diff --git "a/normalized/1871_Juel_Zigeunerbarnet.txt" "b/normalized/1871_Juel_Zigeunerbarnet.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1871_Juel_Zigeunerbarnet.txt" @@ -0,0 +1,6248 @@ +Hun blev født i en grotte i en af Norges smukkeste fjeldegne . +Hendes forældre var zigeunere . Faderen døde kort før hendes +fødsel , moderen , da hun var et halvt år . +Ja , Mira var en fader- og moderløs lille pige . +Skæbnen havde behandlet hende hårdt i begyndelsen af +hendes liv ; men skæbnen er et roer i Herrens hånd , han +styrer dets kurs efter kompasset , jeg mener hans kærlige , barmhjertige +villie . — +dog til min fortælling ! +En aften , da en fattig Bonde gik over fjeldene for at +skyde gjenvei , fandt han en døende kvinde med et lille barn +presset op til sit bryst , stillet mod et nedstyrtet fjeldstykke . +Barnet var Mira , senere kaldet Mira grotte , efter grotten , +hun var født i ; kvinden var hendes moder , der døde i bondens +arme og efterlod Mira til hans fattigdom og hans svaghed . +Årene gik , vort lille hittebarn voksede op lig en blomst +om våren , til trods for mangel og sket behandling . Hendes +plejeforældre vare fattige folk , som boede i en lille hytte højt +oppe blandt fjeldene . +Moderen var en hårdhjertet kvinde , der ofte drak mere +end hun kunne tåle og så slog hun stakkels Mira , som hun +1 « + +hadede , fordi den fremmede zigeunerpige tog brødet ud af munden +vå hendes egne børn , som hun sagde , +stakkels Mira ! +Hendes eneste ven var lænkehunden , den elskede hun +med al den kærlighed , hendes moder og søstre kastede vrag vå . +Faderen var en god , men svag mand , som frygtede sin +kone mere end selve djævelen , han var aldrig hjemme uden +om aftenen , og da var han gerne så træt , eftersom han arbejdede +strengt den hele dag , at han ikke havde kræfter eller +mod til at skjendes med sin onde kone , var hun alt for siem +mod Mira , nøjedes han med i en skarv tone at sige : +. Hold mund , Lene ! “ +„ Hvad mener du , Erik ? Er du fra forstanden ? “ var +gerne svaret , +så skyndte stakkels Erik sig at putte piben i munden +med et blik , som var han bange for et jordskælv , +det var en smuk dag . Ret en dag , der varmer både +de glade og de sorgfulde hjerter , +solen med sine venlige stråler , den blå himmel med +sit klare smil , sølvskyen , der gled som et udfoldet slør gennem +luften , den milde vind , der kyssede træer og blomster , +fuglene , der jublede glade , havet med dets bølger , klare som +Krystal , alt åndede liv og lykke , som om sorgen aldrig kunne +nå gennem solstrålerne . +„ Men hvad i verden gør du der , du lede zigeunervige ! “ +Råbte Lene og truede ad Mira , der var knælet ned soran lænkehunden +og delte sin frokost med den . + +„ Tror du , vi finde brødet på landevejen ? Eller mener +du måske , vi stjæle det ? Hvad , du svarer ikke ! — hvorfor +stirrer du på mig med dine store sorte øjne , som om jeg var +en djævel , du fæle hittebarn ! Du . . . . . . . . . . . . “ +, men . . . . men . . . . “ +» Men ! Hvad mener du med dit men ? “ +„ Der var mit eget brød . Jeg har kun taget det fra mig +selv . Og den var så sulten ! — det er jeg også ! “ hviskedee +hun med et vemodigt blik . „ Men den er min ven , min eneste +ven . “ +„ Stille ! Gid du ville tage din ven med dig og løbe +væk , så langt , at jeg aldrig mere hørte din forhadte stemme . +Bort mev dig ! “ +Mira rejste sig , +„ Du har ret ! “ sagde hun i en bestemt tone . „ Jeg vil +gå langt , langt bort . Du er ikke min moder . Du har aldrig +været en moder for mig . Jeg er , som folk sige , et faderog +moderløst barn . Jeg ved det . Olava , Mathea og Kari +ere ikke mine søstre , jeg er ene , ganske ene . “ — +hun skjulte ansigtet i hænderne og græd heftigt . +„ Der er ret , græd ! Men jeg skal give dig noget at græde +for , du store , dovne tøs , som intet fortjener til hjælp for dit +ophold , skønt du er elleve år . Jeg skal lære dig at græde . “ +Hun gik ind i hytten med en truende bevægelse . +Elleve år ? — +ja Mira var allerede elleve år . Men hendes træk , der +vare meget alvorlige og udtryksfulde , syntes mere at tilhøre en +voksen kvinde end et barn . Det vekslende udtryk i hendes træk + +forrådte et hjerte fuldt af dybde , medens hendes smil mere +mindede om den nedgående end den opstående sols stråler . +Hendes hår var sort og hang i bløde lokker over Hals +og skuldre . Munden friff og rød , tænderne hvide og ligesom +perlerækker , og den klare brune hud fremkaldte tanken om det +folk , hun stammede fra . +„ Ja , jeg vil gå bort , langt bort ! Jeg vil aldrig vende +tilbage . “ +Hun kastede et blik til døren , gennem hvilken Lene var +forsvunden , og gik med bestemte skridt ovad vejen , der snoede +sig over fjeldene . +Stakkels lille ! nu vandrer du ud i den vide , vide verden . — +hvor fuglene sang lifligt ! hvor blomsterne duftede ; hvor +fjeldene var smykket med dejligt friskt grønsvær og hvor smuk +den lille pige så ud med de flagrende lokker , med kinden rødmende +af vrede og de sorte øjne funklende bag de lange , sorte +øjenhår . +Verden er fuld af skønhed , og en gud over os alle . +Men — der er altid et men i dette liv — vi stakkels +mennesker kæmpe mangen hård strid før vi erkende det . +Solen gik ned , aftenen kom ; naturen syntes at hvile . +Hvor hun var træt ! Hendes små fødder kunne næppe +bære hende . Hun satte sig på jorden og udbrød grædende : +„ 0 , min gud , jeg kan ikke mere ! “ +„ Se på hende ! se på hende ! “ hviskedee aftenvinden +og susede hemmelighedsfuld omkring hende . + +„ Hun sover ! ' sagde natten og udfoldede fine sorte vinger +over det stakkels barn . +„ Men hun vil snart vågne ; thi Herren freder sine ! “ +Sang de gyldne stjerner , der holdt vagt . „ Hun vil snart vågne . “ +Ja hun sov ! Og hun drømte en dejlig drøm . +Hun lå på jorden , netop der , hvor hun var salven i +søvn , hendes hjerte bankede af sorg og frygt . Natten kom +og hun havde intet ly . Hun var sulten og havde intet brød , +hun var ene , ene i den vide verden . — +men i samme øjeblik , hun fortvivlet strakte armene ud , +blev hun løftet fra jorden og en blød stemme hviskedee : +„ Du er frelst ! “ +Så kom der fred over hende , en stille , lykkelig fred , +hendes hjerte bankede ikke mere af frygt , hun lukkede atter +øjnene og læberne gjentoge som et svagt ekko : +„ Jeg er frelst ! “ +Drømmen var forbi . Tanken blev indhyllet i et mørkt +slør , hun sov , overvældet af sorg og træthed . Hun hørte +ikke vognen , der nærmede sig . Hun så ikke den unge pige , +billedet fra hendes drøm , som råbte ved at få øje på +hende : +„ Der ligger et barn og sover på den hårde jord ! +Lad os standse , frøken brede . “ +Vognen standsede , og før den gamle dame kunne forhindre +det , var hendes unge ledsagerinde sprunget ud og knælede foran +den lille sovende med et medlidende blik . +„ Min gud ! “ udbrød damen i vognen . „ Hvad gør de +der , frøken Adelheid ? “ +Den unge pige besvarede ikke udråbet . Hun vinkede ad + +tjeneren , som hurtig nærmede sig til frøken bredes store overraskelse +og forargelse tog del sovende barn i fine arme og bar +det til vognen , fulgt af frøken Adelheid . +„ Kor guds skyld ! hvad vil de med barnet ? Hvorfor +bærer Ola del herhen ? ' +„ Fordi den lille pige ville dø af sult og tørst , hvis vi +lod hende blive på dette ubeboede sled . — del er godt , Ola , +læg hende på bagsæder . Så , kør nu til ! “ +Hun salle sig med el glad smil ved siden af den gamle +dame , som var så forskrækket , ai hun ikke kunne samle sine +tanker , før de atter kørte op ad vejen . +„ Gud forbarme sig ! “ udbrød hun . „ Hvad i verden har +de i sinde med dette barn ? Seer de da ikke , det er en smudsig +zigeunerunge ? Hvor kan det falde dem ind al tage hende op +i vognen ! Jeg vil ikke tillade det . Ola , lad os standse ! Hører +du ? Jeg vil ikke tillade den fæle , lille tingest at blive her . “ +„ Vil ikke ! “ sagde frøken Adelheid med et blik , der viste , +hun var vant til at have sin villie . „ Kan de aldrig tale +uden al sige „ Nej “ og „ jeg vil ikke “ ? Del er så trættende , så +hårdt . “ +„ Hvor de dog er lunefuld , “ svarede den gamle dame . +„ Jeg kan ikke holde det ud ! Al tage en smudsig zigeunerunge +i vognen og lægge hende på bagsædet . Del er virkelig for galt . ' +„ Kære frøken brede , er de kun vred , fordi den lille +pige ligger på bagsæder ? ' spurgte Adelheid med et skjelmsk +smil . „ Nu , så kan de jo bytte med hende . Skal jeg hjælpe +dem ? “ +Frøken brede svarede ikke . Hun svøbte shawlet tættere + +om sig , som var der et Skjold , der kunne beskytte hende mod +alverdens pile . — +kære læser . Tror du vor lille heltinde sov i al den +tid ? — +nej ! +Men hun vidste ikke om hun sov eller var vågen , om hun +drømte , eller del var virkelighed . +De stemmede stemmer lød så lydeligt , hun kunne forstå +hvert ord . Vognen rullede så let ; hun følte dens mindste +bevægelse , det var som lå hun i en vugge . Hun lod fine +fingre glide over be Fløiels hynder . Hvor de vare bløde ! +Var det drøm eller virkelighed ? +Hun vidste ikke ; men hun følte , hun var meget lykkelig , til +trods for den gamle dames u blide ord . Hun havde ikke mod +til al åbne øjnene af frygt for , at alt skulle forsvinde . Hun +lukkede dem så fast , som ville hun aldrig mere åbne dem . +Vognen vedblev at køre og lod skov og fjeld tilbage . +Den gamle dame så ud , som var hun utilfreds med +hele verden , medens hendes ledsagerinde syntes at glæde sig +over alt , hvad der omgav hende . Det strålende ansigt og +solen kappedes om , hvem beder var smukkest . Sommervinden +legede med hendes gyldne lokker , medens hendes blik hvilede +på Mira med barnlig glæde . +De kom gennem skove , hvor træerne vare så høje , al +de syntes at nå himlen ; hvor grønsværet var bestrøet med +tusinder af blomster . +De kom over fjelde , hvor muntre bække snoede sig snaksomt +mellem rifter og Spalter , hvor vandfald opfyldte luften +med deres ensformige buldren . — + +Norge er et smukt land . Kender du det , kære læser ? +Har du været der ? Har du indåndet dets friske luft ? Har du +set dets mægtige vandfald , der lig sølvfloder styrte ned fra de +højeste fjeldtoppe ? — +har du hørt tordenen rulle gennem luften , hvert skrald +gentaget fra fjeld til fjeld , til det hendøer i det fjerne ? — +eller har du været der en smuk sommerdag , når solen forgylder +fjeldenes toppe og dens stråler som gyldne slanger +glide gennem de alvorsfulde graners grene ? +„ Hvor smukt hammer titter frem mellem de grønne træer ! “ +Sagde frøken Adelheid og så med et kærligt blik på en +hvid bygning , der lå på Toppen af et højt fjeld . „ Se , +frøken brede ! — men hvor kan jeg bilde mig ind , at deres +opmærksomhed lader sig fængsle af et smukt landsfab ! “ Hun +smilte hånligt . +Frøken brede gav intet svar , men pressede læberne tæt +sammen , som ville hun tvinge dem til tavshed . +Vognen kørte nu op ad det omtalte fjeld og drejede ind +på vejen , der førte til den hvide bygning , frøken Adelheid +havde kaldet hammer . Nu standsede den foran hoveddøren , +hvortil en bred trappe førte op . +„ Gud være lovet ! “ udbrød den unge pige og ventede +neppe på tjenerens hjælp for at springe ud . . Bring hende +ind i huset , Ola ! “ hun pegede på Mira , der lå ganske stille . +. Nej ! “ råbte frøken brede . „ Læg den lille brune +tingest udenfor gården . “ +„ Det bliver der intet af ! “ sagde Adelheid bestemt . „ Ola +skal lyde mig ; jeg er hans frues niece . Bær hende ind i +huset . Jeg tager ansvaret på mig . “ + +hun ilede opad trapperne med et stolt blik , medens Ola , +der syntes at glæde sig over den gamle dames vrede / bar +Mira , der endnu bestandigt manglede mod til at åbne sine +øjne , ind i huset og smålo ved sig selv over frøken brede , +som fulgte ham fljændende . +„ Læg hende på sofaen ! “ befalede frøken Adelheid , da +de trådte ind i dagligstuen . „ Sover hun endnu ? Hun må +være meget træt , stakkels barn . “ +Hun bøjede sig et øjeblik over Mira og forlod derpå +værelset , fulgt af frøken brede med sit vrede blik og Ola +med sit smilende ansigt . +Mira var alene ! +Hun lyttede . Alt var stille . Hun åbnede øjnene . +Hvor smukt der var ! — +hun gled ned ad sofaen og gik lydløst over gulvet , hun +lod fin lille hånd stryge hen ad de prægtige møbler ; derpå +satte hun sig foran et opslået piano og lod fingrene glide +over de hvide tangenter . +„ Dim , dim , dim ! “ +Hun streg højt . Hun havde aldrig hørt eller set noget +lignende . Hun troede det var trolddom . Hendes fingre giede +op og ned , op og ned , til en hånd blev lagt på hendes +skulder og en dyb stemme sagde : +„ Hvad gør du der ? “ +Hun vendte sig og så til sin forundring en herre slå +foran sig . +Mira hørte ikke til de børn , der er frygtsomme . Da +hendes forundring havde sat sig , så hun på den alvorlige +herre med et blik , som ville hun læse hans tanker i hans + +træk . Og der var meget af læse , så meget , af hun ikke begreb +det halve . +„ Hvem er du ? “ spurgre Herren med et strengt blik . +„ Jeg er Mira , Mira grotte , “ svarede hun med en let +gysen . +„ Mira grotte ? Det vil sige du er en lille zigeunersks , +måske en tyv , der søger lejlighed til af stjæle . “ +„ Nej , kære fader , hun er min plejedatter i “ sagde Adelheid , +som netop trådte ind . +„ Din plejedatter ! En pige på femten år , som har en +plejedatter ! Tror du , du kan have en sådan ? “ +„ Ja , jeg både kan og vil , dersom du tillader det . Hvor +gammel er vel du , som har en datter på femten år ? — +otte og tredive ! så ung og har så gammel en datter som +jeg . Så kan jeg også have denne lille pige til plejedatter . +Hvis hun vil have mig til moder . Vil du , min lille fremmede ? +Vil du være min datter ? “ +Hun så på Mira med et kærligt blik . +Mira nærmede sig , lagde sin hånd i den unge piges +og svarede med blid stemme : +„ Jeg vil være så lykkelig , hvis de vil holde af mig . “ +„ Hører du , fader ! Hvad siger du dertil ? “ Hun omfavnede +ham med et bedende blik . +„ Hun har ret , den lille , “ svarede han med et kærligt +smil . +Nu var Miras zigeunerliv forbi . + +det var en kold aften . Sneen faldt i tætte flokke og +stormen for hylende gennem gaderne . +En vogn standsede foran et herskabeligt hus i Stockholm +tjeneren sprang af og åbnede vogndøren . +Et lille hoved kom til syne og en klar stemme sagde : +„ Giv dette brev til frøken grotte , Thomas . Men +skynd dig . “ +„ Skal jeg vente på svar ? “ +„ Nej ! “ +Han lukkede døren og forsvandt gennem porten til det +omtalte hus . +„ En kold aften ! “ udbrød damen og svøbte sin varme +kåbe tættere om sig . „ Meget kold . “ Hun lænede sig tilbage +og lukkede øjnene , som for at sove . +Thomas viste sig atter ved døren . +„ Jeg har leveret brevet . “ +„ Godt , så kør videre ! “ +I et hyggeligt værelse sad en ung dame beskæftiget med +et broderi . Af og til hævede hun hovedet og fæstede øjnene +med et spørgende blik på uret . +En tjener trådte ind med et brev i hånden . +„ Fra grevinde cederskold ! “ +„ Tak , Ola . Venter tjeneren på svar ? “ +„ Nej , frøken . “ +Ola forlod værelset og Mira , thi hende var det , åbnede +brevet . + +medens hun gør sig bekendt med dets indhold , vil jeg +benytte lejligheden til at beskrive hende nærmere for læserne . +Da vi sidst så hende , var hun en lille pige på elleve +år , ti var nu gået siden den tid og havde forvandlet hende +til en smuk ung kvinde . +Hendes fine træk , der havde været for udtryksfulde og +alvorlige for et barn , vare nu komne til deres fulde ret hos +den voksne pige og fortryllede alle ved deres ædle skønhed . +Hendes store , sorte øjne med deres dybe , vemodige blik og +hendes blide , klare stemme syntes at vinde alle hjerter . +Hendes gang var let og bølgende og hendes ranke , bøjelige +skikkelse elegant og fuld af ynde . +Alle disse fortrin blev dobbelt sorhøiede ved hendes tilbageholdne +væsen . Der var noget i hendes fremtræden , der tydelig +viste , hvor lidet hun var sig alt dette bevidst , og hendes +fordringer til andre vare kun små , medens hun selv ydede +så meget , hvilket er det bedste tegn på et ædelt hjerte . — +men til min forrælling ! +Vi ville kaste et blik over Miras skulder og se , hvad +hun læser : +. Min lille ven ! +Jeg kan se din forundring ved at modtage dette brev . — +jeg har en nyhed at fortælle dig . Tænk , frøken brede +er kommet til Stockholm og vil blive hos os i længere tid ! +Du må endelig aflægge os et besøg i morgen . Hun +er blevet så forandret i de ti år , vi ikke have set hende , at +jeg næppe kunne kende hende . +Jeg fortalte hende om dig , hvor smuk du er blevet , +hvor kærlig og god du er og hvor vi alle elske dig . + +hun undertrykke et suk og sagde efter gammel bane : +„ Jeg tror det ikke . Grevinde cederskøld . Den smudsige +lille zigeunerske . “ +„ Men de skal selv se , “ sagde jeg triumferende . „ Det +var en lykkelig sommer , der lokkede fader og mig op til Norge +for at besøge tante Margarethe . Den skænkede fader en kærlig +datter og mig en søster , som vi begge elske , fordi hun er +så velsignet og god . “ +„ Nå , nå ! “ sagde hun og famlede med fingrene . Det +bedste de tog var vor skikkelige Ola , ja , ham har vel deres +fader endnu i sin tjeneste ? Ja , lad os først se enden ! +Jeg har ingen tillid til hende . “ +„ Nej , de kunne ikke lide Mira fra det første øjeblik , de +så hende , “ sagde jeg . „ Og nu , da hun har gjort dem til +en falsk profet , er hun vist ikke steget højere i deres gunst . “ — +kære Mira ! Du ved , jeg må sige min mening lige +ud . Jeg har aldrig kunnet tilgive frøken brede hendes skette +opførsel mod dig , da vi vare hos tante Margarethe , ligesom +jeg ikke kan glemme , at hun fuldkomment har taget magten fra +min kære , svage tante . Man fik et indtryk som frøken brede +var herskerinde på hammer og tante hendes selskabsdame . +Du kære tante Margarethe ! Nu har jeg ikke set hende i ti +år , og frøken bredes nærværelse har fremkaldt hendes billede +så levende i mit minde , at jeg længes mere end nogensinde +efter hende . +Frøken brede havde et brev med til mig fra hende , hvori +hun på det kærligste spørger til dig og indbyder os begge +til at aflægge et besøg på hammer til sommer . + +hvis cederskøld tillader det , vil jeg også rejse derop og +håber , du gør mig selskab . +Men nu har jeg allerede skrevet så meget til min lille +søster , at mine fingre gøre ondt , derfor farvel ! Jeg venter +dig i morgen . Kom ikke for sent , kom til frokost . +Cederskøld beder mig hilse . +Din Adelheid . “ +Mira lagde brevet sammen . Et vemodigt smil spillede +om hendes læber . Hun hviskedee tankefuldt : +„ Gamle tider komme igen . „ En smudsig lille zigeunerfle ! “ +— ja , jeg husker ordene , som vare de prentede i mit hjerte . +Mira , stakkels Mira ! Du vil altid blive forfulgt af dette blege +spøgelse . Ingen kan glemme , at mine forældre vare zigeunere . +Ingen kan tilgive det . Ingen ! Ingen ! “ — +„ Men hvad bryder jeg mig om hele verden , når blot han +kunne glemme min ulykkelige fødsel . “ +„ Vil han aldrig glemme det ? “ — +„ Nej , aldrig ! Han er for stolt , og en mand som han , har +ret til at være det . “ +Mira skjulte ansigtet i hænderne og sukkede tungt . +„ Hvor kan jeg forlange , man skal glemme min fødsel , +står den ikke skrevet i mit ansigt ? fremkalder ikke denne brune +hud en hel legion zigeunere ? — men jeg vil ikke skamme mig +over mine forældre , gud velsigne dem . de er i himlen . Jeg +har aldrig kendt dem , men jeg elsker dem alligevel . Ingen +skal have ret til at krænke dem , ingen , uden at blive min +fjende . “ + +hun rejste sig og gik op og ned ad gulvet , som for at +bortjage al sorg fra sit hjerte . +Det ringede . +Mira for sammen og så mod døren med et ængsteligt blik . +„ Godaften , barn ! “ sagde en dyb , klangfuld stemme . +„ Tager du dig en lille tur ? “ +„ Ja , “ svarede hun med et frygtsomt blik . „ Jeg går +fra mine tanker . “ +„ Fra dine tanker ! Ere dine tanker da så sørgelige ? +Kan du aldrig være lykkelig , som andre piger på din alder ? +Jeg holder ikke af at høre dig tale på den måde . Vi have +ikke ret til at være trætte af livet , selv om vi er ulykkelige , +hvor meget mindre da , når vi kun have grund til at være +tilfreds med vor skæbne . Hvor lidt skal jeg minde dig herom , +Mira ! Du må være utaknemmelig mod Herren , det er en stor +synd . “ +„ De misforstår mig , baron silgestrem ! “ sagde Mira +vemodigt . „ Jeg er ikke utaknemmelig mod Herren , men jeg +føler så tydeligt , jeg er født til sorg . Det er vel ikke de +ydre indtryk , der virke på mig , nej , jeg bærer en verden as +sorg og kamp i mit eget hjerte . Dog tilgiv mig . Det er +meget egoistisk at trætte dem med mine mørke tanker ! Jeg har +fået brev fra grevinde cederskøld , hvori hun inviterer mig til +at komme derop i morgen . Frøken breds er kommet for at +blive der en tid . “ — Mira betænkte sig et øjeblik og tilføjede +ironisk : „ Hun længes naturligvis meget efter at se mig . “ +„ Ah , det er det , der er i vejen ! Nu forstår jeg min +stolte , lille pige . Du kan aldrig glemme og endnu mindre tilgive , +at frøken brede ikke syntes om dig , da du var et barn + +men hvor kan du tillade dit hjerte al bære et sådant nag . +Selv til en frøken brede ? — kom , sid ned og lad mig tale +et alvorsord til dig . Jeg har set dybt i dit hjerte , mit barn , +det er et bundløst hav , som selv den flinkeste sømand vil finde +vanskelig » at lodde . Men jeg vidste ikke , du var i stand til at +bære nag til nogen , dertil troede jeg dit hjerte var for rent , +og det vil i sandhed gøre mig ondt , om jeg bliver skuffet i +denne tro . Kærlighed er den eneste lidenskab , der har ret +til al beherske en kvindes hjerte , enhver anden vil kaste skygge +over dets renhed og tilintetgøre dets ædleste egenskaber . “ — +„ Glem ikke dette barn ! Jeg håber du vil tage hen og +hilse på rføken brede i morgen , “ tilføjede han med et kærligt +smil . +„ O , de misforstår mig nu som altid ! “ udbrød Mira +med skælvende stemme og slog øjnene ned for at skjule de +tårer , der formørkede dem „ De vil aldrig forstå mig . Jeg +hrade hverken frøken brede eller nogen anden . Jeg har ikke +et øjeblik tænkt på at afslå Adelheids indbydelse . Nej , jeg +vil hilse på hende , selv om mit hjerte skulle briste , når hun +seer på mig med fil foragtelige blik . “ +„ Jeg forstår dig meget bedre , end du tror , “ svarede +baron silgestrøm alvorligt . +„ De ? “ — spurgte Mira bittert . „ 0 nej ! Ingen forstår +ung , dej var jo umuligt , eftersom jeg ikke engang forstår mig +selv . “ +Baron silgestrøm tog stiltiende avisen . Mira græb fil +broderi . Han læste og tænkte på Mira . Hun broderede og +tænkte på ham . — + +næste morgen var mørk , kold og sneefuld . +Mira stod tidlig op . Hun hørte ikke til syvsoverne . +Hun stirrede på den grå himmel , den hvide gade og de +mange fodgængere , der kom og gik lig travle beboere i en +myretue og hun tænkte : +„ Hvor den fattige må kæmpe for sit ophold ! Og dog +er jeg vis på , at ikke en eneste af disse stakler , der hver +morgen må slå op for at tjene det daglige brød , er så +utilfreds med livet , som min rige , gamle genbo . Se , der +sidder han ved vinduet i fin store bløde lænestol , indsvøbt i +uldtæpper ! Han kan få alt hvad han ønsker af livets behageligheder , +og han ønsker det ene efter det andet . Men al +hang rigdom , alle hans opfyldte ønsker kunne ikke gøre ham +lykkelig ; thi han er syg , både på sjæl og legeme . “ +„ Og jeg ? — har jeg ret til at være sorgfuld ? — nej ! +Jeg vil være glad , jeg vil være taknemmelig mod gud og mod +den hele verden . “ +Klokken halv tolv standsede baron stlgestrøms vogn udenfor +grev cederskølds bolig . +„ Godmorgen , kære Mira ! Hvor du seer bleg ud . Du er +ikke halv så smuk , som du plejer at være . Og jeg vil så +gerne for alvor overraske frøken brede med din skønhed . +Der kommer hun . Se blot hvor gammel hun er bleven . +Sidst vi så hende , lignede hun en gammel ugle . Nu synes +jeg , hun ligner et gulne ! Pergament . “ +Grevinde cederskøld var om mulig smukkere og lykkeligere +end da vi første gang så hende som Adelheid silgestrøm . + +nu var hun fem og tyve år og så lykkelig , som en kone +kan blive , der besidder så rettænkende , ædel og smuk en mands +kærlighed , som grev cederskølds var . — +Adelheid var også i høj grad rettænkende og kærlig . +Men hun savnede den fine følelse , der forædlede enhver af +hendes mands handlinger og gjorde ham så elsket af alle , +der kjendle ham . Han sårede aldrig nogens følelse ved overlagte +spørgsmål eller yttringer , medens hans kone ved sine +tankeløse ord og alt for store oprigtighed næsten sårede enhver , +der kom i hendes nærhed . +Det var også det eneste , der nu og da gav anledning +til små trætter mellem dem , idet han bebrejdede hende , at +hun ikke tog mere hensyn til andres følelser , selv deres , hun +holdt meget af . Men hun lo kun ad ham og svarede , idet hun +kærligt omfavnede ham : +„ Kære cederskøld , hvorfor fattede du da kærlighed til +mig ? Du kjendle jo mine fejl . — du behøver ikke at se så +alvorlig på mig , jeg vil sige , hvad jeg føler lyst til , og du +skal smile til mig , som du smilede — se , på mig , kære ven ! +— som du smilede , da du fangede mit unge , uerfarne hjerte . “ +Og grev cederskøld måtte smile , mere af hendes yndige +mine end af hendes ord . +Således var grevinde cederskøld ! Og hun sagde nu med +et skjelmsk blik til frøken brede : +„ Må jeg have den fornøjelse at forestille min søster +Mira for dem . Jeg ved hvor kær de har hende , og hvor +de har længtes efter at se hende . — nå , Mira , omfavn +frøken brede . Kan du ikke se , hvor hun længes efter at +skutte dig i sine arme ? “ + +men Mira og frøken brede stod som lo statuer . Ingen +af dem gav mindste tegn til liv . Var ikke grev cederskøld +trådt ind og havde frelst dem fra denne ubehagelige stilling , +var de sikkert , som loths hustru , bleven forvandlede til saltstøtter . +Nu kom de igen tillive , og Adelheid gik tabt af den +fornøjelse , hun havde ventet sig af deres første møde . +„ Du skal sidde ved siden af frøken brede , “ sagde hun +til Mira , da de trådte ind i spisestuen . „ Jeg må sørge for +min kære , gamle gæsts tilfredshed . “ +Frøken brede gav hende et bistert blik . Adelheid havde +fornærmet hende dobbelt . Først ved at påtvinge hende Miras +selskab , dernæst ved at hentyde til hendes alder . +Hun hørte nemlig til de damer , der ikke ville være gamle . +Frøken brede var en evighedsblomst . Ingen kunne mindes at +have hørt hende erkende , hun var bleven ældre i de sidste lyve +år . For hendes skyld stod tiden stille ; hun blev aldrig +ældre end fem og tredive . — +kære læser , der er mange frøkner brede i denne verden . +Måske du selv har en sådan i din familie ? — da lykønsker +jeg dig . Hun vil mangengang gøre dig besvær og mangengang +få dig til at le . +Frøken brede var meget høj ; hendes store , grå øjne +havde et skarpt udtryk , og hendes dragt var så forunderlig +at det er umuligt at beskrive den i alle dens sammensætninger . +Men udfaldet af del hele mindede om en regnbue , ikke på +himlen , men på en flagermus . +Hendes hår var hørgult og meget tyndt , hvilket hun +søgte at lægge skjul på ved efter bedste evne at pille det ud + +i en bunke små krøller , mellem hvilke den lange , spidse næse +sprang frem som en milepæl , der råbte : +„ Stands ! Ikke et skridt længer . “ +„ Men hvad er det ! “ spurgte en gammel oberst en ung +digter , der netop stod ved siden af ham , da grevinde cederskøld +for første gang viste sig i et selskab med sin underlige +gæst . „ Er det en ugle , en flagermus eller en sommerfugl ? ' +„ Det er en kunstig sammensætning af dem alle tre , “ +Svarede digteren og betragtede frøken brede gennem lorgnetten . +„ Hendes ansigt hører til uglerne , legemet til flagermusene , og +håret til sommerfuglene . “ +Han havde ret . — +„ Hvorledes har baron silgestrøm det ? “ spurgte grev +cederskøld Mira . „ Hvad seer de efter , frøken brede ? Kan +jeg ikke komme dem til hjælp ? “ +. Nej tak ! Jeg er vant til at hjælpe mig selv . I Norge +have vi ikke en tjener på hver finger , som det lader til man +bruger i Stockholm . Bi er ligefremme folk ; meget ligefremme . “ +„ Jeg vil langtfra modsige dem i den retning , “ sagde +grevinde cederskøld med et smil . „ Folk i Norge er mere +beskedne i deres fordringer , end vi her . Det er så naturligt , +da vor hele opdragelse er så forskellig fra eders . Vi . . . . “ +Her følte grev cederskøld sig foranlediget til at afbryde +sin kone ved at sige : +„ Kære Adelheid , det er bedre , du fortæller os lidt om +koncerten i går . Er den unge sangerinde virkelig så smuk , +som rygtet siger , og er hendes stemme så henrivende ? “ +„ Er det frøken søthsrberg , de taler om ? “ spurgte Mira . +„ Ja ! “ + +„ Jeg fandt flet ikke , hun sang så godt , “ sagde frøken +brede . „ Jeg har hert en ung dame i Christiania , som sang +meget bedre end denne frøken Søtherberg . “ +» Meget bedre ! Nej , frøken brede , nu er de for flem . +Tør jeg spørge , hvad denne ubekendte nattergal kalder sig ? “ +„ Hvad hun kalder sig ? — hun bærer det navn , hun +har arvet efter sin fader ! “ +„ Og det navn er ? “ +„ Det samme , som hendes bedstefader arvede efter sin +fader . “ +„ Ah , jeg forstår ! — men kære frøken brede , de har +ikke sagt et eneste ord om Mira ! Hvad synes de om hende ? +Har hun ikke forandret sig meget ? Se rigtig på hende ! +Kunne de genkende hende , da de trådte ind ? “ +„ Mira er stockbolms rose ! “ sagde grev cederfløld , der +holdt meget af den unge pige . „ Hun blomstrer i skyggen af +fin egen beskedenhed . “ +„ Men hvor kan du dog tale sådan ! udbrød frøken brede +harmfuld . „ Stockholms rose ! Hvordan kan mi . . . “ Hun +standsede , det var så fortroligt at kalde hende Mira og frøken ? +— det var for meget , den gamle dame kunne ikke få det over +sine læber . Frøken ? — del var jo at sætte zigeunerpigen +på samme trin som sig selv . Umuligt ! Frøken brede vedblev : +» Hvor kan de sammenligne den unge pige her med en +rose ? En rose , som er rød eller hvid , og hun med sin gulbrune +hud . Nej , de er så forskejllige som nat og dag . +Og . . . “ +Mira havde været tavs den hele tid , men hendes talende +ansigt udtrykte tydelig , kvor dybt hun følte sig såret . Hun + +hørte ikke til de kvinder , der blive heftige ligeover for en fornærmelse , +hendes våben bestod ikke i vrede ord , men i et blik , +så alvorligt , så rent , at det måtte afvæbne selv en frøken +brede . +„ Og - . . “ længer kom den gode dame ikke , Miras blik +traf hende i det samme . Hun standsede forlegent , som havde +hun glemt , hvad hun ville sige . +„ Nå , barn ? “ spurgte baron silgestrøm , da Mira var +kommet hjem og de mødtes ved middagsbordet . „ Hvad sagde +så frøken brede til dig ? Fornærmede hun dig ? Jeg er vis +på , du var forberedt derpå . “ +„ Jeg ! deri har de uret , baron silgestrøm . Jeg var alt +andel end forberedt på de kolde , udtænkte fornærmelser , frøken +brede overøste mig med . Men del er ikke værd at tale om . “ +, godt ! Så lad mig i stedet for indbyde dig til at ledsage +mig i operaen i aften . Frøken Søtherberg synger . Hun skal +være en sangerinde af første rang . “ +„ Tak , det glæder jeg mig inderlig ! til . Grev cederskøld +talte netop om hende i dag , og jeg har ikke kunnet undertrykke +ønsket om al høre hende . “ +„ Og hvorfor skulle du undertrykke del ? Havde det ikke +været mere naturlig ! , om du havde sag ! til mig , at du gerne +ville høre hende ? Vil du da aldrig lære at være oprigtig og +ligefrem mød mig ? Du ved , hvor gerne jeg opfylder dine små +ønsker . Hvorfor kan du da ikke betro mig dem , som Adelheid +gjorde , da hun var hjemme . “ + +„ Det ville næppe passe sig for mig , en fremmed , at gøre +hvad grevinde cederskøld gjorde i sin egen faders hus . “ +„ Så du kan aldrig glemme , du en gang har været +fremmed i dette hus ? thi jeg vil ikke tro , Mira , du efter ti +Års ophold her endnu bestandig skulle føle dig som sådan . +Det ville i al fald gøre mig meget ondt , da det jo ville vise +mig , al min opførsel mod dig ikke har været , hvad den burde +have vc^cek . “ +„ For guds skyld , baron silgestrøm , sig ikke detl de , +som har værer så kærlig , så . . . “ +. Mira , jeg beder dig ! “ +„ Nej , lad mig tale ! Jeg . . . “ +„ Stille , barn ! Jeg vil ikke høre et ord mere . Der er +Ola med kaffen . Vil du skænke mig en kop ? “ +Mira skænkede kaffen , som blev drukket i tavshed , hvorpå +baron silgestrøm gik ud og Mira satte sig hen at spille +og synge i halvmørket . +Noget senere kom Ola ind med en lændi lampe . +Mira rejste sig hurtigt . +„ Er baron silgestrøm kommet hjem ? “ +„ Nej , frøken ! men han kommer vist snart . Klokken er +mange . “ +Ola var den samme tjener , der for ti år tilbage bar +Mira på grevinde cederskølos befaling hen til vognen , trods +frøken bredes indsigelser . Derfor holdt han meget af den +unge pige og syntes i sit stille sind , han havde så god ret +til hende som nogen af de andre . +Han nærmede sig nu på tåspidserne og sagde med en +hemmelighedsfuld hvisken : + +„ Hun har været her ! “ +„ Hun ! Hvem mener du , Ola ? ' +„ Hun har været her , frøken . Men . . . “ +Her blev Ola afbrudt ved baron silgestrøms indtrædelse . +„ Hvad betyder det , Mira ! Er du endnu ikke påklædt til +koncerten ? Det er på den højeste tid . “ +„ Jeg skal straks være færdig ! “ sagde Mira og skyndte sig bort . +„ Hun ? — hun ? — “ gentog den unge pige ved sig +selv , da hun trådte ind i sit værelse . „ Hvem mener han med +denne hun ? — jeg vil ikke bryde mit hoved dermed ! Det er +bedre jeg skynder mig at blive færdig . Jeg kan altid få det +at vide i morgen . “ +Operahuset var fuldt . +Da den unge sangerinde trådte ind på scenen blev +hun modtaget med stormende bifald , der lidt efter lidt hendøde +i tavs forventning . +Der stod hun . De store , mørke øjne drømmende heftet +på publikum . Det smukke hoved hævet ; de sorte lokker let +tilbagekastede , den slanke bøjelige skikkelse fuld af ynde og +symmetri . +Ru spillede orchestret ganske piano . Det drømmende udtryk +i hendes øjne forvandledes til liv og varme . De smukke +læber åbnede sig og en strøm af bløde , klokkerene toner +fyldle luften . +Mira sad bleg og skælvende . Hun vidste næppe selv hvorfor . +Det var ikke blot indtrykket af frøken søcherbergs henrivende +stemme , der bevægede hende i den grad , det var den + +unge sgngerindss hele ydre . Mira kendte hende , hun havde +set hende hver dag i sit eget spejl . Frøken Søtherberg var +hendes udtrykte billede . +Baron silgestrøm berørte let hendes arm og hviskedee : +. Hvad siger du til denne lighed ? Er den ikke forbavsende ? +Det undrer mig , Adelheid ikke talte til dig derom . “ +„ De glemmer , at hun er meget nærsynet . “ +„ Det er forbavsende ! “ Han så fra Mira til frøken +Søtherberg , og fra frøken Søtherberg til Mira , som ville han +sammenligne deres ansigter træk for træk . +Men sangen forstummede og tæppet gik ned under begejstret +bifald/ +den næste dag , da Mira sad og syede i dagligstuen , stak +Ola hovedet ind ad døren med en betydningsfuld mine . +„ Frøken ! “ sagde han og nærmede sig forsigtig . +Mira for sammen . +„ Det er kun mig . Jeg vil blot sige , at hun har været +her igen i går aftes , da de var taget bort . “ +Mira rejste sig og sagde med et ængsteligt blik på den +gamle tjener : +„ Hun ? Jeg havde rent glemt del ! Hvem er denne hun , +som du talte om i går , da baron silgesfrøm kom og afbrød +dig ? “ +„ Det er hende , frøken , de ved den gamle , onde Lene , +deres plejemoder . Hun er kommet til Stockholm for at tale +med dem om noget meget vigtigt , siger hun . “ +„ For guds skyld ! “ udbrød Mira og sank bleg og skælvende +tilbage i stolen . + +„ Vær blot ikke bange , kære frøken , “ sagde Ola medlidende . +„ Jeg ved nok , hun er meget ond , men baronen vil vist ikke +tillade nogen at gøre dem fortræd . “ +„ Det vil han ikke , Ola . Men jeg er meget ulykkelig . +Baron silgesfrøm må ikke vide , hun er her . Han , som er så +stolt ! “ — +„ Hvad kan hun have at tale med mig om ? Og hvorledes +har hun udfundet mig her ? År er gåde , siden jeg forlod +hendes elendige hytte , og nu , da jeg troede at være fri for +bestandig , nu kommer hun og vil tilbagekalde den ulykkelige +tid ; hun , som hadede og mishandlede mig , da jeg var et forladt +og hjælpeløst barn . Ola , min gode , gamle Ola , hvad +skal jeg gøre ? Hvorledes skal jeg undgå den skam , at baronen +får hende al se ? “ +„ Vær blot rolig , lille frøken . Hun kommer ikke igen før +engang i aften . Så kan de jo tale med hende i deres eget +værelse . Jeg skal nok ordne det hele . Vær blot ikke bange . “ +„ Gud velsigne dig , Ola ! Men hvad kan hun dog have +al tale med mig om ? “ — +„ Det ved jeg ikke . Men jeg hører baronens trin . Det +er bedst jeg går . Jeg skal nok give dem et lille vink , når +hun kommer . “ +„ Vidste jeg blot , hvad jeg skulle gøre . Måske jeg burde +fortælle baron silgestrøm alt og bede ham tale med hende ? — +han er så stolt ! han glemmer aldrig , om den gamle kone +kalder mig Mira , som jeg er vis på , hun gør . Og hvis jeg +henvendte mig til Adelheid ? — nej , hun er for rankeløs ! Jeg +må handle selv . Der kommer han ! “ Hun greb hurtig sit +arbejde . + +men baronen passerede døren uden at træde ind . Hun +hørte ham sige til Ola : +„ Jeg kommer ikke hjem sør i aften . “ +Mira trak vejret lettere og følte sig glad som en frigjort +fange . +Klokken hen ved halv syv stak Ola atter hovedet ind ad +døren og hviskedee : +„ Frøken , her er hun ! “ +Mira rejste sig hurtig og forlod værelset . Snart stod hun +ansigt til ansigt med den stygge , gamle Lene , hendes barndoms +skræk . +„ Gud velsigne dig , hvor smuk du er bleven , mit eget +barn ! Og så fin som en rigtig dame . Du lykkelige barn , +det blev ikke sunget for din vugge . En silkekjole ! ja , en virkelig +silkekjole ! “ Hun tog sat på Miras kjole . +„ Sådant dejligt tøj . Nå , hvor Olava , Mathea og Kari +ville blive forundrede . De ville næppe genkende deres lille +plejesøster . Mit kære barn , min egen lille Mira ! Hvor vi +alle have længtes efter dig . Hvor kunne du være så hårdhjertet +at forlade os , som holdt så meget af dig ? Vi have +søgt om dig , lige siden du forlod os . Olava . Mathea og Kari , +stakkels børn , have grædt både nat og dag . Og Erik — +ja , det blev såmænd hans død ! “ — +„ Men som jeg sagde , jeg har søgt efter dig , “ hun satte +sig ned på en stol , „ da jeg har en hemmelighed , som jeg er +sikker på du ville give din halve formue for at vide . — +ak , hvor du dog er dejlig ! Og endda kunne jeg straks kende +dig . Du ligner dig ganske selv som barn . Ja , du var altid +sådan en smuk pige , og jeg var så stolt af dig . Kan + +du huske del ? — nej , hvor skulle sådan en fin dame kunne +huske den fællige hytte , hvor hun fand- et hjem , da hun var +hjemløs . �� men til min hemmelighed ! Jeg har da gud være +lovet , endelig fundet dig , efter meget besvær og mange udgift +ter . “ Her standsede hun et øjeblik og Mira , der havde lyttet , +bleg og skælvende , sagde bittert : +„ Hvem sagde dig , at jeg var her ? “ +„ Frøken brede . Gud velsigne hende , den kære gode +dame ! Hun fortalte mig , at min egen lille Mira var blevet +sådan en fin dame og boede i Stockholm . “ +„ Du skulle rejse hen og besøge hende , “ sagde hun og +puttede en lille stump penge i min hånd . » Der har du +lidt til rejsen , “ tilføjede den fromme dame , „ Ja , det gjorde +hun . “ +„ Frøken brede ? — jeg forstår hende , “ udbrød Mira +med funklende øjne . +„ Den kære sjæl ! hun holder så meget af dig , mil Sam . +Men lad os nu tale om det , der har bragt mig herhen . Hvad +ville du sige , Mira , dersom jeg havde en glædelig nyhed at +fortælle dig ? Hvad ville du gøre , hvis en eller anden fattig +sjæl sagde til dig : +„ Mira , jeg ved du står ikke så ene i verden , som du +altid har troet . Der er en , der ville give alt , tør jeg nok +sige , for at vide dig så nær . Mira , du har en søster , smuk , +fin og rig som du selv . “ +Mira havde ifolbet hænderne . Hendes blik hvilede på +den gamle kones læber , som afhang hendes liv af hver ! Ord , +de udtalte . Nu rejste hun sig heftig og udbrød idet hun greb +Lenes hænder : + +„ Lene , Lene i du må ikke drive spot med mig . Hvis +jeg har en søster , hvis hun er her i Swckholm , stig mig det , +og jeg vil give dig alt , hvad jeg med rette tør kalde mit . “ +„ Godt , Mira , jeg tænkte del , og jeg sagde til Olava , da +jeg skiltes fra hende : +„ Græd ikke barn . Jeg kommer snarr tilbage og du skal +se med fulde hænder . “ +„ Ja , det sagde jeg . Jeg kendte jo nok min lille pleiebalier . “ +„ Men +min søster , tal om hende , “ sagde Mira med skælvende +stemme . +„ Ja , min historie lader sig ikke så hurtig fortælle “ +„ Nå , den nat , Erik havde sundet dig på fjeldet og +kom hjem med dig , sagde han : +„ Lene , her kommer jeg med et lille barn , jeg fandt i +armene på en døende kone . Vi må se , hvad vi kunne +gøre for det . “ +„ Du kendte jo Erik , stakkel , han sagde ikke meget , men +han havde et godt hjerte , og jeg tog dig i mine arme , kyssede +dig kærligt og svarede : +„ Godt , Erik ! hun skal være som vort eget barn . “ +„ Og jeg havde holdt mit ord , hvis du ikke var løbet +bort . “ +„ En dag , da du havde været en uge eller to i vor +hytte kom en gammel zigeunerkone med et barn , en pige , der +omtrent var en fem år gammel . Konen bad om husly , da det +var blevet et skrækkeligt tordenvejr og ingen uden fare turde +gå over fjeldene , så længe det stod på . +„ Det regnede og blæste og tordenen rullede gennem luften + +og rystede hytten , som var det et jordskælv . Jeg kunne ikke +nægte hende ly mod sådant et vejr , og lidt efter kom også +en herre og en dame og bad om at komme ind , til vejret trak +over . De havde forladt deres hjem for at gå en tur , men +vare bleven overraskede af uveiret på vejen . +„ Den unge dame gav sig til at lege med børnene , medens +Herren fremtog en mappe og begyndte at tegne . +„ Hvor du er en sød lille pige ! “ sagde damen til det +stemmede barn , der var kommet med zigeunersken . „ Hvor +gammel er du ? “ Hun klappede hende på kinden . +„ Rose er fem år , “ svarede den gamle . „ Hvis de , min +smukke dame har lyst til at tage hende med dem , gør de en +god gerning , da hun hverken har fader eller moder . Jeg +fandt hende for nogle uger siden mellem fjeldene , den stakkels +lille sad og græd ved moderens lig , der lå på jorden med +et dødt barn i armene . “ +„ Nu , “ sagde jeg , „ Barnet var ikke dødt , her er det ! “ Jeg +trak dig stem fra krogen , du var krøbet hen i . +„ Stakkels børn ! “ udbrød den unge dame og så fra +den ene til den anden ; endelig blev hendes øjne ved at hvile +på din søster rose . +„ Efter længe at have betragtet hende , rejste hun sig og +gik hen til sin mand , der hele tiden havde siddet og tegnet , +som om han var hjemme . +„ Tom , “ sagde hun og lagde hånden på hans skulder . +„ Se engang på barnet ! +„ Han løftede hovedet og så på den lille pige . “ +„ Min kære Eva , “ sagde han , „ jeg kan se hvad du tænker +på . Du har ret . Den lille ligner vort elskede barn , som + +var hun hendes søster . Du græder ! Græd ikke , husk på , hvor +lykkelig hun er nu mod da hun var hernede og led så meget . “ +„ O , tom , jeg kan aldrig glemme hende ! Jeg vil altid +længes efter hende . Men om vi tog delte stakkels barn til +os ? — jeg tror det ville mildne min sorg . “ +„ Godt ! “ sagde Herren og lukkede sin bog . „ Så ville vi +tage hende med os straks . Du ved , kære Eva , jeg vil gøre +alt , hvad der står i min magt , for at glæde dig . “ +„ Men den anden lille , hendes søster ? �� spurgte damen +og så på dig med et uroligt blik . „ Jeg ved , tom , vi +kunne ikke tage dem begge , og dog skær det mig i hjertet at +skille dem ad . “ +„ Ja , min kære , havde vi råd dertil , tog vi dem naturligvis +begge , men nu må vi være tilfreds med benene . En +fattig konstner som jeg , har ikke ret til at våtage sig ansvaret +af to børns forsørgelse , uden at vide om han i tiden bliver +istand til at ernære dem . “ +„ Imidlertid var vejret blevet godt , og Herren , som havde +nærmet sig vinduet , sagde : +„ Nu kunne vi gå hjem , og , hvis du fremdeles ønsker +det , tage vi barnet med os . “ +„ Den fremmede dame tog din søster , der syntes meget +glad ved at følge hende , og alle tre forlod hytten . “ +Lene standsede et øjeblik og Mira aftørrede sine tårer . +„ Mange år gik og den ulykkelige dag kom , da du løb +fra os , som elskede dig . Havde du ikke gjort det , var du +endnu samme dag blevet forenet med din søster , der kom tilbage +med sine plejeforældre for at hente dig ; thi nu vare de , + +efter hvad jeg kunne forstå , blevne rige og kom rejsende fra +Stockholm for at tage dig med . +, du skulle blot have set din søster , hvor hun var blevet +en smuk ung dame , og hvor hun kom løbende for at være den +første , der omfavnede dig , og hvor hun græd og vred sine +hænder , da jeg fortalte hende , du var løbet bort . Jeg troede +hun havde besvimet ; hun blev ligbleg og sank om på en stol , +stakkels barn , hun skjulte ansigtet i hænderne og græd , som jeg +aldrig før har set nogen græde . +„ Da faderen og moderen lidt efter trådte ind , rejste hun +sig heftig og råbte : +„ Hun er borte ! Jeg skal aldrig se hende ! O , moder , det +har været min kæreste drøm , engang at omfavne min lille +søster , den eneste , som tilhører mig . “ +„ Hun kastede sig fortvivlet i moderens arme . “ +Mira græd stille . +„ Så lod de spørge og søge om dig overalt , “ vedblev +Lene , „ men forgæves . Ingen vidste hvor du var blevet af . +Endelig rejste de tilbage til Stockholm og Herren opgav mig +lin adresse , for hvis du skulle komme tilbage , eller jeg skulle +høre fra dig . Men årene gik , du lod intet høre fra dig . +Først for nogle måneder siden , da Olava og jeg forlod vor +gamle hylle og slyltede til en , der ligger i nærheden af hammer , +lærte jeg frøken brede at kende , da den fromme dame +er alr andet end stolt . Hun taler til fattige folk lige så +venlig ! som til de rigeste , og da jeg lugede der i haven , holdt +hun sig ikke for god til at tale med mig , når hun kom forbi +mig på sin morgentour . Så fortalte jeg hende om mine + +børn , om gamle Erik , og til sidst om dig , og jeg fik da endelig +al vide , hvor du var og hvordan det var gået dig . +„ Ja , det er min historie ! Og nu er jeg kommet her og +har allerede været hos din søster . Stakkel , hendes plejeforældre +ere døde og hun står ene i verden . “ +Mira rejste sig . +» Jeg vil straks gå til hende ! “ sagde hun bestemt . „ Hvorfor +sagde du hende ikke , hvor jeg var ? Hvorfor kom hun ikke ? +Eller længes hun måske ikke mere efter mig ? — jeg går +derfor , du må følge mig . O , min gud , hvor jeg vil elske +hende ! “ +Hun tog hurtig sit ydertøi på , og Lene sagde : +„ Hvor kan du tro så ondt om hende , det kære barn , +som længes så meget efter at se dig . Men da jeg fortalte +hende , du var blevet sådan en fin dame og blev behandlet +som den stolte baron silgestrøms egen datter , forsvandt al +hendes glæde . Hun blev bleg og sagde skælvende : +„ Lene , jeg vil ikke forstyrre min kære lille søsters fred . +Hun skal aldrig ane , hun har en søster , der elskede hende så +højt , skønt hun aldrig kan mindes at have set hende . Jeg +har hørt baron silgestrøm omtale som en meget stolt mand . +Han vil næppe holde af at hans plejedatter omgås en stakkels +sangerinde . Og hvis min søster er , som jeg har tænkt mig +hende , vil hun ikke lyde ham i dette ene punkt . Der vil altså +for min skyld komme ufred mellem dem . Nej , hun skal +ikke ane , hun har en søster ! Men jeg må se hende , Lene , +se hende som en fremmed , skønt mit hjerte vil briste af +glæde og smerte . “ +„ Er hun sangerinde ? Så er det hende ! “ udbrød Mira . + +„ Ligner hun mig meget ? Header hun frøken Søtherberg ? — +ja del må være min egen , kære søster ! O , jeg søler det . +Ingen i verden har ret til al skille os ad , ingen , ikke en gang +han , han — som jeg elsker så højt , “ hviskedee hun så sagte , +at Lene ikke kunne høre del . „ Kom , Lene , hvad må hun tænke , +at jeg ikke allerede er hos hende ? “ — +de forlod værelset . +„ Ola , “ sagde hun , „ hvis baron silgestrøm kommer hjem +før jeg , så sig ham , jeg er gået hen at besøge min søster . +Forstår du , jeg mener min egen søster , ikke grevinde cederskøld ? “ +— +. Nej , frøken , det forstår jeg ikke . Jeg vidste ikke , de +havde andre søstre end grevinde cederskøld . “ +„ Jo , Ola ! “ udbrød hun og greb begge hans hænder . +„ Kan du ikke se det på mit lykkelige ansigt ? Jeg har en +søster , en virkelig søster . Fortæl baron silgestrøm det . Han +vil forstå min glæde . Han vil forstå , at jeg iler hen for +at se og omfavne hende . “ +Hun lagde hånden på døren ; men Ola standsede +hende og sagde : +„ Vil de ikke køre , frøken ? Vognen kan straks være færdig . “ +„ Nej , Ola , jeg må skynde mig . Kom Lene ! “ hun åbnede +døren og var forsvundet , før Ola kunne forhindre det . — +i et smagfuldt værelse sad frøken Søtherberg tilbagekastet +i en lænestol . Denne aften tilhørte hende ; hun skulle ikke +synge og havde ladet sin kammerpige vide , hun var ude for +enhver . + +hun var meget smuk . De sorte , silkebløde lokker faldt +skødesløst over Hals og skuldre og indhyllede hendes fine +ansigt i en mørk ramme . Øjnene stod fulde af tårer og +lyste af en undertrykt glans , medens et vemodigt smil spillede +om de halvt åbne læber . +« om jeg blot kunne omfavne hende en eneste gang og +sige til hende med en søsters hele kærlighed : +„ Mira , min søster , du er alt , hvad jeg sætter pris på +i denne verden . Jeg har elflet dig siden jeg lærte din tilværelse +at kende . Kom til mit hjerte og føl , hvordan en +søster kan elske . “ +Hun skjulte ansigtet i hænderne og græd sagte . +„ Jeg skal ikke se hende uden som en fremmed ! “ — hvor +vi havde været lykkelige , hvis hun aldrig var kommet til den +stolte baron silgestrøm . Hvis jeg havde fundet hende i den +fattige hytte i Norge , så havde hun haft frihed til at elske +mig . Og jeg ? — jeg kunne ikke have elsket hende højere end +jeg nu gør til trods for baron silgestrøm . “ — +„ Jeg må betale Lene godt , hvis jeg vil hun skal forblive +tavs . Men jeg har allerede givet hende alle de penge , jeg havde , +da hun kom og fortalte mig , hun havde fundet min kære søster . “ +„ Hvor skal jeg få flere penge fra netop nu ? Hun må +have dem , ellers går hun til stakkels Mira og fortæller hende , +hvor jeg er . “ +Hun rejste sig hurtig , gik hen til bordet og åbnede et +smukt forarbejdet skrin . Et vemodigt smil gled over hendes +træk , medens hun betragtede de funklende juveler , det indeholdt . +„ Jeg må skille mig ved dig ! “ sagde hun og fremtog et + +kostbart armbånd . „ Det nytter ikke du funkler , som ville +du sige : +„ Hvor kan du nænne at skille dig ved mig ? Var jeg ikke +de første laurbær på din konstnerbane ? “ +„ Hvorledes kan jeg skille mig ved dig ? “ — hun holdt +armbåndet op mod lampen og stirrede på det med tårefyldte +øjne . +„ Ja , du kom til mig som de første laurbær fra menneskehånd ! +Men hun kommer til mig som det første hjerte , der er +mit eget kød og blod ! Hun kommer til mig fra guds hånd ; +hun skal have dig , mit første laurbærblad , jeg vil ofre dig +på hendes freds alter . Ja , vi må skilles for hendes skyld . “ +Hun lagde armbåndet på bordet , lukkede skrinet og trak +lig tilbage i den mørkeste del af værelset , som for at skjule +stne tårer for sig selv . +I dette øjeblik trådte en ung pige ind . +„ Der er en dame , som ønsker at se dem , frøken , må +jeg lade hende komme ind ? “ +„ Sagde jeg dig ikke , at jeg var ude for enhver ? Hvor +kan det falde dig ind at melde den fremmede dame ? Gå og +sig , jeg kan ikke modtage hende . “ +„ O , jo ! “ sagde en blød , bevæget stemme og en skank +skikkelse trådte ind i værelset . „ Jeg er ingen fremmed , du +vil nok modtage mig , det ved jeg ! “ Mira slyngede sine arme +om roses Hals og græd af glæde . — +„ Du siger , hun er gået til sin søster , ikke til grevinde +cederskøld . men til hendes egen søster ? “ spurgte baron silgestrøm + +med et forbavset blik på Ola . „ Jeg har aldrig vidst , +at frøken grotte havde en søster ! “ +„ Jeg heller ikke , “ svarede Ola . „ Men hun sagde det . “ +„ Så må det jo forholde sig således ! “ Baronen gik til +sit eget værelse og satte sig hen at læse bladene . +Men hans tanke fulgte ikke med det , han læste . +„ Hendes egen søster ! “ gentog han for sig selv . . Jeg +kan ikke forstå , hvorledes Mira kan have en søster . Det er +ikke muligt ! “ +Han vedblev at læse en tid og rejste sig derpå for at +trække i klokkestrengen . +Ola trådte ind . +„ Er frøken grotte ikke kommet hjem ? “ +„ Nej , hr . Baron ! “ +„ Godt ! “ +Han begyndte igen at læse . +Endelig kom Mira . +Hun havde næppe lagt sit ydertøi og begivet sig til dagligstuen , +før baronen rejste sig og spurgte , hvor hun havde været . +„ Ola sagde du var gået til din søster , ikke til Adelheid , +men til din egen søster . — jeg har aldrig vidst , du havde +andre søstre end min datter , derfor blev jeg meget forundret +over at høre denne uventede nyhed , ikke af dig selv , men af +min tjener . “ +„ De må tilgive mig , hvis jeg har handlet overilet , baron +silgestrøm , “ sagde Mira og rakte ham hånden . „ Jeg hnnde +ikke lade være at følge mit hjerte . De seer på mig , som var +de vred ! Må jeg forklare dem det hele , så er jeg vis på +vreden forsvinder og de tager del i min lykke . “ + +„ Godt ! Sæt dig ned , barn , og lad mig høre din historie . +Dog jeg kan sige dig forud , til trods for , hvad du end har +at fortælle , at du har handlet ubetænksomt ved at forlade dit +hjem , uden først at indhente mit råd . “ +„ Døm ikke . men hør ! “ sagde Mira bevæget . „ De mindes +vel frøken Søtherbergs store lighed med mig ? “ +„ Ja ! Men hold dig til selve sagen . “ +„ Del gør jeg ; thi frøken Søtherberg , den henrivende +sangerinde , er min søster . Ja , det forholder sig virkelig således , +skjøndt de stirrer på mig , som om de betvivlede det . +Men jeg har været hos hende nu nylig . Mit hoved har hvilet +ved hendes bryst , og vi have grædt sammen af glæde . Se +på mit lykkelige ansigt , min kære baron , så vil de forstå , +hvor glad jeg er . Jeg føler mig lig en puppe , der pludselig +er blevet forvandlet til en sommerfugl . Ja , jeg har fået +vinger . Jeg føler mig til mode , som kunne jeg flyve , som jeg +først nu havde fået min rigtige skikkelse , nu , da jeg har følt +min søsters hjerte banke tæt veb mit eget . “ +„ Men hvorfor er de så bleg og stille ! Har de ikke et +deeliagende ord at sige mig . De min bedste , min kæreste ven +i denne verden ? — har jeg da virkelig fornærmet dem , jeg , +der vil gøre alt , for al behage dem ! “ +Hun lagde let sin hånd på hans og så på ham . som +ville hun læse hans tanker i hans træk , som hun gjorde den +første gang , de så hinanden . +„ Hvem sagde dig , at frøken Søtherberg er din søster ? “ +Mira betænkte sig et øjeblik , som manglede hun mod til +al sige sandheden . Men så fortalte hun baronen alt , hvad +vi allerede vide . — + +„ Og nu , “ sagde hun , da hun havde fuldendt sin fortælling , +„ nu er jeg den lykkeligste pige i verden . “ +„ Stakkels barn ! “ udbrød baron silgestrøm bittert . „ Du +har altså været ulykkelig alle de år , du har været her . Hvor +kunne også Adelheid og jeg være så enfoldige at tro , vi vare +andet end fremmede for dig . Hvad nyttede det , at vi elskede +dig , som var du vort eget kød og blod ? Du vidste det var +ikke så . Ja , vi glemte der , men du huskede det . Og nu , da +der kommer en fremmed , du aldrig før har set , og siger : +„ Jeg er din søster ! “ kaster du dig i hendes arme . Dine +gamle venner er glemte , og den nye , men fremmede og +uprøvede søster , har dit hele hjerte . — godt , barn , bliv ved ! ' +„ Nej , jeg er tavs ! Deres ord har såret mig dybt . Jeg +vil ikke prøve på at rerfærdiggjøre mig . Det vil de selv +gøre , når de er bleven ene og tænker over de hårde og +uretfærdige ord , de har udtalt denne aften . “ +„ Og i morgen , ' vedblev han i samme bitre tone , der +lignede ham så lidt , „ går du hen for at blive trøster hos +din kære , nye søster . Men må jeg spørge , om du har be +tænkt , at en operasangerinde intet passende selskab er for baron +silgestrøms plejedatter ? Tror du , jeg vil tillade dig at holde +omgang med frøken Søtherberg ? Nej ! Du må vælge mellem to . “ +Han rejste sig . +, du kan tænke derover i nat og give mig dit svar i +morgen . Følg dit hjerte og gør , hvad du anser for at være +ret . Men glem ikke , at frøken Søtherberg aldrig vil blive +modtaget i dette hus . Og at plejedatteren . . . . Men du +må selv vælge , jeg vil ingen indflydelse have på dit valg . + +felg dit hjerte , og vi få at se , om hun eller jeg går af med +sejren . “ — +han ville forlade værelset ; men Mira lagde sin hånd +på hans arm og sagde med skælvende stemme : +„ Gå ikke , for de tydeligt har sagt mig , hvad de mener ! +Forlanger de , at jeg skal forlade dette kære hjem for bestandig ; +forlade dem , som jeg elsker . . . . “ hun standsede , som havde +hun sagt for meget , og først opdagede det , da det var for sent ; +men baron silgesfrøm greb hendes hånd , og gentog i en +lav , alvorlig tone : +„ Du elsker ? “ — +„ Som en fader ! “ svarede hun med anstrengelse og han +slap hendes hånd . +„ Ja , som en fader ! “ sagde han vemodig . +, og som en ven , den eneste , jeg har i denne verden . +Er det deres mening at vi to må skilles for bestandigt , fordi +jeg ikke har hjerte til at fornægte mit eget kød og blod ? +Er det deres mening . . . . O , min gud ! “ Hun skjulte ansigtet +i hænderne . „ Hvor kan de , som er så god , forlange +at jeg skal forglemme de pligter , som selve skriften pålægger +os med hensyn til vor familie . Hvis mit hjerte virkelig var +så koldt , så hårdt , at jeg glemte dem , hvor kunne de da agte +mig ? — nej , de ville foragte mig , de ville opgive deres +gode mening om mig , og de ville have grund til at ønske , +jeg aldrig var blevet deres plejedatter . Det kan aldrig være +deres mening , at jeg skal vælge mellem dem og min søster . +De , som har frelst mig fra hunger og rød . De , der ikke blot +har frelst mit legeme , men også min sjæl , der har dannet +min karakter ved råd og erempel og gjort mig til en kristen , + +der frygter Herren og lyder hans bud . Nej , de vil ikke opfordre +mig til at vælge , dertil er deres hjerte for varmt , for ædelt , +for retfærdigt ! “ +Hun var knælet ned og så på ham med tårefyldte +øjne og et vemodigt udtryk i det blege , smukke ansigt . +„ Godt , barn . Du skal ikke vælge ! Gå og se din søster , +når dit hjerte føler trang dertil . Men . . . . “ +„ Sig ikke mere ! “ afbrød hun ham . „ Jeg forstår dem , +og min egen følelse , min agtelse for min søster , ville aldrig +tillade mig at påtvinge dem hendes selskab . “ +„ Nu , barn , lad hende da blive dit hjertes søster . Men +jeg — “ han standsede , et smertefuldt smil spillede om hans +læber , „ Du må også skænke mig en lille plads der . “ Han +smilede vemodig og forlod værelset med et dybt suk . +Mira stod bleg og skælvende ; hun stirrede på døren , +gennem hvilken han var forsvundet , som ville hun kalde ham +tilbage til sit trofaste hjerte . +Men han så det ikke . Han gik urolig op og ned i sit +ensomme værelse . +„ Hun har aldrig elsket mig ! “ sagde han tankefuldt . » Hvor +kunne jeg også tro , det unge , håbefulde hjerte skulle elske +mig , som er så meget ældre . Nej ! Øg dog — hun vil aldrig +finde et trofastere hjerte . “ +„ Hun ville ikke vælge mellem os , det kære barn ! Hvor +hun måtte synes jeg var grusom . Hun anede ikke , jeg blot +ville sætte hende på prøve , om hun elskede mig . Havde hun +gjort det , havde ingen haft magt til at adskille os , ingen uden +han , som giver og tager . Men nej , al den kærlighed , hendes + +varme hjerte er i besiddelse af , vil falde i søsterens lød . Og +jeg ? — +„ O , denne søster , hvor kunne hun berøve mig den eneste +solstråle , mit hjerte attråede ! “ — +„ Jeg har aldrig før set ham så bevæget , “ sagde Mira , +som stod med foldede hænder og sænket blik . » Han var så +bleg ! Hans hånd var kold som marmor og skælvede i mine . +Der var et øjeblik , da hans øjne lyste som — nej , de ! er +umuligt ! Og dog vil jeg aldrig glemme dette blik , denne skælvende +slemme , da han greb min hånd og sagde : +„ Du elsker ? -- - +„ Og den forandring , der kom over ham , da jeg svarede : +. Som en fader . +„ Han flap min hånd , han blegnede ; hans stemme blev +alvorlig og kold . da han gentog : +„ Ja , som en fader . +, o . Mira , hvis det var sandt , hvis den kærlighed , du +et øievlik , kun et øjeblik , troede at læse i hans øje , var i +hans hjerte , skjult som diamanten i den mørke skakt , da — +nej , jeg ville være for lykkelig ! Jeg er bange for , jeg ville — +nej , det har været indbildning . Der er kun en ting , der er +sandt : +„ Rose , min kære søster , jeg ffal se dig igen i morgen +og trykke dig til mit hjerte , mil stakkels håbløse hjerte . “ — +Lene var vendt tilbage til sin hytte i Norge , medtagende + +alle de rede penge frøken Søtherberg og Mira havde været i +besiddelse as , så der var ikke grund til at befrygte , hun så +snart ville komme tilbage . +Og nu , kære læsere , ville vi lade seks måneder gå og +derpå atter optage tråden i vor fortælling . +Det var atter sommer . Skovene stod grønne , en mild +vind suste gennem løvet , og sommerfuglene sløj gennem luften , +som hvide sneeslokke . +Vi er i Norge , i den store skov , der hører til hammer . +„ Seer du hendel “ hviskedee en rød rosenbusk og bøjede +sig ned mod en yndig , lille blomst , som stod og smilede i dens +skygge . +„ Seer du hende ! “ +» Ja , jeg seer hende hver morgen . Hendes hvide , bølgende +kjole berører mig , når hun går forbi , og hendes store mørke +øjne , hendes røde læber smile til mig , som ville de sige : +„ Vi kende dig , du lille blomst ! Du er den samme , som +stod her i går i skyggen as den smukke , røde rosenbusk . “ +Rosenbusken bøjede sig tættere til den lille smigrer . +„ Tak ! “ sagde den ; thi der hersker også forfængelighed +mellem blomsterne . +„ Så du , hun smilede gennem tårer , da hun brød en +af dine fagreste roser ? “ vedblev blomsten spørgende . +„ Ja , min lille ven ! “ svarede den stolte rosenbusk med en +beskyttende mine . „ Men lagde du mærke til , hvor bleg hun +blev , da hun mødte den høje herre i går , ham der blev +stående soran mig , blændet , som det syntes , as min skønhed . +Så du , hvorledes hendes hånd skælvede , medens hun legede + +med mit grønne løv , og hvor lav hendes stemme var , da hun +sagde : +„ Godmorgen , baron silgestrøm ! “ +„ Om jeg gjorde ! ' udbrød den lille blomst med et fornærmet +blik , „ Men hørte du , hvor hans stemme skælvede , +da han sagde : +„ Hvad drømte du om , barn , da jeg mødte dig ? Var +det om den smukke morgen , eller om din søster , som du har +ladet tilbage i Stockholm ? — vær ikke så bedrøvet ; sommereniler +bort , vinteren vil snart komme og med den Stockholm +og hun , som du elsker så inderlig , “ +„ Ja- jeg hørte det , “ svarede rosenbusken og lo hånligt , +„ Jeg er ikke døv , men hørte du , hvad hun svarede ? “ +„ Nej , baron silgestrøm , jeg længes ikke halvt så meget +efter hende , som du tror , skønt det er meget naturligt , at jeg +længes , “ +Hun legede med mit løv og sukkede dybt , medens han sagde : +„ Jeg må gå tilbage til hammer ; jeg har lovet at læse +bladene for tante Margarethe , godmorgen , barn ! “ +Og han gik uden at give hende et venligt blik . Men jeg +greb ham med mine skarpe torne , og han forstod mig ; thi han +sagde i en mild tone : +„ Kære barn , tag dig i agt , hvis du vil plukke nogle +af dine smukke søstre . De have skarpe torne , og du kan let +såre dine små fingre . “ +„ Han smilede kærligt til hende , og hun smilede vemodigt +til ham . Så gik han , medens hun blev stående tæt ved mig +og tænkte og legede med mit løv . “ +„ Ja , jeg så det alt ! Men du hørte ikke , min kære , + +hvad hun hviskedee , da hun bøjede sig ned mod mig . Stakkels +lille ! Ingen i verden skal få det at vide ; thi hun betroede +det ene til mig . “ +„ Nej , jeg hørte dej ikke , “ svarede rosenbusken med et stolt +smil . „ Men du , min kære , hørte ikke , hvad hun hviskedee i +mit grønne løv , da hun bøjede sig over en af mine smukkeste +roser . Men ingen i verden , den sleile verden , skal få det +at vide , ingen uden jeg selv , til hvem hun har betroet det . “ +Begge blev tavse , den røde rosenbufk og den lille blomst , +medens Mira gik forbi dem med et sørgmodigt blik . +Men hvis de havde talt ? — ja , hvis de blot havde +gjort det . — +Mira gik dybere og dybere ind i skoven . Endelig slandfede +hun foran en mosbegroet kilde , hvor der var indrettet en +lille græsbænk , på hvilken hun tog plads , idet hun lænede sig +til stammen af et træ , der stod tæt bag ved bænken og +stirrede op i dets grønne krone . +En lille fugl kom hoppende ved hendes fødder ; men hun +mærkede det ikke . Den lagde sit hoved til den ene side , så +på hende med et halvt spørgende , halvt frygtsomt blik og +begyndte at kviddre og slå triller ! men forgæves . +Mira drømte , ikke om jorden med dens blomster og fugle , +men om en drømmeverden , og vi have ikke hjerte til at afbryde +hende , når vi se det lykkelige smil , der spiller om +hendes læber ; når vi se det glade , men hurtigt forsvindende +håb , der funkler i hendes øjne . +Lad hende drømme , stakkels barn ! Lidt vybere inde i +skoven finde vi et selskab , der , som jeg tør sige , tilhører jorden , +den virkelige jord med fil grønsvær , fine trærødder og fine skove . + +„ Kom , min kære Greve ! “ sagde en klar stemme , så +klar , at fuglene i skoven standsede deres sang for at lytte . +„ De går omtrent , som var de i Stockholm og ikke ude på +landet i det herlige Norge . Men jeg tillader ikke en sådan +opførsel , jeg landlivets dronning . Der ! De kan bære min +parasol , medens vi gå i skyggen , og jeg altså ikke trænger +til den . “ +Grev cederskøld , thi det var til ham , den unge dame +talte på denne ugenerte måde , modtog hendes parasol med +et haft forundret , halvt smilende blik . +„ Og de , baron silgestrøm , skal bære min hat , va det +er for varmt til at have den på . De vil ikke ! Men de skal . +Tag endelig varsomt på den , den har været meget kostbar . +Så ! nu er jeg fri som fuglen i luften , og havde jeg vinger +som den , sløj jeg kra eder , mine kære , men alvorlige venner . “ +Hun lagde sit røde krepschawl over baron silgestrøms +arm og smilede polisk ad hans forbavsede mine . +» Hvor du dog er barnagtig , Beate ! “ sagde grevinde +cederskøld . „ Kan du ikke lade dem have fred , du lille kokette . +Har du ingen smag for den smukke natur , der omgiver +os . Kære cederskøld , jeg er så træt af den lange tur , må +jeg støtte mig på din arm ? — men hvor mon Mira er ! Jeg har +ikke set hende den hele morgen . Og tante Margarethe sagde , +hun havde lovet at spadsere lidt med hende i haven . “ +» Så holder hun også sit ord , “ svarede baronen , medens +det røve shawl gled længere og længere ned ad hans arm , +til det slæbte hen ad jorden . +„ Men hvad gør de der med mit smukke shawl ! Jeg , +som troede det var lige så sikkert hos dem , som hos mig selv . + +stands endelig et øjeblik , medens jeg lægger det bedre over +deres arm , baron . — så , nu kunne vi gå videre . Hvorfor +har du sådant et hastværk , Adelheid . Du , som for et +øjeblik siden var så træt . Hvis jeg må gøre et forflag , +gå vi til græsbænken ved frøken grottes kilde . Der kunne +vi hvile os en god tid . Ved de hvad jeg forundrer mig +over , baron silgestrøm ? “ +„ Nej , frøken Beate , jeg troede ikke de havde ret til at +forundre dem over noget . “ +. Deri har de uret . Jeg forundrede mig netop over +deres tankeløshed . Hvor er det muligt at de kan blive ved +at se grevinde cederskøld læne sig på sin mands arm . uden +at den tanke må falde dem ind , at jeg også kan blive træt +og trænge til at støtte mig på en arm . Hvor de dog er en +besynderlig herre . “ +„ Hvis det behager dem , står min arm til deres tjeneste , “ +Sagde baronen lidt uvillig . +» Nuvel , da jeg allerede har beslaglagt den ene med mit +shawl , “ sagde hun med et polisk smil , „ er det bedst jeg også +tager den anden , “ og hun tog virkelig hans arm og lænede +sig tungt på den . +På denne måde nåde de kilden , hvor Mira endnu +sad og drømte . +„ O himmel ! “ udbrød frøken Beate . „ Seer de kildens +hvide nymfe ? —skjønne nymfe , hvad bestiller du der , medens +tante Margarethe længes så inderlig efter dig ? “ — kære +baron , de skulle ikke have været så bestemt i deres mening , +da de erklærede , Mira ville holde sit ord . Nu seer de selv , + +hun sidder og drømmer i den fjerne skov , medens tante +Margarethe må spadsere alene . “ +Mira rødmede , men sagde intet , og baronen svarede roligt : +„ Jeg er vis på , Mira allerede har holdt sit ord , ellers +sad hun ikke her . Har jeg ret , barn ; har du spadseret med +tante Margarethe , eller har du måske glemt denne ene gang ? “ +„ Nej , baron silgestrøm , jeg har ikke glemt deres frøken +søster . Del er mig altid en fornøjelse at spadsere med hende . +Det håber jeg ingen har grund til at betvivle . “ +, nej , Mira , “ sagde grev cederskøld . . Vi gamle , fornuftige +folk kende dem for godt til at tvivle derpå et eneste øjeblik . +Men sådan en tankeløs lille sommerfugl , som frøken Beate . . . “ +„ Stop , grev cederskøld ! “ udbrød den lille sommerfugl . +„ Stop , eller de udsætter dem for mit mishag . Jeg en tankeløs , +lille sommerfugl ? — de ved ikke , hvad de siger . Men +jeg får vel tilgive dem for min kousine , grevinde cederskølds +skyld . Og derpå vil jeg tage mig den frihed at sidde ned +på græsbænken , ved siden af frøken grotte . “ +Og de andre fulgte eksempler . +„ Hvorfor fulgtes du ikke med os , Mira ? “ spurgte grevinde +cederskøld . „ Jeg søgte efter dig overalt , men forgæves ; +min lille søster var flygtet ; ingen vidste hvorhen . “ +„ Imidlertid sad frøken grotte og drømte i den dybe +tavse skov , lig damerne i gamle ridderromaner . Har de læst +den sidste bog , frøken Jonson har skrevet , baron silgestrøm ? — +der er en ung dame på sytten år , der elsker en ridder +på halvtreds . Er det ikke pudsigt ! Tor jeg spørge , frøken +grotte ! hvor gammel er ridderen , de drømte om ? “ +„ Hvis det er den samme , du tænker på , så er han , lad + +mig se — fem og fyrre , “ svarede grevinde cederskøld med et +ondskabsfuldt smil , medens frøken Beate rødmede og blev tavs . +Men Mira blev så bleg som den hvide blomst , hun holdt +i hånden . +Snart efter rejste de sig alle og gik hjem . +Frøken Margarethe silgestrøm hørte til de ældre damer , +der er i besiddelse af en blød stemme , et mildt smil og +få ord . +Hun var meget svagelig , hvorfor hun manglede kraft til +at holde sin selskabsdame , frøken brede , indenfor de passende +grændser . +Denne stolte og indbildske dame havde derfor , som før +omtalt , fuldkommen taget kommandoen i fine hænder , og hele +huset , såvel den virkelige herskerinde som tyendet , adlød hende . +Men i denne tid var hun mere mådeholdende i at føre +regimentet , end hun plejede at være ; thi baron silgestrøms +og grev cederskølds nærværelse lagde bånd på hende . +Hun hadede , som vi vide , Mira ; og det var derfor ingen +lille prøve , hun blev sal på , hver dag rolig at se sin unge +fjende vandre arm i arm med baronesse silgestrøm , der +syntes at holde mere og mere af hende . +Baronesse Margarethe sad i en magelig lænestol ; hendes +hænder hvilede i skødet ; hendes hoved var lænet mod en +blød pude . +„ Kære barn , “ sagde hun i en blød tone til Mira , som +netop trådte ind , „ vil du læse bladene for mig . Min Broder +har , som vel synes , glemt det i dag . “ + +Mira satte sig straks i en stol ved siden af den gamle +dame og begyndte at læse . +Imidlertid stod frøken Beate foran spejlet i sit værelse +og beundrede sit smukke billede . +„ Dersom jeg vidste , “ sagde hun og lod sin hånd glide +over de gyldne lokker ; „ dersom jeg vidste . . . “ Hun standsede , +thi grevinde cederskøld trådte ind . +„ Kom lille sommerfugl , som min kære cederskøld kaldte +dig , sig mig din mening . Skal jeg tage den røde eller den +hvide kjole på ? Minna synes bedst om den hvide , og jeg om +den røde . Men nu skal du vælge . “ +„ Efter min mening har Minna ret . Den hvide vil klæde +dig bedst . “ +. Ja . “ sagde Minna , som viste sig i den halvåbne dør , +„ Hvidt klæder Fru grevinden bedst af alt . “ +„ Gud velsigne dig , lille ven , kom og sig mig din mening , “ +Råbte grevinde cederskøld til Mira , som netop gik forbi døren . +„ Skal jeg tage den røde eller den hvide kjole på ? “ +„ Jeg tror den røde vil klæde dig bedst , grev cederskøld +holder , som du ved , mest af rødt , “ sagde Mira . +, ja , du er dog den bedste af dem alle ! Du er min egen +lille søster , ' udbrød grevinde Adelheid og omfavnede Mira +kærligt . „ Kom Minna , jeg vil straks iføre mig den . “ Hun +skyndte sig bort med sin kammerjomfru . +„ Hvad dragt tager de på i dag , frøken grotte ? ' spurgte +Beate . +„ Jeg har ikke tænkt derpå endnu , “ svarede Mira koldt . +„ Ikke tænkt på det ! Hvor de altid er hemmelighedsfuld . + +jeg er sikker på , de har tænkt mere over det , end de ønsker , +jeg skal vide . “ +„ De må tro , hvad de behager , “ sagde Mira og forlod +værelset . +„ Tak ! “ råbte Beate og nejede dybt , da døren var lukket . +„ De er meget ædelmodig , således at tillade mig at tænke , hvad +jeg vil . Hvor tosset dog den lille zigeunerske er ! Havde hun +ikke været her , havde jeg allerede sejret . Men vi skulle se . Alt +er godt , der ender godt , som frøken brede altid siger . Og hun +har ret . “ +Hun gik igen hen til spejlet , og der ville vi forlade hende , +den koldhjertsbe lille sommerfugl . +Frøken Søtherberg til Mira : +„ Min elskede søster . +Hvad vil du sige , når du hører , at jeg vil være i din +nærhed , før en uge er gået ? — +du ved al mine plejeforældre i førstningen jeg kom til +dem , boede t et lille hus tæt ved hammer . I dette hus +vil du finde mig i løbet af denne uge , min kære lille , da jeg +har givet mig i kost hos den familie , som ejer det . +Du kan vist forstå , hvor jeg længes efter dig ; her er +så ensomt i Stockholm siden du er rejst . Du kom jo også +til mig hver dag , og mit hjerte bankede af glæde , når den +tid nærmede sig , da du plejede al komme , du , min lille søster i +forstår du del søde ord „ Søster “ ? —min hånd skælver , +når jeg nedskriver det . +„ Ja , Mira , jeg føler , siden jeg har sundet dig , at du vil + +blive min eneste kærlighed . Før du kom og lagde dit elskede +hoved tæt til mit hjerte , var det lig et skib uden roer og +kompas , der drev om fuldt af kærlighed , fuldt af varme , men +uden nogen at elske . Da kom du , greb roret og styrede det +ind i den søsterlige kærligheds havn . Tak , elskede Mira ! +Du har frelst mit hjerte . Var du ikke kommet , var der måske +kommet en anden , og mit hjerte havde elsket denne anden for +en gang at vågne og opdage at kun en kærlighed i livet er +trofast og i stand til selvopoffrelse , og det er familiekærlighed . — +og nu , da mit hjerte er lukket for al anden , kan du vist +forstå , hvorledes det længes efter dig , som er dets eneste +solstråle , dets glæde , dets håb . Jeg længes efter dig , som +blomsten længes efter duggen ; thi dit smil er den dug , der +falder på blomslerne i mit hjerte , uden hvilken de ville visne +og dø . +Farvel , elskede Mira ! Gid vi må mødes i fred og glæde . +Skænk mig imellem en kærlig tanke . +Din søster +rose . “ +Mira til frøken Søtherberg . +„ Min kære søster . +Velkommen til mit naboskab ! +Jeg har været i dit lille hus , og talt med folkene , der +syntes at være meget høslige . Du får en hyggelig dagligstue +med udsigt over en smuk lille indsø . Det andet værelse vender +ud til en have , fuld af blomster og med liflig fuglesang . Ja , +du vil så et sandt Paradis , min kære nattergal ! Hvor de + +andre sangfugle ville lytte , når de høre din søde stemme . +Jeg tænker de først ville lære rigtig at synge af dig . +Dit kærlige , ja , mere end kærlige brev , smertede mig , således +er det menneskelige hjerte . — +hvorledes kan jeg fortjene al denne dybe , trofaste kærlighed , +du offrer mig ? Er jeg den værdig , kan jeg sige som du : +siden jeg har fundet dig , føler jeg , du er min eneste +kærlighed . +Nej , jeg burde straks have sagt til dig : +rose , min stakkels lille søster . Du er ikke min eneste +kærlighed . Jeg elskede en anden , før jeg anede din nærværelse . +Bliv ikke vred på mig , jeg er meget ulykkelig ; thi denne anden +besvarer ikke min kærlighed . Men sørg ikke over mig , enhver +smerte har fin trøst , også min , og et hjerte , opfyldt af kærlighed , +selv om den er ubesvaret , trænger ikke halvt så meget +til at blive beklaget , som verden tror . Der er en storhed i +denne følelse , vi kalde kærlighed , som luttrer og forædler vore +hjerter , og giver os kraft til alle vore svagheder . — +nu kender du min hemmelighed . Det har smertet mig +at åbenbare den for dig ; men jeg ville have været uværdig +til din kærlighed , om jeg ikke havde åbnet dig hele mit hjerte , +du . der offrer mig så meget . Hvorledes skulle jeg takke dig , +om ikke ved tillid ? — +da jeg første gang kom for at se og omfavne dig , da +jeg følte dit hjerte banke så nær mit eget , troede jeg hos dig +at finde styrke til at besejre den ubesvarede følelse i mit hjerte . +Du skulle være mit våben , mit Skjold , og jeg vendte tilbage +til mit hjem og begyndte kampem mellem min kærlighed til +ham og min kærlighed til dig . Men forgæves . Tilgiv mig ! + +kampen var kort og jeg fandt til min smerte , at mine følelser +for ham havde vundet Sejer over den for dig , som gav mig +dit hele hjerte . +Bliv ikke vred på mig . Jeg har endnu ikke opgivet det . +Jeg er rede til at begynde kampen på ny , og jeg håber , dit +varme , trofaste hjerte vil styrke mig til at vinde Sejer . +Men ikke mere om delte ! — +som jeg alt har fortalt dig , dit hus er færdigt og længes +ester din nærværelse , og mine arme er åbnede til at omfavne +dig . Kom så snart , du kan . Jeg håber den friske landluft +skal have en god indflydelse på dit svage bryst , og dit +sind vil have godt as det fredelige liv , du kommer til at +føre her . +Jeg seer hver dag til dig . Der er en lille kilde med en +græsbænk i skoven , der støder lige op til samme . Der har +jeg tænkt mig , at vi skulle mødes hver morgen . Og mangen +aften vil jeg komme til din venlige Arne og fladdre med dig , +som vi gjorde sidste vinter . +Du spørger om jeg forstår dit søde ord „ Søster “ , og +jeg svarer : +før jeg kendte dig , elskede rose , forstod jeg ikke dette ord +anderledes end en tom lyd , jeg hørte fra mange læber , men +som ingen tiltrækningskraft havde for mig . Nu derimod føler +jeg , det er en juvel , en kostbar skat . Ja , rose , du har åbnet +mine øjne , har givet del lille simple ord værdi og tiltrækningskraft , +kom derfor snart til din længselsfulde søster +Mira . “ + +„ Tak , nu tror jeg nok , jeg kan gå hjem uden at gøre +dem mere ulejlighed . Vær ikke urolig for min skyld ; den +smule smerte går snart over . Se blot , hvor rask min fod +allerede er ! “ Den unge dame rejste sig og prøvede at stå +men blev meget bleg og sank tilbage på græsbænken . +. Hvis de vil tillade mig at følge dem hjem , skal det +være mig en fornøjelse . Når de støtter dem på min arm , +vil foden blive mindre anstrengt . “ +Han bød hende armen med et høfligt buk og vandrede +langsomt gennem skoven . +Oppe mellem fjeldene lå et lille hus , omgivet af træer . +Det lå lig en fuglerede badet i solstrålerne , og den fredelige +stilhed , som herskede her , blev kun afbrudt af fuglenes glade +kviddren . +„ Jeg tænker det bliver bedre , når vi have gået lidt længers , “ +Sagde damen og undertrykte et smertensudbrud . „ Jeg kan ikke +begribe , hvorledes jeg kunne komme til at træde fejl , da vejen +er så jevn og god . “ +„ Støt dem endelig mere til min arm , “ sagde Herren . +» Deres fod er værre , end de tror . Det er bedst vi gå +langsommere . “ +„ Tak . “ +Endelig nåde de det omtalte hus og Herren gjorde +mine til at tage afsked ; men let ville den unge dame ikke +tillade , hun bad ham træde ind og hvile sig lidt , før han begav +sig på hjemveiert . +De trådte ind i en hyggelig lille dagligstue og damen +trak en magelig lænestol frem til sin gæst , der med lidt tøven +tog plads i den . + +„ Nu føler jeg mig meget bedre , “ sagde hun med et mildt +smil og satte sig i nærheden af ham . +„ Må jeg takke dem , min herre , for deres venlighed og +spørge , hvem jeg har den fornøjelse af tale med ? “ +„ Gerne , frøken Søtherberg ; thi jeg fejler næppe ved af +antage , jeg har den ære af tale med Miras søster ? “ +„ Så er de baron silgesfrøm ! “ udbrød frøken Søtherberg +og rejste sig . „ Hvor jeg er glad ved af se dem , som har +været så kærlig , så ædelmodig mod min lille søster . “ Hun +trådte nærmere . „ Hvorledes skal jeg takke dem for al deres +godhed mod den forældreløse . “ Hun så på ham med et +kærligt , mildt blik og tilføjede med skælvende stemme : +„ Baron silgesfrøm , en søsters tak er uden ord , men +gud vil velsigne og belønne dem . “ +Hun ville gribe hans hånd , men han rejste sig hurtig +og sagde i en skarp tone : +„ Gør det ikke ! Gør det ikke ! “ Han gik hen til vinduet +og stirrede over den rolige lille sø med et bevæget blik . +-pludselig vendte han sig om mod hende og sagde : +„ Er de virkelig ikke vred på mig ? “ +„ Vred på dem ! Hvor kan de gøre et sådant spørgsmål ? “ +-— +„ Jeg , som nægtede Mira at se dem i hendes eget +hjem ! “ — +„ Jeg har aldrig tænkt på at betræde deres hus , aldrig +ønsket det . Jeg elsker min søster , fordi hun er mit kød og +blod , ikke fordi hun er baron silgestrøms plejedatter . Hvor +kunne jeg vente at de , foruden alt , hvad de allerede har gjort +for hende , også skulle tilsidesætte deres principer for mig , + +en fremmed ? — tro blot ikke , jeg er så utaknemmelig imod +den , der har været min søster i faders sted . Nej , jeg føler +kun taknemmelighed og beundring for dem . Viis ikke min +hånd tilbage , lad mig takke dem ; de har gjort mig lykkeligere +end de selv aner , ved at tillade Mira at besøge mig hver dag . +Det er meget mere , end jeg nogensinde havde håbet . Tak +baron silgestrøm ! “ hun ville atter gribe hans hånd ; men +han forhindrede det og sagde alvorligt : +„ Gør det ikke ! Jeg er ikke værdig at trykke deres hånd . +De er meget , meget bedre end jeg . “ +Han greb sin hat og nærmede sig døren , standsede et +øjeblik , betænkte sig , vendte sig om og sagde med et agtelsesfuldt +buk : +„ Farvel , frøken Søtherberg ! Tal ikke om vort møde til +Mira , forurolig hende ikke . “ +Han forlod værelset og rose var alene . Men baron +silgestrøm ilede hjem , som fulgt af en fjende . Det var hans +egne tanker , der forfulgte ham , og dem kan man ikke flygte +fra , de blive ikke tilbage . +Imidlertid havde Mira været ved kilden i den tanke af træffe +rose der ; men da det ikke var tilfældet , besluttede hun af gå +til det lille hus . +Hun var omtrent kommet halvveien , da hun mødte baron +silgestrøm . Han så hende ikke , det lod til han havde hast +og hun ville derfor ikke standse ham ; men i samme øjeblik +løftede han hovedet og opdagede hende . +„ Goddag , Mira ! “ sagde han med et kærligt blik . „ Er +du på vejen til din søster ? — vær ikke bange , jeg har ikke + +isinde af forhindre det . Gå , min kære , gå . “ Han vinkede +med hånden og fortsatte sin gang . +„ Men hvad i verden , Villiam , er du her ! “ udbrød grevinde +cederskøld forundret og strakte begge hænder ud mod en +herre , som var trådt umeldt ind i dagligstuen på hammer . +„ Hvorfor skrev du ikke ? Hvad om cederskøld og jeg var vendt +tilbage til Stockholm , som bestemmelsen var . Cederskøld , hvor +er du , kære ven ! Kom endelig ind , jeg har en stor overraskelse +til dig . “ +Grev cederskøld viste sig i den åbne dør . +„ Villiam ! “ udbrød også han forundret . „ Du her . Men , +min kære øreng , hvorfor skrev du ikke og meldte os delte +uventede besøg . Kom , sid ned og fortæl os hvordan du har +havt det siden vi sidst sås . Det var dersom jeg ikke tager +fejl , dagen før du rejste udenlands , og det er , lad mig se , +tre år siden . Nå , min kære øreng , jeg håber du har tabt +din melankoli på vejen og kommer tilbage til dine venner +med et glad og tilfreds hjerte . Lad mig se , har du forandret +dig meget . Nej , det er det samme kære , gamle ansigt . Velkommen , +min øreng ! “ +„ Ja , velkommen , kære Villiam ! ' gentog grevinde cederskøld +med et glad smil . +„ Tak , kære venner . Jeg har længtes efter eder og gamle +Sverig . Udlandet med al dets skønhed kunne ikke tilfredsslille +min længsel . “ +„ Husker du , hvor du overraskede os alle , “ spurgte grevinde +cederskøld , „ da du en dag sagde til cederskøld : + +„ Onkel , i morgen rejser jeg udenlands . “ +Og cederskolds forundrede udråb : +„ Er det muligt ! “ +Til hvilket du svarede roligt , idet du tændte din cigar : +„ Ja , dej er muligt . “ +» Men der have vi Mira ! Hvad siger du , min lille , må +jeg forestille dig min håbesulde neven , grev Villiam cederskold ; +din gode ven fra gamle dage . “ +Grev Villiam blev meget bleg , da Mira rakte ham hånden +og sagde med et glad blik : +„ Velkommen hjem ! Hvor har de været så længe ? Jeg +troede næsten , de aldrig mere ville vende tilbage . “ +„ Og hvis jeg ikke var vendt tilbage ? “ spurgte han halvt +vemodig , halvt smilende , „ ville de have fældet en tåre for +deres gamle ven og sørget lidt over ham ? Le ikke ! De er også +uforandret , som da vi skiltes ; de leer , når jeg er alvorlig . “ +„ Ja , hvor kunne de tro , at tre korte år skulle have forandret +mig så meget , at de ville finde en anden Mira , når +de kom tilbage . Nej , jeg er den samme , som de seer . “ +„ Tak , frøken grotte , for den kompliment , de siger mig +ved vort første gensyn : tre korte år ! -— de synes måske , +jeg er kommet for hurtigt tilbage . Men for mig , der har opholdt +mig blandt fremmede tre hele år , har tiden sandelig +ikke været kort . “ +„ Det er ret , børn , begynd eders gamle strid på ny . +Vi have haft våbenstilstand længe nok , “ sagde grevinde cederskøld +leende . +„ Men vær endelig moderate , “ tilføjede hendes mand . +„ Ellers må jeg tage parti for en af eder og så bliver den + +anden besejret . Dog der kommer frøken Beate og baron +silgestrøm . “ +Baron silgestrøm blegnede , da han opdagede grev Villiam , +dog bekæmpede han hurtigt fin bevægelse og ønskede ham hjerteligt +velkommen . +„ Hvad synes du , fader , han kommer tilbage , som han +gik , uden at spørge om tilladelse , “ sagde grevinde cederskøld . +„ Der kommer din veninde frøken brede , Villiam . Hun har +aldrig holdt af dig , fordi du tog Miras parti , den sommer , +da vi alle vare samlede på hammer . Du og Mira var en +torn i hendes øjne . Frøken brede , min Neveu , grev cederskøld +ønsker at hilse på dem . “ +„ Tak , “ svarede frøken brede med en dyb nejen , „ allerede +tilbage . Jeg troede , de havde bestemt al blive længe i udlandet . “ +„ De er alt for god imod mig , frøken brede , “ sagde han +smilende . „ Men her er jeg allerede , som de seer , og de må +tillade mig at forblive her en tid . Jeg har ikke hjerte til +længer at nægte mig fornøjelsen af deres selskab , som jeg +har savnet så meget de tre år , jeg var i udlandet . “ +„ De overvælder mig i sandhed med al denne høflighed ! +Jeg er ikke vant til den , “ svarede frøken brede spydigt . „ Men +fra i dag vil jeg råde enhver , beder ønsker at lære dannelse og +høflighed , at tage til udlandet , del har havl er mærkelig indflydelse +på dem , hr . Greve . “ Hun trak sig tilbage med et +spodsk smil . + +„ Skal vi ride en tur sammen , frøken grotte ? “ spurgte +grev Villiam en morgen , han trådte ind i dagligstuen , hvor +de andre allerede vare samlede . +Mira , der holdt meget af at ride , ville netop modtage +forslaget da frøken Beate , som greven ikke opfordrede til at +gøre dem selskab , sagde lidt skarpt : +„ Tør jeg spørge , er det deres udtrykkelige ønske af være +ene med frøken grotte , siden de ikke inviterer nogen af os +andre til af følge med ? Jeg holder også meget af af ride og +Adelheid ligeledes , om jeg ikke fejler . “ +„ Ja vel gør jeg der , min kære , “ svarede grevinde cederskøld +med et skælmsk smil . „ Men jeg må tilstå jeg foretrækker +al blive hjemme i dag , da jeg har noget sytøj , jeg +gerne vil have færdigt . Derfor må i ride uden mig , kære +børn , og ligeledes uden Beate . Du husker nok , lille , af du i går +aftes bestemte af skrive til din moder i dag . Stakkel , hun har +ikke hørt et ord fra dig i lang tid . Gå , kære Beate , skriv +til din moder og hils hende endelig fra mig . “ +Frøken Beale sank den bitre pille og forlod værelset . +Baron silgestrøm betragtede Mira bag avisen , han holdt +i hånden , med et ængsteligt spørgende blik . +„ Gå , kære Mira , og tag din ridedragt på , “ sagde grevinde +cederskøld . „ Har du beordret hestene frem , Villiam ? “ +„ Nej , jeg venter på Miras svar . Vil de gøre mig +selskab ? ' +baron silgestrøm stirrede atter på Mira bag avisen , som +ville han læse i hendes sjæl . +Hun rødmede , betænkte sig lidt , så på grevinde cederskøld +med et tvivlende blik og sagde til sidst : + +„ Jeg må afslå deres venlige forslag , grev Villiam . +Men jeg har ikke tid i dag . “ +„ Ikke tid ? “ spurgte han alvorlig . +„ Nej ! “ +„ Og hvordan har du da i sinde at tilbringe denne kostbare +tid , om jeg tør spørge ? “ sagde grevinde cederskøld skarpt . +„ Ja , sikkert må du det ! “ svarede grev cederskøld med +et alvorligt blik på sin kone . „ Men jeg håber , Mira intet +svar giver dig . “ +„ Sig ikke det , du fæle mand , “ lo hun . „ Kom Mira , +du skal ride , enten du vil eller ikke . Lad hestene blive sadlede , +Villiam . “ Hun trak Mira med sig ud af værelset . +Hestene stampede i stenbroen af utålmodighed . Grev +Villiam løftede Mira i sadlen , besteg derpå sin egen hest , og +snart vare de langt borte . +Det var en sjælden smuk morgen . Dugdråberne skælvede +endnu i blomsterkalkene , funklende som de skønneste diamanter . +Nu og da kom et mildt vindpust og bevægede græsset hid og +did , lig en grøn flod , hvor blomsler i tusindvis tittede frem , +den varme strålende sol forgyldte alt ; blomsler , træer , søer +omfsjlde , alt funklede i guld . +O , du kære sommer , hvorfor er du ikke ene herre i +naturen . Hvorfor har vinteren , den kolde , strenge vinter fået +magt til at dettronisere dig , hvorfor ? — +fordi vi stakkels flygtige skabninger fordre forandring i +alt , som omgiver os . + +frøken setherberg sad ved vinduet i sin hyggelige lille +dagligstue . Hendes blik hvilede på den rolige , klare sø , +som gengav himlen med sine venlige solstråler . +Hendes tanker vare sorgfulde ; thi hendes smukke øjne +havde et vemodigt udtryk og stod fulde af tårer . +Hendes kinder vare blege ; blegere end da vi første gang +så hende , og der var et noget i hendes træk , der forrådte , +at hun bar en skjult fjende i sit bryst , en fjende , der langsomt , +men sikkert gnavede på hendes livstråd . +„ Klare , lille sø , “ sagde hun med st melankolsk smil , +„ Himlen skjuler sig i dit dyb ; men natten kommer snart , da +er du mørk som graven . Livet , der omgiver mig er også +klart og herligt ; men natten vil komme , himlen vil forsvinde +og alt bliver mørkt . — ja , der må vist være meget , meget +mørkt i graven ; mørkere end i min kære , lille sø , når dagen +har taget afsked . Men ligesom himlen på ny spejler sig i søen +ved lysets frembrud , således ville vi også skue himlen i +graven , den mørke , stille grav , når vi engang vågne til det +evige liv . “ +„ Livet er så skønt , naturen er så skøn , sommeren er +så skøn ; men alt er forgængeligt , selv den kolde , mørke vinter . “ +„ Jeg holder ikke af vinteren . Det er , som den med fin +kulde , sin sne , var min værste fjende . Jeg elsker derimod +sommeren , fuglenes sang og solstrålerne , som mine bedste +venner . Men vinteren vil komme . “ +Da baron silgestrøm havde forladt dagligstuen , greb +han sin hat og ilede ud af huset . + +han tænkte ikke over , hvor han gik hen , men hastede frem +med øjnene fæstede mod jorden , som læste han en hemmelighed +mellem græs og stene . +Endelig standsede han foran Miras kilde . Han satte sig +på græsbænken og ridsede figurer med sin stok i jorden . +„ Havde jeg blot mod til at sige hende alt ! — undertiden +forekommer det mig , ar jeg læser et glimt af kærlighed i +hendes øjne ! men i næste nu er det udstukket og alt bliver +mørkt som før . Nej , jeg vil intet sige , jeg vil være tavs . +Stakkels barn , hun ville måske opoffre sig af taknemmelighed . +Og jeg skulle modtage et sådant offer ? — nej , hvis +jeg nogensinde opdagede det , var mil øvrige liv forspildt . Og +hun ? — jeg må være tavs , både for hendes og for min +skyld . “ +„ Men hvis hun kommer til at elske ham , hvis hans +kærlighed til sidst bliver besvaret ? “ — +han rejste sig og gik langsomt gennem skoven . +Nedsænket i tanker standsede han til sidst udenfor frøken +sølherbergs hus og uden at lænke derover trådte han ind ! +Først nu vågnede han af sine ørømme og så sig forundrer om . +Men frøken Søtherberg kom ham til hjælp . +„ Velkommen ! ' sagde hun mildt , uden at synes det mindste +forundret ved hans uventede nærværelse . Hun satte en stol +til ham ved vinduer . „ Vil de ikke kaste et blik på min kære +sø . Baron silgestrøm . I dag er den så klar som et spejl . “ +„ Tak ! “ +Han salte sig ned med det ønske , at han var langt borte . +Hvorledes var han kommer her ? — i tanker ! Men nu var + +han her , han kunne ikke tage afsked uden først af have talt +noget med sin venlige vertinde . +„ Har de set en smukkere rose ? “ spurgte hun og rakte +ham blomsten med st høfligt smil . „ Jeg har plukket den i +min egen have . Som de fleste kvinder holder jeg meget af +blomsler , især af dem . der have Duft . Der er nogle ganske +små , hvide blomsler , jeg husker ikke i dette øjeblik , hvad de +hedde , men de er i besiddelse af så balsamisk en Duft , af en +eneste af dem kan fylde et helt værelse med vellugt . Kender +baron silgestrøm dem måske ? “ +„ Nej jeg gør ikke . Men da de holder så meget af +duftende blomsler , vil jeg tillade mig af sende dem nogle , de +sikkert vil holde af . Det er en sjælden Art , der er kommet fra +syden . “ +„ Tak ! Jeg tør nok sige , jeg vil synes om dem og det i +dobbelt henseende , først som en venlig gave fra min elskede +Miras beflytter , dernæst som en hilsen fra syden . De fmiler , +hr . Baron , de mener det er en fjern hilsen . Men min indbildningskraft +har magt til at udfylde rummet , der adskiller +mig fra det forjættede himmelstrøg . Øet har længe været et +af mine kæreste ønsker engang at komme til syden . Jeg har +en følelse , som om den milde luft der ville have en god indflydelse +på mit svage bryst . “ +„ Har de et svagt bryst ? “ +„ Ja , men hvorfor dette alvorlige blik ! Vær ikke bange , +jeg har aldrig omtalt det til Mira , og jeg skal aldrig gøre det . +Jeg er kun bange for , hun snart selv vil opdage det . Når +ben tid kommer , vil de trøste hende . Stakkels barn , al denne +smerte havde hun undgået , hvis Lene havde været tavs , som + +jeg bad hende om . Da havde hun aldrig anet min tilværelse , +og jeg var død uden en søsters tårer og smerte på min +samvittighed , jeg , der elsker hende så højt , havde da ikke +været den første , der focmørkec hendes unge sol og kaster +skygge i hendes hjerte . Nu er det for sent , og de vil trøste +hende . “ +„ Tal ikke så håbløst ! “ han greb hendes hånd og +trykkede den med varme . „ De vil ikke dø . Unge kvinder tro +altid de skulle dø , når de er syge . Stol på gud , og tænk +ikke for meget på den smerte , Mira ville føle , hvis de gik +bort . Er det ikke mere trøstefuldt at vide , at en søsters tårer +vil falde på vor grav , end at vide ingen vil græde , ingen +vil sørge ved vor bortgang ? Sørg ikke for hendes skyld , +barn , husk på , de tårer er frugtbare , som falde på deres +gra » vi elske . De ville bære blomsler , hjerteblomster , der +ville sprede deres rene Duft over alle vore handlinger . “ +„ Tak , baron silgestrøm , de har trøstet mig mere end +de aner . Og nu ville vi glemme denne samtale . Hvis de +ikke er træt af den lange tur , de allerede har gået , vil jeg +vise dem min lille have . “ +„ Tak , jeg er ikke træt . Mira fortalte mig , de havde en +sjelden plante ! den kunne jeg nok have lyst til at se , hvis de +tillader . “ +„ Gerne . Det er en hvid villie . Jeg tror ikke de har +set mage til den før . Og den dufter så dejligt . “ +De gik ud i haven , hvor de havde en lang samtale om +blomsler og deres opelskning . + +imidlertid red Mira og grev Villiam i den smukke morgen +og talte om den yndige natur , der omgav dem . +. Gamle Sverig har altså ikke tabt sin skønhed i deres +øjne , trods de har været i udlandet og set al den fremmede +herlighed , “ sagde Mira med et spørgende blik . +„ Hvor kunne de tiltro mig så vankelmodigt et sind . +Nej , der er ingen skønhed i verden , der er i stand til al +formindske Sverigs i mine øjne . De har mindst grund til al +tvivle på min bestandighed . Har de måske rent glemt gamle +dage , vor barndom og senere , da vi voksede op , blev da ikke +den lille pige , der havde været drengens ideal , mandens ? +Har de glemt det , Mira ? “ +. Stille , tal ikke på den måde ! Jeg vil ikke høre derpå . “ +„ Vil ikke ? — men hvis jeg nu ikke længer vil forblive +tavs ! Hvis jeg ikke altid kan vedblive al være af marmor ! +Hvis jeg engang vover al åbne mit hjerte og vise dem , hvad +det skjuler ? Tre lange år er nu gået siden jeg sidst talte til +dem om denne genstand . Da svarede de også : „ Tal ikke +på den måde ; jeg vil ikke høre det ! “ Og jeg tav ; jeg rejste +bort og nu , da jeg vender tilbage , nu gentager de der samme . +O , Mira , de er meget hård mod mig , deres gamle , trofaste ven ! “ +„ Villiam , min kære ven , jeg vil ikke volde dem smerte , +og jeg ved , de ville ikke tillade nogen at såre mig , hvis det +stod i deres magt at forhindre det . Hvorfor vil de da selv +gøre mig sorg og bekymring ? — jeg kan ikke besvare deres +kærlighed ; thi jeg er ligeså uforandret som de . “ +„ Hvor kan de tale så rolig og kold , Mira ? De må +altså virkelig hade mig , når min kærlighed kan gøre dem +så megen sorg . De bliver bleg ? Jeg vil tie , hvis jeg kan . — + +se den lille sslvsky over vore hoveder , der ligner el brudeslør . +O , hvis de var bruden , og hvis jeg . . . . Tilgiv , jeg +havde glemt mit løste i det var ikke om dem , ikke om mig +jeg ville tale . Det var om frøken Beate , den besynderlige +pige . Jeg har aldrig syntes videre om hende ; men nu , da hun +er blevet en voksen dame . er hun ufordragelig . Hun ligner en +smuk paradisfugl ; men som den er uden sangstemme , er hun +uden hjerte . Nej , jeg tager ikke fejl , afbryd mig ikke . Jeg +kender hende bedre end nogen anden , og hun ved det godt . +Derfor holder hun ikke af mig , og ligeså lidt holder hun af dem , +de er en torn i hendes øjne . Jeg har set det hele . Den +lille intrigesmed , hun væver sit net meget fint ; men , som jeg +sagde , jeg seer det alt , og hvis jeg kan forhindre det , skal hun +ikke vinde Sejer . “ +„ Hvor heftigt de taler , “ sagde Mira mildt . „ De tager +sikkert fejl ; hun aner næppe , hvor liden tillid de har til hende . +Jeg kan ikke forstå , hvorfor de kalder hende intrigesmed og +hvad de mener med hendes net . “ +„ Kan de ikke ! Så er de blind ! Seer de ikke , hvorledes +hun spiller under dække med os alle ? “ +„ Nej , jeg seer intet , og jeg er glad ved at være blind i +denne retning . Lad hende være , hvorledes hun vil , jeg ønsker +ikke at vide det . Det ville kun gøre mig sorg , uden at jeg +var i stand til at frelse hende , hvis hun allerede er så sket , som +de synes at antage . “ +„ Godt ! Men når jeg ikke må tale om hende og ikke om dem +og mig selv , hvem i verden må jeg da tale om ? Måske om +frøken brede , den gamle ugle , som Adelheid kalder hende . Jeg +ville ønske hun rejste til . . . . jeg vil ikke tale ud , jeg seer + +de bliver vred . Men hun og en anden ung dame ville blive +meget behageligere at omgås efter en sådan lille rejse , vær +overbevist om det . Og jeg skulle ikke savne dem . “ +„ Villiam ! “ — +„ Ja , må jeg heller ikke tale om hende , så vil jeg tie +ganske stille eller også tale om frøken Mira og mig selv . Nu +kan de vælge . “ +„ Er det da nødvendigt at de blot taler om de folk , de +ikke holder af , og som de på grund Heras ofte misforstår ? — +hvorfor taler de ikke om Adelheid , grev cederskøld , eller — +baron silgestrøm ? Så ville deres tale ikke forurette nogen , +og jeg kunne høre derpå , uden hvert øjeblik at finde det nødvendigt , +at tage parti for den fraværende . “ +„ Godt ! Lad os da , hvis de intet har derimod , tale om +den store fare , der fruer baron silgestrøm ? “ +„ Fare ? Hvad mener de ? Baronen i fare ! Hvorfor tier +de ? Hvad er det for en fare , der truer ham ? “ +„ Den største fare , der kan true en fri mand . “ +„ For guds skyld , tal tydelig ! Hvilken fare ? “ +„ Fangenskab . “ +Mira blegnede . Tømmen skælvede i hendes hånd , hun +kunne næppe holde sig fast i sadlen . +„ Fangenskab ! Hvad har han forbrudt ? “ +„ Meget . Først er han , som de ved , enkemand . En +meget stor fare ! — så er han en rig mand . En endnu +større fare , fordi han på samme tid er enkemand . Forstår +de ? “ — +„ Nej ! “ +„ Det gør intet til sagen ! — så er han en smuk og + +elskværdig mand . Mere og mere fare . Og endelig er der en +intrigant , smuk og klog , uforsørget ung dame , som holder af alt +dette , og derfor ønsker at fange denne guldfugl . Forstår de +mig nu ? “ — +Mira skiftede farve , men svarede koldt : +„ Jeg er vis på , de tager fejl . Men skulle vi ikke sætte +vore heste , i gallop , ellers er jeg bange , vi komme for sent Iii +frokosten . ' +„ Jo , hvis de ønsker det . Men jeg er sikker på , jeg har +ret . “ — +Mira glemte ikke hans ord . Han havde åbnet hendes +øjne . Nu var hun klartseende . — +en morgen , da Mira passerede en lille hytte , ler lå i +nærheden af hammer , blev hun standset af en ung pige , der +viste sig i døren . +„ Bliv ikke vred , “ sagde hun og trådte nærmere . „ Men +tager jeg ikke fejl , er de frøken grotte , og min moder , beder +er meget syg , længes så meget efter at tale med dem . “ +Mira trådte ind i hytten , uden al spørge hvem moderen +var . Hun gættede det straks og havde været meget forundret +over , at gamle Lene , der vidste hun var på hammer , endnu +ikke havde været der for al bede hende om penge . +„ Olavai “ sagde Lenes velbekendte stemme . „ Hvor er +du , barn ? Hører du ikke jeg kalder ? Jeg er så tørstig , giv +mig noget at drikke . “ +„ Her er jeg , moder ! “ svarede den unge pige mildt og + +nærmede sig sengen jeg bringer dig selskab , du længe har +ønsket . Her er frøken grotte . Seer du hende , her til venstre ! “ +Lene åbnede sine øjne og så på Mira med et blik , +der syntes at sige : +„ Endelig har jeg dig ! Nu skal du ikke flippe så nemt . “ +„ Er du meget syg ? “ spurgte Mira medlidende og satte +sig i en stol ved sengen . +„ Om jeg er syg ! Hvorledes kan du spørge derom ? Seer +du ikke døden står ved mit leje og venter på min ulykkelige +sjæl . Om jeg er syg ! Jeg er så syg , at jeg skulle ønske +det var forbi med mig . Hvor er du , Olava , jeg kan ikke se +dig ! Kom barn , du skal stå lige ved mit hovedgjerde . Seer +du hende , Mira , er hun ikke net ? Det er min øiesteen , den +yngste as dem alle . Derfor skær det mig i hjertet at lade +hende tilbage , uden en sjæl til at tage sig af hende . Stakkels +barn , hun var altid så kærlig mod mig . Hun ligner ikke de +andre ; hun er så frygtsom mod fremmede , derfor har jeg altid +beholdt hende hjemme hos mig . Men nu da jeg skal dø , +seer jeg nok , jeg har gjort galt . Nu kan de andre fortjene deres +brød og har allerede gjort det i mange år . De skulle ikke +savne mig . Men hun , stakkels pige , hvorledes vil det gå hende +ene i verden ? Jeg ved det ikke ! Derfor har jeg længtes efter +dig . Jeg vil beve dig tage vare på hende , du , som ved , +hvad det vil sige at stå ene . Hun kan blive din kammerpige , +hvis du har brug for sådan en . Du må gøre noget +for hende til tak for det , Erik og jeg gjorde for dig , da du +var et hjælpeløst lille barn . “ Hun lagde sin hånd tungt på +Miras arm . +„ Hvad svarer du , vil du tage dig af hende eller ikke ? “ + +„ Jo , jeg vil ! Jeg lover at gøre for hende , hvad der står +i min magt . Men du ved , jeg er ikke min egen herre . Jeg +ejer ikke andet end det , andre give mig . Men jeg vil gøre , +hvad jeg kan . Jeg lover det , og jeg vil holde mit ord . “ +„ Godt , så kan du gå , og jeg vil dø i fred . Olava +skal komme til dig , så snart hun har lukket mine øjne . Og +alt vil blive godt . Græd ikke , barn , du var altid en god +pige . Du må ikke græde , du har intet at græde for . Har +jeg intet andet at give dig , har jeg min velsignelse . Og jeg +skulle tro , det er en trøst for et barn at vide , hendes moder +har velsignet hende i sin sidste stund . “ +„ Er der intet andet , du ønsker ? “ spurgte Mira kærligt . +„ Trænger du ikke til penge ? “ +„ Nej , jeg trænger ikke til mere i dette liv . Men glem +ikke barnet , om ikke for min , så for gamle Eriks skyld . Han +holdt altid meget af dig og tog dit parti , når jeg var slem +mod dig . Gør del derfor for hans skyld . Olava var også +hans yndling . “ Lene lukkede sine øjne ; Mira kunne se . +Hun var meget træt . Kort efter faldt hun i en tung søvn , da +rejste Mira sig sagte og forlod hytten , fulgt af Olava , der +greb hendes hånd og udbrød frygtsomt : +„ Vær ikke bange for mig . Jeg vil ikke falde nogen til +besvær . Jeg skal nok selv fortjene mit brød og ikke gøre +dem uro . Men jeg ville ikke sige det , medens min stakkels +plader hørte derpå . Jeg ved hun stoler på dem ; “ hun +trykkede pliras hånd og bortviskede sine tårer . +„ Men du vil ikke falde mig til besvær , “ sagde Mira +kærligt . „ Jeg har lovet din moder at tage mig af dig , så + +godt jeg kan , og jeg vil holde mil ord . Græd ikke , du vil +møde hende igen , hvor sorg og adskillelse er ukendte . “ +Hun blev endnu en stund for at trøste den unge pige +med kærlige ord . Endelig tog hun afsked efter at have puttet +fin pnng i den kolde skælvende hånd , der havde grebet hendes . +„ Græd ikke . Læg din skæbne i guds hånd , han er +den eneste , der kan trøste et sorgfuldt hjerte , farvel ! “ +Hun gik hjem , hun ville ikke fortsætte fin morgentour , +men straks opsøge baronesse silgestrøm for al tale til hende +om Olava . Måske hun , der var så god , ville tage den stakkels +pige i sin tjeneste . Så ville hun vende tilbage og bringe +Lene denne sidste trøst . +Baronesse silgestrøm sad i sit eget værelse , beskæftiget +med et broderi , da Mira lydløst trådte ind og satte sig ved +siden af hende . +„ Tilgiv at jeg forstyrrer dem , kære baronesse . Men jeg +har noget på mit sind . jeg gerne vil tale om til dem , som +er den eneste , der kan hjælpe mig . Vil de skænke mig nogle +øjeblikke ? “ +„ Gerne , barn . Hvad ligger dig på hjertet ? “ +Mira fortalte nu den gamle dame Lenes sygdom og hvor +hjælpeløs Olava ville være , når moderen havde forladt hende . +„ Hvis de ville tage hende i deres tjeneste , “ vedblev +hun til sidst , „ ville det være en stor trøst for ben stakkels +moder , og hun ville dø i fred . — bliv ikke vred på mig , +hvis de synes jeg er påtrængende . Glem ikke , det skeer for +at trøste en døende moder . Ellers ville jeg ikke have mod +til at fremkomme med en sådan bøn . Er de vred på mig , +siden de forbliver tavs ? “ — + +„ Nej , min lille yndling , hvor kan du iro det ! Jeg tænker +kun på selve Tingen . Jeg vil så gerne hjælpe de stakkels +folk , du omtaler , men hvorledes ? — kan du ikke gå og +spørge dem derom . Her er min pung , hvis de skulle trænge +til et og andet . Og så kan du sige til den stakkels moder , +at jeg vil tage hendes datter i min tjeneste , når hun . . . . +Du ved , hvad jeg mener , og du vil sige det så blidt , som +dit eget ømme hjerte tilsiger dig . Gå , barn , gå og +bring trøst til hende , den kære , stakkels sjæl . “ Hun kyssede +Mira kærligt og tog sat på sit broderi , som havde der ingen +afbrydelse været . +„ Tak ! “ udbrød Mira bevæget . „ De har gjort mig tilden +lykkeligste pige i verden . Jeg vil straks ile derhen og fortælle +min glade nyhed . Baronesse silgestrøm , gud vil gjengjælde +dem . Jeg tror ikke , v ! kunne have en bedre lods til himlen +end vore fattige medmenneskers velsignelse . Og de er sikker +på den , min kære , kære baronesse silgestrøm , gud give jeg +kunne sige let samme . Men jeg vil skynde mig , jeg er så +lykkelig ved at være deres sendebud . Farvel ! “ +„ Farvel , min lille lysalf ! Glem ikke , det er dig , ikke mig , +der udfører denne gerning , hvis den virkelig er en god håndling . +Jeg er kun din hjælper . Gå , og kom snart igen og +fortæl mig om visse stakkels mennesker . “ — +Mira mere løb end gik til hytten , hvor Lene nu lå og +kæmpede med døden . Hun bøjede sig kærligt over den lidende +og hviskedee til hende . +„ Frygt ikke for Olava , hun er forsørge ! . Baronesse +silgestrøm vil selv tage sig af hende . “ + +et glad smil gled over den døendes læber , et suk , som +om en tung byrds var taget fra hendes sjæl , og hun hviskedee : +„ Gud være lovet , nu kan jeg gå bort i fred ! “ +Hun lukkede sine øjne og var død . — +der skulle være stort selskab på hammer til ære for +dets mange og kære gæster , på grund af hvilket frøken +brede havde uendelig travlt , da hun havde beskattet , at det +måtte vække almindelig beundring +Mira hjalp hende så meget , hun ville tillade . Hun +ordnede smukke bouketter og andre småting , som frøken brede +ikke syntes at lægge mærke til , da hun ikke ville takke sin lille +fjende for denne høflighed , hun følte hun ikke havde ret til +at vente . +Grevinde cederskøld og frøken Beate tænkte ene på deres +dragter . Vi kende flere sådanne damer , der kunne tænke en +hel uge , ja længere på om de skulle iføre sig en rød eller +hvid kjole , om de skulle bære blomster eller fjer på deres hår . +Mira havde ikke tænkt meget over fin dragt , derfor var +hun også den første , der var påklædt , da dagen endelig kom . +En simpel hvid kjole og en enkelt rød rose på håret , +simpel og beskeden , som hver følelse i hendes rene , uskyldige +hjerte . +I en kvindes dragt læse vi langt tydeligere hendes hjerte +end i hendes fortryllende ord og endnu mere fortryllende blik . +Jeg har aldrig set en kvinde med et rent , uskyldigt +hjerte klæde sig lig en sommerfugl ; det ville være hende +umuligt at bære en sådan dragt . + +hele selskabel var næsten samlet , da endelig grevinde +cederskøld og frøken Beate trådte ind med miner , der lydeligl +nok udtrykte : +„ O , al jeg har laget fjer på håret ; nu er jeg vis på , +blomster ville klæde mig meget bedre ! “ +Men i samme øjeblik sådanne sørgelige tanker dansede +om i deres små hoveder , blev fløjdørene atter åbnede , +og - - - +Mira skiftede farve , hun skælvede og stirrede på den +flanke , smukke skikkelse , der trådte ind , som var det en drøm , +der ville forsvinde i samme nu . +Men baron silgestrøm , der stod lige ved døren , havde +taget frøken sølherbergs hånd med et høfligt buk og forestillede +hende for baronesse silgestrøm , der , som det syntes , var +forberedt på hendes komme ; thi hun rakte hende hånden og +sagde venligt : +„ Velkommen , kære frøken Søtherberg . Jeg har længtes +så meget efter at lære dem at kende . “ +Frøken brede blegnede . Det var for meget for hendes +svage nerver . Men Mira nærmede sig hurtigt efter at have +overvunder sin første overraskelse . Hun greb baron silgestrøms +hånd og hviskedee med blød slemme : +„ Tak , jeg skal aldrig glemme det ! Tak ! “ sagde hun også +til baronesse silgestrøm og trykkede hendes hånd . Men +det var ikke de få ord , der takkede dem , det var den skælvende +slemme , de klare tårer som funklede i de smukke øjne . +Så stirrede hun på sin søster , sin kære , blege søster , +i ben simple , hvide kjole , med ben eneste rose skjult i håret , +ret som om de havde aftalt at iføre sig samme dragt . + +og rose , hvem skulle have troet det , blev denne aftens +dronning , ikke frøken Beate . Hendes sang henrev alle , på +frøken Beate nær , der var misundelig , og frøken brede , hvis +følelse var såret på det dybeste , først fordi frøken Søtherberg +var Miras søster , dernæst fordi ingen havde omtalt , at +hun var indbuden . — +men Miras hjerte var så bevæget , at hun ikke kunne +tilbageholde sine tårer ; hun listede sig ud i haven og satte sig +i et lysthus , hvor hun kunne græde uset , som man græder +når hjertet er fuldt af glæde og taknemmelighed . +En hånd greb hendes og en lav stemme sagde : +„ Græd ikke , barn ! “ +Men hun kunne ikke tale til ham i delte øjeblik , hun ilede +bort og skjulte sig i et lille buskads , hvor hun tænkte på ham . +Og han ? — +han forlod haven med en sorgfuld mine , der syntes at sige : +„ Hvor livet er mørkt , uden håb . “ +„ Han har overtrådt fine principer for min skyld , “ tænkte +Mira ; . han har opfordret baronesse silgestrøm til at indbyde +rose . Hvorledes skal jeg vise ham min taknemmelighed ! Jeg +kan kun elske ham . “ — +„ Del var mig umuligt al tale med ham netop nu . Jeg +er så bevæget , at mit hjerte ikke var i stand til at skjule sin +hemmelighed . Han ville have læst den i mine øjne og tabt +al agtelse for mig . Men jeg frygter , jeg har såret ham ved +at ile bort i samme øieblik- , han har skænket mig så megen +glæde . — jeg burde være blevet og takket ham ; men jeg takker +ham i mit hjerte , mere end al verdens ord kunne udtrykke . “ + +al ! var stille . Natten havde udfoldet sine vinger . Hist og +her funklede en gylden stjerne bag et slør af selv , strålende +og vinkende , som ville den sige : +„ Godnat , stakkels menneskehjerte . Sov og forglem verden . +Drøm og forglem livet med alle dets sorger ! “ +Så kom et mildt vindpust og hviskedee : +„ Sov , jordens børn ! Jeg gør eders himmel klar . +Imorgen , når i vågne , er alle dens truende skyer forsvundne . ' +og træernes grønne løv bevægede sig og sukkede : +„ Stille , mine små fugle sove . Væk dem ikke ! I morgen +synge de på ny , synge om min skønhed . Tys , væk dem ikke ! “ +Og over vejen , der snoede sig mellem fjeldene , sprang en +lille hare , den standsede , lyttede og sagde : +„ Jægeren sover , han kan ikke forstyrre mig ; jeg vil græsse +lidt her . I morgen vågner han , så må jeg igen flygte . “ +„ Ved nat , det er rart , +så seer jeg først klart ! “ +Sang en gammel ugle fra kronen af et højt træ , der stod og +vædede sine grønne blade i luften . Og der var mange andre , +både træer , planter og dyr , som talte i nattens stilhed . +Der var også menneskehjerter , der talte , måske mange ; men +vi ville kun høre om det ene . Det var Miras . — +hun sad ved vinduet og stirrede ud i den tavse nat . +Flagermusene slog med deres vinger mod ruden ; måneskinnet +oplyste hendes lille værelse , men hun så det ikke , +hendes tanke var i det lille hus , hvor rose , hendes kære +søster , sov , ikke sundt og roligt , men forfulgt af ville drømme , +der blev fremkaldte af feberen , som rasede i hendes indre , + +Mira havde for første gang denne aften opdaget den store +forandring , der var foregået med roses ydre , de blege kinder , +de dybt indsunkne øjne , den tørre , skarpe hoste , der nu og da +trængte sig over hendes blodløse læb . Hun havde opdaget +det alt , det var som noget var bristet i hendes hjerte ved dette +syn ; thi nu så hun , rose var fortabt . — +det var enden på hendes glæde ; det var enden på +denne aften , der begyndte så håbefuldt , og nu i nattens +stilhed sad hun og tænkte på , hvad der forestod hende . +Kendte rose den fjendes tilværelse , som truede hende ? — +nej . så kunne hun ikke være så glad , så lykkelig , som hendes +klare blik , hendes ord , alle hendes handlinger , syntes at forråde ! +Mira +besluttede at tale til baron silgestrøm om sin frygt +så snart hun mødte ham næste morgen . Hun ville bede ham +rådspørge en læge i anledning af roses helbredstilstand . Men +rose skulle ikke vide , at hendes søster vågede over hende , +frygtede for hende og sørgede i stilhed . Hun aftørrede sine +tårer , så op mod himlen og hviskedee med foldede hænder : +„ O , min gud , lad hende ikke dø ! med det sidste slag +af hendes hjerte vil mit livs solstråler udslukkes . “ +Grev Villiam havde været meget tankefuld siden ridetouren +med Mira . Han havde ikke drillet frøken brede , eller Beate , +ikke vundet garn for grevinde cederskøld ; han havde ikke givet +Mira en eneste buket , som han ellers plejede at gøre hver dag , +det var overraskende , og det overraskede også grevinde + +cederskøld så meget , at hun besluttede at spørge ham , hvorfor +denne forandring var foregået med ham . +Derfor , da hun en morgen mødte ham i haven , tog hun +hans arm og sagde med et smil : +. Godmorgen , Villiam , hvis du synes om det , kunne vi +gå en tur sammen , det vil more mig at se , om vi kunne +nå Miras kilde og være her igen til frokost . “ +De gik en tid tavse . Grev Villiam havde ikke lyst til +at tale og grevinde Adelheid ville ikke tale ; men begge tænkte +desto mere . Hun tænkte på , hvorledes hun bedst skulle begynde +fine spørgsmål . Han tænkte på Mira og på deres ridetour . +Han sukkede , uden at vide det . Denne lejlighed benyttede +hans smukke ledsagerinde , idet hun standsede , så på ham med +et spørgende blik og sagde : +„ Hvor du er forandret , Villiam ! Hvorfor er du så alvorlig ? +Hvorfor sukker du så dybt ? Tal ! “ +„ Tal ! — jeg vil ikke tale . “ +„ Du skal ! Kom , sid ned , her er vi ved Miras kilde , og +jeg er vig på , dit suk var et offer på hendes alter . Du +har været alvorlig , lige siden i red ud sammen . Har hun tilbagevist +din kærlighed ? Skjul det ikke for mig . Du ved , jeg +er din ven og vil handle for dig , som var du min egen +Broder . Men så må du også tale og fortælle mig , hvad +der gik for sig på denne ridetour . ' +endelig efter megen overtalelse fortalte grev Villiam sin +samtale med Mira . — +„ Herre gud , hvor i mænd dog alle tilsammen er dumme ? +Troer du virkelig en pige med Miras karakleer vil tilstå at +hun elsker dig ? — aldrig ! Hun vil nægte det , til du endelig + +bliver så klog at være tavs og synes at have glemt hende . +Først da , når hun tror , hun har mistet din kærlighed , vil +hun føle , at hun elsker dig . Men da jeg kan forstå , du er +for utålmodig til at vente på dette tidspunkt , er det bedst , +jeg taler med hende om denne genstand . Afbryd mig ikke ; jeg +vil ! Og du ved , ingen har magt til at holde mig tilbage , +når jeg har sagt jeg vil ! “ +„ Gør det da , “ svarede han med en fraværende mine . +„ Men gør hende ingen sorg for min skyld . Det vil jeg ikke +have . Husk på , jeg vil ikke vinde en kone ved overtalelse . +Kan jeg ikke gøre hende lykkelig , vil jeg ikke smerte hende mere , +end jeg allerede har gjort . “ +„ Vær rolig . Jeg holder af hende som en søster ; men +jeg er vis på , hun vil blive lykkelig som din kone . Bliver +valget lagt i Miras egne hænder , vælger hun ingen . Derfor +må vi vælge for hende , og det har jeg gjort for længe siden . +Overlad alt til mig , så skal du se , vi vinde Sejer , før du +aner . “ +Næste dag , da Mira sad ene i havestuen , trådte grevinde +cederskøld ind med en vigtig mine og satte sig i en magelig +lænestol , tæt ved siden as hende . +„ Hvor du har travlt i dag ! “ begyndte hun og eksaminerede +Miras arbejde . „ Beate er allerede gået til skoven for at +plukke blomster , hun agter at male , og Villiam fulgte med . De +have altid været gode venner ; jeg tror næsten , der en dag +bliver et par af dem ; “ hun betragtede Mira nysgerrigt for at +se , hvad virkning hendes ord havde haft . +Men Mira forrådte ingen bevægelse , hun svarede blot : + +„ Jeg har aldrig vidst , at Villiam og frøken Beate vare +gode venner . “ +„ Har du ikke det ! “ udbrød grevinde Adelheid , som det +syntes meget forbavset . „ Min gud , hvor . . . . Men nej , jeg +vil ikke spille under dække med dig ! Du ved meget godt , at +Villiam elsker dig , og det er netop derom , jeg ønsker at tale +med dig , nu vi er alene . “ +„ Har grev Villiam måske bedet dig tale med mig om +denne genstand ? “ spurgte Mira alvorlig . +„ Nej ! Jeg troede du kendte ham for godt til at gøre +et sådant spørgsmål . Han har aldrig omtalt sin kærlighed +til dig ; jeg har selv opdaget den . Jeg har set , hvor forandret +han er blevet , siden i red sammen , og da jeg elsker eder +begge , har jeg besluttet at gøre alt . hvad jeg kan , for at se +eder lykkelige . Derfor spørger jeg dig , Mira , elsker du ham +eller ikke ? �� +. Kendte jeg dig ikke så godt , som jeg gør , ville din +opførsel forbavse mig , “ svarede Mira alvorlig . „ Men nu vil +jeg kun svare dig : nej , jeg elsker ham ikke . Du ved det , så +godt som jeg selv . Og han ved det ligeledes . Jeg holder af +ham som en ven , det er alt . “ +„ Godt , det er allerede meget ! og tiden vil gøre endnu +mere . I dag elsker du ham som en ven , i løbet af et år +som den bedste , den eneste ven . Afbryd mig ikke , jeg kender +det bedre , jeg , som er en gift kone . Der er kun en ting , jeg +vil bede dig om , og hvis du er den gode , kærlige pige , jeg +troer dig at være , vil du ikke afslå det . “ +„ O , bed ikke derom ! Jeg kan ikke elske ham . Jeg . . . . “ +„ Tal ikke ud ! Vil du knuse hans hjerte ? — jeg vil + +blot bede dig tænke på hans kærlighed et år , et kort år , +og prøve om du ikke kan besvare den , du må ikke afslå +dette , hans eneste ønske . Lad ham håbe , stakkels dreng , så +længe han kan . I dag om tolv måneder vil han selv komme +og høre dit svar . “ +Mira sad tavs . Hun vidste ikke , hvad hun skulle svare . +Hun ville aldrig elske ham ; hendes hjerte var givet bort . Men +dersom det kunne være ham en trøst , hvis hun opfyldte hans +ønske , havde hun ikke mod til at nægte ham det . Hun svarede +derfor : +„ Jeg vil ikke afslå det . Men glem ikke , jeg har forudsagt +dig , at jeg aldrig kan elske ham . “ — +„ Så er alt i orden ! “ udbrød grevinde cederskøld og +vendte sig om til baron silgestrøm , som netop trådte ind . +„ Kom fader , du skal være vidne til , at vor kære Mira i +dag om tolv måneder skal give Villiam sit endelige svar ! +Og vi ville håbe , det må blive sådan , som vi alle ønske +det . Vil du ikke prøve på at overtale hende , fader ? — jeg +er vis på , hun elsker ham , uden selv at vide det . Sådan +ere vi kvinder . “ +Mira blev bleg , baronen også , men han svarede koldt . +„ Jeg vil ikke overtale Mira . Hun er den eneste , der ved , +om hun elsker ham eller ikke . Hun må selv vælge . “ +„ Du er altid så forsigtig , så samvittighedsfuld , “ sagde +hans datter smilende . „ Jeg tror næsten , du er ligeså forsigtig +som cederskøld . Men som du sagde , Mira må selv +vælge ; og i dag om tolv måneder skulle vi se . En måned , +en uge , en time , ja , et minut kan forvandle et ømt kvindehjerte ? +O , vi skulle se ! “ Hun forlod syngende værelset . + +men Mira sad bleg og tavs . Hendes hænder skælvede , +så hun næppe kunne sy , medens baronen stod ved vinduet og +stirrede ud . Han ville ikke , hun måtte se , hvor bevæget han +var ; som om hun , der selv var bevæget , havde øje for det . +Stakkels pige , hun så ikke en eneste gang på ham . +Pludselig vendte han sig om og sagde drømmende : +, j dag om tolv måneder ? — godt , barn , vi ville se ! “ +Hun rødmede og sagde bestemt : +„ Ja , baron silgestrøm , vi ville se , at jeg er uforandret . +Tvivl ikke derpå . Men jeg taler , som om de brød dem om , +enten jeg bliver uforandret eller ej . “ +, ja , hvor urimeligt , som om jeg brød mig om det ! — +nej , barn , du må selv vælge . “ Han forlod Mira med et +mørkt blik . +„ Det syntes næsten , som ville han gerne være af med +mig ? “ — sagde hun tankefuld . „ Vidste jeg det , så . . . . +Nej , jeg kan ikke ! Selv om jeg er ham en byrde , kan jeg ikke +forlade ham . At se hans alvorlige , ædle træk , at høre hans +dybe , udtryksfulde stemme , at være t hans nærhed , er min +lykke . Hvad skulle der blive af mig , hvorledes skulle jeg begynde +dagen , når jeg ikke hørte hans alvorlige : +„ Godmorgen , barn ! “ +„ Men jeg vil ikke tænke derpå . Jeg vil aldrig forlade +ham . Hvis vi nogensinde skulle stilles , må det være gud eller +ham , der stiller os ad . “ +„ Godmorgen , kære Mira , “ sagde frøken Søtherberg og + +omfavnede Mira glad . „ Jeg sad netop og tænkte på , om du +ville besøge mig i dag . Kom og sid ned . Du seer så træt ud . “ +„ Træt ? Nej , men jeg har noget på hjertet , som jeg vil +tale om til dig . Baron silgestrøm har fortalt mig , at du +ved , dit bryst er angrebet . Hvorfor har du aldrig omtalt det +til mig ? “ +„ Har han sagt det ? — men hvor kunne han være så +ufornuftig ! Jeg , som har skjult det . . . . “ +„ Det var mig selv , der først omtalte det til ham . Kære +rose , hvor kunne du tro at skjule for en søsters øjne , hvad +hendes kærlighed til dig dog snart ville opdage . Jeg må +hidtil have været blind , siden jeg ikke har lagt mærke til , hvor +forandret du er . Men nu er mine øjne åbnede , og jeg har +bedet baron silgestrøm rådspørge en læge om din helbredstilstand . +“ +„ Kære , hvor naragtigt , som om en læge kunne frelse +mig ! — tak , min lille søster , jeg anede ikke , du vågede over +mig . Tak , min skytsengel . Det vil være lykkeligt at dø , når +du beder for mig . “ +„ O , rose , hvor kan du tale således til mig ! Du må +ikke dø , nej , du må ikke dø ! Jeg elsker dig så højt ; jeg vil +bede nat og dag , at gud vil give dig din helbred tilbage . +Og han vil gøre det ; han er vor eneste trøst . “ Hun skjulte +ansigtet i hænderne og græd heftigt . +» Græd ikke , mit søde barn , guds villie ske . Måske +vil han ikke , jeg skal dø så ung . Jeg ville nok ønske at leve +nogle år endnu , da jeg har fundet dig , du kære . Men +hans villie ske , vi have ikke ret til at sætte os op mod den . “ +„ Nej , vi have ikke , “ svarede Mira med lav stemme . „ Men + +vi have ret til at gøre alt , hvad ver står i vor magt , for +at berøve døden sit bytte . Og det ville vi , ja , vi ville ! “ — +„ Gør det da , min yndling , hvis du kan . Og lad og +nu tale om noget andet . Sommeren er snart forbi , lagde du +ikke mærke til , da du gik gennem skoven , at dens grønne +løv begynder at gulne , og at dens blomster bliver færre og +færre ? Jeg så det ; men det er måske fordi der er noget i +de kære små blomsters skæbne , der minder mig om min +egen . Du skal se , før vi tænke derpå , er sommeren forbi +og efteråret kommet med sin kolde blæst og sin tilhyllede +himmel . Så vende vi tilbage til Stockholm , og om det behager +gud , begynder jeg mine pligter på ny , og håber jeg +skal synge så godt som nogensinde . Hvad mener du ? “ +„ Gud give det må blive , som du tror . Og er du +virkelig glad ved at vende tilbage til Stockholm , ønsker jeg af +mit ganske hjerte , sommeren må gå så hurtigt som mulig ; +og vi skulle sidde ved den stammende ild medens det sner og +blæser derude , og tale om de mange lykkelige timer , vi denne +sommer have tilbragt ved min lille kilde . “ +. Og så ville vi aldrig mere tale om mig og mit helbred . +Vi ville kun tale om ting , der kunne glæde os . Vi ville tale +om ham du ved , hvis navn jeg aldrig har spurgt dig om ; +det er din egen lille hemmelighed , som jeg ikke vil berøve dig . +Men vi ville tale om ham ; thi også jeg elsker ham , fordi jeg +seer , han er min lille blomsts solskin . Og hvis jeg nu må +støtte mig til din arm , ville vi gå ud i haven og se til den +plante , jeg for nogle dage siden fik af baron silgestrøm . Den +er så smuk . Kom , så skal du se ! “ + +„ Sne ! “ +Råbte en lille gråspurv og slog med vingerne , som ville den +afryste de hvide sneeflokke , der lagde sig på dens fjær . +„ Hvad , sne ! “ +Råbte de bladløse træer og bøjede deres nøgne grene med en +fornærmet mine . Men forgæves , hvide vare de og hvidere +bleve de tiltrods for deres modstand . +„ Hvad , sne ! “ sagde Mira og trak rullegardinet op for +at se ned i gaden , hvor folk kom og gik , alle hvide som +snemænd . +Ja , det var vinter ! En kold , mørk vinter . Sommeren +med sin milde luft , sine blomster , fine fugle var forsvundet . +Ingen sol smilede gennem det hvide slør , som udfoldede sig +i tavshed og skjulte den venlige himmel . Alt var hvidt i hvidt , +og de høje huse stod side om side lig alvorsfulde skildvagter . +Ja , det var Stockholm , det travle menneskemyldrende Stockholm . +Der var ingen hammer ; ingen skov . +Baron silgestrøm sad allerede og læste bladene , da Mira +trådte ind . +» Godmorgen , barn ! “ sagde han og så på hende med +et mildt blik . „ Har du drømt om sneen i nat ? Dine kinder +ere så blege , som vare do søstre til de hvide sneeflokke derude . +Kom , sid ned og fortæl mig , hvad du har drømt . “ +„ Nej , det var en styg drøm , det er bedst af tie med den . +Man siger , det ikke er godt af omtale sådanne drømme tidlig +på morgenen , da de så ville gå i opfyldelse . Og de ved , +jeg er overtroisk “ +„ Men når du tilstår , du er dig denne svaghed bevidst , + +barn , hvorfor prøver du da ikke på af overvindeden ? — +gør straks et forsøg ved af fortælle mig denne drøm . “ +„ Jeg vil prøve derpå ; men jeg gør det nødigt . “ +» Jeg drømte , jeg stod på Toppen af et højt fjeld . Det +var et uhyggeligt vejr , regnen styrtede ned , fuglene fløj forvildel +gennem luften og stormen rasede , så jeg næppe kunne +stå . Med et hørte jeg en underlig lyd , der syntes at komme +fra den tilhyllede himmel og jeg så en stor vandsøjle styrte +ned fra skyerne , som ville den fluge alt , hvad der kom i dens +vej . Jeg hørte et frygteligt skrig , men skønt jeg anstrengte +mig til det yderste , kunne jeg ikke se andet end en mørk skikkelse , +der kæmpede med vandsøjlen , medens en stemme hviskedee +tæt ved siden af mig : +„ Det er rose , din kære søster ! “ +„ Jeg skreg : +„ Rose ! Rose ! Tab ikke modet , jeg , Mira , er her ! “ +„ Men hun hørte det ikke . Vandsøjlen overvældede hende . +Hun forsvandt med et skrig , rædsommere end det første . Alt +blev mørkt for mine øjne ; jeg sank om på fjeldet og græd +bitterlig . +„ Græd ikke , “ sagde den samme stemme som før . „ Se +på himlen , nu har hun vundet Sejer . +„ Jeg så op . Men hvor forandret alt var . Regnen +var ophørt ; stormen havde lagt sig . Alt var stille og roligt . +Himlen var blå og en herlig musik tonede gennem luften . +Da hørte jeg en stemme , en kær , velbekendt stemme der +sagde : +„ Mira , jeg har vundet Sejer . Nu er jeg lykkelig . Men + +du , stakkels barn , har endnu mangen kamp at bestå , før vi +atter mødes . Stol på gud , så vil du til sidst vinde Sejer . +„ Alt blev stille . Natten var forsvundet , solen stod op lig +en strøm af purpur og guld . Jeg stod ikke længer på +fjeldet . Jeg vandrede gennem en dyb Dal ; rundt om voksede +blomster i tusindvis , røde , hvide , blå , og fyldte luften med +vellugt . De smilede , vinkede og sang : +„ Stands , stands du stakkels fremmede ! Sid ned på det +herlige grønsvær . Vi ville trøste dig . “ +„ Men jeg kunne ikke standse : der var noget , der tvang +mig fremad , altid fremad , til den lille Dal var forsvundet , +langt , langt bag ved mig , til mine fødder vare forrevne og så +trætte , at de næppe mere kunne bære mig . Først da standsede +jeg og så mig om . +„ Hvor dejligt der var ! — +„ O , min gud , “ udbrød jeg , „ nu er min kamp til ende . +Nu er jeg frelst . “ +„ Ja ! “ lød en stemme langt borte . „ Ja , min kære , lille +søster . “ +„ All blev stille . Jeg vågnede og åbnede øjnene . Det +var morgen . “ — +. Ja , barn , og nu sidder du her . “ +„ Ja , jeg sidder her ; men jeg har en tung anelse . Rose +var så bleg , da jeg sidst så hende . Hun sagde intet ; men +jeg kunne se , hun var meget syg . “ +„ Så må du snarest mulig gå og se til hende . Jeg +talte med lægen i går . Han syntes at være tilfreds med hendes +helbred . Men han vil på ingen måde tillade hende at + +synge i vinter , og det vil vist gøre hende meget ondt . Derfor +må du gå og trøste hende . “ +„ Det vil jeg ; thi hun holder så meget af at synge og +hendes stemme er så smuk , den får mit hjerte til al banke +af glæde . “ +„ Dit hjerte til at banke af glæde , miral “ udbrød grevinde +cederskøld , der ubemærket var trådt ind . „ Hvorledes seer +dit lille ansigt så ud , jeg skulle ønske at se det i et sådant +øjeblik . Men jeg kommer for at invitere eder begge til på +torsdag . Cederskøld og jeg have haft en lille trætte i den +anledning hele ugen . Han ønskede at selskabet skulle være +tirsdag , og jeg ville have det på torsdag . Endelig vandt +jeg Sejer . Ja , du seer forundret på mig , lille Mira ! men +det nytter intet , jeg er dog seierherren . Ja , selv tiltrods for +faders misbilligende blik . Cederskøld er en meget klog og +fornuftig mand ; han ved at alle kvinder er ærgerrige og +lader mig derfor have min villie i alle småting ; men så +siger han også stop ! Og jeg , som er en god lille kone , skønt +jeg ikke er meget vis , prøver aldrig på at overtræde dette +stop ! — men denne gang var det min kære hr . Gemal , der +overtrådte vor overeenskomsf ved at ville bestemme , hvad beder +altid har været min ret . Men nu have vi da igen sluttet +fred , og selskabet skal slå på torsdag . Nå , hvad tager +du på , Mira . Jeg aflagde Beate et besøg i går . Hun vil +nok have blåt på , så vidt jeg kunne forstå . Jeg har tænkt +al tage min nye hvide dragt på . Du skulle se hvor smuk +den er , og hvor godt den klæder mig . Rå , nu må jeg nok +hjem . Farvel ! Fader , du må ikke udeblive , som du plejer +at gøre . Se , der kommer jo Beate . Goddag , min lille sommerfugl . + +undskyld jeg tager afsted tiltrods for dit komme . Farvel . +Alle ! “ Grevinde cederskøld forlod værelset med et glad +ansigt , medens frøken Beate tog plads i en stol ved siden +ar baronen . +„ Jeg er så træt efter ballet i nat ! “ sagde hun til ham , +uden at tage mindste notits af Mira , til hvem hun vendte +ryggen . „ Jeg tror aldrig jeg har dandset så meget . Men +det var også et mageløst livligt bal . Holder de ikke af at +dandse , baron silgestrøm . +„ Nej , frøken Beate , “ svarede baronen koldt . „ Jeg har +aldrig brudt mig om den slags fornøjelser . Men . . . . “ +» Og så er det vel derfor , frøken grotte heller ikke holder +af bal ! Grev Villiam spurgte mig i går , hvorfor jeg holdt få +meget af at danse . Ved de , hvad jeg svarede ham ? “ +„ Nej , men hvis de vil stifte plads , og for eksempel sætte +dem der , behøver de ikke at vende ryggen til Mira . “ +, o , om forladelse , jeg lagde ikke mærke dertil . — jeg +svarede ham , jeg kunne ikke begribe en ung dame , som ikke holdt +af at danse . Dands er ungdommens bedste glæde . En ung +dame , der ikke holder af at danse , er i min mening en sneverhjertet +kvinde , som ikke fortjener at være ung . “ +„ Ja , i deres mening . Men jeg tænker , der findes mange +andre , hvis mening vil være højst forskellig fra deres . Jeg +for eksempel kan ikke lide at damer holde så meget af at +dandse . — tilgiv , frøken Beate , men jeg må gå , tiden er +ikke min egen . Farvel , barn , sy ikke så flittigt , du ødelægger +dine øjne . Farvel ! “ Baron silgestrøm tog afsted med et +høfligt buk for frøken Beate , hvis ansigt ikke var halvt så +smilende , som da hun trådte ind . + +lidt efter sagde hun også farvel , og Mira , der længtes +ester at se rose , lagde sit arbejde hen og gik til sit eget værelse . +Frøken Søtherberg blev svagere og svagere dag for dag , +til hun endelig ikke mere kunne forlade huset . +Siddende i en lænestol tæt ved vinduet , bestod hendes +eneste glæde i at se Mira , der kom så ofte som muligt . +Undertiden besøgte også grevinde cederskøld hende ; thi +hun var tiltrods for sine mange små svagheder meget godhjertet , +og roses lidende tilstand smertede hende mere , end nogen +skulle have troet . +Rose holdt også mere og mere af hende . Hun hørte ikke +til-dem , der dømte sine medmennesker efter det ydre skin , derfor +fandt hun også en frisk kerne , hvor andre kun så en +tom skal . +Grev cederskøld kom også nu og da , for at se til hende , +og hun var altid glad ved at tale med ham ; men der var +ingen , der syntes at forstå hende så godt som baron silgestrøm . +Han talte aldrig meget , når han kom ; men de få ord , +han sagde på sin rolige , alvorlige måde , trøstede mere end +de andres lange samtale . +Han havde altid en eller anden lille ting med til hende , +som hun holdt af . Skønt det var vinter , savnede hun ikke +blomster , da han hver dag bragte hende en frisk buket . Men +han omtalte aldrig , ikke engang for Mira , sine besøg hos rose ; +og når hun undertiden traf ham der , rejste han sig straks og gik . +Rose sad som hun plejede i sin lænestol . Det sneede og + +var koldt og mørkt udenfor ; men der var meget hyggeligt i det +værelse , hvor hun opholdt sig . +På et lille bord ved hendes side stod en smuk buket +blomster . Rose sad og så på dem med et mere end kærligt +blik , og de tavse tårer , der giede over hendes blege kinder , +fortalte en lille historie , ikke om sorg og smerte , de talte kun +om en fredelig glæde ; om et hjerte , der elsker , et hjerte , der +er lykkeligt fordi det elsker , før det skilles fra dettte liv for evigt . +Tilsidst fik hendes tavse tårer , hendes tavse tanker ord . +Og hun sagde med blød stemme : +„ Kære små blomster , kærere end ord kunne sige . I +komme fra et venligt hjerte ; måske som mit livs sidste blomster . “ +Hun så på dem med et bevæget blik og faldt i dybe tanker , +til Mira trådte ind og omfavnede hende kærligt . +„ Godmorgen , kære roset hvordan har du det ? “ +„ Allerede her , min egen Mira . Hvorledes skal jeg takke +dig , du er så god imod mig . Og ikke ene du , men de +andre også . Jeg kan ikke gjengjælde eders venlighed ; jeg kan +kun takke eder af mit ganske hjerte . “ +„ Hvor kunne røgen undlade at være venlig mod dig , +som er så kærlig mod alle , rose . De ord , baronesse silgestrøm +yttrede om dig , da hun så dig første gang , vare sande . +Hun sagde : - +„ Frøken Søtherberg er lig en solstråle . Hun opvarmer +dens hjerte , til hvem hun smiler . “ +„ Og det er syndt . Jeg har aldrig set et smil så varmt , +så kærligt som dit , men hvordan har du det ? Du seer så +bleg ud . Sov du godt i nat ? “ +„ Ja , frygt ikke for min skyld , jeg er meget bedre end du + +troer . Jeg håber snart at blive så rask , at jeg kan vove +mig ud for at trække frisk luft . Men vil du læse lidt for +mig , hvis din tid tillader det . Jeg har fået en ny bog i går . +Se , så meget har jeg selv læst i den ; men jeg bliver så snart +træt . Læs dette lille digt . Jeg vil gerne høre det igen , +skjøndt jeg nylig har læst det . “ +Mira læste ; men da hun var kommet halvvejs , lagde rose +fin hånd på hendes arm og sagde bevæget : +. Tal , ikke mere denne gang . “ +„ Men der have vi doktoren ! Goddag , doktor udman . +Jeg er rigtig glad ved at træffe dem . Rose vil aldrig tale +med mig om fin sygdom ; men de må sige mig , hvordan hun +har det . Seer de hvor blege hendes kinder er i dag ? — +o , kære doktor ydman , sid ned og fortæl mig , hvorledes det +er med rose . “ +„ Ja , sid ned , sid ned ! Det lyder i mine øren fra morgen +til aften . Sid ned , kære doktor ydman , og lad os tale om +dit og dat . Men der er ingen , der tænker på , at doktor +yvmann altid har meget travlt . Gud ved , hvorledes det skulle +gå mine stakkels syge , hvis jeg satte mig til hvile i hvert +hus , jeg kommer ; de døde sagtens alle til sidst af forsømmelse . +Nej , det går ikke ! “ +Men tiltrods for denne tale , satte den gode doktor sig +dog i den magelige lænestol Mira havde trukket frem til ham . +„ Nej , det går ikke ! “ Han støttede armen mod bordet +og skjulte ansigtet i sin store , fede hånd . +Doktor udman var en besynderlig lille person . Han +hørte til de folk , der aldrig kunne sige ja til noget . Man +kunne være sikker på , han sagde nej , længe før man var kommet + +til ende med sin tale . Han var lige så kort som tyk , bar +blå briller på sin lange , skarpe næse , var altid iført en og +samme dragt , der bestod af et par benklæder , hvis farve det +var umuligt at udfinde , en grøn frakke med sorte pletter i +bunden , på hver side af samme to store lommer , der altid +vare fyldte , ikke med kirurgiske instrumenter , men med aviser , +to « , tre lommetørklæder , en lille æske med konfekt og deslige +uskyldige småting . Halten var grå , bredskygget og havde +samme facon som dens herres løjerlige hoved . +Ester denne beskrivelse behøver jeg vel næppe at tilføje . +At doktor Ødman var pebersvend . +En ting har jeg dog endnu glemt , uden hvilket doktor Ødman +ikke er sig selv , nemlig hans stok , hans kæreste ven i verden . +Hvem kendte ikke doktor Ødmans stok , som aldrig var ude +af hans hånd , undtagen når han var hjemme . Man sagde +endogså , at hans patienter kunne læse , hvorledes det var med +dem , ikke i doktorens ansigt , men i måden , hvorpå hans +stok blev bevæget op og ned , frem og tilbage , eller rundt i +en cirkel . +„ Nå , “ sagde han og hævede hovedet for at se med et +øje snart på Mira , snart på rose , „ hvordan har de det +så i dag , frøken Søtherberg ? “ +„ Tak , godt . Den ene dag ligner den anden . Jeg føler +ingen forandring i mit helbred , skønt Mira mener , jeg bliver +svagere dag for dag . “ +„ Mener ! Ja , folk mener så meget . Men det er til ingen +nytte . Lad mig føle deres puls ! — en , to , tre , fire . . . . +O ! — en , to , tre , fire , fem . . . . Hvad ? — en , to , tre , + +fire . . . . Hum ! “ — han slav hendes hånd og begyndte at +bevæge stokken rundt i en cirkel . +„ O , kære doktor ødmanni “ udbrød Mira , og så ængstelig +på stokken . „ Hvad mener de , er rose mere syg end +sædvanlig ? “ +Men doktoren svarede ikke , han sagde kun „ Hum ! “ og +bevægede stokken rundt som før . +„ Vær ikke bange , Mira , “ sagde rose . „ Doktor Ødman +tænker kun over , hvad medicin jeg skal have . “ +„ Nej , doktor Ødman tænker på intet , “ afbrød doktoren +hende . „ Men har de en bog papir ? Jeg vil skrive en anden +recept , som jeg tror vil gøre mere nytte end den sidste . Sover +de om natten ? Drømmer de meget ? — ere deres drømme +ikke urolige ? Trækker de vejret med besvær ? — er de plaget +af ængstelse ? Hum ! “ . . . . Pennen løb over papiret . +„ Tyve dråber tre gange om dagen . — nå , nu skal +jeg hen til en af mine andre syge . Ja , de kender ham +sagtens . Erik vadman , som en gang havde en stor manufacturboutik ? +— han har i sin tid været en meget rig mand , +skjøndt han nu er fattig som en kirkerotte . Men derfor er han +ligegodt en prægtig fyr . Jeg kan huske , han engang sagde til +mig . medens han endnu var rig : +„ Doktor Ødman , jeg skulle være rigtig glad , om de , der +kommer i så mange huse og seer så megen fattigdom , ville +udpege nogle af de fattigste familier for mig . Jeg kunne have +lyst til at gøre deres bekendtskab . “ +„ En anden gang sagde han : +„ Doktor Ødman , hvis de skulle kende nogle unge folk , +der gerne ville vide mere end deres forældre have råd til + +at lade dem lære , så gør mig den tjeneste at udpege dem for +mig . Jeg skulle have lyst til at gøre deres bekendtskab . “ +„ Således var manden , da han var rig . Og nu , da han +er fattig , siger han , skønt han er fire og halvfjerdsfindstyve år : +„ Kære doktor Ødman , havde jeg blot mit helbred , skulle +jeg aldrig beklage mig over min skæbne ; den er ikke så stem +som mange andres . Men jeg kan ikke arbejde så meget som +jeg ønsker . Gigten er skem imod mig ; og jeg er jo også næsten +blind . Men gud være lovet , ellers er jeg nok så rask . “ +, ja sådan en fyr er gamle Erik vadman . Det er en +ære at kende ham ; en stor tilfredsstillelse . Men jeg har også +en lille pige , en sød lille en , kun ti år gammel . De +skulle blot se lille Molly vinblad . Hun er lam i underkroppen +og kan altså ikke gå som andre børn . Men lige godt er +hun så glad som en sangfugl . O , så god , så god ! — +de skulle blot have hørt hende , da hun sagde : +„ Kære doktor Ødman , gid jeg var lidt rigere , end jeg er . ° +„ Og hvorfor , om jeg må spørge , du lille nar ? “ spurgte jeg . +. Hvorfor ! “ udbrød hun rødmende . „ Å jo , så ville jeg +give de små piger og drenge , der hver dag gå forbi mit +vindue , nogle strømper . De have sket ingen på . Slet ingen , +kære doktor ! +„ Hun så med et sørgmodigt blik på sine egne lamme +ben , der altid er indsvøbte i tæpper . +„ Men jeg sagde : +„ Jeg tænker , du først ville ønske , hvis du blev rig , at +du havde et bedre værelse at sidde i , end dette mørke , kolde +og fugtige . Dernæst en blødere stol end denne gamle af træ . + +og til sidst et bedre måltid end det du spiste , da jeg trådte +ind . Hvad , du lille nar ? “ +„ O , nej , doktor ! “ udbrød hun forundret . „ Jeg har ab +brig tænkt på at her var mørkt og fugtigt . Og stolen . . . . +Ved de også , det er min egen , rigtig min egen ? — jo , +moder sagde , da de sidst brændte mig : +„ Molly , hvis du er en rigtig god , lille pige og ikke +græder , skal stolen , du sidder på , være din . “ +„ Og de ved , jeg græd ikke , skønt det gjorde dygtig +ondt , for det var i det raske kød . Men nu tilhører stolen +også mig . Og jeg er så glad , så glad . “ +„ Stakkels lille Molly , hun har aldrig et ønske for sig +selv . Det er en god lille en . Og . . . . Nå , mine stakkels +syge ! Jeg havde nær glemt dem , jeg gamle vrøvl . Tyve +dråber tre gange om dagen . “ +Han rejste sig , greb sin hat og forlod værelset syngende : +„ Jeg kender , jeg kender , jeg kender et hjerte , +der banker . . . +» Nå , cederskøld , har du nogensinde set gladere ud end +netop i dag , “ udbrød grevinde Adelheid , da hendes mand trådte +ind med et mildt smil i øjnene . „ Kom og sid ned , så skal jeg +fortælle dig , hvorledes jeg har tænkt , vi skulle tilbringe denne +aften . “ +„ Nej , min kære , jeg skal ikke sidde ned . Jeg skal blot +ind for at spørge , om du har hutlet at invitere frøken Halling ? “ +„ Ja , hvor kan du tvivle derom . Jeg tør nok sige , jeg +intet har glemt . Men nu må du høre et brev , jeg fik fra + +Beate i morges . Sid ned , kære ven . Jeg kan ikke lide at se +dig stå der som en fremmed , eller en købmand , der altid +tænker på : » lims is Møns ) » ! » +„ Det er en meget fornuftig tanke , Adelheid , som ikke blot +købmænd , men også vi andre have godt af at mindes . Men +troer du nu også Beate vil synes om , at du læser hendes +brev for mig ? “ +„ Å , jeg er ikke så samvittighedsfuld , derfor skal du høre +det , enten hun ønsker det eller ej . “ +„ Kære Adelheid . +Jeg må afslå din venlige indbydelse til selskabet i +aften , skønt jeg har glædet mig til det hele ugen , og i den +anledning fået mig en ny dragt . Men hvad nytter det ; jeg +må denne gang blive hjemme , og det glæder mig at kunne +skrive , det er en lykkelig , en meget lykkelig hændelse , der holder +mig borte fra dig . Onkel Frederik er da endelig død , og jeg +må tilstå , jeg har aldrig været så glad , som da vi modtog +brevet , der underrettede os om denne glædelige nyhed ja , +glædelige nyhed ; thi han har efterladt os , min moder , hele sin +formue , skønt han , som du væed , havde en søster foruden +hende . +Jeg er så lykkkelig , da jeg aldrig har udstået onkel +Frederik , vranten og gerrig som han var . Han har ikke givet +mig så meget som en knappenål , medens han levede . Jeg +skal såmænd ikke skrive på hans gravsten : +„ Savnet og begrædt “ +Men : +„ Tak , onkel Frederik , at du endelig døde ! “ +Moder har lovet at rejse udenlands med mig , så snart + +sørgetiden er forbi . Jeg kan ikke forstå , hvorfor folk iføre +sig sorg for familie , de aldrig have holdt af . Hvao nytter +det at vi bæere sort dragt , når vore hjerter , til trods for +den , banker af glæede ? — det er hykleri , og jeg har aldrig +været en hykler . , +du må endelig ikke glemme at fortælle denne gode nyhed +til alle de af mine venner , som du seer i aften . Jeg tænker +det vil gøre frøken lindeborg ondt at høre ; hun er så misundelig . +Min gud , hvor mange tilbedere jeg nu vil få ! +Jeg den rige arving . Du skal se , i morgen har hele verden +glemt , ar jeg engang har været fattig . Ja , om jeg var så +grim som en ugle , i morgen , når min lille nyhed er spredt +over hele Stockholm , ville uglen have sorvandlet sig til en +paradisfugl . Sådan er verden . Penge er skønhed ; penge +er magt ; penge er lykke . +Jeg har , som du kan tænke , frygtelig travlt med min +sørgedragt . Men jeg vil intet fortælle dig om den , du skal +selv se . Jeg tænker , du vil blive så indtaget i den , at du +ønsker , at du også snart måtte få sorg for en eller anden +af din familie . +Farvel , kære Adelheid . Jeg håber du kommer til os i +morgen , da vor store sorg forbyder os at forlade huset de +første dage . +Din +rige Beate graf strøm , som snart vil +have så mange tilbedere , som der er +stjerner på himlen . Men tro blot ikke , +jeg vælger den første den bedste . Nej , nu +er jeg stolt og vil kun ægte en Greve . “ + +„ Hvor enfoldigt ! “ sagde grev cederskøld foragteligt . „ Jeg +har altid antaget hende for at være meget koldhjertet ; men dette +brev viser , hun er et hårdhjeriet , utaknemmeligt amfibie . “ +„ Når du taler om hende på denne måde , du , som +altid dømmer dine medmennesker så mildt , må jeg vel have +ret til at være af samme mening . Jeg må tilstå , dette brev +har forbavset mig meget . Jeg troede ikke , Beate ville være +så utaknemmelig mod oberst adlersparre , som altid har været +så god mod hendes moder og hende selv . Jeg er vis på , +Fru Axelson og hendes børn ville aldrig have skrevet på den +måde om ham , skønt den kolde , gamle pebersvend har behandlet +dem mere , som var han deres fjende end deres Broder +og onkel . “ +„ Kan du begribe , kære ven , hvorledes han kunne hade +den blide Fru Axelson , blot fordi hun giftede sig med capitain +Axelson ? Hvorledes han kunne gøre hende arveløs , skønt han +vidste , hvor fattig hun er , og hvor tungt hun har kæmpet mod +sin skæbne , siden hun blev enke og ikke havde en eneste , der +tog sig af hende og hendes børn ? — det er længe siden jeg +så hende . Ved du , om hun endnu boer i Stockholm ? Jeg +har lyst til at besøge hende . Nu må Anna , den ældste af +døttrene , være tyve år , og Olaf , den ældste af sønnerne , +sire og tyve . Stakkels børn ! De have del vist meget trist og +komme måske aldrig i selskab . Jeg tror vi ville invitere +dem , næste gang vi have bal . Jeg vil besøge dem så snart +som muligt , hvis de endnu bo i Stckholm . “ +„ Gør det , kære ; men gør det uden at såre deres +følelser . Du må huske på , folk , der leve i trange kår , er +mere ømfindtlige end dem , der er rige . Der er ingen , der + +har så stor ret til at blive behandlet med delikatesse som den +fattige . Og du , min kære Adelheid , er undertiden , tiltrods +for dit gode hjerte , lidt tankeløs og sårer , hvor du ønsker +al trøste og glæde . Ja , nu må jeg afsted i vær ikke vred på +mig , at jeg siger dig sandheden , du ved , du har ingen bedre +ven end mig , og kun en ven , en trofast ven , siger os sandheden . “ +„ Tak , +min trofaste ven ! Jeg ved jeg har mange fejl , og +det gør mig mere ondt , end du skulle tro . Men en fejl har +jeg ikke , jeg kan aldrig blive vred på dem , som sige mig sand . +Heden , for , som du siger , jeg ved , de er mine bedste venner . +Det er let nok at sige folk complimenter , og de , der gøre det +høste gerne fordel og glæde deraf , hvorimod de , der tale +ærligt og åbent , kun høste vrede og had . “ Hun omfavnede +ham kærligt for at vise ham , hun ikke var vred , og vedblev +med mild stemme : +„ Farvel , Gustaf , min trofaste ven ! +„ Farvel Adelheid , “ sagde han bevæget . „ Jeg elsker dig +som du er , med alle dine fejl , med dit varme , kærlige hjerte . “ +Han forlod værelset , vinkende med hånden . +Mira kom , som hun havde lovet grevinde cederskøld , +tidligt , og fandt denne stående foran speilet-i sit værelse for +at bese sin nye dragt med omhu . +„ Det er godt , du kommer , min kære pige , ' sagde hun +og vendte sig om mod Mira . „ Hvorledes klæder min dragt +mig . Godt , hvad ? — vil du hefte denne fjer på mit hår . +Nej , kære , du kan ikke , når jeg står , nu skal jeg sætte mig + +ned . Hvis du vil fæste den lidt mere til højre i det er godt . +Nu er der blot disse to krøller . Skal jeg gøre dem lidt +længere ? “ — +„ Jeg synes de klæde dig godt , som de er . “ +„ Gøre de ? Ja , så er jeg færdig . Men lad mig nu se , +hvordan du er klædt på i Aste » . — meget net , siden du +aldrig vil bære noget andet smykke end din egen skønhed . +Så , lad os nu gå ind ; nu er vi jo færdige til at modtage +vore gæster . Cederskøld er ikke kommer hjem endnu . Men +det er sandt , jeg havde nær glemt , jeg har en nyhed at fortælle +dig . Gamle oberst adlersparre er død og har efterladt +hele sin formus til Fru grafstcøm . “ +„ Men havde han ikke endnu en søster , Fru Axelson ? “ +„ Jo , stakkels Fru Axelson har han gjort arveløs . Men +jeg hører Villiams stemme . Vi kunne en anden gang tale +mere om dette dødsfald . Kom , kære Mira , du skal ikke se +så vemodig ud . Jeg skal nok besøge Fru Axelson en af de +første dage , måske i morgen ; men i aften ville vi være glade . “ +Hun greb Miras arm og forlob værelset , efter at have kastet +et sidste blik i spejlet . +„ Hvor det er et morsomt selskab ! “ sagde frøken lindeborg +med affekteret stemme til Mira , idet hun tog plads ved +siden af den kære frøken grotte , som hun kaldte hende . +„ Har de hørt , at Fru grafstrøm har arvet sin Broder , den +gamle , stolte oberst adlersparre . Nå , jeg tænker Beate bliver +så stolt herefter , at man ikke kan omgås hende . Hun var +stolt nok i forvejen . Jeg har hørt , at oberst adlersparre havde +sagt kort før sin død , da han som sædvanlig sad og talte sine +kære penge : + +„ Hvad skal der blive af eder , når jeg er bod og efterlader +eder til grafstrøms ? — jeg tror næsten Axelsons ville +gøre bedre brug af eder , men de skal aldrig , aldrig få eder ! “ +„ Jeg er af samme mening , som gamle oberst adlersparre . +Axelsons ville have gjort bedre brug af hans kære penge . +Men hans had til den fattige søster var større end hans +kærlighed til pengene , som stakkels Fru Axelson havde mere +brug for end den stolte , ærgerrige Fru grafstrøm og hendes +endnu stoltere datter . Hvis det havde været min moder , oberst +adlersparre havde efterladt hele sin formue , havde vi naturligvis +straks delt den i ro lige dele og givet Fru Axelson den +ene . Havde de ikke gjort det samme ? — men sådan er ikke +grafstrøms ; de beholde nok alt for dem selv . Nu , havde det +været os , der arvede , var det blevet anderledes ! “ +„ Men hvorfor handlede de da ikke anderledes lige overfor +deres fattige onkel Jacob , da deres onkel George gjorde ham +arveløs og efterlod deres bror alt ? — lad os aldrig dømme +andre , frøken lindeborg , vi have , som de seer , ikke ret fil at +gøre det , “ sagde Mira alvorligt . +Frøken lindeborg rødmede så meget , hendes blege kinder +ville tillade , og svarede lidt skamfuld : +„ O , det er en anden sag . Onkel George havde grund +fil at gøre det . Der var familieanliggender , jeg ikke kan omtale ; +men det er bedst vi ikke mere tale om denne genstand , +den hører ikke hjemme i et selskab . “ +„ Det gør den ikke , “ svarede Mira med et smil , hun +ikke kunne undertrykke . „ Men om jeg ikke tager sejl , var det +dem , der begyndte denne samtale . Der er imidlertid en ting , +jeg vil tage mig den frihed at gøre dem opmærksom på , før + +vi skutte den , de bør ikke tale om deres onkel Jacob på den +måde , de nylig gjorde , fordi folk , som ikke kende ham , ville +have ret fil at tro , hvis de havde hørt dem , at deres onkel +havde gjort noget , der ikke var ham værdigt og som havde vakt +familiens retfærdige mishag . Og således forholder det sig +dog næppe ; hvis jeg ikke rager fejl , består deres onkels eneste +synd deri , at han har ægtet en fattig dame , netop ligesom +Fru Axelson ægtede en fattig mand . Har jeg ikke ret ? “ +. Jo . Men de må huske på , man kan ikke sammenligne +en kvindes og en mands handlinger . En mand må aldrig +forglemme sin fødsel , sin familie , sin . . . . Men som jeg sagde +før , denne samtale passer ikke for et selskab . — besøger de +Beate en af dagene ? “ +„ Jeg ? Nej , jeg har aldrig besøgt hende . “ +« aldrig ! Del var da underligt . Jeg må naturligvis gå +derop , da vi , som folk kalde det , altid have været venner . +Gud bevare mig for et sådant venskab ! Jeg frygter næsten +mere mine venner , end mine fjender . Ja , de får tænke hvad +øe vil derom ; men jeg har ret . Når jeg hører der er nogen , +der har bagtalt mig , søger jeg ikke efter bagtaleren blandt mine +fjender , men blandt mine såkaldte venner , og jeg har aldrig +endnu søgt forgæves . “ +„ Dej er sandelig sørgeligt at høre dem tale således , de , +som er så ung . Frygter de ikke for at dømme deres venner +for strengt , “ sagde Mira koldt og vendte sig mod en anden +dame som stod ved siden af hende og talte med grevinde +cederskøld . +„ Kom Mira ! “ sagde den sidste , „ lad mig forestille dig for +frøken Halling . “ + +Mira rejste sig og var snart i en dyb samtale med den +unge pige , der syntes at finde behag i hendes selskab , medens +frøken lindeborg og en af hendes såkaldte veninder morede +sig med at gøre nar af frøken Hallings dragt , skønt den +ikke gav anledning dertil , da den var meget mere net og smagfuld +end deres . +Men således er de unge damer i almindelighed , at le af +enhver og selv at blive leet af er deres befkjeftigelse og deres +skæbne , og enhver kvinde , der har mod til at gå udenfor +denne regel , bliver hader og forfulgt af det smukke køn og +behandlet som en oprører . “ — +„ Hvor hun seer ud ! Uf , hvis jeg blev tvunget til at bære +en sådan dragt . —- se blot , hvorledes hun famler med +fingrene , som var hun bange for at blive lam , hvis hun holdt +dem rolige er minut . Man kan da se , hun aldrig før har +været i selskab . “ +„ Nej , det har du ret i ! “ udbrød den anden dame leende . +„ Men hvem skulle se på frøken grotte , at hun kun er en +zigeunerpige ? Der er noget i hendes ydre , der bærer præget +af en adelig herkomst . “ +„ Adelig herkomst ! Hvor har du dog dine øjne henne ? +Hun ligner jo grangivelig en zigeunerske . “ +„ Å ja , måske du har ret . Jeg holder ikke af hende ; +hun er så stolt , skønt hun burde mindes fin fødsel lige overfor +os , der er adelige . Jeg forstår ikke , hvorledes baron +silgestrøm udholder hendes selskab dag ud og dag ind . “ +» Jeg heller ikke . Men der kommer grev Villiam ! Jeg +vil nok tale et par ord med ham . Å , tag din kjole lidt + +tilside , den skjuler min aldeles . Så , der er han ! Jeg tænker , +det er efter mig han seer . “ +Men grev Villiam gik forbi dem begge , uden at tilkaste +dem et eneste blik , hvilket syntes at såre dem meget , hvorfor +frøken lindeborg sagde i en skarp tone , da han standsede foran +Mira og frøken Vallø : +„ Hvor han er blevet mager og bleg , siden sin udenlandsrejse . +Der er ikke mange , der holde af ham . Han er så indesluttet . “ +Imidlertid +stod baron silgestrøm i en vinduesfordybning +i nærheden af de unge mennesker og stirrede på dem med et +alvorligt blik , snart pressende sine læber tæt sammen , snart +smilende , som ville han sige : +„ Hvad kommer det mig ved ! “ — +men alligevel vedblev hans blik at hvile på dem , til de +skiltes ad og Mira , der fik øje på ham , nærmede stg . +„ Nå barn , hvorledes morer du dig i aften ? — godt , +hvis jeg skal dømme af dit smilende , lille ansigt . “ +„ Ja , “ svarede Mira tøvende . „ Jeg er meget fornøjet over +at have gjort frøken Hallings bekendtskab . Det er en sød +ung pige . Så de hende ? Det var d^sn dame , grev Villiam +og jeg talte med nylig . “ +„ Hun så meget ned ud , dog troede jeg ikke , du og grev +Villiam havde øje derfor . Men vi bør ikke dømme efter +skinnet . “ +„ Nej , det ville være uret . Jeg frygter , at de , der gøre +det , ofte tage fejl . “ +„ Udentvivl , barn . “ + +næste dag aflagde grevinde cederskøld et besøg hos +Fru grafstrøm . +Hun fandt Beate i livlig samtale med en syjomfru i +anledning af hendes sørgedragt , medens Fru grafstrøm hvilede +på sofaen i en liggende stilling og gav dem sine gøde råd . +„ Goddag , kære adelyeid ! Tilgiv at jeg bliver liggende , +men jeg er så svag i dag , “ sagde Fru grafstrøm med et træt +smil . „ Jeg elskede min stakkels Broder Frederik så højt , +som du ved . Han var altid en god Broder lige overfor mig . — +nej , lille Anna , de må ikke trække tøjet så meget ! — ja , +jeg elskede ham rigtignok højt ; vi vare altid gøde venner . — +jeg tror , de må gøre den lidt længere , Anna . Sådan , det +er godt . “ +„ Hvad mener du , Adelheid ? “ spurgte Beate +„ Å , jeg tænker den er lang nok , “ svarede denne koldt , +da hun ikke kunne forstå , de havde så megen tanke for deres +dragter og så lidt for ham , for hvis skyld de skulle bære dem , +„ Fru Axelson var her i Morges og ønskede at tale med +mig ; men jeg afslog at se hende , som du kan begribe . Jeg +vil ikke stå i nogen som helst forbindelse med bende , da Frederik +aldrig kunne lide bende , ja , jeg kan næsten sige , da han hadede +hende . — ødelæg ikke båndene , Anna , seer de ikke , de står +på dem ! Tag dem op og læg dem på bordet . -— men jeg +glemmer hvad jeg ville sige ; jeg lod Anna underrette hende om , +at jeg ikke kunne se hende , da hun meget godt vidste at oberst +adlersparre , medens han endnu var stive , ikke ønskede , jeg skulle +bolde omgang med kende . Men hvad svar tror du vel , hun +sendte mig gennem Anna ? “ — +„ Sig til Fru grafstrøm , jeg er ikke kommet for at se til + +hende , men kun for at høre noget om min stakkels Broders +død . Jeg vil gerne vide , hvem der var hos ham i hans sidste +stund . “ +„ Forstår du ? — hun vidste godt , stakkels Frederik +døde langt borte fra alle dem , der elskede ham ; men deler ikke +vor fejl . Der er vist næppe nogen , der havde haft mod til +at flytte ud på landet for at bo ganske ene med en gammel +gnaven pebersvend . Nej , da han skrev til mig og Beate om , +at vi skulle komme og være hos ham , afslog jeg det med bestemthed +og Beate forsikrede mig , hun ville for ingen pris +leve ude på landet . “ +» Nej , jeg havde på ingen måde taget derud , “ forsikrede +Beate idet hun betragtede sig i spejlet . „ Jeg havde aldrig +holdt det ud . Onkel Frederik var den mest kedelige og gnavne +pebersvend , man kunne tænke sig , altid » rippende , altid skældende . +— å , ræk mig saksen , Anna . “ +„ Og hvad mener du vel om Fru Axelson , hun var allerede +i dyb sorg ! Jeg er vis på , Frederik forbød hende det , dersom +det stod i hans magt . Hun burde dog have haft så megen +følelse , ikke at tage en sådan dragt på , før jeg og Beate , +som er de eneste arvinger , have iført os vore . Men hun har +aldrig haft takt , derfor handler hun , som hun gør . “ +Grevinde cederskøld var rød af vrede , men hun forsøgte +at bekæmpe den og sagde koldt : +„ Ved du , hvor Fru Axelson boer ? Jeg vil tage hen og +aflægge hende et besøg . Jeg har tænkt derpå siden jeg hørte , +oberst adlersparre var død , og at du var hans eneste arving , +skjøndt han havde endnu en søster , som han ganske har glemt . +Da jeg hørte om al denne uretfærdighed imod den kærlige , + +blide Fru Axelson — jeg , som ved , hvor lidt hun fortjener at +behandles på denne måde af nogen , mindst af hendes egne +nærmeste — sagde jeg straks til cederskøld , jeg ville gå op +til hende ; thi jeg hader uret , og jeg har aldrig hørt nogen +handle mere uretfærdig end oberst adlersparre har gjort i dette +tilfælde . Du må tilgive mig , at jeg taler så lige ud , men +du ved jo , jeg må sige min mening , og det gjorde mig så +ondt at høre alt dette . Min eneste trøst var , og det sagde jeg +også til cederskøld : +» Kære ven , jeg er vis på , Fru grafstrøm aldrig vil tillade +en sådan uretfærdighed . Hun deler naturligvis arven +med sin søster , der er meget mere trængende end hun , som +kun har et barn og alt , hvad hun skal bruge . “ — +„ Men hvor kunne du tale så ufornuftigt ! Jeg har jo +ingen mulig ret ti ! at handle således , “ udbrød Fru grafstrøm +forbavset , medens Beate vendte sig fra spejlet og stirrede på +grevinde cederskøld med åbne øjne . „ Det synes næsten , du +har glemt , at oberst adlersparre netop har efterladt mig hele +fin formue , fordi kan ikke ønskede Fru Axelson skulle have så +meget som en skilling af den . Og det synes næsten også , du +har glemt , jeg har en datter , som det er min pligt at sørge +for , en datter , hvis opdragelse har været så vidt forskellig +fra Fru Axelsons børns som dag og nat . Beate kunne ikke +udholde at bære noget savn ; og jeg er alt for glad ved at vide , +jeg nu kan bevare hende derfor , så jeg ikke selv vil gå hen +og berøve hende det , der med rette engang bør tilfalde hende . +Nej , kære Adelheid , du viser alt for tydelig i delte tilfælde , at +du selv ingen børn har , ellers kunne du aldrig have tænkt +eller talt således “ + +„ Tro mig , jeg ville alligevel ikke blot have tænkt og talt , +men også handlet således ! “ udbrød grevinde cederskøld med +varme . „ Jeg ville ikke have betænkt mig et minut , selv om +jeg havde haft børn , og ligeså lidt ville cederskøld have +gjort det . Hvor kunne jeg have gjort brug af sådanne uretfærdige +penge , umuligt ! “ +„ Hvis du behager , ville vi ikke tale mere om denne genstand , “ +Sagde Fru grafstrøm med en fornærmet mine . „ Vore +meninger er så forskellige , ikke blot i delte , men jeg tør sige , +i alle tilfælde , lad os derfor ikke trættes ; men lad enhver af +os handle , som hun behager og som hun har ret til at gøre . +— frøken lindeborg har netop været her . Hun fortalte os , +hun havde moret sig overordentlig hos dig i går aftes . Hun +talte også meget om en frøken Halling , som var så besynderlig . +Hvor har du gjort hendes bekendtskab ? Jeg har aldrig +hørt dig omtale hende . “ +„ Jeg kan ikke forstå , hvorfor frøken lindeborg kalder +hende besynderlig , da hun tværtimod er en meget vakker ung +pige , så vakker , at jeg skulle ønske alle unge piger vare lig +hende . “ +„ Et meget smigrende ønske for os andre ! “ udbrød Beate , +rødmende af vrede . „ Men må jeg bede om at ligne mig selv ; +det tænker jeg tjener mig besk “ +„ Vil du gøre mig den tjeneste at give mig Fru Axelsons +adresse , så vil jeg tage op til hende for middag , ' sagde +grevinde cederskøld rolig . +„ Ja , inderlig gerne , dersom jeg kendte den . Men gud +må vide , hvor hun boer . Jeg er bange , det er i et kvarter , +du næppe vover dig til , “ svarede Fru grafstrøm spydigt . + +grevinde cederskøld gav intet svar . Hun rejste sig hurtigt , +sagde nogle ligegyldige ord til Beate angående dennes dragt +og tog derpå afsked , idet hun lod de to damer tilbage i den største +vrede medens hun , med et foragteligt smil på sine smukke +læber , begav sig til frøken Søtherberg , som hun ikke havde +set længe . +Hun fandt hende svagere end nogensinde , men også mere +tilfreds og det var i sandhed meget behageligt at besøge en +sådan syg . +Da hun havde været der noget , kom doktor odman , der » +Efter som sædvanligt at have afslået at sidde ned og alligevel +gjort det , begyndte at tale om det ene og det andet og til sidst +udbrød : +„ Nå , hvad mener de om gamle oberst adlersparre , stolte +nar , ufornuftige pebersvend ! Havde jeg været hans læge . . . . +Men jeg vil ikke tale ud ; Fru Axelson bad mig ikke tale på +den måde om hendes Broder , da jeg sagde det samme til hende , +dumme , gamle fyr , som jeg er . “ +„ Kære doktor odman , “ sagde hun , „ De må ikke tale +om min Broder på den måde , i det mindste ikke i min nærværelse . +Jeg kan ikke tåle at høre det . “ +„ Hun så ned for at skjule sine tårer ; men jeg svarede , +thi jeg er en uforbederlig gammel nar : +„ Hvor kan de græde over den uretfærdige gamle pebersvend ; +han er ikke deres tårer værd . Han som . . . . “ +„ Jeg beder dem . tal ikke ud ! “ sagde hun bebrejdende . +„ Del skulle gøre mig ondt , om børnene hørte deres hårde +dom over den onkel , jeg har lært dem at elske . Hvorledes +kan de have ret til at dømme ham , som de gør ; de kender + +jo ikke vore familieanliggender . Min Broder har ikke handlet +uretfærdigt imod mig ; nej , han har ikke , og jeg vil ikke tillade +nogen , selv ikke dem , min gamle ven , at tale ondt om ham . “ +„ Ja , således sagde hun , stakkels dame , og jeg manglede +mod til at gendrive hende ; thi det er glædeligt , meget glædeligt , +at høre sådanne ord fra et hjerte , der er blevet behandlet så +uretfærdigt som hendes . Derfor tav jeg også , skønt der var +meget , jeg havde lyst til at sige . “ +„ Jeg er rigtig glad over , at de har omtalt Fru Axelson , +doktor Ødman , “ sagde grevinde cederskøld . „ Jeg kommer +netop fra Fru grafstrøm , som jeg bad om at give mig søsterens +adresse ; dog hun kendte den ikke . Men nu kan de sige mig +den , så vil jeg straks gå til hende . “ +„ De ? — hum ! Hum ! “ +„ Ja , jeg , doktor Ødman ! Hvorfor siger de „ Hum ! Hum ! “ +Med sådan en tankefuld mine ? Tror de måske , de er den +eneste , der har ret til at besøge hende ; da må jeg forsikre +dem , de er på vildspor . Derfor , kære ven , hendes adresse . “ +„ Jeg må tilstå , jeg giver den nødig , “ sagde doktor +Ødman og drejede sin stok i en rundkreds . . Jeg tror ikke , +hun holder af at blive forstyrret i sin ensomhed , og hvorfor +fkal så netop jeg , som jeg nok tør sige , er hendes eneste ven , +give dem den . “ +„ Jeg har aldrig før hørt mage til tale ! Men de kommer +ikke herfra før de har givet mig den . Tror de det ikke ? — +hun rejste sig smilende , aflåsede døren og puttede nøglen i +lommen . „ Nå , doktor Ødman , hvor boer så Fru Axelson ? “ +, å , jeg er ikke blevet så gammel , som jeger , for ingenting , “ +Svarede doktoren halvt vred , halvt smilende . „ Jeg siger + +ikke et ord , heller ikke har jeg i sinde at blive her i fangenskab . +Pas på ! “ Han løb ud ad den anden dør , som grevinde +cederskøld ikke havde tænkt på , så hurtigt som et ungt menneske , +før hun kunne forhindre det . +„ Hvad siger de til det , kære frøken Søtherberg , tror de +det var vor gamle doktor , som løb så hurtigt bort ? — men +jeg forsikrer dem , han skal dog sige mig Fru Axelsons adresse , +før denne uge er omme . Og nu må jeg hjem . De er vist +ked af mig og min sladdren , og det har de grund til . “ +„ Tvertimod , det har været mig en opmuntring at høre +på dem , og det skal glæde mig , om de snart igen vil besøge +mig . “ +„ Vær vis derpå . Men nu må jeg først passe mit snit +til at frarøve doktor Ødman hans kostbare hemmelighed . Farvel +så længe . “ Hun rakte frøken Søtherberg begge sine hænder +og tog smilende afsked . +Hun havde næppe lukket døren efter sig , før den anden +dør , gennem hvilken doktoren var forsvundet , blev åbnet og +denne trådte ind , idet han så sig om med et spejdende blik . +„ Hum ! hun er gået . Hum ! “ — han satte sig igen +ved siden af frøken Søtherberg . +. Hvorfor vil de ikke give grevinde cederskøld adressen ? “ +Spurgte rose smilende . „ De kan være sikker på , hun alligevel +får den . Mira siger , når hun en gang har sat sig noget i +hovedet , kan . . . “ +„ Djævlen selv ikke få det ud igen ! Men ved de , hvem +der er djævlens mester ? “ +„ Nej , doktor , jeg må tilstå , jeg er meget uvidende i +den retning . “ + +„ Godt , lå skal jeg sige dem det . Djævlens mester er +den , hvis villie er stærkere end djævlens . Men jeg kom tilbage +for at give dem Fru Axelsons adresse . “ Han trak et +lille stykke papir op af lommen og skrev nogle linier derpå . +„ Der er den . Nu kan de give den til grevinde cederskold , +hvis de vil , når hun kommer her igen . Jeg vil ikke +gøre det , jeg må holde mit ord . Men den tanke slog mig , +så snart jjeg var flygtet ud af døren , hvad om hun kunne +blive Fru Axelson til nytte på en eller anden måde ? — +derfor kom jeg igen . Gør nu , hvad de vil , med papiret , +frøken Søtherberg , men gør det snart , hum ! — ja , farvel . “ +Syngende : +„ Jeg ved , jeg ved , jeg ved et hjerte , +som banker . . . +Forlod han værelset , medens rose puttede det lille papir i en +konvolut og sendte det til grevinde cederskøld . +Mira sad og spillede , da grev Villiam trådte ind . +„ Lad mig endelig ikke forstyrre dem , “ sagde han . „ De +ved , hvor meget jeg holder af musik , vedbliv derfor endelig at +spille , jeg vil sidde ned og lytte . “ +Han tog plads ved et vindue , medens Mira smilende +fortsatte sit spil , men ingen af dem syntes at tænke på selve +musiken . Greven stirrede med et tankefuldt blik på den smukke +skikkelse , der sad ved instrumentet ; Mira så med en fraværende +mine på de gamle portraiter , som hang på væggen + +foran hende . Begge vare så optagne af deres tanker , at de ikke +lagde mærke til baron silgestroms indtrædelse . +Da han fik øje på grev Villiam , der sad og så på +Mira , gik han et skridt tilbage i den hensigt at forlade værelset , +uset som han var kommet ; men i det samme “ vendte +Mira sig mod greven og sagde : +„ Jeg ønsker at tale åbent med dem om noget , der ligger +mig på hjertet , grev Villiam . “ +„ Grev Villiam ! — hvorfor kalder de mig således Mira ? +Har jeg måske fornærmet dem , uden selv at vide det ? Hvorfor +siger de ikke Villiam , som de plejer . Sig Villiam , ellers +er jeg nødt til at kalde dem frøken grotte . Men det ønsker +de måske ? -— nu , frøken grotte , tal åbent til mig . Jeg +hører efter . “ +„ Hvor de er ufornuftig , Villiam . » Jeg har ikke tænkt på +at fornærme dem ; men . . . . “ +„ Stille , barn . Du må holde din lille tilståelse hos +dig selv , til jeg er gået , “ sagde baronen koldt . „ Jeg kan +forstå , du ikke ønsker en tredie skal høre den . Men du +skal snart blive af med mig . Jeg kom kun for at invitere dig +til conkerten i aften . Det er alt . “ +Han bukkede koldt for den unge Greve , der stirrede forbavset +ester ham til døren var lukket og hans trin hendøde +i corridoren . +„ Hvad var der i vejen med ham ? “ spurgte han Mira . +„ Det lod næsten til , han var vred på en af os , skønt vi ikke +sagde et eneste ord . Kom Mira , sid ned og fortæl mig , hvad +de har på hjertet , som om vi ikke vare blevne afbrudte af nogen . “ +„ Nej , grev Villiam , “ svarede Mira ængstlig , med øjnene + +hvilende på døren , gennem hvilken baron silgestrøm var +forsvundet . „ Jeg har intet at sige dem . “ +„ Intet , frøken grotte ? — godt , det er det samme som : +gå . De generer mig ! For et øjeblik siden sagde de , de +ønskede at tale åbent med mig . Nu har de intet at sige +mig ; men jeg har noget at sige dem . Tag dem i agt , +Mira , de er på vej til at blive lunefuld . Men Mira , dersom +de vidste , hvor ubehagelig en lunefuld kvinde er , hvorledes +alle hendes gode egenskaber lidt efter lidt blive tilintetgjorte , +til hun bliver så forandret , at ingen kan genkende +hende . Dersom de vidste det , Mira , ville de vende om , medens +det endnu er tid . “ +Men Mira hørte ikke hans ord . Hun stirrede på døren ; +hun syntes at lytte , og da grev Villiam havde endt sin +lille moralske prædiken og alt blev stille , vendte hun sig hurtigt +om mod ham og sagde bestemt : +„ Villiam , de må forlade mig . Gå , min ven , gå ! “ +„ Ja , jeg forstår dem , “ svarede han koldt . „ Det er +de rette tegn . Måske de har hovedpine som Beate , når +hun ikke kan så sin villie . O , kvinderne , kvinderne ! Men +jeg vil ikke gå . De kan ikke forbyde mig at blive her , så +længe jeg behager , ' han satte sig ned ved instrumentet og +begyndte at spille . +„ Nej , jeg kan ikke forbyde dem at blive , men jeg kan selv +gå , og det vil jeg gøre . Jeg er ikke lunefuld , som de siger ; +men jeg er . . . . “ +„ Men de er . . . hvorfor standser de ? “ +„ Farvel , Villiam ! ' + +„ Stop , Mira ! De må ikke forlade værelset for min skyld . +Jeg går straks . “ +Men Mira havde allerede lukket døren efter sig og gik +til sit eget værelse ; men for hun nåde det , mødte hun baronen , +som var påklædt til at gå ud . +Han standsede foran hende og sagde sarkastisk : +„ Hvad barn , det seer næsten ud , som om du flygtede +fra din ven . Jeg håber ikke , jeg uden selv at vide det , er +den uskyldige årsag dertil . Du behøver ikke at frygte for mig , +stig ham alt , hvad du har på dit hjerte , jeg skal ikke mere +afbryde eder . Nu går jeg , som du seer , ud . Farvel , barn . +Tal åbent med din ven . “ Han vendte sig og ville gå ; +men Mira standsede ham og sagde : +. Nej de må ikke forlade mig således ! Jeg forsikrer +dem , jeg havde intet på hjertet , jeg ville fortælle grev Villiam ; +intet . “ — +„ Intet , barn ? — hvad mente du da , da du sagde , +du ønskede at tale åbent med ham om noget , du havde på +hjertet ? — men dit noget er måske det samme som andre +folks intet , eller du ville måske kun spøge lidt med ham . +Godt , barn , jeg vil ikke forhindre dig deri . Gå , men husk +på , der er en fejl , der er større end alle andre , og det er +ikke at holde sig til sandheden . Barn , barn , du må altid +tale sandhed ! Glem ikke , usandhed er moder til alle andre fejl . “ +Han forlod hende med et strengt blik . +„ Jeg tale usandhed ! “ råbte hun heftig da hun var +blevet ene . +„ Du må tale sandhed . “ — +„ Som om jeg havde talt usandhed . — o , baron silgestrøm , + +hvor uretfærdig de altid er imod mig ! Og jeg , som elsker +ham så højt . — men han vil aldrig forstå mig . Han +forlod mig uden at sige et venligt ord , skønt han har såret +mig så dybt . Jeg vil ikke tale til ham . Jeg vil være tavs +hele dagen , men jeg vil sige ham , hvor uretfærdig han har +været mød mig . Jeg vil . . . . Nej , jeg vil ikke ! Han er så +god , så retfærdig , han vil snart angre sine hårde ord til mig . +Derfor vil jeg ikke mere tænke på dem . Jeg vil gå til rose . +Hun ved at trøste , når man er bedrøvet . “ +Grev Villiam , som hele tiden havde ventet , Mira ville +komme tilbage , blev endelig utålmodig , da han så , han havde +taget fejl , og rejste sig med en fornærmet mine . +„ Det er tydeligt , jeg gør hende ikke uret ; hun er virkelig +på vej til at blive lunefuld . Det gør mig ondt ; thi selv nu +søler jeg , hvor højt jeg elsker hende . Stakkels lille ! Når hun +blot vidste hvor ubehagelig en lunefuld kvinde er . Min egen +moder var meget lunefuld . Det husker jeg godt , skønt jeg +var et barn , da hun døde . Hun kunne blive vred over ingen +ting , når hun var i det lune , og min stakkels fader . . . . +Jeg må le , når jeg tænker på hans ansigt , når vinden +blæste fra den kant . Han vidste næppe om han turde sidde , +stå eller gå . Alt hvad han gjorde , var galt . “ +„ Men jeg vil ikke vente længer på Mira . Holde vi ikke en +kvinde i tømme , medens det endnu er tid , vtl hun snart tage +kommandoen fra os . Derfor vil jeg gå . Hun må ikke +bilde sig ind , jeg venter på hende , den kære , lille pige . “ +Han greb fin hat , gik hen til døren , men standsede der +med en tankefuld mine . +„ Alligevel har jeg stor lyst til at se hende , før jeg går . + +men hvorledes ? -— jeg vil banke på hendes dør og bede +hende komme ud et øjeblik . Men jeg må alligevel lade hende +mærke , jeg er vred , ellers bliver hun min herre før jeg ved +et ord deraf . “ +Han forlod værelset , gik hen til Miras dør og bankede +sagte på . +„ Mira , de gør mig en stor tjeneste , hvis de kommer ud +et øjeblik . Jeg vil gerne sige farvel til dem . Jeg håber , +de ikke er vred på mig . Jeg mener , jeg vil ikke være vred +på dem , hvis de kommer ud . “ +Men Mira svarede ikke . Hun var ikke i sit værelset men +var allerede gået til frøken Søtherberg . +„ Godt ! hvis de ikke vil svare mig , går jeg uden at se +dem . Men glem ikke , hvad jeg sagde før , de er på vej til +at blive . . . . De ved , hvad jeg mener . Farvel , Mira . Jeg +er ikke mere . . . . De må ikke mere vøere vred på mig . “ +Han sukkede , måske over sin egen svaghed , og forlod huset . +Imidlertid var baron silgesfrøm nået hen til frøken +Søtherberg , der modtog ham med så venligt et smil , at det +tydeligt nok viste , hvor glad hun var ved at se ham . +Han lagde sin smukke bouket tavs på bordet , satte sig +ned ved siden af hende og spurgte deltagende : +„ Hvorledes har de det i dag ? “ +„ Tak , jeg har det rigtig godt . Og doktor Ødman var +øgså mere tilfreds med mig i dag , end han har været lige siden +jeg blev syg . Jeg bliver nok snart fuldkommen rask igen . +Men hvor det er en smuk bouket . O , lad mig sige dem , hvor +stor en glæde , de gør mig med disse blomster ! Jeg tror , +de vil engang , når jeg ikke er mere , glæde dem ved at tænke + +derpå . Når de blot vidste , hvor det er mig en adspredelse +at se på disse kære små , at tale med dem , når jeg er +ene . Det er som havde de liv , vare de børn , til hvem jeg +kunne fortælle alle mine ensomme tanker . “ +„ Jeg kan ikke sige dem , baron silgestrøm , hvor meget +jeg holder af blomster . Da jeg var et barn , kunne jeg more +mig en hel dag med at sidde i vor lille have og tale med +mine kære blomster . Jeg kunne fortælle dem det ene eventyr +ester det andet , og jeg syntes altid , de til gengæld fortalte +mig nøgle igen , meget smukkere end mine egne . “ +„ De ligner Mira i denne retning , “ sagde baronen . „ Hun +holder også meget af blomster . Jeg kan huske , jeg fandt +hende engang , da hun var et barn , i dyb samtale med et +stort blomsterbed . “ +„ Jeg nærmede mig lydløst , da jeg vidste , hun ville flygte , +når hun fik øje på mig , og hørte hende sige til en rød rosenbusk , +der stod og bredte sig i midten af bedet : +„ Hvis du vil høre , frøken , skal jeg synge en sang om +en sommerfugl , som ikke kunne lide at nogen var smukkere end +den ; for jeg tror næsten , du hører til den samme slags +folk , siden du skjuler alle de andre smukke blomster , der er +mindre end du , med dine grønne grene . Se blot , hvor du +har skjult min kære lille ranunkel . Fy , du . . - “ +» Her fik hun øje på mig , og da jeg smilede ad hendes +halvt forbavsede , halvt fornærmede mine , udbrød hun rødmende +af vrede : +„ De burde ikke have lyttet , baron silgestrøm i nej , de +burde ikke have lyttet . “ Og hun forlod haven med en drønnings +mine . Men der kommer hun . Nå barn , du seer jo + +lige så rød ud som roserne fra din barndom . Kom , sid her +ved siden af din søster . Jeg kan sætte mig i den store +lænestol . “ +Og for første gang siden baron silgestrøm havde gjort +frøken Søtherbergs bekendtskab , gik han ikke , som han plejede , +da Mira kom . +„ Takl “ sagde Mira . „ Men de skulle ikke have stiftet +plads for min skyld . O , hvilken en smuk bouket ! “ Hun greb +den og skjulte sit rødmende ansigt bag de duftende blomster . +„ Hvor jeg skulle ønske at have en sådan . “ +Hun standsede skamfuld over de ubesindige ord , der vare +undslupne hende , og tilføjede , idet hun hurtig lagde bouketten +på bordet : +„ Nej , jeg vil ikke have den ! Jeg talte uden at tænke . “ +Men baronen og rose syntes ikke at have hørt hende , +de talte om andre ting , og snart efter vare de alle tre i dyb +samtale om nyhederne i de sidste blade . +Mira havde glemt sin vrede mod baron silgestrøm , og +han havde også , som det lod til , glemt sin mod hende . Alt +var fred og harmoni , da med et døren gik op og grev Villiam , +der var kommet for at aflægge frøken Søtherberg en +visit , trådte ind . +„ Må jeg slutte mig til selskabet , “ sagde han og satte +sig ned . „ Det lader til , vi alle have fået den ide at aflægge +dem et besøg , frøken Søtherberg . Men jeg må virkelig bede +dem om tilgivelse , Mira ; jeg har været meget uretfærdig mod +dem i mine tanker . Jeg troede nemlig , de ikke ville svare +mig , da jeg stod ved deres dør og sagde farvel til dem ; nu +seer jeg , de har været lovlig undskyldt . Jeg må le af mig + +selv : jeg blev så vred på dem , at jeg lovede , ikke at tale til +dem de første fjorten dage . ' +„ Nu , det må jeg fige , når de straffer , straffer de meget +hårdt , “ sagde baronen sarkastisk . „ Det var en lykke for +den stakkels Mira , at de tog fejl . Og nu , kære frøken Søtherberg , +vil jeg overlade dem til grev Villiams behagelige +selskab ; thi jeg håber , han ikke har i sinde at straffe dem så +strengt som han havde bestemt at gøre ved vor lille Mira . +Farvel , alle sammen ! “ +„ Jeg kan ikke genkende baron silgestrøm i dag ! “ udbrød +greven , da de vare blevne ene . „ Han har aldrig før +været så sarkastisk . “ +Men ingen af damerne svarede ham og alle tre sagde tavse +en stund . Efter en tid rejste han sig og tog afsked med en +tankefuld mine . +„ Man skulle næsten tro , baronen og greven havde imod +hinanden , “ sagde rose med et spørgende blik på Mira . „ Det +skulle gøre mig meget ondt , om baron silgestrøm virkelig ikke +holder af den unge mand , da du . . . “ hun tøvede et øjeblik ; +men vedblev derpå frygtsomt : „ Jeg tror du ville være +mere tilfreds , hvis baronen holdt af grev Villiam . “ +„ Jeg ? “ — udbrød Mira rødmende . „ Jeg forstår dig +ikke . Men du tager fejl , hvis du tror af baron silgestrøm +og grev Villiam have imod hinanden . Jeg tror tværtimod , de +ere meget gode venner . Men selv om de ikke var det , kan jeg +ikke forstå , hvorfor det skulle gøre mig ondt . “ — +„ Forstår du ikke det . Nå , jeg har jo lovet dig , ikke +af spørge om denne genstand , og jeg vil holde mit ord . Har + +du nylig talt med grevinde cederskøld og fortalte hun dig +ikke , af hun havde besøgt Fru Axelson ? “ +„ Nej , jeg har ikke set Adelheid siden det store selskab , +jeg fortalte dig om , sidst jeg var her . Men jeg tænker , hun +har været hos Fru Axelson , da hun allerede den aften sagde , +hun snarest muligt ville aflægge hende et besøg . Og Adelheid +plejer at holde sit ord , når hun siger noget . “ +„ Ja , så har hun nok været der ; thi hun er så god og +glemmer vist ikke de af sine venner , der er fattige og sorgfulde . +Hun kommer også lidt til mig , og jeg er så glad ved at +se hende . “ +Da Mira kom hjem nogle timer senere , fandt hun en +smuk bouket stående på sit sybord . +Først blev hun meget glad for blomsterne ; men da hun +tænkte på , hvad beder havde fremkaldt denne gave , blev hun +skamfuld og tænkte : +„ Det er mine ubetænksomme ord , der have givet ham +ideen , ellers havde han næppe husker , at jeg også holder as +blomster . Hvorledes kan jeg lakke ham for en sådan gave ? +— jeg vil lade , som jeg ikke har set den . Hvor jeg skulle +have holdt meget af eder , i søde små blomster , når han +selv havde tænkt på at give mig eder . Nu vil jeg ikke pleje +eder for hans skyld , men fordi jeg holder så meget af blomster . “ +Hun bøjede sig ned og kyssede dem ømt . +Da hun traf sammen med baronen ved middagsbordet , +sagde hun ikke et ord om bouketten . + +ingen af dem talte meget , men da de stod op fra bordet +sagde han : +„ Jeg . håber du husker at gøre dig færdig til rette tid +i aften . Conkerten begynder klokken otte . “ +„ Tak . Men jeg tror , jeg har bedre af at blive hjemme . +Jeg er ikke ganske rask . “ +Hun rødmede , thi hust kom til at tænke på grev Villiams +ord : „ De er på veje til at blive lunefuld . “ +Var det virkelig tilfældet ? — +hun vidste det ikke ; men hun følte , hun kunne ikke modstå +at afslå at gå til conkerten . +» Er du syg , barn ! “ udbrød han med et ængstligt blik . +„ Hvorfor har du ikke sagt mig det før ? — og jeg som talte +om conkerten til dig . Stakkels lille , nu seer jeg først du +er bleg , meget blegere , end du er vant til at være . Du +må straks gå til ro . Jeg skal sende bud efter doktor Ødman . +Hvor tankeløs jeg har været , ikke at se , hvor bleg du +er . Kom barn , du må ikke blive her , gå straks ind og +søg hvile . “ +„ Nej tak , jeg er ikke så syg , som de tror . Jeg har +kun lidt hovedpine . Jeg vil ikke lægge mig , og de må ikke +sende bud efter doktor Ødman . Det går snart over , når +jeg holder mig rolig . Send ikke bud efter ham , han vil kun +le af mig . “ +„ Nej , barn , han vil ikke le . Denne gang må du lade +mig råde . Du er så bleg . Du må ikke være ligegyldig +for din helbred . “ +Det nyttede ikke , hvad Mira sagde , baron silgestrøm gav + +ikke efter . Og Mira , som for første gang virkelig havde været +lunefuld , måtte gå at lægge sig , skønt hun aldrig havde +følt mere ulyst dertil . +Men denne straf , som baron silgestrøm pålagde hende +uden selv at vide det . var til stor nytte for hende ; thi den +tilintetgjorde den frodige plante , vi have givet navn af lunefuldhed , +i spiren , og hun prøvede aldrig oftere på at være +lunefuld . +Imidlertid var det en tung dag for hende og værre blev +det , da vor gamle ven , doktor Ødman , trådte ind med sit „ Hum ! “ +Hun var gerne flygtet , havde der viist sig en mulighed +dertil . Nu måtte hun nøjes med at skjule ansigtet i puderne . +„ Nå , hvad er der i vejen ? “ spurgte han og satte sig +ned ved sengen . „ Er de syg , måske lidt hovedpine . Hvad ? +— hvorledes har pulsen det , lad mig føle . — ingen feber ! +Hvad er der da i vejen med os ? “ +„ Ingenting ! Jeg er flet ikke syg . Men baron silgestrøm +ville ikke tro mig . “ +„ Hvad , ville han ikke tro dem ! — hvilken en nar han +må være , ikke at tro , når en forkælet ung dame selv siger , +hun ikke er syg . Som om han ikke vidste , hvor villige de unge +damer altid er til at fortælle os , de er syge , meget syge , ja , +værre end nogen skulle tro . Nej , min kære baron , de har , +som jeg seer , endnu meget at lære ! — men hvordan har vort +lille hoved det ? Gør det meget ondt ? “ +„ Ja , lidt , “ svarede Mira rødmende over den usandhed , +hun var tvungen til at sige . „ Men de behøver ikke at se til +mig i morgen , så er jeg nok rask . “ +„ Nå , så jeg behøver ikke at se til dem i morgen . Hvor + +damerne er kloge , klogere end deres læger . Det er mærkeligt +nok , al de endda sende bud efter os . Men siden baron silgestrøm +ønsker de skal holde sengen i dag , er det rimeligt jeg +også viser , jeg har en Billie . Derfor skal de blive liggende , +til jeg igen kommer og seer til dem . “ +„ Nej , jeg bliver ikke liggende så længe ! Jeg har jo sagt , +jeg ikke er syg . “ +„ Men de skal alligevel blive liggende . Det vil være rigtig +godt for deres hovedpine . Nu skal jeg fortælle dem en +historie om hovedpine . Men de må nu sket ikke tro , jeg +sigter til dem med den unge dame , jeg omtaler . Jeg ved jo +godt , de er ikke det mindste lunefuld . “ +„ Der var engang en ung , lunefuld dame , der altid fortalte +folk , hun havde hovedpine , når hun var i ondt lune . “ +„ Nej , jeg vil ikke høre deres historie ! “ råbte Mira heftig . +, de må forlade mig ; jeg vil prøve på at sove lidt . +Gå , kære doktor , for jeg vil ikke høre deres historie . “ +„ Se , se ! “ sagde den gode doktor med et forskagent +smil , „ vidste jeg ikke , de var så fornuftig og klog en ung +pige , som aldrig har været lunefuld , ville jeg sandelig tro , +de var sådan en person som den unge dame , jeg netop ville +fortælle dem om , siden de på ingen måde vil tillade mig +af give min uskyldige fortælling til bedste . “ +„ Hvor de er skem mod mig i dag , “ sagde Mira smilende , +skjøndt hendes øjne stod fulde af tårer . „ Men hvis det +kan tilfredsstille deres kolde , ufølsomme hjerte , forsikrer jeg +dem , de kunne aldrig have straffet mig strengere , end de har +gjort , hvis jeg virkelig var sådan en ung dame , som de synes +af mene . Gå nu , doktor . De har vundet Sejer . Men vær + +vis på , de skal aldrig oftere få lejlighed til af straffe mig +på sådan måde . Her er min hånd , hvis de ikke vil afstå +sådan en lunefuld ung dames hånd . Jeg ønsker af +vise , af vi tiltrods for alt dette er venner , bedre venner end +vi have været nogensinde før . Det var en god kur , de lod +mig gjennemgåe . Jeg tænker den vil kurere mig for bestandig , +hvis jeg virkelig er lunefuld . Ialfald gør den ingen skade . “ +„ Men jeg kender dem for godt til af tro , de er lunefuld . +Kom med hånden , så er alt godt ! — jeg holder ikke +af den slags folk , som tro , at vi læger kun skulle helbrede +deres legemer . Nej , de forstår os meget bedre , efter hvad +jeg mærker . En læge har også ret til at prøve om han kan +helbrede sin patients sjæl . Men jeg har mange syge , der +blive vrede , når de mærke , jeg tænker mere på deres sjæle +end på deres legemer , skønt de meget godt vide , jeg i de +fleste tilfælde ikke kan helbrede det ene , uden først at have helbredet +den anden . Nå , nu må jeg nok gå . Jeg er , som +de seer , en gammel sladderhank , og mærkelig nok har jeg endnu +ikke kunnet kurere mig selv for denne sygdom , skønt jeg er +dristig nok til at ville helbrede både sjæl og legeme på andre . +Farvel ! I morgen kommer jeg igen og er de så ikke +mere syg end nu , skal de så lov at stå op . “ Han forlod +hende med et venligt nik . +Lidt efter viste den gamle husbestyrerinde sig med den +lille bouket i hånden . Hun satte den på bordet ved Miras +seng og sagde med et kærligt blik på sin lille yndling : +„ Lille frøken har glemt sine smukke blomster . Men baronen +bad mig bringe dem herind , han ventede de . ville være +glad for dem i deres ensomhed . Stakkels lille , . som , er så + +sygi når vi blot kunne blive af med den slemme hovedpine . +Jeg ved hvad det vil sige at have hovedpine , jeg , som altid +har den ; ofte tror jeg , mit stakkels hoved skal briste . Men +vi må holde det ud , kære frøken , skønt jeg mangen gang +finder det meget hårdt , især når jeg har travlt . Ja , frøken , +så ønsker jeg af mit ganske hjerte , jeg kunne hvile mit stakkels +hoved , kun et øjeblik ; men det lader sig ikke gøre , vi fattige +folk må arbejde , derfor leve vi , vi må arbejde enten vi kunne +eller ikke ; og det er godt , ellers blev vi sagtens lige så dovne +som de fleste rige folk ; jeg skulle næsten tro det ; for undertiden , +når jeg ikke har travlt , som jeg plejer , bliver jeg doven , +meget doven . Men her står jeg og taler med dem , stakkels +lille , som var de fuldkommen rask , skønt de har hovedpine +og ikke kan tåle at høre mig tale . Det kender jeg så godt +fra mig selv . “ +„ Men , min kære jomfru kullberg , hvorfor har de aldrig +før sagt mig , de led meget af hovedpine ! Hvor jeg skammer +mig ved at ligge her , jeg , der er fuldkommen rask , medens de +bestandig må gå og arbejde , skønt de altid er syg og trænger +til hvile . Kære jomfru kullberg , jeg kan ikke forstå , +hvorfor menneskenes lod i livet er så forskellig , skønt vi +alle er guds børn . Kom , sid ned og fortæl mig , hvad deres +mening er herom . “ +„ Tak , men jeg kan ikke blive længe herinde , de ved , lille +frøken , jeg har pligter , som fordre min nærværelse . Hvad min +mening angår , så har jeg aldrig haft nogen om den ting , +thi jeg tænker altid , enhver ting , som den gode gud har indrettet , +må være god . Han kan ikke tage fejl . Hvorfor skulle +jeg så ' gøre mig en mening derom . Der er vel mange ting + +i denne verden , jeg kunne forundre mig over , men jeg vil ikke , +thi forundrer jeg mig først derover , så tænker jeg dernæst over +det , og endelig går jeg videre og siger til mig selv : +„ Hvorfor har gud ordnet det således og ikke således ? +— hvorfor er al lykken faldet i hendes lod og ingen i mit ? +Er hun måske bedre end jeg ? “ +» Og jeg ville begynde at forfølge dette stakkels menneske +i alle hendes handlinger , for at udfinde , at hun ikke er så +værdig til guds godhed , som jeg . Og hvad blev så til sidst +enden på denne frugtesløse forfølgelse ? — at jeg ødelagde +mit eget hjerte , fyldte det med misundelse og ondskab og til sidst +gjorde det værre end hendes , jeg havde forfulgt , fordi jeg +troede , hun ikke var guds nåde værd . Nej , frøken , jeg tænker +aldrig på de underlige ting , jeg seer omkring mig ; jeg +ved jo , alt er som det bør være , ellers havde den gode gud +ikke indrettet det således ; thi han er retfærdig . “ +„ Kære jomfru kullberg , hvor jeg skulle ønske , jeg havde +så tillidsfuldt og troende et hjerte som deres . Men hver gang +jeg har talt med dem , føler jeg , hvor uværdig jeg er til al den +godhed , gud har overøst mig med . Har de aldrig været lunefuld ? +— jo , jeg kan læse det i deres øjne . De har en gang +været det . Fortæl mig det . De ved ikke , hvor glad jeg vil +være ved at høre det . “ +„ Glad ? — hvor kan de være glad ved at høre det , som +jeg har angret hele mit liv , skønt jeg er helbredet for min +lunefuldhed for bestandig . “ +„ Vil de synes , jeg er meget nysgerrig og ubeskeden , hvis +jeg beder dem fortælle mig deres lille historie . Jeg vil så +gerne høre den . — men jeg kan se , de bliver vred . De + +må tilgive mig , jeg ville ikke fornærme dem . Det var også +ubetænksomt at komme med sådan en bøn . “ +„ Ak nej , jeg måtte være en utaknemmelig gammel nar , +hvis jeg et øjeblik troede , de ville fornærme mig . Hvorledes +skulle jeg blive vred på dem , som aldrig gør nogen ondt . +Nej , jeg tænkte kun på gamle tider , kære tider , glade tider , +sorgfulde tider . Hvor tanken dog er forunderlig , at den således +kan flyve langt bort i fremtiden og fortiden . Den gode +gud kunne da aldrig give os mennesker en bedre gave og på +samme tid en større straf end vore tanker , erindringen om +alle vore handlinger , gode og flette , som de have været . Der +er ingen bedre ven i verden , i al fald for os gamle , som +se livet glide bort indtil det næsten synes som lå det langt , +langt bag os , medens evigheden kommer nærmere og nærmere , +end netop mindet om fortiden , kære frøken . Men de er +endnu for ung til at forstå det , skønt det vil komme engang . +Lad mig derfor give dem et råd , tænk altid på deres handlinger , +før de handler , tænk på deres minder til de gamle +dage , at de må blive rene og smilende ; thi husk på , de ville +engang blive deres eneste solskin . “ +„ Men her sidder jeg og taler til dem lig en professor i +filosofi , stakkels uvidende skabning , som jeg er , medens de +lytter til mig , de , som med rette kunne være min læremester . +Jeg har jo kun min erfaring at øse af ; men den er dyrt købt , +lille frøken , det må de tro . “ +„ Jeg skulle være vred på dem ? — nej , langt fra , de +fik mig kun til at tænke på min ungdom , da de bad mig +fortælle min lille historie , og et sådant tilbageblik giver os +altid lidt smerte , på samme tid som det glæder , derfor så + +jeg vel lidt alvorligere ud , end jeg plejer ; men det var alt , og +nu er jeg villig til at fortælle dem min historie , hvis de vil +høre den . “ +„ Tak , kære jomfru kullberg , det vil jeg gerne . “ +„ Jeg har jo også engang været ung , skønt jeg nu er +grå og rynket , og jeg var ikke blot ung , men , jeg tør nok sige +uden at overdrive , også meget net . +„ Jeg var , som de kan begribe , mine forældres stolthed ; +det er jo altid det eneste barn , hvorfor de også forkælede mig +mere , end de burde have gjort . Min villie var altid deres ; +men det vidste jeg ikke selv , det ville have gjort mig meget +ondt ; thi jeg var ikke halvt så spoleret , som man skulle tro , +da jeg af naturen var en god lille pige og aldrig ville have +tænkt på at gøre mig til deres herre , hvis jeg havde anet +det , jeg , som altid blev så vred , når jeg så andre børn , +som havde taget magten fra deres forældre . +„ Men ligegodt var det således og straffen kom til sidst . ' — +„ Det var da jeg var bleven stor . Jeg lignede en rigtig +dame , må de tro ; og min moder sagde altid når jeg var +pyntet : +„ Hvor du seer ud , barn ! Man skulle næsten tro , du +var en rigtig dame . Nå , hvem kan vide , måske du engang +bliver det . ' +„ Gud give hun aldrig havde talt til mig vå den måde . +Men fred være med hende , hun er i himlen . “ +„ Ja , ' svarede min fader . „ Hanne ligner den unge dame , +som blev gift med majoren . Kan du huske hende ? ' — +„ På den måde talte de til mig og om mig , og det +var ikke så underligt , om jeg blev lidt stolt . + +„ Så gjorde jeg bekendtskab med en bøssemager , der +både var god og smuk , ja , for god til mig . Vi elskede hinanden +og blev forlovede . +„ Mine forældre vare rigtignok ikke glade , som de kan +tænke dem , da de hørte denne nyhed . De havde jo altid +troet jeg skulle få en fornem mand , og de havde vist aldrig +givet deres samtykke , hvis jeg ikke havde taget herredømmet +fra dem . som jeg fortalte før . +„ Wallmark eller Erik , som jeg kaldte ham , var meget godmodig , +men havde tillige så fast en characteer , som vel nogen +mand kan have . Han havde altid , som modsætning til mig , +været vant til at lyde sine forældre blindt og behandle dem +med al den respekt , et barn bør vise dem . Derfor kunne han +ikke forstå og endnu mindre lide den måde på hvilken jeg +behandlede mine stakkels , gamle forældre , og han skændte ofte +på mig , når han havde været vidne til en af disse scener , +hvor min villie , som altid , vandt Sejer over deres , og jeg , som +aldrig før havde anet , jeg var sådant et lunefuldt pigebarn , +blev mere og mere utilfreds med mig selv , med ham , med mine +forældre og med alt , hvad der omgav mig . +„ Til sidst kom den ulykkelige dag på hvilken jeg for bestændig +mistede min kære Erik . Det var straffens dag . O , +min kære frøken , gud lade aldrig en sådan dag komme til +dem . Men det vil den ikke , de er så god . — +„ Det var en søndag , Erik var kommet , som han plejede , +for at gå en tur med mig , da han jo arbejdede strengt de +andre dage og ingen tid havde tilovers for morskab . +„ Jeg var netop i et meget ondt lune , mere utilfreds med +mig selv og den hele verden end nøgensinde , og da han trådte + +ind , var jeg i trætte med min moder om en hat , hun havde +negtet mig . +„ Erik havde sagt den sidste gang , han var vidne til en +sådan scene : +. Hvis jeg nogensinde oftere seer dig behandle dine forældre , +som du har gjort i dag , hæver jeg vor forbindelse . Du +kender mig , Ulla , jeg vil holde mit ord . Jeg skal sige dig , +en datter , som ikke behandler sine forældre med den respekt +og kærlighed , hun skylder dem , bliver aldrig en god kone . +Hun vil behandle sin mand , som hun behandlede fine forældre , +og jeg vil ikke have en kone , der vil være herre i huset ; jeg vil +selv være herre . Heller ikke vil jeg have en kone , jeg ikke kan +respektere , og jeg kan ikke respektere en datter , der altid er ulydig +mod fine forældre og trættes med dem , til hun får sin +villie . Ulla , du ved , hvor højt jeg elsker dig ; men du kender +også min bestemte characteer . Nu har jeg advaret dig , +pas på , ellers får det en sørgelig ende . “ — +» Således havde han sagt , og jeg havde lagt mig det på +hjertet , thi jeg elskede ham så højt . Jeg havde ikke været i +trætte med mine forældre siden den dag , han havde advaret +mig , før denne ulykkelige søndag , min moder negtede at give +mig en ny hat . +„ Men som jeg sagde , Erik trådte netop ind ; han hørte +vor uenighed og jeg kan ikke negte , jeg havde som sædvanlig +det sidste ord . +„ Men det var også den sidste gang i mit liv ! thi siden +den dag har jeg været som jeg er nu , og de må selv dømme , +om jeg nu er lunefuld . — +„ Ulla , “ sagde Erik bleg , men bestemt . „ Alt er forbi mellem + +os . Du har selv valgt , vi må skilles . Du ved , jeg har +advaret dig . Jeg har meget på hjertet , jeg skulle ønske at +tale om ; men jeg vil ikke gøre afskedsøieblikket bittrere end det +allerede er , jeg vil ikke gøre dig bebrejdelser i anledning af +det , der er sket , jeg vil blot sige : +„ Ulla , Ulla , tag dig i agt ! Vend om , medens det endnu +er tid . Der er et ulykkeligt lille ord , vi stakkels mennesker +ikke kunne sige uden anger og tårer , det er : » For sildigt ! “ — +hvor mange mennesker have ikke råbt det i en ulykkelig time , +når angeren forsildigt har fyldt deres hjerter med sorg . Men +du hører endnu ikke til dem , husk det , min egen kære Ulla . +Du kan endnu vende om . Gør det og fred være med dig . “ +„ Han rakte mig begge hænder ; men jeg kunne ikke se +det , mine øjne vare blændede af tårer . +„ Farvel , Ulla , jeg vil altid elske dig . Tilgiv mig , at jeg +holder mit ord , jeg kan ikke andet . Hvis du bliver straffet , +er der en , der ikke bliver det mindre . Ulla , Ulla , hvad har +du gjort ! “ — +„ Han var borte , han havde forladt mig for bestandig . +Jeg sank om på en stol ; mine ben kunne ikke bære mig . +„ Men jeg vil ikke trætte dem med min sorg . Jeg vil +kun sige : +„ Han kom aldrig tilbage . Jeg har ikke set ham siden +den ulykkelige dag . Men Herren give , at jeg endnu en gang +må tale med ham i dette liv . +„ Tak , Erik , “ vil jeg da sige til ham . „ Nu er jeg , som +du ønskede , jeg skulle være , og jeg takker dig derfor , thi havde +du ikke handlet , som du gjorde , var jeg aldrig blevet anderledes + +end jeg var , ja , måske værre . Men takket være gud +og du , håber jeg nu , du ikke behøver at skamme dig over +mig , når vi engang mødes i himlen . +„ Ja , min kære lille frøken , nu er min historie fortalt . +Den er meget simpel ; men som jeg sagde før , jeg håber , den +får endnu et kapitel , før jeg dør . “ +Hun tørrede sine tårer og rejste sig med et vemodigt +smil . +„ Jeg vil gå og se om baronen endnu er hjemme . +Han længes vist meget efter sin lille yndling . Men der hører +jeg hans trin . “ +Der blev banket på døren og jomfru kullberg åbnede +den på klem . +„ Hvordan har Mira det ? “ spurgte baronen ængstelig . +„ Tak , “ svarede Mira venligt . „ Jeg er meget bedre . Jeg +får vist aldrig mere hovedpine . “ +„ Godt , barn ! Gid du måtte være en lille sandsigerske +i dette tilfælde . Men nu må du prøve på at falde isøvn , +for ganske at blive rask . “ +Han forlod atter døren og Mira sagde til den gamle +husbestyrerinde : +„ Tak , jomfru kullberg , for deres lærerige lille historie . +Der er mangen højtstående dame , der kunne have godt af at +høre den . Jeg vil i det mindste have stor nytte af den . “ +„ Gid det var såvel . Men nu må de ligge stille og +prøve på at sove , som baronen sagde . “ Jomfru kullberg +listede sig bort med et kærligt blik på Mira . +Nu var hun ene . Hendes hoved bankede af tanker til +hun virkelig fik hovedpine . Men hun ville jage den bort ; hun + +rejste sig hurtigt , klædte sig på og forlod værelset forsigtigt +med sin kære bouket i hånden . +Hun trådte ubemærket ind i dagligstuen og satte sig ned +i fin egen stol ved vinduet , efter at have stillet blomsterne på +sybordet , hvor hun havde fundet dem om formiddagen . Så +lukkede hun sine øjne og faldt i søvn . +Således fandt baron silgestrøm hende , da han kom +hjem en time senere . +Han nærmede sig forbavset og stirrede med et kærligt +blik på den elskede skikkelse , som syntes at smile i drømme . +„ Kære alle ! “ hviskedee han . „ Hvorledes er du kommet +her ? — hun sover . Jeg vil ikke vække hende . Hvor hun +smiler ! Hun drømmer måske om sin kære Villiam . “ En +sky lagde sig over hans klare pande . „ Drøm , barn . “ sagde +han vemodigt , „ jeg drømmer ikke mere . “ +Han vendte sig for at forlade værelset ubemærket , som +han var kommet , da en blød stemme kaldte ham tilbage : +„ Jeg sover ikke , baron silgestrøm . Jeg er vågen , “ +Sagde Mira . +Han vendte langsomt tilbage . +„ Hvorledes er du kommet her , barn ? Jeg ventede ikke +at finde min lille patient siddende i denne stol , i stedet for at +ligge i fin seng . Hvad betyder det ? “ — +„ O , det er en hel historie . Jeg er en synderinde og +min straf skal være , at jeg selv fortæller dem , hvorledes jeg +er blevet det . Men lad mig først takke dem af mit ganske +hjerte for de smukke blomster . Jeg vil gemme dem , når de +ere visnede , til minde om hvor god og kærlig de altid har +været mod mig , skønt jeg så lidet har fortjent det . “ + +„ Og hvad har sat dig alt dette i hovedet ? Er det måske +din opførsel i dag ? — du må fortælle mig alt , “ sagde +baronen og satte sig ned ved siden af hende . „ Men vær +overbevist om , dersom jeg nogensinde virkelig har været og +endnu er kærlig mod dig , så er det fordi du fortjener det , +min lille skyldfri synderinde . “ +„ Skyldfri ! — men jeg vil fortælle dem min synd , så +kan de selv dømme . “ +„ Da jeg i dag traf dem hos rose , min kære rose , mod +hvem de er så god , blev jeg vred på dem . — de må +ikke stirre på mig med det inderlige blik , så kan jeg ikke tilstå +min brøde . +„ Godt , barn ! Jeg seer på blomsterne . Du kan fortsætte +din fortælling . “ +„ Jeg blev vred på dem , da jeg så den smukke bouket +på bordet ved siden af rose . Jeg tænkte : +„ Han har givet hende den , han giver hende altid blomster , +men mig glemmer han , skønt han godt ved , jeg også +holder af dem . +, ja , kære baron silgestrøm , de har grund til at blive +forbavset . Jeg blev misundelig på min egen kære søster , +som er syg og glæder sig over de blomster , de giver hende , +de , som altid er så kærlig mod enhver . Men dersom de +vidste , hvor jeg har angret det , ville de ikke blive vred på mig . “ +„ Bliv ved , barn , “ sagde baronen alvorlig , da Mira +standsede og så på ham med et ængsteligt blik . +„ Jeg blev vred på dem , “ fortsatte hun med lav stemme , +„ fordi jeg troede de holdt mere af rose end af mig , og jeg +følte lyst til at ødelægge de små blomster . + +„ O , dersom de vidste , hvor jeg blev straffe ! , da jeg kom +hjem og fandt denne smukke bouket på mit sybord . — +» Men det var kun et øjeblik , så sagde jeg til mig selv : +„ Det var mine tankeløse ord , der gav ham denne ide , +ellers havde han aldrig husket på , at jeg også holder af +blomster . Hvor kan jeg takke ham for en sådan gave . +„ Og så lovede jeg mig selv , ikke at takke dem , men lade , +som jeg ikke havde set blomsterne . Dog , jeg var ikke tilfreds +med denne hævn ; jeg ville heller ikke følge dem til conkerten . +Ja , jeg var , som de seer , lunefuld . Derfor sagde jeg , jeg var +syg , da de venlig opfordrede mig til at være færdig i rette +tid . Men det var usandhed , jeg var ikke syg . +„ Nu har jeg fortalt dem alt . “ +' „ Du græder , barn ! “ udbrød baronen og greb begge +hendes hænder , idet han så på hende med et mildt , kærligt +blik . „ Du må ikke græde . Det er sandt , jeg har gjort dig +uret , dig , som også holder af blomster . Og skønt jeg vidste +det så godt , gav jeg dig ingen . Nej , barn , jeg har i sandhed +intet at tilgive dig , det er tværtimod dig , der må tilgive +mig . Men det vil du måske ikke ; thi jeg har været meget +hård og uretfærdig imod dig denne dag . “ +„ Hvor kan de sige det . Det er dem , der har grund +til at skænde på mig . “ +„ Men jeg vil ikke skænde på dig . Har du virkelig +handlet urigtigt , så har du , som du sagde før , selv straffet +dig , og du ved , barn , de , som angre deres fejl , sinde altid +tilgivelse . Der er kun en ting , jeg ikke kan forstå . Hvor +kunne du sige , du var syg , når du ikke var det ? “ — +„ Ja , hvor kunne jeg sige det ? — jeg har spurgt mig + +selv om det samme ; men jeg fik intet svar , før doktor Ødman +kom , da kunne jeg forstå , at jeg havde været lunefuld . +Men det er første og sidste gang ; jeg søler jeg er helbredet +for bestandig . “ +„ Gid del må være så ! Og nu tak , min lille , stolte +pige , at du selv har fortalt mig alt . Jeg ved , det må have +faldet dig tungt , og jeg vurderer det derfor efter fortjeneste . “ +„ Og de er ikke mere vred på mig , skønt jeg har været +så uværdig til deres godhed i dag ? “ — +» Nej ; nu må jeg forlade dig . Jeg har nogle forretninger , +der vente på mig . “ +„ Hvad , de går allerede ! Så er de også vred på mig . “ +„ Nej , jeg er ikke . Bien hvorfor vil du så gerne have +mil selskab i aften ? Dej var ikke tilfældet i formiddags , og +når du er ene , har du mere ro til at drømme om grev +Villiam , som du gjorde , da jeg før kom ind . Talte du åbent +med ham , da jeg forlod eder ? “ +“ Jeg ? — nej , jeg har ikke talt med ham siden . “ +„ Du har ikke talt med ham , skønt i mødtes hos frøken +Søtherberg , som efter aftale . — nu kan jeg fortælle dig , +Mira , hvorfor du sagde , du var syg , skønt du var rask ; +det var ikke første gang , du sagde mig en usandhed , og jeg +frygier , det ikke bliver sidste gang . “ +„ O , de sagde , de havde tilgivet mig , og er øjeblik efter +bebrejder de mig min synd . De vil ikke fro mig , når jeg +taler sandhed , skønt jeg kun en gang i mit liv har sagt +usandhed . Jeg har ikke talt et eneste ord med grev Villiam +efterat de forlod mig denne ulykkelige dag , skønt vi mødtes +hos rose . Men de kan naturligvis ikke mere fro , hvad jeg + +siger . Jeg føler , jeg kommer til sidst til at hade grev Villiam , +der , uden selv at vive det , altid er årsag til ubehageligheder +imellem os . “ +„ Du vil hade ham , barn ? — du ved ikke , hvad du +siger , men det angår ikke mig . Gør som du vil , når du +blot holder dig til sandheden , dej er alt , hvad jeg forlanger . “ +„ Men de forlanger , hvad de ikke har grund til ; thi jeg +har aldrig talt usandhed , uden denne ene gang . Og for denne +lille uret fra min side , har jeg ganske glemt , hvor uretfærdig +de var mod mig i formiddags ; thi de har i sandhed været +meget uretfærdig imod mig . De har aldrig før behandlet mig +på denne måde , og jeg har ikke fortjent at blive behandlet +således . Har jeg skyld mod dem , har de også skyld mod +mig , og jeg lænker vi begge trænge til tilgivelse . “ +„ Således forholder det sig , barn . Lad os derfor ikke +mere tale om denne dags hændelser . Men da du ikke er +syg , vil jeg nu forlade dig uden at være urolig for dit +helbred . “ +„ Og da jeg ikke mere holder af blomster , vil jeg bede +dem tage disse med . Jeg holder ikke af dem ; de minde mig +for meget om en dag , jeg helst vil glemme , hvis det ermutigt . “ +. Lad jomfru kullberg besørge dem bort . Jeg tager aldrig +en gave tilbage , jeg engang har gwel , selv om den ikke +er velkommen . Men jeg tror , barn , du vil få bedre tanker ; +thi vær forsikrer om , de er ellers de sidste , du modtager +fra min hånd . “ +„ Og de første , kan de tilføje , uden at tale usandhed . “ +„ Ja , så meget bedre , “ svarede baronen alvorligt og forlod +værelset med et koldt blik til sin lille fjende . — + +„ Han er gået , uden at sige et venligt ord ! “ udbrød +Mira rødmende af vrede og smerte . „ O , hvor jeg er syg ! +Za , nu er jeg virkelig syg . Mit stakkels hoved brænder som +ild . Jeg har fået hovedpine ; men for sildigt . Havde jeg +blot haft den , da jeg sagde det til ham , så behøvede jeg ikke +at skamme mig over mig selv , som jeg nu må . Men blomsterne ? +— jeg vil ikke se dem ! Jeg vil ringe på jomfru +kullberg . Hun skal tage dem bort . “ +Lidt efter trådte husbestyrerinden sagte ind . +„ Kære jomfru kullberg , gør mig den tjeneste at tage +disse blomster bort . Jeg kan ikke tåle duften af dem . “ +„ Gerne , jeg kan gemme dem på mit Kammer , til de +er så rask , at de ønsker dem igen . Jeg tænker de vil være +glad for dem i morgen , når den slemme hovedpine er gået +over . Jeg skal nok give dem frisk vand . Hvor de er søde . +Har de lagt mærke til denne røde rose ? hvor den er smuk . “ +Hun rakte hånden ud for at tage boukelten . +„ O , bliv lidt , “ sagde Mira rødmende . „ Jeg vil gerne +se den lille rose , de omtaler . Ja , den er rigtignok sød . Jeg +troer jeg vil tage den ud . O , der er også en hvid ! Jeg holder +så meget af hvide roser . Kære jomfru kullberg , jeg er +bange , de vil tro , jeg er meget lunefuld , når jeg beder dem +lade blomsterne slå . Men jeg kan ikke skille mig ved dem . +Tilgiv at jeg har ulejliget dem , jeg skal ikke gøre det oftere . “ +„ Der gør intet , jeg ved nok , hvorledes man er , når +man har hovedpine . Så vil jeg altså lade blomsterne slå , “ +Sagde jomfru kullberg venligt . +„ Nu går han ud , “ sagde Mira til sig selv , da husbestyrerinden +var gået . „ Jeg hører hans trin i korridoren . + +mon han er meget vred på mig ? — min vrede er allerede +gået over . Han sagde , han ville aldrig oftere give mig blomfler , +når jeg sendte disse bort , men jeg beholder dem . “ +Da baron silgestrøm en time senere trådte ind i sit +værelse , fandt han en lille rose liggende på sit skrivebors . +Et mildt smil spillede om hans læber , da han fik øje +på den røde rose , der tiltrods for sin tavshed sagde mere +end ord . +Da han trådte ind i dagligstuen , var Mira ivrig beskæftiget +med noget håndarbejde . +„ Godaften , barn ! “ sagde han med blød stemme og satte +sig ved siden af hende . „ Jeg tror vort venskabstræ har udfoldef +en ny rose , en rose lig den , jeg fandt liggende på mit +skrivebord . Tror du ikke det samme ? “ — +„ Io , jeg tror , “ svarede Mira smilende gennem tårer , +idet hun rakte ham hånden . „ Thi vi svage mennesker forstå +først ret det venskab , vi bære til bverandre , når vi prøve det . “ — +doktor Ødman sad ved en munter ild i sin lille dagligstue , +lyttende til vinden , som kastede sneen mod vinduerne , da +hans søster , frøken Karin Ødman , trådte ind . +Det var en gammel pige med et meget bestemt ydre . I +tredive år havde hun ført hus for sin Broder og gjort det så +godt , at der kun fandtes en villie , og det var frøken Karins . — +„ O , Carl , Carl , hvad har du gjort ! “ udbrød damen i en +bebrejdende tone . „ Har du ikke ødelagt alt mit renvaskede +tøj med din fæle paraplui . Gud give du var vel af med +den gamle tingest . “ +» Gamle tingest ! — tal ikke på den måde om gamle + +ting , “ svarede doktor Ødman med et godmodigt smil . „ Folk +kunne let fro , du talte om dig selv . “ +„ Å , du er en gammel sladderhank ! Men hvis du skulle +gøre rent , hvad du gør smudsigt med din grimme paraplui , +skulle vi blot se , skønt du altid har så mange ord til din +rådighed . Det kunne vist aldrig være faldet noget andet menneske +ind at hænge en dryppende våd paraplui på den samme +snor , hvor jeg har hængt min rene bask . Jeg skulle ønske +at gøre en ende på al denne uorden og begynde med din +paraplui . Har du læst det brev , som lå på dit skrivebord ? “ +— +„ Ja , Karin . Men hvor har du gjort af min frøken ? “ +Således kaldte doktor ødmann altid fin paraplui . „ Har du +måske kastet hende i en krog , skønt hun er så våd , som +en druknet mus ? “ +„ Ja , jeg tog mig den frihed ; thi jeg kan fortælle dig , +jeg har aldrig holdt af sådanne frøkener . Men fra hvem er +brevet ? “ — +„ Å , jeg har aldrig holdt af sådanne frøkener som du , +ver altid er nysgerrige og ville vide , hvad de ikke skulle . Men +siden du nu engang vil vide det , så er brevet kommet fra en +meget elskværdig , ung dame . “ +„ Så . . . ? En ung dame . Du tror måske , jeg er en +sådan nar af tro , en ung dame vil skrive til dig . O , ja , +hun spørger måske , om hun skal sluge to eller tre af dine +giftige piller , eller om hun må spise dit eller dat . — jeg +kender godt dine breve , de ligne alle hverandre , og det måtte +være en god nar , der var nysgerrig efter af læse dem . Nej , +Carl , dertil er jeg for klog . “ + +„ Du kunne have sparet en god del af dine ord , Karin ; +thi jeg har jo slet ikke sagt , hvad det er den unge dame skriver +om . Du har derfor lov til af tro , hvad du lyster . “ +„ Gamle sladderhank ! “ mumlede frøken Karin og greb +sit strikketøj med en fornærmet mine . +„ Hvad ville du sige , om jeg giftede mig ? “ — +„ Du ? “ -— strikketøjet faldt i hendes skød , munden sløj +på vid gab , og hendes store grå øjne blev endnu større . +„ Ja , netop jeg ! “ svarede doktor Ødman rolig , skønt +hans hjerte bankede af angst . +„ Hvad jeg ville sige ! “ skreg frøken Karin . „ Jeg ville +sige , du var gal , så gal , som en gal mand kan være . Men +vær rolig , gamle dreng ; der er ikke en eneste af det smukke +køn , som vil have sådan en gammel sladderhank som du . +Nej , stakkels Carl , du er skabt til pebersvend , og du vil forblive +det hele dit liv . “ +„ Nå , hvad ville du sige , om jeg endda giftede mig ? “ +Gentog doktoren med forhøjet angst . „ Hvad ville du sige ? “ +Frøken Karin rejste sig , satte hænderne i siden og udbrød +med salvelse : +„ Carl , Carl , jeg ville foragte dig ! foragte dig af mit +ganske hjerte . “ Hun satte sig igen , greb sit strikketøj , som +var faldet på gulvet , og fortsatte sit arbejde med en sådan +heftighed , at strikkepindene raslede , medens hendes øjne lynede +af vrede . +„ Foragte mig ! “ sagde doktor Ødman beroliget lidt . „ Godt , +Karin , det er alligevel sandt , jeg gifter mig . “ +Men Karin svarede ikke . Hun så kun på sin Broder + +med et blik , der ikke lader sig beskrive , medens han havde rejst +sig og stod foran hende , lig en synder , der venter sin dom . +„ Karin , “ sagde han til sidst , „ Du må hellere skjende på +mig , end stirre på mig med det udtryk i dine øjne . Jeg kan +ikke tåle det . “ +, du kan ikke tåle det ! “ udbrød Karin skarpt . „ Men jeg +kan forsikre dig — hvis det virkelig er sandt , af du vil gifte +dig , hvilket jo nok kan ligne sådan en gammel nar , som du +altid har været — der vil komme en tid , hvor du må tåle +ting , ting , du aldrig anede . Der vil komme en tid , da du +vil vride dine hænder , fordi du har været så gal af gifte +dig , selv om det var med en kvinde i alder med dig . Men det +kan ikke være muligt ; jeg kan ikke tænke mig hvad for en gammel +abekat der ville ægte sådan en , som du . “ +„ Karin , Karin , nu taber jeg min tålmodighed . Men det +er døg sandt , tiltrods for alt , hvad du kan have af sige , du +gamle spyflue . Ja , jeg gifter mig , men ikke med en gammel +abekat , som du bilder dig ind ; tværtimod med en meget elskværdig +ung dame . Så ! nu ved du det , og nu kan du +handle , som det behager dig . Der er kun en ting , jeg vil +gøre dig opmærksom på : det er min bestemte villie , at min +kone skal befale i huset , ikke du . Forstår du ? “ — +„ Om jeg gør ! — o ja , stakkel , jeg forstår dig grumme +godt . Din kone , eller som jeg ville sige , dit barn skal befale +i huset , hun og ingen anden . Du og jeg skulle kun være meubler , +hun kan flytte om med , som hun behager , den uskyldige +lille . Jo , jeg seer dig allerede , du unge , smukke ægtemand , +med din brune paraplui eller din stok hængende på den ene +arm og dit barn på den anden . Nå , hvor folk ville stirre ! + +og nogle ville sige : . Der går Fru Ødman med fin gamle +nar ! “ +„ Stop , Karin , stop ! “ streg doktoren med sæntorsfemme . +„ Føler du dig ikke mere tilfreds i mit hus , er det klogere , +du forlader det ; thi jeg kan forsikre dig om , at fljøndi jeg har +været svag nok til at lade dig tage herredømmet fra mig selv , +vil jeg på ingen måde tillade dig at gøre det samme ved +min kone . Derfor må du vælge , om du vil blive hos os +og holde fred , eller i modsat fald forlade og . Gør som du +vil ; men jeg gifler mig i løbet af en uge , derfor må du vælge +snarest mulig , da jeg må have huset indrettet til det stakkels +barns modtagelse . “ +„ Ja , jeg vil vælge , du onde , gamle pebersvend , som intet +hjerte har for dit eget kød og blv ) , men jager mig ud af +huset , skønt jeg er din søster , der har plejet og forkælet +dig , da du var en lyshåret , grim dreng , som ingen holdt af +uden netop jeg ja , jeg vil vælge ; men du vil engang angre +denne dag . Jeg vil ikke sige mere ; men der vil komme en tid , +en angerens tid . “ — +hun rejste sig og forlod stuen med kneifende hoved , lynende +øjne og næsen pegende mod loftet . +„ O , de fruentimmer , de fruentimmer ! “ udbrød vor gamle +ven og sank ned i en stol . „ Gud veeo , om hun er så vred , +som hun så ud til . — stakkels Anna ! Jeg ønsker af mit +ganske hjerte for hendes skyld , at Karin forlader os . Jeg +troer næppe , de ville enes . — hun sagde , jeg ville angre det . +Del kan være , men jeg vil altid have den trøst , at jeg ikke +har været sådan en gammel nar at gifte mig af kærlighed . +Nej , gud være lovet , når jeg ægter stakkels Anna , er det kun + +for at få ret til at sørge for hendes fremtid . Hun kan +trænge til det ; thi hun vil snart stå ene i verden , kun omgivet +af sine små , uforsørgede søskende . Fru Axelson lever +ikke dette år til ende og Olaf , stakkels dreng , kan næppe +sørge for sig selv . Gid jeg havde haft en søn , eller jeg kendte +en ung mand , jeg havde så megen tillid til , at jeg kunne sige : +. . Ægt denne unge pige og de gør en god gerning . “ +Men jeg kender ingen , derfor må jeg selv ægte hende , skønt +jeg er meget uvillig dertil ; thi sådan en indgroet , gammel pebersvend , +som jeg , kan ikke gifte sig uden opoffrelse . Hvor +mange af mine kære gamle venner må jeg ikke lægge til side . +Jeg vil føle tabet af min frihed mere end nogen skulle tro , ja , +jeg vil endogså savne Karin , den trofaste sjæl , med samt hendes +skænden og vrede over intet . — men når vi gøre en +gerning , vi fro er god , skulle vi gøre den af vort ganske hjerte . +En gammel pebersvend , som gifter sig , kommer nu engang ikke +på sin rette plads . Når jeg blot vidste , om Karin virkelig +er så vred , som hun synes . Hm ! — jeg vil få det at se . “ +Imidlertid var frøken Karin i fuld virksomhed ude i +køkkenet , hvor hun skændte på gamle Barbara og slog katten , +til hun endelig blev så udmattet , at hun hverken kunne +skænde eller slå mere , hvorfor hun atter trådte ind i dagligstuen +og sank om i en stol med et dybt suk , og da hun +var ganske ene derinde , thi doktoren havde trukket sig tilbage +til sit eget værelse , bøjede hun sit gamle hoved og græd bitterlig . +„ Gamle +nar ! “ mumlede hun , „ som handler lig en gal +mand ; thi at gifte sig , når man er nærmere sin grav end +sin vugge , er i sandhed galmands værk . Det vil blive behageligt + +at se dette unge barn — thi jeg kan jo nok forstå , +det er Anna Axelson , han vil ægte — være kone i mit kære +lille hjem , hvor jeg har været det i tredive lange år . Men +jeg vil ikke se det ! Og dog , hvis jeg troede , hun kunne gøre +ham rigtig lykkelig . . . . Hun er fattig , lille stakkel , og jeg +er vis på Carl ægter hende kun , for at kunne sørge for hende . +Jeg kender ham , den gode sjæl . Jeg kender ham meget bedre , +end han selv aner . Men lige godt er han en gammel nar , en +gal mand , som jeg må behandle lidt strengt i al denne tid , +for at vise ham , at han ikke ene er herre i dette hus . Jeg +skulle tro , jeg også er noget . Den fæle dreng , som ikke før +har fortalt mig et eneste ord om denne store forandring i vor +husholdning , skønt han godt ved , jeg er den eneste , der kan +være ham til nogen nytte selv i dette tilfælde , som han ikke +har den mindste forstand på . Han har naturligvis været +angst for , jeg skulle stifte ondt imellem dem . Godt , gamle +dreng , vi ville se ! “ +Hun rejste sig hurtigt , nærmede sig vinduet og begyndte +at tage gardinerne ned . +„ Det er nok bedst at gøre huset rent snarest muligt . +Jeg vil gerne gøre det så net og hyggeligt som muligt . Stakkels +lille , hun gifter sig såmænd uden kærlighed ; men hun +kunne aldrig få en bedre mand end min gamle dreng . Det +er vist , skønt jeg er meget vred på den nar . “ — +nogle timer senere , da doktor Ødman kom hjem , fandt +han huset i den størst mulige uorden , medens frøken Karin + +og gamle Barbara ivrigt var beskæftiget med meublerne , som +de børstede og bankede , som skulle de på udstillingen . +„ Hvad , er du allerede der ! “ råbte frøken Karin skarpt . +„ Gå til dit eget værelse , du har intet her at gøre . Gå , +gå , du stnker os ! Og jeg skulle mene del er på højeste lid , +hvis huset skal blive ren ! til din unge kone kommer . “ +Del var nok for den stakkels doktor ; han slyglede i en +fart til st ! eget værelse , og Barbara , som forstenet over den +nyhed hun hørte , var stanbsel i sil arbejde , udbrød : +„ Hans unge kone ! Hvad i verden , vil han gifte sig ? “ — +„ Ja , han vil , “ svarede frøken Karin skarp ! . „ Og sjeg +lænker , han har lov til at gøre der , uden al spørge nogen +og uden at nogen behøver al undre sig derover , eller du mener +måske han er for gammel ? — men jeg kan fortælle dig dej +modsatte . Han er netop i den bedste alder til at gifte sig . +Nu har han da forstand til at dømme , om hans valg er fornuftigt +eller ikke . Se det er min mening ; men du har måske +en anden ? “ — hun stirrede på den forbavsede Barbara +med et blik , der syntes at sige : +„ Kom frem , hvis du tør , jeg er rede til at møde dig ! “ +„ Guo velsigne dem , frøken ! “ råbte Barbara ængstelig . +„ Det er aldrig faldet mig ind al forundre mig over noget . +Herren har jo ret til at gøre , hvad han synes ; men jeg vidste +ikke , vi gjorde huset rent i den hensigt . Må jeg spørge , +hvad er det for en dame , vor husbond gifter sig med ? “ +„ Vor husbond ! “ udbrød frøken Karin som en såret +løve . „ Tror du måske Carl er min husbond ? Så kan +jeg fortælle dig , jeg har ingen herre ; men jeg er selv herre . + +Pas di : arbejde og hold din tunge i tømme , ellers løber +den nok løbst med dig . “ +„ Jeg synes de er i ondt lune i dag , “ mumlede Barbara , +som også var vant iii al sige et ord med i huset . „ Jeg skulle +mene , jeg har ret til ai vide , når og med hvem Herren gister +sig ; eller er jeg måske endnu en fremmed her i huser , +skjøndt jeg har været her i tredive år . Vidste jeg det , skulle +jeg snart forføje mig bort . Og del tror jeg også jeg vil ; +thi jeg hader falskhed , og begge har de været meget falsfe moo +mig ved al skjule denne store , uventede forandring i huset . “ +„ Å , du gamle papegøje ! Jeg har jo ikke most det selv +før for nogle timer siden , da den gamle nar , jeg mener min +brooer , fortalte mig det . Jeg kunne lige så goot vente himlen +skulle styrte ned , som han skulle finde på al gifte sig . +Hvad , jeg tror du leer ! Er det måske af min Broder ? — +så kan jeg fortælle dig , der er intet al le af . Han handler +altid meget klogt , og Anna Axelson er en fornuftig , ung pige , +som aldrig vil give ham grund til at angre , han har gjort +hende til sin kone . “ +„ Anna Axelson ! Gud bevare os , sådan et barn og vor +gamle husbond . Hvad i verden vil han med hende ? Vil han +måske på sine gamle dage give sig af med at være lærer , +siden han har valgt et sådant svøbelsebarn ? “ — +„ Er du blevet gal , Barbara ! Eller har du glemt , det +er min Broder , du taler om på en måde , jeg ikke vil tåle ; +thi hvordan det end går , er jeg hans søster . Han har netop +handlet meget klogi ved at vælge hende . ' +„ Ja , vi få nok se , “ mumlede Barbara med en sandfigerfles +mine . „ Vi få se ! “ + +„ Karin/ sagde doktor Ødman , da de sad ved aftensbordet , +„ Du har altid været en god og kærlig sjæl , tiltrods +for din gnaven , og i dag har du givet mig et nyt bevis +på , at jeg ikke har taget fejl af dig med hensyn hertil . Tak , +Karin , fordi du tænker på at gøre huset rent og indrette +alt så hyggeligt som muligt til at modtage det stakkels barn . +Jeg tror , i ville komme godt ud af det sammen , når i først +ere vante til hinanden . “ +„ Så . . . . ? Er du virkelig sikker på det , du gamle +sladderhank , nar og alt , hvad jeg ikke kan finde ord til at +udtrykke . — Carl , Carl , hvad har du gjort ! Gud velsigne dig , +stakkels dreng , og lade det gå bedre end jeg og andre vente . +Men en ting kan jeg forsikre dig , hvis det kan give dig lidt +trøst , jeg vil ikke slå hende i vejen , stakkels barn . Hun +bliver fremmed mellem os tre gamle venner , så vi må gøre +alt , hvad der står i vor magt , for at få hende til at +glemme det . Men dig , min gode Carl , må jeg skænde på +og behandle som den nar , du virkelig er , jeg kan ikke spare +dig ; du trænger til undertiden at få at vide , hvad du er +for en gammel fyr . “ +„ Godt , Karin , skænd så meget du vil på mig , jeg er +så vant til dine skænd , at jeg er vis på , jeg vil savne dem . +Skænd på mig , så ofte du vil , men spar den gode , lille +pige , og jeg vil takke dig af mit ganske hjerte . “ +„ Ja , du er en snu ræv . Du ved godt , jeg heller flugte +min egen tunge end gjorde dig fortræd , dig , som jeg har elsket +siden du ikke var større end som så . — min egen dreng , +min lille Carl . Nej , vi ville ikke skilles . “ Hun omfavnede + +ham kærligt , medens store tårer trillede over hendes rynkede +kinder . +« nej , vi ville ikke stilles ! Vi to , som have levet sammen +så længe , jeg kan mindes ! “ udbrød doktor Ødman bevæget og +trykkede hende til sit bryst . „ Vi ville tværtimod holde sammen +og gøre alt , hvad der står i vor magt , for at gøre hende +så lykkelig , som mulig . Ville vi ikke det ? “ — +„ Jo , det lover jeg dig . Og Barbara , den gamle papegøje +må heller ikke skilles fra os . Hun skal blive her og +hjælpe os at gjorde den kære lille tilfreds med sit nye liv . +Men nu må jeg gå , Carl . Vi have ikke tid til at være +ledige ; vi må arbejde og gøre huset rent i en fart , ellers +kommer bryllupsdagen , før vi ane det og intet er i stand +til at modtage hende . “ +Hun rejste sig og nærmede sig døren , men der standsede +hun med en tankefuld mine og sagde grundende : +„ Men din frøken ! Vi må vist have et nyt betræk på +hende i denne anledning , for hendes gamle brune er , som du +selv kan tænke , for falmet . Du kan ikke gå med hende og +med din unge kone på den samme tid . Jeg tænker det er +bedst , hun får et sort betræk , og du må også have en ny +dragt , hverken din hat eller frakke passer for en nygift mand . +Jeg skal sige dig noget , Carl , du må for hendes skyld +klæde dig mere omhyggeligt end du hidtil har gjort , ellers +vil hun føle forskellen i eders alder for meget . Men du +behøver ikke at se så forskrækket og tvivlrådig ud , jeg skal +ordne det alt , når du blot betaler det . Godt , hvad har du +mere på dit hjerte ? tal lige ud , der er noget , der gør dig ondt ? “ +„ Ja , jeg kan ikke nægte det , Karin . Jeg er villig til at + +lade dig handle med min egen person , som du lyster ; men +jeg kan ikke iillaoe dig at give frøkenen et nyt betræk ; jeg +holder mest af hende , som hun er . Lad hende derfor være +med fred , og jeg vil gå ind på alle de andre forandringer , +du foretager dig med huset og mig selv . “ +„ Hvor du er en underlig fisk ! Men gør som du vil +med din gamle paraplui , når du bare selv tager et nyt betræk +på . Jeg vil sende bud efter en skræver . Lad mig +se . . . . jeg tænker skræver Holmberg er manden . Jeg +kan huske han var nummer et i min ungdom . “ +„ Ja i din ungdom , “ svarede docior Ødman med et godmodigt +smil , men der er løbet meget band til søen siden +den tid , og din ven stræder Holmberg er død for mindst +tyve år tilbage . Du må derfor tænke på en anden . “ +„ Ja , stol på mig . Jeg må også tænke lidt på min +og Barbaras øragt , vi må da ligne dig lidt i snittet , at +hun ikke skal blive så forundret ved at se os første gang , “ +Og kastende et mønstrende blik i spejlet , trak frøken Karin +sig tilbage . +„ Slå ! “ udbrød den stakkels doktor , da han var blevet +ene . „ Jeg frygter , hun forvandler os alle tre og gør os så +moderne , at ingen kan genkende os . Men jeg vil ikke se ud +som en dandy på mine gamle dags , jeg er doktor øvman , +og doktor Ødman vil jeg blive så længe jeg lever . Wien som +jeg sagde , lad Karin gøre med mig og huset , hvad hun vil , +når hun blot er moderat . “ +Efter denne monolog satte doktoren sig ved sit gamle +skrivebord og gennembladede sin notitsbog , medens frøken Karin + +og Barbara gjorde et spektakel med deres banken og børsten , +som huset skulle styrte ned . +„ O . hvilken en nyhed ! “ udbrød grevinde cederskøld , idet +hun trådte ind i frøken Søtherbergs dagligstue . „ Jeg er +så forbavset , min kære , “ hun satte sig ned med en træt mine . +„ Hvem skulle have anet det . Cederskøld ville ikke tro det , da +jeg fortalte ham det og jeg kan næppe tro det selv , skønt jeg +har hørt og set det med mine egne øren og øjne . “ Her +standsede hun et øjeblik for at trække vejret og frøken søtkerberg +sagde : +„ Men hvad er det da for en nyhed , de er kommet for +at melde mig ! Er Mira måske . . . . “ +„ Mira ! Det har ikke det mindste at gøre med Mira , “ +Afbrød grevinde cederskøld hende . „ Nej , hvad tror de , når +jeg siger dem , at vor gamle doktor er på vej til at gifte sig ? +— ja , de smiler , de vil ikke tro mig ; men det er dog sandt . +Han gifter sig om en uge , og kan de gætte , hvem der er +hans valg ? “ — +„ Nej , jeg kan kun forundre mig over denne nyhed , “ +Svarede rose . „ Var det ikke dem , der fortalte mig det , ville +jeg næppe tro det . “ +„ Men det er dog sandt ! “ udbrød grevinden triumferende . +„ Nu skal de høre . Jeg havde , som de ved , bestemt at be° +søge Fru Axelson så snart jeg kunne få tid . Men jeg ved +ikke , hvorledes det var , den ene dag gik efter den anden , og +jeg kunne aldrig få så megen tid , at jeg kunne bolde mit + +ord , før i går , da jeg var ganske ene hjemme og derfor også +benyttede lejligheden fil at tage hen fil Axelsons . “ +„ Fru Axelson mødlog mig meget kærligt og jeg kunne +mærke , hun virkelig var glad ved at se mig . Da jeg havde +været der en stund og vi havde talt om dit og dat , åbnede +hun til sidst sit hjerte for mig , thi vi vare ganske ene , og fortalte +mig at Anna skulle giftes . Det var sådan et godt parti , +det kære barn gjorde , og hun var så glad , thi hun havde +så megen tillid fil sin svigersøn , og var vis på , han ville +gøre hendes lille Anna meget lykkelig , tiltrods for han var +meget ældre end hun . ' +„ De kan tænke , “ sagde hun , „ det er en stor trøst for mig +af vide , af der er en , som vil forsørge mine stakkels børn +når jeg er borte , da jeg foler , jeg snart må stilles fra dem . +Jeg er svagere end man skulle tro , derfor er jeg så glad , al +vor gode og trofaste doktor Ødman vil være en fader for dem , +som han selv har lovet mig , - den kære sjæl . Han vil nok +gøre min Anna lykkelig . “ +„ Doktor Ødman ! “ udbrød jeg forundret . „ Er det virkelig +ham , Anna skal ægte ? “ — +„ Ja , og skønt min kære Anna ikke elsker ham , som hun +sagtens ville have elsket en ung mand , som til samme tid var +i besiddelse af doktor Ødmans mange herlige egenskaber , holder +hun dog meget af ham og bliver langt lykkeligere med ham , +end med en ung mand , hun ikke kunne have tillid til . “ +„ Kærligheden er en sælsom følelse . Er den ikke bygget +på agtelse og tillid , vil den snart gå over . Man kan ligne +den med en lampe , der brænder så længe , den har olie nok ; +er der ikke mere olie i den , går den ud , drømmen er ovre , + +vi vågne og se , alt har været indbildning ; der er ikke efterladt +os den mindste trøst og vi er meget , meget ulykkelige . “ +„ Således går det alle dem , der begynde deres ægtestand +med kærlighed , der ikke er bygget på agtelse og tillid , +medens de , som bygge det med agtelse og tillid uden kærlighed , +en gang ville vågne og føle , at de er lykkelige , at +de elske ; thi lampen vil til sidst blive tændt , og den vil brænde +evig , da den aldrig vil komme til at mangle olie , thi kærlighedens +olie er agtelse og tillid . “ +„ Derfor er jeg ikke bedrøvet over at min Anna skal ægte +en mand , som er så meget ældre end hun ; jeg ved , det er +ikke alderen , men de gode egenskaber , vor lykke hviler på , og +Anna er en klog og fornuftig ung pige , klogere og fornuftigere , +end man fluide vente af hendes alder . Men hun er modnet i +sorgens drivhus , og der ved de , kære , bliver de unge +planter meget hurtigere udfoldet end i glædens solskin . “ +„ Ja , min kære frøken Søtherberg , der har de min store +nyhed , ord til andet , som Fru Axelson har fortalt den til mig . +Men jeg må selv tilføje , at jeg er vis på , vor gamle ven , +tiltrods for sin alder , vil gøre lille Anna meget lykkelig . Jeg +har aldrig kendt en bedre mand , et noblere hjerte end det , +der banker bag hans gamle grønne frakke . Men jeg har rent +glemt at fortælle dem , hvad der dog angår mig nærmest . +Da Fru Axelson havde fuldendt sin fortælling , kom børnene +hjem , og jeg må tilstå de er alle meget nette ; jeg holdt dog +mest af lille Hanna , og det syntes næsten , som hun også godt +kunne lide mig ; thi hun holdt sig hele liden så tæt til mig , +som var jeg hendes bedste ven i verden . Derfor fløg den +tanke mig : + +» Hvis jeg kunne få cederskøld til at adoptere kende ? +Jeg tror vi tre kunne blive lykkelige sammen . “ +„ Da jeg derfor kom kjem , gik jeg lige til cederskøld og +fortalte ham mine tanker , og han var straks villig til at gå +ind på mit forflag , hvis hendes moder ville tillade det . Jeg +tog tilbage til Fru Axelson og alt blev ordnet mellem os . Nu +er Hanna vor lille datter , og jeg må sige , både cederskøld +og jeg er meget glade for hende ; thi hun er så sød og god , +som noget barn kan være , og jeg håber , vi ikke skulle fordærve +kende , den kære lille . “ +„ De er meget god ! “ sagde frøken Søtherberg og greb +grevindens hånd . „ Det var også dem , der sørgede for min +kære Mira , da de fandt hende liggende på vejen hjælpeløs +og ene . Jeg seer hver dag så meget godt , at det får mit +hjerte til at banke af glæde , og jeg griber mig selv i det ønske , +endnu en lille stund at turde dvæle på denne smukke jord , +hvor så mange ædle hjerter omgive mig . Dog , det er et +utaknemmeligt ønske , jeg ikke burde give ord . “ +Grevinde cederskøld skyndte sig til baron silgestrøm , +hvor hun som sædvanlig fandt denne beskæftiget med at læse +bladene , medens Mira syede . +„ Ak , herre gud ! “ udbrød kun . „ Her sidde i begge som +to gamle ugler i et kirketårn , medens livet derude synes at +være eder fuldkommen ligegyldigt . Jeg tror , i ikke ville undres , +om jeg fortalte , at Rusland havde givet Polen sin frihed . +Men nu må jeg bede dig lægge dine aviser hen , lille fader ; +thi jeg har nyheder at fortælle , “ og hun begyndte sin fortælling +påny . +„ Nå , hvad siger du om den nyhed , Mira ? “ spurgte + +baronen . „ Det synes næsten umuligt , at doktor Ødman kan +gøre sin unge kone lykkelig . Jeg frygter hun vil blive meget +skuffet , stakkels pige . “ +„ Og jeg er vis på , vor gamle ven vil gøre hende lykkelig , “ +Svarede Mira med forhøjet rødme , „ måske lykkeligere +end en ung mand ville gøre . De må erindre , det er ikke +alderen , men characteren , et ægteskabs lykke beroer på , +ellers ville man vel ikke sinde så mange ulykkelige ægtefolk . +Hvor ofte seer man ikke meget lykkelige ægtefolk netop der . +Hvor manden næsten kunne være konens fader . “ +„ Nej , hvor du taler ! “ udbrød grevinde Adelheid leende . +„ Man skulle næsten tro , du havde i sinde at ægte en gammel +mand . Men , kære Mira , lyd mil råd . Et sådant ægteskab +er et rent lotteri , du kan vinde , det er vist , men du +kan også tabe . Læg mærke til det ; thi jeg er sikker på , de +fleste , som er gåde den vej , have tabt . Jeg kunne aldrig +have taget en mand , der var så meget ældre end jeg . “ +„ Du har ret , min kære Adelheid , “ sagde baron silgestrøm +vemodigt . „ En ung pige bør aldrig ægte en mand , +der er så gammel , det er alt for farligt for hendes lykke . “ +„ Men jeg er af en anden mening , “ sagde Mira og blev +bleg . „ Hvorfor skulle hun blive ulykkelig , når hun føler +agtelse og tillid til ham , og uden det , vil hun næppe ægte +ham . Jeg tror nu , man bedre kan have agtelse for og føle +tillid til en ældre end en ung mand . Du behøver ikke at le , +Adelheid ; det er min oprigtige mening . Hvis jeg nogensinde +gif . . . “ hun standsede rødmende . +„ Hvis du nogensinde gifter dig ? “ spurgte baronen +ængstlig . + +. Bliver del med en ældre mand , “ svarede Mira med sænket +blik . „ En mand , jeg virkelig kan se op til med agtelse +og tillid . “ +„ Men , kære barn ! “ udbrød grevinden ivrigt , „ hvor +uvidende du taler , som om du ikke kunne søle dette for en +ung mand . Du glemmer rent , ar den unge engang bliver +gammel , og at den gamle engang har været ung . “ +„ Nej , jeg glemmer det ikke ; men du må tilstå , et er +at blive , et andet al være . Jeg vil kun have , hvad han er , +ikke hvad han kan blive . En ung mand har ikke den erfaring +som en ældre ; han har endnu ikke kæmpet mod livet , han er +ikke blevet prøvet i fristelsens skole og har derfor ikke kunnet +vise os , om han vil vinde sejr eller ej . Forstår du der ? “ — +„ Å ja , gobl . “ +„ Nu , medens vi endnu rvivle om , hvad han vil jblive , +viser den ældre ntand os derimod , hvad han er blevet ; og jeg +behøver vel næppe ar sige dig , at den ældre mand , jeg kunne +lænke på , måtte høre til dem , som have vundet sejr over +liver og dets mange fristelser , ellers ville hans alder kun +fremkalde min foragt , ikke min agtelse . “ +„ Godt talt , min lille filosof . “ sagde grevinde cederskøld +sarkastisk . . Men tiltrods for air bette , er jeg vis på , du får +en ung mand . Husk på , der er en , du nu og da bør tænke +på , som du lovede , da vi vare på hammer . “ +» Ieg håber , han selv vil løse mig fra det ubetænksomme +Lotte , “ svarede Mira med et bebrejdende blik . +„ Hvad mener du ! “ råbte grevinden heftigt . „ Sætter +du måske tillid til det tomme rygte , ar Villiam er blev ! +Forelske ! i frøken Halling ? — hvor kan du tvivle på hans + +kjærlighæd ril dig . . . Men der kommer nogen . Ah , der er +Beates stemme ! Ieg tænker ikke hun endnu har fundet fin +Greve . Stakkels barn , derfor kommer hun sagtens for at tage +tiltakke med en baron silgestrøm . — goddag , Beate . Hvad +er der i vejen , siden du besøger mine to eremitter ? “ — +„ O , “ svarede Beate lidt forbløffet ved denne modtagelse . +„ Ieg er netop kommet fra dig , og da tjeneren sagde , du var +taget herhen bestemte jeg mig til at møde dig . “ +„ Tak min lille , rige arving ! Ieg er meget taknemmelig +derfor . Men . . . “ +„ Må jeg gøre dem et spørgsmål , baron silgestrøm ? “ +Afbrød Beate hende . +Baronen svarede med et nik . +„ Kender de grev stjernsledt og er han virkelig så rig , +som man siger ? “ — +„ Ieg kender ham godt , “ svarede baronen med et fint +smil . „ Han er meget rig . Jeg tror endogså rigere , end +rygtet vil vide . Men hvorfor spørger de om ham ? Er han +måske blevet en af deres tilbedere ? Og vil de veje ham +sammen med en anden , der også er bekendt for at være meget +rig ? — hvem fluide have iroet , de unge damers hjerter +vare så beregnende . O , i kloge og fornuftige kvinder , som +se så uskyldige ud medens i veje vore penge , ikke vore hjerter , +før i gøre eders valg . Og det værste er , at i alle ligne +hverandre . “ +„ Nej , del ville sandelig være meget uretfærdigt af dem at +veje os alle på samme vægt , “ sagde Mira bebrejdende . „ De +må tro , der er mange , mange kvinder , som kun veje hjerterne , +uden al skænke pengene den mindste tanke . “ + +„ Men jeg har aldrig sagt , jeg nejede pengene , “ udbrød +Beate . „ Det er dem , baron silgestrøm , som uddrager den +værste mening af alt . Jeg har ikke tænkt på at veje grev +sjernstedt sammen med nogen anden . Jeg spurgte blot , om +de kendte ham , fordi jeg har truffet ham for nylig , det er alt . “ +„ Det er meget lidt , “ sagde grevinde cederskøld . „ Og +dog måske så meget . Men nu må du fortælle os , om +du har fundet din Greve , eller om du allerede har opgivet at +finde ham . Tal åbent , min gode Beate . Det vil more os +at høre lidt om ham . “ +„ Så vil jeg forlade dem , mine damer , “ sagde baronen , +„ thi der er et gammelt ordsprog der siger : +„ Når kvinderne stikke hovederne sammen , blive mændene +slagne . “ +„ De behøver ikke at være angst ! “ råbte Beate utilfreds . +„ M love dem , ikke at stikke hovederne sammen . “ +Men baronen syntes ikke at forstå hende og fjernede sig . +„ Jeg må sige , “ udbrød den unge dame fornærmet , „ det +er ikke meget høfligt af baron silgesfrøm altid at gå bort , +når jeg kommer her på visit . Han er så underlig . Jeg +skulle have lyst til at vide , hvor han . . . “ +„ Ha , ha , ha , min gode Beate ! Det synes næsten at du +rent glemmer , han har overladt dig til sine to døttres selskab . +Derfor må jeg nok minde dig derom . Fortæl os lidt +om dine mange tilbedere ; thi jeg håber , du ikke er blevet +skuffet i denne retning . Nå , begynd . “ +„ Jo , det ville være meget taktfuldt , min gode Adelheid . +Men jeg er dog ikke så dum , som du antager mig for . Du ville +måske have mig til at fortælle dig deres navne , ikke sandt ? + +— nej , man bliver ikke ældre hver dag for ingenting . Et +vil jeg dog fortælle dig . Baron Gyllenborg . . . . “ +„ Hvad om ham ? “ spurgte grevinden nysgerrigt . +„ Han er en af mine tilbedere . Du tror det ikke ! — +godt , du vil snart selv høre det . Og nu farvel , mine kære +damer , jeg ønsker eder en behagelig dag . “ +„ Farvel , du stolte lille nar , “ sagde grevinde cederskøld , +da døren havde lukket sig efter frøken Beate . „ Og nu , min +lille Mira , må du fortælle mig noget nyt , skønt jeg ikke +ved , hvorfra du skulle have fået det , da du og fader lever +som to eremitter . “ +, og du kan tilføje , siden baron silgestrøm og jeg sjælden +tale meget om det nye , vi høre , “ svarede Mira leende . +„ Nej , Adelheid , jeg kan ikke fortælle dig det mindste . Men +jeg bilder mig ind , du altid hører så meget nyt i de andre +huse , du besøger , at du kan være tilfreds med del . “ +„ Nå , så skal du køre med mig , om du vil eller ikke . +Skynd dig at tage dit overtøj på , du ved , jeg holder ikke +meget af at vente . “ +Mira fulgte opfordringen , da hun vidste , del ville være +forgæves at kæmpe imod , når grevinde cederskøld havde bestemt +noget . +Jeg håber læseren ikke vil være uvillig til at følge mig +en kort lid til doktor Ødmans simple bolig , hvor jeg kan +forsikre , alt var så blankt , rent og hyggeligt som muligt . +Og frøken Karin ? — +du ville ikke genkende hende . Hun var så forandret + +at Barbara stod med åben mund og øjne , da den gode , gamle +dame trådte ud i køkkenet og sagde med en stolt mine : +„ Barbara , se på mig , nu er jeg færdig til at modtage +min Broders kone ! “ +Og Barbara stirrede . Nå , hun havde aldrig set sin +frøken så net . — +en hvid kappe med gule roser og gule bånd prydede +hendes hoved , medens en gul kjole og et gult forklæde prydede +hendes lange , magre person . Men det var også hendes +Broders bryllupsdag og hun ventede ham hvert øjeblik med +sin unge kone . +» Der er de ! “ råbte begge , hver gang de hørte lyden af +en vogn . +„ Ja , de er rigtignok fin , “ sagde Barbara med et misundeligt +blik ; „ men jeg er heller ikke så gal . Har de lagt +mærke til mit nye forklæde ? Tager det sig ikke godt ud ? “ +„ Meget net . Men hvordan seer min kappe ud ? Jeg +tænker , hun vil finde den smagfuld , den gode , unge sjæl . Men +kom nu , Barbara , og lad os kaste et sidste blik på alt , for +om vi skulle have glemt noget , skønt jeg tror , vi have +husket alt . “ +Og de gik måske for tyvende gang gennem hele huset ; +men intet var glemt , alt var , som det burde være , og frøken +Karin udbrød , idet hun sank om i en stol , da de trådte +ind i dagligstuen : +„ Barbara , du må tilstå , en lille øronning kunne leve +her , uden at føle noget savn ! “ — +„ Å , ja , en lille øronning , “ svarede Barbara tøvende . + +„ Men nu ønsker jeg af mit ganske hjerte , de ville komme , thi +maden er færdig , og stalden stå forlænge , bliver den ødelagt . “ +„ Du ville måsfee have , min Broder og hans unge kone +sfulde afbryde vielsen af angst for din tåbelige mad . Men +jeg siger , de skal have al den tid , de behøve for at fuldende +denne hellige handling . Tiden er deres egen , og folk kan ikke +gifte sig i sådan en fart . Man mærker snart , du er en gammel +pige , min gøde Barbara . “ +„ En gammel pige ! “ udbrød Barbara skarpt . „ Er de +måsfee gift ? — men ordsproget siger sandt : » Frænde er +frænde værst . “ En gammel pige er altid den første til at +le ad en gammel pige , som om hun derved kunne få +folk til at glemme , hvad hun selv er . “ +„ Hvor du taler , du uvidende papegøje . Det lader til , +du rent har glemt , der er et andet ordsprog der siger : +„ Krage søger mage . “ Det viser tydeligt nok , at et af disse +ordsprog lyver , og jeg er vis på , det må være dit . “ +„ Og jeg er vis på , det må være deres , “ sagde Barbara +med bestemthed . „ Men nu vil jeg tie , jeg føler ikke lyst +til at trættes i dag . “ +„ Du føler ikke lyst til at trættes ! “ råbte frøken Karin +forbavset . „ Du som har modsagt mig , siden dagen gryede . +Nej , du vil ikke trættes , du fredelige sjæl , du . . . Tys , der +kommer en vogn ! den standser ! Barbara , løb hen og åbn +døren . Hører du ikke ? Løb , løb ! “ +„ Løb ! Jeg er ikke så let tilbeens , at jeg stulde løbe for +ingenting . Jeg er da , gud være lovet , ikke døv endnu ! men +de synes næsten at være det , siden de hvert øjeblik , når en +vogn kører forbi , siger den standser . “ + +„ Barbara ! “ Frøken Karin åbnede fin mund til den +nåde til begge ørene , da med et døren gik op og doktor +Ødman trådte ind med sin unge kone . +Men frøken Karin lod sig ikke forbløffe . +» Gå til dit køkken , du gamle fisk , “ sagde hun med +en dronnings mine til Barbara , som også straks forsvandt , +tiltrods for sin gamle vane , aldrig at lystre . Den smukke +bruds svigerinde vendte sig om og sagde med et triumferende +smil : +„ Velkommen til deres fremtidige hjem , Fru Ødman . Og +gud velsigne deres indtrædelse her . Vi have gjort — jeg +mener min Broder , jeg selv og Barbara , den gamle papegøje , +— alt , hvad der stod i vor magt , for at gøre dette hus +så hyggeligt , rent og net som muligt . De vil finde alt i +den bedste orden . Og jeg tør nok sige , en lille dronning +kunne blive tilfreds med at leve her . Kom og lad mig vise +dem det hele , så er jeg vis på , de bliver tilfreds ; thi jeg +har selv ordnet det , og . . . “ +„ Ja , min gode Karin , det er alt sammen meget godt , “ afbrød +doktor Ødman , som hidtil havde ventet med stor tålmodighed +på at hun skulle blive færdig med sin velkomsttale , +„ men hvis du tillader , tror jeg , det ville være hensigtsmæssigere +at opsætte vor husundersøgelse til en mere belejlig tid +end denne . Kære Fru Axelson , må jeg vise dem vejen , “ og +brudgommen trådte ind i dagligstuen med en lang hale , bestående +af familien Axelson , efter sig . +Men jeg vil ikke trætte læseren med en længere beskrivelse +af doktor Ødmans bryllupsdag . Jeg vil blot tilføje , at Barbara +i fin forvirring over alt hvad her gik for sig , gjorde alt + +galt , at frøken Karin trofast stod hende bi i denne retning , +at børnene skrege af glæede og gjorde en utålelig støj ; at +Fru Axelson smilede mildt og sagde za til alt , at den +unge Fru Ødman , skønt meget bleg , lo ad alt , medens frøken +Karin og Barbara skændtes , som de troede , så sagte at +ingen kunne høre del , uden de selv , og doktor Ødman hele +tiden opfordrede flne gæster til at nyde af alt , hvad beder +fandtes på bordet . Og medens dette gik før sig i spisestuen , +skikkede godt , kjøkkenkatten , frøken Karins og Barbaras yndling , +alle gryder og pander samt udrettede mere skabe end +man skulle tiltro sådant et lille væsen +og nu ville vi tage afsked med dette lykkelige hjem , efterladende +vore bedste ønsker til brudeparret og alle deres slægtninge . +Når vi træffe dem igen er deres hvedebrødsdage +forbi , og vi ville få lejlighed til al se , om vore gode ønsker +virkelig er gåde i opfyldelse . +„ Sulle ! “ sagde en spurv til sin Broder , „ Du må ikke +kviddre så højt . Den syge dame kan ikke tåle det . Rullegardinerne +ere nede . Hun må være meget syg i dag . “ +„ Å , du er altid så samvittighedsfuld , “ svarede den anden +spurv med en fornærmet mine . „ Men jeg bryder mig +ikke mere om den syge dame . Hun synes ganske at have glemt +os ; hun lægger aldrig brødkrummer udenfor vinduet , som hun +gjorde i gamle dage , skønt jeg kvibdrer hele tiden for at +minde hende om os . Nej , min kære , jeg vil synge . “ + +og spurven begyndte atter at kviddre . +„ Gør det ikke , du hårdhjertede fugl ! “ udbrød den første +og slog med vingerne . „ Jeg vil være stille og se til +vinduet . “ +Det gjorde den ; den stirrede og stirrede , men forgæves . +Der var intet andet at se på end rullegardinerne , og dem +kendte den lille fugl så godt fra gamle tider , når den syge +dame trak dem op hver morgen og åbnede vinduet for at +strøe brødkrummer til sine små , fjedrede venner . +Men nu ? — +nu kunne hun ikke mere glæde sig over deres glade kviddren . +Hun lå i sin seng med blege kinder og hule øjne . +Hendes egen smukke stemme var borte og kun en tør , hul +hoste lød fra hendes blege læber ; men det kærlige smil var +der endnu og ville ikke vige , før døden jog det på flugt . +Der have vi igen tidens indflydelse på alt , hvad der +er til ; når vi se på den blege skikkelse , der sidder ved sygesengen , +se vi et nyt bevis på det samme , thi vi vil næppe +genkende den friske , ungdommelige Mira i denne unge dames +blege , sorgfulde ddre . +Men det er dog rose og Mira , disse to søstre , der fandt +hinanden for sent og må stilles for tidligt . +Roses øjne vare lukkede og hendes næsten gennemsigtige +hænder vare foldede over brystet . Hun sov , men en vild +drøm syntes at forurolige hende , thi hendes pande var mørk +og nogle uforståelige ord undslap hendes skælvende læber . +Mira bøjede sig lyttende over hende , medens bitre tårer +trillede over hendes kinder . +„ Hun drømmer ! “ hviskedee hun ængstligt ; „ måsfee jeg + +burde vække hende . O , blot jeg kunne forjage alle mørke +skygger , ikke blot fra hendes drømme , men fra hendes liv . +— liv ? “ — hun standsede og så smertefuldt på den falmede +skikkelse , der engang havde tilhørt den smukke , henrivende +rose , og et dybt , håbløst suk gled over hendes læber . +Døren blev sagte åbnet , og doktor Ødman listede sig +på tåspidserne over gulvet . +, hun sover ! “ hviskedee Mira og rakte ham hånden . „ Og +jeg har ikke mod til at vække hende . Jeg tror hun trænger +til lidt søvn . “ +„ Så . . . . Er de også vis på det , “ svarede vor +gamle ven gnavent ; thi han var altid i ondt lune , når han +så døden nærme sig til en af hans syge , uden at han følte +sig i stand til at frelse dem fra denne rovbegjærlige fjende . +„ Men jeg tror , de trænger til megen søvn , derfor skal de +straks gå hjem , min vogn venter på dem , det nytter ikke , +de seer på mig med et sådant blik . Jeg tillader dem på +ingen måde at blive her længer . De behøver ikke at være +bange for deres søster . Jeg skal nok selv passe hende , og +siden kommer min kære Anna og løser mig af . Gå , de +trænger til søvn , ellers bliver de syg , og jeg har flere end +nok af syge at passe på . “ +„ Men jeg kan ikke forlade hende . Det er hver gang jeg +forlader hende , som skulle jeg aldrig se hende igen . Min +gode , gamle ven , tillad mig at blive her . Jeg skal prøve på +at sove , jeg skal ikke blive syg . “ +„ Har de måske rent glemt , de også har pligter mod +baron silgestrøm . Gå , barn , og stol på mig . Jeg håber +ikke at være ganske uværdig til deres tillid . “ + +„ An , lal ikke sådan ! Men når hun vågner og ikke finder +mig her , tror jeg nok , hun vil savne mig lidt . De ved , +jeg er hendes eneste søster . Jeg kan ikke forlade hende . “ +„ Men de må ! “ sagde doktor Ødman bestemt . „ Gå , +frøken grotte , eller jeg regner ikke mere deres søster blandt +mine patienter . Lydighed har en doktor ret til al fordre af +sine syge og deres omgivelser . “ +Mira nærmede sig sengen med rødmende kinder . Hun +stirrede på he kære træk , som ville hun fastholde dem for +bestandig i sit minde . Derpå gik hun bort med et dybt suk . +Doktor Ødman indtog hendes plads og betragtede den +sovende med et tankefuldt blik , idet han nu og da hviskedee +sil velbekendte : „ Hum ! “ +Efterat han i nogen tid således havde studeret hendes +træk , åbnede hun øjnene og så på ham med et mildt smil . +„ Goddag , kære , gamle ven , “ sagde hun med lav stemme . +„ Har de været her længe ? Jeg tror næsten , jeg har sovet lidt +og drømt stygt . Hvor er Mira ? “ — +„ Jeg har sendt hende hjem . Hun ville ikke forlade dem , +men jeg ville ikke tillade hende at blive , da hun så blegere +ud end sædvanlig , og jeg tror lidt søvn vil gøre hende godt . +Men hvordan har de det i dag ? Må jeg føle deres puls ? “ +„ Stakkels Mira ! De må ikke tillade hende at blive i +betle mørke , sørgelige værelse . Hvor tankeløs jeg har været . +Del gør mig ondt , at de , en fremmed , tænker mere på hendes +helbred end jeg , hendes egen søster . “ — doktor Ødman tilføjede +med blød stemme : +„ Nå , min lille , hvad er der i vejen ? “ — + +„ Jeg har noget på hjertet . Bil de svare mig oprigtigt +hvis jeg spørger dem om det ? “ — +„ Det kommer an på , hvad det er , “ svarede doktoren +tøvende , da han anede , hvad det var , hun ville spørge om . +„ Vil de først gøre mig den tjeneste at trække gardinerne +lidt op . Her er så trist ; jeg holder ikke af det mørke , som +omgiver mig . Tak ! hvor dagslyset er smukt . Sig mig « åbenhjertig , +min kære ven , hvor lang tid har jeg tilbage til at +glæde mig over livet ? “ +Hun så på ham , som ville hun læse i hans sjæl . +„ Spørg mig ikke derom ! “ udbrød han med bevæget +stemme . „ Jeg vil ikke svare , nej , jeg vil ikke ! “ — +„ Godt , doktor , “ sagde hun alvorlig . „ Når de ikke vil +svare , så vil jeg . De behøver ikke at være bange , jeg besidder +mod nok til at tale derom , uden at trætte dem med tårer +og smerte . Jeg har allerede længe været forberedt på denne +time . Jeg ved godt jeg må dø , og jeg er tilfreds med min +lod ; thi jeg er nu så lykkelig , at jeg føler , jeg kan ikke blive +lykkeligere i dette liv . Kun selve himlen kan give mig mere +end det , jeg nu besidder . Herrens villie ske . Jeg er rede til +at adlyde den . “ +Doktor Ødman kunne ikke svare . Hans sind var i stor +bevægelse ; han rejste sig hurtigt og gik hen til vinduet , hvor +han blev stående en tid og stirrede ud , medens rose , smilende +gennem tårer , betragtede den smukke bouket , der som sædvanligt +stod på hendes bord . +„ Doktor , “ sagde hun til sidst , da denne atter nærmede sig , +„ hvor mange uger før jeg endnu kalde mine ? “ + +„ Uger ! “ udbrød doktor Ødman , men vedblev hurtig , urolig +over det ord , der var undsluppet ham : +„ Jeg ved det ikke . Det ligger ene i Herrens hånd . “ +„ Det siger det samme , som at jeg ikke mere haruger at +leve i , “ sagde rose roligt , „ nu , hvor mange dage tror de , +jeg har tilbage ? “ — +han bøjede hovedet og gav intet svar . +„ Heller ikke dage ! “ sagde hun alvorligt og begge vare +tause en stund . Så tog hun hans hånd , trykkede den kærligt +og hviskedee : +„ Tak , min trofaste ven . Jeg er glad ved at vide det . +Nu kan jeg berede mig på den kommende time . Men Mira +må ikke ane det , lad hende håbe så længe , som muligt . +Sorgen kommer altid tidsnok , især når den bringer mørke over +et prøvet hjerte . Men det fører mig til at tænke på noget , +jeg allerede længe har haft på sindet . Jeg må tale med +baronen , før det er for sent . De må sende bud efter ham +straks . Hører de , kære doktor , straks , ellers . . . . “ +„ Ikke straks ! “ afbrød doktor Ødman alvorligt . „ De har +ikke kræfter nok i øjeblikket til ar tale med nogen . Men i +aften , når de har sovet lidt , skal jeg sende bud efter ham . +Men nu må de tage disse dråber , de vil bevirke at de +kommer til at sove så roligt som et lille barn , og når de +vågner vil de have fået så mange kræfter , at de kan tale +med baronen uden fare for deres sundhed . “ +„ Min sundhed ! Hvor de er forsigtig . Hvis nogen hørte +dem , måtte de tro , jeg virkelig havde en sundhed at vogte +over , i stedet for jeg er en stakkels døende kvinde . “ +„ Netop derfor bør vi spare på den smule , vi har . Et + +minut af en døendes liv har sommetider mere værdi end år +af dens liv , der er i sin fulde krast . Ja , kære barn , hvor +meget ville ikke mangen døende give blot for at leve et minut +længer end den tid , der er ham tilmåls thi dette minut ville +for ham måske blive broen , der førte ham til himlen . “ +„ De har ret , doktor . Giv mig deres dråber og vær +vis på , jeg skal være forsigtig med mig selv . Men i aften +må jeg tale med baron silgestrøm . Vil de love mig det , +før kan jeg ikke falde i søvn . “ +„ De har mit ord derpå , “ svarede doktoren bestemt , +„ men nu må de ligge så stille som muligt . “ Og rose lukkede +sine øjne for snart efter at falde i slummer . +Da Mira kom hjem var vej hende umuligt at søge hvile , +heller ikke ville hendes sørgelige tanker og anelser tillade hende +det . Hun gik op og ned i værelset med sænket blik og blege +kinder . +Baronen var ikke hjemme . Han havde forladt huset efter +middag og Ola vidste ikke , hvor han var gået hen . +Alt var så stille omkring hende , ingen støj afbrød tavsheden , +der omgav hende , skønt hun ønskede af sit ganske +hjerte , al et eller andet måtte ske , hun vidste ikke selv hvad , +som kunne tildrage sig hendes opmærksomhed og give hendes +tanker en anden retning . +Men intet skele . Raslen af hendes silkekjole var de » +Eneste lyd i det tavse værelse . +Endelig blev hun træt af denne ensformige vandren oo + +fatte sig i en stol , hvor hun faldt t søvn , til hun blev vækket +ved baronens indtræden . +Dagen var til ende . Halvmørket omgav hende så hun +kunne næppe skelne hans skikkelse , da han nærmede sig . +„ Ola sagde , du var kommet hjem , “ sagde han og satte +sig i nærheden af hende . „ Hvorledes har rose det i dag ? “ +„ Tak , rose . . - “ Hun kunne ikke tale ud , men brast i +gråd . +Han flyttede sig tæt hen til hende , tog begge hendes hænder +i sine og sagde deltagende : +„ Hvad er der i vejen , barn ? Hvorfor græder du ? Er +rose måsfee mere syg , end hun har været de andre dage ? ' — +„ Å , nej ! Jeg sfulde før tro , hun var meget , meget bedre . +Men husker de den drøm , jeg havde for nogen tid siden . I +nat drømte jeg akkurat det samme . Og netop da den var +forbi , ^vågnede jeg og hørte klokken slå tolv . Jeg hørte +det tydeligt , thi jeg talte slagene . “ +„ Stakkels barn , har det forskrækket dig så meget . Men +vær rolig . Ørømme er kun ørømme , det vil sige tomme billeder , +fremkaldte af for megen fantasi og en uregelmæssig blodcirkulation . +Jeg håber din søster bliver rast igen , når +sommeren kommer . Tvivl ikke derpå . “ +„ Gud give jeg kunne lade være at tvivle , “ svarede Mira . +„ Men jeg ved for godt , hun må dø , og jeg skal atter stå +ene i verden . ' +„ Stå ene , barn ! — er det venligt af dig at tale således , +når en trofast ven sidder ved siden af dig , holdende +dine skælvende hænder i sine og tagende del i din sorg . +Som var det hans egen ? “ + +„ O , de må tilgive mig , om det for øjeblikket seer ud , +som om jeg var utaknemmelig og uretfærdig imod dem , min +kæræ , trofaste ven . Men de . Adelheid og hun er de eneste +mennesker , jeg elsker af mit ganske hjerte , og derfor er det , som +min halve tilværelse er forbi , når jeg tænker på at skilles +fra hende , og kun den tanke , at jeg har dem tilbage , frelser +mig fra at bukke under for min sorg . “ +„ Tror du virkelig , at du kun elsker os tre ? Så er +jeg bange for , barn , du ikke kender dit eget hjerte . Men i +denne time vil vi intet skjule for hinanden , derfor vil jeg sige +dig , der er en , hvis jeg ikke fager fejl , du elsker højere end +både rose og mig . Et billede er prentet i dit hjerte . . . . +Bliv ikke bange , jeg vil ikke såre dig , jeg vil kun vise dig +sandheden . Skal jeg sige dig , hvem du elsker ? “ — +„ Nej ! “ råbte Mira ængstelig . „ Ieg vil ikke høre det ; +thi hvis de vidste det , hvor kunne de så agte mig . “ +„ Og hvorfor skulle jeg ikke kunne agte dig ? Du tager +sejl , barn , du behøver ikke at skamme dig , fordi du har givet +grev Villiam dit hjerte . Han er både ædel og god . +Han . . . . “ +„ Grev Villiam ! Nej , baron silgestrøm , jeg har aldrig +elsket ham , og jeg vil aldrig elske ham . Mit hjerte kan kun +elske en , en , som ikke besvarer denne kærlighed , som aldrig +aner , at jeg , den lille zigeunerske , tør tænke på ham , den stolte +mand . Dersom han anede det , tror jeg , han ville hade og +foragte mig , medens jeg kun kan elske ham . “ +„ Og hans navn ! “ udbrød baronen med et blik , som +ville han gennemtrænge hendes tanke . +„ Ieg vil ikke nævne det , “ svarede hun skælvende . + +„ Er der nogen , på hvem du kan stole tryggere end +på mig ? “ spurgte han og bøjede sig mod hende med el blik +lig det , der en gang før havde fået hende til at skælve af +glæede og håb . +Hun forsøgte at tale , men ordene svigtede hende , og hun +brast på ny i gråd . +„ Godt , barn ! “ sagde han alvorlig og gav skip på +hendes hænder , ligesom han havde gjort den gang . +„ Jeg vil ikke forurolige dig oftere . Gem din tillid til +en , der måske er mere værdig til den end jeg . “ +Han rejste sig og ville gå . Men nu var det som Mira +fik nye kræfter , hun greb hans hånd og hviskedee noget , så +sagte , at ingen uden han kunne høre det . Han skuttede hende +i sine arme og udbrød , efter en lang pause , med bevæger +stemme : +„ Herren være lovet , nu er du min ! “ — +jeg kan ikke fortælle hvor mange timer baronen og Mira +sade hånd i hånd i skumringen og talte om deres kærlighed +og al den tid , de havde tilbragt i sorg og tvivl , medens +de kunne have været så lykkelige , når de ikke havde misforstået +hinanden . +Men pludselig blev de vækket af deres drømme ved en +stærk ringen med portklokken . +Lidt efter trådte Ola ind og bad baronen komme ud . +Denne rejste sig straks for at . rjfølge opfordringen ; men Mira +holdt ham tilbage og sagde skælvende af angst : +„ Gå ikke , lad mig ikke blive ene . Det aner mig , at en +stor prøvelse nærmer sig . Jeg kan ikke overvinde min frygt ; +mit hjerte banker , som skulle det briste . Forlad mig ikke nu . “ + +„ Jeg må gå , barn , “ sagde han alvorlig . „ Men vær +rolig , jeg kommer snart igen . Du ved , jeg vil skynde mig +så meget som mulig . “ +„ Nu , så gå , baron silgestrøm , “ sagde hun koldt . +„ Ikke således , Mira , ' han greb hendes hånd . „ Du +må ikke blive vred på mig . Fra i dag må ingen sky komme +imellem os . Se på mig , barn , med dine milde øjne og +kald mig Victor , at jeg kan mærke , du ikke længere er vred +på mig . “ +„ Gå stå , min egen , kære Victor , “ hviskedee hun med +et sødt smil og trykkede hans hånd med varme . „ Men +du vil snart komme tilbage . Ml du ikke ? “ - - +„ Hvor sødt det lyder fra dine elskede læber ! udbrød han +og skuttede hende i sine arme . „ Ja , min egen , trofaste Mira , +jeg vil snart , meget snart komme tilbage . “ Han trykkede et +Kys på hendes pande og forlod værelset med et lykkeligt smil . +Men tiden gik . Mira sad i dagligstuen , hvor der nu +var fuldkommen mørkt , da hun havde forbudt Ola at bringe +lampen ind . Hun kunne ikke tåle lyset , mørket syntes meget +bedre at stemme med hendes følelser og tanker denne aften , +hvor hun på samme tid var så lykkelig og så bedrøvet . +Men da den ene time gik efter den anden uden at bringe +baronen tilbage , blegnede hendes lykke mere og mere , indtil +den til sidst forsvandt , og hendes sorg og mørke anelser vandt +Sejer . Hun brast i gråd og ville have givet år af sit +liv for at få de lykkelige timer tilbage , som vare gåde , +hvis hun kunne have holdt dem fast for bestandig . Men umuligt ! — + +imidlertid havde baron silgestrøm forladt huset efter en +opfordring , han havde fået i et brev fra doktor Ødman . +Han tog straks hen til frøken Søtherberg , hvor han fandt +vor gamle ven , som førte ham ind i sygeværelset , hvorpå +han trak sig tilbage . +Da baronens blik faldt på rose , standsede han et øjeblik . +Hun var så forandret , siden han sidst så hende , at +han næppe kunne genkende hende . +Hendes dybt indsunkne øjne havde mistet deres glans og +syntes indhyllede i et uigennemtrængeligt mørke . Hendes kinder +vare blege og hule , og hendes blåhvide læber , som hun +havde presset så fast sammen , som ville hun aldrig mere åbne +dem , havde tabt det milde , henrivende smil , der endnu for +nogle få timer siden oplyste dem . +„ Velkommen ! “ sagde hun så klangløst , at han næppe +kunne forstå hende , skønt han sad i stolen lige ved hendes +seng . „ Tak , fordi de kom . Der er noget , jeg må sige dem , +hvis jeg skal dø i fred . Men jeg er meget svag , og mit +timeglas er snart udløbet . “ Hun standsede og trak vejret med +besvær , medens han kærligt tog hendes hånd , uden at sige +noget , da han følte , ord her ville være uden trøst ; men han +så på hende med et blik så mildt , så deellagende , atingen +ord bedre kunne udtale hans tanker , hans følelser . Det syntes +at bringe solskin til hendes hjerte , som slog svagere og +svagere for hvert minut . Roserne blussede igen på hendes +kinder ; smilet , som allerede var flygtet , spillede atter om hendes +sæber , øjnene lyste med deres fordums glans , men kun +for et øjeblik , så blev det igen mørkt , og hun vedblev . +„ Det er om min kære Mira , jeg vil tale . Jeg tror , hun + +skjuler noget , der bringer hende smerte . Mira elsker , men hvis +jeg ikke tager fejl , undertrykker hun denne følelse , fordi hun +troer , de ikke holder af den , hun har givet sit hele hjerte . “ +Baronen blev bleg , hans klare pande blev mørk , hans +øjne lynede , medens han spurgte med bevæget stemme : +„ Hans navn ? “ +„ Grev Villiam , “ svarede rose sagte . „ Men Mira har +aldrig fortalt mig det . Jeg har selv opdaget hendes hemmelighed . +Den første gang hun omtalte ham var , da han +var kommet hjem fra sin rejse ; jeg blev opmærksom på hendes +rødmende kinder og skælvende stemme . Og siden har jeg +lagt mærke til mere og mere , der har givet mig den overbevisning , +at hun elsker ham . Hun vil aldrig tale om ham , +og når jeg gør det , afbryder hun mig . Stakkels Mira , jeg +troer aldrig , hun selv får mod il at fortælle dem det . Derfor +har jeg nu gjort det ; thi jeg ved fra grevinde cederskøld , +at den unge mand også elsker hende . Baron silgestrøm , dersom +han virkelig er så god og ædel , som jeg har hørt , og +hvis de vil gøre en døende kvinde fuldkommen lykkelig i +hendes sidste time , så lov mig , de ikke vil forhindre Mira i +at ægte ham , selv om det er sandt , hvad jeg tror , at de ikke +holder af ham . “ Hun greb hans hånd og trykkede den med +sin sidste kraft . +Han prøvede på at tale , men ingen ord kom over hans +læber ; han kunne kun svare ved at trykke hendes hånd igen . +Men det tilfredsstillede hende ikke . +„ De må love mig det ! “ sagde hun og så ængstelig +på ham . + +„ Jeg lover det , “ svarede han med besvær . „ Mira må +vælge , hvem hun vil , jeg skal ikke sætte mig imod hendes valg . “ +„ Tak , min egen , kære ven ! “ udbrød hun glad . „ Ikke +blot for dette , men for alt , hvad de har gjort for hende og +for mig . Modtag en døende søsters velsignelse . Gud gjengjælde +og beskytte dem . “ Endnu engang blussede roserne på +hendes kinder og hun sank mat tilbage i puderne og lukkede +fine øjne , som ville hun sove . +Baronen bøjede sig over hende og så på de blegnede +træk med et langt , smertefuldt blik . Så rejste han sig og +nærmede sig døren , i hvilken doktor Ødman netop viste sig . +„ Tror de , vi skal sende bud efter Mira ? “ spurgte han . +„ Nej , jeg tror det er bedre at lade frøken grotte blive +uvidende om sandheden så længe som mulig . At føre dem +sammen i dette øjeblik ville kun bringe dem begge sorg og +berøve min patient de sidste kræfter . Hun trænger til hvile +og den vil hun kun finde i søvnen . De må passe på frøken +grotte , hun må ikke komme her igen før i morgen . Hun +er til ingen nytte for fin søster og selv trænger hun til ro , +ellers bliver hun også syg . “ +„ Men kan jeg ikke være til nogen nytte ? “ spurgte baronen , +„ Tak , ikke for øjeblikket . Men måske i morgen , “ svarede +doktoren og fulgte ham ud . +Mira sad endnu omgivet af mørke , lyttende til regnen +og blæsten udenfor , da hun med et for op ved at høre baron +silgestrøms trin . + +hun nærmede sig hurtigt døren og ventede ængstelig hans +komme ; men til hendes store forundring gik han lige til sit +eget værelse , hvor hun hørte ham låse døren af efter sig . +Det glade smil , hans velbekendte trin havde fremkaldt , +døde hen , og hun vendte tilbage til fin plads , , hvor hun blev +siddende i mørke tanker , til Ola meldte , at theen ventede . +Så skyndte hun sig til spisestuen i det håb at finde +ham der , som sædvanlig ; men Ola skulle hilse fra baronen , +om hun ville drikke sin the uden ham , da han ikke var rask . +Nu kunne hun næppe længere tilbageholde sine tårer ; thi +det syntes at hendes onde anelser virkelig ville gå i opfyldelse , +og hendes mod sank , når hun tænkte på , hvad der +nu ville ske . Men hun ville ikke lade Ola se sin bevægelse , +hun prøvede på at undertrykke den til hun var kommet til +sit eget værelse , så sank hun om på en stol og brast i +heftig gråd . +Således gik denne aften , hun havde tænkt sig at måtte +blive den lykkeligste i hendes liv , hen i tårer og frygt ; thi +hun følte , der var kommet noget mellem hende og baron silgestrøm , +hun vidste ikke hvad , men hun vidste det var der , stående +mellem dem lig en mørk skygge , der adskilte dem tiltrods for +deres inderlige kærlighed til hinanden . +Ja , sådan er et hjerte , der elsker , det føler faren , som +truer dets kærlighed , før den nærmer sig , end sige , når den +allerede er der . — +„ O ! “ hviskedee hun med foldede hænder . „ Er min himmel +allerede skjult af truende skyer . Er dette enden på min +korte lykke , er jeg allerede vågnet af min kæreste drøm ? — +hvorfor vil han ikke se mig netop denne aften , som burde + +være den lykkeligste i vort av ? — men det må ikke være ! +Vil han ikke komme til mig , så vil jeg gå til ham . “ +Hun rejste sig hurtig , forlod værelset og gik lige til +hans dør , hun bankede på med skælvende hånd ; men han +svarede ikke , eller hørte måske ikke hendes banken . Han gik +op og ned , som det syntes i stærk bevægelse . +„ Baron silgestrøm ! “ fik hun til sidst mod til at sige . „ Hører +de ikke , det er mig , Mira . Jeg ønsker at tale med dem . “ +Nu standsede trinene og han sagde i en alvorlig , bestemt +tone : +„ Gå til ro , barn , det er sent og du trænger til søvn . +I morgen kan du fortælle mig , hvad du har på hjertet . “ +Trinene lød alter . +„ Men Ola sagde de var syg , “ sagde Mira og undertrykkede +den sårede stolthed , vreden og smerten , som kæmpede i +hendes hjerte . +Trinene standsede alter el øjeblik , og han svarede koldt : +» Men nu er jeg alter fuldkommen rask . Du behøver ikke +af være bange for min skyld , jeg kan bære meget ; jeg vil +snart overvinde dette sidste stød . Men gå til ro , barn , og +forstyr mig ikke oftere . “ +Det var for meget for Miras stolthed . +„ Vææ vis på , jeg skal ikke forstyrre dem mere ! “ udbrød +hun med lammende kinder og dirrende læber og skyndte sig +tilbage til skt værelse , ikke for af søge ro , men for af græde , +til hendes roine vare røde og hendes hoved smertede , så +hun ikke mene kunne samle sine tanker . Da lukkede endelig +hendes øjne sig , og hun faldt i en dyb søvn . + +den næste morgen mødtes Mira og baronen , som de +plejede ved frokosten . Mira var bleg , hendes øjne vare røde +og ophovnede , og hun syntes af være meget træt . Men han +så det ikke , han rakte hende hånden som sædvanligt og satte +sig ned for at læse bladene . +Hvor var hans kærlighed , hans venlige blik og endnu +venligere ord ? — hvor var den baron silgestrøm , der om +aftenen havde erklæret hende fin inderlige , trofaste kærlighed ? +Han var forsvundet og hendes plejefader , den fordums baron +silgestrøm , havde indtaget hans plads . — +hvor en dag , en time , et minut kan forandre vort hele +liv og tilintetgøre vor hele lykke , vort håb , vor fremtid . +Hun kunne næppe tro , hvad hun så med sine egne øjne . +Der sad han alvorlig og stille og læste bladene så rolig , som +om intet var hændet , som om hans hjerte var lige så roligt +som hans alvorlige træk , skønt han havde såret hende så +dybt , skønt han havde tilintetgjort hele hendes lykke . — +ja , han så virkelig ud , som var hans hjerte lige så +roligt som hans træk , skønt det bankede af smerte , skønt +han havde begravet dets kære håb for evig . +Men Mira kunne ikke læse i hans inderste sjæl , hun kunne +kun dømme af det ydre . Og det gjorde hun , og hun bestemte , +hun ville være lige så rolig som han , han skulle ikke triumfere +over hende ; hun ville undertrykke sin sorg . Han skulle +ikke se hendes hjertes rette tilstand ; hun forsøgte at smile , +men det var kun et blegt genfærd af det varme smil , som +ellers hvilede på hendes læber . +„ Vil du skænke the til mig , barn , “ sagde han til sidst , + +uden at se på hende . „ Jeg vil gerne straks besøge din +søster , for om der er noget , hun ønsker . “ * +Mira svarede ikke , men skænkede theen , som de begge +drak i taushed . Så lagde baronen bladene til side og forlod +værelset uden at sige et eneste ord . +Det fremtvungne smil døde på hendes læber . Hun +satte sig ned og græd stille . Men med et rejste hun sig . Hun +kunne ikke udholde at blive hjemme . Hun ville gå til sin +søster , hendes kære rose , hendes eneste ven . Hun ville ikke +vente , til baronen kom igen . Skulle måske han , der var en +fremmed for rose , være den første , der gik til hende , medens +hun , Mira , roses søster , blev hjemme . Nej ! hun ville gå +og det straks . Hun skyndte sig til sit værelse for at tage sit +tøj på , men der fandt hun jomfru kullberg , der udbrød ved +at se hende : +„ O , kære frøken , jeg har haft sådan en underlig drøm +i nat ! Der må vist ske noget slemt ! thi jeg har endnu aldrig +drømt om rotter , som åd mus , uden at det har endt +sørgeligt . Og jeg drømte i nat , at to store rotter åd tyve +små mus , og så til sidst fangede en kat de to rotter . — +det var en slem drøm , og jeg er vis på , dagen vil ikke gå +hen , uden at der skeer noget galt . “ +Tiltrods for Miras mørke tanker kunne hun ikke lade være +at le ad jomfru kullbergs underlige drøm og hun ville netop +trøste den gamle pige , da hun hørte klokken ringe ; ordene +standsede på hendes læber , og hun kunne næppe holde sig oprejst , +hun havde en følelse , som skulle hun besvime og sank +om i en stol med et skrig . +„ Hvad er der i vejen ! “ råbte jomfru kullberg forskrækket . + +„ Er de syg ? — stakkels barn , prøv at drikke lidt +vand , det vil forfriske dem . “ +Men Mira rejste sig pludselig og ilede til daligstuen , hvor +hun sandt baronen , som netop var trådt ind . +„ Hun er død i “ råbte Mira . „ Skjul det ikke for mig , +jeg ved det , det er som var der sprunget noget i mit hjerte . “ +„ Det gør mig ondt at måtte bringe dig et sådant +sørgebud , “ sagde han deltagende . „ Jeg ved , ord kan ikke +trøste i et sådant øjeblik . Men glem ikke , barn , det er kun +os , hun har ladt tilbage , der sørge og græede , hun derimod er +lykkelig , og derfor må vi ikke misunde hende denne lykke . +Fred være med hende . “ — +han tog blidt hænderne fra hendes ansigt . +„ Græd kun , barn , tårerne mildne vor smerte og få +os til at tænke på ham , der gav og dem til trøst for vore +sårede hjerter . Du har mistet en søster , men glem ikke , du +har genfundet en fader . Vær ikke bange , barn , jeg vil ikke +tilintetgøre din lykke , jeg vil fremme den . “ Han trykkede +hendes hånd kærligt og forlod sagte værelset . +Men Mira kunne ikke græde . Tårerne syntes at nægte +hende deres trøst . Hendes blik hvilede på jorden og hendes +skælvende læber havde ingen ord til hendes trøst . +Således sad hun den ene time efter den anden , uden at +gøre en eneste bevægelse , der kunne tilkendegive at hun endnu +levede . Endelig brød hun ud i en heftig gråd og råbte fortvivlet +: +„ O , dette er mere , end jeg kan bære ! “ — + +hænderne lå foldede over hendes bryst . Hendes hjerte , +der nylig havde været varmt , bankede ikke mere . Hendes læber +vare lukkede for evigt ; men hendes øjne , disse hjertets +trofaste tolke , blev tro selv i døden , de vare ikke lukkede , de +stirrede endnu på den lille bouket , der stod på bordet , som +om de selv i døden ville tolke hendes sidste tanker . +Mira knælede ved sengen . Hendes blik var fæstet på +den elskede søster . Ingen tårer fyldte hendes øjne , ingen +klage undslap hendes læber , hendes hjerte var lig et instrument , +hvis strenge er brudte . +Men nu trådte baron silgestrøm sagte ind , og ved at +se ham rejste hun sig hurtig , medens han trådte nærmere og +hviskedee , som for ikke at forstyrre den dødes fredelige søvn . +„ Kom barn , du må ikke dvæle længere her . “ +Men hun vendte tilbage til sengen , hvor alle hendes +tanker syntes at være . Hun bøjede sig over rose og trykkede +et brændende Kys på hendes kolde pande . Endnu engang +hvilede hendes blik på disse elskede træk , endnu engang , for +aldrig oftere at se dem i dette liv . — +hun var begravet . Hendes navn ville snart være udslettet +af de fleste hjerter ; men i et ville hendes elskede billede +altid blive . Det var i hendes søsters . +Stakkels Mira , hendes hjerte var knust . Det havde været +mere , end hun kunne bære på samme tid at miste sin søster +og den , hun elskede , ja den hun elskede ; thi baronen havde +aldrig siden hin så lykkelige og ulykkelige aften talt til hende +om sin kærlighed . Det var , som havde han rent glemt , at + +han nogensinde havde elsket hende , som om han ganske havde +glemt , at han havde erklæret hende det . Han var så forandret +i sin opførsel imod hende , at hun næppe kunne genkende +ham , skønt han altid var god og kærlig mod hende . +Havde han måske angret , at han , om end kun for et +øjeblik , havde tænkt på at gøre don lille zigeunerske til fin +kone ? — eller hvad var det , som med et adskilte dem ? — +hvor skulle hun finde lys i dette mørke ? Skulle hun ligefrem +spørge ham , hvad grund han havde til denne forandring i sin +opførsel mod hende ? — nej , hun ville ikke spørge , hun var +for stolt til at bede ham om den kærlighed , han syntes at +negte hende . +Men hvor hendes stakkels hjerte kæmpede mod dets mange +forskellige følelser . Det ene øjeblik følte hun trang til at +kaste sig i hans arme og fortælle ham tiltrods for hans forandrede +opførsel , hvor højt hun elskede ham . Det næste øjeblik +vendte hun ham ryggen , for at han ikke skulle se hendes +vrede , hendes sårede stolthed og sorgfulde hjerte i hendes øjne . +Og tiden gik . Tre uger vare gledne hen siden rose « +Begravelse ; tre uger så lange som år for hende og baronen , +medens andre , som vare lykkelige , måske fandt , de vare flygtede +som minuter . +Det var morgen . Mira havde åbnet vinduet og indåndede +den friske luft , som bragte en hilsen fra den kommende +vår . +Det var en smuk dag . Solen forgyldte vinduerne lige +overfor . Himlen var klar og blå . Fuglene fløj op og ned +med glad kviddren , medens folk kom og gik med glade ansigter +og tilfredshed i hjerterne over den smukke dag . + +selv Mira kunne ikke blive uberørt ved synet af al det +liv , der omgav hende . Hendes hjerte bankede hurtigere , hendes +øjne funklede , og hendes blege kinder blev røde . Solen med +fine varme stråler syntes at smelte isen , der for nogen tid +havde tildækket hendes ellers så milde og kærlige hjerte , og +hun lovede sig selv , hun ville tale åbenhjertigt med baron +silgesfrøm , hvad der end skete . +Hun gik til daligstuen , hvor hun troede at finde ham beskæftiget +med bladene som han var vant til hver morgen . +Men hun blev skuffet , der var ingen baron silgesfrøm og hun +satte sig ved sit sybord , bestemt på at vente , til han kom . +Snart hørte hun hans velbekendte trin nærme sig . +Hendes hjerte bankede ængsteligt , da han trådte ind ; hun +prøvede på at rejse sig , men kunne ikke , alt hendes mod , al +hendes styrke havde forladt hende . Hun kunne næppe hæve +fine sænkede øjne for at fæste dem på ham , som stod og så +på hende i taushed . +„ Mira ! “ sagde han til sidst med alvorlig stemme . „ Jeg +kommer for at sige farvel til dig . Jeg rejser udenlands . “ +„ Udenlands ? “ — +Mira kunne næppe få ordene frem . +Han satte sig ved siden af hende ; tog hendes kolde hånd +og vedblev kærligt : +„ Vær ikke bange , barn , det er ikke min hensigt at lade +dig blive ene tilbage . Cederskølds har lovet at tage sig af +dig . De komme efter dig i dag ; og jeg tror , du vil blive +mere tilfreds i deres glade selskab , end du hidtil har været i +mit . Jeg er intet opmuntrende selskab for en ung dame , hverken +i sorg eller glæde . Frygt ikke for noget , jeg har ordnet + +alt , som jeg troede , det ville behage dig , og når vi ses igen +håber jeg , du vil være så lykkelig , som jeg af mit ganske +hjerte ønsker , at du må blive . — men der er endnu noget , +jeg kunne ønske at tale med dig om ; men jeg vil ikke formørke +denne afskedstime med at fortælle dig alt , hvad der har fyldt +mit hjerte med sorg . Jeg vil skrive til dig om denne genstand , +ikke for min egen skyld , barn , vær vis på det ; men +kun for din skyld , thi jeg skylder dig en forklaring over min +opførsel siden den aften , du ved , skønt du vel allerede har +tænkt dig den selv . Men jeg er bange for , du ikke ret kan +nyde din fremtids lykke , før alt er forklaret og ordnet mellem +os . Og du , barn , har du ikke et eneste ord at sige , før vi +skilles ? - — +men Mira havde ingen ord . Hun sad som forstenet , og +selv om hun kunne have frelst sit liv ved at sige et ord , ville +det have været hende umuligt . +„ Godt , barn , “ tilføjede han efter en kort taushed med +bevæget stemme , „ jeg vil ikke overtale dig mod din villie . “ +Lyden af en vogn nærmede sig . +Han rejste sig hurtig , og Mira gjorde det samme uden at +vide del . Hun kunne ikke samle sine tanker , alt dansede rundt +med hende ; hun kunne kun føle , kun forstå , at han rejste bort , +han , som hun elskede . +„ Gud velsigne dig , barn ! “ udbrød han og skuttede hende +i sine arme . „ Gid jeg må finde dig lykkelig , når jeg kommer +tilbage . Sørg ikke over mig ; jeg har kun en tanke , et +ønske , det er at se dig lykkelig . Farvel , Mira , du har min +tilgivelse . “ Han trykkede et Kys på hendes pande ; han skuttede +hende endnu en gang i sine arme , og hun var ene , ganske + +ene , stående på samme plads , hvor han havde forladt hende . +Med blikket heftet på døren , som havde lukket sig efter ham +lyttende til vognen , da den kørte bort , til lyden døde hen i +det fjerne . +Da vågnede hun først af den følelsesløshed , der syntes +at have overvældet hende og råbte , vridende sine hænder : +„ O , Victor , Victor , du må ikke forlade mig ! “ — +men for sent ! Han var allerede langt borte . +Solen skinnede gennem de halvt tildækkede vinduer , dens +venlige stråler , legede medmeublerne , gled over gulvet , hen ad +væggene og oplyste hele værelset . Det var ikke vinterens +kolde blege stråler , det var vårens varme , livlige børn . +Hvor de legede , medens fuglene sang , ikke blot spurvene , +men også andre fugle med søde stemmer , fugle , der vare +komne langvejs fra , og nu sang for at forkynde , at våren var +kommen og med den alt , hvad der glæder hjertet . +Nu skilte en enkelt solstråle sig fra sine smukke små +søstre og gled gennem værelset lig en guldstrøm , til den sank +ned på sengen , hvor en ung pige lå med blege kinder og +lukkede øjne . Den legede med hendes sorte lokker ; den kyssede +hendes søde læber og varmede hendes kolde pande , til +hun åbnede øjnene og så sig om med et forundret blik . +Hun kunne ikke huske det mindste ; hun prøvede på at +løfte sit hoved ; men det var så tungt , at det sank mat tilbage +på puden . +Denne lille bevægelse , skønt så let , blev ikke ubemærket . + +et hoved viste sig straks i den åbne dør , som ferie ind +til værelset ved siden af , og jomfru kullbergs velbekendte +skikkelse nærmede sig sengen . +„ Jeg syntes , hun gjorde en bevægelse , lille stakkel , “ hviskedee +hun til sig selv . „ Men jeg har nok taget fejl . Hvor +skulle hun også kunne røre sig . Nu har hun ligget der siden +baronen rejste uden selv at ane det , som man skulle tro . Hun +får vist aldrig mere kræfter til at rejse sig fra sengen . +Stakkels barn , hvor det gør mig ondt , hvis det tager en sådan +ende med hende . Men jeg drømte nok om to rotter ; +den ene har været frøken Søtherberg ; den anden , er jeg bange , +vil blive hende , lille stakkel . “ Og hun bøjede sig over Mira +og så på hende så kærligt , som om hun havde været hendes +eget barn . +I dette øjeblik åbnede Mira atter øjnene , og jomfru +kullberg udbrød glad : +„ Herren være lovet ! Jeg troede aldrig mere jeg skulle +ses disse søde øjne . O , mit kære , kære barn , de har ikke +set på mig de to sidste måneder . Gud velsigne dem , det +er ret , smil lidt til mig , min egen lille yndling . “ Hun greb +begge Miras hænder , trykkede dem mod sine læber og græd +af glæde . +» Nej , hvor enfoldigt af sådan en fornuftig , gammel pige ! “ +Udbrød doktor Ødman , som ubemærket var trådt ind . „ Vil +de måske dræbe min patient i det samme øjeblik , hun igen +er kommet tillive ? — jo , de er den rette sygevogterske ! “ Han +greb hende let om armen og førte hende ud i det tilstødende +værelse . +„ Således er de alle , og jeg kan dog ikke selv pleje mine + +syge . Hm ! . . . “ Han satte sig , tog Miras hånd og sølle +hendes puls . +„ Godt ! Jeg tror , hun er frelst , “ mumlede han med et +tilfreds smil . +» Tak , doctor/ ' sagde Mira med svag stemme og prøvede +at tage hang hånd ; men kræfterne svigtede hende , og hånden +sank mat tilbage . +„ Hun taler ! ja , sandelig taler hun ! “ udbrød doktoren , +som nylig havde skjenvt på jomfru kullberg for det samme , +han nu selv gjorde . „ Herren være lovet , det er mere , end jeg havde +ventet for lang tid . Mil eget lille barn , hvorledes har de +det da i dag ? — gud velsigne dem for disse få ord , jeg er +så glad , som havde jeg vundet en krone , “ og også han greb +hendes hånd og kyssede den ømt ; men nu var det jomfru +kullbergs tur til at skænde . Hun nærmede sig sagte , greb +hans arm og hviskedee : +„ Nej , hvor enfoldigt af sådan en fornuftig , gammel mand . +Men således er de alle . “ — +„ De har ret , “ sagde han skamfuld . „ Vi have begge mere +hjerte end forstand . Kom , lad os forlade den kære lille . +Jeg kan skrive min recept i det andet værelse . De må ikke +tale med jomfru kullberg eller nogen anden , når jeg er gået . +Hører de ? — de må ligge så rolig som de kan og ikke +tænke på noget . Farvel , barn , jeg kommer igen i morgen , og +så kan vi måske tale lidt sammen . “ Han kyssede på fingeren +til hende og forlod værelset fulgt af jomfru kullberg , +der vinkede , som ville hun sige : +„ Jeg kommer snart igen og taler lidt med dig , tiltrods +for den gam e sladderhank . “ + +Mira var ene . Nu var hun ikke mere forundret over at +finde sig liggende i sengen ; hun samlede sine forvirrede tanker , +hun huskede alt , det vil sige , hun huskede , at han var borte , +at han havde ladet hende tilbage , uden at hun vidste , hvorfor +han havde straffet hende så hårdt . Og rose , hendes kære +rose , hos hvem hun kunne have søgt trøst , hvor var hun ? — +hun lukkede igen sine øjne og gav sine tårer frit løb . +Hun foldede sine hænder , medens læberne bevægede sig . Hun +bad , bad af sit ganske hjerte , og sådanne bønner nå altid +Herrens trone . +Dej var søndag , en smilende søndag og en dobbelt festdag +var det ; thi Mira var første gang oppe efter sin sygdom , +og jomfru kullberg forsikrede hende , hun ville aldrig i sit +liv glemme denne lykkelige dag , da hendes kære frøken var +kommen op efter sådan et hårdt sygeleje . +Doktor Ødman havde afflået grevinde cederskøld og alle +de andre , som ønskede at se Mira , at komme ind , og hun var +derfor ganske overladt til jomfru kullbergs omsorg , og hun +kunne heller ikke have en bedre plejerske ; da doktor Ødman +trådte ind , udbrød han tilfreds : +„ Se , det kan jeg kalde at passe på min lille patient . “ +Mira sad i en stor lænestol , som jomfru kullberg med +Olas hjælp havde flyttet hen midt i stuen , hvor de varme +solstråler kunne nå den . +„ Goddag , min kære gamle ven ! “ sagde hun og rak . e +taknemmelig hånden til den gode doktor . „ Hvorledes skal jeg +takke dem for al deres kærlighed mod mig . “ + +„ Nu , det skal jeg sige dem , “ svarede han og satte sig ned . +„ De kan bedst takke mig ved at blive rask snarest mulig . Men +jeg havde nær glemt , jeg har noget til dem fra min kone . “ +Han åbnede den ene af sine store lommer , og en smuk lille +bouquet tittede frem . +„ Se her , “ sagde han tilfreds og rakte hende blomsterne . +„ Hvad mener de om dem ? Det var godt , jeg huskede at usføre +mit ærinde , det havde været synd for de stakkels små , +om jeg havde glemt det . “ +Mira brast i gråd , da hun så blomsterne ; hvor smerteligt +mindede de ikke om rose og baronen . +Den gode doktor , som ikke vidste , hvad det var , der bevægede +hende så meget , skændte på de uskyldige blomster og +på fin ufornuftige kone , som ikke havde forudset , hvad der +ville ske ; sådan en ide af sende blomsler til en stakkels syg +pige , der havde været lænket til sengen i flere måneder og +neppe vidste , af vinteren var gået , ser hun nu så disse vårens +frembringelser ; og af netop han , hendes læge , havde været +overbringer af sådan en lille bouquet , det var for meget . +Han greb bouquetten og ville kaste den ud af vinduet ; men +Mira forhindrede det og sagde , idet hun så på ham med sine +tårefyldte øjne : +„ Nej , min kære ven , blomsterne er mine , de har ingen +ret til af kaste dem bort . Tak Fru Ødman fra mig og sig +hende , jeg var så glad for dem ; thi jeg holder så meget af +blomsler . “ +„ De var glad ved af modtage dem ! “ udbrød doktoren +forundret . „ Så forslår jeg ikke , hvordan folk se ud , når +de er bedrøvede . Men min gode gamle Karin har ret , når + +hun siger : fanden selv kan ikke forstå en ung dames sind . ' +hvorledes skulle da jeg . Men når de er glad for dem , er +jo alt godt , og jeg har ingen grund til hverken af kaste dem +bort eller skænde på min lille kone , som altid er så glad +ved at glæde andre . “ +Den gode doktor tog afsked efter at have givet jomfru +kullberg sine befalinger om , hvor længe Mira måtte blive oppe . +Da hun var gået , viste Ola sig i døren og vinkede ad +jomfru kullberg med en vigtig mine . +Hun nærmede sig straks , og han hviskedee noget til hende , +som hun syntes at blive glad over , thi hun smilede tilfreds og +gik ud for lidt efter at vise sig med et brev i hånden . +„ Jeg har noget , som de vil blive glad over , “ sagde hun +og nærmede sig med et triumferende smil . „ Dette brev modtog +Ola for en måned siden ; men da de var for syg dengang , +gemte jeg det til bedre tider , og jeg tror , i dag er tiden kommen . +Det er fra baronen , kan jeg se på håndskriften , “ og +hun lagde brevet ned i Miras skælvende hånd og forlod +stuen fulgt af Ola , som hidtil havde stået ved døren for at +være vidne til fin kære frøkens glæde ved at modtage brevet . +Men han blev lidt skuffet ; thi Mira sagde ikke et eneste +ord ; hun kunne kun takke fine gamle venner med et smil , +som døde hen på hendes læber . +Da hun var blevet ene , rejste hun sig tiltrods for sin store +svaghed og gik hen til vinduet , som om hun bedre kunne læse +det kære brev der i det klare daglys , omgivet af de legende +solstråler , end i den store lænestol , svøbt ind i tæpper og +puder , der i dette øjeblik forekom hende lig et fængsel . Hun +så på brevet smilende gennem tårer , men dog manglede + +hun mod til at åbne det . Endelig efter en lang kamp mellem +glæede og frygt , trykkede hun det til sine læber , åbnede +det og læste . +„ Barn , barn , hvad har du gjort med mit hjerte ? — +hvor kunne du gøre mig så megen sorg ? — ved jeg ikke , +du ville ofre dig selv på taknemmelighedens alter ! Ved +jeg ikke , du elsker en anden ! Ved jeg ikke , du er ung , og jeg +er gammel ! Hvor kan den blomstrende rose drømme om den +alvorlige gran ? — +men vær rolig . Jeg har ikke hjerte til at tilintetgøre +din ungdom . Jeg ville ikke , om jeg kunne vinde en verden . +En verden ! — hvad er en verden i dens hånd , som elsker ? +— et støvgran han vil bortbytte for et smil af hende , som +er hans eneste verden . +Du ville opoffce dig selv . Men du glemmer , det var +ikke blot dig men også ham , du opoffrelse ; ham , som elsker +dig , og som du elsker , skønt ingen af eder kan elske , som +jeg gør . +Men vær rolig , barn ; denne opoffrelse er større end nogen +kan give , og nogen kan modtage , og et knust hjerte ville +væræ alt , hvad du havde at byde mig . +Mira , du er fri ! tag din Villiam , og gud give , i begge +må blive så lykkelige , som jeg , eders fader , ønsker det . +Vent ikke på min tilbagekomst ; ægt ham så snart som +mulig , og når alt er ordnet , vil jeg , om gud behager , komme +og glæde mig over eders lykke . +Farvel barn . Sørg ikke for min skyld , jeg vil snart +blive tilfreds med min lod ; thi den , der elsker oprigtig , kan + +kun blive lykkelig , når genstanden for hans kærlighed også +er det . Hils Villiam fra +din trofaste ven og fader +Victor silgestrøm . “ +„ Gud trøste mig ! “ hviskedee Mira og sank mat om i en stol . +„ Hvad er der i vejen med dig i dag . Carl ? “ spurgte frøken +Karin gnavent . „ Du seer jo ud , som havde du spist kårekyllinger . +Lal rent ud , mand , hvad har du på hjertet ? “ +„ Stille , Karin , du er altid så nysgerrig . En læge +har så meget at tænke på , som han ikke kan fortælle andre . +Anna er langt mere fornuftig , hun spørger aldrig om , hvad +jeg tænker på . “ +„ Ja , Anna ! Men Anna er ikke ' din søster , “ svarede +frøken Karin , medens hun så lidt skarpt på fin svigerinde , +som stod ved vinduet og syede ivrigt . +„ Nej , hun er min kone , og som sådan har hun langt +større ret til min tillid end du . Men da jeg ikke vil drille +dig , vil jeg sige dig , jeg tænker på stakkels frøken grotte . +Du ved , hun var netop kommet sig , da hun pludselig faldt +tilbage , uden at jeg kan begribe , hvad der har fremkaldt det . +Nu er hun igen , gud være lovet , bedre ; men hun kan ikke +komme til kræfter så længe hun bliver i Stockholm . Hun +trænger til lanvluft . Jeg vil derfor foreslå hende at tage op +til baronesse silgestrøm ; men først vil jeg tale derom med +grev cederskøld , thi jeg tror , han har mere indflydelse på +hende , end jeg . Og vi må benytte tiden , medens det endnu +er sommer . ' + +„ Så skulle du straks gå og tale med ham . Stakkels +lille ! Det ville være synd at lade hende blive længer end +nødvendig i byluften . “ +„ Jeg har tænkt på dej samme i lang tid , “ sagde Fru +Ødman rødmende . +„ Så . . . . Ja , koner på din alder er altid så kloge , “ +Svarede frøken Karin spydigt , „ medens mænd på Carls alder +ikke mere kunne tænke . Ellers ville stakkels frøken grotte vel +for længe siden have nydt landluften . “ , +„ Udentvivl , dersom hun havde været rask nok dertil . Men +det er hun først nu og derfor vil jeg råde hende til at rejse . “ +Med disse ord forlod doktor Ødman dagligstuen . +» Carl har altid været en gammel sladderhank . Men nu +han bliver ældre og ældre , er han det mere end nogensinde , “ +Sagde frøken Karin vred ; thi gigten plagede hende i denne +tid , skønt det var sommer . +„ Jeg synes doktor Ødman er meget klog og fornuftig , “ +Svarede fruen , rødmende over den måde , hendes svigerinde +omtalte hende på . +„ Så . . . synes du det ? Men jeg kan sige dig , jeg er +af en anden mening . Og jeg skulle iro , jeg kender ham bedre +end du . “ +„ Jeg betoivler det virkelig , når du dømmer om ham +på den måde ; thi min mand er klogere og fornuftigere end +de fleste . “ +„ Tak Anna , du giver ham hverken mere eller mindre , end +han virkelig fortjener . Lad der være fred imellem os , thi der er +ingen i verden , der elsker ham højere , end jeg . Men jeg må +skænde på ham og på eder alle i denne tid , det mildner + +gigten , og jeg tror ikke , i holde mindre af mig for det , især +når i kende min grund til at skænde . “ +Således endte denne lille trætte , som alle de trætter , +den gode , gamle frøken Karin begyndte så længe hun levede +på denne kære jord , som er , . hvad vi alle vide , et hjem for +al trætte . +Fru Ødman fortsatte sin syning med et tilfreds smil +og frøken Karin gik ud i køkkenet , hvor hun begyndte en ny +trætte med Barbara , hendes gamle compagnon . +Mira sad i dagligstuen , påklædt til rejsen . Hun så +meget bleg og svag ud ; men hendes træk udtrykte mere tilfredshed , +end oe havde gjort i lang tid . +„ Cederskøld og jeg vil snart følge efter dig , kære Mira ! “ +Sagde grevinde Adelheid opmuntrende , „ vil vi ikke , cederskøld ? +Vi vil ikke ganske overlade Mira til tante Margrethes og +frøken bredes selskab . Jeg tænker vi komme til hammer i +løbet af en måned . Hvad mener du , cederskøld ? “ +„ Ja , Mira , hvis det kan tilfredsstille dem , komme vi og +er sammen med dem en uge eller to ! men længer kan jeg +neppe blive på hammer denne gang . Goddag , Villiam , vil +du også tage afsked med vor kære Mira ? “ +„ Ja , jeg vil , men kun for en kort tid . Jeg håber vi +snart skulle mødes på hammer . Dog vognen venter på +dem , min lille rejsende , må jeg byde dem min arm ? “ +„ Farvel , min egen kære Mira ! �� udbrød grevinde cederskøld +og skuttede hende i sine arme . „ Lad mig se , du passer +på dig selv . Du må love mig at være forsigtig med din + +sundhed . Gå ikke i haven i aftenluften . Duggen skal være +meget farlig for svage folk . Har jeg ikke ret , doktor Ødman ? “ +Spurgte hun og vendte sig mod doktoren , som netop trådte ind . +„ Jo , de har altid ret , “ svarede han smilende . „ Men jeg +seer , jeg var lige ved at komme for sent , frøken grotte . Jeg +håber de vil være forsigtig med deres helbred , at de må +komme igen salt frisk som en fisk . Min kone og søster bad +mig hilse dem så meget og bringe dem deres bedste ønsker +for deres snarlige helbredelse ; og jeg selv ønsker dem af mit +ganske hjerte en behagelig rejse og at de må komme til kræfter +i den friske landluft . Men frem for alt , vær forsigtig . “ +„ Ja , Mira . De må virkelig være påpassende , “ tilføjede +grev Villiam og trykkede hendes hånd kærligt . „ De ved . +Hvad de er for os alle , derfor er det deres pligt at være +omhyggelig med dem selv . Farvel , gud være med dem . “ +„ Farveli “ gentog de alle og trykkede hendes hænder , som +skulle de skilles for bestandig ; grev Villiam bød hende armen +og forlod værelset , fulgt af de andre . Jomfru kullberg og +Ola ventede på hende ved døren . +„ Farvel , min kære unge frøken ! “ udbrød den gamle +husbestyrerinde med tårefyldte øjne . „ Herren beskytte dem +og være med dem , hvor de går . Gud give de må komme +hjem igen med røde kinder og med glæde i hjertet . “ +„ Farvel ! “ sagde den gamle , trofaste Ola , dybt bevæget . +„ Farvel og gud være med dem . “ +Grev Villiam løftede hende ind i vognen . Han sagde +intet ; men det kærlige blik han fæstede på hende talte for +ham . Og vognen kørte bort , efterladende alle de kærlige hjerter . + +„ Velkommen , min lille yndling ! “ udbrød baronesse silgestrøm +og skuttede Mira i sine arme . „ Gid du må komme +til kræfter her . Kom , sid ned , du er lidt anstrengt efter rejsen . +Stakkels barn , græd ikke , du vil snart blive rask . “ +Det var sørgelige dage for Mira , skønt baronesse silgestrøm +var som en moder for hende , og selv frøken brede +syntes at have glemt endeel af sit fordums had til den lille +zigeunerske ; men der var jo ikke en , for hvem hun kunne åbne +sit hjerte . +Timerne gik så langsomt , at det syntes som slode de helt +stille . Hun foldede hænderne og takkede gud , når dagen var +til ende , medens hun mødte den kommende dag , med et blik , +der udtrykte : „ Hvorledes skal jeg få tiden til at gå . Gid +jeg aldrig mere så en dag bryde frem . “ +Hvor ofte gik hun ikke til den klare kilde , hvor tusinde +minder , glade og sorgfulde , ventede hende . +Hun satte sig ned på græsbænken og lukkede sine øjne , +og roses kære billede stod tydeligt for hende , netop som hun +havde set ud den sidste gang , de havde siddet hånd i hånd +på samme sted . +„ Gid jeg var hos dig . min kære rose ! “ hviskedee hun +vemodig . „ Men det er min skæbne at vandre ene gennem +livet . Havde du endnu levet , kunne jeg have åbnet mit +hjerte for dig , og du ville have forstået og rådet mig . +Men nu — er jeg ene , ganske ene , uden råd , uden hjælp . . . +Jo , der er en , en som beskytter alle ! Hvor jeg er utaknemmelig , +min gud . Vær ikke vred på mig , forlad mig ikke , som +jeg fortjener det , jeg vil forbedre mig og være tilfreds med min +lod , når den blot fører til himlen . “ + +undertiden kunne hun blive siddende den halve dag i +drømme , glemmende alt , selv at baronesse silgestrøm ventede +på hende . Til andre tider kunne hun pludselig rejse sig og +ile hjem , hvor hun straks gik til sit værelse og satte sig ned foran +skrivebordet og begyndte på et brev til baron silgestrøm , +hvori hun fortalte ham , hvorledes han havde misforstået hende , +hvorledes hun elskede ham , og at hun aldrig havde elsket eller +ville elske grev Villiam . +Men ingen af disse mange breve nåde ham , de blev +alle tilintetgjorte , før de vare fuldendte , og alt imellem disse to , +som elskede hinanden så trofast , blev som det var . +Således gik uger og måneder , cederskølds havde for +en kort tid gæstet hammer , men vare allerede igen rejste , og +tiltrods for alt , hvad baronesse silgestrøm gjorde for at adsprede +sin lille yndling , syntes det næsten , hun blev sorgfuldere +med hver dag . +Tilsidst kom grev Villiam . +Mira havde ganske glemt . ham , og skønt baronesse silgestrom +havde håbet at hans nærværelse skulle have en god +indskydelse på Mira , opdagede hun snart , at denne tværtimod +var blevet alvorligere og mere indesluttet end før . Hun undgik +ham , hvor hun kunne , og blev på sit værelse så meget som +muligt . Hendes lange ture , det eneste , hun havde fundet for +nøielse i , havde hun fuldkommen opgivet og ingen overtalelse +kunne bringe hende til at fortsætte dem . — +det var morgen . Mira forlod sit værelse forsigtig , som +var hun bange , nogen lå på lur efter hende . +Med et sky blik til alle sider , listede hun sig ned i haven +og skyndte sig med raske skridt til en buskbevoxet høj , på + +hvis top der stod et lille lysthus , fra hvilket man havde en +smuk udsigt over egnen . +Her satte hun sig og indåndede den friske luft med tilfredshed , +idet hun så sig om med et glad blik . +Men pludselig blev indgangen formørket af en høj skikkelse +og grev Villiam trådte ind , som det syntes , uden at ane , +at han ville finde Mira her . +Da han fik øje på hende strålede hans ansigt af glæede , +og da hun som sædvanlig rejste sig for at flygte , standsede han +hende kærligt og sagde med bevæget stemme : +„ Forlad mig ikke , Mira . Jeg takker det heldige tilfælde , +som førte mig herhen , og jeg kan ikke lade denne lejlighed gå +ubenyttet bort må jeg derfor bede dem sidde ned , medens +jeg spørger dem , hvad jeg allerede har gjort flere gange , vil +de være min kone ? — i dag er det netop , de for tolv +måneder siden lovede at give mig deres svar . Gud give +det må blive som jeg af mit ganske hjerte ønsker det . Tal , +min elskede lille legekammerat fra vor lykkelige barndom , vær +ikke bange , lad mig høre sandheden fra deres kære læber . +Kan de besvare min trofaste kærlighed ? Vil de være min kone ? “ +, ja , Villiam , jeg vil tale åbenhjertig med dem ! “ svarede +Mira langsomt og bestemt . „ Det ville være synd ikke at gøre +det . De ved , jeg har altid sagt , jeg ikke besvarede deres følelser ; +jeg holder af dem som en kær ven ; men anderledes +kan jeg aldrig føle for dem . Se ikke så sorgfuld ud ! Det +gør mig så ondt . Jeg er ikke deres kærlighed værdig ; jeg +kunne aldrig gøre dem lykkelig . Bliv ikke vred på mig , min +ven , jeg kan ikke blive deres kone . De må glemme mig . “ +„ Glemme dem ! — nej , Mira , jeg er meget ulykkelig . + +alle mine fremtids planer har jeg bygget på dem . Deres +billede er i hver af mine tanker , deres billede smiler i dybet +af mit hjerte , deres billede meder mig , hvor jeg går . Hvorledes +kan jeg udslette det ? “ — +„ De elsker mig ikke , Mira ! så må de elske en anden , +ellers måtte de besvare en kærlighed så dyb , så trofast som +min . De bliver bleg ? Deres blik undgår mit . . . Så er +det sandt , de elsker en anden . — o , Mira , Mira , hvorfor har +de ikke sagt mig det før ! Hvorfor skjulte de det før mig , deres +barndomsven ? Hvorfor talte de ikke åbeni med mig , som de +burde have gjort , i stedet for at lade mig kæmpe i håb og tvivl ? +— de har handlet uretfærdigt mod mig . Gud tilgive dem , +jeg kan ikke . “ — +han rejste sig og ville gå ; men hun standsede ham og +udbrød ængstelig : +„ Forlad mig ikke således , Villiam . Jeg er ulykkeligere +end de eller nogen aner . Gud give jeg havde gjengjældt deres +trofaste kærlighed , så ville jeg nu være lykkelig . Men +jeg kan ikke , det er umuligt . Vær ikke så hård mod mig . +Hvor kunne de vente en ung kvinde skulle åbne sit hjerte +før dem og vise dem at en andens billede var prentet deren +anden , som ikke besvarede hendes kærlighed ? — nej , Villiam , +det er mere end en kvinde har mod til at gøre ! Men +de må ikke forlade mig i vrede ; hvem ved om vi oftere +mødes . Vort liv er lig et rør , den letteste vind kan tilintetgøre . +Har de ikke et kærligt ord , et venligt blik før vi skilles ? “ +Hun strakte hånden ud , han greb den heftig , trykkede +ven tilmne sæber og sagde bevæget : + +„ Farvel , Mira , jeg er ikke vred på dem , jeg er kun meget +ulykkelig . Farvel , gud være med dem . “ +Og han ilede bort med et sorgfuldt blik . +„ O , dersom han vidste ! “ sagde Mira og skjulte ansigtet i +hænderne , „ dersom han vidste , at han , uden at ane det , er +klippen , på hvilken min lykke er strandet , så ved jeg , han +ville sørge med mig . “ +Men grev Villiam ilede tilbage til sit værelse , hvor han +blev den halve dag og tænkte ikke blot på sin egen , men også +på Miras sorg . +» Stakkels barn , som elsker forgæves ! “ sagde han til sig +selv . „ Jeg er en mand , jeg kan bære det , men hun , en svag +kvinde , — vil det ikke knuse hende ? — dersom jeg vidste , +hvem hun elsker . . . . ' han rejste sig hurtig og udbrød : +„ Ja , det må være ham ! Jeg tager ikke fejl , “ og med +raske skridt gik han til baronesse silgestrøm , med hvem han +havde en lang samtale . +Da Mira nogle timer senere trådte ind i dagligstuen +sandt hun den gamle^dame siddende i sin store lænestol med +foldede hænder og sænket blik , lig et billede på overraskelse . +„ Er de syg ? “ spurgte Mira ængstelig og nærmede sig +med et deltagende blik ; men baronessen hævede hovedet og +svarede smilende : +„ Tak , barn , jeg er fuldkommen rask . Jeg tænkte kun på +et meget sælsomt tilfælde . “ Hun standsede ved lyden af en +vogn , og Mira nærmede sig vinduet for at se , hvem det var . +Det var grev Villiam , som kørte bort . Hen vendte sig , +hans blik søgte op mod vinduet , hvor Mira stod ; han svang +sin hat , endnu et^blik , og han var forsvundet . Men Mira + +kunne ikke længer tilbageholde sine tårer . Hun blev stående +ved vinduet og græd stille . En hånd blev blidt lagt på +hendes skulder , og baronesse silgestrøms bløde stemme sagde : +» Han er borte , min lille yndling ; men han har efterladt +noget , som måske vil blive til din fremtids lykke . Græd ikke . +Himlen er ikke altid mørk . Solen vil snart igen skinne , og vi +ville glemme , at den nogensinde var tåget . Kom , sid ned og +aftør dine tårer . Jeg vil fortælle dig en historie , som må +ske vil trøste dig lidt . “ +De satte sig begge ; baronessen med Miras hånd i fin , +og Mira med et tankefuldt blik på den gamle dame . +„ Der var engang en ung skovblomst , “ begyndte baronessen +med et smil , „ den stod i skyggen af en høj , alvorsfuld +gran . Skovblomsten var en svag lille plante , hvorfor den også +søgte beskyttelse hos granen , der bar omhu for den efter +bedste evne . Men hvad hændte ? En sommermorgen , da skovens +fugle vågnede , hørte de en gammel ugle skrige : +^jeg ved , hvad ingen andre fugle vide ; jeg kunne fortælle +meget , hvis jeg ville . ' +disse ord vedblev den at synge til de mest forskellige +melodier , til de andre fugle blev nysgerrige . Da trådte en +ung ravn frem og sagde : +følg mit råd , kære venner ; vi ville ikke spørge den +gamle ugle om dens hemmelighed ; vi kende den for godt , spørge +vi den , svarer den ikke . Således er den slags fugle . Lad +os lade , som vi ikke bryde os om dens nyhed , så fortæller +den os den . ' +og de blev alle tavse ; men uglen sortsatte sin sang . +Den så sig om til alle sider ; men ingen nysgerrig fugl kom + +af spørge . Det var mere , end den kunne udholde , og den råbte +derfor i vrede : +, j ville ikke høre min hemmelighed , men i skulle : den +lille skovblomst elsker den høje gran . Hører i , hører i ! ' +og alle fuglene i skoven gentog : . Den lille skovblomst +elsker den høje gran ! ' til det døde hen i det fjerne . Og granen +og skovblomsten stod så rolige , som var det ikke dem , +fuglene sang om ; thi de forstod ? ikke fuglenes sprog . +Men det var så , lt , hvad den gamle ugle fortalte : skovblomsten +elskede granen . Hun skjulte det i sit eget lille hjerte , +af ingen skulle ane det , selv ikke granen , og hvad blev følgen +heraf ? — at granen , der så , hvor forandret hans lille +blomst var bleven , men ikke kendte den rette grund , sagde til +sig selv : , jeg vil rejse ! min kære blomst er så forandret , af +jeg ikke kender den . Jeg er også forandret . Jeg tror , jeg +elsker hende ; jeg kan ikke blive , jeg må bort ; thi jeg kan ikke +se hende som en andens brud . Hun elsker , men ikke mig el . +Lers kunne hun ikke skjule det så godt for mig . ' og granen +rejste bort ; men den lille blomst blev tilbags , blegere og blegere +blev den ; thi den savnede granens skygge . +Men i nærheden af den stod en anden gran , et ædelt +træ . som også elskede skovblomsten . Han fortalte hende sin +kærlighed ; men blomsten kunne ikke besvare den og den ædle +gran , som anede , af hun elskede en anden , glemte sin egen +skuffelse og sorg ved af se hendes smerte og tænkte : . Hvem +kan det være ? — den alvorlige gran , som er rejst bort ' +han gik straks til granens søster og sortalte hende alt +og bad hende tage sig af den lille blomst , og hun lovede det +af sit ganske hjerte , “ — + +„ Nå , min lille yndling , hvad mener du , om vi rejste til +fastlandet ? “ +Et glædesskrig undslap Mira , og hun kastede sig grædende +i baronesse silgesirøms arm- . +„ Vær rolig mit barn ; fortæl mig ait , og jeg lover dig , +tiltrods for min alder og min vane h-lst af blive hjemme , +skulle vi rejse , af den lille skovblomst aner kan søge ly hos +fin kære gran/ ' +og Mira fortalte hende Ali , hvad der var hændet mell m +hende og baronen og viste henoe brevet , hun havde modtaget . +Undertiden smille den gode dame , til andre tider så hun +hel alvorlig ud . Til sidst sagde hun kærligt : +„ Alt er godt , som ender godt , og jeg håber på en god +ende . Jeg opdager til min store forundring , af den kære Victor +er jaloux nu barti , vi må fortælle ham hele sandheden , +som den er . Jeg kan ikke forstå , hvorledes han kan tro , du +elsker grev Villiam , skønt du har sagt ham , af det netop er +ham , du elsker . Den gode Villiam , hvor det dog lå ham +på hjerte , af se dig lykkelig , tiltrods for sin egen smerte +det er det sundeste tegn på et ædelt hjerte . Men nu må +du lade mig være ene en stund , nun kære ; jeg er træt og +trænger til hvile gå ti ! dit eget værelse ; jeg har også +engang været ung og ved derfor , af man trænger til af være +ene med sine tanker ovenpå en sådan samtale . “ +Mira gik til sit værelse , lukkede døren i lås efter sig +og faldt på knæ ved siden af sengen , hvor hun skjulte ansigtet +i puderne . +Jeg kan ikke beskrive hendes tanker ; men det lykkelige +smil , der hvilede om hendes læber , da hun atter rejste sig , + +talte om taknemmelighed mod ham , der tager og giver , på +samme tid som det var en hilsen til ham , hun elskede , medens +tårerne , der funklede i hendes øjne , vare et offer til ham , +den ædle ven , hvis eneste oprejsning havde været at sørge forendes +lykke i samme øjeblik , hun havde tilintetgjort hans . — +således stod hun smilende og grædende med blikket vendt mod +den nedgående sol . +Hvor det var en dejlig aften . Fuglene sang , blomsterne +duftede , medens den nedgående sol oplyste alt . +Skønne natur , hvor lykkeligt at leve , ja , at leve og elske , +og endnu lykkeligere at blive gjenelsket . — +hun foldede sine hænder og udbrød med klar slemme : +„ Tak herre , fordi du har givet mig livet og kærligheden ! “ +Og +fuglene og blomsterne og hele naturen gentog : tak +herre , fordi du har givet os livet og kærligheden . +Men tiden går . Den smukke aften gled hen og natten +kom . +„ Nu forgår verden snart ! “ udbrød frøken brede og +trådte ind i husjomfruens værelse . „ Jeg havde aldrig ventet +at leve den dag , hvor jeg skulle se baronesse silgestrøm +rejse udenlands , baronesse silgestrøm , som ikke har forladt +dette hus de ti sidste år , uden før at gå en tur i haven . +Hvor folk ville blive forundrede . Men det er alt sammen den +lille zigeunersffs skyld ! Jeg har jo forudsagt det , begyndelsen +er aldrig som enden . Jeg vidste , det måtte gå galt til sidst ; + +at jeg skal leve og se sådanne ting , “ Hun sank ned +på en stol af udmattelse . +„ Tager baronessen udenlands ? De spøger vist ! Jeg tror +hellere , den kære frøken begav sig på sin rejse til himlen end +på en til udlandet , “ sagde husjomfruen og tog sine briller +på , før bedre at se frøken bredes forundrede ansigt . „ Er +det virkelig sandt ? “ vedblev hun efter et langt blik , som syntes +at have overbevist hende . „ Nu , så må vi alle tage os +i agt ; thi så kan vi ikke vide , hvad der til sidst bliver af os . “ +„ Ja , netop ! “ udbrød frøken brede og rejste sig i vrede . +„ Jeg lænker den lille zigeuncrske fager hele eommandoen i sin +hånd , medens vi andre blive til dukker , som hverken tør tale +eller tænke . “ +„ Men kan da ikke de , som har så megen indflydelse hos +baronessen , forhindre hende i al rejse ? “ spurgte husjomfruen +med en vigtig mine . +„ Har jeg indflydelse på baronesse silgestrøm ? — hvor +de dog taler ! “ råbte frøken brede heftig . „ Har ikke zigeunerkvinden +taget commandocn fra mig ? Jeg har ikke mindste magt , +siden hun er kommet her . O , hvad for en nar jeg har været , +al jeg ikke har forudseel det , jeg som næsten begyndte al behandle +hende som en virkelig dame , den utaknemmelige tøs . Men vær +rolig , min gode jomfru Dall , jeg vil prøve , om jeg kan vinde +min magt mage , og hvis jeg kan , skal hun straks ud af huset . “ +Frøken brede ilede bort med el triumferende smil . +Men alle hendes forsøg på al detronisere den lille ztgeunerske +og forhindre udenlandsrejsen vare forgæves . Når +baronesse silgestrøm først engang havde bestemt noget , udførte + +hun del også , og en uge senere var hun og Mira på vejen +til fastlandet . +Jeg vil ikke trætte læserne med en beskrivelse over deres +rejst , da der ikke hændte noget af vigtighed , undtagen al Olava , +som ledsagede dem , var så forbavset over alle de underlige +ting , hun så , al hun ikke kunne sige andet end : „ Å nej ! “ +Den hele tid « +Ved ankomsten til det bad , hvor baron silgestrøm opholdt +sig , hørte de , at badegæsterne vare på en lille udflugt +i omegnen og ventedes ikke tilbage før temmelig sent . +Mira kunne ikke skjule , hvor skuffet hun blev ; men baronesse +silgestrøm sagde smilende , da de vare blevne ene i de +værelser , der vare anviste dem : +„ Se ikke så bedrøvet ud , kære , alt er netop , som jeg +ønsker del skal være . Nu kan vi få lidl hvile ovenpå denne +anstrengende rejse , medens Olava pakker vore kufferter ud og +ordner alt . Værelserne er meget hyggelige . Jeg håber vi +skal tilbringe mange behagelige timer her . Jeg må tilstå , - +jeg er meget tilfreds med at have gjort denne rejse , nu den er +overstået . Den vil måske have en god indflydelse på mit +helbred . Ja , nu trækker jeg mig lidl tilbage til mit eget værelse . +Jeg er ikke . ung som du , vi gamle trænger til hvile . +Men du seer så bleg ud , du skulle følge mit eksempel . Sov +lidl , så kommer roserne nok tilbage på dine kinder . “ — +men Mira følte ingen lyst til at sove . Hun satte sig ned +ved vinduet og stirrede ud med et tankefuldt blik , medens +Olava pakkede ud . +Det var en smuk dag , der indbød til al spadsere . Himlen +smilede , som ville den sige : „ Kom ! Hvorfor tover du ? “ — + +Mira kunne ikke modstå sin lyst til at gå lidt ud i +den stiske lust hun tog sin hat på og gik ned i parken , +som omgav bygningen . +Hendes hjerte bankede heftigt , hendes kinder rødmede , et +glad smil spillede om hendes læber , fremkaldt af al den skønhed , +hendes øjne mødte . Hun standsede foran et springvand , +omgivet af højstammede roser , og satte sig påren lille bænk , +der stod mellem to træer , som kastede en kølig skygge over den . +Hvor hun følte sig lykkelig ved at vide , at hun indåndede +den samme luft , som han ! ved at tænke på , at han måske +denne morgen havde siddet på samme bænk og set på springvandet , +som hun nu gjorde , og tænkt på hende , som hun nu +tænkte på ham . +„ Hvor jeg er lykkelig her ! “ udbrød hun . „ Gid han måtte +komme . Men han er langt borte , uden at ane , at jeg er her +og venter på ham . “ +Hun faldt i dybe tanker , til hun blev vækket af hurtige +skridt , som nærmede sig . +Hun så hen i den retning , hvorfra de lod og fik øje +på en herre , der nærmede sig med sænket blik . +Hun rejste sig hurtig . Hun ville ile frem , men kunne +ikke . Hun åbm de sine læber for at tale , - men ordens svigtede , +hende , og hun sank tilbage på bænken med et suk . +Herren nærmede sig mere og mere , som det syntes i dybe , +mørke tanker , til han hævede blikket ved at standse lige for +Mira . +Et udbrud af forundring undslap hans læber , da han +fik øje på hende . Han strakte armene red mod hende , og hun +kastede sig i dem med et glædesskrig . + +„ Barn , barn , hvorfor er du så bleg ? “ udbrød han og +betragtede hendes forandrede træk med et ængsteligt blik . +„ O , vic ' ør , du har næsten knust mit hjerte , “ svarede hun +med et lykkeligt smil . „ Men nu er jeg kommet for at vise +dig , hvor trofast det er , trods al din tvivl . “ —- +„ Seer du dem ? “ sagde den ene rose til den anden . +„ Seer du dem ? “ hviskedee springvandet til den klare luft , i +hvilken dets stråler skinnede lig en sølvstrøm . +„ Seer du dem ? “ sang fuglene , og den blå , klare himmel , +som hvælvede stg over dem alle , svarede : +„ Ja , nu er de lykkelige ! “ — +den ene time gik efter den anden , men de mærkede det +ikke solen gik ned , fuglene tav . Dagen tog afsked , og affenen +spredte sin taushed og fred over hele naturen . Men +endnu sad de hånd i hånd på den lille bænk , hvor de +kavde gjensundet hinanden . +De få ikke baronesse sligestrøm , som forundret trådte +tilbage ved synet af dem og liftede sig bort med et mildt smil , +da hun ikke havde hjerte til at forstyrre dem i deres lykkelige +drømme . +Men da de endelig trådte ind i værelset , hvor hun havde +ventet på dem flere timer , udbrød hun , idet hun skuttede den +Elie efter den anden i sine arme : +„ Jeg lykønsker eder begge , gud velsigne dig og gøre +dig lykkelig , min kære Victor . Og du , min lille yndling , kom , +lad mig være den første , som seer det genfødt « smil på dine +læber . “ +« gud lad det aldrig dø bort ! “ udbrød baronen med lav , +alvorlig slemme . + +kære læser , nu må vi stilles men du ønsker måske , +før jeg siger farvel , at høre lidt m ? re om flere af de personer , +vi lade tilbage , da vi rejste bort . +Cederskølds blev lykkeligere og lykkeligere . Den lille Hanne +var deres stolthed og glæde . +Frøken Beate blev ugift hele sit liv +Fru Axelson døde , og doktor Ødman . som var en lykkelig +ægtemand , tog de uforsørgede børn til sig , medens frøken +Karin og Barbara skændtes dygtig i begyndelsen over den store +forandring dette frembragte i hnushoidningen , men dog til sidst +syntes at være meget tilfreds med de glade ungdomsfriske ansigter , +der oplivede det før så stille hjem . +Om jomfru kullberg endnu engang talte med sin Erik , +ved jeg ikke ; men hun og gamle Ola forblev i baron sligestrøms +tjeneste . +Frøken brede , som atier havde fået commanbosn i sin +hånd , tilgav efter mange Års forløb Mira , at hun var ble +ve ! Baronesse silgestrøm , medens Olava altid sagde til sine +medtjenende : „ Da jeg var udenlands med mine to frøkener . “ +Grev Villiam glemte aldrig den lille zigeunerpige +og nu farvel for denne gang , kære læser . Gid du +måtte modtage mig venligt , når jeg tager mig den frihed at +komme igen