diff --git "a/normalized/1871_Behrend_Madelaine.txt" "b/normalized/1871_Behrend_Madelaine.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1871_Behrend_Madelaine.txt" @@ -0,0 +1,13706 @@ +Første kapitel . +Baronesse de Verdin +en smuk eftermiddag i August måned indføre +vi den ærede læser i et af de fornemste hoteller +i gaden latour-mauborg i Paris . +I en stor , smagfuldt udstyret salon på første +sal i dette hotel sidder en ung , mørk dame med +en vifte i hånden og vugger sig majestætisk i en +gyngestol , medens hun af og til bevæger viften +frem og tilbage for ansigtet , for muligen at afkøle +den heftige sindsbevægelse , hvori hun besinder sig . +Denne dame er baronesse æs Verdin . +Foran hende sidder en midaldrende herre , med +ravnsort hår og en stor , mørk knebelsbart . Han +er meget smuk , uagtet han seer vred og trodsig på +baronessen ; han har et godmodigt ansigt — troskab +og ærlighed står at læse på hans brede pande . +— du trodser mig , Judith , vogt dig ! sagde han +med rynkede bryn og så ophidset på baronessen . +— hahaha ! vogte mig for dig ? Nej , erneste , +det må du ikke tro , dertil er jeg for modig , og +netop nu er det min faste beslutning , at ægte baron +von sympfen . + +— jo , du har og er , Judith , og skal være ; +thi hvor ikke min snildhed strækker til , bruger jeg +mine fysiske kræfter , så skal det nok hjælpe . +Han ville atter ile over imod hende , men i +det samme veg hun til side , greb en stol , hævede +den til slag og udbbrød spottende : +— det skal nok køle din brændende kærlighed , +erneste ! +Hun nærmede sig hurtig døren og ville fjerne sig . +— nej , bliv , Judith , jeg vil , jeg må tale +med dig ! råbte han og nærmede sig hende . +Hun vendte sig om , men i samme øjeblik lod +hun stolen af al magt falde ned på hans hoved . +— djævel ! brølede baronen og gav hende et +slag på kinden ; men hun for rasende ind på +ham og greb ham i struben , som for at kvæle ham . +I den højeste ophidselse trak baronen en pistol +frem og holdt den for hendes bryst . +— ja , det er ret , baron Verdin ! råbte hun , +idet hendes øjne lynede . Dræb mig , som du +dræbte ham , det kan ligne dig ! +Med et hånende smil vendte baronessen sig +om og forlod stuen . +Tilintetgjort stod han og så efter hende . +Pludselig hævede han hovedet ; en fasf beslutning +stod at læse i hans træk , og han forlod langsomt +værelset , idet han mumlede : +— jeg skal dog vise denne tyske baron von +sympfen , at han ikke uhindret skal kunne ægte en + +anden mands hustru . Judith tilhører mig og jeg +skal forsvare min ret til hende , selv om jeg skal +gå tilgrunde derved . +Med disse ord forlod han hotellet og stillede +sig på vagt i en skrås overfor værende bygning . +Vi skulle snart erfare hans hensigt hermed . +En halv time efter begav en ung , blond +herre sig ind i baronesse Verdins hotel . +Baronen , der endnu holdt vagt i den lige overfor +værende bygning , blegnede , da han fik +øje på ham . Han gjorde et skridt fremad , som +for at standse ham , men han betænkte sig og trak +sig atter tilbage . +Imidlertid fortsatte den blonde herre ugenert +sin gang og gik ind i baronessens hotel . Man så +straks , at han var husvant her , thi han begav sig +lige til salonen , hvori baronen atter befandt sig . +Han ilede hen til hende , greb hendes hånd , +kyssede den ærbødigt og sagde : +— jeg føler mig så lykkelig , Fru baronesse , +ved det kære brev , de har tilsendt mig . +O , hr . Baron v . Sympfen , en ung herre +med deres fortrin bør ikke føle sig lykkelig ved så +lidet , sagde hun og sendte ham et kærligt blik . +— sig ikke det , Fru baronesse , deres skønhed , +deres ånd må besejre enhver dødelig , der +har den lykke at kende dem . + +— de spøger , hr . Baron ; de tror at kunne +vinde mig med smiger , udbrød hun smægtende . +— frue , de læser ikke i mit hjerte , thi da +ville de vide , hvor inderlig , hvor brændende min +kærlighed er til dem . +— o , udbrød hun , betroer kun , at de elsker +mig ; bevis mig det først , måske jeg da vil +stole på deres ord . +— de er grusom ; men tal , befal over mig , og +jeg skal gå hvorhen det end er . +— nuvel , skaf mig vikomten tilbage , da skal . . , +— o , frue , de er for hård imod mig , sagde +baronen ; skån mig for dette og sæt mig på en +anden prøve . +— hahaha ! lo hun hånligt ; en kryster gifter +jeg mig ikke med ; jeg er selv en modig kvinde . +Ved disse ord lænede hun sig koket tilbage ; +læberne krusede sig til et forførerisk smil . +— o , hvor de er smuk i dette øjeblik ! råbte +han med henrykkelse , og greb hendes hånd . +— behold den under den betingelse , jeg har +stillet dem ; men , tilføjede hun og vendte sig halvt +bort , hvis ikke , da tager jeg den tilbage . +— nej , nej , jeg vil beholde den ! råbte baronen +med øjnene henrykt hæftede på hende . Jeg +ville i modsat fald blive vanvittig . +— nu , lad gå da ; betingelsen kender de . +Baronen bøjede hovedet og kyssede hendes +hånd . + +— nu må jeg være alene , hr . Baron , jeg +trænger til ro , sagde hun og trak hånden til sig . +— jeg går , Fru baronesse , men mit hjerte +ejer deres billede , thi jeg kan ikke udholde livet , +når det ikke følger mig . +Hun nikkede nådigt og han forlod stuen på +en næsten ydmyg måde . +— hahaha , den nar , den nikkedukke , mumlede +hun , da han var gået ; han elsker mig til raseri . +Baronessen gik et par gange frem og tilbage +på gulvet , med bevægelser som en sand dronning ; +det hvide Atlaskes kjoleslæb hvislede bag efter hende ; +et trodsigt men imponerende smil spillede om +hendes læber og de skønne , fyrige øjne spejdede +hånligt omkring i stuen . +— hævn vil jeg have ! sagde hun bestemt . Hævn , ' +som det sømmer sig en værdig wtling af den store +Bonaparte ! +— hahaha ! lo baronvonsympfen , da han var +kommet udenfor døren ; hun skulle blot vide , hvor +fattig , hvor ruineret jeg er og . . . hvor ligegyldig +hun er mig . Nej , min elskede Madelaine , dig tilhører +hele mit hjerte ; men jeg er fattig , og det er +du med , derfor må , derfor skal forstanden sejre +over kærligheden ; den rige baronesse lle Verdin +skal blive baronesse von sympfen ; men jeg skal derfor + +ikke glemme min lille Madelaine ; hun skal blive +prægtig klædt , få heste og kjøretøi og vi skulle +leve fyrsteligt , om hun også må finde sig i at leve +ugift . Men hvad skal jeg gøre ved betingelsen ? +Den er grusom . Hu ! hvor de kvinder er djævelske , +når de først få nag til en eller anden , som +deres hævn kan ramme . Ja . jeg tager ikke fejl ; +hun har engang elsket vikomten , ellers ville det +være hende ligegyldigt ! +Under denne tale standsede han i universitetsgaden +udenfor et fattigt hus . +— der er lys , de er altså oppe endnu , sagde +han halvhøjt . Nå , frisk mod ! +Han lod dørhammeren falde og kort efter kom +en gammel portners hvidlokkede hoved til syne i +' døren . +Han genkendte øjensynlig baronen , thi han +bukkede for ham og lod ham uhindret passere . +Baronen sprang i tre skridt op ad trappen , +og standsede med bankende hjerte udenfor en dør +på første sal . +- jeg skal atter se hende ! mumlede han . O , +Madelaine , dersom du var rig ! +Han bankede på døren . En ung bleg mand +åbnede denne . +. — ah , er det dig , sagde han næsten koldt . +Baronen ilede hen til en ung , meget smuk +dame , der så ligeså bleg ud som den unge mand . +— goddag , frøken Madelaine ; hvorledes har + +de haft det siden jeg sidst havde den lykke at tale +med dem ? sagde han . +— jo tak , hr . Baron , sagde hun venligt , idet +hendes lokkede hoved gjorde en yndig bevægelse ; +jeg har haft det meget godt . +Han indledede nu en samtale med hende , men +efter nogle øjeblikkes forløb henvendte han sig til +aleksis , idet han sagde : +— men hvor kan det være , at du er så tungsindig ? +— det skal jeg sige dem , hr . Baron , sagde +den unge mand ; det er fordi at jeg i går har erfaret +en uhyre nyhed , der tvinger mig til at bededem +om at forlade vort hus og ikke komme her oftere . +Baronen sprang op . +— men aleksis , hvad er det ? sagde han forundret . +Nu seer jeg det først ; du er bleg og de +med Madelaine , sig mig , hvad er der i vejen ? +— intet af betydenhed , hr . Baron . I kirken +igår talte vi med en mand , der ofte kom til os da +fader og moder levede ; han fortalte os , at de gjorde +svært kur til baronesse æs Verdin og at deres +bryllup allerede var bestemt . Som en følge heraf +må de undskylde os , vi kunne ikke modtage den +elskede baron von sympfen her , hvor der er en +ung dame tilstede ; det ville bidrage til folkesnak . +Baronen stod bleg og forbitret foran aleksis . +— øg du , aleksis , du lytter til folkesnak ? + +råbte han i vrede ; jeg havde dog ikke troet at du +var et sådant fæ ! +— hvad siger du ? råbte aleksis opbragt . Gå +øjeblikkelig , hvis jeg ikke skal gøre mig så uværdig +at sætte dig udenfor døren . +— det lader en mand med din kraft nok være , +sagde baronen drillende . +— gå nu , jeg tåler dig ikke et minut længer +i mit hus ! +— så gerne , min ben , sagde baronen , men +gik i det samme hen til Madelaine , der under hele +scenen var bleven siddende tans . +— er de også vred på mig ? sagde han +næsten ømt . +— nej , på ingen måde , hr . Baron , sagde +hun mildt , det glæder mig tværtimod at de skal +gøre et så godt parti , og efter hvad man hører om +baronessen , skal hun være en umådelig rig og henrivende +dame , og de må blive lykkelig med hende . +Han rystede tans på hovedet . +Madelaine så forstrækket på ham . +— ikke ? sagde hun næppe hørligt . +— nej , frøken , og det er fordi at jeg elsker +dem ! hviskedee han , for at aleksis ikke skulle høre det . +Forbavset så hun på ham . +— se ikke så forundret på mig , Madelaine , +de kender kun lidet mit opofrende hjerte . +Hun stirrede mistænksom på ham ogsvarede ikke , +øjeblikkelig lavede baronen en hel historie om + +at hans moder , der boede i en nærliggende by , var +fattig og blottet for alt , og at han måtte ægte +baronessen for at hjælpe sin moder , da han selv var +fattig , og endte med at bede Madelaine om at elske +ham igen , thi så skulle hun intet savne , han ville +gøre alt for hende ; hun skulle få prægtige klæder , +kjøretøi , og i det hele taget leve som en dronning . +Aleksis stod bag dem , da han gjorde hende dette +æreløse forslag . Han knyttede harmfuld hænderne +og inden baronen kunne forhindre det , berørte den +højre hånd temmelig ublidt hans kind . +Baronen vendte sig harmfuld om . +— usling , de vover at vanære mig ! råbte +han . Men , tilføjede han , efter at have betænkk sig , +lad os glemme det , — her er min hånd ! +Aleksis slog til hånden af al magt og baronen +for et skridt tilbage . +— jeg modtager ikke en skurks hånd , sagde +han heftigt . Der er døren , min herre , gå , vort +mellemværende kan kun afgøres med sværdet . +— hvorledes , en duel ? +— ja , svarede aleksis kort . +— godt , sagde baronen , jeg er til tjeneste , +hvilken tid de ønsker det . +— nuvel , i morgen tidlig kl . 3 i boulognefloven . +— jeg kommer , svarede denne bestemt . +Med et hjerteskærende skrig styrtede Madelaine +hen til broderen . + +— o , aleksis , du glemmer mig ; du vil dø +fra din eneste søster , sagde hun med tårer i øjnene . +— gå tilbage til din plads . Madelaine og +lad os have ro , sagde han ildfuld . +— 0 , overtal ham til at lade det fare ! bad +hun baronen , der stod ved døren i begreb med +at gå . +— jeg elsker dem , Madelaine , kom i mine +arme ! var det eneste svar han gav hende . +— ulykkelige , jeg har aldrig elsket dem og +vil aldrig elske dem ! råbte hun og ilede grædende +bort . +— gå , hr . Baron , vi mødes i morgen tidlig , +sagde aleksis . +— i morgen tidlig ! gentog baronen mørkt og +forlod stuen . +Hurtig gik han ned ad trappen , uden at bemærke , +at en mørk , elegant klædt herre triumferende +så efter ham og sagde halvhøjt : +— se så , min fydske ven , nu er jeg på +spor efter dine bedrifter ! + +andtt kapitel . +En ven . +— sig mig en ting , Madeleine , udbrød aleksis , +da baron sympfen var gået . Elsker du ham , +thi så bliver det en andensag , da rejse vi i aften ? +— nej , nej , aleksis , jeg elsker ikke den tyske +baron og kan aldrig elske ham . +— jeg vidste det , Madelaine , din smag måtte +være finere , sagde han , +hun rødmede , thi hendes hjerte havde allerede +et billede at sætte ved siden af baronens og ved +hvilket sidstnævnte faldt uhyre igennem . +— gud sfe lov , Madelaine , det lettede en +sten fra mit hjerte ; du er for god og for ædel +til at elske en sådan skurk . +— var du da bange derfor . Aleksis ? sagde +hun og så alvorlig på ham . +— ja , Madelaine , hans forføreriske smil , +hans skønne person og hans smigrende tale troede +jeg havde gjort indtryk på dit unge , uerfarne +hjerte , der ikke kender andre end mig . +Hun smilede yndigt og vendte sig bort , for at +han ikke skulle se hendes blussende kind ; men aleksis +så det , han gik sagte hen til hende , bukkede sig +ned og så hende op i ansigtet . +— du rødmer , Madelaine , har jeg taget fejl ? +Sagde han . +Hun vendte sig bort og skjulte ansigtet . + +— godt , Madelaine , behold din hemmelighed , +den bliver nok engang min ! sagde han og så med +inderlig kærlighed på søsteren . +Hun svarede ikke og han gik ind i det tilstødende +værelse . Da foldede hun hænderne og de +tårefyldte øjne søgte himlen . +— han er rig og jeg er fattig , hviskedee hun , +og dog elsker jeg ham . 0 , gud , han har aldrig +set mig . . . men selv om han havde det , hvad +ville det så hjælpe mig ? Nej , aleksis har ret : +den fattige må arbejde og dø som træl for den +rige , for at rigmanden kan leve i overflod . +Hun rejstesig og fortsatte med den dybeste smerte : +— stakkels aleksis , nu skal måske også du +bort fra mig ; fader og moder er alt døde og hvad +bliver der da tilbage for den ulykkelige , forladte +Madelaine ? . . . Ak , da må jeg under tvang og +hårdhed arbejde for mit brød . . . det må jeg +gøre , — jeg må beskæmme min faders ædle navn . +Hun holdt inde , thi en sagte banken hørtes på +døren . Madelaine lagde sit arbejde til side og lukkede +op . +En smuk mørk mand stod udenfor . +— undskyld mig , frøken , men har jeg ikke den +wre at se hr . Morfins datter Madelaine ? spurgte +han ærbødigt . +— Io , min herre ; vær så artig at træde indenfor , +sagde Madelaine . +Baron æo Verdin — thi ham var det — trådte + +over dørtærskelen ; efter Madelaines opfordring +tog han plads på en stol og sagde : +— frøken morfin , de forundrer dem vel +over min dristighed , men jeg kommer til dem , +fordi jeg var deres faders bedste ven . Jeg så +ham dø , og hans sidste ord var en hilsen til hans +børn . Jeg kommer dels for at bringe dem denne +hilsen , — skønt et år allerede er forløben siden +hin ulykkelige stund , — dels kommer jeg for at +spørge dem , om jeg ikke kan være dem til tjeneste +på en eller anden måde . +Madelaine rødmede ved dette tilbud . +— jeg forstår dem , sagde baron Verdin ; +de har intet for øjeblikket , hvortil de behøver +min hjælp ; men tænk på mig , når de trænger +til en sand og oprigtig ven . +Mandens åbne ansigt vandt Madelaines tiltro , +og hun svarede ham åbent og ærligt på +hans spørgsmål . Hun ville ikke forstyrre broderen , +da han på denne tid sædvanlig helligede +sig sine bøger . +Hun havde sat sig lige overfor baron de Verdin , +der i løbet af en halv time havde vundet +hele hendes fortrolighed . +Hendes-ånd og forstand fængslede ham ; dog +af og til syntes en hemmelig sørgmodig tanke at +få magt over ham . Da bøjede han bekymret +hovedet , medens en let skælven gjennemfoer ham . +Dette- forundrede Madelaine ; hendes faders + +ven var hende allerede kær og hans sorg bedrøvede +hende . +Baron Verdin talte så smukt om hendes fader , +at den unge pige følte sig trøstetog opmuntret derved . +En time var endnu ikke forløben og Madelaine +havde allerede med en ung piges hele inderlighed +sluttet sig til den velvillige baron . +— min herre , sagde hun , idet hun så hen +til broderens værelse ; de kan hjælpe mig , når +de vil , thi jeg trænger virkelig til hjælp . +Baronens øjne lyste ; denne katatrofe havde +han forudset . +Han rykkede sin stol længere hen til hende , +idet han sagde : +— denne tjeneste skal jeg med glæde og +standhaftighed opfylde , såfremt det er mig muligt . +Hvori består den , frøken morfin ? +— min Broder , sagde hun hviskende , er bleven +uenig med en herre , der ofte kommer her i huset . +Han har udfordret denne herre og en duel imellem +dem vil stnde sted i morgen tidlig i boulognesloven . +Min bøn til dem er : frels min Broder og lad +ham ikke dø fra mig . De vil det , ikke sandt ? De +vil overtale ham til at skåne sit liv for min skyld ; +jeg tør selv ikke sige det til ham . +— men , bedste frøken , det lader sig ikke gøre , +det ville være at sætte en plet på hans lere , i +særdeleshed , da han selv har udfordret ham . +Madelaine fæstede sine store drømmeriske mnepå + +ham og det smukke lille ansigt så så lidende ud , +at baronen blev helt ulykkelig derved . Han rystede +på hovedet og sagde : +— skønt det gør mig meget ondt ikke at +kunne opfylde deres bøn , vil jeg dog gøre for +dem håd jeg formår ; deres Broders sekundant +vil jeg være , jeg skal påse at alt går til +efter reglerne , og skulle han . . . +— dø , fortsatte Madelaine , da vil de på den +blideste måde underrette mig derom . O , jeg aner +allerede deres ord . . . Ingen har medlidenhed med +en ung , forladt pige , nej , ikke engang aleksis vil +høre mig . Nu , så lad det gå som det vil , guds +villie er min . +Hun brast i gråd . +— men , bedste frøken , de må ikke græde , +jeg ville så gerne opfylde deres forlangende , +men det er muligt . +— o , de må undskylde at jeg er så takkløs , +sagde hun og forsøgte at borttørre tårerne ; de , +der er en fremmed , som jeg næppe har kendt en +halv time , seer mig græde ; men ulykken kender +ingen grændser og tårerne lindre . +— o , hvilken engel ! udbrød baron Verdin +og hæftede sine smukke øjne på Madelaine . Min +gud , hvilken modsætning til Judith ! +— hvad er det , Madelaine , du græder ! råbte +aleksis , der i det samme trådte ind i stuen ; du , + +som ellers er så tålmodig . Du må . . . Ah , udbrød +han og så med et vredt blik på baronen . +— min herre , sagde denne og bukkede ; har +jeg den ære at stå for hr . Morfins søn aleksis . +— ja , svarede aleksis kort ; og de ønsker ? +Den stødende tone , hvori dette udtaltes , ville +have fornærmet baronen ethvert andet sted , da +han var af et temmelig heftigt temperament ; men +ikke således her . Han bukkede ceremonieltog sagde . +— jeg var deres faders bedste ven og bringer +dem hans sidste hilsen . Jeg har ' i et helt år +været bortrejst ; af den grund har jeg ikke tidligere +kunnet indfinde mig her ; men deres fader har anmodet +mig om at være en ven for dem og deres +søster , og således føler jeg den varmeste interesse +for min afdøde vens børn . +Aleksis , der nærede en afgjort uvilje mod adelige +og rigmænd , bukkede koldt for baronen . Men +denne ville ikke give fortabt . Han førte atter samtalen +hen på den kære afdøde og til sidst lod +aleksis sig endelig bøje , så at samtalen lidt efter +lidt blev mere livlig . +Madelaine udviste en sådan ånd og forstand , +at det aldeles forbavsede baronen . +Da han efter to timers forløb rejste sig for +gå , havde de indviet ham i alle deres sorger , og +hans tilbud , at være aleksis sekundant , var bleven +modtaget . Madelaine så op til ham som til en +guddom , hvoraf man kan vente redning . + +da baronen var gået så aleksis på sin +søster . Hun smilede og lænede sig op til ham . +— o , aleksis , hvor meget ville jeg ikke miste , +dersom du gik bort . Husk på mig , kære Broder , +og udsæt ikke dit liv for unødvendig fare , sagde hun . +— og du elsker virkelig ikke baron von sympfen ? +Sagde han og holdt hendes lille hoved tæt +sluttet mellem begge sine hænder og så gennemtrængende +på hende . +— nej , nej , aleksis , jeg kunne aldrig elske ham . +— hvem er det da du tænker på ; hvorfor +sukker du og drømmer , medens jeg atter og atter +kan tale til dig , uden at få svar ? +Madelaine slog øjnene ned og to store tårer +trillede ned ad hendes kinder . Han slap hendes +hånd og trykkede hende til sit bryst . +— min egen lille søster , vær ikke bedrøvet , du +vil engang blive lykkelig ; og husk , når du trænger +til hjælp , da har du din Broder , der ikke vil vige +tilbage for noget , når det gælder din lykke , sagde +han og bortkyssede hendes tårer . Jeg lovede +fader det , og jeg sværger at opfylde dette løfte . . +— jeg er ikke i nogen fare , aleksis , sagde hun . +— jo , du er , Madelaine . Jeg har bemærket +at baron von sympfen elsker dig til raseri og +jeg spår ikke falsk , når jeg siger , at han vil gøre +alt for at vinde din gjenkærlighed , opnår han +ikke dette , vil han ved list forsøge at få dig i +sin magt , thi dig vil han alligevel have . + +— o , ti aleksis ! Du tager bestemt fejl . +— gud give jeg gjorde det ; men desværre jeg +seer det kun alt for tydeligt og derfor Madelaine , vær +på din post , vær modig og stærk når faren kommer . +Med en uhyggelig anelse skiltes de ad . Broderens +tale til hende fik hendes hjerte til at banke +os en ukendt frygt . +— kære Madelaine , skulle vi ikke i aften åbne +vore hjerter for hinanden ? sagde aleksis efter at +han havde ordnet alt til duellen . Hvem ved hvor +vi befinde os i morgen ved denne tid ? +— o , aleksis ! udbrød hun højt hulkende og +kastede sig i hans arme : kan det ikke gøres om +igen ? Hvad skalder blive afmig , når du måske — +hun kunne ikke udtale ordet . +— nej , aleksis , du kan ikke trøste mig , sagde +hun , da han gjorde ' mine til at svare . Du aner +ikke den smerte jeg lider . +Aleksis trykkede sin søster atter og atter til sit +bryst , medens hans ansigt udtrykte dyb Kummer . +De sad oppe hele natten ; thi Madelaine havde +en forudsølelse af , at det var sidste gang de således +sad ved hinandens side . +Hvilke smertelige tanker der bevægede sig i hendes +bryst , ville vi overlade den ærede læser at bedømme . +Det er morgen . Klokken er næppe halvtre . En +vogn kommer rumlende hen over stenbroen og gør +en forfærdelig støj i de mennesketomme gader ; den + +23 +standsede udenfor et smukt udstyret lille hus og i +det samme stak en blond herre hovedet ud af vinduet . +— er det dig , Paul ? råbte han . +— ja , herre , svarede kusken . +Baron sympfen , thi ham var det , ilede op ad +trappen og trådte ind i værelset . +— hr . Vikomte , vognen er parat , sagde han . +— tak , hr . Baron , sagde den tiltalte , en ung +meget smuk mand med sorte hår og store drømmeriske +øjne . Jeg er ellers ikke nogen Ander af dueller , +men for at gøre dem en tjeneste vil jeg +overtræde dette princip . +— tak , hr . Botino , jeg vidste atderes fortræffelige +hjerte ikke ville afslå en oprigtig vens bøn . +Et ejendommeligt smil for over vikomtens +læber . Han steg tilvogns , fulgt af baronen . +— hvem er det , de skal duellere med , hr . +Baron ? sagde vikomten . +— å , svarede dene og trak på skulderen ; +egentlig er det kun en storsnudet dreng , thi anderledes +kan man ikke kalde ham , men han har fornærmet mig ; +dog skal jeg ikke nægte at jeg gav ham et temmelig +skarpt svar og han var da så god at bede mig om +satisfaktion , hvilket jeg naturligvis indrømmede ham . +— nå således ! Men hvad hedder han ? +— det er et ubetydeligt navn , morfin tror +jeg han hedder . +— hvad siger de hr . Baron , hedder han virkelig +morfin ? + +— ja , så vidt jeg ved . +— og hvor boer han , om jeg tør være så +fri ? spurgte vikomten ivrig . +Baronen fortalte det . +— har han ikke en søster ? spurgte vikomten . +— jo , han har en søster , en sand engel , så +skøn som solen og så blid som et lam . +Vikomten kunne næppe skjule sin bevægelse . +Baronen var bleven opmærksom herpå ; hans lurende +øjne fulgte enhver af hans bevægelser . +Vognen standsede og de stege ud . En anden +vogn holdt der allerede og aleksis morfin , med +baron Verdin ved sin side , stod på pletten . +Herrerne vekslede en kort hilsen og sekundanterne +søgte forgæves at få sagen afgjort i mindelighed . +Afstanden blev målt og våbnene efterset . +Baronen og alexismorfin stod lige overfor hinanden . +En ung , ligbleg dame , klædt i sort , stod bag +et træ og stirrede frem fra dette . De hvide hænder +vare fortvivlet hævede mod himlen , medens hendes +vidt opspilede øsne vare stift hæftede på de to +modstandere ; kun dem så og hørte hun . +Modstanderne havde trukket lod og aleksis +havde det første skud . Aleksis sigtede og skød , men +kuglen ramte kun baronens hat . Et hånende +smil for over dennes ansigt og han rettede sin +pistol mod aleksis bryst . +Et fortvivlet skrig hørtes og Madelaine +styrtede frem . + +hun kastede sig på knæ før baronen . +— o , skån ham . skån ham for guds skyld ! +Dræb ham ikke ! råbte hun og strakte hænderne bedende +ud imod ham . +Baronen for tilbage . +Madelaine var ophøjet skføn i den førfærdelige +sindsbevægelse hvori hun befandt sig . Hun lå +kælende for ham , ham som elskede hende over alt . +Han så lidenskabeligt på -ende og ville gribe +hendes hænder ; men Aleris stormede hen til dem . +— hvad er det , Madelaine ? udbrød han i brede +og løftede hende op . Du gsør mig skam , du . hvem +feg elsker så højt , du beskæmmer mig ! +Den stakkels kvinde skjulte ansigtet i fine hænder ; +denne irettesættelse af fin Broder kunne hun ikke tåle . +— gå hjem , Madelaine , men skynd dig ; dette +er ikke noget for dig at se på . +Hun vendte sig langsomt om . +— nej , ikke for alt , Aleris , jeg bliver , sagde hun . +Hendes blege , forvildede træk søgte om nogen +der kunne frelse den kære Broder . Det traf bikomtens +beundrende blik . +Hun for et skridt tilbage og rødmede dybt . +Aleksis holdt endnu hendes hånd fast og bad +hende gå , men hun trykkede i højeste ophidselse hans +arm til sig og sagde : +— nej , nej ! +— hr . Vikomte , bevis mig den tjeneste at + +beskytte min søster , indtil kampen er endt , sagde +Aleris , henvendt til ham . +— med fornøjelse , svarede denne og rakte +Madelaine hånden . +Hun gik kun modstræbende med ham og blev +slående noget derfra ved et træ , hvorfra man kunne +betragte kamppladsen . +Baronens skud hørtes og Madelaine gjorde +angstfuld et skridt fremad , men vikomten greb hende +i sine arme og bar hende længer bort ; hun skælvede +som en lille fugl og søgte at vriste sig fra ham . Men +hans bytte var for elskværdigt til at slippe , thi det +var øjensynligt , at vikomten havde mere tanke før +sin fange end før kampen . +Nu lød et skud og derpå atter et . +Det lykkedes Madelaine at frigøre sig ; i et nu +var hun derhenne . +Aleris var falden til jorden , farlig såret af +baronens skud . +— du min gud , Aleris , min kære Broder , du +må ikke dø ! O , hjælp ham , for guds skyld hjælv +ham ! råbte hun og styrtede over ham . +Aleris så op på fin søster ; han lukkede derpå +øjnene og en heftig skælven gjennemfoer hans legeme . +— han er død , død ! O , Aleris , hvad skal jeg +gøre ? . . . Tag mig med dig til guds rige ! +Den fortvivlede pige blev båret bort fra den +sårede og lægen undersøgte ham . Kuglen var + +trængt ind i den højre side , men den havde heldigvis +ikke berørt lungen . +Han blev forsigtig båren bort , men ikke til sit +hjem ; han var bevidstløs og blev i denne tilstand +transporteret til baron von sympfens lille hus . +Den næste dag spurgte Aleris efter fin søster , +men han fik intet svar . +Hans sygevogterske var en hård og frastødende +gammel kone , der lod til at være døv . +En uge henrandt således for ham , uden at han +så fin søster , uden at han » alle med et eneste +menneske og uden at han fik at vide hvad der var +bleven af baronen . +Han var i en skrækkelig angst for Madelaine , +thi han kunne ikke tænke på ar komme op af sengen +de første ser uger . +Hvad Madelaine angik , da var hun stadig i den +tanke af hendes Broder var død . +Hun var halv afmægtig bleven kørt hjem og +her havde hun tilbragt en uge ganske alene , uden af +ville se eller tale med nogen . +Otte dage derefter besøgte baron von sympfen +hende og Madelaine ilede ham i møde , idet hun råbte : +— hvor er min Broder , hvor er Aleris ? +— o , udbrød baronen , idet han fremhpklede et +par tårer ; den ulykkelige duel ! Men jeg dræbte +ham ikke , frøken Madelaine , det var ham selv der +ville det således . +— men hvor er han nu ? råbte Madelaine + +forwivlet ; sig mig det , jeg har kraft nok til af +høre det . +— begravet , sagde han med lav stemme og +bøjede hovedet . Hav medlidenhed , frøken ; de ved +ikke hvor meget jeg lider . +Hans ansigt var blegt og ophidset og Madelaines +skønhed i al hendes sorg gjorde et gribende indtryk +på ham . Han kastede sig på knæ , idet han udbrød : +— lad mig være deres anden Broder , lad den +søsterlige kærlighed overføres på mig , jeg vil gøre +mig værdig dertil . +— “ Nej , nej , de kan ikke måle dem med Aleris , +sagde hun hulkende . +— 0 , Madelaine , jeg trygler dem på mine +knæ om denne gunst ; jeg elsker dem , skænk mig +idetmindste deres søsterlige kærlighed ? +— Havde Aleris hørt dette , var de ikke sluppen +for så godt køb ; men gå nu , hr . Baron , og kom +ikke oftere op til mig , det er ikke passende . +— ak , Madelaine ! råbte han og der lå en dyb +sønderknnselse i hans stemme . De tager det sidste +middel fra mig , hvorved jeg kunne angre hvad derer +sket . De forbyder mig at se dem . . . nuvel , +jeg går ! +— nej , bliv et øjeblik , sagde Madelaine næsten +vred ; sig mig hvor min Broder hviler , at jeg i det mindste +kan få hans grav at se . +— i dag om otte dage skal de få det at vide , + +Madelaine , indtil den tid bliver jeg herfra . Farvel , +frøken ! +Hun svarede ikke , men da han var gået faldt +hun ned på en stol . Den sorg , der pinte hende , +syntes aldeles at tilintetgjørt hende , hun savnede den +kære Broder overalt , hans kærlige opmuntring , hans +trøst og venlighed . +Hun nærmede sig hans portræt , der hang på +væggen , og tanken for tilbage til de lykkelige dage , +da en kærlig fader og moder fredede og syslede om +de små væsner . +Da brast hun i tårer ; hun følte sig så ene og +forladt , som en lille husvild fugl . +— hvormegen leje går der af de værelser +frøken morfin beboer på første sal ? spurgte en +elegant herre den velnærede ejer af huset , nøgle timer +senere . +— tølv Franks øm måneden , lød svaret . +— og kan den små betale leje « nu da brøderen +er død ? +— jeg tror det næppe , svarede værten trevent . +— vil de udleje de omtalte værelser ? +— å jo , hvorfor ikke ; frøken morfin kan jo +få en anden lejlighed . +— ja , naturligvis , svarede Herren . Altså , jeg +giver dem det dobbelte , og lejligheden er min i morgen ? +— så gerne , min herre , så gerne , sagde + +bærten bukkende og rakte begærlig hånden ud efter +pengene . Mørfin skylder mig desuden de sidste to +måneders leje . +Baron von sympfen nikkede tilfreds med hovedet +og betalte lejen . +Madelaine sad fordybet i tanker , da en brutal +banken på døren hørtes . +— kom ind ! råbte hun skælvende . +Værten trådte med højtidelig asmålte trin ind +til hende . +— frøken mørfin ! begyndte han . De skylder +mig leje for to måneder , hvilken de naturligvis ikke +kan betale . Jeg vil eftergive dem lejen , men de +må skytte i morgen tidlig . +— i morgen tidlig ! råbte den fortvivlede pige ; +det kan ikke være deres mening , hr . Vært . +— pinedød er det min mening ; jeg vil sku ingen +prakkere have her i mit hus . Ud med dem og gør +ingen videre ophævelser , min fine frøken , thi ellers +lade vi pænt et stykke af disse møbler blive stående , +indtil vi komme med mit tilgodehavende . +— jo , hr . Vært , jo , jeg vil skytte i morgen tidlig ! +Sagde den ulykkelige unge pige hurtigt . +— det var ret , min putte ! sagde den skammelige +vært og ville tage hende under hagen ; men hun +skygtede gennem stuen og ind i Aleris ' værelse . +Hun askåsede døren forsvarligt . + +— o , min gud ! sagde hun i den højeste angst ; +hjælp mig at bære min sorg , jeg har ikke kræfter +nok dertil . +Klokken var omtrent 7 ; hvad hjalp det vel om +hun begyndte at se efter en anden lejlighed nu , det +var for silke , men det skulle jo gøres . +I hast tog hun hat og shavl på ; hun åbnede +forsigtig døren og listede sig ind . Værten var der +ikke , han var gået . +Hun trådte ud på gangen , men baron von +sympfen stod lige udenfor døren , som det syntes i +begreb med at banke på , men egentlig kun for at +træffe Madelaine , som han vidste ville komme . +— ah , hr . Baron . . . De her ! sagde hun +stammende . +— ja , bedste frøken , jeg glemte i formiddags +at overlevere dem en lille billet , som deres Broder +skrev inden han tog afsked fra denne verden . +Madelaine greb i hast billetten og gik atter tilbage +i stuen . +Baronen fulgte hende . +Hun læste ivrig billetten igennem . +— ja , det er fra ham ! udbrød hun . O , jeg +takker dem , hr . Baron ; hvor denne lille billet gør +mig glad . Han beder mig om at være ved godt mod , +gud vil nok hjælpe mig . Men et kan jeg ikke lide +ham for , han har skiftet mening i henseende til dem , +thi han skriver : „ betro dig i alt til baron von +sympfen ; jeg har opdaget at han har et fortr��ffeligt + +hjerte og er opofrende og god . Lad ham hjælpe dig , +når du føler dig alt for ensom og forladt . “ — det +er ikke smukt af aluis at skrive således , thi han . . . +— og hvorfor ikke , Madelaine ? sagde baronen +og greb hendes hånd . Hvorfor så hård ; har jeg +fortjent det ? +Han så bønlig på hende . +- efter hvad Aleris sagde fortjener de ikke andel +end hårde ord ; hvorfor skulle jeg da rette mig efter +hin billet , som han måske har skrevet i livets sidste +øjeblik , hvor man tilgiver alt og alle . +-- de tager fejl , Madelaine , han var ved sin +fulde bevidsthed og de kan stole på at det er hans +oprigtige mening han udtaler . De må ikke være så +hård og frastødende imod mig ; jeg vil give dem et +bevis på mit venskab imod dem : jeg ved at de +skal flytte , jeg hørte værtens ord , da han var herinde , +jeg vil tilbyde dem en lejlighed , som jeg i morges så +stod ledig , og bede dem om jeg må leje den til +dem og betale den . +— nej , ikke betale den , sagde Madelaine hurtigt ; +her er penge . +Hun fremtog af sin lomme en ubetydelig pengesum , +som hun rakte baronen . +Denne smilede af hendes naivitet og sagde : +— nej , jeg tager ikke imod penge , frøken Madelaine , +de kan nok indse at jeg som adelsmand ikke kan det . +— jeg takker dem , hr . Baron , sagde Madelaine , +efter at have overtænkt fin forladte stilling . Jeg er + +ene og må derfor — hvor nødig jeg end vil — +modtage deres tilbud med tak . +— det var ret , frøken Madelaine , jeg kendte +deres hjerte så godt , at jeg vidste at de ikke ville +afslå en vens tilbud . +Han trykkede hendes modstræbende hånd til tit +bryst og forlod hende . +— jeg har hende ! jeg har hende ! jublede han , +da han var kommet udenfor . 0 , Madelaine , jeg +bliver afsindig inden jeg mev al min varme kan trykke +dig til mit hjerte og kalde dig min — min +for evig ! +— det vil idetmindsle vare længe ! hviskedee en +stemme ham i øret . +Baronen vendte sig forskrækket om ; men det var +bælmørkt på gaden og intet menneske var at se . +— o , det var et foster af min fantasi , lo han +og fortsatte vejen . +En skikkelse sneg sig langsomt efter ham og fulgte +enhver af hans bevægelser . +Da en halv time var forløben , standsede baronen +ved et lille huø , der lå aldeles isoleret i en udkant +af byen . +Skikkelsen , som man ikke kunne skelne i mørket , +fulgte med . +Den stillede sig på lur bag vinduesskodderne , +men uagtet den anstrengte al sin høreevne , kunne den +dog ikke opfange et eneste ord af den hviskende samtale +-er førtes . + +inde i huset sad en gammel kone , med store , +livlige øjne ; hun havde en stærkt fremstående pande +og en skarpt tegnet næse . +Hun fæstede sit blik på baronen med en slags +ærefrygt . +— du får langvarigt besøg af en ung dame , +som du må passe godt på ,mor Martha , sagde +baronen ; hun vred ikke af andet , end at her er nogle +værelser tilleie og at jeg skaffer hende disse , da hun +absolut skal flytte . Altså , du taler ikke videre med +hende , men holder hende stadig i øjesyn . Skulle nogen +besøge hende eller snuse omkring huset her , da siger +du mig det strar ; jeg kommer her hver aften for at +høre om alt er i orden . +— godt , hr . Baron , det skal ske som de ønsker +det , svarede den gamle . +— ja , jeg ved det ,mor Martha , jeg kan stole +på dig . Men sig mig , hvor er Helena i aften ? +Den gamle rokkede hen til den modsatte dør og +åbnede denne . +— Helena , Helena , kom ind , baronen er her ! +Råbte hun . +— godt , lille tante , nu kommer jeg ! +Noget efter kom en smuk rødmusset ung pige +dansende ind til dem . Hendes store blå øjne vare +venlige og milde og det muntre lille ansigt syntes af +søge en kær ben . Hun rakte hånden ud mod +baronen . +— det er længe siden af de var her hos os , bemærkede + +hun og lo . Måske optager deres forlovede +den hele dag . +— de er spydig , Helena ; man skulle næsten trø +af de misundte hende . +— o nej , trø endelig ikke det , hr . Baron , sagde +hun , idet hendes kinders farve blev stærkere ; der skal +mere til ! +— så ? sagde han og det syntes som øm han +så vredt til hende . Måske de har en anden i +sigte ? +— ja , svarede hun spøgende ; da jeg mærkede af +jeg ikke kunne få dem , skyndte jeg mig rigtignok før +ikke at blive alt for gammel . +Barønen smilede og rejste sig . +— nå ,mor Martha , det bliver altså som jeg +-ar sagt ; hun kommer i morgen tidlig . +— godt , svarede den gamle og rokkede hen tik +døren , hvilken hun ærbødig åbnede . +Barønen gik , men skikkelsen sneg sig atter efter +-am . På vendomepladsen , — hvilken barønen +passerede — var der imidlertid så oplyst , at skikkelse » +Ikke kunne skjule sig ; den gik så meget som mulig i +skyggen , for ikke at blive genkendt . +Barønen vendte sig pludselig om . +— hvorfor forfølger de mig , min herre ? råbte +-an til skikkelsen . +Men denne vendte hurtigt omkring og skjulte sig +dag søjlen . +Barønen bekymrede sig ikke videre derom , men + +fortsatte vejen hjemad . Hans tanker vare før optagne +til at dvæle ved det sidste lille eventyr . +Han trådte ind i baronesse Verdins hotel . I +dybe tanker gik han op ad trappen og trådte ind i +baronessens boudoir . Hun sad ved sit skrivebord +og da tykke tæpper bedækkede gulvet hørte hun ham +ikke komme . +Han så over hendes skulder og en skælven +gjennemfoer ham , da han læste overskriften til det +brev , baronessen var i færd med at skrive . Det begyndte +således : „ min elskede ! “ +— hvem skriver du til , min kære ? sagde han +og hans stemme rystede lidt . +— ih , til hvem andre end til dig , sagde hun +skælmsk og rakte ganske rolig hånden ud imod ham ; +men nu behøver jeg det ikke , du er her jo ! +Hun rejste sig og nødede ham til at sætte sig . De +toge plads i en divan , og hun forstod således ar +fængsle ham , at han ikke engang tænkte på brevet . +— når synes du at vort bryllup skal fejres , +min kære Judith ? sagde han og trykkede hendes hånd . +— o , det må du bestemme , svarede hun . +— nu , så synes jeg at det burde fejres i +næste uge . +— godt , så bestemme vi os dertil , svarede hun . +Døren åbnedes i det samme og baron « le Verdi « +Trådte ind . Han så at von sympsen og Judith +sade tæt omslyngede og førte en hviskende samtale , +krydret af omme blik og kærtegn . Han trådte frem . + +— Judith , Judith , du vover ! råbte han og +stillede sig foran dem . Du min retmæssige kone , du +sidder her med en anden i dine arme . +Baronessen sad stille , med et ironisk smil om +læben , medens den højre hånd ligegyldig legede med +armdåndet . +Baron Berdin var aldeles ude af sig selv af +raseri . +Von sympfen så forbavset på ham , hvis +navn han ikke kendte , men som havde været Aleris +sekundant . +Baron Verdins blik traf Judith og hans pande +foldede sig i dybe rynker . +— er der mere , hr . Baron ? sagde hun modigt +og så på ham . +— om der er mere , Judith , derom spørger du ? +. . . jeg som har gået dig tilhånde i alle dine +skumle planer — for hvis skyld jeg er bleven en +morder , du , hvem skæbnen gjorde til min hustru , +du spørger om der er mere ! O , jeg ulykkelige ! +— hvorledes Fru baronesse , de er gift ? +— o , ti , von sympfen ! sagde hun og tilkastede +ham et ømt blik . Denne herre er forelsket i mig +og da han fik at høre at vort bryllup snart skulle +feircs , blev han vanvittig ; hans ide er , at jeg allerede +er hans kone . Lægen har erklæret ham for gal . +Men gå de , von sympfen , jeg vil tale ham tsk « +Rette . + +dette sagde hun i en lydløs tone , medens hendes +mand uafbrudt betragtede hende . +— lade dem være alene med en vanvittig ! +Sagde han . Nej , Fru baronesse , det vil feg ikke , +de er udsat for alt for megen fare . +— vist ikke , gå ! sagde hun . +— vanvittig , vanvittig ! streg baron Berdin og +knugede hænderne mod fin pande . Er feg vanvittig , +er feg virkelig gal ! råbte han og strakte hænderne +frem for sig . . . O , mit hoved svimler ! +— han er gået , Ernesto , sagde baronessen og +slog ham på skulderen ; lad os nu tale sammen . +— Judith , sagde han og greb hendes hånd ; +Judith , du gfør mig gal . Kan da min synd ikke +afbødes med mindre straf end den , du pålægger +mig ? Har feg ikke adlydt dig blindt i de år , vi +vare sammen ? Men hvorledes lønnede du mig ? +Du var ked af mig , du opflammede min skinsyge +mod grev morfin ; han , den ædle , ophøjede karakter +var dig i vejen , hans børn , der ikke vidste af de vare +grevebørn , som ikke anede af deres fader var rig , +dem ville du forgive , men det mislykkedes ; du lod +det være , men fratog dem alt hvad de ejede . Jeg blev +grevens morder og hans børns ulykke ; thi var han +ikke død , da havde Madelaine og bleris nu været +lykkelige . Du lovede mig , at du ville elske mig dobbelt +højt , når feg hfalp med at udføre dine planer , +affindig som jeg var , troede feg det , thi min kærlighed +til dig kendte ingen grændser ; men næppe var + +jeg heldig undsluppen duellen med grev morfin , før +jeg fik øjnene op : du elskede , men ikke mig , nej , +børnenes formue var nødvendig for dig til at spille +den rolle , som du allerede længe i forvejen havde +påbegyndt . Bikomte Georges de dotine havde du +kastet dine øjne på ; den smukke , ædle unge mand +gik i dit garn , han kendte ingen her i Paris , som +kunne yde ham den bistand , han trængte til . Du havde +indflydelse ved hoffet , du skaffede ham en stilling +ved dette ; men den løn , du ville høste , og som var +såt længe i forvejen , blev hans ulykke . Du vandt +ham ved rænker og intrigue ! , og da nættet blev +tættere og tættere , formåede han ikke at rive sig ud +deraf . For sent fik han og jeg øjnene op ; men da +jeg bebrejdede dig dette , truede du mig . Du stolede +på , at du ikke ville komme til at undgælde , da jeg +havde udført de gerninger , som du havde lagt planerne +til . Sig intet ! lød det hver dag fra dine +læber . Sig intet , eller Paris får at vide , at +du er e n M o r d e r ! — ja , du drev det så vidt , +at du sad med vikomten ved din side og talte +med ham . Jeg så kærligheden lue i dine øjne , +du henvendte ikke et ord til mig , skønt jeg opholdt +mig i stuen . O , jeg glemmer ikke mine kvaler og +den helvedes pine jeg led ved at se dig fidde så +fortrolig med ham , ham som jeg hadede værre end +djævelen . . . Da kaldte hans fader ham hjem — +en lykke for mig , men til stor smerte for dig ; du +led forfærdeligt og din bitre stemning ramte mig ; + +al samværen med dig var umulig ; du tålte mig +ikke for dine øjne . Jeg rejste , et år blev jeg borte +og mit første besøg gjaldt dig . Nu er vikomten her +atter ; jeg har set ham og i mit stille sind beklaget +ham , thi han må være lige så ulykkelig som jeg er . +Men sig mig , Judith , hvad vil du med tyskeren ? +Du elsker ham ikke og har ikke ret til at ægte ham ! +— o , udbrød hun , som under baronens ivrige +fortælling havde søgt at frigøre sin arm fra hans +faste greb . De glemmer dem selv , baron Berdin ; +de husker jo nok at jeg ingen skyld har deri . +— Judith ! udbrød han mørkt . Endnu elsker jeg +dig . . . stod mig ikke bort , du ved ikke hvor meget +jeg lider ! +— men jeg elsker ikke dem , baron Verdin , og +ønsker ikke at se dem for mine øjne . Mine planer +og gerninger må være ukendte for verden ; derfor , +baron , forlad mig og kom ikke oftere her ! +— nej , Judith , jeg kommer her så ofte jeg vil , +og den tyske baron skal undgælde med sit liv fordi +han vover at rane min hustru fra mig ! +— ti , Ernesto , du som ikke krymper dig ved al +myrde det første det bedste menneske du træffer på , +troer du at have ret til at tale delte sprog til mig ? +Vogt dig , du kender min magt ! +Hun gik , idet hun kastede ham lommetørklædet i +ansigtet . +— usle kvinde ! mumlede han sønderknust ; du +lokkede mig ved din elskværdighed , og nu , — nu + +søndenræder du mig . Du leger med mig , mig der +er den adelsstolte baron Verdins søn . O , min +fader , hvis du levede , hvis du så hvor ulykkelig +din sen er bleven ! Du ville hjælpe og trøste mig ! +. . . Men Judith , Judith ! den tid vil komme , hvor +straffen vil nærme sig med sagte fjed , hvor livet vil +synes dig en kval , hvor sjælemarter vil fortære dit +legeme , hvor du vil se en djævel i hver krog og +hvor dine fødder ville ryste af skræk for hvert skridt +du træder . Ha , forbandelse over dig , usle kvinde ! +Han tog hånden op til panden . +— det smerter mig her , mumlede han ; her i +hovedet . . . jeg er ikke rask ! +Han gav et svagt skrig fra sig . +— hjælp , hjælp , jeg kvæles ! råbte han næppe +hørligt og styrtede om på gulvet . +— hahaha ! Kloroformen hjalp , han er bedøvet , +sagde en stemme bag ved ham og Judith så hånlig +ned på ham . Det er nødvendigt , at jeg skaffer dig +afvejen , erneste , da du ikke godvillig vil blive herfra . +Hun ringede ; en tjener kom øjeblikkelig ind . +— hent en fiakre , Ludvig , men lad den holde +bagved huset udenfor den lille låge , sagde hun og +stillede sig foran baron Verdin . +— ja , deres nåde , svarede tjeneren . +Baronessen kastede et shavl om sig og holdt sig +parat til køreturen . +Et øjeblik efter meldte tjeneren at vognen holdt +på de « betegnede sted . + +— godt , Ludvig , sagde baronessen . Kan du +hjælpe mig denne herre ned ? Han var i besøg her +og blev syg . +Tjeneren greb baron Verdin i fine arme og bar +ham ned til vognen . Baronessen satte sig ved siden +af ham og strar efter kørte de bort . +Efter en halv times kørsel standsede vognen +på baronessens befaling ved et stort , mørkt udseende +hus i forstaden Saint Germain . +Kusken ringede på portklokken ; straks efter åbnede +en mand porten og vognen kørte ind i gården . +Imidlertid var baronessens ansigt undergået en +total forandring . +Hendes øjne slode fulde af tårer , fortvivlelsen +var malet i hendes træk og hænderne knugede hun +krampagtig sammen . +En stor og meget godmodig udseende mand nærmede +sig vognen . +Baronessen lod som om hun ikke bemærkede ham +og for op ved det første ord han rettede til hende . +Hendes ansigt blev om muligt endnu mere sørgmodigt +og idet hun pegede på baronen sagde hun tårekvalt : +— han er besvimet , hr . Doktor ! +— jeg seer det , frue , svarede denne . Er hantilstand +farlig ? +— nej , hr . Doktor , det tror jeg ikke . +Den bedøvede blev båret børt og baronessen + +trådte ind i doktorens værelse . Han lnkked « omhyggelig +døren . +— tør jeg bede dem om nogle oplysninger , +frue ? sagde han . Hvorledes yttrer denne herresygdom +sig ? +Baronessen svarede doktoren med en tårestrøm . +Med deltagelse så han på hende og søgte at trøste +hende . +— o , udbrød hun ; ingen trøst kan finde vej til +mit hjerte ; han er min eneste Broder , hr . Doktor , +og nu er han vanvittig . O , jeg kan ikke begribe hvorledes +det er gået til ; jeg har gået meget igennem +med ham , hr . Doktor , inden jeg besluttede mig til at +bringe ham herud til dem ; men hans tilstand blev +mig utålelig , jeg er ene og kan ikke pleje ham . +Doktoren nikkede til hende . Han slog op i en stor +protokol og udbad sig hendes Broders navn . +— viktør « le marigny , sagde hun , idet hun lagde +en betydelig pengesum på bordet . Og , vedblev hun , +jeg forpligter mig til årlig at betale en lignende sum . +Lægen skrev hans navn i protokollen og noget +efter tog baronessen afsked . +Hun satte sig i vognen med et triumferende +anfigt . +— endelig , endelig , nu skal han nok lade være +at blande sig i mine affærer . Ja , min gode erneste , +det var din egen skyld , hvorfor opsøgte du mig ? +Du skulle helst have blevet borte , sagde hun halvhøjt . + +tredie kapitel . +En veninde +Madelaine havde travlt den følgende mvrgev . +Hendes møbler og effekter blev læssede på en døgn , +søm baron von sympsen havde sendt hende . En +fiakre til hende selv havde han ligeledes sendt , og alt +var førsåvidt meget gødt . +Da møblerne vare pålæssede tøg hun plads i +fiakren , efter først at have taget afsted med det kære +lille hjem , hvør så mange glade timer vare henrundne +før hende . +Hun sad bleg og nedtrykt i et hjørne af vognen +og tænkte på fin Broder . Den eneste tanke , der +blev tilbage i hendes sjæl , var det vemodige håb +om , snart at kunne pynte hans grav , og heri så +hun den eneste lykke , som gud endnu havde besfæret +hende , inden hun selv kunne samles med ham i lysets +uendelige rige . +Hun blev vækket af fine tanker ved at en rytter +i galop kom henimod hendes vogn . +Madelaine for op og så på ham , men sløg +strar øjnene ned , efter rødmende at have gjengjældt +hans hilsen . +Da han var reden forbi holdt hun hånden for +tit hjerte , der bankede så stærkt , at hun blev ganske +angst . + +— o , du dåre ! tænkte hun ved sig selv . Du +kan ikke glemme ham , søm dog kun har set dig tvende +gange . Ak , at jeg ikke også kan beherske mig selv og +lade være at hilse ; jeg føler at jeg rødmer derved ; +men jeg vil herefter søge at undgå ham — ja , jeg +vil . Aleris , du skal få glæde af mig ; du og +fader skulle fryde eder i himlen over at jeg er stærk +netop fordi jeg står alene . Glad og lykkelig vil jeg +være , indtil jeg kan samles med eder ; thi der er +lykken at finde . +En halv time efter standsede vognen , efter at +have kørt utrolige omveje . +Madelaine stod af og rakte hånden ud mod baron +von sympfen , der stod for at modtage hende og føre +hende til det nye hjem . +Da hun kom ind i de små hyggelige Stuer , hvor +hendes møbler allerede vare opstillede , sagde hun henvendt +til baronen : +— hvor jeg takker dem for denne lejlighed , den +er ligesom skabt for mig . Her er ensomt , det vil jeg +allerhelst have ; her er jeg fri for at se mennesker ; +her er stills og roligt og ingen vil forstyrre mig . +Her kan jeg sidde og tænke på alle mine kære . +— ingen årsag , frøken Madelaine , sagde han +og bukkede , men vendte sig i det samme om og mumlede : +altid sentimental og kedelig ! +Noget efter tog han afsked og Madelaine gjorde +sig det så hyggeligt som muligt . Dagen henrandt + +ensomt og stille for hende og arbejdet gik rask fra +hånden . +Ja , hun havde ikke engang bemærket , at en ung +pige flere gange havde åbnet døren og kigget ind +til hende , men hver gang atter trukket sig tilbage , når +hun så hende sidde så stille . +Henad aften lagde hun arbejdet fra sig og tændte +lampen . +En svag banken på døren fik hende til at fare +sammen . En ung pige stod smilende udenfor . +— ah , frøken , de må undskylde , men tante +spurgte om vi ikke kunne være dem til nogen nytte ; +vi boer her i huset og ved af baron von sympfen +at de er alene , +Madelaine så overrasket på den unge pige ; +hendes milde anfigt lovede noget godt og ædelt og +Madelaine kunne have faldet hende om halsen . +— jo , de kunne være mig til nogen nytte ; dersom +de ville gøre mig selskab ved theen , så ville +noget af det triste omkring mig forgå ved deres +milde anfigt , sagde Madelaine og så på hende . +— tak for indbydelsen , frøken , jeg skal komme , +når jeg har indhentet tilladelse fra tante . +— kom , så hurtig som mulig , råbte Madelaine +efter hende , og den unge pige gik . +Madelaine følte sig ligesom opvarmet ved det blide +smil , der var udbredt over den unge piges læber ; +nu — netop nu , trængte hu « til en sand veninde . +— hør opmærksomt efter , mit barn ! sagde den + +gamle Martha , da den unge pige var kommet » ed til +hende og havde fortalt hende , hvorledes Madelaine +ved sit venlige væsen havde henrevet hende . Husk at +baron von sympfen bad os derom ; det er den unge +pige , som baronen vil frelse fra fordærvelse . +Helena løvede det , men så mistænksom på den +gamle . +Madelaine følte sig så hyggelig til mode . +— Havde jeg dog blot ikke set ham i dag , så +ville jeg være rigtig glad , sagde hun . +Helena trådte i det samme ind . +Madelaine tog med glæde imod hende og samtalen +blev snart livlig . +— hvorlænge har de været alene , frøken ? +Sagde Helena . +— å , ikke så længe endda ; fader var embedsmand +og boede i det sted , hvorfra jeg nu flyttede , og +møder døde da jeg var ganske lille . Min faders +indkomster vare kun små og den opdragelse , vi have +såt , har han selv bibragt os . Aleris havde taget +eramen ved universiteter , men da blev fader udfordret +og dræbt i en duel . Vor smerte var dengang forfærdelig , +men Aleris var så øm , så gød imod mig +og vi lærte snart at indse , at om vi end sørgede nok +så meget , fik vi dog ikke vor elskede fader tilbage . +Min kære Broder skulle jeg desværre heller ikke beholde +ret længe , thi i forrige uge døde han . +Madelaine lod hovedet synke ; de sørgelige tanker + +fik atter indpas hos hende og en tåre sneg sig ned +ad hendes kind . +Helena rejste sig og lagde armen om hende « Hals . +— græd ikke , Madelaine , sagde hun ; jeg vil hver +dag komme til dem og være glad og lykkelig når +jeg seer dem ; de fia ! være min søster . +— tak , Helena , sagde Madelaine ; de er en +kærlig pige , jeg har lidt ønsket mig en søster , som +forstod mig , og jeg takker gud for at jeg har fundet +dem . +De unge piger betroede hverandre deres sorger +og efter en times forløb skiltes de . +Madelaine begyndte atter at arbejde , det var jo +deraf hun skulle leve . Da klokken omtrent var tolv +holdt hun op . Hun lagde tit sytøj til side og ville +gå til sengs ; hun slukkede lampen , men tog et øjeblik +plads ved vinduet . En underlig summen lod af og +til op til hende , som om flere personer talte sammen +lige udenfor hendes vindue . +Madelaine lyttede med tilbageholdt åndedræt . +— hvad gør det ! hørte hun en mand sige med +dæmpet stemme . Et baghold , som indbringer os en +hel lomme fuld af blanke louisdorer , skal man ikke +vrage . Når vil måske et sådant brillant tilbud +komme os lige ind i munden ? Altså , rask til værket ! +Madelaine rystede over hele kroppen ; hun lukkede +vinduet op og så fire mænd , der slode tæt op til huset . +— der er han , hørte hun en af mændene sige ; +nu rask til værket ! + +Madelaine så i den retning manden pegede og +fik øje på en slank herre , der langsomt nærmede sig +huset . Hun ville skrige for at advare ham , men +skrækken lammede hendes tunge , hun formåede det +ikke . Hun ville ile ud til ham , men hun betænkte sig +atter ; ville ikke mændenes brede vende sig imod hende +selv , og hun , en kvinde , kunne dog ikke værge sig så +godt som en mand . +Hun blev altså stående og oppebiede i højeste +spænding hvad der ville ske . +Herren kom nærmere . +— frisk mod , kammerater ! Baronessen betaler +fyrsteligt , sagde den ene as mændene og i samme øjeblik +styrtede de sig over Herren , der fordybet i tanker +ikke bemærkede dem . +En af mændene fremtøg en lygte og lod skinnet +af denne falde på hans ansigt , for at overbevise sig +om at det var den rigtige , de havde fået fat i . +Men i det samme lød et skrig , så højt , så +gennemtrængende , og Madelaine styrtede om på +gulvet . +Mændene så sig om , men opdagede intet . De +toge skyndsomt flugten med deres bytte imellem sig . + +fjerde kapitel . +På galehuset . +Efter en lang , tung søvn vågnede baron Verdin , +udmattet og syg . +Han så sig om i cellen , lukkede atter øjnene og +gned dem , men da ban atter åbnede øjnene var +scenen uforandret . +Han sad en kort tid , for al samle fine tanker , +der for øjeblikket vare noget uklare , dog , han kunne +intet erindre . +Han rejste sig , men vaklede atter tilbage på gulvet . +— o , hvor jeg dog er syg og udmattet , sægde han +halvhøjt ; lidt spise og et glas bin ville gøre godt , +men her er intet al spise og her er så mørkt . Hvor +mon jeg er ? +Han gik nogle gange frem og tilbage på gulvet +og nærmede sig døren . Han tog i låsen , han rustede +af al magt i den , men den modstod al hans anstrengelse . +Døren var forsvarlig aflåset . +Han vendte sig om , men for forfærdet et skridt +tilbage , thi bag ved ham stod en vildt udseende mand ; +hans skæg var langt og uredt , hans træk vare forvildede +og øjnene stirrede hævnsnysende på baronen . +Den ene arm var løstet til slag og hele persønen +stod halvnøgen for ham . +Det var en af „ anstaltens “ Beboere — en gal + +denne mand lod en førnøtet brummen høre og +føer ind på baronen , der af skræk udstødte et så +forfærdeligt hyl , at den gale uvilkårlig føer sammen +og vendte sig bort . +Raffe trin nærmede sig døren og en barsk , hård +udseende mand kom ind . +— hvad er det for en støj i gøre her , ' i +rakkerpak ! brølede han . Har i glemt , hvor i er ? +Den gale , som sky og ængstelig havde listet sig +hen i en krog , sukkede uafbrudt : +— min datter , min datter ! +— å , i med jeres datter ; hvordan er i kommen +herind ? — følg mig , sagde han uden at oppebie +noget svar . +Han nærmede sig den åbentstående dør , hvorfra +fangen øjensynlig var kommen ind , og låsede denne +forsvarligt , efter at den gale var kommen udenfor . +Baronen nærmede sig ham med faste skridt . +— sig mig , min ben , hvad hedder dette hus +og hvorfor besinder jeg mig her ? sagde han . +— hihihi ! lo karlen . Nu har jeg gud hjælpe mig +aldrig hørt mage ; han spørger hvor han er , hihihi ! +— når får jeg svar , min ben ? sagde baronen +og lod et blankt guldstykke falde ned i hans +hånd . +Karlen så fra mønten til baronen og fra denne +til guldet igen . +— hihi , en gal , som giver guldstykker , det er +sjeldent og jeg kan jo gerne sige ham hvor han befinder + +sig ; han bliver vel ikke mindre tosset for det ! . , . +Ja , det skal jeg sige jer , vedblev han henvendt til +baronen . I er i galehuset , og hvorfor i er her , er +jo nemt at gætte , for i er gal , og her er netop asyl +for sådanne folk . +Baronen for et skridt tilbage . +— du lyver ! råbte han ; jeg er ikke gal , nej , jeg +føler at jeg er ved min fulde fornuft , og det må +være djævelen selv , der har ladet mig indespærre her . +. . . Et galehus , du min gud , hvorledes er jeg +kommen her ? vedblev han ; hvordan er jeg kommen +herind . +— ganske simpelt , min herre , de blev dåren +herind . +— jeg blev båren — og af hvem ? +— af mig og en anden , svarede karlen . Deres +søfter , den stakkels pige , var helt forgrædt over denne +ulykke . Men jeg slår her og snakker og glemmer at +det er til et galt menneske , jeg henvender mine ord . +Nu må jeg skynde mig at komme bort . +Han ilede hen til dørrn , men baronen råbte +efter ham : +— min søster ? — jeg har ingen søster mere , +hun er død ! +— nå , udbrød karlen ; nu kan man først se +hvor angreben han er ! +Han forlod cellen . +Baronen for op da den tunge dør smækkede til . +— o , råbte han ; tag mig med dig , jeg kan ikke + +blive her . Du skal få meget guld , dersom du +befrier mig . +Men han hørte det ikke og den ulykkelige satte sig +taus på sengekanten og grublede . +Efter nøgen tids forlød for han pludselig op . +Han løb rasende omkring i cellen , heftig gestikulerende +med armene , og råbte ; +— ha , Judith , jeg gjennemskncr dig ! Dette er +dit værk ; men vøgt dig , vøgt dig ! Kommer jeg +atter i frihed , da skal min hævn ramme dig . . . +Dig , og den elendige tysker ! +Femte kapitel . +Et forslag . +Morgenen efter denne uhyggelige scene sad +Madelaine ved sit arbejde . Hendes ansigt forrådte +en aldrig følt sorg ; de sittrende hænder formåede +neppe at føre nål og garn . +— hvad mon de slemme mennesker ville ham ? +Sagde hun halvhøjt . O , jeg gyser for at de have slået +ham ihjel ; men jeg kunne ikke komme ham tilhjælp , +de havde ellers dræbt mig for hans øjne , de blødtørstige + +hunde . Jeg tror , at jeg skal fortælle baron +von sympfen det ; måske han vil hjælpe mig at finde +sporet . De talte jo om baronessen , hans kone . +Dog , det går heller ikke an ; jeg vil holde det for +mig selv . +Et par luende øjne iagttog hende fra den modsatte +side af væggen . +Madelaine , som intet anede , iførte fine tanker +ord og øjet fra væggen betragtede hende skarpt . +Pludselig gik døren op og baron von sympfen +trådte ind . +— godmorgen , Madelaine . De seer så bleg og +anstrengt ud , sagde han og greb dristig hendes hånd , +søm han førte til fine læber . Trykker sorgen dem +endnu lige så stærkt ? Husk , at jeg er rede , så snart +de ønsker noget ; husk , at de har en ben i mig og +jeg håber en kær ven , vedblev han og betragtede +hende med begejstrede blikke . +Hun trak hurtig hånden til sig og sagde , idet +hendes ansigt antog et vredt udtryk : +— nej , baron , ikke en kær ben ; det kan aldrig +være en kær ben , der har myrdet min Broder . +— o , Madelaine , hvor ofte skal jeg sige dem +det ? Jeg havde ingen skyld , det var ham selv , der +ville det s��ledes . Men Madelaine , det var ikke ham +jeg ville tale om ; jeg er kommen her for en langt +vigtigere sag . +— kan der være noget vigtigere end det ? udbrød +Madelaine , der udentvivl var i sket humør . + +— jo , Madelaine , et er vigtigere , måske ikke +for lem , men for mig ; de ved at jeg elsker dem +så højt . +— ja , det har de allerede fortalt mig flere gange +tidligere , uden at det interesserede mig ; heller ikke nu +har jeg skiftet tanker og jeg beder dem , fritag mig +for deres utålelige overhæng . +Baronen stod foran hende med øjnene stift hæftede +på hende . Et sandt dæmonisk udtryk var udbredt +over hans ansigt og hænderne vare fast sammenknugede . +— de skal modtage det utålelige overhæng , som +de behager at kalde det ! råbte han og greb fat i +hende ; jeg vil have det , de skal elske mig . Seer +de , Madelaine , her er vi alene , ingen boer her i +huset ; de er langt borte fra andre mennesker og +ingen kan høre dem , ingen vil høre deres nødskrig , +ingen hjælp vil komme , selv om de beder derom . +Bær fornuftig og gør hvad jeg beder dem om , jeg +forlanger jo ikke noget udførligt af dem . +Madelaine rejste sig ; hendes ansigt var ligblegt af +harme og rædsel , og øjnene stirrede med foragt +på ham . +— skurk , tifold skurk som de er ! sagde hun +hæftigt ; at angribe en stakkels kvinde . Skam dem , +baron von sympfen , skam dem , om ikke for min +skyld , så dog for ham , der seer alle vore handlinger . +Baronen trak på skulderen og et hånligt such +fortrak hans læber . Han betragtede Madelaine forundret +og sagde : + +— intet af dette ængster mig , frøken Madelaine , +nu kende vi hinanden , kende den kamp , der herefter +vil opstå imellem os . Enten tilhører deres kærlighed +mig og jeg vil være taknemlig derfor , eller de +må dele deres Broders skæbne , de må dø . Aldrig +skal nogen anden mand eje dem , det sværger jeg ved +min evige salighed ! +Han nærmede sig døren . +— tak , hr. Baren , så vælger jeg det sidste , +de vil gøre mig en tjeneste dermed ! råbte hun +ester ham . +Han var borte . +Madelaine foldede hænderne . +— min gud , vær med mig i denne ulige kamp ; +vær med mig og lad mig sejre . — ak , hvad skal jeg +gøre ? — flygte , ja , men hvorhen ? Jeg kender ikke +bcien , ingen venner , ingen familie , o , hvor det er +rædsomt ! +Hun satte sig skælvende . +— hvad om jeg gik til baronessen og fortalte +hende alt . O , om jeg gjorde det ! . . . Men så +ville jeg blive hans fjende og han ville ikke unde mig +ro et øjeblik , nej , det går heller ikke . +Helene trådte ind . +— ah , frøken Madelaine , de grubler ; hvorpå , +min lille veninde , om jeg tør spørge ? Vel på ham ? +Hviskedee hun . +— hvilken ham , mener du ? udbrød Madelaine , +blussende rød over , at hendes hemmelighed var røbet . + +— ih , naturligvis ham . som nylig gik herfra , +sagde Helena og nejede . Jeg ved det godt , han har +selv fortalt det ; de elsker ham , men ham kan de ikke +så , han skal snart giftes . Vær ikke så bedrøvet +derover , han har lovet at være god imod dem alligevel , +for det gør ham så ondt for dem , at han ikke +kan besvare deres kærlighed . +Madelaine så forbavset på heade ; men da hun +ville svare , sagde Helena : +— det nytter ikke at påstå det modsatte , de +vil ikke tilstå det , men jeg tror det alligevel . +— tro hvad de vil , sagde Madelaine ligegyldigt +og vredt ; jeg bryder mig ikke derom . +— o , vær ikke vred på mig , fordi jeg talte så +frit , men jeg ville så gerne kende deres hjerte og +til gengæld vil jeg åbne mit hjerte for dem . +Madelaine syntes at være vred , thi hun svarede +ikke , og Helena rejste sig fornærmet og gik . +— nej , har jeg kendt mage til frækhed ! udbrød +Madelaine , da hun var ene . Han nedsætter mig i +hendes øjne og fortæller hende det modsatte af sandheden . +Ak , hvilket menneske ; nu har han lagt den +ydmyge maske , han bar da han kom til os , medens +Aleris levede . Ja , han er en skurk , et lavt menneske , +og jeg har grund til at være på min post . Stakkels +Aleris , du forudså det , men du kunne ikke hjælpe +mig og nu er jeg ene , ganske ene . + +i baron von sympfens lille hus var allerede to +måneder hengået , uden af Aleris havde formået af +komme op af sengen . Han vidste ikke hvorledes det +var sat med ham , men han sølle sig med hver dag +mere og mere afkræftet . +Hans gamle sygevogterske sad ved sengen hele +dagen . Hun bragte ham den medicin , han skulle +bruge , hun gav ham pulver og forbandt hans sår , +men aldrig hørte han hende tale . +Hendes taushed gjorde Aleris fortvivlet ; han var +overladt til sig selv og sine mørke tanker med hensyn +til Madelaines fremtid . +Hans sår lægedes vel , men hans kræfter toge +mere og mere af , og han følte sig især svag og afkræftet +når han havde taget medicinen . +Hvergang den gamle kone rakte ham denne betragtede +hun ham med glubske øjne , som^vilde hun sige : +— spil ikke en dråbe af denne kostbare bædske i +Aleris havde ikke tidligere lagt mærke dertil , hans +tanker havde været henvendt på andet . Men netop +taften holdt han skeen i vejret og så stist på hende . +Den gamle for sammen og vendte sig bort , og alens +kastede medicinen på gulvet . Han forsøgte af stå +op , men han var så afkræftet , af han måtte blive +liggende . +Den gamle vendte sig om og så triumferende +på ham . Aleris så det og besluttede at forlade +huset , så snart han kunne slæbe sig afsted . +Fra denne dag af modtog han ingen medicin og + +han blev dag for dag mere og mere rafl . Han var +kommen sandheden nær , uden at vide det , da han +halvhøjt sagde : +— man skulle næsten tro at det var gift hun +gav mig ! +Dog , Aleris troede ikke flet om fine medmennesker , +han antøg det for en uheldig fejltagelse . +Fjorten dage derefter var han rafl nok til at stå +op og den gamle så med bedrevet mine at han +helbrededes . Hendes angst tiltog med hver dag der gik . +Aleris havde allerede været oppe en hel dag og +den gode kone satte sig hen i en krog og græd . Aleris , +der var meget medfølende , nærmede sig hende og spurgte +deltagende hvad hun græd for ; men hun hævede angstfuld +hænderne mod himlen og rejste sig . +— min datter , min datter ! mumlede hun . +Heller ikke denne gang skulle det lykkes mig ! +Hun kastede et vredt blik til Aleris og forlod +stuen . Han så forbavset efter hende . +— hvor skal jeg finde lys i alt dette ? sagde +han halvhøjt . En hemmelighedsfuldhed omgiver mig ; +hvor er jeg ? Hvor har man ført mig hen ? . . . +Hun , som ikke har talt et ord til mig i al den tid +jeg har været her , hun udbryder nu i fortvivlelse : +min datter , min datter ? — hvem er denne kvinde ? +Hvorfor har hun ikke talt til mig ? Men jeg vil ikke +blive her længer , jeg vil bort . +Han så sig forsigtig om ; ingen opholdt sig i +stuen . + +— mon mit tøj er her ? mumlede han . +Han nærmede sig klædeskabet og åbnede dette . +— o , hvilken lykke , det er her alt sammen ! +Råbte han . +Han kastede den sløbrvk , søm den gamle kone +havde givet ham , og iførte sig hastig sine egne klæder . +Enkelte blodpletter sås hist og her på dem . +Han gned disse af og snart stod han færdig til at tage +afsted . +Den gamle kone trådte ind . Aleris ilede forbi +hende og ud på gangen , og kørt efter befandt han +fig på gaden . +Han drog vejret tungt og ilede ned ad gaden . +Imidlertid stod den gamle og så aldeles forbavset +efter ham . +— han er gået ! råbte hun hændervridende , og +jeg har ikke genfundet min datter ! +Hun skjulte ansigtet i fine hænder . +— o , han er en hævntørstig djævel ! vedblev +hun og truede hen mod vinduet . Intet menneske +formår at rive min Helena ud af hans snarer . +Hvor er du , hvor er du , min datter ? +— hun er langt dorre ! råbte en stemme ind til +hende ; hun er død ! +Det var baron von sympfen , der udtalte disse +ord , og han stød nu på dørtærskelen og betragtede +foragtelig den gamle kone . +— hvor er Aleris ? råbte han . +— borte , herre ; han flygtede . I de sidste fjorten + +dage har han ikke villet tage medicinen ; nu har +han det godt og jeg vandt ikke sejr over ham . +— ti , elendige kælling ! Havde jeg ikke befalet +dig , at han skulle drikke ? Havde jeg ikke sagt dig , +at han var mig i vejen ? Vidste du det ikke , hvad ? +Råbte han ophidset og greb hende i håret . Men du +lystrer ikke , du er pludselig bleven blødhjertet ; du +glemmer at jeg har dig i min magt , — du trodser +mine befalinger ; wen bliv , du skal få din løn . +Han greb sin stok og slog løs på hende af alle +kræfter . Den ulykkelige udstedte høje skrig . +— skån mig , skån mig for guds skyld , jeg +holder det ikke ud ! skreg hun . +— dej skal jeg nok vise dig , du forræder ! Sig +mig , hvor han gik hen , du må vide det . +— ak , jeg ved det ikke , sagde hun jamrende . +En ny regn af slag styrtede over hende , og den +ubarmhjertige baron blev ved hvert slag mere og +mere ophidset . Endelig boldt han op at slå , hun skreg +ikke mere , men udstødte den ene ed værre end den anden . +- lumpne indbrudstyv ! har jeg ikke frelst dig +fra døden ? råbte hun . Har du ret til at mishandle +mig således ? +Baronens øjne lynede af raseri ; han slog hende +endnu hårdere og til sidst faldt den ulykkelige bedøvet +om på gulvet . +— så ! råbte han . Nu stoppede jeg da din +tunge for denne gang . Ha , jeg tror , min salighed , + +at hun vovede at hentyde til min fortid ; hvilken +uforskammethed ! +Han greb fin hat og blussende af brede ilede han +bort og lod den gamle kone ligge hjælpeløs . +Sjette kapitel . +Baron von sympfen . +Bi skylde den ærede læser en forklaring om forholdet +mellem baron von sympfen og den gamle +kone , og vi må , for at opfylde dette , gå en del år +tilbage i tiden . +På landevejen — en Milo vej fra Hannover — +går en lille tiårs dreng . Hans klæder er sønderrevne , +hans ansigt er blegt , men smukt ; hans store +blå øjne udtrykke snildhed og kløgt ; men kulden +er bidende og frosten har aldeles ødelagt hans hænder +og fødder . +Det begynder at sne og vinterstormen raser med +al fin magt . +— mon jeg når til byen ? sagde han uforsagthvis + +ikke da må gud vide , hvor jeg skal sove +denne nat . +Rask travede han videre hen ad vejen , men +sneen , der blev tættere og tættere , nåde ham , efter +et par timers forlød , til knæerne . +Han havde møje med at komme fremad . +— nå , jeg bliver nok nødsaget til at opholde +mig her i udbrød han på tysk og dannede sig et +skjul i sneen . +Uveiret rasede bestandig hæsligere . +Barnet trak noget brød op af lommen , hvilket +han spiste med grådighed . Da det var fortæret gned +han hænderne mod hinanden for at varme sig lidt . +Kulden rystede ham og bevirkede at han ikke formåede +at gå videre . +— gud ved hvad moder tænkte , dengang jeg +var gået , mumlede han . Ja , søg kun efter mig , det +har både du og fader godt af . +Han udhulede snebunken og søgte at bore sig +ned i denne . +— så nu vil jeg sove lidt , sagde han ; og +imorgen tidlig går jeg videre , indtil jeg når byen . +På villie skal det ikke mangle mig ; man siger , at der +derinde skal være så herligt , så rart . Ja , der vil +jeg blive til en stor mand . Jeg vil holde hest og +vogn og selv kongen skal tage hatten af for mig ! +Han smilede veltilfreds ved denne tante . +— ja , det er rigtignok noget andet end at sidde +hjemme i faders hytte og lide sult og nød ! + +han lod hovedet hvile på znebunken og sov +snart ind . +Stakkels forvildede barn , du kendte ikke følgerne +af en sådan beslutning ; du vidste ikke , at døden +næsten altid følger på en sådan søvn ! +Sneen faldt i tætte flokke og bedækkede aldeles +den lille dreng . Han sov fast , uagtet den forræderiske +sne gjorde ham kold og klam . +Men Vorherre våger over sine børn og han +glemte ikke den lille dreng . +Den næste morgen stod solen op og en blid dag +med en le « frost indbød vandreren til uforsagt at +fortsætte sin gang . +En bondekone kom kørende hen ad vejen . +Hun var varmt indpakket og vognen var fyldt +med forskellige sager . +Hendes hest for lystig hen ad beten og hun så +så fornøjet ud . +Med et gled hesten og faldt ; den kunne formedelsk +det glatte føre ikke rejse sig , og konen måtte slå af +vognen . +En stor pakke , som hun havde holdt i skødet , +lagde hun på en snedunke og hjalp så hesten , så +godt hun kunne . +Nu vendte hun sig atter om for at tage pakken , +men hvor forundret blev hun ikke ved at se at den var +forsvunden . Hun greb ned i sneen for at søge efter +den og fik derved fat i den lille drengs arm . +Forskrækket for hun tilbage . + + . . . . . . . Et menneske under sneen , du min gud ! +Råbte hun . +Hun skuffede sneen rask til side ved hjælp af en +spade , der lå i vognen , og endelig fandt hun et +tilsyneladende dødt barn og sin pakke . +- stakkels dreng ! udbrød hun medlidende og +lagde barnet i vognen , og svedte ham ind i et +hestedækken . +Hun vendte nu vognen og kørte hjem til gården +igen . +En korpulent mand stod ved vinduet og røg på +en pibe . +— hvad , kommer du tilbage igen , Kathrine ; +hvor tør du vove på det ? råbte han . +— o , jeg mente . . . jeg troede at . . . stammede +hun forbløffet og steg af vognen . Seer de , +husbond , jeg fandt dette forkomne barn under sneen +og troede at det var rigtigst at vende tilbage med det , +for at forsøge på at bringe det tillive . +Men manden rasede , larmede og bandede det +stakkels barn langt bort . +— hvor de er ond , husbond , sagde hun . +— hvad siger du ? udbrød bonden ivrig og gik +hen imod hende . +Konen bar rolig barnet ind , lagde det på +sengen og forsøgte alt muligt for at dringe det +tillive . +Den barme , der var i værelset , virkede omsider . +Barnet vågnede og klagede over sult . + +den gode kone gav det mad og drikke og kort +efter befandt det sig bedre . Efter at hun ved at udspørge +ham havde fået at vide , at han intetsteds havde +hjemme , lod hun ham stå op . +— skønt jeg kun tjener her på gården , +mumlede hun , skal jeg dog lade ham vide , at jeg tager +barnet til mig og beholder det . Nu har jeg vel +Helena og ene er jeg om at forsørge hende , siden Poul +døde , men den lille , ulykkelige stakkel skal ikke mangle +brødet . +Den vakkre kone gjorde som hun sagde . Hun +tog Richardt til sig — således hed drengen — men +fra den dog havde hun hverken ro eller fred for sin +husbond ; han bandte og skændte idelig på hende og +slog drenge » når hun var borte . +Således hengik et år for den lille Richardt , +men han havde ikke godt af at være der , han lærte at +lyve og stjæle , thi når manden var ene hjemme fik +drengen ingen mad og så stjal han ; når nogen +spurgte ham om noget , så løj han i almindelighed , +thi han turde næsten aldrig sige sandhed , af frygt +for at røbe fin belgjørerinde , der blev behandlet meget +hårdt af bonden . +Konens eneste datter , en lille pige ved navn Helena , +var Richardts afgjorte kæledægge . +En dag . da han som sædvanlig var på Marken +med kreaturerne — og Helena fulgte ham — kom en +mand gående over imod ham . + +han så på et af lammene som var i flokken , +og bød Richardt en spotpris derfor . +Drengen lod ham få det og gik til byen med +den lille pige , uden at bekymre sig om resten . Her +ødflede han pengene bort . Sagen blev opdaget og +efter at drengen havde udftået en streng straf blev +både konen og begge dørnene jaget bort fra gården . +Fra nu af begyndte konens lidelser . Hun forbandede +drengens letsindighed . Fattigt og usselt havde +hun det og da drengen var fjorten år gammel kom +han i lære , men han kunne intetsteds blive og en skøn +dag var og blev han borte . +Nogle år derefter kom han atter til egnen og +opsøgte hende ; men hun mærkede snart uråd , thi han +havde ikke opholdt sig der en måned , før rygtet om +en fræk indbrudstyv opfyldte hele omegnen . +Store politistyrker drøge omkring i forskellige +retninger for at fange tyven , men det lykkedes dem +ikke ; han forstod så mesterlig at undgå dem , at de +hvergang drog bort med uforrettet sag ; men Richardts +belgjørerinde havde øjnene åbne , og den sorg det +forvoldte hende , var ubeskrivelig . +Overalt bedårede han med tit smukke ansigt , og +ingen anede at han var den frække forbryder +men endelig , da et år var hengået og han +på denne måde var bleven meget velhavende , udførte +han et vovestykke , som ville forfærde selv den +dristigste tyv . + +han stjal ved højlys dag nogle smykker j en +juvelerers butik , hvori fire mennesker opholdt sig . +Tyveriet vpdagedes og han blev forfulgt da han +flygtede . +Jubelen i byen var ubeskrivelig , da den virksomme +forbryder blev pågreben . +I sk re år målte han udstå en meget streng +fængselsstraf . +Da hans straffetid var udløben , sagde han farvel +til Kathrine , efter at have forbandet hende fordi , som +han troede , at hun havde overgivet ham i politiets +hænder . +Alle hendes forsikringer hjalp intet . Han bad +den nu halvvorne Helena om at ledsage ham til næste +by . Pigen fulgte troskyldig med ; men da toget stod +brusende for dem , løftede han hende op og satte hende +ind i kupeen . +- jeg skal jo hjem til min moder , Richardt , +sagde hun . +— nej , lille Helena , din moder får du aldrig +mere at se . +Barnet gav sig til at græde . Richardt trøstede +hende så godt han kunne . +- din moder var en forræder imod mig , og +nu gjengjælder jeg det , så godt jeg formår , sagde +han bittert . +— fy , skam dig , Richardt ; moder , som har +været så god imod dig , sagde barnet . +— snak , tøs , ti stille ! + +3 den samme kuper som Richardt befandt sig i , +sad en fornem ældre herre . Hans Gulduhr stak den +unge mand svært i øjnene og han forsøgte flere +gange på at tilegne sig det . +Endelig fik han lejlighed dertil . +Herren rejste sig og bemærkede at hans ur var +borte . Han så vist på Richardt , der med en +mageløs frækhed havde stukket de « i sin egen +lomme . +Toget holdt nu ved en mellemstativn og Richardt +befalede Helena at gå . +Helena adlød hans befaling og Richardt befandt +sig ene med Herren . +Denne gjorde nogle skridt fremad , for at tilbagetage +fin retmæssige ejendom , men Richardt lod sig ikke +fratage fine sager så let . +Herren gik et skridt tilbage , for at åbne døren , +men Richardt , der indså at han ville gøre anskrig , +greb ham i kraven og sagde : +— stands ! +Herren tumlede tilbage , idet han råbte : +— hvad vil de mig ? +— tale alvorligt mev dem . +— jeg har intet med dem at gøre , sagde han +og nærmede sig døren . +— hør mig ! tordnede Richardt og rejste sig . +— nej , svarede Herren bestemt , idet han åbnede +vogndøren . Men i samme nu lagde Richardt fine +hænder om hans Hals og lukkede døren . + +— hjælp , hjælp ! råbte Herren , men Richardt +klemte fastere og fastere og han formåede ikke at skrige +længer . En uhyggelig rallen steg op af hans bryst , +og Richardt vedblev at holde hænderne fastklamrede +om hans strube . +Hans øjne stod stive i hovedet ; men Richardt +vedblev at holde hans Hals sammensnøret , indtil +ånden havde forladt ham . +Nu randsagede den forhærdede forbryder hans +lommer og fandt en ikke ubetydelig pengesum hos ham +han steg ud og opsøgte Helena . +— kom , vi rejse ikke mere , sagde han ; lad os +gå videre ad landevejen . +Han gik uden at se sig om . Kort efter dampede +toget afsted med hans offer . +To måneder efter var Richardt i Paris . +Her antog han navnet von sympfen , og +bar titel af baron . +De penge , han havde ranet fra sit offer , slog +han om sig med , og blev i kort tid en yndet ven af +fattige adelsmænd , der ikke havde noget at leer af . +Helena satte han i pleje hos en ældre kone , +der boede i en udkant af Paris og for så vidt var +alt klart . +Nu kender den ærede læser baron von symp « +Tens levnetsløb . Den gamle kone , der plejede Aleris , +var baronens tidligere plciemoder Kathrine , der de « + +sværligt havde vandret fra Tyskland til Paris , for at +søge sit elskede barn . +Her traf hun baronen og han indså snart at +kunne få brug for hende . +Da han gav hende det løfte , at skulle opsøge +Helena , lod hun sig bevæge til at tjene ham i udførelsen +af hans skumle planer . +Syven-o kapitel . +En overraskelse . +Aleris ilede i største hast gennem gaderne , for +at nå til sin bopæl i universitetsgaden . Han var +så urolig for Madelaines skæbne . +Endelig stod han ved døren ; en ukendt og overvældende +følelse betog ham og han rystede på hånden , +da han lod dørhammeren falde . +Pørtneren lod ham passere , og Aleris var i tre +Spring oppe ad trappen . +Han bankede på døren , den var aflåset . +— det er mig , kære Madelaine , skynd dig at +lukke op ! råbte han . +Han bankede atter hårdt på , men ingen svarede . + +— skulle hun måske være bukket under for den +sorg , min sygdom beredte hende . Store gud , +hvilken samvittighed har jeg da ikke ! +Han lyttede ængstelig ved døren og hørte skridt +derinde +atter bankede han på . +— kære Madelaine , det er mig , Aleris , der +kalder på dig , sagde han atter . +Døren blev langsomt åbnet og Aleris styrtede ind . +— Madelaine ! råbte han og løb hen imod den +der åbnede døren , men han for forbavset et skrid , +tilbage . +— det er ikke Madelaine , men hvor er hun da ? +Råbte han . +— jeg ved ikke om hvem de taler , min herre , +sagde en smuk ung pige , der lige så forbavset så +på ham . +— min gud , frøken , jeg begriber ikke hvad de +mener . Sagen er i korthed den , at min søster før +nogle måneder siden boede her og jeg kan ikke nægte , +at jeg er bleven overrasket ved ikke at finde hende . +— hvorledes , de ved ikke at hun er flyttet , +sagde den unge pige . Jeg begriber ikke . . . +— o , det er en lang og sørgelig historie , afbrød +aleksis hende , og vedblev at betragte den rødmussede +unge pige . +— lang og sørgelig , gjentøg hun ; o , det gør +mig ondt . + +— føler de virkelig deltagelse før mig ? udbrød +han . +— jeg føler før alle ulykkelige , altså også før +dem , sagde hun forlegen . +— tak , frøken . . . . Men jeg glemmer mig selv ; hun +boer her altså ikke ? O gud , så må jeg søge hende +et andet sted . Farvel , undskyld al den ulejlighed , +jeg har forvoldt dem ' . +— o , jeg beder , det gør ikke noget ! +— skulle de , frøken , sagde Aleris og vendte +fig om , for at se hende endnu engang ; skulle de få +nøgle oplysninger om hende , da tillader de vel at jeg +besøger dem for at forhøre mig derom ? +Hun tav og betænkte sig nøgle øjeblikke ; men +hendes smilende læber vare så indtagende , at Aleris +antog det for et indvilligende svar . +Han svingede hatten til afsked og skyndte sig ned +ad trappen idet han sagde : +— hvor er hun nu ? Hvor skal jeg søge den +stakkels pige ? Hun er alene , hun , der har et så medlidende +hjerte , på hvilket det mindste gør indtryk . +. . . O , baron von sympfen , tmffer jeg dig , skal +du ikke slippe så nemt , du ved sikkert hvor hun er . +Han gik tankefuld ned ad gaden . +Et vindue åbnedes i samme lejlighed og et lille +smilende ansigt så så længe efter ham til han forsvandt +ved en omdrejning af vejen . +— o , min drøm , så skulle du dog blive til +Madelaine . 4 . Heste . + +virkelighed ! udbrød Helena , idet hun trak sig tilbage +fra vinduet . - ja , det er ham , mit ideal , min afgud , +hvis billede så længe har haft plads i mit hjerte , +skjøndt jeg aldrig før har set ham . Han lever . . . +O hvilken lykke ! +Hun lænede sit hoved i hænderne og faldt i +dybe tanker . +Døren åbnedes og baron von sympfen trådte ind . +-- nå , Helena , hvad går der af dig ? Du +sidder så tankefuld ' . sagde han og så sig om i stuen . +Har her været nogen ? +Helena vidste ikke selv hvorfor , men hun kunne i +dette øjeblik ikke sige sandhed . +— nej , svarede hun og bøjede hovedet ; her har +ingen været . +Han så skarpt på hende ; hun udholdt hans blik . +— Helena , sagde han og satte sig hos hende ; tør +du bo her ganske alene ? Er du ikke bange ? +— hvorfor spørger de , hr . Baron ? +— å , jeg troede det ; men du kan ikke længer +blive hosmor Martha , så længe Madelaine er hos +hende . Du har alt for megen venlighed tilovers +for hende . +— godt , så bliver jeg her ; men sig mig nu , +Richardt , skal jeg aldrig se moder mere ? sagde hun +og så bedende på ham . Hvor kan de nænne at +holde mig så længe adskilt fra hende , da de dog slet +ikke har nogen grund dertil . +— tal ikke om det , Helena , jeg har mine grunde + +dertil ; desuden er din moder død . Du får hende +ikke mere at se . +— Richardt- Richardt , hvad har du gjort ? O , +min gud , og jeg som glædede mig så meget til engang +at kunne omfavne hende . +— kald mig ikke Richardt , sagde von sympfen +og stampede i gulvet ; jeg er for dig ikke andet end +baron von sympfen ; har jeg ikke så lidt sagt dig +det ? Du kender mig , når mine befalinger ikke blive +fulgte ! +Helena rejste sig og så på ham . +— ja , jeg kender dig desværre , sagde hun med +et næsten hadefuldt udtryk i de smukke øjne . +Han rejste sig ligeledes . +— jeg vil ikke tale mere med dig , sagde han +heftigt ; kommer her nogen , siger du mig det , og husk +at fortælle mig det og sig mig hvorledes de se ud . +Helena vendte sig bort og sagde vranten : +— hvorlænge skal jeg blive her alene ? Jeg er +ikke fri for at være noget angst . +— å , passiar , husk hvad jeg har sagt dig . +Farvel , Helena . +Hun satte sig atter og grundede over baronens +mystiske optræden . +Imedens vandrede Aleris op og ned ad gaderne +i den største sindsbevægelse . +I hans tanker så han sin søster og den unge +pige , han nylig havde talt med . +Hvor skulle han finde Madelaine ? Han havde + +været på forskellige stationer , for at spørge om -endes +opholdssted , men han fik ikke noget fyldestgørende svar . +Han blev mørk i sindet , men fortsatte dog sine efterforskninger +uden resultat ; da aftenen indtraf havde +han endnu ikke fundet hende . +Træt og afkræftet gik han ind i et gjæstgiversted . +I stuen sad hen ved en halv snes personer ; +de vare indvsklede i en meget ivrig samtale . +Aleksis satte sig i et hjørne af stuen og tog en +Avis ; men han kunne ikke læse i ro , da de andre +gæster førte en temmelig høirøsfet samtale , der +bestandig forstyrrede ham . +Noget af denne samtale trængte tydelig over til +ham og nysgerrig lyttede han efter . +— det er udenfor det lille hus ved pladsen , +hørte han en sige . +— er det langt herfra ? spurgte en anden . +— å nej , ikke så langt endda ; følg blot med +os , der er gode penge at tjene . +Aleris skælvede ; hans anfigt var blegt og ophidset . +Mændenes samtale blev livligere og livligere , formodentlig +en følge af den stærke punsch , der dampende +stod på bordet og af hvilken de allerede havde nydt +store kvantiteter . +Aleris nærmede sig dem og rømmede sig et par +gange . +Mændene så på ham med rasende blikke . +Han satte sig tilsyneladende rolig ved siden as +dem , og bad høflig om tilladelse til at drikke sit glas + +sammen med dem , da det var så kedeligt st sidde +alene . +Mændene rykkede til side og en ung , høj kavaler , +-- iført kort frakke , snævre benklæder og en lille +lavpullet hat , — satte sig frækt lige for ham og så +ham op i ansigtet . +Aleris lod som intet og gav sig i samtale med +en af dem . +— klokken er 1 , Patrik , skulle vi så bryde op , +sagde den unge laps og drejede sin knebelsbart . Og , +tilføjede han , er det en smuk ung pige , stikker jeg a ' +med hende , medens i andre tager den gamle kælling +og pengene på eders samvittighed . +Aleris lod som om han intet hørte og vedblev +at tale med manden , der udentvivl havde drukket så +meget , st han ikke vidste hvad han sagde . +— seer de , min ven , snøvlede han og slog Aleris +på skulderen ; vi skal ud i aften og „ negle “ Noget , +thi fortjenesten har været smal siden baronessen ikke +har så meget brug for os som tidligere — noget +borte herfra ligger der et lille hus , hvori der kun boer +en gammel kælling og en ung pige . Vi have af en +fin herre får anvisning på den unge pige , og da +nu den lange bod derhenne holder meget af pigebørn , +så er vi blevne enige om at overlade ham hende . +Aleris måtte med sin hat skjule ansigtet , for ikke +at forråde den foragt , der i dette øjeblik beherskede +ham . +— hvad , om det var Madelaine ? + +denne tanke slog pludselig Aleris og hans angst +tiltog , da bod beskrev hende for fine kammerater . +— min stakkels , stakkels søster , mumlede han . +Han grundede et øjeblik . +Den gamle mand han havde talt med var falden +i søvn . +Aleris tog fin hat og listede sig bort , dog ikke +læcnger end ned i porten , thi her blev han slående +og lyttede . +10 minutter efter så han banditterne træde ud +af huset og tage retning imod nord . +Aleris fulgte dem i ti skridts afstand . Hans +hjerte bævede , hans tindinger bankede og øjnene +rullede vildt fra den ene gjensland til den anden , +skjøndt han næppe kunne skjelne^noget i den mørke nat . +En halv time efter standsede de ved det lille +h « s , hvori Madelaine boede . +Alt var tyst og stille og ingen lyd førrådte at +her boede mennesker . En af dem åbnede porten og +de gik alle ind i huset . +Aleris fulgte dem ; han listede sig op ad trappen +til første sal , hvor den lange Bob allerede var i færd +med at dirke låsen op . Døren sprang snart op og +Bob listede sig ind . +Aleris fnlgte ham . I hånden holdt han en lille +dolk , hvilken han altid bar hos sig . Han knugede +hånden fast om den og fulgte efter så godt han kunne . +Værelset var bælmørkt ; ingen lyd lod sig høre . +Den lange Bob følte sig frem langs med væggen og + +Aleris vendte sig derfor til den modsatte ende af +stuen ; her oppebiede han hvad der ville komme . +Situationen var spændende . +Aleris følte at det gjaldt hans liv dersom de opdagede +ham . Heldigvis lå der et tykt tæppe på +gulvet , der gjorde det muligt for Aleris at dæmpe +sine trin ; han frygtede mest ar hans åndedræt +skulle høres , thi han hørte tydelig at Bob åndede +tungt og hult . +Aleris holdt vejret så meget som mulig . Med +dolken i den ene hånd og den anden udstrakt for sig , +ventede han hvad der ville ske . +— min gud , jeg takker dig , at du lod mig opdage +denne fare , thi det er bestemt min søster det +gælder ! tænkte han . +Han blev afbrudtived at Bob pludselig stødte til +ham . Aleris trak hånden til sig og lod sig glide ned +på gulvet ; sagte og lydløst krøb han om på hænder +og fødder ; men Bob var bleven opmærksom og han +befølte gulvet overalt . +Han stødte derved på en dør ; han greb fat i +denne og “ åbnede den lydløst . +Banditten trådte ind ; Aleris rejste sig og fulgte +ham . Men pludselig slog Bob ild og tændte det på +bordet slående lys . +Aleris skjulte sig bag døren og stod således uset . +Han så gennem revnen , at banditten søgte +overalt , men uden held , og at han til sidst forlod stuen +med en drøj ed . + +Aleris åndede lettere da Bob var gået . Han +trådte ind i den stue , hvor lyset stod , men for forundret +et skridt tilbage ; thi alle hans møbler fra +den fordums lejlighed stod her ; hele hans værelse +var som ved et trylleri flyttet herhen . +Hans seng stod på fin plads , hans skrivebord , +reol og bøger slode som forhen . Lange tykke Gardiner +dang for vinduerne og bløde tæpper bedækkede gulvet ; +men Madelaine var der ikke . +— hun har boet her ! udbrød han bævende af +glæde . Endelig fandt jeg da sporet ! — stakkels +Madelaine , det var altså dig , de efterstræbte ! — min +stakkels , stakkels søster , hvor er du nu ? +Han trådte ind i det forreste værelse , med lampen +i hånden . Her var Madelaines lille hyggelige stue +præsenteret ; alt stod i orden og alt var indrettet med +smag . Men hellerikke her var den dyrebare søster . +Hans sorg og skuffelse var forfærdelig . +Nu lød fremmede stemmer op til ham . +Aleris slukkede lyset og stillede sig i en krog af +stuen . Døren åbnedes kort efter og alle banditterne +tråadte ind . +Aleris knugede hånden fast om tit våben ; han +kunne ikke skelne dem , men deres søgen og mumlen +forrådte at de vare der . +De gik nu ind i det tilstødende værelse og en +medbragt lygte oplyste svagt dette . +Aleris for forfærdet op og nærmede sig baglænds +døren . + +dersom de så ham her , hvad ville da ste ? — +han åbnede lydløs døren , men pludselig greb en +kraftig hånd ham i kraven og et tordnende „ holdt ! “ +Fik ham til at vende sig om . En gensdarm stod bag +ham og havde et så godt greb i ham , at det var +umuligt for Aleris at rive sig los . +En mængde gensdarmer trådte ind i værelset , +men næppe sår banditterne dem , før de strar forsvandt +gennem vinduerne , da salen lå temmelig lavt ved +jorden . Men her vare nogle gensdarmer posterede og +banditterne blev standsede i deres flugt . Dog , de +vare vante til faren og angreb gensdarmerne så +tappert , at de alle undkom på den lange Bob nær . +Han og Aleris blev , bevogtet af gensdarmerne , +førte i fængsel . +Ottende kapitel . +Den lange Bob . +Men hvor var Madelaine i denne tid ? spørger +vel den ærede læser . +Madelaine boede ikke mere i det lille hus ; hun +var ubemærket en morgenstund flygtet derfra , uden at +have nøgen anelse om at Aleris endnu levede . + +en morgen , medens Madelaine endnu boede i det +lille hus , sad hun ved vinduet og syede som sædvanlig . +Hun tænkte på Aleris og hendes tanker vare i +himlen hos de kære , der havde forladt hende . +Da lød en sagte fløjten op til hende ; hun hørte +den vel , men lød som om hun ikke havde bemærket den . +Fem minutter efter lød atter fløjten , — denne gang +stærkere , og Madelaine så ud ad vinduet , men +tog straks sit hoved tilbage . Noget efter lød atter +fløjten , men denne gang lige udenfor hendes vindue . +Hun så atter ud ; en ung mand stod lige +udenfor vinduet og hilste op til hende . Madelaine +for sammen og vendte sig bort ; en uhyggelig anelse +bemægtigede sig hende og hun var ikke rolig hele dagen . +Den næste morgen ved samme tid stod den unge +mand atter udenfor vinduet ; hans glødende øjne +vare rettede mod hende og han hilste atter på hende . +— ak , det er vist en ny ulykke , der truer mig ! +Sagde Madelaine og hævede hænderne mod himlen , +for at anråbt om beskyttelse . +Hun havde ingen ro mere ; både dag og nat +stod billedet af det uhyggelige ansigt for hende ; men +manden stod også derudenfor hver dag , skønt hun +aldrig så ham komme eller gå . +Når hun så ud af vinduet stod han der , og et +øjeblik efter var han førsvunden for hendes øjne , +så pludselig , at man skulle trø han var sunken i +jorden . +Denne angst udholdt Madelaine en ugestid ; men + +en morgenstund iførte hun sig tit overtøj og listede +fig ud af det lille hus , indenmor Martha var +vågnet . +Hun gik ind på et af Paris ' større avertissementskontorer . +Hun købte en Avis og læste den hurtig +igennem . +— dette er det sidste middel , sagde hun for sig +selv . Jeg kan ikke udholde at være ene , nej , selv om +jeg skal tjene andre er det dog bedre end at leve som +en fange . +Hun trådte ud på gaden og gik langsomt fremad . +Bed enden af Angouleme i forstaden saint-honore +standsede hun , så op ad et pragtfuldt hus og spurgte +den i døren slående tjener , om det var hans herskab +der søgte en kammerjomfru . +Tjeneren nikkede nådig og så op og ned ad hende . +— kom skal jeg vise frøkenen hvor det er de +skal hen , sagde ban , idet han ville tage Madelaine +under hagen ; men hun trådte et skridt tilbage og +gik den vej hun var kommet fra ; men tjeneren +nærmede sig hende og slog hende på armen . +— men , frøken , de behøver da ikke at være så +knibsk på det ; kom kun med mig , jeg skal såmænd ikke +røre ved dem . +Madelaine fulgte med , uden at sige et ord . Tjeneren +førte hende op til husets første etage og åbnede +døren . +Madelaines hjerte bankede af angst , da hun stod +i den pragtfulde stue , hvortil tjeneren havde ført hende . + +hun skjulte hovedet i hænderne og bad en inderlig +bøn til gud . +Da lagde en hånd sig på hendes skulder og +en blid stemme trængte sig inderlig ind i hendes +hjerte . +Madelaine for op og så at en gammel dame +stod for hende . Hun havde et venligt ansigt og store , +godmodige blå øjne . +Et mildt smil var udbredt over hendes ansigt og +Madelaine følte sig så lykkelig ved at betragte hende . +— o , havde jeg en sådan moder ! tænkte hun +uvilkårlig . +Den gamle dame talte blidt og venligt til hende . +— hvad søger de , mit barn ? begyndte hun . +— o , frue , sagde Madelaine forlegen ; de må +ikke blive vred . . . jeg har læst i avisen , at de havde +brug for en kammerjomfru og jeg gik herop i de » +Tro , at jeg muligen kunne overtage en sådan plads . +Den gamle dame så på hende . +— hvor gammel er de , min kære ? sagde hun . +— atten år , svarede Madelaine . +— har de ikke tidligere været ude blandt +fremmede ? +— nej . +— tror de , at de kan påtage dem en kammerjomfrues +pligter ? +— jeg håber det , frue . +— godt , mit barn , lad os så bestemme os til +det . Men det er sandt , det er ingenlunde min kammerjomfru + +de skal være , nej , jeg antager dem til min +datter , men hun er en rar pige , når jeg selv fial +sige det . . . stakkels barn , alt for godmodig ! +Madelaine takkede den gode dame og gik , efter +at have modtaget besked på at begynde fine funktioner +ved månedens udgang . +Madelaine vandrede til tit hjem , tung om hjertet ; +hun skulle jo nu ud blandt fremmede . +Endelig nåde hun til tit hjem ; den unge mand +stod alter udenfor hendes vinduer ; han så hende og +ville ile hende i møde , men hun vendte hurtig om og +løb ned ad den nærmeste gade , hvor hun skjulte sig i +en port . +Bob — thi ham var det — lod sig narre og løb +ned ad gaden det bedste han kunne , og Madelaine +skyndte sig til sit hjem , for af undgå ham . +Her begyndte hun af paffe sit tøj og sy det nødvendigste +til sin forestående tjeneste . +Bob kom bestemt -ver morgen og så op til +hendes vindue ; ja ofte stod han flere timer og stirrede +op til hende . +Ester en uges forløb fik Madelaine et brev . +Hun åbnede det og læste , men hun udstedte et svagt +skrig efter af have endt det . +Det var et frierbrev fra hin ubekendte , hvori +-an opfordrede hende til af svare ham , når han +nogle dage derefter kom op til hende . Han rådede +hende til af blive hans kone , va han i modsat tilfældæ +hverken dag eller nat ville lade hende i ro . + +Madelaine rystede øver alle lemmer ; men heldigvis +var der kun en dag tilbage , før hun skulle bort fra +dette ulykkens sted . +Næste eftermiddag , efter af hun havde ordnet alle +fine sager , tøg hun en fiakre og kørte til tit nye +opholdssted . +Klokken var fem og det var endnu lyst . +Madelaine så sig forsigtig omkring , for af se +om den afskyelige mand også passede på hende her ; +men nej , han var der ikke . +Hun fog næsten glad bort og en time efter var +hun ved det hus , hvor hun skulle bo for fremtiden . +Den samme aften var det at Bob og de andre +banditter undersøgte det lille hus og ikke fandt Madelaine ; +derimod stjal de framor Martha alt hvad +de kunne få fat i . +Den gamle kone sov så fast , at hun slet ikke +mærkede tyveriet . + +niende kapitel . +Overraskelsen . +Madelaine trådte ind i huset i forstaden sainthonore , +og gik frygtsom op ad trapperne . +Tjeneren kom hende atter i møde . Hun nikkede til +ham og sagde : +— er de så god at sige mig hvor jeg kan lade +mit tøj stå , medens jeg hilser på fruen ? +— jo , her , lille frøken , her er et aflukke , hvor +det kan stå . +Han fog kufferten og hatteæffen fra Madelaine +og gemte det omhyggeligt . +— nu kan de godt gå ind til fruen , sagde han . +Madelaine takkede ham og gik . +Tjeneren så efter hende og mumlede : +— hun er en sød lille pige ! +Madelaine trådte ind i dagligsluen og nærmede +sig den gamle dame , der sad ved vinduet . +— goddag , mit barn , nå , det glæder mig at +du kom . Sæt dig ned hos mig og fortæl mig lidt +om dig selv . +Madelaine satte sig hos den venlige dame , men +åbnede ikke munden for at efterkomme hendes opfordring . +En ung dame trådte ind og hilste venligt på +hende . + +— hør , kære moder , tillader du at jeg tager i +operaen med fader i aften ? sagde hun . +— så gerne , Adele , gå du kun . . . Men +lad mig først forestille dig din nye kammerjomfru . +Den unge dame så indtrængende på madelaineog +rakte hende hånden , idet hun sagde : +— tror de , at de kan finde dem i mit tyrani , +lille Madelaine ? +— o jo , svarede denne smilende , inderlig rørt +over denne venlighed . Men da de er kommen så +tidlig , vil de måske hjælpe mig med min påklædning +iaften ? +— ja , så gerne , frøken . +Madelaine rejste sig og fulgte hende , efter at have +kastet et langt blik på den gamle dame , der sad og +betragtede hende . +Madelaine havde en afgjort sands for alt skønt ; +det var derfor ikke så mærkeligt , at Abele Savigny +aldrig havde følt sig så glad over sin påklædning , +som denne aften , da Madelaine havde pyntet hende . +Efter at vognen var kørt med Adele og hendes +fader , kaldte den gamle dame på Madelaine . +— vil de læse for mig , mit barn ? sagde hun . +Ellers plejer min kære Adele at gøre det . +Madelaine var straks villig hertil og greb en bog +for at læse i den . Men døren åbnede ! i det samme +og tjeneren meldte : „ baron von sympfen ! “ +Madelaine for op og holdt sig krampagtig fast + +ved stolen . Den gamle dame så forbavset på +hende , men Madelaine slog skamfuld øjnene ned . +Baron von sympfen trådte hoverende ind ad +døren . +— god Asien , Fru Savigny , god aften frø . . . +Længer kom den gode mand ikke i sin hilsen ; han +standsede forbavset og glemte at vise sig så høflig mod +fruen , som han ellers plejede . +Madelaine stod endnu ved stolen . Den s gamle +frue betragtede dem begge skarpt , og et misfornøjet +træk for over hendes ansigt . +Baron von sympfen fattede sig dog hurtigt og +vendte sig om mod fruen . +— ah , Fru Savigny , sagde han og bukkede ; den +unge dame er ikke deres fortræffelige datter ; måske +er det en niece eller nær slægtning ? +— nej , hr . Baron , det er min datters Kammer - +jomfru , men jeg formoder de kender hende bedre +end jeg . +— nej , på ingen måde , sagde baronen og +vendte ryggen til Madelaine . Jeg har aldrig set +lette ansigt før . +Madelaine rystede af harme ; hun følte til fulde +det nedværdigende i sin stilling . +— de kan gå , jomFru , sagde Fru Savigny ; +men pas på af være ved bordet , når de komme +fra operaen . +Madelaine nejede og gik , glad over fin frihed i +dette øjeblik . Hvor skamfuld følte hu » sig iffe lige overfor + +den gamle dame . Hvad skulle hun svare , +hvis hun forlangte en forklaring ? +Madelaine satte sig i det lille værelse , der var +indrettet til hende , og tænkte over det passerede . +Klokken var 11 , da en vogn holdt for døren . +— der er de , sagde hun for sig selv . +Hun skyndte sig ud , men mødte frøken Adele på +trappen . Hun bemærkede ikke Madelaine og gik ind +på tit eget værelse . +— skal jeg hjælpe dem med omklædningen , +frøken ? sagde hun . +Adele vendte sig om ; hendes kinder blussede og +øjnene slode fulde af tårer . +Madelaine så medlidende på hende . +— nej , lille jomfru , i dag behøver jeg ingen +hjælp ; men hvis de vil , da gør mig den tjeneste +at undskylde mig ved bordet . Jeg er i aften ikke oplagt +til at se fremmede . +Madelaine gik strar , da hun antog , at det var en +inddirekte opfordring til hende . Hun trådte atter +ind i spisestuen , mere fattet på at møde baron von +sympfens blik . Hun tog plads ved enden af +bordet . +— hvor bliver dog Adele af , sagde Fru Savigny +pludselig . Jomfru , er de så god at kalde på +hende ? +— det er sandt , frue , jeg skulle fige . at det var +frøkenen umuligt at komme til bords i aften , da hun +ikke føler sig ganske vel og allerede er gået til ro . + +fruen kastede et ængstelig sideblik til stn mand +og var urolig hele tiden . +Baron von sympfen så på manden og hviskedee +ham hemmelighedsfuldt nogle ord i øret . +Manden blev bleg , men viste ikke nogen sindsbevægelse . +Theen var drukken . Baron von sympfen rejste +stg og tog afsled . Han kastede et blik på Madelaine +og gik . +Han havde indbudt Herren , fruen og frøkenen +til sit bryllup , der skulle fejres den følgende uge . +Madelaine hørte del og glædede sig derover . +Dagen efter så Adele sørgmodig og forsagt ud ; +Madelaine søgte flere gange at opmuntre hende , men +det var forgæves . +Henad aften havde de atter besøg af fremmede , +men det synes som Madelaine skulle have overraskelse +på overraskelse , thi hun måtte hurtig forlade stuen , +da vikomte æe botins trådte ind . Han så ikke +hende , men hilste på fruen og Herren , og næsten +koldt på frøkenen . Det var Madelaine påfaldende , +at hun ligeledes viste sig kold imod ham . +Madelaine fjernede sig hurtig og det var godt at +hun ikke blev kaldt ind den aften , thi hun var ikke så +rolig som hun skulle være . Det var hende en gåde , +ar vikomten kom der hver aften og at han ligesom +tidligere behandlede Adele sua kaldt , uden dog at tilsidesætte +det mindste høflighedshensyn . Hun tænkte + +ofte derover , men ver var hende umuligt at udfinde +grunde » dertil . +Dog denne gåde skulle snart blive løst . +* +tiende kapitel . +Bryllupet +foran baronesse Verdins hotel holdt en mængde +elegante vogne . Herskaberne stege ud af vognen ved +hjælp af deres tjenere , og en mængde nysgerrige +trængte sig omkring hotellet , for at se de fornemme folk . +På samme tid stod Madelaine og pyntede +Adele , der så ubeskrivelig smuk ud . +- tak , kære Madelaine , nu er det godt , jeg +bryder mig ikke om at være så pyntet , sagde hun . +— 3o vist , frøken , de må være så smuk som +mulig ; de er ung og vil bestemt tage alle hjerter +med storm . +— men de selv , Madelaine , de er jo også +ung , og dog pynter de dem aldrig , sagde Adele . +— nej , hvorfor skulle jeg vel også det , frøken ; +det passer sig jo ikke for mig . +— å , nej , måske ! Har de aldrig båret en +smuk silkekjole , Madelaine ? + +— jo , frøken , dengang min fader levede , da +havde jeg en kostbar silkekjole og dengang var jeg +lykkelig . +— de har altså engang været lykkelig ? +— ja , frøken , jeg har kendt lykken , men den +vendte mig desværre så hurtig ryggen . +— stakkels Madelaine , de er ikke den eneste , +sagde Adele og vendte sig bort fra hende . Jeg kender +en , som det samme er hændet . +Adele var dybt bevæget . +Madelaine så på hende . Hvilken sorg kunne +vel trykke dette lykkens skjødebarn . +— ejer de en hvid kjole , Madelaine , så ville +jeg gerne have at de skulle tage med os til baron +von sympfens bryllup ; jeg kan jo ikke vide om et +eller andet kunne komme i uorden ved mit toilette . +— jo , frøken , sagde Madelaine nølende ; jeg +har flere hvide kjoler , og når de ønsker det kan jeg +jo også godt tage med . +— det lader til , at de ikke synes om det , +Madelaine ; de ville måske hellere blive hjemme ? +— o nej , vist ikke , sagde Madelaine og ilede op +på tit værelse . +Med et tungt sind klædte hun sig om og var +snart færdig . +Hun var net og fortryllende i den hvide kjole og +med den lille sløise på håret . +— her er jeg , frøken , skal vi så køre ? sagde hun . + +— ja , lad os det , svarede Adele og så sig i +spejlet . +Kort efter kørte de alle bort . Man ankom endelig +til hotellet og medens Herren , fruen og Adele gik +ind ad den store midterste dør til salonen , blev der +anvist Madelaine en plads i et lille værelse , hvor +der efter ballet skulle opvartes med forfriskninger . +Hun sad alene derinde og hørte at man gik til bords . +Hun greb en Avis og legede tankeløst med +denne . Det store selskab derinde udbragte skåler +for brudeparret ; ved ethvert nyt udbrud for en +skælven gennem Madelaine , uden at hun selv vidste +hvorfor . +To timer vare forløbne , da hørte hun nogen +nærme sig . +Adele og hendes moder trådte ind . +— o , Madelaine , vil de være så god at sætte +mine krøller lidt bedre , de kom i uorden ved bordet . +— så gerne frøken , svarede hun og hjalp +hende . +Fruen nærmede sig Adele og fjernede sig noget +fra Madelaine . +— du må ikke være så kold mød Georges , +Adele ; jeg siger dig , at om du end elsker Henri nok +så højt , så ved du , at det er din faders bestemte +villie , at du skal ægte vikomten ; føj dig efter ham , +ler hjælper intet andet . Jeg har gjort det i så +mange år , så kan du vel også , thi jeg har fristet +samme skæbne som du . + +— o , moder , du kan ikke mene det , du er ikke +så hårdhjertet som fader , udbrød Adele bønfaldende . +— om så var , mit barn , vi må sinde os +med ydmyghed i alt . +Adele og fruen fjernede sig . Madelaine var +atter ene . +Nu lød musiken ind til hende ; hver . Tone +trængte sig ril hjertet og gjorde hende bevæget ; de +samledes med hendes tanker og en række af kære +billeder strømmede forbi hendes indre øje . +Længe sad hun således ensom og forladt , og +følte , at hun nu alene havde gud i himlen tilbage +at elske . +— hør , hvor de danse , de er lykkelige , mumlede +hun . +Raske skridt lød i forværelset og en herre +trådte ind . +Madelaine flygtede hen i en krog af værelset , +så at hun til dels vendte ryggen til den indtrædende , +og lod som om hun læste i en bog , uagtet hun var +så urolig , at bogstaverne dansede på papiret for +hende . +Herren satte sig på en stol , greb den Avis , der +lå på bordet , og lod som han læste ; men hans +store , sjælfulde øjne svævede uroligt omkring^ i +værelset . +— hvad er der vel at gøre herved ? udbrød +han tankefuldt ved sig selv . Jeg har en dyb agtelse + +for min moder og vil nødig gøre hende imod ; det +er hendes ulykkelige ide , at jeg ikke kan blive lykkelig +uden hun har valgt mig en hustru . Jeg tror at +hun ville gå fra forstanden , dersom jeg modsatte +mig hendes villie , og dog ville jeg blive meget ulykkelig , +dersom dette parti kom i stand . Jeg elsker ikke +Adele og hun elsker heller ikke mig , — nej , herre » +Være lovet ! Men lad os se tiden an , det vil vel +med guds hjælp forandre sig . +Han grublede et øjeblik . +Madelaine benyttede lejligheden og ville liste sig +bort . Med øjnene stift heftede på ham , sneg hu » +Sig over gulvet ; hun rystede så stærkk , at hun næppe +kunne vinde derover . +Pludselig for hun sammen ; vikomten fæstede +sine smukke øjne på hende med et udtryk så varmt , +så inderligt , men tillige så forundret , at Madelaine +uvilkårligt slog blikket mod gulvet og satte sig stille +på en stol , efter at have gjengjældt hans hilsen . +Han nærmede sig hende . +Men bedste frøken morfin , hvorfor har de ' +ikke været inde ved bordet og hvorfor er de ikke med +ved ballet ? +— jeg kan ikke danse eller tage til nogen fornøjelse +mere ; min Broder er som de ved , død , og +jeg er kun overladt til mig selv , desuden kan jeg ikke +lide at danse . Men undskyld mig , hr . Vikomte , jeg +hører min frøken kalde på mig ; farvel ! +Hun ilede bort . + +hendes anfigt havde blusset , da hun talte med +ham ; hendes hjerte havde banket ; men da hun kom +udenfor var hun atter Madelaine i det ådre , thi i det +indre herskede der en heftig smerte . +Hun stod ved døren til balsalen og tittede ind i +denne , hvor alle de glade mennesker svingede sig rundt +i lystig takt . Musiken tonede gennem salen og +gjorde Madelaine så vemodig . Det svimlede for hendes +øjne , thi et blik trængte sig dybt i hendes hjerte og +lysnede op derinde ; men dette blik blev bemærket af +flere end hende , thi den nygivte baronesse von +sympfen dansede forbi Madelaine med bikomte se +botinø . +Et forundringsudråd var nær undsluppen baronessens +læber , da hun så Madelaine . +Da denne Dands var til ende , skyndte Madelaine +sig tilbage til det værelse , hvorfra hun var flygtet . +Hun anede , at bikomten ville komme forbi balsalen +og måske se hende stå der — ja , han ville +måske tiltale hende — og hun havde lovet sig selv at +undgå ham så meget som mulig . +Hun tog plads på den samme stol , hun tidligere +havde siddet på ; denne stod lige ved alkoven , for +hvilken nogle tykke Gardiner vare ophængte . Det forekom +hende , at disse bevægede sig svagt ; hun for +sammen og skælvede . +Hun holdt øjnene stift fæstede på gardinerne og +flere gange så hun en hvid hånd løfte dem lidt i vejret . +Madelaine . 5 . H-fte . + +Madelaine rejste sig , men hendes fødder nægtede +at gøre hende deres tjeneste . Hun var som fastnaglet +til stedet ; det svimlede for hende , mat og skælvende +sank hun ned på stolen i en halv devidsllos +tilstand . +Nu lød musikens toner atter ind til hende og +de dansendes trin forstyrrede den stilhed , der omgav +hende og gav hendes tanker en anden retning . +Gardinet for alkoven blev atter løftet op og et +ansigt stirrede feberagtigt ud på hende . +Madelaine vendte ryggen til alkoven ; hun så +ikke ansigtet , men til sin skræk mærkede hun at gardinet +atter blev løftet i vejret . +Hun vovede ikke at vende sig om ; atter rejste hun +fig , men skrækken havde lammet hende og heller ikke +dennegang formåede hun at flytte sig fra stedet . +— min gud ! hviskedee hun og knugede hænderne +sammen ; hvad skal dette blive til ? +Pludselig svævede en dame hen over gulvet , lig +en fe , klædt i hvidt . +Madelaine lukkede øjnene og udstødte et dæmpet +skrig . +— hvad er det ? hviskedee en herre , der var trådt +ud fra alkoven og nu holdt den skælvende Madelaine +i fine arme . Hvorfor skriger de , frøken ? +Madelaine svarede ikke . Den hvidklædte dame +havde imidlertid nået døren og var trådt ud af denne . +— ah , udbrød Madelaine og ville rejse sig ; hvem +mon denne dame var . . . O , hvilken angst ! + +hun gjorde atter anstrengelse før at komme op , +men vikomte s « botin « stod før hende og holdt hende +endnu fast omslynget . +— hvorfor var de angst , frøken morfin ? sagde +han ømt og så på hende . +Madelaine vendte hovedet bort og ville atter +rejse sig . +— nej , bliv nu lidt , frøken , og slig mig , hvorfor +de aldrig vil tale med mig . Af hvilken grund undgår +de mig bestandig , jeg har jo aldrig gjort dem +fortræd ; men nu slipper jeg dem ikke før de siger +mig hvorfor det er . Er jeg da så afskyelig ? +Madelaine slog øjnene ned og sagde : +— slip mig , hr . Vikomte , det er ikke passende +før dem , en adelsmand , at tale til en fattig kammerjomfru . +— o frøken , sig ikke det ; de ved ikke hvor +meget jeg længes efter at tale med dem ! +— o , ti , hr . Vikomte ! sagde hun så ivrig at +hendes kinder blev purpurrøde derved . Slip mig +nu , hvad må folk tro , når de komme herind efter +Balle » . +— nej , frøken , nu har de undgået mig så længe , +og nu må de sige mig , hvorfor de aldrig +vil tale med mig ? +— nuvel , sagde Madelaine med anstrengelse ; det +er fordi at . . . at jeg ikke kan lide dem . De +minder mig om en , som . . . som . . . O , nej , lad + +mig komme bort , hr . Vikomte , hører de , der kommer +nogen . +Vikomte « i « botin « så på hende , som om han +ved et blik kunne tvinge hende i fine arme . +— o , frøken morfin , er det sandt ? Er det +virkelig deres alvor ? sagde han i en ubeskrivelig +angstfuld tone , og knugede hendes hånd krampagtig +fast imellem fine . O , nej , nej , jeg kan ikke tro det ! +— jeg har sagt det ! udbrød hun og vendte sig +bort fra ham . +— og de mener det , frøken morfin ? råbte +han i den hæsligste fortvivlelse . Nej , nej , det kar . +Ikke være deres mening ! +— min gud , jeg begriber ikke hvorfor de , hr . +Vikomte . . . +— sig det endnu engang ! afbrød han hende ; +stig endnu engang , at de ikke kan lide mig . . . at +de vil undgå mig overalt . . . Jeg tror det ikke , +før de atter gentager det ! +— nuvel , hr . Vikomte , sagde Madelaine med et +dybt suk ; det er min bestemte mening jeg har udtalt +. . . Men flip mig , før guds skyld , hvad må folk +tro , hvis . . . +— o , nej , frøken morfin , sagde han og lænede +tit hoved mod hendes skulder ; de kan ikke hade +nogen ; deres hjerte er før ædelt og vil ikke tillade det . +— jeg hader dem heller ikke , men . . . o , lad +mig gå , udbrød hun grædende ; jeg kan ikke blive her +længer . + +— nuvel , frøken mørfin , gå ; men de jager +min lykke , min glæde med dem . +Han så indtrængende på hende ; hun stod med +sænkede øjne og søgte at trække fin hånd til sig . +Han flap hånden og sukkede dybt . +Madelaine ilede børt . +Hun kom ind i et lille , meget elegant udstyret +værelse ; men Madelaine lagde ikke mærke dertil . +Hu « kastede sig grædende i en støj +— gud fader i himlen , giv mig kraft til at +bære min sorg ! sagde hun halvhøjt ; ene du ved +hvad jeg lider ! Men jeg vil være stærk , ø så stærk +. . . jeg vil aldrig se ham mere . . . nej , aldrig , +aldrig ! . . . O , gud give at vi snart skulle hjem ! +En bevægelse ved hendes side fik hende til at +fare op ; men hun blev forbavset stående , thi den +samme dame , som før havde gjort hende så angst , +stod ved hendes side . +Baronesse Verdin — eller som hun nu efter +brylluppet hæed : baronesse Judith von +sympfen , — thi hende var det , — så med indædt +raseri på Madelaine . +- hvad græder de for , jomfru og hvorfor +sidder de her ? sagde hun i en frastødende , kold tone . +Madelaine så sig forlegen om . +— undskyld mig , deres nåde , sagde hun ; jeg +har forvildet mig . +Hun vendte sig om for at gå . Hendes hjerte +var nær ved at briste . + +— nej , bliv , sagde baronessen stolt , jeg vil tale +med dem ! +Madelaine vendte atter tilbage . +— hvad hedder de ? +— Madelaine morfin ! +— godt , hvor boer de ? vedblev hun . +— jeg tjener hos Fru Savigny , som kammerjomFru . +— nå , men har du ingen familie ? +— nej , min fader og min Broder er begge +dræbte i duel . Jeg er ene , ganske ene . +— hm , hm ! Har du da ingen moder ? +— ak nej , frue ! +— kender du vikomte « te botine ? +Spørgsmålet kom så brat , så uventet , at det +fandt Madelaine aldeles uforberedt . Hun studsede , +blev blussende rød og sagde : +— han var med ved min Broders duel , ellers +kender jeg ham ikke . +— det lader dog til at han føler en varm +interesse for dig ! sagde hun i en spottende tone ; +ja , du har vel allerede bildt dig ind at han elsker +dig og du har vel sat ham på den højeste plads i +dit hjerte . +Var Madelaine før bleven rød , så blev hun nu +bleg . En heftig sittren gjennemfoer hende ; et resigneret , +blidt , men smerteligt smil lå på hendes +læber ; det ville have rørt enhver , kun ikke baronesse +von sympfen . + +— frue , sagde Madelaine og så stift på +baronessen ; jeg -ar kun set ham engang og kender +ham ikke . I mit hjerte troner ingen andre end mine +kære , der er hos gud ; jeg har aldrig elsket +anden , — jeg vil aldrig elske nogen . . . Deres +formodning er uden grund . +— ah , du tror at kunne gøre nar ad mig , +Madelaine , udbrød hun opirret ; men for en anden +gangs skyld vil jeg sige dig , at man ikke taler således +til høibårne damer ; du bør være lidt pænere +imod mig , når jeg er så nådig at tiltale dig ; det +burde du påskønne . +Madelaine tav og bed sig i læben . Baronessen +betænkte sig et øjeblik . +— er Savignys fornøjet med dig ? sagde hun +pludselig . +— jeg ved det ikke , men jeg tror det nok . +— nu kan du gå . +Madelaine fjernede sig langsomt . +— kan du ikke gå noget hurtigere ! råbt « +Baronessen efter hende ; du er vel ingen dronning ! +Madelaine tog sig til hjertet , sukkede dybt og +forlod værelset . +I det lille boudoir stod hendes frøken og kaldte +ivrig på hende . +— men de græder , Madelaine , sagde den gamle +dame og Adele på engang , medens de begge +betragtede hende medlidende . Hvad er der i vejen ? + +— o , intet , frøken , sagde Madelaine og tørrede +hurtig øjnene ; skulle vi snart hjem ? +— ja ; vil du være så god at hjælpe mig min +kåbe på ! +Ti minntter efter var vognen kørt bort . Vikomle +4e botine så efter den og mumlede bittert : +— hvor hun var smuk , langt smukkere i sin tarvelige +klædning end alle de fornemme damer i al deres +guld og glimmer . +Han lænede sorgfuld sit hoved mod en af de søller , +der prydede portalen . +— hvor hun var sød ! udbrød han ; så sød , al +jeg ikke kan sove i nat , uden at tænke på hende . O , +Adele , du kan ikke måle dig med hende ! +Han gik op ad trappen til balsalen ; den var +aldeles ryddet . +Baronessen lå magelig henstrakt på en divan , +da han trådte ind , for at tage afsked . +Hendes smukke øjne lynede ham i møde . +— går de nu fra os , hr . Vikomre ? sagde +hun og kastede et ømt blik på ham . +— 3a , frue , jeg går , men jeg må først ret af +hjertet ønske dem til lykke i deres ægtestand . . . +Jeg ved , at baron von sympfen vil gøre dem +lykkelig . +— det tror de kun . . . O , nei^ når man +elsker en anden , kan man aldrig blive lykkelig , sagde +hun sukkende . +— ah , Fru baronesse , elsker de nu igen ? Deres + +hjerte er i en stadig bevægelse og deres smukke øjne +ligeså ! -- hvem er nu den lykkelige ? +— de ved det allerede , Georges , de ved det +bedre end jeg ! jeg har kun et hjerte og det tilhører . . . +Hun tav pludselig stille , så på ham og vedblev : +— de er meget hård , Georges ! +— og de er grusom , Fru baronesse ! +— nej , jeg er ikke ! sagde hun med barme . Kan +de forundre dem over , at jeg elsker dem ? . . . De +som engang tilbad mig . . . ja , de husker det vel nok , +Georges ? Men deres kærlighed til mig kølnedes — +o ja , det smertede mig længe efter at de var rejst — +og nu er jeg gift , men mit hjerte er sønderbrudt . . . +Georges , Georges , har de ikke medlidenhed med mig ? +— nej , frue ! +— og de elsker mig ikke mere ? +— nej , frue , jeg kan det ikke ! De er mig så +kær som en søster , men . . . +Han rystede smilende på hovedet . +— o , Georges ! råbte baronessen fortvivlet og +sprang op ; de bringer mig til det iderste ! De vil +da vel ikke , at jeg knælende skal trygle dem om deres +kærlighed . . . O , hav medlidenhed med mig ! +— de havde ikke medlidenhed med mig , dengang +de lod fire banditter overfalde mig om natten og +bringe mig hertil ; de er hævngerrig , Judith ! +— o , Georges , de må ikke være vred på mig . +Se , jeg ligger her for deres fødder og beder dem om +den gjenkærlighed jeg engang havde . Vend ikke deres + +anfigt børt fra mig , jeg er fortvivlet ; — bring mig +ikke for vidt ! råbte baronessen knælende . Jeg lod +dem ikke gribe for andet , end for at se dem , for at +tale med dem , for at vide dem ved min side . . . +Jeg følte mig da så lykkelig ! — de havde endnu ikke +besøgt mit hus , uagtet baron von sympfen havde +kaldt dem tilbage til Paris . . . Bønhsr mig , de +ved jeg kan gøre alt for dem ! +Smertelig vred hun hænderne og omklamrede +hans knæ . +Vikomte æ « bønne løftede hende varsomt op fra +gulvet . +— det er ingen passende stilling for baronesse +von sympfen , sagde han ; hendes plads bør være på +en trone . +Han tog hende ved hånden og førte hende hen +til divanen . Hun trak ham med sig og lænede sit +hoved på hans skulder . Han løftede hendes hoved +og lod det langsomt glide ned på divanen . +Han rejste sig og ville gå , men hun for op , +greb ham heftigt om hovedet og kyssede ham atter +og atter . +— for guds skyld , sagde han ; de vover for +meget ; deres gemal kunne se det . . . +Raske skridt lød i forværelser . +Bikontten tog afsked . +— de elsker mig altså virkelig ikke , Georges ! +Råbte hun åndeløs ; er det deres faste beslutning ? +— ja , frue , det bliver ikke anderledes . + +— farvel da , men tag dem i agt , sagde hun +rruende ; jeg skal vide at hævne mig ! +— gør som de vil , Judith , jeg er lige glad , +sagde han og gik . +Hun blev stående ved døren ; hendes smukke ansigt +var fordrejet af brede , hendes øjne stirrede mod +den lukkede dør ; et mægtigt raseri beherskede hende . +— o min gud , det er ligesom jeg fortæres af en +indvendig ild ! sagde hun og knugede hænderne mod +brystet . Det eneste menneske jeg har elsket på jorden , +støder min kærlighed fra sig . +— o ! råbte hun med et vildt hyl , jeg vil +have ham , jeg vil ! . . . O , kunne jeg blot tvinge +ham , jeg gjorde det ! . . . Men vent , jeg ved hvad +der stikker ham i hovedet , jeg så det blik han sendte +hende . . . hende , den fattige Madelaine , hende , grev +morfins datter , hahaha ! Heldigvis har hun ingen +forældre , ingen slægtninge , ingen , der kan forarges +når hun — hvad der jø kan træffe — en skøn dag +bliver borte , ligesom hendes formue tidligere forsvandt , +hahaha ! Jo , jø , den fugl skal snart komme til at +fiyve . . . I morgen skal han have lov til at forlove +sig med Adele og så har jeg først rigtigt herredømmet +over ham . O , hvor jeg glæder mig til at se hans +sjælskvaler , således som jeg selv føler dem . Ja , +mit hjerte skal fryde sig ved at se hans fortvivlelse . +Således som han nys stod , skal jeg stå for ham , +medens han knælende trygler mig om at sige ham hvor +Madelaine er ; o , hvor jeg da skal glæde mig ! + +— ah , hvorfor så lystig , min kære ! sagde +baron von sympfen , der ubemærket var trådt ind +ad den anden dør . Alle vore gæster er borte , kom , +lad mig tale lidt med dig ! +— nej , hr. Baron , de kan gå , jeg ønsker at +være ene . +— ja , men der har jeg ikke i sinde ; jeg ønsker +tvertimod selskvb . +— godt , så rømmer jeg valpladsen ; godnat ! +Sagde hun og gik ind i det andet værelse , hvortil hun +låsede døren forsvarligt . +Baron von sympfen så efter hende . +— o , du er næsten alt for god , min smukke kone ; +men det er lige meget , jeg skal nok lære dig respekt ! +Ærgerlig gik han til sine værelser . +Ellevte kapitel . +En skandale +den næste morgen stod Madelaine op af sengen , +efter ar have tilbragt en søvnløs nat . +Bleg og nedslået trådte hun ind i frøken Adeles +værelser . + +— nå , Madelaine , hvor de seer anstrengt ud +fra i går , sagde frøkenen deltagende . Ja , vi blev +også vel lcrnge ude . +Madelaine nikkede og hjalp hende med morgentoilettel . +Hun syntes flere gange at ville tale , men +holdt atter inde . +— vil de bede mig om noget , kære Madelaine , +sagde Adele . +— ja , frøken , men de må ikke blive vred på +mig ; det er måske vel dristigt af mig . +-- tal de kun , Madelaine . +— ja , jeg ville gerne bede dem , frøken , om +de ikke kunne fritage mig for at sidde ved ttebordet +om aftenen ; jeg er vant til at være ene , og det er +så besynderligt for mig at sidde sammen med så +mange mennesker , iscrr når de har fremmede . +— å , ikke andet end det ! udbrød Adele smilende ; +det kan de godt få lov til . Men de kan vel nok +hjcrlpe til ar dække bordet , ikke sandt ? +— jo , det kan jeg govt , sagde Madelaine +langtrukkent . +Om aftenen havde vikomte de botine taget +plads ved bordet . Adele sad ved hans ene side , og +ved hans anden side sad en gammel hvidhåret +dame ; hendes ansigt søgte vikomtens , hvilket hun +betragtede med sand omhed . Madelaine gjcrttede , at +denne velsignede dame måtte være hans moder . +Med oinene fæstede mod gulvet hilste hun flygtigt + +og undgik vtkomtens blik , der stadig var rettet på +hende . +Fløjdørene åbnedes og baron von sympfen +blev mceldt . +Han kastede et flygtigt blik på Madelaine , tog +hende under hagen , da hun stod ved Deren , og gik +nu hen til bordet . +Vikomte botines moder rejste sig og lykonsfede +baronen på det hjerteligste ; hun bad undskylde , at +hun ikke var kommet efter indbydelsen , men hun +havde ikke felt sig rigtig rask i går . +Der udspandt sig nu en livlig samtale ; kun +vikomte « i ? Botinv sad tavs og mørk . +Var det vrede , der funklede i hans blik eller +var det sorg ? +— ja , kerre lsser , det var begge dele : vrede +over at baronen behandlede Madelaine således , og +sorg over at hun tålte det . Hun havde tilsendt +baronen et vredt blik og fjernet sig ; men dette var +ikke vikomten nok ; — han tcrnkte ikke på , at hun +var underordnet , at hun ikke turde sige noget eller +være vred . +— jeg har altså taget fejl af hende , hun er +ikke så ærbar og dydig , som jeg havde troet , tcrnkte +han og flyttede sig uvilkårlig lcrnger hen til Adele . +Hans sorg tiltog , da han bemærkede hvorledes +baron von sympfen betragtede Madelaine med +glubende øjne , hver gang hun trådte ind . Hans + +blik blev rigtignok ikke besvaret , men det kogte dog +i vikomtens indre , hver gang han så det . +Flsidoren åbnedes atter og baronesse von +svmpfen blev mæeldt . +Som er lyn for baronen op af stolen og stillede +sig ved denne med det uskyldigste udtryk i ansigtet . +Baronessen trådte ind , hilste venligt til alle +sider og standsede forbavset da hun så sin gemal . +Vikonmssen rejste sig og kastede sig i hendes +arme ; hun holdt så meget af baronesse von sympfen . +O hvor jeg er glad ved at se dem og må +jeg lykønske dem , sagde hun og kyssede baronessen +hjerteligt . Det gjorde mig så ondt al jeg ikke kunne +overvære den store fest i går , men jeg var ikke rask +og målte holde sengen . +— tak , frue , sagde baronessen og kyssede hende +alter . Men , tilføjede hun hviskende , er del dem ikke +mulig at komme bort « øjeblik inden de tager hjem ; +jeg ville så gerne tale et par ord med dem . +— jo , mit kære barn , det skal jeg nok sørge +for ; pas på når jeg giver dem et vink . +Baronessen nikkede og satte sig ved bordet . Hun +kastede et flygtigt blik på vikomten , men denne lod +som om han ikke bemærkede del . +Hun spiste kun lidet og hendes ansigt bar spor +af frygtelige sjælslidelser . +To timer senere rejste man sig fra bordet . +Madelaine havde i mellemtiden flere gange været +inde og med skræk genkendt baronesse von sympfen . + +vikomtessen gav et vink og begav sig ind i det +tilstødende værelse , fulgt af darønessen . Her tøge de +plads på en ottoman og baronessen lagde venlig +fin arm om den gamle dames liv . +— kære Fru botins , stor fare truer dem ! +Begyndte hun . Men bliv ikke bange , jeg fia ! nok sørge +for a « afværge den . +— nu , sig hvad det er , kære barn , jeg bliver +helt urolig . +— ja , seer de , det angår Georges ; jeg har +opdaget grunden til , at han ikke synes om Adele +Savigny . +— nej , virkelig ! De er dog en prægtig pige , +Judith . +— ja , ikke sandt ! Nu kunne vi afværge denne +mesalliance , thi en sådan er det . Hør blot : iaftes +ved festen så jeg at han og en ung pige opholdt sig +i et af de værelser , der ligge adskildt fra de andre . +Han tiltalte hende fortrolig , — ja han sad endog med +armen om hendes liv . Jeg skal ikke nægte at jeg +lyttede , men det var i deres interesse , — jeg fandt +at det var skammeligt . . . og det var oven i købet en +kammerjomfru . +— hvad siger de , Judith , hørte jeg ret ? udbrød +den gamle dame opfarende . +— ja , desværre , sagde baronessen med ild ; +de hørte rigtigt . O , gud , det gør mig så ondt , +hun er naturligvis påtrængende uden al måde og +min plan er , at vi må se at få hende af vejen , + +på hvilken måde det end skeer . Ja , tænk dem , +Fru vikomtesse , hvilken skam , om han trodsede alt , +hørte hendes bønner , og måske , — o , jeg før +ikke tænke derpå , hvilken sorg ville det ikke være +for dem ! . . . +— ja , de har ret , kære Judith ! O , hvor jeg +ryster . . . Og han kunne skuffe fin moder . . . han +forsikrede mig dog om , at han ingen elskede , at han +ingen grund havde ril at undsiå sig for dette parti . +Vikomtessen bøjede sorgfuld hovedet . +— hvem er denne pige , som vil gøre vort +navn skam ? sagde hun pludselig . +— vil de vide det , frue ? +— ja , ubetinget . +- nuvel , det er Madelaine morfin , som tjener +hos Savigny . +— ih , min gud , dej simple barn ! Jeg så før +deres gemal ganske ugenert gantes med hende , ja +endog så fortrolig , at det vakte forargelse hos os +alle , — hun bliver vist ikke længe her . +— ah , hvad siger de , frue ! råbte Judith +purpurrød af vrede . Er det muligt ? Skulle baron +von sympfen allerede vove at . . . +— ja , jeg forsikrer dem , kære Judith . . . +— nej , hvilken frækhed ! råbte baronessen ; +har de kendt mage . +Hun rejste sig heftigt . +— og han som lå for mine fødder og tryglede +om kærlighed , han som . . . O , jeg ryster af harme ! + +hun tog dskomtcssens arm og begge damerne +begav sig skyndsomt ind til de andre . +Madelaine stod ved bordet og hjalp pigen med +at rydde bort . +Baronesse von sympfen trådte hen til hende , +greb hende heftig i armen og vendte hende om imod sig . +Madelaine for forskrækket op . +— ja , de har grund til at blive bange , sagde +hun hånligt . Fru Savigny og de , Adele , hør mig +et øjeblik , så skal de erfare , hvilken rar pige de +har optaget i deres hus ! Hør mig ! ( hun kunne næppe +tale før ophidselse . ) Madelaine er en lastværdig kvinde , +som søger at indsmigre sig overalt . Hun har således +modtaget min gemals besøg ; hun giver sig ud før at +være from og god , se hvilken martyrmine hun påtager +sig ; se blot på hende , den lastværdige ! Ja , hun +har ikke en , men flere inklinationer . . . Således så +jeg iaftes at hun kyssede en mand , der allerede i lang +tid har været forlovet med en af Paris ' s agtværdigste +damer ; hvad synes de om dette ? +— o , hvor afskyeligt ! råbte alle i kor . +Kun vicomte ste botine stod tavs ; med dyb foragt +så han på Madelaine , der lig en dødning lænede +sig mod bordkanten . Hendes udtryksløse øjne stirrede +som i feber på baronessen . +Som en billedstøtte stod hun der , det stakkels , +ensomme barn , uden ven eller frænde , der kunne +tage sig af hende . +Hendes hjerte slog så stærkt , så hun kunne høre + +dets slag . De små hænder holdt sig krampagtig +fast i bordkanten , før at ikke hendes legeme fluide +dukke under før den åndelige smerte , der i dette +øjeblik besjælede hende . +— o , jeg tænkte det jo nok , jeg vidste det den +første gang jeg så hende her , thi da baron von +sympfen trådte ind , blev hun ligesom forvandlet , +sagde Fru Savigny . +— har hun noget at sige til sit forsvar ? tordnede +baronessen imod Madelaine . +Stakkels lille , hvad skulle hun vel fremføre , der +kunne forsvare hende , når ikke det lille ansigt havde +udtrykt så megen uskyld , så megen gudhengivenhed . +— nå , svar os ! lød det igen og alle de tilstedeværende +råbte det samme . +Madelaine bøjede hovedet , hendes øjne lukkede +sig halvt , hun sank sammen og uden at sige et ord +styrtede hun om og stødte hovedet mod en skærm , der +dækkede for kakkelovnen . +En klar blodstrøm flød sagte frem på gulvet . +- o gud , hun bløder ! råbte Adele , som med +medlidenhed havde betragtet den hele scene og ville +ile hende tilhjælp ; men hendes moder standsede hende . +— nej , Adele , vil du lade være at røre ved den +lastværdige , det er allerede nok , at du så længe har +måttet omgås hende . Rør dig ikke af pletten , min +datter ; ring på pigen , hun kan komme hende tilhjælp . +Alle stod de der , de hårde mennesker , der lod + +dem bedrage af det ydre skin . Vikomten havde vendt +sig bort fra det hele ; en tåre sås i hans øjne . +— gud fle lov , af mine øjne blev ovladte for +al den skændsel . Så megen skønhed kan indeholde +så megen last , vedblev han . O , min gud , der vil +hengå mange år inden jeg kan glemme hende . +Pigen kom ind og selskabet gik ud af værelset ; +pigen satte hende på en sofa og lod hendes hoved +hvile mod dens ryg . +— stakkels lille skabning , mumlede hun ; de fine +folk ville dig tillivs ! Stakkels lille , du seer så god +og elskelig ud , men det bar de godtfolk ingen forstand +på . +Hun badede hendes tindinger , men Madelaine +var og blev afmægtig . +Et hoved tittede ind ad den modsatte dør og +strar efter kom baron von sympfens hele skikkelse +tilsyne . +Han nærmede sig Madelaine og sagde ved sig selv , +idet han med fingeren truede ad hende : +— du skulle smukt være blevet i det lille hjem , +som jeg havde lejet fil dig , så havde du været fri +for dette ; men således er det når man modsætter +sig min villie ! +Han stod længe og så på hende . +Pludselig tog han hende om hovedet og drog hende +tæt op tik sit bryst , men som om gud ville forhindre + +den frække i at berøre hende , slukkedes lampen og en +lysstråle sneg sig langs væggen og forsvandt . +Baronen for op . Det forekom ham at en skikkelse +langsomt havde sneget sig forbi ham . Han for +ud af stuen og Madelaines hoved faldt tilbage . +Kort efter trådte pigen ind med dråber . +— ah , lampen er slukket ! mumlede hun og gik +tilbage for at tage et lys . Hun trådte atter ind , men +blev forbavset stående , thi Madelaines hoved lå nedad +mod gulvet , medens kroppen endnu hvilede på sofaen . +Hun kunne ikke overvinde fin frygt , idet hun +nærmede sig den unge pige . +Dråberne hjalp intet . Pigen gik ind til fruen +og fortalte at kammerjomfruen endnu ikke var kommet +til bevidsthed . +— o , det er kun skaberi , Fru Savigny ! råbte +baronessen . Gå ikke derind , lad mig gå , jeg er +bedre vant til at behandle slige patienter . +Fruen gav tilladelse dertil og baronessen fulgte +med pigen . +— ah , det er jo tydeligt at se at hun forstiller +fig , kinderne er jo ganske røde , sagde baronessen . +Hun tog Madelaine ved armen og ruskede +voldsomt i hende , men da dette ikke ville hjælpe , overøste +hun hende med vand . +Den stakkels Madelaine faldt tilbage på sofaen +som en livløs masse . +— hun må bringes bort , thi her i huset kan + +hun ikke være , sagde hun . Nu , jeg skal hente en vogn +og lade min gamle tjener køre hende til et hospital . +Hun fjernede sig hurtigt . +En time senere kørte en vogn frem og Madelaine +blev transporteret bort , hvorhen vidste ingen . +Tolvte kapitel . +Rejsen +Aleris blev otte dage efter ført i forhør , men +blev , ifølge sin forklaring og således som sagerne +stillede sig , frikendt , dog under den betingelse , at han +ikke måtte forlade byen før sagen blev aldeles klaret . +Den lange bod , som var bleven overbevist om fin +forbrydelse , netop fordi der var funden forskellige +smykker hos ham , blev fængslet og skulle i et år afsone +sin brøde . +Da Aleris var kommen på fri fod , søgte han +atter efter Madelaine , men uden noget resultat . Hans +besøg hos Helena blev hyppigere og hyppigere , og +hun var på en nåde hans eneste trøst , men heller +ikke her fik han oplysninger om hende . +Han pønsede og frittede overalt ; baron von + +sympfen søgte han forgæves ; han vidste , at han var +bleven givt , men han ville ikke besøge ham i hans +bolig , thi han havde en anelse om , at ban ville bliv « +Viist døren . +En anden søgte på samme tid efter hende ; det +var baron von sympfen . Hans efterforskninger vare +ligeledes frugtesløse . +Men hvor var da Madelaine ? +Da vøgnen kørte bort sad baronessens tro kusk +vå sædet ; han vidste , at dersom han ikke udrettede +sit ærinde vel , ville han blive assat fra sin plads . +Han vidste , at når han ikke gjorde hvad hans herskerinde +havde befalet ham , var der al sandsynlighed for , +al en pistolkugle uforvarende kunne bane sig vej til +hans hjerte . Men han var tro som en hund og +elskede sin frue over alt , for så vidt hun fyldte hans +pung godt , og det gjorde hun , « hi hun var rig . Dog , +Leo vidste meget om fin frue , han havde røvet grev +morfins børns formue til hende , ved falske papirer +og rigelige ducører ; — ja , lev vidste meget , men +han blev godt betalt og var tavs som graven ; derfor +styrede han også vøgnen med sikker hånd og lod den +køre ind i en lille Sidegade . +Her kom to mænd og bar den bevidstløse ud . +Hun blev lagt i en blød seng og Leo skal dem en +god ducør i hånden og sagde : +— behold hende , for så vidt det står til eder , +så længe som mulig , og helst til jeg kommer og afhenter +hende , og i skal ugentlig så en lignende sum . + +mændene nikkede og gik bort . +Om morgenen vågnede Madelaine og klagede +over smerte l hovedet . +Op ad dagen fantaserede hun stærkt . +I mørkningen kom en sortklædt dame hen til +hendes seng . Madelaine udstødte et skrig af rædsel +og hendes øjne stirrede i feber på hende , der +havde gjort hende så meget ondt , hende , der +havde nedværdiger hende så meget for ham , som hun +ærede og agtede højere end sit liv . +Hendes skrig blev hørt og en kone kom tililende . +Baronessens hævnfnysende øjne søgte atter Madelaines +og et triumferende smil gled over hendes ansigt . +— skadelige dyr må tæmmes ! mumlede hun , +idet hun steg i vognen , som Leo kørte for hende . +Madelaines tilstand var i nogen tid håbløs ; +den tilføjede sindsbevægelse havde taget en del på +hendes kræfter , og helbredelsen stred kun langsomt +fremad . +To uger vare forløbne og i denne tid havde baronesse +von sympfen besøgt hende hver dag , dog +uden at tale et eneste ord til hende , hvilket ikke bidrog +til at forfremme hendes bedring . +Den venlighed , man viste hende på hospitalet , +bevirkede døg , at hun med tålmodighed fandt sig i +sin skæbne . + +aftenen lagde alt sine skygger øver Paris ; det +var tåget og himlen var overtrukken med tunge skyer . +En mand , med et mørkt , opirret udseende stod ved +porten til baronesse von sympfens hotel og betragtede +med en sjælden opmærksomhed alle dem , der kom ud +derfra . +Hans legeme var tilhyllet med en stor kappe , og en +umådelig hat var trykket ham helt ned i ansigtet . +— et dejligt m��rke ! mumlede manden . Når blot +ikke disse forbandede lygter lyste så stærkt , man er jo +udsat for det allerværste . — ah , hvor man må vente +længe på hendes nåde , det er kedeligt og her er +ikke behageligt at stå . +Han lænede sig op mod muren ; hans gennem , +trængende blik stirrede mod porten , som ventede han +nogen derfra . +En tæt tilhyllet kvindeskikkelse trådte i det samme +ud af denne . Hun bar et ! ykf slør for ansigtet og +kroppen var soroverbøiet . Hun så hverken til højre +eller venstre og døg synes hendes lynende øjne at have +set og opdaget den hun ventede . +Hun gik hastig fremad . +Manden stod endnu lænet mod muren og så +efter hende . Han sneg sig langsomt fremad langs denne +og fulgte hende i afstand . +Hun drejede om ad en af smågaderne og trådte +ind i et usselt forfaldent hus . Kort efter trådte +manden ind i samme . +Madelaine . 6 . Heste . + +det lod til at det ikke var første gang , at den +» « talte kvinde aflagde desøz i dette hus , thi roligt +og filler åbnede hun den ene dør efter den anden og +standsede først da hunzvar nået til en vel mødlerei +sal , hvor hun tog plads ved et divanbord . +Manden fulgte hende hertil . +— nå , mark , hvorledes er det sat med dig ? +Sagde hun henvendt til ham . Du seer ud som om du +havde tabt hovedet . +— jeg har det godt , deres nåde , og fejler intet , +sagde manden merk og stirrede på hende . Men +hvorfor har Fru baronessen ladet mig kalde , uagtet +. jeg havde så liden tid dertil . +— kan godt være , gode mark , men det bryder +jeg mig ikke om . Jeg har noget meget vigtigt at meddele +dig ; kom herhen til bordet , at ingen skal +børe det . +Manden nærmede sig langsomt . +— seer du , mark , du må i aften kl . 7 gå +den til hospitalet i nivolettsgaden ; stil dig således , at +du — når jeg kommer ud derfra — strar kan se +mig . Jeg snubler og salder over en sten . Den +unge pige , der holder mig ved armen , salder naturligvis +med ; du løber hen , rejser hende op og siger +deltagende : +— o , frøken , de stødte dem vist slemt ! +Inden hun får tid til at svare , løfter du hende +op på dine arme og bærer hende hen til en vogn , +som må holde udenfor hospitalet . Du lader mig + +ligge og kører bort med hende , forslår du ? Du tager +lige til banegården og rejser med hende til Marseilles +og derfra videre til Svejts og Italien . Her tager du +ophold , men ikke i rom , nej , i en af de ubetydeligste +byer , hvor du frit kan opholde dig , uden at blive +eftersøgt . Forstår du , mark ? +— fuldkomment , Fru baronesse , men . . . +— ingen Menner ; gør som jeg siger , her er +penge ! +Mark eftertalte disse . +— jeg vil nødig sige nej , sagde han ligefremt ; +men her er alt for lidt . Rejsen er kostbar , og den fare +for at blive opdaget , hvori jeg stedse må leve , bør +også honoreres . +Baronessen bed tænderne sammen og kastede en +håndfuld småpenge hen fil ham ; men han smed dem +hånligt hen ad bordet og vendte sig om for at gå . +— nej , bliv mark , jeg befaler dig det ! råbte +hun efter ham . Du husker vel nok , at du ikke således +kan gå , når du vil . +— hvorfor ikke ; hvad vil de vel gøre mig ? +Svarede mark trodsig . +— nå , mark , kom nu ; du skal få flere penge . +Han nærmede sig bordet og hun gav ham en betydelig +sum endnu . +— nu vil jeg gå ; kom med mig , mark , og gør +som jeg har sagt , befalede hun . +Han fulgte hende , medens hans øjne stirrede med +en usædvanlig ild på hende . De penge , han holdt + +i hånden , syntes at brænde ham , thi han raslede uopholdelig +med dem . +— hold inde med ben støj , mark , det er ingen +køn musik , især da det er mine penge du rasler med . +— det kommer an på dem selv , Fru baronesse , +om det er deres eller mine penge , jeg holder i hånden , +sagde han hånligt og rakte hånden ud imod hende . +— nej , behold pengene , mark , og lad os ile ; +det herlige mørke kunne nemt blive afløst af et mindre +heldigt måneskin . +De var under denne samtale kommen et godt +stykke hen ad vejen og de nåde nu vendome-pladsen . +To mænd stod her lige overfor hinanden , og som +det syntes i en ivrig disput . +Da baronessen ville passere forbi dem , stødte den +ene af dem så hårdt til hende , at hun uvilkårlig +gav et skrig fra sig . +Den ene af mændene vendte sig om ved lyden af +hendes stemme og hun genkendte i ham til sin forfærdelse +fin egen gemal , baron von sympfen , der var +i en heftig ordstrid med en anden herre . +Hun fjernede sig hurtigt , efter først at have hørt , +at den ene af dem nævnede Madelaines navn . +Hun fremskyndede sine skridt om muligt endnu +mere og snart vare de ved bestemmelsesstedet . +Madelaine stod oprejst ved sin seng ; hun var +atter rafl . + +C « renligklædt kone trådte ven til hende , lagde +fin arm på hendes skulder og sagde : +— lille jomfru , vil de intet spises +Madelaine vendte sig fraværende om imod hende +og rystede på hovedet . +— men de går jo tilgrunde , når de intet +spiser , sagde konen atter . +— ikke engang ban ville tro på min uskyldighed , +det så jeg på hans foragtelige mine , sagde Madelaine +sorn i drømme , uden at høre konens ord . +Ak , jeg skulle aldrig mere tænke på ham , men jeg +kan ikke lade være dermed ; dog , hvad gør også det , +han ved det jo ikke . +— de er ikke rask , lille jomfru , vedblev konen ; +klokken er mange , de skulle gå til sengs . +— o nej , det er alt for tidligt , jeg kan ikke sove , +madam , sagde Madelaine . +- nu da . så bliv oppe ; desuden kommer vor +gode doktor Einer snart og han vil glæde sig når han +seer at de er oppe ; han er så stolt af deres helbredelse . +- ja , den gode doktor Einer har været mig en +den i nødens stund , og jeg holder også meget af +ham derfor . +— men et kan jeg ikke begribe , sagde konen ; +den dag , de kom herind , efter at han havde skrevet +journal over dem og spurgt om deres navn , skulle +de blot have set hans forskrækkelse , da jeg fortalte ham +hvad de hed ; jeg troede først at han kendt « dem , men + +han siger nej ; dog siden den tid har han holdt så +meget af dem . +Her blev konen afbrudt ved at den omtalte doktor +trådte ind . +— nå , lille frøken , hvorledes går det så ? +Sagde han muntert og greb Madelaines hånd . +— tak , godt hr. Doktor ; jeg mangler kun lidt +appetit . +— å , det kommer nok , hav blot tålmodighed , +sagde den gode mand og satte sig hos Madelaine . +Nu skal jeg opskrive nogle styrkende dråber til dem ; +tag blot flittig af disse og appetitten kommer snart . +— tak , de er alt for god^imod mig , jeg har ikke +fortjent det , sagde Madelaine . +— jo , de har fortjent meget mere end det , lille +frøken , meget mere . Men det er sandt , jeg må afsted , +mine patienter vente på mig . +Han gik , efter at have tilkastet hende et venligt nik . +Madelaine faldt atter i tanker . +Døren gik op og en tæt tilsløret dame trådte +ind og nærmede sig hende . +— er det Madelaine morsin ? hviskedee hun med +blid stemme . +— ja , jeg hedder således . +— jeg har en glædelig nyhed at meddele dem , +vedblev damen ; deres Broder lever og . . . +— lever Aleris ? råbte Madelaine og gnb +damens hænder . O , gud , jeg takker dig ! . . . Men +er dtt virkelig sandt , kære frue ? + +— jø , det er sandt , han lever og venter dem +med længsel i deres gamle hjem i univerfitetsgaden ; +følg mig derhen og de vil snart blive overbevist . +— o ja , ja , jeg kommer . . . jeg kommer ! råbte +Madelaine i største henrykkelse . +-- men tror de ikke , at der vil blive gjort indvendinger +fra hospitalets side ? sagde damen , der +endnu var tilsløret . +— nej , nej , lad mig komme bort ! . . . O , min +Broder , min kære , ejegode Broder , jeg skal altså se +dig igen , — jeg skal altså ikke mere være ene ! . . . +Men om det hele kun var en opdigtelse , — en snore , +der var lagt for mig ? tænkte hun ved sig selv . Hvorfor +tager damen ikke sløret til side og hvorfor kommer +Aleris ikke selv herop ? — ja , hvorfor kommer min +Broder ikke selv for at hente mig hjem ? sagde hun +henvendt til damen . +— han formår det ikke , stakkels menneske ; han +var meget hårdt såret og føler sig endnu svag og +afkræftet . +— o , så trænger han til min pleje . . . ja , +Aleris , jeg kommer ! sagde hun med tårer i øjnene . +Hnn bad konen om sit tøj , men denne rystede +på hovedet og sagde : +— det lader sig ikke gøre . +— godt , så går jeg uden det , så kan jeg +hente det i morgen . O , jeg må se ham , jeg må tale +« ed ham , jeg må fortælle ham alt hvad jeg har lidt + +imedens vi have været adskille . O , han lever , hvilken +lykke ! +Hun greb den « morede dames arm , uden af be « +Mærke af denne skælvede stærkt , og ar damen trykkede +hende til sig med en umådelig krast . +Man havde nået porten . +Pludselig snublede damen og faldt , men trak +Madelaine med , idet hun gav et halvkvalt skrig fra sig . +Madelaine rejste sig og ville hjælpe damen op , +men hun føer forskrækket tilbage , thi den flette kvinde +bed hende så eftertrykkelig i fingeren , af det smertede +hende voldsomt . +En herre kom , som det lod , tilfældig forbi . +Han gik lige hen til Madelaine og bød hende sin +arm , som hun nægtede af modtage , men han tog hende +kraftig om livet og bar hende hen til en bogn , der +holdt nogle skridt derfra . Han satte sig hos hende og +holdt hendes skælvende hænder i sine ; hun kunne for +angst ikke mæle et ord . +Vøgnen kørte bort i stærk karriere og baronessen , +der nu havde rejst sig , fjernede sig udemærket . +Ester af have gjort fin sædvanlige runde ko « +Doktor Einer ud af porten i det samme . +Han så Madelaine marmorhvid i ansigtet sidde +i vøgnen ; han ville ile hen imod hende , men vogne « +Sattes r bevægelse og han havde nær fået hjulene +over benene . . +Hurtig som tanken sprang han op i en forbi ' +kørende fiakre og død kusken en rigelig ducer , + +for af følge efter den forankjsrende vogn , så hurtig +han formåede . +— skal sle , herre ! råbte kusken og ved hjælp +af pisken sprang hesten så hurtig afsted , af man +nåde den anden vogn kort efter af den var standset +ved banestationen . +Doktor Einer steg ud , men i det samme lukkedes +en kupe hvori en herre , bærende en bevidstløs dame +på armen , forsvandt . +— for silde ! mumlede doktoren ærgerlig . +Han løste billet og kørte med toget , efter af +have taget plads så nær som mulig ved den omtalte +kupe . +Trettende kapitel . +Et forsvar . +Siden hin skæbnesvangre aften , da Madelaine faldt +om i salen , havde baronesse von ssympfen ikke besøgt +Savignys . +Fruen forundrede sig derover , så meget mere , som +hun ikke vidste hvor Madelaine var , thi uagtet hun +haove sendt bud til baronessen , for at erfare hvor + +den unge pige opholdt sig , havde hun dog ingen besked +fået . +Hun følte sig så ængstelig , det var ligesom om +hun havde noget på sin samvittighed , der tyngede +hende . Hvergang hun så Adeles bedrøvede ansigt , +følte hun , at den unge pige sørgede over tabet af +Madelaine , som hun havde fået inderlig kær . +I dagligstuen sad Fru Savigny ved vinduet med +sit håndarbejde ; Adele sad ved hendes side , ivrig beskjæffiget +ved sin brodeerramme . +— jeg kan ikke begribe at du , som er så hjertensgod , +kunne mistænke hende , sagde Adele henvendt til +sin moder . Stakkels lille Madelaine ; jeg kan ikke +så andet i mit hoved , end at hun er genstand for +en afskyelig hævn . +— å snak , barn , hvor kan du tro det ; vi +må stole på baronessens ord , hun er en værdig , +retskaffen dame ! +— tilgiv mig , moder , men jeg kan ikke se på +hendes milde ansigt uden gysen , sagde Adele ; det forekommer +mig , som om det er krampe , der fortrækker +hendes ansigt , når hun smiler . +— å , hvilken snak , barn , du dømmer alt for +strengt . +— nej , lille moder , det tilkommer ikke mig at +dømme hende eller nogen , jeg som selv er så feilfuld . +Men jeg siger dig blot min mening om hende , og +jeg ville også gerne høre din . +— visseligen er der noget hårdt og stødende i + +hendes ansigt , men du ved js nok , at den styggeste +skal kan indeholde den ædleste kærne . +Adele betænkte sig et øjeblik . +— ja , du har ret , moder , men det passer ikke +her ; havde hun været god og fiinffolende , ja kortsagt +i besiddelse af takt eller dannelse og havde haft et +ædelt , opofrende hjerte , da havde hun , så snart hun +fattede mistanke til Madelaine , venligt klappet hende +på kinden og sagt : +— således må man ikke bære sig ad , made « +Laine , kom med mig , lad mig lede dig og vise dig +hvorledes du stak bære dig ad for at blive en kvinde +i dette ords rette betydning . . . O , moder , se ikke +så vredt til mig ; jeg ved , hun var kun kammerjomfru ; +men er vi ikke alle lige for gud , kan hun +ikke også gøre fordring på hjælp og bestyrtelse ? +Jo , moder ! sagde den unge pige og lagde kærligt +fine arme om moderens Hals ; således som du +venligt viser din Adele vejen , lærer hende ar elske fin +gud , se således skulle baronesse von sympfen 1 +Enrum have talt til Madelaine ; men det behøvede +hun nu forresten ikke , thi baronessen måtte ønske , at +hun havde et så rent , kærligt og ædelt hjerte , som +Madelaine . +— godt , barn , sagde Fru Savigny og trykkede +Adele til sir hjerte ; men alle er ikke som du , thi da +bestod verden kun af fuldkommenheder . +— å , moder , nu smigrer du mig alt for meget . +— nej , udbrød en stemme nær ved Adele og + +vikomte « 1 « . Botin « stod for dem , nej , deres moder +smigrer ikke ; deres hjerte er rigt på kærlighed til +menneskene og det gør mig godt at høre , at de taler +den unge piges sag så varmt . Vi have alle mistænkt +Madelaine ; del er sandt , og ikke uden grund , +men baronesse von sympfen burde dog have taget +hensyn til det stakkels barns helbred , der næppe er +videre stærkt . +Adele rykkede lidt bort fra dem og et misfornøjet +træk for over hendes ansigt . +— o , hr . Vikomte , de var selv en af hendes +hårdeste dommere hin aften ; jeg så den afsky de +viste hende vev at vende dem bort fra hende , da baronesse +von sympfen udtalte sin fordømmelsesdom +over hende . +— ja , frøken Adele , jeg tilstår det , thi det har +alletider gjort et uhyggeligt indtryk på mig , når en +kvinde så fuldstændig kan skuffe en , — en kvinde , +som er i besiddelse af er så smukt ansigt , at hun +kan være så fordærvet , uh ha , det gyser i mig , når +jeg rænker derpå ! +- og hvem siger dem , at hun er så uværdig , +hr . Vikomie , hvem har overbevist dem om , al det +er sandt ? +Vikomte botine stirrede på Alice med et +tvivlende blik . +— skulle det være muligt ? råbte han . Nej , +nej , jeg tåbe , jeg så jo selv hvorledes baron » on + +sympfen , en gift mand . . . ja , jeg tør ikke udtale +mig i damernes nærværelse . . . +— o , de er meget hårdhjertet og streng , +hr . Vikomte . Den lille , stille Madelaine , der +gjorde alt for at behage os , hun skulle med magt +pånøde sig denne fade , lurende skikkelses bevågenhed ? +Sagde Adele med en vis foragt , i tone og blik . Nej , +nej , men jeg aner sammenhænget , jeg tror langtfra +at Madelaine pånøder sig hans kærtegn , langt heller +vil jeg tro at han forfølger hende . +- men der er ikke sandt , sagde vikomten med +ild og som om hans tilværelse var afhængigt af +hvert ord ; nej , det er ikke sandt , thi han elsker +fin kone over alt og han kan kun ved andres +bønner til ham , forsage den vej , han har viet hende , +— desuden ved jeg fra sikker kilde at Madelaine i +flere år har elsket baronen +— ah , fra sikker kilde ! smilede Adele lidt spodsk ; +åledes tale kun de mennesker , der gerne se fejl hos +andre . +— frøken Adele , de fornærmer mig , sagde vikomien +og så på hende . +— nej , hr . Vikomte ; men de krænkede en jeg +har kær , en jeg har agtelse for , og dr mvdsigcr mig ; +altså er det dem der fornærmer mig ! Men lige meget , +sig mig i det mindste hvilken kilde de har hentet denne +overbevisning fra , og jeg skal sige dem om jeg kan +tro på det eller ikke . + +134 +— ja , jeg kan ikke godt sige hvem det er , sagde +vikomten forlegen . * +— ah , råbte hun smilende ; tænkte jeg det ikke nok ! +— nej , det gjorde de ikke , frøken Adele ; thi det +er en ung pige af mit bekendtskab , der har fortalt +mig det , og hun lyver ikke ; efter hendes eget sigende +har hun i længere tid været Madelaines veninde . +Adele rystede på hovedet . +— tro aldrig de tjenstvillige ånder , man kalder +venner og veninder , sagde hun muntert ; kan man ikke +lide på andre , på dem kan man ikke tro . +Vikomten svarede ikke og alle sad tavse en stund . +Tjeneren kom ind og rakte frøken Savigny et +drev ; hun puttede det i hast til sig og noget efter +fjernede hun sig . +Neppe havde hun imidlertid lukket Deren til sit +værelse , før hun greb brevet og læste det ; men hendes +kinders rødme , der forhøjedes lidt efter lidt , fortalte +at brevet var af et ejendommeligt indhold . Det lød +således : +„ kære Adele ! +„ jeg er kommet til Paris i dag , og agter af +„ besøge dine forældre i morgen . Mit diplomatiske +„ ærinde er besørget og jeg længes meget efter af se +„ dig . Læg et godt ord ind før mig hos din +„ fader , der aldrig har kunnet lide mig , thi +„ i morgen agter jeg af anholde om din hånd . +„ o , du må hjælpe mig , Adele , jeg har ikke +„ mod nok , og du siger vel ikke nej , men lov + +„ mig , af jeg må se dig i aften , thi jeg har ikke +„ kraft til af tale med din fader , før jeg har set +» dit velsignede lille ansigt . Lov mig , af indfinde +„ dig i aften kl . 9 , vå vort sædvanlige mødested . +„ tro ikke , kære Adele , af jeg har glemt dig , +„ som nogen har fortalt , thi jeg har hørt , af bi „ komte +< te botinv , min bedste ven , har friet til +„ dig . Er det sandt , Adele , stol virkelig denne +„ store ulykke ramme mig , mig som elsker dig om +„ mulig endnu højere , end da jeg rejste bort ? +„ tør jeg tro , af du ikke har glemt mig i +„ det lange år ! Søg af bevise det ved at du +„ opfylder min bøn . +„ farvel så længe . +Din Harry Kronwall . “ +Avele foldede brevet sammen og stod en tid hensunken +i drømme . +— hvad skal jeg nu gøre ? hviskedee hun . Møde +ham ? O , nej , det går ikke ! Lade ham vente forgæves ? +O , det var synd , hvor kan jeg det uden at føle samvittighedsnag +derover ? — nej , jeg går ; men moder +må ikke vide det . Bør jeg så ? — nej ! — o , gud +ved hvad jeg skal gøre , jeg er så tvivlrådig med +mig selv ! +Hun holdt hånden under hagen og grublede . +- ja , jeg går , jeg bør fortælle ham hvorledes +det forholder sig , — at han intet har at håbe , at +han ikke skal se mig mere . — ak , gud ! sukkede hun . +Hvad værd har livet før mig når jeg skal leve adskilt + +fra ham ? Nej , intet ! . . . Vel er vikomte st « +Botin « smuk , ja meget smuk , men ban er hårdhjertet , +han seer alle en kvindes fejl med så skarpe øjne , +han seer på dem med ringeagt , så snart de have gjort +fig skyldig i en efter hans mening stor synd . Nej , jeg +kan ikke lide ham , nej , nej , min Harry er rigtignok et +anderledes menneske ; let i fin konversation , munter +og livlig forener han et godt hjerte med en ypperlig +forstand og med en overordentlig kærlighed til mig . +Ak , hvilken forskel ; vikomten er hård og kold imod +mig og Harry er nær ved at bære mig på hænderne . +I det samme ringede det ; Adele for op . +— skulle det være ham ! mumlede hun . O , han +var ulykkelig , hvis han kom nu , da var alt tabt . +Hun åndede næppe og lyttede i spændt forventning ; +men da hun hørte baron von sympfens +stemme bervligedes hun igen . +Man havde spist tilaften hos Savignys og Adele +foregav at hun absolut måtte op på tit værelse , da +hun havde nogle mufiknumere , som skulle indstuderes +til den næste dog , inden læreren kom . +— gå da , mit barn , sagde hendes moder . +Adele lød op på tit værelse , og indstuderede fine +numere med Iver for at undertrykke den voldsomme +takt , hvori hendes hjerte slog . +Hun så op på uret , det slog ni . + +hun rejste sig , en let skælven gjennemfoer hende ; +et øjeblik stod hun tvivlrådig . +— o ja , jeg må se ham , selv om det bliver +sidste gang ! hviskedee hun . +Hun klædte sig i hast om og ilede , let som en +hind , ned ad trappen . +Hortende kapitel . +Et stæevnemode . +Aldrig har en plads afgivet en bedre lejlighed til +at holde stævnemøde end netop den , som Harry Kronwall +havde bestemt til sit møde med Adele . Den lå +bag kirkegården , omgiven af høje træer , der ikke lod +nogen se de mødende . +Herhen var det at Adele ilede , da hun havde forladt +sit værelse . +Hun gyste stærkt da hun stod ved det bekendte sted . +- hvad om Harry ikke er her ? tænkte hun . +Hun gik et par skridt frem . +Adele ! Du kommer ! råbte en ung , mør ! +Herre , idet han med udbredte arme ilede hende « mode . +Du har ikke glemt mig ! + +han trykkede hende til sit hjerte . +— er det virkelig sandt . . . er det også dig ! +Råbte han og betragtede hende med en gloede , der lyste +i alle hans træk . +— jø , Harry , det er mig , som atter har bedraget +mine forældre for din skyld , men jeg kunne ikke +andet ; du kaldte på mig og jeg måtte komme , hvor meget +besvær jeg end havde dermed . +— Adele , gør mig ikke hovmodig , har jeg fortjent +ak den kærlighed ? +- jeg håber det , Harry , sagde Adele skælmsk +og så på ham . +— nej , Adele , jeg har ikke fortjent det , jeg er +ikke nær så god som du . +— å , tal ikke således , Harry ! +— jø , Adele , det er min mening , sagde han og +førte hende hen til en bænk . +— vil du opfylde en bøn , jeg har til dig , +Adele , sagde han , da de havde taget plads . +- - en bøn til mig , sagde Adele og rejste sig . +Nu , hvad er denne bøn ? +Han greb hendes hånd . +— du må ikke sige nej ; vil du give mig et Kys ? +— men , Harry ! råbte Adele bedreidende ; var +det derfor du lod mig kalde ? +— o nej , udbrød han skamfuld ; sæt dig ned hos +mig , således , så , nu kunne vi tale sammen . Er du +mere vred ? + +— det svarer jeg ikke på , før jeg seer om du +er til at stole på . +— o , det ved du dog jeg er , Adele , det har +du jo haft beviser på . Men kom , nu vil jeg først +fortælle . . . O , hvor jeg er glad ved at du kom , +jeg har længtes så meget efter dig i det lange år , +sagde han og trykkede hende længer op til sig . +— ja , men , udbrød hun smilende ; det var ikke +efter kontrakten , du holder ikke ord , Harry . Se , +det er ikke min hånd , du holder . +— o , hvor du er streng i aften , Adele ; hvor kan +det være ? Gør det noget , at jeg trykker dig op til +mig , du skal dog engang tilhøre mig ganske alene , +ikke sandt ? Tilhøre mig således , at ingen tør se på +dig uden min tilladelse . +— det tvivler jeg rigtignok på , sagde hun lidt +sørgmodig . +— Adele ! råbte Harry bebrejdende ; du støder +mig bort fra dig , hvor kan du nænne det ? +— ikke jeg kan det , men fader og moder . . . +— nej , det er ikke muligt , Adele ; de kan ikke +berøve mig dig . +— jo , i morgen skal min og bikomtens forlovelse +deklareres ; så du kan tro , det er et lille vovestykke +jeg har begået , ved at møde dig i aften . +Han lod hendes hånd synke og vendte sig bort . +— o , Adele ! sagde han næppe hørligt . +Hun stod tvivlrådig et øjeblik . +— Harry ! sagde hun inderlig bedrøvet . + +han svarede ikke ; hans anfigt skjultes i hans +hænder . +— Harry , er du vred på mig ? gentog hun , +men fik intet svar . +Hun nærmede sig angst til ham ; han så ikke op +til hende , hans mørke øjne stirrede sorgfulde ud for sig . +Hun lagde fine arme om hans Hals og trykkede +grædende hans hoved til sit hjerte . v +— du er vred på mig , Harry , nægt det ikke ; +du har også grund dertil . +Han greb hendes hænder og trykkede dem til sine +læber . +— Adele , kan jeg være vred på en engel , som +dig ? — nej , nej , det er umuligt ! - . . Men dobbelt +tungt er det at skulle skilles fra dig , når du slår +således hos mig . O , hvor gerne bar jeg dig ikke +på mine arme , når blot du måtte tilhøre mig . +Intet ondt skulle da nå til dig , du skulle få det +så godt , så kærligt . . . Ja , Adele , det ved du , +og du ved også at jeg ville holde mit ord ! sagde +han heftigt +— o ja , Harry , det ved jeg , men stil dig tilfreds , +du gør mig så ængstelig med din hæftighed . +— ak , jeg kan ikke andet , Adele , du skulle ble ! +Vide , hvor meget jeg længtes efter dig , inden jeg kunne +se dig , tale med dig , omfavne dig og erfare , hvor +trofast du havde været ; men nu , nu brister mit håb , +alt er tabt ! +— o , Harry , du gør der værre end det er ; + +dit sår vil snart læges . En bedre pige end jeg er +vil gøre indtryk på dit hjerte og gøre dig +lykkelig , sagde hun venligt . +— det er umuligt , aldeles umuligt , Adele ; hvor +kan også du lænke således om mig ? udbrød han ømt . +— Harry , Harry , vær fornuftig ; hvad hjælper +det at du raser ! sagde hun fortvivlet . +Harry sad atter tavs og uden at se på Adele ; +hun stod nogle skridt fra ham og betragtede hans +sørgmodige ansigt . +Hun skjulte sit ansigt i hænderne og græd . Han +sprang op . +— Adele , du græder , og det er min skyld , gud +tilgive mig ! råbte han , greb hendes hånd og trykkede +den varmt og inderligt fil sit hjerte . +Hun løftede øjnene op mød ham og så bedende +på ham , som ville hun sige : hvad fial jeg gøre ? +Da tog han hende i fine arme og sagde : +— lad vs gå , Adele , man kunne overraske os . +Hun hørte ikke hvad han sagde ; hun stod sortadt +1 beskuelsen af ham , hun skulle forlade , ham , hun +elskede så højt . +— lad os gå , Adele , kom , lad os gå . +— o , hvad skal det blive fil , Harry ; skulle vi +skilles , uden ar have noget håb ? +— ja , min Adele , det må være så , vi må +føje os efter skæbnen . +— nej , gud vil nok hjælpe os , Harry , det føler +jeg ! sagde hun med tårer i øjnene . + +han trykkede hende i tavs smerte fil sit bryst +og hviskedee : +— Adele , du giver mig et Kys fil afsked , ikke +sandt , du kan ikke nægte mig det , vel ! — og han drog +hende ind fil sig +— ni , nej , Harry , jeg tør det ikke , jeg kan det +ikke , sagde hun med overvindelse . +— nu , så farvel , Adele , jeg vil gå hjem ; du +er ikke god imod mig , du vil ikke unde mig et lille +bevis på din kærlighed ! . +— Harry , du har bevis nok , når du seer +mig her . +— ja , men dit hjerte kan dog ikke afslå min døn . +— ikke mit hjerte kan det , men jeg er en kvinde , +sagde hun ivrig . +Han smilede og så bønlig på hende . +— siger du nej ? sagde han hviskende . +— tag det da ! hviskedee hun rødmende ; jeg kan +ikke give dig det ! +Tilladelsen var næppe given , før Adeles mund +var bedækket med utallige Kys . +Raske fodtrin lød tæt ved dem og baron von +sympfen stod for den forskrækkede Adele . +Hun trak hastig sløret for ansigtet og lænede sig +skamfuld til Harrys arm . +Baron von sympfen havde frækt set hende lige +i øjnene og derpå fjernet sig lige så hastigt som +han var kommet . + +hmtenæe kapitel . +Festen . +Alt var stille som i graven . Natten sænkede sit +tætte slør over jorden . +Alle nød hvile . +Kun Adele kunne ikke finde ro . Bevæget gik hun +frem og tilbage på gulvet og tårerne styrtede ud +af hendes øjne . +— o , min moder ! udbrød hun og hævede hænderne +mod himlen ; jeg må berede dig en sørg . . . +Imorgen ved du hvor jeg har været , ja , han vil bestemt +fortælle det ! O , min gud , at jeg også lød mig +bevæge til at . . . O , jeg ryster for baron von +sympfen , denne hævngerrige ånd ! Havde jeg blot +midler til at overliste ham ! Ak , at jeg også føjede +Harry ; dette Kys vil gøre mig ulykkelig , thi denne +hemmelighed , som baronen har tilsneget sig , vil snart +ingen hemmelighed være . +En besynderlig lyd , som om nogen listede sig +langs korridonen , lød ind til hende . +Hun blev bleg af skræk . På tåspidserne +listede hun sig hen til vinduet og så ud . +Lyden standsede ved hendes dør og nogen puslede +ved denne . +— min gud , frels mig ! hviskedee Adele og faldt +på knæ ; frels mig for Jesu skyld . En varmere , en + +inderligere bøn steg vist næppe til guds trone denne +nar , end Adeles . +En umådelig skræk havde bemægtiget sig hende ; +hun syntes at se mennesker omkring sig ; hun ville +rejse sig op , men formåede det ikke ; hendes øjne +stirrede i den højeste ophidselse mod døren , hvorfra +man nu kunne høre en nøgle drejes om i låsen . +Med hele sin energi rejste hun sig og ilede hen +mod døren . +— hvem er det , der foruroliger mig på denne +tid ? råbte hun . +Ingen svarede , men derimod arbejdede nøglen videre +i låsen . +Adele flog-på døren og råbte med høj stemme : +— hvorfor svarer i ikke derude ; hvad har i +isinde ? +— intet ! lød en sagte stemme ; vær blot rolig , +åbn døren . +— nej , så længe gud står mig bi og den kan +holde sig lukket , skal i ikke komme ind iii mig ; før +råber jeg om hjælp så højt jeg kan . +- det skal de ikke , hviskedee stemmen igen ; del +vil ikke bekomme dem vel ! +— nu , lad så være ! råbte Adele med vild +energi og stillede sig tæt op ad døren . +Hun vidste næppe af sig selv . +Den udenforstående arbejdede af al kraft på +at åbne døren , men alle forsøg mislykkedes . Med +en ed lod han sin knyttede hånd falde tungt på + +døren og befalede Adele at lukke op . Hun svarede +ikke ; hendes hænder knugede kanten af sengen , M +de blev ganske blå . Således oppebiede hun hvad +det næste minut ville bringe . +Et kvarter var forløben og i denne tid vare +flere forsøg gjorte på at sprænge døren , men +forgæves . +Endelig sprang den op . +Med et højt fortvivlelsens skrig styrtede Adele +frem , for at flygte , men den indtrædende spærrede hende +vejen . +Det var en mand med et uhyre skæg ; en stor +bredskygget hat bedækkede næsten hans ansigt . +Han for hen til Adele og greb hende sat i armen , +men hun gav ham et sådant stød for brystet , at han +tumlede tilbage og flap hende . +Hurtig løb Adele ud i korridoren , men i et nu +var manden efter hende og fik atter sat i hende . +Adele vred sig af smerte under den stærke mands +tag ; uden at tænke over det greb hun ned i lommen +og fandt en lille pennekniv ; hun åbnede bladet og +borede den af al magt ind i mandens hånd . +Med en rasende ed flap han hende og ilede ind i +hendes værelse , hvor han ravede alt hvad der var af +værdi og alle de penge , der fandtes . +Ti minntter efter var han borte og det var på +døje tid , thi husets beboere kom ilende tilhjælp . +Madelaine . H . ste 7 . + +da de kom ind i korridoren sandt de den unge +pige i en halv devidstløs tilstand . +Aftenen efter var der stor travlhed i huset oz +en mæengde elegante damer og herrer stege ud af de +udenfor holdende vogne . +Salen hos Savignys var stæerk oplyst , det fine +sølvservise var tager frem og prydede det smagfulde +ttebord . +Fru Savigny var ifsrr en kostbar silkekjole og +hendes gemal var ligeledes festlig klcrdt . +En vogn holdt udenfor døren ; vikomte æe botine +med sin moder steg ud af denne . +Han så mørk , men fattet ud . En almindelig +lykønfining blev dem tildelt da de trådte ind i salen . +Vikomten bukkede og takkede formelt . +— hvor er Adele ? hviskedee han til Fru Savigny . +— på tit bcerelse , hr. Zvigersøn ; hun var +meget angreben i morges af hovedpine , men det går +vel snart over ; de pigedørn er så sarte . +Vikomten svarede ikke . +— kald min datter ned ! befalede Fru Savigny +en af tjenerne . +Denne skyndte sig op til hendes voærelse . Adele +sad på en stol tæt ved vinduet ; hendes hænder +hvilede i skødet , en unaturlig bleghed bedækkede +hendes anfigt og hun så ud som om hun bar døden ' +i hjertet . + +tjeneren anmodede hende om at komme ned til +selskabet , da man ventede hende ; Adele nikkede og +rejste sig . +— o , dersom baronen er dernede , sagde hun +fortvivlet . Du min gud , hvad gør jeg så ? Han vil +fortælle , ja han har måske allerede fortalt det . . . +O gud , o gud ! +Hun klædte sig om i hast . +— en sort silkekjole vasser bedst til mig , tænkte +hun og iførte sig en sådan . +Da hun trådte ind til sin moder , der var sysselsat +ved ttebordet , vendte denne sig om . +— men gud , barn ! råbte hun forskrækket . — +hvad går der af dig ? Du er jo bleg som et lig . . . +Og denne førte kjole , den klæder dig ikke ; du er ikke +smuk i den . Nej , gå Adele , tag en anden kjole på . +— det er lige meget om jeg er smuk eller ej , +moder , det bryder jeg mig ikke om - . . +- men for vore gjcesters skyld ! +— heller ikke dem bryder jeg mig om , lød svaret . +— nå , Adele , du er nok ikke rafl ; din hovedpine +har været alvorligere end jeg troede . +— ja , den var meget alvorlig , moder ! +Hun blev afbrudt ved at en del unge damer kom +løbende hen til hende og lykønffede hende i anledning +af hendes forlovelse med vikowte botine +hun takkede dem koldt og søgte snart et påskud +til at fjerne sig ; dog inden dette skete nærmede vikomten +sig hende . + +— de er meget bleg i aften , Adele , sagde han . Er +det sorg over vor forbindelse eller er de ikke raff ? +Adele bøjede hovedet . +— hr. Vikomte , jeg kan aldrig føle kærlighed +til en mand , der behandler kvinden så kold og hensynsløs , +som de gør , sagde hun . +— ikke alle kvinder , Adele ; ikke dem , for erempel . +— å , nu smigrer de atter . . . +— vist ikke , det er mit ramme alvor , Adele ; de +ved godt , at jeg heller ikke elsker dem , men jeg nærer +en slags beundring for dem , som måske til sidst vil +gå over til en sand , varm kærlighed til dem . +— nej , er det virkelig sandt , hr. Vikomte +råbte Adele glædestrålende og greb hans hånd . De +elsker mig virkelig ikke ? O , hvilken lykke ! +— lykke , siger de ! råbte vikomten forbavset . +Kalder de det lykke , at jeg ikke elsker dem , og de skal +dog engang være min hustru , frøken Adele ! De taler +i vildelse . +— nej , nej , jeg er så glad , så lykkelig ! +Vikomten så forskrækket på hende . +— hør , sagde Adele halvhøjt ; sig mig engang , +hvorfor har de egentlig friet til mig , når de selv +siger , at de ikke elsker mig ? +— det er min moders ønske , hun holder så +meget af dem og jeg vil gerne rette mig efter hendes +ønsker , thi jeg tror bestemt at hun ville tage sig det +meget nær , dersom jeg ikke rettede mig efter hende , som +en god søn . + +Adele sukkede og så op , men for forskrækket +sammen , thi baron von sympfen stod for hende , med +den ene hånd stukket ind på brystet ; han rettede sine +øjne på hende med et eget udtryk , så frækt , så +påtrængende og næsvist , at vikomten blev purpurrød +af harme . +Adele slog sine øjne ned ; den skræk hun måtte +udstå var forfærdelig . +Vikomten greb baron von sympfens arm og sagde : +— kom , lad os spadsere lidt , jeg har noget at +meddele dig . +Baronen fulgte ham kun nødig . +Adele havde rejst sig ; hendes øjne slode stive af +skræk og hånden knugedes fast om det hvide lommetørklæde +hun havde bemærket , at baron von sympfens +højre hånd var indbunden og behændig stukket ind på +bryster , men da vikomten havde grebet hans arm var +den , uden at han bemærkede det , kommet til syne . +— men , kære barn , hvad går der af dig , er +du syg ? sagde Fru Savigny , der i det samme trådte +hen til hende . +-- nej , moder , kun et lille ildebefindende , som +snart vil gå over . +Fru Savigny tog fin datter om livet og hviskedee +— tab ikke modet , Adele , det vil snart blive godt . +Adele lænede sit hoved til moderens bryst og +græd hjerteligt . +— nej , barn , nu bliver du for slem , sagde hun + +ømt , næppe selv i stand til at holde sine egne tårer +tilbage . +— o , moder , moder , jeg pines så forfærdeligt ! +. . . Ak , min gud , hvor længe skal dette vedvare ? +— der kommer din forlovede , Adele , lad ham +ikke se dine tårer . +Hun tørrede sin datters øjne og vedblev : +— elsfer du din fader , Adele ? +— o , moder , hvor kan du spørge mig om det ! +— så vær en lydig datter , mit barn , og tør +dine øjne ; din fader går ved bikomtens side . Se +hvor hans øjne stråle af glæde over din lykke ; se +på ham og bøj dit hoved ! +Fru Savigny gik . +Adele stod faus og eftertænksom . +— en lydig datter ! hviskedee hun . O , hvor +gerne ville jeg ikke være det ! . . . Ja , han er glad , +glad over den lykke , der vederfares mig ! — ak , vedblev +hun og lo bittert , det bliver et smukt ægteskab , +ingen kærlighed til hinanden , nej formelig had , ah , +hvilken lykke ! +- nå , lille Adele , hvorledes har du det i dag ? +Du seer så bleg og lidende ud , men det vil med guds +hjælp snart gå over , sagde hendes fader og klappede +venligt hendes kind . +Adele smilede og forsikrede sin fader , at hun befandf +sig ganske vel . +Herr Savigny greb sin datters hånd og lagde +en i bikomtens . + +— nå , børn , vær nu glade ; i se jo ud søm +øm i ffulde føres til retterstedet , sagde han . Nå , +det er vel den overvættes lykke ! +Han kyssede Adele og gik , naturligvis i den salige +trø , at de unge helst ville være ene . +Adele trak med et bevæget smil sin hånd til sig +og sagde let henkastet : +— hvor fader seer glad ud i dag ! +— ja , de har ret , Adele ; derfor fluide vi — +der egentlig er dem , som burde glæde sig mest — +også være glade , eller i det mindste i vort ivre forstille +os således , for at denne begærlige hob , der kun +går i selskab for at se og bekomme alt efter deres +smålige målestok , og atter al bringe det ud i byen , +ikke skal få indblik i vort forhold . Lad os vise dem +at vi forstå at beherske os således , at der intet bliver +at opdage . . . O , Adele , de skal se , vi vil engang +lære at elske hin-inden . +Adele rystede på høvedet og modtog den arm , +han tilbød hende . +Aftenen forlød uden noget særegent uheld , og uden +at baron von sympfen , som Adele havde frygtet , på +en meddelsom måde havde nærmet sig hendes forældre ; +men dette forogede kun hendes angst . +— hvad kan han vel have i sinde ? tænkte hun ; +thi for min skyld tier han ikke . +Baron von sympfen nøjedes denne aften med at +tilkaste hende megetsigende blikke , der foruroligede +hende meget . + +selskabet kørte børt , efterladende en mængde gode +ønsker for det unge par og Adele ilede så hurtigt +der lod sig gøre til sit værelse , +her kastede hun sig , udmattet af den sjælelige +anstrengelse , ned på en stol . Hun lukkede øjnene +og faldt snart isøvn . +Serten-e kapitel . +Et skud . +Hvorlænge Adele sov er uvist , men det havde ikke +været i så ganske kort tid , thi alt i huset var stille +og alle beboerne vare gåde til ro . +Adele vågnede forskrækket op , thi en hånd havde +grebet fat i hende og en herre lå knælende for hende . +Hun for op af stolen og så sig forfærdet om . +— hvem er det ? sagde hun , rystende af skræk . +Intet svar hørtes . +— nå , hvem er det ? gentog hun . De har intet +her at bestille ; skynd dem at gå ! +— nej , jeg går ikke , skønne frøken Adele , +svarede den knælende . Tilgiv mig , at jeg forstyrrer +dem , men min kærlighed til dem må undskylde mit +sildige besøg . + +— hvad siger de ? råbte Adele og rejste sig . +Jeg beder dem endnu engang forlade huset , de må +have toget fejl . +— nej , frøken Adele , jeg har ikke taget fejl . . . +Jeg elsker dem , jeg , baron von sympfen , den rigeste +mand i Paris , jeg ligger her for deres fødder og +trygler dem om at måtte kysse den plet , hvorpå +deres fod har stået . +Adele , der i mørket ikke havde genkendt baronen , +for med et skrig tilbage i værelset . +— ah , det var derfor at de ikke fortalte fader +og moder noget , det var derfor at de ti ! min forundring +forholdl dem tauø ! Hvilken nedrighed , hvilken +skændsel af en gift mand ! . . . Og du , stakkels +Madelaine , du skulle have pånødet dig dette menneskes +kærlighed ? Ak , hvor skammelig er du ikke bleven +forurettet ! +— nej , frøken , de gør mig uret ; det er ikke +fordi jeg ville betjene mig af den lille hemmelighed , +de ved nok , » ej , det er fordi jeg elsker dem , forbi +jeg ville føle mig som hensat i himmelen når jeg blot +engang måtte trykke disse rosenlæber » il mine . . . +O , hvilken lykke ; de siger naturligvis ja ! +Han nærmede sig hende ; hun havde mekanisk tændt +det lys , som stod på toiletbordet . Med rædsel så +hun ham komme nærmere . +— min gnd , hjælp mig , red mig , sagde hun halvhøjt ; +hvad skal jeg gøre ? + +— naturligvis føre mig , sagde han , idet han +ugenert tog hende om livet . +Hun gav et skrig fra sig af rædsel og rev sig les . +— slurk , æreløse , feige slurk , råbte hun ude +af sig selv ; gå , forlad huset eller jeg ringer . +— det ville blive værst for dem selv ; når folk +fik mig at se her , ville deres rygte lide mere end +mit . Jeg eren mand og de en kvinde , så de indser +nok hvem det vil stade mest . +— o , hvor fint anlagt , sagde Adele spottende ; +det var ellers mærkeligt nok , at de kunne udklække en +sådan plan . +— ah , de spotter , min fortryllende ! men jeg +kan forsikre dem , at jeg ofte har lagt langt snildere +planer end deqne . +— ja , det kan ligne dem . +— o , spot ikke længer , kæreste Adele , sagde han +flegmatisk ; kom nu og indfri deres løfte ! +— mit løfie ? råbte akele ude af sig selv af +skræk . O , min gud , hjælp mig ! +— nå , Adele , kom så ! +Dritte Adele blev fremsagt med sen vis ironi , +som fik hende til at skælve . +— å , hvad betænker de dem på ? sagde baron +von sympfen og fatte sig magelig i en stol . De kan +ligeså gerne kysse mig , srm en anden , det kommer +ud på et ; jeg har lige så stor ret til dem , som +han har det . +— uforskammede , te vover ar . . . + +— snik , snak ! vær nu ikke så knibsk på det ; +le kan lige så godt føje mig som andre . +— o , de fornærmer en værgeløs kvinde , sagde +Adele harmfuld ; det beviser hvilken mand de er . +— å , lad os nu ikke tale mere om det ; de har +allerede givet mig adskillige beviser i den anledning . +Men hør mig , Adele ; når de ikke føjer mig , så ved +leg hvad jeg har at rette mig efter : deres stævnemøde +med Harry Kronwall vil blive bekendt over hele +byen , — deres forlovelse vil gå overstyr , deres +fader og moder vil gå i graven af skamfuldhed og +sorg over dem og de vil selv blive ulykkelig . Og +alt dette kan de , som en god datter afhjælpe , blot +ved ar . . . ja , jeg har jo sagt deah betingelsen . +Adele var sunken sammen på en stol ; hendes +angst og fortvivlelse forstørredes ved hvert af baronens +ord . Tårerne trillede ned ad hendes kinder ved +tanken om den sørg hun måtte berede fine kære +forældre . +I fortvivlelsens højeste smerte kastede hun sig for +baron von sympfens fødder og sagde grædende : +— nåde , hr. Baron , nåde for deres skyld , +som jeg har så kær . Sæt dem i mit sted , og hvis +de har lidt menneskekærlighed tilovers for deres +næste , da tag deres urimelige forlangende tilbage og +gå deres vej ; jeg forsikrer dem , at jeg da altid +skal tænke med taknemlighed på dem . +— tak , frøken Adele , det vidste jeg de ville . . . +Le kalder mit forlangende urimeligt ; finder de virkelig + +at det er så urimelig » , når man er så ung som jeg +og er bleven indviet i en hemmelighed , iom kun vides +af en ung , smuk kvinde og mig selv ? Tror de , dersom +de var i mit sted , at de ville lade denne udmærkedæ +lejlighed gå tabt ? Nej , de ville ikke , thi +de ved » tte hvor smuk de er ; og især , føjede han +hviskende til , når de græder som nu . +— o , jeg ville ikke gøre en ung pige ulykkelig ! +Råbte Adele ; om hun end var så smuk som en engel . +Nej , nej , så sandt jeg håber at blive salig ! +— ah , bah , lo baronen hånligt ; nu bliver de +sentimental , lille Adele ; jeg tager ikke min begæring +tilbage , om de end kalder alle huseis beboere tilhjælp . +Nej , Adele , føj mig lige så godt først som sidst . +— o , jeg kan ikke , be , ville være en synd , +som jeg ikke kunne bære på min samvittighed . +— å , lad os ikke « ale mere om det . Adele , sagde +baronen ildfuld og lød over mod hende ; men han kom +kun halvvejs over gulvet , thi i det samme hørtes « +Skud udenfor og en kugle for gennem vinduet og +lige over mod baronen . +Han udstedte et halvkvalt angstskrig og for bestyrtet +tilbage ; dog kuglen strejfede hans pande temmelig +ublidt , så at blodet lød ham ned ad tindingen . +Hurtig greb han sin ha , og styrtede ud af hus « . +Han lød hen ad gaden , uden at se sig om . +Adele foldede hænderne og råbte glad : +— o , hvor jeg takker dig , min gud ! + +hun nærmede kg vinduet og så at en rude +var slået ind . +— Adele ! kaldte en sagte stemme . +— min gud , hvad er det ? hviskedee hun . +— elskede Adele ! sagde stemmen atter ; er du +vred , fordi at jeg flød på ham ? Jeg kunne ikke andet , +min hæstighed løb af med mig . Jeg så fra gaden +at beder var kys , ja jeg så , at ban var beder og at du +græed . Jeg gfæettede sammenhæenget , det var den usalige +hemmelighed hak benyttede sig af . Læenge så +leg til , men da han ville ile over til dig , før ved +magt at erobre hvad han ikke kunne få ved list ; da +flød jeg , men gudskelov , hans sår er ikke farligt . +— tak Harry ! Tak før din hsæelv ; du skulle +blot vide hvor ulykkelig M er . +— o , ti Adele , seg ved hvorledes jeg selv har +det , mit hjerte er næer ved at briste . Iaftes , da eders +sal var lå oplyst , gjæettede jeg hvilken fest beder fejredes . +Ja , du havde jo også selv sagt mig det ; du +skulle blot vide hvor det rasede i mit bryst , jeg troede +at se vikomten omslynge dig ; jeg var ulykkelig , men +jeg måtte fatte mig , hvormegen anstrengelse det end +køstede mig . Jeg har opholdt mig udenfor eders hus +lige siden festens begyndelse og først morgensolen skal +se mig gå bort herfra . I morgen rejser jeg , Adele ; +jeg kan ikke blive her , det er mig umuligt , det er ligesom +om her er for lidt plads til mig ; Paris er for +trangt for et ulykkeligt menneske . + +— Harry , Harry , du trøster mig kun dårligt +din sørg forøger min . +— ja , jeg ved det , Adele , og derfor er det tåbeligt +af mig at plage dig ; men gå nu til ro , Adele , +klokken er snart fire og det begynder at dages ; jeg +skal holde vagt ved eders hus indtil det er lyst . +— nej , Harry , jeg kan ikke sove , jeg vil tale lidt +med dig , indtil du ffal afsted . Hvorfor rejser du , +Harry , du kan so godt blive her i byen . +— o , Adele , det er fordi at jeg ikke kan tåle at +opholde mig her i byen og se dig blive gift . Nej , +langt , langt bort vil jeg , til et sted hvor jeg kan +bære min sorg for mig selv . +— Harry , så glemmer du mig vel snart for en +anden . +— nej , nej , Adele , det ved du jeg ikke gør , +selv om hin anden var en engel i menneskeskikkelse ; +. . . men det begynder at blive lyst , Adele , træk vinduet +til , at ingen skal se dig slå beder . +— nuvel da , Harry , farvel og lykkelig rejse ! +— farvel , Adele , glem ikke at låse din dør godt , +når du går til ro , at ikke en anden baron von +sympfen kommer igen . +— ja , det skal jeg , Harry , farvel . +— farvel Adele , og lev vel ; vi ses vel nevve +mere i denne verden . +Adele lukkede hastigt vinduet og brast i en heftig +og smertelig gråd . + +en time senere gik Harry bort , efter bedrøvet +at have tilkastet Adeles vindue et sidste blik . +Dagen efter var han rejst . +Syltende kapitel . +I Florents . +To måneder er hengåede siden det sidst fortalte . +Bi befinde os i Florents . +I de halvt oplyste gader ses en travl virksomhed ; +det er arbejderne fra de forskellige fabriker og værksteder , +der trætte og mødige begive sig bjem . +I en af de større gader ligger et smukt lille sted . +Dets vinduer på tste sal er oplyste ; gardinerne +ere ikke trukne for og vi kunne frit se derind . +Der er prægtigt derinde ; et ovalt bord står i +midten af værelset , dækket med et kostbart tæppe . +En vase , fyldt med en mængde dejlige , friske blomster , +slår på dette og udbreder en behagelig Duft i +værelset . +Møblerne her er betrukne med grønt floil , der +giver værelset et friskt og yndigt udseende . +Væggene er bedækkede med kostbare oliemalerier + +og for hver vinduesfordybning er anbragt et meget +stort forgyldt spejl over marmorksnfollen . +På en sofa sidder en ung dame , klædt efter +franst snit og nyeste mode . Håret er opsat og +falder i lange , merke krøller ned ad hendes nakke ; +men hovedet er sørgmodig bøjet forover og hænderne +vil ikke arbejde så rask , som den lille person ønflede det . +— nej , det er umuligt , jeg kan ikke arbejde +længer , mine tanker overvælde mig . Ak , gud , sagde +hun sukkende og rejste sig . +Den ene hånd stolede hun mod hagen . +— hvad om jeg , for at glemme alt , lod mig +optage i klosterets skød ? O nej , det ensomme liv . +Jeg der måtte føre , ville snart gøre mig gal . . . . +Nej , nej , det duer ikke , jeg må holde pinen ud . — +o , gud give , sagde hun og foldede henrykt de små +hænder mod himlen ; gud give at Aleris havde levet ; +o , hvor yndigt havde jeg da ikke haft det ! Min sorg +ville have været hans og min smerte ville han -ave +hjulven mig med ar bære . . . Og de mennesker , som +kunne bedrage mig , som førte mig hertil , istedenfor ti ; +ham ; hvor kunne de gøre det ? Hvor kan et menneske +tilføje et andet en sådan smerte ! Og ham , o , -am +vil jeg aldrig tænke på ; han kunne mistænke mig +. . . mig , som elskede ham så dybt , så inderligt ! +O , jeg skal aldrig , aldrig se ham mere , aldrig ! Min +gud , hvilken kval ligger der i dette ord ! +Hun kastede sig i en sMertelig sindsbevægelse M +sofaen og græd . + +en midaldrende herre , med et godmodigt ansigt , +bavde ubemærket al damen stået bag ved vende og +børt hende tale . +Da hun i sin overvættes smerte kastede sig ned i +sofaen , satte han sig ved siden af hende og tog hendes +hånd . +— nu græder de igen , min lille Madelaine , +sagde han ømt ; lovede de mig ikke i går , at de aldrig +skulle græde mere ? +— o ja , kære doktor Einer , men husk på , at +man ikke således kan kaste sorgen på døren uden +videre ; man må have tid til at beherske sig , og det +har jeg gjort hag , jeg har taget afsked med sorgen . +— ja , jeg hørte det , Madelaine , og når de nu +var en rigtig god pige , så fortalte de mig hvad denne +han , hedder , som de talte om før . +— o , det var min Broder , hviskedee Madelaine +morsin skamfuld . +— ja , det var også ham , men det forekom mig +at de talte om en til . +— o , kære doktor , spørg mig ikke , sagde Madelaine +og vendte hovedet bort . +-- nå , barn , som de vil ; men kom nu , lad +os gå ti ! Aftensbordet . Her har jeg alle aviser fra +Paris ; vær så god , barn , men kom nu , Leonia +venter med theen . +Han tog den unge pige ved hånden og førte +hende ind i en smagfuld spisesal . + +Madelaine åbnede begærligt aviserne og læste +alt hvad der kunne vedrøre hendes kære Frankrig . +— bær så god , lille frøken , jeg har stænket +theen til dem , sagde de » gamle jomfru Leonia . +Madelaine svarede ikke ; hun var fordybet i fin +læsning . +— nå , lille Madelaine , er der noget interessant +i avisen , siden de læser så irrig ? sagde den gode +doktor Einer og så over på Madelaine . +— ja . . . jeg læste dette lille . . . O , gud , +sukkede hun og lod avisen falde ; så var det dog sandt . +— hvad var det de læste , mit barn , og som +de vidste i forvejen ? +— det var denne lille notits . De ved at jeg +har været hos savigrys en tid og nu er den unge +frøken Adele bleven forlovet , det var dette jeg læste +her ; men de passe øgså for hinanden , det er to ædle , +kærlige sjæle deggeto . +— så ? sagde doktor Einer og så på hende , +forundret over den bevægede tone , hvori Madelaine +talte . +— hvem er da denne mand , der er så lykkelig +at kunne fængsle frøken Adeles hjerte ? +— o , de kender ham udentvivl , sagde Madelaine , +nær ved at udbryde i tårer . Det er . . . . +Det er . . > +— nå , barn , sagde doktøren muntert ; nu er +det kun navnet der mangler . +— ja , men det er øgså det sværeste ved det + +hele , sagde Leonia og stillede sig bagved Madelaines +stol , medens hun ivrig sagte i avisen ; thi med +kvindens fine instinkt havde hun opdaget noget usædvanligt +hos Madelaine . Ja , det er et forbistret navn +. . . Vikomte < l < ? Botin « - ; det var da Pokker til navn , +jeg kunne næsten ikke komme ud af det . +Leonia tog behændig et par kopper , som stod +på den anden side af bordet og ffjulte således for +et øjeblik Madelaines purpurrsde kinder kor doktoren . +Madelaine skjulte sit glødende ansigt i Leonies +kjolefolder og trykkede den hånd , der raktes hende +med varme og inderlighed . +Leonia så skælmsk på hende og lod da sine godmodige +øjne glide over på doktoren , som ville de +udtrykke : +— de mandfolk , de mandkolk , de have dog ikke +øje for andet end deres bøger og blade . +Thi doktor Einer sad netop og læste ; men den +gode mand trodsede hendes blik og i hans ansigt viste +sig et smerteligt træk , som tolkede , al også han +havde fattet Sage « rigtig og at de mandfolk ikke altid +ere så dumme i sådanne sager , som man skulle tro ; +men Leonia var nu af den mening , og derfor var +det , at de så tidligt rejste sig fra bordet , da hun +påstod af frøkeneu var i sket humør . +Leænia fulgte hende op til hendes værelse og da +Deren var lukket faldt Madelaine hulkende i den +gamle piges arme og sagde : + +— tak , leænia , for din bistand ; nu er jeg da +så ulykkelig , som jeg kan blive det . +— lille kjæere freken , sagde leænia godmodig og +trykkede den unge pige til sit hjerte ; alt kan endnu +blive godt ; de må se af tæenke lidt mindre på det +stygge menneske , der ikke tæenker mere på dem end +som så . +— nej , leænia , du tager ganske fejl ; det er ikke +mig han elsker , det så jeg bin ulykkelige aften , da . . . +O , leænia , afbrød hun sig selv , jeg troede af jeg havde +glemt ham , jeg troede af jeg var slcerk , men ak , jeg +føler desværre af han har indpræget tit billede alt for +dybt i min sjæel , til af det nogensinde kan gå bort +derfra . +Den gamle leænia så på hende og sukkede . +— ak nej , det glemmes ikke så let ; men glem +ikke , Madelaine . af vi bar en gud , som trøster for alle +savn , for alle sørger . +— ja , leouia , du har net ; jeg vil se at overvinde +min smerte ; gud vil biæelpe mig dermed . +Leonia hjalp hende natdragten vå og bar hende +iseng . Hun kyssede hende venligt på panden og gik ; +men næppe var hun gået , ser Madelaine for op fra +tit leje . +— kan jeg sove ? råbte hun vildt . Er det +muligt , når mit hjerte er i et så forfærdeligt oprør ? +Hun knugede hånden mod de brcrndende tindinger , + + +— o , hvor de banke , de tale om den sønderrivende +smerte , ler hersker i mit hjerte ! +Madelaine sad denne ' nat på en stol og kunne +ikke sove ; først op ab formiddagen fandt den gode +Leonia hende sovende og iskold siddende i lænestolen . +Madelaine måtte på doktorens befaling holde +sengen hele dagen . +Attende kapitelen +ed . +Vi skylde den ærede læser en forklaring over +madelaineø rejse . +I begyndelsen gjorde Madelaine ivrig spørgsmål +til sin mørke ledsager » uden at disse blev besvarede . +Han forholdt sig dog ikke aldeles tavs under +rejsen ; ja han talte endog meget , men kun om ligegyldige +ting , og når Madelaine forbristede sig til al +spørge , lod manden som han ikke hørte del . +Således lod rejsen af ; Madelaine blev behandln +pænt og hensynsfuld , så længe hun ingen forklaring +forlangie , men skue bette , da var det ikke +sjeldent al manden behandlede hende hårdt og stygt +i flere dage . + +hun fandt sig derfor med tålmodighed i all , +ja , hun fik endog m slags ligegyldighed for all . +Doktor Einer blev fin plan tro ; han fulgte dem +som en skygge hele vejen . +Da man var nået til floremø , tog manden ind +på et gjæstgiversted , hvor han bestille en kuvert iii +dem hver . +Madelaine kunne dog ikke nyde noget ; del forekom +hende , som havde hendes ledsager er endnu mere ulykkespående +udseende , end hidtil . +Da en time eller to var gået , rejste manden +sig op og sagde : +— så , jomfru , nu stilles vore veje ! Jeg rejser +tilbage til Paris og de må blive her — her er +pladser nok hos fornemme hersfaber og jeg må på +det indstændigste bede dem om ikke al lage tilbage til +Paris , hvis de har deres liv kært . Her er de +overladt til dem selv , og de vil snart kunne bane +dem en vej . Men jeg siger det endnu engang : tag +aldrig til Paris , thi del vil ikke være godt . +Madelaine havde forskrækket hørt på ham ; den +omstændighed , at de befandt sig alene i et lille værelse , +hvortil den mørke mand havde låset Deren , +forfærdede hende endnu mere . +— de vil rejse , tag mig med ; jeg har ingen +penge her i denne store by , ingen ven , ingen familie , +der kan tage sig af den forladte pige . +— del bliver som jeg har sagt ; og endnu engang : + +kom ikke til Paris , sagde manden , idet hans øjne +lynede . +— nej , sagde Madelaine angst og bøjede yvmyg +høvedet . Jeg skal ikke komme dertil . +— vil de sværge derpå ved deres moders +minde , ved deres sjæls salighed ? +— o , skån mig for guds skyld ! råbte Madelaine +bedende . +— sværg ! befalede manden og hævede hånden +imod hende . +— jeg sværger ! sagde Madelaine sagte ; ved +min moders minde , ved al » hvad er mig helligt ! +Gud forlade mig min synd ! +Manden forlod hende og smækkede døren hårdt i +-fiei sig . +Madelaine bedækkede ansigtet med fine hænver . +— ene i et fremmed land ! mumlede hun , hvor +ingen kender mig . O , gud give at jeg var døs og +borte ! Hvad ondt har jeg vel gjort de mennesker , at +de behandle mig så hårdt ! +I gjæstcstuen , gennem hvilken manden ilede , da +han havde svrladt Madelaine , sad en gæst , der med +synlig imeresse be » ragtede ham . +Han rejste sig og i nogen afstand fulgte han ham +til banestationen . +Manden steg ind i en kupe og kort efter dampede +toget afsted . + +— gud vært lovet ! sagde herre « , der var fulgt +efter -am . — og nu til den stakkels , forladte madelame +morst « ! +Han gik tilbage til gjæstgivcrstedet og forlangte +et værelse . Pige « fulgte ham op til ver værelse , +som de « sidste gæst havde forlad » , og gik . +Herre « trådte ned « +Madelaine havde bekymret ladet sit hoved hvile +» vd bordkante « . Han mærkede ikke al døren gik op +og de « indtrædende kwwve således overraske hende . +— krølen morst » ! sagde han muntert og slog +hrpff psa skulderen ; hvorfor så sørgmodig ? +— o , min gad , hvem er der ? sagde hu « og +for op af stole » ; mr » hendes ansigt forandreves +pludselig , og hun rejste sig og rakte ham håudea . +— de her , doktor Einer ! råbte hu « forbavset . +Raser de også i deåe tid ? +— nej , » tfe med min gode villie , frøken morst » ; +jeg er i ordets egentlige forstand en forfølger , om +de vil ! +— befatter de dem også med sligt ? udbrød +Madelaine uvilkårlig og vendte sig dort ; der havde +jeg dog ikke troet ! +— og det gjorde de ret i , lille frøken l +— så , hvorledes det ? +— jo , , er de , feg så dem , da de dristig - +formodentlig lede » af en eller anden tillokkelse - +forlod hospitalet . Jeg så da de blev kørt dort , jeg +så da de angstfuld sad i vogne « og jeg besluttede + +at forfølge deres bortfører . Jeg gjorde tanke til +handling og her seer de mig , for atter at føre dem +tilbage til Paris . Det har ikke været mig muligt at +få et glimt af dem at se i den lange tid denne +rejse har varet . +- o , hvordan fiol jeg takke dem , min gode +doktør Einer ; hvorledes skal jeg udtrykke den glæde , +der i dette øjeblik behersker mig ? O , hvor de er god +og opofrende ! udbrød Madelaine henrykt . +— ved at de samler deres tøj og at vi straks +begive os til jernbane^ , som om en time vil dampe +afsted herfra . . . Se derfør er jeg kommen . +— det lader sig ikke gøre , sagde Madelaine og +bøjede hovedet . +— ih , hvad ! De forbavser mig ! . . . Forklar dem ! +— o , jeg ryster endnu , når jeg tænker derpå , +sagde Madelaine ; jeg har måttet aflægge ed på , +aldrig at komme til Paris mere ; jeg tør ikke tage +dertil , det gælder mit liv ! +Doktor Einer stod tankefuld et øjeblik . +— men kan en sådan ed gælde , som man +afæfler en ung pige under trusler om død og fordærvelse +? +— ja , det kan den ! +— nu , så bliv her , men så bliver jeg med ; vi +opslå da vor fælles bolig her i byen . Ræk mig så +deres lille hånd til pant på , at de siger ja . +— det kan ikke sle , hr . Doktor Einer . +Madelaine . s . Heste . + +— og hvorfor ? +— jeg har ikke penge til at leve for her ; jeg +må arbejde for mit brød . +— nu bliver jeg snart vred , og det ved jeg at +de ikke gerne vil have , sagde den gamle doktor og +smilede over hele ansigtet . Når jeg tilbyder dem et +lille hjem , da er det naturligvis således , at jeg bestrider +de ubetydelige udgifter , der måtte forekomme , +og det kan jeg da , thi jeg er ikke uformuende , og jeg +håber tillige at få en del praksis her i byen . +— jeg takker dem mange gange , hr . Einer ; +men jeg er bange for ar folk her i byen ikke ville se +dette i det xette lys . +- ah , hvilken snak ! Nej , tal nu ikke således , +det bryder man sig desuden ikke om . Seer +de , lille frøken , hvis de intet har derimod , så +adopterer jeg dem og de bliver min lille datter og +som sådan arving til alt hvad jeg ejer ; desuden kan +de bo her , indtil min gamle husholderske Leonia +kommer herttl fra Paris . Jeg stat skrive efter hende +endnu i dag ; så købe vi os et lille hus og alt skal +blive så godt . Tro mig , jeg har længe længtes efter +en sådan lille pige til at frede om mig i mine fritimer ; +hvor glad ville jeg ikke have været , dersom en +kærlig datter havde syslet om mig i min fritid og +jeg tvivler ikke om , at de vil være god og venlig +imod mig . +— o nej , det må de heller ikke ; jeg vil søge + +at gjengjælde al denne godhed , al denne venlighed , de +viser imod mig . +— der er altså afgjort lille — ja nu må jeg +vel nok kalde dem Madelaine ? +- ja så gerne , og til gengæld vil jeg kalde +dem min egen , kære doktor Einer . +Han trykkede hendes hænder med inderlighed og gik . +Kort tid derefter kom Leonia fra Paris og efter +at hun smagfuldt havde indrettet et lille hjem til sin +herre , hentede hun sin lille myndling , som hun kaldte +Madelaine , og resten kende vi . +Den omtalte aften var den tredje , som de tilbragte +i dette hus . Den eneste trøst , doktor Einer kunne +byde Madelaine , fordi hun ikke mere turde være i sin +fødeby , var , at han ' gav hende de forskellig « aviser , +der udgik i Paris , og at hendes klædedragt direkte +blev forskreven fra Paris . +Hun var således meget lykkelig , men det forbigangne +ville hende ikke ret af sindet . + +nittende kapitel +i +et møde +medens alt dette foregik , havde Aleris vandret +Paris rundt og søgt efter sin søster . Al søgen var +naturligvis uden nytte og han fløg sig derfor med et +tungt hjerte til ro . +Han var så heldig at få plads som skriver +hvs en bankier ; her havde han det temmelig gode , og +kun sorgen over Madelaines forsvinden hindrede ham +i at være rigtig lykkelig . +En morgen kaldte hans principal ham op til sig . +— gode morfin kom nærmere , sagde den gamle +bankier , da Aleris bukkende trådte ind . Vil de > age +disse papirer og bringe op i baronesse von sympfens +hotel ; men de må levere dem direkte til hende selv +og vente for at få svar tilbage . Jeg rør ikke lade +karlen gå med disse papirer , da de er meget vigtige . +Han rakte Aleris nogle store folioark , som denne +modtog noget langsomt . Dette ærinde kunne han ikke +rigtigt lide at besørge . +— direkte i baronessens egne hænder , hører de , +morfin ; lad ingen andre få dem ! råbte bankieren +efter ham . +Aleris forsikrede at det fluide fle og gik . +Da han stod ved porten til baronessens hotelskjælvede + +han lidt ; han havde hørt , at hun var en stolt , +hovmodig dame . +En tjener spærrede ham vejen , da han stod ved +trappen . +— jeg skal tale med baronessen , lad mig komme +op til hende , sagde han utålmodig . +— her kommer ingen op , giv mig deres kort , +min herre , sagde tjeneren studs . +— nå , hvad er nu det , Leo ; lad manden komme +op , sagde en stemme ; han skal naturligvis bede om en +almisse . Nå , lev , afvejen har jeg sagt ! råbte baron +von sympfen , der med et spodsk , overmodigt smil +stod på trappen , fuldstændig påklædt til at gå i +visit . +Aleris kinder blussede af harme . Med et stolt +kast med nakken vendte han baronen ryggen og gav +fig til at betragte de prospekter , der vare malede på +væggene i porten . +Baronen opslog en høj latter og gik lige sa « lystig +ud af porten , idet han henvendte følgende ord til +Aleris : +— nu kan han passere , hr. Skriver ; baronessen +er meget gavmild , vær lidt mere høflig imod hende . +Aleris vendte sig om og styrtede op ad trappen , +rystende af harme . Han blev indladt i salen , hvor +baronessen magelig strakte sig i en gyngestol . +Aleris stod et øjeblik rådvild om hvorledes han +bedst skulle lade hende vide , at han var i stuen . Hun +vendte sig pludselig om og opdagede ham . + +hun lod mønstrende sit blik glide op og ned ad +ham , uden at sige et ord . Han blev mere og mere +forlegen overfor den stolte dame . +Havde han set ret ville han have opdaget en +umiskendelig frygt , der bemægtigede sig hende , da hun +så ham ; hun havde genkendt grev morfins søn . +Men den ydre ro kom dog snart tilbage og kun +baronessens hjerte bankede stærkt . +Hun rejste sig og befalede ham af træde nærmere . +Han adlød . +— jeg bringer deres nåde en skrivelse fra +deres bankier ; her er den , sagde Aleris lidt forlegen . +— giv hid ! sagde hun , rev pakken ud af hænderne +på ham og fjernede sig . +Han ventede til hun kom tilbage . +Pakken indeholdt en oversigt over hendes formue , +med renter og Renies renter , som her blad for blad +var beregnet . +Hun gennemlæste det hurtigt og , da hun kom til +det sidste blad , hvorpå der var anført en sum af +10 millioner louisdorer , som var indsat for et år +og nogle måneder siden , brast hun i latter . +— nej , hvilken ironi af skæbnen , af han netop +skal bringe wjg dette papir , hvoraf hans egen fattigdom +er en følge ! Hahaha ! det var dog der morsomste +ved det hele . +Hun gennemløb endnu engang papiret , pakkede +dem alle sammen og trådte atter ind til Aleris , der +hensunken i tanker , ikke bemærkede hende . + +175 +hun betragtede hans bekymrede mine . +— han er smuk , sagde hun ved sig selv ; han +lider , det kan man se på ham , det er vel fordi hun +er borte . +Hun gik sagte hen til ham og lagde sin hånd +på hans arm . +- vær så god , her er papiret , unge mand , +sagde dun venligt ; hils deres principal og sig , af +jeg kører ud ieftermiddog , og af jeg da med det +samme vil se ind til ham . +— tak , deres nåde , sagde Aleris koldt og +bukkede ; det skal jeg sige . +— er der intet , de ønsker , min ven ? +— nej , deres nåde , jeg er ikke så fattig , som +man skulle tro ; jeg trænger ikke til noget . +Han forlod hende ydmyget og krænket til det +iderste . +Da han kom hjem til bankieren , underrettede han +ham om , af dersom han oftere skulle have bud til +baronesse von sympfen , da måtte han sende en +anden , thi han hverken ville eller kunne gå derhen . +— nå , nå , min gode morfin , ikke så heftig , +hvad går der dog af dem ? +Aleris vendte sig skamfuld om og gik ind på +kontoret . Han var i dårligt humør hele dagen . +Om aftenen , da kontortiden var endt , flæntrede +han som sævvanlig forbi sit gamle hjem , hvor han +havde boet sammen med fin kære søster . Det er døg + +uvift om det var herfor , eller om at det var fordi at +der hver aften sås et lille smukt , blussende ansigt , +der hilste ned til ham fra det vindue , hvor han selv +så lidt havde siddet ved ; men vist var det , ar stod +Helena ikke i vinduet om aftenen , da gik han ikke så +glad hjem som ellers . +Denne aften stod hun der heller ikke ; han så +længe op til vinduet , men nej , hun kom ikke . +Han gik flere gange op og ned ad gaden , for +om mulig at så et glimt at se af hende , men nej , +hun var og blev borte . +Han havde ikke lyst til at gå hjem og gik derfor +en tur omkring i gaderne . Han var meget træt , +men han kunne endnu ikke sinde sig i at gå hjem . +Han vandrede atter gennem univerfitetsgaden og +så op til huset . +Nu var der lys , hun var altså hjemme . Han +stod på den anden side af gaden og så op til +vinduet . +Da forekom det ham , som om hans hjerte +sammensnøredes ved tanken om , af hun måske havde +glemt ham . +— men hvorfor står jeg her ? spurgte han sig +selv . Hvad vil jeg ? . . . Se hendes smukke ansigt +og så gå min Bei . +Han sukkede dybt . +— ja , andet tør jeg ikke ; jeg . . . o , min gud ! +To mænd , som i dej samme vandrede forbi ham i +største hast , kom til af slode temmelig ublidt til ham . + +Aleris vækkedes af fine tanker . +Den ene af mændene for sammen . +— det er godt , mumlede dennes af han ikke så +ham ; lykken ville have dræbt ham . Min gud , hvordan +fiol jeg komme frem med det ! +Mandens ord tabte sig i det fjerne , idet de gik +uden af se tilbage og som det lød til i et forfærdeligt +hastværk . +Aleris så efter dem . +— det var da besynderligt , sagde han ; jeg synes +bestemt , af jeg har set det ansigt før . +Hans tanker toge en anden retning , idet han +så rullegardinet før vinduet til Helenas værelse +blive rullet op , og Helenas henrivende ansigt komme +tilsyne . +Aleris stod skjult i skyggen ; hun lænede sig halvt +uv af vinduet og så på den stjerneklare himmel . +Det klare måneskin belyste hendes ansigt og det så +ud , som havde hun grædt . +— mon han er gået her førbi i aften og mon han +har set herop til mit lille vindue ? sagde hun og lænede +hovedet på den ene hånd . Ak nej , han har vist +glemt det ! +Da det var temmelig silde og ingen færsel var +på gaden , hørte Aleris tydelig hendes ord . +En svag rødmen lagde sig på hans kinder og +munden smilede tilfreds . +— o , vidste jeg blot hvorledes jeg skulle gøre + +-am glad ! vedblev Helena . Vidste jeg blot , hvordan +jeg skulle få det sørgmodige smil til at forsvinde fra +hans mund ; o , hvor gerne ville jeg da gøre det , +hvor lykkelig ville jeg da være . O ja , når han engang +er bleven lykkelig , har fået en smuk kone og smukke +børn , da vil jeg bede til gud , at han vil bevare hans +lykke , thi han fortjener det ! . . . O , han skulle blot +vide , at jeg slår her og tænker så meget på ham , +ja , han skulle blot vide det ! — han ville blive vred +og foragte mig derfor , det ved jeg ! +— og om han nu vidste det , Helena , oz blev så +lykkelig derved , ville de da blive vred på ham derfor ? +Udbrød Aleris , som ubemærket havde listet sig +ind i hendes stue og havde lagt armen om hendes +liv ; ville de blive bedrøvet , dersom han havde røvet +denne hemmelighed ? +Helena for sammen , bedækkede ansigtet med fine +hænder og flygtede hen i en krog i stuen . +— min gud ! sukkede hun skamfuld ; hvad har +jeg sagt ? De har hørt det ! Gå , hr . Morfin , de +må ikke blive her ; klokken er mange . . . +— Helena , de jager mig bort . +— ja , jeg kan ikke Ander ; o , gå , hr . Morfin , +jeg ved , at de må tænke flet om en ung pige , der +modtager besøg på denne tid , selv om det er af +dem selv . +— kender de mig virkelig så godt , Helena ? +Tro ikke det ; jeg er for stor egoist , til ikke at unde +mig selv den glæde at se dem . + +— men ikke på min bekostning , hr . Morfin ; +dertil er deres tanker for ædle . +— o , nu smigrer de , Helena . . . +— nej , nej , men de må ikke blive her ; klokken +er så mange ! +Hun vedblev at holde blikket sænket mod gulvet ; +hendes rødmen tolkede hvor forlegen og flamfuld +hun var . +— nu , så godnat , frøken Helena , sagde Aleris ; +de vil vel række mig hånden fil afsted ? +— o nej , udbrød Helena og hendes stemme +skælvede ; jeg kan ikke . +— nuvel , så går jeg da ; godnat , frøken +Helena . +— godnat , svarede hun , uden at se på ham . +Han rakte hånden ud imod hende . +Hun gav ham lidt uvillig fin hånd , naturligvis +i den tro , at han så meget desto hurtigere ville gå ; +men alt for lykkelig fil at slippe den igen , trykkede han +den fil tit hjerte og var i et nu ved hendes side ; +hun ville atter slide sig løs og løbe fra ham , men +dennegang lykkedes det ikke så let , han holdt godt fast . +— Helena , lad mig tale blot et par ord med +dem , sagde han bedende ; jeg forsikrer dem , det skal +ikke vare så længe . +— nej , nej , hr . Morfin , sagde Helena ivrig , +anende hvad han ville sige ; jeg vil intet høre . +— ja men når jeg nu ikke flipper dem , før jeg +har talt ? + +— så holder jeg for mine øren . +— det fia ! De smukt lade være med , thi nu +tager jeg den anden hånd med og så hvisker jeg +det til dem ganske sagte . +— o , hr . Morfin , de har luret i aften og mine +udefindige ord har gjort dem overmodig . +— nej , tal ikke således , Helena , de må ikke fornærmæ +mig ; jeg har i dag modtaget så mange fornærmelser , +at jeg ikke kan bære flere , og allermindst +nogen fra deres mund . +Hun slog atter tit blik ned for hans sørgmodige +smil ; han drog hende tæt op til sig og hviskedee ømt : +— Helena , jeg elsker dem ! . . . Kan de , vil +de gjengjælde min kærlighed , og jeg lover dem , at +de aldrig , så sandt gud vil det , skal komme til at +fortryde det . . . Tys , tys , fiig ikke nej . . . slå ikke +deres øjne ned , her er jo ingen uden mig , som kan +høre deres svar , husf det , Helena . +— nuvel , jeg hader dem , svarede hun smilende . +Nu har de fået svar , vil de så gå ? +— nej , jeg lader mig ikke således afspise ; må +jeg bede om et ordentligt svar ? +— nuvel da , så . . . nej , jeg kan ikke sige det , +sagde Helena og bøjede høvedet så dybt ned , af dej +kom til af hvile ved Aleris bryst . +— nu bryder jeg mig hellerikke om det , sagde han +og trykkede hende inderligt til sig . Gud sle tak , nu +er jeg ikke alene mere , nu har jeg en , der vil trøste +mig , når verden går mig alt for meget imod . + +— ja , og hjælpe dem af bære al mødgang , da +bliver den mindre tung . +— o , hvor jeg er glad , Helena , jeg føler mig +lettet for en svær byrde . +— tyngede da en sådan på deres hjerte ? +— ja , sukkede Aleris ; tanken om , af jeg altid +var ene , af jeg ikke havde et menneske , hvortil jeg +kunne betro mine sorger , knugede mig , foruden den +smerte , der i forvejen beherskede mig ved tabet af min +kære søster . +— o ja , de har ret ; men vi ville også søge +overalt efter hende , og tro mig , når vi er to og +hjælpes ad , ville vi snart finde hende . +— tak , tak , elskede Helena ! råbte Aleris hen . +Rykt ; hvorledes skal jeg udtrykke min lykke over , af +jeg har fundet dig ? +— o , den lykke er da ikke så stor , sagde Helena . +De kunne såmænd få en ganske anderled-s smuk og +rig pige end jeg er . +— men aldrig en med et sådant mildt lille ansigt , +som dit , sagde Aleris og tog hende om hovedet ; +og heller ingen der er så smuk som du . +Hun lo hjerteligt af ham ; men Aleris lod til ikke +af holde meget af hendes latter , thi han lukkede hendes +mund med så mange Kys , af Helena var nær ved +af kvæles derved . Hun skændte dygtig på ham , indtil +han endelig gik . +— jeg tror ikke på dine skænd , de forøge kun +min glæde ! sagde han og så på hende . Aldrig + +har jeg set en lykke så skør søm min , og , hviskedee han +og trykkede hendes hænder , aldrig anet , af en sådan +engel skulle blive min . +Hun smilede kærligt til ham . +I næste nu var han borte . +Tyvende kapitel . +En gjenkjendelse . +Barvn Verdin sad indespærret i galehuset i flere +måneder . Han var ene i fin celle og led forfærdeligt +; han indså snart hvilken intrige han var offer +for og forbandede den rænkefulde kvinde , der var årsag +i al hans ulykke . +Hans vogter , der havde et afskyeligt , frastødende +ansigt , var det eneste menneske der omgikkes ham . +Baron Verdin havde flere gange , ved hjælp af +fine guldstykker , søgt at underkjøbe ham til at befri sig , +men uden resultat . Endelig , da baronen en morgen +fortvivlet anråbte ham om barmhjertighed , lod det +hårde menneske sig røre og gav efter for hans bønner +— rimeligvis bevirket ved den mængde guldstykker , +baronen rakte ham . +Flugten blev fastsat til om aftenen . + +baronen var denne dag mere livlig og tilfreds ; +friheden vinkede ham » mode og livet fik atter værd +for ham . +Aftenen oprandt endelig og baronen skælvede af +håb og frygt . +— endelig , endelig , skal jeg atter se Paris igen ! +Jublede det i hans indre . +En svag danken på dørrn tilkendegav at vogteren +ventede udenfor . +Baronen iførte sig den klædning , vogteren havde +dragt ham , og kort efter åbnedes dørrn og den +ventede trådte ind . Han rakte hånden til baronen +og hviskedee : +— tys , vær rolig , at doktoren ikke skal høre det . +Forsigtig listede de sig ned ad trapperne fra femte +sal . Man hørte højrøstet samtale lyde i forstuen ; +baronen for sammen , men vogtere « listede sig angstfuld +hen i en krog ; døg , det var forsilde . — inspektoren +og doktoren kom lige imod dem . +Baron Verdin stod på trappen , ligbleg i anfigtet +og næppe i stand til at holde sig oprejst . +— men gud , hvad er det ? råbte lægen og +styrtede til ; en gal herude . . . nå , det var jo rart ! +Hvorledes er de kommen ud , mosjs ? +— gennem døren , svarede baronen opbragt +over lægens tale . +— hvem har lukket ham ud ? drølte lægen . +— det har jeg ! Nåde , herre , nåde ! . . . Han +bad så ynkelig for sig ! råbte vogteren og styrtede til . + +begge herrerne vendte sig harmfuld imod ham +og befalede ham at følge den gale tilbage til cellen +og dernæst komme ned på kontoret til dem . +Han adlød . +Baron Verdin trådte atter ind i sin celle med et +tungt hjerte ; nu var alt håb forbi . +En uge var hengået efter denne begivenhed , og +en ny vogter var bleven ansat til at passe de gale , +der fandtes i denne afdeling . +Baron Verdin sad tavs på sin stol . En bog , +han havde fået til at fordrive tiden med , ville ikke +adsprede hans tanker . +Den nye vogter havde været der i en uge , men +uden at baronen havde bemærket ham ; dog denne +havde så meget oftere betragtet den smukke , blege +mand , der så så rolig og forstandig ud . +En morgen , da han som sædvanlig sad hensunken +i tanker , gik vogteren hen til ham . +— vil de ikke spadsere lidt i haven ? sagde han +med dyb ærefrygt i tone og blik . Jeg har bedet +derom på kontoret . +Baronen vendte sig om og så en ung mand +med et par venlige blå øjne stå ved døren . +— jo tak , min ven ; men har man også +givet mig tilladelse dertil ? Jeg tilstår , det ville +gøre mig godt . + +den unge mand stirrede forbavset på ham og +åbnede Deren for ham . +Baronen gik lige så forsigtig ned ad trapperne +som sidst , angst for at atter nogen skulle forstyrre ham . +Han kom ned i en smuk have , hvor omtrent +hundrede mennesker vare samlede . Nogle vare beskæffigede +med at pille sten , andre kørte jord fra +ven ene side af haven til den anden , medens de fleste +vare beskæffigede med at opbygge huse af sten , ligesom +små børn . +Et langt stykke borte fra dem gik en mørkt +udseende mand ; de buskede bryn vare tæt sammentrukne , +armene lå stolt overkors på brystet og +håret var hvidt som sne . +Efter udseendet at dømme , var han en mand i +sine bedste år , men sorg og fortvivlelse læstes i det +barske ansigt . +Han så hverken til højre eller venstre , men gik +ivrig frem og tilbage i en lille alle , så langt fra +de andre , som muligt . +— der går „ kongen “ ! råbte flere i kor . +Ester ham , efter ham ! +Som en stormvind for den hele hob vanvittige +hen mod manden , som de kaldte for „ kongen “ . De +trak i ham , sled i hans klæder og ruskede ham i +håret . +Manden tålte alt delte med en tålmodighed , +der forbavsede baron Verdin . + +manden stod aldeles stille og forrådte ikke den +ringeste smerte . +Baron Verdin — der var i besiddelse af et godt +hjerte , men havde et heftigt sind — stormede til , +slog til alle sider med begge hænder og udfriede +således manden . Denne kastede et taknemligt blik til +ham , men blev i samme øjeblik som forvandlet af +forbavselse . +— de her , baron Verdin ? råbte han , idet +hans ansigt fortrak sig af harme . Det er løn som +forfiyldt . . . det har vel hin rænkefulde kvinde også +udrettet , hahaha ! — ja , gud finder til sidst mine +bødler og hende med . +De to mænd stod som himmelfaldne lige overfor +hinanden . +— hvor er mine børn henne , nedrige skurk ? +Vedblev manden truende . +— er det takken , fordi jeg har frest dem , greb +morfin ? sagde baron Verdin . +— tak ? Kan de tale om taknemlighed , fordi +de frelste mig fra disse mennesker , som nu i et helt +langt år har pint og plaget mig ! . . . Kan de tale +om taknemlighed , de , ved hvis hjælp jeg blev ført +hertil , de , som har hensat mig blandt vanvittige , blandt +gale , og stilt mig fra mine børn , min kære Aleris +og Madelaine ! De vil have at jeg skal takke dem , +hahaha ! . . . Min gud , jeg tror at jeg nu bliver +vanvittig før alvor , før var det kun før spøg . +Grev morfin knugede hånden fast mod panden . + +— baron , de er skyld i al min ulykke , i al min +smerte . De har taget alt fra mig , mit kæreste jeg +havde på jorden , mine børn . . . . O , dersom gud +har børt alle de bønner , jeg har sendt til hans trone +om hævn , da har de en svær straf at vente , når +de engang skal aflægge regnflab før alle deres handlinger . +Greven vendte sig børt og spadserede atter frem og +tilbage i Alleen i det hæsligste oprør ved synet af fin +fjende . +— tusind gange heller døven end dette forfærdelige +opholdssted , sagde han med sammenbidte tænder . +Baron Verdi » stod på samme plet som før ; hans +blik var hævet mod himlen , — det så ud , som om +han takkede gud . +— jeg har ikke dræbt nogen , mumlede han sagte . +O , hvilken lykke ! — ak , kunne jeg blot flygte børt +herfra med ham , bringe ham til fine børn og . . . +Han greb greven i armen og hviskedee noget til ham . +— vel atter en skurkestreg , baron Verdin ! sagde +greven . Det er umuligt , vi kan ikke flygte fra dette +helvede . +— døm ikke så strengt , grev morfin ; får de +alt at vide , vil de indse , at jeg ingen skyld har i at +de er her ; jeg troede , at de var faldet i hin skæbnesvangre +duel . Ja , det samvittighedsnag jeg følte +herover , var forfærdeligt ; en orm , der stadig gnavede +på mit hjerte . Men nu er jeg lettet , det er , som + +øm der er taget noget fra mit hjerte , der tyngede det +med centnervægt . +— ja , jeg vil tro det , baron . . . +- tal ikke så hårdt til mig , sagde baron Verdi « +Med bevæget stemme . Hør mig først og døm da selv : +jeg troede , at jeg giftede mig med en engel , men jeg +indså først bagefter og for sent , at det var en djævel +i menneskeskikkelse . Hør min historie , grev marfi « , +den er ikke lang , men den er sørgelig : +— mine forældre vare meget rige og jeg fik en +udmærket opdragelse . Min englegode moder lærte +mig alt hvad godt og herligt er ; hun åbnede mine +øjne for guds godhed og kærlighed , og mit unge , +uerfarne hjerte modtog denne lærdom med glæde . +Hendes rene , urokkelige tro på en mægtig gud gav +genlyd i mit hjerte ; jeg lærte at elske alt godt og +ædell . +— i mit attende år døde hun og jeg mindes +endnu den smerte , hvormed vi savnede hende . O , +havde hun blot levet , da havde jeg endnu den dag i dag +været lige så god som dengang ; men desværre , jeg +blev overladt til mig selv . +— da jeg var boren førte min fader mig om i +alle de elegante cirkler , hvori han selv kom . Jeg var +dengang kun 24 år gammel . I et selskab så jeg +frøken Judith « le Auber ; hun bedårede mig med fin +skønhed og det varede ikke længe , før jeg elskede hende +med liv og sjæl . Hun på sin side fremhyklede eks +kærlighed til mig , søm aldrig har cristeret , men dengang + +troede jeg det dog , jeg anede ikke , at min kærlighed +blev gjengjældt med kulde +— hun var venlig og mild som en engel , i den +tid vi vare forlovede ; min fader , som gjennemfluede +hende , ville ikke vide af dette forhold . Jeg trodsede +ham og — giftede mig . Dog , næppe , var frøken +Auber bleven baronesse « i « Verdin , før hendes kærlighed +var forsvunden . +- jeg troede at vide , at en eller anden havde +røvet hendes kærlighed fra mig ; jeg søgte og søgte +— hun opflammede min skinsyge ved idelig at tale om +dem , ved at vise dem en sjælden opmærksomhed , +når og hvorsomhelst de kom . Hun stolede på min +hæftighed , hendes plan var godt lagt , det var intet +mindre end at rydde dem afvejen ; men det anede jeg +ikke dengang . Den kærlighed hun bar til dem , og +som jeg troede var sand , sønderrev mit hjerte , — jeg +følte dødens smerte . +— en dag , ja de husker det vel lige så godt +som jeg , kom de i besøg hos os . Min hustru fløj +dem i møde med åbne arme og bad dem hvile dem +hos os efter spadsereturen . De smilede ; dengang +troede jeg at det var er kærligt smil som skulle gælde +hende , men nu kan jeg begribe , at det var et forundringssmil +over hendes frie væsen . +— kort efter gik de ; jeg fulgte og udfordrede +dem . Bi skøges — de faldt — resten kender +jeg ikke . + +grev morfin havde hørt ham til ende , uden at +afbryde ham . +- resten , udbrød han nu , er snart fortalt . Jeg +lå på jorden , som det syntes død ; de lod mig kere +hjem , men det var ikke efter deres frues beregning . +Jeg ved ikke af hvilken grund hun besøgte mig en +time efter i mit hjem ; jeg var lige vågnet af min +døs , mit blodtab havde udmattet mig . Hun rakte +mig med et smil en flakon og pressede med magi +nogle dr��ber i mig af dets indhold . Jeg faldt « tier +i dvale og da jeg vågnede , var jeg her — her i +galehuset . Jeg anråbte alle mennesker , som jeg så , +men ingen ville svare mig , de troede jeg var gal . +Jeg tiggede på mine knæ den hårde doktor om +udfrielse , men han så kun foragtelig på mig +og gik . +— jeg havde tiltrukken mig de vanvittige +menneskers opmærksomhed ved min fortvivlelse ; de +gav mig til sidst dette tilnavn og mine plager begyndte , +prøven derpå har de nylig set . Men de er jo lige +så ulykkelig som jeg . Kom , lad os være venner , lad +os adsprede hinanden så meget som mulig ; nu takker +jeg dem af hjertet , fordi de frelste mig fra mine +plageånder . +— tak , grev morfin ; til gengæld for det venskab +de tilbyder mig , og som gør mig både stolt og +glad , vil jeg vie dem alle mine kræfter , alle mine +tanker ; jeg vil hjælpe dem at genvinde den lykke , +som de har tabt ! + +— hvorledes da , baron Verdin , det er jo umuligt ? +— nej , stol på ' ting , jeg vil bort herfra , om det +så skal gælde livet ; nu er vi to , nu vil det gå +bedre ! +— nu lad se . +De gav hinanden hånden og sfiltes . +Otte dage efter — ved nattens frembrud — +listede to mænd sig bort fra galeanftalten . Porten +lukkedes lydlosf efter dem og mændene ilede bort , så +hurtig deres ben kunne bære dem . +Da de vare komne så langt fra Paris , at de +ingen huse kunne orne mere , da faldt de i hinandens +arme og et taknemlighedsudbrud undslap dem begge . +— gud være løvet , sagde greven ; vi er +frelste ! +— ja , vi er frelste ! gentog baron Verdin . +Denne nat sov de på Marken . Den næste +morgen gik de samlede ind i en butik , hvor der handledes +med brugte sager . +En husaruniform og en sort paryk , byttede grev +morfin med sine egne klæder , som -an havde overtalt +den unge vogter til at udlevere sig . En blond paryk +og en zouavuniform fik baronen . +Klokken var mange og de ilede så hurtigt som +muligt til banegården . En time efter vare de +langt borte . + +baron Verdin havde genkendt Aleris , da han +gik forbi ham , medens han stod lige overfor Helenas +vindue . Det var lerfor ikke uden grund , at Aleris +syntes at have set det ansigt før . +Enogtyvende kapitel . +I Italien . +Ah , hvilket prægtigt vejr det er i dag , frøken ! +Se hvor blomsterne dufte os i møde og fortælle om +den kære sommer ! råbte en herre , der med en sjælden +færdighed tumlede en prægtig hest , til en ung dame , +der utålmodig søgte at holde sin balstyrige hest i +tømme . +— jeg har ingen tanke for naturen nu , da jeg +ikke kan styre min hest , hr. Baron , sagde den unge +dame og smilede skælmsk . +— o , jeg dosmer , at glemme hvad jeg skylder +en så henrivende dame ! råbte baronen vred på sig +selv og ilede den unge dame tilhjælp . +En flok ryttere kom nu ilende til , hver med sin +dame ved siden . +Noget borte fra dem red en ung mand ; hans + +hoved var bøjet ned mod brystet , en unævnelig +Kummer stod præget i hans anfigt . Han deltog ikke +i jagten med den ungdommelige glæde som de andre . +— nå , Harry , du seer so helt forskrækkelig ud ! +Sagde en ung dame og rykkede ham i ærmet . Vær +nu glad , eller jeg fortæller moder at du er syg . +— vist ikke , Mary ; mor du dig blot og lad +mig være i fred du er ung og jeg . . . +— er gammel , supplerede den muntre pige og lo +så hjerteligt , at hendes latter smittede broderen . +Hun red lystig hen til de andre ; selskabet sluttedes +atter sammen , og Harry blev trukket med , uagtet han +søgte at fjerne sig fra dem . +Den dame , baronen havde været behjælpelig med +at styre den uregerlige hest , var redet hen til Harry +Kronwall ( thi ham var det ) , så snart hun fik øje +på ham . +— de sidder så tankefuld , kære Harry , hvad er +det , der tynger deres sind ? sagde hun deltagende . +— intet , frøken Agnes , svarede han mørk og +vranten over , at ingen ville lade ham i fred . +- de er bestemt syg , Harry ; betro dem til deres +barndomsveninde , der altid føler interesse for dem ; +jeg vil hjælpe dem at bære deres sørger og bekymringer . +— tak , frøken Kronwall , sagde Harry koldt ; +men mine sørger og bekymringer kunne kun bæres af +mig alene , de tåle ikke at brtrøes til en dame , der +neppe ret længe ville gøre en hemmelighed af dem . +Madelaine 9 heste . + +frølen Agnes børede hovedet ; hun vendte ansigtet +bort , for at han ikke fluide se , at hun havde tårer : +vinene , og red bort uden at svare ham . +Harry så efter hende . +— det gjsr mig ondt . . . jeg fornærmede hende , +sagde han ved sig selv ; men de kunne jo også lade +mig væere i fred . . . Stakkels Agnes , du tror ikke +at jeg kender dit hjerte ! — jo , tilvisse , jeg kender +det og det gør mig så ondt , at se din sjslemarm , +derfor rejste jeg udenlands , men det blev ikke bedre . . . +Der traf jeg Adele . — stakkels Agnes , du er lige +så meget at beklage , som min Adele er det . +Han red efter damen , med hvem han nylig havde +talt . Hun græd endnu . +— stakkels Agnes , sagde Harry mildt ; de +græder ! . . . . Dog vel aldrig fordi at jeg i min +ubetimelige bitterhed fornærmede dem ? . . . Undm +mig , de ved ikke hvad jeg har lidt i de sidste tre +måneder ; men det var urigtigt af mig at lade min +bitterhed gå ud over dem ; de må ikke væere vred +hå mig , Agnes det ville smerte mig meget . +— o , det tror jeg næppe , sagde hun koldt ; det +ville vist være dem ligegyldigt . +— nej , Agnes , jeg forsikrer dem . . . +— jeg tror dem ikke , afbrød Agnes ham ; jez +siger dem endnu engang , der er og bliver dem lige +gyldigt om jeg er vred eller mild eller om . . . +Hun sporede sin hest og galopperede afsted , uden +at ville høre på Harrys forsikringer . + +selflabet havde sluttet sig sæmmen og nød nu +udsigten over den herlige Dal . Solen sendte sine rige +stråler over den og gav landskaber noget ophøjet +fliønt ved sig . +— se , der går en dame dernede fra hus til +hus , bemærkede Mary og rettede den medbragte kikkert +på en sormoedt dame , som ganske rigtig gik fra der +til der og talte med husmødrene +— o , hvor hun er smuk ! udbrød hun og hendes +kinder blussede da hun bemærkede , at baronen boldt +die med hende selv . +— ja , hun er i sandhed nydelig , vedblev Mary ; +lidt bleg , men det forhører kun hendes ækjønbed . Se , +hvor hvid og fin er . +De havde alle rettet deres kikkerter på damen , +som med den store solhat i hånden nærmede sig dem . +— hun kommer herop ! udbrød Mary . O , hvor +herligt ! Se hvor de lange loffer flagre for vinden ! +Hun går sagte frem , som er hun bedrevet . O gud , +kan et sådam bssen have sorg ? Nej , det er umuligt ! +Det fljønne ansiGt kan tun vkre fladt til G ! « de . +Damen var imidlertid kommet så langt op , at +hun nu fluide betræede stien , hvorpå selskabet +befandt sig . +Hun slog sine smukke Line op , for ar beskue den +herlige udsigt , men hun trådte forbavset et skridt tilbage , +da hun så de mange fremmede jor sig . +Herrerne hilste høflig og damerne tilkastede hende +et venligt nik . + +hun smilede , gjengjældte deres hilsen og ville +fjerne sig , da idet samme et forundringsudråd fik +hende til at standse . +— de her , frøken morfin ! udbrød baronen og +steg af hesten . Nej , hvilket mærkeligt sammentræf . +Madelaine — thi hende var det — smilede og +ilede hen imod ham . +— baron Verdin ! De her ! udbrød hu « glad +overrasket . +— ja , frøken morfin , og det glæder mig særdeles +at træffe dem . De boer vel her i nærheden ? +— ikke langt herfra , svarede Madelaine . Følg +mig , min fader vil tage imod dem med åbne arme ; +en ven fra Paris er os velkommen ! +— deres . . . Deres fader , siger de ! udbrød +baron berbin i højeste grad forbavset ; så vidt jeg +husker er han død . +— ja , de har ret , hr. Baron ; men den fader , +som nu har taget sig af mig , er lige så god , lige så +kærlig , som min egen , uforglemmelige fader . +— de er altså lykkelig , frøken ? +Madelaine slog øjnene ned ; en tåre perlede +i disse . +— ja , ja . . . jeg er jo meget lykkelig . . . Når +gud har givet mig lidt fred i mit stakkels hjerte , så +bliver jeg glad og fornøjet . +— og det vil ikke vare ret længe , lille frøken , +stol derpå , sagde baronen . +Hun sukkede og rakte ham hånden til afsked . + +— har de fornylig fået brev fra parts , frøken +mørfin ? sagde han og greb hendes hånd . +— nej , jeg korresponderer ikke med nogen der , +svarede Madelaine . +— ah , da kan jeg fortælle nyt derfra . Baronesse +æ « Verdin , — ja hende kender de jo , Madelaine — +er bleven gift . +— ja , det ved jeg , sagde Madelaine . Hendes +bryllup fejredes før jeg rejste . +— ah , jeg kommer tilkørt . Men vikomte « le +botine , ham kender de jo også , ikke sandt ? Ved +de , at han er bleven forlovet ? . . . Ah , de er ikke +vel , frøken , skal jeg ikke understøtte dem ? +— nej tak , hr . Barøn , sagde Madelaine ligbleg +og støttede sig til et træ . Men jeg befinder mig ikke +rigtig vel . . . De besøger os jo snart , så kunne vi +førtsætte vor samtale . Farvel , hr. Baron ! +Hun hilste til alle sider og fjernede sig . Men +hun var næppe kommet ti skridt frem , før den hæftige +sindsbevægelse , — hvori baronen havde sat hende , +ved at nævne dette navn , som hun i så mange dage +havde tænkt på — fik magten over hende og hun +segnede til jorden . +Harry , der stod lænet til fin hest og betragtede +det blide , yndige væsen , ilede hende tilhjælp . Baron +Verdin kom også løbende til og de bar den afmægtige +pige hen til en bænk i nærheden . +Flere af de tilstedeværende løb ned i dalen , før +at søge oplysning om hvor hun høne hjemme . + +— ak gud , er den velsignede frøken syg ! udbred +en ung kone , som de henvendte sig til . Det er vor +kære doktors datter . +Madelaine blev båren ind i en vogn og kørt +hjem til den forbausæde gamle Leonia , der rystede så +stærkt , at hun næppe kunne holde det glas vand , hvormed +man stænkede Madelaine . +Hun kom kort efter til bevidsthed og med et smil +bad hun om undskyldning for sin svaghed og takkede +baronen og Harry for deres hjælp . +De forsikrede hende om deres oprigtige deltagelse +og fjernede sig , ønskende henke god bedring . +— men , kære barn , hvad betyder alt dette ? udbrød +Leonia og trykkede hendes hænder . +— o , en af mine gamle svagheder , kære Leonia . +Denne herre spurgte mig om jeg kendte . . . ja , du +ved jø nok hvem jeg mener . Jeg blev vist lidt bleg , +men jeg troede dog ikke at det ville angribe mig så +meget . Jeg gik dort fra dam , men jeg kunne ikke vedblive +at gå , — et tågcflør lagde sig over mine Une +jeg vidste ikke længer al mig selv . +— stakkels , stakkels barn , sagde Leonia og aftørrede +en tåre . Og du , som i morges så bestemt 1 +sagde , at du nu ganske havde glemt ham ; jø jeg lalter ! +— du bebrejder mig min svaghed , Leonia ; kunne +du tåle at vide , at mit hjerte var koldt og foleslos ? +- nej , mit kære barn , udbrød Leonia bevæget ; +o , det gør mig så ondt for dig ! + +Madelaine glemte næsten sin egen smerte , ved at +se Leonias sorg . +— o , du kære , gode sjæl , sagde hun og tog +hende om halsen . Jeg skal aldrig glemme dig ! +— barn , barn , du gør mig stol ! som en dronning , +sagde den gamle og betragtede henrykt den unge +pige gud har sendt mig en engel på mine gamle +dage og jeg takker ham derfor . +Madelaine lænede kærligt sit hoved mod Leonias +skulder . +Således overraskede doktør Einer dem . +- ih hvor kærligt , børn , det kan jeg lide ! +Sagde han muntert . Det er ret , Leonia , sæt lidt liv +i min lille datter , hendes latter og smil bliver +sjældnere og sjældnere og til sidst dø de helt børt , dersom +du ikke « ide tager dig af hende . +— ja , gud bedre os for det humør , jeg kan +sætte i hende ; nej , doktør , i den henseende er jeg en +dårlig makker , sagde Leonia og tørrede øjnene . +Men vil hr. Doktoren ikke se lidt til frøkenen , thi +hun blev uden bevidsthed bragt hjem af nogle fine +folk ; hun er ikke rask endnu og trænger bestemt til +lidt hjælp . +Hvad , er det sandt , lille Madelaine , er du +ikke rask ? +— jo , tak , kære doktor ; men , tilføjede hun og +kastede et bebrejdende blik ti ! Leonia : det var ikke +meningen at Leonia skulle fortælle dem hvor svag +jeg har været i dag . + +Leonia smilede tilfreds og forlod dem . Doktor +Einer bad Madelaine at gå til hvile og gav hende +nogle styrkende dråber . +— jeg er fuldkommen rask , indvendte hun . +— det nytter intet , sagde doktoren leende . Du +er så bleg og har godt af at hvile dig . +Madelaine gik til ro og doktor . Einer begav sig +ned i dalen til sine patienter . +Her modtoges han overalt med glæede ; de små børn +klyngede sig til hans kncx , som til en fader ; de syge +så op til ham med wrefrygt og tillid ; husmødrene +tillavede med henrykkelse den varme mæelk , som den +gode doktor ikke forsmåede , ikke så meget , fordi han +holdt af den , som for ikke at synes for stor til at +modtage den ringe opvartning . +Og Madelaine , hans datter som de kaldte hende , +blev ikke mindre vel modtaget ; hun var en kjæerkommeo +gjoæst overalt . +Når hun med de fine små hænder løftede den +mindste af vuggen , for at kysse den , da strålede +moderens øjne af glæede over den smukke blege dame +og over det yndige barns skjenhed , der ikke stod tilbage +for den unge pige , og Madelaine telte sig så +glad , så opbygget , ved at trøste og lindre , bringe +glæede og lykke til de gode mennesker . +Hun var således dalens gode engel og alle +elskede hende . +I en af dalens smukkeste hytter bocde en mand , +der levede af jagten . Han havde en voren søn , som + +trolig hjalp sin gamle fader . De vare ene , thi +konen og en datter vare for længst bede . +Sønnen , der nu var 22 år gammel , var faderens +eneste glæde ; men i den sidste tid var Gulla — således +hed inglingen — bleven melankolsk og sørgmodig . +Hans fader lagde med smerte mærke til denne forandring +hos ben kære sø » , og besluttede at gøre alt +hvad han formåede , for at opdage hvad der var i vejen +med ham . +Han foregav således en dag at han skulle på +iagt , men da han var kommen et stykke hen ad +vejen listede han sig tilbage og så da sønnen slå +i hyttens dsr ; hatten lå ved siden af ham i +græsset . Det smukke romerske ansigt smilede af glæde +og øjnene hvilede med velbehag på en ung dame , +som nærmede sig ham . +Faderen gjorde store øjne . +Damen kom nærmere og nærmere ; det var Madelaine , +der besøgte dalens beboere . +Den unge mand ventede hende ved hyttens dør ; +det udtryk , der lå i hans ansigt , kunne ikke misforsfåes . +Damen gik fordi hans dør , hun hilste yndigt +rødmende på ham , der nu fjorten dage i træk på +denne tid havde slået på samme plet , hvor han nu +stod , blot for at hilse på hende . +Han hilste hende med ærefrygt og så efter +hende , så længe han kunne sine hende . Da undslap + +et tungt suk hans bryst ; han gik ind i hytten og +blev siddende der til faderen kom hjem . +Den gamle mand havde nu opdaget hvorfor +sønnen var så tungsindig ; han gik med et tungt +hjerte på i agt og bragte intet vildt hjem med sig +denne aften . +Toogtyvende kapitel . +Lureren +— jeg holder ikke dette liv ud , sagde baron von +sympfen og sprang op af sin lænestol . Hun er ligesom +en rasende og jeg savner min lille Madelaine . +Hvor mon hun er ? Vidste jeg det blot , da skulle jeg +snart være hos hende . +Han gik med lange skridt frem og tilbage i stuen . +— jeg har en anelse om , hvem det er , der bar +skaffet hende afvejen . . . men hvilken grund skulle +hun have dertil ? — o , vikomten elsker den små og +hun — ja hun elsker vikomten . . . Jeg tager ikke +fejl , jeg så den glæde der lyste hende ud af øjnene , +dengang hun bebrejdede Madelaine hendes synder ' + +stakkels lille bcesen , det gjorde mig ondt for hende ; +nren sådan er det ikke at høre hvad man siger hende . +Han åbnede dsren og trådte ud . Han næermede +sig sin kones væerelser . En tid blev han stående +udenfor døren ; han syntes at høre hviskende stemmer +derinde +som den simpleste måde at få at vide bvad +der blev omhandlet derinde , lagde han øret til nogledullel +og hørte da følgende : +— hvor er hun nu ? +— i flørents . +— hvor skiltes du fra hende ? +— i det lille gjæstgiversted „ mmka “ . +— var hun meget balstyrig på vejen ? +— nej , frue , hun var blid som et lam ; jeg følte +den usrsfe medlidenhed med hende . Nu er hun ene i +den store by , uden venner ; ja hun er måske endog +død nu . +En skøggerlatter genlød i hele huset ; det var +baronesse von sympfen , der morede sig over de ud : a ! te +ord . +— kan en skurk som du søle medlidenhed med +sine offre ? Hahaha ! udbrød hun leende . +— fruen skulle ikke viere så lystig ; her kunne let +væere nogen , der hørte vor samtale , sagde manden . +— her regerer jeg , og i mit hus lurer ingen . +— men den nådige gemal , Fru baronesse . +Han , o han er kun et nul , min ven , som ikke +rager sig af meget og som intet har at sige her . . . + +men til forretningen ! Er du vis på , at hun ikke +kommer til Paris igen ? +— aldeles bestemt , frue ; den ed , der binder hende , +vil hun ikke bryde . +— godt , mark , der har du lige så mange penge +som sidst ; skaf mig nu vikomten . i tale . +— det er umuligt , frue , han har i den sidste tid +været mørk og indesluttet og ingen af de besøgende , +der komme til dem , taler han med . +— ligegyldigt , jeg vil det nu , og du er mand +før at udføre bvad jeg beder dig om , sagde hun oz +lod en fyldt pnng glide ned i hans hånd . +— jeg skal gøre mit bedste , frue , svarede mark , +og nu nærmede nogen sig døren , udenfor hvilke « +Baronen stod . +Han wrang som en rasende op ad trappen oz +var i et nu på sit værelse . +— hun er i Florents , jeg har vished ! — ud ! +Udbrød han med en dirrende stemme og knyttede +hænderne ; hvor hun er falsk ! . . . Hvor snedig -ak +hun ikke lagt denne plan . . . Men vent lidt , nm +gode Judith ! . . . Hm ! et nul , som intet bar of +sige ! råbte han rasende ; jeg fial dog vise dig , « iii +bedste , al jeg har meget al sige . . . jeg vil ikke eo +dig , al du må få min magt al føle , haha ! Et +nul , som intet har al sige ! . . . Jeg behøver ikke al +skrive det op , for al husfe det ; det er gemt så godt , +al det aldrig skal førgå . +Ved middagsbordet trådte baron von synw + +ind med den elskværdigste mine af berden . Med et +galanteri , der grænsede til satire , udmærkede han +fig ved bordet . +Baronessen så ' forbavset på ham . +— min kære , udbrød hun ; en meget heldig +spekulationer vist lykkedes før dem i dag ; de seer så +fornøjet ud . +— en overordentlig heldig , min nådige frue +sagde baronen og dukkede ironisk . Skade kun , at jeg +ikke kan meddele dem den glæde før en anden gang . +— o , det gør intet ! udbrød hun i samme tone ; +det er mig også komplet ligegyldigt ! +— jeg ved det , min kære , og derfor vil jeg , +i dag lade vikomte « te botin « rejse til Florents , uden +at give dem den fornødne oplysning om , hvilken +herlig spekulation der venter mig der , men som jeg +ikke selv kan besørge . . . Velbekomme , min nådige , +sagde baronen og rejste sig fra bordet . Han kunne +ikke bare sig før at smile , da han så det anfigt , den +nådige baronesse von sympfen satte op . +— 1 rovoir , min frue ! sagde han , bukkede +og gik . +Baronessen rejste sig som en rasende . +— han til Florents ! råbte hun åndeløs . Nej , +aldrig , aldrig ! Ih , min gud , han til Florents ; det +må forebygges før enhver pris , men hvorledes ? . . . +Mon han skulle have hørt vor samtale ? O , nki , +det er umuligt ! . . . Ak , hvilket uheld , netop til +Florents ! Det er skændigt , men det må forebygges , + +blev bestemt . Den unge herre kom hjem fra i agt ; +Fru vikomtessen bad ham om at drikke the med +hende ; han indvilligede deri , jeg opvartede ved bordet +. . . De tænkte naturligvis ikke at jeg hørte hvad de +talte om , men Pedro er nok snildere end som så . +Jeg hørte at vikomtessen hviskedee til ham : +— hvornår holder du bryllup ? +— så snart du vil , kære moder ; det kommer +mig ud på et . +— men han fortred strar hvad han sagde , thi +han bestemte del så til om en måned . +— godt , tænkte jeg , så må Pedro se at få +lidt nye klæder på kroppen til den tid . +Et puf i ryggen afbrød den snakkesalige tjener +og en sagte hvislen lod sig høre . +— der kommer den unge herre ! +Nogle ilede bort for at overtage deres pligter og +andre stod stille for al tage imod Herrens hest . +En ung herre kom langsomt ridende hen ad +vejen ; han havde givet hesten tøjlerne . Den venstre +arm hvilede på hestens Hals , medens den højre +ligegyldigt holdt ridepidslcn . Selv sad han i en +tænkende stilling , med hovedet bøjet ned mod brystet . +Hesten standsede foran trappen og vikomte « le +botinø så op . +— ah , udbrød han ; allerede hjemme , — det var +hurtigt . +Han steg af hesten og gik langsomt op ad +trappen . + +om jeg så skal dræbe dem begge på stedet ! — jeg +skulle rolig se på , at de tager hende bort lige for +næsen af mig ? Nej , nej , dertil er jeg for klog , min +hr . Gemal ! Spillet vinder du ikke så let , du har +en dygtigere medspiller end du tror . +Treogtyvende kapitel . +Et beføg . +I den smukke villa , der ligger lidt udenfor Paris +og som tilhører vikomtesse æe bønne , stod et halvt +dusin tjenere , ivrigt samtalende og mageligt røgende +vikomtens fine cigarer . +-- min mening er nu den , udbrød den ene af +dem , idet han lænede sig til en af søllerne , at han +aldrig har elsket ; fyren har en fin smag , det vil +vare længe inden han kan finde en , som han kan lide . +— å , jeg tror , at den unge herre er alt for +stikken på det , thi en fljønnere dame end frøken +Savigny findes ikke let . Har du hørt at brylluppet +skal stå om en måned ? +— ja , og den nådige frue er så lykkelig derover ; +i skulle blot have set hende den aften , det + +- — o , hvilken yndig drøm jeg havde , mumlede +han hen for sig . Jeg så hende , o så henrivende +stå for mig ; hun smilede til mig — jeg var lykkelig . +Hun sad ved min side , vi vare gifte , — hun hvilede +i mine arme , o hvilken lykke ! . . . . Da så jeg en +yndig have ; mellem tusinde blomster gik hun , selv langt +fijønnere end nogen af dem . - hun vendte sig om +og så mig , som henrykt stod og betragtede hende . +Hun ilede smilende og glædestrålende over imod mig , +— et øjeblik holdt vi hinanden fast omfavnede , men +da — — o da var drømmen til ende og jeg givet +tilbage til den nøgne virkelighed . +— o , min gud , jeg holder ikke denne smerte +ud . Dette giftermål gør mig gal ! +En hånd lagde sig på hans skulder . +— nåda , du er nok tankefuld i dag ! udbrød +baron von sympfen . +— å nej , det kan jeg just ikke sige jeg er . Det +glæder mig at du besøger os ; det er længe siden al +vi have set fremmede fra byen . +— er her ikke alt for ensformigt herude ? sagde +barønen og udpustede en røgsfy . Ja jeg tror forvist +at jeg ville dø , dersom jeg var tvungen til at do +så langt fra Paris . +— å nej , her er vel ensomt , men her er yndigt +alligevel , fredeligt og roligt frem for alt ; jeg har , isser +i den sidste tid , elsket stilhed . +— endogså over deres smukke forlovede ? +Spurgte barønen med et dristigt sideblik til vikomten . + +— hver for sig er mig meget skær , svarede bikomten +undvigende . Men her må vi ende vor samtale , +thi moder sover vist endnu , hun er ikke vel . +De trådte ind i salen og begge herrerne satte +fig lige overfor hinanden . +En pinlig taushed opstod , under hvilken man +kunne høre uhrets dikken . +Pludselig afbrødes stilheden ved at en af tjenerne +bad den nådige herre at komme ned , da en +mand ventede at få ham i tale . +Vikomten bad barønen at undskylde sig et øjeblik +og gik . Men den ene time forløb efter den anden , +uden at vikomten kom tilbage . +Barønen blev utålmodig og gik . +Imidlertid trådte vikomten dristigt ind til de » +Ventende . Det var en mørk herre med grove , barske +træk , iført en elegant dragt . +Vikomten betragtede ham skarpt , uden at denne +lagde mærke til at vikomten var kommen ind . +— min herre , de ønsker at tale med mig ? +Sagde han . +Den mørke herre for op og rømmede sig et par +gange . +— ja , jeg tilstår , at jeg ulejliger dem , men +undskyld mig , jeg skal fatte mig i korthed , sagde han . +Vikomten bukkede lidt utålmodig , da Herren ikke +lod til at ville begynde . +— min herre , sagde han endelig ; jeg er en , meget + +ulykkelig mand ; tør jeg bede dem børe mig med lidt +tålmodigbed . Min fader var købmand i London . +Vikomten så forbavset på ham . +— ja , jeg har bedet dem om tilladelse til at +tale og de har lovet mig tålmodighed ; jeg fia ! fatte +mig i korthed . +— nuvel ! +— altså : jeg var 14 år gammel , da jeg måtte +passe min faders butik . Jeg var en vild krabat og +havde ikke lyst til handelen . +— en aften flygtede jeg bort fra min faders +gård ; i to dage og nætter fik jeg ingen mad og +drikke ; den tredje dag mødte jeg en mand på landevejen , +han greb mig i kraven og forlangte penge . +Jeg forklarede ham , at jeg ingen havde ; da slubbede +han mig foran sig , uden at fige et ord . Fra den dag +af var jeg ansat i et tyvekomplot , som hærgede London . +Jeg var en vild krabat , som jeg allerede før +har bemærket , og jeg blev den ivrigste af os alle . +Manden boldt hænderne før øjnene . Kort efter +vedblev han : +— dette er ikke alt ; jeg blev morder og røver . +— men nok herom . De seer at jeg har tillid til +dem , min herre , og snart skal de erfare resten . Engang +traf jeg en kvinde på min vej ; hun blev fanget +af os , men det lykkedes hende at flygte . +— vor bande adskiltes kort efter og jeg blev atter +overladt til mig selv . Men nu var jeg rig . Jeg drog +til Paris ; her levede jeg lystig i nogen tid , da traf jeg + +hin kvinde , som nu i fem år har holdt mig fængslet +til denne by ; hun -ar mig i sin magt , et ord af +hende og jeg er om kort tid uden hoved . +— men -vad er meningen med alt dette ? sagde +vikomten , ubehagelig berørt af mandens fortælling . +— o , herre , sagde manden og nærmede sig bikomten +på tre skridts afstand . Forbarm dem over +mig , for guds barmhjertigheds skyld hav medlidenhed +med mig ! Jeg må — som en følge af det herredømme +hun har over mig - gøre alt hvad hun befaler . +I dag har hun beordret mig at gå til dem og +bede dem at komme op til hende , da hun vil tale med +dem og dersom jeg ikke efterkommer hendes ønske , da +ved -jeg jo hvad jeg har at rette mig efter . O , herre , +herre , hav barmhjertighed med mig ! råbte manden +og tørrede tårerne af sine øjne . Gå til hende og +fri mig fra at blive opdaget . +Mandens sorg viste sig så oprigtig- at vikomten , +hvis hjerte var inderlig godt , lod sig bedrage af hans +falsle tårer . +— hvad hedder denne dame ? spurgte han . +— jeg er bunden ved en ed til ikke at sige dem +det , herre . +— godt , men hvordan skal jeg da komme til +hende ? sagde vikomten . +— jo , herre , seer de , i aften kl . 9 holder der +en vogn på hjørnet hernede ved landevejen . Jeg +sidder i denne , og når de vil redde en stakkels mand , +da kom . + +— hvorledes seer deres frue ud ? +— o , hun er henrivende , min herre , så fljon +som nøgen i Paris . +Det lille eventyr tiltalte vikomten ; han indvilligede +i at komme og manden fjernede sig med mange +taksigelser . +Vikomten satte sig på en stol og glemte rent +baron von sympfens besøg . +^ireaglyvenæe kapitel . +Et hemmeligt mode . +Klokkerne på alle kirkerne i Paris ringede 8 . +Vikomte « le botinø rejste sig og gik ind til fin +moder . Hun lå bleg og afkræftet til sengs og +åndedrættet var kun svagt . +— hvorledes har du det , kære moder , er -et +ikke lidt bedre i aften ? sagde han og greb hendes hånd . +— jo tak , kære Georges ; jeg føler mig lidt +bedre og mere styrket efter de sidste dråber . +Vikomten satte sig ved hendes seng . +— kære moder , sig mig engang , er du vis + +på , at baronesse von sympfen er så kedel en dame , +som du tror ? +— ja , sikkert , min kjwre , men hvorfor spørgerdu ? +— å , det var et indfald jeg fik ; jeg synes ikke +rigtig om hende . +— og hvorfor , min ven ? Er hun ikke venlig , +mild , elflvæerdig og behagelig ? Forener hun ikke et +fortræffeligt hjerte med en udmærket forstand ? Tro +mig , Georges , disse høje naturer misforstå man +undertiden ; deres måde at være på er ikke som vor . +Vi er for små , vi forstå ikke deres mcrgtige tanker +og handlinger . +— hm ! . . . Tror du virkelig dette selv ? +— ih , Georges , du fordanser mig i sandhed +med dit spørgsmål . Hvorfor skulle jeg vel udtale +mig om en ting , som jeg ikke mente ? +Vikomten svarede ikke ; han sad tans en stund . +— det er besynderligt nok , . Georges , men det +forekommer mig , at du i den sidste tid har v « ræt +meget tans og indesluttet . +— o , moder , tal ikke om det ; det er en sorg , +som snart vil knuse mit hjerte , en sorg som . . . . +Men der vil måske snart gå over . +—- en sorg , som du ikke kan betro din moder , +min Georges ? sagde vikomressen spørgende . +— ja , moder , ja , ja ! O , lad mig ikke igen +komme i tanker om det . Farvel og Levvel ! om to +timer kommer jeg igen , sagde han , trykkede hendes +hånd og styrtede ud af stuen . + +— men hvad er dog dette ? udbrød vikomtcssen +og sank tilbage i puderne . En sorg , som han ikke +kan betro fin moder ! Det må jeg spørge minkjæere +Judith om , måske hun kender grunden dertil . +Vikomten gik til tit værelse ; han stod en stund +tankefuld ; da slog klokken 9 på det nære kirketårn . +Han for op af fin drøm og huskede der møde +han havde lovet manden . +I hast kastede han en kappe om sig , greb fin hat +og gik bort . +Vognen holdt på der aftalte sted og han steg +ind . Manden var ganske rigtigt inde i vognen og +modtog ham med mange taksigelser . +Vognen kørte i en halv time , under hvilken den +fremmede søgie at underholde vikomten så godt som +muligt . +Endelig rumlede vognen ind ad en port og holdt +stille i gården . +Her var bælmørkt . +Man førte vikomten op ad flere trapper og +gennem adskillige værelser . +Endelig standsede de i et lille boudoir , hvor en +dæmpet lysning fra et tilstødende værelse lød vikomten +se en overordentlig pragt . - +han satte sig , ikke uden en vis ængstelse over +dette møde . +Han var ene . +Pludselig følte han sig omslynget af et par bløde +arme og en blid stemme tilhviskedee ham : + +— undskyld mig , af jeg ulejligede dem med af +komme , men jeg målte se dem , om kun engang , for +så af dø ! +Vikomten så op ; en henrivende kvinde , i en +rosenrød silkedragt , stod for ham . +Hals og arme vare blottede , og så hvide , orde +kunne kappes med den nyfaldne sne . +Disse arme holdt ham fængslet til det bankende +bryst , medens den skønne mund skælmsk smilende +hviskedee til ham . +Han følte sig som hensat i himlen . Det tiltrækkænde +ved den unge , dejlige kvinde , og den +hcmmelighcdsfuldhed , der omgav det hele , forherede +ham aldeles . Han glemte fortid og nutid og drog +hende med kun ringe magt ned til sig . +Hendes hvide arme forlod ikke hans Hals og de +Kys , han af og til med en vis dristighed gav hende , +lod ikke til af fortørne hende . +Fire timer sad han der ; da bad hun ham af gå . +— hvad , skal jeg allerede forlade dem ? udbrød +vikomten . Nej , nej , lad mig blive et øjeblik endnu . +— det går ikke an , hr . Vikomte ; husk det er +langt ud på natten , og det er på tiden at gå +til ro . +— ja , de har ret ; tilgiv mig min ubetænksomhed ; +men sig mig , skal det være sidste gang vi +mødes ? +Damen smilede triumferende ved vette spørgsmål . + +— nej , nej , udbrød hun smægtende ; kom her så +ofte de vil , mit hus slår altid åbent for dem . +Vikomten kyssede hende atter . +— nuvel , så kommer jeg i morgen , sagde han +begejstret ; men hvorledes kommer jeg hertil ? Jeg +ved jo slet ikke hvor jeg befinder mig ! +— hver aften klokken 9 skal vognen holde på +samme sted som i aften , svarede hun . +— men sig mig hvem er det jeg besøger ? . Lad +mig ersare deres navn ? +— mit navn får de ikke at vide , hr . Vikomte , +det bliver min hemmelighed , svarede damen og trak +sig tilbage til det andet værelse . +Vikomten løb efter hende , men døren lukkedes i +inden han nåde dertil . +— hvor hun er elskværdig ! udbrød han henrykt . +Ja , jeg vil atter besøge hende i morgen . +Med disse ord forlod han boudoiret , gik gennem +de forskellige værelser og befandt sig snart nede i +gården , hvor vognen endnu holdt . +Den mand , der havde ledsaget ham hertil , bad +ham slige ind i vognen og snart efter rullede den ud +af porten og hen ad vejen . +Den friske luft afkølede hans hede pande og +snart blev han atter sig selv mægtig . +— bar det kun en drøm ? spurgte han sig selv . +— nej , nej , han følte endnu fin mnnd fængslet +af de henrivende læber . +— det var ingen drøm , udbrød han bittert ; og + +jeg kunne for denne kvinde glemme al min sorg , al +min ulykke ! O , min gud , hvad har jeg gjort ? — og +Adele , som nu er min forlovede ; skylder jeg ikke hende +al min kærlighed ? +Han sukkede dybt og lænede sig tilbage i vognen , +fordybet i tanker . +Klokken var halv to om natten , da vikomten , træt +på legeme og sjæl , nåde hjem . +Han vidste ikke hvilken Bei han var kørt , men at +det var langt fra hans hjem han havde været i besøg , +- kunne han nok indse . +Alt var stille i huset ; kun bikomtens tjener +' ventede på ham . +— Fru vikomtessen har flere gange sendt bud +' herned , for at forhøre om Herren ikke var kommet +hjem , sagde Pedro . +— er hun vågen nu , da meld hende st jeg er +kommen og spørg hende om det konvenerer hende at +- tale med mig . +Tjeneren gik ; vikomten kastede sig på en stol ; +- hans hjerte var i et forfærdeligt oprør ; — den anger +han følte over det sidste optrin , lod ham ingen ro . +Tjeneren kom tilbage og mældte , at vikomtessen +ventede ham . +Vikomten gik ind til sin moder ; hun var foruromadelaine +10 hefte . + +jigende bleg og sad oprejst i sengen . Hun strakte begge +armene ud imod ham og sagde svagt : +— kære Georges ! Gud ffe lov at du kom ! jeg +synes at jeg er mere syg nu end da du gik . +— ak , gud , hvad siger du , moder ! udbrød han +i en smertelig tone og ilede over imod hende . +Vikomtessen udstødte et dybt suk og lænede sig +tilbage . +— min Georges , jeg føler at jeg må dø i nat , +sagde hun med svag stemme . +— o moder , hvad , siger du ? +— hør mig , min søn , lad os ikke spilde den korte +tid , vi har tilbage at tale sammen i . Ligesom du gik +følte jeg at min sygdom forværredes . Jeg sendte — +efter en halv times forløb — bud efter baronesse +von sympfen ; wen hun lod sige , at det var hende +umuligt at komme . Derimod sendte hun mig disse +dråber ; de gjorde mig godt og jeg tænkte på min +kære Judith medens jeg nød dem . Men hen ad natten +blev det værre og værre , og nu føler jeg mig meget +dårlig . Kære Georges , var det et urimeligt forlangende , +at bede dig blive hos mig i nat , jeg har en +sådan ængstelse over mig ? +— nej , nej , kære moder ; om det var fil dommedag +blev jeg hos dig ; men du har gjort mig så +sorgfuld og ængstelig , og det er med guds hjælp « den +grund . +— godt , Georges , håb og tro , jeg vil imedens + +bede fil gud , at han nådigt vil modtage min sjæl +. . . Men nu vil jeg sove lidt . +Hun lænede tit hoved mod puden og sov kørt +efter ind . +Uden selv at vide det og som om en usynlig magt +drev ham dertil , kastede vikomten sig på knæ ved fin +moders seng og som om han ville bede fil den almægtige +fader om tilgivelse for alle fine begangne +synder , knugede han hænderne fast sammen og bad +så inderligt , så fast , med en sådan overbevisning +om at blive bønhørt , at englene ville have misundt +ham . +Han sølle , at hans ånd ligesom løftedes op mod +himlen , en engel svævede over moderens hoved , med +en krands i hånden ; en sagte og blid hymne lød . +Gennem værelset og henrykkede ham . +Hans anfigt svømmede i tårer . +— gud , o gud ! din magt er stor ! udbrød han +ydmygt og hævede hænderne mod himlen . Forlad +mig min synd ! +En svag stemme kaldte ham ved navn . Han +for op ; synet var forsvunden . +Han trådte hen til moderens seng . +— mit barn , min Georges , kom nærmere hen +til mig ; lad mig søle din hånd , thi jeg kan ikke se +dig , sagde hun næppe hørligt . +Hun tav , udmattet af at tale så meget . +— o , moder , moder , kan du ikke se mig ? +Stønnede han . Min gud , hvad skal det blive til ! + +— trøst dig , mit barn ; gud vil våge ovn +dig . +— moder , moder , du må ikke forlade mig ! +— bær rolig , Georges , gud er med dig . Jeg +seer alt . . . hvor dit liv . . . vil . . . blive . . . +Mønt . . . thi du . . . er god , sagde hun med afbrudt +stemme og med en voldsom anstrengelse lagde +hun sine hænder på hans hoved . +— tro på gud i al din tid , sagde hun svagt . +Lad ingen og intet afholde dig fra at gøre din +pligt . . . Jeg dør . . . nu føler jeg det ; men vær +ikke bekymret for det , jeg får det godt . . . Guds +engle vil hente mig hjem til deres bolig , hvor din +fader venter mig . Det er sandt , at du er ene , men +du er ædel i sind og tanke , og med disse dyder +vil du være uden fare . +Vikomten støttede i tavs smerte sit hoved med +puden ; hans moders hånd holdt ham fast , men +den lammedes mere og mere . Vikomtessen sank sammen . +Da lød atter den bedøvende musik gennem værelset +og vikomtessen hviskedee svagt : +— farvel . . . mit barn . . . mit eneste barn +. . . Farvel ! . . . Vi ses hisset ! . . . Gud være +mig nådig ! . . . Tag min syndige sjæl i favn ! +Amen ! +— amen ! gentog vikomten og rejste sig fattet +og styrket . +— farvel , mit barn ! hviskedee den døende og +drog det sidste suk . + +— farvel , kære moder , farvel ! +Han lod sagte henves hånd synke ned på puden +og kastede sig i en stol . +De sjælslidelser , han var et bytte for i denne +stund , havde udmattet ham aldeles . +Han faldt i søvn i stolen , ved siden af liget . +Dsren åbnedes fra det andet værelse og en dame , +klædt i sort og holdende en harpe i hånden , viste +sig på dørtærskelen . +I det er forbi , hviskedee hun ved sig selv ; han +sover , min gerning er endt her — altså hjem ! +Femogtyvende kapitel . +Begravelsen +morgenen derefter vågnede vikomten ved , at en +tjener bar ham ind i det tilstødende værelse . +Han for op af søvnen og råbte : +— o , hvilken drøm jeg havde ! — men hvordan +kommer jeg til at stå her ? + +— jeg bar den nådige herre herind , for at de +ikke skulle vågne og se den salig hensovede vikomtesse , +svarede tjeneren . +— hvad siger du , Pedro , min moder er . . . +O gud , er det sandt ? Jeg har altså ikke drømt ? - +min gud , min gud ! +Han gik ind til bikomtessen , der nu bleg og kold +sov den sidste søvn . Han nærmede sig sengen og betragtede +hende længe , som for at indprænte sig hendes +billede i hukommelsen . +Tårerne styrtede ud af hans øjne ; han trykkede +den livløses hænder endnu engang til fine læber og +gik bort . +Otte dage efter blev bikomtesse < i « botine +begravet . +Den store familie , klædt i dyb sorg , ledsagede +hende til hendes fidste hvilested . Baronesse von +sympfen var blandt disse . +Hun nærmede sig vikomten og søgte ved fromme +ord at trøste ham ; men han rystede blot på hovedet +og trykkede hendes hånd til tak før den gode villie , +hun viste imod ham . +Et luende blik kastede hun i al hemmelighed til +ham , og dette blik indeholdt en sand skat af tanker , +der kunne forklares på mangfoldige måder . +En kantate blev afsungen og derpå blev liget +sagte sænket ned i graven , medens sønnen kastede el + +sidste blik ned til den kære moder , der havde syslet +om ham indtil for kort tid siden . En krands , så +smuk som den kunne sås , lagde han på kisten . Derpå +blev graven tilkastet ; sørgefiaren vendte hjem . +— nu holder jeg dem tilbage hos os resten af +dagen , sagde baronesse von sympfen ; de hengiver +dem alt for meget til sorgen . +— det bør jeg øgså gøre , frue . +— nej , vist ikke , Georges ; deres kære moder +ville ikke — dersom hun kunne vidende » — have at +de skulle undergrave deres humør for det . Nej , tag +sorgen så let som muligt , - vi skal jø døg alle +samme Bei som hende , om ikke i dag , så døg en anden +gang . +Han hørte på hende med afsky ; men da baronen +øgså bad ham at tilbringe dagen hos lem , da indvilligede +han , endskønt han hellere var bleven hjemme +hos sig selv , hvor der var ro og stilhed . +— nu , min ven , sagde baronen , med et vist +sideblik til fin hustru , da de vare komne hjem ; kom +op til mig , jeg har noget at tale ni ed dig om . +— o , nej vist ikke ! udbrød baronessen og blev +ligbleg . Nu kan der ikke være tale om forretninger ; +bordet er dækket ! +Hun greb vikomtens hånd og førte ham næsten +med magt ind i spisesalen . +Da man havde pladseret sig ved bordet , kom +baronessen til at sidde ved vikomtens side , og hun + +magede det således , at baronen ikke fik talt et eneste +ord med ham . +Hu » overtras sig selv i at være behagelig og sørgede +med en moders ømhed for den unge mand . +— mon jeg skulle have taget fejl ? tænkte han +uvilkårlig . Måske dog moder havde ret , man kan +jo ikke vide det . — kvinderne , siger man , er mne +klartsyncde end os . +Vikomten spiste kun lidet , og efter bordet ville +baronessen absolut at han skulle se og beundre hendes +malerisamling , der kunstnerisk var opstillet i en dertil +indrettet sol . +Der opstod en strid mellem ægtefolkene ; den +ene ville absolut at han skulle gå ud med , den +anden at han skulle betragte malerierne . +— vil de dømme imellem os , hr . Vikomte , +sagde baronessen og rejste sig . Lad os nu se hvem +der vinder sejr . +Vikomten , der forundret havde hørt på striden , +smilede og udbrød : +— ifølge den ridderlighed , som i vore dage +udmærke de fleste herrer lige overfor damerne , vil jez +naturligvis foretrække at følge den nådige baronesse . +Hun smilede og betragtede fin mand med et overmodigt +blik . +Han trak på skuldrene , bukkede og gik . +— jeg har vished , jeg har vished ! mumlede +han glad og var ikke langt fra at danse omkring på +gulvet . Madelaine er i flvrents , ellers ville hu “ + +ikke sætte sig imod at vi råvfløge om vor forretning . +Nej , det er bestemt , endnu i dag rejser jeg . +Han gik hurtig op pia sit værelse . +Baronessen førte likomten vidt omkring . Medens +munden talte var hendes blik stift hæftet på ham . +— de er så sørgmodig , Georges ; hvad fejler +dem ? sagde hun blidt . +— og det spørger de om , de som ved at min +moder er død ? sagde han heftigt . +— javel , jeg ved det . Men dej er ikke den sørg , +der knuger dem , det er en anden og føleligere . +* — nej , frue , de tager fejl . +— jeg har aldrig raget fejl , hr . Vikomte , sagde +baronessen , idet hendes øjne ligesom trådte ud af +deres huler , ved det fjendskab , ved den vildhed , der +i dette øjeblik lyste ud af dem . +— tilgiv mig , frue , sagde vikomten ; jeg vil +nødig modsige dem , men deres anskuelse er alligevel +seilagtig . +— ah , de tror at kunne skuffe mig , mig der er +så klartseende ! Nej , nej ; nu skal jeg sige dem hvilken +sørg der trykker dem . +— o , frue , skån mig ! bad bikomicn . +— kan de se , de frygter ! De har altså gjort +dem skyldig i en usandhed ! Der havde jeg dog ikke +trøet øm dem +— tro alt slet , alt ondt om mig , alt hvad de +kan hitte på . . . . Jeg er et ulykkeligt menneske , +10 + +meget , meget ulykkelig ! råbte vikomten ildfuld og +vendte ansigtet bort . +Det blik , baronessen nu sendte ham , var næsten +smerteligt . +Et øjeblik rørtes hendes hjerte af denne mands +sorg , hvem hun elskede , ja elskede til døden ; men det +var snart forbi . Tanken om , hvem denne sorg gjaldt , +fik atter hendes hjerte til at banke . +— nuvel , mumlede hun djævelsk , så tag da +dodsslodet ! — og hun sagde højt , idet hun tog vikomfens +hånd med tilsyneladende venlighed : +— Georges , de elsker ; det er den sorg , der +trykker dem . +— så ti da , frue , og lad mig være i ro ! +Udbrød vikomten utålmodig . +— nej , nej , min ben , hør videre . Jeg kender +gjensfanden for deres ømme følelser ; det er . . . ja , +de husker jo nok den lille kammerpige , som hin aften +fik løn for alt det onde , hun havde gjort ? +— ja , jeg husker temmelig godt , men det har +aldeles intet at gøre med min sorg . +. — nu tager de fejl , Georges , thi deres uhyre +bleghed overbeviser mig om det modsatte . +— nuvel da , frue , engang elskede jeg hende med +liv og sjæl . . . ja engang ! sagde han med sammen « +Bidte tænder . Jeg troede på hendes kvindelighed +jeg troede at hun var ren som englene , thi fljon er +hun som disse ; dog jeg blev skuffet og jeg elsker hende + +ikke mere . Men det sår , mit hjerte har fået , vil +ikke ret læges , dog håber jeg at det nok kommer sig . +Han opslog en unaturlig latter og gik med lange +skridt frem og tilbage i salen . +— og hvad tænker de da på at gøre , Georges ? +Udbrød baronessen uvilkårlig . +— jeg vil gifte mig og lade gud om resten . +— de giver altså deres hustru et delt +hjerte ? +-- ja , og det gør mig ondt for den stakkels +Adele ; men jeg kan ikke andet ; jeg elsker hende ikke , +dog , det vil vel ikke vare ret længe inden jeg vil komme +til det , thi hun er en ædel sjæl . Agtelse og hengivenhed +har jeg for hende og resten vil snart komme . +— tror de , at Adele elsker dem ? spurgte baronessen +ivrig . +— nej , det lader oven i købet til at hun hader +mig ; men det får i guds navn være som det er . +— de er nøjsom , min kære Georges ! +— ikke så nøjsom , som de tror frue , thi nu +må jeg anbefale mig . +— nej , vist ikke . +— jo , det er absolut nødvendigt , min^ forlovede +venter mig i aften . +— nu da , kun nødigt giver jeg afkald på deres +selskab , men da deres tid skal helliges hende , som +jeg tilstår at jeg misunder , så farvel da ! +— farvel , frue ! sagde vikomtemog forlod salen . +Han åndede atter frit , da han betrådte gaden ; + +baronessens selskab havde været ham trykkende ; under +alt hvav hun sagde , sporede man en vis ondskab , som +hun ikke aldeles formåede at skjule . +Han vandrede ud af byen , uden at vive hvorhen +han gik , uden at have noget egentlig mål for øje . +En stemme , der højt råbte efter ham , fik ham +til at standse . Det var en ben , som for nogle år +siden var rejst bort , og søm nu havde gjennemsezt +Paris , før at finde vikomten . De fulgtes ad til mkomtens +villa . +— undskyld mig et øjeblik , sagde han , og gik ind +i et tilstødende værelse , for at ombytte den sorte dragt +med en lettere ; men hvor forundret blev han ikke , da +han så en lille billet ligge på sit bord . +Han tog den , brød hurtig seglet og læste følgense : +„ min elskede Georges ! +„ tillad at jeg kalder dem ved dette for mig +„ så dyrebare navn ! Bliv ikke vred , når jeg +„ beder dem om at komme iallen . +„ otte dage er hengåede , siden jeg sidst +„ få deres kære ansigt . . . Angst og uro for +„ dem laver mig intet øjeblik finde hvile . +„ jeg har erfarer , at de har mistet deres +„ omme , elskelige moder ; kom , lad mig linvre dem +„ taber af hende . Hvor gerne led jeg ikke dag +„ og nat for ven kære , når jeg blot derved kunne +„ bringe hende tillive igen . +„ kom , kom , lad mig ikke vente forgæves ; +„ husk at sorgen over deres moders død også + +„ hviler på mig og at deres udeblivelse ville +„ vølde mig smerte . . . +„ jeg tør ikke sige mere ; mit hjerte var ellers +„ isfand til at fortælle en masse hemmeligheder , +„ som for stedse skulle være skjulte . +„ håbende at de kommer bliver jeg +„ deres længselsfuldt ventende +Yrsa . “ +— det er hende , hende som skriver ! råbte vikcmtcn , +idet en brændende rødme bedækkede hans kinder . +Han læste brevet endnu engang , — en tvivl +opstod hos ham om det værdige eller uværdige i +delte møde . +— hun vil trøste mig , hun ved at moder er +død , sagde han ved sig selv . Det er smukt af hende . +Hvorfor skulle jeg ikke gå derhen , er der vel noget +syndigt deri ? Nej , jeg seer intet ! . . . Ja , jeg går +til hende , for at glemme al min sorg . . . Hun er +smuk , denne dame , hun elsker mig , det er tydeligt ! — +hvorfor skulle jeg slode hende fra mig ? Det ville jo +være synd , og synd må man så meget som muligt +undgå . +Han betænkte sig et øjeblik . +— o , mumlede han for sig selv og sukkede dybt , +hvornår vil jeg dog komme til fornuft og glemme +hende ? Hendes kære ansigt slår for mig hver time +på dagen og dog , delte ansigtsudtryk er forstillelse , +hun er falsk . . . O , man skulle næsten tro at det er +bagtalelse , når man seer hendes englemilde ansigt . + +han gik ind til vennen og tilbragte en times tid +sammen med ham . +Da vennen var gået klædte vikomten sig om . +— en lille smule omhyggelig må man dog +være med sin påklædning , når man skal i dameselskab , +sagde han for sig selv . Og i aften var han +en time længer end sædvanlig om at gøre toilette . +Vognen holdt på det betegnede sted . Da han +nærmede sig denne kom et hoved til syne i det nedtrukne +vindue . +— ah , det var godt at de kom , min herre ! +Lød det ud til ham . +— så ? Og hvorfor det , sagde vikomten og +satte sig med en vis stolthed , anende hvad manden +ville sige . +— jo , jeg troede såmænd at den nådige frue +skulle til at ds , således fortæredes hun af sorg ; +hun har været helt fortvivlet i de dage , Herren +ikke kom . +— så ? sagde vikomten kort efter og bsiede +hovedet . Mon det skulle være ' alvor ? +Vognen kørte til sit bestemmelsessted . Vikomten +blev ført frem , ligesom sidst . +Da han kom ind i det lille værelse , der atter var +dunkelt oplyst , lå den unge dame mageligt henstrakt +i en kanape . + +hun var bleg ; de førte øjne vare heftede mod +gulvet , som i dyb eftertanke . Hun var i aften iført +en hvid allaskesdragt , der dannede en skærende kontrast +til de førte hår og de ildfulde øjne . +Hun syntes ikke at bemærke hans indtræden ; +han betragtede hende med velbehag . +— hvor hun er smuk således ! mumlede han . +2g jeg , jeg skulle ikke elske hende ? — o , jo , jo , +når blot det billede ville fortrænges af mit hjerte ; +men se , selv nu trænger det igennem , seer bønfaldende +på mig og . . . Nej , nej , jeg vil elske hende der , +som er så smuk . +Han listede sig sagte hen til hende , lagde sin arm +om hendes ranke liv og trykkede et Kys på hendes +læber . +— min Ursa , de er så bleg , hviskedee han ; +hvem har vovet at bedrøve dem ? Sig mig det , at +jeg kan lugte den frække . +Den unge dame var med et svagt skrig faret +op og stød nu foran ham . +— de kom alligevel ! O , hvor jeg takker dem ! +Råbte hun begejstret . +— o nej , tak mig ikke , skænd heller på mig , +som kunne blive borte fra en sådan engel ; lad mig +takke dem , fordi de ikke er vred på mig , thi det seer +jeg af de skælmske øjne . +— Georges , Georges , de havde nær lagt mig i +graven af sorg . + +— o mi , sig ikke det , elskede ar sa , det smerter +mig at høre . +— de spøger , Georges ! +— nej arsa ; miskend mig ikke . +— o nej , dertil er jeg alt for lykkelig . De få +timer , hvor jeg nu og da kan se dem , er alt for +kostbare til at jeg vil benytte dem til at skænde på +dem i . Kom , sæt dem ned , lad mig fortælle dem +alt hvad der er hændet mig siden vi sidst sås +de toge plads i en divan , tæt omslyngede , oz +den smukke ar a forstod med en sådan barnlighed , +en sådan i de , at fortælle de mindste omstændigheder +og at gøre dem så interessante , at han med +henrykkelse hørte på hende . +— de er en sand engel . Ana , sagde han utrættelig +i at betragte hende . +— smigrer ! hviskedee hun og sæae forførerisk på +ham . +— 0 nej , i-sa , lad døg være al se sådanne på +mig ; de kan ikke begribe hvor dette blik gør mig +stolt og dristig . +— o gud , nej , sagde hun så bly som det var +hente muligt ; de gør mig helt bange for dem . +Han tø , ' thi denne naivitet havde han ikke vent « +At sinde hos en dame , der kunne udeve et sådare +herredømme over mændene . +Vi rille lade kem sidde og tale om deres kjrrlighcd +og imidlertid se lidt til de andre personer i ver +fortælling . + +Adele Savigny havde tilbragt den senere tid ret +roligt . Det syntes ialtfald så , thi når Adele var +i selskab med fine forældre eller andre var hun altid +meget glad ; wen den tid hun tilbragte på tit værelse , +hvor hun var alene med fin : tanker , helligede hun til +sorg og fortvivlelse . +Hendes kærlighed til Harry forjog søvnen fra +hendes øjne og gjorde dagen til et smcrtensdæger , +som hun målte tømme . +Han var langt borte og så ikke hendes lidelser , +han anede ikke det , hun måtte gå igennem ved at +vise den mand kærlighed , som hun næsten hadede , +ikke så meget fordi han ikke ' var god , som fordi han +stillede sig imellem hende og Harry , som en uoverstigelig +mur . +Vr hove ikke før beskæftiget os med hr . Savigny . +Vi ville derfor nu give den ærede læser en beskrivelse +af hans p-rson . +Han var en lille spinkel mand , med en lang næse +og et prr uhyre store blå øjne , der engang havde +været meget smukke , ( efter hans kones sigende ) , livlige +bevægelser og et muntert gemyt , en fast karakter +og et mod , som intet kunne rokke . +Han holdt umådelig meget af at behag « sig selv ; +han er meget udholdende i at udføre en ting , som han +indser , er til tit eget bedste , — og nu have vi givet +den ærede læser en beskrivelse af hr . Savigny . + +denne aften se vi ham sidde ved fin datters +side , læsende „ times “ . +Fru Savigny sidder lige overfor dem og arbejder . +Adele sidder hensunken i sig selv og betragter blomsterne +på sit broderi med opmærksomhed ; men i virkeligheden +er hendes tanker langt borte , det så man på +hendes fraværende mine . +— nå , lille Adele , jeg synes at du ikke er rigtig +glad , sagde hr . Savigny ; i aften kommer jo din forlovede , +så synes det mig , at dit anfigt skulle se lidt +mere glad ud end det nu gør . +— ja , jeg er også meget glad , lille fader . +— ja—a , det mærker jeg ! +— å , min kære , du ved da også nok , at hun +ikke kan være i det bedste humør , efter alt det man +fortæller om vikomten , sagde Fru Savigny . +— ah ! Bah ! Unge mennesker er ikke anderledes , +min bedste ; et lille eventyr har de fleste haft , og +hvorfor skulle vikomten være en undtagelse . +— jeg bilder mig dog ind , at der er mange unge +mennesker , som intet eventyr har oplevet og som -eller +aldrig bryder sig om at opleve noget , svarede fra +Savigny . +— å , min kære , sagde han vranten ; det tt +noget som du , eller i det hele taget fruentimmerne +flet ikke har forstand på . Høres en eller anden klage +om den unge mand , som har anholdt om datterens +hånd og har opnået den lykke at få ja , og bliver + +han kun borte en eneste gang , o , da skaber man sig +og larmer , som om huset skulle rives ned . +' — men gud , her er so ingen , som beklager sig , +ikke engang Adele , sagde fruen noget skarpt . +— nej , gudbevares , her er sletingen som hænger +med næsen , nej , men altid skal man modsiges , altid ; +man har aldrig ret , vrængede hr . Savigny , søm +utvivlsomt var i sket humør . Men det vil jeg sige +dig , Adele , ikke et ord til vikomten , når han kommer +her i aften ; ikke et ord om denne latterlige historie , +som måske endog er opdigtelse ; hører du , barn . +Adele for op ; hun havde intet hørt . +— hvad mener du , fader ? sagde hun adspredt . +— jeg mener , at du skal modtage vikomten pænt +og ikke som hidtil . . . Nå , svarer du ikke ? +— jo , lille fader , jeg skal være venlig imod ham . +Deres samtale afbrødes ved , at baronesse von +sympfen blev mældt . +Hun trådte hurtigt ind , iført en elegant dragt . +Sundhed og liv tindrede ud af hendes mørke øjne ; +hun var i sandhed smuk , smuk indtil forgudelse ; men +det var djævelens skønhed , således som han fremstiller +sig , når han vil vinde en dydig sjæl . +Adele rejste sig , hilste koldt på hende og ville gå . +— de forlader os , sagde baronesses fornærmet . +Er det måske fordi at jeg tog mig den frihed at besøge +dem ? +— nej , på ingen måde , deres nåde , sagde +adede forlegen . Men jeg havde alt rejst mig før de + +kom , jeg ville ud at se om pigerne er gåde til sengs ; +jeg plejer hver aften at lukke døren dernrde , — oz +da mit selskab just ikke er det behageligste før en så +åndrig dame , synes det mig , at det måtte være dem +temmelig ligegyldigt , om jeg gik , eller blev siddende . +— o altid så ydmyg , altid så selvfornæztende , +kære Adele , sagde barsnes ' en , idet hun sank den bitre +pille , som Adele havde givet hende . Men gener dem +før guds skyld ikke , kære barn , se kun til folkene ; +det klæder et barn godt at være huslig hun nikkede . +Adele vendte sig om , uden at gjengjælde hende » +Hilsen , ærgerlig over baronessens moderlige mine , +skjøndt hun næppe var to år ældre end hende selv . +— nå , hvad nyt , kære frue ? sagde baronessen +muntert og sam sig i den tilbudte lænestol . +— o , intet , min kære ; kun er Adele bleven +lidt sær og vranten i den sidste tid , jeg tror at +barnet samler på en sygdom . +— å , le unge piger er meget sensible , frue , +bryd dem blot ikke derom ; det vil snart gå over . +— det tror jeg dog ikke , Fru baronesse ; hu « +Er meget bleg og seer i-let hele taget lidende ud . +Men hendes forlovede er heller ikke så pæn imod +hende , som han burde være . Når han kommer , +hvilket dog er^sjældent , sidde hver i sin krog og drømme , +gud ved om hvad . Det har ofte gjort mig ondt ser +hende , thi det er dog hans pligt at være ltd ! vpm « rksom +imod hende . Han var det vel i begyndelsen , +men nu har det rent tabt sig . + +— ah , bemærkede baronessen , idet et tilfreds +smil gled over -endes læder , hvilket hun søgte at +fisule ; og hun -ar vel ikke det mindste tilovers for +ham ? +— nej , det tror jeg nok fez fer sige , min kære , +ikke det mindste ! +Bed disse ord rejste hr . Savigny sig og forlod +stuen med en kompliment . +— men Savigny vil det jo med cl djævelens +vold og magt , vedblev fruen ; og -rem tør vel sige +ham imod , når -an først har såt en ide ? +Fruen vendte sig ; det ringede +det var sent på aftenen og fruen lukkede +selv op . +Det var vikomten ; han bad undskylde sit sildige +besøg og trådte ind . Han studsede , da -an så +baronessen og i øjeblikket for ham en tanke gennem +hovedet . +— nej , hvilken lighed ! tænkte han uvilkårlig . +- ah , hr . Bikomre , de kommer formodentlig +fra operaen ? sagde baronesse von sympfen og bød +ham hånden . +— ja-a , frue ! udbrød han højt . +— nej , det var dog mageløst ! mumlede han hen +for sig . — først i aften seer jeg at hun ligner hende . +— det er ellers længe siden , at vi have haft +fornøjelsen af deres besøg , sagde fruen lidt ironisk . +— ja , jeg tilstår det . Frue , svarede bikomien ; + +men er Adele ikke hjemme ? Er hun måske også i +operaen ? +— nej , jeg formoder , at hun er på sit værelse , +hr . Vikomte . +— jeg kan vel ikke få hende i tale i aften ? +— nej , så må de komme noget tidligere ; jeg +troer desuden også at det er dem temmelig ligegyldigt +enten de taler med hende eller ikke . +Vikomten greb sin hat og ville anbefale sig . +— de skal jo samme vej som jeg , hr . Vikomte , +sagde baronessen smilende ; lad os køre sammen , min +vogn holder hernede . +— tak , sagde han og bukkede ; men hans tanker +beholdt han for sig selv ; det var næppe værd at berøve +ham dem . +De fulgtes ad ned ad trappen og sige ind i +vognen . Denne satte sig i bevægelse . +Baronessen lod ugenert sit hoved hvile på vikomfens +skulder og greb hans hænder . +Han tog dem til sig . Men hun lagde sine arme +øm ham og sagde : +— o , Georges , de støder mig altid bort fra +, dem , mig , der elsker dem så højt . +— de må skamme dem ! udbrød han ærgerligt +og vendte ansigtet bort . De , en gift dame ! +— hahaha ! nej nu må jeg le ! Jeg skulle skamme +mig ? — heldigvis er den tid forbi , da jeg kunne +rødme , og deres mening er vel at jeg med nedslagne + +øjne fluide høre på deres reprimenter . . . Gud , +hvor det klæder dem at være dydig ! +— synes de ? sagde han bittert . +— ja vist gør jeg det ; men lad nu denne maske +falde , thi den klæder dem ilde . +— klæder , klæder . Jeg begriber ikke hvad de +mener , frue ? +— jeg mener , at når de kan gå til stævnemøde , +så kørt efter deres moders død , over hvilken +de sørgede så dybt , og det oven i købet til hemmelighedsfulde +damer , så kan denne uskyldige mine ikke +klæde dem . +— hvad for noget , de ved at jeg . . . +— ja , jeg ved alt , intet kan skjules for mig , +min kære ; derfor kan jeg ikke lide , at de skal irettesætte +mig . +- o , undskyld , frue , at jeg forlader dem , sagde +ban tørt , da løgnen i det samme holdt stille . +— gør dem ingen skrupler , min kære ben , +sagde hun og nejede ironisk . +— nej , aldeles ikke , svarede han og ilede hen +ad vejen . +Han var allerede langt borte ; hun så efter ham . +— dårer , tifold dårcr , i lærde herrer , råbte +hun efter ham . Når vi vil , da kunne vi døg fængsle +eder , ja lede eder som børn ved vor skønhed , når +kun man er lidt snild . Haha , der går han og tænker +sist ikke så lidt på mine ord , men i morgen så er +senne gode stemning kvalt og han besøger atter sin + +hemmelighedsfulde lkjønhed , og således får jeg døg +min villie ; men jeg er også flabt til at adlydes . +Hun forlod vognen med faste skridt og stolt som +en dronning . +Serøglyvrnde kapitel . +På kafeen +i en af de eleganteste kasser , der kun dcsøzcs af +de fornemme folk i Paris , stod sent poa aftenen +endel herrer omkring billardet , fordybede i en ivrig +samtale . +Baron von sympfen stod midt iblandt dem , +gestikulerende med begge armene , som en rasende . +— vist ikke nej ! udbrød han ; jeg skulle dog +mene , at man tror mig på mit ord . +— man kan det næppe ! råbte en ung blond +herre og slog baronen på skulderen ; thi al-ris , +som nu i flere år har været min bedste ven , har +roest sin lofter som en dydig og smuk pige . +— hahaha ! vil de tro hvad han siger ? udbrød +baronen . Når tror de , hr Greve , at en Broder +ville laste sin lofter i andres øjne ? + +— nej , det er ikke devu ' st , men han ville da ikke +have roest hende , kender jeg hans fine seresfokelle , +langt heller havde han flet ikke talt om hende . +Baronen , som udentvivl havde drukket temmelig +megen champagne , fortalte nu en hel mæengde udyder +om den stakkels Madelaine , blandt andet , at hun hellere +modtog herre- end damebesøg . +— de fornæermer en ung , pletfri piges rygte ! +Råbte den unge Greve opbragt de er en lav person ! +Har de beviser på hvad de har sagt ? +—- hr . Greve , det fordrer satisfaktion ! brølede +baron von sympfen . +— så gerne , min herre ; intet er mig kjæerere +end at kunne give dem en god lektion . +Som en rasende styrtede baronen hen mod den +unge mand og sagde : +— beviser ? Ja netop , jeg har beviser ; se her ! +Han fremdrog en lille silkepung , som Madelaine +havde rakt ham med penge i , til at fæeste lejlighed for . +Pengene havde han give ! hende tilbage , men pungen +beholdt han , uagtet Madelaine havde bedet dam om ar +lade hende få den igen . +— se her ! råbte baron von spmpfen triumferende . +Denne og lignende genstande har hun givet +mig i de lykkeligste oleblilke . +Alle stod forbavsede ved baronens tale . +En herre stod noget fra dem ; bleg og med forvirrede +tr « k lynede han sig til et bord . Hans hænder +ftcelvede og hans bæeder dirrede af harme . +Madellrine . 11 . + +baron von sympfen trådte hen til ham . +— ikke sandt , hr . Vikomte , har jeg ikke ret ? +Råbte han . Har de ikke selv været vidne fil hendes +skændsel hin aften ? +Vikomten svarede ikke ; han stirrede på baronen +med afsky . +— nå , min gode , sagde baronen opbragt og +trak ham i ærmet ; så svar dog ! Viis nu , at de er +min sande ven og vidn med mig ! +— ulykkelige , hvad har de gjort ? råbte vikomten +og hævede armen . O , min gud ! +— men svar , os , sagde den blonde grev ligny , +som havde forsvaret Madelaine så ivrig . Svar os , +hendes ære afhænger deraf . +— svar ? Hvad vil de at jeg skal svare fil en +så skændig løgn ? råbte vikomten ildfuld og for op . +Jeg vil ikke tale fil en person , der bar gjort sig +skyldig i et så lavt forræderi . +— hvad siger de ? brølede baron von sympfen +imod ham . +— hvad jeg har sagt , kan jeg forsvare , sagde +vikomten ligbleg og næppe i stand fil at styre sin hæstighed . +Jeg skal forsvare hende fil min sidste blodsdråbe ; +thi det er løgn hvad de siger . +Med indædt harme satte baronen sig på en støt +og sagde med sammenbidte tænder : +— de er måske også så tåbelig al fro , al +deres forlovede , frøken Savigny , er dydig ? + +— ja , de , tror jeg ubetinget , min herre , sagde +bikomrrn . +— hahaha ! tø baronen hånlig . Ja , der seer +vi de » ; men nu siger jeg det er løgn , min gode , thi +jeg har set hende dag kirkegården mellem piletræerne +— det sædvanlige mødested for elskende - kysse en +sremmed herre . +— det har været mig , hr . Baron , sagde vikomten . +- nej og tusinde gange nej ! Det var Harry +Kronwall ; haft , den smukke unge mand , som ingen +kendte . +Bikomien rejste sig i fin fulde hvide : +-7- er del sandt , kan man stole på deres ord , +hr . Baron ? +— ligesom om de behøvede al spørge , sagde han +med et djævelsk grin over bikomtens sjælsmarter , +der afsveilede sig i hans ansigt . +— så farvel , mine herrer ! Jeg må have +vished . +— nej , vist ikke ! råbte grev ligny og greb +vikomtens arm . Han har drukket sormeget , man kan +ikke regne hvad han siger ! hviskedee han til ham . +— vist så , hr . Greve , lad mig komme dort . +— de gør den stakkels frøken Savigny ulykkelig ! +Råbte greven efter ham . +— nej , svarede vikomten og slyrted , ud as døren . + +syvogtyvende kapitel . +Gt brud . +I afmægtigt raseri styrede vikomten fine skridt +ned ad gaden . +— ere da alle kvinder troløse og æreløse ? spurgte - +-an sig selv . +- ja , sa , ja ! lød det i hans indre og han gik +hurtigere og hurtigere hjemad . +Endelig standsede han ved porten . +— jeg er syg , mumlede han ; jeg føler det , jeg +er mat og afkræftet . O gud , hvilke pinsler ! Og en +sådan kvinde kunne du , moder , sende mig og du +ville at jeg skulle binde mig til hende for hele livet ? +Be mig , hvis det var sket . . . Min ed til dig +gælder ikke mere , den kan ikke gælde , når hun er +troløs ? +Han lænede sig , mat af den hæffige sindsbevægelse , +mod muren . +En tjener , som stod ved porten for at vente sin +herres hjemkomst , nærmede sig og tog ham ved armen . - +— de er syg , herre , sagde han , og støttede ham . +-- tak , Pedro , hviskedee vikomten og gik med +besvær op ad trappen . Jeg føler mig så forfærdelig +svimmel ; kan du ikke støtte mig lidt mere ? +Tjeneren kom netop i tide , da ban greb vikomten + +i fine arme , thi denne følte sig så mat , at han ikke +formåede at gå mere . +Man bragte ham til sengs . Hele natten sov han +rolig og først den næste dag . op ad formiddagen +væagnede han , styrket ved søvnen . +Han stod op , klædte sig på med omhyggelighed +og befalede ar man skulle spænde for hans vogn . +Kort efter ksørre han ud . Vognen tog vejen +gennem Paris og standsede udenfor hr . Savignys hjem . +Vikomten steg ud . +Han gik hurtig op ad trappen og lod tjeneren +mælde hans besøg . +Adele kom noget bleg og i et kostbart . Morgentoilette +ned til ham . +— ah , hr . Vikomte ! sagde hun . Hvad skylder +man æren af deres besøg ? +— en meget vigtig sag ; og da jeg antager , at +der er noget , som deres -fader ikke behøver al vide , +så anmoder jeg dem om en samtale . +- en sag af vigtighed , hr . Vikomte ? Og det vil +de tale med mig om ? Jeg må fige dem . at jeg er +aldeles uvidende , hvis det er en børsspekulation eller +lignende , de fiol tale om , — deri har fader en så +øverordentlig indsigt , jeg ikke . +— nej , frøken , sagde vikomten , der oiensynlig +var i forlegenhed med , hvorledes han skulle fremkomme +med sit ærinde . Det er . . . ja , sig mig engang +først , har de aldrig elfiek , frøken Adele ? + +Adele føer sammen , blev blussende rød og fremstammede +forvirret nogle ord . +— ja , jeg tilstår at det er et nærgående spørgsmål +af mig at gøre dem ; men når de hører resten , +så vil de tilgive mig . Altså , jeg svørger dem om +det endnu engang , jeg kunne ikke rigtig hsre deres svar . +- hr . Vikomte , de sstter mig i forlegenhed ; +skal jeg væere oprigtig , så er det billede — som jeg +elskede og som på en så voldsom måde skal rives +ud af mit hjerte for deres skyld — endnu ikke udsletlet +deraf . +— og bliver det heller aldrig . Adele , sig det , thi +det kan jeg se på dem . Nu , der havde jeg ikke troet , +at deres fader tvang dem og lød mig væer ? uvidende +derom ; det var ikke pænt , hverken imod dem eller +mig ; men gudskelov , jeg fik det ar vide ! Bliv ikke +vred ; et spørgsmål bar jeg endnu til dem og det +er ulige ubehageligere end det andet : frøken Adele , det +er bleven mig fortalt , af de har boldt stæevnemede +med en ung herre , efter af vor forlovelse var deklareret +— ja , af de endog har givet bom et Kys ! — er +dette sandt ? +— ja , hviskedee Adele sønderknust ; wen det var +før forlovelsen — aftenen før — jeg tog afsted med +dam før stedse , og jeg tilstår , det va^ ikke smukt af +mig , men jeg var så ulykkelig den Asten . +— jo , det var , bedste Adele ; de skulle blot have +betroet dem til mig , da skulle de aldrig være bleven +tvungen til mig , nej aldrig ! Men de drød dem ikke + +om mig , derfor havde de hverken tiltro eller agtelse +før mig . Denne historie er nu allerede ude i byen ; +baron von sympfen har sørget før dens forfremmelse . +— det afskyelige menneske ! +— nej , sig heller herlige menneske , afbrød bikomten +hende ; ryi han har gjort dem lykkelig . +— hvordan da , hr . Bikomte ? +— ja , nu skal de børe : som en følge af del +rygte , der nu passerer i byen , kan jeg umulig vedholde +en forbindelse som denne . Tag mig det ikke ilde +op , måske jeg tager for lidet hensyn til dem , men i +betragtning as , at de , som jeg ærer og agter , kan +blive lykkelig , så vil jeg naturligvis ikke lægge bånd +på deres frihed . Altså , nu skriver jeg et brev il +deres fader , hvori jeg gengiver dem friheden , og +de og Harry ville blive lykkelige . +— o , de gør mig så glad , hvorledes skal jeg +takke dem ? udbrød Adele bevæget . +— ingen tak , frøken Savigny , den tjeneste +kunne jeg have gjort dem for længe siden , dersom de +blot havde haft tiltro til mig . +— o , jeg har aldeles miskendt dem , sagde Adele +henrykt ; tillad mig at bede dem om forladelse . +—- nej , på ingen måde , frøken , det var snarere +mig der burde bede dem om det , da jeg i så lang +tid har lagt bånd på deres følelser . Dog , nu +vil jeg anbefale mig , men sig mig først , er Harry ikke +i byen ? +— nej , og han vil vist næppe komme her mere . + +sidst , da jeg fog alsfed med ham , sagde han , at han +aldrig ville gense Paris . +— men de forbavser mig , frøken Savigny ; og +de er døg glad over deres frihed ! +— ja , hr . Vikomte , thi får jeg ikke ham , så +er jeg døg fri . +— o » det må forhindres , freien ; deres fader +kunne måske have en anden t baghånden ; hvad ville +de så gøre ? +Adele trak på skuldrene og sagde i en mild , men +fast tone : +— jeg ville dø . +— nej , bevares , kæreste frøken , de forfærder +mig ; er det virkelig deres alvor ? +— ja » +— hm , sig mig , hvor er Harry for øjeblikket ? +— i florentø , sagde Adele rødmente ; jeg fik det +at vide af en ben af ham , der kommer her i huset +og som forleden har fået drev fra ham . +— godt , så rejser jeg , fortæller ham at de er +fri og bringer ham med tilbage . +— hr- vikomte , de er et ædelt menneske ! råbt : +Adele henrykt . Jeg takker dem af mit ganske hjerte ; +men det vil volde dem så megen ulejlighed og +tidsspilde . +— nej , vist ikke ; men te må skrive brev , som +jeg kan få med , og det så snart som muligt , thi jeg +rejser til middag . + +— jo , jeg fiol skrive ; men vil de ikke tale med +oder imedens ? +— nej , jeg giver ham ej brev , når jeg rejser ; +og harik fe lyst til at tale med ham . Farvel , frøken +Savigny , brevet bliver altså færdigt til middag , jeg +skal sende min tjener efter ler . +— tak , hr- vikømte , jeg skylder dem min lykke ! +Råbte Adele . +— o , tal ikke derom , farvel . +— farvel , lykkelig rejse ! +Da vikomten havde taget plads i sin vogn , mumlede +han hen for sig : +-- det er godt således ; jeg mangler adspredelse +og det vil jeg så på rejsen . Lad se , jeg vinder +måske endog mil humør tilbage . +Han kørte hjem i dette salige håb . +Nu sik tjenerne travlt . En med at forhøre ti ! +Hvilket klokkeslet toget gik , en anden med indpakningen . +Vikomten gik op på sit værelse og satte sig til at +skrive en times tid ; han åbnede slriveborket og tog +de vigtigste papirer til sig . +— nå , nu er jeg færdig , her er vel intet mere ? +Men hvad er det , et billede ! . . . Ha , det er hende , +min gud , hvem har lagt det her ? +Han vendte og drejede genstanden mellem sine +hænder . +— Madelaine , mon du selv skulle have lagt det +hrr for al bevidne din uskyldighed ; 0 , ingen vil hellere +end jeg fro pa » den . O , hvor du er fød ! Se hvilke + +øjne så blide og venlige , og delle smil om mnnden , +hvor det gsør dig henrivende . . . Men disse træk +ere falske ; o , så megen forstillelse kan du benytte dig +as ! Ha , bort med dig , jeg . . . O nej , lad mig beholde +dig ; det er vel en kærlig sjæl der har lagr +dig her , for af jeg skulle se dig . +Han betragtede billedet ; det var et lille miniaturportrær +af Madelaine , da hun var 16 år . De rene , +barnlige træk , der nu stræbte mere og mere efter af +forene sig med den jomfruelige inde , vare fro og rem +gengivet på billedet . +En hvid kjole fremhævede hendes mørke øjne og +hår , som ikke havde andre prydelser end den . Fylde +af lokker , som det selv ejede . +— hvem har lagt det her ? mumlede bikomteo +igen ; jeg kunne knælende takke sham for denne +foræring . +Han trykkede billedet til sine læber og en tåre +faldt derpå . Da vendte van det om- men for forbavset +tilbage , thi der stod skrevet derpå : +„ til baronesse « ic- Verdin , på hendes høje +fødselsdag , den 3die juli 18^ ' +grev mors in . “ +— baronesse Verdin ! sagde vikomten studsende . +Del er med andre ord baronesse von symvfen , som +sørgede den aften så godt for , at Madelaine blev viist +bort . Men er dette da hendes fader , eller er han . . . +O , nej , nu løber det rundt for mig , thi her ligger jo +en hel hemmelighed begravet i dette lille billede . Du + +er en god vogter af den , min elskede , du er tavs +-som traven . +Han kyssede atter og atter billedet . +— måske jeg yar uret i at mistænke hende , +vedblev han ; hvis så var , lød jeg verden om for at +finde hende og kunne trykke hende til mit hjerte . +— o , hun sagde jo hin aften , at hun ikke kunne +lide mig ; jeg mindede hende om en , som . . . hun +ville ikke udtale sig ; ja , hun sagde det oven i købet to +gange , og det var det , vrr bestemte mig til ikke at +modsætte mig moders villie og førlove mig med +Adele . Men , når jeg ver tænker efter , hvor smilende +hilste hun ikke , da jeg red forbi hendes vogn og hilste hende . +Det var den første gang at vi mødtes efter duellen . +Hvor rødmede hun ikke , og flere gange , da jeg +ubemærket af hende så op til vinduet , dengang hun +og broderen boede derinde i byen , hvorledes overraffedes +jeg da ikke , når jeg så hende stå ved +vinduet for at se mig ' . +— o , dersom dun var således som jeg ønskede +hende , og elskede hun mig , som jeg elsker hende , da +skulle ikke hele verden kunne rive hende fra mig . +Nej , om så jeg skulle . . . +— Herrens tøj er pakket sammen og toget kører +om et kvarter ; vognen er forspændt , mældte tjeneren +og vikomten vendte sig om . +— godt Pedro , nu kommer jeg ! +Han kastede et sidste blik på billedet , stak det + +ind på tit bryst , greb sin rejsekappc og hat og +trådte ud på trappen . +— du følger mig , Pedro , sagde han til tjeneren . +Du har vel nok lyst til at rejse ? +— ja , hr . Likomte , stor lyst . +— og du , kahm , du fial bringe hr . Savigny +bette brev om en time . +— vel herre , lykkelig rejse ! +— lykkelig rejse ! ønskede hele flokken ham . +Han nikkede , steg i vognen og afsled rullede den . +Olteogtyven-e kapitel . +Gangen . +— jeg er umådelig træt , hr . Vikomte , sagde +pedrø , da de befandt sig udenfor Florents . +— så , jeg synes da ikke , vi har anstrengt os +så meget med at gå . +— nå , vi har vel gået et par mil og det er +da ikke så ganske lidt , mener jeg ; men det var den +jørdømte gæstgiver , han lod alle be andre rejsende , +der skulle til Florents , få vogne , men fordi at jeg +kom sidst fik jeg ingen , før der var ingen . + +— ja , det var en væsentlig grund , min gode +pedrø , men dine ben har ingen skade lidt , så vidt +jeg kan se . +— hm , nej , døg træet er jeg alligevel . +— ja lad nu det væere godt ; skaf os nu et hotel , +jeg vil imidlertid gå her ind hos vinhandleren og +vente dig . Jeg har desuden et brev at besørge . +— skal jeg ikke gøre det ? +— nej , det er for fint min ven , det tåler ikke +at komme i dine store hinder ; det ville forsvinde den . +— nå så . . . få går jeg , fijøndt jeg tilstår , +af et glas bin ville gøre godt . +— nå , så få dig da en hjertestyrkning inden +du går , lilføiede vikomten leende over tjenerens +ansigt , der med et ubeskriveligt velbehag betragtede de +flasker der stod i vinduet — men så må du +også flynde dig , og se af få fat i et nogenlunde +godt hotel i dag ; det du skaffede os sidst havde adflil » +Lige mangler . +— vel sandt , herre , men det var også meget +billigt . +- hvem har bedt dig om af spare ? +— det bør man altid , når man er en fattig +Karl . +— nå , nu forstår jeg dig ; du tager resten +til dig selv . . . Det er just ikke smukt , men det er +heller ikke snildt af dig af fortælle mig det . +— jo herre , thi de er så god imod mig og +jeg kan intet holde hemmeligt for dem . + +— nå , lad nu det være godt . . . Kom ! +Pedro lod sig ikke nede ; han drak vinen i en +slurk og forsvandt derpå , for af leje værelser til +fin herre . +Vikomten greb en Avis ; hans øjne giede ligegyldigl +henad denne ; men pludselig standsede han og +læsle hurtigt følgende : +„ behjertet dåd . +„ igår havde nær en sørgelig ulykke hændet +„ her i byen , idet en lille toårs dreng styrtede +„ ned i dammen ved dalen . Han ville werf +„ være druknet , dersom ikke doktor Einers datter +„ havde befundet sig i nærheden . Hun lød hen +„ til dammen , så ulykken og uden at tænke +„ over følgern « sprang hun ud , greb den lille +„ dreng og med anstrengelse boldt hun ham over +„ bandet . “ +„ forgæves råbte hun om hjælp . Ingen +„ borte hende . Hun gik på den slibrige bund +„ hen til bredden og lagde barnet op på land , +„ men det var hende umuligt selv at komme op ; +„ hendes kræfter svandt mere og mere og hun så +„ kun den visse død for øje . Men denne smukke +„ gerning skulle ikke blive uvåagtet ; thi den gamle +„ jæger Bernards søn kom åndeløs styrtende til . +„ han sprang ud i dammen og hjalp hende op ; +„ men angsten og let ufrivillige bad bevirkede , at +„ den spæde unge pige bevidstløs faldt om , da hun +„ kom op på land . “ + +„ nu pleje dalens beboere hende med kær „ ligbed +og venlighed og man håber af hun snart +„ vil komme sig . Barnet er gengivet dets for „ ældrr +sundt og friskt . “ +— hvilken kvinde ! råbte vikomten begejstret ; +det er et træk , der er en mand værdig . Hvor boer +denne dame ? sagde han henvendt til vinhandleren . +— det ved jeg ikke ; men jeg skal strar skaffe +Herren det af vide . +— nej , på ingen måde , gør dem ingen ulejlighed . +Pedro kom i det samme ind ad døren . +— så , herre , nu har jeg fået opspurgt nogle +rigtig elegante værelser i hotel „ den gyldne ørn . “ +— godt , Pedro , så lad os strar tage dem i besiddelse . +Her er min vadsæk ! +Tjeneren fog den , fik et glas vin , og nu gik de +til hotellet . +Ester af have gjort sig det så mageligt som muligt +ovenpå den besværlige reife , befalede han Pedro af +få opspurgt hr . Harry Kronwall , der boede i bestkanten +af byen . +Pedro gif og bikomten tra ! Madelaines portræt +frem fra sit bryst og kyssede del . Han betragtede det +længe , kyssede dej atter og gemte det . +Derpå faldk han iwvn og drømte en dejlig drøm +om hende . + +klokken var 8 om aftenen da Pedro — ' der havde +sluttet venskab med hotellets øvrige tjenere — +kom hjem . +Vikomten vågnede krar . +— nå , har du nogen efterretning til mig ? +Spurgte han ivrig . +— nej , svarede Pedro drukken og svimlede ikke +så lidet . Jeg har været ude at fiske . +— ude at fiske ; og jeg bad dig at forhøre om den +person , som . . . +— ja . . . men . . . nu har jeg ikke gjort det , +for de derude ville have mig ud med . . . oz så var +der en tøs med sådan satans sorte mutter . . . jeg +kunne ikke bare mig for at trykke hende til mit bryst +. . . og så gik tiden . Ja-a , og n » er jeg her ! +— det passede sig bedst om du slet ikke var +kommet herind i denne tilstand sagde vikomten opbragt ; +skynd dig op på dit værelse , uforskammede ! +— uforskammede ! lallede Pedro og begyndte fin +vandring hen mod døren . Uforskammede ! . . . Det +skulle han egentlig have en skalle for , — sådan en , +som han fik , der ville omfavne mig ! . . . Men Pedro +kan ikke godt slå på fine ben i aften , så må det +opsættes til en beleiligere tid . . . Farvel , snøvlede +han , da han var kommet hen til døren . +Vikomten vendte ham ryggen med en foragtelig +gebærde . Han stod op , klædte sig i hast om og gik . +Han vandrede længe om i byen ; klokken var over i l +og mørket var indtrådt . + +vikomten ville vende hjem ; men da nåde en +herlig sang hans øre ; han lyttede . +Toner , så blide , så klokkerene , lsd ud til hamakkompagneret , +af fortepiano . +Sangen — en fransk elskovsarie — gjorde et +mægtigt indtryk på ham . Han gik efter lyden og +standsede foran en åben havedør . Midt i haven lå +en pavillon klart oplyst . +Tonerne køde ud af de åbentstående vinduer . Han +trådte dristig ind og nærmede sig . Han så en ung +dame sidde foran pianoet ; hendes fingre gled hen +over pianoet uden at hun mærkede det ; sangen beskæffigede +kun hendes sands . +En herre sted med hånden støttet på hendes stol . +Udentvivl havde hun sunget denne Arie mange +gange , men da hun kom til nedenstående Vers blev +stemmen vemodig , og da den sidste tone hendøede , +rejste hun sig og brast i gråd . +„ o , når skal min Kummer ende ? +Når skal atter ham jeg se ? — +herre ! som min sorg mon kende , +lad mit hjertes ønske ske : +lad ham lytte til min klage , +send min hjertenskær tilbage ! “ +Herren tog hende i sine arme og betragtede hende . +— o , min gud , nu glemte jeg mig selv , sagde +hun med et smerteligt smil . Jeg glemte , at deres +hjerte ikke er af metal og at de må lide ved at se +nig græde ; men tilgiv mig , det skal blive sidste gang . +11 + +hun trykkede hans hånd og vendte sig bort . +— min gud , det er hende ! udbrød vikomten +levende . Min elskede Madelaine , du her ? +Han ville ile ind til hende , men han stod som +fastnaglet til pletten . +Doktor Einer tog Madelaines hånd og førte +hende hen til kanapeen . +— ha , det er sandt , hun er ikke dydig ! udbrød +vikomten med lav stemme ; hvorledes kunne hun ellers +komme her ? Ah , det er måske hendes . . . Mand . — +min gud , hvor jeg lider i dette øjeblik ! +Doktor Einer havde grebet Madelaines hånd og +klappede hende venligt på kinden . +Vikomten så at hun kastede et taknemligt blik +på doktoren . +— ja , sa , nu har jeg vished ! O , forfærdelige +kval , jeg bliver gal ! +Han udstedte et halvkvalt skrig og styrtede ud af +haven . +Madelaine rejste sig ; hendes ansigt var blegt og +de smukke øjne stirrede ængsteligt ud i haven . +— hvad var det , kære doktor Einer , sagde hun ; +de hørte vel også . . . +— intet , mit barn , det var Illa , der gjørde stærkt . +— nej , nej , jeg hørte et menneske skrige . +— bist ikke , svarede doktoren ; natteluften er kold , +ellers skulle jeg overbevise dig om det modsatte , ved +at undersøge haven med dig . +— o , jeg er så ængstelig . + +— gå til ro , barn , det er silde . +— ja , men jeg må først kalde på Leonia ; jeg +kan ikke overvinde min frygt . Så , nu skal jeg ringe . +Leonia kom . +— men kære barn , er du ikke iseng endnu , +klokken er jo balvtolv ? sagde hun . +— nej , som du seer ; men nu skal jeg gå , du +følger mig vel ? +— ja , naturligvis ; kom ! +Madelaine og Leonia gik bort . +Doktoren blev endnu et øjeblik i stuen og lagde +nogle nye musikalier på pianoet . +— det vil glæde hende når hun seer dem i morgen , +sagde han ved sig selv . Det er fransfe musiknumere , +kom nylig er udkomne . +Vikomten gik og gik , i sit hjerte ønflende sig +døden . Ansigtet var wørkt og truende . I et voldsomt +oprør stormede han frem ; han ænsede ikke +hvor han gik . +Pludselig gled foden og med et fortvivlet skrig +styrtede han ned i dalen , hvor han afmægtig blev +liggende på jorden . Han havde i morsket ikke kunnet +fljælne skrænten og var således styrtet ned fra den +skrækkelige hoide . +Skriget hidkaldte en del af dalens beboere . +Mændene bar den unge , fornemme mand ind i en +hytte og gjorde alt hvad der stod i deres magt for + +at bringe ham tillive igen ; men det var et alvorligt +slag han havde fået og han ville ikke så snart komme +til bevidsthed . De slode fortvivlede omkring ham , da +de trøede at han var død . +Pludselig råbte en af mændene : +— jeg har det , jeg har det ! Lad os lave ham en +dåre , så bære vi ham hen til doktør Einer ; den +brave doktør og hans datter vil nok vide at så liv +i ham . +Dette forslag hilsedes med glæde . En båre , +hvorpå nogle bløde puder og tæpper blev lagt , blev +ihast lavet i stand og vikomten forsigtig lagt derpå . +Nu begyndte det sørgelige tog langsomt af bevæge +sig hen ad vejen , der oplystes af fakler , som nogle af +mændene bar . +Vikomten lå på båren , aldeles lignende en død ; +de enkelte mennesker , der køn , fordi , gyste ved af se +dette natlige tog . +Man standsede endelig foran doktor Einers hus . +Det varede længe inden porten blev åbnet , thi port - +veren var gået til ro for længe siden . +Endelig åbnedes den dog , men portneren , der +var meget overtroisk , for forfærdet tilbage , da han +troede , af det var et varsel om en eller anden større +ulykke . +Den gamle jæger , der var med i toget , stødte +porten op på vid gab og befalede portneren af lave +dem komme ind . +Doktor Einer stod i sit studerekammer , beskæftiget + +med af stille nogle bøger i orden i reolen , da stølen +nåde hans øren . Han åbnede vinduet og så da +det sørgelige tog ; han fik øje på den bevidstløse og +i et nu var han nede af modtage ham . +Støken nåde også op til Madelaines værelse ; +hun stod op , kastede i hast nogle klædningsstykker på +fig og åbnede vinduet , men udstedte et svagt skrig +af skræk og stirrede forfærdet på den forsamlede +mængde . +Da hun til dels havde overvundet sin frygt , ilede +hun ned , da hun tænkte af hendes hjælp var nødvendigfolkene +vare nu komne ind i stuen og havde +lagt deres byrde fra dem på sofaen . De hilsle +doktorens datter med ærefrygt . +— hvad er der hændet ? spurgte hun . +De fortalte hende begivenheden . +— hvor er den stakkels forulykkede ? spurgte hun . +— her , frøken , sagde jægeren og pegede hen +på sofaen . +Der var lagt et tykt tæppe over ham , thi doktoren +var gået ind i et andet værelse for af hente +de fornødne instrumenter og medikamenter . +Madelaine gik hen , slog tæppet til side og så — +vikomten . +Hun for tilbage , som ramt af et lyn ; øjnene +stirrede på mennesket der lå , som var det en guddom . +Hun løfteve hænderne mod himlen og udbrød : +— min gud , min gud ! det er ham , ham ! +O , tag denne smerte fra mig ! + +hun betragtede ham atter , og i tavs smerte +kastede hun sig på knæ , greb en af hans h « nder > g +lod fik hoved hvile på hans arm . +Mændene så forbavsede på hinanden . +Doktor Einer kom i det samme ind ; han så +Madelaine knæle ved den fremmede , som de kaldte +ham , og løftede hende op . Mekanisk gik hun hen til +en stol og satte sig på denne . +Doktoren bad hende forlade værelset , da den +fremmedes opvågnen kunne forsfrække hende endnu +mere . +Folkene spurgte om de kunne være ham til nogen +nytte . +— nej , mine brave venner , gå kun hjem ; jeg +stat nok hjælpe mig selv . +Folkene gik og doktoren opfordrede atter Madelaine +til at gå . +— nej , svarede Madelaine , de må ikke være +ene ; jeg kan altid være til nogen nytte . +— nu da , så gå ind i alkoven , medens jeg +syner ham . +Madelaine gik . +Doktoren undersøgte nu vikomtens tilstand . Et +voldsomt slag havde truffet ham i baghovedet og +doktoren frygtede en hjernerystelse ; det ene ben og +føden var slemt forslået . +Vikomten vågnede ved at doktoren stak et instrument +ind under den lssn-dc hud . + +et forfærdeligt skrig fik Madelaine til at fare +ud af alkoven ; hun styrtede hen til dem . +Bikomtens øjne stirrede vildt omkring ; han udstødte +det ene skrig efter det andet og vred sig under +den forfærdelige smerte . +— Madelaine , kald på Leonia , sagde doktøren . +— Madelaine , Madelaine ! streg den syge og +stirrede efter hende , da hun gik . Troløse , rænkefuld « +Pige , det er dig , der er skyld . . . +Et skrig af smerte lød på ny fra hans mund +og han faldt atter bevidstløs tilbage . +Leonia fik i hast noget tøj på sig og fulgte med +Madelaine . Denne havde hørt bikomtens ord ; hendes +hjerte sammensnøredes og hadet — denne mægtige +dæmon — havde nær sneget sig ind i hendes hjerte +mod den kvinde , der havde gjort hende skyldig i hans +øjne . +De trådte ind i stuen . Doktøren var atter^bestæftiget +med bikomten . +— er han nu atter falden i afmagt ? spurgte +Madelaine . +— ja , barn ; men jeg råder dig til ikke at vise +dig for meget her når han er vågen , thi jeg tvivler +da på at kunne helbrede ham . +— jeg skal blive borte fra ham , når han ikke +vil se mig , svarede Madelaine . +Leonia fik det hvev at afklæde ham og han blev +båren op i Madelaines værelse , der var det lyseste + +og bedste ; medens han benyttede det skulle hun hav : +doktorens studereværelse . +Han blev bragt til sengs og doktoren og den gamle +lconia vågede over ham . +Madelaine skulle gå til ro , men vi ville overlade +den « rede læser at bedømme øm hun kunne sove . +Niøgtyvende kapitel . +Den mishandlede . +— rå , min kære Adele , i dag har du det nok +bedre . Du seer så glad ud ! råbte hr . Savigny , idet +han kastede hat og frakke til tjenere « . +— ja tak , lille fader , det er betydelig bedre +med mig . +— her er et brev til Herren , sagde tjeneren . +Hr . Savigny fog det . +Adele vendte sig om ; en ligbleghed bedækkede hendes +kinder , hun anede hvad dette indeholdt . +Han åbnede brevet ; Adele bævede over hele +legemet ; hun fog sit arbejde og ville forlade stuen . +— nej , du bliver her ! råbte hr . Savigny +hårdt . + +Adele satte sig atter på sin plads . +Hr . Savigny gik i rædsom vrede frem og tilbage +på gulvet , med hænderne på ryggen og brevet i +den ene hånd . +— det er en net historie ! bred han endelig los ; +en nydelig skandale ! +— men , kære fader , hvad er der i vejen ? +— ti , ffarnagiige tøs ! det er din kulde der har +fordærvet mig det hele . +— men jeg begriber ikke , vovede Adele at tilfsie . +Hr . Savigny svarede ikke ; han stampede i gulvet +og gebærdede sig som en rasende . +Adele turde hverken gå eller blive siddende . Hu « +Fulgte faderen med øjnene fra den ene ende af gulv « +Til den anden . +— læs selv ! tordnede hr . Savigny og kastede +brevet hen ad gulvet . Han giver drg din afsted på +gråt papir . +Adele tog det ikke op . +— læs , siger jeg , eller . . . råbte han og hævede +hånden . +— eller ? sagde Adele og stillede sig ligefor ham . +Slå kun , jeg er dit barn , jeg skal tåle det . +Hr . Savigny vendte sig om og styrtede ud af +stuen , ikke island til at tæmme sin hæftige vrede . +Adele tog brevet op fra gulvet og læste : +„ hr . Savigny ! +„ et uforudset tilfælde har gjort et mægtigt +„ indgreb i min skæbne . Jeg seer mig ikke island +Madelaine . 12 . Heste . + +„ til at kunne ægte deres smukke datter , og da +„ jeg oprigtig talt ikke elsker hende , var del ikke +„ smukt om jeg viede hende et glædeløst liv . +„ behag at meddele frøkenen denne bestemmelse . +„ jeg forbliver deres ærbødige +vikomte se Bot ine/ ' +Adele lod brevet falde ned på gulvet og rejste +fig ; men hun kom ikke langt , thi hr . Savigny kom +farende ind til hende , med frådende læber og tænderne +fast sammenbidte . +— skændsel . . . Vanære bringer du over vort +hus , vanartede datter ! brølede han . +Adele for tilbage for den rasende mand . +— se her ! se her ! råbte han tænderskærende . +Adele strakte hånden ud for at modtage det åbne +brev hr . Savigny havde . Hun læste det , — del +svimlede for hende og hun måtte gribe fat i bordkanfen , +for ikke at falde om . +I brevet stod kun : +„ hr . Savigny ! +„ jeg tillader mig herved at underrette dem +„ om , at deres datter står i el utilladeligt +„ forhold til en ung mand , som ingen kender +„ her i Paris . Dcreø sædvanlige mødested er bag +„ kirkegården mellem piletræerne . Jeg siger dem +„ dette , for al de mulig kunne forebygge en yderligere +opsigt . +„ til slutning vil jeg benmrle , nr hele byen +„ taler om denne skandale . +En sand ven . “ +I + +— hvad siger du til denne skæmdsel ? råbte +hr . Savigny og hæevede atter hånden +men denne gang lod han den falde på Adeles +hoved . Hun udstedte er skrig , men dette opirrede +kun hendes fader og han styrtede som en vild imod +hende og tildeels hende slag på slag . +Adele fandt sig tålmodig deri ; kun af og til +udstedte hun et dybt suk . +Fru Savigny , som hørte stølen og skriget , kom +ilende ind . +— min gud og fader , hvad er dette ? råbte +hun forfærdet . Er du bleven gal , sådan at slå +vort stakkels svage barn ! +— ti , nedrige kvinde , du er skyld i det hele ; +det er dine koblerkunsfer , der har bevirket det . Men +før ar jeg skal se hende vanæret , før skal hun dø ! +Ordene måtte med magt frem , thi hr . Savigny +kunne næesten ikke tale før vrede . +Fruen køstede den mishandlede Adele op fra gulvet +og ringede på en tjener . +— bæer min datter ind på hendes væerelse , +befalede fruen . +Lad hende ligge ! sagde Herren . +- har du hørt hvad jeg har befaler dig ? +Skynd dig lidt ! råbte fruen og tilkastede sin mand +et strengt blik . +Skjøndt denne var meget trodsig , fik dette bebrejdende +blik ham døg til at vende sig om og gå . +Tjeneren bar Adele bort . + +fruen greb de to breve og læste dem ; også hun +blev bleg , men hun kunne alligevel ikke billige sin +mands handlemåde . +Hun gik ind til Adele . Denne stod oprejst midt +på gulvet og stirrede udtryksløst på moderen . +— gå i seng , Adele , du må være meget træt . +— ja , meget træt , moder , sagde Adele med +klangløs stemme og satte sig ; meget træt . +— så gå i seng . +— jeg kan ikke . +— hvorfor ikke barn ? +— nej , jeg er så varm og føler mig så mat . +— kom skal jeg hjælpe dig , eller skal jeg kalde +på din kammerjomfru ? +— nej , nej ! . . . O , jeg har så mange smerter ! +— hvor , barn ? spurgte fruen med tårer i +øjnene . +— her , sagde Adele langsomt og pegede på +tit bryst . +— lad mig se om del har laget nogen skade ? +— ja , se kun ad . . . O , tag ikke for hårdt . . . +Ak , hvor jeg lider i mit hoved ! +— stakkels , stakkels barn ! Du er døg uskyldig i +del hele . +— ja , moder , jeg sværger derpå ved den gode +gud ! O , lag ikke din hånd bort , lad mig hvile mit +hoved lidt ved dit bryst , jeg er så træt . Ah , ah , +jeg kvæles . . . Luft , luft ! +Fruen lukkede grædende vinduet op . Adele sank +sammen i hendes arme . + +man bragte hende til sengs og en time efter lå +hun i en heftig feber , der — lige siden Harry var +rejst -- havde fortærer hendes indre og nu endelig +brød løsfruen +indelukkede sig ; forbød folkene al lade nogen +komme ind , ikke engang hendes mand . +Folkene så til hinanden og smilede , som ville +de sige : +— bi kende nok årsage » . +Som en følge Heras målte Herren i huset hver +dag spise alene ; hans kone ville ikke se ham og +Adele , vidste han fra folkene , var meget syg , så syg , +at man endogså frygtede for hendes liv . +Tredivte kapitel . +Familien Kronwall . +I det lille hus , der ligger på * * * pladsen i +Florents , boede den gamle ærværdige Fru Kronwall +med sin 26årige søn og en smuk datter på 17 år , +livlig og munter , som allerede har haft flere værdifulde +tilbud , men hun kimsede ad dem alle . + +den gamle ærværdige frue elskede sine børn +øver alt . +Før ti år siden havde hun mistet sin mand , hvem +hun elskede med liv og sjæl . Han rejste bort før ar +overtage nogle godser i England efter en afdød fætter , +men man hørte aldrig noget fra ham siden . +Fruen havde endnu ikke glemt den kære afdøde , +thi at han kunne være i live var utænkeligt . Den lille +familie var meget ulykkelig over tabet af deres forsørger , +thi han havde taget en god del af formuen +med på rejsen . +Efter to Års forløb forbavsedes fruen ved st +modtage et brev fra prokuratoren , hvori han fortalte +-ende , at han havde solgt godserne og nu sendte hende +formuen , der var meget betydelig . +På denne måde var Fru Kronwall meget velhavende +og denne formue skulle naturligvis gå i arv +til børnene ; ja , man ymtede endog om , at den ung ? +Pige skulle have en million i medgift . Det var derfor +intet under , at huse » , som ellers stod åbent for +alle , vrimlede af unge og gamle mænd , der alle ventede +at bedåre millionen ; men Mary - som vi allerede +tidligere have gjort bekendtskab med — var usårlig , +det lod i det mindste til det , thi alle de ømme øjekast +prellede af på hende og hun lod som hun ikke bemærkede +dem . +Den gamle frue smilede over Marys kulde , der +ikke var hende egen , thi hun havde mange » gang , når + +de vare bedrøvede , sat hele huset på den anden ende , +ser at sætte dem i godt humør . +Moderen kaldte hende aldrig andet end den lille +vildkat . +En aften , da en træet vandrer kom forbi haven , +bød Mary just ved gj « rdæt . +Den fremmede gik hen til hende og bad om han +måtte hvile sig lidt på en bænk i haven , da han +havde gået hen ved ro mil . +— så gerne ! sagde Mary muntert ; kom +ned mig ! +Hun førte den fremmede ind i stuen og forestillede +fin moder for ham . +Han gentog sit ønffe for fruen om at måtte +hvile sig lidt . +— bæer så god , min herre , sagde fruen venlig +og bød ham en plads i kanapeen , thi den fremmede +var sint kledt og rødede et fornemt væksen . +— ring på pigen , Mary , og lad hende tage +Herrens Toi og derpå dæelte aftensbordet . +Den fremmede gjorde indvendinger og undskyldte +sin dristighed , men fruen ville intet høre og bad +ham gøre sig det så bekvemt som muligt . +—- det er skik hos os , at alle , hvem der ikke +synes at vort hus er for ringe , komme her når de +have lyst ; ja vi er sædvanlig et helt lille selskab ved +aftensbordet . De ftal strar få at se , hvis de endnu +ikke vi ! forsmå vort ringe hus . + +— o , frue , de overvælder mig med artighed , +og jeg har intet at byde dem til tak . +— behsves heller ikke ; men deres navn , min +herre , jeg tilstår at det ville glæde mig at vide det . +Den fremmede rakte hende et forgyldt visitkort , +hvorpå stod : +baron « te Verdin . +Fruen blev forundret , men lod sig ikke mærke med +noget . Derimod blev hendes opførsel imod den smukke +baron venligere og venligere . +— undskyld mig , min herre ; min datter vil +behage at holde dem med selskab så længe , sagde +hun , nejede og smuttede bort , for hemmeligt at se til , +om aftensbordet blev så smukt at man kunne byde en +baron det . +— o , alt for megen lykke , at have en så smuk +selflaberinde , sagde baronen og så på Mary , der +helt forlegen og glemmende alle sine vittigheder og fin +munterhed , der ellers bestandig kom hende tilundsætning , +rødmende og undseelig stod noget fra ham . +— jeg har hørt denne by bersmmes for sin +skjønved , min frøken , sagde baronen ; er den så +smuk som man omtaler den ? +— ja , min herre , meget smuk ; men i mine øjne +dog ikke så smuk som den mindste by i England . +— så ? Det forundrer mig i sandhed ! Er her +da intet at beskue ? Ingen smukke slotte , store musæer +eller andet ? Jeg må tilstå , at det forarger mig , thi + +jeg har ene gjort denne rejse for at se mig om i +Italien , der bliver berømt og lovpriset overalt . +— sandt nok , men jeg er født i England og jeg +elsker mit fødeland . +— men fordi vi elfte vort eget , dør vi derfor +ikke lade andres skønhed fylde vort hjerte med beundring ? +— is , de har måske ret og jeg er en tåbelig +pige ! +— nu gør de mig skamfuld , min frøken ; mindst +skulle jeg dringe dem til dette resultat og jeg har +måske også uret . De er tværtimod en elskværdig +dame , med umådelige egenskaber og en skønhed , +som langt overgår dele Italiens . +Mary blev igen forlegen , men da trådte Harry ind . +— o , Gus ske lov du tom , kære Harry , råbte +hun ham i møde ; vi vare delt ængstelige fordi du blev +så længe borte . Må jeg forestille dig hr . Baron +bcrdin — var det ikke så ? — og min Broder , sagde +hun med et smil , idet hun forestillede Harry for +baronen . +Herrerne bukkede for hinanden . En samtale udspandi +sig imellem dem , hvorved Mary så sit snit +og listede sig dørt . +Bed aftensbørdet viste man den nye gæst al mulig +ære . Man bad ham blive og gæste huset så +længe han havde lyst . +Man havde allerede fået den smukke franskmand +meget kær . + +han modtog tilbudet med glæde og således blev +baron Verdin indlemmet i denne lille familie . +Da han havde opholdt sig der i hen ved otte dage , +forbød hans beskedenhed ham at blive længer . Han +søgre da en lejlighed i nærheden og fik ikke langt derfra +en passende lille bopæl . +Nu var baron Verdin en stadig gæst i det kærlige +hjem og ingen glæde kunne være større , end når +han kom ; uden ham syntes alt koldt og trift . Selv +Harry elskede ham , skønt han var usædvanlig mut og +fortrædelig i den sidste tid , som hans søster så ofte +bemærkede . +Når Marys veninder og hun selv skulle ud at ride , +måtte baronen med , thi ellers brød de dem ikke om +ar komme ud . Han blev førgudet og feteret ; intet +under at han blev sioli . +En aften , da alle de unge mennesker skulle på +bal , og Mary havde pynter sig fil at tage afsled , +trådte hendes kusine ind ad dsren i baldragt . +— god aften , Agnes , nej hvor du er nydelig +raslen ! sagde Mary . +— synes du ? +— ja , udbrød baronen beundrende , frøken Mary +har net , de er skøn som en engel . +— de er meget artig , hr . Barøn , sagde agr . es +leende . De glemmer Marys rose kinder , beundrer +lem , men ikke mine blege . + +— vel sandt , sagde baronen , der ville hævne en +førnærmelse , . som Mary havde tildelt ham om formiddagen ; +men den fine bleghed , der bedækker deres +kinder , er symbol på englene , rødt derimod på +glæden . +Mary vendte sig om ; havde han nu set hende i +ansigtet , ville han ikke have kunnet bemærke de roser , +der før bedækkeve hendes kinder , thi hun blev bleg som +et lig . +— han elsker hende ! mumlede hun og knugede fin +blomsterbuket mellem hænderne . Jeg tager ikke på +bal i aften . +— nej , se døg den smukke buket ! råbte Fru +Kronwall ivrig . Kære Mary , du er ikke forsigtig , +den går jo aldeles istykker . +Denne reprimcnt gjorde ikke Mary blød om hjertet . +Hun svarede ikke , men gik op på tit værelse . +— jeg tager ikke med , sagde hun bestemt og satte +ng . Nej , jeg fia ! vise dem . . . jo , jeg tager alligevel +med , afbrød hun sig selv ; thi ellers ville han tro at +de « var fordi han havde sagt dette . . . Jo , seg tager +med , jeg ffal danse med alle , undtagen med ham . +Og , vedblev hun efter en pause ; jeg som havde glædet +mig så meget til at danse med ham i aften . — nu , +det må være som det er , jeg vil danse min bedrøvelse +bort . . . . Vil du tie ! sagde hun til tit hjerte , der +bankede stærkt ; jeg vil ikke tåle at du forråder hvad +der føregåer derinde ! +Hun hoppede næsten glad ind i stuen . + +- skal vi så rage afsted , moder , vognen holder +dernede , sagde hun . +— ja , barn . +Harry død sin moder og søfter armen , baronen +bød Agnes Kronwall fin arm og de to kjone +alene i en vogn . +Hvor måtte ikke Mary gjorde bold på sig selv , +for at undertrykke den hulken , der truede med at +bryde los . +Man ankom til stedet . Harry steg først ud og +bød sin moder hånden . Baronen var denne ved +deres vogn og ville djcelpe Mary ud deraf , men hun +lod som hun ikke bemærkede dam og skøttede sig til +Harrys arm . +Baronen vendte sig om til Agnes oz bød hende +armen og man spadserede op til balsalen . +Hørste Dands dansede baronen med Agnes Kronwall , +anden og tredje ligeledes . +Mary dansede som en bild , jnret kunne holde +hende tilbage . +En flok tilbedere stod lejret om hendes stol og +man kappedes om ar danse med hende . +Man havde et ophold , hvori indtoges forfriskning +Mary gik ved siden af fin moder over gulvet , +for at tale med en dame af deres bekendtskab . Baronen +sad just på stolen t « r derved og kunne udemarket +hviske til hende : +— de er vred på mig , frøken Mary ; har jeg + +forncrrmet dem ? Ikke en eneste Dands har de +flj « nket mig ! +Mary lod som hun intet børte , satte sig hos +damen og spurgte til hendes befindende , sfiondt hendes +tanker vare langt fra dette emne . +Baronen rejste sig og blandede sig i en sværrm +herrer , der debatterede de sidste nyheder . +Harry stod noget fra dem og betragtede dem . +— man siger , at ban ligger på sit iderste , +bemærkede en ; det var en aoærk hjernerystelse . +— hvilken læege har fået ham under behandling ? +Spurgte en anden . +— doktor Einer , en ejegod mand , hvem dele +byen elsker . — har de set hans datter ? +— jø , en engel kan ikke se fljønnere og mere +god ud end hun ; man taler overalt om hendes sidste +dåd ! +— hvem er den unge mand , som kom så ulykkelig +afsted ? spurgte en tredie . +— ah , det er jo sandt , hr . Baron , en landsmand +til dem , det er en ung franskmand . . . Bliv +lidt , jeg kommer strar på navnet ; nu har jeg det : +bikomte < 1^ botme . +— nej , er det muligt ? udbred baronen ; den +stakkels unge mand . Ja , de bar ret , vi er landsmand +og ovenikjøber gode bekendte . +— så fortsel os noget om ham . +— nej , vist ikke , mine herrer , så nøje kender +jeg ikke hans meriter . + +Harry Kronwall var faret sammen , da han hørte +dette for ham så bekendte og forhadte navn . +Han sluttede sig til dem , for at høre mere , men +musiken lød nu og gæsterne , der længselsfuldt ventede +dette oiedlik , begyndte at danse . +Den ene herre efter den anden forsvandt , og til sidst +stod Harry alene . +— det var kedeligt , jeg ville gerne have børt +hvorfor han er kommen her , mumlede han ; måske ; r +Adele med som hans . . . uha ! der er de tanker +igen , jeg tror jeg vil danse lidt , så forgå de . +Han bad Agnes , som netop i dette diedlik stod +ved siden af ham , om en Dands . +Hun smilede og nikkede . +— intet er mig mere kjæert , sagde hun . +Kort efter dansede de hen ad gulvet . +Baron 6^ Verdin stod med ryggen læenet mod +orkestret og betragtede de dansende . Han så Mary , +rød som en rose , svæeve hen ad gulvet med sin fsetter , +smilende og talende , uden at bemæerke ham . Hans +blik fulgte hende , uden at han selv vidste af det . +-- nå , hr . Baron , de er tankefuld i aften , +sagde Harry , og de dandser ikke ! Her er deres dame , +væer så god . Jeg tog mig den frihed at danse lidt +med hende ! +Barønen lo og bemærkede , at frøken Kronwall +var en alt for elftvoerdig dame til at han turde forlange +hver en Dands af hende . +Der spilledes op til en inklinationsvals og barønen + +sted i det salige håb , at måske Mary skulle +vcrlze ham . +— ja , så får du ikke lov at gå , Harry , chi +nu inklinerer jeg for dig , sagde Agnes . +— o , de damer , de kan da ikke blive trætte af +at danse , sagde Harry leende ; vi har jo nylig dandset +og jeg er ganske træet . +— gjer intet til sagen , min ben ; væer så +artig , nu begynde vi . +Barønen så Mary gå dort og han stod den +Dands over , da hun lod som om hun ikke demcrrkæde +ham . +Hun gik gennem salen og satte sig hos fin moder +i det tilstedende værælse . +— skulle vi snart hjem , moder , jeg kan ikke +næegte at jeg er træet , sagde hun . +-- som du vil , mit barn , jeg skal gerne kjore +med dig hjem nu , jeg er selv træet af af sidde her . +Som sagt så gjort . Deres tjener lod vognen +køre frem og Mary og hendes moder toge i hast +afsted med dem der var dem næermest . +Mary klappede i hæenderne af glæede , da hun atter +kom hjem ri ! fine vante sysler . Hun aftog sin baldragt +dg iførte sig en dagligkjole . +— hør , ved du hvad , moder , jeg tager mig +meget bedre ud i denne dragt end i den der , sagde +hun ; jeg synes ordentlig af jeg er sat i klemme med +a ! den fine stads . Jeg lover af jeg aldrig skal tage +på bal mere . + +— o , det er også — når man ret betænker det +— en underlig ide vi mennesker har , udbrød Fru +krønwall , af kalde det en fornøjelse , af svinge rundt +på gulvet med hinanden , svede , puste oz komme ud +i luften og blive syg ovenpå . Nej , jeg foretrækker af +blive hjemme , når du læser for mig , og jeg imedens +kan sy ; det er mig det kæreste . +— også mig , sagde Mary og lagde kærligt +fine arme om møderens Hals . +— men hvorfor tog du da dertil , mit barn ? +Mary skjulte sit ansigt ved møderens bryst og +sukkede . +Fru Kronwall løftede hendes hoved op og så +på hende . +— Mary . Mary ! udbrød hun . +— moder ! svarede Mary . . +Fru Kronwall rejste sig og sluttede sin datter i +sine arme . +- Mary , ingen tårer , din moder kender dit +hjerte , hviskedee hun ømt . +— har jeg da røbet mig ? spurgte Mary . +— nej , men jeg vidste hvad lille Mary tænkte , +når han kom her ; jeg så det glade smil , som lå +på dine læder . . . Jeg behøver ikke at nævne hane +navn . +Man hørte en bogn rulle ind i gården . +— der er de , Mary , hører du . Vil du +blive her ? +— nej , moder , jeg går ; jeg kunne måske ikke + +vsere herre over min bevægelse ! . . . O , moder , +moder , hvor du er kjæer , sagde Mary og omfavnede +hende ømt ; jeg burde aldrig elske andre end dig . +- hsr , barn , der komme de , gå ! +Mary gik bort . I det samme åbnedes dsren ; +baron Verdin og Harry trådte hurtigt ind . +- - o , de er kommet hjem , sagde baronen åndelss ; +de har vel frøken Kronwall , deres datter , med +dem ? Bi vare ganske bange for , af hun var forsvunden . +Fru kronwall smilede hemmeligt over hans Iver +og sagde : +— jo , min datter er i bedste velgående på +sit væerelse . +— kommer hun ikke ned i aften , moder ? spurgte +Harry , som nu havde forvundet sin angst . Jeg ville +døg gerne se hende . +— hun er gået ul dvilc , men du kan stole på +af hun har det godt , Harry . +— det er sent , frue , sagde baronen og tog sin +hat . Vil de onffe frøken Kronwall godnat og takke +hende for denne behagelige aften . +— godnat , godnat , hr . Baron ! +Fruen og Harry fulgte ham til døren . +- ler lod som han var vred ; har du foi > +tornet ham ? +— nej , moder , men eders pludselige forsvinden +gjorde et stygt indtryk på ham og mig ; jeg tæenker +ar det var derfor af ban så lidt vred ud ; måske det +var fordi af Mary ikke engang sagde godnar til ham * + +— å , hvad bryder han sig vel om det , sagde +Fru Kronwall . +— mere end man skulle “ tro , sagde Harry med en +egen betoning . Godnat , moder ! +— godnat , Harry . +Den næste dag var Mary tidlig oppe . Hun gik +i dagligstuen , iført fin morgendragt og lagde nogle +smykker i orden fra den føregående aften . +Den hvide morgenkappe klædte det lille smilende +ansigt godt . +Da hun havde ordnet smykkerne dækkede hun ttebordet . +Hun stod just med et par kinesiske kopper , da +hun hørte baronen svørge til frøkenens befindende . +Pigen svarede , at hun befandt sig i spisestuen . +Mary havde nær tabt kopperne af forskrækkelse . Baronens +besøg på denne tid og hun var i morgendragt ; +hun ville ile bor « , men der stod han allerede +og bød hende godmorgen med en alvorlig mine . +— godmorgen , sagde Mary forlegen ; vær så +god ar tage plads ; moder og Harry komme her strar . +— nej , frøken Mary , lad dem blot sove ; jeg +kom kun herhen for at tale med dem . +— med mig ? sagde Mary og hun følte hvorledes +hendes blod blev til is , medens hendes kinders rødme +talte til hans fordel . Han forstod det vist , thi et +umærkeligt smil for over hans ansigt . +— ja , med dem , frøken , vedblev han og nærmede + +sig hende . Jeg ved , at de er vred på mig og +jeg kan ikke bære det . Jeg ville derfor bede dem om +forladelse fordi at jeg i går — ikke imod min villie +— det tilstår jeg , fornærmede dem . +— o , intet andet end det , bryd dem blot ikke +derom , hr . Baron ; jeg er virkelig en sådan lille dum +pige som de mente , sådan en , som kun tcrnker på +glider , det ved jeg godt , men det gør intet , når +jeg kun behager min kjæere moder . Således som jeg +er , er jeg hende- datter og derfor har hun mig kær , +wen man kan jo ikke derfor forlange , at fremmede ffa ! +Synes om mig , fremmede kan ikke se med de kjæerlige +øjne og derfor kan de ikke dlre over med fejlene ; jeg +elsker min moder frem for alt og fandt snart en trøß +for deres bitre ord i går aftes . +Mary holdt op , aldeles åndeløs af ar tale . +- ja , men , frøken Kronwall , de har aldeles +misforstår mig , jeg har aldrig tcrnkt at de var en +lille dum pige , som de har udtalt dem , eller at de +har fejl , dem har de fletingen af i mine øjne , det +var kun en lille hævn ; men nu må de tilgive mig +. . . ræet mig deres lille hånd til forsoning ; jeg +forsikrer dem , det var ene derfor at jeg kom så +tidlig , jeg havde ingen ro på mig . +— o , de spøger , hr . Baron , de må ikke gøre +nar af en lille dum pige , sagde hun bittert smilende +og led i der samme hen mod døren , for at tage mod +sin moder , der netop i dette øjeblik kom ind . Hun + +så forundret på baronen og på Marys blussende +anfigt , og sluttede sig til resten . +— allerede så tidlig . Hr . Baron , sagde hun og +rakte dam hånden . Dit de ikke drikke the med os ? +— jo tak , -frue , ffssndt jeg var meget lidt tid . +Mary satte sig hos moderen og så ikke en +eneste gang op fra sin kop . +Baronen tog snart afsted ; da ban rakte marv +hånden , hviskedee han , idet ban umærkeligt trykkede +dem imellem begge sine : * +jeg er hårdt straffet , frøken Kronwall ; +farvel ! +- farvel ! sagde Mary koldt , men så ikke op +på ham . +Også Harry gik . +— Mary , kom lidt derhen til mig , sagde Fru +Kronwall . +Hun adlød og spurgte venlig hvad moderen +ville hende . +- sige dig , mit barn , af din brede nu er tilstr-lkkelig +for hans forseelse ; du bør tilgive dam . +Mary bedækkede sit ansigt med hænderne og +sagde sagtt : +— nej moder , der er nødvendigt af sig er kold +og af jeg opretter det forsømte ; sig har hengiver mig +ganske ul denne tanke , men gud sle lov , det er ikke +for sent endnu af glemme , det må forebygges , thi , +hviskedee hun , han elsker agne , ikke mig . +— Mary . Mary , hvorledes skal jeg da forklare + +hane tidlige besøg her og den forvirring og angst +igår aftes . +— o , moder , lo Mary tvungen ; ; vet er en bane +fine folk have , af væere opmærksomme . Han mener +naturligvis af han bør vise opmærksomhed imod os , +fordi vi dengang vifte os så velvillige imod ham og +strar gjorde ham ril vor Len . +— ah , barn , du er skinsyg på din kusine ! +— nej , moder , sagde Mary alvorlig og vendte +sig bort ; nej , der er jeg ikke . +Harry red ud samme formiddag ; han vidste hvor +dokror Einer boede , ja han havde endog selv vere ? +Der , som den « rede læeser måske erindrer , han ville +i dag spørge til vikomtens befindende , dog nærmest +fordi han ville se jpi rival . +Han nåde altså derhen og blev venlig modtaget +as doktoren og Madelaine ; men der var ingen af +dem som hentydede til den syge . +Pludselige bred Harry af og sægde : +— men hvorledes har deres patient det ? Hele +byen taler om det skrækkelige fald . +— jo , gud sle lov , nu er det bedre , sægde doktor +Einer urolig og så på Madelaine , der tilsyneladende +rolig sad og hørte på ham . - bil de se ham og +måske tale med ham ? +— ja , uendelig gerne . Er han ved fin fornuft ? + +— ja , takket være gud , nu er det kun legemet , +der trænger til hvile , « hi han er slemt forslået . +Harry fulgte med doktoren ; Madelaine blev +siddende ; hun havde ikke set vikomten siden hin Asten +og det var nu 14 dage siden at faldet sfete . +Harry trådte ind . Vikomten lå asmagret og bleg +på sit leje . Han rakte doktoren hånden og sægde : +- endelig kom de da , jeg har længtes efter +dem . . . Men hvem er den herre ? fortsatte han . +Doktoren forestillede Harry Kronwall for vikomte « . +Harry trådte hen til sengen og beklagede bikomtens +tilstand . +— jeg befinder mig gud sle lov bedre , min +herre , og var det ikke bedre med mig , da ville det +sagtens blive det nu da jeg seer dem , thi jeg har +noget meget vigtigt at overdrage dem . +— mig ? Men de kender mig jo ikke , sagde +Harry forbavset . +— o jo , meget bedre end de tror . Hr . Doktor , +vil de ikke i min lomme tage et brev , adresseret til +denne herre ? +Doktoren gjorde det og overrakte Harry brevet . +Harry brød det og læste det , men næppe til ende . +Med et glædesskrig greb han bikomtens hånd . +— ædle , uegennyttige unge mand ! råbte han +glad . De er min gode engel . +Vikomten smilede og sagde : +— men skynd dem nu tik Paris , man venter + +dem og jeg tror ikke at hendes fader vil behandle +hende pænt , når han har såt mir brev . +— ja , jeg ffal skynde mig ti ! Paris , men forsf +må jeg takke dem af hjertet som har offret mig så +meget . +Han talte en halv times tid med vikomten og +forlod ham derpå , takkende ham for sin lykke . +Dagen efter forlod han Florents . +Enogtredivte kapitel « +En fortvivlet . +Luer var l4 dage forlebne . Vikomten var oppe , +men som rekonvalescent . Han sad i en stor læenestol , +omgiven af puder og tæepper , som veonia pakkede +om ham . +�� de er alt for omhyggelig for mig- sagde han +lidt sørgmodig ; jeg fortjener det ikke . +Leonia lo og sagde : +— skulle nogen fortjene det , da var det bestemt +dem , chi aldrig har jeg kendt et menneske med så +megen tålmodighed og hjertensgodhed , som de . +— nu smigrer de bestem : , jomfru leonia . + +— nej , min tro . +En lille hvid hånd blev stukken ind ad Deren , +der stod pas klem , - således , af man ikke kunne se +personen . Hånden viftede frem og tilbage , som ville +ven kalde på nogen . +Leonia vendte sig i det samme om og så det . +Hun gik hen ril døren og hviskedee : +— jeg kommer strar ! Gå barn , man kunne +se dig ! +Hånden toges bort og døren blev lukket ; men +vikomten sad bleg og med stirrende øjne og betragtede +døren . +— tænkte jeg det ikke nok , mumlede Leonia fortrædelig . +Nu så han hånden og han har kendt +den . . . Pokker førstå sig også på al den kærlighed +og ikke en gammel pige . +Hun forlod ham efter at have , rullet lænestolen +hen til vindue « . +— hvad vil du mig , min lille frøken ? sagde hun +til Madelaine , da hun kom ind til hende . +— jeg vil blot bede dig om at give mig nogle +af de dråber du havde forleden . Jeg føler mig ikke vel . +— her er de , lille frøken , og må jeg nu give +dig et godt råd : du må ikke , som i de dage han +lå til sengs , kolde på mig ved at stikke hånden ind +ad døren , du må lade en af pigerne kalde på mig , +« hi i dag er han oppe og sidder i lænestolen ved vinduet , +og han så din hånd . Bær nu lidt munter , du +gør doktor Einer så sørgmodig . + +Madelaine svarede ikke og gik bort . Leonia rystede +på hovedet og gik den modsatte vej . +En måned havde vikomten opholdt sig der og +Madelaine havde ikke set ham længe . Hun spurgte +aldrig til ham og talte ikke ril nogen , uden at blive +spurgt . Næsten altld spadserede hun nede i dalen , +ber var hendes kæreste syssel , men tavs og indesluttet +var hun . +Doktoren og Leonia talte ofte derom , men de vidste +ikke hvorledes de ffulde bære sig ad for at få hende +munter ; det var jo tydeligt at vikomten kendte hende +og at hun også kendte ham . +— i morgen tror jeg at jeg kan forlade deres +gæstfrie hus , sagde vikomten til doktor Einer , idet +han prøvede sine kræfter ved at gå frem og tilbage +på gulvet . Jeg føler mig ordentlig helt rask i dag og +kan vist godt gå til mit hotel , thi jeg må snart rejse . +Doktoren ville overtale ham til at blive hos ham +endnu en uge , for at samle kræfter , men det nyttede +intet , han ville absolut afsled . +Den næste morgen , da solen stod højt på himlen , +så man ham spadsere i haven . Da han kom til +pavillonen stod han stille og så derind . Hvilke hans +tanker vare er uvist , men en sky havde lejret sig på +hans pande . +— nu drømmer jeg igen , tåde som jeg er ; er +Madelaine . is . Heste . + +jeg da ikke endnu kureret for mine skønne drømme ? +Sagde han bittert . +Han trådte ind og så sig øm . Et broderi i +et lille fint forarbejdet skrin var hensat på bordet . +Han « og det mellem hænderne og betragtede det +fra alle kanter . Da smækkedes låget til og på dette +var indgravet navnet : Madelaine morfin . +Han undersøgte skrinet , men fandt intet andet +deri end nåle og garn . Han gik omkring i pavillonen +og betragtede alt ; pianoet stod åbent ; han satte +fig ved det og spillede den samme sang han havde hørt +Madelaine udføre hin Asten . +Da sangen var til ende rejste han sig og gik atter +om i den smukke pavillon for at se den i alle dens +enkeltheder . +En lille billet lå mellem en del spillekort på +bordet . Han tøg den , men den var lukket forsvarlig . +Udenpå den stod : „ til min kære Leonia , på hendes +fødselsdag , fra Madelaine . “ +Hvilken lyst havde han ikke til at åbne ven og +kende hendes tanker . +Han afbrødes af en sagte støj . Han vendte sig +øm og så en ung bleg dame komme ind af den modsatte +havedør . Han ville næppe tro at det var Madelaine , +så forandret var hun bleven fra dengang han +så hende sidst . +Barnet var bleven kvinve , sørger og skuffelser +havde gjort hende til det . En blød harmoni hvilede +over hele det yndige væsen ; det blide , indtagende ansigt , + +de mørke krøller , i forening med den lette hvide +morgenkjole , gav hende et ophøjet udseende . +Hun gik stille og uden at bemærke ham hen til sit +sybord og tog broderiet op . Hun bøjede hovedet og +syede hurtigt , men en gysen gik af og til gennem +hendes lemmer og rystede den lille hånd , som da +standsede og hvilede . +Madelaine støttede hovedet i hånden og sad +tankefuld med blikket sænket mod gulver . +— som hun sidder der , hviskedee vikomten for sig +selv , er dun symbol på alt rent , alt skønt , ja , +på en af guds engle ! +Han ville ikke forstyrre hende i sine drømme og +listede derfor sagte over gulvet for at nå døren , +uagtet at hun sad på samme side hvor han gik . +Da han havde nået døren så han først på +-ende . Hun så op og rejste sig . Han bukkede dybt +og hun nejede roligt og kold » , uden at forandre en mine +eller tale et ord . som var han vende aldeles ligegyldig . +Den stumme hilsen varede et sekund ; han forsvandt +ved døren . +Madelaine satte sig atter på stolen og begyndte +st » arbejde . Nogle tårer faldt på det , dog hun ' +mærkede det ikke ; hun syede hurtigere og hurtigere , men +tårerne faldt ligeså rask ned . +— min lille Madelaine , råbte en bekendt stemme +ind til hende ; kom ud i den yndige morgen ; se hvilken +dejlig buket jeg har plukket til dig i dag ! + +— tak , kære doktor Einer , det skal glæde mig +at modtage den , den vil være mig inderlig kær . +— jeg ved det , min lille veninde ; derfor plukkede +jeg den . +Madelaine gik ud til ham . +— hvorledes er der i dag med humøret ? spurgte +han ømt . +— tak , meget godt ; jeg er rigtig glad i dag , og +kan jeg være andet ? +— jeg har et forslag at gøre dig , Madelaine , +det er din sundhed det gælder . Jeg har i går købt +en lille ponnp , — jeg ved ikke om du kan lide at +ride , men når jeg nu beder dig derom og selv vil +ledsage dig , så vil du vel nok ? Vi ride da langt +udenfor byen ; en sådan tur i den dejlige morgen +vil gøre dig sund og rasl . Nå , indvilliger du ? +— bliv ikke vred , doktor Einer , men jeg vil det +ikke gerne ; de ved at jeg ikke holder af det ; dog , +når de ønsker det , så vil jeg gøre det , selv øm ver +var mig langt modbydeligere . +— nu , godt , kan det ikke være anderledes , så +må der befaling til — og jeg ønsker det ; altså , +om en halv time er du færdig . . . +— men mine kjoler passe ikke dertil , indvendte +Madelaine . +— det har jeg også sørget før , min kære ; gå +blot ind til Leonia . +Madelaine forlod ham . + +— sadl vore heste ! råbte lægen til karlen ; — +denne gjorde det . +En halv time efter kom Madelaine ud i ridedragt . +Leonia betragtede hende med blikke , som ville +hun sige : +— dette er mit værk ! +- nå , barn , er du der , sagde doktør Einer ; +kom , lad mig hjælpe dig i sadlen . +— se hvor omhyggelig han er for sin unge +kone , sagde vikomten , som stod bag et træ og betragtede +denne scene . I sandhed , hun kunne ingen +bedre mand få ! Se hvor ømt , hvor kærligt han +leder hende ved hånden ; men hun er også smuk , det +yndige barn ! +Han lænede hovedet mod hånden og fløttede +fig sorgfuld til træet . +Nu gallopperede de hen ad vejen og snart vare +de langt borte ; men Madelaines ansigt var hvidt som +marmor , hun havde set dam bag træet . +En time efter kom de hjem . Madelaine var +træt , men så rafl og rødmusset ud . +— sæer du , gamle , hvor den friske luft gør +hende godt ! råbte doktoren > il Leonia , som med +henrykkelse betragtede den fine rødme på Madelaines +kinder . En sådan tur hver dag , og hun vil blive +rask på legeme og sjæl . +Madelaine smilede og gik bort for at hvile sig . +Hun saite sig atter i pavillonen og begyndte sit + +arbejde ; måske håbet om atter at se dam havde +bragt hende derhen . +Hun rejste sig ; hun hørte Leonias forsikring om +doktorens og hendes oprigtige hengivenhed og deltagelse +og derpå lød bikomtens stemme . Madelaine så ud +af vinduet og bemærkede en livreeklædt tjener stå bag +vikomten , der havde grebet Leonias hånd og hun tog +afsked med ham , ønskende ham en lykkelig rejse . +Var en dolk trængt ind i Madelaines hjerte , +havde den ikke smertet hende mere end disse ord : +„ lykkelig rejse ! “ +— han rejser bort , hviskedee hun og foldede dr +matte hænder krampagtig . O , min gud ! hvad har +jeg gjort ham , ar han foragter mig ? +Hun så Leonia gå bort ; vikomten gav fin tjener +nogle befalinger og gik stolt gennem Alleen til porten , +uden at vende sig en eneste gang . +Porten smækkedes hårdt i efter ham , men hårdere +og højere lød de slag , der faldt i Madelaines hjerte . +Hun strakte bedende hænderne ud imod porten , +som anråbte hun den om at åbne sig , for at vise +hende et yndigt syn . +— o , min gud , min gud , han er gået bort , +jeg seer ham aldrig , aldrig mere . Føler en dødsdømt +større kvaler end jeg ? . . . O , gud fader , giv mig +kraft og styrke til at bære dem ! Lær mig at finde +den rette vej til dig ! Lad mig glemme min yndige +drøm og skænke andre den lykke , jeg selv er forment . +O , ja ja ! gyste hun og skjulte tit ansigt i hænderne . + +ingen fader , ingen moder eller Broder , der er knyttet +til den lille venneløse pige ; ingen uden dig , gud fader +i himmelen ! Kun dig vil jeg elske ; dig vil jeg hellige +al min flid , alle mine kræfter , for at lære menneskene +dine bud . . . Farvel , Georges , farvel ! — det +var sidste gang jeg så dig . . . O ve , den sidste +gang ! hviskedee hun svagt . +— det sønderrev mit hjerte ! råbte hun vildt . +Jeg kunne have fulgt efter dig . . . knælende have bedt +om din tilgivelse og ledet dig ud af vildfarelsen ; men +nej , nej , den forældreløse pige er stolt , hendes hjerte +ville krympe sig ved denne ivmpgelse . +Hun åbnede døren og trådte ud i haven . Hun +vandrede fra ven ene alle til den anden , uden mål +eller grændse for sin gang , og først da Leonia kom ud +til hende , kom hun til sig selv . Nogenlunde rolig gik +hun ind i huser og salte sig hos sin gamle veninde . + +toogtredivte kapitel . +Baronessens virksomhed . +— hvad siger du , lev , er han rejst ? Men hvorhen , +spurgte du ikke nogen as hans folk derom ? sagde +baronesse von sympfen til fin tjener , medens hun i +hæftigt oprør gik frem og tilbage på gulvet . +— jo , nådige frue ; men det lod til at de vare +fast bestemte på ikke at sige mig det . Dog fik jeg ar +vide af portnerkonen — da jeg gav hende nøgle Franks +— at han var rejst til Florents . +— til Flo . . . rems ? råbte baronessen med +vidt opspilede øjne . Tal , menneske . . . er det sandt +hvad du siger ? hvinede hun og trak ham ivrig i +trøjen . +- - ja , nådige frue , sagde lev , forbløffet over +baronessens ivrige adfærd ; det er så sandt , som at +jeg hedder lev . +— godt , så gå ! +Hun for som en , rasende op og ned i stuen , +hæftig gestikulerende med begge arme . +— ha , jeg seer hele intrigen , den ligger klar for +mine øjne ; det er min gemal , der har spunden dette +net om mig , og jeg , som er så klartseende , jeg tøvede +så længe med at bryde dette ner , — jeg , o tåde +som jeg er ! . . . Men hurtig til værket , endnu er +måske ikke alt tabt ! + +baronessen satte sig ved skrivebordet , skrev i +hast nogle ord og ringede . +— bring hurtig dette brev efter adressen , men +skynd dig ! sagde hun til den indtrædende tjener . +- o , mumlede hun , da denne var gået , jeg er +færdig at sprænges af harme . Blot jeg ikke kommer +for sent ! +En halv time efter trådte en mørk herre ind +ad døren . +- nå , mark , er du der , sagde baronessen ; +du kommer temmelig silde ; jeg har brug for dig , +her er guld at tjene . +— godt , frue , hvad forlanger de af mig ? +Spurgte mark mørkt . +Blind lydighed — hør efter ! — du husker +vel endnu den unge pige du førte bort til +Florents ? +— ja , meget godt . +— hun kan ikke blive der længer . Du skal rejse +derover , gribe hende hvor hun end er , var det selv +hos kongen , var det ved altrets fod eller i den farligsle +røverbule , du skal gribe hende , føre hende langt , +lang , bort , så langt , at hun aldrig kan finde hjem +igen . Ja , bliv lidt , sagde hun eftertænksom ; hvad om +du satte hende midt i en øde skov . . . har hun vel +fortjent bedre ? . . . Ja , ja , sådan skal det være . O , +mark , mark , en ypperlig plan ! . . . Midt i den øde +skov , uden mad og drikke vil hun henslæbe de grusomste , +de smertefuldeste dage ; der vil hun have tid + +til ai angre al den falskhed , al den brøde , hun har +forvoldt andre . — ja , ja , en herlig plan ! råbte +hun med sammenbidte tænder . — og vedblev hun og +rev heftigt i marks kappe , her er guld . . . flyv +derover , grib hende og . . . . ja , og når du +vender tilbage og bar udført mit ærinde , da skal mere +af dette mammon vente dig . . . men skynd dig bort , +jeg har ingen ro før hun er borte . - - ja , mark , +hviskedee hun med lynende . Øjne ; dræb hende , om du +vil , det vil kun fordoble den pengesum der venter dig +ved din tilbagekomsl . +Mark vendte sig om og gik . +Ophidset , som baronessen var , faldt hun tilbage +i en stol og sad længe tankefuld der . +— jo , jo , mit hoved er snildt , sagde hun for sig +selv . Ikke skal du , min herre og gemal vinde sejr +øver mig ; jeg har jo sagt dig , du har en dygtig +modspiller . +— hvad siger du , min elskede , drømmer du +vågen om mig ? sagde baron von sympfen smilende +og lænede sig øver imod fin kone . +Baronessen for op , som om lynet var slået ned +for hendes fødder og stirrede i største forbavselse på +sin gemal ; men da overraskelsen havde sat sig noget , +udbrød hun tænderskærende : +— ti , elendige intrigant , som du er , — jeg +hader dig ! +— herregud , er det nu galt igen ? Er det des +slemme migræne , der huserer hos dig i dag ? spurgte + +ha » hånlig og lagde fin kølde hånd på hendes +pande ; men hun styrtede frem imod ham som bidt af +en giftig øgle , og ville gribe ham ved håret . +- nej , bliv lidt , sagde han hånlig leende . Så +vidr skal det ikke gå med os , der elske hinanden så +uhyre højt . +Baronessen satte sig atter i et afmægtigt raseri . +— du låner mig ! råbte hun og knyttede +hænderne ; bliv , jeg er ikke død endnu , jeg kan +hævne mig . +Han dukkede for hende med en komisk gebærde og +lo af fuld Hals . +— hahaha ! vrængede hu » , idet hun gik over +gulvet for at nå dørrn . — farvel , hr . Baron , +vi ses snart . +— farvel , min inderlig elskede ægtemage , sagde +han og dukkede ironisk . Når du vidste hvor jeg +længes efter dette gensyn . +Men baronessen var allerede ude af dørrn . +Baron von sympfen satte sig magelig i lænestolen . +— heldigvis er jeg ikke aldeles overladt til dit +kærlighedsfuldt hjerte , min nådige frue , sagde baronen +overmodigt ; en lille yndig sangerinde bar lindrer +den fvrtrængtes smerte og forsøder ham den meste +tid af dagen . Ja , yndig er hun , ben lille skælm , +og derfor skulle fanden og ikke jeg rejse til Florents , +før at få en øm veninde ; her i Paris er der såmænd + +flere end man behøver og som man ikke skal nøde så +længe . — den lange besværlige rejse ville desuden +tage en del på kræfterne ; jeg opgiver altså Florents +og bliver i Paris , kvinderne her i byen er om ikke +skønnere , så dog ialtfald ligeså skønne og man kan +stundom trænge til et smilende ansigt , før at glemme +den hidsige frue og hendes spydigheder . +Treogtredivte kapitel +en bortforelse . +Klokken var 12 øm natten , da det sidste jernbanetog +ankom til Florents . Passagererne stege ud , +søgte hoteller og alle havde travlt med ar få deres +rejsegods besørget , -- kun ikke en mørkt udseende mand , +iført en stor kapve . Han slentrede ned ad gaden , +seende sig til begge sider , som om han frygtede +forfølgelse . +Pludselig standsede ban — efter at have gået omtrent +en halv time . Han hørte en højrøstet samtale +fra et nærliggende hus . Han trådte forsigtig hen +til dette . +— ja , hvad skal vi gøre , gamle , vi kan jø intet + +udrette her . Rejse efter ham og sige ham hvor ulykkelig +hun er , det kan vi ikke , det ville være for lavt både +for hende og for mig . Nej , lad det i guds navn +være som det er , det bliver vel nok godt . +— det siger de altid , doktor Einer , men derved +bliver det ikke bedre ! Der stakkels barn går graven +nærmere og nærmere , og til sidst , når hun ligger på +sit idcrste , da ville de måske styrte afsted til Paris , +for at opsøge ham , men der vil da være for sent og +hun vil dø , det stakkels , stakkels barn ! +— nå , græd nu ikke , gamle Leonia ; jeg skal +gøre mit bedste . Men når ' vil du at jeg skal rejse ? +Dog vel ikke straks ? +— nej , men i morgen tidlig . Her er ingen tid +til at betænke sig i . . . Jeg , som seer de sjælsmartrer +hun lider , jeg kan ikke rolig se på at hun dør lige +for mine øjne , uden at jeg har gjort det mindste for +at frelse hende . +— ja , ja da , gamle ; så pak endnu i aften mit +tøj sammen , jeg vil da i morgen tage afsted . +— o , de er rigtig god , hr . Doktor ; jeg vidste +jo nok at de ville gøre alt for h : nde . +— ja vist vil jeg , når hun blot ikke bliver vred . +— o , nej , vist ikke , hun skal intet vide . +Samtalen ophørte og den mørke mands opmærksomhed +blev henledet på noget andet ; thi døren til +huset åbnedes , og en ung kvindeskikkelse viste sig deri . +Hendes øjne vare halvt tillukkede ; hun var iført +en sort klæbning , beder dannede en skarp modsætning + +ril det ligblege ansigt . Ingen hat eller kåbe dækkede +hende . +Langsomt trådte hun ud på gaden . +Det sorte kjoleflæb hvislede efter hende og i den +mørke nat lignede hun et genfærd med et forklaret +ansigt . +Den mørke herre for forbavset tilbage og mumlede +sagte : +- det er hende . +Han fulgte efter hende i nogen afstand . Forsigtig +gik hun fremad , hvilende hovedet på den ene hånd . +Hun nærmede sig dalen . En vogn kom kørende +imod hende ; hun trådte førsigtig til side , medens den +kørte fordi , og fortsatte fin gang . +Den mørke herre — eller rettere mark , thi ham +var det — vinkede ad kusken , at han skulle holde . +— seer de denne dame ? sagde mark sagte . +Det er min datter ; jeg er fulgt efter hende fra vort +hjem . Bil de overlade mig deres bogn , at jeg +kan transportere hende tilbage , sagde han og lod en +stump penge forsvinde i kudstens hånd . +— ja , gerne . Herre , svarede den villige kusk +og steg op på busten . +Mark satte sig ind i vognen og nu gik det rask +afsfed efter den unge pige , der allerede havde et +temmelig godt forspring det varede ikke længe før +vognen havde indhentet hende . Kusken holdt stille , +medens mark gik hen imod hende . Han tog sagte +hendes hånd og førte hende modstræbende hen mod + +vognen . Han køstede hende op på fine arme og dar +-ende — trods hendes fortvivlede skrig — ind i +denne . +Vognen sattes i bevægelse . +— ksør gennem den store skov ! råbte mark +til kusken ; og nu gik det med lyne : s fart gennem +byen , ad landevejen , til man nåde de vikmdsfrak ' e +skove . +— stands ! brølede mark og åbnede dørrn , +da vognen var kommen midt ind i disse . +Han steg ud , bærende Madelaine på armene . +- kør noget bort fra os , sagde han til kusken ; +jeg har nogle ord al sige min datter . +Kusken tøvede med at svare og skævede ængsteligt +-en til Madelaine ; men betænkte sig og kørte et +stykke bort . Hon standsede vognen og steg ned . +Han stak hånden ind på brystet og mumlede : +— mine båden er i orden , jeg vil frelse hende ; +hun seer så gos , så lidenve ud . Sikkert er det intet +godt han vil hende , det så jeg på hans ulykkespående +øjne . +Hav krød på hævder og føvder tilbage til stedet , +skj « lenke sig bag buske og træer . +Endelig ankom han til stedet . Han rejste sig forsigtig +og stillede sig bag et træ . +Hans øjne blev stive af rædsel , da han så +den scene der foregik . +Madelaine lå knælende på jorden . Hænder og +stodder vare bundne og det blege ansigt vendt mod + +hendes bøddel . Han stod oprejst foran hende , med en +dolk i fin højre hånd . +— dræb mig kun , sagde hun ; men grør det hurtigt , +— disse forberedelser pine mig . +— nej , du skal lide ; intet er for mig et yndigere +syn end at se den angst , ver leircr sig i ethvert af +en døendes træk ; det minder mig om den herlige +tid , — rædselsperioden , som de kaldte det — da jeg +var skarpretter . Det er længe siden og jeg har ikke +senere haft lejlighed til at udrette min funktion , men +nu tilbyder sig atter en lejlighed , hvor jeg kan vise mit +ville mod . Ha , jeg seer alt hvor angst du er +for døden ! +— nej , de tager fejl , sagde Madelaine stolt . +Angst kor døden er jeg ikke , men angst er jeg for at +komme uforberedt til gud , thi jeg kan ikke bede nu ; +jeg vil komme til ham , belæsset med alle mine synder , +og dette gør mig angst , men han er nådig , og når +jeg ydmyg stiller mig frem og beder ham om tilgivelse +da vu han ikke nægte mig den . . . Altså , stød kun +til , nu er det tid ! +— hahahaha ! tåbelige pige , jeg gør intet , +når man befaler mig dertil ; vent til jeg får lyst , +svarede han barsk . +Madelaine bøjede hovedet og ventede . +Han stod med korslagte arme og stirrede på +hende . Blodtørst lynede i de mørke øjne , der vare +vidt opspilede . +— endelig , endelig ! mumlede han og knyttede + +hånden fast øm våde » « ; endelig har jeg atter et +offer at kunne dræbe . +— o , hav barmhjertighed ! råbte Madelaine . +Dræb mig nu ! +— nå da , siden du beder så ydmygt , så knæl +og bøj høvedet tilbage , at jeg kan træffe dit hjerte . +Madelaine gjorde som han sagde og mark trådte +nogle skridt tilbage for desto sikre at kunne træffe . +— stands ! brølede en stemme og kusken trådte +frem fra træet . Elendige røver , hvad gør du ? +Han hævede våben « imod mark og stod lige +overfør ham . +Denne trådte et skridt tilbage og opslog en +hånlig latter . Dette opirrede kusken og rasende af « +Stod han pistolen på den elendige . +Mark faldt baglænds øm , truffen i armen . +Hurtig som lynet ser kusken hen til Madelaine +og overskar de bånd , der holdt hende fast . +— flygt , fiygt , hvis de har deres liv kært ! +Råbte han til hende . +Hun svarede ikke og rejste sig op . +Imidlertid var mark kommen på benene . Han +styrtede rasende hen til kusken og en forfærdelig kamp +opstod imellem disse to mænd . +Med skræk så Madelaine på dem . I det samme +stødte kusken så heftig til mark , at han atter faldt +om og kusken kastede sig ovenpå ham , for at +dræbe ham . +Med et vildt skrig styrtede Madelaine ind i den +13 + +tætte skov . Grenene sønderrev hendes klæder og +ansigt , de spæde hænder kunne ikke holde dem tilbage . +Kampen havde imidlertid nået sit holdepnnkt . +Kusken lå blødende på jorden og mark stod +oprejst , men hårdt sæaret . +Mark vendte sig om . +— borte ! mumlede han og trådte ind mellem +træerne . Jeg må lede efter hende , endimwar jeg +kraft i armen . +Han løb længe omkring , men af frygt for at forvilde +sig , turde han ikke gå dybere ind i skoven . +— nu , lad så være ! mumlede han . Ret længe +kan hun ikke leve her , og hjem kan hun ikke finde , så +bliver dog vort ønske opfyldt . +Han gik tilbage til vognen , spændte en af hestene +fra og steg op på den . Han sendte et sidste blik til +den blødende kusk og red bort . + +fireøgtredivte kapitel . +En nat i skoven . +Madelaine var flyglet dybere ind i skoven . Torne +og tidsler sønderrev hendes klæder ; de nedhængende +grene grebe fat i hendes hår og opløste det . Men +hun ænsede det ikke , kun frem , fremad lød det i hendes +indre , så langt bort som ' muligt fra rædselsstedet . +Som en vild stormede hun afsled over de store +sletter , hvilke månen nu klart oplyste . +Hun så ikke op til den— hun standsede ikke sit +løb , men fløj afsled som om hun havde vinger . +Løbet trættede hende vel og til sidst faldt hun +sammen og satte sig på en træstub : +månen belyste klart hendes ansigt , der var blegt +som marmor . +— ak , min gud , hvorledes finder jeg hjem ? +Hviskedee hun og hævede hænderne mod himlen . — +nej , jeg har ingen tid til at hvile , jeg må afsled for +at finde den rette vej ! +En lydelig stønnen lød sig hørr i nærheden af +hvor hun sad . +Madelaine gyste og så sig forskrækket om . +Atter lød et tungt suk . +Hun rejste sig forfærdet , lagde hånden over +øjnene og så sig omkring . — men intet var at se , +intet at opdage . + +en tæt række buske , der stod i nærheden af +hende , gjorde hende angst og hun flygtede noget dør « +Fra dem ; men her lød den samme stønnen endnu +- tydeligere . +Madelaine , der befandt sig ene i den ville skov , +så hele det skrækkelige i sin stilling . Hun forsegle +at flygte , men hendes stodder vare som lammede til +stedet . +— o gud , skænk mig dog kraft til at komme +bort , mumlede hun , men hendes ord besvaredes kun +med et sagte suk fra en af buskene . +Madelaine lagde hånden på hjertet , for at +dæmpe dets hæftige slag . +— skulle det være et menneske ? sagde hun +halvhøjt . Jeg kunne måske hjælpe . +Hun begyndte langsomt at nærme sig buskene , +men med et for hun forfærdet tilbage — et menneske +havde rejst sig og stod midt imellem buskene , — ligbleg +og blodig . +Hun ville skrige , men formåede det ikke , — hele +hendes legeme rystede . +Skikkelsen stirrede målløs på hende og gav et +klagende skrig fra sig . +Madelaines hjerte rørtes ; hun trådte nærmere , +men i det samme faldt skikkelsen fil jorden og var død . +Madelaine styrtede fil og betragtede den . +— min gud , det er jo ham , der frelste mig ! +Udbrød hun forfærdet . Jeg er altså atter her på +dette skrækkelige sted . + +hun så sig fly omkring . +— ja , det er rigtigt , der slår vognen , og der +— o forfærdelse , ligger blodet af den ulykkelige , som +er dræbt for min skyld . Men hvor er han , min +bøddel ? — borte , v takket være gud ! +Hun knælede ned ved liget og betragtede det . +— jeg kender disse træk , sagde hun gysende ; +de er — ja , det er rigtigt — det er jægerens son +fra dalen ! Stakkels , ulykkelige unge mand , hvilket +offer har du bragt ? Din stakkels gamle fader vil +tage sin død derover ! +Hun trykkede den dødes hånd . +— stakkels sjæl ! mumlede hun . Du var mig +inderlig hengiven . . . det sidste optrin var et bevis +derpå . — o , havde jeg kræfter , som jeg har mod , +da bar jeg dig til byen eller gravede dig i det +mindste en grav herude , for at ikke ravnene skulle +fortære dit dyrebare legeme . +Hun kastede endnu et sidste blik på ham og +gik bort . +— til hvilken vej skal jeg vel dreje mig ? Jeg +kan ikke se hvilken der fører til byen . Men jeg vil +skynde mig at løbe , er vejen fejl , så kan jeg jo løbe +i modsat retning , for at nå byen inden morgen . +Hun begyndte sit fortvivlede løb , men ak , vejen +var lang og hendes kræfter fløge ikke til . +— jeg seer kun skov og skov og intet andet , +sagde hun sønderknust ; hvor skal jeg dog ty hen ? +Hun hvilede sig et øjeblik . + +— nej , jeg har ingen tid , sagde hun atter ; +afsted må jeg ! +Hun syntes at se noget lyst langt borte , det gav +hende kræfter , og efter af have løbet nogle hundrede +alen stod hun ved en slette , der var klart oplyst af +månen . +— jeg er træt , hviskedee hun . Gud give af jeg +var hjemme ! +Hun stirrede over Sletten , som for af måle dens +længde . +— o , der er meget , meget langt endnu ; jeg når +neppe hjem til morgen . +Hun satte sig i det bløde græs og stirrede sørgmodigt +hen over Sletten . +— hvad er det ? mumlede hun angst . Der er +noget , som bevæger sig hist ovre ! . . . O , måske +atter en ulykke ! +Hun stirrede og stirrede . En mørk masse nærmede +fig hurtigere og hurtigere den unge pige , der sad i +græsset , klart oplyst af månen . Den nærmede sig +mere og mere , men Madelaine kunne endnu intet klart +begreb gøre sig om hvad det var , da det var for +langt borte . +I tavs fortvivlelse knugede hun hånden til tit +dankende hjerte og bad så inderlig til gud om frelse . +— hvem er du ? lød en skarp stemme . +Madelaine så op . En hvi , mager skikkelse , med +hårde , kolde træk , stod for hende . Den højre hånd + +vor fløttet til et uhyre sværd , arme og ben vare +blottede . +Madelaine så med forfærdelse på ham og da +han gentog tit : „ hvem er du ? ' ' faldt hun afmægtig om . +Han stødte i en lille solvpibe og en halv snes +mænd trådte frem fra buskene . +— bær denne pige dort ! befalede han dem , — +og de adlød . +Femogtredivte kapitel . +Anger . +— hvorledes har du det , minikjære ? spurgte +Fru Savigny kærligt fia datter . +— ikke godt , sagde avele ; men jeg håber snart +at blive fuldstændig rask . Har du endnu ikke talt med +fader ? spurgte hun . +— nej , barn , jeg kan ikke tilgive ham det sidste +optrin . +Det burde du dog , moder ; det var jo min +skyld det hele , og nu må han så hårdt bøde derfor . +— ti stille , barn ! Hvem tvang dig til at forlove +dig imod din villie ? Hvem forbød dig at elsfe Harry ? +Bar det ikke ham og har du så nogen skyld ? + +— jø , moder , jeg burde smukt have fundet mig +i det min fader foreskrev og ikke sat mig imod hans +villie . +— men det har du jo heller ikke . +— jø , moder , havde jeg adlydt ham , da havde +jeg ikke mødt Harry hin skæbnesvangre aften , der har +været grunden til al den ulykke og skandale . Men +troer du at fader vil tilgive mig ? +— det ved jeg ikke , barn . +— vil du spørge ham ad , moder ; jeg føler , at +jeg hurtigere ville blive raff , dersom han tilgav mig . +— ja , jeg skal prøve derpå , sfjøndt min stolthed +krymper sig ved at tale til ham . +— for min skyld vil du gøre det , moder , ikke +sandt ? sagde hun ømt og greb hendes hånd . +— ja ja , barn , så vil jeg gå nu ; jeg hører +hans skridt i spisestuen . +Fru Savigny gik bort . Hun stod længe i korridoren +ved indgangen til spisestuen og betænkte sig ; +men overvindende al fin stolthed åbnede hun døren +og trådte ind . +Bordet stod dækket ; men Herren gik frem og tilbage +på gulvet , uden engang at se det . +Fru Savigny hostede let . Han vendte sig om , +så hende og ilede hen til hende . +— endelig , Louise , lod du dig se ; hvor jeg +var længtes efter jer beggeiv ! sagde han og greb +bevæget hendes hånd . Hvorledes har hun det ? Jeg +skammer mig næsten for at udtale hendes navn , der + +arme barn ; men jeg en bleven hårdt straffet i denne +måned , hvor ingen af eder har ladet sig se . +— kom med ind til hende , sagde Fru Savigny +mildt ; hun har været meget syg , stakkels barn , — +din nærværelse vil gøre hende godt ! +Han fulgte hende ind i Adeles værelse . Hun +sad oprejst i sengen og ventede sin fader . +— o , gud sle lov ! råbte hun og slog sine +arme om hans Hals ; du er vel ikke vred længer ? +— vred på dig ! nej , Adele , hvor kan jeg , som +har behandlet dig så fler , være vred ? Men jeg lover +dig , at du skal få Harry , dersom han nogensinde igen +skulle begære dig af mig . Jeg skal ikke mere modsætte +mig dit hjertes ønske . +— o , tak , tak , sagde Adele ; nu vil jeg snart +blive rask . +— er det et ord ? råbte en stemme . +Alle vendte sig om . Harry stod i den åbne dør +og betragtede dem med synlig glæde . , +— ja vist er det så ! råbte hr . Savigny og +lød den indtrædende i møde . Kom hen til Adele , hun +har været så syg . +Harry gik hen til sengen . +— Adele , sagde han ; siger du det samme ? +— det ved du jo nok , Harry ! råbte Adele +henrykt . +— så er vi forlovede ! råbte Harry og omfavnede +hende . +Madelaine ti . Heste . + +begge de gamle slode noget fra dem og betragtede +dem med glæde . +— seer du ? sagde fruen . Hvilken synd ville +det ikke have været , dersom hun ikke havde fået ham . +— ja , nu indser jeg til fulde hvor nær jeg havde +førspildt to menneskers lykke . +Fjorten dage er forløbne . +Hos savtgnys er der atter stor stads ; det er +Harry og Adele , der blive forlovede . +Baron von sympfen og hans gemalinde er +blandt de jndbudne . +Baronessen er klædt efter den nyeste fransfe mode . +Hendes anfigt udtrykte en overordentlig lykke , fordi +at dette parti var kommet i stand . +Da man havde rejst sig fra bordet begyndte ballet . +— tør du danse , Adele ? spurgte Harry sin +forlovede . Er du ikke endnu for svag ? +— jo , en Dands tør jeg vel nok , men heller +ikkemere . +De dansede bort . Baronesse von sympfen så +efterdem . +— han er meget smuk , mumlede hun før sig selv . +Hun har held med sig , den små +hun smilede hemmelig , da hun så , at de ophørte +med at danse . +Harry fulgte Adele hen til en stol og bad baronessen +om den næste Dands . + +hun smilede og modtog tilbudet . Adele så det . +— mon også han har fundet nåde før hendes +øjne ? tcrnkte hun lidt ilde til mode og rejste sig . +Harry havde aldrig set baronessen før . Hendes +overordentlige sksønhed duperede ham og hvorfor dølge +det — han fandt en glæede i at danse med hende . +Hun satte også sit sødeste smil op og gjorde alt før +at vinde ham . +Adele lagde mærke til dem ; af og til gik e « +Smertelig sittren gennem pende . Hun kendte baronessen +før vel ti ! ikke at vive , at hun ville gøre +alt før al vinde en ung mand . +Adele , som troede sig forsmået , blev vred og gik +bort fra ballet . Harry lagde ikke mærke dertil , han +dandsede og konverserede hele aftenen med den smukke +baronesse . +Bilde han gå bort , da satte hun sit yndigste smil +op og spurgte ham , om hendes konversation ikke +behagede ham , om han syntes hende før ringe til at +dandse med , eller noget lignende . +— o nej , nådige Fru baronesse ; hvor kan de +tro det ? sagde han ivrig . +— jeg tror det når de går bort , svarede hun +smægtende og så forførende på ham . +D » blev han og søgte at dæmpe den stemme i +hans indre , der kaldte på Adele . Han følte sig +henrykt ved at bemærke , at han ikke var baronessen +aldeles ligegyldig og han hildede sig mere og mere i +det net , hun omspandt ham med . + +aftenen var til ende og gæsterne toge bort . +Harry ville tage afsked med Adele , men hun var +intetsteds at finde . +— hvad har jeg gjort ? Nu husker jeg det først ; +jeg har ikke talt med hende hele denne aften . Min +kære Adele , jeg kunne glemme dig et øjeblik for hende , +men det skal aldrig ske oftere , sagde han fortvivlet . +Således endte denne aften , som Adele havde +imødeset med så megen glæde . +Serogtredivte kapitel . +Grev morfin . +Det er aften . +På boulevarden i Paris ses en mængde spadserende +af begge køn . En ældre herre går langsomt +mellem disse , støttende sig til en stok . +Han var elegant klædt . Hår og skæg var lyst , +men øjnene dannede en skarp kontrast til dette , thi de +vare kulsorte og gav ham et forunderligt udtryk . +Han betragtede enhver forbigående skarpt og hans +urolige øjne hvilede på enhver ung pige eller mand , +der kom forbi ham . + +— atter skuffet ! mumlede ban hen for sig . O , +mine børn , mine kære dørn , når skal jeg genfinde +eder ? +Han sænkede sørgmodig hovedet og vandrede atter +fremad . +Pludselig standsede han og hans blik fæstedes på +en ung mand , der ilsomt for ham forbi . +Et lyn glimtede i Herrens øjne . Så hurtigt +han formåede fulgte han efter ham ; men ak , de gamle +fødder ville ikke så hurtigt med , han kunne ikke følge +ham og den unge mand forsvandt i et hus i universttetsgaden . +Hans ovmærksomhed fængfledes atter vå en rigtklædt +dame , som just gik fordi ham . +— det er hende ! mumlede han gysende og hans +øjne lynede af harme . Mit livs ulykke , mine børns +onde ånd ! +Han så efter hende , til hun forsvandt ved en +Sidegade . Han fulgte efter hende , da han ikke kunne +eine den unge mand mere . +Jeg syntes bestemt det var ham , sagde han +halvhøjt ; men mine øjne have måske bedraget mig . +Damen ilede med lette fjed videre og standsede +først da hun kom til en udkant af byen . +På et hjørne i skyggen af nogle træer , stod +en ung , smuk mand . +Hun så derover , et smil gled over hendes anfigt +og hun ilede over imod ham . +— de kommer sent , Fru baronesse , jeg har alt + +ventet længe , sagde han og hilste hende , idet han ængstelig +så sig om . +— o , hvor de er utålmodig , hr . Kronwall , +svarede baronesse von sympfen , thi hende var det . +De er da vel ikke bange ? +— nej , bange er jeg just ikke , men jeg kan ikke +nægte at jeg er lidt ængstelig . +— o , snak , er det en mand der taler således ! +Kom nu , lad os gå og jeg vil fortælle dem hemmeligheden . +Den gamle herre var nu kommen til og stillede +sig bag et af træerne . +Han hørte hendes sidste ord . +— nej , frue , svarede Harry ; fortæl mig det her , +jeg må atter skynde mig hjem , min forlovede venter +på mig +— o , de er bange , det seer jeg tydeligt ; de er +bange for at hun skal komme og overraske os . +— ja , sandt at sige er dej just heller ikke rigtigt +af mig , at gå til stævnemøder , når hun sidder +hjemme og venter ar jeg skal komme . +— de elsker hende altså endnu ? sagde baronessen , +udfoldende al fin forføreriske skønhed . De har ikke en +eneste tanke tilovers for den , der vover så meget +for dem . +— o , frue , sagde Harry og holdt hænderne for +ansigtet . De må ikke friste mig , jeg kan ikke forlade +Adele , — jeg elsker hende over alt . +— hindrer det dem i at ofre en øm benind + +nogle enkelte øjeblikke af deres tid ; er det et urimeligt +forlangende af mig ? +Harry tav og børede hovedet . +— kom nu ! hviskedee dun smilende , og læenede sit +hoved koket mod hans skulder . Blot en halv time +offrer de mig og siden har Adele hele aftenen . Kom +nu , det lille hus ligger næer herved . +Harry bød hende armen , bernset af så megen +kærlighed , og de gik bort . +Den gamle herre stod endnu bag træet . Han +knyttede i afmægtigt raseri begge hæender . +— o , nedrige , ræenkefulve kvinde ! råbte ban . +Hvor mange menneskers lykke har du vel forspildt ! +. . . Men denne gang fia ! det døg blive feilt , jeg skal +frelse en stakkels pige , som nu så skammeligt bliver +bedragen . +De elskende gik temmelig langsomt , samtalende +med binanden . Han ilede efter dem og ved at gå +en lille omvej kom han lige imod dem . +— ah , se god aften , hr . Kronwall ! råbte han +og strakte hånden ud mod Harry . Det er læenge +uden at jeg har haft den sere at se dem . +I samme dieblik fceftede han sine mørke dine +med er gennemborende blik på baronessen . +— ah , hvad seer jeg , deres forlovede måske ? +Harry Kronwall stod forbavset og cengkelig stirrende +på den høje mand , som han aldrig tidligere havde set . +— jeg erindrer ikke hvorfra vort bekendtskab +stammer , sagde Harry ridt forlegen . + +— det skal jeg fortælle dem en anden gang ; +men kom nu hjem med mig på mit hotel , der kunne +vi passiare sammen ; kom , jeg beder dem , og tag +deres elsfværdige forlovede med . +— de tager fejl , min herre , det er ikke min +forlovede , det er min kusine , som var i besøg hos +os , og da det ikke er passende for ev ung dame at +gå så sent om aftenen . . . +— ah ja , jeg forstår , sagde greven afbrydende +( thi den ærede læser har vel allerede gættet at det +var ham ) ; men så foreslår jeg , al vi begge følge +deres kusine hjem og at de derpå tilbringer aftenen +sammen med mig . . . O , de må ikke afslå min +bøn , — jeg forsikrer dem , dette gensyn glæder mig +overordentlig . +Harry stod helt forlegen : han vidste ikke hvad han +skulle svare herpå . +— jeg kan godt gå alene , kære fætter , udbrød +baronessen i en spydig tone . Det lader til at +Herren har noget meget vigtigt at forhandle med dig . +Hun flap Harrys arm og gik langsomt hen ad +vejen , i det håb , at han ville ile efter hende . Delte +ville han også , men greven stak hurtig sin arm ind +under hans og drog ham med magt den modsatt . ' Bei . +— hvad skal dette betyde , min herre ? sagde +Harry gnaven . +— ti , menneske , og tak deres gud for at jeg +mødte dem . Kender de hin kvinde , som nylig forlod +dem ? + +— nej , jeg må tilstå det ; jeg bar kun opholdt +mig en måned her i byen og i den tid har hun +havt et uindskrænket herredømme over mig . +— nu , så vil jeg fortælle dem noget om hende . +Hun bar været mit livs onde dæmon , jeg har måttet +bede før hendes intriger ; min formue har hun rebet , +mine børn bar hun gjort ulykkelige , de er ikke til at +finde ; mig selv har hun villet dræbe , ved at ophidse +andre imod mig ; dette mislykkedes , jeg døde ikke og +hun var før feig til selv at støde mig dolken i hjertet . +Hun satte mig i en dåreanstalt , hvor jeg henskæbte +mange tunge dage ; men dog — takket være en god +ben , ja en Broder vil jeg sige , der var bleven lige +så ulykkelig ved hende som jeg , — blev jeg frelst . Bi +rejste begge til rom , jeg mest før at forandre udseende +og før at glemme nogle af de indtryk Paris havde +givet mig . Der skiltes vi . Jeg rejste tilbage beder til +byen , som de nu seer mig . men dette er ikke min +sande skikkelse , tbi skæg og hår er forlorent . Jeg +kunne have overbevist dem , ved at tage begge dele af +medens hun stod hos dem , da skulle de have set +hendes bestyrtelse , men jeg turde det ikke , jeg frygter +hendes hævn . . . Bet er hun kun en kvinde , men +hun er forfærdelig ! . . . +Harry hørte tavs på ham ; al blodet var veget +ira hans kinder . +— hvad mon hun da vil mig ? stønnede han ; hun +lader mig intet øjeblik i ro . +— o , smilede greven ; de er smnk , det er mere + +end nok for hende til at søge dem . Vel er hun gift , +men det er ikke første gang , at hun har gjort en mand +æreløse forslag . Ja , hvad mener de , endog mig har +hun efterstræbt , og jeg udmærker mig døg hverken ved +ungdom eller skønhed . +Man var under denne samtale kommen udenfor +Savignys bopæl . +— jeg takker dem ret af hjertet , sagde Harry +og trykkede grevens hånd med inderlighed ; og jeg +beklager dem . — følg nu med mig op og hjælp mig +at fsrmilde min forlovede , som vist nu allerede har +ventet mig længe og som uden tvivl er vred ; thi jeg +mærker det , hun har vist en dunkel anelse om det rette +forhold . +— ja , det skal være mig en glæde , at gjorde bekendtskab +med hende , thi uden at rose mig selv er jeg +døg på en måde hendes frelser . +— dog , før jeg indfører dem i familien , må +jeg bede dem at skænke mig deres kort , sagde Harry . +— deri kan jeg ikke tjene dem , sagde greven ; +thi under mit virkelige navn vil jeg ikke optræde her +i Paris . Men forestil mig som en af deres venner , +f . Er . under navnet : mr . Bvnveng . +— nu , som de vil , svarede Harry og gik , fulgt +af greven , ind i huset . +Adele sad ved tit sytoi ved siden af sin moder . +7- men hvor bliver dog Harry af i aften ? sagde Fru + +Savigny og så på sin datter . Og hvad er det , +Adele , du er bleg og du græder ! Er du nu igen +så tåbelig af blive bange , fordi han bliver lidt længe +børte ? +— o nej , moder ; men jeg har en slem anelse +om , af . . . +— tys , der kommer nogen , afbrød -fruen hende . +Døren åbnedes og Harry og greven trådte ind . +Harry løb hen til Adele . +— undskyld mig , kære Adele , af jeg kommer så +sent i aften ; men jeg traf en god ben og dette har +opholdt mig noget . Jeg har driftet mig til af tage +denne ben med mig herop . Må jeg forestille ham for +dig og dine forældre . Det er mr . Bonveng ; vort +venskab skriver sig fra England . +Adele så op og nejede for den fremmede herre . +— de er os velkommen , sagde hun hjerteligt ; +som Harrys ven vil vi holde af dem . +— min datters ord er mine , sagde Fru Savigny +og nejede . Jeg håber , at de ret ofte vil +beføge os . +Greven blev rørt over så megen venlighed og +han tilkastede Adele et taknemligt blik . +— Harry , før deres ben ind i spisestuen , +sagde fruen venligt ; bordet er dækket . ' +man satte sig til bords , overordentlig tilfredse med +hinanden . +— Adele , hviskedee Harry kærligt og trykkede + +k +hendes hånd . Er du vred , fordi jeg blev så længe +borte ? +— o nej , vist ikke , jeg kan begribe , at din fortræffelige +ven har opholdt dig . +Skamrødmen søer op i Harrys kinder og han +bukkede sig hurtig for at tage et lommetørklæde op , +som Fru Savigny netop tabte . “ +Grev morfin tilbragte hele denne aften bos den +venlige familie og da han — tilligemed Harry — +endelig tog bort , bad man ham , så ofte han kunne , +at tilbringe aftenen bos dem . Han lovede det og +ville gå ; men i samme øjeblik bankedes der hastig +på døren tik spiseværels « . +Fruen lukkede strar op og en ung mand trådte +ind i stuen . +— undskyld , af jeg gør dem ulejlighed så sent +på aftenen , nådige frue ; men min prineival defalede +mig af bringe dem den sørgelige tidende . +— min gud , hvad er hændet ? udbrød fruen angst . +— de to skide , søm hr . Savigny sendte til +Amerika og som begge havde en kostbar ladning , er +forliste med mand og mus , intet er reddet . Jeg +må tale med hr . Savigny straks , da min prineival +øjeblikkelig vil have en samtale med ham . +— o , min gud ! udbrød fruen ; bvad skal der +nu blive af os ! +— trøst dig , moder ! udbrød Adele , alt kan +endnu blive godt ; måske det kun er et rygte . +— net , frøken , det er det desværre ikke . Et as + +vore skide , der netop er vendt tilbage derfra , har set +beggeø ulykkelige skæbne , uden ar kunne komme dem +tilhjælp i den frygtelige storm . +Adele skjulte ansigtet i sine hænder ; hun græd . +— hvorfor græde , Adele , udbrød Harry ømt ; +jeg er rigere end du tror , og kan uden tvivl hjælpe +dio fader med den sum , som denne herres principal +fordrer . +Ja , der er rigtig » , hr . Savigny har erholdt +en betydelig pengesum af bankieren , og denne mand +er nu — hvor latterligt der end klinger — bleven angst . +— så kan de godt vende tilbage og berolige +bankieren sagde Harry ; den omtalte pengesum skal +han snart få . +Herren vendte sig om og gik . +Grev morfin var bleven stående stille og med +stirrende øjne betragtende ben unge mand , der bragte +deue budskab . Dog , først da denne gif bort fik han +liv og fulgte efter ham ; men da den unge mand gik +temmelig hurngt , formåede han ikke ar følge med . +— Aleris ! kaldte greven med bævende stemme , +angst før en fejltagelse . +— ja ! råbte den unge mand , der allerede var +kommen ud på gaden . Bil de mig noget ? +— ja , vent på din gamle kaver ; jeg kan ikke +gå så hurtigt . +Aleris for tilbage og få sig om . Greven stod +nu for ham . + +— de tager fejl , min herre , jeg er ikke den , de +øger ; min fader er desværre død for over et år siden . +— men jeg påståer det modsatte , sagde greven +med ro ; thi det er mig . +— nej , vist ikke , sagde Aleris ; de har desuden +ikke den fjerneste lighed med den kære afdøde . +— det må jeg absolut have ; se ret på mig . +Aleris betragtede den fremmede opmærksomt . +— nej , sagde han smilende og rystede på hovedet . +De ligner ham aldeles ikke ; kun deres øjne kunne +måske sammenlignes med hans , skønt deres er noget +mattere end min faders , thi de glimrede og sunlleve +som to diamanter . De vare vel sorte , som deres , +men dog er de ikke ens . +Greven smilede og sagde : +— kom med mig til mit hotel , Aleris , jeg vil +da overbevise dig . +— det kan jeg ikke , min herre , svarede Aleris +mistænksomt og skottede ængstelig omkring ; min +principal venter min tilbagekomsl . +— det gjsr intet , min søn ; jeg forlanger at +du skal følge mig . +— med hvilken ret befaler de over mig ? +— med samme ret en fader har ligeover for +sit barn . +— o , de med deres tåbelige snak , sagde Aleris +« tålmodig ; jeg siger dem jø , at min fader er død ; +desuden ville min fader aldrig tale til mig i denne +tone , han havde kendt mig for godt til ikke at vide , + +at kun et ord havde det kostet for at så mig til at +følge ham . +— og jeg har sagt over tyve ord , for at formas +dig til at følge mig , sagde grev morfin ; men +du vil dog ikke . +— jeg feiger ikke enhver eventyrer , som kommer +og fortæller mig flige tåbelige indfald , sagde Aleris +vredt og ville gå . +— nej , bliv , bliv ! bad greven med bevæget +stemme . Følg mig , Aleris , jeg beder dig , du vil +ikke fortryde det . +Der var noget i grevens stemme , der anslog en +streng i Aleris ' hjerte og han vendte sig om imod hamnu , +så skynd dem og lad os komme bort til +deres hjem , sagde alrris . Når de der har fortalt +hvad de har at sige mig , må jeg strar gå , thi min +principal venter besked . +— tak , udbrød greven ; jeg boer her i denne +gade , vi kunne snart være ved mit hjem . +Han gik ængstelig og mistænksom fulgte Aleris efter . + +syvogtredivte kapitel . +Fader og son +man standsede ved et stort hotel på hjørnet af +den næste gade og greven død Aleris træve først ind . +Denne nølede , men gik dog efter nogen betænkning . +På første sal åbnede greven døren og bad +Aleris træde indenfor . +Aleris så sig om i værelset med et målende +blik og tog endelig — på opfordring — plads i +en stol , træt og ængstelig . +— seer du , hviskedee greven sagte ; jeg kunne ikke +legitimere mig på gaden , da jeg før det første vil +være død før verden . Jeg har længe søgt efter dig +og din søster , men uden nytte , dog nu kom tilfældet +mig til hjælp , jeg så dig og giver ikke slip på +dig før du anerkender mig som fader . +-men , min herre , vil de så frækt påstå , at +de er den afdøde ? Ophold mig bog ikke længer med +slig snak . +— du er streng , min søn ; så se da selv , sagde +greven og aftog det forlorne skæg og hår . +Aleris udstødte er kvalt skrig og holdt hænderne +før ansigtet . +— min fader , min fader i råbte han og styrtede +hen til ham . Er det virkelig lig , som vi have savnet + +i over et år . O , havde du blot kommet før , da var +Madelaine ikke forsvunden . +— hvad siger du ? Min datter er . . . Store +gud , er det sanvhed ? Mit stakkels , stakkels barn . +Men har du ikke ledt efter hende , Aleris , har du i +al den tid slået dig til ro , uden at søge efter hende ? +— nej , nej , hvor kunne jeg det ? Jeg ledte længe +men forgæves , og jeg mærkede til sidst , at jeg aldrig +ville finde hende . +— gode gud , mil stakkels barn , min kære +Madelaine ; således skulle jeg genfinde eder ! . . . +O , min datter ! +Greven skjulte ansigtet i sine hænder og græd +bitterlig . +— o farer , vær ilte bekymret ; vi ville søge , vi +ville lede , indtil vi finde hende , skulle vi end rejse langt +— langt dort , intet skal ajsfrække os og vi ville nå +vort mål . +— hvorfor har du ikke tænkt dette livligere , +alens , vi havde da allerede fundet hende . Nu er det +for sent ar søge , sagde greven bittert . +— ak , fader , du dømmer » tfe ret ; jeg yar søgt +overalt her i Paris efter hende , længer kunne jeg jo +ilte lomme , blottet for penge , ja selv for brøde « , kunne +jeg jo ikke rejse bort ; jeg ville have styr « « under +bægiea af den ulykke man kalder nøden . Og hvad +ritte de « have nyttet min stakkels søster at jeg var +død ; r , n derimod har jeg arbejdet , jeg har sammensparel +de få penge , det yar været mig muligt at lægge + +tilside , for at kunne rejse og mulig frelse hende fra en +eller anden ulykke ; men først om et år vil det kunne +lykkes mig at samle så meget , at jeg kan begive mig +bort herfra . Tro mig , det er ikke af ligegyldighed for +hende , at jeg opholder mig her i byen , jeg venter kun +til jeg har fået de attråede penge , og da drager jeg +dørt for at søge hende . Men fader , du taler nke til +mig , sagde Aleris og bredte armene ud imod den gamle +mand . Er du vred på mig ? +— nej , min elskede , min brave dreng , sagde +greven med tårer i øjnene . Kom i mine arme , +det er længe siden du har hvilet ved mit bryst . +Greven knugede fin søn til tit hjerte og lænende +tit hoved mod hans skulder brast han på ny i gråd . +— min datter , min datter . . . . Ak , du er +borte ! sukkede han . +— trøst dig , fader , vi ville finde hende . +En stærk ringen på portklo ' ken opjkræmmedr +dem begge . +Greven greb hurtig fin paryk og skæg , og satte +det på . +- hør opmærksomt efter , Aleris ; endnu må +ingen vide af du har funden mig ; for verden er +jeg død . +Hurtige skridt nærmede sig døren . +— ah , udbrød greven ; vi få besøg . +Nu hørtes udenfor døren en stærk råben og +skrigen om hjælp . Greven lukkede hastig op og en +ligbleg kvinde styrtede åndeløs ind . - + +Aleris smuttede i haft bag døren efter sin faders +opfordring . +— ah , min smukke dame , hvad seer jeg ? Harry +Kronwalls kusine ! De er altså endnu ikke kommen +hjem ? sagde greven . +- o , nej tænk , sagde baronesse von sympfen +og lod sig falde på en stol ; jeg kom ikke langt bort +fra dem , før en meget påtrængende herre nærmede +sig mig ; han ville absolut spadsere med mig , al min +protesteren hjalp intet , og da der , som de ved , var +meget ensomt på den vej , hvor vi skiltes , vidste jeg +intet andet råd end af fjerne mig så hurtig som +muligt . Men min flugt mislykkedes ; han tog min +hånd med magt og bar mig et stykke vej hen til +et lille hus . Jeg tilstår , mandens kræfter have +været overordentlige , thi han bar mig helt op til anden +sal , uagtet jeg stred imod så godt jeg formåede . +Han salte mig hen i et værelse , låsede døren og +gik bort . Hahaha ! Ja , jeg tilsfåer , det var lidt besynderligt , +men jeg var meget ængstelig ved at være +alene i et aslåset nu-n , hvor jeg hvert øjeblik kunne +befrygte mandens tilbagekomst . Altså , gode råd +vare dyre , jeg fandt på at efterse , om ingen hemmelige +døre skulle sindes . Jeg flyttede alle møblerne +frem , undersøgte væggene og gulvet , og til min store +glæde opdagede jeg en lem ; da jeg åbnede denne +fandt jeg en trappe , som førte ned til et stort , mørkt +rum . Jeg greb det tændte lys og gik rask ned ad +trappen . O , himmel ! hvilken glæde ! atter her var + +en lem . Jeg åbnede den , trådte dristig ned på den +anden trappe og befandt mig snart i fri lust . Jeg +flygtede , så hurtig mine ben kunne dcere mig , og +nåde hertil , men til min forfæerdelse opdagede jeg +mennesket her på hjørnet . Jeg genkendte dam og +styrtede herop . Jeg ved endnu ikke om han par set +mig . Skrækken uk mig ul at “ uvsfode et skrig , da +det forekom mig ar han forfulgte mig op ad trappen . +Endelig nåde jeg herind , og jeg er så overanstrengt +af sindsbevæegelse og kamp . . . o , åh ! +Og nu fandt baronessen ler rådeligt at besvime . +Skjønvt greven vidste , at alt dette var opdigtelse , +kunne han dog ikke hare sig for ar smile over +denne lastvæerdige , ræenkcfulde kvindes planer , som +han så klart gjennemfluede . +Han havde demcerker , hvorledes hun under hele +formumgen havde spejder omkring i stuen , og det +underlige smil , der havde lejret sig om hendes mund , +da hun så ar en herre stod dag døren . +Aleris havde vendt ryggen til dem og hun kunne +således ikke se hans ansigt . +— hendes håb er nu . mukfe greven , ar Harry , +som hun tror slår bag døren , vil tte hende tilhjcrlp , +når hun besvimer t en så yndefuld stilling , +således at både den fljønne Hals og de hvide hinder +og arme kan ses . I sandhed , hun er fijøn , +men gud fri os fra wjevælen , det er en farlig +skjsnhed . +Han gav Aleris et Bink , at han i^ulve gå og + +mede sig således for baronessen , at hun ikke kunne +se det , da han anede at besvimelsen var falsk . +Da Aleris var kommen ud vå gangen gik +greven ud til ham og lukkede døren . +De fulgtes ad ben ad gaden , uden vt bekymre +kig om baronessens tilstand . +Wtteogtre-ivte kapitel . +Kn opdagelse . +Da døren lukkedes efter greven og hans søn , +lukkede baronessen vinene op og så sig forsigtig +om i værelset . +— de er gåde , sagde hun og rejste , sig . O , +hvilken nederdrægtighed , at lade mig ligge uden +hjælp ! +Hun for omkring i stuen som en rasende og +trak forskellige sager frem , for mulig at se hvem -en +gamle herre var . +Hun trak skufferne ud i skrivebordet og undersegte +visse meget neje , men ver fandtes intet , som +kunne leve henve på spor . +— og Harry kunne også gå bort , sagde hun + +og så mod døren ; det havde jeg dog ikke tro « . +Denne mand er farlig , jeg må se at skaffe ham bort ; +han kan fordærve mig Harrys kærlighed til sidst . +— men hvad er det ? udbrød hun pludselig og +greb et lille blad , der lå på bordet . +Hun læste det hurtigt . Det indeholdt følgende : +— deres planer er gennemskuede . Spar deres +falske besvimelser , for Harry Kronwall , han ernsårlig , +men spar dem også til andre tider , thi en hævner +har ellers alt for god lejlighed til at dræbe dem . +G reven . +Denne underskrivt var understregen flere gange , +for at fremhæve den . +Hun lød billetten falde . En dyb rædsel bemægtigede +sig hende og aftegnede sig i hendes ansigtstræk . +— forrådt ! stammede hun tænderskærende . Hvem +er denne mand ? +Hun søgte i sin hukommelse for at udfinde sit +bekendtskab med en Greve , men hun kendte kun en +og ham kunne del umuligt være . +Hun samlede hurtig sin kåbe om sig og ville +gå ; men til sin forfærdelse fandt hun døren aflåset . +Opbragt over modstanden rev hun heftig i +låsen , men den modstod alle hendes anstrengelser . +— indelukket ! brummede hun og satte sig på +stolen . Heldigvis er det snart morgen og da skal +jeg nok finde en udvej . + +Eli lydElig snorken lød fra værelset ved siden +af ; den generede hende øjensynlig . +Hun trådte hen til væggen og dundrede dygtig +på den . +— hold op derinde , at gøre en sådan støj ! +Streg hun . Man har jo ikke rø et øjeblik ! +Men den samme snorken vevblev og opbragte +dente i den grad , at hun med hastige trin gik frem +oz tilbage i værelset , harmfuldt knugende hænderne . +En hviskende samtale trængte til hendes øre fra +værelset ved ten mødsatte væg . +Hun listede sig sagte derhen og hørte følgende : +— men hvorfor ml du ikke modtage mig , min +elskede ? Har jeg på nogen som helst måde fortørnet +dig ? O , så sig mig det dog ! Du tier . . . . Du +er vred , men hvorfor ? +— fri mig for deres favntag , hr . Baron , lød +en kvindelig stemme . Jeg ved nu at jeg er bedragen +de er gift . Hvorfor har de fortiet det ? +— o , kan det hindre mig i at elske dig , du +fortryllende skabning ! Kan det vække din skinsyge +at jeg har en grim gammel kjællkng , en sand xantippe , +som jeg kun har ægtet , for at fæae penge , for at +kunne tilbyde dig min kærlighed og min formue , og +det øjeblik , hvor jeg for alteret kan give dig min +hånd , imodeseer jeg med længsel , thi te » kan ikk +vare længe inden hun må dø , hendes galde vil til sidst +bringe hende i graven , og vil den det ikke , da +skal jeg min sandten nok sørge for al hun snart skal + +kommt der . Tror du nu på min kærlighed , min +elskede eugenik . +— elsker de hende da virkelig ikke ? sagde +hun ømt . +— hvor kan du tro af min smag er så +dårlig ; når jeg har et par sådanne solstråler , +som dine smukke øjne , af varme mig ved , så søger +jeg ikke den kolde , blege måne . +— 0 , er det sandt , lå er jeg atter glad og jeg +elsker dig lige så døit , som tidligere . +Baronessen børte nogle sagte bevægelser , som om +man omfavnede hinanden ; derpå blev alt stille , og +skjøndt baronessen anstrengte nu høreevne , var ikke en +lyd af opfange . +I sit raseri ville hun have sprængt væggen ind +tik dem , thi hun havde genkendt sin gemals stemme , +men dun erindrede sig af væggen måtte være tyk og +af døren var lukket . +Ligbleg as harme mumlede hun : +— den elendige , han vover af være mig utro , +han vover af elske andre , skønt han er ægteviet til +mig , han vover af tale om mig på denne måde ! +Hahaha , min hr . Gemal , vent blot , jeg skal tale med +dig på en ganske anden måde ! +Hævnfnysende hævede hun hånden truende mod +væggen . Hun lignede i dette øiedlit en sand furie . +— så du vover at kalde mig en lantippe , vedblev +hun med dirrende stemme . Nuvel , min kære +hr . Gemal , du skal få dine ords sandhed ar ' vrnemme , + +længe før du ønsker det . . . Ikke for intet +skal du have givet mig dette navn . Ha , min hævn +skal blive frygtelig ! +Niogtrediote kapitel . +Roverhovdingen . +Det er alter nat i skoven ; men denne gang spreder +månen ikke sit sølverskær over denne ; er » igennem « +Irængcligt mørke hersker over jorden . +På en plads , indhegnet af tætte buske og træer , +sidde en snes mænd lcirede om et stort bål , i ivrig +samtale . +På en forhøjning , bygget af afhuggede træstammer , +sidder en mand , stærk « bygge « , med blottede +arme og bryst . +Alks blikke er fæstede på ham , men han er tavs +og mørk . +Endelig hæver han hoveder og skuer med et imponerende +blik på de forsamlede mænd . +— hvad vil i , at jeg skal gøre med pigen ? +Her have vi jo ingen brug for hende , sagde han . +Madelaine . is . Heste . + +— jo vist , høvding , sagde en ung mnnd , der sad +ved hans side . Vi trænge stundom , når vi komme +hjem fra vore hårde strabadser , til at flue rl mildt +pigeansigt , som hendes . +— du taler over dig , min søn ; mindst af alle +skulle du forsøge på at overtræde vor lov , som dyder , +ikke at have kvinder i vor lejr . Hun har nu været +her i over en uge , vi have plejet hende venligt og +. godt , thi hun var syg på sjæl og legeme , og mere +kan vi ikke gøre for hende . Hun ved ej , hvor hun +hører hen , til hvilken vej hun skal vende fin fod , men +vore love byder os nu at forlade hende . Bore tog +kunne ikke ophøre , fordi vi skulle pleje og passe hende . +— men fader , udbrød den unge mand , hvis +ansigt nu var blegt som døden ; du kan da ikke nænne +at efterlade hende i den ville skov , uden hjælp og +støtte , del dyder vore love ikke . Drag i på +hærgerlog , jeg bliver og plejer den smukke hvide blomst , +indtil hun atter frisf og rask kan tiltræde tilbagevejen . +Høvdingens øjne blev underløbne med blod . +Et strengt , hårdt udtryk havde lejret sig i disse . +— er det min tappre søn , er det min hermed , +der taler så ? Vil han svige sejrens gudinde , for al +vie sine stærke lemmer til den svage kvinde , der hviler +histinde på strålcict r sagde han hårdt . Er det +så og har den blege pige forrykket hovedet på min +tappre hermed , da forbandelse over hende , da må +hun de ! + +han rejste sig , strakte bydende hånden ud mød +nogle af fine svende og sagde : +— bringer -ende herud ! +De adlød strar . +Høvdingens søn — eller hermød , som han +kaldtes — støttede bleg og tavs sit hoved mvv hånden . +— jeg drager med jer , fader , sagde han endelig +og rakte den gamle høvding hånden ; men lad hende +gå bort med fred og lad ikke din hermød være +skyld i hendes død . Min tale var tåbelig , det +indser jeg nu ; men lad mig ikke se hende , lad hende +blive hvor hun er . +— nej , hermød , jeg har ej set hende ret ; jeg +vil nu betragte hende , for at se hvilken skæbne hun +fortjener . +— o , du er hård fader ; den smukke blege pige +har ej fortryllet mig , — hendes blidhed og godhed +har rørt mit hjerte og gerne ville jeg pleje hende , +men når du fordrer det anderledes , så adlyder +hermed . +— tys , stille , der komme de med hende . +To svende bredte bløde tæpper på jorden , +medens tv andre kom bærende med en ung , bleg pige . +Hendes sorte hår var opløst og bølgede ned over +skuldrene , de mørke øjne stirrede mat frem for sig +og hænderne hvilede skælvende i skødet . +Man satte hende på tæpperne og stillede sig i +kreds om hende . + +høvdingen tog plads lige for hende og lagde +armene overkors . +— svar os nu , du hvide Lilie , sagde han og +fæstede et formildende blik på hende , ved at se det +blide ansigt rette sine tårefyldte øjne på ham . +Hvorfra kommer du og hvorhen vil du ? +Madelaine , thi hende var det , som læseren vel +alt har gættet , bøjede hovedet og sagde skælvende : +- jeg ved ikke hvor langt der er til mit hjem , +eller hvilken vej jeg skal gå , men en af disse veje +må det være , enten mod nord eller syd . +— er det alt hvad du ved ? Hvem bragte dig +da hid ? +Madelaine så op på ham og sagde bedende : +— o , fri mig fra at tale om ham . . . jeg +ryster over hele mit legeme . +- men jeg vil alligevel vide det , sagde høvdingen +hårdt . — fortæl ! +Madelaine kastede bønfaldende blikke omkring i +kredsen ; det traf hermed , som skælvende støttede sig +til sit sværd og som ufravendt betragtede hende . +Høvdingens øjne lynede , da han bemærkede +retningen af hendes blik . Han hævede sit sværd +og trådte nærmere hen til hende . +— bort med dine øjne fra min søn , siger jeg +dig , eller jeg dræber dig . +Madelaines øjne hæftede sig på hermed med +et endnu mere bedende blik ; han var jv den eneste , +der havde viist hende venlighed i de forløbne olie + +dage ; ban var jo den eneste , der havde rakt hende +den styrkende drik , den eneste , der havde givet hende +at spise . +Høvdingens øjne trådte ud af deres huler ; +med vildhed hævede han sværdet og i næste nu ville +det have ramt Madelaines hoved , dersom ikke Hermod +var trådt til , havde hævet den ulykkelige pige i sine +arme og båret hende bort . +Høvdingen så efter sin ranke smukke søn og +sagde : +— der går han bort med hende ; hun høfter +lønnen for al min opoffrelse , al min flid ! Min egen +hermed , min kære søn , du vender ryggen til din +fader og holder med fremmede , ja frelser dem som +din fader vil knuse med sit sværd . Min Hermod , +min tappre Hermod , min stolthed , min fryd , du +foragter mine læresætninger ! +Høvdingen dukkede f tavs smerte sit hoved . Ingen +vovede at afbryde ham . +Man havde sluttet en tæt kreds om ham , for at +forhindre ham i at forfølge Hermod , som alle elskede . +Da denne var kommet et godt stykke bort med +den unge pige , lagde han hende i det bløde græs og +løb atter hen mod sin fader . Han trådte hen til +denne og sagde , idet han tog hans hænder mellem sine : +— du må ikke vredes , kære fader , for min +ulydighed , men denne lille uskyldige pige måtte ikke +bøde for min skyld , hun måtte ilke dø , fordi du +elskede mig , hun har jo intet ondt gjort ! + +— jo , min sø » hun har gjort meget ondt , thi +hun har ranet dit hjerte , det seer jeg godt +anglingens kinder blev purpurrøde , han hævede +øjnene mod sin fader , greb atter hans hånd og udbrød +dybt bevæget : +— om så var , min fader , var det da en synd , +hun havde gjort ? Kan man vel på jorden finde en +skønnere og blidere skabning og ville du ikke være +stolt ved at få en sådan datter ? - og når hun +blev min hustru , ville det da ikke være skønt , om du +kunne få en sønnesøn , der kunne arve dit navn og +din hæder ? +— Hermod , Hermod , min søn , du taler bravt , +men jeg kan ikke tåle at dele min kærlighed med en +anden ; altså , der kan intet blive deraf . +— fader , tag min lykke med i betragtning ; thi , +vedblev anglingen og slog øjnene mod jorden , — +jeg elsker hende ! +Høvdingen vendte sig bort ; en øjensynlig kamp +opstod i hans indre og alle betragtede ham i spændt +forventning . +Endelig vendte han sig om , greb sønnen og trykkede +ham til sit hjerte . +— du har vundet , sagde han mørkt ; tag hende da ! +Hermod lænede sit hoved mod høvdingens skulder +og sagde bevæget : +— tak , fader , nu først gav du mig livet ! +Let som en hind ilede han over græsset hen mod +Madelaine , som skælvende imødcsåe hans komme . + +han kastede sig ned på gronsvcæret ved siden +af hende , trykkede hende fast til sit hjerte og hviskedee +snit smilende : +— vil du væere min hustru , du smukke lillte , +jeg elsker dig ? +Madelaine pev sig æenguelig ud af hans favntag +og bedækkede ansigtet med sine hcrnder . +— o , du skal ikke rødme , ikke blive forlegen ; jeg +ved jø , du holder af mig ; jeg så det jø før af dit +blik , som gjorde mig så hjerteglad . . . . O , så svar +mig dog , du må ikke tie Kille , jeg ved jø , du vil +tilhøre mig — mig ganske alene ; o , hvor jeg er glad ! +Han lagde atter sin arm om hendes liv og trykkede +den svage pige fastere og fastere ti ! sit bryst . Han +kyssede i overgiven glæede de blege binder , pande oz +mund . +Den stakkels pige sank som tilintetgjort tilbage og +sagde næppe herligt : +— o , hcrmod , de bar misforstået det blik jeg +sendte dem ; det var ikke kjæerlighed , de lcrste deri , +jeg bad kun om hjælp . O , hav medlidenhed . Jeg +holder af dem , som en Broder , de har gjort så +meget godt før mig . +Nnglingens ffamfulde blik søgte jorden . Stille +greb han hendes hånd og sagde bevæeget : +— jeg var en tåbe , at tro , at de ville elske +mig ; min forfængeligbed har indbildt min stakkels sjæel +dette . Må jeg nu bede dem tilgive al den uret jeg + +bar forvoldt dem ; den kan ikke ovveies med det gode +jeg har gjort for dem . Vil de tilgive mig ? +— ja , Hermod , jeg bar jø sagt dem , de er mig +kær som en Broder ; min tilgivelse har de allerede . +— o , tak , hviskedee zøglingen og tog den fremrakte +hånd , og idet han bøjede sig over den , for at +kysse den , blev den vædet af hans tårer . Min lykke +var kun kørt , sagde han tårekvalt til hende . O , hvor +del nu gør mig ondt for dem ! +— vist ikke , Hermod , så længe jeg har en iro +Broder ved min side , skal det ikke gøre dem ondt +for mig , thi de vil jø nok som en sådan våge over +» kg . Jeg er kur ? svag og lille , jeg trænger til en +beskytter . +— o , alt , M ! udbrød herMod sørgModig ; alt +vil jeg gøre for dem . Bar det end at gå i døden ! +— så har jeg en bøn til dem , sagde Madelaine . +— og det er ? spurgte hermed og så inderlig +på hende . +Madelaine fløg øjnene ned for det fyrige blik +hvormed han betragtede hende . +— det er , sagde hun langsomt , som frygtende for , +at han ville give hende et afslag , — at de vil føre +mig ud af skoven og hjem til min fader , som boer i +Florents . Jeg ved ej hvilken vej jeg skal vende migog +gå alene tør jeg heller ikke . +— det var et stort offer jeg der ville bringe , +udbrød Hermod og greb hendes hænder ; jeg fik dem +da aldrig at se mere . + +— o jø , vist så , Hermod ; jeg ville da præsentere +dem for min fader og han ville tage imod dem +med åbne arme . De kunne da komme til os så +ofte de havde lyst , og vi ville tale om fuglene , om +skoven , om dem selv og om deres fader . +Hermod betænkte sig et øjeblik . +Højrøstede stemmer lød i nærheden af dem og +sil høvdingen og svendene til at fare op . +— afsted , kammerater , afsted til grotten ! råbte +høvdingen . +Hermod sprang op , greb den unge pige i sine +stærke arme og ilede afsted med hende . +Stemmerne lød stærkere og stærkere ; det var et +selskab , ler red gennem skoven . +Fyrgetyvende kapitel . +Ensomhed . +I dokror Einers hus var alt stille . Han selv +sad ved skrivebordet , men pennen hvilede ved det +urørte papir og hånden skælvede stærkt . +Da åbnedes døren og gamle Leonia trådte ind +med vaklende skridt . Hendes øjne vare ophovnede +og røde af gråd . + +— nå , hvad nyt bringer du , min game veninde ? +Råbte dokteren hende « mode ; har man noget +svor ? +- ak nej , doktor Einer , udbrød den gamle pige , +idet tårerne atter styrtede ud af hendes øjne ; man +har ikke fundet noget . Men nogle af dalens folk +stå herudenfor ; de bede dem om , at dalens gode +engel atter må besøge dem , thi der hersker megen +sygdom og nød dernede ; de trænge til hendes råd +og trøst . +Doktoren skjulte ansigtet i sine hænder . +— ak gud , ak gud ! sukkede han ; hvor er +hun dog ? +Leonia nærmede sig ham og lagde sin mund til +hans øre . +— all hendes tøj ligger endnu deroppe på hendes +værelse ; hun er gået i den samme dragt , hvori vi +daglig så hende . Hvem ved , om ikke den lille dam , +der engang tidligere nær havde forvoldt hende døden , +øm den ikke nu er bleven hendes tavse grav . Hun gik +i vildelse , efter at han var rejst ; jeg så det vå de +tårelsse øjne , som ikke ganske kunne undertrykke den +smerte , hjertet følte . O , doktor Einer , vi har en +svær byrde på vor samvittighed ; havde vi i tide talt +til ham , kunne alt dette have været forebygget . Denne +forfærdelige lange uge har næsten gjort dem til en +olding og mit mod , min glæde har den knækket . +Jeg har kun tilbage at ønske , at også gud ville kalde +mig ttl sig . + +— ønsk ikke det , min gamle veninde , jeg kan +ikke bære denne sorg , når du ikke hjælper at lindre +mig den . +Der bankedes på døren ; deres samtale afbrødes +og den gamle jæger trådte ind . +Det gamle ærværdige hoved var bøjet ned mod +brystet ; han nærmede sig doktoren og sagde mørkt : +— jeg skal bede fra beboerne i dalen , om at +deres lille datter må komme ned til dem ; mange +ere syge og alle trænge til råd og hjælp . Hu « +Bragte velsignelse når hun kom og dr må ikke afslå +vor bøn . Jeg selv trænger ikke mindre til trøst end +alle de andre ; vor søn er for otte dage siden forsvunden +for os og ingen har set ham siden . Han +kørte bort med vor naboes vogn , for at besørge et +selskab ud til et landsted , en mils vej herfra , og +siden har man ikke set noget hverken til ham eller +vognen . +Doktoren studsede og for op af sin stol . +— otte dage , siger de ; men har de også +regnet rigtig ? +— bestemt otte dage , som jeg siger dem , hr . +Doktor ; jeg tager ikke fejl . +— store gnd , vå samme tid blev også hun +borte ! råbte doktoren blegnende . Hvad betyder dog +dette ? +— hvem mener de ? spurgte jægeren . +— jeg mener min datter , som de kalder hende . +Hun er bleven borte på samme tid som deres søn . + +min gud , min gud , hvor er de henne , hvor stol +man søge for at finde dem ? +— ja , hvor , hvor ? sagde jægeren mørkt og bøjede +hovedet . Jeg mener intet sted , de er borte for bestandig . +— sig ikke det , afbrød doktoren ham ; mit hjerte +ville briste , dersom det var så ! +— lad det briste lige så godt først som sidst , thi +vi få dem aldrig at se , sagde jægeren bittert . +— ti , gamle , sagde Leonia heftig « ; sorgen har +gjort eder vanvittig , derfor taler i så . Kan i gå +t rette med gud og stille jer ved siden af ham , før +at fortælle os , at vi aldrig få hende at se . Hold +inde med sådan snak og gå , i gør jo den stakkels +doktor Einer helt fortvivlet . +— ja , råbte den gamle jæger ; dersom han ikke +alt var det i forvejen , så ville jeg fro det , men . . . +— spar eders snak og gå nu , afbrød Leonia +ham . +Jægeren nærmede sig døren og sagde endnu +engang : +- de får hende ikke mere at se ; jeg ved det , +de er begge døde . +— hvorfra ved de det ? råbte doktøren heftigt +og var i et nu ved mandens side . +— hvorfra jeg ved det ? udbrød jægeren lidt +studsende . Nu , det siger mit gamle hjerte mig : min +søn er død ! Ak , ak , han er død ! + +han rev hæsligt dørrn op og styrtede ud på +gangen . +Otie dage derefter lå han lig . +Enogfyrgekyvende kapitel . +En ridetur . +Siden hin morgen efter ballet havde baron +Verdin og Mary Kronwall ikke talt meget til hinanden . +Når man var samlet om bordet , søgte enhver +for sig st få en plads så langt som muligt fra +hinanden . +Var der stort selskab og vittighederne krydsede +hinanden hos den glade ungdom , var Mary en af de +ivrigste ; baronen holdt sig heller ikke tilbage ; men +det mærkeligste var , at aldrig nogen af deres vittigheder +gjaldt hinanden . +Mary talte over bordet til alle de andre , men +undgik behændigt baronen . Dette undgik ikke hans +opmærksomhed og han på sin side bar sig ligesådanne +ad . +En aften aftalte man i selskabet om at foretage + +en ridetur gennem de store , vidt udstrakte skove den +følgende dag . +Ti damer og ti herrer skuttede sig sammen til +denne interessante tur ; men endnu havde ingen indbudt +frøken Kronwall til at deltage i denne . +— tager de ikke med os ? spurgte en af +herrerne hende . +— jo , med sand fornøjelse ; men endnu har +ingen bedet mig , undtagen de . +— det er min pligt , sagde baron Verdin , og +de , unge mand , er kommen mig i forkøbet ; men +jeg beder dem indstændig , frøken Kronwall , at tage +med os . +- måske , dersom jeg i morgen har lige så stor +lyst dertil , som i dag , sagde Mary koldt . +Noget , efter skiltes selskaber . +Den næste dag oprandt . Det var en lys , klar +morgen . Deltagerne havde allerede samlet sig og man +ventede kun på Mary . Endelig trådte hun ind til +dem , skøn og blomstrende som en rose . +— i er på pletten alle sammen , det kan jeg lide , +sagde hun muntert ; lad os så komme afsted ! +Baronen var hensunken i betragtningen af hende . +Da hun kom fordi ham , så hun til siden og sagde : +- ej , hr . Baron , har de ikke mere travlt . Jeg +er jo i dag bleven deres dame , og jeg tilstår , jeg +har ingen tålmodighed til at vevre på dem . +— det skal de heller ikke , frøken Kronwall ; her +er min arm . + +hun modtog den og man fulgtes ned til de utålmodige +heste , der stampende stod og ventede på dem . +Et øjeblik efter gallopperede selskabet afsted . Det +gjaldt et væddemål om hvem der først kunne nå +skoven , og Mary , der havde en smuk , let ganger , +for ajsted i rasende galop . +Mon det var for at nå skoven først at hun +således jog hen ad vejen ? — det var måske mere , +fordi hun ikke ville have baronen ved sin side . Men +trods hendes stærke flugt var baronen dog stadig ved +siden af hende . +Hun opnåede kun derved at de kom så langt +fra selskabet , at de ikke kunne vine deire og det var +jo lvenimvd hendes plan . +— de rider alt for hurtig , fiolen Kronwall , de +kan ikke tåle den stærke bevægelse . +— der er mig lige meget , sagde Mary lidt trodsig ; +kan de måske like følge mig ? — hvis så er , da +slut dem til selskabet ; jeg kan godt ride alene . +Baronen bøjede hovedet og sagde alvorlig : +— de er bitter , frøken Kronwall ; jeg begriber +iklc hvormed jeg har fornærmet dem . +— de fornærmet mig ? lo Mary højt ; men man +kunne høre på hendes latter al den var unaturlig . +Desuden bekymrer de dem vist meget lidt om mit +humør . +Baronen smilede . +— nå , hvorfor tror de netop det , frøken ? + +hvad ville de sige om jeg nu bekymrede mig meget +derom ? +— o , sagde Mary og trak på skulderen ; det +er mig aldeles ligegyldig , — jeg kan ikke gøre krav +på deres sympatti , det ved jeg ! +— nej , ikke for øjeblikket , frøken Kronwall , +sagde baronen stødt og nu red man i nogen tid tavs +ved hinandens side . +Mary havde strammet hestens tøjle for at det +øvrige selskab kunne indhente dem og dette varede ikke +længe . +Agnes Kronwall kom først hen til Mary . +— ah , er du der , Agnes ; jeg kunne nok tænke +at du ikke ville undlade at komme med , når vor +selskabelige baron var her . +Mary sagde dette med et smil ; hendes stemme +skulle være munter i dette øjeblik , men en så unaturlig +bleghed havde lagt sig over hendes kinder , at det var +umuligt ikke at bemærke den . +Baronen havde betragtet dem begge . Et tilfreds +smil gled over hans anfigt ; ved Marys sidste bemærkning +havde han set klart i hendes hjerte og +kendte nu enhver fold deri . +Stakkels Mary , som trøede at hendes hemmelighed +vor så godt gemt ! +Selskabet red videre under munter samtale og +Mary havde nu blandet sig imellem dem . +Agnes Kronwall og baronen red noget i førveien , +i en ivrig samtale . + +Marys øjne vege ikke fra dem . +Det lod til at det var en prøve , baronen satte +hende på , thi med et vendte han hesten og opfangede +det stirrende , bedrøvede blik , hvormed Mary havde +fulgt ham . +En dyb rødme for over hendes kinder og hun +slog øjnene bort , som om hun ikke havde bemærket ham . +— bished , vished ! jublede det i baronens indre , +og han red fornøjet videre ved siden af Agnes . +— hvorfor har de grund til at tro det ? spurgte +Agnes ham hviskende . Mon hun skulle være vred +på mig ? +— jeg tror det i det mindste ikke , sagde baronen +; men jeg kan ikke begribe hvorfor hun ikke taler +til dem ? +— o , det er en hemmelighed , hr . Baron , en +hemmelighed , som de ikke kender . +— tror de ? sagde baronen . Men hvis jeg nu +kendte den ? +— det var ikke godt for stakkels Mary . +— og hvorfor ikke , frøken ? +— ja , det bliver min hemmelighed , sagde Agnes +smilende . +— o , fortæl mig den , lad også mig være medvider +heri . +— nu da , siden det er dem , så tror jeg , at +det eneste beder kan gøre Mary glad er , når hun +seer dem . +— deri tager de dog fejl , frøken Kronwall ; +15 + +thi lige så såre hun seer mig er hun jo bitter og +ordknap . +— ja , ja , sagde Agnes og lettede komisk på +skulderen . Lur de damernes bitterhed , den er som +oftest det bedste bevis på , at de elske . +— hvad siger de ? . . . De mener , at frøken +Mary skulle . . . sagde baronen og for noget tilbage . +— tys , tys , jeg har sagt alt for meget , afbrød +Agnes ham leende og sporede sin hest . Stakkels Mary ! +Hos dem er hendes hemmelighed vist kun dårlig +gemt ! +Hun var allerede langt borte . +Toogfyrgelyvende kapitel . +Et fund . +Baronen smilede over Agnes ' sidste wring og +tankefuld red han videre . +Man havde nået midten af skoven . +Pludselig hørtes et højt skrig , og Agnes , der +var redet langt i forvejen , kom styrtende tilbage med +blottet hoved og skræk malet i alle træk . +Selskabet stimlede øm hende , og Agnes fortalte , + +at hun , ved at bestige en hvi , havde set en skare +vildt udseende mænd lejrede på en slette . En bleg , +lidende kvinde sad i deres midte , jeg syntes bestemt , +at jeg skulle kende hendes ' ansigt , dog vidste jeg et +hvorfra jeg kendte det . Jeg holdt stille og betragtede +dem , uden at tænke over , at jeg kunne komme til at +dele selskab med denne ulykkelige kvinde . Med et +hørtes et knald og en kugle for pibende forbi mit +hoved . Jeg styrtede ned ad højen og red i gallop +tilbag- til eder og her er jeg nu . Jeg beder eder +alle , rid ikke videre , det er måffe røvere , som ville +plyndre os . +En munter latter modtog Agnes ' ord og hun +så sig forbløffet om i kredsen . +— hvad , i tro mig ikke ? udbrød Agnes fortørnet . +Se , min hat har jeg tabt i mit hastværk , da jeg +flygtede . +— nej , vi tro dem ikke , råbte alle som en . +— de har haft syner , frøken Kronwall , sagde +baronen leende . +- de fornærmer mig , hr . Baron ; tror de +at jeg ville fortælle dem en usandhed . +— nej , men det har naturligvis været et fredeligt +selskab , der er taget ud i skoven for at more sig . +— tror de det , hr . Baron ; men jeg må da +sige dem , at et fredeligt selskab ikke sender kugler +efter en , fordi man fra en høj betragter dem . +En ny latter afbrød hendes ord og selskabet +trængte sig længer frem . + +— rid ikke videre , rid ikke videre ! råbte Agnes +ængstelig . I er kun ti mænd , de er øver tyve . +— å snak , råbte baronen , lad os blot komme +afsted ; hvis de har set rigtig , frøken Agnes , ville vi +frelse den unge dame . +— o , Mary se at overtale baronen til at lade +det fare ; jeg forsikrer dig , det vil koste dem livetå , +hvilken snak , Agnes , vær du blot ikke +« rolig for ham , sagde Mary bittert ; vent du her , og +jeg forsikrer dig . vi ville bringe baronen tilbage i +dine ømme , beskyttende arme . +— men Mary , hvad siger du ? Har jeg også +fornærmet dig , siden du er så bitter ? +— ja , jeg ved det nok , Agnes , men jeg kan ikke +gøre for det når vi komme hj m og jeg atter kommer +på mit værelse , er jeg din gamle Mary igen . +Selskabet red hurtig videre under skæmt og +latter øver Agnes ' fire ide , wen da man ankom til +stedet , hvor mændene havde opholdt sig , og azr . es +udpegede Sletten , hvor mændene havde været lejret , +fandt man intet spor af nogen af dem . +Mary steg af hesten og søgte rundt omkring for +at se øm ikke et eneste kendetegn var bleven tilbage . +Et forundringsudråb undslap hendes læder og +hun bukkede sig og tog en massiv guldring op fra +jorden . +Man flokkedes om hende og hun viste triumferende +ringen , hvori Madelaines navn var indgraveret . +Alle betragtede den nysgerrigt og baronen påstod + +at han havde set den på en ung dames hånd , som +ban kendte . +— og hvem er den dame ? råbte alle i kor . +Baronen betænkte sig et øjeblik . +— jeg kan ikke erindre hvem det er . . . . Å , +det hele er måske kun et tilfælde , at vi netop har +fundet denne ring her ; lad os komme videre frem og +ikke tænke mere på denne historie . +Selskabet havde imidlertid spredt sig og søgte rundt +på hele Sletten , men fandt intet spor . +De steg atter tilhest og gallopperede afsted , uden at +vide , at de kunne have frelst en stakkels kvinde , dersom +de havde kommet lidt tidligere . +Det lakkede stærkt mod aften , da selskabet atter +vendte hjem ; all : vare trætte og man hastede derfor +så meget som mulig for at nå byen . +Mary red tankefuld noget langsommere . Baronen +nærmede sig hende og sagde : +— de bør ikke ride så langt bagved os , frøken +Kronwall ; de kan ikke vide hvad der kan hænde dem , +når de er så langt fra os . +Mary så sig om med et sky blik . +— tror de da virkelig , at her ikke er sikkert ? +Sagde hun . +— ja , frøken , jeg tror det . +— men Agnes ' fortælling da , som de lo så +hserteligt af ? spurgte Mary atter . +— å , det har været et syn frøkenen har haft . +Røverne vove sig ikke således ud vedhøilys dog . + +— de gør mig helt forskrækket , hr . Baron , +kom , lad os skynde os bort ! +Hurtig red de videre og man var snart ude af +skoven . +Treogkyrgetyven-e kapitel . +En opdagelse . +Fire timer efter at greven var gået , vendte han +atter tilbage . Han morede sig i tit stille sind over +den virkning , det måtte have gjort på baronessen , +at være indelukket alene i fire timer . +Han stak nøglen i låsen og lukkede hurtig op ; +han så baronessen sidde i samme stilling og på +samme plet , hvor han havde forladt hende . +Et forundringsudråb undflav ham . Han nærmede +fig hende og greb hendes ene hånd . +— frue ! råbte han så højt han formåede . +De undskylder , men jeg skal til ro nu ; jeg må altså +bede dem om at forlade mit værelse . +Men trods hans h��je rost var baronessen ikke +let at bringe til sig selv . +Han gjentøg tit udråb og baronessen vågnede + +endelig tilsyneladende forskrækket og næppe sig selv +bevidst . Hun rejste sig hurtig og sagde forfærdet : +— men- min gud , hvor er jeg dog ? — ikke i +mit hjem ? . . . Hvorledes er dette gået til ? +— nej , de er hos mig , sagde greven leende « +Men nu er det på tiden at de går . Det er over +midnat . +Greven lukkede døren op og bukkede ironisk +smilende for hende . +Hun gik , idet hun tilkastede ham et hadefuldt , +djævelsk blik . +— bliv du , mumlede hun ; den streg skal du +få betalt . +Da døren havde lukket sig efter hende brast +greven i en høj latter . Den nåde baronessens +øre og hun vendte sig om og truede harmfuld mod +døren . +— kunne jeg kun engang ydmyge dig , som du +nu ydmyger mig , mumlede hun , da skal jeg føle mig +tilfreds . +Som den ærede læser vel alt har gættet , havde +baronessen , da hun hørte grev morfin komme tilbage , +kastet sig i stolen og indtaget den samme stilling , +da hun ikke vidste på hvilken måde hun skulle modtage +ham og hun ville med det samme overbevise ham +om , at det ingen falsk besvimelse var ; men greven +kendte hende så vel , at intet komediespil kunne +skuffe ham . +Dagen efter ilede Aleris så tidlig som mulig til + +fia fader ; hans glæde og henrykkelse kendte ingen +grændser ; han havde for stedse tæget assked med +bankieren , efter sin faders udtrykkelige befaling . +— nå , er du der , min kære dreng ? råbte +greven , da Aleris trådte ind ad dsren og kastede sig +i hans arme . Giv mig nu hånden , til bevis på , +at du vil handle med mig , thi fra i dag af begynder +vor hævn og vor søgen efter Madelaine . +- tak , kære fader , her er min hånd ; intet +skal være mig kærere , e » d at handle efter din befaling . +— godt , det ved jeg ; men lad mig nu fortælle +dig et kort afsnit af mit liv , før vi stride til bærket . +— som du ved , boede vi i din barndom på +et afsidesliggende slot , nogle mil fra hovedstaden . +Din moder døde , da Madelaine endnu var lille og +jeg drog tnd til hovedstaden med eder begge . Det +vil nu måske forundre dig at høre , at jeg er Greve , +da jeg har fortiet det for eder . Bor slægt er meget +berømt , og du , Aleris , er jo et skud af denne +familie . +— du Greve ? udbrød Aleris , idet et mistroisk +smil gled over hans ansigt . Du spøger ! +— nej , mit barn , jeg spøger ikke . Hør mig +videre og du skal få troen i hænder . Frygte » for +at i -- når vi kom tik Paris — skulle blive overvældet +med alt for megen smiger , der ville fordærve +eder , gav mig den tanke , at lade eder være uvidende +om min stilling . Du ved hvor tarveligt vi boede +her i den lille lejlighed , hvor du sidst så mig . + +både du og din søster have såt en god opdragelse , +men i er vante til savn og selvfornægtelse ; det +var det der adlede eder , — de prøvede hjerter kunne +nu modtage både savn og smerte , uden at det var +eder ubekendt . +— dette var min plan og jeg har trolig gemt +en nok så lille lap papir , der kunne underrette eder +om min stilling . Men hvor bittert har jeg ikke fortrydt +det , thi da den skæbnesvangre stund kom , at jeg +skulle duellere med baron < le Verdin , som du jo nok +duffer , blev jeg såret ført børt . +— mit sår var meget farligt , men jeg kom +mig dog . Da begyndte den kvindes hævn , hende — +hvem min hævn nu gælder . Hun lod mig indsætte i +et galehus , hvor jeg i over et år led de skrækkeligste +kvaler , især ved tanken om at du og din søster +intet havde at leve af ; men nok herom ! . . . Da jeg +efter dette pinlige Års forløb traf en ven , som befriede +mig , rejste jeg bort , for at al forfølgelse mod +mig intet nyttede ; men jeg kom snart tilbage igen , +tanken om hævn gjorde mig modig og jeg længtes +også meget efter at se mine børn . +— jeg blev ikke alene skuffet heri , men da jeg +som sendebud henvendte mig til min egen bankier , +for i grev morfins navn , at fordre den formue tilbage , +jeg havde deponeret hos ham , svarede man mig , +at han var død og at hans eneste arving alt for længe +siden havde hævet fin arv ; man antog mig for en bedrager . +Madelaine . 16 . Heste . + +-n “ +I362 +— jeg spurgte dem da hvad den eneste arving +hed og hvem det var . Man viste mig papirerne og +her var — som min kedelige kusine - baronesse +von sympfen indført som min eneste arving . Min +forbavselse var stor , men min forfærdelse endnu større , +thi jeg var nu blottet for penge . Da skrev jeg til +min ben , baron Verdin , der havde frelst mig og som +har nogle godser her i Frankrig . Jeg bad ham om +at låne mig nogle penge , indtil jeg fik min formue +tilbage . +Aleris stod og betragtede sin fader med forskellige +blik ; had og harme havde lejret sig i hans ansigt +og alt blodet var veget fra delte . +— og du har kunnet nøle , fader ? Du har ikke +strar trådt frem for hende , for at knuse hende med et +eneste ord ! Du lader hende leve af dine penge , +medens du selv må nægte dig ethvert ønskes opfyldelse . +Kom , råbte han vildt ; lad os gå hen til +hende og kræve hende til regnskab ! +Han greb faderen heftigt ved hånden for at +» række ham afsled . +— men barn dog , tænk før du handler ! Hvad +ville det vel nytte om vi nu trådte op ? Jeg er +ovenikjøbet vis på at det ville være vor komplette +undergang . +— men hvorfor ? . . . Så sig det dog ? . . . +Har vi ikke ret til vor formue og kan nogen røve +din titte ! fra dig ? + +— nej , mit barn , thi se her har jeg diplom +på min værdighed . +Han trak nogle papirer frem , som han rakte +alens . +— disse har jeg bevaret , sagde han glad ; thi +også disse ville de have fra mig . +— ja , ja ! råbte Aleris ; men kom , kom ! lad os +komme assted jo før jo heller . Også jeg har et +gammelt regnflad at opgjsre med hendes mand . +— nej , vær dog fornuftig . Alens , hvad tror +du man ville sige om os ? Man ville anse os før +vanvittige og måfle - jeg gyser ved tanken herom +- indsætte os i dåreanstalten igen . +— men hvor kan de det ? udbrød Aleris atter . +— jo , thi alle tro at jeg er død ; — ja , du +selo har jo også troet det i over et år . Min hævn +må vente til en deleilig tid kommer , hvor jeg kan +tale i Enrum med hende . +— ja , du har ret , fader ; det er desværre alt for +sandt . +— men vi bør derfor ikke hvile , Aleris ; lad os +pønse på enhver lejlighed til hævn . Dog før vi +lænke på denne , må vi se at finde vor stakkels Madelaine , +thi uden hende vil vi ingen lykke have med +vort arbejde . + +firlsgfyrgetyvende kapitel . +Baronen i klemme +baronesse von sympfen sad i sit sovekabinel . +Et uhyggeligt smil spillede om hendes læber . +Kammerjomfruen fremtog den ene morgendragt +efter den anden , uden at en eneste af disse behagede +„ den nådige frue . “ +Med et arrigt blik betragtede hun denne , og da +hun af vanvare kom til at tabe et kostbart halssmykke +på gulvet , kneb den nådige frue hende så eftertrykkelig +i armen , at jomfruen udstødte et heil +smertcnsfkrig . +Baronessen rejste sig , rev smykket fra hende og +knuste det under sin fod . +— gå med dig ! råbte hun , og kald på Elisa +hun skal hjælpe mig . Iaffen forlader du din plads +hos mig ! +Jomfruen gik nølende ud af kabinettet . +— ubehændige tøs ! råbte baronessen og kylede +en flakon efter hende , som stod hende i vejen . +Jomfruen for forskrækket ud af døren og kort +efter trådte en anden kammerjomfru ind . +— klæd mig på , og befal dem at dække ttebordet +til jeg er færdig ! råbte hun hende i møde . +Elisa — således hed jomfruen — udførte hendes +b-faling og påbegyndte derefter fruens påklædning . + +den varede en fuldstændig time . Intet var godt +nok , intet var smukt nok til hende . — ikke at tale +om alle de knubs og stød , som jomfruens arme +måtte udstå , og som også loge tid . +Da påklædningen var fuldført trådte fruen ind +i spisestuen . Ttebordet havde allerede længe været +dækket og ventede på hende . +Hun satte sig til bords medens Elisa stænkede +koppen fuld . +Hun smagte på theen , men kastede i samme +øjeblik koppen med indhold hen ad bordet og udbrød +arrigt : +— det er jo koidr ! +Elisa så forundret på hende . +— hører du ikke , - det er koldt ! råbte fruen +hæsligt ; sfaf mig øjeblikkeligt noget varmt the . +Befalingen blev efterkommet og man fyldte atter +et par kopper med en kogende drik . +Den samme nblide skæbne blev også disse iildeel ; +nu var det for varmt til hende . +Hun rejste sig fra bordet , men i samme øjeblik +åbnedes døren og hendes gemal trådte ind . +Baronessens øjne trådte næsten ud af deres +huler , således stirrede hun på ham . Han stod endnu +i den åbne dør og betragtede hende med komist alvor . +Jomfruen ville hurtigt bortfjerne sig , da hun så +de overraskede ægtefæller , men ankommen til døren +hviskedee baronen leende : + +- stands elendige ! Bliv herinde i stuen , der +er nok torden i luften i dag ! +Elisa nikkede med hovedet og smuttede dort ; hun +var alt for angst til af turde blive derinde . +Han lukkede Deren og gik med tragiske skridt +hen imod hende . +— godmorgen , min elskede Judith , min ømme +hustru , mine øjnes lys , mit livs lyksalighed , sagde +han og bukkede før hende . - hvorledes har du det ? +Har du sovet rolig i nat ? +Hans oversladiskr , spottende tone ærgrede hende +endnu mere og hun lod sig falde ned på en stol , +næste « ikke længer i stand til af styre fin rasende harme . +- du tier , min engel , hvad fejler dig ? vedblev +baronen har torden og lynild forstyrret din søvn +i den klare sommernat eller har myggene summe « +Om dit skønne hoved ? Sig det , af jeg kan myrde de +formastelige , der vovede slig « ! +Baronessen knugede begge hænder fast sammen +og hævede dem som besværgende mod himlen . +— slurk ! . . . Nidding ! . . . Pigerøver ! +Disse ord kom endelig over de frådende læber . +— o , jeg kunne lade dig myrde her før mine +øjne , men du fortjener ikke en så let død ! . . . +Uh , jeg forfæres af harme . +— fat dem , fat dem , min nådige frue , de er +altfor ophidset , sagde baronen og nærmede sig bordet . +Lad os vente fil i aften , thi så er jeg ikke hjemme og + +da kan de rase så meget de lysler , om de endog +skulle fortæres deraf , det skal ikke være mig nogen sorg ! +- nej , for så vidt , som de har flere i baghånden , +der efter mig kunne optage en ligeså stor +plads i deres hjerte , som jeg har . +— større frue , meget større ! sagde baronen , +idet han skænkede sig en kop the . +Han nød den med et vist velbehag , medens baronessen +stod stille og betragtede ham , tænkende over +hvorledes hun skulle begynde det tordenskrald , hvormed +hun ville fremrykke . +Baronen så af og fil op fra fin kop , for at +iagttage fjendens stilling og for mulige » at opdage +hvorfra angrebet ville komme . +Han søgte at kvæle et latterudbrud , idet han tog +sig en ordentlig slurk af koppens indhold . +Hans rolighed opirrede baronessen endnu mere . +Hun trådte hen fil ham og slog ham så eftertrykkelig +på armen , at koppen med dens halve indhold +styrtede ned ad hans klæder . +— nej , nu bliver det dog for galt ! råbte baronen . +Kan dine fine hænder tage så hårdt ? Det +havde jeg døg ikke troet ! . . . Nu går jeg min vej , +— overlast tåler jeg ikke ! +— du bliver ! råbte baronessen befalende og +pegede på stolen . Jeg vil tale med dig ! +— hvad , har du mere endnu af fortælle mig ? +Sagde baronen . Jeg troede af du var færdig før +lang tid siden . + +— som du hører . Jeg har iaftes hørt en +samtale mellem dig og en allerkæreste grisette . +Baronen for op af stolen . +— å , bliv blot ikke bange ; bevar nu din tidligere +rolighed , nu ville den klæde dig bedre ! råbte +fruen . Det forundrer dig måske , af jeg eftersporer +vine skridt , men skønt jeg ikke behøver af give dig +nogen forklaring derfor , vil jeg det døg , for af jeg +kan stå aldeles ren og uplettet . Jeg havde nemlig +erfaret , af du ofte besøgte et vist hotel xsrni . Jeg +vovede mig — efter adskillige anmodninger fra ved +kommendes side — iaftes efter dig og lejede værelset +ved siden af hvor du sukkede hos din ømme hyrdinde . +Jeg hørte eders samtale , du fortalte hende , råbte +baronessen , idet hun mere og mere nærmede sig fin +gemal , der tavs sad i et hjørne af sofaen , at jeg +var en lantippe , som du kun har ægtet for at få +penge til at bortødsle på andre . Vent , vedblev hun +og hævede truende hånden . Før du skal få anledning +til at dræbe mig , skal jeg dræbe både . Dig +og hende . +Hun lød sin hånd falde ned på hans hoved af +al magt . +Baronen tog tavs imod det , han var som lynflagen . +Men dette irriterede den nådige frue endnu +mere . +— nå , har du intet at sige til dit forsvar ? +Sagde hun tænderskærende . +Nej , ikke det mindste , sagde han og rejste sig + +med besvæer . Jeg kan kun sige at det hele er en ilde +vpspunden legn ; - jeg har aldrig sat mine fsdder l +det omtalte hotel . +— løgn ! Siger du at det er løgn ! hvinede +baronessen . Det jeg har hørt med mine egne Oren , +det påståer du er løgn ! Nej , nej , min rare hr . +Gemal , mig binder du ingen historier på sermet ! +— nå , om så var , kan du forbyde mig det ? +Sagde baronen bæeftigt . +Baronessen for bestyrtet tilbage , hun havde ikke +ventet dette svar . +— bereder du mig nogen lykke der ? sagde +baronen dristigere . Bidrager du noget fil , at der +kan bestå et ømt forhold imellem os , eller ssger du +ved din blidhed at holde mig fil hjemmet ? — nej , +nej , Judith , dersom jeg søger min adspredelse udenfor , +da er skylden din , ingen andens ! +— hahaha ! Du moraliserer ! Bidste jeg ikke at +du var for dum dertil , ville jeg måske tage mig dine +ord nser ; men med sådan et ansigt kan man ikke +væere klog . +— hør , Judith ! råbte baronen og rejste sig forbitret ; +nu er det nok med dine fornæermelser . Hold +inde , det råder jeg dig fil ! +— du råde her ! sagde baronessen hånligt . +Hvor vover du at tale fil mig på denne måde ? +Vover vover ! udbrød baronen . Jeg vover +mere end det ! + +han greb begge hendes hænder kraftigt med den +ene af fine . +— vov du nu på at fige mere og jeg forsikrer +dig , at din smukke mund skal blive stoppet af mine +barbarifle hænder . +Vreden lynede i hans øjne og han trykkede hendes +hænder så fast , at det aflokkede baronessen et skrig . +— å , nu er det jo allerede bedre med dig , sagde +han , idet han med magt baglænds førte hende hen tu +sofaen . Nu bliver du smukt siddende der , indtil jeg +er « de af dørrn , og mæler ikke et ord , hører du ! +Hans umådelige kræfter fvrsfrækkede hende og +hun svarede intet . +Da han havde placeret hende i sofaen , løsnede +ban fine hænder ; men næppe følte hun sig fri , før +hun sprang op , greb den første den bedste genstand og +ilede efter ham . + +femagfyrgetyven-e kapitel . +En fortørnet kammerjomfru . +Udenfor baronesse von sympfens hotel spadserede +samme dags aften en ung mand frem og tilbage , +tilsyneladende aldeles tilfældig . +Pludselig fik hans øjne liv og han stirrede ind +mod porten , hvorfra baron von sympfen netop +kom ud . +Den udenforstående trådte ham i møde og sagde +så venligt han formåede : +— ah , det er længe siden jeg har haft den +fornøjelse . +— også jeg , min gode , udbrød baronen nådigt +og rakte ham håndenhvorledes +befinder de dem ? +— jo tak , særdeles godt , og de ilige måde , +håber jeg . +— å ja , fljøndt det er lige som man vil tage +der . Siden min søsters forsvinden vil ingen glæde +rigtig finde indgang i mit hjerte . +— forsvunden , siger de ! råbte baronen tilsyneladende +forbavset . Hvorledes er det gået til ? +— ja , sig mig det ! udbrød Aleris . Jeg har +intet begreb derom , men jeg håber snart at kunne finde +hende , hvis de , hr . Baron , kunne give mig en lille +smule oplysning i denne henseende . + +— hvorledes , jeg ? udbrød baronen forbanset . +— o , hvilken skurk ! mumlede Aleris . Han +forstiller sig , som om han intet ved derom og jeg er +dog vis på at han ikke har haft en ganske ringe +skyld i hendes forsvinden . +— ja , jeg håbede at kunne få nogle oplysninger +hos dem , vedblev han . henvendt til baronen . +— men de forbanser mig , Aleris ; hvor skulle +jeg dog vide noget om deres søster , som jeg ikke har +set i så lang tid ! — jeg forsikrer dem , at jeg , +side » de - som de jo nok husker — blev dåren +hjem fra duellen , ikke bar set deres søster . +— ikke det ? Nu da , lad os så ikke tale mere +derom . Jeg kom herhen i det glade håb , at de +måske havde kunnet lede mig på spor . +— hahaha ! nej , hvor kan de » ro ? råbte baronen , +lidt ilde berørt over Aleris overbevisende tone . +Aleris forlod ikke baronen , men fulgte ved hans +side , som en skygge . +— undskyld , sagde baronen og standsede ved et +højt , anseeligt hus ; men her skal jeg op ! +— gener dem ikke , sagde Aleris og trådte et +par skridt tilbage . +Baronen var næppe kommen nogle trin op , før +en lille dame , tæt indhyllet i et sort shavl , nærmede +fig med rafle skridt . Hun greb Aleris t armen og +sagde åndeløs : +— hvor er baronen ? Jeg så jo at de nylig +gik med ham . + +— han gik herop i huse « , min frøken , sagde +Aleris forbavset . Vil de ham noget , så skal jeg +kalde på ham . +— jeg vil på øjeblikket tale med ham , sagde +hu « hæsligt og stampede i jorden . Øjeblikkelig ! +— vil de behage at vente lidt , jeg skal da +opsøge ham . +Damen svarede ikke , men stod stille og så ind +ad husets dør . +Aleris betragtede dette som en opfordring til ham +om at opsøge den efterspurgte og han ilede skyndsomt +op ad trapperne . +Da han trådte ind i sælen var baronen allerede +placeret ved et bord mellem et helt selskab af herrer , +hvor der spilledes meget højt . +Aleris bankede baronen på skulderen og sagde : +— der er en dame hernede , som vil tale med +dem ! +Baronen sprang op og kastede kortene på bordet . +— guds død ! råbte han . En dame som vil +tale med mig ! . . . . Så må feg skynde mig ; det +smukke Kion bør man lystre . +Aleris kastede et forbitret blik på ham , ubehagelig +berørt ved den overfladiske tone , hvori han sagde dette . +Man fulgtes ad ned til damen , der endnu stod +og ventede . +Da hun så baronen , for hun med hæftighed +yen til ham og omslyngede ham med begge armene . +— o , hr. Baron , hvad skal jeg gøre , deres + +frue har jaget mig dort , jeg har intet sted al ty +hen . Hold nu deres løste « il mig og viis , at det +virkelig er kærlighed de føler for mig . Frels mig , +de ved jo at jeg er deres ! råbte hun lidenskabeligt +og greb have hånd , som hun heftigt trykkede til skur +læber . +Baronen blev i første øjeblik forvirret og havde +intet svar . +— mit smukke barn , sagde han endelig , du +kender jo mine følelser for dig ; men netop i dette +øjeblik at skaffe dig et tilflugtssted , er umuligt . +— umuligt ! skreg hun forbitret . Husker de hvad +magt jeg har over dem ! . . . . Bed de vel , at +deres frue om et øjeblik skal vide alt . +— tal dog ikke om det . min bedste pige , du +ved jo at jeg vil gøre alt for dig . Her er pengeg�� +og se om du hos en eller anden af dine bekendte +kan finde et tilflugtssted , - mod betaling naturligvis , +— indtil jeg kan finde et værdigere opholdssted til +dig . Men gå nu , lad ingen se os sammen . +— nu er de atter god ! udbrød kammerjomirmv +og trykkede hans hånd . +— ja . . . ja . . . men gå nu , min bedste +pige , hører du ! sagde barønen og stødte hende bort . +Dette udførtes temmelig plumpt og herover fandt +jomfruen sig så misfornøjet , at hun udbrød i høje +klageråd . +Baronens ansigt antog et ængsteligt udtryk og i + +fin fortvivlelse greb han hende ved armen og førte +hende et stykke ned ad gaden . +— det skal blive betalt ! skreg den ophidsede pige +og slog ham heftigt over hånden . Gå med dem , +jeg kan godt finde Bei alene . +Barønen slap hende og vendte hastig tilbage til +spillehnset . +Hun fulgte ham til porten . Aleksis stod i denne +og betragtede dem begge med mørke miner . +Baronen for forbi ham , op ad trappen og +jomfruen lænede sig mod portkarmen , lige hvor Aleris +stod , formodentlig i den hensigt at kunne røre hans +hjerte . +Han gik hen til hende og sagde : +— har de langt hjem , frøken ? Vil de at jeg +skal følge dem ; det er nu temmelig sent . +— tak for deres artighed , sagde hun og nejede . +De har net , jeg kan ikke gå alene . +Aleris bød hende armen og de vandrede op ad +gaden . Han med den dybeste foragt for fin ledsagerinde . +Han talte ikke til hende , medens hun uophørlig +pludrede væk om baronen og hans frue og indviede +den unge mand i de utroligste ting . +Pludselig henlededes hans opmærksomhed på +hendes ord , idet hun nævnede Madelaines navn . +— kender de denne dame ? sagde han , idet +hans øjne skøde lyn . Har de noget bekendtskab +til hende ? +— ja , udbrød jomfruen frækt , overordentlig stolt + +over endelig at dave fængslet hans opmærksomhed . +Seer de , nu gør det jo intet , da jeg er kommen +bort fra fruen ; nu kan jeg gerne fortælle dem det +hele . Hun har rigtignok lovet mig en anseelig ducør , +dersom jeg tav , men da jeg endnu intet -har får , +bryder jeg mig ikke om at åbenbare det hele , og især +for dem . +— tal , men skynd dem , jeg brænder af længsel , +sagde Aleris , idet hans vrede mine for et øjeblik forsvandt . +Jeg forsikrer dem , mir hele liv skal være +en tak til dem , næar de blot vil opklare alt hvad +der angår denne dame . +— nej , se , se , sagde jomfruen og nejede ; så de +har bekendtskab til hende ? +— ja , ja , jeg står i meget nær slægtskabsforhold +til hende ; men tal , » al , jeg beder dem ! +— nu da , sagde hun , så hør : des dame , om +hvem de taler , er meget ulykkelig , det ved jeg tilvisse . +Jeg kender baronens og hans frues handlinger ; jeg +skal sige dem , jeg har rent ud sagt lurer ved døren , +og af dette har jeg udfundet følgende : +- damen havde en Broder , som duellerede med +min herre . Hendes Broder fald ! og baronen sørgede +for begravelsen . +Aleris for overrasket tilbage . +- baronen gik til søsteren , beklagede hendes tab +og græd med hende . I ølte dage blev hun boende på +den lejlighed , hvor hun havde levet med broderen , +men da sørgede baronen for at hun blev sagt op — + +ja , for jeg ved all ! — lejligheden fæstede baronen +selv ; nu var del kommen så vidt med den unge dame , +som baronen for øvrigt elskede , ar hun var blottet for +penge , udsat for mangel og havde ingen ben , hvortil +hun kunne støtte sig , nu da hendes Broder var død . +Hendes sorg var grænseløs . . . da tilbød baronen +hende en lejlighed i et sted han ejede ; hun modtog +det kun nødigt , men hun var jo tvungen denil . En +tid opholdt hun sig altså i huset , men baronens +påtrængende person og bans kjærlighedsertlæringer +vare hende utålelige og hun gik stiltiende bort fra sit +hjem , uden at fortælle nogen noget derom . Hun tog +plads som kammerjomfru hos en frøken Savigny , +hvem jeg kender ; men denne stilling var meget nedværdigænde +for hende , der ikke var vant ti ! at « jene +andre . Dog , hun var en from , tålmodig sjæl , der +fandt sig i alt . Men heller ikke dette lykkedes for hende , +endogså her forfulgte ulykken hende , men denne gang +var det i skikkelse af min frue . — en Asien , — der +var selskab , og Madelaine var behjælpelig ved opvartningen +— havde nogen dagtalt hende til min frue +og beskyldt den unge pige før af ville bedåre hendes +gemal . — fruen læste hende ordentlig terten i alles +påhør , og jeg . der var nærværende før af hente min +frue , hørte det også . Den stakkels pige svarede +intet , men styrtede bevidstløs om . +Aleris hørte målløs på hende . +— nu fik min frue travlt , det var noget før +hende . Hun fik transporteret hende bort . Ingen vidste + +-vor hun blev as og man har ikke set hende her i +Paris senere . +— o gud , min gud ! udbrød Aleris og holdt +hænderne før ansigtet . Stakkels Madelaine , hvor har +man bedraget dig ! Og ved de intet mere ? sagde +han henvendt til jomfruen , ved de ikke hvor hun +er før øjeblikket ? +— ingen i Paris ved det , som jeg siger dem ; +men jeg ved det . Hun er i Florents , +hviskedee hun ; jeg ved jo af mark bragte hende derhen , +men jeg ved rigtignok ikke hvor denne by ligger . +Aleris forbavselse spejlede sig i hans træk og +han sagde bevæget : +— men er nu også alt dette sandt ; kan jeg +stole på af de ikke bedrager mig ? +— bedrage dem ? sagde jomfruen sukkende ; det +kunne jeg ikke . Alt hvad jeg har sagt er den rene +sandhed . +— jeg takker dem , sagde Aleris . Er deres +hjem her ? +— ja , jeg vil forsøge at overtale min søster til +at huse mig i nat , og hun boer her . +— farvel , sagde Aleris og rakte hende hånden . +Tak , endnu engang tak ; de ved ikke hvilken tjeneste +de har bevis ) mig . +Han hilste og gik . +Kammerjomfruen så efter ham og sagde forundret +: + +— det var da et besynderligt menneske , men +køn var han , det er sikkert ; ti gange ksønnere end +baron von sympfen . +Serøgkyrgetyvende kapitel . +Flugten +det var hen ad morgenstunden . En dyd stilhed +var udbredt over skoven , fuglene lod endnu ikke deres +kvidren høre ; hele naturen hvilede . +I grotten , der var opholdssted for røverhøvdingen +og hans mænd , sov alle undtagen hermed . +De to skildvagter , der vare placerede ude på +beten , vare , bedøvede af ben tunge natteluft , faldne +i søvn . +Hermed listede sig omkring imellem de sovende . +Han var i jagtdragt og havde sin bssse på skulderen . +Han skal hovedet udenfor grotten , for at se til +skildvagterne . +— de sove ! mumlede han og listede sig udenfor . +De er trætte , de stakler ! +Han gik nogle skridt bort fra grotten og nærmede + +fig en lille hytte , rejst af grene og lov . Han stod i +en ærbødig afstand og udtalte sagte Madelaines navn . +Et øjeblik efter trådte hun ud i sin sorte kjole +og med en kappe på den ene arm . +— skulle vi nu forsøge ai nå byen ? sagde +hun mildt og rakte ham hånden . Gud give ar der +ville lykkes os ! +— ja , sagde hermob og bøjede bedrøver hovedet . +Nu skal de snart forlade os . +Han trykkede hendes hånd fast og sukkede . +— nu er de igen bedrøvet , hermob , sagde +Madelaine mildt bebrejdende . De siger , af de holder +af mig , det kan de bedst bevise ved af være munter +og glad ; thi jeg kan ikke tro ar de , der har et så +ædelt hjerte , kan være bedrøvet fordi de skal frelse en +stakkels , ulykkelig pige . +- o , de ved godt , hvorfor jeg er bedrøvet ! +Se ikke sådan på mig . De ved jo af der er . fordi +vi skulle skilles . +- men det skulle vi jo ikke , Hermod ; de skal +komme til os så ofte de vil og de skal altid være +os en kær ven . De kan stole på mig , deres beskæftigælse +her i skoven skal ikke blive røbet af min +mund . +— det ved jeg , men deres indbydelse kan jeg +døg ikke følge og denne skilsmisse martrer mig ; de +vred ikke hvor meget og hvor højt jeg elsker dem . +— jo , jeg ved det nok , Hermod , og tro mig , +jeg vurderer deres følelse højt og ønsker at jeg kunne + +gjengjælde den ; men jeg kan desværre ikke . . . Dog +lys , bør , de røre sig inde i grotten ; nu er det alt +for sent . +— o nej ! råbte hermed , greb Madelaine i sine +arme og ilede bort med hende , så hurtig don +formåede . +Da man var kommen til en tykning i skoven , +satte Hermod Madelaine på jorden , lød et par +skridt videre oz løste to kraftige hest « , der stod +bundne til et træ . Han bjalp hende op på en af +disse og selv besteg ban den anden . +— nu gælder det om at have kræfter , sagde +ban smilende til hende , medens de red hen ad vejen . +Hør , nu vågne fuglene ! O , du herlige skov , jeg +elsker dig som min fader ! +— deres begejstring er grundet , Hermod , de +er et lykkeligt menneske ! +Han rystede vå hovedet og red noget i forvejen . +Hans ranke stolte skikkelse tog sig så smukt ud tilhest . +Madelaine så alvorligt efter ham og mumlede +sægte : +— stakkels unge mand , du bedrager dig selv ; +med dit lette hjerte kan man ikke elske . +Hermod vendte atter om . +— de rider alt for langsomt , Madelaine ; husk +på vi flygte ! råbte han hende i møde . +— ja , de har ret , Hermod ; men jeg tåler ikke +at ride så hurtigt ; mit bryst er bleven noget angrebet +i det sidste år . + +i dette øjeblik hørtes langt borte hestetrav . +— o ! udbrød Madelaine blegnende . Hør , hør , +de komme ! +Hermød greb krampagtig Madelaines hånd oz +drog hendes hest fremad af alle kræfter . +De stolte dyr løb , søm skulle de styrte ; hermed +svarede dem ikke . +Efter en time- ridt følte Hermod at Madelaines +hånd sægte gled ud af hans . Han vendte fiz om og +få , at hun var kige ved at falde til jorden . +— mm gad ! råbte han angstfuld og sprang as +hesten . +— jeg kan ikke ride længer ! hviskedee Madelaine +svagt . Kan de ikke hjælpe mig hen på Sletten der ? +Lad mig så kun ligge og rid de så deres fader +imøde . +Hun sank sammen og Hermod stod tvivlrådig ved +hendes side . +Han steg atter tilhest , bærende hende på den ene +arm , og satte hende foran sig på hesten . +— ak , de er i hælene på os , mumlede han . +Mon vi flippe ? +Forfølgerne kom nærmere og nærmere . Hcrmod +red i sin fortvivlelse ind i et tæt krat og stod skjult +bag dette . +Et øjeblik efter stormede hen ved en snes mand +henad vejen og forbi krattet i en rasende gallop . +— de opdagede os ikke ! mumlede Hermod ; gud +været lovet ! + +i over en halv time stod han skjult der . Endelig +vovede han sig frem og fortsatte vejen . +Madelaine var atter så stærk , at hun kunne slige +mest . Hun var ilde til mode og hendes angst steg med +hvert minut ; hun troede bestandig at høre hestetrav +bag dem . +— bi kunne vel nok nå byen inden aften ? +Sagde hun til Hermod . +— i “ , leg håber det ; hvis de blot kan udholde +at ride så langt . +— o , jeg skal være så stærk ; når jeg blot ikke +var angst for forfølgelse , føler jeg at jeg endnu længe +kunne udholde at ride . +Madelaine holdt også ord ; men aftenen indtrådte +og endnu var man meget langt fra byen . De +vare begge meget afkræftede af det lange ridt . +— o , vi nå ikke byen , sagde Madelaine +fortvivlet . +— bær ikke bekymret , sagde Hermod , vi nå den +nok endnu i aften . +— hvor skulle i hen ? brummede en dyb stemme +i nærheden af Hermods øre . +Begge de flygtende vendte sig hastig om og stirrede +forfærdet hen ad Beien . De opdagede i mørket en +lille undersætsig mand , der holdt sig ved siden af +Hermod . +Han gentog sit spørgsmål . +- hvad vedkommer det dig ? svarede Hermod +hæftigt . + +— mere end du tror , lille ben , sagde manden +grinende ; thi seer du , jeg holder af alle mennesker , +der er så smukke som du . +Hermod vendte sig om mod Madelaine og hviskedee : +— kom , lad os ride videre ; den person kan +måske blive påtrængende . +De satte deres heste i bevægelse +— nej , stop bitte børn , råbte manden og stillede +sig foran dem . Stig af hestene strar ! +— er du gal . Gamle ! råbte Hermod og slog +dam heftigt over hånden . Tror du jeg lystrer +dig ? . . . Lad os passere ! +— hej , folk ! råbte den gamle og vinkede med +hånden . Kom mig til hjælp ! +En mængde mænd , kvinder og børn samledes i +hast om ham og spærrede vejen før de ridende . +Hermod blev greben af over tyve hænder og i +hast loftet af hesten ; men da man ligeledes greb fat +på Madelaine , stormede ban heftigt til og råbte : +— rør ikke ved hende , eller jeg knnser eders +hjerneskal , alle som en ! +Han løftede hende af hesten og stillede hende ved +siden af sig . Hun lænede , skælvende af angst og syg +af udmattelse , sit hoved mod Hermod , og ban havde , +vild os glæde over at være hende så nær , slynget +armen om hende og holdt hende fast op til sig . +— hvad ville disse mennesker os ? hviskedee +Madelaine . Er det ikke muligt før os at flygte ? + +— det skulle være ved list . Lad os vente og se +hvad de ville gøre med osman +førte deres heste bort og en del børn opførte +en slags vild Dands omkring de fangne . Dansen +ledsagedes af ville hyl og truende gebærder . +Syvogkyrgetyvende kapitel . +En tung vandring +da dansen var til ende blev der antændt et stort +bål , hvorpå nogle af de gamle kvinder tilberedte +aftensmåltidet . +Hermod og Madelaine havde taget plads på +jorden , den sidste med fortvivlelse i hjertet . +Nogle af mændene slode i kort afstand fra dem , +som vagt . Hermod tiltalte en af disse , for at erfare +hvad man havde i sinde med dem , men manden var +lige så hård og tavs , som jorden de sad på . +— ivmyg dem ikke , Hermod , hviskedee Madelaine +fil ham ; lad os finde os i vor skæbne , det nytter +dog ikke at tale fil ham . +— nej , det indser jeg ; men jeg kan ikke styre +Madelaine . 17 . Hest « - + +min harme . . . . Når de blot ikke havde taget vore +heste , så var der dog mulighed for at vi kunne +flygte endnu . +En gammel kone nærmede sig dem og satte et kar +foran dem på jorden ; det indeholdt deres aftensmad . +Hun fjernede sig hurtigt og Hermod undersøgte +maden med kjenderblik . +Madelaine var ikke i stand fil at nyde noget af den +tilbudte føde . +Natten tilbragtes med Dands og støj af de rå +mennesker , der fejrede en fest på grund af deres +nye fangst . +Dagen derefter — en lummervarm sommerdag +— brød banden op og begav sig dybere ind i skoven , +for at nå et afsidesliggende gjæstgiversted . +Solen stod højt på himlen og nedsendte fine +brændende stråler på de ulykkelige fanger . +Madelaine måtte tilfods vandre med banden . +Stundom var heden så trykkende og hun så træt , +at hun var ved at styrte , men hun kæmpede med sig +selv og genvandt atter lidt kræfter til at fortsætte +rejsen . +Hermods øjne hvilede stadig pas hende ; det afvekslende +udtryk i hendes ansigt undgik ikke hans blik , +han indså at hun snart ikke længer kunne fortsætte +vandringen . +En svær Karl — der stadig holdt øje med dem , og +som umiddelbart gik lige bag ved dem — stødte dem +ubarmhjertig i ryggen hver gang deres fødder standsede + +af træthed og hede , og dette aflokkede Madelaine — +hvis bryst ikke var meget stærkt — en tør høste . +Da fæstede Hermods øjne sig på hende med et +blik , så kærligt , så deltagende , at Madelaine følte +fig lidt trøstet og styrket derved . +Det var middag . Endnu havde man ikke tænkt +på at give fangerne næring . +— vi have intet nydt i dag , sagde Hermod til +Madelaine . Føler de dem ikke sulten ? +— ak nej , gud give det var min største sørg . +— men jeg føler det desværre ; døje både hunger +og hede , og tilmed på en så lang vej , det er jo +ikke til at udholde , selv for den stærkeste mand . +— tys , stille , Hermod , man kunne høre os , +hviskedee hun til ham . Tror de ikke , at de kunne +holde mig i hånden , jeg kunne da støtte mig en smule . +Hermod rakte hånden langsomt frem , søm +frygtede han at hans plageånd skulle nægte ham at +støtte Madelaine . +Hun greb hans hånd krampagtig ; hun følte at +det var hende umuligt at gå længer . +Vandringen havde varet den hele dag — thi +klokken var nu over ser om aftenen . Banden vedblev +dog at påskynde deres gang og uagtet Madelaine +havde sat sig på jorden , ikke i stand til at flytte +fødderne frem , stubbede og stødte man dog til hende , +for at få hende til at gå . +Hu » så bønfaldende op på dem , som bad hun +dem øm livet , og Hermod vendte tit tårevædede blik + +bor « , for ikke at se den hårdhed , hvormed må besvarede +hendes bøn om at hvile . +Man høstede hende op og stillede hende på benene , +og nu tvang man hende til at gå . +Hun rakte hænderne ud imod Hermod og sagde i +en ubeskrivelig angstfuld tone : +— o , Hermod , frels mig ! +Trodsende alt ilede han hen til hende , greb hende +i fine arme og bar hende efter truppen . +. Man gjorde ingen indvendinger , det gjaldt jo om +at nå gjæstgiverstedet så hurtigt som muligt . +Hermod , hvis kræfter vare aftagne ved den stærke +hede og den lange Marsch , flæbte sig msisommelig +frem . I begyndelsen var det vel gået rafl , thi hans +byrde var jo ikke så tung , men afmattelsen nærmede +sig mere og mere , — den kraftfulde ingling følte , at +det øjeblik snart ville komme , hvor han ikke ville +være i stand til at fortsætte vejen langt mindre bære +den unge pige . +Heldigvis befandt man sig i nærheden af tjæstgiverstedet +og efter en times gang fik de øje på det . +Det vakte ligesom fornyet liv i dem alle og snart +stod man for husets dør +anføreren før truppen holdt en kort rådslagning +med værten , som for øvrigt tog godt imod dem . +Hermod og Madelaine sad i det store værelse i +fællesflab med alle de andre . Man bød dem med +tilbords , men det var dem ikke muligt at tage føde til +fig , de vare for udmattede . + +måltidet var til ende og man lagde hist og her +på gulvet nogle Knipper halm , kor at tilberede leje +til alle de mange mennesker . +Da blev døren voldsomt reven op og anføreren , +med en høj , spinkel mand ved sin side , trådte ind . +Banden rejste sig hurtigt op og viste største tegn +på ærefrygt lige overfor denne mand . Kun Madelaine +og hermed blev siddende . +Vtteogtyrgekyven-e kapitel . +En handel +— nå , hvor er så fangerne ? sagde manden +og så sig rund « i stuen . +Høvdingen pegede på Madelaine og Hermod . +Manden betragtede dem gennem en lorgnet , men +udbrød næesten i samme øjeblik : +— ah , ved gud ! hun er yndig ! — nå , vedblev +han , idet han henvendte sig til anføreren . Hvad forlanger +de ? +Der blev længe underhandlet om købesummen og +endelig — efter megen snakken frem og tilbage — +bleve de enige . + +— nu kan de sende mig dem i morgen til hotellet , +sagde han ; men lad dem køre , den låge Bei ville +tage for meget på deres kræfter . +Han nærmede sig Madelaine og rakte hånden +frem for at tage hende under hagen ; men Hermod +sprang ved denne bevægelse heftig op og slog ham +så eftertrykkelig over hånden , al Herren vred og +misfornøjet med ham vendte sig dort og gik . +Neppe var han ude af døren før jublende støj +lod sig høre , og banden , der var sprungen op , begyndte +al danse og fløje . +Anføreren viste triumferende en pung med guld +frem for dem og nu uddeltes dette mammon blandt +de begærlige medlemmer . +Hermod og Madelaine havde et klart begreb om +hvad der var foregået . Tanken om flugt var det +eneste håb de endnu havde . +Da skrigene og støren var ophørt , begav man +fig til romadelaine +og Hermod blev siddende ved siden af +hinanden , hånd i hånd og med dybt bedrøvede hjerter +— ved de hvad , Hermod , jeg er dog glad i al +min ulykke , al jeg har dem ved min side ; vi så +før et bevis på , hvor farligt det er for mig al +være ene . +— ja , de har ret , svarede Hermod ; også jeg +er glad for dette , — men , tilføjede han og bøjede sørgmodig +hovedet ; det var jo ikke således vi havde +ventet os det . Havde ikke disse forbandede zigeunere + +overfaldet os , havde vi nu været i byen og de hos +deres familie . +Madelaine skjulte ansigtet i sine hænder og græd +sagte . +Den næste morgen holdt en vogn for porten og +man førte med magt Hermod og Madelaine ind i +denne . To zigeunere satte sig på den modsatte side +i vognen og nu rullede den bort . +Ester en times kørsel standsede den atter foran +et hotel . +Man førte dem ud og op ad trapperne . De kom +igennem foksfjellige pragtfulde værelser og standsede +endelig i en stor sal . +Man lod dem ene og døren aflåsedes forsværligt . +— jeg er meget , meget ængstelig , sagde Madelaine . +Gud skal vide hvordan alt dette fial ende ! +— godt , lænker jeg , sagde Hermod , idet han +målte afstanden fra vinduet og ned i gården . Det +er intet langt Spring , bemærkede han . +— min gud , hvad tænker de på , Hermod ? +Råbte Madelaine angstfuld og holdt ham tilbage . +— det er den eneste udvej for at frelse os . +Springet er ikke langt ; jeg vil vove det . Jeg vil da +gå til byen og underrette deres fader om hvad +her er sket og han vil komme og frelse dem . +Han åbnede vinduet . +— Hermod , Hermod ! råbte Madelaine angstfuld . +Før guds skyld bliv hos mig — jeg tør ikke være +ene . Imedens de går til byen kan en eller anden + +ulykke ramme mig , og det bliver da for sent at frelse +mig , når jeg alt er fortabt . De forstår mig vel , +sagde hun , idet hun vendte sig bort fra ham . De +forstår vel den skæbne , der venter mig ? +— ja , ja , de har ret ! udbrød Hermod overrastet . +Hvor dumt var ikke mit indfald . +— o , Hermod , de er for god , for opvffrende til +at dadle dem selv ; det var jo kun for at frelse mig , +at de ville vove dette forfærdelige Spring . +En sagte støj hørtes i sideværelset . +Madelaine greb krampagtig Hermods hånd og +hviskedee ængstelig ; +— hør , hør ! der komme de ! +Døren åbnedes og den høje herre , som vi kende +fra den foregående aften , trådte ind iii dem . +Madelaine klyngede sig ængstelig til Hermods arm +og hviskedee : +— bar det ikke godt at de ikke var borte ? +Han nikkede tavs og Herren trådte i det samme +hen til dem . Han greb Madelaines hånd og sagde +så mildt det var ham muligt : +— mit smukke barn , deres værelser er i +orden ; behag at tage dem i besiddelse . +Madelaine gjorde et par skridt fremad og Hermod +fulgte hende . +— nej , min bedste ven , de bliver her ; den unge +dame vil strar komme tilbage . +— nej , jeg følger med hende ! råbte hermob +trødsig og stampede i gulvet . + +— ikke så hidsig , min unge ben , sagde Herren , +idet han med magt ville føre Hermod tilbage i stuen ; +men den kraftfulde angling modstod hans angreb og +idet han af alle kræfter slog til Herren , for han hen +til Madelaine og de fulgtes ad gennem den åbentstående +dør . +Herren fulgte efter dem , noget slukøret og tavs . +I det næste værelse hang et stort maleri , der forestillede +en meget smuk dame i legemsstørrelse . +Hermed stod stille og betragtede det et øjeblik . +— bed de hvad , Madelaine ; det ligner dem , +som var det dem selv , sagde han . +Og ban var således hensunken i betragtning as +billedet , at han flet ikke bemærkede , at Herren havde +greben Madelaines hånd og førte hende hen til et +andet maleri , som han forklarede hende . +Han pegede med fingeren på forskellige steder +og som ved trylleri sprang stykket til side og en løndør +viste sig . +Han greb Madelaine hastig om livet og bar hende +de få skridt frem . +Løndøren lukkedes lydløst og maleriet var atter +på sin plads . +Hermod vendte sig i samme øjeblik øm . +- borte ! mumlede han forskrækket . Men her +er jo ingen dør , hvorledes er hun da forsvunden ? +Han så sig hastig om i værelset , før om mulig +at opdage en udgang , men nej , kun den dør , hvorigennem +de var kommen , stød åben . + +— ha , den bet er hav bestemt gået med hende ! +Råbte Hermod og som en bild stormede han gennem +den åbentstående dør og ind i det næste værelse ; +men hellenske her var noget at se . Han rev og sled +i den dør , der førte ind til de tilstødende værelser ; +han larmede , stampede i gulvet og streg , men alt førgæves , +kun det tomme ekko af hans egen stemme +svarede ham og alt var stille . +— o , råbte han i fin fortvivlelse ; kom herud +du sorte ånd , jeg skal knuse dig mellem mine hænder . +Da hans raseri havde sat sig noget , mumlede han +sorgfuld : +— hun er ene , ganske ene med ham . +Han satte sig modløs på en stol og grublede . +Da løndøren havde lukket sig efter Madelaine og +hun befandt sig alene med Herren , rev hun sig heftigt +løs og sagde vredt : +— dette var ikke smukt af dem , at skille mig fra +min ledsager . +Herren lettede på skulderen , bukkede og tav . +Han død hende armen , men hun modtog den ikke . +Han smilede og gik foran hende opad nogle trapper . +Hun fulgte på hans opfordring , stolt efter -am . +Da -an var kommen til en stor fløjdør åbnede +han denne og buskede dybt for hende . Hun trådte +ind , døren lukkedes efter hende og han var ikke med . + +— gud være lovet ! hviskedee hun ved sig selv , +idet hun drog et dybt suk . +Nysgerrigt så hun sig om i værelset ; der +fandtes flere døre , hun åbnede disse og beskuede en +pragtfuld lurus overalt . +En sagte stemme udrev hende af beskuelsen . +Hun vendte sig om og så en lille ung pige , klædt +som tjenestetyende . +— jeg har ordrer fra Herren , sagde hun mildt , +at hjælpe dem med påklædningen ; men det må ske +hurtigt , vor syngelærer kommer strar . +Madelaine så forundret og forvirret på hende , +uden døg at udspørge hende . Hun lod sig villig iføre +en hvid silkedragt , besat med glasperler og sølvstjerner . +Nogle ægte Perler blev hængte om hendes +Hals , de lange krøller satte i orden og hun afgav et +henrivende billede af et guddommeligt væsen . +Pigen gjorde store øjne , da hun var færdig med +tit værk og betragtede den smukke dame fra hoved +til fod . +— de er skøn som en engel ! udbrød hun +entusiastisk ; de vil gøre stormende lykke . +- hvad mener de , mit barn ? Hvor skulle jeg +vel gøre lykke ? +— o , jeg hører nogen nærme sig ! råbte pigen +og løb smilende mod døren . Det er vist vor gamle +syngelærer . +Døren åbnedes ganske rigtig og en gammel +hvidhåret mand trådte ind . + +han stod stille på dørtærflelen og betragtede den +unge pige . Han trådte nærmere og sagde , idet han +bukkede dybt før hende : +— jeg kommer vel ikke til ulejlighed , min +frøken ? +— nej , aldeles ikke , sagde Madelaine venlig , men +forbavset . +— så vil jeg , med deres tilladelse sætte mig +til pianoet . Bær så gød , her er noder , behag at +— mal keg synge ? sagde Madelaine , uvis om +wo » hasle am rmta » +— ja , » is frøken , det er hr . Denardos udtrykkelige +demseg . +— jeg skal synge ! hviskedee Madelaine ved sig +selv . Jeg , som bærer så megen ulykke og sorg i +mit hjerte , — jeg skal synge l +— vil de så behage at begynde , min frøken , +sagde syngelæreren , idet han med virtuositet begyndte +en Arie på klaveret . +Tonerne henrev Madelaine . Det var en italiensk +elskovsarie , hvori en ung pige beklager sig over +elskerens utroskab . +Madelaine begyndte . Først var hendes stemme +vemodig og svag , men efterhånden fik den mere kraft +og de skønne toner bævede igennem salen som en +ren klokkeklang . +Sammenligningen med hendes egen og den unge + +piges skæbne , om hvem hun sang , gav hendes stemme +fylde og begejstrede hende . +Hun stod hensunken i sig selv og vedblev at synge +fra bladet . Hun hørte ikke de astringer og udråb , +læreren uafvidende aflokkede sig selv . Han havde for længst +ophørt at akkompagnere til sangen Madelaine +bemærkede det ikke , — hun sang det sidste Vers så +vemodigt , så rent og skønt , og da den sidste tone +hendøde brast hun i tårer . +Han rejste sig fra stolen og nærmede sig hende . +Han roste hendes smukke stemme ; han var lykkelig +over at have såt en sådan elev . +- de må ikke græde , min bedste frøken , sagde +han ; fra i dag af vil lykken og glæden tilsmile dem , +tro de mig , de vil gøre glimrende lykke ! +Han fjernede sig . +— atter denne gådefulde tale , sagde Madelaine +ved sig selv . Gøre glimrende lykke ! — hvorledes +skulle jeg vel gøre lykke ? +Hun blev afbrudt i sin enetale ved af den unge +pige alter kom tilbage . + +uiogsyrgelyvende kapitel , +på opdagelsebi +forlod Aleris efter af han af kammerjomfruen +havde modtaget de for ham så vigtige oplysninger . +Han styrede fine skridt mod faderens bolig og +trådte tankefuld ind til ham . +— hvad betyder dette sildige besøg ? råbte greven +ham i møde . Bær forsigtig , Aleris , husk på , mon +kunne let ane hvem du kommer til . +— o , fader , tal ikke sådan i dette øjeblik , du +ved ikke hvilken vigtig meddelelse jeg kan gøre dig . +— en vigtig meddelelse ! for greven op . Dog +vel aldrig nogen , som gælder Madelaine . +— is , netop , jeg har lige fået af vide , hvor +hun nu er . +— store gud ! råbte greven . Er det sandt ? +Nu , så tal dog ! +Aleris betænkte sig et øjeblik ; derpå fortalte han +alt hvad kammerjomfruen havde berettet ham . +— mit stakkels , ulykkelige barn ! råbte greven +hændervridende . — hvor skulle vi dog finde hende ? +— nu er der ingen tid til at sørge ! råbte +Aleris . Afsted til Florents må vi , — var det end i +denne time . I morgen seer jeg om skibslejlighed til +os og vi rejse så hurtig vi kunne . + +— ja , du har ret , min søn , afsled for at frelse +hende ; måske det endnu ikke er for sent . +Fader og søn fulgtes ad og man samtalede så længe +om Madelaine , at man til sidst opdagede at +dagen drød frem . +De skiltes , ønskende hinanden tillykke til deres +foretagende . +Medens Aleris strejfede omkring for at ordne deres +affærer , pakkede greven ind , og da Aleris om eftermiddagen +kom og mældte , at de den næste morgen +kunne rejse , var deres glæde uskrømtet . +Ingen af passagererne ombord havde mere strålende +ansigter end netop disse to . +Skibet lettede Anker og snart var man i rum sø . +Rejsen var overstået . Greven og Aleris befandt +sig i Florents . +— lad os nu gå forsigtig tilværks , sagde greven ; +man kan ikke vide hvilke grunde de kunne have til at +beholde hende her . +Man foretog spadseretoure , man gik i tteatret , +for om mulig at opdage et ansigt , der lignede hendes , +inden man forsøgte gennem offentligheden at skaffe +oplysninger . +På en af disse udflugter havde greven opdaget +baron Verdin , men var atter kommet ham assyne . +En aften , da greven og Aleris atter havde forejaget + +en spadseretur , hørte de muntre stemmer i +nærheden og en tre — fire unge par kom dem i møde . +Jubelen forstummede , da greven og Aleris +nærmede sig og en herre ilede hurtig hen imod dem . +— god aften , gamle venner ! råbte Herren glad +overrasket og greb grevens og Aleris hånd på +engang . Hvad seer jeg , de og deres søn i Florents i +det træffer sig jo heldigt ! +— ja , sagde greven ; et sørgeligt ærinde føre +os hertil . Vi søge vor kære Madelaine , hviskedee han +baron Verdin i øret ( « hi ham var det ) +så kan intet møde være heldigere end dette , +thi jeg ved hvor hun er , svarede baronen . +— hr . Baron ! råbte greven . De spøger +da ikke ? +— nej , på ære , jeg forsikrer dem . . . Følg +med mig strar , jeg skal vise dem huset hvor hun +opholder sig . +— tak , dr er min ven , min sande ben , sagde +greven rørt . +— ja , kom nu , lad os ile ; måske vi endnu +kunne træffe doktoren oppe . +Baronen tog assked med selskabet og fulgte med +greven . Aleris var bevæget ; en hidtil ukendt følelse +bemægtigede sig ham ; håb og tvivl kæmpede i hans +hjerte . Han kunne ikke glæde sig , uagtet han håbede +snart at kunne gense Madelaine . Han vidste ikke selv +hvorfor . Den lange adskillelse og nu et så hurtigt +gensyn , virkede med en uhyre kraft på hans hjerte , + +og det var for ham , som havde han mistet den elskede +søster for bestandig . +Man havde snart nået doktor Einers hus og +greven trådte skælvende op ad trapperne . +— bed du hvad , min søn , sagde han og vendte +sig om mod Aleris . Det er for mig , som gik feg +forgæves . +— men fader , tænk døg ikke derpå nu , sagde +Aleris opmuntrende , endskønt han selv følte sig ubehagelig +berørt . +Baronen bankede på en dør på første sal og +et øjeblik efter kom Leonia og lukkede op . +Baronen bad undskylde og trådte ind tilligemed +greven og Aleris . +Leonia gik for at hente doktoren . Et øjeblik +« fler trådte denne ind . Han var noget bleg og urolig . +— hvad bringer mig æren af de herrers besøg ? +Sagde han og bød dem sidde ned . +— denne herre , sagde baronen , idet han pegede +på greven , ønsker at tale med deres datter . +— med Madelaine ? udbrød doktøren ængstelig . +— ja , ja , med Madelaine ! råbte greven idet +han greb doktorens hånd . Hvor er hun , — hun +er min datter ! +— deres . . . Deres ? stammede doktøren . Nej , +det er feilt , hun havde ingen fader . +Han stod forlegen og forvirret og skjulte ansigtet +i fine hænder . Tårerne piblede frem imellem fingrene . + +— min herre , min herre ! råbte greven +blegnende . De gør mig så ængstelig ! . . . Er min +datter syg . . . er hun død ? . . . Tal , tal , lad mig +få vished straks ! +— o , skån mig for at sige noget , sagde doktøren +bevæget . Jeg kan ikke tåle at tænke derpå ! +Aleris havde rejst sig ; hans urolige hjerte bankede +lydeligt . Han var ligbleg . +Han greb sin faders hånd og sagde : +— lad os forberede os på det værste , fader ; +du kan nok mærke , hun er tabt for os . +Greven vendte sig om til sin søn . Også han +var bleg . Han store mørke øjne stirrede på Aleris , +idet han sagde : +— skal da øgså denne ulykke ramme mig ? O , +min Aleris , vidste du blot hvad jeg i dette øjeblik +lider ! +— jeg ved det , fader ; tror du da ikke at +øgså jeg må lide ! +— hr . Doktor , sagde Aleris ; fortæl os det rette +sammenhæng , jeg beder dem ; vi er belavede på at +høre det værste . +— sæt dem , mine herrer , sagde doktøren . Jeg +vil fortælle dem min elskede datters skæbne . +Greven og Aleris vedbleve dog at stå oprejste . +— jeg har næsten ikke mod til at børe ham , +hviskedee greven til Aleris . Håb er dog bedre end en +skrækkelig vished . + +— måfle dog ikke alt håb er tabt , sagde Aleris +trøstende . Måske vi dog kunne redde hende . +— ak nej , hun er bestemt bød ! +— hr . Doktor , de lovede os oplysninger , sagde +Aleris . +— de skal få dem , flsøndt jeg tilstår , det vil +smerte at rippe op i de gamle sår . +Og nu fortalte han i afbrudte sætninger hvorledes +Madelaine pludselig var sporlos forsvunden , samtidig +med en gammel jægers søn , der boede nede i dalen . +Og doktor Einer sluttede med de ord : +— vi have ikke set hende siden og nu har jeg +ganske tabt håbet om nogensinde at få hende at se . +Greven sad tilintetgjort og sammensunken på fin +stol . Hans øjne havde lukket sig og tårerne piblede +sagte frem derfra . +Aleris glemte aldeles fin egen smerte , for at se +på faderen . +Han greb hans hånd og trøstede ham så godt +han kunne : +— fader , lad os søge , sagde han , skønt hans +stemme var noget ufikker ; lad os søge efter hende og +vi ville måske finde hendefør vi ane det . +— nej , nej , Aleris , vi finde hende aldrig . — +o , jeg skal aldrig se mit barn mere ! Gud , vær +barmhjertig og bevar min forstand . O , min gud ! +Han skjulte træt og fortvivlet hovedet i hænderne +og lede tårerne frit løb . +Barønen havde været en tavs tilskuer til denne + +scene . Hans forbavselse var så stor , at han endnu +ikke rigtig fattede det hele sammenhæng . Han var +gået derhen i det håb , at skulle se den lykkelige +fader omfavne en kær datter , og nu — nu havde +han kun gjort ham end mere ulykkelig . +Han havde vendt sig bort fra dem ; også han +borttørrede et par tårer . +Greven og Aleris havde rejst sig for at tage afsked . +— tak for alt hvad de har gjort for mit kære , +kære barn , sagde greven sz rakte doktor Einer +hånden . Jeg er evig deres skyldner +doktor Einers ansigt overfaredes med en stærk +rødme , da han sværede : +— det gode , hun har nydt her i huset kan ikke +opvejes med den ulykke der er ramt hende . Hun var +aldrig glad , stakkels barn , skjondt gud ved at den +gamle Leonia og jeg gjorde alt for at opmuntre hende . +Greven nikkede . +— jeg ved det , jeg ved det , sagde han og fog +afsked . +De gik hurtig ned ad trappen ; baronen +fulgte dem . +— jeg er inderlig bedrøvet over denne skuffelse , +sagde baronen ; og jeg forsikrer dem , at jeg skal +gøre alt for at finde hende . +Greven trykkede hans hånd og sagde : +— gør dem ingen ulejlighed , hr . Baron , det +er desværre uden nytte . +Han trykkede atter hans hånd og de skiltes . + +— ak , Aleris , sagde greven og vendte sig om til +denne ; det var en tung time . Sig mig , hvad har +vi nu at gøre ? +Aleris bøjede hovedet og sukkede . +— lad os hver rejse fin vej og søge efter hende +— skal jeg undvære dig , sagde greven ; og +måske også miste dig , thi vi er ikke sikre , — hin +kvindes hævn kan ramme os hvor det end er . Jeg +kan ikke billige dit forslag . +Halvtredsindstyvende kapitel . +Marks hjemkomst +det var aften . I baronesse von sympfens +kabinet var der endnu mørkt . Hun sad med hånden +støttet under kinden og grublede . +En tjener trådte ind med et brev . +— bring mig lys , sagde hun . +Et øjeblik efter åbnede hun brevet og fløj med +begærlighed de få linier igennem . +— venter en herre nede i forsalen ? spurgte +hun tjeneren . +— ja , deres nåde . + +— lad ham øjeblikkelig komme herop . +Et øjeblik efter trådte mark ind , forsvarlig indhyllet +i fin store kappe og hatten trykket så dybt ned +i øjnene , at ingen kunne kende ham . +— er du nylig ankommen ? spurgte baronessen , +idet hun satte en stol frem til sin medskyldige . +— ja , svarede mark koldt . +— hvorledes gik rejsen ? spurgte hun atter . +— godt , svarede mark . +— har du udført mit ærinde ? +—- ja . +— har du ført hende bort eller hvordan ? +— hun er dræbt ! sægde mark med frygtelig +stemme , og ^det han fra sin side trak en dolk frem , +vedblev han : +— med denne dolk ! +— du dræbte hende ? sægde baronessen , idet en +svag gysen gjennemfoer hende . Kan må stole på +dit ord ? +— ja , thi se , jeg har endnu ikke aftørret blodet , +se hendes blod , hun er dræbt , stol kun på det . +Baronessens øjne lynede ; hendes ansigt var +blegt . Som en djævel listede hun sig hen mod mark +og sægde næsten lydløst : +— fortæl hvordan det gik til ; lad mig høre +hendes sidste lidelser , det vil glæde , det vil opmuntre +mit hjerte . ' +mark greb hendes hånd så fasf , at det aflokkede + +hende et smertensskrig og trak hende heftigt hen til +en side . +— her , sægde han , jeg førte hende ud i skoven , +jeg bandt hende på hænder og fødder , jeg hævede +dolken , for at slode den i hendes hjerte og dog dræbte +jeg hende ikke , jeg ville først flue den dødsangst , den +sjælekamp , som hun måtte beslå . O , mu hjerte +frydedes , det var længe siden at flig » et syn havde viist +sig for mit øje . Forgæves bad hun om nåde for +sir liv , forgæves bad og tryglede hun mig om at +skåne hende , hun tilbød mig guld og gods , men net , +mit blod rullede raskere i mine årer ved synet af +et offer og jeg stødte til . . . Få minutter efter var +hun dræbt . +Baronessens øjne lyste med en djævelsk ild ; hun +slugte hvert ord med begærlighed . +— ha ' , råbte hun . Så er jeg hende kvit for +evig . Endelig , endelig er Georges min ! . . . Men , +vedblev hun , idet hun betragtede marks pande ; +disse sår , hvor har du fået dem ? De er ikke +ubetydelige . +— da jeg red igennem skoven , efter at have +forladt hende , overfaldt røvere mig og tilføjede mig +betydelige sår ; men jeg flygtede fra dem og kom +lykkelig til Frankrig , svarede han . +— stakkels mark , sagde baronessen spottende ; +dr sår gjorde vel ondt , blot du ikke dør deraf . +— det ville måske være det mest hensigtsmæssige + +for baronessen , sagde mark med et lurende blik . Så +var jeg jo af vejen . +— tys , mark , tal ikke så høtt , sig intet mere . +— men jeg har mere at fortælle , sagde mark . +En fjende har de dræbt , en fjende har de tilbage . +— en fjende , siger du . Hvem kan det være ? +— de vil måske ikke tro mig , når jeg siger det , +men det er dog sandt ; grev morsin lever . +— grev morfin ! stammede baronessen ligbleg ; +har du set . . . +— ja , jeg har set ham ! afbrød han hende . +Rigtignok i forklædning , men set ham det har jeg . +— hvor ? . . . Svar ! . . . hvor så du ham ? +. . . Tal dog , menneske ! +— på rejsen her over til ; han rejste den modsatte +vej . +— han rejste den modsatte Bei ? Hahaha ! sagde +baronessen hånligt leende ; han skal bestemt lede efter +sit stakkels barn . Men heldigvis kommer han for +sent . Og du , mark , du må øjeblikkelig rejse tilbage , +søge ham overalt og finde ham ! hviskedee +hun , idet hun voldsomt trykkede hans arm . Og , tilføjede +hun , han skal dræbes , hører du , han skal ; husk +formuen ; får han kundskab derom er vi forlorne , +både du og jeg . . . . Hører du , mark , skynd dig , +ingen tid er at spilde ! +Mark havde rejst sig . +— pengene , sagde han fort ; pengene , som de +lovede mig før at dræbe -ende ! + +— o , tal dog ikke om dem nu , sagde baronessen +hæftig . Rejs bare , skynd dig ! +— jeg går ikke et skridt ! råbte mark heftig . +Pengene , eller jeg bliver her . +— husk dog på min ære , mark , og din egen +sikkerhed ; det vil ikke vare længe før alt er opklaret . +— deres ære har ikke stort at betyde og vedkommer +ikke mig , og min sikkerhed skal jeg nok betrygge . +— men jeg har ikke pengene nu , sagde baronessen +opbragt . +— bist har de så ; de vil jo bedrage mig . +Pengene ! siger jeg endnu engang . Jeg lader mig +ikke føre bag lyset , — jeg er ingen tosse i +— jeg har dem ikke , mark , hav dog lidt tålmodighed . +— ingen tålmodighed , ingen vanskeligheder , +ingen bedragerier ! Kom her med pengene eller jeg +sender deres gemal et brev . De er dog vist mere +bange før ham end man skulle tro ! sagde han spottende , +da han så i hvilken forlegenhed han satte hende . . +Baronessen vendte sig hurtig om og nærmede sig +sit skrivebord . Hun skrev nogle ord på et stykke +papir og vendte tilbage til mark . +— se her , sagde hun ; på denne lap papir forpligter +jeg mig til af udbetale dig den sum vi have +aftalt . Er du nu fornøjet ? Mit navn står jo under . +Mark greb papiret og gennemlæste hvad der var +skrevet . +Madelaine . +18 , heste « . + +— hahaha ! Narrestreger ! Bedrageri ! sagde han +hånlig , idet han rev billetten iiu . Hvor skulle jeg +vel hen med denne lap papir ? Nej , ærligt spil , Fru +baronesse ! Mellem os kan intet bedrageri passere , +vi er begge lige dygtige i af udøve disie . Altså +pengene ! +Mark rakte hånden ud med en bydende bevægelse . +Endelig lod baronessen sig bevæge . Hun gik +atter hen til skrivebordet og åbnede med tilsyneladende +besvær en hemmelig skuffe og udtog deraf nogle store +ruller , hvilke hun med en egen mine rakte mark . +Han talte dem og puttede dem i lommen med en +tilfreds mine . +— og nu rejser du vel hurtigst muligt , sagde +baronessen uvilligt . +— ja , svarede mark- men først må vi opstille +betingelsen . Det er dyre tider vi leve i og relserne +ere besværlige . +— uforskammede ! tørdnede hun og stampede i +gulvet . Du prøver min tålmodighed , men vid : +den er snart til ende ! +Mark lettede på skulderen . +— om så var , sagde han ; så var det jo ingen +ulykke . Nu har jeg pint så mange andre på deres +befaling ; nu vil jeg på min egen pine dem lidt . +— skurk ! Uhyre ! råbte baronessen rystende af +brede . Du vover at trodse mig ! +Han smilede og lettede atter hånligt på skulderen . + +— jeg vover mere end det , hvis det derpå skal +komme an . +Baronessen søgte at dæmpe sin vrede og sagde +indsmigrende : +— lad os ikke tale mere derom , mark , rejs og +når du kommer hjem skal jeg nok vive at lønne dig +efter fortjeneste . +— det er noget usikkert , nådige baronesse ; lad +os hellere bestemme det først , for at der ikke skal komme +nogen eftersnak . +- o , du tager livet af mig , mark ! +— å , sig ikke det ; det ville gøre mig hjerteligt +ondt , sagde mark spydigt . +— lad os ende denne samtale , sagde baronessen ; +her har du flere penge , er du så fornøjet ? +— til tjeneste , deres nåde ; overordentlig godt +fornøjet . +Bukkende forlod mark værelset . + +en og h alv tred sinds tyvende k apitet . +Guldringen +hr . Savignys hus er glimrende oplyst . Gæster +strømme til , såvel gående som kørende . De livreeklædte +tjenere have travlt med at byde the og is +om til de ankomne gæster . +I salonen er Herren og fruen ivrig sysselsat +med at byde dem velkommen . +Harry og Adele i brudedragt , stå noget fra dem , +trætte af at tage imod alle de lykønskninger , der +strømmede ind til dem ; men døg spejler glæden og +lykken sig i alle deres træk . +— kom , min Adele , sagde Harry og bød hende +armen . Lad os hvile os et øiebeik , jeg er både træt +af den lange dag og disse mange fremmede . Et +øjeblik kunne vi nok være inde i sideværelset . +Hun smilede , nikkede og forlod salonen . +I samme øjeblik blev baron vom sympfen og +frue mældt . +Adele vendte sig forbavset om og Harry var bleven +ligbleg . +— kom , Adele , lad os gå , skynd dig , skynd dig ! +Uden at vide hvorfor fulgte Adele ham , lige så +bleg og ængstelig som han . Han drog hende med sig +ned i en kanape , og skjulte sit ansigt ved hendes +bryst . + +— men Harry , er du ikke rask ? sagde Adele +ilde berørt . Hvad fejler dig ? +— intet , min elskede ; kun glæde og lykke +besjæler mig . +— nu er du ikke oprigtig , Harry , sagde Adele ' +idet hun med begge hænder rejste hans hoved fra sit +bryst . Sig mig hvad der fejler dig ? +— o , lad være af se så meget på mig , sagde +han overgivent og slyngede armen om hende . Du er +altfor smuk . +— spøg til side , Harry ; der var noget før , der +berørte dig på en ubehagelig måde . Sig mig +hvad det var , jeg vil gerne vide det ! +— du vi ! vide det ! udbrød Harry , idet han +pludselig påtog sig en alvorlig mine . Nuvel , jeg vil +også helst sige dig det , jeg har ingen ro på mig +før du ved det . +Adele lagde hånden på hjertet , som frygtede +hun al så af vide , ' hvad hun allerede anede . +-- seer du , sagde Harry , idet han bønfaldende +så hende ind i øjnene . Jeg har en lille synd af +bekende . +Adele for sammen ved disse ord . +— hvad , du skælver allerede ! Tror du da af +min synd er så stor ? +— nej , nej , sagde Adele ; fortæl kun . +I dette øjeblik trådte baronesse von sympfen , +i en kostbar fløielsdragt , ind til dem . +— ah , ah , udbrød hun med et meget sigende + +blik . De kælne duer kurre allerede og det ganske +alene . Sig mig , tør ikke en af os svage mennesker +komme indenfor synskredsen af turtelduernes Paradis ? +— når turtelduerne er så unge gifte som vi +to , sagde Harry spøgende , er det nok tilgiveligt , at +de kurre for hinanden ; men nu , da deres nåde +besøger duerne , er de alt for lykkelige til at have en +tanke tilovers for hinanden . +— o , de er alt for artig , sagde baronessen , idet +hun med en egen ugenerrthed satte sig ved Harrys +side . Jeg tør vædde på , og dette betonede hun +stærkt : at de sidste fjorten dage aldeles have været +helliget den smukke brud . +— ja , de har ret ! råbte Harry kraftigt og +trykkede Adele heftigt til sit hjerte . Og hele min +fremtid skal bestandig være helliget hende ; hun er så +god , så elskværdig ! +Baronessen drejede samtalen hen på noget +andet , da hun ikke ønskede at svare på Harrys sidste +bemærkning . +— hvor ligger deres fremtidige hjem ? spurgte +hun Adele med nogen stolthed i tonen . +— kun et par huse herfra , svarede denne . Bi +ville gerne bo så nær ved mine forældre som mulig . +— skal de ikke rejse ? spurgte baronessen atter . +— nej , ikke det første år ; men jeg tænker , at vi +bcggeto om et år ville rejse til Harrys familie i +Italien . +— ah , så hr . Kronwall har familie i Italien + +— ja , i Florents , frue , svarede Harry . +— nå ! sagde baronessen , idet en stærk skælven +gjennemfoer hende . — i Florents ! . . . De bar vel +ikke gjort bekendtskab derovre med en franskmand , +som de , frøken Adele , jo nok kender ? +- å , de mener vikomten , sagde Harry let henkastet . +Jo , jeg havde den fornøjelse at stifte bekendtskab +med ham ; men dengang var han meget syg , +stakkels fyr . +— syg , siger de ? råbte baronessen , idet hun +hæftig sprang op fra kanapeen hvoraf var han syg ? +Hvad fejlede han ? +— bliv ikke så forskrækket , frue ; faren er alt +overstået . Igår fik vi brev fra ham , hvori han +lykønskede os til vort forestående bryllup . Han +kommer hertil om nogle dage , for personlig at kunne +se vor lykke . +— om nogle dage , siger de . Jeg takker dem +for underreiningen , hr . Kronwall . Han er en kær +ben af mig , sagde hun , idet hun fjernede sig . +- ja , han er hende vist meget kær , sagde Harry , +da hun var gået . Ligeså kær , som en del del +andre er hende . +— men Harry , hvad siger du ? sagde Adele +bedreidende . Du pletter en dames rygte . +— nej , min Adele , tal ikke derom ; du kender +hende sket ikke . Men bi lidt , vi komme først til at +tale med vikomten , jeg skal lukke hans øjne op for +alle hendes udyder . + +Harry ville tage Adele med sig ind i salonen , +men i samme øjeblik standsede baron von sympfen +dem og forsikrede , at han i over en time havde søgt +efter det unge ægtepar , for at hilse på dem , og nu , +da han fandt dem , ville han på ingen måde lade +dem flippe . +Adele gjorde en utålmodig bevægelse og søgte at +formå Harry til at træde ind i salonen , på hvis +dørtærskel han netop stod ; men det lykkedes dem ikke . +Baronen førte dem tilbage til kabinettet og vedblev +her at tale med Harry om så forskelligt stof , +at Harry helt træt og ked af det , spurgte ham om +bordet endnu ikke var dække » . +— jeg skal se ad , sagde Adele lykkelig over at +kunne undflippe . +— en fortryllende kone , sagde baronen , idet han +med velbehag så efter Adele . Hvem der var så +lykkelig som de , hr . Kronwall . +— ja , de har ret , hr . Baron ; jeg er også +meget lykkelig , men jeg synes ikke at de kan beklage +dem ; deres gemalinde er jo en sand gudinde ' +— ja - a , ja , javist , sagde baronen lidt langtrukkent . +Skønhed er jo meget godt , men sindet , +sindet . . . ja , de forstår mig jo nok , hr . Kronwall +! stammede baronen , idet han rakte Harry hånden . +Harry modtog den og nikkede ; han forstod ikke +ret baronen . +Idet han trykkede hans hånd , faldt hans blik + +på denne og han bemærkede en glimrende diamantring +på den højre hånds pegefinger . +Harry betragtede den og udbrød beundrende : +— ah , hvilken dejlig ring ! +— ja , de har ret , sagde baronen , idet han tøg +ringen af fin finger . Betragt den engang , den er +smuk ; jeg har arvet den efter min rige onkel . +Harry betragtede ringen opmærksomt . Han var +så bleg som et lig . +— en kostbar arv , sagde han med skælvende +stemme , henvendt til baronen . Det er i sandhed en +kostbar ring . +Han betragtede den indvendig . Bogstaverne : 8 . L . +Vare indgraverede på den ene side af en lille kapsel +og på den anden side af denne stod : al . L . +— min faders ring ! hviskedee Harry +ved sig selv . Begge deres navne er indgraverede +deri . Jeg har så ofte som barn åbnet denne kapsel , +for at se min moders billede . Nu vil jeg atter +oplukke den . +Han rystede synlig på hænderne , da han trykkede +på en lille skjult fjeder , der sad i kanten af ringen . +Kapselen sprang op — og se ! . . . Harry var en +afmagt nær ; hans moders billede i al fin ungdommelige +skønhed strålede ham i møde . +— hvad gør de der ? råbte baronen og ilede +hen til ham . Kan denne kapsel oplukkes ? . . . Nej , +det har jeg dog aldrig vidst ! -- -- -- ah , hvilket smukt +dameanfigt ! + +medens baronen stod hensunken i beundring , gik +Harry bort . Tusinde tanker bestormede hans hjerne . +— min faders ring ! mumlede han hen for sig . +Mon han er min faders morder ? O , +gud hvilken forfærdelig oplysning får jeg netop på +denne lykkelige dag ! +Man havde spist og ballet fluide begynde . +Harry søgte at undslå sig for at danse , men det +lykkedes ikke . +— bil du nu være munter , sagde Adele og +klyngede sig til hans arm ; ellers tro vore gæster at +du allerede er ked af mig . +— min egen kære Adele , hvad siger du dog ! +Skulle jeg allerede være ked af min yndige unge +kone ; nej , nej , dertil rifler jeg dig for højt . — men +du flipper mig ikke as hænderne , thi nu tage vi hjem +til vort eget hus . +— nej , nej , Harry , det er alt for tidligt , vore +gæster ville blive vrede . +— hvad ! begynder du allerede at sige mig imod ? +Sagde han smilende . Hvorledes skal det så gå i +fremtiden ? Jeg bliver en ulykkelig ægtemand . +— ja , det bliver du bestemt , sagde hun leende +og førte ham ind i dandsesalen . +De vare næppe komne derind , før baronen stormede +hen imod Harry . +— nå , min brave tusindkunstner , de har i + +sandhed viist mig en stor tjeneste ved det lille +erperiment med ringen . Man har , tilføjede han +hviskende , idet han sfubbede til Harry , jo altid en eller +anden hemmelighed , som fruen i huset ikke tør vide , +og det er altid godt at have sådant et lille gemmested +for småting . -- -- -- -det er sandt , må jeg byde deres +unge frue op til denne Dands ? +— den har jeg lovet min mand , sagde Adele +hurtig . +— nå , så , sagde baronen og bukkede . Jeg +turde måske da udbede mig den næste Dands med +fruen ? +— det er mig en ære , hr . Baron , sagde Harry +med sammenbidte tænder . +Harry og Adele havde dandset og baronen nærmede +fig dem for at fordre fin Dands . +Hvor nødig Adele end ville måtte hun dog danse +med ham . +— husker de , sagde baronen midt under dansen ; +husker de den yndige nat , da de gav mig det lovede +Kys ? O , jeg mindes det endnu så tydeligt . +— jeg mindes ikke , sagde Adele stolt og harmfuld , +ar baronen har fået noget Kys af mig . Såvidt +jeg erindrer forskrækkede en kugle — der blev sendt +gennem vinduet — dem så meget , at de løb , uden +at tage det Kys , jeg ikke ville give dem godvilligl . +Baronen bed sig i læben , men svarede intet . + +Harry fulgte dem med øjnene . Han så fin +hustrus vrede og knyttede harmfuld hænderne . +— det var tåbeligt af mig , mumlede han for +fig selv , at tillade ham at danse med hende ; men det +skal også blive sidste gang ! +I det samme dansede de førbi ham . +Adele greb heftigt om Harrys hånd og sagde : +— jeg er ikke vel , lad os gå ind i et andet +værelse . +Baronen studsede ved den pludselige afbrydelse af +dansen og kastede et megetsigende blik fil Adele . +Hun lod som hun ikke bemærkede det og Harry +fulgte hende ind i et andet værelse . +Adele satte sig hastigt ; Harry stillede sig ved hendes +stol med en fortrædelig mine . +Adele så op fil ham og sagde : +— det er et skændigt menneske , den baron . +Da vi dansede fandt han anledning fil at gøre nogle +hentydninger fil hin Na « , da han som en anden tyv +brød ind i mit værelse . Han tror vist at du ikke +ved noget deraf og vil vistnok benytte denne +hemmelighed fil at pånøde mig sine påtrængende +galanterier ; men jeg er glad ved at du ved det og +jeg skal også ved lejlighed fortælle ham det . +— gør det ikke , kære Adele , hvis du vil lyde +mig ; lad os se hvorvidt hans uforskam menhed kan +gå ; jeg skal have et vågent øje med den fyr ! +I det samme hørtes trin udenfor døren . +— det er bestemt ham , sagde Harry . Jeg vil + +skjule mig bag ovnflærmen , for at høre hvorvidt hans +frækhed vil føre ham . +Der bankedes lydeligt på døren og baron von +sympfen så ind i stuen . Da han bemærkede at +Adele var ene , nærmede han sig hende med et sødt +smil og sagde : +— tro mig , frue , de er den elskværdigste brud +jeg har set . +— jeg takker for komplimenten , men så dog +helst , at den ikke kom fra dem . +— de er vred og uretfærdig , frue , sagde baronen , +idet han satte sig ved hendes side i sofaen . +Og hvorfor ? Har jeg fortjent det ? +— det må de selv bedst kunne bedømme , sagde +Adele kort . +— nej , jeg indser virkelig ikke . . . +— ikke det ! Jeg synes da , at de i aften har +fornærmet mig så godt som det stod til dem . +— o , hvor de tager alting nøje ; en lille spøg +med en dame som dem . Husk , jeg har set dem +kysse en fremmed . +— jeg har aldrig givet dem grund eller +anledning til at være så uforskammet lige over for +mig . Den fremmede , de taler om , er nu min mandsagde +Adele stolt . Gå nu , hr . Baron , og tak deres +gud , at min mand ikke har hørt dem , han er ikke +til at spøge medå , +sagde baronen , idet han hånligt rystede +på hovedet . Jeg frygter ham ikke ! + +— enten de frygter ham eller ej beder jeg dem +om at gå , sagde Adele angstfuld . Hun begreb hvor +Harry måtte harmes over at høre ham tale således . +— og hvis jeg nu ikke har lyst til at gå , sagde +baronen drillende . De er alt for smuk , frue , til at +være ene ! +Han greb en Avis og satte sig aldeles flegmatisk +til at læse . +Adele rejste sig og nærmede sig døren . +— nej , nej , de må ikke gå ; jeg skal nu ind +at danse en kontrabands med min frue , så de skal +ikke længer blive besværet af mig . +— jeg takker dem ! sagde Adele og drog et +lettet suk . +Idet baronen rejste sig og gik forbi Adele , +sagde han , medens han leende truede ad hende med +fingeren : +— de er alt for smuk og alt for grusom . Jeg +beklager Harry . +Han greb hurtig hendes hånd , trykkede et Kys +på den , inden hun kunne forhindre det , og forsvandt . +— nu , hvad mener du ? sagde Adele henvendt +til Harry , der netop kom frem fra sit skjul . +— jeg mener , Adele , at han er den usleste , den +nedrigste skurk jeg endnu har kendt . +— ja , du har ret , det har jeg længe indset , +sagde Adele og tog hans arm . + +tooghalvtre-smdstyven-e kapitel . +Bikomtens besøg . +Træt på legeme og sjæl nåde vikomte < le +botins Paris . Hans ansigt udtrykte en dyb tungsindighed +og han så anstrengt og lidende ud . +Det var dagen efter Adeles bryllup . +Vikømtens første besøg gjaldt det unge par , til +hvis lykke han havde bidraget så meget . +Harry og Adele toge med åbne arme imod ham , +og takkede ham hjerteligt for deres lykke . +— se nu på mig , sagde vikomten smilende ; og +se på Harry . Dr har gjort et godt bytte , Fru +Kronwall ! +— o , nu gør de dem selv alt for ringe , sagde +Adele leende . Men lad os tale lidt om dem selv , jeg +synes de seer bedrøvet og træt ud . +— jeg er heller ikke ganske vel , sagde vikomten +undvigende . +- o , jeg tager vist ikke ganske fejl , dersom jeg +troer , at de ikke er lykkelig ! +— hvoraf flutter de det , frue ? +- jeg kan se det på deres hele væsen , sagde +Adele ; på deres trætte øjne og frem for alt på +dette tungsind , der har lejret sig på deres pande +siden vi sidst sås . +— de kan have ret ; men der er også hændet + +mig en meget flor ulykke siden jeg sidst så dem , og +jeg kan lige så godt sige det til dem begge ; de er +jo mine venner . +— o ja , vi vil tage del i alt hvad der vedrører +dem , sagde de unge folk og satte sig hver på fin +side af ham . +— nuvel , så vil jeg begynde , sagde vikomten +med et suk . Jeg elskede engang en ung pige med +liv og sjæl , med varme og inderlighed , men denne +kærlighed blev forhindret ved , som de ved , at det +var min moders inderligsle ønske at jeg ægtede dem , +og da jeg på samme tid nærede nogen tvivl om +hin unge piges dyd , faldt det mig ikke så vanskeligt +at efterkomme min moders ønske , skønt mit hjerte +blødte . Pludselig forsvandt hun fra Paris og man +så hende ikke her i byen mere . Jeg var bleven +roligere og sluttede mig mere og mere til den tanke , +aldrig at se hende oftere . +— da døde min moder , vedblev vikomten ; vor +forlovelse ophævedes og jeg rejste til Florents , som +de ved , før at opsøge deres nuværende mand , hr. +Kronwall . Jeg havde kun opholdt mig der nogle få +dage , før jeg aldeles tilfældig så at hin unge pige +ligeledes befandt sig i Florents . Mine sandser vare +rimeligvis blevne noget omtågede ved gensynet af +hende , thi jeg løb som et galt menneske afsted over +stok og sten . — jeg styrtede ned fra en høj skrænt +og blev bevidstløs liggende . Jeg var længe syg og da + +jeg var bleven rask så jeg atter hin unge pige , som +jeg nu ganske bestemt tror er gift . +Vikomten standsede et øjeblik og drog et dybt suk . +— derfor er det måske nok muligt at jeg seer +lidt træt og anstrengt ud og når jeg skal være ganske +oprigtig , er jeg meget ulykkelig . Jeg troede , vedblev +han med svag stemme , at jeg havde glemt hende , +men jeg så kun alt for vel ved vort gensyn , at jeg +elskede hende om muligt endnu højere . Mit hjerte +lader mig ingen ro nogetsteds , både dag og nat +tænker jeg på hende . +Han holdt inde . +Adele vendte sig bort , for at skjule de tårer , +hans fortælling havde frembragt . +— min stakkels ven , sagde Harry og lagde +hånden på hans skulder . Er der intet jeg kan +hjælpe dem med ? +— nej , intet , ellers tak , hr. Kronwall , jeg +kender min ulykke i hele dens udstrækning . Jeg har +kun et tilbage , som kan adsprede mine tanker lidt , +og det er at rejse . +Adele gik ud ; hun var ikke i stand til at skjule fin +bevægelse . +Harry greb atter bikomtens hånd og sagde : +— skønt det er noget ugalant af mig , vil jeg +dog for deres egen skyld spørge dem , hvem hin +unge pige er , da jeg kender en del familier i Florents , +thi jeg har opholdt mig der fra min tidlige barndom , +og jeg kunne måske give dem nogle oplysninger + +angående hende . De vred jo ikke med bestemthed om +hun er gift . De kunne muligvis have taget fejl . +— nej , nej , min ven , gør mig den tjeneste , +aldrig at tale et ord mere øm denne sag . Jeg har +set den kærlighed , den venlighed , hvormed han +behandlede hende , så der er ingen tvivl om , at han +er hendes mand . Men hun er også meget smuk , ja +hun er fortryllende , — og hvilken net har jeg vel til +at udgrandfle hendes forhold ? Hun har engang sagt +mig , at hun ikke kunne lide mig , skønt jeg i min +forfængelighed har troet og håbet på gjenkærlighed . +Adele kom i det samme ind og rakte vikomten +venligt hånden . +— nu gør de os vel den ære at spise -til +middag hos os , sagde hun ; jeg forsikrer dem , de er +vor første og vor kæreste middagsgjæsf , ikke sandt , +Harry ? +— jo , kære Adele , det har du ret i , og de +indvilliger vel også , hr . Vikomte ? De må spise hos +det nygivte par , det vil bestemt blive et varsel om +lykke . +— stol ikke for meget på den lykke jeg bringer ; +min egen lykke er ikke for strålende . Men jeg takker +for tilbudet , det skal være mig en glæde at spise hos +så lykkelige mennesker . +Adele og Harry greb hans hænder og førte ham +ind i spisesalen , hvor et kostbart bord var dækket til +fem personer , da Adeles forældre allerede vare ankomne . +Den dag fik vikomten ikke lov til at forlade + +dem ; de søgte på tusinde måder at adsprede hans +mørke tanker og dette ville måske til dels også være +lykkedes dem , dersom ikke baron von sympfen med +hans gemalinde vare ankomne , for at gratulere det +unge par . +Adele rejste sig ; en pinlig forlegenhed betog dem +alle , og idet hun greb vikomtens hånd sagde hun +halvt hviskende : +— jeg forstår ikke hvor det kan være , men det +er ligesom en nervøs sittren gsennemsarer mit legeme , +hvergang man mælder dette par . Jeg tror ikke noget +slet om baronessen , men så meget er vist , jeg kan +ikke lide hende , især siden den Asien , hun bortjog min +uskyldige Madelaine , der var så god og blid som +et lam . +Vikomten for sammen og trykkede Adeles hånd +så fast , at hun forskrækket så på ham . +— er de ikke rask ? sagde hun . +— jo , frue , aldeles rask ; men se , baronessen +nærmer sig , — hun må ikke ane at vi har talt om +hende . +Baronessen kom i dette øjeblik hen imod dem . +— Gammel kærlighed rustner ikke , sagde baronessen , +idet hun leende rakte hånden til vikomten +og Adele . +— sig heller gammelt venskab , frue , sagde vikomten ; +de kommer da sandheden nærmere . +— ja , gud ved det , vedblev baronessen , idet +hun leende truede ad dem . + +baron vøn sympfen nærmede sig i dette øjeblik +Adele ; men næppe anede hun hans hensigt , før hun i +et nu var ved fin mands side . +— kære Harry , sagde hun ; var det ikke bedst at +jeg forlod selskabet , for at efterse om tjenestefolkene +gøre deres pligt ; vi skal jo snart have aftensbordet +dækket , og det må blive så prægtigt som muligt . +— ja , smut du kun bort , min yndige lille kone , +sagde Harry , idet han ømt slyngede armene om hende . +Dine huslige sysker klæde dig så smukt , det er med +den inderligste glæde , at jeg seer dig fungere som +værtinde ved bordet . +— tak , tak , kære Harry , du gør mig så +lykkelig , når du taler således , sagde Adele og lænede +sig henrykt til sin mand . +Treoghalvtre-fin-styven-e kapitel . +Brsa +— det er en lang rejse de har foretaget dem , +Herr vikomte , sagde baronessen , der vedblev at holde +bikomtens hånd . +— å ja , frue , den var også meget lang , men + +ikke så lang , som jeg ønskede den ; jeg havde helst set +at min rejse var bleven den evige . +— o , i deres alder taler man ikke således ; +en stor sorg må have ramt dem , når de udtaler +dem på den måde . +— ja , frue , de har ret ; det er som de sagde +før : Gammel kærlighed rustner ikke ! — og min +kærlighed vil dag til sidst tilintetgøre mig . +— og det siger de til mig , Georges ! Begriber +de da ikke hvad jeg må lide , når de taler således ? +— jeg begriber intet andet , end at en dame søm +dem , og i det hele taget enhver kvinde som er hustru , +bør elske fin mand og ikke bære hverken kærlighed +eller had til nogen anden . +— de er lige så hård , som før de rejste , sagde +baronessen med et smil . +— ja , frue , om mulig endnu hårdere end dengang , +sagde vikomten mørkt . +— jeg ved dog med bestemthed , fortsatte baronessen , +at de flere gange , før deres rejse , har +besøgt en ung dame , hvem de ikke har været så +hård imod , som imod mig . +— hun har da ikke været givt , sagde vikomten +med et megetsigende blik . +— men det kan de jo ikke vide , vedblev baronessen . +Har de nogensinde spurgt hende ? +— nej , tilvisse , og de overrasker mig med deres +spørgsmål , sagde vikomten eftertænksom . +— ah , seer de , det tænkte jeg jo nok . Men jeg + +kan forsikre dem om det modsatte , og , tilføjede hun +hviskende , jeg kan også forsikre dem , at den unge dame +ligger farlig syg , ja , at man endog frygter for hendes +liv , og at man ene håber på , at et gensyn med +dem kan tilbagegive hende fil livet . Se , nu er jeg +dog vis på , at de i aften iler , for at frelse hende . +— Heri tager de dog storlig fejl , frue , thi den +slags damer have så mange tilbedere og så mange +sind , at de umulig kunne blive dødssyge , når en af +disse forlade dem . +En brændende rødme for op i baronessens +kinder og hun vendte sig halvt om , for at skjule fin +pludselige forvirring , men denne var ikke undgået +bikømtens opmærksomhed ; med et gennemborende +blik betragtede han hende og idet et foragteligt smil +gled over hans læber , mumlede han : +- jeg tager ikke fejl , del er hende selv ! +Da aftensmåltidet var endt skiltes mon efter en +behagelig tilbragt aften . +Vikomten tog hjem til sin Billa . Efter at have +tilbragt en urolig nat , stod han op den næste morgen . +— mon min mistanke skulle være begrundet ? +Mumlede han hen for sig . Hun er vist rænkefuld nok +til at Hilde mig i hvilketsomhelst næt og jeg tåbe +har villig ladet mig trække om efter hendes behag . +Jeg kan næsten le når jeg tænker derpå og dog , del + +er jo intet at le ad , er del ikke forfærdeligt at en +sådan kvinde ffal eristere . +Han åbnede sin rejsetafle og tog flere breve og +småting ud deraf . Han fik fat i en lille firkantet +pakke og åbnede den ; del var Madelaines portræt , +som han nu ikke havde set i over en uge . Han gik +hen til vinduet og betragtede del . +— ikke engang på hende kan man tro , og hvis +et ansigt , der udtrykker så megen sjælsadel , også +kan være forstilt , hvad fia ! man så tro om menneskene ? +Til hvem skal man så have tillid ? +Han tændte en vorstabel , så endnu engang på +billedet og nærmede sig derpå med del til flammen . +Det ene hjerne var allerede fortæret , da det med +et faldt ud af hans hånd . Han pustede flammen +ud og vendte sig om . +— det fluide vel være således , tænkte han . +Henad aften mældtetjeneren , at entzerre ventede +for at få ham i tale . +— lad ham komme ind , sagde vikomten . +Strar efter trådte en elezantklædt herre ind . +Han bukkede for vikomten og overleverede ham et kort +hvorpå kun stod : +„ irsa ligger dødssyg og beder dem komme . “ +Et vredeslyn for fra vikomtens øjne og det +første ord han havde på læberne var et „ nej “ , men +han betænkte sig hurtig og sagde : +— jeg kommer ! +Herren bukkede og forlød stuen , idet han sagde : + +— vognen holder på det sædvanlige sted . +Vikomten knugede kortet krampagtig i hånden +og mumlede harmfuld : +— nu ftal vi se om jeg har ret ; man kan jo +tro alt om hende . O , hvor lavt , hvor nedrigt er +det ikke , — og døg , hvorfor gik jeg til hende ? Jeg +måtte jo have set det straks . +Klokken slog i dette øjeblik ni og vikomten greb +fin hat og lagde kappen over armen . +— så , nu få vi at se ! sagde han og forlød +villaen . +Vognen holdt på det sædvanlige sted og vikomten +steg ind . +Han var snart ved bestemmelsesstedet og han blev +som tidligere ført gennem forskellige mørke værelser , +indtil han kom til det dæmpet oplyste boudoir . +Udstrakt på sengen lå en kvindeskikkelse , ikke +just afmagret , men døg så unaturlig bleg , at man +næsten kunne gyse ved at se hende . +En hvid natdragt formåede ikke at oplive det +blege anfigt , og døg var hun smuk , som hun lå der +med sit lidende udtryk . +Hun lå i en yndefuld stilling og rakte mat den +ene hånd ud mod vikomten . +Han stod målløs og betragtede hende ; modstræbende +følelser kæmpede i hans sjæl . Her lå en kvinde , +søm før et par måneder siden var smuk og indtagende , +og nu — ja hvilken forandring ; så bleg og lidende ! + +hans hjerte grebes af medlidenhed og han satte +sig tavs ved sengen , tagende hendes hånd . +— de har været længe borte , hviskedee hun ; hvor +kunne de nænne , ikke at sige mig , at de var rejst ? +Vikomten så på hende og sagde : +— tro mig , også jeg har lidt i denne tid . +— men ikke fordi de var adskilt fra mig ! +— nej , arsa , de » er sand » , det var ikke derfor ; +der er nøget ganske andet hvorunder mit hjerte har lidt . +Hun trak sagte fin hånd til sig , holdt den for +ansigtet og tårerne piblede sagte frem mellem fingrene . +- men , irsa , kan det da forundre dem ? Jeg +har jo aldrig lovet er blive deres og aldrig indgivet +dem nøget falskt håb . +— de sagde dog at de holdt af mig , hulkede hun . +— ja , hvor kunne jeg andet ? De er jo så smuk +og henrivende og kom mig i møde med så megen venlighed ; +jeg har just intet stenhjerte og hengav mig +med glæde til den lykke de skabte mig ; jeg greb den +måske endog med begærlighed , thi den lykke jeg selv +har kunnet skabe mig , har aldrig været stor . Men græd +nu ikke således , det vil forvirre deres sygdom og +det smerter mig at se dem græde . +En krampagtig hulken besvarede hans ord og +han bøjede sig over hende for at trøste hende . +— men , irsa dog , de har jo aldrig været så +sørgmodig stemt som i aften ; hvad smerter dem dog +så meget ? +Madelaine . > 9 , heft , . + +hun greb hans hånd og trykkede den krampagtig +til fine læber . +— jeg elsker dem ! hviskedee hun så sagte , at +han næppe kunne høre det , og lagde i samme øjeblik +fine hænder over ansigtet , som for at skjule den nøvvendige +rødmen over en flig tilståelse . +Han strøg sig med hånden over panden , som for +at bortjage de mørke tanker , der i dette øjeblik stormede +ind på ham ; han bøjede sig atter over hende og sagde : +- Yrsa ! +Men han kom ikke videre , han for tilbage i stuen , +hans øjne slode stive af rædsel , thi på irsas lillesinger +sad en glimrende ring , som tilhørte baronesse von +sympfen . +Al den brede , al den foragt , der i dette øjeblik +gærede i den unge mands bryst , fik luft i udråbet : +— baronesse von sympfen , de +er den laveste kvinde jeg kender ! +Denne rejste sig halvt op ; hendes øjne slode vidt +åbne og hun stirrede forfærdet og forbavset på vikomten , +der intet ord kunne finde , som passede til +hans harme . +— ja , stir kun på mig , sagde han ; de har +grund dertil . Jeg har før været blind ; — nu forundrer +det dem , at jeg også kan lukke øjnene op . +Han greb sin kappe og hat med hæftighed og +ville forlade stuen . Næppe så hun hans hensigt , +for hun for op og stod i et nu ved hans side . +— Georges , Georges ! hav medlidenhed , hav + +barmhjertighed ! streg hun og vred hænderne . De +stødte mig bort som baronesse von sympfen , jeg forsøgte +at vinde deres hjerte som arsa ; kan de fortænke +en ristende kvinde deri ? Fortjener en sådan +kærlighed , der er island til alt , deres uvilje ? +— den fortjener mere endnu , Fru baronesse , +den fortjener min foragt , min afsky , min højeste brede ! +Råbte vikomten heftigt og søgte at vriste sin hånd +fra baronessen . +— o , de er flånselløs ! råbte hun højt grædende +og omklamrede hans knæ . Hav dog barmhjertighed ! +— nej , ingen barmhjertighed med en kvinde +som dem ; de har bragt mig til at mistro alle af +deres køn ; skønt de er stabte til at forfljønne og +forherlige verden , er der dog ikke en , som jeg ville +ære . — rejs dem , Fru baronesse , gå hen hvor de +har deres plads og lad mig gå . +— nej , nej ! råbte hun endnu hæftigere . Jeg +bliver liggende her for deres fødder , indtil de har +tilgivet og glemt , — indtil jeg har vunden deres +kærlighed . +— skændige , æreløse kvinde ! råbte bikømten +ude af sig selv . Rets dem døg ; flammer de dem +ikke , at vise dem før mig i denne dragt ? +— nej , jeg har glemt alt , skam , ære , kørt alt , +kun ikke dem . Stød mig ikke hørt , kan jeg ydmyge +mig mere end jeg gør . +Vikomten gjorde en heftig bevægelse med hånden +og nærmede sig atter døren . + +— de vil gå ! råbte baronessen , idet hun rejste +fig , og hendes øjne lynede af harme . Nuvel , Georges ; +husk at jeg kan hævne mig , — trods mig ikke , jeg +kan blive farlig for dem . +Vikomten opslog en spottende latter . +— de leer ! råbte baronessen , idet hendes harme +steg ved hvert minut . Nuvel da , min hævn har alt +begyndt . Husker de vor samtale efter mit bryllup ? +— også dengang svarede de mig hårdt og koldt . +Jeg svoer at ville hævne mig og har holdt min ed . +- jeg tvivler meget derpå , sagde vikomten . +— de tvivler , nu så hør . +Fircøghalvtredsin-styven-e kapitel . +Baronessens hæevn +baronessen kastede sig magelig i lænestolen , idet +hun vedblev : +— allerede ved mit bryllup elskede de hin unge +pige , som de jo nok husker . Om aftenen ved ballet +så jeg dem i et sideværelse knæle for hende , ja , +de havde endog i al fortrolighed slynget begge armene +om livet på hende og spurgte hende indtrængende , + +hvorfor hun flyede dem . Jeg stod i mit boudoir , +som steder op til det omtalte værelse , og så det +hele ; jeg elskede dem dengang højere end mit liv ; +de pinsler jeg derfor led ved dette syn er ubeskrivelige . +— hun fjernede sig fra dem og styrtede ind i mit +boudoir med forgrædte øjne , thi jeg vred med bestemthed +at også hun elskede dem med en ren , en +inderlig kærlighed , -- ja jeg ved det med vished ! +- hold op , hold op . Fru baronesse ! Intet ord +mere ! Tal ikke om hende , — også hun er lav som +alle kvinder , troløs og foragtelig , som dem ! sagde +vikomten i største oprør . +— nej , nej , vedblev baronessen , idet hun gjorde +en afværgende bevægelse med hånden ; nej , nej , hun +var så ren , fri for alle udyder , ja ren som en engel ! +— allså , hun styrtede ind i mit boudoir , her hånede +og ydmygede jeg hende , thi jeg indså , at skulle min +hævn gennemføres , da kunne det grundigst ske ved at +gøre hende ulykkelig . -- efter ballet , da jeg talte +med dem , så jeg hvor indgroet hun var i deres +hjerte og min hævntanke fæstede sig dybere og dybere +i mit indre . — nogle dage efter var jeg i besøg +hos Savignys ; jeg tilstår , det var beregnet , thi jeg +vidste at de var der og at hun også opholdt sig der . +Jeg havde ikke ventet at træffe min gemal der og jeg +så til min forbavselse , at også han kurede stærkt +til denne unge pige , skønt jeg må tilstå , at jeg godt +indså hvor meget det var hende imod . — jeg gjorde +ham ingen bebrejdelser herfor , thi dette bidrog jo netop + +til at fremme min plan ; og da jeg senere talte med +deres moder , fortalte hun mig , at baronen havde +været temmelig fri mod den lille kammerpige . Jeg +svoer at min hævn skulle komme strar og for med +tilsyneladende hæftighed ind i stuen , hvor jeg i hårde +udtryk bebrejdede kammerpigen en hel del synder , +som hun flet ikke havde begået . Heldigvis for mig +kunne hun ikke forsvare sig , stakkels væsen ; hun styrtede , +som de ved , om på gulvet og slog sig slemt . — +mit hjerte jublede , da jeg så min hævn var opnået , +jeg så hvor grænseløs de led i det øjeblik . — og +dog , vedblev baronessen , den herre jeg beskyldte hende +før at have kysset , var ingen anden end dem selv . +Hun holdt inde . +— store gud ! udbrød vikomten ligbleg og holdt +hænderne over øjnene . Fru baronesse , de er +hævnet , skrækkelig hævnet , thi nu ved jeg først hvad +smerte og fortvivlelse er . +— der kan de se , sagde baronessen , idet hun +med et overmodigt blik betragtede ham ; jeg er ikke en +almindelig kvinde , jeg kan udføre hvad jeg vll , og +min hævn er endnu ikke endt . +— hvad vil de nu gøre ? sagde vikomten . +Vil de atter ramme -ende , før at træffe mit hjerte ? +— nej , det er umuligt , thi hun er død . +— død ! streg vikomten og for hen til hende , +greb krampagtig begge hendes hænder og sagde +åndeløs : + +— tal , skændige kvinde , er de også skyld i +hendes død ? ! +— ja , på en måde , svarede baronessen +aldeles roligt , flydende sig over hans fortvivlelse . +Hør mig videre : jeg sørgede før at så hende bort ; +afmægtig , som hun var , vidste hun jo ikke hvor man +førte hende hen . Jeg lod hende opholde sig på et +hospital i nogen tid , for at blive helbredet , og lod +hende derpå føre til Florents , hvor hun måtte +sværge , aldrig at viste betræde Paris mere . Det lille , +enfoldige væsen har holdt sin ed , jeg vidste det i +forvejen . Den herre , jeg lod rejse med hende , satte +hende af i et gjæstgiversted og forlod hende der . Senere +ved jeg med bestemthed at hun , blottet for penge +og levnetsmidler , blev nedstyrtet i et af samfundets +laveste klaøser , men ikke island til at udholde dette liv +døde hun kort efter , og min hævn ville have været +tilende , dersom ikke de havde været så grusom og +hård imod mig . +-- hahaha ! lo vikomten hjerteligt , idet han slap +begge hendes hænder . Slutningen er naragtig , som +hele deres hævn har været ; husk , jeg har nylig opholdt +mig i samme by og har set og talt med hende +og hendes gemal , en velstående , anset mand , der +forguder hende . +Baronessen blev så bleg som et lig . Hun rejste +sig og sagde næppe hørligt : +— er dette sandt ? +Vikomten smilede og sagde : + +— de skal ikke tvivle derom , jeg benytter mig +sjælden af løgn . +En skælven gjennemfoer baronessen ; vikomten +bemærkede det , han tog sin hat og forlod stuen , idet +han sagde : +— gør dem ikke oftere ulejlighed med at sende +bud efter mig og opgiv deres fremtidige hævnplaner , +thi tænk dem , hvis jeg ville hævne mig , da blev det +for alvor , ikke blot spøg , som denne . +Han bukkede og gik . +Baronessen faldt sønderknust tilbage i stolen . +— jeg er opdaget og forrådt , hviskedee hun med +svag stemme ; men ' hun rejste sig hurtig og råbte +truende : +— hævn , hævn , over dem , de flette mennesker , +der vove at krænke en kvinde som mig ! + +femoghalvlre-sin-slyven-e kapitel +z operaen +— nå , min kære , har du været i operaen +iaften ? sagde baron von sympfen til sin gemalinde , +nogle dage efter det ovenfor fortalte . +— nej , svarede hun kort . +— da skulle du såmænd tage derhen . Her er +kommen et nyt italiensk selfiab til byen , jeg var +iaftes oppe at høre det ; — o , det var fortryllende , +jeg tror det ville tiltale dig ; du skulle dog tage +derop i aften . Der er især en dame , der synger så +henrivende , at jeg endnu aldrig har hørt hendes mage . +— ja , det er vel især hende , du har lagt mærke +til , sagde baronessen spydigt . +— å ja , jeg nægter det ikke , jeg har gjort ail +for at nærme mig den skjonne , dog uden at det er +lykkedes mig , hun forsvinder som ved trylleri og det +har ikke engang været mig muligt at se hvorledes hun +seer ud udenfor scenen , thi hun trækker sløret så +tæt for ansigtet , at man ikke kan se det mindste af +hendes træk . +- skade ! sagde baronessen og gjorde et foragteligl +kast med nakken . +— ja , megen skade , sagde baron von sympfen +med en komisk gebærde . + +denne dag var store plakater opslåede på +gadehjørnerne , hvori et tilrejsende operaselflab bebudede +en herlig nydelse for det mufikelflende publikum . +Det tteater , som direktør honirs havde lejet , +var glimrende oplyst og publikum strømmede i mængde +dertil . +Bi ville imidlertid se bag kulisserne . +I et lille værelse , foran et stort spejl , se vi en +midaldrende kone ivrig beskæftiget med at pynte en +ung dame , som seer meget bleg og træt ud . +— se dem i spejlet , frøken ; synes de at denne +krone tager sig godt ud ? Sidder den ret på deres +hoved ? sagde konen , idet hun opmærksomt betragtede +hende . +— jø , den sidder meget godt , madame ; men +kunne de ikke trække sløret lidt tættere til ansigtet ? +— det går ikke an , bedste frøken , det vil ikke +klæde dem . +— ja , men jeg ville gerne have det , vedblev den +unge dame . +— det går ikke an ; hr. Direktøren har forbudt +mig at sætte sløret så meget for ansigtet , han +siger de er for smuk til at skjule dem . +— men jeg har mange bekendte her i Paris og +jeg ville nødig have at de skulle kende mig , sagde den +unge dame atter . Madame , vil de ikke føje mig ? +— det gør mig ondt før dem , frøken , men jeg +tør ikke , jeg risikerer derved at miste min plads , og +jeg kan dårligt tåle det . + +deres samtale afbrødes ved at en ung mand +sagte bankede på og derpå trådte ind . +Han var iført en spraglende tjenerdragt , som +klædte ham overordentlig godt . +— god aften , frøken Madelaine , er de færdig +med deres påklædning ? sagde han muntert , idet +han nærmede sig hende . +-- ja , Hermod , og nu kunne vi tale lidt sammen , +indtil det ringer . +Kønen fjernede sig og Madelaine satte sig på en +stol ved siden af Hermod . +— hvor de er henrivende smuk ! udbrød Hermod +begejstret og betragtede hende . Hvor denne kjole og +denne krone klæder dem ! Gud give jeg havde kongens +parti og de var min dronning , jeg fluide være +lykkelig ; men desværre er jeg nu kun bleven tjeneren . +— ak , ak , Hermod , svarede Madelaine , idet hun +lod hovedet synke ; hvor dette liv mishager mig , — +jeg er træt og ked af alt , der er ikke et eneste +menneske foruden dem , jeg tør kalde ven eller veninde +; alle hade de mig og søge at gøre mig mere +ulykkelig end jeg alt er ; - ingen fader eller møder +har jeg , ikke engang min Broder lever , jeg har flet +ingen familie , som vil kendes ved mig , flet ingen . +Jeg er ene og forladt , overladt til alle disse flette +menneskers vilkårlighed , og havde jeg ikke dem , +hermed , hvorledes ville det da have set ud med +mig nu ? +— men , bedste frøken , de må ikke være så + +melankolsk . Hvorfor mishager dette liv dem ? De , +som kan synge så smukt , som allerede efter en uges +forløb er bleven publikums erklærede ' indlin g , de +skal være glad . +— ak , Hermod , de forstår mig sket ikke ; det +er ikke berømmclse og ære jeg tragter efter , men +lykken og glæden . Tror de , af jeg finder nogen +lykke ved af se den store hob mennesker tiljuble mig ? +Nej , i deres hjerter foragter de sangerinden , hendes +navn er ikke værdig af udtales af deres mund . — +de har det bedste bevis herpå , når de om aftenen +seer denne mængde herrer , der lejre sig om de forskellige +sangerinders vogne ; hidtil er jeg bleven fritaget +for keres forfølgelser , nærmest fordi vi gå , +men også fordi jeg har dem ved min side . — jo , +jo , Hermod , nu er jeg først rigtig , rigtig ulykkelig ! +Madelaine skjulte ansigtet i fine hænder og græd +stille . +Hermod rokkede forlegen frem og tilbage på +stolen ; han vidste ikke hvormed han skulle trøste den +stakkels pige . +— o , udbrød han endelig , de må ikke græde , +Madelaine , måske vi kunne se lejlighed til af flygte +snarere end vi fro . +— hvor kan de dog fro det , udbrød Madelaine +og rejste sig . Ethvert af vore skridt blive jo bevogtede . +Hermod lod hovedet synke og sagde : +— ja , så er der jo intet andet før end at holde +dette liv ud , indtil gud gør en ende derpå . + +i det samme ringede- der og Madelaine rejste sig . +— så , sagde hun , idet hun fremtvang et smil ; +nu stol jeg ind at synge , skønt mit hjerte er nærved +at driste . +Hermod havde rejst sig ; han kunne ikke tilbageholde +et par tårer . Han ilede efter hende , tøg +hendes hånd , trykkede den inderligt og sagde : +— gud , som de så lidt har talt til mig om , +vil hjælpe os , det føler jeg . Græd ikke . +— tak , tak , Hermod , før din deltagelse . Også +kun på ham stoler jeg ! +Hun trak sløret tættere før ansigtet og gik ind +på scenen . +En bifaldsstorm hilste hendes indtræden og en +mængde blomsterbuketter lå allerede før hendes fødder ; +hun kastede et medlidende blik til disse ; hvor lig var +hendes skæbne disse blomsters . +Orkesteret havde allerede begyndt og Madelaine +saltede sig hurtigt og begyndte at synge . +En dyb stilhed herskede i salen og da Madelaine +havde endt fin sang , hilsedes hun atter af stormende +bifald . +Baron von sympfen , som havde plads i en af +de nærmeste løger , sad forbavset og stirrede på hende . +— skulle jeg have taget fejl ! mumlede han . +Det er vist en umulighed af hun ville optræde så +offentligt ! Skønt , hvad skal sådan et stakkels pigebarn +gøre , når verden er hende imod ? Nu er hun vist + +neppe så knibsk på det som før ! . . . Jeg vil dog +forsøge af så hende i tale . +Det var allerede sent på aftenen . Operaen var +endt og folk strømmede fra tteatret . +Madelaine stod i tit værelse , påklædt til af tage +hjem . Hun havde indhyllet sig godt i en stor Pels +og ventede blot på af Hermod ffulde komme , før af +tage afsled . +Der bankedes på hendes dør og direktøren +trådte ind . Han nærmede sig med alvor til Madelaine , +idet hans mørke øjne søgte af se rolige ud . +— jeg vil bede dem , frøken , ikke af tage deres +slør så tæt før ansigtet , jeg har i aften hørt flere +ymte om , af det var en fornærmelse mod publikum ; +jeg beder dem derfor om , ikke af gøre det oftere . +Madelaine gjorde en yndefuld bevægelse med +hovedet og sagde : +— når de forlanger det , skal jeg gøre det ! +Hermod kom i dette øjeblik før af hente hende og +hun gik bor » med ham . +Direktøren så efter hende og mumlede : +— hun er meget smuk , men stolt er hun og dydig , +som jeg aldrig har kendt nogen kvinde . + +serughalvtrelssin-styvende kapitel . +Et uventet overfald . +Madelaine havde taget Hermods arm og hurtigt +gik de hen ad gaden . Ingen bemærkede dem , thi de +befandt sig blandt mængden , der strømmede ud fra +tteatret . +Dog , da de drejede ned ad en Sidegade , hørte de +hurtige trin bagved dem . +Hermod ville vende sig om , men Madelaine vedblev +at gå hurtigere og hurtigere og han måtte +følge med . +Pludselig følte Madelaine at en hånd lagde sig +på hendes arm . Hun skælvede og søgte at få +Hermod over på den anden side af gaden ; men +dette lykkedes hende ikke og et minut efter aod en +herre foran dem , i hvem hun til fin skræk genkendte +baron von sympfen . +— ah , min frøken , sagde denne kækt og betragtede +hende fra hoved til fod ; de har forandret dem +meget siden vi sidst sås . Jeg kunne ikke andet , jeg +måtte tale med dem i aften , nu har jeg forgæves i +over en uge søgt dem . +Madelaine svarede ikke ; hendes arm skælvede +stærkt , og Hermod så på barønen med et par +øjne , der udtrykte al den skinsyge , han følte i sit +indre . + +— hvad vil de , min herre , sagde han kort . +— hvad jeg vil ? Jeg vil tale med denne dame , +som jeg har kendt i flere år , svarede barønen . +— må jeg bede dem gå deres Bei , sagde +Hermod sluds og puffede ublidt til ham . Vi behøve +intet følgeflab . +— hvem er denne mand ? sagde barønen henvendt +til Madelaine . Det er vel en af tjenerne fra +tteatret . Jeg beder dem , frøken , at skaffe denne +person bort , at jeg kan tale i Enrum med dem . +Den fortrolige tone , hvori dette blev udtalt , +pinte Madelaine , og det smertensudtryk , der i dette +øjeblik udbredte sig over hendes ansigt , kunne have +rørt selv det mest hårdhjertede menneske . +— uforskammede ! sagde hun næppe hørligt . — +kom Hermod , lad os ile . +Men Hermod hørte hende ikke . Han betragtede +barønen , som i dette øjeblik søgte at føre Madelaine +den modsatte Bei . +Hermod ser ind på ham og råbte , idet breden +funklede i alle træk : +— afsted , skurk , og lad damen være i fred ! +Men barønen fløg Hermod over hånden og førte +med magt Madelaine børt . Dog , nu var Hermods +tålmodighed udtømt . Han listede sig efter baronen +og den kraftfulde angling greb denne om livet og satte +ham på jorden et stykke derfra ; men ikke tilfreds +med denne vending i sagen stod baronen snart oprejst +igen og han angreb Hermod med hæftighed . + +roversønnen , som var vant til strabadser og havde +umådelige kræfter , gav ham et så eftertrykkeligt slag +i hovedet , at baronen blev liggende bevidstløs . +— se sådan fial alle de have det , der vover at +nærme sig hende . Nu tænker jeg ikke at han forfølger +os mere end denne ene gang . +Madelaine havde lænet sig mod en mur , hendes +angst og forfærdelse tiltog med hvert miaut da hun +så baronen falde , ilede hun hen til Hermod og sagde : +— de dræbte ham da ikke ? — gud være mig +nådig ! Jeg gør ulykker overalt hvor jeg kommer ! +— nej , frøken , det er snarere dem ulykken forfølger . +. . . Men kom , lad os skynde os ! +De ilede hen ad gaden ; Madeleine var snart ved +sit hjem og Hermod fulgte hende op til sit værelse . +Godnat , Hermod , og tak fordi de så heltemodig +tog mit forsvar ; jeg skal aldrig glemme deres hengivenhed +før mig ! sagde Madelaine og rakte ham +hånden . +— o , intet at takke før , sagde Hermod . Gud +give jeg kunne bringe dem lykke og fred ; thi der er +kun få mennesker der har haft så megen sørg +svar de . +Hermod gik og Madelaine lukkede døren . Hun +kastede sig i en stol og græd bitterlig . +— ingen fader , ingen moder , ingen ven eller +frænde , der kan stå mig bi , mumlede hun sagte og +sønderknust . Gud , min gud , finder du mig snart +19 + +værdig til at indgas til den evige fred , thi jeg længes +derefter ; jeg er så træt , så syg . +Hun lukkede de tårefyldte øjne , knugede hænderne +fast sammen og bad en varm og inderlig bøn til gud +om fred før sin sjæl . +Da bankedes der sagte på døren . +Hun for op og holdt skælvende hånden på +hjertet , før at dæmpe dets hæftige slag . +Hun var så bleg som et lig . +— hvad nu ? sagde hun halvhoit ; hvad nu ? +Måske atter en ulykke , måske atter en ny sørg . +Der bankedes atter , lige så lydløst som før . +— hendes angst tiltog og hun var næppe island +til at holde sig oprejst . Hun vidste , at Hermods +værelse lå lige under hendes i stueetagen ; at danke +i gulvet var ellers før hende kun en let sag , men +hun formåede det ikke ; skrækken havde lammet hende . +Atter bankedes der . +— gode gud , frels mig ! udbrød Madelaine i den +højeste fortvivlelse . Hvad gør jeg nu før at komme +bort ? +Hun samlede al fin kraft og nærmede sig dørrn . +— hvem er det der forstyrrer min søvn ? sagde +hun ud til den bankende . +Intet svar påfulgte og en ny banken lod sig +høre . Madelaine rystede stærkt men råbte døg på ny : +— hvem er det der slår udenfor døren ? +Tal døg ! +— en ulykkelig , der vil tale med dem , hviskedee + +en stemme så svagt , at det var Madelaine umuligt +at fljælne om det var en fruentimmer- eller mandfolkestemme . +— ja , sig mig først hvem det er ! sagde hun på ny . +— det tør jeg ikke , af frygt før at nogen fia ! +Høre mig , hviskedee stemmen atter lige så svagt . +— da lukker jeg døg ikke op før de har sagt +mig deres navn . +Den sagte banken ophørte og før et øjeblik blev +alt stille . +Madelaine vedblev at stå ved døren og lyttede +i spændt forventning . Hun turde ikke stole på at +den udensorstående var gået . +Kort cher bankedes der atter , men denne gang +højere . +Madelaine spurgte atter hvem det var . +— en ven , som vil deres vel , lød svaret . +Luk mig for guds skyld ind , en stor fare truer dem . +— hvorfor kan de ikke sige mig deres navn ? +Sagde hun . +— jeg tør det ikke ; men luk nu op . +Madelaine samlede alt sit mod og oplukkede +døren . +En høj mand , indsvøbt i en stor rejsekappe , +trådte ind . +— det varede Pokkers længe inden de kunne +lukke op , frøken , sagde han og lukkede døren . Jeg +har meget lidt tid , lad os derfor strar komme til + +sagen . De behøver ikke at være bange , jeg er ingen +anden end deres egen direktør , honire . +Han kastede kappen . +— hvorfor kunne de ikke have sagt mig deres +navn , sagde Madelaine . Det er forresten en besynderlig +tid , de besøger mig på . Havde de noget at sige +mig , var jeg jo visibel hele formiddagen i morgen . +— men mit ærinde kan ikke opsættes til i morgen , +frøken ; man har nemlig fortalt mig , at deres liv +er truet fra flere kanter her i Paris , jeg har derfor +tænkt , at vi alle måtte rejse til Italien igen , men +jeg har atter opsat dette , for at gøre dem et forslag . +— jeg har , ja , de vil naturligvis forundre dem , +sagde han idet han greb hendes hånd , — lige fra vort +første møde beundret dem , og denne beundring er +nu mærkværdig nok gået over til kærlighed . Jeg +taler ligefremt , thi der er ingen tid til omsvøb . — +ja , det er sandt , vedblev han , idet han knugede hendes +hånd med vild hæftighed , jeg elsker dem , elsker dem +højere end mit liv , højere end min tilværelse , elsker +dem , som menneskene elske gud ! — tro ikke at det +er tom snak , jeg har forgæves kæmpet mod denne +følelse i de måneder jeg har kendt dem , men mit +sydlandske blod fornægter sig ikke , jeg kan ikke udrive +denne kærlighed af mit hjerte . — vi have så +mange her i Paris , der have fået øje på dem og +deres skønhed , jeg er ikke sikker for , at en eller +anden en skøn nat vil bortføre dem , det er så +almindeligt nu ; jeg har derfor tænkt på , at det var + +bedst , de blev min kone straks og vi rejse da til +Italien , før at hverve nye kunstnere , de vil da +komme til at synge som madame honire , vi vill * +vinde guld og hæder ved deres sang og ville kunne +føre en glimrende tilværelse , — vi ville leve lykkeligt , +have et smukt hjem , ja , i sandhed , lykkelige ville vi +blive . — dog et vil jeg sige dem , jeg vil intet +vide af denne Hermod , han skal ikke følge os . Bi +ville flygte bort , endnu i nat , men ingen skal vide +hvorhen vi tage . En præst skal jeg nok få til at +vie os , men det må være straks . — nå , svar mig +så , jeg ved jo , at de ikke er hård eller uvenlig af +dem , indvilliger de ? +Madelaine , som tavs og sonderknusf havde hørt +ham , rettede sig stolt i vejret og fæstede fine smukke +øjne på ham . +— jeg ville før dø den rædsomsl « død , end gå +ind på deres forlangende , sagde hun . Jeg hader +dem ikke , thi jeg hader intet menneske , men jeg afskyer +dem , — og jeg afskyer dette liv . Og gå nu , hr. +Honire , jeg trænger til ro ! +Direktøren havde rejst sig ; hans øjne stirrede i +afmægtigt raseri på hende . +— de vælger døden for et ægteskab med mig , +sagde han tænderskærende . Nuvel , frøken Madelaine , +jeg sværger dem , at inden en time skal en præst have +viet os eller jeg flygter dort med dem , uden at en +sådan ceremoni er sket , og de skal blive min , om + +så Sara » og alle hans djævle sætte sig derimod . Nu +tav de vælge , jeg kommer strar tilbage ! +Med disse ord forlod han værelset . Madelaine +så forfærdet efter ham , ude af stand til at mæle +et ord . +— gud , min gud , hvad gør jeg nu , sagde hun . +Jeg vil tale med Hermod . +Hun ventede til porten havde lukket sig efter den +rasende italiener og listede sig derpå lydløst ned ad +trappen til stueetagen , hvor hermsds værelse var . +Hun bankede først sagte , derpå højere og højere , +men Hermod hørte hende næppe , thi han lukkede ikke op . +Madelaine kaldte i højeste fortvivlelse på ham , +men nej , endnu hørte Hermod hende ikke . +— min gud , hvad skal jeg dog gøre ? råbte +Madelaine angst . Han vil strar være her og jeg er +uden beskyttelse . +Hun bankede endnu engang på døren af , hele sin +kraft , men nej , han måtte enten være gået ud eller +sove meget hårdt . +Hun fattede hurtig en beslutning ilede op ad +trappen til sit værelse og kastede i hast den rytterkappe +om sig , som Hermod havde lånt hende , dengang +de flygtede fra skoven . +Hun trykkede en lille besjedret hat på hovedet +og ilede ned ad trappen i største hast . +I samme øjeblik åbnedes porten udvendig fra +og direktøren , ledsaget af en anden herre , trådte ind + +syvaghalvtredsin-styven-e kapitel +den sårede +vi befinde os alter i Florents . Grev morfin og +Aleris har taget ophold i Fru Kronwalls hus , medens +de agte at opholde dem i Florents , og denne dame +gør alt hvad der står i hendes magt for at trøste +dem ; men greven og Aleris ville ikke tage imod trøst , +de tro , at de aldrig skulle gense Madelaine . +De havde opholdt dem i Fru Kronwalls hus i +en uge og greven længtes efter alter at komme til +Paris , hvor han mente snarere nt kunne træffe made « +Lame , end i et fremmed land . +Det var en smuk eftermiddag da greven og hans +søn tog en hjertelig afsked med fruen og det hele hus . +Man fulgte dem et stykke på vejen , og det var +allerede næsten mørkt da de skiltes . +Greven og hans søn gik tavse ved hinandens +side , en uforklarlig ængstelse havde bemægtiget sig +dem begge . +Raske trin lød bagved dem . Greven vendte sig +om og så eu mørk i kappe indhyllet skikkelse nærme +sig dem med hurtige skridt . +Greven tog Aleris hånd og hviskedee : +— har du dine revolvere hos dig ? +— ja , fader , men hvorfor spørger du ? sagde + +Aleris halvhøjt , idet han med et bekymret blik betragtede +dennes blege anfigt . +— det fial jeg sige dig , sagde greven . Seer +du hin mand , der går derhenne , bagved os . - jeg +er vis på at det er os hans gang gælder , pas +nu på ! +— men hvorfor tror du dog det ? sagde Aleris . +Vi have intet at frygte af ham . +— jo , thi nu har han i flere dage forfulgt os +overalt , når vi spadserede , når vi vare i selskab , +kort sagt , hovr vi end vare , få jeg at han også var +der . Hans uhyggelige kappe skjuler hans legeme og +hans hat er trykket så dybt ned i øjnene , at jeg +endnu ikke har set hans anfigt . +— men hvorfor mon han da forfølger os ? Hvad +vil han ? +— det ved jeg ikke , Aleris ; måske en af mine +fjender har udsendt ham +der søer en gysen gennem Aleris ; han anede +hvilken fjende hans fader mente . +— bær på din post , Aleris , hviskedee greven +sagte . Der er han ! +Aleksis skal hånden ind på brystet og knugede +revolveren fastere i fin hånd . +Greven vendte sig i samme øjeblik om , som ville +han betragte månen , der klart belyste Beien . +— nej , se aleksis , hvor smukt denne del tager +fig ud i månebelysning , sagde greven tilsyneladende +rolig . + +457 +aleksis vendte sig hurtig om , og de slode nu begge +ansigt til ansigt med den fremmede . +Denne gik nogle skridt til side og spadserede +videre . +— der kan du se , fader , din frygt var ugrundet +, sagde aleksis , da den fremmede var kommen et +godt stykke bort , du er bleven meget mistroisk i den +sidste tid . +— ikke uden grund , min søn , sagde greven +med alvor . Nu flak du høre , hans skridt taber sig +ikke i det fjerne , jeg er vis på , at han er standset +og kryber langs med grøftekanten i den mening , at +vi vil komme forbi ham og at han da ugenert kan +flyde på os . Ved det første skud han finder , aleksis , +og som med guds h . ælp ikke træffer dig , må du +kaste dig til jorden ; han vil da tro af^du^er såret +og af han kun har en mand af kæmpe med , °og han +vil da dristigt træde frem før af give mig^bånesåret . +Tys , tys , jeg hører allerede grenene knirke +under hans fødder ! . . . Aleksis , vær på din post ! +Der kan du se , jeg øjner allerede hans flade hat hist +henne . +Greven pegede i retningen , men næsten i samme +øjeblik for en kugle med en hvislende lyd over +deres hoveder . +I samme nu faldt aleksis til jorden . Greven +bukkede sig med tilsyneladende forbavselse over den +unge mand og så sig forundret om . +Madelaine . 20 . H-st . + +i det samme styrtede den fremmede op ad grøften +og stod med hæver revolver foran greven . +— hvad ! råbte greven med hæftighed ; er det +dig der vover af overfalde folk på alfarvej ? -- -- -- -- -- +tag din løn , skurk ! +Med disse ord affyrede greven hurtigt fin +revolver . +— hvad er dette ? udbrød den fremmede på +fransk og for ind på greven . +— ah , du snakker fransk , sagde greven og rev +hatten af ham . Hvor kommer du fra og hvad vil +du mig ? +Den fremmede var aldeles ude af sig selv af +raseri ; han tog greven i begge skuldre og ruskede +ham så heftigt , at denne upåtvivlelig havde måttet +bukke under , dersom ikke Aleris i dette øjeblik havde +rejst sig og angreb den fremmede i ryggen . +Mark — thi ham var det — så sig forbløffet +om , og ville just til at angribe aleksis , da en kugle +fra greven strakte ham til jorden . +I et nu vare hænder og fødder bundne på +ham med deres halstørklæder . +Mark lå besvimet på jorden . +— tror du det vil blive os muligt at bære +ham ? sagde greven . +— ja , fader , når blot ikke dine kræfter svigte , +jeg skal nok holde ud , vi have næppe mere end en halv +Fjerdingvej tilbage . +Som sagt , så gjort . Den ene tog ham i benette , + +den anden i hovedets de køstede ham op fra +jorden og bar ham et stykke . +— han er dygtig svær , sagde aleksis noget efter ; +kunne vi nu ikke hvile lidt ? +— vi er snart ved gjæstgiverstedet , aleksis ; +træffer nogen os her , kunne man let fatte mistanke +til os . +Efter en halv times forløb befandt de sig udenfor +et lille gjæstgiversted . +Greven trådte ind oz spurgte om de kunne tage +imod en såret mand . +Værten svarede tilfredsstillende og de trådte ind . +Greven sørgede for at der hurtig kom lægehjælp +til den sårede og snart efter var han atter vågnet +til bevidsthed og havde med et sky blik betragtet +greven og aleksis . +— vær de rolig , min gode mand , sagde greven ; +vi kunne tale- ved en anden dag , når de er +bedre . +Den sårede faldt tilbage , og skønt det var +greven og aleksis meget imod at opholde sig længer i +Florents , gjorde de det dog , thi greveu ville absolut +vide hvem manden var og hvorfor han forfulgfe +dem . + +otteoghalvtredssindstyven-e kapitel . +En tilståelse . +En uge var atter forløben og marks tilstand blev +værre og værre . Det faldt også greven meget +ubelejligt at opholde sig længer i Florents og han +besluttede derfor at rejse samme dag . +Men en forklaring måtte han have af manden , +og hen ad eftermiddagen trådte han derfor ind til +den sårede og forlangte en fuldstændig tilståelse +af ham . +Mark , der var så afkræftet , at han næppe kunne +tale og som troede at hans sidste time var slået , +bekendte i afbrudte sætninger hvem han var og hvem +der havde udsendt ham for at dræbe greven . +— skurk ! sagde greven med lynende øjne . Så +-ar du vel også besørget min datters undergang . +Mark skælvede ved at høre disse ord og sagde : +— ja , ja , også det har jeg gjort ! +— fortæl . . . fortæl ! befalede greven med +funklende øjne , og mark fortalte , hvorledes han på +baronesse von sympfens bud havde forfulgt made « +Laiae og efterladt hende alene i en øde skov , overladt +til fin skæbne . +— niddingdu fortjente at brændes levende , +sagde greven . Min stakkels , uskyldige og ulykkelige +datter , hvad har du ikke måttet lide ! — o , min + +gud , min gud , nu er hun måske død og jeg fiat +aldrig gense hende mere ! +Greven trykkede i vild smerte sine hænder mod +tindingerne og brast i en krampagtig gråd . +Aleris havde siddet stille og hørt til . +Han rejste sig , da faderen brast i gråd , og +sagde til mark : +— nedrige skurk ! hvad havde hun gjort dig , +stakkels pige , at du forfulgte hende således ? Svar +mig , husk , du skal snart stå til regnskab for din +evige dommer ! +Mark fremstammede nogle usammenhængende ord +om formue og kærlighed , og fald « derpå besvimet +tilbage i sengen . +— lad ham ligge , sagde greven med dyb alvor ! ; +jeg er ude af mig selv af smerte og raseri . — og +nu fil Paris , fil hende , for at blive hævnet . Gode +gud , du vil hjælpe mig dermed ; jeg er skrækkelig +forurettet ! +Greven tog sin søns arm og gik vaklende ud af +stuen . +— kære fader , du er syg , sagde Aleris ømt og +støttede ham ; skulle vi ikke heller blive tilbage ? +— nej , nej ! . . . Til Paris , fil hende ! . . . +Hævn vil jeg have ! råbte greven ude af sig selv af +raseri . . . Ah , ah , du har ret , jeg er syg , sagde +han og lod sig i det samme falde ned på en stol . +— fader , fader , sagde aleksis ømt og lagde armen +om hans Hals . Kom fil dig selv ! + +— ja , ja , giv mig blot et par dråber , så +går det nok over ; det er kun det dybe indtryk hans +bekendelse har gjort på mig . +Aleris rakte ham nogle dråber , der også strar +beroligede ham , og en time efter vare de på vejen +til Paris . +Uiøghalvtredsindstyvende kapitel . +Bikonrtens . Overraskelse . +Efter besøget hos den førmeentlige irsa var +vikomte botinø i et forfærdeligt oprør gået hjem . +— hævne sig , ja , det er hun i stand til , når +hun vil , sagde han halvhøjt . Og da jeg døg intet +har her at blive efter , så lad mig rejse , der er +jo lande nok , hvor man kan finde de samme bekvemmeligheder +som her , og jeg kan måske glemme +mit triste humør og hendes latterlige hævn . — +stakkels , lille Madelaine , du har rigtig været en +boldt for hendes luner , intet under da , at du har +taget mod hin ædle mands tilbud ; nu har du da +unddraget dig hendes opmærksomhed og hendes vrede +vil ene vende sig mod mig . + +den næste dag begyndte vikomte » allerede at +foranstalte indpakningen ril en lang forestående rejse . +Hvor han ville tage hen , vidste han ikke engang , +men så langt bort som muligt , tænkte han ; så +langt bort fra denne by , hvor han havde været så +lykkelig og så ulykkelig . +Da han agtede at blive meget længe borte , måtte +han kage afsked med en mængde ungdomsvenner , og +dette tog så lang tid , at han først otte dage senere +kunne begive sig på rejsen . +Del var just aftenen før hans afrejse . Nogle af +hans venner havde foranstaltet er gilde til hans +ære , og dette trak sig ud over midnat . +Gaderne vare mennesketomme og vikomten passerede +langsomt gennem disse , før al indånde den +friske luft . +Han tænkte på alt hvad der var passer « ham i +del sidste år . +Han havde omtrent nået sin villa , da han +pludselig hørte lette trin komme nærmere og nærmere +i vild flugt . +Han kunne intet se , men han kunne tydeligt hørr +hvor hurtigt vedkommende løb . +Han var ikke mere end ti skridt fra sit hjem , da +han noget borte fra sig så en mørk masse komme +nærmere og nærmere . Han ilede hen imod den , men +pludselig styrtede den og ordene : nåde ! Nåde ! +Frels mig før guds skyld ! lød hurtigt og +« åndeløst . + +vikomten kaldte på fine tjenere og disse bar den +besvimede ind i hans villa . +— guds død ! udbrød tjeneren ; det er jo en +ung dame , deres højhed har frelst . +— så ? sagde vikomten noget ligegyldigt . Så +bring hende op i bikomtessens værelser , hvor vor +gamle husholdersfe kan pleje hende . +Tjenerne bar hende op og den gamle Martha fik +travlt med af pleje den fremmede . Hun holdt ikke +meget af af der kom fremmede til huset , men den kære +unge herre havde jo sagt det , oz så måtte hun jo +lystre . +Madelaine , — som læseren vel alt har gættet er +den fremmede — vågnede ikke op , uagtet alle forsøg +- vare gjorte og lægehjælp tilkaldt . +Først den næste formiddag vågnede hun op i +ville feberfantasier og en hæffig sygdom rasede i det +ulykkelige barns legeme og truede med af tilintetgøre +det . +Hele den gamle husholderskes opmærksomhed var +nu rettet på den unge piges pleje ; hun havde allerede +fået det skønne ansigt kært . +Om middage « , da vikomten ville tage afsted +med hende , sad hun inde hos den syge . Han bad +hende komme ud , for af han kunne tage afsted med +hende , men Martha svarede af det var hende umuligt , +da den syge intet øjeblik kunne være ene . +Han gik da ind til hende . Hun rakte ham venligt +hånden og sagde : + +— jeg har en lille erindring til dem om deres +moder , de skal så den inden de rejser . Sæt dem +her ved sengen et øjeblik , af jeg kan hente den ; den +ligger på mit værelse . +Vikomten smilede og satte sig ; men han for forbavset +op , da hans blik faldt på den blege unge pige . +I dette øjeblik gjorde hun en svag bevægelse , +løftede hovedet fra puden og udtalte hans navn med +-onlig stemme . +Han for sammen ; et glædesglimt for over hans +ansigt ; han løftede den sovende piges hoved op på +fin arm og betragtede hende . +Hun udtalte alter hans navn med en endnu mere +bønlig stemme end før , som anråbte hun ham om at +frelse hende . +Glemmende alt , kun ikke hende , råbte han hjerteligt r +— Madelaine . Madelaine , her er jeg jo , — jeg +vil frelse dem ! +En heftig gysen gjennemfoer hende og hun kaldte +ham alter ved navn . +Bevæget indtil tårer bøjede han sig over hende +og trykkede hende i sand henrykkelse til sit hjerte , +kyssede alter og alter de farveløse læber og kaldte +hende ved de ømmeste navne . +Men nu trådte Martha ind ad døren . +— se her , deres højhed ; det er en gave fra +deres moder , som vist vil glæde dem meget ; jeg +ved at det er en af Frankrigs deremteste malere huv +har siddet for . + +vikomten rejste sig lidt forlegen . Hans ansigt +bar spor af den bevægelse , der beherskede ham . Han +greb portræter med tilsyneladende begærlighed og +trykkede fin moders billede til fine læber . +— tak , gamle Martha , sagde han ; det var en +smnk foræring du gav mig med på rejse « . +Men Martha svarede ikke ; hun stod som forstenet +og betragtede vikomten . +Han så på hende . +— nu , så giv mig din hånd , at jeg kan trykke +den til tak , sagde han . +— men deres højhed er bedrøvet , sagde Martha , +idet hun nølende rakte hånden frem . Sig mig , er +det deres moders billede , der gør dem så bevæget ? +Det var også ret dumt af mig at give dem det nu , +da de skal rejse bort fra deres barndomshjem . +— nej , vist ikke , Martha , du har tværtimod +glædet mig overordentligt med denne overraskelse . — +men , vedblev hav , idet han vendte sig om og pegede +på Madelaine ; jeg ville kun bede dig om at være +rigtig god mod hende der og du vil jo nok gøre hende +alle de behageligheder , du formår , og tage lige så +meget hensyn til hende , som du tog til min moder . +— hører du , Martha , elsk hende og værn om hende , +som om det var dit eget barn ! Hun er så god som +en engel , og dog så ulykkelig ! +Martha så på vikomten og sagde forbavset : +— de kender hende altså , deres højhed ? + +— ja , jeg kender hende meget nøje , Martha ; før +min skyld vil de være god imod hende , det ved jeg . +- også før hendes egen skyld , det kære barn , +sagde Martha og betragtede Madelaine med tårevædede +øjne . Stakkels lille , hun er meget syg ! +Vikomten vendte sig bort og holdt hånden øver +øjne « « . +— de er bedrøvet , sagde Martha og næimede sig +ham . — skal jeg hilse hende fra dem , når de er +bortrejst ? +— Martha , jeg kan ikke rejse nu , jeg vil opsætte +det en uge , måffe hun da vil være bedre . +Martha smilede og sagde : +— tillader de at jeg går ; de vil være en +god sygevogter . +— tak , Martha , jeg forstår dig . Ja , jeg vil +gerne være ene med mine tanker , og med hende , +tilføjede han hviskende . Hvornår tror du at doktoren +kommer ? +— om et par timer , deres højhed ! +— godt , Martha , stol på at jeg skal være +påpasselig med medicinen . +Martha gik . +Vikomten bøjede hovedet og lod det hvile ved +Madelaines kind . Hans lykke kendte i dette øjeblik +ingen grændser : hun var ham nær , hun elskede ham , +som han i så lang tid havde elsket hende ; — han +vidste det nu så bestemt , det stakkels lille hjerte havde + +i fim feberfantafier udøst al sin smerte , alt det , der +så levende havde beskæftiget hendes sjæl . +Madelaine gjorde en svag bevægelse med hovedet +og rakte , endnu med lukkede øjne hånden ud , for al +bede om noget . +— hvad ønsker de ? hviskedee vikomten , for al +hun ikke skulle kende hans stemme . +— vand , vand , sagde hun svagt ; jeg tørster . +Han rejste sig , tog et glas vand og holdt hendes +høved oppe , medens hun med begærlighed » od den +kolde drik . +Hun åbnede øjnene og så sig om , men lukkede +dem atter forfærdet og udstødte et svagt skrig . +Hun havde genkendt ham . +Han stillede sig ved hovedgærdet og ventede , for +al hun atter skulle falde i søvn . I dette håb satte +han sig kort efter atter på stolen . +Madelaine lå med lukkede øjne ; tårerne sneg +fig langsomt ned ad kinderne og hun vedblev en sagte +mumlen , søm vikomten forgæves bestræbte sig for at +forstå . +— min moder , min moder ! udbrød hun højt +og soldede hænderne . Hvornår skal jeg hjem til dig ? +Hvornår . . . ak , hvornår ? — vil du flet ikke +pleje mig , jeg er jo så syg . +Vikomten kunne næppe holde fine tårer tilbage , +han glemte sig selv , og idet han høiede hovedet hen +imod hende , sagde han med en ubeflrivelig ømhed : +— kære Madelaine , vær ikke så bedrøvet , fordi + +de ingen moder har ; jeg har jo heller ingen . I hele +den vide verden elsker jeg kun dem , og deres tårer +smerte mig . +Madelaine havde vendt tit ansigt om imod ham ; +i et øjeblik var alt hende klart , hun kunne se og husfe . +Hun bedækkede ansigtet med fine hænder og sagde +tydelig , men i en ubeskrivelig smertelig tone : +— de har længe foragtet mig , de mente at jeg +var lav , men jeg troede dog ikke at de nærede en så +forfærdelig foragt for mig , at de kunne snige dem +herind ved min seng , for at vise mig , hvor foragtelig , +hvor lav og ukvindelig jeg er . Nu gjennemsfuer jeg +dem ; jeg ved , at de engang holdt af mig , men de +hørte om mig , at jeg var en kvinde , som verden havde +ret til at foragte som et udsfud ; de troede det , glemte +den godhed de følte for mig og vendte mig ryggen +med foragt , og siden har denne følelse så aldeles +besjælet dem , at de kommer herind , fordi jeg er ene +og i den tro , at jeg dog er god nok til at vanære . +Mine lidelser er ikke udtømte endnu . . . . Jeg er +fader « og moderløs , ude af stand til at forsvare mig +og deres foragt for mig vil kun bringe dem til +hånlig at smile af den kvinde , dr tror er falden så +dybt , at intet fald kan være dybere . . . - gode gud , +hav dog medlidenhed med mig , giv dog engang alle +disse pinsler en ende ! +Vikomten havde rejst sig ; han var bleg som et lig . +— Madelaine , de har gjort mig uret , sagde han +stolt ; men det var ikke mere , end jeg har fortjent ; den + +smerte jeg føler i dette øjeblik , vil jeg håbe ikke vil +blive større , når jeg engang skal dø . +— ah , udbrød Madelaine , idet den vildhed , der +fulgte med feberen atter beherskede hende ; de vil søge +at undskylde deres opførsel mød en forladt pige . +Husker de , da de forlod doktor Einers hus ; til mig +sagde de ikke farvel , jeg var det ikke været . Deres +stolthed kunne ikke tåle at nærme sig den faldne +pige . — o , jeg gemmer det her , alt sammen , her ved +mit hjerte , det blødte blot ved tanken om den foragt +de viste det ! Meget har jeg lidt siden den dag , men +dog ikke så meget , som jeg led i hin time . Men +gå nu , hr. Vikomte , jeg beder dem derom , thi fortælle +dem , at jeg ellers ville foragte dem endnu mere +end jeg alt gør , ville intet nytte , de ville blot +le deraf . +Hun strakte hånden ud imod ham med en bydende +bevægelse og sagde : gå , gå i men han stod endnu +på samme plet . +— de går ikke , hr. Vikomte , nu , så ringer +jeg og beder de folk , i hvis hus jeg er og som så +venligt har taget sig af mig , at føre dem bort ; jeg fortæller +dem , at de har indsneget dem i deres hus , for +at plette mit navn ! . . . Gå , gå ! råbte hun heftigt . +Gå dog , jeg bliver afsindig ! +— jeg går , frøken Madelaine , svarede han +vemodigt . Men jeg må da først fortælle dem , at det +er i mit hus de opholder dem . +Madelaine udstødte et højt skrig ; hendes øjne + +kukkede sig og en stærk skælven gjennemfoer hendes +legeme . +Doktoren trådte i det samme ind ; vikomten +vendte sig øm og ilede op på tit værelse . +Han kastede sig på en stol og skjulte ansigtet t +sine hænder . — han græd . +Den næste time lå Madelaine i en voldsom +feber ; hun fortalte Martha de skrækkeligste historier +øm røvere oz msrke skove og forskrækkede den gamle +kone i den grad , at hun bad en af pigerne at våge +med sig øm natten , da vikomten på det bestemtesfe +forlangte , at Martha skulle sidde ved sengen så længe +hun kunne udholde det , indtil han selv kunne overtage +hendes vagt . +Tre-sin-styvende kapitel . +De nygrvte +en måned er gået for Harry og Adele . +Han er øm og god mod sin unge kone og hun er +kærlig mod ham . +Hvorfor seer da Adele så sorgfuld ud ? + +det er aften . Harry slår for det store spejl +i dagligstuen , pyntet som til en fest . Han er iført +sort kjole og hvide handsker . Det smukke hår kan +ikke sættes ham tilpas , han vedbliver at purre i det « +For at det ret skal klæde ham . +Adele sidder ved det runde bord , tilsyneladende +ivrig sysselsat med at brodere , og dog betragter hun +sin mand med et smerteligt blik . +— tager du alter i spilleselskab i aften hos din +engelske ven ? sagde Adele . +— ja , kære Adele , har du noget derimod ? Du +siger „ atter “ og seer bedrevet ud ! — det er jo længe +siden jeg har været der . +— såvidt jeg mindes var det i går aftes , +Harry . +— så ? Ja , jeg husker det ikke så nøje ! . . . +Men klokken er mange , jeg må afsled . — farvel , +min kære ! Sørg for at bordet er dækket til jeg +kommer hjem . +— når kommer du da , Harry , thi nu har +bordet i mange aftener været dækket , men du er +kommet meget silde hjem og har intet spist . +— jeg ved ikke hvilken tid jeg kommer . — +farvel ! +Da han var gået lod Adele sit arbejde hvile i +skødet ; to store tårer trillede ned ad hendes kinder , +og hun sagde til sig selv : +— nu har han i over to uger hver aften været +i selskab og altid fortæller han mig , at det er hos + +fin ven . — jeg har en dunkel anelse om at barønesse +von sympfen atter har fine garn ude ! +Adele sukkede og faldt i dybe tanker . +Vi ville imidlertid følg « efter Harry . Han går +hurtigt , vender sig flere gange om og standser endelig +ved baron von sympfens hotel . +Han træder dristig ind og iler let og rafl op ad +trappen . +Han går ind i salonen , hilser på baronessen +med et betydningsfuldt blik , trykker baronens hånd +med fortrolighed , og blander sig derefter , tilligemed +denne , i det selskab der var samlet , for at bringe den +smukke barønesse deres gratulation og hyldest , « hi det +er i dag hendes 25årige fødselsdag . +Hvorfor vil Harry da ikke tage Adele med ? +Fordi det er stik imod hans plan . Når man +ved hvor lidt Harry kan lide den uforskammede baron +og man så seer hvorledes han nu går ved hans +side , smigrende ham og søgende hans venskab , som +var det en klenodie , vil man kunne tænke , at Harry +bavde en særegen grund til at gøre dette . +Tiden vil vise hvad Harry har i sinde ; det er +mvivlsomt at han søger baronens venskab og hans +hele fortrolighed . +I den sidste uge har Harry været de utroligste +steder med baronen , overalt hvor denne søgte , ja selv +hos den smukke dandserinde , som har vundet baronens +hjerte , har Harry været ; alt for at gøre ham til en + +ben af sig , og dette lykkedes ham så godt , at han +snart var uundværlig for baronen . +Barønessen udviklede al fin inde og alle sine +snarer for den unge mand , som hun nu troede hun +fuldstændig havde i fine garn . Hun antog , at det var +for hendes skyld han så ofte kom til dem , og Harry +lod også som om han var komplet forelsker ; og døg +tilsidesatte han hende aldeles , når baronen kom hjem . +Delte ærgrede hende og hun søgte på forskellige +måder at hævne sig , blandt andet ved samme aften +at sende Adele en anonym billet , hvori hun sortalte +hende , at hendes mand jukkede for den smukke baronesse +von sympfens fsdder . +Hun havde undertegnet billetten med det smulle +mærke : „ en beninde , som har dem inderlig kær , +og som gerne ville give sit liv , dersom ovenstående +er usandhed . “ +Adele sad just og tænkte på Harry og hans +natligt udflugter , da tjeneren bragte billetten . En +ukendt følelse greb hende , det var som anede hun +hvad der stod deri . +Med ftælvende hånd åbnede hun den og læste . +En ligbleghed bedækkede hendes kinder og en heftig +bevægelse læstes i hendes smukke øjne . +Efter et øjebliks betænkning kastede hun billetten +langt bort , tog atter fat på sit arbejde og syede . +Dog , hendes hjerte havde ingen ro . Hun lod atter +arbejdet hvile og tankerne strømmede ind på hende . + +— hvad , om jeg gik derhen , måske jeg da sår +ham at se ! tænkte hun . +Men den tanke , at det ville så udseende af +at hun udspionerede fin mand , fik hende atter til at +forkaste fin ide . +— jeg vil ikke tro noget slet øm ham , jeg vil +ikke ! sagde hun fast og arbejdede atter flinkt ; men +hun havde ikke kraft nok til at modstå den lyst hun +følte til at overbevise sig om Harrys utroskab . +Hun rejste sig , uvis om hvad hun skulle gøre . +Hun tog billetten op fra gulvet , læste den atter og +atter og gik til sidst ind i tit boudoir , hvor hun i al +hast , — som om hun frygtede at få betænkeligheder +— kastede et shavl om sig , og forlod værelset og +huset . +I baron von sympfens hotel gik det lystigt fil ; +man dansede , legede og drak vin i mængde . +Baronessen var elskværdigheden selv og dansede +af hjertenslyst med alle uden undtagelse . Man +kappedes om at smigre den smukke dame , og hun +modtog deres hyldest med en nåde , der klædte hende +særdeles godt . +— dersom man ikke kendte hende , kunne man +næsten blive forelfiet i hende , hr. Kronwall , sagde +baronen og vendte sig fil denne . +— ja , de har sandelig ret , det er intet under + +at hun kan vinde hjerter når hun vu . H jeg tror +også at hun i aften har et eller andet for , jeg synes +hun spejder så meget omkring , som søzte hun nogen . +Baronessen trådte i dette øjeblik hen fil dem . +— de dandser ikke , hr. Kronwall og hvorfor ? +Sagde hun smilende . De , som dandser så mesterligt +kan ikke undværes ; vi mangle kavalerer . +— undskyld min flette opførsel , sagde han ; men +jeg vil nu gøre det godt igen ved indstændig at bede +dem^om denne Dands . +Hun smilede og kort efter dansede de hen ad gulvet . +I dette øjeblik åbnedes fløjdørene og en pige +trådte ind med nogle forfriskninger . +Døren stod åben som tilfældig , og en dame , tæt +indhyllet i tit shavl , havde gennem den åbne dør +set Harry krønwall danse . + +enogkre-sindstyven-e kapitel . +Den første smerte +en time efter var Adele atter hjemme , men hvor +sorandret var hun ikke fra før . +Kinderne vare gråblege og hendes dine bar spor +af indre bevægelse . +Hun knugede af og til i heftig bevægelse sin +hånd mod hjertet og sukkede . +— ak , Harry , Harry , jeg havde dog ikke troet at +det var sandt ! sagde hun fortvivlet og gik op til sine +værelser . +Hun aflåsede døren forsvarligt . +Da klokken omtrent var to kom Harry hjem . +Hans første gang var til hans kones værelse . +Han hankede gentagende på døren . +— Adele , er du ikke oppe , kan jeg ikke hilse på +dig inden jeg går til ro ? råbte han , idet han +vedblev sin banken . Men Adele svarede ikke . Hun +lå på sengen og græd som et barn . +Han havde banket længe og nu hørte Adele at +han prøveds at åbne døren med sin egen nøgle . +Hun for op og lukkede i hast op før ham . +Harry trådte ind . +— har du sovet ? sagde han , idet han grev +hendes hånd . +Men Abele formåede ifke at svare , hendes stemme +var kvalt af gråd . + +— jeg trøer du græder , Adele , sagde han , idet +han trykkede hende op til sig — hvorfor disse tårer ? +Har jeg fortørnet dig ? +— nej , nej , på ingen måde , sagde Adele +grædende ; hvormed skulle du vel have fortørnet mig ? +Men jeg havde en så afskyelig drøm og da jeg +vågnede kunne jeg ikke tilbageholde mine tårer . +Harry slyngede sine arme om hende og drog hende +ned på en kanape . +— min stakkels lille kone , sagde han leende og +overøste hende med kærtegn . Kan en drøm forskrække +dig så meget ? +Adele svarede ikke , men vedblev at græde . +Det forundrede Harry at hun sket ikke gjengjældte +hans kærtegn , hun sad som en billedstøtte og græd . +— men du gør mig jo helt fortvivlet , Adele , +er det endnu drømmen der beskæftiger dit sind ? +— nej , nu er det ikke drømmen , nu er det +virkelighed , svarede Adele . Ja , Harry , sagde hun , +idet hun greb hans ene hånd ; du trøer det måske +ikke , men jeg er jaloux på dig . . . Du må ikke le ! +. . . Når du vidste hvor denne følelse piner mig . +I mine øjne er du så smuk og jeg er bange for ak +en eller anden skal se for meget på dig . +— min Adele , sagde Harry smilende ; du er en +lille smigrer , nu vil du bestemt drive spøg med mig . +-- net , nej , Harry ! udbrød Adele hjerteligt ; jeg +forsikrer dig , det er den fuldkomneste sandhed ; jeg + +rr virkelig bange for at du skal glemme mig for en +anden . +— men Adele , sagde hrrry mildt bebrejdende ; +lad nu de stygge tanker fare og gå til ro . Du ved +jo , du er mit alt på hele jorden ! +— jeg kan ikke sove , Harry , det kan intet nytte , +og , vedblev hun pludselig , som var hun angst for at +udtale hvad hun ville sige ; må jeg fortælle dig noget , +uden at du bliver vred på mig ? Vil du love at +høre mig med al dea mildhed , al den kærlighed , du +bær til mig ? +- ja , Adele , det vil jeg ; tal du kun ! +— det er snart sagt , vedblev Adele ; kun få +ord behøves dertil jeg vil blot spørge dig : elsker +du baronesse von sympfen ? +Harry for op ; hans øjne antog et truende +udtryk , idet han så på Adele . +- det er da sandt ! hviskedee Adele sønderknust og +foldede hænderne . Jeg har da vished ! +— nej , Adele , nej og atter nej , du har taget fejl ! +Adele rystede sorgfuld på hovedet . +— jovist , du har taget fejl , Adele ; men hvorfor +gjorde du mig dette spørgsmål ? +— jeg har i aften set dig danse med hende , +svarede hun . +Harry blev bleg og lidt betuttet og sagde næsten +vredt : +— du har da udspioner « min gang ; Adele , du +ved , det er en omvej som jeg hader ! + +— ja , jeg vred det , sagde aveie ; derfor had jeg +dig høre mig med al den kærlighed , du har tilovers +for mig ; men da den er så ringe , må altså din +vrede blive større . +Hun så i dette øjeblik så lidende og sorgfuld +ud , at Harry helt skamfuld over sig selv satte sig hos +hende og sagde , idet han heftigt trykkede hende til sit +bryst : +— nej , Adele , den rr ikke ringe ; jeg siger dig +endnu engang , do er mit alt på jorden ! Vil du +tro mig , nanr jeg siger , at en hemmelighed binder +mig til baron von sympfen og at han absolut må +være min ben , for at jeg kan vinde hele hans fortrolighed ; +thi seer du Adele , jeg tror bestem « han er +min faders morder ! +Adele for op . +— men , harr- , du udtaler din mistanke så +destewt ; har du nogle beviser ? +— ja , den ring han bær er min faders ; han +har den den dag han « og afsked med os og side « så +vi ham aldrig mere . Det var en tung tid for min +stakkels moder og os andre , og al den sørg han har +forvoldt min moder skal han dyrt betale , når +først jeg har fået beljendelsen af ham . Derfor — +ene derfor — søger jeg hans hus ! +— ak , Harry , kan du tilgive mig ? Jeg har jo +rent taget fejl ; hvor jeg dog også har være « tåbelig ! +— du skal ikke bede om tilgivelse , Adele , du +havde jo ret til at mistro mig . Min opførsel imod + +dig , min lange udebliven om natten , kort alt talte +imod mig . Men nu — nu da du kender årsage « +Dertil , nu må du atter være min egen kære hustru +ser med kærlighed og venlighed vil modtage mig ; +-kke sandt , Adele ? +— jo , Harry , jo , det lover jeg dig ! +Toagtredsindstyvende kapitel . +Søvnen . +Bi forlod hr. Honir < da han og en munk trådte +ind ad hotellets port , netop som Madelaine ville +forlad « dette . I fin ivrighed så han ikke til siden . +Hvor hun skælvende af angst havde trykket sig op i +en krog . +Mnnken ville lukke døren i efter sig , men +direktøren trak ham heftig i ærmet og sagde : +— nej , nej , lad det være ; kom pater , lad os ile . +Madelaine havde , rystende af angst , ventet at han +skulle aflåse porten . +De to mænd gik hurtig op ad trappen . +Madelaine greb krampagtig den store lås , for at +åbne porten . +Znadelaine . 21 . Hefte . + +— gods gud ! . . . Jeg formår det ikke ! . . . +Porten er for tung i . . . Hør -vor de banke på +døren , — snart vil de komme ind og se at jeg ikke er +der ! . . . Store gud , hjælp mig ! . . . O , kunne jeg +blot bede om hjælp , men ingen vil høre mig her . . . +Alle foragte og hade mig ! . . . O , så er jeg da +fortabt ! +Disse ord udtalte Madelaine halvhøjt , medens +hun med ivrighed anstrengte sig før at åbne porten . +Endelig gav den efter og i samme nu hørte hun +et voldsomt brag . +Det var direktøren , ler anvendende al fin kraft +og ved munkens hjælp fik døren åbnet til hendes +værelse . +Madelaine ilede med bankende hjerte ned ad gaden , +så hurtig hendes fødder kunne bære hende . Hun løb +om ad forskellige sidegader , før at man ikke skulle +sinde hende , og da hun omtrent havde løbet en halv +time , befandt hun sig på en Bei , hun aldrig havde +frei før . +Hun lød førtvivlet fremad , anstrengende de matte +fødder . Skrækken var malet i alle træk — hun +syntes stadig at kunne høre sine forfølgeres trin tæt +dag ved sig ; hun løb , indtil hun intet kunne se mere +omkring sig ; hun styrtede om og faldt før vikomtens +fødder . +Man bar hende ind i hans villa og resten kender +den ærede læser . +Men hvør var hermed ? + +Ester at have fulgt Madelaine til døren og taget +afsked med hende , gik Hermod syngende ned ad trappen +til sit værelse . +Da han kom til dette åbnedes en lige overfor +værende dør og hans direktør vinkede smilende ad ham . +Hermod gik hen til ham +— kom indenfor , min unge ven , de er en brav +fyr , som jeg holder af , en udmærker kunstner ; kom , +lad os drikke et glas bin ! sagde han og rakte ham +hånden . +Hermod , som just ikke daglig var vant til denne +gudedrik , indvilligede straks og tømte det ham tilbudte +glas , der allerede sted skænket . +Direktøren fyldte atter hans glas og man samtalede +i en halv times tid om et og andet . +Men pludselig følte Hermod sig søvnig og træt . +Han rejste sig og bød direktøren godnat . +— godnat , min ben , — og sov vel ! sagde +direktøren i en ironisk tone . +Hermod lagde ikke mærke hertil og begav sig over +til sit værelse . +Direktøren kunve ikke tilbageholde et latterudbrud , +da Hermod var gået . +— dåre ! sagde han hoverende . Det vil blive +dig et dyrt glas vin ! . . . Så gik du dog i fælden ! ' +. . . Madelaine er min ! +Da Hermod var kommen ind i sit værelse overfaldt +en så unaturlig døsighed ham , at han kastede +sig påklædt på sengen og sov straks ind . + +dette var grunden til radelaiae kaldte » g +bankede så længe , uden at han porte det . +. Da Hermod vågnede den næste dags middag +var han dygtig fortumlet i hovedet og følte en overordentlig +mathed i alle lemmer . +Han rejste sig , forundret over den stilhed , ser +hersfede i huset . +Han så på tit ur , klokken var over to . +Han lukkede i hast døren op og stormede op ad +trapperne til Madelaines værelse . Døren stod åben » +Men der var ingen . +Han gik fra den ene til den anden dør , de fandtes +alle uaflåsede og ingen befandt sig derinde . Heller +ikke i direktørens værelse fandtes nogen . +Hermod vandrede lidt besynderlig til mode ned til +værten og dad ham forklare sig dette . +Denne gik frem og tilbage i tit kontor og skændte +og bandede som en rasende . +Hermod bad ham om en forklaring . +— en forklaring , en forklaring ! råbte værten . +Ja . seer de vel , min gode mand , den kan de snart +får , thi hele det italienske pak er flygtet i nat , eftevo +ladende sig en uhyre gæld hos mig . +Hermed for tilbage og sagde : +— flygtet , flygtet ! . . . Bed de øm frøkeu +Madelaine er med ? + +— ja , det mæ ' hnn være , thi hun findes intetsteds . +At den smukke , lille frøken ville indvillige deri , +det havde jeg døg aldrig troet . +Hermod styrtede ud af stuen , uden at oppebie +nogen videre forklaring . Han løb atter til tit værelse , +greb hat og frakke og ilede afsted så hurtig han +førmåede . +Men selskabet havde et godt forspring for ham ; +døg Hermod tabte ikke modet , han anede at de vare +tagne tilbage til Italien og at Madelaine med magt +var bleven ført med . +Hans rejse gjaldt altså det samme mål . +Om natten , da Madelaine var flygtet , sprængte +den forbittrede direktør døren til hendes værelse og +så at hun var borte . +Hans raseri kendte ingen grændser han løb +ud af den åbentstående port og ned ad gaden og +Madelaine havde gjort klogt i at dreje ned ad sidegaderne , +thi derved undgik hun hans forfølgelse . +Han standsede ved enden af gaden og så sig +tvivlrådig om . +— hvilken Bei er hun tagen ? mumlede han . O , +jeg dåre , at jeg forlod hende ! De snedige fruentimmer +finde på alt . . . men lad mig få fat i dig ' du +fiol ikke have gjort nar af mig for intet ! +— hvad nytter det at larme ? sagde rolig en +stemme bag ved ham . + +det var pateren , der havde indhentet ham . +— søg at blive listig som hun , og du er hende +værdig ! +Munken gik bort . Hr. Honire vrængede forbitret +efter ham . Han gik tilbage til hotellet , sammenkaldte +fine kunstnere og fortalte dem , at det var nødvendigt +at flygte , da indtægten fra de sidste aftener udelukkende +var gået til forskellige småting og at man ikke +havde så få kreditorer . +Alle brøde op og om morgenen fandtes intet +spor af det italienske operaselflab . +Ende på første del .