet +han lukkede døren efter sig , sagde han harmfuld : +— vær kun halsstarrig , tåbelige pige , engang +vinder jeg døg sejr . O , hvor jeg skal fryde mig i +det øjeblik , det skal være det lykkeligste i hele mit liv ! +Han lukkede døren og Hulda hørte hans trin +tabe sig mere og mere i den lange gang . +Hun faldt på knæ og takkede gud for den fare +hun var undsluppen . Nu forberedte hun sig til en +overordentlig kamp , thi hun tvivlede ikke om at hendes +forfølger atter ville komme tilbage , og hendes frygt +var ikke ubegrundet , thi kort efter hørte hun trin i +gangen . + +vildt føer hun omkring i fængslet , som den forskrækkede +fugl i sit bur , for at søge et skjul , men +nej , skønt hun så ivrig søgte derefter , var det dog +ikke til at finde . +Skridtene udenfor lød nærmere og nærmere . +Huldas angst tiltog bestandig , hvor skulle hun søge +ly i denne fortvivlede stilling . +Ak , nu lød skridtene lige udenfor døren , en +nøgle blev stukken i låsen og Hulda flygtede tilbage +i værelset . +I samme øjeblik åbnedes en lille dør i tapetet , +stor nok til at Hulda kunne flippe derigennem . Med +lynets fart sprang hun hen til denne , med revolveren +i hånden , til forsvar i påkommende tilfælde . +Hun blev imidlertid ikke lidet forundret ved at se +en meget smuk ung dame slå ved døren . +— skynd dem , skynd dem , bedste frøken Tadlos , +han er i hælene på dem ! råbte hun ivrig og trak +Hulda ind til sig . +Neppe havde hun udtalt disse ord før døren til +gangen åbnedes og Konrad trådte ind i værelset . +Han havde denne gang forsynet sig med en slynge +og en strikke , for ved hjælp af disse genstande at +binde den unge pige , således at hun ikke kunne undflippe +ham , desuden havde han en revolver i hånden . +Han blev meget forbavset ved ikke at finde Hulda +i stuen . +— ah , hun har gemt sig , den lille engel ! råbte +han smilende . + +han søgte nu i alle kroge , men hun var intetsteds +at finde . +Vi ville lade ham lede og blive rasende så meget +han lyster og imidlertid se lidt til en anden person +denne fortælling . +Syttende kapitel . +En vigtig meddelelse +det var dagen efter at Hulda var sluppen ud +fra det værelse , hvori Konrad havde indespærret +hende . +Hele natten søgte dette flette menneske efter hende +i foreningens forskellige lokaler ; først hen ad morgen +da han indså , at al hans søgen var forgæves , undte +han sig lidt hvile . +Han kastede sig tilbage i sofaen og grublede . +Omtrent en halv time havde han siddet således , +da døren sagte åbnedes og Jean petit trådte ind . +Han så meget forvirret ud og nærmede sig Konrad +med en hemmelighedsfuld mine . +— Broder Gautin ! sagde han med fingeren på +munden ; Broder Gautin , er vi ene ? +— ja , ganske ene , brummede Konrad . + +— nuvel , det var rart , vedblev Jean petit , jeg +har noget vigtigt at meddele dig . +Det gav et sæt i Konrad , da han hørte disse +ord . +— er det angående Hulda ? spurgte han ivrigt . +-- Pokker i bold med Hulda ! råbte Iran petit , +hvis tanker vare meget langt fra hende . Nej , +Broder Gautin , det er om en ganske anden , jeg vil +tale . Jeg er formand for vor forening , og som sådan +har jeg altid søgt at virke gavnligt for denne ; +måske min tid snart er omme , Broder Gautin . . . +— min gud , hvad er der passeret ? sagde Konrad +overrasket og sprang op . +— der er sket ikke passeret noget , sagde petit ; +men der vil , der skal , der må passere noget ; thi +i den undertrykke stilling , hvori vi nu leve , kan +Frankrig ikke trives , det franske folk må være et +frit , et uafhængigt folk , det må kunne handle , som +det selv vil , uden at spørge ham om tilladelse +dertil . +— hvem ? spurgte Konrad . +— Napoleon ! hviskedee Iran petit . +— hvad mener du dermed ? spurgte Konrad +med en uhyggelig glans i øjet . +— hvad jeg mener ! . . . Jeg mener hvad hele +Frankrig for øjeblikket tænker . . . jeg mener , at han +må ryddes as vejen . . . det kan ikke ske med det +gode , nuvel , så skeer det med det onde . Frankrig +er intet som kejserdømme , aldeles intet , nej , tusinde + +gange nej , siger jeg . Det franske folk forstår +hvad der mangler det , det franske folk ved , at det er +en Republik ; istedenfor det nu i dvale hvilende folk +vil der derved fremkomme et djærvt , et livligt folk , +der vil forstå at vurdere den skat , republiken i +sandhed vil være for os alle ! Jeg er af forsynet +udkåret til at udføre denne bedriff , og jeg . . . +— du ! råbte Konrad ivrigt . +— ja , jeg , ene jeg . Om nogle dage vil alt +se anderledes ud , end nu for tiden . . . om otte +dage vil et frit , et uafhængigt folk takke mig og vor +forening for den modige handling jeg har udført for +at befri og lyksaliggjøre det . +En kort pause opstod ; det var som om begge +disse mænd overtænkte denne afskyelige plans udforel +se . +Endelig brød Konrad tausheden . +— hvornår skal det foregå ? spurgte han . +— imørgen aften ; +— hvor ? +— ved fyrværkerifesten i tuilleriernes have . +— imørgen aften ? Guds død ! kan du så +hurtig være forberedt ? +— være forberedt ! sagde Jean petit ; jeg har +været forberedt i over et halvt år . Hør nu opmærksomt +på hvad jeg vil sige dig — kun dig alene vil +jeg betro mig til , thi det er mit håb , mit ønske , at +du — hvis mit foretagende mislykkes , hvis jeg buler +under for overmagten — at du da vil indtage + +min plads som formand i foreningen og søge at +fuldføre mit frihedsværk . +Konrad trykkede tavs hans hånd . +— imørgen aften kl . 9 , fortsatte Jean petit , +begiver jeg mig alene til tuillerierne ; jeg har adgang , +thi jeg er adelsmand . Indsvøbt i min store kappe +spadserer jeg omkring i haven , ingen vil bekymre sig +videre om mig , thi de høje herrer vil ikke kendes ved +den fattige adelsmand . +Et bittert smil for over hans læber ved disse +ord , men han beherskede sig strar og fortsatte : +— seer du , Broder Gautin , klokken 10 skal +den store blomslerfontæne afbrændæs ; jeg ved hvilken +spektakel det vil gøre , når en sådan fontæne afbrændæs . +Jeg ved hvilket henrivende syn det er at +se den masse raketter , der udsendes fra blomsterne . +Det er nu min plan midt under begejstringen at +nærme mig kejseren med min revolver skjult under +kappen . Når alles opmærksomhed er henvendt på +fyrværkeriet , tager jeg sigte , skyder og — kejseren +har udspillet sin rolle . Der vil naturligvis opstå +en skrækkelig forvirring , midt under denne sniger jeg +mig bort . . . jeg vover mit liv , det ved jeg , men +hvilken betydning har mit liv overfor så manges +lykke . +— det er en meget smuk tanke , Broder petit +sagde Konrad tilsyneladende dybt bevæget . Jeg forstår +at skatte dit værd , ædle Broder , og tro mig , i + +mig har du funden en sand , en oprigtig ven , der +gerne vil dele faren med dig . +Hvis Jean petit i dette øjeblik havde set på +Konrad , ville han sikkert have ovdaget , hvilken „ Den “ +Det var , han havde funden , thi hån og spot stod +tydelig at læse i hans skumle ansigt . +— nej , min kære Gautin , sagde Jean petit , +ingen uden jeg må udsættes for faren , men såvel +du som alle foreningens medlemmer må hjælpe mig . +I må placere eder udenfor haven imellem de andre +tilskuere ; så snart i hører forvirringen , må i af +fuld Hals råbe : „ Leve republiken ! “ Det vil gøre +fin virkning — alle vil deellage i råbet , alle vil +forstå , hvilken vending sagen har taget , enhver vil +mærke , af deres frihedstime er slået . +— bravo ! det er brillant udtænkt , sagde Konrad +med begejstret stemme . I morgen Asten vil Paris +have et andet udseende . +— ja , i sandhed , et ganske andet udseende , hvis +lykken vil føje os . +— ja , det er der vel ingen tvivl om ? +— nej , Broder Gautin , sagde Jean petit med +dyd alvor ; forræderi kan her ikke være tale om , thi +jeg har kun betroet min plan til dig , og på dig +stoler jeg som på mig selv . “ Jeg har altid været +overbevist om dit ærlige venskab for mig . +— ja , det kan du stole på , sagde Konrad aldeles +roligt . Jeg sværger ved . . . + +— sværg ikke , afbrød Jean petit ham ; en ed +gør altid et uhyggeligt indtryk på mig . +— nå , det er jo også overflødigt , sagde Konrad +let henkastet . +— nu må jeg forlade dig , Broder Gautin , +sagde Jean petit kort efter . Jeg håber , at du har +forstået alt , hvad jeg har betroet dig ? +— ja , fuldstændig , lød svaret . +— godt , så vil jeg ønfle dig en god morgen . +— tak , i lige måde . +Iran petit forlod tankefuld værelset . +Næppe havde han lukket dørrn efter sig , før +Konrad som et galt menneske for omkring i værelset . +— myrde Napoleon ! myrde Napoleon ! mumlede +han i afbrudte sætninger . Nej , min gøde Jean petit , +det tåler jeg ikke . . . ikke fordi jeg er en tilhængær +af kejseren , thi det er jeg langtfra , men fordi , +fordi . . . fordi jeg vil være formand i foreningenfordi +at jeg alt længe har pønset på en lejlighed til +at komme til at indtage din plads blandt disse brave +mænd . Du giver mig selv anledningen i hænde , +nuvel , din rolle skal snart være udspillet . + +attende kapitel . +Cn audients hos kejseren . +Henad aften se vi Konrad Gautin , iført elegante +sorte klæder , begive sig til kejserens slot . +En fast og bestemt villie stod præget i hans ansigt ; +han forstærkede sin gang før ej at komme før +silde , men vendte sig dog flere gange om før at se +om han blev forfulgt . +Dog , han blev snart beroliget i denne henseende , +ingen af hans bekendte vare i nærheden , og før at +undgå nogen som helst udspivneren , steg han ind i en +fiakre og kørte direkte til slottet . +Hvad ville denne djævel hos kejseren , og hvorfor +iagttog han disse forsigtighedsregler ? +Vi skulle snart erfare det . +Da han var ankommen til slottet , forlangte han +audients hos kejseren , men dette forlangende blev på +det bestemteste afflået . +— nuvel , sagde Konrad hovmodigt ; det gælder +kejserens liv , — får jeg ikke audients , har Frankrig +ingen kejser i morgen . Det er min pligt at søge +at redde vor elskede monarks dyrebare liv » — bliver +jeg forhindret heri , falder skylden på dem selv . +Man konfererede nu om , hvorvidt det var rådeligt +at underrette kejseren om den fremmedes nærværelse +og om hans ærinde . + +endelig tog man en beslutning . Man forespurgfe +hos kejseren , om han ville tilstede Konrad +den forlangte audients . +— lad ham komme , jeg vil nok se , hvem det er . +Konrad blev ført ind . +Han bukkede meget dybt for kejseren og sagde +med fast og sikker stemme : +— Sire ! Deres underdanigste tjener vover af +anmode om en audients . En stor fare truer deres +dyrebare liv , Sire , og da jeg har været så heldig af +opdage faren iiide , iler jeg med af advare deres +majestæt . I morgen aften , ved fyrværkerifesten , agter +en fantast , en fattig , ilde anset adelsmand , der hader +keiserfamilien og adelen , af myrde dem , Sire . Han +vil være forsynet med en serløbet revolver og forskellige +andre skydevåben . +— hvad er denne adelsmands navn ? spurgte +kejseren aldeles ligegyldigt . +— Jean petit , svarede Konrad . +— petit ! sagde kejseren og grundede . Ah , petit ! +Kejseren vinkede til en af de omkringstående +herrer , pegede på Konrad og sagde : +— fører ham bort ! +Konrad blegnede ; et heftigt raseri greb ham , men +han beherskede sig , bukkede dybt for kejseren og fulgt +af den omtalte herre og to soldater , blev han ad en +anden trappe ført ned i slotsgården , hvor en vogn +holdt beredt til af modtage ham . +— hvor fører man mig hen ? spurgte Konrad + +gysende , da han pludselig erindrede fængselslivets +uhyggelighed . +— det får de snart af vide , svarede soldaterne +og toge plads ved hans side . +Hurtig kørte vognen ud as slotsgården og +Konrad forbandede den uheldige stjerne , der stedse +fulgte ham , hvad han end foretog sig . +Nittende kapitel . +De elskende . +Vi ville nu atter vende tilbage til Hulda . +Da hun lykkelig var sluppen ind til den unge +dame , tog denne hende venligt om halsen og sagde +med hjertelighed : +— stakkels Hulda ! det var en svær kamp de +havde at bestå , dog , lader os takke gud at de sejrrig +flap ud af denne . +Hulda drog et dybt suk og brast i gråd . +Damen aftørrede hendes tårer og fjernede sig , for +at lade den ulykkelige unge pige samle fine tanker . +Hulda kastede sig ned på en støt og græd hjerteligt . +Som hun således sad børte hun Deren sagte + +åbnes ; hastig vendte hun sig om , angstfuld for atter +at få øje på sin forfølger , men glad overrasket +sprang hun op , udbredte begge sine arme og råbte : +— min egen kære Charles , er du også her ? +— ja , ja , elskede Hulda , jeg er også her , sagde +han idet han atter og atter kyssede den unge pige . +Ak , hvor det er længe siden at leg har set dig . +Han frydede sig ret inderligt ved atter at kunne +trykke hende til sit hjerte . +Længe sad de og talte om deres lidelser i fangenskabet . +Tillige fortalte Charles at de skulle blive +sammen i dette værelse , indtil den unge dame kom +for at gengive dem friheden . +I samtalens løb sagde Charles : +— men hvad er dog det du har der i hånden ? +Hulda sprang leende op . +— det er mit forsvarsvåben , sagde hun ; gud +nåde Konrad , dersom det træffer hans hjerte . +— du havde ikke kunnet skyde på ham , selv om +det havde været nødvendigt . +— jo , svarede Hulda bestemt , og hendes øjne +skød lyn . Jeg ville i farens øjeblik ikke betænke +mig derpå , men bagefter , ja så havde jeg bestemt +skudt mig selv af samvittighedsnag . +— du har sandelig mod , kære Hulda ; jeg gad +vide hvilken ung pige i din alder , der kunne forsvare +sig så tappert . Og gud nåde mig , når vi engang +blive gifte og jeg ikke vil som min lille frue , så +skyder du mig bestemt en kugle for panden , sagde + +Charles og så hende skælmsk ind i de smukke øjne . +Hulda var lykkelig ; de spøgede og lo så længe at +tiden svandt uden at de mærkede det . +Pludselig sprang Hulda op idet hun sagde : +— men hvor skal du hen , Charles ; den unge +dame kommer jo sket ikke og afhenter dig . +— så må jeg blive her , for du jager mig +vel ikke ud , sagde Charles muntert . +— nej , jeg får vel at finde mig i at du opholder +dig her , du grusomme ! sagde hun og så +kærligt på ham . Det er rigtignok sommetider mindre +behageligt så uventet at få besøg . +Følgen af disse øre blev , at han løb efter hende +og sik også snart fat i hende og nu var løsenet — +et langt Kys . +De havde aldeles forglemt at de vare i fangenskab , +så lykkelige vare de over at være sammen . +Nu hørtes trin udenfor og Charles sprang op , +idet han sagde : +— det er hende ; nu må vi skilles , Hulda . +De omfavnede hinanden inderligt og da Charles +havde givet Hulda et sidste Kys gik døren op og den +unge dame stod smilende for dem . +Hulda så rødmende på hende ; hun følte sig +truffen ; hendes små kinder havde aldrig været så +røde af Kys som netop i dette øjeblik , derfor følte +hun sig lidt mindre genert da døren lukkedes og hun +atter var ene . + +tyvende kapitel . +Bed fyrv « rkerifesten i tnilleriernes +have . +Størstedelen af Frankrigs adel var samlet i tuille « +Riernes have , for at overvære den smukke fyrværkerifest , +der var foranstaltet til ære for keiserfamilien . +Allerede en time før fyrværkeriet fluide asbrændes , +var haven overfyldt med hofmænd og deres +elegantklædte damer . +Her lod det til at lighedsprincipet var gennemført , +thi man så prindser og grever , baroner og +kaptainer arm i arm vandre gennem haven pasfiarende +om deres forskellige heltebedrifter og af og +til lorgnetterende de overordentlig smukke damer , der +passerede forbi dem . +Dog , blandt denne fornemme mængde se vi en +smuk ung mand , iført en lang slængkappe , ene spadsere +omkring i havens forskellige gange . Ingen bekymrede +sig om ham , skønt mange kendte ham fra +tidligere tid , — ja det lod ofte til at man ligefrem +trak sig mage , så snart man fik øje på ham . +— alt går brillant ! mumlede den unge mand +og fortsatte fin gang . Ingen — ikke engang mine +bedste venner — ville kendes ved mig . Men vent , +vent blot til i morgen , så får piben eu anden lyd , +da vil enhver fetere mig , alle ville synes at jeg er + +en stor mand , thi foreningen , med mig i spidsen , +skulle være de første til at proklamere republiken . +Den unge mand var , som den ærede læser vel +alt har gættet , Jean petit . +Pludselig standsede han sin gang og skævede til +siden . Det forekom ham , at nogle mænd sneg sig +efter ham . Dog , han fik ikke øje på nogen . +— å , det er kun min ophidselse , der foregjsgler +mig disse forfølgere , sagde han halvhøjt og fortsatte +fin gang . +Han passerede netop i dette øjeblik forbi nogle +tætte buske , han gav ikke videre agt på disse , men +gik rolig videre . +Just som han var kommen forbi buskene , kom +flere hoveder til syne imellem de tætte grene . +— det er ham ! hviskedee en dyb stemme , på +hvilken vi strar kunne genkende Konrad Gautin . +— godt , så lad os følge ham , sagde de andre +og krøb frem fra deres skjul . +I betydelig afstand , dog således at de kunne +holde øje med ham , fulgte de nu efter Jean petit . +I dette øjeblik lød hornmusik og trommehvirvel +gennem hele haven og råbet : „ Leve kejseren ! leve +kejseren ! “ overdøvede næsten musikens mægtige toner +en nervøs gysen gjennemfoer Iran petit , uvilkårlig +stak han hånden ind under kappen og knugede +revolveren fast til sig . +De tre mænd , der fulgte efnr ham , havde +nærmet sig betydelig . + +jeg må trække mig tilbage , hviskedee Konrad +til den ene af mcrndene ; ellers . . . +— nej , stop , det går ikke , lød svaret . De +har fået udtrykkelig ordre til at være os behjælpelig +med pågribelsen , så her hjæelper ingen udflugter . +Konrad bed sin læbe tilblods af raseri ; han +sagde dog intet , men fulgte tavs ved siden af de +andre . +I dette oieblik lødde tre kanonskud , der forkyndte +festens begyndelse . +Vildt stormede Jean petit over i den del af +haven , hvor keiserfamilien befandt sig ; han anvendte +al kraft for at trænge gennem den lcrtte mængde , +der var førsamlet i denne del af haven , og det +lykkedes ham til sidst at komme kejseren på skudvidde +nær . +Ved denne manøver var der lykkedes ham at +undfly sine forfølgere , og disse søgte nu ivrig omkring +i havens forskellige gange for at opsøge den forsvundne . +Enhver politisoldat , enhver betjent , kort sagt alt +militcrr og politi fik ordre på at opsøge Jean petit +og anholde ham , så snart de fik oie på ham . +Midt under den forvirring der opstod herved , +så Konrad lejlighed til at liste sig bort . +Han opsøgte de mest afsides liggende gange , +sneg sig omkring i haven , indtil han sandt en udgang +og befandt sig snart blandt den nysgerrige menneskemængde , + +dær havde forsamlet sig udenfor haven , for +dog at få noget at se af den storartede fest . +Medens han således listede sig bort fra sine +forfolgere , opsteg adskillige raketter mod himlen og +tiden næermede sig på hvilken den store blomsterføntcene +skulle asbrcrndes . +Jean petit holdt sig endnu rcet ved keiserfamilien . +En uhyggelig glans funklede i hans øjne og en +feberagtig rødme bedækkede hans kinder . +— tiden nærmer sig , mumlede han og så sig +cengstelkg omkring . Endnu et minut , og Frankrig er +befriet for sin hersker . +Uvilkårlig stak han hånden ind under kappen +ogfølte på revolveren . +- den er fuldstændig i orden , fortsatte han . +Gid mit foretagende nu må lykkes ! +I samme oieblik antændtes blomsterfontæmen ; +keiserfamilien og alle de ncermesfstående betragtede +med øjensynlig interesse de umådelig pragtfulde +jldstråler- dær udsendtes fra hver blomst , — et +begejstret jubelråb lsd gennem den store have da +kejser Napoleons navnetræk klart og smukt fremsteg +fra fontcrnens midte . +Kun Jean petit deltog ikke i den almindelige +jubel , det susede for hans Oren , haven dansede +rundt for ham og ligbleg stirrede han uafbrudt på +kejseren . +— nu eller aldrig ! mumlede han og trak revolveren +frem . + +han hævede det skrækkelige mordvåben , tog +sigte på kejseren og lagde fingeren på aftrykkeren +for at give ild . +I dette øjeblik kom en ung dame styrtende hen +til ham . +Hun var ligbleg og rystede over hele legemet . +— holdt , Jean , sagde hun og søgte at vriste +mordvåbenet fra ham . For gud i himlens skyld , +stygt Iran , du er forrådt , man er på spor efter +dig ! . . . +I samme øjeblik trængte fire mænd sig gennem +den tætte tilskuerkreds ; hurtigere end vi kunne beskrive +det nåde de det sted hvor Jean petit stod . +Den unge dame fik strar øje på dem . +— min gud ! min gud ! jeg kom for silde ! +Råbte hun , og med et hjerteskærende skrig styrtede +hun afmægtig om for Iran petits fødder . +De fire mænd kastede sig over ham , rev mordvåbenet +fra ham og ville føre ham børt , men han +stred imod , bukkede sig ned over den asmægtige dame , +kyssede hende på panden og hviskedee til hende : +— tilgiv mig , Alice , jeg anede ikke at denne +handling skulle ramme dig så hårdt , — jeg anede +ikke , at den eneste ven jeg betroede mig til var en +f orræder . +De fire mænd trak ham med magt bort fra +haven og førte ham til et af Paris ' strengeste fængsler . + +medens denne uhyggelige scene foregik i tuilleriernes +have , vare de udenforstående vidne til noget +endnu uhyggeligere . +Kort efter at festen var begyndt sås en ældre +kone , iført et simpelt underffjort og et let shavl , +langsomt at bevæge sig hen mød den uoverskuelige +mængde , der var samlet udenfor haven for at se så +meget som muligt af festen . +Det lod til at hun gik i sine egne tanker , uden +at lægge mærke til sine omgivelser og uden at observere +den umådelige masse raketter , der hvert øjeblik +sendtes tilveirs ; thi ofte standsede denne kone , en forfærdelig +smerte afprægede sig i hendes ansigt og med +halvkvalt stemme udbrød hun : +— o , Hulda , Hulda . hvor er du henne ? kan +du nænne således at forlade din stakkels moder ? +Efter disse udbrud fortsatte konen atter sin gang ; +med vildt blik så hun omkring til alle sider , idet +hun ofte nævnede Huldas navn . +Ved således at gå fremad var hun , uden selv +at lægge mærke dertil , kommen midt ind i den tætte +menneskesværm , der med beundring betragtede det +skønne fyrværkeri +konen arbejdede sig stedse fremad , ofte ledsaget af +medlidende blikke fra de nærmesfsfående , der kunne +se hvor ulykkelig hun var . +Pludselig gav konen et skrig fra sig . +Med ufravendt blik stirrede hun på en høj , mørk +herre , der tilsyneladende betragtede fyrværkeriet med + +en overordentlig interesse , men i virkeligheden med +en vis skræek ficevede hen til den besynderlig klædte +kone . +— Hulda , Hulda , hvor er du henne ? sagde +konen i en uhyggelig , monoton tone , idet hun mere +og mere næermede sig den omtalte herre ; Hulda , elskede +Hulda , kom til din ulykkelige , forladte moder . +Da den mørke herre så hende så nær ved sig , +søgte han at trække sig tilbage , men det var ham aldeles +umuligt ar slippe bort , han var helt indesluttet +af moængden . +Imidlertid lød det begejstrede udbrud inde fra +haven , og folket udenfor istemte med et mægtigt brøl . +Midt under jubelen sølle den mørke herre sin Hals +omklamret uf et par magre hceuder , og et råd hørtes , +så gennemtrængende , så hjerteskærende , at en del +af de omkringstående forskrækket vendte sig om . +— tyv , røver ! råbte den ulykkelige kone åndeløs ; +hvor er min datter , min Hulda ? . . . Sig +mig det . . . hurtigt , hurtigt , eller ved gud , jeg +kvæler dig ! +Konrad — thi ham var det — vendte sig sorfiroekker +om ; han indså , at han måtte tage en hurtig +beslutning , hvis han ville flippe helskindet fra +dette favntag . +Han lod som han var en afmagt nær , og streg med +halvkvalt stemme : +— hjæelp ! Hjælp ! hun . kvæler mig ! Hjælp , hun +er gal , hun er vanvittig ! Hjælp ! + +øjeblikkelig kom flere mænd ilende til ; de trak +den fortvivlede kone bort fra ham , men strar efter +havde hun revet sig løs og for atter ind på Konrad , +der ikke formåede at modstå hendes rasende +angreb . Hun kradsede ham i ansigtet , bed ham i +skulderen og råbte og skreg som en afsindig . +Tilsidst tabte Konrad tålmodigheden . +Da hun fornyede sit angreb og atter for ind på +ham , hævede han sin knyttede hånd og lod den tungt +falde ned på hendes hoved . +Slaget var så stærkt , at den ældre kone , eller +rettere Fru taolos , thi hende var det , udstedte et skrig +og vaklende gav slip på ham , der havde berøvet +hende det kæreste , hun ejede , det eneste , hun levede +for i sin ulykkelige tilværelse . +— hjælp mig , sagde hun til de omkringstående . +Hjælp mig til af få min datter tilbage , som han +har stjålen fra mig . +De fleste af dem lo ad hende . +— var hun smuk ? spurgte en . +— lignede hun dem , var hun rigtignok en køn +tos , sagde en anden . +— fandens oldemor er rigtignok lidt kønnere , +mente en tredie og skoggerlo . +Over denne hån blev Fru Tadlos end mere forbitret ; +men hun var dog så fornuftig af tie stille +dertil og henvendte sig nu til nogle andre . +— for gud i himlens skyld , hjælp mig , af jeg +kan få min datter tilbage , sagde hun med tårer i + +øjnene ; den røver , kønrad Gautin , har stjålet hende +fra mig . Ak , min gud , hvor jeg er ulykkelig ! +Imidlertid havde kønrad funden det rådeligst af +forsvinde , og da der endelig fandtes nogle , der lod sig +bevæge til af hjælpe hende , var han ikke til af finde . +— ak , min datter , min datter , jamrede den +ulykkelige grevinde , gid du atter var hos mig . +Fyrværkerifesten var til ende , folk strømmede fra +pladsen , kun Fru Tadlos blev endnu slående en kort +tid der . +Endelig gik hun videre ; hele natten gennemvandrede +hun Paris ' gader , for atter at træffe Konrad , +men det lykkedes hende ikke . +— gud i himlen , led mig på det rette spor , +viis mig vej til hende , sagde grevinden og knælede +ned foran notre-dame kirken , hvor hun i en inderlig +bøn anråbte gud om nåde og bistand . +En ung herre kom i det samme forbi ; han så +hende knæle , antog hende for en detlcrske og stak hende +nogle småpenge i hånden . +Grevinden blegnede — det var første gang , at +nogen havde givet hende en almisse . +Hun gav den unge mand pengene tilbage og +sagde med bævende stemme : +— tak , min herre , jeg trænger ikke til penge , +men hjælp mig , hjælp mig til at få min datter tilbage , +og jeg vil være dem evig taknemmelig . +— deres datter , sagde den unge mand , hvor +er hun da henne ? + +— man har stjålet hende fra mig , sagde Fru +Tadlos hulkende . +Den unge mand så deltagende på hende . +— hvem har udført denne skændselsgjerning ? +Spurgte han . +— et uhyre , et nedrigt menneske ved navn +Konrad Gautin . +— hvad siger de ? Konrad Gautin , har den +djævel fået fat i hende , da gud hjælpe hende , da +er hun fortabt . +Grevinden stirrede målløs på ham . +— hvad hedder deres datter ? spurgte han og +greb hendes hånd . +— Hulda , svarede Fru Tadlos +— ak , er det hende ? Hun var forlovet med en +ung kunstmaler , ikke sandt ? +— ja , ja , men . . . +— kunstmaleren forsvandt en aften , da han +fulgte en ung dame hjem . . . +— min herre , de ved alt , de vil hjælpe mig ! +Råbte grevinden og greb begge hans hænder . +— ja , jeg vil hjælpe dem ; jeg skal ikke hvile , +før jeg får fat i denne slyngel , thi også jeg har +et stort mellemværende at afgøre med ham . Lad os +skutte et forbud — vi arbejde begge til det samme +mål — og jeg skal ikke hvile , før jeg har knust +ham , først når han er gjort uskadelig kan jeg atter +tilbagevinde min tabte No . +Arnold — thi ham var det — talte med en sådan + +barme , at Fru tablos uvilkårlig blev henreven +deraf . +— jeg lakker dem , min herre , fordi de så beredvillig +imødekommer min bøn , sagde hun ; vær forvisset +om , at de ikke skal arbejde for intet . Om kort +tid vil de i mig se en anden person end de i diedlilket +antager mig for , og da fial jeg vide at påfijonne +deres crdle opoffrelse . +Arnold gjorde en afværgende bevægelse med +hånden , overleverede hende sin adresse og bad hende +om at komme fil ham , så snart hun indså , at han +kunne være hende fil nytte . +Enogtyvende kapitel . +En tilståelse . +Br forlod Asta , da hun bedrevet over Konrads +adfærd imod hende , blev fulgt hjem af Arnold . +Hendes følelser for Konrad var , efter hvad hun +syntes , betydelig i aftagende , fil fordel for Arnold . +Han var så god , så opoffrende for hende . — +han var ulykkelig for hendes skyld , og dog tilbød han +hende sin hjcrlp i enhver henseende . + +— at , tænkte hun , det er nu for sent , havde jeg +dlor ikke hørt på ham , den falffe , gud give , at jeg +aldrig havde set ham , så havde jeg ikke været så +ulykkelig ; men nu , moder , moder , vidste du , hvor +lydig jeg hør væeret dig , vidste du , at jeg har fulgt +dine flette råd , så ville du glæde dig . Gud +hjælpe mig for følgerne , jeg mæerker dem allerede . . . +De er slemme . . . Ak , du lille , som ånder under +mit hjerte , vidste du , hvor syndig din moder er , da +ville du ikke elfte mig , thi jeg er dig ikke væerdig . +Asta sad således oppe en nat , hun kunne ikke sove , +ulykken overvældede hende og hun grærd som et barn . +Hun kunne ikke udholde den kvalme luft , hun kastede +sit overtøj på og ville forlade stuen , men hendes +fader , der skjult havde været vidne til hendes sorg +og smerte , sprang op og tog sit barn i sine arme , +idet han sagde : +— lille Asta , betro dig til mig , hvilken sorg er +det , der tynger så hårdt på dig ? +Asta for sammen . +— ak , fader , kære fader ! hulkede hun ; vidste +du blot hvor flet jeg er , da ville du . . . +— mit barn , trsst dig , sagde den gode mand ; +du er ikke fler , nej , du er god , god som en engel > . +Herregud , du ved jo , at din fader holder as dig , +hvad vi ! Du så bryde dig om alt andet ! +Asta stod rystende for ham . +— fortæl mig hvad der piner dig , mit barn , + +vedblev den godhjertede mand ; jeg skal nok vide at +få dig i godt humør ! +— o , kære fader , jeg er ikke værdig at kaldes +din datter , fremstammede den unge pige . +- kom nu ikke med den snak , jeg er din fader , +jeg har ret til at vide , hvad der er i vejen ! +— ja , ja , jeg skal fortælle dig alt , sagde Asta ; +jeg trænger til trøst og stoler på , at du vil være +overbærende imod mig , - jeg vil derfor strar begynde +mit +skriftemål . +En aften , da jeg som sædvanlig gik mig en lille +tur , var klokken — uden at jeg lagde mærke dertil +— bleven temmelig mange , inden jeg tænkte på at +vende hjem . Jeg stod netop ved en butik og betragtede +nogle overordentlig skønne broderisager , da en +mørk herre nærmede sig til mig og tiltalte mig , men +hvor gerne jeg end ville , formåede jeg dog ikke at +fjerne mig fra ham — hans øjne hvilede på mig og +jeg stod som fastnaglet til jorden . +Her standsede Asta . +— videre , videre , råbte hendes fader utålmodigt . +— han fulgte mig hjem hin aften , vedblev Asta , +og hans øjne stod bestandig for mig , såvel når jeg +var vågen som når jeg drømte . Nogen tid efter +følte jeg at jeg elskede ham — ikke koldt og ligegyldigt , +nej vild og heftig var min kærlighed til ham — jeg +kunne kun tænke mig en fremtid ved hans side . + +— dog lod det til at han ikke brød sig videre +om mig , thi han behandlede mig med kulde , men +desuagtet blev min kærlighed til ham mere og mere +heftig . +— imidlertid havde moder fået nys om sagen , +hun kaldte mig en dag hen til sig - så venlig som +hun var den dag har hun aldrig væeret tidligere — +det gjorde mit hjerte godt at tale med hende , jeg troede +at hun havde forandret sig . Jeg ville allerede til at +fortælle hende om min Konrad , men hun kom mig i +forkøbet ; hendes venlighed tiltog idet hun sagde : +— her , lille Asta , jeg har tilfældigvis fået at +vide at du er bleven forlovet med en fornem herre , +lad mig nu se at du bærer dig fornuftigt ad —- lad +ham blot punge ud , han har jo råd til det , skulle +der imidlertid indtræffe noget , ja du forstår mig +nok , så husk , at du har en møder , der for en lille +betaling vil skjule din skam for verden . +Astas kinder blev purpurrede ved at tæenke på +sin flette møder . +Hendes fader sad tavs , med vildt stirrende blik +og armene overkors . +- møder tav et dieblik , for at se hvilken virkning +hendes ord gjorde på mig ; jeg havde imidlertid +vendt mig om , for at samle mod ti ! at høre , hvad +der videre ville komme ; da jeg atter vendte mig om +mod møder var jeg fuldkommen rolig og smilede +endogså fil hmde . +— du skal ikke sige det fil din fader , vedblev + +Møder , thi så ved du ( M let gacret Mr Mnr +mig . Når ds vu ! vdr -mm ma skrive dw +ar få en kfcrrele fil , M iwMr erl æll^ +kied af diz , er da mu il 2mmr mmlad : . , dr stir . +Du is holde dig fil der em . . +— zeq gjorde e^ airnlqwæe ^rr +ur deherffe mig og ' 2 . are mw^lf wßia : +— jeg lo deller me n aor lbm +dig , kjsere Weder , ' -om er W mkr > m-ett +mig . +— du har æcc , ir . M i^r . . nMn be s^w M el +sådan brstascr lcd ^cn . ^r — krz s^dmlrlmr +det alernodveydrane , km iacrmcln wl æwr +dl§ forstue til du ^aer tl M Mr kßcerest^ . +— æk . ^d57 , k . ^t du lle ' æäe Wm 2^ +at bore dis « e ord , kar ; du mæll am -ft . g vcrr ullwlz ? +- jeg kred mr : Tor uæle moder , ? ll^r æt ! +Værdige hende et dl : k dm lmnr pmde +in^en venner havde reg . , “ M rrmdr lul dmd tmr +øv for de » » Lykkelige aka ldv . g . En ksendtl M , +men hvad vude ban rcenkc , . rm « ? ^g kom kv æ ' llcr . nr^ +ak , fader , jeg havde ikke : ld ' llu W . Ælh . +— jeg gik altså æm modtog mr-z md +åbne arme , hans orne krrnmlt ^f lokke , dæ : kan +så Mig , i det Mindste troede hrz M dlt var ^ykke „ Men +jeg kom desvlerre svar : til dm tlhendette , at ded be +var således . +— han havde et rærstem ld^zmiiat hjem , en lurnb . +Så overordentlig , crt jeg nwann ^cenkedes derved . + +— da jeg havde kastet mit overtsi nsdede han +mig til at tage plads på en sofa , der var betrukken +med det kostbareste floil . +-- jeg fortalte ham nu at min moder havde +væeret lidt urimelig imod mig og at jeg som en følge +deraf ikke kunne væere hjemme , og da jeg ikke havde +noget bekendtskab havde jeg søgt tilflugt hos ham +for at bede dam være mig dehjæelpelig med at leje et +værelse , da jeg var aldeles blottet for penge . +— han var strar villig dertil og jeg fslte mig +nu mindre ulykkelig . +— hans ualmindelige kærlighed og venlighed +forbavsede mig ikke , da jeg holdt så meget af ham . +Da jeg havde opholdt mig en time hos ham , sprang +jeg hastig op fra sofaen og greb mit tøj , idet jeg +gav ti ! Undskyldning , at jeg nu måtte tæenke på at +se efter en lejlighed , da det allerede var temmelig +sent . +— det var egentlig fordi jeg syntes , at Konrad +så så besynderlig på mig ; dog , han var lige så +hurtig som jeg og han sagde , idet han tog mig i sine +arme , at det jo var tidsnok endnu . +— han trykkede nzig så inderligt op til sig , og +jeg — ak jeg var så lykkelig over hans kærlighed , +at jeg næesten ikke rcenkte på andet . +— han bad mig om at tage plads igen i sofaen , +og jeg var svag nok til at tage mod tilbudet . +Vi passiarede en lang tid — mørket var faldet på , +men vi bemærkede det ikke — vi vedbleve at tale om + +vor kærlighed , og hans Kys blev varmere og varmere +— jeg kunne ikke rive mig ud af hans favntag , +så fast holdt han mig omklamret . +— o , gud , fader ! han talte så længe og så +inderligt om fin kærlighed til mig , at jeg . . . ak jeg +forglemte mig selv og min stakkels fader . Og nu — +nu er jeg så ulykkelig som nogen kan være . Ofte +har jeg villet tilintctgjøre min usle tilværelse i seinefloden , +men nej , jeg formåede det ikke , det var som +om en stemme tilhviskedee mig : +„ Gør det ikke , thi du vil derved dræbe din +egen fader ! “ +Den unge pige var dybt bevæget . Hun faldt +på knæ for gontran , foldede hænderne og sagde +med en dybt bevæget stemme : +— fader , kære fader , kan du tilgive din stakkels +Asta ! kan du tilgive mig den sorg jeg tilføjede dig ? +Han lokkede mig , han bad på fine knæ for mig , og +jeg , ak , jeg elskede ham for højt til ikke at glemme +mig selv . +Asta havde endt sit skriftemål . +Hendes fader stod oprejst foran hende ; hans +ellers så godmodige ansigt var smertelig fortrukken og +hans øjne slode fulde af tårer . +En kort tid stod han tavs foran Asta — det var +som om han havde tabt mælet . +Den ulykkelige unge pige , der tidligere tillidsfuldt + +havde set op til ham , blev så angst , at hun faldt +på knæ for ham og foldede hænderne idet hun +sagde : +— o , fader , skal også din unåde følge mig ! +Ak , ingen , ingen bryder sig mere om den stakkels +Asta ! +En frembrydende tårestrøm kvalte hendes ord . +Faderen fog hende i sine stærke arme , skuede hende +ind i de smukke øjne og sagde bekymret : +— hvor boer din forlovede ? +Asta skælveds ved dette spørgsmål . +— fader , han har forskudt mig , han vil ikke +mere kendes ved mig , sagde hun fortvivlet ; jeg har +mange gange ventet på vort sædvanlige mødested , +men han kom ikke . Kun en eneste gang indfandt han +sig , dog , det var kun for at jeg skulle gøre ham e « +Tjeneste , som heller ikke var videre hæderlig . +Gontran havde sluppet Asta , og gik i stærkt oprør +frem og tilbage på gulvet . +— jeg træffer vel nok den elendige , mumlede +han så højt , at Asta kunne høre det . Hun gyste . +— del må forhindres , tænkte hun ; Konrad er +istand tu at dræbe min fader , og jeg — ak , jeg holder +af dem begge ! +Hendes fader vedblev med truende stemme : +— gud nåde ham , den slyngel ; hvis disse +hænder komme til at knuge ham , da svarer jeg ikke +for følgerne . + +medens Astas skriftemål stod på var det bleven +morgen og solen begyndte allerede at titte ind ad +ruderne . +— god morgen , min kære mand ! løv det +spydigt henne fra en krog i stuen , hvor sengen stod . +Gm . tran så derhen , men da han fik øje på +den kvinde , som han for gud og mennesker skulle +kalde fin kone , da fortrak hans mund sig til st bittert +smil , og med truende stemme sagde han : +-- du taler så spydigt til mig , ja , du kan +også glæde dig . . . Du har fået dit ønske opfyldt +og mig har du beredet en forfærdelig smerte og en +sørgfuld fremtid ; men det skal blive betalt , vær forvisset +derom ! +Hans kone så forbavset på ham og sagde : +— tør jeg måske erfare hvad del er for en +smerte jeg har forvoldet dig , vel aldrig den , at Asta +med mit samtykke har forlovet sig ? +Gontran blev rasende , da han hørte hendes spotske +tale . +— ja , sagde han heftigt , du skal erfare det . Du +ravnemoder ; du har forvoldt mig den smerte , at +jeg må se mit barn ulykkelig ; hendes elendige forfører +har ikke skånet hende — her slår hun for dine +øjne som den skyldige kvinde , der må skjule sig for +verdens øjne , tilmed nu , da hendes fine forlovede +har forladt hende , som et kreatur , han intet brug +har for mere . Kan du nu forstå min smerte , du +umenneske ? Og havde du passet på dit barn fem + +enhver anden moder ville have gjort , da havde hun +nu været lykkelig ! +Længere kom han ikke , chi en skraldende hånlatter +lod fra den unaturlige moder . +Gontran vendte sig forbavset om . +Vel troede han at hun var flet , men dog håbede +han at hans ord ville have gjort indtryk på hende . +Asta , der hele tiden havde sidder med sæenket +hoved , så uvilkårlig op ; hendes forgrædte Oine +hvilede med foragt på moderen . +Gontran stod med henderne i siden og hans +kone sad oprejst i sengen og så frækt på ham » +Hendes latter lød endnu i hans Oren , og det smil , +der var udbredt over hendes ansigt , opirrede ham +endnu mere . +Han sprang hen til hende , greb hende i håret +og råbte med tordnende rest : +— dril mig nu ikke længer med dit djcevelfle +smil , eller , ved gud , jeg ved ikke hvad jeg gør i +vrede . +Uden at forandre en mine lod hun ham gribe +fat , men da han rykkede hende i håret og gjorde +mine til at anvende sine uhyre kræfter på hende , +da gav hun et højt skrig fra sig og råbte så højt +hun formåede : * +— hjælp , han myrder mig , han myrder mig ! +Nu kom nabokonen beredvillig løbende ind til +dem ; da hun så gontran stå og rufle sin kone i + +håret , da sprang hun hen til ham og råbte i en +truende tone : +— dit afskyelige menneske , vil du myrde din +kone , der er så god som dagen er lang , nej , det skal +kke sfe , jeg . . . jeg vil redde hende ! +Med disse ord greb hun fat i den ulykkelige +mand og rev og sled i ham , uagtet han havde sluppet +sit bytte . +Asta , der under hele denne scene havde vcerer et +taust vidne , gik hen til sin fader , greb hans hånd +og sagde : +- kom kerre fader lad os forlade dette helvede . +Hastig tog hun sit tøj på og begge forlod nu +dette hjem , hvor ulykken , i skikkelse af en ond kvinde , +havde taget scrde . +De agtede aldrig mere ar vende tilbage . +Toogtyvende kapitel . +En lykkelig time . +Vi forlod Charles og Hulda da de ved den unge +dames mellemkomst blev adskilte . +Lidt vranten fljcevede Hulda hen til døren , hvorigennem + +han blev ført bort , og sagde med fortrydelig +stemme : +— jeg skulle jo også føres bort fra dette +fæengsel , det lovede den unge dame mig , men det +lader næesten ti ! at hun har glemt det ! +— å , trøstede hun sig selv ; hun kommer nok . +Den unge dame så så god , så ærlig ud , det er +umuligt at hun kunne bedrage mig ! +Hun tog nu atter plads på stolen , holdt hånden +under kinden og sad og grundede . +Pludselig sprang hun op . +— min stakkels moder ! Gud ved hvorledes du +har det ! råbte hun gredefæerdig . Ak , jeg har været +et flet barn , at jeg har kunnet glemme dig og din +smerte et eneste øiedll ? ! +Hulda gav sig til at græede bitterlig . +Jo mere hun tcrukte på sin ulykkelige moder , +desto tydeligere stod det for hende , at Konrad heller +ikke havde flånet hendes dyrebare liv . +Medens Hulda sad og sørgede derover , førtes en +samtale mellem den lykkeligere Charles og den dame , +der havde hjulpet ham så godt . +I et meget elegant bcerelse blev Charles ført ind , +da han forlod Hulda . +Den unge dame forlod dam ved døren og Charles +blev cerbodig stående , idet han gjorde et dybt buk +for en læet tilfløret dame , der sad på en forhøjning . +Hun var aldeles sort klæedt og Charles kunne + +ikte opdage andet end et fint , majestætisk ansigt under +det tætte slør . +— kom nærmere , min unge ben , sagde en melodisk +stemme , og en lille hvid hånd raktes ud imod +ham . +Charles trådte henimod hende , det forekom ham , +at han nærmede sig noget ophøjet , noget mere ædell , +end han nogensinde tidligere havde set . +Da han var lommen helt hen til hende , greb han +den lille hånd og kyssede den . +— sid ned , hr . Gautin , sagde damen venligt ; +jeg har meget at tale med dem om . +Charles tog plads ved siden af hende . +— da jeg erfarede deres Broders skændige anslag , +besluttede jeg at forstyrre ham i hans afskyelige +foretagende ; det er desværre ikke aldeles lykkedes mig ; +jeg kom for sent til at forhindre ham i at fuldføre en +forræders gerning , derimod er det lykkedes mig at +frelse deres lille Hulda . Jeg havde besluttet at føre +dem begge hjem til deres moder , men dette lader +sig nu ikke gøre , da jeg antager , at han derved lettere +vil komme på spor efter mig , der allerede flere +gange har forhindret ham i udførelsen af hans skændige +planer . Derfor vil jeg nu spørge dem , hvad de +har at indvende imod at blive her indtil de med deres +forlovede kan rejse tilbage til Spanien . Det +vil sandsynligvis kunne ske om et par måneder , +skyndte hun sig at tilføje , da hun så Charles ' uro . + +— men Hulda ? stammede Charles , idet han rødmede +let , hvor skal hun da væere sålcrnge ? +-- bæer rolig , unge mand , sagde den morede +dame . Hun skal bo højere oppe i slottet . Jeg skal +indrette det på det behageligste for hende og hendes +moder . +— o , udbrød Charles henrykt , de vil også +sørge for , at grevinde Tadlos er uden fare ! O , hvor +det er « dell og smukt , og jeg takker dem ret af hjertet +på min tilkommende svigermoders vegne . +— det er altså afgjort , sagde den tilflørede +dame ; så vil jeg strar sende bud til dem begge . +Hun rakte ham sinss lille hånd til Kys og forlod +ham stolt som en dronning . +Da hun var gået , faldt Charles i dybe tanker , +der var noget så interessant ved denne dame , af +han ikke kunne lade være af tcænke på hende . +Vi ville forlade Charles et øjeblik , for af begive +es hen ti ! Fru Tadlos . +I det ellers så venlige lille hjem herskede nu +tomhed og ode ; Fru Tadlos sad sammenkrøben i et +hjsrne af stuen . — de sidste par dage havde forvandler +den stolte grevinde til en sand marmorstatue . +Der sad hun , et billede på den dybeste fortvivlelse ; +tårerne havde forlæengst holdt op af rinde — hun +kunne ikke græede mere . + +af og til opsteg et dybt suk fra hendes barm +og navnet Hulda kom ofte over hendes læber . +Der bankedes gentagende gange på døren , men +hun hørte det ikke . Døren lukkedes op , men hun mærkede +det ikke . Man tiltalte hende , hun svarede ikke . +Hendes hele jeg var optaget af det barn , der var +hendes skat , hendes lykke og glæde i denne verdenforst +da man slog hende på skulderen , for hun +op som af en drøm . +— ak , min gud , hvad er det ? stønnede hun . +En tjener i liberi stod for hende og overrakte +hende en billet . +Fru Tadlos modtog den tankefuldt og tjeneren +fjernede sig lydløst . +Fru Tadlos faldt atter i tanker og hun sad meget +længe således , thi mørket var indtrådt inden +hun rejste sig . +Idet hun for op , faldt den billet på gulvet , +som tjeneren havde overleveret hende . +Først nu erindrede hun den ; hurtigt åbnede hun +den og læste følgende : +„ Min frue ! +„ En vigtig hemmelighed skal blive meddelt +, , dem , vår de klokken 8 i aften vil indfinde +„ Dem ved nolre-dame kirken , hvor en vogn +„ vil vente dem for at føre dem til +deres ærbødige +inituPinit==Alice deruPder==P . “ . + +Fru Tadlos tænkte sig om . Det forekom hende , +ar hun tidligere havdt hørt dette navn . +— men jeg slår her og falder i tanker , udbrød +hun ; lad mig blot komme afsted . Klokken må snart +være 8 , og jeg vil være præcis . +I hast kastede hun sit overtøj på og forlod +lejligheden . Da hun var kommen til notre-dame +kirken holdt vøgnen allerede der . +Hun steg ind og rask gik det fremad et kvarteerstid . +Da standsede vøgnen og Fru Tadlos steg ud . +Samtidig hermed standsede en anden vøgn lige +ved siden af den , ' der havde befordret Fru Tadlos +hertil . +Ud af denne vøgn steg en anden ældre dame , og +— Fru Tadlos og Fru Gautin stod lige overfor hinanden . +— min gud ! udbrød begge damerne på engang +og et inderligt favntag bevidnede det venskab der +herskede imellem dem . +De fik dog ikke tid til at tale nøjere sammen , +thi en tjener ventede dem ved opgangen , og han hjalp +dem begge høfligt op ad trapperne . +De blev nu begge førte ind i en meget stor sal , +hvor de måtte vente en kort tid . +Endelig trådte en tæt tilfløret dame ind til dem . +Begge de ældre damer rejste sig strar , men damen +vinkede med hånden , som tegn på at de skulle blive +siddende . +Lydløst gik hun hen mod en lille dør i baggrunden + +af salen ; hun åbnede denne og Hulda og Charles +styrtede ind . +Damen fjernede sig øjeblikkelig . +Fru Tadlos gav et skrig fra sig , og Hulda hvilede +kort efter i hendes arme , hvorimod Fru Gautin +målløs blev stående , da Charles kastede sig om halsen +på hende . +— min Hulda , min egen kære Hulda ! jublede +Fru Tadlos , ude af sig selv af glæde ; du er her +virkelig , her i mine arme ! Og hun trykkede den unge +pige inderligt op til sig +Hulda førmåede ikke at svare ; glædestårer +perlede ned ad hendes fine kinder . +- og jeg , som troede at jeg aldrig mere skulle +zjense dig , mit stakkels barn ! Hvorledes har du det ? +Du seer så sund og frisf ud , og rødmusset er d « +Ovenistober . +Hulda skævede hen til Charles og rødmede endnu +mere . +Fru Tadlos fulgte retningen af hendes blik og +smilede . +- du seer så lykkelig ud , mit barn , sagde hun +sukkende . Min gud , jeg takker dig , at du atter har +ført mig til hende . +Ak , lille moder , du må ikke sukke , thi din +Hulda er meget lykkelig fordi hun er hos dig — +og ham . +Charles ' moder havde taget det mere roligt ; hendes +lykke bestod i uafbrudt at se på sin søn og + +Hulda , og det smil , der udbredte sig over hendes +godmodige ansigt , var talende nok . +Da Fru Tadlos havde talt læenge med sin datter , +trådte Fru Gaulin hen til Hulda , greb hendes hånd +og sagde : +— tør jeg kalve dem ved det navn , jeg så +længe har længtes efter af give dem , tør jeg kalde +dem : min inderlig elskede svigerdatter ? Uagtet min +ældre søns efterstræbelser håber jeg dog , af jeg om +kort tid skal se eder forenede som er lykkeligt wgtepar . +Dyb : rsrt takkede Hulda hende før disse hjertelige +ord og sagde , af det ville væere hende serdeles kern +hvis Fru Gaulin ville kalde hende således . +Fru Gaulin omfavnede hende og kyssede hende +inderligt . +I der summe trådte en tjener ind og meldte , af +ttebordet var dækket . +De fire lykkelige menneffer tilbragte en behagelig +aften sammen . +Da klokken omtrent var 11 trådte den unge +dame ind og meldte , af deres soveværelser vare i +orden . +Hun fulgte først Hulda og hendes moder op . +Deres lejlighed bestod af 4 værelser , smagfuldt indrettede . +Er lille bourdoir til dem hver samt et sovevcrrelse +og en slorre sal , udstyret med en overordentlig +lurus . +Fru Tadlos og Hulda vare henrykte ved af se +dette . + +156 +— det er alt for megen ulejlighed vi volde den +ubekendte dame , sagde Fru tadkos . +— ja , dtt er også min mening , svarede Hulda ; +og hvad siger du til af den elskværdige dame ene og +alene har indrettet dette for os . Ar , hvorledes ville +det have gået mig til sidst , uden hendes mellemkomst . +Kort efter gik de begge til ro , efter af have bedet +gud bevare den gode dame , der så kærligt havde +taget sig af dem . +Charles og hans moder fik en lignende lejlighed , +kun med den forskel , af der til Charles var indrettet +et stort og meget kostbart atelier , hvor den unge kunstner +kunne fortsætte sin afbrudte virksomhed . +Da Charles så dette gjorde han et hsu Spring +af glæede , og han kunne ikke få søvn i sine dine +den nat , for blot af tæeuke på al den herlighed . +Treogtyvende kapitel . +Et ssrrderknnst hjerte . +Medens disse lykkelige mennesker vare samlede , +havde den tilfløredc dame trukken sig tilbage til sine +værelser . + +her lod hun det mørke stor falde og må så +nu hende stå som en henrivende ung kvinde , med +et fint lille ansigt og dejlige blå dine . +Det gullokkede hår hang hende helt ned til +livet og når hun smilede , hvilket henrivende syn ! +Hun var så god , så elskelig , men der lå . tillige +noget sørgmodigt i hendes ædle træk . +Hun gik stille omkring , talte ikke til nogen , oplukkede +ikke sin mund for sige en bebudelse , +således var denne henrivende skabning . +Hun havde næppe fyldt sit 22de år , da vi gøre +hendes bekendtskab , men hendes mageløse forstand gav +hende fortrinet for de fleste damer i hendes alder . +Ester ar have kastet sit slør røg hun plads på +en stol tæet ved vinduet . Hun tog sit broderi frem +og arbejdede læenge på dette , medens den ene tåre +efter den anden langsomt sneg sig ned ad hendes kinder . +Hun trak et brev og et ponrcæt op af lommen +og læste brevet gjentagmde gange , medens hendes +gråd blev mere og mere heftig . +— min gud , hvad har jeg gjort , at jeg skal lide +således ! sagde hun med tårekvalt stemme . +Hun tog ponroætet og kyssede det atter . +— min gud , min gud ! vedblev hun ; hvorledes +skal jeg kunne overleve denne dag , på hvilken Eugen +skal formes med en anden , - hvorledes skal jeg kunne +bære denne tunge smerte ? O , Jean , gid jeg havde +dig her , du ville da kunne trøste mig i min sorg . +Dog , jeg vil sende Eugen en diller . . . Rosttta kan + +bringe ham den , thi jeg kan ikke udholde denne taushed +længer . +Hun gik nu hen til bordet og skrev i hast følgende +billet : +„ Kære Eugen ! +„ Min ulykke er fuldstændig . . . jeg pines +„ så forfærdeligt , at jeg absolut må blive syg +„ derved . Min Broders fangenskab , dit bryllup +„ med en anden og elskværdigere dame , og min +„ grusomme hemmelighed , alt dette knuser mil +. . Hjerte +„ O , det er rædsomt at være ene , ikke et +„ Menneske tør jeg bnro mig til ; min hemmelig „ lighcd +må jeg tage med mig i graven . . . og +„ min kærlighed også . Dog , jeg vil ikke plage +„ Dig mere med at skildre dig min smerte , -hi +„ også du må jo lide . +„ Dog et vil jeg bede dig om , giv over „ bringeren +min medaillon med portrætet i til „ dage , +du har jo ikke mere brug for den . +„ Og nu , elskede Eugen , farvel ! Farvel +„ Du min første og eneste kærlighed . Jeg dar +„ elsket dig så højt , at selv ikke min hemmelighed +„ har formået at rive mig fra dig , men nu , ak +„ nu må jeg søge at glemme dig . Dog , jeg +„ beder dig , skænk engang imellem en venlig +„ Tanke til +din ulykkelige +Alice petit . “ + +da Alice havde skrevet dette brev , kastede hu « sig +afkræftet ned i sofaen ; hendes ansigt så meget lidende +ud +— nej , det går ikke an , jeg vil ikke sende ham +denne billet — han skal jo have en anden , derfor +. . . derfor må jeg trække mig tilbage . +I samme øjeblik kom hendes kammerjomfru ind ; +hun listede sig sagte hen til Alice og sagde til hende : +- jeg har talt med ham . Han sagde , han var +-å ulykkelig . . . han så forskrækkelig ud . ja han +lignede komplet en død . Han bad mig med tårer +i øjnene om at forskaffe ham en samtale med dem , +måske den sidste ! +Alice ser rødmende op af sofaen , idet hun +sagde : +— hvor er han , Rositta ? . . . Er han her , så +lad ham komme . . . dog nej . . . jeg vil ikke tale +med ham , det vil kun gøre ondt værre . +— ak , han er så ulykkelig , stammede Rositta +med tårer i øjnene ; han bad mig så inderlig om +at bevæge dem til en samtale med ham , thi . . . +— jeg tror du græder , kære Rositta , afbrød +Alice hende tankefuld . Hvorfor tårer . . . er du +måske også ulykkelig ? +— nej , nej , svarede Rositta hulkende ; men det +gør mig så ondt for dem begge . +— ja , du har net , Rositta , græd for mig , thi +ingen ulykke rammer mig som denne . . . jeg elsker +ham så højt , så højt , at . . . + +længere kom hun ikke , thi sagte fodtrin hørtes +udenfor og en ung , smuk adelsmand trådte strar +efter ind . +Hans dejlige sorte øjne , der ellers skinnede med +liv , vare sørgmodige sænkede mod gulvet . +Han trådte hen til Alice , greb hendes hånd og +sagde : +- hva ? siger min lille Alice til alt dette ? +Sørger hun meget derover ? +— ak , sagde Alice sukkende . Du burde ikke have +besøgt mig mere ! +Hendes ansigt udtrykte døg en levende glæde ved +at se ham igen ; det lod også til at han bemærkede +hendes glæde , thi fortrolig tog han hende om livet +og kyssede hende inderlig . +Hun gjorde en afværgende bevægelse med hånden , +men formåede døg ikke at rive sig løs fra hans +favntag . +Rositta , der ikke havde fjernet sig , så på delte +med et luende og hadefuldt blik ; hendes lille hånd +knugede sig krampagtig sammen og øjnene skøde lyn . +Hendes lille sortlokkede hoved kastedes foragteligt bagover , +og hun mumlede en afskyelig ed , id t hun fjernede +sig . +Eugen havde imidlertid sat sig på sofaen ved +siden af Alice . De sagde hånd i hånd og talte +fortrolig sammen . +— ja , sagde Eugen , jeg ville ønske at alt + +var i orden , så at vi kunne rejse , da ville du vel +ikke betænke dig , Alice ? +— jo , derpå ville jeg rigtignok betænke mig , +svarede Alice . Hvad ville din brud sige , når du +var borte ? Det ville blive en rædsom skuffelse for +hende , og jeg — ak , jeg ville mindst berede hende +den , jeg ved hvad skuffelser er ! +- o , dej mener du ikke , kære Alice ; din stolthed , +din kærlighed tåler ikke , ar jeg skal lænkes til +en anden kvinde : taler jeg sandhed , Alice ? Svar +mig oprigtig ! +— ja , du har ret ; jeg kan ikke tåle det , men +jeg må tåle det , om så delte stakkels hjerte fial +briste derved . +- o , du lille stivnakke , sukkede han ømt og +omfavnede hende ; du er altså ligeså ubøjelig som +min fader . Endnu i morges sagde jeg til ham : +— fader , jeg vil nødig modsætte mig dine befalinger , +men her , i dette tilfælde , bør du lade mig +selv råde , og fritage mig for giftermålet med denne +pige , som jeg hader , skønt jeg aldrig har set hende . +Mit hjerte siger mig , at jeg aldrig kan blive lykkelig +med hende . +— min fader , der gik frem og tilbage på gulvet , +blev blodrød i hovedet , og sagde , idet han næsten +truende gik hen til mig : +— du skal adlyde mig , eller — jeg har ingen +søn mere ; forstår du , Eugen ? + +— dermed gik han og overlod mig til den dybeste +fortvivlelse . Jeg var ikke langt fra at bade ham . +— endnu har feg ikke vovet at tale om dig til +ham , thi jeg frygter for følgerne , Alice , min fader +er af en meget heftig karakter , han var i stand til at +forgribe sig på dig . +Alice bøjede hovedet og en tåre stjal sig ned ad +kendes kind , Eugen kyssede den bort , idet ban sagde : +— trøst dig , kære pige , ved min modstand +bar jeg dog få « ham til af udsætte brylluppet . Først +om et år skal min skæbne bindes til hende — hende +som jeg hader , hader af hele min sjæl , thi hun , hun +forstyrrer min lykke , hun forstyrrer vor lykke . Rigtignok +har jeg aldrig set hende , og det lyder besynderligt +af man kan hade et menneske , man aldrig bar set , +men dog er det tilfældet , Alice , jeg hader hende og +frygter den stund , da jeg skal føres til hende — jeg +vil ikke se hende før i det afgørende øjeblik , jeg vil +ikke vide hvem hun er , før jeg står ansigt til ansigt +med hende . +- det er ikke rigtigt , Eugen . +— jo , Alice , det må være således , jeg kan +ikke tåle af tænke på hende , og kendte jeg hendes +navn ville det være endnu værre . — hun ved ikke +en smule af det hele , det er hendes Broder og min +fader , der have undfangen den uheldige ide . Dog , +jeg er glad over den frist jeg har opnået , thi du , +kære Alice , du vil jo ikke slå hånden af mig , du +vil jo ikke gøre mig mere nlykkelig end jeg allerede er ? + +Alice sukkede dybt . +— lad os ikke tenke mere på giftermålet , kjsere +Alice , vedblev han ; et år er jo langt , lad os nyde +vor kærlighed sålæenge . Inden den tid se vi måske +lejlighed til at flygte bort , thi , vedblev han heftigt , +jeg vil ikke have nogen anden end dig - dig +alene , kære Alice , om jeg så skal flygte fra hus og +hjem . +Da han udtalte disse sidste ord for der et vredeslyn +over Alices smukke ansigt og med dirrende stemme +sagde hun : +nej , Eugen , nej , jeg flygter ikke med dig , jeg +forlader ikke min Broder og mit barndomshjem . Jeg +vil også lade dig vide , at du , da du jo fiol være +en andens mand , må afholde dig fra at komme her , +thi leren forbyder mig herefter at modtage dine +hyppige beseg . +Eugen for op ; hans smerte var græendselos . +- Alice , Alice , vil du gøre mig vanvittig ' jeg +elsker dig så inderlig . Du må ikke slå hånden +af mig , ak , jeg kan ikke undvære dig ! +- Eugen , væer fornuftig , sagde Alice med alvor ; +det du foreslår er os ikke værdig , lad os da trøste +os så godt vi formår , og når året er omme +gifter du dig og jeg rejser bort fra Paris . +— giffe mig ! streg Eugen i en fortvivlet tone ; +nej , aldrig , aldrig , langt hellere dø , så har man da +fred . + +tag ikke sagen således , Eugen ; tro mig , +du vil snart have glemt mig , og hvis din tilkommende +kone er smuk , da . . . . da får du jo en god erstatning +for mig , og da vil mit minde kun slå kom +en dunkel drøm for dig . +— glemme dig ! råbte Eugen ; tror du mig +virkelig så lav , Alice ? Nej , nej , jeg vil aldrig glemme +dig ! +Alice tav . Eugen nærmede sig hende igen , men +med bestemthed sagde den unge pige : +— Eugen du må ikke komme hen til mig ; viis +dig som en mand og bær hvad gud tilskikker os , — +jeg er kun en svag kvinde , men jeg , jeg skal vise dig +af jeg formår af bære skæbnens tunge tilskikkelser . +Eugen bøjede hovedet og sagde vemodig : +— du har ret , Alice , jeg må være en mand , +jeg må ikke lade mig regere af en lunefuld fader - +i hjerteanliggender dør man følge sin egen fornuft , +jeg skal også vise . . . +- tys , Eugen , sig ikke det , man bør lystre sine +forældre i enhver henseende . +Eugen svarede ikke herpå . Han rejste sig , dukkede +for Alice og sagde bedende : +— Alice , kære Alice , tillad at jeg giver dig et +asskedskys inden jeg forlader dig , og jeg lover at jeg +ikke skal besøge dig mere end nogle så gange i det +kommende år , skønt det er mig umuligt at tænke +mig en tilværelse , undtagen ved din side . +Alice tav et øjeblik , hun havde en svær kamp + +at bestå med sit hjerte — hun vidste ikke hvad hun +skulle svare . +Eugen bemerkede hendes kamp , et bittert smil +for over hans læeber , og med dirrende stemme sagde +han : +— du synes at betæenke dig , Alice . . . beder du +det ? Håbet om at få dig til hustru er dog endnu +ikk ' ganske uddset hos mig , så du burde dog ikke vise +dig som en fremmed for mig , men når du synes +at det skal væere således , da vil jeg sinde mig deri - +det er ikke den første skuffelse jeg har lidt . +Han næermede sig døren , dog varede det nogle +minutter inden han nåde denne , og hans dine +fulgte hele tiden den , der var hans hjerte så dyrebar . +Hun sad tilsyneladende rolig og kold ; hun havde +atter taget sit broderi frem og syntes af sæere ivrig +befloestiget dermed . +Eugen var imidlertid kommen helt ben til døren ; +da Alice så dette for hun hurtig op , men kom derved +til af smide det brev på gulvet , som hun havde +skrevet til ham . +Eugen fik øje på brevet , tog det op , og inden +Alice kunne forhindre let , havde han læest hvad det +indeholdt , +— min stakkels , stakkels Alice ! råbte han med +varme . Ak , også du må lide , du englegode pige , +men det svæerger jeg , af inden 2 Års forlød skal +du væere min kone . . . eller mit llvslys sæere +udflukt ! + +han trykkede et Kys på hendes seberheve pande +og forlod skyndsomt værelser , med brevet i hånden . +Neppe havde han forladt Alice , før hun kastede sir +broderi , og de læenge tilbagetrængte tårer styrtede nu +frem . +— min gud , hjæelp ham til af devcege sin fader ? +Bad hun halvhoit . O , hvor det smerter mig af stilles +fra ham således — dog , jeg kunne ikke gøre andet , +det er jo min pligt ar afholde ham fra ar komne her . +^oenzere kom hun ikke i sin tale ; hun hørte hastige +fodtrin udenfor døren og syntes at genkende sin +Broders trin . +Hurtig aftørrede hun tårerne og røg far på sit +broderi ; det var på den højeste tid , thi i samme +aiebkk trådte hendes æeldsie Broder ind +det var en høj , msrk mand på omtrent 40 +år , med er strengt , barsk åsyn . +De store sorte knebelsbarter , de mørke , lynende +dine og den majestætiske drnencrse gav ham er ægte +aristokratisk præg . Hele hans person og holdning +tydede på noget så strengt og hårdt , at man uvilkårlig +gøs tilbage , når man fik dre på ham . +- Alice , sagde han i en kort , afmålt tone , idet +han trådte hen til hende ; nu har du jo igen modtaget +besøg af en ung herre . Men jeg vi ! vide hvem +de ; er , forstår du ? Jeg har ret til at fordre det , +da jeg er din Broder og da det er min pligt ar våge +over ethvert af dine skridt . +Han så meget vred ud , da han udtalte disse + +ord , og Alice rystede næsten for ham . Hun tog hastig +sit broderi og ville forlade stuen , uden at give ham +noget svar . Men da greb han hende i armen og +sagde : +— Alice , jeg fordrer , at du bliver her , svar mig +i din afdøde moders navn , hun som bad mig om ar +værne om dig , så længe mine øjne kunne følge dig , +svar mig : hvem var den unge mand , der nylig besøgte +dig ? +Alice vendte sig om og sagde langsomt : +— du behøver ikke at frygte for mig , kære +Philip ; jeg bar aldrig begået noget skridt som jeg +lommer til at fortryde . Den unge mand , som nylig +gik herfra , har jeg engang haft lejlighed til ar bevise +en stor tjeneste , derfor . . . +- og det siger du så roligt , afbrød broderen +hende . +— skulle jeg være urolig for det ? spurgte Alice +forundret . +Broderen stampede i gulvet af heftighed . +— du bør aldrig modtage besøg af unge mænd , +sagde han brutalt ; jeg forbyder dig det , og skal nok +vide at tage mine forholdsregler derimod . Du er +rigtignok for gammel til at blive bevogtet , men lige meget , +du skal ikke være uden tilsyn . +Med disse ord gik han og smækkede døren hårdt +i efter sig . + +fireogtyvende kapitel . +Landsforvist +Jean petit var , som den ærede læser alt ved , +bleven greben og ført til et af stadens mørkeste +fængsler . +Hans mod havde imidlertid ikke forladt ham er +eneste øjeblik . +— jeg dør for mit elskede fædreland , tænkte +han ofte ; og jeg skal bevise den samlede ret , at det +eneste jeg beklager er , at jeg ikke fik dræbt ham , ai +jeg ikke fik befriet mine elskede landsmænd . +Han tænkte lidt derover og rugede bestandig over +ny hævn . +Vi træffe ham en dag , siddende med hånden +under kinden , rugende over sin mislykkede plan , oz +forbandende den skændige forræder , ved hvilket navn +han betegnede Konrad Gautin . +Han sad længe således i det mørke fængsel ; da +rejste hav sig pludselig ; han stirrede op mod det lille +vindue , hans tanker vare vistnok langt borte fra det +uhyggelige fængsel , thi et lykkeligt smil havde udbredt +sig over hans blege , indtagende ansigt , og han +rakte armene ud , som for at omfavne nogen . +— Jutta , elskede Jutta , for din skyld ville jeg + +gerne leve ! udbrød han halvhøjt . O , du lille engel . +Du ville gerne gøre mig lykkelig , men din pengegriske +familie , der lever i den trø , at man ingen +lykke kan finde , uden ved guldets glans , den giver +vist næppe efter før mine bønner , thi jeg er fattig — +ja fattig søm en kirkerøtte . Og nu , nu da jeg kun +har udsigt til at blive føde før ormene , nu vil jeg +dø med dit elsfede navn på læberne ; min sidste tanke +vil være helliget dig , som jeg elsker øver alt på +jorden jeg stak på skafottet vise , at jeg har mød +til at dø før den retfærdige sag , og dette skal være +et erempel før mine efterfølgere . +Længere kom han ikke i sin tale , thi fængselsdøren +åbnedes og fangevogteren trådte ind for at +føre ham i førhør . +Dommerne havde medlidenhed med ham , for hans +støre ungdoms skyld og fordi han var af gød familie . +De ansøgte øm kejserens nåde for ham og +efter nøgle ugers forløb blev Jean petit ført til det +sidste forhør . Hans dom blev fældet , der lød således +: +„ Majestætsforbryderen , Jean petit , der ved +„ Fyrværkerifesten i tvislenernes have er truffen +„ med en skarpladt serløbet revolver i hånden , +„ og som efter al sandsynlighed havde til hensigt +„ at snigmyrde vor elskede kejser , dømmes for +„ denne forbrydelse til at have sit liv forbrudt og +„ Dommen erekveres inden udløbet af denne +„ Måned . “ + +med en overnaturlig ro hørte Jean petit sin +dom , han havde ikke ventet den mildere . +Da fremtog dommeren et stort brev forsynet +med de kejserlige segl . +Han åbnede det langsomt , medens han havde sit +blik stift heftet på forbryderen , der aldeles rolig +stod for ham . +Dommeren rejste sig , og med hej , klangsuld røst +oplæste han følgende : +„ Grundet på vot elskede kejsers store nåde +„ bliver majestætsforbryderen Iran petit benådet +„ for fin velfortjente straf . Dog skal han , inden +„ 24 timers forlød , for føje sig ud af landet og +„ hereffer betragtes som landsforvist . Modsætter +„ han sig denne befaling , eller viser han sig efter +„ nogen tids forlød atter her i landet , da bliver +„ han strar anholdt og dommen erekseret . “ +Nu åbnedes fængselets mure for ham og Jean +var alter fri , - men han skulle forlade sit dyrebare +fædreland , for aldrig mere ak vende tilbage . +Han fik dog tilladelse til at tage afsked med sin +familie , men kun med der forbud , ar han inden 24 +timer skulle være ude af Paris og hurtigst mulig +forlade Frankrig . +Da han trådte ud af f��ngselet og befandt sig i +den frie luft åndede han alter let . Han fremskyndede +fine skridt indtil han kom til sti barndomshjem ; her +standsede han , idet han halvhøjt sagde : + +— til Philip kan det ikke nytte ar jeg henvender +mig , derimod vil jeg tale med den stakkels Alice . +Han gik ind ad slottets ssndre Pon og nogle +minuttet efter trådte han ind til sin tøfter . +Hun sad som sædvanlig og broderede , men vendte +sig halvt om før at se hvem de ; var , der så frit +trådte ind . +Neppe havde hun fået øje på sin yngste Broder , +før hun udstødte er højt skrig , og kort efter hvilede +dun i sin Broders arme . +- kjcere Jean , sagde hun med en inderlig glæde ; +gud fle lov at du atter er fri hvorledes er det +går til ? Vi have ikke hørr en smule til dig . . . +Philip har lidt talt om dig , men han ved endnu ikke , +ar det var dig , ver forsøgte a ? - . . +— tys , sagde Zean ; tael ikke så højt , thi ellers +frygter jeg at han får det at høre . Forresten er det +kun en korr afsted vi må tage , og jeg har meget at +meddele dig , inden jeg rejser . +- rejser ! hvor vil du hen uden penge og uden +erhverv ? Hvorfor vil du ikke blive her ? Du ved +jo at jeg har det utåleligt hos Philip , og når jeg +ikke har dig ar trøste mig med , så vil jeg fler ikke +være her . +— ja , rro mig , kære Alice , når jeg kunne blive +ber , va skulle intet være mig kærere ; men jeg er +lanvssorviist . +- hvad , er du landsforvist , sagde Alice langform , + +ligesom om hun dobbelt sølle den nye smerte , +der nu overvældede hende . +— men hvor kunne du også vere så dum a : +tro , ar du kunne vinde en sådan sejr ? jeg vidste +ikke et ord af det hele , du havde fler ikke talt til +mig derom , derfor kom jeg før sent til at redde dig . +— nej , kære Alice , sig ikke at det var dumt , thi +stod der til mig , da skulle jeg gøre det om igen ti ! +Min tilfredshed ; men lad os nu ikke tale mere herom . +Iaften rejser jeg til Spanien , men før jeg rejser ville +jeg gerne bede dig om ar besørge en , . . +Han rødmede og Alice sagde smilende : +— ja , så ved jeg resten ; jeg skal besørge er +eller andet wrinde til hende , som . . . +- se , kære Alice , her er det , afdrød han hende +' leende , idet han trak et sammenfoldet papir op af +lommen og rakte Alice det ; men sig hende , at hun +må vcrre parat til klokken er 8 i aften . +Alice for op . +— vil du tage hende med , Jean ? sagde hun +forfærder ; der er ikke smukt af dig . Husf hvor ung +hun er . Dog , Jean ville intet høre og Alice gav +til sidst efter . + +fernogtyven-e kapitel . +Jean og Jutta . +Vi bede den « rede læeser at sslge os til et af de +netteste huse i gaden montorgeuil . +Dette hus beboedes alene af dets ejer , en forhenværendæ +kjsbmand ved navn levallam , med hans +eneste datter , Jutta . +Han var en hård , gerrig mand , der lånte +penge ud til de mindre velhavende adelsmænd , mod +meget høje renter , men ligeså ond og hård faderen +var , ligeså god , smuk og elflvcerdig var datteren . +Det eneste , som den gamle elskede her på jorden +foruden sine penge , var Jutta ; hun kunne næsten +få ham til hvad det skulle være , - kun fik hun +sjelden lov kil at gå ud , da han frygtede for at +nogen fluide møde hende og indlade sig i samtale +med hende . +Dog formåede han ikke ganske at skjule hende , thi +daglig kom — som en følge af at han lånte penge +ud — en mæengde unge adelsmand i hans hus , dog +lagde hun ikke så meget mærke til dem , som de til +hende , men en dag stod Jutta netop på fin faders +kontor , for at hcrve sine nålepenge , da en ung , smuk +adelsmand trådte ind ad dsren . +Han blev først lidt forlegen stående , idet han +gjorde et dybt buk for Jutta , der næesten bllenvedes + +af dans skønhed , og da faderen sagde at hun skulle +dortfjerne sig , var det nlsten som om hun var fastnaglet +til stedet « . +Hun gik , men den den unge mands smukke øjne +støde for hende og hans billede var dybt præeget i +vendes lille hjerte . +Det var ikke gået den unge adelsmand en smule +bedre : dag og nat tcrnkte han på hende . +Der var hengået en tid , og de unge mennesker +vare ofte truffen sammen på faderens kontor , hvor +hun daglig kom . +Om det var for den unge piges skyld , eller for +at låne penge , skal være usagt , men en dag kom +den unge adelsmand derop , og han traf Jutta ganske +alene . +Rødmende og med tårer i vinene fortalte hun , +al hendes fader var bleven heftig syg , og at hun derfor +måtte besørge forretningen . +Jean petit , thi ham var det , forsikrede vende om +sin deltagelse og dristede sig til at bukke sig ned og +kysse hende på hånden . +Det gav et sætt i Jutta og hun fik pludselig et +sådant hastræerk med sit medbragte arbejde , at hun +flet ikke kunne se op fra det . +Jean blev der i over en time . Han tog plads +ved siden ^af kende og talte til hende med en sådan +barme , at det ordentlig bragte roser på hendes +kinder . + +— tør jeg , uden at vcrre alt for fri , spørge , om +de er forlovet , frøken Jutta ? +— jeg ? sagde Jutta . Nej og ja kan jeg næesten +sige , thi jeg . . . +— hvorledes ? sagde Jean . Er de forlovet , +og skal måske snart giftes ? +— nej , sagde hun smilende , det varer nok en tid +endnu , thi fader har endnu ikke ganske bestemt hvem +jeg skal have , - ban må først nøjagtig vide , hvormange +penge vedkommende bar , og hvor stor renten +årlig kan blive . +— nå , således , sagde Jean ; deres fader seer +altså på rigdom . +— ja , sukkede Jutta , og han har bestemt mig for +en olding , en mand på mindst 70 år , men han +skal vcrre uhyre rig , og dermed er den sag klaret . +— og det siger de så roligt , frøken Jutta ; har +^ . e aldrig elsket , siden de sådan uden videre giver +dem hen til en så gammel mand ? +Jutta børede hovedet dybt ned over sit arbejde . +Jean så op på hende og sagde vemodig : +— jeg tæenkte det nok , de elsker ikke denne gamle +mand , men de elsker en anden . O , Jutta , de må +ikke tage hin gamle , de ved ikke hvor ulykkelig de +vil blive hele deres liv . Han vil ikke kunne forstå +deres ungdommelige , glade sind ; når de leer er +det galt , når de græder er det også galt . Ti ! Bal +må de ikke komme , thi da seer man på dem ; i +tteatret må de heller ikke komme , thi der er alt for + +mange herrer , der vil betragte hans unge hustru , — +i selskab ? Nej , Vorherre bevares , vi vil ikke have al +den støj her , og når man tager mod indbydelser +må man indbyde igen og det koster penge . Således +vil han raisonnere , og de vil tage deres død derover +— ja , de afmaler ham nu så forskrækkeligt , +sagde Jutta smilende . Det er dog ikke alle gamle +mænd , der vil opføre sig således . +- ja , gør de som de vil , jeg har kun villet +give dem et råd , sagde Jean petit . +— ja , de skal have tak , men de ville måske +være så god at give mig et til . +— ja , med fornøjelse , svarede han . +— så sig mig , sagde Jutta med bortvendt +ansigt , hvorledes jeg skal få den mand , som jeg +elsker , men som ikke elsker mig . +— det er der et godt råd for , frøken . De skal +blot se rigtig på ham med deres milde øjne , så +vil han nok elske dem . +— men hvis han nu elsker en anden ? sagde +Jutta . +— ja , så er de ulykkelig , lød svarer . Så +findes der intet råd . +— ak , det var kedeligt , sagde Jutta . +— nej , det var ikke så kedeligt , thi de kan være +overbevist om , at han ikke kan elske nøgen anden , +» år han har set dem . +Jutta lo . + +— tør jeg spørge om den unge mands navn ? +Vedblev Jean . +- jeg kan ikke sige dem det , thi jeg ved det ikke . +— ved de det ikke ? sagde Jean leende . Ja så ! +Jutta blev tavs , hun var bange for at have fortalt +formeget . +Nogle minutter herskede der en pinlig taushed . +Jean rejste sig endelig og sagde : +— ja , ja , de kan måske få hans navn at +vide en anden dag når jeg kommer , for så kan jeg +måske give dem er godt råd . Men tiden iler , jeg +vil anbefale mig vedblev han , idet han tog sin slængkappe , +som han havde lagt fra sig . +Jutta rejste sig og fulgte ham til døren . +— farvel ! sagde han og så vist på hende , +idet han trykkede hendes hånd . +Jean havde set i de smukke øjne , og der stod +hans billede , ligeså klart og rent som i originalen . +Han kunne ikke gå bort . +— Jutta . . . Jutta ! sagde han . Jeg elsker +dem ! Bliv ikke vred på mig , når jeg siger , at jeg +troer at de gjengjcelder min kærlighed ? +Hun vendte sit ansigt bort , men han vedblev at +holde hendes hænder i sine . Han omfavnede hende +kærligt og deres læber mødtes til et inderligt Kys . +Han sprang ud af døren og borte var han . +— Jean petit ! hviskedee Jutta lykkeligt , da han +var gået . + +dette navn havde Jean hvisket hende i øret , da +han forlod hende . +Efter den tid var Jean daglig kommen i huset , +de « vil sige , når hr . Levallant ikke var tilstede . +Efter at denne hemmelige forlovelse havde varet +i et halvt år , besluttede Jean at erklære sig for +faderen . Han kom en dag op på kontoret og da +han havde talt en del frem og tilbage om forskellige +ting gik han lige til sagen og fortalte hvem han +var og hvor meget han ejede , men først og fremmest +talte han dog om sin uhyre kærlighed til Jutta . +Den gamle mand hørte på ham med et ejendommeligt +smil , halvt medlidende og halvt hånligt . +Dette bemærkede Jean dog først , da han havde +endt sin tale og ville se hvilken virkning den havde +gjort . +Levallant gik uden at sige et ord hen til døren , +åbnede denne og begav sig ganske rolig tilbage til fin +pult , hvor han , uden at sige et ord , tog plads og +skrev videre . +Jean stod tavs et øjeblik ; men da han mærkede +at det var den gamles alvor , kogte det i ham as +raseri ; heftig løb han hen til ham , greb ham kraftigt +i armen og råbte lidenskabeligt : +— o , min herre ! De må svare mig . . . gør +mig ikke fortvivlet . . . jeg må have vished , thi jeg +. . . jeg elsker deres datter , jeg elsker hende over + +alt på jorden ! De må ikke være så kold , jeg kan +ikke udholde den tanke , at hun fiol blive en andens +hustru ! +Den gamle rejste sig , dukkede ironisk for Jean og +sagde tørt : +— min datter Jutta er forlovet ! +Derpå gik han sin vej lige så rolig som Jean +var heftig . +Med hjertet fuldt af bitterhed gik den ulykkelige +unge mand omkring i værelset for om mulig at få +et glimt at se af genstanden for sin kærlighed , men +nej , han måtte gå med sin sorg , uden at få den +allermindste trøst . +Han kom imidlertid ikke længer end ned til hjørnet +af gaden , da han så en omhyggelig tilhyllet kvindeskikkelse +langsomt at bevæge sig hen ad gade « . Da han +ville passere forbi hende , kaldte en blød stemme ham +ved navn . +Hurtig vendte han sig om idet han overrasket +udbrød : +— Jutta , elskede Jutta ! vi må fly . . . eller +du bliver aldrig min hustru . Din fader ville ikke +engang besvare mit spørgsmål . +Jutta bøjede sørgmodig sit lille hoved og sagde +med rystende stemme : +— ak , Jean , jeg tænkte det nok . Nylig så jeg +Fremont gå hjem til min fader ; han skal være min +brudgom , så . . . + +— o , nej , nej , Jutta , du må ikke udtale disse +ord , afbrød Jean hende ; jeg vil have dig , og du +må ikke tage nøgen anden ! +— nej , Jean , jeg skal se at så min fader bevæget , +- måske han giver efter , men jeg tror det +knapt . Da han i morges hilste på mig , fortalte ban +mig med glædestrålende øjne , at han havde opdaget +at fremvnt var en hovedrig mand . Han ejede flere +millioner foruden 8 forskellige bygninger her i staden +og ved ham ville jeg desuden blive marquise . +— det er jo mageløs glimrende udsigter , sagde +Jean bittert . Et par millioner i medgift og så +. . . et sønderbrudt hjerte i tilgift ; jo , du vil blive +lykkelig , Jutta . +— å , du behøver ikke at udmale det så sort , +min ven , sagde Jutta smilende . Det kan jo være at +manden ikke er så urimelig , som vi tro ; ja han er +måske endog en meget behagelig person . +— ja så , Jutta , det var en anden sag , sagde +Jean heftigt . Du vil vel dermed sige , at jeg intet +har at håbe . Nuvel , det er godt at du siger mig +det , så ved jeg hvad jeg har at rette mig efter . +— nej , Jean , det var ikke ment således , råbte +Jutta hurtigt , men det undrer mig høilig , at du taler +i denne tone til mig , jeg synes ikke at jeg har fortjent +det . +— tilgiv mig , Jutta , at jeg i et ubesindigt øjeblik +ikke har været så galant , som jeg burde være , + +men min ulykke er så overvældende , at jeg næsten ikke +kan tåle at tænke derpå . +— der kommer vor tjener nede . , råbte Jutta +pludselig ; seer ha « mig her , så ved fader det inden +Asten . Altså , farvel , Jean . +— farvel Jutta , du vil nok tilhøre mig , ikke +sandt ? sagde Jean ømt og greb hendes hånd . +— ja , Jean , stol på , at jeg ene vil tilhøre dig ! +Hviskedee Jutta og løb hurtig ned ad gaden . +Nøgle dage efter denne samtale var let af Jean +fattede den ulykkelige plan , der næer havde kostet +Frankrigs kejser livet . +Vi behøve ikke af beskrive Juttas sorg , da hun +erfarede dette . +Havde Jean tidligere lndseet hvor vanskeligt det +var af få Jutta til hustru , så indså han nu , af +det ville være en komplet umulighed . +Jutta var fortvivlet og ofte bønfaldr hun sin hårde +fader om medlidenhed , men jo mere hun talte om +Jean , desto hurtigere fremskyndedes brylluppet om +en måned var det besluttet af hun skulle binde sin +skæbne ti ! en anden , meget rigere , men tillige meget +crldre herre . +Jutta var fortvivlet , men hendes fader forblev +udønhørlig , fljøndt han så sit barns dybe sorg , og +skjsndt han elskede hende , ja elskede hende med liv og +sjæl . + +en dag , da hun atter gentog fine bønner for +faderen , for han rasende op og svoer på , af han +aldrig ville høre den snak mere , samt af han , for af +få en ende på det , ville arrangere brylluppet til +om otte dage . +Jutta græd , og sagde af hun ville gøre en ende +på sin tilværelse , hvis hun skulle giftes med denne +Fremont . +Faderen gik dort i vrede og Jutta vedblev at græede . +Hun var meget ulykk lig , thi hun elskede Jean +over alt . +Da bankedes der ganske sagte på døren . Hun +lukkede op , og så Rositta stå udenfor døren med +et brev i hånden . +— fra Jean ! udbrød Jutta glad , da hun kendte +håndskriften . +Hastig åbnede hun brevet og læste følgende : +„ Min inderlig elskede Jutta ! +„ Endnu i aften må jeg forlade Frankrig af +„ Grunde , som jeg først senere kan forklare dig . +„ Elsfer du mig , Jutta , så flygt med mig til +„ Spanien , hvor jeg med lethed vil kunne bane +„ mig en Bei nu eller aldrig bliver du min +„ Hustru , betænk det , og betæenk : at jeg elsker dig +„ så hsit , at du er mit alt i denne verden . +„ Lad hellere en dag blive syndig i dit liv , +„ end at henleve hele din levetid i ; smerte og +„ Fortvivlelse . Husf : det må være i aften . +Din Jean . “ + +Juttas hjerte bankede da hun læste dette ; en +synlig glæde afspejlede sig i hendes ansigt , men hun +måtte døg betænke sig en stund , thi det var jo et +meget vigtigt skridt hun blev opfordret til at gøre . +Dog , hun havde snart fattet en beslutning . Ud +af faderens pult tog hun et stykke papir og skrev +følgende : +„ Elskede Iran , jeg kommer ! “ +Rofitta fik billetten og gik . +Da Jutta atter var ene faldt hun i dybe tanker . +Hun , der var faderens eneste glæde , skulle forvolde +ham denne dybe sorg . +Det var hende søm om hun begik en stor uret +mød faderen , der nu gik og glædede sig til at hun +skulle være en rig mands hustru , og så flygtede hun +bort med en anden . Hendes øjne fyldtes med tårer +ved denne tanke . +— men han kan jo også lade være at pånøde +mig en så afskyelig mand , sagde hun og stampede i +gulvet med fin lille fod ; og når jeg ikke må få +den mand , jeg elsker , så flygter jeg bort og da kan +fader have det til straf . Jeg ved godt at han +holder af mig , men hvorfor vil han da modsætte sig +min fremtidslykke , — han er alt for ivrig i at foranstalte +„ min lykke “ , søm han kalder det , da han lever +i den tro , at lykken kun kan findes , hvor der er rigdom +og pragt ! + +da Jean fik hendes svar blev han uhyre glad , +og nu pakkede han lystigt ind , sukkende efter af klokken +skulle blive otte . +— mon hun virkelig skulle komme ? tænkte han +ved sig selv . +Medens han pakkede ind havde Jutta ligeledes +travlt med af samle alt sammen , hvad der tilhørte +hende . +I hast pakkede hun det ned i kufferten , tilligemed +alle de smykker og kostbarheder , hun havde såt af +faderen i de senere år . +Alt var indpakket og nu stod kun tilbage af påklæbe +sig til den lange rejse . +Da bankedes der atter på hendes dør , men +hun havde denne gang forsvarlig aflåset den . +Hurtig tog hun kufferten og bar den ind i sovekamret ; +derpå lukkede hun op . Det var hendes fader , +der stod udenfor . +Han så mistænksom omkring i værelset , fordi +han havde måtter vente så længe . +— men , kære barn , hvorfor nøler du med af +lukke op for din egen fader ? sagde han i en vranten +tone . Klæd dig hurtig om , tag din bedste stads +på , thi din brudgom sidder inde i salen og venter +med længsel af tale med dig . +Jutta blev ligbleg ved af høre dette . — klokken +var allerede 6 og hun skulle jo afsted klokken 8 . +Men hun overvandt snart alle betænkeligheder og +sagde næsten muntert : + +— ja , fader , jeg skal strar komme . +Levallant trådte et skridt tilbage af forbavselse ; +han havde ventet at møde åbenbar modstand , men +istedenfor dette var Jutta overordentlig venlig . +Da han havde ventet i 10 minutter kom Jutta +ud . Hun var aldeles forvandlet . +En kostbar lyseblå Atlaskes kjole bedækkede hendes +smukke former , flere diamantsmykker prydede den +snehvide Hals , og faderen så på hende rned sandt +velbehag . +Han tøg hende ved hånden og førte hende ind i +salen , hvor den aldrende betler befandt sig . +Jutta ficelvede let , da hun stod ved salsdøren , +men hun tcenkre på Jean og overvandt sin frygt . +Frejdig trådte hun ind og stod snart ansigt til +ansigt med Fremont . +Han betragtede hende skarpt og rakte hende venligt +hånden , idet han sagde : +— goddag mit smukke barn ' . . . De er vel ikke +altfor vred på mig , fordi jeg anmoder om deres lille +hjerte , og deres hånd i tilgift ! Jeg håber at +kunne gøre dem lykkelig , thi min hensigt er kun at +ovfylre alt hvad de begærer , eller med andre ord +at skabe dem en lys og klar fremtid . +Hans venlighed gjorde et så dybt indtryk på +Jutta , at hun uvilkårlig læenkte : +— ak , hvis jeg havde en sådan fader , da kunne +jeg vistnok såt Jean . +Agtelse kunne Jutta have for den aldrende mand , + +men kærlighed — nej , der formåede hun aldrig at +søle for ham . +Dog svarede hun ja på hans frieri , for bedre +at kunne flippe for dem , når tiden til flugten kom . +Da hun havde opholdt sig en halv times tid hos +dem , ville hun bortfjerne sig , men Fremont sagde +bedende : +— de bliver vel her og spiser tilaften med os , +kerre Jutta , så at vi , samlede med vore venner , +kunne fejre denne glade fest ? . +— nej , sagde Jutta , jeg føler mig alt for bevæget +ved denne højtidelige vending i min fremtid , og hvis +de tillader det , da vil jeg tilbringe aftenen på mine +værelser . +— ja , som de vil , sagde hendes tilbeder og +bukkede galant . +Jutta lod sig det ikke sige to gange , men skyndte +sig op . Hun iføne sig hurtig rejseklcederne og var +nu beredt til at forlade sit barndomshjem med alle +dets glade og sørgelige minder . +Hun flottede hen til sin moders portrcæt , og +. Tårerne kom hende i øjnene ved at betragte dette +englegode ansigt . +— moder ! stammede hun . Ak , moder , hvis du +kunne se hvor ulykkelig jeg er , da ville du tilgive mig +og ikke vredes for det skridt jeg nu er ifcrrd med at +gøre , men jeg kan ikke leve uden ham . O , min gud , +jeg har haft mange lykkelige timer i dette hjem , men +nu . . . nu , jeg må , jeg kan ikke andet , jeg følge + +ham i livet som i døden ! Det må være således , +vedblev hun og kyssede sin moders portræt . +Langsomt forlod hun vcærelset og befandt sig snart +nede på gaden . Hun gik hurtigere og hurtigere og +var snart er godt stykke vej fra hjemmet . +Endelig ankom hun til medestedet på det aftalte +klokkeflet , ffjøndt vejen havde vcrret så tun g +for hende . +Jean var der allerede , og da han i frastand så +Jutta komme , ilede han hende imede , og med det +ungdommen egne sorgløse sind slog han begejstret +armene om livet på Jutta og kyssede hende atter og +atter . +- men Jean , hvor kan du dog vcrre så overgiven +! råbte Jutta og kyssede ham . Betænk hvilket +alvorligt oieblik det er for os begge . +- alvorligt ! råbte Jean . Kalder du dette +øjeblik alvorligt , når alt hvad jeg tragter efter +står her ved min side , og det sværger jeg , du skal +ikke flippe fra mig sålcenge jeg lever ! +Og nu begyndte Jean at fortælle , hvorledes de +skulle have det , når de vare komne til Spanien , og +han bekræftede sine ord ved det ene Kys efter det +andet . +Endelig ankom man til slottet , hvor Alice med +sin skriftefader og flere vidner vare tilstede . +Vidnerne ved dette hemmelige bryllup vare nøgle +as Alices trofaste mcrnd . +Vielsen var snart forrettes og kort efter toge de + +nygifte afsled ; de begave sig skyndsomt ned til skibet , +der netop lå seilsærdigt . +Undervejs så de i nogen frastand to mæend +komme dem lmøde . En sloerk gysen gjennemfoer Jutta +og hun trykkede sig ængstelig op til Jean , da hun fik +øje på disse mæend . +— min gud , min gud , det er fader ! råbte +hun bæevende , idet hun forfærdet stirrede hen for sig . +- Jutta , elskede Jutta , kom lad os fly , hurtig , +hurtig ! råbte Jean og greb hende om livet , idet han +med hende i armen drejede ned ad en Sidegade . +Wngstelig så Jutta sig tilbage , hun så atter +de to mend , og med det udråb : „ Gud i himlen , +stå mig bi ! “ sank hun bevidstløs om l Jeans arme . +Serogtyven-e kapitel . +En pagt +vi forlod Asta , da hun og hendes fader gik bort +fra hjemmet , for aldrig mere ak vende rildage ; de +var deres faste beslutning . +De havde lejet en lille lejlighed langt fra deres +tidligere hjem , for ak Asta her kunne afvente sin +nedkomst . + +i sorg og fortvivlelse svandt de kvalfulde dage +for hende , fljøndt hendes fader gjorde alt hvad der +stod i hans magt for at trøste hende ; men alt hvad +ban sagde var forgæves , — siden Konrad havde forladt +hende var hun utrøstelig . +Arnold kom stadig hos dem begge ; han var den +eneste trøster , som de ulykkelige mennesker havde i +deres ensomhed . +Asta gjorde alt hvad hun formåede for at skjule +sin tilstand for ham , men det lykkedes ikke ganske , og +hvergang deres Line mødtes , ønflede hun sig tusinde +favne under jorden , thi Arnold så med et medlidende +blik på hende . +Et fjerdingår var forløden og i den tid havde +Arnold stadig besøgt dem . +Det forekom Asta at Arnold flere gange opførte +sig som om der var noget han havde at foreslå , +noget han ville frem med , mm hver gang Asta så +på ham , var det som om hendes blik holdt ham +tilbage . +En aften kom Arnold som sædvanlig ; han var +temmelig bleg og rystede stcrrkt . +Da Asta så dette sprang hun angstfuld op og +råbte , idet hun udbredte armene imod ham : +— o , Arnold , Arnold , der sattes dem noget , +de er bestemt ulykkelig ! +Men ligesom hun sagde dette sænkedes hendes blik +og hun satte sig tavs ned igen . +Det var hjertets første indflydelse der havde + +grebet hende ; thi nu elskede hun virkelig Arnold , hans +omhu , hans godhed og opofrelse , alt dette rørte hende +og hendes hjerte følte det store tab , det havde lidt , +men nu . . . ak , nu var det jo en umulighed af tilstå +det for ham . +Arnold så tavs på hende ; hans hjerte bankede +heftigt og en tåre stjal sig ned ad hans blege kinder . +Han skjulte ansigtet l sine hænder . for af hans smerte +ikke skulle blive synlig . +Asta listede sig sagte hen til ham , omslyngede ham +med begge sine arme og sagde grcrdende : +— Arnold , keære Arnold , vær ikke så bekymret , +der findes jo så mange piger , der er langt ædlere +end jeg . Tag en af dem og vær lykkelig . Bet vil +det smerte mig^ grusomt at se dem ved en andens +side , men endnu mere smerter det mig at se dem i +denne fortvivlelse . +Arnold så bedrøvet op på hende . +— nu , Arnold , vedblev hun , idet hun børede +hovedet ; nu elsker jeg dem , men ak , det er for sent , +— jeg ville ikke have tilhørt nogen anden mand , dog +skcrbnen . . . +— hvad ! hvad siger de , Asta ? råbte Arnold +synlig bevæget . O , hvor det gør mit hjerte godt at +høre dette . +Asta svarede med et dybt suk . +— men Asta , vedblev han , hvorfor vil de afsondre +dem fra verden , hvorfor vil de leve så ensomt +? Gør mig lykkelig , Asta , og jeg svcrrger ved + +den levende gud , at jeg aldrig skal winde dem om +den ulykkelige tildragelse , der har gjort os fremmede +for hinanden . Bliv min hustru , og vi skulle have +det så godt , så godt , som nogen kan have det her +på jorden . +Han greb hende om livet og trykkede hende op til +sig , idet han vedblev : +— ikke sandt . Asta , de siger ikke nej , de kan +ikke give mig afslag ? +Jeg vil ikke gøre dem ulykkelig , svarede +Asta langsomt ; og det ville jeg gøre , hvis jeg lod +dem binde deres skæbne til mig , thi husk — — +— o , Asta , afbrød han hende ; ved disse ord +gør de mig ligeså fortvivlet som jeg tidligere var +glad . Lad mig dog ikke bede mere ; hvorfor skal vi +henskæve vort liv hver for sig , når vi kunne tilbringe +det lykkeligt sammen ? +Døren gik pludselig op i dette øjeblik , og gontran +stod for dem . +Asta ville rive sig løs af Arnolds favntag , men +han holdt hende så fast , at hun ikke formåede at +skippe bort . +— gotttran , her står min kone , sagde Arnold , +idet han pegede på Asta . +Gontran så på dem begge , medens han langsomt +sagde : +— er Asta gået ind derpå , Arnold , og er du +vis på , at du kan blive lykkelig med hende ? + +Asta bøjede hovedet og gjorde atter et forsøg på +at rive sig løs . +— fader , du må ikke tro det , sagde hun med +tårer i vinene . +— jeg ved , hvad du tænker på , Asta , sagde +faderen ; men lad det i guds navn gå som han +vil . Kom , Arnold , min kære dreng , lad os helligholde +denne glade aften ! +En heftig banken afbrød ham ; døren sprang op +og ind for madam gontran , lig en forurettet amasone . +— hvad , er det dig , der gør en sådan +allarm ? spurgte gontran ubehagelig berørt . +Madamen stillede sig midt på gulvet med hænderne +i siden , og så på de tre mennesker med et +alt andet end venligt blik . +— nå , så her have i eders rede ! råbte hun +hånligt , og nu begyndte en sand lavastrøm af skældsord , +som vi ikke kunne gengive her . +Alle forholdt sig tavse , men dette opirrede madamen +endnu mere , og hun begyndte nu af slå i bordet og +fortælle , af hun sultede siden gontran havde forladt +hende , men hun skulle nok vise , af han ikke skulle flippe +således , — kort sagt , hun var aldeles rasende og de +havde megen møre med af stille hende tilfreds . +— og Asta , Asta , vedblev hun , idet hun truede +hen til den unge pige ; dig , som jeg har opdraget i +tugt og Herrens formaning , hvor kan du næenne af +forlade din stakkels gamle moder og lade hende blive + +så ene og forladt tilbage i den dybeste nød og elendighed . +Bi må her bemærke , at madam gontran var +bleven en del gudfrygtig , siden vi sidst så hende ; dette +havde hun lært af en veninde , der meget ofte bessgte +kirken , men endnu oftere helligede sig til broendevinsflaslen . +Begge disse dyder havde madam gontran +lagt sig efter , og forresten ernærede hun sig ved at spå +r kort . +Asta formåede ikke at sige et ord , men da gonlran +mærkede , at det skulle gå ud over hende , blev +han vred og nu begyndte en almindelig ballade . +Asta rystede af skræek og Arnold blussede af vrede . +Endelig tog begge mændene fat i hende og flcebte hende +ned på gaden . +Da madam gontran var kommen derned udsendte +hun en strøm af skældsord , men blev snart afbrudt +heri af en tililende gensdarm , der bragte hende til den +ncrrmeste politistation , hvor hun blev endnu mere +rasende . + +syvogtyvende kapitel . +En kamp . +Bi ville nu se lidt til vor ærede ven , ? Konrad +Gautin , som vi forlod udenfor tuillericrnes have , i +i det øjeblik Fru Tadlos ville fornyr sit angreb +på ham . +Han sneg sig bort as frygt for at blive indviklet +i en scene , der let kunne have en skadelig indflydelse +på hans fremtid ; thi lige overfor så mange mennesker +ville det jo være vanskeligt at forsvare sig . +Han begav sig hen til den politiske forening , for +at fortælle medlemmerne den sørgelige nyhed , og Konrad +Gautin var virkelig en så stor hykler , at han +havde tårer i øjnene , da han forklarede dem Jean +petits sørgelige skæbne . +— brødre ! sagde han med bævende stemme ; +brødre ! Eders elskede formands sidste ord til mig , +som han havde betrøet det hele , var : „ Min ven og +Broder ! vil du højtideligt love mig , at du , som formand +for vor forening vil bøde på min fraværelse +og føre vore brødre fremad til store handlinger , dersom +jeg skulle bukke under ? Lov mig det , og jeg vil +roligt gå døden i møde . “ +— jeg lovede det , vedblev Konrad højtideligt , og +nu , mine venner , slår jeg her for at spørge eder , +om i ville opfylde Jean petits ønske , — jeg spørger +s + +eder , brave franskmænd , om i vil kåre mig til formand +for vor mægtige forening ? +Hans spørgsmål blev besvaret på den mest +sløjende måde , og vi behøve vel ikke at tilføje , at +Konrad Gautin , for at st�� sig godt med alle disse +mænd , ikke sparede så smiger og tomme løfter . +Da han længe havde talt , og flere gange lovet , +at føre foreningen fremad til store handlinger , trak +ban sig tilbage til sine gemakker , ledsaget af den forsamlede +mængdes jubel . +Neppe var han trådt over dørtærskelen før han +truede med hånden ud mod vejen , idet han +mumlede : +— så , nu slår jeg ved roret , - — jeg , +der kun vil Ebers undergang ! Ve eder , i elendige ! +Jeg skal knuse eder alle trods usynlige damer og +alleskags djævler . +— jeg skal vise at jeg er en grevedatter værdig , +vedblev han kort efter ; giver man mig hende ikke med +det gode , nu vel , så tager jeg hende , og da — ja +da skal jeg vise den hovmodige grev Tadlos og hans +gamle kælling , at jeg er en mand , der slår ved mit +ord , og da skal jeg vise hende , den lille snerpe , at +hun ikke for intet skal have holdt mig for nar så +længe ! +Men som om han pludselig havde taget en anden +beslutning , sagde han halvhøjt : +— o nej , ikke nogen ilde medfart mod hende , + +jeg elsker hende dog , netop fordi dun ikke er som andre , +- var hun som Asta , der lige kastede sig i mine arme , +råbende på sin kjcerligbed og førdrende venlighed +af mig - ja , da ville hun blive behandlet som denne , +men hun , ja hun håner og spotter mig , derfor skal +dun bvile i disse arme , og min mund skal atter og +atter kysse hendes læeder . Ja , ja , jeg vil have hende +om det så skal koste blod , thi hun er en kamp +værdig ! +Han faug pludselig , han syntes at børe Huldas +stemme . Han lyttede og lyttede atter - jo , det var +ingen drøm , det var virkelighed . +Stemmen udtalte tydelig de ord : +— men , kjæere Charles , jeg siger dig at det ikke +går an at holde bryllup nu ; om et halvt Års tid +er det jo tidsnok . +— og hvorfor ikke nu , kjæere Hulda ytrede en +mandlig stemme ømt . Sig nu ja , og du ved , at +jeg er på lykkens høldepunkt . +Konrad hørte nu et lang og inderligt Kys . +Han star tænder as raseri og læennede sig helt +øp til væggen , indenfor hvilken de elflende befandf +sig . +Hans dødlignende bleghed viste at hans hjerte +var i et heftigt oprør . +Det bruste og sydede derinde . Hævnen . den rasende , +umæettelige hæevn , stod malet i alle hans træet , og da +kysset hørtes , sittrede det i alle hans lemmer , og ra * +sende for ban imod muren , så det gav genlyd i + +der ander værelse , hvor Hulda og Charles befandt +sigde +hørre stølen og trak sig hurtig tilbage til den +modsatte ende af værelser . +Dette kunne Konrad høre , og han opslog derved +en så hæslig latter , at selv der hårdeste menneske +måtte forfærdes derved . Latteren genlød i det andel +vcærelse og Konrad hørte Hulda udstøde et forfærder +skrig , hvorpå de begge angstfuld fjernede sig » +— ah , så hun er her alligevel ! sagde Konrad +harmfuld ! men hvor er døren , der fører ind til værelset . +Luk op , luk op , siger jeg — eller ved djævelen , +jeg sparker væggen indhan +løb om i stuen som en rasende , råbte +og streg på hævn , og rede sig som om han ville +rive hele huset ned . +Da hørte han pludselig at nøglen udvendig fra +blev drejet to gange rundt i låsen på hans egen +dør . +— ah , det er nok min fljønne ubekendte , der +vil lukke mig inde , sagde Konrad forundret . Mon +hun også regerer her i denne underjordiske hvælving ? +Men vent , jeg skal nok lure dig det af ! og han opslog +atter en hæslig , skraldende latter , så det rungede +i hele værelset . +Derpå gik han hen midt i stuen , åbnede en +lem og en gammel , skrøbelig trappe kom til syne . +Konrad steg hastig ned ad trappen og gik hen +til der værelse , hvor han havde holdt Charles fangen , + +men dette var , som vi allerede vide , forladt af den +indespærrede . +Konrad var imidlertid næppe kommen over dørtærskelen +før 4 mænd kastede sig over ham før at +kneble og binde ham . +Konrad forsvarede sig tappen og forlangte at +vide hvem det var , der vovede at lcrgge et baghold +før ham . +Han fik intet svar , men mændene gik ham bestandig +mere og mere ind på livet . +Konrad var så rasende , at han , da han indså +at han efter al sandsynlighed måtte bukke under i +denne ulige kamp , trak en dolk frem og bibragte to +af angriberne så dybe sår , at de bevidstløse styrtede +om på gulvet , badede i deres blod . +Da de lo andre så dette , trak de hurtig deres +kårder , og den ene greb Konrad i nakken , medens +den anden angreb ham forfra . +Hurtig vendte han sig om og gav den mand , +der stod bagved ham , et sådant slag i ansigtet , ar +han bestyrtet for tilbage ; medens den anden sprang +til for at hjælpe ham , så Konrad lejlighed til at +tage flugten . Han stormede lige op til sine værelser . +Her søgte han at samle sine tanker . Han havde +ikke ventet at træffe Hulda her — han havde søgt efter +hende , men forgæves , og da han på samme tid fik +andet at tænke på , havde han ikke gjort videre estersporgsel +om hende , som han holdt fangen ; men nu +havde han atter tid til ar fortsætte sine heltegerninger + +og han ville gøre sig flid for at nå sit +mål ; hvad det end skulle koste måtte hun findes . +Han sad just og udkastede en plan , da hans +dør hurtig åbnedes og et brev kastedes ind ad døren +til ham . +Konrad rejste sig så hurtigt , at han nær var +falden , og ilede hen til døren , der førte ind til det +andet værelse , hvorfra brevet var bleven kastet ind . +Han ilede gennem dette og ind i et andet værelse , +og i sit hastværk så han ikke , at en page rystende +og bævende stod skjult bag et skæermbroedt , og lovede +for at han ikke var bleven bemærket . +Da Konrad ikke så nogen , gik han atter ind i +sit værelse og låsede døren forsvarligt . +Han var næppe kommet ind før pagen hurtig leb +hen til den anden dør og forsvandt gennem denne . +Konrad , der hørte låsen smække , løb atter derind , +og sandt til sin forundring døren åben , uagtet +han var sig bevidst at have lukket den før han gik +ind . Dennegang tog han imidlertid nøglen æst før at +forhindre nogen at trænge ind og gik atter ind på +sit værelse , hvor han strar fik øje på brevet , der +lå på gulvet . +Han tog det op og læeste følgende : +„ Min herre ! +„ Gjor dem ikke latterlig ved at fege efter +„ Komtesse Tadlos , thi hun er gemt så godt , +„ at det vil være forgæves ulejlighed før dem at +„ opsoge hende . + +„ Desuden kalder kejseren dem i dag , så +„ så de har vigtigere ting at iagttage ; belav +„ Dem på er godt , fedt embede , samt bryster +, , behcengt med ordener , som løn før deres +„ Forræderi mod en mand , der mente der ærlig : +„ og godt med dem . +„ Jeg tegner mig med den dybeste foragt +„ som +„ Deres bestandige forfølger . “ +-- det er bestemt alter fra den hemmelige dame ! +Streg Konrad og trampede harmfuldt på brevet . Gid +jeg blot kunne træffe hende engang , hun ffulde da ikke +flippe levende ud af mine hcrnder , der sværger jeg +ved alt hvad der er mig kært . O , hvor jeg fluide +fryde mig ved at se hendes smerte , og hvor det ville +glæde mig at se hendes dødskamp ! +Bed denne tanke lynede Konrads øjne som en +djævels , der alt har sit bytte i kløerne . +Da pørte han pludselig en dyb , sørgmodig tone +gjennemboeve værelset . Det syntes at komme fra en +af krogene , et smerteligt suk og en dyb rallen hørtes , +hvilket tilkendegav , at et menneske , der kæmpede med +doven , befandt sig i værelset . +Konrad , der tidligere med koldt blod kunne affyre +en pistol på sin egen Broder , blev ligesom lamslået +ved at høre dette . +Han turde næppe forvisse si . ; der var et mennefle + +der sukkede , eller om det kun var hans ophidsede +fantasi , der foregøglede barn dette . +Han nærmede sig den krog , hvorfra han syntes +at lyden kom , men han for forfærdet tilbage , thi en +mand lå der og vred sig l heftige krampetrækninger . +Han få på Konrad med sine halvbrustne øjne , +medens et gabende sår i den venstre side tilkendegav +hvormeget manden led . +Da han sit øje på Konrad rejste ban sig halvt +op , og med en umiskendelig foragt betragtede han +Konrad , idet han sagte hviskedee : +— morder ! Morder ! jeg dør , men vent , din +tid kommer også snart . +Konrad , der nu havde overvunden sin frygt , så +hånligt på den ulykkelige . +— hvad vil du mig ? sagde han smilende . Du +kommer vel ikke for at dræbe mig , hahaha ! Der ligger +du og kan intet udføre . . . gid alle mennesker vare +i samme tilstand , da skulle jeg herske over eder og +dø skulle i alle for min hånd . +En beende anstrengte sig for at tale , og endelig +kom de ord over hans læber : +- hende , hende formår de dog aldrig +at få fat i , thi hun slår over dem som engelen +over djævelen ! +Dermed lukkede manden sine vine , drog et dybt +suk , og hans livslys var udflukt . +— nej , du må ikke dø endnu , råbte Konrad + +heftigt . Sig mig , hvor hun findes , at jeg kan dræbe +hende , hende , som altid er i vejen for mine planer , +hende , som har stjålet min Hulda og frelst min skændige +Broder . Sig mig hvor hun er , du må jo +vide det ! +Og han var så umenneskelig , at han sparkede til +den døde , som øm han derved bedre kunne opfylde +hvad umenneske » forlangte . +Men da manden ikke kunne svare ham , gik han +bandende hen i den anden ende af værelset og ringede +på klokken . +Strar efter kom en sværlemmet mand ind , — vi +kende ham allerede fra den gang han hjalp Konrad +med at bortføre Hulda . +— der , jakins , sagde Konrad , idet han pegede +hen i krogen , hvor den døde mand lå . Tag ham +og kast ham ned i hvælvingen , men lås døren godt +efter dig og giv mig nøglen . +-- Io , hr . Løjtnant , skal ske , men hvor er manden , +som jeg skal begrave ? +— å , klodrian , kan du ikke se , han ligger derhenne +i krogen . +Men den gode jakins anstrengte sine øjne , uden +ak kunne opdage nogen mand . +— ja , hr . Løjtnanten må undskylde , men her +er ingen . +Konrad rejste sig heftig og udbrød : +— nu skal jeg sige dig noget , du kører , dersom +du endnu engang kalder mig hr . Løirnant , så + +stat du så med mig at bestille herefter kalder du +mig „ Erellence “ eller „ Hr . General “ . Du ved jo +at jeg nu er formand for foreningen , og derfor +fordrer jeg at du behandler mig med den behsrige +respekt . +Den rykke jakins stod læenge og mumlede halvhøjt : +— erel . . . ja , hr . Løjtnanten må undskylde , +men jeg kan pmedod ikke husfe det krimskrams . +Karlen flcevede lidt polisk til den side , hvor +Konrad stod , da han sagde dette , og det overmodige +ansigt han satte op , irriterede Konrad i den grad , +at han vendte sig om og bibragte jakins et sådant +slag på kinden , at han næsten tumlede om . +— så , nu kan du vel nok sige erellence ! råbte +han heftigt . Gå nu hen og tag manden bort og +giør ikke mere snak . +Jakins gik flukøret den til krogen , m . n blev forbavset +stående , thi det var ham ikke muligt at se nogen +mand . +Da karlen i nogen tid havde stået og slirretsagde +Konrad heftigt : +- nå , jakins , bliver det til noget ? +— ja a , sagde karlen forlegent og kløede sig +bag ørei ; men manden er bestemt fløjet bort , thi +her er ingen mand at se . +Dumrian , sagde Konrad sncerrende , idet han +rejste sig , er du da bleven blind , siden du ikke kan +se ham . +Han gik hen til krogen , men for overrasket trlbage , + +da han så at manden ikke var der . Kun sås +der nogle store blodpletter på gulvet hvor han havde +ligget . +— du kan gå , jakins , sagde han tankefuldt og +pegede hen til døren , og karlen sneg sia ud af denne +så hurtigt det var ham muligt . +Otteogtyvende kapitel . +Adskillelsen . +Hulda og hendes moder , Charles og Fru Gautin , +disse fire lykkelige mennesker , havde nu opholdt sig omtrem +en måned på den hemmelige dames slot . +De samledes jevnlig hver aften i den store spisesal , +og deres samtale drejede sig i almindelighed om +den dame , der så kærligt tog sig af dem . +De havde endnu ikke set hende , uden at det lange +sorte slør gemte hendes ædle ansigt , men deres nysgerrighed +pirredes endnu mere derved . +En aften , da den sæedvanlige samtale var kommen +igang , rejste Charles sig op , bankede på sin ttekop +og sagde spøgende : +— mine damer , jeg har en vigtig nyhed at meddele +dem . I længere tid bar jeg gennem telegrafen + +søgt underretning om forholdene i Spanien og i dag +har jeg erholdt den glædelige efterretning , at roligheden +atter er tilvejebragt derovre . +Længere kom Charles ikke , thi et stormende udbrud +af Fru Tadlos og Hulda asbrsd ham . +— Charles , Charles er det virkeligt sandt , udbrød +Hulda ; o gud si lov , så komme vi atter hjem , +råbte Hulda og dansede omkring på gulvet . Charles , +jeg takker dig for dette budskab , du ved ikke +hvor lykkelig du gror mig . +Det lod ikke til at Charles delte hendes glæede , +thi han så på hende med en vemodig mine og sagde : +— er du så glad for det , Hulda ? jeg synes at +du bar det overordentlig godt her . +— ja det er vist , men det er dog intet imod +Spanien , sagde hun overgivent . +— ja , så vil jeg slrar skrive til min gemal , at +ban sender os penge til overrejsen , sagde Fru Tadlos +muntert , idet glæeden afspejlede sig i hendes æedle +åsyn . +Men i det samme kom den unge dame ind ad Deren +vgoverrakte Fru Tadlos et brev . +Hun bred seglet og læeste brevet . +Det indeholdt efterretninger fra Spanien og budskab +fra grev Tadlos at hans kone og datter snarest +mulig skulle komme hjem , da urolighederne nu vare +overstået . +Huldas glæde kendte mgen grcændser , da hun + +så sin egen faders håndskrift . Hendes ansigt skiftede +imidlertid farve ved at se på Charles . +Den unge mand havde taget plads i sofaen og +læste tilsyneladende ivrig i en bog . +Hans bleghed skal dog besynderlig af for den ivrighed +hvormed han læste . +— men , kære Charles , hvad går der dog af +dig , er du ikke rask ? spurgte den unge pige bekymret . +— nej , kære Hulda , jeg er ikke rask ; jeg vil se +at gå til ro , det vil måske blive bedre i morgen . +Han bukkede dybt for damerne og gik . +— min gud , tænkte Hulda , da han var gået , +hvad gik der dog af ham ? Han , som ellers plejer at +kysse mig og sige godnat , han går nu uden at værdige +mig et blik . +Hun blev lidt urolig ; det smertede hende meget at +han skiltes så koldt fra hende . +Damerne forlod nu også spisestuen . +Da Fru Gautin kom ind i sin lejlighed sad Charles +der allerede . +Med hovedet støttet i hånden sad han i sofaen ; +en pinlig tanke syntes at beherske ham . +— hvad , er du endnu « ' tfe gået iseng , min +dreng , sagde hun venligt . +— nej , moder , jeg ventede på dig , jeg ville +gerne tale med dig om noget , som tynger på mit +hjerte . +— hvad , jeg tror du er helt melankolsk ? + +— spøg ikke , kære moder , jeg forsikrer dig at +det er alvor . +— nå , nå , min dreng , så sig mig hvad det +er ? sagde moderen , idet hun venligt klappede hans +kind . +- seer du , moder , jeg har får mange betænkeligheder +ved al ægie Hulda ; jeg elsker hende bøje +det ved du , men nu er det først faldet mig ind , ar +det er en komtesse Tadlos og hvad kan jeg , den +fattige kunstner , byde hende ? Intet glimrende navn , +ingen tiiler og ingen formue , nej , kun sin kærlighed , +den alene . +— ja , kære Charles , men hun er jo rig , og +du vil , ved hjælp af hendes formue , bedre komme +frem i verden ; til at fuldføre din kunst hører mange +penge , og dem har du desværre ikke . +— nej , moder , ægte en rig dame , når man +selv ikke ejer det mindste , - nej , en sådan mand +fortjener hun ikke , — en mand , som hun først skulle +hjælpe frem i verden ; nej , hun skulle have en fuldendt , +ikke en begynder . Og desuden , hvad ville greven +sige til at jeg , en ung maler , vovede at bejle til hans +rige datter . Jeg ville blive miskendt og forhånet . +- ja , men Hulda kender dig jo så nøje , +ytrede Fru Gautin ; hun ville vistnok ikke asslå dit +tilbud . +— ak , moder , hvem ved - når hun kommer +tilbage til sin tidligere herlighed , da vil hun føle at +jeg er hende uværdig . Jeg så blot iaftes hvor hun + +glemte mig før at tale med sin moder om Spanien , +hun var så optaget , at hun ikke havde et eneste venligt +ord tilovers før mig . Da fattede jeg fsrst hvilken +vildfarelse jeg havde svævet i , thi jeg tæenkte ikke +tidligere på , at hun var en grevedatfer og jeg en +fattig kunstner . +— Tael ikke således , Charles , asbrød moderen +ham ; du må erindre , at også du er af god familie . +— ja , ganske vist , kære moder , men desuagtet +står min beslutning fast . Jeg har fået rejsestipendium +og tager strar i morgen tidlig direkte til +rom , og kommer næppe hjem før om to år , — er +Hulda ikke gift til den tid , da skal jeg vcrre lykkelig +ved at kunne tilbyde hende rigdom og rang . +Moderen rystede tavs på hovedet . +— kommer jeg derimod ikke tilbage til den tid , +da . . . ja da har jeg opstillet falske forhåbninger , +men døden . . . +- fat dig dog , min kære dreng , sagde moderen +ømt . Du må ikke tale således , du gjsr mig +io ganske angst . +Charles skjulte ansigtet i fine hcrnder , og tårerne +perlede i hans orne . +— nej , Charles , bliv hos din moder , og jeg +skal væerne om dig . Du miskender vist også greven +og hans familie — hvor kan du tro , at han vil +modsæette sig sit eneste barns lykke . +-- jo , moder , det vil han bestemt ; tror du , at + +han vil kaste sin datter hen til den første den bedste +stodder , der vover at fatte kærlighed til hende . +— hvad siger du , stakkels Charles , vil du betragte +verden fra det synspunkt ? Nej , nej . Du vil +ikke rejse , du kan ikke nænne at forlade din gamle , +svage moder , — lin Broder gør mig så mange +sorger , — min eneste glæde er dig og når du nu +forlader mig , så . . . så . . . +Længere kom den bedrøvede meder ikke , en tårestrøm +kvalte hendes ord . +Charles rejste sig og omfavnede hende kærligt idet +han sagde : +— moder , det kan ikke være anderledes ; jeg må +afsted ! +Dermed gik han ind på sit værelse . +Solen stod højt på himlen da Fru Gautin den +næste morgen vågnede . Ængstelig lyttede hun og +hørte at hendes søn var ivrig beskæftiget med at ind , +pakke sine sager til den forestående rejse . +Hun stod op og gik ind til ham . Hans ansigt +udtrykte just ikke bedrøvelse — et glad håb stod at +læse deri . +— god morgen , min kære dreng , sagde Fru +Gautin ; hvorledes har du det i dag ? Har du talt +med Hulda ? +Der for et smertensglimt over Charles ' ansigt +ved dette spørgsmål , men det forsvandt dog snart , +og smilende sagde han : + +— tak , jeg har det godt , men jeg har ikke set +Hulda i dag . +— pakker du allerede ind til din rejse ? vedblev +moderen . +— ja , moder , thi skibet går om to timer , +og inden den tid må jeg være færdig . +— du tager vel først afsked med hende ? +— nej , moder , jeg kan ikke , det vil blive alt for +smerteligt for mig . Jeg vil skrive et brev til +hende , du vil vel nok overrække hende det og bede +hende , ikke at blive vred på mig ; sig hende , at . . . +At hun , hvis hun elsker mig , må vente på mig i to +år , og at hun , dersom jeg ikke kommer tilbage til den +tid , ikke må vente længer på mig , thi da . . > +da . . . +— Charles , afbrød moderen ham , du er alt for +ærekær . Betænk , at du bereder den kære pige en +tung og ulægelig sorg , — betænk , at hun er af en +meget svag natur og vil måske blive syg , når hun +erfarer din bortrejse . +Charles smilede bittert og rystede på hovedet . +Han bad nu moderen om at være ham behjælpelig +med indpakningen , og hun indvilligede , skønt med +en dyb bekymring . +I taushed fortsattes indpakningen og den var +næsten fuldendt , da moderen forlod ham . +— jeg kommer strar tilbage , sagde hun , idet +hun forlod værelset ; jeg skal blot hente nogle af din +faders sager , som er uundværlige på din lange rejse . + +hun skyndte sig bort , men ikke for at hente de +omtalte sager ; et triumferende smil viste sig på +hendes ansigt , og hun begav sig lige til grevinde +Tadlos ' værelse . +Begge damerne blev heilig forbavsede ved at se +den højtidelige mine , hvormed Fru Gautin trådte +ind til dem . +Efter al have taget plads fortalte hun ord for +ord hvad Charles havde betroet hende . +Et overrasket skrig undslap Huldas læber , da +hun hørte hvad Fru Gautin havde at sige . +Fru Tadlos forholdt sig aldeles tavs ; hun +iagttog Hulda for at se hvilken virkning denne meddelelse +gjorde på hende , men den unge pige havde +ikke engang skiftet farve , det var bleven ved overraskelsen . +- hvad siger du dertil , kære Hulda ? skuttede +Fru Gautin sin meddelelse . +— jeg siger at det er talt som en mand bør +tale , og jeg elsker ham dobbelt højt for den energi +hvormed han nu optræder . Om to år er det tidsnok +for ham at blive bunden til familielivet ; hans kunst +behøver al hans tanke , al hans birken , intet bør +hæmme ham — fri og ubunden bør han være , for +ganske at hellige sig kunsten . Så længe han er her , +tænker han stedse på at afværge de farer , der +muligen nærmer sig mig , han beherskes af sin uhyre +kærlighed til mig , og derved må hans arbejde + +stå tilbage . Nej , Fru gaunn , det er smukt og ædelt +tænkt af ham , og jeg kan ikke beundre ham nok derforfru +Gautin havde tavs hørt på hende og hendes +ansigt antog et lidende udtryk . +Dette bemærkede Hulda og hun vedblev derfor +ivrig : +—- tro derfor ikke , kære Fru Gautin , al jeg +elsker ham mindre derfor ; nej , tværtimod , han er mit +liv , min sjæl , men netop derfor vil jeg ikke være +skyld i at han må forlade den kunst , der er ham +så kær . +Hulda rejste sig og gik ind i det andet værelse . +Da hun var kommen derind kastede hun i hast +et shavl over sig og begav sig til Fru Gaulins +lejlighed ; hun gik lige hen til Charles ' der og lukkede +denne sagte op . +Charles var hensunken i betragtninger over noget , +han holdt i hånden . Hulda gik sagte hen til ham , +for at se hvad det var , der i så høj grad vakte +hans interesse . Det han holdt i hånden var hendes +eget portræt ; han så på det , smilede til det og +trykkede det heftigt op til sin mund , idet et lydeligt +smertenssuk undslap hans læber . +Hulda lagde sagte sine bløde arme om hans +Hals og det lille hoved hvilede snart derefter ved +hans bryst . +— Hulda , Hulda , gudskelov at du netop kom +nu , — om en time ville del have været før sent . +— tys , jeg ved det , og jeg agter dig hsit + +derfor , sagde Hulda hastigt . Du må være fri og +ubunden , ikke have mig at tænke på , og . . . +— tror du da ikke at jeg fcenker på dig +når jeg er borte fra dig ? udbrød Charles henrykt +og kyssede hende inderligt- Io , jeg skal male dit +hare ansigt som en Madonna , som en helgeninde , +overalt skal man se dig ; i rom , i Paris , kort sagt +i alle verdens hovedstæder skal man beundre dit +sfjenne hoved . +— nej , nej , det er dog før galt , Charles , sagde +Hulda leende ; tro du mig , når du først er kommen +derover , så vil du glemme Hulda før en lille smuk +grisene — hun vil bedåre den tidligere så standhaftige +Charles . +— fy , flam dig , Hulda , hvor kan du tro at +jeg vil bæere mig således ad , nej dertil holder jeg +altfor meget af dig . +— ja , de gode herrer er ikke til at stole på , +de have en pige her og en pige der , og dog lade de +så uskyldige , som om det var ganske i sin orden . +— jeg vil slet ikke svare dig på det , thi jeg +troer ikke at du mener det , sagde Charles muntert . +— det tror jeg heller ikke , sagde en stemme +bag ved dem og Fru Gautin trådte frem . — det +kan jeg lide , Hulda , her er netop din plads ; jeg +anede rigtignok ikke at træffe dig her . +— nej , jeg ved det nok , udbrød Hulda ; de +tænkte fler ikke så godt om mig . De troede at jeg +havde glemt ham , det kunne jeg se på deres ansigt . + +— ja , jeg skal ikke nægte at . . . +— tal ikke mere om det , kære moder , afbrød +Charles hende ; det er ikke pænt at du mistroer hende . +Fru Tadlos kom nu også ind til dem . Hun +nærmede sig Charles og sagde til ham : +— det er altså deres faste beslutning at rejse +bort fra os ? +— ja , frue , jeg tager bort , svarede Charles ! +Men om to år kommer jeg tilbage og da håber jeg +at træffe dem i Spanien . +— ja , med guds hjælp ; vi tage dorr med det +første skib der går til Spanien , ikke sandt , Hulda ? +— ja , moder ; men skynd dig nu , Charles , udbrød +hun ; vi ville alle sammen følge dig til dampskibet . +Charles gjorde sig i hast færdig til at tage afsted +og en halv time derefter befandt han sig allerede på +skibet . +— farvel , Hulda , hviskedee han ømt og omfavnede +hende ; du venter vel nok på mig i de to år . +— ja , stol kun på mig , sagde Hulda med tårer +i øjnene . Jeg skal være dig tro som guld , og når +du kommer tilbage , da skal du finde mig lige så +kærlig imod dig som nu . Intet skal forandre min +kærlighed til dig — jeg skal altid tænke på dig +og de første ord jeg vil sige til min fader skal være : +„ Fader , Charles er så god og kærlig imod mig og +holder så meget af mig , du må ikke sige nej ; thi +jeg elsker ham så højt , at jeg ikke kan leve uden ham/ + +Charles hørte smilende på hende , u ; en i dej samme +ringede klokken tredje gang og nu tog han afsted med +alt det der var ham kært på jorden . +Skibet sattes i gang ; Hulda og hendes ledsagerinder +viftede med lommetørklæderne så længe de kunne +øjne skibet , men da det var ude af sigte , da kunne +Hulda ikke længer tildageholve den fremdrpdende tårestrøm , +og moderen havde megen besvær med at stille +hende tilfreds . +Man begav sig nu på vejen til slottet , men +man var ikke kommen ret langt , før Fru Tadlos opdagede +at en mørk herre fulgte efter dem . +Rystende og skælvende støttede hun sig på sin +datters arm og sagde : +— Hulda , vend dig om og se i hvilken fare vi +svæve . +Hulda vendte sig om og så Konrad skyndsomt +nærme sig dem . +Hun blev ligbleg og formåede ikke at sige et +eneste ord . +Da Konrad indså at han var bleven opdaget , +gik han lige hen til Fru Gautin , død hende hånden +og sagde : +— goddag , kære moder , hvorledes har du det ? +Det er så længe siden jeg har set dig- tillad mig +at spørge , hvorledes min kære Broder besinder sig ? +— han er rejst , var det kolde svar han erholdt . +— rejst . . . ja så ! +Lidt efter henvendte Konrad sig til Hulda : + +— tør jeg spørge , frøken , hvornår de skal +have bryllup ? +Dette blev sagt i en så hånlig tone , at Fru +Gautin fik tårer i øjnene ved at høre derpå . +— må jeg bede dem om ikke at tale til min +datter , sagde Fru Tadlos bittert . +— og af hvilken grund , må jeg spørge ? +— fordi hun er meget bevæget og ikke øplagt til +at tale med dem . Hendes gemal er nemlig rejst for +få øjeblikke siden . +Det gav et voldsomt sæt i Konrad , men han beherskede +sig snart . Trolig fulgte han hele vejen med +dem . De havde allerede gået adskillige omveje i den +tro , at han ville gå , men deri toge de fejl ; det lød +til at han havde god tid . +Således havde man gået den halve eftermiddag , +da fandt Hulda pludselig på råd . +— Fru Gautin , hviskedee hun ; lad os tage ind i +et hotel , thi jeg er vis på at han ikke forlader os +for det første . +— ja , du har ret , lad os det ; jeg har tænkt +på det samme , men ville dog nødig foreslå dig det . +De toge nu ind i det første hotel de kom til , men +Konrad fulgte lige i hælene efter dem . +Fru Tadlos vendte sig om mod ham og sagde : +— min herre , her bo vi , så vi se os nødsagede til +at renoncere på deres behagelige selskab ; thi det +ville være meget upassende at modtage herrebesøg +når man bøer på et hotel . + +— aldeles ikke , svarede Konrad tøn ; thi jeg +bøer også her , så det træffer sig ganske udmærket ; +måske jeg må have den fornyelse at ledsage damerne +til deres værelser . +Med disse ord bed han Hulda den ene arm og +sin moder den anden . Men Hulda vendte sig foragtelig +bort fra ham ; hun ilede ind i hotellet og +skyndte sig ind i det første det bedste værelse og forlangte +at få væmen i tale . +Der sad en dame i værelset ; hun for forskrækket +op , da hun fik oie på Hulda og vendte sig hastig +om ; men Hulda ilede hen til hende , idet hun sagde : +— o , frøken , hjælp mig , skjul mig her , jeg +bliver forfulgt , hører de , hjælp mig ! +I det samme bankedes der på døren og Fru +Tadlos og Fru Gautin , frfigt af Konrad , trådte +hastlg md . +Idet Konrad trådte ind fik han oie på den +unge dame , og han blev forbavset stående ved at +se hende . Hendes overordentlige skønhed henrev +ham så meget , at han rent glemte den rystende +hnlda . +Den unge dame bød dem med en stolt kompliment +ar tage plads . +Konrad gjorde en kejtet undsiyldning for deres +påtrængenhed , men gik desuagtet hen til den unge +dame og tog plads lige overfor hende . Det lod til +at hun fandt nåde for hans oMe , M han vendte +ikke sit blik fra hende . + +hendes lange gule lokker , hendes himmelblå +øjne og den overordentlig smagfulde klædedragt hun +var iført , syntes at henrive ham . +Hun bemærkede det , men det lod til at hun ikke +syntes så ganske derom . +Hun rejste sig og sagde , ider hun nejede for damerne +: +— vil de ikke gå ind i mit toiletværelse og +tage overtøjet af , thi her er temmelig varmt al beholde +det på . Imidlertid vil jeg kalde på værten . +— ja , tak , sagde de alle . +Men da hnlda gik derind tænkte hun : +— gud ved hvorledes dette skal ende ! +Hun gik sidst ud af døren , og idet hun gik forbi +den unge dame , hviskedee denne til hende : +— der er en udgang i toiletværelset . +Hnlda smilede taknemligt til hende . +Da de vare gåde sagde den unge dame til +Konrad : +— hvor hun var smuk , den unge pige , og hvor +hun så god ud ; synes de ikke det samme , min +herre ? +— å , jo , men det er dog inter imod en skønhed +som deres , min frøken . +Damen lød som om hun intet høne ; hun gik +hen til døren , der vendte ud til gangen og forsvandt +gennem denne . +Konrad sad omtrent en time og ventede på , al +hun skulle vende tilbage ; hun indfandt sig imidlertid + +ikke og Hulda og hendes ledsagerinder vare også +forsvundne . +Han rejste sig og gik hen til den dør , der førte +ind ti ! Toiletværelset , men den var aflåset . Rasende +vendte han sig til den anden dør ; men den formåede +han heller ikke at få op . +- hvad i al verden er dette for et forræderi ! +Brølede han og dundrede på døren , så det lød gennem +hele huset . +Han hørte tunge trin nærme sig og værten kom +brummende hen til hans dør . Han lukkede den op , og +Konrad føer ud på gangen , idet han bibragte værten +et sådant slag i hovedet , at denne bevidstløs styrtede +om . +Uden at bekymre sig om dette fortsatte Konrad tit +rasende løb indtil han kom ud på gaden ; her spejdede +han omkring til alle sider , før at opdage hvor flygtningerne +vare blevne af , men han kunne intet opdage . +— jeg tror ulykken forfølger mig , sagde han +halvhøjt ; men gud hjælpe dem alle sammen , — dersom +jeg atter får fat i dem , da skal de alle bøde før den +streg , de har spillet mig i dag . + +gående skib , thi vi have ingen ro på os før vi +ere langt herfra byen . +— ja så . +Alice rejste sig , gik hen til bordet og ringede . +En kammerpige trådte ind . +— tag de to peltsværkskåber , der hænge i +pulterkammeret , og bring mig dem herned , sagde +Alice . +Pigen gik og kom kort efter tilbage med der for , +langte . +— her skal de se . Fru Tadlos ; når de hver +tage en af disse på , da vil det være umuligt før +Konrad at kende dem , selv om han skulle få at +vide ar de rejser . +— tak , tak » jublede Hulda ; så komme vi dog +til Spanien . Men hør , min elskede velgjorerinde , jeg +har endnu en bøn til dem , inden vi tage bort . +— lad høre , mit smukke barn ; formår jeg at +opfylde den , da gør jeg det med glæde . +— jeg ville bedeem om at lade sløret falde +et øjeblik , for at vi kunne se hvem vi har at takke +for alt det gode , der udvises imod os . +— ja , jeg gør det rigtignok meget nødigt , men +i betragtning af , at de tager bort og at jeg måske +aldrig seer dem mere , så . . . +Hun slog sløret til side og det dejlige ansigt kom +tilsyne . +Hulda og hendes moder udstedte et forundringøudråb . + + +— ah ! råbte Hulda ; det var altså dem , der +hjalp mig , dengang jeg faldt på gaden , . . . og det +var dem der frelste os fra Konrads forfølgelse , da +han løb efter os ind i hotellet . O , jeg takker dem +hjerteligt , hvorledes havde det gået mig uden deres +mellemkomst . +Hulda lød hen til hende , faldt hende om haller ! +Og kyssede hende inderligt . +En time efter steg Fru Tadlos og Hulda op i +en jernbanekoupee for at føres til den nærmeste havn . +Da de havde vendt Paris ryggen udstødte Hulda +et dybt suk og sagde lettet : +— gud ste lov ! nu er jeg først rigtig rolig , — +nu kan han da ikke forfølge os længer . +Da toget holdt gik de strar ombord i dampskibet , +der afsejlede en halv time derefter . +Hulda befandt sig meget ilde på denne rejse , hun +var stærkt angreben af søsygen . +En morgen træffe vi hende på dækket ; det var +netop smukt vejr og Hulda -- der hele tiden havde +opholdt sig i kahytten — syntes af trænge til lidt +frisk luft . +Hun indåndede med velbehag den kølige søluft +og tænkte imidlertid på Charles og på den glæde , +der ventede hende i faderens hjem . +Et lykkeligt smil for over hendes læber ved +denne tanke og hendes ansigt antog et himmelsk udtryk + +ved udsigten til atter af kunne betræde sit barndomshjem . +Hun anede ikke af hun blev iagttaget i frastand +af en smuk ung mand , der aldeles var hensunken i +beskuelsen af hende , og da hun smilede , udbrød han +beundrende : +— ah , hvilken skønhed ! +I det samme vendte Hulda sig om . +Da hun bemærkede ham , rødmede hun og sagde +på fransk : +— tør jeg spørge dem hvor længe det kan vare +inden vi øjne de spanske kyster ? +— ak , bedste frøken , det ved jeg ikke , svarede +Herren . +— ja så , sagde Hulda smilende . De har måske +ikke rejst før ? +Han fik ikke tid til af svare , thi kaptaiuen kom +op på dækket og Hulda ilede ned i kahytten . +Den unge mand , i hvem vi genkende Alices +forlovede , Eugen , nærmede sig kaptajnen og spurgte +hvem den unge dame var . +— det er komtesse Tadlos , en datter af den +rige grev Tadlos i Spanien . Fruen og hendedatter +have været i Paris i nogen tid , medens urolighederne +stod på . +— er den ældre dame grevinde Tadlos ? +— ja . +— nå , således , og den . . . +— undskyld , min herre , afbrød kaptajnen ham ; + +men jeg må bede dem om at ty ned i kahytten , thi +om et øjeblik bryder et heftigt uvejr løs . +— uvejr ! og det er et sådant prægtigt vejr +i dag , bemærkede Eugen . +— ja , men se på disse skyer , der næsten svæver +over vore hoveder , det tyder ikke på noget godt . +Om en times tid har vi en ordentlig orkan . +Den unge mand gik , men råbte i det samme hen +til kaptajnen : +— jeg tvivler dog på at det vil ske , hr . Kaptajn +! +— det har de jo lov til , svarede denne heftigt . +Om en time , når de seer bølgerne skylle over skibet , +vil de desværre få vished . +Kaptajnen havde ret . +Der var næppe hengået en halv time , før stormen +rasede så heftigt , at man næppe kunne holde sig +oprejst på dækket . Lidt efter lidt steg bølgerne — +højere og højere tårnede de sig op , og den ene +bølge efter den anden skyllede hen over skibets dæk , +og tøge forskellige ting med sig . +Damerne , der nede i kahytten hørte den skrækkelige +støj og mærkede skibets slinzren , listede sig op +på dækket før at erfare grunden til dette . +Hulda kom først op og da hun så bølgernes +nasen udstedte hun et højt skrig af forfærdelse . I +det samme slog en bølge hen over hende og hun styrtede +over mod sin moder . + +den svage kone , der ikke tålte meget , faldt om +ved stødet . Hulda kom dog snart på benene igen , +hun bukkede sig ned over moderen , før at hjælpe hende ; +men skibet slingrede fra den ene side til den anden +og Hulda faldt atter omkuld , men denne gang blev +hun bevidstløs liggende og blodet randt ud af et dybt +sår i hovedet +kaptainen og hele mandskabet havde travlt med +at redde det , der stod på dækket og de så ikke noget +til Hulda og hendes moder . +Begge damerne lå over fem minutter , uden at +få hjælp ; da kom endelig den unge mand op , han +havde holdt sig så længe som muligt nede i kahytten , +da han skammede sig over at have tvivlet på kaptajnens +udsagn . +Han så de to damer og løb hurtig hen til dem . +Han greb den bevidstløse unge pige og ville ile ned i +kahytten med hende , men en bølge styrtede sig over +ham og han havde møje med at holde sig oprejst , +han vaklede hen til kahytsdøren , men et tordnende +brag og et heftigt stød standsede ham . Stormen +bavde kastet skibet mod en fremstående kiippcspids . +Skibet kom strar løs igen , men vandet strømmede nu +heftigt ind og mandskabet havde nok at bestille med +pumperne . +Således hengik den halve nat . Stormen rasere +og bølgerne skyllede aln ' ng bort , hvad der stod dem +iveien . +Eugen havde endelig fået Fru Tadlos og Hulda + +ff +ned i kahytten og han anvendte forskellige midler før +at bringe dem til bevidsthed igen . +Endelig lykkedes det ham — Hulda slog øjnene +op . Rødmende undskyldte hun , at hun havde voldet +ham så megen ulejlighed og takkede ham meget før +den hjælp han havde ydet hende , men han ville aldeles +ikke hore noget herom . +Han forlod hende et øjeblik , for at hjælpe Fru +Tadlos , og hans anstrengelser kronedes med held . Et +kvarter efter var Fru Tadlos atter kommet til sig +selv , men hun led meget . +De stakkels mennesker kastedes fra den ene side +til den anden , hvilket aflokkede begge damerne høje +smertensskrig . +Eugen var netop i færd med at forlade dem , da +kaptainen ligbleg trådte ind til dem . +— alt er tabt , sagde han hændervridende ; skibet +er synkefærdigt — det kan næppe holde sig i 2 timer +endnu - intet skib er i sigte , stormen har bortreven +redningsbåden , — ingen frelse er mulig , vi +ere alle fortabte ! +— min gud ! råbte Hulda i den højeste fortvivlelse ; +ak , stakkels fader , hvilken skuffelse venter +der dig . +Hun brast i gråd ; Fru Tadlos gav også sin +sorg luft i tårer . Hun syntes for længst at havgjort +sig fortrolig med døden , denne kolde , uhyggelige +skikkelse , der truende viser sig med leen i hånden , + +ved hjælp af hvilken han overskærer såvel den unges +som den gamles livsiråd . +Eugen Legner stormede om i kahytten som en +rasende , idet han råbte : +— Alice , Alice , jeg dør . . . tro ikke ar jeg bedrager +dig ! De to år vil gå , uden af du seer mig , — +først i himlen skal vi atter samles . O , min gud , +min gud ! +Fru Tadlos og Hulda havde kastet sig på knæ +og bad en inderlig bøn til gud om frelse . Dog +forberedte de sig på døden , thi kaptajnen havde jo +forklaret dem , ar ingen frelse var mulig . +Kort efter kom kaptajnen ned til dem . +— de må gå op på dækket , sagde han hastigt ; +om et øjeblik trænger vandet ind til dem — snart +er alt forbi , hvis gud den almægtige ikke sender os +frelse . +— ak , min gud , min gud ! jamrede de ulykkelige ; +se i nåde til os stakkels mennesker ! +Da de kom op på dækket viste et skrækkeligt +syn sig for drm +en kone med et barn på armen skreg og jamrede +sig , medens hun gyngede det på sine arme . Barnet +vedblev dog af græde højt , fordi bølgerne skyllede hen +over det , og moderen trykkede : barnet fastere til sin +barm og holdt sig krampagtig fast ved en af skibets +sider , men da hævede stormen skibets ene side , +medens den anden sank ned under havfladen , og med + +et hjerreffcerende skrig styrtede den ulykkelige kone og +barnet ned i de frådende bølger . +En mand , som tidligere flittigt havde arbejdet +ved pumperne , styrtede ligbleg frem og råbte : +- min Anna , Anna ! og min lille dreng ! O , +bfcrlv mig , hjælp mig , ellers omkomme de ! +Et par raske søfolk , tilligemed manden styrtede +sig i bølgerne for at redde konen og barnet . En +stund blev de borte i det grådige element og man +havte allerede opgivet alt håb om at se dem mere , +men da så man pludselig et sort punkt noget borte +fra skibet ; redningsredffaber kastedes ud — og +endelig lykkedes det dem at redde konen og barnet +samt dem , der havde vovet livet for at redde disse to . +Manden og konen vare bevidstløse og barnet +så ud som det var dsdt . Begge søsolkene vare +udmattede af anstrengelsen , de havde haft , ved at +arbejde mod det oprørte hav . +— det var bravt handlet ! råbte kaptajnen dem +lmøde , da de — klyngende sig til ffaldrebsstigen - +kreb sagte op ad denne . +Endelig nåde de dæekket ; det var på høje tid , +thi begge søfolkene vare så udmattede , at de styrtede +om , så snart de havde betrådt dette . +Hulda , der selv ikkun havde døven for øje . fik +nu travlt med at hmpe disse brave msend . Hun +var aldeles optaget af delte barmhjertighedsarbeide , +hun så sig ikke omkring , men vedblev uafbrudt at +hjæelpe de ulykkelige . + +da brøgede det atter ; stormen , der i de sidste +par minutter havde hvilet , for nu med en uimodståelig +kraft mod skibet , væltede dette på siden , +og bortfeiede alle , der ikke havde sikkret sig et fast +støttepunkt . +Et skrig , så forfærdeligt , at selv det modigste +menneske måtte gyse ved at børe ret , lød over hele +skibet , og over en snes mennesker styrtede ud j +seen , for aldrig mere at vende tilbage ; det grådig ? +Element opslugte dem i sin store , dybe grav . +I den fircekkeligste dødsangst klamrede Hulda og +hendes moder sig fast ved en fremragende ting på +skibet , som de dog ikke kunne se for det oprørte hav , +der kastede de mæegtige bølger over dem . +De indså , at det var ved et sandt miraklet at +de denne gang blev reddede , men ak , hvorlcrnge kunne +de udholde at blive i denne stilling , hvad ville de +næste minutter bringe dem ? +Ak , alt håb var udflukt for dem , — overalt +så de den visse død ! + +tredivte kapitel . +Flygtningene +bi forlod Jean da han , med Jutta på sine arme , +skyndte sig ved ad en Sidegade , for af undgå fin +formodede forfølger . +Han bar hende ind i et nærliggende hus , og her +mødte han så megen venlighed og imødekommenhed , +af han glad overgav Jutta fil de tilstedeværende damer . +Nu gjaldt det kun om af sikre sig mod hendes faders +forfølgelse . +Han gik ud i gadedøren for af spejde , om de to +endnu vare i nærheden . For af være ukendelig havde +han slået kappen op over ørene og trykket hatten +ned i panden . +Således stod han da begge de omtalte herrer kom +forbi ; de havde dog vist næppe noget ondt i sinde , +thi de slentrede ligegyldigt forbi ham og gik ned i en +vinkælder . +— ah , vi have nok ængstet os uden grund , sagde +han muntert . De gode herrer have nok andre ting +af tænke på , end af forfølge os , de have vist ikke engang +mærket vor flugt . +Han gik nu dristigt op fil Jutta , der imidlertid +var kommen fil sig selv igen , og fortalte hende hvor +ugrundet deres frygt havde været og han opfordrede +hende fil af tage afsted strar , da tiden fil skibets afgang +nærmede sig . + +de skyndte sig nu ned fil skibet og det var også +på den højeste tid , havde de kommet fem minutter +efter , ville det have været for sent . +De kom dog ombord og snart efter befandt de sig +i rum sø . +De havde erholdt en kahyt for dem selv og her +henlevede de de første hvedebrødsdage . +Deres rejse gjaldt også Spanien , thi der håbede +Jean at kunne komme , i en stilling , passende såvel +for ham som hende . +Nogle måneder er forløbne . +Vi ville nu atter begive os til Spanien , for at +se hvorledes det unge par befinder sig . +Ikke langt fra grev Tadlos ' slot ligger et lille , +men pragtfuldt hus , en slags villa , der hører til +trevens jorder . +Dette hus har han udlejet til et par unge folk , +der fra Frankrig var kommen til Spanien for at tilbringe +deres øvrige levetid der . +Vi ville begive os hen til disse unge folk . +Det er tidlig morgen . +På den sirlige veranda sidder en ung dame . +Hun har sin opmærksomhed henvendt på en bog , +der ligger i skødet fpran hende . +Hun er meget smuk . De førte lokker hænge hende +ned på brystet og dannede en smuk ramme til det +drømmeriske ansigt , der end mere fremhæves af den + +hvide mousselins-morgenkjole , der klæder hende fortræffeligf . +I nogen tid læste hun meget ivrig , men lidt efter +lidt syntes hun at falde i dybe tanker , thi hun skuede +ligegyldigt ud for sig ; de små hænder hvilede ørkesløse +i skødet . +Da åbnedes døren sagte og en ung , smuk herre +stod bagved hende . +— hvad tænker min lille kone på ? sagde han +og slyngede armen om hendes liv . +Hun lagde sit hoved op til hans bryst , men gav +ham intet svar . +— er du bedrøvet Julia ? sagde han langsomt ; +eller er du vred på mig ? +— vred , Iran ! Nej , hvad skulle jeg være vred +for , du er så god og kærlig imod mig . - nej , +Iran , jeg tænkte på min fader og på Frankrig , +mit kære fødeland . Efterretningerne derfra lyde meget +foruroligende , thi aviserne meddele , a « preusserne husere +der . De have nok allerede gjort adskillige erobringer . +— ja , det er sørgelige efterretninger , Jutta , men +du skal ikke tænke derpå nu . Jeg har noget at sige +dig , noget mere behageligt , sagde han spøgende og kyssede +hende . Men nu skal du , til straf fordi du er +så kold imod mig i dag , selv gætte hvad det er . +Hun smilede og sagde : +— skal vi til bal hos gesandten i aften ? +- nej ! +— er du bleven antaget ved ministervalget ? + +— nej . +— ja så kan jeg ikke gætte det . +— nå , så får du det heller ikke at vide . +— ja , ja , så kysser jeg dig såmænd ikke i fjorten +dage , sagde Jutta og vendte ham spøgefuld ryggen . +- nej , den straf er for hård for mig , jeg ville +bestemt dø deraf . Jeg må nok heller sige dig hvad +det er : jeg er enstemmig bleven valgt til konge ! +Sagde ban og knejsede stolt med nakken . +Jutta for op . +— men det er kun for en forening , som består +af lutter adelsmænd , vedblev han . +— nå , således , sagde Jutta og indtog atter sin +plads på stolen ; ikke andet end det ! +— ikke andet end det , siger du . Det vil mindst +indbringe mig 6000 dukater om året . +— ja . det kan jo være meget godt , men kom +Jean , sagde hun og rejste sig , lod os gå ind og spise +frokost , så kunne vi tale videre om det med det samme . +De gik nu ind i huset , der var særdeles elegant +udstyret . Væggene i spisesalen vare malede blå og +møblerne vare betrukne med lyseblåt fløjl . +Begge de unge mennesker toge plads ved det rigt +besatte bord . +— det er sandt , sagde Iran pludselig ; jeg har +såt brev fra Alice . Hvad mon hun skriver ? +Han åbnede brevet og læste det . +Hans ansigt blev blegere og blegere jo videre han + +lsste , og han måtte fløtte sig ti ! Bordet , thi det +svimlede for ham . +Jutta ventede en stund , ti ! Jean havde læest +brevet . Hans bleghed overraskede hende , og da han +havde lsest det til ende , udbrød hun : +— o , Jean , sig mig hvad der er i vejen ; din +taushed piner mig . +Han læenede sig bagover i stolen , idet han sagde : +— o , det er skrækkeligt , Jutta ! Hun skriver at +din fader er på spor efter os ; han er rasende , og +den kaptajn , der førte os herover , har forrådt os til +ham . Din fader er på vejen hertil , Jutta ! hvor +skal vi -skjule os , jeg ved det ikke . Din fader er +ubønhørlig , og han vil strar vcrre her , o , det er +sfrcrkkeligt ! +— men vær døg rolig , Jean , sagde Jutta ; har +du vort legteflabsbeviis , så lad ham kun komme , +oq jeg skal vise ham hvorlykkelig jeg er . +— o , Jutta , du trøster dig med falske forhåbninger ; +han er rasende , og vi kunne vente ham +strar , thi brevet er afsendt samme dag som han rejste . +— men , så må vi gøre alt i stand til hans +modtagelse , råbte Jutta , idet hun ringede , og hele +tjenerskabet blev strar sat i virksomhed . +På landevejen , som førte op til grev Tadlos ' +gods , gik hin dag en gammel , affældig mand ; hans +hår vare hvide og man kunne på hans langsomme + +gang se hvor troet ban var . Hans hænder vaklede +synlig og hovedet rokkede frem og tilbage af træthed . +Han bar en stor pose på ryggen , som øjensynlig +anstrengte ham meget . +Af og til mumlede han nogle uforståelige ord , +og fortsatte derpå atter sin gang . +Dersom du havde set ham , kære læeser , ville +du have haft vanskelighed ved at genkende ham ; det +var den rige levallaru , der med sin pengesæek på +nakken , så msisommelig flsbte sig frem på landevejen . +Han styrede sine skridt mod sin datters bolig , +den datter , der havde voeret ham kærere end alt på +jorden , den datter , der havde forladt sin gamle +fader og sit barndomshjem , for at flygte med en +fremmed mand , der oven i købet var stemplet som en +forbryder , — hende ville han opsøge . +Han ville tale til hendes hjerte og bede hende om +at vende tilbage med ham . +Hans skridt forstærkedes , alt eftersom han tænkte +på hende , der udfyldte den største del af hans hjerte . +Den gamle mand var nu nået til et smukt lille +Herberge ; han gik derind og spurgte vserten hvor +langt der var til grev Tadlos ' gods . +— en god halv Wil , svarede vcertem +den gamle gav sig alter til at vandre fremad , +og efter omtrent en times forlød stod han udenfor +den smukke villa , på grev Tadlos “ Grund . +Han så længe op og ned ad den . + +pludselig fik hans sine liv , hans boeder dirrede +og den gamle mand flap posen , han havde på nakken . +Overrasket blev han slående på samme plet . +Hvad var det , der således fcengflede hans opmærksomhed +? +På den veranda , som vi tidligere have beskrevet , +sad Jean og Jutta . Han havde taget hende om livet +og hendes lille hoved hvilede trygt på hans skulder . +Hun så ud mod vejen , medens Jean læeste højt +for hende af en bog , ban havde liggende foran sig . +Denne bog var øjensynlig meget morlom , thi den aflokkede +ofte Jutta en hjertelig latter . +Det var dette billede , der fængslede den gamle +til den plet hvor han stod . +— ak , sagde -an , da han hørte Juttas glade +latter ; hun tænker altså ikke på sin gamle fader , +der er bleven hvidhåret for hendes skyld . O , barn , +barn , du forfærder mig ! +Han slog de magre hcrnder sammen , en ligbleghed +bedæekkede hans kinder , alt ! sb rundt for ham , og udstsdende +er svag : skrig faldt han baglæends om på +vejen . +I faldet var han så uheldig at slode hovedet +mod en sten , så blodet langwmt banede sig vej +gennem et dybt sår i nakken . +Jutta , der l det samme rejste sig og ville gå ind +i huset , så manden falde og hendes gode hjerte +bød hende at sende tjeneren ud for at bwre ham ind + +i villaen . De opdagede hans pengesæl og tog denne +med ind . +Han blev dåren ind i gæsteværelset og en læge +blev ilsomt hentet . +Jutta gik selv ned til den syge . +Hun var langt fra at ane , at han var hendes +fader , hun antog ham derimod for en landflygtig . +Endelig kom doktoren ; han så til den syge og +rystede betænkelig på hovedet . +— vil de sende ham til fattighuset , sagde lægen ; +thi de ! er for megen ulejlighed for mig at komme her +hver dag . og det fordres , at han daglig får lægetilsyn . +Jutta så foragtelig på ham og sagde : +- min herre ! De skal få rigelig betaling for +deres besøg , så kan de måske komme ; ellers er beder +doktorer nok inde i byen , som ville ulejlige sig herud +mod god betaling . +— gud bevares , deres nåde , jeg kan meget +godt blive her og komme hver dag ; ja , det skal jeg +såmæn nok . +Han begyndte at lytte efter den bevidstløse mands +åndedræt ; såret efttrsåc han også omhyggelig . +Trods alle oplivelsesforsøg vedblev ben gamle +mand at henligge bevidstløs på sit leje . +Doktoren holdt dog trolig ud og hen ad Asten +lykkedes det ham al få den gamle til at slå øjnene +op , men han var aldeles fra forstanden . +Han rasede og larmede og fortalte de utroligste + +Linz om bortførte damer , råbte på fin datter og +på fine penge . Snart sagde han at han ville hævne +sig , snart bad han sin datter om tilgivelse . +Da trådte Jean og jujta ind ad døren . +Den gamle spilede sine øjne op , pegede på +Jean og råbte : +— se , se , der er han , den forræder , som røvede +mit elskede barn fra mig . O , Jutta , jutia , hvorfor +hørte du også hans falske ord , — du skulle have +set din gamle fader , da du var borte , han var intet +uden dig og derfor søger han efter dig ti ! han engang +finder dig ! O , mit barn , kom i mine arme og jeg +skal velsigne dig ! Lad os rejse tilbage til Frankrig , +kom , kom , Jutta ! +Den gamle mands tale havde anstrengt ham så +meget , at han faldt hen i en dødlignende sløvhedstilstand . +— min faker ! skreg Jutta og faldt på knæ +for ham , men han kunne intet høre ; han åbnede +øjnene , men lukkede dem strar igen . +Jutta blev liggende foran sengen , Jean og lægen +forblive tavse vidner dertil . +Endelig rejste Jutta sig og vaklede - understøttet +af Jean — hen til en stol ; hun var dødbleg i ansigtet +og læberne vare blå og tæt sammenpressede . Endelig +kom de ord over hendes læber : +— Iran ! jeg har myrdet min fader , og gud vil +straffe mig hårdt derfor . O , hvor kunne jeg også +forlade ham ! + +Jean talte for hende , forklarede hende , st det +også var en fejl af hendes fader , at ville tvinge +kende til en mand , som hun flet ikke kunne sympattisere +med ; men Jutta syntes at hun var så brødefuld , at +hun aldrig kunne erholde tilgivelse derfor . Hun +vågede hele natten ved faderens leje og intet lunde +rive hende derfra . +Således hengik 3 dage , uden at hans tilstand +forbedrede sig . +Jutta var utrættelig i at vleie ham og værne om +ham , og ofte måtte Jean med magt rive hende bort +fra den syges leje , for at hun kunne få et par +timers søvn . +Jean opholdt sig meget lidt hjemme om dagen , +thi grev Tadlos , som altid var alene , havde fattet +godhed for den unge , muntre adelsmand , og Iran +tilbragte derfor sin meste tid hos greven . +Denne , beder i neglen var meget utålmodig over +sin kones og datters udeblivelse , var ikke god at omgås ; +men Jean , ver mente at hav kunne høste godt +af dette fornemme bekendtskab , gik ind på alle hans +anskuelser og modsagde ham aldrig . +Således vare de blevne så vante til hinanden , at +det sket ikke ku ude falde dem ind at de skulle skilles . +En dag , da Jean som sædvanlig var der , kom +den gamle tjener løbende ind og bad om at få +greven i tale . +Greven gik da ind med ham i sit kabinet . +— hr . Greve , sagde tjeneren ; de må ikke tage + +mig det ilde op , men jeg længes så gruelig efter vor +frue og den unge frøken , og jeg har i den anledning +søgt efterretninger overalt , for at høre , af hvilken +grund de endnu ikke er komne . +— nå , og hvad erfarede du ? +— jeg kom engang forbi postkontoret , vedblev +tjeneren ; der traf jeg en af mine tidligere medtjenere , +og han fortalte mig , at det skib , som sejlede fra +Frankrig til Spanien , og hvorpå den nådige grevinde +og frøken Hulda rimeligvis befandt sig , er gået +under med mand og mus , ikke et menneske er bleven +reddet ! +Greven så tvivlende på ham . +— jeg forsikrer hr . Greven , at jeg taler sandhed , +sagde tjeneren ; og han har oven i købet set det +på tryk , og så må det da være sandt ! +— ja , tak skal du have for din trofasthed , min +gode Pedro ; men du kan tro , han har villet have +dig til bedste . +— ak , udbrød Pedro med tårer i øjnene ; gud +give at de sagde sandhed ! så ville den gamle +Pedro endnu have en glad time i sit liv . +— tro du kun mig , sagde grev Tadlos , idet +han klappede den tro tjener på skulderen ; vor +skæbne slår i guds hånd , og han vil nok lede +alt til det bedste . +Pedro forlod greven , men rystede betænkelig pa « +Hovedet , da han var bleven ene . + +— hvor han tog det koldt , sagde han halvhøjt ; +mon han skulle have glemt dem ? Nej , nej , det kan +jeg umulig tro . +Grev Tadlos havde nok tilsyneladende beroliget den +gamle tjener , men tvivlen , den grusomme tvivl , +der foruroligede greven , var næsten mere end han +kunne udholde . +Hans hjerte pintes ved tanken om , at hans +elskede kone og datter skulle være omkomne i havet . +Således traf Jean ham , da han , efter i lang tid +at have ventet på audients , begav sig ind i kabinettet . +Greven var sket ikke oplagt til at modtage besøg , +og da Jean mærkede at han kom til ulejlighed , bortfjernede +han sig snart . +Vi ville gå forud for ham , til hans hyggelige +hjem i den lille villa . Juttas fader , den rige +levallant , var ikke bleven bedre , hans sygdom syntes +tvertimod at have forværret sig , - feberen beherskede +ham aldeles , og den stakkels jntta veg ikke fra hans +leje ; dag og nat holdt hun ud , ikke hvilende før han +var falden i en rolig søvn og dette indtraf meget +sjeldent . +Hun havde således » åget tre dage og nætter +itræk , og var allerede meget overanstrengt ; dag sad +hun endnu ved hans seng og betragtede hans ansigt , +der var hende så kært . +Hvor forandret var han ikke siden hun havde set +ham sidst . Dengang smilede han glad og lykkelig ved +at se sin datters skønhed og ved at tænke sig den + +lykke hun ville gøre ved at blive gift med den rige +Fremont . +Dette tænkte jntta og hendes øjne fyldtes med +tårer , hver gang den syges anfald vare så heftige . +Når krampen angreb hans stivnede lemmer , da kastede +hun sig på knæ og bad om tilgivelse før sine synder . +Således lå hun foran sengen da Jean trådte +ind ; dette syn angreb ham så meget , at han faldt +på sine knæ og førte begge hænder op til sit hoved , +som om det smertede ham der . +— o , min gud , hun viger ikke fra ham ! udbrød +han smerteligt ; jeg frygter at hun bliver vanvittig til sidst , +hun taler ikke , spiser ikke , og siger jeg noget til +hende , da seer hun på mig med sine store , melankolske +øjne og giver mig intet svar ; jeg seer aldrig mere +noget smil på hendes læber . O ulykke , ulykke , du +forfølger mig overalt ; hvor jeg end træder hen , følger +du mig med din hævnende hånd . — skal jeg da +aldrig finde ro , fial jeg aldrig opnå nogen sand , +nogen virkelig lykke ? +Jean talte temmelig højt , og Jutta hørte ham . +Hun vendte sig om imod ham , og sagde ligesom i +drømme : +— ak , også han ! +Det var de første ord , der vare komne over hendes +læber siden hin dag , da hun erfarede at det var hendes +fader , der var bleven faget op på landevejen . +Jutta gav sig derpå til at sysle om patienten ; + +hun lyttede til hans åndedræt , tog hans hånd i sin , +kyssede og klappede den og den ene tåre efter den +anden faldt ned på hans hånd ; da trykkede hun den +fast imellem sine hænder , så fast , at den syge gav +et dybt suk fra sig og klynkede af smerte , men hun +bemærkede det ikke . +Hun havde omtrent siddet således i ser timer , +da vågnede patienten , han reifte sig helt op i sengen +og sagde : +- så , nu trøer jeg , af jeg har det bedre . . . +Vil du gå ind på mit kontor , Jutta , og tage de +verler , der lyde på den unge adelsmand , Jean petit , +som har friet til dig , — de er udløbne i dag . +Jutta så bedrøvet på sin fader og sagde : +— o , fader , fader , husker du da ikke , af . . . +Den gamle mand greb hendes hånd og sagde , +idet han betænksom strøg sin anden hånd hen over +panden : +— nu husker jeg det , Jutta , jeg kom vandrende +hertil for af søge efter dig , dog , du ville ikke følge +med mig , og så ved jeg ikke hvad der videre passerede +. . . men jeg har så mange smerter i mit hoved +. . . O , Jutta , hvor kunne du nænne af forlade +din fader , som holdt så meget af dig ? Du gjorde +mig så bedrøvet , men nu er jeg atter glad , da jeg er +hos dig . . . Dæk mig lidt til , jeg fryser . . . sådan , +det er gødt ! O , gud ske lov , nu har jeg dig +igen . . . nu har jeg det rigtig gødt . O , hvor det + +må være rart af dø således . . , Jutta , jeg ville +ønske af jeg kunne dø nu . +— o , fader , hulkede Jutta ; tal dog ikke således , +du gør mig så bedrøvet ; jeg vil netop af du +skal leve og være lykkelig hos din Jutta . Du vil jo +blive her , ikke sandt , kære fader , og så vil jeg atter +blive glad og gøre alt for af du kan få der rigtig +gødt , og Jean vi ! også holde så meget af dig ! +- ja , jeg vil iro dig , Jutta , men det er kun +for mine penges skyld af han vil holde af mig , hvorfor +skulle han ellers have bejlet til dig » Du som er +en borgerlig pige ? +— det må du ikke sige , fader ; han er alt for +« dellænkende til af have gjort den beregning , og han +ville blive meget vred , hvis han hørte dig tale således . +I det samme trådte Jean ind . +Han så forundret ben til sengen , men Jutta +gik ham i møde og sagde med et glad smil : +— fader har sovet længe i dag , og da han vågnede +var han betydelig bedre ; hans vildelse har forladt ham +og han taler meget fornuftigt med mig . +— nå , gud ske lov , sagde Jean og kyssede +hende ; så vil vi atter være glade . +Den gamle mand lå ganske rolig i sengen og +så på de unges kærlighed ; det ligesom oplivede +ham på ny og et let smil krusede hans blege læber . +Jean og Jutta så det og forstod det ; de ilede +hen til ham , omfavnede og kyssede ham inderligt , og + +Jutta var så glad og lykkelig , som hun aldrig havde +været tidligere . +— ikke sandt , sagde hun til faderen ; er han ikke +god ? Vil du ikke nok holde rigtig meget af ham ? +— jo jeg vil , svarede den gamle ; når blot han +vil være god imod dig , så vil jeg i guds navn +finde mig i hvad skæbnen tilskikker mig , da det vel +ikke skal være anderledes +der blev nu en ubeskrivelig glæde , men endnu +større blev den da levallant befalede den indtrædende +tjener af hente pengesækken . +Et øjeblik efter kom tjeneren med den , men +levallant var for svag til af bære den tunge sæk og +sagde derfor til Iran : +— der , tag den , den tilhører dig og hende . +Jeg selv behøver intet , jeg bliver jo hos eder , og +måske min tid er omme før i vente det . +Jean tog sækken og sagde : +— disse penge , kære svigerfader , ville vi +gemme godt , thi før øjeblikket mangle vi intet . Jeg +har fået et godt embede , som jeg skal tiltræde i næste +uge , og som vil indbringe mig en kolossal formue . +Den gamle lagde sit hoved tilbage på puden , +han var træt af den megen anstrengelse , og snart efter +faldt han i en dyb søvn . +Vi ville nu forlade dem , før at se hvorledes grevinde +Tadlos og Hulda befinde sig . + +enogtredivte kapitel . +En rædselsfuld nat +skibet rejste sig atter i sin tidligere stilling , men +det var bleven betydelig beskadiget . Dog lod det til +at havet var bleven noget roligere ; vel brusede og +larmede det en tid endnu , men stormen lagde sig +døg lidt efter lidt . +Med rædsel imødeså man nattens komme , thi +skibet var synkefærdigt og intet andet skib var i +sigte . +Hulda led forfærdelige smerter i hovedet ; vel +var hun bleven forbundet så godt det lod sig gøre , +men hun trængte døg til lægehjælp . +Fru Tadlos led også meget , men synet af +Hulda smertede hende så meget , at hun glemte sine +egne lidelser . +Man kunne se at Hulda havde forberedt sig på +døden , thi skønt hun gik omkring og trøstede de +andre , og indgød dem håb om frelse , tydede hendes +blege , fortvivlede ansigt dog på , at hun selv intet +håb havde . +Nattens mørke indtrådte og med det den skrækkelige +bevidsthed , at intet kunne redde de ulykkelige +mennesker , der befandt sig ombord . +Passagererne gik fortvivlet op og ned ad dækket + +sg ventede med længsel at solen skulle komme frem +på himmelen . +Efter stormen var det bleven blikstille og da +maskineriet ikke mere formåede at arbejde , lå skibet +aldeles stille . +Matroserne , der hele tiden havde arbejdet ved +pumperne , vare nu så trætte at de næppe formåede +at holde sig oprejst længer , og de andre mænd , der +befandt sig ombord , formåede ikke at udholde det +strenge arbejde ret længe , — det var dereor intet +under at skibet sank dybere og dybere ned i det store +mørke hav . +Alle faldt på knæ og anråbte gud om bistand . +Midt i deres jamren råbte kapiainen , der stod på +udkig : +— skib i sigte , skib i sigte ! +Alle sprang op , som ramte af et elektrisk stød . +— hvor , hvor ? råbte man i munden på hinanden . +Kaptajnen lånte dem kikkerten og man så derigennem +et skib i det fjerne , der langsomt nærmede +sig dem . +— ak , vil det nå os , medens det er tid ? +Tænkte alle . Når det kommer os nær har havet +vist allerede taget os alle i sin kolde favn . +Ængstelig holdt man øje med skibet , der nærmede +sig mere og mere ; det var også på den højeste tid , +thi skibet kunne næppe holde sig over vandet en time +endnu . + +alle vare optagne af den ene tanke : +„ Kommer det i rette tid , elle ? er vi fortabte ? “ +Skibet kom imidlertid n « rmeræ og noermere , — +det var ikke ret langt fra de ulykkelige- men det syntes +at styre en anden kurs , thi det drejede pludselig af +og tøg en anden retning . +Kaptainen lod hejse nødflag og begge lanterner +bleve tæendte , men ingen på det andet skib så det . +Han brugte sin råber og streg så hsit han formåede , +men ingen på det andet skib hørte ham . +Da forenede man sig ombord , alle som en gav +et så fortvivlet skrig fra sig , at det længe gav genlyd +i luften . Dette skrig hørtes på det andet skib , +der nu næermede sig så hurtigt det formåede . +Endelig kom det så nær til dem , at kaptajnen +kunne underrette mandstabet på det andet skib om +hvilket uheld der var tilstødt ham , og gennem råberen +bad han dem om at komme ham ti ! Hjæelp . +Man vare strar villige dertil og kort efter lagde +skibet til på siden af vraget . +Et jubelskrig hilsede de brave mennesker og alle +skyndte sig ombord . +Neppe var dette sket før vraget , efter flere gange +at have vakler frem og tilbage , som om det kæmpede +mod det mægtige element , pludselig sank tilbunds , før +aldrig mere at komme op igen . +Kaptainen , der så beredvillig var kommen dem +til hjæelp , indrømmede kahytten før de våde og forfrosne + +mennesker , og alle kappedes om , at gøre sig +det så bekvemt som muligt . +Lægen blev sendt ned før at hjælpe de lidende , +og da han fik øje på Hulda , gik han strar hen til +hende , idet han sagde : +— frøken ! De må have gennemgået meget , +thi de seer så lidende ud . +— ja , svarede Hulda , jeg har lidt meget , overordentlig +meget , men jeg beder dem , se først til min +stakkels moder , thi hun trænger vist mere til deres +hjælp . +— deri tager de fejl , sagde lægen ; thi de er +jo lige ved at falde om . +— nej , nej . . . min moder . . . først ! stammede +Hulda , men faldt i det samme livløs om i lægens +arme . +— min datter , min datter ! skreg Fru Tadlos +fortvivlet og greb fat i hende ; o , hjælp hende , min +herre , hjælp hende , eller hun dør fra mig . O gud , +hvad har jeg gjort , at jeg må lide således ! +Hun skjulte ansigtet i sine hænder og græd +smerteligt . +— stil dem tilfreds , sagde lægen ; så længe +der er liv er der håb ; deres datter har anstrengt +sig for meget , hun har ikke kunnet tåle den sindsbevægelse , +hun har været udsat for , men med guds +hjælp vil de snart kunne se hende frisk og rask igen . +Lægen bar Hulda hen til sofaen , og undersøgte det + +sår , hun havde fået i hovedet ; det var temmelig +dybt og forbindingen var meget fler . +Efterat han havde lagt en lægende salve på +såret og givet hende en ny forbinding på , blev +hun bragt til sengs . +Fru Tadlos vågede hele natten over hende , skønt +hun selv var hårdt angreben . Således hengik en +uge , i hvilken Hulda svævede mellem liv og død , men +ungdommen fejrede og efter to ugers forløb var hun +allerede kommen sig så meget , at hun kunne gå lidt +op på dækket . +Hun trængte til frisk luft , og lægen tillod hende +at gå derop på den betingelse , at hun pakkede sig +rigtig godt ind , for at den kolde søluft ikke skulle +skade hende . +Hulda opfyldte hvad lægen foreskrev hende og tog +ovenikjøbet et tæt slør for ansigtet , og understøttet af +Fru Tadlos og ham steg hun nu op på dækket . +— en time ad gangen , sagde lægen spøgefuld +og førte hende atter ned efter at timen var udløben ; +men snart var hun så stærk , at hun alene turde vove +sig derop . Det var især om aftenen at hun havde +lyst til at være deroppe , thi da var der ikke så megen +støj som om dagen . +En aften , da hun foretog sin sædvanlige spadsere - +tur på dækket , var hun den eneste passagerer som +befandt sig deroppe . +Hun gik , fordybet i tanken om Charles og om + +hendes fader i Spanien ; hun tænkte på hvor han +måtte ængstes over deres lange udeblivelse . +Sløret havde hun trukket tæt om ansigtet , før al +ikke den skarpe vind skulle skade hende . +Hun var således fordybet i sine tanker , at hun +ikke bemærkede , at ro herrer kom op af deres kahyt +og førte en temmelig højrøstet samtale . +Hulda forblev ubemærket af disse herrer , og uden +at hun egentlig behøvede at lytte , hørte hun deres +samtale : +— jeg skal sige dig , bemærkede den ene , når +han først sover er det lettere at udføre vort foretagende ; +det duer ikke at lokke ham herop på dækket , +thi man ved jo ikke hvilket øjeblik han igen vil +komme ned og overraske os , og det må vi før enhver +pris forebygge . +— ganske rigtigt , svarede den anden ; men sæl +nu at han vågnede midt under indbrude » . +Hulda spidsede øre , nu fik hun først interesse +før deres samtale . +— ja . kan det ikke være anderledes , så må vi +benytte disse , sagde den første og lagde hånden på +fine pistoler . +Det gav et sæt i Hulda da hun hørte disse ord . +— jeg har dog en del betænkeligheder ved de » +Sag , mumlede den anden . +— nå , så det har du ? Ja , ja , vil du ikke +være mig behjælpelig dermed , så v > l jeg fortælle den +store ret i rom hvem du er , og du kan fro , det + +vil ikke vare ret længe før du sidder velforvaret indenfor +de solide fængselsmure . +— tys , stille , ulykkelige , du taler så højt ; man +kan so ikke vide hvem der opholder sig i nærheden . +Jeg går ind på din begæring , men jeg indser +ikke at det er nødvendigt at udsætte sig før fare , og +man vil strar mistænke os . +Her lagde den anden herre hovedet på siden +og gjorde et medlidende skuldertræk . +— nej , dosmer , mumlede han , ingen vil +mistænke greverne giclli , og lad så mistanken falde +på hvem den vil , del kommer sket ikke mig ved og +heller ikke dig ; 300 rigsdaler er ikke til at foragte . +Hulda knyttede de små hænder af harme , og +det spanske blod viste sin ægthed ved at rulle hurtigere +i hendes årer . +Det var imidlertid bleven bælmørkt på skibet . +De værdige herrers samtale blev afbrudt ved at +et ungt menneske kom op på dækket . +- ah , se der har vi vor unge ubekendte , de har +vel studeret i al den tid vi ikke have haft den ære +at se dem . Altid flittig , det kan jeg lide ! sagde den +første smigrende . +- nej , jeg har tænkt , ikke læst , svarede det unge +menneske ubehagelig berørt . +— Herren har nok ikke sovet godt i nat , sagde den +anden i en tølperagtig tone . +— min herre , de fornærmer mig ! råbte den +unge mand heftigt . + +Hulda skælvede let , hun syntes at have hørt denne +stemme før . +Den unge herre forlod dem og gik opirret frem +og tilbage på dækket , idet han halvhøjt sagde : +— den uforskammede , han ville nok i klammeri +med mig , men jeg vil ikke have nøget med disse næsvise +herrer at bestille ! +Hulda kunne utydeligt se den unge mand , men +det var hende umuligt at skelne hans ansigtstræk . +Hun stod længe tvivlrådig , om hun skulle underrette +ham om den nederdrægtige handling , de to herrer +stod i begreb med at udføre ; men var det passende , +at hun , en dame , tiltalte en ung og fremmed herre ? +Hendes deltagelse kunne imidlertid let missorståes ; +døg , hendes gode hjerte vandt overhånd . +Hun nærmede sig skælvende den unge mand og +trådte lige i vejen for ham , da han vendte tilbage ; +men overrasket for han sammen , da han så en ung +dame stå for sig . +Hulda havde omhyggelig skjult sit ansigt bag +sløret , og sagde idet hun nærmede sig ham : +— min herre , det undrer dem måske , at jeg +er så fri at tiltale dem , uden at kende dem , men +nødvendigheden byder at jeg underretter dem om +hvilken fare der truer dem . +Den unge herre — eller rettere , Charles Gautin , +thi ham var det , — for sammen ved at høre Huldas +stemme , det forekom ham , at han havde hørt den tidligere , +men han kunne ikke erindre hvor . + +— jeg er lutter øre , sagde han og bukkede galant +for hende . +— undskyld , men det er ikke rådeligt at tale højt ; +man er island ti ! at udspionere os . Vil de sidde +her , jeg skal da meddele dem hvad jeg nylig har hørt . +— de gør mig ganske angst , sagde Charles , idet +han anstrengte sig for gennem mørket at se hendes +ansigt . Det de har at meddele mig gælder vel ikke +mit liv ? +— jo , netop , sagde Hulda gysende . Disse herrer , +som de nys talte med , have beslutter at berøve dem +300 rigsdaler , og hvis det ikke lykkes med det gode , +da vil de bruge våben . Mistanken vil efter disse +herrers udsagn falde på en eller anden , som det +bedst kan ; jeg vil derfor bede dem om at passe på +så godt de kan , men jeg vil tillige bede dem om , +hvis det skulle blive opdaget , ikke at nævne mig som +angiver . +— vær vis derpå , sagde Charles ; det er ikke +første gang at man trazter mig efter livet . +— jeg håber ikke at de misforstår mig , sagde +Hulda langsomt ; min mening er kun at advare dem . +Og nu vil jeg anbefale mig , håbende at de tager +notits af hvad jeg har sagt dem . +— jeg takker dem , frøken , for al den deltagelse , +de har viist imod mig ; jeg ville næsten ønske , at et +lignende tilfælde atter måtte indtræffe , hvorved de +ligeledes kunne vise mig deltagelse . +— min herre , sagde Hulda næsten vredt ; det var + +ikke egennytte , der drev mig til dette skridt , og jeg +tænker ikke at de oftere vil komme til at vække deltagelse , +men . . . +— undskyld , det var ikke min mening at fornærme +dem , afbrød Charles hende ; jeg mente kun at . . . +Hulda gjorde en let bøjning med hovedet og gik . +— å , sagde Charles halvhøjt , hun har taget +fejl ; det har ikke været mig de har talt om . +Han gik beroliget ned i kahytten , tog en bog +frem og læste i den , og han tænkte ikke mere på den +advarsel , Hulda havde givet ham . +Han havde vel siddet således en times tid , da +bankedes der sagte på kahytsdøren . Charles slukkede +lyset og forholdt sig aldeles tavs . Der bankedes alter , +dennegang hårdere , men Charles forholdt sig bestandig +taus . +Da åbnedes døren sagte og begge herrerne +trådte ind . Famlende om i mørket gjennemsøgie de +hele kahytten , men Charles var der ikke , han havde +listet sig ben til den åbne dør . +Han gik hen til kaptainens kahyt og da kaptajnen +hørte hvad der var hændet , gik han , fulgt af +Charles og tre matroser , og forsynet med en lygte , +hen til kahytten ; de to herrer vare netop i færd med +at bryde Charles ' kiste op . +Kaptajnen gik sagte hen til dem og drejede lygten +således , at lysskæret faldt lige på deres ansigter . +Forfærdede vege de tilbage og angstsveden perlede +på deres pande , da de så kaptajnen og matroserne . + +-- bind disse to fyre ! befalede kaptajnen , +matroserne grebe strar fat på dem , men de bade +så ynkeligt om nåde , at Charles blev rett derved +og sagde til kaplainen : +— å , lad der vcrre glemt , giv dem kun deres +frihed igen ; de have jo ikke derøver mig noget . +— tror de , unge mand , at disse herrer ville +have følk medlidenhed med dem , dersom de ikke vare +blevne forstyrrede i deres foretagende ? +Charles ^aug og matroserne bandt begge de formentlige +grever og lukkede dem inde i et underrum . +Charles gik til ro , men han kunne ikke sove , +tankerne vædede sig ind på ham , en uforklarlig +lcrngsel efter Hulda bemcegugede sig ham ; hendes +billede stod klart og rent for ham , — han så der +kære ansigt smile ham i møde . +— o , sagde han ; først om to år skal der atter +forundes mig at se hende , og da — hvem ved ? +Måske hun da glemmer mig , — man kan jo ikke +vide des , — der er så mange friere til en så smuk +ung pige . O , denne tanke forfcrrder mig — hvad , +om hun tilsidesatte mig for en anden — hun fcrrdes +mellem så mange høje personer , der tragte efter +hendes hyldest nej , jeg kan ikke tåle at tcrnke derpå ; +der er bog besynderligt , jeg har aldrig , sålcenge +jeg var sammen med hende , tænkt på sligt . Jeg +vil søge ar gøre mig vcerrig til hendes kærlighed , +måske jeg va kan måle mig med enhver , der rrcrder +mig i vejen . + +— gode gud , dersom hun skulle glemme mig ! +Mumlede han kort efter ; ak , så har livet intet værd +for mig ! O , Hulda , Hulda , jeg kan ikke udholde denne +tanke . +Han gik da atter op på dækket , — det var ham +ikke muligt at gå til ro . Her oppe traf han lægen , +der havde været inde hos en patient , nemlig en af de +skibbrudne , der endnu var meget lidende . +— ah , der har vi hr . Gautin , sagde lægen venligt ; +hvorfor er de ikke gået til ro endnu ? Det er +ikke godt at være oppe så længe , — luften er ikke behagelig , +den er for tåget . +— ganske vist , svarede Charles ; wen det er mig +umuligt at sove . +— er de da syg , min ven ? +— nej , syg er jeg ikke . +— men et lille hjerteanliggende måske , sagde +lægen muntert og klappede ham på skulderen . +— nej , det er det dog ikke , thi jeg . . . +— har de ikke set vore nye passagerer , der +bleve frelste fra vraget ? afbrød lægen ham . +— nej , jeg har ikte set dem , hvorledes befinde +de sig ? — de er vel meget angrebne endnu , kan jeg +tænke . +— å nej . De værst angrebne er dog en spansk +grevinde og hendes datter ; de have begge lidt meget +ved kulden og sørn og komtessen er falden om på +skibet og har slået sig stygt ; men der er dog ingen + +fare , hun er allerede så vidt rask , at hun kan komme +lidt op på dækket , når vejret er mildt . +— en spansk grevinde , råbte Charles og for +forbavset et par skridt tilbage . Det var dog besynderligt . +— o , de har næppe set en sådan skønhed , +som den unge dame , sagde lægen begejstret , uden at +lægge mærke til Charles ' udbrud ; jeg kan ikke blive +træt af at betragte hende . Ja , hr . Gautin , jeg kan +godt bekende det for dem , thi de har et følsomt hjerte ; +jeg elskede hende allerede den første dag jeg så hende . +O , intet er på engang så skønt og tillige så smerteligt , +— thi aldrig kan hun komme til at tilhøre mig ; +hun er komtesse , og jeg kun skibslæge ; men ingen +kan tage den glædæ fra mig , som jeg føler ved af skue +ind i hendes smukke øjne , — døg , jeg tror af . hun +gjengjælder min kærlighed . +Charles kunne ikke ret forklare sig den følelse der +bemægtigede sig ham ved disse ord . +— kender de ikke hendes navn ? ytrede han tilsyneladende +ligegyldigt . +- nej , men vi kunne jo spørge kaptajnen derom . +— det ville næppe være ridderligt af udspionere +de to damer , bemærkede Charles . +— som de vil , hr . Gautin , så lade vi det +være . +Han fjernede sig i det samme , da han i år kaptajnen +komme . + +Charles så forundret efter ham ; lcezens tillid +og aåbenhjertighed ville han nsdig misbruge , men +der lå noget i denne mands lprroæden , der ikke behagede +ham , af hvilken grund han besluttede for fremden +af undgå ham så meget som muligt . +Toøgtredivte kapitel . +En overraskelse +tidlig den næste morgen begav Charles sig op +på dcrklet ; han havde fler ilte sovet den nat — en +underlig anelse havde bemægtiget sig ham , det var +ligesom om han befandt sig i ncrrdeden af Hulda , og +døg var det for ham som om han var langt borte +fra hende , så langt , af det næsten ville være ham +umuligt at komme til hende . +— jeg er ikke rast i dag , sagde han ved sig sew ; +jeg bar feber , mit blod brcrnder i mine årer . O , +Hulda , Hulda , kunne jeg blot tæenke lidt mindre på +dig , men nej , idelig og altid står du for mig , jeg +pines af vcengsel efter at se dig — mon du er rast +og lykkelig ? To lange , lange år ! o , de vil dræbe +mig . . « kunne jeg blot se dig et minut , — hvor +jeg da ville væere lykkelig . + +han gik frem og tilbage på dukket , det ville +dog ikke ret lykkes ham at slå Hulda af tankerne . +Da han vendte tilbage og befandt sig i næerheden +af kahytten trådte en tætt tilfløret dame op fra kahytten +; læ^tn ledsagede hende , men lun var siensynlig +noget besræeret over hans poarrcengende selskab . +— hvorledes har deres nåde det i dag ? sagde +han så højt han kunne , for at Charles kunne +høre det . +— ab , mumlede denne ; det er vist den fornemme +dame , som han elffcr . +På lcegcns spørgsmål om hendes befindende , +svarede Hulda langsomt : +— jo tak , jeg har det meget godt . +— min gud , sagde Charles sagte ; hvor hun +ligner hende , — hendes stemme , figur , kort sagt +alt , — men hun er visselig ikke så god og smuk +som hende . +Doktoren søae bestyrtet på den unge dame ; +hun blev mållss stående og betragtede Charles . +— dnsfer de at blive præesenttret for denne +herre ? spurgte doktoren lidt spydigt . +Hun børte ham ikke , hendes øjne vare stift heftede +på Charles . Han lagde mæerke dertil og følte +sig lidt ubehagelig berørt ved at blive betragtet så +uafbrudt . +Et minut varede det ; da kastede huldasit slsret +tilbage . + +et udråb , så henrykt , så hjerteligt lød fra +Charles ' Lieber , og i samme nu lå Hulda i hans +arme . +— min Hulda , hvorledes går det til at du +befinder dig beder ? udbrød han . Er du en af de +skibbrudne , som vor herlige kaptajn reddede , - så +har du gået meget igennem og jeg — ak jeg har +ikke været ved din side og delt smerten med +dig . +Hulda stod tavs under alle bans spørgsmål ; +den rene , usfromtede glæede , stod at læse i hendes +blik . +— har du nu spurgt mig om alt ? sagde hun +smilende ; thi så vil jeg begynde at fortælle . Men +lad os gå ned i kahytten til moder , der kunne vi +tale mere ugenert . Hvor det vil glæde hende at se +dig , hun vil blive forundret , ja lige så forundret +som jeg blev , da du pludselig stod for mig . +Charles trykkede hende til sir hjerte , — og hånd +i hånd ilede de hen til Fru Tadlos ' kahyt , uden at +væerdige lcrgen et blik . +Denne så efter dem og sagde halvhøjt : +— men hvad er dog dette ! mon det er hendes +Broder ? Nej , dertil vare de for hjertelige imod +hinanden ; det skulle vel aldrig væere hendes forlovede , +hendes elsfer eller . . . ? O gud , det svimler +for mig . . . så er da min kørte lykke forbi ! Hun +forlovet , hende som jeg effrede alle mine tanker +hende som jeg elskede med liv og sjæl ! Hun forlovet ! + +o nej , det kan ikke være mulig » , mit hjerte +ville driste derved ! Kendte du kun halvdelen af +min smerte , da ville du vist lindre den , men nej , +nej , du tilhører sikkert ham . +Han strøg sig med hånden øver panden , som +for at forjage de mørke tanker , der trængte ind +på ham . +Et kraftigt slag på skulderen vækkede ham af +hans drømmerier , og en godmodig stemme tilråbte +ham : +— nå , doktor , hvorfor så tankefuld , hvad +står de der og falder i slaver over ? +Lægen søgte af undskylde sig , så godt det lod sig +gøre , og dorifjernede sig bekymret . +Da Hulda og Charles kom ned i Fru Tadlos ' +kahyt , sad nævnte dame med hånden under kinden +og ryggen vendt mod de indtrædende . +Hulda lagde fingeren på munden og påbød +taushed ; hun gik sagte hen til sin moder , slog hende +blidt på skulderen og sagde med en as glæde undertrykt +stemme : +- moder , kære moder , jeg har en god nyhed +af meddele dig ! +— o , den nyhed kan næppe være så stor endda , +sagde Fru Tadlos , idet hun ømt kyssede den unge +pige . + +— bedre end du tror , kære moder ; kan du +gjcette , hvad det er ? +— ja , det tror jeg ; doktoren har vel friet til +dig og du bar givet dam en kurv ? +Et misbilligende blik fra Hulda fik Fru Tadlos +til af vende sig om ; men hun for hurtig tilbage , idet +hun udbrød : +— hvad , er det dem , Charles ? Hvorledes +kommer de dog her ? +— ja , jeg har det samme zpørgsmål at gøre +dem , Fru Tadlos , sagde Charles , idet han greb +hendes hånd og trykkede den inderligt . +— ah , jeg forstår det , udbrød Fru Tadlos ; vi +vare forliste , cbarles , og lå en del dag og ventede +i den største deksangst på en frelser . Endelig blev +vi reddede af den kaptajn , der skulle føre dem til +Italien . Nå , det trasser sig jo meget heldigt , thi vi +få da hinanden at se endnu engang før vi rejse hver +til sit . +Denne dag var en sand glædesdag før Hulda +og Charles ; de vare muntre og lykkelige , og den aften +kunne Charles sove rolig og tryg — han havde +set sin Hulda . + +treogtredivle kapitel . +Gt barnerovvi +ville nu atter henvende vor opmærksomhed +på Konrad ganrin . +Vi have ikke set noget til ham siden han forfulgte +de tre damer . Den crrede læffer tror vel at han +hviler , — nej , han er virksom , sin kærlighed og sin +hævn kan han ikke glemme , og han arbejder flittig +før at nå sil mål . +Bi rrceffe ham en dag siddende på sit værelse ; +han var aldeles optaget af et brev , han holdt i +hånden , og stirrede ufravendt på det . +— det var det vcrrste der kunne hcrnde mig : +sagde han ben for sig . Døer hun . . . nå , så +meget desto bedre , så er jeg hendes påhcæng kvit +. . . men ungen hvad skal jeg gøre ved den ? . . . +Træede den ; men hvorledes skal jeg få fat på den ? +Hun siger mig sin bopæff , dog , jeg vil ikke gå +derhen . +Han læste brevet for tredje gang . +- å , hvor hun er rørende , sagde han føragtelig +og kastede brevet langt hen ad gulvet , +vi ville imidlertid se hvad det indeholdt . Det +var fra Asta og lød således : +„ Konrad , min engang sådyrebarekonrad ! +„ Jeg lider frygtelige smerter , og jeg beder +„ Dig på mit dødsleje at frelse vort barn . + +„ Jeg har bragt en sen til verden , men det +„ koster mit liv . O , den tanke , at han ikke har +„ Forandre , der er ham vcrrdige , tynger på mig +„ med centnervcrgt og foreger mine kvaler . Jeg +„ beder dig derfor , kom til mig og lad præsten +„ velsigne vor forbindelse . Jeg bøer jo og du +„ har intet at frygte ved ar opfylde min sidste +„ Bon . +„ O , kom , kom , endnu er det ikke for sent , +„ endnu kan var lille søn frelses . +„ Din ulykkelige Asta . +Templegaden 7 , 5te sal , “ +Og dette brev kunne Konrad tale hånligt om . +Hvor ulykkelig var ikke denne kvinde for hans skyld ? +Hvor mange bitre timer havde han ikke forvolder +hende ? Men han var Konrad Gautin , og han viste +ar han ville vedblive at være den samme . +— ja , jeg skal nok gå derhen , sagde han med +fasthed , men denne skal følge mig og den villes hjerte +fia ! ophøre at slå , når jeg først kommer . Ja , jeg +skal komme , vcrr vis derpå Asta , jeg skal komme ! +Du skal ikke bede forgæves . +Således talte denne djævel , medens det afskyeligste +grin viste sig på hans forhærdede ansigt . +Han kloedte sig om for at gå til hende , og tog +en kniv til sig idet han gik . +Vi ville gå forud for ham til Astas bolig . + +i er af templegadens simpleste huse havde gontran +lejet et dæerelse til Asta og sig her lå den +ulykkelige unge pige på sit sygeleje . +Hvor var hun dog forandret ! +Det blege , lidende ansigt så meget førgredt ud ; +store tårer trillede ned ad hendes magre kinder . +Gontran sad ved hendes leje ; også han havde +grædt . +Doktoren havde underrettet ham om at Asta ikke +kunne leve , da en heftig znflamatisn var indtrådt +efter nedkomsten . +— min egen , kære Asta , virr ikke så bedrevet , +sagde hendes fader ; vær ved godt mod og tænk på +din stakkels fader . Lev før ham og bliv hans elskede +datter , som du tidligere har væeree . +— ja , gud skal væere mit vidne , at det er mit +højeste ønfle , sagde Asta med mat stemme ; men ham , +der styrer alt , har besluttet det anderledes , +i samme øicblik lød trin udenfor døren . +Der er han i råbte Asta engsteiig . O , fader , +tag imod ham , - siynd dig , flynd dig ! +Gontran gik henimod døren og åbnede denne , +men der var ikke Konrad der kom , det var en anden , +der skulle højere op . +— o , gud , han kommer ikke ! udbrød hun , og +jeg kan ikke dø rolig før jeg har set dam . +Hun børede sig ned over det lille barn og hendes +øjne stod fulde af tårer . Da hun kyssede det udbrød +hun : + +— o , fader , se hen ad goden om han ikke +kommer . +Gontran gik hen til vinduet , men ban rystede +sørgmodig på hovedet . Asta fulgte hans beværelse +og hendes hoved sank bekymret rud på hendes bryst . +-- o , også i de sidste øieblilke sorhåner han +mig . . . han vil ikke komme . . . o , gud , jeg dør , +jeg dør ! O , himmelsfe -fader , lad dette mit håb gå +i opfyldelse , at ban vil tage barnet til sig , at han +vil serge for dets opdragelse , så vil jeg vcrre rolig ! +Hun lagde sig udmattet tilbage på puderne og +gontran tog atter plads ved sengen . +Et ølcbltk lå hun stille hen , men da begyndte de +frygtelige smerter , og Asta gav så bjertesfcrrende +skrig fra sig , at de kunne høres hele huset igennem . +Under et af disse anfald bankedes der flcrrkt på +døren og Konrad Gautin trådte ind i værelset , +han så hen til sengen , hvor Asta lå på sit +smertensleje , men ingen medlidenhed stod at lcrse i +hans hårde træek . +Uvilkårlig følte han i lommen om han endnu +havde kniven hos sig , og nærmede sig sengen med +faste skridt . +— Asta , Asta ! råbte gontran ; her er den du +har læenges så meget efter , — nu er du da lykkelig ? +Asta slog de halvt brustne øjne op og rakte begge +fine magre hinder ud imod ham ; men Konrad stod +taus og mørk for hende ; ikke et træe ! i dans ansigt +røbede hvad der gjcrrede i hans indre . + +Asta så op mod himlen og sagde : +— o , Konrad , har du endnu ingen medlidenhed +med mig ? Jeg kan se på dit ansigt , at du er vred +på mig , fordi jeg har kaldt dig herhen ; men duff , +der er en tud til , som våger over os alle , — husk +let og væer god imod mig . Jeg tilgiver dig alt , men +hør min sidste bøn til dig her på jorden . +Hun fik intet andet svar end dette : +— lad mig se mit barn ? +— nej , nej , lad ham ikke få det , streg gontran , +idet han knyttede hånden imod ham . Den kæltring , +han har en kniv hos sig - han vil ombringe barnet ! +Asta faldt af forfærdelse ned i puderne ; dun +havde foldet hænderne og anrådte gud om nåde . +— er du da udønhorlig , hviskedee hun ; at dræbe +sit eget barn . Min gud , min gud ! +Konrad trådte et skridt tilbage . Han slog gontran +heftigt i ansigtet , idet han sagde : +- hvem har sagt eder , at jeg vil dræbe nogen ; +seer jeg ud som en sådan , hvad elendige ! +Han slog gontron så eftertrykkelig i hoveder , +at den gamle mand styrtede om på gulvet +derved . +Asta udstedte et højt skrig af forfærdelse . +— du er altså en fuldendt skurk , sagde hun +så højt hun kunne . +— hvad siger du , tåbelige kvinde ! råbte han +barsk og for hen imod hende med opløftet kniv . +- ja , fuldfør kun din skceudselsgjeruing , så er + +det fuldendt : t it barn , dit offer og min ulykkelige +gamle fader , wyrd os kun , det er en handling , der +er dig vcrrdig ! +Gontran , som imidlertid havde rejst sig , løb hen +til Konrad , greb ham i armen og sagde : +— tilbage , skurk ! vanhellig ikke dette sted med +din sorbrydersfe næervoerelse . +—- jeg vil have mit barn , skreg Konrad og sled +sig løs fra den gamles favntag og kastede ham atter +om på gulvet ; han røg barnet fra Asta og skyndte +sig bort med det . +. — min gud , min gud , det er fortabt ! jamrede +Asta ; fader , forfølg ham , bring mig det atter tilbage ! +Den gamle gontran leb efter Konrad så hurtig +hans ben kunne tillade det , men da han kom ned på +gaden kunne ban ikke vine ham . Han løb frem og +tilbage på gaden , men det var sorgjæeves , Konrad +var intetsteds af opdage . +Han skyndte sig atter op , thi Asta havde ingen +anden end ham til af pleje sig . +Asta lå endnu med foldede hæmder ; hun var +ligbleg og udstedte af eg til veklager af smerte ; hun +formåede ikke læenger af skrige . +— fader , fader , skynd dig , nu må jeg snart +sige dig farvel . Jeg kan mæerke af . . . . +Her sank hun hen , hendes vine lukkedes sagte +til og ikke en lyd kom over hendes blå læber . + +— o , min Asta , Asta , dø ikke fra mig , bliv hos +din fader , som elsker dig så højt ! +Asta lukkede vinene lidt op , så taknemligt på +fin fader og hviskedee næppe herligt : +— Pas på mit barn . . . og stig ar jeg tilgiver +ham . . . men pålæg ham af være god mod det +uskyldige væsen , der må kalde ham fader . +Derpå lukkedes hendes dine og et dybt suk +undslap hendes læber , hun var død . +Hendes fader bsiede sig ned over hende . +Hun var smuk , som hun lå der bleg som den +hvide rose , — ligeså smuk som den livsglade , rødmussede +Asta , der ikke kendte verdens slethed . +— jeg har intet barn mere , sagde den gamle +goniran , medens tårerne styrtede ned over hans +kinder , intet barn , som kan frede om mig i min +alderdom , ikke ! Barn , der kan trøste mig i min sørgelige +tilværelse . +Og der lå ec ubeskriveligt smerteligt udtryk i +hans stemme . +— det barn , der var min glæede og lykke på +jorden ! vedblev han . O , dersom noget menneske +vidste hvor det smerter at miste det kæreste marv ejer , +da ville de beklage den gamle gontran . +Han tildækkede Astas ansigt og satte sig i en +krog . Aldrig havde han været så ulykkelig . +Vi ville nu følge Konrad for at se hvilke planer +han havde med det spæde barn . + +hurtig vandrede han hen ad vejen , efter ar have +indhyllet barnet i sin kappe . Han nåde snart sit +hjem og her kastede han sin kappe oz lagde barnet +på sofaen . +Det jamrede sig så ynkeligt , thi det træengte til +næring . +Konrad tog det på sine arme og betragtede det +stivt . En ukendt følelse gjennemfoer ham , da han +betragtede det . Han kunne ikke læegge hånd på den +lille skabning , hver gang han ville dertil , da vcrkkedes +han fra sin skckndselsdåd ved den spcrdes skrig . +Han forsøgte atter og atter at udføre sit niddingsværk , +men hver gang han forsøgte derpå , så barnet på +ham med sine store mørke øjne , og da formåede han +ikke at udføre sit forsælt . +Han betæenkte sig et øiedlik , endelig havde han +fattet en beslutning . +— her er et væesen , sagde han ; som jeg aldeles +kan børe efter min villie , som engang i tiden vil lystre +mig , mig alene , og som vil blive mig til megen nytte . +Kun jeg skal indvirke på dets skæebne , ingen anden . +Jeg , Konrad gamin , flcenker dig 2ivet , ja , hvad mere +er , jeg vil opdrage dig , men intet menneske på jorden +skal vide , at lu er min søn . +Han ringede og en tjener kom strar ilende ind . +— skaf oieblitfelig en amme til dette barn , sagde +Konrad . +Tjeneren så ' fordauset på sin herre ; men Konrad +lod ham ikke stirre isenge . + +— nå , døgenigt , har du forstået mig ! råbte +han heftigt . +— ja , deres erellenee , jeg skal vsre her igen +om ti minuter . +Tjeneren gik og næppe ti minutter derefter kom +han tilbage med en renlig klædt kone , der havde et +så ærligt og godmodigt ansigt , at man deri tydeligt +kunne læese , at hun ikke formåede at udføre nøgensomhelst +slethed . +-forlegen blev hun stående ved dsren og nejede . +- hvad ønsker de , min herre ? spurgte hun +frygtsomt . +Konrad befalede tjeneren at gå . +Da denne havde fjernet siz sagde han til konen : +- vil de , madam , påtage dem at pleje et +barn , indtil bet har fyldt det andet år . Det er endnu +spæedt trcrnger til næering ; dets moder er død og +jeg har af den grund taget barnet til mig . +Konens gode hjerte rørtes ved at høre dette , og +hun sagde med bevæget stemme : +- hvor er barnet , at jeg kan give det die ? +Jeg har selv en sådan lille glut , og ved at den ikke +kan tåle at lide mangel . +Konrad førte hende hen til sofaen ; hun tøg den +lille i sine arme og gav det næring . +Konrad havde fjernet sig og på hans befaling blev +en barnestue indrettet til barnet og dets amme . + +i den sidste måned havde Konrad , ved hjælp af +sine spioner , uafbrudt søgt efter Hulda og hendes +moder , men til ingen nytte . +Da mødte han en dag sin moder ; han vidste til fulde , +at han ikke fik noget at vide af hende , og han +besluttede derfor at bruge list . +Med sænket hoved gik han sin moder i møde , og +hans tale og hele væsen tydede på en dyb anger . +Efter at have talt en del frem og tilbage bad +ban fin moder ret indstændigt om at sige ham hvor +Hulda boede , da han nu så dybt fortrød sin opførsel +imod hende . +- det skulle du have tænkt på lidt før , sagde +moderen undvigende ; nu er hun rejst og du seer hende +vist aldrig mere . +Hun vendte sig atter dort fra ham og gik skyndsomt +hen ad gaden . +— hahaha , så det tror du ! Nej , fro du mig , +jeg ved nu hvor hun er . Hvor skulle hun vel rejse +ven undtagen til hendes fader i Spanien ? Men vent , +jublede han ; mine aff-rrer er snart i orden , og da +skal jeg komme til Spanien , til skræk og advarsel for +alle , der ikke vi ! efterkomme min villie . Jeg skal +husere med dem , så de ikke så let skulle glemme mig ! +Han gik tankefuld hjemad , i hans hoved krydsede +de forfærdeligste planer , af hvilke følgerne desværre +snart ville vise sig . + +< fireøgtredivte kapitel . +Hjemkomsten . +Bi ville imidlertid beskæftige os med heltinden i +vor fortælling . Den langs og besværlige ssrejse ville +vi ikke beskrive , men derimod kort og godt berette , at +man , efter en uges forlød lykkelig og vel landede i +Italien . +To dage derefter afgik et skib fra Italien til +ril Spanien , ombord på hvilket Fru Tadlos og Hulda +befandt sig +overfarten var vel noget besværlig , men endelig +landede man dog på den spanske kyst , og med jubel +gjensåe Hulda sit kære fødeland . +Resten af rejsen tilbagelagdes tilvogns , og snart +standsede det lette kjsretsi udenfor grev Tadlos ' gods . +Greven sad hensunken i den dybeste fortvivlelse +over sin kones og datters udeblivelse , han havde +læest og hørt at skibet var gået under , og rygtet +lagde til , at alle , både mandskab og passagerer , vare +druknede . +Det eneste håb , og til dette knyttede han sig også +med alt sit mod , var dette , at de ventende måske endnu +ikke vare tagne fra Frankrig . +Han sad netop og grundede over dette , da vognen +holdt udenfor ; men han lagde ikke engang mæerke + +datter , og en tjener rør ikke kalde sit herskab ved +fornavn . +Greven og grevinden trådte nu hen til ham , og +hun greb hans hånd , idet hun sagde : +— du ved jo , Pedro , at du ikke bliver betragtet +som tjener her , formedelst din hsie alder og din +urokkelige troskab ; min gemal og jeg udnæevner dig +nu til hushovmester og ti ! at have opsigt med alle +de andre tyende . +— tak , deres nåde , men gamle Pedro gjer +det vist ikke læmge ; jeg tmer nu hen ved de fiirstndstyve +år . +— nej , udbrød Hulda ; nu vil jeg at du skal +leve og væere glad , og væere min rådgiver , hviskedee +hun . +Den gamle kyssede hende cerbedig på hånden +og nikkede tavs . +Pedro fik nu ordre til at lade alle tjenestefolkene +komme ind ; de måtte alle hilse på deres hjemkomne +hersfab , man kunne tydelig se hvilken glæede der +afspejlede sig i deres dine . +Der var en imellem dem , som Hulda betragtede +stift ; hans ansigt var hende modbydeligt ; hun hilste +koldt og undvigende på ham . ' +denne lagde mærke dertil , og man kunne se at +han sølle sig såret derved . +Det var en ny tjener , som greven havde antaget +medens de vare bortrejste . +Tjenestefolkene fik dog hver et venligt ord af + +grevinden , og de vare alle glade over af deres herskab +lykkelig og vel vare vendte tilbage . Kun den nye +tjener behagede ikke grevinden . +Da folkene havde fjernet sig , sagde hun derfor +til greven : +— hvad hedder din nye tjener ? +— Francois , sagde greven , han er nylig kommen +fra^frankrig , hvor han har tjent hos flere adelige +familier , , og jeg har antaget ham fordi han seer ret +flink ud . “ +Hulda og hendes moder verlebe et blik . +— hør , lille fader , ville du på denne dag +nægte af opfylde en bøn , jeg har til dig ? sagde +Hulda lidt ængstelig +— det kommer rigtignok an på , hvad det er +du forlanger , mit barn , sagde greven og klappede +hendes kind . +— jeg vil blot bede dig om af afskedige den +nye tjener , vedblev Hulda ; jeg ved ikke , hvoraf det +kommer , men jeg kan ikke lide ham ; jeg har en forudfolelse +af , af han vil begå noget rædselsfuldt +imod os - af han vil bevirke vor ulykke . +- å snak , mit barn . Jeg synes aldrig , af +du har været af en sådan karakter , at du kunne +gøre et menneske brødlest og ulykkeligt . +Hulda gav intet svar ; hun bøjede hovedet , fil +tegn på , at hun ikke ville bede mere . +Greven vendte sig bort fra Hulda for at tale med + +sin gemalinde . Han havde så meget at spørge om , +så meget at erfare . +Hulda havde sagt fil Pedro , at hun aldrig havde +lidt så meget som i Frankrig , og grev Tadlos søgte +nu at få at vide , hvori hendes lidelser bestod . +Grevinden fortalte ham nu alt , hvad de havde +gennemgået siden de forlod ham ; hun fortalte om +konraks nedrige adfærd og om hans forfølgelser . +Under hele fortællingen lynede grevens øjne as +og fil , og han knyttede hænderne fast sammen af +harme . +Grevinden sortalte nu , hvorledes han havde bortført +Hulda , men at denne var gået sejrrig ud af +kampen . +— og du har ikke skrevet mig fil , at du trængte +fil min hjælp ! råbte grrven og slog hænderne +sammen . +Han var ligbleg i ansigtet og rystede stærkt . +— og den skurk turde vove at lægge hånd +på min datter ! vedblev han . Han , den elendige +turde vove at . . . O , mit hoved svimler — kunne +jeg kun hævne mig på ham , men han kommer sikkert +aldrig til Spanien mere . Ja , forbandet være navnet +Gautin , forbandet være dette navn , der har skaffet +eder og mig så uendelige kvaler . Aldrig skal +nogen af hans slægt komme over min dørtærskel , +aldrig . . . aldrig , siger jeg , skal hans navn nævnes +her i vor familie ! + +det gav et sæt i Hulda ; hun sprang op fra +sofaen og råbte fortvivlet : +— o , fader , tag din forbandelse tilbage , den +kunne vedrøre andre , som du mindst tænker på . +— og hvorfor , mit barn ? sagde greven ; er du +da ikke vred på ham for alt det onde , han har tilføjet +dig ? +- jo vist er jeg , wen jeg ville så nødig have +at du skulle forbande nogen ; det har vi ingen ret +til , det er kun gud , som kan straffe de slette . +— du har måske net , men jeg forbander +alligevel navnet Gautin , og jeg vil stedse forbande det , +sålænge jeg er iii . +Hulda udstøvie et skrig af forfærdelse . Greven +så bestyrtet på hende . +— men hvad går der dog af dig , mit barn , +sagde han øm « . Du er vist angreben af den lange +rejse ; gå til ro , kære Hulda , få går det nok +over . +— nej , fader , jeg kan ingen ro sinde mere , +råbte Hulda sønderknust ; thi du . . . Du har forbandet +min forlovede ! +Greven sprang op , som ramt af et elektrisk stød +- din forlovede ! skreg han med tordenrøst . +Har du sort , vel dig med den skurk ? +— nej , nej , men med hans Broder , jamrede +Hulda . +— o , Hulda , sig at det ikke er sandt , sig at det +er spøg ! Du lægger mig i graven , hvis . . . + +— o , min gud , min gud ! hav barmhjertighed +med mig ! jamrede Hulda ; skal mit hjerte da driste as +sørg ? Næppe har jeg udstået den ene lidelse , før +den anden strar viser sig før mig . Hvor det må +være sødt at dø , så har man da fred og hvile . +Grevinden var sunken tilbage i sofaen , bleg +som er lig . Hun anklagede sig selv før at have tilintetgjort +fin datters lykke , just da den viste sig at +være sikkrest . +Greven gik i stærkt oprør frem og tilbage på +gulvet ; han kæmpede øjensynlig med fine følelser . +Endelig standsede han foran Hulda og sagde : +— græd ikke , Hulda , men hør mig ; også du +min hustru , må høre mig uden afbrydelse . +Idet han søgte af beherske fin bevægelse ved +erindringen , begyndte han sin fortælling : +— da jeg endnu var ung Lieutnant havde jeg en +dusbroder , der hed Gautin . Denne var en franskmand , +meget livlig og munter , og derfor yndet af alle +mine kammerater , såvel som af mig selv . +— han besøgte mig ofte her på borgen ; dengang +levede mine forældre og min eneste søster Oma . +— en dag havde han som sædvanlig besøgt mig +og bedet mig om af gå med hen i klubben ; jeg var +ikke strar villig dertil , men efter mange overtalelser +lykkedes det ham dog af få mit samtykke . Han +hentede mig og vi fulgtes ad derhen . +- her sad rndel unge officerer og spillede kort . +Man hilste ærbødig på os , og nogle rejste sig for af + +lade os få plads . Jeg rykkede min kammerat i +kjolen og hviskedee til ham af jeg ikke ville spille med , +men han lod som om han ikke hørte det og tog rolig +plads ved bordet , idet han vinkede til mig , af jeg +skulle komme med . +— jeg sad mig altså også ned og spillet begyndte . +I begyndelsen gik det mig særdeles heldigt , +jeg vandt det ene spil efter der andet , men senere , da +spillet havde varet i nogle timer , tabte jeg efterhånds +a ! t hvad jeg havde vundet . +— jeg havde kun meget lidt penge hos mig og +jeg sad derfor i den størst « svænding og afventede +spillet . +- Gautin så på mig , og ban har uden tvivl +mærker min forlegenhed , thi han tilhviskedee mig : +- jeg har penge , som du kan benytte ; ja , du +forstår mig vel nok ? +Ja , jeg forstod det fuldtvel , men uagtet jeg +havde en god fader , så forsynede han mig dog kun +meget lidt med penge og jeg kunne derfor ingen gæld +gøre , men da jeg frygtede af man ville le , når den +rige grev Tadlos ' søn måtte forlade spilleborde ! +Af mangel på penge , så vedblev jeg spillet og tabte +denne aften over 400 dukater . Jeg lånte af denne +djævel , men jeg skulle snart komme til af angre det +bittert . +Greven knyttede begge hænderne ved tanken derom . +Hulda og hendes moder sagde ligblege og tavse . +- aldrig , aldrig skal jeg glemme den dag , der + +oprandt for mig , begyndte greven . Aldrig skal jeg +glemme hvilken sorg feg beredte mine gamle forældre . +- næeste morgen kom ^eitnant Gautin op til +mig ; han sad sig fortrolig ned på sofaen ved siden +af mig , uden af modtage nogen indbydelse dertil ? +Han kastede flødesløs sine tilsmudsede stevler op på +en med floiel detrulken stol . +— jeg æergrede mig , men jeg sagde intet , thi +jeg var betydelig t hans gjcrld . Han syntes også af +benytte sig heraf , ri han var mere fri i sine bevægelser , +end han tidligere havde vcrret . +— under samtalens løb ytrede han ønflet om af +blive præsenteret for mine forældre ; jeg lod som om +jeg ikke havde hørt det og talte i hast om noget ånde +men han asbrød mig og sagde påtrcengcnde : +— du herte vist ikke hvad jeg bad dig om ? +— jeg forstillede mig og svarede , af jeg ikke havde +forstået ham , men dette hørte jeg tydeligt han sagde +— ja så , så må jeg selv præesemere mig for +dem og bede deres fader af betale mig dette lille +beløb . +— her sad han og viftede med verlen . Blodet steg +mig til hovedet ; jeg bad og bønfaldt ham om af +vente med betalingen til jeg havde erholdt min gage , +men han ville intet høre ; han sagde med en spottende +mine : +— det koster dig ikke megen umrge for at få +mig til at vente ; forestil mig for dine forældre og + +for din elskværdige søster , og denne beret vil “ øjeblikkelig +blive tilintetgjort . +— jeg betænkte mig et øjeblik . Jeg havde en +forudanelse om , at det ikke var rigtig » ; jeg havde +såt en sådan afsky for ham , at det var mig umuligt +at betvinge den . +— efter nogen betænkning sagde jeg da ja , og dagen +derefter ble » han forestillet for min forældre og +min søster ved en glimrende fest , som min fader +gav . +Greven tav et øjeblik . +O , aldrig skal jeg glemme de dage , som nu +påfulgte . +— her , i dette værelse , foregik den nedrige +handling , som vækker tusinde kvaler hos mig . +— han dansede den aften med min søster ved +festen ; det syntes at behage hende , thi Gautin var +en sladselig og smuk kavaler . De vare det smukkeste +par på gulvet og de vare begge så lykkelige , +at de glemte alle omkring dem . +— efter denne Asien kom han nu stadig til os , og +min søster så ham meget gerne . Var det en +Asten , at han ikke kom , da kunne jeg se hvor det pinte +hende , og snart så jeg hende blive bleg og sørgmodig . +Jeg kendte årsagen — hun var fsrrlskei ; men +hun vidste ikke om hun blev gjenelsket , « hi skurken +havde vidst at skjule sine hensigter med hende . Han +så hendes bleghed og glædede sig derover . Og da + +hendes sorg var på sit høidepunkf , kastede han sig +på knæ og tilstød hende sin kærlighed . +— han havde ventet , at hun med en spanierindee +hele jldfuldhed havde kastet sig i armene på ham , +men han tog fejl . +Uden at give sin grænseløsekjærlighed tilkende , +sagde hun : +— jeg må bede dem om først . at tale med min +fader derom . +- han rejste sig fattet , men kogte indvendig af +raseri over hendes koldblodighed og svor , at han +ville hævne sig . +— i denne hensigt underkjebte han den stuepige , +som plejede at tillave theen for os , og han fik hende +til at blande sovedråber i theen , således at det +indvirkede på os alle . +— han havde ikke talt til fader om sin kærlighed , +men do alle sov , skæbte han hende mere døv +end levende ind i delte værelse . +— o , mit hjerte brister derved ; ingen kunne +høre hendes skrig om hjælp , og niddingen flygtede +kort efter herfra byen . +— men før han rejste var hanlnedrig nok til ar +præsentere fader min verel . Mine forældres ulykke +var fuldstændig og jeg alene var skyld deri . +-- tiden nærmede sig og min ulykkelige søster +nedkom med eil søn , som min fader efter nogle +ugers forløb sendte med et ^pålideligt ; °budi til +Gautin . + +— min søsters tilstand var ubeflrivelig , og efter +to ugers hårde lidelser var hun løvens sikre +bytte . +— mine foræeldre døde^kort derefter , og jeg +arvede borgen og hele i formuen til løn for min +smukke handling — og derfor siger jeg endnu engang +: forbandelse , den dybeste^ forbandelse over +navnet Gautin , thi det er skyld i mine forældres og +min selfers undergang . +Greven tav et dieblik . Endelig fortsatte han +med rystende stemme : +— du ved , Hulda , at da du var bleven 14 +år gammel skrev jeg efter en lcrrer til ^dig . Han +ankom hertil og blev antagen ; men da kontrakten +skulle oprettes hørte jeg hans navn , og jeg for +uvilkårlig tilbage . Men den herre , som havde skaffet +mig den dygtige læerer , var tilstede da vi skrev kontrakten , +og jeg stammede mig derfor ved at afskedige +Gautin , ffjøndt han ved sin ncervcrrelse stadig mindede +mig om hvor flet jeg havde handlet . +— allså , han blev her , men hans navn gjorde +heller ikke ham mre . Jeg erfarede senere , at han var +min egen søsters barn , men jeg kortaug klogelig for +ham at jeg var hans onkel , og dette slægtskab bevirkede +at han i mine dine blev endnu afsfyeligere +end han egentlig var . Da var det at han friede til +dig ; i mit blinde raseri ville jeg slå ham til +jorden , men han greb mig om armen med sin jernfaste +hånd og tvang mig til at nedlcrgge mit våben . + +dette var en passende lejlighed til at få dam bort +og jeg løvede ikke længe . +— han gik bort , men han svoer at jeg skulle +komme til ar fortryde det , og han har holdl sit ord , +— ja , jeg har måske endnu mere ondt at vente af +ham +greven havde fuldendt sin fortælling . +I stærk oprør gik han frem og tilbage vå gulvet , +og store sveddråber perlede på hans pande . +Hulda sad som fastgroet til stedet ; hendes fortvivlelse +kendte ingen grcrndser . Hun stirrede stift +hen for sig , ikke en musfe ! bevægede sig i hendes +ansigt , alle hendes lemmer vare magtesløse og hun +formåede ikke at rere sig ; et så forfærdeligt indtryk +havde denne fortælling gjort på hende . +Fru Tadlos iagttog sin Dauer ; også hun var +ren og til fulde forstod hun Huldas smerte . +Greven ville atter tale , men Fru Tadlos afbrsd +ham . +- jmannel , sagde hun , se på din datter og +sig ikke mere , hvis du ikke vil drcrbe hende . +Greven vendte sig om , han ilede hen til Hulda , +men idet han ville tage hende om halsen for at trøste +hende , faldt hendes hoved tungt ned på hans skulder ; +hendes Oine stod endnu halvt åbne . +— mit barn , mit barn , jamrede han ; hvad har +jeg dog gjort , at jeg fortalte dig dette ! +Grevinden var et stumt vidne hertil ; hun begreb + +ikke hvor det kunne være at ulykken således bestandig +forfulgte dem . +Hulda blev båren ind i sine egne værelser , dem , +der vare hende så kære , og som hun havde længtes +så meget efter . Nu var hun endelig kommen der , men +i hvilken sørgelig forfatning . Hun blev strar bragt +tilsengs , et bud blev sendt efter lægen , og denne ankom +kort derefter . Opmærksomt iagttog han den lidende +unge pige ; han rystede på hovedet og sagde henvendt +til hendes forældre : +— den største omhyggelighed , den bedste pleje +og frem for alt stilhed udfordres for af redde hende ; +thi hendes liv hænger ved en tråd . +De ulykkelige forældre forstod ham , og deres sorg +var ubeskrivelig . +Fru Tadlos knugede begge hænder mod sit hjerte +— hendes kamp med livet var en hård kamp , thi +den var fuld af legemlige og åndelige kvaler ; men +hun bar dem som en kvinde , og var udholdende og +tålmodig som denne . +Lægen havde omtrent opgivet hende , thi Huldas +tilstand var i sandhed håbløs . +Hun lå stille hen ; kun af og til gik en heftig +sittren gennem hendes legeme . Hendes ansigt var +dlegzult og de små hænder vare fast sammenknyttede . +Hulda var endelig kommen til Spanien og hendes +unge hjerte havde jublet , da hun så sin fædrene » + +kyst ; men nu — ak , nu var hun måske i begreb med +for evigt af forlade det fædreland , som hun elskede +så inderligt . +Femogtredivte kapitel . +Blandt knnftnere . +Vi føre vore ærede læsere til rom , denne kunstens +og skønhedens hovedstad , hvorfra så mange dygtige +mænd have hentet ære og berømmelse . +I en af de mest anseelige gader ligger et lige +så anseeligt hus . På første sal har en af de mest +berømte kunstnere sit atelier ; en del unge mennesker +vare beskæftigede her , og alle søgte at opnå den +samme dygtighed som deres mester . +Blandt disse se vi en ung kunstner , der ved sin +skønhed og sit beskedne væsen strar tiltrækker sig vor +opmærksomhed . Han er i færd med at male et prospekt +af en af Venedigs skønneste egne . +Hans tanker vare døg ikke » lukkende fængslede til +arbejdet , — af og til for han sig med hånden over +panden , som for at forjage en uhyggelig tanke . +Han rystede sit mørke hår , greb atter penslen , + +som han havde ladet hvile , og begyndte sit arbejde +påny . +— hvorfor intet svar , sagde han halvhøjt . Det +er nu over en måned siden , at jeg skrev til hende , +og døg vedbliver den samme taushed . Ak , skulle hun +måske være syg eller skulle skibet være gået under ? +Min gud , min gud , jeg kan ikke udholde denne tanke . +En skælven gjennemføer hans legeme , den dybeste +fortvivlelse stod præget i hans ansigt , og hviskende +udtalte han Huldas navn . +Den unge kunstner var , — som læseren vel alt +har gættet — vor fælles ven Charles Gautin . +En af de yngre elever , en smuk ingling på +omtrent l 7 år , havde fattet en vis forljærlighed for +Charles frem for de andre . +Han gik hen til denne , lagde hånden på hans +arm og sagde deltagende : +— der er noget , som bedrøver dem , signor +Gautin ; betro dem til mig og vær overbevist om , at +hvad jeg formår at hjælpe dem med , det gør jeg +med en sand glæde . +Charles rystede på hovedet og sagde : +— det kan ikke nytte at jeg meddeler dem min +smerte , thi de formår ikke at lindre den . +— men det hjælper altid at meddele sin sorg til +en ben , thi det letter hjertet for en sten , som måske +tynger med alt for stor vægt . +Charles så forundret på ham , lod sit arbejde +hvile og sagde : + +— ja , de vil måske le ad mig , når jeg fortæller +dem årsagen til min sorg , men lige meget , +de skal få den at vide : da jeg rejste bort fra +Frankrig efterlod jeg en ung pige der , som jeg elskede +med liv og sjæl . Hun rejste kort derefter til Spanien ; +jeg har skrevet brev til hende for over en +måned siden og har endnu intet svar erholdt . Jeg +ved ikke hvor det kan være , men jeg er helt utrøstelig +derover . Jeg kan ikke sove om natten for uro , mit +arbejde vil ikke lykkes for mig og jeg er nærved aldeles +at tabe modet . Sig mig , hvad skal jeg gøre ved +dette ? +— hør , Gautin , de må ikke tænke så meget +derpå ; de skal søge at adsprede dem lidt . Har de +intet bekendtskab her i byen ? +— nej . +— det var herligt ; så vil de måske bevise mig +den ære , at stifte bekendtskab med min familie og +tilbringe nogle behagelige aftener hos os ? +Dette havde Charles intet imod og med glæde +modtog han derfor indbydelsen , thi han følte sig helt +forladt og ene i denne store by . +Den følgende aften blev Charles introduceret +hos den unge kunstners familie . +Faderen -- en dcrømt billedhugger — var en +venlig og forekommende mand . Hans kone var lille +og spinkel , men hun så så god og venlig ud , at +Charles strar fattede hengivenhed for hende . + +det lod også til , at Charles interesserede hende , +thi hun betragtede ham uafbrudt . +En hel time havde de passiaret sammen , da +døren åbnedes og en smuk ung pige trådte ind . +Hun var iført et elegant overstykke , medens en lille +koket hat , som klæedte hende allerkærest , en meget lang +silkekjole og en vifte , fuldendte hendes lette klædedragt . +Hun drejede dristig ind ad døren og sagde i det +samme : +— nå , mama , jeg så en ung dame på +gaden , der aldeles lignede mig . Å , hvor hun var +smuk ! Jeg blev så lykkelig derover . +Rask trådte den unge pige frem for det lange +spejl , uden af læegge mæerke til Charles , der sad bag +ved hende . +— min spillelærer er rent utålelig , vedblev +hun ; han kan aldrig få mig dannet nok . Altid skal +jeg høre den evige snak : sikken du kommer ind ad +døren , sikken du dæerer dig ad ! Man skulle næsten +tro af du ingen opdragelse har fået ! — men det +er også en gammel gnaven en ; det var ikke rigtigt +af sende mig hen til ham , istedenfor til en ung , smuk +mand , som man i det mindste kunne ft på , uden af +blive bange . Og det siger jeg , af dersom mama ikke +stoffer mig en anden læerer , så vil jeg slet ikke spille +mere . +Under dette raisonnement havde hun taget overtøjet +af og ordnede sine lange kreller . + +— men hvorfor er mama så faus ? Du svarer +mig jo flet ikke , vedblev den unge pige og vendte sig +om ; men hun for bestyrtet et par skridt ttlbage , +da hun fik øje på Charles , og sagde henvendt til +moderen : +— men hvorfor har mama ikke underrettet mig +om at her var fremmede ? +Hun besindede sig imidlertid hurtigt , gik med en +overordentlig ro hen til Charles og rakte ham hånden , +idet hun sagde : +— god aften , signor ; jeg kan tænke at de er +den ven , som min Broder Sally har omtalt og roest +så meget ; jeg glæder mig ret til at stifte deres bekendtskab , +thi her kommer så få . +— Korilla , hvor du dog er overgiven og snakkelysten +iaften ; hvad går der dog af dig ? sagde +hendes moder formanende , idet hun sørgmodig rystede +på hovedet . +Charles havde været et stumt vidne til denne +scene . I tankerne satte han hende ved siden af +Hulda , og han kom til det resultat , at hun stod langt +over denne lille kokette . +Charles sagde nogle forbindtlige ord til Korilla , +hvilke hun optog som en kompliment , og ugenert tog +hun plads ved siden af sin Broder og ham , og +begyndte en konversation , der ikke var ganske passende +for en dannet ung pige . +Charles ' forbavselse steg mere og mere , han +begyndte at føle interesse for hende , thi det var noget + +nyt for ham , han havde aldrig hørt noget sådant +tidligere . +Hele aftenen underholdt han sig med Korilla , og +hun — ja hun syntes at gøre sig mere og mere +elskværdig , jo længere de talte sammen . +Hun flyttede sig helt hen til ham , greb hans +hånd og Charles blev meget forvirret herover . +Han vidste ikke hvorledes han skulle bære sig ad +for ar komme ud af denne farlige stilling . +I grunden var det sket ikke ubehageligt at være +genstand for en så smuk piges interesse ; halvt +modstræbende belavede han sig til at gå , men klokken +var mange og det ville derfor være upassende at +opholde sig længere hos dem . +Vennen tilbød at følge ham hjem , og det var kun +med megen besvær at de formåede at holde Korilla +tilbage — hun ville absolut følge med . +Da Charles var gået irettesatte moderen hende +så strengt , at Korilla grædende gik op på sit +værelse . +Hun sov ikke denne nat for at tænke på den +unge , smukke mand , der havde besøgt dem hin aften . +Da Charles gik til ro tænkte han også på +Korilla , han sov hellenske denne nat , dog var det +ikke for hendes skyld , nej , ved al sammenligne +Hulda med hende stod Hulda for ham som den blideste +engel og for i tankerne ar være samlet med hende , +lukkede han ikke sine øjne hele natten . + +sersgtredivte kapitel . +Tilfæeldets magtvi +ville nu atter henvende vor opmærksomhed +på Konrad +efter at han havde fået sin darnestue island , +tænkte han straks på nye bedrifter . Hulka var hans +stadige tanke , og at tilintetgøre hendes lykke var hans +mægtigste opgave . +Han vidste at hun var rejst til Spanien , og derfor +tøvede han ikke med at udføre sine afskyelige hævnplaner . +Af en af Charles ' venner havde han hørt , at +Charles var rejst til rom , for hos en berømt kunstmaler +at udvide sit talen « ; og han glædede sig i sit +stille sind derover , thi det var noget som han kunne +benytte sig as . +Nogle dage derefter rejste denne djævel til rom , +før at udspionere sin Broder , og derved bevirke et brud +mellem Hulda og ham . +Efter en temmelig besværlig rejse landede Konrad +i Italien . Hans første tanke var at opspore hvor +Charles befandt sig , men han indså at det ikke var +nogen let opgave . +Efter at han var kommen til . Rom gennemvandrede +han denne store by , før om mulig at opdage noget +spor til Charles . + +imidlertid så han tfke noget til ham . +Ærgerlig vandrede koorad hen til et hotel , for +der at søge ophold for natten ; men som han således +gik i sine egne tanker , fik han pludselig øje på en +ung smuk dame , der særlig tiltrak sig hans opmærksomhed +ved sit besynderlige væsen . +Han nærmede sig hende og betragtede hende nøje , +og hun — ja hun så atter på ham og lod sig ikke +genere of hans gennemborende blik . +Konrad tiltalte hende på italiensk , og Korilla — +thi hende var det — hørte straks på dialekten , at ban +var en franskmand , af hvilken grund hun straks fattede +interesse for ham . +— tillader signora at jeg ledsager dem hjem ? +Sagde Konrad , og tog galant hatten af for hende . +Korilla gav intet svar . +— jeg er aldeles fremmed her i byen , vedblev +Konrad ; jeg ved næppe hvorhen jeg skal vende mig , +for at få ly over mit hoved denne nat . Jeg har +henvendt mig til flere hotelværter , men jeg har stedse +fået det svar : alt er optoget . Jeg kommer nok af +den grund til at opholde mig under åben himmel +denne nat . +Korilla følte medlidenhed med ham , og i en +deltagende tone spurgte hun : +— er de da først kommet til rom i dag ? +— ja , signora , jeg er først kommet hertil i dag , +jeg har aldrig tidligere været i denne by . + +— hvorfor er de da kommet hertil ? spurgte +Korilla ligefremt . +Konrad studsede ved dette spørgsmål . +— jeg . . . jeg er kommet hertil for . . . for +at uddanne min kunst , fremsfammede han . +Korilla modtog da Konrads arm og i længere +tid forholdt de dem tavse . +— jeg agter at anskaffe mig en storartet statue , +med det samme jeg befinder mig her i kunstens +sande hjem , vedblev Konrad ; jeg har hørt en billedhugger +omtale , hans navn er pjerri , men desværre +kender jeg ikke hans bopæl . +— pjerri , sagde Korilla ; ih , det er jo min fader ; +det træffer sig overordentlig heldigt , og det skal være +mig en glæde at føre dem til ham . +Da de kom hjem blev Konrad forestillet for hele +familien . Sally var netop hjemme den dag og da +faderen bad Konrad om at blive den aften hos dem , +modtog han indbydelsen og gjorde sig det ret bekvemt +hos familien . +Under samtalen lod Korilla ham vide , at hendes +forlovede kom snart ; hun fortalte af han var +et særdeles smukt ungt menneske og af han tilmed var +en meget dygtig kunstner . +Det hjalp ikke alt hvad moderen stødte til hende ; +Korilla vedblev af snakke og da Konrad spurgte hvad +hendes forlovede hed , knipsede hun med nakken og +sagde : +— det er egentlig ikke min forlovede , men jeg + +elsker ham og jeg skal nok mage det således , af det +ikke skal vare længe inden ban bliver det ; han seer +allerede så henrykt på mig ; men jeg er jo også +nydelig , efter hvad man siger , sagde hun og drejede +sig rundt for spejlet , idet hun beså sig fra alle +kanter . +Konrad blev - hvor sket han end var — så +forbavset , af han betragtede hende i lang tid , uden af +sige et ord . +Han havde allerede en plan med hende . +Vi må bemærke , af Konrad var aldeles ukendelig ; +en blond paryk og et langt skæg af samme farve , +umuliggjorde af man kunne kende ham . +Han blev der altså om aftenen , og han blev re * +gode venner med Korilla og den øvrige familie . +Charles havde lovet af komme samme aften , og +da klokken slog 7 stod han på dørtærskelen . +Korilla sprang ham i møde med åbne arme , idet +hun råbte : +gudskelov at de kom ! den fremmede længes +efter at se dem . +Konrad var bleven målløs stående ved bordet . +— tilfældet kommer mig til hjælp ! mumlede han +idet øjnene tindrede med en djævelsk ild . Det er +altså hendes forlovede , vedblev han ; det er jo rart ! +Bliv du kun , min ven ! det skal ikke være nogen +hemmelighed i mange dage . +Charles modtog Korilla , som en fader modtager + +sit barn ; han klappede hende venligt på kinden og +overrakte hende en buket smukke blomster . +Korilla var henrykt ; hun sprang omkring på +gulvet og jublede som et barn . +Charles blev venlig modtaget af hele familien , og +alle kappedes om at gøre ham det så behageligt som +muligt . +Harmfuld så Konrad dertil . I hans hjerte +brændte misundelsens flammer og rasende tænkte han : +— altid skal han foretrækkes for mig , medens +ingen seer til mig eller bryder sig om mig ; men derfor +— netop derfor skal jeg hævne mig på ham . +Hvor jeg skal glæde mig , når jeg engang har trådt +ham ned i støvet og jeg selv står bøit oppe på +lykkens tinde , glimrende som en sol skuende ned på +ham fra al min herlighed , da vil han måske bede +mig om nåde . . . +Han kom ikke længere i sine tanker , thi Korilla +kom springende hen til ham med Charles ved hånden . +— vær så god at hilse på den fremmede herre , +sagde hun smilende . +Charles gjorde et gratiøst buk for Konrad , og +denne besvarede det koldt og afmålt . +— her er min forlovede , sagde Korilla henvendt +til Konrad . +Charles truede ad hende og sagde : +— hvorfor siger de det , den fremmede herre er +istand til at tage deres spøg for alvor . +Korilla rødmede let og vendte sig i vrede fra + +ham , medens Charles indlede en samtale med den +fremmede . +Han syntes at have hørt denne stemme før , — +det forekom ham så besynderligt at den fremmedes +øjne tindrede , hver gang han så på ham , døg tog +han ingen notits deraf . +Aftenen henrandt under spøg og latter og Charles +besandt sig virkelig lykkelig i denne lille familiekreds . +Men hvad gjorde Konrad ? +Han og Charles fulgtes hen ad vejen , da de forlod +selskabet . Tilsyneladende rolig gik han ved siden af +Charles , men det sydede og kogte i ham , så han havde +den største umage med at beherske sig . +Endelig skiltes man udenfor det hus , hvori Charles +boede , og han gik op på sit værelse , hvor han snart +faldt i en rolig søvn . +Han ville næppe have sovet så rolig , dersom han +havde vidst , af den fremmede , der fulgte ham hjem , +var hans egen Broder . +En måned var atter forløde » og i den tid havde +Konrad og Charles været stadige gæster hos pjerri , +og Konrad søgte af indsmigre sig så godt hos Korilla , +af hun døg idetmindsfe betragtede ham med velvilje . +Han søgte stadig af nedsætte Charles i hendes øjne , +for af vinde hende for sin plan , men Korilla elskede +virkelig Charles så højt , af hun ikke ville høre tale +om noget , der kunne skade ham i ringeste måde . + +en Asten kom Charles ikke . Han havde nemlig +fået skrupler over af komme der så lidt for Korillas +skyld , thi han mærkede af det blev til alvor med den +unge piges tilbøjelighed for ham , og dette måtte +han for enhver pris undgå . +Han havde besluttet af komme der , for af søge af +forbedre den . ville unge pige , men da det ikke kunne +lykkes ham og han derved udsatte sig for den fare , af +blive elsket af et væsen , som han umulig kunne have +nøgen tilbøjelighed for , så indså han , at det ikke +var rigtigt at komme der oftere . +Korilla sad netop og ventede på ham , da Konrad +trådte ind . +Han tog plads ved siden af hende , greb hendes +hånd og sagde : +- nå , deres ven er nok ikke kommet i aften ? +— nej , sagde Korilla , idet hun urolig så sig +om , for at skjule sine forgrædte øjne . Han har formodentlig +travlt med et eller andet arbejde . +— nå , så det tror de , sagde Konrad ; så +de trøster dem ved falske forhåbninger . I dette +øjeblik sidder han måske og omfavner en eller anden +skønhed ; nej tro de mig , han er ikke til at stole på . +Det er jo der jeg har sagt dem , de får ham aldrig , +thi han elsker en anden . +— det er ikke sandt ! råbte Korilla , idet hun +heftigt rejste sig og knyttede de små hænder . +— jo vist er det sandt , jeg vil give dem et bevis +derpå . Igår aftes , da vi gik herfra , fulgtes + +vi hen ad gaden . Da kom en tæt tilsløret dame +forbi os . Han fik pludselig hastværk og forlod mig . +Jeg havde dog lyst til at se om han virkelig var så +sket , som jeg har sagt dem at han er . — jo , ganske +rigtigt , han fik damen under armen og de spadserede +en lang tid sammen . — herefter tænker jeg at hun +har i agt beslag på al hans tid . +Korilla var bleven blussende rød ; hun greb Konrad +i halsen og råbte i sandt raseri : +— sig al de lyver , eller jeg knuser dem ! +Hendes øjne rullede vildt i hovedet og den lille +hånd holdt så fast i Konrads Hals , at han næsten +krympede sig af smerte . +Men del var netop således at Konrad ville have +hende . Nu var tiden kommen , at hun var modtagelig +for hans planer . +Han greb hende fast om den hånd , der holdt +ham , og sagde aldeles rolig : +- de kan jo hævne dem på ham ; jeg har +ingen skyld deri . Søg en passende hævn , intet er +for slemt til ham +hun flap hans Hals , hendes øjne lynede og med +feberagtig hast råbte hun : +— ja , de har ret ; men hjælp mig , hjælp mig , +at hævne mig på ham ! +— som de vil , sagde Konrad ; den bedste hævn +vil være at skrive et brev til den dame , der fængsler +ham til sig . Hun bør underrettes om det hele . +Korilla betænkte sig et øjeblik . + +— ja , vil de ikke , da bliver det deres egen +skade , men for deres egen skyld vil jeg råde dem +til , af lade hende vide hvorledes forholdet stiller sig . +— nuvel , sagde Korilla ; min beslutning er tage » ; +jeg vil skrive til hende , — han har fortjent det , den +troløse . +Konrad dikterede hende og med skælvende hånd +nedskrev hun følgende : +„ Komtesse < le Tadlos ! +» Deres forlovede har i går holdt bryllup +„ med en ung smuk dame , der var i besiddelse +„ af en meget betydelig formue . Det gør mig +„ hjertelig ondt af målte meddele dem dette , da +„ jeg ved hvor meget de holder af ham . Jeg er +„ nemlig rejst til rom for min sundheds skyld , +„ og den første nyhed jeg hørte var den , af Charles +„ Gautin var bleven gift med en rig italiensk +„ Dame . +„ Jeg græd i mit ^stille sind ved tanken om +» den smerte , det v , l forvolde dem , men min +„ Hengivenhed for dem fordrer , af jeg underretter +„ Dem derom , for af de kan vide af straffe den +„ Uværdige , der har drevet spot med en så +„ elskelig pige , som de er . +„ Deres +inituPinit==Alice deruPder==P . “ +Korilla studsede over brevets indhold , og sagde ; +— men sig mig , hvad er deres mening med +dette brev ? + +— det er aldeles nødvendigt af vi stiler det således , +sagde Konrad ; thi når vedkommende dame +får dette brev , da vil hun aldeles hæve forbindelsen +med ham , og de har ham atter for dem selv . Lad +de blot mig råde , jeg skal nok mage det således , af +de får en hævn , der er dem værdig . +— men hvorfor skal der skrives et andet navn +under brevet ? sagde Korilla og så forundret på +ham . +— jo , det er aldeles nødvendigt , lød svaret . +— er det navnet på den dame han fulgtes +med ? vedblev dun . +— ja , svarede Konrad aldeles rolig . +-- ja så , men hvad er deres mening med af +hævne mig ? Tror de af jeg får tilstrækkelig hævn +med dette brev ? +- lad de blot mig råde , jeg skal nok indrette +det således , af deres hævn bliver som de ønsker det , +sagde Konrad , idet han gik med brevet . +Neppe havde han forladt huset , før hun bittert +fortrød af hun havde indladt sig på dette skændige +f retagende . +Hun ville ile efter ham , men hendes moder kom +j det samme ind i stuen , og Korilla glemte i samme +øjeblik alt , Konrad , brevet og hævnen , for at tale +urev hende om Charles . + +det var langt ud på aftenen . +Korilla havde opirret sig selv ved den tanke , at +Charles ikke bred sig om hende . Hun tænkte nu på , +hvorledes hun skulle hævne sig uden den fremmedes +hjælp . +Pludselig sprang hun op idet hun råbte : +— ja , jeg vil , jeg må først tale med ham ! +Tanke og handling var hos hende et , hun iførte +sig derfor hastig sit overtøj og snart efter befandt hun +sig på de mennesketomme gader . +Uden at tænke på , ar det var så sent om +aftenen , styrede hun sine skridt henimod hans bolig . +Hun bankede hårdt på døren . +Charles lukkede op , men for forbavset et skridt +tilbage , da han så Korilla stå for sig . +— men bedste signora dog , hvad tænker de på , +at de så sent cm aftenen vover dem ud alene ? +Råbte han , idet han førte hende ind i værelset . +— det er mig lige meget hvor sent det er , når +jeg blot kan se og tale med dem , sagde hun , idet hun +skødesløst tog plads i en stol . Ja , lad mig sige +dem det med det samme , jeg kan ikke leve uden dem , +de er mit alt på jorden . O , jeg beder dem , forstød +mig ikke , vedblev hun , da hun så at Charles +gjorde en afværgende bevægelse med hånden . +— men bedste Korilla dog ! råbte Charles fortvivlet . +Jeg har fortiet for dem at jeg er forlovet +og skal snart have bryllup . +— o , min gud , det er ikke sandt , de vil bedrage + +mig . Jeg ved at de elsker mig , men de er for beskeden , +de vil ikke sige mig det . De kan umulig have +nogen anden , udbrød hun hændervridende . +— jo , Korilla , når feg siger dem det , da må +de tro det ; jeg nærer ikke nogen anden følelse for +dem , end en Broder føler for sin søster , og jeg har +vist heller aldrig givet dem anledning til at nære +nogen anden følelse . +— jo de har ! råbte hun heftigt ; de har lånt +mig forelskede øjekast — de har på tusinde måder +ladet mig mærke , at de elsker mig . Jeg hengav mig +ganske til den glæde , dette forårsagede mig . O , de +må ikke sige at de er forlovet , thi jeg ved at det ikke +er sandt ! +Med dis e ord hang hun sig om halsen på ham +og kyssede ham heftigt . +Charles søgte at frigøre sig før hende , men det +ville ikke lykkes ham ; da stødte han hende heftigt fra +sig med de ord : +— jeg vil ikke kendes ved deres kærlighed ; +jeg har jo sagt dem at min brud venter , — så forlad +mig da , gå hjem til deres forældre , - jeg skal +aldrig mere komme hjem til dem . Glem mig , Korilla , +0g søg dem en mand som elsker dem og som kan +gøre dem lykkelig ; jeg kan det ikke , hele min lykke +er i Spanien ! +Korilla stod før ham med frådende mund ; hendes +vidt opspilede øjne vare stift heftede på den unge + +mand , der talte således til hende . Hun hævede den +højre hånd og råbte : +— forbandelse over dem og hende , men især over +dem , der så skammeligt har ført mig bag lyset . Dog +vent , min hævn skal ramme dem frygteligt ! +Hun havde næppe udtalt før Charles trådte hen +til hende og sagde dybt rystet : +— sig intet mere , Korilla , det kan ikke være +deres mening at hævne dem på mig , der intet +ondt har gjort dem . Lad os hellere følges ad hjem +til deres forældre , — vær god og rolig , så vil +alting blive godt før os begge . +Korilla vendte sig bort fra ham uden at svare og +forlod værelset , idet hun kastede et foragteligt blik på +Charles . +Da hun var gå : åndede Charles atter let . +Han tænkte med gru på hende , thi hvad ville enden +blive på all dette . Han tænkte på at fortabe rom , +men hans forsæt ville derved gå tabt før ham , og +han ville aldrig vinde noget navn ban kunne byde sin +elskede Hulda . +Altså , han måtte blive og føre kampen mod +Korilla +den næste morgen modtog Charles et brev . +Det var fra Spanien . +En overvældende folilse bemægtigede sig ham ; +han lunde næsten ikke åbne brevet + +hans hænder skælvede og han dvælede længe før +han brød seglet . +Endelig åbnede han det og læste følgende , idet +han blev mere og mere bleg : +„ Hr . Charles Gautin ! +„ Jeg griber pennen før min datter , da hun +„ nu omtrent i to måneder har været syg og +„ all er opgivet af lægerne . “ +„ En ulykkelig familiehemmelighed umulig „ gjorde +en forbindelse mellem dem og hende , og +„ da min gemal fortalte hende dette , tog hun sig +„ det så nær at hun blev alvorlig syg og har +„ siden den tid været sengeliggende . “ +„ Hun taler stedse om dem , men kun i bil „ delse . +Min gemal og jeg våger dag og nat +„ over hende ; stundom udbreder hun sine magre +„ Arme og råber : +„ Ak , hjælp mig , moder , hjælp mig og min +„ Charles , — sig ham , at jeg elsker ham ligeså +„ trofast som tidligere . Bed ham , ikke at tro at +„ det er mig , som . . . “ +„ Længere kommer hun aldrig , - da udstøder +„ hun et forfærdet skrig og råder : +„ O , hjælp ham , hjælp ham ! “ og hun falder +„ da hen i dvale og kan ligge således hele +„ Dagen . “ +„ O , hr . Charles , kan de begribe en moders +„ Smerte , kan de forstå hvad den må lide , som +„ seer sit eneste barn hensygne dag for dag , + +„ uden at kunne lindre den smerte , der nager +„ hendes hjerte ? “ +„ Deres smerte kan ikke være dybere end +„ min , — de mister deres forlovede , men jeg — +„ ak , jeg mister mit eneste barn . Jeg vil prøve +„ på at trøste dem , men det vil ikke lykkes , da +„ jeg selv er så ulykkelig , som noget menneske +„ kan være . “ +„ Farvel og Levvel , hr . Gautin ! Nu , da +„ vore veje skilles , vil jeg ønske at de må finde +„ Dem en ledsagerinde , der kan lindre deres sorg +„ og gøre dem lykkelig . — allså Levvel og +„ Gud være med dem ! “ +„ Vær vis på at min datters sidste ord +„ vil blive : farvel , elskede Charles . +Grevinde « lo Tadlos . “ +Charles havde læst brevet tre gange , og endnu +forstod han ikke ret hvad det var han læste . Endelig +udbrød han : +— min Hulda tabt for mig for bestandig ! O , +hvad er livet uden hende , som jeg elsker til min sidste +blodsdråbe ? O , min gud , tag hende ikke fra mig +eller jeg må følge hende ! Ak , livet er dog ikke andel +end en kæde af sorger og bitre skuffelser . O , min +Hulda , snart skal jeg være hos dig i himlen , thi jeg +føler at jeg ikke kan leve uden dig ! +Han kastede sig på sengen , drog ansigtet langt +ned i puderne og gav sin smerte luft i en krampagtig +hulken . + +længe lå han således ; da sprang han på +engang op og råbte : +— ja , således må det være , » il ham vil jeg +sende min bøn , han vil høre mig ! +Charles kastede : sig på knæ og bad en inderlig +bøn til gud om frelse for den unge pige , han havde +så kær . +Stjernerne tittede venligt ned til ham , som ville +le udtyde for ham at han ikke skulle bede forgæves . +Han rejste sig styrket ved bønnen og gik bevæget +frem og tilbage på gulvet . Han kunne nu bedre og +roligere tænke over sin stilling . +Vel tyngede sorgen ham , men enhver finder en +trøster i sin gud og dette hjalp ham i nøden . +Syvogtredivte kapitel . +Den lidende . +De : er altså over to måneder siden at vi have +heri noget til Hulda , vi ville derfor nu atter indfinde +ss på grev Tadlos ' gods . +Det er efterår , bladene er allerede faldne af +træerne . På godset så alt så øde og sørgeligt + +ud . Tjenestefolkene få lov til at passe sig selv ; +alle værelserne er mennesketomme undtagen et , det er +Huldas sovegemak . Der er lidt liv , skønt alle liste +sig hen over gulvet . +Ved sengen sidder en ældre mand , det er den +dybt nedbøjede grev Tadlos . +Han har trukken silkeforhænget til side og betragter +sit barn uafbrudt ; enhver bevægelse bliver iagttaget . +Lægen havde nemlig tyet tll det sidste middel , en +ny medicin var opskrcven ; hjalp denne ikke , da kunne +Hulda ikke leve . Hun ville sove en halv dag , og +følgerne enten gøde eller flette , ville da vise sig . +I fire dinier havde greven siddet således . +— endnu mangler der to timer , sagde han henvendt +til sin hustru . +Grevinden så på uret og sagde : +— ja , du har ret , endnu to lange forfærdelige +timer . +Hun syslede sagte om ham og Hulda , og hun +søgte så meget som muligt at bekæmpe sin bevægelse . +En tjener bankede sagte på døren og listede sig +hen til bordet , hvorpå han lagde et brev . +Grevinden bemærkede vene ; hun åbnede brev « , +begyndte at læse det , men af forbavselse tabte hun det +ud af hånden ; hun greb det aller , læste og læste , +dog , hun kunne næppe tro sine egne øjne . +— gud i himlen , hvad har delte at betyde , +sagde hun og stirrede atter på brevet . Dog , det +må være sandhed , thi det er jo underskrev « af vor + +kæreste , vor bedste veninde . Ak , min stakkels , stakkels +Hulda , du er udset til at blive et offer for ulykken , +hvad taber du , dersom din sjæl flygter fra jorden ? +Ingen uden din fader og moder holde af dig , — +han som du elskede så højt , han gifter sig med en +anden , medens du er adskilt fra ham . Ja , det er +sandt hvad min gemal siger : dem der bærer navnet +Gautin er forrædere , alle uden undtagelse ! Han +er altså rejst bort fra dig , stakkels Hulda , din bedste +ben har forladt dig ! +Hun bøjede hovedet , knugede det falske brev +sammen og kastede det i ovnen . +Hun så hen til sin gemal ; han havde taget +uhret frem og sad ubevægelig foran Hulda . +- han har altså intet erfaret om brevet og +han skal heller ikke få noget at vide derom , hviskedee +Fru Tadlos ; heller ikke Hulda skal erfare noget herom . +- den mangler kun en halv time ! hviskedee +greven . +- o , gud , stå os bi ! sukkede grevinden , idet +hun foldede hænderne . +Greven sad atter tavs . +Hvor forandret var han ikke bleven i disse to +måneder . Det grånede hår var bleven hvidt , +øjnene vare indfaldne og havde et sørgmodigt udtryk ; +den kraftige mand var aldeles forandret . +Hans stemme vibrerede og skælvede , da han +sagde : +— tiden er udløben ! + +grevinden stod oprejst , med de skælvende hænder +fast sammenknugede . Hele hendes legeme rystede . +Frygt og tvivl stod at læse i hendes bekymrede åsyn , +tanken var henvendt til gud ; hun bad om sit eneste , +sit kære barns frelse . +Kort efter hørtes et sagte suk opstige fra Huldas +bryst og hun gjorde en svag bevægelse ; derpå blev +alt stille . +— hun er død ! jamrede greven . Ak , jeg ulykkelige , +hvad har jeg gjort ! +— vær rolig , min kære gemal , hviskedee grevinden ; +gud vil hjælpe os i vor nød . +Greven havde bøjet sit hoved i stum fortvivlelse . +Et suk lød sig atter høre og Hulda gjorde atter +en bevægelse . +— mit kære , kære barn , sagde han og kyssede +hende på panden . +Atter lød et suk , og Hulda , der i de sidste dage +neppe havde kunnet gøre en bevægelse , drejede nu +hovedet om mod sin fader og moder og smilede til +dem . +- o , gud ske tak , mit barn lever ! sagde +greven inderlig taknemlig . +Han rejste sig , omfavnede sin gemalinde , og de +længe forpinte hjerter gav deres glæde luft i tårer . +Skjøndt Hulda var meget mat så hun dog sine +forældres glæde . Dog havde hun ingen tanke for +det ; en dødlignende døsighed beherskede hende , så at +hun ikke formåede at vende sig om . + +lægæn kom kort derefter . +— nå , hvorledes går det med min patient ? +Sagde han og gik hen til sengen . Nå . det er jo +galant det , — krisen er heldig overstået , det kan +jeg lide ! +Hulda så bedende på ham , som om hun ville +sige : +— ak , de tror at have gjort mig noget godt , +men nej , jeg ville have været lykkeligere dersom jeg +ikke havde levet . +Men så tænkte hun på sine forældre og vendte +øjnene bort . +Lægæn ordinerede nogle styrkende midler og forbød +alle at tale til patientenhan +gik og Hulda faldt kort efter i søvn . +Hendes forældre hengav sig ganske til håbet om +deres datters frelse . +Atter er en måned forløden og i denne tid er +Hulda kommet sig betydelig ; hun er allerede kommen +så vidt , af hun må være oppe et par timer daglig . +Det er den første dag af hun har lov dertll , +skjøndt hun har været rask i over en uge . +Kammerjomfruen klædte hende på og Hulda blev +sat på en stol , der var vel forsynet med puder . +Hun var meget bleg og man fik ikke flere ord over +hendes læber , end nødvendige svar på de enkelte +spørgsmål man gjorde hende . + +når hun så fin fader , sf ! hendes ansigt et +vemodigt udtryk , og ikke sjældent vendte hun hovedet +bort når hun fik øje på ham . +Moderen bemærkede dette og sendte hende et bebrejdende +blik , som Hulda besvarede ved af slå øjnene +ned og bøje hovedet . +Hulda havde gentagende spurgt fin moder om +brev fra Charles , men i begyndelsen havde Fru Tadlos +undgået af besvare hendes spørgsmål . Dette var +Hulda påfaldende og hun vedblev derfor af spørge . +Endelig sagde Fru Tadlos , af lægen havde forbudt +enhver sindsbevægelse , hun målte derfor ikke tænke +på noget brev før hun var bleven raskere . +Hulda påstod derimod , af hun var rask nok til af +kunne tåle af læse brevet , men dette ville Fru Tadlos +ikke indrømme , da hun , — som hun sagde — havde +givet lægen det løfte , at den unge pige ikke skulle +komme i berøring med noget , der kunne angribe hendes +nerver +med tålmodighed fandt Hulda sig heri , skønt +hendes længsel efter at vide hvorledes Charles havde +det var ubeskrivelig . +Efter nogle ugers forløb var Hulda så rask , at +hun som sædvanlig kunne gå oppe den meste tid af +dagen . Forældrenes glæde var ubeskrivelig , og de +gjorde alt hvad de kunne for at gøre hende lykkelig , +men dette opnåedes ikke , trods alle deres bestræbelser . +Hulda anmodede ofte fin moder om Charles ' breve +og Fru tadlvs var helt ulykkelig herover , thi hun + +havde i den sidste måneds tid modtaget en overordentlig +mængde breve fra Charles , men da hun +antog at de alle indeholdt efterretninger om hans +giftermål , havde hun » åbnet slukket disse l lommen . +En dag vedblev Hulda st plage sin moder så +meget om brevene , at denne til sidst gav efter ; hun +greb i sin lomme og lagde en hel bunke preve på +bordet , hvorefter hun bortft ' crnede sig . +Begærlig greb Hulda pakken — hun vidste ikke +hvilket hun ffulde åbne først ; — endelig beslutlede hun +sig til at tage det største ud af bunken . Hastig åbnede +hun dette og lsste nogle linier deraf , men udstedte i +det samme et heftigt skrig og faldt kraftesløs tilbage +i stolen . +Det var atter et af visse breve , som Konrad havde +dikteret ; det indeholdt en endnu tydeligere meddelelse +om Charles ' forlovelse og giftermål med en rig ung +dame , samt om dans overordentlige lykke . Dette brev +var ligeledes undertegnet med deruPder==navnet „ Alice deruPder==P . “ +Hulda fattede sig imidlertid hurtig ; ganske rolig +lagde hun brevet sammen og åbnede et af de andredette +var virkelig fra Charles ; hele dette brev +åndede ide ! Kjæerlighed , samt sorg og fortvivlelse +over hendes hårde sygdom og deres adskillelse . +Derefter bad han hende om , at forklare ham den +hemmelighed , som - efter hendes moders skrivelse +bevirkede , at en forbindelse imellem dem ville væere +en umulighed . +Han fortalte hende i hjertets rene sprog hvor + +ulykkelig han var bleven , da han havde fået dette +budskab . +Hulda fik tårer i øjnene da hun havde læst dette . +— stakkels , stakkels Charles ! råbte hun ; du +har lidt meget , men jeg — ak jeg har vist lidt endnu +mere ! +Hun . åbnede nu alle de andre breve , men de vare +alle falske , undertegnede med deruPder==navnet : „ Alice deruPder==P . “ +Hulda læste dem med fasthed ; ikke en tåre kom over +de blege kinder — ikke engang et suk hørtes - hun +havde gennemskuet hele intrigen , hun kendte den +hævnende nemesis , der havde dikteret disse , — hun +skuede Konrads ondskab fra hvert ord disse indeholdt . +Konrad havde nemlig , da han gennem den nye +tjener Francois , som greven havde engageret , erfarede , +at Hulda ikke havde fået Korillas brev , — skrevet kl +andet af ligelydende indhold , og efter den tid stadig +ovsnapvet Charles ' breve og byttet disse med andre . +Konrad havde stadig forhørt sig hos tjeneren , — +der på Konrads tilskyndelse havde søgt plads hos +greven , — om Hulda havde læst disse breve , men +stadig fået nej ; han kunne ikke udrette noget førend +han vidste dette . +Men vi må tilbage til Hulda . Da hun med +fasfhed havde gennemlæst alle brevene , fremtog hun +fra et hemmeligt rum i sin brevtaske nogle billetter +og sammenlignede disse med Konrads brev . +Efterligningen var slående ; men ved nærmere + +eftersyn kunne man se at det dog ikke var en og samme +håndskrift . +Hulda jublede i sit stille sind , men hun besluttede +ikke at lade noget menneske erfare det hun nu vidste +hun ville lade , som om hun var meget ulykkelig . +Det var også nødvendigt at hun forstillede sig +åledes ; thi gennem nøglehullet blev enhver af +hendes bevægelser iagttaget af den lurende fronrois . +Nogle dage derefter modtog Konrad følgende +brev : +„ Eders højhed ! +„ Jeg har iagttaget hende - hun sammen « +„ lignede deres brev med et andet , men uden +„ Resultat , thi det var så udmærket eftergjort , +„ at hun ikke opdagede noget ; hun blev meget +„ ulykkelig derover , dog ikke i den grad som jeg +„ havde ventet . “ +„ Et brev endnu , som betager hende ethvert +„ Håb , og så kan de begynde deres frieri +„ . på ny , og hun vil da tage tiltakke med dem +„ når hun indser at Charles ej er hende værdig “ +„ Jeg venter nye befalinger . +Francois . “ +Hulda vidste dog ikke at hun blev udspionerer , men +hun havde fattet mistanke til tjeneren , thi han var +flere gange kommen ind med breve , som hendes moder +hurtig havde snappet fra ham + +han havde altid søgt at gøre sig bemærket ved +at slå ved døren og bukke . Uagtet Hulda flere gange +tilkendegav ham at han skulle gå , var han i almindelighed +dog så næsvis at blive stående og stirre på +hende med en sådan dristighed , at Hulda blev helt +ubehagelig berørt derved . +Ofte vendte hun hovedet imod ham og så stift +på ham , men hans ansigt fik da et så djævelsk udtryk , +ar Hulda forbavset vendte sig om . +Vi må dog bemærke , at han kun vovede delte , +når Hulda var alene . +Hun føltx en uovervindelig afsky for denne tjener , +og ville ofte tale til sin moder derom , men hun kom +sjeldent længer end på halvveien , da hun syntes at +det var en skam at tale om sligt nu , da hun befandt +sig i sine forældres hus , hvor intet ondt kunne vederfares +hende . +Hun tav altså , men i sit hjerte nærede hun +frygt for at det skulle ende forfærdeligt . +Hun tænkte på Charles , hvilken fare måtte han +ikke svæve i . Hun tænkte på at ville sende brev til +ham , men hvad kunne det nytte , det ville sandsynligvis +blive opsnappet ligesom alle de andre . +Hun blev afbrudt i sine tanker ved at Fru Tadlos +kom ind i værelset og bad hende om at klæde sig om , +da der var kommet fremmede til godset . +Hurtig adlød Hulda og begav sig ned i salonen . +På vejen dertil skulle hun gennem bibliotteket . +Da hun var kommen derind bemærkede hun at en dør + +der førte ind til et mindre værelse , hurtig blev smykket +i , og hun hørte nogle temmelig højrøstede stemmer +derinde . +De der befandt sig derinde havde næppe set hende , +chi de ville da ikke have talt så højt . +Hulda skælvede stæerkt , da hun stod ved døren og +hørte disse ord : +— te har forledet mig til at aflægge ed på at +jeg ville holde mit løste for de gulopcnge hvormed +de lokkede mig ; men her har de pengene igen , thi +jeg holder alt for meget af den unge komtesse , til at +jeg skulle gøre hende noget ondt . +Hulda hørte den anden sremme svare og hun +genkendte strar den nye tjener , +— nej , behold dine penge , sagde han ; et ord er +st ord katter du det noget ondt at bonfore den +iNitupiNit==fjsNNe frekeN ti ! et slot i NærhedeN , hvor d ( N gode +herre vil modtage hende . Hun vil vist væere os taknemlig +derfor , tbi hun elfl r den unge hr. Konrad +gaurin som sin oilsteen ; derfor må du ikke betæenke +dig- du si^er at du holder af hende , — hvis du +mr det , da bevis hende den tjeneste i morgen nat , +når erpeduionen skal gå for sig . +— men tror du også at det er en god gerning , +at bortføre hende fra hendes forældre ? sagde +dm anden . +— å , du er et fs ; vil du så , ja eller nej ; +jeg lader mig ikke således spille boldt med , må du tro . + +den anden stemme fik næppe svaret ja , før der +hørtes trin i forværelset . +Francois gik henimod døren , den anden fjernede +sig også straks , men da Hulda hørte at den ene af +dem kom hen imod den dør , hvorved , hun stod , flygtede +hun hen dag et skærmbrædt . +Francois åbnede døren og trådte ind ; Hulda +rystede og skælvede da han i nogle minutter gik frem +og tilbage i værelset . +Endelig fjernede han sig og Hulda løb ben til +døren og forsvandt gennem denne . Hun var dybt +rystet og formåede næppe at gå op ad trappen . +I det første værelse traf hun sin moder , der talte +med en af tjenestefolkene om opvartningen . +Grevinden , der bcm ærkrde sin Dars forstyrrede +udseende , afskedigede pigen . +— Hulda , sig mig dog hvad der er i vejen , sagde +hun , du seer så anstrengt ud ? +-- jeg er ikke vel , svarede Hulda undvigende og +gik hen mod salsdøren . Hendes moder ilede efter +hende og sagde bekymret : +— Hulda , jeg kan ikke udfolde at se dig således ; +sig mig hvorfor du ikke vil svare mig oprigtigt ? +Hulda tvang sig til at smile , men sagde bedrevet : +— kære moder , du ved bedst hvad der fejler +mig ; tænk på Frankrig og sørg med mig . +Hun lænede hovedet mod sin moders skulder sg +så hende tillidsfuldt i ; . d i de trøfaste øjne . +— sørg ikke , Hulda , sagde grevinden rørt ; men + +glem ham og vær lykkelig hos dine forældre , da det +nu ikke kan være anderledes . +— kan jeg da glemme ham , moder ? O , når +du vidste hvor dette stakkels hjerte lider , da ville +du søge at lindre dets smerte — jeg vil dog aldrig +få min stakkels , stakkels Charles . +Hulda sænkede sit hoved ned på brystet og +tårerne sneg sig ned ad hendes kinder . +— du må ikke græde , mit barn , husk , vi har +fremmede . Lad os ikke tale mere derom , rør tårerne +af dine kinder og lad os gå ind til de andre . +Hulda kyssede sin moder og søgte at blive herre +over sin bevægelse ; dog lykkedes det hende ikke ganske , +hjertet bankede som om det skuldr sprænges og hun +skælvede endnu ved tanken om det hun havde hørt . +En tjener åbnede i det samme døren for Hulda +og hun trådte hastig ind . +De fremmede blev forestillede for hende ; det var +en ung smuk herre på nogle og tyve år , en ung +smuk dame samt en gammel herre , der lod til st +vogte på de unges skridt , som høgen på duen . +Da Hulda erfarede deres navne , for der et glad +smil over hendes ansigt , hvilket blev bemærket af de » +Unge dame , og som syntes at gøre hende lidt bleg . +— de er altså fra Frankrig ? udbrød Hulda . +Den unge herre — eller rettere Jean petit — +bukkede med et smil for henke og sagde : +— ja , min frøken , vi er fra Frankrig ; har +de måske også bekendte der ? + +— ja , svarede Hulda ; der er en dame i Paris , +som dæerer deres navn og sem har viist mig mange +tjenester . De er måske i familie med denne dame ? +— væd de hendes fornavn ? +— ja , hun hedder Alice . +— så er det min søster , sagde Jean ; wen +hun har aldrig talt til mig om en dame af deres +navn og stand , så der må dog bero på en fejltagelse . +Hulda fortalte ham hvor Alice boede , samt at +hun korresponderede med hende . +— ja , så er det døg min søster , der har haft +den glæede at kunne gøre dem en lille tjeneste . +Hulda blev glad ved at de fremmede døg på en +måde vare gamle bekendte fra Frankrig , og for +første gang i lang t . d henrandt dagen glad og +l-kkelrg for hende . +Jutta og Hulda blev de bedste veninder , og de +vare så lykkelige og glade over at have sundet hinanden . +Den gamle levallant , grev Tadlos og Jean vare +få ivrig dtfloefiigede med at drøfte zpørgsmålet om +Spaniens interesser , ar de flet ikke lagde Marke til +damerne . Dog , Jean var mere opmærksom mod sin +kone- thi af og til gik han hen til hende og spurgte +hende hvorledes hun befandt sig . +Hulda så hans kærlighed og omhyggelighed +for Jutta og det skar hende i hjerter ( hun tærnkre på +hvor god Charles var og sukkede derved ) . + +Fru Tadlos kom kort efter ind og hun så strar +at Jutta og Hulda vare blevne veninder , hvilket +glædede hende meget , thi det ville døg altid blive en +adspredelse for Hulda . +De fremmede blev der til aften og de syntes +så godt om hinandens smab , at de nsdig ville +stilles . +Da Hulda atter var overladt til sig selv , rænkte +hun med gru på den samtale hun havde høtt +mellem Francois og den anden . +— men det virkelig er deres hensigt at bortføre +mig ? tænkte hun . Jo , der er der ingen tvivl om ; +dog , jeg vil ikke crngste mine forældre dermed jeg +sfa ! vide at fersrare mig , hvis det kommer så vidt ! +Kort efur trådte Francois ind , for at ledsage +hende ti ! hendes vcrnlftr og hvor nødig hun end ville +måtte hun don - for ikke at vælke mistanke — sinde +sig heri , og ikke lade ham mcrrke , at hun kendte hans +ffjcendige plan . +Fulgt af Francois begav hun sig op til sine værelser +; hun rystede stccrkt , sfjendt hun gjorde alt hvad +hun kunne for at skjule det . +Francois gik hele tiden bag ved hende , af og +til trådende hende i det lange tlilkeslcrb . Hun +harmedes over hans uforskammethed , men hun var +alene og turde derfor ikke sige noget dertil . +Man nåde døren og Hulda greb efter lyset + +for at gå ind , men i det samme pustede ban det ud ; +en hånd lagde sig om hendes liv og trykkede hende +så fast at hun gav et gennemtrængende skrig +fra sig . +Hånden flap hende strar og Hulda flygtede så +hurtig hendes ben kunne bære hende ind i sine +værelser . +Hun låsede døren af så forsvarligt det kunne +gøres , tændte alter lyset og undersøgte enhver krog +i værelserne . +Hun gik ikke til sengs denne nat ; hendes sind +var i alt for stærkt oprør til at hun kunne finde ro . +Otteogtredivte kapitel . +Et betog i atelieret . +Bi ville atter vende tilbage til rom . +Efter at Korilla hin Asten havde været opp ; hos +Charles havde hun ikke besøgt pjcrri . +Dagen efter at optrinet havde sundet sted , kom +Sally op på atelieret og spurgte , hvorfor Charles +ikke , som sædvanligt , havde besøgt hans forældre den +foregående aften . + +Charles gav et undvigende svar og Sally lagde +mærke til hans bedrøvede miner ; han spurgte derfor +ikke mere , men begyndte sit arbejde . De talte ikke +noget sammen , hver passede sit maleri . +Charles var på en måde vred på Sally , fordi +denne havde fortiet før sin søsier at han var forlovet . +Havde han underrettet hende derom , ville denne ulykke +før ham og Korilla væeret forebygget . +De havde vel arbejdet en time i taushed , da +der bankedes på døren , og en mand mcd snehvidt +hår og lkæg trådte ind . +Ved første dielaft så han ud som en værdig +olding , men ved værmere eftersyn så man et par +store , mørke , luende vine , der stak forfærdeligt af mod +hans hår og skjæeg . +Manden gik lige hen fil Sally og forlangte af +så hans mester i tale . Sally fulgte ham op fil +dennes værelse , og på vejen dertil sagde manden : +— kender de noget fil den unge mand , der er +beskæftiget ved staseliet ved siden af dem ? +Sally så studsende på ham . +- - jo , ham kender jeg meget godt , svarede Sally . +— vil de hjæelpe mig med af gjorde ham lykkelig ? +Sally så på manden , som ville han sige : mon +det står i din magt af udvirke dette ? +Manden førstod ham og sagde : +— nå , vil de eller vil de ikke ? +— jeg vil , svarede Sally mekanisk . + +— godt , f-r mig så ind fil deres mester , vi +tales ved siden . +Sally åbnede Deren og manden trådte ind , +hvorefter Sally fjernede sig . idet ban mumlede te ord : +— forunderlige gamle , hvem mon du er ? +Manden var imidlertid kommet ind i salen , hvor +den beremte mester befandt sig . +— min herre , sagde han , idet han æerkodigt +bukkede for mesteren ; jeg er kommen hertil for at bestille +et større arbejde hos dem . +— det skal være mig en sere , sagde den galante +kunstner . +Vil de male en nække malerier til en salon +på mit gods i Spanien , og opstille dem ftr mi^ ? +— jeg har en sådan samling , min herre , sagde +mesteren ; behag at træede ind . +De gik nu begge ind i en meget stor sal , hvor +de kostbareste statuer og malerier vare opstillede . +Konrad — ri ham var det - havde snart bestemt +sig til den samling malerier han her så , og betalingen +skulle erllkgges i Spanien på den dag , da +disse blev ophængie i hans solen . +Han gav sig til at tale med mesteren om hans +malerier og søgre at komm : ind på ttemaet om +hans elever . +Mesteren fortalte beredvillig alt og roste enhver , +der viste flid og dygtighed . +Blandt de første af disse næevnede han Charles +Gautin . + +— ah , Charles Gautin ! råbte Konrad ; ham +kender jeg særdeles godt . +- nå , kender de ham ; det er et bravt ungt +menneske . Det gjer mig lidt ondt for ham , thi han +seer næsten altid så tankefuld og nedbøret ud . +— ja , det her de net i , men han har også +grund dertil ; -crnk dem , han har måttet flygte fra +Frankrig og hertil , fordi han gjorde forsøg på at +myrde sin egen Broder . Ja , det unge menneske har +såmæen meget på sin samvittighed , thi foruden dette +mordforseg har han et helt synderegister at opregne . +— så ? hans ansigt udtrykker dog hjerrensgodhed . +— ja , men det forholder sig ikke således , og han +kan derved bedre fluffe folk . Han har i mange år +levet af at bedrage folk , og jeg beder dem derfør +tag dem i agt for ham , jeg har hsrt mange udtalelser +om ham , som flet ikke tyde på noget godt , +mesteren seer op , idet han sagde : +— tak skal de have , fordi de underretter mig +herom , jeg har i den sidste tid demæerlet , at han +har stået og talt med den unge pjerri , og når jeg +så er kommen ind , have de pludselig fået hastværk . +— tæenkte jeg det ikke nok ! råbte Konrad . +- det var jo rare historier , jeg fik at høre , men +det skal blive forebygget , tro de mig , forsikrede +mesteren . +Konrats hjerte jublede . + +— snart vil gjengjældelsens time flau ! mumlede +han , idet han forlod værelset . +Mesteren gik med lange skridt frem og tilbage +på gulvet og grublede over menneskenes slethed . +Fra denne dag behandlede han Charles med den +mest udsøgte uforskammethed , og han lod ham hvert +øjeblik høre stikord , som vare ubegribelige for +Charles . +Tilsidst blev det ham dog for broget . +En dag da mesteren ligefrem fornærmede ham , +vendte Charles sig om og sagde : +— vil de sige mig hvad de har imod mig , thi +deres opførsel er mig ubegribelig ? +- ja så , sagde mesteren hånlig ; sådn +synes de ? +— ja , i sandhed . +— så ? Jeg har dog måske grund til at +behandle dem således , siden deres arbejde her kun +er for et syns skyld , da de jo ellers ernærer dem +ved at stryge om på landevejene og stifte ondt . +Charles blev bleg som et lig ved at høre dette +og hans øjne , der vare vidt opspilede , stod fulde af +tårer . +— sig et ord endnu , råbte han heftigt ; og +jeg ved ikke hvad jeg gør ! +— det vil de nemt få at vide , vedblev +mesteren irriterende ; gør ved mig , som de har gjort +ved så mange andre der var dem i vejen : væk med +dem ! + +Charles forstod ham . +Med opløftet hånd styrtede han efter mesteren , +men Sally , som havde ventet det , stillede sig imellem +dem og optog slaget . +Charles standsede eg rakte Sally hånden . +- tak , skal du have , brave Sally , sagde ban +rsrt ; jeg skal aldrig glemme din opofrelse imod mig ; +du er tusinde gange bedre end hm usling , som vover +at fornærme mig uden grund . +Mesteren skyndte sig ud af atelieret . +Sally greb Charles * hånd og sagde : +— det var ikke for den egen skyld , at jeg gjorde +dette , for du par gjort min sosfer ulykkrliz ved dit +ffjønne ansigt , og jeg har intet tilovers for dig +mere ; men hun elsker dig og har bedet mig om at +fjerne enhver fare fra dig . Charles , tag hende til +din kone , og du gør hende da meget lykkelig , thi +hun eisser dig så højt . Du vil tog aldrig få den +pige , som du elsker . +Charles rystede på hovedet . +- tag dog imod fornuft . Menneffe . Det er +dog bedre at få Korilla , som er en jevn og god +pige , end at bygge luftkasteller og gjorde sig håb om +komtesser ; det må du da indrsmwe mig . +Ordene gav genlyd i Charles * hjerre ; han indså +tilfulde , hvor ufornuftigt hans håb var , men +han ville dog ikke svigte Hulda , dertil var hun ham +for dyrebar , selv om han aldrig fik beder . de +han svarede derfor nej til Sallys forslag « + +denne gjorde en utålmodig bevægelse med +hovedet . +— Sally , du har aldrig elsker , sagde Charles , +få du kan ikke tale derom ; hvor kan du tro , at +man med en clflet piges billede i hjertet kan træde +for alteret med en anden , som man ikke elsker . +— jø , det kan man , sagde Sally bestemt . Når +ens vykke afhænger deraf , så må man gøre det . +Charles stirrede på Sally , ban kunne ikke forstå +hvad han mente med det . +Det var set at se , st Konrad havde haft fat i +Sally og forklaret ham alt det ban nu forlangte af +Charles . +— jeg skal sige dig , vedblev Sally , jeg har +fået at vide at du , når du kommer u ! Spanien , +vil blive myrdet af nogle folk , som er udsendt af +hendes fader , thi han vi ! ikke have dig ril lvigerssn ; +en ung , smuk og rig Greve er bestemt til hende . +— å , hvoraf har du fået det at vide ? sagde +Charles ; det tror jeg ikke på . +— tror du det ikke ? Pil du da se de breve , +som din forlovede og den unge Greve have vcrlet +sammen ; de er komne mig ihæende af en god ven , +som vil dit vel , og han overrake Charles to falsfe +breve , som Konrad havde givet ham . +— hvad seer jeg , hendes håndflrift ! råbte +Charles smerteligt . O , gud , hvad har du gjort imod +mig , Hulda ; — du bar sønderrevet dette stakkels +hjerte . + +bekymrer så Sally hans smerre . +— hun er altså rask igen , vedblev Charles ; +der var dog alud en god tidende . +Vi må bemærke , at Francois i der tne af brevene +havde es ! er ligner Huldas håndskrift så udmærket , m +vet var umuligt at skelne den fra hendes egne breve . +Charles stak begge brevene i lommen- røg sit +ovensi på og forlod atelieret . +Han gik ud i en nlkrlimnde skov , og per satte +han sig ri ! at l^se brevene på ny og overienke fin +ulykke . +Hans sorg var ubeskrivelig - alt var jo tadr +for ham ; han længtts efter ensomheden i skoven , +der måske atter vilee dringe ham fred og No . +Efter i nogle timer at have siddet her , degøv +han sig langsomt pss hjemveikm +han var imidlertid næppe trådt ind ad Deren , +før han fik øje på er telegram , der lå på hans +bord . Mekanisk greb han efter der , i ven tanke , ar +ver bragte ham nye ulykker . Han brød det og læefte +følgende : +„ Charles ! Tro ikke på falske rygter om +„ mig , hvis sådanne skulle vsre i omlød . Vor +„ fsllcs fjende er meget virksom . Jeg er dig +„ Ligeså hengiven som tidligere , men er meget +„ ulykkelig , Hulda . “ +Charles lagde telegrammer roligt samme « og +purrede det i lommen , da han havde lsst det ; ikke en + +bevægelse vist « den glæde , der rørte sig i hans +hjerte . +I hast pakkede han sine sager sammen og forlok +atelieret . Han havde fattet en bestemt beslutning . +Niøgtredivte kapitel . +Atter i Paris +på et lille men net kvistværelse i et aftemplegadens +simplere huse finde vi to mænd siddende . +Deres ansigter er os bekendte , skønt de udtrykke en +dyd sørgmodighed . +Det er gontran og Arnold , som siden Astas død +ere slyltede sammen . Det er et halvt år siden , men +de ro mænd have endnu ikke førvundet den sorg , som +dette havde forårsaget dem . +Arnold passede sit arbejde , medens gontran +passede huset og deres fælles lille husholdning , og i +den tid han havde tilovers , flettede han kurve . +De enedes godt og vare — uagtet deres sorg — +ret lykkelige . +Deres samtale drejede sig i almindelighed om +hende , som de havde holdt så meget af , og som havde +lidt så meget . De havde begge besluttet at hævne + +hende , og tage hendes barn tilbage . De ventede blot +på at få samlet lidt penge ti ! at rejse for , da de +havde hørt at Konrad Gautin for tiden opholdt sig +i rom . +Ja når de blot kunne få det lille barn , ville +de væere lykkelige , thi da havde de døg en erindring +om hende . +Arnold havde en søster , der var ansat ved et af +Paris ' s tteatre , og da ban selv havde lidt scenisk +talent , var hans plan at rejse sammen med hende , +så at de begge kunne optræde på et tteater . Som +tænkt så gjort . +Han talte til søsteren derom og hun , der gerne +ville bort fra Paris , gik strar ind på hans forslag . +Otte dage herefter rejste de til rom . Den +gamle gontran fulgte med ; han var deres anden +fader . +Strar da de kom dertil fik de engagement og nogle +dage derefter optrådte de allerede . +Deres navn havde lokket en del tilskuere til +tteatret og inden tæppet rullede op var huset +propfuldt . +Arnolds søster var meget smuk , og den pynt hun +havde på , forhorede hendes skønhed endnu mere . +Hun spillede særdeles godt og blev adskillige gange +fremkaldt . + +under forestillingen lagde hun mærke til en ung +mand , der uafbrudt betragtede hende . +Arnold havte også set ham ; han syntes lt han +fluide kende dette ansigt , men han vidste ikke hvorfra ; +dog , pludselig mindedes han det . +— min gud , der er jo ham ! udbrød han halvhoit . +Skæebnen synes at komme mig ti ! Hjcrlp . +Da spillet var til ende kom den omtalte herre +op på ccemn for at blive præsenrcret for frøken +garimlli , hvilket narn hun havde antaget . +Han overrakte tjeneren sir lisnlort , og denne +bragte signora garinclli det . +På kortet stod narnet : „ Konrad Gautin “ . +— Konrad gaurin ! råbte Arnold forbavset . Ja , +Alma , ham må du endelig lade komme ind , thi han +er den egentlige årsag ril at vi er ruste til nom . +- hvad , er det ham , ja så skal han være os +velkommen , sagde hun leende . +— nej , du må modtage ham koldt oz ligegyldigt ; +thi da han frivillig har indsunken sig her , der vor +hæevn begynde strar . +— det er også min mening , Arnold ; jeg skal +modtage ham med en sådan kulde , at han selv skal +komme til at ryste derved . Dog tror jeg at det vil +væere fornuftigst at behandle ham på en elskværdig og +forekommende måde , thi derved vil han lettere gå +i jæelden . +— gør som du vil , kjæere Alma , når blot du +udviser dit bedste talent under denne forestilling . + +kort efter trådte Konrad ind . +Han bukkede dybt for Alma , og hun gjengjældte +hans hilsen med kold høflighed . +— signora garinelli , sagde han og dukkede atter ; +jeg har vovet mig herop , for at bringe dem min +hyldest ; jeg er begejstret over deres mageløse talent +og jeg må tilstå dem , at det lykkeligste øjeblik i +mit liv var i aften , da jeg havde den nydelse at se +dem på scenen . +— signor , de ved ikke hvor meget det smigrer +mig , at mit ringe talent har funden nåde for deres +øjne . Dog , tiden iler , jeg må tænke på at komme +hjem , derfor undskylder de at jeg så brat afbryder +deres visit . Det skal være mig en glæde hvis de +imorgen formiddag ville gentage deres besøg i mit +hjem , hvor min Broder ligeledes vil glædes ved at +gøre bekendtskab med dem , hr . Gautin . +Konrad studsede ved at høre at hun havde en +Broder , det huede ham ikke rigtigt ; men han lod dog +som om intet generede ham , og undskyldte mange gange +at han havde ulejliget hende . +Han fjernede sig med en kompliment . +Alma så efter ham og sagde til broderen : +— han var forresten smuk , Arnold , det var vist +synd at jeg tog så koldt imod ham . +— å , hvilken snak , Alma , bliv nu ikke så blød +om hjertet ; når du vidste hvor mange mennesker +han har gjort ulykkelig , da ville du ikke have medlidenhed +med ham , — tænk blot på Asta ! + +Alma gav intet svar . +Begge omklædte sig og gik hjem . +Den næste dag var Konrad præcis på klokkeslet +hos dem ; han havde fået interesse for den lille tteater « +Skønhed og han mente , at han lige så let skulle få +bugt med hende , som med så mange andre damer , +der var bleven bedårede ved hans smukke øjne , og +det havde vist ikke gået Alma bedre , hvis hun ikke +havde haft Arnold ved sin side , som kunne beskærme +hende mod hans rænker . +Han blev atter i dag modtaget koldt af Alma , men +dette kunne ikke vedblive , thi da havde han næppe +kommen der oftere . +Hun blev derfor mere og mere venlig og slag af +og til øjnene ned , når han talte til hende . +Konrad bemærkede det , og han glædede sig over +det indtryk , han troede at have gjort på hende . De +vare alle tre tilsyneladende blevne gode venner . +Konrad mærkede ikke den snare , der var bleven +lagt for ham — Almas venlighed var skjulet for +deres hævn , der bestod i , at Konrad skulle forelske sig +i hende , og derved betro hende de hemmeligheder , som +Arnold så gierne ville erfare ; thi de opgav ingensinde +håbet om at få Astas barn tilbage . +Planen lykkedes nogenlunde . Efter nogen tids +forløb holdt Konrad virkelig af den unge skuespillerinde . +Alma lod som om hun elskede ham , dog holdt +hun en passende tilbageholdenhed for nødvendig , og + +det var også dette der mest holdt Konrad fængslet til +hende . +Hans fortrolige blev Alma dog ikke ganske , kun +hvad hun spurgte om fik hun at vide , således også +at han havde et plejebarn , som han holdt meget af . +Dette sagde han , for at Alma skulle blive henrykt +over hans godhed og ædelmod , men det var langtfra +således ; hun havde nu omtrent får at vide hvor +barnet var og hvorledes det forholdt sig med det . +Konrad mærkede intet til planen , som skulle rive +barnet fra ham ; men en dag da han som sædvanlig +skulle aflægge sin visit , hørte han hoirosfet tale +indenfor . +Arnold var vred fordi Alma ikke ligestrar ville +forlade rom for at tage tilbage til Frankrig og så +fat i barnet . Astas navn blev hyppig nævnet og alt +rullede strar op for Konrads blik . +Han mærkede at han havde med Astas venner at +bestille . +— det tillader jeg ikke ! sagde han halvhøjt og +forlod atter huset . Nu skriver jeg til ammen , at hun +med sit liv skal indestå mig for barnet , og så til +Spanien , for at se hvorledes sagerne stå der . Jeg +synes at Francois holder sig aldeles stille , — mon +min fugl er fløiel ud af buret ? Nej , dertil er hun +for godt bevogtet af dem alle ! +Hurtig gik han nu hjem og skrev til den kone , +der havde den lille Viggo Gautin under sin varetægt + +derefter indpakkede han alt til rejsen , og nogle +timer derefter vandrede han afsled til skibet . Han +var akkurat kommen ombord og løst billet , da skibet +stødte fra land . +En herre og en dame kom i det samme til ; det +var Arnold og Alma . +Med forundring og skræk så de , af Konrad +befandt sig ombord på dampskibet , som allerede var +kommen langt ud i søen . +— så , Arnold der flyver din hævn ud i rum +sø ! sagde Alma ; og jeg fik ikke engang bestemt af +vide hvor det vor af barnet befandt sig . +Arnold så tankefuldt hen for sig . +— jeg skal dog nok gøre ham en streg i regningen +alligevel , sagde han i en bestemt tone . Bi +følge ham til Spanien , ikke sandt Alma ? +— Arnold , sagde hun leende , så få vi vel af +spadsere ud i havet , hvis vi vil nå ham . +— du skal ikke le , Alma , nu skal han naturligvis +til Spanien for af stifte ondt for grevinden og hendes +datter . Jeg lovede engang grevinde < ie Tadlos , af +jeg skulle skaffe hendes datter tilbage til hende , som +denne Gautin havde røvet fra hende . Det var medens +de endnu vare i Paris , men jeg fik ikke anledning +dertil , thi de forsvandt pludseligt og først efter længere +tids forlød erfarede jeg , at de vare rejste fil Spanien , +og da dette var grevindens inderligste ønske , sa » +Antager jeg at de nu har det godt , men dette varer +naturligvis ikke længe , for kommer Gautin først derover , + +så er deres lykke forbi . Men seg skal være +ham i vejen , hvor han end går , og du vil vel +nok være mig behjælpelig dermed , Alma ? +— jo , det ved gud jeg vil Arnold , men jeg +begriber ikke hvorledes vi skulle komme efter ham . +— jo , Alma , grosserer driblers skib afgår +med ladning fil Spanien om fire timer , og vi kunne +nok komme med , da jeg kender kaptajnen . +Efter denne tids forløb se vi Alma , Arnold og +gontran stå på dækket af dette skib , der dampende +fulgte efter der andet . +Her ville vi forlade dem , for atter a » begive os +fil heltinden i denne fortælling . +Fyrreøgtyvende kapitel . +En afslået bøn . +Vi forlod Hulda , da hun angst og bævende undflyede +søvnen for at passe på sine forfølgere . +Denne nat var der dog ingen , der foruroligede +hende ; hun ventede og ventede , men det blev lys +morgen og endnu havde ingen været ved døren . Hun +grundede over hvem det kunne være , der havde taget +fat på hende ude i korridoren , hun troede ikke at det + +havde været Francois , der havde vovet dette , men hun +havde dog ikke set nogen anden , inden lyset slukkedes , +og derfor var der dog sandsynlighed for at det var +ham . +Hun vidste nu at der var flere fjender om hende , +end hun havde troet , og hun indså at hun måtte +være på sin post for at undgå disse . +Hun gjorde nu toilette og gik ned til frokostbordet . +Hun så anstrengt og sygelig ud , af den lange +nattevågen , og man kunne tydelig se at hun havde +grædt . Hendes moder så bekymret på hende . Greven +betragtede hende også og rystede på hovedet , men +Hulda bemærkede det ikke ; hun havde foresat sig ikke +at åbenbare det mindste for dem , da det kun ville +bidrage til at gøre navnet Gautin end mere forhadt , +og dette ville hun for enhver pris forebygge . +Theen blev drukken . i taushed . +Hulda var ikke oplagt til at tale med dem , hun +havde nemlig besluttet at bede for Charles hos sin +fader , — hun ville tåle alt , selv det allerværste — +og vovede derfor at gøre et forjog på at tale hans +sag . +Urolig sad hun lige overfor dem begge — hun +vidste ikke hvorledes hun skulle begynde . +Fru Tadlos så hendes uro og hviskedee til +greven : +— se , hvor hun lider ! og du kan vedblive at +pine hende således før dit blinde had til en uskyldig ? +Greven rystede på hoveder . + +— jeg vil kun hendes lykke , hviskedee han igen ; +du må finde dig i at se hende således , det vil snart +gå over og da vil hun velsigne mig . Tro mig , kærlighed +hos unge pige varer ikke længe . +Grevinden smilede bittert . +De blev nu afbrudt i deres samtale ved at +Hulda rejste sig fra bordet og gik hen i en vinduesfordybning . +Gråden var nær ved at kvæle hende , da hun sad +ved bordet — hun kunne ikke længer holde den tilbage . +Hun brød ud i en heftig hulken , som hun dog +søgte at tilbagetrænge så meget som mulig . +Grevindens øjne stod fulde af tårer ved at se +tit barns smerte ; hun rejste sig før at gå hen til +hende , men greven standsede hende og gjorde en afværgende +bevægelse med hånden . Grevinden adlød +ham og blev siddende . +Hulda vendte sig om og gik langsom » og med +nedslagne øjne hen til fin fader . Greven havde +ventet det ; han stod stille til Hulda var kommen helt +hen til ham . +— fader . . . Fader ! sagde hun i en afbrudt +tone , som gråden halvt kvalte ; fader . . . +— nuvel , hvad vil du , mit barn ? sagde han . +Hulda holdt atter inde . +Efter en pause vedblev hun : +-- jeg ville gerne tale med dig om . . . +Her kvalte gråden alter hendes stemme . +— nå , hvad vil du så ? + +hylda kastede sig om hans Hals og sagde : +— jeg ville bede for min stakkels Charles , at +du ikke længer må være vred på ham ! +Greven kyssede hende på panden og løsnede , +hendes arme fra sin Hals . +— atter denne Charles ! mumlede han fortrædelig . +Ikke nok med at lin moder hver dag råder på +dette navn og dets tilgivelse , men ffal også du , +Hulda , fylde mine øren med denne snak ? Jeg siger +det endnu engang : aldrig flænker jeg min datters +hånd til den mand , som bærer den uslings navn , +der har sat en plet på min families ære . +— fader , fader , betænk dog hvad du siger ; jeg +vil aldrig have nogen anden end ham , sagde Hulda +sørgmodig . +— så får du at forblive ugift , min pige , +sagde den urokkelige Greve . +— så skal du aldrig mere få din datter ar +se ! råbte hun i vild fortvivlelse og styrtede ud af +døren . +Grevinden udstødte et hjerteskærende skrig og +løb hurtig efter hende . Så højt hun kunne skreg hun : +— stands hende , stands hende ! +Hun løb så hurtig hun formåede , men kunne +dog intetsteds se sin datter . Endelig kom hun ned i +haven og hen til åen . Her så hun Hulda slå +med øjnene stift heftet mod det mudrede vand . +Hun så forfærdelig vild ud og havde fold « +Begge hænderne , medens læberne bevægede sig ; men + +Fru Tadlos var endnu for langt borte til at høre hvad +hun sagde . +Pludselig så hun ^o mørle mænd med skulende +ansigter nærme sig Hulda ; de greb hende og førte +hende med magt ud af haven . +Fru Tadlos gav et gennemtrængende skrig fra +sig . Hele tjenerskabet styrtede ud i haven og Fru +Tadlos angav i hvilken retning bortførerne vare +fiygtede med Hulda . +Francois var den allerførste ; i spidsen for dem +lød han så hurtig hans ben kunne bære ham , for +at komme fra de andre , ellers kunne han jo ikke advare +de flygtende ; men denne gang slog det fejl for ham ; +en af de største og ivrigste blandt tjenerne , som i +mange år havde været hos greven , og som elskede +Hulda som sit eget barn , kom foran ham . +Da de flygtende mærkede , at de blev forfulgte , +styrtede de afsted , som om del gjaldt livet . +Dog Jules — således hed den gamle tjener — +var hurtigere end dem og indhentede dem i den nærliggende +skov , hvor der opstod en hård kamp , medens +bortførerne havde lagt den besvimede komtesse på +jorden . +Jules var lige ved at bukke under i den ulige +kamp , da de andre tjenere kom styrtende fil . +- herhid , folk ! råbte han så højt han formåede ; +hjælp mig at frelse den nådige frøken fra +disse røvere ! +Tjenerne og folkene omringede de kæmpende , sg + +røverne , der indså at de måtte bukke under , så +imidlertid lejlighed fil at tage flugten . +Nu ville man bære Hulda hjem , men hvo skildrer +deres forbavselse , da de så at hun ikke var der . +— der går en mand med en dame ! råbte +Jules og pegede ind i skoven . Efter ham , efter ham ! +Han var den første fil at løbe i den påpegede +retning og folkene fulgte ham beredvilligt . +Da de kom mærmere så de , at det var Francois , +der medens de andre kæmpede , havde set lejlighed til +at bære Hulda bort . De indhentede ham snart og da +de spurgte ham hvorfor han gik i den retning , lød +han til at blive meget forbavset og sægde : +— min gud , er det ikke vejen til grevskabet ? +Folkene lo ad hans dumhed , og Francois var +reddet for denne gang . +I triumf blev Hulda nu båren til tit hjem , +hvor hendes forældre i den pinligste angst ventede +hende . +Hulda var endnu devistløs ; hun blev bragt til sengs +og forsf efter en times forløb slog hun fine øjne op . +Hun sukkede dybt , da hun atter befandt sig blandt +fine vante omgivelser . +Hun afslog enhver anmodning om at tage næring +til sig ; grevinden var utrøstelig herover , hun ville +have givet alt hvad hun ejede for at kunne gøre Hulda +lykkelig . + +enogkyrretyvende kapitel . +Den engelske fæetter +Konrad stod på skibets dæk og betragtede de +dansende bølger , da et andet skib pilsnart for forbi . +Drømte han eller var han vågen ? +På det forbiseilende skibs dæk så han Alma +og hendes Broder , den gamle gontran og Charles +Gautin , hans egen Broder , slå og tale sammen . +Konrad for sig med hånden over panden . Kom +Charles til Spanien før ham , ville alt det han havde +opbygget blive nedreven igen . +Ophidset gik han hen til kaptajnen og sagde : +— kunne vi ikke komme hurtigere afsted ? Skibet +går jo så langsomt , som om vi først skulle til +Spanien om et halvt Års tid . +Kaptajnen — en lille vranten person — rømmede +sig , så arrigt på Konrad og svarede ikke , og det +hjalp ikke alt hvad Konrad prædikede for ham , af han +havde forretninger i Spanien , som ingen opsættelse +tålte , kaptajnen svarede ham enten kort eller fletikke . +Imidlertid havde det andet skib efter kort tids +forløb nået havn i Spanien , og Charles tog afsked +med sine rejsekammerater og kørte resten af vejen +til grev Tadlos ' gods . +Han havde , inden han rejste , forsynet sig med det +nødvendige for af være ukendelig : en smuk paryk + +og overskæg af brunt hår , samt en lav hat og en +stor slængkappe , der omtrent skjulte hele personen . +Han lod vognen køre op for døren ; en tjener +kom ud for af tage imod ham . +Charles rystede stærkt , da han kom til af tænke +på sin dristighed . +Han havde af Alice petit hørt , af grevinde Tadlos +havde familie i England og havde tillige erfaret navnet +på denne familie . +Han benyttede sig nu deraf og ville præsentere +sig som en Neveu af grevinden . +Planen var forresten god , thi greven havde aldrig +set nogen af sin gemalindes familie . Det skulle +voves ! mente han og gik hurtig ind i vestibulen . +Efter af have samlet sine tanker gik han dristig +op ad trappen og nåde snart den store sal , hvor +han blev modtagen af greven , der høfligt bød ham af +tage plads og spurgte hvem han havde den ære af +se for sig- Charles gav ham sit kort , på hvilket stod +navnet : Jack lillier . +- ah , råbte greven , min gemalindes Neveu ! +- vær os velkommen , min herre , det er mig en +glæde af de beærer os med deres besøg . Nu skal +jeg kalde på min hustru , der så ofte har omtalt +dem ! +Han ringede — en tjener trådte ind og fik +ordre til af bede grevinden om af komme . +Imidlertid indledede Charles en samtale med +greven , der var venlig og forekommende og som syntes + +særdeles godt om det unge , galante menneske , der var +en hel modsætning til de andre herrer , som greven +kendte . +Charles fandt ogs�� megen behag i den gamle +Greve , og de vare indviklede i en fortrolig samtale , +da grevinden viste sig . +Charles ' hjerte bankede ; mon hun havde Hulda +med sig ? O , hvor det ville være velgørende for hans +hjerte ! Men da døren åbnedes trådte grevinden +alene ind . +Det var tydeligt at se ar hun havde grædt , thi +hendes øjne vare endnu fugtige ; hun kom lige fra +Hulda , der i de sidste dage var bleven aldeles tavs +og ikke gav svar på nogetsomhelsf spørgsmål , der +vedrørede det passerede +grevinden gik hen imod greven , uden at lægge +mærke til Charles . +-- du lod mig kalde , min ven , sagde hun ; har +du noget at sige mig ? +Han greb hendes hånd , som han trykkede inderligt , +og sagde : +— her er ankommen en Neveu til dig ; det er +din søstersøn fra London . Jeg er meget glad ved +at han er kommen netop uu , da vi jo i den sidste tid +ikke har set et eneste kært familieansizt . +Grevinden gik hen imod Charles ; hun genkendte +ham ikke , men da hun modtog hans kort , smilede hun +glad og spurgte ham om forskellige famtlieanliggendrr , +om sin søster og om alle børnene . + +er » inderlig glæde ^bemægtigede sig hende ver at +tale om de mange kære , som hun havde efterladt i +London , da hun rejste hertil +det var heldigt at Charles var så godt underrettet , +thi ellers havde det set galt ud for ham . I +samtalens løb kom tjeneren ind og meldte at middagsbordet +var dækket . Grevinden bad fin kærkomnc +gæst om at tage tiltakke hos dem , og da Charles +havde forsikret at det var ham en stor ære , gik man +tilbords . +Greven befalede en tjener at kalde på sin datter +og sige hende , at der var en fremmed , som ventede at +blive præsenteret for hende . +Charles ' hjerte bankede så stærkt , at han næppe +formåede at holde sig rolig på stolen . +Tjeneren rakte ham fade , både med det ene og +det andet gode , men skønt han var sulten efter den +lange køretur , så kunne han dog ikke rigtig nyde +noget ; det forekom ham at det varede en evighed +inden Hulda kom . +Suppen var allerede serveret , da Hulda sagte +trådte ind ad døren ; hun var bleg og de smukke +øjne vare sænkede imod gulvet . +Hun var iført en lysegrøn silkekjole , besat med +ægte kniplinger , som klædte hende fortræffeligt . Hendes +skønhed forhøjedes næsten ved den fine bleghed , der +var udbredt over hendes ansigt . +Charles rejste sig ; han havde nær glemt hvor han +var og ilet hen til hende , og sagt , at hun ikke mere + +måtte være bedrøvet , men han huskede pludselig på +hvor han var , og blev stående på samme sted , +imedens han bukkede for hende . +Hulda gjorde en let bøjning med hovedet og +greven forestillede dem for hinanden . +Medens Charles sagde nogle forbindtlige ord , +bød Hulda ham velkommen . Man satte sig atter til bords ; +Hulda nød næsten intet og hendes nye fætter +kunne intet nyde for at se på hende . Han syntes at +Hulda så så lidende ud , — mon det skulle være +for hans skyld ? Hvor hun dog var smuk , som hun +sad der . +Greven så om til den side hvor han sad og +da han bemærkede at den unge mand glemte at spise +for at se på hans datter , da smilede han fornøjet +og nikkede med hovedet . +Charles vedblev desuagtet at se på Hulda og da +hun hævede øjnene , for at betragte ham , for en svag +rødme over hendes ansigt , da hun bemærkede at han +havde sit blik hæftet på hende . Hun slog atter øjnene +ned , men hun var ikke rolig som før . +Hun sad ængstelig og var bange for at gøre nogen +bevægelse , da hun troede at hun blev iagttaget af sin +nye fætter . +En trykkende taushed herskede i selskabet , og afbrødes +kun af og til af de spørgsmål , som vært og +værtinde rettede til deres gjæsl . +Greven var dog aldeles indtagen af den unge + +mand ; han så allerede i ham den mand , der skulle +gøre Hulda lykkelig . +Vidste han blot hvor let dette kunne lade sig +arrangere ! +Hulda talte ikke meget ; Fru Tadlos undskyldte sin +datter med at hun i den sidste tid havde været sygelig . +Man rejste sig fra bordet og det blev besluttet at +man skulle spadsere lidt omkring i haven , for at +gæsten kunne betragte de smukke anlæg . +Med øjensynlig interesse beså Charles de smukke +planter og værter , og da han havde nogen kendskab til +landvæsenet , blev samtalen , for grevens vedkommende , +særdeles interessant . +Med en fornøjet mine vendte greven sig ommod +grevinden og hviskedee noget til hende , hvorover hun +smilede og forlod dem . +Greven bød sin datter armen og man spadserede +videre . Kort efter kom grevinden tilbage og nikkede +til ham . +Greven bad sin gjæsl om at undskylde , at han +forlod ham et øjeblik , men forsikrede , at hans datter +skulle underholde ham så længe . +Charles bukkede og sagde nogle forbindtlige ord , +hvorpå de begge fjernede sig . +Det var længe siden at Charles havde været alene +med Hulda , men han turde ikke , her i haven , hvor +der kunne vcrre skjulte vidner , sige hende hvem han +var . Han spadserede derfor ved siden af hende , og +korsøgte at indlede en samtale med hende , men det + +var ikke let , thi Hulda var meget ordknap . Han morede +sig over den tilbageholdenhed hun viste og han prøvede +på at tale til hende ligesom dengang da de vare +lykkelige . +Hulda studsede ved at høre hans stemme , men +når hun så op på ham , da svandt det håb , der +for et øjeblik havde lyst for hende . +Charles fik hende dog i bedre humør ved at han +indlede en samtale med hende om blomsterne og forskellige +andre ting . Han smilede hele tiden , når +han talte til hende , — han fandt at situationen var +morsom , thi han havde aldrig drømt om at han og +Hulda ukendt skulle vandre ved hinandens side . +I samtalens lød spurgte Hulda om han havde +været i Italien . +— ja , udbrød han ; jeg har været i Italien , men +jeg har aldrig været så ulykkelig som der . +— er også de ulykkelig ? udbrød hun uvilkårlig . +Charles så spørgende på hende , idet han med +eftertryk sagde : +— er frøknen da ikke lykkelig ? +Hulda tav og bed sig i læberne ; hun havde udtalt +noget , som hun ellers ville have valget . Hun +svarede dog med et nik med hovedet og sagde : +— de siger , af de har være ! i Italien ; — i +hvilken by har de da opholdt dem ? Har de været +i rom ? +— ja , sagde han smilende . + +Holda tav igen ; men det var øjensynligt af hun +ville spørge videre . +Charles søgte atter af få samtalen igang . +— jeg har i øver et halvt år opholdt mig hos +landskabsmaler Della , sagde han . +Hulda greb hans hånd , uden af tænke på af +det var en fremmed der stod for hende , og sagde +ivrig : +— kender de da ikke Charles Gautin ? Han +har også været der lige så længe som de . +Huldas dine lyste med en febrilst ild og hendes +hånd rystede stærkt , medens det toarevædede blik , +der udtrykte den mest levende uro , var vendt imod +ham . +Charles vendte sig fra hende ; han kunne ikke udholde +dette blik , som så oste havde gjort ham lykkelig . +— de svarer ikke , sagde hun ; kender de ham +ikke ? +— jø , frøken , jeg kender ham særdeles godt ; +han var også hos Della , ligesom jeg , men ban var +et menneske , der ikke talte meget , — han var vist +meget ulykkelig , — gud må vide hvilken sorg der +tyngede ham . +Hulda vendte sig bort fra ham ; hun holdt begge +hænder for ansigtet og sagde halvhøjt : +— o gud , o gud ! +Charles greb hendes ene hånd , lagde armen om +hendes liv og hviskedee : +— sørg ikke , kære Hulda ! + +så hurtig som lynet flygtede Hulda et stykke +bort fra ham og sagde : +— min herre , de vover ? +Charles så førlegen ned imod jorden og frem , +stammede : +— om forladelse , frøken ! men vi er jø fætter +og kusine , derfor tilgiv min overilelse . +Hulda tilkastede ham et vredt blik og sagde : +— dette berettiger dem da ikke til at være så +sri imod mig . +Fru Tadlos kom i det samme til og bad dem +begge om at følge med sig . Grevinden standsede foran +lysthuset , hvor greven havde travlt med at placere +forskellige sager . +Charles standsede overrasket foran dette . Det +smukke bord bugnede af sjældne og kostbare frugter +samt andre dejlige sager . +Greven bød ham venligt ind til sig ; han syntes +så veltilfreds som han i lang tid ikke havde været . +Charles havde aldeles vundet greven for sig ved +sin djærve optræden og sit indtagende væsen . +Tiden gik og man morede sig fortræffeligt over +Charles ' fortællinger om forskellige eventyr han havde +oplevet i England og flere andre steder . Man skulle +tro at han var vidt berejst , når man hørte ham tale . +Alle vare fornøjede , selv Hulda , som ellers ikke +var så glad , lod sig henrive » ed hans livlige og +muntre underholdning ; thi Charles var lykkelig nu , + +da han befandt sig så nær ved Hulda og vidste hende +uden fare . +Det var langt ud på eftermiddagen da Charles +rejste sig fra bordet . Hemmelig hviskedee han til greven : +— tillad mig . Onkel , at jeg plukker nogle af dine +smukke blomster til min kusine ? +— gerne , min unge ven ; tag så mange du +vil til det kære barn , det vil måske glæde hende . +— vil de hjælpe mig . Kusine Hulda ? det vil +adsprede dem lidt , sagde han og vendte sig om mod +hende . +— ja vist vil hun det ! råbte greven glad ; hun +er så tungsindig i den sidste tid . — se at sæt lidt +humør i hende , det skal glæde mig meget , dersom de +øpnårr det ! +Hulda smilede og begge forlod lysthuset og gik +over ad blomsterhaven til . Han bød hende armen , +hvilken hun også modtog . +Da de kom til et af de smukkeste blomsterbed , afbrød +Charles en rose og overrakte den til Hulda ; +hun modtog rosen idet hun sagde : +— den passer ikke til mig , fætter ; det er de +lykkeliges blomsl . +— å , bedste kusine , de vil nok blive lykkelig , +de er alt for ung til at være ulykkelig . +Hulda rystede på hovedet . +Han plukkede flere blomster til hende og de +spadserede nu videre talende om Italien , hvilket emne +Hulda sket ikke kunne blive træt af at tale om . + +omtrent en halv time spadserede de omkring i +haven og gik da atter hen til lysthuset , men Huldas +foræeldre havde allerede forladt dette . +Charles trådte dog rafl ind efter Hulda og satte +fig ned ved siden af hende , for at samle blomsterne +til en buket Hulda ville fjerne sig , men Charles +sprang op og sagde : +— nej , kusine , de må blive og hjæelpe mig , vi +kunne snart væere færdige med denne buket . +Modstræbende indtog Hulda atter sin plads , inderlig +ked af „ den nye fættter , “ som flet ikke undte hende +ro . Hun tog nogle blomsler og ville pryde buketten +med disse , men da rejste Charles sig atter , greb hende +fast om livet og sagde : +— kjcrre Hulda ! hør mig et øjeblik ! mit liv , +ja hele min tilværelse beroer herpå ! +— nuvel , jeg vil høre dem , men flip mig , flip +mig for himlens skyld , — jeg er forlovet ! råbte +hun angst . +Charles flap hende og Hulda flygtede over på +den anden side af bordet . +Langsomt og smilende log Charles det forlorne +hår og skæg af , og sagde : +— kan jeg ikke træede i den forlovedes sted , for +jeg elfler dem over alt , min kære kusine ! +— min Charles , min egen kære Charles ! råbte +Hulda i den største henrykkelse . O gud , hvor jeg +takker dig for dette lykkelige oieblik ! + +de ilede hen til hinanden og en kærlig omfavnelse +lønnede deres lange og smertelige skilsmisse . +— hvor kunne du ncrnne at lade mig vcrre i +uvished sålcenge , da du dog så hvor ulykkelig jeg +var ! sagde Hulda og så ham kerrligt ind i vinene . +— jo , Hulda , jeg glædede mig over at du var +så kold og srastødende imod mig , det overbeviste mig +om hvor meget du holder af den Charles , du troede +var så langt borte fra dig . +Hulda smilede ; nu , først nu forstod hun , at livet +er fijønr , selv om det ofte er sorgfuldt og tungt . +De sad i over en time i en fortrolig samtale , +uden ar husfe på hvor de vare . +Hulda fattede hans plan , men hun frygtede for +felgerne . . +Charles og Hulda sagde fast omslyngede og meddelte +hinanden deres sorg og længsel . +Da hørte Hulda en sagte raslen , det lød som +om en dame , iført silkekjole , befandt sig i rænheden . +Hun sagde det til Charles , men han svarede : +— lad dem kun komme ; ingen kan forbyde mig +at elske dig så længe jeg lever ! +— ja , det er godt nok , men . . . +Læenger kom hun ikke , thi et venligt ansigt kiggede +ind til dem . Det var grevinden . +— hvad seer jeg , Charles Gautin ! udbrød hun +våde glad og sorgfuld . +— tys , tys , frue ! hviskedee Charles ; her på + +slottet er jeg kun den engelske fætter , indtil sagerne +stille sig bedre . +Fru Tadlos var nær ved at briste i latter , — +hun havde aldrig vidst at Charles var så snild og +modig +— det er net , tag livet fra den komiske side , +så går alt godt ; det er det jeg så lidt har sagt +til Hulda , når hun var nær ved at bukke under for +sorg og ængstelse . +Fru Tadlos kunne ikke komme sig af sin overraskelse ; +hun blev naturligvis også indviet i den +intrige , der var bleven i agt , for at fange greven . +De vare alle tre så lykkelige og glade og Hulda +havde roser på kinderne , som faderen syntes så +godt øm , at han fortrolig klappede den engelske fætter +på skulderen og sagde : +- der kan jeg lide , de gør mirakler , min +kære lillier ! +Således stod sagerne øm aftenen , da man skiltes +for at gå til ro . +Der var indrømme : Charles to smukke værelser , +udstyret med en overordentlig lurus . +Greven tillod ikke at der blev sparet på noget +med hensyn til hans gæsts bekvemmelighed . At +Charles var henrykt kan man nok begribe . + +toogkyrretyvende kapitel . +To dage for sent +det andet skib der afgik fra Italien til Spanien +og hvorpå Konrad befandt sig , anløb først den spanske +kysk to dage efter at Charles var ankommen til +grevens gods . +Dette var en følge af et uheld , der var indtruffen +i maskineriet , og hvorfor skibet måtte søge havn +for a » blive repareret . +Konrad var rasende herover , nu vidste han at +Charles var lemmen ham i forkøbet . +Konrad steg strar iland ; han var i stærkt oprør +og førbandede den uheldige stjerne , der bestandig kom +ham i vejen +han kørte også samme vej som Charles havde +taget , dog ikke ind i grevens slot , men forbi dette . +Han skal hovedet ud af vinduet og stirrede op +til slottet , da han kørte forbi dette , men han så +intet . Han kørte nu bag om slottet ; der hver +haven endte og som kun ved et lavt gælde var +adskilt fra skoven , viste et syn sig for ham , der +rystede ham så voldsomt at han nær var sprungen +ud af vognen . +Ved det lave gærde stod en bænk , aldeles indrettet +til to personer . Et stort kastanieiræ hældede sig +skyggende over bænken , hvorpå to unge mennesker , + +en dame og en herre , sad i en fortrolig samtale . +Han havde slynget armen om hendes liv og hun +hvilede det smukke hoved på hans skulder , medens +hun smilede over det han fortalte hende . +Hun så så lykkelig ud og den lille mund var +l stadig beværelse . +Konrad sad som forstenet . +— Charles har altså fået neisepas , mumlede +han , siden hun sidder så fortrolig med en anden . +Stakkels Charles , hvor det gør mig ondt for dig ! +Sagde han halvhøjt og slog i det samme en så uhyggelig +hånlatter op , at de unge mennesfer , der sad +på bæenken , forsfrcekkede for op og så hen mod +den kant hvorfra latteren lod . +Hulda , ver strar fik øje på det ansigt , der kiggede +ud af vognvinduet , gav et hjertesfoerende skrig fra sig . +Charles var også forbavset ; han genkendte det +afskyelige ansigt , ver skadefro så hen på dem . +Kort efter kørte vognen bort og Konrad mumlede +triumferende : +— haha , hun genkendte mig dog . . . hun +streg . . . så har jeg dog i det mindste opnået at +irlsøie hende smerte . Men hvem mon den herre var +der så fortrolig sad ved hendes side . Jeg skal spørge +Francois derom , han må kunne give mig underretning . +— ah , ah , de fruentimmer , de fruentimmer ! +Ja , fortjente hun det nu bedre end alle de andre troløse , +— i dag en , imørgen en anden ! . . . Ja , ja , lad +os nu se . . . det kan endnu være tidsnok . + +vel et kvarterrs tid kørte vognen videre og +holdt derpå foran et lille lystflot , som Konrad havde +køb » . Han steg ud og betrådte sin nye bolig , med +hoved « fuldt af skumle planer . +Da han havde udhvilet sig lidt sendte han en +domestik hen til Francois . +Denne kom strar og Konrad modtog ham med de +ord : +— nå , min gode Francois , hvorledes slå +gagerne ? Kan jeg . vente at trykke den små i mine +arme i aften ? +Francois rystede på hovedet . +— det gør mig ondt , men erellencen er kommen +to dage for sent , frøkenens fætter fra England er +kommet i besøg og den dumme dreng er altid ved +hendes side og passer på hende fra den tidlige +morgen til den sildige aften . Jeg har ikke engang +den fornøjelse at følge frøkenen til sine værelser om +aftenen ; del lader til at man mislroer mig , thi grevinden +følger selv sin datter op og går ikke fra døren +før den er forsvarlig asfåset , sagde Francois mismodig . +- bryd ind til hende , dit fæ ! råbte Konrad +harmfuld ; eller bortfør den kærlighedsfuldt englænder , +og jeg skal ikke spare hans skind , hvis jeg får fat +på ham . +— jeg er alene , ereilen « , og alle folkene iagttage +mig , søm om jeg er en tyv , sagde francsis . +Det er intet let arbejde at tage en så kraftig +ung mand på sine skuldre , især når man skal gå + +en så lang Bei med ham . Jeg vil ikke påtage mig +det , thi de se søm sagt alle sfjcevt til mig og jeg er +vis på , at jeg ville få dem alle sammen efter mig , +og det ville jeg vist næppe flippe helstindet fra . +— ah , du frygter for dit skind , feige hund , . +Råbte Konrad heftig og sprang op . +Francois for tilbage ; han kendte sin herre for +godt til ikke ar vide , at han ville blive slået søm en +hund af dennes egne nådige hcrnder , dersom han ikke +skyndsomt trak sig tilbage . +Konrad slog ham dog ikke , men sagde hurtig og +bestemt : +— du stoffer mig frsken Tadlos hertil endnu +for aften , eller du er en Dedens mand , forstår +du mig ? +Forlegen fremstammede Francois : +— exellence » befaler noget . . . +- og du adlyder ! brølede Konrad harmsuldt . . +Ud af min dsr , dumrian , og vov ikke at komme tilbage +uden med ham eller hende . +Francois smuttede hurtig ud af døven , angst +for ar opholde sig længere der , hvor han havde gode +udsigter til ar få en kårde gennem livet . + +treøgkyrretyvende kapitel . +En fjende . +Konrad gik hceftig frem og tilbage på gulvet , +da Francois havde forladt ham . +— den laban ! brummede han ; jeg har altså +givet så mange penge ud og haft al ren ulejlighed +for intet . Dog nej , det må ikke være således , +Francois skal føre Hulda hertil , — hvis ikke , da +gud nåde ham ! +I lang tid gik Konrad således , han blev mere +og mere hæstig , og i sandt raseri greb han sin hat +og forlod værelset for måske selv at kunne udføre noget . +Han vandrede gennem den nærliggende skov ; dog +turde han ikke vove sig hen til grev Tadlos ' slot , da +han kunne resikere at blive genkendt af greven , og +holdt sig derfor lcenzere tilbage ude på vejen . +Han havde vel gået således en halv snes +minutter , da han pludselig standsede foran en lille +villa , som han aldrig tidligere havde bemærket . +Han stod som himmelfalden , - den lignede et lille +feflot ; men det der iscrr tildrog sig hans opmærksomhcd +var en smuk ung dame , der sad på verandaenbeskæffiget +med at binde blomsterbuketter til de store +vaser , der prydede indgangen til salen . +Hun var iført en hvid mousselinskjole , besat +med adskillige sløjfer og bånd . + +verandaen var prydet med en mæengde blomster +og guirlander , der dannede en dejlig ramme om den +smukke kvinde +Konrad var bleven stående stille foran dette +maleri ; han kunne næppe dekermpe sin lyst ti ! at ile +op og omfavne hende . Det lod ikke til at damen +havde lagt mcrrke til ham , thi hun vedblev at se ned +på sit arbejde . +Konrad rømmede sig flere gange , men uden held ; +da fik han pludselig en ide : han sprang hurtig op +ad trappen og gik — uden at bryde sig om tjenerens +protesteren — ind i salen og ud på verandaen . +Han kom så pludselig , ar Jutta — thi hende +var det — forskrækket sprang op og sagde : +— min gud , Jean , hvor du gjorde mig angst ! +— om forladelse , frøken eller frue , sagde +Konrad og bukkede galant for hende . Undskyld at jeg +gør dem så megen ulejlighed ; hvad må de tro +om mig , at jeg således bryder ind til dem ? Men +de må ikke blive vred på mig . . . jeg har løbet l +hele to timer gennem skoven . . . det ridende politi +var efter mig , jeg ved ikke hvorfor , man har formodentlig +antaget mig for en anden . Jeg løb det +bedste jeg kunne og ved at skjule mig mellem nogle +buske lykkedes det mig for en stund at undgå forfolgerne . +Men snart opdagede man mit skjulested +og i min skrcrk løb jeg atter fra dem , kom dem snart +af sigte og besinder mig nu her , uden at vide hvorledes +jeg skal finde hjem . + +— hvorledes ? finde hjem . . . boer de da her +i nærheden ? +— ja , jeg antager det ; jeg ved rigtignok ikke +hvor langt borte jeg er og jeg ville derfor gerne bede +dem om at jeg tør opholde mig et oieblik hos dem , +da jeg er meget træet . +Jutta , hvis gode hjerte kom i oprør over den +unge mands ublide skæebne . tillod ham med glæede +at opholde sig bos hende . +Der blev bragt ham -frugter og vin til at styrke +sig på og Jutta underholdt dam jå godt det lod sig +gøre . Hun sagde at han måtte tage tiltakke med +hendes konversation , da hendes gemal og hendes +fader vare ude i forretninger . +Konrad forsikrede hende at ban var lykkelig over +den a§re at turde opholde sig i dette prægtige hjem +og han fortalte hende i samtalens løb at hans +fader var fransk baron , og at han var på rejser og +kun ffulde opholde sig en kort tid i Spanien . +Det gik så vidt at han formelig opnåede ar +gøre sig så interessant for hende , at den sidste rest +as hendes frygt svandt ; hun kunne ikke tro at et så +ungt og dannet menneske var nogen forbryder . +Han vedblev at fortælle og da han bad derom nk +han lov til at hjæelpe hende med at binde guirlander , +der skulle benyttes ved en fest , som var bestemt til at +asholdes den næste dag . +Konrad forstod så mesterlig at gøre hende tilvas , + +at hun var helt fornøjet over det nye bekendtskab hun +havde stiftet . +Da guirlanderne vare bundne skulle den store +sal prydes med disse og Konrad tilbød hende beredvillig +sin hjælp hertil . +Under spøg og latter blev salen pyntet og nu +stod kun dandsesalonen tilbage , hvorfor man begav sig +ned i stueetagen . +Jutta talte til ham om nogle af de gæster der +vare indbudne , og især om komtesse Hulda , der var +hendes bedste veninde . +Konrad spidsede øren , men lod dog som om han +sket ikke følte interesse for det hun fortalte . +Jutta var netop i færd med at række ham en opiats , +da Iran petit trådte ind ad døren . Målløs +blev han slående ved denne , men da Jutta fik øje +på ham styrtede hun hen til ham ; hun indså nu +hvor dumt hun havde handlet , da hun modtog en +fremmed mands hjælp . I hvilket lys måtte hun +ikke stå for sin mand . +— o , Jean , lad mig tale ene med dig et øjeblik ? +Bad eun med tårer i øjnene . +Mekanisk fulgte Jean ud på verandaen med +hende . Her forklarede hun ham alt . +Iran hørte efter , kyssede hende ømt og sagde : +— min lille kone har ikke båren sig rigtig ad . +Ved du hvem den unge , dejlige baron er , som du +føler så stor interesse for ? - det er den forræder , +som solgte mig til kejseren og det er hans skyld at + +jeg blev landflygtig ! — kan du nu begribe hvorledes +du er bleven ført bag lyset ? — du må heller ikke +tro at han er faret vild , dahahaha ! Nej , han har set +dit smukke ansigt nede fra vejen og han har bundet +dig den historie på ærmet , thi han er en stor +kvindeelsfer . +Jutta blev målløs ved at høre dette og hun hadede +nu Konrad lige så meget som hun før syntes øm ham . +Jean bad hende øm at gå vp på sine egne +værelser og overlade ham at tage imod den fremmede . +Jutta adlød skælvende . +Da hun havde forladt ham gik han atter ind til +Konrad , der endnu var beskæftiget med at pynte salen . +— ah , ah ! mumlede han , da han fik øje på +Jean . Det var sandelig en overraskelse , min herre ! +— nå , så det var deres lille nydelige kone , jeg +nylig havde den ære at tale med ? +Jeans øjne vare underløbne med blod , en stærk +skælven gjennemfoer alle hans lemmer og han blev +endnu mere rasende , da han hørte Konrad omtale +hans kone med en sådan frækhed . +— ti , elendige skurk og forræder , som du er . +Konrad tøg aldeles rolig imod dette , men Jean +vedblev : +— du siger intet til dit forsvar , elendige kujon +og brodermorder ! Forlad øjeblikkelig mit hus eller +jeg render dig min kårde igennem livet . +Konrad kunne tåle alle hans skældsord , men +ved ordet „ Brodermorder “ kom han i et sådant + +raseri , at han søm en vild styrtede ind på Jean , +men denne var hurtigere , han sprang til side og greb +sin kårde idet han sagde : +— ja , det kunne ligne dig at myrde mig med ; +så var jeg — et vidne om din skændsel — også +afvejen . +Konrad kogte af raseri ; han formåede næppe at +styre sin heffighed ; han trak ligeledes sin kårde og +styrtede ind på Jean . +En heftig kamp opstod nu ; de kæmpede begge søm +løver , men til sidst , da Konrad blottede sig for meget , +blev han såret i den venstre skulder . +Han kastede nu kården på gulvet , løb hen til +vinduet og sprang ud af dette . +— løber du , feige hund ! råbte Jean efter ham ; +du er altså lige så stor en kujon nu søm tidligere ! +Konrad knyttede hånden imod ham og råbte : +— bi du kun , en anden gang tales vi ved ! +Derpå løb han sin vej , så stærkt hans ben +kunne bære ham . Jean smækkede vinduet i og fjernede +alle spor af kampen ; derpå kaldte han på Jutta , +der med ængstelse havde ventet på ham , da hun +anede hvad der ville sfe . +Jean fortalte hende nu hvad der var passeret og +da Jutta hørte dette sagde hun angstfuld : +— vogt dig , Jean ! Nu har du i ham en rastløs +fjende , der ikke vil glemme dig så snart . + +i vild fan stormede Konrad afsted ; hans skulder +smertede ham forfærdeligt , men alligevel kunne han ikke +lade være at tænke på den smukke unge kone , der så +venligt havde taget sig af ham . +Endelig kom han hjem , en læge blev øjeblikkelig +hentet , og da denne ankom og undersøgte såret , +sagde han hovedrystende : +— skulderbladet er knust ; de må være meget +forsigtig og forholde dem aldeles rolig . +Konrad modtog denne tidende med sammenbidte +tænder , — han forbandede Jean , der havde tilføiei +ham denne skade , netop i det øjeblik hvor han troede +at have erobrer fin Hulda for bestandig . +Hvorledes skulle han tage mod hende , når han +var invalid ? Med bind om armen tog han sig ikke +synderlig godt ud . +Henad aften havde han indrettet alt til hendes +modtagelse , men klokken blev 12 , ja endnu mere , og +endnu var Hulda ikke kommen og Francois heller ikke +— ha , den usling , han vover ar trodse mig ! +Råbte han harmfuld . Dog , jeg skal snart få fat +i dig , og da ve dig ! +Havde Konrad i dette øjeblik været nærværende +på grev Tadlos ' gods , ville han besten » have tabt +endel af sit overmod , thi en scene af en ganske +modsat Art tildrog sig der . + +fireogfyrretyvense kapitel . +Det natlige besag . +Francois var gået fra Konrad med et mørk +sind ; han var bange for ikke at efterkomme hans +befalinger , og hvorledes skulle han kunne delte nu , +da ethvert af hans skridt blev iagttaget af over en +snes mennesker ? — dog , det skulle prøves , og +neppe var det bleven mørkt før Francois forsøgte sin +lykke . +Men Charles og Hulda havde set Konrad i +vognen og vidste nu hvad de havde al rette sig efter . +Tilmed var Francois forsvunden i over et par timer , +ingen vidste hvor han var gået hen ; dette var heller +ikke noget godt tegn . +Charles og Hulda havde derfor beslutter at passe +godt på . +De gik begge , ledsaget af grevinden , op på +hendes egne værelser . Her aftalte de , at Charles og +en af tjenerne skulle opholde sig i Huldas værelser +denne aften og hele natten , medens Hulda skulle +sove hos grevinden . +Charles var glad over endelig engang at kunne +narre broderen , og kort derefter blev deres bedste tjener , +nemlig Jules , sendt op til ham . De gjorde sig del nu +så behageligt som muligt . + +Charles iførte sig nogle af Huldas klæder , og +fljøndt han var temmelig høj så han dog ret net ud . +Imidlertid havde grevinden underrettet greven +om den plan de havde lagt til at fange Konrad , og +grev Tadlos , der hadede Konrad værre end pesten , +gik også ind derpå . +Nu blev alle tjenerne underrettede om , at de på +givet signal skulle rykke op , forsynede med alle de +våben , de vare i besiddelse af . +Således var alting indrettet . +Da klokken var lidt over tolv hørte Charles og +Jules en sagte banken på døren . +— så , nu gælder det ! hviskedee tjeneren over +til ham . +Der bankedes atter og atter , men da den udenfor « +Slående intet svar erholdt , blev han dristigere , og +man hørte tydelig en Dirk arbejde i låsen . +— ah , jeg tænkte det nok ! mumlede Charles ; der +kommer han for at bortføre mig ! Nu gælder det om +at gøre sig så lille som muligt for at han ikke skal +fatte mistanke . +Døren gav endelig efter og Francois trådte langsomt +ind . Han gik forsigtigt famlende hen i det mørke +værelse . +Charles havde kastet sig på Huldas seng i hele +fin forunderlige påklædning . +Francois trådte derhen og ville løfte den formodede +Hulda op , men hun var så tung , at han næppe formåede + +at løste hende op ; dog , hun skulle transporteres +bort og Francois tog derfor atter fat . +Dennegang gik det bedre ; han fik Charles på +fine arme og gik forsigtig ned ad trappen og ben til +vognen med ham . Han stønnede og pustede og mærkede +ikke , at Jules lig en ræv sneg sig efter ham . +Da zules var kommen ned i stueetagen bankede +han sagte tre slag på døren til den stue , hvori +tjenerne befandt sig ; det blev hørt af dem der holdt +vagt , og et øjeblik efter vare de alle på benene , +og greven , der ville anføre dem , blev strar hentet . +Francois var imidlertid nået ned til vognen +med Charles , og da dette kjøretøi sattes i bevægelse +sprang Jules op bag på , medens Francois forblev +inde i vognen for at bevogte den kostbare skat han +troede at have røvet . +Vognen sattes strar i bevægelse . +— det er Pokkers så folkene sove hårdt i nat , +sagde Francois og gned fornøjet hænderne sammen . +Ah , så fik jeg da endelig bugt med den lille engel , +og nu skal ikke selve djævelen få hende ud af vore +kløer . . . . Nå , hvor Herren vil blive glad , når +han seer sin lille Hulda ! . . . Ja , så ganske lille er +hun da i grunden ikke , — det kneb med at få hende +herop , det må mine stakkels arme bekende . +Han blev afbrudt ved at den formodede Hulda +udstødte et dybt suk . +— suk ikke , min lille agerhøne ! hviskedee Francois ; +thi glæden venter dig ! + +— min gud , hvor er jeg ? sagde Charles så +blidt som muligt , for ej at røde fin mandige stemme . +— de er her , lille frøken , svarede Francois ; +vær de kun ganske rolig , der skal inret ondt vederfares +dem . +Han lagde ganske ugenert armen om hendes liv +og ville med en mageløs frækhed give hende et Kys , +men hun blev meget vred herover og satte sig til +modværge af alle kræfter . +Vognen havde ikke ret langt at køre endnu , og +snart holdt den stille udenfor Konrads villa . +Francois stoppede nu et tørklæde i munden på +Charles , for at han ikke skulle skrige ; dette skete så +hurtigt , at han ikke formåede at forhindre det . +Da vognen holdt hørtes ligestrar nogle tjenere +komme ud fra villaen . +Francois åbnede vogndøren og sagde : +— kom og hjælp mig , hun er så tung og +balstyrig som bare satan ! +Nogle tjenere kom øjeblikkelig hen og toge Hulda +på deres arme og bar hende uden videre ind i huset , +hvor Konrad utålmodigt ventede dem . +— bær den små op i mit værelse ! befalede +han . +Tjenerne adlød . +Charles blev nu båren op og strar efter blev +døren aflåset . +Charles gjorde sig det så mageligt som muligt . +Han satte sig i en kanape . + +— nå , så her boer min gode hr . Broder +altså ! sagde han , idet han mønstrede det smukke +værelse . Ja , her er såmænd meget vænt , alt er jo +indrettet med en overordentlig smag . Nå , så det +fluide altså være min stakkels Hulda de således +bortførte ! . . . Det var heldigt at vi fattede mistanke , +thi ellers havde han nok vundet sejr alligevel ! . . . +Han ophører vist aldrig med at forfølge hende ! +Han standsede i fin tale og lyttede . +Han hørte at døren blev åbnet og kort efter +trådte Konrad ind . +Charles gjorde sig så lille som mulig og lod +som om han græd . +Konrad trådte hen til Charles og sagde : +endelig , endelig fik jeg mit ønske opfyldt . . . +Endelig fik jeg min Hulda igen ! +Han satte sig ved siden af Charles og ville +omfavne ham , og Konrad kunne næppe komme sig af +fin overraskelse , da den formodede Hulda flet ikke +gjørde indvendinger mod dctte . +Konrad var snart så optaget af at tale kærlige +ord til Charles , at han ikke bemærkede at døren sagt « +Åbnedes og at omtrent en snes mand , flæbende den +skælvende Francois imellem sig , forsigtig listede sig ind +i værelset . +En af visse mænd tændte lys , som han havde +medbragt , og da Konrad , forundret overden så uventet +indtrådte lysning , vendte fiz om , stod grev Tadlos , +omringet af alle tjenerne , for ham . + +han holdt en pistol i hånden , og Konrad , som +målløs var bleven siddende , skælvede stærkt ved at se +den urokkelige Greve i denne truende stilling . Han +rejste sig og ville ile hen til klokkestrengen , men grev +Tadlos standsede ham og sagde : +— ikke af pletten , eller jeg skyder dig ned som +en hund ! +Blegnende gik Konrad tilbage til sin plads ; men +den formentlige Hulda havde imidlertid forladt ham , +og på hendes plads så Konrad en mand med et +stort skæg sidde . +Han for tilbage , — man havde altså bedraget +ham ; det var jo Huldas forlovede , den engelske fætter , +som han havde set sidde ved hendes side på bænken +under kasfanietræet . +— ja , du forundrer dig , skurk som du er , +over min langmodighed imod dig , men du kan alene +takke det bind du har om armen for , at jeg ikke +allerede har skudt dig ned , thi jeg angriber aldrig en +værgeløs . Det er dumt at have medlidenhed med +dig — du har jo aldrig haft medlidenhed med min +familie . Jeg kommer her i denne nat for at kr��ve +dig til regnskab for din opførsel i Paris mod min +kone og datter ; har du noget at sige ti ; dit forsvar ? +Konrad svarede ikke . +— svar mig ! tordnede greven . +' — der er intet at svare hertil , sagde Konrad , +der var bleven føjelig som et barn lige overfor den +villiestærke Greve . + +— du har altså intet at sige til dit forsvar ? Ja , +du er akkurat lige så feig som din fader , den skurk ! +Men det siger jeg dig , dersom du ikke er ude af +Spanien og borte fra mine øjne inden to dages forløb +må du være beredt på at dø . +Konrad , der havde fået sin sædvanlige åndsnærværælsæ +tilbage , opslog en høj skoggerlatter , da +greven pålagde ham at forlade landet . +-- hvad , leer du ? råbte greven rasende . Der , +tag dette våben og forsvar dig ! +Konrad greb begærlig båbnet , og alle folkene +vare nu vidne til en vild og fortvivlet kamp . +Greven var som militær meget øvet i våbendrug +og Konrad stod langt tilbage for ham . Dog dækkede +han sig så godt , at det næsten var greven umuligt +at komme ham tillivs . +Konrad var rasende , og havde der ikke været +vidner tilstede havde han sikkert i sit blinde raseri +overrumplet og myrdet greven . +Kampen var i nogle minutter lige på begge +sider , men da greven i sin Iver uden at bemærke +det blottede sig for meget , benyttede Konrad lejligheden +til et udfald , hvorved greven fik en temmelig dyb +rift på den højre hånd , hvilket dog ikke hindrede +greven i at fortsætte kampen med endnu større raseri . +Midt under denne hørtes et gennemtrængende +skrig ; begge de kæmpende vaklede og styrtede om , +hver til fin side . +Alle folkene løb til . Greven lå besvimet , + +medens blodet langsomt flød ud as et sår i den +venstre arm . +Konrad derimod lå aldeles livløs , han havde +fået et kårdestik i den højre side . +— han er død ! sagde en af tjenerne ; lader os +øjeblikkelig hente en læge . +Men Charles befalede at man først skulle bringe +greven hjem . Dette blev strar gjort ; man bar den +bevidstløse Greve ud til vognen og toget satte sig +langsomt i bevægelse . +Konravs tjenere bar deres herre op på den +kanape , hvor han for et øjeblik siden havde siddet +trodsig og stolt ved siden af hans formodede offer . +En læge blev hentet . +Imidlertid var det næsten bleven morgen . Greven +og hans følge var kommet hjem og alle de tjenestefolk , +der ikke havde været med til det natlige besøg , +bleve nu vågnede , og da der fortaltes at greven var +bleven såret og livløs transporteret hjem , kom alle +på benene i en usædvanlig fart . +En af de forskrækkede tjenestepiger rendte op til +Fru Tadlos og fortalte at greven lå død nede i +salen . +Grevinden og Hulda for forfærdet op . +— hvad er det du siger , Ulla ? er min gemal +død ? råbte grevinden ligbleg . . +— ja , deres nåde , jeg så ham nylig blive +båret fra vognen og op i salen ; han var bleg og +lå stille hen og vi tro alle at han er død . + +grevinden og Hulda havde under denne samtale +hurtig iført sig deres morgendragt . De ilede begge +ned i salen , hvor greven endnu lå . +Den vakkre Jules var redet efter en læge . +Grevinden forfærdedes over sin gemals bleghed ; +hun begyndte at græde bitterlig . +— o , gud , Hulda , hvor dog den Konrad indvirker +på vor skæbne ; man skulle næsten tro at han var +udsendt for at pine og plage os ! +Hulda trøstede sin moder så godt det lod sig gøre , +skjøndt hun selv var inderlig bedrøvet . +De badede den sårede Greve i tindingerne og +søgte at få ham til live igen . +Dette lykkedes først efter en halv times forløb ; +kort efter kom doktoren , han undersøgte og forbandt +såret og da greven var meget udmattet måtte han +øjeblikkelig bringes i seng . +Dagen efter indtrådte en stærk sårfcber , der +varede i flere dage . +Charles , Hulda og grevinden vare utrættelige i +at pleje ham , og greven fattede et sådant venskab +for den unge kunstner , at han næsten ikke kunne undvære +ham . +Men Charles var også meget opmærksom ; han +besørgede så at sige hele hans opvartning og greven +ville allerhelst være ene med ham . Grevinden og Hulda +såvelsom Charles vare lykkelige herover , det fremmede +jo deres ønskers mål . + +femogkyrretyvende kapitel . +Demaskeringen . +Nogle dage efter det sidst fortalte sad Charles ved +grev Tadlos ' seng ; han havde nylig rakt medicinen +til patienten . Nu sad han og rokkede urolig srem og +tilbage på stolen . +Greven opmuntrede ham flere gange til at tale , +men Charles formåede ikke at bringe over sine læber +hvad det var han ville bede om ; det var øjensynlig +at han ville sige noget . +Endelig tog han mod til sig og sagde : +-- onkel , tør jeg spørge dem om noget , der +ligger mig meget på hjerte ? +— tal du kun frit , min kære lillier . Du ved +jo at jeg holder meget af dig , og har du et ønske , +som jeg kan opfylde , så skal det ikke vare længe inden +jeg skal vise mig erkjendtlig for al den omhu du har +udvist mod mig under min sygdom . +— tør jeg stole derpå ? udbrød Charles begejstret . +— om du tør stole på hvad jeg siger ? Javel +kan du det ; — jeg står altid ved mit ord . +— vil de skænke mig deres datters hånd ? +Det er mit højeste , mit eneste ønske , sagde Charles +ligefrem . + +— det er også mit højeste ønske , sagde greven +rørt . Jules , kald på min datter , sig hende at . . . +— nej , nej , for guds skyld , gør det ikke , +Jules ! råbte Charles forvirret , da tjeneren trådte +ind . +— hvorfor ikke ? sagde greven utålmodig . +Jules trak sig tilbage . +— fordi at . . . . o , onkel , har de nogensinde +elsket og ikke kunnet få den , de har elsket så højt ? +Er dette vederfaret dem , da hav medlidenhed med +mig og stød mig ikke bort når de hører , at jeg ikke +er deres . . . . +Her standsede Charles ; han formåede ikke at +fuldende sætningen . +— men herregud , min kære lillier , hvorfor +såmange omsvøb , — hvorfor ikke lige til sagen ? +Nu kalder jeg på Jules ! +Han greb i klokkestrengen , men Charles standsede +ham atter og sagde : +— hr . Greve , jeg har mere at sige dem . +— men gud bevares , lillier , hvad går der +dog af dem ? De er jo ganske bleg ! +Charles rejste sig i stærk bevægelse ; han vidste +ikke hvorledes han bedst skulle komme frem med +sandheden . +Han besindede sig dog og trådte dristig frem for +greven . Han havde taget det forlorne hår og skæg +af og det smukke sorte hår og det nydelige ungdommelige +ansigt fremhævede ham særdeles . + +greven faldt tilbage i sengen og udbrød forbavset : +— min gud ! . . . Charles Gautin ! . . . Du +ligner din fader i det idre , men ikke i det indre , +det ved jeg . Jeg er altså bleven bedragen af jer +alle . +Charles iagttog ham , spændt på udfaldet af den +dristige optræden . Endelig sagde greven : +— jeg har engang — grundet på en for » +Prydelse , som eders fader har begået imod mig , — +forbandet hans navn og hadet det som pesten ; men +jeg holder umådelig meget af dig , Charles , og da +du er et godt og redeligt menneske , så vil jeg virkelig +skænke dig Hulda , når du er villig til at antage +et andet navn , thi jeg giver aldrig min datter til +nogen Gautin . Går du ind herpå , Charles , da er +du min svigersøn . +Greven rakte hånden ud mod Charles , hvilken +denne med glæde modtog og sagde : +— tak , tak , kære svigerfader ! hvor jeg dog er +lykkelig nu . Ja , jeg går ind på deres begæring , +thi min Broder har ikke bidraget til at forherlige dette +navn . +— altså er vi enige , sagde greven ; nu kan vi +vel kalde på Hulda ? +— nej , lad mig kalde på hende , sagde Charles +ivrig ; jeg vil så gerne bringe hende denne glade +tidende . +— vil du blive her , egoist ! råbte greven til + +Charles , der allerede var kommen helt hen til døren . +Jeg vil selv overraske hende dermed ! +— egoist er jeg ikke , kære svigerfader , sagde +Charles og satte sig , medens Jules gik for at bede +grevinden og Hulda om at komme ned . +Charles havde sat sig således , at Hulda kunne se ham +såsnart hun trådte ind ad døren . Aldrig havde han +været så glad , som i dette øjeblik , hvor han troede +at være på lykkens højeste trin , ved at besidde Hulda +hel og holden — han mente at han nu var uden +fare for al miste hende . +Ak , det går aldrig som man tænker . +Et par minutter efter kom Hulda springende ind +i stuen . Hvor forskellig var hun dog ikke fra den +unge pige , som så bleg og afkræftet for nogle dage +siden havde siddet til bords med sin engelske fætter . +Da Hulda så Charles i sin rette person , gættede +hun hvad der var forefaldet ; hun styrtede hen til ham +idet hun sagde : +— o , gudskelov Charles , hvor jeg dog er lykkelig ! +— og dog ligger din fader syg , sagde en dyb +basstemme henne fra sengen , og et leende ansigt så +kærligt på Hulda . +Den unge pige “ vendte sig smilende til faderen og +ilede med åbne arme hen til ham . +- tak , tak , hviskedee hun og omfavnede ham hjerteligt , +medens hendes kinder vædedes af tårer , dog , +det var lige sorgens men glædestårer . + +greven var også glad , han havde gjort to mennesker +lykkelige . +De vare alle fornøjede , da grevinden kom ind ad +Deren ; hun var fuldt påklædt og meget åndeløs ; +hun så hverken til højre eller venstre , men styrede lige +hen til sin gemals seng . +— o , nu har vi vist ikke fred ret længe , sagde +hun åndeløs . Jeg kørte ud for at gøre nogle +indkøb til Hulda og mig . Jeg var omtrent kommet +midt i byen da jeg så Francois komme lige hen +til mig ; han skal sit grinende ansigt ind ad vogndøren , +— jeg gyste tilbage af angst , — og med indædt +raseri sagde han . . . +— hvad vovede den slyngel at tiltale dig ? +— ja , han sagde med den mest uforskammede +rolighed : jeg skal hilse Fru grevinden fra min +herre , Konrad Gautin , og underrette dem om af de +og deres hr . Gemal snarest skal høre nyt fra ham ; +han længes meget efter af tale et alvorsord med den +værdige grev Tadlos ; min herre står nok i en +ubehagelig gæld til ham , og gæld hader han værre +end pesten . Derfor har han pålagt mig af underrette +greven om af han førend man venter ham skal +møde med de fornødne midler ! +— ha , den skurk ! han har altså ikke fået +nok . Ja , ja , jeg skal gerne møde ham igen , det vil +blive mig en glæde af lugte ham endnu eftertrykkeligere , +sagde greven og rejste sig i sengen . +— nej , kære svigerfader ! skulle den elendige + +usling atter vove af smede sine rænker mod dem eller +deres familie , da tillad mig af tugte ham derfor . +Rigtignok er jeg hans Broder , men jeg — ja , jeg +hader intet menneske som ham , — og jeg har et stort , +et afskyeligt regnskab af opgøre med ham , et regnskab +. . . +— hold op , kære Charles , hviskedee Hulda og +klyngede sig til hans arm ; husk : han er dog din +Broder ! +— o , himmel , af hvilken grund er et så sket +menneske bleven min Broder ! stønnede Charles og +holdt hænderne for øjnene , +en uhyggelig taushed opstod ; på alles ansigter +stod fortvivlelsen at læse , — enhver følte at en skæbnesvanger +og uhyggelig fremtid forestod dem samt at de +nærmede sig en dyd og gabende afgrund . +En times tid efter , da Charles og Hulda sad nede +i salen og talte om deres foresfående bryllup , kom +tjeneren ind og meldte en fremmed herre og dame . +Grevinden modtog dem med megen forekommenhed . +Det var Arnold og Alma , som kom for at +underrette grevinden om at Konrad var i nærheden , +da de om aftenen havde set ham gå og snuse omkring +slottet . +— vi har besvære hørt fra ham , sagde grevinden ; +men jeg håber at han snart har udspillet sin rolle +her i Spanien . +Arnold trykkede grevindens hånd til sine læber +og sagde : + +dersom de ville overlade mig nogle af deres +folk og underrette mig om , hvor jeg kan træffe ham , da +ville de gøre mig en stor tjeneste , Fru grevinde , +thi jeg har et lille mellemværende at afgøre med ham . +— det nytter intet , min ven , thi han har vist +allerede forladt sin bolig , da han frygter et sammenstød +herfra ; han er desuden hårdt såret , lad derfor +deres straf vente til en anden gang . +Arnold bøjede hovedet ; han ville gerne give det +halve af sit liv dersom han kunne redde Astas barn , +der naturligvis , såsremt det blev i dette uhyres magt , +ville blive ligeså fordærvet som han selv var . +Efter ret indstændigt at have bedet derom fik Arnold +grevinden til at overlade ham nogle folk , for mulige « +At tvinge Konrad til at udlevere ham barnet , men +da den lille hærstyrke ankom til Konrads lystslot , var +der kun en gammel portner tilstede , da Konrad nogle +timer i forvejen var bortrejst . +Bekymret gik Arnold tilbage ; her havde han intet +mere at udrette , — hans eneste fjende var bortflygtet +og ingen vidste hvorhen . +Dagen efter begav han sig tilbage til rom og +optrådte atter på tteatret der tilligemed sin søster +og den gamle gontran . +Endskjøndt Konrad var meget lidende , tog han dog +til Paris , for i nogen tid at opholde sig her , indtil +hans bedrifter i Spanien vare glemte , så at han +atter kunne komme tilbage dertil . + +serogkyrretyvende kapitel . +Konrad i Paris +da Konrad var ankommen til Paris , gjorde han +alle mulige anstalter til at blive kureret for det farlige +sår han havde erholdt i duellen med greven ; dog +først efter tre måneders forløb blev han fuldstændig +helbredet . +I al den tid havde han bestandig sin lille søn +for øje ; denne , der nu var omtrent et år gammel , +udgjorde hele hans fornøjelse og adspredelse . +Nero — således hed barnet — var i begyndelsen +bange for den mørke mand , men siden , da han +blev mere fortrolig med Konrad , lagde han endog fine +små arme om dennes Hals og kaldte ham i sit +uforståelige sprog for fader . +Barnet , som var en blid og god lille dreng , der +ganske lignede sin moder , såvel i det indre som i +det idre , hang med sit barnlige , uskyldige hjerte ved +den gøde kone , som havde spammet det , og ved sin +fader , som konen havde lært det at elske . +Således henrandt tiden for Konrad , og dette +hårde hjerte elsiede virkelig den lille smukke dreng , +der med inderlighed knyttede sig til ham . +Da barnet var i den alder , at Konrad ikke +behøvede at holde den fremmede kone til ham , blev + +hun afskediget , men den lille Nero gik i over en uge +og kaldte så ynkeligt på sin moder , at kvnrads +hjerte , der ellers ikke rørtes så let , lod barnet få +hende tilbage . Hans ord til konen , da hun atter +tiltrådte fine funktioner som moder , var : +— gør mig ham ikke for blødhjertet , thi +engang skal han herske over et af Europas +størst e kan de , og da gælder det af være hård ! +Konen for tilbage af angst for det barske udtryk +i hans sorte øjne og sagde skælvende : +— jeg skal ikke lære ham andet end gudsfrygt +og kærlighed mod sin næste . +— nej , ikke det ! råbte Konrad . Gør ham ikke +tosset i hovedet med sådan noget , thi det vil gå ud +over dem selv ! +Dermed gik han . +— Jesu kors bevare os vel ! råbte konen da +Konrad var gået ; hvilken flet mand , af vende sit +barn fra gudsfrygt og kærlighed ! Gud hjælpe den +lille Nero for fader han har , der vil bestemt ikke blive +noget godt ud af ham . +Konrad gik til sine politiske brødre , som han , i +den tid han havde været borte , stadig korresponderede +med . Han havde i den sidste tid fået underretning +om , af man gjorde i agt på foreningens +medlemmer , samt af man hvert øjeblik kunne risikere +af blive fængflet ; hver gang en sådan skrivelse var + +kommen ham ihcende , havde han stedse skrevet tilbage , +at man snart kunne vente ham i Paris , men da hans +sygdom havde forhindret ham i at komme i foreningen , +kan man nok tæenke at han , så snart han var kommen +på benene igen , skyndsomt begav sig hen til sine +politiske brødre . +Her blev han hilset som bandens appersteproesf ; +foreningen , der tidligere havde virket for nogenlunde +« dle handlinger , var nu bleven et sandt røverkomplot , +der kun tenkte på at stifte ulykker og plyndre +fra andre . +Det ville liv de således førte , og i hvilket +Konrad bestandig var en af de første , bidrog endmere +til at anspore politiet til at holde et vågent øje med +dem , da der i den sidste tid var begået adskillige +landeveisroverier , der sædvanlig endte med mord . +Mistanken var siæerk imod foreningens medlemmer +og dens anfører , og havde de ikke ved deres snille +dækket dem så godt som de gjorde , da var Konrad +tilligemed hans kammerater bleven fangster for længe +siden . +En aften , da de som sædvanlig holdt møde , hørtes +der pludselig en svag banken på væggen . +Alle for op og råbte som med en mund : +- hvad var det ? +— å , det har intet at betyde , sagde Konrad +aldeles roligt . +Han begyndte atter at tale videre . Foreningens +virksomhed denne aften gjaldt forflaget om at bortrøve + +en ung pige ved navn Blanka , samt , hvis hendes +forældre skulle modsætte sig dette , da at rydde dem +afvejen . +Blankas navn kom ofte over deres læber , men +hvergang dette nævnedes hørtes atter den besynderlige +banken på væggen . +Konrad og de andre lyttede , men det blev atter +stille . +Med en vis uro begyndte Konrad at tale igen . +Atter udtalte han den ulykkelige unge piges navn , +den besynderlige banken begyndte nu igen og vedblev +uafbrudt . +Man undersøgte væggen , men kunne ikke opdage +noget . +— lad os gå hver til sit i aften , sagde Konrad +let skælvende ; thi her må være spioner i nærheden ; +imorgen kunne vi atter samles . +Stiltiende forlod man salen og Konrad gik op +til sine gemakker , hvor vi tidligere have besøgt ham . +Langsomt og dybttænkende trådte han ind ; da han +var kommet helt hen til bordet fik ban øje på en +seddel , der var henlagt på dette . Konrad greb den +begærligt og læste følgende : +„ Uhyre ! ophører de da aldrig med at være +„ ond ? Søg dog at blive et bedre menneske ellers +„ er jeg bange for at de hverken dag eller nat +„ vil få ro , da jeg uophørlig skal pine og +„ plage dem , dersom de ikke ophører med deres +„ djævelske levnet . Jeg kender alle deres sorte + +„ Handlinger , og jeg forsikrer dem om at det ikke +„ skal vare ret længe inden de bliver ført i +„ Fængsel og dømt for deres gerninger . “ +„ Toænk dog på , at gud engang vil straffe +„ Dem , — at tabet af deres sjæls frelse vil +„ blive evig fordømmelse . Tænk dog derpå , — +„ søg at blive et bedre menneske og søg at gøre +„ Godt mod deres medmennesker . “ +„ Tro mig , det er en fljøn lod , når man +„ engang læegger sig til den sidste hvile , da at +„ kunne se tilbage på det liv man har ført og +„ med ro og glæede at kunne gå ind til et +„ bedre liv . A . P . “ +Da Konrad havde læst denne seddel opslog han +sin uhyggelige skøggerlatter . +— det er atter min sfjonne ubekendte ! råbte han +og knyttede hænderne ; jeg kan mærke at jeg er kommen +til Paris ! Å , hvor der er rørende , vedblev han , +medens han langsomt lod papiret brænde . Havde jeg +blot fat i hende , hvor jeg skulle behandle hende galant , +ha , ha , ha ! Jeg skylder hende min cerbodigste tak +fordi hun lød mig fcengfle og fordi hun tog Hulda +bort lige for næsen af mig . — dog , her må vist +findes en dør , som fører ind til hendes vcrrelser , +hvorledes kunne ellers denne billet komme her ? Jeg +vil dog se om her ikke skulle findes en eller anden +fljult der . +Han lød un hånden langsomt glide hen ad +vuggen , — men nej , han kunne intet opdage . + +— her må dog findes en indgang alligevel , +mumlede han ; thi ind ad nøglehullet kan hun næppe +komme ; jeg må begynde forfra igen ! +Han undersøgte atter værelset , denne gang med +endnu større omhyggelighed , og — til sin store glæde +fik han øje på en skjult tapetdør i et hjerne af +stuen . +— bravo ! råbte han og gned fornøjet hænderne +sammen ; nu har jeg fundet vej til den ubekendte +engel ! +Han prøvede forskellige nøgler , men ingen +passede til den kunstige lås . +— det var slemt , sagde Konrad halvhøjt ; dog +jeg kender heldigvis godt hvorledes man skal håndtere +en Dirk . +Med disse ord fremtøg han af sit skrivebord +forskellige større og mindre dirke og ved hjælp af +en af disse lykkedes det ham efter nogle minutters +forløb at få døren op . +Forsigtig « råbte han ind i et lille net værelse ; +han gik igennem dette og da døren stod åben til det +næstæ værelse gik han dristig derind . +Her var det ak slottets pragtfulde sale og +gemakker befandt sig . +Konrad så sig om med stigende forundring ; alle +de værelser som han kom igennem vare så pragtfulde +som om der boede en konge i dem . +— ah , hun er rig ! tænkte han ; når hun nu +tillige er smuk , så er det jo godt alt sammen . + +overalt hvor han gik var der oplyst , så at han +let kunne tage alt i øjesyn . +Da han var gået gennem en del værelser , kom +han til en lille dør , der var tillåset . Han greb i +låsen , men den modstod al hans anstrengelse , og han +kunne se at der indvendig fra var stukken en nøgle i +låsen , så han formåede ikke at få døren op . +Han spadserede længe udenfor denne dør og +spekulerede på hvad han nu skulle gøre . +Pludselig oplukkedes den lille dør og en tæt tilsløret +dame trådte ind ad denne . +Hun studsede ved at se Konrad i værelset og ville +skyndsomt trække sig tilbage ; men Konrad kom hende i +forkøbet ; han sprang hurtig hen til hende og sagde ; +— ah , endelig træffer jeg dem da ! Det har kostet +mig megen møje at opsøge deres tilflugtssted . Sig +mig , hvad mener de egentlig med alle be billetter , +søm de allernådigst har tilsendt mig , min skønne +ubekendte ? +Damen pegede på munden , søm for at tilkendegive +at hun var slum . +— kast dette forbandede slør til side , sagde han +barsk ; lad mig se det gamle hereansigt , søm forhindrer +mig i at handle søm jeg vil ! +Alice trådte længer frem i stuen og ville flygte +bort , men Konrad standsede hende i farten . +— bliv , eller jeg flyder dem en kugle for +panden ! tordnede han . Slå sløret tilbage , eller jeg +udfører min trusel ! + +— min herre , sagde en blid men dog tillige +hovmodig slemme ; vover de at befale her i mit +hus ? Skynd dem bort , eller jeg kalder på mine +tjenestefolk , og da sparer jeg dem ikke , kan de tro . +— nej , ved min sjæls frelse om jeg går nu , +da jeg netop har udsigt til at få deres forhadte +ansigt at se og ret kan indprente mig del i min hukommelse +til en beleiligere tid . +Alice løb hen til klokkestrengen , men Konrad kom +hende alter i forkøbet ; han greb begge hendes hænder +med sin ene hånd , så fast , at Alice gav et højt +skrig fra sig , medens han med den anden hånd slog +sløret til side . +Målløs over hendes skønhed blev Konrad +stående og flap begge hendes hænder idet han udbrød : +— hvor de døg er smuk , frøken ! og dette +yndige ansigt kan gøre så meget ondt for mig ! +Sandelig det havde jeg ikke ventet . +Alice var virkelig meget skøn ; det yppige gule +hår , det lille fint rødmende ansigt , og de smukke +blå øjne , alt dette smeltede sammen til en henrivende +ung kvinde , der smilende stod foran Konrad . +Han vidste ikke rigtig hvor han havde set dette +dejlige ansigt før , skønt det forekom ham at han kendte +det fra tidligere tid . Dog , han besindede sig og sagde +temmelig roligt : +— tør jeg spørge , frøken , hvad jeg har gjort +dem , siden de så ubarmhjertig forfølger mig ? Jeg + +kom herop i den faste hensigt at dræbe dem , men nu , +da jeg seer dem , kan jeg ikke nænne det . +— jeg skal sige dem det , når de vil ophøre at +tale om min skønhed , sagde Alice . +— nuvel , jeg tier ! +— den første gang jeg hørte tale om dem var +for deres udåds skyld ; jeg hørte nemlig at man +beskyldte dem for attenteret brodermord ; den anden +gang var ved en ung , uskyldig piges forlovelse med +dem ; den tredje gang var ved min Broders landsforvisning , +fordi han havde betroet sig til en forræder ; +den fjerde gang ved komtesse Hulda < i < -tadlos ' bortførelse +og mishandling af hendes ulykkelige moder ; +den femte gang ved den afskyelige Niddings bagvaskelse +om sin egen Broder i rom ; den sjette gang da han +søgte at indsmigre sig hos min Broders kone i Spanien . +— desuden er der alt det onde som er tilføjet +grev Tadlos og hans familie , og . . . +— ti stille , forbandede her ! råbte konåd i afmægtigt +raseri og styrtede hen imod hende ; men han +kom ikke ret langt , thi en kraftig hånd lagde sig på +hans skulder og da Konrad vendte sig om stod Eugen +for ham . +— min herre ! vover de at overfald : min forlovede ! +Råbte han . +Konrad , der strar beherskede sig , bukkede og sagde : +— undskyld min heftighed her i deres eget hus , +men denne dame fornærmede mig så dybt , at jeg +ikke formåede at styre mig . + +— kald på folkene , Eugen , thi han er en stor +forbryder , sagde Alice hurtigt . +- de kan spare dem muligheden , min frøken , +jeg skal nok gå , vi ses vel en anden gang , sagde +Konrad med lynende blik og løb ud af stuen så +hurtigt han kunne . +— nå , kære Alice , du seer jo helt bleg ud , +sagde Eugen og kyssede hende . +— ja , jeg begyndte alvorlig at frygte for det +flette menneske , da jeg var alene med ham , thi jeg +troede at du endnu sad og spillede med Fillip , altså +kunne jeg ikke vente nogen hjælp fra dig eller ham . +Men lad os nu se om han også går ned ti ! sig +selv ; vil du følge mig , Eugen ? +— ja , Alice , jeg følger dig +de gik nu efter Konrad , men han var intetsteds +at finde . +Da de atter vare komne tilbage til salen , sagde +Eugen : +— Alice , jeg har i aften talt til din Broder om +vor kærlighed . +— nå , og han ville vel intet høre derom , sagde +Alice angstfuld . +— nej , tverfimod , han mente at vi burde bestemme +vort bryllup til om en måned . +— o , hvor Fillip dog er god ! udbrød Alice og +skjulte sit ansigt ved Eugens bryst . Men lin fader , +hvad siger han ? +— o , siden Jean flygtede bort med levallants + +datter og den gamle ligeledes rejste bort , siden den +tid har fader aflagt en del af sin heftighed ; han er +bleven god og eftergivende , og ikke sjældent siger han +at han fortryder hvad han bildte mig ind om den udenlandske +dame jeg skulle have , thi del var ingen anden +end Jutta ; men dengang kendte jeg jo allerede min +elskede Alice og for mig kunne Jutta aldrig vpveie +dig , det kan du stole på . Altså , fra min faders +side er der intet i vejen og Fillip sremskynder jo netop +vort bryllup , så nu er der kun dig tilbage , og du , +Alice , vil vel ikke gøre mig ulykkelig ? +Alice var meget lykkelig . Hun havde i hele den +sørgelige tid hvori Eugen var bortrejst , måttet finde +sig i at savne ham , da alle hans breve oven i købet +udtrykte hans faders hårdhed ; men nu , — ja nu +tilsmilrde lykken hende og hun holdt fast på den som +med jernhænder . +Den næste aften var foreningens medlemmer +atter forsamlede , men denne gang førtes ingen højrøstet +diskussion , deres samtale var hviskende , og alles +ansigter udtrykte en vis hemmelighedsfuldhed . +Det var tydeligt af se af det var noget vigtigt +der ashandledes denne aften ; vi skulle snart erfare +følgerne heraf . + +syvogkyrretyvende kapitel . +I midnatstimen . +Da klokken omtrent var 12 , og alt på slottet +var tyst og stille , listede fire mørke skikkelser sig op ad +trappen ; de sneg sig frem i mørket og lignede sande +djævle , som vare stegne ned på jorden for af undergrave +menneskeslægtens lykke . +Lydløse listede de sig op til den sal , hvor Konrad +havde set Alice . Her bankede Konrad flere gange +på den tillåsede dør , men da han ikke hørte nogen +derinde tog han en lille Dirk op af lommen og ved +dennes hjælp åbnede han behændig døren . +Konrad gik selv først ind , — her var mørkt , men +en medbragt lygte bragte dem snart på spor efter +en anden dør . Hurtig åbnede han denne og nu +befandt han sig endelig i Alices sovekabinet . +Hun sad i en lænestol ; hendes øjne vare tillukkede +og et glad smil var udbredt over hendes ansigt . En +bog , som hun uden tvivl havde læst i , var falden +på gulvet . +— hun drømmer vist noget meget behageligt , bemærkede +Konrad hånligt ; ja , hun har da heller intet +at græde for , — hun skal såmænd få det lige så +godt hos os , som hun har det her , — kun med en +lille bitte smule forskel . + +han lød lygtens skin falde på hendes ansigt +og mumlede henrykt : +— ah , hvor hun dog er smuk i +han lagde sin arm om hendes ranke midie og +trykkede et let Kys på hendes pande . +Alice for op . +Konrad så på hende med et stolt , hovmodigt +blik og sagde til folkene : +— tag hende imellem eder ! +Mændene greb Alice , der rolig lød sig føre bort ; +hun var tilsyneladende meget fattet , skønt hun rystede +af skræk . Hun havde strar overskuet hele situationen +og besluttede nu at være så rolig som mulig . +Ledsaget af de fire mænd blev hun ført ned ad +trappen , men da de vare komne til første sal rev +Alice sig løs , løb hen til en dør og bankede på +denne idet hun råbte : +— Fillip , Eugen ! hjælp ! hjælp ! +Konrad styrtede hen til hende , idet han sagde : +— elendige kvinde , hvad vover de ? +— jeg vil frelse mig fra din morderhånd , at +det ikke stol gå mig som din Broder Charles . +Konrad greb en kniv , som han bar hos sig , og +sagde til Alice , der endnu holdt sig fast ved låsen : +— slip , og følg os , eller jeg jager min kniv i +dit forrædersfe hjerte ! +Alice gav et fortvivlet skrig fra sig , rykkede i +låsen og råbte så højt hun formåede : + +— hjælp ! hjælp ! man myrder mig ! Fillip , +Eugen , hjælp ! +I dette øjeblik styrtede Konrad med opløftet kniv +ind på hende og han ville sikkert have dræbt hende , +dersom hun ikke hurtig var veget til side , +— jeg vil have fat i dig ! råbte han tænderstærendæ +alle sire mænd styrtede efter den flygtende værgeløse +kvinde , medens hendes hjerteskærende skrig opfyldte +luften . +I samme øjeblik blev døren hastig åbnet og +Fillip og Eugen styrtede ud af denne og tog retning +efter banditterne . +Alice lob hurtig som vinden ned ad trapperne +og gennem en lang korridor , bestandig efterfulgt af +de fire mænd . +Fillip og Eugen , der kendte huset særdeles nøje , +løb efter dem . Eugen tog retning bag om korridoren , +således at han absolut måtte møde den flygtende +Alice , medens Fillip løb gennem et sideværelse og +på den måde måtte kunnet falde banditterne i +ryggen . +Deres beregning slog hellerikke fejl . Alice kom , +med hendes forfølgere lige i hælene på sig , styrtende +hen mod Eugen . Det var også i det sidste øjeblik , +thi hun var aldeles afkræftet af det stærke løb . +- o , Eugen , frels mig , frels mig , de ville +myrde mig ! se , se , der komme de ! råbte hun halv +afmægtig og klyngede sig fast til hans arm . + +— gå bag om mig , Alice , jeg skal nok vide af +forsvare dig , svarede Eugen og stillede sig beskyttende +foran hende . +Konrad anfaldt ham med et sandt raseri , men +Eugen kæmpede tappert og Fillip kom strar efter fra +den anden side med alle tjenerne og snart vare de +sire røvere omringede . +Konrad overså faren og gav sine medhjælpere +et vink . Hurtig som lynet banede de sig vej midt +imellem dem , ved hjælp af deres knive , og stormede +ned ad trapperne . +Men hele tjenerskabet , med Fillip som anfører , +forfulgte røserne , og disse havde megen møje med +af undfly . Dog det lykkedes dem af skippe bort og i +lang tid hørte man ikke noget til dem . +Ærgerlig over banditternes behændighed vendte +Fillip og tjenerne tilbage , forbandende Konrad og +hans medhjælpere . +Da Alice var bleven ene med Eugen , sagde hun +dybt rystet : +— o , gud , hvor jeg er angst for at han atter +skal vende tilbage og overfalde mig ; mit hjerte banker +ved tanken om den straf han vil tildele mig . — +o , stakkels , stakkels hulva , var du kommet i hans +kløer , da havde vist ikke jernhænder kunnet frelse +dig fra ham . Ja , i sandhed , han er meget hævngerrig . +Arm i arm gik de nu op i salen , hvor Alice + +satte sig , træt af den overordentlige anstrengelse , +væddeløbet havde kostet hende . +-- Alice , du er ikke rask , gå til ro , sagde +Eugen . Jeg vil imidlertid blive her til Fillip kommer +tilbage . +— nej , Eugen , jeg kan ikke sove i nat — jeg +ville hele tiden kunne se røveren med dolken i +hånden , rede til at bore den i mit hjerte . +— nuvel , som du vil , min elskede Alice , så +bliver du her hos mig , det er mig også allerkærest , +sagde han og slyngede sin arm om hendes liv , og +deres samtale tabte sig snart i en sagte hvisken . +Kort efter kom Fillip pustende og stønnende , med +hele tjenerskabet i hælene på sig , ind i salen . +— nej , nu vil jeg pinedød ikke løbe efter ham +mere , lad ham nu løbe sin vej ; han kommer her vist +neppe oftere ! råbte han og kastede sig på en stol . +Nu kan i gå alle sammen , sagde han henvendt fil +tjenerne ; men se først godt efter i alle værelserne , +at ingen tyve opholde sig der . +Tjenerne gik og Fillip , som heller ikke havde ro +fil at søve , satte sig ned hos Eugen og alle ; hele +natten vågede de alle tre , dog uden ar blive forstyrrede +af røverne . +En måned er forloden siden det sidst fortalte og +i Fillip petits slot var der stort røre . +Tjenerne lød frem og tilbage med bakker og + +glas , medens andre prydede slottet med blomster +og grønt . Foran porten og op ad trapperne var +anbragt kostbare tæpper . +Hvortil gøres da alle disse forberedelser ? +Jo , i dag fejres den skønne fest : Eugens og Alices +bryllup . +Hvor Alice dog var smuk i den kostbare brudedragt ! +En hvid silkekjole , der atter var bedækket af en +fin kniplingskjole , omsluttede hendes yppige former ; +en jomfruelig krands og et langt slør var befæstet +fil hendes smukke hår , medens den fine rødme , der +var udbredt over hendes ansigt , endmere forhøjede +hendes skønhed . Intet under da , at Eugen henrykt +trykkede den lille fe til sit hjerte og takkede gud for +denne lykke . +Kort efter bankedes der på døren og Jutta +trådte ind . +— min gud , hvor du døg har ladet vente på +dig ! råbte Alice . Skynd dig nu at tage rejsetøiet +af og komme i din stads , vi skal strar køre til kirke . +— ia , nu skal jeg gå , kære Alice , men først +må jeg døg kysse dig . O , hvor du er smuk , hvor +Jean vil blive glad ved at se dig ! — skal vi rejse +strar efter bryllupet ? +— ia , men se nu at blive omklædt , kære Jutta , +det ville ikke være pænt at lade præsten vente alt for +længe på os . +— nej , nu går jeg og om ti minutter har +du mig igen . + +efter næppe ti minutters forløb kom hun atter +tilbage ; vognen holdt parat til at tage imod herskabet +og kort efter kørte man til kirke . +Da Alice , støttet ved Eugens arm , gik over kirkegulvet , +hørtes en sagte mumlen , og ordene : „ Hvor +hun er smuk ! hvor hun seer god ud ! “ undgik ikke det +unge pars øren . +Vielsen var snart forrettet og efter at en psalme +var assunget kørte brudeparret hjem til slottet , +hvor mange venner og bekendte vare indbudne til en +kostbar dine . +Efter dineren toge Eugen og Alice afsked med +selskabet og rejste da med Jutta ' tilbage til Spanien , +hvor et hjem alt var indrettet til dem i nærheden af +Jeans og Juttas villa . +Ende på første del . + +hnlda +eller +den hemmelige dame +i Paris , +original romantisk fortælling fra nutiden . +Af +mx . veran » . +Anden del . +København . +Udgivet af a . Behrend , Åbenrå v . +Trykt hos Behrends enke + + + +første kapitel . +Mellem de kantabriske bjerge . +Kære læser , vi håbe at du med venlighed atter +vil følge os til Spanien , hvor alle vore venner og +bekendte befinde sig . +Vi ville overspringe et tidsrum af 14 år . Det +er i juli måned ; men skønt det er på den herlige , +solbeskinnede årstid , er himlen dog overtrukken af +mørke skyer og truer med et frygteligt uvejr . Bed +de kantabriske bjerge seer dette dog mest truende ud , +— det er søm om himlen ville falde ned på den +syndige jord . +Endelig bryder uveiret løs ; stormen hyler og +tuder , det knager og drager i trætoppene , lyn på +lyn sendes ned på jorden , der næsten ikke kan ses +for det indtrædende tusmørke +de store kantabriske bjergstrækninger er ikke ganske +sikkre ; man siger at røvere hærge og plyndre her , og +det er nok ikke ganske uden grund at man omtaler +dette . + +en mand , som støttende til sit sværd seer ud +over de store bjergstrækninger , trodsende lyn og storm , +er det eneste menneske man seer , så langt øjet rækker . +Dybttænkende fører han hånden til panden , idet +han sagte mumler : +— hvor mon de blive af , de slyngler ; har de +ikke forstået min befaling , at bringe de rejsende lyslevende +til mig ! +Han stampede med foden i jorden og vedblev : +— o , de krystere , de frygte uveiret og de frygte +ham der sender lynet ned . Hahahaha ! de tåber ! . . . +Et sådant vcir , . er netop mit element ; således stormer +og bruser det i mit indre , det længes efter hævn og +blod , som jorden længes efter de nedstyrtende strømme +af vand ! +Mandens ansigt , der havde et hårdt og afskyeligt +udtryk , var gulblegt og de kommende lyn , som oplyste +dette , fremviste en mand i sin bedste alder , med stikkende +sorte øjne og grusomheden tegne : i hvert et +træk . +Han var iført en gammeldags men kostbar ridderdragf , +og en stor slængkappe var skødesløst kastet over +hans skuldre . +Han holdt bestandig hånden over øjnene og +stirrede ud i den retning , hvorfra hans folk skulle +komme . +— nå , der komme endelig nogle ! mumlede han , +da han i det fjerne opdagede et sort punkt , der tilkendegav +at flere ryttere nærmede sig . + +efter nogen tids forløb kom en af disse springende +i fuld gallop hen imod ham . +— nå , gounod , bringer du dem alle med ? +Råbte manden . +— ak , kaptajn , hvad skal jeg gøre for at mildne +deres strenge sind ! sagde rytteren ; jeg har aldrig +kendt mage til dreng ! +— nå , nå , tal , gounod , hvorfor nøler du ! +Hvad er passeret ? råbte den ventende strengt , idet +han heftigt rynkede brynene . +— nuvel da , svarede rytteren lidt nølende ; vi +ankom rigtigt til værtshuset , men da vi omtrent vare +en halv mils vej derfra , sporede Nero sin hest af +alle kræfter » han reb så stærkt , at vi efter nogen +tids forløb ikke kunne øjne ham mere . +— Kari , som red ved min side , anede såvel som +jeg intet ondt , men da vi vare komne helt hen til +værtshuset , så vi til vor forbavselse , af alle folkene +vare komne på benene samt af de rige rejsende , +svært rustede og med Nero i spidsen , droge imod os . +— de vare nogle og tyve , vi vare kun otte , — thi +Nero holdt sig jo til dem . — de sloges tappert med +os , — vi opbøde alle vore kræfter og havde sikkert +også sejret , men hver gang vore angribere af udmattelse +måtte trække sig tilbage , råbte Nero med +gennemtrængende røst : +— forsvar eder til det sidste , dertil råder jeg +eder , thi der hjælper ingen pardon , hvis de få fat +i eder . + +— selv slog han så tappert , af man skulle tro +af han var en af Spaniens første hærførere ; det +lykkedes ham virkelig af sætte mod i de kæmpende , +men da så Kari sit snit og stødte ham dolken i +den ene arm . Nero faldt af hesten og besvimede og +en af vore tog ham hurtig op af jorden , satte ham +foran sig så hesten og gallopperede afsled . Imidlertid +bleve vi slagne på flugten og 10 af vore kammerater +bleve hårdt sårede ; deres heste lød den modsatte +Bei og vi måtte bære de sårede imellem os . Jeg +reb i forvejen , for at mildne deres sind , kaptajn ; +men se der , — der komm : de ! se , kaptajn , de bære +Nero imellem sig . . . men hvad fattes dem dog , +kaptain , hvorfor stirrer de således på mig ? +— vig fra mig , elendige ! råbte kaptajnen +rasende , eller jeg svarer ikke for dit liv . Bort siger +jeg , jeg vil ikke se dig for mine dine mere . +Gounod kastede sig på fin hest og ilede de +kommende i møde . +Kaptainen blev stående på samme plet , med +sammenknyttede hænder og skrækkeligt fordrejede ansigtstræk . +— ulykken forfølger mig i den sidste tid , sagde +han bittert ; min rigdom slår fare for at gå tilgrunde , +mine tilhængere blive færre og færre , medens +jeg selv dag for dag fortæres af den helvedesild , der +raser i mit indre , — og min søn , ha ! han fornægtær +. . . +I samme øjeblik kom en trop ryttere langsomt + +hen imod ham , medens to mænd forsigtig bar et tilsyneladende +livløst menneske imellem dem . +Kaptajnen så fortvivlet hen imod dem , og mumlede +neppe hørligt : +— der bærer de alt hvad jeg har tilbage her j +livet at elske , min søn , min Nero , den eneste jeg +bryder mig om i denne verden . Dog , jeg kan ikke +tilgive ham den medlidenhed han føler for de usle +skabninger man kalder mennesker ; han kan ikke lade +et menneskeliv , undtagen hans hjerte røres ved dets +skrig . Nej , nej , han kan ikke dræbe , han er for blødhjertet , +og derfor kan jeg ikke bruge ham , han er i stand +til at fordærve alle mine folk . +Troppen var nu nået hen til ham . +— her bringe vi den Nidding , der forrådte os ! +Råbte en skummel mand med et luende blik . Kaptajn , +var det min søn , isledenfor eders , da lod jeg ham +skyde som en hund . +— gjorde du det , Kari ? Men jeg skal vise dig +noget andet , skurk ! Bring barnet ned og lad den +gamle sørge for ham ! befalede kaptajnen ; og ve eder , +i feige uslinger , at i lod jer skræmme af en håndfuld +fremmede , der ikke kender halvt få godt til +våbenbrug , som en eneste af eder ! +En lydelig knurren lod sig høre , men ingen +vovede at svare . +— kald på de andre og bestig eders heste ! +Vedblev kaptajnen . Lad dem tage min hest med , så + +skal i se at når jeg anfører eder behøve vi ikke at +vige tilbage . +Mændene adløde stiltiende . En af dem gik nogle +skridt tilbage og forsvandt i en hule i jorden . +Strar efter viste tolv håndfaste karle sig , hver +med sin hest ved tømmen . Kaptajnens hest blev +ført frem og kort efter gallopperede atten blodtørstige +mænd hen ad vejen , med et uhyre af et menneske til +anfører . +— ere de borte . Moder ? spurgte en svag stemme +nede i hulen , da den stærke hestetrampen havde tabt +sig i det fjerne . +— ja , mit barn , nu red de atter ud , for at +tilføje fredelige mennesker nød og elendighed ! svarede +en gammel kone , der dybt nedbøjet sad i en krog af +hulen . O , det er skrækkeligt , stakkels Nero , at du +skal have et sådant uhyre til fader . +En lydelig hulken hørtes henne fra sengen . +— smerter din arm dig meget , lille Nero ? +Spurgte den gamle kone deltagende . +— ak , nej , kære moder , armen gør intet til +sagen . +— nu , hvad græder du da for , mit barn ? +Nero vedblev at hulke . +— skal jeg lægge et frisk bind om din arm , +Nero ? +— nej , moder , det behøves ikke . + +den gamle kone rejste sig fra krogen i hulen +og rokkede hen til sengen ; hun lagde Neros hoved +på sin arm og lullede ham frem og tilbage , som om +han var et lille barn . +Nero kyssede den gamle kone og sagde med bevæget +stemme : +— tror du ikke . Moder , at jeg kunne slippe ud +af denne morderhule i nat ? +— nej , Nero , du ved jo at din fader har +nøglen til alle dørene og at det ville være en umulighed +at vriste dem fra ham , — din fader ville også +blive meget bedrøvet , når du havde forladt ham . +— o , min fader , den grusomme mand ; jeg føler +at jeg hader og afskyer ham , og jeg skal også forstyrre +alle hans foretagender hvor jeg kommer med . +— tag dig i agt for ham , Nero , sagde den gamle +kone bekymret ; han vedbliver såmænd ikke at skåne +dig , som han hidtil har gjort . Du er nu 15 år +gammel , og iaftes hørte jeg ham sige til de andre , +at nu skulle du ud med dem og lære det ædle håndværk ; +dersom du ikke ville med det gode , da måtte +du med det onde . Ak , jeg aner at der foreslår +dig en ulykke , mit kære barn ; du må derfor være +frejdig , lad son » om du synes godt om det forbryderske +liv , dersom du ikke inden føje tid vil lade dig +mishandle af de ville banditter . +— vil du , som er så kærlig og god , have at +jeg skal lyde de flette mennesker og myrde og plyndre + +ligesom de ? — det havde jeg dog ikke troet ! sagde +den raske dreng noget opbragt . +— nå , nå , lille Nero , tag dog ikke sådan på +vej ! råbte den gamle kone hurtigt ; om du just ikke +bærer dig så forfærdeligt ad , så må du dog være +lidt mere føjelig og ikke opirre dem således , som du +gjorde for et øjeblik siden og som gav dig så dyre +lærepenge . Tænk nu om du var død , istedenfor at +det kun traf armen . +— hvad så ! udbrød Nero kækt ; ville du ikke +heller føretrække døden end at føre et så forbryderisk +liv ? — jø , jeg skal netop fortrædige dem så ofte +jeg kan ! +— fy , Nero , husf det er din fader , sagde den +gamle kone ; tænk på , at du skal lyde ham og ikke +overtræde hvad han befaler dig . +— har gud da sat ham på jorden for at +plyndre fra andre og har han ret til at tage livet +af sine medmennesker , - han som selv skylder gud +sin tilværelse ; — svar mig , kære moder , — har +jeg ikke ret ? Du har jo ofte lært mig at takke gud +for livet , som han har givet mig . +Til disse ord kunne den gamle køne intet svare ; +hun holdt hånden over øjnene og græd sagte . +Nero tog hende om halsen med den ene arm , +kyssede hende og søgte at trøste hende så godt han +førmåede . +-- svar mig , kære moder , vedblev han . Du +ved jo at jeg vil være en god dreng , men jeg kan + +ikke bære mig ad som disse flette mennesker . O , du +svarer ikke ; kan jeg da ikke blive et godt og ærligt +menneske , — skal jeg absolut tvinges til at blive en +forbryder ? +— vær rolig , min dreng , gud vil nok hjælpe +sine ulykkelige børn , sagde den gamle køne , og du +skal se at alt vil gå godt . +— tak , moder , hviskedee den gode dreng og +kyssede hende atter , nu kender jeg din mening . +— ja , ja , min dreng , læg dig nu lidt til at +sove ; imidlertid vil jeg tilberede måltider til de +somme tilbage . +Men da Nero var bleven alene kunne han ikke +sove ; han kastede sig urolig fra den ene side til den +anden ; af og til fremstillede sig de skrækkeligste billeder +for hans sjæl +da tre til fire timer vare forløbne hørtes et forfærdeligt +bulder , blandet med høje skrig . +Nero rejste sig forskrækket og sagde : +— hører du , moder , de ulykkeliges skrig ? +Han sprang op af sengen , knælede ned og bad en +bøn til gud om frelse for de stakkels mennesker . +Han blev forstyrret i sin bøn ved at en røver +stormede ind i hulen , greb den knælende dreng ved +armen og slæbte ham afsted . +Nero stred imod af alle kræfter , men det nyttede +intet , han måtte med . +Røverne havde på deres streifløg overfaldet en +vogn , hvori en herre , en dame og et tolvårs pigebarn + +befandt sig . De havde flæbt de ulykkelige mennesker +med sig , frarøvet dem alle deres kostbarheder og +truet dem med døden . +De blev nu førte ind i den stærkt oplyste Halle , +hvor så mange offre havde » båndet før dem . +Røverne slæbte Nero derind . +Drengen så sig forbavset om ved det syn han +fik øje på her . +En smuk lille pige lå afmægtig på gulvet ; +det sorte hår var opløst og de små hænder krampagtig +sammenknyttede . +En fortvivlet kvinde lå grædende over hende og +kaldte hende ved de ømmeste navne . +En ligbleg herre stod med bagbundne hænder og +betragtede de to . +— kære Jutta , hold op at græde , sagde han ; +lad os bede til gud om vor sjæls frelse , — vort +liv er snart til ende . +— ak , Jean , vor elskede datter skal også dø ; +med os kan det endda være det samme , men hun , der +er så ung . . . +Idetsamme hørtes hurtige trin og kaptajnen , +ledsaget af alle røverne , trådte ind . +Han trådte et skridt tilbage idet han overrasket +udbrød : +— hvad seer jeg ! gode gamle bekendte ! Ja så , +Jean petit , det er dig og din elskværdige hustru , +der er faldne i mine kløer ! O , det glæder mig at +kunne holde mit løfte til dig ; ja du husker det vel nok ? + +Jean petit — thi ham var det - så bestyrtet +på nøverkaptainen . +— Konrad Gautin , du her ? +Mere fik han ikke sagt , men blev ubevægelig +slående på samme plet . +Kaptajnen gik nu hen til den forfærdede Nero , +greb ham i armen og sagde : +— der , dreng , tag denne dolk ; du skal væenne +dig til arbejde . . . nå , tag den , siger jeg ! +Nero adlød . +Kaptajnen gik nu hen til Jean petits datter og +løftede hende op . +Jutta styrtede på knæe for ham og råbte +hændervridende : +— o , slå » i det mindste hende , nådige herre , +det er mit eneste barn ! +— gå bort med dig , kvinde , du opholder +mig , sagde han barsk ; min tid er knap ! +— o , Jean , hvad skal jeg gøre ? Frels hende , +frels hende ! råbte den fortvivlede Jutta og vendte +fig bønfaldende mod ham ; men Jean stod med vidt +opspilede øjne , lig en billedstøtte , og formåede ikke +at svare . +Kaptajnen satte den besvimede pige i en stol og +råbte til Nero : +— nu giver du tillsb og ftoder dolken lige i +hjerte : på hende , — horer du , lige i hjertet ; hun +er ung og skal ikke lide for meget . Nå , flynd dig , + +eller du skal blive den første , som skal føle dens +spids ! +Neros sorte øjne funklede , de skøde lyn og som +en vild løb khan midt ud på gulvet og slyngede +dolken med en sådan kraft imod den modsatte væg , +af den sad fostboret i denne . +— se så , nu kan du som du sagde lade mig +føle dens spids , om du vil ! råbte den kække dreng . +Aldrig skal min moder i himlen erfare , af hendes +søn lod sig overtale til af udføre et sådant niddingsværk , +af dræbe en værgeløs ung pige ! +Drengens øjne lynede , — fortvivlelsen stod +malet i alle hans træk ; han stirrede på sin fader , +for muligen i hans blik af kunne læse sin dom . +Kaptainen og de øvrige røvere stod målløse og +stirrede på ham . +— hvad tænker du på , dreng ? råbte Konrad +med indædt harme ; vover du af trodse mig ! Nu +skal du gøre som jeg siger . — burillo , gå hen +og fag dolken ud ! +Burillo kom tilbage , efter med megen besvær af +have såt dolken ud af væggen . +Konrad greb den og gik atter hen mod Nero . +— nu tæller jeg til 3 og inden den tie skal denne +lille pige være død , Nero , eller du skal miste livet +ved min hånd . +Nero så på fin fader , greb dolken og holdt +den fast mellem sine hænder , men gjorde ellers intet +tegn til at bevæge sig . + +Jean og Jutta vare tavse vidner hertil ; skrækken +havde aldeles lammet dem — det var øjensynligt at +Nero var deres eneste håb — og Nero var også +værdig til dette . Han stod som generalen midt på +valpladsen med en dolk i hver hånd og øjnene +vildt rullende til alle sider . +Konrad trådte atter hen til ham , men Nero havde +neppe bemærket dette , før begge dolkene vare rettede +imod ham . +-- den der kommer mig nær er dødens sikre +bytte ! råbte han med fortvivlelsens kraft . Gå +bort eller jeg . dræder dig ! hvinede han sin fader i møde . +Han så i dette øjeblik så vild ud , at mændene +med rette antog ham før at have mistet forstanden . +Nero havde rent glemt at han var såret ; han holdt +begge våbnene hævet over sit hoved og indtog en +meget truende stilling . +En af røverne var dristig nok til at gå imod +ham , før at vriste våbnene fra ham , men dette bekom +ham ilde ; han fik et alvorligt stik i den ene side og +styrtede om ved Neros fødder . +De andre røvere styrtede nu hen imod ham ; men +kaptainen gjorde en afværgende bevægelse med hånden +at de skulle fjerne sig , og de adlød hvor nødig de end +ville . +Konrad trådte atter hen til Nero og sagde : +— lad det nu være godt i aften , måske du er bedre +oplagt i morgen . Kom med mig og lad os gå ind i +salen og spise og drikke med de andre . + +Nero så vildt på ham og rettede sine våben +imød ham . +— nå , kom nu og lad de narrestreger fare , +min dreng ! sagde Konrad , der nu var bleven mere +alvorlig ved at se drengens ville sind . +—- jeg bliver hos fangerne , mumlede Nero ; +gå din vej , du er ond ! +Konrad , der indså , at det ville vcrre spildt ulejlighed +at tøve lunger , gik bort idet han halvhoit +udbrød : +— lad ham i aften have sin villie , — i morgen +er det mig der kommanderer ! +Nero blev tankefuld stående i den truende stillling . +Han kom først til sig selv , da Jutta kom styrtende hen +til ham og kyssede hans hcrnder , idet hun sagde : +— tak , tak , min ædle unge mand , de har frelst +vor dyrebare Lisette , -7- o hvor jeg beundrer deres +mageløse mod ! — de er måske selv fangen af disse +banditter og skilt fra en moder der elsker dem ? +Nero blev blussende rød og svarede forvirret : +— ja , madame ! +Han var henrykt over den venlige dames roes +og ville ikke for alt i verden have af hun skulle vide , +af hans fader var den ubarmhjertige nøveranfører . +— stakkels , stakkels unge mand , vedblev Jutta ; +har de da intet håb om af kunne se deres møder +igen ? +Nero brast i gråd og vendte sig bort fra hende . +Jutta , der indså af det ville væere frugtesløst + +af trøste ham , gik hen til sin mand og løste hans +bånd . Jean gik derpå hen og indledede en samtale +med Nero . +Pludselig asbrødes de i denne ved af der hørtes +en forfærdelig støj inde hos røverne og man kunne +tydelig høre en rå stemme råbe : +— ja , vil kaptajnen ikke som vi andre , så +blive vi ikke hos ham . Den tøssede dreng skal have +lov til alt ; her i vor bolig have vi ikke brug for +kjæeledoeger og som jeg siger , jeg vil ikke tåle den +ulykkesfugl beder . - hvad sige i andre , er det ikke +sandt , han må skaffes afvejen ! +Røverens ord blev modtagen med jubel og støren , +som efterhånden tiltog , rystede den lille kreds af +tilhørere . +— altså . Kammerater , vil i som jeg , så skaffe +vi os den tåbelige dreng fra halsen ! +Atter blev der en voldsom støj og lyden af deres +trin hørtes henne ved dsren . +- ak , sagde Jutta boevende , idet hun sluttede sin +datter i armen ; nu komme de atter herind , bestemme +mennesker ; hør hvor de brøle ! — ak , det er snart +ude med os ! +— frygt ikke , sagde Nero , som ved Juttas +venlighed havde fået hende inderlig kær ; denne gang +gjcelder det mig og banditterne skulle nok finde slorre +modstand end de vente , - ikke så nemt skulle de +få bugt med mig ! +Han rejste sig og trådte hen til den dør , hvorfra + +røverne kunne ventes , men alt forholdt sig roligt +og mqn kunne nu kun høre utydelig hvorledes Konrad +forsvarede sin søn . +Efter en halv times forlød var alt stille . I +over en time lyttede Nero åndeløs , men alt var +roligt ; han listede sig da forsigtig hen til døren , +åbnede denne og kom snart ind i et stort koldl +værelse . +Over en snes røvere befandt sig i dette værelse , +men vinen havde indvirket så kraftig på dem , at +alle vare faldne isøvn . +Nero gik fra den ene til den anden , for at se +om ingen af dem skulle være i besiddelse af den +nøgle , som passede til udgangsdøren ; men det var +forgæves . +Pludselig seer han sin fader , der skøttende hovedet +i hånden nød den retfærdiges søvn . +Nero listede sig hen til ham , næppe vovende at +drage ånde ; han undersøgte den sovendes lommer , +men her var intet at finde . +Endelig opdagede Nero et knippe nøgler , der +hang på et søm i nærheden af hvor hans fader +lå . Han var nær ved at give et skrig fra sig af +glæde ; men han tænkte på fangerne , listede sig hen +til væggen , greb nøglerne og sneg sig lydløst ud af +værelset . +Jean og jutia , som ængstelig havde ventet på +at han skulle vende tilbage , blev nu glade da de så +at han førte nøglerne med sig . + +Lisette trådte hen til ham , idet hun sagde : +— kan vi nu komme ud ? - har de for vor +skyld vovet at trænge ind blandt røverne ? O , hvor +det var smukt af dem , modtag min inderligste tak +herfor . +Nero smilede og tog hende ved hånden . +— kom , lad os gå alle sammen , hviskedee han til +Lisettes forældre ; ellers risikere vi at blive opdagede . +Nero og Lisette gik i forvejen , medens Jean og +Jutta fulgte efter dem . +Han gik fordi den hule , der var indrettet til en +hestestald ; her tog han tre af de kraftigste heste og +inden fem minutters forløb vare de lykkelig og vel +slupne bort fra den forfærdelige nøverhule . +Nero tog Lisette op på sin hest og nu gik det , +så hurtigt de formåede , ad vejen til den nærmeste by . +De sporede de stakkels heste af al magt , men de +vare dog ikke komne ret langt før de hørte en forfærdelig +hestetrampen bag ved dem , — det lød som om man +forfulgte dem . +— min gud , min gud , der er de atter ! råbte +Jutta fortvivlet og borede sporen endnu dybere i +hestens sider . +— frygt ikke , frue , jeg er førsynet med mange +våben og munition , vi skulle nok holde dem fra +livet , svarede Nero , idet han gav Jean en udmærket +bøsse med dertil hørende krudt og kugler . +— lad komme hvad der vil ! råbte Jean . Her + +gjæelder det livet og vi skulle nok vide at forsvare os +til det sidste . +Imidlertid kom forfølgerne nærmere og nærmere , +og Jean kunne allerede gennem det tæelte mørke se +de forreste hestes bevægelser . +Da lød vludselig et skud , og en kugle for hvislende +ind mellem de flygtende . +— gud i himlen stå os bi ! råbte Jutta +skælvende og med al den kraft hun var i besiddelse +af fremskyndede hun hestens løb » +Andet kapitel . +På grev Tadlos ' gods +vi ville nu , efter så mange Års forløb , atter +begive os til grev Tadlos ' gods . +— ah , må vi udbryde , når vi se den forandring +her er foregået . +I haven , på den bøen ? hvor Hulda tidligere +havde siddet med sin engelske fætter , se vi nu en dreng +på ! 2-13 år , med en bog i hånden . Noget +lseng er borte fra ham sidder en lille pige , ivrig befloeffiget +med at plukke de modne frugter . Hun + +samler nogle af de smukkeste på en tallerken og iler +hen til broderen med disse . +Vi ville imidlertid betragte denne unge pige . Hun +er smuk , meget smuk , et sandt billede på en spaniermde . +Lange sorte krøller , der omgive et fint ansigt , +hvori et par sorte spillende dine titte frem , — en +smuk blå kjole og en lille koket stråhat bidrager +alt til at hun seer så sød ud . +Hun kan vel omtrent være 9—10 år gammel . +Hun standsede foran brøderen . +— nå , Karlo , hvorfor lcrser du ikke ? . . . +Er du syg ? . . . Jeg har her nøgle smukke bæer til +dig , se , se ! +Men det lod ikke til ar Karlo hørte hende . Dogen +hvilede i hans hånd , medens han tankefuld stirrede +hen før sig . +Dinora — således hed den lille pige — trak i +ham og sagde halvt grædende : +— horer du ikke , Karlo , her er bæer ril dig ! +Karlo sprang op . +— å , er^ det dig , Dinora ? råbte han forvirret ; +du gjorde mig ganske angst . . . Jeg sad netop og +tænkte på Lisette , der nu er i Frankrig hos sin onkel +Fillip ; gud give at jeg var kommet med ; men fader +og moder ville ikke have , at jeg måtte forlade dem . +— det var da også synd , så ville moder +græede , før hun holder så meget af dig , sagde Dinora . +— ja , du har ret , søster ; men Lisette fortalte + +mig , aftenen før hun rejste , at hun var så angst og +at hun ville ønfle hun kunne blive hjemme hos os . +Hun sagde også , at vi vist aldrig mere fik hende at +se , — det var dette jeg tænkte på og det forekom mig +da , at jeg så hende stå for mig , men hun var +meget bleg og jeg blev så angst . +— nu fla ! Du ikke tænke mere derpå , kære +Karlo ; kom , lad os spadsere lidt ; hjælp mig at plukke +nøgle smukke blomster til moder . +— nej , dinvra , svarede Karlo ; for der kommer +bedstefader henne og jeg vil nu bede ham om at fortælle +den historie , som han lovede os i går . +Begge børnrne løb nu en gammel gråhåret +herre i møde . +Dinora bredte begge armene ud imod ham og +snart sad hun på sin bedstefaders knæ , medens Karlo +tog plads ved siden af ham , og den lovede historie +begyndte . +Kort efter kom en dame langsomt spadserende +gennem havens gange ; hun blev et øjeblik stående +stille og betragtede den henrivende gruppe , som vi +nylig have beskreven . +En ubeskrivelig lykke afprægede sig i alle hendes +træk og hun sendte et taknemligt blik til himlen for +denne lykke . +Hun trak sig lydløst tilbage og nøgle minutter +efter kom hun tilbage , ledsaget af en herre . +De spadserede fortrolig sammen og standsede på + +samme sted hvor hun tidligere havde betragtet det +smukke billede . +— se , hvor fader sidder og morer sig over dem , +sagde Hulda ; hvor han dog seer lykkelig ud . +- ja , du har ret , kære Hulda ; og vi da , — +ere vi ikke også lykkelige ? +— jovist , Charles , og jeg takker gud for denne +lykke ! +I det samme kom Dinora springende hen imod +dem . +— fader og moder er her , råbte hun . Kom , +kom , bedstefader ! +Dinora var snart ved sin faders side , hvis +indling hun var , og Karlo lænede sig til sin moder , +og fik i blide ord en formaning , som han tog sig +meget nær , fordi han ikke havde læst aviserne for +bedstemoderen , der ikke kunne se så godt nu som for +14 år siden . +Karlo rødmede og kyssede sin moder ; han ilede +bort fra hende og nogle minutter efter var han oppe +hos sin bedstemoder . +— nå , er du der , min føde dreng , sagde Fru +Tadlos , der nu , ved tidens indvirkning så meget +gammel ud ; hun sad i en lænestol og rakte en kringle +ud imod ham , idet hun vedblev : +— se , den har jeg gemt til dig , Karlo ; kom +så og læs for mig ! +— nej tak , bedstemoder , i dag har jeg ingen + +kringle fortjent , sagde ban rødmende ; jeg har været +uartig . +— hvilken snak , Karlo ; hvad har du da gjort ? +— jeg havde glemt dig . Bedstemoder , og sad +nede i haven og legede , istedenfor at læese før dig . . . +Moder måtte gøre mig opmærksom derpå , men du +bliver vel ikke vred på mig , thi du er så god . +Fru Tadlos trykkede den vakkre dreng til sit +hjerte og en tåre stjal sig ned ad hendes kinder . +To timer efter spadserede Karlo nede i haven ; +han var atter falden i dybe tanker . +Han spadserede gennem porten og kom ud på +landevejen ; han gik stedse længere og længere frem , +bestandig tænkende på den dortrejste Lisette og det +forunderlige syn , der havde viist sig før ham i haven . +På engang dukkede et sortlokket hoved frem mellem +de tætte buske . +Langtfra at væere bange trådte Karlo drigsfig hen +til busken , men der var ingen at se . +— jeg synes dog bestemt at jeg så et menneflehoved , +mumlede han og gik videre . +Han havde imidlertid ikke gået ret langt , før han +atter mellem nogle buske så det samme hoved . Som +et lyn for han derhen og greb ind imellem disse , men +skikkelsen narrede ham atter og var forsvunden . +— Havde jeg blot ikke gået så langt , sagde han +ved sig selv og ville vende om , men i det samme trådte +en person frem fra skovens tykning . + +— hallo ! råbte han med en kraftig og velklingende +stemme . +Kar ! o vendte fiz om , idet han sagde : +— nå . er du endelig der ; jeg troede at du +ville vedblive at narre mig . +Den fremmede smilede . +— jeg ville først se hvilken fyr du var , sagde +han ; thi havde du ikke set god og retskaffen ud , da +havde du aldrig set mig . +Karlo rødmede af vrede og sagde : +— hvem gav dig lov til at undersøge mit ansigt +? Jeg skal forresten sige dig , at jeg flet ikke er god +og retskaffen , som du siger , men akkurat det modsatte . +— ih nu , sagde inglingen , som ikke var stort +ældre end Karlo ; du må ikke blive vred , men en +sådan dreng som du er , ville jeg elfle som min +bedste ven . . . Jeg tager næppe fejl af dig . +— hvad vil du mig egentlig ? udbrød Karlo lidt +vranten ; jeg skal hjem nu og har derfor ikke megen +tid . +— jeg ville blot vide dit navn , og så ville jeg +gerne spsrge hvor grev Tadlos ' gods ligger . +— jeg kunne sige dig begge dele , men til hvad +nytte vel ? sagde Karlo smilende . +— det kan jeg ikke forklare dig ; men vil du +ikke sige mig det , så må vi stilles , og jeg kan vel +nok få den ringe villighed opfyldt af en anden . +Han vendte sig bort . +-- nej , sagde Karlo , der egentlig fandt behag i + +den smukke ingling ; jeg skal nok sige dig det . Når +du vil følge med mig ad denne landevej , så er vi +der snart ; forresten hedder jeg Karlo og grev Tadlos +er min bedstefader . +— nej , virkelig ? råbte det unge menneske og +trådte et skridt tilbage ; er du virkelig så lykkelig ? +Ak , gud give at jeg var din Broder ! — men , siden +du siger mig dit navn , så må du vel også vide +mit ; jeg hedder Nero ! +— Nero , sagde Karlo ; du er en dreng som jeg +kan lide ; vil du være min ven og Broder ? +— ja , råbte Nero ; jeg holder allerede af dig . +Men det er sandt , du er jo en grevesøn og jeg er +kun en fattig dreng , der ikke engang for nærme mig +din faders dør . +— å , vil du blot ikke tale således ; du er +god , det er den største rigdom , det siger moder så +ofte ; kom du kun , — fader og moder holde så +meget af at hjælpe , de ville også nok hjælpe dig . +— tak skal du have , Karlo ; men nu må jeg +afsled igen . Jeg skal altså gå ligefrem for ar komme +til godset ? +— ja , sagde Karlo , men vil du da ikke følges +med mig ? +— nej tak , Karlo , jeg kommer siden , men så +har jeg nogle andre med . Farvel så længe ! råbte +han , og dermed var han borte . +— hvilken rask dreng , sagde Karlo for sig selv ; +ham kunne jeg godt lide . + +Karlo gik hjemad og da han befandt sig i haven +om hans søster hen imod ham idet hun råbte : +— nå , Karlo , nu kan du tro at fader og +moder er vred på dig ; vi have alle ledt så meget +efter dig , både i haven , i skoven og rundt omkring . +— så lad os skynde os for at berolige dem , +sagde Karlo . +De løb begge op i salen , hvor der var stort +røre . +— ak , min søn , min Karlo , hvor er han ? +Råbte Hulda — eller Fru lillier , som hun nu hed ; +— o , skaf mig ham tilbage . +— trøst dig , Hulda , han vil nok sindes , sagde +hendes mand . +— o , nej , Charles , han er vist faret vild ; o , +gud , jeg kan ikke udholde denne tanke — ban er +måske død ! råbte Hulda og faldt tilbage i stolen . +I det samme hørtes en rolig stemme udenfor +sige : +— nej , Dinora , jeg vil tale med moder alene . +Døren åbnedes og Karlo trådte ind . +Han så sin moders smerte og løb hen til +hende , idet han sagde : +— moder , kære moder , du græder ! Har jeg +fortørnet dig ved at blive så længe borte ? +Hulda slog sin arm om hans Hals og græd længe +og inderligt ; hun holdt ham så fast , som om hun +aldrig skulle flippe ham . +Karlo kyssede og kærtegnede hende , og da hans + +fader havde forladt værelset fortalte han sin moder +om det uventede møde med Nero , og bad hende om +hun ville deflcerme den stakkels dreng , der havde fortalt +at han var fattig og forladt . +Fru lillier lovede i sin glede over at have +gjensundet ham , at hun skulle tale til hans fader +derom , og Karlo lød glad sin vej , for at fortælle +Dinora at hun snart skulle så hans Broder at se . +Tredie åpitel . +I roverhulen +Kon efter at Nero med de tre fanger vare revne +bort , vågnede burillo . Han lyttede , men hørte intet . +Han rejste sig og nærmede sig døren ind til fangerne . +Den var åben og ingen befandt sig derinde . +Han så hen til nøglerne , der nu vare borte . +— kaptajn ! Kaptajn ! brølede han og i et nu +vare alle røverne på benene . +— hvad er det , burillo ? Hvorfor skriger du +således ? råbte Konrad . +— ah , de må undskylde , kaptajn , svarede denne ; +men fangerne , naturligvis med Nero i spidsen , er + +flygtede dort . Han har stjålet nøglerne og endes +bøsser , som lå her på bordet , og hvem ved ellers +hvad den galgenfugl har ranet fra os ! +— ti , burillo ! tordnede Konrad , idet en unævnelig +smerte asprægede sig på hans ansigt . +Altså , denne stenhårde natur kunne også føle +smerte . +— tilhest ! råbte han atter . +Alle røverne rejste sig og et øjeblik efter vare +de parate til at tage afsled . +Døren blev åbnet med en anden nøgle og i +gallop satte røverne afsled hen ad vejen . +Ved hjælp af fakler undersøgte man jorden og +det viste sig snart hvilken retning flygtningene havde +taget . +— de må have et godt forspring for os , siden +jeg endnu ikke kan øjne dem , sagde burillo , der var +den ivrigste af dem alle . +Endelig så man i frastand nogle heste , der +skyndsomt fjernede sig . Han sporede sin hest af alle +kræfter , men det var øjensynligt , at flygtningene +vare blevne opmærksomme på dem , thi ve for hen ad +bkien , som om de havde vinger . +Burillo sendte dem en kugle , men den traf heldigvis +ikke de ulykkelige mennesker . +Nero var aldeles vild ; han opmuntrede den næsten +halvdøde Jutta til at monde sig op , selv trykkede han +Lisette fast op til sig ; den stakkels pige var af angst +atter besvimet . + +røverne vare meget ivrige i deres forfølgelse og +havde sikkert også nået dem , dersom ikke en kugle , +som Jean affyrede , havde truffet kaptajnen , og således +lagt beflag på røvernes tid ; derved havde flygtningene +såt et lille forspring for dem . +De rede hele natten så hurtigt de formåede og +den næste dag nåde de endelig en by , hvor de +dristede sig til af hvile . Her toge de ophold i kroen +og den næste dag kørte de med jernbanen til Madrid . +De stege af ved den nærmeste station , da de ikke +strar turde vove sig ind i byen , og således måtte de +tilfods tilbagelægge resten af vejen ; men de toge fejl +og gik i en modsat retning , da Jean ikke var kendt i +omegnen af Madrid . +Da de omtrent i en time havde vandret fremad , +vendte de atter om , men det var dem umuligt af finde +den rigtige vej . +Medens de andre hvilede søgte Nero af indhente +oplysninger om hvor grev Tadlos ' gods var beliggende , +og undervejs var det af han fik øje på Karlo . +I nogen tid søgte røverne efter de bortsiygtede , +men kavtainens sår havde opholdt dem så meget , af +de intetsteds kunne finde fangerne . +Tænderskærende begave røverne sig til deres hule , +idet de svoer en skrækkelig hævn over Nero . + +fjerde kapitel . +I 14 år . +Vi skylde den « rede læser en forklaring over de +14 år , der ligge mellem første og anden del af denne +fortælling , og vi ville gøre denne så kortfattet som +mulig . +Efter at Huldas og Charles ' forlovelse offentlig +var bleven deklareret , hengik et par måneder inden +brylluppet holdtes . +På denne dag , der var den lykkeligste for disse +to , som elskede hinanden så højt , var alt foranstaltet +med den største pomp og pragt . +Vi behøve næppe at sige , at Hulda var smuk i +fin brudeslads og at Charles var stolt over hende . +Om morgenen på selve bryllupsdagen havde en del +af omegnens beboere samlet sig udenfor slottet og +afsungen en sang til ære for brudeparret , hvilken +gjorde et dybt indtryk på dem begge . +Hulda var glad , og dog bemægtigede der sig +hende en ubestemt følelse af skræk . +Grevinden var heller ikke rolig . Frygten for at +Konrad tidlig eller sent ville komme for at hævne sig , +bavde fæstet rod i hendes hjerte og hun søgte på +tusinde måder at adsprede sig fra disse mørke tanker , +uden at dette ville lykkes hende . + +men tiden gik og brudeparret skulle til kirken . +Det var et sendt pragttog : tolv hvidklædte piger +fulgte den unge brud , medens over hundrede vogne +fulgte toget . +Da Charles med sin Hulda knælede foran alteret , +følte de dem så usigelig lykkelige og tanken om +Konrad måtte for et øjeblik vige pladsen for den +lykke , som besjælede dem begge , og da de forlod +kirken viste sig endnu den samme lykke på deres +ansigter ; men pludselig forandredes deres træk , - +en mørk herre kom hen imod dem , — de genkendte +ham , — han rakte dem hånden og med et lynende +blik ønskede han dem tillykke . +Det var den første lykønskning de fik , — og det +af Konrad , så man kan begribe hvilket indtryk del +gjorde på de nygivte . +Hulda var bleven ligbleg og holdt sig kun med +møje oprejst . +Konrad fjernede sig dog efter at have kastet et +fyrigt men dog hadefuldt blik på hende . +Vi behøve vel næppe at sige , at grevinden og de +nygifte følte sig meget urolige over dette møde — +det var ligesom et forvarsel på nye ulykker . +Toget sattes i bevægelse og snart vare de alle +hjemme , hvor gæsternes tummel bidrog en del til at +Konrad snart glemtes ; men han havde ikke glemt dem . +Da han havde lykønsket dem i kirke » og var +kommet udenfor , brød det uvejr løs , der gærede i +hans indre . Den kærlighed han bar til Hulda , og + +som var bleven heftigere og heftigere , netop fordi den +forblev ubesvaret , var næerved at spræenge hans hjerte +ved synet af hende som brud , og ved sin lykkelige +Broders arm . +I lang tid stod han og så efter toget , indtil +det var ham ude af sigte . Da trådte tårerne i +denne villiest « rke mands dine , og sagte mumlede han , +idet han slog begge hæenderne sammen : +— alt , alt er tabt for mig ! +Hans ansigt udtrykte virkelig den dybeste smerte . +Hvor hun dog var smuk i al sin stads , sagde +han for sig selv . O , Charles , du har fundet skatten , +og derfor hader jeg dig . O , gid jeg på denne dag +kunne knuse dig med min fod , som et giftigt kryb ! +Han knugede hæenderne fast sammen og gik i +dybe tanker hen ad vejen til grev Tadlos ' gods . +Det var næsten bleven mørkt da han nåde derhen ; +de sidste vogne holdt endnu udenfor og en mængde +gjcæster strammede op ad trapperne . +Konrad krøb bag en busk lige overfor grev Tadlos ' +gods ; han vidste ikke selv hvorfor han befandt sig her +— en naturlig længsel efter af væere i næerheden af +hende måtte have drevet ham herhen . +Han lå bag busken hele aftenen til langt ud på +natten ; alt hvad der foregik i slottet syntes han af +høre , den brusende musik , de dansendes munterhed +og latteren over de fremstillede lege ; — hvert et udbrud +forårsagede ham en smerte som af tusinde pilehan +troede hvert minut at høre hendes stemme , den + +stemme , som han i dette øjeblik ville have givet +halvdelen af sit liv for at høre i næerheden af hans +eget vre . +Da sprang han op , greb ud i luften og strakte +armene bedende ud imod de store vinduer , hvis tætte +Gardiner skjulte alt det for ham , han havde kærest +her på jorden . +Han syntes stundom ar se Hulda indenfor disse og +da var det pludselig som om han fik et overordentligt +indfald : han ville se hende tæet ved . Han sprang da +ud på vejen og ville ile over mod porten , men da +så han de opstillede lakaier , og han krøb atter tilbage +til sit skjul . +Klokken var bleven 2 ; enkelte gjcester begyndte +allerede at fjerne sig ; støjen blev svagere og svagere . +Da åbnedes et af vinduerne , og Konrad hørte Huldas +stemme : +— hvilket et yndigt vejr det er i nat ! sagde hun . +Han så hende smile til sin mand , som snart +var ved hendes side ; de slode nu begge ved det åbne +vindue og førte en hviskende samtale . +Konrads kinder bræendte , hans tindinger bankede , +blodet standsede i hans årer og et udbrud af smerte +nåde de nygiffes aren . +Han så Hulda blive bleg og vinduet lukkedes +strar . Imidlertid toge flere og flere gjcester hjem . +— når mon de skulle hjem ? mumlede Konrad +bittert . +Endelig kørte grev Tadlos ' vogn frem . + +— nå , der er de , sagde Konrad halvhøjt ; hvor +mon de skulle hen ? +En herre og en dame stege ind i vognen , men +Konrad kunne ikke se deres ansigter , da en del gjæester +være placerede rundt omkring dem . +— å , det kan ikke vcrre andre end dem , hvem +skulle ellers køre i grevens vogn ! tænkte Konrad og +stirrede hcrvnfnysende over mod de forsamlede . +Snart kørte vognen bort , dog ikke i den retning +som de andre havde taget , men igennem skoven . +Da modnedes en djcevelfl plan i Konrads hjerte ; +han fulgte efter vognen , efter førir at have unverssgt +om hans våben være i orden . +Vognen kørte i slcerk trav og Konrad kunne +neppe følge den ; men , da den var kommet et godt +stykke ind i skoven , sprang han op på tjenerscedet , +og nu gik der lettere . +Kusken , der et par gange vendte sig om , ville +ikke rigtig tro sine egne øjne , da han så den skumle +person slå dag på vognen ; han antog at det var +et foster af hans fantasi eller at det måske var et +syn , der viste sig for hans blik på grund af at +han havde nydt for meget af den vin kokkepigen +havde ficenket for ham . +Han fik døg snart vished , thi da de vare komne +et godt stykke ind i skoven , steg skikkelsen ned , greb +en af de på siderne anbragte vognlygter , og befalede +kusken at holde . + +den forskrækkede kusk standsede øjeblikkelig hestene +og Konrad lukkede vogndøren op . +En herre stak hovedet ud og råbte til kusken : +— men Patrik , hvorfor kører du ikke til ? +— det er fordi at jeg bar befalet ham at holde +her ! råbte Konrad , idet han lod lygtens skin falde +på Herrens ansigt . +Han gav et skrig fra sig og tabte lygten ud af +hånden , idet han med gennemtrængende stemme +råbte : +— bedragen ! bedragen ! +Imidlertid pidskcde kusken på hestene , og de +for afsted , efterladende Konrad målløs af forbavselse . +Havde han set sig rigtig for , da Havde ban sikkert +genkendt såvel Herren som damen , thi det var +Eugen og Alice , der havde lånt grevens vogn . +Konrad ilede gennem skoven til byen , før om +mulig der at træffe det han søgte ; men da han kom +hertil , var alt mørkt på slottet , og intet tilkendegav , +at der før et par timers tid siden havde svævet +talrige rigtllædte gæster frem og tilbage . +— alt tabt ! hviskedee han atter , idet han truende +knyttede hånden mod slottet . — hævn , hævn vil +jeg have ! hele menneskeheden skal føle at jeg er til ! +. . . . Alle de , der ikke vil som jeg , skulle dø før min +hånd ! . . . Og i deroppe , som forsmå mig ; vent , +jeg er ikke død endnu ! +Med faste og bestemte skridt gik han bort fra +slottet og ind mod byen . + +dagen efter se vi ham vandre samme vej tilbage ; +da han gik forbi slottet kastede han et stjålent blik +derop . Grevinden sad ved vinduet med sit arbejde , +men Hulda kunne han ikke se noget ti l . +Taus vandrede han videre , og dagen efter fog +ban tilbage til parks . +Han var næppe kommet hertil og trådt ind i +foreningens lokale , hvor medlemmerne vare forsamlede , +før hele lokalet blev omringet af politiet og +alle arresterede . +I over otte dage slode forhørerne på , men +ingen bekendte noget og da der ingen gyldige deviser +forelå imod dem , blev de atter satte på sti fod . +Men Konrad , der længtes efter virksomhed og +indså , af han intet kunne udrette i parks , tog med +alt hvad han ejede , samt med Nero og dennes plejemoder +tilbage til Spanien , og foreningsmedlemmerne +fulgte alle med ham . +Her gravede og opmurede de mellem de kantabrifkc +bjerge en stor , rummelig hule under jorden , som +intet menneske , undtagen de , der kendte hemmeligheden +ved indgangen , kunne opdage . +Desuden havde hulen tre andre indgange og her +var det af de stakkels ulykkelige mennesker , som banden +overfaldt , blev førte ned , plyndrede og dræbte , for af +berige disse blodtørstige banditter ; af Konrad udførte +sin trusel om hævn over menneskene , kunne vi nok +indse . Stundom plejede han af sige til sine kammerater +: + +— menneskene have intet godt gjort imod mig . +Derfor betaler jeg dem med samme mønt . +Således var da Konrad bleven røverkaptain , og +i de efterfølgende 14 år havde han gjort egnen der +omkring så usikker , af ingen vovede sig i nærheden +deraf . +I hele denne tid havde han ikke tilføjet Hulda +eller dem på slottet noget ondt ; men glemt dem +havde han dog ikke . +Femte kapitel . +Atter på ( drev Tadlos gods . +En time efter af Karlo havde talt med Nero , +kom tre heste i hast hen ad landevejen til grev Tadlos ' +gods ; snart slode de dampende heste udenfor porten +og de ulykkelige fanger stege af . +Hele slottets personale kom strar på benene . +— onkel Jean og tante Jutta ! råbte en lille +pige og løb med åbne arme de indtrædende i møde . +— min kjæere lille Dinora , her har du os igen i +sagde Jutta . +Nu kom Fru lillier til . + +— goddag og velkommen ! sagde den venlige +værtinde til Jutta ; allerede tilbage fra Frankrig ? +Charles kom nu ril og Jean fortalte ham om +Konrad og hans frygtelige bande . +Charles blev ligbleg ved af høre dette og Hulda +rystede så stærkt , af Jutta måtte holde ved hende for +af hun ikke skulle falde om . +Imidlertid vare Karlo og Dinora samt Nero og +Lisette gået ned i haven . +Karlo var sjæeleglad over af hans legesøster var +bleven frelst og kommet så hurtig tilbage , og han +fattede endnu mere venskab for Nero , som havde frelst +hende . +Nero ville intet hsre af hans taksigelser og sagde +ti ! Karlo : +— så , nu må jeg afsted igen ellers var måske +din fader og moder i stand til at se mig og da blive +alvorlig vrede . +— nej , Nero , der rager du fejl , sagde Karlo +alvorlig ; tror du ikke at fader og moder vil takke +disse menneskers redningsmand og søge at gøre det +så behageligt som muligt for ham . +— nej , Karlo , det ville de ikke , de ville snarere +vende ryggen til mig og sige : hvad skal vi gøre med +denne lille roverdreng ? — ja , de ville måske ovenikjsbet +lade mig arrestere . — nej , jeg vil hellere løve +min vej så snart som muligt . +Med disse ord løb han så hurtig han kunne hen +til hesten , idet han vinkede med hånden til afsted . + +allerede var han stegen tilhest og skulle til at ride +bort , da Lisette løb hen til ham så stærkt hun kunne . +Grædende rakte hun hånden ud imod ham , idet +hun sagde : +— nej , nej , Nero , du må ikke tage bort endnu , +indtag i det mindste en forfriskning først , du må jo +være både sulten og tørstig . +Nero rakte hende hånden og sagde : +— nej , lille Lisette , jeg er ikke sulten og du kan +også tro , at hvis de godtfolk se mig , så vil det vist +ikke vare længe inden jeg er rent ulykkelig . Karlo +holder jeg af , men det kan ikke nytte at han vil have +at jeg skal blive her ; hans forældre er fine folk +og - . . +Her blev Nero afbrudt ved at en mand , som han +ikke kendte , greb hans hånd og sagde : +— Stig ned af hesten , du rafle dreng , og kom +op til os ! +Nero ville vægre sig , men da blev han pludselig +løftet af hesten og i triumf båren ind i huset , hvor +Fru lillier modtog ham med åbne arme . +Nero stod forlegen og drejede sig fra den ene til +den anden , som talte til ham . Han var henrykt over +så megen venlighed . +Bordet blev strar dækket og de nødtørftige mennesker +satte sig alle til bords . Nero blev dog stående langt +borte fra dem og ønskede sig i dette øjeblik tusind +mile borte . +— kom herhen , lille Nero , lød en stemme ræt + +ved ham , og Dinoras lille hånd trak ham hen til +bordet , men Nero ville intet nyde . +Hulda satte sig nu ved siden as ham og ved sin +venlighed formåede hun at overtale ham til at spise . +Om aftenen sad Charles og Hulda hånd r +hånd og talte sagte med hinanden . +-- ja , » år du vil have det , så må du så +gerne , sagde Charles og så ømt på sin kvne . +Når han blot ikke lærer Karlo nogle af de streger , +de have lært ham inde i hulen . +— det er en ædel dreng , sagde Hulda ; jeg kan +aldrig tage fejl af ham . Det værste er hvorledes vi +bedst skulle komme til at lære del store menneske +noget ; han vil vel næppe lade sig undervise af os , +men vi ville døg forsøge derpå . Er det så bestemt , +kære Charles ? — bi tage drengen til os , for på +en måde at udsone din Broders brøde . Ak , det +stærær mig i hjertet , når jeg lænker på , at de +måske have røvet ham fra hans møder og fader . +Ja , det havde ikke gået Lisette bedre , dersom ikke den +raske dreng havde frelst dem alle . +Charles sad tankefuld , uden at svare . +Nu rejste de begge sig op og et håndtryk beseglede +den ædle handling , de havde besluttet at udføre . +De gik nu begge ind i salen , hvor alle de +fremmede befandt sig . +Karlo skyndte sig hen til sin møder og hviskedee +hende i øret : +— nå , hvad sægde fader ? + +— ja , det skulle du blot vide . +—- o , sig mig det , moder , du gør mig så +glad derved . +Hulda gik nu hen til Nero , der sad og legede med +Dinora . +— her , min unge ven , må jeg tale et oieblik +med dig ? +Nero adlød beredvillig og fulgte med hende ind i +et andet bæerelse . +—- min Karlo , begyndte hun ; har fortalt , af han +mødte dig på vejen ril godset her , og han har fattet +en levende hengivenhed for dig ; dels på hans forbon +og dels fordi du har opført dig så roesverdigt +ved ar redde tre mennesker , have vi alle besluttet , dersom +du vil , af beholde dig her hos os og læere dig +alt hvad vi kunne , for af du i fremtiden kan blive +et godt og nyttigt menneske . +Nero boiede sit hoved ned mod brystet , for af +skjule de glsdestårer , der kom ham i øjnene . +— nå , lille Nero , vil du så ? sægde hun +venlig . +— er det virkelig sandt ? sægde drengen og løb +henrykt hen til Hulda og faldt hende om halsen . Skal +jeg virkelig altid blive hos den smukke lille pige og +hos Karlo og hans forældre ? Tak , tak , hvor jeg dog +er glad ! O , gudskelov , så har Vorherre dog hørt +min bøn ! +Hulda havde tårer i øjnene over hans gllde ; +hun havde allerede fået ham inderlig kjæer . + +da de kom ind til de øvrige , og Hulda fortalte +dem hvad hun og hendes mand havde besluttet , tog +Nero dem alle i hånden og takkede dem for deres +velvillie imod ham . +Dagen efter fik han nye og anstændige klæeder , og +da Nero var bleven iført disse kastede Hulda en stor +smuk kappe omkring ham og satte en lille smuk rund +hat , prydet med en fjer , på hans lokkede hoved . +Da Nero nu var fuldstændig påklædt betragtede +Hulda det friske , rødmussede ansigt med henrykkelse . +Hun greb ham om hovedet og kyssede ham inderligt . +Karlo og Dinora kom nu springende ind , fuldt +påklædte til at tage afsted ; de skulle nemlig alle i +besøg hos en familie , der boede en fjerdingvek derfra . +Charles , Hulda og Dinora toge plads i en vogn , +Charles red på den ene side af vognen , Nero vå +den anden . +Da Nero således i et par dage havde været i +besøg både her og der , mente Hulda , at det nu var +på tiden at han læerte noget . +Efter en måneds forløb vare flere læerere antagne +til begge drengene ; ve vare umådelig flittige +og begge kappedes om først at nå målet . +Tidt opstod en lille strid imellem dem , som dog +ikke svæekkede deres inderlige venskab . +Lisette var en daglig gjcest på godset og efter +endte læeretimer plejede alle fire at samles i haven +eller at gå op i salen ved fortepianoet . +Det var lscer musikken , som henrykte Nero ; når + +Lisette på sin blide måde spillede de henrivende +spanske melodier for dem , da var Nero den ivrigste +tilhører , og selv spillede han — efter så kort tids +forlød — temmelig godt . +Han kunne sommetider sidde i flere timer og høre +på Lisette ; det nyttede da ikke at nogen talte til ham , +han hørte intet til det beder foregik omkring ham ; men +såsnart Lisette holdt op at spille , da var det atter den +gamle Nero . +Han tænkte , mærkeligt nok , aldrig på sin fader , +men derimod havde han besluttet , så snart det kunne +lade sig gøre , at udfrie sin pleicmoder af røverhulen , +— en ulykkelig ide , som , da han senere satte den +iværk , havde meget slemme følger for ham og de +andre . +Sjette kapitel . +Den sårede . +Da burillo og de andre røvere vendte hjem blev +kaprainen strar undersøgt . +Kuglen havde truffef det ene ben og var trængt +dybt ind i kødet . De rensede og forbandt såret , +der var temmelig farligt , og udmattet af det betydelige +blodtab faldt han snart isøvn . + +han vågnede kort efter ved at den gamle kone , +som plejede ham , lagde lidt koldt på hans feberhede +pande . Han var aldeles vild . +— min søn , min søn ! stønnede han og vendte +sig på sit smertensleje ; nerv , kom dog tilbage tft +din fader , du søm er den eneste , jeg har tilbage at +elske . +Den gamle kone hørte det , hun tog forklædet +for øjnene og græd bitterlig . +— ja , min kære Nero , mumlede hun ; rigtignok +er jeg bedrøvet over ikke at have dig hos mig mere , +men dog er jeg glad ved at de ikke fik fat i dig , +du stakkels forvildede barn . +Hun vedblev at græde , først noget sagte , så +meget højere . +Konrad lyttede i nogen tid og sagde omsider : +— hvad græder du for , gamle kvinde , det er +jo din skyld at han er bleven forført til at forlade +sin fader og til at gøre ham imod . +— nej , kapiain , det har jeg ikke forlokket ham +til ! udbrød den gamle kone mere grædende ; jeg har +kun lært ham godhed og gudsfrygt og dette må +ethvert barn jø lære . +— jeg sagde dig jø dengang han var lille , at +du ikke målte lære ham de dyder , du der omtaler ; +der har du følgerne af din lærdom , — han foragter +fin egen fader og vil ikke kendes ved ham . +Den gamle kone hulkede højt ; ikke så meget over + +kaptajnens ord , som over tabet af sin nerø , den +eneste , der var kærlig og venlig imod hende . +I tre måneder lå kaptajnen filsengs ; hans +hjertesorg i forening med såret havde gjort ham +meget syg , så syg , at den gamle kone ofte havde +opgivet ham . +— så har nerø ingen fader mere , tænkte hun +i sådanne øjeblikke , og skønt hun ikke var ond kunne +hun dog ikke lade være at glæde sig over denne tanke . +Men ukrudt forgår ikke så let , som man siger . +Konrad blev efter den tids forløb daglig raskere , +og snart var han på benene igen . +Neppe var han kommet nogenlunde til kræfter , +før han atter begyndte på fin røverhåndtering , dog +med den forskel , at han hadede menneskene endnu +mere end før , og de ulykkelige , der faldl i hans +hænder , vare skændselens og dødens sikre bytte . +En aften , da man som sædvanlig var ude på . +Erpedition , faldl et meget rigt neiseselffab i deres +hænder ; det var tre damer og tre herrer . +Konrad var særdeles glad over delte rige fund ; +og i tre dage og nætter fejrede disse rå mennesker +et drikkegilde i den anledning — et gilde , der i +flothed overgik enhver af deres tidligere nvvfcster . +De ulykkelige rejsende så man aldrig senere +noget til . +Den gamle kone korsede sig og lovede før sig selv , +at hvis hun engang kom ud af røverhulen , da skulle + +det være hendes eneste opgave af få dem alle +straffede . +Nu , da Nero var borte , pønsede den gamle kone +dag og nat på at flippe ud af sit fængsel . Om +det lykkedes hende skulle vi snart erfare . +Syvende kapitel . +Den gamle gouvernante . +Vi ville nu aflægge et besøg hos Jean og Jutta +i deres lille smukke hjem . +Alt er forandret her ; de er begge blevne betydelig +ældre i udseende , siden hin skæbnesvangre nat , da de +som fanger blev førte ned i røverhulen ; den skræk +de måtte udstå her , og frygten for snart at høre +fra Konrad igen , havde indvirket meget på dem begge . +. Ja selv den lille lisetie , en blid og god pige , der +ere sine forældre inderlig hengivne , er ikke så munter +og livsglad som hun tidligere har været , +hun sidder i dette øjeblik ved vinduet og støtter +hovedet i den lille hånd ; hun er bleg og det er øjensynligt +at hun grubler over noget , der ængster hende . + +hendes lærerinde , en lærd , streng , gammel dame , +kom i det samme ind . +Lisette for sammen og mnmlede : +— der er hun igen ! Min gud , min gud , tag +denne forfærdelige mistanke bort fra min sjæl ! +Den gamle dame gik lige hen imod hende og sagde : +— atter sidder min frøken her og grunder ; sig +mig , hvad skal det til ? Bær så god at bestille noget . +— ja , ja , nu fia ! jeg strar , svarede Lisette sukkende ; +men jeg sørger så meget over min stakkels +moders sygdom , at jeg næsten ikke formår det . +— ah , bah , unge piger på deres alder tænke +ikke meget på sådan noget . Nej , Karlo derhenne , +grevesønnen , det er vel ham de tænker på . Jeg har +nok set det , af de og han er ret gode venner . +Lisette rødmede af vrede og sagde : +— deres høje alder forbyder mig af svare som +jeg burde , men jeg skal nok bede min møder om af +jeg for fremtiden må blive fri for sådanne samtaler , +der ikke passer sig for børn på min alder . +Lisette var så opbragt , af hun ikke kunne styre +sig selv , og lovede af hun aldrig mere skulle gå over +på grev Tadlos ' gods . +Hun gik med hurtige trin ud af værelset og da +hun var kommet ind til sin møder , brød de tilbagetrængte +tårer frem . +Fru petit lå udstrakt på sygcleiet ; hendes +hænder vare hvide og gennemsigtige , ansigtet var + +ligblegt og udmagret . Hun rakte den ene hånd ud +mod fin datter og sagde med svag stemme : +— du græeder , Lisette ; hvad er der gået dig +imod ? +— o , møder , sagde Lisette , som ved synet af +sin moders udmattelse havde bekæempet sine tårer , +for ikke af bedrøve hende endnu mere ; det er intet , +kære møder . +— jo vist så , mit barn , fortæel mig det nu . +Skal du da betro dig til andre end mig ? +- nej , møder , du er den jeg elsker højst på +jorden , sagde Lisette og kyssede hende ømt « det er +måske noget barnagtigt af mig , men jeg ved ikke +hvor det kan være , jeg kan ikke lide min guvernante . +Ja , moder , lad mig sige dig det med let samme , +sagde Lisette , som ved tanken om hende atter var +kommet i hærmsf . Er det net af hende , at hun bestandig +tager sig den frihed at gå og sfcende på +mig ? Ja , undertiden slår hun mig end g , når hun +mener at jeg har fortjent prygl . Skal dette vare +lenge ved endnu , så føler jeg at det snart er forbi +med mig , jeg kan ikke udholde det . +—- mit barn , du er ikke rigtig rask i dag , sagde +Fru petit og så stift , men dog bekymret på hende . +Lisette skjulte ansigtet i sine hæender , og de nedrullende +tårer piplede frem mellem fingrene . +— mit barn , du må ikke græede , der er jo ikke +vederfaret dig noget ondt , sagde Fru petit ; ethvert +barn træenger jo til revselse . + +— ja , ganske vist , moder ; men du skulle gøre +det og ikke hun , som ingen ret har dertil . O , hun +er så ond ! og min stakkels fader , han seer lidt i +vrede til hende , men han vil ikke sige noget til hende +af frygt for at det skal volde dig smerte . +Fru petit var bleven endnu mere angreben ved +sin datters ord ; hun faldt hen i dvale og så omtrent +ud som om hun var død . +— o , min stakkels moder , sagde Lisette sønderknust . +Det er min skyld , alene min skyld . O , den +mistanke kan jeg ikke blive kvit ; jeg så jo så tydelig +at hun hældte et pulver i moders glas ; jeg kom +i det samme ind ad døren , og hun blev lige så hvid +i ansigtet , som dette lagen , ved at opdage mig , den +gamle , onde kvinde ! O , kunne jeg blot få talt med +grevinden derom , men guvernanten har jo forbudt +mig at gå derover . Ikke engang med venner — +venner som elske mig - må jeg tale ; men jeg vil +forklare fader alt , måske han vil hjælpe mig . +Lisette blev afbrudt ved at guvernanten med +listende fjed atter trådte ind . +— gå bort , mit barn , sagde hun til Lisette ; +d « gør så megen støj , din moder sover ! +— nej , Fru Tandy , jeg gør ingen støj og jeg +må gerne blive , svarede Lisette . +— gå , siger jeg dig , gå øjeblikkelig , du stygge +pige ! udbrød guvernanten barsk ; eller du ved hvad +der venter dig ! +Hun hævede hånden ; Lisette kastede et sidste + +kærligt blik på sin moder , derpå et hadefuldt blik +til guvernanten og forlod værelset . +— jeg tror , hun har fået mistanke^ mumlede +hun , da Lisette var gået ; den^ forbandede tøs ! der +bliver ve ! ikke andet for end at tåle hendes vrøvl ; +men vent , min pige , vent blot en kort tid endnu , +så er vi to alene og så skulle vi nok komme ud +af det sammen , fortsatte den gamle med et hæsligt +smil — hvis man kunne kalde det at smile . +Hun gik hen til bordet , hvor medicinen stod , og +tog en flaske og hældte nogle dråber heraf på den +syges læber . +Fru petit gjorde nogle krampagtige bevægelser +og faldt atter i slummer . +- når mon han kommer , mumlede hun alter +og gik sagte omkring for at ordne nogle ting til +doktoren kom . +En halv time efter bankedes der på døren og +doktoren viste sig . +— nå , Fru Tandy , de har vel atter givet +patienten en dosis af den sidste medicin ? +— ja , hr . Doktor . +— godt , så har hun det vel bedre ? +— ak nej , hr . Doktor ; jeg tror ikke at Fru +grevinden lever ret længe , — hun bliver bestandig +svagere og svagere . +Doktoren svarede ikke , men gik strar hen for at +undersøge den syges tilstand . +— åndedrættet er næppe hørligt , sagde han til + +den gamle guvernante ; hun er ved at gå ind til +den evige hvile . De må kalde på alle hendes kære , +ellers se de hende ikke mere . +— hvad siger de ? råbte guvernanten med forstilt +forbavselse ; er hun allerede døden nær ? +— ja , desværre , lægekunsten formår intet her . +Guvernanten tvang et par store tårer frem , der +faldt ned på hendes silkeforklæde . +Hun ilede nu bort , så hurtig hun kunne , for , som +hun sagde , at kalde på Herren og datteren . Hun +lyttede ved Jeans dør , men da alt var stille lukkede +hun selv op og så Jean , sidde midt på gulvet på +en stol . +Hans ansigt udtrykte den dybeste sorg ; han havde +nylig modtaget et for ham meget ubehageligt brev , og +sad netop og grundede herover . +Drevet var faldet ham ud af hånden og lå +på gulvet . +Guvernanten gik sagte hen , og tog brevet op +uden at blive bemærket . +Hun listede sig atter bort , låsede døren efter sig +og Jean var altså indelukket . +Nu listede den gamle djævel sig hen til liscttcs +værelser . Hun sad i dagligstuen og græd . +— du vover ikke at røre dig af pletten et eneste +minut førend jeg siger dig det , sagde hun lige så +barsk som før . +Lisette nikkede med hovedet og Fru Tandy fjernede +sig atter . + +denne dør blev ligeledes aslåset og fruen gik +tilbage til sygeværelset . Doktoren stod her og ventede +på hende . +— Don petit er ikke hjemme , han er gået ud +med sin datter , sagde hun , idet hun anstrengte sig før +at græde . +— nuvel , så vil jeg i morgen komme og tale +med ham og så kan de imedens blive her hos patienten . +— ja , svarede guvernanten ; jeg skal med den +største omhyggelighed passe fruen i de få minutter +hun endnu har tilbage . +Doktoren gik og Fru Tandy blev hos den ulykkelige +Jutta . +Da hun havde været her omtrent en halv time +faldt det hende pludselig ind at Herrens værelse var +aflåset . Hun skyndte sig derfor hen før at lukke op +både før Jean og Lisette . Næppe var hun gået , før +Lisette gik ind til sin moder . +Hun trådte hen til sengen og berørte sin moders +hånd . Den ulykkelige for op og så på sin datter +med halvbrustne øjne . +- ak , moder , moder , du seer så bleg ud , +sagde Lisette mev tårer i øjnene ; er du ikke bedre +end før ? +— nej , mit barn , kald på din fader , thi jeg +føler at døden er mig nær . +Lisette greb sin moders hånd og råbte fortvivlet : + +— nej , nej , moder , de « er umuligt ; du vil ikke +dø fra mig ! +— gå , gå , mit barn og hent din fader , ellers +bliver det før sent , sagde Jutta næppe h��rligt . +Lisette lød ud af værelset og kom strar efter tilbage +med sin fader . +— o , Jean , sagde Jutta med mat stemme ; nu +skulle vi skilles og jeg skal samles med min gode fader . +Min død kommer så pludselig , at jeg tror den vil +smerte eder begge meget ; men pas før guds skyld +på vor datter , Jean , og lad guvernanten lede og +hjælpe hende i alt hvad hun foretager sig . Hører du , +Lisette , du må være føjelig og god imod hende , hun +er så opeffrende og kærlig imod os alle . +Lisette kunne ikke svare for hulken . +Jean holdt sin døende hustru i sine arme og græd +søm et barn . +— vær nu ikke mere bedrøvet , hviskedee hun med +mat stemme ; du vil jo snart atter forenes med mig , +ikke sandt , Jean ? +— o , Jutta , kære Jutta , du skal leve og vi +ville være lykkelige med vor elskede datter . +— gud kalder mig og jeg må afsted førend dig , +kære Jean . . . kom herhen , Lisette . . . kom , modtag +min velsignelse , den sidste i denne verden . +Lisette lagde sig ved sin moders bryst og græd +for sidste gang sin sorg ud ved dette . +Pludselig faldt Jutta tilbage og udstødte et sagte +suk . Endnu holdt hun sin datters og sin mands + +hænder i sine , og da de så til hende havde hun omskiffet +sit jordiske liv med paradisets lykkelige tilværelse . +- ak , min Jutta , min elskede Jutta er død ! +Råbte Jean fortvivlet og bedækkede hendes pande med +Kys . O , gud i himlen , stå mig bi i min dybe +sorg . Smertens tårer giede ned ad hans kinder +og med dyb vemod betragtede han den kvinde , der +trolig havde delt livets sorger og glæder med ham , +men som nu lå kold og livløs for ham . +Han dækkede hende nu kærligt til , men i det samme +sås den gamle guvernantes ondskabsfulde ansigt +titte ind ad døren og med et hadefuldt blik betragtede +hun den lille gruppe . +— det passer sig ikke således at hænge over et +lig , sagde hun henvendt til Jean . +Denne tilkastede hende et mørkt blik og hun trak +sig skyndsomt tilbage . +Efter endnu engang at have kysset liget forlod +Iran og Lisette værelset . +Den dybeste sorg og fortvivlelse stod præget +hans træk . +— ak , nu har jeg kun dig tilbage , min kære +pige , sagde han og kyssede hende ømt . +Uden at svare slyngede Lisette sine arme om hans +Hals og hulkede sagte . + +ottende kapitel . +Nero . +Vor lille helt på grev Tadlos ' gods havde lidt +lagt mærke til en vis uro hos sin velgjørerinde og +hendes gemal . +Ofte havde han hørt sin faders navn nævne , og +det med en gysen , som forundrede ham . +Han havde lidt lagt mærke til at Fru mier så +sørgmodig og ængstelig ud . +Hun så da på sine børn og tårerne trådte +-ende i øjnene . +Nero havde flere gange søgt at trøste hende , når +denne melankoli beherskede hende ; men hun græd da +endnu mere . +Nero elskede hende som en moder og gjorde alt +for at trøste hende ; han var flittig og lærvillig , spillede +og sang for hende , og var omtrent hele dagen hos +hende . +Stundom stillede hun sig foran Nero og stirrede +ham ind i de store sorte øjne ; hun så længe , men +da greb en gysen hende og hun lagde hånden på +hjertet som for at dæmpe dets hæftige slag . +Når sådanne tilfælde indtraf gik hun bort fra +ham og kunne da ofte i flere dage ikke tale til ham , +hvorover Nero følte sig meget forladt . +En dag , da han som sædvanlig havde læst og + +sunget for hende , kaldte hun på ham . Han gik lige +firår hen til hende . +— sig mig engang , lille Nero , sagde hun og +så venligt på ham ; hvorledes behandlede røverne +dig nede i hulen og hvorledes fik de fat i dig ? +Nero blev blodrød . +— jeg kan ikke rigtig huske det , sagde han og +så ned for sig . +— jo , Nero , jeg kan se på dig at du kan +huske det ; kom kun frem med det , det gør intet om +det også er gyseligt . +Nero vidste ikke hvad han skulle gøre ; han stod +og stammede i det og kunne ikke hitte på noget . +Huldas øjne , der før havde haft et mistroisk +udtryk , så nu på ham med dyb ængstelse . +— hvor er da din fader og moder henne ? sagde +hun pludselig , idet hun lagde en særegen betoning +på ordet fader . +Nero kunne ikke udholde hendes blik ; han rejste +fig forvirret og sagde : +— undskyld , frue , men lad mig vente med at +besvare dette spørgsmål til i morgen , — før øieblikkef +er det mig umuligt ! +Hulda nikkede med hovedet , rejste sig og forlod +stuen , som det lod til i vrede . +Nero så efter hende og da hun var ude af +døren brast han i gråd og sagde : +— ak , så skulle det altså ikke være således . +Han gik op på sit lille værelse og låsede døren + +forsvarlig efter sig . Her tog han sine gamle klæder +frem , tilligemed nogle dolke , som tilhørte ham . +— nu ville jeg ønske ar det snart var mørkt , og +så afsled ud i den vide verden før at søge brødet +blandt fremmede . O , jeg har Karlo og Dinora så +inderlig kær ; gid de vare fattige ligesom jeg , så kunne +vi følges ad . Nej , det er sandt , så ville hun komme +til at lide savn og nød , og det var synd . +Han havde taget alting frem , lige til at tage på ; +men da bankedes der på hans dør . +— hvem er det ? råbte Nero . +— må Karlo komme ind ? lødden stemme +udenfor . +— jo vist må du komme ind , men ikke i øjeblikket , +sagde Nero ; gå ned i haven , så skal jeg +komme ned til dig . +Karlo adlød og gik . +Nero satte sig ned på en stol ; hans hjerte var +opfyldt med bitterhed ; han rejste sig og gik ned til +Karlo . Denne var , som det synes , vred fordi han +havde måttet vente . +— hvorfor måtte jeg ikke komme ind før , har +du nogen hemmelighed for mig ? råbte han da han +fik øje på Nero . +— nej , Karlo , det har jeg ikke . +— hvad bestilte du da ? +— det kan jeg ikke sige dig . +Karlo tav et øjeblik . + +— hvor kan det væere at moder græd , efter at +have talt med dig , Nero ? sagde han kort efter . +— det ved jeg ikke ; men hvorfor spørger du +så meget i dag ? sagde Nero smilende . +— å , du er rent utålelig i dag , Nero . Farvel , +i dag kunne vi ikke enes , og Karlo ville gå . +— nej , nej , Karlo bliv og lad os dog ikke skilles +som uvenner nu ! råbte Nero smerteligt . +Karlo vendte sig om idet han sagde : +— jeg tror også at du græder , Nero ; men +hvad går der dog af jer alle sammen ? +Han gik hen til Nero , greb ham om halsen og +trykkede ham op til sig . +— du må ikke være bedrøvet , min eneste ven , +sagde han rørt ; lad dog være at hænge med hovedet , +det passer sig ikke for en så rask dreng som dig . +Nero trykkede Karlos hånd fast og vendte sig +bort . +Dinora kom nu hen imod dem . +- goddag , Nero , kom og kys mig ; jeg kan ikke +nå op til dig , sagde hun . +Nero bukkede sig ned og kyssede hende . +— jeg kommer fra moder , hun sagde at i begge +skulle komme op og spise ; men du seer så bedrøvet +ud , Nero . — er der gået dig noget imod ? +— nej , Dinora , kom lad os gå op . +De gik nu alle tre og Nero kom tit at sidde ved +siden af Fru liuier , men han formåede ikke at spise +noget . Af og til kastede hun et meget sigende blik + +på ham ; Nero slog da øjnene ned og ønskede at +han snart kunne rejse sig fra bordet . +Da måltidet var endt og alle rejste sig , skyndte +Nero sig op på sit værelse . Han satte sig ved bordet +og skrev følgende til hr . og Fru lillier : +„ Tak før al den godhed de har viist mig , +„ og tak før al den kærlighed , som er bleven +„ mig tildel . Jeg har ikke fortjent det mindste +„ af alt dette ; dog beder jeg dem om , ikke at kalde +„ mig utaknemlig , fordi jeg forlader dem nu , men +„ den hemmelighed , som de , Fru lillier , bad mig +„ om at forklare dem , tvinger mig drrtil , da jeg +„ ikke kan lyve før dem +„ Farvel , farvel ! det er med et tungt hjerte +„ at jeg tager afsked med dem , som jeg elsker +„ højere end mit liv ; men det kan ikke være ander „ ledes , +jeg må afsted . Endnu engang tak , — +„ Tak før alt det gode de har gjort imod mig . +„ Jeg vil bestandig elske dem alle sammen og aldrig +„ glemme dem . +„ Deres ulykkelige +Nero . “ +Da Nero var færdig med at skrive , sank hans +hoved ned på bordet og han hulkede krampagtig . +Det ulykkelige , forladte barn følte først nu sin ensomhed . +Han rejste sig dog pludselig op og sagde : +— kan jeg vel tale om ensomhed , jeg som har +lært at elske min gud . Nej , nej . bort med alle sørgmodige + +tanker ; ham , som jeg elsker over alt , vil +hjælpe mig ! +Det ulykkelige barn , som følte trøst hos gud , +var uden at vide det lykkeligere end mangen anden , +som ikke kendte ham . +Nero fik nu pludselig den tanke endnu engang +at se „ begge sine kære søskende “ , som han kaldte +dem . +Han lagde nu brevet sammen og gik ned i haven . +Neppe var han kommet herned , for Dinora kom løbende +hen til ham . +— o , der er du , Nero ! hvorfor har du ikke +været nede i haven i eftermiddag ? +Hun så i dette øjeblik så sød og venlig ud ; +han tog hende op til sig og hun lagde sine små arme +om hans Hals . +— du er bedrøvet i dag , Nero , det kan jeg se og +derfor har jeg heller ikke været glad . Sig mig nu +hvad der er i vejen med dig , sagde hun . +Nero trykkede hende tæt op til sit hjerte og sagde : +— er det virkelig sandt af du ikke er glad fordi +jeg ikke er det ? +— ja , Nero , forundrer det dig ? +— ja , thi så holder du jo af mig . +— har du da ikke vidst det før ? sagde Dinora +forbanset . +— nej , jeg troede af ingen på guds grønne +jord kunne lide den lille nsverdreng . + +— å , sy , skam dig dog , Nero ; hvor du dog +er styg i dag ; lad mig komme ned , jeg vil ikke sidde +hos dig mere . +Nero smilede og satte barnet ned på jorden . +— nu går jeg hen og fortæller moder det , +sagde Dinora og ville løbe ; men Nero holdt hende +tilbage og sagde : +— nej , nej , Dinora , det må du ikke . +— jo jeg gør , sagde den lille bestemt og ville +atter gå . +— ja så tror jeg ikke af du holder af mig , +som du sagde før . +— nå , så bliver jeg da , siden du endelig vil +have det . +Mørket begyndte at falde på og Nero havde besluttet +at tage bort når det indtraf . +Han greb Dinora i begge sine arme og sagde idet +tårerne atter kom ham i øjnene : +— Dinora ! vil du aldrig glemme mig ? +— nej ! råbte barnet , og der lå i delte øjeblik +så megen sandhed i hendes blik , at Nero troede +derpå . Han trykkede barnet ti ! sit hjerte , atter og +atter , trykkede de små hænder og udbrød med varme : +— nu har jeg mod til . . . +Han holdt pludselig inde , trykkede Dinora endnu +engang op til sig , satte hende derpå ned på jorden , +og forlod hende med det stakkels hjerte bristefærdigt . +- med Karlo kan jeg ikke tage afsted , hviskedee + +han for sig selv ; det ville knuse mit hjerte og måske +så mig tik at vakle i min beslutning . +Han gik op på sit værelse , mørket var nu aldeles +indtrådt . Han tog sine gamle klæder på og lagde +de smukke nye pænt sammen på stolen og sit lille +brev ovenpå . +Sine dolke stak han i væltet og trådte forsigtig +ud på trappen . Han kom lykkelig og vel ned ad +trapperne og satte foden i gården ; han skulle nemlig +hen til stalden og tage den hest , søm tilhørte ham , +den han havde medtaget , da han frelste Jean og Jutta +ud af hulen . +Han var nu kommen hen til stalden og stod og +kærtegnede sin hest , der strar kendte ham . +— nu skal vi ud i den vide verden , hviskedee han +til dyret ; og du må følge mig , — vi kunne dog +ikke trives her hos disse fine folk . +Dyret så på ham med sine kloge øjne , ret søm +om det kunne førstå hvad han sagde , og strøg venlig +sit hoved op ad ham . +Nero tog forsigtig hesten frem og gik så lydløst +søm mulig ud af gården . +Da han var kommen ud på landevejen besteg han +hesten ; han kastede endnu er sidste blik over på slottet +og hans ansigt udtrykte atter en dyb sørgmodighed . +Derpå gav han sin hest af sporen og red i strakt +galop hen ad vejen . +Det var nu bælmørkt , men Nero måtte ride hele + +natten for at komme så langt søm mulig fra slottet , +for at forebygge al forfølgelse +da Nero havde været borte i 2 timer og ingen +på slottet så noget til ham , ville Karlo ile op på +hans værelse , men hans moder forbød ham det med +de ord : +— nej , Karlo , lad ham nu være i fred ; han har +jo aldrig ro for dig . +Karlo satte sig , men klokken blev mange , og man +var ved den sædvanlige tid samlet ved aftensbordet , +men Nero så man ikke noget fil . +Fruen blev blegere og blegere , men sagde dog intet . +— hvad fejler dig dog , min kære , sagde Charles +og så kærligt på sin kone . +— o , intet , min ven ! +Karlo så over på sin moder og hviskedee : +— Nero er ikke kommet endnu , må jeg ikke gå +op fil ham ? +— jø , gå kun , mit barn , sagde hun og nikkede +fil ham . +Karle var allerede henne ved døren og for op +på Neros værelse ; han rev døren op og så Neros +klæder ligge i en eremplarisk orden på stolen , men +han selv var der ikke . +Karlo søgte hele værelset rundt efter ham , men +der var ingen Nero . +Da brast han i gråd og løb ned igen . + +— han er der ikke , moder , men hans klcæder +ligge deroppe og en sammenfoldet billet . +Fru mier var atter bleven bleg og rejste sig op . +Hun gik op på værelset tillige med sin g^mal , og +da de kom derop greb hun strar brevet og læeste det . +— tæenkte jeg det ikke nok , Charles ! råbte hun +overrasket . O , han ligner ham , som den ene dråbe +vand ligner den anden . Ak , det er sørgeligt , at en +så « del dreng skal have en sådan fader . +Charles rystede på hovedet og sagde : +- det tror jeg ikke , der kan jo gødt vsere en +anden hemmelighed forbundet med hans fsdsel , en +hemmelighed , som vi måske flet ikke aner . +— o , han ligner ham så bestemt , Charles ; min +anelse slår ikke fejl , sagde Fru lillier ; dog , lad os +ikke tale mere derom , men skynde os at forfølge ham . +Hvad skal det ulykkelige barn blive til , rmar han +kommer ud iblandt fremmede ? Kom , Charles , lad os +skynde os . +Hun ringede og befalede nogle tjenere at ride ud +for at indhente drengen , og lovede en god belønning +til den der bragte ham tilbage . +Fem minutter efter gallopperede tre tjenere afsted . +Charles og Hulda gik nu ud af Neros værelse ; +men da de så dem om efter børnene , vare disse der +ikke . Da lød pludselig en sagte hulken fra en krog +i værelset , og da de gik derhen stod Karlo og Dinora +der ; de græed begge og Dinora var issr utrøstelig . +— kom med , børn , sagde Hulda og tog dem + +venlig ved hånden ; eders Broder kommer nok snart +igen . +De fulgte begge med , men nægtede at deltage i +måltiderne , for Nero kunne få noget med . +* +Nero havde redet hele natten og da morgenstunden +brød frem følte han sig mat og afkræftet . Han bandt +hesten til et træ og kastede sig i skyggen af samme , +for at sove +han følte sig så utilpas ; han rystede stærkt , +hans hoved smertede ham og søvnen ville ikke rigtig +indfinde sig . +Da hørte han pludselig hestetrampen og menneskestemmer . +Han for op og ville atter til at bestige sin hest , +da han så tre af grev Tadlos ' tjenere nærme sig +ham . Nero tog fin kappe højt op over øjnene , lagde +dolkene foran sig og oppebiede dem . +Nero var aldeles ukendelig i den dragt han +havde på og det frelste ham , thi tjenerne kendte +ham ikke . +— har de ikke set en dreng , der red en høj +hest , ride her forbi ? Han har taget denne vej . +Nero forandrede sin stemme og brummede et kort : +„ Nej ! “ Derpå besteg han sin hest og førend de +kunne spørge videre var han væk . +Tjenerne satte efter ham , men de kunne ikke nå +ham og han forsvandt snart i den tætte skov . + +Nero red nu så længe , til han ikke formåede at +holde sig oprejst længer ; han var midt i en skov og +havde hverken spise eller drikke . +For et oieblik fortrød han , at han var flygtet +fra de gode mennesker , som holdt så meget af ham , +men han tænkte atter efter og sagde ved sig selv : +— nej , , hellere sult end leve af andres nåde . +Jeg har ingen fader , ingen moder , men hellere de +end ligge andre til byrde ! +Nero kastede sig atter ned på det kløde grønsvær +og sov snart ind . +Niende kapitel . +Den snedige . +Otte dage vare forløbne , fulde af sørg og smerte +før Jean petit og hans datter . +Den kære afdøde , som de elskede over alt , skulle +nu begraves . +Lisette var helt urrsstelig og havde Jutta ikke før +fin dsd formaner hende til lydighed mod Fru Tandy , +så havde Lisette bestemt ikke taget imod alle de skjæend , +der regnede ned på hende , men nu fandt hun sig i +det før sin moders skyld . + +begravelsen gik for sig med stor pragt , men dr +præsten kastede jord på hendes kiste , da sammen , +snøredes Jeans hjerte ; han skjulte ansigtet i sine +hænder og en tåre perlede ned ad hans kinder . +Lisette omslyngede ham kærlig og lovede at være +god og adlyde ham i alt . +— tak , mit barn , jeg stoler på dig , du er +nu den eneste jeg har at leve for , sagde han tungsindig . +De gik nu hjem og dagen tilbragtes i stilhed . +Fru Tandy sad i sit eget værelse ; hun havde en del +papirer for sig og sad og bladede i disse . +— nu står faderen for tur , sagde hun ved sig +selv , idet hendes ansigt antog en fornøjet mine ; så +ere de to væk og så skal hun og jeg være alene ; og +når så min søn lioml kommer hertil , så vil alt +gå af sig selv . Men hun er stridig , den lille , og vil +ikke gøre hvad jeg siger hende ; dog , bliv , det vil nok +gå ! +Hun faldt i tanker og havde vel siddet således i +en halv time , da der bankedes sagte på hendes dør +og Lisette trådte ind . +Hun nærmede sig fruen med en ængstelig bedende +mine , og spurgte om hun måtte få tilladelse fil at +tage over på grev Tadlos ' gods og se fil familien +der . +Fru Tandy satte . et par store øjne op og sagde +tilsyneladende forbavset : +— gud , hvilket barn du dog er ; din moder +er død og bliver begrave » i dag , og så vil du tale + +om at komme i selskab . Nej , jeg forbyder på det +strengeste at du kommer ud af døren i dag ; vær så +artig , frøken , at tage plads her i denne stol , indtil +jeg giver dig ordre fil at gå . +Lisette blev purpurrød og bed sig i læeberne ; hun +huskede på sin elskede moders ord , ikke at fortrædige +guvernanten . +Fru Tandy satte Lisette i en stol , og hun måtte +nu neues med guvernantens selskab hele denne dag . +Tog hun en bøg og ville læese i , så rev Fru Tandy +den fra hende , og når hun talte fil hende , fik hun +intet hvar . +Fru Tandy havde lagt noget grovt sytøj hen fil +hende og Lisette blev tvungen fil at sy derpå , skjondt +hun stak sine smag fingre tilblods . +Med et ondskabsfuldt ansigt sad Fru Landy og +så derpå . Af og fil hævede hun de små listige +dine i vejret , som om hun ville nedkalde himlens hjælp +for at få Lisette til at sy . +Den ene tåre efter den anden rullede ned ad +Lisettes kinder og ned på det hårde sytøj ; Fru +Tandy smilede ved hver tåre og Lisettes hjerte begyndte +allerede at hade hende . +- må jeg ikke væere fri for at sy ? sagde hun ; +jeg kan ikke udholde det længer . +Intet svar påfulgte og Lisette rejste sig derfor +og nærmede sig døren ; men Fru Tandy sprang op , +overbevist om , at hendes offer ikke kunne flippe hende +ud af hænderne , og sagde : + +— min frøken , du har ingen tilladelse erholdt +endnu ! +Lisette havde dog allerede åbnet døren og løb det +bedste hun kunne hen til sin faders værelse ; her kastede +hun sig grædende om halsen på sin fader og bad om +hun måtte være hos ham , da Fru Tandy ville tvinge +hende iii at sy pas noget , der ikke var hende muligt +at tage sat i . +Jean , der kendte den gamle dame for godt og +vidste at der ikke fandtes en god blodsdråbe i hende , +taug og kærtegnede sin datter . +Fru Landy trådte ind umiddelbart ekler Lisette +og hørte således hendes klage . +��� deres datter ! råbte hun barsk til Jean , vil +ikke høre mig ; det kan ikke nytte at hun — fordi hendes +moder er ded - ikke vil lære noget . +Iran så stolt på den gamle og sagde : +— de skal ikke bryde dem om at lære hende +noget ; der sindes guvernanter nok i byen , og det er +allerede nok at jeg på min kones forbøn har beholdt +dem medens hun levede ; nu er det min pligt at anskaffe +Lisette en anden lærerinde . +— det kan ikke lade sig gjorde , sagde Fru Tandy +bestemt . +-- hvorledes , de nægter at forlade mit hus ! +Råbte Jean . +— ja , sagde hun tørt ; jeg er i besiddelse af en +kontrakt , hvori jeg er fæstet på fem år ; deres +kones og deres egen underskrift slår derpå , og + +jeg har kun væeret her et halvt år , altså indser de +nok , hr . Petit , at jeg må blive . +— den fordemle kontrakt ! råbte Jean heftigt . +— ja , jeg beklager også meget at den er oprettet , +sagde guvernanten spydigt og så med fine små +dine på Jean . +— ja , de må altså blive , men et kan de +ikke forbyde mig : at sende mir barn i en pensionsanstalt ; +her vil hun blive alt for forkuet . +Fru Tandy bed sig i lcrderne af raseri ; det var +jo stik imod hendes plan , — altså det måtte førebygges . +Fru Tandy gik uden af svare og smykkede Deren +hårdt i efter sig . +— o hvor hun er styg , den guvernante ! råbte +wefte da hun var gået . Jeg har ikke villet sige +dig det før , fader , men jeg er ganske forvisset om af +hun er skyld i min moders ded . +- hvad siger du der , barn ! råbte Jean og +for op ; detcenk dog , Lisette , hvad du siger . +— ja , fader , jeg har betæenkt det ; jeg så så +tydelig ar hun kom pulver i moders vandglas . +— det har vel været det pulver , som læegen har +ordinerer . +— jeg tror det dog ikke , sagde Lisette bestemt ; +hun har store planer før med os , det kan jeg mærke ; +kommer jeg bag på hende , så farer hun sammen og +flcrlver , og hver gang hun vidste af jeg var inde hos +møder , så skulle hun også derind , og når jeg beder + +om af gå over på godset , så siger hun bestandig +nej . Intet må jeg gøre og derfor er jeg glad af +jeg skal bort . +— tænker du da slet ikke på mig ? sagde Jean . +— jo , fader , men du kan nok indse at jeg ikke +kan udholde dette tyranni . +Iran svarede intet herpå og forlod kort efter +værelset . +Fru Tandy tog sig nu atter af Lisettes opdragelse . +Da Jean ksm tilbage var middagsbordet dækket +og den deiligsfe vin perlede i glassene ; der var imod +sædvane stillet et glas vin til dem hver +Iran satte sig filbords uden at mærke dette . Lisette +sad ved siden af ham . Fru Tandy var ude i køkkenet +for at tage endnu en sidste ting ind til bordet . +Lisette greb maflinmæssig faderens glas og byttede +det med guvernantens . +— hvad gør du der , barn ? sagde Jean . +— intet , kære fader ; jeg syntes kun at dette +glas var smukkere ! og derfor gav jeg dig det . +Jean drak i god tro af Fru Landys vin og +Lisette tænkte med gysen på den gamle guvernante . +- mon hun har kommet noget pulver heri ? +Tænkte hun ; ja har hun det , så kommer det til at +flade hende selv +lidt efter trådte Fru Landy ind ; det første +hendes øje søgte var Jeans glas ; en umærkelig +plirren med øjnene tilkendegav hendes glæde +Lisette fulgte hendes blik og en gysen gjennemfoer + +hende . Fru Tandy satte sig til bords og spiste med +appetit sg drak uden betænkning den ombyttede vin . +Lisette tænkte med angst og bæven på hvorledes +det ville ende ; hun følte sig døg glad over at Fru +Tandy slet ikke klagede sig og hun var nær ved at tro +at hendes mistanke var ugrunder . +En times tid efter trådte Fru Tandy atter ind . +Hun var ligbleg og rystede så stærkt , at hun ikke kunne +holde sig oppe . +— hvad fattes dem døg , frue ? råbte Lisette . +Lisette vendte sig om for at skjule den forfærdelse +der afspejlede sig i hendes ansigt . +— hjælp mig , mit barn , sagde guvernanten ; +jeg er syg og må se at komme til sengs +Lisette tog hende ved hånden og hjalp hende hen +til døren . Fru Tandy smuttede ind og begav sig til sengs , +og hun forbød Lisette og alle folkene at tale til +Herren om hendes sygdom , og de adløde hende som +husets enehersker , så Jean fik intet at vide . +Fru Tandy blev døg rask på to dage , uden dokterens +hjælp , og begyndte atter sin sædvanlige gerning . +Lisettes mistanke blev herved aldeles hævet og +Fru tanbys nærværelse var hende ikke så utålelig +som tidligere . +Der var nu ikke mere end to uger til at hun +skulle i pensionsanslalten , og den glæde , hun følte +herover , var ubeskrivelig . Men hun tænkte ikke på +at hun havde en Fru Tandy i fin nærhed , og dagen + +før at Lisette skulle afsted blev hendes fader farlig syg +og hun måtte blive hjemme . +Da uhyret bemærkede Lisettes tårer sneg hun +sig veltilfreds ind på sit værelse , knyttede hænderne +og sagde : +— jeg skal min sandten læere dem noget andet ! +Trende kapitel . +I den vide verden . +Vi forlod Nero , da han askræeftet af det lange +ridt var falden i sevn i skoven . +Han vågnede først den næste dag og så sig +forvildet omkring . Hans hest græssede zausfe rolig i +ncærheden af ham . +Nero fslte en flrcekkelig hunger og terst ; det +stakkels dyr trængte også til føde . +Han gik da i nogle øiedlikke omkring før at spejde +efter noget ; da lod pludselig en stcrrk buldren sig +høre i den t « lle skov . +— hvad er dog det ? sagde Nero ved sig selv ; +her må vere ville dyr i ncærheden . +Hesten tilkendegav lydelige tegn på skræek ; den + +sprang forfærdet omkring og ville lede , men Nero +klamrede sig fast ved den og lokkede før den . Han +besteg dens ryg og hesten satte afsted i en rasende +fart . +Nero måtte til sidst lade sig falde af hesten , da +han ikke lsenger formåede at holde sig fast i sadlen . +Alle hans nerver vare anstrengte , han var udmattet +af sult og tørst og lå nu i en stadig angst for at +blive angreben af de ville dyr , der befandt sig l +skoven . +Sørgmodig gik ban omkring og standsede først da +han kom til et sted , hvor der vorede nogle buste , der +vare tætt besatte af en slags rødlige bæer . +Nero plukkede nogle og da de havde en behagelig , +kølig smag , mætttede han sig ved disse . +Betydelig styrket gik han videre og det varede ikke +længe inden han nåde til en rislende å der banede +sig løb tværs over vejen . +Nero faldt på knæ og takkede gud for denne +lykke ; nu følte han sig atter rask nok til at fortsætte +vejen . +Mørket var nu indtrådt og Nero vandrede endnu +afsted ; hans hest gik stadig bag ham og græssede af +og til på de frodige strikninger . Da syntes Nero +at han langt borte kunne flimre lys og han forstærkede +nu sin gang i den ^anke , at det måtte lykkes ham +at komme i hus inden natten indtrådte . +Skoven var så teet at han med moie måtte +bane sig vej mellem buskene . Han havde ve ! gået + +en god time , da han så en hytte ligge for sig . +Vinduerne vare tildækkede med skodder og lyset trængte +kun sparsomt gennem disses sprækker . +Nero bankede sagte og ængstelig på døren . En +svag stemme råbte : +— hvem er det ? +— en vildfarende , som beder om nattely , sagde +Nero . +Strar derpå blev døren åbnet og en hvidhåret +olding viste sig for ham . +Nero trådte hen til ham og sagde med dyb +ærefrygt : +— de må undskylde at jeg forstyrrede deres +ro . men trætheden og sulten overfaldt mig , og jeg +kunne ikke udholde det længer +den gamle » og ham venlig ved hånden og sagde : +kom kun herind , min unge ben , og vederkvæg +dem hå godt som min ringe bolig formår at yde +dem det . +Nero trådte ind i hytten og lod sig falde « ed +på en bænk . +— deres hest , sagde den gamle , kan vel blive +udenfor , så skal jeg binde den til et træ . +Men Nero svarede ikke ; han var besvimet falden +om på bænken . +Den gamle løb forskrækket hen til ham og stænkede +ham med vand . +Nero kom til sig selv og sagde næppe hørligt , id^ +han strakte hånden ud mod den gamle : + +— o , giv mig lidt vand , lidt vand , jeg tørster ! +Den gamle , der syntes godt om ham , skyndte sig +dort efter frisk vand . +Nero førte hænderne op til sit hoved ; han åndede +tungt , hans tindinger bankede voldsomt og han rystede +stærkt af en fortærende feber . +Han syntes med et at stuen fisk liv og dansede +rundt med ham ; hans øjne lukkedes og han faldt atter +tilbage . +Den gamle kom i det samme med vand . +- ak , mumlede han ; det er vist snart forbi , han +seer jo ud som en død . +Han tog tøjet af den livløse ingling og lagde +ham til sengs . +Nero sov fast hele denne nat og den følgende dag . +Hele hans legeme var brændende varmt og den gamle +mand rystede på hovedet hver gang han så til Nero . +I over en måned lå Nero syg hos den gamle +eneboer ; stundom var denne nær ved at bukke under +af overanstrengelse og nattevågen og havde opgivet +både Nero og sig selv ; men endelig fejrede Neros +ungdom , og han kunne atter frisk og rask forlade +sengen . +Det var en varm solskinsdag da Nero atter tiltrådte +vandringen , men denne gang havde han erholdt +både spise , drikke og penge med sig . Nero var glad +herover og den gamle havde desuden fortalt ham , at +dersom han skulle blive til noget , da måtte han til +Frankrig , thi der kunne han komme fremad . + +Nero fortsatte da sin vej og efter en temmelig +besværlig rejse nåde han til Paris ; men de penge +den gamle mand havde givet ham med , vare næsten +forbrugte , og da Nero ikke vidste nøgen udvej til at +få nogle , sølgte han sin tro hest og fik en rundelig +sum for den , og levede heraf i nøgen tid . +En aften da han spadserede gennem en af Paris ' +hovedgader , så han en fintklædt . Herre gå foran sig ; +han gik længe , uden at bemærke noget ved denne herre ; +men da fog denne sit lommetørklæde op af lommen , for +at tørre sveden af sin pande ; herved faldt noget +ned på gaden og da Nero fog det op og betragtede +det , så han at det var en fyldt børs . Han ilede +ester Herren og råbte : +— halloi ! De tabte nok dette ! +Herren vendte sig om +— hvad vil du mig ? brummede han barsk ; +men da han fik øje på pungen smilede han og sagde : +— behold den , behold den selv , du trænger vist +til den , min ven , du seer mig noget lurvet ud . +Nero blev blussende rød , kastede pungen på +gaden og løb det bedste han kunne . +Hans hjerte bankede og det stolte blod var +kommet i et forfærdeligt oprør . +— trænge til hans usle penge ! sagde han halvhøjt ; +nej , nej , før sulte , tørste , ja før dø ! +Han knyttede hånden og de sorte øjne lynede ; +uden af vide det havde han standset sit løb og gik nu + +ganske langsomt hen ad gaden , da en hånd pludselig +lagdes på hans skulder . +Nero vendte sig om , i den mening , af den fremmede +herre atter ville komme og gøre ham bebrejdelser +over hans flette klædning , men da lød en venlig +stemme til ham , som sagde : +— hvad hedder du , min unge ven , og hvor +gammel er du ? +Rigtignok var det den samme herre , men Nero +kunne ikke modstå den venlige stemme og svarede +derfor : +— min herre , jeg . . . jeg hedder Nero og er +16 år gammel ; men det kan vel . . . +— har du lyst til af tilbringe aftenen sammen +» ed mig ? sagde han og så venlig på Nero . +Denne ville give et undvigende svar , men Herren +kom ham i forkøbet og sagde : +— vist så , kom nu med , vi ville rigtig more os ! +Nero fulgte halvt modstræbende med ; han talte +ikke et ord hele vejen og følte flere gange lyst til +at løbe sin vej , dersom han havde kunnet være det +bekendt . +Endelig standsede ben fremmede foran et stort , +pragtfuldt hotel . +— så min ven , nu er vi ved målet , sagde +han ; vær så artig at træde indenfor . +Nero adlød ; halvt skælvende trådte han ind . +Tjenerne viste den største agtelse imod den fremmede , + +åbnede ærbødigt dørene for ham , og da han tilligemed +Nero var trådt ind i en stor sal , afførte +tjenerne ham overtøjet og stillede en lænestol hen til +ham ; en anden tjener havde allerede fat i Neros +kappe og hat og havde ligeledes nødet ham til at +sidde ned i en lænestol . +Nero , som ellers var kæk nok på det , sad helt +forlegen og så ned for sig . +Da tjenerne vare færdige forlod de værelset og +den fremmede herre satte sig nu ved siden af Nero . +— allerførst ville jeg gerne høre deres livshistorie , +sagde han . +Nero bøjede hovedet idet han sagde : +— den vil næppe kunne interessere dem , den er +ikke videre glædelig . +— så meget desbedre , så må den jø være +interessant og jeg vil derfor gerne høre den ; siden +kunne vi lægge råd op om deres fremtid . +Nero var i uvished med sig selv om han skulle +fortælle den fremmede sin livshistorie eller ej , men +han havde jø intet at tabe derved , og fortalte derfor +alt hvad læseren allerede ved . +Den fremmede hørte opmærksomt efter . +Da Nero talte om opholdet på grev Tadlos ' +gods , slode tårerne ham i øjnene og han formåede +neppe at nævne Dinoras og Karlos navne . +— allså ingen moder , ingen fader ! sagde den +fremmede , da Nero havde endt ; thi han havde fortiet +for den fremmede , at hans fader var den selvsamme + +røver , hos hvem han havde opholdt sig i sin +barndom . +— ja , mumlede Nero , idet hans hjerte sammensnøredes +mere og mere ved tanken om at han var ene , +— aldeles ene og overladt til sig selv . +Den fremmede så alvorlig på Nero og sagde : +— Ester hvad jeg kan se , Nero , er de god og +rettænkende . Kunne de finde dem i at være på et +kontor og føre bøger og regnskab for et af de større +firmaer her på pladsen ? +— nej , nej , jeg er ikke skabt til det ! udbrød Nero . +Sidde bag en pult og skrive ! nej , nej ! +— men hvad agter de da af gøre , min unge +ven ? +— o , udbrød Nero ; jeg har lyst til noget ganske +andet ; jeg vil være general ! +Nero udtalte dette med begejstring . Den ældre +herre lo så hjerteligt , af Nero ganske vred på sig +selv slog øjnene ned og skammede sig over af han havde +ladet sig rive med . +— tror de da af det er sådan af blive general , +især når man er så ung som de er ? sagde han +smilende . +— nej , det var heller ikke min mening af jeg strar +skulle blive det , men engang i tiden . +Herren så alvorlig på ham og sagde : +— så har de altså lyst til af blive militær ? +— ja , var Neros korte svar , idet han rejste sig ; +men nu må jeg afsted , klokken er mange . + +— nej , nej , bliv , lad os ikke stilles nu ; kom i +det mindste og spis tilaften sammen med mig . +Men Nero ville ikke . +— i den dragt jeg har på kan jeg ikke spise +ved deres bord , især når deres familie kommer med . +— her , min ben , kast denne kjole over dem , +så er de komplet . +Han purrede op i Neros sorte krøller og sagde : +— hvilket prægtigt hår de har ! +Nero rødmede og tænkte på Fru lillier ; det havde +hun også engang sagt . +Herren og Nero trådte nu ind i spisesalen , men +det unge menneske trak sig sky tilbage ; ved bordet sad +der to damer , en ældre og en yngre . Da de så +Neros forlegenhed bød de ham venlig nærmere og +Herren nødte ham til af tage plads . +Det var kun sparsomt , det Nero tog til sig , og +måltidet var derfor snart endt . +Nero rejste sig tilligemed de andre , og dersom han +havde kunnet det var han sikkert løben sin vej ; men +dette lod sig ikke gøre , thi Herren lagde atter beslag +på ham . +— jeg er bankier , sagde han , og kunne netop +have brug for et ungt menneske som dem til af +have opsyn med skriverne og føre hele husets regnskab , +og jeg vil derfor endnu engang tilbyde dem +en plads på mit kontor ; de skal blive godt lønnet +og arbejdet bliver ikke anstrengende . +Nero undskyldte sig med at han havde lært så + +lidet og at han sket ikke var skikket til en sådan plads , +men Herren tilbød at lære ham det han ikke forstod . +Nero tænkte som så at det jo ikke var til nogen +skade at prøve herpå og en måned efter se vi ham +i overordentlig fine klæder på kontoret hos bankier +uvolle . +Nero fattede alt meget let og han havde derfør +snart funden sig tilrette hos bankieren , hvis Andling +han forresten var . +Nero besørgede sit vanskelige hverv med omhu +og samvittizhedsfuldhed ; skønt han kun gik i sit 17de +år havde Herren haft fuldkommen ret i at sætte +ham over alle de andre , da han var en bestemt , ædel +og retskaffen karakter . +Nero havde vel været hos sin velgører et halvt +år , da krigen mellem nord- og sydstaterne udbrød . +Dette vakte stort nsre i hele Frankrig og mangen ærekærpngling +tiltrådte rejsen derover til , for at hente +ære eller død der . +Nero var fyr og flamme og ville absolut med . +Bankieren satte sig derimod med hænder og fødder , +han ville — som han sagde -- ikke miste sin Nero for +krigens skyld ; men Nero , der var vant til at råde +sig selv og gøre hvad han selv ville , blev helt syg og +hang med hovedet i nøgen tid . +Hans velgører så det , og hvis han ikke ville +af Nero skulle bukke under for sygdom , måtte han +lade ham få sin villie . +Han blev da udrustet med det nødvendigste og fik en + +god pose penge med og blev vel forsynet med mad +og drikke . +Nero var så glad , så glad ; endelig ville der +vise sig en lejlighed for ham til af vise sit mod og +fin dygtighed . +Familien tøg afsted med Nero , som om han var +deres eget barn ; fruen og hendes søstre græd og +bankieren var meget bekymret over hans bortrejse ; +men Nero så kun ære , guld og berømmelse vinke +hinsides havet og ingen tårer eller bønner kunne +hindre ham i af tage afsled . +Nero rejste altså og tøg det løfte af dem alle , +af dersom han skulle falde , de da ville underrette +grev Tadlos herom . +Bankieren lovede ham det og Nero tøg afsled . +Ellevte kapitel . +Jean . +Jeans sygdom tøg stadig til og al Lisettes omhu +for ham formåede intet . +Hendes mistanke var atter bleven vakt og hun +passede nu stadig på Fru Tandy . Det var lykkedes + +hende af så en billet over på godset og Fru +lillier var i egen høje person kommet derover . +Her erfarede Hulda sin venindes død og Jeans +sygdom . +Lisefte kastede sig grædende om hendes Hals og +bad om hjælp . Hulda lovede at hjælpe så meget +som mulig , men den gamle guvernante var stadig +nærværende . Hun fulgte lisefte som en skygge og +Fru lillier kunne aldrig tale med den unge pige alene . +Flere af Madrids berømteste læger blev hentede +til Jean , men det hjalp alt sammen intet . +En indvendig tærende smerte gjorde det klart +for Jean petit at han snart skulle samles med sin +inderlig elskede Jutta , og efter et halvt Års tunge +lidelser udåndede han sit sidste suk , efter at have +taget afsked med lisefte og alle dem der vare ham kære . +Ak , nu var lisefte både fader- og moderløs . +Hun græd sine tårer ud ved Fru lilliers bryst +og Hulda var meget ulykkelig over den unge piges +smerte . +Nu havde Fru xandy frit spillerum og hun lod +heller ikke vente på sig . Charles lillier blev sat til +formynder for lisefte , og på grund heraf kom både +Karls og Dinora meget ofte over til hende , hvorover +lisefte var meget glad . +Lisefte fik nu at vide af Karlo at Nero var flygtet +for et år siden og at de ikke havde fundet ham siden . + +dette bedrøvede hende meget og deres samtale drejede +sig da især om ham . +Lisefte var aldeles overladt til Fru handys vilkårlighed ; +hun måtte arbejde som en af de simpleste +tjenestepiger . +Det var stnndom meget drøjt for de små fine +hænder , men lisefte fandt sig dog i alt ved tanken +om at Karlo og Dinora , efter endt arbejde , ville komme +tilbage til hende . +Således hengik atter et år . De tre børn kom +daglig til hinanden og der slete intet mærkeligt for +dem i denne tid , kun var Fru Tandy bleven mere +og mere venlig mod lisefte . +En dag kom hun ind til hende og sagde : +— pynt dig , min pige , i dag kommer min søn +i besøg hos os ; han er smuk og vil snart vinde dit +venskab . +Lisefte for sammen ; en uforklarlig angst kom +over hende , hun rystede over hele legemet , og svarede +ikke på Fru handys ord . +Hele dagen havde de travlt med den uhyre anretning , +som skulle sættes frem » år den gode søn kom . +Aftenen var allerede indtrådt og Fru Tandy var +helt urolig over sønnens lange udebliven . +Da hørte man en vogns rumlen i det fjerne ; +den kom stedse nærmere og nærmere , og nogle få +øjeblikke efter holdt den stille udenfor villaen ; sønnen +sprang hurtig ud og hvilede kort efter i moderens +arme . + +Lionel « le Tandy var en ung og meget smuk +mand ; han var omtrent 25 år gammel , han var +høj og rank og havde et livligt og muntert væsen . +Var moderens ansigt ondt og afskyeligt , så var +sønnens akkurat det modsatte ; hans ansigt var +åbent og så meget godmødigt ud , og man kunne +ikke se hans person uden at det måtte gøre et behageligt +indtryk på beskueren . +Lisette gned sine øjne som om hun ikke havde +set rigtigt — var det muligt at Fru Tandy kunne +have en sådan søn ? +Lionel « le Tandy sår overrasket på den smukke +lille Lisette ; hans moder havde skrevet efter ham og +ladet ham vide , at en smuk ung brud ventede ham . +Lionel var som en god søn lydig mod sin moder +og havde strar begivet sig på rejsen . Nu , da han +var hos sin moder , så han en ung , smuk pige hos +hende , men det var jo kun et barn ; mon dej var +hende som var bestemt til hans brud ? +Lionel satte sig dog til bords , særdeles tilfreds hermed , +og da måltidet var til ende , vinkede Fru Tandy +af ham og han fulgte sin moder op på hendes +værelse +imidlertid sad Lisette og tænkte over hvad meningen +kunne være med dette besøg ; hun så at +sønnen viste hende en overmåde opmærksomhed , som +ikke kunne undgå hende , og da Lisette var temmelig +klog , indså bur . snart hvad det havde at betyde . +- ak , moder , moder ! mumlede hun ; hvad vil + +dog de mennesker gøre mig ? Jeg er aldeles overladt +til dem og er ikke i stand til at gøre andet end hvad +de ville . O , havde jeg i det mindste lov til at gå +over til grev Tadlos ' ; de gode mennesker vildewkerf +hjælpe mig ! +Den næste dags eftermiddag kom Fru Tandy +ind til hende i dagligstuen og bad hende om at følge +med over på grev Tadlos gods . +Lisette satte et par store øjne op ; men hun var +ikke seen , — snart var hun omklædt og fulgte nu med +Fru Landy over på godset . +Karlo og Dinora blev meget glade ved at se +Lisette ; de omfavnede hende , kyssede hende og glædede +fig til at hun ville blive hos dem denne dag . Men +det blev en fejltagelse , thi kort efter gik Fru Tandy +med en fornærmet mine bort , og hun tog Lisette med , +skjøndt denne bad meget om tilladelse til at blive . +Sagen var den , at da Fru Landy anmodede +Charles — der jo var den unge piges formynder — +om hans samtykke til hendes tidlige giftermål med +lioncl , havde han bestemt svaret nej , og ingen bøn +eller indsigelse havde kunnet bevæge ham til at forandre +tit svar . +— de kan jo lade hende blive her , hvis de er +ked af hende , var hans sidste udtalelse . +Fru Landy havde hurtig trukket sig tilbage ; men +var det før forment Lisette at gå over på godset , +så blev det nu på ingen måde tilladt . Hendes +daglige omgang var Fru xandy og livnel ; kun når + +hendes formynder og hans frue kom og så til deres +myndling , havde hun en glad dag . +Karlo og Dinora kunne ikke komme over til hende , +det havde Fru Tandy sørget godt nok før , thi hun +havde altid behandlet dem koldt og strengt , ja sommetider +endog viist dem dsren , og det kunne disse , der +havde en så øm og kærlig moder , ikke tåle . +Derfor var lille Dinora bange og Karlo , der havde +mange lektier at læsæ , kunne ikke komme der så ofte ; +døg , de dage han kom vare lyspunkter i hendes tilværelse +og det var derfor ikke uden grund at Lisette +græd , da Karlo en dag fortalte hende , at han skulle +sendes på høiskølen . +Nu havde Lisette ingen ben mere , thi han ville +snart glemme sin lille legesøster , når han var kommet +bort . +Tolvte kapitel . +Afrejsen +på grev Tadlos ' gods var der atter stort røre ; +alle vare grædefærdige , thi den unge herre — som +Karlo kaldtes , siden han havde fyldt sit 15de år — +skulle rejse , og alle elskede den vakkre dreng . + +Fru lillier og grevinde Tadlos sad med hinanden +hånd i hånd og græd stille . +— det er nødvendigt , mit barn , lad ham rejse +med gud , han vil nok holde sin hånd over ham , +sagde Fru Tadlos . +— men ene , kære moder , ene i et fremmed +land , som Frankrig , dette land , der har været vidne +til alle vore kvaler ; ak , satter du min angst ? Jeg +kunne ikke sove i nat ; jeg har så mange skrækkelige +anelser ; tænk dig , dersom Konrad fik fat i ham , dersom +han vidste at han var min søn , o , han ville da +lade ham lide endnu værre kvaler end vi har lidt . O , +skrækkelige skæbne , at man skal have en sådan dæmon +fil forfølger ! +— trøst dig , min Hulda ; skulle virkelig Konrad +komme fil at se ham , da gjorde det intet , han kan +jo ikke vide at det er din søn . +Men Hulda fandt ikke trøst for sin smerte . +Karlo kom i det samme ind for at sige farvel fil +fin bedstemoder . Da han fik øje på sin moder , løb +han hen fil hende og . faldt hende om halsen . Hun +trykkede ham op fil sit hjerte og kyssede ham gjentogende . +Karlo tog nu afsked med dem alle og da han sad +på vognen , som skulle køre ham fil banen , var +han så træt , at han lagde sig tu at sove . +— hvor alt er tomt og trist , sagde Fru lillier , +da vognen var kørt bort . O , gud give at jeg +havde vinger , jeg skulle da følge ham overalt ! + +Charles greb hendes hænder og sagde : +— nu skal du ikke være bedrøvet , Hulda , han +kommer jo hjem igen om et par år , og så er han +jo meget ældre og vil blive dig en trøst og glæde . +Hulda , der elskede fin mand lige så højt som i +gamle dage , lænede tit hoved fil hans bryst og græd +længe . +Karlo blev savnet af alle fine kære og det var +også med et tungt hjerte at han tog afsked med dem . +Trettende kapitel . +Den ensomme rejsende . +— min kære Lionel , sagde Fru Landy en dag +fil sin søn ; vil du gøre mig en stor tjeneste ? +- du må befale over mig , kære moder , sagde +sønnen . +— nu ! har du noget imod at rejse fil Frankrig +med en del af mine juveler ? +— å nej , moder , men hvorfor vil du egentlig +have det ? +— jo , seer du , Lionel , egnen her omkring er +ikke sikker , og jeg har lidt tænkt på at når røverne + +først kom fil os to værgeløse fruentimmer , så var +det dog bedst at disse juveler vare afvejen . +Hun lod flere af Juttas smykker skinne i solen +og hendes små øjne skinnede som denne ved at betragte +de kostbare klenodier . +Sønnen blev forundret ved at se disse og erklærede +sig villig fil , på hvilken som helst tid at rejse med +dem fil Frankrig . +— ja , så seer jeg helst at det skeer strar ; vil +du se hvornår banen kører ? +— jeg behøver ikke at tage med banen ; jeg kører +med min lille vogn . +— som du vil , min søn , svarede Fru Landy . +Der er Lisette med kaffen , lad os fortsætte vor samtale +når den er drukken . +Om eftermiddagen tog livnel afsted ; han rejste +dag og nat og havde — uden at unde sig nogen hvile +- rejst i tre dage og nætter , men så kunne han +heller ikke udholde det længer . +Han overnattede i en kro og juvelskrinet gemte +han omhyggeligt . +Den næste dag fortsatte han rejsen , og da han +nu havde udhvilet sig følte han sig godt tilpas . +Han sad og sang af fuld Hals , da en ung , skummeludseende +mand kom ham i møde . +— hvorhen gælder rejsen , kammerat ? sagde +denne . +— kammerat ! gentog Lionel studsende ; kender +de mig , siden de tiltaler mig således ? + +- nej , jeg kender dig ikke , men du skal vel +opad mod bjergene ? +Lionel , der ikke havde fattet nogen mistanke , +svarede ja . +- nu , så kan vi vel følges ad ? Jeg gik netop +for at søge om en kammerat ; må jeg sidde op hos +dig ? +— å ja , siden det ikke kan være anderledes , så +sid op da , svarede Lionel og rykkede til siden for at +manden kunne få plads . +Det gik nu rask fremad , men Lionel mærkede ikke +at vognen tog retning mod øst istedenfor mod nord . +Lionel gyste uvilkårlig da de kom igennem en +stor skov ; den sti , som den fremmede førte ham +på , var så tæt bekrandset med træer , at der herskede +et uigennemtrængeligt mørke rundt omkring . +Forsigtig kørte Lionel frem , men hvert øjeblik +var vognen dog i færd med at vælte . +Den fremmedes opførsel var nu aldeles forandret +og ordene : kan du ikke køre ordentlig , slyngel ? +Åbnede Lionels øjne ; han så at mandens ansigt +havde antaget et mørkt og truende udtryk . +Lionel blev rasende opbragt og idet han trak sin +ladie pistol frem sagde han : +— hvad , vover du at tiltale mig på denne +måde ? +Manden havde allerede grebet ham i nakken med +den ene hånd og om hånden , som holdt pistolen , +med den anden . + +— kny om du tør , elendige , og jeg sværger al +det skal være sidste gang du får dagens lys at se ! +Af overraskelse og æugst kunne Lionel ikke mæle +et ord . Manden vristede pistolen ud af hånden +på ham og gentagende gange stødte han i en lille +pibe , så det skingrede gennem skoven . +Et øjeblik efter kom en halv snes vildt udseende +mænd gallopperende hen ad stien . +Anføreren for dem trådte hen til den mand , der +havde kørt med Lionel . +— skam dig , burillo , at kalde os tilhjælp for +en sådan usselrygs skyld , sagde han barsk . +Han vendte sig rask om og betragtede Lionel med +et prøvende blik . +— Stig ned af vognen , befalede han lige så +barsk . +Lionel steg skælvende ned . +— bind ham ! befalede han de andre , og inden +Lionel fik set sig for var han bagbunden . +Burillo måtte sætte sig tilvogns og køre denne +videre og Lionel måtte finde sig i at gå lige så +stærkt som deres heste kunne løbe , da anføreren ved +et toug holdt ham ved siden af fin hest . +Da de havde redet omtrent en Fjerdingvej kunne +den ulykkelige Lionel , som i forvejen var træt af +rejsen , ikke udholde det længer . Han klamrede sig +krampagtig fast til det toug , der var fastbundet til +hesten , og ville klattre op ad det , men et slag af +anførerens ridepisk fik ham til at tumle tilbage . + +hans fødder vare ophovnede og blodet sprang +ud af de sår han havde fået af sten og kviste +undervejs , som han ikke havde fået tid til at tage +sig i agt for . +Den ulykkelige unge mand var en besvimelse nær . +Han faldt ned på jorden , ligeså lang han var , og +hesten flæbte ham et stykke hen ad vejen . +Han udstødte det ene skrig højere end det andet . +Tilsidst sprang anføreren ned af sin hest og sagde : +— fordømte dreng , hvad finger du for ? +— min gud , jeg dør ! stønnede Lionel og faldt +tilbage . +— javel dør du , du ærtekjælling ! sagde +Konrad , thi ham var det , og stødte med fin fod til +ham . Der ligger du nu , hahaha ! livløse stakkel , du +er jo i min vold , hvem kan hindre mig i at jage min +kårde gennem dit feige hjerte ! +Hans øjne lynede ; hans had til menneskene +havde gjort ham forfærdelig vild . Han greb Lionel i +håret og rejste ham op , men i det samme greb en +kraftig hånd ham i nakken — fire pistoler blinkede +for hans øjne og hans egne ord * blev gentagne for +ham : +— der slår du nu , livløse stakkel , du er jo +i min vold ; hvem kan hindre mig i at støde dig +kården gennem hjertet ? +Forbavset så Konrad sig om . +Fire politikonstablcr holdt deres pistoler for næse « +Af ham , og en havde grebet ham bag i kraven . + +Konrad ville skide sig løs , men her var modstand +umulig . Hans øjne rullede vildt og trådte næsten +ud af deres huler . +— hvem er i ? råbte han heftigt og så sig +om , men isledenfor svar blinkede alle pistolerne for +hans øjne og den ene af soldaterne sagde : +— overgiver du dig med samt alt dit røverpak ? +— nej , nej , råbte Konrad ; dræb mig kun , men +i skal ikke godvillig føre mig i fængsel . +I en kreds af politisoldater vare alle røverne +indesluttede . Kun en af disse , der havde opholdt sig +længere inde i skoven , havde overværet den hele scene +uden af blive set . +Han så fin kaptains nød og affyrede fin pistol +midt imellem dem , der holdt ham . De for forfærdede +tilside og i den forvirring herved opstod , red han midt +ind imellem dem og med sit sværd slog han om til +højre og venstre . Han greb Konrad i kappen og med +sin kraftige arm løftede han ham i vejret , lagde ham +foran sig på hesten og nu gik det i en rasende fart +henad stien og inden konstablerne så sig om , for af +forfølge dem , havde de nået hulen og intet spor af +dem var af se . +De andre røvere , der så de flygtendes held , +forenede sig og gjorde kraftig modstand . +Ser soldater blev hårdt sårede og røverne +flygtede , forfulgt af de andre konstabler , men disse , +der kendte enhver sti , enhver busk i skoven , havde + +snart frigjort sig for deres forfølgelse og de måtte +vende tilbage med uforrettet sag . +En af røverne havde taget Lionel op fra jorden +og båret ham tilligemed juveetskrinet bort , og han +var lykkelig og vel kommet ned i hulen før de andre . +Konrad var så opbragt , at han svoer Lionel de +skrækkeligste pinsler , fordi han havde ført politiet på +spor efter dem , skønt den unge mand hverken havde +nogen anelse om politi eller røvere , da han begav +sig på vejen . +Den stakkels Lionel var vågnet op til sin skrækkelige +bevidsthed . Han lå endnu med bagbundne +hænder i det samme værelse hvor forhen Jutta og +Jean havde måttet udstå en så forfærdelig angst . +Han så sig om og ville rejse sig op , men han +følte heftige smerter i alle lemmer og formåede ikke +at gøre en bevægelse . +Han lå på det kolde , fugtige stengulv , hvilket +end mere forøgede hans lidelser . +En mængde formummede stemmer nåde hans +øren ; beder blev udentvivl holdt rådslagning i det +andet værelse og følgende ord trængte ind til ham : +— skal vi nu atter have en forræder iblandt +os ? Jeg synes at vi fik dyre lærepenge i den forrige ! +— sandt nok , men vi må have os en tjener , +der kan være os til nytte og behag ; den gamle vil +snart dukke under før sygdom og så er det godt at +have en i baghånden . + +Lionel skælvede ; han anede , at det var ham talen +gjaldt . +Nu hørte han hovidsmandens stemme , der overdøvede +alle de andres : +— han skal dø ! råbte han tordnende . +Lionel rystede over hele sit legeme . +— dø , do ! gjentøges det i hans indre og han +faldt mat tilbage ; men da hørte han en kvindelig +stemme tæt ved sig , der mild og god som en trøstende +engel sagde : +— kan du sige mig hvor min Nero er , da skal +jeg befri dig fra disse bødler . +— Nero , Nero ! stønnede Lionel ; dette navn +havde han hørt før , men hvor ? +Pludselig erindrede han sig at Lisette ofte havde +udtalt dette navn . +— jeg ved hvor han er , sagde han åndeløs ; +befri mig , se , mine hænder smerte mig og jeg kan ikke +røre mig af pletten . +Neros plejemoder , eller mutter standi , som hun +almindeligvis blev kaldt af røverne , hævede øjnene +mod loftet og sagde : +— o , tal , tal ! kender de ham , o så fortæl mig +noget om ham ! Er han lykkelig og tænker han undertiden +på sin plejemoder ? +Lionel havde møje med af svare ; han vidste desuden +ikke andet end af Nero havde opholdt sig hos +grev Tadlos og var flygtet fra ham . +De forfærdelige smerter , der med hvert minut + +bleve heftigere , forvirrede hans sandser og i afbrudte +sætninger mumlede han : +— grev Tadlos . . . er flygtet bort . . . +Lionel besvimede atter . +— han dør , min gud han dør , uden af » eg +får noget af vide ! Menneske dog , kom til dem selv ! +Råbte hun og hævede de matte hænder i vejret ; men +Lionel gav intet livstegn fra sig . +Den gamle kone tog ham på sine arme . så godt +det lod sig gøre , og gik bort med ham . +Hun tog ham ind i sit eget Kammer og lagde +ham i sin seng , — den seng , på hvilken Nero lidt +havde hvilet sine trætte lemmer . +Lionel kom snart til sig selv igen , men klagede +over smerter ; den gamle lindrede dem så godt hun +formåede . +— er de rafl nok til at fortælle mig noget om +min Nero ? sagde hun og så bedende på ham . +Lionel rystede på hovedet og svarede : +— jeg ved ikke andet end hvad jeg allerede har +sagt . +— ak , er det det hele ? stønnede den gamle kone ; +skal jeg da aldrig se ham mere ? +Hun gik bort og græd bitterlig . +Lionel lå i en dødelig angst ; røverne ville sandsynligvis +snart komme og dræbe ham ; hvor skulle han +sinde ly for dem ? +Da han i omtrent to timer havde ligget således , +hørte han en forfærdelig støj af hestetrampen og + +stemmer . Han hørte tydeligt at det var om ham der +blev talt . +— han er flygtet , han er flygtet ! råbte man . +Lionel skælvede , hans hjerte slog hørligt . Da +hørte han røverne nærme sig døren , der førte ind til +det værelse , hvori han lå . Han sprang ud af sengen +og krøb så hurtig han formåede ind under samme . +Kort efter åbnedes døren og Konrad trådte ind . +— hellenske her er han ' tordnede han og så +sig om i værelset . Mutter standi , hvor har i gjort +af ham ? Ingen uden eder har kunnet frelse ham ! +Mutter standi kom frem ; skælvende og ydmyg +sagde hun : +— den fremmede , i taler om , har jeg slctikke +set , herre . +— du lyver , gamle ! Jeg besværger dig , tal +sandhed , det gælder dit liv hvis du lyver . +— nådige herre , hvor kan i fro sligt om +mig ? sagde hun halvt grædende . +Anføreren vendte sig brummende dort , skuffet af +det uskyldige udtryk i hendes ansigt . +— tilhest ! råbte han da han kom udenfor , og +kort efter red en halv snes banditter ben ad den +sti , der dagen i forvejen havde været vidne isl +deres flugt . + +fjørtende kapitel . +Karlo i Paris . +Vi indføre vore læsere i en af Paris ' s større +bygninger , vidt vmkrandsct af træer og løvhytter . +Endel unge mennesker spadsere omkring i den til +bygningen hørende smukke have vi ville dog ikke +tage hensyn til disse , men derimod henvende vor opmærksæmhed +på to unge mennesker , der sidde på en +bænk , fordybede i en fortrolig samtale . +— de længes da meget efter deres forældre ? +Sagde den ældste , en lyslokket smuk angling på +omtrent 19 år . +— ja , det har de ret i , men jeg længes også +efter at lære de uudtømmelige videnskaber at kende , +og det skal være målet for al min flid , for al min +stræben , sagde den angre , en mørk , krøllet dngling +på omtrent 17 år . +— de ved ikke hvad de siger , min ben ; det er +et besværligt kald de har påtaget dem . Når vil +de komme så vidt ? Tror de , at de kan ofre +videnskaben al deres kærlighed og lykke , — kort +sagt alt , hvad der er skønt i livet ? Nej , nej , en +videnskabsmand må aldeles hellige sig til videnskaben +og aldrig tænke på andet . Hvorledes tror de at +det ville se ud , når de fordybet i deres umådelige +granskninger pludselig hører en stærk støj og at kort + +efter en lille børneflok kommer stormende ind til dem , +råbende på sukker og andet godt , hahaha ! Nej , +min unge ven , de seer mig for livsglad og for livslysten +ud til at blive en tør , forlæst videnskabsmand ; +opgiv det , det råder jeg dem til . +Den angre sad betænkelig , med hovedet støttet til +hånden , og smilede skælmsk . +— hvilke behagelige udsigter de der forelægger +mig , min ven , sagde han ; men jeg mærker at de ikke +engang selv tror på denne spådom . +— jeg tror netop på den , — videnskabsmand +ville jeg aldrig blive , thi da kunne jeg ikke opfylde mit +hjertes højeste ønske , sagde han rødmende som en ung +pige . +— ah , således , udbrød karle ( den ængste af de +to ) ; så de har allerede hjerte-ønsker , hahahaha ! +Nej nu må jeg le ! +— nej , le ikke af mig , Karlo , så brister mit +hjerte . +Å , det brister ikke så let ; men kom , lad os +spadsere lidt . +De gik nu ind blandt mængden , og den ældste , +Armand « te kursa , tog Karlo fortrolig under armen . +— ja , jeg siger , at de ikke må le , gentog han ; +kærlighed tåler ingen spøg ! +— å , hvor vil de hen , — i deres alder ! +Lagde Karlo , hjerteligt leende . +— altid min alder , mumlede Armand førtrædelig ; + +hvad mener de , ? når man i deres alder ligger og +trommer om en vis frøken Lisette ? +Karlo sprang tilbage , rødmende af brede og sagde : +— skal det altid væere kjæerlighed , man føler til +en kvinde ; kan det aldrig væere et inderligt venskab +man føler for hende , hvis lidelser man måske næppe +aner . +— inderligt venskab ! stammede Armand spodsk ; +inderligt venskab sorfeiler dog aldrig sin virkning , det +bliver dog engang inderlig kjæerlighed . +Karlo flap hans arm og blandede sig mellem de +andre . Han var bleven helt underlig til mode over +Armands ord . +Lisette havde han elsket fra sin barndom , som en +kær tester , og da han blev ældre , — ja , da syntes +han ar han var meget ulykkelig når Fru Tandy aldeles +beherskede den unge pige , og nu , — da han var +kommet på høiflolen — læengtes han efter hjemmet +og stundom endnu mere for Lisettes skyld , netop fordi +han vidste at hun led . +Kort efter gik Karlo op på Armands og sit eget +værelse ; her satte han sig til at læese , men det ville +ikke ret gå for ham ; bogstaverne dansede rundt for +ham og ofte kom Lisette i tanker for ham , hun bad +om hjæelp og beskyttelse ; da mindedes han hendes ord , +dengang han forlød hende : +— Karlo , min eneste ven , du rejser dort , så +har jeg da heller ingen ben mere , som bryder sig om . +Kakkels Lisette ! + +han mindedes disse ord , og han syntes at Lisette +stod for ham med et smerteligt udtryk i ansigtet og +rakte hænderne ud imod ham . +Karlo rejste sig bevæeget ; uret slog , det var den +fastsatte tid til af lceretimerne begyndte . +I det samme trådte Armand ind . +— kom nu , Karlo , lad os følges ad , sagde han . +De gik nu begge ind i lcrsesalen , hvor den derværende +professor forelå dem adskillige spørgsmål . +Men Karlo , som ellers altid med sin lyse forstand +besvarede de vanskeligste af disse , sad tavs og stille og +besvarede næppe de til ham rettede spørgsmål . +Der undgik ikke professoren og endnu mindre +Armand . +Lceretimerne vare endte og Karlo og Armand gik +ind på deres væerelse . +— hvorfor er de så tankefuld , min ven ? sagde +Armand . +- jeg ved ikke hvorfor , men i dag har jeg fået +en uovervindelig lcrngsel efter hjemmet , svarede Karlo . +— hahaba , min ven , de begynder nok døg af +sande mine ord , og af have de samme onfler som +jeg , hahahaha ! lo han igen og gik ind i det andet +bcærelse . +Karlo så misfornøjet efter ham ; da ban var +borte greb han en Avis og læeste . +Pludselig oplivedes hans ansigt , han læste en +beskrivelse over et af de store slag mellem nord- og +sydstaterne . En person , som havde udmæerket sig + +særdeles , blev omtalt med en barme og begejstring , +som absolut måtte rive læseren med sig . +Karlo blev helt begejstret ved at læse dette ; han +ilede ind til Armand og sagde : +— o , hvem der dog var med der ! Hvis jeg +var der , jeg skulle da kæmpe som en mand og ikke +vige , — jeg måtte enten dø eller sejre . +Armand læste artiklen . +— har du set de « der står nedenunder ? +Spurgte han . +— nej , svarede Karlo . +— så hør . +Armand læste : +„ Som et bevis på hvilket mod der kan +„ besjæle de unge krigere , må anføres , at en ung +„ Spanier , hvis navn man ikke kender , men som +„ almindelig benævnes ved navnet Nero , har ved +„ sit mod og sin udholdenhed , der overstrålede +» enhver anden , udvist en sjælden heltedåd . “ +„ Hans general , som han elskede med liv og +. . Sjæl , var i sin Iver bleven omringet af fjenden , +» som strar slog kordon om ham ; men næppe havde +„ den unge kriger fluer faren , før han med øvet +„ Hånd førte sadlen midt imellen sine fjender ; +„ han huggede til alle sider , men havde nær bukket +„ under for alle de hug , der regnede ned over +„ ham . Han træk sig et øjeblik tilbage , holdt en +„ kort tale til folkene og styrtede atter frem under + +„ Råbet : mod , kammerater ! det gælder vor +„ dyrebare generals liv ! “ +„ Folket , der opfiammedes af deres anførers +„ Mod , styrtede ligeledes frem og snart var gene « +„ raten befriet . “ +„ Desværre fik den unge kriger flere betydningsfulde +sår , så at hans liv for øjeblikket +„ svæver i stor fare . “ +Armand lod avisen synke og råbte : +— hvilket smukt træk ! det var en ædel ung +mand . +Karlo var bleven dybt rystet over det han hørte ; +han kendte Neros karakter igennem hele denne handling , +men det var ikke derfor sikkert at det var ham , +der havde udført denne dåd . +— hvad grunder du på , Karlo ? sagde Armand ; +du skælver , din hånd ryster ; men hvad går der +dog af dig i dag ? +— o , Armand , lad mig være ; jeg vil gåden +lille tur , måske det da vil hjælpe mig ! +— ja gå med gud ! +Karlo var dybt rystet ; han gik op ad den ene +gade og ned ad den anden , uden rist eller ro . De « +Tanke , at hans dyrebare ven — den Nero , som han +kunne gøre alt for — lå dødelig syg , forlod ham +intet øjeblik . +— o , gid jeg var hos ham ! mumlede han , og +det spanske blod , der i almindelighed meget let kommer +i bevægelse , sydede og kogede af længsel efter at se ' ham . + +denne nat kunne Karlo ikke finde hvile ; han +vendte og drejede sig på tit leje , men uden at finde +ro ; han sprang op , idet han mumlede : +— jeg har penge og klæder , og intet ondt kan +tilstædes mig , når gud er med mig ! Jeg rejser til +ham ; o , fader , moder , i ville ikke blive vrede på +mig , — jeg ved at i selv gerne ville frelse ham fra +døden , om det gjordes nødvendigt ; hvorfor ffulde da +ikke jeg — eders søn — frelse ham ; han er alene +i et fremmed land , farlig såret og uden hjælp , ja +han er måske døden nær . — ja , min beslutning er +tagen , Nero , jeg skal komme ! +Det ophidsede unge menneske klædte sig på og +gik bort . +Kort efter vågnede Armand . +-- men hvor er han dog henne ? mumlede han +og gned fine øjne . Han så sig om i stuen , men +Karlo var der ikke . +Han læste en times tid i en bog , da trådte Karlo +ind ad døren . +— hvor Pokker har du været henne ? udbrød +Armand og rakte hånden ud imød ham . +— det siger jeg dig ikke , svarede Karlo . +— hvad , vil du have nøgen hemmelighed for +mig ? sagde Armand og så fortrydelig på ham . +Karlo gav intet svar , men Armand vedblev at +trænge ind på ham , indtil han svarede : +— jeg har været henne med mit tøj , jeg rejser . + +— du rejser ? råbte Armand bestyrtet ; men +hvorhen ? +— til Amerika , lød svaret . +— hvad vil du der , ulykkelige ? Hvad vil dine +forældre tænke ? Hvad vil professorerne tænke , når +de erfare din flugt ? +— æren fordrer det , sagde Karlo og brystede sig +som en mand ; jeg vil kæmpe og opsøge en kær ven . +— du vil med i krigen , du ? gjentøg Armand +lidt spottende , men Karlo vendte sig dort fra ham og +iførte sig sin overkappc . +— farvel , sagde den ædle ingling . Farvel og +Levvel til vi atter ses . Gud være med dig og holde +fin hånd over mig , så at jeg ikke skal volde mine +kære forældre alt for megen sorg . +— vent ! råbte Armand og sprang op ; jeg følger +dig , hvorhen det end gælder . Jeg har hverken fader +eller moder og ingen vil spørge efter mig eller bryde +fig om mig ! tilføjede han med et smerteligt smil . +— nej , nej , Armand , lad det være ; det er forbunden +med mange farer og besværligheder , sagde +Karls . +— mener du at jeg ikke kan tåle ligeså mange +besværligheder som du , du undermåler ? sagde +Armand muntert , for at oplive dette trykkende øjeblik ; +men Karlo havde ikke tanke for munterhed , en vis +skræk havde bemægtiget sig hans unge hjerte , — ikke +skræk for at dø , nej , men hans forældre , Dinora +og Lisette slode for hans indre blik , de vinkede og + +advarede ham mod den fare han gik i møde , og den +sorg han ville volde dem . +Han sprang op og styrtede ud af stuen , fulgt af +Armand . Han løb af alle kræfter og Armand havde +møre med at følge ham . +Endelig indhentede han Karlo , +- men hvorfor løver du dog således ? råbte +han til ham . +Karlo vendte sig om og drog et lettende suk . +Armand , der så hans dørblege ansigt , ville spørge +videre , men de vare nu nåde til toges , der dampende +og prustende ventede på de rejsende . +Karlo steg først ind og Armand kom kort hefter ; +han så vennen bleg og flyvende sidde i en krog , +uden af lægge mæerke til sine omgivelser . +Armand greb hans hånd , men han bemærkede +det ikke , og i lang tid sad de ved siden af hinanden , +uden af verle et ord . +Vi ville lade dem rejse videre og først opsøge dem , +når de er komne til deres bestemmelsessted . + +femtende kapitel . +Brevet . +2 måneder er hengåede med sneglesjed for +Hulda og hendes familie . +Sorg og Kummer havde atter indsneget sig i deres +hjerter , fijsndt de af al magt søgte af skjule det for +hinanden . +Der var i al denne tid intet brev indløden fra +Karlo og et brev , som de havde sendt afsted til ham , +var forbleven ubesvaret . +Fru lillier var utrøstelig . Atter sendte hendes +gemal et brev afsted , men forgæves , de ventede oz +ventede , og der kom intet svar . +Da greb sorg og smerte deres hjerter og de +formåede ikke længer af skjule deres sindsbevægelse . +Solen tittede atter ind af de store vinduer , som +for at oplive denne sorgens bolig . En bleg dame +sad i sofaen ; hun græd , men hun holdt lommeterkloedet +for ansigtet , for at skjule sine tårer . Solen +udgød sin milde styrke over hende , men det lod ikke +til at den kunne opvarme og smelte den isskorpe , der +havde lagt sig om hendes hjerte . +Hun rejste sig mat , gik hen til et af vinduerne og +rullede Gardiner ned ; solen måtte ilte trænge ind +til hende . +— Ib , sådan passer det bedst for mig , sagde + +Hulda ved sig selv ; mørk og glædeløs er mit hjerte , +mørk og glædeløs skal også dette værelse være , til +jeg engang atter bliver glad . +Hun brast i gråd og lænede hovedet ned på +sofapuden . +— lad kun dit forpinte hjerte få luft ! sagde +en mild og blød stemme til hende . Den trængte sig +dybt i hendes hjerte , denne stemme , som hun elskede +så højt , — og Fru Tadlos , den ømme moder og +eneste trøsterinde i nøden — stod for den sørgende +Hulda . Hun faldt hende om halsen og græd bitterlig . +— endnu er mine kvaler ikke til ende , sagde +hun ; gud ved hvad det nu skal blive til ! +— trøst dig , mit barn , sagde Fru Tadlos ømt +og sluttede sin datter i sine arme ; gud vil snart +vende det til det gode . +— ja , kære moder , når vi engang ligge i ven +sorte jord , da vil freden først indtræffe . +— o nej , vist ikke ; du vil da ikke i din alder +tale om død og grav ? Nej i min alder kan man +tale derom . +— o vist ikke , moder , lad mig dog ikke få +den sorg med ; du må blive og hjælpe mig at bære +den tunge byrde . +— ja , når gud vil , så bliver jeg , men hvem +ved . . . som du siger . . . +I det samme kom tjeneren ind ; han bar et stort +brev på en bakke , som han ærbødig overrakte den +unge frue . + +Hulda greb det mekanisk og brød det . Brevet +var fra professoren ved den højskole , hvortil Karls +var sendt . +Hun flugte indholdet med begærlighed , men +pludselig udstødte hun et skrig og faldt om på +gulvet . +— mit barn , mit barn ! råbte den gamle +grevinde ; men forgæves , hun blev liggende og al +tilkaldt hjælp formåede ikke at bringe hende tillive . +Der blev en frygtelig forstyrrelse i huset ; begge +herrerne og den gamle grevinde sad ved sengen +og iagttog ethvert af de » Elskedes træk , men hun lå +bleg og stiv som en døende . +Hele husets tjenerpersonale løb forvirrede om +imellem hverandre ; de elskede alle den milde , unge +frue og ikke en af pigerne havde tørre øjne . +Lægen rystede på hovedet og anvendte alt hvad +der kunne anvendes i dette tilfælde . +Pludselig udbrød Charles : +— men hvad var dog det , der således kunne +forskrække hende ? +— det er jo sandt , det havde jeg rent glemt , +sagde den gamle grevinde hel angst . Hun fik et brev , +men jeg ved ikke hvad det indeholdt . +Charles ilede op på Huldas værelser , hvor han +søgte og sandt brevet . Han ilede tilbage og da han +havde læst det , sagde han : +— nu ved jeg grunden til hendes sygdom ; + +o den stakkel ! altid , altid skal vi også forfølges af +ulykker . +— det er ikke mandigt at tale således , min +kære , de , som skulle være en trøst for os andre +stakler , sagde grevinde Tadlos . +— o , de har ret , Fru svigermoder , men +ulykken gør som oftest bitter . +Fru Tadlos sænkede hovedet tavs ; hun kendte +desværre sandheden af disse ord . +— hør nu brevets indhold , kære svigermoder , +vedblev Charles ; professøren ved den højskole hvortil +Karlo er sendt , skriver mig til , af Karlo tilligemed en +anden elev er flygtet og ingen ved hvorhen . Der +er søgt efter ham i over halvanden måned , og af +den grund har vi ikke fået svar på vore breve . +Professorens brev ender således : +„ Nu er det min sørgelige pligt ikke længer +„ af fortie hans flugt , da jeg kun derved silde +„ berede dem en pinlig frist . “ +— ak , moder , kan du så forslå af hun er +ulykkelig ? O , det er skrækkeligt ! min søn , min elskede +Karlo ! +Den gamle grevknde var bleven stående oprejst , +lig en billedstøtte , — bleg og med foldede hænder . +— min gud , de er syg ! råbte Charles angst . +Den gamle Greve rejste sig og ilede sin hustru +tilhjælp ; langsomt førte han hende ud af værelset . +— o , min gud , hvilke ulykker ! råbte Charles +ude af sig selv af smerte og ilede efter dem . + +— bliv hos hende , mumlede grevinden blidt og +lagde den rystende hånd på Charles ' skulder . +— kan jeg forlade dem , når jeg ved at de +er syg ? sagde Charles . +— jeg har min gemal , han kan ledsage mig til +mine værelser , stammede grevinden overanstrengt . +Hun fjernede sig vaklende og Charles gik atter ind +til Hulda . Han stillede sig foran sengen og så på +hende . Ja , der lå det smukke ansigt , blegt som døven ; +han tog hendes hånd i sin , den skælvede svagt ; han +kastede sig på knæ og bad til gud om frelse for tit +barn og for fin hustru . +Da han havde endt fin bøn mærkede han at en +kold , kam hånd lagdes på hans hoved ; han så +oy , va Hulda lå med fine store drømmeriske øjne +vildt hæftede på ham . +— hvorledes har du det , kære Hulda ? sagde +h « og « wc hz . +— W , ak , jez kvæles ! . . . Sig til ham , at jeg +har set ham og at jeg nok skal få fat i ham igen +. . . hans fader vi ! dræbe mig . . . se , se , der kommer +han med . . . o , hjælp , hjælp ! jeg dør ! +Charles stod som sønderknust ; han kastede sig ned +på en stol og koldt hænderne for ansigtet og tårerne +styrtede ud af hans øjne . +Hu ! da var atter faret op . +— græd ikke , Karlo ! råbte hun . Nu kommer jeg . +Hun kastede dynen til side og ville springe ud på + +gulvet » Vinene vare stift hæeftede mod døren og det +var klart at hun i sin vildelse ville ud af denne . +Charles råbte om hjæelp så høik han kunne . +— hvor dumt , ar råbe om hjæelp ligesom jeg +vi ! frelse dig , sagde Hulda ; kom mit barn , kom til +mit hjerte . +Vågekonen og flere af pigerne kom ind , men +uagtet Charles hjalp til formåede de dog ikke at få +hende op i sengen igen , så overmenneskelige kræefter +havde hun i dette firæekkelige oleblik ; hun , der ellers +var så blid og god , slog om sig i harme over , at de +ikke ville lade hende søge om sit barn . Af al magt +stred hun imod ; men til sidst fik de dog magt over hende +og bragte hende til sengs . Hun var nu så overanstrengt , +at hun atter faldt hen i sin forrige døs . +To piger holdt vagt ved sengen og Charles red , +så hurtig hans hest formåede , efter læegen , der boede +en fjerdrngvei derfra . Læenge var han ikke borte , og +da han hastede ind i gården , søgte hans blik strar +hendes vinduer . +Hvad mon der var sket , siden han var taget bort ? +Han ilede op ad trapperne , men da han nåde til +døren , skælvede hans hæender og han kunne næppe +lukke op . +Endelig besindede han sig , greb i døren og trådte +ind ; men hvilket syn viste sig for hans blik ! Hans +hustru lå udstrakt på gulvet med tillukkede dine +og uden bevægelse . Alle hendes lemmer vare stive + +og en pige søgte at få hende op , medens en anden +var løbet efter hjælp . +Charles greb hende kærlig og lagde hende op på +sengen . +— hvorledes er dette gået til ? spurgte han +pigen . +— ak , jeg ryster når jeg tænker derpå . Herren +var lige redet efter lægen , da fruen vågnede ; så +vidt jeg tror , var hun ved sin forstand , for hun bad +om at tale med dem . Vi sagde hende al de var +redet efter lægen . — så kald ham tilbage ! råbte +hun ; men da vi fortalte hende , at de allerede var +langt borte , så stod hun op og sagde : — så går +jeg selv efter ham , jeg vil tale med ham ! Vi stred +imod , men så blev hun så rasende , at vi ikke kunne +styre hende ; hun slog os , bed os og skreg om hjælp , +hun troede at vi ville myrde hende , og vi kunne ikke +forhindre ar hun sprang ud af sengen ; men hun var +for svag , benene kunne ikke bære hende og hun +styrtede bevidstløs om . Vi har nu i over en halv +time søgt at så hende tillive igen , men del er ikke +lykkedes os . +Charles hørte i tavs fortvivlelse på hende , og +da hun havde endt , sagde han at hun kunne gå . +Pigen adlød og han satte sig ned ved sengen . +— så skulle du da aldrig blive lykkelig , stakkels +elskede Hulda , sagde han tårekvalt . +Han trak gardinet for sengen og gik hen til + +vinduet , for at se den længselsfuld ventede læge +komme . +Medens han ventede tænkte han på fortiden , og +den tanke opsteg i hans sjæl , at al hans sorg , al +hans ulykke var hans Broder Konrads værk . +Sekstende kapitel . +En ny sorg +medens alt dette foregik havde greven ledsaget fin +hustru til fine værelser . +— lad mig være lidt alene , min ven , sagde hun +mat og satte sig i fin lænestol . +Greven ville fjerne sig , men i det samme udstødte +grevinden et svagt skrig og greven vendte hurtig +tilbage til hende idet han sagde : +— hvad fattes dig , min kære ? +— o , jeg syntes at jeg fik så ondt her , sagde +hun og holdt sig på hjerter ; men nu er det allerede +gået over . +Hun lænede sig tilbage i stolen og udstødte et +dybt suk . +— så , nu har jeg det atter godt , sagde hun ; +nu kan jeg godt være alene . + +greven fjernede sig . Da grevinden var ene , +pressede hun begge hænderne mod hjertet og trak +vejret tungt . Hun rullede stolen hen til et bord og +tog nogle breve frem . +Hun lagde dem omhyggelig sammen , trak atter +stolen hen til vinduet og begyndte at læese . +Det var de breve som vare verlede mellem Konrad +og Jean , og som sidstnævnte havde overladt hende , +da Jutta var bød . Han havde ikke senere talt om dem +og grevinden havde således beholdt dem . +Hun læste flere af disse og lagde dem atter tilbage +på deres plads . +— hvør han dog var ond ! sagde hun ved sig +selv ; mon han lever ? O , jo , det siger mit hjerte mig ; +han bar taget min Karlo , for at hevne sig på os . +Hun greb atter et brev og læeste , men hun blev +blegere og blegere , alt eftersom hun læste . +— min gud , hvor ficendigt ! råbte hun og sank +tilbage i sin stol . +Hun rejste sig atter og vaklede hen til sit skrivebord ; +her satte hun sig ned og skrev et brev , der var +adresseret til Karlo ; udenpå dette stod de ord : +„ Mit ønfle efter min død . “ +Hun rejste sig udmattet , betragtede Karlos portræt , +som var malet af hans fader og hang på væeggen ; +det så ud , som om han levende stod der fra fine +barndomsdage . +Grevinden betragtede ham læenge ; derpå gik hun +hen til døren , der førte til Huldas værelse . Hun + +lyttede længe , men da hun intet hørte trådte hun +ind . Hun så at Charles sad ved vinduet , med +øjnene stift heftede på vejen udenfor . +Gardinet var trukket for Huldas seng og hun +nærmede sig denne lydløst , men udstødte et forfærdet +skrig da hun trak gardinet til side . +— min gud , min gud ! jamrede hun og var +nær segnet om . +Charles løb forskrækket hen til sengen ; Hulda +sad oprejst , hendes øjne stod åbne og havde et forvildet +udtryk ; hun havde åbnet munden således , at +hendes hvide tænder kunne ses , så at det så ud +som om hun lo . Hun havde taget en pude fra +sengen og sad og kælede for denne +hun gav den de ømmeste kærtegn og benævnede +den hvert øjeblik ved navnet „ Karlo “ , men engang +kaldte hun den for „ Konrad “ og kastede den langt +fra sig . +Da hendes moder stod ved sengen og udstødte +det hjerteskærende skrig , rejste den syge sig i vejret og +sagde bittert : +— hun leer af mig , hahahaha ! hun ved ikke at +han er i nærheden ! +Da hun så Charles , greb hun hans hånd og +bad ham indtrængende om at hente hendes mand . +Charles kunne ikke holde de fortvivlede tårer +tilbage . +— det er jo mig , kære Hulda , se bøg på mig , + +sagde han ængsteligt ; men hun satte et par store øjne +op og sagde : +— vil du bedrage mig igen , du som er skyld +i alle mine ulykker ! +Hun udstødte et svagt skrig og kastede pude » +Efter ham , hvorefter hun udmattet faldt tilbage i sengen . +Charles var aldeles fortumlet . Grevinden sad på +en stol tæt ved sengen ; hun var aldeles tavs , ikke +et ord kom over hendes læber . +Charles ringede og et halvt dusin tjenere og +piger , som ængstelige havde ventet at blive tilkaldt , +løbe mere end de gik ind i værelset . +Hjælp grevinden op på hendes værelser ! +Befalede han nogle af pigerne . +De nærmede sig grevinden , men denne sad stille +og bleg i sin stol . +— hun er død , hun er død ! råbte en af pigerne . +— ak , nej , det kan ikke være muligt ! råbte +Charles og styrtede ben til hende . Fru Tadlos , Fru +Tadlos ! O , hvad skal jeg gøre , hun er død , stendød ! +O , min gud , min gud , har jeg fortjent dette ! Alle +ulykker overvælde mig , jeg kan ikke bære del ! +Han gned hendes tindinger og varmede de kolde +hænder , men nej , nej , det hjalp hende ikke . +En forfærdelig latter henne fra sengen fik hans +tanker til at tage en anden retning . Hulda havde +slukket hovedet ud af sengen og lo af alle kræfter . +Nogle af pigerne , som med forfærdelse havde været +vidne til dette optrin , ilede hende tilhjælp . + +doktorens jndtræeden afbrød det hele . +— ak , de kommer temmelig sent , hr . Doktor , +sagde Charles bittert . +— jeg har mange syge , hr . Greve , og jeg kan +ikke forssmme dem alle , svarede lægen kort . +— der har de patienten , sagde Charles og førte +lirgen hen til sengen . +Doktoren stod forstenet og overrasket og betragtede +Hulda . +— de må skynde dem , hr . Doktor , her er +endnu en patient , sagde Charles og pegede på grevinde +Tadlos . +L « gen undersøgte hende , lyttede til hjertets slag , +holdt et spejl for hendes mund og gjorde forskellige +oplwelsesforssg , men på alle Charles bedende svørgsmåi +gav han kun det ene svar : +— hnn er bød ! +Han trådte atter hen til Hulda ; hun var nu +bleven ganske rolig og så mildt omkring i værelset . +Charles ville ligeledes næerme sig hende , men +doktoren holdt ham tilbage . +— gå de bort , min ven , her er de til ingen +nytte . +Skjsndt Charles til enhver anden tid ville have +felt sig fornærmet over dette svar , så havde han nu +ingen tanke derfor ; han gik , idet han kastede et sidste +blik til sin elsfede hustru . + +syttende kapitel . +I new-uork . +Bi bede den « rede læeser om at følge med os til +Amerika , fljøudt det er en temmelig lang rejse . +New-iork er en stor og meget smuk by - den +allerstørste og mest befolkede i hele Amerika . Tusinde +og atter tusinde ffjsnne bygninger pryde denne store +byes regelrette gader . +Størstedelen af new-iorks beboere er pragtfulde +og flot klæedte , men hist og her se vi dog pjaltede +persøner og ængstelige ansigter . Hviskende samtaler +føres imellem en og anden og i det hele taget er en +uhyggelig ro udbredt over byen , på den tid vi +indfinde os . +Man seer mange unge mennesker iførte uniform , +soldater , der er parate til at tage afsted , når staten +fordrer det . +To officerer gik langsomt hen ad en af new-aorks +høvedgader . +Den ene var en stor robust mand , med mørkt hår +og store blå øjne , hvoraf wrlighed og kærlighed +lyste ; han havde taget den anden officer under armen . +Det var en bleg og sygelig udseende ung mand , der +tillidsfuldt fløttede sig nl den anden , og talte sagte og +afbrudt med ham . +Han var meget smuk og det sorte krøllede hår +dannede en fijøn ramme om det blege ansigt . + +— bil de nu ikke hvile lidt , min ven ? Vi har +bestemt gået alt for meget , sagde den ældre . +— o , nej , vist ikke ; lad os gå , hr . Generalellers +bliver det for varmt for dem . +— tæenk ikke på mig , men på dem selv ; lad +os hvile lidt , vi kunne imidlertid tale lidt om dem selv . +Den ældre officer trådte ind i et elegant hotel +og førte den yngre med sig . De forlangte et bcerelse +og da de havde fået et sådant , sagde ven ældre +officer , idet han tog plads i sofaen : +- seer de , min ven , den løn og sere , som +er bleven mig tilde ! , tilkommer egentlig dem ; min +dumdristighed havde næer kostet mig livet , hvis dc +ikke havde været ncrrvcrrende . Jeg har , som de ved , +fået uhyre løn for det , som jeg ikke har fortjent , +men regeringen har også vidst at påffjønne deres +mod og udholdenhed . De er — fijondt de er så +ung — bleven udnæevnt til generalleutnant ! +Den angre — eller rettere Nero , thi ham var +det , — sprang op ; blodet for ham til kinderne og +han sagde , idet han søgte at skjule sin indre glæede : +— o , de er alt for god , det har de bevirket , +det er jeg fuldkommen overbevist om . +— nej , min ven ; vel har jeg ikke været ganske +uden indvirkning , men der hele har jeg ikke bevirket , +det har de selv ved deres mod og udholdenhed ; +de har . . . +— general ! stammede Nero atter rødmende og +snoende det spæede overskæg . + +— ingen afbrydelser , om jeg må bede , sagde +officeren smilende . De har fortjent det og ingen vil +bedre end de kunne anføre en trop amerikanere . +— o , de er alt for god ! råbte Nero . +—- bær så artig , et lille glas champagne , sagde +generalen ; på en god lykke , og gid d : må blive +verdens slorste feltherre ! +— tak for dnsfet , sagde Nero og drak af glasset ; +men han var endnu for svag efter den betydelige sårseber +han havde haft ; han blev bleg og faldt tilbage +i sofaen . +— nu have vi anstrengt os for meget , sagde generalen +venligt og understøttede ham ; men Nero rejste +sig og sagde : +— å , lad os gå ! +Generalen tog formelig ømt den unge mands arm +og førte ham ud . +I det samme kom tø unge herrer oppe fra første +sal ; den ene var en lyslokket , munter angling , den +anden var mørk og havde et smukt , intelligent ansigt . +Sidstnævnte så bedrøvet og nedslået ud , og gik +vaklende ned ad trappen . Da han var kommen helt +ned , gik Nero i det samme ud af døren . +Den unge mand udstødte et svagt skrig og boldt +sig fast i rækværket . +— min gud , Armand , der er han ! råbte denne . +Se , se , kvor han dog er bleg . +—- vær rolig , Karlo , sagde Armand og ilede efter + +den unge mund , der var bleven stående . Hvad er +der i vejen , hvorfor går du ikke ? +— se , se , der er han , ved den officers arm , +sagde Karlo . +— nu , så faet til ham og stå ikke her . +— o nej , jeg har vist laget fejl , der er næppe ham . +— men skynd dig dog , se ad , ellers komme de +os jo afsyne . +Karlo var bleven stående som fastnaglet til samme +plet ; han formåede ikke at skytte en fod . Armand +tog ham under armen , for ar gå med ham , men der +var ikke muligt at få Karlo afsted . +Endelig kom han dog til nogle kræfter igen . +— lad mig gå , Armand , jeg følger efter ham +og når jeg har besindet mig lidt skal jeg nok nå ham . +De ilede nu efter Nero og generalen , men pludselig +så de disse standse udenfor et pragtfuldt hus . +Karlo slap Armands arm og ilede efter dem . +— Nero , Nero ! skreg han af fuld Hals og åbnede +sine arme for ham . +Nero vendte sig om , men hvilken glæde , da han +fik øje på Karlo , hans ven , hans Broder . +— Karlo ! råbte han , og så svag og lidende han +var styrtede han dog hen til ham og omfavnede ham . +— Nero , Nero ! hvilken sorg har du dog ikke +voldet oø alle , som mente dig det så godt ! sagde +Karls og trykkede vennen til sit hjerte . +— o , tael ikke derom , jeg kan ikke tåle at tænke + +derpå , sagde Nero og så på ham . O gud , hvor +jeg har længtes efter dig ! +— og jeg da , sagde Karlo ; hvorfor tror du +at jeg er her alene midt imellem fremmede , undtagen +for at finde dig ; tror du da ikke at jeg har længtes ? +— dine forældre er ikke med ? spurgte Nero +bestyrtet over det vovelige skridt , som Karlo , grevesønnen , +havde vovet for hans skyld . +Da Karlo hørte sine forældre nævne , for blodet +fra hans kinder og han sagde skælvende : +— ja , Nero , se kun på mig , jeg har vovet +meget for din skyld ; jeg ved ille engang hvorledes +mine forældre har det . +— o , karle , Karlo , du lægger byrden på +min sjæl ; dersom jeg « tfe var flygtet havde du nu +været hos dine forældre , der nu måske er ulykkelige +over din bortrejse . +— o , Nero , lad os ikke tale derom , du gør +mig så bedrøvet derved ; lad os dog være glade over +gensynet . +— ja , du har net , Karlo , sagde Nero udmattet +af den lange tale ; kom , lad os gå ind i vort hotel , +som ligger tæt herved , der kunne » i bedre tale sammen . +Tause fulgtes de nu alle fire hen til hotellet ; de +vare for bevægede til at tale . Man nåde langt om +længe det hotel , hvor de boede , men Nero var så +udmattet af sindsbevægelse og anstrengelse , at han +måtte gå til sengs , hvor han kort efter faldt i søvn . +Officeren og Karlo toge plads ved hans seng . + +Karlo var falden i tanker og hans uro for de kære +i hjemmet trådte nu helt frem og ængstede ham forfærdeligt . +Da det vovelige skridt var gjort , ængstedes +han over dets kolossale størrelse ; tanken om dem , +han sorgfulde havde efterladt i hjemmet , lod ham holde +det trætte øje vågent og undte ham ingen ro hverken +dag eller nat . +Han støttede hovedet i hånden og stirrede mørk +og sørgmodig ud i luften . +Officeren lagde sin hånd-på hans skulder og +sagde : +— har også de i sinde at fremme vor retfærdige +sag ved at tage parti med os ? +Karlo så overrasket på ham og svarede : +— ja , det var min mening , men jeg har +betænkt mig . +Med rynkede bryn hørte officeren dette , og sagde +barsk og bidende : +— nå , således ! +Karlo for sammen og så uvilkårlig op på +den mørke mand . +— o , de « ager fejl , sagde han ; det var ikke +frygt for mig selv , men , o gud ! jeg ræddes ved at +tænke derpå ! +Officeren , der var et medlidende menneske , lagde +fortrolig hånden på Karlos skulder og sagde : +— skønt jeg er en fremmed for dem , så tør +jeg dog bede dem om at have fortrolighed til mig , + +min unge ven ; betro dem til mig , og jeg skal på +bedste måde søge at hjælpe dem . +— jeg har , begyndte Karlo , blød om hjertet ved +den brave mands ord ; nydt en god opdragelse hjemme +hos mine forældre ; men jeg er nu i færd med at begå +en synd , så formastelig , at jeg ikke alene blues derved , +men at jeg næsten er syg på sjæl og legeme . +Jeg er , som de allerede ved , en spanier , og mine +forældre er grev og grevinde lillier-tadlos . +Officeren sprang overrasket et skridt tilbage . +— hvorledes , de er en grevesøn ! råbte han ; +og dog har de . . . +— o , ti , jeg beder dem , lad mig ikke høre det +mere ! bad Karlo . Jeg elsker ham der , som min +Broder ; mine forældre havde taget ham til sig , men +han var for stolt , han flygtede fra os og kort tid +derefter kom jeg til højskolen i Paris ; men , o ve , o +ve ! aldrig skal jeg glemme det ; jeg flygtede bort derfra +og mine forældre vide intet , sket intet heraf . Jeg +kender deres kærlighed til mig , de ville fortvivle , +dersom de ikke hører noget fra mig . +Officeren så spørgende og overrasket på Karlo ; +han betragtede det blege ansigt og tænkte , at dersom +han ikke hurtigst mulig fik budskab fra sine forældre , +ville han nok selv snart bukke under af sorg og hjemve ; +han lovede at gøre alt hvad der stod i hans magt +for at hjælpe det unge menneske . +Nero var vågnet ; han havde hørt Karlos sidste +udtalelse ; han rejste sig overrende og betragtede den + +mismodige inglings blege ansigt og matte øjne ; han +lagde fin hånd på hans hoved og så længe og +deltagende på ham . +— Karlo ! sagde han ; rejs hjem strar , hører du . +— nej , Nero , nej , det kan jeg ikke ; du ved , at +er jeg her først , så får du mig ikke så let bort +igen . +— men skriv i det mindste , sagde Nero ; jeg skal +føje nogle ord til brevet . +— ja , det skal jeg ; men er det sikkert , ar brevet +vil komme til sit bestemmelsessted i disse urolige tider ? +— o , med guds hjælp går det nok . +— så lad os da skrive , Nero , ifald du føler +dig stærk nok dertil . +— jo , det kan jeg meget godt ; lad mig så lidt +papir . +Nero satte sig overrende og skrev ; Karlo havde snart +fået et langt brev færdigt , og følte sig mere beroliget . +Brevet blev sendt afsted med tusinde velsignelser +og de fire unge mennesker satte sig til bords , for i hinandens +selskab at nyde er godt måltid . + +attende kapitel . +Følgen af tyranni . +— jeg indvilliger ikke , frøken ; det kan ikke nytte +hvad de siger , de skal blive hjemme , sagde Fru +Tandy en dag til Lisette , der havde bedet om tilladelse +til at gå over til grev Tadlos ' familie . +Hun vidste at Hulda var bleven syg og at der +var indtruffen et uventet dødsfald på godset ; men +Fru Tandy var ubønhørlig , hun tillod på ingen +måde at Lisette satte sin fod udenfor hus « . +Den unge pige var helt falmet hen ; hun kunne +ikke udholde tabet af sine kære forældre og Fru +Tandys evige tyranni ; hun vidste ikke at Fru Tandy +ligeledes var utrøstelig ; det var . Sorgen over lioncls +udebliven , der gjorde fruen så angst . Hvorfor blev +han borte ? Hvorfor fik hun intet brev fra ham i det mindste ? +. +Hun var bekymre : og utrøstelig ; intet kunne +Lisette gøre hende tilpas , alt var forkert og ofte +vankede der prygl . , +Lisette måtte mindes fin moders ord hundrede +gange om dagen , for at finde kraft til at stå imod +med ; men i dag havde Fru Tandy været helt rasende . +Lisette havde endnu mærker på sin hvide Hals +uf Fru Landys fingre , og nu , da hun bad om tilladelse +til at gå over til grev Tadlos , blev Fru +Tandy så vred , al hun blev kobberrød i ansigtetaldrig + +skal du få lov til at gå over til +sligt lumpent pak , der viser sig så skændige mod +pæne folk ! sagde hun arrigt . +Lisette , der ikke kunne tåle at høre hende udskælde +disse brave mennesker , som hun havde så inderlig +kær , gav hende et bidende svar . +Fru Tandy rejste sig , men Lisette løb af alle +kræfter bort og fruen havde for megen korpulence +til at følge hende . +— jeg skal hævne mig , sagde hun truende , da +Lisette var ude af døren . Du spiller mig på næsen , +godt ! vi erklære hinanden krig , — lad os så se +hvem der vinder sejr . +— du er for streng imod hende , moder , sagde +en ung mand , der udemærket havde sneget sig ind i +værelset . +-- Lionel ! Lionel ! råbte Fru Tandy begejstret ; +gud hvor jeg dog er lykkelig . . . Du har udrettet +mit ærinde og er allerede her ! Ja , jeg har været +helt ængstelig for dig og de kære juveler ; sig mig +dog hvorledes det er gået dig ? +Lionel så helt nedslagen og bedrevet ud . +— men herregud , sig mig dog hvorledes det er +gået dig , Lionel ; er juvelerne nu anbragte på et +sikkert sted ? +— javel , moder , så sikkert , af ingen aner det , +uden du og jeg ! +— godt , godt , min søn , videre , videre ! råbte +Fru Tandy i den højeste spænding . + +Lionel soenkede hovedet og så på sin moder +uden af svare . +-- min gud , Lionel , tael dog , tael ; hvad går +der dog af dig . min dreng ? +— moder , svarede Lionel ; jeg har udrettet mit +serinde meget flet ; seer du , jeg er bleven overfaldet +af røvere og disse have nu smykkerne i deres eic +— og endda var jeg næer ved af miste livet , hvis ikke +den gamle havde frelst mig . +Fru Lionel var frygtelig af se til i dette dieblik . +Smerten og raseriet fortrak hendes ansigt så forfærdeligt , +af Lionel blev ganske bange . +— kjæere moder , ville du da hellere have af jeg +skulle blive der , for af udsæette mit liv for morder » +Dolken ? Hvad kan de usle juveler veje op mod et +menneskeliv . +—- usling ! var alt det Fru Tandy kunne få +over sine frådende læeder . Hun gik , smykkede døren +hårdt i efter sig og Lionel var alene . +Da trådte Lisette ind ad en anden der . +— er hun gået ? hviskedee hun til Lionel . +-- ja , frøken ; kom her hen til mig og frost mig +lidt ; moder har aldeles slået hånden as mig ! +— trøste dem ? sagde Lisette og sænkede hoveder ; +jeg som selv trænger til trøst , hvor kan jeg påtage +mig at trøste andre . +— se blot på mig med deres milde , blide øjne , +og hør mig ; har jeg da så stor uret , fordi jeg flygtede +fra smykkerne ? + +— hvilke smykker ? spurgte Lisette forbavset . +— å , de ved måske ikke at jeg var borte for +at gemme . . . +I det samme trådte Fru Tandy ind ; hendes +kobberrøde ansigt og vidt opspilede øjne forrådte +såvel indre som ydre kamp . +Hun styrede lige hen mod Lisette ; den stakkels pige +blev betagen af en sådan skræk , at hun styrtede hen +til Lionel og sagde : +- o , frels mig dog , frels mig ! +Hun klyngede sig til hans arm og så ham bedende +ind i vinene . +Lionel , der ikke havde så liden sands for kvindelig +skønhed , fslte sig smigret over hendes tillid ; han +slyngede armen fast om hendes ranke liv og trykkede +hende tæt op til sig . Aldrig havde han sølt sig så +stærk som nu . +Fru Tandy så på dette med et ondskabsfuldt +smil , - det var jo netop som hun onsfede det . +— kom frem , min frøken , sagde hun barsk ; jeg +har et ord at tale med dem . +Lisette rystede og skælvede som et espeløv , men +svarede ikke . +— du kan lige så gerne gå igen , moder , thi +godvillig udleverer jeg dig ikke freken petit , sagde +Lionel bestemt . +— gjsr du ikke ? svarede hans moder og satte +hænderne i siden . +— nej , på ingen måde . + +— men frøken , jeg befaler dem og de skal +lystre mig , hvæsede Fru Tandy atter . +— lad mig hellere gå , bad Lisette , der ikke rigtig +kunne finde sig i Lionels varme omfavnelse . +— nej , frøken ; min moder er opbragt på mig , +og hun er i stand til at lade dem undgælde derfor ; +de skal ikke lide for min skyld ! +Men Lisette snoede sig med magt ud as hans +arm og ilede hen til Fru Tandy . +— bær ikke for streng imod mig ! sagde hun +bønfaldende . +Fru Tandy svarede ikke , men pegede hen på døren . +Lisette løb mere end hun gik hen til døren og +snart var hun forsvunden for deres blik . +Hun styrtede ind på sit eget lille værelse +kastede sig på knæ og bad om frelse fra sine bevogter « ; +hun græd bitterlig og tænkte på fin moder +og fader , som havde forladt hende så tidligt . +Hvilket himmerige kunne hun ikke have haft +istedenfør nu , da fremmede herskede i hendes hjem , +og hun selv måtte lade sig beherske af dem . +Hun rejste sig op , styrket ved bønnen ; hun holdt +hånden op til panden , — hvad , om hun flygtede +dort fra dette frygtelige sted og gik til fin formynder +for at bede om hjælp . +Hun satte sig på en stol og tænkte efter ; hendes +beslutning var snart tagen . +Hvad havde hun vel at miste ? +- ja , men hvad vinder jeg vel ? tænkte hun + +ved sig selv . Jø , i alle tilfælde dvg det , at jeg er +min egen herre og kan gøre hvad jeg vil ! +Hun sprang op ; det var en herlig tanke . Hun +mærkede ikke at Lionel var trådt ind og stod og betragtede +hendes skønne anfigt . +Hun vedblev at tænke videre . Lionel lagde fin +hånd på hendes skulder , — hun for tilbage , angst +for at det skulle være Fru Tandy , der havde opsøgt +hende , men da hun så Lionels anfigt blev hun mere +beroliget . +— jeg skal ud at hjælpe pigen , sagde hun og +ville gå . +— nej , Lisette , bliv , jeg må tale med dem . +— de har intet at tale om med mig , sagde +Lisette næsten mut . +Lionel greb hende om livet og trykkede hende fast +op til sig ; men Lisette blev vred herover og sagde : +— de må ikke være så fri imod mig ; det gør +mig ondt at måtte sige dem det , men jeg vil ikke +tåle dej . +— jo , de vil , sagde Lionel ; de vil tåle det , +når de erfarer , at de er min brud . Min moder +har lovet mig det og de ved at de må adlyde . +— ikke endnu , sagde Lisette opbragt ; jeg har +gudskelov en formynder og han vil sætte sig imod en +så uforskammet intrige og der er længe til inden jeg +bliver myndig ; altså indser de nok . . . +Lionel slap hende betuttet . +- ja , men frøken Lisette , jeg elsker dem , sagde + +Lionel mismodig ; kan de være så grusom at lade +mig vente i den lange tid . +— o jo , svarede Lisette ; jeg kan være så grusom +at lade dem vente en evighed , — ja , jeg vil endog +bede gud om det må vare så længe ! +I det samme smuttede hun ud af døren . +Lionel gik hen til den anden udgang , idet han +mumlede : +— gudskelov , jeg har døg en moder , ellers ville +hun være tabt for mig ! +Aftenen brød frem ; alt var stille som i graven i +Jean petits hus . +Fru Tandy var vant til at gå tidlig til sengs og +skjøndt Lionel var en stor sværmer , måtte han døg +finde sig i dette . Kun Lisette var vågen ; hun sad +på tit værelse , fuldstændig påklædt og med en stor +byldt liggende foran sig . Hun havde en stor nøgle +i hånden , som hun krampagtig knugede til sit bryst . +Klokken slog nu 1l og Lisette rejste sig op ; rådvild +så hun sig omkring . +— skal jeg gå ? tænkte hun ved sig selv . +— nu eller aldrig ! hviskedee hendes hjerte og hun +tog byldten og trådte lydløst ud på gangen . Hun +listede sig ned ad trappen og opskræmmedes som en +hare ved den mindste lyd . +Endelig nåde hun porren ; hun prøvede om det +var den rigtige nøgle hun havde fået med ; jo , den + +passede . Porten knagede på fine hængsler og Lisette +trådte forskrækket tilbage , men hun hørte ikke noget +og fortsatte sin vej . Hun trådte ud på vejen . +— o , hvor det er mørkt ! stønnede hun ; hvorledes +skal jeg dog komme frem ? +Forsigtig gik hun fremad ; for hvert skridt skælvede +den svage pige . +— hvad om hun kom efter mig ! tænkte Lisette +og gav sig tisk at løbe . Hun lød så længe , indtil hendes +trætte fødder ikke længer kunne bære hende . +Da satte hun sig på en træstub ; hun havde +fået mere mod siden hun ikke kunne se huset længer . +Da hun havde hvilet sig lidt begyndte hun atter +sit lød ; hun syntes at have fået nye kræfter ved +tanken om , at hun snart ville komme til de mennesker , +som holdt så meget af hende og som hun elskede så +højt . +Men Lisette bedrøg sig selv . Hun havde løbet +længe og dej blev høj lys dag , men endnu havde hun +ikke set andet end skov og atter skov ; hun fortvivlede +dog ikke , — troen på gud og tanken om +at han snart ville hjælpe hende , styrkede hende , og +hun sprang let som en hind omkring i græsset , glad +øver den dejlige sol , som opvarmede hendes kolde +legeme ; men nu plagedes Lisette af sult og hun satte +sig ned i græsset , for al overtænke hvorledes hun bedst +og hurtigst skulle nå hen til grev Tadlos ' gods . +Glad og lykkelig ved tanken om at blive modtagen + +af disse kære mennesker , sprang hun op og lød det +bedste hun kunne . +Hvem der havde set hende her , midt i den ville +skov , med den lette hvide kjole om de ranke lemmer +og lokkerne bølgende om den blide pande , ville have +antaget hende for en lykkens fe , der svævede hen ad +jørden for at give den velsignelse . +Lisette for afsled ; hun var ikke langt fra at synge +af glæde , som fuglen , der flipper ud af det trange +bur ; men hun blev træt og da middagen kom følte +hun sig udmattet af sult og træthed , så at hun næppe +kunne få benene med sig . +Endelig skimtede hun tegn til at hun befandt sig +i nærheden af nogle huse . Hun følte en så underlig +døs at hun næsten ikke kunne flytte en fod . +— min gud , hvad er det ? stønnede hun og holdt +sig for hjertet . Hun blev bleg og flæbte sig med +møje hen ad vejen ; endelig nåde hun husene , men +hun betragtede disse overrasket ; istedenfor at sinde +grev Tadlos ' gods , så hun en lang smuk gade +med prægtige huse . +— min gud , hvad er dette ? mumlede hun og +satte sig på trappen af et meget stort hus ; hun +så hen til den anden side , der var en stor port +på huset , hvori der stod en masse tjenere , som +havde travlt med at læsse rejsetøi på en vogn . +Lisette følte sig skrækkelig udmattet ; hun lukkede +vinene for den brændende sol og faldt snart issvn . + +nittende kapitel . +Bifæettelfen . +På grev Tadlos ' gods var alt uforandret . +Den unge frue lå på sit smertensleke og den +gamle på sit dødsleje . +På godset var indrettet et kapel , som havde +tilhørt de tidligere slægter af grev Tadlos ; det var +pragtfuldt udstyret , og beliggende i den yderste udkant +af haven . Her stod grevinde « le Tadlos ' lig ; den +pragtfulde kiste stod på en høj fod og var behængt +med utallige blomster og krandse . To store lys vare +stillede ved hovedet af kisten og ser mindre på siderne +af denne . Hele kammeret var beklædt med sort fløjl , +der atter vare besatte med massive sslvstjerner . +I kisten lå den kære afdøde , som havde været +så lykkelig , men tillige så ulykkelig ; der lå hun i +det hvide lin ; hun havde engang i levende live bedet +om at måtte få sin datters hårlok med i kisten . +Denne hårlok var indfattet i en lille medaillons , +som hun holdt i hånden . Det hele tog sig sørgeligt +men pragtfuldt ud . +Bed enden af kisten sad en mand på en stol ; +det var den gamle Greve . Det hvide hår hang ham +ned over det sorgfulde ansigt , som han skjulte i hænderne ; +han kunne ikke græde , men af og til steg et +smerteligt suk frem fra hans læber . + +hans datters sygdom smertede ham meget , men +hans kones død , det var mere end han kunne bære ; +han var på de sidste dage bleven aldeles hvidhåret . +Ved hovedenden af kisten knælede en ung , smuk +pige ; hun var iført sort floils kjole og var iøvrigt +helt sort klædt . Det fine , blege ansigt var badet i +tårer . Hænderne vare fast sammenfoldede og hun +bad inderligt ved sin bedstemoders kiste , thi det var +Dinora . +Hun rejste sig og nærmede sig med sagte skridt +til bedstefaderen ; hun lagde armen om hans Hals og +kyssede ham . +— vær ikke så bedrøvet , sagde hun kærligt ; +nu har bedstemoder det jo så godt . Kom , lad os +gå op og se hvorledes moder har det . +— gå du , mit barn , sagde greven med svag +stemme ; jeg vil blive her . +— ak , bedstefader , hør mig dog , du bliver syg , +når du vedbliver at sidde her . Tror du , at bedstemoder +ville tåle det , dersom hun levede . +Greven smilede vemodig over den unge piges +ord og sagde : +- lad mig nu være i fred , lille Dinora , og +gå op til din moder ! +Dinora kyssede atter den gamle mand og gik . +Hun ilede op på sit værelse for at klæde sig om ; +hendes moder måtte ikke se at hun var sort klædt , +thi hvad ville der da blive af det , hvis hun erfarede +grevindens død . + +Dinora var snart fæerdig med påklcrdningen og +trådte kort efter ind til sin moder ; denne lå henstrakt +på sit leje , bleg og afmagret , og de engang så +fljønne øjne stirrede udtryksløse ud i rummet . +En sagte mumlen lød uafbrudt fra hendes l « bær ; +dun kendte hverken Dinora eller nogen anden af +familien . +Dinora lagde sit øre til moderens mund for at +høre hvad der var hun hviskedee . +— Karlo . . . Nero . . Konrad , . . . Karlo . . . +Nero . . . Konrad ! hviskedee hun i det uendelige . +Når læagen som var hun helt ustyrlig og der +måtte til enhver tid være vagt ved hendes seng . +Dinoras fader kom i der samme ind . +— hvad bestiller du her , lille Dinora ? sagde +han ømr . +— jeg lytter til hvad moder siger , sagde hun +rødmende . +— gå ind på dit læerelse , min pige , sagde +Charles og klappede hende på hovedet . +Dinora forlod værelset og Charles satte sig ved +sengen . Han røg vuldas hcrnder i sine og kyssede +dem inderligt . +Hulda reifte sig op og sagde : +- har du set ham ? +Charles sæenkede lynene for det stirrende blik hun +kastede på ham . +— har du set ham ? gentog Hulda . + +— ja , ja , sagde Charles , nær ved at briste af +fortvivlelse . +Hulda trak fine hænder til sig , flyttede sig helt +ud på sengekanten og sagde ivrigt : +— hvor så du ham ? Havde han Karlo med ? +— ja , svarede Charles . +— nu , så lad mig se ham . +— han er ikke her , kære Hulda , han er jo på +høiskølen . +Hulda tænkte lidt efter ; derpå » pflog hun en +uhyggelig vild latter og råbte : +— på høiskølen ! hahahaha ! Nei- du bedrager +mig , alle bedrage mig ! Ja , nu mærker jeg dej , jeger +jo fangen i en røverhule hvor man kun vil pine og +plage mig ! +Charles kaldte hende ved de ømmeste navne , kyssede +og kærtegnede hende , men det hjalp alt sammen intet , +da rejste han sig og tårekvalt bad han vågekoncn at +sidde ved sengen , medens han fjernede sig et øjeblik . +Vågekonen katte sig og Hulda mumlede : +— gud ske lov at han går , så har jeg da fred ! +Hun sukkede dybt og lagde sig tilbage i sengen . +Da hørtes pludselig kirkeklokkerne ringe . +— hvad er det ? råbte Hulda og for op . O , +madam , hav medlidenhed med mig . . . lad mig +komme hen i kirken og se dem . +— hvilket vil de se , nådige frue ; det er jo +kun en begravelse man er i færd med . + +Hulda gyste og sagde som det lod til temmelig fornuftig +: +— hvem er det som skal begraves ? +Bågekonen stred med sig selv ; hun vidste nok hvem +det var , men hun vidste ikke om hun måtte sige det +til patienten og hun frygtede for følgerne , som det +kunne have . Men Hulda trængte ind på hende . +— nå , sig mig så hvem det er ! råbte hun +heftigt . +Bågekonen tog mod til sig og sagde med bekymret +stemme : +— ak , det er min mand ! +— nej , nej , de vil bedrage mig , som alle de +andre ! råbte hun . Men vent , vent , så vil kirkeklokkerne +også ringe for mig , og gud vil hævne mig +på eder ! Karlo er død , Dinora er død , men moder +lever og derfor vil jeg også leve , for dør jeg , så +døer også hun . . . hører de , hun vil dø dersom hun +erfarer det ! +Kirkeklokkerne vedblev at ringe for den gamle grevinde +og Hulda foldede hænderne og hævede de matte +øjne mod himlen . +Pludselig tog hun hånden op til hovedet og +sagde : +— gud , min gud , hvor jeg lider . +Hendes øjne slode aldeles stive og det blik hvormed +hun betragtede døren , forklarede tydelig nok at +hun ville prøve på at tage flugten . + +konen ringede for at få hjælp og lægen kom i +der samme ind . +Hulda havde en sådan skræk for lægen , at hun +gav er højt skrig fra sig og holdr hænderne for +ansigtet . +Tyvende kapitel . +Skæebnens spilsom +vi tidligere have bemærket sad Lisette på +trappen af et elegant hus . Hun var falden i søvn +af udmattelse ; den brændende sol havde gjort hende +døsig og hun sov fast og tryg . +En af de tjenere , der bragte tøj ned til vognen , +så den fine blege pige sidde på trappen . Han gik +hen til hende , men Lisette hørte ikke at han kaldte på +hende , dertil sov hun for fast . +Han meldte det til sin frue , at en ung dame sad +på trappen og sov . Da fruen hørte dette , befalede +hun at bringe damen op til hende . Tjenerne adlød +og ved forenede bestræbelser lykkedes de « dem at få +Lisette vågen . +Hun så sig forbavset om og sagde : +— hvor er jeg ; hvad er der for en tummel ? + +tjeneren bød hende venligt fin arm , da hun var +» oær ved at falde , men Lisette , der ikke var vant til en +sådan -fortrolighed hos tienerne , kodte ham stolt +tilbage . +Da tjeneren forklarede hende sit wrinde fra fruen , +var hun strar villig til at gå op og tale med den gøde +dame ; hun var både tørstig og sulten og havde jø +intet sted at fy hen nu , da hun var faret vild . +Hun gik med møre op ad de brede trapper og +stod snart i et elegant vcærelse . Hun formåede næppe +at holde sig oprejst , alt svimlede for hende og hun +måtte holde sig fast ved en stol for ikke at falde . +Da trådte en kjæempestor kvinde , iført en kostbar +rejsedragt , ind i bæerelset ; med stolte og majestcetiffe +skridt næermede hun sig den ffæelvende Lisette . Hun +tog plads i en med flsiel betrukken gyngestol og +gyngede irem og tilbage , medens hun i taushed +betragtede den unge pige med et forskende blik . +Det var for Lisette som skulle hun synke i jorden +af skræek . Hun holdt sine øjne fæestede mod gulvet +og ventede at den strenge dame ffulde tiltale hende . +Hun mærkede , hvorledes den gamle dames stolte +bydende blik målte hende fra top til tå . +Pludselig opffræemmedes Lisette ved at en stemme , +ligesom susende gennem luften , opfordrede hende til +at tale . +Lisette for sammen og sagde skælvende : +— nådige frue ! Deres tjener befalede mig at +gå herop , da de ville tale med mig . + +fruen rettede sig i stolen og sagde : +— nå , således ; hvem er de da og hvorfra +kommer de ? +Lisettes stolthed oprørtes over dette spørgsmål ; +turde vel nogen tvivle på af hun var komtesse +petit ? Hun rettede sine skønne øjne mod den fremmede +dame og sagde stolt : +— jeg er ikke kommen herop af egen tilskyndelse ; +de lod mig kalde , nådige frue , og jeg venter derfor +på af få af vide hvad de vil mig ! +Fruen rynkede de tætte bryn og bed sig i læberne +over bette svar ; hun indså af hunde havde en sket +og ret pige for sig , men en ung dame af stand . +Med blidere stemme vedblev hun derfor : +— min frøken , de seer af jeg skal rejse ; har de +lyst til af være min og min datters selskaberinde i +nogen tid på denne rejse ? — bi tage til Frankrig . +Lisette for op og sagde : +— nej , nådige frue , det kan , det vil jeg ikke ! +— men de skal , min nådige ! skreg fruen , +purpurrød af brede over , af et menneske vovede af +modsige hende . Vi rejse strar og de skal tage med ! +Lisette var først bleven vred , derpå frygtede hun +for den strenge dame ; hun fik dog ikke tid til af tænke +herover , thi en ung , smuk og elegant klædt dame +trådte i det samme ind . +Hun blev overrasket stående foran Lisette , idet +hun udbrød : +- en fremmed dame , mama , hvem er det ? + +Lisette turde ikke hæve vinene fra gulvet . Den +unge dame , der havde fået nogle oplysninger af sin +moder , nærmede sig Lisette og sagde : +— undskyld , frøken ! men da min moder har +ladet dem kalde herop , så synes jeg også at de bør +tage imod hendes tilbud . Vi træenge særdeles til en +dame , som kan adsprede os lidt , og da de har vundet +vort hele bifald , så beder jeg dem indstæendig at tage +med os på den kedelige rejse . De må ikke væere +vred på mama fordi hun er lidt hæefiig . +Lisette vovede ikke at se op ; hun ffæelvede over +hele legemet og ville have givet meget til , dersom hun +kunne få lov til at sætte sig ned . +Den unge dame så med medlidenhed på hendes +blege ansigt og nødede hende til at sætte sig ned . I +lang tid talte hun med hende og Lisette fandt behag +i den venlige unge pige . +— nå , vil de så ? sagde hun . Bi rejse strar +og de tager med , ikke sandt , min lille veninde ? O , +vi skulle have det så godt , så godt ! +Hun lagde sin arm om Lisettes Hals ; den unge +pige kunne ikke modstå denne venlighed ; hun nikkede +med hovedet og alt var afgjort . +Lisette tæenkte med glæede på det liv hun nu skulle +føre . Hvor yndigt , at have en så venlig dame ved +sin side , der kunne væere hende behjæelpelig med råd +og dåd . +Efter at hun havde fået en smuk neisedragt på , +der klæedte hende udmæerket , syntes hun at hendes lykke + +var gjort ; dog tænkte hun med rædsel vå , at det +måske var muligt for Fru Landy endnu engang at +få fat i hende . +— ak , gud give at vi vare rejste ! tankte hun , +og utålmodig stampede hun lidt i gulvet . Hun vendte +sig om , det forekom hende at hun bag ved sig børte +nogen udbryde : , , ah ! “ +En ung , meget smuk herre stod bag kende ; ban +var temmelig bei og havde et venligt , lidt sørgmodigt +anfigt . +Lisette for rødmende sammen og ventede at han +skulle tiltale hende . Formodentlig var han medlem +af familien . Han så fast på vende og sægde : +— frøken ! da her ingen er , som kan forestille +mig for dem , så må jeg selv fremstille mig som ssn +af huset . Jeg derimod kender til fulde dvem de er +og jeg skulle anmode dem om at komme ned , da +vognene er forsvæendte og min moder og Køster er +fæerdige til at tage afsted ; som jeg seer er de nok +også parat . +Lisetle nejede og ville gå . +— tillader de , frøken ! sagde den unge mand +og bød hende fin arm . +Lisetle modtøg den uden nogen indvending , og han +hjalp hende høflig ind i vognen , hvor fruen og frøkenen +allerede havde taget plads ; selv satte han sig ved +lignes side . Denne vedblev at have vinene fæstede +mød jorden ; hun var uhyre forlegen og uopmærlsom +i højeste grad . + +hun følte , at den unge mands dristige blik uafbrudt +hvilede vå hende , og uden at hun kunne giørc +sig nogen nede derfor , mishagede det hende . Den +unge mand så kun lisetle , følte kun hendes næervcerelse +og drsmte kun om den unge , blide pige , der +sad så nær ved ham . +Hans moder og hans Køster bemærkede han flet +ikke , kun lisetle blev iagttaget ; tabte hun sit lommetsrklcede , +var det strar vå vendes skød igen ; syntes +hun at der blev for kvalmt i vognen » lukkede han strar +vinduet op , uden hensyn til sin moder eller søster , +og lod den friske luft virke velgørende vå den unge +pige . +Lisette hverken så eller børte noget til hans +galanterier , vendes tanker vare ved Paris , endelig +skulle hun se denne stad , som hun allerede engang +tidligere havde været på vejen til . +Da randt det hende i tanker , hvorledes røverne +bavde bebandlet hendes forældre ; hun b ! ev æengstelig , +— hvad , om de nu atter kom og forstyrrede hendes +fred , nu , da hun var så glad over at vcrre børte +fra sit stygge hjem . +Hun gyste uvilkårlig . Den unge frøken , som +dele tiden havde lagt mæerke til Lisette , så hende gyse . +— hvad er det de fejler , jeg synes de bliver +' 9g ! sagde hun . +Mefte så op og mødte frøkenens ffjonne dine . +O , udbrød dun ; jeg rcenkte på , at jeg , da +leg forrige gang kørte denne vej , oplevede noget + +ganske forfærdeligt ; thi både fader , moder og jeg +faldt i hænderne på røvere , der hærfede her i egne » , +og vi havde vel næppe sluppet derfra , dersom ikke . . . +— dersom ikke ? råbte den korpulente dame , +der var af et meget romantisk gemyt ; hvad . . . hvad +ville de have sagt ? +Den gamle dame i og sig så mversom ud ved +den spænding , hendes ansigt havde antaget , at Lisette +næsten ikke kunne bare sig for at smile . +— ja , vedblev Lisette ; hvis ikke en lille dreng +på 14 — 15 år så modig havde taget sig af os , +havde det sikkert været ude med os . +— hvor var denne dreng og hvem var det ? +Råbte den gamle dame . Sug mig det , frøken , de +spænder mig på pinebænken . +Lisette , der var bleven eftertænksom ved de minder +der dukkede op for hende , syntes ikke at ville svare , +men den gamle dame tog hende « blidt i armen og +sagde : +— hvorfor er de vel vor selskabsdame ? Ikke +for at sidde og hænge med hovedet , men de skal +underholde os , — fortælle os om alt hvad der foregår +i verden . +Skjondt Lisette var bleven dybt fornærmet over +fruens ord , kunne hun dog næsten ikke bare sig for +at le ; men den gode dame var ikke til at spøge med ; +Lisette fik en god portion skænd og derpå blev alt +stille i nogen tid . Ingen havde vovet at tage liscttcs +forsvar lige overfor moderen , der var meget opbragt . + +Lisette havde sat sig i et hjørne af vognen og +tænkte på gamle tider ; hun var allerede så vant +til skænd , at det næsten ikke efterlod noget indtryk +på hende . +Bi ville forlade hende her og først opsøge hende i +Frankrig , hvortil hele familien rejste . +Enogtyvende kapitel . +Selskabsdamen +bi ville nu begive os til et af de smukkeste og +bedste huse i montmartregaden i Paris . +Det er en stor og meget anseelig bygning , der +beundres af alle , men om dens beboere tales allehånde . +Nogle mene at de er gjrrrige , og andre , ar +der har . . . og så nikker man med hovedet og siger : +— jo , vi ved besked ! +Men nok af det , huset har intet godt rygte på +sig ; tjenestefolkene skifte hver ottende dag og alle de , +der have haft den ære at tjene der , give fruen og +frøkenen et så godt skudsmål , at folk absolut måtte +så det sande sammenhæng at vide . +— og så den stakkels selskabsdame ! hed det ; + +det er drøjt hvad hun må gå igennem , ja det er +mageløst . +Således gik nu bysnakken og hvorledes det forholdt +sig ville vi snart få at vide . +I den store vragtfulde dagligstue sad om et +rundt bord tre damer , de samme som vi forlod i +vognen på vejen til Frankrig . +Wefte sad ved den ene side af bordet , den korpulente +dame og hendes datter ved den anden . De +vare fra England og deres navn var Elling . +Lisette sad med en bøg i hånden og læeste hsit +kor damerne . Mrs , Elling børte opmærksomt efter , +men datteren var i dårligt humør og hun skændte +uovborligt på Lisette , på grund af hendes oplysning . +Wefte boldt det standhaftigt ud , men af og til +fortrak vendes mund sig til et smerteligt smil , og +stundom kom vel også en tåre i hendes die . +Den gamle dame var heller ikke velvillig stemt ; +bendes strenge blik søgte kisettes person og der var +altid noget i vejen ; enten var hendes klædedragt ikke +god nok eller hun sad ikke pcrnt nok ; så var hun for +venlig mod deres gjcrster og så var hun for mut ; +intet gjorde hun tilpas , og hendes lod som selskabsdame +var virkelig ikke misundelsesvæerdig . +Men hvad havde den stakkels Lisette vel at vælge +imellem ? Hun måtte blive , — hvor skulle hun vel +få en anden plads fra ? +Altså , mefte måtte blive , indtil der tilbød sig + +noget bedre for hende . Hun fortrød dog ikke at hun +var gået fra sit hjem ; tværtimod , tanken om Fru +Tandy forskrækkede hende så meget , at hun foretrak +at blive hos mrs . Elling , selv om hun skulle veje +nok så meget . +Mette havde læest bogen til ende og begge damerne +rejste sig op . Lisette greb et broderi og begyndte på +dette . +— nej , udbrød miss Elling ; rag denne krave +og sy den færdig ; men det må fle hurtigt , jeg flat +have den på i tteatret i aften . +Lisette tog den stiltiende og satte sig ved vinduet +for at sy den fæerdig . Begge de andre damer gik på +deres værelser . +Lisette lod sit arbejde hvile i hænderne og hendes +Line stod fulde af tårer . Hun havde nu vieret er +år hos mrs . Elling og i den tid havde hun haft +mange drøje timer og hun havde haft al sin blidhed +behov for ikke at glemme sig selv . +Men i dag havde begge damerne overtruffet sig +selv i at plage hende ; hun havde ikke haft en eneste +rolig time i denne dag og nu var det dog snart +aften . +Der var kun en , der viste hende venlighed i dette +hus , og der var sønnen , mr . Ellis ; han tog hendes +parti til enhver tid , fljcrndte på søsteren og moderen , +når de vare for flemme , og lettede så godt +som muligt meftes skcedne . +Lisette var ham også meget taknemlig derfor . + +når han således havde forsvaret hende sendte hun +ham et taknemligt blik . +Lisette for op af fine tanker ; hun syntes at nogen +nærmede sig døren . Hun greb kraven og syede af +alle kræfter da mr . Elling trådte ind . +— ah , i dag har frøkenen dog fred , sagde han +venlig og satte sig hos hende . +Lisette drog et dybt suk og svarede ikke . +— o , de må ikke anstrenge deres små fingre , +vedblev han ; de kan ikke tåle det . +Lisette rødmede idet hun sagde : +— 0 , jeg kan tåle meget ! +Hun vedblev at sy og der indtrådte en lang +pause . Otto — således hed den unge mr . Elling +— greb en Avis og læste i nogle minutter . +— har de været i tteatret for nylig , frøken +Lisette ? sagde han . +— nej , jeg bryder mig ikke om at komme der ; +det er ikke så rart når man er alene . +— går da min moder og søster ikke med +dem ? sagde Otto idet han sprang op . +— nej , de køre alene , sagde Lisette og rødmede +atter . +— ja så , sagde Otto meget betydningsfuldt . +Lisette syede atter på kraven og da miss Elling +kort efter trådte ind , var den færdig . +— er de færdig , frøken ? sagde hun og stillede + +fig foran Lisette , med fine ondskabsfulde øjne betragtende +Lisette og Otto . +Den stakkels pige blev afverlende rød og bleg og +rakte hende kraven , idet hun fremstammede : +— jo , miss Elling , her er den ! +Denne tog den ublidt fra hende og befalede hende +at være behjælpelig med at binde den . +Hun stillede . sig foran spejlet og kraven klædte +den smukke blondine udmærket . +- hvor de vil blive smuk i aften , sagde Lisette +godmodig smilende og rettede lidt på hendes påklædning . +— synes de ? sagde miss Elling tilfreds og +betragtede sig selv i spejlet . +- dog ikke så smuk som de , frøken Lisette , i +deres daglige dragt , sagde Otto , der havde betragte^ +den hele scene . +Miss Elling for op , som bidt af en slange . +Hun tilkastede Lisette et harmfuldt blik og broderen +et lignende , og sagde : +— du ønsker måske helst at være alene ; nuvel , +jeg skal ikke genere dig ! +Dermed gik hun , idet hun tilkastede Lisette et eget +blik . +Rystende over alle lemmer var Lisette bleven +slående på samme plet , med øjnene hæftede mod +jorden og skamrødmen endnu på de skyldfrie kinder . +Hvor smuk var hun ikke i dette øjeblik ! Otto +tænkte vist beder samme , thi han betragtede den stakkels + +forurettede Lisette med et emt blik . Han rkiffe sig +og gik ; i dette øiedlik kunne han ikke trøste den ulykkelige +Lisette og fandt der derfor rådeligst at gå . +Neppe var han gået før Lisette brast i gråd . +— gud , min gud , har jeg da fortjent at hun er +så ond imod mig ? Er jeg da ikke tålmodig og god +imod hende , som blev vred fordi han sagde at jeg så +bedre ud end hende . Men hvorfor sagde han også +sådan noget , da han dog måtte indse ar der ville +vække så megen uvilje imod mig ; han seer dog , at +jeg har sorg nok endda ! +Hun blev afbrudt i sine tanker ved at døren +åbnedes og begge damerne trådte ind , aldeles påkloedte +til ar tage i tteatret . +— nå , de er alene ! råbte den gamle med en +egen mine ; så han er gået ? +— hvem , hvem ? spurgte Lisette betuttet , da hun +ikke ftrar fattede den gode frues ord . +Fruen svarede ikke , men befalede Lisette ar klsde +sig på til ar tage i tteatret med dem , da det ikke +var rådeligt af lade hende væere alene hjemme . +Lisette gik op på sit værelse , uden rigtig af fane +hendes ord . +Hun var snart pyntet og ilede ned til dem igen . +— mm gud ! udbrød fruen , hvilken let dragt ; +således bruge vi den ikke her i Frankrig ; tror de ar +mit uffylvkge barn skal sidde ved siden af dem i den +dragt ? Nej , min skønne , vil de lå ikke behage af +age deres andre klæeder på og blive hjemme ! + +hvor krænket Lisette sølte sig og hvor harmfuld +hun end var , kom der dog ikke et ord over hendes +læber ; hun nejede dybt for dem og gik atter op på +sit værelse , men idet hun vendte sig om , skjulte hun +ansigtet med sin viste , for af ikke de frembrydende +tårer skulle ses . +Lisette blev længe på sit værelse ; hun var i et +hæftig « oprør over fruens adfærd og over det skadefro +smil , som havde spillet om miss Ellings mund , +da Lisette sik de bidende bebrejdelser . +Hun havde sat sig i sofaen og taget sin moders +portræt frem , da det ringede på hende . +Lisette for ned i dagligstuen og derfra til spisestuen , +men der var ingen at se . Da trådte husjomfruen +ind og sagde , at hun havde taget sig den +frihed at ringe , da den unge herre havde bedet hende +om at kalde på hende . +Lisette blev både rød og bleg ; han havde ladet +hende kalde for sig , han var altså ikke med i tteatret . +Hun fik dog ikke tid til betragtninger , thi Otto +trådte kort efter ind . Han hilste høflig på Lisette +og sagde : +— jeg har ikke stor lyst at drikke min the alene +iaften og lod derfor Annette bede dem om at komme +ned ; har hun udrettet mit ærinde og har de godvillig +viist mig denne lille tjeneste ? +Lisette nikkede med hovedet og sagde : +— de befaler og jeg adlyder . + +— ikke således , Lisette ; hvor kan de trø , at jeg +vil befale over dem ? Nej , nej , jeg beder dem +indstændig , vil de drikke deres the i fællesskab med +mig ? Er det dem imod , da vil det gøre mig meget +ondt . men jeg må da finde mig i at være ene ; derfor +sendte jeg husjomfruen op til dem . +— har de sendt husjomfruen op fil mig ? udbrød +Lisette . Og hun ringede på mig . +— ringede hun , den uforskammede ! ja så begriber +jeg , at de må være vred på mig ; men jeg +forsikrer dem , det er ikke min skyld . +Lisette satte sig ved bordet uden at svare . Hun +skænkede theen og de drak begge i taushed ; dog +havde Otto hverken tanke eller sind for at bryde +denne taushed , — han holdt fast derpå , han vidste +ikke hvad det næste minut ville bringe ham . +De havde drukket theen og Lisette rejste sig for +at gå . +— o , nej , nej , bliv , frøken , sagde Otto i synlig +bevægelse og rejste sig . De må ikke gå eudnu , da +det vil . . . +Lisette betragtede ham ængsteligt . +— hvad vil de , mr . Elling ? sagde hun koldt . +Er der noget de ønsker , inden jeg går ? +Han trådte hen fil hende , idet han sagde : +— nej , frøken , nej , det var kun en øjeblikkelig +indskydelse . Nej , jeg ønsker intet . +Lisette nejede og forlod stuen , — men næppe var +hun ude af døren , førend Otto fortrød sin tilbagehvldenhed ; + +han ilede efter hende og hun var ikke kommet +ret langt før han indhentede hende . +I vild ophidselse greb han hende om livet og +trykkede hende fast op til sig . +Lisette skælvede af angst og kunne ikke fremføre et +eneste ord . +— o , Lisette , hør mig dog et eneste øjeblik ! råbte +han . Jeg elsker dem over alt , højere end alt på +jorden . O , de må ikke afbryde mig ; lad mit forpinte +hjerte få luft . . . jeg skipper dem ikke før +de giver mig svar . O , gør mig lykkelig ! jeg kan +intet udrette siden jeg har set dem . Et år har de +været her , — et år så langt som ti før dem og +som en måned før mig , der stadig har kunnet se dem , +tale med dem , og mit hjerte har fundet glæde i at +plage sig selv med den tanke : hun hader dig , hader +dig som pesten , og dog elsker jeg hende så inderligt . +Sn ' g mig , kære Lisette , kan de blive lykkelig ved min +side og vil de gøre mig så lykkelig som nogen +dødelig kan blive ? +Lisette var afvekslende bleven rød og bleg ; hendes +store smukke øjne antoge et vildt udtryk , og den anstrengelse +hun gjorde før at skippe fra ham , afkræftede +hende meget . +— slip mig , skip mig ! skreg hun ; eller jeg råber +om hjælp . Ikke nok med at deres møder og søster +håner og ydmyger mig til enhver tid , — også de +vil håne mig ! O , min gud , hvilken smerte ! O , + +møder , møder , tag mig til dig ; jeg vil ikke leve +her mere , her er ikke andet end hån og kulde for +mig på jorden ; hvad skal jeg leve for ? +Otto , der var bleven roligere ved Lisettes smerte , +havde sluppet hende og søgte nu at trøste hende . +— gå bort , bort med deres tomme ord og +flaue floskler ! Jeg hader og afskyer dem og om jeg +ti gange blev tvungen til dem , ville jeg dog aldrig +have dem . Nej , nej , ikke for alt , ikke for hele +verden ! +Hun løb over gulvet og op på sit værelse . I +vild smerte kastede hun sig på sengen og græd til +hun faldt i søvn . +Da hun var gået holdt Otto hænderne for øjnene +og mumlede : +— alt , alt er tabt ! Den skrækkelige vished står +for mig : hun vil aldrig blive min ! +Han rejste sig og gik ind på sit værelse . Han +sov ikke det mindste den nat . +Da fruea og frøkenen kom hjem anede de mindst +hvad der var sket i den tid de havde været borte . + +toogtyvende kapitel . +Manden med posen +kære læser ! et år springe vi over førend vi se +hvorledes Fru lillier har det , — et år , hvori vi ikke +har hørt noget til Lisette , men som har været meget +rigt på afverlinger . +Bi ville begive os til grev Tadlos ' gods og +atter betragte den samme stue som sidst . Den samme +dame sidder i sofaen og solen skinner atter på +hende . Hun er meget bleg og har ikke kraft til at +rulle gardinet ned . +Hun sidder med et brev i hånden ; det er det +brev fra Karlo og Nero , som blev sendt afsted da vi +sidst vare hos dem ; hun har læst det flere hundrede +gange i de tre måneder hun har haft det ; intet +under da , at det er meget forkrøllet og næppe til at læse . +Hulda havde i næsten et år ligget til sengs ; +hendes sygdom havde gjort hende så svag , at hun +først i de sidste dage havde begyndt at være oppe hele +dagen . Hun var endnu meget afkræftet og behøvede +hjælp til alt . +Hendes moders død var bleven hende meddelt +så lempelig som muligt og Hulda havde modtaget +den sørgelige tidende med vemod , men dog nogenlunde +rolig . +Hendes fader havde siddet ved sengen hos hende ; + +det hvide hoved var bøjet under fortællingen og to +store tårer trillede ned ad de magre kinder , men +Dinora tørrede dem hurtig bort og kyssede ham . +Hulda havde set hans tavse smerte og det havde +dulmet hendes egen sorg for øjeblikket ; men den +elskede moders billede stod ofte for hende og mange +tårer blev offrede det kære minde , når ingen +så det . Den dyrebare moder , der havde gået så +meget igennem , var elsket og kunne ikke glemmes . +Derfor skred Huldas helbredelse kun langsomt +frem , thi hun led både på sjæl og legeme ; men +endelig fejrede hun dog og efter det lange Års forlød +kunne hun atter nogenlunde sund og rask sidde oppe . +Hun var glad over at gud endnu havde holdt fin +hånd over Karlo og hun havde i tit stille sind besluttet , +at han skulle få dygtige skænd når han +kom hjem , hvilket de ventede ret snart ville ske . +Når hun stnndom talte derom , smilede Charles +og tænkte ved sig selv , at hun vist ville glemme det +når hun så ham . +Alt stod for så vidt nogenlunde godt til- dersom ikke +- sorgen over grevindens død havde pint Hulda så +meget . +Dinora var hele dagen hos hende og veg ikke fra +hendes side . +I de tre år , der vare forløbne , var hun bleven +meget stor , og hendes skønhed overstrålede næsten +dem alle . Det var også en sand vederkvægelse at +e og høre hende , og Charles , hvis erklærede yndling + +hun var , elskede hende med en faders hele kærlighed , +og der var ikke et ønffe hun udtalte , ser det strar +blev efterkommet . +Dinora elskede også sine foræeldre med et barns +hele omhu og kjæerlighed ; hun gjæettede deres mindste +ønfler . Moderen behandlede hun isæer med megen +omhyggelighed , og da Hulda efter sin sygdom var +bleven lidt gnaven og sæer , brugte hun sin forstand og +snille for at tilfredsstille og opmuntre hende . +En dag var Dinora nede i haven , for at plukke +nogle blomster til sin moder ; da så hun pludselig +en mand med en pose på ryggen langsomt komme +over mod hende . +Hun blev ikke vel til mode derved og hun kunne +ikke begribe hvorfor Josva — således hed portneren +— ville lade en fremmed mand komme ind i haven . +Manden vedblev dog at gå og næermede sig mere +og mere den skælvende Dinora ; men da han kom hen +til hende , så hun at det var en hvidhåret olding ; +hun kastede sine blomster og ilede hen til ham . +Han så så dodstræet og syg ud og rakte sfelvende +fin hånd ud imod hende . +Dinora greb den og underststtede ham så godt +hun førmåede ; men næppe havde han fslt hendes +hoender i sine , før hans øjne sfjode lyn og den furede +pande glattedes . Han så på Dinora med et halvt +beundrende , halvt hadefuldt blik . + +— du ligner ikke nogen af din slægt , sagde han +derpå . De ville være før stolte til at række mig +hånden , når jeg var gammel og svag ; men du er +god , meget god ! +Han vedblev at holde hendes hænder i sine og +mumlede før sig selv : +— ja , god som solen er du , og stor som den ! +Han lod atter sit bitt glide hen over hende . +— har din fader og moder aldrig talt om din +onkel ? sagde han pludselig . +— mener de onkel petit , som er død ? Jo » +Ham har fader og moder ofte talt om og han har +tidt været her med tante Jutta og med deres Lisette ; +men nu er de begge døde . Bedstemoder er også +død og moder har været syg i et helt år og vi +frygtede alle for at hun også ville forlade os . +Dinoras øjne fyldtes med tårer ved erindringen +herom . +Mandens øjne gnistrede og halvhøjt hviskedee han : +— jeg er hævnet , thi de har megen sorg ; men +det skal ikke være nok dermed ! +Han vendte sig atter om mvv Dinora og sagde : +— nej , der var ikke den onkel , jeg mente ; men +har dine forældre aldrig talt til dig om en onkel , +som hed Konrad ? +Dinora stirrede på manden med skræk og sagde : +— er de denne onkel ? +Han lod som om han ikke hørte hendes spørgsmål . + + +— har de så talt til dig om -am ? råbte han . +— nej , svarede Dinora med anstrengelse . +Mandens øjne rullede vildt og han sagde , idet et +spottende smil krusede hans læder : +— de utaknemlige ! den på lykke så fattige +onkel omtaler man ikke ; men bliv , jeg skal nok lade +jer mærke , at jeg er til ! Jeg skal selv præsentere mig +for herskabet og jeg skal ikke spare på føde ord . +Dinora havde ængstelig fulgt mandens bevægelser , +uden at kunne forstå hvad han sagde . Han holdt så +saft om hendes hånd , at hun umulig kunne slippe fra +ham ; hun var så angst , så hun ikke kunne sige et ord . +Dinora erindrede sig , at hendes moder mange +gange , når hun troede sig uset , havde udtalt dette +navn med angst og bæven ; og dette navn skulle tilhøre +en onkel af hende ? Nej , nej , det måtte være +bedrageri ; denne mand kunne ikke være hendes onkel . +Manden havde imidlertid betragtet Dinora ret nøic . +— o , udbrød han ; i har en datter og jeg har +en søn , men han fornægter mig , sin fader ! +Manden sænkede bedrøvet hovedet og mumlede +næsten højt : +— Nero , min Nero ! +Det gav et sæt i Dinora og ivrigt råbte hun : +— kender de Nero ? Har de set ham ? O , tal +menneske ! lever han endnu ? Jeg har lidt tænkt på +ham ! +Manden havde sluppet dinvras hånd og stirrede +på hende som en gal . + +— hvad ved du om Nero ? råbte han . Har +du set min søn ? +— o , det er vist en fejltagelse , sagde Dinora ; +den Nero , som var her , havde sort krøllet hår , store +sorte øjne og . . . o , han var så smuk og så god . +Ja , vi elskede ham alle sammen , men så flygtede han +bort fra os . Han var engang bleven fangen af nogle +røvere og ban måtte tilbringe sin barndom hos dem , +men så frelste han onkel og tante petit , samt Lisette , +der alle vare blevne fangne af røverne ; derfor holdt +fader og moder og vi alle så meget as ham ; men +han kunne ikke finde sig i at blive her , — han troede +ikke at vi holdt af ham , — og så flygtede han bort +fra os . +Med førundring så Dinora på manden , da +hun havde endt . Han stod med vidt opspilede øjne +og hørte til ; hans anfigt var bleven meget blegt og +hænderne knugede han fast sammen . +— i har haft min Nero hos eder ; o , skaf mig +ham tilbage og jeg vil give dig guld og skal være +din slave for hele livet ! O , barn , barn , flig mig +hvor han er , at jeg kan gå til ham og blot se ham . +Dinora tav . +— om otte dage er jeg her igen , skaf mig da +oplysninger om ham , — hører du ! hav medlidenhed +med et faderhjerte . +Han fjernede sig hurtig . Dinora så i slum +førundring efter ham . +— mon det er sandt , mumlede hun , at Nero har + +en så ussel fader og at det ffulde være min onkel ? +Hvilken tåbelig snak ! Det kan ikke være vor Nero , +det må være en anden . +Hun skyndte sig op til moderen med blomsterne ; +hun vidste ikke selv hvorfor , men hun syntes ikke at +hun ville fortælle moderen noget om modet med den +gamle mand ; havde hun været lidt mere erfaren , ville +hun bestemt have antaget ham for en mand i sin bedste +alder , thi de lynende sorte øjne og det hvide hår og +skæg , passede ikke rigtig til hinanden . Men Dinora +var stadig i den tro . at det var en olding , hvem +smerten over tabet af sin søn havde gjort vanvittig . +Hele hans væsen og lader forekom hende så +besynderligt , at hun ikke et eneste øjeblik nærede tvivl +om sine tankers rigtighed . +Hele denne dag kunne Dinora ikke glemme dette +møde og flere dage derefter gyste hun uvilkårlig , +når hun kom til at tænke dervå +treøgtyvende kapitel . +Tre venner . +På baneslationen i Paris var der stort røre , +— toget var nylig ankommet og passagererne løb +imellem hinanden for at få deres bagage . + +imellem de ankomne befinde sig tre unge mennesker , +hver med sin vadsæk i hånden . +— nå , karle ! råbte den ene af disse ; har +du nu snart såt orden i dine sager ? +— ja , nu kommer feg strar ; jeg skal blot have +min kuffert med . +— å , hvad er nu det for noget ; kom nu , jeg +er dygtig sulten . +— å , du er jo altid sulten , Armand ; men +ligemeget , lad os gå nu ! +De tre unge mennesker gik nu ind på et hotel +i nærheden af stationen , og her lod de de øvrige +pakker bringe hen . +De tre unge mennesker vare meget nødtørftige +og snart sad de ved et veldækket bord . +Da måltidet var endt og adskillige glas bi « +Vare tømte , tog man fat på cigarerne og en almindelig +konversation begyndte . Midt under denne +strakte Armand sig magelig i sofaen , idet han sagde : +— å , i gøre jer ikke noget begreb om , hvor +jeg beundrer hende . +— hvem mener du ? spurgte Nero , der var den +tredie af de unge mennesker . +— ih , den smukke lille dame , som går derude ! +Nej , damerne , i har i Amerika , er mig for solbrændte ; +jeg befinder mig bedre her hos disse blege +skønheder . Hvad siger du , Karlo ? +— å , jeg vil ikke tale med dig om dine damer , +du taler jo aldrig om andet . + +— utaknemlige ! råbte Armand ; bsr man ikke +vise kvinden sin hyldest ! Ja , jeg mener den fljønne , +den blide , den guddommelige kvinde ! +— du har taget for meget til dig af vinen , min +ven , sagde Nero tørt og så alvorlig på Armand ; +din flaske er næesten tømt . +— hvadbehager ! hør ved du hvad , hr . Løjtnant , +eller hvad man nu skal kalde dig ; du er altid jå +streng i din moraliseren ; tør jeg frabede mig din +utidige indblanding i mine anliggender , tappre hr . +Krigsmand , som ikke kan tåle at slås , hahaha ! +Nero bed sig i læeberne og ville give et skrapt +svar , men Karlo rejste sig og sagde : +— ti du stille , Nero , du kan ikke tåle at tale +så meget , og du , Armand , jeg befaler dig at holde +inde med dine fornærmelser . Nero er min Broder og +ingen forhånelse må udslynges imod ham , thi da +vil det gå ud over forncermeren selv , og du er ikke +min ven , når du vil fornærme Nero , som er så +god , tilmed da han ikke er rigtig rafl . +— når i ikke vil behandle mig med den agtelse , +jeg fortjener , svarede Armand , så får i grovheder , +og . . . +Mere fik han ikke sagt , thi han faldt i søvn med +det samme . +— ah , tcrnkte jeg det ikke nok , mumlede Karlo ; +han har drukket for meget . +Han satte sig atter hen hos Nero , som havde +stellet hovedet i hånden og sad og så lige ud for sig . + +— nå , drik nu , Nero , og bryd dig ikke om den +snak . +— nej , vist ikke , Karlo , det har jeg allerede glemt ; +jeg tænkte ikke derpå , men derimod på , at vi snart +skal skilles fra hinanden . +— hvorledes mener du , Nero ? +— min velgjorer boer her i Paris . Jeg skylder +ham at gå op til ham og min fremtid er også +afhængig deraf ; nu , da jeg ikke duer til at være soldat +mere , må jeg slå mig til ro på hans kontor . Jeg +er allerede godt inde i hans forretning . +Karlo lod hovedet synke . +— ja , du har ret , Nero , og jeg skal ikke mere +forhindre dig i dit forsæt . Jeg troede , at du ville +tage med til Madrid og besøge mine forældre , men +du er vel heller ikke rask nok dertil +- nej , Karlo , jeg må have ro nu , jeg føler +godt at jeg ikke kan tåle det omflakkende liv , vi har +ført siden vi forlod Amerika . +— som du vil , stakkels Nero ; blot du er rigtig +rask inden vi skilles , ellers er jeg så urolig hele tiden . +Jeg kommer vist snart tilbage til dig , jeg skal jo vedblive +at gå på højskolen , og så må jeg jo kunne +tale med dig -ver dag . +— ja , du -ar ret , Karlo ; kom så hver dag +til mig . +De blev afbrudte i deres samtale ved en sagte +banken på døren og strar efter trådte Neros velgjorer +med fin kone og dennes søster^ind . + +bankieren lød lige hen til Nero , åbnede sine +arme for ham og trykkede ham til sit bryst , medens +glædesiårerne randt ned ad hans kinder . +Nero følte sig så lykkelig ved disse gode mennesker , +der elskede ham som deres egen søn . +Kort efter tog Nero afsked med Karlo , og bad +ham om at hilse sine forældre og Dinora ; derpå gik +de alle bort og Karlo så sig skuffet og forladt +omkring . +Han så : over mod Armand , som endnu lå og +sov ; hans venskab brød han sig ikke stort om . +Han rejste sig , greb sin hat , betalte for fortæringen +for dem alle og gik . +Med det først afgående tog kørte han ad +hjemmet til . +Nero blev bestormet med spørgsmål om , hvorledes +det var gået ham i Amerika ; men han følte sig +for afkræftet og måtte gå til sengs . +Den gode bankierfamilie , som selv ingen børn +havde , elskede det unge menneske oprigtigt og der blev +anvendt alt hvad der kunne anvendes , for at bevirke +hans helbredelse , og efter to måneders forlød se vi +ham atter ved den store protokol , som han havde +forladt for så kort tid siden . +Her er han glad og hans principal — eller anden +fader — er også glad over , at han kom hjem igen +som en stor mand . + +fireogtyvende kapitel . +Ballet . +Hos mrs . Elling er alt ved det gamle ; kun er +Otto noget mere sørgmodig og Lisette mere tavs . +Hun var ingenlunde nogen god selskabsdame og +mrs . Elling var nådig nok til at lægge mærke til +Lisettes taushed og Ottos sørgmodighed . +— hun har bestemt forelsket sig i ham , sagde hun +til datteren ; ja , hun har måske oven i købet friet til +ham og Otto har været klog nok til at sige nej ; men +nu gør det ham ondt for hende , deraf kommer vel +hans sørgmodighed ; anderledes kan jeg ikke forklare +sagen . +— ja , du har net , moder , det er nok således ; +og når nu min forlovede kommer , så skal hun måske +også have fat i ham , men det skal der ikke blive noget +af , jeg lader hende før gå strar . +I dette øjeblik trådte Lisette ind ad døren , da +der var bleven ringet efter hende . +— behag at læse i denne bog ! befalede mrs . +Elling . +Lisette satte sig tavs ned og begyndte læsningen . +— det er sandt , frøken Lisette ; de må påtage +dem at varte op i næste uge , thi her skal være bal +og vi trænge til nogle der kunne varte op ved bordet , +sagde miss Elling . + +Lisette hævede sine øjne fra bogen ; hendes +kinder vare purpurrøde og den billige harme , der +viste sig på hendes ansigt , morede øjensynlig mrs . +Elling , thi hun betragtede Lisette med overordentlig +glæde . Men den vedvarede ikke , thi Lisette rejste sig +op og sagde : +— miss Elling ! De må ingenlunde tro at jeg +er bleven opvartningspige ; mine forældre have givet +mig en god opdragelse og jeg er ikke vant til at +færdes imellem tjenere og opvartningspiger , og som +en følge deraf må de renoncere på den fornsielse +det ville volde dem , at se mig ydmyget så meget . +Og jeg kan gøre dem en glæde til , nårsomhelst de +vil have det — jo før jo heller — vil jeg forlade +deres hus . +Lisette var meget opbragt og det forpinte hjerte +havde endelig fået luft . +— men indtil den tid , sagde mrs . Elling og +rejste sig , må de finde dem i at udrette hvad her +er , og jeg håber at se dem på ballet som +opvartningsjomfru , som de behager at udtrykke +dem . +— jeg gør det på ingen måde , sagde Lisette . +De erindrer vel nok deres egne ord : at det kun var +som selskabsdame jeg skulle fungere her . +Mrs . Elling opslog en høj latter . Lisette rejste +sig og ilede grædende ud . +I et af de værelser hun skulle igennem , før at + +komme til sit eget lille Kammer , sad Otto . Han ilede +hende i møde . +— men hvorfor græeder de dog , frsken ? sagde +han ømt og greb hendes hånd . +Lisette trak hnrlig hånden til sig og sagde : +— o , de stygge mennesker , de gøre dem en +glæde i at vine og plage mig ! +Hun fjernede sig hurtig , og Ottos øjne fulgte +hendes skikkelse , så længe ban kunne se hende . Derpå +gik han ind til sin moder . Han satte sig hos +dem og talte så længe med dem , indtil han havde +fået sagens sande sammenhæng at vide , — og han +gik ikke før han havde faget det løfte af dem , at +Lisette ikke måtte tage med på ballet før at varte +op , men at hun skulle tage med før at deltage i +dansen og sidde med til bords , som de øverste +gjæester . +Fvrst ville mrs . Elling ikke ; hun gjorde store +orne , da bønnen foreslog hende at tage en af deres +tjenestefolk med , men Otto gik ikke før ban havde +fået et tilfredsstillende svar . +Miss Elling rynkede næsen , men begge elsfede +de døg Otto og hans bøn blev hørt . Begge damerne +få tillige et vink heri . +— han har medlidenhed med hendes kjæerligbed , +men elske hende , det kan han døg ikke , tæenkte de begge +og gav efter . + +den næste uge kom og med den det ventede bal , +som var arrangeret i anledning af miss Ellings forlovedes +hjemkomst fra en rejse . +Det var besluttet , at han skulle afhente sin brud +og derpå med hende rejse tilbage til England , deres +fælles fædreland . +Det var om morgenen før ballet ; miss Elling +sad i sit smagfulde værelse og sang af fuld Hals sin +indlingssang , som hun selv havde komponeret , men +som dog var ret god . +Hun hørte pludselig en vogn komme rullende hen +ad gaden ; hun sprang op og råbte : +— o , der er han . +Hun så ud ad vinduet , men udbrød fortrydelig : +— nej , det var ikke dam . +Hun vendte tilbage til sin stol . +— o , mumlede hun og holdt hånden over +øjnene ; jeg ved ikke hvor det kan være , men mit +hjerte ligesom sammensnøres , når jeg tænker vå at +Lisette er her . Gud give jeg aldrig havde været så +dum at tage den tiggertøs op fra gaden og ladet hende +være selskabsdame hos os . +Hun opslog en høj latter og vedblev ; +— ak ja , man finder på meget , når man er +rig og kan gøre hvad man vil ! +Hun syntes atter at høre vognrumlen , . og denne +gang var det ikke forgæves at hun så ud af vinduet . +En vogn standsede udenfor huset og en smuk herre , +i fin bedste alder , trådte ud . + +— nu fiol jeg se om han kender mig , mumlede +miss Elling og gik ned i salen . +Lisette var allerede dernede . Hun havde sat en +smuk buket i en vase og betragtede salen med velbehag , +da en mørk herre trådte ind . Han blev overrasket +slående ved at se Lisette . Hendes skønhed +blæendede dam og han stod som himmelfalden . +— mon det er hende ? sagde han ved sig selv , og +trådte henrykt hen imod hende . +Lisette fik i det samme øje på ham . +— ah , min herre , udbrød hun ; de er måske . . . +Hun standsede pludselig , som om hun ventede at +han skulle tiltale hende . Herren så forbavset på +hende og sagde : +— er de ikke miss Elling , min brud ? Hvorfor +tiltaler de mig så fremmed ? Har de måske glemt +mig , eller er de forlovet med en anden ? +Lisette var bleg og rystende bleven slående og +svarede ikke et ord herpå . +Han kastede sig på knæe og greb hendes hånd ; +nu først fik Lisette sin besindelse tilbage , hun trak hurtig +sin hånd til sig og sagde : +— min herre , de tager fejl af mig og en anden +. . > jeg er ikke miss Elling . +I dette oieblik trådte miss Elling bleg og med +skælvende læeber hen til dem ; hun havde set den hele +scene , og hun tillagde naturligvis Lisette hele skylden ; +hun havde ved sit koketteri fået hendes forlovede for +fine fødder . + +Herren rejste sig op da miss Elling trådte ind . +— o , undskyld miss , sagde han til Lisette ; jeg +har taget fejl , og beder dem tusinde tange om forladelse . +— o , det er skammeligt , mumlede miss Elling +for sig selv ; jeg , den forurettede , beder han ikke om +forladelse , men hende . . . det er oprerende ! +Hun ville forlade værelset , men hendes forlovede +kom hende i forkøbet . +— Konstance ! råbte han og bredte armene ud +imod hende ; er det gensynet ? +— de må bedst vide det , min herre , sagde +Konstance Elling harmfuld ; de forelsker dem i en +ligefrem grisette og lader mig stå og se derpå . — +ja , i sandhed , et smukt gensyn . ! +— Konstance dog , du kan jo nok indse at det var +en fejltagelse , sagde han . Kan du ikke tilgive mig , +at jeg blev henrykt ved at se dig smuk og strålende +stå for mig ; min henrykkelse kendte ingen grcendser , +og kastende mig for fedderne af din formeerulige +skikkelse , ville jeg tolke mine varme og inderlige +følelser for dig . +Konstance lod sig halvt villig , halvt modstridende +gribe og hvilede et oteblik ved hans bryst . +- min Konstance ! sagde han og trykkede hende +inderligt til sig ; hvor jeg beklager at jeg således har +kunnet tage fejl , men min læengsel drev mig fremad +og den tanke , at jeg så snart skulle se dig , gav mig +vinger og gjorde mig blind ; jeg så dig alt læenge + +før du stod for mig og derfor kan jeg begribe , at jeg +tog så skammelig fejl . Men to år kan også forandre +meget , sagde han henrykt og betragtede hende ; +o , hvor du er smuk ! hvor jeg er lykkelig ! +I samme øjeblik passerede Lisette forbi . Han vendte +fig om , beundrende de » skønne kvindeskikkelse , og uvilkårligt +faldt hans øje på Konstance , og hjertet +hviskedee hvad læben ikke turde udtale : „ Hvilken +forskel ! “ +Lisette var forsvunden og i hendes sted stod mrs . +Elling . Hun nejede dybt for sin tilkommende svigersøn +og miss Elling så så lykkelig ud , thi det var lykkedes +hendes forlovede at tage hendes hjerte med storm . +Det var bælmørkt da Lisette i sin smukke baldragt +stod på dørtærskelen til tit lille værelse , parat til af +tage ned i balsalen . +Hu » kastede et sidste blik i spejlet og ilede bort . +— ak , tænkte hun ; hvilke bebrejdelser , hvilken +smerte og hvilke forhånelser vente mig dernede ? +Gud give af jeg dog var bleven fri for af tage med ! +Hendes kinders rødme forrådte indre oprør +ved tanken om , af Otto måske ville være der , og af +han ikke ville genere sig for i alles påsyn af danse +med hende . +Hun skælvede let og gik sagte fremad . Da åbnedes +en dør og lysskæret fra en lampe derinde faldt på +Lisette ; Otto trådte « d , påklædt til ballet . + +han blev målløs slående ved af se hende . Han +for sig med hånden øver panden og så med en +usigelig smerte bedende på Lisette . +Hun slog øjnene ned og stod stille , næppe formående +af se på ham . +— skal de ned i balsalen ? sagde Otto endelig . +— ja , svarede Lisette . +— vil de følges med mig ? vedblev han og så +hende dybt ind i øjnene . +Lisette gjorde en afværgende bevægelse med +hånden og løb hen ad gangen . +Et øjeblik så Otto efter hende ; da gik han +atter ind på sit værelse og tø store tårer trillede +ned ad hans kinder . Han knugede hænderne fast +sammen og så bedende op mod himlen . +Lisette vedblev at løbe ; da hun stod ved Otto var +hans blik trængt dybt ind i hendes sjæl og hans +blide stemme havde lydt som en ubekendt musik i +hendes øre . +Hun standsede et øjeblik ; hendes hjerte slog +hørligt og hun foldede hænderne . +— han elsker mig virkelig ! mumlede hun ; jeg +kunne se det på hans øjne , han betragter mig ikke +som selskabsdame , nej , nej , han elsker mig ! O , du +er lykkelig , Lisette ; du elsker og bliver gjenelsket ! +Hun holdt pludselig inde , da hun hørte nogen +nærme sig . Med lette fjed flygtede hun videre frem +og ned i balsalen . Hun følte sig så styrket og oplivel , +så stærk til at bestå kampen mod de tø + +damer , nu da hun vidste , at det var kærlighed Otto +dar til hende , — en kjæerlighed varm og inderlig , og +ikke en flygtig tilbøjelighed til hende- selsladsdamen , +som man ringeagtede . +Hun trykkede hånden mod sit hjerte , det var +færdig at spræenges af glæede . +Rødmende og lykkelig trådte hun ind i balsalen . +Alles dine rettedes imod døren , da den åbnedes , +men damerne vendte sig hurtig om , ved at se en så +ubetydelig genstand , som en selskabsdame , tråde ind , +medens herrerne gjorde en eller anden bemærkning +over hendes skønhed . +Lisette bemærkede ingen af delene ; let som en +hind svæevede dun over gulvet og over mod sit herskab . +Miss Elling målte hende fra top til tå ; hendes +forlovede — mr . Walther — lod sit blik med velbehag +glide ben over hende , og mrs Elling så skarpt +på hende og sagde så højt , at alle omkrinzstående +kunne høre det : +— hent min datters buket , hun har glemt den +på sit værelse . +Den tone , hvori disse ord blev udtalte , og det +blik , der ledsagede dem , gjorde at Lisette eusfede sig +hundrede-favne under jorden ; men pludselig oplivedes +hendes åsyn , hun nejede og stred stolt og majestætisk +op på miss Ellings væerelse ; snart var hun igen +nede i salen og rakte miss Elling med et stolt blik +buketten . +Den hovmodige unge pige rev den ud af hendes + +hcrnder , uden at se på hende . Hun lod hovedet +synke , lugtede til buketten og lod som om hun flet ikke +bemærkede overbringeren heraf . +Lisettes øjne flammede , hendes hjerte bankede og +tårerne truede allerede med at bryde frem ; men hun +vendte sig hurtig om og gik ind i et af de tilstedende +vcrrelser . Her satte hun sig i sofaen og tårerne +styrtede frem og lettede det beklemte bryst . +Da lagde en hånd sig på hendes skulder . +— nu græeder de igen , frøken Lisette ! O , det +gjer mig så usigelig ondt at se derpå , hviskedee en +stemme . +Lisette hæevede vinene og betragtede Otto — thi +ham var det — med et bedende blik ; men ligesom +om hun blev bange for sig selv rejste hun sig op og +ilede bort . +— o , stormede Otto og satte sig på hendes +plads ; det bliver ikke til at udholde ! Nu har jeg over +hundrede tange besluttet at rejse , men har jeg kraft +dertil ? Nej og atter nej , jeg kan det ikke sålcenge jeg +kan se hende . O , hvilke dine , hvor hun så smertelig +bedende på mig ! og dersom jeg ikke vidste , at hun +hadede mig , ville jeg have troet , at der var kjcerlighed +i dette blik . O , min gud , det træengte sig dybt ind +i mit hjerte ! +Han rejste sig med møje , for at forlade værelset ; +da så han hendes lommetørklæde ligge på gulvet . +Han tog det op , trykkede det til sine læeber , men da + +han i det samme hørte hurtige trin , puttede han det +i lommen og gik . +Det var Lisette som nærmede sig ; hun havde strar +savnet tit kostbare lommetorklæede , og hun måtte for +enhver pris have det tilbage , da det var den eneste +erindring hun havde om sin moder . Men lommetorkløedet +var der ikke og ingen befandt sig i væerelset . +Hun vendte atter tilbage til salen ; hun hørte i +det fjerne musikken og de dansendes trin . Hun +var engageret fil den første Dands og hendes kavaler +måtte altså vendte på hende . +Hun ilede afsted og et minut senere hvirvlede hun +hen ad gulvet . +Hun dansede fra Alf , fra sorg , undertrykkelse +og glæede ; Alf , Alf udenfor hende var forsvunden , +hun dansede hurtigt , vildt , som for at dæempe sit +hjertes stæerke slag . +Som en sky for hun hen ad gulvet , i sin rosenrode +florskjole , uden at æendse mrs . eller miss +Ellings hånende blikke , uden at cendse mr . Walthers +strålende øjne , der ufravendt hvilede på hende . Hun +dandjede , og da dansen var endt var hun aldeles +fortumlet i hovedet . +Hun havde sat sig på en stol , for at hvile sig +et dieblik . Stolen ved siden af hende var snart +besat af Otto . +— de dandser for meget , frøken , sagde han mildt +bebrejdende ; de kan let blive syg deraf . De kan ikke +udholde det hele aftenen ! + +Lisette smilede og sagde oprømt : +- o , det gør intet ! +I det samme kom hendes kavaler , for at bede +om den næste Dands . Hun ville rejse sig , men Otto +holdt hende tilbage , og idet han henvendte sig til +Herren , sagde han : +— de må skåne frøkenen denne gang og lade +hende hvile sig lidt , da hun ikke kan tåle det . +Herren bukkede og gik . +Lisette så alvorlig på Otto og sagde : +— det er ikke pæent , mr . Elling , men jeg må +jo adlyde dem som . . . +— ikke mere , ikke mere ! sagde Otto og så +merk på hende ; de ved jo , at jeg ikke gjorde der af +overlegenhed , men jeg var bange for at de skulle +blive syg , og det ville gøre mig meget ondt . +Hans slemme blev usikker og han vendte sig bort +fra hende . +Dansen var til ende og den næste Dands — en +dengang yndet polka — begyndte . +Otto trådte hen til Lisette og så vist på hende . +Han dukkede og bad om dansen . +Lisette kunne ikke ncegle ham den . +Hun rejste sig , han greb hende om avet , kog de +spæde , fine -fingre mellem fine , og dansen begyndte . +Han dansede , som gjaldt det livet ; han trykkede +Lisette fastere og fastere op til sig og hans lykke syntes +fuldstændig i dette dieblik . +Hvad Lisette angår , da blev hun blegere og + +blegere , men Otto bemærkede det ikke , han var aldeles +optaget af den lykke , at være hende sav nær . +Jeg kan ikke danse mere , stormede Lisette ; +mr . Elling , jeg kan ikke udholde det ! +Hun holdt sig fast ved ham . Nu først så Otto +hendes bleghed . +— o , frøken , jeg er afsindig , tilgiv mig , sagde +han og førte hende ind i et andet væerelse . +— forlad mig nu , mr . Elling , sagde hun og +satte sig . +— forlade dem nu , sagde Otto sørgmodig ; og +de er ikke vel , det er min skyld at de ikke er det , +vej , det kan de ikke forlange , de kan ikke vcrre så +grusom . +— jo , mr . Elling , de ved nok at jeg må være +ene ; hvis mrs . Elling trcrffer dem her , ved de hvad +jeg kan vente . +Otto så igen bedende på hende og forlod +dæerelset . Da han kom udenfor befalede han en af +tjenerne , at bringe freken Lisette et glas is . +Tjeneren lo og sagde : +— selskabsdamen , hahaha ! nej , jeg har s ' gu alt for +travlt dertil ; lad hende hente sig noget selv . +— jeg befaler dig det , slyngel ! råbte Otto i +brede og gav ham et drøjt ørefigen ; har du nu forstået +mig ? +Forbleffet for tjeneren tilbage og sagde : +— ja , når deres nåde befaler det , så kan +jeg jo godt hente det . + +lidt efter trådte tjeneren ind til Lisette med is , +han rakte hende det med et meget sigende blik . +Lisette så ikke på ham ; det forundrede hende at +en af tjenerne var så opmærksom at komme med is +til hende . Det var noget , hun ikke var vant til i +mrs . Ellings hus . +Hun spiste isen og gik , da hun følte sig generet +as tjeneren , der vedblev at slå ved siden af hende . +Da hun kom ned i balsalen var dansen endt +og man skulle til bords . +I dette øjeblik åbnedes fløjdørene og bankier +levalle med hustru og svigerinde samt hans adoptivson +trådte ind . +Der blev et stærkt rsre i selskabet , da bankieren +trådte ind ; han var en meget anset mand og Paris ' +ßørste bankier , og rygtet havde i disse dage talt +om et betydeligt tab , han havde lidt ved at et af +hans skibe , ladet med mel og rug , var gået under +skibet var ikke assureret og hans tab ansloges til +omtrent 2000 louisdorer . +Dette gjorde bankieren til en interessant person +og derfor rettedes alles dine på ham i aften . +Nero fulgte med ham ; han havde sin velgørers +svigerinde under armen , da han trådte ind bagefter +fin anden fader . +Nero var nydelig denne aften . Den ranke stolte +person , det smukke ansigt , de tindrende sorte dine , +det rigt bølgende hår og det fint krusede overfijæeg + +tiltrak sig alles opmærksomhed og især hos damerne +gjorde han megen lykke . +Da de , som skik og brug var , skulle hilse på +husets værtinde , kastede Konstance henrykt sine øjne +på den smukke unge mand ; Nero derimod syntes ikke +at bemærke dette ; ban bukkede ærbødig før hende og +fjernede sig blandt mængden . +Han var imidlertid ikke kommet ret langt hen j +salen , før han blev slående som himmelfalden . Han +så en ung dame sidde på en stol , så aldeles lig +den unge pige , som han havde frelst fra røverne . +Barndomsminder og forfærdelige billeder rullede +op for hans sjæl ; han trådte hen til hende , men +gik straks forbi hende . +Lisette så op . +— Nero ! råbte hun halvhøjt . +Han vendte sig halvt om , men Lisette havde atter +sat sig og Nero gik videre . Han ville have oplysninger ; +i dette øjemed satte han sig hos miss Elling . +— hvem er ben unge dame der ? sagde han tilsyneladende +ligegyldig og betragtede den fordiileade +Lisette . +— min selskabsdame , svarede miss Elling og +mumlede harmfuld : atter den tiggcrtøs ! +Nero bemærkede ikke hendes mumlen . +— hvis ikke alle mine spørgsmål generer dem , +miss Elling , ville jeg gerne vide hendes navn . +— interesserer det de < ? sagde miss elltng med +et eget smil og få foragtelig på Lisette . + +— å jo , svarede Nero og så forundret på +miss Elling ; men det lader til at de ikke holder +meget af dette blide væsen . +Miss Elling smilede næsten umæerkeligt og sagde +ligegyldigt : +— de har en skarp iagttagelsesevne , mr . Levalle ; +de har ganske rigtig gjcettet det ; jeg kan ikke lide dette +hovmodige bæesen , der lister sig omkring os som en +kat og som holder stævnemøder både med den ene +og den anden , og som aldeles ikke gør vort » berygtede +hus nogen 2ere . +Nero var bleven ligbleg ; skulle dette passe på +den smukke pige , som han havde frelst fra døven ? +Nej , det kunne ikke væere tilfælde . +— vil de ikke sige mig hendes navn ? spurgte +Nero atter . +— miss Lisette petit , sagde Konstance Elling , +gnaven over alle de spørzsmål , han rettede til hende . +Nero ser op , som bidt af et giftigt kryb . +— og de vover , miss Elling , at omtale den +spanske baron petits datter således ? De er en +bagvadffer , miss ! sagde Nero , der var kommen i et +ftserkt oprør over den bagtalelse , som miss Elling +havde udslynget imod fin selskabsdame . +Miss Elling var bleg og med stirrende øjne bleven +siddende , som fastnaglet til samme plet , og så på +Nero . +Han turde vove at kalde hende , miss Elling , som +hele Paris beundrede , for en bagvadfier ! ^ + +hans ord led endnu i hendes øre . Endelig +sagde hun med et harmsuldt smil : +— de tager fejl , det er ikke den dame de taler +om . Bor selskabsdame har vi funden på gaden +som et usselt tiggerbarn og hun er næppe nogen barons +datter . +Hun rejste sig stolt og gik . +Nero var helt fortabt over den hæftighed , han +havde lagt for dagen . Han var i strid med sig selv +om bvem han skulle lytte til : miss Ellings ord eller +sit eget hjerte , der vidste at Lisette var så god og +blid en pige , som vel fandtes på jorden . +Men bordet var dækket og enhver indtog fin +plads . En forunderlig anelse trak ham hen til Lisette ; +hun havde tilligemed fin kavaler taget plads ved +bordet . +Nero satte sig så nær som mulig ved hende og +da en herre for et øjeblik havde forladt fin plads , +for at hilse på nogle kommende gæster , fandt han +anledning til at sige nogle ord til hende . +Hun for sammen ; hun troede at synet af ham +var et sandscbedrag , og ville ikke give sig tilkende . +— det er ganske hendes stemme , tænkte Nero +ved sig selv , da hun havde svaret ham . +Efter en times forløb var tastet endt og +dansen begyndte atter . +Nero bad Lisette om den første Dands efter måltidet +og hun tilstod ham den . De dansede og Nero +havde fast besluttet at spørge om hun ikke genkendte ham . + +— frøken , sagde han ; bliver de meget vred +når jeg spørger om de endnu erindrer mig ? Er de +ilke spansk af fødsel og baron petits datter , og er +de ikke engang på vejen til Frankrig bleven angreben +af røvere ? +— nerø ! stammede Lisette rødmende ; nerø , er +det virkelig dem ? Hvor de er bleven stor og . . . og +hvor de har forandret dem siden dengang ! +— ja , de har ret , Lisette , svarede nerø . O , +-vor det glæder mig , at gøre deres bekendtskab igen ! +Men hvorfor besinder de dem her som selskabsdame , +det er ikke en stilling som passer sig for dem . +— jeg skal fortælle dem det alt sammen i morgen , +nerø ; men sig mig engang hvorfor de flygtede fra +vs ? Vi holdt dog alle så meget af dem . +Nerø rystede på hovedet , men gav intet svar . +— bæed de hvorledes Dinora har det ? sagde +han kort efter og slog øjnene ned . +— nej , jeg ved det ikke , thi jeg korresponderer +sile mere med mine venner . +— min tud , hvorfor gør de ikke det ? sagde +nerø forbavset . +— fordi at jeg også er flygtet , sagde Lisette . +— de . . . en pige ! udbrød Nero næsten førstrækket , +og hans øjne viste tydelig hvor skuffet han +blev i bedømmelsen af hende . +— hør mig , før de fordømmer mig , sagde hun +smilende , da hun bemærkede Neros forbavsede mine . + +— dengang da jeg var hjemme havde Dinora det godt +og hun var bleven smuk , o , så mageløs smuk , sagde +Lisette skælmsk og betragtede Neros rødmende kind . Ja , +de vil næppe genkende hende , når de atter kommer +hjem . +— jeg kommer aldrig hjem , sagde Nero med +sænket blik . +Dansen var nu endt ; han fulgte Lisette til en +stol og tog selv plads ved siden af hende . +Et ligblegt anfigt og to store , sørgmodige øjne , +hvori en rasende sjælekamp stod at læse , betragtede +de to — både ham og hende . +Det var Otto , han havde set dem danse ; han +havde set at hun talte til ham , at hun flere gange +smilede og at glæden lyste ud af hendes øjne . +Nu sad hun der og talte med den fremmede og +lagde skt ikke mærke til ham — ham der elskede hende , +— elsker hende med liv og sjæl , med barme og +inderlighed . +Hans hjerte var nær ved at knuses , for hvert et +smil , for hvert et ord hun talte , følte han et stik +i sit hjerte , så heftigt , som om det ville gjennembvre +ham . +Nero rejste sig nu , hilste på Lisette og forlod hende . +Lisette blev siddende , fordybet i sine tanker . Snart +begyndte den næste Dands og hun dansede atter ; men +da denne var endt følte hun sig så afkræftet , at hun +besluttede at forlade balsalen . +Som tænkt så gjort ; hun gik op til tit værelse , + +men derved måtte hun forbi Ottos der ; den stod på +klem og idet hun gik forbi døren trykkede hun hånden +mod tit hjerte — en usigelig glæde besjælede hende . +Da hørte hun inde fra hans værelse en sagte +mumlen . +— hun bliver aldrig , aldrig min ! hviskedee Otto +og holdt hænderne for ansigtet . O , hvor hun smilede +til ham , hvor han må være lykkelig ; men han var +også smuk , ja meget smuk , og jeg er lige det modsatte ! +Nej , der bliver intet tilovers for mig , — gud +give at jeg var bleven borte dengang jeg var i Italien , +jeg havde da aldrig set hende , aldrig skuet hendes +yndige øjne , — og mit hjerte havde da haft fred . +Han drog et dybt suk . Lisette hørte det alt sammen , +lykken stod malet i alle hendes træk . +Hun var elsket ! Alt andet omkring hende +forsvandt , — alle bitterheder og alt det onde var +glemt , — en elskeve hende varmt og inderligt og^det +var nok . +Lykkelig begav hun sig op på sit værelse . + +femogtyvende kapitel . +Konrad . +Otte dage efter at Dinora havde talt med den +gamle mand — der fortalte at han var hendes onkel +— stod hun atter nede i haven og tænkte : mon han +kommer ? +Hun plukkede ivrig nogle blomsler ; da hørte hun +pludselig nogen liste sig frem dag ved hende . Hun +vendte sig hurtig om , for at se hvem det var ; da stod +Karlo for hende med smilende ansigt og overraskede +fin kjæere søster . +— Karlo ! råbte Dinora og faldt ham om +halsen ; du er atter kommet hjem ! O , hvor moder +vil blive lykkelig ! +Ja , du har ret , kjæere Dinora ; jeg vil også +strar ile op til hende , men først må jeg dog hilse +dig fra Nero ; det var hans første og sidste ord . +Tak , Karlo ; har du mødt ham på din vej ? +Du skulle have taget ham med her hjem , det ville +rigtig have glæedet mig . +— han ville ikke , kære sosfer ; du kender hans +urokkelige villie ; men med alle hans fejl er han den +bedste og fortræffeligste ven man kan ønfie sig . +Karlo sprang op i det samme ; thi en slog ham +få eftertrykkelig på skulderen , at det ordentlig +smertede ham . Han vendte sig om og ville uden tvivl +have givet vedkommende en drøj irettesættelse , men + +en hvidhåret olding stod for ham og Karlo havde +tidt af sin bedstemoder fået at vide , at man altid +burde ære og agte en sådan over alt . +Karlo betvang derfor sin uvilje og sagde : +— hvad vil de , min gode mand ? +— de talte nylig om en , som hed Nero ? hvor +er dette unge menneske , kender de ham ? +— om jeg kender ham ? Ja , jeg kender det ædle , +brave menneske ! råbte Karlo begejstret ved tanken +om Nero , hvem han oprigtig elskede som en Broder . +Den gamle mand , hvis øjne lyste af en vidunderlig +Glands , rystede stærkt ; han greb Karlos +hænder og trykkede dem så hårdt , at Karlo nær +havde trukket dem til sig . +— fortæl mig lidt om denne Nero , sagde den +gamle ; hvor befinder han sig ? Har han det godt og +slikker han sig vel ? +Karlo så på manden med mistænksomme øjne +» g sagde , idet han vedblev at stirre på ham : +— kendte de Nero , da kunne de ikke tvivle om +hans ædle fremgangsmåde ! +— godt , godt , unge mand , sagde den gamle +tilsyneladende bevæget . Men kunne jeg ikke få lov +til ab blive på godset til i morgen aften ? Jeg boer +langt inde i skoven , og da jeg er en gammel mand +og har gået meget langt , har jeg ikke kraft til at gå +tilbage i dag . +Dinora var strar villig til at lægge et godt ord +ind for ham og fjernede sig i dette øjemed . + +da manden var alene med Karlo sagde han , idet +han tog sig ind på brystet : +— sig mig engang , hvor opholder denne Nero +fig for øjeblikket ? +Karlo , som ufravendt havde holdt øje med ham , +søgte et undvigende svar , men manden lod sig ikke +nøje hermed . +— de må svare mig , unge mand ! sagde han , +idet han så på Karlo med et par øjne , der langtfra +kunne tilhøre nogen olding . Det fyrige sorte die +forrådte , at manden var i fin bedste alder , men +Karlo lod som om han intet havde bemærket , og sagde +efter kort betænkning : +— da jeg rejste med ham fra Amerika , tog jeg +til Spanien , men han rejste nord på og jeg ved ikke +hvor han senere er tagen hen . Jeg venter brev fra +ham en af dagene og før den tid kan jeg ikke underrette +dem om hans opholdssled . +Nu kom Dinora springende hen til dem ; hu » +Havde fået moderens samtykke til at manden skulle +blive på godset , og hun anmodede ham om at komme +op , da hendes moder ønskede at tale med ham . +Det muntre barn rakte manden fin hånd og +de gik sammen op mod slottet . +— hvor hun ligner hende , den smukke pige ! +Mumlede han og trykkede hendes hånd fast i fin . +Dinora sprang forskrækket til side og råbte grædende : +— o , hvor det gjorde ondt ! +Men da hun så på den gamle mand , der ligesom + +i drømme gik ved siden af hende , da tilgav +hun ham . +De nærmede sig slottets indgang , Dinora standsede +og sagde til Karlo : +— jeg har ikke fortalt moder at du er kommen , +Karlo , skynd dig op til hende og overrask hende , så +vil hun endnu venligere modtage den gamle mand , +der så hårdt trænger til pleje . +— ja , råbte Karlo og sprang let op ad trappen . +Snart lå han i sin moders arme og hun græd +af glæde , idet hun gentagende gange trykkede ham +til sit hjerte . +— hvor er fader og bedstemoder og bedstefader ? +Spurgte Karlo , og uden at se på moderens blege +ansigt ville han ile op ad trapperne til de andre +værelser ; men da trådte i der samme hans fader +ind ad den modsatte dør ; han såe-fin kones bleghed +og ilede til før at tage hende i sine arme . +- hvad fattes dig , min kære , er du ikke vel ? +Sagde han ømt og kyssede hende . +— jo , Charles , det er overraskelsen . . . seer +du da ikke Karlo der ? +Charles så op og hans længe savnede søn stod +før ham . +— du her , Karlo ! udbrød han og trykkede +sønnen til sit hjerte . Ja , så kan jeg begribe din +bleghed , kære Hulda . +Hun lænede sig op mod den trofaste ægtefælle +og glædestårerne blinkede i hendes øjne ; men Karlo + +ville atter se sine bedsteforældre og han ilede op til +disses værelser . +Han var næppe gået , før Dinora med den gamle +mand ved hånden trådte ind . +Charles og Hulda holdt hinanden fast omslyngede . +— nu skal Karlo vel aldrig rejse mere , det må +du love mig , hører du , Charles , lov mig det . +— nej , nej , kære Hulda , aldrig skal han få +lov til at rejse mere ! +Dinora var forskrækket veget tilbage , thi den gamle +mand var bleven slående som en billedstøtte , da han +så hendes fader og moder i dette kærlige favntag , +uden at bemærke ham . Hans øjne tindrede og +hånden knugedes så fast om Dinoras hånd , at +hun nær havde givet et skrig fra sig ; men kampen +var snart endt og hun blev atter rolig . +Han rakte atter hånden ud mod den unge pige . +Dinora modtog den ikke , men ilede hen til sine forældre . +— fader , moder , sagde hun bedende ; lad denne +gamle mand få husly et par dage hos eder , +han er træt af den lange vandring han har gjort +gennem skoven . +Charles og Hulda så op . +— du har taget manden med dig og det ovenikjøbef +i din moders værelse , sagde Charles og så +vredt til Dinora . +— kære fader , sagde hun bedende ; du må +ikke blive vred , men jeg har bedet moder om det , + +førend jeg kom herop med ham , og hvis du tillader +det , vil jeg nu bede dig om , at han må blive her i +nogle dage og have det rigtig godt . Det er en +gammel eremit . +— mit barn , mit gode , kærlige barn , sagde +Charles ; hvad skulle jeg dog blive vred over ? +Dinora greb sin faders hånd og kyssede ham +inderligt . +— hvor han er lykkelig ! mumlede den gamle . +Han har alt og jeg har intet . Ve ham , at han fik +en bedre lod end jeg ! Han har taget alt fra mig : +min Hulda og dermed udsigt til at blive rig ; men +han skal komme til at undgælde derfor ! +I dette øjeblik kom Karlo ind ad døren ; han +var ligbleg . +— min bedstefader , min kære bedstemoder ! +Stønnede han og satte sig på en stol . O , min gud ! +Jeg er skyld deri , skyld i det alt sammen ; det sagde +bedstefader : var du ikke rejst , så havde min hustru +levet ! +Karlo var sunken sammen og smerten over tabet +af hans bedstemoder stod malet i alle hans træk . +— trosf dig , min søn , sagde Charles ; du +må ikke tale om hende , seer du da ikke at det smerter +din moder ? +Karlo så op . +— o , moder , moder , hvor det dog er tungt at +miste en kær slægtning ! råbte Karlo fortvivlet . + +den gamle mands øjne lyste af et forfærdeligt +had , da han betragtede denne scene . +— de er dog ikke så lykkelige som jeg tænkte ! +Mumlede han ; men det er for intet at regne mod +det , der skal komme . +— Karlo , søg at fatte dig , sagde Hulda og streg +fin søns hår tilbage fra panden . Gud er alvis , +hvad han har gjort er kun til vort bedste . — hans +villie tie ! +Hun rejste sig og gik langsomt hen til den der , +hvoraf Dinora nylig var kommet ind . +Hun rakte Dinora hånden og sagde : +— du gjorde ret i at tage den gamle mand +med herop ; sig til Pedro , at der skal gøres et +værelse i stand til vor gæst , — og så håber jeg , +sagde hun henvendt til den gamle , at de bliver hos +os og hviler dem så længe de har lyst og føler +trang til . +Hun gik nu ind i et tilstødende værelse . +— så længe jeg føler lyst og trang til ! mumlede +den gamle og så sig forsigtig om . O , du skulle +blot vide , at hele min birken og tragten i livet kun +gik ud på at være i din nærhed ; du skulle blot +vide , at jeg trodser alt for at se dig . — dog , jeg +hader dig nu lige så højt som jeg tidligere elskede +dig , det ville være mig en forfærdelig pine at se dig +glad og lykkelig . — nej , hun skal lide , lide på legeme , +lide på sjæl , og jeg vil dog til sidst vinde sejr . + +i det samme trådte tjeneren ind og bød den +gamle mand armen for at ledsage ham til sit værelse . +Manden gik med tjeneren , men idet han gik ud +af døren kastede han et blik fuldt af had og skinsyge +på Charles og Karlo . +Serøgtyvende kapitel . +Gjenkjendelsen . +Atter forløb otte dage og i den tid var alt stille +og fredeligt på grev Tadlos ' gods . +Karlo var glad over atter at være hjemme hos +dem , han havde så kær . Den handling , han i et +ubesindigt øjeblik havde begået , var glemt , og blev +aldrig omtalt af hans forældre . +Den gamle mand havde i disse otte dage opholdt +sig på godset og han og Dinora vare meget fortrolige . +Hun talte gerne med ham og han fandt behag i +at sidde og betragte hende uafbrudt . +— du er din moders udtrykte billede , sagde han +hver dag ; og din moder var smuk , meget smuk . +Dinora rødmede og så begyndte atter samtalen +om Nero . Den gamle mand talte gerne om ham . + +— jeg ville så gerne have Karlo i tale , sagde +han en dag til Dinora ; jeg har ikke talt med ham +siden den dag jeg kom her ; han syntes at undgå +mig , jeg ved ikke hvorfor , — jeg synes dog ikke at +jeg har fornærmet ham . +— o nej , udbrød Dinora ; han undgår dem +ikke , men han er optaget af fader og moder ; husk +han har været bortrejst så længe . Se engang , mig +læggær han heller ikke mærke til . +— å nej , du har ret , det gør han jo heller +ikke ! Men lad os ikke tale mere om det . +— fader John , nu skal jeg læse lidt i biblen for +dem , sagde Dinora og tog bogen frem . +— nej , vist ikke , mit barn , lad det være ; jeg +holder ikke af det . +Dinora rejste sig forskrækket og råbte : +— hvad , holder de ikke af bibelen , de , en +gammel mand , der snart kan vente guds sendebud ? +Fy , de må ikke narre mig således ; sig , at det ikke +var deres mening , eller at jeg ikke forstod dem rigtig . +— nej , jeg sagde dig , at jeg ikke holder af det , +men har du så stor lyst til at læse , så vær så god . +Dinora slog op og læste det første hun fik øje på . +— „ Salige er de fredsommelige , thi de skulle . . . “ +Længer kom hun ikke i læsningen , thi manden +sprang op fra stolen og målte stuen med skridt , +der vare alt for lange for en gammel mand . +Dinora læste skriftstedet ud . Guds ord havde +på en vidunderlig måde tiltalt det hadefulde hjerte , + +— manden følte sig greben , men kun for et dieblik . +Han tog biblen rafl fra Dinora og kastede den hen +ad gulvet . +— min gud , hvad gør de der ? råbte Dinora +angst ; de håner bibelen ! Nej , nu er jeg ikke længer +deres lille veninde . +Hun ville gå . +— bliv mit kære barn og hør mig , sagde den +gamle ; jeg tror nok på gud , men han har intet +gjort mig , hvorfor jeg skulle prise ham . +— o , ti dog , ti dog ! råbte Dinora . Han gør +jo alt til vort bedste . +— nej , nej , du tager fejl ! råbte fader John . +Jeg var barn , og man foretrak min Broder , som jeg +nu hader som giften . Jeg blev nu større , jeg søgte +at danne mig en eristents , men atter kom min Broder +mig i forkøbet . Jeg elskede en smuk , ung pige , jeg +elstede hende med hele min ungdommelige hæftighed , +han stjal hendes kjæerlighed fra mig lige for næesen ; +de blev gifte , medens jeg — den forladte og ulykkelige +Broder — krympede mig i smerte ved deres lykke , +som kunne have været min . O , o , at jeg også blev +den forsmåede ! Ja , Dinora , du kan ikke fatte min +smerte , du ved ikke hvad lidelser er . Nej , jeg må +lide og jeg må tåle ; selv mit barn , min Nero , fornægtær +sin fader og søger tilflugt hos andre . +Dinora var fly faret tilbage til en krog af værelset . + + +manden — eller fader John , søm han kaldtes , +— greb hende fat i armen og sagde : +— du forstår mig ikke , du lille , som intet +ondt har gennemgået . +— fat dem dog ! fat dem dog ! sagde Dinora +angst . +— 3a , ja , jeg har fattet mig , kom du kun srcm +og vær rolig , jeg skal ikke rase mere +Dinora krøb frem fra krogen og listede sig dort . +Manden var bleven ene . Han målte stuen med +lange skridt og mumlede noget uforståeligt . +Man hørte en vogn rulle gennem gården . +Han så ud af vinduet . +— det er Charles , der kører tu byen , sagde +han halvhøjt ; nu er tiden kommen . Jeg vil nu se +om hun kender mig igen . +Vognen kørte rask videre og Charles tog virkelig +til byen . +Den gamle fader John gik langsom og i dyb +eftertanke frem og tilbage på gulvet . En halv +time var hengået således , da hørte han nogen +nærme sig . +— nu går hun til dagligstuen , for at samles +med børnene ; jeg vil vente til hun bliver ene . +En time forlød atter ; da hørte han Dinora og +Karlo gå ned i haven . Hulda var altså alene +han slog fin kappe tættere om sig og gik ind +i dagligstuen . Hulda sad på en stol tæt ved vinduet , +som vendte ud til haven . Hun havde et broderi + +i hånden , som hun lod hvile i skødet , medens hun +med glædestrålende øjne så ned i haven på begge +fine børn . +Fader John hostede let ; Hulda vendte sig hurtig +om og da hendes blik faldt på den gamle mand +død hun ham venligt nærmere ; thi hun havde givet +Dinora det løfte , at hun ville være rigtig god mod +den gamle mand , da han var meget ulykkelig . +Han nærmede sig sagte og satte sig så tæt som +muligt ved siden af hende . Hun syntes ikke at lægge +mærke dertil ; han lod hovedet hvile i hånden og +så gennemtrængende på hende . +Hulda syntes forskrækket , da hans mørke , luende +øje søgte hendes . Hun for forfærdet sammen , som +ramt af et rædselsfuldt syn . +— de kender mig , elskede Hulda ! råbte han og +kastede den store kappe , der hidtil havde skjult ham . +Parykken rev han af hovedet på sig og det hvide +skæg af hagen , og Konrad Gautin stod der i hele +fin skønhed , thi skøn var han . +— kan de nu husfe mig ? sagde han med en +stemme , der dirrede af bitterhed . +Hulda var forskrækket bleven siddende på samme +plet . Dette menneske havde altså i otte dage været +sammen med dem . Hun søgte dog at beherske sig så +godt som muligt ; hun indså , at der måtte ro og +snille til at overliste denne hævngerrige fjende . +Han havde grebet hendes hånd , som det var hende +umuligt at vriste fra ham , og sagde ironisk : + +— Hulda , har de ikke længtes efter mig i al den +tid de ikke har set mig ? Det er nu snart atten am +siden , vi er begge bleven meget ældre , de har to +børn og jeg har et . Om dette mit barn ville jeg +gerne tale med dem . Jeg har netop såt at vide +af den lille elsfværdige Dinora , at der for en tid siden +har opholdt sig hos dem en dreng , der var flygtet , +er dette sandt ? +Hulda betragtede Konrad med store øjne . +— lar det deres søn ? stammede hun . O , min +anelse ; en så ædel søn og de . . . De er hans +fader . Ja , sagde jeg det ikke nok til Charles , men +han ville ikke tro mig . O , den ædle dreng , ham +kan de være stolt af , sagde hun ligesom i drømme . +— vil de fortælle mig de nærmere omstændigheder +ved hans ankomst ? sagde Konrad barsk . +Hulda begyndte med skælvende stemme og fortalte +alt hvad læseren allerede har erfaret . +— men hvor er han nu ? sagde Konrad og +lyttede med spændt opmærksomhed . +— det ved jeg ikke , men jeg håber dog snart +at høre fra ham , da han har lovet Karlo at skrive +os til . +— de er altså venner ? bemærkede Konrad . +— o , ja , de elske hinanden som brødre , sagde +Hulda . Men de stemme også overens i alt ; to så +ædle karakterer skal man lede længe efter . +— hm , hm , sagde Konrad , og spadserede atter +frem og tilbage på gulvet . + +— sig mig ! råbte han og standsede foran Hulda ; +hvorfor flygtede han bort herfra ? I behandlede ham +vel som udflud , og drengen , der havde hjertet på +det rette sted , har følt det og er flygtet ? +— nej , hr . Gautin , således er det ikke . Jeg +vil ikke nægte at jeg elskede den smukke dreng , men +hans ansigt mindede mig om en som . . . +— de hader ! fortsatte Konrad med et bittert +smil ; nu ja , det ved jeg ! +Hulda lod som om hun ikke hørte det og vedblev : +— og en dag , da jeg spurgte om han ikke kendte +noget til sine forældre , blev han rød og svarede at +han ikke kunne sige mig det . Jeg gik bort , lidt vred +på ham , og da vi ikke så ham hele eftermiddagen , +gik vi om aftenen op på hans værelse , men han +var da førsvunden og havde efterladt sig følgende brev . +Hulda rakte ham et brev , som hun tog ud af sit +sy-etui . +— nej , så var det ikke min Nero , thi han kunne +ikke skrive , sagde Konrad og ville levere hende brevet +tilbage . +— jo , det var virkelig deres Nero , sagde Hulda ; +han kunne intet , da han kom her , men han havde en +udmærket forstand og lærte snart af skrive og læse , +ja endog af læse fransk og engelsk . Han spillede meget +godt og sang smukt . +— tak frue , tak frue , sagde Konrad og gjorde +et dybt buk for Hulda , medens hans mund fortrak + +fig ; dette gjorde de for min sø » ; men det var ikke +mit ønske , af de skulle lære ham noget , dertil er jeg +for stolt og en Gautin tager ikke imod almisser . +Han stillede sig atter frem for halda og sagde : +— men stig mig au , frue dem som jeg har +elske » over alt ; de sagde nylig af min dreng var +smuk og af han lignede mig , derpå kendte de ham +jo ; hvorfor , spørger jeg , kande de nænne af knuse +mit hjerte ? Hvorfor vådt de dem ikke til mig ? +Megen sorg , megen ulykke ville have været forhindret , +hvis dette havde sket ; hvorfor kåde de ikke elske mig ? +Jeg var både åg og smuk ; ja , jeg var en mand , +mm hvad var Charles ? En ærtekjælling , som intkt +kåde gøre , « den af ryste . Hvorfor , spørger jeg ? +Halda så på ham ; han kåde næsten ikke lade +være af smile . +— fordi , sagde han , af de var ond , men han +var god . +En time blev Konrad gåtin hos Hulda hun +syntes af kæmpe en svær kamp med sig selv , for af +synes rolig . På fine Bora ville hun ikke kalde , - +det vild « jo vække opsigt hos tje » estefolkeae , og gøre +de kære børn ængstelige . +Men Konrad trak tiden ad ; han syntes af finde +behag i af pine den stakkels halda , thi hendes sjæle +kamp kåde ikke længer skjules . +Endelig grev han fia kappe , satte atter sin paryk +og skæg på . Hå stod i begreb med af forlade + +stuen og kastede endnu et hafuldt blik på fil stakkels +offer . Han gik hen til hende og rakte hende hånden . +— farvel , Hulda ; jeg behøver vel ikke at bede +dem om ikke at glemme mig , jeg seer på deres smukke +ansigt , at jeg har gjort et dybt indtryk på dem ! +Han så atter gennemtrængende på hende . +Hulda var i den skrækkeligste angst ; skrige turde +hun ikke og hun søgte så godt som muligt at trække +fin hånd til sig ; men tirret ved hendes modstand +greb han hende fast om livet og kyssede hende gentagende +gange . +Hulda gav et højt gennemtrængende skrig fra sig , +men da der kom hjælp var Konrad Gautin allerede +langt borte . +Med fortvivlelse i hjertet ventede hun Charles ' +hjemkomst . +Konrad havde haft ret , hun kunne ikke glemme +ham ! +Uhyret gik ned i haven for at træffe begge børnene +dernede ; han så dem sidde på en bænk og Dinora +læste for broderen . +Hurtigt nærmede han sig dem , bød dem hånden +°g sagde : +— farvel , Dinora , nu må jeg rejse , men hils +din fader og moder og sig dem , at jeg snart , meget +snart kommer igen ! +Med disse ord forlod han skyndsomt haven . + +syvogtyvende kapitel . +Den hemmelige dame +— å , hvor det dog er varmt i dag ! udbrød +miss Elling kælent og lænede sig tilbage i sofaen . +Kom , Paul , sæt dig her ved siden af mig . +Paul — miss Ellings forlovede — rejste sig og +gik hen til hende . Han så tankefuld og bekymret ud . +— du er ikke glad i dag , udbrød miss Elling +og drog ham ned til sig . Hvorfor er du så tavs ? +Mr . Baltter svarede ikke , men den retning hans +blik i dette øjeblik søgte , fik miss Elling til af skære +tænder af harme . +- atter hende ! tænkte hun og så medet hadefuldt +blik på Lisette , der i dette øjeblik trådte ind +ad døren . — de må gerne gå igen , Lisette , jeg +vil ikke have selskab i dag ! +Lisette var næppe kommet ind ad døren , men hun +» endte sig strar om og » ilde forlade stue « uden af +sige noget . +— å nej , vent et øjeblik endnu ! råbte miss +Elling og pegede ned mod gulvet . — tag mit lommetørklæde +op , jeg tabte det ! +Lisette trådte rask frem og ville tage lommetørklædel , +men Otto oz mr . Baltter rejste sig i samme +øjeblik og Otto overrakte med en ironisk mine fin +erobring til søsteren . + +Lisette betragtede tons dette skuespil og smilede +næsten umærkelig . +— har de andet at befale ? spurgte hun . +— o nej , men måske Otto ville tale lidt med +dem , jeg synes han seer så nedslagen ud . +Lisette vendte sig rask om , for at skjule sin harme +og fin rødmen , og forlod stuen . +Hun var næppe gået før Otto og mr . Baltter +for op imod miss Elling . +— hvor du er ond , Konstance ! råbte Otto i +vrede ; hvor kunne du nænne at krænke hende så +dybt . Tror du , at du — fordi du er rig - har +ret til at krænke og ydmyge enhver , som du kommer +i berøring med ? +Han rejste sig heftigt og forlod værelset . +Mr . Valtter talte ikke meget med miss Elling +den dag og hun var så fornærmet , at ingen kunne +gøre hende tilpas . +Lisette undgik hende også så meget som muligt +og miss Elling — der syntes at lægge mærke hertil +— pinte og plagede hende , hvor hun så hende +den følgende dag var det mrs . Ellings fødselsdag +og der skulle da være stort gilde , som tillige +skulle gælde som afskedsgilde for miss Elling , der +otte dage derefter skulle rejse med sin brudgom . +O , hvor mrs . Elling havde travlt ; hun løb frem +og tilbage , og gav befalinger til højre og venstre . + +den stakkels Lisette var så træt . som om hun +havde gået mange mil . Otto så hun ikke hele +dagen og han undgik hende så meget som muligt . +Ingen havde dog tid til at bemærke hans fraværelse ; +han sad på tit værelse og havde ikke ladet sig se +hverken ved frokosten eller middagsbordet . Ingen +tænkte derpå , undtagen Lisette . Hun savnede det +milde anfigt overalt , hvor han kunne være hende behjælpelig +med at frelse hende fra de stygge damers +bidende bemærkninger . +Lidt efter middag kom han dog ned i salen . +Lisette og miss Elling vare netop i færd med at pynte +denne til om aftenen . Mrs Elling stod og så til . +Otto trådte langsomt ind i salen ; han var +meget bleg . +— moder , sagde han ; jeg kan ikke føje dig i at +deltage i selskabet i aften ; jeg rejser om en time til +Italien . +— 3h , du min gud ! råbte mrs . Elling . Nej , +Otto , det bliver der min sandten ikke noget af ! Du +skal blive og modtage mine gæster . +— jeg kan ikke . Moder ; det er min bestemte +villie . +Lisette var bleven ligbleg og to store tårer truede +med at trille ned ad hendes kinder ; han havde en +buket blomster i hånden , men hun tabte den af +forfærdelse . Hnn var glad ved at have vendt ryggen +til ham , thi hvorledes skulle hun kunne forklare sin +bleghed og rystelse . Men miss Elling havde lagt + +mærke hertil og hun smilede hånligt af den unge +piges følelser . +Otto så Lisette tabe buketten og hendes bleghed +undgik ham heller ikke ; men det var jo ikke sagt , at +det angik ham . +Mrs . Elling , der intet havde bemærket , vedblev +at bearbejde Otto med sine forsikringer om , at han +skulle blive , — at hun på ingen måde tålte nogen +modsigelse fra hans side ; men da intet hjalp , så +fik miss Elling en så forfærdelig påtagen krampe , +at Otto måtte love at blive hjemme , for at hun ikke +skulle dø derved . +Aftenen indtraf og med den de ventede gæster . +Lisette måtte imod sin villie varte op og Ottos +venner havde intet frugter . +Ved bordet sad en meget smuk lyslokket dame , +ikke længer så ung , men dog med et friskt og yndigt +ansigt ; hendes gemal sad ved hendes side . De lagde +en overordentlig omhu for dagen imod hinanden . +Lisette betragtede flere gange dette ansigt ; det +forekom hende meget bekendt . Hun nærmede sig med +en budding til damen . Denne tog et stykke deraf +oz så op på Lisette ; men hun for sammen af +overraskelse . +— hvad hedder de , mit smukke barn ? sagde +damen blidt . +— Lisette petit , svarede hun næppe hørligt ; men + +ordene overdøvedes af de mange talende og Lisette +bortfjerncde sig . +Otto sad ikke ved bordet . Intet havde kunnet +formå ham dertil . Han havde taget plads i et as +de tilstødende værelser , hvor en af pigerne opvartede +ham . +Nero og hans velgører , der vare indbndne , havde +taget plads ved bordet i salen , og Lisette følte sig +endnu mere ydmyget ved at skulle opvarte i deres +nærværelse . +Hun gik ind i et andet værelse , for at hvile sig +et øjeblik . Her var det at Otto havde taget plads . +— er de træt , frøken ? råbte han hende i møde . +Kom herhen og spis med mig ? +— jeg er få ulykkelig , sagde Lisette ; jeg ved +ikke hvad jeg ville ønske hellere end døden . Jeg kan +ikke udholde dette liv , — jeg er ikke vant til at +behandles således . +Otto kastede fin gaffel hen ad bordet og rejste +fig op . +— de må ikke ønske dem døden , Lisette , de +som har så meget at leve for , sægde han ømt . +— de tager fejl , mr . Elling , jeg har intet at +leve for , aldeles intet . +— o , nu siger de noget , som de ikke mener ; +når man elsker , så har man den elskede at leve for , +og så må man ikke tærake på døden . +— hvem siger dem at jeg elsker ? sægde Lisette +« ed et smil . + +— o , det har jeg vidst lige siden ballet . +Lisette blev blussende rød ; hun fik den tanke , at +han havde gjennemsfuet hende til fordel for sig selv . +— nej , de tager dog fejl , mr Elling . Hvem +tør de besvære med min forfærdelige kærlighed ? sægde +hun muntert og så på ham +— jo , det bliver vel med ham . . . jeg tør ikke +sige dem hans navn . +— o jo , lad mig kun høre det , sægde Lisette . +— nu så er det løvollös adoptivsøn , sægde +Otto alvorlig . +Lisette gav sig til at le så hjerteligt , at Otto et +øjeblik stod stille og så på hende . +— skulle jeg have taget fejl ? sægde han muntert , +smittet af Lisettes latter . De sad dog så fortrolig og +talte med ham . +— ja , de har ret , mr . Elling ; men vi talte +om en fælles veninde , som jeg tror , at Nero tænker +lidt mere på end som for erempel på mig . Dog , +lad os ikke tale mere derom ; men sig mig , mr . Elling , +hvorfor rejser de fra os ? Jeg synes at de har det +så godt som nøgen kan ønske sig det . +Otto tav og gik frem og tilbage på gulvet . +Lisette , som troede at han ikke ønskede at give +hende noget svar , rejste sig for at gå . +— nej , bliv et øjeblik , så skal jeg sige dem +grunden til min forestående rejse , sagde Otto . Det +er fordi at jeg ikke kan udholde at se dem længer . +— ih , min gud , sagde Lisette næsten forskrækket ; + +så er det deres pligt st sige mig , at jeg ikke længer +kan blive her , men at jeg må se mig om efter en +anden plads . De må ikke vige pladsen for en af +deres tjenestefolk . Ru vil jeg sige det til mrs . Elling +og så tager jeg bort strar i morgen tidlig , for at de +me oftere stak se mig +— o , hvor de misforslåer mig . Frøken Lisette ; +jeg mener ikke således ; nej , nej . Intet på jorden +er mig så kært som dem , men jeg kan ikke udholde +at se dem og tænke på at jeg elsker dem så høst +og at de . . . foragter mig . Nej , det kan — det +vil jeg ikke , og derfor rejser jeg ! Jeg -ar alt længe +nok beskattet det . +Lisette kunne ikke undertrykke et lykkeligt smil . +— og de er en mand , sagde han , og de stygt « +For en svag kvinde ? +— ja de har ret , gør kan rar ad mh , forøg +mine kvaler så meget som mulig , — de har jo +grnnd dertil , da de selv bliver få meget forurettet +af dem derinde . +— lad os ikke tale os det mere , sagde wefte +med uvilje ; men dersom jeg en bad dem om at blive , +» ilde de så ? +Otto for heri til hende og sagde : +— o , wefte , hvad siger de der ? Gør mig ikke +forrykt i hovedet , — jeg har alt måttet lige nok ! +Lisette stødte ham blidt tilbage med hånden og +sagde smilende : +— tro endelig ikke at de « er for deres skyld + +at jeg beder dem derom , nej , det er for min egen +skyld . +— for deres skyld , frøken ! O , de gør mig +så glad , — sig at jeg skal blive og jeg bliver , om +jeg så skal gå meget mere igennem . Men hvoraf +kommer det , at jeg vpnåer denne lykke ? +— det skal jeg sige dem simpelt og ligefremt , +det er fordi at her ikke er til at udholde ar være , +når de ikke er her og tager mit parti mod de andre . +— nu , så bliver jeg ; men vil de så i det mindste +være min lille veninde , det kan de da love +mig ? +— ja , det lover jeg dem , sagde Lisette og rakte +ham hånden . +— tak , Lisette , så er jeg atter glad , så er da +ikke alt håb udslukt for mig , sagde Otto og trykkede +hendes lille hånd til sit hjerte . +— ja , de skal dog ikke sige det ; måske at alt +håb dog er udslukt for dem . +- nej , Lisette , nej , det siger deres øjne og +deres smil mig , og bisse to talsmænd må man +stole på . +Lisette trak hånden til sig og ilede afsted . +Lidt senere hen på aftenen , da taflet var endt , +nærmede den lyslokkede dame sig til Lisette og spurgte +hende om adskillige ting . Hun havde fået at vide , +at Lisette befandt sig her som selskabsdame og en +sådans lod kendte hun alt for vel , til ikke at have +medlidenhed med hende . Men da damen spurgte om + +hendes navn , blev Lisette ikke ledet forundret v « ^ at +høre hende udbryde : +— min broderdatter ! +Lisette måtte an fortælle alt , hvorledes det var +gået til at hun befandt sig her . +Da Alice — thi hende var det — erfarede fia +Broders og hustrues død , blev hun ligbleg og tårerne +trådte hende i øjnene . +— hør , lille Lisette , nu er det min pligt at sørge +for dig , sagde Alice . Du vil vel helft være borte fra +disse mennesker , ikke sandt . Du har det jo ikke godt +her . Min egen kære niece , hvør jeg er glad ved +atter at have fundet dig ; ikke sandt . Du vil jo blive +hos mig ? ______o , min gud , at Iran skulle ende således ! +. . . Men du taler om din guvernante , som +om hu « kunne være skyld deri ; hvilket fælsomtmenaeffe +at vælge til din opdragcrinde . +Lisette stod med d-d ærefrygt for fin tante oz +lyttede fil hendes ord . Hvor glad var hun ikke nu +ved af vide , af hun havde familie , som ville tage sig +af hende . Det var næste » som en drøm for hende . +Nu kom mrs . Elling hen fil dem . +— ah , fra grevinde , sagde hun ; finder de behag +i af underhvlder dem « ed tjenestefolkene ? — kom , +her er min arm , lad os forslå tiden ved spillebordet +Alices ellers så blide ansigt fortrak sig af brede . +— deres tjenestefolk , siger de , mrs . Elling , +men de tager fejl ; denne unge pige er min niece , +hendes fader » ar min Broder , og han var , så vidt + +jeg husker , spansk baron ; ikke sandt , Lisette , var det +ikke således , og er du så ikke komtesse ? — jeg +må derfor bede dem om , frue , af tale med agtelse +om min familie ! +Mrs . Elling stod som falden fra skyerne ; ikke et +ord formåede hun af sige . Hun tilkastede Lisette et +så hadefuldt blik , af den unge pige uvilkårlig kom +fil af ryste derved . +Hun fjernede sig med et stolt buk , for af udbasune +historien fil alle tilstedeværende . +— mit stakkels barn , sagde Alice , da hun var +gået ; hvor du har måttet lide i al den tid ! — jeg +var uvidende om hvad der var hændet dig ; jeg ville +ikke skrive til Jean , da vi flakkede om i Italien og ikke +havde noget blivende sted , jeg kunne så ikke få +noget svar fra ham og hans kone . +I dette øjeblik kom hendes gemal hen til dem . +— skynd dig , Eugen , kom og hils på vor +niece ; jeg har fundet hende her hos mrs . Elling . +— hvad siger du , Alice , er det muligt ! råbte +han og tog Lisettes hånd . Tør jeg så spørge hvilken +niece det er ? Er det Fillips eller Jeans datter ? +I få ord fortalte Alice ham alt , og en time +efter toge de afsked , efter at have givet Lisette det løste , +at afhente hende den næste dag fra mrs . Elling . + +otteogtyvende kapitel . +Lifettes befrielse +den næste dag kam Lisettes tante igen og udbad +sig en samtale med mrs . Elling . +Otto befandt sig i værelset , da hun trådte ind . +Mrs . Elling bød mer en stol , og « den at tage +den mindste notits af hendes vrede mine , begyndte +mer : +— frue , jeg kommer i dag til dem , for at bede +dem ophæve den kontrakt der er oprettet mellem min +niece og dem — hvis en sådan erifierer — da hua +skal være hos mig for eftertiden . +Mrs . Elling rejste sig stolt og sagde : +— men det lader sig ske gøre nu , thi vi har +brug for heade for øjeblikket og det er med hendes +gode villie at hun er her . +Z dette øjeblik trådte Lisette ind ad døren . +— tante ! råbte hun glædestrålende ; jeg har +drømt om dig dele ratten ! +— goddag , mu herre barn , sagde Alice og om +favnede heade ; da kom ret tilpas har do nøgen +kontrakt med mrs . Elling ? +— nej . kære tante , det har jeg ikke ; vi er +komne overens « den nøgen sådan . +— ja , så indser de nok , mrs . Elling , at her +intet mere er at gøre for min niece . + +— som de vil , sagde mrs . Elling og rejste sig ; +tag hende kun med dem , sad er vi fri for hende så længe . +Mrs . Elling gik og Lisette stod tilintetgjort , med +tårer i øjnene , og kunne ikke se på sin tante . +— hvor hun er styg , sagde Alice og så efter +hende . Tag dit tøj mit barn og lad os komme afsted ; +vognen holder hernede . +— ja , tante , lad os komme afsted , sagde hu » , +men i det samme så hun hen til Otto . +Alice fulgte retningen af hendes blik og smilede +godmodig . +Lisette kunne dog ikke i tantens nærværelse tale +til ham og skyndte sig derfor op på sit værelse for +af hente sit tøj ; hun var snart færdig med sin påklædning +og en Karl dar tøjet ned til vognen . +Hun lød atter ned i dagligstuen , for af træffe +tanten , men hun var der ikke , — Otto sad der alene . +Hun ville gå tilbage , men Otto havde bemærket +hende og hun blev . Hun trådte hen til ham , rakte +ham hånden og sagde : +— nu vil jeg sige dem farvel , mr . Elling ; +jeg skal nu hjem til min tante . +— ja , jeg ved det , sagde Otto ; og så får +jeg dem vel aldrig af se mere . +Han beholdt hendes hånd i fin og så så +sørgmodig ud . +— der er min tante ! råbte hun og ville trække + +hånden til sig . men otte trykkede den fast op til sig +og hviskedee : +— farvel , min elskede , farvel ! vi ses vist aldrig +mere . De vil søge at undgå mig , og jeg tør ikke +nærme mig tik dem . Ru , lad det være som det er , +jeg kan vel snart få ende på de » ! +— nej , tal ikke således . Mr . Elling , de skal leve +og dlive lykkelig , sægde Lisette næste » ømt . +— med dem ? hviskedee Otto +— det ved seg me , svarede Lisette dybt rødmende +og ville atter ske fra ham . +— nej , Lisette , de kommer ske bort , førend de +svarer mig . Hvorfor skak seg leve ? Hvorfor skal jeg +blive lykkelig ? +— fordi at jeg gerne vil hase det , sægde han , +idet hua trak fia hånd til sig , og ilede dort . +— Mio , Lisette , et ord endnu ? råbte ban efter +hende , men hu » » ar borte . +I korridoren traf hun fia tande . De tog med +« ed mrs . og miss Elling og kørt efter rullede +vognen dort wut den glade wefte og hendes endnu +gladere tante , der — da hun do ingen bør » havde +— an havde sandet en slægtning , der » ar fader- og +moderkos . + +niogtyvende kapitel . +Et bedre hjem +— o , hvor her er smukt og yndigt ! udbrød +Lisette og drejede sig rundt på gulvet i sit nye hjem . +Men , kære tante , du har gjort dig alt for megen +umage med at pynte disse værelser til mig ; det er +altfor smukt , jeg er ikke vant til så megen pragt . +— vist ikke , mit barn ; kom nu hen og sæt dig +ved bordet . Vil du skænke theen til os ? +— ja , lille Lisette , min nye datter , sagde Eugen ; +sæt dig her hos mig , så ville vi drikke the . +Sjæleglad hoppede Lisette hen til fin onkel og +satte sig ved hans side . +— bær så artig , tante , og her , lille onkel , +her er til dig , du skal have sidst . +Hun følte sig så lykkelig i denne venlige omgivelse . +Da de rejste sig fra ttebordet tog tanten +hende til en side og sagde : +— vil du ride , Lisette ? +— o ja , tante , det vil jeg så gerne , dersom +jeg må . +— ja vist må du , mit barn ; her slår en +smuk lille hest nede i stalden , som din onkel har +købt til dig . +— nå , fladrer du nu allerede af skole ! råbte +Eugen muntert til fin hustru . Hvor du er skem ! + +— o , onkel , vil du lade være at fijænde , ellers +får du med mig at bestille , sagde Lisette smilende . +— ja ja da , min lille niece ; men gå nu og tag +din ridedragt på , at vi kan komme afsled . +— ja , det er rigtignok slemt , kære onkel , for +jeg har slet ingen . +— ikke det , mir bar « , så tag denne på , sagde +tante Alice og viste Lisette en yndig blå ridedragt , +der var en foræring fil heade . +— o , tante , tante , jeg gør dig alt for megen +kval ; » « har du atter haft ulejlighed for min skyld +— bryd dig blot ikke om det , sagde hun godmodigt +; klæd dig nu om , medens hesten bliver sadlet , +og så rider din onkel med dig , ikke sandt , engen ? +— jo vist , men vil du ikke med , Alice ? +— nej , ikke i dag . jeg føler mig lidt træt . Men +det er sandt , Lisette , kan du ride eller skal du først +lære det ? +— nej , tante , takket » ære fader red jeg med +ham fra sig » ar en lille pige +— rå , det var so herligt , gå så mit barn . +Lisette skyndte sig « ed påklædning « ! , oz snart +stod hun for dem i den blå ridedragt , med de smukke +krøller smukt svævænde » » der de « lille lidt kokette hat +— o , hvor du er samk , mit barn , sagde hendes +tante og omfævnede heade ; jeg rør næsten ikke lade +dig tage bort , for af ingen skal se på dig . +— er da allerede færdig , wefte ? råbte Eugen +i det samme ; her er jeg . + +han bød hende armen , hvilken Lisette glædestrålende +modtog . Hun steg tilhest ; hendes tante +så derpå og hendes glæde over af hun havde fundet +fin broderdatter igen , kendte ingen grændser . +Onkel og niece red nu afsted ; Lisettes højeste ønske +var : gud give af vi måtte møde Otto ; men dette +ønske gik ikke i opfyldelse ; derimod mødte hun mrs . +Elling med sin datter og dennes forlovede . Hvilke +dine de satte op da de så hende . +— den tåbelige tøs , sagde miss Elling spodsk ; +af ride , det er uhyre simpelt , — ikke sandt , mama ? +— jo , mit barn ; gud ske lov , du har da fået +en opdragelse , som forbyder flig koket fremtræden , +sagde den ømme moder og klappede fin datter på +kinden . +Lisette for afsted med sin onkel ; hendes kinders +rødme forrådte den indre glæde , der besjælede hende . +Hun var så glad , så glad ; men glæden varer kun +kort , thi Lisette havde ikke været hos sin onkel og +tante i otte dage , før hun savnede noget — noget , +der kunne glæde hende over alt andet : hun havde +ikke set Otto i denne tid , hun havde ikke hørt hans +venlige ord når hun var bedrøvet . +Hendes tante så snart med den kvinden egne +indsigt til af opdage flige ting , af der var noget der +nagede Lisette , skønt hun var munter og glad når +hun var samlet med dem . +Den gode tante vidste vel ikke hvem denne + +hemmelige tanke gjaldt , mm når hun ville udspørge +Lisette derom , lød denne altid fin Bei . +To måneder vare således forlødae ; de vare +hengledne , adea af må havde mærket det . Wette red +daglig en tur og nægen hver aften var hun i selskab +med fin onkel og tante , ligesom de også ofte havde +selskab hjemme . Hun havde flere gange truffet +sammen med Nero , og han var i låg tid hendes +eneste bekjendtcr . +Men den lille orm , der gnavede på Lisettes +hjerte , blev større og større og til sidst blev dens magt +helt utålelig . +Lisettes tante så det og hun besluttede i stilhed +at gøre Au , for at lisefte måtte blive rigtig glad . +Hun gennemgik i tankerne hvilke unge mennesker +mefte kendte , men hun kunne ikke strar indse hvem +hun foretrak af dem . +Da mindedes hun pludselig det blik , lisefte havde +sendt Otto , da hu » skulle tage dort . +— i « , ham må det være ! udbrød hun glad . +Om eftermiddagen , da lisefte sad ved siden af +fia tante og syede , sagde hun pludselig : +— lisefte , synes du at vi skulle indbyde mrs . +Elling til den fest , vi agte at give » Anledning af vor +bryllupsdag ? +Lisefte blev blussende rod . +— hvorfor spørger du mig om det , kære tante ? +I den retning kan jeg ingen mening have ; mrs + +Elling har vel ikke været god imod mig , men derfor +vil jeg dog ikke sky hende eller hendes datter . +— og heller ikke hendes søn , vel lisefte ? fortsatte +tanten smilende . +— men tante dog , sagde lisefte og rejste sig +forvirret ; du tror da ikke at . . . +— nej , mit barn , jeg tror intet ; men jeg +ville blot spørge dig tilråds , om du endnu havde +noget imod dem , hvis ikke , da vil jeg sende indbydelse +til dem . +Lisette svarede ikke ; hendes hjerte bankede af +glæde og håb . Tanten lagde mærke hertil og +smilede skælmsk . +Tredivte kapitel . +En undersøgelse . +— seer du , Eugen , efter alt hvad Lisette har +fortalt mig , så må den guvernante være et meget +sket menneske og derfor tror jeg at det var bedst , at +du rejste derned og undersøgte hele sagen ; måske +du endnu kunne redde hendes formue . +— 3a , Alice , det ville glæde mig , dersom jeg + +kunne det ; wen hvad skak der blive af mig , når jeg +i ak den tid ikke seer dig ? +— o , da kan ook leve foruden ach ; i den korte +tl , d » kommer jo snart hjem Wen . +— ja , du har ret ; og vi bor desuden gøre +alt for den lille forældreløse stakkel . Altså , jeg +rejser derned , men ikke for efter vor bryllupsdag . +— nej , god bevares , Enge » ; her skal jo også +« er selskab i de » Anledning , og så ville der ikke se +smukt ud når manden var borte , mm efter delte +så da rejse . Og hør , kære engen , da må ske +blive vred , men jeg -ar indbudt wrs . Elling og +hendes son ; jeg tænker nok at hun tager med , thi +siden datteren er tagen til England keder hun sig +ganske forfærdeligt , og det er uke til at undres over , +chi datteren skal være en meget elskværdig pige efter +Mettes sigende . +— ja , Alice , da har M hast dine grunde og +derfor må det være rigtigt at de komme her , skønt +jeg we wer denne hovmodige madame . +Otte dage derefter var Enge « på vejen til +Spanien . +Der var sendt bro » til gren Tadlos ' familie +om at tage imod ham , og på slottet var der glæde , +chi de » » ar image side » ar en be » -mde åsf « dem . +Da Enge » ankom blæv han » oktaze » Hjertelighed + +og han befandt sig så vel i disse glade menneskers +ncrrvcrrelse . +Det første han foretog sig var at anmode Herren +i huset om en samtale . +Charles var strar villig til at underrette ham om +all , Jean og Jutta vedkommende . +— men pigebarnet , sagde Eugen ; hvor har le +gjort af hende ? - +— ja , til min skam må jeg tilstå , al endfijøndt +hun er min myndling , er hun flygtet og vi have søgt +efter hende overalt , men uden resultat , hvilket glcrdede +guvernanten usigeligt ; hun bilder sig naturligvis ind , +al hun skal have hvad ver er , men hun tager fejl , +så vist som der er lov og net til i landet , skal hun +ikke husere der ret længe . +- det var netop derom al jeg skulle tale med +dem , sagde Eugen . Seer de , Lisette er flygtet til +Frankrig , hvor hun opholdt sig som selskabsdame hos +en engelsk famile , men havde det meget ondt der . Min +hustru og jeg kom tilfældigvis i selskab der en aften +og Alice blev strar slået af Lisettes lighed med Jean . +Hun spurgte om hendes navn og således fandt vi +da vor ulykkelige Jeans datter . Men nu er det min +pligt al frelse for hende alt hvad der kan frelses , og +det ville være mig kært , om de vil vcrre mig behjælpelig +dermed , thi sandt al sige har jeg just ikke stor +lyst til al gøre bekendtskab med den listige kvinde . +Men det er sandt , gode lillier , Lisette talte om al hun +havde en anelse — en meget slem anelse — om , al + +hendes foder og moder havde fundet døden ved et +hvidt pulver , som han havde set guvernanten hælde +i deres drikke ; jeg synes at det var bedst o « vi kunne +overliste heade ved et forhor . +— hvad siger de , hr . Sevilla ! . . . Det er +umuligt . . . Lisette må have taget fest ! +— nej , jeg forsikrer dem , han udtalte det ganske +troskyldigt . +— men hvorfor har hun aldrig talt til mig derom ? +Sagde Charles noget vrurt ; det var jo ikke rigtigt af +heade . +— nej , mm det » ar as den gøde grund , hr . +Allier , at hendes gnvervsste altid holdt hende indespærret , +før at hun ikke ffolde ffaddre af skole . +— min gud , har jeg kendt mage ! råbte Charles +forbanset ; det har jeg mr vidst en smule af ! Bi må +strar derhen . . . klæd des i hast om , min kære +Sevilla ; her gælder det nok at komme jo før jo +heller ! + +enpgtredivte kapitel . +Hos Fru 3kandy +— å , Lionel , ræk mig den sykurv der ? +— bær så god , moder , her er den . +— hør , jeg vil tale med dig ; sæt dig her ved +siden af mig . Seer du , Lionel , jeg er ikke længer +rolig her ; vil du ikke også være glad ved at kunne +rejse bort herfra og at kunne leve frit og uafhængigt +på et andet sted ? +— jo , moder , det er mit højeste ønske . +— nu , så gør alt i stand til at tage afsted , så +ville vi rejse ved første lejlighed , naturligvis uden at +grev Tadlos mærker noget . +— hvorfor må han ikke vide det , moder ? +- ih , tåbelige dreng , vi tage naturligvis alt +hvad her er med os , det kan dir da nok tænke , og +hvis de fik noget nys herom , så blev nok hundrede +og et ude , — selv fik vi da lov at rejse bort uden alle +disse rare ting , som dog ikke er så ganske lidt værd . +Lionel rejste sig vredt fra sin moder og sagde : +— du handler ikke rigtigt , moder , hvad skal den +stakkels Lisette gøre når hun kommer tilbage og ikke +har det mindste ? +- gå din vej , du tosse ! jeg vil ikke se dig +for mine øjne ! råbte Fru Tandy harmfuld og kastede +sykurven med al dens indhold efter ham . + +Lionel for ud af døren oz lige imod to herrer , +der netop slode i begreb med at træde ind . +Fru Tandy rettede på sit lappetøi » g blev che +så bleg af angst , som hun før var rød af harme ; +thi hvad ville vel meftes formynder her med den +anden herre ? hun rystede så stærkt , ar det kunne ses +på hende . +Begge herrerne trådte nærmere og Fru landdød +dem med tit mest indtagende smil af tage plads . +Eugen satte sig , thi han var træt , » en Charles +blev stående med bredes funklende i alle træk . +— undskyld af vi uterlige dem , sagde han +hånlig ; men vi have en sag af megen vigtighed af +tale om med dem . Bi kan nemlig hilse dem fra +Lisette , den nage pm so » De tog dem så kærlig af . +Fra Tandy for op af fia stol og sagde med tilsyneladende +glæde : +— o , har de fundet hende igen ? Hvor jeg dog +er glad ! . . . Det-var smukt as dem ! +— ti , forræderiske kvinde , som de er ! råb « +Charles heftigt . Tror de ikke , af de viwe finde +stor « glæde , hvis » i aldrig havde stmdet heade ? Hør +mig videre og svar m^ oprigt^t , det råder jeg dem +til : hvad døde Lisette « forældre as og hvem var +deres læge ? +Kro Tandy lignede en dødmwg i . dette øjeblik ; +hun gjorde en overvrdemia anstrengelse for at synes +rolig og sagde : + +— de døde begge af en ondartet brystsyge , det +sagde lægen , og jeg plejede dem begge til det sidste . +— ja , desværre for dem , sagde Charles og +stirrede med væmmelse på hende . O , de er et +umenneske ! råbte han og stampede i gulvet ; men +vent , deres tid kommer også ! Vil de , hr . Sevilla , +passe på denne dame , medens jeg går hen til +dommeren . +O , hr . Greve , de må ikke gå ! stønnede +Fru Tandy i dødsangst og faldt på knæ for ham . +— hvorfor må jeg ikke gå , frue ? +— o , jeg beder dem , lad det være ; jeg vil +være god og retskaffen og udsøne min synd på +hvilken måde de ønsker det ! råbte hun og foldede +hænderne . +— de har altså begået hin synd ? De har +dræbt dem begge ved gift ? +— o , tilgiv mig , jeg var fattig , men ville være +rig og mægtig . Jeg lod mig lede af min onde genius +. . . Tilgiv mig , tilgiv mig , hent ikke dommeren , +for guds skyld , hent ham ikke ! +- biig bort fra mig , forfærdelige fruentimmer ! +Råbte Charles og stødte den hånd tilbage , som hun +bedende rakte ud imod ham . De , hr . Sevilla , må +passe godt på , thi hun er listig som en slange . +Dermed gik han og låsede døren forsvarligt +udvendig fra . +Han kørte lige til dommeren , hvem han betroede +hele sagen . Dommeren kørte strar tilbage med ham ; + +da de stod udenfor døren til det værelse , hvori Fru +Tandy befandt sig , hørte de en forfærdelig støj . +— djævel ! hørte de engen råbe ; med mig skal +de ingen bogt få ! +Charles rev Deren op og hvilket syn viste sig +for ham . +På gulvet lå engen og fri Tandy stod og +trampede på ham oz rev ham i håret . Hendes +øjne stod vidt ådse oz angst oz vanvid stod at læse +i det gamle ansigt . +Dommeren og Charles trådte til oz befriede de » +Stakkels fortrådte Enge « ssoua . +Fra Tandy blev an underkastet et krydsforhør . I +begyndelsen » ilde hun slet ikke behende noget , men +lidt efter lidt fik han dog listet hele sandheden i al fia +forfærdeli^hed ud af hende . +Dette forhor varede i over fire timer ez Fru +hand- var så træt , al hun var nær ved al fæde om . +Hnn blev » n tilligemed Lionel ført i fængsel og +øvrigheden forseglede alle døre og lagde beslag på +huset så længe forhorerne slode på og indltl dommen +var salddyrdet . +Fru fand- streg oz rasede i fængstet ; men de +massive more eg bindserne medede tykke jernstænger +modstod al hendes anstrengelse . +Lionel » ar Mere sindg . Han » ar M fin sk-w « +Frihed bevidst og tålmodig sted han og ventede på al +man kulde loeldde ham . + +toøglredivle kapitel . +Dommens fuldbyrdelse +på en afsides plet i en udkant af byen , som +kun benyttedes til al afstraffe de dødsdømte forbrydere , +var en meget stor menneskemængde samlet . +Endel tømmermænd slode og arbejdede flittigt +på al oprejst et skafot , der snart skulle afbenyttes . +— så , udbrød den ene og tørrede sveden af +panden ; nu fial vi se om hun flipper helskindet fra +det ; denne gang er hun vel ikke stridig . +— lad være al håne hende , Klaus , nu da hun +skal dø , sagde en anden . +-- jo , jeg vil håne hende ; jeg hader hende , thi +hun har stadig gjort mig skade . Dengang jeg tjente +hos baron petit , da fik hun mig afskediget , ved al +sætte ondt for mig hos herskabet . Fruen var som +et stykke legetøj i hendes hånd og udførte alt hvad . +Den djævel fandt på . Da jeg var kommet bort +huserede hun , som om hun var eneherre i huset og +til sidst gav hun fruen og Herren gift og behandlede +datteren på en tyrannisk måde . Skulle man ikke +håne hende , så ved jeg ikke hvem man skulle håne . +— døden forsoner alt , husk det , Klaus ! sagde +den anden ufortrøden . +— o , jeg ved ikke hvad jeg kunne gøre hende , +dersom jeg i dette øjeblik fik fat på hende , sagde + +Klaus opbragt . Da jeg tle » jaget fra gården fik +jeg intet arbejde i meget lang tid ; min kone oz mine +små omkom af hunger og elendighed , og hvorledes +kom jeg selv til at se ud . Jeg er bleven ti år ældre +over ak den elendighed . . . må jeg så ikke håne +hende ? . . . so , jeg ved ikke hvad seg gjorde ved +vende , dersom jeg » ar dommer ; hun stalde i det +mindste levende brændes . +— der er hun , der er han ! indlede mængden og +så ned ad brien . +En karre , hvorpå sad en ligbleg kvinde , med +håret vildt flagrende til alle sider , nærmede sig langsomt , +som for at forøge den dødsangst , den ulykkelige +kvinde sølle . +Karren var rundt omkring desat » ed militær , +som betragtede enhver af den dødsdømtes bevægelser . +En kathvlsf præst kom kørende dag efter Karren . +Mængden udslyngede forfærdelige hyl og truede rasende +mod Karren . +Kun med moie banede militæret sig Bei mellem +de « tætte mængde . +Nu trådte bødlen og hans knægt op på skafottet . +Han nærmede sig kar « » , der ns » ar kommet +helt hen til dem og død med et hånkut Emil Lisettes +tidligere guvernante hånden . +Hnn modtog den ikke , thi » ed synet af bødle « +Ftvmedes enhver dråbe med i hendes årer ; hun +måtte med magt stores op pa « skafottet . +Præsten læste en kort ko » med hende ; hun knælede + +foran blokken og kort efter var Fru Tandy ikke mere . +Hun havde fået Len som forskyldt ! +Men før knægten kunne forhindre det , for Klaus +op på skafottet , greb hendes hoved ved håret og +svingede det rundt med hæftighed . +— delte er for min kone , dette for mine børn +oz dette for mig selv ! sagde han og gav hovedet lige +så mange klask , og lød sin vej . +Nogen tid derefter blev Lionel sat på fri fod , +efter at han havde bevist , at han ikke havde været +hjemme da mordene blev begåede , og han rejste så +hurtigt han formåede bort fra skuepladsen for sin +moders bedrifter . +Treogtredivte kapitel . +Otto . +Mrs . Elling og Otto havde strar taget mod den +indbydelse , som grevinde Sevilla havde sendt dem og +Otto havde for første gang set Lisette , efter at hun +var taget bort . +Det var den første glæde han i lang tid havde +opnået . + +Lisette havde ved festen været munter og glad — +ja , hua havde ovcrlruffen sig selv i munterhed . +Da den aften var hengået havde Alice bedet den +at se ret ofte ind til hende , og fulgte mrs . Elling ikke +indbydelsen , så benyttede Otto sig desto mere deraf , +thi han besøgte dem hver aften . +Alice så hvor glad Lisette var » år han kom . +To måneder vare således henrnnden og i de « +Tid havde Eugen stadig opholdt sig hos grev Tadlos . +Otto var Alices stadige gæst og underholdt begge +damerne på det bedste . +— hvilket himmerige for dem , frøken petit , +jmod den tid de tilbrægte hjemme hos os , hviskedee +han til Lisette . +— jeg vil ikke svare dem , mr . Elling , svarede +Lisette ; jeg bor det mindst af alle . +En aften , da de atter vare samlede , hviskedee Otto +til hende : +— husker de vor sidste samtale førrad de tog +bort , Lisette ? +Jo , det hoffede Lisette meget godt , forsikrede hun , +« den at give tilkende hvad hendes hjerte læede . +Mere blev der ikke sagt denne aften , men næste +dag fik Lisette et langt — langt brev , som gjorde +hende usigelig glad . Hva gav tanten det og gik , +førrad denne havde set et mesfe bogstav deri . +Da alle havde læst brevet smilede hun og gik +op til Lisette . + +— men hvad fejler dig dog , mit barn , du +-ar jo grædt , sagde hun . +— ja , tante , men det er af glæde jeg græder +hør , sig mig , tante , hvad skal jeg svare på dette +brev ? +— hvad dit hjerte siger dig , Lisette , det er det +bedste . +— men har du da intet derimod ? +— nej , mit barn , din lykke er min , og det skulle +ret glæde mig , om du kunne blive rigtig lykkelig . +— tak , kære tante , for alt hvad du har gjort +for mig ! +— o , intet at takke for , mit barn ; men nu +vil jeg gå , — skriv du så og lad mig se brevet . +— nej , tante , jeg skriver sket ikke ; han kan selv +komme herop og få svar . +— nu , som du vil ; men så er han vel ængstelig +for udfaldet af hans frieri , — var det ikke bedst om +du skrev ? +— det har han godt af , tante ? +Dermed gik de begge ind i dagligstuen og satte +sig til at sy . +- ah , tante , der skal du se , han står på +gaden lige for dit vindue ! Nej , har du kendt mage +til menneske , han skulle vist se om der kom brev fra +mig ? Men nu skal han straffes , jeg vil sket ikke se til +-am mere . O , hvor det er morsomt , han gør sig +den største umage for at få dig til at se på ham ! + +hendes tante truede ad hende og sagde : +— du er for streng imod ham , Lisette ; men an +vinker jeg af ham , så kan du have det så godt . +Alice vinkede virkelig af den udenforftående unge +mand , og han lød mere end han gik op til dem . +— tør jeg komme ind ? sagde han og så på +Lisette . +— nej , mr . Elling , svarede hun rødmende . +— træd de kun indenfor ! sagde hendes tante . +Otto trådte ind , men blev slående ved døren +og så hen til Lisette , der havde vendt sig bort , så +at han . ikke kunne se hendes ansigt . Han ilede hen til +hende og sagde : +— frøken Lisette , jeg beder for anden gang om +deres hånd og hjerte ; — skal jeg , ligesom sidst , +gå bort med et knust hjerte ? +— å , mr . Elling , sagde Lisette og vendte sig +om til ham ; en englænders hjerte bliver ikke så let +knust ! +Men den tone og det blik , der ledsagede disse +ord , fik Otto til at skælve af glæde . +— o , frøken , det må de ikke sige , de som +ved , hvor meget jeg har lidt , fordi de gav mig nej +sidst ; men svar mig på mit brev , har det gjort dem +vred ? +Lisette så op på ham . +— vred , sagde hun , det har jeg ingen grund ti ! +At være , dertil har de været alt for god imod mig . +— men så svar mig da , frøken , dr spænder + +mig jo på pinebænken ved deres taushed ! sægde +Otto ømt . +— ja , hvad skal jeg svare ? sægde Lisette lidt +drillende , men dog med inderlig glæde . +Hendes tante rejste sig , greb Ottos arm og +lagde den om livet på Lisette . +— de behøver intet andet svar , mr . Elling , +sægde hun og smilede tilfreds . Hun vil blot drille +dem lidt ! +Otto trykkede Lisette til sit hjerte . +— er det virkelig sandt ? sægde han . +— det må det vel være , når tante siger det , +svarede Lisette leende og lod sine fingre glide gennem +hans hår , for at skjule sin forvirring . +— nej , har du kendt mage , Paul ! udbrød +mrs . Valtter ( forhen miss Elling ) , idet hun satte +fig i en fløielsbetrukken sofa i sit nye hjem i London ; +ar gifte sig med hende , det røber kun en dårlig smag . +Mr . Valtter satte sig hos fin unge kone og sægde : +— jeg synes at Otto har båret sig rigtig fornuftig +ad ; jeg ved ikke en kvinde , der kan måle sig +med hende i skønhed , unde og hjertensgodhed ; der + +må ret være en lykke før hår , ar besidde en sådan +kvinde , der forstår ham og deler enhver af hans +anskuelser . ' +— 3 « , naturligvis . Herrerne holde jo altid med +de smukke damer . Gudbevares , hun er en fuldkommenhed +imod mig og alle andre ! Za , du » ar jo +også svært forelsker i heade , dengang vi var derovre , +og så vidt jeg husker traf jeg dig i en tete- » - « ek +med hende ; do lå på knæ for heade og hun høne +smægtende på sin begunstigede elsker ! +Mrs . Baltter var i sin ivrighed sarer op fra +sofaen ; hun stod an foran sin mand og så harmsuld +på ham . +— bogt dig , Konstance , lad iagen høre din +rædsomme anklage mod en nag , « skyldig pige , som +intet ondt har gjon dig , sagde mr . Baltter med en +englænders urokkelige rolighed . +— vogte mig , hvorfor vel , om jeg må spørge ? +Råbte Konstance heftigt . Har jeg måske rogn ai +frygte af dig ? +— af mig , Konstance ? Rei , da ved du vel al +da ikke har , men dv burde ikke tale så højt , når +du siger en usandhed . +— min gud , hvisk « tyranni ! udbrød mrs . +Baltter » g for ud as stuen . +Da hun var går størkede mr . Baltter fil hoved +i hænderne og suskede . +— skal dene vare » ed længer , så gud hjælpe +mig ! sagde han halvhoit . Hvor han er styg , rædsom + +styg , — og det allerede nu , da vi kun har været gift +en måned . +Hos mrs . Elling opvakte Ottos forbindelse en +endnu større forbavselse . Hun elskede fin søn og ville +gøre alt for at forhindre denne mesalliance , som hun +kaldte det . +Frreogtreæivte kapitel . +Fader og søn +— men hvorfor vil du ikke , Nero ? Efter så +lang tids forløb kunne de ikke længer være vrede +på dig , og desuden vil en sådan rejse vcrre behagelig +for dig , iscrr da du kender dem . Du skylder dem +jo ligefrem tak for den tid du har opholdt dig der . +Denne tale holdt hr . Bankier l^volle en dag +e fin adoptivsøn , da denne havde bedet om tilladelse +til at rejse udenlands , hvilket bankieren også var +villig til , men han opfordrede ham til at besøge grev +Tadlos ' først . + +— nej , kære hr . Levolle , jeg vil meget nødig +derned ; men når jeg har gjennemrejst Europa kan jeg +tage gennem Spanien , for at hilse på dem . Ret +længe bliver jeg dog ikke hos dem . . . jeg ved ikke +hvor det kan være , men jeg befinder mig ikke vel hos +disse brave mennesker , det er for mig , som om jeg +bær skylden for alle deres ulykker , — som om jeg +ikke bør opholde mig hos dem , uden at være lumsk og +snedig . Min fortid vil jeg ikke tale om til dem , den +skal ingen erfare noget om , selv om det skulle koste +mig mit hjerteblod . Men da det er deres ønske , +hr . Levollø , da skal jeg nok besøge grev Tadlos og +hans familie og takke dem for al deres venlighed +imod mig . +Nero holdt hånden over øjnene og sukkede dybt . +— hvorfor sukker du ? sagde bankieren og kastede +et næsten ømt blik på sin adoptivsøn . Er din fortid +da så mørk og sørgelig , at du ikke kan tænke på +den , uden at sukke ? Betro dig til mig , Nero , vi ville +da i fællesskab bære den byrde , der tynger så meget +på dig ; jeg skal være tavs som graven . +Nero greb den gode mands hånd , trykkede den +inderligt og sagde : +— tro mig , min kære fader , den hemmelighed , +der tynger mig , tør jeg ikke åbenbare for nogen , uden +at røbe min rigtige fader — min skændige fader , +som . . . +Nero tav stille , greb sig atter til hovedet og +styrtede ud af stuen og op på sit eget værelse . + +han kastede sig på en stol og udbrød : +— ak , hvor jeg er ulykkelig ! Hvorhen skal jeg +vende mig , hvorhen skal jeg dreje mig , uden at jeg +seer farer ? Jeg så ham tydelig i går aftes ude +på boulevarden ; han spadserede tæt forbi mig ; han +betragtede mig med sit gennemtrængende blik , — +blodet isnede i mine årer , — jeg lød det bedste jeg +kunne , men siden den tid har stadig hans vrede , hævnflammende +øjne slået for mig , vågen og i drømme +mine barndomsminder slå atter lyslevende for mig +mord , røverier , skrig og dødsrallen , eder og forbandelser ! +O , min gud , min gud , når stol alt dette +ende ! — stakkels plejemoder , du har det hårdt ! +Du , den eneste , der holdt af barnet , den eneste der +talte til det og lærte det noget godt ! Men jeg skal +vide at hævne mig på dem ! råbte han næsten højt ; +vent dloi , jeg skal fortælle dem at der er lov og ret +til i landet ! Ja , jeg vil hævne mig på dem ! +— også på din egen fader ? sagde en stemme +fat ved ham og en hånd lagde sig på hans skulder . +Nero , fornægter du mig , og vil hævne dig på mig ? +Steg kan ikke tro det , du som har så rene hensigter ! +Bed ordet „ rene “ dirrede læberne af en bitter +spot . +Nero var med åben mund og skræk og fortvivlelse +malet i alle træk faret op og stod nu lige overfor +— sin fader , ikke i stand til at sige et ord . +Denne pause , under hvilken fader og søn stod +og betragtede hinanden , varede i nogle minutter . + +— hvem er de , der vover at trænge ind i mine +værelser , skønt døren er lukket ? udbrød Nero endelig . +— hahaha , monsieur ! råbte hans fader . Du +ved at jeg er en tyv og røver , derfor ti stille , ellers +ved du nok at de hører det dernede , og hvad ville +folk sige , når de erfarer , at den i selskabslivet feterede +Nero lsvollø er en røvers søn ? +Nero stod tavs og tilintetgjort og så på fin +fader . +— hvorfor vil du tilintetgøre min lykke , nu da +jeg virkelig er lykkelig hos disse gode mennesker , sagde +han med halvkvalt stemme . +— hvorfor ? spørger du ; fordi du er min son +og fordi jeg vil at du skal følge med mig tilbage til +Spanien og være hos mig som forhen . +— hos dig , som røver og plyndrer ! Nej , usling +skal du hedde og ikke fader ! udbrød Nero harmfuld ; +dette hellige navn skal aldrig komme over mine læber +. . . gå din Bei , jeg følger ikke med dig , om du +så lover mig alverdens skatte derfor . +— du skal ! udbrød Konrad . Bort , eller jeg +går ned og fortæller hvem du er og de ville da +forskyde dig . +— det kan du ikke , uden at røbe dig selv ! +Råbte Nero . +— bah ! så dum ville jeg ikke være , at fortællæ +dem at jeg var din fader . +— ja , så ville de ikke tro dig . +— o jo ! råbte Konrad med hånlig latter , de + +ffal nok komme til at tro mig ; men følg nu med , vi +gå strar . . . skynd dig at tage overtøjet på . +— jeg viger ikke af pletten ! sagde Nero . Gå +deres Bei , jeg kender dem ikke mere . +— tåbelige dreng , du skal gå med ! råbte +Konrad heftigt . Hører du , du skal tage med til +Spanien . +— jeg gør det ikke , svarede Nero med urokkelig +fasthed . +— du skal med , enten du vil eller ej . +— jeg gør det vå ingen måde . +Konrad bed sig i læeberne af harme . +— nå , for sidste gang , tager du med ? +— nej , svarede Nero og vendte sig bort . +— ha , så tag din velfortjente løn ! råbte +Konrad , aldeles ude af sig selv af raseri , og affyrede +en pistol på Nero . +Denne udstedte et højt skrig og faldt bevidstles +om på gulvet . +Men Konrad banede sig vej gennem den paneelder , +ad hvilken han var kommet ind . +Alle folkene , med bankieren i spidsen , stormede +op mod den side af huset , hvorfra skuddet havde +lydt . De åbnede døren til Neros værelse og bankieren +for forfæerdet tilbage , da han så Nero ligge +udstrakt på gulvet . +— hvem har væiret her . . . hvem har væeret +her ? råbte han ude af sig selv af smerte . Ak , min +ben , min kjæere søn ! sagde han næesten grædende , + +idet han tog Nero på fine arme og lagde ham på +sengen ; men derved vågnede Nero . +— er han borte ? råbte han og greb sig til +hovedet . O , hvor ffcendigt at true mig ! Ha , hvilken +fader , hvor jeg hader ham . . . og dog er han min +fader , han par givet mig livet og tager det nu igen ! +— hvad tiger du , min søn , sagde levolle ; +har her vcrret nogen og voldt dig fortræd ? +Nero rejste sig og tog sig til hovedet ; men da +han tog hånden tilbage var den plettet med blod . +Min gud , hvad har man gjort ved dig ? +Råbte bankiren . Hent læegen og kald på min kone . +Levolle forlangte en forklaring over det skete , +men Nero næegtede på det bestemteste at give en +sådan . +Læegen forbandt hans sår og i ser uger måtte +Nero holde sengen . +I denne tid udsendte bankieren hver dag spejdere , +for at finde gerningsmanden , og politiet satte sig +også i bevægelse , men alt uden noget resullat . +Nero var ofte helt sindsforvirret og hans tale +sorffroekkede i den grad den gode , retfærdige bankier , +at denne stundom rejste sig , for ikke at høre mere . +Nero havde lidt meget i denne tid ; han kæempede +med tit eget hjerte . Hans stolthed var ydmyget , +hans hjerte krympede sig under bæegten af hans faders +forbrydelser og stnndom ønskede han sig døven . +Hvilken tilværelse , at have en sådan -fader , som +måske ville forfølge ham overalt hvor han gik og stod ! + +i den sidste tid af fin sygdom havde Nero +fået Fru levolle til at pakke alt hans tøj sammen . +— når jeg kommer op og er så rafl , at jeg +kan gå oprejst , så rejser jeg og kommer først tilbage +til eder om 5 æ 6 år , sagde han . +Fruen så medlidende på ham ; i hans feber « +Fantasier havde hun erfaret hemmeligheden med hans +familieforhold og hun gjorde derfor ingen indvendinger . +Syv uger efter tog Nero afsted med sin kærlige +ben og forsørger og dennes hustru . +De fulgte den nu så blege yngling til baneßmionen +Nero havde taget afsted med dem , de viftede med +deres lommetørklæder og toget satte sig i bevægelse . +Det var allerede kommen et godt stykke hen ad vejen , +da en mørk mand , iført slængkappe , stormede hen +imod stationen ; men da han så det bortilende +tog råbte han : +— for silde ! for silde ! Alt er tabt ! — o , hvordan +har han det efter vort sidste møde ? . . . Min +søn , min søn , det sfete i overilelse , men du trodsede +migog jeg er så heftig ! +Han vendte sig hurtig bort , da han så hr . og +Fru levolle stå lige dag ved ham ; de havde hørt alt +hvad han sagde . +— hvor han ligner Nero , hviskedee bankieren til +fin hustru . +— men Neros ansigt er mere ædelt og venligt , +svarede Fru levolle ; menneflekærligheden står malet + +i hans ansigt , hvorimod må hos denne mand kun +læser dyrets utæmmelige lidenskab . +Manden , som stod foran dem , havde hørt alt hvad +de sagde . Han vendte sig om , og sendte dem et stolt , +lynende blik , der isnede Fru levolle helt ind i hjertet , +og som fik bankieren til at fare sammen , så foragteligt +og koldt var det — og derpå forsvandt han blandt +mængden . +— min gud , hvor han dog seer forfærdelig ud ! +Mumlede Fru levoll « og skælvede . Lad os gå hjem . +De gik begge bort . Ikke et ord blev talt på +hele hjemvejen . +— gud ske lov , nu er han da langt borte , sagde +bankieren , da de endelig var kommet hjem ; når han +nu blot ikke forfølger ham , thi da er beder vist ingen +nåde for ham længer . Stakkels , stakkels forvildede +barn , du har måttet døje meget ondt , og du er +dog så ung endnu ; men du skal få det godt , hos +mig er din hemmelighed bevaret , aldrig skal den komme +over mine læber . +Imidlertid rullede Nero afsled i en rivende fart . +Den unge mand sad eftertænksom og stirrede ud +på de umådelige landstrækninger , der viste sig +for hans blik , men uden at tage nogen notids Heras +gled de forbi ham og Neros tanker havde taget en +anden retning , — de vare hos hans fader . +Hvor var han nu ? Mon han havde fulgt efter ham ? +Kendte han fin fader ret , så flap han ikke tit + +bytte således ud af hænderne og Nero ventede sig +derfor det v « rste . +En dyb smerte bemæegtigede sig den ulykkelige +unge mand ved disse tanker . +Femogtredivte kapitel . +5 år efter +med den « rede l « sers tilladelse gå vi b år +frem i tiden og ville da atter indfinde os på grev +Tadlos ' gods . +Hvor alt er forandret her ! Smukke anl « g og +dejlige blomsterbed smykke haven ; træerne bugne af +sydlandsk frugt ; flere nymodens lysthuse er smagfuldt +hensatte vå de mest udsigtsrige steder . Slottet selv +er undergået en fuldst « ndig forandring . +Det er morgen . +En ung dame , med en stor hvid havehat , hvorom +er flynget et lille bånd , sidder i et af lysthusene . +Den hvide mousselins morgenkjole flutter fljønt +om hendes ranke lemmer . +Hun syer flittig på en hvid knipling , som hun +af og til lader hvile i skødet , for at se op til slottets +vinduer . + +— nej , hvor de sove deroppe , sagde hun smilende ; +de skulle blot vide at jeg har været så tidlig oppe oz +sidder her og syer ! +O , hvor hun er fød ! ville de udbryde , der i dette +øjeblik kunne betragte hende . +Hun kastede hatten i græsset og syede derpå +atter flittigt , medens hun holde følgende tale til +sig selv : +— hvor moder vil blive glad når hun seer +denne fine knipling , den skal hun have på til generalens +bal , og jeg skal være så smagfuld som mulig , +det har bedstefader sagt , for han tåler ikke at jeg +skal stå tilbage for nogen , — ikke engang for en +kongedatter . +— god morgen , Donna Dinora , allerede så +tidlig oppe og så flittig ! råbte en ung , lyslokkel +herre og nærmede sig i det samme den unge dame . +— god morgen , sagde hun og vendte det henrivende +ansigt om imod ham . +Herren for studsende tilbage da han så hende . +— så smuk har jeg endnu aldrig set hende , +hviskedee han næppe hørligt og satte sig på en stol +ved siden af hende . +Hendes smukke sorte øjne sænkedes mod arbejdet +og et vredeslyn for ud af dem , fordi han forstyrrede +hende . +— hvad , allerede så tidlig oppe ! bemærkede +hun med et let smil ; jeg troede også at de sov , +Don Armand . + +— nej , Donna Dinora , siden jeg kom her til +slottet kan jeg ikke sove længe . Jeg kan ikke begribe +hvorledes det er sat med mig ; jeg drømmer , både +når jeg er vågen og når jeg sover . Intet øjeblik +har jeg ro , jeg føler mig så indesluttet ; men nu +håber jeg , Donna Dinora , at de kan sætte lidt +humør i mig . +— man skulle ikke tro at de er en franskmand , +sagde Dinora lidt stødt : de er altid så overlegen +ligeover for damerne , som de anser for mindre end +dem selv . +— de er vred og derfor er de uretfærdig imod +mig , Donna Dinora ; men de må ikke være vred på +mig , det kan jeg ikke udholde . +Armand støttede hovedet i hånden og så dristigt +på den unge dame ; men hun kastede i hast sit arbejde +over armen og rejste sig . Hun gjorde en let +bøjning for den unge mand og gik , idet hendes anfigt +antog et fortrædeligt udtryk . +Hun nærmede sig slottet og trådte ind . +— god morgen , Dinora , er du også oppe ? +Råbte en smuk , ung mand , der stod i begreb med at +ordne nogle blomster i en kinesisk vase . +- god morgen , Karlo , svarede hun ; men hvor +> al verden kan det være at du er så pyntet i dag ? +— er jeg pyntet ? sagde han og så ned ad sig . +3 « , jeg fia ! forresten også ud . +— ah , råbte Dinora leende . Du skal vel bringe + +den skønne Lucy denne buket , for at hun kan smykke +sig til ballet . +Karlo vendte sig i haft bort og fik hurtig fat på +en Avis , i hvilken han ivrig studerede . +Dinora liftede sig sagte hen til ham og så ham +op i ansigtet . +— tænkte jeg det ikke nok ! råbte hun ; du rødmer +som en ung pige , når man taler om generalens +Lucy . O , du skal ikke længer skjule det for mig , Karlo ! +— ti dog stille , Dinora , lad os heller tale om +dig , sagde Karlo . +— om mig ? udbrød hu « ; hvad skal vi tale om +mig for , — der er jo intet at tale om . +— jo , Dinora , sæt dig ned hos mig , jeg vil +tale med dig , det er en lille kommission , som jeg +har fået at besørge . +— ih . hvor du er alvorlig , Karlo , sagde hun +og satte sig ved siden af ham . Nå , sig mig så +hvad det er ? +Karlo greb hendes hænder og sagde : +— jeg ved , du er god , Dinora ; du vil ikke +tilføje et menneske nogen hjertesorg , — vil du vel ? +— nej , det ved d « vel at jeg ikke vil , sagde +Dinora og smilede . +— nu , så . . . ja jeg ved ikke rigtig hvorledes +jeg skal komme frem med det . . . men kort sagt , du +ved at Armand le villa nu har opholdt sig her hos +os i to måneder og i den tid hverken haft ro esl » +Fred , og det er din skyld . — nej , du må ikke + +afbryde mig , han er af « del franst familie og kan +med tiden arve en meget rig onkel , han elsker dig , +og har bedet mig sige dig det , da han ikke selv har +mod til det . Det var kun dette jeg ville sige , og da +jeg kender dit gode hjerte har jeg ikke taget i betænkning +at meddele dig hvor ulykkelig han er , og du er +som i agt skyld deri . +Dinora rejste sig stolt og sagde : +— er du min Broder og taler således ? Karlo , +har jeg givet ham anledning til at forelske sig i mig ? +Er jeg ikke altid kold og frastødende imod ham , og +hvad kan der forlanges mere ; vil du have at jeg skal +skjule mig for ham ? — min skyld ! nej , det må du +ikke sige ; lad ham blot passe sig selv , jeg skal ikke +foruleilige ham . Men holder du det mindste af mig , +Karlo , så beder jeg dig , tal aldrig om ham til mig , +jeg svarer dig ikke mere derpå . +Dinora rejste sig og gik . +— ja , du er i sandhed smuk , Dinora , især når +du er vred , sagde Karlo efter hende og gik ud i +haven . +Armand kom styrtende hen imod ham . +— har du sagt hende det ? spurgte han og så +på Karlo . * +— ja , Armand , men hun ville ikke give mig +nøget svar ; — jeg forstår mig heller ikke på sådanne +sager ; jeg har ganske vist fornærmet hende +imod min villie . + +— o , jeg tåbe , at stole på dig ! udbrød +Armand lidenskabeligt ; men jeg vil selv tale med hende , +— hendes frastødende væsen mod mig nærmer mig +mere og mere til hende . Jeg er lige ved at blive gal . +— fat dig dog , Armand , du tager på veje +som jeg ved ikke hvad . +— o , hvor kan du tale således , du som er +så rolig ; hav medynk med mit hæftige sind og spot +mig ikke . +Armand løb ind i slottet . +I salen sad en ældre dame og en endnu ældre +herre . +Tiden har taget på dem . +Vi har kendt dem dengang de vare unge og smukke ; +men de have lidt meget , det seer man af de furer , der +have lejret sig på deres pander . Det er Charles og Hulda . +— du ved , Hulda , at jeg ikke kan lide Armand , +sagde Charles ; og desuden er vor kære Dinora en +bedre skæbne værd . +— ja , men måske hun elsker ham , og i så tilfældæ +var det dog synd at forstyrre hendes lykke . +— 0 , jeg kunne fristes til at jage ham bort ! udbrød +Charles . Jeg er bange for at hun elsker ham . +— hør , Charles , lad os spørge hende om vef , +så få vi sandheden at vide . +Dinora kom idet samme ind ad døren ; hun ilede +hen og kyssede begge fine forældre . +— god morgen , god morgen , fader og moder ! +Lagde hun . + +— god morgen , mit barn , ko » og sæt dig +ned hos os . +Dinora satte sig og kastede fin hat på bordet ; +de førte krøller faldt hende helt ned til livet . +— min lille Dinora , du må ikke blive vred på +os , når vi spørge dig om noget , som du måske +ikke holder af at svare på , begyndte Charles ; men det +er vor pligt at sige dig det . +— jeg er altid villig til al -sre på dig , hvad +du så end måtte sige migi udbrød den unge pige +og greb fin faders hånd . > +— godt , mit Dar » , så spørger jeg dig , om du +synes om Armand « i » Villa ? +— alter den person ! sagde Dinora næsten for « +» Mig . Nej , fader , jeg har ikke det mindste tilovers +for ham , og hvis du holder af mig , da lov mig , ikke +et tale mere om ham , da det er mig meget imod . +— det glæder os meget , Dinora ; « i vare halv » +Viis bange for at du havde ladet dig henrive af hans +galante væsen og smukke idre . +— o nej , kære fader og moder , eder- datter +lader sig ikke henrive af sådanne goder . +Hun sprang hurtig op og ilede hen tu vinduet .