diff --git "a/normalized/1871_MauT_Deodata.txt" "b/normalized/1871_MauT_Deodata.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1871_MauT_Deodata.txt" @@ -0,0 +1,9482 @@ +Første kapitel . +Forårssolen kastede sine stråler ind i en smuk , +hyggelig lille stue og udbredte et varmt skær over +alle genstandene derinde . Der var kun en i den +lille stue : en kvinde , der vel omtrent kunne være +35 år gammel . Hun sad med hænderne foldede i +skødet og lænede sig tilbage i sofaen , tung og +træt , som om hun manglede krast til at holde sig +oprejst . Hendes sine skikkelse var mager og udtæret , +hendes kinder blege og indfaldne , og hendes rene +træk bar det umiskendelige præg af , at hun hurtigt +nærmede sig døden . Hendes store , klare øjne havde +den dybe , blå farve , der er så sjælden , hvor ofte +den end besynges af digterne , og de lyste med en næsten +forklaret blidhed og sjælefred , en fred , som dog +formørkedes af et vemodigt træk om de blege læber , +ret som om sjælen , i sin længsel efter at løftes op til + +sit rette hjem , endnu blev holdt tilbage af bekymringer +for dem , den ville efterlade i det jordiske . +Døren åbnedes sagte , og et ømt , kærligt smil +gled hen over hendes ansigt , da en lille pige trådte +ind med de lydløse fjed , som man gerne vænner sig +til , når man daglig omgås syge . Den lille pige +var meget smuk , uagtet hendes skønhed ingenlunde +havde den blomstrende friskhed , som er det tiltrækkende +hos børn i almindelighed . Hendes skikkelse +var skank og sint bygget , og der var lethed og ynde , +i enhver af hendes bevægelser . En rig fylde af +bløde , mørkebrune hår lå i tykke fletninger om +hendes ansigt , trækkene vare rene og smukke , men +de havde kun lidet af barndommens bevægelighed +og livsglæde , og det varme rosenskær , der nu var +udbredt over hendes kinder , var fremkaldt ved bevægelsen +i den milde forårsluft og var ikke hendes +sædvanlige farve . Øjnene vare dog hendes største +skønhed , disse mørke , udtryksfulde øjne havde et +udtryk af dybde og inderlighed , der viske , at om +den lille piges følelser end ikke vare let vakte , vare +de dog , når de kaldtes frem , stærke , dybe , uforanderlige . +Hun var kun tolv år gammel , hvad også +den lille og spinkle skikkelse vidnede om , — ellers +ville man have antaget hende for at være et par +år ældre , thi den tankefulde alvor i hendes blik + +syntes ikke at passe for barnealderen . I det øjeblik +hun nærmede sig sofaen , lyste hendes øjne mildere +og varmere end sædvanligt . +„ Hvordan går det , føde moder ? “ spurgte hun , +mens hun med ømhed kyssede de blege læber . „ Se , +her er blomster , jeg har plukket til dig ; jeg var så +glad ved at sinde dem nede ved åen . Ere de ikke +smukke ? “ +„ Yndige “ , svarede moderen , idet hun glad betragtede +de hvide forårsblomster , den lille pige +havde lagt i hendes hånd . „ Tak , min søde pige ! +Men hvorfor blev du ikke længer borte , Deodata ? +Den friske luft gør dig så godt . “ +„ Når du ikke er med mig , længes jeg altid +efter at komme ind igen ; men jeg har såt mig en +rigtig god motion “ , tilføjede hun smilende : „ se blot , +hvor varm jeg er ! — men du er så bleg — har +du det ikke godt , søde , lille moder ? “ +„ Jo , jeg er kun så træt ; måske jeg gjorde +klogest i at lægge mig lidt ned . “ +„ Ja , du må endelig ikke overanstrenge dig , +så vil det vare længere , inden du bliver rask igen ! “ +Moderen rystede sørgmodig på hovedet , medens +Deodata lagde puderne tilrette for hende . Derpå +hentede den lille pige et tæppe , som hun omhyggeligt +bredte over hende , tog plads på en skammel + +og lagde ømt sin kind til sin moders magre +hånd . +„ Fuglene sang vel dejligt i den lille lund ? — +fortæl mig derom , min Deodata ! de er så glade i +solskinnet , ikke sandt ? “ +„ O , ja ! — men jeg havde en stor sorg i dag +du ved , jeg har talt om den lille fuglerede med +de otte yndige små æg , som jeg hver dag har set +til og glædet mig over ; jeg har aldrig rart den og +listede mig altid så forsigtig hen til den , og flere +gange så jeg den lille hun ligge på reden og +se så fød ud ; jeg havde glædet mig så meget til +at se ungerne komme srem , og nu i dag , da jeg kom +derhen , traf jeg to slemme , stygge drenge i færd med +at rive den ned . O , jeg blev så vred , så vred på +dem ! Jeg rystede af sorg og harme ! “ +„ Tys , tys , lille Deodata ! det var ikke rigtigt af +drengene , men du ved nok , vi har ikke lov til at +blive vrede . “ +„ Hvor kunne jeg andet ! de stemme drenge ! at +forstyrre de små , uskyldige fugle , som aldrig havde +gjort dem fortræd , men netop kun ville glæde dem +med deres sang . Jeg ville hindre dem deri , men +det var allerede for sent ; — jeg var så vred , så +opbragt , og så spurgte jeg dem , om de vel ville +synes ' om , at man rev deres hus ned , så de intet + +hjem havde mere , men de lo af mig og sagde , at +det var et skrækkeligt væsen , jeg gjorde af sådan en +bagatel ; men så sagde jeg til dem , at jeg ville +fortælle fader det , og han skulle nok sørge for , at +de blev straffede , og så blev de forskrækkede . Men +jeg skal også sige det til fader , jeg ønsker dem en +rigtig alvorlig straf , de ondskabsfulde drenge , som +har ødelagt min søde lille fugls bolig ! De skal +ikke undgå det , jeg ved , hvem de er . “ Og den +lille pige knyttede hånden , en mørk vredesrødme +dækkede hendes kinder , og de tårefyldte øjne lynede af +harme , ja af ligefrem hævnlyst . Moderen så det +med smerte og tænkte med dyb bekymring på +fremtiden ; hvem skulle mildne og dæmpe dette lidenskabelige +sind , når hun var borte ? — „ Kære +Deodata “ , . sagde hun mildt , men alvorligt , „ ved du , +at det gør mig meget , meget ondt at se min lille +pige så vred og heftig , måske endnu mere ondt , +end det gjorde dig at se din lille fugls fred blive +forstyrret . Du må kæmpe mod denne vrede , der +hersker her “ , og hun lagde sin hånd på det bankende +hjerte . „ Vil det vel nytte dine fugle , at +drengene blive straffede ? ønsker du det ikke , blot +fordi du gerne vil hevne dig på dem , gjengjælde +ondt med ondt ? “ + +„ Men , moder , du mener da ikke , at jeg ikke +må sige det til fader ? “ +„ Du må gøre , hvad du vil ; — jeg vil intet +bånd lægge på dig , men jeg håber , at min lille +pige snart vil indse , at hun har givet de onde +tanker rum og ladet bitre og ukærlige følelser få +overhånd . Det er en hevnlyst , som er syndig , og +som du må bede gud om at tage bort . “ +„ Men , moder , skal det onde da ikke straffes ? +Hvor kan det være uret , at jeg ønsker , at de , som +forsætligt gøre ondt , må blive straffede ? “ +„ Hvorledes ville det gå os , min lille Deodata , +hvis vor himmelske fader ville tænke således , hvis +han ville straffe os strengt for hver lille synd +istedenfor i nåde at tilgive os ? Der er ikke en +dag , ikke en time , hvor vi ikke synde imod ham , +men han tilgiver os atter og atter . Husker du +lignelsen om den gjeldbundne tjener ? kan du ikke +anvende den på dig selv ? “ +„ Jeg forstår dig nok , moder , men det er så +svært , — så svært ikke at være vred på dem , der +gøre os sorg ! “ +„ Men du må bede Vorherre lære dig det , +min kære lille pige ! Når du bliver ældre og +gør større erfaringer i livet , hvorledes vil det da + +gå dig , hvis du ikke kan lære at tilgive , at bære +over med andre i kærlighed ? “ +Der var en synlig kamp i den lille piges udtryksfulde +ansigt . „ Kærlighed , moder ? Du kan +da ikke forlange , at jeg endog skal holde af de slemme , +stygge drenge ? “ +„ Jeg forlanger det ikke , kære Deodata , men jeg +håber , du vil stræbe derefter og bede gud , at han +vil gøre dit hjerte mildere og blødere . Glem ikke , +at det bedste middel til at vække kærlighed hos +andre er at gjengjælde ondt med godt . “ +Deodata sad et par minuter ganske tavs ; +endelig sagde hun med øjensynlig anstrengelse : „ Jeg +vil intet sige til fader , kære moder ! er du så +fornøjet med mig ? Jeg kan rigtignok endnu ikke +have nogen kærlighed til dem , der gjorde mig sådan +sorg , — du må ikke fordre det , søde moder ! +— men jeg vil gøre mig al umage for ikke at være +vred på dem , og , hvis jeg seer dem igen , vil jeg +være venlig imod dem . “ +„ Gjor det , min søde pige ! og du vil snart søle , +at det er langt bedre at have vundet en sejr over +sit heftige sind , end at tilfredsstille en øjeblikkelig +lyst til hevn , der straks synes så sød . Glem ikke +at bede gud om den kærlighed , der „ tåler alt “ ; +måske vil du komme til at trænge til den ! “ + +der gled en tung skygge hen over moderens +blege ansigt , — Deodata iagttog en stund tavs og +og tankefuld sin moders blege træk ; da udbrød hun +smerteligt , næsten lidenskabeligt : „ Hvor jeg er vred +på mig selv ! hvor jeg har været egenkærlig og +tankeløs ! Du sagde , at du følte dig tung og træt , +og jeg har plaget dig med min heftighed ! Jeg kan +se , at du er bleven endnu blegere , og det er min +skyld ! — o , jeg er så vred , så vred på mig +selv ! “ +„ Tys , tys , min kære lille pige ! “ sagde moderen +og strøg med kærtegnende ømhed det mørke +hår bort fra barnets pande og kyssede den . +I det samme lød tunge , hurtige skridt ude på +gangen . +„ Der kommer fader ! “ sagde Deodata , og i det +næste sekund blev døren åbnet hårdt , og hustruen +hilsede den indtrædende med det samme kærlige blik , +det samme milde smil , der også havde hilst hendes +lille datter . +Villiam Lindal havde en hsi , kraftig skikkelse , +udprægede og ret smukke , om end noget storslåede +træk og et stort mørkebrunt skæg — kort sagt de +ydre betingelser for typen af en kraftig mand var +der ; men de formåede ikke at skjule det ubestemte , +vaklende udtryk i øjnene og om munden , det umiskendeligt + +præg af en svag og dådløs charakteer . +Denne fysisk stærke mand havde altid fundet sin +egentlige styrke hos den blege , svage kvinde på +sofaen ; hver stærk og god handling , han havde udført , +var fremskyndet af hende , og når de mange +planer , der altid krydsede gennem hans hoved , blev +udførte med nogenlunde sikkerhed , da skyldtes også +det hendes vejledende råd og opmuntring . Det +vakte den største forbavselse hos alle hendes venner , +da den skønne , talentfulde og dannede Maria Verner +gav sit „ Ja “ til Villiam Lindal , hvis interesser +neppe nogensinde løftede sig op . over hans landvæsen +og mejeri , og hvis væsen ganske manglede det præg , +som dannelsen og udviklingen giver . — to bejlere +havde fået afslag , som begge stod hende nær i +dannelse og interesser , den ene var endog en rigt +begavet ung mand , et skinnende lys i sin samtid . +Dette kunne synes forunderligt nok , men den slags +fænomener ville gentage sig , så længe verden står . +Marias ægteskab var rigere på skuffelser end på +glæder , men hendes varme kærlighed svækkedes +aldrig , og mens der var et dybt savn i hendes +inderste , fordi hun ikke kunne sinde støtte og styrke +hos sin husbond , ikke kunne se op til den , hun +elskede , havde hun dog aldrig glemt at vise ham den +underdanighed , hustruen skal vise sin husbond , og + +Villiam Lindal anede aldrig , at han ikke var den +styrende og ledende krast i sit huns . +„ Jeg trænger tilgavns til at tale med dig , +Maria “ , sagde Lindal , idet han trådte ind ; men da +han så hende ligge på sofaen , tilfsiede han : „ er +du nu dårlig igen ? “ i en ærgerlig tone , som om +det var en personlig fornærmelse imod ham . +„ Nej , ikke dårlig , kun noget træt “ , svarede hun +smilende ; „ Du undskylder nok , at jeg bliver liggende , +jeg vil da så meget bedre kunne tale med dig . “ +Han gjorde en utålmodig bevægelse — det var +så ærgerligt ikke mere at have en frisk og blomstrende +hustru — derpå flyttede han en stol hen +til hendes sofa , men på en så støjende måde , at +det fremkaldte en pinlig bevægelse i hans hustrus +ansigt og derfor et hurtigt , bebrejdende blik fra +hans lille datters alvorlige øjne ; men Villiam Lindal +havde aldrig været en iagttagende mand , og han +så ingen af delene . Idet han satte sig ned , begyndte +han i en ivrig og utålmodig tone : „ Alt +går mig imod i denne tid ; jeg har den ene ærgrelse +efter den anden , og det netop nu , da jeg er så +fuld af virkelyst og har så mange planer i mit +hoved . Ved du , hvad der er er hændet mig i dag ? +Netop nu , da jeg skal have disse moser opdyrkede og +kan bruge så mange folk , som det skal være , nægte + +daglejerne at gøre tjeneste . Jeg kan ikke få en +eneste , — de undskylde sig med , at de ikke har tid , +og et par af dem har haft den frækhed at sige , at +de under ingen omstændigheder vil arbejde under +mig . De slyngler er krye på denne årstid , fordi +de kan få arbejde nok ; men de skal komme til at +fortryde det til vinter , når nøden står for døren , +og de komme med anmodninger til mig om brændsel +og meget mere ; — ikke en eneste skal få noget , +ikke en eneste ! Jeg skal lære de slyngler , at det er +ingen spøg at sætte sig op imod mig ! “ +Hans hustru kvalte det dybe , smertelige suk , +der trængte sig frem fra hendes bryst , og sagde med +et svagt smil : „ Nej kære Villiam ! Du er meget +bedre end dine ord . Du vil nok bære over med +dem og ikke lade dem undgælde for hårdt . “ +„ Vil jeg ? ja , det ville også klæde mig net at +bære over med sådanne karle ! Det er ingenting +for dig at ligge på sofaen og sige sligt : du har +hverken ulejlighed eller bekymring af dem . Nej , de +skal føle , at også jeg har en villie , som ikke lader +sig trodse ; de skal undgælde for deres uvilje og +opsætsighed ! En mand er en mand , og et ord er +et ord , — jeg lover dig , at . . . “ +„ Nej , nej , kære Villiam , jeg vil ikke høre et +løfte , som du ganske sikkert engang vil komme til at + +fortryde . Desuden hjælper det os ikke det mindste +nu . Vær blot lidt mindre heftig og tænk rolig over +sagen . Det er vel endnu muligt at overtale i det mindste +nogle af dem ved venlighed . “ +„ Så du mener , jeg skal trygle dem som en +nåde om det , der er til deres eget bedste ? for jeg +gad nok vide , hvor en arbejder kan have det bedre +end hos mig ! Har du ikke et bedre råd , Maria , +så er det ikke umagen værd at tale mere derom . “ +„ Men , kære Villiam , ved du ikke , at der er +en særegen grund til denne almindelige opsætsighed +og uvillighed ? “ +Hun så mildt , men fast og alvorligt på ham , +og han blussede — denne gang mere af skamfuldhed +end af vrede — og gjorde en utålmodig bevægelse . +„ Naturligvis ved jeg , af den slyngel , den Thomas , +er ophavsmanden til det hele , af han har trukket de +andre med sig og overtalt dem — pjatte som de er ! +— til af nægte af komme . Men skal man vel tåle +det ? Fordi man en eneste gang bliver så oprørt +over en uforskammet Karls stivsindethed , af man +glemmer sig selv et øjeblik og løfter stokken imod +ham , skal man derfor møde en sådan behandling , +ikke blot hos . ham , men hos alle husmændene uden +undtagelse ? “ +„ Kære Villiam , du må se sagen i det rette + +lys . Du var ganske ude af dig selv , du tabte al +selvbeherskelse , og du slog ham , så du tilføjede +ham ligefrem legemlig skade . “ +„ Ja , det ved jeg jo alt sammen meget godt , +Maria ! hvorfor plager du mig med af gentage det ? +Du ved , af jeg har ærgret mig over min hidsighed , +så jeg næppe har haft et roligt øjeblik siden . Men +er han derfor berettiget til af hevne sig ? “ +„ Berettiget ? nej ! men Thomas har ikke kunnet +glemme , hvorledes du har behandlet ham , og han +har nu benyttet sin indskydelse på alle de andre +for at vise dig , at ingen af dem behøver dig . “ +„ Du lader næsten til at sympattisere med +Thomas . “ +„ Kære Villiam , misforsfå mig ikke ! jeg ved , +at du har haft uret , og at du intet har gjort for +at gøre det godt igen . “ +„ Du vil , at jeg ffal gøre afbigt for den hovmodige , +opsætsige slyngel ! “ råbte Lindal heftigt og +sprang op fra sin stol . „ Han har aldrig gjort mig +andet end bryderi og fortjente ærligt den dragt +prygl , han fik , var det end i overilelse , jeg gav +ham den . Tak , Maria , det er et smukt forslag , du +kommer med ! Jeg skulle ydmyge mig for den Karl , +for at han skulle blive endnu mere uregerlig og +triumfere over mig ! “ + +„ Nej , Villiam , du gør Thomas uret ! Han +er en stolt og hård natur , men han er retsindig , og +en sådan fremgangsmåde fra din side ville beskæmme +ham og lede ham på bedre tanker ; han +ville fortryde sin opførsel , og alt ville blive godt . “ +„ Hvad mener du da , jeg skulle sige til ham ? “ +„ Jeg tænkte , at du kunne forsikre ham , at du +havde handlet i overilelse , at du ret inderlig fortrød +det og bad ham om at glemme det . “ +„ Om han så ville slå mig ihjel , ville jeg ikke +sige det til ham , hører du ! “ råbte den heftige mand +og stampede i gulvet . „ Jo det er et smukt forskag , +du kommer med der ! Du vil gøre mig til en +pjalt , der er afhængig af en uforskammet daglejers +velvillie — nej , så vidt er det dog endnu ikke +kommet ! “ +Under hele denne samtale havde den lille piges +blik hvilet ufravendt og ængstelig på moderens +ansigt , der efterhånden var blevet blegere og blegere . +Endelig dristede hun sig til at sige : „ Du glemmer , +at moder ikke er rask ; hun kan ikke tåle , at du +taler så meget eller så højt . “ +„ Gå ud af stuen “ , sagde faderen utålmodig , +„ og bland dig ikke i , hvad der ikke vedkommer dig . “ +Det sidste udbrud havde udtømt Lindals vrede , +og han hørte rolig sin hustrus svar . „ Det har + +altid forekommet mig “ , sagde hun , „ at den rigtige +mandighed og styrke viser sig i at indrømme og +erkende , at man har haft uret . Det er min faste +overbevisning , at du vil føle dig langt lettere +og gladere , når du har talt til Thomas . Gør du +det ikke , ved jeg , at det bestandig vil tynge på dit +sind , at du har overilet dig og gjort en af dine +undergivne uret . “ +„ Vil det ? “ spurgte han smilende . „ Ja , du +bilder dig jo ind , at du kender mig bedre , end jeg +kender mig selv . “ Men han tilføjede straks : „ Dog +denne gang er min villie fast , — jeg vil ikke sige , +hvad du ønsker , og nu vil jeg ikke høre et eneste +ord mere derom , Maria ! “ +Disse ord blev sagte meget bestemt , men Fru +Lindal kendte sin husbond alt for godt , til at hun +derfor skulle opgive håbet : hans ofte omtalte „ faste +villie “ var som oftest et siv , der rokkedes af det +første vindpust . Hun iagttog ham i taushed , mens +han hurtig gik nogle gange op og ned ad gulvet ; +pludselig standsede han foran hende og sagde : „ Så +du mener virkelig , at jeg skulle give ham et godt +ord ? “ - Fru Lindal smilede glad . „ Jeg er vis på , +at du ikke bliver rigtig fornøjet , før du gør det , og +mig vil du også gøre en stor glæde dermed ! “ +„ Du klemmer hårdt på ! — nu , en lettelse + +ville det være , hvis blot ikke karlen blev endnu +mere kry og hovmodig derefter , men — du må dog +indrømme , at det hverken er et let eller behageligt +ærende at udføre ? “ +„ Ganske vist , det vil være en stor overvindelse , +men jo større den er , desto gladere vil du blive , +når det er gjort . Og jeg vil være stolt af min +husbond , når han har vundet en sådan sejr over +sig selv . “ Det kærlige , strålende blik vidnede om , +at , skønt Maria Lindal så alt for klart , til at hun +ikke opdagede mange svagheder og mangler hos sin +husbond , dækkede kærligheden dem dog stedse med +et gyldent slør og troede ofte at sinde noget at beundre . +„ Nå ! +Jeg vil tænke på det , “ sagde Lindal , idet +han gik , og hans hustru vidste , at det var det +samme , som at han ville handle straks . Hendes +milde smil fulgte ham til døren , men så snart +den lukkede sig efter ham , forsvandt det , og hun sukkede +dybt ved tanken om , hvorledes det skulle gå +hendes mand og hendes barn med deres heftige +sind , når hun ikke længer var hos dem . — i dette +øjeblik kom Deodata tilbage , skælvende af bevægelse . +„ Hvor træt , hvor lidende du dog seer ud , moder ! +Hvorfor vil fader ikke se det ? Jeg er så vred på +ham , at han vil plage dig og bebyrde dig med alle + +disse tossede ting og endog tale heftigt til dig , til +dig , min egen føde lille moder ! Jeg er så vred , +så vred på ham — jeg kan ikke lade være . “ +„ Tys , tys , Deodata ! sig det ikke igen ! Intet kan +bedrøve mig mere end at høre dig tale således om +fader . — sæt dig stille på skamlen der — således +— det er ret ! — jeg har noget at sige dig , som +jeg ikke tør opsætte længere ; jeg burde have sagt det +for længe siden , men det har været så svært for +mig , fordi jeg vidste , det ville bedrøve dig . “ +„ Bedrøve mig ! bryd dig blot ikke derom , når +det kun ikke bedrøver dig . Hvad er det da ? “ +„ Jeg må snart forlade min lille pige . “ +„ Forlade mig , moder ? “ og Deodata blev meget +bleg . „ Du mener da ikke , at du vil rejse bort fra +mig ? “ +„ Io , langt bort fra dig ; men til et sted , hvor +jeg vil få det langt bedre end her , og hvor det er +min sikre tro , at vi skal samles igen , min Deodata , +for aldrig mere at stilles . “ +„ Hvad mener du ? “ Det stakkels barn forstod +tildeels meningen , men hun kunne ikke udholde at +give denne tanke rum . +„ Min kære lille pige ! Du ved , hvor svag jeg +længe har været , og at jeg med hver dag bliver + +svagere ; jeg tror sikkert , og doktoren har bekræftet +det , at et par måneder er den længste tid , jeg +endnu vil kunne leve ; snart kalder Herren mig bort +herfra . Stundom længes jeg så inderligt efter dette +øjeblik , at jeg ønsker den time , da Herren vil kalde +mig , endnu nærmere . Min eneste bekymring er for +eder — dig og fader . Jeg ved , at i vil savne +mig meget , at det vil smerte eder at miste mig , men , +Deodata , i vil trøste hinanden , ikke sandt ? “ +„ O , moder , moder ! Du må ikke tale således ! +Jeg kan ikke udholde det ! “ udbrød den lille +pige heftigt . „ Du vil ikke forlade os , vi kan jo ikke +undvære dig . Nej , moder ! hvad end doktoren +siger , jeg tror det ikke . Du er svag nu , men når +det bliver sommer , og solen skinner rigtig varmt , +vil du blive raskere og stærkere , — jeg er vis på , +at jeg snart vil se min egen søde moder frist og +glad igen . “ +Fru Lindal rystede sørgmodig på hovedet . +„ Kære barn , du må se at forsone dig med den +vished , at din moder endnu kun vil blive en kort +tid hos sin lille pige . +„ Det kan ikke være sandt , moder ! Hvorfor +skulle du tages fra mig , når jeg trænger så hårdt +til dig ? Jeg har ingen uden dig ! Sig ikke , at +du vil gå bort , jeg kan , nej jeg kan ikke bære det ! “ + +med dyb sørgmodighed betragtede moderen sin +lille piges blege kinder , hendes dirrende læber og +de lidenskabeligt tindrende øjne . „ Min kære lille +pige “ , sagde hun , „ vi kan bære alt , hvad vor himmelske +fader sender os . Selv når han bedrøver os , +gør han det kun , fordi han ved , det er til vort +sande vel . Tro det , Deodata ! og glem aldrig , at +gud elsker dig og vil være din fader , når kun du +vil holde . fast ved ham ! “ +„ Kan jeg tro , at gud elsker mig , når han +tager dig fra mig , der er mit alt , mit eneste ! Når +jeg ikke har dig mere , har jeg jo ingen at elske , og +der er ingen , som bryder sig . om mig . Jeg håber +kun , at jeg også skal dø , thi jeg vil ikke kunne udholde +at leve . “ +„ Deodata , du ved ikke , hvor dybt du bedrøver +mig , når du taler således . “ +„ Bedrøver jeg dig , min søde , lille moder ? det +ville jeg nødigst af alt ! Så tilgiv mig , og glem +alt , hvad jeg har sagt ! jeg vil være stille og rolig , +jeg skal ikke klage mere , når kun du ikke vil være +bedrøvet . “ +„ Hør da , hvad jeg har at sige dig . Når +gud kalder mig herfra , er du ikke den eneste , som +vil søle sorg og savn . Du må tænke på din +fader ! også han vil savne mig , og han vil så + +trænge dobbelt til en kærlig lille datter . Vil du +love mig at gøre alt , hvad du kan , for at trøste +og opmuntre ham — husk på , at han kun har dig +tilbage ! “ +„ Jeg vil love dig alt — jeg vil gøre alt , +hvad du vil , hvis jeg blot kan “ , svarede Deodata . +„ Det vil være en stor beroligelse for mig , hvis +du vil love mig altid at være alt for ham , hvad +du kan , og du kan være meget , min Deodata . +Lov mig , at du vil gøre hjemmet venligt og hyggeligt +for ham , at du altid vil være rede til at tale +med ham og opmuntre ham ! Lov mig endnu mere +end det , min lille pige ! Du ved , hvor let fader +bliver heftig , skønt han ikke mener det nær så slemt , +som det synes ; når han bliver vred , vær da altid +rede til at formilde hans sind , hører du ! vil du +love mig det ? “ +„ Jeg lover at gøre alt , hvad jeg kan , moder . +Jeg lover , at jeg altid skal tænke på fader , at jeg +altid skal husfe , at han var dig kærest af alle , og +jeg skal anstrenge mig for at holde mere og mere +af ham . “ +„ Det er mig en stor trøst . Og du vil aldrig +glemme dit løfte ? “ +„ Nej , jeg vil aldrig glemme et eneste af de ord , +du har sagt i dag — aldrig . “ + +„ Og jeg ved , det vil være dit inderlige ønske +at opfylde det løste . — jeg har fuld tillid til min +lille pige . Tak , min Deodata ! — giv mig nu et +Kys og gå ud i solskinnet , at du igen kan blive +glad . “ +Deodata kyssede sin moder , men det var næppe +rimeligt , at den voldsomt tilbagetrængte smerte snart +ville give plads for nogen glæde . Hun gik ikke ud +i solskinnet , men lukkede sig inde i sit værelse for +at give den sorg luft , som hun havde holdt tilbage +af kærlighed til sin moder . Hvorledes skulle hun +nogensinde udholde den tanke at miste sin moder ? +Det var jo at miste alt . Og hun hengav sig til en +lidenskabelig , fortvivlet hulken , som rystede hendes +sine legeme ; — og dog skumrede der endnu et lille +håb på bunden af hendes hjerte — et svagt +håb om , at hendes moder dog endnu , trods al +formodning , kunne blive rask . Uden dette håb ville +Deodata ikke have været i stand til at være så stille +og rolig , som hun blev efter dette heftige udbrud . — +„ Er du nu fornøjet , Maria ? “ spurgte Lindal +smilende , da han kort efter kom ind i stuen . „ Jeg +har sagt , hvad du ønskede , og alt er nu godt . Thomas +blev meget forundret — beskæmmet , som du +ventede — og han tilstod mig åbent , at det var ham , +der havde benyttet sin indskydelse på alle arbejderne , + +dels ved at bringe dem i oprør ved at fortælle dem +. . . hvad du ved — dels ved at love at skaffe dem +bedre arbejde andensteds . Han bad mig om forladelse , +tilbød mig sin tjeneste , og jeg antog ham — +ingen skal kunne sige om mig , at jeg ikke er forsonlig +— jeg er bestemt , men aldrig hård . Når +alt kommer til alt , er jeg meget fornøjet dermed , +thi Thomas er den hurtigste og dygtigste arbejder af +dem alle og den , jeg nødigst ville undvære . “ +„ De fleste af de andre ville også snart komme +tilbage ; det er forunderligt , hvor stor en indskydelse +en enkelt stærk charakteer har . Jeg er ret inderlig +glad over , at det er gået således . “ +„ Ja , jeg kan tænke , du er fornøjet med din +husbond “ , og han gned veltilfreds sine hænder . +„ Jeg er glad ved , at jeg besluttede mig til at følge +denne indflydelse . “ +At det var hans hustrus indflydelse , der havde +bevirket denne sags heldige udfald , anede han slet +ikke ; det gjorde han aldrig ; han gav altid sig selv +æren , når hun havde fremskyndet en god handling . +Han var veltilfreds med sig selv og derfor i det +bedste lune , og han lagde nu endelig mærke til sin +hustrus mere end sædvanlig blege og lidende udseende . +„ Men , min søde Maria , hvor du seer træt +og dårlig ud ! det gør mig næsten ængstlig . Deodata + +har vist talt for længe med dig ; barnet er +ofte så hensynsløst . Luk nu øjnene og tag dig en +god søvn ; jeg vil gå og ikke forstyrre dig mere . “ +Han kyssede hende kærligt og gik ud . +Fru Lindal var virkelig så udmattet af denne +dags forskellige bevægelser , at hun ikke engang følte +kraft til at klare sin tanke , og hun lukkede øjnene uden +nogen anden følelse end en ubeskrivelig længsel efter +hvile . +Unøet hapitel . +Aru Lindals kræfter aftog fra denne dag endnu +hurtigere , og det varede ikke længe , før hun blev nødt +til stadig at holde sengen . Legemets kraft var +brudt og formåede ikke mere at holde hende oppe , +men ånden var stærkere og fejrede over svagheden . +De klare øjne strålede med mere glans end nogensinde , +og der var altid et lyst og kærligt smil rede +til husbond og barn , ja , skønt stemmen med +hver dag blev mattere og svagere , udtalte den dog +endnu stedse styrkende , opmuntrende ord til hendes +bekymrede kære . + +men alt medens Deodata syntes , at hendes +moder var hende dyrebarere end nogensinde før , og +hendes styrkende og mildnende indskydelse endnu +uundværligere , påtrængte den vished sig hende , at +døden var nær , og i mangen stille , søvnløs time +bad den lille pige om kraft til at skjule den knugende +smerte , hun følte , for sin moder , for at hun +i dennes sidste dage måtte være hende til opmuntring +og ikke til bekymring . Ganske anderledes var +det med hendes fader . Han skød bestandig denne +vished fra sig og søgte at oplive sig selv ved ugrundede +forhåbninger . +Men snart kom den dag , da Maria Lindal +følte , at hun nu kun havde timer tilbage at leve i , +og hun bad sin husbond sende bud til præsten og +bede ham komme , for at hun i den hellige nadvere kunne +modtage den sidste forsikkring om sine synders forladelse . +Ikke til sognepræsten — han var kun lidet +for hende — men til en anden præst , der boede et +par mil borte , men som i mange år havde været +hende en kær og trofast ven , og som altid var rede +til at komme , når hun trængte til at tale med ham . +Han kom ; hun havde en sidste alvorlig og fortrolig +samtale med ham ; han rakte hende da den hellige +nadvere , og nådens ord sænkede en dyb og inderlig +fred i hendes hjerte . Hun kaldte sin husbond + +og Deodata til sig for at bruge sin sidste svage levning +af kraft til at tale til dem . De sidste ord , +hun sagde til Deodata , prægede sig dybt i den lille +piges hjerte ; hun glemte dem aldrig . „ Du vil ikke +glemme dit løfte til mig , min Deodata ! Du vil leve +for din fader , du vil være en trøst og glæde for +ham ! Og så — tak for al din kærlighed —gud +velsigne og bevare dig altid — på alle dine veje , +min øiesteen ! “ Det sidste ord var næppe hørligt ; +thi dødens bitterhed , det mørke og tunge i at gå +bort føltes nu også af den troende kvinde , der så +længe havde imødeset dette øjeblik med frejdigt håb . +En kold gysen gjennemfoer hende , det milde ansigt +fortrak sig smerteligt , hun strakte bedende armene ud . +„ Der er så mørkt overalt — overalt “ , lød det fra +hendes bævende læber , „ så sort , så sort ! Jeg skal +gennemtrænge dette mørke , men jeg er så bange og +så svag . Hjælp mig , min frelser , hjælp mig ! “ Uroen +varede endnu en kort stund , da sagde hun : „ Bed +fadervor , Deodata ! “ og den lille pige samlede styrke +til at bede den vante bøn , skønt rigtignok sagte og +med skælvende stemme . Da hun sagde „ Amen “ , +lysle en forklaret fred og glæde i den døendes +åsyn , og på de blege læber lagde sig et saligt +smil . „ Gud ske lov ! “ udbrød hun , „ Mørket er +veget bort , og jeg seer kun lys — Herrens lys — + +Jesus , min frelser , kalder — jeg får lov at komme +hjem , hjem ! “ Et sagte suk , og alt var forbi . +Der herskede en kort tid en dyb tanshed i det +lille værelse . Den levende følelse af moderens +fred og glæde borttog i det første øjeblik sorgens +bitterhed fra Deodata . Hendes fader stod en stund +som forstenet af smerte ; da gik han ud uden at kaste +et blik på det blege åsyn , der smilede så fredeligt +i døden ; som de fleste svage charakterer gyste han +tilbage for at se sin sorg lige i øjet . Da han +var gået , bøjede Deodata sig over sengen , men +synet af de tillukkede øjne , de kolde , livløse træk +greb hende med en vild smerte . Skulle disse øjne +aldrig mere åbne sig og se på hende med det lyse , +milde blik , der aldrig undlod at bringe fred ? skulle +disse læber aldrig åbne sig og kalde hende „ min +Deodata ? “ Hun kunne ikke udholde at tænke det , og +idet hun kastede sig over liget , råbte hun vildt og +lidenskabeligt : „ O , moder , moder , tal til mig endnu +engang ! se blot på mig igen en eneste gang ! “ +Præsten løftede hende op og trak hende til side ; han +talte mildl , men alvorligt , til hende om hendes +moders salighed og fred , og om hvor gerne hun +ville se sin lille pige bære sorgen blidt og stille , +og det lykkedes ham endelig at berolige det heftige +barn . „ Jeg vil være stille og rolig “ , sagde hun til sidst , + +„ men jeg ville så gerne dø med hende , jeg +har intet at leve for nu . “ +„ Du må ikke tale således , Deodata . Du har +meget at leve for , og du stat bede gud om kraft +til at vandre på hans veje , at du engang må +samles med din moder i lys og glæede hos ham . +Husker du ikke hendes sidste ord til dig ? Du skal +være en trøst og glæde for din fader ; det er dit +mål , det er noget at leve for , ikke sandt ? “ +„ Ja , hvis jeg kunne — men hvor kan jeg ? Jeg +var det ikke før , og når jeg ikke har moder hos +mig “ — hendes stemme kvaltes af hulken — „ kan +jeg sket intet ! Jeg har aldrig gjort noget godt , +uden når hun fik mig til det , — jeg vil blive ond +og slem uden hende , en plage for andre og — for +mig selv . “ +„ Nej , Deodata ! Gud i himlen er endnu langt +stærkere end din moder , og han vil være din fader , +når kun du vil være hans barn ; han vil hjælpe +og styrke dig til at være en god og from lille pige +og din faders trøst , når du kun beder ham derom . +— græd kun , min lille pige ! jeg vil ikke hindre +dig deri , men lad det være milde , stille tårer ! +Husk , at gud sender dig sorgen , fordi han elsker +dig , og tænk på , hvor lykkelig din moder er ! “ +„ Jeg vil gerne være god , at jeg kan se hende + +igen “ , sagde Deodata blidt ; „ o , måtte det blot ikke +vare for længe ! “ og en strøm af hede tårer bragte +lidt lindring og hvile . +Tredie hapifef . +Deodata Lindals første alvorlige sorg var så stor , +at den kastede en skygge over hendes liv , som aldrig +ganske svandt bort . Livsglæden og livsfriskheden veg +fra hendes sind , inden hun havde fyldt sit trettende +år . Hun havde aldrig haft søskende , og , indesluttet +og tilbageholden , som hun altid havde været , +havde hun kun haft meget få venner og ingen , til +hvem hun havde haft fuld fortrolighed . Hendes +moder havde derfor været hende alt ; med hende havde +hun delt alt ; til hende kom hun med alle sine små +glæder og sorger , hos hende havde hun altid fundet +ikke blot kærlig vejledning , men en levende interesse +for alle hendes barnlige anliggender . Hendes savn +var derfor meer endnu end savnet af den ømmeste +og kærligste moder , det var savnet af en veninde , +en fortrolig , en deltager i alt , hvad der havde +været hende kært , og hver time på dagen følte + +hun nu en uendelig tomhed . Hun kunne ikke mere +glæede sig over naturen , blomsterne og fuglene , der +før havde været hendes lyst , thi hun kunne ikke mere +dele det med sin moder ; gik hun ud i haven , der +strålede i sin fulde sommerpragt , følte hun kun +endnu mere levende , hvad hun havde mistet ; der var +før hende kun vemod i blomsternes Duft , kun +klagesuk i fuglenes glade sange . Hun sandt ingen +trosf i at læse , selv i sine kæreste bøger , thi hun +havde ikke sin moder at tale med om indtrykket , +hun sik af det læste , eller til at forklare , hvad hun +ikke forstod , og således var det med alt — alle vegne +tomhed og savn . Der var kun et , som holdt +Deodata oppe , som gav hende kraft til at udholde +de lange , ensomme dage uden at give efter før sorgen : +det var den stadige erindring om det løfte , +hun havde givet sin moder , at ville være en trosf +og glæde for sin fader . Det var målet , hun +skulle stræbe efter , det eneste , hun havde at leve for , +sagde hun til sig selv , og om hun end aldrig mere +kunne blive glad og lykkelig , skulle hun dog ikke +ønske at dø , thi hun skulle jo leve for at gøre , hvad +hendes moder havde villet . Dette løfte var stjernen , +der lyste Deodata frem i natten . +Det var rørende at se , hvorledes den lille pige +syslede omkring sin fader , så snart han kom ind i + +stuen , for at gøre det hyggeligt og behageligt for +ham , hvorledes hun anstrengte sig for at tale med +ham om ting , som hun tænkte , han brød sig mest +om , tvang sig til at smile til ham , hvor tungt hendes +sind end var , og søgte at lægge en munterhed i sin +stemme , som slet ikke var hende naturlig . Med +rørende tålmodighed bar hun hans fortrædelige +stemninger , hans udbrud af heftighed , som nu kun +forekom så meget hyppigere , fordi han så stærkt +følte savnet af sin hustru , og hun søgte at formilde +ham med blide , venlige ord , sådanne , som hun +tænkte , hendes moder ville ønske at høre hende sige . +Så hun ham opfarende mod andre , anstrengte hun +sig for at mildne hans vrede og lod sig ikke vise +tilbage af den hårde tiltale , der straks mødte hende . +I disse stadige anstrengelser for at være til nytte og +glæde for sin fader , blev hendes kærlighed til ham +langt stærkere og varmere , end den havde været før , +og hun var glad ved hver en venlighed fra hans side . +Han påskønnede rigtignok ikke hendes anstrengelser +for at være ham til behag og lagde ikke mærke til +et eneste af de offre , hun bragte ham , men han så +hende gerne om sig , og , efterhånden som hun blev +ældre , vandt hun en lille del af den indskydelse , +hendes moder havde haft ; og aldrig havde hun større +glæde , end når han på hendes bøn tog en overilet , + +hård befaling tilbage , eller når hun ved sin +mellemkomst dæmpede hans opfarende heftighed ; — +det var hende da , som om hun kom sin moder nærmere . +Men Lindals enkemandsliv blev ham i længden +næsten utåleligt . Det var for lidt for ham +aldrig at have andet selskab i hjemmet end den lille , +melankolske datter ; thi hvor meget Deodata end anstrengte +sig for at være munter , når hendes fader +kom ind , var og blev der dog altid et præg af dyb +sørgmodighed over hendes hele væsen . Han begyndte +derfor at tænke på , at det dog var muligt , han +kunne gifte sig igen , om han end ikke kunne sinde en +anden Maria ; — det gjaldt kun om at træffe et +godt valg . Og da han valgte , mente han i det mindste +selv , at det var et fortræffeligt valg . +Omtrent tre år efter Fru Lindals død kom +der en lærerinde til en nærliggende herregård . Hun +var godt begavet og havde især i fuldt mål den +gave at sætte sig i yndest hos alle . Det var en lille , +spinkel person , omtrent tredive år gammel , med et +ansigt , der , uden at være egentlig smukt , dog havde +noget meget tiltrækkende . Hendes træk var sine , +om end lidt skarpe , og hendes kloge , lyseblå øjne +kunne spille med meget liv , men de kunne også sænke +sig mod jorden med et udtryk af bly undselighed , +alt som det passede bedst . Hun havde et venligt + +smil for alle , men var meget tilbageholden lige overfor +alle , især dem af det stærke køn , indtil de begyndte +at tale med hende ; da blev hun livlig og fængslende +og forstod altid at lede samtalen hen på det , +netop det , som hun tænkte , interesserede den mest , +som hun talte med . Den første gang , Lindal så +hende , sølle han sig meget tiltalt af denne blide , beskedne +kvinde , der sad så tans og stille ved sit arbejde , +mens herrerne talte ; den anden gang talte +han med hende og fandt hende livlig og morsom ; den +tredie gang havde han næppe øjne og øren for +andre end hende . Dereffer kom han meget hyppigt +til sin nabo for lærerindens skyld , som snart atter +begyndte at blive mere tilbageholden lige overfor ham , +hvilket ansporede ham til at vise hende endnu større +opmærksomhed . +Deodata følte fra den første gang , hun så +frøken bregne , en stærk uvilje imod hende , uden at +kunne forklare sig hvorfor . Frøken bregne var altid +overordentlig venlig imod hende , men netop denne +venlighed var hende ubehagelig , og det var hende +imod , når hun så sin fader vise denne dame blot +den mindste opmærksomhed ; og dog havde det ingen +dybere grund , thi den mulighed faldt aldrig et eneste +øjeblik Deodata ind , at hendes fader kunne give en +anden kvinde den plads , hendes moder havde haft ; + +hvis nogen havde sagt det til hende , ville hun have +anset det for en skammelig , uretfærdig beskyldning +mod hendes fader . +En dag sagde Lindal til sin datter , at han +ønskede , hun skulle modtage en ofte afskået indbydelse +fra nogle slægtninge i Fyen om at tilbringe +nogle uger hos dem . Deodata gjorde mange indvendinger , +da hun frygtede , hendes fader skulle savne +hende , men han ville have hende bort . Hun rejste +da og blev oplivet og forfrisket ved opholdet i et +livligt , hyggeligt hjem og den daglige omgang med +ligealdrende unge piger , så tiden gik så hurtigt +for hende , at hun forundrede sig derover . Hun havde +været to måneder borte , da hendes fader skrev efter +hende , og hun skyndte sig hjem , pludselig greben af +samvittighedsnag over , at hun havde ladet sin fader +være ene så længe . Var det ikke at bryde løftet ? +Ak , hun var ikke bleven savnet ! +Med dyb bevægelse gjensåe hun de kære , hjemlige +steder , og , da vognen rullede op ad Alleen , der +førte til gården , bankede hendes hjerte uroligt . „ Ak , +moder , du ville ikke være fornøjet med mig nu ! “ +Tænkte -hun bedrøvet . „ Om jeg end ikke kan være +meget for fader , vil han dog have følt ensomheden +trykkende i denne lange tid . Jeg er så vred på +mig selv , fordi jeg forlod ham for så lang tid ; + +han tænkte på at glæde mig , og jeg har været så +egenkærlig ! “ Så vidt var hun kommen i sine +selvbebrejdelser , da vognen holdt for Deren i det +gamle , kære hjem ; hun sprang ned og ilede med +åndeløs hast op ad trappen og ind i stuen , rede +til at slynge armene om sin faders Hals og bede +om tilgivelse , fordi hun ikke var kommen før , og love +ham , aldrig mere at forlade ham . Men ordene døde +snart på hendes læber , hvert spor af farve veg +fra hendes kinder , og hun blev stående som forstenet ; +thi derinde i stuen var hendes fader ikke alene , men +frøken bregne — den fremmede kvinde , hun havde +følt sådan uvilje imod —stod ved hans side ! han +holdt hendes hånd — nej — han holdt armen om +hendes liv . Deodata stirrede på dette syn uden +ret at forstå , hvad det vel kunne betyde ; men en +knugende smerte greb hende . Hendes fader tog +venligt hendes hånd , men den var stiv , kold og +ubevægelig , og ikke et eneste ord lød fra hendes læber . +„ Velkommen hjem , min kære lille Deodata ! “ sagde +han i den kærligste tone , som før altid glædede +hende så meget . „ Stir ikke således på mig , kære +barn ! — du seer her min hustru , som vil være +en moder for dig , og som jeg håber , du altid vil +vise al den kærlighed , lydighed og ærbødighed , som +en datter skylder sin moder . “ + +Deodata sagde endnu ikke et ord . „ Du vil nok +holde lidt af mig , min søde Deodata ? “ sagde den +nye Fru Lindal med sit venligste smil . „ Jeg kan +ikke forlange , at du straks vil være glad ved mig , +men jeg håber , at vi snart skal blive rigtig gode +venner . “ +Hun omfavnede den unge pige ; Deodata lod +hende gøre det , men der var intet gjengjældende +kærtegn . +„ Det var ikke rigtigt at overraske hende således “ , +vedblev den blide , søde stemme ; „ den kære +pige er ganske bleg af bevægelse ! Du ved , jeg +sagde , du burde fortælle hende det i forvejen , bedste +Lindal ! Du har ellers altid ret , men denne gang +troer jeg dog , du havde uret , kære ven ! Søde +Deodata , sig mig , vil du ikke nok holde lidt af din +nye moder , som allerede har dig så inderlig kær . “ +„ Tillad mig at gå op på mit værelse , jeg er +lidt træt efter rejsen . “ Det var de første ord , Deodata +havde sagt ; hendes stemme var ikke blot iskold , +men så rolig , at det næsten forfærdede hendes fader . +Han ville hellere have mødt lidenskabelig hulken og +heftige udbrud , som han han havde frygtet , end disse +dødblege kinder , dette forstenede blik , denne ubevægelige +ro . +Deodata skyndte sig til sit værelse , hvor hun + +satte sig ned og søgte at samle sine tanker , — hun +ville se sin skæbne fast i øjnene . Fyldt til randen +med malurt var det velkomstbæger , denne fader +havde rakt sin moderløse datter , der kom til ham +med hjertet fuldt af kærlighed . Bittert , uendelig +svært at bære ville det alt have været at se sin fader +give en anden kvinde den plads , hendes . Moder +havde haft , og det endda en kvinde , der i alt forekom +Deodata så grænseløs ulig denne elskede , endnu +bestandig savnede moder ; men hvis hendes fader +mildt havde forestillet hende , at det ville gøre ham +lykkelig , ville hun måske tålmodig have fundet sig +i det tungeste og anstrengt sig for at holde af den +kvinde , som det var så usigelig bittert at se på +sin moders plads . Men at blive således bedragen +— at blive sendt ud af huset , for at alt kunne ske +i hendes fraværelse : forlovelse , bryllup , alt — +uden at hun havde endog den svageste anelse derom , +og intet at vide , intet at ane , før visheden mødte +hendes øje i det første minut , hun betrådte hjemmets +dørtærskel — det fyldte hendes sjæl med en +bitterhed , det lagde en hård isskorpe om hendes +stakkels hjerte , som intet uden kærlighed kunne +smelte — og denne kærlighed kom ikke . +Da Deodata havde været nogen tid alene og +samlet kraft til at være rolig uden at være ubevægelig , + +kom hendes fader til hende . „ Jeg er ikke +tilfreds med dig , Deodata “ , var hans forsfe ord ; +„ hvad var det for en modtagelse at give din nye +moder ? Jeg håber , at jeg ikke mere skal se dig +således , men at du vil opføre dig som en god +pige ; ganske sikkert vil Kathinka være dig den bedste +og kærligste moder . “ +„ Bedste og kærligste ? det var stærke ord ! “ +Sagde Deodata med et bittert smil , men hun tog sig +hurtig sammen . Hun ville ikke sige et eneste bebrejdende +ord til sin fader , hvor falsf han end havde +været imod hende , thi begyndte hun først , vidste hun +at hun ville tabe alt herredømme over sig selv og +sige ting , som aldrig kunne glemmes ; hun vedblev +da med fast og rolig stemme : „ Jeg skal gøre mig +al umage for at være venlig og ærbødig mod din +hustru , fader , men jeg beder dig ikke at kalde hende +min moder ! — jeg har haft en moder , men jeg +kan aldrig få en sådan igen her på jorden . “ +„ Det er overspændt og sygeligt , barn “ , sagde +Lindal og rystede på hovedet , men han var meget +bange for „ Scener “ , som han kaldte det ; derfor kyssede +han blot sin datter , sagde endnu en gang : „ vær +kun en god pige ! “ og forlod hende da atter . +Fru Lindal havde en meget stor indflydelse på +sin husbond , og den blev stærkere og stærkere , som + +tiden gik . Men hvor forskellig var ikke hendes +indskydelse fra den , Marias blide , men stærke ånd +havde udøvet over ham . Hun smigrede hans forfængelighed +ved alle lejligheder , og på denne måde +fik hun altid sine ønsker opfyldte , skønt hun altid +i de blideste udtryk talte om , at han var herre , om +hans faste villie o . s . v . Havde han haft en eller +anden ærgrelse , så han kom ind i en vred og ophidset +stemning for i heftige udtryk at beklage sig +over den , der havde gjort ham imod , søgte hun aldrig +at formilde ham , men gav ham ret i alt og udbrød +i sørgmodig forundring over , at man kunne opføre +sig således imod ham , ledsaget af smigrende bemærkninger +om hans gode egenskaber . Således nærede +hun alt det sletteste i hans ustadige charakteer , men +vandt en indskydelse , der var næsten endnu større , +end Marias havde været , og hun triumferede i sit +hjerte over den magt , hun havde , mens hun i sit +væsen lige overfor Lindal var ydmygheden og blidheden +selv . +Hvor ung Deodata end var , så hun dog meget +godt , hvor uheldig den indskydelse var , som hendes +stifmoder havde over hendes fader ; hun så også +usandheden i hele hendes forhold , men hvad hjalp +det ? hun kunne intet gøre . Hun tabte snart hvert +spor af den indskydelse , der havde været hendes + +glæde , og det var netop hendes stifmoders vigtigste +anstrengelse , lidt efter lidt , ved tusinde små krogveie +at drage faderens hjerte fra datteren ; og det +lykkedes kun alt for godt — så stor er den magt , +en snedig og herskesyg kvinde kan få over en svag , +ubestemt mand . +Deodatas og hendes stifmoders indbyrdes forhold +var også meget sørgeligt . Hun blev aldrig +behandlet med ligefrem hårdhed . Nej , det var netop +det pinlige ved den unge piges stilling , at der aldrig +var nogen egentlig kjendsgjerning , hun kunne +beklage sig over ; Fru Lindal viste bestandig sin stifdatter +så megen ydre venlighed , at hun kunne bevare +skinnet ligeover for fremmede , tjenestefolkene +og frem for alt for sin husbond . Men ved tusinde +små daglige ydmygelser og krænkelser , ved en +kulde og ukærlighed , der blev mere følt end set , og +især ved at fravriste hende faderens kærlighed gjorde +hun Deodatas liv mørkt og tungt , og isskorpen +lagde sig fastere om det stakkels hjerte , der tørstede +efter kærlighed , men ingen fandt . + +fjerde hapitel . +Æ^ere end tre år vare forløbne siden den dag , da +Deodata kom hjem for at se en fremmed kvinde +indtage den så inderlig elsfede moders plads . Det +var en mild og yndig septemberdag . Himlen var +ren og blå , luften klar og stille , ikke en vind bevægede +træernes grene , og solens stråler kastede +et mildt guldsfjær over alt . Der var en dyb fred +udbredt over hele naturen , velgørende for ethvert +sind , der længtes efter hvile . Deodata Lindal følte +det i rigt mål , da hun langsomt gik fra sit hjem +til kirkegården med en krands af havens sidste +roser , som hun ville lægge på sin moders grav . +Ak ! der var nok derhjemme til af bringe det urolige , +lidenskabelige hjerte i oprør , om hun end som oftest , +ved af samle al sin villiekraft , tilbageholdt ethvert +heftigt udbrud , og det var en vederkvægende følelse +af være ene — ene med den skønne , fredelige natur , +der syntes af tilånde hendes syge sind styrke . +Deodata var nu nitten år gammel , fuldt udviklet til +kvinde og en ganske ualmindelig skønhed , men så +bleg og alvorlig , af kun få følte sig tiltrukne af +den . Enhver måtte vel beundre den flanke , lette + +skikkelse , det rige , mørke hår og de rene træk , +men der var i alt dette intet liv , ingen bevægelighed , +det manglede så aldeles ungdommens blomstrende +friskhed , af de fleste kun modtoge et mismodigt +indtryk , alt som de beundrede hende . De dybe , udtryksfulde +øjne , den unge piges største skønhed , fik +sjelden nogen ret af se ; de vare så rede til af +sænke sig mod jorden , og ingen så dem nogensinde +lyse med den inderlighed , der gav dem en tindrende +Glands og kastede et forskønnende stråleskær over +hele hendes ansigt . — det udtryk var der kun , når +hun var alene og hengav sig til minder om fortiden +og sin moder ; i selskab med andre gav den +stadige anstrengelse for at indestænge og tilbageholde +alle sine følelser hendes ansigt et koldt , halvt forstenet +udtryk . — da hun havde nået kirkegården , +knælede ned ved den blomstersmykkede grav og lagde +krandsen om det hvide marmorkors , der bar Maria +Lindals navn , da lyste de mørke øjne med udtrykket +af al den dybe følelse , der kunne bo i dem . +Den unge pige så op mod den klare himmel med +en glad , fortrøstningsfuld følelse ; men da hun atter +bøjede sit hoved over graven , var der en bitter +smerte i hendes blik , og et dybt suk trængte sig +frem fra hendes bryst . „ Ak , moder , moder ! “ +Sukkede hun ; „ hvorfor forlod du så snart dit stakkels + +barn , der trængte så hårdt til din støtte , din +indflydelse , din kærlighed ! Hvilket lykkeligt barn +var jeg ikke , da du var hos mig og nu — hvor +elendig , hvor ulykkelig ! Intet , intet har jeg tilbage +uden mindet om dig , din kærlighed , din elskelighed , +— og selv i dette minde blander der sig bitterhed +ved tanken om , at han kunne glemme dig og +lade en anden , der er dig ulig i alt , indtage din +plads ! O , hvor jammerfulde har dog ikke disse tre +lange , lange år været , og det kan ikke blive bedre +— nej , det bliver bestandig værre , thi for hver dag +bliver det koldere og hårdere herinde ; “ og hun pressede +hånden mod sit hjerte . „ Moder , hvis din +ånd kunne være hos mig , ville du vel lære mig +at elske , hvor jeg næsten hader , men jeg kan ikke ! +Ak , hvorfra skal jeg hente kraften til at være kærlig +og overbærende ? Jeg har altid været hård og kold , +men siden du forlod mig , er jeg bleven ond og slem ; +o , moder , alt det gode hos mig går til grunde , +alt det onde slår redder . Jeg kan ikke leve uden +at elske og elskes , men — jeg kan ikke elske , og ikke +et menneske på hele den vide jord har en kærlig +tanke for din stakkels Deodata . Du sagde mig , at +„ Gud er kærlighed “ , men jeg har næsten glemt at +bede , som du lærte mig ; gud synes mig så langt +borte , at jeg ikke tør komme frem med mine bønner , + +— han er mig en streng dommer , der straffer mig +ved at lægge så tunge byrder på mig , ikke en +barmhjertig fader , som han var , som han er for +dig , min fromme , kærlige moder ! O , tør jeg vel +håbe , at jeg skal samles med dig , når livets tunge , +mørke vej er til ende ? vil jeg ikke blive alt for uværdig , +altfor uren ? “ Og under en strøm af bitre +tårer trykkede den unge pige sine hede læber mod +marmorkorset . Et øjeblik efter rejste hun sig , skød +håret fra panden , borttørrede tårerne og sagde : +„ Nu må jeg hjem ; jeg har ikke længere lov til at +sørge frit — og det var dog min bedste trøst — +nu må jeg igen være rolig , tvungen og— iskold . “ +Da hun kom tilbage til det hjem , der nu kun +var hende en sorgens bolig , traf hun fin stifmoder +i dagligstuen . Hun så op fra sit arbejde , +da den unge pige trådte ind , og spurgte i en blid , +klagende tone : „ Men , kære Deodata , hvor har du +dog været denne lange tid ? “ +En mørk rødme farvede Deodatas kinder , og +hun svarede undvigende : „ Lidt ude i det frie ; vejret +er så smukt . Har de savnet mig ? “ tilføjede hun +med et svagt anstrøg af bitterhed . +„ Savnet dig ? ja , det kan være ensomt nok , +når din kære fader er borte hele tiden , men desuden +— du ved , hvor såre nødig jeg gør dig en + +bebrejdelse — men det er lidt hårdt aldrig at mærke , +at man har en voksen datter i huset . Du har ikke +den ringeste interesse for husets anliggender , min +kære pige ! Du ved , vi vente flere gæster i aften , +og din fader vil gerne have alt smukt og net . +Det kunne aldrig falde mig ind at forlange noget +egentligt arbejde af dig , men der er så mange småting +at ordne , som en datter burde gøre , og som +du kunne så godt , når du blot ville , kære ! At +sætte blomster i vand , se lidt efter o . s . v . ; men +du var og blev borte . “ +Øen lange bebrejdelse var dobbelt opirrende for +Deodata på grund af den blide og klagende tone , +hvori den blev udtalt , men hun sagde roligt : „ Jeg +vil skynde mig at indhente det forsømte . “ +„ O , nej , min kære pige ; det er besørget alt sammen “ , +sagde Fru Lindal og kastede et blik på +flere vaser med omhyggeligt , om end noget stift +ordnede blomster og på stuens hele sirlige orden : +„ jeg kunne ikke vente i det usikkre håb om , at du +ville komme , og jeg har gjort det selv ; naturligvis +var det ikke besværligt for mig , men , som sagt , jeg +ville gerne mærke , at jeg har en voksen datter , jeg +ville påskønne din hjelp og desuden — for dit +eget vel , kære barn , det ville være godt for dig , +om du vænnede dig til lidt omtanke og ikke altid + +levede i fantasier og bøger . Men sig mig , hvor +har du været så længe ? dog ikke atter på kirkegården , +ved graven ? “ +Deodata bøjede bekræftende sit hoved . +„ Du har atter været der ! Kjæræ barn , det +gør mig så ondt ; der er en sygelig overspændthed +i disse daglige , lange besøg ved en grav ; jeg er +bange , det vil få en sfadelig indflydelse på din +hele udvikling , ja også på dit helbred . Vil du +ikke føje mig i at blive i det mindste nogle dage borte +fra den — ikke sådan hænge ved din sorg , — det er +så overspændt , min kære Deodata ! lev lidt mere +for andre ! “ +„ Jeg vil rette mig efter deres ønsker i alle +andre ting “ , svarede Deodata dæmpet , mens hendes +kinder blussede af tilbagetrængt harme ; „ men dette +er en genstand , som jeg beder dem om aldrig at +omtale . “ +„ Du viser mig så koldt tilbage , min kære +pige ! det er lidt hårdt , når man har de bedste +hensigter . Du seer , hvor overbærende jeg er ; mange +mødre ville blive vrede over en så hyppig gentagen +forssmmelighed , men jeg undskylder den , fordi +jeg altid vil se alt i det mildeste lys . Men når +jeg beder dig om noget — for dit eget vels skyld +— kunne jeg da ikke vente et venligt svar ? “ + +„ Jeg ville nødig svare uvenligt . “ +„ Du må undskylde , at jeg betvivler din villie +lidt ; men , for at komme tilbage til sagen , hvis du +ikke vil føje mig og gå sjeldnere til graven , hvor +dine tanker bestandig holdes i en sygelig spænding , +nødes jeg til at bede din kære fader blande sig i +sagen ; — jeg ved , at det også gør ham ondt , at +du lader dig beherske af overspændte ideer . “ +„ Mon hun virkelig ønsker at berøve mig min +eneste trøst ? “ tænkte Deodata ; men hun svarede +rolig : „ Jeg beder dem , sig intet til min fader ; jeg +vil gå lidt sjeldnere derhen . “ De sidste ord kom +frem med pinlig anstrengelse , thi når hun gav et +løfte , ville hun samvittighedsfuldt holde det . +„ Jeg får da lade mig nøje med denne meget +betingede indrømmelse — du seer , hvor lidt jeg +fordrer , min kære pige , når du blot vil rette dig +en lille smule efter mig ; du er dog datter og +endnu så ung . Men , der var en ting endnu . Da +jeg var i haven i morges , var der mange månedsroser +tilbage ; da jeg i eftermiddag ville plukke dem , +var der kun nogle få knopper . Du har dog vel +ikke taget dem ? “ +„ Jo , jeg har . “ +„ Min bedste pige ! din opførsel er , mildest talt , +meget besynderlig . Der er vist næppe en eneste ung + +pige , der har så megen frihed , som du har , men +du burde dog ikke således misbruge den — der +skulle dog være en grændse . Al tage alle de smukkeste +blomster , vore sidste roser , uden at bede derom , +uden at sige et ord derom og til et brug , som vi +intet se til , — ved du hvad , bedste Deodata , din +fader ville ikke synes derom , om han vidste det ; men +jeg er naturligvis for overbærende til at fortælle +ham det . Hvortil har du anvendt de mange roser , +hvormed jeg havde glædet mig til at pryde vort +hjem ? dog vel ikke til en krands — til graven ? “ +„ Netop dertil , og det forekommer mig dog vel +hårdt , om der ikke kunne blive nogle roser tilovers +til min moders grav fra den have , hun selv har +plejet og opelsket ! “ sagde den unge pige , til sidst ude +af stand til at tilbagetrænge den bitterhed , der +under hele denne samtale havde brændt i hendes +sind . +„ Deodata , “ sagde hendes stifmoder , „ Du +sætter min tålmodighed på prøve ! Hvorfor svarer +du mig med sådan bitterhed og vrede , når jeg +kun gør de billigste fordringer ? Det gør mig meget +ondt at se dig så vred , når jeg føler , at jeg har +været så overbærende , som vel en moder kan være — +din egen moder ville måske ikke have været så +overbærende , men dog nødes jeg til at bede dig for + +fremtiden ikke at tage blomster i haven uden at +bede mig derom . “ +„ Jeg skulle komme til dem , hver gang jeg +ville lægge en blomst på min moders grav ! “ +Udbrød Deodata med lynende øjne . „ Nej , det er +for meget ! men for fremtiden vil jeg kun tage Markens +blomster , når jeg binder krandse ; det vil være +et klart vidnesbyrd om , hvor lidet jeg i sandhed er +en datter i det hus , som endnu for en forms +skyld kaldes mit hjem . “ +Fru Lindal slog hænderne sammen som i bestyrtelse . +„ Således svarer du mig , og jeg har talt +til dig i de venligste udtryk ! Ved du vel , Deodata , +der måtte en engels tålmodighed til ikke at komme +lidt i oprør , men jeg kan tåle meget . Men tænk +dig lidt om , min kære pige , for dit eget vels +skyld , for din kære faders skyld . Jeg gør den +rimeligste fordring af verden , og du svarer mig , +som om jeg havde givet det grusomste forbud . +Finder du det virkelig så urimeligt , at jeg nødig +vil lade dig plyndre haven og henlægge dens +smukkeste blomster på et sted , hvor ikke et menneske +får godt af dem ? Er det ikke billigt , at jeg , +som kone i huset , vil have ret til husets goder og +ikke vil gå ind på din enerådighed ? De levende +glæde sig mere ved blomster end den døde , om end + +dine tanker altid sygelig dvæle ved den døde , +som — “ +„ De skal ikke , de må ikke tale om hende ! “ +Afbrød Deodata heftigt ; „ alt andet , kun ikke det ! “ +„ Skal ikke — må ikke ! Bedste Deodata , er du +herskerinde her , og jeg din ydmyge tjenerinde ? Hvem +skulle tro , det var en datter , der talte til sin +moder ? Ak , jeg ved , hvor gerne jeg vil være en +moder for dig , men — hvad skal jeg gøre ? Når +jeg gør dig den ringeste bebrejdelse , fremført i de +mildeste , mest skånsomme ord , svarer du mig så +heftigt , at — at jeg kommer til at ryste deraf ; det +er min natur så meget imod ; jeg elsker fred og +enighed , og derfor tier jeg stille , så længe jeg kan , +og bærer over med mange ting for ikke at udsætte +mig for disse heftige svar , der er så pinlige , ak , +så pinlige , for den , der ville være dig så god en +moder ! “ +„ Det var mit faste forsæt ikke at blive heftig , “ +Sagde Deodata med på ny tilkæmpet ro ; „ men på +et punkt kan jeg ikke udholde at blive såret . Er +der så intet , jeg kan gøre ? “ +„ Ikke det mindste , min kære pige ! Du har +din fuldkomne frihed , og jeg vil herefter stille +endnu færre fordringer til dig , bære endnu mere +over med dig , om det måske kunne mildne dit + +52 +sind ; jeg har kun dit sande vel for øje . Men , +Deodata , tænk dog på din fader ! “ +Deodata gik bort , og så snart døren lukkede +sig efter hende , fik Fru Lindals øjne et vredt , næsten +hadefuldt udtryk . „ Da jeg overvejede alle fordelene +ved at få et behageligt hjem , “ sagde hun ved sig +selv , „ og en mand , der er let at lede , tænkte jeg ikke +nok på den forfærdelige byrde , en stifdatter kan +blive . Mage til pige har jeg aldrig kendt . Så +trodsig og halsstarrig , at hun ikke kan rokkes af +stedet , — så overspændt , at det er en gru , — og +så denne utålelige , overdrevne samvittighedsfuldhed ! +En god ting er det dog , at hun nu næsten ganske +har tabt den indflydelse over sin fader , der gjorde +mig det første år så vanskeligt . Det ville være +en lettelse at blive hende kvit . Hvis vågner har +alvorlige hensigter , som jeg begynder at tro , ville +han befrie mig for en stor byrde , men på den anden +side kan jeg dog ikke ret ønske det , thi han er meget +for god til hende ; hun passer kun dårligt til en +sådan stilling , og den ville hæve hende i hendes +faders øjne . Men der er han . “ Fru Lindal fik +hurtig lagt sit ansigt i sørgmodige folder , og da +hendes husbond straks efter trådte ind , bøjede hun +hovedet og sukkede gentagne gange dybt . Han gik + +tæt hen til hende og spurgte : „ Hvad er der i vejen , +Kathinka ? “ +„ O , er det dig ? jeg hørte dig flet ikke , “ +Svarede hun og så op , som om hun var bleven +meget overrasket , „ jeg var så fordybet i tanker . “ +„ Tanker , der fremkaldte så dybe suk ? hvad er +der i vejen ? “ +„ O , intet , der er værd at tale om ; det gør +mig ondt , at du skulle høre det suk undflippe mig ; +som sagt , jeg hørte dig flet ikke komme , ellers skulle +jeg vel have behersket mig . Du har nok af bekymringer +andensteds ; når du kommer hjem , skal vi +ikke plage dig med vore små sorger , men du bør +altid møde muntre og glade ansigter . “ +„ Jeg behøver vel ikke at sige dig , hvor stor en +opmuntring du er mig , min kære Kathinka ! jeg +føler det dobbelt , når jeg seer Deodata surmule ; +hun tænker aldrig pga at byde mig velkommen med +et glad ansigt . Men nu vil jeg vide , hvad der er +iveien for dig ? “ +„ Du må ikke således trænge ind på mig ; +jeg vil så nødig sige det , og det var virkelig ikke af +videre betydenhed . “ . +„ Men jeg vil vide det , Kathinka . Det er da +ikke Deodata , der igen har plaget dig ? “ +„ Stakkels kære pige ! for alt i verden ville + +jeg ikke anklage hende for dig — der er meget , der +kan undskylde hende . “ +„ Det var altså hende . Hun har igen været +uartig imod dig ? “ +„ Jeg vil så nødig tale derom , men siden du +begynder , kan jeg jo ikke nægte , at det er en stor +sorg for mig , at den kære pige sket ikke kan holde af +mig , sket ikke vil tro mig , når jeg dog ved , at jeg +har den bedste villie til at være hende en god moder , +når hun er mig kær som — “ Fru Lindal holdt +uvilkårlig inde , som om denne usandhed dog var +for drøj , selv for hendes usanddrue læber . +„ Sig mig , hvad der er foregået imellem eder ? “ +Spurgte Lindal kort . +„ O , du vil forskåne mig for at gentage det ; +det kom af en ganske ubetydelig ting . Deodata +havde gjort , hvad jeg , med al overbærenhed , ikke +kunne finde rigtigt , og taget sig meget store friheder ; +jeg bebrejdede hende det da i de mildeste , skånsomste +udtryk , men hun blev ude af sig selv af heftighed +og sagde — ja , du vil forskåne mig for at gentage +hendes ord , det er så pinligt ; men jeg blev +ganske rystet deraf . Det er så tungt , når alt , +hvad jeg siger i den bedste mening , optages i bitterhed +og brede ! “ og nu sukkede hun atter . +Lindal gik op og ned ad gulvet i heftig bevægelse . + +„ Jeg skal lære den trodsige pige ikke at +sætte sig op imod dig , “ sagde han ; „ hun skal ikke +gøre dig livet surt , hun skal tvinges til at vise +dig venlighed og ærbødighed . “ +„ Bedste Lindal ! Du må endelig ikke sige noget +til hende — det ville gøre mig så ondt . Jeg forsikrer +dig , hun skal vindes ved mildhed ; det har +altid været min tanke , og derefter har jeg indrettet +mine handlinger . “ +„ Du har længe nok været mild , men hun bliver +værre med hver dag og er altid lige utaknemmelig . +Jeg vil tale alvorligt med hende . “ +„ Jeg beder dig , kære Lindal , sig intet til +hende ; jeg ville så nødig udsætte hende for et eneste +hårdt ord — ville hun blot tro det ! “ +„ Jo ædelmodigere du er , Kathinka , desto meer +fortjener hun min vrede ; hun skal føle , at hun ikke +kan gøre og sige alt , hvad hun vil . “ +Han åbnede hurtig en dør og råbte med +hård og barst stemme : „ Deodata , kom ind til +mig ! “ Så snart han vendte ryggen til sin hustru , +kom der et triumferende smil om hendes læber , der +tydeligt sagde : „ Jeg har vundet spillet ; “ men det +forsvandt , da han atter vendte sig imod hende ; lang +øvelse havde lært hende at være fuldkommen herre +over sit ansigt . + +Deodata havde søgt tilflugt i sit lille værelse . +Sådanne optrin , som det nys skildrede med hendes +stifmoder , gentog sig atter og atter , men de blev +dag for dag tungere og mere trykkende for Deodata +og ofte følte hun en næsten vild længsel efter at +gøre sig fri , efter at bortkaste disse knugende byrder +og komme langt , langt bort , lige meget hvorhen . Hun +havde taget en bog og begyndte just at glemme +virkelighedens tryk for digtningens lysere verden , +da hendes faders barske stemme nåde hendes øre , +og hun skyndte sig at adlyde , skønt hun vel vidste , +at irettesættelser og hårde ord ventede hende . +„ Du kaldte på mig , “ sagde hun blidt og roligt , +da hun trådte ind . +Hendes fader svarede : „ Ja , jeg vil tale alvorligt +med dig , Deodata . Du har gjort mig megen sorg +i de sidste år , men jeg hører nu , at det bestandig +bliver værre med dig , at du endnu i dag har givet +din kun alt for overbærende moder heftige og trodsige +svar . Du er så uforbederlig , at jeg næppe +ved , hvad jeg skal gøre ved dig ; strenghed og +mildhed frugte lige lidt ; du fremturer i din flette +opførsel , du er så forhærdet , at . . . . “ han holdt +inde , som om han ledte efter ord . +„ At du ikke kan finde ord , hårde nok til at + +udtrykke min slethed ! “ fortsatte Deodata med ubeskrivelig +bitterhed . +„ Du må endelig ikke tro , jeg har anklaget +dig for din fader , bedste Deodata , “ sagde Fru +Lindal hurtigt ; „ jeg har sket ikke fortalt ham , hvad +der foregik imellem os ; men jeg så bedrøvet ud , og +din kære fader er så klartseende — han så det +og ville vide grunden — han trængte således ind +på mig , at jeg blev nødt til at tilstå , at du havde +bedrøvet mig ved din — ukærlighed . “ +„ Det er mig aldeles ligegyldigt , enten de har +forklaget mig eller ej , “ sagde Deodata med samme +rolige bitterhed ; „ hvad enten de har gjort det eller +ikke , ved jeg , at det er deres lyst og glæde at +pådrage mig faders vrede . “ +„ Og jeg , som bønfaldt ham om intet at sige +til dig ! Ak , hvor man bliver miskendt ! “ +„ Du vover at tale således til din moder , +endogså når jeg er tilstede , “ tordnede den opbragte +fader . „ Ja , nu har jeg med egne øren hørt , hvor +skamløs din opførsel er ! Trodsige , forhærdede pige , +vidste jeg kun , hvormed jeg skulle straffe dig ! men +du er så skøv og kold , at det næppe er muligt , at +noget kan gøre indtryk på dig . “ +„ Sløv og kold ! o , fader , hvis du vidste “ . . . . + +og hun pressede hånden mod det voldsomt bankende +hjerte . +„ Men det siger jeg dig , og det står fast , ikke +et eneste venligt ord skal du høre af mig , ikke en +eneste glæede vil jeg gøre dig , før jeg har hørt dig +tilstå din moder , at du har været ond og utaknemmelig , +at du atter og atter har misbrugt hendes +godhed , og beder hende om forladelse . “ +„ Det er så længe siden , du sagde mig et venligt +ord , fader , så det er ingen ny straf ; og hvad +glæde angår — “ +„ Ti ! ikke et ord mere — ikke et eneste ord vil +jeg høre af dig , undtagen du vil bede din moder +om forladelse . Men lad os nu ikke tale mere herom ; +vi kan snart vente vore gæster , og jeg vil dog nødig , +at de skal træffe os således . Et må jeg blot sige +dig , Kathinka : det er mit bestemte ønske , at du +fortæller mig , hver gang Deodata taler til dig , som +jeg har hørt hende tale i dag ; jeg vil vide det ; du +skal ikke tåle hendes uartigheder . “ +„ Du må ikke forlange det af mig , bedste Lindal ! +Det ville gøre mig så ondt . Du ved ikke , hvor +pinligt det er mig at høre dig tale hårdt til det +stakkels kære barn . “ +„ Jeg vil vide det , og du vil dog vel tage +hensyn til mine ønsker , Kathinka ? Du lover mig + +det altså ? Ikke et uhøfligt svar , ikke en indvending +tager du imod , uden jeg får det at vide . Vil du +love mig det ? “ +„ Når du fordrer det så eftertrykkeligt , nødes +jeg jo til at love det , men jeg håber , jeg ikke skal +få nogen anledning dertil ; den kære Deodata vil +ikke bedrøve sin fader . “ +„ Vi vil håbe det , og lad så det være nok for +i dag . — jeg venter vore gæster om et øjeblik , +Deodata , og jeg håber , du vil være lidt elskværdig +og ikke så tvær , som du plejer . “ +„ Du har givet mig en god forberedelse til at +være munter og elskværdig , “ svarede Deodata med sit +bittre smil . +„ Du vover at svare mig således ! “ råbte den +let ophidsede fader og stampede i gulvet . „ Uartig +til det sidste ! endnu ikke bøjet ! gjorde jeg dig din +ret “ han løftede truende hånden imod hende , men +da han mødte sin datters blik , der var fast , roligt +og uforfærdet , besindede han sig og lod hånden +falde ; måske tænkte han også , at han for i dag +havde viist hårdhed nok mod sit moderløse barn . +Deodata gik på ny op på sit værelse og gav +sin bitre smerte luft — ikke i husvalende tårer , — +de lettede kun sjældent hendes forpinte bryst — men +i lidenskabelige udbrud : „ Jeg har kun gjort fader + +sorg , det var hans ord , og jeg lovede dig , min +moder , at være ham en trøst og glæde ! dette løste +er da brudt som alle gode forsætter . O , men hvad +skal jeg gøre ? Kan jeg da være noget for ham , når +hun bestandig stiller sig imellem os ? Ja , jeg er ond , +forhærdet ; — jeg mærker kun alt for godt , hvor det +brænder herinde : onde , bitre tanker , had og misundelse ! +Men jeg kunne være bleven anderledes , hvis +der var en , der havde holdt af mig ; jeg kan ikke +leve uden kærlighed , jeg går tilgrunde uden den , +det føler jeg ! Aldrig at høre et kærligt ord , aldrig +møde et venligt blik , kun vrede , mistanke , bitterhed , +eller denne falske venlighed , der er værre end alt ! +Det er mig , som kunne jeg ikke udholde det længere , +— jeg har dog kendt , hvad det er at være elsket ; +du , moder , lærte mig at kende den varmeste , reneste +kærlighed , og mit hjerte sukker og tørsker efter +den ! O , hvis der var en , hvem det så var , mand +eller kvinde , der kom mig i møde med sand hjertelighed , +o , jeg ville elske , velsigne denne ene altid , +jeg ville ganske hengive mig til den eneste , der ville +sole for mig ! “ + +femfe kapitel . +Omtrent en time efter havde Deodata vundet tilstrækkeligt +herredømme over sig selv til at gå ned +i stuen , hvor gæsterne havde samlet sig . Fru +Lindal , pyntelig klædt , munter og livlig , venligt +smilende og fuld af opmærksomhed mod alle , var en +meget elsfværdig værtinde og gjorde et ulige behageligere +indtryk på alle end den blege stifdatter , der +var alvorlig , kold og tilbageholden . En var der dog , +der var fuldkommen ligegyldig for Fru Lindals behagelige +talemåder , mens hans blik mange gange +med synlig interesse søgte Deodata . Denne ene var +Harald vågner , en ung mand , der for et årstid +siden havde taget herregården egeved i arv efter +sin afdøde farbroder , og som i den sidste tid havde +været en hyppig gæst hos Lindals . Han var omtrent +tredive år , høj og kraftig , med et mandigt og udtryksfuldt +ansigt . I de klare , grå øjnes faste , +rolige blik , i det bestemte træk om mnnden stod +tydelig at læse , at han havde en urokkelig villie , men +der var tillige en alvor og inderlighed i blikket , der +indgød en uvilkårlig tillid . Deodata følte også +dette , og hun fandt undertiden glæde i at tale med +ham ; der var både alvor og sandhed i hans + +underholdning , og hun var skidt mindre tilbageholden +ligeoverfor ham end for andre , ja engang imellem +kunne hun et øjeblik endog glemme sine sorger , når hun +talte med ham . Men at hans hyppige besøg gjaldt +hende , og at hans øje altid søgte hende , faldt hende +aldrig ind — hun anede det ikke . +„ Er det dem , der har ordnet disse blomster , +frøken Lindal ? “ spurgte han , første gang det lykkedes +ham at komme hen ved hendes side . +„ Nej , jeg har intet haft at gøre dermed . “ +„ Jeg tænkte det nok ; jeg var ganske sikker på , at +jeg kendte deres måde at ordne blomster på ; den +er anderledes let , blød og fri . Det er et talent , ingen +kan give sig selv . “ +„ Jeg har aldrig anet , at jeg havde noget talent +i den retning , “ sagde Deodata ligegyldig . +„ De ved ikke , at jeg ofte har beundret det , når +jeg har været her ; men da jeg så blomsterne i dag , +opdagede jeg straks , at det ikke var som sædvanlig , +og jeg tænkte da vel , at det ikke var deres værk . “ +„ De lader til at have et skarpt blik . “ +„ Det tør jeg ikke smigre mig med i almindelighed , +men hvor man føler varm interesse i det +hele , har man også lyst til at iagttage småting . “ +Deodata +så forundret op på ham ; men inden + +hun kunne svare , lød Fru Lindals stemme : „ Min +søde Deodata , vil du ikke komme herhen ? Fru +bang vil gerne høre besked om et arbejde , og du +forstår det langt bedre end jeg . “ +Deodata efterkom hurtig opfordringen og lagde +ikke mærke til , at vågner rynkede panden og syntes +utålmodig over , at hun forlod ham . Kort efter +førte Lindal ham bort med de andre herrer før at +ryge , og han så ikke den unge pige igen før ved +aftensbordet , hvor han forgjeves søgte at få en +plads i hendes nærhed . Siden lagde Fru Lindal +aldeles beslag på ham , mens hun overlod damerne +til deodala , men det undgik ikke den opmærksomme +værtinde , hvor åndsfraværende hendes gæst var , +og hvor ofte hans blik søgte hen til det sted , hvor +deodala sad , og det ærgrede hende , thi hvad ret +havde vel hendes stifdatter til at vinde en så +anset og elskværdig mands kærlighed ? +Vagner fik da sket ikke talt med deodala , før +han sagde farvel . „ Jeg har næppe set dem i aften , “ +Udbrød han ivrigt , „ i det mindste har jeg ikke et eneste +øjeblik haft lejlighed til at tale med dem — hvor +kan dog det være ? Det er da ikke dem , der forsætlig +har undgået mig ? “ +„ Undgået dem , hr . Vågner ? nej , hvorfor skulle +jeg det ? “ svarede hun ligegyldig , men hun rødmede + +uvilkårligt , og et smil , fuldt af håb , opklarede +hans alvorlige ansigt . „ En anden gang bliver jeg +vel heldigere — snart , meget snart , håber jeg . “ +Hun lagde ingensomhelst betydning i hans ord og +lagde ikke mærke til det talende , forskende blik , der +ledsagede hans hjertelige håndtryk ; hun havde ophørt +at tænke på ham , få minutter efter at han +var borte . Og da hun gik til ro med et tungt +sind , med den knugende følelse af at være så ene +og venneløs , havde hun ikke den fjerneste anelse om , +at et trofast hjerte slog varmt og kærligt for hende , +og at en stærk villie så inderlig gerne ville beskytte +hende mod enhver fornærmelse , enhver ukærlighed , +når hun blot ville hengive sig til den . +Deodata stod op den næste morgen i den samme +bittre , nedtrykte stemning . Der er noget ubeskriveligt +trykkende ved at begynde en ny dag med den faste +forvisning , at den ikke vil bringe nogen lettelse for +de bekymringer , der trykkede i går , at der ikke er det +ringeste håb om befrielse fra de byrder , der knuge +en . Desuden følte Deodata denne dag en træthed +og svaghed , som om det var hende umuligt at bære +mere . Ak , hun længtes efter at hvile sit trætte +hoved mod et kærligt bryst , at åbne sit hjerte , +udtale alle sine sorger og finde deltagelse , trøst +og styrke , som hun havde fundet , når hun kom til + +sin moder med alle sine barnlige sorger . Men den +tid var for længst forbi , og hun måtte atter møde +de gamle onder , atter søle den bitre skinsyge — +dobbelt pinlig , fordi hun vidste , den var syndig — +hver gang hun hørte sin fader tale så venligt til +sin hustru , mens han behandlede hende , sin datter , +der sukkede efter blot et eneste kærligt ord , med endnu +mere barsfhed og kulde end sædvanlig . Atter måtte +hun tåle sin stifmoders opirrende venlighed , der , +som hun vel vidste , dækkede en endnu større ukærlighed . +Hun længtes efter at give sin smerte luft i +gråd , men hun kunne ikke græde , — og hun satte +sig da til klaveret og sang alle de melankolske klagesange , +der randt hende i minde , med en følelse og +et udtryk , der ville have bevæget mange ; men hendes +stifmoder var den eneste , der var tilstede , og hun +sagde kun : „ Min bedste Deodata ! Du må virkelig +synge mere opmuntrende ting ; du gør mig ganske +beklemt . “ +„ Jeg skal ikke synge mere “ , svarede Deodata +utålmodig , idet hun rejste sig og gik hen imod døren . +„ Min kære pige ! Du har da ikke i sinde at forlade +klaveret således og lade alle dine noder ligge +spredte omkring ? Jeg må virkelig bede dig om +at lægge dem tilrette . “ + +„ Undskyld , det var en forglemmelse “ , svarede +Deodata , idet hun vendte tilbage . +„ Du må undskylde , at jeg gjsr dig opmærksom +derpå , min kære pige ; du ved , hvor nødig jeg +gør dig den ringeste bebrejdelse eller i mindste +måde retter på din opførsel — det har altid sådanne +sørgelige følger — men jeg synes ikke , jeg +kunne tie stille dermed . Jeg er vant til og finder +mig roligt i , at du aldrig hjælper mig med at bevare +orden og hygge i vore Stuer , at du aldeles +ingen interesse har for alle de små anliggender i +dit eget hjem , men at du ligefrem går ud på +at gøre uorden , kan jeg ikke lade hengå upåtalt , +ikke engang for dit eget dels skyld , min bedste pige , +thi det er en slem vane for en ung pige ikke at +lægge tilrette ! “ +Hele denne talestrøm blev ført i denne blide , +langsomme tone , der var så opirrende for Deodata +og i dag forekom hende næsten uudholdelig . Utålmodig +udbrød hun da : „ Jeg gjorde jo ikke en eneste +indvending ; hvorfor da spilde så mange ord på +en så ubetydelig ting ? “ +„ Min kære Deodata , du skulle vogte dig for +denne utålmodige tone ; den klæder en ung pige så +ilde , især lige overfor en moder . “ + +„ O , tal dog nu ikke mere herom ! “ udbrød den +unge pige med kun halvt dæmpet heftighed . , +„ Bedste Deodata , jeg må bede dig tage dig +iagt for , hvad du siger , for din egen skyld . Hust +på det løfte , din kære fader nødte mig til at give +ham i går , og vedbliver du at tale i denne tone , +er det min tunge pligt at fortælle ham det , og da— “ +„ Og da , hvad da ? hvad kan vel ske ? “ spurgte +Deodata , idet hun betragtede sin stifmoder med +funklende øjne . Hun knugede sine hænder sammen +og gav endelig sin lidenskab luft , idet hun med dirrende +stemme vedblev : „ Hvad ondt kan de vel +endnu gøre mig ? Målet er så fuldt , at det ikke +kan blive fuldere . Den sidste gnist af kærlighed +til mig er udslukt i min faders hjerte ; han har +sagt , at jeg kun har gjort ham sorg , jeg er kun en +byrde og plage for ham , hvem jeg lovede min +døende moder at være til trøst og glæde ! mit +hjem er blevet forgiftet for mig , er blevet et fængsel , +glædeløst og elendigt ! mit hjerte forhærdes i bitterhed +og misundelse ! Alt dette er deres værk ; +hvad bittrere skål kan de vel endnu iskænke mig ? +Om de opægger min faders vrede således , at han +forflyder mig , jager sit eneste barn fra sit hus , +hvad er det så mere ! Bedre at lide nød og ydmygelse +blandt fremmede , end hades i mit eget + +hjem , det hjem , hvor jeg engang var et lykkeligt og +elsket barn . “ +Fru Lindal slog hænderne sammen og så op +mod loftet med et udtryk af bestyrtelse , som om +hun forfærdedes over så megen slethed . „ Aldrig +har jeg hørt mage ! “ sagde hun . „ Stakkels barn ! +Jeg vil imidlertid ikke være vred , som du fortjener +det ; jeg kan kun føle medlidenhed med dig . Det +må være frygteligt at have et sådant sind . Ak ! +Alle disse onde , vrede ord , fordi jeg i den bedste +mening giver dig en venlig advarsel . “ +Deodata smilede bittert . „ Ja , deres gode mening +har jeg lært at kende atter og atter ; deres +venlige hensigter har jeg set alt for mange frugter +af — det er dem , der til sidst driver mig til fortvivlelse . “ +Hun holdt inde ; — pludselig skjulte hun +sit ansigt i sine hænder og udbrød med blødere +stemme : „ O , jeg ville have været rolig og tålmodig , +og så siger jeg alle disse bitre ord ! Moder , +moder , jeg kommer længere og længere bort fra dig +og hvad du lærte mig ! jeg kan aldrig samles med +dig , når jeg giver vreden rum i mit hjerte ! “ +„ Min bedste pige , hvis du blot går i dig +selv , vil du altid finde mig rede til at tilgive dig ; +jeg er det mest overbærende menneske under solen , +som “ — men Deodata hørte ikke mere ; hun skyndte + +sig ud af stuen for ikke atter at lade sig opirre . +„ O , hvis der blot var en eneste “ , sukkede hun , da +hun var alene , „ der ville sige mig et venligt ord , +der ville række mig hånden i kærlighed ! Men +hvem kan vel holde af mig ? Jeg må gå venneløs +igennem livet og indestænge alle mine længsler +i mit eget hjerte ; men dette liv kan jeg ikke udholde . +Jeg må bort herfra — hvorhen , hvorledes , det +er det samme — blot bort ! ud mellem fremmede , +hvis ligegyldighed dog ikke vil pine mig så grænseløst ! “ +Hun søgte at bekæmpe sin stærke bevægelse , +gik ind fil sin fader og sagde mildt og roligt : „ Fader , +jeg har en bøn fil dig ; vil du en gang , endnu +en eneste gang gøre noget for mig ? “ +„ Du har just ikke givet mig grund fil at søle +lyst fil at gøre noget for dig “ , svarede han barst +og rynkede panden . +„ Blot dette ene “ , vedblev hun bedende ; „ jeg vil +da være dig så inderlig taknemmelig . Vil du vise +mig den store tjeneste at gøre , hvad du kan , for at +skaffe mig en plads som lærerinde , selskabsdame +eller hvadsomhelst , snart , så snart som muligt . “ +„ Hvilken tåbelighed ! Tror du , jeg vil sende +min eneste datter ud mellem fremmede , når vi har +overflødighed herhjemme ? Er det følgen af mine + +formaninger fil dig , at du spiller den fornærmedes +rolle og ' forlanger at komme ud af huset ? “ +„ Nej , fader , jeg er ikke fornærmet , jeg vil ikke +gøre dig en eneste bebrejdelse ; men jeg kan ikke +udholde at være herhjemme længere — det er den fulde +sandhed ! Med hver dag bliver det mig tungere og +pinligere at søle , at jeg ikke er til nytte eller glæde +for et eneste menneske , kun en byrde og plage både +for dig og for din hustru . Og alt det gode , der +endnu er tilbage hos mig , går tilgrunde i disse +forhold , alt det onde næres hos mig , jeg har ingen +kraft til at bekæmpe det , thi ingen vil hjælpe mig +dermed , som moder gjorde , og jeg føler mig bestandig +svagere . Gør mig denne ene tjeneste , og jeg vil +altid være dig taknemmelig , skaf mig en plads , +hvorsomhelst , hos hvem du vil ! “ +„ Plag mig dog ikke mere med den tossede +snak ! “ sagde hendes fader , utålmodig over de +mange ord . „ Du var også den rette at sende ud +mellem fremmede ! Jeg kunne aldrig med god samvittighed +anbefale et så heftigt og lunefuldt væsen , +som du er ! Lærerinde eller selskabsdame ! Du , som +aldrig kan rette dig efter andre ! “ +„ Kan du ikke anbefale mig dertil , så sig mig +da noget andet “ , vedblev Deodata med alvor . „ Jeg +vil gerne udføre det simpleste arbejde , når jeg blot + +kommer bort herfra , fra mit hjem , hvor jeg daglig +iagttages med hadefulde øjne . “ +„ Ingen forskruede , højtravende talemåder ! Det +simpleste arbejde , ja du er godt skikket dertil ! Nej , +bliv i dit hjem , der er din plads ; væer en god og +søielig pige mod din stifmoder , og alt er godt ; +din trods er den eneste hindring for , at du kan +være lykkelig her . “ +„ Lykkelig kan jeg ikke være “ , svarede den unge +pige med dirrende læber ; „ dertil mindes jeg endnu +altfor klart mit store tab — jeg kan ikke glemme +så let og hurtigt som du , fader ! — men jeg +gør ingen fordring på lykke , nej , nej ! blot lidt +hvile , lidt fred , lidt venlighed , ikke altid miskendelse , +vrede , tilsidesættelse ; — men jeg føler , her +kan det ikke blive anderledes , — hav derfor medlidenhed +med mig ! lad mig komme bort ! “ +„ Nej , nu bliver jeg for alvor vred ! “ udbrød +Lindal heftigt og slog i bordet , så det dundrede . +„ Længe nok har jeg villet tale dig til rette med det +gode . Hør da nu engang for alle : du bliver her , +i dit hjem , og jeg vil ikke høre et ord mere om +dit tåbelige indfald , hører du ! Tror du , jeg +vil have , at folk skal sige , at jeg må sende min +datter ud af huset , fordi hun har en stifmoder ? +Troer du , jeg vil , der skal sættes en plet på hende , + +når det kun er din egensindighed , der er skyld i , +at forholdet ikke er , som det burde være ? “ +„ O , fader , kan ikke din datters fred veje op +imod folks omtale ? “ +„ Ti ! ikke et ord meer om den sag ! Du kunne +være glad og fornsiet med sådan en stifmoder . +Hun er kun alt for overbærende ; havde hun været +mere bestemt , havde hun vel kunnet bøje dig . Her +er din plads , og er du lydig og venlig mod din +moder , vil du få det godt ; vil du ikke være det , +skal du tvinges dertil ; jeg kan dog vel endnu magte +dig . Og nu ikke et ord mere ; der er Deren . “ +Deodata følte , at al videre bøn ville være forgæves , +men endnu bittrere end skuffelsen faldt hvert +af hendes faders hårde , ukærlige ord på hendes +hjerte . Hun gik tæt hen til ham , lagde sin skælvende +hånd på hans og sagde blidt : „ Jeg skal +aldrig mere omtale dette , jeg skal stræbe at bære alt , +men sig blot , fader , at du tilgiver mig , og at du +endnu har lidt tilovers for din Deodata ! “ Men +hendes fader lagde ikke mærke til det bønfaldende +blik , der ledsagede disse ord , og han hørte ikke +heller den inderlighed i stemmen , der kom fra et +hjerte , som var nærved at fortvivle og nu klyngede +sig til det sidste håb ; han stødte hendes hånd bort +og sagde barsk : „ Det nytter kun lidt , at du begynder + +at tale i en rørende tone efter alt , hvad du har +sagt ; jeg er vred på dig og lader mig ikke så let +formilde . “ +Deodata så i vejret . Var hun for stedse udelukket +fra sin faders kærlighed , skulle han i det mindste +ikke se , hvor dybt det smertede hende . „ Jeg +lover dig , fader “ , sagde hun koldt , „ at jeg aldrig +mere skal plage dig med at tale i en „ rørende “ +Tone . “ +Hun gik , men udenfor døren standsede hun , +overvældet af sin smerte . „ Det er da nigjenkaldelig +besluttet “ , tænkte hun , „ at jeg for bestandig skal være +lænket til dette sted . Alle bønner er overmodige . +Hvilken fremtid at se i møde ! Hvorledes skal jeg +udholde dette liv år før år ! Mit hjerte råber +efter befrielse , men den kommer ikke ! Tålmodighed +— kunne jeg blot lære den^ men jeg kan ikke — jeg +var altid heftig og utålmodig , og nu — ingen +hjælper mig . Kunne jeg blot bede gud om styrke , +men jeg skælver før ham ; stundom er det mig , som +om gud og mennesker havde forladt mig ! “ Hun +var nærved at briste i gråd , og tårerne ville +have lettet det bitre sind , men stoltheden holdt +dem tilbage , og med præget af en fast villie i det +blege , forskende ansigt gik hun ind til sin stifmoder +og sagde : „ Det gør mig meget ondt , at jeg glemte + +mig selv før ; jeg håber , de vil glemme mine overilede +ord . “ +„ Min bedste Deodata , jeg vil stræbe at glemme +dem . Jeg tilgiver dig , eller rettere , jeg har allerede +tilgivet dig , ^ thi jeg føler en sådan medlidenhed +med dig , at jeg virkelig ikke kan blive vred på dig . +Stakkels pige ! det må være frygteligt at have et +sådant sind . “ +Deodata pressede læberne fast sammen før ikke +atter at give et heftigt svar og satte sig roligt hen +ved vinduet med sit arbejde . Men hun fik kun et +øjebliks hvile ; da kom hendes fader ind med hurtige , +urolige trin , der altid vare tegn på , at han +var i oprør . Som det ofte går med svage og +heftige charakterer , havde han tænkt sig endnu mere +vred , efter at hans datter var gået , og han måtte +have luft . „ Jeg har tænkt mere over , hvad du +sagde , Deodata “ , råbte han , „ og jeg seer nu , hvad +du egentlig vil . Det var naturligvis ikke din mening , +at du ville ud , nej , dertil har du det såmen +for godt i dit hjem ; men du ville ved en list få +-mig til at forkæle dig , lade dig have din villie i +alt , du ville stille din fader stolen for døren — +det var en smuk hensigt ! men , nej tak ! det er ikke +så let at løbe med din fader , og du har opnået +lige det modsatte af din hensigt . Du er uartig mod + +din stifmoder , snedig mod mig , og du må holdes +i tømme , seer jeg . “ +„ Fader , du sagde før , at du ikke ville høre +et ord mere om den sag , jeg før forgæves bragte +på bane , hvorfor taler du da selv derom nu ? “ +„ Ingen næsviisheder , frøken ! Jeg taler , når +jeg vil , og tier , når jeg vil , i mit eget hus ; og +jeg lader mig intet foreskrive af en datter , som — +som — kun har gjort mig sorg , som sfaffér mig +den ene ærgrelse efter den anden , så jeg aldrig kan +have fred — . “ +„ Kæreste Lindal ! “ faldt hans hustru ham i +talen med sin allerblideste stemme ; „ tal dog ikke +så hårdt til den stakkels Deodata — hun bliver +ganske bleg , — det gør mig så ondt for hende . “ +„ Forsfån mig i det mindste for deres medlidenhed ! “ +Udbrød Deodata , ude af sig selv og så på +sin stifmoder med lynende øjne . „ Den ligner alt for +meget krokodilens gråd ! “ +Fru Lindal sukkede sit sædvanlige : „ Hvor man +dog bliver miskendt ! “ men hendes husbond , ægget +til det yderste , tordnede løs : „ Du vover at tale således +til din moder i min nærværelse ! Bed hende +på øjeblikket om forladelse — hører du — eller +— tag dig i agt ! “ +„ Jeg kan ikke , fader “ , svarede Deodata roligt ; + +„ det ville være hykleri , thi jeg kan ikke kalde tilbage , +hvad jeg sagde . “ +„ Du trodser mig — nu , vi skal se , hvem af +os to der er den stærkeste ! Du beder din moder +om forladelse — straks — på øjeblikket — jeg vil +adlydes ! “ +„ Man gør ikke sådanne ting på kommando , +fader , og det ville være urigtigt , om jeg gjorde det , +thi en bøn om tilgivelse må være oprigtig ment , +ellers er den ikke blot betydningsløs , men falfl . Jeg +kan ikke adlyde dig . “ Hun så rolig og uforfærdet +op på faderen med sine klare , smukke øjne , men +han , der aldrig var vant til , at man i hans åbne +øjne modsatte sig hans villie , hvor ofte den end +ellers blev omgået , opirredes endnu mere : „ Du +understår ' dig til at sige det — og se sådan på +mig — du er den trodsigste pige , jeg har kendt , +men du skal knækkes , du skal gøre , som jeg siger , +du skal ! “ +Fru Lindal fandt nu , at det begyndte at gå +for vidt . „ Bedste Lindal “ , sagde hun , „ Du overiler +dig ! fat dig , kære ven , og bliv lidt rolig ! “ Han +besindede sig også og stod et øjeblik tavs og skamfuld +over sin hidsighed . Men netop når han blev +rolig , vendte hans vrede sig altid mod den , der + +havde bragt ham til at miste herredømmet over sig +selv , og Deodata havde intet vundet . +„ Gå ind i dit værelse “ , sagde han til hende , +„ jeg vil ikke tale med dig , før du går i dig +selv . “ Hun adlød og så først sin fader igen , da +de alle tre samledes ved middagsbordet , hvor han +lod , som om hun ikke var tilstede , og søgte at skjule +sin ærgrelse over sin hidsighed ved at tale med sin +hustru med sædvanlig munterhed . „ Det er sådant +et smukt vejr i dag “ , sagde han til sidst , „ og jeg har +derfor tænkt , at vi skulle køre ud i skoven ; hvad +siger du dertil , Kathinka ? “ +„ Det vil være dejligt ! Du er så venlig og +tænker altid på at glæde mig . “ +„ Deodata bliver naturligvis hjemme . “ +„ Det er ingen straf , fader “ , sagde den unge +pige med et sørgmodigt smil ; „ det var mig umuligt +at glæde mig over naturens skønhed i dag . “ +Sjette kapitel . +Geodata sad ved vinduet og så vognen rulle +bort — hendes fader og stifmoder kunne vel glæde + +sig uden hende . Hun var taknemmelig for ensomheden , +men den var et billede på hendes forladte , +venneløse tilstand , og hendes læber hviskedee næsten +uvilkårlig ordene af den sang , hun så ofte havde +sunget : „ men den som har flet ingen ven , han sidder +ved kvel alene . “ Hendes forpinte hjerte kunne dog +ikke åbne sig for de trøstefulde ord i det næste +Vers : „ Det barn , som sidder mest forladt , gud +fader selv vil bevare ! “ Turde vel hun , med sindet +fuldt af vrede og bitterhed , tro , at hun var guds +barn ? „ Jeg kan ikke bære det mere “ , sukkede hun ; +„ enten må mit hjerte blive til sten , eller jeg må +fortvivle ! O , en befrielse fra dette liv — hvilkensomhelst +— men ak ! den vil ikke komme ! “ Lyden af +hovslag bragte hende til at løste hovedet , og hun +så en høj , statelig rytter ride ind i gården ; det +var Harald vågner . Han så op til vinduet , hilste , +og et glad smil gled hen over hans alvorlige ansigt . +„ Hvor han seer ædel og mandig ud “ , tænkte Deodata ; +„ der er noget i dette åbne , alvorlige blik , +der indgyder mig en ubetinget tillid . Var jeg ikke +så ulykkelig , kunne jeg glæde mig ved hans besøg ; +nu er det mig en byrde som alt andet ! “ Hun +kvalte det suk , der ville følge denne mismodige tanke , +thi vågner var nu allerede hos hende . Hun rejste +sig , og han hilste hende venligt og kærligt , men det + +forekom hende , at hans væsen var anderledes , end +det plejede at være , og at hans klare , grå øjne ikke +havde deres sædvanlige faste og rolige udtryk . +„ De træffer mig uheldigvis ene hjemme “ , var +hendes første ord . +„ Uheldigvis ! “ gentog han livligt , „ nej , det +håber jeg ikke . “ +Deodata så forundret på ham , men lagde +dog ingen videre betydning i hans ord og vedblev +roligt : „ Min fader og hans hustru benyttede det +gode vejr til at køre ud i skoven . “ +„ Og de har ladet dem blive ene tilbage ? “ +Spurgte han næsten heftigt , idet han så fast og forstende +ind i de mørke , sørgmodige øjne . +„ De skal ikke beklage mig “ , svarede hun med et +svagt smil ; „ Ensomheden er ikke pinlig eller trykkende +for mig ; den er ofte en vederkvægelse . “ +„ Den kan stundom være det ; men de , der er +så ung , burde ikke føle det så ofte ; ja de trænger +netop til liv og glæde ; de burde ikke så ofte tye +til ensomheden for at sinde næring for tunge +tanker . “ +„ Ak , jeg behøver ikke ensomheden for at nære +dem ! “ udbrød Deodata uvilkårligt . „ De vil komme +altid og overalt . “ +„ De må , de bør ikke tale således . Vel ved + +jeg , at de ikke er lykkelig i deres hjem , at der er +meget , som trykker dem , og det har jeg vidst længe . +Jeg har læst i deres blege kinder og sørgmodige +øjne , at de følte dem ulykkelig , og jeg har felt en +stærk længsel efter at bryde de lænker , der tyngede +dem . Men , om end andre har skyld , må de +dog også se nogle fejl hos dem selv ; de er så +indesluttet , så tilbageholden , at det næppe er muligt +at komme dem i møde eller få indgang hos dem . +De ved ikke , om ikke måske mange holde af dem , +men bæve tilbage for denne kulde . “ +„ Måstee ; men det er næppe rimeligt . Jeg skal +tilvisse heller ikke fortænke nogen fremmed i , at han +ikke har noget tilovers for mig ! Men i det daglige +liv , i sit eget hjem , “ tilføjede hun med dæmpet +stemme , „ der er ukærligheden så tung at bære ! +Men hvad er det , jeg siger ! “ afbrød hun sig selv , +dybt rødmende , „ jeg glemmer mig ganske ! Undskyld +mig , hr . Vågner ! De træffer mig i et meget svagt +øjeblik , og jeg må bede dem glemme de tåbelige +ord , der undslap mig . “ +„ Nej , jeg vil ikke glemme dem , og de må ikke +frygte for at give mig deres fortrolighed . Jeg er +netop kommen for at bede om ret til at dele alle +deres bekymringer , alt , hvad der trykker dem ; “ +Og mens han talte , greb han hendes hånd og holdt + +den fast i sin . Se ikke så forundret på mig ; det +er min dybeste alvor , og kan det være så overraskende +for dem ? Jeg kom her i håb om at få +lejlighed til at tale med dem : lykken var mig +gunstig , og jeg skal ikke tøve med at benytte den . +Jeg er ingen romantisk yngling , som i glødende +udtryk vil fortælle dem om en lidenskabelig kærlighed ; +men de er den eneste kvinde , jeg nogensinde +har elsket , nogensinde vil elfle , og meget ligger for +mig i deres svar på min bøn : vil de være min +hustru ? “ +Hans stemme var alvorlig , og ivrigt forskende +så han ind i den unge piges øjne . Deodata +skælvede af bevægelse . „ Det kommer mig så +uventet — det er så nyt , så forunderligt — jeg +kan ikke forstå det . Hvor kan de elfle mig , hr . +Vågner ? der er jo intet hos mig , der er værd at +elfle ; jeg ville kun blive en plage for dem ; de +kender ikke mine tusinde fejl ! “ +„ Jeg kender dem måske bedre , end de tror ; +de ved ikke , hvor omhyggeligt jeg har søgt at læse +i disse kære øjne ! De har fejl , ja ganske vist ! +Troer de , min kærlighed er en blind beundring ? +Nej , Deodata , det ville være en dårlig borgen for +dens troskab ! Men således , som de er , netop +således , har mit hjerte følt sig hendraget til dem , + +og jeg længes efter at kalde dem min hustru . +Deodata , kære Deodata , har de tillid til mig , så +stor en tillid til mig , at de vil følge mig , at de +vil dele livets glæder og sorger med mig , og livets +pligter , dem vi aldrig kan støde fra os ? Lad mig +ikke forgæves håbe ! Det vil være min kæreste +stræben at gøre dem lykkelig og at beskytte dem +mod alle livets storme , så vidt min kraft formår ! +— svar mig , kære Deodata , kan de , vil +de give mig lov dertil ? “ +„ Er det virkelig sandt — kan de virkelig elske +mig ? “ stammede Deodata , næsten uden at vide , hvad +hun sagde ; „ vil de bære over med mig , med alle +mine fejl — så — jeg har fuld tillid til dem — +tag mig da , som jeg er — hvor kan jeg svare +andet ! jeg trænger jo så hårdt til kærlighed ! “ +Han lagde sin arm om hendes liv og drog hende +fast til sig ; hendes trætte hoved sandt hvile ved +hans bryst , og en forunderlig følelse af tryghed og +fred , som hun ikke havde kendt i mange år , gennemtrængte +hendes hjerte . Hun tænkte ikke alvorligt +over , hvor betydningsfuldt det svar var , hun nys +havde givet , og at det skulle være afgørende for hele +livet ; hun ransagede ikke sit hjerte , om der virkelig +der var den stærke , varme kærlighed , som kan bestå +i alle livets omskiftelser ; nej , hun havde næppe + +evne til at tænke , hun hengav sig blot ganske til den +nye og forunderlige følelse , at der var en , som +holdt af hende , som aldrig ville forlade hende , og +hendes stakkels hjerte , der så feberagtigt havde tørstet +efter blot et glimt af venlighed , lyttede med stille +henrykkelse til denne kærlige stemme . „ Min stakkels +lille pige ! “ hviskedee den ; „ har du haft så lidt +glæde , så lidt kærlighed ! Gud give , jeg må lære +dig at kende begge i fuldt mål ! Kom til mig med +alle dine sorger og bekymringer ; du skal altid +finde et villigt øre og — det håber jeg , hjælp og +styrke . Lad mig blot få din fortrolighed helt og +fuldt , min Deodata ! “ +Hun var dybt bevæget ; hun havde ikke anet , at +denne stærke , alvorlige mand kunne tale så mildt og +blødt ; det var hende et øjeblik , som vuggedes alle +hendes lidenskaber , alle hendes urolige følelser til +hvile i hans arm , som havde det trætte , syge sind +fundet en havn . Hun havde ikke sagt vågner , at +hun elskede ham , men det faldt ham aldrig ind at +tvivle derom ; han havde en ubetinget tillid til den +kvinde , han havde stænket sin kærlighed , og han +anså det før umuligt , at hun kunne give sig hen , +uden at hjertet helt fulgte med ; heller ikke havde +han så ringe tanker om sig selv , at han kunne +tvivle om , at hans varme kærlighed havde vakt en + +tilsvarende i hendes hjerte , om hun end ikke før +havde været sig den bevidst . De satte sig ved hinandens +side og talte sammen , eller rettere sagt det +var mest ham , der talte . Han udmalede deres +fremtid , talte i milde , glade udtryk om den forandring , +hans hustru ville bringe i hans før så +ensomme hjem , skildrede hende de pligter , der ventede +hende , de fordringer , han ville stille til hende ; thi +han var jo ikke en blind , lidenskabelig elffer , der +hengiver sig til den berusende glæde at have vundet +sit hjertes dronning ; — han var den alvorlige , +tænksomme mand , der søgte en hustru , en trofast +medhjælp i sin livsgerning . Og Deodata så op +på ham med et ydmygt , tårefyldt blik i de smukke , +udtryksfulde øjne , og hun svarede ham ydmygt , +ydmygere end nogensinde , at hun var meget svag , +fuld af fejl , men hun ville gøre alt , hvad han +ville have , kunne han blot bære over med hendes +skrøbeligheder , og han forsikrede hende med et kærligt +smil , at han kunne bære over med meget , når hun +blot ville have ubetinget tillid og fortrolighed til +ham ; „ thi gensidig tillid , Deodata , er hovedbetingelsen +for ægtefolks lykke ; “ og hun lovede med +dirrende læber „ ubetinget tillid , “ men hendes egen +stemme forekom hende fremmed og unaturlig . Ia , +under alt dette havde hun egentlig flet ikke været sig + +selv ; hun havde lyttet og svaret som halvt i drømme , +og hun følte til sidst nødvendigheden af at rive sig +ud af denne forunderlige tilstand , at samle sig og +klare sine tanker . Hun rejste sig da pludselig og +udbrød : „ Tillad mig at være et øjeblik alene ; jeg +trænger til at tænke lidt i ro . “ +Han lod hende gå , og hun ilede op på sit +lille værelse . Hun satte sig ned og tilbagekaldte i +sin erindring alt , hvad der var foregået i den sidste +time , og hun forskod først nu ret , hvad det var , der +var sket : at hun havde bundet sig for hele livet , at +hun havde givet den mand , der endnu for en time +siden var hende en fremmed , ret over hende , ikke +for en dag eller et år , men for hele livet . Hun +tænkte på de drømme , hun i fin tidligste ungdom +havde haft om kærlighed , og hun følte , at hun ikke +elskede Harald vågner , om hun end agtede ham og +havde tillid til ham , og at det var en synd , en +uret imod ham at blive hans hustru uden denne +kærlighed , og hun var nær ved at ile til ham og +tage sit ord tilbage , men hun standsede atter tvivlrådig . +Hun mindedes , hvor ulykkelig hun havde +været , hvorledes hun havde sukket efter befrielse fra +sit elendige liv , efter et glimt af kærlighed , og var +da ikke , han kommen , som sendt fra gud , da hun +var fortvivlelsen nær ? Det havde været så sødt at + +høre en kærlig røst , efter at hendes hjerte så længe +havde lidt i hjemmets isnende kulde ; han var den +eneste i verden , der havde hende kær , ville hun da +ikke i tiden lære at elske ham ? — den bedre stemme +i hendes indre sagde hende , at hun skulle modstå +den magt , der drog hende til ham , fordi det kun +var egenkærlighedens længsel efter befrielse , ikke +kærlighedens hendragen imod den , hun ene kunne +elske , og der foregik en lang og hård kamp mellem +disse to modstridende stemmer . Til sidst troede hun +dog af komme til fred , og hun sagde til sig selv , af +det ja , hun alt havde givet , måtte ikke tages tilbage ; +hun ville ikke atter stødes ud i det kolde mørke +og miste den kærlighed , der et øjeblik havde gjort +hende så lykkelig . Da faldt hun på knæ og bad +varmt og inderligt til gud , af han ville give hende +nåde til af blive vågner en god og trofast hustru ; +derpå rejste hun sig styrket , fast i sin beslutning og +forvisset om , af den var guds villie . +„ Hvor kunne du lade mig være ene så længe ! “ +Udbrød vågner , da hun kom tilbage . „ Du må +lære af tænke i min nærværelse , kære Deodata , “ +Tilføjede han med et kærligt smil , idet han tog +hendes hånd . Deodata smilede og talte med ham +som før , men den dybe glæde , hun havde følt i den +første times bevægelse , var forsvunden , og , fljøndt + +hun atter og atter sagde til sig selv , af hun skulle +være tilfreds og glad , af hun engang ville lære af +blive virkelig lykkelig , var der dog bestandig frygt +og uro i hendes sind . +Da Lindal og hans hustru kom hjem , trådte +vågner dem straks i møde , med Deodatas hånd i sin , +og bad om deres samtykke og velsignelse . Lindal +gav dem den villig og glad . Hans hustrues følelser +vare af en anden beskaffenhed : hun undte ikke +sin stifdatter , hvad hun anså for at være en stor +lykke , men hun gjorde gode miner til flet spil , omfavnede +Deodata og bad vågner dog endelig ikke +altfor snart at berøve hende deres „ kære , søde pige ; “ +Men hans klare blik havde alt for længe siden gennemskuet +hende , og han svarede med kold høflighed . +Lindal var ude af sig selv af glæde . I sin fryd +og stolthed over , at en mand , hvem han agtede så +højt som Harald vågner , havde valgt hans datter , +glemte han alt , hvad der havde været i vejen , glemte +han , at han nylig havde erklæret Deodata , at hun +kun havde gjort ham sorg , og roste hende nu ligeså +meget , som han før havde dadlet hende , som om +hun pludselig var bleven forvandlet ved Vagners +kærlighed . Han var utrættelig i at fremhæve alle +sin datters gode egenskaber , til Deodata rødmede af +undseelse , og vågner smilende sagde , at han nok selv + +skulle opdage alt dette , om han ikke allerede havde +gjort det . +Det var således Haralds kærlighed , der skænkede +Deodata hendes faders venlighed , som hun +så længe forgæves havde attrået ; og skønt hun +vel vidste , at denne venlighed ikke var at bygge på , +glædede den hende dog ubeskriveligt . Var det ikke et +tegn på , at det nye bånd ville bringe hende velsignelse ? +Var ikke denne dag som et morgengry for +en bedre og lykkeligere tid ? Hun var i en mildt +bevæget stemning , og da hun sagde farvel til sin +fæstemand , så hun ind i hans trofaste øjne med +en følelse af dyb og inderlig taknemmelighed , men — +taknemmelighed er ikke kærlighed . +Sivende kapitel . +Ak , det , som Deodata havde hilst som en befrielse , +-blev meget snart en trykkende lænke . Alt den næste +gang , Harald Vagner besøgte hende , følte hun med +pinlig vished , at hun ikke elskede ham , og — som +hun med bitterhed sagde til sig selv — hun ville +aldrig elske ham . Hans ømhed — denne rolige , + +mandige ømhed , der ville have gjort en elskende kvinde +så lykkelig , pinte og besværede hende , og hun gyste +tilbage for de nye pligter , der ventede hende ved hans +side . Med hver gang hun så ham , blev det +hende klarere , hvilket frygteligt misgreb hun havde +begået , hvor uskikket hun var til at blive hans +hustru , og hvor lidet de passede sammen . Så længe +han var hos hende , tvang hun sig til at synes munter +og glad , til at tale og smile ; men når han var +borte , var hun aldeles udmattet af at forstille sig , +og hun foragtede næsten sig selv , fordi hun havde +grebet dette middel til befrielse , og fordi hun bedrog +den mand , der elsfede hende . Ofte blev denne tanke +hende uudholdelig , og hun pønsede da på , om det +ikke var muligt at bryde dette trykkende bånd ; men +efter nye kampe kom hun altid til den slutning , at +det var umuligt . Hun havde givet sit ia , og det +burde være bindende for bestandig ; hun kunne ikke +beskæmme Harald i verdens øjne , og hun kunne +ikke volde sin fader denne sorg . Hvorledes skulle +hun bære hans vrede ? Nej , det var for silde ! selv +havde hun smedet lænken , og hun måtte bære den +uden klage . For silde ! der er noget sønderrivende i +dette ord , og det trykkede også Deodata til jorden , +mens hun indesluttede sin smerte i sig selv og forstillede +sig ligeover før alle andre . Ak , denne forftillelse + +var hende det pinligste af alt ! Hun glemte +næsten , -hvor ulykkelig hun havde været før ; og alle +de små ydmygelser , som hendes stifmoder ofte +pådrog hende endnu , gled hende næsten ubemærkede +forbi ; de var aldeles forsvindende ved siden af den +knugende følelse af , at hun havde begået en stor +uret , som hun daglig fortsatte . Harald var fuld af +længsel efter bryllupet ; på hans indtrængende +bøn blev det bestemt til november , thi Deodata +gjorde ingen indvending , skønt hun gyste ved at se +det så nær og atter og atter sagde til sig selv , at et +liv , fuldt af mørke og elendighed , lå foran hende . +Og i sin bitre sorg over at være bunden med de +fasteste bånd til en mand , hun ikke elskede , var det , +som om tilliden , agtelsen , taknemmeligheden — +denne løse , skøre grund , hvorpå hun havde villet +bygge sin fremtids lykke — sank under hendes +fødder , og der var mangt et øjeblik , hvori hun +følte mistillid , uvilje , ja næsten vrede imod ham , +hvis bedste tanker og varmeste følelser gjaldt hende , +og som var opfyldt af planer til at glæde hende , +som længtes efter at trylle roserne frem på hendes +blege kinder og se ungdommens frisfhed og glæde +lyse i hendes sørgmodige øjne . Han mente , at det +var kærlighedens solsfin , hun manglede , og han +længtes , både for hendes og for sin egen skyld , + +efter at rive hende ud af de trykkende forhold og +have hende helt for sig selv . Allermindst anede han , +at netop denne kærlighed var hende en byrde , at +den dag , han længtes efter , blev af hende imødeset +med rædsel . Tillidsfuld og umistænksom lod han +sig fuldstændigt bedrage . +Langsomt , uendelig langsomt hensneg efterårsdagene +sig for Deodata ; hvert minut forekom hende +at være en time , og dog sukkede hun over hver dag , +der gik ; thi den bragte hende jo altid nærmere mod +den så frygtede dag , der uigenkaldelig skulle binde +hende . Mange søvnløse nætter tilbragte hun i næsten +fortvivlede kampe , der ofte endte med den beslutning , +at hun ville bryde lænkerne , skrive til Harald , +fortælle ham alt , og bære den vrede og foragt , +der ville blive følgen . Men når morgenen brød +frem , svigtede modet hende ; da havde hun ikke styrke +til dette skridt og besluttede atter at fuldføre , hvad +hun i frygtelig forblindelse og overilelse havde +begyndt . Alt dette indvirkede på hendes legeme ; +hun følte sig så træt og mat , at hun stundom grebes +af et vildt håb om , at gud måske ville tage +hende bort fra dette tomme , elendige liv . Mangen +time tilbragte hun ved sin moders grav i lidenskabelig +gråd og brændende bønner til gud , om +at han ville kalde hende bort forinden den skrækkelige + +dag , da hun skulle give et falsk løste . Hun sukkede +og længtes efter hvile ; og om hun end vidste , at +døden ikke bragte hvile , men at der var et liv efter +dette ; om hun end anså sig selv for alt for syndig +og uværdig til nogensinde at gjensee sin moder , så +mente hun dog , at alt ville være at foretrække for +det mørke , den elendighed , der nu omgav hende , og +atter og atter bønfaldt hun om døden . Gud opfyldte +i sin barmhjertighed ikke denne fortvivlede bøn . +Stakkels Deodata ! hun var kun alt for lidt beredt til +endnu at skedes før hans domstol . +Offende kapitel . +Det var den 10de november , Deodatas bryllupsdag . +Hun stod i sit værelse , iført den hvide brudedragt , +med myrtekrandsen om det rige , mørke hår ; +om en time ville klokkernes klang kalde hende til +Herrens hus , til Herrens alter , til det løfte , der +bandt hende før hele livet . Hun var bleg som et +lig , hun vred fortvivlet sine hænder og gik op og +ned ad gulvet i heftig bevægelse . „ Hvad skal jeg +gøre ? Først nu forstår jeg min synd ! Ak , hvorfor + +har jeg ikke før tænkt alvorligt på det løfte , jeg +i dag skal give ! jeg kan jo ikke give det i sandhed ! +Jeg vil ikke alene bedrage Harald , der elsker mig — +jeg vil stå som en løgnerske før guds hellige alter ! +Gid jeg dog før havde følt det som nu , da ville jeg +vendt om , mens det endnu var tid . O , hvor jeg +har været tankeløs og letsindig , at jeg aldrig før ret +har forstået , hvad det var før et løfte , jeg skulle +give ! Og nu — nu er det før silde ! Kun få øjeblikke +endnu , og jeg er hans hustru — hans hustru +før bestandig : da skal han have min fulde kærlighed , +min tillid , mine bedste tanker — mit livs første +gerning skal være at gøre ham lykkelig — og der +er øjeblikke , hvor jeg næsten hader ham , fordi jeg er +lænket til ham ! Og dog , han har jo ingen skyld , +han er god og ædel ; min , kun min er brøden , lænken +er mit eget værk , og derfor tynger den endnu +tusinde gange mere ! Sådanne er mine tanker på +min bryllupsdag , — og snart skal jeg vanhellige +guds hus med et falsk løfte ! O , moder , moder , +såvidt er det kommet med din datter ! Hvorfor forlod +du mig ? jeg kunne jo ikke undvære dig ! Og +nu er jeg så fuld af synd , at jeg næppe vover at +tænke på dig , som var så ren og elskelig ! Men +er det da for silde ? har jeg ikke dette sidste øjeblik +til at vende om ? Endnn kan jeg befrie mig ; jeg vil + +bære al den skam , der følger på , — jeg fortjener +den , alt , hellere end frivilligt at bedrage ! — men +nej , jeg kan ikke for hans skyld ; jeg kan ikke beskæmme +ham således ! han , der er så stolt , så ærekær +og står så højt i verdens øjne , kan jeg +lønne ham således for hans tillid , hans kærlighed +til mig ? Nej , jeg kan det ikke ! nu må jeg fuldføre +mit værk , min er skylden , og jeg må bære det +tungeste ! Lad mig da samle kraft til at udføre min +beslutning , — gøre ham lykkelig , være ham en trofast +hustru , skjule for ham , at jeg aldrig elskede ham ! +Men hvorfra skal styrken dertil komme , når jeg +føler mig så svag , så elendig ? hvor skal jeg kunne +forstille mig år efter år — og døden vil ikke befrie +mig — døden kommer ikke , fordi man er +ulykkelig ! “ Hele hendes legeme rystede , da hun +kastede sig på knæ , pressede de foldede hænder mod +sin brændende pande og råbte ud i sin sjæls fortvivlede +kamp : „ Herre , barmhjertige gud ! Du , som +var hos min moder i hendes dødsstund , se til mig +i nåde ! forbarm dig over mig ! send mig et glimt +af lys i dette forfærdelige mørke ! Viis mig klart , +hvad vej jeg har at gå , og hvad jeg skal gøre ! +Herre , hav barmhjertighed ! “ +Da klang i det samme klart og tydeligt bryllupsklokkernes +glade kimen , der så ofte kaldte en + +brud til så rig en lykke — for hende var den en +frygtelig domsbasun . Hun rejste sig ; „ for silde , “ +Sukkede hun og ordnede med forstenet fatning sit +brudeslør . I det næste minut lød hendes stifmoders +stemme : „ Min bedste Deodata ! nu må du +endelig komme ! “ Hun gik ned . „ Alt er forbi , “ +Tænkte hun ; „ jeg må nu se min skæbne fast i +øjnene ! “ +Harald vågner og Deodata Lindal stod ved +hinandens side for Herrens alter . Højtidelig og +alvorlig lød præstens stemme i brudens øren : +„ Og så tilspørger jeg dig , Deodata Lindal , om du +har berådt dig med gud og dit eget hjerte , dernæst +med slægt og venner , om du vil have denne +unge mand , Harald vågner , til din ægtehusbond +o . siv . ? “ En iskold gysen gjennemfoer den unge +brud , et øjeblik tøvede hun , men da udtalte hendes +sijælvende læber det afgørende „ Ja “ , og hun var +bunden for livet . Da lød atter klart og tydeligt de +ord : „ Så forkynder jeg eder både for gud og +mennesker at være rette ægtefolk ! “ og Deodata var +nær ved at synke om på kirkegulvet , men hendes +skræk for at gøre opsigt fejrede . Hvorledes hun +vandrede ud af kirken ved sin brudgoms arm , +hvorledes hun kom igennem dagen , havde hun siden +ingen klar forestilling om ; hun havde været i en + +halvt bevidstløs tilstand , skønt hun havde gjort alt , +hvad der kunne fordres af hende , havde spist og +drukket , havde talt og smilet . Kun et mindedes hun +tydeligt siden . Det var , at da hun kort efter at +være kommen hjem fra kirken stod et øjeblik alene +ved vinduet for at samle styrke , da kom hendes +brudgom hen til hende , lagde sin arm om hendes +liv og sagde med det glade , kærlige blik , der altid +fyldte hende med bitre selvbebrejdelser : „ Min Deodata , +se ikke så alvorlig ud ! Du er nu min hustru , +søde , kære navn ! Du må frejdig og glad se fremtiden +imøde ! O , vidste du , hvor jeg har længtes +ester denne dag ! Tror du ikke , at jeg har set , at +du har haft mange bekymringer , mange bitre krænkelser +selv i disse sidste måneder , skønt jeg ikke +talte derom , da du aldrig klagede ? Men nu er det +alt forbi , nu er du min , min hustru ! nu vil jeg +tage dig bort fra alt det gamle , og du skal kun +have mig at gøre til behag . . — men da må jeg +også få din fulde fortrolighed . “ +„ Du er så god , “ var alt , hvad hun kunne +- sige , mens hun , skønt det kostede hende en svær anstrengelse , +trykkede et let Kys på den hånd , der +' holdt hendes . +„ God ? nej , jeg er flet ikke så god . Og har +M du intet bedre at sige Mig ? “ Han fik næppe noget + +svar , men hans smil var dog både frejdigt og +kærligt ; han håbede snart at kunne bryde denne +tilbageholdenhed , når han havde hende ganske for +sig selv . Da , mente han , ville hans kærlighed +føde hende til et nyt liv ; den ville lokke skjulte +skatte frem , som endnu skumrede i hendes indesluttede +sind , og han ville se hendes øjne lyse af fred og +glæde . Ak , bittert , bittert skulle han skuffes ! Ubetinget +var hans tillid , stærk og varm var hans +kærlighed , og den voksede , alt som han følte , hvor +forladt og ulykkelig hans unge brud havde været , +indtil han kom , — og intet er bittrere for en stolt , +ærekær mand , end at blive sfuffet og bedraget der , +hvor han troede sikkrest og fastest . Lad dette tjene til +undskyldning for de kommende dage ! +Tung var den sidste afsted for Deodata . Det +var så svært at forlade det gamle hjem , som hun +for to måneder siden havde ønsket at komme bort +fra på enhversomhelst betingelse ; nu ville hun have +båret alt for at kunne blive der — det havde aldrig +været hende så kært som i afsfedstimen ; hun tænkte +på alle de dyrebare minder , der knyttede sig dertil +fra hendes lykkelige barndomsår , på sin moders +grav — hvem ville nu pleje den ? Det var så +svært at sige farvel til hendes fader ; hun klyngede +sig til ham og bad om tilgivelse før al den sorg , + +hun havde voldt ham ; han var det eneste menneske +hun virkelig elskede , og nu , da hun skulle forlade . +Ham , glemte hun al hans ukærlighed og mindedes +kun sin egen uret . Selv til sin stifmoder sagde +hun et hjerteligt farvel ; før havde hun næsten hadet +hende , men i sin nuværende overspændte , selvanklagende +stemning mente hun , at måske den meste +skyld havde været på hendes side , at Fru Lindal +måske ville have været en ret god stifmoder , når +ikke hun havde været så kold , så frastødende , så +trodsig ! +Den sidste afsked var tagen , og Deodata sad ved +sin brudgoms side i den lukkede vogn , der førte +hende til det nye hjem , til de nye , frygtede pligter . +Hun følte nødvendigheden af at samle sine tanker , +at se den mørke , tunge fremtid fast i øjnene , men +da hun ret tænkte derpå , forekom den hende så +håbløs og elendig , at hun kun ønskede at kunne +flippe den . Den dag , Harald kom , og hun gav ham +det overilede , skæbnesvangre svar , havde hun troet , +at hun var så ulykkelig , som hun nogensinde kunne +blive ; hvor tåbelig var hun dog ikke ! Da kunne +hun endnu håbe på en forandring , en befrielse , +men nu — nu var der intet håb ! Hun var bunden +for livet til en mand , hun ikke elskede , og , hvad +der var endnu værre , hun havde bundet sig selv til + +løgn og forstillelse . Hun tænkte på de drømme , +som også hun engang havde haft om en lys fremtid , +om kærligheden og dens forædlende magt — +hun havde selv berøvet sig ethvert håb om deres +opfyldelse ! Hun tænkte på sin moder , på de +forhåbninger , hun havde haft om sit eneste barn , +på hendes bekymringer , — hun havde haft mange , +men havde hun nogensinde kunnet udmale sig en sådan +elendighed ? +Da overvældedes Deodata af sine følelser , og , +ude af stand til at beherske sig længer , skjulle hun +sit ansigt i sine hænder og brast i en lidenskabelig +gråd . Et øjeblik hengav hun sig uhindret til dette +voldsomme udbrud af sin smerte og anger , da greb +en fast og stærk hånd den ene af hendes hænder , +og en mild , alvorlig stemme sagde : „ Deodata , +kæreste Deodata ! hvorledes skal jeg tyde disse tårer ? +Er det skilsmissen fra det gamle hjem , der bevæger +dig så stærkt ? Jeg troede , at du havde haft alt for +tunge dage der i de sidste år til at føle mere +end en let vemod ved at forlade det ? “ Deodata +svarede ikke , men rev heftig sin hånd ud af hans . +Han så forundret på hende , men hans stemme +var endnu mild og rolig , da han sagde : „ Deodata , +trækker du din hånd bort fra mig ? husker du +ikke , hvad du har lovet i dag ? Hvad det end er , + +der trykker dig , jeg må vide det , du må give +mig fuld fortrolighed . “ Hun skælvede ved at mindes +om sit løfte , men hun huskede , at han havde ret til +at tage hendes hånd , til at vide grunden til hendes +tårer , og hun tænkte på alle sine gode beslutninger . +Kunne hun end ikke opfylde dem den første +dag , ville jo alt være tabt , og hun ville gøre ham +ligeså ulykkelig , som hun selv var ; hun trængte da +tårerne tilbage og hviskedee ydmygt : „ Tilgiv mig , +Harald ! jeg glemte mig selv — jeg tænkte på +moder — på gamle minder — og da kom tårerne , +uden at jeg vidste det , men jeg skal ikke mere +plage dig med dem . “ +„ Du plager mig ikke , kæreste Deodata ! Er der +tanker og følelser hos dig , som trænge til at få +luft i tårer , skal jeg visselig ikke hindre dig deri . +Men , jeg må kende og vide , hvad der bevæger sig +hos dig ! Du må intet holde tilbage for mig , +min Deodata ! “ +„ Det er mig umuligt at sige , hvad jeg nylig +tænkte og følte , “ svarede hun med skælvende stemme . +- „ Jeg kan ikke engang klare det for mig selv ; så +mange forvirrede tanker gennemkrydsede mig , mit +hjerte blev så fuldt , men — du må ikke forlange , +at jeg skal forklare det — jeg er aldrig vant til at +gøre regnskab for mine tanker . “ + +Harald var ikke ganske tilfreds . „ Det er netop +det , du må lære nu . Du må huske , der er en , +for hvem hver af dine tanker nu har betydning , en , +der så gerne vil hjælpe dig med at bære alt , hvad +der muligt kan tynge på dit sind . Men jeg skal ikke +fordre mere i aften , — du er ikke blot bevæget , du +er træt , meget træt , kan jeg se . “ Han lagde sin +arm om hendes liv , kyssede hendes blege , tårefulde +kind , gav hendes hoved hvile ved sit bryst og +hviskedee kærligt : „ Gid jeg snart må se friske roser +her , min lille hustru ! Gud give , af du hos mig må +få et friere og lysere blik på livet , og af de +skygger må svinde , der endnu formørke disse kære +øjne ! Det er min inderligste længsel af gøre dig +rigtig lykkelig , min lille pige , og af lære dig , af +der er solskin , af der er kærlighed i verden ! “ +Kun lidt anede han , hvor cenfnertungt hvert af hans +kærlige ord faldt på hendes urolige hjerte . „ Du +er så god , “ fremstammede atter hendes dirrende læber ; +det var fattige ord , der opirrede og sårede ham , +men han håbede , af de snart ville give plads for +varmere og frimodigere , når hun først ganske var +reven ud af det gamle hjems tvang , når hendes +hjertes skjulte kildevæld kom til af springe frem i +den lysere og lykkeligere tilværelse , som han ville + +berede hende , og når han først havde lært hende at +kende , hvad kærlighed var . +Vognen rullede ind gennem egeveds port — +det var for Deodata , som skulle hendes hjerte stå +stille — den holdt for døren , og snart blev hun +løftet ud af sin husbonds stærke arm . „ Her er dit +hjem , min Deodata ! Gud give , det må blive dig +kært og dyrebart ! Gud give dig mange , mange +lykkelige år her ! “ Han ville føre hende op ad +trappen , men hun standsede , overvældet af sine følelser . +En frygt og ængstelse , større end nogensinde , +bemægtigede sig hende ; skælvende klyngede hun sig til +sin husbonds arm og udbrød : „ Vent et øjeblik , +Harald ! Inden vi gå ind i dette hus , der nu er +mit hjem , så lov mig , lov mig , at du vil bære +over med mig — altid — hvordan det end går ! “ +„ Har jeg ikke ofte lovet dig det ? tvivler du derom ? “ +Spurgte han forundret og lidt utålmodig , men han +tilføjede straks kærligt smilende , idet han trak hende +fastere til sig : „ Kender jeg dig da så lidt endnu , +min lille hustru ? Vil jeg med tiden opdage så +meget hos dig , som behøver overbærelse ? Jeg tror +det næppe , men — alvorlig talt — jeg kan , jeg vil +bære over med meget , når du kun viser mig en +ubetinget tillid . Skænk mig blot din fulde fortrolighed , +kære Deodata ! jeg har den ikke endnu — + +og da skal der med guds hjælp aldrig komme nogen +sky imellem os . “ +Fortrolighed ! den var det altså , han først og +fremmest fordrede , og netop den kunne , ville , hun +aldrig give ham ; han ville bære over med alt , kun +ikke med mangel på tillid , og hun ville bedrage +ham fra først til sidst ! Intet under , at hun skælvede +endnu stærkere , da Harald mere bar , end ledte +hende op ad trappen ; intet under , at hun følte sig +mere skyldig end nogensinde , og at den første time , +hun tilbragte i sit nye hjem , var fuld af tunge +tanker og mørke anelser om fremtiden ! +Niende kapitel . +Udmattet af så mange søvnløse nætter , så mange +voldsomme sindsbevægelser , sov Deodata mere på sin +bryllupsnat , end hun havde gjort i flere uger , men +det var en urolig og feberagtig søvn . Tilsidsf havde +hun en underlig drøm . Hun drømte , at hun så +sin moder , endnu skønnere og mildere , end hun +mindedes hende , med en forklaret stråleglands i +øjet og i skinnende hvide klæder . Henrykt ville + +hun kaste sig i hendes arme , men moderen viste +hende tilbage med et alvorligt , bebrejdende blik og +sagde sørgmodig : „ Før du har viist din husbond +den tillid og kærlighed , du skylder ham , kan jeg +ikke velsigne dig . “ Da bøjede Deodata sit hoved i +inderlig smerte , men i næste øjeblik stod Harald +ved hendes side , tog kærligt hendes hånd , førte +hende hen til hendes moder og sagde : „ Giv os +begge din velsignelse , kære moder ! “ Da smilede +hun kærligt til dem begge , lagde sine hænder velsignende +på deres hoveder og forsvandt ; men Deodata +følte en vidunderlig tryghed , fred og glæde . +Da vågnede hun , vågnede til uro og smerte , men +denne drøm bestyrkede hende endnu mere i hendes +forsæt at anstrenge sig til det yderste for at gøre +Harald lykkelig og at opfylde ethvert af hans ønsker +uden hensyn til sig selv . „ Det afgørende skridt er +gjort , “ tænkte hun , „ hvad nytter det da at klage over +fortidens fejltrin ? Jeg vil søge at glemme mig +selv og . kun tænke på ham , kun leve for ham . Det +vil være svært , men nu , da jeg er hans hustru , +skylder jeg ham for hans trofaste kærlighed , som jeg +ikke kan gjengjælde , et helt livs offer . “ Og stolende +på sin villies fasthed , sin egen styrke , mødte hun +sin husbonds øje . Hvor var hans blik ikke kærligt , +hvor var hans stemme dog blød , når han « talte med + +hende ! hun følte stedse mere og mere levende , at han +var en ganske anden lige overfor hende end overfor +alle andre , at hun kunne have en stærk magt til at +mildne denne alvorlige mand , når hun ville bruge +den . Men denne følelse trættede hende kun ; hun +tænkte , at hun ville have følt sig mindre ulykkelig , +hvis han ikke så klart havde viist hende , hvor kær +hun var ham , hvis han havde været mere tilbageholden +og kold . Ak , hvor uroligt og ustadigt var +dog hendes hjerte ! I hele år havde hun sukket +efter blot et glimt af kærlighed , og nu , da kærligheden +blev hende til del i fuldt , rigt mål , var +den hende en byrde , som hun ønskede at slippe ! +Imidlertid anstrengte hun sig for at vise interesse , +da Harald førte hende om i huset , og hvis +hendes livstrætte sind havde været modtageligt derfor , +ville hun have fået det venligste indtryk af +sit nye hjem . Egeved var en smuk , gammel herregård +i gottisk stil , og indenfor var alt så smagfuldt +og hyggeligt . Ia , da Deodata gik med sin +husbond fra det ene værelse til det andet , så hun , +hvor omhyggeligt han havde beredt alt til sin bruds +komme , hvorledes han havde tænkt på at glæde +hende og gættet hendes smag og tilbøjeligheder ; +næsten hver en plet vidnede om hans betænksomme +kærlighed . Da så hun taknemmelig op på ham , + +da takkede hun ham i ord , men uden en eneste as +de følelser , hvormed den lykkelige , elskende brud +seer , hvor kærligt hendes brudgom har tænkt på +hende . +„ Og her er ikke mindst at se , “ sagde Harald , +idet han førte sin hustru hen til vinduet , hvorfra +der var en vid udsigt over havet . „ Ikke mange +kan glæde sig ved et sådant syn fra sit vindue , +vel ? Rigtignok er det nu i sin mørkeste skikkelse ; +når himlen er grå , og novemberstormen pisker +bølgerne , er havet vel ikke i sin glans , men stolt +og herligt er det dog altid ; og , “ tilføjede han smilende , +„ jeg kunne ikke vente med at hjemføre min +brud , til våren havde smykket denne skønne natur +med sin rige pragt ; det ville have været for svært . “ +„ Her er meget smukk også nu , “ svarede Deodata , +mens hendes blik gled ud over de skummende +bølger ; men deres storartede , alvorlige skønhed +gjorde kun et sørgmodigt indtryk på hendes forpinte +sind , og det forekom hende , at hun selv lignede +disse bølger , der piskedes så vildt omkring af +stormen . +„ For mig er det altid en glæde at se ud over +disse vande , hvilken end årstiden er , “ vedblev +Harald . „ Hvor mange lykkelige timer har jeg ikke +tilbragt ved denne strandbred ! Egeved har vel kun + +i et år været mit egentlige hjem , men dog er det +mig det kæreste sted i verden , og alle mine bedste +minder knytte sig hertil ! Her tilbragte jeg som +dreng alle mine ferier hos mine kære , gamle bedsteforældre ; +her besøgte jeg siden som mand min stille , +milde onkel , der var mig kærere end min egen fader , +og som jeg skylder mere end nogen anden ; thi det +var ham , der udviklede mig og vendte mine tanker +mod højere og bedre ting end det jordiske og hverdagsagtige . +Her lukkede jeg hans øjne , og dette +hjem blev mig dobbelt kært , fordi det var en arv +efter ham . Gid dette hjem må blive dig ligeså +dyrebart , som det har været mig , kære Deodata ! “ +„ Her er alt , hvad der er skjemt , både indenfor +og udenfor , “ sagde Deodata med et tvunget smil . +Ak , tænkte hun , var dette hjem end smykket med al +naturens og kunstens herlighed , det ville dog aldrig +blive hende dyrebart , siden hun der skulle leve et liv +i tvang og forstillelse . +Mand og hustru sad ved hinandens side i det +stille , drømmerige tusmørke . Hvor følte han sig dog +lykkelig denne første aften , han sad i sit hjem med +sin hustru ved sin side ! hvor var dog hendes +sind ' tungt og nedtrykt ! Mens han i taushed +hengav sig til sin dybe glæde , sank hun hen i mørke +drømmerier . Hun blev reven ud af dem ved Haralds + +stemme ; han bad hende synge . „ Hidtil har jeg +forgjeves bedet dig derom , nu må du tilfredsstille +mig . “ +„ Jeg kan virkelig ikke . Jeg har aldrig sunget +uden for at opmuntre mig selv , og min stemme er +ikke værd at høre . “ +„ Lad mig dømme derom , når jeg har hørt +den ! “ sagde han smilende . „ Længe nok har du +nægtet din fæstemand denne glæde ; din husbond +lader sig ikke afvise . “ +„ Du må undskylde mig — jeg kan ikke . — “ +„ En gang for alle , “ afbrød han hende venligt , +men bestemt , „ jeg tåler ikke et afflag , når jeg +beder dig om noget . “ +Deodata rødmede og adlød , men det var hende +ubehageligt , ja pinligt . Hvor ofte havde hun ikke +med sin rene , bløde stemme lullet sit eget urolige +hjerte til hvile ; nu sang hun sin husbonds alvorlige +sind ind i blide , søde drømmerier . Han kunne +ikke blive træt af at høre hende , og hun sang den +ene sang efter den anden , til han til sidst bad hende +holde op , at hun ikke skulle anstrenge sig . „ Og en +sådan glæde ville du have forholdt mig , min Deodata ! “ +Sagde han kærligt , da han kom hen til hende . +„ Jeg ved ikke , hvordan du synger efter kunstens +regler , det forstår jeg mig ikke på ; men det ved + +jeg , at aldrig har nogen sang talt således til mit +hjerte . Tak , tak ! Du må nu synge for mig hver +aften ! “ +„ Så ofte du vil , “ svarede hun , tilskyndet af +pligtens stemme . — „ Hver en gave , jeg muligvis +har , må jo nu være til hans tjeneste , “ tænkte hun ; +„ har jeg ikke lovet at leve for ham ? “ +Tiende kapitel . +Nogle få dage hengik , i hvilke det lykkedes Deodata +at blive sin beslutning tro at gjengjælde sin +husbonds venlighed og at tage del i , hvad der +interesserede ham ; men ofte iagttog han med bekymring +hendes blege kinder og den skygge af sørgmodighed , +der altid hvilede over hendes skønne , tankefulde +åsyn , og han spurgte utålmodig sig selv , hvor +længe det vel ville vare , inden hans kærlighed fik +magt til at fremlokke livsfriskheden og genoprette , +hvad ukærligheden havde nedbrudt , eller om det +aldrig ganske kunne genoprettes . +Om søndagen gik de unge ægtefolk i kirke ; +den lå en Fjerdingvei fra egeved . Det var en + +ualmindelig smuk novemberdag , og vandringen i den +friste morgenluft langs strandbredden var opmuntrende +og velgørende . Den talrige menighed , der +var forsamlet i den lille venlige kirke , og den fuldttonende +psalmesang gjorde et opløftende indtryk på +Deodata og bragte lidt fred og hvile i hendes urolige +sind . Hun længtes efter prædikenen , hun håbede +at høre et ord , der kunne styrke hende til den gerning , +der lå for hende , der kunne bringe hende lys +og klarhed . Men da præsten besteg prædikestolen , +og hun førsf ret så på ham , opgav hun ganske +håbet herom . Aldrig havde hun set så mørkt og +strengt et ansigt . Han var endnu en ung mand , +neppe meget over 30 år , men hans pande var så +furet , hans træk så skarpe , hans øjne så mørke +og dybtliggende , og deres blik så fasf og strengt , +at det næsten forfærdede hende . Uvilkårlig slog hun +øjnene ned ; hun kunne ikke udholde dette gennemtrængende +blik ; det var , som kunne det se lige ind +i hendes hjerte og fordømme hver syndig tanke derinde . +Men da han bad , veg denne følelse for en +dyb og mild bevægelse ; hans bøn om lys og kraft , +om fred og nåde var så varm , så indtrængende ; +hun fulgte ret med , — det var , som bad han netop +om det , hvortil hendes urolige hjerte trængte mest . +Og da prædikenen begyndte , så hun atter op , + +greben og fængslet . Ikke . blot var der en sælsom , +fængslende magt i hans høje , klangfulde røst , men +ordet , der lød fra hans læber , var fuldt af ånd +og liv , og han talte som den , hvis hele sjæl er i +det ord , han forkynder . Han talte alvorligt , ja +strengt , om synden og syndens magt , om de urene +begjeringer , de urolige tanker i menneskenes hjerte , +om svagheden og skrøbeligheden i al deres gerning , +og Deodata bævede ; det var , som var det netop +hende , han mente . Man da talte han også om +nåden , om den kærlighed , der er stærkere end al +vor synd , den kærlighed , der har overvundet døden , +og under hvis beskærmende vinger selv den elendigste +synder kan finde tilgivelse og fred , når han kun +vil angre og tro . +Hvor trængte ordet dog dybt ind i Deodatas +hjerte ! Ja , tænkte hun , det var , hvad der havde +manglet hende . Hun havde stolet på sin egen faste +villie , sin egen styrke til at udføre sin beslutning , +istedenfor at søge den i bønnen ; hvis ikke gud ville +stå hende bi , det følte hun nu , ville alle hendes +gode forsætter blive til intet ; hun var jo så svag , +men Herren var så stærk , og ville kun han gå +med hende på de trange veje , kunne hun bestå +imod fristelserne . Hun bøjede ydmyg sit hoved , +dybt bevæget ved det nådens evangelium , som hun + +ofte havde hørt , men aldrig ret givet indgang . +Stille tårer randt ned ad hendes kinder , hun bad +inderligt om styrke , om syndsforladelse og fred , +og det var hende , som faldt der også stråler af +trøst og fred i hendes beklemte hjerte . Men dette +var endnu kun en opblussende bevægelse . +Alt som den unge præst talte , forvandledes det +hårde i hans træk ; de strenge øjne lyste af den +tankens varme , den troens inderlighed , der talte +igennem ham , og af kærlighed til den menighed , +hans herre havde betroet til hans omsorg , og som +var ham såre dyrebar . Men Deodata lagde ikke +mærke til denne forandring , hun tænkte slet ikke +på , hvem det var , der talte , hun følte kun livet og +varmen i ordet , som kom det til hende fra Herren +selv . Og da hun siden istemte menighedens sang , +var der lov og tak i hendes hjerte som i hendes +frejdige røst , thi hun havde haft en velsignet time : +gud havde givet hende , hvad hun bad om , hjælp +og styrke til at bære de daglige byrder . Opfyldt +af disse tanker gik hun ud af kirken ; da blev hun +pludselig reven ud af dem ved at høre Harald sige : +„ Du må hilse på pastor hlervig og hans hustru , +Deodata ! “ og i det samme fik han et fast , hjerteligt +håndtryk af den alvorlige , unge præst , hvis prædiken +havde grebet hende så stærkt ; og da hun så + +op , mødte hun et så mildt blik fra to klare , blå +øjne , et så sødt smil , at hun straks følte sig forunderligt +dragen hen til den unge præstekone , der +nu tog hendes hånd og sagde : „ Jeg har glædet +mig så meget til at se dem ; deres husbond har +talt så meget om dem — og ret vakt vore forventninger “ , +tilføjede hun med et skjelmsk smil . +Deodata rødmede og gav intet svar , men hendes +blik hvilede med ubestridelig deltagelse på det +yndige ansigt . Hvilken livsfrisfhed åndede der hende +ikke i møde fra dette blomstrende ansigt , der var så +fuldt af lys og glæde , så barnligt og uskyldigt ; +hun syntes skabt til at udbrede solskin omkring sig , +og det forekom Deodata , at dette barnligglade smil +måtte have magt til at forjage alt fra sin nærhed , +hvad der ikke var lyst og skønt . Da Fru hlervig +ikke fik noget svar , vendte hun sig til Harald og +sagde : „ Hvor har de kunnet nænne ikke at komme til +os ? det var ikke smukt af dem . “ +„ Er det ikke rimeligt , at vågner ikke har haft +tid til at tænke på os , Ingeborg ? “ sagde den unge +præst . +„ Måsfee “ , svarede hun med et sideblik til den +tause Deodata . „ Men nu må de virkelig ikke vente +længer , hr . Vågner ! De må komme i dag . Vi +smigre os med at være deres mands venner “ , her + +114 +hvilede hendes venlige blik atter på Deodata , „ og +håbe også at blive deres ; de må endelig komme ! “ +„ En fortrinlig prædiken , ikke sandt ? “ sagde +Harald , da de gik hjemad . „ Den mand har en +overordenlig begavelse . “ +„ Han forstår forunderligt at tale til hjertet “ , +svarede Deodata . +„ Ja , ganske vist . Det er ingen legen med ord , +som adskillige prædikanter sinde behag i , for at +gøre effekt ; alt , hvad han siger , er så fuldkommen +gennemtænkt . “ +„ Dybt og inderligt følt , ville jeg hellere sige . “ +„ Nu , vi mene vel omtrent det samme , om vi +end udtrykke os lidt forskelligt “ , sagde Harald halvt +utålmodig . +„ Tilgiv mig ! “ bad hun med et ængsteligt blik , +„ det var ikke min hensigt af sige dig imod . “ Men +denne ytring opirrede ham kun ; han rynkede panden +og sagde med tilbagetrængt utålmodighed : „ Jeg +håber ikke , du anser mig for så urimelig , af jeg +ikke ffulde give dig frihed til af have en anden +' mening , end jeg har . Sig kun altid , hvad du +mener , kære Deodata , og frygt ikke for af modsige +mig . Jeg mente kun , af vi i dette tilfælde vistnok +egentlig er enige . Og når du lærer pastor hlervig +af kende , vil du erfare , af hele hans liv svarer + +til hans prædiken . Var det ikke så , ville den også +være tom og betydningsløs , thi hvad nytter det af +lære vel , når man ikke selv handler derefter ? Et godt +eksempel er dog det , der virker mest og bedst . Derfor +er der næppe noget menneske , jeg ringeagter så meget +som en præst , der taler smukt , men handler usselt ; +gerninger : er dog vigtigere end ordet , og hvad er +vel ordet uden en tom klang , når man ikke lever +derefter ? Men pastor hlervigs liv står i fuld +samklang med hans tale ; der er næppe nogen +mand , jeg agter højere end ham . “ +„ Og hans hustru — jeg har aldrig set så +yndigt et ansigt ! “ +„ Nu , det glæder mig , og jeg tænker da , at du , +som jeg , har lyst til at følge den venlige indbydelse +til at gæste præstegården i eftermiddag . “ +„ Det vil jeg med inderlig glæde “ , svarede Deodata +med usædvanligt liv . Hun længtes efter at +gjensee disse milde dine og høre denne glade stemme ; +men det kan vel være , at hendes glæde for en del +havde sin grund i , at hun blev fri for at tilbringe +hele den lange søndag aften i sin husbonds selskab +alene . +Om eftermiddagen gik Harald og Deodata da +atter den samme vej som om morgenen . Deodata +fik uvilkårlig — ved at se den hyggelige præstegård , + +der lå tæt ved kirken — et indtryk af , at +der var et fredens og kærlighedens hjem , som +verdens storme ikke kunne nå hen til . Da de +kom ind ad porten , mødte deres øje et yndigt billede . +En lille dreng og en lille pige legede i +gården , og i den åbne dør stod deres unge +moder og iagttog dem med glæde . Med den lette , +fine skikkelse , de gule krøller , der flagrede frit i +vinden , de smilende læber , de store , blå øjne , der +lyste af barnlig glæde — hvor var hun dog et +billede af ungdom , tristhed og kvindelig inde ! Da +hun fik øje på sine gjæsler , løb hun dem i møde +og rakte dem hånden med det venligste smil . +„ Goddag og hjertelig velkommen ! jeg begyndte næsten +at frygte for , at de ikke ville komme , men Arnold +forsikrede mig , at det var uden grund . “ Hun førte +dem ind i stuen , hvor den unge præst hilste dem +med en alvorlig hjertelighed , der indgød Deodata +en forunderlig tillid . Hvilken Duft af fred og +hygge åndede en ikke i møde i dette hjem ! Der var +simpelt og tarveligt i den lille stue , men så ubeskrivelig +hyggeligt og venligt , og det var , som om den +unge husmoder udbredte et rosenskær over alt , hvad +der omgav hende . Det var i det mindste Deodatas +tanke , da hun sad ved hendes side og lyttede til de +venlige ord , der syntes første gang i mange år at + +varme hendes hjerte . „ Her “ , tænkte hun , „ var de +hjem , hun engang havde drømt om , men som hun +nu vidste , hun aldrig skulle opnå ; her var den +forening as gensidig kærlighed og tillid , som engang +havde været hendes tankes ideal , men som +hun nu vidste , hun aldrig skulle kende . “ +Arnold hlervig og hans hustru vare meget forskellige +og dog forenede i den inderligste kærlighed . +Deodata så det , og bittert følte hun modsætningen +mellem dette hjem og sit eget , hvor der fra hendes side +manglede alt , kærlighed , fortrolighed og tillid , og +hendes eget liv forekom hende endnu tommere , da +hun så , hvor rigt en andens var . Og dog var +Ingeborgs selskab velgørende for hende . Det var , +som om en lys og varm solstråle for en stund +gled hen over hendes mørke , tunge liv , og hun kunne +ikke blive træt af at se ind i dette milde , lyse åsyn +og lytte til denne muntre , venlige stemme . Tilbageholden , +som hun ellers altid var , trængte dog disse +følelser til at give sig luft , og hun udbrød engang : +„ Her er så lyst og venligt , så yndigt , som jeg aldrig +har fundet det noget andet sted . Det forekommer +mig næsten , som om jeg var kommen ind i et +fortryllet land , og de må jo være den gode genius . +Øe må ofte besøge mig og bringe mig lidt af det +lys og den fred , som de altid fører med dem . “ + +Ingeborg rystede på hovedet , lidt forlegen over så +varm en erklæring , men inden hun kunne svare , blev +døren reven op , og de to børn , der havde leget i +gården , kom løbende ind , og den lille guullokkede +pige , sin moders udtrykte billede , sprang leende op +på hendes skød . „ Tys , Kirstine , ikke så støjende ! +Luk døren , Alfred , og sig så begge smukt goddag +til de fremmede . “ Børnene adlød uden tøven . Den +lille Kirstine var straks villig til at komme op på +Deodatas skød og fortalte hende frimodigt mange +af sine små historier , mens den lidt ældre Alfred +holdt sig ved sin moders side og halvt frygtsomt +besvarede den fremmede dames spørgsmål . Dog +så han bestandig opmærksomt op på hende , og det +var sådanne forunderlige barneøine , så dybe , mørke +og alvorlige , at Deodata aldrig glemte indtrykket af +dette første , barnligt forskende blik . +Aftenen gik hurtigt og behageligt , og Deodata +glemte til sidst næsten sine egne sorger for den friskhed , +der var i Ingeborgs selskab . Hun kunne næppe +tilbageholde et suk , da Harald brød op , og hun +måtte tage afsked . Da de var komne ud i den kolde +aftenluft og gik hjemad , var det hende , som om hun +var bleven vækket af en dejlig drøm til en mørk , +sørgelig virkelighed , og hun så sin fremtid ligge +for sig som en gold og øde ørken . Og dog ville + +den arm , hvorpå hun lænede sig , så gerne skotte +hende på alle livets veje og beskytte hende mod alle +sorger og farer . Men hun sølle ingen glæde , +ingen taknemmelighed derover . Det bånd , der +bandt hende til hendes husbond var hende en frygtelig +jernlænke , der tyngede så meget mere , som hun +selv havde pålagt sig den . Og mens Harald gjorde +sin unge hustru venlige spørgsmål , og hun livligt +udtalte sin begejstring for præstegården og dens +beboere , sagde en stemme i hendes indre : „ Også +du kunne måske engang være bleven lykkelig , om +du havde villet ! også du kunne engang have betrådt +livets og glædens land , hvis ikke din egen +hånd for stedse havde tillukket porten . “ +Ellevte kapitel . +Det var en mørk og stormfuld novemberdag . Deodata +vågner sad ved vinduet i sin hyggelige dagligstue +og betragtede med et drømmende blik Kattegattets +skummende bølger og stormens leg med de +visne blade . Hendes tanker gled tilbage til fortidens +minder . „ Og dette skulle være en befrielse ! “ + +tænkte hun . „ Jeg har jo kun gjort min elendighed +tifold større ! “ Og i vild og bitter smerte hengav +hun sig til tanken om sin håbløse tilværelse , til +hun ikke længer kunne udholde tankens knugende +vægt og tog en bog , i håb om at hun i digtningens +verden skulle finde glemsel . +Men det ville ikke lykkes hende at knytte sin +opmærksomhed til bogen ; de forvirrede tanker om +fortid , nutid og fremtid plagede hende endnu bestandig . +Da hørte hun raske , mandige skridt ; +Harald kom ind , gik ben til sin hustru , tog hendes +hånd og sagde kærlig : „ Har du savnet mig ? Jeg +har jo ladet dig være ene næsten hele dagen . “ Da +hun ikke svarede , sagde han lidt forundret : „ Er du +så fordybet i at læse ? Jeg kommer for at gøre +dig et forslag . Mine gamle , kære venner på +Engholm længes efter at se min lille hustru , ved +jeg , og nu har vi dog ladet næsten en måned gå +hen , uden at vi har besøgt dem . Vi vil ikke opsætte +det længer , men køre derover i aften . “ +„ Jeg har ingen lyst dertil i dag “ , svarede Deodata +koldt . +„ Det håber jeg dog , når jeg ønsker det . “ +„ Det blæser alt for stærkt . “ +„ Blæsten vil ikke flade dig i den lukkede vogn . “ + +„ Jeg er slet ikke tilbøjelig til at tage ud i dag , +Harald ! “ +„ Men det er netop mig meget magtpåliggende +at komme ud i dag . “ — Deodata så ikke den rynkede +pande og det merke , misfornøjede blik , der +ledsagede disse ord . +„ Se på mig , Deodata , jeg kan da i det mindste +gøre fordring på din opmærksomhed ! “ sagde +Harald , efter i nogen tid forgjeves at have ventet +på svar . Den bydende tone fremkaldte en øjeblikkelig +tilbøjelighed til trods i Deodatas stolte , +heftige sind ; blodet for op i hendes blege kinder , +og med et vredt blik på sin husbond sagde hun : +„ Hvis du tror at så mig til at give efter ved at +tale til mig i en sådan tone , tager du høiligen +fejl . “ +Han smilede — det var et ironisk , overlegent +smil . — „ Tåbelige barn ! “ sagde han , „ synes du +virkelig , at en sådan ubetydelighed bør bringe dine +kinder til at blusse og dine øjne til at stamme ? +Nu , lad det være godt ! Jeg ønsker jo kun at se dig +hos denne familie , hvis bekendtskab du så lidt +længes efter at gøre . “ +„ Jeg har ingen interesse for den . “ +„ Derfor onsfer jeg , du stat få det . Altså — +vi tage derhen i dag . “ + +„ Nej , jeg gør det ikke . “ +„ Er det dit sidste ord ? “ +„ Ja . “ +Harald blev ikke heftig ; det var kun meget sjældent , +at han mistede herredømmet over sig selv , men +sfete det , var hans heftighed frygtelig . Nu fæstede +han blot et gennemtrængende blik på sin hustru +og sagde roligt : „ Og det tror du , er overensstemmende +med en hustrus pligter ? “ men uden at oppebie +noget svar gik han hurtig ind i sit eget værelse . +Deodata forsøgte atter at læse , men da mørket straks +efter faldt på og nødte hende til at lægge bogen +hen , tænkte hun over , hvad der var sket , og følte da +med skamfuldhed og krænket stolthed , at hun egentlig +havde opført sig som et egensindigt barn . Hun +var vred på sig selv derover , og i en ærgerlig og +mismodig stemning sad hun alene i det stille tusmørke , +uden at det dog et øjeblik faldt hende ind , at +hun burde søge at gøre godt , hvad hun havde forbrudt ; +hun vidste og forstod endnu ikke , at kvinden +altid bør give efter , og at hun ene skal sætte sin +stolthed i at være ydmyg og bøjelig . +Da Harald atter kom ind i stuen og efter +sædvane havde tændt lampen , så Deodata i det +kolde , hårde udtryk i hans ansigt , at han var bleven +dybt krænket . Uden at sige et ord tog han en bog + +/ +og satte sig til at læse . Deodata forsøgte et par +gange at indlede en samtale , men skønt Harald +svarede hende høfligt og roligt , var der dog noget så +koldt og tilbagevisende i hans stemme , at hun +snart opgav forsøget . I taushed drak de the , i +taushed tog de atter plads i dagligstuen — det +var en uhyggelig aften . Deodata læste ikke ; hun sad +sørgmodig og tankefuld og kastede af og til et frygtsomt +blik på sin husbonds mørke åsyn . „ Han +er vred på mig “ , tænkte hun , „ og har måske grund +dertil . Det er vel min pligt at bede ham om forladelse ; +hvis jeg elskede ham , kunne jeg måske gøre +det ; men nu er det mig umuligt , — jeg kan ikke +ydmyge mig for ham . “ Hun bøjede sit hoved og +overvejede , om det dog ikke var en falsk og urigtig +stolthed , der holdt hende tilbage , da hendes hånd +pludselig blev greben , og da hun så op , mødte hun +sin husbonds venlige smil . „ Jeg tænkte , af du +havde haft et ord af sige mig , Deodata , men jeg +vil ikke vente længer , — der må ingen sky være +imellem os . Vi vil glemme , hvad der er foregået +i dag , og lad os for fremtiden undgå sådanne +optrin . “ Han trykkede hende kærligt til sit bryst , +og da hun så op i hans ædle , mandige åsyn , begyndte +hendes hjerte af blive varmt . Hun ville sige +noget om sin uret , men Harald forseglede hendes + +læber med et Kys . „ Lad os ikke tale mere derom “ , +sagde han ; „ jeg seer i dine øjne , hvad du tænker , +og er tilfreds . “ +„ Du er så god “ , hviskedee Deodata ; „ lær også +mig af blive bedre ! Jeg har så mange store fejl +og så ringe kraft til af bekæmpe dem , ja mangen +gang seer jeg dem ikke selv . Du må hjælpe mig . “ +„ Ja , min lille hustru , når du kun vil skøtte +dig til mig med ubetinget tillid ! “ svarede Harald +kærligt . „ Hvor gerne ville jeg ikke med min kærlighed +beskytte dig imod enhver fristelse og sorg ! +Tro altid det , min Deodata ! “ +Denne aften gik Deodata til sengs med et lettere +hjerte , end hun havde haft i lang tid , og de tanker , +der holdt hende vågen , vare ikke mere så trøstesløse . +„ Skulle det være muligt “ , tænkte hun til sidst , +„ at jeg engang kan blive lykkelig , at jeg engang vil +lære at elske ham ? “ Men førend hun kunne besvare +sig selv dette spørgsmål , havde tankerne antaget +drømmens utydelige skikkelser , og skønne billeder +gøglede for hendes sjæl , indtil hun vækkedes af +decembersolens første , svage stråler . + +tolvte kapitel +„ 2^ør jeg spørge , om det i dag behager min egenrådige +unge frue at gjcrste Engholm ? “ spurgte +Harald i en lidt ironisk tone den næste morgen . +„ I dag vil jeg kun , hvad du vil “ , svarede Deodata +undseelig . +„ Jeg tror , det ville være bedst for os begge , +om du altid ville det “ , sagde Harald halvt spøgende , +halvt alvorligt . „ Så køre vi da i eftermiddag . “ +Med deltagelse lyttede Deodata til , hvad Harald +fortalte om familien på Engholm , mens de +kørte dertil . „ Det er forunderligt “ , sagde han , „ at +se disse gamle ægtefolk , hvem gud har hjemsøgt så +hårdt med sorger , ikke alene være tilfredse og finde +trøst i deres gensidige kærlighed , men endog at se +dem have den mest levende interesse for alt og alle +og hos dem møde en frisfhed og livlighed , som man +sjelden finder , selv hos ungdommen . Fru Stenberg +har i mange år været så svag , at hun aldrig forlader +sine værelser , og de har mistet fem børn , to +håbefulde sønner , to yndige unge døtre og et lille +barn ; men stille og gudhengivent har de fulgt alle +deres skuffede forhåbninger til graven , og det er , +som om sorgen kun har tjent til at forædle deres + +hjerter og åbne dem endnu mere for andre mennesker , +uden at have efterladt en eneste bråd . “ +„ Og de har kun et eneste barn tilbage ? “ +„ Ja , en ung datter , som rigtignok hverken har +arvet sin faders livlighed eller den indtagende ynde , +som hendes moder endnu har bevaret , trods alderdom +og svaghed , men som dog er meget elskværdig +og sine forældres øjesten og glæde . “ +Vognen holdt for døren , og de fik den hjerteligste +modtagelse af etatsråd Stenberg , en høj , kraftfuld +gammel mand . De snehvide lokker gav ham et +ærværdigt udseende , mens de klare , brune øjne lyste +af ungdommelig livfuldhed . „ Endelig kom de da ! +Vi troede snart , at de ganske havde glemt deres +gamle venner ! Hvor min hustru og datter ville +blive glade ved at se dem , Fru vågner ! De ved +ikke , hvor meget vi har talt om dem . “ Med disse +ord førte den gamle mand sine gæster ind i en +stue , hvis hyggelighed og skønhed næsten overvældede +Deodata . En rig blomsterduft strømmede +hende i møde , og hendes øje blændedes næsten af den +-mangfoldighed , som mødte hendes blik . Væggene +vare behængte med malerier , som for største delen +vare billeder af Danmarks smukkeste egne ; og +blomsterborde med en yppig rigdom af blomster , +borde , bedækkede med kobberstik , vel fyldte bogstabe , + +et pianoforte , broderede lænestole , sybord , +skrivebord , alt dette i den smagfuldesfe orden , dannede +et harmonisf hele , som virkede velgørende på +den indtrædende . +En ung , attenårig pige rejste sig fra bordet +midt i stuen , hvor hun ved lampens skin havde +læst højt for sin moder . Ved første øjekast så det +lille blege ansigt ubetydeligt ud , men når man så +ind i de store , mørkeblå øjne , stimlede man i deres +rene dyb klare stråler af en kærlig og dybttænkende +sjæl . Med mest deltagelse nærmede Deodata +sig dog den lænestol , hvor den svage frue sad . +Mange Års svaghed og lidelser havde gravet dybe +furer i de rene træk og borttaget kindernes roser , +men om de smalle læber spillede et smil , lyst og +frisft som en ung piges , og øjnene strålede af +mildhed og kærlighed . Hun ytrede megen glæde +ved at se Deodata . „ Vi holde allerede af dem for +deres mands skyld , kære barn ! “ sagde hun , „ han +har været os en trofast ven i mange år . “ +4 +„ Lad mig nu se rigtigt på dem “ , sagde etatsråden +og tog atter Deodatas hånd . „ De seer ikke +så frist og blomstrende ud , som en ung , nygift +hustru burde ; dog — derfor er hjertet vel ikke +mindre frisft og lykkeligt . De fortjente i grunden ikke +alle de venlige tanker , vi har sendt dem , Vagner , + +siden de har ventet så længe med at unde os den +glæde at se deres brud . “ +„ Men så burde de være kommen til egeved “ , +sagde Deodata . +„ Min hustru kan aldrig tage ud , og det er +kun meget sjældent , jeg kan overvinde mig selv til at +rejse fra hende “ , svarede oldingen med et kærligt +blik på sin gamle hustru ; „ og om Elisabeth gælder +næsten det samme ; ungdommen trænger til stundom +at løste vingerne frit . “ +„ Som om jeg ikke kunne det herhjemme ! “ sagde +den unge pige smilende . „ Intet sted i verden føler +jeg mig lettere og friere end her . “ +„ De holder da rigtig meget af deres hjem ? “ +Spurgte Deodata . +„ O , ja , jeg elsker det ! Hvor velsignet er det ikke +at have et sådant hjem ! “ +En sky formørkede Deodatas pande , og hun +kunne næppe tilbageholde et suk ; hun tænkte på den +længst forsvundne tid , da også hun havde sundet alle +sine ønskers tilfredsstillelse i sit skønne , fredelige +barndomshjem . Ak , ville hun vel nogensinde i +livet genfinde denne fred , lykke og tilfredshed ? +Fru Stenberg rev hende ud af disse tanker ved +at sige : „ De har deres hjem på et af vort fædrelands +dejligste steder , Fru vågner ; er de ikke glad + +ved at bo så nær ved det skønne , stolte hav ? Jeg +føler undertiden længsel efter at stå ved strandbredden +og se ud over bølgerne , som jeg ofte har +gjort i gamle dage ; det er nu mange år siden , jeg +så havet , skønt det dog ikke er langt borte . “ +„ Så de har længe været så svag ? “ spurgte +Deodata deltagende . +„ Ja , men jeg bør ikke klage . Har gud berøvet +mig sundhed og styrke , har han til gengæld +skænket mig så mange andre goder , at jeg +neppe føler noget savn . Ja , det er næsten en velsignelse +at være svag , når man har en så kærlig +husbond , hvis ømhed og omhu forstår at udfinde +enhver ting , der kan glæde og opmuntre en , og en +lille datter , der hygger om en som en huusalf . “ +„ O , tal ikke således , kære moder ! “ udbrød +Elisabeth næsten heftigt . „ Hvor inderligt ønsker jeg +ikke , at jeg var en opmuntring for dig , men jeg +er det ikke ; du ved , at du selv har sagt det . “ +„ Nej , det har jeg aldrig sagt , min lille pige ! +Jeg har kun yttret , at jeg gerne ville se dig +gladere og muntrere , når jeg undertiden har bemærket +det tungsindige udtryk i dit ansigt , som +bedrøver mig , og hvis grund jeg ikke kan udfinde . “ +Elisabeth stiftede farve og vendte sig bort med +et dæmpet suk . Men et øjeblik efter bøjede hun + +sig kærtegnende hen over sin moder og sagde med et +smil , hvori der ikke var spor af sørgmodighed : +„ Du skal aldrig se det mere , min egen moder ! “ +Aftenen gled nu hurtigt hen under muntre samtaler +i den hyggelige , lille familiekreds . +Da Harald begyndte at tale om at køre hjem , +sagde etatsråden : „ Først må vi slutte dagen +med musik . Syng lidt for os , som du plejer , +Elisabeth . “ +„ Vil de hjælpe mig , Fru vågner ? “ sagde den +unge pige , mens hun åbnede klaveret . +„ Jeg kan ikke . “ +„ Min hustru synger , men kun for mig , “ sagde +Harald smilende . +„ Gør endelig deres husbonds ord tilskamme , +Fru vågner , “ sagde etatsråden leende , „ og viis +ham , at deres stemme dog ikke udelukkende skal være +til hans fornøjelse . De vil glæde os meget ved at +synge . “ +„ Jeg kan ikke ; jeg har aldrig sunget for fremmede . +Min sang var mig tidligere kun som en +-trøst og opmuntring i ensomme timer , kun min +egen ejendom ; og det kostede mig allerede stor overvindelse , +da jeg begyndte at synge for min husbond . “ +„ Men +det er slet ikke rigtigt , Deodata , “ sagde + +Harald alvorligt . „ Sangens gave er , ligesom alle +andre lignende gaver , også bleven os skænket til at +glæde andre med , og vi har ikke ret til at beholde +den for os selv . Hvis det er beskedenhed , er det en +falsk beskedenhed . Overvind dig nu selv i aften og +syng med frøken Elisabeth . “ +„ Nej , jeg kan virkelig ikke . “ Harald rynkede +panden , og det var tydeligt , at han var meget misfornøjet +med sin hustrues uvillighed til at bøje sig +for hans villie ; men Deodata lagde ikke mærke dertil ; +hun havde ikke kærlighedens årvågne øje . +Elisabeth sang da flere smukke aftensange alene ; men +hendes bløde stemme havde ikke som Deodatas det +dybe udtryk , der så forunderligt griber hjertet , og +Harald følte sig ikke nær så tiltalt , som når han hjemme +lyttede til sin hustrues melodiske sange . Men til +den gamle faders hjerte talte altid datterens +sang mildt og bevægende ; han bøjede sit hvidhårede +hoved og foldede sine hænder i stille andagt , mens +et skær af mild fred udbredte sig over hans åsyn . +„ Besøg os rigtig lidt , “ sagde Fru Stenberg , da +hun ved afskeden kærligt kyssede Deodata ; „ jeg +længes efter af lære dem mere af kende , og de ved , +af jeg ikke kan komme til dem . “ — +„ Og en sådan familie var jeg uvillig til af + +besøge ! “ udbrød Deodata , , da hun atter sad i vognen +ved sin husbonds side ; „ Jeg vidste ikke , hvad jeg +ville berøve mig selv . Gid jeg blot kunne hjembringe +et pust af den fred , der overalt strømmer en i møde +i dette stille , yndige hjem ! “ +„ Det kan du , min Deodata ! “ svarede Harald +hjerteligt . „ Har du ikke også fået kvindens magt ? +Den magt , som virker i det stille , og som først og +fremmest i hjemmet kan gøre underværker . Brug +kun disse gaver ret og lad gensidig tillid altid +herste imellem os , da skal også vort hus blive et +fredens og kærlighedens hjem . “ +„ Når gud vil give sin nåde dertil ! “ hviskedee +Deodata ydmygt . Hun var denne aften i en mildt +bevægæt stemning og følte sig tillige forunderligt +draget hen til ham , der dog nu stod hende nærmest i +livet , og hun lænede af egen indskydelse sit hoved +mod hans bryst . Hans arm omslyngede hende , +hans læber tilhviskedee hende kærlige ord , og hun +så op på ham med et tillidsfuldt blik , som om +hun følte , at det dog var godt at vide , at der var +en , til hvem hun kunne støtte sig . Det syntes , som +om begyndelsen var lagt til den sjælelige forening , +den urokkelige tillid og den inderlige kærlighed , uden +hvilke ægteskabet kun er en farveløs skygge af det + +forhold , det burde være . Men ak ! det var kun et +flygtigt solglimt , der gik forud for kolde , mørke +dage ! +Trettende kapitel . +Det var en søndag aften , ikke stille og mild , men +kold , mørk og stormfuld . Dog det følte Deodata +ikke . Hun var så fordybet i sine tanker , at hun +næsten forfærdet sprang op , da døren åbnedes , og +en let skikkelse , som hun kun utydeligt skelnede i +tusmørket , trådte ind . Dog blev hun glad , da hun +hørte Ingeborg hlervigs friske , muntre stemme : +„ Godaften , kære Fru Vagner ! Hvor jeg er glad ved +at træffe dem alene ! Vi mødte deres husbond udenfor +gården , og han ville da følge med Arnold hen +til den gamle , syge smed . Nu skal vi have en lille +hyggelig passiar sammen , ikke sandt ? “ +„ Jeg bliver glad og oplivet , hver gang jeg seer +deres milde ansigt , “ svarede Deodata hjerteligt , mens +hun hjalp sin gjæsf tøjet af . +„ Det var meget smukt sagt , men jeg betvivler , +at de kan se mig nu ! “ + +„ Hvor her er yndigt inde ! “ udbrød Ingeborg et +øjeblik efter , da hun havde taget plads nærved den +varme kakkelovn ; „ så lunt og så hyggeligt ! Udenfor +blæser en kold , skarp vind . “ +„ Man påskønner da dobbelt , at man har det +godt inden døre , “ svarede Deodata , „ at man har et +hjem med hygge og varme . “ +„ Ja , med ydre og indre varme ; kærlighedens +varme er den bedste . Af alle de rige gaver , Vorherre +så nådigt har skænket os , er dog ingen større +og bedre end den at elske og blive elsket . Det er +livets lys , som gjennemstråler alt , som letter alle +byrder , mildner alle sorger og giver alt sin friske , +lyse glans ! “ Ingeborgs øjne strålede , mens hun +talte , men der sløj et smerteligt træk hen over +Deodatas åsyn . „ Det så og følte jeg ret i gamle +dage , da jeg var en lille pige , og min moder endnu +levede , men siden den tid har jeg kun kendt lidt +til — “ Her afbrød Deodata sig selv og tilføjede et +øjeblik efter : „ Dog smage ikke alle denne kærlighedens +fylde ; der gives nogle , hvis liv er berøvet +blomsterne , og som kun i enkelte lysglimt se det , +som for andre er den varme , oplivende sol . “ +„ Det er der , “ svarede Ingeborg sørgmodig , og +hun var bedrøvet over , at mørket forhindrede hende +i at læse i Deodatas øje , om hun mente sig selv ; + +„ men jeg tror dog ikke , at der er et menneske , som +ikke vil kunne finde nogen at elske , og en er der +idetmindste , som tilbyder os alle sin kærlighed , når +vi kun ville modtage den og tro fast på hans +nåde . “ +„ Men den faste tro , den tro , som flytter +bjerge , kan man ikke give sig selv , “ sukkede Deodata , +„ og hvor mange har vel den ? “ +„ Vi må vel alle sukke , at vor tro kun er +svag , “ svarede Ingeborg ; „ men gud ske lov ! vi +dømmes ikke efter dens styrke , men findes den kun , +om end svag , få vi overmål af den ufortjente +kærlighed . — jeg . hører Arnolds skridt , “ +Sagde hun straks efter . +„ Hvor deres øre må være skarpt ! “ sagde +Deodata , „ jeg hørte intet uden stormens hyl . “ +Straks efter trådte begge mændene ind , lampen +blev tændt , det lille selskab samlede sig omkring +bordet , og samtalen gik snart let og livligt . Deodata +blev altid livligere , når hun var i Ingeborgs +selskab ; det var , som om hun blev påvirket af +dennes altid uforandrede livsglade munterhed , ligesom +hun også altid med interesse lyttede til pastor +hlervigs alvorlige tale . Harald var måske den +mest tavse . Der hvilede en sky over hans ansigt , +og når hans unge hustru talte livligt , betragtede + +han hende undertiden med et forskende blik , som om +han ønskede at læse hendes inderste tanker . Måske +begyndte han at ane , at de ikke vare efter hans +ønske . +„ Ved de , hvem den candidat Thorberg er , som +vil tale i skolen på tirsdag ? “ spurgte Harald , da +aftenen nærmede sig sin slutning , og der havde været +et øjebliks tavshed . +„ Jeg kendte ham , da han var student , “ svarede +Arnold . „ Han var en af disse urolige ånder , som +bestandig hige efter et mål uden at sinde det , og +som i denne hvileløse stræben kun finde uro og utilfredshed +istedenfor fred . Han følte sig aldrig tilfredsstillet +af noget , men håbede på noget højere +og bedre , som engang skulle times ham . Nu er han +bleven irvingianer og tror , at Herren har kaldet +ham til sin apostel , hvorfor han vil rejse fra den ene +menighed til den anden for at tale , da , som han +siger , de , der er beskikkede til hyrder og lærere , ikke +forkynde ordet rettelig . Jeg frygter for , at han +står i stor fare for at Hildes i åndeligt hovmod . +Han er meget begavet og har en brændende Iver for +den sag , der ligger hans hjerte nær , så det vil +måske nok lykkes ham at henrive mange , som ikke +virkelig forstå ham . “ +„ En sådan sværmer vil kun gøre skade , “ + +svarede Harald . „ Det undrer mig , at de vil tillade +ham at tale i skolen ; de kunne vel nok forhindre +det . “ +„ Det kunne ikke falde mig ind , da jeg jo ikke +ved , om det er vildfarelser , han vil forkynde . Når +jeg har hørt , at det ikke er det rene evangelium , han +lærer , vil jeg naturligvis benytte min indflydelse til , +så vidt muligt , af forhindre , af han får indgang +i menigheden . “ +„ Jeg kunne have stor lyst til af høre ham ! “ +Udbrød Deodata . +„ Det vil da kun blive af nysgerrighed , hvis +vi gå derhen , “ sagde Harald ; „ thi når man hører +klare , kraftige ord af sin præst om søndagen , behøver +man ikke af gå til selvvalgte „ Apostles “ Forsamlinger . +De ved vist , hvor fjern smiger er fra +min charakteer , “ tilføjede han med et venligt blik +på Arnold ; „ hvad jeg siger , mener jeg oprigtigt , og +jeg kan da ikke lade være af benytte denne lejlighed +til af takke dem ret hjerteligt for i dag som for så +mange andre søndage . Deres ord har ofte grebet +mig dybt og lært mig bedre af kende mig selv . I +de to år , de har været her , har det været umagen +værd af gå i kirke ; . De er ikke bange for af sige +folk den rene sandhed . Deres formand , pastor +vendelbo , talte altid kun om guds uendelige kærlighed + +og nåde , som skulle gøre alt , og dyssede +således hjerterne i en sikkerhedssøvn og lukkede +øjnene for al syndserkjendelse . “ +„ Nådegaverneereså forskellige , “ svarede Arnold ; +„ den ene forkynder ordet med mere mildhed , den +anden med mere strenghed ; men går man kun i +den helligånds skole , arbejde begge i Herrens +vingård , og gud vil give frugt . Tro mig , hr. . +Vagner , der kan aldrig tales nok om guds uendelige +nåde , og det skulle gøre mig meget ondt , om den +skulle savnes i mine prædikener . “ +„ Naturligvis skal der tales om guds nåde , +uden hvilken ingen af os kunne bestå , og det +mangler heller aldrig hos dem , men det ene skal +dog ikke forsømmes for det andet . Og hvad siger +de da , når jeg fortæller dem , at den mand , som +bestandig skildrede guds kærlighed , selv kendte så +lidt til kærlighed i al sin færd , at måske næppe +en mand i hele sognet var så hård , så heftig , +så vanskelig , som han var mod sin familie , sit +tyende , sine sognefolk ? “ +„ Ak , ånden er redebon , men kødet er skrøbeligt . +Han har haft en hård natur at kæmpe imod , og +hans tro har ikke været så stærk , at han har fået +bugt med sit sind . Vi er jo alle svage og skrøbelige , +og hvor mange tror de ikke , der er , som give + +anstød tusinde gange i ord og gerning , skønt de +dog så gerne ville være guds børn og bygge på +hans nåde ? “ +„ Men vil man være en Christen , må man dog +kunne vise det i gerningen ; og når en præst giver +sin menighed et så slet eksempel , har jeg ikke megen +tillid til hans christendom . “ +„ Således tænkte også jeg engang i min tidlige +ungdom ; lovens strenghed stod for mig i al sin +skarphed , og jeg kendte intet til evangeliets mildhed . +Jeg fordrede alt af mig selv , alt af andre , +og blev aldrig tilfreds ; jeg kæmpede hårde kampe , +som angreb mig på sjæl og legeme , og sandt ingen +fred . Dog , da jeg næsten fortvivlede , åbnede Herren +mine øjne , og jeg så , hvor umuligt det var , +at jeg kunne udrette noget ved egen krast , men jeg +fandt tillige vej til guds barmhjertighed . Nu ved +jeg , at hvorvel min gerning er svag og skrøbelig , +hvorvel jeg mange gange overtrådte guds bud , +vil hans nåde dog ikke vige fra mig . “ +„ Enhver må tro , hvad han vil “ , svarede +Harald . „ Min mening er kun denne , at når ord +og gerning , som hos pastor vendelbo , stå i skarp +modsætning til hinanden , kan jeg ikke agte præsten . +Men måske stolede han så trygt på guds kærlighed “ , +tilføjede han med bitter ironi , „ at han + +mente , han kunne fejle så meget , han ville , det ville +dog blive ham forladt . “ +„ Hvor kan de dog fælde så hård en dom ! “ +Udbrød Ingeborg . „ Glem ikke , at kærligheden aldrig +blotter sin Broders synd . “ +„ Han stolede ikke forgæves på guds nåde “ , +sagde pastor hlervig meget alvorligt ; „ jeg ved , at +hans dødsleje var velsignet og fuldt af fred , og at +salighedshåbet stod klart for hans sjæl i hans +sidste stund . “ +„ Om hans død ved jeg intet , jeg taler kun +om hans liv , og det var , hvad enten man betragter +ham som menneske , Christen eller præst , ingenlunde , +hvad det burde være . “ +Deodata havde hidtil været fuldkommen tavs , +men hendes blege kinder , dirrende læber og funklende +øjne forrådte den bevægelse , hvormed hun havde +fulgt samtalen . Pastor vendelbo havde været hendes +forældres trofaste ven , og det var netop ham , +der havde været hos hendes moder i hendes sidste +stund , og som siden så kærligt havde trøstet den +heftigt sørgende lille pige . Nu kunne hun ikke tie +længer . „ Hvor tør du så hjerteløs bryde staven +over en mand , hvis sande værd du ikke har kendt ? “ +Udbrød hun heftigt . „ Han var min moders ven , +han stod ved hendes dødsleje , og jeg ved i det mindste , + +at han forstod at opretholde en doendes håb og +tale trøstende ord til et grædende barn . “ +„ Det beviser endnu intet ; og fordi han var din +moders ven , kan han have haft mange fejl “ , svarede +Harald koldt og roligt . +Deodata bed sig i læberne og tav , men hun +tilkastede sin husbond et vredt blik . Der herskede +et øjebliks forstemt taushed , og derpå rejste Arnold +og Ingeborg sig for at gå . „ Jeg vil ret inderligt +ønske , at de ikke altid dømmer så hårdt som +iaften “ , sagde Ingeborg mildt til Harald , da hun +rakte ham hånden til afsted . +„ Jeg tilstår , at jeg har været i en temmelig +bitter stemning . Hvorfor , ved jeg ikke selv “ , svarede +han . +Såsnart deres gæster vare gåde , gav Deodata +sine heftige følelser luft . „ O , Harald , hvor +dybt har du ikke såret mig ! Hvis du vidste , hvor +højt jeg har elsket min moder , hvis du vidste , hvad +hendes minde endnu er for mig , ville du kunne +forstå det ! “ +Haralds stærke natur forstod ikke at at bære +over med sådanne lidenskabelige udbrud , og han +sagde temmelig koldt : „ Det var ingenlunde min hensigt +at såre dig , Deodata , men jeg ville ønske , +du var lidt mindre pirrelig . “ + +„ Det kan jeg ikke være . Jeg kan ikke tåle at +se det , jeg ærer og elsker , berørt med en kold og +hård hånd . “ +„ Der er en sygelighed i den måde , hvorpå +du hænger ved din moders minde , som jeg inderlig +ønsker at se dig helbredet for . “ +En kold gysen gjennemfoer Deodata , og hun +så på sin husbond med et næsten vildt blik . +„ Sygelighed kalder du mit hjertes dybeste følelser ! +O , gid jeg aldrig havde forrådt dem for dig ! Du +træder dem under fødder , du spotter mig ! “ hun +ilede hen imod døren . +„ Deodata , vær dog rolig , gå ikke bort ! “ Hans +stemme var atter mild og venlig , men hendes sind +var kommet i et frygteligt oprør , og hun havde ikke +mere noget herredømme over sig selv . +„ Jeg må ud “ , svarede hun , — „ ud i den frie +luft ! “ +„ Det er sent , Deodata , og blæsten er kold . +Gå ikke ! “ Men hun var allerede borte . Langs +med strandbredden løb hun i åndeløs hast uden +at mærke kulden , mørket eller havets oprør . Blæsten +løste hendes fletninger , og det lange hår +slagrede vildt i stormen , men hun brød sig ikke +derom . Hun havde ingen anden tanke end ønsket + +om at flygte langt , langt bort , så hun aldrig mere +skulle se sin husbond , aldrig mere høre hans rolige , +overlegne stemme , der endnu lød kold og skærende i +hendes øre . „ O , moder , moder ! hvorfor forlod +du mig ? “ klagede hun atter i sit hjerte , „ hvorfor +skal jeg søle mig så ene i denne kolde , hjerteløse +verden ? “ +„ Deodata , er du bleven afsindig ? “ lød nu +Haralds stemme , og en fast , stærk hånd greb hendes +arm . Hun ville rive sig løs , men han holdt +hende fast , og der lå en så bydende kraft i hans +hånds tryk og i hans stemme , da han sagde : +„ Du skal følge mig ! “ at hun ikke mægtede at modstå +den . Han førte hende hjem , og hun så ved +lampelyset hans ansigt , der var blegt og sørgmodigt . +Hun satte sig ned for at ordne sit flagrende hår og +samle sine tanker , men til sin husbond sagde hun +ikke et ord . Inden de gik til sengs , rakte han hende +venlig hånden og sagde med et medlidende smil : +„ Mit stakkels barn ! jeg forstår ikke din heftighed . +Vi vil gensidig bære over med hinanden . “ Men hun +stødte hans hånd bort med en heftig , utålmodig +bevægelse , der sagde mere end ord , og nu var +hans tålmodighed udtømt . „ Tag dig i agt , Deodata ! +Buen kan spændes så stramt , at den brister “ , + +sagde han med dæmpet , halvt truende stemme , og +hans blik var mørkt og strengt . +Fjorfende kapitel . +^lfter en nat , fuld af urolige drømme , vågnede +Deodata først sent den næste morgen . Hun stod op +med en bitter erindring om den foregående aftens +begivenheder , og hendes husbonds mørke åsyn +sagde hende , at heller ikke han havde glemt dem . +Imidlertid mødte hun hans taushed og kulde med +stolthed , thi skønt hun i hjertet erkendte sin uret , +ville hun dog ikke bøje sig , men vise ham , at hun +ikke frygtede hans vrede . +Ifølge gammel vane fra sin moders tid +plejede Deodata hver morgen at læse et kapitel i +bibelen . Denne dag læste hun det 5te kapitel i +Pauli brev til efeserne , men uden megen eftertanke , +- indtil hun kom til de ord : „ I kvinder ! værer eders +egne mænd underdanige ! “ Da standsede hun , lod bogen +synke og så uroligt op . Gjaldt denne formaning +ikke også hende ? og hvorledes havde hun opfyldt +den ? Havde hun ikke handlet lige tværtimod guds + +bud ? Hun tænkte på sin heftige , trodsige opførsel +aftenen før , erkendte med skamfuldhed , hvorledes +hun i dag havde været beredt til at sætte hårdt imod +hårdt , og hun så klart sin synd . I samme +øjeblik åbnede Harald døren og sagde : „ Jeg har +forretninger i byen i dag og kommer næppe hjem før +ved sengetid . Farvel ! “ og inden Deodata fik tid +til at svare et ord , var han allerede borte . Da besluttede +hun at bede ham om forladelse , thi hun +vidste , at det var hendes pligt . Ak , det var kun den +kolde pligtfølelse , ikke hjertets sorg over at have +fortørnet den elskede , der drev hende — derfor var +det så svært . Hun rejste sig langsomt , men tøvede +uvilkårlig et minnt . Da hørte hun vognen rulle +bort , og — det var for silde . Med et tungt hjerte +gik hun til sine huslige sysler ; mismodig satte hun +sig til klaveret og sang sine yndlingssange uden at +føle sig oplivet ; hun tog en bog , men anstrengte sig +forgæves for at læse . Tungt og langsomt gik timerne . +Om eftermiddagen gik hun ud i det håb , +at hun i den stolte , skønne natur ville føle sig +lettere til mode , men også dette håb blev skuffet . +Synet af de skummende bølger forekom hende i dag +koldt og frygteligt , og hun stirrede mørkt på de +nøgne træer . „ Når disse træer stå i deres lysegrønne +flor , og fuglene synge muntert i grenene , + +mon jeg da vil være lykkeligere ? “ sukkede hun og +standsede sin gang . Da blev hendes hånd berørt , +og en lille venlig barnestemme råbte : „ Goddag ! +Du må komme med os op på den smukke høj ! “ +Deodata bøjede sig ned og så lille Kristines friske +og glade barneansigt ; det var i det mindste et oplivende +syn . Nu så hun også den lille piges +forældre og modtog deres venlige hilsen . Nede ved +strandbredden søgte Alfred omhyggeligt efter de +smukkeste stene i sandet . „ Jeg h��ber , de modtager +vor lille datters indbydelse “ , sagde Ingeborg +smilende ; „ Vejret er virkelig smukt og klart nok , til at +vi kunne nyde udsigten oppe fra granhøien . “ Deodata +fulgte dem med glæde . „ Kom , Alfred , nu gå +vi ! “ sagde pastor hlervig ; men den lille øreng var +ikke meget villig til at forlade sine stene . +„ Jeg er netop glad ved at træffe dem “ , sagde +Deodata . „ Min husbond er ikke hjemme i dag , og +jeg længtes efter at komme ud i den friske luft ; men +jeg blev halvt melankolsk ved at vandre alene i disse +mørke omgivelser , thi mørk og kold er dog det oprørte +havs skønhed . “ +„ Jeg ved , at mange blive melankolske ved at +se havet “ , svarede Arnold , „ men jeg har aldrig +kunnet forstå det . Vistnok vækker det alvorlige +tanker at se på bølgernes ville leg , og man + +mindes vel dobbelt sin egen ringhed i forhold til +hans storhed , af hvis skabning dette mægtige +hav kun er en ringe del ; men denne tanke kan +dog aldrig gøre en melankolsk , når vi tro og vide , +at han , trods vor ringhed , ikke glemmer en eneste +af os . “ +„ Når man blot kunne vide det “ , hviskedee Deodata , +men vendte sig derpå straks til Ingeborg og +begyndte at tale om andre ting . +„ Skynd dig at komme , Alfred ! Ved du ikke , +at en ting ikke skal siges dig to gange ? “ sagde +Arnold strengt . Den lille dreng skyndte sig at indhente +selskabet og fæstede sine store , mørkeblå øjne +på sin fader for at forvisse sig om , at han ikke var +vred . Arnold besvarede det ved venligt at række ham +hånden , og Alfred så lykkelig og glad ud . +Fra den granbevoxede høj betragtede de solens +nedgang og den vide udsigt , og hjemvejen gik så +hurtigt med livlig samtale , at Deodata næsten blev +forundret , da de vare udenfor egeved . „ Vil de ikke +tilbringe aftenen hos os , siden de er ene hjemme ? “ +Spurgte Ingeborg ; men Deodata afslog hendes indbydelse . +„ Måske de ikke er sikker på , at deres +husbond kommer snart “ , sagde Ingeborg smilende . +„ Idetmindsfe plejer min mand gerne at overraske +mig med at komme et par timer , før han havde + +bestemt , når han har forretninger i byen , og det +er mageløs morsomt . Hvis de venter det , vil jeg +ønske , at deres formodning må være rigtig . “ +Med et skjelmsk smil forlod den lykkelige +hustru hende , men Deodata gik ind ad porten med +i +et smerteligt suk . +Imidlertid havde Ingeborg dog ret ; thi Deodata +havde næppe været et kvarter hjemme , førend +Harald kom . Hun modtog ham med tvungen +munterhed , men da hun så det uforandrede , mørke +udtryk i hans ansigt og hørte hans kolde stemme , +tvang hun sig til at sige : „ Jeg har været meget bedrøvet +over min opførsel i går . Tilgiv mig . “ +„ Jeg vil søge at glemme det skete “ , svarede +han og rakte hende hånden ; men intet kærligt ord +ledsagede dette kolde svar , og der lagdes fra denne +dag en dyb kløft imellem deres hjerter . I det +ydre var der vel ikke megen forandring i deres forhold , +men mand og hustru forstod og kendte ikke +hinanden og fjernede sig hver dag mere fra hinanden . + + +femfende kapitel . +Da Deodata ønskede det , gik hun og hendes husbond +en dag hen for at høre den unge „ selvudvalgte apostel “ , +som Harald spottende kaldte ham . Nysgerrigheden +havde samlet et stort antal mennesker . Efter afsyngelsen +af en psalme trådte den unge mand frem . +Han var næppe meer end 25 år gammel , men hans +blege kinder og de dybe furer i hans pande vidnede +om de urolige kampe , der havde formørket hans +ungdom , og i hans sorte , dybtliggende øjne glødede +en forunderlig ild . Efter en kort , inderlig bøn , +begyndte han at tale . I et skønt og dristigt sprog , +i høje tanker og poetiske lignelser talte han om den +tro , der formår alt , om den åndens indre +røst , der opflammer sjælen til hellig begejstring og +giver den kraft til at løfte sig op over al jordens +smålighed , om det herlighedens rige , hvori de +engang skal leve , som ikke har modstået den helligånds +kalden . Han fortalte derpå , hvorledes han +var bleven udvalgt af den helligånd til som Herrens +apostel at gå fra sted til sted uden at hvile og +uden at bryde sig om sin egen bekvemmelighed , for +at vække de døde sjæle til det evige liv , og til sidst + +opfordrede han i stærke , inderlige udtryk de tilstedeværende +til at bryde med verden , forsage djævelen +og frasige sig alle kedelige glæder for at følge den +korsfæstede frelser i ydmyghed og selvfornægtelse . +Talen manglede klarhed og sammenhæng , men det +fristedes man let til at glemme for dens dristige +flugt , og næsten endnu mere end ordene bidrog den +unge talers indtrængende stemme og den glødende +begejstring , der lyste i hans mørke øjne , til at gøre +et dybt indtryk på tilhørerne . Da han til slutning +lyste velsignelsen over dem , glimtede der tårer +i mangt et øje . Ingen var mere bevæget end Deodata . +Hendes urolige , men varme hjerte længtes +efter noget , hvortil hun kunne klynge sig med hele +sin sjæl , og hun havde endnu ikke fundet det . Derfor +lyttede hun til den unge talers opflammende +ord , som om deri et væld oprandt for hende , hvoraf +hun kunne øse ; med næsten feberagtig opmærksomhed +lyttede hun til hvert af hans ord , hendes blik hang +ved hans øjne , hendes kinder glødede , hendes øjne +strålede , thi også hun syntes at føle et nyt liv +røre sig i hendes indre . I en forunderlig bevæget +stemning gik hun ud af skolen med sin husbond +og hlervigs . „ Var det ikke gribende , dejligt ? “ spurgte +hun Ingeborg . „ Hvor skønt var det ikke at se en +sådan hellig begejstring , en sådan længsel efter at +h +l + +føre andre til det rette ! Hvor opløftet blev man +ikke ved disse indtrængende ord og ved at se i hans +blik , hvor dybt han følte , hvad han talte ! “ +„ Det kunne jeg ikke føle “ , svarede Ingeborg , +„ tværtimod blev jeg sørgmodig stemt ved at høre +ham . Jeg kunne ikke sinde den rette klarhed i hans +ord og var hele tiden bange for , at han skulle +føres ind på vildfarelsens vej , netop fordi han +talte med en sådan lidenskabelighed . “ +„ Nej , sig heller med den glødende Iver for det +kald , hvortil han tror sig udvalgt . Jeg havde ikke +ventet en så kold bedømmelse af dem . Kunne de +da ikke føle skønheden i hans ord ? “ +„ For mig er der noget oprørende i at se en +mand i en sådan tilstand , hvor fornuften ingen +stemme har mere , og al klarhed er borte “ , sagde +Harald . „ Jeg ærgrer mig over , at jeg gik derhen , +men trøster mig dog med , at jeg gjorde det for at +opfylde min hustrues ønske og ikke af tåbelig nysgerrighed . “ +„ Og +en stor glæde har du gjort mig ! “ udbrød +Deodata livligt . „ Hvor er det dog muligt , at du +kan føle dig så lidet tiltalt ask hvad vi har hørt ? “ +„ Hvor er det muligt , at denne ville tale kan +have gjort et så dybt indtryk på dig , må jeg +snarere spørge ? Den unge mands lidenskabelige + +begejstring må have påvirket dig ; thi hvis du +nu rolig vil tænke over , hvad du har hørt , må du +nødvendigvis søle , af der ikke er blevet sagt noget , der +kan hjælpe os fremad på den rette vej , men af øret +kun er blevet kildret af smukke talemåder . I mine +øjne er denne unge mand enten en bedrager og +hykler , som søger af frembringe rørelser hos folk +for af drage fordel deraf , eller en fanatisk sværmer , +der ikke er langt fra vanvid . “ +„ Igen for streng i deres dom “ , sagde den +unge præst med mild alvor . „ Hvor tør de , uden +et eneste bevis , anklage et menneske for af være en +hykler ? Jeg er overbevist om , af der er sandhed +i hans begejstring , men jeg er tillige bange for , af +han hilder sig i store vildfarelser ved af bygge for +meget på åndens rørelser , og af den tanke , af +gud har udvalgt ham til et særdeles kald , vil føre +ham til åndeligt hovmod . Dog tror og håber +jeg , af der er så megen sandhed i hans sjæl , af +gud til sidst vil lede ham til den rette klarhed . “ +„ Ingen har da følt som jeg “ , sagde Deodata +sukkende . „ Dog — hvor forskellig er ikke pastor +hlcrvigs dom fra din , Harald ! Hvor kan du +tale så koldt og hjerteløst ! “ +„ Tilgiv mig , Deodata ! Jeg burde taget mere +hensyn til din begejstring , hvor uforklarlig den end + +er mig . “ Det var godt , at mørket skjulte det ironiske +smil , hvormed han sagde disse ord ; thi det +ville have opirret hans hustru mere end noget +andet . +„ Er det umuligt , at du nogensinde kan begejstres ? “ +Spurgte hun ham , da de vare komne hjem . +„ Nej , langtfra ikke ; men jeg kan kun begejstres for , +hvad der er sandhed “ , svarede han med eftertryk , +„ og den seer jeg ikke i , hvad der i aften har sat dig +i en så unaturlig bevægelse . “ +„ Det er forunderligt , at vi er uenige om næsten +alt “ , svarede Deodata med en følelse af bitter +smerte . -- -- -- -- - +hvor sukkede hun ikke efter frihed , da hun om +natten lå søvnløs på sit leje ! hvor længtes hun +ikke efter at kunne løsrive alle bånd og atter blive +den unge pige , for hvem fremtiden lå tilsløret og +skjult ! Endelig faldt hun i søvn og drømte , at en +engel i snehvide klæder vinkede hende fremad med +et lyst , håbefuldt smil ; og engelen havde Ingeborgs +milde , blå øjne . Styrket og trøstet vågnede +hun , og et svagt håb holdt hende atter oppe . + +seiende kapitel . +< ^e korte , mørke decemberdage vare forbi , og julen +kom med måneskin og klarhed , den glade julefest , +der samler de adskilte i hjemmet og bringer glæede +til rige og fattige , til store og små . Hvor +skøn og lykkelig var ikke juleaften i egeby præstegård , +i det stille fredens og kærlighedens hjem , +da forældre og børn samledes med alle husets +folk om det tændte juletræ , lovede og priste gud +med glade julepsalmer og ønskede hverandre en +„ glædelig jul . “ Hvor lykkelige vare ikke Arnold +og Ingeborg , da de sad ved hinandens side på +denne festlige aften , hvor alt arbejde skulle hvile , og +talte fortroligt om fortid og fremtid , mens deres +små børn jublende legede med det nye , smukke +legetøj og igen standsede med legen for endnu engang +af synge den julesang , moder nylig havde lært +dem , og for på deres barnlige Viis af tale om det +lille jesusbarn , som de engang skulle se oppe i himmelen +hos Vorherre . +For Deodata var julen også dette år tom og +sørgelig , en bitter modsætning til de længstsvundne +dage ; og da hun julemorgen sad i kirken blandt + +den talrige menighed , følte hjertet kun halvt , hvad +hendes læber sang : „ Julen har bragt velsignet bud , +nu glædes gamle og unge ! “ +Anden juledag vare Harald og Deodata indbudne +til et aftenselskab på en nærliggende herregård . +Med en ubestemt længsel efter adspredelse +klædte Deodata sig på . Hvor smuk så hun ikke +ud i den lyseblå silkekjole og med de hvide Perler +i de rige , mørkebrune fletninger . Dog , derpå +tænkte hun slet ikke . Deodata havde store fejl , men +denne kvindelige svaghed , der hos mange undergraver +alle bedre følelser , kendte hun næppe ; hun +var næsten aldeles fri for forfængelighed og havde +måske aldrig spurgt sig selv , om hun var smuk +eller ikke . Det var derfor uden ringeste bevidsthed +om sin egen ynde , at hun trådte ind til sin husbond +og med et ligegyldigt smil spurgte ham , om +han var fornøjet med hendes toilette , og hun lagde +neppe mærke til det beundrende blik , hvormed han +sagde : „ Intet kan være smukkere ; men der ligger +forøvrigt kun ringe vægt på din dragt . “ +Det var et stort selskab . Deodata følte sig +straks lidt forladt mellem de mange fremmede mennesker +og blev derfor meget glad ved at se Elisabeth +Stenbergs bekendte ansigt imellem alle de ubekendte ; +dog bevægede hun sig med frihed og lethed og talte + +snart utvnngent med enhver . Hendes husbonds +blik søgte hende ofte , og han så hende livligere , +end hun nogensinde var hjemme ; dog følte han intet +spor af skinsyge — dertil havde han for stor tillid +både til sig selv og til sin hustru . Han betragtede +hende kun med tilfredshed , måske med en hemmelig +følelse af stolthed over , at hans hustru var den +smukkeste af alle damerne i selskabet ; ingen havde +sådanne funklende øjne , ingen dette smil , der +sås så sjældent , men som var så friskt og så +udtryksfuldt . +„ Må jeg forestille dem min søstersøn , doktor +Herløv , Fru Vagner ! “ sagde husets Frue og nærmede +sig Deodata med en ung mand . 5 , han vil +snart blive deres nabo , da han efter nytår agter +at nedsætte sig som læge i egeby . “ +Deodata , der netop havde været fordybet i en +samtale med Elisabeth , hilste den unge mand let +og følte sig straks tiltalt af hans ydre . Aksel herlov +var omtrent 26 år gammel og frembød et tiltalende +billede af ungdom , styrke og livsfriskhed . Han og +Deodata vare snart i en livlig samtale , og inden en +halv time var det , som om hun havde kendt ham længe . +„ De kan ikke tænke dem , Fru Vagner “ , sagde +han engang i talens løb , „ hvor henrykt jeg er over +af skulle opslå min bolig i en af Danmarks + +skønneste egne . Jeg elsker havet og vil vist tilbringe +alle mine ledige timer med af vandre langs +strandbredden og studere den ophøjede , mangfoldige +skønhed , der næsten er lige stor vinter og sommer , +og som hver dag vil frembyde noget nyt af beundre . “ +„ Jeg +kan meget godt forstå det . Naturen er +egentlig det bedste , vi har ; intet sted føler man +mere guds storhed og sin egen svaghed , og den +skønne , frie natur er måske det tempel , hvori vi +dyrke ham bedst . “ +„ Til sådanne følelser kender jeg intet . Når +jeg betragter noget skønt i kunsten eller naturen , +nyder jeg kun den skønhed , jeg har for øje , og +mine tanker gå ikke videre . Det nærværende , det +synlige er mig nok til af opfylde sindet . Skønheden , +den sande skønhed , som er et meget omfattende +begreb , er min lov og min gud . “ +Deodata måtte smile ad den varme måde , +hvorpå disse ord blev sagte , skønt hans frie ansfuelser +flet ikke tiltalte hende . Hun så ikke , hvad +måske ingen i det muntre selskab bemærkede undtagen +en , at alt blodet veg bort fra Elisabeths +kinder , og at hun forgæves kæmpede for at tilbageholde +det suk , der trængte sig frem fra hendes bryst , + +mens hun bøjede sig dybt ned over det album , hun +bladede i , for at skjule sin bevægelse . +„ Jeg føler mig heller ikke svag og ringe “ , tilføjede +doktoren , „ ved synet af det ophøjede — +tvertimod det hæver og løfter mig . Med kvinden +er det en anden sag “ , vedblev han , og skønt han +talte til Deodata , søgte hans blik den stille Elisabeth , +og hans stemme fik en blødere klang ; „ hun er netop +elskeligst i følelsen af sin svaghed , og hun skal kun +udbrede fred og glæde i stilhed . “ +„ Og tiltroer de aldrig kvinden at kunne være +stærk eller at kunne udrette noget stort ? “ spurgte +Deodata . „ Det er ikke meget smigrende for os . “ +„ Historien har mange træk , hvori vi se kvinden +overgå manden i sjælsstyrke og kjækhed “ , +svarede den unge læge alvorligt ; „ men skønt jeg +må beundre en Jeanne d ' ark og en Charlotte corday , +dvæler jeg dog langt hellere ved tanken om de +stille og fromme kvinder , hvis sande værd kun kendes +af deres allernærmeste . “ +I dette øjeblik kom Emilie ribolt , en af husets +døttre , og afbrød samtalen ved at bede Aksel om at +prøve nogle nye melodier . „ Vi længes alle efter at høre +din mening ; ingen kan bedømme det bedre end du . “ +Aksel fulgte hende straks , og Deodata vendte sig til +Elisabeth med den bemærkning , at doktor Herløv + +vist var en meget ejendommelig ung mand , og spurgte +hende , om hun kendte ham nøjere . +„ Ja , meget godt ; jeg har kendt ham i mange +år , “ lød svaret ; men Deodata undrede sig over +det udtryk af dyb sørgmodighed , der sås i de +stille , blå øjne , da den unge pige svarede disse så +ord . Dog , snart glemte hun alt andet for den +næsten vidunderlig smukke sang , der greb hendes +hjerte dybt . Det var Aksel Herløv , der sang , og +hans skønne , kraftfulde stemme , hvis melodiske klarhed +var ligeså fuldendt , som den var fuld af udtryk +og følelse , var vel skikket til at gøre et dybt indtryk +på en , der havde en så levende sands for +musik som Deodata . +Da Harald kørte hjem med sin hustru , forbavsedes +han over den livlighed , hvormed hun talte +om hele selskabet ; thi hun havde ellers i den senere +tid været mere tavs og alvorlig end nogensinde . +„ Jeg tror , du har godt af af komme ud , “ sagde +Harald ; „ Selskabelighed lader til af oplive dig . “ +Deodata rødmede af skamfuldhed ; thi der lå +for hende en bitter bebrejdelse i disse få ord , da +hun vel følte , af hun ikke var i hjemmet , som hun +burde være . Hun mindedes nu atter med samvittighedsnag +sine gode beslutninger , da hun fulgte Harald + +som hans hustru . Ak , hvor slet havde hun ikke +holdt dem ! +Pludselig blev hendes hånd greben med heftighed , +og hendes husbond sagde med bevæget stemme : +„ Lad mig ikke søle , Deodata , af du er gladere blandt +fremmede end i vort eget stille hjem ! Glem ikke , +af din første plads er der ! “ . +Hun kunne ikke af hjertet svare ham , af der +var hendes bedste glæde ; hun kunne blot gjengjælde +hans varme håndtryk og sørgmodig bede ham bære +over med hende . Al aftenens fornøjelse , hvortil hun +for en kort stund ganske havde hengivet sig , var +bortvejret , og hendes hjerte fyldtes atter med tunge +og mørke tanker . +Simlche hapiiel . +Det var henimod slutningen af februar måned . +- Deodata stod ved vinduet og betragtede med et mismodigt +blik den snedækkede jord og de mørke skyer , +der truede med et nyt uvejr , thi det var hendes hensigt +at gå ud . +Den unge candidat Thorberg havde på sine + +vandringer fra sogn til sogn atter været i egeby +kort efter jul , og Deodata havde hørt ham imod sin +husbonds ønske . Skønt hans ord havde været +endnu mindre klare end første gang , og han havde +talt med endnu større selvophøielse om sin egen +mission , var hun dog atter bleven mægtig tiltrukken +af hans glødende Iver og dristige flugt . +Denne aften ville han igen tale i en bondegård , +hvor han havde vundet indgang , og Deodata +ville derhen , men frygtede for , at den dybe sne +skulle forhindre hende i at gå . I det samme trådte +hendes husbond ind , og hun vendte sig hurtigt om +til ham : „ Harald , candidat Thorberg taler nede i +byen i dag , og jeg ville gerne høre ham , men jeg +er bange for , at jeg ikke kan gå . Vil du ikke +lade spænde for kanen . “ +„ Nej , det seer ud til at blive sneeveir . “ +„ Hvad bryder jeg mig om vejret for det lille +stykke ? det er jo kun en halv Fjerdingvej ; men jeg +er bange for ikke at kunne gå uden at blive våd . +Må jeg ikke køre ? “ +„ Nej , “ og der var en urokkelig bestemthed i den +rolige stemme og det faste blik ; „ jeg vil ikke have +dig udsat for noget uvejr , og det er mit bestemte +ønske , at du bliver hjemme . “ Deodatas heftige +sind var straks i oprør , og hendes kinder glødede . + +„ Det er ikke min hensigt at rette mig derefter , “ +Svarede hun hurtigt ; „ hvis du virkelig vil nægte +mig at køre , skal jeg vise dig , at jeg ikke er bange +for at gå . “ +„ Jeg tillader naturligvis langt mindre , at du +går , “ svarede Harald med uforandret ro ; „ og når +jeg skal sige den fulde sandhed , vil jeg tilstå dig , +at jeg egentlig kun har benyttet vejret som et påskud , +thi uden hensyn dertil er det mit ønske , ja +min villie , at du ikke hører denne fanatiker . Hans +tale og hele færd er mig imod , og jeg vil ikke , at +min hustru skal være blandt hans tilhørere . “ +„ Du kan ikke vente , at jeg i sådanne ting skal +rette mig efter dine ønsker , “ svarede deodafa og +anstrengte sig for at tale roligt . +„ Jeg kan vente det , og jeg fordrer det også . +Min villie er urokkelig , og lad os så ikke tale mere +derom . “ +Hans rolige , myndige tone ophidsede deodafa +i højeste grad . Hendes øjne lynede , og hun talte +med hurtig og harmfuld stemme : „ Er det virkelig +din mening , at jeg uden videre skal adlyde dig ? +Nej , Harald , en sådan tvang kan og vil jeg ikke +sinde mig i . Jeg går straks uden din tilladelse . “ +Hun nærmede sig døren , men standsede uvilkårlig , +næsten skælvende , da hun mødte sin husbonds faste , + +bydende blik . „ Du bliver ! Tag dig i agt for at +trodse mig , deodafa ! “ +Hendes øjne fyldtes med lidenskabelige tårer . +„ Jeg seer , at du vil tvinge mig og lade mig søle +min svaghed , min afhængighed . O , det er grusomt , +det er umandigt af dig ! Ingen mand har ret til +at fordre en sådan blind underdanighed af sin hustru , +og jeg vil ikke tåle det . Hvis jeg havde elflet dig , +ville jeg måske have kunnet bøje mig for et sådant +tyranni , men nu kan og vil jeg ikke ! “ +„ Hvis du havde elflet mig ! Deodata , hvad +mener du ? “ +„ Jeg mener , hvad jeg siger . Hvis jeg elskede +dig , ville jeg måske ydmygt bøje mig for din despotiske +villie , thi man siger jo , at kærligheden +tåler alt ; men det ved jeg ikke ; thi jeg har aldrig +elsket dig og vil aldrig elske dig . “ +„ Er det sandhed . “ +„ Ja , den fulde sandhed . “ +„ Og hvorfor blev du da min hustru ? “ +„ Fordi — fordi — o , hvad har jeg sagt ! “ og +hun standsede , blegnende og skælvende , men vedblev +med heftighed : „ Jo , jeg må åbenbare alt , sandheden +må dog frem tidligere eller senere . Jeg var +ulykkelig i mit hjem , grænseløs ulykkelig ! Ingen +viste mig kærlighed , jeg kendte kun ydmygelser og + +sorger , og min sjæl fyldtes med bitterhed . Jeg +elskede dig ikke , men jeg agtede dig og havde tillid +til dig ; jeg troede , du ville vise godhed mod den +forladte pige , og derfor blev jeg din hustru . Men +jeg tog bittert fejl , da jeg troede dig god og ædel +og håbede at finde tilfredshed ved din side . De +bånd , der binde mig til dig , er frygtelige lænker ! “ +Uden af standse havde Deodata udtalt disse ord +med feberagtig hurtighed , og først nu vendte hun +blikket mod sin husbond , men forfærdedes ved af +se ham . Han var bleg som et lig , hænderne vare +knugede mod panden , og han pressede sine læber fast +sammen for af tilbageholde ethvert udbrud af den +bittre smerte , der rystede ham . Det varede dog kun +et øjeblik . Snart hævede han hovedet og så på +sin hustru med et blik , der fik hende til af skælve . +De ellers så rolige øjne flammede af vrede , og det +var forbi med hans selvbeherskelse . „ Således har +altså en kvinde bedraget mig ! “ råbte han . „ Mens +jeg havde en så ubetinget tillid til dig , som kun +dine egne ord kunne rokke , har du altså skuffet og +- bedraget mig ! Hvor kunne jeg ane et sådant dyb +af falskhed hos en ung kvinde , der gav sig skin af +af være så uskyldig ! Ja , Deodata , jeg har elsket +dig højt og inderligt , inderligere , end jeg troede mig +selv i stand til af elske , men i dette øjeblik er min + +kærlighed for evig tilintetgjort . Man elsker ikke , +hvor man foragter , og foragte må jeg en falsk og +meenedersk kvinde ! “ +Da han sagde de første ord , bøjede Deodata +bleg og skælvende sit hoved — endnu et minut , og +hun ville have kastet sig for hans fødder og bønfaldet +ham om tilgivelse , men da hun hørte de sidste +ord , hævede hun atter stolt sit hoved , en brændende +rødme for op i hendes blege kinder , og hendes +stemme var fuld af trods . „ Foragte mig ! nej , +det skal du ikke . Falsk og meenedersk er jeg ikke , +thi aldrig har mine læber udtalt , at jeg elskede dig , +aldrig har jeg talt usandhed . “ +„ Og har du ikke for Herrens alter lovet at +elske mig ? har ikke dit hele liv siden den dag været +en usandhed ? Søg ikke at undskylde dig eller at +besmykke din brøde , falske , svigefulde kvinde ! “ +„ Atter igen de frygtelige ord ! “ udbrød Deodata +med dirrende læber . „ Ja , Harald , jeg har +havt uret , stor uret imod dig , men du har betalt +mig det tidobbelt med dine ord i dag . O , vare kun +alle bånd , der knytte os til hinanden , sønderrevne ! “ +„ Det kan og skal ikke ske . Lad det være nok , +at du har tilintetgjort min lykke ; du skal ikke også +plette min ære . I verdens øjne må vort forhold +være ganske som før . Jeg fordrer og befaler , + +at du ikke lader noget mennefle ane sandheden , at +du i det ydre viser dig som tidligere , så at vi i +folks øjne anses for et lykkeligt par . Heri må +du adlyde mig . Og endnu et , Deodata ! “ og +hans hånd knyttede sig , mens hans øjne lyste af +hævnlyst : „ Tro ikke , du kan gøre andet , end hvad +jeg vil . Du er min hustru , hvor ulykkelige vi end +begge er , og jeg har ret til at fordre en hustrues +lydighed og underdanighed . Jeg skal ikke vise dig +en kærlighed , der kun ville være dig pinlig , ikke +fordre af dig , hvad du kun kan give ved at hykle , +men til gjengjeld vil jeg fordre en ubetinget lydighed . +Jeg er ikke mere i sandhed din ægtefælle , +thi kun kærlighedens bånd giver ret til dette +navn , men jeg er din husbond og herre , og jeg +vil ikke blive en mild herre . Glem ikke , at du selv +har villet det så , glem ikke , når lænkerne trykke +dig , at du selv har pålagt dig dem , og vogt dig +for at trodse mig ! “ +„ O , hvor jeg hader dig , “ udbrød Deodata ude +af sig selv ; „ forbandet den time , da jeg svoer dig +“ Troskab ! “ +„ Had og forband kun , “ svarede han med hån , +„ men tro ikke , at du nogensinde kan unddrage dig +fra min magt . Min arm ville trofast og kærlig +have beskyttet dig imod hver sorg og fare ; — nu + +stat du kun føle den som en tugtens svøbe , hvis +magt du ikke kan modstå ! “ Med disse ord +vendte han sig bort og gik hen til vinduet . Et øjeblik +stod han der , ubevægelig , men da han kom tilbage , +havde han genvundet sin fatning , og hans +ansigt var atter koldt og roligt . „ Jeg vil bære min +skæbne som en mand , “ sagde han ; „ jeg kan vel +leve uden en kvindes kærlighed . Livet har starre +mål og pligter , som jeg kan ofre min tid og +mine tanker , og jeg vil ikke klage over , at huslivets +velsignelser nægtedes mig . Men glem ikke , Deodata , +at jeg nu vil stille langt større fordringer til dig , +da ingen kærlighed mildner min naturs hårdhed , +og vogt dig for atter at bedrage mig ! Husk også , +at vi overfor fremmede må spille en komedie , som +vil blive pinlig for os begge , men jeg vil ikke ynkes . +Og for at komme tilbage til , hvad vi begyndte med , +jeg forbyder dig strengt at gå ud ; nu har det +også begyndt at sne . “ Deodata sank ned på en +stol og skjulte sit ansigt i sine hænder . Hun havde +været ulykkelig før , men aldrig havde hun kendt den +knugende byrde , der nu trykkede hende i støvet . +Men der var dog ingen ydmyghed i hendes sorg ; +hendes sjæl var fuld af trods , og hun ønskede kun +at sætte hårdt mod hårdt . +Harald gik ud af stuen . Ved theetid ' kom han + +tilbage , næsten som om intet var forefaldet ; kun var +han fuldkommen tavs . Også Deodata var tavs . +Hun ville ikke bede sin forurettede husbond om tilgivelse , +thi hun sagde til sig selv , at hans uret mod +hende nu var den største , og at hun ikke mere behøvede +at føle samvittighedsnag ; men ak ! der var +ingen virkelig trøst i denne tanke ! +Attende kapitel . +« < ) a Deodata vågnede den næste morgen efter en +urolig søvn , var hendes første følelse en vis lettelse +ved tanken om , at forstillelsens tid var forbi , at +hendes husbond nu vidste alt , så hun ikke mere +behøvede at synes anderledes , end hun var . Hun +var endnu ulykkelig , hendes liv lå tomt og glædeløst +før hende , men hun havde åbenbaret alt , hun +kunne løfte hovedet frit , og skulle ikke mere trykkes +ned af den tunge følelse , at enhver af hendes handlinger +var uden sandhed . Men denne lettelse varede +kun et øjeblik , thi hun kom snart til at husfe på , +hvad der var foregået dagen i forvejen ; alle de +frygtelige ord , hun havde vekslet med sin husbond , + +genlød i hendes øren , og hun kunne næsten ikke udholde +den tanke , at den mand , som havde sagt , at +han foragtede hende , og hvem hun havde svaret på +samme måde , til ham var hun bunden før livet +med uopløselige bånd . Uopløselige ! Hvilken forfærdelig +tanke ! den havde pint hende nok før , men +nu var den nærved at gøre hende afsindig . Hver +gang hun troede sig så ulykkelig , som hun kunne +blive , kom der en ny bitterhed , som hun ikke havde +kunnet vente sig . Skulle det vedblive på den måde ? +Hvilke nye ulykker gemte fremtiden endnu til hende ? +Nej , nej , nu var det umuligt , at hun kunne blive +ulykkeligere ! Således tænkte den unge hustru i sin +lidenskabelige fortvivlelse , da hun var ene med sin +smerte . Det var hende umuligt at bede : hun følte +sig forladt af gud såvel som af mennesker , ligeså +skyldig som ulykkelig , og da billedet af hendes moder +steg frem for hendes tanke , skød hun det med magt +fra sig , thi hun var alt for uværdig til at mindes det ! +Så vidt var det kommet med Deodata ! Og når +hun så mødte sin husbonds kolde , forstenede blik +og hørte hans hårde stemme , så gjennemisnedes +hendes hjerte endnu mere ved tanken om den fremtid , +der ventede dem . Deodata huskede , hvor varmt +disse øjne havde hvilet på hende , hvor kærlige ord +der havde lydt til hende fra disse læber , og hun + +vidste , at alt dette var hun selv skyld i . Hun følte +sig uendelig strafværdig , og hun kunne ikke undre sig +over hans uforsonlighed ; „ men “ , lød det atter i +hendes lidenskabelige hjerte , „ han havde svaret hende +med foragt istedenfor at have medlidenhed med hende ; +— det ville hun heller aldrig tilgive ham ! “ Således +mødtes de unge ægtefolk i bitterhed og uforsonlighed ; +de vekslede nogle kolde , ligegyldige ord og +forlode hinanden for igen at samles ved det glædeløst +mållid , hvor had og hævnlyst sad med til +bords . Smerten dræber ikke , i det mindste kun sjældent ; +der gives intet middel til at undflye den ; hver +dråbe af lidelsernes bæger må drikkes , langsomt +og gradvis , således at hver dråbes bitterhed +smages helt og fuldt . Deodata gjorde denne erfaring . +Hun syntes , det var næsten umuligt at bære +en dags byrde , men hun måtte bære dem den ene +dag efter den anden , den ene uge efter den anden , +forfulgt af de samme pinlige , fortærende tanker , +uden trøst , uden lindring . +Hun havde ingen at leve for , og det var hende +tungt nok at få dagene til at gå . Harald tilbragte +kun en meget kort tid af dagen hos hende , +og han var da altid tavs og kold , når han ikke +netop havde en eller anden ting at fordre af hende , +som han da gjorde på en kort , næsten bydende + +måde . Han tog aldrig noget hensyn til hende , +han spurgte aldrig , hvad hun onsfede , og skønt hans +tidligere ømhed havde plaget og trættet hende , kunne +hun dog nu ikke tilbageholde en længsel efter lidt +venlighed — det var dog hårdt altid at høre denne +hårde stemme , altid at møde dette uforsonlige blik . +Aldrig mere bad han hende synge , — hvad der hidtil +havde glædet ham så meget , — og Deodata sang +heller ikke mere , når hun var alene ; hun bævede +tilbage før denne de tidligere dages husvalelse , thi +hun vidste , den ville vække de milde erindringer , +som hun nu helst ville støde fra sig ; hun ville anstrenge +sig før at blive sløv , kold og ligegyldig . Men +kold og ligegyldig kunne Deodata aldrig blive ; og +hvem har vel nogensinde kunnet tvinge sig til at +glemme ? Hun kunne skye de gamle minder så +meget , hun ville , det nyttede ikke ; lidt , når hun sad +i sin ensomhed , indfandt de sig ubudne og hviskedee +til hende om de lykkelige^ fredelige barndomsdage , +om hendes moders forhåbninger og bønner , om +lyse drømmebilleder og gyldne luftslotte , indtil hun +med magt rev sig løs fra de ukaldte gæster . Og +dog , hvor tungt det end var at være ene med sine +tanker , ville hun dog have givet meget til at kunne +få lov til bestandig at lukke sig inde i det glædeløse +hjems ensomhed ; men det ville Harald ikke + +tillade . Det var hans bestemte villie , at hun , som +før , stundom skulle følge med ham til hans venner +i omegnen , og da — såvel som når disse venner +besøgte egeved — fordrede han af hende , hvad der +snart blev hende det pinligste af alt . Han ville , at +de lige overfor alle — selv så nære venner som +hlervigs — skulle synes kærlige , lykkelige ægtefolk , +mellem hvilke der ingen sky var . Kun når +hun var ganske ene med ham , gav han hende lov til +at være sig selv , men ellers fordrede han atter og +atter forstillelse — hun skulle være munter og smilende , +og istedenfor at undgå ham , skulle hun tale +til ham , se på ham , som om alt var , som det skulle +være . Han spillede sin rolle godt , ingen kunne +gennemskue ham , men kræfterne svigtede ofte hende +til denne frygtelige komedie , der var hende som en +spot over deres ulykkelige forhold , og når Harald , +der hjemme altid var kold som is , undertiden i +fremmedes nærværelse vendte sig om til hende med +et venligt smil , en spøgende bemærkning , ja , vel +endog kaldte hende ved kærtegnende navne , da formåede +hun næppe at udholde det , og istedenfor at +svare ham i samme tone , bævede hun blegnende tilbage +for denne frygtelige mæste . Men Harald lod +hende ikke have fred , og da de en aften kørte hjem , +bebrejdede han hende i hårde ord , at hun ikke anstrengte + +sig for at beherske sig . „ Det er min eneste +fordring til dig , Deodata , og du skal , du må +opfylde den . Jeg vil ikke se vort husliv blottet +for alles øjne , og jeg vil ikke ynkes ! Du må +være herre over dig selv i fremmedes nærværelse , +at de ikke stat ane , hvorledes forholdet er . “ +„ Og hvad glæde kan det være for dig at dølge +sandheden ? “ udbrød Deodata heftigt . , men for øvrigt +synes din bebrejdelse mig at være uretfærdig ; +jeg anstrenger mig jo til det yderste for at forstille +mig , men ret længe vil jeg måske ikke kunne gøre +det ; jeg kan ikke længer udholde dette afskyelige komediespil ! “ +„ Da +synes jeg dog , du har haft en ganske god +øvelse i forstillelse , og du kunne gerne bruge dine +evner nu til at opfylde mit ønske , efter at du . så +længe har brugt dem til at bedrage mig ; det forekommer +mig at være en temmelig billig fordring fra +min side . Men hvad enten den er billig eller ej +— så skal den opfyldes . “ +„ Jeg kan ikke udholde det ! “ udbrød Deodata +lidenskabeligt ; „ hav medlidenhed med mig , Harald ! +Alt , alt er mig berøvet , alt håb , alt lys , al fred , +giv mig dog blot lov til at v��re sand og ærlig ! “ +„ Sand og ærlig ! “ gentog han med et bittert +smil ; „ sætter du så megen pris på disse egenflaber , + +da skulle du have betænkt det i tide ! Nu +er det for silde , og du må bære følgerne af det , +der ikke kan gøres om . Endnu en gang — og jeg +håber , det er sidste gang , jeg behøver at sige det +— du må og skal opføre dig således , at enhver +fremmed må antage os for et lykkeligt ægtepar . +Det er min eneste glæde at bedrage verden ; har det +flet ingen tillokkelse for dig ? “ +Den hånlige latter , der ledsagede disse ord , +gjennemisnede Deodata , og hun svarede med skælvende +stemme : „ Nej , intet i verden har mere tillokkelse +for mig , mindst af alt usandhed og bedrag . +Men jeg skal adlyde dig , Harald , så vidt jeg formår ; +jeg skal anstrenge mig til det yderste , når +dn blot ikke vil drive dette gyselige komediespil +endnu videre end nødvendigt ved at tale til mig , +som du gjorde i dag . Det er mig da , som du ville +drive spot med vor elendighed ! “ +„ Og hvorfor skulle jeg ikke det ? kan vor „ Elendighed “ , +som du kalder det , ikke nok fortjene at +spottes ? Det er virkelig et meget latterligt forhold . +Jeg vil kun ikke udsætte det for andres spot ; men +selv kan jeg jo nok have lov til at le af det . “ +Og han lo atter vildt og bittert . Deodata gyste , +trykkede sig tæt op i sit hjørne af vognen og skjulte +sit ansigt i sine hænder . + +denne ene samtale viser tilstrækkeligt , hvorledes +Harald behandlede sin hustru . Hvilket sønderrevet +hjerte der skjulte sig bagved alt dette , anede Deodata +ikke ; ja , hun tvivlede endog om , at han nogensinde +havde elsket hende . +Hver søndag gik de unge ægtefolk , som før , +med hinanden til kirke , men Deodata hentede ikke +mere nogen trøst og styrke der . Fredens og nådens +evangelium var ikke for hende , tænkte hun i sin +fortvivlelse , og hvert strengt og alvorligt ord , pastor +hlervig talte om synd og om forsagelse , faldt med +knusende vægt på hendes hjerte og trykkede hende +i støvet . „ Du , du er den skyldige ! “ lød det +atter i hendes sjæl ; men hvor selvanklagende og +selvfordømmende end hendes tanker vare , der var +dog ingen sand syndserkjendelse , ingen oprigtig anger ; +thi hun ville jo hverken tilgive eller bede om tilgivelse . +De +eneste solglimt , der faldt på Deodatas +mørke , tunge vej , vare de timer , hun tilbragte i +Ingeborg hlervigs selskab . Det var hende en plage +at se alle andre — men Ingeborgs lyse smil , +hendes hjertelighed og frejdighed virkede altid velgørende +på hendes syge sind . Vel bragte det +kærlige , lykkelige husliv i præstegården hende altid +til endnu mere levende at føle det sønderrevne og + +elendige i hendes ægteskab , og det pinte hende , at +hun også lige overfor Ingeborgs åbenhjertighed måtte +forstille sig , men desuagtet følte hun altid lidt fred +og lindring i hendes nærværelse . Der var en husvalende +magt i denne friske , bløde stemme , og — +nødt til at have en at elske — fattede hun en næsten +lidenskabelig kærlighed til den unge præstekone . +Mellem disse to unge kvinder , der var ligeså forskellige +i charakteer som i udvikling , opstod der således +efterhånden et varmt og inderligt venskab . +Nittende kapitel . +Det var en smuk , varm martsdag . Ude i solskinnet +red den unge læge , Aksel Herløv . Hvor lyste +ikke hans blik af kraft og mod , af ungdommelig +livsglæde og frejdighed ! Som det solbeskinnede +landsfab omkring ham , således så han livet , +fremtiden ligge for sig i strålende solglands ; uden +frygt ventede han , hvad den ville bringe , og mangfoldige +forhåbninger vinkede ham fremad . Han +stolede på sin egen kraft , sin stærke villie , sine rige +evner — de skulle nok hjælpe ham og rydde hver + +hindring afmeien . Havde ikke den moderlige natur +rigt begavet ham ? havde han ikke den dristighed , det +mod , der altid lønnes med sejr ? ville han ikke +altid kæmpe for sandhed og ret ? hvorfor skulle da +ikke lykken følge ham tro ? Således tænkte den +unge læge , når han så ud i fremtiden . Hans +øje var vidt åbent for naturens herlighed , men +når han glædede sig ved den , da løftede tanken sig +ikke op over den til den fader , der er alt det godes +ophav og beskærmer ; nej , den dvælede kun ved det +synlige , det var ham nok . Som han engang selv +havde sagt : skønheden var hans gud , dens love +fulgte han , den søgte han overalt , i naturen og +kunsten som i menneskenes liv , og hvor han så +disse ophøjede love krænkede , der vendte han sig bort +med ringeagt og uvilje . Han var jo højt hævet +over al smålighed og lavhed , han higede imod +alt , hvad der var ædelt , skønt og stort , og for det +ville han altid løfte sit banner . +For tiden var det dog ganske andre tanker , der +sysselsatte den unge doktor . Som han sporede sin +hest fremad i galop , ilede også tanken fremad — +til Engholm , målet for hans kæreste ungdomsdrømme . +Som +ven og skolekammerat af en af de afdøde +sønner var han alt som dreng kommen til dette + +hyggelige hjem , hvor han altid fik en hjertelig modtagelse , +altid sølte sig vel og snart betragtede sig +næsten som hjemme . Selv efter at hans ven var død , +vedblev han at komme til Engholm , hvor det var , +som om en strøm af lys og fred altid nåde hans +hjerte , selv efter at sorgerne , de store , tunge sorger , +den ene efter den anden , traf de lykkelige forældre , +indtil kun et barn var tilbage , det yngste , det +svageste og måske det af naturen mindst begavede . +Sorgerne mildnede kun hjerterne og åbnede dem +endnu mere for alle andre ; Aksel forstod ikke den +skjulle kraft , der gav styrke til at bære alt så +stille og hengivent . Denne kraft var ham fremmed +og ukendt , men han beundrede dybt , hvad der forekom +ham som en vidunderlig tålmodighed , og endnu +fastere følte han sig knyttet til de hårdt prøvede gamle . +Det smukke , livlige og begavede unge menneske +var altid en kærkommen gæst ; der var altid liv og +varme , hvor han kom ; de fik ham næsten kær som +en søn og lyttede smilende til de begejstrede udtalelser +af hans høitstræbende fremtidsplaner og ungdomsdrømme , +om de end med det samme så med +smerte , at det var dem umuligt at få den sande +indflydelse over hans hjerte og at lære ham at +kende den evighedens kraft , der havde holdt dem oppe +gennem alle livets omskiffelser . + +når han udviklede sine fremtidsplaner eller +fortalte mangt et træk af sit glade ungdomsliv , da +sad den lille Elisabeth sædvanlig stille og undseelig +på en skammel ved hans fødder og så op i hans +smukke ansigt med den dybeste beundring . Han var +for hendes barnlige sind idealet , indbegrebet af +al fuldkommenhed , og når han engang imellem +bøjede sig ned til hende med en venlig , spøgende bemærkning +, eller stundum kærtegnende legede med +hendes lille hånd eller lod fingrene glide gennem +hendes lokker , var dette allerede en lykke , som bragte +hendes lille hjerte til at banke af glæde . Aksel kom +som student til hovedstaden , henrykt over det nye +liv , der åbnede sig for ham . Han studerede med +flid og Iver , han forsfede videre i naturvidenskaben +og frydede sig ved de rige kunsfskatte , han fik lejlighed +til at nyde ; men alle de fristelser , der har lokket +og draget så mangen en uerfaren yngling , når +han ene kom til hovedstaden , glede ham magtesløse +forbi . Hans ædle natur , som altid var tro mod skønhedens +love , bævede med afsky tilbage for alt , hvad +der , menneskelig talt , var urent , og aldrig betrådte +hans fod-et eneste af de steder , hvor mange faldt +i fristelsernes snare , aldrig kunne hans lystige +kammerater blandt studenterne formå ham til at +drikke et eneste glas vin mere , end der var ham + +fuldkommen gavnligt . Uberørt af hovedstadens fristelser , +levede han for videnstab og kunst og alt , +hvad der er menneskelig ædelt og godt ; og dog blev +han mere og mere , hvad han nu var , en fritænker . +Det var Stenbergs dybe sorg at bemærke dette , når +han kom til dem , men de så , at ethvert forsøg på +at forandre ham var unyttigt ; han stod urokkelig på +den grund , han mente var den faste , og han forstod +med fin takt at undgå at berøre de punkter , +hvor han vidste , de var så uenige . De kunne jo vel +være venner , agte og statte det sande og gode hos +hverandre , mente han , om end deres anskuelser vare +vidt forskellige . Imidlertid fandt han dog måske +snart ikke den sympatti , han ønskede hos de altid +venlige gamle ; thi der hengik flere år , hvori han +flet ikke gæstede Engholm . Han var i al den tid +optagen af vidensfaben , og ferierne tilbragtes med +rejser i de af fædrelandets interessanteste egne , hvor +han , der tørstede efter kundskaber , kunne lære mest . +Flere år vare gåde , da han atter mindedes +levende det kære sted , hvor han havde tilbragt så +-mange lykkelige timer . Han stammede sig over ikke at +have været der så længe , og længslen vågnede efter +igen at se de kærlige gamle ; han overraskede dem +da en dag og fik den venligste modtagelse . Elisabeth +var henrykt ved at se sin barndoms helt , og + +det varede heller ikke længe , før Aksel opdagede , at +den lille , oversete , næsten forglemte pige var vokset +op til at blive den eneste kvinde , han kunne elske . +Hun måtte blive hans hustru , og med denne tanke +nedsatte han sig som læge i nærheden af Engholm . +Endnu var det skæbnesvangre ord dog ikke udtalt , +skjøndt hele måneder vare gåde , men i dag skulle +det ske — hvorfor tøve længer ? han sporede sin +hest hurtigere fremad og var snart ved porten til +den kære , gamle gård . +I den venlige stue sad Elisabeth og læste højt +for sin moder , da lyden af hovslag bragte hende +uvilkårlig til at se op , og da hun så , hvem rytteren +var , steg blodet brændende op i de hede +kinder , og hjertet bankede uroligt . +„ Hvem kommer , min Elisabeth ? “ spurgte Fru +Stenberg , der godt blev den stærke bevægelse vaer . +„ Det er Aksel , moder , “ svarede den unge pige +med usikker stemme . +„ Min lille pige “ , hviskedee moderen ømt , idet +hun tog sin datters skælvende hånd ; „ fremkalder +ikke altid hans komme denne bevægelse ? kan du +ikke have fuld fortrolighed til din moder ? sig mig +— er det , som jeg tror , er han dig kærest af +alle ? “ +„ O moder , moder ! tal ikke derom ! “ udbrød + +Elisabeth smerteligt ; „ Du ved , hvad der står +imellem os . “ +„ Jeg forstår dig , min lille pige “ , og Fru +Stenberg drog hende kærligt til sit bryst ; „ jeg forstår +dig nu ganske . Gud hjælpe og styrke dig — +han fordrer et stærkt offer af dig , og jeg frygter , +det vil falde dig svært . “ +„ Så svært , så tungt “ , sukkede Elisabeth , men +hun rev sig i det samme ud af sin moders arme , +thi hun hørte de velkendte , mandige fodtrin , og i +næste nu stod Aksel foran dem . Hjerteligt trykkede +han Fru Stenbergs hånd og vendte sig derpå mod +Elisabeth ; men da han tog hendes hånd , slog hun +ængsteligt øjnene ned for det varme blik , der havde +så stor en magt over hendes hjerte . „ Elisabeth ! +Kære , lille Elisabeth ! “ sagde han ivrigt ; „ hvorfor er +din modtagelse så kold ? Du vil jo ikke engang se +på mig ! Der var en tid , da jeg fik min bedste +velkomsthilsen i dine glade , milde øjne . Er jeg +dig ikke mere velkommen som før ? “ +„ Du er altid velkommen , Aksel “ , svarede Elisabeth +og fæstede de stille , blå øjne alvorligt på +ham . Da smilede han atter glad , thi de milde øjne +sagde mere , end de ville , men hun bævede på ny +tilbage for det frejdige , håbefulde smil , der fængslede +hende med uimodståelig magt . „ Er din fader + +hjemme , kære Elisabeth ? jeg vil gerne tale med ham . +Først med ham “ , tilføjede han med et talende blik , +som atter fremkaldte en blussende rødme . +„ Fader er i sit værelse “ , svarede hun . +Han skyndte sig derind , og ikke længe efter sad +han ved sin faderlige vens side , skildrede ham i +livlige udtryk sin inderlige kærlighed til hans datter +og bad ham betroe denne sin bedste skat til ham , +der trofast og kærlig ville værne om den hele livet +igennem . Men den gamle fader sukkede dybt og +smerteligt . +„ Jeg kan ikke , Aksel , jeg tør ikke “ , svarede han , +„ skønt du er mig kær som en søn , og skønt jeg +troer , at Elisabeth holder af dig ; jeg kan , jeg tør ikke +betroe mit barn til dig . “ +„ Og hvad grund har jeg vel givet dem til at +mistroe mig ? “ spurgte Aksel heftigt , idet han sprang +op . „ Hvad har jeg forbrudt , som gør mig uværdig +til deres tillid ? jeg ved intet , hvorover jeg behøver +at rødme for dem . De tør ikke betroe mig +deres barn — hvad anklager de mig da for ? sig +mig det , og jeg skal vel vide at forsvare mig ! “ +„ Du misforstår mig ganske , kære Aksel ! sæt +dig ned igen og hør roligt på mig . Behøver jeg +at sige dig , hvor kær du har været mig fra den +første gang , du kom i mit hus ? Jeg ærer og + +agter dig som menneske — jeg har fuld tillid til +din åbne , redelige charakteer ; men , kære Aksel , når +vi komme ind på dette store spørgsmål , om vi +tør betroe vor datters fremtid i din hånd , da er +alt dette endnu ikke nok . Der er et , som mangler , +et , der stiller os ad , og du ved vel , hvad jeg +mener ; du har , hver gang du er kommen her i den +sidste tid , omhyggeligt undgået at tale om det , hvori +vi er så fuldkommen uenige ; men det kan ikke undgås +et helt liv igennem , og dette ene er for +Elisabeth det vigtigste , bedste og kæreste af alt ; +kan i da håbe nogen varig lykke med hinanden , +når i er uenige om det , der er hende det højeste ? “ +„ Jeg ved vel , hvad de mener “ , svarede Aksel +med tilbagetrængt utålmodighed ; „ men jeg kan ikke +se den store uenighed , som skulle kunne hindre vor +lykke , når vi elske hinanden . Tro vi ikke begge +på en mægtig gud , og vil vi ikke begge leve for +alt , hvad der er sandt og godt , ædelt og skjemt ? Er +da dette ikke nok ? Jeg skal aldrig hindre hende i at +troe på det , der engang er blevet hende dyrebart , +hvor ufatteligt det end er mig — det er for mig et +sværmeri , en vildfarelse — tilgiv mig ! men denne +vildfarelse fremtræder hos Elisabeth i en så lys og +venlig skikkelse , at den aldrig vil støde mig , aldrig +forsfyrre vort forhold . “ + +den gamle mand rystede sørgmodig på hovedet . +„ Ak , Aksel , seer du ikke den dybe kløft , der +adskiller eder ? Den tro , som er Elisabeths dyrebareste +klenodie , og som vil være hendes Anker , hendes +støttestav — troen på den frelser , der har +friet hende fra syndens og dødens magt — denne +tro er for dig et sværmeri , en vildfarelse , som +du vil bære over med af kærlighed til hende . +Hvilken samstemning kan der være imellem eder ? +På hvilken grund ville i bygge eders ægteskab ? +På eders jordiske , naturlige kærlighed ? ak , den er +forfængelig og omskiffelig , når den ikke helliges af +den kærlighed , som er over al forstand , men som +vi skal tro på . Du ryster vantro på hovedet ! +Du vil ikke forstå mig ! Gud give , at den tid +engang må komme , da du kan forstå mig , da også +du ved , at menneskets villie og styrke er +intet , men at kun en i sandhed er stærk ! Nej , som +det nu er , Aksel , kan jeg , tør jeg ikke give dig min +Elisabeth ; det er umuligt . Skal vi nogensinde se +vort barn forlade vort hus for at følge en brudgom , +da må det være en mand , som vil støtte hendes +barnetro , og som er enig med hende i det „ ene +fornødne “ . Hvor kunne vi udsætte hendes tro for +de svære fristelser , der ville møde hende som — ak , +jeg må sige det — som en vantroes , en fritænkers + +hustru ? Nej , aldrig ! jeg seer klart guds villie i +denne sag og er fast i min beslutning . “ +„ At give mig et afflag , at støde mig bort fra +dette hjem , hvor mine bedste tanker og drømme +så længe har dvælet ! “ udbrød Aksel i heftig bevægelse . +„ Og hvorfor ? hvis jeg kunne se en eneste +rimelig grund ! men nej ! for et intet vil de flille +os ad — for en skygge , et drømmebillede ! Og +dette tror de , skal bringe mig til at agte den christendom , +som man siger renser og forædler ! — nej , +nu , først nu vil jeg +han standsede et øjeblik , overvældet af sin heftige +bevægelse ; derpå sagde han : „ Hr . Stenberg , +de sagde selv før , at de tror , Elisabeth elsker mig +— jeg tror det også , jeg har læst det i hendes +øje , skønt hun bly har villet skjule det — er det +så , vil de da virkelig rive os fra hinanden ? hvis +hun ønsker at blive min , har de da hjerte til at +tvinge hende ? “ +Den gamle mand sad en stund tavs i synlig +kamp og tvivl . „ Nej , Aksel “ , sagde han da blidt ; +„ jeg vil ingen tvinge ; har Elisabeth selv mod til at +blive din hustru , da har hun sin frihed ; — jeg vil +da lægge alt i guds hånd — han er vel mægtig +til at bevare sine . “ +„ Og jeg må tale med hende alene ? — straks ? “ + +spurgte den unge mand , og hans øjne lyste atter af +et frejdigt håb . +„ Jeg kan ikke nægte dig det “ , svarede hr . +Stenberg og forlod værelset . +Få minutter efter stod Aksel og Elisabeth ved +hinandens side . Hans ansigt strålede nu atter af +det glade kjærlighedshåb , hvormed han var kommen , +men hun var meget bleg , og der var en voldsom tilbagetrængt +smerte at læse i hendes øjne . „ Elisabeth , +du ved , hvad jeg vil sige ! “ udbrød Aksel , idet +han tog hendes hånd . „ Vi behøve ikke mange ord +for at forstå hinanden . Har du ikke længe set , +hvor kær du er mig , kærest af alt i verden ? og , +har jeg vel forgæves håbet ? Kære , lille Elisabeth , +ikke sandt ? Du vil følge din barndomsven uden +frygt ? Din kærlighed er stærkere end alle drømme , +som min er det , ikke sandt , min Elisabeth ? “ Han +ville trykke hende til sit bryst , men skælvende rev +hun sig løs . „ Jeg kan ikke — jeg tør ikke , Aksel ! +Ja , jeg elfler dig som ingen anden , højere end selv +fader og moder , jeg vil ikke skjule det for dig , jeg +har ikke engang ret dertil , men der er en , som jeg +stat elske højere end dig , ham , hvis kærlighed er +tusinde gange større end vor , og — kun når vi +kan forenes i troen på ham , tør jeg blive din . +Troer du på ham ? + +„ Du ved , at jeg ikke gør det , Elisabeth ! “ +Svarede han heftigt . „ Vil også du stille en skygge , +et gjøglebillede imellem os ? Nej , nej ! Du vil det +ikke — du kan ikke gøre det ! Du har sagt , at +du elsker mig , Elisabeth , så er du også min , og +jeg vil aldrig , aldrig slippe dig ! “ +„ Nej , Aksel , jeg kan , jeg tør ikke blive din . Min +tro er alt for svag ; den trænger til at støttes , og +du — ville kun hindre den . O , Aksel ! netop fordi +jeg elsker og beundrer dig så højt , netop derfor +ville du blive mig dobbelt farlig ; netop fordi følelsen +af din kærlighed er mig så dyrebar , fordi din +tale fængsler mig med så forunderlig en magt , +ville den blive mig en fristelse , som jeg måske ikke +kunne modstå . “ +„ Sygelige sværmeri ! O , hvilket vanvid er +dog denne christendom , når den lærer eder at forsage +hjertets naturligste og bedste følelser ! “ +„ Nej , den helliger og forklarer alt , hvad der er +ædelt og godt . “ +„ Så lad den ikke træde adskillende imellem +os . Viis mig , Elisabeth , at din kærlighed er stærk , +og at du kan være lykkelig med mig , skønt vi afvige +i dette ene . I det væsentlige , i det , der virkelig +er noget , er vi dog enige , ikke sandt ? “ +„ Nej , nej , der er en dyb forskel . For mig + +var alt i verden kun tomhed og mørke , når jeg +ikke vidste , at vor frelser lever , men han er for dig +kun en skygge . Vi kan ikke følges ad , når denne +kløft er imellem os ; gud give , at den engang må +o +udjævnes ! Uden dette håb ved jeg ikke , hvorledes +jeg skulle bære min smerte . “ +Aksel rystede smilende på hovedet . „ Søde , +sværmeriske barn ! af dig alene kan jeg tåle dette +ubegribelige sværmeri . Det klæder dig så yndigt , +min egen lille pige , og dog er det mig smerteligt at +se , at det gør dig så bleg og alvorlig . Men , lad +os nu ikke tale mere derom — modstå mig ikke +mere , min Elisabeth ! Du sætter min tålmodighed +på alt for hård en prøve ! “ +„ Jeg skal , jeg må modstå dig , hvor svært +du end frister mig ! “ svarede hun . „ Hvert ord , du +siger , overbeviser mig kun endnu mere om , at jeg +må og skal gøre modstand . Tak for din kærlighed , +Aksel ! men miskend mig ikke , når jeg atter +svarer dig , at jeg ikke kan , ikke vil “ — sværest var +det for de dirrende læber at få dette ord frem — +„ blive din hustru . “ +„ Og det er din faste beslutning , Elisabeth ? “ +„ Ja , fast og urokkelig , — jeg kan ikke andet . “ +„ Nuvel da ! “ udbrød han bittert ; „ det er altså +christendommens frugt , at den bringer til at fornegte + +hjertets stemme . Farvel da , Elisabeth ! farvel +for bestandig ! Jeg vil ikke mere gjensee dette +sted , der har været mig et kærligt hjem — aldrig +mere . — “ +„ O , jo , du vil komme her igen ? “ +„ Hvad skulle jeg vel her ? Du , du støder mig +jo bort . O , Elisabeth , du har aldrig elflet mig ! “ +„ Tro ikke det ! sig ikke det ! O , hvis du vidste +— “ hun rakte bedende hånden ud imod ham , men +lod den atter synke . „ Tro det kun “ , hviskedee hun ; +„ det er måske bedst således . “ +„ Farvel , Elisabeth ! “ Han gik hen imod døren , +men hun så bønfaldende efter ham : „ Aksel , forlad +mig ikke i vrede ! “ +Han kom atter hen til hende . „ Nej , ikke i +vrede , skønt du har knust alle mine forhåbninger +og lagt en bråd af bitterhed i mit hjerte — jeg +kan dog ikke være vred på dig . Farvel , Elisabeth ; +jeg ønsker dig alt , hvad der er godt ; men du vil +aldrig finde nogen , der vil elske dig , som jeg har +elflet dig . “ Han tog hendes hånd og trykkede den +fast og hjerteligt ; den var kold som is . +„ Farvel , kære , kære Aksel ! Jeg vil aldrig ophøre +at tænke på dig ; gud give dig alt det , +hvorom jeg daglig beder for dig . “ +Han gik hurtigt bort , og krænket , ydmyget og + +bedrøvet red han få minutter efter ud af Engholms +port , uden engang at have taget afsted med sine +gamle , trofaste venner . „ Min kæreste drøm er +knust “ , tænkte han ; „ men jeg vil dog ikke hænge med +hovedet . Der sindes mere i livet , som er værd at +leve for . Jeg har jo min videnflab , og jeg har +dig , du rige , herlige natur ! i dine skatte vil jeg +nu granske mere end nogensinde før ! “ +Da Aksel forlod hende , gik Elisabeth til sit værelse . +Et minut efter var hendes moder hos hende +og lagde kærligt armen om hendes liv . „ Min lille +pige ! Gud styrke dig ! “ Elisabeth rev sig blidt løs +og sagde med anstrengelse : „ Kæreste moder ! bliv +ikke vred — men jeg ville gerne være lidt alene . “ +Hendes smerte var for stor til at kunne tage imod +selv sin moders trøst . Fru Stenberg gik , Elisabeth +faldt på knæ , skjulte sit ansigt i sine hænder , og +det forpinte hjerte fik luft i en voldsom gråd . +Lidet anede Aksel , hvor frygtelige den sidste times +kampe havde været hende , og end mindre kunne han +ane , hvor varme de bønner var , hun opsendte til +gud for hans lykke og frelse . +Aksel kom ikke mere til Engholm , men han trak +sig tillige tilbage fra al selskabelig omgang og levede +udelukkende for sin lægevirksomhed og sin videnflab . + +forgjeves sendte hans onkel og tante ham den ene +indbydelse efter den anden ; han kom ikke . Der var +en almindelig beklagelse over , at den „ uforlignelig +elskværdige doktor Herløv “ var bleven sådan en +særling ; hvad kunne vel være grunden ? Kun meget +få anså det for muligt , at han , egnens løve , den +smukke , begavede , unge mand , kunne have fået en +kurv , — mindst af den lille , ubetydelige Elisabeth +Stenberg . Men de fattige velsignede doktor Herløvs +navn , thi han var dem en uegennyttig velgører , +og når pastor hlervig besøgte sine sognefolk , hørte +han ofte hans pris og sagde da smilende til sin +hustru , at doktor Herløv måtte have opdaget , at +det var bedre at være en lysende stjerne i de fattiges +hytter end i herremændenes sale . +Tyvende kapitel . +-foråret havde brudt frem i al sin glans . Træerne +grønnedes , blomsterne mylrede frem , småfuglene +hilste våren med sang , og solstrålerne legede +på de smilende bølger . Alt åndede liv og håb ; +men i Haralds og Deodatas hjerter herskede endnu + +kulden og døden , og med hver dag blev kløften +imellem dem dybere . Samtidig blev Harald mere +mørk og indesluttet , mere hård og kold . Hans +kærlighed til Deodata havde mildnet og forædlet +hans stolte og strenge charakteer og åbnet hans +hjerte for alle , men fra den stund , han så den +forrådt , voksede det onde hos ham en kraftig vækst . +Han ville bære sin skæbne som en mand og ikke +bukke under eller klage , fordi hans forhåbninger var +knuste , men den tilbagetrængte smerte forhærdede +hans sind . Han blev sine undergivne en hård og +streng herre , og de lærte snart at skælve for ham , +thi han bar ikke over med den ringeste forsømmelse . +Før havde det været ham en glæde at hjælpe de +fattige ; nu blev en nødlidende lidt sendt bort med +et afslag . Deodata så alt dette , og hun vidste , at +det var hendes brøde , der havde forandret ham således ; +og hver gang hun hørte om hans hårdhed , +genlød det i hendes forpinte hjerte : „ Min er skylden ! “ +Og selvbebrejdelsens lidelser tyngede hende +mere og mere til jorden . +En dag gik hun alene ud i det svage håb at +finde lidt husvalelse i den friske luft . Men hvad +hjalp det hende , at jorden var skøn , den havde jo +dog kun torne for hende . Hun løftede sit hoved +mod himlen , der var så ren og blå , men hun + +sænkede det atter hurtig mod jorden . Hvad ret +havde hun til at se opad ? hun havde jo ikke en +nådig fader , men kun en streng dommer deroppe . +Ved vejen legede en flok fattige børn ; pjaltede og +barfodede vare de , men dog lyste de små ansigter as +munterhed og glæde , og deres latter lød så sorgløs , +som var livet for dem kun solskin og glæde . +Deodata misundte de glade små og længtes efter +at komme bort fra menneskenes færd og ind i den +stille skov . Med hvileløs hast skyndte hun sig ind +imellem træærne , hen ad ensomme og ukendte stier , +som om hun noget sted kunne flygte bort fra sit +urolige hjerte , der var hendes værste fredsforstyrrer . +Hun vedblev længe at ile fremad , og da hun endelig +vendte om , kunne hun ikke finde den rette vej og +standsede rådvild . Da hørte hun fodtrin bagved +sig , og da hun uvilkårlig vendte sig om , mødte hun +et funklende , gennemtrængende blik fra to sorte , ildfulde +øjne , hvis begejstrede udtryk engang havde +vakt underlige rørelser hos hende , og hun genkendte +den unge prædikant , hvis ord så mægtigt havde +grebet hende , og som havde været den uskyldige årsag +til det voldsomme brud mellem hende og hendes +husbond . Han så hendes forlegenhed og bad +hende tillade ham at føre hende på rette vej , og , +mens de gik ved hinandens side , benyttede han lejligheden + +til , som han mente , at vække „ Åndens rette +længsel “ i hendes sjæl , idet han med ildfuld begejstring +og glødende veltalenhed talte om den +tro , som formår alt , den glæde i Herren , som +kan løfte sjælen højt op over al jordens sorg , og , +ikke mindst , om sit eget kald , som han fulgte med +glæde , og i hvis fuldbyrdelse han gerne ville lide +trængsel , hån og forfølgelse . Deodata følte ikke i +ordets klingende strøm den mangel på ydmyghed +og klarhed , som de skønne tanker skjulte ; hun blev +mægtigt greben og henreven og troede i sit hjerte at +søle den „ Åndens rørelse “ , hvorom Thorberg talte . +Da hun havde taget afsked med ham og endelig +nåde hjemmet , var hun i en eksalteret sindsstemning ; +hendes hvileløse sjæl mente at have fundet en +redningsplanke at klynge sig til , og hun længtes kun +efter at høre hans klangfulde stemme igen tale om +den glæde , med hvilken selv det tungeste kors ville +blive let at bære . Thorberg havde sagt , at han denne +aften ville tale i det frie , og hun higede kun efter +at være mellem hans tilhørere , for , som hun håbede , +at få mere klarhed og oplysning , mere bestyrkelse +i sit håb . Hun tænkte , at denne mand netop +ved guds nåde var bleven sendt på hendes vej , +da hendes hjerte var tungest , for at lære hende det +højeste og bedste . Opfyldt af disse tanker trådte + +hun ind i stuen , og hun havde et øjeblik næsten +glemt sin husbonds tilværelse , men der sad han , +kold , rolig og alvorlig , som altid . Han så op , idet +hun kom ind , og bemærkede med forundring , at hendes +kinder glødede , og hendes øjne strålede . „ Hvor +har du dog været så længe , Deodata ? “ spurgte han +i sin kolde , rolige tone . Hvor lød hans stemme +sfærende i hendes øren efter den bløde velklang , +hvortil hun nylig havde lyttet ! hvor var hans blik +dog koldt og sjælløst , når hun sammenlignede det +med begejstringens ild i hine funklende , sorte øjne ! +En gysen gjennemfoer hende ; det var hende , som om +hun omsfiftede solvarme med vinterkulde , men hun +søgte at betvinge sin bevægelse og svarede roligt : +„ Jeg gik så langt ind i skoven , at jeg til sidst for +vild , og det varede længe , inden jeg kom på rette +vej igen . “ +„ Jeg ville meget ønske , at du ikke ville gå +så langt ind i den store skov , når du er ene . “ +„ Som du vil —jeg skal ikke gøre det oftere . “ +Han så sørgmodig på hende . Begyndte hans +bitterhed af svinde , begyndte hans hjerte atter af +drages mod hende nu , da hun mere end nogensinde +fjernede sig fra ham ? +Hun ville ikke tale til ham om sit møde med +Thorberg ; men hvorledes skulle hun komme hen til + +forsamlingen ? ville han ikke modsætte sig , af hun +gik ? var det ikke netop det , der havde givet anledning +til det frygtelige brud imellem dem ? Hun +mindedes det med gysen , men hun kunne ikke blive +hjemme ; havde hun mistet alt håb om lykke på +jorden , skulle han , hendes fredsforstyrrer , dog ikke +også berøve hende det glimt af himmelsk trøst , +hendes stakkels tørstende sjæl måske kunne finde . +Hun så på sit ur , og det var snart tid til af +gå ; hun måtte tage mod til sig , og efter af +have hvilet sig et øjeblik , rejste hun sig hurtigt og +gik hen til sin forundrede husbond . +„ Jeg håber , du vil undskylde , af jeg ikke er +hjemme til theetid “ , sagde hun med ængstlig hast . +„ Candidat Thorberg , som var her i sognet i vinter , +vil tale i aften , og det er min hensigt af gå hen +og høre ham . “ +Harald så forundret og misfornøjet på sin +hustru . „ Jeg troede , af jeg dengang udtalte bestemt +og tydeligt nok , af jeg ikke ønsfer , af min hustru +skal løbe til sværmeres og fanatikeres forsamlinger . +Hver søndag kan du høre et kraftigt , levende guds +ord på det sted , hvor ordet stat tales , så jeg +ved , du trænger ikke til mere . Det , du vil gå +efter , er en meget usund åndelig føde . “ +„ Jeg venter ikke , af du skal forstå min trang + +og min længsel ; vi er jo så forskellige , af al vor +higen og tragten må gå i forskellige retninger . +Jeg kan vel tænkæ , af du ikke særlig ønsker , af jeg skal +gå til en „ Sværmers og fanatikers “ . Forsamling , +som du behager af kalde det , men jeg tør vel håbe , +af du ikke vil modsættte dig mit ønske , når jeg +siger dig , af jeg der tror af kunne finde styrke og +trøst . O , Harald , jeg har ingen glæde mere — du +vil da ikke nægte mig denne dråbe af lægedom ? “ +„ Lægedom ? “ gentog Harald med et sarkastisk +smil . „ Lægedom hos en overspændt , forskruet sværmer +eller , hvad der er være , en hykler ! jeg frygter , +du vil hente netop det modsatte . Men hvortil så +mange unyttige ord ? Det er mit bestemte ønske , +at min hustru ikke søger hen til en forsamling , hvis +hele retning jeg misbilliger . Lad mig ikke behøve at +sige mere , Deodata ! lad mit ønske være dig nok , +og lad der være fred imellem os ! “ Han sukkede +dybt ; men Deodata mærkede det ikke i sin feberagtige +længsel efter at komme derhen , hvor hun håbede at +finde lys og tro . „ Fred ? “ gentog hun blot bittert . +Hun vedblev : „ Det er en alt for vigtig sag for mig , +til at jeg kan opfylde dit ønske , der forekommer mig +ubilligt og urimeligt . Hvorfor skulle jeg også tage +hensyn til det ? tager du nogensinde hensyn til +mine ønsker ? Og desuden — kan det ikke være + +dig ligegyldigt , hvor jeg går hen ? vi har jo dog +intet fælles med hinanden . Jeg må gå . Hun +ilede hen imod Deren ; men da rejste Harald sig , og +hans mørke , strenge blik bragte hende uvilkårlig til +at standse . „ Du nøder mig til det , Deodata “ , sagde +han med fast stemme . „ Altså — siden mit ønske +er dig intet , så befaler jeg dig , at du hverken +i dag eller nogensinde går til denne slags møder . “ +„ Jeg kan , jeg vil ikke adlyde ! “ sagde hun heftigt +og ilede bort med åndeløs hast , som om hun +frygtede , at han ville holde hende tilbage med magt . +Dog , han gjorde intet forsøg på at standse hende +og blev stående ubevægelig med korslagte arme ; +men det hårde udtryk , som var begyndt at forsvinde , +og som et mildt , forsonende ord måske endnu kunne +have forjaget for stedse , lagde sig atter over hans +træk . +Blussende og skælvende , dels af frygt over sin +egen dristighed , dels af feberagtig længsel efter de +ord , hvoraf hun ventede sig såmeget , nåde Deodata +sit mål , en smuk , grønklædt plet i ly af +nogle høje Linde , hvor en talrig skare , mest af kvinder , +allerede var forsamlet . Der lød en dæmpet +mumlen , da den unge prædikant trådte ind i +kredsen . +Alles øjne fæstede sig på ham i spændt forventning . + +han var øjensynlig i stærk bevægelse ; +årerne svulmede i de blege , fine træk , og de sorte +øjne lyste med en feberagtig glans . Med et indtagende +smil hilste han til alle sider , og derpå lød +hans melodiske stemme ud over forsamlingen . +Med spændt opmærksomhed lyttede tilhørerne +til ordet , der flød så let fra hans læber . De forstod +ham vel ikke ret , de fandt ikke nogen sand støtte +for deres tro eller nogen oplysning , men de reves +hen af den rige ordstrøm , den dristige tankeflugt og +glemte for en stund alt andet i verden for det +uimodståelig fængslende indtryk heraf . Den ild og +glød , der lyste i den unge prædikants øjne , hans +smukke , klangfulde stemme , der steg og sank som i +bølgegang og var så fuld af følelse og varme , +det blomstrende sprog , de dristige billeder , der +malede det højeste og helligste , som havde han , netop +han , målt højden og dybden af Herrens kærlighed +og kendte den som ingen anden , den overbevisende +veltalenhed , og den ildfulde begejstring , der åndede +i hvert ord , — alt dette virkede på tilhørerne med +uimodståelig magt og bragte dem i stærk bevægelse . +Tårerne trillede ned ad manges kinder , andre +støde ubevægelige , med blikket ufravendt fæstet på +talerens ansigt , ængstelige for at miste et eneste +ord . Blandt disse var Deodata . Tørstende efter et + +treffens , et styrkens ord , lyttede hun med åndeløs +begjerlighed til de klingende ord og mente , at +de vare til hende , netop til hende , og så længe +Thorberg talte , var det hende , som hun blev løftet +op til en lys og bedre verden , til fred og glæde ; +hendes kinder glødede , hendes øjne strålede af +glæde , og hun troede endelig at have fundet vej til +salighedens kilde ; men ak ! hvor forgængelig var +ikke denne times glæde ! ville vel den give hende +ny livskraft , når hun atter vendte tilbage til det +daglige livs tryk ? Nej , det var mere som en åndelig +berusning , efter hvilken der ville følge en +endnu større slaphed ; det var ikke Herrens ånd , +der klarede for det troende sind den store hemmelighed +om synd , retfærdighed og nåde , det var det +naturlige menneske , der , henreven af naturgavernes +magt , troede i denne bevægelse at se „ Åndens +fornyelse “ . Men , ude af stand til således at +undersøge sit eget hjerte , hengav Deodata sig helt til +øjeblikkets sødhed , hun tænkte ikke på , hvormed +hun havde købt denne opløftende time , med trods +imod ham , om hvem gud havde sagt : „ han skal +være din herre ! “ Her var jo intet alvorligt ord om +bekendelse og forsagelse af synd , som så ofte +havde sønderknust hende i pastor hlervigs prædiken , +her var kun atter og atter tale om , at hver en synd + +drukner i nådens hav , at den sande tro og den +brændende bøn henter velsignelsen ned fra himlen , +løfter sjælen over alt , hvad der vil lamme dens +vinge , ja , skænker de troende englenes glæde . +Endelig forstummede ordet ; Thorberg sluttede , som +han begyndte , med en bøn , hvorpå han lød forsamlingen +synge : „ Op dog , Zion , seer du ej ! “ +Efter sangen lyste han velsignelsen over kredsen , +men hans stemme var nu mat og skælvende , og der +var over alle hans træk et præg af svaghed og træthed , +som gerne følger efter en voldsom og unaturlig +bevægelse . Mange trængte sig om ham til afsted , +alle ville gerne trykke hans hånd , og den ene +taksigelse lød efter den anden . „ Som de kan ingen +tale ! “ — „ vi kan aldrig være dem taknemmelige +nok ; “ — „ hvilke dejlige ord ! måtte vi kun aldrig +glemme dem ! “ — „ De har viist os himmerig åben ! “ +— disse og mange lignende ytringer mødte ham . +Han smilede venligt til dem alle . „ Giv gud og +hans helligånd æren ! “ svarede han ; „ Han har +været hos mig i dag med sit lys og sin kraft , han +har indgivet mig hvert ord , jeg har talt , han give , +det må bære frugt ! “ og så bad han dem samles +næste dag ved samme tid og på det samme sted . +Deodata gik hjem og søgte på vejen at samle +sine tanker , men alt som hun begyndte at tænke , + +forsvandt den korte glæde , og sindet blev atter tungt +og trykket . Hvor var nu styrken , hun var gået +hen at hente ? Hun søgte at genkalde sig Thorbergs +ord , men hvad trøst var der vel i dem for hende ? +Ja , han var vist stærk i troen , rig på kærlighed , +gennemtrængt af livets håb , men hvad nyttede det +hende ? Hun gentog ved sig selv nogle af de dristige +ord om nåde og herlighed , som hun , da hun hørte +dem , troede kunne løfte også hende til lys og glæde , +men hvor var løftekraften nu ? De skønne ord +vare ikke for hende , måtte de kun ikke end mere lade +hende føle , hvor langt hun stod tilbage ? hendes tro +var så svag , så vaklende ; var der da ingen frelse +for hende ? Således havde da det stakkels hjerte +ingen hvile , ingen fred fundet , kun en kort , opblussende +bevægelse , der efterfulgtes af -endnu større +tvivl og uro . Da hun var ganske nær ved hjemmet , +mindedes hun , hvorledes hun havde forladt det , +og hun frygtede for at møde sin på ny så dybt +krænkede husbond , thi hun havde ikke fået nogen +styrke til at bære hans vrede . +Deodatas hjerte bankede voldsomt , da hun trådte +ind i stuen ; Harald sad der ; hun kastede et frygtsomt , +stjålent blik på ham ; hun kendte disse +sammenpressede læber , dette kolde , hårde blik , der +havde lukket hver mild følelse ude . „ Nå , fandt du + +så al den trøst , du ventede dig ? “ spurgte han +spottende . +„ Nej , der gives ingen trøst i verden for mig “ , +svarede Deodata sagte . +„ Det gør mig ondt . Men måske du dog +ikke er så højt oppe i åndelig henrykkelse , at du +jo nok vil skænke simple , jordiske ting et minuts +opmærksomhed . Jeg har blot et at sige dig — +for fremtiden skal jeg ikke plage dig med mange +ord . Du har i dag rejst en skillemur imellem os +to , Deodata , som aldrig mere kan nedrives . Du +har viist mig , at mine ønsker er slet intet for dig , +ja , du har sagt mig det i klare ord , og du har +erklæret , at vi har intet tilfælles , nå , lad så være +— jeg stat ikke gøre dig nogen bebrejdelse derfor . +Men kun dette ene : sig og gør , hvad du vil , +indenfor disse vægge , men , for din egen skyld , +Deodata , om det end er dig ligegyldigt for min — +undgå opsigt udenfor huset ! giv ikke verden lejlighed +til omtale , gør ikke vort forhold til genstand +for folkesnak ! Lad os være enige i dette ene , +om vi end er uenige i alt andet : at bevare skinnet ! “ +Deodata bøjede samtykkende , men tavs , sit +hoved . Den hårde , kolde stemme genlød i hendes +øren med sfærende klang , og hun hørte atter og +atter disse roligt udtalte ord : „ en skillemur , som + +aldrig kan nedrives ! “ Aldrig ! forfærdelige ord ! aldrig +forsoning , aldrig fred , aldrig fællesflab i +ånden , og dog lænkede til hinanden for livet ! Hvor +var nu troens styrkende varme og livshåbet , som +kunne hæve sjælen op over hver byrde og bekymring ? +Hun følte ikke spor af denne kraft . Det +var skjemt nok at kunne tale således om tro og +håb , om lys og salig glæde for den , der havde +følt alt dette , men hvad var det for hende ? Ak , +havde hun blot ikke trodset sin husbonds villie og +bortkastet den sidste mulighed til nogensinde at vinde +hans tilgivelse ! Vel havde hun med denne trods +købt en af de lykkeligste timer i sit liv , men hun +havde ingen trøst bragt hjem med sig ; for hende var +nådeporten lukket , såvel som døren til jordisk kærlighed +og lykke . Hvad skulle enden blive ? Således +tænkte den ulykkelige unge hustru , mens hun stod i +det åbne vindue og lod blikket glide ud over det +stille , blå hav , på hvis flade den nedgående +junisols sidste stråler legede i gylden glans ; men +dette syn bragte hende ingen fred , det lod hende +kun bittert føle den skærende modsætning . Dette +stille hav , denne klare himmel , denne glade kvidren +af muntre fugle i bøgenes grene , — hun kunne +neppe udholde alt dette — o , raste blot alle elementerne +omkring hende i vildt oprør , så ville det + +forpinte sind måske deri have fundet et udtryk for +sin smerte ! +Otwgtgvende kapitel . +„ Bed du , at candidat Thorberg atter vil tale +iaften ? “ spurgte Ingeborg hlervig sin husbond næste +eftermiddag . +„ Ja , jeg ved det . Og du mener , vi burde +gå derhen ? “ tilføjede han smilende . +„ Det var ikke mine ord , men du kan jo altid +se på mig , hvad jeg tænker . Ja , jeg ville gerne , +du skulle gå derhen for at få lejlighed til at +sige ham nogle venlige ord . Det gør mig så ondt , +at han skal tro , du er uretfærdig eller intolerant , +eller — endnu værre — tiltroe dig personlig bitterhed +og misundelse imod ham , fordi han vinder +så megen indflydelse i din menighed . “ +„ Men , Ingeborg , når plejer du at have sådanne +tanker ? hvorfor skulle han vel tænke således +om mig ? og , selv om han gjorde det , kan det da ikke +være mig ligegyldigt , når jeg er overbevist om , at +jeg har handlet ret ? “ + +„ Det er i det mindste ikke mig ligegyldigt , at du +bliver miskendt . “ +„ Thorberg bryder sig kun lidt om at være miskendt +af mig Ingeborg ! han tror sig højt hævet +over alle mennesker ; men den højde , han står på , +er svimlende . Gud give , at han ikke falder ! eller , at +han kun falder for at rejse sig igen og ledes på +ydmyghedens veje ! Kunne jeg håbe at få nogen +indflydelse på ham , da skulle jeg vist ikke skye +lejligheden til at tale med ham ; men jeg har intet +håb om , at han vil lægge mindste vægt på et +ord af mig . Vi må vente , til Vorherre selv lærer +ham , hvordan han vil tjenes i sandhed og i +ydmyghed ; jeg håber sikkert , han engang vil se +klarere . “ +„ Men forsøg dog på at tale med ham , kære +Arnold ? Tilgiv mig — du har måske dine gode +grunde , men jeg ville så gerne , at du , netop du , +skulle prøve at tale ham tilrelte ; jeg kunne ikke andet +end få en levende interesse for ham , da vi hørte +ham i vinter ; jeg kunne forstå , at der for andre +kunne være en forunderlig fængslende magt i hans +røst og i hans ord , skønt du har klaret mit blik +altfor meget , til at jeg selv kunne komme ind underfortryllelsen . “ +„ Så +lad os gå derhen ! “ sagde den unge + +præst smilende . „ Jeg seer , du er fast bestemt på +at ville have din villie , og så kan jeg ligeså godt +straks give efter . “ +„ Nej , du må ikke tale således , ikke engang +for spøg ! Jeg har dog ikke været egenrådig og +påståelig ? “ +„ Når er min lille hustru det — for alvor ? +Nej , jeg skal gøre , hvad du ønsker , af fri tilbøjelighed . “ +En +endnu talrigere forsamling end den foregående +dag lejrede sig denne aften på samme +plel . Mange stod i åndeløs forventning , til +taleren kom . Der var så meget i den unge mands +ejendommelige gaver , der tiltalte og tilfredsstillede +den rent menneskelige tilbøjelighed til at bevæges ; +og mange gik bort fra disse forsamlinger med en +glad overbevisning om , at det dog måtte være +godt med ham i åndelig henseende , siden han kunne +bevæges så stærkt ved guds ord , uden at han var +bleven ledet til at ransage sit indre og erkende sin +synd . Thorberg talte denne aften endnu mere ild_ +fuldt og rev alle med sig . Han talte over de ord +af Johannes ' s åbenbaring : „ Den , som tørster , +komme , og den , som vil , skal uden betaling få +livets vand . “ Han anråbte sine tilhørere om at +komme til „ Livets vand “ , der udstrømmer fra Christi + +nåde , om at forsage verdens lyst , forlade „ Ægyptens +kjsdgryder “ og komme til Herren , men når +han dernæst bød dem ikke lytte til „ menneskelig visdoms +overtalende ord “ , men kun til „ Evangeliets +harpetoner på guds sande tjeners læber “ , om ikke +at tro dem , der brugte guds hellige ord „ som +skalkeskjul for egen klogt og visdom “ , om at vogte +sig for dem , der „ ville have åndens myndighed , +men manglede åndens lys og ild “ , for dem , der +ville „ være hyrder for fårene , men manglede +hyrdesind og hyrdekærlighed “ , da kunne vel enhver , +hvis blik ikke var omtåget af naturgavernes henrivende +magt , se , at grundtonen i disse formaninger +var den , at han , som talte , kun han , var „ Guds +sande tjener “ , som skulle høres og troes ; og pastor +hlervig forsfod fuldtvel , at i dette tilfælde var det +ham , den lidenskabelige unge sværmer advarede imod . +Efter disse formaninger fulgte da atter en glødende +skildring af lyset og glæden og herligheden ved +„ Livets vand “ , hvor hver plet aftvættedes , og korsets +mærke blev tegnet på den troendes pande som et +tegn på , at han hørte chrisfus til , „ at intet i +verden kunne stade ham , men at han skulle kunne +træde på slanger og udslukke ild og selv under +trængsler og lidelser juble livets sange , fordi +åndens henrykkelse ville løste ham langt ud over + +al syndens og dødens magt . “ Da talen forstummede , +og en psalme var sungen , forkyndte Thorberg +forsamlingen , at han måtte tage afsted , da +han næste morgen skulle rejse videre . Beklagelser og +bønner om , at han „ dog ville blive “ , lød fra manges +læber , men Thorberg rystede på hovedet . „ Jeg +takker eder hjerteligt , kære venner ! “ sagde han , „ at +i gerne ville beholde mig hos eder , som ikke trættes +af at sørge for , hvad dette skrøbelige legeme trænger +til , mens jeg , ved guds nådes kraft , nærer eders +åndelige trang . Gerne blev jeg hos eder , thi her +er godt at være ; jeg har her fundet åbne øren +og , som jeg håber , åbne hjerter for det livets +ord , jeg bragte med mig ; men Herrens tjener må +ikke lade tilbøjeligheden råde , han skal kun lyde +åndens røst ; jeg skal ikke lyde kød og blod , men +kun min herres bud , og se ! han har klart vist +mig vejen , jeg har at gå ! Han byder mig gå +fra sted til sted med hans det liflige evangelium +og aldrig dvæle mere end en dag eller to . Derfor +må jeg tage afsted med eder , venner ! dyrebare +brødre og søstre i Herren ! Farvel ! glem ikke +ordet , helligånden har talt til eder gennem mine +stammende læber ! Jeg vil aldrig glemme eder , men +bære eder i mit hjerte og daglig mindes eder i +mine bønner til Herren ! Farvel , mine elskelige ! + +min afskedshilsen til eder er den gamle , apostoliske : +„ Fred være med eder ! “ Han udrakte velsignende +sine hænder , og hvem var der vel mellem disse bevægede +mennesker , der tvivlede om , at det var den +sande , selvforglemmende kærligheds ild , der lyste i +disse forunderlig ildfulde , sorte øjne ? Mange flokkede +sig om ham for at få det sidste afskedsblik ; +de trykkede og kyssede hans hænder og bad ham dog +endelig komme snart igen . +Da sværmen spredte sig , kom pastor hlervig +og hans hustru hen til den unge prædikant , trykkede +hjerteligt hans hånd og bad ham følge hjem med +dem og overnatte i præstegården . Thorberg så +forundret på ham . Hvad ret havde vel denne +„ Statskirkens træl “ til at samle gloende kul på +hans hoved ? „ Jeg takker dem meget for deres +venlighed “ , svarede han , „ men jeg kan ikke gæste +den mands hus , der har lukket guds hus for +det ord , Herren gennem mig ville tale . Det ville +stride mod min samvittighed . “ +„ Det ville være mig meget kært , om de ville , +netop fordi jeg ønsker at tale med dem om denne +sag ; vi kunne måske komme til bedre at forstå +hinanden . “ +„ Vi komme næppe nogensinde til at forstå hinanden ; +mellem os er der-intet samfund “ , svarede + +den unge mand koldt . Hvilken modsætning var ikke +dette frastødende væsen til den brændende varme , +hvoraf han for få minutter siden syntes at være +så gennemtrængt ! „ Men har de noget at sige +mig , pastor hlervig , skal jeg med fornøjelse følge +med dem til præstegården , — dens dørtærskel +vil jeg ikke betræde . “ +„ Jeg håber ikke “ , sagde pastor hlervig , da de +begyndte at gå , „ at de tror , jeg på grund af +personlig uvilje mod dem eller i uretfærdig miskendelse +af — “ +„ Hvad enten de eller noget menneske “ , afbrød +Thorberg ham ivrigt , „ nærer personlig uvilje eller +velvillie imod mig , imod min svage , flrøbelige , besmittede +natur , er og skal være mig aldeles ligegyldigt . +Jeg spørger kun om , hvorledes det ord bliver +modtaget , som ånden har givet mig at tale . Hver +den , som elsker Herren , vil da også i kærlighed +modtage Herrens tjener for det ords skyld , han +taler , men hvad enten jeg møder personlig venlighed +eller ej , er mig ligegyldigt ; jeg ssger kun min herres +ære , ikke menneskenes velbehag eller ydre tegn +på deres kærlighed . “ +„ De er da kommen videre , end selv apostelen +Paulus “ , sagde pastor hlervig alvorlig ; „ han forsmåede + +ikke at glæede sig ved sine christne venners +gaver eller ved menighedens kærlighed til ham . “ +„ Kærlighed til den ånd , der talte gennem +hans røst . “ +„ Og til ham selv , — til mennesket Paulus , som +han var , med det menneskelig ædle og gode , +gennemtrængt og forklaret af Herrens ånd . Hr . +Candidat Thorberg , de vil dog ikke forkynde den +vildfarelse , at den herre , som er idet kærlighed , ikke +skulle velsigne også den naturlige kærlighed , når +den kun vil helliges i hans kærlighed . “ +„ For den sande Christen gives ingen naturlig , +sandselig kærlighed . Husker de ikke , at frelseren +siger , at han er kommen for at bringe splid i verden , +splid mellem dem , der efter kødet stå hinanden +nær , fordi alt slægtflab skal ophøre , hvor intet +åndeligt slægtflab er , fordi der for guds børn +kun skal findes et eneste kærligheds samfund , „ de +helliges samfund “ , samfundet mellem dem , som +elske Herren og følge ham . Den sande Christen må +elske alle mennesker , idet han må ønske , at alle +må komme til Christus , men der skal for ham ikke +mere være tale om slægtflabs og venskabs bånd ; +hans sjæl må være frigjort fra alt , hvad der lænker +det naturlige menneske , den må allerede her på +jorden halvt leve i en anden , højere og renere verden , + +hvor disse følelser ikke kendes . Det er godt og +lifligt for dem , som have en tro og et håb , at +samles i ånden til bøn og lovsang , men den sande +Christen må ikke kende den naturlige glæde at +mødes med en ven ; han har kun en glæde : +glæden over frelsen i Jesus Christus . Han må +ikke sørge ved at miste selv en af sine nærmeste i +kødet ; han har kun en sorg : sorgen over synden +og troens svaghed hos sig selv og andre . “ +Pastor hlervig rystede på hovedet og iagttog +med deltagelse sin ledsagers begejstrede blik . „ Vor +herre Jesus Christus græd ved vennens grav ; tør +disciplen ville være større end mesteren ? “ +„ Jesus græd ved Lazarus ' s grav . Ia , således +opfatter den kødelige verden disse tårer , fordi den +ikke kan forstå åndens dybe sandheder . Skulle +vel den herre , der havde myndighed over dødens +magt , som kunne træde den under sin fod , skulle +vel han sørge ved at se den død , han med et ord +kunne vække til live ? Han græd ved synet af +menneskenes vantro , at de endnu ikke troede ham +mægtig til at gøre det døde levende . Men lad os +ikke tale mere med hinanden , pastor hlervig ! hvad +nytter det til ? vi blive dog aldrig enige , end ikke i +det mindste punkt . Mellem os er intet samfund , +vi ledes af en modsat ånd . “ + +„ Da er det dog mit faste , inderlige håb , “ +Svarede pastor hlervig med dyb alvor , „ at vi begge +gerne ville ledes af den samme ånd . Men der er +en anden magt i vort indre , som gerne vil lokke +os på mange afveje . Tillad mig blot at sige dette +ene til dem , inden vi stilles : det er en farlig vej , +de har betrådt , den er fuld af farer og fristelser +for det indre menneske . De går sikker og uden +frygt i troen på , at de vil blive bevaret for det +onde ; — vil de da ikke prøve dem selv , om det , +de anser for den stærke tro , ikke stundum er en +farlig selvtillid ? “ +„ Jeg har vel vidst , at jeg stundum ville blive +miskendt “ , svarede Thorberg med et næsten triumferende +smil , „ og gud ske lov ! jeg kan ikke blot +bære miskendelsen uden klage , jeg kan endog takke +for den , thi den er mig et tegn på min herres +nåde . Frelseren blev spottet og miskendt — hvor +meget mere da hans tjenere ? “ +„ Jeg seer , at de end ikke vil tiltroe mine ord +så megen sandhed , at de vil tænke over dem , og +dog — tilgiv mig , at jeg benytter denne lejlighed til +at sige endnu et . Vil de ikke hvile en eneste dag +fra deres gerning — at prædike for andre — for +at give dem tid til at prøve og ransage deres eget +hjerte . Vort eget hjerte er dog den jordbund , + +hvor vi først skal arbejde . Vil de ikke prøve , om det også +er vist , at gud har udkåret dem til denne særegne +gerning , som byder dem bryde alle hensyn ? vil +de ikke bede om klarhed til at se , om denne åndens +dragelse ikke kan være et åndeligt hovmod , +som driver øem til noget , der er ualmindeligt og +stort ? “ +Thorberg smilede selvtillidsfuld . „ De taler til +mig omtrent , som Jakob talte til Josef , da denne +forkyndte ham de drømme , hvori Herren åbenbarede +ham sin særdeles nåde . Jeg er et svagt og skrøbeligt +menneske , pastor hlervig , besmittet af synd ; jeg er +intet , flet intet i mig selv ; men der er givet mig en +særegen nådegave , og ve mig , om jeg tvivlede +derom ! der er givet mig et særegent kald , og ve +mig , om jeg ikke fulgte det ! Men for øvrigt søger +jeg ikke egen fordel og ære , kun Herrens . Jeg +attråer hverken rigdom , glans , ære eller menneskenes +yndest , jeg attråer kun at vandre min +herres veje og fange lam til hans hjord , at jeg +engang må få livets krone . Og nu , lad os to +ikke tale mere med hinanden ; den herre , som har +sagt : „ med den dom , -i dømme , skal i blive dømte ! “ +Vil engang veje deres hårde dom på sin vægtskål +histoppe ; for mig er intet at gøre uden at +glemme og tilgive og gå min lige vej , snæver og + +farlig måske , men hvor sejrens krone blinker i det +fjerne . “ +Der herskede en kort taushed efter disse ord . +En dyb sørgmodighed hvilede over pastor hlervigs +ansigt ; endelig sagde han : „ Tilgiv mig , candidat +Thorberg , om jeg har været uretfærdig eller ukærlig , +men glem ikke , at jeg visselig ikke har dømt dem , +kun bedet dem prøve og ransage deres eget +hjerte . “ +„ Og jeg bør måske takke dem for formaningsordet ? +Nej , det kan jeg ikke , thi vor tale skal være +åben og sanddru , og jeg kan ikke lukke øjet for det +nid og den bitterhed , der har fremkaldt deres ord . “ +„ Gud seer det , — han lære os begge ydmyghed +og kærlighed ! “ sagde pastor hlervig mildt . +De vare nu ved præstegården , hvor Thorberg +tog afsled . „ Farvel “ , sagde pastor hlervig , idet han +fast og hjerteligt trykkede den unge mands hånd ; +„ tilgiv mig , hvis jeg har været uretfærdig eller anmassende , +og lad os stilles som venner ! Gud give , +at der , når vi mødes igen , må være tændt et +lys i deres hjerte , der ikke blænder med en alt for +tindrende glans , men et lys , der brænder roligt og +klart , og hvorved de vil se deres egen svaghed +såvelsom Herrens styrke ! “ +„ Jeg takker for de velmente ønsker , “ svarede + +Thorberg koldt ; „ men jeg tror , det er bedst for os +begge , at vi to ikke mere mødes ! “ Lidet anede han , +hvorledes de atter skulle mødes ! Han gik bort , +med bitterhed i sindet , men stor og stærk i sine +egne tanker , skønt han troede , at han tilskrev +helligånden alt . +Toogtyvende kapitel . +De lange , lyse sommerdage gik hen , men intet lys +oprandt i den mørke nat , som livet var for Deodata . +Dog bar hun sin skjebne med en ro , som hun ikke +hidtil havde kunnet opnå . Det var alligevel ikke +en stille underkastelse under Herrens villie , det var +snarere fortvivlelsens ville trods . Skulle hun +være ulykkelig nu og altid , ville hun i det mindste have +den tilfredsstillelse , at hun ikke blot kunne skjule sin +smerte , men endog dække den med spøg . Hun besluttede , +at ikke engang Harald skulle ane , hvad hun +led , og så mødte hun hans mørke taushed og +kulde næsten med munterhed . Og når de mødtes +med fremmede , i eller udenfor hjemmet , da mindedes +hun hans fordring om at „ bevare skinnet “ , + +og hun besluttede at vise ham , hvorvidt hun kunne +drive det i forstillelse . Hun overbød ham i udførelsen +af det komediespil , han engang havde fordret +af hende , og vendte sig ofte til ham med yftringer , +der næsten bragte ham ud af fatning , skønt hun +dog kun opfyldte hans forlangende . Men under al +denne forstillelse jamrede inderst inde et sønderrevet +hjerte , der havde lidt skibbrud på alt . +Det var en varm aften i August , at pastor +hlervig efter en anstrengende dagsgjerning nærmede +sig sit hjem . Hans fod var træt , men endnu mere +træt var hans sind , der knngedes af bekymringer +og følelsen af egen svaghed . Han havde mere end +en modstander i sin menighed , men siden Thorberg +sidst havde været der og vakt røre i sjælene , havde +der også været splid og uro iblandt dem , han havde +regnet til den lille troende flok . Flere mødte ham +med kulde og mistillid , andre bebrejdede ham ligefrem +hans mangel på tro og varme . To dage +havde været nok til at forstyrre den plantning , gud +hidtil havde givet vækst , og til at forrykke hans +stilling til hans menighed . Med hovedet bøjet +under disse tunge tanker nærmede Arnold hlervig +sig sit hjem ; men da han nåde præstegården , +hvor vedbend og roser slyngede sig op ad muren , +hvor storken og svalen byggede , da glattedes + +furerne i hans pande , og han bebrejdede sig selv sin +utaknemmelighed . Kunne ikke Herren have ladet ham +gå ene med de tunge bekymringer ? og han var jo +dog så rig . +Døren åbnede sig , og der stod den smilende +hustru og de glade børn . „ Alfred har stået ved +vinduet næsten en time og set efter fader “ , sagde +Ingeborg . „ Vi havde ventet dig tidligere , og jeg +troer , at han til sidst blev næsten syg af spænding . “ +Alfred fik denne gang den første og varmeste +hilsen , og da husfaderen tog plads i sin lille kreds , +fik drengen plads på hans knæ med armen om +hans Hals . Han var så lykkelig ; men de glædestrålende +øjne lyste med feberagtig glans , og den +lille hånd , der lå i faderens , brændte som ild . +Arnold mærkede det og spurgte bekymret : „ Min lille +dreng er dog vel rafl ? “ +„ Jeg har det så godt , så godt “ , sagde Alfred , +idet han slyngede begge armene fast om sin faders +Hals , „ når jeg får lov til at sidde her , og du +kalder mig din egen øreng . Jeg er så lykkelig ! “ +„ Jeg har i de sidste dage været bange for , af +han ikke var rafl , “ sagde Ingeborg ; „ men hver gang +jeg har spurgt ham om det , har han sagt , af han +havde det godt . “ +„ Min lille Alfred siger dog vel den fulde sandhed ? “ + +spurgte faderen , idet han så ham alvorligt +forskende ind i de dybe , blå øjne . +„ Fader , du må ikke blive vred på mig ! +Jeg ville ikke sige andet end sandhed , jeg var kun +så træet , men du siger jo , af vi ikke må give efter +for lidt træthed , og det ville jeg så nødig . Jeg +ville være rigtig flittig , for af jeg kunne have lært rigtig +meget , når du en dag får tid til af høre , hvad +jeg kan . Når vil du høre mig , fader ? ikke i aften , +men vil du i morgen ? “ +Arnold trak sin lille søn fast ind til sig og +svarede : „ Jaderom tale vi i morgen . “ Derpå bøjede +han sig henimod sin hustru og hviskedee : „ Han har +stærk feber ; vi vil sende bud efter doktor Herløv . “ +Alfred blev bragt til sengs , doktor Herløv kom , +iagttog betænkelig den lille dreng og forordnede de +nødvendige lægemidler . Han var så mild , hjertelig +og deltagende og søgte at opmuntre den nedtrykte +fader , der altid var mest tilbøjelig til at se på +livets mørkeste side og allerede troede at se sig berøvet +sin yndling , genstanden for så mange lyse +og kære forhåbninger . En tung nat fulgte på . +Alfred havde hele tiden heftig feber og ikke et øjebliks +hvile . Hans forældre vågede hos ham , og +Ingeborg måtte nu styrke og opmuntre sin husbond . +Hun så den tunge mismods sky , der lejrede sig på + +hans pande , — og alt mens hun syslede med sin +lille dreng og søgte at lindre de brændende febersmerter , +havde hun mangt et frejdigt ord , mangt et +oplivende smil , hvormed hun søgte at hæve den nedbøjede +faders mod . +Da Aksel Herløv næste morgen kom til præstegården +og så Alfred , erklærede han sygdommen +for skarlagensfeber , og skønt han ikke talte om +nogen fare , fremkaldte dog det betænkelige og alvorlige +udtryk i hans ansigt endnu mere Arnolds +frygt . +Flere dage hengik nu , i hvilke Alfred var hårdt +angreben , og i al den tid veg hans moder næsten +aldrig fra hans leje , og hans fader tilbragte al den +tid der , som han havde tilovers fra sin gerning . +Det var lange og tunge dage , i hvilke hjertet led +ved at se det lille barn lide , og hvor sindet stedse +bævede mellem håb og frygt . Dog — hos faderen +var frygten altid det overvejende , mens hos Ingeborg +håbet . Gud ville ikke tage deres dreng fra +dem , nej , det kunne hun aldrig tro ! Den himmelske +fader var alt for nådig og kærlig , til at han ville +sende dem så tung en prøvelse ; han ville ikke så +tidlig tage den skat , han havde betroet dem , fra +dem igen ! Han ville kun sende dem en kortvarig +prøvelse — de havde jo hidtil været så usigelig + +lykkelige — han ville kun prøve deres tro , men den +skulle ikke rokkes . Denne faste tro , dette sikre håb +opretholdt Ingeborg , og derfor kunne hun ikke blot +udføre sin stille gerning tålmodig og uden klage , +men med glans i øjet og smil på læben , og +hun havde altid et forråd af styrkende , trøstende +ord rede , når hendes husbond kom ind i sygeværelsæt . +„ Se +ikke så mismodig ud , kære Arnold , “ +Sagde hun ofte ; „ er ikke den herre , der gjorde døde +levende , mægtig til at helbrede vor egen dreng ? “ +Men Arnold havde lidet eller intet håb , og undertiden , +når han så sin husfrues blik lyse af troens +frimodighed , følte han en knugende frygt for , at +hvis Alfred blev taget fra dem , ville det for hende +blive mere end en sorg , at det ville blive et skibbrud +for hendes tro . +Aksel Herløv var en trofast , deltagende ven i +disse tunge dage . Hans hjerte var varmt og +åbent for enhver lidelse , og , langt fra at hærdes ved +at se så megen nød , blev det kun mildere og +blødere . Der var noget dybt bevægende i at se +det milde , tålmodige udtryk i det lille , lidende +ansigt ; aldrig klagede han eller var urimelig , men +han takkede for enhver lille lindring , der bragtes + +ham , smilede ofte til sin moder , og når hans alvorlige +fader bøjede sig ned over ham med et ømt +blik eller et kærligt ord , da strålede de store øjne +af glæde . Når han undertiden så sin moder +betragte ham bekymret , smilede han til hende og +sagde : du må ikke være bedrøvet for mig , søde +moder ! det er slet ikke så slemt at være syg , når +i er så gode imod mig ; fader har aldrig før været +så venlig , og jeg vidste ikke , han holdt så meget af +mig . O , moder ! når jeg bliver rafl igen , vil jeg +være så god , så flittig og lydig , at i kan have +glæde af mig ; jeg beder hver dag Vorherre hjælpe +mig , at fader aldrig mere stat blive vred på mig ! “ +Hver morgen og aften bad Ingeborg fadervor +med sin lille dreng , som hun altid plejede at gøre , +og ingen smerte kunne hindre ham i så længe at +ligge ganske stille , med foldede hænder . Det styrkede +Ingeborg i hendes frejdige håb ; — men det var +ikke således med faderen . Io blidere og tålmodigere +hans lille søn var , desto klarere blev det ham , at +Alfred snart måtte forlade dem ; jo mere sygdommen +udviklede det barnlige sind , jo mere han talte med +en klarhed og alvor , der var langt over hans alder , +desto vissere troede den nedbøjede fader , at Alfred +nu allerede modnedes for det evige liv . Da forundredes +han høilig , når han så Ingeborgs faste + +håb om at se sin dreng helbredet ; han forstod +ikke , hvor hun kunne bevare dette håb , og det +forfærdede ham næsten , men han havde ikke mod +til at knuse det , og når hun slyngede sine +arme om hans Hals og bad ham ikke være mismodig , +Herren var jo dog mægtig nok til at bevare +deres barns liv , da tav han og havde ikke mod +til at vise hende , hvor forfængeligt hendes håb var . +En dag , da Arnold kom hjem , efter at have +udrettet en gerning i menigheden , gik han , som +sædvanlig , ind i det stille sygeværelse , hvorom alle +hans tanker drejede sig , og der mødte ham straks +Ingeborgs lyse , håbefulde smil . „ Han sover , +Arnold “ , hviskedee hun , „ den første rolige søvn i alle +disse dage . Tvivl nu ikke om , at vi få lov til +at beholde ham ! Se , hvor sødt og fredeligt hans +lille ansigt er ! “ +Arnold bøjede sig over sengen og iagttog længe +og nøje sin sovende skat . Ia , en uendelig fred hvilede +der over det milde barneansigt , en fred , der syntes +aldrig at kunne forsfyrres af nogen lidenskab , uro +eller sorg , men det var en fred , der varslede +faderen , at hans barn snart skulle „ vorde engle +kig “ , og hans jordiske håb oprejstes ikke . Stille og +taus satte han sig ved sin hustrues side . Han kunne +ikke formørke hendes glæde ; men hvorledes skulle vel + +hun bære sorgen , når den mødte hende så uforberedt ? +Derpå grublede han mørk og sørgmodig . +Døren åbnedes sagte , og pigen bragte et brev , +der var kommet med posten . Arnold åbnede det +mekanisk , uden interesse for hvad det indeholdt ; men +efterhånden som han læste , udtrykte hans ansigt en +stærk og vekslende sindsbevægelse . Med en rystende , +urolig håndskrift , som om hånden , der havde ført +pennen , intet herredømme havde haft over den , stod +der følgende linier : +Assens , den 16de August . +„ De bliver vist høilig forundret ved at se et +brev fra mig , når de mindes , hvorledes jeg +skiltes fra dem , men læg det ikke til side i vrede , +pastor hlervig ! hav medlidenhed og opfyld en +ulykkeligs bøn ! Jeg er syg — syg til døden +måske — men jeg gruer lige meget for døden +og livet . Over mig og under mig er alt mørke +og elendighed , og i mit hjerte er fortvivlelse . Jeg +mente , min tro var så stærk : den var et siv , +som nu er sønderbrudt ; mit håb er knust , og +min kærlighed , ak , den har aldrig været , aldrig ! +Jeg har kun bedraget mig selv . Jeg troede , jeg +gik Herrens veje , jeg troede mig opflammet af +helligåndens ild , dragen af kærlighedens længsel +efter at lede sjæle til Herren — det var alt sammen + +gøgl og bedrag . Jeg søgte kun min egen ære , +— det var mørkets fyrste , der ledede mig , tilhviskedee +mig , at jeg var stor og stærk , og førte +mig til hovmod . Ja , hovmod var det ; jeg hovmodede +mig over dem , som måske i sandhed +vare Herrens tjenere ; jeg troede , jeg havde sundet +det højeste lys , og det var et irlys , som førte +mig til dette gruelige mørke . Alt er bristet for +mig , all , alt ! Intet af det , jeg stolede på , er +blevet tilbage ; en kort tid var jeg som løftet til +glædens højeste tinde — glæden i Herren , som +jeg troede — og nu er jeg kastet ud i mørkets og +lidelsernes hav ; o , der er næppe den kval , som +jeg ikke føler ! De gennemskuede mig , pastor +hlervig ! De talte til mig et alvorligt sandhedsord , +som jeg i min forblindelse ikke ville høre , +men som jeg mindes nu , mindes som en del af +alt det , der fordømmer mig . Og dog — dog havde +de et forsonings-ord for den ulykkelige synder , +der nu seer hele sin synd , men ingen nåde . +Nej , ingen nåde , ingen forbarmelse ! Jeg angrer , +jeg anråber min gud om tilgivelse , men han +vender sig fra mig og vil ikke høre mig ; det er , +som havde han ikke en dråbe af lægedom for +min elendighed , ikke en gnist af nåde . Jeg kan +ikke komme til dem— jeg er for svag — o , kom + +til mig , om de har et eneste trøstens ord ! Ak , +øe har det vel ikke ? der er vel ingen redning for +mig ? Der er nåde og forbarmelse for den +groveste forbryder , men der er ingen for den , der +ville anmasse sig den højeste plads sk salighedens +rige , der løj for sit eget hjerte og brugte Herrens +navn til skjul for sin egen kødelige stolthed og +forfængelighed . Ak , jeg vidste det ikke — jeg +troede , jeg virkede til guds ære — men nu er +skællet faldet fra mine øjne . — jeg hovmodede +mig over andre , jeg trodsede på mit hellige nådekald , +som var djævelens , ikke guds , kan der da +være barmhjertighed for mig ? Jeg kan ikke skrive +mere — min hånd ryster — mit hele legeme +brænder i feberild — men endnu kun dette , pastor +hlervig : har de en gnist af den christenkærlighed , +som jeg engang troede af have så varm og +brændende , men som jeg aldeles manglede , — har +øe en gnist af den , så kom , kom og forsøg , om +øe har trøst for en fortvivlende , — for en +ulykkelig , angerfuld synder , der har mistet alt , +alt ! Tilgiv mine ukærlige ord til dem — tilgiv +min hovmod , min egenrådighed ! Gerne +ville jeg , knælende ved deres fod , gøre bod for +det alt sammen , — jeg ved nu , af jeg er ussel og +lille imod dem som imod alle andre — og af den + +største synder er bedre end jeg ! Hav medlidenhed +og kom ! +Halfdan Thorberg . “ +Med dyb og smertelig bevægelse læste Arnold +disse linier , der vare som et fortvivlelsens nødråb +fra en sønderreven sjæl . Og det stod da levende +for ham , hvorledes han havde set denne nu så +sønderknuste synder for næppe to måneder siden +stolt og sikker , fuldt forvisset om af være en af åndens +særlig udkårne , bestemt til en ganske særegen , +stor og herlig gerning i Herrens tjeneste , og nu +var alt faldet i støvet , fordi åndens hovmod +ville hæve sig over alt , og de rige gaver vare kun +blevne en mægtig fristelse ! — Arnold sukkede dybt , +idet han rakte sin hustru brevet . Ingeborg læste , +og hendes øjne fyldtes med tårer ; derpå så +hun op og spurgte : „ Du vil vel rejse straks , kære +Arnold , endnu i dag ? vil du ikke ? “ +„ Hvor kan jeg ? det er umuligt ! “ sagde den +unge præst , idet han rejste sig . „ Kan jeg lade dig +være ene med din sorg ? kan jeg forlade min lille +syge dreng , der klynger sig så fast til mig ? Nej , +det er umuligt . “ +„ Umuligt ? at følge en sådan opfordring ? at +bringe evangeliets livsalige trøst til en forpint og +anfægtet sjæl ? Nej , gud vil sikkert give dig nåde + +til at tale et ord til ham , der kan trænge dybt ned +og bringe lægedom ! Kære Arnold , du vil rejse +straks og bringe trøst , — jeg ved , at du vil det . “ +„ Under alle andre forhold skulle jeg ikke +tove et eneste øjeblik — men nu — hvor kan jeg +rejse så langt bort fra eder ? Gud seer i mit +hjerte , han ved , jeg føler inderlig deltagelse for +denne stakkels , vildfarende sjæl ; men , Ingeborg , du +og Alfred er mig dog nærmere , og jeg skal dog ikke +svigte eder for en fremmed ! “ +„ Svigte os ? “ og Ingeborgs frejdige smil brød +frem igennem tårerne . „ Vil du vel nogensinde +svigte os ? Ved vi ikke , at du er hos os med din +kærlige tanke , selv når du er borte ? Vi må +ikke holde dig tilbage- , kæreste Arnold ! - dette er et +ligefremt kald , som må følges , er det ikke ? “ +„ Hvorfor skal jeg sættes på så hård en prøve ? “ +Udbrød Arnold smerteligt og pressede hånden mod +panden . „ Hvad skal jeg gøre ? Så jeg den lige +vej for mig , skulle jeg gå den , hvor tung den var , +men jeg seer den ikke . Er ikke min første plads her ? +Har jeg ret til at lade dig bære byrderne alene ? +Og om jeg gør det , vil det da nytte ? kan jeg vel +bringe trøst til nogen , så tung og nedtrykt , som +jeg er ? “ +„ Jeg behøver dog vel ikke at fortælle min husbond , + +hvor kraften skal søges . Når gud kalder +på os , og vi lyde hans røst , vil han da ikke også +give styrke til at udføre den gerning , han vil +have gjort ? Derfor , kære Arnold , lad os skynde os +at gøre alt rede til en hurtig rejse , at den stakkels +legemlig og åndelig syge ikke skal vente et øjeblik +længer end nødvendigt på det trøstens ord , han +håber at høre fra dine læber . “ +„ Har han ikke Herrens forjættelser ? hvad kan +vel mine svage læber sige ham ? O , Ingeborg , bed +mig ikke mere om at rejse ! Jeg skulle rejse så langt +bort , og min dreng kunne tages fra os , mens jeg +var borte ! nej , det var mere , end jeg kunne bære ! “ +„ Det vil ikke ske , det ved jeg vist ! “ udbrød +Ingeborg med varme . „ Skulle gud prøve sine +børn så hårdt , når de gå den vej , han selv +giver dem at gå ? Kjæræ Arnold , lad dog ikke +denne frygt holde dig tilbage eller formørke dit +sind , når du er borte ; — jeg tør sige ikke blot : +jeg tror , men jeg ved , at gud ikke vil prøve os +så hårdt ! “ +Hendes faste forvisning jog dog ikke skyen fra +Arnolds pande , og endnu vaklede han . „ Nej , nej ! “ +Udbrød han pludselig , „ min lille dreng skal ikke , når +han slår øjnene op , forgjeves søge sin fader ! +Nej , Ingeborg , jeg kan ikke — ikke i dag . “ + +„ Men hvor lang er ikke enhver time for den +ensomme og lidende ! Husf på , at han klynger sig +til håbet om at se dig og tale med dig , hvorfor +da ikke tro , at Herren har bestemt dig til at åbne +hans formsrkede blik for sit lys og sin nåde ? og +når har ellers min husbond tøvet med at komme , når +gud kaldte på ham ? Din lille Alfred vil stille og tålmodig +vente på din hjemkomst , men der er måske +ingen , der kan sige et beroligende ord til Thorberg +i hans feberagtige længsel . Nej , du må rejse straks +og ikke tøve længer . Tilgiv mig , kære Arnold “ , tilføjede +den unge hustru med mindre sikker stemme , +„ at jeg taler til dig i en sådan tone , som om det +var mig , der skulle sige dig , hvad du bør gøre ! Jeg +skulle ikke vove det , var det ikke , fordi jeg tror , at +jeg taler i din ånd , og således som du har lært +mig det . Det er kun , fordi dit sind er så omtåget +af de sidste dages ængstelse og bekymring +for vor lille dreng , at du ikke klart seer vejen for +dig , som Herren byder dig at gå ; du plejer jo +ellers aldrig at flyde nogen byrde fra dig , den være +nok så tung . “ +Arnold tøvede ikke længer ; han læste endnu en +gang hurtig brevet og erkendte da , at her var et +kald , han måtte lyde . Han gjorde sig straks rede +til at tage bort , og Ingeborg lod en anden indtage + +hendes plads ved Alfreds seng , mens hun hjalp sin +husbond med hans få og hastige forberedelser . +Bestandig lyste hendes klare blik ham i møde , ja , +smilet var altid rede til at bryde frem , for om +muligt at oplive ham ; ikke en tåre , ikke et suk +gjorde ham den tunge vej endnu sværere . +Vognen holdt for døren . Arnold bøjede sig +over sin lille dreng og kyssede ham til afsted — +han sov endnu . Var det en søvn til liv eller død ? +Skulle han se sin dreng smile ham i møde , fri for +feber og smerte , når han kom igen , eller — skulle +disse milde barneøine aldrig åbne sig mere ? — +han rev sig løs og ønskede næsten at haste med +afskeden fra sin hustru , for at han ikke skulle bukke +under . +„ Farvel , min husbond , min elsfede ! “ sagde +Ingeborg . „ Gud give , du må bringe trøst og +fred ! Vi skal vente tålmodig , til du kommer , alle +tre , — og når vi se dig igen , da tror jeg vist , +at faren er endt , og vi skal snart få vor dreng +frist og rask igen . Men “ , tilføjede hun sagte , „ om +det er guds villie , at vor øiesteen skal tages fra +os , så ved jeg dog vist , at du vil komme tidsnok +til at sige ham farvel . Tvivl ikke derom , kære , +kære Arnold ! “ Han trykkede hende tavs til sit +bryst . Alt lå mørkt for ham , han frygtede det + +tungeste , og så sølle han smerteligt , hvor uskikket +han var til at bringe nådens og fredens budskab +til den tvivlende , — han , hvis eget hjerte omspændtes +af tvivl og frygt . +Vognen rullede ud af porten ; Ingeborg fulgte +den med øjnene så længe , hun kunne ; men da den +forsvandt , var også hendes kraft brudt , og hun +skjulte sit ansigt i sine hænder og brast i gråd . +Hun havde været stærk , så længe han var ved hendes +side , men nu , han var rejst , var det hende et øjeblik , +som om al hendes styrke var borte . Men hun +fattede sig hurtigt og indtog igen stille sin vante +plads ved Alfreds seng . Han sov endnu , og hun +fik tid til at samle sine tanker . Da han slog +øjnene op , og hun bøjede sig over ham , mødte han +igen det frejdige smil , der havde styrket ham i de +sidste lange nætter . De store blå øjne lyste af +stille glæde . „ Er det dig , moder ? O , jeg har +drømt så dejligt ! Jeg var i en have , hvor der var +træer og blomster , men de vare alle meget smukkere +end de , jeg før har set , og fuglene sang så yndigt , +_ som jeg aldrig har hørt dem synge . Så drømte jeg , +at jeg legede med de små englebørn , og at de smilede +til mig . Jeg var så glad , så glad ! Jeg ville +gerne blive ved at drømme , moder ! “ +„ Og hvordan har min lille dreng det nu ? “ + +„ Nu begyuder det igen at gøre ondt ; men jeg +vil tænke på de små engle , jeg legede med . De +har vist aldrig kendt , hvad det er at være syg eller +bedrøvet ! Må jeg få lidt vand at drikke , føde +moder , det gør så ondt ; men jeg skal nok ligge +stille — jeg skal nok være tålmodig . Hvor er +fader ? “ og blikket søgte længselsfuldt rundt i værelset . +„ Vil han ikke snart komme ind til mig ? jeg +ville så gerne fortælle ham min yndige drøm ! +„ Fader kan ikke komme , min lille Alfred “ , sagde +hun , „ han er rejst bort og kommer først igen om +nogle dage . “ +„ Om nogle dage ? “ En mørk skygge gled hen +over det lille ansigt . „ Jeg troede ikke , fader ville +rejse fra mig , — han var så venlig . “ +„ Det var meget svært for fader at forlade sin +lille dreng , men , Alfred , der er en stakkels mand , +der er ligeså syg som du er , og som tillige er så +bedrøvet , og han længtes så meget efter fader og +troede , at ingen , uden han , kunne hjælpe ham , — +så kunne min lille dreng ikke ønske , at fader skulle +blive hjemme . “ +„ O , nej , nej , han må endelig rejse til den stakkels +mand . Ingen kan gøre så meget godt for +alle som fader ! — jeg har dog dig , søde moder ! + +— men — når han blot havde sagt farvel til mig , +— det er så tungt , at jeg slet ikke fik ham at se ! “ +„ Du sov så trygt , at fader ikke nænnede at +vække dig , men han kyssede dig til farvel . “ +„ Blot jeg var vågnet ! Han har været så +kærlig imod mig ; jeg havde aldrig vidst , at han +holdt så meget af mig . Jeg vil aldrig mere være +så ond og slem , som jeg lidt har været — jeg vil +gerne fortælle dig det nu , mens jeg kan , moder ! +— jeg skulle vist have sagt det for længe siden — +og så vil du nok sige det til fader , når han +kommer hjem ! — du ved vist slet ikke , hvor slem +jeg har været , moder ! — jeg har mange gange +været misundelig på lille Kirstine , fordi jeg troede , +fader holdt mere af hende end af mig , — jeg syntes +altid , han talte venligt til hende og strengt til mig . +Tidt , når jeg var alene , stod jeg og græd , fordi jeg +troede , at fader ikke holdt af mig , og nu ved jeg , +det var syndigt at tænke det ! Fader har altid holdt +af mig , men når jeg var uartig , måtte han jo blive +vred , og jeg har vel aldrig været så god som Kirstine . +Men det mente jeg ikke engang da . Når jeg +ret havde anstrengt mig for at være flittig , tænkte +jeg , at jeg nok kunne fortjene , at fader skulle tale +mest med mig , men Kirstine fik dog altid lov til at +sidde på hans knæ , og hun lagde armene om hans + +Hals — som jeg aldrig turde gøre — og havde så +meget at fortælle , at fader ikke fik tid til at høre +på mig , og så gik jeg lidt ud og var så inderlig +bedrøvet , — og så troede fader måske , at jeg ikke +brød mig så meget om ham . Jeg kunne aldrig sige +ham , som Kirstine kunne , hvor glad jeg var , når +han kom hjem til os . Jeg var så bange for ham +og allermest bange , når jeg mærkede , jeg var misundelig . +Jeg var så bedrøvet , — jeg bad hver +dag Vorherre om at gøre mig bedre , men det hjalp +ikke ; hver gang fader talte strengt til mig og mildt +til Kirstine , blev jeg vred på hende . Jeg anstrengte +mig altid for , at du og fader ikke skulle se det , +men det var jo kun værre — thi fader havde sagt , +at når jeg gjorde , hvad jeg ikke måtte , skulle jeg +fortælle det . Tidt , når du kyssede mig og kaldte mig +din egen dreng , kunne jeg ikke være glad , fordi jeg +tænkte , du ville ikke have gjort det , hvis du vidste +alt . Når du så fortalte historien om Kain og +abet , græd jeg altid så meget bagefter , thi jeg +tænkte , at jeg lignede Kain , — jeg havde jo misundt +Kirstine , som Kain misundte abet , — og jeg blev +bange for , at Vorherre ikke kunne elske mig , så jeg +aldrig kunne få lov til at komme op til ham . “ +Ingeborgs øjne fyldtes med tårer , mens hun +lyttede til dette barnlige skriftemål ; — hun indså , + +at det ville lette den lille dreng at så alle +de tanker og følelser frem , der havde tynget så +hårdt på hans lille hjerte ; derfor havde hun ikke +afbrudt ham , skønt hun vel så , at han rystede af +anstrengelse . „ Min Alfred vil nu aldrig mere tvivle +om faders kærlighed , “ sagde hun , idet hun kyssede +det trætte , blege , lille ansigt . „ Du ved nu , hvor +inderligt han elsker dig , ikke sandt ? “ +„ Jo , nu ved jeg det ! Men , moder , tror du , +Vorherre vil tilgive mig — jeg har bedet ham derom +så lidt , også mens jeg har været syg ? “ +„ Han vil tilgive dig alt , min egen dreng , og +han har alt gjort det . Gud er så uendelig nådig +og kærlig , lille Alfred , at , om vi end er nok så +ulydige imod ham , vil han dog aldrig blive ved at +være vred på os , når vi fortryde det og bede ham +om forladelse . Vi er alle gud faders egne børn , +og han elsker hver eneste af os så højt , som ikke +den allerbedste fader hernede kan elske sit barn . “ +„ Og får jeg så lov at komme op til Jesus +og synge med de dejlige englebørn , jeg så i min +-drøm ? Gid jeg snart måtte komme derop ! — +jeg er så træt , moder — det gør så ondt i halsen +og i hovedet — blot fader kom og sagde godnat +til mig ! “ — +det smertelige udtryk af savn i det lille . + +lidende ansigt , flår Ingeborg i hjertet , og hun var +nærved at fortryde , at hun så indtrængende havde +fremskyndet sin husbonds rejse . Dog talte hun i +sin sædvanlige , opmuntrende tone . „ Nu må min +lille dreng ikke tale mere . Luk nu smukt øjnene +og lig ganske stille , så skal moder prøve på at +synge de urolige tanker til hvile ! “ — Alfred lukkede +lydig øjnene og foldede hænderne ; Ingeborg bøjede +sig ned over ham og sang med blød , dæmpet stemme : +„ Sov sødt , barnlille “ o . s . v . +Hun var så fordybet i det , at hun ikke mærkede , at +døren var blevet sagte åbnet , og at doktor Herløv +var kommen ind . Øen unge fritænker blev stående +stille , for ikke at forstyrre , og iagttog , hvad der foregik . +Nu ja , det var et skønt syn — ganske efter skønhedens +love — den unge , smukke moder , der bøjede +sig over sit syge barn og sang det til hvile ; men +ordene i sangen , der bragte husvalelsen , den dybe +fred i moderens åsyn , den blide tålmodighed , +hvormed det lille barn bar hver smerte , den havde +dog nok sit udspring fra en anden og ædlere kilde . +Begyndte ikke Aksel , om end kun svagt og utydeligt , +at føle dette ? følte han ikke en underlig bevægelse , +mens han lyttede til sangerens ord om „ Guds +søn “ ? det fremlokkede i det mindste ikke mere noget +hånligt smil . Sangen var til ende ; Ingeborg + +så op og sik øje på Aksel . Han forundrede sig +over forandringen i drengens tilstand ; feberen havde +forladt ham , men om forandringen var til det bedre +eller til det værre , kunne han ikke sige . Han forlod +Ingeborg med det håb , at den kommende nat +endelig ville blive rolig , og han bad hende indstændig +om at tage den hvile , hun så hårdt trængte til . +Treogtyvende kapitel . +Ingeborg fik ingen hvile . Ved midnatstid vendte +feberen tilbage med fornyet voldsomhed , og hun så +sin lille yndling den ene time efter den anden kaste +sig frem og tilbage , brændende i febertørst og hede , +mens han dog endnu anstrengte sig for at holde de +klagendbrud tilbage , der gerne ville trænge sig frem ; +han ville være god og tålmodig . Det var en lang +og sørgelig nat ; dagen bragte ingen lindring , og +da doktor Herløv kom og så sin lille patient , gav +hans ansigt kun lidet håb . +Tre dage forløb således , og Ingeborgs håb +begyndte at dale . Hun havde været så sikker på , +at gud ville bevare hendes drengs liv ; og nu + +begyndte hun med et at frygte for at miste ham . +Hun så doktor Herløv se mere betænkelig og alvorlig +ud med hver gang , han kom , og til sidst blev +det hende klart , at Arnold havde haft ret . Hun +havde været så fast i sit håb , og sorgen kom +derfor så meget tungere ; men slaget virkede dog +ikke sønderknnsende , som hendes husbond havde +frygtet , endnu mindre blev det et skibbrud for hendes +tro . Nej , den styrkedes og luttredes tværtimod i +prøvelsen . Hun havde troet , at gud ville have viist +sin almagt ved at helbrede Alfred , men da hun så , +at hun havde taget fejl , at det ikke således var hans +villie , bøjede hun sig tålmodig og hengiven som et +barn , der tillidsfuldt overlader alt i sin faders +hånd og ved , at han vil gøre det allerbedst , selv +når han slår , og når han sårer . Med sådanne +tanker lullede Ingeborg smerten til hvile , når den +ville trænge sig frem ; hun gav aldrig efter for noget +udbrud af sorg , men anstrengte sig kun endnu mere +for at mildne og lette alt for sin lille dreng , så +vidt det var hende muligt . Imidlertid var naturligvis +hver byrde tungere at bære nu , da hun var ene om +den , og hun længtes inderligt efter sin husbond . +Et kort brev fra ham underrettede hende om , at han +den dag ikke kunne forlade Thorberg , hvis sindsstemning + +endnu var så fortvivlet , at han hårdt behøvede +en beroligende indflydelse , og det lod dog til , +at han kunne udrette noget . Ingeborg søgte at glæde +sig ved , at hendes husbond ikke veg tilbage fra den +rette vej , og at han var stærk , som hun håbede , han +ville være , men hendes hjerte blev tungt ved dette +budflab . Hun kunne vel bære det for sin egen +skyld , men det tungeste , det , der mest nedbøjede +hende , var at høre Alfreds atter og atter gentagne +spørgsmål : „ kommer fader ikke snart hjem ? “ eller +se hans blik , hver gang han slog øjnene op , vandre +længselsfuldt søgende omkring i værelset og se ham +vende sig mod døren med et forventningsfuldt udtryk +ved den mindste lyd , han hørte . Det var tungt , +at i de enkelte rolige , smertefrie øjeblikke netop dette +savn skulle føles med fornyet styrke ; og de store , +sørgmodige øjne afspejlede den pinlige længsel , som +han tvang sig til ikke at tale om , for ikke at bedrøve +sin moder . +Den tredje aften blev feberen endnu stærkere , +end den før havde været , den tiltog i løbet af natten +og borttog for første gang bevidstheden , som +hidtil havde været fuldkommen klar . Idet Alfred +kastede sig frem og tilbage i vildelse , kaldte han atter +og atter på sin fader , bønfaldt ham om at komme +og ikke være vred på ham , fordi han havde været + +så- siem . Forgjeves søgte Ingeborg at berolige ham +med kærtegn og milde ord ; han kendte hende ikke +og udbrød atter og atter : „ Fader vil ikke komme til +mig — han er så vred — han vil aldrig mere +holde af mig ! Jeg har været misundelig , jeg kan aldrig +mere blive glad ! “ Ingeborg følte smerteligt , +hvor hårdt disse tanker i lang tid måtte have ' +tynget på det lille hjerte , og hun bebrejdede sig selv , +at hun ikke bedre havde iagttaget sin lille søn , så +at hun i tide havde opdaget alt dette og lettet hans +sind ved at vinde hans fortrolighed . +Da morgenen kom , vendte bevidstheden tilbage , +og udmattelsen bragte en kort søvn , men den var +urolig og førte ingen lindring med sig . Det var +imidlertid en usigelig lettelse for Ingeborg atter at +se freden vende tilbage til det lille lidende ansigt . +„ Vil du synge vor morgensang for mig og bede +fadervor igen , søde moder ? “ bad den lille dreng . +Hun opfyldte hans bøn , og han lukkede øjnene . Da +hun var færdig , åbnede han dem atter og smilede +glad til hende : „ Moder , jeg tror , jeg får meget +snart lov til at komme op til Vorherre , tror du +ikke ? Jeg længes så meget derefter ; jeg ved nok , +at jeg flet ikke er god , men Vorherre er jo så mageløs +god og mild , moder , og nu ved jeg , at han flet +ikke er vred på mig , men at jeg er hans eget barn . + +jeg vil rigtig tænke på , hvor dejligt der er oppe i +himlen hos Jesus og de små engle — ! “ De store +blå øjne strålede af glæde . Et øjeblik efter +sagde han : „ Fader kommer vist i dag ; tror du ikke +det , moder ? “ +„ Jeg ved det ikke , min egen dreng “ , svarede +Ingeborg , der var bange for at skuffe ham . „ Fader +kommer , så snart han kan . “ +„ Men jeg er ganske vis på , han kommer i dag , +moder ! Hvor det vil blive dejligt at se ham igen ! +Og når han så har kysset mig en gang endnu og +kaldt mig sin egen dreng , så længes jeg kun efter +at komme op til Vorherre . Du græder da ikke derfor , +føde moder , “ tilføjede han , da Ingeborgs øjne +fyldtes med tårer ; „ jeg får det jo så godt , så +godt ! og du ved nok , at i komme engang op til +mig alle sammen , både du og fader og lille Kirstine , +o , hvor vi da alle skal være glade ! “ — +Deodata kom hver dag til præstegården i denne +sørgelige tid . Hendes urolige hjerte drog hende +altid til det sted , hvor hun mente , det eneste menneske +var , som havde en gnist af kærlighed til +hende ; — hun viste den varmeste deltagelse og følte +en dyb sorg ved at skulle se den lille dreng tages +bort , som også hun havde fået så kær ; men hun +kunne ikke styrke Ingeborg , dertil trængte hun selv + +altfor meget til at styrkes ; ja , synet af hendes blege +kinder og meer end sørgmodige blik blev kun en ny +bekymring for den kærlige veninde , hvis hjerte nu , +da hun selv for første gang blev prøvet i modgangens +skole , kun åbnede sig så meget varmere +for andres sorg . Også denne dag kom Deodata . +Ingeborg modtog hende kærligt og hviskedee : +„ De må ind og se , hvor mild og glad min lille +dreng seer ud ; det bliver måske den sidste gang . “ +„ Den sidste gang ! “ udbrød Deodata heftigt . +„ O , Ingeborg , hvor kan du tale så roligt derom ? +Jeg forstår dig ikke ! Vil det ikke være forfærdeligt +at miste ham ? og må du ikke flyde tanken om +døden bort , så længe det er muligt ? “ +„ Hvis vi ville flyde tanken om døden bort , +hvor meget sværere ville det da ikke blive for os at +bære sorgen , når den kommer ! Jeg har næsten +helt opgivet håbet , nej , ikke håbet ! Min lille dreng +synes næppe at tilhøre os mere , han længes så inderligt +efter at komme hjem , til sit rette hjem , at jeg +ikke ville holde ham tilbage , om jeg kunne . Hvad +bliver han ikke sparet for ! Jeg bør takke gud , at +han har min dreng så kær , at han så tidlig vil +tage ham hjem til sig , — jeg har endnu ikke rigtig +lært det , men kom , Deodata , og se , hvilken fred +der er i hans ansigt , og du vil forstå , at jeg ikke + +kan føle nogen bitterhed ved tanken om død og +skilsmisse , hvor dybt jeg end vil savne min yndling . “ +Synet af det lille , blege ansigt , der alt bar +dødens mærke , — fortrukket i smerte og dog lysende +af fred og glæde — gjorde et så heftigt indtryk +på Deodata , at hun følte , hun måtte skynde +sig at gå . Hun kyssede Alfred , som smilede venligt +til hende ; derpå omfavnede hun Ingeborg med +heffighed , idet hun udbrød : „ Døden synes mig så +hård , så frygtelig ; jeg forstår dig ikke , men jeg +beundrer dig . “ +Mens hun gik hjem , sammenlignede hun Ingeborgs +milde hengivenhed i Herrens villie med den +utålmodighed og lidenskabelighed , hvormed hun +havde båret hver smerte og byrde i sit liv , lige +fra den første store sorg , hendes moders død , indtil +nu . Intet under , at hun var bleven straffet så +hårdt ! O , hvor hun sukkede efter at føle et glimt +af den fred , der holdt Ingeborg oppe ; men hun formåede +ikke at bede derom ; hendes stakkels hjerte +var endnu som stivnet ; hun følte sin synd , men +- turde ikke tro , at den kunne forlades hende . +Et øjeblik efter at Deodata var gået , kom +doktor Herløv . Han så mismodig på sin lille +patient : han havde nu opgivet håbet . „ Min pande +er så hed “ , klagede Alfred blidt , „ og halsen er så + +slem i dag ; kan du ikke give mig noget , der kan +hjælpe ? “ +Aksel rystede sørgmodig på hovedet , idet han +badede hans pande med koldt vand — der var intet +lægemiddel mere . „ Min stakkels lille dreng ! “ udbrød +han uvilkårligt ; „ det er svært at skulle lide +så meget . “ +„ O nej , det er da ikke så meget . Jeg ville +heller ikke have klaget , men du er altid så god og +venlig , og da du kan så meget , tænkte jeg , måske +du kunne gøre noget for mig . Nu skal jeg nok +ligge ganske stille og være tålmodig ; snart kommer +fader , og så — “ +„ Og hvad så ? “ spurgte Aksel ivrigt , idet han +bøjede sig tættere ned til ham . +„ Så er alting godt “ , svarede Alfred med sagte +stemme ; „ så vil han endnu en gang kalde mig sin +egen lille dreng og se kærligt på mig , som han +gjorde det , inden han rejste , og så — siger jeg +farvel til jer alle og får lov til at komme lige +ind til lyset og glæden hos Vorherre , skønt jeg +ikke har fortjent det , skønt jeg lidt har været så +slem — men Jesus har frelst mig og os alle , fra +alt det onde , og jeg skal igen lege med alle de dejlige +englebørn . O , vil det ikke blive dejligt ! “ +Doktoren bøjede sig ned og trykkede et Kys på + +drengens pande , og på samme tid glimtede der +tårer i hans øjne ; — det var noget usædvanligt +hos ham , men den lille tålmodige dreng var vokset +saff til hans hjerte . +Da han gik , fulgte Ingeborg ham ud , og da +han havde hånden på dørklinken for at gå , sagde +hun pludselig : „ Kære doktor Herløv ! vil de sige +mig den fulde sandhed , jeg vil gerne vide den . Der +er efter menneskelig beregning slet intet håb om +min lille ørengs helbredelse , er der vel ? “ +„ Nej ; — når jeg må sige den fulde sandhed , +vil han , efter al sandsynlighed , kun leve en +dag eller to . Vil de ikke lade telegrafere efter +deres husbond ? jeg skal sørge for , at det bliver +gjort . “ +„ Tusind tak derfor , som for al deres kærlige +deltagelse og hjælp , kære doktor Herløv ; men det +behøves ikke — jeg venter sikkert min husbond i dag . “ +„ Har de hørt det fra ham ? +„ Nej ; men min lille Alfred er fast overbevist +om , at hans fader kommer i dag , og det har han +sagt mig . “ +Aksel rystede tvivlende på hovedet ; der var +meget hos denne unge hustru og moder , der forekom +ham overspændt , hvor dybt han end havde lært at +beundre hende i disse dage før al hendes styrke og + +udholdenhed . Han forlod præstegården , som ofte +før , med den tanke , at det var et forunderligt +hjem ; han sørgede over , at den ubarmhjertige død +atter her ville bortrive et elsket barn ; men atter og +atter genlød Alfreds sidste ord i hans øren , og de +bragte ham til at vakle . Han havde set så ofte , +som han nu atter så det , hvor lidet hans kunst +formåede mod dødens magt , hvad var da egentlig +den styrke og den visdom , han havde bygget på , +når den end ikke en eneste gang kunne frarive +døden sit bytte ? Og heller ikke hans granskninger +i naturens bog havde tilfredsstillet hans videbegjerlige +ånd — der var altid noget , han standsede ved , +noget , som han ikke kunne tyde ; menneskets forskcrblik +trængte ikke så dybt ind , som han engang havde +håbet , og dets villie var ikke så stærk , at den kunne +bryde alle skranker ; det følte han nu . Der lød et : +„ Hertil og ikke videre ! “ fra den stærke , der havde +al magten i sin hånd . Det var pinligt nok at +føle sin afmagt , at hæmmes og standses i alt , hvad +villien og forstanden , udholdenheden og virksomheden +så gerne ville udrette . Hvor var da det , der +skulle bære op over denne følelse ? hvor var da +styrken at sinde , hvorfra den svage kunne hente +kraft til at bære , om end ikke til at handle ? hvor +var freden at finde , der lullede de urolige længsler + +efter kundskab og magt til hvile ? De kendte den +hist i præstegården , Elisabeth kendte den — o , +kunne han blot sinde den ! Han ville give alt for +den ! sin videnskab , sine rige gaver — de var jo +forgængelige , men var ikke det håb og den fred , +der lyste i lille Alfreds øjne , evig og uforgængelig ? +Således grublede den unge læge på hjemvejen — +endnu for et halvt år siden var han så let og +glad i sin vantro og selvtillid . — „ Gud , tag alt +fra mig og giv mig det , som intet kan tage fra +mig igen ! “ bad han i sin sjæls inderste ; men der +var en tåge for hans indre øje , og han forstod +endnu ikke det , „ som overgår al forstand . “ +Ingeborg havde indtaget sin vante plads ved sit +barns leje og tilhviskedee det opmuntrende , styrkende +ord . Da hørte hun en vogn rulle for døren . +Hendes hjerte bankede voldsomt ; var det , kunne det +være ham , hun havde savnet så dybt i disse tunge +dage ? Hun ilede ud , og i næste minut lå hun +i sin husbonds arme . +„ Min elskede lille hustru ! — det var den +tungeste pligt i mit liv , “ sagde han , og hans øjne +gjorde ængsteligt det spørgsmål , som læberne ikke +formåede at udtale ; Ingeborg forstod ham og sagde : +„ Vor lille Alfred lever og er ved fuld bevidsthed ; + +han længes så meget efter fader , lad os gå +til ham ! “ +Arnold læste i sin hustrues øjne , at det var +dette og intet mere ; hun skulle vel have mødt ham +med sit tillidsfulde håb , hvis der havde været +mindste grundlag for dette håb . Men han undrede +sig over , at hendes blik kunne være så lyst , når +hun havde set så sikkert et håb synke til jorden , +medens han , der fra den første stund havde frygtet +det værste , vaklede og bævede tilbage for den tunge +prøve . Den var tung , det følte han dybt , da han +atter stod ved sit barns leje og så , hvor forandret +det lille ansigt var blevet i disse få dage . „ Min +egen lille øreng ! “ hviskedee han til ham . +„ Kære > kære fader ! — jeg vidste nok , du +ville komme — nu er alt så godt , så godt ; — nu +troer jeg , jeg kan hvile lidt ; jeg er så træt . “ Stemmen +var svag , og ordene kom frem med anstrengelse . +Arnold tilbagetrængte et smerteligt suk ; disse +enkelte , brudte ord , var det alt , hvad han nogensinde +mere skulle få at høre af sin øreng , sin stolt- . +Hed , sit håb , sin glæde ? Og dog — gud havde +ikke pålagt ham det tungeste ! han havde dog fået +lov til at se sin øreng endnu engang , at møde +hans smil , høre hans kære , lille stemme , og han +anstrengte sig for at takke gud for denne nåde , + +men det var svært , som det var svært at sige uden +klage : „ Herre ! din villie ske ! “ Han kæmpede en +hård kamp mod sit eget hjerte , der , på engang +trodsigt og forsagt , gjorde oprør mod den stemme , +der talte om stille hengivenhed i Herrens villie , og +mens han kæmpede , var hans blik mørkt . Ingeborg +matte samle al sin styrke for at trøste og oplive +ham . +Hele natten vågede mand og hustru med hinanden , +og da Alfred henimod morgenstunden faldt i +en tryg og rolig søvn , var der også begyndt at +komme lidt hvile i faderens urolige sind , og mere +og mere lagde de oprørte tanker sig , mens han sad +og så på det lyse , fredelige barneåsyn , der alt +syntes bestrålet af himmelglandsen fraoven . +Da var det først , at Ingeborg spurgte ham om +udfaldet af besøget hos Thorberg — de skulle dog +ikke glemme andre for deres egen sorg . „ Det var +tungt og gribende at se ham , “ svarede Arnold , „ så +ulykkelig , næsten fortvivlet . Han , der før ikke ville +tåle et eneste mildt formanende ord , anså nu alt , +hvad han havde gjort , for udsprunget af hovmod , +egenkærlighed og trods , og anklagede sig selv i de +stærkeste udtryk . Aldrig har jeg set så sønderreven +en sjælstilstand . Han er næppe syg til døden , som +han troede ; hans legemlige sygdom er vistnok udelukkende + +en følge af de voldsomme , åndelige rystelser , +hvorfor han har været udsat . Det var en tung +og vanskelig gerning at tale til ham og bringe ham +til at håbe på nåden . Han ville først sket ikke +høre på mig , men råbte , at det var forgjeves at +tale til ham derom — han havde kendt det alt sammen , +men misbrugt og forspildt det — der var +ikke mere nogen nåde for ham , og jeg martrede +ham kun ved at tale derom . Således syntes det da , +som om den rejse , der havde kostet mig så meget , +var spildt , og du kan vel vide , hvor tungt mit +sind var , og hvor lidet jeg var skikket til at trøste +og oprejst . Imidlertid anstrengte jeg mig på ny for +at tale til ham , men jeg blev stedse afbrudt af lidenskabelige +udbrud af fortvivlelse . Endelig tav vi +begge ; men efter nogen tids forløb begyndte han +pludselig at takke mig , fordi jeg var kommen , bad +mig i ydmyge udtryk om tilgivelse , fordi han , som +han sagde , „ i sit blinde hovmod også havde forsyndet +sig så hårdt imod mig . “ Jeg forsikrede +ham , at jeg aldrig havde næret vrede imod ham , +aldrig havde haft ret dertil , at jeg blot havde været +bekymret for ham , og at det nu var mit inderlige +ønske at være ham til hjælp og trøst . „ De samler +gloende kul på mit hoved “ , udbrød han lidenskabeligt ; +„ det brænder i sjælen som ild ! o , var der dog + +en dråbe lindring for disse kvaler ! men der er +ingen , ingen — jeg har for evig forspildt nåden ! “ +Jeg kunne intet udrette hos ham den aften , men næste +dag syntes hans tilstand at være mindre vild og lidenskabelig , +mere angerfuld , mere virkelig ydmyg . Han +takkede atter for mit komme og gav mig en fuldstændig +bekendelse , en skånselsløs selvanklage , der +var uendelig gribende . Jeg hørte nu , hvorledes han +i København havde haft fuldt op af arbejde , da han +pludselig troede at høre åndens kaldelse til straks +at forlade alt og drage fra sted til sted med Herrens +evangelium , som næsten intet sted blev forkyndt +rettelig . Han meldte straks sine forældre sin +beslutning ; hans fader kaldte ham sværmerisk , overspændt +og forskruet og befalede ham at blive og +varetage den gerning , der sømmede sig for ham . +Hans moder og hans søstre bønfaldt ham om at +blive , men han tænkte på Christi ord : „ hvo , som +elsker fader eller moder mere end mig , er mig ikke værd ! “ +Og han mente , her gjaldt det om at vise sin tro og sin +kærlighed ; han rejste da bort , og da hans fader tog +afsted med ham i vrede og forbød ham atter at +komme ham for øje , sagde han til sig selv , at det +var godt og lifligt at lide for troens sag , det var +en god indvielse til den gerning , hvortil han var +kaldet . Han gik da fra sted til sted , fik næsten + +altid mange tilhørere , blev mange steder yndet , ja +næsten forgudet , og hvorledes alt dette løftede ham +op til en svimlende hvide , hvor han umuligt længe +kunne stå fast , ved du jo . Faldet kom pludseligt +og voldsomt , han kunne ikke selv forklare hvorledes ; +alt var på engang blevet så mørkt for hams han +spurgte sig selv , om det da ikke var Herrens sag , +blot Herrens sag , han levede og virkede for , og da +faldt skællet fra hans øjne ; — han så , hvorledes +han havde bedraget sig selv , og at han mangen +gang , når han var mest sikker på at gå frem +som en sand Herrens apostel , kun havde søgt sin +egen ære og smigret og kælet for sit eget jeg . +Denne opdagelse bragte ham til fortvivlelse , de voldsomme +sindsrystelser kastede ham på sygelejet , +hvor han , pint af sjæleangst , skrev hint brev til mig . “ +„ Og kunne du da ikke trøste ham ? “ +„ Det gik kun langsomt ; men denne fuldstændige , +ydmyge bekendelse lettede noget hans sind , og da +jeg atter talte til ham om den nåde og barmhjertighed , +der vil tilgive den i sandhed angrende all , +også hovmod og ulydighed , hørte han gerne på +mig , og der begyndte at glimte lidt håb i hans +blik . „ Men jeg , som ville forstå og tyde guds +ord bedre end alle andre , jeg har overtrådt guds +første , simpleste bud ! “ udbrød han smerteligt . Det + +var ulydigheden mod hans fader , der pinte ham så +meget , og jeg opfordrede ham da til at bede om tilgivelse . +Jeg skrev i hans navn , og hvad han dikkerede +mig var så ydmygt , ærbødigt og selvanklagende , +at det næsten var mig pinligt at nedskrive . +Det var , som om han fandt et slags vildt velbehag +i ret at kaste sig i støvet og fratage sig selv alt ; +— han greb med begjerlighed enhver anledning til +at ydmyge sig og var uudtømmelig i at anklage og +fordømme sig selv . Jeg frygter for , at han er nær +ved den modsatte yderlighed og mener , at han , ved +ligesom at nedsænke sig i et dyb af selvfornedrelse +og ydmygelse , skal kunne tilbagevinde den forspildte +nåde . Den sande anger behøver jo ikke forsætlig +at søge fornedrelsen ; det er jo nok at bekende +sin synd og i ydmyghed at bære , hvad Herren +sender , men han syntes mig nu at ligne hine middelalderens +asketer , som pinte og fornedrede sig selv for +at vinde den højeste salighed . “ +„ Men sagde du da ikke dette til ham ? “ +„ Tiden var for kort ; jeg vovede ikke så snart +- at kaste ligesom nye gnister i hans sønderrevne sjæl . +Jeg kunne blot atter og atter tale til ham om Christi +forbarmende nåde og om hvilen i ham , og til sidst +så jeg da også en stor forandring hos ham ; han +blev roligere , han håbede og troede atter ; ellers + +kunne jeg ikke have forladt ham så snart trods alt +det , der drog mig så stærkt til hjemmet . Gud bevare +ham for nye vildfarelser ! “ +„ Men der er dog sandhed i hans længsel , — +han må dog nå til den rette fred engang . “ +„ Det tror og håber jeg sikkert , min Ingeborg ! +Men det er min frygt , at han først gennem nye og +tunge kampe vil nå freden . Gud bevare ham og +os alle ! “ Og Arnolds blik vendte sig atter med et +mildt og bevæget udtryk hen imod det slumrende +barneåsyn , hvor freden dvælede så sikkert og +så fast . +Fireogfyvende kapitel . +Da Aksel Herløv kom til præstegården tidligt næste +morgen , så han mand og hustru sidde hånd i +hånd , med fred og stille glæde malet i deres +åsyn , og Alfred sove så trygt og roligt , som om +han ville opvågne til fuldkommen styrke og sundhed . +Han studsede ved dette syn . „ Her er en +krise , �� sagde han bevæget , idet han vendte sig om til +forældrene ; „ da jeg gik herfra i går , “ anså jeg det + +for ganske vist , at Alfred i det højeste ville leve til +i dag . Nu seer jeg ham sove så trygt og uforstyrret , +at der er en mulighed — jeg siger ikke sandsynlighed , +men mulighed — for , at denne søvn er et afgørende +vendepunkt , som fører til helbredelse . “ +Arnolds blik begyndte at lyse af håb , men +Ingeborg rystede på hovedet . „ Nej , nej , kære Arnold “ , +sagde hun , „ Du må ikke ønske at beholde +ham nu , — vi har ikke lov dertil . Gud har alt +mærket ham med dødens — eller rettere — livets +tegn , og han vil snart gå hjem til herlighed og +glæde . Skal vi nu ønske at holde ham tilbage ? “ +„ Deres ønske vil hverken kunne tage et minut +fra eller lægge et minut til hans liv , kære Fru +hlervig “ , sagde Aksel alvorlig ; „ men jeg skal ikke +holde dem oppe med et falskt håb , og der er kun +ringe sandsynlighed ; i går var jeg fuldkommen overbevist +om , at alt håb var ude , men denne forandring +bringer mig til at tvivle . “ Og han iagttog +med sin videnskabs hele interesse disse rolige , sovende +træk og lyttede til de næsten regelmæssige åndedræt +— det var , som om sygdommen pludselig havde +taget flugten . +Det varede imidlertid ikke længe , før Alfred atter +åbnede de store blå øjne og så sig forundret +om ; feberen var borte , men nu , da søvnens hvile + +var til ende , var hans lille ansigt atter blegt , lidende +og tegnet med dødens mærke . „ Jeg har vist sovet +meget længe , — men jeg har sovet så godt “ , lod +den svage lille stemme . „ Var det en drøm , eller +— er det sandt , at fader er kommen igen , at han +har kysset mig og kaldt mig sin egen dreng ? “ Han +så sig ivrigt om , og da nu faderen selv hurtigt +bøjede sig ned over ham og kyssede de blege læber , +mens han hviskedee : „ det var ingen drøm , min +øjesten ! “ da gled der et strålende glædessmil hen over +det trætte åsyn , i hvilket al svaghed og bleghed +tabte sig som i solstråler . +„ Så var det dog virkeligt ; jeg var så bange +for , det var en drøm . Jeg længtes så meget efter +dig , fader ! det gør så godt at se dig igen ! +Vorherre er så god og kærlig ; deler ham , der giver +mig alt ! Men , fader , kunne den stakkels , syge +mand undvære dig ? “ +„ Ja , han har det bedre nu , og jeg måtte jo +hjem at se til min lille dreng “ , — „ inden han forlod +mig “ , svævede på de dirrende læber , men de mægtede +ikke at udsige det svære ord . +„ Ja , du er så god , så kærlig mod din lille +dreng , kære fader ! og jeg har dog så ofte været +så slem , ja , endnu meget tiere , fader , end du ved . +Jeg havde sådanne onde tanker , og du ville have + +været så vred på mig , om du havde kunnet se +dem . Men Vorherre så dem , det vidste jeg nok , og +derfor var jeg så bedrøvet ; — men han er slet ikke +vred på mig mere , — skønt jeg kun har fortjent +hans vrede , elsker han mig så højt , at han vil tage +mig til sig i sin himmel . Jeg er så træt nu ; men +du vil jo ikke være vred på mig , kære fader ! jeg +beder dig og moder om forladelse for alt , alt , +hvad slemt , jeg har gjort , — jeg ville gerne have +været god , men jeg var så svag ; du vil ikke være +vred på mig ? “ +„ Vred på dig , min øjesten ? “ spurgte faderen +næsten heftigt , og en bitter selvbebrejdelse sammenknugede +hans bryst ; thi han mindedes smerteligt , +hvor ofte han strengt havde straffet den ringeste forseelse , +til han havde lært sit barn at frygte ham +næsten ligeså meget , som han elskede ham ; skulle +erindringen om hans vrede , hans strenghed være +mere levende hos hans barn på dødslejet end +mindet om hans kærlighed ? havde han da i misforstået +pligtfølelse fornægtet faderens første kald , +- kærligheden ? „ Har jeg været hård og streng imod +dig , min egen lille dreng ! “ sagde han . „ Du var +dog din faders yndling — hans bedste skat ! Vær +ikke mere bange for mig , minøiesten ! jeg skal aldrig +mere være vred på dig ! “ + +„ Nej , aldrig mere ! ingen strenghed , ingen vrede +mere ! Alt er lys — og fred — og kærlighed og +glæde ! “ Øjnene lukkede sig som i overvældende +træthed , men de åbnede sig straks igen og søgte hen +til hans moder . „ Vil du kysse mig endnu engang , +kære , lille moder ! Tak , fordi du har været så . +God imod mig ' altid — altid ! Og — må lille +Kirsfine så komme ind til mig et øjeblik ? “ +Ingeborg skyndte sig at hente sin lille pige , som +græd og bævede tilbage for broderens blege , forandrede +ansigt . . „ Du må ikke græde , søde lille +Kirsfine ! jeg er så glad , og vi skal alle være glade , +fordi gud er så kærlig imod os . Jeg skal bort +herfra , og du skal også komme op til mig , lille +. Kirsfine ; men så må du også være rigtig god , at +Vorherre kan holde af dig , rigtig sød og lydig mod +fader og moder , meget bedre , end jeg har været . “ +Kirstine hulkede ; hun forstod ikke ret ordene , der kom +så langsomt og besværligt frem , men broderens røst +og udseende rystede hende stærkt , og Ingeborg anså +det før rettest at føre hende bort . +Da hun kom tilbage , smilede Alfred hende i møde . +„ Fader og moder , “ bad han , „ vil i synge min +bedste julesang før mig endnu engang , nu bliver det +snart jul ; — i himlen er der altid jul og altid +glæde . “ Ingeborg sang med klar og frejdig røst : + +„ Julen har englelyd ; “ Arnold begyndte at stemme i +med , men kræftærne svigtede ham , hans stemme var +brudt og dirrende , han måtte holde op . Ingeborg +sang den til ende uden at standse , hsit og fuldttonende , +ja , hendes stemme havde aldrig haft sådan en +klang før ; hendes øjne lyste med strålende glans , +hun følte ikke skilsmissens smerte og bitterhed , +hun levede kun i sit barns glæde og forventning . +De sidste ord var sjungne , — Alfred strakte sine +arme ud og gentog med hsi , jublende røst : „ bæros +på børnevis ind i Paradis ! “ Øjnene lyste i +forklaret glans . „ Se , se ! “ udbrød han straks +efter ; „ jeg seer lige ind i himlen ! hvor der er blændende +og strålende ! seer du det ikke , moder ? det +er så dejligt ! De små engle vinke ad mig , — o , +får jeg lov at komme op til dem og synge med +dem ? de smile til mig — nu vinke de igen , o , +moder , se , se ! hvilket lys , hvilken glæde ! jeg må +op til dem ! “ Endnu et øjeblik lå det lykkelige +barn således med det henrykt opløftede blik , da +sank armene trætte ned , og øjnene lukkede sig . Men +endnu engang , med den sidste kraft , løftede det lille +hoved sig fra puden , armene strakte sig bedende +iveiret , øjnene så bønfaldende opad , mens den lille +svage stemme tydeligt sagde : „ Kære gud ! må jeg +nu komme op til dig ! jeg længes så meget ! “ Da + +faldt hovedet tungt tilbage , et let , sagte suk , og alt +var forbi ; bønnen var opfyldt . +„ Det er forbi , “ var Arnolds første ord , og +hans stemme var hæs af smerte . Han bøjede sig +ned over det lille lig — ja , det var kun et lig nu +— og hans kære dreng skulle aldrig vide , hvor +varmt , hvor inderligt den strenge fader havde elsket +ham , — erindringen om denne strenghed havde +været hos ham i hans sidste timer og havde formørket +dem . Det var Arnolds knugende tanke . +„ Ja , det er forbi ! “ gentog Ingeborg med klar +og frejdig stemme . „ Det er til ende med synden +og kampen , med sorgen og døden ! begyndt er +lyset og freden og glæden og livet , som aldrig +ender . Gud være lovet for hans nåde ! “ +„ Kan du takke for sorgen , Ingeborg ? “ +Hviskedee hendes husbond ; „ ak , jeg må endnu kæmpe +for at lære at sige : „ Guds villie er den bedste ! “ +„ O , må jeg ikke takke gud , at han elskede vort +barn så højt , at han så tidlig ville tage det bort +fra alle fristelser ? Ja , der var en tid , hvor det +tyktes mig svært at skulle miste min dreng , at skulle +bortkaste alle de glade , jordiske forhåbninger , — +men nu kan jeg takke og prise gud , at han ville +tage ham fra os ! o , Arnold , hvor ganske anderledes +kan dog ikke den himmelske fader sørge for sit lille + +barn , end vi kunne det med al vor kærlighed ! Er +det ikke dejligt at tænke på , er det ikke værd at takke +for , at han aldrig mere skal søle nogen længsel , +noget savn , at hans milde barneøine aldrig skal +formørkes ved de bitre erfaringer om sorgen og +synden i verden , men at han er taget hjem , hjem +til den fulde , salige fred ! O , Arnold , vi må begge +takke gud for hans kærlighed ! “ Hun rakte ham +hånden med et lysende blik , men Arnold sukkede +dybt og bøjede sit hoved . „ Se ikke ned med så +mørkt et blik , min elskede husbond ! Opad må vi +se , når vi tænke på vor lille skat , opad mod +lyset og livet ! Lad os takke gud , som en kort tid +betroede os vor lille Alfred , fordi vi har et så velsignet +minde til at lyse for os ; lad os takke for +kærligheden , som så snart tog ham hjem igen til +al kærlighedens fylde ! må vi ikke takke først og +sidst , må vi ikke smile , om end gennem tårer ? “ +Men i den samme stund var der endnu et hoved , +der ydmygt bøjede sig , var der endnu en tørstende sjæl , +som søgte hen til livets kilde . Strålelyset fra +golgathas tornekronede seiershelt havde truffet Aksel +Herløv , smeltet stoltheden , henveiret alle de skønne +bygninger , han havde opført for sin egen visdom +og styrke — og som hin døende kejser kunne han +sige : „ Galilæer ! Du har sejret ! “ Men det blev ikke + +sagt i fortvivlelse ; nej , fra det inderste dyb af et +længselsfuldt søgende hjerte bad han : „ Herre , jeg +troer ! hjælp på min vantro ! “ +Femogfskvende kapitel . +Det er lifligt at være to om glæden ; men i sorgens +dage føles dog dybest velsignelsen af den gensidige +tillid og kærlighed . Byrden er kun halv så +tung , når der er to til at bære den . Det følte +Arnold og Ingeborg , da deres lille yndling var taget +fra dem . +For Arnold var det vel svært straks at få fat +på trøsten og på håbet ; men Ingeborg søgte +atter og atter at få ham til at løfte blikket opad , +og efterhånden kom der også fred og hvile i hans +hjerte , og han lærte , ikke blot at bøje sig ydmygt +under Herrens villie , men også at takke . +Himlen var så ren og blå , og solen skinnede +venligt på gravene , da Alfred blev bragt til sit +hvilested . En talrig skare fulgte den lille båre . +Budskabet om den lille drengs død havde vakt almindelig + +sorg i menigheden , og de mange , som +siden Thorbergs besøg havde betragtet deres præst med +mistænksomme øjne og tvivlet om hans sandhedskærlighed +og tro , følte nu kun deltagelse for hans +tab og mindedes kun , hvor rede han altid havde +været til at trøste dem , når sygdom eller sorg +bankede på deres dør . +Han var rolig og fattet , da han stod ved graven . +Tæt ved hans side stod hans unge hustru . +Hendes store , blå øjne vare duggede af tårer , +men de så opad ; håbets stjerne skinnede gennem +tårerne , og hun styrkede også i denne stund sin +husbond med dette blik , der så ofte tilforn havde +skræmmet skyerne bort eller oprejst hans mod . Med +høj og kraftig stemme talte han til forsamlingen , +talte om Jesu Christi forbarmende kærlighed , om +den troens frimodighed , som overvinder dødens +bitterhed , om det evige livs herlighed , som opvejer +kamp , møje og smerte , og som venter hver den , +der vil bortkaste alt sit eget og tro på Christus . +Der var varme og inderlighed i Arnolds ord , +-og de gjordet dybt indtryk på alle ; aldrig havde +han måske talt så kraftfuldt , så indtrængende , så +benådet , og altsom han talte , veg skyen bort fra +hans pande , og hans øjne lyste af den ild , der +kommer fra det høje og sænker sig i det dybe . Alle + +lyttede med begærlighed , mange øjne vare våde , +men der var en , til hvis hjerte hans ord især +trængte dybt og stærkt . Det var Aksel Herløv . Endnu +for en måned siden ville han måske i sit hjerte +have spottet disse ord , kaldt dem tomme , opskruede , +usande , men nu vare de som et fredens budskab , +der begyndte at sprede de mørke tåger , som længe +havde lejret sig om hans sjæl . +Skaren spredte sig , og Arnold og Ingeborg forlod +også til sidst , skønt kun med møje , den lille , +blomsterdækkede grav , hvor de havde nedlagt deres +jordiske håb . Da de kom hjem til præstegården , +satte Arnold sig ned og skjulte sit ansigt i sine hænder , +overvældet af smerte . Der var et øjeblik hist +ved graven , hvor han havde følt sig løftet højt op +over hver jordisk sorg , hvor døden syntes at have +tabt sin bråd , hvor han kun følte freden og saligheden , +der skænkedes hans barn , men ikke bitterheden +ved at skilles fra ham . Men efter denne time +fulgte atter den knugende tunghed . „ O , Ingeborg ! “ +Udbrød han smerteligt ; „ hvor kan døden synes så +bitter , når vi dog har det faste håb om et evigt +liv ? “ +„ Fordi vi er så svage , og fordi nåden aldrig +helt kan gennemtrænge vor natur . Men , kære + +Arnold vær nu ikke atter så mørk og mismodig . — +du har dog nylig trøstet og styrket alle os andre . “ +„ Den mørke skygge vil ikke svinde . Jeg følte +mig nylig så glad ; jeg så himlen åben og min +øreng i den lovsyngende engleskare , men nu seer jeg +ham atter bleg , sørgmodig og med de frygtsomt +bedende øjne , og jeg kan ikke slippe al den smerte , +der følger med dette syn . “ +„ Om Alfred kunne se ned til os , ville da hans +røst ikke forstumme i englesangen , når han så sin +fader sænke blikket så tungt imod jorden ? Det +er jo dog ikke en skilsmisse , som varer evigt ; — +du skal jo dog se din øreng igen , og da ved han +tilfulde , hvor højt hans fader elsfede ham her på +jorden . “ +„ Min Ingeborg ! “ udbrød Arnold , idet han rejste +sig og drog sin hustru til sig , „ ja , jeg er svag ! — +jeg giver alt for meget efter for mit tungsind og +glemmer , at jeg med hvert mismodigt blik og hvert +håbløst ord giver dig end mere at bære på . — +du , som har den samme sorg , det samme savn son : +jeg selv , og som dog aldrig bliver træt af at trøste +mig . “ +„ Skulle jeg vel nogensinde blive træt deraf ? “ +Sagde Ingeborg , smilende gennem tårer . „ Hvad +andet har jeg at gøre ? Kunne jeg blot tage den + +tunge byrde fra dig , men det kan jeg ikke . Nu vil +vi hjælpes ad ; du må give mig den halve byrde , +kære Arnold , og gid da også jeg kunne dele med +dig den fred , som gud så kærlig i dag har lagt i +mit hjerte ! “ +Snoglyvende kapitel . +Ingeborg sad i sin stille stue og arbejdede flittigt , +medens den lille , muntre Kirstine løb fornøjet omkring +og legede . +Alfreds død — den første store sorg i Ingeborgs +liv — havde efterladt nogle mærker i hendes +ansigt og borttaget lidt af den strålende livsglæde . +Der var ikke et øjeblik på dagen , hvor hun ikke +dybt savnede sin yndling , der havde været langt mere +for hende , end ellers et barn i den alder kan være +for sin moder , og der var et træk af vemod om de +friste læber , som dog endnu bestandig vare rede til +at smile . Men til gengæld hvilede der en endnu +dybere fred i hendes åsyn , en endnu større blidhed +i hendes blik , ligesom hos den , der luttret er gået +gennem sorgens vande og ved sin egen prøvelse + +har lært at føle endnu varmere for andres sorger +og glæder . Hun nynnede en af sine kære sange , +da det bankede på døren , og Deodata trådte ind . +Hvilken modsætning var der ikke mellem den +ville smerte i hendes urolige blik og den fred , der +herskede her ! — hun omfavnede heftigt sin veninde . +„ Jeg længtes så meget efter at se dig , at jeg ikke +kunne bie længere ! Du sidder der så rolig , arbejder +og synger , som om sket intet var i vejen ! — hvor +jeg beundrer dig , men hvor du er mig ubegribelig ! “ +„ Kære Deodata ! jeg forstår ikke , hvad du +mener . “ +„ Efter den sorg , du har haft , syntes jeg , +livet måtte blive dig goldt og øde ! — at miste et +sådant barn ! — jeg ville ikke forundres , om du +ikke kunne andet end græde ! “ +„ Kære Deodata , skulle vi ikke bære alt , hvad +vor himmelske fader sender os , stille og uden klage ? +Skulle livet synes mig tomt og øde , når jeg endnu +har så meget at leve for ? “ +„ Ja , det er sandt , “ sagde Deodata med et dybt +-suk . „ Du har også meget at leve for ! —du vil +altid sinde nogen , der længes efter dig , du vil +altid finde nogen at elske , og du vil overalt blive +elsket . Lykkelige Ingeborg ! Havde jeg kun en gnist +af den varme kærlighed , der er din aldrig svigtende + +styrke ! — havde jeg kun en eneste at leve for ! +Men at vandre uden kærlighed — overalt at være +en byrde , en plage , — det er det bittreste , det +tungeste i verden ! “ +„ Deodata , du må ikke tale således ! Du — +en hustru . “ — +„ Ja , af navn , “ afbrød Deodata bittert , og den +i så lang tid voldsomt tilbagetrængte smerte fik +endelig luft . „ En hustru , der males af nødvendighed +og hades , foragtes af ham , der kalder sig hendes +ægtefælle . “ +„ Kære Deodata , jeg kan — jeg tør ikke lytte +til sådanne yttringer ! — jeg har længe vidst , at +du ikke var lykkelig ; — jeg har set den forandring , +der er foregået med din husbond , og som han ikke +har kunnet fljule for os , selv når han ville være +munter ; — jeg har været så inderlig bedrøvet , men +jeg ville ikke spørge . Kan du sige mig dine sorger , +kære , så ved du , at her er et øre , der er villigt +til at høre , et hjerte , der er rede til at dele dem +med dig . “ +„ Kan jeg ? tør jeg ? Min husbond har befalet +mig aldrig at lade nogen ane vort sande forhold . +Og dog — det ville være en usigelig lindring for +mig , at udtale mig , og det for den eneste i verden , +som holder en smule af mig . Jeg må ! Jeg fiat + +ikke skjule det for ham , jeg skal bønfalde om hans +tilgivelse for det som for alt andet ; min stolthed +er brudt og jeg er ikke bange for at ydmyge mig . “ +Den ulykkelige , unge hustru gav sin sorg luft i en +strøm af hede tårer , der husvalede det stakkels +hjerte , som så længe hemmeligt havde båret på +sin smerte . Ingeborg drog hende til sig og lagde +hendes hoved til sit bryst . Deodata trængte tårerne +tilbage og så op . „ Jeg vil sige dig alt , du kære , +kære Ingeborg , men det er en sørgelig bekendelse . +Det er en lang fortælling om skyld og brøde , +trods og forhærdelse , Ingeborg ! den må lyde +frygtelig i dine rene øren , du vil vist vende dig +forfærdet fra mig , og jeg udsætter mig for også at +miste dit venskab . Men du skal alligevel vide alt — +du skal vide , hvad det er for en stakkels , brødefuld +kvinde , du har skænket dit dyrebare venskab . “ Uden +at glemme noget — fortalte Deodata nu den forundrede +Ingeborg alt , hvad der var sket , siden hendes +fader gav hende en stifmoder , dvælede mindst ved +sine kampe og lidelser , mest ved sin skyld , ved det +falske løfte for Herrens alter , ved de første måneders +forstillelse , ved den trods , hvormed hun havde +mødt sin husbonds retfærdige vrede , da dækket +faldt , ved den forhærdelse i bitterhed og trods , +hvormed hun havde gået ved hans side måned + +efter måned . Dybt rystet hørte Ingeborg alsk derpå +drog hun sin veninde end fastere til sig og +spurgte : „ Og er det muligt , Deodata , at du endnu +ikke , efter denne lange tids forløb , har bedet din +husbond om tilgivelse for al den uret , du har +gjort ham ? “ +„ Ja , det er muligt — det er så . Ikke et angerfuldt , +ikke et ydmygt ord har han hørt af mig — +jeg har kun trodset ham . Du skal vide det alt . O , +vend dig ikke fra mig ! om du end ikke kan holde +af mig mere , vil du dog ikke forstøde mig ! Ia , jeg +forhærdede mig i trods , jeg ville ikke give efter . +Jeg vidste godt , at jeg havde syndet — jeg så min +uret med fortvivlende klarhed , men det var naturligvis +ingen sand anger , ellers ville den have lært +mig ydmyghed . Jeg mente , at — at min husbond +havde betalt min uret med lige mønt ved de hårde , +forhånende ord , han havde sagt til mig , og jeg +ville ikke ydmyge mig for ham . Mit hjerte var +fuldt af bitterhed , næsten had , imod ham , derfor +var jeg vel allermest ulykkelig , derfor følte jeg ikke +et minuts fred , derfor syntes Herren mig en streng +dommer , som aldrig ville tilgive min synd , og til +hvem jeg ikke vovede at bede . “ +„ Stakkels , stakkels Deodata ! “ og atter drog +Ingeborg hende kærligt til sig , som for at lade hende + +føle sit usvækkede venskab ; „ hvor du må have lidt +nej , gud kunne ikke tilgive dig , så længe du +ikke ville bede ham om forladelse , som du havde +forurettet , så længe du ikke selv var rede til at tilgive . +Du kunne jo ikke bede : „ Forlad os vor skyld , +som og vi forlade vore skyldnere ! “ Men , kære +Deodata , denne bitterhed og uforsonlighed — den +har dog ikke vedvaret i hele denne lange tid ? “ +„ Den varede meget længe . Når jeg mødte min +husbonds kolde blik , eller han lod mig føle sin +magt for at trykke mig i støvet , da brændte mit +hjerte i had og i hævnlyst . O , Ingeborg , din +milde sjæl kan ikke ane , hvilke ville lidenskaber og +onde følelser der har raset i mit hjerte ! Ak , kunne +jeg blot tro , at Herren vil forlade mig det alt sammen ! +Jeg har alt fortalt dig , hvorledes jeg +trodsede Haralds udtrykkelige forbud ved at gå hen +og høre candidat Thorberg . Hvor vidunderligt han +dog har ordet i sin magt ! i en time følte jeg mig +fuldkommen lykkelig , for første gang i mange år , +men det var kun en opblussen uden sandhed , uden +dybde . Jeg fik ingen styrke til at bære , og da +ordet forstummede , var den korte glæde forsvunden +— jeg var ligeså elendig som før . Da jeg kom +hjem , sagde min husbond til mig , at jeg havde oprejst +en skillemuur imellem os , som aldrig kunne + +nedrives ; siden den dag har han næppe talt til mig . +Jeg var fortvivlet ; jeg kunne ikke bede , jeg følte mig +lige forladt af gud og mennesker . I disse tre +måneder var jeg som forstenet ; jeg skjulte , hvad jeg +led , og holdt hvert udbrud af sorg tilbage , og dog +var jeg som død for enhver anden følelse end denne , +at jeg var så ulykkelig , at der for mig ikke fandtes +et glimt af håb , hverken jordisk eller himmelsk . +Da jeg kom til dig , kære Ingeborg , mens Alfred +lå syg , da begyndte mit hjerte at smelte ; både du +og han , næsten med en engels tålmodighed , selv når +han led mest , indvirkede på mig . Jeg har siden +følt min synd dybere og sandere , jeg har ikke mere +havt bitterhed mod nogen , jeg har kun følt , hvor +grænseløst jeg har forurettet min mand . Og dog +har jeg endnu ikke sagt det ord , som må siges ? ja , +vel må du se forundret på mig , Ingeborg . Jeg +har besluttet det mange gange i den sidste uge , men +hver gang jeg så ham , svigtede modet mig , og +jeg kunne ikke få et ord frem . Du , som kun seerham , +når han er venlig og livlig , du kan ikke vide , +hvilken jernhårdhed der ligger i hans blik , når +vi er alene . Dette iskolde blik , disse sammenpressede +læber synes at sige , at han aldrig kan føle medlidenhed +med mig , aldrig vil forsones , — og jeg +skræmmes bort fra ham . “ + +„ Kære Deodata ! føler du ret , hvor dybt du +har krænket og forurettet ham , så må du ikke lade +dig skræmme bort af hans kolde og strenge blik . +Du skal ikke frygte ham , ikke have mistillid til ham ! +Du har såret ham der , hvor han kunne såres +dybest , og når du aldrig har viist ham tegn til +fortrydelse , aldrig er kommen ham i møde , hvor kunne +du da vente , at han skulle møde dig ? Men han +er god og ædel , og , Deodata , du ved ikke , hvor +inderligt han har elsket dig og vist endnu elsker dig . +Tro mig ! når du kommer til ham , ydmyg og forsonlig , +vil han ikke blot med glæde tilgive alt , men +hans arme ville åbne sig for at modtage dig ; da +vil du forstå at skatte , — at elske ham , og alt vil +blive godt . “ +„ Nej , nej , det kan aldrig blive godt ! han vil +aldrig mere kunne agte mig . Nej , kan jeg blot opnå +hans tilgivelse , skal jeg ikke bede om mere ; o , +allerede det vil være mig en lindring ! Jeg vil sfrax +gå til ham , mens jeg føler lidt af det mod , du +har indgivet mig . Kun dette ene , kære Ingeborg ! +Jeg synes , der begynder at komme fred i mit hjerte ! +Tør jeg da håbe ? er guds kærlighed og forbarmelse +så stor , at han også vil forlade min +synd ? “ +Deodata brast i gråd — men denne gang + +var det milde tårer . Hun omfavnede Ingeborg : +„ Farvel , du kære , dyrebare trøsterinde ! Tak for +alt , og gud velsigne dig for al din uforskyldte +kærlighed ! “ +Da Deodata kom hjem , så hun gennem det +åbne vindue , at Harald sad i sit værelse , fordybet +i læsning , men det fik ikke hjælpe — hun måtte +søge ham der , hun måtte -fuldføre sin beslutning +sfrax , for at ikke den næste time skulle finde hende +altfor svag . Med skælvende hånd bankede hun på +døren , åbnede den og nærmede sig langsomt og +frygtsomt . Harald så forundret op ; ak , det var +det sædvanlige kolde blik , der syntes hende at udtrykke +en urokkelig uforsonlighed , en ubarmhjertig +fordømmelse . Han sagde ikke et ord , og hun var +allerede halvt tilbøjelig til at vende om og gå bort , +uden at sige , hvad der nu brændte hende på sjælen . +Skulle hun ydmyge sig for ham , for kun atter at se +ham som den hårde dommer , der ingen undskyldning +har for hendes uret ? Det var svært , men det +måtte bæres nu ; havde hun tøvet i et halvt år +med at bede om hans tilgivelse , så måtte hun ikke +finde det uretfærdigt , om det nu måske skulle være +nødvendigt at bede længe , inden hun fik den . Med +anstrengelse kom da ordene frem : „ Jeg ville gerne + +tale med dig ; vil du skænke mig et øjebliks opmærksomhed ? “ +Han +blev endnu mere forundret ; men med det +høflige væsen , der nu var det sædvanlige , når han +en enkelt gang henvendte sig til sin hustru , lagde +han straks sin bog til side og sagde : „ Naturligvis , +med fornøjelse ; “ men det hårde udtryk mildnedes +ikke . Hun rystede stærkt og måtte holde sig ved +bordet for ikke at falde ; han så det , rejste sig hurtigt +og flyttede en stol hen til hende , men hun satte +sig ikke ned ; hun åbnede læberne for at tale , men +ordene ville ikke frem , stemmen svigtede hende . +„ Du synes endnu ikke ganske at vide , hvorom +du vil tale , “ bemærkede han i en kold , ironisk tone . +„ Jeg ved det kun alt for godt , men — det er +så svært ! O , Harald , hvis du blot ville se en +lille smule venligt på mig , ikke så koldt og så +strengt , som om jeg var din værste fjende ! “ +„ Min værste fjende ! “ gentog Harald , og det +kolde udtryk gav plads for en opflammendc vrede . +„ Og hvem er min værste fjende , om ikke du er +det , som bedrog mig , hvor jeg troede mig sikkresf , som +gav mig malurt og gift , hvor jeg ventede at høste +mit livs bedste og rigeste glæde ! “ +„ Ja , lad være så ! men Harald — jeg kommer +for at bekende min uret , og for at bønfalde om din + +tilgivelse . Vend dig ikke fra mig i vrede ! Sig +blot , at du vil tilgive mig , og jeg skal aldrig bede +om mere . Tilgiv mig , Harald , alt , alt ! Hvor +formår jeg at opregne alt , hvormed jeg har forbrudt +mig ! Men for hver en uret imod dig i +tanke , i ord og i handling beder jeg om forladelse +af mit inderste hjerte . Tilgiv mig , at jeg blev din +hustru uden kærlighed , tilgiv mit bedrag , — jeg +skal ikke undskylde det nu med min forladte , ulykkelige +stilling , jeg ved , den var ingen undskyldning ; +— tilgiv min falskhed og forstillelse , tilgiv de onde +og bitre ord , hvormed jeg besvarede din billige +vrede , og den trods , hvormed jeg senere har sat mig +op imod din villie , tilgiv mig al den bitterhed , jeg +har følt imod dig så længe . — tilgiv mig og hav +barmhjertighed ! Jeg kan ikke genoprette , hvad jeg +har forbrudt , jeg kan kun dette ene ! Byd mig ikke +at gå fra dig , før du har sagt , at du tilgiver +mig ! “ +Hun var bleg , hendes læber dirrede , mens hun +talte med åndeløs hast ; hun formåede ikke mere at +holde sig oprejst , men lå nu på knæ foran sin +husbond med udstrakte hænder og bønfaldende øjne , +skøn i sin fornedrelse og ydmyghed , som hun havde +været hin dag , da han trykkede hende til sit bryst +og første gang med den inderligste glæde kaldte + +hende sin „ Hustru . “ Han så ned på hende , og +han mindedes , hvor varmt han havde elsket denne +unge kvinde , han mindedes alle de lyse forhåbninger , +hvormed han havde ført hende til ' sit hjem , +og netop hun havde fyldt det med had og mistillid , +bitterhed og smerte . Hans hånd knugede sig i +brede . Men han så atter på hende — hun var +så bleg , så lidende , og han følte medlidenhed med +det stakkels væsen , der havde smedet en livsvarig , +trykkende lænke for sig selv såvel som for ham , og +han tog hendes hånd og sagde : „ Jeg tilgiver dig , +Deodata ! “ Hun så sørgmodigt op på ham ; det +var , hvad hun havde bedet om , men heller intet mere ; +ikke et eneste venligt ord , som hendes stakkels hjerte +tørstede efter , kun dette korte , kolde svar . Hun rejste +sig langsomt op ; hun ønskede at sige mere , men hun +fandt ingen ord og nøjedes med at se på ham med +et bedende blik , men dette blik sagde mere end mange +ord . Hans ansigt mildnedes , hans øjne fik en +pludselig glans , der tilbagekaldte mindet om hans +kærligheds første dage . „ Deodata , har jeg været +- hård og grusom imod dig ! tilgiv mig da og lad +det være glemt ! “ Han gjorde en bevægelse , som om +han ville drage hende til sig , men i det samme forandredes +hans udtryk atter , han vendte sig om med +et dybt suk og mumlede : „ Nej , det er umuligt ! den + +dræbte kærlighed kan ikke genoplives , — det er +umuligt ! “ +„ Men jeg vil jo intet fordre , slet intet , “ svarede +Deodata med en blød og ydmyg stemme . „ Jeg ved +vel , at jeg for længe siden har forspildt al ret til +din kærlighed , ja selv til din agtelse . Jeg har +intet mere at bede om , Harald ! — kunde jeg blot +gøre dig fri og lykkelig — tro mig , intet offer +ville være mig for stort for den pris ; men , da det +er umuligt — da jeg endnu er din hustru , trods +alt , og guds lov byder os altid at blive sammen , +forsøg da at tænke lidt mildere om mig og tillad mig +at udføre nogle af en hustrues pligter ; mit højeste +ønske , min inderligste længsel er den at vise dig i +lydighed og underdanighed , at min anger er oprigtig . +Forlang af mig alt , hvad du vil , dine +ønsker skulle altid være min lov , men — som den +største gunst og som tegn på din tilgivelse —giv +mig da lov til at kende dine ønsker , giv mig lov +til at dele — ikke det , som er dig kært , men lidt +af dine bekymringer . Du vil altid finde et villigt +øre , og det vil være mig et tegn på , at jeg er +tilgivet . Forlanger jeg for meget ? “ thi han rynkede +mørk panden ; „ så tilgiv mig ! Jeg ved vel , at jeg +ikke har ret til at fordre det mindste , — det er kun +en ydmyg bon , men er den for dristig ? tør jeg + +aldrig håbe at vinde blot den ringeste del af din +fortrolighed ? “ +„ Hvortil alle disse overflødige ord , Deodata ? “ +Spurgte han med dæmpet heftighed . +„ Bliv ikke vred ! jeg ville blot så gerne lade +dig føle , hvor inderligt jeg ønsker at genoprette lidt +af det , jeg har forbrudt og forsømt , om det var muligt . +— mit livs mål skal fra nu af være at vise +dig min anger i gerningen , at — “ +„ Om du så blev en Griselda i pligtopfyldelse +og underdanighed , “ afbrød han hende utålmodig , +mens han gik op og ned ad gulvet med heftige +skridt , „ hvad var så det for mig ? hvad var det +til erstatning for den tillid og kærlighed , jeg søgte , +og som jeg en kort tid troede at have vundet ? Du +kender mig kun lidt , hvis du tror , jeg kan glemme ! +Der gives visse erfaringer i livet , som intet kan +udflette ! Du ved ikke , hvad det er at blive bedraget +af den , man troede bedst . Det efterlader en bråd i +sjælen , som ikke kan borttages ! „ Men — jeg vil +ikke gøre dig bebrejdelser . Jeg har sagt , at jeg +- tilgiver dig , og det er sandhed . Lad der for fremtiden +være fred imellem os — mere kan der ikke +blive ! “ +Deodata sukkede dybt ; hun følte , at Harald +egentlig ikke havde tilgivet hende i sit hjerte , men hun + +tænkte ydmyg , at det var fortjent , thi hans ord havde +endnu stærkere ladet hende føle hendes skyld . Hun +mindedes , hvor øm , hvor kærlig han havde været , +da hun blev hans hustru — hvor gerne han ville +glæde hende , hvormegen tillid han viste hende , og +hvorledes havde hun lønnet hans kærlighed ? Hun +gyste ved tanken derom ; hun kunne ikke undres over , +at denne stolte , strenge mand endnu ikke ret kunne +tilgive . Hun forlod sin husbond , og , da hun var +ej : e , faldt hun på knæ og bad gud om styrke til +at bære , hvad hun endnu havde at bære , i ydmyghed +og tålmodighed . Og hun rejste sig styrket op +fra bønnen . Livets vej lå tornestrøet for hende , +men den besfinnedes af nådens lys , og hendes fod +ville ikke vakle . Hun kunne nu bære de tunge byrder +som et kors , Herren lagde på hende , og kunne +bede ham om styrke til at bære det . Hun kunne +atter tænke på sin moder . „ Var jeg blot ene om +at bære alt , “ tænkte hun sørgmodig , „ ville jeg nu +ikke søle mig så ulykkelig , men hele livet at være +ham en byrde og plage , det er en fortærende +tanke ! “ + +sgvogimnde kapitel +-a-xel Herløv studerede hverken stjerner eller blomster . +Når hans lægevirksomhed gav ham tid , sad +han i sit ensomme værelse , fordybet i tanker , eller +han gransfede i bøgernes bog , som han i mangt et +år slet ikke havde åbnet . Han havde set alt det +briste og synke , som han forhen havde bygget på , +han vidste , at hvad han havde sat højest , var blændværk +og tomhed , og nu greb hans hånd efter den +redningsplanke , der skulle holde ham oppe i skibbruddet ; +men endnu famlede hånden , endnu så +øjet kun gennem tåger . Han tørstede efter sandhed +og søgte den nu i den bog , han tidligere havde +ladet hånt om ; han ville tro det ord , han læste , +men meget var ham sælsomt og ufatteligt , og hans +forstand kunne endnu ikke ret lade sig tage tilfange +under troens lydighed . Et ord dvælede han længe +ved . „ Uden i blive som børn , komme i ikke ind i +himmeriges rige ! “ Det var altså betingelsen „ at +blive som børn “ . Han forstod , hvad det ville sige ; +— at bortkaste alt sit eget og tro Vorherre fuldt +på ordet uden at forstå , som et lille barn tror +sin fader . Men det var svært at stige helt ned fra + +sit høje stade og sætte sig på barneskamlen ved +frelserens fødder , svært , helt at opgive at tage forstanden +med og blot barnlig at tro på alt . Det var +svært , men Aksel lærte det dog i de stille timer , og da kom +der frimodighed i hans tro og fred i hans hjerte , +og han undredes over Herrens kærlighed , der også +ville lade ham smage glæden i sit samfund . +Han følte , at alt var tilgivet , at nådens favn var +åben , og der var lov og tak i hans sjæl . +En dag , da Arnold hlervig sad ved sit arbejde , +kom pludselig den unge læge ind og bad ham +om en samtale . „ De bliver vist forundret ved det , +jeg vil bede dem om , “ sagde han , „ men de vil +troe , at det er sandhed ! — de har kendt mig som +en fjende af det ord , de forkynder , men jeg er det +ikke mere . Gud har åbnet mit øje og draget mit +hjerte til sig ; jeg har set min synd , men jeg har +også set hans nåde ; jeg har set , at intet kan +hjælpe mod døden uden den tro , som holdt dem +oppe i sorgen . Og nu kommer jeg til dem for at +høre mere om den tro og det håb , de forkynder ; +jeg har set , hvad sandheden er , men de vil lære +mig bedre at kende dens rod ! “ Og Arnold talte +til ham om dåbens pagt , i hvilken vi alle blive +guds børn og optages i samfund med den treenige +gud . „ De har faret vild på de øde stier , “ føjede + +han til , „ De har villet drikke styrke af denne verdens +viisdomskilder og har foragtet barnetroen , men +dog har de aldrig mistet barneretten , de fik i dåben . +Gud har aldrig tabt dem af syne , aldrig +glemt , at han har oprettet siu nådes pagt med +dem ; dens ord stå evig fast , og vil de vende tilbage +til ham , vil de forsage og tro , står hans +favn dem åben igen . “ +„ Jeg ved det , jeg ved det ! jeg har følt og forstået +i disse dage , at al min trods og selvtillid +er forladt . Jeg ved , at det evangelium , de forkynder , +er livsaligt og fuldt af kærlighed , at det kan +give næring for alle de dybe længsler i menneflehjertet , +som aldrig stilles tilfreds i den verden , hvori +jeg engang troede at have nok ; jeg ved , at Christi +evangelium er ikke blot for de trætte og svage , de +små og enfoldige , men også for den , der var +stærk , viis og retfærdig i sine egne øjne , når han +vil se sin svaghed og tro . Det var ved deres +lille drengs sygeleje , pastor hlervig , at mit øje +begyndte at åbnes . Jeg så , at det lille barn var +tusindfold stærkere end jeg , at han havde en indre +kraft , som jeg aldrig havde kendt . Det var ved +Alfreds dødsleje — da jeg så denne vidunderlige +seiersglæde i hans barneøine , der i sandhed vidnede +om , at han gik fra døden ind til livet — at + +jeg klart følte , at Jesus Christus , som jeg havde forncrgtet , +var verdens frelser og den eneste , sande +seierherre . Det var , da de talte ved hans grav +om det evige liv , at jeg troede , at han også var +min frelser , trods all , hvad jeg havde forbrudt mod +hans hellige navn . Derfor kommer jeg til dem ! — +lær mig da bedre at kende den kærlighed , der giveralt +uforskyldt , af nåde , som har offret sig selv foros +og dog har al magten og herligheden . “ +Og Arnold talte , som han bad , længe og varmt +og inderligt , og Aksel lyttede med begærlighed og +glæde . Derpå rejste han sig for at gå . „ Hils +deres hustru kærligt fra mig ! “ bad han , „ nu kan +jeg ikke se hende - jeg trænger til at være ene , +men jeg glæder mig til at tale med hende en anden +gang . Hendes frimodighed og styrke i sorgen +bidrog også mægtigt til at lade mig se , hvad det +er for en herre , de tjener ! — tak for denne time , +kære pastor hlervig ! —og tak , tak for all , hvad +jeg har lært i dette velsignede hjem ! “ +„ Vunden — vunden for guds rige “ , sagde +Arnold ved sig selv ; „ og endnu for få måneder +siden en åben , afgjort fornægter ! — visselig , Herren +formår alt ! O , burde ikke en sådan glæde få +os til at glemme alle vore sorger ? “ Og et øjeblik +efter trådte han ind til sin hustru med et udtryk i + +øjet , som hun ikke havde set længe . „ Jeg kommer +også engang til dig med en glæde , min Ingeborg , “ +Sagde han ; „ ret inderligt vil du glæde dig ved , hvad +jeg har at sige dig . “ Og han fortalte hele sin +samtale med Herløv . Ingeborgs øjne strålede . +Var ikke dette en ny velsignelse , knyttet fast til mindet +om Alfreds død , ja , spiret frem af den ? O , fik +de ikke stedse ny grund til at love og prise Herren ? +Næste søndag gik Aksel med de andre nadvergæster +til Herrens bord . Det var først for anden +gang i hans liv , og det var første gang , han modtog +den med tro . Han rejste sig med fornyet styrke +til at bære sin nylig modtagne tro ud i livet og til +at bekende den frejdig for verden . +Otteogtyvende kapitel . +Æ^ed sælsomt blandede følelser så Deodata den +- dag nærme sig , da hun skulle blive moder . Der +gaves timer , hvor det forekom hende unaturligt og +bittert , at det ægteskab , som var uden tillid , uden +kærlighed , ^ uden samfund og forening , skulle velsignes +med slig frugt , — kunne den , ville den vel + +blive til velsignelse ? Men der var andre timer , +hvor hun længtes mod den dag med al sin styrke , +hvor hun følte , at det ville være en fuld tilfredsstillelse +for hende , at få et lille barn , som var +hendes eget , som ingen kunne rive fra hende . Undertiden , +og det var især når hun iagttog sin husbonds +mørke åsyn , ønskede hun , at gud ville tage +hende bort , at Harald engang igen kunne blive fri +og lykkelig . Men herom turde hun ikke bede , og +det var en tanke , som hun snart igen forjog , thi +som oftest var det hende klart , at det ikke var guds +villie , at hun skulle dø , men at hun skulle leve +for at vise sin anger . +Imidlertid herskede der stadig den udvortes fred +imellem ægtefolkene , som Harald havde ønsket . Det +var kun en kort tid af dagen , han tilbragte i sin +hustrues selskab , men , når han var hos hende , var +han ikke mere tavs og ubevægelig , men opmærksom , +omhyggelig , vel endog venlig i et vist mål , men det +var en venlighed , hvorigennem Deodata altid følte +kulden , og den isnede hendes hjerte . Hun iagttog +dag for dag sin husbonds ansigt med mere opmærksomhed , +og hun følte en inderlig længsel efter +at kunne bringe lidt trøst til hans sind og lyse +lidt op for ham , men hun vovede aldrig at gøre +noget forsøg derpå . Lyden af hans fodtrin bragte + +blodet til at fare op i hendes kinder og hendes +hjerte til at banke , ikke mere af frygt eller af +uvillie som tidligere , men af en uforklarlig forvirring . +Havde da kulden , hårdheden , uforsonligheden +formået til sidst at fremkalde den kærlighed , +som hans trofaste ømhed ikke formåede at fremkalde ? +Vi lade dette spørgsmål ubesvaret , men +hvilke underlige modsigelser kan der ikke findes i en +kvindes hjerte ! Var det så , var Deodata sig det +idetmindste fuldkommen ubevidst ; hun vidste kun , at +intet offer ville være hende for stort for at give +fred , frihed og glæde tilbage til den mand , hvis +liv hun havde formørket . +En stille aften , sidst i oktober , fødte Deodata , +efter lange lidelser , en lille pige til verden , og da +den unge moder for første gang havde sit barn ved +sit bryst , da hun så ind i de klare øjne , da var +kun en følelse herskende i hendes hjerte : inderlig +glæde og taknemmelighed . Hun tænkte , at hun +ville aldrig mere klage , aldrig føle noget savn ; hun +havde jo nu en at elske og at leve for , en , som +trængte til hende , netop til hende . +Ingeborg var hos Deodata , og det var hende , +der kom til Harald med det budskab , at han var +bleven fader . Hun traf ham gående op og ned ad +gulvet i sit værelse i stærk bevægelse , som han + +søgte at trænge tilbage . Han havde intet håb , — +hvor kunne vel nogen velsignelse komme til dem ? +Tænkte han i bitterhed , da Ingeborg sagte trådte +ind og sagde ham , at han var fader til det yndigste +barn , hun nogensinde havde set , og at Deodata +længtes efter at se ham . Og da han fulgte med +hende , og da de løftede det lille barn , hvis åsyn +var så lyst og så uskyldigt som en engels , op til +ham , da bankede hans hjerte , og da han tog den +nylig vundne skat i sine arme , da blev det endelig +lidt blødt i det hårde sind , og der kom endog +tårer i hans øjne . Han rakte barnet tilbage til +Ingeborg , bøjede sig ned over sin hustru , trykkede et +Kys på hendes blege læber — det første siden hin +ulykkelige dag — og hviskedee med blød stemme : +„ Gud er . såre nådig imod os , Deodata ! “ Da var +det en stund for den unge moder , som om al bitterhed +var opløst i fred , forsoning og kærlighed . +„ O , kan jeg vel nogensinde blive træt af at se +ind i disse søde øjne ? “ sagde hun næste dag , da +hun atter var ene med den kærlige Ingeborg . „ Jeg +kan ikke sige dig al den glæde , jeg føler med hende +hos mig . Hun er kommen til mig som en fredens +engel , der forkynder lysere og bedre dage ! og hendes +fader elsker hende allerede ; han bliver glad , når + +han seer på hende , og der er da et smil i hans +øje , som jeg ikke har set i lang tid . O , gud ske +lov , at din fader har fået nogen at elske , min +lille , velsignede pige ! , gid du må vokse op til glæede +for ham og aldrig ligne din stakkels , svage , fejlende +moder ! “ +Ingeborgs øjne fyldtes med tårer ; men hun +gav intet svar ; thi hun følte , at denne sagte hvisken +ikke gjaldt hende , og at den unge moder næsten +havde glemt hendes nærværelse . +Dog — det ville være forgæves at prøve på +at skildre denne inderlige moderglæde , der kom til +det kærlighedstsrstende hjerte som en tilfredsstillelse +af alle savn og alle længsler . Med hver dag +voksede det lille fine væsen fastere og fastere til hendes +hjerte og bragte nye glæder . Med hver dag +voksede hun også fastere til sin faders hjerte . Han +kunne nu tilbringe hele lange timer hos hustru og +barn , og da veksledes der milde ord . Der blev aldrig +hentydet til fortiden , der blev heller ikke udtalt +noget egentlig forsonende , kærligt ord af Harald , +men de unge forældre forenedes i glæden over deres +barn , og i denne glæde begyndte Harald at . glemme , +hvad moderen havde forbrudt , og bitterheden sneg +sig langsomt og gradvis bort , men ikke fuldkomment + +— der blev en lille bråd tilbage , som vel igen +kunne blive til mere . +Niogtyvende kapitel . +Det var omtrent fem uger efter hin aften , der +bragte al den rigdom og glæede til det hidtil så +fattige hjem på egeved . Deodata sad ene i stuen , +med sin lille pige i sine arme , og hendes øjne lysle +af inderlig glæde , som altid når hun havde sit +barn hos sig . Hun vuggede hende i sine arme , +mens hun ømt betragtede det lille barneansigt , og af +og til talte til hende med denne sagte , fortrolige +hvisken , hvormed en ung moder ofte kan sige til de +små øren , hvad hun aldrig kunne sige til nogen +anden . Næste søndag var bestemt til den lille piges +dåb , og Deodata så frem til denne med inderlig +glæde . „ Du bliver da guds eget lille barn , min +øjesten ! “ hviskedee hun , og det var hende , som de +store blå øjne , der så op i hendes , forstod alt , +hvad hun sagde . „ Du skal da love at forsage alt +ondt , og vil holde hvad du lover , min lille pige , +du vil blive på Herrens veje og aldrig fare vild + +som din stakkels moder ! Gid du aldrig må smage +nogen bitterhed og kulde ! gid dine søde øjne altid +må møde kærlige blikke ! ja , min lille pige ! Gud +give dig alt det , din moder ikke fik , det fromme +hjerte og ikke det hårde og stolte , lykke og kærlighed +og ikke sorg og kulde ! “ Hun så ind i de +lyse barnesine . Hvilken fylde , hvilken uendelighed +af lykke at sidde således med sit barn ! „ Kunne +blot din bedstemoder se dig , min lille pige ! “ +Hviskedee hun atter . „ I dåben får du hendes +navn , Maria , kære , dyrebare navn ! hvor det er +velsignet at skulle kalde dig således ! gid du må +vokse op og blive lig din bedstemoder og blive , som +hun var det , en velsignelse for alle , der holde af +dig ! Først og fremmest en velsignelse for din +fader , min øjesten ! forsf og sidst ! han trænger så +hårdt til det , min lille pige ! — vil du det ? Du +smiler — er det dit svar , dit ja ? O , gud ske +lov for dig ! Gud ske lov for dig ! “ +Hvad var det ? Smilet døde hen på det lille , +hvide ansigt . Smertelige forvridninger gik hen over +de små , bløde træk — da blev ansigtet pludselig +blåt , munden fortrak sig , øjnene blev stive . Det +var , som om Deodatas hjerte stod stille . Hun løftede +barnet op og gik op og ned ad gulvet med det . +„ Hvad er det , min øjesten ? hvad er det ? Du bliver + +da ikke syg ? “ Hun måtte atter sætte sig ned , og +det lille , fine legeme rystede nu i voldsomme krampeanfald . +Hun ville kalde på sin husbond , da han +idet samme trådte ind . „ O , Harald , se ! hvad stat +vi gøre ? “ Han kastede et langt blik på den lille +pige , og da blev hans åsyn straks mørkt og hårdt . +„ Krampe ! “ sagde han bittert . „ Hvor kunne jeg også +troe , at vi skulle beholde , hvad der syntes at være +en velsignelse . “ Han gik ud ; et bud blev i hast +sendt efter doktor Herløv , et andet efter pastor +hlervig . +Da han kom tilbage , var krampen ophørt , og +den lille pige lå stiv og blå i moderens arme . +Deodata var meget bleg . Da hun så sin husbonds +forstenede blik , følte hun så stærkt , hvad han måtte +lide , at hun næsten glemte sin egen smerte . Hun +så bedende på ham og sagde : „ Harald , er det +meget slemt , meget farligt ? Hvad der end kommer , +lad os bære det med hinanden ! “ +„ Med hinanden ! “ gentog han bittert . „ Hvad +kan vel vi to bære med hinanden ? “ +En iskold gysen gjennemfoer hende . Ville han +atter oprejst skillemuren imellem dem , nu da de +trængte så hårdt til at støtte hinanden ? Dog snart +lagde hendes lille pige beslag på alle hendes tanker +og evner ; thi et nyt krampeanfald , voldsommere + +end det første , rystede igen den lille skabning . Lidt +efter kom doktor Herløv . Hans betænkelige miner +gav kun lidet håb . Han gjorde alt , hvad der +kunne gøres , men krampeanfaldene vedbleve , det ene +efter det andet , med stedse kortere mellemrum . Pastor +hlervig og hans hustru kom , og således oprandt +den stund , Deodata nylig havde glædet sig til som +til den lyseste og lykkeligste i sit liv . I den stille +stue , uden al ydre højtidelighed , blev „ Maria +vågner “ optaget i den hellige dåb . Stakkels lille +barn ! eller rettere : lykkelige , lille barn ! hun nåde +kun at få Herrens korsmærke for i det samme at +bæres ind til hans herlighed . Så snart dåben +var fuldbyrdet , kom endnu et frygteligt anfald ; +doktor Herløvs stemme lød sagte og sørgmodig : +„ Jeg tror , det er det sidste ! “ Deodata tog barnet i +sine arme for at høre det sidste åndedræt , for at +få det sidste blik — ak , det sidste blik fra disse +stive , fordrejede øjne , i hvis rene spejl hun for få +timer siden så håbefuld havde set en verden af +fred og glæde . Harald skjulte sit ansigt i sine +hænder — et svagt suk , og alt var forbi . Harald +løftede hovedet ; han så den lille , til hvilken han +allerede havde knyttet så mange forhåbninger , ligge +stiv og kold , og der lejrede sig et udtryk af bitter +smerte og stum fortvivlelse i hans træk . Pastor + +hlervig strakte hånden ud imod ham og ville tale , +men Harald viste ham tilbage med en afværgende +bevægelse , der tydeligt sagde , at han forsmåede enhver +trøst , og derpå forlod han stuen uden et +eneste blik på sin hustru . Arnold nærmede sig da +til den blege , stille moder . „ Gud styrke dem , kære +Fru Vagner ! “ sagde han ; „ det er en tung prøvelse , +men de vil tro , at det er idet kærlighed . “ +„ Tør jeg tro det ? “ spurgte hun , idet hun så +op på ham med et udtryk af ubeskrivelig smerte . +„ Tør jeg tro det ? er det ikke et tegn på guds +vrede ? “ +„ Nej , visselig ikke . I sin store kærlighed til +dem under den himmelske fader dem denne prøvelse ; +det er kærlighed , tro det kun ! Han vil opdrage +dem gennem sorgen , han vil drage dem fastere +til sig , — han vil styrke dem , han pil sende sin +trøst , sit lys , sin fred dybt ned i deres hjerte +midt i sorgen , når de kun vil bede ham derom . “ +„ O , er det kærlighed , da skal jeg ikke klage , “ +Svarede Deodata med blød stemme , og velgørende +tårer trængte sig frem . „ Jeg kunne dog aldrig +vente at beholde en sådan lykke — en sådan glæde ! +Min lille fredsengel ! “ hviskedee hun sagtere , mens +hun bøjede sig dybere ned over barnet , hvis lille +ansigt atter i døden havde fået et lyst og fredeligt + +udtryk . „ Var du alt for lys og mild for mig ? Ak , +din stakkels moder fortjente jo end ikke et eneste +glimt af den glæede , du bragte , min solstråle ! +Nu er den forbi , men gud ske lov for dig ! Gud +ske lov for glæden , du bragte , hvor kort den end +var ! “ Og hun vuggede det lille lig i sine arme , som +om det endnu var det levende barn , hun talte til . +Arnold og Ingeborg blev længe hos den unge +moder . Hun var så mild og rolig i sin sorg , at +det forundrede dem , og der syntes ikke at være noget +trøstende ord at sige hende , som hun ikke havde sagt +sig selv ; men de ønskede at lade hende føle deres +kærlige deltagelse , da han , som skulle have delt +sorgen med hende , slet ikke viste sig . +Omsider gik de dog , og Deodata sad ene med +sine tunge tanker . Hvor rig havde hun ikke følt sig +aftenen før , trods alt , hvad der manglede hende ! +Det havde været hende , som om hendes barn bragte +trøst for alle savn , lægedom for alle sår , det +var hende , som om hun læste en rigdom af håb i +de blå barneøine . Og nu , hvor var hun ikke +fattig ! En hustru , uden sin ægtefællæs kærlighed +og agtelse , en moder , berøvet sit barn ! Hvor +glædeløs lå ikke livets vej for hende . Ingen at +leve for , intet håb om en lysere fremtid ! Deodata +så fremad , — hun så den smalle , tunge tornesti , + +som hun havde at vandre , men hun fortvivlede ikke . +Hun kunne bære smerten nu , thi hun følte , at det +var Herren selv , der lagde korset på hendes skuldre , +og han ville også hjælpe hende til at bære det . +Selvbebrejdelser : pinte hende ikke mere ; thi hun vidste , +at gud havde forladt hendes synd . I denne faste +forvisning ligger der kraft til at tømme lidelsernes +skål . +Således sad den unge hustru , helt fordybet i +sin smerte , da hun endelig igen hørte de velkendte +fodtrin , og straks efter stod den mørke husbond ved +hendes side . Hans blik udtrykte en hård , forstenet +smerte , og hans læber vare fast sammenpressede . +Deodata iagttog bedrøvet hans mørke åsyn , hun +længtes så inderligt efter at trøste ham , men hun +vidste vel , at dertil havde hun ikke evne , ikke ret . +Hun sagde da ikke et ord , men hun så op på +ham med et udtryktsfuldt , mildt og sørgmodigt bedende +blik , der tydeligt bsnfaldt ham om ikke atter at vende +sig fra hende ; men om han end forstod den stumme +bøn , besvarede han den blot med det koldeste af de +kolde og hårde blik , der så ofte havde gennem - +isnet hende . Hun kvalte et suk og sænkede atter de +bedende øjne , men da tausheden blev hende for +pinlig , sagde hun til sidst frygtsomt : „ Pastor hlervig + +bad mig hilse dig ; han ville gerne have talt med +dig . “ +„ Jeg vil helst være fri , “ svarede Harald i en +hård tone . „ Det båder kun lidt at tale om sin +sorg . Jeg har kun knuste forhåbninger at se hen +på , men jeg ønsker ikke at tale derom . “ +„ Harald , “ begyndte hun atter , endnu mere frygtsom ; +„ vil du ikke følge ind med mig og se , hvor +yndig , hvor fredelig hun seer ud , — det ville vist +gøre dig godt . “ +„ Du er næppe den , der ved , hvad der vil gøre +mig godt , “ svarede han hårdt ; „ når jeg længes +efter at se på min lille pige , skal jeg gå til +hende , men der er jeg helst alene . — hvor kunne jeg +være så tåbelig at tro , at nogen velsignelse kunne +blive hos os ? “ sagde han lidt efter og begyndte at +gå op og ned ad gulvet med heftige skridt . „ Må +ikke velsignelsen flygte fra et sådant hjem ? “ Og +han lo — lo hånligt , som om han ville spotte med +sin egen smerte . — „ Harald , “ bad hun atter , „ hutl , +at det er gud , som sender os denne sorg ! “ +„ Tror du ikke , at jeg mindes det ? “ var hans +svar . „ Tror du , det er nødvendigt at fortælle mig +det ? “ Her standsede han tæt foran hende og betragtede +hende stift med et knusende dommerblik . +„ Tror du ikke , jeg ved , at det er den retfærdige + +gud , som sender os denne sorg ? “ vedblev han , idet +han højtideligt løftede den ene hånd i vejret , „ den +retfærdige gud , som straffer løgnen , som tager sin +velsignelse fra den pagt , der blev sluttet i usandhed +og bedrag ! Han lader sig ikke spotte , — og er +hans navn , hans hellige alter bleven misbrugt til +at tjene en løgn , da stat han ikke lade det være +ustraffet . Derfor sender han forbandelsen til det +hjem , der ikke er et hjem , til det ægteskab , som kun +er en vanhelligelse ; derfor river han barnet fra +moderens favn , at hun ikke skal smage moderglæden , +hun , som krænkede ægteskabets hellighed , som stod +for Herrens alter med en løgn på sine læber og i +sit hjerte ! Gud er en retfærdig dommer , „ en hævner +af uret ; “ tror du ikke , jeg føler , at det er +hans hånd , der falder tungt på os ? det er +straffen , Deodata , som løgnen altid fører med sig ! “ +Klar og skarp havde hans stemme lydt i hendes +øren , og den var hende som forkyndelsen af en +frygtelig dom , der ville udslette al forvisning om +guds tilgivende kærlighed af hendes hjerte . Var +hun da ikke straffet nok ? ville han nu bore smertens +pil dybere og dybere i hendes bryst ? Han +havde sagt , at han tilgav hende , og dog — midt i +hendes tunge sorg — mindede han hende om hendes +brøde i udtryk , som vare hårdere end nogensinde + +før . „ Harald , vær barmhjertig ! “ fremstammede +hun bedende , men han svarede ikke og forlod hende . +Næste morgen gik Ingeborg atter til egeved . +Hun traf Deodata ene ved sit barns lig , stirrende +på det lille , ubevægelige ansigt , som hun ikke kunne +blive mæt af at betragte . Hun så op med et mildt +smil og rakte hende hånden . „ Tak , du kære , +trofaste Ingeborg ! at du atter vil komme til mig . +Det gør så godt at se ind i dine milde , deltagende +øjne . “ +Og da Ingeborg satte sig ved hendes side , med +sin arm om hendes liv , åbnede hun sit hjerte for +hende — det trængte så hårdt til at åbne sig . +„ Nu kan jeg takke gud , “ hviskedee hun , „ fordi han tog +mit lille barn bort fra denne mørke jord . Hun +skal aldrig , “ her blev stemmen svagere , og øjnene +sænkede sig mod gulvet , „ vokse op til den sørgelige +bevidsthed , at hendes fader foragter hendes moder , +hun skal aldrig lære al denne elendighed at kende ! +O , Ingeborg , jeg har nu en engel hos gud , som +vil bede for mig , at jeg må få lov til at komme +op til hende engang — efter den lange , lange strid +— trods al min uværdighed . “ +Ingeborg svarede ikke ; hun trykkede kun tavs og +med tårer sin veninde til sit bryst . „ Jeg har en +bøn til dig , Ingeborg — til dig og din husbond , “ + +vedblev Deodata sagte . „ Må min lille pige +ligge ved Alfreds side oppe på kirkegården ? Det +vil være så godt og velsignet at have hende der , og +jeg kan da besøge begge grave på engang . “ +„ Det vil være os kært , dyrebare Deodata ! Vi +vil gå derhen med hinanden , men vi vil aldrig +glemme , at der er vore børn ikke , — de er løftede +op i gud faders egen favn , og der skal vi ved +guds nåde finde dem igen . “ +„ Ja , jeg tør tro det nu , Ingeborg ! trods al +min uværdighed ved jeg nu , at også min synd er +forladt . O , kunne blot Harald ret føle dette , at det +kunne mildne hans bitre sorg ! Vil ikke din husbond +tale til ham derom , Ingeborg ? “ +„ Gør det selv , kære Deodata ! “ Men Deodata +rystede sørgmodig på hovedet , og Ingeborg +sagde ikke mere ; thi hun forstod hendes vemodige +blik , der sagde så tydeligt : „ jeg kan intet udrette +hos ham ! “ „ Arnold holder så meget af din husbond , “ +Sagde hun blot , „ men han er bleven så indesluttet +og tilbageholden i den sidste tid . Der var en +tid , Deodata , da han kunne tale med os om sine +dyrebareste interesser , — dengang , da han med så +inderlig glæde beredte sit hjem til at modtage sin +unge hustru . Hvor lyste hans blik ikke dengang af +glæde , når han talte om dig ! ��� + +ak , hvis Ingeborg havde håbet at oplive deodafa +ved at minde hende om hendes husbonds kærlighed , +forfejlede hun sit mål ; thi intet var smerteligere +for den ulykkelige , unge hustru end at erindres +om den kærlighed , hun havde forspildt , og som hun +nu så længselsfuldt sukkede efter . +Tredivte kapitel . +? L ) er var en lille grav på kirkegården tæt ved +siden af Alfreds , og derhen gik deodafa hver dag +i den kolde , mørke december . Det syntes , at hendes +liv skulle være en vandring mellem grave . Hun +havde haft sin moders grav i det gamle hjem , hun +havde nu sit barns i det nye . Vel måtte hendes +hjerte længes bort til dem , der forlod hende , men +hun følte sig endnu fast bunden til jorden , hun +havde endnu nogen at elske , og så længe en kvinde +har det , vil livet aldrig blive hende ganske mørkt . +Af denne opvågnende kærlighed øste deodafa et +væld af styrke — til at tåle og lide , næsten til at +håbe . Da hun i de første dage efter sin lille piges + +død iagttog sin husbonds mørke , fortvivlede smerte , +følte hun først kærligheden til ham vågne , men +den kom stærk og lidenskabelig , som hendes kærlighed +måtte være . Hun kunne kun ret holde af nogle +få , men der var en mægtig evne til at elske skjult +i hendes inderste . Det viste hun , da hun efter sin +moders død osfrede sig ganske før sin fader , og +ligesom hendes kærlighed til faderen var vokset i +styrke , alt som han blev mere kold og hård , var +hendes husbond hende nu kun så meget dyrebarersk +fordi han vendte sig fra hende i uforsonlighed . +Hans ømhed havde ikke mægtet at fremdrage hjertets +skjulte perle , men under strenghed , kulde , spot +og foragt voksede kærligheden frem hos hende . Der +var noget vemodigt ved denne kærlighed , der kom +før silde , der ikke kunne fremlokkes , da den søgtes , +og først vågnede under asfen af den kærlighed , +der skulle have været dens vogter ; men den forædlede +og modnede Deodatas hele væsen , og den lærte +hende at bære og at tåle . +Deodata gik altid ene til graven ; Harald fulgte +hende aldrig , og hun vovede ikke heller at bede ham +derom . Han var mere mørk og indesluttet end nogensinde +før . Hans hustru hørte næppe et ord fra +hans læber ; han havde endogså tabt ønsket om at +bevare hint ydre skin , han før holdt så fast på ; + +alt var ham ligegyldigt , intet i verden havde værd +for ham , ikke engang menneskenes gode omdømme . +Han besøgte aldrig sine venner med sin hustru og +ik aldrig ud med hende ; han gik sine veje og lod +hende gå sine , og var han hos hende , sad han tavs +og kold og undveg hendes sørgmodige , bedende blik . +Han syntes ganske at have glemt , at han havde tilgivet +hende — det var , som om hendes brøde netop +nu ret stod for ham i sit fulde lys . Han var grum +og uretfærdig , men i Deodatas hjerte havde han nu +sin varmeste forsvarer ; havde han blot anet det ! — +hun frikendte ham for al skyld , hun kaldte hans +vrede retfærdig — denne tavse vrede , der var værre +end enhver bebrejdelse — og hun bar den ydmygt . +Hver gang hun sønderknustes af kulden i hans blik +og væsen , mindedes hun , hvorledes han engang +havde været ; da så hun ham for sig med øjet +lysende af varme og hørte den milde klang i hans +stemme fra de svundne dage . Mangt et træk fra +hine første måneder , hun så lidet havde påskønnet , +mangt et tegn på hans ømhed og kærlige +omsorg , som hun dengang næppe havde lagt mærke +til , steg nu levende frem for hendes tanke , før at +anklage hende og forsvare ham . Ja , hun frikendte +ham før al skyld , hendes alene var brøden ! Havde +han ikke givet hende alt , hvad en mand kan give en + +kvinde , og hvorledes havde hun tonnet ham ? Desto +meer smertede det hende derfor at se den tunge +skygge , der altid hvilede over hendes husbonds +åsyn , at føle , hvor fattigt hans liv var , hvor dybt +den sidste skuffelse havde ramt ham , at se ham +ulykkelig og da at føle , at hun , som nu gerne ville +have offret alt før ham , selv var den byrde , der +tyngede ham hårdest . Hun vidste vel , at hun personlig +ikke havde den ringeste magt til at trøste ham , +men ad tusinde små , skjulte veje søgte hun midler +til at oplive ham lidt og vende hans tanker mod +det , der før havde haft værd før ham . Men det +var lutter mislykkede forsøg , — han var uimodtagelig +før alt , — selv hlervigs undgik han nu helst . +Han opdagede aldrig sin hustrues skjulte hensigt ; +dog blev hun ikke træt af de mislykkede forsøg , og , +mens han fjernede sig mere og mere fra hende , sad +hun og grundede på , hvad der vel kunne være godt +før ham . +Selv de , der havde dømt Deodata strengest , ville +have følt medlidenhed med hende nu , om de havde +set hende dag for dag , uge for uge sidde og vente +på et eneste venligt blik , et eneste forsonende ord +og aldrig møde andet end kulde og hårdhed . De +ville have følt medlidenhed med hende , når de havde +set hende sidde ensom og lytte efter de fodtrin , + +som ikke kom , med hjertet bankende af længsel efter +alt det , hun kunne have ejet , mens svaret på de +brændende ønsker atter og atter lød i hendes øren : +„ den dræbte kærlighed kan ikke genoplives , den +grusomt skuffede tillid kan ikke fornyes — det er +umuligt . “ Disse ord var hende som en uigenkaldelig +dom , der jog håbet bort , når det en enkelt +gang ville titte frem gennem de mørke skyer . Der +var da også timer , hvor hendes heftige og lidenskabelige +natur brød alle skranker , hvor hun kastede +sig ned og brast i en vild hulken , hvor hun , ude af +sig selv , kaldte på sin moder , på sit barn , at de +skulle komme og trøste hende — hun kunne ikke bære +byrden alene . Ester sådanne udbrud fulgte da +altid anger og ængstelse for , at hun behøvede endnu +hårdere tugtelser , siden hun endnu var så utålmodig . +Disse udbrud tilhørte også kun ensomheden ; +ligeoverfor sin husbond var Deodata altid blid , ydmyg , +tålmodig ; og hun syslede omkring ham så +ubemærket som muligt med disse små opmærksomheder , +hvormed kvinden kan gøre mandens hjem +så hyggeligt og tillokkende . +Alt det så Harald godt ; han så , at hans +hustru dag før dag kom mere til at ligne hans +ideal af en kvinde , men han gjorde sig umage før +at lukke øjnene før det ; hun kunne intet være før + +ham , sagde han til sig selv ; han ville ikke modtage , +hvad der kun blev givet af pligt , og så stødte han +hende tilbage atter og atter , indtil hun til sidst ikke +vovede at nærme sig til ham , undtagen hvor hun +netop anså det før nødvendigt . +Imidlertid hengav Deodata sig ikke til en ørkesløs +grublen over sine sorger , en sygelig fasthængen +ved den kærlighed , der var kommen før silde . Nej , +hun indså godt , at hendes eneste lægedom var arbejde +og virksomhed , og hun sørgede før bestandig at +finde noget at virke før . Hun følte dybt , hvor egenkærlig +hun før havde været , og nu , da hendes hjerte +var blevet så varmt , længtes hun efter at kunne være +noget for andre . Hun kunne intet være for ham , +der stod hende nærmest af alle , men hun ville da se +omkring sig , om hun ikke kunne opdage nogen , hvem +selv hendes svage evner kunne bringe trøst . Hun +mindedes nu , hvorledes Harald , inden de blev gifte , +havde talt om , at han ønskede , hun skulle være hans +medhjælp i at udbrede lykke og velsignelse omkring +dem , og at han ønskede at se hende udføre kvindens +skønneste gerning : at komme med hjælp og trøst +til de trængende og lidende . Hun havde lyttet opmærksomt +nok den gang , men siden havde hun glemt +det og aldrig gjort mere , end hvad hendes husbond +forlangte . Nu mindedes hun det atter , nu , da det + +var ' for sent at gøre noget for at være ham til +behag . +Det var en kold , streng vinter , og der var +megen rød og fattigdom trindtomkring . Deodata +ville ikke vente , til den meldte sig , men hun opsøgte +dem , der led , bragte den hjælp , hun kunne , og ledsagede +den med milde , deltagende ord , der lidt betydede +endnu mere end gaven . +I Ingeborgs venskab fandt hun også sin trøst , +men sin fortrolighed gav hun hende ikke mere : hun +undgik at tale om sit forhold til sin husbond og +fortred de ord , der var undslupne hende dagen efter +hendes lille piges dsd . +Efogfredivfe kapitel . +Harald syntes endnu kold lige overfor sin hustru +men han var det ikke mere . Den hårde isskorpe +havde begyndt at briste , den brast mere og mere dag +for dag , og der blev atter varmt . Han havde troet , +at hans kærlighed var dræbt for stedse , da den så +grusomt blev skuffet ; men den sande kærlighed kan + +aldrig dø , om den end kan slumre dybt og længe , +og Harald følie nu , at den vågnede igen og det med +fornyet styrke . Nu , da hans hustru mødte ham +med blidhed og ydmyghed , da hendes øjne bestandig +udtrykte anger og længsel efter at genoprette det +skete , nu steg kærligheden igen frem af sit skjul +og gjorde sine krav gældende . Han ville jage den +bort , hans stolthed ville ikke lytte til dens stemme , +men det var en påtrængende røst , der ikke ville +bringes til taushed , og den havde så meget at sige +ham . Med kærligheden vågnede alle de gamle +længsler på ny — længsel efter et hjem med solskin +og hygge , fred og kærlighed , et hjem , hvor +der var sympatti og enighed , hvor mand og hustru +bare hinandens byrder og støttede hinanden i kamp +og modgang , — disse længsler trængte sig frem +igen og gjorde hans hjerte uroligt . Og når han +da iagttog denne unge kvinde , der skulle have virkeliggjort +disse drømme , når han så hende med den +stille glans i øjet , der altid findes hos den , som +ikke søger sit eget , men fortaber sig i tanken om en +anden ; når han så hende så mild og blid , så +kvindelig yndig i al sin færd , da oprørtes han — +ikke mod hende , men mod den ubarmhjertige skæbne , +der ikke havde villet skænke ham det , han havde attrået + +mere end alt andet , det , han endnu heftigt +attråede , selv om han ikke vidste det . +Men hun anede intet af alt dette ; han skjulte +det for hende under den gamle kulde ; thi stærkere , +end hans medlidenhed med hendes glædeløse liv , +stærkere , end hans kærlighed og vågnende længsler , +var endnu hans stolthed , der ikke ville lade nogen +ane hans sande følelser . Hans hustru skulle og +måtte ikke vide , hvor kær hun var ham , hvor lykkelig +hendes kærlighed ville have kunnet gøre Harn ; +han ønskede , at hun skulle vedblive at tro , hvad han +engang havde sagt i miskendelse af sit eget hjerte . +Og denne samme hårdnakkede stolthed drev ham til +af tilbagestøde hvert et svagt og frygtsomt forsøg på +tilnærmelse fra Deodatas side ; han ville ikke modtage , +hvad der blev givet af pligt , han , som havde +attrået den kærlighed , der giver alt frit , fordi den +kan ikke andet . Han ville have alt eller — intet . +Derfor blev Deodata atter og atter stødt tilbage , +indtil hun endelig , efter så mange frugtesløse forsøg , +opgav nogensinde af være det ringeste for ham , +af alt det , hun så inderligt ønflede . +Men da Harald ikke mere mødte disse frygtsomme +forsøg på af genvinde hans fortrolighed , +da savnede han dem , da glemte han , af det var ham + +selv , der havde stødt dem fra sig , og hans sind blev +mere mørkt og bittert end sædvanligt . +Således hengik de korte , kolde vinterdage og de +lange vinteraftener , der er så lange for den ensomme . +Manden og hustruen sad hver i sit værelse , +med døren lukket imellem sig , mens hjerterne bankede +af den samme længsel — længsel efter fred og forsoning , +kærlighed og forståelse . Et ord kunne +have bortjaget den mørke skygge , der adskilte dem , +men ingen af dem udtalte dette ord — den ene +ville ikke , den anden turde ikke — og skyggen +blev mørkere dag for dag . +Toogiredivfe kapitel . +Ælter skinnede forårssolen over land og hav , atter +støde bøgene i knopper . Et rigt blomsterflor dækkede +Alfreds og lille Marias grave og talte til de +unge mødres hjerter om livet og glæden , som var +beredt deres små . Daglig gik Deodata endnu til +den kære , lille grav , der gemte støvet af hendes +korte glæde , og stundum fældte hun bitre tårer +over sin tabte skat , der , som hun mente , ville have + +slukket alle hendes længsler og udfyldt alle hendes +savn . Men der var andre tider , hvor hun igen +kunne takke gud , fordi han for evigt havde taget +hende bort fra synd og sorg , fordi hun ikke skulle +vokse op i det mørke hjem og se sine forældres +ulykkelige forhold . +En dag modtog Harald et brev , hvis udskrift +bragte ham til at studse ; Deodata iagttog hans ansigt , +mens han læste det , og hun så ham blive bleg +og tilsyneladende stærkt bevæget . Da han lagde +brevet fra sig med en utålmodig bevægelse , spurgte +hun frygtsomt : „ Fik du ubehagelige efterretninger ? “ +„ Idetmindsfe ikke behagelige , “ svarede Harald , +idet han rejste sig og begyndte at gå op og ned ad +gulvet , — altid et tegn på , at hans sind var i oprør . +„ Dette brev underretter mig om , at min onkel +i Sverig er død , og at min nærværelse er nødvendig , +da jeg er hans eneste arving . Arving ! jeg ved , +hvad det vil sige . En uendelig mængde forviklede +sager at bringe i orden , gæld alle vegne , og når +endelig , efter meget arbejde , alt er bragt i orden , +vil der dog ikke være nok til at betale gælden . Det +er hårdt at møde som arving og eneste slægtning +af en mand , der ikke havde et eneste menneskes +agtelse . “ +„ Din onkel i Sverig ? “ spurgte Deodata forundret . + +„ Du har aldrig omtalt ham — jeg har +aldrig vidst , at du havde nogen slægtning der . “ +„ Han var min faders Broder ; men det er +ganske rigtigt — jeg har aldrig omtalt ham , thi jeg +har ønsket at kunne glemme hans tilværelse . Der +var aldrig nogen forbindelse imellem os , og jeg har +ikke set ham , siden jeg var barn . Det var ham , +der gjorde sin Broder , min onkel Jørgen , så stor +en uret , at han måtte skye sit fædreland , og denne +uret var det , der kastede sin skygge over onkel +Jørgens hele liv ; det var en sorg , han aldrig forvandt . “ +„ Hvad +var denne uret og denne sorg ? “ spurgte +Deodata med levende intresse . „ Du fortalte mig , +mindes jeg , at din onkel var melankolsk , men — du +talte aldrig om nogen enkelt stor sorg , der formørkede +hans liv . “ +„ Du viste så liden interesse for ham , Deodata , +dengang jeg så gerne ville tale til dig om alt , +hvad der lå mit hjerte nær , og siden — siden har +vi to ikke talt meget med hinanden . Min onkels +sorg var den , som tynger hårdest — sluttet tillid , +bedraget kærlighed . Og det var hans egen Broder , +der kom som fristeren i hans Paradis . Ønsker du +at høre historien ? den er snart fortalt , men endnu +den dag i dag kan den bringe mit blod i kog . “ + +„ Hvis det ikke er dig imod , ville jeg gerne . “ +„ Nu da . Mine bedsteforældre havde tre sønner . +Den ældste , onkel Jørgen , var deres glæde +og stolthed ; alt fra sin barndom var han en trofast +støtte for sine yngre brødre . Min fader +elskede ham , men den yngste Broder lærte snart at +misunde ham , fordi han i så rigt mål havde +forældrenes tillid . Denne misundelse fødte mangen +en ond handling , men , efter hvad min fader har +fortalt mig , bar onkel Jørgen over med alt i mildhed +og sagtmodighed og skjulte sin Broders fejl med +kærlighedens kåbe . Du seer “ , tilføjede Harald +med et sørgmodigt smil , „ at min onkel var såre +forskellig fra mig ; han fik mig aldrig lært at bære +over . Imidlertid var onkel Edvards fejl så mange +og store , at de ikke kunne skjules . Han var ødsel , +letsindig , forlystelsessyg og gjorde sine forældre den +ene sorg efter den anden . Ofte blev den ældste +Broder fremstillet for ham som et monster , hvilket +kun end mere forøgede hans misundelse og skinsyge . +„ Min +fader var bleven meget tidlig gift , men +det var en almindelig ' mening i familien , at onkel +Jørgens hjerte aldrig ville blive fængslet af nogen +kvinde . Dog — dette viste sig at være en stor +fejltagelse . Nogle år efter min faders giftermål + +kom en ung , forældreløs pige i huset hos mine +bedsteforældre . Hun var af naturen udrustet med +alt , hvad der fængsler og tiltrækker . Da hun var ualmindelig +smuk , livlig og yndig , drog hun alle til sig . +Jeg har endnu en svag erindring om hende som et strålende +væsen , der syntes at kaste et lys ud over all , +hvad der kom i berøring med hende . Hun erobrede +alles hjerter , og mine bedsteforældre opfyldte alle +hendes ønsker ; hun lærte snart , at hun var uimodståelig , +at , hvor alle andre fik nej , måtte hendes +bedende øjne og indsmigrende stemme altid aflokke +et ja . Onkel Jørgen , der var alvorlig og i +højeste grad tilbageholden overfor den unge pige , +kom senest under hendes indflydelse , men han kom +det også tilgavns . Langsomt og gradvis trængte +hun sig ind i hans hjerte , men den kærlighed , hun +vakte , var dyb og trofast . Han sagde hende , at han +elskede hende — efter lang tøven og kamp , thi +han var bange for , at hun var alt for ung og livsglad +for ham ; men da hun så op på ham med +sine strålende øjne og sagde , at hun aldrig ville +have kunnet elske nogen anden mand end ham , da +tvivlede han ikke derom , men var lykkelig og glædede +sig ved hendes barnlige kærtegn og hendes udbrud +af beundrende kærlighed . Mine bedsteforældre anså +Hilda for at være for ung og uerfaren , til at + +blive gift det første år ; derfor ønskede onkel Jørgen , +. at trolovelsen skulle holdes hemmelig , og foretog +imidlertid en rejse i England og Skotland for at +gøre sig bekendt med landbruget der . Han forlod +sin fæstemø , fuld af glade fremtidsanelser ; hun græd +rigtignok og kaldte ham grusom , fordi han ville forlade +hende ; men han kyssede det forkælede barns +tårer bort med et smil og håbede måske hemmeligt , +at hans fraværelse snarest ville modne hende +til kvinde . Nogle måneder efter kom onkel Edvard +hjem for længere tid . Han var smuk og munter , +og Hilda , som begyndte at kede sig , fandt meget +behag i hans selskab . Onkel Edvard syntes snart +kun at have øre og øje for hende , så at hans +moder fandt det nødvendigt at åbenbare ham hemmeligheden . +Han brød næsten ud i raseri ; skulle +den Broder , som altid havde haft alt forud for +. ham , nu også frarøve ham den pige , han elskede ? +Hans moder bad ham under disse omstændigheder +om at forlade hjemmet ; men det ville han ikke , han +ville hverken flye eller modstå fristelsen og fortsatte +stadig det fortrolige samkvem med den skønne +pige . Hun var så imødekommende , at min bedstemoder +tænkte netop på at advare og formane hende , +da — en dag begge de unge pludselig vare forsvundne . +Et par dage efter fremstillede de sig atter begge for + +forældrene , kastede sig for deres fødder og bønfaldt +om tilgivelse ; — de havde ikke kunnet modstå den +magt , der drev dem til hinanden , sagde de ; de kunne +ikke leve uden hinanden , og derfor havde de ladet sig +hemmelig vie , for at ingen jordisk magt skulle flille +dem ad . Hilda håbede uden tvivl , at hendes tårer , +hendes bønner , hendes kærtegn , der plejede at være +uimodståelige , også skulle kunne udsone denne brøde , +men her var den uden virkning — mine bedsteforældre +vendte sig bort i foragt og vrede . Dagen +efter kom onkel Jørgen hjem , for at træffe sin brud +som sin Broders hustru . Hun var skamløs nok til +at udbede sig en samtale i Enrum med ham for at +anråbe hans zedelmodighed til fordel for onkel +Edvard , der måtte lide under forældrenes vrede . +Men denne følte . Umuligheden af at blive i deres +nærhed , som han så frygteligt havde forurettet ; det +lykkedes ham at få en forretning i Sverig , og der +opslog de deres Bo . Onkel Jørgen blev en anden +mand fra den tid , siges der . Han var altid sørgmodig , +levede et ensomt , indesluttet liv , men år for +år blev han mildere ag blidere og mere rede til at +hjælpe og glæde . Jeg havde ham kærere end min +egen fader , som jeg engang fortalte dig , og de ' stille +dage hos ham høre til mine kæreste minder . Han +var altid mild i sine domme , men han advarede mig + +flere gange mod at bygge på en kvindes troflab +og sandhed , dog — da min time kom , “ tilføjede +Harald sagtere og mere som til sig selv , „ glemte jeg +hans advarsel . “ +Deodata blegnede , og en gysen gjennemfoer +hende ; derpå spurgte hun : „ Og hvorledes gik det +videre den yngste Broder og hans hustru ? “ +„ Som man kunne vente : „ Hvad med synden +kommer , med synden bortgåer . “ Jeg kender ikke +deres nærmere forhold , men af og til blev der dog +hørt noget om det . Hun høstede sin fortjente løn +og blev ulykkelig . Onkel Edvards letsindighed vendte +snart tilbage ; han spillede , drak og forødte det lidet , +han ejede ; hans hustru overøste ham med bebrejdelser , +og i deres husliv var der fuldt op af vrede og +tvedragt . De fik to børn , som begge døde tidligt , +og onkel søgte at flukke sorgen derover i endnu +vildere udskejelser . Han forsømte- sine forretninger +og fik til sidst sin afsted . Han købte da en ejendom +— hvorledes er mig endnu bestandig en gåde — +og syntes for en tid at ville begynde et nyt liv . +Men det varede kun kort ; snart begyndte han atter +at slå tiden ihjel ved spillebordene og forsømme +gården , og følgen var , at han sank dybere og +dybere i gæld . Da hans fader lå på sit dødsleje , +rejste han hjem for at få hans tilgivelse ; her + +mødtes han igen med onkel Jørgen , men hvad der +foregik imellem dem , ved jeg ikke . Onkel Edvards +fædrenearv gjorde ham det muligt at betale sin gæld , +men han kastede sig snart ind i ny elendighed , og +nårsomhelst jeg har hørt hans navn nævne , har det +været i forbindelse med skam og skændsel . Hans +hustru døde , som man mente , af græmmelse over +hans udskejelser , men andre sagde rigtignok , at hun +altid plagede og opirrede ham , til hun drev ham til +det yderste . Det er heller ikke usandsynligt , at hun +— da hendes skønhed og ynde , der var hendes +eneste styrke , tabte sin magt over ham , — har overvældet +ham med bebrejdelser . Hvis han sørgede over +hendes død , hvis han følte noget samvittighedsnag , +har det kun været en kort opblussen , og snart blev +han igen den gamle . +„ O , døm ham ikke for hårdt , Harald “ , sagde +Deodata , „ nu da han er død ! “ +„ Ja , og forfærdeligt er det at høre , hvorledes +han døde . Siddende ved spillebordet blev han ramt +af et slag , der næsten øjeblikkelig gjorde ende på +hans liv . Uden tvivl har han aldrig tænkt på , at +der engang kom en regnflabsdag . “ +„ Og du er hans eneste nære slægtning ? “ +„ Ja , den eneste . Det er mig , som skal søge at +bringe orden i alle disse forviklinger , betale en uendelighed + +af gæld og gøre alt , hvad jeg formår +for at borttage lidt af den vanære , hvormed han har +besmittet bedstefaders og onkel Jørgens højagtede +navne . “ +Han gik hurtigt ind i sit værelse , og allerede +næste morgen rejste han . Vognen holdt for døren , +og Deodata ventede på sin husbonds sidste farvel . +Han anede kun lidt , hvor svært det faldt hende at +sige ham det , og hvor inderligt hun ønskede at kunne +holde ham tilbage eller rejse med ham . Han bad +hende gøre sig det så behageligt som muligt , mens +han var borte , og hun takkede ham for hans „ Venlighed “ , +men hjertet sukkede efter noget ganske andet . +Hun stirrede efter ham , da han kørte bort . Hvad +ville hun ikke have givet for et eneste varmt og mildt ' +blik , men han så sig ikke tilbage . Et øjeblik efter +fortrød han dog bittert , at han ikke havde fået endnu +et glimt af dette blege , sørgmodige åsyn , hvis billede +rigtignok var fast indpræget i hans hjerte og fulgte +ham overalt ; da bebrejdede han sig sin kulde og +taushed , men da var det for sent . +Deodatas tanker dvælede hyppigt ved denne +historie om synd og sorg , som Harald havde fortalt +hende , og når hun besøgte sin lille piges grav , +standsede hun også ved den , der gemte støvet af +egeveds ejer , hvis liv havde været så fattigt på + +glæder , men dog ikke uden kærlighed . „ Salige er +de , som hungre og tørste efter retfærdighed “ stod der +på gravmindet , og hun turde vel håbe , at disse +ord i sandhed kunne siges om ham . Skulle da +aldrig kærlighed og lykke fæste Bo på egeved ? +Og var dog ikke onklen mindre at beklage , end han , +der for hele livet var bunden til en kvinde , for +hvem han ikke længer havde agtelse ? +Ensomt og sørgmodigt hengik dagene og ugerne . +Der var så tomt og øde i de store værelser , men +Deodata tænkte ikke på at søge noget selskab ; der +var kun en , hun længtes efter , kun en , hun savnede . +Stundom undrede hun sig over sig selv , at hun kunne +føle så stærk en længsel efter at se denne mørke , +tause skikkelse^ som dog kun pålagde hende tvang . +Men så kær var han bleven hende , at blot bevidstheden +om hans nærhed var en lykke , hun måtte +længes efter . Som dagene gik , begyndte hun at +håbe at få et brev fra den fraværende , men længe +håbede hun forgæves , og da hun endelig holdt et +brev fra ham i sin skælvende hånd og forventningsfuld +åbnede det , ak , da var det så kort , så +koldt , så isnende høfligt , at hun hellere havde undværet +det : det lod hende kun endnu bittrere føle hans +kulde og ligegyldighed . + +treogfredivle kapitel . +Harald Vagner sad ene i den sildige aftenstund . +Det var næsten midnat , men han tænkte endnu ikke +på at gå til hvile , skønt denne dag havde været +anstrengende nok . Han havde nu lagt arbejdet til side , +men mellem sin farbroders papirer havde han +fundet en pakke breve , som han med forundring +så , alle bar den ældste Broders håndskrift , og disse +sad han nu og læste , begjerlig efter alt , hvad der var +efterladt af den slægtning , som havde været hans +anden fader . Og disse breve gave ham ganske vist +et nyt indblik i det liv , der havde været hans ideal , +åbenbarede , hvad han aldrig havde anet , hvad hans +onkel , der ellers skænkede ham så megen fortrolighed , +aldrig havde sagt ham . Det fremgik af dem , at +da den yngste Broder stod blottet for alt , havde han +ikke skammet sig ved at henvende sig til den Broder , +han så grusomt havde forurettet , og anråbt ham +om hans zedelmodighed^ og han blev hjulpen — +ved hvilke opoffrelser , nævnede broderen naturligvis +ikke — så han kunne begynde livet igen i en ny +stilling . Det brev , der forkyndte denne mdelmodighed , +udtalte tillige den fuldeste tilgivelse for fortidens + +uresk en tilgivelse , så mild og så varm , at +man vel skulle have troet , den måtte have smeltet +den letsindiges hjerte og ført ham på en bedre vej . +Efter dette brev fulgte mange andre , fulde af kærlighed +og ømhed , hvori den ældre Broder formanede +den yngre , uden strenghed , uden at dømme , blot med +al den mildhed og indtrængende varme , der strømmer +ud fra et kærligt hjerte . Han formanede ham +atter og atter til at begynde et nyt liv , til at våge +over sig selv , til at modstå de gamle fristelser , ja , +han bad ham endog vise kærlighed og overbærenhed +mod sin hustru — den kvinde , der havde formørket +hele hans liv , var endnu genstand for hans broderlige +omsorg . Ak ! alle disse bønner og formaninger +vare spildte . De havde fremkaldt en flygtig bevægelse , +forbigående anger , en øjeblikkelig beslutning , men +alt dette var straks blevet hvirvlet bort af de onde lysters +endnu stærkere magt . +Dybt bevæget læste Harald alle disse breve , men +de forbavsede ham tillige , thi hans uforsonlige sind +kunne ikke fatte , at en mand så fuldt og helt kunne +tilgive den , der havde gjort ham den største uret . +Mellem nogle af brevene viste datoen , at der havde +ligget et længere tidsrum , og det fremgik af dem , at +orket Jørgen intet svar havde fået fra sin Broder , +men at til sidst rygtet bragte ham bud om nye fejltrin . + +han stred da atter , for endnu at forsøge sin +magt ; han mindede om deres barndomsdage , om +mangt et træk , hvor det lykkedes hans overtalelser +at drage den ustadige dreng tilbage fra de mange +fristelser , der lokkede ham , han mindede om deres +kærlighed til hinanden , han bad , han bønfaldt ham +om at vende om . Det sidste brev var dateret nogle +uger før onkel Jørgens død , da han allerede led af +den smertefulde sygdom , der endte hans liv . Skriften +var også rystende og utydelig . Det var den +sidste kraftanstrengelse før endnu at kalde den vildfarende +tilbage på den rette vej . „ Jeg kan ikke +komme til dig nu “ , skrev han til sidst ; „ men du vil +komme til mig . Du vil forunde mig den glæde , før +jeg dør , at se dig , at tale med dig , at trykke dig +i mine arme og sige dig , hvor fuldt jeg har tilgivet +dig . Kom , min Edvard ! kom som den fortabte søn +til faderhuset , til den himmelske fader , som nu kalder +gennem mig ; o , hør og følg hans røst ! kom i +anger , omvendelse og tro ! und mig denne glæde , +før jeg dør , og du har rigt betalt mig før hver sorg , +du har voldet mig “ . Men Edvard var ikke kommen . +Længe efter at Harald havde læst disse breve +blev han siddende i dybe tanker . Der var noget +hårdt i hans hjerte , der bøjede sig og gav efter . +Således , tænkte han , havde hans onkel tilgivet de + +to , som havde bedraget ham og tilintetgjort hans +lykke ; og han , Harald , sandt det endnu så svært at +tilgive sin unge hustru , der , om hun havde syndet +imod ham , for længe siden havde angret det dybt . +Han så tilbage på sin barndom og mindedes de +enkelte blide formaningsord , han havde hørt fra sin +onkels læber— hvad virkning havde de haft ? hvor +var den mildnende , forædlende indflydelse , som han +engang havde troet , at det hyppige samliv med ham +havde udøvet ? Han mindedes , at han engang som +ganske ungt menneske troede sig høilig fornærmet af +en kammerat og ikke var at bevæge til at række ham +hånden til forlig , og hvorledes hans onkel havde +sagt til ham : „ Vær ikke så stolt og uforsonlig , min +egen dreng ! stå ikke så stift på din ret ; hjertet +bliver hårdt derved ! — husk , Harald , at vor frelser +har sagt : „ Gud står de hoffærdige imod , men +de ydmyge giver han nåde “ . “ Han havde givet +efter den gang , men siden — ak , det var ikke en +synd , som aftog med årene , den var vokset med +dem . Hvor ofte havde han ikke stået stift på sin ret , +hvor ofte havde han ikke hævet sig over andre ! Han +havde altid været så rede til at dømme andre , og +det strengt nok , men havde han også dømt sig selv ? +Havde han set bjælken i sit eget øje ? Havde der +ikke ofte , når han så andres letsindighed eller + +uredelighed , været en hemmelig stemme i hans indre , +der glædede sig over hans eget retsindige liv , +som ikke havde nogen plet eller rynke , intet , hvorfor +han behøvede at blues ? — skællet var nu faldet +fra hans øjne ; han så sit liv i et andet lys ; han +så , at havde det været retfærdigt , ærligt , rent i +verdens øjne , så vare de hårde domme og de +hovmodige tanker opskrevne på regnebrædtet hos den +store dommer . Og nu forholdet til hende , der stod +ham nærmest — hans hustru ! — hun havde haft +uret imod ham , men dog havde han lovet at være +hende en trofast ægtefælle , at bære over med hende i +kærlighed , og hvorledes havde han holdt det ? Havde +ikke hans opførsel mod hende fra først til sidst i +disse seksten måneder været hårdhed og uforsonlighed ? +Hun havde ydmyget sig for ham , men han +havde ikke bøjet sig ; hun havde nærmet sig til ham , +og han havde atter og atter stødt hende fra sig . Han +mindedes sine hårde ord den dag , da deres barn +døde ; — han var optrådt som hendes dommer , og +var ikke hans skyld større end hendes ? Skulle han +ikke have stået støttende ved hendes side i sorgen ? +Havde der været hos ham blot en gnist af den kærligheds +ånd , der havde hersket i onkel Jørgens liv , +ville han da ikke i dyb medfølelse for hendes sorg +og hendes glædeløse liv have søgt af trøste hende , + +istedenfor af trykke hende dybere ned ? Han havde +dømt hende så hårdt for det falsfe løfte , hun gav , +men aldrig havde han bebrejdet sig selv , af han kun +var bleven en kold og straffende dommer for sin +hustru . Han gjorde det nu , han så sit liv klart +med alle dets skygger , så , af han havde stolet på +sig selv , og af det havde altid manglet ham på +kærlighed og ydmyghed . +Morgensolens klare stråler trængte ind igennem +vinduet , da Harald endnu sad ved bordet , med +hånden støttet til panden , bleg og træt , men med +en glans i blikket , som spåede et morgengry i +sjælen . Han ville begynde livet forfra — han havde +fattet mange gode beslutninger , men han byggede nu +ikke deres fuldbyrdelse på sin egen villieffyrke , men +på den kraft , der kommer fra oven . +Fireogtredive kapitel . +( §t andet brev havde underrettet Deodata om hendes +husbonds hjemkomst . Det var kort og koldt som +det første , thi hun havde såret ham dybt ved ikke at +sende ham en eneste linie ; det var ham et smerteligt + +vidnesbyrd om , at hendes hjerte var fast tillukket , +og at hans fraværelse var hende en lettelse . +Den ventede dag var endelig kommen . Hvor +det dog syntes hende længe siden , at han rejste ! Dagene +havde været så lange , så lange ; ak ! — det +havde de også været før , men det glemte hun nu , +det forekom hende nu , at blot hendes husbonds nærhed +kunne bringe glæde , kunne stille savnet og +længslen , som havde gjort den forløbne måned så +lang og så tung . Måtte han dog blot finde lidt +hvile og fred i hjemmet ! ville han dog kun give +hende lov til at gøre noget før ham ! — hun havde +ladet huset smykke til hans komme og havde plukket +en rigdom af blomster , som hun nu ordnede med +omhu ; — det var måske første gang , hun tænkte +på at pryde sit nye hjem med blomster . Mens +hun var sysselsat hermed , mindedes hun pludselig , +hvad Harald havde sagt dagen før deres trolovelse +om hendes ejendommelige gave til at ordne blomster , +og hun rødmede ved tanken . Ville han vel nu +ændse denne gave ? ville han vel lægge mærke til , +hvad hun havde gjort ? — Deodata havde næsten aldrig +tænkt på sit eget ydre , allermindst siden hun +blev gift , men da hun i dag ordnede sit hår foran +spejlet , betragtede hun med interesse det blege , alvorlige +ansigt , det gengav , og greb sig selv i ønsket + +om , at disse kinder var mere blomstrende , at ' disse øjne +havde mere glans . Men det var kun et øjebliks +indfald . Rødmende af skamfuldhed rev hun sig med +magt fra disse tanker . „ Hvor tåbeligt ! Og hvad +ville det vel nytte mig , om skønhed , liv og ynde blev +givet mig ! Ville jeg vel derfor vinde et gran af +hans kærlighed tilbage ? — det var dog aldrig min +skønhed , han elskede , men den trofasthed og ærlighed , +harr troede at sinde , og da han mistede fristheden , +svandt kærligheden — derfor kan den aldrig +vindes tilbage ! “ Trøstesløse tanke ! — den gjorde +atter sindet tungt , borthvirvlede atter håbet , og da +hun så sig om i de lyse Stuer og så på de mange +- blomster , hvormed hun havde smykket dem , fortrød +hun det næsten . Var det ikke en parodi at pryde +huset med blomster for at byde ham velkommen , +når hun i virkelighed og sandhed ikke havde en +eneste blomst at lægge på hans vej ! +Imidlertid nærmede Harald sig sit hjem med +mange modstridende tanker . Han længtes inderligt +efter hjemmets hvile , men dertil føjede sig den bitre +tanke , at han der ventedes med frygt og uvilje . +Han tænkte , at hvis der nu , istedenfor ham selv , et +bud gik til hans hus og meldte , at han var død på +vejen , ville dette måske være hans hustru en befrielse . +Ak ! det var hårdt at nærme sig sit hjem + +m332 +efter +anstrengende forretninger , pinlige tanker og +bekymringer — med den bevidsthed , at han der ikke +var velkommen . +Mens han tænkte derpå , stod hans hustru ved +hjemmets dør , fuld af kærlighedens varme længsel , +rede til at byde ham velkommen med hjertesprogets +dybeste , sandeste klang , om hun havde vovet det . Men +hun vovede det ikke , og da vognen holdt for døren , +pressede hun hånden fast mod hjertet for at dæmpe +og tilbageholde den stærke bevægelse . Derfor sænkede +hun sit øje mod jorden og undgik hans blik , da han +tog hendes hånd ; han troede , det var , for at +han ikke der skulle læse , hvor ukært det var hende +at have ham hjemme igen , og han sukkede dybt ; og +da hun hørte sukket , troede hun , han følte , hvor +tomt , hvor fattigt dette hans hjem var , og de få , +svage velkomstord , hun ville have udtalt , døde på +hendes læber . +De stod i stuen sammen , og han så sig om . +„ Hvor her er smukt og hyggeligt ! “ udbrød han . „ Er +det virkelig for min skyld , at du har gjort alt +så lyst og festligt ? “ +Han tog atter hendes hånd , og ved lyden af +hans varme stemme så hun op ; der gled som et +rosenskær hen over hendes kinder , og hendes øjne +lyste af glæde . „ Jeg håbede , du ville synes om + +blomsterne , “ svarede hun undseelig ; men det var ikke +ordene , der gjorde så stærkt et indtryk på ham , +men hendes blik . Han havde aldrig set hende således +før , og et pludseligt håb greb ham . Fast og +forskende så han hende ind i øjet — skulle han +endelig der læse den lykke , han havde drømt om ? +Men hun bævede tilbage før hans gennemtrængende +blik , hun rev sin hånd til sig , og da besindede han +sig og stødte den glade tanke bort . Han var engang +bleven bedraget , han ville ikke blive det igen . Men +der var ord , som måtte siges , før at der dog kunne +være håb om , at der kunne komme nogen fred til +denne Arne , der så længe havde været et frygteligt +vrængebillede af et hjem . Han tog da begge sin hustrues +hænder i sine og sagde i en mild og sørgmodig +tone : „ Bæver du tilbage før mig , Deodata ? Ask +du har grund dertil — grund til at skye og frygte +min nærværelse ! Men hør mig nu og vend dig +ikke fra mig ! Også jeg har indset al min uret +imod dig , al min hårdhed og ukærlighed . Tilgiv +mig , Deodata , ligesom jeg nu af et fuldt hjerte har +tilgivet dig . Tilgiv mig og søg at glemme de hårde +ord , jeg har sagt til dig i timer , hvor det onde +fik råderum i mit hjerte . Vil du tilgive mig , +Deodata ? “ + +hun så forundret op på ham ; var det virkelig +ham , der talte således ? ham , der havde været +så stolt , så ubøjelig ! „ Tilgive dig , Harald ! “ +Fremstammede hun , „ hvor kan du tale således ? vil +du endnu dybere beskæmme mig ? Min var jo kun +skylden — ene min — “ . +„ Det lod jeg dig tro i mit forblindede hovmod , “ +Afbrød han hende , „ men det var en frygtelig +forblindelse , og nu seer jeg klarere . Jeg , som skulle +have været den stærkeste af os , jeg har den største +skyld , men — lad os ikke tale mere om fortiden ! +Det er pinligt for os begge og nytter os intet . Lad +os ikke mere se tilbage mod det forsømte , som ikke +kan genoprettes , men fremad ! Lad os begynde et +nyt liv og søge at gøre dette hjem til et sted , +hvorfra alle gode ånder ikke behøve at flygte . +Deodata , lad os love at bære over med hinanden i +kærlighed , og lad der være fred og enighed imellem +os ! “ +Han talte med fast og rolig stemme , og hun +kunne ikke se , hvor bevæget han var , hvor han længtes +efter at drage sin hustru til sit bryst og sige +hende , at hun var ham kær som aldrig før . Det . +Anede hun ikke , men da hun lyttede til hans ord og +så op på ham , fyldtes hendes øjne med milde +tårer : thi hun kunne nu til sin kærlighed føje den + +fulde og dybe højagtelse , som kvinden så gerne +vil søle for den mand , hun har givet sit hjerte ; +hendes husbond var jo ikke mere hård og skånselsløs , +og hun kunne finde en ublandet glæede i at +beundre ham for denne ydmyghed , der var hende så +ny og forunderlig . Han havde endelig for alvor +tilgivet hende , han havde givet hende lov til at komme +til sig , og hun ville ikke forlange mere , men være +taknemmelig for , hvad gud gav hende . Hun ville +bekæmpe lidenskabens længsler , der fordrede mere , og +hvile tilfreds i det , hun endelig havde opnået . Hun +svarede ikke Harald med mange ord , men hvad hun +sagde var ydmygt og taknemmeligt . +Og siden , da mand og hustru sad sammen i +den stille , lyse sommeraften , bad Deodata sin husbond +at fortælle hende om det , der havde sysselsat +ham i disse trættende uger , og han talte til hende +uden forbehold om dette og om meget andet , således +som en mand altid burde tale til den kvinde , der +fiat være hans „ Medhjælp . “ +Der var blevet stilhed efter de urolige storme , +og bitterhedens tid var endelig forbi ; men endnu +var solen ikke brudt frem gennem skyerne , kjærlighedssolen , +som gør hjemmet til glædens solbelyste +bolig ; endnu vare de to ikke blevne et hjerte og +en sjæl ; endnu var det ord ikke blevet udtalt , der + +bringer sjælens blomster til at springe ud som ved +et trylleslag . Desuden var Deodata endnu så bly +og undseelig som nogen ung pige , og mangt et ord , +hun gerne ville have sagt , blev ikke udtalt . +Harald begyndte et nyt liv , som han havde lovet +sig selv . Enhver , der havde noget med ham at gøre , +så og sølte , at han var bleven en anden mand , +ikke mindre alvorlig end før , men mild og overbærende , +hvor han havde været hård og streng , og stille og +tilbageholden , hvor han havde været skarp og afgørende +i sine domme . +Hans venner — og blandt dem især hlervigs — +glædede sig over den forandring , der var foregået +med ham , og fik ham endnu kærere . Og hans hustru , +mod hende var han mere end mod nogen anden +blid og overbærende , ja , hun satte ham så højt i sit +hjertes inderste , at al hans tidligere hårdhed , +stolthed og uforsonlighed blev sænket i glemselens +hav med det samme . Og dog var der en skygge +imellem dem , ikke tung og sort som fordum , men +dog mørk nok til at skjule , hvad der helst skulle ses . + +femoglredivte kapitel . +2 ) i må for en kort stund gå lidt tilbage i +tiden for at vende os til dem , vi en tid have tabt +af syne . +Vi forlod Elisabeth Stenberg på den tungeste +dag i hendes liv . Hun havde offret det dyrebareste , +jorden kunne give hende , for sin Troes skyld ; hun +havde stødt den kærlighed fra sig , der var hende så +usigelig dyrebar ; hun havde såret det hjerte , hun +allerhelst ville skænke glæde . Men hun troede , gud +fordrede dette offer af hende , og hun havde bragt det . +Der kom en forunderlig tomhed i hendes ydre +liv , da hun aldrig mere kunne se og tale med ham , +der havde været solen i hendes tilværelse . Han +havde været så hyppig en gæst , havde altid bragt +munterhed og glæde med sig , og der havde været +så meget , de havde delt med hinanden . Vel måtte +hun derfor savne ham og stundom føle sig til mode , +som om lys og varme var vegen bort fra hendes +jordiske tilværelse . Men istedenfor af hengive sig til +denne følelse , sagde hun til sig selv , af nu skulle hele +hendes liv være helliget hendes gamle forældre . +Der er heller ikke noget , der hjælper bedre til af + +bære en tung sorg , end det af opoffre sig for andre . +Der er et skjult styrkevæld i den selvforglemmende +kærlighed , og den , som egenkærlig kun søger sin +egen glæde , aner ikke , hvad han berøver sig selv . +Elisabeth anstrengte sig for af være munter , for af +hendes forældre ikke skulle bedrøves ved hendes sørgmodighed , +og hendes sind blev derved mindre tungt ; +hun anstrengte sig for deres skyld for af vise interesse +for de ting , der nu havde tabt deres tillokkelse +for hende , og da vågnede den efterhånden igen . +Imidlertid levede hun udelukkende for sit hjem +og var næsten aldrig til af bevæge af forlade det ; +thi hun frygtede altid for af møde ham , og hun +frygtede for , af hvis han anden gang ville tale til hende , +som da de stilles , da ville hendes styrke svigte +hende . ' helt kunne hun dog ikke undgå af møde +ham ; thi han havde megen praksis i Engholms nærmeste +omegn , og det stete da nogle gange , af hun +så ham , men hun søgte af undgå ham og sænkede +øjet mod jorden for ikke af møde hans blik ; hun +fik da heller ikke af se , hvor bleg og alvorlig han +var bleven , og hvorledes det sorgløse , livsglade udtryk +meer og meer var forsvundet . Stundom hørte +hun ham omtale , og det var altid med højagtelse og +kærlighed . Da bankede hendes hjerte , og hendes +kinder blussede af stolthed og glæde . + +hele vinteren igennem havde hendes moderværet +så svag , af hun for størstedelen måtte holde +sengen . Elisabeth offrede hende da al sin tid og +al sin omhu , meer endogså end den kærlige moder +ønsfede ; men Elisabeth forsikrede hende , af hun var +lykkeligere i det stille sygeværelse , end noget andet +sted i verden . Også den første del af foråret +var en tung og hård tid ; thi Fru Stenberg blev +da så . syg , af der var stor fare for hendes liv , og +Elisabeth bævede for denne store sorg , som næsten +syntes hende mere , end hun kunne bære ; men hun +kæmpede for af kunne trøste sin gamle fader og opretholde +hans håb . Og moderens liv blev bevaret . +Det var en dejlig dag i slutningen af Mai . +Fru Stenberg lå på sofaen i sin hyggelige stue +og indåndede med glæde den milde , friske luft , der +strømmede ind gennem de åbne vinduer . Elisabeth +sad på en lav stol ved sofaen og iagttog med +stille , inderlig glæde sin moders friskere udseende . +„ Du må gå ud i dette yndige forårsvejr , +min lille pige ! “ sagde Fru Stenberg ; „ Du må ikke +altid blive hos mig . Du vil til sidst gøre mig alt for +egenkærlig , min lille Elisabeth ! “ +„ Da måtte jeg i sandhed være en mester- , +hvis jeg skulle forstå det ! “ svarede den unge pige +spøgende . „ Nej , jeg er egenkærlig , moder , og derfor + +får du mig ikke til at forlade dig ; thi jeg +nyder luften allerbedst her . “ +„ Du egensindige barn ! men jeg vil slet ikke +have dig herinde — skynd dig afsted ! “ +„ Nej , moder , jeg går ikke — du må sinde +dig i , at jeg plager dig lidt endnu . “ +„ Når plejer min lille Elisabeth at være så +genstridig ? “ lød i det samme husfaderens muntre +stemme , idet han trådte ind . „ Vil du heller ikke +gå , når jeg løser dig af ? Jo , barn , nu må +du smukt være lydig . og skynde dig ud i solskinnet ! +Vi blive meget vrede , hvis vi se dig før om en +time . “ +Elisabeth rejste sig leende og ville gå , hendes +blege kinder så visselig også ud til at trænge til +solskinnet og luften . „ Kom hjem med røde kinder , +min øjesten ! “ hviskedee Fru Stenberg , da Elisabeth +bøjede sig ned før at kysse hende . +Det var en vederkvægelse før hende at komme +ud i den fri luft , under guds klare , blå himmel +og med den bevidsthed , at før en stund ingen +savnede hende . Elisabeth skyndte sig ud i skoven . +Hvor var der dog dejligt under de høje og lyse bøge +og , hvor sang de små fugle dog lifligt ! +Da hun på hjemvejen gik forbi det lille hus , +der lå ved udkanten af skoven , nikkede hun mildt + +og glad til de små børn , der stod udenfor . I det +samme mindedes hun , at beboerne nylig havde mistet +en lille pige , og gik ind før at se til moderen og sige +hende et kærligt deltagende ord . Hun fik en venlig +modtagelse af moderen , som sad stille ved sit arbejde , +og efter at have sagt nogle venlige ord til hende , +kom hun ganske naturlig til at omtale hendes sorg . +„ Ja , det var hårdt , Vorherre tog hende , “ sagde +konen og fik tårer i øjnene . „ De kan tro , jeg +savner hende hårdt hver dag . Hun var så kærlig +og så glad , men det er altid de bedste , Vorherre +tager til sig . “ +„ Hvor gammel var lille Marie ? “ +„ Knn syv år , men hun var så opvakt for sin +alder . Ja , frøkenen så hende ikke i det sidste +år ; de kan aldrig tro , hvor hun var flink og god +— og så skulle vi dog miste hende ! “ Her kvaltes +moderens stemme af gråd . +Et af børnene , en lille pige på ni år , kom +til , slyngede armene om hendes Hals og sagde : „ Du +må ikke sørge for lille Marie , moder , for hun har +det så godt oppe hos Vorherre , siger doktoren ! “ +„ Doktoren ? “ spurgte Elisabeth studsende og skiftede +farve . +„ Ja , doktor Herløv , mener hun , “ forklarede +moderen , „ vor egen , velsignede , unge doktor ! De + +kan aldrig tro , hvor god han har været imod os i +denne tunge tid . Han kom så lidt for at se til +lille Marie , og hun holdt så meget af ham . Til sidst , +da hun var så syg , og der ikke mere var noget at +gøre , satte han sig hen hos hende og fortalte om +frelseren , som har sagt , at de små børn må +komme til ham , og Maries øjne blev da så store +og klare , og der kom en besynderlig ro over hende . +Efter hendes død har han været her igen og talt +med os og trøstet os så godt . Præsten har også +været her , og han er jo en overmåde herlig mand , +men når han kommer til os småfolk , så mærke +vi dog hele tiden , at han føler sig så langt over +os uvidende fattigfolk , og da er det ikke så let at +få mod til at sige , hvor skoen trykker . Han sidder +lidt og taler meget smukt og opbyggeligt , og så sige +vi „ Tak “ , og så er det forbi . Men doktoren , han +sidder og taler med os som en af sine lige , og hvad +han siger , varmer så godt , for vi kan mærke , det +kommer lige ud af hjertet , og så seer han på os +med sine milde øjne . Præsten siger , at vi skal +„ bære vor sorg med tålmodighed og hengivenhed i +guds villie , og tro , at han lugter os , fordi det er +godt for os ; “ men når doktoren siger , „ at lille +Marie er gemt i Jesu favn , og at han tog hende +op til himlen af kærlighed til hende “ , så er det + +meget trøsteligere , og det kan jeg meget bedre forstå . +Gud give , vi må se hende der igen ! “ +Elisabeth var så bevæget , så forvirret , at hun +slet intet kunne svare . Konen vedblev : „ Men frøkenen +kender jo da doktoren , vor doktor ; han kom +jo engang så meget til Engholm ? “ +„ 3a , jeg kender doktor Herløv meget godt , “ +Svarede Elisabeth , men hun følte , at dette næppe var +sandt ; den doktor Herløv kendte hun vistnok . ikke . +Hun vekslede endnu nogle venlige ord både med +moderen og de små piger og gik da hjem i en +forunderlig bevæget stemning . Alt syntes hende så +lyst , så let , så vidunderligt ; var da virkelig det +flet , som hun inderligst havde ønsket , eller var det +kun en drøm ? O , hvis hun blot måtte se ham +igen , blot et øjeblik , og høre af hans egne læber , +at det var sandhed ! +„ Lad mig se , om min lille pige er bleven rigtig +forfriflet ! “ sagde Fru Stenberg med et smil , idet +hun tog sin datters hånd . Elisabeth smilede til +hende , men hun stiftede farve , og hendes hånd +rystede . Fru Stenberg så forskende på hende . +Hvad var der hændet ? men da Elisabeth intet sagde , +ville hun ikke spørge , og den unge pige gik igen +alene med sin hemmelighed . +Det var nogle uger efter hin dag , at Elisabeth + +atter gik ud alene i den skj orme , . blomstrende natur . +Hun ville besøge en ung bondekone , som havde tjent +på Engholm . Elisabeth havde tidligere oftere besøgt +hende og vidste , at hun havde meget at bære på , +da hun og hendes mand boede i hus hos hans +fader , der var i højeste grad vanskelig og pirrelig , +så han udøvede et bestandigt tryk over sine omgivelser . +Men i det sidste halve år havde Elisabeth +været så udelukkende optagen af sin moder , at hun kun +havde haft få tanker og endnu mindre tid tilovers +for nogen udenfor hjemmet . Nu , da alt var blevet +lysere der , strakte tanken sig også videre , og hun +havde nylig hørt , at den gamle svigerfader i længere +tid havde været meget syg , og at den unge kone +havde den tungeste og besværligste gerning med at +pleje ham . Elisabeth gik da nu ud for at se til +hende . Det var en temmelig lang vej , ad mange +små markstier , men det var så vederkvægende og +oplivende at gå . Da hun kom til det hus , som +var hendes bestemmelsessted , spurgte hun en lille pige , +der stod udenfor , hvordan det var med hendes bedstefader . +„ Bedstefader er meget syg , “ svarede hun . - +„ Doktoren siger , han kan ikke leve . “ Elisabeth trådte +ind i forstuen med lette , sagte skridt ; hun ville +netop åbne den indre dør , men standsede pludselig , +da hun hørte lyden af en stemme — en kær , velbekendt + +stemme , som hun ikke havde hørt i femten +lange måneder . Hendes hjerte bankede uroligt , +mens hendes øre begjerligt indsugede de ord , der +nåde det ; men var det virkelig denne stemme , der +talte sådanne ord ? +„ Det nytter ikke , hr . Doktor , at de taler til mig +om frelsen ved Christus , “ svarede en hæs og utålmodig +stemme . „ Det gælder ikke mig , og jeg tror +ikke heller på det . Sørg for , at jeg kan leve , giv +mig noget , der kan gøre mig rask , for jeg kan ikke +udholde at tænke på døden , jeg har sådant et langt +og forspildt liv at se tilbage på . Jeg vil ikke dø . “ +„ Hvad de har syndet , kan de ikke genoprette +ved egen kraft , om gud end ville give dem mange +år til at oprette det forsømte . Det kan kun Jesus . +Prøv at tro på hans kærlighed , prøv at bede til +ham , så vil han tage rædslen fra døden . “ +„ Jeg kan ikke bede — hvor kan , hvor tør jeg ? +— jeg har aldrig bedet , men jeg har ofte misbrugt +guds navn . Bed for mig , hr . Doktor , om de +kan ! — men nej — det nytter ikke — der er ingen +nåde , ingen hjælp for mig , og døden er så sort , +så forfærdelig ! “ +„ Der er overmål af nåde selv for den , der +har trodset og spottet , “ svarede den faste , klare stemme ; +„ jeg har erfaret det ! — o , kunne jeg dog bringe + +dem til at føle og forstå den kærlighed , som er +ufatteligst af alt i verden , men som vi kan og tør +troe på . “ +Elisabeth hørte ikke mere ; hun tænkte , at det var +uret længer at lytte uset til en døendes bekendelse , +og derfor trak hun sig tilbage . Ind ville hun ikke +gå ; hun følte sig også såre uskikket til at møde +noget menneske nu , allermindst ham . Hun ilede ud ; +hun skælvede , så hun næppe havde kraft til at gå , +men da hun så op mod den blå himmel og +sollyset , så på blomsterne og de grønne træer , +var det hende , som om der over alt dette hvilede et +gyldent stråleskær , som hun aldrig havde set før . +Hendes hjerte var fuldt af jubel og lovsang , thi +gud havde jo opfyldt hendes varmeste bøn ; alt +svævede som i en gylden tåge for hendes øjne , hun +gik videre uden at ane hvorhen ; hun følte , at hun +ikke måtte komme hjem , før hun var bleven herre +over den stærke bevægelse , der , liflig som den var , +rystede hendes hele legeme , men endnu havde hun +ingen styrke til at bekæmpe den . Hun mærkede til sidst , +at hun var meget træt ; hun søgte at besinde sig +på , hvor hun var , og så , at det var meget langt +fra hjemmet . „ Jeg må skynde mig tilbage “ , tænkte +hun og ilede hurtigt afsted ; hvert øjeblik var hun +nærved at synke om af træthed og kraftløshed . Hun + +gik med bøjet hoved , indtil lyden af fodtrin tæt bagved +bragte hende til at vende sig om , — og da mødte +hun det faste , klare blik , hun så længe havde undveget . +„ Elisabeth ! “ +Lød den kære stemme . Hun var +uvilkårlig standset , og han stod ved hendes side ; +men nu sænkede hun igen øjnene mod jorden og +begyndte at gå videre . „ Elisabeth , “ sagde han +sørgmodigt , „ vil du endnu bestandig undflye din +barndomsven ? “ Hun så op på ham , og i det +milde , tårefulde blik læste hans øje , at han havde +sin gamle plads i hendes hjerte . „ Frygt ikke Elisabeth “ , +sagde han , idet han rakte hånden ud imod +hende , „ jeg skal ikke forurolige dig med nogen lidenstab ! +— jeg kan møde dig som en Broder , om du +vil det så . “ Hun blegnede , thi hun mistydede disse +ord , men uden tøven lagde hun sin hånd i hans , +og han holdt den fast , mens de langsomt gik videre . +„ Hvor jeg har længtes efter dette øjeblik ! “ vedblev +han , da hun forblev tavs . „ Jeg hørte om din moders +sygdom , og det var svært ikke at komme til +eder , men jeg turde ikke , jeg var bange for at forstyrre +din fred . Men nu , da du var mig så nær , +kunne jeg ikke modstå ! “ Han spurgte kærligt til +hendes forældre , og hun svarede ham ; derpå spurgte +hun , idet en dyb rødme atter farvede hendes blege + +kinder : „ Var den gamle mand kommen lidt til ro +og fred , inden du forlod ham ? “ Han så forundret +på hende , men svarede dog roligt : „ Ja , gudskelov , +der kom til sidst lidt hvile i hans sind , og +han sov stille , da jeg forlod ham . Men , Elisabeth , +hvor ved du . . . . . . . . . . . . . . ? “ +Hun rødmede endnu dybere , idet hun svarede : +„ Tilgiv mig , Aksel ! Jeg kom for at se til hin gamle +mand og hans familie , men da jeg hørte din +stemme , havde jeg ikke mod til at gå ind ; dog +blev jeg stående et øjeblik og lyttede , thi det var +så længe siden , jeg havde hørt din stemme ! Tilgiv +mig ? “ Hun så op på ham med et blik , der +mindede ham om hendes barndom . +„ Tilgive dig , Elisabeth ? Det er såre let ! “ +„ Jeg hørte , hvad du sagde , “ vedblev hun sagte , +„ og du kan forstå , hvor glad jeg blev ! “ +Han svarede kun ved at trykke hendes hånd +fast i sin , men denne tavse bevægelse sagde hende +meget . Atter gik de en stund i fuldkommen taushed +; begge havde så meget , de gerne ville sige , men +ordene ville ikke frem , og så hengave de sig i taushed +til den glade og trygge følelse af igen at gå +ved hinandens side . Endelig talte Aksel . „ Elisabeth , +se på mig ! “ Hun adlød , men hun stiftede farve , +og det var et frygtsomt , uroligt blik , han fik , — + +dog , igennem det lyste kærligheden ham i møde . Han +drog hendes hånd fastere til sig . „ Lille Elisabeth , “ +Sagde han med sagte , blød stemme ; „ jeg sagde dig +for mere end et år siden , at jeg elskede dig . Du +ved , at denne kærlighed er uforandret . Jeg sagde +dig også , at jeg aldrig ville hindre dig i det , der +var dig vigtigt og dyrebart , men det var dig ikke +nok , og jeg forstår nu , at det ikke kunne være det . +Lille Elisabeth , for et år siden troede jeg mig stærk , +stærk nok til at være dig en kraftig støtte på alle +livets veje , men nu ved jeg , at jeg er svag , og dog +— kan du , tør du ? —stat vi hjælpes ad at vandre +på den rette vej ? “ Hvo kan vel skildre det +overmål af glæde og taknemlighed , der gennemstrømmede +Elisabeths hjerte nu , da alle hendes kæreste +ønfler helt og fuldt vare opfyldte ! +„ Kære , kære Aksel ! “ sagde hun , „ Du ved , at +jeg aldrig ville ophøre at elske dig , og nu — nu +tør jeg med tryg tillid hengive mig til dig , men +jeg er så svag , så ubetydelig lige overfor dig . Jeg +følte det allerede dengang , hvor meget mere nu ! — +o , du skulle have en hustru , der er tusinde gange +bedre end jeg . “ +„ Men hende vil jeg aldrig sinde , “ svarede Aksel +med sit gamle , muntre smil , „ og derfor må jeg +nøjes med min lille Elisabeth ! —troer du , jeg vil + +høre indvendinger nu ? “ tilføjede han inderligere og +alvorligere , idet han drog hende til sit bryst . „ Nu +skal og må vi tilhøre hinanden , det kan ikke være +andet ! “ Og Elisabeths milde , glædestrålende øjne +modsagde ham ikke . +Det var en halv time efter , at hr . Stenberg +og hans hustru stod ved vinduet . „ Der kommer +Elisabeth ! “ udbrød Fru Stenberg , „ og hun er ikke +alene ! “ +„ Nej , Aksel er med . Kom , lad os modtage begge +vore børn ! “ +Hun studsede . „ Hvad mener du ? “ +„ Jeg mener , at gud ad underlige veje fører +dem sammen , han har bestemt for hinanden ; således +måtte det komme . “ +I det samme åbnedes døren , og Aksel stod +foran dem med Elisabeths hånd i sin . „ Vil i betroe +mig hende nu ? “ bad han . „ Jeg ved nu , at +jeg er svag , og jeg bygger ikke mere hendes og min +fremtid på min egen styrke ; jeg vil med eder +bygge på den klippe , hvor i har stået fast i de +gode og de onde dage . Giv os eders velsignelse ! “ +Det var den lyseste og gladeste dag på Engholm +i mange år . + +sexogtredivte kapitel . +2 August kom der en lille dreng i præstegården , +netop et år efter Alfreds død . Den unge moder +var fuld af lykke og taknemmelighed , men dog var +det med en vemodblandet glæde , at faderen første +gang tog den lille på sine arme ; thi han mindedes +sine tidligere stolte forhåbninger . +Nogle dage efter den lille drengs fødsel gik +Deodata hjem fra et besøg hos Ingeborg . Hun +tænkte på sin egen korte moderglæde , og erindringen +om den steg så levende frem , at hun ikke kunne +gå forbi kirkegården uden at dvæle nogle øjeblikke +ved den kære , lille grav . Derpå gik hun +tilbage til det hjem , der nu var blevet hende så +kært , og som hun altid nærmede sig med milde og +glade følelser , om der end stundom blandede sig deri +et savn og en længsel , hun endnu ikke havde lært +at stille . Da hun trådte ind i stuen , mødte hun +sin husbonds venlige smil . Det var intet usædvanligt +nu , men hun vidste ikke , hvor han havde +savnet hende , medens hun var borte , og hvor mange +gange han havde set efter hende . + +„ Du har været i præstegården , ikke sandt ? “ +Spurgte han . +„ Jo , jeg blev der længer , end jeg havde tænkt ; +Ingeborg var så munter og så yndig i sin glæde , +at man næppe kunne rive sig løs fra hende . Jeg +skulle bede dig , at du endelig snart ville komme +og se hendes lille dreng . “ +Hun satte sig ned ved hans side , og de talte +sammen , dog ikke meget ; hun var så bange før at +trætte og plage ham . +Han så gentagne gange på hende så fast +og forskende , at hun blev forvirret og søgte at undgå +hans blik . Pludselig sagde han : „ Deodata , +vil du synge før mig ? Du skal ikke gøre det , hvis +det er dig imod , men — du ville glæde mig ved +at gøre det . “ Hendes øjne lyste af glæde , da hun +rejste sig før at efterkomme hans opfordring . Han +havde aldrig bedet hende derom siden hine allerførste +måneder ; i den sidste tid havde han ofte følt lyst +dertil , men han havde husfet hendes ord , at det var +hende en overvindelse at synge før andre , og han +ville jo nu ikke pålægge hende nogen tvang , end +ikke den mindste . Men den tid var før længe siden +forbi , da det havde været hende en overvindelse . +Han så forundret på hendes glade ansigt , mens +hun sang , sang , som hun måsfee aldrig før havde + +sunget , fordi hun sang ud af et hjerte , der var så +varmt og fuldt , at det trængte fil luft . Hun sang +længe og vendte sig til sidst rødmende om mod sin +husbond og spurgte , om hun ikke havde trættet ham . +„ Trættet mig ? nej , Deodata , jeg er ikke så kold +og hård , at disse milde , bløde toner ikke skulle tale +fil mit hjerte . Tak , hjertelig tak , for at du engang +igen ville skænke mig denne glæde ! “ +Hun så op på ham og ville just sige ham , +at hun altid var rede fil det samme , men de blev +afbrudte . „ Hesten er sadlet , hr . Vagner ! „ Harald +gjorde en utålmodig bevægelse . „ Det er sandt ! +Jeg havde ganske glemt den . “ +En skygge formørkede Deodatas pande . „ Rider +du ud nu ? “ spurgte hun med et uvilkårligt suk . +„ Ja , jeg vil prøve at ride den nye hest , jeg har +fået , men din sang havde rent bragt mig fil at +glemme det . “ +Han rejste sig for at gå ; hun fulgte ham ud +i forstuen . „ Du vil da ikke blive længe borte ? “ +Han vendte sig hurtig om imod hende med et +ivrigt spørgende blik og tog hendes hånd . „ Erdet +sandt , Deodata ? det er ikke mere en lettelse , når +jeg går bort — ikke mere en plage , når jeg kommer +tilbage ? “ + +„ O , Harald , hvor kan du spørge ? “ Men hun +sænkede rødmende blikket mod jorden , og han så +ikke den varme kjærlighedsglands i øjet , der måske +ville have sagt ham det , som læben endnu ikke havde +mod til af sige . +„ Nej , jeg skal ikke spørge , kære Deodata , “ sagde +han mildt ; „ jeg skal aldrig fordre mere , end du kan +give . Jeg ved jo dog nu , af min hustru flyer mig +ikke mere , og jeg vil ikke opgive håbet om den tid , +da jeg kan sige mere end dette . “ +Hesten stampede utålmodig i jorden ; den var +ung og fyrig . Harald trykkede et Kys på sin hustrues +pande . „ Jeg kommer tilbage om en time . “ +Han svang sig i sadlen og red afsted , men +vendte sig dog endnu en gang om for af sende hende +en smilende hilsen . Længe efter af han var ude af +syne , blev hun stående som fastnaglet på den plet , +hvor han forlod hende , mens atter og atter hans milde , +varme stemme genlød i hendes øren . Det blev så +lyst i hendes sind . Var det muligt ? var hun ham +atter kær som fordum ? Nej , nej , hun ville , hun kunne +ikke tro det ! hun ville ikke bedrage sig selv med denne +falske glæde . „ Den dræbte kærlighed kan ikke mere +genoplives , “ lød det i hendes sjæl ; det var jo ikke +blevet sagt i vrede , men i roligt overlæg ; det måtte +stå fast . Og dog — nej , han kunne aldrig elske + +hende som den gang — men hun kunne nøjes med +mindre ; havde ikke hans blik og stemme tydeligt +sagt hende , at han længtes efter hendes kærlighed ? +Når han kom tilbage , ville hun glemme al stolthed , +al tilbageholdenhed , og sige ham alt — sige +ham , at alle hendes tanker , alle hendes længsler tilhørte +ham . Denne beslutning bragte lidt hvile i det +uroligt bankende hjerte , og hun vendte tilbage til sine +sysler ; men som minuterne gik , begyndte atter +modet at svigte hende . +Timen var til ende , og ved den svageste lyd ilede +hun til vinduet , men det ene minnt , ja , det ene +kvarter forløb efter det andet , og den ventede kom +ikke . „ Hvorfor skulle han vel lægge mærke til tiden ? +Hvorfor skulle han vel bryde sig om et flygtigt +løfte til mig ? “ tænkte hun . +Endnu en stund stod hun ved vinduet , lyttende +og stirrende ud . Da grebes hun pludselig af en ny +tanke , en mørk anelse , der jog alt blodet fra hendes +kinder ; — det var , som om hendes hjerte stod stille . +„ Herre , spar mig ! ikke dette ! kun ikke det ! “ bad hun +i sit hjerte . +Endnu nogle timelange minuter , i hvilke hun +neppe turde drage ånde . Hun hørte fodtrin , ikke +hovslag , — ja , således var det— langsomt kom de +i + +gående med hendes husbond , bleg og ubevægelig , +imellem sig . Deodata styrtede ud af stuen . +„ Bliv ikke alt for forskrækket , frue ! “ sagde en af +mændene . „ Hr . Vagner er bevidstløs , men der er +livstegn . “ +Deodata bøjede sig ned over sin husbond ; hun +besvimede ikke , hun græd ikke , hun udbrød ikke i klager . +Der var livstegn , var . de end nok så svage ; +hendes husbond trængte til hende , og dette var nok +til at give hende den kraft og ro , hun behøvede . +Med fast stemme gav hun de nødvendige befalinger ; +stille , uden tøven gjorde hun all , hvad der var at +gøre . +Da hun var bleven et øjeblik alene med sin +husbond , som han endnu lå der uden bevidsthed , +knælede hun ned og bedækkede de ubevægelige træk +med sine varme Kys . „ Vil du aldrig mere åbne +dine øjne , aldrig mere se på mig , min Harald ? “ +Hviskedee hun . „ Skal du aldrig få at vide , hvorledes +du har lært mig at elske dig ? “ +Sstvoglredwte - kapitel . +Alere dage lå Harald som i dvale , i denne , næsten +bevidstløse tilstand , som så hyppigt følger efter et + +hjerneflag , og Deodata tilbragte dag og nat i uro +og bekymring , ængstligt vågende ved den elskedes +leje og iagttagende hver lille forandring , bestandig +svævende mellem frygt og håb . Efter denne tilstand +fulgte lange dage og nætter , i hvilke Harald +lå søvnløs , i brændende feber . Hans unge hustru +var altid utrættelig omkring ham ; hun ville aldrig +forlade ham , aldrig søge hvile , hvor ofte end hendes +venner bade hende derom , og hun vidste også , at +det var hende umuligt at finde hvile , så længe hendes +husbond endnu trængte til hende . Og han +trængte til hende , det var den milde trøst i de +tunge timer — kun hendes stemme havde magt +til at berolige ham i hans ville fantasier , når han +kastede sig urolig frem og tilbage , og alle slags +mørke billeder plagede ham . Selv hendes hånds +sagteste berøring syntes altid at bringe nogen lindring ; +og de milde ord , hvormed hun søgte at berolige +hans heftighed , forfejlede aldrig deres hensigt , +især når hun kaldte ham ved ømme , kærlige navne +og talte til ham , som hun aldrig havde vovet at gøre +det , da han kunne forstå hende . Og hendes navn +var atter og atter på hans læber i de ville udbrud , +rigtignok ikke altid i kærlighed , undertiden også i +vrede , i bitterhed , som om han atter gennemlevede +de gamle skuffelser og kvaler . Men når hun da + +bøjede sig over ham og bad ham være stille , da — +skjøndt han ikke kendte hende — begyndte skyggerne +igen at svinde , og lysere billeder viste sig for ham +Deodata tabte aldrig modet i alle disse lange , +lange timer ; hun bukkede ikke under et eneste øjeblik ; +hun vidste ikke , om hun havde håb om sin husbonds +liv eller ikke , hun spurgte end ikke sig selv +derom , hun havde ikke tid dertil . Øjeblikket var +hende nok ; så længe han behøvede hende , følte hun et +væld af styrke springe frem , åndelig og legemlig ; +hun sporede hverken træthed eller frygt , hun hang +blot med ufravendt blik ved hans åsyn , med altid +lyttende øre ved hans mindste ord , at der aldrig +måtte være et minut , hvor ikke hendes hånd +bragte ham al den lindring , der kunne gives . +Efter ni søvnløse dage og nætter lukkede Harald +endelig sine øjne og slumrede ind i en lang og +dyb søvn , der med hver time blev roligere og tryggere . +Doktor Herløv sagde , at det nu var hans sikre +håb , at faren var overstået , men han pålagde +tillige Deodata alvorligt nu endelig at søge hvile , da +hendes husbond for en stund ikke behøvede hende . +Men dertil kunne hun ikke beslutte sig . Hun kunne +ikke rive sig løs fra sygeværelset , og det var hende +umuligt at sove ; hun kunne ikke blive træt af at lytte +til det rolige åndedræt , af atter og atter at iagttage + +den fred og hvile , der nu var udbredt over de kære +træk , som hun så længe havde set i den vildeste +feberuro . Hendes hjerte var så fuldt af taknemmelighed +— alt for fuldt til , at hun kunne tænke på +hvile . +Endelig slog Harald sine øjne op ; han så sig +om i værelset , og det første ord fra hans læber var : +„ Deodata ! “ Hans stemme var svag og mat , han +var så bleg , men hans blik lyste hende i møde i +klar bevidsthed , og hendes hjerte var fuldt af tak +og jubel . Al undseelse , al tilbageholdenhed var +glemt nu ; hun knælede ned ved hans seng , bedækkede +hans hånd med sine varme Kys og udbrød : +„ Min Harald ! min egen elskede husbond ! mit alt ! +Gud være lovet for hans nåde ! “ +Han så forundret på hende , og der gled et +skær af usigelig fryd hen over hans blege , trætte +åsyn . „ Min Deodata ! er disse ord virkelig talte +ud af dit hjerte ? “ +„ O , Harald , du vil dog nu ikke mere tvivle +om min kærlighed — om min uendelige lykke over +at få lov til at beholde dig ? “ +Han betragtede hende nogle minuter i taushed ; +fast og længe så han hende i øjet : kunne han vel +blive træt af at se på hende ? han kunne jo nu ikke +mere mistyde disse glædestrålende , kærlighedsfuldt + +øjne ! „ Det var da ingen drøm ! det var mig , som om +jeg havde hørt min hustru tale til mig som aldrig +før , men erindringen var svag og utydelig ; var det +ikke en drøm ? var det virkelighed ? “ Han vedblev : +„ Har jeg længe været syg ? Gå ikke fra mig endnu , +min Deodata ! lad mig ret se på dig ! således +så jeg dig jo aldrig før . Men , du er så bleg , +blegere end før , trods disse glade øjne — har jeg +voldt dig alt for megen bekymring ? Du har dog +ikke overanstrengt dig for min skyld ? “ +„ Nej , nej ! Men du må ikke tale så meget — +du må ikke engang tænke . Du har været meget +syg , kære Harald , og vi kan ikke være forsigtige nok . +Du vil lukke øjnene igen , når jeg beder dig , og +hvile på ny , og ikke tænke på mig eller noget +andet . “ +Han lukkede øjnene , thi han var endnu meget +træt , men snart åbnede han dem igen og søgte hendes +blik , som for at overbevise sig om , at han ikke +havde taget fejl . Et stille , lykkeligt smil gled hen +over hans træk . „ Tal til mig endnu engang , som +før , “ hviskedee han , „ så skal jeg igen hvile , som du +forlanger , og se i drømme , hvad jeg endnu kun halvt +forstår ! “ +Hun bøjede sig dybere ned og hviskedee atter : + +„ Min Harald ! min elskede ! “ og atter gled hans +tanke over i drømmens verden . +Hun iagttog ham på ny en stund i stille glæde , +og hans kærlige ord genlød i hendes øren . Da +lukkedes hendes øjne ; hun følte sig træt for første +gang i disse mange dage , og således — knælende +ved sin husbonds leje , med kinden støttet til hans +hånd — faldt hun endelig i den søvn , hun hårdt +behøvede . +Stuen havde et lyst og festligt præg ; en mild blomsterduft +fyldte den , og den rene , friske septemberluft +strømmede ind gennem det åbne vindue , da Harald +første gang forlod sygeværelset . Hans fod var +endnu vaklende , hans åsyn endnu blegt og træt , men +der var en glans i hans blik , der lyste op over alt . +Han smilede glad , da han tog plads i lænestolen , +der var flyttet hen til vinduet ; — han så ud , og +han syntes , at han aldrig i sit liv havde glædet sig +således ved den blå himmel , den milde luft og det +varme Sollys . Derpå vendte han sig om til sin +hustru og greb hendes hånd . „ Min Deodata ! “ +Sagde han , „ hvor naturen er rig og dejlig ! — jeg +har aldrig set det således som nu ! — alt er så +lyst og skønt , men på dig seer jeg allerhelst — du + +er bøg mit bedste solskin ! “ — Deodata smilede glad , +men rødmede tillige undseeligt — det var endnu så +nyt . og forunderligt at høre ham tale således ! — +„ Sig mig , min pige , om du kan , “ vedblev han et +øjeblik efter , „ når du lærte at elske den kolde , +hårde husbond , der så længe stødte dig fra sig ? “ +„ O , det er længe siden , — meget længer , end +jeg selv vidste . Jeg tror , jeg har elsket dig siden +hin dag , da jeg først tilstod min uret for dig . “ +Der gled en sørgmodig skygge hen over hans +ansigt . +„ Ved du , hvad det i dag er , min Deodata ? “ +Spurgte Harald efter endnu et øjebliks stille og glade +taushed . +„ Ja , jeg har vel tænkt på det , “ sagde hun , +„ men , Harald , den dag , da jeg begik min største +fejl , må jeg endnu mindes med vemod . “ +„ Så lad os gøre den til en glædesdag nu ! — +fra i dag ville vi begynde vort liv forfra og fornye +vore løfter . “