diff --git "a/normalized/1871_Brandis_LysOgSkygge.txt" "b/normalized/1871_Brandis_LysOgSkygge.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1871_Brandis_LysOgSkygge.txt" @@ -0,0 +1,4044 @@ +Første capitel . +Susanne Rud . +Det var i stiftamtmandens dagligstue , hans +unge datter gik op og ned i dybe tanker ; hendes +ansigt var alvorligt , men ikke sørgmodigt . Hun +så ud , som om hun havde mod til frejdigt at +tage fat på livet og være glad ved det , glad ved +solskinsdagene , dog også ved de stille gråvejrsdage , +ja — som om der endogså kunne være et +slags glæde for hende i at kæmpe med storm +og uvejr , når hun kun måtte gå feierrig ud +af kampen , feierrig i ordets eneste virkelige betydning +— ufladt på sjælen — og kun mere rodfast derved . +Hun lignede et ungt træ , og blandt træerne +meest en ung Birk , der med sin sølvhvide bark +og sit lette , fine bladehang , yndigt at se til , mere +end noget andet af skovens træer har et kvindeligt +præg . Åndig var også denne unge kvinde , +som hun i skinnet af den varme , blussende kaminild +vandrede op og ned , hvilende i den korte + +mørkningsstund , på den måde , at hun ordnede +og forarbejdede sit liv , at det måtte blive til gavn +og glæde for hendes kære , til vækst og velsignelse +for hendes egen sjæl . +Det var billedet af en sand nordisk mø , hun +frembød ; høj og rank gik hun med sine rolige +skridt og sin stolte , oprejste holdning , det lokkede , +blonde hår rigt bølgende om den rene pande og +opfæstet omkring hovedet i svære fletninger , ligesom +en krone . Hvilken underlig dybde og klarhed lå +der i de mørke øjne ! Hun så ikke på en , som +andre mennesker — mi — det blik kom indvendigt +fra og var dog så ubevidst , som blikket fra et klart +barneøie . Om hun var smuk efter græske eller romerske +skjønhedslinier , det kunne man ikke gøre sig rede +for ; men der var en dejlighed udbredt over hende , +lig solskinnet i en stue , der spreder sit gyldne +skær overalt , hvor det når hen ; således var hun +hjemmets solskin . Hendes klædning var en simpel +huusdragt af siint , blødt , uldent tøj af en varm , +rødligbrun farve ; skinnende hvidt linned sås om +Hals og hænder ; hendes bælte var fæstet med et +slags sølvspænde med kæder , og i halsen af den +mørke kjole bar hun en siint forarbejdet sølje ; +en glat guldring på fingeren viste , at hun havde +givet sin tro til en mand . + +fra hendes tidlige ungdom af havde der hvilet +et stort ansvar på hendes skuldre , da hun var den +wldste af en talrig familie , og moderens sygdom +gjorde denne usfikket til husets styrelse . Således +var Susanne , sfjondt vpvoxen — om ikke rigt +— så dog velhavende hus , tidlig bleven bekendt +med livets alvor og arbejde , i en alder , hvor andre +unge pigers liv mest er leg og Dands . For den +alvorlige , af forretninger og bekymringer ofte nedtrykte +fader var hun lys og glæde ; en samtale med +hende eller også kun synet as hende var ham som en +læsfedrik , det var også faderen , den kære , elsfede +fader , hun i dette øjeblik ventede hjem fra en embedsrejse ; +den svage moder hvilede , de yngre søskende +vare hos lærerinden , og således var et af de +fjeldne øjeblik sfjænket hende , hvori hun uhindret +kunne lade tankerne fare så vide . — øg hvorhen +vende sig vel den unges tanker ? Nærmest fluer +blikket vel ind i fremtiden , især hvor den som herhar +begyndt at vinde skikkelse . Hendes fremtid var +i en henseende lys og glad ; hun kunne med fuld +fortrøstning tænke på sit samliv med den mand , +til hvem hun havde bundet sig ; en natur som +hendes kunne ikke tage fejl i det væsenligste . Matthias +gram var et ædelt menneske , alvorlig og gudfrygfig +og mere end almindelig åndelig begavet . + +disse betydelige evner havde fra hans tidlige ungdom +fortrinsvis været rettede på boglige sysler ; +den stolte og ærgerrige faders forhåbninger om at +se sønnen glimre i diplomatien eller statstjenesten +vare skuffede , og det glemte den gamle nok silde eller +aldrig . +Han var en hård og egenkærlig gammel mand , +der havde opdraget sin eneste søn med en tyrannisk +ukærlighed . Dette tilligemed et meget ensomt liv +havde givet sønnen et stille og tilbageholdent væsen +ligeoverfor fremmede , som han dog hos mennesker , +der tiltalte hans hjerte , snart overvandt , og i stiftamtmandens +huns havde han hurtigt følt sig ligesom +hjemme . Da han så i tidens løb fik Susanne Rud +kær og talte til sin fader derom , gav denne vel sit samtykke , +thi han kunne intet indvende imod denne forbindelse , +da familien var af høj byrd og ualmindelig +anset , så at den i verdslig henseende snarere for , +øgede end formindskede hans huses glans ; men når +sønnen talte om at gifte og bosætte sig , mente +faderen , at det hastede ikke , skønt han ejede flere +gårde , af hvilke de unge let havde kunnet få en til +bolig . Dette pinte Matthias , han var sig . en underlig +svag uselvstændighed bevidst , men endnu havde +han ikke vundet den kraft , han behøvede , for at unddrage +sig faderens tyrannie . + +stiftamtmanden sagde vel : søg at blive professor +ved K��benhavns universitet eller i Sorø ; men +der var hans ensomme , afsluttede opdragelse og fornemme +vaner ham i Beien ; han kunne ikke tænke +sig det som muligt , at sremtræde offentligt og lade +sin røst høre for andre , fkjøndt han følte , det ville +være det bedste i alle måder og den vej , ad hvilken +han nærmest ville kunne gavne andre , samtidigt +med , at han udviklede sig selv . +Alt dette beskæftigede Susannes tanker i dette +øjeblik , og derimellem tonede det vemodigt i hendes +hjerte : hvorledes skal jeg , når øjeblikket kommer , +stilles fra dem herhjemme ? Hvem skal sørge for fader , +hvem hygge om moder ? Nej , det bliver bedst at vente , +indtil Ingeborg vokser op og kan overtage min plads . +Hun tænkte aldrig på at udtale flige bekymringer +for sin moder ; det faldt ingen , hverken mand +eller børn , ind at gøre denne delagtig i noget , der +lå dem på hjerte . „ Det går ej an , thi moderer +syg ! “ således havde Susanne fra sin tidligste +barndom hørt , og det var mere og mere gået op +for hende , at en moder til brug havde hun ikke , +til den eneste brug , som en moder kan og skal +være for sine børn , det helgenskrin , som hjertets +inderligste følelser , sjælens dybeste tanker gemmes +i og hos . + +således havde ej heller faderen fundet hverken +opmuntring , selskab , råd eller støtte hos sin +hustru , der i mange år havde været syg og sengeliggende . +Dette alene havde dog ikke kunnet gøre +hende uskikket til at være sin mands medhjælp i +livet ; fra mangt et sygeleje udgår der ubeskrivelig +velsignelse for omgivelserne , når den syge er en +virkelig Lazarus , der ligger og venter på , at døren +skal oplades til faderhjemmet . +Således forholdt det sig imidlertid ikke med +denne syge frue . Hun havde været og var tildeels +endnu , trods sin sygdom , en stor skønhed , og +skjønhedsfordringerne klæbede ved hende og hendes +sygeleje . Hendes værelser vare husets pragtgemakker ; +alt , hvad der omgav hende , var kunstnerisk +skønt , hendes natbord var forsynet med sølvspeil , og +alle redskaberne til påklædning og måltiderne vare +af rigt sorarbeidet sølv . Hun selv var altid iført udsøgt +smagfulde og overdådige sygedragter , og således +lå hun enten i sengen eller på et smykket leje i +sit cabinet og lignede et dejligt afgudsbillede i et +hedensk tempel . Manden havde bevaret den elskeragtige +beundring for hendes skønhed , der i ungdommen +havde bragt ham til ganske at overser alle +sjælens og hjertets mangler hos hende ; han kom +morgen og aften ind til hende , kyssede hendes hånd , + +spurgte deltagende til hende og hørte tålmodigt på +de samme ideligt gentagne klager , men så gik han +ind i dagligstuen , eller til sine forretninger , som +om han søgte efter noget . — ja ! stakkels mand ! +Dette „ Noget “ havde han søgt efter , ligesiden han blev +gift , og det var — en hustru . — et afgudsbillede er +og bliver meget utilstrækkeligt , såvel til opbyggelse +som til livets trøst og glæde . +Ester Susanne fulgte en søn , Alfred . Han +var den eneste søn og sin moders asgjorte indling . +Det var også næsten umuligt ikke at føle sig tiltalt +af ham , og ved nærmere bekjendtsfab måtte man +holde af ham . Livlig , opvakt og i mange måder +begavet og talentfuld , havde han et elsfværdigt sind +og et mildt , blødt hjerte ; kun hans nærmeste så +og følte hans mangler , og det var mest for hans +egen skyld , at de voldte dem bekymring ; thi med sin +Billie ville han vist aldrig andet end glæde dem . +Det , der savnedes hos ham , var en mandig villie , +krast til at kæmpe og overvinde vanskeligheder +indadtil og udefter , bestemthed til at gennemføre en +opgave . Han opflammedes varmt nu for et og +un for et andet , han opfattede med lethed , men det , +som ikke gik let for ham , blev også uden videre +kastet til side ; han besad talenter , men mødte han +vanskeligheder i at lære begyndelsesgrundene , eller + +tabte han lysten . Forgæves havde faderen formanet +ham til at vælge sig en bestemt levevej ; det +skiftede l hvert halvår , han samlede kundskaber , men +der manglede grundighed , og frem for alt , hans +bedste sjælsevner svækkedes ved denne indre omflakken , +som han alt mere og mere vænnede sig til . +Forholdet imellem ham og hans ældre søster - +var meget kærligt , som der da i det hele herskede et +smukt og inderligt familieliv i huset ; dog delte +disse to søskende mest deres liv sammen , de vare +næsten jævnaldrende , havde lært og leget sammen i +barndommen , og søsteren var den , der bedst kunne +gå ind på hans mange sorfljellige interesser , kun +med den forskel , at hun aldrig ganske flap , hvad +der engang havde fået en indre tilværelse hos hende ; +han opflammedes og brændte i lys lue til en tid , +men så sluktes den ild , der kun var antændt med +knittrende kviste ; hun derimod kunne kun nødtvungen +lægge studier eller tegning , der var hendes afgjorte +talent og nndlingsbesk��ftigelse , til side , når hendes +tid ikke ville flå til ; men hendes tanker dvælede +derved i stilhed , hun fremmedes på en ejendommelig +måde , skønt det gik ganske ubemærket til . +Hun var ligesom broderens støtte ; vet faldt ham +aldrig ind , al han kunne hjælpe hende . +Familien bestod , foruden disse tvende , endnu + +af to døtre , der vare under en opdvagerindes vejledning , +Ingeborg , som var fjorten år og altså den , +der stod nærmest ved den voksne alder , og Ellen , der +var en lille pige på 11 år . +Frøken grove , således hed den dame , til hvis +omsorg de vare betroede , havde allerede i en række +af år været der i huset ; hun havde ledet Susannes +opdragelse og var hende nu en trofast veninde og +rådgiverinde . Hun havde i henseende til børnenes +opdragelse fuld rådighed , da moderen kun var +moder af navn uden at være det af gavn , men +stiftamtmand Rud , eller „ Herren “ , som han kaldtes , +havde aldrig indrømmet frøkenen nogen anden stilling +i huset end en agtet gæsts ; indtil Susanne +blev sytten år , styredes hunsvæsenet af en gammel +jomfru , der aldrig kom til syne . På den unge +frøkens syttenårs - fødselsdag leverede jomfruen +under mange tårer nøglerne fra sig „ efter Herrens +ordre “ ; men hun græd også kun den dag , thi +Susanne styrede med en blød hånd og kom godt +ud af det med gamle jomfru Ane . Huset gik sin +vante gang , kun af faderen nu henvendte sig med +sine ønsker til den unge husmoder i stedet for til +jomfru Ane , og af der nu af og til gaves større +middagsselskaber , siden der var en værtinde til af +føre forsædet . + +andet capitel . +Stiftamtmanden . +Fra denne flygtige beskuelse as husets beboere +vende vi tilbage til det hyggelige værelse med dets +kaminild og dets unge herskerinde . +Susannes stille time var forbi , hun hengav +sig ikke længer til sine drømmerier , hun gik til vinduet +og lyttede : „ Nu må fader snart komme “ , +tænkte hun . „ Jeg vil lade lampen tænde og tale +til jomfru Ane om faders middag “ . På tanken +lod hun gerningen følge uden betænkning . Med +rask , husmoderlig omsorg ordnede hun alt , og det +var ej heller for tidligt , thi meget snart efter hørtes +vognen , og hun ilede ud for af modtage sin fader . +Han kom ind ad døven , efter at have afkastet +rejsetøiet , en høj , smuk , aldrende mand , noget +gråhåret , noget bøjet ; han havde en umiskendelig +lighed med datteren ; en vis , ikke uklædelig myndighed , +som udtrykte sig i hans kraftige , charakteerfaste +ansigtstræk , var dels grundet i forskellen +mellem mand og kvinde , dels i aldersforskellen og +den mangeårige vane at styre og befale . „ Hvorledes +er det med moder ? “ var hans første +spørgsmål , da han trådte ind ad døren . + +„ Som sædvanlig , tjære fæder , der har intet +været i vejen , nu hviler hun ; om en time +ønsker hun at se os . Skal jeg ringe på faders +middagsmad ? “ +„ Ja , og du spiser vel med ? “ +„ Jdetmindste holder jeg fader med selskab , +om jeg må ; vi spiste alle sammen til sædvanlig +tid , da det var uvist med faders hjemkomst +i dag . “ +De gik ind i spisestuen , og Susanne satte sig +for at rette an til sin fader . +„ Jeg har nyt til dig , Susanne , “ sagde han ; +men hun syntes , det kom lidt langttrukkent . — hun +tænkte på Matthias , på broderen ; — men ad +den kant havde faderen jo slet ikke været . Spørgende +så hun p » a faderen . +„ Her kommer en ung dame i huset , som du +må optage som en veninde , hun har intet andet +hjem , det er min myndling , komtesse Ada +wildenow . “ +„ Skal hun være hos vs altid ? “ spurgte Susanne +forbavset og hende selv ubevidst noget forskrækket . +„ Allid +er et langt ord “ svarede faderen smilende ; +„ men for tiden må mit huns være hendes +hjem , hun er forældreløs , og nu er den gamle + +bedstemoder , som har opdraget hende , dsd . Om +hendes tydfle slægtninge senere ville have hende +hos sig , og om det vil være til hendes bedste at +komme der , må vi se ; til hun er myndig og selv +kam vælge , er bestemmelsen , at hun skal bo +hos os . “ +„ Var det ikke den gamle dame , til hvis begravelse +fader nu var rejst ? “ spurgte Susanne , „ og +hvor gammel er den unge pige ? Hvad hedder hun , +og hvordan seer hun ud ? “ +„ Det var mange spørgsmål på engang ; +jeg skal se at besvare dem i god orden : ja , det +var mormoderens begravelse , jeg har været til , +også havde jeg testamentet i mit værge , dermed +fulgte endeel forretninger på stedet . Jeg vidste , +at jeg var bestikket til formynder for den unge +pige , og at det sandsynligvis ville falde i min lod +at optage hende i mit huns . “ +„ Ada wildenow er et par år ældre end du , +og hun er meget smuk . “ +Smilende på en måde , der viste , at skjemt +og skjelmeri ikke vare ham ganske fremmede , tilføjede +han : „ Hun ligner dig flet ikke . “ +Susanne forstød ordene og smilet , hun lo +muntert , hun vidste godt , at hun var smuk i de +øjne , hun brød sig om at tækkes . Faderen , + +Matthias og Alfred fandt hende smuk nok , og hvad +så mere ? Andet brød hun sig ikke om . +„ Når kommer hun ? “ +„ I overmorgen ; og — det er sandt — der må +gøres anstalter i morgen . Hun bringer foreløbigt +en kammerjomfru med ; dog sial det kun være , til +hun søler sig lidt mere hjemme hos os ; senere tænkerjeg , +du og hun kunne være fælles om en sådan . “ +„ Jeg behøver da ingen kammerjomfru , kære +fader , det har jeg jo aldrig haft før . “ +„ Lad du mig om det ; min datter skal ikke +sfåe tilbage for en gæst i mit hus . “ +I denne attring viste mandens skødesynd +sig , han var stolt i alle retninger . En ædel , retfærdig , +sandhedskærlig og i mange henseender endog +frisindet mand , havde han ikke desto mindre omgærdet +sin person og sin familie med et pandser +as storagtig hed på alle kanter . Hans hus var +det første i provindsbyen , hans slægt en af de +ældste og bedste i landet , han var stolt af sin gamle +danske adel ; grever og baroner vare sørst indførte +med enevælden ; han kunne regne sine forfædre fra +dronning Margrethes tid . En stakkels mand +var engang kommen til at yttre sig beklagende til +ham om hans uhelbredeligt syge hustru , men var +bleven tilbagevist med det svar , at hverken hans frue +- ) + +eller han selv beklagede sig over hendes svagbed ; +han selv i egnede sig det til en wre og en glæde +at kunne lette hendes lidelser ved sin omhu og +opmærksomhed ; et høfligt , men koldt buk bragte +manden til taushed for stedse . — lykønskninger i +anledning as datterens forlovelse blev optagne på +lignende måde . Han gav bort , svigersønnen bg +hans slægt modtog . Han havde intet imod , at det +således var verdens almindelige gang , men så +ingen særlig grund til , at netop han skulle lykønskes +i den anledning . Hvad under , at den Aland , +i hvem så meget af hedenskabet endnu fandtes , +tilbad sit afgudsbillede i det smykkede Kammer ? Dybt +i grunden af hans hjerte ulmede kærlighedens +ild , men hjertet savnede stedse , led nød på det +bedste , thi jisskorpen tøvede med at smelte , og før +det skete , kunne hjerteageren ikke dyrkes , sædens +frugt ikke ernære hans ånd , og sindet ikke frydes +ved livets blomster . +Fruens klokke ringede , og de gik ind til hende ; +ja , ved første øjekast kunne man da nok forstå , at hun +havde måttet kunne opflamme til brændende lidenskab , +så sfjon var hun endnu . Ved at ske hende ligge således , +ej ulig en dejlig marinorstatue , ansigtet stærkt +belyst af en lampe , det lammede , værkbrudne legeme +tildækket , fvrbausedes man over , at alderen tilfyncladende + +neppe havde berørt hendes træk . Så +man hende på nærmere hold , da var der noget , +der skæmmede det skønne ansigt , et træk ved +mundvigerne , der drog dem nedad og talte om en +vanskelig , forkælet og egenkærlig charakteer , der fordrede +mere kærlighed , end den gav , skønt også +her herskede en ren åndelig luftning , — kold og +skarp blæste vindensfundom deyjnde ; men aldrig havde +hendes børn set eller hørt noget egentlig lavt eller +uædelt ; manglede det bedste endnu i dette hjem , +så var det dog i ordets egenlige betydning et +hjem , et ly og værn imod alt ondt og dårligt . +Stiftamtmanden sad i længere tid inde hos +sin syge hustru og fortalte hende om sin rejse og +dens følger , omtrent hvad han havde meddelt datteren , +kun tilføjede han et og andet , som han ikke +havde fundet nødvendigt af omtale for denne , +blandt andet , af den unge comtesses formne ikke +var betydelig ; han ville i hendes mindreårighed forvalte +den på den måde , af det halve lagdes til +capitalen , og den anden halvdel gaves hende til > +hendes personlige udgifter . Comtessen skulle være +gæst der i huset ; det var også den eneste måde , +som han kunne bekvemme sig til af modtage hende +på . At lade hende bidrage af sine nsidler til opholdet +i hans huns , var en tanke , som hans + +stolthed oprørtes imod . „ Hun skal i alle måder +være , som vor datter ; men Susanne skal beholde +den zeldstes ret . “ Således sluttede han samtalen +med sin hustru , og den påfølgende dag +hengik med travlhed for hele huset , med at berede +og smykke det værelse , der skulle beboes af den forventede +gæst , dog især for Susanne i en ej ubehagelig +forventning om , hvorledes hun vel ville +synes om at være hos dem . I deres hjertensgodhcd +tvivlede ingen af de unge piger om , at de +visselig ville holde meget af hende ; men om hun +ville holde af dem , det var et andet spørgsmål . +Tredie capitel . +Ada . +Comtesse Ada wildenow kom og forventningen +forvandledes til beundring . Ja ! Hun var smuk , +mere end smuk , hun var en sand skønhed og så indtagende . +Hun lignede ej heller Susanne , deri havde +faderen haft ret , eftersom hendes skønhed var af +en ganske anden Art ; hun var under middelhøjde , +med en sin , sylpheagtig skikkelse ; sorte lokker bølgebe + +om det lille , fine hoved , der aldrig noget øjeblik +holdtes roligt , ansigtet var regelmæssig smukt i +alle sine træk ; den fiintbøiede næse , den lille , +smilende mund med de hvide perlerader , den mørke +hud med det varme colorit og de spillende øjne , +alt hos hende var nydeligt , fra tåspidsen på den +lille bitte fod til de skjonne hænder , der kunne +have tjent en billedhugger til model , og som +tydeligt vifte , at de ikke kendte til arbejde ; derhos +var hun yndefuld i alt , hvad hun foretog sig , og +underholdende ved sin livlighed og bevægelighed . +Ja , forfijellige vare de i et og alt , disse to unge +piger ; men den største forskel , som man straks blev +vaer , lå i øjnene ; thi medens Susannes mørke +øjne havde en ro og derhos en tankefylde , så at +man ligesom så ind i en dyb sø , vare Adas +spillende , urolige og søgende , de lignede snarere +glimrende wdelstene . +Snart vare alle i huset hendes afgjorte beundrere ; +Susanne hengav sig med et ungt hjertes +hele varme til den unge veninde , som det var +gjort hende til pligt at sørge for og hygge om . +Hendes ensomme , forladte stilling var også et +kald til dem alle sammen , ej at lade hende føle , +at hun var fremmed iblandt dem . De vare jo så +lykkelige ved at have forældre , et hjem og hverandre . + +hun lod også til at føle sig vel der i huset +og blev snart som hjemme ; hun var tilsyneladende +meget lydig imod sin formynder , opmærksom og +ærbødig imod den syge frue , som hun på mange +måder forstod at more ved fortællinger om forskellige +hoffer og badesteder , hvor hun havde opholdt +sig , og hvor hun havde gjort bekendtskab +med flere højtstående personer , som Fru Rud havde +kendt i sin ungdoms og sundheds dage . +Foruden sine øvrige gaver var hun også i +besiddelse af et ualmindeligt musikalsk talent og en +indtagende sangstemme ; oste sad hun inde ved den +syges leje og adspredte og opmuntrede hende ved +sin sang ; hun overtalte også de unge piger til +fælles øvelser , der fornøjede dem alle sammen , efter at +først den naturlige blyhed var overvunden , delfølger +med bevidstheden om af stå tilbage for et fremragende +talent ; dog snart mærkede de , af adasveiledning +hjalp dem til god fremgang i denne , det hunslige +liv så sorskjønnende konst . Den rolige , besindige +og opmærksomme frøken grove kom først lidt esterlidt +under Adas tryllende magt ; dog også hun +blev vunden ved mange små opmærksomheder , og +meest derved , af comtessen bøjede sig for hendes +overlegne kundskaber og dygtighed og bad hende , +om hun i et og andet , hvori hun følte sig mangelfuld , + +turde være hendes elev . I disse læretimer +vandt hun den gode frøkens venskab aldeles , +dels ved af vise sig opvakt , lærenem og livlig , dels +ved af hentye til den ældre dames moderlige godhed +med bønner om af være hende en støtte og +rådgiverinde i hendes ensomme og forladte stilling , +berøvet , som hun var , alle nærmere slægtninge +og nødsaget til at søge et hjem hos fremmede . +Hvormeget hun brød sig om gode råd , når +de ikke stemmede med hendes lyst , måtte frøken +grove senere erfare ; for øjeblikket blev hendes gode +hjerte varmt for den unge , forældreløse pige , og +hun lovede sig selv , ærligt at ville stå hende bi , +hvor hun kunne . +Således henrandt nogle måneder ret tilfredsstillende +for alle husets forskellige medlemmer . +Susanne og Ada sluttede sig daglig inder . +Tigere til hinanden ; Ada blev også lidt efter lidt +gjort bekendt med provindsstadens ansete familier +og omegnens adelige herregårdes beboere , dog +deltog hun ikke i det egenlige selskabsliv , på grund af +den familiesorg , hun havde haft . +Alfred var i udlandet , hvor han for øjeblikket med +megen Iver studerede malerkonsten . Matthias havde +besøgt sin forlovede og hendes familie nogle gange , men +på kortere tid , da han gjorde hyppige Reifer til og fra + +hovedstaden , hvor han udgav et videnskabeligt værk , +og i mellemtiden måtte han være hjemme hos sin +gamle fader , gehejmeråden , for at holde ham med +selskab i de lange , mørke efterårs- og vinteraftener . +Susanne spurgte sin forlovede gentagne gange +om , hvorledes han syntes om hendes nye veninde ; +men denne ytrede sig kun lidt om hende , han forholdt sig +ligeoverfor Ada ligesom forskende ; kun engang sagde +han , at hun unægtelig var usædvanlig smuk , ja en +af de smukkeste damer , han nogensinde havde teet . +Den , der daglig så de to unge piger sammen , +måtte snart få øjnene op for , at de havde ganske +forskellige livsmål under udvortes tilsyneladende +ensartede forhold . Fra den tidlige morgen +var Susanne beskæftiget for de andre — med +husets styrelse og omsorg , med at læse for moderen +og pleje hende , holde faderen med selskab og +sørge for , at han ikke savnede noget , når han var +hjemme og fri for forretninger , og med at fornøje +og more de yngre søskende . Dermed være det nu +langtfra sagt , at der ingen mangler fandtes ved alt +det , hun foretog sig . En ung pige på tyve år +har endnu meget at lære ad erfaringens vanskelige , +men sikre vej . Således ville et strengere dømmende +blik vist have opdaget mange større og mindre +uordener i huset , som hun dels var for ung til + +at gennemskue , dels ikke var i stand til at afhjælpe , da +det fattedes hende på den fornødne myndighed over de +gamle tjenestefolk , der havde kendt hende fra hendes +tidligste barndom . Susanne var i det hele langt +fra seilsri , men hun var elskelig trods sine fejl , forbi +hun ikke søgte sit eget ; men dette mærkedes ikke +altid , når hun rolig og tilsyneladende kold gik omkring +og hverken søgte eller modtog roes . Ada +derimod havde næppe i nogle uger været i huset , +førend de ord „ hvor dejlig , hvor yndig , venlig , +munter comtessen dog var ! “ lød fra alle sider . +Hun havde milde , indsmigrende ord til enhver , og +følgen var , at den unge frøken , som de vare vante +til , næsten glemtes , at hun , der intet fordrede for +sig , selv måtte sørge for sine nærmeste fornødenheder , +hvorimod den glimrende comet , der havde +viist sig , drog hele huuspersonalet efter sig som en +hale . + +fjerde capitel . +Julen . +Julen kom , og med den vendte husets søn tilbage . +Susanne glædede sig ubeskriveligt til broderens +komme og talte med inderlig kærlighed om ham +til veninden . Adas vekslende stemninger begyndte +i denne tid at vise sig , og det gik da selvfølgelig +som oftest ud over Susanne , der umuligt kunne ofre +hende ret meget af sin tid , da forberedelserne til +højtiden og til at berede juleglæder , fa « vidt +hendes evner nåde , ganske optoge den . Alt +skulle være færdigt til den elskede Broders ankomst , +og selve juleaften kom også Matthias . Egenkærligheden , +denne hjertendtørrende lyde , var i Adas +barndom bleven opelsket istedetsor i tide at ndryddes ; +hun tænkte ikke pånt hjælpe Susanne , ved at påtage +sig nogle af hendes sædvanlige forretning « ; derimod +kedede hun sig ved at være så meget mere alene +og surmulede ad Susanne over at blive forsømt . +Dog oplivedes hun endeel , da hun hørte , at +stiftamtmanden tænkte på at gøre et bal , som +han uroede at skylde naboer og bekendte og helst +ville have , når der var unge herrer til Dands +hjemme i de fleste familier . + +også Fru Rud var ganske livlig ved tanken +om en lille afveksling i hendes ensformige liv ; hun +ville lade sig rulle hen til døren af dandsesalen +og sec på munterhcden i nogle timer . Stiftamtmandens +bal skulle finde sted straks efter julen , +og ved nytår fluide et større bal gives på rådhuset . +Det gav dem alle endeel at bestille , og den +unge husmoder selvfølgelig meesf , da hun jo måtte +husfe på alt og var meget ung og uerfaren i alt sådant . +Hun kunne næppe finde tid til at glæede sig til +denne sjældne adspredelsen— frygten for at glemme eller +forsømme noget var altid overvciende . — frøken grove +hjalp hende efter evne ; men det måtte være i stilhed +på frøkenens værelse , da „ Herren “ ikke ønskede , +at frøkenen påtog sig anden gerning i huset end +den , at læse med døttrene . +Ada havde også fuldtop at bestille ; hun sås +ikke meget fra den dag af , at ballet var blevet bestemt ; +hun beordrede den nye kammerjomfru ind i +sit værelse , og der boede de i stille dyrkelse af +verdens moloch , forfængeligheden , thi den vanskelige +gåde skulle løses , at forene sorgens skrud +med en let og klædelig baldragt . +Helligdagene henrandt stille , Susanne nød de +sparsomt tilmnaltc oicblik i nogle spadseretonre med +Matthias og Alfred ; denne sidste var straks bleven + +kunstnerisk opflammet af Adas skønhed ; efter nærmere +bekjendtflab fængfledes han nu end mere ved +hendes livlige og muntre tale ; de sluttede sig alt +mere og mere sammen på disse vandringer , og derved +fik Susanne lidt ro til at samtale med Matthias . +Stille , alvorlig og lidt mere adspredt end sædvanlig +kom denne til stiftamtmandens hus , eller +„ hjem “ , som han kaldte det . Susanne spurgte ivrigt , +hvorledes det gik med hans bog . +„ Godt “ , sagde han , „ man roser den . “ +„ Er du da ikke rigtig glad ? “ +„ Å jo ! Dog , det er jo ikke roes , det kommer an +på i livet , den er som oftest ligeså uberettiget som “ +Dadel ; men det gælder bevidstheden om , at den +virkelig er fortjent . “ +„ Tror du da ikke , at det , du har skrevet , duer ? “ +Spurgte Susanne ængstelig . +„ Det er vanskeligt at svare på ; jeg har naturligvis +ikke skrevet andet , end hvad jeg troede at +være rigtigt i denne sag ; men nu jeg er færdig +med bogen , og den ikke mere kan gøres om , fynes +jeg , at jeg kunne have sagt mere , og det , som er +blevet sagt , bedre — at det hele burde have været +tydeligere , for virkelig at være til nytte . “ +„ Å ikke andet ! “ udbrød Susanne og smilede +med lettet sind , thi nu genkendte hun sin vens + +samvittighedsfulde , noget ængstelige natur og mistvivl +om sin egen dygtighed . +„ Er din fader glad ? “ frittede hun videre . +„ Det ved jeg ikke , jeg tror det næppe . “ +Her havde hun rørt ved det ømme sted . I +dette „ det ved jeg ikke “ lå hjertesvaret . Her +var grunden til Matthias ' tungsind . Faderen opmuntrede +ham ikke til dåd og påskønnede det ej +heller , når sønnen trådte ud af sin uvirksomhed +ved frit valg ; på en kold , for alle uindviede næsten +umærkelig måde kuede den gamle sønnen , behandlede +ham som et umodent menneske , ikke fordi +det på grund af hans charakteer eller tilbøjeligheder +var nødvendigt at indskrænke hans frie villie ; +men fordi den gamle ville holde på magten , ville , +om han havde kunnet , hersfe endogså over sønnens +legemlige bevægelser . +Derved fik også sønnens færd i fremmedes +øjne noget ufrit og villieløst ; men det var kun +tilsyneladende ; endnu voksede kræfferne i det skjulte , +han var en natur , der ikke elsfede strid og hellere +bar på et tryk , når det kun gik ud over ham +selv ; men hvor det gjaldt noget , der for ham var ret , +der rokkede faderens villie ham ikke , og den gamle +havde ofte måttet erfare , at han havde sin overmand +i sønnen såvel i åndscvner som i dådskraft . + +Matthias opmuntredes dog snart i det hyggelige +familiehjem , dels ved kirkegangen i helligdagene , +dels ved samtaler med sin elskede Susanne og muntre +sammenkomster i og udenfor huset med husets ungdom +; og Penner og bekendte manglede det ej heller +på om aftenen . Alfred var overstadig glad og +munter , han gav sig mere af med de to yngre søstre +end nogensinde før , og det så næsten ud , som om han +ville opdrage Ingeborg til af tage Susannes plads , +idetmindste hos ham selv . Han var moderens erklærede +dnbling , og han elskede sin sfsønne moder +med en konstners tilbedelse ; han var den eneste as +børnene , der ikke følte det ubevidste savn , som der +æltid fulgte med deres samværen med moderen . +Hos fruen fandt også Ada æltid selskab og +et villigt øre , når hun kedede sig , hvilket hun fordetmeste +gjorde , så snart hun var alene . Savledes +dannede der sig i Fru Ruds værelse et lille +samfund til indbyrdes beundring , idet moderen , +i svag kærlighed til den eneste søn , netop nærede +hans skrøbeligheder ; sønnen hengav , sig til sin +fantastiske beundring for kvindelig skønhed , såvel +hos bløderen som hos Ada , og denne endelig fik det , +der behagede hende bedst i verden : af være ene om +af høste al ben beundring , al den næring for sin +forfængelighed , som hun attråebe . + +femte capitel . +Dands og lyslighed . +Balaftenen kom , de sidste anordninger vare +trufne , nu tændtes lysene i kroner og girandoler , +de unge piger samledes , eftersom de blev færdige +med deres påklædning , inde hos moderen , der ville +kaste det sidste , prøvende blik på deres dragt . Stiftamtmanden +sad inde hos sin hustru og var usædvanlig +oprømt ; hun var livlig , og en svag rødme farvede +det blege , ' smukke ansigt ; hun ville tage imod nogle +få af de ældre damer og senere se lidt på +dansen , og det syntes , som om sygdommen +havde trukket sig tilbage på høflig afstand . +Da kom sorst Ada ind , klædt i en baldragt +af hvidt sølvglindsende flor , det mørke hår +sat i en rigdom af bølgende lokker , opbundet med +et sort fløielsbånd , der var som oversået med +juveelstjerner . Stjerneformede nåle fæstede håret +op dag til , et sort bånd om halsen med et hjerte +as juveler hængende deri var det eneste tegn på , +af det skulle være en sørgedragt . Hun så vred +og misfornøjet ud , da hun trådte ind ; men da +alle flokkedes om hende og beundrede hendes dragt , + +dreve skyerne bort , og solskinnet brød frem . Wrgrelsen +var fremkaldt ved , af kammerjomfruen havde +måttet forlade hende et øjeblik for af hjælpe Susanne , +der ikke turde komme for sent , da det pålå +hende med faderen at modtage gæsterne . Et +øjeblik efter kom Susanne ; hun havde skyndt sig . +Og var ængstelig for at komme for silde . Hun bar +en lyseblå silkekjole af blødt , glat silketøj , der i +rige folder faldt om hendes ranke , ædle skikkelse ; +dens eneste prydelse var nogle rige kniplinger , der +vare ordnede med smag , ellers bar hun sine sædvanlige +sølvsmykker ; en hvid rose var fæstet i +håret . Hendes skjpnhed var ren og ædel ; men +dragten var meget beskeden ved siden af Adas . +Matthias alene få ingen mangel . +„ Hvad er dog det ! “ udbrød fruen . „ Den +gamle silkekjole , som du så ofte har haft på til +ganske almindelige middage , og ikke andet end de +simple sølvsmykker , der kun er passende til en +morgendragt . Du har jo Perler og andre værdifulde +ting og kunne have fået mine juveler , som +jeg nu ikke mere har brug for . “ +Faderens mine blev noget streng ; men han +sagde intet . Susanne rødmede og begyndte undskyldende : +„ Fader har selv bragt mig den kjole fra +fin sidste rejse , jeg holder så meget af den , fordi + +han selv har udsøgt den , og intet er mig så kært +som søljerne , dem har jeg fået af Matthias . “ +„ Ja , og hvorledes skulle du også have fået +en kjole syet , så travlt , du havde med alt det +andet ? “ råbte Ingeborg . +„ Nu , den måtte vel kammerjomfruen kunne +sye “ mente faderen . +„ Nej , tiden var for kort til , at hun kunne +få to færdige . “ +„ Ja så ! Nu vel , for i aften er det mindre +vigtigt , “ sagde stiftamtmanden med sin stolteste +holdning ; — „ men til ballet på rådhuset vil +jeg have dig klædt , som det passer sig for min +datter ; du kan morgen få de penge , du behøver +hos mig , din moder vil give dig råd , og jomfruen +må finde tid til at være til din tjeneste . “ +„ Dog , nu er det tid . De , min kære Ada , ville +gjørc vel i at forblive under frøken groves beskyttelse , +til dansen begynder . Susanne kan ikke +være dem til selskab , da hun må følge med mig +ud i det forreste værelse . “ +De forlod nu alle Fru Ruds værelse , Ada +med en tordensfy på sit ansigt ; formynderen +havde fornærmet hende ved at anvise hende plada +imellem børnene og ved de irettesættelser , som hun +mente , der havde ligget i hans ord . +3 + +hvad skal der siges om dette bal , om hvorledes +Adas mørke åsyn snarligen farvandædes til strålende +blik ved den almindelige beundring , hun +vakte , om hvorledes selskabet samledes . Bysøgedens , +præstens , lægernes og postmesterens med familier +af sønner og døtre blandede i broget skare med +omegnens adelige herregårdsbeboere og landsbypræster +? +Musiken lød , dansen gik muntert , og samtalen +iblandt wldre og angre ligeså . +Byfogeden , der var enkemand , havde sin søster +i huset for at soresfåe børnenes opdragelse og +husets styrelse , og „ Faster Hildeborg , “ som hun +kaldtes , ikke alene as sine broderbørn , men af alle +de unge mennesker , der hørte til venner og be , +kjeudtere , sad med iagttagende miner og så vå +det , der for hende var som en teaterforesfilling , +i hvilken hun kun havde tilskuerens del . Faster +Hildeborg var en skikkelse , der nok var værd at +tage noget nærmere i øjesyn . Hendes skarpe , magre +ansigt så alvorligt , næsten strengt ud , hun holdt +også af at henkaste korte , tilsyneladende barske bemærkninger ; +men det hindrede hende ikke i at sale +hjertelig kærlighed og oprigtig deltagelse for alle +de unge , som hun havde set vokse op omkring sig , +og skønt hun svarede ' kort og næsten gnavent , kom + +de dog altid til hende med fortrolige meddelelser og +morede sig over hendes træffende bemærkninger . +Hun var i anledning af aftenens højtidelighed iført +sit allerhøjeste , mest opretstående hovedtøj , om +hvilket det ikke kunne oplyses , om det skulle være en +hat eller en kappe . Hun havde tilligemed de andre +ældre damer været inde at hilse på husets syge frue ; +men nu sad faster Hildeborg og så på , hvad der +foregik omkring hende . Hun sammenlignede i tankerne +Ada og Susanne ; hun havde med megen +deeltagclse fulgt Susanne lige fra barndommen +og foreholdt hende ofte som et eksempel for „ sine +egne børn “ , som hun sagde . +Hun havde flet ikke glædet sig over , at der kom +en fremmed i huset . „ Susanne havde så meget at +varetage , som hun kunne overkomme , — det kære barn +blev overlæsset i sin unge alder . Det kunne moderen +godt have øje og tanke for med sit eget +barn ; fordi hun ikke kunne gå , behøvede forstand +og hjerte ikke at gå istå på hende . Hm ! Hm ! “ +Faster Hildeborg brummede nu over få meget ; +men det var der ingen , som brød sig om . +Nu så hun , hvorledes Susanne næppe kunne +komme til af danse , fordi hun altid troede af forsømme +en værtindes pligt imod de mdre ; hun var +venlig og høflig imod alle , ' ingen følte sig glemt +3 « + +eller tilsidesat ; men hjerte og tanker vare øjensynligt +kun et sted , og det var hos den , hendes +hjerte havde kåret . +Ada derimod ville have al den hyldest , som +hun kunne opnå ; som en glimrende sommerfugl +flagrede hun om , og fljøndt hun tilsyneladende kun +fandt behag i Alfreds nærhed , få måtte de andre +unge herrer på ballet dog være som hendes +slaver , noget , de villigt fandt sig i . +„ Faster , er hun ikke dejlig ? “ hviskedee Johanne +deves — byfogedens yngste datter — ind i Hildeborgs +ene øre . +„ Hvem er dejlig ? “ +„ Å , comtessen , og så yndig påklædt ! Har +du set det dejlige juveelhjerte , hun har om halsen ? “ +„ Du er et godt lille tossehoved ! Hvad rart +er der ved det ? “ +„ Det er det dejligste hjerte , jeg nogensinde +har set . “ +„ Susannes hjerte holder jeg mere af . “ +„ Susanne har flet ikke noget ; hun går altid +med de samme , kedelige søljer , som Matthias har +givet hende . “ Dette kom fra Ingeborg på den +anden side . +„ Nå , så det har hun ikke ? Ja , hun har det +idetmindste ikke dinglende uden på sig , til alles + +morflab , og så er det heller ikke af sten , koldt , +hårdt og glimrende . “ +De to unge piger lo ad „ Fasters “ løjerlige +indfald ; men faster tænkte : „ Vor herre har +skilt hende af med stcenhjertet og givet hende et +varmt menneskehjerte istedct . Gud flee lov for den +ægte perle , hun har fundet . “ +De to unge piger passiarede muntert videre +hen over hende . Ingeborg sagde : +„ Så har Susanne også den gamle , blå +kjole på , fordi hun ikke kunne få en anden +syet , da Ada skulle have sin . Er den ikke bleven +smuk ? Men fader vil have , at hun skal have en +ny til ballet på rådhuset , så nu får hun +travlt med det ; både fader og moder vare kede +af , at hun ikke var pænere i aften . “ +„ Holder du meget af den nye komtesse ? “ +Spurgte Johanne deves . +„ Jo—o ; hun er ofte meget morsom , og så +spiller og synger hun så yndigt . “ +„ Er hun altid sådan som i aften , må det +jo være mageløst at ske på hende . “ +„ Det bliver man vant til “ , svarede Ingeborg +flegmatisk . +Ballet fik da ende som alle andre baller ; + +men den almindelige mening var , at det var lykkedes , +og det gør ikke alle baller . +Susanne fik da travlt på ny med sin baldragt +til rådhuusballet , og den travlhed havde +hun helst været fri for . Hun havde haft så meget +at varetage , og så lidt tid til at være samlet med +Matthias . På en af sine vandringer , for at gjsre +indkøb , mødte hun „ Faster “ , der sagde : „ Du +forfængelige pige , skal du nu tænke på stadsen +igen ? “ +„ Kære faster , det kan ikke hjælpe ; fader og +moder synes begge , at det må være således . “ +Dette sagdes med en noget vemodig mine , +og faster mente , at det var da ikke noget at klynke +over . „ Nu ja “ , sagde hun , „ din fader vil da ikke +have , at comtessen altid skal overstråle hans egen +datter . “ +Dette var alt for sandt ; men Susanne skyndte +sig med at forsvare faderen . „ Fader synes , at det +ikke ville være opmærksomt imod byen , om jeg tog +en gammel kjole på . “ +„ Nå , så lad mig da se , du bliver rigtig smuk . +Husk på , at jeg på en måde er værtinde på +min Broders vegne ; men bliv ikke coquet og forfængelig , +så hr . Gram bliver ked af dig . Farvel ! “ + +sjette capitel . +Fortrolige samtaler . +Ada havde imidlertid ikke vedholdende kunnet +devare sit onde lune imod Susanne . Hun trængte +til at meddele sig , og skjsndt Ingeborg var en varm +beundrerinde , var hun dog for ung til at tilfredsstille +hende . Hun fulgte da ofte om aftenerne Susanne +op på hendes værelse , når familien sliltes , +og her blev da stedet for mange fortrolige samtaler . +„ Du +er egentlig underlig kold , Susanne “ , sagde +hun en aften til denne . +„ Hvorledes mener du det ? “ +„ Ja , det er nu ikke så let at forklare , men +man mærker flet ikke på dig , at det behager — at +det morer dig , når de unge herrer kunne lide dig . “ +„ Det ved jeg dog ikke , du har ret i , jeg bliver +fornøjet over , at menneskene synes om mig , og de +unge herrer er jo også mennesker “ , sagde Susanne +leende . +„ Ja , men det er dog anderledes med dem end +med andre mennesker ; — du forstår mig ikke — +du bryder dig ikke om særligt at behage dem . “ +„ Særligt ! “ udbrød Susanne og så forbavset , + +næsten fornærmet på hende . „ Hvorledes skulle jeg +kunne falde på , særligt at ville behage nogenanden +end Matthias ? Du glemmer , at jeg har givet +ham min tro , at han ejer min hele kærlighed , og +jeg hans . “ +„ Da ville det nok være klogt at sørge for , at +han ikke blev alt for tryg og sikker i sin sag . “ +„ Det kan jeg ikke , for han skal være tryg , hvad +mig angår , således som jeg er sikker på ham . “ +„ Hm “ , tænkte Ada , „ du er dum , min gode +Susanne , det var dog måske bedst ikke at være alt for +sikker . “ — højt sagde hun : „ Kunde det ikke more +dig at gøre ham en lille smule skinsyg ? “ +„ Nej , aldeles ikke , og det ville han ej heller +blive , dertil kender jeg ham for godt , men jeg ville +nedsætte mig selv i hans agtelse og vise , at jeg kun +havde ringe kærlighed til ham , når jeg ville pine +ham og fremkalde onde og bitre følelser hos ham , +istedetfor at hjælpe ham frem i kærlighed . “ +„ Ha , ha ! hjælpe ham frem ; forlover man sig +med en mand for at være hans hovmesterinde ? “ +„ Nej ! Det tænker jeg ligeså lidt på , som han +tænker på at være min hovmester ; vi elske hinanden +og hjælpe hinanden . “ +„ Det er et løjerligt begreb om kærlighed ! “ +„ Jeg kender ikke noget andet “ . + +„ Du er en underlig pige , Susanne . Stundom +er det , som om du ikke var noget rigtigt fruentimmer . “ +„ Da +håber jeg dog at være en rigtig kvinde ; +god nat , Ada . “ +Da Ada var alene , tænkte hun : „ Det ville more +mig at gjsre den rolige , kolde Susanne lidt bange . +Det kunne hun have godt af , og sa-a at se , hvad +Alfred finder på , når han bliver desperat — og +så at få tændt ild i den bunke sprænglærdhed , +den Matthias . — det gav dog lidt liv her i huset , +når man kunne få lidt af en roman i stand . +Det bliver mig for kedeligt med kun at være artig +og lydig imod min strenge hr . Formynder og at +synge og spille for fruen . Det kan man da ikke +holde ud i længden “ . Under disse tanker faldt +Ada i søvn . +En anden aften , da Ada sad længe inde hos Susanne +og frittede hende om adskilligt , hendes forhold +til Matthias angående , som denne ikke havde lyst +at svare på , sagde Susanne : „ Det vil du først erfare , +når du selv bliver forlovet “ . +„ Jeg har været forlovet “ . +„ Det har jeg aldrig vidst ! Er din forlovede +død ? O , det gør mig så ondt for dig ! “ Disse +udbrud fulgte hurtigt , næsten åndeløst udtalte , på + +hverandre , idet Susanne så på Ada med dine , +hvori den inderligste medfølelse udtalte sig . +„ Å hvad ! Det er nu forbi for længe siden . +Nej , han lever endnu — det tror jeg da i det mindste . “ +„ Så +var han dig ikke værdig ? “ +„ Du taler altid i så højtravende sætninger . +— han var vist god nok ; hans fader var min +moders fætter , han hed Jesper Glob og boede i +Norge . “ +„ Hvad kom der da imellem eder ? Fortæl mig +det , dersom det ikke er dig for smerteligt . Det er af +deltagelse , ikke af nysgerrighed , jeg spørger . “ +„ Jeg brød mig ikke om at hedde madame Jesper +Glob og bo på en bondegård oppe i telemarken . “ +Snsanne +var stum af forbavselse , hun havde +aldeles ingen målestok for sådanne anskuelser — +for en slig charakteer ; omsider hjalp hun sig med at +sige : „ Så tog du fejl , du holdt ikke af ham . “ +„ Jeg kunne virkelig meget godt lide ham , og +jeg tror ikke , at det behøves , det , dn kalder kærlighed , +til at gifte sig ; man kan da ikke være forelsiet +altid . “ +„ Vi forstå kanske ikke hinanden i dette punkt , “ + +„ effer mit begreb elsker man altid , når man engang +virkelig har elflet . “ +„ Mener du den samme altid ? Nej døg , +hvor det blev kedeligt . “ +Dette sagdes med et kast med nakken og en +uhyggelig latter . Efter et øjebliks taushed fortsatte +Ada : „ Så skulle jeg da altså nu være udelukket +fra al deellagelse i livets drama — i det , +det døg kommer an på at leve for . — ' du kan +således sidde til doms over en anden og dømme +hende til at blive levende begravet , thi det kalder +jeg dette liv , jeg nu sører , det bliver i længden +uudholdeligt . “ +Hun fremførte disse ord i en stedse voksende +lidenskabelig heftighed . +„ Du misforstår mig med villie , Ada ; jeg +sagde netop , at du ikke kunne have elflet din fætter +i Norge . “ +„ Men hvem siger dig , at jeg aldrig har kendt +elflov ! “ vedblev Ada med stigende lidenskab . „ Jeg +har elsket en mand således som du og din tågede , +adspredte Matthias ikke have noget begreb om . +Ingen af eder kender noget til en så brændende +kærlighed , hverken din fader eller din moder +eller nogen her i dette kolde , kedelige hus — dog +jo — en måske — “ tilføjede hun halvsagte . + +„ Kære Ada “ , sagde Susanne , idet hun rejste +sig og ville omfavne den heftige , oprørte unge pige , +„ holder du virkelig så inderligt af nogen , så ville +i også nok finde hinanden , om han lever og er +din kjcerlighed værd . “ +„ Du snakker “ , sagde Ada vredt , „ han er jo +gift . “ +„ Gift ! stakkels Ada , så gjengjældte han altså +ikke din kjcerlighed , og du — mærkede du det da +ikke i tide , medens du endnu var herre over dine +følelser ? “ Dette sagdes sagte , ligesom ængsteligt for +ej at såre Ada . +„ Han var jo gift , da vi lærte hinanden at +kende ; men han elsfede kun mig . “ +„ Det vovede han at sige dig , det stelle , syndige +menneske ! “ +„ Du dømmer uden at forstå dig på sagen “ , +sagde Ada . Susanne ville svare , at den sag kunne +kun bedømmes på en måde , men hun kom ikke +til orde , thi Ada vedblev ; hun sagde hurtigt og +heftigt : +„ Det er nu nogle år siden , da fulgte jeg med +bedstemoder til et badested i tydsfland , der blev +hun meget syg ; jeg var , når undtages tjenestefol- “ +Kene , ganske alene med hende , og da hendes sygdom +varede længe , og hun ikke turde tale , eller jeg måtte + +opholde mig hos hende , sad jeg næsten bestandigt +alene i vor dagligstue . Foruden os boede der +i samme huns en familie fra østpreussen , mand , +kone og to børn . Værtinden sagde , at det var +. „ fornemme folk “ . Det ene barn var svagt . Vi +havde gjort besøg hos hverandre , førend bedstemoder +blev syg ; nu kom de og bad mig at tilbringe noget +af min tid hos dem ; jeg spadserede og hørte sammen +med dem , og om aftenerne gik jeg derover . Elise , det +var konens navn , var næsten altid hos børnene ; +hun var så kedelig , idet hun ganske gik op i de tossede +unger , som altid fejlede noget , og således kom det +hele . Han kedede sig med hende , og mig sandt han +— nu ja — han fandt nu engang behag i mig , +og så elskede vi hinanden , og så gjorde hustruen +— scener — som det hedder . Bedstemoder fik +nys om det og forbød mig at komme derover ; så +sås vi kun nogle få gange i slotsparken , sent +om aftenen , når alle vare gåde til ro ; vi lovede +hinanden evigt venskab . Det kunne den dumme +Elise da ikke forbyde os , og så rejste de . “ +„ Ved du nu noget om de mennesker ? “ spurgte +Susanne . +„ Nej , hvor stalde jeg det ? Nu er det forbi , +jeg bryder mig ikke om at vide noget om dem . “ +„ Det er vel også bedre , sijøndt — den stakkels + +kone — det måtte dog være en beroligelse for dig +at vide hende tilfreds , efter at du havde bidraget din +del til at gøre en tid af hendes liv så uhyggelig . +Han må have været et samvittighedsløst +menneske , således . af benytte sig af din ungdom og +uerfarenhed , ikke af tale om , hvor slet han handlede +imod sin hustru . +„ O , han kunne ikke være lykkelig med hende , +hun var intet for ham , levede kun for de skrigende , +skrantende børn , hun havde ingen højere interesser , +hendes følelser havde ingen flugt . “ +„ Når bendes følelser vare på det sted , de +skulle være , behøvedes det da ikke heller “ , sagde +Susanne tørt . — „ Men begribe det kan jeg ikke . +Vidste ingen af eder , af det var synd for gud +og mennesker ? “ +„ Synd ! du kommer altid med dine store , højtravende +ord om ingenting ; de rejste jo , hun sørgede +for , af hun fik sin mand afsted , så dermed +er historien ude ; jeg vil ikke høre mere derom . “ +„ Ja ! lad os ikke mere tale derom , Ada , men se , +af du kan angre din del af synden imod den +stakkels kone . “ + +syvende capitel . +Følgerne . +Hermed endte denne samtale ; men dens følger +udebleve ikke . Susanne havde kastet et blik ind i +den afgrund af fordærvelse , som findes i verden , +og hun var både forskrækket og harmfuld over , at +Ada , som hun havde villet omfatte med søsterlig +kærlighed , tænkte og talte på en måde , som hun +aldrig havde tænkt sig som mulig . +Ada derimod fortrød , at hun havde indlemmet +Susanne i sin hemmelighed ; det var to til ingen +nytte , det var dumt og ubesindigt af hende . Hun kunne +ikke vide , hvem Susanne fortalte det til ; man stalde +aldrig betroe sig til en pige , der var forlemet . +Selve Kernen af det hele var ganske udenfor hendes +tankekreds . Sin egen synd følte hun aldeles +ikke ; men det var hende ubehageligt , at Susanne , +Matthias , og hvad der var det værste , Alfred kunne +få det at vide ; hun vrededes på Susanne , fordi +hun vidste sligt om hende , og oversatte ganske , at +hun selv havde gjort hende delagtig deri . +Således frembragte denne fortrolige meddelelse +en kløft imellem de unge piger ; — det er en underlig + +kjendsgjerning , at hvor en fortrolighed ikke +knytter to mennesker inderligere sammen , der adskiller +den . +Susanne tænkte også kun med bedrøvelse på +det , der med hver dag blev hende mere sandsynligt , +nemlig , at Alfreds lidenskab eller , som hun syntes , +forblindelse med hensyn til Ada ville ende med +en forlovelse , og hun kunne kun se ulykke for den +elskede Broder i dette zegteflab , og derved sorg +for dem alle . +Ada derimod havde fattet nag og mistanke til +Susanne , hun levede i en stadig frygt for , af Susanne +ville sorråde hendes hemmelighed til Matthias +og måske til alsred . Denne tanke pinte +hende ; thi skønt hun ikke brød sig om , hvorledes +hun handlede , var det hende meget vigtigt af have +menneskenes gode mening for sig , og nu for tiden +vare såvel Matthias som Alfred hende uundværlige til +hendes planer . Imidlertid antog hendes onde lune +den skikkelse , af hun var ærgerlig på Susanne +over , af kammerjomfruen måtte sye på hendes +baldragt , så den blev som gennemvævet af tidslerfor +stakkels Susanne , der så gerne havde gjort +afkald både på den og jomfruen , om hun havde +fået lov dertil af sin fader . Alle forslag om +hjælp af de andre tilbageviste Ada på det hånligste . + +disse livets små nålestik , der mere end +nogen tænker , kunne forbittre det daglige liv , +bar Susanne i stilhed , uden af nogen af hendes +omgivelse anede det ; thi i hele kredsen , og især i +Alfreds nærværelse , forsvandt alle skyerne fra Adas +pande . +Matthias var rejst hjem til sin fader , og stiftamtmanden +havde engang udtalt sin villie , og så +agtede han ikke videre på , hvorledes den blev iværksat , +nok , af den esterlevedes . — Alfred og de +yngre søskende syntes kun , af Susannes alvorlige +miner vare kedelige af se på . ' +omsider kom da den store aften , da byens +bal blev givet på rådhuset . Det var en kongelig +persons fødselsdag , og byens øvrighed iførte sig +uniform , og hvem der var i det heldige tilfælde , +af kunne gøre det , smykkede sig med ordener . +Susanne havde viist god smag i den dragt , +hun efter faderens ønske havde valgt ; en blegrød , +let balkjole passede godt til hendes hele , lyse skikkelse , +det blonde hår var omvundet med Perler , +der også smykkede Hals og arme ; Matthias havde +bragt hende nogle roser fra faderens drivhuse . +Susanne havde den egenskab , som der kun er givet +nogle få kvinder ; hvad enten hun gik om i sin +daglige dragt , eller var klædt med den elegance , +4 + +søm hendes faders stilling fordrede , når hun +viste sig ved hans side , hun var altid den samme , +aldrig egentlig pyntet ; en vis , plastisk ro var så +sammenvokset med hendes væsen , og der var tillige +noget barnligt , ubevidst udbredt over hende , der gav +hende noget særegent tiltrækkende , ja velgørende for +dem , der betragtede hende . +Ada havde fortrædeligt udtalt , at hun ville +blive nsdt til at komme med en gammel kjole . Da +hun viste sig , syntes Fru Rud , at hendes dragt +dog var den smukkeste . Hun var klædt som en +spanierinde i en sort kniplingstunica over hvidt +atlask ; kjole og hår prydet med mørkerøde nelliker , +der gjorde en glimrende virkning i hendes +sorte lokker . +De yngre børn blev hjemme tilligemed frøken +grove . Susanne glædede sig til denne aften , hvor +hun , fri for huslige pligter , ret kunne få talt +med Matthias under dansen ; han havde været +fraværende hos faderen i nogle dage , og i juletiden +havde hun været så optagen , at hun kun +havde fået lidt samtalt med ham . +Imidlertid går det os stakkels mennesker ofte +således , at de glæder , som vi mest attrå , og +som vi tro at være mest berettigede til , i sidste +øjeblik blive os berøvede på en måde , overfor + +hvilken vi søle os ganske værgeløse ; således gik det +også denne aften Susanne . Hun var vel en kort +tid as aftenen i den elskedes nærhed ; men da +det var lige i begyndelsen af festen , blev de ideligt +asbrudte ved hilsener fra alle sider ; senere kom +der pligtdandse for Susanne , og da nu den tid +om aftenen omsider var nået , da de længere +dandse efter eget frit valg ligesom udgøre ballets +kerne og glandspunkt , da kom Alfred til hende +med bøn fra Ada , om hun ikke nok ville give sit minde +til , at han og Matthias byttede damer , således at +han dansede med sin søster , Ada derimod med +Matthias ; som grund angav han , at Ada syntes , +at det ville være påfaldende , om de to dansede +endnu oftere sammen ; de havde allerede dandset +flere dandse sammen , og det „ gik ikke an . “ +„ Ja , men “ , sagde Susanne , „ hvorfor dandser hun +da ikke med andre , og hvorfor kan hun nu ikke +modtage en anden opfordring ? “ +„ O , jeg skal sige dig , hun har allerede sagt til +flere , at hun var dortlovct , og så ville det give +anledning til kedelige forklaringer ; kort sagt , hun +vil det helst således . “ +„ Det er da meget kedeligt for mig , jeg har +neppe fået talt med Matthias i aften ; hvad siger +han ? “ +4 * + +„ Jeg skulle først bede dig . “ +„ Nu ja , Matthias kan jo kun give et svar , og +jeg egentlig også ; det vidste Ada også godt , førend +hun kom med det forflag . “ +„ Det er ingen venlig måde at give dit bifald +på . “ +„ Jeg giver heller ikke mit bifald , jeg finder +mig i nødvendigheden . “ +„ Du er sandelig venlig , det må jeg sige , såvel +imod hende som mod mig . “ +„ Alfred , væer nu rimelig , jeg har ikke talt med +Matthias hele ugen , hvorimod du har været hjemme , +og vi kunne have talt sammen så meget , du havde +lyst . Du må da kunne begribe , at dette er en +skuffelse . “ +Dette forstod nu også Alfred meget godt , da +han selv var bleven skuffet på lignende måde ; men +det gjorde ikke hans lune bedre , og endelig havde +han en uklar følelse af æt være brugt til noget , +hvorved både han selv og søsteren kom til kort . +Imidlertid talte Susanne selv med Matthias , der +gav efter for hendes ønske , skønt han øjensynligt +så meget skuffet ud . Det varede imidlertid ikke +længe , førend Susanne så , hvorledes Adas livlighed +og glimrende gaver til at underholde henrev +ham til at tale med den , hidtil mest kun hende selv + +bekendte veltalenhed . Hun stod lige overfor dem i +dansen med Alfred , der havde mistet sit gøde +humeur og , da det kun var hans søster , , han +dandsede med , ikke brød sig øm at lægge bånd og +tømme på sin stemning . Her kom det nu Susanne +ret vel tilpas , at hun , søm den wldste , altid +havde været nødt til at beherske sig selv , så hun +kunne tilsyneladende vedligeholde en rølig holdning , +skjøndt hun snarere var bedrøvet end glad , da hun +lagde mærke til , hvor godt Matthias syntes at +more sig . +Ada , hvem det foreløbigt kun var om at gøre +at forurvlige og drille Susanne , og som gerne +ville have Matthias til at tale om hvilketsomhelst , +begyndte med at rose Susanne ; her fik hun +nu først et stik i hjertet ( om hun ellers ejede +noget andet end det omtalte juveelhjerte ) , ved at +mærke , hvor inderligt og varmt Matthias elskede +hende ; thi nu først hørte hun , hvorledes talen +kunne strømme over hans læber ; til sidst sagde han : +„ Ja og de , som er hendes veninde , som nu har +boet i måneder sammen med hende , de må vide , +hvor hun oser kraft til at være , som hun er , at +hendes hele sind og villie er rettet på nt ville +tjene vor herre der , hvor han har stillet hende . +Ingen ved bedre end hun selv , at hun er et sirsbeligt + +menneske , der intet formår af sig selv , hun +beder vor herre hjælpe sig ved alt , hvad hun forefager +sig , derfor er hun til velsignelse i sine forældres +hjem , og derfor vil hun engang blive mit +huses støtte og prydelse , min medhjælp til al god +gerning , om min villie måtte være ren som +hendes . “ +Denne tale æggede alt det , som var værst i +Adas sjæl , thi hun så tydeligt , at hun endnu +ingen magt havde over Matthias ; men hun +sagde kun : +, , ja , hvis de og hun ville hjælpe mig , da kunne +jeg også blive anderledes . “ Jeg har kun levet for +verden og for al slags overfladiskhed . Vil de — +o , vil de gøre et christent menneske af mig ? “ +Dette sagde hun med hele den ildfuldhed , som +hun forstod at lægge i øjne , stemme og hele sit +væsen . Matthias svarede sindigt : „ Det er lettere +sagt end gjort ! I menneskers magt står det ikke , +den gerning har vor herre forbeholdt sin egen +helligånd her på jorden ; men deres gode venner +kunne hjælpe dem til at få en mere fyldig og rig +timelig tilværelse ; de må , om de vil følge mit +råd , først se menneskeligt at udvikle dem noget mere , +og det kan de bedst ved ordnet og alvorlig beskæftigelse . “ + + +, , uh “ , tænkte Ada , „ jeg hader tørre bøger , og +nu kommer han over mig med hele sin sprænglærdhed ; +men hvad , man må døje noget for en god +sags skyld . “ Højt sagde hun : „ Tak for deres gode +råd ; hvad de råder mig til , vil jeg bestemt gøre . “ +Havde Matthias vidst , hvor ofte hun , som vardet en +udenadlært sætning , havde sagt det samme til frøken +grove , da havde han fæstet mindre lid til hendes ord , +men han tænkte : „ Få vi ikke lidt alvor i hende , +så bliver det et sørgeligt wgteskab imellem hende +og Alfred ; hun er ung , der kan gøres endeel , og +Alfred er , til trods for sin underlige flygtighed , +en både ædel og genial natur , som sikkert endnu +vil blive til noget udmærket ; vi må hjælpes ad +i livet , og når jeg taler med Susanne , vil hun +være enig med mig , hun elsker sin Broder så inderligt . “ +— tingene skulle imidlertid tage en anden vending . +Ballet endte , uden at der fandtes lejlighed for +Matthias til at nærme sig Susanne ; hun sagte den ej +heller , hun følte sig såret , såret over , at Matthias +så villigt var gået ind på Adas lune , og dernæst +over , at han tilsyneladende havde underholdt sig så godt +i hendes selskab , at han slet ikke savnede hende ; +hun var fortrædelig på Alfred over hans færd hele +aftenen og meget fornærmet på Ada , hvem hun i + +sit hjerte kaldte egenkærlig , skånselløs og underfundig . +At +opdage sligt , det være sig med rette eller +urette , gør ikke sindet godt ; menneskene dvæle +efter deres syndige natur hellere ved det onde end +ved det gode , og Susanne var ej heller stærk imod . +Denne fristelse . Hun skiltes fra dem alle med et +kort godnat , og den følgende dag måtte Matthias +rejse bort på nogen tid , uden at hun havde givet +ham lejlighed til en samtale . Hendes hjerte led , +men hendes stolthed fordrede , at det skulle lide . +Matthias derimod tænkte , at det kun havde truffet +sig så uheldigt , han kom snart igen , og imidlertid +ville han overveje , hvorledes Ada kunne komme +til at leve et , for hende selv og de andre , mere tilfredsstillende +liv . +Sindig , som han var , gennemgik han i tankerne +hende og hendes naturlige anlæg ; læsning ville +hun ikke have smag for ; dertil var hun for urolig , +de egenlige kvindelige sysler vare noget , hvortil hun +havde en afgjort ulyst , hvad da ? Musiken ! Hun +var usædvanlig begavet i den retning ; kunne han +få hende til at studere ksnsten . med alvor , da +ville hun have en sysselsættelse , og ad denne Bei +ville der også kunne indvirkes på hendes sjæl ; hvem +der ejede en så sfjøn gave , turde ikke hensmuldre den + +ved at spille valse og operårier efter øret og nøtes +med at synge dagens moderne sange . Han selv +var en dygtig tteoretisk musiker og kunne i det mindste +lede hendes valg ; hun var godt i stand til at øve +sig alene , eller , når hun ville have den ulejlighed , +kunne hun tage timer hos byens dygtige organist ; +ja , det var det rigtigste , der var noget for hende at +gøre . Da han altså efter nogle ugers tid kom +igen , havde han en hel pakke musikalier med til +hende . Dette gav Ada den forønskede lejlighed til at +drage ham ind i lange samtaler om noget , hvori +hverken Susanne eller Alfred kunne følge dem , da +ingen af dem var særligt begavet i den retning . +Ada vidste godt , hvad hun gjorde , hun pinte +Alfred ved at ægge hans lidenskab til heftig skinsyge , +som hun dog stedse forstod at fordrive , så snart +hun anede fare for , at han kunne løsrive sig , idet +hun atter viste ham venlighed , når de vare alene . +Susanne led i taushed , hun så bleg og alvorlig +ud , men gik stille og fattet omkring , og kun et +meget skarpsynet øje ville have bemærket nogen +forandring hos hende ; denne skarpsynethed var nu +Matthias langt fra at være i besiddelse af ; dels +var han nærsynet og noget adspredt , dels følte han +sin egen kærlighed til Susanne som noget aldeles +urokkeligt , og var ligeså overbevist om hendes . + +deres forhold var for ham grundet på den dybeste , +inderligste tillid , således at det slet ikke forekom +ham som en mulighed , at der kunne komme noget +imellem dem , ja , han havde så ofte i sine egne +tanker taget Susanne på råd i henseende til +Alfreds og Adas vel , at han troede at have talt +med hende derom . +Ottende capitel . +Misforståelser . +Ydre omstændigheder bidroge deres del til at +forhindre de to forlovede i at nærme sig hinanden ; +begge forældrene lagde , hver på sin Viis , mere +end almindelig beflag på Susannes tid . Fru +Rud var , efter at den koldere tid indtrådte , bleven +mere syg end sædvanlig , og skønt hun kanske as ' +alle sine børn elsfede Susanne mindst , var dennes +ro og omhu hende dog ganske uundværlig , når +hun var meer end ' almindelig lidende . På samme +tid ; blev faderen syg af en forkølelse , og stjøndt +dette kun varede i en uges tid , måtte Susanne +dog være meget om ham , læse for ham og hjælpe +ham ved mange uopsættelige forretninger . +Stundom , når moderens febrilsf stiftende luner + +lod hende længes efter Alfred , der stedse kunne tale for +hende og adsprede hende , som var hun et sygt +barn , og Susanne da i enkelte øjeblik var inde +i dagligstuen , fandt hun de to andre så beskæftigede +ved fortepianoet , at de ikke hørte hendes +sagte trin på det bløde tæppe ; da lom tankerne +over hende om den underlige magt , der ligger i +tonerne , idet intet andet er i stand til , således som +de , at tjene to herrer . Hun havde følt , hvorledes +hun i sine bedste øjeblik var blcven båren opad +ved lovsangen i menigheden ; men da var tonen +ordets tjenerinde , den var at lignes ved fuglevingen +, der bar ånden til gud . Hvorledes +kunne da de samme toner have denne dæmoniske +magt til at forlokke og bedåre ? De vendte hendes +trofaste vens sind og hjerte bort fra hende , de +gjorde hendes Broder næsten vanvittig as lidenskab . +Var det sandt alt , hvad de gamle sagn fortalte +om havfruer og sirener ? +Ja , Ada var en sirene , og Matthias havde +ikke , således som i gamle dage odysseus , ladet sig +binde til masten , men var styrtet hovedkulds ud i +dybet . Således sad hun i en mørk krog og pinte sig +selv med grublerier , medens Matthias dog virkelig +var bunden til masten ved sin kærligheds stærke reb . +En aften , da han , som han ofte pleiedc at + +gøre , forlod Ada og musiken , for at gå hen +til hende i hendes mørke krog , hvor han gerne +forsøgte på at indlede en samtale eller foretog sig +noget , der kunne bidrage til hendes hygge og +hvile , rejste hun sig straks med de ord : „ Det +er nok for mørkt , til at i kunne se at fortsætte +eders øvelser , jeg vil ringe efter lys “ , og hun var +da den , der sørgede for , at lysene på fortepianoet +tændtes . Matthias fandt vel hendes færd besynderlig , +hendes væsen endogså nvenligt ; det smertede +ham , at hun ikke delte sine bekymringer med ham , +som han ville dele alt med hende ; men han følte , +at det ikke var det rette øjeblik til at bebrejde hende +dette ; når denne trange , tunge tid var forbi , da +ville han bede hende aldrig mere at bedrøve ham således . +Hans kærlighed var tillidsfuld og tålmodig , +den søgte ikke sit eget , men var stedse betænkt +på , hvad der var bedst for hende , han elskede . +Den eneste , der så , hvorledes det stod til i +Susannes hjerte , og som sørgede derover og harmedes +over Adas samvlltighedsløse legen med de to +søskendes lykke , var frøken grove ; hun overvejede , +hvad der var for hende at gøre . Hun +havde levet i mange år iblandt dem , nærede den +oprigtigste kærlighed til hele familien , og hun +elsiede Susanne moderligt ; hun havde opdraget hende , + +og nu påskønnede hun hendes store værd og +glædede sig over den yndige natur , der udfoldede +sig under hendes øjne , og som hun havde søgt at +frede om som en god gartner om en blomst . +Længe vaklede hun ; omsider besluttede hun at tale +til Ada . Denne havde jo bedet hende om at stå +hende bi med sine gode råd ; nu var øieblikketkommet . +Ada havde i den senere tid været forsømmelig med +de timer , hun tog hos frøkenen , hvorved lejlighederne +til at tale med hende blcve sjeldnere ; men når man +alvorligt vil en ting , findes der en anledning , således +også her . De havde netop som engelsk læsebog +en fortælling , i hvilken et lignende forhold +forekom , og i denne tid var Ada altid alene om +den engelske time , da Susannes tid var optagen +på anden måde . Midt i beskrivelsen af en +scene , hvor en ung coquette hensynsløst forstyrrer +sin søsters lykke , spurgte frøken grove : +„ Hvad ville de gøre , komtesse Ada , dersom +nogen handlede således imod dem ? “ +„ Det ville ingen så let falde på . “ +„ Hvoraf flutter de det ? “ +„ Det er svage og dumme mennesker , hvem +sligt hændes . Folk , der ikke forstå sig på verden +og ikke have dannelse og klogskab nok til at vogte +sig derfor ; kan en kvinde ikke beherske den , hun + +elsker , således at han ej vover at forlade hende +for en anden , få fortjener hun ikke andet . Den +konge , der ikke , har tropper til at forsvare sit +land med , må sinde sig i , at en erobrer kommer +> og fratager ham det . “ +„ Altså , de hylder ubetinget den stærkestes +ret ? “ spurgte frøken grove med eftertryk . +„ O , det kommer an på omstændigheder og +forhold ; jeg er ikke så kundskabsrig som de , frøken , +og kan ikke svare på alle flige videnskabelige +spørgsmål ; de ved , at jeg kun er et enfoldigt +pigebarn . “ +„ Det tror jeg ikke , at de er , hverken i den +ene eller den anden betydning af ordet “ , sagde +frøken grove alvorligt ; „ men det er vel ligeså +godt at tale rent ud ; de selv har anmodet mig om +at råde og advare dem , hvor det var nødvendigt ; +jeg har med bekymring set , at de ikke er forsigtig +i deres opførsel , kære Ada . Interesse for dem +og inderlig kærlighed til Susanne nøder mig til at +tale . Hvad tænker de på ? Vil de med velberåd +hu bringe forstyrrelse ind i den familie , der har +åbnet hus og hjerte for dem ? vil de bringe +sorg over Susanne ? Elffer de hendes Broder ? +Hvortil da dette dobbelte spil ? Jeg kender også +ham fra barndommen , Susanne vil sørge dybt og + +måske aldrig rejse sig mere ; men på ham vil en +flig ulykkelig lidenskab virke ødelæggende , og de selv , +i hvilket ilde lys stiller de dem som kvinde ; de +vil give folk anledning til at omtale dem på +en måde , som ikke kan være dem behagelig . “ +„ Nu er det nok , “ sagde Ada , idet hun rejste +sig og stolt kastede nakken tilbage . „ Hvem giver +dem ret kil at tale således til mig ? De har +ingen rettighed her i huset , de har solgt deres +kundskaber og dygtighed til stiftamtmand +Rud og hans familie , dermed er Alf sagt . “ Og +hun vendte sig for at gå . +„ Nej , dermed er ikke Alf sagt , “ svarede frøken +grove med værdighed , „ mener de , at de kan håne +mig , fordi jeg gør mine kundskaber frugtbringende +for mig selv og andre , så gør det mig ondt for +dem , at de også heri viser en lav tænkemåde ; +men husk på , at de selv bad mig om råd og +vejledning , og at jeg har ret til i mit værelse at +tale , som jeg finder for godt ; vil de lyde mit råd , +skal det glæde mig , vil de ikke , taler jeg med deres +formynder . “ Ada blev næppe for at høre slutningen +på frøkenens tale ; heftigt styrtede hun ud +og slog døren i efter sig ; det var , som om furierne +vare slupne løs i hendes sind . + +niende capitel . +Stemninger og tilstande . +Ugerne henrandt , og foråret begyndte at +nærme sig , uden at der foregik nogen forandring i +husets indre tilstand . Det er en erfaring , som +ofte stadfæstes i livet , at hvor misforståelsens +dæmon først engang har sneget sig ind i et forhold , +der er det , ifølge synden , vanskeligt at +få den banlyst . Susannes for endeel selvskabte +kvaler voksede ; ofte tænkte hun , det var bedre at +bryde et forhold , der jo ikke kunne blive til den +elskedes lykke , da jo kun troflab og retsindighed +bandt ham til hende ; men mødet svigtede hende +stedse , når hun ville indlede en sådan samtale : +„ Hvad om han tog hende på ordet ? “ Hun +kunne ikke leve uden ham , det stod fast for hende , +og så dømte hun sig dog hårdt for egenkærlighed , +at hun ikke befriede ham . — ganske fremmede kunne +de imidlertid ikke blive for hinanden , dertil elskede de +begge for dybt og inderligt ; vi må også huske på , +at Matthias ingen anelse havde om , at han havde +nogen del i Susannes sjælstilstand , han tydede +hendes bekymrede udseende og ofte vekslende stemninger + +som en følge af den sorgfulde tid , der +havde herflet i familien . Han søgte derfor nu +meest at opmuntre hende , og stundom lykkedes det +ham også ; hun lod sig alt for gerne drage af den +magt , han øvede over hende , og et par gange +følte hun hele sin gamle tillid vågne igen og var +i begreb med at tilflåe ham alt , hvad hun led , +men da blev de forstyrrede , og samtalen afbrudt . +Imidlertid var stiftamtmanden bleven rafl igen +og var mere samlet med sin familie end tidligere ; +dog lå i denne tid hustruen og Alfred ham +fortrinsvis på sinde ; hendes sygdom tog til , og +det var kendeligt , at sj��ls- og legemskræffer i lige +grad aftoge . Alfreds lidenskabelige , urolige væsen +bedrøvede ham ; han talte ofte med strenghed om +letsindig tidsspilde og bebrejdede sønnen hans +umandige vaklen i at vælge sig en virksomhed ; +han kunne ikke forstå , at en mand ikke ville anvende +sine evner nyttigt for sig selv og fædrelandet . +Han sagde til ham : „ Det er ikke , fordi du +jo nok efter min død vil kunne leve , som du er +vant til ; men jeg kan ikke finde mig i , at min eneste +søn skal gøre sit navn skam ved et unyttigt liv ; +thi zeren er det feireste træ i skoven . “ Han var +vred på sønnen ; men han så kun virkningen , +årsagen forblev han blind for . Alfred kunne ikke +5 + +svare meget på faderens bebrejdelser ; han følte +deres sandhed ; men at løsrive sig fra tryllerinden +var ham nu mere umuligt end nogensinde før . +Han ville og kunne ej heller tillidsfuldt henvende +sig til sin fader med tilståelse af sin kærlighed , +da det for en stor øeel var det hemmelighedsfulde , +der gav forholdet sin tillokkelse såvel for hans +fantastisk sværmerske sind som for Adas hang til +dobbelthed og intriguer ; desuden frygtede han , +og med rette , faderens indvendinger , på grund +af hans egen umodenhed og Adas alder , idet hun +endogså var to år ældre end Susanne , altså 4 +år ældre end han selv , kort sagt , han havde ikke +moralsk mod nok til åbent og sandt at bekende , +hvorledes det stod til i hans indre . +Ada var i nogen tid bleven lidt forsigtigere og +mere agtpågiven ved frøken groves alvorlige tiltale ; +men da denne rejste til hovedstaden i en +uges tid , fortsatte hun atter uhindret sit spil . +Frøken grove havde indbudet Ingeborg til af ledsage +sig på dette besøg til frøkenens slægtninge +og venner , da man antog , af en lille forandring +fra de vante omgivelser ville være den +unge pige tjenlig . Ingeborg havde i den senere +tid stærkt udviklet sig , hendes charakteer var en +blanding af Susannes og Alfreds ; hun havde Susannes + +alvor og inderlighed , men manglede hendes +ro og besindighed ; derimod greb hun alle sjælelige +indtryk med alsreds heftighed og lidenskab ; . hun +var nu femten år og skulle i sommerens løb +gå til præsten ; men denne vinter havde bragt +den unge sjæl nogle så stærke rystelser i chrislelig +henseende , af man med rette frygtede for en sygelig +retning hos hende , og derfor blev det bestemt , af +hun , under sin kærlige og forstandige lærerindes +vejledning , skulle modtage andre friske indtryk . +Det var hidført på den måde , af der den +vinter havde været flere as de omrejsende opvækkelsesprædikanter +der i byen , der havde draget +mange til sig , deriblandt Ingeborg . Her var hun +første gang bleven tiltalt på den opsfræmmende +måde , der er denne retning egen ; der var blevet +udslynget forfærdende billeder om , hvad der var +synderens lød i evigheden ; og dette havde bevirket , +af hun for første gang ret levende +havde følt sin slptd ; men da hun ikke havde +modtaget andet , var hun som en , der bliver opskræmmet +midt om natten af en dyb søvn og nu +tumler forvirret omkring og feer afgrunde til alle +sider . Enhver ved , hvor forskellig en flig opfkræmmen +er fra at vækkes til lys og liv , vækkes +ved , at guds klare sol skinner ind til vs , medens +s * + +lærken stiger og jubler sin lovsang . Således var +denne unge sjæl bleven rystet i storm på en +måde , som voldte alle dem , der elsfede hende og +søgte at frede om hende , bekymring . Frøken grove +havde haft mange sorgfulde timer , når Ingeborg +om natten under lidenskabelig gråd og hulken +jamrede over sin svnd og så dårlighed og forfængelighed +i alt , hvad hun foretog sig ; det stakkels +barn så kun den vrede gud , der straffer overtrædelserne +indtil det fjerde led ; den kærlige fader , +der ikke sparede sin enbårne søn , på det at alle +de , som tro på ham , ikke skulle fortabes , havde +hun endnu ikke fået syn på . +De rejste altså , og frøken groves fraværelse +blev benyttet af ad « til en sand pinetid for Susanne , +som hun nu næsten var kommen til at hade ; +det forekom Susanne , som om hendes lidelser havde +nået deres højdepunkt . Hun kunne ikke vælge +denne tid til at tale og fremkalde det mulige +brud med Matthias for den syge mioders skyld , +der frem for alt måtte holdes rolig , og Ada havde +nu fået en magt , i hvis udøvelse ingen upartiske +kvinders nærværelse hindrede hende ; hun var som +en trold , der kan påtage sig en mangfoldighed af +skikkelser . + +tiende capitel . +Theevandssnak . +Omsider kom de rejsende da hjem , og man +sad samlet om theebordet den første aften , da Ingeborg +måtte fortælle om alt , hvad hun havde oplevet . +Broderen spurgte hende , om hun havde været i +tteatret , og hvad hun der havde set . „ Ja “ , sagde +hun ; „ men det fornøjede mig ikke , jeg tænkte , nt +alt det gerne kunne være borte , uden at det var +noget savn ; tænk dog på æt den forfængelighed , +der jo må friste de stakkels mennesker , der spille , +den gøres dem jo ligefrem til pligt ; det , er rædsomt , +således udelukkende at være beskæftiget med +sit eget idre fra morgen til aften ; de mennesker +kunne ikke være christne mennesker , næppe engang +stikkelige og gode folk , og når man seer derpå , +gør man jo næsten ligesom de ; i det mindste stiller +man sig lige med verden og verdensbørnene . “ +„ Nej , nu bliver du dog alt for kedelig ! “ udbrød +Ada , — idet hun slog med nakken og kastede et af +sine veltalende blik på de to unge herrer — „ Er +du endnu ikke bleven vænnet af med at prædike over +hvadsomhelst , skal man nu ikke engang kunne gå + +itheatret i fred for dig ? Der kan man virkelig lære +meget , når man ikke er så borneret som du ; men +der sidder jo Susanne og seer ud , ' som om hun +havde slugt Lolland og skulle isærd med Falster ; du +er vel også på veje til at blive en heldøre . “ +„ Ikke mere , end jeg allerede var “ , svarede Susanne ; +„ det kommer ved skuespilkonsten som ved +alt andet an på , med hvilke øjne den ses , den +kan både dyrkes og nydes i eensold . “ +„ O hellige enfoldighed ! “ udbrød Ada og slog +en skoggerlatter op . +„ Du spotter som altid , når noget flak omtales +tilbunds ; på dansk mål er der forskel på +eensold og enfoldighed . “ +„ Jeg tror at forstå , hvad Susanne ville +sige ; “ sagde frøken grove , der så , hvorledes Adas +måde af tale på æggede Susanne , „ hun mener , +af hvor skuespilleren eller skuespillerinden seer på den +særligeevnc , han eller hun har , som en gave , der skal +anvendes på en god måde , da bliver det som en +anden konst , et andet talent , som man søger af dyrke ; +man vil da ikke let fristes til større forfængelighed , +end når der ellers lykkes en noget i livet . En +anden fare , der er større end forfængeligheds-fristelsen , +er denne , af personligheden lettere kan mistes , +af man på en måde aldrig er sig selv , og af der + +derved kan komme noget usandt ind i et menneskes +færd , ja , af man kan miste sin enfold . “ +„ Det er rigtigt “ , sagde Matthias , „ jeg . mener +også , af Ingeborg går for vidt i ungdommelig +Iver , når hun tror , af de mennesker , hvis livsopgave +og erhverv for familier skuespilkonsten er , +ikke kunne være christne mennefler ; det tvivler jeg +ikke om , når de have et vågent øje for deres +særlige fristelser . “ +„ Men hvad skal man da sige om mennefler , +der spille comedie i det daglige liv , om sådanne , +hvis hele tilværelse er en løgn , som , for at tilfredsstille +en ussel forfængelighed , ødelægge og forgifte rene , +hellige forhold , og som lege med menneskehjerter ? +Og så om dem , der med ligegyldighed se derpå +og more sig over dette skuespil ? “ +Alle så op og stirrede forskrækkede på Susanne , +fra hvem dette udbrud kom ; hun var i heftig +bevægelse ; bleg og bævende rejste hun sig og ilede +ud af stuen . Matthias var især overvældet . „ Men +hvad fejler dog Susanne ? “ spurgte han frøken +grove . +„ Jeg frygter mangel på søvn “ , svarede denne +med bekymret mine , „ hun vil have det bedre efter +en nats hvile . “ +Matthias ville gå efter Susanne , men frøken + +' grove holdt ham tilbage . „ Der er øjeblik i livet , “ +Sagde hun , „ i hvilke vi helst må være ene med gud ; +jeg kender Susanne , hun vil være den første til at +indse sin heftighed . “ +Ada lo . „ Ja “ , sagde frøken grove alvorligt , +„ Susanne kan fejle ; men hun kan også angre . “ +Hun så på Ada med gennemtrængende blik ; +denne gjengjældte det med et fornemt skuldertræk . +Imidlertid gik Susanne op og ned i sit værelse , +vridende sine hænder ; hun sagde til sig selv , at nu +måtte det komme til en bestemt udtalelse imellem +hende og Matthias ; hun havde aldrig før været i et så +heftigt oprør ; thi ak , hun følte , at hun ikke kunne give +slip på ham . Hun ænsede ikke , at hun havde +forladt dagligstuen , førend hendes fader var kommen +tilbage fra moderen , og at hun ikke havde sagt ham +godnat . Hun hørte ikke , hvorledes de andre kom +op ad trappen og gik hver til sit , og at huset blev +stille . Hun stred sit livs hårdeste strid , idet hun +forsøgte på at løsrive sit hjerte fra den , hun elskede +højest på jorden ; men det ord lød dybt i hendes +sjæl : „ Dersom dit oie forarger dig , da riv det ud og +kast det fra dig “ , og — forargelse ville det være før +hendes sjæl at ville binde ham til sig , når hans +hjerte var delt — det ville blive til fristelse og +til fald før dem begge . + +hun turde ikke tænke på sig selv og sin egen lykke . +Det , der var til hans lykke , måtte ske ; elskede +han Ada , og havde han før hende kun en Broders +venskab , nu vel , så ville hun bede faderen i +himlen hjælpe sig til af være deres fælles veninde +på samme måde ; hun ville se af overvinde sine +ukærlige følelser imod Ada , om hun kunne ; hun +bad også om af måtte kunne det . +Og hendes hjertes oprørte bølger lagde sig , +hun kunne give sig og sit liv helt hen i guds +faderhånd . Træt og mat lagde hun sig påklædt +på sengen og saldt i et blund ; da skræmmedes +hun op ved sin faders røst , der kaldte på hende . +Moderen var meget syg . +Stiftamtmanden havde , som ovensor nævnet , +den aften opholdt sig længe inde hos sin hustru ; +han havde forsøgt på af få hende til af indse , hvor +nødvendigt det var for sønnen af komme bort , for +af tage fat på ordenlige studier , og bedet hende af +benytte sin indflydelse til al sormåe ham dertil ; +men det var aldrig kommet i hendes tanker , af hun +skulle ofre nogetsomhelst , fordi det var rigtigt , og +nu måtte manden til sin sorg føle , af det var +for sent af vente slig selvfornægtelse af hende . +„ Jeg kan ikke undvære ham ; han er min eneste +opmuntring , min bedste trøst i min sygdom , og + +ham vil du tage fra mig ! Jeg havde aldrig troet , +af du var så hårdhjertet , således at ville sønderrive +de sfjønneste , ømmeste forhold ; nu skulle de to +unge skilles ad , hvis kærlighed det har været min +glæde at se udfolde sig her ved mit sygeleje ; det +aner mig , at , flilles de nu ad , da er det for stedse . “ +„ Hvad mener du , hvem taler du om ? — dog +vel ikke ? — “ +„ Naturligvis Alfred og Ada , de er som flabte +for hinanden , denne unge , heilige kvinde , og min +geniale , elskværdige , smukke , eneste søn . “ +„ Du forsfrækker mig ; hvor har jeg haft mine +øjne ? Det er en grund mere til , at han må +rejse jo før jo hellere . “ +„ Så dør jeg “ , fremhulkede fruen under en +tårestrøm . +„ Kære hustru , hør på mig med ro ; har +; eg været for heftig , gør det mig ondt ; jeg blev +selv forskrækket , thi det er aldrig faldet mig ind ; +men det ville ingenlunde passe . Ada er fire år +ældre , hun er en verdenserfaren og klog kvinde , +medens Alfred med al fin begavelse endnu er en +umoden dreng . Dette ville aldrig føre til varig +lykke , desuden sømmer det sig ikke for os at +fremkalde eller befordre sligt ; hun er mig betroet , er +i mit hus , under min beskyttelse , og jeg skulle + +opmuntre min egen søn til at benytte sig deraf ? +Det er min villie , han må rejse straks og ikke +komme hjem , førend hun har forladt mit hus . +Min zere går mig over alt ! “ +Neppe vare disse ord udtalte , førend skrig og +krampetrækninger mindede ham om , at han var +gået for vidt , at han ikke nu i hendes syge tilstand +kunne fordre en selvfornægtelse og hensyn til +fornuftens bud af den kvinde i hendes alderdom , +med hvem han i sine nnge dage havde drevet afguderi +på den måde , at alle hendes urimeligste +ønsker og lyster tilfredsstilledes . Hun havde været +som en skjon prydelse af sijørt porcellain , der næppe +turde berøres ; nu ville han pludselig tage den i +brug — og den gik i stykker imellem hans hænder . +Først efter at det viste sig , at sygeplejerskens og +hans forenede bestræbelser ikke kunne udrette noget , +kaldte han på Susanne , og der blev sendt bud efter +lægen . Men intet uden Alfreds nærværelse kunne +berolige den syge ; hun talte vildt , men ham kendte +hun ; kun når han var inde , troede hun , at man +ikke havde sendt ham bort . Det var en angstens +tid for dem alle ; alt trådtc i baggrunden for +den ene tanke , om moderens liv dog kunne reddes ; +for Alfred var det egentlig sværest ; thi han måtte +næsten uafbrudt være inde hos hende , når hun ikke + +sov , og søvnen opnåedes kun ved søvndyssende +midler . Efter mange dage brødes endelig sygdommens +heftighed ; men hun var yderst svag , og +lægen sagde , at et fornyet anfald ville være den +visse død . +Hvad under , at alt , hvad der kunne kaldes +sindsbevægelse , holdtes fjernt fra hende og , ligesom +på anden hånd , også fra de andre ; at Susanne +undgik at komme til en forklaring med Matthias , +ja at denne fandt det rigtigst , at rejse hjem til faderen , +for at der kunne være fuldstændig ro i +huset ; han kom da kun engang imellem på kort +tid i besøg for . at høre til den syge . +Ellevte capitel . +Ungdomsveninden . +Imidlertid var også den egenlige vinter henrunden , +og da Fru Rud i de dage , da hun begyndte +at blive bedre , havde ønsket at se en ungdomsveninde +igen , fra hvem hun i mange år havde +været adskilt , mente stistamtmanden , at det nu +turde være på tiden at indbyde denne til at gæste +dem ; denne opmuntring kunne være den syge tjenlig , + +og — i alt fald ønskede han at glæde sin +hustru uted hvad der stod i hans magt , så længe +han kunne . +Vi må nu et øjeblik gå tilbage til den +tid , i hvilken de , som vi have lært at kende i en +ældre alder , vare unge . +Fru Rud var sine forældres eneste barn +og arving og desuden sin tids mest beundrede +skønhed . Hun blev opdragen på landet på en +stor herregård , og denne opdragelses fortrin og +skyggesider viste sig i en underlig modsætning hos +hende , da hun voksede til . Hun blev ved moderens +og gouvernantens omhu holdt fjernet fra all , hvad +kun tilnærmelsesvis kunne kaldes sfadeligt ; man +viste hende al omhu og wrbødighed , værnede om +hende i henseende til legeme og sjæl , således +at hun aldrig turde komme i berøring med de +mennesker , der levede omkring dem , da man +frygtede for , at hun kunne se noget råt og +usfjønt eller lære noget ondt . Derved bevaredes +tilvisse en sjælsreenhed , som også i hendes senere +liv gjorde sig gældende , og hendes børn mindedes +aldrig andet , end at den sfjønne moder stedse også +var fljøn i ord og tankegang . Men hendes ånd +og hjerte forbleve kolde ved denne afsluttede opdragelse ; +hun levede som på et højt bjerg , hvor + +der er evig sne . — til menneskenes sorger og +glæder kendte hun lidet eller intet , og ingen tænkte +på , af de , idet de ville vogte den unge sjæl for +syndens smitte , nærede en synd i hende , derer +ligeså fordærvelig , nemlig egenkærligheden . I +den nærmeste købstad boede en fattig adelsmand +med en talrig børneflok , han havde været ofsiceer , +men havde på grund af sygelighed måttet tage +sin assked ; blandt disse mange børn var der en +jævnaldrende ' lille pige , som den unge frøken fik +lov til af omgås , og da denne senere vidste af +gøre sig afholdt , blev der tilbudt hende hjem og +, ophold på gården , for af den rige pige ikke +skulle være for ensom . +Pleiesøsferen forstod snart af gøre sig unndværlig ; +hun havde de egenskaber , som den anden +manglede , hun var praktisk , dygtig og verdensklog , +endnu førend hun havde set noget til det , der almindeligvis +kaldes verden ; hun var meget nyttig , +så det var ganske naturligt , af hun ved virksomhed +og på- rette sted anbragt smiger vandt et +herredømme over den drømmende og uvirksomme +forkælede unge dame . +Da de vare voksne , blev de samtidigt indførte i +den store verden og hoflivet i hovedstaden . Her +så den rige pige den unge Rud , der i den tid + +vakte megen opsigt , såvel ved sine personlige fortrin +som ved sine ualmindelige evner og sit ridderlige +høisind . Det ideelle i hendes natur fængsledes +ved ham , medens han blev således greben af hendes +skønhed , at denne beundring trofast fulgte ham +igennem livet , tiltrods for , at det højeste i hans +natur led nød , tiltrods for , at , han i sit lange +wgteskab så jævnlig greb i luften efter en skygge . +Også hendes veninde indtrådte i wgteskab , +ivet en embedsmand ovre fra Holsten tilbød hende +fin hånd , og såvel dette giftermål som hele +tankegangen i hendes omgivelse førte hende mere +og mere ind på at leve for det nyttige i denne +verden . Børn havde hun ikke , der kunne have +prydet hendes tørre tilværelse med friste , grønne +ranker , og således visnede hun hen . +Nu skulle disse to barndomsveninder mødes i +de ældre år ; den ene havde fortsat sin uvirkelige +skintilværelse , den anden havde nedgravet sig i en +falst virkeligheds nsande fordringer . Nu måtte +de erfare , at kun det ene fornødne kan sammenholde +det uensartede i tidens løb , men begge købte +endnu falsk flitterstads , ingen af dem fsendte eller +brød sig om den ægte perle . +Det var henimod . Slutningen af April , at Fru +v . Trottau ankom . Hun var enke og boede nu i en + +smukt beliggende lille købstad i det holstenske , +hvor der ligesom var et samlingssted for fornemme +enker med en indskrænket formue ; der havde hun +levet i mange år og udelukkende bevæget sig i en +lille , fim og , som hun sagde , udvalgt kreds af ligestillede +og ligesindede damer , hvis hovedinteresse i +livet var , at få en mådelig indtægt til at række +så langt som muligt i henseende til at optræde +med en vis fornemhed . Hun havde huns og have +og herskede med et jernscepter over to piger og en +havemand , der tillige ved højtidelige lejligheder +fulgte efter fruen , iført et liberi . Virksomhed og +huslig dygtighed vare de ord , hun altid førte i +munden , og hun levede også kun for udøvelsen af +disse dyder , men — med tilsidesættelse af mangfoldige +andre . +Da indbydelsen til stiftamtmandens nåde +hende , sagde hun til fine veninder : „ Ak ja , det +er ganske nødvendigt , at jeg opoffrer mig for min +kære ungdomsvenindes ønsker , hun§ er vist meget +ilde stedt , så syg , at hun ikke kan varetage noget , +og så med fire uopdragne børn ; det huns må jo +være i en ganske opløst tilstand . “ +„ Der skal jo være en voksen datter ? “ +„ Ja , en ung pige på tyve år , og som allerede +har forlovet sig ; hun tager sig naturligvis af ingenting . + +nej , det kan gøres fornødent , at et i hunsvæsen +og oeconomie erfarent menneske træder til +der ; så vil jeg da hjælpe min stakkels ungdomsveninde +og hendes mand , om det behøves . “ +„ Hvorledes er den mand ? “ +„ Å , han er en demokrat . “ +„ En demokrat ? “ +„ Ja , således var han i det mindste i sine unge +dage , da havde han sådanne overspændte ideer om +— menneskerettigheder . “ +„ Ja , det er disse galskaber , som folk nu finde +på . Lad blot ikke pigerne høre noget om -det , +så blive de ikke til at styre . “ +„ Hvad ville den dejlige pige dog med sandart +en ? “ +„ Ja , stakkel ! Hun har vist heller ikke været +synderlig lykkelig ; men hun var sådant et sværmerfl +og poetisk gemyt , og disse poetiske folk er jo +altid udsatte for store fejltagelser , og som en følge +deraf — for skuffelser . “ +K + +tolvte capitel . +Ankomsten og bekendtskabet . +Fru v . Trottan ankom hos stiftamtmandens +en dag ved middagstid og blev modtagen +på det bedste . Susanne førte hende til hendes +værelser , som hun havde søgt at smykke med hvad +huset formåede . Violer duftede hende i møde , og +i vinduet stod skønne hyazinther . Hun så sig +om med et dommerblik , men fandt ikke straks noget +at udsætte . Det forskende blik vendte sig da på +Susanne , og enhver uhildet kunne have spurgt hende , +hvad hun der fandt at udsætte . Der var en jomfruelig +beskedenhed , forenet med en stille værdighed , +udbredt over hende , således som hun stod for hende , mere +bleg end ellers af den anstrengende og sorgfulde tid , der +var hengået for dem alle , men barnlig glad ved at +kunne vise sin gæstfrihed i moderens navn imod +dennes kæreste ungdomsveninde . Mest fruen tænkte : +„ Nu vil jeg se , hvad hun duer til . — kan jeg +straks komme ind til din moder ? “ spurgte hun . +„ Moderglæder sig meget til at se dem , frue ; +men det inå vist hellere vente , til vi have spist til +middag , da det er den tid , på hvilken hun har +det mindst dårligt ; moder er meget afkræftet og + +må vogtes meget for anstrengelse og ligeledes for +sindsbevægelse , så at hun , skønt hun har glædet +sig så meget til deres komme , vist endnu kun kan +tale lidt med dem ad gangen . “ +Dette fremførtes i en meget beskeden tone af +Susanne , og kun i den gode hensigt at sætte gæsten +ind i forholdene med hensyn til moderens store +svaghed . Hun blev noget forbavset over det kort +affærdigende svar : +„ Det er godt , jeg ved nok , hvorledes man skal +omgås syge ; når spises her til middag ? “ +„ Om en time ; ønsker de hjælp , skal jeg sende +jomfruen . “ +„ Hvilken jomfru ? “ +„ Min kammerjomfru . “ +„ Ja såmænd , hun kunne hjælpe mig at pakke ud . “ +Dermed gik Susanne . — fruen tænkte : „ Nå +da , det barn bliver vænnet til egen kammerjomfru , +det er snart for galt ; imidlertid kan jeg få et og +andet opspurgt , som det kunne være ret behageligt at +vide besfed om . “ +Den eksamen , hun underkastede kammerjomfruen , +ville vi ikke følge i dens helhed , men indskrænke +os til at berette , at hun fik meddelelser om , +at komtesse wildenow var der i huset , og at denne +fog løvens part af hendes tid og tjeneste ; om , +6 » + +hvor elsket frøkenen var , , og hvor god imod alle , men +tillige , hvor alvorlig og stille hun var bleven på den +senere tid ; om den rige , unge herre , som hun var +forlovet med , men at det havde lange udsigter med brylluppet +på grund af fruens sygdom og — så — “ +„ Nå , hvad så mere ? “ spurgte fruen skarpt ; +„ det ville vel næppe holdes hemmeligt for hendes +veninder ; her er meddelelse på sit rette sted , thi +jeg er en gammel veninde af familien . “ +„ Ja , comtessen ville nok også have ham ; men +så var der den unge herre ; han var nu så forelflel +i comtessen , og ingen af folkene kunne komme +under vejr med , hvem comtessen egentlig helst +ville have . “ +„ Hvem står for husets styrelse ? “ +„ Det gør frøkenen . “ +„ Hun kan umuligt regere så mange folk . “ +„ Regere ! Det ved jeg ikke , om hun gør ; men +hun siger , hvordan det skal være , og jomfru Ane +sørger for , at del skeer . “ +„ Hvem er det ? “ +„ Det er husjomfruen , hun har været her +altid . “ +„ Så er det hende , der regerer , “ tænkte fruen , +„ det må vi se efter , hun har naturligvis både +pigebarnet , nøglerne og det hele i lommen ; det var + +vist hende , der var barnepige hos de to wldste . +Ak ! det går vist til her som i Sodoma og gomorra ! “ +Fruen +kom ned til middagsbordet , hvor hele +familien var forsamlet ; de forestilledes for hende +hver især af stiftamtmanden , frøken grove med de +ord : „ Den dame , der godhedsfnldt tager sig af +mine yngre dsttres opdragelse . “ +„ Ah , gouvernanten ! “ sagde fruen med et nik . +Bed bordet iagttog hun skarpt ; der var en +mere end almindelig festlig anretning i anledning +af den forventede gæst , og børnene såvel som de +øvrige vare selskabsklædte ; deraf skønnede hun , at +det var et overdådigt huns ; men derimod rejste +de yngre børn sig engang imellem og bøde noget +om , dels for at lette den gamle tjener arbejdet , +og dels for ikke at lade deres fader og gæsterne +vente længer end nødvendigt ; deri så hun et bevis +på faderens demokratiske anskuelser ; ligeledes +mishagede det hende , at frøken grove tog del med i +bordsamtalen ; alt øette var „ nivellerende “ ; børnene +skulle fra barndommen af vide , at de vare fornemme +børn , at de ikke vare ligestillede med tjeneren +— og gouvernanten skulle rette på dem og +lære dem pæne manerer , men sorresten ikke blande +sig i samtalen , hun kendte ikke sin stilling ; alt + +dette ville hun ændre , her var en vid mark for +hendes virksomhed . Efter bordet kom hun ind til +den syge frue ; den dag talte hun ikke om noget +videre med hende ; da hun fandt den syge så betagen +af gensynet , så lykkelig og rørt , tillod hun sig for +en gangs skyld selv den blødagtighed at sidde ved +sengen med venindens hånd i sin og lade de +timer gå hen , uden at ville gøre gerninger , +og talte kun om barndoms- og ungdomsminder . +Men tankerne vare ikke ledige , medens hun +føjede den syge den dag . Den følgende dag +måtte Fru Rud høre på en forelæsning om normal +sygepleje , således som den udøvedes på berlinerhospitaler +og lazarether . „ Her er alting ganske galt +indrettet ; det er jo ingen sygestue ; her er gulvtæppe +og tykke Gardiner om sengen og for vinduerne ; +værelset er overfyldt med malerier , blomster , både +afskårne og potteplanter , og tuscnde nipsgenstande , +så at her seer ud næsten som i en galantcriboutik . +— øette må alt sammen bort ; “ vedblev Fru v . +Trottan , „ det er jo grueligt , min stakkels veninde , +hvorledes man har forsømt at varetage dit +sande bedste ; det samler jo støv , spindelvæv og +alle mulige insekter ; først tømme vi dit cabinet , +så bliver du flyttet derind , og så komme vi til +her . I de hospitaler , som jeg har besøgt for at + +studere sygeplejen , anses alt sådant for en fordærvelighed , +og det er kun fordi du har været omgiven +af uerfarne og uvidende mennesker , at sligt +har kunnet ske . “ +Den syges klager overdsvedes med et „ Vær +nu fornuftig , det må ske . “ — der blev på +fruens indstændige bønner sendt bud efter stiftamtmanden ; +da han kom , sagde hun kun : „ Jeg vil +ikke være et hospitalslem “ , og brast i gråd . Han +måtte berolige og trsste på bedste måde ; men +med bestemthed udbad han sig , at hans hustru ikke +forstyrredes i nogen af sine vaner , og at hendes +sygepleje lededes på den måde , at hendes ønsker +bleve respekterede . „ Ia , men hospitalsplejen var den +bedste . “ „ Det kom an på omstændighederne ; “ +Kort sagt , her blev den virksomme dame aldeles +flåt af Marken , og følgen var , at den syge , der +i enhver henseende var forkælet , fattede både modvillie +og skræk for hende og hendes højrøstede , +snærrende tale , således , at hun var gladest i de +timer , hvor hun var fri for venindens selskab , og +med et forkælet barns egenkærlige glæde tog imod +alle dennes forflag til at reformere huset og dets +indretning , i det håb , at hun så blev fri for +endeel af hendes underholdning . + +trettende capitel . +Hnuslighed og skinsyge . +Nu begyndte en sand lidelsestid før Susanne , +idet hun fra morgen til aften blev holdt i ånde . +Hun måtte vandre med fruen fra loftet til +kjæelderen , alle afsides rum blev eftersete og ordnede , +og der vankede droie irettesættelser både til +Susanne og til tyendet . +„ Du tænker på at gifte dig og sætte Bo , og +du forstår ingenting ; slig uorden har jeg aldrig +kendt mage til , du ved ikke , hvad her findes , lukker +ikke af , du bliver jo bestjålet på alle kanter . “ +Alt dette sagdes ganske uforbeholdent i folkenes +nærværelse , hvilke hun ej heller brød sig om at +irettesætte på den mest bydende måde . Det krænkede +Susanne næsten mere at høre jomfru Ane og +den gamle Peter tiltalte med så skånselløse ord , +end når hun selv blev tagen i skole som en lille +pige . Hun vidste godt , at hun havde mange mangler +som husmoder , og at hun ville have godt af at +lære , selv om det var en besværlig læretid ; men +hun frygtede for , at det kunne komme til et ubehageligt +udbrud fra folkenes side , og i denne tid + +vare hverken hendes kræfter denne anstrengelse voksne , +ikke heller havde hun tankerne ved alt dette , der +forekom hende så ringe og underordnet i modsætning +til hendes forfljellige sorger og bekymringer ; +thi hun så , at moderens tilstand sorværredes +dagligen ; hun sad mangen halv nat oppe hos hende +og vidste dersor bedst , hvorledes hendes kræfter aftage , +og hun måtte desuden ganske overlade Ada og +Matthias til dem selv , og den tanke rodfæstedes +stedse dybere i hendes sjæl , at medens hun gik +denne hårde , forberedende wgteskabsskole igennem , +blev han , for hvem hun ene ville gjennemgåe denne +ildprøve , hende ranet as en anden . +Matthias derimod begyndte at tabe tålmodigheden , +der hidtil godt havde stået ham bi ; han +traf så godt som aldrig Susanne , og da Ada , som +han godt kunne mærke , knn på skrømt brød sig +om det , han sagde , tabte han interessen for at ville +indvirke på hende ; men der var intet ved at gøre ; +denne tid var så urolig i stiftamtmandens hus , +at han måtte vente . Således kom han da en +dag til at tale med Ada om , hvor sørgelige dage +det var for dem alle , og mest for Alfred og Susanne . +„ O “ , sagde Ada , „ Susanne kan da , når +denne sygdom ender , som den jo må ende , blive + +gift med dem og flytte hjem til deres fader eller +andetsteds hen ; hun er ikke videre at beklage . “ +„ De dømmer underlig letsindigt , ja undskyld , +comtesse ; men jeg troede dog , at de ville kunne +forstå , at man ikke med sådan ligegyldighed seer +på en så alvorlig begivenhed som den , her forestår , +— sandelig , det ville kun være et dårligt varsel +for den kjcerlighed , jeg håber og tror på . Og +Alfred da , har de ingen følelse for hans sorg ? +Vil de engang dele godt og ondt med ham , så er +det da på tide nu at føle nogen deltagelse . “ +„ Hvem siger dem , at jeg vil dele godt og +ondt , som de kalder det , med Alfred ? “ +„ Tilgiv , men jeg har altid tænkt det , siden jeg +så dem med ham . “ +„ Det forstår jeg ikke ! “ +„ Io , de gør , de forstår mig meget godt , de +kan ikke tage fejl as , hvor stærkt han er forelflet +i dem , og jeg har ligeså lidt taget fejl af , hvor +meget de har opmuntret ham . — skulle det kun +have været leg , så — ja , så gør det mig ondt , +både for ham og for dem . “ +„ De er alt andet end høflig . “ +„ Det er vel muligt , at min deltagelse for min +unge svoger har ført mig for vidt . “ +Ada var meget fortørnet ; deltagelse for svogeren ! + +der var altså ingen for hende ; hun havde +spilde alle sine konster , sit hele comediespil ; hendes +ansigt sortrak sig , og en vredesåre svulmede på +hendes pande ; men hun hørte nogen nærme sig ; +hurtigt fattede hun sig og sagde smilende : +„ De er nu så skarpsynet ; men kayskee de +dog kunne have set fejl . “ +Skarpsynet var nu Matthias ikke , og dette +vidste han ret godt ; han følte , at Ada spottede ham ; +men han var temmelig vis på at have set rigtigt . +Han svarede altså kun : „ Gid det var så vel ! “ +Dette fornærmede Ada end mere ; hun sagde +heftigt : „ Vi tale aldrig et ord mere om denne sag , +hører de ! “ +„ Som de befaler . “ +I dette øjeblik åbnede Susanne døren ; hun hørte +de sidste ord . — „ De havde altså hemmeligheder ! “ +Hun var næsten aldrig derinde mere , i den dagligstue , +der til for kort tid siden havde været hendes +eget rige ; nu kunne hun ikke sætte foden derind +uden at komme til ulejlighed . — hun gik tavs +igennem værelset uden at se eller ville se Matthias ' +længselsfulde blik ; han rejste sig hurtigt og +ville ile efter hende ; men hun forsvandt i moderens +værelser ; havde hun ikke set hans bevægelse , eller +ville hun ikke se den ? — „ Hvor lidende og bedrøvet + +hun seer ud ! Men hvorfor lukker hun sin +sorg inde i sit eget hjerte , hvem var nærmere til +at dele den med hende end jeg ; skulle hun være kold +imod mig ? “ +Det var ham umuligt længer at sortsætte samtalen +med Ada . „ Hvad gavnede det ? “ spurgte han +sig selv bittert , og nu i dette øjeblik var alt andet +end Susanne og deres forhold ham ligegyldigt ; +ville Alfred endelig sin egen ulykke , nu vel , han +kunne ikke vogte ham , Alfred var jo intet barn . — +Matthias følte sig ulykkelig og utilfreds , han kom +dag efter dag , tilbragte time på time med at +vente på Susanne i Adas selskab , og kom hun , +så var det kun et glimt , han så af hende . +Hvad skulle det blive til ? . Forstemt tog han bort , +og Ada følte sig fornærmet over , at han forlod +hendes selskab , så længe det stød ham frit for at nyde +det ; hun var i denne tid den eneste ørkesløse i +huset , og følgelig næsten altid alene i dagligstuen . +Dagene svandt for Susanne under åndsforfærende +husligt slid ; men da søndagen kom , og +moderen den sidste nat havde haft det tåleligere , +troede hun at kunne følge fin tilbøjelighed og gå +i kirke , som hun var vant til . Hun besørgede alt +fornødent tidlig om morgenen og beredte sig til at +gå . Fru v . Trottau var den dag ikke så tidlig + +synlig søm ellers , dog vardet ingenlunde , fordi hun +sov eller hvilede efter ugens anstrengelser ; denne +ssndag-morgenstund blev benyttet til eget privat +brug , brevskrivning , oprydning m . m . Susanne +satte alting tilrette til gjcestens brug og — efterladende +en undskyldning , ville hun lige til af gå , +da fruen trådte ind . +„ Hvor vil du hen ? “ spurgte denne . +„ Jeg vil i kirke . “ +„ Det behøves ikke , der var du forrige søndag . “ +Susanne blev noget forbavset over denne underlige +tankegang ; men Alfred , der også havde belavet +sig på af gå , svarede : „ In , og næste søndag +går hun vel igen , det gør hun altid . “ +„ Altid ! er det nødvendigt ? Forlanger pastoren +det ? Da gør den mand prætensioner , der ikke +burde tillades ham . Og desuden , her er meget +af gøre i dag , Susanne , grumme meget . “ +„ Undskyld , frue , “ sagde Susanne ; „ her gøre +vi aldrig unødvendigt arbejde i huset øm søndagen , +folkene gå også gerne i kirke skifteviis . “ +„ Det er uhørt , hvem forlanger det ? “ +„ Ingen “ , svarede Alfred smilende . „ Jeg er nu +kun en mådelig kirkegænger i det hele , så dersom +de befaler , kan jeg blive hjemme og undskylde mig +med , af jeg har købt de fem par øxne , thi jeg + +kan endnu ikke sige , af jeg har taget en hustru til +wgte , derfor kan jeg ikke komme . “ +„ Alfred dog ! “ sagde Susanne bebrejdende . +„ Ia , en af delene må jeg sige , når fruen +vil have , at jeg sial være huslig om søndagen . “ +De gik og lod fruen meget fornærmet blive +tilbage . Ada kom ned , og af gensidig mangel på +andet selskab kom de to til at blive bedre bekendte . +Ada var høilig forbanset over , at Alfred var gået , +førend han havde hilst på hende ; det var Susanne , +der ville drage ham bort fra hende . „ Ia , bi kun , +Susanne , det kan komme dig dyrt at stå . “ +Fruen var meget indtaget i Adas skønhed og +elegance ; det ville aldrig falde hende ind at tage +denne i skole på tamme måde som Susanne ; +dertil var hun for fornem , det behagede fruen ligeledes , +at Ada , der var fornærmet på frøken grove , +behandlede denne med fornem overlegenhed og næppe +værdigede hende et ord . Hun havde dog begreb +om sin stilling og kunne holde en underordnet +„ Person “ i hendes . Ada kom snart til usorbeholdent +at udtale sig , udfrittet , som hun blev , og hun udgød +sig nu i hele sin lidenflabelighed med den bitterhed , +der for øjeblikket var oppe i hende , så fruen kom +også her til at erfare endeel om stemninger og + +tilstande i huset , der , som hun troede , var hende +meget nyttigt . +For Susanne blev den søndagshvile , det +var gjort hende så vanskeligt at opnå , til +særlig velsignelse ; hun følte mere end ellers , hvor +hårdt hun trængte til at komme bort fra alt +det , som trykkede hende . Allerede den korte +ventetid , førend gudstjenesten begyndte , virkede beroligende +i modsætning til den stadige tale om helt +ligegyldige småting . Hvilken forskel mellem at høre +på psalmesangen og på den skærende , uharmonifle +røst , der forstyrrede hende i hjemmet . Som det så ofte +går med et menneske , hvis sind er opfyldt af en +overvældende tanke , der behersker sjælen ligesom en +legemlig smerte , således også her , hun kunne ikke +følge prædikenen i dens hele gang ; men et lille ord +deraf faldt , som en trøstens dug , ind i hendes +hjerte med kraft og lægedom ; det lød således : +„ Vi elske stundom i ungdommen nogen eller +noget således , at vi elske det , der i sig selv er +syndigt , på en syndig måde , så vi drive afguderi +dermed ; så kommer vor herre og rører ved vort +hjerte , vi se ved syndserkjendelsen , at alt er tomt , +tant og forfængelighed . Det elskede tages bort +fra os på den ene eller den anden måde , vi må +frivilligt eller ufrivilligt give slip derpå . — far + +verden , far vel ! Jeg ledes nu ret ved at være din +træl . Vi ville nu ganske høre Herren til ; men +hvorledes ? I suk , gråd og tænders gnidsel . +Verden er en jammerdal og livet en byrde , det +første er sandt ; verden , som sådan , er en jammerdal ; +men det er christeligt talt en misvisning , +når livet bliver os til en byrde , i hvor tungt så +korset kan trykke og tornene rive og nage til en +tid . Det er , når vi selv ville slæbe af med vor +byrde , vi kunne ikke ; men han , der bar sit kors +til golgatha , han bærer vort ; komme vi og lægge +vor byrde for korsets fod og for hans fod , som +hænger derpå for vor skyld , så bliver livet til +en stor velsignelse og megen glæde , da får alt +sin fornøielighed , og vi få lov til atter at optage +og at elske ; hvad der i de tidligere år var os +en fristelse , som vi ved syndserkjendelsen måtte +bringe som et offer , det bliver nu en rigdom for +menneskelivet , beskinnet af vor herres lys . “ +Disse præstens ord anvendte Susanne på sig +selv og sit forhold til Matthias . Ja , hun ville +offre ham , hendes kjcerlighed til ham havde været +afguderi , hun havde ikke elsket vor herre først , og +så mennesker i ham . Kanske så engang , når +hun var gammel , de kunne få lov til af være +venner , al mødes i den fælles kjcerlighed til frelseren . + +fjortende capitel . +De reffe grændser . +Fru v . Trottau havde , som før omtalt , været +gift i Holsten med en der boende embedsmand ; men +hun selv var dansk af fødsel og talte selvfølgelig +såvel det tyske som det danske godt og flydende . +Jkkedestomindre havde hun ønsket , af man skulle +henvende talen til hende på tysk , og efterdi disse +begivenheder , som her fortælles , tildroge sig nogle +år , førend vi måtte føre krig for land , folk og +sprog , så vare de fleste familier endnu så såre +høflige , af mange uden videre rettede sig efter de +fremmede hertillands , uden af der dog nogensinde +tænktes på , af en høflighed er den anden værd . +Foraldre og opdragere anså det endogså for et +ypperligt middel for børn til af øve sig i et fremmed +tungemål , når en gæst derudefra var i huset ; +altså var der ikke tale om andet , end at børnene +efterkom den „ nådige frues “ Ønsker ; dette gik også +godt til hin skæbnesvangre søndag , da den +„ nådige frues “ Sindsstemning var bleven forstyrret +fra morgenstunden af ved Susannes ubetimelige +kirkegang . + +kort førend middagsmåltidet samme dag sad +de to unge piger , Ingeborg og Ellen , sammen t +vinduet i dagligstuen i en meget ivrig samtale ; +fruen kom ind , de afbrsd ikke det emne , der for +øjeblikket levende beskæftigede dem , de bemærkede +neppe en tredje persons nærværelse . Pludselig lød +den wendende og bydende stemme : , , j vide jo , at +i skulle tale tysk i min nærværelse ! “ +„ Ja , med dem frue , “ sagde Ingeborg rolig ; +„ men jeg talte med min lille s oster . “ +„ I er næsvise og have altid svar på rede +hånd , når man siger eder noget ; jeg har aldrig +set mindre velopdragne børn . “ +Dette blev sagt højt og uhøfligt lige i detøieblik , +da frøken grove åbnede døren ; spørgende +så hun på de to unge piger ; Ingeborg , blussende +rød , ville meddele hende det forefaldne , da fruen +begyndte i en bydende tone : +„ Mademoiselle , deres elever benytte sig af den +altfor store frihed , de have , til at gøre , hvad der +udtrykkeligt er dem forbudt ; lad mig nu se , om de +kan opfylde deres hverv her i huset , hvilket jo skal +være at opdrage , som jeg hører ; jeg forlanger , at +de irettesætter dem alvorligt ; de burde egentlig ikke +have lov til at komme til bords . “ +„ Kære børn , “ begyndte lærerinden sagtmodigt , + +„ husf på , at i henvende talen til Fru v . Trottau +på tydst , da denne snsfer det . “ +„ Men det gjsre vi jo altid , “ udbrød , Ellen ; +„ men nu tsr Ingeborg og jeg ikke heller tale sammen , +som vi er vante til . “ +Frøken grove kunne nu ikke med frelst samvittighed +sfjende på børnene , da hun ikke så , at +de havde forset sig ; dette sagde hun roligt , men bestemt , +da i det samme det øvrige selskab trådte +ind . Stistamtmanden henvendte stedse talen på +tydfl til fruen , men forandrede for øvrigt intet i sine +vaner med hensyn til sine børn og øvrige omgivelser . +Han spurgte halvspøgende , hvorom damerne +havde talt så ivrigt , og da han hørte det , sagde han +til fruen : „ Når vi komme for at besøge dem , vil +de så tale dansf med os til gengæld ? “ +„ Det vil ikke behøves , “ svarede denne forbindtligt +smilende , „ De er så godt hjemme i det tyske +sprog , og desuden — hele min omgangskreds — +ville føle sig genert — “ +„ Ja “ , svarede stiftamtmanden tort , „ det går +vel vor omgangskreds ikke stort bedre , og hvad det +angår , at være hjemme i sproget , så tillad , at +jeg gjengjælder deres roes , de har ikke glemt +deres barndoms- og ungdomssprog , siden vi sidst +sås . “ +7 * + +„ Ak ja , det var min salig mand så ubehageligt . “ +„ Ja +så ! “ +Matthias havde siddet og set eftertænksom ud ; +nu sagde han : „ Det er egentlig både naturligt og +rigtigt , at en hustru , der elsker sin mand eller elsker +hans minde , også ganske tilegner sig hans folk , +hans sprog og alt , hvad hans er ; Rutt sagde +også : „ Dit folk skal være mit folk ; din gud min +gud “ ; men jeg tror ikke , at det let lader sig overfore +på udenfor stående mennesker ; sæt , at en +tysk kvinde ægter en dansk mand , som hun elsker +lige så højt , . som de deres afdøde mand , så kan +hun dog ikke ville overtale fine landsmænd til at +fornægte deres folk ; det ville være at overflride +grændserne , og det er ikke godt i noget menneskeligt +forhold . Et . gammelt sagn siger , at den , der +flylter grændseskjel , kan ikke finde ro i graven , og +der er så mange usynlige grændseskjel , der ej +heller tør røres . “ +„ Nå , svoger , er du nu igen ved dine gamle +sagn , dem lever bu jo af i denne tid “ , udbrød +Alfred og lo . +Latteren kom lidt tvungen . Matthias så op +og tog kredsen i øjesyn igennem sine griller . Alle +så mere eller mindre forlegne ud , kun de to angste + +vare uberørte af hvad der foregik . Samtalen fik +hurtigt en anden vending , og Matthias kunne ikke +begribe , hvad upassende han havde sagt , thi at +han var den skyldige , følte han , men hvorledes ? +Neppe havde man rejst sig , førend Alfred +tog ham til side og hviskedee : „ Din tale var god ; +det var , som om det var philemon og baucis , du +havde til eksempler ; men det passer ikke på fruen +og hendes mand ; de levede som hund og kat , for at +udtrykke mig fyndigt , om ikke siint . “ +“ „ Ja , hvor kan jeg vide det , når hun altid +drager i Felten med sin salig mand ? “ +„ Ja , nu kan han jo ikke sige hende imod ; men +det var jo netop så kosteligt , at du havde denne +uskyldige mine , medens alle vi andre vidste befled . +Faders ansigt ! — nej , det var ubetaleligt , det gik +næsten over hans evne med at holde på værdigheden . “ +„ Jeg +vil gøre din fader en undskyldning . “ +„ Den er mere på sin plads lige overfor fruen . “ +„ Snak ! “ +De fulgte med stiftamtmanden over på hans +værelse ; næppe vare de komne der , førend han +sagde : „ Du bragte mig i middags til at fortryde , +svigersøn , at jeg aldrig er gået den diplomatisfe + +Bei , så havde jeg i ungdommen leært , at holde mit +ansigt i stive folder . “ +„ Ja , det gør mig ondt , jeg vidste ikke noget +om forholdet , førend Alfred nu sagde mig , hvorledes +jeg havde forsyndet mig imod høfligheden . “ +„ Det kan jeg tænke ; det skader ikke , den gode +dame er yderst besværlig . “ +„ Vil fader så ikke se at indskrænke hendes +færd imod Susanne ? “ +„ Susanne ! Hvad gør hun hende ? “ spurgte +faderen opfarende . +„ Hun trainerer hende som en væddeløbshest . “ +Alfred fortalte nu , hvad han havde bemærket , +af Susanne måtte ' være på færde tidlig og silde +med alle slags huslige bryderier , da fruen +havde påtaget sig . af rette på alle de mange +mangler , der fandtes i huset , og af hun såvel som +hele hendes stab blev tagen ordenlig i skole . +Jomfru Ane havde også udøst sit hjerte for sin +unge herre , hvem hun stadigt betragtede som sit særlige +plejebarn , og havde yktrct , af hun kun tålte +det , fordi frøkenen heri gik dem forud med sit eksempel ; +men af hun mange gange havde været fristet +til af sige det til Herren , da frøkenen blev anstrengt +for meget . Hun måtte om dagen gøre alle slags +husligt arbejde , som hun ikke var vant til , og da + +der blev undt hende liden eller ingen tid til af +være hos sin moder , sad hun ofte mere end den +halve nat inde hos hende ; det var umuligt , af frøkenen +kunne holde det ud i længden . +„ Det er for galt ! “ udbrød stistamtmanden , +„ hvad tænker den kone på ? “ +„ Hun vil overskride grændserne , flytte skel , . +Som Matthias kalder det . “ +„ Ja , det ville de alle sammen , disse fremmede , “ +Sagde Matthias strengt . „ De mene , af kun de +vide , hvorledes verden skal styres for af gå rigtigt +efter deres hoved ; det gennemføre de i det store +som i det små , de ville herske , de glemme , af de +ere gæster og fremmede , og af gæsten skal rette +sig efter husets skik , hvad enten den behager ham +eller ikke , og jeg forudser , af de ville få magten , +fordi man flipper styret i eget huns , hjem og +land ; men — af hun tør vove slig fremfærd imod +Susanne ! “ +„ Det skal blive anderledes , “ sagde stistamtmanden +bestemt , „ jeg vil dog vise hende , af jeg +idetmindste er herre i mit eget hus . “ +Døren sløj op i det samme . „ Fader , Alfred , “ +Råbte Ingeborg , „ o , kom til moder ! “ +De kom ind i fruens soveværelse ; der lå +den syge moder i Susannes arme , hun var vågnet + +af et blund i vildelse , hun råbte atter på Alfred , +som hun troede , af man havde flilt fra hende , +og da han bøjede sig over hende og talte med hende , +kaldte hun ad Ada , hvem hun med bristende stemme +bad om at gjvre hendes eneste søn lykkelig ; Ada +rakte Alfred hånden hen over den døende moders +leje , og Alfred følte sig i dette øjeblik saligt forvisset +om Adas gjenkærlighed , som han i de senere +uger ganske havde tvivler om . Stiftamtmanden +vovede ikke at sige noget ; hans hustru var døende , +og han havde ingen anden tanke ved siden af +denne sorg ; en rolig tilskuer ville have tænkt over +det særsyn , at den ellers så myndige , villiestærke +mand endnu til sidst måtte bøje sig for den sygelige +villie , der på denne gådefulde måde havde behersket +ham hele livet igennem . Hans bedre overbevisning +var bleven bragt til taushed ved denne +sidste fordring , der ligesom af døden stilledes til ham . +Lægens udsagn stadfæstedes , dette blev den sidste +opblussen af det snart udslukte liv ; den nat døde +Fru Rud . + +femtende capitel . +Døden og sorgen . +De ssrste par dage var stiftamtmanden ligesom +overvældet af sin sorg , og denne var måske +netop dybere , fordi samlivet med hende ikke havde +fyldt hans ånd og hjerte . Den utilfredsstillede +higen og søgen efter noget , som ikke fandtes , var +nu forbi for stedse ; men tillige havde han mistet +den , for hvem intet offer var ham for stort , og da +der intet virkeligt samliv havde kunnet finde sted , +byggedes der ikke heller bro over svælget , der adskiller +levende og døde . Han havde mistet alt , +hvad han i hende havde ejet . +De første dage efter sin hustrues død lukkede +han sig inde i sine værelser og ville ingen have om +» sig uden Susanne ; underligt var det , af det af hans +børn , der var den fuldstændigste modsætning til +den forgudede hustru , og det , der meesf lignede ham +selv , var ham det kæreste og i disse dage det uundværligsle . +Muligt var det også , af han mindedes +Alfreds ord , som blev sagte lige i det øjeblik , før +han kaldtes til den døende , om af Fru v . Trottau +anstrengte Susanne , og af han ville skåne hende + +ved af beholde hende i sin nærhed . Alfred hengav +sig efter sin øjeblikkeligt opblussende natur ganske +til sin smerte , men blev igen lige så let trøstet +ved Adas nærværelse , hende , som han nu anså sig +som bunden til for livet . Han takkede sin skønne , +elskede moder for denne gave ; Ada havde givet sit +samtykke , og . der kunne selvfølgelig , efter hans mening , +intet være i vejen for hans lykke , når denne +første store sorg var trådt noget i baggrunden . +I denne tid viste Matthias ret , at han følte +sig som hørende ganske til familien . Han var stiftamtmanden +en tro og dygtig støtte i alt , hvad der +var at gøre , og overtog nogle as de mest uopsættelige +forretninger , som blev besørgede med megen +dygtighed . De måtte vel alle spørge , hvorledes +denne tid skulle være gået for dem uden Matthias ; +thi Alfred var og blev upraktisk og kunne +især i denne tid ikke betvinge sin sorg for at tale +med noget fremmed menneske . , +Susanne og Matthias sås i denne tid kun +i faderens værelse , når han kom derind for at aftale +noget nødvendigt med denne . Han var da +kærlig og venlig imod hende , som altid , og hun +følte , at hun burde være ham meget taknemmelig , udtalte +dette også , men på en måde , som smertede +ham , da han mente , at hun i det mindste ganske + +burde anse ham som hørende til familien . Dog +følte han godt , at det ikke var på tiden nu at +trænge ind på hende med spørgsmål ; men hendes +kulde var og blev ham en sørgelig gåde . +Begravelsesdagen var forbi , og nu følte faderen , +at han burde opmande sig og varetage alle de forskellige , +oste modstridende interesser , der for øiebltkket +rørte sig i hans huns ; dog førend han selv +var kommen til at handle , havde Alfred fremkaldt et +optrin , der blev til bitter sorg for ham selv og +for hans søster . +En dag , da Susanne træt og nedslået gik +igennem dagligstuen , hvor han og Ada fade i sofaen +som to kurrende duer , sagde han : „ Det er +ikke smukt af dig , Susanne , at du ikke lykønsker os +til vor forlovelse . “ . +„ Forlovelse ? “ udbrød Susanne forbavset og +ilde berørt ved denne ubetimelige forkyndelse . +„ Ja , det hørte du jo selv var moders sidste +ønske ; hun har altid ønsket , at jeg skulle blive +lykkelig . “ +„ Lykkelig ! tror du , det vil gøre dig lykkelig , +hun elsker dig jo ikke . “ +„ Hvor tør du vove at sige sligt ! “ udbrød Ada +lidenskabeligt , idet hun brast i gråd . “ +„ Ja , tør du på din samvittighed sige , at du + +vil elske min Broder i liv og død , i lyst og nød , +- i sorg og glæde ? “ spurgte Susanne stærkt bevæget . +„ Det kan du ikke med sandhed sige ; skal min +brøder , der er så ung endnu , ja meget yngre end +du , tage tiltakke med levningerne as et udbrændt +hjerte ? Du har smuldret dine bedste , friskeste følelser +bort på andre , og sandelig , det vil ikke gå +ham bedre end nogen af disse . Har du gjort +ham ulykkelig , som så mange andre , som du også +har gjort mig , så har du fuldendt din gerning +her i huset . “ +Heftigt grædende kastede Susanne sig på en +stol , hendes kraft var brudt , — hun så kun +sorg og Jammer for dem alle . +„ Er du fra forstanden , Susanne , hvad falder +du på at sige ! “ udbrød Alfred . +„ Du bliver ulykkelig , og jeg , og vi alle ; hun +har allerede røvet mig — — — — “ Mere sagde +hun ikke ; hulkende ilede hun ud af værelset . +Den dag sås Susanne ikke mere . Da det +heftige oprør i hendes indre var nedkæmpet , følte +hun sig så syg og afkræftet , at hun ikke kunne +tænke på at vise sig . Hun bad frøken grove om +at undskylde hende , og denne , der godt kunne forstå , +at ro og ensomhed måtte tjene hende bedst , lovede +at påtage sig dette hverv ; hun måtte ligge i flere + +dage ; lægen sagde , at hun vel ikke havde nogen +egenlig sygdom , men at den senere tids anstrengelse +og sindsbevægelse havde nedbrudt hendes +kræfter , og at det ville være tilråbeligt for hende +snarest muligt på en tid at forandre opholdssted +og modtage andre indtryk . +Imidlertid talte Alfred med sin fader og bad +om dennes samtykke til hans forlovelse med Ada . +Faderen kunne ikke give sit minde dertil med den +glæde , han havde ønsket , « år hans eneste søn skulle +gøre sit valg for livet . Han skjulte ikke alle de +grunde , han havde imod forbindelsen : Alfreds store +ungdom og . Det , at Ada var fire år ældre end +han og meget mere verdenserfaren ; denne uensartethed +ville vokse med hver dag , de levede , i stedet for +at formindskes . Det var ham også imod , at Ada +havde været i hans hus og under hans beskyttelse , +da det skete , og — vel havde han ingen bestemt +grund til klage eller misfornøjelse ; men der var +en dunkel anelse hos ham om , at hun ikke var den , +hun syntes at være . Han havde aldrig kunnet overtale sig +til mere end at øve streng retfærdighed imod hende , +fordi han havde påtaget sig den forpligtelse ; det +var ham meget hårdt ikke at kunne møde sin tilkommende +svigerdatter med varmere følelser ; dog , +Alfred forsikrede ham , at hans livslykke og velfærd + +var afhængig af , at han kaldte Ada fin . — den elskede +afdøde havde ønsket det , han bøjede sig endnu engang f , ør +den villie , som han havde adlydt hele sit liv , hans +samtykke skulle ikke nægtes ; men det blev givet betingelsesviis . +Alfred skulle ufortøvet genoptage sine +afbrudte studeringer i hovedstaden , og Ada skulle +under Fru v . Trottaus beskyttelse rejse til sine slægtninge +i Tyskland på et længere besøg . I et år +måtte de ikke ses ; da kunne de gensidigt prøve deres +følelsers bestandighed ; Alfred ville derved mindre +blive adspredt fra studeringerne , og Ada kunne betænke +sig , hun skulle ikke bindes . Dette var hans +bestemte , urokkelige villie . +De to unge mente , at det var meget strenge +betingelser ; dog fandt Alfred sig med mest underkastelse +i faderens bestemmelse ; dels var han vant +til at lyde sin faders ord , og dels havde han en +ydmyg bevidsthed om , at han ved sin tidligere +ustadighed noksom havde givet faderen anledning +til tvivl , så han følte , at han burde tie og bære +det savn , der pålagdes ham ; han vidste , at hans +kærlighed var dyb og inderlig . Ada derimod klagede +og følte sig meget forurettet . — det havde da ikke +været således , da Susanne blev forlovet , hvorfor +hun altid skulle foretrækkes ved alle lejligheder ? — +Heri istemte Fru v . Trottan med høj røst ; dette + +rokkede nu vel ikke stiftamtmanden , men det bidrog +ikke lidt til om muligt at gjsre kløften imellem +Susanne og broderen dybere . +Et svagt forsøg gjordes endnu af „ den nådige +frue “ på at tilbyde sin „ normale sygcpleie “ ved at +foreslå , at Susanne måtte anbetroes hende ; men et +høfligt buk af stiftamtmanden og et „ Jeg har bedet min +ven byfogeden om at overtage mine forretninger i +et par uger ; jeg selv trænger til en kort forfriskning , +og min datter følger med mig “ , bragte fruen +til taushed . Hun sukkede og tænkte : „ Der bliver +aldrig noget af hende , hun bliver så forkælet “ ; +underligt var det , at hun aldrig endogså kun +havde forsøgt på at gøre sine opdragelsesevner +nyttige lige overfor Ada ; men komtesse wildenow , +der havde rejst så meget og indtog en så fremragende +stilling — nej , det kunne da aldrig falde hende ind ! + +sekstende capitel . +Rejser filsøes og fillands . +Omsider kom dagen , da de to damer skulle +rejse til hovedstaden og derfra med et dampskib +videre til Holsten . Her skulle Ada gjsre et kort +besøg hos Fru v . Trottau og så afhentes til det +indre af Tyskland , hvor hun skulle være hos en +tante , der var overhofmesterinde ved et af de +mangfoldige fyrstelige hoffer . Alfred havde opnået +sin faders tilladelse til af rejse med samme lejlighed ; +han ville følge damerne ombord og ordne alt fornødent +og kunne således udsætte den frygtede afsted +noget længer . Såvel Alfred som Ada sagde Susanne +et meget koldt farvel , der i sin nuværende +sygelige tilstand kun følte det som en ny smerte , +af hun også havde mistet sin Broder . +Da Susanne ved de senere dages begivenheder +havde fået syn for sagn , af Adas tilbøjelighed +gjaldt hendes Broder og ikke Matthias , skulle +man jo tro , af hendes skinsyge måtte være beroliget ; +men den tanke havde bemægtiget sig hendes +forpinte sind , af Matthias elsfede Ada , af han +havde taget fejl af hende selv , og kun af troflab + +ikke ville hæve deres forbindelse . Hun følte , af hun +burde tale åbent med ham , men hendes tilstand +var en sådan nu for tiden , af hun i stedet for ord +kun havde tårer . Hvergang Matthias nærmede +sig hende , brast hun i krampagtig gråd , som så +aldeles udtømte hendes kræfter , af hun under heftig +hovedpine måtte lægge sig til sengs . Matthias +var meget bedrøvet , men han forstod hende aldeles +ikke . Han talte såvel med stiftamtmanden som +med frøken grove , disse atter med lægen , og denne +mente , af hun ved af nndgåe al sindsbevægelse og +ganske af overlades til fin fader snarest ville tilbagevinde +sjælens tabte ligevægt . Frøken grove +var den eneste , der gættede noget af , hvad der +foregik i Susannes tanker . Hun havde klart gennemskuet +Adas spil hele tiden , og , som ovenfor +fortalt , havde hun tidligere anset det for sin pligt +af tale ; nu derimod , da grunden til alle disse +forviklinger var fjernet , tænkte hun viseligen , af jo +mindre det blev omtalt , desto snarere ville alt læges . +Sknlde Susanne ndtale sig , da måtte det være for +hendes fader , og da ville det vise sig for hende +som en sygelig indbildningskrafts hjernespind . Faderen , +der ikke havde bemærket noget til alle de coguetterier +og intriguer , håbede på , af ro ville +virke velgørende ; han skød den meste skyld på „ den +8 + +kedelige kone “ ; nu da hun var borte , og Susanne +kunne komme til ro efter de sidste ugers sorg og +sindsbevægelse , ville alt blive godt . Hans plan +var at berejse Sjælland med sin datter ; de ville +begynde rejsen alene , og efter omtrent en uges +forløb skulle Matthias træffe sammen med dem ; +dog blev det aftalt , at det skulle være en overraskelse +for Susanne ; for øjeblikket troede hun , at +faderen skulle være hendes eneste selskab i den +tid , de skulle være fraværende . +De to rejfende havde været på deres udflugt +i omtrent en uges tid , og , som faderen havde +håbet , havde det rolige samliv virket velgørende +på dem begge . Øer var en få inderlig forståelse +mellem fader og datter i den fælles sorg , +at de ikke behøvede at pålægge sig tvang i hinandens +nærværelse , og den befrielse for det daglige +livs gerning tilligemed afvekslingen af en rejse og +livet i vor dejlige natur virkede styrkende på +begges overanstrengte kræfter , så den dybe sorg +snart afløstes af en blid vemod . Susannes tanker +beskæftigede sig udelukkende med , at hun ville tale +med Matthias , så snart hun kom hjem , og tilbagegive +ham sin frihed , som hun ikke tvivlede om , at +han måtte ønske ; thi fljøndt Ada ikke gjengjældte +hans kærlighed , ville det dog være mindre smerteligt + +for ham , end af skulle hykle en kærlighed for +hende , som han ikke følte . Hun ville da forblive +ugiff og aldrig forlade den elskede fader ; thi for +hende var det umuligt at tænke på en anden kærlighed . +De +vare således nåde til de dejlige egne +i nordsjælland , hvor skjønhedsglandsen ligesom er +udøst med en rigdom over vort land ; her er ligesom +alt samlet , der gør naturen både mægtig og +yndig . Sundet med sine mange sejlere strækker sig +langs den skovkrandsede , bugtede kyst med de +høje banker og kæmpehøje . De frugtbare agere , +dejlige skove og yndige haver byde en afveksling , +således af man uvilkårligen gribes af den tanke , +af , når den natur , der sukker efter gjenløsning og +er forkrænkelighed underkastet , er så skøn , hvorledes +må det så blive , når den nve himmels og +den nye jords herlighed skal åbenbares for os , . +Den herlighed , hvoraf alt det , vi nu se , kun er +en fattig afglands ! +Her var det ved udkanten af en skov på en +høj , der bød en sfjon udsigt over havet , af Susanne +sad og hvilede sig under en skyggefuld , blomstrende +lind . Hendes fader havde forladt hende , +han var gået hen af aflægge et besøg hos en ungdomsven , +der boede der i nærheden ; hun havde +8 * + +bedet om af få lov til af oppebie ham her , i stedet for +af gøre ham følgeskab . Alt omkring hende +åndede sommerens rigdom og pragt . Lindetræet , +som hun sad under , bang med sine tunge blomstergrene +næsten ned til jorden , og bierne summede +i hver blomsterklase . For hendes fødder bølgede +en kornager , der begyndte af modnes , og udover +denne hørte hun bølgerne skvulpe og så ud over +sundet til den svenske kyst . Hun selv følte sig så +ubeskrivelig fattig midt i al denne rigdom , fattig +på jordisk lykke , men også fattig på kraft til +det gode . Hendes hjerte og sjæl vansmægtede +efter et trøstens ord ; da kom det , som med åndcsusen , +det var hende , som om løvet hvislede : +„ Lad dig nøjes med guds nåde , så skulle alle +disse ting tillægges dig . “ — ia , det var det , det +kom an på ; men kunne hun det ? Hun var så ung +. endnu , hun havde længtes og rakt hånden ud efter +jordisk lykke , hun havde også villet være den dygtige , +den hjælpende , styrende i hjemmet — og nu +— var det ikke tydeligt nok mist hende , af hun ikke +heller formåede noget i den retning ? Havde hun ikke +med admygelse måttet føle hele sin mangelfuldhed +i alle henseender , men havde hun først tragtet +efter guds nåde ? — nej ! — forsf havde hun +tragtet efter menneskers kærlighed ; derfor var den + +ikke tilfalden hende , men tagen fra hende . — ja , +hun måtte i denne stund bekende , af hun intet , +slet intet formanede . Da steg der et suk op fra +hendes hjertes dyb : lad mig nøics med din nåde +og barmhjertighed ; lad mig takle dig , fader i +himlen , for dit evangelium , og af jeg tør høre til +din menighed , din hellige , almindelige kirke ; så i +frelserens velsignede navn da , farvel jordisk lykke ! +— alle ting er eders ; men i er Herrens . — +dette ord kom til hende som trøst og husvalelse +i denne stund . +Hvor lcrnge hun således havde siddet og ventet +på faderen , vidste hun ikke . I flige store øjeblik +tabes alt mål for tiden . Da hørte hun hurtige +skridt bag ved sig , og nogen satte sig på bænken +ved hendes side ; hun troede , af det var faderen +og så sig om , — det var Matthias . — Nn ! nu +var øieblikkdt kommet ! Hun blegnede og følte el +øjeblik , som om alt stod stille — hjerteslag og +åndcdræt — det var , som om alt standsede for i +det næste øjeblik af banke desto voldsommere . Hun +fog efter vejret og blev alt blegere og blegere . +Ordet svigtede hende ganske . Forskrækket over hendes +lldseendc sagde Matthias : „ Kjærc , elskede Susanne ! +Har jeg skræmmet dig ? Når plejede du af være således ? +Du er syg ; men så tal dog , af vi kunne + +pleje dig på sjæl og legeme . Lad os dog få af +vide , på hvad måde du lider . “ +„ Ja , nu er øjeblikket kommet , nu må jeg tale +med dig “ , gispede Susanne ; men der kom ingen +ord , kun tårer og krampagtig hulken . +„ Susanne , hvad fejler dig ? du spænder mig +på pinebænken , tænk dog på , hvor længe og hvor +tålmodig jeg har ventet , husk på , af i vort forhold +er det umuligt , ae en lider alene , og af når +du lider , jeg må lide med , og det uden af vide , +hvalr der fejler dig . Det kan ikke være sorgen +over din moders døb alene , det turde ikke tages +på den måde af dig , min Susanne , hvis tro +siger dig , ar vi ikke skulle sørge som de , der ikke have +håb . Har jeg uben mit vidende såret dig , da sig +det , min elskede , det vil jeg vide , det kan jeg fordre , +for min store kærligheds skyld . “ — han tog +hende i favn og sagde dette og meget mere så mildt +og kærligt , som han sormåede ; men der lå en +alvor i hele hans væsen og i hans ord , der viste +hende , at det smertede ham dybt , at hun ingen tillid +havde viist ham , at han ikke alene så det som en +uret , han selv havde lidt , men som en forsyndelse +imod hele deres forhold , der burde være klart som +dagen . Det slog ned som lyn i Susannes hjerte +— der hele var indbildning ; hun havde hengiver + +sig til noget uvirkeligt , været bange for et spøgelse . +Hun råbte : „ O , så elsker du mig dog ! — +så kan jo alt blive godt , så tør jeg være lykkelig ! +— o sig det endnu engang , du elsier mig og ikke +— og ikke ! “ +Susanne var som forvandlet ; der var i disse +korte , afbrudte sætninger en så forunderlig overgang +fra uro og ubestemt angst til glæde og jubel . +Matthias så på hende med forbauselfe : „ Hvad +mener du — tør være lykkelig ? Det tør vi visselig , +når Vorherre sender os lykken , som jeg tror , han +vil ; men førsi må du sige mig alt , hvad der , har +trykket dig i den senere tid foruden eders fælles +sorg ; den burde du have delt med mig , der så +oprigtigt dcelte den med eder alle : men der har +hvilet en dybere skygge over dig . “ +„ Matthias ! jeg tvivlede om din kærlighed , jeg +troede , at du havde taget sejl ; at du , nu da du så +en , der var smukkere og mere indtagende end jeg , +sølte , at jeg ikke var den , du havde tænkt dig , og +så vidste jeg dog , at hun aldrig ville kunne gøre +dig lykkelig . “ +„ Var du skinsyg , Susanne , og du gik og tav . +— var det vel gjort af dig ? Burde du ikke have +advaret mig , dersom du troede det ? Har du lovet +at dele ondt og godt med mig , da burde du holde + +mig tilbage fra synden ; men hvor kunne du falde +på det ? Hvem var det ? — det kunne jo kun være +Ada ; men din Broder elskede hende jo , det havde +jo været lavt , rigtig lumpent af mig i enhver henseende . +Nej , det forstår jeg virkelig aldeles ikke , +af du kunne falde på . “ +„ Tilgiv mig , Matthias ; men i vare jo altid +sammen . “ +„ Hvorfor vare vi det ? Fordi du aldrig var , +hvor jeg var , du smuttede jo fra mig som en ål ! +— jeg tænkte i god tro , af din moders pleje og +den kedelige gæst , i havde , tog al din tid , og så +ville du holde dig fjern fra mig . Susanne , kalder +du det kjcerlighed ? Nej , det ved jeg , flige tanker +kunne jeg aldrig fatte om dig ; jeg kunne ikke selv +male sorte pletter på den menneskesjæl , hvilken jeg +seer som skabt i guds billede — og så ikke tale , +lade den kolde , klamme tåge indhylle hele dit liv . +O Susanne ! hvor kunne du nænne det ! “ +„ Tilgiv , o tilgiv mig , kære , kære Matthias , +jeg har haft uret , jeg seer det jo nu ; og jeg har +lidt så meget . “ +„ Ja , min stakkels lille pige , det har du , og det +er det , der gør mig ondt . Vi må i fremtiden +virkelig i ånd og sandhed dele alt med hinanden . +At du kunne tænke , al jeg kunne holde af Ada , når + +du stod ved siden , jeg ved virkelig ikke , om jeg +skal blive mere fornærmet over , af du tiltroer mig +så flet en smag , eller om jeg mere flap beundre +din beskedenhed . “ +Dette sagdes spøgende ; han så , af Susanne +var stærkt bevæget , og han ville have hende rolig , +da han endnu havde meget af tale med hende om . +„ Jeg er tværtimod ikke uden bekymring for +Alfreds lykke , og jeg tænkte , af jeg ikke kunne gøre +bedre , end af anvende den tid , som jeg ikke fik lov +til af tilbringe i det kæreste selskab , til af prøve +på , om man kunne finde nogle ordenlige , fornuftige +begreber hos hende ; men jeg er bange for , af hun +er meget overfladisk , og Alfred — med al hans +ustadighed er hans natur ædel , og hans indflydelser +drage ham henimod livets højeste og bedste +mål ; men så ung , som han er , bunden til en så +forfængelig , hjerteløs kvinde , hvad skal der blive as ? +— dog , vi ville ikke dømme andre ; Alfred , der eros +nærmest , er jo så ung endnu , kun tyve år ; +jeg , der er en halv gang så gammel som han , seer +jo anderledes på livet ; men jeg vil ikke opkaste +mig til mentor for den unge telemach . Vi må +feje for vor egen dør , og så vi to for hinandens , +min egen Susanne ; når vi først er mand og +hustru , må der intet , slet intet så lov til + +at komme imellem os . Og nu — det har varet længe , +førend jeg kom til øet , jeg egentlig ville tale med +dig om ; Susanne , kan du nu snarest muligt tænke +på at blive min , således , at der ingen skygger +kan komme imellem os , om også der skulle komme +skyer over os . Jeg har talt med min fader , og +han har omsider givet efter for mine ønsker ; vi +må jo nok indskrænke os lidt ; men den gård , +han giver mig i forpagtning , og min mødrenearv +ville dog sætte os i stand til at komme ordenlig ud af +det , og din fader er villig til at opgive dig for min +skyld . Nu hviler der jo ikke heller så meget mere +på dig i hjemmet . Ingeborg vokser til , og din +fader og de to søstre ville ofte kunne være hos os . +Afstanden fra byen er jo kun halvanden mil ! “ +Stiftamtmanden kom nu tilbage fra sit besøg ; +han blev overrasket ved at se Susanne som forvandlet . +Hvert spor af det overanstrengte , syge +udsæende var forsvundet . Hun lignede en stin blomst , +der åbner sit bæger for morgenduggen ; dugdråberne +hang endnu ved hendes øjenhår ; men +hvilken glæde var der udbredt over hele hendes +væsen ! Han havde mødt Matthias og meddelt +ham , hvor Susanne var at sinde ; men at en halv +times samtale skulle have en sådan virkning , +det havde han aldrig ventet , og det var den rolige . + +besindige mand , hvis sjæl bevægede sig i faste , +sikkre taktslag , en gåde , hvorledes slige svingninger +kunne finde sted i et menneskes indre . +Susanne henlevede endnu nogle nydelsesfulde +uger , imedens hun med de to mennesker , hun +elskede højest på jorden , gjennemstreifede nogle af +vore yndigste egne , og her blev det afgjort , at Susanne +til esteråret , snart efter Ingeborgs confirmation , +skulle følge Matthias til deres fælles nye hjem . +Attende capitel . +Hjemkomsten . +Sommeren var allerede langt fremskreden , høsten +stundede til , da de nåde hjemmet . Her fandt de +alle vel og tilfredse . Ingeborg havde haft både +gavn og glæde af sine confirmationstimer , idet +hun ved præstens tale til de unge havde fået +øjet åbnet for , af det ikke er ved en mørk , glædeløs +vragen af alt , hvad livet byder af skjont , af +man slider sig til af tækkes faderen i himlen . +Pastor kvist talte til de unge som den , for hvem +christendommen var et liv og ikke en lære , som den , +der selv havde erfaret det , han talte om . + +han sagde , af vi i dåben vare blevne guds +børn , af vi vel ifølge vor medfødte synd kunne +komme langt , langt bort fra faderhuset , ja , af vi +alle fjernede os derfra til tider i vort liv ; men af +vi , ved af ville vende tilbage til faderhuset , stedse +fandt døren åbnet , af det , af ville vende om , +var i ånden af tilegne sig forsagelsen , af faderen +ilede os i møde i dåbspagten , og af vor tro var +døren til det evige hjem , som hverken liv ellerdød +kunne udrive os fra , når vi engang have +givet os faderen i bold i Jesu navn . +Vi skulle altså ikke søge af tækkes gud ved +af pine og plage os selv i dette liv ; det kors , der +var os tjenligt , ville han selv tildele os , og kun +det hjalp han til at bære ; kun det var den byrde , +der er let , det åg , der er gavnligt . +Pastor kvist havde i mange år været præst +der i byen og havde konfirmeret såvel Susanne +som Alfred ; han kom stundom i stiftamtmandens +hus og havde megen agtelse for dennes ædle +og retsindige charakteer ; men imellem de tv mænd +var der ikke kommet noget nærmere forhold tilveie . +Susanne og frøken grove kom hyvpigt hos præstens , +Alfred ligeledes , når han var hjemme ; kanske +var Alfred netop den , der nærmest interesserede +præsten , tildeels ved sin personlige elskværdighed og + +kanske vel også på grund af den ubestemte wngstelse +for hans fremtidige udvikling , hvori han forstod +at holde sine venner . Nu var også Ingeborg +bleven gammel nok til at få glæde af at leve med familien +i præstegården , og i deres ensomhed havde +frøken grove med de to unge piger ofte besøgt +dem og forfrisket sig ved det frie og glade familieliv , +som herskede der . Der var en hel flok unge +søskende , og iblandt disse følte Ingeborg og Ellen +sig snart som hjemme . Præsten var en stor elffer +- af sang og musik ; dog var musiken af en ganske +anden Art end den , de havde lært ved Adas ophold +i deres hjem ; thi her lød kun fædrelandssange +og psalmer ; hver dag måtte begyndes og endes +med sang , hvori alle istemte , og det var tilvisse +præstens gladeste timer , når lovsangen lød i +forening fra alle deres læber , som gud havde givet +ham her på jorden . +Det var med veemodblandet glæde , at familien +atter samledes . Det var vistnok hårdest for +stiftamtmanden at vide de værelser tomme , hvor +han i så mange år forgæves havde søgt et samliv +med sin hustru ; men hans natur var for sund , +hans ånd for virksom , til at han ikke snart skulle +sinde tilfredsstillelse i det arbcide , der livet igennem +havde holdt ham oppe . Han glædede sig over Susannes + +lykke , og der fandtes intet spor hos ham +af den fædre ellers iboende egenkærlighed , der ville +lægge hindringer i vejen for datterens lykke for +selv ikke at lide noget savn . +Nittende capitel . +Stat og kirke . +De få uger til Ingeborgs confirmation henrandt +snart , og ved juletid skulle Susannes bryllup +sinde sted . Begge familiebegivenheder skulle +højtideligholdes i stilhed på grund af moderens +for få kort tid siden stedfundne død . +Til consirmationsdagen ventedes kun Alfred og +en gammel onkel af den afdøde moder , som i +hovedstaden beklædte et højt hofembede , og som havde +stået fadder til Ingeborg . Han havde i mange +år ikke besøgt dem , og ingen af børnene kunne +huske ham ; kun Alfred havde nu og da hilst på +ham , når han opholdt sig i staden . Nu tilskrev +han stiftamtmanden , at han ønskede at være tilstede +ved sin broderdatter-datters confirmation . +Dette skulle betragtes som en stor wre , der blev + +familien tildel , og stiftamtmanden udtalte også +hent , at gjæesten burde hæedres på alle måder ; +dog følte man mere , end man så , at han ville +have foretrukket at blive alene med sine børn . +Dagen kom , og med den kom den fornemme +gæst ; foruden denne vare kun pastor kvist og hans +hustru efter kirken budne til middag hos stiftamtmandens . +Excellencen fra hovedstaden hilste nedladende +på provindsbypræsten ; dette lod pastor +kvist ikke til at bemærke og tog med sin sædvanlige +frimodighed del i samtalen ved og efter bordet . +Den fremmede herre talte høfligt om dagens +højtidelighed og om , at han havde været tilstede +ved Ingeborgs dåb , og fremkom i samtalens løb +med den bemærkning , at en confirmationshandling +var langt høitideligere end en dåb , idet de unge +jo da frivilligt og bevidst aflagde deres løfte . +„ Dette kan jeg ikke istemme , “ sagde præsten ; +„ thi deres excellence må huske på , af medens +dåben er vor herres egen indstiftelse , er consirmationen +en hel menneskelig indretning , indført +her i landet under Christian vl , der i og for sig +kan være god nok , eller kunne være meget god , dersom +den virkelig var frivillig ; men det er den jo +ikke . Det er ofte en meget trang dag for en alvorlig +og samvittighedsfuld præst , når han skal + +tage løftet af de børn , søm kun blive konfirmerede +af rent verdslige grunde , hvor man hellere måtte +ønske , af de aldrig aflagde løftet , førend de vidste , +hvad de gjorde . Confirmationen burde aldrig have +noget af gøre med lære- og tjenesteår , skolegang +og selskabsliv ; det ene kommer ikke det +andet ved . “ +„ Min gode hr . Pastor , det er jo dog nu engang +landets love , og dem må man følge . “ +„ Ja , destoværre ! det må vi endnu ; men vi +se deri ret tydeligt , hvor dårlige menneskelige love +kunne være , når de med vanhellig hånd gribe ind +i det , der hører guds rige til . “ +„ Det er stærke ord , de der bruger , min gode +hr . Pastor , husk på , af lovene gives af kongen . “ +„ Ja , men kongen og hans regering er også +syndige , skrøbelige mennesker . “ +Under denne samtale havde herrerne nærmet +sig bordet , hvor det øvrige selskab sad ; den fornemme +gæst var en lille , tyk mand , der så ud , +som om han trillede , når han gik ; han havde næsten +ingen Hals , og imellem skuldrene sad et rundt +hoved med et rødt ansigt og små blinkende , kloge +øjne ; dog var der intet i dette ansigt , der tydede +på , at mandens tankegang kunne løftes på åndens +vinger og hæve sig over det , som i verden + +kaldes forstandigt ; desuden fandtes der et udtryk , +som stærkt vidnede om herskesyge og tyrannie . Idet +de nærmede sig , sagde han med en kvækkende stemme , +i hvilken man tydeligt mærkede en tilbagetrængt vrede : +„ Deres anskuelser , ærede hr . Pastor , smage +stærkt af demagogernes statsopløsende grundsætninger . +Hvor bliver da orden og disciplin af , når +de herrer præster ville unddrage sig deres forpligtelser +som undersåtter ? “ +„ Deres excellence misforstår mig ; dette er +ingenlunde min mening ; jeg kunne ikke tænke mig , +at der kunne ske et brud på min undersåtlige lydighed , +ved at jeg i åndelige ting kun kunne +tjene en åndelig herre , som er den herre Christus . “ +„ Talemåder ! Talemåder ! hvad mener de +med det ? Religionen er nødvendig som en institution +til af opdrage masserne og holde det balstyrige +folk i tømme . “ +„ Altså guds kirke på jorden skulle misbruges +til af være politimagt ? Nej ! vel er guds +kirke i sin fornedrelsesstand den stridende kirke +( leciesia militans ) , men dog den frie kvinde og +ingenlunde trælkvinden ; var hun det sidste , da +kunne hun ikke stride , da var hun i bast og bånd . “ +„ Min kære herre ! lad mig blive fri for alle +deres højtravende sammenligninger eller billeder , +9 + +søm de gejstlige vel kalde dem ; jeg forstår ikke , +hvad de mener . Vil de stå udenfor det borgerlige +samfund og ikke adlyde kongen ? “ +„ Nej ingenlunde , “ svarede præsten med et +smil , „ vi præster må jo allerførst se af foregå +med et godt eksempel i henseende til af være øvrigheden +lydige , for af vore menigheder også kunne +lære lydighed . “ +„ For pokkeren ! hvad vil de da ? “ +„ Jeg tænker , og mange af mine embedsbrødre , +der gerne ville være rette præster , tænke som jeg , +af vi i alt , hvad der hører åndens verden til , +kun må dømmes af en åndelig ret . Førsf og +fremmest af guds røst i vor egen samvittighed +og dernæst af troende hyrder og tilsynsmænd ; jeg +troer , at vi tjene vor herre og menigheden , og det +er gudskelov ikke at tjene to herrer , da brudgom +og brud er et . Jeg tror , at det er en fejltagelse , +når et cancellie skal kunne besal-c mig at +ægtevie fraskilte imod frelserens bestemte bud , at +jeg skal døbe med tvangsdåb , forfølge og anklage +anderledes troende , og endelig , at jeg skal konfirmer +børn , der end ikke have det tarveligste begreb om +det løftes alvor og hellighed , som de skulle aflægge , +kun fordi forældrene ville have , at de skulle ud at +tjene ; de kunne jo tjene uden at have bekræftet deres + +dåbspagt ; men de kunne ikke bekræfte dåbspagten +uden at lyve før Herrens åsyn , når de ikke frivilligt +bekende sig til at førsage djævelen , og tro +på gud fader , søn og helligånd . Og endelig “ , +tilføjede han smilende , „ synes mig , at alt dette +måtte kunne ske , uden at de pågjældendd leverede +koppeattest , for det har da intet med troen at bestille , +men måtte blive distriktslægens sag . “ +„ Å således ! de gøde herrer præster ville +have det mageligere , det kunne jeg da nok tænke , ha +ha ha ! “ spottede excellencen , „ men hvad siger min +hr . Neven , vor ærede vært , til alt dette hersens ? “ +Stiftamtmanden havde været en tavs tilhører . +Han stod således til sagen , at han hverken kunne forfægte +eller angribe den ; han var til trods for sin +personlige stolthed en alt for frisindet og oplysning +elskende mand , til at han ikke skulle føle en indre modstræben +mod samvittighedstvang ; han holdt meget af +præsten , de havde i en række af år levet i nøje +venskabsforhold og ofte virket i overensstemmelse ; +men han var ikke ganske på det Rene med sig selv , +hvorvidt det var muligt at gennemføre det , som +præsten opstillede som ønskeligt ; det var ham endnu +en fremmed tanke , og dette udtalte han : „ men “ , +tilføjede han , „ jeg har rigtignok aldrig kunnet forsone +mig med at skulle , på embedsvegne , forlange , +s * + +at baptisterne enten lød deres børn døbe eller blev +viste ud af landet ; de er stille , arbejdsomme folk +og gøde borgere , det forekommer mig at være uretfærdigt , +at de ikke tør lroe , som de ville og kunne ; +heller ikke kan jeg putte folk i fangehullet , fordi +de holde gudelige forsamlinger og synge psalmer , +derfor er de ikke at agte lige med tyve og røvere . “ +„ Ja , ja , det er nu alt sammen godt nok , “ sagde +den gamle herre ; „ men kongen har dog nu engang +den øverste gejstlige og verdslige magt . “ +„ Denne magt overlader han dog vel nærmest +til sit cancellie ; “ tog Matthias nu til orde , der +hidtil eftertænksom havde lyttet til samtalen . „ Og +når man tænker efter , hvorledes det er gået med +den verdslige og kirkelige magt , så tror jeg grant +at kunne se , at vor herre ikke har villet have den +forenet ; men at det fra de første tider af har +været menneskepåfund . Lad os se til jøderne , +det gik dem ilde , både legemligt og åndeligt , da +deres konger også ville være ypperstepræster og +profeter , de henfaldt til afgudsdyrkelse og blev førte +i det babyloniske fangenflab . Da vor herre og +frelser opstod iblandt dem , vare de under romerherredømmets +tryk ; men det øvede ingen åndelig +magt ; de værste christenforfølgelser sandt sted , da +romerne , det dygtigste verdensfolk , ville være + +åndeligt . Kirken blomstrede , da paven ingen jordisk +stat regerede ; da paverne fik jordisk magt , forfaldt +den romerske kirke , og reformatorerne måtte fremstå . +Og nu efter reformationen ? Har det været +til velsignelse for troeslivet i Norden , at kongerne +forvandlede menigheden til statskirke ? “ +„ Det er jo ikke alene her i landet , at det +finder sted ; så det kan da ikke være så uhensigtssvarende , +som de herrer mene , “ sagde excellencen +vredt . +„ Ikke uhensigtsmæssigt i henseende til forvaltningen ; +nej , den bliver vel tvertim od lettere ; men +livet må sygne hen “ , svarede Matthias . +„ Nå , de er en rar adelsmand , min unge +herre , der ikke vil skøtte hs . Majestæts regering . “ +„ Jeg er først og fremmest en fribåren dansk +mand , der vil kæmpe for sin overbevisning efter +bedste evne ! “ +Når dansken i verden vil sægte . +Men bølger sit åsyn og navn , +jeg ved hans ånd er ej ægte , +jeg tager bam ej i favn . +„ Er det ikke en af vore største skjalde , så er +det dog vor elskeligste sanger , som siger dette , og +det har jeg i sinde at tage til mit valgsprog , som +middelalderens riddere gjorde , “ sagde Matthias , +idet han bukkede . + +det var blevet silde , man brød op . +„ Tak for god hjælp “ , sagde præsten spøgende +til Matthias , da de i den måneklare aften stod +på trappen udenfor huset . +„ Det var da en sær , underlig rede at være +kommen ind i “ , tænkte excellencen , da han var ene +på sit værelse . „ Jeg er glad ved , at jeg rejser +hjem i morgen , de mennefler , er jo gale , og +stiftamtmanden går jo dog ellers for at være en +ret fornuftig mand . Hm hm ! “ +Tyvende capitel . +Sorrig og glæde de vandre filhobe , +lykke og ulykke gange på rad . +Susanne var nu bleven Matthias grams hustru . +Ingen af de to kunne tænke sig deres ægteskabelige +samliv anderledes end i ydmyg efterlignelse as +hint wgtepar i Cana ; de bøde vor herre med til +bryllup , og de bade af et ydmygt hjerte om , at han +ville tage bolig hos dem . +Susanne kunne ikke tænke på at forlade sin +faders huns og begynde et nyt liv , uden ved alteret + +at have hørt de ord , Herren taler til os : +„ Mit kød hengivet før eder ; mit blød udgydt for +eder . “ Kun på denne måde tøg de ham åndelig +med øver i deres nye hjem , til det nye liv . +Kun ved at føle sig i de helliges samfund , trøede +de , at deres wgteskab var helligt og gud velbehageligt , +et ret christent wgtcskab . +Dag søm intet jordiskt er fuldkomment , så +var der også et skår i Susannes fulde lykke , +idet hun med kj ærlig hedens fine følelse sornam , at +Alfred ikke følte for hende som tidligere ; han havde +aldrig glemt hendes heftige ord , da hun hørte om +hans forhold til Ada , og de æggede ham kanske +end mere , fordi han ubevidst havde en frygt for , +at de kunne være sande . Det smertede både Susanne +og hendes mand dybt ; men de håbede på , +at tiden ville mildne ham og føre ham tilbage til +søsteren i gammel kjcerlighed . +Meget måtte desuden optage Susanne i hendes +nye forhold , hun skulle nu først egentlig lære sin +gamle , venskabelige svigerfader at kende , hun havde +kun set meget lidt til ham , da han næsten aldrig +forlod hjemmet , og Susanne under moderens lange +sygdomstid også kun kunne aflægge korte pligtbesøg +hos ham . +Hun havde den glæde , at svigerfaderen syntes + +godt om hendes selskab og ønskede ofte at have +dem om sig ; hvad enten det nu var , at han virkelig +godt kunne lide hende , eller at han var tilfreds med +sig selv over at have overvundet sin egenkærlighed +og givet sit minde til sønnens giftermål , eller +kanske begge dele i forening , er vanskeligt at sige . +Ret meget havde han ikke ossret ; sønnen havde ærbødig , +men bestemt talt med ham og sagt , at han , +der nu var tredive år gammel , vel havde vejet og +prøvet sine kræfter , at han følte sig skikket og dygtig +til at søge et embede , og dette ville han gøre , da +der nu ingen grund var for nogen af dem at vente +længer med brylluppet . Angsten for , at dette embede +kunne komme til at ligge langt borte fra ham +selv , havde grebet den gamle , og han havde overvundet +sig til at afstå noget af sit jordiske gods , +hellere end at miste den eneste søn fra sin umiddelbare +nærhed . At han derved snarere havde vundet +end tabt , indså han nu først til fulde . +Vi ville nu foreløbigt overlade de unge jegtefolk +til deres huslige lykke og følge Alfred , som +virkelig med megen flid og Iver havde taget fat +på sine studeringer , og han følte snart , at det kun +kom an på villien , for at hans ualmindelige åndsevner + +kunne nå deres fulde udvikling . Faderen +havde ikke forlangt , at han skulle vælge noget egenligt +brødstudium , ej heller tage nogen eksamen ; men +han skulle vise alvor og udholdenhed i det , der +meest tiltalte ham . +Han havde da valgt historien som sit studium , +og navnlig culturhistorie , og man kan vel sige , at +denne tid af hans liv var hans blomstringstid i +enhver henseende . Brevvekslingen med Ada gik meget +ivrig ; men de sås ikke , da han ikke ville rejse , +førend han havde fået en afhandling færdig , der +skulle bevise faderen og hende , at han ikke havde +spildt sin tid . Hans breve til hende udtalte stedse , +hvorledes han stræbte og arbejdede for at vinde +hende ; men havde nogen set ham , når han modtog +og læste hendes breve , da ville man vel have +bemærket et udtryk af vemod på hans sine , åndfulde +ansigt , der viste , at hans hjerte følte sig +skuffet . Dog snart overtalte han sig selv , at det +ikke kunne være anderledes ; hun var den skønne , +dejlige , glimrende , fejrede fe fra de arabiske eventyr ; +alle beundrede hende , måtte bøje sig for hende ; +men han havde været den senende , havde vundet +skatten . +Således henrandt to år fra den tid , moderen +var død , og Ada havde forladt stiftamtmandens + +hnus . Det var igen langt ud på efteråret ; +da kom der brev fra Alfred , hans afhandling +havde vundet hæder og berømmelse , han havde +taget magistergraden , og om et par dage kunne +han ventes . Han havde samtidigt skrevet til faderen +og til Ada . Dagen til hans ankomst var bestemt , +og Susanne var kommen hjem til faderen med sin +lille datter , for at være med ved broderens modtagelse . +Vognen kom noget før , end den var ventet . +Hun var i det øjeblik alene i dagligstuen , hun +ilede ud på trappen med et „ Velkommen og til +lykke , kære , elskede Broder ! “ hun ville så gerne , +at alt skulle være glemt . — langsomt vaklende steg +han ud af vognen , bleg , med bøjet hoved gik han +med slæbende trin opad trappen ; hun strakte armene +ud , ville omfavne ham — kold og uvenlig skød +han hende til side , ligeså de yngre søstre , der vare +ilede til ; nu viste faderen sig . „ Fader , min gode +engel har forladt mig ! “ udbrød han . „ Du er syg +Alfred , kom ind i mit værelse “ , sagde faderen , +trak ham ind og lukkede døren efter dem . De +talte længe sammen , medens søstrene i ængstelig +spænding flokkedes i dagligstuen . Faderens stemme +lød først harmfuld og streng , gik derpå over til af +trøste og formane ; omsider kom han til sine døtre ; +Alfred lod sig ikke se . + +„ All er forbi imellem Ada og eders Broder , “ — +sagde han — „ vi må enes om af prøve på , hvad +vi kunne gøre for af trøste og støtte ham nu i dette +øjeblik ; han føler sig meget ulykkelig , tror , af han +aldrig vil kunne glemme hende . Dette er nu vel +ikke til af antage . Gud fkee lov behøver al glæde +i livet ikke af afhænge af hende og hendes lige ; +men hendes forfængelighed og overfladiskhed overgår +endnu Ml , hvad jeg ' har set , og af hun har +vovet af misbruge mit hus og min søn til sin +samvittighedsløse leg , det er for meget . “ +Han vidste ikke , af hun havde været nær ved +af forspilde Susannes lykke ligesåvel som broderens . +„ Hvad angiver hun som grund , og hvorledes +har Alfred fået det af vide ; han ventede jo ikke +brev , førend han kom hertil ? “ spurgte Ingeborg . +„ Hvad er grunden ? Der har tilbudt sig et bedre , +rigere , og fornemmere parti i en tysk rigsgreve +med titulatur af „ Erlaucht “ . Det har længe været +på bane , medens hun skrev kærlighedsbreve til min +søn ; i disse dage finder brylluppet sted . Alfreds +brev , hvori han meddeler hende den wre , han har +vundet , og hendes med opsigelsen have krydset hinanden ; +hun anmoder ham om at bede mig udbetale +hendes formue , da hun nu er myndig . Det sidste , + +hun gør , er at benytte ham som bud . At dette +skulle hændes min søn og mit hus ! “ +Dette sidste var øjensynlig det hårdeste for +den stolte mand : han troede , at sønnen , der var +så ung endnu , i tiden ville forvinde sorgen , han +kunne ikke tænke , at en mand med selvfølelse kunne +vedblive at holde af en uværdig ; men han betænkte +ikke , hvor stor en skuffelse det var , og hvor let +netop et ungt menneske , hos hvem følelse og indbildningskraft +vare fremherskende , ville blive tvivlende +og mistænkelig . +Alfred blev hjemme i nogen tid , søstrene vare +kærlige og deltagende ; men de kunne ikke tale meget +med ham . Om det , der lå dem nærmest på hjerte , +kunne der ikke tales , og for almindelig samtale var +han ikke modtagelig . Matthias og Susanne indbøde +ham til et længere besøg hos sig , men det afviste +han kort ; han kunne ikke tåle at fe på deres +lykke , deres kærlige , tillidsfulde samliv . +Musik tålte Alfred ikke heller ; fortepianoet +turde ikke åbnes i hans nærværelse , alle hans gamle +sysler vare uden glæde og tillokkelse for ham . +Faderen foreslog ham en udenlandsrejse ; dette afslog +han , han frygtede for at møde Ada , der nu hed grevinde +v . G . . . , og han havde en følelse af , -at han ligesom +ville være i stand tilatslåe hendes rige mandihjel , hvor + +han så traf på ham . Hans mfringer i denne tid +vare sørgelige at høre på ; det milde , . elsfværdige +menneske var som forvandlet . — „ Der var intet +værd at leve for i verden ; man vidste ikke , +hvad man skulle her , man blev født uden at spørges , +voksede op , som paddehatte , blev traudt og sparket af +en fod ligesom disse , og så — var det forbi . “ +Dette sagde han en dag til Ingeborg ; men da +han så hendes smerte og forfærdelse , blev han +selv bange ; hun blev veltalende i sin harme og sorg +over , at han turde vove således at gå i rette +med vor herre ; dette hjalp tilsyneladende , han dristede +sig ikke længer til at tale således til hende , +og dog søgte han hende mest ; de spadserede sammen , +og hun tålte hans drillerier , der nu vare ganske +anderledes bitre og hånende end hans tidligere , +godmodige spøg ; især var det altid kvinderne , det +gik ud over , deres letsind , pyntesyge og forfængelighed , +og ethvert selvforsvar på deres vegne , som +søsteren vovede , blev siået ned med den almindelige +sætning , at alle vare de som en , og ingen til at +stole på , de vare falsfe som havets skum . +Sluttelig følte han dog , at dette ikke kunne +vedblive således , han foretog sig intet , omgikkes +ingen af den sædvanlige kreds , men trak sig tilbage +til sit eget eller faderens værelse , når der kom + +nogen i besøg . Præstens tilnærmelse afviste han +kort ; faster Hildeborg , som han ellers havde holdt +så meget af , flyede han , da han frygtede for at høre +en skarp fordømmelsesdom fra hendes læber over Ada ; +en sådan havde han dog næppe fået at høre ; men +han gættede hendes tanker rigtigt ; thi hun sagde til +sine broderdøttre , at det havde hun aldrig ventet +ville komme anderledes . Ada havde jo ikke andet +hjerte end det steenhjerte , hun gik med om halsen . +Uden at tage afsked med nogen , eller i det +hele at have talt med nogen , rejste Alfred ind til +hovedstaden igien . Han ville arbejde og studere +og ville være i nærheden af de nødvendige hjælpekilder +dertil . Matthias og Susanne havde han ikke +besøgt og havde holdt sig meget fremmed lige overfor +dem , når de kom . +Matthias havde engang fortalt stiftamtmanden , +hvor ulykkelig Susanne havde været for Adas skyld ; +han udtalte det som sin mening , at Ada kun havde +villet drille både Susanne og broderen på en +ondskabsfuld måde ; men stiftamtmanden tænkte , +at dersom Matthias ' hjerte ikke havde været så fast +knyttet til hans datter , da ville hun haft den +hjertesorg , som nu rammede sønnen ; thi Ada var +samvittighedsløs nok til at lege med broderen , medens +hun røvede søsteren den mand , hun elskede højest + +på jorden . At hun ikke havde taget til takke med +Alfred , når Matthias var at nå , var sikkert , +eftersom hun vel vidste , at Matthias ejede den +firedobbelte rigdom . +Eetogtyvende capitel . +Medgang og modgang hinanden tilråbe , +solskin og skyer de følges og ad . +Matthias og Susanne havde nu været lykkeligt +gifte i hen ved tre år . På den lille førstefødte +pige fulgte en dreng , og det er ved hans vugge , +vi genfinde Susanne en skøn sommermorgen . +Hun fad med sit spæde barn på skødet og +var endnu noget svag efter sin nvsoverståede nedkomst . +Bekymring over Alfreds skæbne , hans kulde +imod hende og hendes mand og hans hårdnakkede +taushed havde nedtrykt hende , og hun kunne ikke +genvinde sin gamle modige og glade sindsstemning . +I dette øjeblik var sorgen over syndestraffen „ med +smerte skal dn føde dine børn “ mere oppe i hendes +sjæl end glæden over , „ at et menneske var født +til verden . “ Det faldt hende svært på sinde , at +en moders første smerte ikke bliver den sidste , at + +en moder , hvem barnets sande vel ligger på +hjerte , vil fole hårdere smerte , dybere sorg ved +hver syndig attrå , hun seer hos sit barn , at +hele barnets opdragelse er „ at føde det med smerte . “ +Hun kunne ikke alene , ikke engang med sin mands +hjælp og støtte , bære denne byrde . +Længæ sad hun således hensunken i vemodige +og forsagte tanker ; da sendte vor herre hende lys , +mod og glæde . Hvad skal jeg dog sørge over , jeg +kan jo intet udrcttte ; men vi vide jo , at han kan +alt . — hvor vil jeg usle orm tænke på at løfte +det , jeg ikke skal løfte ; lægger jeg mit barn i , hans +frelserarme , der har sagt : „ Laber de små børn +komme til mig “ , så vil han nok have omsorg for +det . Han alene kan lede det ved sin højre hånd +og skrive sit navn i dets hjerte . Ja ! — jeg må +tale med Matthias — på søndag må det døbes , +så drager den stærkeste læsset og sender englevagt +til vuggen . Hvad behøver jeg så at sørge og plage +mig ; hvem herrren giver et embede , giver han også +forstand ; thi han er mægtig i den svage . “ +Matthias bifaldt hendes ønske om at få den +lille dreng døbt snarest muligt . Han var også enig +med hende i , at de ville skrive til Alfred og bede +ham være tilstede ved dåben og stå fadder til +sin søstersøn . Susanne ville selv bære ham frem + +til dåben , og begge bedstefædre med Alfred skulle +stå fadder såvel som frøken grove . Johannes +fluide han hedde . Løverdag aften indløb der svar +fra Alfred ; brevet var vel ikke så koldt som de +få breve , de i de senere år havde modtaget ; men +det var underligt exalleret og sygeligt ; han tnrde ikke +komme og ståc fadder til deres barn , det ville +kun bringe ulykke ; desuden indrømmede han af +vcrre syg og ilde til mode i enhver henseende . Matthias +sagde da : „ Jeg rejser ind og seer til Alfred +dagen efter af ørengen er døbt , og er han syg , +vil jeg fe af få ham med herud , da vil han have +godt af landluften i sommertiden . “ +I det første øjeblik var skrækken større end +glæden , da Alfred en tidlig formiddag fade Matthias +træde ind hos sig . I sit hjerte længtes han +efter sine nærmeste ; mm som han nu havde det , +manglede han mod til af nedbryde den skillevæg , +han selv havde opført imellem dem . Han trængte +til hjælp og frygtede dog for det øjeblik , da han +selv måtte begynde med selvbekjendelser og tilståelser , +der vare ydmygende . Alfred havde , fra det +øjeblik , han kom til hovedstaden efter af være bleven +skilt fra Ada , taget fat på vrangen af livet . I +sin fortvivlelse havde han søgt af glemme istedctfor +af bære det tunge minde som en mand og +10 + +ved arbejde af løfte sind og tanke til noget bedre , +overladende til tiden af lette byrden . +Hans udmærkede evner voldte , af han blev +meget søgt ; men han blev søgt af mange , som bon +i bedre tider ville have undgået , han lod sig +bruge til at more selskaber med sit spillende vid +og lune , medens han selv kun søgte at bøve fortvivlelsen . +Vi +kunne ikke følge ham i disse spildte år af +hans liv ; men det vide vi alle , at livets vrangside +er et fælt vrængebillede af livet selv , at det vrænger +ad alt , hvad der bør være menneskene mest helligt +og dyrebart , at dets glæde er falst , dets lys en +lygtemand , dets liv en uvirkelig skintilværelse . +Hver dag blev begyndt med nye forsæt , nye +planer , tusende arbejder blev begyndte , intet suldforf ; +hans egen bedre natur oprørtes ved det liv , +han førte ; men nu følte han med sorg , hvad der +manglede ham . Evner og talenter havde han udviklet , +men aldrig styrket sin villie , og hans charakteer +var ydermere bleven svækket ved moderens +svage , tilbedende kærlighed og faderens mangel +på forstavelse af en hans egen så modsat natur . +Matthias fandt ' ham syg på sjæl og legeme , han +var først indesluttet og asvisende , han troede , at den +sindige , ypperlige Matthias ville dømme ham hårdt . + +ikke ville kunne forstå hans farer og fristelser ; +men det , der særligt udmærkede Matthias , var tålmodighed , +og denne fik han god brug for i de +dage , han tilbragte med Alfred . Lidt efter lidt +kom en bekendelse frem om de spildte år og den +fortvivlelse , som havde været årsag dertil . Imod +forventning kom der ikke en bebrejdelse over Matthias ' +læber . Hvortil det ? Alfred så jo sin synd +og skrøbelighed til fulde . — ikke engang en wring +af sorg over , så ganske at være bleven glemt og +forsømt , siden han var bleven søsterens wgtemand , +måtte Alfred høre , kun kærligt opmuntrende tiltale , +og indstændig opfordring til at komme ud til +dem , til deres gård . Matthias skrev til Susanne : +„ Jeg kommer ikke hjem , uden jeg sår ham med ; +rejser jeg uden ham , så glemmer han alle løfter +og falder sammen i villieløshed . “ +Omsider blev med Matthias ' hjælp alt pakket +sammen , boligen blev opsagt , og ve rejste ud til +den yndige lindeskov , hvor Susanne modtog dem +med glæde ; det var , som om der aldrig havde +været noget i vejen imellem hende og broderen , +hun havde glemt hans kulde og uvenskab og ønskede , +at der ikke måtte blive andre minder tilbage om de +tre år , der nu vare henrundnc , siden de havde +levet sammen , end de kære , lyse minder om al den + +lyksalighed , samlivet med hendes mand og børn +havde beredet hende . +Det håb , som de alle havde hengivet sig til , +at den legemlige sundhed ville vende tilbage med +den åndelige , svigtede , da sommeren veg for efteråret . +Han følte sig vel ved at oære i søsterens +hjem , i den yndige egn og iblandt hendes børn ; +stundom opmandede han sig til ikke at være ganske +uvirksom ; han hjalp sin svoger ved hans forretninger +og benyttede også Matthias ' gode bogsamling til +selvstændigt arbejde . Men det viste sig snart , at +hans kræfter vare for ringe til , at han kunne foretage +sig noget rigtigt , og uagtet al god pleje toge +de af dag for dag . Faderen var den sidste , der +så det , som uundgåeligt måtte komme . Han +havde livet igennem været vant til al minde sønnen +om hans pligter , og alsreds hele charakteer +var ham så fremmed , at han vanskeligt fik syn for , +at han nu virkelig intet formanede , og den hele tilstand +hos et så ungt menneske satte hans tålmodighed +på en stærk prøve . +En kort tid var Alfred hjemme ; men snart +vendte han tilbage til Susanne og Matthias , hvis +tålmodighed aldrig ffvigtede dem , og jo mere hans +legeme sygnede , desto stærkere følte han , at den åndelige +luft i dette hus helbredede hans hjerte . + +denne lange hensygnen gav ham lejlighed til at +gjennemgåe hele sit liv ; han erkendte med taknemmelighed . +Den menneskelig ndmcerkede opdragelse , +hans fader havde ladet ham eg dem alle blive til +del ; han var opdragen i gudsfrygt og wrbødighed +for det højeste ; men havde det kunnet holde ham +oppe i farens og fristelsens stund ? +Her var ikke alene en familie , men en lille +menighed samlet dag og nat , og han syntes oste , +når han lå hen i dødelig mathed , som om det +klang for hans øren og i hans hjerte : +„ Er vi tusind , er vi to , +kom , bekend med os vor tro , +' så vi hører , den er sand , +føler , dåb er livets band . “ +Og så igen : +„ Ia jeg ved , at uden dig +tomt er alt på jorderig , +avner kun at høste . “ +Han havde måttet erfare , hvor tomt alt er , +hvad verden giver , og hvor lidet et menneskelig +smukt og godt liv formaner at fylde i den +tomhed . Her så han forældrc og børn have +et i sinde , og det var livet med vor herre ; +der taltes ikke mange ord ; men det mærkedes ligesom +i luften . Børnene levede med jesusbarnct ; +fra den stund , de kunne tale , sang og nynnede te + +deres små julepsalmer og glædede sig ved billedet +af den nyfødte frelser . +I disse fine sidste levedage havde Alfred mange +samtaler med sin fader ; det var ham selv , der +meddelte faderen , at han følte sine dage talte , og +han bad sin fader ydmygt om at tilgive sig ; han +indså , at han havde spildt sin tid og en stor +del af sit liv . +„ Ak “ ! sagde faderen , „ min kærlighed til dig +var ikke heller af den ægte . Jeg ville , at du skulle +udmærke dig for verden og bringe vort navn frem +med fornyet glans , jeg tilbad vort navn mere , +end jeg elsfede min søn , og nu må jeg se min +slægt uddøe . “ +„ Og jeg brød mig ikke om , erkendte ikke , hvad +et godt navn vil sige “ , sagde den syge vemodig , +„ og derfor er det ikke vor herres villie , at jeg skal +leve og fortsætte slægten . Den skal have haft fin +sidste mand i dig , fader . “ +„ Du , min søn , kunne jo dog endnu komme +dig og leve , “ sagde faderen dybt greben ; men som +om han ikke kunne slippe håbet . — „ Dog , der +skeer ingen mirakler mere . “ +„ Skeer der ingen mirakler ? Io visselig , kære +fader ! Er det ikke et mirakel , at vantroens bjerg +er flyttet fra mit hjerte ? at jeg arme synder kan + +få syndernes forladelse og det evige liv ? Det +er lys og liv , om jeg så må vandre igennem +dødens skyggedal . “ +Og døden kom med sin tilsyneladende grumme +hånd , hvormed den bortriver det , der er os det +kæreste ; men den kommer dog sjelben eller aldrig , +uden at velsignelsen følger den . Jdetmindste er del +så for dem , der ville se den i dens rette lys , +som syndens sold , men dog som guds nådegave +til et evigt liv i Christus Jesus , vor herre . +Toogtyvende capitel . +Slutning . +Alfreds død var vel , mennefielig talt , det +hårdeste stød , der kunne ramme den gamle stiftamtmand ; +med ham sank alle jordiske forhåbninger +i jorden . +Verden sagde : „ Hvorfor skal dog denne ypperlige , +hæderlige mand rammes så hårdt på sine gamle +dage , først den hustru , som han elstede med en +så rørende , selvfornægtende kærlighed , og nu den +eneste søn og arving til det gamle , hædrede navn ? +Sligt kan man ikke forsteme , “ + +nogle få venner , deriblandt pastor kvist , +faster Hildeborg og frøken grove sagde i deres +hjerter : „ Den gode hyrde ved at finde sine “ — +han havde fundet både faderen og sønnen , og de +sukkede deres gndskcelov i inderlig tak til faderen +i himlen , om også i dyb vemod . Ja , faster +Hildeborg kom endog til at vække stor forargelse +ved at ndtale dette i en deltagende og velvillig +kreds . Hun blev meget forbavset , da en af +de forsamlede , en ung moder , sagde : at „ således +kunne kun nogen tale , der ikke vidste , hvad forældres +kærlighed havde at betyde ; når hun syntes , at en +mand , der havde opdraget sine børn så eksemplarisk , +burde straffes så hårdt , hvad hun så selv +havde sortjent for sin hårde dom ? “ „ Jeg har ikke +tænkt på , at han skulle straffes “ , sagde faster +ganske forsagt . +„ Ja , da er det sandelig ingen belønning at +miste sine børn ; men det ved de da intet om . “ +Stakkels faster blev bragt til taushed ; men +hun følte det længe som en uretfærdighed , at den +bebrejdelse skulle ramme hende , der havde osfret sit +livs bedste år for sine moderløse broderbørn . +Den sørgende fader forstod vel bedst guds +veje med sig . Hans valgsprog havde været : +„ Wren er det feireste træ udi skoven . “ — det + +er et fagert træ af jordisk rod ; men livets træ +med troens frugter er det skønneste , og det måtte +han række hånden efter endnu her på jorden . +Det faldt som skæl fra hans øjne , at han ikke +havde elsket fin hustru i vor herre , og at han i +sønnen kun havde set navnets bærer ; alt dette +måtte fratages ham , for at han kunne vinde den +ene kostelige perle . +Alfred havde ikke forladt s��sterens hjem ; der +var han død , og der tilbragte faderen den første +tid efter hans død . +Susannes utrættelige pleje og ømhed og hendes +mands trofaste , tålmodige trøst og opmuntring +havde aldrig fornægtet sig noget øjeblik under broderens +sygdom . Faderen følte sig fra dag til dag +inderligere knyttet til dem , og tillige fornemmede han , at +hvilens tid var kommen for ham . +Snarest muligt søgte og modtog han en hæderlig +afsked ; men titler og ordener viste han tilbage . +Han havde i over fyrgetyve år arbejdet efter sin +pligt og overbevisning for fædrelandet ; men nu +ville han ikke mere have noget med verdens glans +og jere at skaffe . Imidlertid var ægså Matthias ' +fader død , og Matthias overtog de rige ejendomme +og flyttede med sin talrige familie til +hovedgården . Derved blev boligen på lindeskov + +fri , som stiftamtmanden lejede , for at være i sine +børns og børnebørns nærhed . . +År er henrundne , vort fædreland har undergået +de store forandringer . Matthias har i flere +år siddet på ttinge iblandt folkets udvalgte +mænd ; selv virkelig udvalgt . På ttinget fører +han ordet for alt , hvad der kan fremme den sande +oplysning , for alt , hvad der er sandt , ædelt og +godt til menneskenes timelige og evige tarv . Hans +ejendomme er blomstrende . Velstand og tilfredshed +ses overalt . Herren og fruen er sjælen i det +hele . De er nu midaldrende folk ; men Susanne +står endnu som et træ , der løfter sig i en skov +iblandt de små og unge træer ; nu ligner hun dog +mere en dansk bøg end en fin nordisk Birk ; thi +hun spreder sine grene beflyttende over mange — +hus , hjem og børn , fattige og syge , alt kan +finde ly og læ , trøst og husvalelse hos hende . +Således henglider med få afbrydelser livet i +virksomhed uden travlhed , i selskab med den elskede , +gamle fader , de yngre søskende og den nu aldrende +frøken grove . +En længere skilsmisse fra hus og hjem +måtte hun dog finde sig i at foretage sig . Matthias +måtte engang gøre en baderejse , og hun +ledsagede ham . De så mangt og meget på + +denne rejse , skønne egne , konstværker , store stæder +og bygninger , alt var nyt og skønt for Susanne , +der aldrig havde forladt sit fædreland . . +Et syn , hun så , omtalte hun dog aldrig , da +hun kom hjem ; det blev en hemmelighed imellem +zegtefolkene . +En aften , medens de opholdt sig ved badet , +da det var regnvejr og koldt , spadserede de under de +dækkede gange , som fandtes der . De blev as mennesfemængden +trængte ind i en sal , hvor Susanne +tilfældigvis aldrig før havde været . +„ Det er spillesalen “ , sagde Matthias . „ Nu , +vi er komne her , kunne vi ligeså godt se os om +engang . “ +De gik hen til det grønne bord , hvor der sad +en broget forsamling af de mest sorfljelligartede +mennesker , der tilsyneladende ikke havde andet tilfælles +end det ene , der havde famlet dem der , nemlig +spillet . Alle fade de og stirrede med gridfle øjne +på det guld , der har sådan magt over stakkels +mennesker . I kredsen sad en dame , der ligesom +drog Susannes blik til sig ; hun måtte betragte +hende . Var hun ung eller gammel ? Der var tegn +til både det ene og det andet . Hun havde dejlige +røde kinder og bølgende sorte lokker ; men der var +et sært gammelt udtryk forenet med denne tilsyneladende + +ungdommelighed , noget vist fortæret , udbrændt . +Tilmed forekom hun Susanne så underlig +bekendt , og dog var hun sig ikke bevidst at have +set hende . — det kunne ikke hjælpe at spørge Matthias ; +hans kortsynethed gjorde , at han aldrig kendte +nogen ; pludselig trykkede hun hans arm : „ Min +gud , det er Ada ! “ +„ Ada ! hvor ? “ +„ Der ! hende med de sorte krøller og de rode +kinder . Kom , lad os hellere gå . “ +Det var for sent , hun havde genkendt dem +og rejste sig hilsende . Med et underligt fortrukkent +verdenssmil kom hun hen og glædede sig ved at +fornve gammelt bekendtskab . +Hun talte , som om det ikke var længer siden +end iforgårs , at de havde set hinanden , og spurgte : +„ Hvorledes lever deres gode fader ? “ og med +resterne af et coquet smil : „ Og deres Broder ? “ +„ Min Broder er død , grevinde ! “ svarede Susanne +kort og strengt . +- „ Ah således ! det vidste jeg ikke — den unge +mand — sørgeligt . “ +„ Ja , han døde ung , nu ville han ikke være så +ung længer ; jeg har næsten voxnc børn . “ +Matthias stod og så på de to kvinder , der +mere end nogensinde for så ud som lys og mørke . + +Susanne var modnet og udviklet og derved forskønnet +i årcnes løb , hendes skønhed var nu +som det modne aks ved høstens tid imod det fine , +grønne græsstrå ved sommerens begyndelse . Den +anden ? Ja , hvad lignede hun ? En maske , bag ved +hvilken det menneskelige næppe mere skimtedes . +Imidlertid så han Susanne blive mere og +mere bleg under den hjerteløse samtale ; han sagde : +„ Det er sent , du er træt , vi ville gå hjem . “ +Den f��lgende dag hørte han noget mere om grevinde +G . . . . . . . . . Hun levede adskilt fra sin mand , +som havde udsat betydelige åryengc for hende , når +han kun måtte flippe for hendes selskab . Hver +drog nu om i de større hovedstæder og ved badestederne +om sommeren , idet de kun hver valgte det +sted , hvor den anden ikke var , og i årenes løb +var spil blevet , i det mindste grevindens , hovedlidenskab . +De +sås endnu nogle gange , dog uden af +tale sammen ; det var for hård en prøve for Susanne , +og grevinden mente , af hun havde været +nedladende nok ved af tiltale hende en gang . De +havde jo hverken rang eller titel ; i fremmedlisten +stod : „ Gram , godsejer fra Danmark med hustru . “ +Det tog sig kun meget beskedent ud . +Da Susanne hørte der nærmere om Adas + +ægteskabelige liv , sagde hun : „ Gud ske tak for +alt , som kom og gik , og gud ske lov for din trofaste +kærlighed ! Havde den ikke været , da kunne +jeg ikke så glad have sjunget : +„ Det er så yndigt af følges ad , +for to , som gierne vil sammen være , +da er i glæden man dobbelt glad +og halvt om sorgen så tung af bære ; +ja , det er gammen +at rejse sammen , +hvor fjederhammen +er kærlighed . “