diff --git "a/normalized/1871_MeyerE_EnHofhistorieIDanmark.txt" "b/normalized/1871_MeyerE_EnHofhistorieIDanmark.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1871_MeyerE_EnHofhistorieIDanmark.txt" @@ -0,0 +1,16165 @@ +En hofhistorie i Danmark . +Historisk roman . +Første kapitel . +Bjerget st . Paul . +Imellem stæderne Hamborg og Altona ligger en +lille bakke , som kaldes bjerget st . Paul . De rige +hamborgerkjøbmænd havde i årene 1760 til 66 deres +villaer her , men senere solgtes disse formedelst den +støj st . Pauls markedet afstedkom , til beværtningsog +forlystelsessteder , der lang tid frekventeredes af den +fine handelsverden , men senere sank ned til bachanaler +før tilrejsende søfolk . Ikke desmindre hændtes det +ofte , at når fornemme rejsende og Hamborgs pengearistokrater +engang imellem ville slå gækken løs , så +tyede de ud til st . Paul — og denne skik har nok +holdt sig til langt ind i vor civiliserede tid . +Offe så man indenfor indhegningen i haverne berusede +millionairer med famlende fingre gribe om overfyldfe bægere , og ikke sjældent ravede en sådan +levende pengeskuffe hen til det zirlige jerngitter før + +igennem dette at byde en forbigående skønhed en +velkomsfdrik . +St . Paul var således på engang viet til Bachus +og Eros , ver lød til at komme ret godt ud af det med +hinanden . +Man vil sinde denne dyrkelse rå , men det var den +tids mode , og at have liasons dg kunne tåle stærke +drikke ansås som beviser før hin tids mandhaftighed . +Tilrejsende +kunne ikke sige , at de havde levet i +Hamborg , når de ikke havde lært st . Pauls hemmeligheder +at kende , og „ de høiesfe hersfaber “ morede +sig her inkognito på den mest borgerlige måde , banlysende +al etikette — og ikke sjældent al sømmelighed . +På en sommeraften , næsten ved solnedgang , befandf +3 herrer sig i en meget oprømt tilstand i den +såkaldte håhrburger-pavillon , et i årene 60 meget +berømt forlystelsessted . De forlod netop arm i arm +pavillonen , hvor bachanalet næsten havde nået høldepunktet , +og trådte ud i den kølige have , hvorfra +hele bjerget kunne overses . +De 3 herrer vare alle unge og velskabte , den mellemste +af dem havde midt i sin oprømie stemning stærkt +hang til sentimentalitet . Hans hele væsen bar , trods +den ville omgivelse , præg af usædvanlig fornemhed ; +han var smuk , elegant klædt og tituleredes snart hr . +Greve , og til andre tider ligesom uvilkårlig , „ Majestæt “ , +hvorover han dog syntes meget fortrædelig . + +den anden person var en mundkåd , lystig modeherre , +med særdeles fri manerer ; han lod sit vid spille +når han blot kunne få lejlighed dertil , men ikke sjældent +vare hans forsøg noget overansfrængte , og man +hørte da „ Hr . Greven “ sige : Brandt , du er flau , du +er dum ! Den tredie herre der lod til at være den +ældste , så derimød mere sat ud . Endsljøndt også +han befandt sig i en usædvanlig tilstand , der lignede +en besynderlig blanding af søsyge , tvungen munterhed +og komisk alvorlighed , kunne der dog ses at han +kun nødig deltog i den uvante larm , og at han langt +hellere . ville trække sig og de andre ud af det , end +gøre legen for grov . +Han tituleredes stadig for „ Doktor “ , og undertiden +listriktsdoktoren . +Modeherren , der kaldtes Brandt , eller Junker Brandt +havde 3 glas i hånden , med hvilke han idelig klirrede . +„ Hr . Greven “ havde en fyldt champagneflaske i hånden , +som distriktsdoktoren stadig gjorde forgæves forsøg +på at liste fra ham , medens han tillige aftørrede +lin varme pande med et hvidt lommetørklæde , som om +han troede dermed at kunne borttørre rusen , hvoraf +han synlig led . +Herude er synlig meget bedre , stønnede han — og +nu ikke en dråbe mere . . +Hvad , distriktemenneske , råbte Brandt , på grændsen +af vor myndighed vover du at mukke ? +Sliske ! sagde greven , hvor skal vi hen ? + +her til højre , sagde doktoren . +Nej , til venstre , indvendte Brandt . +Som i ville — allså ligeud — bemærkede greven . +Bænke , borde , glas og — +passiar ! Kan du ikke tie Junker , jeg vil holde en +tale her i denne herlige Asten hvor livets nydelser +røre sjælen . — +ja , til sjælelige nydelser og sentimental snak , å , +lad os nu være fri . +Troer du jeg fejler noget , Junker ? jeg kunne for +den sags skyld holde en fastepræken , men du har +højden , hvor mange fingre seer du her , Brandt ? +Oho — jeg skal se imellem fingre ? jeg seer en fuld +flaske og en dito mand , den ene med sølv og den +anden med guld på hovedet , men lad as se hvor +der er mest gejst tilstede når vi få prøvet indholdet . +Ikke så dumt sagt , Brandt , man skulle tro af du +engang i ædru tilstand havde hørt noget lignende ; +men når man har en fyldebølte som du , til bordkammerat , +så skal man nok omsider lade tomheden +komme for dagen . +Bravo , men med al den eftertanke vi har og al den +visdom vi ikke har , har vi dog ingen knibtang . Heida , +opvarter , et kongerige , nej en konge for en knibtang +eller en knibtang for en konge — hier stehen , +die Ochsen am Berge . +Bild dig ikke så meget ind , du er ikke engang en +okse ; thi oksen hverken skryder eller sparker — fy + +Brandt , du taler over dig , du er jo fuld , sagde +doktoren . +Distriktsmenneske , plastersmører , menneskehedens undergraver +som giver overgraverne nok at bestille , spansksiueforskriver , +dn trekvartfulde medicinsflaske med påstriff : +til udvortes brug , vover du at komme med +paradokser og sige at et skib som slingrer , slingrer fordi +det er fuldladet ? Opvarter , kelner , grademåler , +heida ! +Vil du graderes , Brandt ? +Ja , du — du — du , jeg fattes passende benævnelser , +jeg vil graderes ved opvarteren , for at se +om jeg er bleven degraderet ved dig . +Jeg forsikrer dig på ære , du er fuld som et +svin . +Lutter talemåder , har du nogensinde set et svin +være fuld ? +Ja nu , og for lidt siden , og om en halv time — +ædru er du jo ikke . +Det skal vi snart få at se . Kelner , kelner , overappellationsoptrækker ! +Han skal suge mig om jeg er +fuld eller ædru . +Når jeg er ædru , er han krybende og skikken som +en tysk hofjunker , er jeg derimod anstukken , lader han +som ingenting og ignorerer det ; men ved en halv +storm spiler han øjnene op og seer stift på mig , og +er jeg fuld , sådan complet , så griner han mig lige +op i ansigtet . + +hvilke gensidige sympatier , bemærkede greven , o , +hvilken visdom skaberen dog-har nedlagt selv hos +kreaturer af underordnet rang . +Det er sandt , bemærkede doktoren , der går en harmonisk +enhed igennem alle diese . uens ætede elementer . +Elementerne rage ikke mig — det skulle da være det +våde element som jeg skulle bryde mig noget om : +har jeg kun min konge og min flaske fuld , +det er bedre end alverdens ring og guld . +Hør , majestæt , nu sætter han oven i købet sine dumheder +i musik , det er afgjort , det er hans eneste undskyldning , +at han er . fuld . +Lad mig tale , sagde den der var betitlet majestæt , +mit hjerte er fuldt og trænger til at give sig luft . +Cæsar er søsyg , bemærkede Brandt og hikkede . ' +den ondskabsfulde har ikke die for den skønne aftens +tause venlighed — +og ikke ore for at høre den venlige taushed snakke +over ' sig . +Brandt i lad ikke din tynge bringe dit hoved i fare , +jeg advarer dig . +Og jeg advarer dig , Struense , lad ikke dit hoved +bringe din tunge i fare , ellers komme vi to til at +følges ad . +Lad mig føle d n puls , Brandt , svarede den tiltalte +idet han greb Brandt om håndledet og følte pulsen +således som læger gøre ved patienter den slår +tyk og hefig med ustadige mellemrum ; svimmelhed i + +hovedet , tunghed i benene , 80 dråber af min eliksir , +og fornuften og roligheden vender tilbage . +Hvad , råbte den fornemsfe af de tre , kan du med +en eliksir forjage vindunsten , så gør jeg dig til en +stor mand i mit rige . +Har vi sukker og vand ? +Her er begge dele , det må jeg se , jeg tænkre alt +at rendevouen gik fløjten . +Struense gør din pligt , giv mig dråberne . Dersom +det lykkes , gør jeg Brandt til min hofnar og +dig til min livlæge . +Med andre ord : kongen trækker os begge om ved +næsen . +Struense fremtog en lille flakon , heldle dråber +på noget sukker og gav kongen og Brandt hver sin +del . Kongen tog det og udbrød : +det smager som olie og som bitre mandler , er det +gift ? +På en måde , men uskadelig for en enkelt gang . +Forgiver du mig , skal jeg hver midnat gøre grimasser +for dig i mangel af anden beskæftigede sagde +Brandt , idet han tog sukkeret med stor begærlighed . +Struense tog selv en lignende dosis og betragtede +begge de andre med forventning og nysgerrighed . +Nu , hjelper det ? spurgte han straks efter . +Mig har det gjort veltilmode , jeg føler mig som nyfods , +giv mig flakonen , Struense , fra nu af er du min +livlæge , du er en hexemesier . + +det samme siger jeg , sagde Brandt , jeg har aldrig +følt mig mere vel og bedre oplagt til at begå dårskaber end i gette øjeblik . +Giv mig flakonen — den skal blive opvejet med +guld . +Det går ikke an , min konge , med deres fyrighed +og levemåde ville gentagen brug være skadelig . +Jeg forstår dig ikke . +Han mener , supplerede Brandt , at for en simpel dødelig +som jeg , kan disse dråber nok gå an , men for +en konge som har 3 — 4 rendevouer om dagen , der +drikker som en Hai og spiller som en nattefugl , som +stjæler jomfruhjerter om dagen , og lever lystig om +natten — +ingen drøje sandheder , hofnar ! om jeg må bede . +Bliv dydig , deres majestæt , og jeg skal lyve for +en forandrings skyld . +Giv mig flasken , Struense , jeg skal bruge den med +fornuft , denne drik gør mig livlig , ung og stærk , jeg +befaler dig giv mig den . +En læge kommanderer selv den commanderende . +Jo oftere disse dråber bruges , desstørre dosis må +der anvendes og desstørre afkræftelse følger der bagefter . +Jeg skal være forsigtig og mådeholden , desuden , +du reifer jo med som min livlæge , du har lovet mig +del . Har han ikke Brandt ? +Jo , i fuldskab , men siger han ja nu , så trænger +han fil 80 dråber fil . + +hvorfor , du nar ! er jeg da så slem ? +Nej , men del er just ulykken . +Jeg forslår del ikke . +Jeg heller ikke , men del er nok når kun sruense +forslår del . +Lad mig blive min konge , min stilling som stadsphysicus i Altona tilfredsstiller min ærgjærrighed . +Og desuden er del så nær ved grændsen — og +st Pauls bjerg . +Struense , går du ikke med med del gode , så +bortfører jeg dig med magt . +Der har vi absolutismen , sørg du nu for en god +conslitution . +Sandt at sige , herre konge , der er noget , der binder +mig her fil egnen , en ung pige , en oprigtig kjerlighed . +Brandt +gav sig til at fløjte : himmelske gjengjeldelse , doktoren er såret , så er du jo dummere end +dn seer ud til . +På mine rejser traf jeg en ung faderløs pige , jeg +reddede hendes moder i en vanskelig sygdom . +Af tvivlsom Art ? +Ti dog , og lad Struense tale . +Hun er mit alt , Emilie , hun er min brud og snart +min kone . +Gift dig og tag hende med — jeg gør dig til +conferenceråd , det er en udmærkelse , der tilfalder kongens +livmedicus . + +min erkendtlighed og mit venskab , er du mer på . +Ja , så er du vel faren , prosit . +Brandt , du har et greveligt stamtræ , hvad mener +dn om grevekronen , hvis du overtaler Struense ? +En grevekrones —det er et ord , men uden bjelder ? +Forstår sig . +Godt , pas nu på , min ven , hvor gammel er du ? +Tredive år , men hvad vedkommer det sagen ? +Mer end du tror , har du mistet tænder ? +Nogle . +Og du har stor praksis ? +Meget stor praksis . +Og hun er 17 år ? +Så omtrent . +Og smuk ? +Fortryllende ! +Dåre ! +Hvad behager ? Forklar dig . +Du er gammel , hun er smuk , hun er i ungdoms +vår og du i praksis ? Du er slet assureret . +Det bliver morsomt , sagde kongen og gned sine +hænder . +Nej , det er meget tragisk , at en fornuftig mand +kan tænke så dumt . +Et ord , Brandt , du tror aldeles ikke på tyden ? +Jo , jeg tror på den , som på venskabet , det er +bestandig et tidsspørgsmål , man er hinanden hengiven +sålænge man kan være det uden at kede sig , + +man elsker en konge så længe han overøser en med +gunst og gaver -- - dyden selv er ikke altid dydig . +Den sentents skal du ikke blive kronet for . +Hvis du havde kendt vor første moder , ville du +give mig ret . Seer du , hun var det første fruentimmer , +og der var kun en mand i hele verden , så hun +havde ondt ved at coketfcre med andre — og døg — +hun blev da vel aldrig utro ? +En middagsstund da Adam lå og snorkede under +en stor caktus , lod hun sig forføre — +Pokker heller ! +Til at nyde den forbudne frugt . +Stakkels fader Adam ! +Nu kan du vel sige : hvad vover jeg derved ? Eu +konge kan også bryde sit løfte , han har Hals og +hånd over ens person , men nærved beset er disse +vore herrer ikke så farlige — og det ville være stridende +mod al skik og brug , hvis en patient skulle lægge +sin doktor i graven — det omvendte sker oftere . +Bravo , Brandt , jeg tror du vinder . +Jeg tror det ikke min konge . +Kommer nu dertil , af hun hedder Emilie og af den +skælm , oberst Rankzau — en descendent af paradisslangen i militairuniform — har gjort en smuk +fangst før en højbåren herre , der holder af af sætte +dyd og uskyldighed på prøve , så — +tal tydeligt ! +Må jeg ? + +tal ! +Så har jeg en anelse om , af den dydige er sat +på prøve flere gange . +Skudt forbi . +Boer hun ikke på allen steinweg ? Du blegner , +har du bekendtskab der ? +Du driver en grusom spøg , min ven ! +Jeg orererer dig før stæren og tænker kun på af +helbrede dig , min forblindede doktor . +Sig mig nummeret . +Syv og firs . +Du er mere end grusom du lyver — +bliver du syg ? +Brandt , er der grund til din tale , så før stødet +rask , men det er umuligt . +Vil du have vished ? Godt , Rankzau kommer om +et øjeblik med den skønne . Såmeget er jeg din +ven , at jeg ikke vil , at du skal være et tåbeligt offer , +og så meget er jeg min egen ven , at jeg hellere +vil se prydelsen på mit eget end på dit hoved . +Rankzau hader mig — det er det eneste der foruroliger +mig , det kunne ligne ham , at spille mig et puds , +men forlede Emilie er ikke tænkeligt . +Der kommer Rankzau med nonnen og med blomsten , +kongen behøver blot at befale hende give dig underkastelsestegnet +og gåden er løst . +Det går jeg ind på . + +jeg også . +Sæt dig lidt i skyggen under træet . +Godt , lad nu komme hvad der vil . +Andet kapitel . +En blomst og et hjerte . +Oberst Rankzau nærmede sig , ledsaget af en tilsløret +dame , og hviskedee kongen ærbødigt i øret , +kongen hilste den tilslørede dame med hånden , befalede +hende at bringe blomsten til den under træet +siddende kavaler . Tillige befalede han , at hun skulle +lade sit smukke ansigt se , da kavaleren var en udenlandsk +maler , der skulle forskaffe ham et smukt portrait +til en medaillon . +Den tilslørede tøvede et sekund , men adlød derpå . +Et øjeblik efter var Struense som en vanvittig sprunget +op af bænken . Damen udstødte et højt skrig og +flygtede bort i Hui og hast . +Nogle minutter stod doktoren som forvildet . Han +for med hånden hen over øjnene , gned sin pande +og stirrede efter den flygtende . +Brandts latter bragte ham endelig til besindelse . + +bleg , men fattet , gik Struense hen til kongen og +sagde med hæs , næsten ukendelig stemme : +majestæt ! jeg følger dem , gør nu med mig , hvad +de vil . +Tredie kapitel . +Hirschholms slot . +Kort tid efter at foran beskrevne episode fandt sted , +var en glimrecde hofkreds forsamlet på Hirschholms +slot , kongen af Danmark og Norges pragtfulde residents . +De +prægtige sale glimrede af guld , Fløiel og atlask , +1000 vokslys i kandelabre , kroner og lampetter +udstrålede en glans , der næsten blændede , og de nye +franske modedragter og klædelige uniformer , tilkæmpede +efter Nordens strengere fordringer , toge sig prægtigt +ud i le hyggelige gemakker . +Den , som med et opmærsomt øje havde kunnet følge +hoffolkenes bevægelser og manerer , ville hare opdaget , +at den franske lethed i sæder og anskuelser også var +trængt ind her , og det , som man i vore dage ville +sinde upassende , ja , ligefrem anstødeligt , ansås i hin +tid , som naturlig , flot og morsom . + + + + + +en dydig dame ansås som en utålelig skinhellig ; +en herre , der ikke kunne rose sig ar enten af være forfalden +fil drik , spil eller anden vellyst , regnede man +for en dosmer eller mildest for en klodrian , og han +havde hele den fornemme verdens medlidenhed og +drilleri af trækkes med . +Kort , moden var , frihed i handlemåde , navnlig i +elskovssager , og den , der virkelig var dydig , måtte +agere lastefuld , blot for af kunne begå sig imod det +læspende kobbel , som man almindelig kaldte : hoffolk . +At en sådan tingenes tilstand og slaphed i sæder og anskuelser til dels måtte indtræde efter Christian +den sjettes bigotte , pietistiske regeringstid , var ganske +naturlig , men den indtrådte ikke straks ved Frederik den +femtes tronbestigelse . +Den indfandt sig lidt efter lidt under de , på hinanden , +følgende dronningers lyst fil af glimre og herske , +og nåde sit høldepunkt , da den unge kong Christian +den syvende omgav sig med venner som greverne +Holk og ranzau , og da dronningmoderen , Juliane +Marie , der aldrig kunne glemme , af hun var alt i +høisalig kong Frederik den femtes tid , anvendte toilettet +med alle dets hjelpemidler , for hos venner i en +udstrakt kreds , at beholde herredømmet , og udseende +af ungdom , krast , og eneste virkelige betydning i +staten . +Denne dame var ingenlunde sket , hun havde tværtimod + +et i flere henseender godt hjerte ; men herredømmet +satte hun over alt , for dette måtte alle andre +hensyn vige , og om hendes handlinger end undertiden +udartede til grusomhed og uklarhed , så er det +dog ikke givet , at hun dreves dertil af nogen hårdhjertet +bevæggrund . +Man ved således forvist , at hun har grædt ved +dronning Mathildes fald , og at hun til sine fortroligsle +hulkende har sagt : „ mit hjerte sammensnører sig , +men jeg måtte , jeg måtte gøre det . “ +Man vil altså i conseqvents med dette vide , at +denne høje dame , der under sin flygtige , lystiglevende , +undertiden fjollede stedsøns regeringstid anså sig +som eneste almægtige herskerinde og den egentlige regent +i begge riger , i grunden hadede dronningen , +Englands skønne Mathilde førend hun så hende , forinden +hun kom til det land og den krone , der skulle +blive hende så fuld af torne . +Der foreligger også mange beviser for at animositeten +mod Mathilde ikke var personlig — thi Juliane +Marie var ved flere lejligheder nærved at overvældes +af sin svigerdatters oprigtige og barnligrørende imødekommen , +men marmor-politiken fejrede over hendes +opblussende følelser , og hun sagde , at den slags brand +måtte man se at flukke med vand fra egoismens +kilder . +Når man stadig har dette i erindring , vil alt det +efterstående være letfatteligt , og begivenhederne efterhånden + +som de udvikles ville kun være at betragte som +handlinger , tremsprungne og udviklede af hendes charakters +stolthed og herskesyge . +En aften sad enkedronningen omgiven af fin sladrende +hofcirkel og nærmeste tilhængere , blandt hvilke +Amalie ttot og grev Rankzau være de mest fremragende . +Man +talte naturligvis om alle slags , om Frankrigs +finantsnød , om dronning Mathildes engelske sædvaner , +om grev Holks fjetnelse fra kongens person +og om kongens nye , meget indflydelsesrige livlæge , +conferentsråd Struense , der syntes at have mere indflydelse +hos kongen personlig , end minister bernsforff +og begge dronningerne tilsammen . +Alt hvad der drejede sig om denne mand , interesserede +følgelig enkedronningen , og grev Rankzau måtte +derfor fortælle , hvorledes han havde spillet doktoren +det puds med hans forlovede , og derved gjort ham +til livsvarig modstander . +Superbt , superbt , udbrød enkedronningen , det var et +lystigt indfald , og endskønt det har skaffet os den +almægtige doktor på halsen , så må jeg dog takke +dem , Greve , for denne genistreg , de har min nåde ; +men sig mig dog , kære , hvad figur gjorde den gode +stiftphysikus til alt dette , den nye favorit synes jo +rent at glemme , at hans herre har fældet hans vildt » +Blev han sket ikke vred på kongen eller på dem +Greve . + +tilsyneladende fog han sig sagen meget let , +ah charmant , så er han jo en fuldendt hofmand ? +Fuldkommen sandt , deres majestæt , men hans +tanker ? +Bah , hans tanker høre ikke ind under debatten ! +Først når de træde frem med et officielt præg , enten +på hans ansigt eller i handlinger , først da have vi +ret til at kalde dem for vor domstol . +Ypperligt sagt , deres majestæt ! Jeg kan heller ikke +nægte denne avanturier min beundring ; han skuttede +straks med den elskværdigste beskedenhed en traktat med +hans majestæt , hvorved han forpligtede sig til at føle +kongens puls og se enden af allerhøisfsammes tunge , +imod at han derfor fik 2000 rigsdaler årlig og titel +af livmedikus og konferentsråd . +Stakkels Greve , hvilken modgang de har — og +imørges er han endog udnævnt til kronprindsens hovmester +— og , vær nu fattet , jeg gav mit samtykke , +min sønnesøn er i gode hænder . +Majestæt , tiderne forandre sig , før sagde man gammel +vin og gamle venner — nu hedder det : nye +venner og nye - - +nu tal ud . +Indfald ! +Jeg ynder oprigtighed , bliv ved , min herre , de er +snart utålelig og jaloux på de æresbevisninger , der +vises andre . +Hvem ved ? + +o , jeg kender deres tanker . +Den ikke officielle part ? +Jeg skal drille dem , min kære Greve , de tror +dem alt for sikker . +Tvertimod , majestæt , jeg har også en achilleshæl , +jeg er soldat , men jeg er ikke ufårlig . +Og hvis han nu behagede mig , behagede mig meget , +d . ' nne nye prometheus ? +Så ville jeg finde opholdet på breitenborg yderst +kedsommeligt . +Ah , de trænger til en lille lektion ; man får se +at vinde ham . +Spøg ikke med ild , deres majestæt , han er ung +og veltalende — og selv den mest ophøjede dame er +dog en ovinde . +Hvad , de vover , Greve ? Godt , nu skal de have +ris . +Nåde ! +Hvor de er morsom , oberst Rankzau . Lad mig nu +se , prægtigt . +Deres majestæt , lad mig skippe før denne gaug . +Slippe ? +Ja , majestæt ! +Nej , min kære ! Hør mine damer , grev Rankzau +er dristig . +Hvad er der , majestæt ? +Vi kende ham , råbte alle hofdamerne , som nu stimlede +om enkedronningen og talte i munden på hinanden . + +stille , mine damer , bød Juliane Marie , greven er +vel en misdæder , men hans brøde kan afsones . +Vi brænde af nysgerrighed . +Fortæl , deres majestæt . +Lav ham dømmes strengt , lød det atter fra hele +choret . +Attention ! Greven påståer , af den nye favorit +er uimodståelig ! +Han vover . +Tænk dem , en doktor skulle være uimodståelig . +O , det er hans spøg . +Ramme alvor . +Har jeg udtrykt mig således ? indvendte Rankzau . +Netop således , vedblev enkedronningen . . +Greven mener , af hr . Doktoren vil uden af såres +kunne såre andre . +I hjertet ? spurgte den yngste af damerne . +Forstår sig , dybt og dødeligt . +Alle lo . +Men deres majestæt må have misforstået mig , +stammede obersten forlegen . +Og , vedblev enkedronningen ubarmhjertig , han vil +finde mange patienter ved hoffet , naturligvis blandt +damerne . +Og de , hr . Greve , de vover af supponere ? udbrød +man i forvirret Chor . +Jeg forsikrer , af her er en misforståelse , mine +damer . + +ja , af ikke en af hoffets skønne skal kunne undgå +af elske ham med håbløs kærlighed , +bevares , det er stærkt , lød det . +Det vover de af sige , hr . Greve ? spurgte andre . +Vi fordre dem til regnskab , oberst ! lo herrerne . +Men tillad dog , mine damer , mine herrer , det er +en komplet misforståelse , jeg har udentvivl ikke udtrykt +mig klart . +Jo , det er såmænd klart nok , udbrød en enkelt +stemme , ledsaget af en umådelig latter . +Tillad blot , min nådige , af jeg kommer tilorde ; +jeg lod falde nogle ord , som hendes majestæt har +misforstået . +Benægtelse er et gammelt forbrhderinsfinkt , tør de +nægte ? sagde de ikke , af man skal ikke lege med ild , +og af selv de skønneste og højeste damer dog kun er +kvinder . +Fuldkommen sandt , men meningen var — +nægt ikke længer — meningen var , af doktoren er +så farlig , af de frygter af fortrænges til breitenborgs +sørgelige ørken . +Under visse forhold , kun under visse forhold , deres majestæt . +Fuldkommen bekendt og tilstået — mine damer , +hvad skal den lide , der har gjort sig skyldig i flig +påstand ? spurgte enkedronningen ironisk . +Lad ham falde i den dybe brønd . +Det er ikke nok , sagde andre , + +ah , de er meget grusomme , mine damer ! +Hvis deres majestæt ønsker det , ville vi pardonnere +ham . +Nej , det er igen at skippe alt for let ; lad ham da +gøre enhver af damerne en compliment . +Prægtigt , prægtigt . +Deres majestæt , bad Rantzau , skån mig i det mindste +til siden ; thi jeg skal dog vel ikke høre Brandts spydigheder . +Se , deres majestæt , der kommer han med +ører . +Medens greven talte således , trådte Brandt og +hofråd øder ind i salen , de hilste dybt på enkedronningen +og let på de øvrige damer og herrer . +Herligt , sagde enkedronningen , Brandt kommer som +han var kaldet ; straffen har hr . Obersten straks at +afsone . Lad den spottefugl kun komme med sine bemærkninger , +mig røre de ikke , begynd altså med mig . +Find nu på en god compliment . +Deres majestæt er ligeså skøn som retfærdig . +Ah , Greve , de provokerer , vil de have endnu en +correktion . +Deres majestæt er ligeså nådig som åndrig ! +Kan passere , videre . +Brandt fatte et ynkeligt ansigt op og hviskedee +temmeligt højt til øder : obersten er nok i beleiringstilstand , +men i stedet for at gøre et kraftigt udfald , kommer +han med slette indfald . +Obersten kastede et skævt øjekast til Brandt . + +denne kyssede på fingeren ad ham og sagde : +bliv ved min himmelske , jeg holder også as sukkerkugler . +Obersten +vendte sig halv ærgerlig om til hoffrøkenen +Amalie Thott og stammede : +deres øjne er klare som aftenstjernen , man kan se +ved højlys dag . +Obersten er en dygtig astronom , han gør observationer +i jomfruens tegn , hviskedee Brandt . +Stille ondskabsfulde , det går aldrig godt , svarede +øder . +Frygt blot ikke , han er nu så beskæftiget , at man +kan rende døre ind med den store Bjørn . +Grev Rankzau bed sig i læberne , han rar ikke langt +fra at tabe kontenancen , men holdt sig dog tappert . +Med et zirligt buk trådte han hen til grevinde von +Piessen , og sagde : spejlet misunder dem . +Sminken ! supplerede Brandt , men så sagte , at kun +øder kunne høre det . +Til Fru von Pahlen sagde obersten : deres frisure +er ubetalelig . +Det var en vittighed , hviske de Brandt , en udmærket +vittighed , men det går ud over friseuren . +Nådige frue , vedblev Rankzau , der nu næppe kunne +holde fin vrede tilbage , da han trådta hen til en ældre +dame ; de seer endnu så ung ud - — +at man skulle antage dem før deres ældste søns +yngste datter , supplerede Brandt halvhøjt . + +en almindelig mnnterhed ledsagede disse ord . +Min herre ! råbte rakzau , de står der og mumler , +er det af mig de leer ? +Nej , min herre , tværtimod , jeg leer netop af det de +mumler om . +Herre ! jeg forlanger en forklaring . +Angående det uklare , vel , jeg læser fra 3 —5 . +De har i hendes majestæt enkedronningens nærværelsæ +tilladt dem bemærkninger over mine mringer . +Ingenlunde , jeg ytrede farsk noget om deres bemærkninger , +da hendes majestæt trak sig rødmende tilbage +vi +tales ved hr . Maitre de plaisir . +Fuldkommen , hr . Maitre de paisir . +Jeg vil dog se , hvad de bærer indenfor vesten , min +herre . +Ønsker de virkelig ? To små-haner . +Hvordan , de bærer våben i kongens palais , hr . +Greve ? +På kongelig befaling , bliv ikke bange , de er jo +soldat ; hvis de har lugtet krudtet , er det kun en +tom indbildning , det er nemlig fjederpistoletter , som +kongen og jeg morer os med i gemakkerne , men man +kan også skyde gråspurve dermed , når de kvidre +altfor højt . +Er det mig , de kalder gråspurv ? +Hr . Greve , jeg vil nødig såre dem , endnu mindre +med tungen end med andre projektiler , men kan det + +more dem af se min færdighed i begge henseender , +så skal jeg fortælle dem hofnyt efter hukommelsen +medens jeg skyder en lindse af hovedet på en stoppenål . +Nogle +hofkavalereer der nu så , af Rantzau udsatte +sig for Brandts mesterskud , tog obersten til side , og +forsikrede , af Brandt traf på et hår og aldrig +fejlede . +Rantzau forandrede derfor pludselig mine og erklærede , +af han vidste hvor udmærket Brandt kunne træff , +og af han i alt anså ham for en heksemester hvorfor +han udbad sig hans protektion . +Forbindtlig bukkede Brandt og tilføjede : +denne roes tør jeg desværre ikke fralægge mig , +siden jeg engang har forvandlet en gammel kalkunsk +hane , til et ængstelig brægende lam . +Obersten ville atter svare , men kongen nærmede sig +og ved det derved opstående røre lykkedes det nogle +af herrerne af drage de stridende parter fra hinanden . +Da fløjdørene åbnedes på vid gab melvte en +drabant med høj røst , de kongelige herskaber deres +majestæter kongen og dronningen . +Kongen førte zirligt dronningen ind i salen ved +sin højre hånd , idet han hilste venligt til alle sider . +Dronningen hilste først alle , dernæst , enkelte med særlig +venlighed . +Bagefter kongeparret bevægede sig et prægtigt følge +blandt hvilke grev Bernstorff , Guldberg , greverne + +Otto Thott og Schimmelmann samt livlægen befandt sig . +Kongen bevarede en tidlang den ydre anstand , men +som sædvanlig kedede dette ham i længden og han +kunne ikke afholde sig fra snart til en , snart til en anden +at fremkomme med kåde , endog vulgære bemærkninger , +noget der endmere bestyrkede rygtet om , at +kongen undertiden var hel eller halv afsindig . +Således kunne han denne aften efter et med anstand +udtalt „ Værer hilsede alle “ ikke tilbageholde en +stærkt kontrasterende vttring til dronningen idet han sagte +hviskedee : læg mærke til , Caroline , hvor de gloe +på os ligesom hønsene på solen , min tro det er +undertiden morsomt nok at være souverain . +Dronningen blev yderlig forlegen ved disse ord , hun +frygtede at det hendes gemal havde sagt , eller hvad han +senere kunne falde på at sige , skulle høres af andre +og hun svarede derfor sagte , men meget hurtigt : +for himlens skyld , deres majestæt , lad ingen +høre slige udbrud , lad os i det mindste iagttage den kongelige +værdighed . +Kongen lød som øm han ikke hørte det , og vendte +sig om til enkedronningen med de ord : +god aften moder — eller hvad jeg ville sige deres +majestæt , har de opsendt deres fromme bønner +til gud , for af bede om et frugtbart år og øm god +fred ved hoffet ? +Min kære søn — deres majestæt , jeg tænker altid +i mine bønner på dem og deres venner , men hvorfor + +præsentærer de mig ikke for deres nye ben , de +ved dog , af deres majestæts venner ikke kan være +mig ligegyldige ! +Kongen så sig tilbage , vinkede af Struense og +sagde formelt : +hendes majestæt enkedronningen , vor kjerlige moder +ønsker af lære mirakeldoktoren af kende ; — vor +conferenceråd livmedikus Struense , men sagte tilhvidskede +han Struense , hun vil konsulere dig , hun har ondt +for tænder , men om det er i de forlorne eller i de +ægte , må du selv se af få kundskab om . +Struense beholdt dog kontenancen , gjorde en dyb +kompliment og sagde ; +deres majestæt jeg frembærer dem min underdanigste +respekt . +Ak , min hr . Konferentsråd , jeg har været borte i +lang tid , hvilket har forhindret mig i af hilse på +dem ; min søn kalder dem mirakeldokker , det er +en skøn titel , og jeg glæder mig til at den er fortjent +thi jeg har virkelig i sinde , som hans majestæt skjemtende +behagede at yttre , at konsulere dem . +Jeg lider virkelig af et horribelt onde , men ikke som +min søn køngen ytrede , i tænderne — jeg lider af +en mathed , en åndelig og legemlig fatigue , et vedvarende +ildebefindende , en kontinuet kedsomhed med +hang til melankoli . +Sig mig , doktor , er der et radikalt middel mod +sligt et onde ? + +det er i det mindste vanskeligt at helbrede , palliativer +nytte ikke , og midlet er næsten farligere end ondet +selv . +Jeg kender kun to radikale midler , og beder gud +bevare deres majestæt for begge . +Hvorledes hr . Konserenceråd , de kender midler +mod dette afskyelige onde og tøver med at foreskrive +mig dem ? Men jeg fordrer det , jeg tyer til deres +hjelp , og tror jeg ikke allerede , at det går mig som +så mange patienter , der føle lindring alene ved at +tale med deres læge . +Deres majestæt er alt for nådig . Hvis jeg ved lægemidler , +der hidrøre fra medicinen kunne helbrede min +dronning for et onde , der er mere ubehageligt end +farefuldt ville jeg ikke tøve med at skrive recepten , +men — +men nu — — unddrager de mig deres hjelpende +råd . Jeg kunne fristes til at gøre dem bebrejdelser , +men de har vakt min nysgerrighed , og de er +desuden så charmant at man ikke vover at vække deres +vrede , det må jeg sige dem , og til samme tid +som jeg vil takke hans majestæt fordi han har introduceret +dem ved vort Hof , vil jeg bede ham udvirke +hos dem at de i det mindste siger mig midlerne . +Deraf kan jeg dog ikke stedes i fare . +Hvem ved ? Når recepten består i ord , og +patienten selv tror at kunne laborere eller tilvejebringe +medicinen , så er der vistnok fare derved . + +et , min charmante læge , er de dis på at et af +midlerne er ufejlbarlige ? +Begge , deres majestæt ! +Nævn mig først sygdommen . +Deres majestæt angav den selv før — kedsomheden . +Fuldkommen sandt , og de kender selv , om det kun +var af navn — to ting , som kan fordrive dette onde ? +Ja , men jeg sagde også at midlerne er værre end +ondet , thi hvad der vindes derved er kun at et onde +fordrives ved et andet . +Doktor , de spænder min nysgerrighed på det højeste , +nævn mig dog de midler — jeg beder dem +indstændig . +Nuvel , midlerne de to onder , der forjage kedsomheden , +er ulykken og — kærligheden . +De har bestandig ret , og jeg lover dem ikke af laborere +med nogen af dem , er de så rolig på deres +patients vegne ? +Det vil være mig en stor tilfredsstillelse . +Men hvad siger de , hr . Konferentsråd , om nogen +anvendte begge midler på engang ? Kender de virkningen +deraf ? +En gød læge bør altid eksperimentere noget , og +selv kende det , han finder ufejlbarlig for andre . +Deres oprigtigheg er henrivende , og jeg forstår +nu fuldkomment , hvilken tillid deres patienter må +nære til dem . +Hr . Doktor , spiller de Schak ? + +til måde , deres majestæt . +De er farlig , det er jeg vis på , og døg har jeg +stor lyst af prøve deres styrke . +Jeg vil betragte det som en st ør faveur , hvis deres +majestæt ikke er alt for grusom mod mig . +Det er et ord ; føler de dem for svag , skal jeg til +enhver tid lade mig nøte med en nemi . +Som deres majestæt befaler . +Medens enkedronningen begav sig til schakbordet +med Struense , foreskog grev Thott dronning Caroline +Mathilde af spille domino en deux ; kongen havde begivet +sig til den anden ende af salen , hvor han snart +sijemtede med Brandt og snart lo høirøsfet i samtalen +med andre . +En sky trak sig ved denne rå latter over den fintfølende +dronnings pande . +Enkedronningens bejlen til kongens nye favorit , +af hvem Caroline Mathilde ventede sig så meget med +hensyn til sit undertiden pinlige forhold til kongen , +behagede heller ikke den unge regerende dronning . +Hun kendte alt for vel sin svigermoders herskesyge , +hun vidste , at enhver af kongens favoriter instinktmæssig +søgtes vunden af enkedronningen . +Den regerende dronning betragtedes endnu stedse i +stilhed af hoffet , som om hun var en fremmed , medens +Frederik den femtes enke , der havde været ved +roret og så at sige var de flestes fødte herskerinde , +bestandig ifølge sin stilling til kongen betragtedes som + +indfødt ; Caroline Mathilde følte sig således temmelig +isoleret , og hun havde derfor hilset den nve indflydelsesrige +og skatskloge favorit med uskrømtet glade , kom +nu dertil , at Struense også var hendes læge , at forholdene +havde tvunget den unge forladte dronning til +at vælge denne sin landsmand — thi Hanover var jo +det tyske England og Struense var en hanoveraner , +så faldt det så naturligt , at hun med misnøie , +endog med sorg så . at enkedronningen gjorde alt +for at vinde Struense for sig og unddrage hende hans +indflydelse og støtte . +Struense var dertil ung og af et indtagende ydre ; +de kongelige børns pleje var ham tildeels betroet . +Et ord af ham gjalt mere hos kongen end hendes +og andres indtrængende forestillinger ; var det da at +undres over , at hun følte skinsyge eller frygt for at +bersves sin eneste støtte ? og dog vare de anførte +grunde næppe de eneste , der formørkede den unge dronnings pande . +Havde mirakeldoktoren ikke , måske med eller mod +sin villie også gjort et indtryk af en blidere Art +på den unge dronnings følelser ? +Havde hun , der var så ene , der så sig miskendt +og magestødt af en lunefuld gemal og forfulgt af en +ubarmhjertig , herskesyg svigermoder ikke funden en +havn i blide drømmerier for den eneste , der lod til +at kende og forstå hende ? + +vist er det , at Caroline Mathilde måtte gøre anstrengelser +for at bevare sin interesse for spillet og +hendes nærmeste omgivelser , og dog fløj mere end et +flygtigt blik hen til schakbordet , hvor Struense sad , +og mere end en gang gjorde hun sig skyldig i åbenbar +distraktion , så ar selv de hosstående vekslede øjekast +i denne anledning . +Grev Thott , hendes modspiller , bevarede som gammel +hofmand længe kontenancen , men da dronningen +til sidst spillede fejl i lutter distraktion , tabte den gamle +mand tålmodigheden og sagde : +blank — six . Deres majestæt må have blank six . +Her er den , six , svarede dronningen og satte en +fem på bordet . +Tilgiv , det er en fem . Deres majestæt må købe . +Meget rigtig , hr . Greve ! +Dronningen tog hurtig en ny dominobrik , men beholdt +den tankefuld i hånden . +Amalie Thott opfangede sin faders forundrede blik +og sagde til dronningen , bag hvis stol hun stod : +deres majestæt har taget en treer — nu da , min +fader , tre og seks er ni . +Dobbelt tre , min dronning ; vedblev den gamle +hofmand ufortrøden . +Spillet vedblev , mere ved Amalie Thotts end ved +dronningens hjælp . + +det lod til at den unge dronning interesserede sig +mere for Schak end for domino . +Imidlertid gik kongen , støttet til Brandts arm , fra +gruppe til gruppe og gjorde allehånde bemærkninger . +Hvad siger du til min ven Struense ? det lader til +at han morer sig ganske godt i København . +Ja han gør store øjne , han havde ventet at se vadskerbjørne svømme omkring på isklipper i gaderne , +og finder kan småslanger og allerkæreste ræve , klædte +efter den nyeste mode . +Har du eller Struense noget at klage over ? +Jeg som pidskestykket kan ikke klage over dyppelsen , +jeg er desuden altid bag ved kongen ; men den stakkels +doktor må døje meget for sin medicin , og dog er +han mere værd end alle de sarkastiske patienter . +Og dog , skjelm , driller du altid denne i virkeligheden +store mand . +Det er fordi han er en stor mand , driller jeg nogensinde +deres majestæt ? +Ondskabsfulde ! det gør du jo nu — altså er jeg +også en stor mand . +Hvis de altid er åndrig som nu , må jeg bede +om min afsked . +Frygt ikke , min ven Brandt , i går lod jeg min +sidste visdomstand trække ud , det er kun lidt riven i +tandkødet , der er tilbage , og for at berolige dig , +kunne jeg have lyst til at gøre noget rigtig splittergalt . +Jeg kunne have lyst til at jage Bernstorff borr . + +og det kalder de splittergalt , min konge ; jeg troede , +de ville skille dem ved Struense . +Nej , så vidt er det ikke kommen endnu ; men denne +Bernstorff er mig for selvklog , han seer ned på mig . +Hvorfor har kongen skillet ham så højt , at man +må se op til ham ! +Det er det , som ærgrer mig . Find på noget . +Skal jeg rive ham ned ? +Du , Brandt ? Nej , men Struense kan ; jeg har +flere gange pudset dem på hinanden . Tænk , sidst +påstod han , af han måtte adlyde tre forskjelligttænkend souverainer . +Hvilken uforskammethed ! jeg troede , af jeg var den +eneste , som havde lov til af tale sandhed ved hoffet . +Væk med ham . +Det er let nok sagt , men hvem skal remplacere ham ? +Skal vi rafle derom ? +Fy , Brandt , du lærer mig simpelheder , nej fint +skal det være ; lad os spille plat og krone . +Godt Sire ! jeg er plat og Struense krone . +Lad en mynt falde . +Bravo , det er krone ! +Du er en skjelm , men lige meget , Struense er minister ; +men hvorledes indsætter jeg ham nu i hans værdighed . +Du må søge et påskud for hans installation . Hvor man vil le ad doktoren med portefeuille . +O , ikke andet , har kongen ikke magten ? man kan jo +sige , af staten skranter og trænger til en dygtig læge . + +ja men jeg er bange af patienten ril skære ansigter +af midicinen . +Han må aligevel tage sin dosis for af komme sig . +Du har ret , Brandt , med det gode eller det onde , +jeg er ked af at have formynder . +Stakkels Struense ! med al sin viden er han uvidende +om det vigtigste . +Han spiller rolig og ufortrøden og ved ikke , at han +allerede har vunden . +Og Bernstorff , se med hvilken sikker mine han stryger +Schimmelmanns dukater til sig , uden at ane , at +det er ham , der har tabt . +Ha , ha , ha ! det gjelder at holde ørerne stive , når +man er nærved at tabe hovedet . +Det er morsomt nok , min kønge , jeg kunne le så +tårerne rinde . +Ja , Brandt , der er i grunden noget sørgeligt ved al +morskab . +Og noget latterligt ved al sorg . +Sådan skal de have det som gøre nar ad kongen . +Vor herre bevares . +Frygt kun ikke galfrands , du og Struense høre til +min raritetssamling . +Er det tilfældet ? så gid majestæten altid må være +ved sin samling . +De nærstående begyndte nu at lytte . +Kongen bemærkede det , og drog Brandt ud af den +tætte hofklynge . + +enkedronningen fulgte schakspillet med levende interesse , +medens hun dog ikke undlod at konversere favoriten . +Nu +er touren til mig , doktor , jeg har længe haft +lyst til deres hvide løber , sagde hun . +Går ikke an , deres majestæt , da blottes kongen +og dronningen . +Kongen og Brandt nærmede sig schakbordet . +Kongen bøjede sig venligt ned til enkedronningen +og hviskedee halvhøjt : +er det ikke , som jeg siger , en troldmand ? De kan +ikke besejre ham , kære moder . +Kongen har ret , svarede Juliane Marie . Min hr . +Doktor , de har vundet spillet . +Om forladelse , jeg tager dronningen — og deres +majestæt har vundet . +Hvordan ? store mester ! De har jo ret . Schakkonge +mat . +Det må jeg sige , doktor , de spiller uforlignelig +-— de har vundet , jeg erklærer mig for magtesløs — +et træk — og de giver mig sejren ihænde . +Det er en artighed , som er næsten overmenneskelig , +jeg føler mig ydmyg ved disse laurbær . +Må jeg takke dem , min søn , de er skyld deri . +Under du ham , moder ? +Kan du spørge ? sat mig på prøve . +Du , han og jeg i stedet for denne bernslorff , som jeg +hader ; er du med ? + +du , han og jeg ? det er et ord ; men englænderinde « , +hun er dog vel ikke med ? +Bah , hun vil ærgre sig . +Her er min hånd , va banque . +Fait ! råbte kongen og gav Brandt et vink . +Dronning Caroline Mathilde , der så kongen slå +i venlig samtale med enkedronningen og denne igen +vise favoritten en ganske usædvanlig opmærksomhed , +tabte endelig tålmodigheden og lysten til dominospillet . +Hun +kastede brikkerne og sagde : +hr . Greve , jeg takker dem , nu er jeg træt af at +sidde . +Med disse ord rejste hun sig og underholdt sig vexelvis +med hoffets damer og herrer , dog således , at +hun bestandig havde opmærksomheden henvendt på +førnævnte gruppe , der syntes inde i en meget interessant +konversation . +Det undgik ikke Struense , at den unge dronning +ofte betragte ham . +Han mumlede ved sig selv noget , der skulle ligne +beundring for den skønne regerende dronning . +Han fandt hende at være en helgeninde midt i hoffets +fordærvede cirkel , og han ønskede med et suk , at +han aldrig var tømmen indenfor denne forføriske tryllekreds . +Dronningen , +der hørte en hofjunker yttre noget øm den +mærkværdige doktor , blandede sig i samtalen og sagde : + +så det er altså om den nye farlige favorit de +taler . +Det er mig der har grund til at klage ; han har +bemestret sig kongens hjerte , så vejen dertil alene +går igennem livlægens studerekammer . +Jeg har ladet mig sige , svarede hofjunkeren , at det +er en arrogant personnage , som skryder af en dygtighed , +han ikke har . +Dronningen svarede ikke herpå , hun forlod den ondskabsfulde +hofjunker og nærmede sig en vinduesfordybning , +hvorfra man havde en henrivende udsigt over +haven . +Hun tabte sig længe i beskuelsen og drømte sig hjem +i sit fødelands skønne parker , pludselig løsrev et suk +sig fra det unge beklemte brysk , hun vendte sig forskrækket +om for at se , om der var nogen , der havde +hørt to rigers dronning sukke ; der var kun en , men +denne ene betragtede hun med tilfredshed , +det var favoritten , hvis øje hvilede med beundring +og hengivenhed på hende . +Hun vendte sig bort , for at han ikke skulle se hendes +rødmen . +I det samme trådte enkedronningen hen og lagde +sin hånd blidt på Struenses arm . +Konferentsråd , sagde hun , jeg tror , at de selv fornylig +har anvendt et af deres midler og er endnu +rekonvalescent . Har de mod til at sige mig hvad de +tænkte ; drømte de om Tyskland eller Danmarks skove . + +mine tanker fløj hid og did . +Måske tænkte de på , at de ligesom i schakspillet +således også i kjærlighedspillet giver modstanderen +tilkende hvorledes de kan rammes . +Kalder deres majestæt kærligheden et spil ? +Ja , eller en leg , thi det er ånden og hjertet , der +lege tagfat . +Men der må vel endnu findes et tredje middel , +som de kender og anvender i al hemmelighed , thi +kedsomheden er forjaget , og da jeg ikke i nogen måde +føler mig ulykkelig , og er for gammel til at indgyde +kærlighed , så er der vel endnu et middel , ikke sandt ? +Der er et tredje middel , men jeg har altid sammenblandet +det med det første . +Et middel der ligeledes fordriver kedsomheden ? +O , nævn det , jeg adopterer det som mit , siden jeg er +for god til det første og ikke god nok til det andet ; +nævn det , det er mit . +Gud bevare deres majestæt derfor , det er hævnen ; +den , der vil hævne sig , keder sig ikke . +Ordet er sagt , jeg adopterer hævnen . +Hvad andet kan en kvinde i min alder gøre ? +For ung til at forsage , for gammel til at behage , +jeg bør havne mig , når man vender mig ryggen , +hævne mig på det blik , der siger : majestæt , de er +gammel , hævne mig på enhver , som unddrage ! mig +sit venskab , sin hengivenhed , og jo mere jeg sætter +pris på det attråede , des føleligere er min hævn ; + +en næsvis flue visker jeg bort , men det væsen , som +jeg nærede den højeste beundring for , måtte dø , hvis +han lød mig » ændset . +Deres majestæt bagtaler sig selv , men heldigvis er +det et tilfælde , som ikke kan indtræffe . +Tag dem i agt , doktor , de er farlig fra en , jeg +jeg fra en anden side . +Jeg kunne for tidsfordriv sætte deres hengivenhed +på prøve , inden de ved et ord deraf . Deres stjerne +viser sig snart i sin fuldeste glans . +Indhyl dem da ikke i utaknemmelighedens sky , +og lov mig engang imellem at tænke på den stakkels +forladte enkedronning , der kun har et middel tilbage +for at hævde sin silling i verden . +Om min hengivenhed bør deres majestæt ikke tvivle +et minut , jeg vil stedse erindre , hvad de har sagt +mig , og skulle min stjerne også slige højere end den +uværdig alt er steget , så tro dog ikke , at den kunne +være indbildsk nok til at ville fordunkle solen . +Hvem ved — der gives mange indbildske stjerner +ved hoffet , og det er sket ikke noget ryt , men skulle +de engang henfalde i samme rus , og skulle jeg imod +min villie vredes på dem , så tal således til mig , +som de talte nys , og ved alt , hvad der er helligt , +hævnen skal forstumme . +Struense bøjede sig dybt for af skjule den forlegenhed , +disse ord og Julianes næsten ømme tone og +mine satte ham i . + +Brandt kom ham til undsætning ved af sige ham +et par ord i øret . +Enkedronningen slog oprømt Brandt på skulderen +med sin biste . Spasmager , sagde hun , hurtig et svar +på min påstand , af den , der hvisker , den lyver . +Majestæt , de vredes altid ; når jeg taler sandhed , +kan det så undre dem , af jeg hvisker ? +Brillant hoved — gå , det ville være en herostratisk +gerning af berøve dem det . +Det vil den ikke indse , der behøver det . +Caroline Mathilde havde imidlertid fulgt konversationen +mellem hendes svigermoder og Struense med +stor interesse , endskønt hun kun kunne opfatte enkelte +ord . Hvergang Struense betragtede enkedronningen , +for ligesom en kold mørk sky over den unge dronnings +pande , men når han , hvad ofte skete , lod sit +øje glide hen til vinduesfordybningen , der befandt sig +bagved enkedronningen , lyste Mathildes øje af en lykkelig +ild og de fyldige læber krusedes af et tilfreds +smil . + +fjerde kapitel . +Fortsættelse . +Da enkedronningen forlod Struense for at konversere +andre , stod favoritten nogle øjeblikke i dybe tanker . +Han tænkte , om det ikke var bedst , hurtigst muligt , +medens det endnu var tid , medens han endnu +havde kraft dertil , at forlade hoffet og den glimrende +stilling , han indtog . +Et magisk blik , det følte han , betragtede ham . +Han så op , det forholdt sig rigtigt , den unge +dronning sendte ham et blik , der kunne betyde ; kom +kun nærmere . +Uvilkårlig gjorde han et skridt henimod Caroline +Mathilde . Hun rejste sig og gik ham i møde . +Om ti minutter , efter en kamp med Bernstorff vil +de blive statsminister , sagde hun hurtig og sagte , idet +hun lagde den højre hånd på panden , som om hun +led af hovedpine . +For guds skyld , deres majestæt , lad det ikke ske , +jeg rejser bort i nat , hviskedee han ligeså hurtigt og +sagte . +Dronningen blegnede og vaklede . Struense udstrakte + +allerede armene , som om han tryglede en besvimelse . +For guds skyld nej , hviskedee hun , jeg er fange +og troede at de som minister ville udsone mig med +kongen . +Hoffolk kom nu til , og da Amalie Thott alt i frasland +havde bemærket dronningens sindsbevægelse , +bragte hun stærktlugtende vande . +Det er bedre , kun et øjebliks svimmelhed , nu er +del ovre . +Deres majestæt må nyde en Skive stærktsukkret citron , +sagde Struense , del er blot varmen , i morgen +formiddag kommer jeg for af se til deres majestæts +befindende og håber da af finde dem fuldkommen vel . +Jeg befinder mig allerede nu meget bedre , svarede +drønningen , og jeg er lykkelig — meget lykkelig , her +lod hun blikket glide rundt i kredsen , men dvælede +længst vev Struense — ved af se den omhu , der vises +mig ved en så aldeles ubetydelig indisposition . +Kongen ilede til , men fandt allerede drønningen fuldslændig +restitueret , derimod så han Struense stå med +en drømmermine . +Hvorom drømmer du , min kære ven ? jeg tør vædde , +del er om statens sundhed eller folkets lykke ; +jeg ved , af du er idealist — tilstå del kun , hvis +du kunne udslynge frihed og velstand i den vide verden , +du gjorde del , du har jo selv sagt , af del hører +trl dine ungdomsdrømme , +deres majestæt har gjæltet rigtig — del er ikke min + +skyld , af deres majestæt har et profetisk blik ; jeg +kan kun være lykkelig ved andres lykke . +Bilde du virkelig realisere disse kongelige tanker og +idrætter , hvis du havde magt dertil ? +Ja , det tror jeg sikkert , jeg ville forsøge det i det mindste . +Du +er en udmærket diplomat , Struense , du lover +ikke mere end du tror af kunne holde , jeg bifalder +det af ganske hjerte . +Dette ville være en mægtig spore for min virksomhed . +At vinde min konges bifald og tillid er alt , +hvad en undersåt kan ønske sig . +Brandt , der nærmede sig med minister Bernstorff , +fordybet i en samtale , slog om med en vittighed og +mente , af hr . Ministeren snart ville blive en ivrig tilhænger +af konferentsråd Struenses flygtige ideer . +Lad os rekreere os i aften , i morgen kunne vi tale om +statssager , indvendte denne . +Altså om stakssager skal man tale i urette tid , +sagde Brandt , jeg tror dog , af jeg helder til de « anskuelse , +af hans ideer er holdbare , man skal gå frem +med sit århundrede og ikke tilbage . +Struenses ideer passe netop for køng Christian den +syvendes tid , medens eders forældede meninger , tilgiv +mig , hr . Greve er reminiscenser fra forrige sekulum , de er grå , ikke blot af pudder , men af ælde , eller , om jeg tør sige , benene vakle under dem . +Bernstorff betragtede ham stift , han så et koldt blik + +lyne fra køngens øjne og tænkte , det er kongen , der +taler igennem denne mund . +Berede vi os på en levende begravelse , sage han , +siden de , spøgefulde herre , istemmer psalmemclodier ? +Jeg synger i det mindste ikke på det sidste Vers , svarede +Brandt . +Tvertimod , jeg tror at høre kyllingernes morgensang . +Jeg har også været ung engang , jeg har også +med glødende begejstring og fyrigt b od omfavnet +frihedens gudinde førend hun blev berygtet , ja endog +som mand , som yngre embedsmand gik jeg svanger +med den yndlingstanke at gøre verden uafhængig , +men erfaringen , denne olding med dybe rynker og +hvide hår , lærte mig , at tiden til at gennemføre +det er endnu ikke kommen . +For den fremrykkende alder passer forsigtighed med +alt hvad der har navn af reform , for at man ikke +skal nødes til at rive ned i dag hvad man byggede i går , +og atter gøre om i morgen hvad der blev gjort i dag +alene fordi foretagendet var ubetimeligt . +Struense ! sagde kongen , hvad siger du dertil ? +Svar åbenhjertig , er dine planer af så løs en +Art , som Bernstorff siger , så er det jo kun dårligt +dagværk . +Således er det just ikke ment , deres majestæt . +Jeg talte ikke specielt om nogens planer , kun om den +hele Art af forcerede reformer . +Således har jeg også forstået det , sagde Struense ; + +men for at holde sig til det almindelige , må man dog +gøre visse indrømmelser . +Kan deres exellenee således nægte , at verden dag +for dag siden den ældste tid har gjort fremskridt , det +være sig i store sandheders anerkendelse , i frihed , +oplysning , verdensanskuelse med mere . Hvorledes opstod +den første stat , det første rå menneskesamfund , +er der fra hin tid indtil nu ikke gjort et mægtigt +fremskridt ? +Unægteligt ! sagde Bernstorff . +Hør efter , kære moder , henvendte kongen til enkedronningen . +Vor +ven Struense påståer , at keraus er en meget +snnd Dands for gamle diplomater med sket fordøjelse , +hviskedee Brandt . +Det var en brandter , mente enkedronningen og +smilede . +Herregud , hvad vittigt kan man sige om en udtygget +skrå . +Den , at den savner spytslikkere , replicerede Juliane +Maria . +Nej , snarere , at de nobleste damer væmmes derved , +og når de ikke gøre det , byder anstanden , at de +lade således . +Det er altså en indrømmelse , deres exellence , +svarede Struense på Bernstorffs bekræftelse ; men hvorledes +rimer jeg indrømmelsen sammen med hvad de +sagde før ? Har ikke samfundet , da det konstituerede + +sig , givet den enkelte fuldmagt , udtrykkeligt for at +værne lige og retfærdigt om alles frihed , tarv og +sikkerhed ? Og var det således for årtusinder siden , +hvorfor bør det da ikke være nu ? +Fordi de mulig gå ud fra fejle forudsætninger . +De antager , at samfundet har givet den enkelte fuldmagt , +jeg tror tværtimod , at den enkelte i egenskab +af den stærkestes og den fornuftiges ret har påtaget +sig voldgiften mellem stridende parter og meninger , +har foreskrevet love , og at de svage have sluttet sig +til enkelte for på engang at støtte og støttes . +Også denne forudsætning kan man gå ud fra , +indvendte Struensee , men bliver forholdet da ikke det +tamme ? Erobringsretten er jo også en gammel , hellig +menneskerettighed , især når den bæres af styrken og +fornuften . Den stærke og fornuftige har altså endnu +ret til at foreskrive love . Folkenes lykke er deres fornuftige +villie og denne er igen den stærkeste . +Dette er altså den stærkestes ret i samme betydning +som hin enkelte , der foreskrev love og øvede +voldgift , men desuagtet , hr . Greve , betragter de det +som en nødvendighed , at holde dette tusindårige folk , +som et umyndigt barn , i svøb og bånd ; tænk dem +methusalem med faldhat og løiert , og de har det +attende århundredes system lys levende for dem . +Det kan jeg ikke indrømme . Når en mand bliver +så gammel som methusalem , trænger han til at ledes +ved hånden , deri er intet anstødeligt . + +folket bliver gammelt , men livskraften og dets enkelte +lemmer bliver altid fornyet ifølge naturens lov . +Hvorfor tør det da er tale ? For ikke at sige noget slemt , +det tor et skrive , for ej at skrive noget dumt . Den +højst naturlige ret som alle fornuftige væsener bør +have : yttringsfriheden , har man ikke vovet at +give folket , erhvervsfriheden , er ikke en menneskeret +men en communetilladelse , en hurtig og upartisk +retspleje har man også funden ubetimelig , skarpt +forhør og pinlige midler har man bibeholdt , hvorved +man tvinger folk til at lyve efter forhørsdommerens +diktat . Helligdagene har man forøget , så at man +arbejder i 2 dage og hviler i 4 . At holde hvile er +en tvangssag , men man nøder dog ikke folk til at +spise , når de ikke have noget at spise og det regnes +for ædelmodighed , og for at gøre det ret fuldstændig , +har man forøget begravelsesomkostningerne i den grad , +at de som dø af sult ikke have råd til at lade sig +begrave . +Og har de , hr . Conferentsråd , som så nøje har +fulgt alle regjeringshandlingerne , sket ikke lagt mærke til +andre end de nævnte . +Jo , til et højst uheldigt diplomatie , hvorledes førtes +underhandlingerne med holslen-gottorp ? hvorledes +indvikledes Danmark ikke i en krig med Rusland , +der kunne ført til bestandig afhængighed af denne mægtige +stat , hvis ikke skæbnen uforudset var kommen +tilhjælp ved at frelse Danmark ved Poul den 3dies + +død ? Men hvad den døde kejser gjorde godt , have +diplomaterne atter forværret , nu er Danmark ad fredens +vej nærved at blive ligeså afhængig af ruslavd , +som det stod fare for at blive ved en uheldig krig . +Denne bebrejdelse er ikke fortjent , de går meget for +vidt i deres beskyldninger . Venskab og godt naboskab +er ikke afhængighed . Hvorfor kalder de det ikke meget +hellere for trældom ? +Fordi jeg vil bruge moderate udtryk , og det moderateste +er farlig uafhængighed , men det er ikke nok , at +man ad fredens vej er kommen til samme sørgelige +resultat som selve krigen kunne føje til , man har +ovenikjøbet med klingende mynt betalt det holstenske +hus ' s uhyre gæld , for at beholde Ærø . Det danske +Eiland har måttet betalt uhyre summer , stiftet Lybek og Hamborg har man fraklippet Danmark for bestandig , +og hvorfor ? for at behage Rusland , for et +hjælpe czar Peter den stores ynglingsidee om et +russisk overherredømme . Er der da intet , som drager +dem mød Frankrig og England ? Frihedens vugge +skræmmer dem , medens barbariet fortryller dem . +Nok , nok , afbrød kongen . Jeg må dog ile grev +Bernstorff til undsætning , ellers knuser du ham med +din anklage , som jeg imidlertid ikke kan finde ugrundet . +Hvad har de hr . Greve at svare dertil ? +Når deres majestæt sinder anklagen begrundet , +har jeg intet at svare . +Forklar dem tydeligt . + +jeg er en gammel tro statstjener , finder deres +majestæt at jeg er for gammel , eller at min birken +ikke har været heldig . +Hvad så , hvad så ? +Har jeg kun allerunderdanigst at bede om den nåde +at udhvile mig efter lang tjeneste . +Struenses meninger er mine . De fejl han omtaler +har de begået . Kan de oprette dem , hvis ikke , +da lad en dygtigere udrette , hvad de ikke kan . Det +gælder altid et forsøg , og jeg befaler dig , Struensee , +i den henseende at gøre dit bedste . +Majestæt , de forfærder mig , det kan ikke være deres +mening . +Det er vor majestæts mening , du har sagt , hvad +der er gjort feilt , jeg befaler dig at ændre det , du +har herlige planer for land og folk , jeg befaler dig +at gennemføre dem . Tag magten med din kraftige +hånd ud af disse rystende hænder . Du er vor minister +så skeer vor villie . +En overordentlig sensation vaktes ved disse ord . +Ikkun grev Bernstorff var ganske rolig og bøjede +ærbødigt sit hoved , som om han fandt det ganske i +sin orden og som den naturligste ting af verden . +Kunne man læse noget ud af hans milde , uforanderlige +ansigtstræk , var det en ydmyg resignation parret med +den fordringsløseste værdighed . +Enkedronningen lod ligesom Caroline Mathilde sine +øjne glide hen over de forsamledes ansigter , for at + +spejde efter de indtryk , denne bratte udnævnelse gjorde +på dem . +Kongens øje udsendte lyn til dem , der vovede blot +at trække på smilebåndet , og Brandt , der ikke kunne +holde sig fra at smile af den med magt fremtvungne +alvor , tilkastede kongen et triumferende anerkendende +blik , der sagde så meget som : det havde jeg ikke troet +at du havde haft mod til . Ikkun Struensee , genstanden +for alles forundring , stod som den mest forskrækkæde +og kunne i der første minut ikke finde et ord . +Han studsede men fattede sig snart og udbrød : +min herre og konge ! aldrig kunne jeg ventet mig +dette resultat af mine sikkert alt for varme yttringer . +Deres majestæt ! jeg føler , at jeg har ladet mig henrive +af alt for stor Iver , jeg erkender , at i stridens +hede er jeg gået for vidt ; det er desværre en fejl , +som jeg alt for let gør mig skyldig i , hvilket lader mig +sige ting , som jeg straks efter fortryder og gerne ville +have usagt . Jeg beder derfor majestæt , berøv ikke denne +gamle statstjener deres nåde , thi har han gjort sig +skyldig i menneskelige fejl , så har han dog altid næret +varm hengivenhed og troskab imod sin konge og +kærlighed til fædrelandet . Hvormange statsmænd +have ikke før grev Bernstorff begået de samme fejl , +og hvormange i hele verden gøre det ikke endnu , uden +at besidde hans redelighed og ædle sindelag ? Jeg +bønfalder deres majestæt , lad deres bevågenhed for + +ham vende tilbage , og lad ham blive i sit embede som +statsminister . +Kongen tilkastede Struensee et strengt øjekast og svarede : +det gør mig ondt , at jeg skal afslå min nye cabinetsminister den første bøn , men mit kongeord tager +jeg ikke tilbage . +Endnu et ord , min konge ! Deres tillid til mig +kunne være alt for stor til af jeg kan fyldestgøre den . +Jeg føler , af jeg måske med min bedste villie ikke er +denne høje post voksen . De overvælder mig med en +råde , som det er mig en samvittighedssag af modtage . +Jeg er ung , men grev Bernstorff har erfaringer , +som jeg først skal indhente . +Tie med dette , afbrød kongen , det er min villie , +af du er minister . +Deres majestæt vil det , vel , jeg modtager det med +dyb og inderlig tak ; men , min allernådigste konge , +gør det muligt før mig af udrette noget virkeligt godt +i denne stilling , lad drnne erfarne statsmands råd +vejlede mig . Lad ham blive i statsrådet til jeg føler +mig så stærk og indsigtsfuld som jeg ønsker af være . +Lad os i forening arbejde for deres rigers lykke . +Grev Struensee ! træng ikke videre ind på mig , det +bliver som jeg har sagt ; du skal være styrmand , jeg +er skibets chef , og jeg vil have ret til af kaste gammelt +stykgods overbord , når det behager mig . Gør +du kun dit bedste . +Ja , min konge , det vil jeg . Men dertil hører først + +og fremmest , at jeg som deres majestæts første og mest +betroede tjener er retfærdig ; dertil hører , at jeg erkender +ligeså oprigtig som jeg nævnte grev Bernstorffs +fejl , også de gode og lyse siver af hans forvaltning , +tillad , deres majestæt , at jeg udtaler dem . +Nuvel , men kort , — giv ham din skærv med på +vejen . +Tak , jeg skal fatte mig i korthed . Grev Bernstorff , +det er ikke smiger , jeg vil fremkomme med , thi man +behøver jo ikke at smigre en falden stormand . Jeg +vil kun fuldende den kritik , jeg før tillod mig over +deres handlinger ; jeg nævnte først deres fejl og nævner +derfor nu deres fortjenstfulde handlinger . Videnskab +og kunst have haft en god vejleder og velynder +i dem . Velgørenheden vil altid nævne deres navn +blandt sine ædle : de nyttige værker , der er blevne +til under deres virksomhed , ville sikre dem en varig +erindring . Skibsfart og handel skylde dem sin opkomst , +og først under deres styrelse har Danmark +fået at vide , at det er et kornland , der kan bortbytte +sine skatte på fremmede mark der . Som bondestandens +velgører og første befrier vil de stedse erindres +med taknemmelighed , og som en sand menneskeven +vil de stedse agtes ; tag derfor min hæand med +den forsikkring , at det aldrig , hverken nu eller nogensinde , +var min hensigt at bevirke deres fald . +Bernstorff greb hans hæand og trykkede den med varme . +Jeg tror dem , Struensee , og ønsker , at de må blive + +lige så tilfreds med deres eftermand , som jeg er med +dem . +Og nu min konge , sagde Struensee , denne gamle +tjener , der har tjent både dem og deres fader med +troskab , giv ham et tegn på deres anerkendelse af +hans mangesidige værd , forund ham et synligt bevis +på kongens , hans herres sidste nåde . +Det er ikke skik i Danmark , at vise nåde mod +den der falder i unåde — dog du har talt hans +sag så varmt , at jeg beundrer dig , og vil vise dig , +som hans talsmand en gunst . Tag denne ring , +tegnet på min kongelige fuldmagt som jeg giver +dig . Gør med ham som du vil . Det er ofte +tilfældet , at den faldne ministers hoved tilhører den +nye minister — det tilhører dig . +En kostelig gave er dette , en gave som jeg sætter +højt i ære . Velan , så bær det hæderkronte hoved +frit og stolt grev bernslorff , og i kraft af den fuldmagt +Danmarks og Norges konge har givet mig , +smykker jeg dem med elefantens ordenskjæde befat +med rigets skønneste diamanter . Tillad min konge , +med disse ord nærmede han sig ærbødigt kongen , +løftede til kongens og alles forundring kæden af +kongens Hals og hang den om Bernstorffs . +Efter en kort studsen , sagde kongen : besynderlige +mand , alt hvad du foretager dig er nyt og usædvanligt . +Bernslorff +fremstammede fin tak og trak sig tilbage . + +enkedronningen rømmede sig og yttrede : tiden +deres exellence er i det velgørende lune , har de så +sket intet tilovers for ham der ? +Rankzau , der følte sig udpeget , sagde forlegen , +obersten bliver vel Major . +Fuldkommen rigtig gættet . Ved den først audients +jeg som minister har i hs . Majestæts cabinet , skal +jeg allerunderdanigst andrage på at allerhøistsamme +udnævner dem til generalmajor . +Grev Rankzau blev som ramt af lynet og mumlede +sagte , han ophøjer og ydmyger . +Tag dem i agt hr . Cabinetsminister , ytrede enkedronningen +idet hun kastede et betegnende blik på +Rankzau , at deres godhed ikke falder på uværdige . +Men jeg takker dem , hr . Minister “ , sagde +Caroline Mathilde , lad høimodighed og ædelt sindlag +nok så længe misbruges , den består dog sin prøve +på verdens guldvægt , og skulle svig , ondskab og +bagtalelse end vælge dem til offer , et bliver dem +dog tilbage , som de sætter pris på , de godes anerkendelse . +Med disse ord rakte hun Struensee hånden , +som denne kyssede med ærbødighed . +Kongen , der fandt alt dette alt for alvorligt , tog +Brandt under armen og sagde : kom du gamle nar , +jeg keder mig , det er rigtignok meget moralsk , men det +er sket ikke morsomt . +Tab kun ikke tålmodigheden deres majestæt , jeg + +synes det er morsomt nok , at vi har fået latteren +på vor side . +Da det alt var blevet noget sent ud på natten +trak de kongelige herskaber sig tilbage til deres apartements . +Alt +så nu ud som sædvanlig efter en kongelig +soire , med undtagelse af at Struensee var gået +ud som doktor og kørte hjem som minister . +Der gives mennesker , rene ædle naturer , som tro +at man kan afvæbne modstandere med godhed og ædelmod , +og at hadet forstummer lige overfor en fast og +urokkelig upartiskhed . +Desværre har denne skønne tanke , så ofte viist sig +at være en illusion , at et godt hjertes princip dag +for dag mere synes at blive en fabel . +Struensee hørte til dette slags væsener . +Han var vel i mange henseender urokkelig i sine +engang antagne grundsætninger og dette var både +lys- og skygge- siden af hans charakteer , men han +kunne også vise sig meget eftergiven og anerkendende +mod modstandere . +Man træffer få ministre , der så uegennyttig som +han , bestandig ledsaget af utaknemmelige , viste sine +fjender udmærkelser , ja han drev dette endog så vidt , +af man til sidst sket ikke gjorde nogen hemmelighed af +af man var hans uven . Hans alt for støre tryghed +skadede ham og bevirkede omsider hans fald . +Men havde han engang troet af finde det rette , + +veg han ikke tilbage før det han kaldte sin overbevisning , +og det måtte gennemføres , ihvad det end skulle +koste . +En af Struenses yndlingsideer var af forsone kongen +og dronningen med hinanden , og endskønt han vel +vidste , af han ved gennemførelsen af sin plan skaffede +sig enkedronningen og hendes forskellige partisaner +til fjender , ville og måtte han gennemføre denne +ide . +Han gennemførte den også til sin egen skade . +En dag var kongen taget på i agt i dyrehaven . +Næsten samtlige hoffets herrer fulgte med kongen og +Struensee kunne således ikke udeblive . Hans hensigt +var søm sagt af tilvejebringe en forsoning imellem det +kongelige ægtepar , hos hvem en overordentlig kulde +fra begge sider var indtrådt . +Enkedronningen bidrog ikke så lidet dertil , og det +var derfor Struenses ønske , at Caroline Mathilde som +tilfældig skulle indtræffe på eremitagen , hvor kongen +indtog forfriskninger og hvor etiketten var banlyst . +Det drejede sig blot om at narre enkedronningen +fra også at komme derud , thi så måtte sagen +mislykkes . Led et tilfælde , som forud var beregnet +fik Struensee bevirket at enkedronningen , ledsaget af +Rankzau virkelig tog ned Fredensborg , men man har +formodentlig undervejs fået en eller anden meddelelse , +thi pludselig vendte Juliane Marie om , og lod +køre til eremitagen , hvor hun ankom meget snart . + +Rankzau måtte ile iførveien , som iagttager og for at +underrette enkedronningen om englænderinden var på +eremitagen . +Det var efter jagten lykkedes Brandt at få kongen +i godt humeur , og i dette heldige øjeblik blev +han af sin cabinetsminister anmodet om en samtale , +eller som det kaldtes en conferenke . +„ Det er dig tilstået , min ven , men gør mig ikke +i dårligt humeur det hader jeg . Hvad så ? +To ord . Dronningen kommer for at hilse på dem . +Hun elsker dem oprigtigt , Sire — +hvad vil hun — +deres majestæt spørger hvad hun vil ? +Ja ! +Bejle til et smil af sin gemal . +Ak , tro blot ikke — +er min konge den eneste i Danmark , der ikke ved , +at en kone kan elske sin mand ? +Kærlighed er sjælden ved et Hof . +Deres majestæt har børn , dronningen er meget +smuk og god . Den konge , der er så god imod alle +andre , skulle han være uimodtagelig for en ædel ovinde , +der elsker ham ! +Det sagde du , og ikke jeg . +Og jeg tilføjer : som er i hjertet elsket af sin konge +og gemal . +Hvad , vil du fortælle mig det ? +Ja , deres majestæt , det ved de . Den melankoli + +som de nu af og til føler , vil ganske vist forsvinde +når de er forsonet med dronningen , det vil bringe +freden i deres hjerte — og med freden vil deres +majestæts helbred fuldkommen vende tilbage . +Kan du love mig det ? +Ja , med bestemthed . +Og du tror , at dronningen kommer her i dag ud +til eremitagen ? +Jeg er vis derpå , deres majestæt ! +Men ingen rørende scene , hr . Minister . +Og endnu mindre nøgen kulde fra kongens side . +Det går jeg ind på , men — +har deres majestæt allerede betænkeligheder . +Nej , jeg tænker blot på hvad min stedmoder vil sige . +Er hun en virkelig moder og nærer sand følelse for +deres vel , bør hun glæde sig — føler hun derimod +som stedmoder — +så vil hun ærgre sig , ikke sandt . +Deres majestæt har sagt det . +Hvoraf ved du imidlertid , at dronningen elsker +mig ? +Er de ikke hendes børns fader og gemal ? +Vistnok , men det kunne være pligtfølelse , måske hengivenhed +— +og ikke kærlighed ? Dronningen er ikke herskesyg , +hvem der har rigets tømme i sin hånd er hende +ligegyldigt , hvorfor er hun da tungsindig ; hvorfor lider +hun af en uforklarlig smerte , en lidelse , som de , + +Sire ! men ingen læge på jorden kan helbrede hende +for — ulykkelig kærlighed . +O , havde jeg deviser for dette — Struensee , du +ville blive mig dobbelt kær , hvis du kunne overbevise +mig derom . +Sire ! så er denne lykke mig sikker . Ikke blot er +hendes besindende godt eller sket , eftersom deres majestæt +er venlig eller kold imod hende — det har jeg +nøje iagttaget ; men et lille blad , et digt , som hun +har indsyet i kronprindsens ordenstaske , synes mig taler +tydeligere end alt . +Har du det , Struensee — min ven , giv mig det . +Er det ikke et dobbelt ran , jeg begår ved at give +det til andre end til den , for hvem det er bestemt ? +Jeg er herre over liv og gods ifølge kongeloven , +altså ingen tøven . +Men om dronningen fik det at vide , hun tilgav mig +det aldrig . +Jeg skal tie — giv mig det for min roligheds +skyld . +Alene derfor , min konge , gør jeg det ; her er det , +kongen greb et sirligt lille blad med rystende hænder , +og læste dybt bevæget følgende linier . +Til min søn ! +Når du er mand og jorden kærligt dækker +din moders bryst og det ej mere slår , +så tænk , hvor langt at kærligheden rækker — +fra andre verdner dig min længsel når ; + +da elsk for alt med trofasthed din mage , +jeg elsker ham — og tør mig ej beklage . +Din ømme moder +Mathilde . +En tåre trillede ned ad Christians køngelige kind +og faldt på papiret . Efter nogen tøven gav han +Struensee bladet tilbage og sagde : tag det tag det +hurtigt , ellers berøver jeg min søn sin mødrenearv . +Heller ikke Struensee kunne dølge sin sindsbevægelse . +Og nu , min ven , lad komme , hvad der vil , jeg vil +bryde åget og følge min villie , trods enkedronningens +misnøie . +Viser hun en sådan , har man midler derimod . +Hvilke mener du ? +Den , der lægger dronningen for had , fortjener at +tilbagevises . +Landsforvises , mener du vel ? +Nej , Sire , Pløns slot ligger indenfor rigets grædser ; jeg mener kun . at to ord bør være deres feltråb : +bestemthed mod enkedronningen , forsonlighed +mod dronningen . +Her er min hånd , lad nu Mathilde komme , hun +skal blive modtaget med åbne arme . +Det var et kongeord . +Og skal blive holdt . +Jeg minder deres majestæt derom . +Denne samtale forefaldt i et af de mindre cabinetter i stueetagen på eremitagen . + +hvor glad overrasket blev kongen derfor ikke , da +han trådte ud i den store sal , ved at se dronningen +studsende betragte de indtrædende . +Kongen rakte hende venligt begge sine hænder , men +istedetfor at gribe dem , trådte hun et skridt tilbage +og sagde i en tone , som om den kom fra en fortørnet +ægtemage , +Sire , de var ikke ene i dette gemak . +Vistnok , vi komme jo to ud derfra . +Skulle hs . Excellence være indviet med i forskellige +historier . +Ja , min kære Mathilde , han er kommen under vejr +med min dydeste hemmelighed . +Deres majestæt mener deres hjertes hemmelighed ? +Netop ! +Og deri indvier de en af deres undersåtter ? +O , jeg hader scener . Struensee , promener lidt i +haven med comtessen , du seer jo , at jeg skal have +en gardinprædiken . +Deres majestæt lovede mig . +Jeg skal holde mit løfte . +Struensee gik og førte komtesse ttot ned i den +skyggefulde lille have tæt ved lystslottet . +Kongen vendte sig nu til dronningen og sagde . +Min Mathilde , nu er vi ene , og etiketten er banlyst , +lad os være gode venner . +Denne doctor-minister , er han eders ven ? +Du spørger besynderligt , ganske naturligt er han + +min ven og rådgiver — og han giver endogså gode +råd . +Som til eksempel at kongen skal følge sin hjertens +lyst og søge adspredelser . +Det første , men ikke det sidste . +Uroligheden kvæler mig , sig mig , er der sket ingen +i delte cabinet ? +Mathilde l jeg burde vredes , fordi du tvivler , men +jalousi kan kun opstå hvor der er kærlighed . Derfor +tilgiver jeg dig med en slags henrykkelse og siger : +elskede kone , se selv ad . +O , Christian , jeg tør ikke se ad , thi er der nogen , +så dør jeg af fortvivlelse — og er der ingen , så +døer jeg af skamfuldhed . +Men du må aldeles ikke dø , hverken på den ene +eller den anden måde . Kom , vi følges ad , du skal +overbevises . +Nej — nu er jeg overbevist , og beder om tilgivelse . +Vil du få også tilgive , at jeg længe har holdt +noget hemmeligt for dig ? +Jeg får vel , men jeg ønskede gerne at vide — +jeg holder så meget af hemmeligheder , og hvad Struensee +tør vide , må jeg vel også vide . +Jeg har ikke sagt ham noget , men han har gættet +det , og jeg har tilstået — +at du har en kærlighed . +Ja . +O falskhed . + +hvad behager ? Du burde midst være vred . +Christian , du leger grusomt med mig . Kan det +være mig , efter den kulde , du i den senere tid har +viist mig ? +Vil du have fuldkommen tillid til mig , så skal +jeg sige dig alt . +Ja , fuldkommen tillid , selv om du sagde mig det +værste , når du kun er oprigtig . +Nu vel så vid , jeg har dig kær , usigelig kær +men — +dine tanker er også hos en anden kvinde . +Ja — men det er just ikke venlige tanker , det er +min stedmoder enkedronningen , jeg stadig tænker +på . +Din moder ? +Nej , min stedmoder , men hør nu , le ikke af mig , +jeg er bange for hende . Nu har du min hemmelighed , +der har du , hvad der trykker mig , og som kun +du og jeg ved . +At jeg er bange for hende er naturligt , men du , +souverainen ? +Jeg har lovet dig at være oprigtig , selv om jeg +skulle synke i dine øjne derved , så hør mig nu . En +uforklarlig angst har grebet mig lige fra den dag , jeg +besteg ttronen . Hun delte før ttronen med min +fader , jeg måtte se op til hende . Hun var herskeren , +jeg vasallen ; hendes søn , min Broder Frederik , +var egentlig hendes øiesteen , thi det var hendes søn ; + +allerede tidligt bævede jeg for at stå hende i vejen , +at hun skulle ønske Frederik i stedet for mig på ttronen . +For at formilde hende viste jeg mig lydigere end Frederik , +kærligere end Frederik , og at jeg skal sige det +— jeg kyssede riset for at hun ikke skulle hade mig , +eller se den frygt , som jeg altid har næret for hende . +Min Christian , dengang var det naturligt , men nu , +da du har magten , er det højst unaturligt . +Er da en konges liv ikke ligeså meget værd som en +Prinds ' s ? Før spillede jeg slaven af frygt for ikke at +blive konge , nu har jeg spillet rollen så længe , at +den er vokset mig ind i kødet . Kongen den almægtige +monarch over 2 riger og 3 hertugdømmer , bæver +endnu når hun taler — — det er grusomt , at jeg +må tilstå dig det — jeg frygter ikke blot for mig , +men især for vore børn . +Har du sagt Struensee dette . +Nej , men han har gættet det ; på hans halve talemåder +kan jeg forstå det . Kort sagt , der har du +grunden til min kulde . Jeg dysser slangen i søvn +når jeg er kold imod dig , jeg ægger hende , når jeg +elsker dig . +Det er grusomt , men det er dog vist en « grundet +angst , skønt jeg har anet den , og det holdt mig oprejst . +Mathilde , +hvis min moder døde i denne nat , ville +jeg blive en stor konge ; hun er den trold , der knu + + +ger mig . Hun har slået hjul over mig — det er en +styg tanke , men den er sand . +Du må forjage disse skræmmebilleder , de må jo +formørke dit liv . +Det er alt for sandt . Om dagen skræmmebilleder , +om natten syner , jeg er ikke til at misunde . +Men kan Struensee da ikke give noget råd ? +Jo , han har givet det bedste , han formår , og jeg +vil følge det . At det er dristigt af en frygtsom characteer , +vil du fatte , men jeg siger dig , at jeg altid +drømmer om gift i øret , om angreb på mine børn , +ja endog på dig , Mathilde . +O , det er sørgeligt , at du skal plages således . +Og sørgeligst , at jeg så længe fattedes mod til at +tage en fast beslutning , men nu må det briste eller +bære . +Du gør mig angst og bange . +Nuvel , har du mod , så gør som jeg , vi trodse +hende . +Men når hun nu — +trodser igen ? Det er netop det , jeg vil have , jeg +vil have et brud med hende ; når hun trodser mig , +træder ikke sønnen , men kongen frem . +Er det Struensees råd ? +Netop ! jeg skal følge mit hjertes tilbøjelighed , jeg +skal elske dig som min hustru , som mine børns moder +som jeg elskede dig den første dag , jeg så dig , og + +når hun bliver rasende , når hun bliver hadefuld — +så — +min Christian , jeg skælver for dette råd , lad os +så hellere vise kulde mod hverandre , end ægge hende . +Nej , nu er det beskattet , jeg mangler i grunden mod , +men om jeg rystede som en skoledreng , Struensee skal +handle som mit bedre jeg , så skal hun forvises . +Forvises ? +Ja , til Fredensborg eller plsen , for min skyld jo +længere borte jo bedre , — jeg frygter ikke hendes vrede +men hendes nærhed . +Og tror du så ikke , at hendes jntriguer kan nå +dig eller vore børn ? +Struensee har lovet , at om du og jeg skal falde , +børnene skal være uden fare . Det har han allerede +sørget for . +Gid det må lykkes ham , men jeg foretrak din kulde , +nu , da jeg ved din tanke og kender dig . Troe mig , +om du nu var nok så kold , ville jeg dog sige til mig +selv , han har mig dog kær . +Ville du , Mathilde . +Ja . Fra nu af kan jeg aldrig blive ganske ulykkelig . +O , det glæder mig ! +Lad os derfør hellere give efter . +Nej , loddet er kastet ; jeg har lovet Struensee at vise +mig som en mand . Komme , hvad der vil ; er jeg +også svag , så må du og Struensee stå mig bi . +Jeg duer ikke til kamp , min Christian ! + +vi have desuden Brandt til medhjælp , det er den +eneste dødelige , hun har respekt for . For Pokker , +skulle en konge , en dronning og 2 grever ikke kunne +stå sig imod en enkedronning , så var det dårligt . +Lad os overveje sagen , Christian , det kunne blive +farligt , jeg selv deler nu din frygt . +Og jeg , som ved , at min frygt er delt , føler nu +kun dens halve vægt . Nu , trofast alliance , kom +mine arme , Mathilde ; +Christian , min mand og min ven , du gør mig alt +for lykkelig . +Kongen trykkede hende heftigt i sine arme og en +tåre glindsede i hans øje . +I dette øjeblik gik fløjdøren fra trappen op . Det +var enkedronningen der kom , ledsaget af Rankzau . +Et svagt overraskelsesskrig undslap hendes læber . +Kongen , der stod med ryggen mod døren , vendte sig +rask om , og skønt han påtog sig en quik mine , kunne +man dog se hans forlegenhed og angst . +Er det muligt ? råbte enkedronningen , en hyrdescene , +en overraskelse , en stor overraskelse . +Goddag , moder , ja det er rigtignok en overraskelse . +Har de aldrig omfavnet min fader ? +Således spørger en søn ikke . +Jo , når han er konge har han ret til at spørge +således . +Ah , jeg fatter det , deres majestæt vil at jeg skal +søle , at de er herskeren og at jeg har været det . + +ja , rigtig , jeg vil kaste svøbet . +Nu , lad os ikke tale mere om det . Er kongen forsonlig +mod den ene , falder der vel også lidt af til +den anden . +Og de er ikke længer vred ? +Tvertimod , jeg er meget lykkelig , og forlanger at +indlemmes i treenigheden . Nu er da mit kæreste ønske +bleven opfyldt . +Godt , så giv os velsignelsen med på vejen , jeg +følger dronningen til Hirschholm til vore børn . +Levvel , mine kære børn ! jeg tager til Fredensborg +for at bede for eders lykke . +Farvel mama , lykkelig rejse ! +Også jeg ønsker deres majestæt lykkelig rejse , og +jeg håber at vi snart må se dem på Hirschholm +slot , sagde Mathilde . +Mit kære barn , jeg skal visselig komme , tvivl ikke +derom . +Farvel ! +Farvel ! Farvel ! + +femte kapitel . +Bebrejdelsen . +Da kongen og dronningen vare gåde ned til vognen , +fulgt af grev Rankzau , brød Juliane Marie sin +diste itu , og da greven kom tilbage kastede hun stumperne +for hans fødder med de ord , jø , de er en dejlig +diplomat , de burde hellere være pottemager . Var +det den triumf , de ville berede mig . +Overøs mig kun med deres mishag min dronning , +hensigten var dog god . +De er en uduelig personage — det er jø et fuldstændigt +nederlag . +Skylden er ikke min . +Hvis er det da ? +Skæbnens . +O ! det er tosser , som giver skæbnen skyld . +Deres majestæt ! kan jeg forhindre kongen i at omfavne +dronningen ? +Det er der ingen , der påståer , men de kunne forhindre +mig i at overvære denne abckomedie . +Dersom jeg havde vist + +ja dersom — gå førlad mig ! +Er det deres majestæts alvor ? +Jeg spøger ikke . +Dersom Brandt havde været her , ville han have +sagt : deres majestæt er ikke til at spøge med . +Ret så , utålelige , de skulle i forening med Brandt +gå hen og lave epigrammer over „ den gamle dronning “ . +Majestæt , +jeg er så vant til at være dem tro , +at jeg må blive i vanen , men — +men — sig frem . +Der er ingen , der bemærker det . +Nu gjorde de mig dog uret — her er min +hånd , jeg er syg , jeg er bitter , o , afmagt , hvor er +du grusom — Rankzau ! +Majestæt ! +En lys tanke . Vent — jo — hør , har Struensee +aldrig søgt at vinde dem . +Noget nær — men han kan længe spille comedie +for mig . +Giv mig et bevis på deres hengivenhed , spil comedie +igen for ham , jeg spiller med . Vi spille alle , +min Troe , og den , der spiller besk , har vundet +spillet . +Jeg forstår ikke — vil deres majestæt behage +at forklare sig ? +Grev Rankzau skal give den ærgjærrige , der søger +nye værdigheder . + +det er en rolle , der kan føre vidt . +Hvad mig angår , vil jeg spille den bodfærdige , den angrende moder , der føler sin afmagt . +Vi ville komme til at trække det korteste strå min +dronning . +Så pibes man ud . +Desværre ! +Men når man kan sin rolle , kan den rigtig , og +indbilder sig at være den man skal forestille — så +vinder man bifald . +Tilskuerne er ikke altid retfærdige . +Altid når man sætter sig på deres standpunkt . +Nuvel , jeg kan og vil gøre , hvad de befaler mig . +Men de må ikke nedlade dem dertil . +Rankzau — de er en tro tjener , men de skuer +ikke klart ; nedlade sig , siger de ? Ha , de ved ikke , +hvad magten , hvad herredømmet er , og hvad det vil +sige at herske . Jeg har haft scepteret i min hånd . +Jeg har følt krvnens ring om min pande , det spær , +der skænker liv og lykke , nåde og tilgivelse har jeg +leget med i min hånd , det sværd , der tvinger den +mægtige i støvet og holder millioner til lydighed , +har min hånd omfattet , og nu — nu sidder kronen +få denne drengs hoved , han , der som en hund har +skikket min hånd , nu trykker kronen mig ikke , men +jeg savner , ligesom skibet , en vis ballast før at holde +mig oprejst . Scepteret , som jeg knugede til mit bryst + +hver morgen , ligger nu urørt under cantslerens +værge — og jeg — jeg fortæres af tilsidesættelse . +Min dronning ! +O , tie , jeg er ikke dronning , en sørgende enke er +jeg . Man burde begrave enkedronningen som man +gør i braminernes land med ovinden ved mandens +død . Hvad skal hun leve for ? For at gjennemgåe +en skærsild . +Deres majestæt må fatte sig . +Og så tales der om at nedlade sig ? Den tyske +kejser kunne nedlade sig til at slå dage og nætter +barbenet i pavens gård . Tror de det var for at +afvaske banbullens svie ? Nej , for at vinde magten +stød han der , mærkede han nattekulden ? Nej , herskelysten +opflammede ham og gød sin ild i hans årer +man sover sket på silkelagen , og søvnløsheden er +den jordiske hsiheds plage , men af alle onder , gives +der kun et uhelbredeligt : tørsten efter magten , den +fortærer alt , og trives dog ikke , den fortærer sig selv +og bliver dig ved at være , for at føle sin egen umættelighed +jeg hører nogen komme . Det er Struensee . +Lad ham komme . Undre dig ikke , du ismand +når du seer mig gøre ting , som går over din +forstand , nedlade mig vil jeg , selv om jeg skulle slå +som kejseren udenfor min fjendes dør i nætter og +dage . Magtens gift har jeg drukket ; dens ild fortærer +mig . Jeg må læske min tørst — om det så +var med menneskeblod . + +den dybe schakt i bjergets indre , ses ikke af den +forbigående vandrer , han seer kun et bjerg og nogle +kløfter , at en hær af sorte ånder pusle i dybet , at +de grådig skide i bjergets indvolde , for at nære sig +af dets marv , seer han ikke , thi overfladen er rolig , +og hjordene græsse fredelig op ad de sleile sider . +Hyrden passer sin dont , og pigerne deres røgt ; at +bjerget udhules , at en dag kommer , på hvilken +frugten af denne rastløse flid kommer frem for dagen , +aner han ikke , og selv om han anede det , seer han det +ikke , og der gives jo mange folk , som ikke tror andet , +end det de netop seer . +Således går det med de fremragende mænds +lykke . +De er bje ge i skabningens række . Menneskebjerge , +der gemme rige årer i deres indre , en rigdom , der +kan ernære mange på bjergets sider og på bjergets +bekostning , og som , når det er tomt og udhulet , +ikke efterlader sig noget , ikke engang taknemmelighed . +Store mænd og høje bjerge kan man kun bedømme +ved at betragte dem i afstand . +Den midste dreng kan klattre op ad bjerget , stille +sig på dets spidse og sige : „ Du stolte bjerg , som +troede dig så stort , jeg træder dig under fødder og +spytter på dig . Men for betragteren i frastand +har bjerget noget imponerende , noget overordentligt +storartet . Man ved , af det er verdenslegemets ryghvirvel ; + +det sted , hvor kraften og styrken hviler ; +man ved , af det har en marv , og af legemet hensygner +når dets marv er fortæret . +Men der gives , som anført , også menneskebjerge . +Også disse udhules omsider ved små , sorte bjergfolk , +og når de er tømte , synke de sammen . En +verden forgår , og en sang kan måske engang +minde derom , ligesom for af vidne om den sandhed , +af hvad der skal leve evigt i sangens rige , skal først +forgå og trædes ned . +Struensee var et af disse menneskebjerge , som måtte +give sit indre blot for travle bjergfolk . I to år +så man kun det stolte bjergs mre , og mælkede ikke +til dem , der udhulede dets indre og forberedte dets +sammenstyrten . +For hurtigt tømte man dets skatte og — spredte +det for alle fire vinde . Men den største grusomhed +begik man , idet man nægtede , af der , hvor sammenstyrtningen +var sket , nogensinde havde ligget et +bjerg . +Det er den menneskelige storheds skæbne . Et +vidnesbyrd om at det er blevet til ved en ordnende +hånd , ikke af egen kraft . Og dog er det tilintetgjorte ikke ophørt , det er kun forvandlet . +I to år nød Struensee lykkens og sejrens triumfer i fulde drag . Solen smilede for ham , dagen +lyste for ham . Nattens fester tændte sine festblus , + +og de ædleste slægter betlede til hans venskab og +gunst . Selv kronede monarcher smigrede og anerkjendfe +ham , og hvem der ville se med oplukkede øjne +måtte indrømme , at geniet havde sat sit stempel på +denne dødelige , men måtte også ane , at en mand +ikke ustraffet tør være stor , thi det er den største fornærmelse +mod alle de små . +Var denne mand , så mægtig ved sin konges +fuldmagt , ved dronningens og hoffets synlige anerkendelse , +virkeligt uvidende om den dagligt voksende +fare , eller ville han forsætlig ignorere den ? Det er +det spørgsmål , som mange historiegrandstere have +gjort sig , og forgæves have søgt at besvare . +Trods alene har det ikke været . Snarere har han +betragtet sig som en kriger , der måtte fremad for at +erobre det attråede terrain han måtte frem eller +falde , falde uforfærdet som oltidens berømteste helte . +Vi vide , at han faldt . Vi ville derfor først +betragte ham i sit seiersløb . +De foranstaltninger , som den mægtige , enerådende +minister havde truffet , ligesåvel som de reformer , han +dels havde forberedt , dels gennemført , havde vakt +alle upartiskes beundring . Men anderledes forholdt +det sig med hans hemmelige og åbenbare fjender . +Jo hensigtsmæssigere hans handlinger vare , desmere +frygtedes og dadledes de . +Struensee var borgerlig født , altså tilhørte han ikke +adelens slægter . Han var Greve , altså tilhørte han + +heller ikke borgerne , han var dansk minister altså +havde han ikke noget tilfælles med Tyskland , og han +talte tysk altså havde han intet fællesskab med de +danske . Det var en farlig stilling . Han var hvad +man i schackspillet kalder en ugarderet brik . +To omstændigheder skadede ham især . Det ene , at +han ikke kunne bekvemme sig til at lære det danske sprog , +hvilket skadede ham umådeligt i den offentlige mening , +og hans forsvar , at han kunne forberede tusinde nyttige +regjeringshandlinger i kortere tid end han kunne lære +den danske gramatik , og således gavne Danmark og +Norge mere ved at arbejde på tysk end på dansk +— tog man ikke for gode vare . +Den anden endnu vigtigere omstændighed vae hans +forhold til dronningen . +Dette , der med urette først af hans fjender , siden +af den store hob eftersnakkere blev båret ud i verden , +tillagde ham forbryderisk kærlighed . +Når man ved , at indfødte konger og prindser , ja +som oftest hele hoffet , talte tysk og fransk indbyrdes , +vil man få øjnene op for den urimelighed , at dadle +en minister , der var født tysk , at han talte og benyttede +sig i sine indstillinger af sit modersmål . +Det samme gjaldt i en endnu højere grad om den +anden hovedklage . Ved et Hof , hvor letfærdigheden +havde indfødsret , dadlede man den fuldkommen platoniske +følelse , som Struensee nærede for den ulykkeligste +af alle dronninger . + +kongen , der bevægede sig svagt som et siv for alle +binde , var bleven sygelig af et alt for lystigt liv , hans +sjælelige evner toge kendeligt af dag for dag , hans +luner og forkerte indfald toge til , han frygtede alle +og alt , så spøgelser , syner og forfølgelser i den +ubetydeligste handling , i den uskyldigste demonstration , +han blev til sidst kun et halvmenneske , hvis livsvirksomhed +kun kunne vækkes ved pirrelige , ligefrem fladelige +midler , eller ved Brandts uafladelige opmuntringer +og omgang . Hvad under var det da , at han omsider +måtte synke i sin egen , sin hustrues , sin ministers , +sit folks øjne . +Dertil kom en ulægelig sygdom af oprørende beskaffenhed , +der ligefrem forbød ham al være i dronningens +selskab , og da han desuden narrede sin omgivelse , +beredte han Caroline Mathilde en smertelig +ydmygelse , der fjernede og måtte fjerne hende endmere +fra hendes kongelige gemal , og tvang hende ved jernhånd +nødvendighed al ty fil Struenses venneråd og +fremtvang en fortrolighed , farligere end to unge hjerter +kunne modstå . +Til samme tid som kongen sank dybere både som +konge og mennefle , hævede Struensee sig både som +statsmand , reformator , ven og menneske fil et højdepunkt , +der i hendes øjne måtte se ud som sand +storhed og elskværdighed . Til Struensees ministerium +var hendes stilling som fri regerende dronning knyttet ; +fjernedes han — var hun kun et kongeligt levende ligs + +forladte enke , prisgivet sin dødsfjendes bittreste +had . +Kan det da undre nogen , al Mathilde betragtede +Struensee som sin eneste fortrolige , støtte og ven ? +Struensee var desuden ikke blot minister , han var +hendes børns opdrager og beskytter , deres rettigheders +uforfærdede bevarer og forsvarer , ved sin indsigt +og hengivenhed gjorde han en krænkelse af deres +net umulig , hvilket lod ham slige højt i den engelske +regerings gunst , hvorledes var da en sympatti mellem +ham og dronningen fil al undgå ? +Og dog kæmpede han som en mand , som en tro +tjener og undersåt mod enhver anmasselse . Har +pinebænken virkelig kunne afpresse ham indrømmelsen +af et løgnagtigt diktat , hvad beviser det så vel andet , +end at man ved pinsler kan få offeret bragt til at +tilstå at have myrdet den bøddel , der afvrister ham +hvad han vil have udtalt ? Og hvor foreligger , at en +sådan tilståelse nogensinde har funden sted . +Fjenderne , de grusomste , blodtørstige fjender have skrevet +det i og udenfor forhøret , men ville de , der have +brændemærket sig for historien som skamløse bødler , +bæve tilbage ved at besmykke deres handling med en +løgn ? Hvormed skulle de kunne besmykke sig og motivere +deres handlinger , uden netop ved bagvaskelser og +usandheder . Man pinte Struensee , ikke for at få +sandheden frem , men for at hævne sig , og man hævnede +sig for at skjule og fordreje sandheden . + +at Struensee var elskværdig og kunne indgyde kærlighed , +tør derimod ingen benægte . +Man vil endog påståe , at Cathrine den anden for +ramme alvor ønskede at gøre » den elskværdigste og største +af alle statsmænd “ til hertug as curland , og at ægte +ham ; dette skal være temmelig vist , ligesom at hans +ven Brandt skal have sagt , da han hørte dette forskag : +Struensee passer sket ikke til hertug af dette land , thi +han påståer ikke at gøre Cour . +Det er muligt , ja endog sandsynligt , at Struensee +har tænkt at trække sig ud af forviklingerne og den +farefulde situation ved at modtage tilbudet , og hvis +dronning Mathilde betragtede dette med skræk , kan det +både tillægges dronningen , moderen og veninden . +Efter disse foreløbige bemærkninger ville vi aflægge +et besøg i ministerens pragtfulde bolig på Christiansborg +llot i året 177l , for der at gøres bekendt med +forskellige begivenheder , personer og forviklinger , der +alle mere eller mindre medvirkede til at modne den catastrophe , +som senere indtrådte og som er løsningen og +toppunktet af vor historiske novelle . + +sjette kapitel . +Audientssalen . +I ministerens glimrende gemakker befandt sig en +dag i nævnte Års sidste halvdel en stor skare prægtigklædte +hofmænd og herrer af landets højeste embedsog +adelsstand . Blandt de første vare schakrathlau , +Guldborg og øder , blandt de sidste greverne +Otto Thott og Schimmelmann . Foruden de store +herrer befandt sig også adskillige borgere og Almuesfolk , +mellem hvilke vi bemærke parykmageren Henrici , +for at søge audiens , foruden et garniture af tjenere +og laquaier . +Otto Thott stod i levende samtale med Schimmelmann +og schak-rathlau . De øvrige herrer holdt sig +af og til tilbage i ærbødig afstand . +Grev Thott tilstod åbenhjertigt , at ministeren forstod +at gøre mirakler , og at han i to år liden Bernstorffs +fald havde udrettet um��delig meget , fremskyndet nyttige +reformer , som selv hans modstandere måtte billige +og beundre , og at han , som næsten var beklædt med + +den absolute magt , ikke misbrugte den , men overtraf +alle retfærdige forventninger . +Hvis jeg havde en datter , som jeg ønskede at gifte +med den almægtige minister , bemærkede Schimmelmann +spydigt , ville jeg sige det samme ; thi det er altid behageligt +at have en mægtig mand til svigersøn . +Det er ikke fornødent at tale mere herom , ytrede +schak-rathlau . Man forstår en halvkvædet vise . +O , imellem os er det lige meget , svarede Schimmelmann , +vi behøve ikke at genere os for hinanden . Alligevel +synes jeg , at dette regimente er noget ertraordinairt . +Schimmelmann +mener , at det er et ualmindeligt +dygtigt regimente , han fører , og med megen statsmandsviisdom . +Den strengeste retfærdighed fører sceptret , +og gør han også nogle indskrænkninger i den +højere adels rettigheder , så gør han dog ikke andet +end det , han anser for absolut nødvendig . +Nej , det er just ikke meningen . Det finder hverken +du eller jeg ; ah , nu forstår jeg , væggene have øren +— øder og Guldberg kunne også høre , du frygte +måske en rapport til Struensee ; nuvel , i det hjørne +have vi en og samme vejrhane . +Idet Schimmelmann hævede slemmen , vedblev han : +iøvrigt er det fuldkomment beundringsværdigt , hvad +der alt er udrettet i de to år , siden det behagede +hans majestæt i et anfald af nådigt lune at forsøge +sig i den højere statskunst og at give ministeren + +en velbenyttet fuldmagt til at regere de to kongeriger . +Dengang troede vi alle , lad os være oprigtige , at dette +lyse , lystige hoved skulle bringe os til at le ved sin +bestyrelse af statssagerne , at han ville begå tusinde +maladresser , som ville have moret os kosteligt , men +nu se vi , hvor klart kongen har set , da han valgte , +nu indse vi at en dygtigere læge kunne det syge statslegeme +aldrig have fået , end hans excellence doktoren . +Otto Thott trak på øjenbrynene og spurgte , hvorfor +kalder de hans majestæts minister for doktor ? +Af den simple grund , svarede Schimmelmann , at +han ikke er apotteker . +Øoer og Guldberg trådte hen til de højttalende +herrer . Guldberg viste sin indignation over den faldne +yttring ved at tage sig en pris af sin guldbåse , +men finantsråd øder sagde harmfulbt : +de glemmer mine herrer , at den mringsfrihed +som tillader dem så frit og bittert at føre ordet , uden +at resikere hovedet , er et værk af den samme minister , +som de attaquerer og gør antichambre hos . Havde +de været minister og han kun en højrøstet adelsmand +ville sligt næppe være sket ubævnet . +Lad ham prøve på at hævne sig , sagde Schimmelmann +noget mindre skarpt end før . +Hvis hans anskuelser ikke hindrede ham deri , hvad +skulle da hindre ham ? +Schak-rathlau trak Schimmelmann til side og sagde +med en meget tydelig hvisken : øver har ret , du mener + +heller ikke med , hvad du siger . Man er dog ganske +anderledes fri nu , end før strnensee blev minister . +Desuden er han uegennyttigheden selv . +Jeg ved forvist , suppleiede grev Otto ttot , at +kejserinden af Rusland har tilbudt excellencen storfyrsfendommet +courland som arveligt Lehn for at knytte +Danmark og Norge i en intim forbindelse med Rusland . +Dertil sendte hun ham en kostbar diamantring +som gave , men strnensee sendte hende den tilbage med +en høflig taksigelse og svarede , at hvad der udfordredes +til Danmarks og Norges lykke bcbøvedes ikke at købes +med russiske diamanter , men ønskede man noget , der +stred imod den danske konges tarv og hans rigers +interesser , så ville han ikke række hånd dertil , om +man så kunne forvandle alle Danmarks kampestene og +og Norges klipper til diamanter . Var det ikke smukke +ord ? +Store ord var det i det mindste , svarede Schimmelmann . +Sandheden +af det , grev Thott sagde , kan jeg bevidne , +forsikrede oder . +Schimm^lmann ville svare noget heftigt , men betænkte +sig ved schak-rathlaus vink og tilføjede : nu vel , jeg +indrømmer , at han er en stor mand , og at han vil +begge rigers fremgang , men jeg kan derfor ikke indse , +at Danmarks og Norges lykke er afhængig af , at adelen +indskrænkes i deres rettigheder . + +det er nødvendigt , at også borgerne komme frem , +bemærkede Guldberg . +Men det er ikke nødvendigt at adelen tilsidesættes +for borgere og bønder i embedsbefættelser og udmærkelser , +disse parvenuer lugte endnu alt for meget af deres +profession . +Det er heller ikke enhver doktor eller mdensskabsmand +som alene forijener at blive Greve . +Fuldkomment sandt ! svarede øver , derfor kommer +porcelainssabrikører og andre leverandeurer også i +betragtning . +Schimmelmann følte sig truffet og trak sig forvirret +tilbage . +Schak-rathlau kom ham til undsætning og ytrede +så højt , af de københavnske borgere kunne høre det : +grev Struensee er en hædersmand , hans eneste fejl +er , af han foragter det danske sprog . Vort dyrebare +modersmål behøvedes jo ikke af tilsidesætles og ringeagtes +fordi hans majestæts minister er født i Tyskland . +Hr . +Greven glemmer , af kongen er hertug i to tysktalende +hertugdømmer , som dog må kunne forstå de +resolutioner k . ngen udsteder . +Men i Danmark og Norge tales der dansk , og hertugdømmernes +jndvånere kunne vel nok rette sig efter +majoriteten . +Hr . Finantsråd , kan de få dem dertil ? + +grev Otto Thott søgte af give talen og sproget +en anden vending . +Man glemmer ganske alle de store ting , ministeren +har gjort . +Hvad for store ting mener hr . Greven . +Er hof- og statsretten ikke en af alle anerkendt +nyttig institution ? Afskaffelsen af pinebænken er også +et stort gode , thi er det ikke menneske kærligt , af afskaffe +de grusomste straffe , der blive udøvede førend brøden +er bevist og dom er fældet . Man har med rette sagt , +af vore blodsforvante ikke må vidne imod hinanden , +men hidtil har man ved midler , som ingen kan modstå , +tvungen folk til af vidne imod sig selv , det er +meer end forfædeligt , jeg for min del ville tilstå , +hvad det skulle være , når man blot viste mig marterredskaberne . +Indrømmet , +svarede schak-ralhlau , men indskrænkningerne +i de adelige rettigheder — dem stemmer da +ingen adelsmand for . +Hvorfor ikke , når indskrænkningerne er billige og +øvereensstemmende med retfærdigheden . Lad os være +oprigtige , og tilstå , at vi ikke vare fri for at gøre +os skyldige i adskillige små overgreb . Det var nødvendigt +for bondestandens vel at forhindre slige overgreb , +og bondens tilstand og derved hele landets er +bleven mærkelig forbedret . +De beundrer ham hr . Greve ! +Jeg kan ikke nægte det . Trykkefriheden har han også + +indført , mringsfriheden og forsamlingsretten har han +indført , anstændige begravelser uden overdåd , har +han foranlediget , og afskaffet gcavølsgilder og et utal +af helligdagene for helgene , som vi sket ikke kendte , +og som måske albrig have været til . +De glemmer i deres Iver en ting , han har formeret +jomfruhusene . +Nej , han har kun gjort de hemmelige huse offentlige +for at de kunne være under offentlig control , og de +hr . Greve bør allermindst dadle ham derfor . Han har +ikke anlagt noget af det slags de anfører , han har kun +hævet alle bånd på folkets villie og handlinger , +medens han vil controllere de enkelte anstalter , som +kan bevirke skade når de holdes i skjul ; det er +kun mod misbrugene han vi ker , af hvad Art de end +ere , og det er både uadeligt og uværdigt at dadle eller +bagvaske ham derfor . +Er det hensigten , at fornærme mig , hr . Greve . +Nej — jeg vil kun minde dem om det gamle ordsprog , +at den bedste frugt angribes af orme . +Det er en fornærmelse de der siger . +Nej , det er kun et ordsprog — +de skulle ikke bejle til hans gunst ? +Fordi jeg taler sandhed ? +Og søger audience . +Det gør de jo selv hr . Greve , altså betler også +de til ministerens gunst ? +Jeg søger kun min ret , men hvad gør de her ? + +sligt spørgsmål behøver sirænkt taget ikke noget +svar , men hvis de vil vide det , så har ministeren +bevist mig den ære at ansøge mig om en samtale +i en højst vigtig sag . +Det samme er tilfældet med mig , men jeg venter +intet andet end snak . De derimod venter at finde en +mægtig allieret og svigersøn , se det er forskellen . +Behag at forklare dem , de tager måske fejl . +Jeg tager ikke fejl , men de bedrager dem , høibårne ! +Troer +de ? +Ja , jeg tror , og hvis han nu stikker næsen højere +end til en grevedatter , hvis han kimser — +jeg forstår dem ikke , hr . Greve ! +Nu , så skal jeg tale tydelig , thi det er ikke værd , +at to af landets første adelsslægter blive uvenner for +en parvennes skyld . +Det er lulter gåder . +Om en time er opløsningen funden . De er endnu +ikke den almægtige mands almægtige svigerfader , det +er endnu usikkert , om de igennem ham vil komme til +at tage aktiv del i to Nigers styrelse . Deres datter +Amalia er en perle af første rang , det er sandt , men +den , der af hovmod ringeagteoe en storhertugkrone , +og som i hjertet tror sig elsket af kronede hoveder , +jeg nævner ingen — han spekulerer måske i noget +mere . +Og det kalder de at tale tydeligt ? + +så tydeligt , at hvis de skuffes , så kommer de til +os , som de har forstået , og som forstår dem så +vel . +Den tid den sorg , siger ordsproget . +Ja , oa i morgen den glæde , siger et andet . +Schlmmelmann blandede sig nu alter i den sagte førte +samtale og bemærkede , at historien om Catharine den +anden klang utrolig . +Hvorfor ? hviskedee rathlan . Er det ikke så naturligt , +al hun vil have en d ' plomat , en mand og en +dygtig læge på engang i luse « ? +Schi melmann lo og vendte sig derpå om til kammertjeneren , +som just mærmede sig , og spurgte : +er den lykkelige time snart forhånden ? Det forekommer +mig , at vi vente forbifret længe i dag . +Kammertj neren trak sit ur op af lommen , så +derpå og svarede ærbødigt ; +klokken mangler endnu t minutter i tolv . På +slaget tolv præcis kommer hans excellence fra geheimeconierencen +og så begynder audiencen øjeblikkelig . +Det er en dræbende tid at vente , sagoe adelsherrerne , +idet be utålmodigt i dæmpet samtale gik op +oG ned i G . malket . + +syvende kapitel . +Guldprøven . +Til samme tid , som den foranførte samtale fandt +sted i det ydre gemak , trådte Struensee gallaklædt +med en portefeuille under armen ind i sit rigt smykkede +arbeidsgemak . Han kastede chapeaubas og handsker , +på gueridonen og lagde portefeuille « , drømmende +og i dybe tanker , på sit arbejdsbord . +Blikket stift fæstet på en lille kapsel , lignede han +mere en søvngænger end en mand i vågen tilstand . +Og +dog hvilede der et levende ædelt udtryk over +hans hele væsen . Han talte uden at vide det , højt i +denne tilstand , så højt , at kammertjeneren undertiden +ilede til for at spørge , om excellencen havde kaldt . +Nej , det er kun den afskyelige vane at tænke højt , +svarede Struensee da , du skal ikke komme , undtagen +når jeg ringer . +Denne dag , en af de vigtigste i hans liv , havde +kongen overøst ham med nye taksigelser og æresbevisninger . + + +hele den køngelige magt var nu næsten udelukkende +lagt i hans hånd , og dog følte han sig ulykkelig . +Hvilket spil af skæbnen , han , den overalt misundte +favorit , der var ligeså mægtig som kongen selv , mægtigere +end nøgen minister før og siden , forgudet af et +Hof , adlydt af to riger , agtet , beundret og måske +elsket af flere kronede hoveder — følte sig ulykkelig +midt i den misundelsesværdigste af alle stillinger . +Det var betragtninger over dette modsigende forhold , +der beskæftigede ham . +Han ville løse denne gåde , han , der endnu aldrig +havde ladet noget ufuldendt , men som havde løst de +vanskeligste opgaver . +Storhed , storhed i mumlede han , mægtige og besynderlige +navn , hvad er dit væsen ? Er du en lykketærning , +kastet i mit skød af skæbnen ved et lune , +en kongelig caprike ? Er du et lykkespil , hvis lod +hændelsesvis tilfaldt mig og sop jeg greb som den +grådige slave griber det i hoben kastede brød ? Mer +har jeg virkelig berettiget grebet skibets roer , da ingen +bedre styrmand var ved hånden ? Eller er du en +himmelgave , der blev mig tildel , hvis besiddelse jeg +retmæssig skal vinde ved kamp , ved resignation , ved +dybsindig tænkning og ved utrolig møje ? Sande storhed , +jeg elsker dig , ikke denne falske glimmer , for hvilken +tåben og egoisten bøjer sig , og for hvilken hoffets +smiger altid er rede , ej heller dig , du tidligfødfe +purpurklædte storhed , som alt i vuggen tillægges + +navn af ufejlbarlig visdom , men dig guddommelige +tanke , uvurderlige bevidsthed , ved geni og indsigt . +Klar anskuelse , retfærdighed og kraft at fortjene hæderspladsen , +som styrelsen hensatte os på . +At kunne flabe tusinders velfærd , fred og lykke , +at fornægte sin egen svaghed , at give selv sin fjende +den ret , der tilhører ham , slå du mig bi , når den +menneskelige skrøbelighed vil bryde frem , hjælp mig til +selvbeherskehe , sjælskraft og resignation , så at jeg +som den tro forvalter erkender , at det ikke er mit , +men andres , som er betroet mig at våge over . +Mægtige tanke , slå mig bi , når vanskelighederne +overvælde mig ; lykkelige inspiration , kom mig ttl undsætning +og omvist mig med din guddomsånde . +At have greben magten — at være den udkårede +blandt millioner , er ikke storhed , men at benytte magten +med sandheds mådehold og udvikle derved folkeslagenes +naturlige kraft og sone , det nærmer sig ideens +glandspunkt . At erkende sin skrøbelige menneskenatur +— det er ikke storhed , men med ubrudt kraft +at undertvinge hver syndig lyst til hævn og gengæld , +at bortjage hver tanke , der besmitter idealet , denne +stræben tør jeg kalde storhed , og den vil jeg tilkende +mig . +Hvor fristende er magtens misbrug , misbrug — et +sørgeligt navn , som tyven bruger , og hvormed den +stærke smykker sig , hvad er du andet end selvtilbedelse , +den falske spiller , den blodige voldsmand , den + +tyranniske hersker fører misbrug i sit Skjold ; måske +er jeg hadet som disse , men jeg selv tør sige , jeg vil +ikke misbrug , end ikke til selvforsvar , og her — her +føler jeg det , at det er vejen til den sande storhed . +Og dog , her er beviset for al menneskelig elendighed , +bortkaster jeg ikke det eneste , der tynger på +mit bryst s “ M en skjult uret , dybt sammenvokset med +mit hele jeg , tror jeg , at når jeg river det ud af +brystets inderste gemme , ophører det at slå , ophører +alt det gode , jeg kan og vil udrette . Min bedste +idræt knytter sig dertil , al den kraft , jeg har , al den +virksomhed og sikkerhed jeg v ser , stammer derfra , og +dog må jeg erkende , at det er mit iordelivs mørke +plet , min ånds besmittelse , som jeg ikke kan udrive +uden tillige at oprykke kraften- og det gode — med +et ord at tilintetgøre hvad der gør folket lykkeligt +og mig til en jammerlig drømmer . Jeg har forsøgt +at operere skaden , nej ingen læge uden han deroppe +formår det , jeg kender sygdommen , dens natur og +fortvivler , netop fordi jeg kender den . +Modgangen , hadet , miskendelsen , alt giver den mig +styrke til at bære . +Som den rige gnier , der ved sin skat i sikkerhed , +bærer jeg forhånelsen med sagtmodighed , ja med +stille triumf , jeg har jo skatten i mit indre , de +kunne ikke frarive mig den , i nattens mørke betragter +jeg den , jeg er vanvittig af glæde , thi ingen ved at + +finde den , uden måske en , og denne ene skal ikke vide +det . +Døe med mig skal den forborgne hemmelighed , begraves +med mig , og selv i graven vil den skænke +hvile . +Når kun jeg ikke selv forråder den , hvor lidt har +jeg alt grebet smerteligt til brystet , når man nævnte +ordet : „ Hun elsker ham “ . Min gud , det ord +gad jeg forbyde , når det ikke ledte snushanerne på +spor . Den kolde sved fremspringer , når man nævner +det , det ord , jeg ikke vover at tænke på i nattens +syner — det nævnes — rædselsfuldt som en forhånelse +ved højlys dag af profane læber . Da gælder +det at smile falskheds smil , skønt døden er +nærved at stivne blodet i mine årer . +Jeg har set hende spejde — fornærmet spejde , som +om min underdanighed var kun et spil . Har jeg +forrådt mig mindst for hende — o , gid denne dag +jeg gør det med et ord , eller en mine , må blive +min lykkes sidste dag . +Han stod endnu nogle sekunder i den før betegnede +stilling , pludselig lød klokkens tolv fulde slag . Han +for sammen . Timen er der , nu er jeg ikke mere mig +selv , men statens . Hvilken feberagtig skælven , det +er den kamp det koster at løsrive sig fra sin helligste +tilværelse og slige ned i virkeligheden . Tie hver en +salig smerte , hver en indre vellyst , thi den stund + +jeg forrådte dig styrter jeg mig selv — gud høre — +det fra magtens tinde ned i støvet . +Hvem kan fatte det ? Jeg fljælver som et espeløv , +hvergang audienstimen nærmer sig . +Udenfor stå de audiencesøgende måske som jeg +med hjertebanken , og jeg — såkaldet en af jordens +mægtige , jeg skælver som en synder , der skal bestige +retter-banken . +En dødsangst griber mig , der først går over , +når jeg som en skuespiller er bleven varm på scenen . +Men +jeg må til det , tæppet går op , og jeg må +ind . — hvormanges øjne hvile ikke på mig , hvormange +fjender findes ikke blandt dem ? En finder mig +for stolt , en anden for ligefrem , snart taler jeg for lidt , +snart for meget , hvert ord må vejes på en guldvægt +og dog læser man mellem linierne alt hvad der ikke +slår . +Venlig tør jeg ikke være , da bejler jeg til mine fjenders +gunst , og man gør sig håb og ønsker , som +ikke kan realiseres og seer sig siden skuffet . Alvor er +heller ikke yndet , det regnes let for opblæsthed . Højst +vanskeligt er del at gøre alle tilpas . +Jeg føler skræk for store audiencer . Det er den +offentlige og mundtlige regering der kritiseres af alle . +Bag bureauet i eenrum har man sin nimbus ved +et navn , som hver en hånd kan skrive efter , men ved +personlig sammenkomst , ved audiencer , ved at stå + +ansigt til ansigt , seer supplicanten , at den mægtige +er kød , blod og ben som han , og kun som han en +håndfuld Aske . — nuvel , del må få være , gud +stå mig bi . +Med disse ord greb Struensee sølvklokken og ringede . +Da +kammertjeneren bragte listen over de audiencesøgende +gennemløb han denne og sagde ; +først øver dernæst Guldberg , de har referater , så +Otto Thott , grev Rathlau , Schimmelmann og så resten +ester skøn — jeg venter Rantzau , skulle han udeblive ? +Det gør mig ondt , jeg havde gerne set ham med del +hvide bånd på hofballet i aslen . Der er en mængde +ørkesløse hof- og adelsmænd endnu — de vil lun +spørge om mit besindende — men der er oldermænd +for borgerstanden , for håndværkerne , de bør ikke vente , +lad dem komme efter greverne siden del ikke går an +at de komme før . Men hvad ? Henrice , friseur , hos +dronningen , hans navn står to gange , vil han have +to gange audients ? Det må være rigtig , først som +oldermand , dernæst som friseur — lad øver komme . +Kammertjeneren gik ud i forgemakket og råbte : +finantsdirektemen , etatsråd øder . +Denne trådte ind til ministeren og kammertjeneren +lukkede døren efter ham . +Deres excellence ! her er oversigten . Begge Års +indtægter og udgifter . +Godt , godt , min kære øder . Jeg havde tiltænkt + +dig en ny udmærkelse i anledning af dronningens +navnedag , men du får holde den til gode . Vi har +mange fjender , ved du , og politikken byder , at vi +stoppe munden først på skrålerne . +Jeg er tilfreds og kan vente , så meget mere som det +synderegister som de har befalet mig at jeg skal holde +over deres fejl , i denne uge er løbet frygtelig op . +Guds død , jeg troede netop at jeg havde været skikkelig +i denne uge — men du kunne da også have +advaret mig , måske det så var løbet mindre op — +men jeg tror du har din glæde i at læse mig dygtig +teksten . +Nej , det er ingen fornøjelse at hovmesterere hovmesteren , +hvis de tillader , skal jeg derfor gerne ophøre +med denne besynderlige regisieren . +På ingen måde , ubønhørlige tugtemester , kom +med dine Anker . +I denne uge har de atter været hidsig imod den +russiske gesandt , og derpå i fredags haft et lille anfald +i gehcimeconferencen . +Et øjeblik , jeg seer dine store evner , og glemmer +mine svage sider . Af regnskabet seer jeg , at vi i tø +år har nedbragt statsgælden tre millioner og har +en beholdning af halvfjerds det er en virkelig forbedring +af halvsyvende millioner og under vore hænder . +Øder , alt nag til side , kom i mine arme . Ven , jeg +er meer end lykkelig . + +øder omfavnede Struensee og tørrede sine øjne , men +vedblev derpå rolig at læse op af sine optegnelser : +den ældste fuldmægtig i rentekammeret har de +nægtet et billigt tillæg , trods hans lille gage og store +arbejde . Tre adelsmænd har de atter stødt for hovedet , ved at nægte dem militairansættelse , og oldermanden +for parykmagerne har de svaret , at staten trængte +ej til pudder . Med hensyn til den unge kronprindsnok , +nok , du straffeprædikant , i dag må du ikke +forstyrre min glæde over statens gode fremgang . +Øder , ved du hvad det vil sige , at hades bittert og +føle , at man ej fortjener det ? +Renoncer på at være magthaver og statsstyrer , +og de vil undgå hadet . +Troe blot ikke det , man vil ikke tilgive , af jeg hal +havt magten . +O , det ville være afskyeligt . +Således er menneskene , og disse eftersnakkere , som +jeg kalder tankctrælle , ville gentage i Chor , hvad en +enkelt fjende , der giver tonen an , får i sinde af +sige . +Måske — og måske ikke . +Ganske sikkert , det skeer altid i alle forhold . Jeg +er desuden et stakkels værktøj i en mægtigere hånd , +men når man bringer en , som med renere villie , +Iver og sandhedsstræben , og vel af mærke med upartiskhed +forener kraft til af afløse mig i mit vanskelige + +hverv , så vil jeg vige pladsen , og give mig til igen +af skrive recepter . +Når jeg har funden ham , skal jeg melde mig , jeg +venter altså , og lader Guldberg komme . +Ja , lad ham komme , skønt han ikke er gjort af +dit metal , redelige øder , gid han elskede mig ligeså +oprigtig , som jeg ved , du gør . +Da Guldberg trådte ind med et let buk og et +fint smil , lagde han en pakke dokumenter på +bordet . +Her er dommene til underskrift , excellence ! +Der er dog ingen dødsdomme ? +To , eensfemmig dømte af højesteret . +Jeg indstiller dem til benådning , thi den egentlige +højesteret , det ved de , er dog kun hisset . Gud må +dømme folk fra livet , jeg kan det ikke . Lad mig blot +ikke række hånd dertil . +Her er et benådningsfvrslag for greverne Gyldenstierne +og rosen . +Se , hvor mildt . To adelsmænd mishandle en +fredelig borger midt om natten . Dem ønsker man +benådet , thi de har mægtige connexioner indflydelsesrige +familier , — godt , lad dem få benådning , +imod af de udsætte en ordentlig livrente til den mishandlede +og hans familie . +Det ville vække opsigt , exellence . +Hør , Guldberg , den dag vil komme , da mine fjender +få bugt med mig , da min jernvillie vil være + +knækkæt og min udholdenhed opslidt . Jeg har søgt +rundtom i kredsen , få eller ingen er der , som er +kaldet voksen , — de er en af disse få . +Jeg excellence ? +Netop de , jeg forudsiger dem det , men lov mig +da af lade sandhed gjalde , af de vil måle ind og +måle ud med samme alen , lov mig af et Centner +adelsmænd og et Centner Boeger og bønder , må +veje lige meget i nemesis vægtskål . +Deres excellence — jeg — jeg — +giv mig deres hånd , konferentsråd , lov mig det +i statens navn . +Jeg er uværdig af være deres excellences eftermand , +men jeg værger dem til , af deres tanker også +ere mine . +De letter mig en sten fra hjertet . Farvel , vi ses +alten på ballet , ikke sandt ? +I hvis de befaler . +Nej , frivilligt , kom frivilligt . +Jeg skal komme frivilligt , som de befaler . +Da Guldberg var gået , mumlede skruensee ; +den mand burde været diplomat for længe siden , +hans ord have altid to uogange ligesom rævens +huler . +- ak , min kære grev Thott , tilgiv , de har måtte +vente , men statens sager gå frem for alt . +Visselig , exellence ! +Hans majestæt har overdraget mig det hverv af + +meddele dem , af han udnævner dem til gehejmeråd +og ønsker , af de tager sæde ved geheimeconferencerne . +Tak , tak , min ædle protektor , de er beskeden , jeg +ved dog , af denne ære skylder jeg alene dem . +Kongen skylder de tak , ikke mig , hr . Greve , svarede +Struensee . +Hans majestæt først og fremmest , det er sandt , men +dernæst og i særdeleshed dem , thi jeg ved jo , af +jeg i dem har en mægtig allieret og beskytter . +De smigrer mig virkelig i alt for høj grad . +Ingenlunde , jeg ville kun ønske at jeg i nogen +måde kunne tjene deres exellence ; alt , hvad mig +tilhører , skulle , når de blot ytrede et ord , være til +deres disposition . +Alt , hr . Greve ! +Og af dette glimrende tilbud vil jeg straks benytte +mig . +Ah , det glæder mig , det gør mig usigelig lykkelig . +Thi af alt på jorden ville jeg nødigst savne +deres overværelse . +Min hr . Greve , de taler om overværelse , de , +den mægtigste mand i riget , med hvem jeg ønskede +at invgåe den helligste , intimeste alliance . +Desuagtet , min herre , jeg vil med den største taknemlighed +indgå den ubrødeligste alliance med dem , +en venskabs- og broderskabsalliance , de skal blive hørt + +i ethvert vigtigt spørgsmål , og jeg skal følge deres +vise og erfarne råd . +Jeg skal ikke være påtrængende ; spørger de mig , +vil jeg svare , som jeg bedst kan , jeg har jo kun to lidenskaber : +fædrelandets og mit elskede barns lykke . +Nu fordrer jeg netnop overværelse — i det første +ville vi begge tage aktiv del — +min hr . Greve , forstår jeg dem ret ? +Behag dog at blive siddende . Jeg skal straks forklare +mig . +Hvad de nu vil sige , kan jeg nok høre stående . +De overlader mig selv at sørge for Amalies fremtid . +For det venskabs skyld , som de har lovet mig , +lad mig tale ud og oplyse dem om årsagen . +Det er nok , min hr . Greve , jeg må gå . +Jeg bønfalder dem om at blive , og at høre mig . +Tal da , min herre , men jeg føler mig upasselig . +De har i flere samtaler , hvormed de har beæret +mig , ladet skimte et håb om en lykke , hvortil jeg +ikke har gjort mig fortjent . +Ud med sproget , hr . Minister ! en lykke , som de +betakker dem for ? +Hr . Greve , de hører til en af de ældste adelsfamilier , +jeg til den nybagte . +O , det er udflugter — de betragter det som en +mesalliance for dem . +Ved den levende gud nej , men ingen af os kan +dølge for os selv , at jeg slår på en vulkan — + +hvor længe denne min stilling er holdbar , kan ingen af +os vide ; skulle jeg nu drage en dyrebar skabning , +som jeg ærer og agter , med i mit fald , måske i min +landflygtighed ? +Det ville blive min sag at komme med flige betænkeligheder . +Men +når de overser dem — og jeg ærer Amalia . +Som en søster — er det da ikke min pligt at yttre +dem ? +De sætter mig i en pinlig stilling , hr . Minister +— ær hende lidt mindre , og frygt lidt mindre en fa » +Miliesorbindelse mellem os ville netop sikre deres +stilling — og desuden er det nu i alles øjne en afgjort sag . Jeg måtte indtage en fornærmet og +fjendtlig stilling , hvis de lod mig blive bespottet og +udleet . +O , hr . Greve , det kunne aldrig blive tilfældet . +Alle vide , hvor højt jeg agter dem og deres , men +man ved også , at en tidlig kærlighed , et skuffet +håb har udbrændt mit hjerte for en følelse , jeg ikke +længer kan nære . +Folk påståe det modsatte , hr . Greve — i andre +retninger , og også i denne henseende var det god +politik . +Hvordan , hr . Greve , tror også de på klafferen ? +Nu +ved jeg ikke , hvad jeg skal tænke . +De knn umuligt tro del utrolige , kunne deres + +datter da være tjent med en mand , der ikke nærer +kærlighed ? +Min datter er lydig nok til at føje sig i sin faders +ønsker og gør ikke andre fordringer end at +ægte den mand , jeg bestemmer til hende . +Hr . Greve , vær min faderlige ven , og lad mig +være hendes Broder , sten jeg aldrig kan gifte mig +ifølge et ungdomsløfte . +Så tilgiv , at jeg har opholdt dem , hr . Minister . +Jeg frygter at have taget alt for meget af deres kostbare +tid . +Grev Otto Thott , jeg lader dem ikke gå fra mig +som uven . +De har jo magten , hr . Minister ! så behold mig +da , men hvad vil de gøre mere ved en mand som +mig ? Er der flere udmygelser , de har at byde mig ? +Vil de ikke ringe på deres lakeier , at de kunne +pege fingre af en gammel mand , som formastede sig +til at se op til en minister , der har magt som en +europæ sk potentat ? +De gør mig høilig uret , jeg beder jo kun om deres +venskab — intet andet ønsker jeg . +Jo , de ønsker mere — de vil , at jeg skal være +deres dupe . De har i mig slået den danske adel i +ansigtet , jeg opfordrer dem som adelsmand at afvæbne +mig eller belave dem på gjengjældelse . +Det er en ægte ribdelig indsigelse , hr . Greve ! Ved +at være falsk imod dem lunde jeg have vundet deres + +ubrødelige venskab : nu , da jeg er ærlig , får jeg +dem til fjende , hvor sørgeligt er ikke dette ? Nu vel +jeg vil falde — men jeg vil ikke rive dem eller deres +med i mit fald . Gå da med gud ; hellere vil jeg +se grev Otto Thott som min fjende , end Amalie +Thott ulykkelig ved mig . +Undskyld , lidt næseblod , jeg må forlade dem . +Husk , at jeg er læge , kom , lad mig hjælpe dem . +Nej , nej , intet mere mellem os . +Da grev Otto var gået , så Struensee smerteligt +efter ham og sagde : +skade , det var dog en ædel ven , jeg frygter , at +han fra nu af bliver mig en bitter fjende . +Da schack-ralhlau trådte ind i gemakket , hørte +han Thott hviske de ord : Asten kl . 7 . +Et let triumphsmii ! krusede schack-ralhlaus læber +og han mumlede ved sig selv : +nu vel , man er dog kun et menneske . +Struensee gik ham venlig i møde og udbrød : +vær mig højst velkommen , kæreste hr . Greve . Hvorledes +lever de ? +Ret vel , ret vel , deres exellence har ladet mig tilsige +til audience . +Jeg har anmodet dem , hr . Greve , at bevise mig +den ære at komme på grund af et budskab , som +jeg har til dem fra hans majestæt kongen . +Fra hans majestæt — til mig ? +Finder de det så underligt , hr . Greve ? + +overraskende , deres exellence , jeg er meget behagelig +verrasket , skønt jeg ikke ved , hvorom det kongelige +budskab drejer sig . +De skal øjeblikkelig erfare det . Hans majestæt ville +nådigst uddele nogle ordenstegn til fortjente og fremragende +mænd , hvad var da naturligere end at deres +navn blev nævnet . +Hvem nævnte mig ? +Deres ærbødige tjener , men jeg kunne umulig andet +end handle efter overbevisning . +En ufortjent ære i sandhed . +En velfortjent , hr . Greve , de først og fremmest . +Exellence , hvorfor jeg først og fremmest ? +Tilgiv mig , jeg taler ligefrem . De er ikke blot en +udmærket mand , de er også ærgerrig , således som +adelsmænd have lov at være . Jeg så dem ofte +kaste et sælsomt blik til mit blå bånd , derfor tænkte +jeg , at denne udmærkelse behagede dem , at de ønskede +et lignende — og jeg foreslog hans majestæt at +give dem denne orden . +Hvorledes mig ? Elefantordenen ? +Jeg foreslog det , men hans majestæt svarede : senere +hen skal han have det , han er endnu noget for +ung , men lad os give ham storkorset af dannebrog . +Med disse ord tog Struensee det hvide bånd , +der lå på bordet , og hang det roligt om Rathlaus +Hals , idet han tilføjede : +jeg lykønsker dem i kongens navn . + +schack-rathlau blev et sekund stående målløs , +betragtende vexelviis sin nye udmærkelse og ministeren . +Endelig udbrød han glædestrålende : +hvorledes , det er alvor — denne nåde og fremkaldf +ved dem ? +Ja ! +Jeg vil møde deres oprigtighed med oprigtighed , +jeg var ikke deres ven , men dette rører mig dybt . +Herefter , jeg siger kun herefter , kan de stole på mig . +Derfor takker jeg dem , inden et år skal de have +det blå bånd . +Rathlau fremstammede nøgle uforståelige ord , og +ilede under forlegenhed og complimenter ud af audiencegemakket . +Da han vel så sig udenfor , trak han +vejret dybt og sagde til sig selv : +det er da et satans menneske , skade at han er +en borgerlig , men enfin , Schimmelmann , i aften kl . +7 hos Otto Thott ! +Grev Schimmelmann , der just var i begreb med at +træde ind i struenjees arbejdsværelse vendte sig hurtigt +om og sagde sagte : +Thott i vrede , du dekoreret ? Der uddeles altså +både nåde og unåde i flæng . Ah , jeg får så +ondt , undskyld mig hos exellencen . Min vogn , min +vogn — o , jeg er så syg , det svimler for mig . +Ved disse ord støttede han sig på en tjener og +lod sig lede til sin vogn , uden at modtage den tilbudte +audience . + +Rathlou kom ham endelig tilhjælp steg ind i Schimmelmanns +vogn og lod sin egen køre tom bagefter . +Struensee , der med uro ventede grev Schimmelmann , +modtog nu kammertjenerens undskyldning . +Jeg forudser en storm , sagde han til sig selv , et +mægtigt uvejr trækker op — hvilken dødelig kan slå +sig i en kamp mod elementerne . Men jeg vil gøre +hvad jeg kan . +Han satte sig hurtig ned , skrev i hast nogle linier , +ringede og sagde til den indtrædende secretair : +bring i hast dette brev og dette blå ridderbånd +til grev Schimmelmann tilligemed diplomet . Gå +hurtig , , uden at tøve et minut , og lad så oldermændenæ og borgerdeputationen træede ind . + +ottende kapitel . +Ordføreren . +Da disse trådte ind i arbeidscabinettet gik ministeren +dem venligt i møde og spurgte : de mine herrer +ere borgere og laugsdeputerede ? +Jeg er slagterlavgets oldermand . +Og jeg er murerlaugets . +Jeg har den ære at være børstenbindernes . +Vi andre er oldermænd for maler- , tømmer- og +skræderlaugene . +Meget vel , mine herrer , men da jeg kun kan høre +en af gangen så vil de behage at vælge en ordfører . +Det +er oldermanden for parykmagerlauget , hr . +Henrici . +Godt , behag da at tale , min herre ! +Henrici trådte frem . +Jeg er , som deres exellence nu ved , oldermændenes oldermand , hendes majestæts hofcoiffeur , furniseur og leverandeur . Man har pådraget mig det +hverv at tale med deres exellence , da statens kerne + +og statens kerne er håndværkerne , der igen repræsenteres +af deres laugsoldermænd , som taler på alle +stænders vegne . +Jeg er lutter øre , behag at sige mig deres mening . +Vor +mening er den , at vi stadens oldermænd er +meget misfornsiede . +Hvormed mine herrer ? +For det første er handel und Vandel sket og nul . +Det beklager jeg , men de vil da vel ikke , at jeg +skal kunne forandre det ? +Jo , det er netop det vi ville , de er jo kongens +minister ? +Sandt nok , har de noget skriftligt ? +Når vi komme mundtlig , behøve vi vel ikke at +have noget skriftligt . +Har de da ingen fuldmagt ? +Jo , men mundtlig , lauget vælger oldermænd og +oldermændene have valgt mig mundtligt , det er det +hele , soledes var det , førend deres exellence kom her +til landet — og således vil det vedblive , når de +er salig hensovet . +Ja , det har været skik og brug i flere hundrede +år , istemmede choret . +Slig skik kan ikke længer gælde , mår den viser +sig som uskik , mine herrer . Fordi oldermændene er +valgte til at syne mesterstykker og varetage laugets + +tarv , kunne de ikke opirrede som deputerede før selve +folket , uden særskilt fuldmagt og særskilt valg . +Kunne vi ikke ? Da har vi dog kunnet det før , formedelst +hævdsret . +Vi ville ikke disputere derom — hvorledes lyder da +deres klage , hvad har de at anke over . +For det første er næringen so knap i haupstaden , +at man meiner sele ikke begå sig . Der er ingen +geschæft mellem folk , det har vi at klage over . +Men staten kan da ikke kommandere omsætningen +og fremtvinge omsætningen og næringen . +Jo gu ' kan den so , meiner sele kan den so , hvordan +den bær sig ad blive ' er statens egen sag , men vi +er byrger , und svarer skat og tynge , also kan vi +med billighed forlange af vi skal ha ' e en god sorgfrit +udkomme . +Er det virkelig deres mening , af staten , fordi de +svarer ti , tyve eller hundrede daler i skat om året , +skal skaffe dem fem hundrede eller tusinde daler årlig +til af leve af . +Jo , meiner sele er det min mening , und det er +vores alles mening . +O tykke enfoldighed , mumlede Struensee sagte før +sig . Deres mening er grundfalsk , mine herrer , staten +tager skat af sine borgere og indvånere før af +beskytte dem mod indre og ydre uret og vold , staten +er , før af tale tydelig , en slags oldermand , der honoreres +af det lang , som vi kalde landets indvånere , + +eller laugsinteressenter , efter behag , men fordi lauget +belønner sin oldermand før sit arbejde i laugets tjeneste , +kan de enkelte interessenter ikke forlange af oldermanden +skal ernære dem og deres familier , hvor meget +har de af lauget , hr . Henrici ! +Det kommer an på året , når der er mange parykmagere , +så har jeg ungefær 3—400 daler , men +når der kommer mange pidsfeflettere und puddersvende , +so er det reverenter talt dreck , +nu , lad os da tage et godt år uden pidskeflettere +og puddersvende , altså tre til firehundrede daler , ernærer +de derfor hele laugets mestere og svende med +deres samtlige familier ? +Nej , meiner sele om jeg gør , hvordan skulle det +smule penge strække til ? +De har ret — det ville ikke strække til , men det +samme er ligeledes tilfældet med staten , dens midler +ville heller ikke kunne strække til , at ernære alle . +Hm ! jeg troede doch det var en anden sag . +Nu videre , har de meer at klage over ? +Ja , hr . Minister , man siger , at den danste sprok +er exstimirt så meget som garnicht . Man forlanger , +at di skal æstimire den danske sprok , und spreche dansk +vi andre skikkelige folk . +Struensee rettede sig i vejret ved disse ord , han +rynkede brynene og så Henrici med værdighed stift +ind i ansigtet . +Og denne klage , sagde han med høj stemme , kommer + +fra dem , et menneske , der selv er tydskfødt , og +som ikke formår at tale det danske sprog halvt så +rent og uforqvaklet som jeg . Føler de andre herrer +ikke det latterlige i at en mand , der ikke selv kan tale +rent dansk , opkaster sig til det danske sprogs talsmand , +ligeoverfor en anden , der ikke kan tale det sprog +så rent , som han ellers gerne ville . +Men jeg er ikke minister , hvis jeg var det , skulle +jeg nok lære den danske sprok perfekt . +Ti — hvad sproget angår er der ingen forskel +på en minister og en parykmager . Enhver taler så +gødt han kan for at udtrykke sine tanker , men mine +venner , lad jer ikke dupere af denne herres gebrochne +ordskvalder . Sproget er kun en tilvant yttringsform , +et middel , hvorved man ifører sin tanke og sine følelser +skikkelse og gør sit indre anskueligt og forsfåeligt +for andre . Tanken selv er Kernen , sproget kun +den glimrende skal af den forgyldte nød , der hang i +juletræet . Når altså kærnen blot er god , må +man bære lidt over med formen , men at jeg ikke exstimerer +det danske sprog fordi jeg ikke kan tale det +correct er en grov fejltagelse . Ethvert sprog i hvilket +man kan bede fil gud , og udtrykke sine meninger om +frihed , oplysning og menneskerettigheder , er respektabelt . Har de mere at fremføre ? +Man siger — man mener — man frygter — +for hvilket , for hvilket ? + +Henrici , der alt i forvejen var forlegen nok , blev nu +helt forbløffet og fremstammede : +hvad var det nu vi talte om ? — nu har jeg det +meiner sele — man siger , af de vil ophæve laugene +hr . Minister ! +Men om jeg tænkte på sligt , dermed ophæves jo +ikke professionerne . +Meget muligt , men så kan enhver være fusker , og +so er vi ganske ruineerte i vor næring . +Mine venner , endskønt det klinger besynderligt af +klage over det , som rygtet siger , så vil jeg døg oprigtig +tilstå , af jeg har betænkt en fornuftig reform +i laugsvæsenet . Synes de ikke selv , af vore alt for +strenge laugs- og næringsforhold trænge til fornuftige +reformer ? +Fornuftige reformer , vor herre bevares , så skal vel +barbiererne have løv til af puddre folk . +Netop , hvorfor skal man bruge to personer , når +man kan hjælpe sig med en . +Og så skal vel svineslægterne have lov til af +sælge studekjød ? spurgte en mand , der så meget +bister ud . +Og snedkerne have lov af lægge gulv og opsætte +skillerum ? +Og fruentimmerne have lov til af sye bukser og +veste ? +Vær de kun rolige , det skal ikke komme på engang , +men lidt efter lidt , efter lang forberedelse . + +det er døg naturligt , af vi , om ikke før , så dog i +en fjern tid tænker på , at alle have lige ret til at +ernære sig . +Kom , lad os gå og bringe vore medborgere denne +besked . +Hils dem fra mig , og sig , at de ville selv engang +erkende denne ret , især når den skeer efterhånden i +en række af halvtredsindstyve år . +Vore arme børn ! +De ville sandelig ikke beklage sig derover ; men synes +de ikke at tidsfristen er lang nok — thi det gælder +jo blot principet — så kan man vel indføre reformen +om hundrede år . +Vore stakkels børnebørn ! lød det i Chor og Henrici +tørrede sine øjne . +Struensee trak hånligt på smilebåndet og tilføjede +ironisk : +nuvel , halvandet hundrede år — det kan da vel +aldrig skade ? +Men en aldersfegen mureroldermand misforstod ironien , +vred sine hænder og udbrød : vore stakkels børnebørnsbørn ! +Og en anden oldermand , der åbenbart +stod med den ene fod i graven og den anden højt i +de 80 , tilføjede : hvilken sørgelig alderdom man går +imøde . +Struense havde møje med at holde sig fra at +le , han forandrede imidlertid latteren til et velvilligt + +smil og befalede dem gud i vold , hvormed audientsen +endtes . +De bukkede derpå alle meget dybt og gik bort med +den forsikkring , at de skulle sige til laugsmestrene det , +som ministeren havde sagt dem . +Da de alle vare gåde , med undtagelse af Henrici , +sagde Struensee mildt : nu , mester Henrici , er det +os to , som skulle tale sammen . Sig mig , hvad vil +de ? +Først vil jeg sige deres excellence , at de ikke skal +bryde dem det mindste om alt det vås , som jeg +har sagt . Jeg måtte tale , som jeg gjorde , ellers +nærer jeg mig ikke mellem mine kammerater . Men vi +skal nok klare sagen når vi blive enige . +Det skulle glæde mig , hr . Oldermand ; men jeg +forbavses , før var de sandelig ivrig nok . +Det er jeg , meiner sele altid , når de andre er +tilstede ; man må tude blandt de ulve man er , man må +desuden se på sin fordel , nogle er gode kunder , +andre er besvogrede med rige folk , men det er nogle +snurrige karle , doch , man er nu engang her i landet +og spiser landsens brød , so man må lade , som man +mede de danske mennesker . +Hvordan ? før jeg tro mine egne øren ? det er jo +en fuldstændig forvandling . De siger , de må lade , +som om de elsker de danske ? De , som lever og ernærer +dem her i landet , elsker de ikke det land , der +føder , beskytter og opholder dem ? + +gu gør jeg ikke nej , jeg er en tysker ; elsker de +måske Danmark ? +Om jeg elsker det ? Ja som himlens salighed , søm +mine øjnes lys , som barnet modermelken . Hvad +jeg er , skylder jeg ene dette land , de må have afskyelige +tanker , siden de kan tvivle derom . +Bravo , deres exenllence ! sådan skal man tale , +når nogen hører derpå , men unter uns er det ikke +umagen været vi kende hinanden , vi er begge tyskere +og begge coifeurer , de pynter statens hoved , og jeg +coifeurer hovederne i staten , und meiner sele , det +er en slechter coifeur , som ikke lader noget af kundernes +pomade hænge ved fingrene . Hæ , hæ , hæ ! +Uforskammede , pak sig øjeblikkelig ud af døren , elle +skal jeg kalde på en tjener ? +Lad mig tale , deres excellence ! +Ud med sig , siger jeg ! +Kun et ord ! +Nej , ikke et ord af denne væmmelige fortrolighed +og kjæltringeagtige snak ! bort på øjeblikket . +Dersom de tror at have en måneskinskarl for +dem , tager de fejl ; jeg er meiner sele en ehrlig +tysker , kenst du mir nicht , Johann , ich bin dein alter +schulkammerat aus Halle . +Jeg kender ingen kammerat eller skolekammerat i +eder ; må jeg bede dem om af gå . +Inte hidsig ; det , jeg har af sige , er uhyre vigtigt . +Jeg er den Poul Fritz , som altid kaldtes spitsbuben . + +kan være , men jeg vil ikke have samkvem med +spilsbuber , jeg lader dem kaste ud . +Struensee iler hen til klokkestrengen og havde allerede +fat i den , da Henrici sagde ; +for dronningens skyld må de ikke ringe — jeg +råder dem , lad det være . +Nævn ikke et navn , som i er uværdig og uberettiget +til af nævne . +Hvis i ringer , er dronningen dødsens . +Struensee slap klokkestrengen og blegnede ; han gik +tilbage til Henrici , så mørk og truende på ham og +sagde : tror du usling , af du kan skræmme en tro +statstjener med et skræmmeord ? Dit liv er i min +hånd , lyver du , skal du straffes hårdt . Forklar +dig , hvad er meningen . +Meningen er den , af jeg er en spitsbub , og af der +er flere som jeg . Den ene hånd vasker den anden , +deres excellence siger , at de har mit liv i deres +hånd . Det er en smule overdrivelse , thi der skal +lov og dom fil , men jeg , hr . Minister , jeg har +dronningens liv i min hånd , og jeg skal straks bevise +det . +Gud forbyde , at hendes majestæts liv eller skæbne +skulle berøe i så forvorpne hænder ; men tal , siden +følger straffen . +Belønningen , hr . Minister , det er jeg vis på . Thi +på vejen fil fængslet kan jeg styrte jer og dronningen +i skam og ulykke . + +nævn ikke dronningen på så oprørende måde , +eller jeg hugger jer ned på stedet . +Hug man meck . Alting er opskrevet , jeg vil blive +martyr og mine børn adlede . Men i vil komme +på skafottet og dronningen jages væk . +O , gid jeg kunne tilintetgøre den spitsbub med et +blik . +Hvad kunne det nytte , når der dog er skriftlige +beviser ? +Tal tydeligt , at jeg kan forstå jer . +Det skal jeg , excellence . Men først må de gå +il vinduet for at se , at samtlige oldermænd vente +på mig nede i slotsgården måske , er oldgesellerne med ; de gå ikke førend jeg kommer ned . Seer de dem ? +Nidding ! +Deres excellence er meget splendid , thi for hver gang +de regalerer mig med et skældsord , bliver jeg +dyrere og dyrere . +Tal og lad mig vide , hvad det er , som de så +forblommet taler om . +Det skal jeg , meiner sele , hør så vel efter . Bi +ere lykkeriddere begge to , de og jeg . +Hvad vedrører det dronningen ? +Uhyre meget , alt for meget ; vær blot tålmodig og +lad mig snakke . +Vær kort og hurtig . +Vi er begge komne op til Danmark , men lykken + +er lunefuld — jeg har skidt som en besk for min +kære kone og de velsignede børn — min kone er en +søster til oldermanden , og han er igen svoger med +tømmeroldermanden og andre honeratiores . +Til sagen , om jeg må bede . +Mutter , sae jeg , det kan ikke blive til noget på +den maner . Vi må tilveirs . +Hold dem til sagen uden omsvøb . +Nu kommer det . Man taler , siger jeg , om , at +dronningen og Struensee elske hinanden . +Du lyver skurk ! råbte Struensee og greb ham i +brystet . +Skal jeg skrige ? mine kammerater er her straks , men +få er i og hun færdig , og min fortjeneste væk . +Nidding , du vil styrte mig i ulykke og betyde +dronningen . +Gu ' vil jeg ikke nej , hvad fordel havde jeg deraf , +nej jeg vil have noget for at lade det være . Se det +er netop sagen . +Du har gjort fejl regning spitsbub — din djævleplan +ryger i lyset . +Warte , warte , den ryger ikke i lyset , jeg vil ikke +blot sige men bevise . +Det bliver snart morsomt . Skulle det ikke være et +hjernespind , så dåreanstalten var passende . +Det må hr . Doktoren forstå bedre end jeg , men +af hvad slags galskab lider jeg da ? +Af den fikse ide , at jeg skulle elske dronningen . + +det har jeg aldrig sagt . +Ah , du begynder alt at gå fra det . +Jeg har aldrig sagt , at i elsker dronningen , dronningen +har enhver lov at elske , gudbevares , det er +endogså pligt . +Leg ikke med ord , hvad sagde i til mig for et +øjeblik siden ? +At dronningen elsker jer , hr . Minister . +Du vover ? +Ja gu vover jeg det , for hun har selv sagt betog +det kan jeg bevise . +Min gud , hvilken uhyre løgn ! +Jeg er en skurk , en kæltring , en nederdrægtig +Karl , men , såsandt jeg er en ærlig mand , denne +ting er sand og jeg vil bevise det med frøken Amalie +Thott og med tre af mine svende . +Elendige ! og du har vovet at tale med nogen om +sligt ? +Om jeg har ? jeg har ikke bestilt andet i 14 dage +end fortalt det til alle og enhver med alle biomstændigheder +og zusakz , gal måtte jeg ellers være . +Struensee sprang op og sagde : så skal du dø , +usling ! om jeg så skal følge dig 10 gange . Du +skal dø som en majestæts forbryder . +Nå , og så dronningen ? +Ministeren blegnede atter . Han søgte at genvinde +sin fatning og var nærved at fortvivle over den rolighed +og frækhed , som heurici viste . + +her mig blot i fem minuter , så skal alt blive +godt . +Hvormed kan du gøre det godt , hvad du elendige +har gjort . +Jeg både kan og vil gøre det om — imod en +godtgørelse . +En majestætsforbryder kan ikke vente anden godtgørelse end døden . +Døden — godt , men det er ikke mig , der er majestætsforbryder , +det er ikke mig , som er elsket af dronningen . +Vov +ikke oftere at krænke dette navn . +Jeg vover alt , og kan kun købes med guld og +gode ord . +Henrici , det er en forfærdelig straf , der venter +dig . +Det vil jeg se først , i mit liv ligger dronningens +ære bevaret , meiner sele ! +Bedre og bedre ; var det derfor du udspredte denne +løgn ? +Jeg har udspredt sandheden , og tre af mine +svende , som hørte med derpå , har med ed und +underskrift bekræftet , at de have selv hørt det ; men +når jeg ikke må tale ud , kan jeg ikke sige , hvordan +det gik til og heller ikke forklare , på hvad måde +jeg kan gøre det om . +Hvis du kunne gøre din sladder om , ville +jeg — + +det kan jeg , hvad vil ministeren så give mig ? +Forklar spist , jeg skal tale siden . +Nuvel . For 14 dage siden vare jeg og mine +svende tilsagte for at coiffere til hofcomerien . Alle +hofdamerne skulle sættes op ; der var nok at gøre +for fire , for de agerede jo alle sammen i hofcomedien . Først måtte vi vente i den lange gang i +hoffheatret bag coulisserne , og der så vi dronningen +og frøken Amalie Thott gå arm i arm ind i +et påklædningsværelse for at iføre sig deres dragter . +Af nysgerrighed trak jeg det yderste gardin til side . +Uforskammede ! +Vær blot rolig , exellence , jeg fik ikke noget at se +for det gardins skyld , som var indenfor . +Ah ! +Men høre kunne jeg desbedre , fordi de to trækruder +slode åbne . Jeg kunne høre hvert eneste ord , +der blev talt indenfor , endskønt de talte med dæmpet +stemme , men omklædningsdivanen stod lige under +ruderne . Først talte de om giftermål , og dronningen +lykønskede frøkenen eller comtessen til en +lykke , som millioner ville misunde hende . De talte +om en Greve , men hvilken Greve de taite om , kunne +jeg ikke straks forstå , da brister dronningen lige med +et i gråd . Mine svende bemærkede at jeg lurede , +og kom ligeså nysgerrige , som jeg , hen for at lure . +Dronningen hulkede , så en sten måtte røres , og +frøkenen gav sig da også til at græde og sagde : + +dyrebare Mathilde , jeg vil ikke gifte mig med ham , +det vil gøre dig ulykkelig , thi — du elsker +Struensee . +Ja , jeg elsker ham — som englene elske hinanden +i himlen . +Straks tog jeg mine svende i ed , at de havde +hørt dronningen sige , at hun elskede Struensee ; himlen +og englene lød jeg naturligvio udenfor , thi de +sidste ord havde de ikke hørt for gråd . De blegner , +hr . Minister , confronteer mig med dronningen og +frøkenen , det er sandt hvert evige ord . +Og således forvansker du Nidding den reneste +tanke . +Hvor ren tanken er kommer ikke mig ved , jeg er +kun en simpel mand , men jeg kan dog indse , al når +hun ikke elskede dem en smule mere , end englene +elske hinanden i himlen , så behøvede hun ikke at +hulke og græde i sin venindes arme , fordi denne skal +giftes med dem . +Afskyelige menneske , du ved at opstille formodninger , +djævelske som du selv . +Det er meget godt , at de kalder mig en djævel ; +hør nu , om jeg fortjener navnet ; stop ! sagde jeg , nu +skal skolekammeraten holde for , han kom op ved et +ord af kongen , jeg kommer op ved et ord af dronningen , +min lille lobby skal blive lykkelig . +Men behøvede du derfor at udbasune det i byen . + +hvad var det ellers , når det ikke var et farligt +rygte ? +I hvad øjemed ? +Har ministeren og dronningen ikke fjender , gik +der ingen rygter , vakte det ikke opmærksomhed , +fik fjenderne ikke lysk til at caballere , og +når fjenderne ikke havde lyst til at caballere , +så stod jeg mutters alene . Nu derimod , tager +ministeren fat i mig , så har jeg et mægtigt +parti , som skytter mig — o , jeg behøver +blot — — +nok , uskyldsmvrder ! din plan er alt for godt udtænkt . +Du sagde , at du vidste et redningsmiddel , +nævn det , og sig , hvad du vil . +Endelig forstå vi hinanden . Redningsmidlet er +så let som fod i hose . Når vi er blevne enige , +sådan som jeg kalder rigtig enige , indskiber jeg mig +til Halle , min fødeby , med min tobbi og min kone +— det Beest — , lige meget , jeg rejser hjem til hannofer og skriver en ydmyg ansøgning om tilgivelse , +fordi jeg for betaling af dronningens fjender havde +ladet mig forlede til at udsprede en løgn om dronningen +og lokkede mine svende til falsk ed og unskrift . +Jeg forpligter mig til at skaffe deres tilståelse , +ligeledes med ed , at de have lejet og er forførte +af mig — er det få godt ? +Gøre godt , hvad du har forbrudt , kan du ikke , + +men at det er en tålelig udvej , om end noget djævelsk , +nægter jeg ikke . +Nå , herre gud ! man kan ikke alle elske som +englene i himlen , især når man ikke har råd +dertil . +Struensee rejste sig og gik i dybe tanker længe +frem og tilbage . Beklemte sukke stege ham nafvividende +op af hans bryst . Han mumlede nogle uforståelige +ord , som Henrici trods al anstrengelse og +lytten ikke kunne hyre . Brystet bevægede sig som en +blæsebælg , tårer stod i hans øjne , han kunne på +engang af raseri og fortvivlelse kaste sig over den +rolige , beregnende skurk , der stod i hans nærhed , og +døg kunne han i al hans smerte og harme ikke andet +end tilstå , at der midt imellem disse grusom +skarpe torne lå en duftende blomst , som henrev +hans sjæl til lykke , om den end var smerteblandet +og fuld af håbløshed . Omsider blev han slående +foran Henrici . Hans ansigt var bleven askegråt . +Han så ud , som om han havde rejst sig af graven +og var bleven vækket af domsbasunen . Flere gange +ville han tale , men tungen nægtede ham sin tjeneste . +Endelig slap en lyd ud over hans læber . Det +var det næsten uforståelige ord : hvormeget . +Et andet menneske ville ikke have forstået ham , +så utydeligt var det og så hemmelighedsfuldt gled +det over hans læber , men Henrici forstød det , han + +havde ventet på del næsten et quarteerstid og han +svarede derfor ganske roligt med ligeså dæmpet , +søm fast stemme : +en million ! +En million ? raser du ! brølede Struensee , en million , +du spøger skurk ! +En million — uden spøg , meiner sele , en million +for ramme alvor . +Troer du , jeg er millionair ? +Har i da ikke statskassen at tage af , er det ikke +til majestæternes tarv , hvem skylder i regnskab ? +Vil du at jeg skal stjæle af statskassen , for at +tilfredsstille et djævelsk uhyre . +Tag hvor i vil , mig er det lige meget . +Du er vanvittig . +Det får i mig aldrig til at tro , mine indfald +ere ikke så tossede . +Jeg spørger dig , hvorfra skal jeg tage en million ? +Spurgte Struensee . +Gift jer med Cathrine , sælg curland , red dronningen , +og skaf mig og lobby ind i adelstanden . +At forlange sligt for en storartet løgn . +Det er en kongelig løgn , og den er mange +millioner værd . Tager i det mindre nøje , da +kan i redde alt , og siden gøre hvad i vil . Struensee +— er i kommen over den afgrund , jeg har +lagt , da kan i uskadt komme ovor enhver anden +uden ulejlighed . Kongen vil få tusind gange mere + +tillid end før — han dør imidlertid , i bliver regent +— et cetera — alt for den samme million . +Vig fra mig frister ! +Ja eller nej ? nu bliver jeg snart ked af det . +Jeg vil ikke gøre en niddingsdåd , for at forgylde +din løgn , om du havde tusinde liv , skal du før +miste dem , end jeg ffulde vanære mig . +Strenge hr . Joseph . I stoler på at potiphars +hnsiru ikke skal få sit rette navn ? +Nidding , et ord som dette endnu — og du er +dødsens . +Lad os tale rolig om Tingen . En minister som +Bernstorff eller Schimmelmann ville ganske simpelt have +kastet mig i fængsel . Han havde med embedsmine +ladet mig domme , kagstryge , kappe hovedet af . Det +kunne i også gøre , hvis i ikke forrådte jer selv +og dronningen , men i gør det ikke , thi dronningens +ære er jer mere værd end alle jordens millioner +— og jeg forlanger kun en eneste af dem . Hr . +Minister vær dog rimelig . +Hør mig , Henrici , min sjæl er i oprør , det er +sandt , at jeg gruer for at se dronningen draget ind +i den muddergrøft , du har gravet med så megen +snedighed ; jeg vil også gøre hvad jeg kan , for at +forebygge en yderligere skandale , jeg vil , så vidt det +lader sig gøre , opfylde store fordringer , men stjæle +kan jeg ikke , det er umuligt . +Og gifte Catharine , går vel heller ikke an ? + +“ Jeg hverken kan eller vil gifte mig — +thi ellers ville hun igen briste i gråd . +Tie usling . +Nå , min gode mand , hvad vil i da gøre ? +Henrici , jeg ejer intet selv , gud ved , at jeg har +ført statens midler så vel og nøje , at jeg rent +har glemt mine egne sager . Hør da , og om du +vidste , hvad det koster mig — jeg vil for første gang +begå en uret af hensyn fil atforebygge en anden og større +uret , den mod dronningen , der er uskyldig og bør være det . +Nu vel , jeg vil høre eders forflag , kom så frem +dermed . +For at frelse uskyldigheden fra fordærvelse og ufortjent +besudling , vil jeg give dig et embede , et embede +med store indtægter , og det halve af mit årlige +gehalt vil jeg skyde fil . +Hvad vil i gøre mig fil ? +Jeg rødmer ved at sige det — jeg vil gøre dig +fil rådmand . +Rådmand ? Det er ikke meget — desuden jeg må +jo bort herfra — når det skal due noget . Nej , +rådmand duer ikke . +Har du intet hjerte , er der ikke en streng i dit +bryst , som kan anslås for fornuft og menneskelighed ? +Tilbagekald beskyldningen , og jeg skal nedlade +mig til at takke og velsigne dig . +I rører mig til medynk , men millionen må jeg +have enten på den ene eller den anden måde . + +du fremturer endnu ? Du ved , at dronningen er +uskyldig og vil dog fremture i dit niddingsværk ? +Godt , lad komme hvad der vil — jeg skal vise dig , +at jeg har magten . Pinebænken har jeg asskaffet , +men for din skyld , og til din forbedring skal jeg +indføre den på ny . Torturen skal nok bringe dig til +betænkning siden mine bønner og tilbud ikke kunne +det . Jeg selv skal diktere dig sandheden . Du , +som på engang er en bøddel og et menneske skal +lære af bøddelens umenneskelighed at give uskyldighed +og dyd sin ret . Jeg lader dit kød sønderflænge , +ikke i fængslet , men her i min stue , her for mine +øjne og når du ikke kan mere , skal jeg brænde og +pine Tobby her for dine øjne . På skafottet , på +stejler og hjul skal du komme , for af man kan se , +hvorledes jeg straffer niddinger i Danmark . +Ved disse ord gik Struensee med hurtige skridt +hen til klokkestregen og ringede heftigt . +Exellence , hvad gør de ? +Min pligt . +Kammertjeneren trådte ind . Han så spørgende +på sin herre . +Hent fire håndfaste folk herind . +Hr . Minister , jeg tilbagefalder alt , hvad jeg har +sagt , skån mig og jeg skal skåne andre . +Før denne Karl til pinebænken , han er en grov +misdæder ! og lad øder hurtigt komme . +Nåde , råde , deres exellence , se jeg knæler , jeg + +bønfalder dem om nåde , lad tjeneren gå , jeg +skal ikke oftere bringe dem i vrede — befal , og jeg +vil uden opsigt gøre alt , hvad de befaler . +Endelig ! Så kan du gå , men vær tilrede , når +jeg kalder . +Tjeneren , til hvem de sidste ord vare sagde , gik +med et langt forundret blik , thi han havde endnu aldrig +set sin herre i en så oprørt sindstilstand som nu . +Da tjeneren var gået , blev Henrici endnu liggende +på knæ , og stammede nåde ! medens han stadigt +skelede til døren . +Rejs dig ! +Henrici adlød , men han var ikke så veltilmode +søm i begyndelsen af sammenkomsten . +Endnu har aldrig nogen forgæves anråbt mig om +nåde ! sagde strnensee med værdighed . Jeg kender +imidlertid dine rænker , og vil hjælpe dig i dine +gode fortsæt . Du vil altså tilbagekalde din bagvaskelse , +og tage ud over grændsen ? +Ja ! +Godt , der skal nok blive sørget i udlandet , for dig +og dine . Omvend dig , og lad sandheden have sin +ret , gør du det , skal du aldrig mangle . Øver skal +sørge for dig og familie ; men vil du med din +slangebråd skade nogen , der er for højt stillet for +din ondskab , da ved dig . Jeg håber imidlertid , +du er fornuftig . Inden fireogtyve timer må du +være ude af landet . Opfører du dig ordentlig , skal + +jeg være gød imod dig . Gud hjælpe mig for +resten . +Tak exellence , tak ! +Henrici trak sig med et lurende , omskabsfuldt blik , +langsom og krybende tilbage til døren , men da han +var udenfor , skar han tæuder og munlede sagte : +fordømte helvedsbrand , jeg troede , at jeg kunne imponere +ham , nu kan jeg kun gøre ham ulykkelig , men +det er dog noget . +Min gud , min gud . hvad er her dog at gøre , +sukkede strnensee . +Øder trådte ind og nærmede sig bekymret . +Her må være forefaldet noget vigtigt . Deres exellence , +hvad er her dog på færde . +Skrækkelige ting , højst forfærdeligt . En Nidding +har vovet at plette dronningen ved løgnagtig tale . +Hvorledes skulle vi nu redde hende fra ond omtale . +Bagvaskeren er hofcoiffeuren , en af disse oldermænd . +Lad ham fængsle . +Nej , nej , så får klafferen luft og skadefroheden +slår ud i lys lue , laugene ville irriteres , de tro +på den skændige bagvaskers uskyldighed og ville forlange +ham udleveret . +Hvad vil de da gøre ? +Han har selv angivet midlet , han må bort fra +landet , hjemvises efter at have givet dig en fuldstændig +erklæring . Du , redelige øder , må skaffe +mig penge til hans rejse og underhold , jeg skammer + +mig ikke for at tilstå dig , at jeg selv er uden +midler . Skaf mig lånt en 10—12 , 000 daler , som +jeg kan tilbagebetale med noget vist årligt ; giv ham +det og sørg for , at han forsvinder så snart han har +skrevet erklæringen . +Pengene skulle stå til tjeneste om 1 time , endeel +har jeg selv , resten låner jeg hos gode venner , +Guldberg måske . Men tilgiv , var det ikke bedre at +ignorere , hvad slig usling gør og siger . +Ellers jo , men ikke i dette tilfælde . Der gives +ting , som alle tro , netop fordi det er utroligt , og +og når det er interessant sladder , troes alt . +Er det så lige sandt ? +Den farligste sladder er den , der drejer sig om +toilettet ; man vil så gerne se sin næste blottet , at +en løgnagtig fortælling derom interesserer mere end +den alvorligste kjendsgjerning . +Så vil jeg ile med at udrette , hvad de har pålagt +mig . +Jeg er syg — lad audiencen hæves , bed dem +komme igen . +Kan jeg forlade dem nu ? +Gå kun , jeg er svag som et barn , aldrig var jeg +svagere . +Bliv ikke syg , hr , Greve — de har styrke behov , +de må vise dem med smilende åsyn i aften . +O , i aften , dette hofbal , at smile , når man er + +fortvivlet , at courtisere sine fjenders allierede — øder , +lov mig et . +Hvis jeg kan ! +Du kan det , lad dig aldrig overtale til at blive +minister , vær hvad du vil , kun ikke magthaver , ikke +minister . +Det lover jeg . Vær så blot rolig . + +niende kapitel . +Sympattier . +Struensee kastede sig ned i sin stol , skjulte sit ansigt +i sine hænder og blev længe siddende således , +idet han sagde hviskedee : +det skal , det må blive anderledes . +En svag , umærkelig raslen af en silkekjole lød i +værelset , men den bedrøvede mand lagde ikke mærke +dertil . +Det var dronningen , der kom for at konsulere +ham . +Da hun så ham i denne stilling , betragtede +hun ham med spændt , bekymret mine og spurgte sig +selv : +er han syg , eller hvad fejler ham — gid jeg +kunne hjælpe ham , dog nej , ingen svaghed — han +har kastet handsken — velan , lad os være fjender , +så har jeg da ikke en eneste ven mere ved dette hos . +Excellence ! +Struensee sprang op , men de sidste ord , der var + +gledet over hans læber , medens han troede sig ene , +var de to ord : ulykkelig kærlighed . +Min svigermoders ord , sukkede dronningen sagte , +så er gåden løst — altså en virkelig fjende , nu +vel , han skal træffe mig på krigsfod . +Min nådigske dronning , de her ? +Tab ikke fatningen , hr . Greve , det er kun mig — +de ventede måske andre ? +Deres majestæt , jeg ventede ingen , thi jeg er meget +lidende . +Det glæder mig . +Hvorledes , deres majestæt glæder sig ? +Har man ikke grund til at glæde sig over sine +fjenders lidelser ? +Så deres majestæt tror , at jeg ikke er deres +hengivne tjener ? +Jeg ved , hvad de vil sige , jeg har ingen ret til +at blande mig i deres private og geheime sager . +Det er sandt , det er heller ikke derfor , jeg ulejliger +dem med min nærværelse . Jeg kunne dog måske +med et skin af ret beklage mig over mangel på +hensyn og ærbødighed — forsvar dem ikke , det er +forgæves . Jeg undskylder dem , deres mange forretninger +levne dem ikke tid , hvad magt ligger der +også på mig , på os og vort kongelige hus , og +jeg må overlade dem og deres af alle høiroste +takt at gøre , hvad der er passende — om de forresten +finder , at en næsten meer end fjendtlig kulde + +er passende imod den regerende dronning , men en +ting ved og kender jeg , og det er min rettighed +som moder , min værdighed som ttronens bisidderske , +og den har de trådt for nær , min herre . +Nådigske dronning ! +Dronning er jeg , hr . Minister , men jeg er ikke +nådig , mindsk mod dem . Deres ligegyldighed seer +jeg på med ringeagt , men hvormed fortjener jeg , at +de lader deres vrede gå ud over min stakkels søn , +min Frederik , et uskyldigt barn , skal han undgælde , +fordi hans moder har pådraget skg hr . Excellencens +mishag ? +Deres majestæt bedrøver mig og gør mig uret ! +Uret — o gid det var så — men desværre . +Hvorover klager min nådige dronning , jeg aner +ikke grunden til flige unådige mringer ! +Det skal jeg sige dem , hr . Greve , jeg har taget +fejl af dem . Dengang kongen , min gemal , udnævnte +dem til cabinetsminister , burde han have fritaget +dem for at være kronprinsens hovmester . +Det er min høje dronnings mening ? +Dengang takkede jeg ham i min forblindelse , jeg +troer endog jeg takkede dem , hr . Greve , mest nu behandler +de Frederik som en Bondes barn , ikke som +en født ttronarving . De befaler , at han skal gå +med bare ben i streng kulde , tyndt klædt i hård +frost . Daglig må han springe i et toug som soldaterbørnene og lære med nøjagtighed 2 store penser , + +imorges har de ladet ham vente 2 timer med sin +tarvelige frokost , fordi han havde glemt hvormange +mil der er til Norge . Min hr . Greve , de er både +hård og grusom . +Hvis min undersåtlige ærbødighed , høje dronning , +skal kaldes kulde , så er jeg strafskyldig og +trænger i så henseende til tugtelse eller til ovcrbærejse , +men jeg må forsikre på det helligste , at deres +majestæt ikke desmindre ikke har en mere hengiven +person ved hoffet end netop deres ringe tjener . +Jeg foruretter dem altså , hr . Greve . +Ja , deres majestæt , og jeg er himlen taknemlig +derfor . Gud ved , om jeg elsker kronprinsen af al +min sjæl , men netop fordi jeg elsker ham , netop +fordi han er min konges og min dyrebare dronnings +søn og to rigers arving , må jeg uddanne ham til +en mand , stærk på legeme og sjæl . Jeg bør være +streng , min dronning , for at prinsen ikke skal blive , +hvad man så let bliver ved et yppigt Hof , en dorsk , +livslede lediggænger . Jeg styrker hans legeme og +hans ånd ved at hærde begge , thi den , som ikke er +et sundt , kraftigt menneske , kan ikke på en sund og +kraftig måde regere menneskene . +Fuldkommen sandt , men alt med måde . +Deres majestæt tænker på den forsinkede frokost . +I dette punkt bør de imidlertid ikke dømme som +moder , men som regentinde , som dronning ; jeg har +straffet Frederik , ikke fordi han ikke kunne sine penser , + +men for at han i tide skal indprente sig , at en vordende +konge altid må vide , hvor nær et af hans +kongeriger er ham . Min elev må frem for alt være +nøje kendt med de geografiske forhold i hans arvelande . +Men +de nøgne ben , hr . Greve ? +Jeg styrker ham ved legemsøvelser og ved ikke af , +at forvænne eller forkæle ham . En bondesøn har +ikke mere ret til at være sund og stærk end en kongesøn ; +på hin beroer en families , på denne millioners +velfærd og existents . Med hensyn til klædedragten +beder jeg deres majestæt betænke , hvor kraftige +og stærke deres landsmænd bjergskotterne er ; +se hen til clanerne , prinsen går klædt som disse , +fordi jeg ønsker , at han som disse skal have mod og +styrke og opnå en høj alder . Men , deres majestæt , +har mine bestræbelser mishaget dem , har det +vakt deres daddel at barnet fra et forkælet forknyt +barn er bleven en kæk , rask , resolut dreng , så vil +jeg med smerte , da jeg seer at jeg har forspildt +deres nåde , renoncere på den hæderfulde hovmesterpost . +Mathildes +strænghed var under det sidst fremførte i +enhver henseende formildet . Et venligt smil , fuld +af godhed , majestæt og ynde , for hen over hendes +skønne ansigtstræk , som solen , over en blomstrende +eng . Hun så på ministeren med mildhed +og sagde : + +nej , Struensee , der var ikke således ment . De +forstår så fortræffeligt at plaidere deres sag , at +jeg må byde dem oprejsning i de ord : jeg har +taget fejl . Det er kun omhu for min son , der leder +deres handlemåde , og ikke sandt , han elsker og ærer +dem derfor ? +Ja , det er sandt , det er min lykkeligste time , når +han sætter sig på mit knæ , tager mig om halsen og +siger : min kære mester Struense . +O , ikke sandt , så nyder de en forsmag på famileglædernæ +— en lykke , de jo snart skal nyde i +virkeligheden ? +Et umærkeligt suk hendøde ved disse ord på hendes +læber . +Jeg tror dog ikke . +Hvorfor vil de negte det — har jeg ikke hørt at +de gifter dem ? +Nej , min dronning , aldrig , aldrig . +Ikke ? virkelig ikke ? spurgte dronningen med strålende +mine , men hvorfor skulle de ikke ville gifte +dem ? +Lad mig tie derom . +Det forekommer mig døg , at Amalie er elskværdig +og god , hun fortjener vel at blive lykkelig . +Tilvisse , men jeg elsker hende ikke , og agter hende +for højt til at ægte hende under slige vilkår . +Ah , de elsker en anden , måske en uværdig . +Min dronning . + +jeg nævner ingen , men jeg har nok bemærket , at +der bejles til dem , og at de ikke er uimodtagelig +for smægten og sukke , selv om de stamme fra en +ældre høst . +Deres majestæt er på vildspor . +I dette tilfælde ikke , o , hvor det er ynkeligt , når +en overmoden coquette skikker et mandigt hjerte i +brand , som en brændestabel ved en artilleriøvelse , +stakkels mænd , i er døg kun marionetter . +Det kan være sandt i mange tilfælde , men jeg +-smigrer mig med , at det ikke er tilfældet med mig . +De rødmer ved at tilstå en flig svaghed , hr . +Greve , de er ingen iisklippe — de har et hjerte , +ligesåvel som alle andre , de har kun ikke tid til at +følge hjertets tilskyndelser . De er desuden statsmand +— den unge pige , der ville skatte sig lykkelig +ved at dele livet med dem , bemærker de ikke , men +da de føler noget vist uforklarligt , så tænker de +genstand er genstand , lidt ældre eller lidt yngre , +hvad gør det til sagen . +Og således dømmer de , min dronning ? +Har jeg måske uret ? Den angre kan jo ikke +gøre Cour til en mand , men alderen har sine privilegier , +en ophøjet stilling sine store fordele . Måske +er en kærlighed , der ikke tåler lyset ved sin +hemmelighedsfuldhed også mere tillokkende , end den +åbenbare . +Jeg forstår aldeles ikke deres majestæt ! + +de vil tvinge mig til af tale rent ud — nu vel , +jeg har bemærket min svigermoders yndest hos dem , +hvarlor ikke ? De er bedre end Rankzau , jeg kan ikke +vrage hendes valg ; men dem kan jeg dadle . De +bør erindre hendes høje stilling , og glemmer hun , +hvad hun er sin høisalige gemal skyldig — så bør +de erindre , af ved af trodse hendes villie , ved med +et ord af gifte dem med Amalie må hun lære af +indse — +miskend mig ikke , min dronning ! +Jeg ved nok , det er ikke deres skyld . Hun har +forfulgt dem med sine gunstbevisninger , med sine +smægtende venskabs- og hengivenhedstegn i to år . +Nu er de indspundet ; ved af gifte dem , frygter de , +af dragen skal spye ild , og de har ikke mod til +som en kæk ridder at fælde den . Har hun ikke +søgt lejlighed til , dag for dag at møde dem og +drøge dem til sig , for at de skal glemme , at de elskes +af et ungt oprigtigt hjerte , af — af en pige +som Amalie Thott . +Om de gør den , som deres majestæt taler om , +uret , ved jeg ikke , men mig behandler de ikke retfærdigt +i dette fald . +Men hvad er da grunden er ikke , når den det ? +Jeg seer kun en ung pige forsmået , fordi en sminket +levning fra middelalderen fordunkler hende med sine +kunstige blomster og glimrende diamanter . Det er +den blide vårsol , der overtrumfes af ilden fra en + +spruttende smede-esse , kærminden blegner før blomsten +af en pralbønne . Jeg er i en nydelig situation , +thi de to fjendtlige magter , der kæmpe om forrangen +eller besiddelsen af deres hjerte , slå mig meget +nær , den ene er min ømmeste veninde , og den anden +— min kærlige svigermoder ! +Min dronning ! Ingen af dem . Mit æresord , +mit liv sætter jeg på , jeg elsker ikke enkedronningen . +Øe elsker hende ikke ? De sværger ved deres liv og +ære — så må jeg tro dem . +Ved disse ord gled et lykkeligt smil hen over Mathildes +skønne ansigt . Hun rakte Struensee hånden +og sagde med en inderlighed , der næsten bragte ham +ud af fatning , så tilgiv min heftighed — jeg har +gjort dem to gange uret i en time — men , vedblev +hun , idet en sky atter gled hen over hendes høje +kongelige pande , elske gør de dog — det har de +heller ikke modsagt — hvem ? Altså gifter de dem +med — med Amalie Thott ? Hvordan ? fortsatte hun +oprømt , heller ikke hende ? De ryster på hovedet , +gådefulde mand , deres hjerte er ikke koldt , disse +øjne kunne ikke lyve , skønt øvede i at lystre deres +herre , flamme de som vidne om , at der skjuler sig en +ild , en hellig ild i husets helligdom ? +Jeg elsker kongen , fædrelandet . +Ret vel , men det slags munkeordner eksistere ikke +mere , man kan elske begge højt uden derfor at forsværge +at gifte sig . De er utålelig med deres tanshed , + +jeg troede at have krav på deres oprigtighed . +Hvem det så er , der er deres genstand , jeg vil vide +det , jeg . Deres dronning , befaler dem at sige +mig det . +Det tør og skal aldrig komme over mine læber . +Ikke hende og ikke hende — de gifter dem aldrig +— Struensee , kan de se mig bede dem forgæves , +lad mig være deres fortrolige , jeg skal ikke misbruge +det , jeg skal gemme det så tavs , som de — de +trækker på skulderen , så lidt værd har jeg da i +deres dine , at de nægter mig en oplysning , der +interesserer mig så meget ; lige tavs . Bed hun det +da ? har de nogensinde givet hende det tilkende ? aner +hun ikke sin lykke , o , jeg kunne græde af glæde på +hendes vegne ; har de aldrig ved ord , tegn eller +mine gjort hende fortrolig med deres følelser ? +Nej , min dronning , thi jeg elsker ikke som andre +elske , jeg fordrer ingen gengæld , jeg ønsker det ikke +engang , jeg ville blive forskrækket ved det fjerneste +håb — og er lykkelig ved at tilbede i ærbødig afstand . +Hvormeget +ligne vi dog hinanden , Struensee . Platonisk +kærlighed , ja det er også min tro , at den er +jordlivets højeste lykke . Ak , også jeg har et hjerte , +som ikke er lukket for kærligheden . Jeg kom hertil , +endnu kun halvt et barn , men sand hengivenhed besjæledæ +mig . Jeg knyttede min skæbne til kongens , +men jeg mødte kun kulde , kun sjældent og kun ved + +deres hjælp ydedes mig en følelse , der mere var +godhed end af dybere oprindelse . Ikke en sjæl fandi +jeg , som jeg kunne skøtte mig til , ikke et hjerte , der +ganske sympatiserede med mit . Min gemal sank dag +for dag ned i apatti og ligegyldighed , der endte med +næsten uafbrudt åndssvækkelse , hvoraf lune , vrede +eller stærke pirringsmidler kun af og til kunne vække +ham . Jeg , kongen af Englands søster , forgudet a +mit folk og af alle mine , sank derved ned til et til-f +sideskudt menbel , jeg blev en fremmed ved et fremmed +Hof . Min svigermoder hader mig , fjendske blikke +møde mig overalt , thi alle bejle til hendes gunst , +og at vise mig kulde og ligegyldighed er den beske +adkomst til hendes bevågenhed og formanende venskab . +Hun har herredømmet ved vane , ved kunst og +ved list . Jeg er en fremmed fugl i et gyldent bur , +troer de så ikke , at også jeg forstår at gemme +dybt , dybt herinde et hjertes følelser . +Men de har en søn , deres majestæt , og en elsket +datter , søm vil besvare deres hjertes klager , de har +en søn , for hvem de må våge og være stærk — +det er moderpligt — glem det ikke , for ham må de +gemme al deres kærlighed . +Ak , hvad kan jeg stakkel gøre for min søn ? +De kan gøre alt , de kan leve for ham . Tø riger +tilhøre ham , Sverrige fattes en ttronarving , også det +kan snart tilfalde ham . 3 kroner slå endnu i det +danske våben . + +de tror på et forenet Norden og under min syn +Frederik ? +Bliv de for ham , hvad Margrethe ville være for +sin søn . +Det tillod » in Broder aldrig , og har jeg kraft +dertil ? +Vi formå ikke at flue ind i tiden— at se fremtiden +i sin fulde klarhed blev det dødelige øje i almindelighed +forment , men undertiden trænger dog et +profetisk blik bag det dunkle forhæng og trænger +gennem ideen ind i det helligste . Det hændtes mig +undertiden , at jeg så , hvad der ville ske med +tiden . +Og så de held for mig ? +En dronning vil beklæde Englands ttrone . +Struensee , de gør mig ængstelig , de håber hvad +de ønsker , så sig mig da , hvad ønsker de ? +Mil ønske og mit mål er et kraftigt bolværk +mod Østens barbari , jeg vil et stærkt og et enigt +Norden , en mægtig ttrone — deres . +Og de glemmer , at jeg er kun en kvinde . +De er dronning , de er moder , det vil sige alt , +og det er en værdig genstand for deres kærlighed . +Store mand ! I sandhed store mand , thi tankens +storhed kan jeg beundre , om jeg endog mangler +kraft fil at gennemført den . Men de har kraft . +De er forud for deres tid , gid de må slå fast , +når jeg vakler , gid de må have styrke , når modet + +svigter mig , thi drømme , beundre og henrives ved +det overordentlige kan jeg , men virke selv , dertil har +jeg hverken overlegenhed eller styrke , men jeg har +dem og de er en mand i ordets ædleste betydning . +Min +dronning , jeg var en mand , men nu er min +kraft brudt , jeg resignerer . +De resignerer ? Gud forbyde det — umuligt ! De +vil lade mig og kongen ene ? prisgivne for vore fjender ? +De får mit hjerte fil at isne . +Da jeg kom hid , min dronning , følte jeg mig fuld +as kraft og Iver . Jeg søgte ikke magten , man gav +mig den . Det sindets ligevægt , som dertil er fornøden , +har længe fulgt mig på min dristige reformator-bane ; +ja , jeg før sige det til dem , en forhen +ukendt kraft har opretholdt og styrket mig , så længe +jeg fulgte sandhed og retfærdighed før gud og min +samvittighed . +Det sige selv deres fjender . +Men nu er kraften brudt ; Samson mistede sin +styrke med sit hår , jeg ved tabet af mit hjertes +fred . +Sælsomt ! +Sålænge jeg kunne sige : min gud og min samvittighed ! +Døm mine tanker , mine følelser og idrætter , +sålænge vare de gode engle hos mig , men min +achilleshæl er her — en stemme siger , at det forræderiske +hjerte ikke mere vil adlyde fornuftens bud , + +jeg har dømt mig selv , min egen svaghed har fordømt +mig — jeg er ikke mere , hvad jeg ville være , ideens +fejlfrie tjener . Lad tage sædet , hvem der vil , herinde +er en plet skjult før verdens øjne , men dog en +plet — jeg kan ikke dømme andres pletter — og +viger dommersædet . +Struensee ! jeg , som før var svag , føler styrke til +at sige dem den fulde sandhed . Aldrig så jeg +dem større end netop nu i den af dem erkendte +svaghed . Den , der dømmer sig selv så strengt og +andre så mildt , er den værdigste af dem , der er forhånden . +Tro mig , gud dømmer mildt om de kampe , +den gode villie kæmper med vor svaghed . En større +synder end de , med mere selvtillid og mindre Genie +ville gribe magten og misbruge den ; var dette ikke +sørgeligt ? +O , de kender mig ikke , deres majestæt — fornuften +var min herre hidtil ; ved den formåede jeg at +beherske mig selv og hver uværdig tilbøjelighed . Når +dens magt er knækket , trænge lidenskaberne frem som +indesluttede dyr , der bryde burets stænger . Der er +ikke en brøde eller en last imellem himmel og jord , +uden at jeg nærer den herinde , bølgerne er stegne ud +over lejet og rive den gode villie med sig — forlang +så ikke , at jeg skal blive . +Jeg kender dem nu så ganske ; ikke en tanke i +deres sjæl er skjult for mig , jeg fatter og forstår +dem — og dog , så megen kraft har de tilbage , at + +de kan frelse en sindssvag konge og en hjælpeløs +kvinde med hendes børn fra undergang . Hvis de +har elsket os , så bliv ; gør hvad de kan , bliv og +styrk dem , der er svagere end de . +Umuligt , umuligt ! +Der udtalte de min dom . Når de , den kyndige +styrmand , forlader den synkende båd , kan jeg ikke +blive ; jeg ene ville tynge mine børn ned i den våde +grav ; jeg redder mig måske på en planke til den +havn , hvor min Broder hersker , og overlader mine +børn i himlens varetægt . Men sig et ord , som +kan give mig vished før jeg forlader vraget : har jeg +lod eller del i den ulykke , der ligger i at de nedlægger +magten ? Forklar mig , giv mig vished , og +aldrig skal jeg spørge mere , men sig mig kun denne +gang : hvem elsker de ? +Nej , jeg tør ikke sige det , thi da var min tanke +delt , og denne genstand måtte skye for bestandigt fra +min nærhed . +Og denne genstand ville måske dog være lykkeligere +i ulykken , end før med uvished i lykkens glans . +Struensee , jeg bønfalder dem , jeg foretrækker landflygfighed +for uvished ; sig , at jeg skal fly , hvis min +nærhed er dem farlig ; min forvisning vil da kun +være en længe ønsket salighed . +O , min dronning , Mathilde , så fly ! +Tak , Struense , tak ! sig intet mere ; fra nu af kan +jeg bære alt . + +Caroline Mathilde forlod skyndsomst gemakket , medens +Struensee sank ned i en divan , hvor han skjulte +sit ansigt i de stoppede puder . Store , mægtige , vidtudstrakfe +jord , sukkede han , har du da ikke en plet , +hvor jeg uden vidner kan give hjertet luft i tårer . + +tiende kapitel . +En brådsøe . +Ligeoverfor den dør , ad hvilken dronningen var +gået bort , var en anden dør , der førte til kongens +gemakker . +Det var meget sjældent at nogen fremmed kom ad +denne vej , thi kongen besøgte ikke Struensee ofte i +den senere tid . Denne indgang var imidlertid ikke +aslåset , dels fordi ministeren hyppigt benyttede den , +når han gik til kongen , dels fordi grev Brandt af +og til besøgte Struensee ad denne vej . +Denne dør åbnede sig sagte og umærkelig , og en +høj , noget fyldig dame trådte varsomt ind og så sig +om med forskende øje . +Det var enkedronningen . +Juliane Marie bemærkede ikke Struensee , der med +hænderne for ansigtet lå med hovedet bøjet ned +indenfor divanryggen , og da hun troede sig ene ilte +hun hmtigt med lette fjed hen over gobelins-tæppet +over til den modsatte dyr , lagde øret opmærksomt + +dertil , og da hendes ansigt ligesom udtrykte tvivl , +åbnede hun sagte døren og lyttede med et ubeskriveligt +udtryk , en blanding af indignation , skadefryd +og triumf . +Hun troede sig ganske ene og slog derfor harmfuld +dyren i efter et kort minut . +Struensee sprang op ved denne lyd og så sig +vildt om . +Hvorledes seer de ud , menneske ? spurgte Juliane +Marie forundret . +Jeg er syg , deres majestæt ; hav mig undskyldt , +jeg foler mig meget angrebet . +De seer i sandhed også meget angrebet ud . Vil +de lugte til lidt salt ? +Nej tak , det går over . +Skal jeg kalde på deres tjener ? +Behøvcs ikke , jeg trænger kun til ro . +Lad mig dog hjælpe dem . +Deres majestæt må ikke ulejlige sig , det går +straks over . +Jeg har nogle af dr . Hofmanns dråber hos mig , +tag nogle på lidt sukker , det gør jeg ofte og befinder +mig vel derved . +Nu er det allerede bedre , jeg takker for deres omhu , +nu er det meget bedre . +Struensee gjorde en anstregelse for af rejse sig- men +enkedronningen ilte skyndsomst hen til ham og trykkede +ham ned i divanen . + +Struensee , sagde hun med blid stemme , jeg tillader +på ingen måde , af de rejser dem . En patient +må ikke overanstrenge sig . +Jeg kan dog ikke sidde i deres majestæts nærværelse . +Når +jeg ønsker det , vil de ikke nægte det . +Respekten forbyder mig det . +Tal blot ikke så formelt med en veninde , der fager +sig deres upasselighed nærmere end de tror . +Min høje dronning , de er alt for god , men nu er +jeg fuldkommen restitueret . +Excellence , bliv siddende ; vil de ikke sidde i min +nærværelse , nuvel , så vil jeg også sidde , men der er +noget , jeg må tale om , som ikke tåler opsættelse . +Vil de ikke tage nogle dråber ? +På ingen måde ; må jeg kun åbne et vindue , +den friske luft vil gøre mig godt . +Lad mig da i det mindste holde dem under armen . +Tusind tak for deres omhu , men jeg er nu fuldkommen +rask . +Er de vis derpå ? +Fuldkommen vis . +Hvorledes kom det over dem ? +En svimmelhed , et pludseligt ildebefindende ; o , +den friske luft gør godt . +Det glæder mig usigeligt ; de gjorde mig både +angst og bange . +Formegen ære , majestæt ! + +det er simpel gengæld ; hvormegen omhu viser +ikke de , når jeg er syg . Forkøl dem ikke . +Nu er jeg ganske restitueret , nu er jeg ganske til +deres majestæts tjeneste . +Tør jeg tage dem på ordet ? +Naturligvis , skønt jeg ventede ikke den høje nåde — +jeg kommer netop fra min søn , han var i et afskyeligt humeur i dag ; kan de intet gøre for at opmuntre ham ? +Jeg gør min flid , men statens sager må passes . +Og der er såre meget at tage vare , det har jeg +altid sagt ; de arbejder for meget , de tager dem før +store byrder på deres skuldre . +Jeg gør så meget , jeg formår . +De overanstrenger dem , Greve , i sandhed , de +overanstrenger dem ; gid jeg turde tale ligefremt med +dem , ikke som dronning med ministeren , men som +veninde med ven . +Det er en så stør udmærkelse , en så overordentlig +nedladenhed og nåde — +etiketten til side , de er en syg ben , sæl dem her i +divanen , vi ville skaddre i al fortrolighed sammen . +Majestæt , lad mig kun stå . +Nej det er nu en grille , jeg kan ikke lide at se op +til dem . Sæt dem , jeg ønsker det , således ret vis +a vis . Tør jeg nu tale ligefremt . +Ja , deres majestæt , jo mere ligefremt de taler , +desto oprigtigere kan jeg svare . + +min gud , de gløder jo , de har feber , hånden +brænder — Struensee , jeg er bange , de er alvorlig syg . +Jeg befinder mig vel og brænder kun af begærlighed +efter at erfare , hvad deres majestæt ønsker at vi +skulle tale om . +Det er et lille spørgsmål , jeg vil gøre dem , men +lov mig , at svare mig oprigtig . +Kan min dronning tvivle derom ? +Ja kald dette spørgsmål hvad de vil , men det +piner mig nu engang . Sig mig ærligt og oprigtigt : +hvem var det , der sidst gik ud af denne dør ? +Struensee blegnede og sprang op af divanen , thi +han var ikke fattet på sligt et spørgsmål , og den +bratte måde , hvorpå enkedronningen frembragte dette , +efter et så langt og venligt omsvøb , forfærdede ham +ligesom det overvældede ham . +Deres majestæt ! stammede ham . +Juliane Marie betragtede ham stift og uafbrudt og +tilføjede med sødlig tone den ondskabsfulde , rolige +bemærkning : min gud , forfærder et så simpelt +spørgsmål dem i den grad ; de seer jo ud som et +spøgelse . +Diplomaten greb sig dog snart i den overraskede situation +og søgte nu så godt som muligt at redressere +fejlen . +De har ret , min dronning , spørgsmålet er såre +simpelt ; jeg forfærdedes kun over , at jeg et øjeblik + +troede mig at være arrestant og drømte , at de var +min forhørsdommer . Ville det ikke være forfærdeligt nok ? +Utaknemmelige ! man ødsker venskab på venskab på +dem , og så lader de en vide , at de ville frygte +en venindes dom — +om forladelse , jeg har uret ; men jeg sagde dem , +at jeg var syg og behøvede rolighed . +Den skal de få , så snart de har sagt mig , hvem +det var , som flygtede ud af denne dør et minut før +jeg kom . +Min dronning , feberen er endnu ikke ganske gået +over , thi jeg føler til fulde , at jeg må gøre vold på +mig selv før ikke at falde tilbage i samme illusion , +som før . +Ah , de vil undvige mig . Nu , jeg skal hjælpe dem +så gødt jeg kan . Det var en ung , let , svævende fod , +så let og ungdommelig , at når ikke silkekjolens raslen +var hørt , ville man tro , at det var en sommerfugl , +der var floiet gennem gangen . +Majestæt , jeg ved ikke , hvor de vil hen ? +Jeg vil hen til min svigerdatter ! +Men vejen til hendes majestæt dronningen går +ikke igennem mit værelse . +Ikke ? det lader dog til det , jeg skal adspørge hende +selv . +Ikke et skridt videre , min dronning ! +Hvem vil forbyde mig det ? + +jeg , ministeren . +Med hvad ret ? +Med den ret , hans majestæt kongen har givet . +Har han givet dem ret over min person ? +For det tilfælde , at de vil bibringe kongen eller +dronningen en krænkelse , ja ! +Har de noget skriftligt ? +Ja ! +Nu velan , så benyt deres magt , hr . Minister , +jeg er kun et værgeløst fruentimmer , de er den mægtige , +og jeg lader dem herved vide — dem alene , +at jeg ikke vil tåle nogen rival , ihvem det end er . +Og jeg , hans majestæts minister , siger deres majestæt , +at de skal tåle en rival i den regerende +dronning , thi hun har ligeså stor adkomst til kongens +hjerte som de . +Til kongens , ja gud bevares , det er der jø ingen , +der nægter , men ikke til deres hjerte . +Til mit — hvad er det , de siger — de vover at +troe ? +Se ikke så vred ud , jeg tror intet — og dog — +kender de jalousi ? +Men , min gud , det er jø en forfærdelig supposition . +Ja , +på alles læber er den farlig nok , men her er +det kun en bebrejdelse , thi veres fremgangsmåde +imod mig i mange tider har givet mig grund til af + +troe , af de , når de nu vender mig rygger , er en +troløs og en forræder . +Deres majestæt , glem ikke deres høje stilling . +Det er dem , der bringer mig til af glemme den . +Hvorfor har de i to lange år ladet mig svæve i +uvished , om jeg havde noget værd for dem eller ikke ; +hvorfor har de gjort mit hjerte til en boldt for deres +luner ? Er det min skyld , af de forstår af henrive +enhver kvinde til af glemme sin værdighed ? +Har ikke Catharine af Rusland følt sin afmagt lige overfor +dem ? Nuvel , jeg har vidst , af der gaves +fruentimmer , hvis største lykke bestod i , af så mange +mænd smægtede og fortvivlede for deres skyld — +nu ved jeg , af der også gives sådanne mænd . +Hør mig , min dronning ! +Nej , jeg vil intet høre ; jeg ved , af de vil sige , +vi er hverken hinanden lige i rang eller alder . O , +jeg gør jo heller ingen fordringer , de har selv så +ofte sagt mig , af de gifter dem aldrig , dermed var +jeg tilfreds , jeg er nøjsom , jeg kan lade mig nøje med +nok så lille en part af deres benskab — deres +hengivenhed — men gør med mig , hvad de vil — +jeg tåler ikke , af nogen bemestrer sig dem , jeg har +den ældres ret , de har drevet et spil med mine +følelser , jeg indser det latterlige deri og kan dog ikke +ændre det , men det kan jeg , hævne mig , hvis en anden +gik sejlende bort , hvor jeg må tvinge mig til resignation +og nøjes med måske kun et skin af venskab . + +jeg bmfalder dem , tal ikke således ; jeg beder +dem blot af høre mig . +Struensee , jeg vil hør « dem , men jeg ved , af jo +bedre de taler , jo grusommere vil jeg finde dem . +Majestæt ! De ved , af en ulykkelig kærlighed har +forbittret mit foregående liv . De ved , af jeg aldrig +gifter mig , af jeg nærer den dybeste underdanighed for +dem og jeg vover af sige det , det sundeste venskab +for dem . At flere have yttret og tilkendegivet mig +noget mere , er visselig ikke min skyld . Jeg holder +mit løfte , venskab for alle , kærlighed for ingen . +Lad derfor det udtalte være glemt på begge sider , +intet nag , ingen hævn , ingen lidenskab og mindst af +alt jalousi , thi ikke blot er jeg for uværdig og ringe +til at være genstand for skigt , men jeg ved , at jeg +intet har gjort , der kunne berettige til at tro , at jeg +gav nogen større part af min hengivenhed end +andre . +Giv mig deres hånd , de er en ædel , en høihjertet +mand , men de kan ikke selv bedømme virkningen +af deres måde at være på . Jeg vil tro , +at deres hensigt aldrig har været at vække noget håb +hos røgen , men de har desuagtet vakt et sådant +håb hos forskellige — og kan de så forbyde håbet +at yttre sig ? +Min dronning , lad os nu afbryde her . +Hvorfor ? fordi det er en lettelse at give mit arme +hjerte luft . Er jeg da den eneste ? Og har de al « + +drig før hørt , at en enke på fyrgetyve år har bejamret +sin egen svaghed ? +Men når jeg nu forsikrer dem . +Tal de fornuft til et hjerte , det sprog forstår +det ikke . +Tal ikke således , deres majestæt , det anstår ikke +en dronning . +Hvem har lært mig at glemme , at jeg er det ? Har +jeg ikke i tide advaret dem at lege med et hjerte , ja +jeg har endog truet dem med hævn . Men nu , nu +ved de alt for godt , at jeg ikke engang kan hævne +mig , thi de har afvæbnet mig — +majestæt ! +Nej , for dem vil jeg kun være Juliane Marie , det +jeg i virkeligheden er — en stakkels tilsidesat , en +værgeløs kvinde . Ja , Struensee , de er mere end +grusom imod mig , thi for ikke at ægge min hævn , +dårede de mig med den usalige tanke , at de følte +en mere end almindelig interesse og hengivenhed for +mig , og da jeg var fangen i dette næt , først da kaster +de masten og siger : majestæt ! der er for stor en afstand +imellem os . Der bør rejses en skillevæg imellem +os . Jeg bør enten ægte eller elske en anden . +Min dronning , hør mig dog . Jeg er ikke den +skyldige , som de tror , det er vel sandt , at jeg en +tid har søgt at afvæbne deres hævn , men — +o , de tilstår det dog , og skete det ikke ved venflabs- , +jeg kan næsten sige ved hengivenheds- og kjærlighedsbeviser , + +som let egnede sig til at inddysse et +tåbeligt kvindehjerte i indbildsfe drømme . +Ved min ære , det varaldrig min hensigt . +Det troede jeg længe selv , men nu , hvilke ord lod +de dog falde før ; kunne de på nogen føleligere måde +såre mig ? +Men , min høje dronning , de lod til at ville gøre +skridt , som vare uoverlagte og kunne fremkalde et uhyggeligt +røre — +nævn de kun det rette ord l +bilde det ikke have været en forfærdelig hofsfandale , +om deres majestæt var ilet til deres høje svigerdatter ? +Det +ville det — hvis jeg havde gjort det . +Var det ikke deres hensigt ? +Ingenlunde ! +Hvad var da hensigten ? +De vil vide det ? +Ja ! +Jeg ville se og vide , om de elsker hende , eller +om jeg tager fejl . +Og hvilket resultat opnåede min dronning ? +Det sørgeligste , jeg kunne nå — de nærer så +stor interesse før min svigerdatter , at de uden betænkning +ville opoffre mig , dersom de kun havde valget +imellem os to . +Pligten måtte tvinge mig dertil , kongen er min +herre , kun ved ham har jeg magten ihænde . Røgtede + +jeg ikke min plads sket , ifald jeg tillod , at den regerende +dronning , hans høje gemalinde , krænkedes i hans +eget hus ? +De nærer stadig større interesse før hende end før +mig , med Fløiels handsker trykker de stedse pilen dybere +og dybere . +Tiden vil mildne meget , deres majestæt , det smerter +mig , at de er falden på tanker , som min underdanige +stilling forbyder mig at udtale mig om . +Hvorfor ? når jeg nu netop ønsker det , Struensee . +Så turde jeg desuagtet ikke vove det . +Solen tør altså ikke vove at beskinne jorden . +Min dronning , intet om dette , sligt tør en undersåt +ikke høre på . +Altid undersåt og ikke andet . De er faktisk regent , +og jeg , det lod de mig føle før , er deres magt undergiven ; +men ikke blot i denne forstand er det mig , +som ville smigre mig ved at være deles ligemand , +også i en anden . De elsker mig ikke ; nej , gør ingen +indvendinger , de har så godt som sagt det ; men de +ved , at mit liv , mine tanker tilhører dem . De har +et andet , , et grusommere herredømme over mig end nogen +anden . Lad os da tale om og undersøge , om det +endnu aldrig er sket , at en enke , nedsteget fra ttronen , +har rakt sin hånd til en Greve eller en hertug . +Majestæt , jeg bønfalder dem . +Jeg taler kun om et fornuftgiftermål , min herre ; + +jeg er ked af af være enke . Giftede Erik Menveds +moder sig ikke med den holstenske Greve ? +Han var regent . +Og de regerer , de regerer to kongerier , han regerede kun et lille grevskab . +Men hvortil min dronning dette , da jeg dog ikke kan +gifte mig ? +Jeg vil kun motivere hvorfor jeg ønsker det . Dronningen +hader mig ; jeg hader ikke hende , men venskab +kommer der aldrig imellem os , uden — — +uden -- -- -- -- -- - , min dronning ? +Uden af jeg seer , af hun ikke er min lykkes hindring . +Når jeg er hertuginde , deres hustru , er hun min souverain ; +jeg kan da trøste mig ved en besiddelse og +overlade hende riger og lande . +Og de ville nøjes med en dens hjerte ? +Ja , Struensee , thi denne vens hjerte indeslutter alt , +hvad jeg elsker og agter på jorden . Hoffolkenes spot , +min svigerdatters triumf , verdens bemærkninger — +alt ville være mig ligegyldigt ; jeg ville nøjes med +hans venskab , for af kunne klynge mig til hans arm +og sige : han har reddet mig fra smerte , jeg har reddet +ham fra fald . +Hvis de vidste , min dronning , hvad jeg lider . +Og jeg lider ikke ? De lider , og vil at jeg skal skåne +dem ; men har de skånet mig , eller viser de mig +endnu skånsel ? Jeg viser dem , at jeg vil lade mig +nøje med en lille afkrøg af deres hjerte , at de ved + +mig kan sikre dronningens ro og herredømme , kongens +tryghed , deres egen vedblivende storhed og indflydelse , +og de svarer ; skån mig , jeg lider , og ved +at række dem min hånd , ville jeg lide envnu mere . +Majestæt , de har besynderlige tanker om mig ; jeg +må dog give dem grunde , hvis de blot vil tillade +mig at fremføre dem . +Tal , tal , jeg ønsker intet hellere . +Hvorofte har jeg ikke måttet høre , at jeg er en parvenu , +en eventyrer , at jeg har forhekset kongen , dronningen , +deres majestæt og det hele Hof . +Og er vet ikke sandt , Struensee ? Jeg for min del +sværger , at det er sandt . +De har lovet at høre mig med rolighed . Majestæt , +deres hånd ville ikke kunne frelse mig lige overfor +adelen og folket . Jeg har været som virtuosen , en +ganske god mester på mit instrument- men nu er mit +repertoire udspillet ; jeg ved , at jeg ikke i længden +vil kunne gøre min stilling holdbar . Når jeg nu +om kortere eller længere tid falder , falder jeg ene ; +men knyttede jeg min skæbne til nogen andens , ville +jeg rive den ned i faldet ; med mig alene falder der +en mand , et system — med andre , nøje forbudne , +turde måske et dynastie falde . +Det er umuligt . +Kan de benægte hadet imod mig ? +Jeg nægter intet , men jeg ved , at ved mig ville +de stå fast . + +langtfra , raseriet ville vokse , man ville råbe ud +på gader og stræder ; nu er den mægtige bleven +almægtig , bort med diktatoren og med alle hans . +Så kender de mig sket ; vi mangle ikke energi , +hånd i hånd er vi ubetvingelige . +Således tror de , men grunden er undergravet , +de vil gå over broen med mig , kald det had , uvilje , +modløshed eller sygdom— jeg kan , jeg tør ikke +min dronning ! +Så lad mig sørge anden gang som enke , thi nu +har jeg begravet min bedste livsledsager : håbet . Nej , +de vil ikke håne mig , fordi jeg , skønt ældre end de +har følt så varmt for dem ; måske tror de endnu , +at det kun var en flygtig , en ærgerrig tanke , der greb +mig , eller de tog det som en qvindestolthed , en triumf , +jeg ville opnå . Blad da i mit livs bog , og +se , om de kan sinde nogen mødsigelse deri . Jeg har +bmfaldet dem og er bleven tilbagestsdt . De lider , de +er syg siger de ? O , mindes de , da jeg var syg for +et halvt år siden , da alle læger havde opgivet mig , +hvad var min sygdom — ingen , ingen kunne helbrede +den , jeg påkaldte døden som en befrielse , som +en udgang af al smerte — da kom de , de , Struensee +l — ikke stolt , som den mægtige statsmand , +men deltagende , som en kærlig ven , som en skriftebroder +ved en stakkels synderindes leje . De så alt +de vidste alt . Med tårer i øjnene , med sittrende +stemme ville de mildne det stafkels offers få øjeblikke , + +de havde dog ikke hjerte til at nægte en døende +den sidste barmhjertigheds skærv , de fremrakte deres +skælvende hænder , de lagde dem , fulde af godhed +og mildhed , på mit syge , næsten brustne hjerte og +spurgte : lider de der ? Men jeg , o , de så det +vel — gennemstrømmet af en ny ild , et nyt liv , et +nyt håb , svarede dem , lykkelig for første gang i mit +liv : nej , nej , nu lider jeg ikke mere ! +Jeg er sønderknust , min dronning , ved at have forvoldt +dem lidelser . Gid jeg med mit liv kunne +købe dem sindsro . +Struensee , det kan du , når dit liv tilhører mig . +Min dronning — jeg har givet dem grunde — +det kan aldrig ske . +Aldrig ? Tilbagekald dette forfærdelige ord , jeg vil +vente , Struensee , jeg vil håbe , jeg vil fortvivle , mm +tilbagekald et ord , der dræber . +Det er sagt — nigjenkaldelig sagt . +Så lær mig da at hade , lær mig at ssnderslide +mig selv , lær mig at tilintetgøre den , der adskiller +os . +Hvorledes , endnu har de denne forvørpne tanke ? +Ja , nu mere end nogensinde — det er hende , der +er trængt ind i løvindens hule — del er Mathilde , +der forbyder dig at høre fornuftens og tilladelig kærligheds +stemme , for at gølte hendes had træder du +mig under fødder , kun en dronning kan du værdig +offre på en dronnings altar , i er skyldige ! + +afskyelige påfund ! — kun helvede selv har udslynget +flige ord . +Struensee , jeg ved ikke mere , hvad jeg siger , jeg er +vanvittig , o , jeg er vanvittig over denne hårdhed . +Min dronning , jeg må forlade dem , fra nu af +intet ord mere . +Min ven , Struensee , gå ikke , jeg vil knæle , bede +dig og hende om tilgivelse — kun , forband mig ikke , +had mig ikke ? +Slip mig , dronning , betænk deres høje stilling , +fat dem dog , tag for guds skyld deres hånd fra +min Hals , nu bønfalder jeg deres majestæt — dersom +nøgen kom . +Gid nøgen ville komme , o , gid jeg ikke måtte se +dagen efter denne , men dø her — her . +For deres majestæts værdigheds skyld — det er +jo en voldshandling . Tilgiv ! +Struensee gjorde en fortvivlet anstrengelse og rev +sig løs . Hans ordenskjæde blev sønderrevet i enkedronningens +hænder . +Han forlod ilsomt og i frygteligt oprør gemakket . +Juliane Marie segnede livløs til jorden . +Ikke en lyd hørtes i gemakket , uden lyden af det +ensformige taffeluhrs pulsflag . Men over dette ur +sad dødens fule benrad , med den frygtelige le i +hånden støttet til sit timeglas , og over dette var +dybt indgravet nogle latinske ord , der , oversatte , lød : +tiden iler . + +en verdenssandhed . Tiden iler ; hver gang glasset +vendes og sandet fyldes i den øverste retort , varsle +sandskornenes fald , at tiden iler , de drysse ensformigt +ned , de travle sandskom , hver for sig en lille +faldende verden . De minde om , at intet standser +tidens flugt . Det er det samme sand , det samme +timeglas , men for hvert sandskorn , der falder , udslukkes +et liv på jorden , bortflygter en sjæl fra de +levendes tal , så megen ånd og dog kun et synkende +sandskorn ; selv det sidste i glasset må med når +touren kommer , thi tiden iler , og standsning eller +opsættelse findes ikke . Ikkun døden griner og triumferer . +Den venter og er sikker i sin sag . Døden +har ingen hast , den iler ikke — døden lommer tidsnok . + + +ellevte kapitel . +Orkanen . +Da Juliane Marie rejste sig og så sig om , begyndte +skumringen at falde på . +Struensee var taget bort . +Til hoffesten forberedte alle sig . Kun Struensee +kørte som en besat over stok og sten , som om han +ville sky pareernes saks . Enkedrønningen befandt sig +endnu i ministerens inderste arbejdsværelse ; kongen +var sovet ind under Brandts forelæsninger . Dronningen +sad drømmende ved sine børns portraiter , og +Rantzau søgte forgæves hele slottet rundt for at sinde +sin herskerinde , hvem han havde noget vigtigt at +melde . +Ikkun i ministerens helligdom var der roligt . Enkedronningen +havde lydløst rejst sig , og udmattet , som +hun var , havde hun ladet sig falde ned i divanen . +Hun sad målløs og stirrede vildt på de brudte stykker +af ordenskjæden , som hun endnu holdt i sin hånd ; + +hun stirrede og stirrede , hun smille og hun græd , hun +troede selv at hun var vanvittig . +Elsker han mig virkeligt ? spurgte hun hviskende sig +selv , jeg tror det — nej , jeg tror det ikke , jeg ville +slinge ham til døde — og er nu selv — et offer . +Han forlod mig med afsky og ringeagt , mig , Juliane +Marie , femte Frederiks dronning . Alt , hvad han efterlod +mig , var denne kæde , disse brudte guldlænker . +Det er din storhed , der brast i min hånd — og +det er min menneskelighed , der brast med den barnagtighed , +jeg har set kvinder på den lille skueplads +lide mere krampagtig end dette , og hvorfor ? — for +at lytte til tilskuernes bifaldsmumlen og for at få +nogle ynkelige dalere — en månedsgage for sin +ulejlighed . +Og jeg — skulle ikke kunne græde , jamre , hulke for +et kongerige , for herredømmet , for magten ? Men +man påståer , at den , der spiller elskerroller ret naturligl , +kommer uvilkårligt til at elske den , med hvem +han spiller . Godt , jeg tror , mere endnu , jeg ved +det — og jeg ? jeg går , som enhver af disse små +acteurer , rolig bjem med den , jeg er viet til , og lader +min elsker styre sin Cours . Når comedien er ude , +tages sminken af , og når acteuren står i slobrok +og tøfler , ligner han alle andre dødelige — men kan +han sove ? Bah — han kan læse på sin rolle til +næste dag — så lukkes hans øjne til sidst af træthed . +Lønnen trøster ham ; også visheden at have + +spillet godt . Atheniensernes højeste roes var at forfærde +de uforfærdede , — at få en skuespiller til at +glemme , at det var spil — ypperligt — selv at +glemme det — herligt , græde , smile , besvime , men altid , +som fuglen , tilbage til samme mål . Godt . +Dit lod er kastet , Struensee ; om jeg elskede dig +højere end lyset , skal du dø , om så jeg selv skal +synke under vægten . Du kender ikke en kvinde . +En smilende blomst kalder du en kvinde , et legetøj +— sceptret er manden , kronen er kvinden . Hvad +gør det , at hun lider ? Når årsagen lider mere , er +hendes lidelser jo kun en nydelse , et håb , det sødeste +af alt , en hævn . At styrte sit offer ned fra klippen , +hvilken fryd , men at hefte ham ved en usynlig +snor , så at dødsangsten kan gentages — — det +kildrer sjælen , det læger dybe sår . Hvad lever +gud af ? Af sine sjæles lovsang — og en forsmået +kvinde lever , ånder af sine fjenders dødsskrig . Men +når svagheden nu kommer og overmand » Hævntørsten ? +Jeg vil se på denne brudte kæde — det +vil give kræfter . +Grev Rankzau bankede på døren . Uden at røre sig +fra pletten , uden at give enten tilladelse eller lyd , +stirrede enkedronningen endnu bestandig på kæden , +kun på den . +Rankzau åbnede døren , hun mærkede det ikke . +Han trådte hen til sin herskerinde ; hun forundrede +sig ikke , hun vidste , at hendes lydige + +slave var der , men Juliane Marie så ikke +op . +Deres majestæt , for guds skyld . +Hun så på kæden og tav . +Men hvad er dog dette ! udbrød Rankzau forfærdet . +Det er Struensees liv , der er gået itu . +Den mægtige mand , hvor er han ? +Han er ikke mere — han var . +Er han da ikke mere kongens minister ? +Tosserne kalde ham således , men jeg — +deres majestæt ! +Jeg siger , at han var det . +Men forklar — +han er en forfærdelig forbryder — to dronninger +elske ham . +En , mener deres majestæt . +To , Rankzau , to . +Umuligt , majestæt ! +Som jeg siger , hustruen og moderen . +De anklager dem selv ? +Ja ! +Ve os alle ! +Del , men ham først . +Jeg forstår det ikke . +Rankzau , de er en klog mand , men det er dem +for højt . +Skal han da bort ? +Han skal dø . + +fordi han elsker ? +Fordi han elskes . +Rankzau rystede på hovedet og indtøg en ventende +stilling . +Juliane Marie blev længe tavs . +Endelig udbrød Rankzau frygtsomt : +majestæt — +Rankzau ! +Jeg venter deres majestæts ordre . +Man må tage sig i agt , han er ikke rigtig død endnu . +Der var så megen ånd i denne larve , at legemet +bevæger sig endnu i nogle vridninger — convulsioner , +kun convulsioner . +Kom til dem selv , min dronning . +Af vane åbner han endnu engang øjnene ; han +griber pennen for at skrive andres dødsdom , men +han aner døg at han selv er død . +Lad os forlade dette sted . +Lad os give ham nådesfsdet , +jeg adlyder deres majestæt . +Prægtigt talt ; Adele » må samle sig i stilhed , de +skal alle med til gravøllet . Vi må have et lystigt +bal . +Iaften ? +Til en dødshævn er det for tidligt . +Jo før , jo heller . +Du forstår det ikke , Rankzau ; han skal ikke myrdes , +han skal dø . + +jeg glæder mig dertil . +Kender du denne Karl Henrici ? +Skulle jeg ikke kende ham ? +En skarp kniv , skeden til begge sider : +man kan bruge ham til alt . +Sånær som til noget godt . +Struensees fald er døg et stort gode . +Altid fejl — det er en stor , men en nødvendig +ulykke . +Min forstand står stille . +Se at få lidt af hans forstand . +De gør dem lystig over mig , min dronning . +Det er fordi jeg selv er lystig . Det er en i agt , et +ædelt bildt . +Men hvad vil kongen sige ? +Det jeg dikterer . +Godt i +bi forstå sket ikke hinanden , Rankzau . +Hvornår skal det ske ? +Tre måneder fra dato . +Det er alt for længe . +Han er ikke moden før den tid . +Som deres majestæt befaler , blot han ikke undsijpper +os . +Det skal jeg sørge for , jeg dandser med ham . +De , majestæt ? +Hvem ellers ? + +jeg kan ikke undvære ham , men jeg må . Du skal +lære mig at kende . +Jeg er ikke uden frygt . +Tag denne brustne kæde og gem den vel ; når +du seer mig vakle , forstår du , jeg hører jo til det +svage køn , så vis mig kæden . +Og det skal være tegnet ? +Ja , Rankzau , ske hvad der vil — om jeg sov i +hans arme og du viste mig kæden , skulle han dø . +Majestæt , jeg skal vise kæden i rette tid . +Og om jeg råbte : hold inde , så skal han dø , og +om — . +Jeg gruer , min dronning , for denne voldsomhed . +Rankzau , du skal sværge , at om jeg dækkede ham +« ed mit legeme , så skal han dø . +Vel , jeg sværger ved min ære , han skal dø . +Sværg en højere ed , Rankzau . +Ved kongens liv ! +O , en spindelvæv mod Struensees ; nej , sværg +ved kæden der . +Ved denne kæde sværger jeg . +Godt , nu tror jeg dig , nu står det fast . +Lad os nu forlade dette sted . +Bryd d ' g ikke om mine tårer , giv mig din arm ; +spørger nogen , da svar ikke — ingen skal vide , at +Juliane begræder Struensee ! +Hun ville rejse sig , men sank hulkende ned igen i +dtpanen , hvor hun blev endnu i 10 minutter , derpå + +sprang hun heftigt op , tørrede sine øjne , greb Rantzaus +arm med frygtelig kraft , idet hun sagde : se så , +nu er det beseglet ! +Min dronning , det står altså fast ? +Du har jo kæden , Rantzau — han skal dø ! +Og uden at sige noget mere , kastede hun et blik +om i værelset og forlod ved Rantzaus arm gemakket +gennem kongens corridor . + +tolvte kapitel . +Havet i oprør . +Siden de sidst beskrevne begivenheder var der indtrådt +stor spænding og kulde ved hoffet , mellem +enkedronningen og arveprindsen på den ene side , +kongen , dronningen og Struensee på den anden . +Juliane Marie residerede hyppig på Fredensborg , +og kom ikke oftere end anstanden fordrede , ind til +hovedstaden . +Struensee begik den fejl at møde enkedronningen +med kulde . Han kunne vel efter det sidst forefaldne +ikke med venlighed komme enkedronningen for øjne , +og det kan vel forsvares , at han så meget som muligt +søgte at forhindre , at enkedronningen talte i eenmm +med kongen , men hvad han ikke kunne forhindre var , +at grev rankzau-ascheberg , kongens gamle ven , kom +til kongen , og skønt denne skyldte Struensee mange +forbindligheder , advarede grev Brandt døg altid +ministeren at tage sig i agt for denne statsmand , der + +havde stor indskydelse i begge de fjendtlige Lejre . De « +Mægtige minister var imidlertid trods mange advarsler +både af den redelige Falkenskjold , aber og selv af +ministerens egen Broder , justitsråd Struensee , temmelig +tryg , at han ville styrtes som minister anede +han vel , men at det var så nær forhånden , og at +dette ville ske på så voldsom og grusom en måde , +kunne ingen få ham til at tro . +Enkedronningen og hele det parti , der ville styrte +Struensee , dannede nu ikke blot et tætskuttet parti , +men endøg en complet sammensværgelse , og så flet +var cabinetministeren betjent , at ikke en eneste opdagede +ham deres mørke planer . +Den første wring af offentlig uvilje viste sig ved +den norske gardes opløsning og gardisternes hensættelse +under forskellige andre regimenter . +Garden blev ved apellen samlet på slotspladsen , +der blev kongens opløsningsdecret oplæst for fronten +først under dyb harmfuld stilhed , dernæst under sagte +knurren , men d gardisterne skulle begive sig til caernen , +for derfr enkeltvis at fordeles blandt de andre +regimenter , udbrød et formeligt oprør i Gothersgade +ved exerceerhuset ; man ville tilbage til slottet , sagde +man , thi det stred mod aftalen , at gardisterne , der +rangerede med armeens underofficerer , nu skulle tjene +som menige og ikke turde betroes bevogtningen af +hans majestæt kongens person , som man var meget +hengiven . + +officererne satte sig til modværge og trak blank samt +ville fugtle gardisterne til lydighed , men nordmændene +afvæbnede officererne , brød deres kårder itu , +kastede dem i rendestenen og marscherede tilbage til +slottet , hvor de fordrev vagten og indtoge dens plads . +Omsider fik man ved gode ord og store løfter disse +mennesker beroligede , blandt andet ved at love dem +permission og hjemforlov , hvormed de fleste lød sig +« øje . +En betydelig restlønning blev dem også ved denne +lejlighed udbetalt , og dette eksempel hjalp mere end +alle overtalelser til at sætte ondt blod i holmens matroser , +der ligeledes havde flere måneders konning +tilgode . +Hoffet erfarede dog i tide , st matroserne ligeledes +ville komme en masse og begære deres løn , og den +dag , som dertil var bestemt , tog kongen , dronningen , +Struensee og majestæternes hofstab om morgenen ganske +tidlig ud til Hirschholm slot . +Matrøserne , der vare ganske godt instruerede , lede sig +dog ikke skræmme derved . +Også her spillede nordmændene en fremragende rolle , +thi disse matroser vare nedkaldte til tjeneste fra deres +fødested , og mange af dem lå bdgstavelig i de » for +dem fremmede by og led wd , fordi den dem tilkomne +lønning udeblev . +Det er endnu ikke bleven godtgjort , hos hvem fejlen +lå . Struensee har aldrig nægtet eller tilbageholdt + +nogen soldat- eller matroslønning . Rimeligvis var +det et krigspuds , som hans fjender anvendte for at +lægge ham endmere for had , og for ved det røre , som +sådanne petitioner i masser måtte fremkalde , lettere +at få lejlighed til at få ham styrtet . +Man må vel erindre , at Struensees regering var +et hcelt nyt system , og at det derfor gjaldt for dels +modstandere så klart som muligt at bevise , at det ikke +duede noget , men at den gamle regeringsform i alle +henseender var mere til folkets , armeens » g marinens +tarv . +Havde Struensee trådt åbent og modigt frem og +erklæret , at det forefaldne var en begået fejl , der var +ham imod , og øjeblikkelig skulle blive afhjulpen , og af +de , som vare skyld deri , skulle blive afstraffede og +mulkterede til fordel for supplikanterne , havde det +været godt , men ulykken var den , af han frygtede af +hans tyske sprog ved en offentlig fremtræden skulle +skade ham eller i det mindste gøre ham latterlig . Han +brugte derfor mellemmænd dertil , og disse handlede +ikke altid i hans faveur . +En stafet fra København ankom til Hirschholm ; +man sagde endog , af den var afsendt af Guldberg , der +sikkert ønskede af slotsvagten skulle modsætte sig matrosernes +adgang til slottet . Hurtig lod Struensee +kongens og dronningens vogne forspænde og fulgte +dem selv på i agt . Længere henne i skoven holdt +beredne jægere , og der stege majestæterne tilhest for + +af jage i de langt bortliggende skove . Dette var +måske dog kun et påskud for af være bevæbnede , thi +rygtet gik , af hovedstaden var i oprør , og man kunne +da , hvis sagen var farlig , redde sig til Kronborg og +derfra til Sverrige eller England , hvis faren var meget +stor . , +men sagen var ikke så farlig , som den havde ord +for . +Hovedparten af de ankommende matroser vare kun +de unge udskrevne , som først vare bestemte til af afgå +til Algier , men som man senere synes rent at have +glemt , og som nu dreve om for lud og koldt vand . +Man ville ikke gøre oprør , man ville kun tale med +kongen , forelægge ham den dem skete uret og forlange +nøden ashjulpen . +Bed udgangen af København havde den 18 mand +stærke nøriepvitsvagt villet standse den hele skare med +fældet bajonet , men nordmændene havde afvæbnet +vagten og kastet geværerne i statsgraven . De ville , +sultne som de vare , uden våben tale med kongen , +deres fader , og forlange brød , hvis de ikke kunne så +lønning . Af så fredelige folk behøvede hoffet ikke at +frygte overlast ; nogle venlige ord og noget mundforråd +kunne standse den misfornøjede masse ; men rygtet , +der altid lægger til og gør en sneeboldt til en +lavine , havde her overdrevet i den grad , at overdrivelsen +og den derved opståede utidige frygt kunne have +havt de farligste følger . + +en time senere vrimlede slotsgården af disse stakkels +forurettede mennesker , der jagttoge en priieværdig +orden og rolighed , men som ledsagedes af en nysgerrig +og urolig pøbelsværm , der åbenbart var ophidset +til at gøre optøjer , noget , matrosernes holdning dog +hindrede dem i . En officer trådte frem på den store +slotstrappe og spurgte hvad man ville . +Tale med kongen i lød det med en mund af tusinde +struber . +Det er ingen måde at komme til kongen på , svarede +officeren ; majestæten er desuden på i agt . Forfoi +eder derfor rolig bort og lad nogle mænd blive +tilbage , så skal jeg føre dem til kongen , og de kan +da sige Evers mening . +Vi ville selv tale med kongen ! råbte nogle . +Er han ikke vorfar ? spurgte andre . +Kongen vil eder vel , det ved jeg ! råbte officeren , +sig m ' g eders klager , og jeg lover jer i kongens +navn at de skulle blive afhjulpne . +Det er et ord ! Det er bravt sagt ! Kongen levet +råbte den ene i munden på den anden . +Med forlov , gunstige herre , tør jeg tale et ord , jeg +kender skaden . +Hvem er i ? +Jeg er en bekendt mand , men navnet gør lige meget . +Så må i henvende eder til hans excellence cabinetsministeren . + + +nej tak , jeg lader mig ikke wie med kapellanen , +når jeg vil tale med præsten . +Træd tilbage , eller jeg lader eder arrestere ! +Os alle sammen ? Det gad jeg set . +Ingen aneslenng , vi ville tale med kongen ! +Kongen er ikke tilstede , hans majestæt er gået på +iagt . +Godt , det er en stor fornøjelse at høre på , men +vi som undersåtter er slæbte hjemmefra , og nu ligge +vi hernede og suge på labben , er det ret ? +Jeg kan ikke svare derpå , men jeg skal indberette det +til kongen vor fælleds herre . +Det er godt , det skal de have tak for ; men tør de +bande på , at de vi ! sige det , for vi kunne ikke vente +længer ; bred må vi have , det er vore maver nu +engang indrettede på . +Hans excellence geheimeministeren vil sørge for at +de får deres ret . +Han gør fanden ! han sørger nok for selv at blive +fecd , men os glemmer han . +Lad os holde os til eder selv , sagde officeren . Jeg +skal sige alt til kongen ; men hvorfor henvender i jer +ikke til jere foresatte , i stedet for at komme herud ? +Man går immer den nærmeste vej , og kongen +om han også ligger en hel del mil borte , er dog +den nærmeste . Admiralen har desuden erklæret , at +han ikke kan gøre noget ved den sag ; hvad skal vi , +arme mennesker så gribe til ? + +mit æresord giver jeg på , at kongen skal erfare +alt , og jeg er vis på at eders nød straks vil blive +afhjulpen . +Gid det var så vel ; vi er kongens tro under « +Såtter , men vi er forurettede , hårdt forurettede . +Inden i morgen skulle i være hjulpne , det lover jeg +jer ; thi jeg kender kongens landsfaderlige hjerte . +Det gør vi med , og derfor ville vi gi ' e ham et hurra +og gå hjem igen . +Kongen leve ! +Og dermed rungede et hurra , som fik slotsvinduerue +til at ryste . Matroserne vendte rolig tilbage til hovedstade « , +og da de ankom udmattede , var der allerede ved +estafet givet ordre til forplcining og udbetaling af +hyren . At pøbelen fulgte rolig med til byen falder +af sig selv . En halv time senere var alt roligt på +slottet , og nogle timer efter vendte ve kongelige herskaber +med Struensee og hele jagtfølget tilbage til +Hirschholm . +I kongens cabinet samledes nu kongen , dronningen , +Struensee , Brandt og oberst Falkenskjold . Hver +sagde sin mening , og kongen var ligesom Struensee +meget bleg og altereret . Dronningen så alvorlig , +men ikke ulykkelig ud , Brandt var derimod sorgløsheden +selv og gjorde bonmots , men Falkenskjold ville +at Struensee skulle tage sagen alvorlig og revse ophavsmændene , +samt udrydde sammensværgelsen . + +hvem sammensværger sig mod min hellige person , +stønnede kongen . +Nogle magre køer , der ville fluge faraos fede , +svarede Brandt . +Hug dem ned , ytrede kongen . +Det strider imod alle slagterregler ; lad os hellere +give dem staldføder og røgte dem godt . +Hr . Greve , vi må tage sagen alvorlig , man må +oprykke ondet med roden , mente Falkenskjold ; bør jeg +ikke marschere med mit regiment til København ? Hvad +mener de , grev Brandt ? +Jeg mener , at man må bære over med sultne folk ? +Jeg har selv prøvet det på jagten , sulten kan drive +til uderligheder ; det første , jeg havde gjort i en forlegenhed , +var at spise Struensee , for han er så dejlig +seed . +Jeg slemmer for mildhed , sagde dronningen . +Og jeg ønsker , at admiral Rumohr afskediges . +Til hvad nytte ? +For at statuere et eksempel . +Da var det bedre at sprænge sammelsværgelsen , sagde +Falkenskjold . Giv mig fuldmagt . Beringskjold , Eichstedt , +Køhler og rankzau-ascheberg have noget for ; de +bør arresteres ; det er en komplet sammensværgelse . +Struensee betænkte sig og sagde : +nej , de seer sammensværgelser overalt , Falkenskjold . +Der er misfornøjede , men ingen sammensvorne . + +hvis der er sammensvorne så stå de så højt , +af de ikke kunne rammes , mente dronningen . +Hvorfor ikke , sagde kongen . Væk med dem , jeg er +dem dog i vejen ; du mener det samme , Brandt ? +Deres majestæt , jeg mener skel ingen ting — dog +jo , jeg kunne have lyst til af være deres fader . +Ja så , hvorfor det , Brandt ? +Fordi jeg er ligeså grådig efter en hertugtitel , som +deres nådige Fru moder efter en mand . +Så er du jo en rem slughals , sagde kongen og +kneb Brandt i ørene . +Et øjeblik efter trak kongen Brandt i næsen og +råbte : +jeg har det ! +Kongen får en næse , bliver han således ved , mumlede +Brandt misfornøjet . +Kongen gned sig op af armen og sagde . +Vi kan styrte sammensværgelsen på en nem måde , +når jeg abdicerer . +Gud frie os ! udbrød dronningen , Struensee og Falkenskjold +på engang . +Det var et herligt indfald ! Hvad ville deres majestæt +så gribe til ? +Jeg ville sættes på pension og leve som privatmand . +Det +ville også være en privat fornøjelse ; nej , tro +mig , konge er det eneste de duer til . +Er du grov , Brandt ? + +nej Sire , det var så fint sagt , af der skal god forstand +til for at forstå det . +Struensee , Brandt er meget ondskabsfuld i den senere +tid . Du må skaffe mig en anden selskabsbroder , +jeg er ked af ham . +Man må holde ud , Sire , og overbære med hinandens +svagheder , det er gensidig pligt . +Igen ; vent til siden . +Rumohr skal afskediges , sagde Struensee ; det er det +bedste , for at dæmpe stemningen . +Det er halve forholdsregler , sukkede Falkenskjold . +Har vi gjort andet i den senere tid ? sagde Brandt . +Derfor har vi heller ikke alle imod os , men kun den +største halvpart , de modige og de rænkefulde . +Vil de bruge dæmpemidler , så udbetal matroserne +6 ugers hyre , så bevarer regeringen dog sin værdighed +og udøver en nåde , i stedet for at bruge strenghed . +Det lader sig høre , sagde kongen , det vil jeg Struensee , +Falkenskjold har bedre ideer end Brandt . +Meget rigtigt , men det er dog alt sammen på deres +majestæts bekostning . +Du har ret , Pokker ved , hvor jeg får alle de +mange penge fra . +Det er øder og justitsråd Struensee , der ruge dem +ud , men hvem er det , der kagler for os alle sammen ? +Det er dig , Brandt , og de højrøstede høns skulle +først skagtes . +Dette ytrede kongen med en vis bitterhed ; thi i + +den senere tid havde Brandt i sit vrantne lune drillet +kongen vel meget . +Falkenskjold vedblev at påståe at man måtte dæmpe +sammensværgelsen ved at gøre de sammensvorne uskadelige . +Siden +ruslandsrejsen seer de altid kun sammensvorne , +Falkenskjold . +Jeg har set folk slå øverst den ene dag , og styrtet +i den dybeste elendighed få timer efter . Resoluthed +er det eneste redningsmiddel . Hav i det mindste deres +papirer i orden . +Bær uden frygt og plag mig ikke med formaninger . +Da tror du vel ikke , at jeg vil formane , sagde +Brandt , men jeg tror også , at enkedronningen brygger +said for os . Skamskrifterne flyve ud om os i du mdviis +og det værste er , at nogle af dem er ret vittige , +således læste jeg førleden i kongens have en indskrift +om os to . +Fortæl , fortæl ! råbte kongen og gned hænderne i +hinanden . +Der stod : +Struensee og Brandt , den so , +fanden tae dem begge to . +Nå , Brandt , hvad gjorde du så ? +Jeg fog et blyant og skrev nedenunder : +sætningen er ikke blid , +men den røber kraft og vid . + +det er det beske du endnu har sagt . +Men nu kommer moralen , lad os give efter . +Nej ! svarede Struensee med kraft , det er bedre at +afskaffe misbrug end at vinde et slag ; jeg lader mig +ikke drage bort fra mine planer , jeg vil stå og falde +for statens vel . +Gid det , de vælger , må være rigtigt . +Falkenskjold anbefalede sig med disse ord , bukkede og +forlod gemakket . +Brandt fulgte ham ud og sagde til ham : jeg er +led og ked af den komedie . At være syge oggalevogter +er ikke rart ; jeg længes formelig efter , at denne +regering omskyrtes . +Men er de vis på , at komme godt derfra ? +Bah , jeg kan loven og profeterne på mine fingre , +jeg skal nok svare for mig . Sender man mig døden , +byder jeg ham en vittighed , så ved jeg nok , han stikker +i at grine . +Jeg ønsker dem , at være ved godt mod , sagde oberst +Falkenskjold , og fremtvang et krampagtigt smil . + +trettende kapitel . +Miner lægges . +Således stod sagerne til henimod slutningen af +1771 . Enkedronningen og arveprindsen arbejdede og +underminerede i stilhed , men med stor sikkerhed , og +grev rantzau-ascheberg var den ledende tanke i sammensværgelsen . +Man +påståer med bestemthed , af grev rantzauascheberg , +der tidligere havde været Struensees ivrige +ven og beundrer , var lovet kabinetsminister-embedel , +og af man bedrøg ham og gav det til Guldberg , ved +hvis bistand alene , omvæltningen ikke kunne have været +gennemført . Det siges også af både enkedronningen +og arveprindsen senere ville trække sig tilbage , men af +de sammensvorne holdt dem til deres forpligtelser , +. uden hvilket det hele ville have haft et aldeles oprørsk +præg . Men ligesom de sammensvorne forgrenede sig +opad i de kongelige og højadelige kredse , således fandt +de det også nødvendigt af slå rødder i den lavere + +del af befolkningen eller i det mindste hos en del af +den . Man vandt således en vinhandler ved navn +Jessen , der boede i Kirkestræde . Denne mand , der +havde været kammertjener hos Frederik den femte , +kendte bedre end nogen anden slottes mange lengange , +trapper og hemmelige døre hvorved de , der skulle overrumples , +vare redningsløs prisgivne . +Også til af beruse og overtale kunne han være +brugelig , og man kan derfor ikke undres over , af man +anvendte alt muligt for af få ham med i complottet , +men han ville længe ikke deltage deri , og satte sluttelig +som betingelse , af enkedronningen og arveprindsen , +for hvem han havde en uhørt hengivenhed , skulle være +med . +Enkedronningen og arveprindsen holdt sig længe +tilbage , men da de sammensvorne , der holdt +deres sammenkomster i et hus i Reverentsgade +i hukken , hvor der tillige var udgang til holmens +canal , ikke kunne iværksætte deres planer uden +ved Jessen , tiltrådte de høje personer omsider antistruensee-foreningen . +Den +rolighed , som Struensee udviste , forekom dog +både enkedronningen og rantzau-ascheberg for kunstlet +og unaturlig . Man frygtede , af det var en krudtmine , +som lå skjult under blomster og grønt , og det var +ialtfald fornødent af sondere terrainet , for af erfare +hvad jordbunden indeholdt . +I denne tro bestyrkedes man ved den omstændighed , + +af Københavns commandant Gude havde fået +strenge ordre , og bestandig holdt kanonerne skarpt ladte +og vendte indad mod byen . At iværksætte en folkeopstand +fandt man derfor utilrådelig . Rantzau ville +ikke indlade sig på andet , end hvad der skøttede sig +på kongens autoritet . +Der blev altså ikke andet end en hofrevolution , et +coup de main tilbage , og dette kunne kun udføres +når de , der skulle overrumples , befandt sig i den +fuldstændigste tryghed . Man måtte derfor ovenpå +det lange spændte forhold , som havde hersket imellem +de to hofpartier , søge af tilveieb inge en slags forsoningscomedie +for af dysse fjenden i søvn . +Men dertil behøvedes megen dygtighed og snildhed , +og til dette vanskelige foretagende , på hvis udfald , +hele sagen beroede , lånte rankzau-ascheberg hånd . +Han gik til Struensee , foreholdt ham det uhyggelige +i , at slægtninge ved samme Hof skulle stå +fjendtlige lige overfor hinanden , viste det sørgelige i , +at Broder skulle nære kulde mod Broder , svigermoder +mod svigerdatter o . s . v . +Men er det min skyld ? sagde Struensee , har jeg +ikke udtømt alle midler for at tilvejebringe et bedre +forhold ? +Det skal jeg ikke bedømme , svarede Rankzau , kun +ved jeg , at hoffets glans og værd med samt statens +værdighed taber i folkels øjne derved , og at + +hoffet nødvendigvlis først må være enig indbyrdes , +førend folket kan bistade sig roligt og tilfreds . +Det er som talt ud af mit hjerte ; kunne jeg tilvejebringe +denne enighed , ville det være mig usigelig k ært . +Det kan de , excellence ! +Gid de sagde sandt , hr . Greve ! +Hør mig og vredes ikke , om jeg kommer med nærgående +spørgsmål . +Forklar dem dog , grev Rankzau . +Kommer ikke en stor del ar uenigheden fra et giftermål , +som man ønskede de skulle indgår med dronningens +hofdame , frøken Thott ? +Endeel uvenner har jeg ve ! fået derved — men oprigtig +talt , det er ikke kardinalpunktet . +Tilgiv , det er alligevel et af dem . Jeg er vis på +at så snart de gjorde skridt til at forberede et sådant +parti , ville en forsoning snart komme i stand . +Jeg kan ikke gifte mig , jeg vil det ikke . +Men gør blot små skridt , som om de ville det . +Hvad foreslår de mig ? +Et mesterstykke af statsmandskunst . +Jeg kan ikke påtage mig at udføre et sådant mesterstykke . +De +må , excellence , de må . Idetmindste må +de komme olie på vandet indtil den hofalliance , som +jeg straks fkal berøre , er kommen i stand . +De ønsker altså en virkelig alliance ? +Ja ! Enkedronningen ønsker ved mig eller gennem + +mig , at have nogen indflydelse på statsafsairerne , de +optager mig for formens skyld i geheimekonferensen , +jeg skal rette mig i alt efter dem , så at det kun bliver +en formfag . +Dit man være tilfreds dermed ? +Fuldelig ; det indestår jeg for . +Grev Rantzau , engang rar de min ven , o , gid jeg +kunne se med forsynets klarhed , om de er mine fjenders +hånd , eller mine få venners sidste ressource . +Hvorledes , de tvivler , efter at jeg åbent og ærligt +er kommen dem i møde ? Jeg rækker dem hånden +og de sårer mig . +Undre dem ikke , det er ikke tvivlen om deres hjerte , +det er kun omfanget af mine fjenders had , der får +mig til at svimle , får mig til at tvivle . +Jeg beklager dem af hjertet , excellence , har deres +før så rigtige dømmekraft nu tabt sit skarpe syn , så +at de kan tro , at jeg ville gå deres fjender tilhånde . +Det , +de siger er fuldkommen sandt , jeg har tabt +min dømmekraft . Har de aldrig hørt , at den dristige +tømrer , der lagde træet ved tårnets fod , med sikkerhed +ved der at røgte sit kald ? Endnu , da han rejser +sin bygning , går han mes fasthed og rolighed hen +ad husets tagværk og ryg , thi for ham er det det +samme som om han gik nede på jorden . Men byder +det ham at rejse et tårn , der når højt op over skyerne , +et tårn , hvis spir skal kunne ses over det + +ganske land , et tårn hvorfra menneskene se ud som +sorte punkter eller som travle myrer , se , deroppe i +den kolde atmosfære , hvor åndedrættet standser og +skyerne falde for det mest øvede øje , der svimler det +for den ellers så dristige tømmermand : han har kun +en tanke : frygt for at falde , kun en frygt : tanken +om at nogen , ven eller fjende , skal støde til ham og +hvirvle ham ned — i det forfærdelige dyb . Råb til +ham , han kender ikke deres stemme , nærm dem ham , +han seer dem ikke — han seer kun sin egen angsts +fordrejede træk — og siger du da : jeg er din ven , +vil han svare : min den ? jeg kender dig ikke , bliv +hvor du er — du kunne styrte mig , o , — i afgrunden . +Struensee ! +Med gyselig sandhed her de skildret mig +deres tanker og følelser . En sådan tilstand er så +forfærdelig , at i det mindste jeg ikke havde mod til at +begå en så afskyelig gerning , og endmindre at sætte +mis selv på en plads , som afstedkommer så afskyelige +lidelser . Lad mig da for dem i den behørige afstand +forklare , hvor liden nytte jeg kunne have af deres fald ; +lad mig overbevise dem om , at jeg frem for røgen er +interesseret i deres vel og i deres dedbliven ved regimentet . +Måske de så vil tro mig . +Grev Rankzau , jeg er ung endnu , og ungdommens +hjerte knytter sig til livet , men kærere end livet ville +det være mig , om de var mig hengiven . — nej , nej + +Rantzau , denne lykke ville være for stor , til at den +kunne være mulig . +Tvivl da om alt , besynderlige mand , tvivl om bensiab +og taknemmelighed , tvivl om troskab og om ordsproget , +at det er i nøden , man skal kende sine venner , +men tvivl ikke om en statsmands egenkærlighed +og valg af det politisk rigtige . Træd mit hjerte og +min hengivenhed under fødder , men lad min forstand +og min dømmekraft vederfares retfærdighed . +Og vil de derved kunne overbevise mig ? +Ja , jeg går ikke fri herfra , thi enten er jeg en +afskyelig hykler og forræder mod dem og mit fædreland , +eller jeg miskendes bittert og hårdt af dem . +I første tilfælde er det deres pligt at gøre mig uskadelig , +i sidste , deres pligt at gøre mig dem og staten +nyttig . Jeg forlanger kun at sætte dem i stand til at +dømme , hvilket er hvilket , og at handle derefter . +Tal , jeg beder dem , Greve , jeg ønsker at overbevises , +men tilgiv , om jeg kommer med tusinde indvendinger ; +jeg har sagt dem , det svimler for mig . +Nuvel , så skal de lære mig at kende i et og alt , +hver tanke , som jeg har eller har haft , excellence , vil +jeg lægge frem for dem ; hvad jeg gør og vil gøre +skal blive dem klart , tilligemed bevæggrundene dertil . +Jeg hører . +Jeg vil da begynde med mine tanker ved deres ophørelse +til kabinetsminister . +Ah ! + +den første tanke var fortrydelse , fordi jeg troede +mig dygtigere end de . +Og de havde ret , men jeg udnævnte ikke mig selv . +D sandt nok , men de fog imod udnævnelsen ; var det +ikke brøde nok ? +Unægtelig , svarede Struensee og smilede . +De næste tanker vare : Struensee vil begå fejl +på fejl , alle ville le deraf , og jeg , som troede mig +dygtigere end de , jeg ville le med og trtumphere . +Og de lo , svar mig oprigtig , de lo af parvenuen ? +Oprigtigt , ja , hver gang de fog diplomatiens fine +tråde i deres kække hånd , lo jeg og sagde til mig +selv : han tror for gud det er en hestetømme . Nej , +kvindens tålmod , kattens smidige benten og luren +og passen på det belejlige øjeblik — det har han +ikke , sagde jeg , det forstod jeg sikkert bedre ; thi mandens +raskhed og dåd er udiplomatisk , og , tilgiv , de +handlede mere som e « mand end som diplomat . +Struensee rakte rantzau-ascheberg stiltiende hånden . +Men jeg lo ikke , når jeg så dem udføre nyttige +reformer ; jeg sværger dem til ved min ære , jeg lo +ikke , da de med genialitet og skarpsindighed , med en +feltherres øvede øje , med en ædel regents skarpe blik +så hvad der fattedes i et sandt og sundt regimente ; +jeg lo ikke , når jeg så dem handle som en klog , +ubøjelig reformator , da sagde jeg til mig selv , dette +havde ikke faldet mig ind i hans stilling ; jeg er en + +kløgtigere diplomat end han , men han er en dygtigere +regent end jeg . +Denne tanke , grev rantzu , har de lånt af mig , +thi tusinde gange har jeg sagt det samme til mig selv . +Og dog har de kun gjort nogle få skridt for at +realisere vor fælles tanke . +Fordi jeg frygtede , at den ikke lod sig realisere . +Denne frygt var ugrundet . Jeg vover at gentage , +at en enkelt mand , der på engang besad grev Rantzau +Aschebergs diplomatiske talent og Struensees geniale +regentegenslab , var vanskelig at finde , men en sådan +bør dog slå i spidsen for to riger som disse , hvorfor +ventede jeg da førgjæves på , af de bød mig hånden +til en forening , til en sammensmeltning af disse to +nødvendige egenskaber ; i sandhed , jeg følte mig dybt +krænket . +De har ret , det burde jeg havde gjort og det ville +jeg have gjort , hvis ikke — +de havde tænkt , diplomaten kunne overliste regenten . +Ja , så tænkte jeg . De seer , af også jeg er oprigtig , +ligesom de . +Men ikke så diplomatisk som jeg , thi ellers ville +de have indieet , af jeg ikke kunne undvære min eneste +støtte . +Skulle jeg da kunne støtte dem mere end de mig ? +Unægtelig , ja ; de har majestætens støtte , jeg ikke +engang enkedronningens . +Og dog er det for hendes indflydelse de arbejder ? + +om forladelse , deri må jeg modsige dem ; jeg +kommer halvt i hendes navn , men jeg arbejder kun helt +i min egen interesse . +Af en diplomat af være , driver de oprigtigheden +meget vidt . +Sandt nok , men det kommer af , af jeg i grunden kun +sidder og taler med mig selv . Vi to udgøre forenede +kun en fuldslændig statsmand . Man skulle da vel +troe , af man oprigtig tør gøre sig selv Tingen klar . +Altså , enkedronningen vil benytte mig som en stige , +opad hvilken hun vil nå magten ; har hun den , vil +hun snart finde mig for selvstændig , for » brugelig , da +er Guldberg manden , han gemmer konseillets nøgler +i sin muffe , og hendes majestæt gemmer ham igen , +thi hun har rummelige lommer . +Fuldkommen sandt , hun ønsker en tjener . +Hun ønsker en mand , som vil være hendes tjener . +Og de vil ikke tjene hende ? +Jo , fil jeg kan sætte foden under mit eget bord +hu » skal støtte mig med sit parti , ind fil vi er stærke +nok fil at stå ene . +De fejler , grev Rankzau , i , at det er muligt at +overliste hende . +Jeg fejler ikke , når vi udnævne hende- creaturer , +og gøre hende fil villie en halv snes gange , da er +hun blindet , gøre vi hende complimenter , smigre vi +hendes ærgerrighed , lyde vi hendes vink , da tror + +hun i os at have trofaste satrapper , gør Eichstedt fil +general , køller fil oberst , beringsfjold fil kammerherre +— forfængelighed gør blind — hun vil styrke +vort forbund indtil hun ikke mere kan løse det . +Grev Rankzau , selv om jeg ville er det umuligt , +de er en anden hemmelig gåde , der råder for +opløsningen af dette drama . Jeg kender labyrinten , +og kender tråden , men tro mig , denne kan lede mig +ind — aldrig tilbage . +Visselig , det kan den ! +Hvordan , de kender den ? +Jeg aner den , Struensee — jeg måtte jo være +blind , om jeg ikke havde set , hvad hun næppe selv +gør nogen hemmelighed af . +For guds skyld — om hvem taler de ? +Om den ærgjerngsfe i de to kongeriger . +Har jeg sagt noget ? +Intet , giv mig blot hånden , hvis jeg opfatter forholdet +ret . +Det var jo så døg en tilståelse , +så gør intet , sig intet — min opfattelse er døg +rigtig . Struensee hvad vil de gøre ? +Rantzau , om jeg vidste det — men det er min oval , +— uvished , uklarhed , ubestemthed . +Vær stærk og vælg det rette . +Smukke ord , men viis mig en handling . +Har jeg gjort andet i en hel time ? + +sig da kort , hvad jeg skal gøre for at redde staten +— og mig . +Elske , eller synes at elske den , der troede sig forsmået , +vise kulde mod den , man troede elsket , ægte +comtesse Thott , blive min tvillingbroder , min Jacob , +som jeg sælger førstefødselsretten , og så kan de gøre +ligeså mange dumheder , som de hidtil har truffet +kloge foranstaltninger , uden af en hund vil gjse deraf . +Jeg kan ikke — jeg kan ikke — +Struensee , elsker de staten , da kan de . +Jeg elsker staten og kan dog ikke . +Så styrter de ikke blot dem selv , men dronningen . +Rankzau , de kalder dem min ven og vover af udtale +— +jeg er deres ven — og udtaler , hvad der er sandt . +Undlader de af gøre , hvad jeg har sagt , styrter +de dronningen og kaster en frygtelig mistanke på +hende . +Greve ! De taler med ministeren , med deres hoved +skal de indestå forskulde +jeg ikke vide det ? Hvad er desuden mit +hoved mod hendes ro , ære og lykke — tag det — +men det sidste dødssuk skal dog være : Struensee ! følg +mit råd , eller de styrter den reneste , ædleste blandt +kvinder . +Sværg ved guds nåde , ved lyset , ved deres ære , +af de kun tænker godt om hende . + +ja , det sværger jeg , men jeg sværger tillige , af jeg +troer , af de styrter hende og alt i afgrunden , når +de ikke tager imod fornuftens råd . +Hvilken modsigelse . +Få de menneskene til at være andet end en afskyelig +modsigelse — om deres fjender vidste hende +uskyldig som guds moder selv — de ville styrte hende +som brødefuld — og måske netop derfor . +De kommer ikke herfra før de forklarer mig , om +der er en sammensværgelse . +Ja Struensee — en sammensværgelse af den farligste +slags , hadets , hævnens og bagtalelsens . Den +har grebet om sig så vidt , at i det øjeblik jeg blot +med et ord , eller en hovedrysten ytrede tvivl om +denne kolossale politiske . Løgn , ville jeg for bestandig +være ude af stand til at tjene dem eller hende . Jeg +er heldig stillet , bliver jeg ikke fældet af dem , bliver +jeg det uden skånsel af deres modstandere . Man +skal jo belave sig på alt . +Hvad skal jeg gøre , hvad skal jeg gøre ? +De skal arrestere mig , hvis de ikke tror mig , så +er jeg dog i det mindste sikker for deres fjenders hævn , +og jeg siger ligesom kong David , jeg vil hellere falde +for den , jeg kalder min herre , end for disse menneskers +hænder . +Rantzau , denne oval er grufuld , gå , jeg kan ikke +følge deres råd , komme hvad der vil , hvad vil de +nu gøre ? + +jeg vil gå hen til deres fjender og rase imod +dem for denne refus , jeg vil sætte himmel og jord +i bevægelse for ' at få dem fjernet fra cabinettet , +jeg vil udruge planer og styre tråden i maskineriet , +så ikke en fibre skal bevæge sig uden på mit vink , +— og når så alt er modent , når dagen til den +store gerning kommer , så vil jeg sige ; Struensee , om +en time eller to kommer jeg og dine fjender — frels +dig , om du kan ! +Rantzau , det vil du gøre , du ' vil virkelig advare +mig . Kom i mine arme ! +Struensee ! glemmer jeg mit løfte , så glemme gud +mig i min sidste vånde . +Min Jonathan — nu tror jeg dig . +Nævn mig en tro mand — hvem skal jeg sende dig ? +Øder , jeg ved ingen bedre end øder . +Jeg frygter for at det kan gå øder som det gik +st . Peter i fristelsens nat . +Brandt da ? +Er du vis på Brandt ? +Tvivler du på Brandt ? +Du tvivler på mig— og vil at jeg skal tro Brandt ? +Hvem da ? Hvem da ? +Den , som man stå og falde med dig , din egen +Broder ! +Lad ham være udenfor . +Kan jeg , hovedmanden , betroe ham mit navn ihænde , +så kan du nok fæste lid til os begge . + +gives der da sket intet andet , end det , du nævnte ? +Intet sikkert , kun et palliativ , hvorved Tingen trækkes +i langdrag . +Nævn det dog . +Viis forsoning , gør stads indtil det sidste øjeblik , +gør fest på fest , om det var året rundt , skal vi +fejre skiftetid , så lad det ske med sang og klang . +Godt , det v ' l jeg . I morgen sender jeg indbydelser +til din lejr . +Man skal komme med smilende ansigter , men tro +ingen , ingen . +Kun dig ! +Heller ikke mig , når jeg taler er jeg din fjende +— kun skriftlig , i farens sidste øjeblik er jeg din ven . +Så vil jeg berede mig og beskikke mit hus ! +Gør det , og nu farvel , bevis os nu begge de » +Tjeneste , når jeg er gået , af befale din tjener , af +nægte dig hjemme , hver gang jeg kommer for af tale +med dig . +Det skal jeg , et favnetag , det sidste . +Et favnetag — gud råde for resten ! +Ester denne samtale , forlod rantzau-mcheberg +Struensee med forbitret mine og stampede i gulvet +af vrede . +For denne herre er jeg ikke oftere tilstede , sagde +Struensee idet han stak hovedet ud af døren . +Meget vel , deres exellence ! + +under intet påskud må han komme ind til mig . +Deres exellence- befaling skal blive adlydt . +Den af eder , der melder ham , skal straks afskediges . +Vi skulle gøre , som excellencen befaler . +Efter disse ord nikkede kabinetsministeren tilfreds , og +trak sig tilbage . + +fjortende kapitel . +Udvikling . +Struensee fulgte , hvad den personlige politik angik , +det af rantzau-ascheberg givne råd . Han imødekom +ethvert af enkedronningens rimelige ønsker , forfremmede +de mænd , som hun protegerede , indbød hende i kongens +navn til at unddrage sig Fredensborgs sørgelige +ensomhed , og at deltage i hoffets fester og sammenkomster . +I +førsfningen spillede Juliane Marie den fornærmede +og tilbageholdne , men det lå altformeget i hendes +plan at residere i København og at gøre sin indflydelse +gjeldende ved hoffet , til at hun ret længe skulle +lade sig bede . +Hnn kom , og kom med en vis højtidelighed , som +en værdig moder , der nu havde lagt enkeslørei , og +pligtmæssig atter trådte ind i livet før at nyde de +i umpher , som hendes høje stilling , og et vist strålende +udseende kunne gøre fordring på . + +mod kongen og dronningen var hun kjerlig , næsten +øm , mod Struensee noget tilbageholden , men dog venlig , +men mod Brandt spillede hun snart en godmodig rådgiverindes +rolle , ioet hun bad ham for alt at amusere +sin elskede søn , og snart gav hun ham milde bebrejdelser +og sagde , at fordi vor herre havde givet ham +lidt mere forstand end almindelige dødelige , derfor +behøvede han dog ikke at lade de stakkels umyndige +undgjelde . Vidste jeg , at de var belagt med en eller +anden svaghed , sagde hun , ville jeg studere den og +kæle for den , thi man går jo stadig i dødsangst for +at være Skive for deres glimrende vittigheder . +Det var heller ikke langt fra , at Brandt havde ladet +sig føre bag lyset og overliste af enkedronningen ; han +begyndte allerede at træde i et slags opposition imod +sin ven Struensee , og denne måtte enoog skriftlig +henvende sig til grev Brandt for at udjevne adskillige +misforståelse » . +Ikkevesmindrelevede Struensee sorgløs og tilsyneladende +rolig midt under alle disse stormfulde omgivelser . Han +begyndte endog at negligere statens vigtige forretninger +for at hengive sig til hoflivets nydelser . Oftere +målte hans privatsekretær opsætte påtrængende referater +til om aftenen ved sengetid , og ikke sjældent +faldt Struensee i søvn midt under læsningen , så af +Zoega måtte liste sig bort med sine sager og se af +opsætte de vigtige forretninger til en beleiligere tid . + +den cnerådige minister syntes således ikke af bemærke +den sig nærmende fare . Stolede han på rantzauaschebærgs +advarsel eller på enkedronningens kærlighed , +eller stolede han på dronningens og engelands +beskyttelse ? Man ved det ikke ; men vidst er det +han dansede rolig hen mod afgrunden , og alle er +enige om , af han var ligeså rolig sin lykkes sidste +dag , som den sørge , da han ved kongens nåde og +valg indtog sin enemægtige stilling . +Små begivenheder have imidlertid sine store virkninger . +Havde +Brandt ikke dag for dag tabt terrain hos +kongen , kunne sagerne måske , som de vare , være +gåde uforstyrrede i lang tid , men Brandt var ked +af sin syge- og galeopasserstilling hos kongen , kongen +blev dag for dag mere ustyrlig og uomgængelig , +han var led og ked af Brandt og de vittigheder , der +altid gik ud over ham , da ingen anden var tilstede . +Han længtes efter af være fri og anså til sidst Brandt +som sin fangevogter , noget , enkedronningens parti +udentvivl havde bibragt ham . +Kongen søgte derfor forsætlig af drille og irritere +Brandt på enhver måde , og denne tabte endelig +tålmodigheden og mente , at en gal mand i grunden +ikke var andet end en gal mand , og at en fornuftig +og åndrig mand ikke behøvede at underkaste sig alle +hans mishandlinger og luner . +Struensee rådede ham selv at værge for sig , og Brandt + +foretog sig endelig at sætte hårdt imod hårdt , for +dog at indgyde patienten respekt . Efter længe at +være trakteret hårdt af kongen , tog han en dag en +ridepisk med sig og begav sig til kongen , men ved indgangen +til kongens kabinet betænkte han sig dog , +vendte tilbage og skjulte pisken i et i forværelset +stående klaver . +Kongen modtog Brandt med ordet : goddag kujon ! +Hvorfor kalder deres majestæt mig i den senere tid +kujon ? spurgte Brandt fornærmet . +Det er fordi du er en kujon , svarede kongen , du +undviger mig i stedet for at bakses med m ' g ; når jeg +sparker til en af mine hunde , knurrer den , men du er +mere hundsk end en hnnd , du logrer med halen , når +jeg sparker dig . +Det er fordi jeg kan drages til ansvar — og det +kan en hnnd ikke , fordi jeg giver bidende svar istedenfor +at vise tænder , og fordi jeg ikke har anden hale +efter mig end kongens skygge , der ikke engang har +nogen sund og god facon . +Nej , det er ikke grunden , thi du er en bulbider +så godt som nogen anden hund , men du er kujon og +ved , at du ikke kan slå dig mod mig , fordi jeg er +stærk . +I munden er de stærk nok , men ikke andre steder , +hverken i hånd eller hoved ; turde jeg lukke døren af +og følge min lyst , skulle jeg nok vise , at jeg ikke lader +mig kujonere . + +tør du lukke dig inde med en gal mand ? Brandt +tør du ? +Af en gal mand var det ikke så galt sagt sagt , +men sagen er den , at de har en meget god forstand , +men de forstår ikke at bruge den . +Snak kujon ! +Se , det var nu atter galt — se så , nu er døren +lukket . Hvad nu ? +Nu er jeg Holger danske og du er en lille trold , +søm jeg vil stikke tungen ud på . +Rør ikke ved ragekniven , hr . Holger danske . An ! +Det var en kindhest , lille trold . Hvad gør du +nu ? +Jeg holder kæmpen fra at gå bersærkergang . +Bom , bom , bom , kujon ! på igen , lad mig føle , +af du har ben i dig . +Nej , slå vil jeg ikke , jeg vil kun holde på Holger . +Og jeg længes efter oretunge , hid med den . +Kongen stak nu fingeren ind i Brandts mund og +ville rive tungen ud af halsen . +Brandt greb da kongen om halsen og kradsede ham +til han gav skip . +Bløder du , Brandt ? +Ja , men det er kun oxeblod . +Pokker heller , det er vel æselsblod , jeg burde heller +have taget fat i dine ører . +Så har monseigneur altså taget galt fat . +Gå og vask dig , du er hårdt såret . + +nej , det er intet , Men M frygter , af deres Majestæt +føler sig dybt såret . +Na nej , nu seer jeg , af du er en hel Karl , og nu +skal alt nag være glemt . +Men deres Hals er forkradset . +Snak bare ikke om det , jeg kan jo sige , af « i » Livpapegsie +har hugget mig . +Sig så heller , af en bavian har taget de » » m +halsen . +Er d « vred endnu ? +Rei , jeg ikke , men kongen er det . +Tvertimod , nu er jeg glad , fordi du slapmmhm , +jeg troede , af du ville gvæle mig , til fordel før +landet . +Ak nej , jeG har aldriG haft nøGet velGørende G « mu , +men jeg er tørstig , skal vi drikke forlig ? +Za , kammerat , og så drikke vi dus . +Så måtte jeg nok være gal . +Kan du ikke tjene mig , du skal lystre — del er +forresten sjældent , at del gale kommer ovn mig , del +er kun , når jeg tænker på , hvor galt jeg har båret +mig ad . +O , lad os tænke på nøget andet , skål , majestæt . +Min kone leve , jeg selv leve , mine børn — +og deres bedagede Fru moder leve . +Ondskaben level din skål , Brandt . +Hør , konge , var de ikke Christian den syvende , så +burde de være Brandt . + +da er jeg sket ikke så lystig , som jeg før har været +— før , hm — min ungdom , min ungdom ! +Pokker tage alle griller . +Der var engang en jæger øg en ræv , ræven hed +Mikkel . +Og jægeren hed Christian . +Ja ! +Skål hr . Jæger ! +Lån mig din saks . +Min saks ? +Ja , jeg skal just bruge en rævesaks . +Til mig udentvivl ? +Du har en skarp lugt , en fin næse og luske kan +du også . +Men de fik mig dog alligevel . +Ja , men skroget duer ikke , bælgen er det bedste . +Hvad har jeg så nu gjort , siden jeg skal flak . es . +Ja , det er den forkerte verden , du er Mikkel og +det er mig d « bliver slået . +Det er ikke mig , der står dem . +Nej , men du bærer dig ad med mig som brilleflangen +med sit ' offer . +Så ? +Ja . +Hvorledes da ? +Du dysser mig i søvn . +Med kedsommelighed ? + +nej , med lystighed ; når jeg engang kan komme +til at græde som et fornuftigt menneske , få er jeg ikke +gal mere . +De er ikke gal , det er uklogt at sige det ; men hvad +skulle de græde for ? +Brandt , det spørger du om ; jeg er den ferske i mit +land , konge i to riger , kan jeg regere ? kan jeg være +konge ? jeg har børn , men kan jeg være fader ? jeg +har en skøn , en dejlig , forførerisk kone , men kan jeg +være mand ? Er det ikke til at blive gal over ! +Det var et godt raisonnement . Hverken konen , +børnene eller rigerne løbe fra dem . +Men rigerne , fornuften og sundheden gør det før +du ; du er en fritænker , en gudsbespotter ; men har +du aldrig følt noget sælsomt , når du læske i biblen +bm nebukadnezar ? +Hvad skulle jeg vel have følt , svinelædcrsbindet ? +Utydfle , tør du give Vorherre spydigheder ; han er +bedre end du og jeg tilsammen . +Det er nok muligt , men han må være grumme nøjsom , +når han er tilfreds med det . +Se , nabukko herskede over Babylon — +det var den tids København . +Ja , førend Christianshavn blev bygget . +Rigtig . De er en mærkværdig geograf . +Nok sagt , han var for hovmodig , spildte sin ungdomskraft +og så sank han ned til at blive et vildt +dyr og åd græs . + +nej , det var tilforladelig^ græskar , ^og^ oven i købet +syltede . +Spøg du kun ; jeg er meget langt derfra . +Det er ikke godt at gå fordybt i skriften ; desuden +kom nabulko sig , blev karsk og munter , og så +gik han hen og satte sig på tronen og råbte hurra . +Du hindrer mig bestandig i at græde . Gå ikke +imellem mig og min anger . +Når de vidste , at denne mode er så gammelsdags , +ville de ikke klæde dem efter det snit . +Jo , jeg ville , det er en mode , der klæder godt til +alle tider ; men tårekilden er udtørret tilligemed livskraften . +Herre , tilgiv os . +Vi vide ikke hvad vi gøre , +det var et sandt ord ; jeg kunne som Varro stampe +i jorden og sige : giv mig mine unge dage og mi « +Sundhed igen . +Og få begyndte vi forfra . +Nej , Brandt , verden er galt indrettet : når mas +har fået en drøj lektion , seer man altid , at det er for +sent at gøre det om igen ; kunne jeg nu begynde forfra , +ville jeg handle fornuftigt . +Det siger man altid . Har man da ikke nydt livet ? +Nej , jeg har misbrugt det , og det piner mig ; thi +jeg er gudskcelov ikke altid fra det . Jeg fik livet for +at være souverain . +Og er det endnu . + +spot kun . Navnekonge er jeg . Ved du , hvad jeg +M lidt har tænkt på ? +På souverainiteten måske . +Ja , og på magnetnålen . +Rå ja , de høre jo begge til kompasset . +Ved du , Brandt , at 1660 , souverainitetens indførelse , +var magnetnålen uden misvisning . +Ja , hvad beviser det ? +Det beviser , at der er noget ophøjet i denne institution . +Nej , +det beviser , at selv naturen har sine særheder » +Det første år har souverainiteten vel også været +uden misvisning , men siden har den løbet aske stregerne +rundt . +Du har nok selv fået en lille streg , Brandt . Nej , +det beviser , at sådan vil forsynet have at sover-i « steten +skal være . +Hø , hø , tro døg ikke , Vorherre tager det så nøje ; +hvorfor giver han os magten , uden for at vi skal misbruge +den . +Brandt nu er det nok ; du er gal . Har vi fået +tømmerne i hånden , for at køre vognen i grøften ? +Troer de da , at vi skulle være dydshelte , og at +alt skal gå ud af den lige landevej . +Naturligvis . +På ingen måde , jorden er skabt puklet , de smukkeste +charakterer er puklede . +Og dit vås er også så puklet , at jeg kunne have + +lyst til at varme din pukkel ; men det vil jeg døg sige +dig , at Vorherre er en retfærdig mand . +Man siger det , men man kan ikke bevise det . +Fy , det var lumpent sagt . +Vorherre har også sine smigere , men jeg siger , han +kan ikke udstå måneflinskarle . En rask udhaler +har derimod noget kækt ved sig- han deroppe har +nu sin største fornøjelse i at tilgive ; men når vi ikke +gjorde volter , hvad skulle vi så gøre ? +Hør du , er det dit alvor , Brandt ? +Jeg tør bande på det . +Morian ! +De kalder ? +Ja , godt , der er han . +Morian , gå ned i vagten og hent to mand og +en gefreider op . +Hvmtil skulle de , vi kunne nok tømme flaskerne alene . +Du har revet min Hals , Brandt ; det kan jeg tilgive +dig , men , at du bagtaler vor herre , det tåler +jeg ikke , +hvad skal der da ske ? +Du skal kukkelure i slotsvagten , til du kan din +catechismus bedre , og piberdrengen skal gjennemgåe +lektier med dig . +Det er da vel ikke alvor . +Jo , det er ; et menneske , der ikke tror på gud , +vil jeg ikke omgås med . Du er en fæl Karl , kom +ikke igen , førend du kan begyndelsesgrundene . + +godt . Jeg bliver dernede , til jeg bliver grøn . +Grønskolling er du nu — bliv — +en pedant , ikke sandt ? +Cn god Christen , thi du skal ydmyge dig . +Det vil holde hårdt . +Morianen trådte ind og sagde , at vagten var derude . +Er piberdrengen med ? +Morianen svarede da , at det kunne han straks besørge , +og ilede ud . +Da han kom tilbage med piberdrengen lod han de +4 mand træde ind i gemakket . Flaskerne slode endnu +på bordet ; Brandt havde rejst sig og var noget ængstelig +tilmode . +Piberdreng l kender du mrg ? spurgte kongen . +Ja , herre , de er kongen . +Godt . Hvad hedder du ? +Nicolai grib , på befaling . - +kan du din catechismus ? +Min konge , jeg er ikke stiv i den , for det er så +længe siden , jeg har stået . +Har du din catechismus endnu ? +Ja , hrr . Konge , men den ligger hjemme på casernen +ved benenden . +Så spring hjem til casernen ved benenden og +tag den , og kom straks igen . Før nu denne mand , +det er grev Brandt , ned i vagten , og lær ham +catechismussen , og når han kan den rigtig godt , thi +han har god forstand , så før ham op igen til mig . + +jo , majestæt l +min konge , et ord — +ikke før i kan guds ord , grev Brandt , jeg anbefaler +eder i gode hænder , nemlig i piberdrengms , +lær af ham , af der gives høg over høg — og af en +mand af ånd dog må erkende en højere ånd +over sig . Marsch ! +Denne sidste ordre blev udrådt med en kraft og +en mine , der fordrede øjeblikkelig lydighed . +Til stor morskab for alle laquaierne , og især for +morianen , måtte Brandt nu marschere ned i slotsarresten +og læse catechismut . +Da kongen var alene , gned han sine hænder og lo +som en besat , men straks derefter blev han meget alvorlig . +Han satte sig ved bordet , tegnede i det spildte +fluidum forskellige navne , hvoriblandt tydeligt skel » edes +Mathilde og Frederik ; derpå gav han sig fil +af græde som et bam og blev længe siddende således +f tavs bevægelse . +Morianen trådte ind og meldte dronningen . +Christian sprang glad op og ilede hende i møde . +Men han studsede og trådte med rynkede øjenbryn +hastig tilbage . +Mathilde ! i denne dragt ? +Ja , min gemal , jeg kommer fra en ridetour . Lejret +var så friskt , og jeg har moret mig godt . +Madame , det er en styg maskeradcdragt ; man venter + +af se fin kone , fine børns moder , og man seer nøget , +der ligner en jægerlaps . +Tag dog ikke det fortrydeligt op , min Christian , det +er jo den nyeste mode . +Men jeg ynder ikke denne mode , madame k +så skal jeg heller ikke bæere den oftere . +Kongen rakte hende hånden og sagde : +sæt dem . Har de nylig set vore børn ? spurgte +han efter et øjebliks forløb . +Ja , jeg kommer lige fra dem . +I denne dragt — det gør mig ondt . +Tilgiv mig , jeg tænkte intet ondt derved ; men det +er sidste gang , jeg bærer den . +Godt . Hvad sagde børnene ? +Frederik blev bange og løb fra mig , men Augusta +var såre glad og hoppede af glæde . +Det beviser , at Frederik har bedre forstand end +søsteren . +Jeg vil straks gå hen at klæde mig om . +Nej , lejligheden er god , bliv ; det kan måske vare +længe , inden vi tales ved så uforstyrrede . +Min Christian , du er så højtidelig . +Ja , jeg er meget højtidelig stemt , jeg ved ikke , +hvoraf det kommer . +Mathilde kastede et stjålent blik på flaskerne . +Nej , det er ikke grunden . +Jeg sagde intet . +Men dine øjne talte og dog , Mathilde , jeg bærer + +på en vægt — mit liv er spilt , jeg er en olding +før tiden , der er en gift i mine årer , en snigende +gift . Med gru erkender jeg , at jeg har stormet mod +min ungdom — at jeg har øslet med min kraft , +— Mathilde , tilgiv mig — o , atter denne dragt ! +Christian , hvad gør dragten ; står ikke et ovindehjerte +derunder ? Se ikke så vred ud , jeg tænkte ikke +på at mishage dig — og du må ikke gøre dig +selv bebrejdelser — du har været syg , og er sygelig +endnu , men sundhed er himlens gave ; dens mangel +er ikke vor skyld . Vær derfor rolig , jeg har intet +at tilgive dig . +Undertiden forekommer det mig , at jeg mangler ord +for at udtrykke , hvad jeg føler og tænker , men jeg kan +sammentrænge dem i få ord : bær en moder for +børnene , de have i grunden ingen fader . +Christian , jeg bønfalder dig , lad sådanne mørke +tanker borte ; de have en fader , din omhu for dem +beviser det . +Du ved ikke , du ved ikke . Så lidt , som det +svage menneske kan modsætte sig sygdom , så lidt +kan han modsætte sig sindsforvildelser . Han vil — +men føler sin afmagt . Det er , som om han ville +betvinge en heftig søvn ; han kan ikke , han kæmper +men han overvældes . +Men kæmper han ret for alvor , kan han modstå ; +han tyer til et kærligt bryst , og han styrkes ; han + +sender sine bønner op og han modstår , han favner +sine børn og han sejrer . +Du er en from og god kone . Så længe du er +hos mig , har det ingen nød , men — ak , hvad skal +jeg sige dig — det martrer mig , at du flæber dit +liv glædeløst hen . Fat ikke ringeagt for mig , lær +børnene at elske mig — jeg frygter for den tid , der +kommer . +Vore fædre stolede på ham , og blev ikke skuffede . +Du har iøvrigt ret . Alt kunne jeg bære , men +tabet af min ånd , o smerte , jeg bringer ikke tilbage , +hvad jeg har modtaget . Hvad har du gjort af det , +jeg betroede dig , lyder det for mig . Jeg gav dig +to kongeriger , fremmede bestyre dem ; jeg gav dig +børn , de tør ikke komme til dig , for ikke at tabe +agtelsen . En hustru fik du ; har du bevaret og +fortjent hendes kærlighed ? og den ånd , jeg gav dig , +den uforfalskede ånd , hvor er den , giv mig den atter . +Christian , hold op . Fordrer gud så meget , han , +som tager og giver , som han vil ? Din ånd er lys +og kraftig , og glad vil den juble fin skaber i møde , +når din time kommer . Du har en hustru , som +agter , ærer og tilbeder dig , børn , som jeg skal lære +det samme , og undersåtter , der bærer dig i hjertet , +forlang intet mere , men vær tilfreds . +Gid jeg kunne det , men stundom er jeg meget syg +og nedtrykt . + +det vil gå over , når du tager dig sammenøs +styrker dig . +Troer du , Mathilde ? +Ja min konge , min mand og min ven ? +Gode engel l +nej , engel er jeg ikke — men gid vi altid må +forstå hinanden og ingen træde os imellem . +Du mener min moder ! +Nej , jeg nævner ingen . +Du kan ikke fly hende mere end jeg . +Men jeg skyer hende ikke , jeg nævner hende ikke +som om hun var imod mig , tro det ikke . +Hun er im^d os alle , dig , mig , børnene . +O , Christian , du sammensnører hjertet . +Fat dig , Mathilde ! +Lær mig altid at være som nu . +Hvis jeg kan , villien har jeg . +Christian ! +Hold stormen ude ! +Hvilken storm ? +Man brygger på noget . +Så er det gift til øret . +Nu taler du igen i gåder . +Hvilken storm da ! +Skal jeg tale ud ? +Ja rent ud , at jeg kan vide det . +Enkedronningen vil styrte Struensee . +Hun vil ? + +og hun er listig . +Sandt nok ! +Og han er vor bedste støtte . +Det er han . +Hold på ham , ellers går det os alle galt . +Han har min tillid , hvem tør da vove at have en +anden mening ? +Hun ! +Og jeg da — +du sagde selv , at hun er listig . +Du har ret ; men når du og jeg holde på ham , +så så vi ste , hvem der kan trodseos . +Hun er rænkefuld . +Ja , men hun er kendt , og hvis du ønsker det , +forbyder jeg hende for bestandig at komme til min +kongelige person . +Ak , hun trænger dog ind . +Endnu i dag skal jeg udstede en cabinetsordre derom ; +jeg skal dog vise , at jeg er kongen . +Ja , gør det , min Christian ! +Endnu i dag , som jeg siger dig , hvad skrive vi i dag ? +Den 15de januar ; men i morgen kommer hun på +maskeraden . +Så udebliver jeg ; jeg vil dog se , hvem der vil +trodse mig . +Enkedronningen ! meldte morianen og åbnede fløj - +døren . + +enkedronningen ilte hen til Caroline Mathilde med +et udråb af glæde , trykkede hendes hånd , smilte +moderlig venligt og kyssede hendes kind . +Kongen blev ved dette optrin siddende i slum forundring . +Udtrykket +i hans ansigt forandrede sig dog snart ; +efter et dumt , næsten fjollet udseende , der lod i tvivl , +om at han vidste eller forstod hvad der foregik i hans +nærhed , antog hans ansigtstræk udtrykket as en sky mistænksomhed , +der atter vekslede med en vis barnagtig trods +eller vrede . Han sad således nogle minutter og tog +derpå tilløb , som om han ville sige noget , men ikke +kunne erindre , hvad det var han ville sige . Han rystede +resigneret på hovedet , tav og stirrede fortvivlet +til jorden , hvorefter han hensank i en drømmende tilstand . +Enkedronningen , +der alt for vel kendte , på hvilket +stadium kongens tankeløshed for øjeblikket befandt +sig , benyttede tiden til et flanleangreb på sin dødsfjende +og begyndte det med de ord : +dyrebare datter ! Det glæder mig at se deres majestæt +så strålende . Det er længe side » , at jeg har +set den regerende dronning så henrivende , som i dag ; +i sandhed ! De er uimodståelig , og jeg bønsalder dem +derfor om hos hans majestæt vor fælles herre at understøtte +mig i en suplik som ligger mig meget på +sinde . +Dyrebare Fru moder ! Min assistance er sikkert ikke + +fornøden , thi deres majestæts villie og indsigt er +så mægtig og af så overordnet natur , at de kun +hehøver at yttre et ønske , for at bevæge hans majestæt +til at give sit bifald , når de behager . +Gid det var så , min inderlig elskede datter , men +det kan døg alligevel ikke skade , at de forener deres +bønner med mine . de have derved endmere vægt . +Tal , deres majestæt ! jeg længes efter at høre . +Siden de kender vort Hof , ved de min datter , +at ondskaben bruger sladren som tidsfordriv , og ikke +sjeldent benytter løgnen som kammertjenerinde . +Desværre ! det ved jeg . +Vi herskerinder kunne harmes nok så meget derved , +vi kunne døg ikke forbyde , at man hvisker i krogene eller +udenfor vor kreds . +Forlad mig , det trøer jeg døg , vi kunne , mama , thi +når vi give de sladrende og lyvende så alvorlige +beviser på vor unåde og mishag , hvis de ej holde +sig i tømme , så ville de snart lære at indse , at de +ere på en gal vej , og at kun fornuft og sandhed +kunne skaffe dem vor godhed tilbage . +Ak , mit barn , de taler ikke som en kone af erfaring ; +men vidste de , som jeg , hvor umuligt det er at +bortluge alt ukrud af en have — +så ville jeg næppe forsøge derpå , mener deres +majestæt ? +Nej , det mener jeg just ikke så lige , men — +jeg er ung og ønsker belæring ; tal , deres majestæt . + +og jeg er gammel , ikke sandt , og taler søm den +grå viiedom . +Det har jeg ikke sagt . Deres majestæt . +Det var dog modsætningen , deres majestæt . +Lad os ikke disputere om det , Fru moder . +Nej , de har ret , lad os være enige . +Ja > +det båder os også bedst . +Det er ganske min mening . +Lir kisn ! det er kun måden , hvorpå vi hidføre +enigheden , hvorom vi er uenige . +Jeg troede sket ikke , at vi vare uenige . +Del muligt , det skulle glæde mig , men få må de +ikke blot tale derom til kongen , men også til ham . +Til hvilken ham mener de ? +Ih , til hvem andre end til den pågældende grev +Struensee . +Grev Struensee ? +Men bliver de forskrækket , Mathilde ? +Ingenlunde , men jeg altereres over , at de vil at +jeg skal blande mig i statssager . +De kalder det ved et besynderligt navn ; jeg tror +dog ikke , en statsmands egne sager kan kaldes statssager . +De +taler i gåder ; drejer det sig om grev struensces +egne sager , så undrer det mig , at deres majestæt +og jeg skulle blande os deri . +Nå , så det undrer dem . + +ja , tilforladelig ! +Beske Mathilde , må jeg tale åbent — ret en +kamills . +Gerne , ret som en moder til sit barn . +Det vil jeg , min datter . Så vid da , han er +forelsket i en dame her ved hoffet . +Ah ! +For så vidt var sagen jo noget nær ligegyldig , men +nu kommer det bærske . +Ah , endelig ! +Tænk dem , man påståer — sladren nemlig — +at den dame , han elsker , og sam nok ikke skal være +ganske ufølsom for hans kærlighed , er — en gift dame . +Er det sladdren , der påståer dette ? +Ja , deres majeflæt . +Men skulle det ikke snarere være løgnen som er moder +til den smukke opfindelse . +O nej , deres majestæt , hvor kunne det falde dem +ind , at selv løgnen skulle finde på at handle så +» moderligt imod en — en — en gist dame , en dame +med børn , ha ha ha ! Nej , det vil dog være alt for +puerilt . +Jeg forstår sket ikke deres mening ; de har bedre +tanker om løgnen end jeg , seer jeg ; men hvad der +er sikkert og uigendriveligt , er , at jeg aldeles ikke vil +blande mig i flig kaffesladder . +Madame ! En sag af så alvorlig natur , og som + +jeg finder nødvendig at bringe på bane , kan ikke nævnes +ved dette navn . +Med hvad navn vil deres majestæt da have , jeg +skal nævne det ; behag at befale . +Jeg befaler ikke , de besidder regentens hjerte , jeg +bønfalder kun . +Om hvad ? +Om at både sladderen og løgnen må blive tilintetgjort . +Kan +jeg bidrage dertil , gør jeg det gerne . +Når vi to skutte alliance , så lykkes det . +Lad dog for guds skyld høre . +Greven må gifte sig . +Ja , lad ham det . +Forstå mig ret , vi må begge insistere hos kongen +på , af Struensee befales , af han gifter sig . +Men er det ikke af tage sagen for alvorlig ? +Sagen er så alvorlig , som den kan være . +Bi skulle altså overtale kongen til af begå en +voldshandling imod sin cabinetsminister ? +Det er ingen voldshandling , men en nødvendighedshandling +for af standse det oprørende rygte . +De ønskes held til deres fo . etagende , men jeg vil +ikke blande mlg i grevens giftermålsaffairer . +Af let forklarlige grunde . +Hvad behager ? siden grundene er så lette af forklare , +vil de så ikke have den nåde af forklare mig +dem ? + +å jo — seer de , løgnen har også travlt ved +denne miserable sag . +Ja , det er meget sandsynligt . +Man kaster snart mistanken påa en og snart på +en anden ; tænk dem , hvor afskyeligt , ikke engang +jeg er gået fri . +De , mama , o , det er umuligt , ha , ha , hal +finder de det så morsomt ? +Ja , thi bagvaskelsen kunne da ikke sinde på noget +mere dumt , ha , ha , hal +jeg ml vente , til de har asket . +O , jeg er straks færdig , men enhver må jo dog +kunne indse , af en kone i deres alder — +vistnok , jeg kunne jo være hans bedstemoder . +Eller i det mindste hans moder , greven er jo ikke +neget ældre end arveprindsen . +Det er heller ikke fra denne side , af faren er stor , +mer jeg sagde , af man gjetter snart på gamle , snart +på unge . +Sea , virkelig ! +Ja , ondskaben er oprørende . +Afskylig ! +Tænk got , man mumler endog om fruit defendu +hos en kme i deres alder . +Madam , ^å jeg holdes ude af diskussionen , her +drejer det sig eun øm andre . +Vel , af det antydede vil de indse , af det er nødvendigt , +af gree Struensee gifter sig . + +tal da til kongen derom . +De ved alt for vel , af min magt ikke strækker til . +Nej , der må større kræfter til , deres til eksempel . +Jeg blander mig ikke deri . +Heller ikke , da de hører , hvor nødvendigt det er ? +Nødvendigheden kan jeg oprigtigt taget ikke indse , +thi elsker han en gift kone , så kunne han jo ligeså +godt elske hende , når han selv var bleven gift , og +hvad var der så vundet ved hele anstrengelsen . +Meget , såre meget . +Jeg for min del indser det ikke . +Tillades det ham at gifte sig , så er kærligheden , som +han siges at nære og som han skal være genstand for +ikke så heftig , som den antages , så er det forbudne +forhold dementeret , og så er bagvaskelsen slået +til jorden . +Bah ! så finder den på noget andet for ikke a +være tomhændet . +Muligt , meget muligt , men hvad den så finder , å +er det mindre farligt end nu . Derfor samtyk i at oirke +med mig . +Jeg må være overbevist for at kunne samvi^e i et +så absurd anliggende . +Mathilde , føj mig , jeg fordrer det . +Nådigste Fru moder , jeg kan ikke og vi * ikke . +Så ved jeg nok , madame i +deres majestæt , hvad ved de , ford jeg ikke vil +intriguere efter deres behag . + +jeg ved så meget , som jeg behøver at vide . Det er +deres ønske , at grev Struensee ikke gifter sig . +Hvilken måde at udlægge andres tanker på , deres +majestæt har måske skjulte hensigter , jeg ikke , kun det +vil jeg sige dem , at hvor ligegyldigt det er , om grev +Struensee gifter sig eller ikke , så har jeg ikke grund +til at blande mig deri . +Heller ikke om han giftede sig med — +heller ikke om han gistede sig med deml +Mathilde ! — med mig ? Ha , den forræder ! han +har altså røbet ? +Hvad er -er , hvad er der ? spurgte kongen forskrækket +og hævede forvildet sit blik , og lod det fare fra +den ene til den anden af dronningerne . +Det er der . Christian ! at denne kvinde fornærmer +din møder i sit eget slot . +Nej , det er usandt , det er hendes majestæt din +Fru møder , som nu i over en halv time har overøst +mig med fornærmelige hentydninger . +Om hvad , om hvad , jeg vil straks vide om hvad , +sagde kongen med en vis myndighed . +Mathilde har hentydet til noget , som Struensee +kun i den intimeste , mest himmelråbende fortrolighed +kan have røbet hende under fire pine . +Hører du nu selv , Christian , det er din stedmoder , +der fornærmer din dronning i dit eget hus . +Hvad skal det betyde ? Er det for alvor , at man +fornærmer min dronning ? Tal , tal ! + +hun har fornærmet mig og beskyldt mig for , at jeg +ville gifte mig med Struensee . +Nej — ikke således . Det var dem selv , der +sagde , at sladren havde travlt snart med at udpege +en , snart en anden søm cabinetsministerens udkårede . +Hun og ingen anden har sagt , at hun selv var udpeget . +Men +kun han alene har kunnet sige , at jeg ville +gifte mig med ham . +Det har han ikke kunnet sige , råbte kongen , thi +han har aldrig sagt en usandhed . +Han har sagt det — og han har sagt sandhed ! +Guds død , er konen bleven gal ? spurgte kongen . +Majestæt , ved kongens liv og min sjæls frelse , +grev Struensee har aldrig talt til mig derom , sagde +Mathilde . +Jeg vil have fred i mit hus , deres majestæter behage +at begive sig hver til sit , sagde kongen og slog +på lænestolearmen . +Hør mig blot , Christian , to ord ! +Ikke nu , Mathilde , det er jo en skjendescene , fy +— hver går til sit . +O , Christian , det var dit løfte , jeg fornærmes og +du jager mig bort . +Min gud , hvad gør jeg — nej , så bliv du — +men deres majestæt begiver sig bort . +Min søn , du jager din moder fra dig — nej , +så dybt kan min søn ikke synke . + +godt , så bliv de her , madame , må jeg ikke have +fred i mit eget gemak . Kom , Mathilde , så vil du +nok vise mig gæstfrihed , vi gå sammen til vore +børn , der vil man ikke forstyrre os . +Bliv , jeg beder dem begge , bliv ! Måske var jeg +for opfarende , men de ved ikke , hvad jeg lider . +Mathilde , nu er touren til mig at bede , bliv og +hør et par rolige ord . +Jeg kan ikke prise deres rolighed . Når de beder +om noget , gyser jeg — er det om mit liv og min +lykke , de vil bede ? +Lad os hellere gå » , Mathilde ! hviskedee kongen . +Dronningen ville alt til at løfte kongen op af +stolen , da Juliane Marie , der opfangede stillingens +farlighed for sig , pludselig løb hen til dronning Mathilde , +greb hendes hånd og sagde : +du , min søns hustru , er du da hævnens gudinde ? +Vil du at jeg skal knæle for dig ? Jeg , Juliane +Marie , der bar Danmarks diadem før du så dette +land — har jeg med alle mine fejl fortjent st forhånes +således af mine egne børn ? +En stilhed indtrådte . Mathilde vaklede . En følelse +tilsagde hende at benytte sig af øjeblikket , men +Juliane Marie havde tårer i øjnene , og dem kunne +den unge dronning ikke modstå , ikke engang hos fin +dødsfjende . +Mathilde ! +Majestæt ! + +vær ikke vred ! +Med disse ord udstrakte enkedronningen begge sine +hænder imod dronningen . +De seer selv — svarede Mathilde , stammende som +en svag modstand . +Så er alt tabt ! udbrød Juliane Marie med en +brudt stemme , idet hun lod sig falde i en stol , holdt +tørklædet for oinent og gav sig til at hulke . +Køngen satte et grædende ansigt op og så spørgende +på Mathilde . ' +Caroline Mathilde blev rørt , ilede hen til enkedronningen +og sagde : fat dem , bedste moder . Bi +vare begge hidsige — lad det være glemt . +O , mit barn , du ved ikke hvorledes du har smertet +mig ; du ved det ikke . +Nok nok , afbrød køngen , jeg kan ikke tåle tårer . +Giv hinanden hånden — så , nu er alt godt . +Anede du ikke , min datter , hvorfor jeg så indtrængende +bad dig om din forbøn hos køngen ? +Nej , mama , og jeg kan endnu ikke fatte hvorfor . +Men du ved dog nu , hvorfor jeg blev så opbragt +da du hentydede til et ægteskab mellem mig og Struensee . +Jeg antog , at de følte dem krænket derved . +Nej , Mathilde ; jeg frygtede , han havde forhånet +mig ved at meddele dig — hvad du nu ved — at jeg +virkelig ønskede det . +Men når jeg nu forsikrer dem dyrt og helligt , at + +han aldrig har talt et ord derom eller givet en hentydning +dertil — +så vil jeg tro dig , og al misforståelse er da +hævet . +Punktum , finale , sagde kongen ; nu ikke mere herom . +Min søn , eller om du hellere vil , min konge ! +Enhver af dine undersåtter har den ret , at bønfalde +kongen . Skulle din faders enke ikke have den samme +ret , som enhver af dine andre undersåtter . +Du vil dog ikke bede om et ægteskab — o , det er +altfor latterligt ; aldrig ! +Hør mig blot , hør mig blot . +Hvordan min faders enke — sy , — og jeg skulle +give mit samtykke — moder , gør mig ikke vred , +aldrig , aldrig ! +Mathilde ! Tal til kongen , jeg forlanger det af +dig +nej , det er umuligt , deres majestæt , jeg siger , +som kongen , aldrig ! +Ved du da ikke , at han har fjender , at kun et +ægteskab med mig kan redde ham ? +O , han hytter sig nok , svarede kongen leende . +Ville det smerte eder meget , at give mig eders +samtykke ? +Jeg giver det ved mit liv , min krone og min ære +aldrig ! +Og jeg kan kun være af kongens mening , sagde +Mathilde bestemt . + +hvad grund er der fil denne vægring ; han , som +du finder værdig fil at regere i dit navn , beherske +dine undersåtter , være i besiddelse af den hele kongelige +magt — han skulle ikke være værdig fil at betræde +en enkes sovekammer ? +Fy , fy , det oprører mig , men det er ikke det . Om +du fik lyst fil en af mine staldkarle — det var ikke +smukt , ikke passende , men lad det passere , jeg ville +lukke øjnene og tie ; jeg selv er jo kun en svag dødelig +og vil ikke holde dom over andres skrøbeligheder ; +men offentlig ved en højtidelig akt at indsætte ham +som min faders eftermand , nej , det var nedværdigelse . +Ved gud , jeg gør det aldrig ! +Mathilde , ved hans liv , ved dit samtykke ! +Majestæt ! Oprigtigheden byder mig at tale frit : det +kan , det bør ikke ske . Vare hans fjender end talrige , +som sand — det bør ikke ske . Skulle han end falde , +så falder han med ære ; ved et ægteskab med dem +ville han — og de være latterliggjorte . +Så har du aldrig elsket , når du kan sige dette . +Og dette siges her — ved min husbond , nogle få +værelser fra mine børn . +Vil du da hellere se ham falde ? +Ja ! når det ikke kan være andet ; hellere død end +dette . +Man skulle tro , at en rivalinde talte med denne +mund . +Hvad ! råbte kongen og dronningen på engang . + +ja , det siger jeg ; Mathilde vil ikke , at jeg skal +blive strucnsees viv , fordi hun selv elsker ham . +På døren på øjeblikket ! skreg kongen rasende , +medens hans øjne gnistrede , og han udstrakte sin +skælvende hånd mod døren . Han var sprungen op +af lænestolen , og benene vaklede under ham af svækkelse +og raseri . +Deres majestæt kan lade mig kaste ud , sagde Juliane +med bydende trods . Jeg kan bevise hvad jeg har +sagt , dronningen har selv tilstået det . Amalie Thott +har modtaget tilståelse « for over 6 uger siden hin +comedieaften , og min hoffriseur og hans svende have +hørt derpå . +Lad vagten komme , brølede kongen , hun skal fjernes +med magt , thi det er en nedrig løgn ! +Kongen greb klokken og ville ringe . +Mathilde var bleg som et lig . Det sidste slag havde +været for voldsomt , men hun så at liv og ære beroede +på dette terningekast . Hun greb kongens hånd +og sagde ; Christian ! Dine børns moder bønfalder +dig , ring ikke ! +Spyt hende i øjnene , Mathilde , og slig hende lige +i øjnene , at hun lyver og spyer ild som en drage ! +Lyver jeg ? — man kalde vidner ! +Hun er ført bag lyset , Christian . Nogle ord , som +ligne liese , brugte i en sær anledning , men fordrejede +og forvanskede , har jeg brugt ; kun nedrigheden kunne +benytte dem således . + +hører jeg ret — eller fantaserer jeg endnu ? +Du fantaserer ikke , min konge og min gemal , +når denne kvinde er borte , skal jeg forklare alt , og +du skal få en anden mening end den , hun ønsker +at lægge deri . +Gå , madame , jeg befaler dem at gå ! . +Jeg bliver , svarede enkedronningen trodsig . +Gå ! Ved min kongelige magt , gå begge ! +Christian ! husk vel på , at jeg er dine børns moder ; +vil du ikke høre min retfærdiggørelse for min +skyld , så gør det for Frederiks skyld . +Er Frederik min søn ? +O , milde gud , han spørger ; så har hun dog forgiftet +kongens hjerte ; hun vil ikke blot berøve mig +min mand , men Frederik fin fader og Danmarks +krone . +Bliv lidt , det svimler for mig — kronen — lad +mig samle mine tanker — kronprinsen — arveprindsen +er hendes søn , derfor må hun ikke tåle , +at kronprinsen er min . +Således er det ! udbryd Mathilde , næsten kvalt af +tårer . +Bliv , Mathilde ! Du skal have ret til at forklare +dig . +Kongen hævede med et usigelig bønligt blik sine +øjne mod himlen og udbrød : +gud , milde , kærlige gud ! giv mig min fornuft i to , + +blot i to timer , og tag den så igen for resten af +mit hele usle liv ; blot to timer bsnfalder jeg dig +om , hør , o hør mig for min søns skyld ! +Mathilde segnede om i en stol og skjulte sit ansigt . +Madame ! sagde kongen derpå med fuldkommen +kongelig . Værdighed til enkedronningen . Vi ønske at +være ene med dronningen . Vil de behage at begive +dem til deres gemakker , hvor de venter vor nærmere +ordre . +Majestæt , jeg kan ikke forlade dem , før jeg har +bevist hvad jeg har sagt . +Uden at svare et ord greb kongen klokken og ringede . +Mathilde for op som skræmmet ved et lynskag . +Bliv siddende , deres majestæt , det gjaldt kun hende +der . +Istedetfor morianen trådte grev Brandt ind af +døren med smilende ansigt og udråbet : +her er jeg , nu kan jeg den . +Hvilket , hvilket kan du ? hvor kommer du fra ? +Fra slotsvagten , hvorhen deres majestæt allernådigst +sendte mig , for at lære catechismus . +Har jeg sendt dig - ah , et anfald ! — godt , +du kan altså din catechismus ? Min hsie moder +vil ikke forlade mig , jeg har bedet og befalet forgæves ; +nu pålægger jeg dig at skaffe hende bort enten på +den ene eller anden måde ; lær så hende din catechismus , +om du vil , men skaf mig hende fra halsen . + +godt , jeg vil begynde straks . Catechismen lærrr os +pligterne mod gud og vore medmennesker . Di skal +elske — +grev Brandt , forskån mig for deres vittigheder . +Vi skal elske magten og herredømmet , slår der i +deres majestæts catechismus , ikke at tale om arveprindsen . +For at opnå dette skal vi stiste sawmenrottelser +mod kongen , dronningen , fædrelandet og +cabinetsministeren ; men det er lutter trykfejl , allernådigste , +thi falsk slår fin herre på Hals , og når +man holder meget af mandfolk , og tillige holder meget +af sig selvenkedronningen +bed sine læber tilblods , førte hurtigt +hænderne op til hovedet og holdt sig for begge orme . +Brandt tog et blad papir , skrev derpå i hast : +Reverentsgade nr . — , og holdt det for Juliane Marias +øjne . Hun stirrede med panisk skræk på de med +blyant skrevne ord , og gik hurtigt ud af gemakket . +Men Brandt fulgte hende lige i hælene og vedblev +sin ramse med allehånde komiske fordrejelser og skærende +udfald . +Da begge havde forladt gemakket , vaklede kongen +hen , låsede døren af , trak portieren for , gik hen til +et skab og udtog en lille flakon , tømte det halve af +indholdet og nærmede sig derpå dronningens stol . +Mathilde , forklar dig nu uden omsvøb — elsker +du Struensee ? Du slår for gud og kongen ! +For gud og kongen vidner jeg , det koste mit liv + +og min ære : jeg elsker Struensee søm englene i himlen +elske hinanden , således og ikke anderledes , og andet +har jeg aldrig sagt . +Selv det er nok ; det skiller mig ved en elsket viv , +men ikke ved konprindfens moder . +Jeg skal finde mig i alt på dette vilkår . +At han er min søn , ved jeg , føler jeg , men det +lysker mit øre at høre det bekræftet . Er han min +søn ? +Christian , konge og herre , se her min afdøde moders +billede ; ved hendes sjæls evige fred sværger jeg , som +jeg sværger ved vor Frederiks kommende lykke , ved +dette rene , barnlige billede : han er din søn , Danmarks +sønt +tak , herre , takt det er min højeste lykke . Mathilde , +nu tror jeg dig . +Endnu et : ved begge disse dyrebare , jeg er brødefri +i min handling , om ikke i min sjæl ; Struensee +var altid ærbødig mod mig . +Intet den ham . +Christian , giv gud æren ; jeg kender ham ikke på +den bis , du tror , men jeg kendte ham ikke af navn , +da Frederik blev født . +Deri tror jeg dig ganske ; men om du senere havde +fattet tilbøjelighed for ham , hvad under ? +Enkedronningen har altså opnået hvad hun tilsigtede . +Ja , men kun tildeels . Der er rejst en skillemuur +imellem os , men elske dig må jeg til enhver tid . + +du , mig ? O , så forlænge himlen dit liv . +Kun til Frederik bliver myndig ; ikke længer , ikke +længer . Mathilde , den mand , du bandt dig til +bærer fordømmelsen i sit indre . Jeg er forgiftet først +ved hende , så ved dig , snik mig ikke at leve længer , +end nødvendigt . +Har jeg forgivet min herre oz konge , så lad mig +døe . +Nej , du skal ikke . Før var der svagt håb om +min helbredelse , nu sket intet . Jeg har kun et ønske , +at jeg må hendsse mit liv indtil Frederik kommer til +regeringen . Hvis gud er god imod mig , vil han +lade mine tanker være omskøredc fra det øjeblik , jeg +har befæstet Frederiks ttrone . +Hvorledes , det ønsker du ? +Ja , jeg ønsker at vugges i en evig døs . +Umuligt ! +Thi ellers måtte jeg , for at sikre lam mod efferstræbelser , +spille gal som Hamlett . +Grueligt ! +Men sikkert nødvendigt . En gal konge er ingen konge , +og ingen i vejen ; imidlertid vokser Frederik til , og han +vil lære at regere , for at støtte sin fader . +Og hans moder vil være glemt . +Det beroer på dig . +På mig ? +Ja . +Så bliver jeg kærligt erindret . + +vær oprigtig . +Chrisfian ! +Jeg er den brødefulde for min dommer og for mig +selv ; men du , Mathilde , var ung og smuk , dit hjerte +følte tomhed — du havde ingen mand — har jeg +ikke selv kastet dig i hans arme ? +Nej , hverken du eller jeg ; det er bagvaskelse . +Så tilstå alt , at jeg dog kan modtage den vished , +at du er oprigtig , at jeg ved alt . +Du ved jo alt . +Og om du nu rejste hjem til dit fædreland , ville +det så modtage dig så ren og hellig , som du forlod +det ? +Ja , ja ; thi børnene er helligede ved vrsdesrit ægteskab . +Men +i hjertet , i tankerne ? svar mig , Mathilde . +Dronningen knælede , kyssede kongens knæ og græd . +Et ord , Mathilde , skal jeg trøe dig , må jeg trøe +dig i alt . +I hjertet og i tanken , men ikke i handling , er jeg +lig den kvinde , som Christus frelste fra at stenes . +Godt , så vil jeg sige med frelseren : den , der er +ren , kaste den første sten . Kom i mine arme , stakkels +kvinde ; den , frelseren tilgiver , vil også jeg tilgive ; +kom til mit bryst . +Nej , Christian , jeg vover det ikke . +Nu elsker jeg dig mere end nogensinde , Mathilde ; +thi hvis du havde sejlet var det min skyld ; jeg kender + +omfanget af den skyld , jeg har pådraget mig . +Nu er du bedre end jeg , derfor elsker jeg dig . +Med disse ord løftede kongen hende op og kyssede +hendes pande . +Du gør mig lykkelig og ydmyger mig tillige . +Det samme siger jeg for mit vedkommende ligeover +for dig , men hør nu efter . Kort eller længe er umuligt +at sige , men vi har store offre at bringe for Frederiks +vel . +Hvilke da ? +Du , jeg og Struensee må omsider offres for hans +skyld ; stemningen er sket . +Ske guds villie t +aftsr nu dine tårer , Mathilde . Du må komme +til enhver tid til mig , nat og dag . Gå på bal +imorgen og lad ingen se , at der var et øjebliks misstemning +imellem os . +Ønsker du det ? +Det msker jeg . +Godt , så gør jeg det , men med et tungt hjerte . +Enkedronningen må ikke komme til mig , ikke under +nogetsomhelst påskud . Endnu i denne time sender +jeg bud til den engelske gesandt . Din Broders repræsentant +skal høre min frie kongelige villie med hensyn +til Frederik , han skal høre det af min egen mund , og +derpå skal det forsegles med Danmarks og Englands +store statssegl . +Væer takket tusindfold . + +jeg handler retfærdigt mod dig og mig , men frem for +alt mod vor søn . +Endnu en gang , vær tallet , Christian . +Når gesandten har været her , vil jeg finde mig i +alt . +Jeg ikke mindre . +Nu gud befalet , min Mathilde . +Da Mathilde var gået for at se til sine børn og +for at græde ud ved lin lille datters vugge , lod kongen +Struensee , Guldberg , rantzau-ascheberg , Schack Rathlau , +schimmclmann og grev Thott komme . Endvidere sendte +han bud til den engelske og franske gesandt . I disse +herres nærværelse opfattes et lovformeligt dokument , +i hvilket han erklærede , da han undertiden følte sig +meget svag , at hans søn kronprinds Frederik , når +han blev myndig , skulle være regent i sin faders +levetid og efterfølge ham på ttronen . +Da dette var gjort vare hans kræfter udtømte , han +gik til sengs endnu ved dagstid og sov uafbrudt til +den næste middag kl . 12 . + +femtende kapitel . +Revolutionen . +Rollerne imellem de sammensvorne blev nu fordelte +efter enhvers evner og forhold . Man havde +hørt at kongen , dronningen og Struensee morgenen +efter maskeraden på chrisfiansborg slot ganske tidlig , +kl . 6 , ville tage til Hirschholm og derfra enten til +Kronborg eller Nyborg , for af sikre sig kongens person , +og derved den ved ham havende myndighed og +magt . Det gjaldt derfor af komme dem i forkøbet , +og hertil hjalp , som vi ville se , enkedronningens list , +Jessens kendskab til slottets hemmelige gange og +arveprindsens klogskab i forbindelse med den assistance , +som rankzau-ascheberg , Guldberg og Beringskjold udviste , +ligesom den dybe taushed , hvormed alt foregik . +Gneral eichftcdt og oberst køller vare rå krigsfolk , +men enkedronningen vidste , af hun kunne stole på +dem , og deres soldater havde netop vagt på slottet +natten imellem den 16de og 17de januar . Det blev + +altså bestemt , af når maffeballet på det kongelige +hoftteater var til ende , skulle Eichstedts og køllers regimenter +være i nærheden . Guldberg skulle have de +fornødne arrestordrer parate lige til kongens underskriff , +og der siges endøg , af man havde skåret et +trægempel , der skuffende efterlignede kongens navneziffer , +for i nødsfald af fremvise de dokumenter , hvorpå +sådan forfalskning fandtes . Guldberg bar alle +disse herligheder i sin muffe . Når alle på slottet +efter ballet havde begivet sig til hvile , skulle enkedronningen , +arveprindsen , rankzau-ascheberg , eistedt , +køller , Guldberg og Jessen følges ad med lydlyse +skridt igennem de mørke gange til kongens værelse . +Rankzau-ascheberg ville dog , sit løfte tro , endnu +forsøge vå at redde Struensee ; om eftermiddagen før +maskeballet ville han absolut ind til ham , men blev +efter aftale hårdnakket afvist . Han ilede da til justitsråd +Struensee og gav ham den skriftlige advarsel , +men enkedronningen lod ham ved en hemmelighedsfuld +tjener hente ud til Falkenskjold på Frederiksberg +slot , hvor han holdtes indelukket til henimod +daggry . Da han derpå ilte til Christiansborg slot , +mødte han broderen i slotsporten , idethan som fange +steg ind i den kongelige vogn , for at føres til citadellet . +Revolutionen var da endt og gennemført . +Men førend vi nærme os denne sørgelig catastrophe , +ville vi nøjere betragte de små begivenheder , der +foregik forinden , og hvilke alle hørte med som led i + +den store kæde , der knytter året 1772 til et af +Danmarks mindeværdigste tidsafsnit . +Efferat kongen havde læst på bunden af Mathildes +hjerte og i statsretlig henseende havde sikkret sin søns +arvedeel , faldt han atter med mellemrum tilbage til +sine anfald , ikke desmindre viste han Mathilde den oprigtigste +ømhed . +Om aftenen den 16de januar var hun hos ham +i sygeværelset , formodentlig for endnu med kongen +og Brandt at træffe nogle dispositioner til den næste +morgen . Kongen og dronningen vare glade og tilfredse , +og Mathilde følte sig endogså meget lykkelig , +ventelig fordi hun troede at have besejret enkedronningen , +og fordi hun i ethvert fald vidste sin søns rettigheder +sikkrede . Hnn var klædt i rød og hvid domino +og holdt sin maske i hånden . +Hnn lænede sig fortroligt ned over kongen og hviskedee +ham et par kærlige ord i øret , som hun ikke +ville , at den tilstedeværende grev Brandt skulle gøre +sig lyslig over , ikke engang ved et sarkastisk smil . +Kongen besvarede hendes kærtegn med et venligt +håndtryk . +Gå , sagde han , min kære Mathilde , gå på +bal ! Hvis jeg ikke frygtede at støde sammen med mi « +Sydende stedmoder , skulle jeg , så svag jeg er , ledsage +dig lige ind i balsalen . +Virkelig ? — o , Christian , du er så god ! +Og du , Mathilde , er så smuk ; jeg mindes endnu + +aldrig at have set dig så strålende , søm netop i aften . +Du udfordrer guderne . +Ja , og enkedronningen . +Men ingen af dem skal forstyrre din lykke ; thi du +er jo lykkelig , ikke sandt ? +Ja , virkelig ; jeg har ikke længe følt mig så lykkelig , +som i dag . +Og dog må jeg skjende på dig , Mathilde ; derovre +er musikken , maskerne og et glimrende Hof samlede , +de vente på dig , festens dronning , og her +bliver du nu i et skummelt Kammer hos en sygelig +mand , hos en graven patient — gå nu , man venter +dig ! +Er jeg da ikke lykkelig her hos dig ? det er et stort +offer , jeg bringer af gå på bal i aften ; stod det +til mig , blev jeg her , lo med dig , dansede for dig , +her er mit bedste hjem . +Og denne ærlige dragt skulle du have iført dig +alene for min skyld , nej , denne indeslultede hospitals - +luft ville snart knuge dig til jorden . +Nej , nej , min Christian ; o , herefter vil jeg knytte +mig til dig ved guld og blomsterlævker , jeg vil være +din sygevogterste , din pleierinde , jeg vil pynte mig +alene for dig og græde for dig , når du lider . +Tak , min gøde engel , mit kære barn . Hør , Mathilde +hvorledes kan det være , af du snart forekommer mig +af være min egen elskede moder , der plejer mig med + +ømhed , snart min elskede hustru , og til andre tider +mit kære barn , som om du kunne være min datter . +Således er vel altid forholdet i et lykkeligt ægteskab . +Ja , +det må være det ; men nu tillader jeg ikke , at +du bliver her længer , du går nu kønt på ballet , +morer dig godt og fortæller mig i morgen , hvor lykkelig +du har været . +Slemme mand , du jager mig bort . Lad mig dog +blive lidt endnu . +Nej , jeg vil det ikke , du går straks hen for at more +dig , ellers siger hoffet , at jeg er en uretfærdig konge +og holder det beske for mig selv . +Smiger ; men det er herligt at smigres af en konge . +Nuvel , jeg går , men jeg ved , jeg vil kede mig , og +jeg kommer endnu i aften tilbage , for at fortælle dig +det . +Men jeg vil ikke , at du skal spilde din nattero ; +når du har dandset , dandser du lige i din seng . +Imorgen er det atter dag . +O , Christian ! der er så længe til i morgen . Jeg +kommer alligevel ind til dig , min ben . +Godt , så vil jeg sidde oppe , fordærve min nattesøvn +og vente på dig . +Nej , nej , det må du ikke , så vil jeg heller vente +til vi ses igen — o , Christian hvad er det for et +grusomt ord : vente . + +og jeg venter dog tålmodig , til du er færdig med +din barnesna ? — finder du det så grusomt . +Ja , du burde kønt lade mig skaddre tiden hen til +den glade , lyse morgen . I morgen , Christian , du har +lovet mig det — en tur til Kronborg . +Man må ikke love børn noget , så faser man ikke +ro førend det er opfyldt . +Og jeg tager den lille Augusta med , det har du +også lovet mig . +Nuvel , Augusta skal med , er det så godt ? +Sov nu vel , så går jeg da ; tænk på mig og +vore kære børn — o , hvor jeg stilles nødig fra dig +Christian . +Nu , den tid går også , omfavn mig , min egen +kære Mathilde . Du har gjort mig så bevæget , se +jeg græder jo ligesom du , som det var en lang adskillelse . +Ak , mit hjerte er så tungt , det er som om det for +mig var nogle timer før pompejas ødelæggelse . En +hustru forlader sin mand , men kan ikke rat og askeregn , +ild og lava forhindre hende i at vende tilbage . +Sværmerinde ! +Du har ret , nu vil jeg le — le af hjertet , der +skeer ikke noget sådant i Danmark . Vi have jo intet +Vesuv . +Nej , men vi have et hekla , men det er langt borte . +Farvel , min mand , min konge , min ven ! + +farvel , Mathilde ! vær lykkelig — jeg skal trøske mig +i ensomheden . +Mathilde rev sig løs , hun var så usædvanlig bevæget . +I døren standsede hun og ville vende om igen , for +endnu engang atomfavne sin mand ; men kongen , der +bemærkede det , gjorde en utålmodig gnaven bevægelse , +som om det var ham imod . +Han betegnede hende med hånden , at hun skulle +skynde sig bort ; hun adlød da med et suk , men tilkastede +sin mand endnu et fingerkys , et sidste kærligt +blik , og forsvandt så i corridoren , for ad de lange +gange at begive sig over til den modsatte fløj af +slottet , hvor hoftteatret og balsalen lå . +Hvilken engel ! udbrød kongen , da han var alene +med Brandt . +Unægtelig ! Hun er meget for god for dette Babylons +Hof . Hun er en kvindelig Daniel i løvehulen . +Du har da befalet , Brandt , at man ikke indlader +nogen i aften ! +Det har jeg , Sire ! +Og især har du vel forbudt dragen at komme herk +ja , jeg har sagt , at kongen ikke holder af mareridt , +og at enkedronningen derfor under intet påskud +må indlades i sovegemakket . +Godt , men man må passe godt på , for hun er +from som slangen og snild som duen . +Hun er Pokker heller ; var jeg konge , ville jeg lade +gifttænderne trække ud , uagtet de er forlorne . + +Au , Au ! +Hvad er der , Sire ! +Gigten — den forbandede gigt ! +Ja , der burde udstedes en cabinetsordre mod gigten +eller rettere mod podagraen ! +Det er gamle synder , der lade sig melde . +Vistnok , eller undersåtterne , som gøre oprør , fordi +de alt for længe have måttet vandre efter eders hoved . +Hør musikken derover . Nu danse de lykkelige der » +Ovre i hoftteatret , medens jeg stakkel må sidde her +i puder og værk . Hør , Brandt , hvor de ville gøre +store øjne , når jeg fik det indfald at aflægge dem +en visit . +I slobrok og nathue ? +Hvad gjorde det ? jeg er jo bestandig hjemme , og +deres konge . +Man ville le , men jeg fik det værste ! +De rødder , de danse og juble , og lade mig ene +og forladt . +Regner de ikke mig for noget ? Jeg vil læse noget +for dem . +Du med din læsning , kan du læse kedsomheden +bort ? +Ja , ved hjælp af cyprianus . +Men du har jo kun Corneille ved hånden . +Han er også god i nødsfald . +Å ja for fruentimmer — o de ovinder , de kvinder . +Jeg takker gud for , at min moder er en kvinde ! + +ak , min stakkels Brandt , du keder mig . +Bil deres majestæt da ikke gå hen og lægge sig ? +Nej , jeg kan ikke søve for denne helvedes musik . +Nu , så lad os underholde os med Corneille . +Du med din Corneille — du er accurat som alle +de andre . +Brandt greb en bog slog op på lykke og fromme +og læste : +Horace ! +„ Til hvad nytte er det , jeg mig forsvarer , +de har jo retten , jeg ikkun farer . +Alt hvad de lænker , bør være godt ! +Man sig forsvarer sket mod en drot , +var end mit forsvar nok så fyldig , +når en konge vil — er man altid skyldig . +Det er sandt , vi konger have dog en frygtelig magt , +ct øjeblik er man uskyldig — et andet øjeblik skyldig +i dag er man levende — i morgen død . +Et øjeblik er man klog — et andet forrykt . +Er det til mig , du siger det ? +Nej , det er til Corneille ! +Bliv ved ; hvad svarer kongen ? +Horace vedbliver : +„ Af vor hengivenhed gør i en brøde , +for et indfalds skyld lader i os bløde “ . +Hvad svarer kongen , spørger jeg . +Kongen svarer : + +„ I min fornuft er rigets styrke , +det er den guldkalv , som i alle dyrke ; +de mildeste love , vel tolket lød : +vort ringeste mishag er eders død ! “ +Ha ! Min drøm , min drøm ; jeg har set ham død ! +Hvem ? Horace ? +Nej , Struensee ! Se der — der han dandser uden +hoved . Skjul mig — frels mig , slottet vakler ! +Berolige dem , Sire , det er en illusion , det er intet . +Intet , det siger du , som var et intet , og for hvem +han har gjort alt . Og det siger du til mig , som var +intet og som han har gjort til noget . Seer du ham +da ikke , han dandser endnu — med min svigermoder +— hu , hun kysser vellystig hans blodige hoved — +hun holder det i sine hænder . +Det er en smule feber , min konge ; tag disse +dråber , så vil de besinde dem bedre . +Er det hans blod — Struensees blod , jeg har set +det . Hun kyssede det afhuggede hoved , jeg har set +hende udrive hans hjerte af brystet og kærtegne det . +Hører du , hun sukker elskovssukke — o , det klæder den +gamle fjante godt ; hør : nu tilhører du mig alene . +Hun elsker et lig . +Hurtig , Sire , drik dette , det er Struensees eliksir , +det beroliger . +Er det fra Struensee — så er det godt — ah , det + +forfrisker , hvad der kommer fra ham — det opliver — +han lever endnu — ikke sandt ? +Han lever , vær kun rolig . +Jeg svedte angstens sved — nu er det ovre , o , +det var frygtelig , astør min pande , Brandt ; det var +et grueligt anfald , ikke sandt ? +Deres majestæt gjorde vel i at gå til sengs og +komme til ro . +Hør mig , Brandt ; dersom jeg døde i dette øjeblik , +ville det måske være en stor lykke for hele landet , +for mig , dig og Struensee . +Hvilken bizare ide , sirel +den er retfærdig og sand , takket være disse dråber ; +nu føler jeg mig atter oplivet og styrket , men hvor længe +varer det , så kommer der et nyt anfald . Og kan man +så ikke få mig til hvad det skal være ? Men jeg vil +benytte mine lyse øjeblikke , så godt , som jeg kan , til +statens nytte . Kom med pen og blæk , men vær +hurtig ; jeg ved , at du har altid nogle af din vens +gode forsiag i baghånden . Lad os benytte øjeblikket , +kom frem med dem , jeg vil underskrive dem . +Klokken er mange , deres majestæt ; det er sent på +aftenen . +Bedre det gode sent på aftenen , end det slette +tidlig om morgenen . +Meget sandt . Nuvel , her er skrivetøjet , » g her er +forsiag til statsreformer . +Læs dem op ; det vil sige , blot indholdet overfladisk . + +cabinetsordre til oprettelse af et seminarium for +bondestanden til at skaffe dygtige skolelærere på +landet ! +Bravo ! Christian rsx . +Forbedring i landoeconomien , præmier for hesteopdræt +og for bexeldrift af jorden . Opmuntring til +arbeidsdrift . +Christian Rex . +Ny befaling , at digtere , kunstnere og skuespillere +skulle betragtes som nyttige og fortjenstfulde medlemmer +af samfundet . +Det er ganske som jeg tænker , og det undrer mig , at +ingen tidligere er faldet derpå . Det skal have min +underskrift , se der ! +Befaling om fornuftig indskrænkning i adelens rettigheder . +Ah , +det vil virke som et lynskag , men det er retfærdigt . +Christian Rex . +Lov om borgernes ret til at udnævne delegerede +for hver by til at diskutere love og skatter . +Stop , det er nok — det er ikke ubilligt , men det må +jeg dog først sove på ; det turde være for meget på +engang ; jeg er desuden nu træt for i aften . Gem nu +skrivetøjet og disse snurrepiberier . Jeg er igen bleven +ganske svimmel , o , alt løber rundt ! Det er slottet og +Struensee , som falder i ah , ah ! +Min konge , kom til dem selv ! Majestæt , kønne +— min gud , hvad gør jeg ? nu er han besvimet ! + +kongen var falden tilbage i stolen , Brandt tog et +glas vand og stænkede kongen i ansigtet , men denne +syntes slecndød ; Brandt ville kalde , men kongen havde +selv lukket døren og nøglen var i hans lomme . Han +ilte derfor tilbage , greb lyset og betragtede kongen +ængstelig og opmærksom . +Min gud , skulle han være død , så er jeg om en +Hals ! Jeg får da skyld for at have myrdet ham . +Konge , majestæt ! — nej , han er strendød . Jeg vil +forsøge et sidste middel , jeg vil bide ham i fingeren , +det har en besvimet endnu aldrig kunnet modstå , og +jeg må hellere bide ham i fingeren , end de skulle bide +hovedet af mig . +Med disse ord bøjede Brandt sig ned , tog kongens +pegefinger i sin mund og bed først sagte , siden eftertrykkeligl +i fingeren . +Au , Au ! råbte kongen af smerte . Hvor er jeg +— hvem bider mig — er det dig , Brandt ? +Kongen havde næppe udtalt disse ord , førend hans +kammertjener brigel trådte lydløs ind i værelset +med et lys i hånden , fulgt as rantzau-ascheberg , +Schak Rathlau , Guldberg , henricv og en dame , der +var ganske klædt som dronning Mathilde , i rød og +hvid domino , med maske for ansigtet . +Kongen rejste sig halvt op og så sig sky om . +Er det dig , Mathilde ? Du lovede jo at komme ; +men hvortil alle disse bevæbnede mænd ? + +dronningen trængte sig frem og sagde hurtig med +forandret mæle : +Sire , der er forræderi og sammensværgelse mod +eders dyrebare liv . Vl komme for at frelse kongen . +Der slår en af forræderne , grib haml +jeg ? råbte Brandt ; og i dag kaldte deres majestæt +mig selv en af de trofaste — det er en vildfarelse . +Forklar +dig , Mathilde , hvad vil alt dette sige ? +Eders majestæt skal erfare alt . Man har opdaget +en frygtelig sammensværgelse ; han er en af de skyldige , +nu ved jeg det . For enhver pris må vi +frelse kongen og staten . Før ham bort . +Flere håndfaste folk greb Brandt og førte ham +bort . +Tag dem i agt , herre konge ! råbte Brandt . +Det er mummespil — hendes majestæt må også +have fået et anfald eller være ført bag lysek , ellers +er både hun og jeg forrykt . O , nu forgår jeg det : +vi spille maskerade for at more kongen . Holla ! en +domino , et lille uskyldigt grevskab for en domino ! +Ha ha ha ! +Man førte Brandt bort , og hans skoggerlatter +hørtes endnu længe i corridorerne . +Dronningen ilte hen til kongen og sagde med hastig +åndedræt : +for guds skyld , i er i stor fare , eders og mit + +liv hænge i en tråd , hele byen er i oprør , man +fljænder og brænder og råber blod og hævn . +Hævn over hvem ? spurgte kongen forstrækket . +Hævn over doktoren , hævn over dronningen . Man +vil have den ene straffet , de » anden bort fra byen . +Hvad er der da passeret ? +Spørg ikke , tiden tillader ikke at svare . Man taler +om køngens beskæmmelse , om et troløst forhold , det +fordrer hævn , hører i råbet i det fjerne , det er +folket som fordrer hævn . +Bær rolig , Mathilde , jeg skal træde frem og besværge +folket ved din uskyldighed . Det er folket , +som skal straffes , men Brandt er ikke blandt de skyldige . +Jo , +Sire , han er utro og rænkefuld , han elsker +Struensee , som er forræder mod sin konge og som +har krænket dronningen , der ligeledes er brøde uld . +Hvad hører jeg , Mathilde ? anklager du dig selv , +ha ha ha , er du da også bleven gal , eller er det +igen min fantasi , o det svimler . Du bærer en +engels klædning - og taler som en af helvedes +udsendinge — hvem er du ? Er du et fantom fra +graven ? +Jeg er din moder ! +Ved disse ord rev dronningen masken af . +Forræderi ! råbte kongen og kammertjeneren på +« engang . +Ulykke , tifold ulykke ! Hyklersken bærer uskyldighedens + +maske , vil du dræbe mig til fordel for din søn , +forræderi ! +Nej , du er min søn , jeg vil frelse dig til held +for os alle . Se , min søn , der står Guldberg , +Rathlau , Rantzau , tror du dem i stand til forræderi , +her ligger jeg for dine fødder , gør man det , når +man vil forråde sin søn , sin konge . Dit liv afhænger +af et minut , jeg vil frelse dig . +Hellere vil jeg se dig dø for mine føoder end +frelses af dig . +Hold op med disse tåbelige indfald , liden er +kostbar , sværdet hænger os alle over hovedet — +endnu er det tid — der er kun et middel til frelse , +lad os anvende det for at . . srelse riget for din elskede +søn ! +Din mener du vel , du draget +nej , jeg mener din Frederik , kronprinsen , ved mit +liv sværger jeg , han skal være konge efter dig . Byen +er i opryr , frels hans trone ved at sende Struensee +bort og stil folkeraseriet ved at lade drøn ingen rejse +blot en dag til Kronborg . +Men så vil jeg følge med , og sende Struensee bort , +aldrig , aldrig . +Han elsker Mathilde , jeg har beviser i mine hænder , +de have bedraget dig . +Du lyver ! dræb mig , kvinde , men jeg tror dig +ikke . + +så tro disse mænd : sværg , at i vide , at dronningen +og Struensee elske hinanden ! +Henrici og hans svende hævede deres hænder og +sagde med dyb røsk : +vi sværge ! +Kongen sprang rasende op , stampede i gulvet og +skreg : +løgnere ! Mecnedere ! Vort fra mig ! +Kongen skælvede over alle lemmer og kunne ikke +holde sig oprejst , han sank udmattet ned i stolen , og +enkedronningen , der med glæde så virkningen af +sin hævn , befalede med en bydende gestus , at de afhørte +vidner skulle fjerne sig . Derpå nærmede hun +sig kongen og sagde : +Christian , jeg ville gerne have skånet dig , men +du vil jo ikke froe mig , nu vel , så følg med ; man +har i dette øjeblik grebet dem begge i dronningens +sovekammer . +En uartikuleret lyd undslap kongen ; den lignede +halvt et kvalt skrig , halvt et forfærdeligt suk . Han +blev blåhvid i ansigtet og sank tilbage i puderne . +Nej , nej , jeg tror det ikke - jeg vil intet froe , jeg +vil intet se — o , Mathilde , Mathilde — o , strucnsee ! +Kongen +ville atter rejse sig , men segnede på ny overvældet +ned i lænestolen og skjulte et par frembrydende +tårer med sin ene hånd , medens han knugede den +anden til sit bryst . + +en dyb taushed indtrådte i nogen tid . Enkedronningen +gav et tegn til de bevæbnede . +De vovede dog ikke højrøstet at afbryde stilheden , +men tilkendegav deres nærværelse ved ku sagte mumlen , +hvis omkvæd var : +ned med forræderne ! ned med Struense ! +Juliane kastede et stjålent øjekast over til den oplyste +balsal , nærmede sig kærligt kongens stol , lænede +sig forover og sagde ømt : +min søn , saml dine kræfter ; af disse øjeblikke +er din og din søn Frederiks trone og liv afhængigt ; +saml din styrke , jeg skal hjælpe dig , og alle +disse hædersmænd ville hjælpe os . Husk , at du er +en krænket konge , du er dine undersåtters fader ; +fat en energisk beslutning . +Ned med Struensee ! råbte Guldberg , og nogle +få af de tilstedeværende , på hvem Juliane kastede +et basiliskblik , gentog derpå ordene : red med struenseel +stille ! +Råbte kongen strengt , stille ! Har han været +utro mod mig , hvad vedkommer det jer eller andre ? +Det tilkommer kun mig at dømme derom . Bille i +have resten af mit liv ? er i oprørere , så kom , +jeg skal ikke engang forsvare mig ; at overfalde værgeløse +folk , holde i dog mest af ; men hans liv skulle +i ikke røre . Det er muligt , af han har gjort mig +uret , men jer har han arbejdet for og beriget med +velgerning « . Gå , forlad mig , og husk vel på , + +af jeg , førend jeg tænker på af hævne personlige fornærmelser , +først må tænke på statens vel , og staten +har han ikke krænket . +Red ned Struensee ! vovede man af svare ; thi nu +frygtede man allerede en gjengjældelse . +Kongen så foragteligt ned på skrålerne og værdigede +dem intet svar . +Enkedronningen opfattede hurtigt situationen . Stille , +mine herrer , sagde hun , kongen byder det . Endnu +er min søn konge , og kun over mit liv skal i kunne +vise ham jeres påtrængenhed . Tilbage ! siger jeg ; +hvad ret i end tror af have til eders had mod +forræderne , bør i dog intet øjeblik glemme den respekt , +i skylde kongen . Træd tilbage , jeg vil i underdanige +ord søge af tale hang majestæt tilrette . +Det er unyttigt , øvinde ! jeg tror dig ikke , tie derfor +også du ! +Så tror du altså , af jeg er med i complottet , +fordi jeg , for af lægge bånd på deres had og r ildhed , +sagde , at jeg ville være deres ordfører hos dig ? +For at gavne dig og ham kom jeg i denne forklædning ; +vil du følge mit råd , skal stormen have +lagt sig inden få timer . +Gid jeg kunne gennemskue dig ! Forlad mig , også +du hader Struensee . +Du ved det alt for vel , Christian — giv miz dit +samtykke , og jeg skal vise , hvor meget jeg elsker ham . +Og du vil ikke stylte ham ? spurgte kongen sagte . + +jeg vil frelse ham og os alle ; alt er forberedt dertil , +jeg spiller et højt spil , for at dupere mængden . +Tør du sværge , at du elsker ham virkelig ? +Det er med undseelse jeg tilstår , at jeg elsker +ham højere end mig selv , dig og Mathilde ! +Udtal ikke dette navn , gør mig ikke rasende ! +Jeg siger intet , men se her et bevis . Underskriv +denne hans udnævnelse til statholder i hertugdømmerne +det er en retraite ham og mig værdig — +underskriv den samtidig med denne ouasi-arrestordre ; +jeg viser den til vagten , fører ham med mig ombord +på en skonnert , og han og jeg gå til hertugdømmerne +— du og Frederik er da frelste . +Nej , nej , aldrig ! +Han skal blive aflagt som en Prinds af blodet , se +dog , Christian , 50 , 000 daler årligt , ikke ar tale om +min appanage — alt dette for at redde ham af pøbelens +kløer . Tror du endnu , at jeg hader ham ? +Kongen kastede et blik i dokumentet . +Altså det er dit alvor , når jeg nu underskrev ? +O , så giver du os alle lykken og livet , så er +han frelst . +Øvinde , bedrag mig ikke ! +Frels ham , underskriv og frels ham . +Det ene dokument er jo nok ? +Nej , begge ; thi ellers sønderriver folket ham . +Nej , jeg underskriver kun det ene . +Så er vi alle fortabte ; man sønderriver ham , man + +støder vs alle bort fra ttronen . Christian det gælder +dit og hans liv ! +Lad mig i fred , jeg har ingen pen og blæk . +Guldberg , hurtig pen og blæk , kongen vil frelse os +alle ! +Jeg kan ikke skrive , den skælm Brandt har bidt +mig i pegefingeren . +I høre det , Brandt har begået majestætsforbrydelse +og bidt kongen i fingeren . Underskriv nu ; o gud , +folkestimlen nærmer sig , skriv , det er ben højeste tid , +pøbelen gennemtrænge ! Dronningens gemakker — +børnene er i fare ! Underskriv , at jeg kan ile hen for +at frelse dem , sværdet hænger over deres uskyldige +hoveder ! Til hjælp , min søn , frels ham , som jeg +elsker , skriv , skriv ! +Hvis du bedrager mig , vier jeg din sjæl til +helvede ! +Skriv ! O , se mine tårer — skriv ! Hans liv er +afhængigt af et pennestrøg — skriv ! +Enkedronningen greb som i fortvivlelse kongens zittrende +hånd , trykkede den og pennen til papiret , og +han skrev mechanisk sit navn to gange , kastede derpå +pennen og råbte : +fordømt være den , som opfandt skrivekunsten , og +den , der opfandt pergamentet ! +Triumf , råbte enkedronningen , nu er Danmark +frelst . +Derpå vendte hun sig med højhed om til rantzauascheberg , + +rakte ham arrestordrer og sagde : skynd +dem , gør deres pligt ; dette er mit . +De bevæbnede vare med Rankzau hurtigt ude af døren . +Holdti råbte kongen ; det er forræderi - bliv , +lad mig se dem begge ! +Juliane Marie tilkastede kongen et fingerkys og +sagde : kære søn , inden en time er faren overstået , +jeg iler til børnene , ikke et hår skal krummes på +deres hoveder , det indestår jeg dig for med mit liv . +Og hun , Mathilde . +Hun må til Kronborg med børnene . +Nej , Frederik bliver hos mig . +Godt , det lover jeg , men det søde pigebarn må +følge med moderen ; hav tillid til mig . Skriv blot : +rejs til Kronborg ! så er alt godt . +Alt bliver sort for mig , jeg kan hverken skrive eller +se . +Christian , så frels dronningen iblinde ; her er et +par kærlige ord , skriv i +igen skrive , du vil da , at jeg skal forskrive mig . +Christian , det , du nu gør , vil mindes længe som +en velgerning . +Nu , i guds navn dal +tak , det var godt . +O , gid jeg må være gal fra denne time af , det +er min eneste undskyldning . +Hurtig som en gazelle forlod Juliane Marie gemakket , +og Guldberg fulgte hende som en logrende hund sin + +herskerinde . Ikke en blev tilbage hos den elendige , +syge konge , der stirrede vildt omkring sig i det store , +øde gemak . Hvad var det , er det en drøm , spurgte +kongen sig selv , ja , jeg håber det , det var kun en +afskyelig drøm — bevæbnede , hendes falske tårer , +sukke og bønner — og lige med et forsvandt de alle +— og nu er jeg ene . Konge over to riger og ene . +Jeg bersk r over 3 millioner hoveder , og jeg kan ikke +beherske , ikke styre mine egne ben . Ak , var det en +drøm , men disse sorte fingre vidne om , at det er en +sort gerning , der er begået . Storhed og ungdom , +udsvævelse og straf — Cathrine , du svoer at hævne +dig — og nu er du hævnet ! Jeg vil redde et menneskeliv , +redde Mathilde - og nu taltes jeg den bortodslede +kraft . To kongeriger må betale et elendigt +menneskes afskyelige svaghed . Konger og mægtige , +gid i måtte ræddes ved min elendighed og blive bedre ! +Ha , ha , ha ! hvad våser jeg , lad Vorherre gøre det +om , hvis det er ham imod , han har magten og ingen +stedmoder — halloi ! Kammerherre ! — er der ingen +kammerherre derude til kongen , ved min allernådigste +unåde , halloi , er det passende at lade min majestæt +alene uden hofsnoge ? Tør i elendige minde mig om +min elendighed og forlade min almægtighed uden at +lade den fløttes af en bestjernet nar eller en halvudruget +hofjunkcr ? jeg skal kappe hovedet af hele det +hovedløse slæng . Siden min stedmoder fik magten , +fik jeg samvittighed i benene , og nu er jeg ikke Karl + +for af vække dem igen . Halloi , hr . Kammerherre , jeg +er ild foroven og is forneden . Halloi , jeg sværger +ved enkedronningens krokodille^kjærlighed , af den første , +der kommer ind til mig , om det så var støvlet-eathrine , +skal være kammerherre . Halloi , kongen keder +sig og kongen er bange , halloi ! +Angstens kolde sved perlede på kongens pande . +En huusgerådskarl , der altid plejede af bringe brænde +ind i kongens gemak , når kongen var gået til sengs , +trådte just ind med en kurv brænde . +Da han bemærkede , af kongen endnu var oppe , +ville han træde tilbage , men kongen vinkede ivrig af +ham og råbte : kom nærmere , hvad du så er , er +du kammerherre ? eller er du et menneske ? +Nej , jeg er huusgerådskarl ? +Så er du en sjeldenhed , for så er du på +engang en kammerherre og et menneske . +Vorherre bevares , det ved jeg ikke noget af , svarede +karlen . +Du er dum nok til af bære forstandsnpglen bag på , +lad mig nu høre , om du er så forstandig som et +menneske ? +Svejtseren siger , af jeg har god forstand , men af +jeg gider ikke bruge den , og forvalteren siger , af jeg er +reverenter talt et fæ ! +Det beviser , at forvalteren er en klodrian og svejtseren +en af Salomons efterkommere , for du er den + +enæste , som har haft forstand nok til at se til en forladt +konge , der ikke ved hvordan han selv har det . +Å , deres majestæt smigrer mig . +Hvad er din bestilling her , hvad foretager du dig +til hverdagsbrug ? +Ja , når jeg skal sige det sådan lige reentud , så +bærer jeg brænde ind til kongens værelser . +Så stjæler du brænde , ikke sandt ? +Jo , ligeså bestemt , som deres majestæt siger ; jeg +stjæler brænde hver evige dag ! +Fy for øen lede ; og jeg , som ville gøre dig til +kammerherre , — er kammerherrerne ikke ærlige folk ? +De er fanden heller . Nogle ymte , kunne være +ærlige nok , men alle ? på det lav , nej for den sags +skyld kunne jeg nok bære nøglen til brændekjælderen +bagud . +Men hvorfor stjæler du da ? +Hvorfor ? jo , det er jeg jo nødt til , for kongen kan +da ikke fryse . +Er du gal , eller — hør , ved du hvad , hvem af +os to er den allergaleste ? +Jeg ved ikke så lige , men skal jeg sige min sandten , +så er vi nok lige kloge begge to . +Dn er i det mindste oprigtig ! nå sig mig så , hvorfor +du stjæler brænde . +Jo , fordi forvalteren han stjæler brænde fra deres +majestæt . +Det er rimeligt . + +ja , sommetider , men sommetider stjæler han så +urimelig meget , at når jeg ikke igen stjal brænde af +hans bunke og bar herop , så ville deres majestæt +komme til at fryse . +Hvad for noget ! Du stjæler til mig ? Du +er en rask Karl ; men fy , så gør du jo mig til +hæler ? +Å vist ikke ; for det første ved de jo ikke noget af +det , og for det andet er det jo deres eget brænde , +jeg stjæler . +Ja så , så er der jo ikke noget i vejen . Du er +mig en flink fyr , hvad hedder du ? +Jeg hedder thømas og bliver syvøgtyve til kyndelmisse . +Hør +du , hvis jeg hed thømas , troede jeg dig ikke +men siden jeg hedder Christian , får jeg vel tro dig . +Vil du være kammerherre ? +Ja , det vil jeg så evig gerne . +Godt ; fra nu af er du kammerherre ! +Jøsses , hvor jeg vil være glad i morgen tidlig , når +jeg kan fortælle det til de andre . Hvad befaler deres +majestæt ? +Når deres høivelbårenhed har lagt godt i kaminen , +for at holde barmen vedlige hele natten , så vil +vi lægge os . +Ja , lad os det ! + +når jeg siger vi , mener jeg vor kongelige persøn . +Hjælp mig nu hen i alkoven . +Jo , hr . Forvalter — deres majestæt ! ville jeg +sige ; jeg beder tusind gange om forladelse . +Ingen forseelse , Thomas ; den dårligste konge +måtte nok ønske , sig at være en god forvalter . +Uden at stjæle brænde . +Uden at røve noget fra nogen . +Hvilken lykke ; fag kun rigtig fat , deres majestæt , +der er krummer i deres nye kammerherre , — hvor +forvalteren vil gøre store øjne , vår han hører , at +jeg er kammerherre . Lad os så lægge os . +Hvad vil det sige : vi ? +Når jeg siger vi , mener jeg deres majestæts +kongelige persøn , men hverken mig eller forvalteren , +der stjæler brænde , for at varme sig mens kong +n fryser . +Du snakker for meget ; en kammerherre må +vide at skjule sin dumhed , ved at tie stille . +Jo , det skal jeg øve mig på , deres majestæt . +Forresten er det ikke så let at være fornem . +Tie nu stille , Thomas , og hjælp mig i seng ; +din største fortjeneste besfåer i at en gal konge +føler sig klogere end du . Lad os ende denne +elendige dag . Jeg har ikke gjort andet end +lutter galskaber i dag . Hvad siger du , Thomas ? + +jeg siger ingenting , deres majestæt , for jeg skjuler +min dumhed . +Min søn , du er lykkelig , Vorherre er din formynder ! +Hm , +svarede Thomas og nikkede . + +sekstende kapitel . +Hofballet . +På hoftteatret bølgede maskerne imellem hinanden . +De fleste vare pragtfuldt kostumerede og uden masker , +andre bare masker i dyb forborgenhed . Blandt de +første vare dronningen og Struensee , blandt de sidste +enkedronningen , rantzau-ascheberg , Guldberg , Bering « +Skjold , køller og eichstcd , der bestandig flisteviis om « +Cirklede Struensee og dronningen . Enkedronningen +havde stiftet dragt og var nu i blå domino ; hun +ikte af og til hen til en gul trappist-munk med +hætte , som alle viste megen hyldest . Hoffolkene sagde , +at det var arveprindsen . Guldberg nærmede sig den +blå domino og spurgte sagte : +skal han arresteres her ? +Nej — gå til siden og vent . +Til samme tid nærmede en franciscanermunk sig +til Struensee , der netop ville træde op i dronningens +kvadrille , og hviskedee : +vi er forrådte , Falkenskjold udebliver , jusfitsrå « + +den er ikke til at finde , lagten ertripleret , hvad skulle +vi gøre ? +Lade som intet og danse . +Brandt er arresteret . +Er du vis derpå ? +Aldeles vis . +Sig det til køller . +Det er ham , som har sagt mig det , han beder dem +være forsigtig og tage dem i agt for Eichstedt . Køller +har nøglen til tøjhuset , en båd ligger parat . +Ved griffenfeldts-porten ? +Spøg ikke ! +Hvorfor ikke , vi have ikke tid til at tænke på noget +alvorligt . +Klokken slår 12 . +En stemme sagde : +dronningen begiver sig til sine gemakker . +En almindelig forvirring opstod ved disse ord . +Jeg ledsager dronningen , hviskedee Struensee til +øder . +Nej bliv , jeg skal . +Jeg må tale to ord med hende . +Exellence — eller rettere sagt min ve » , bliv ! +Jeg må , farvel . +En maskeret domino lagde hånden på Struensees +skulder : +bliv , Greve , lad hende gå ene — det gælder +æren , bliv ! + +hvem er du , maske ? +Din ven og din fjende , som du selv vil . Frels +dig , Struensee , for det er for sent . Din magt er +endt . Flygt , hvis du vil redde livet ! +Hvis du vil skræmme mig , maske , så søg et andet +mål ; jeg bliver , hvor det behager mig . +Ulykkelige , din død er vis , fly ! +Jeg frygter ikke engang døden . +Men hendes ære da— ? +Er renere end din tunge . +Det er den dødsdømtes spot , jeg hører . +Giv mig et bevis , at din tunge taler sandhed , +hvis du vil , at jeg skal tro dig . +Nu vel , du kan ikke flygte uden ved mig — din +arrestordre er i gode hænder , men jeg har din frelst +i min hånd — når du vil flygte straks . +Når du beviser , at du taler sandt , og hvis jeg +da kan . +Se over mine skulder og læs . +Jeg statholder i hertugdømmerne med flig gage +— drømmer jeg — ja , det er kongens underskrift , det +er mit papir . +Nej , det er mit . +Altså dog afskediget — ved hvem ? +Ved din fjende ! +Ved enkedronningen ! +Hader du hende ? + +ja , maske , hører du ? jeg hader hende . +Elendige , du dømmer dig selv l +hun er en elendig bedragerffe . +Kun ved vold , løgn og list har hun sejret . Derfor +hader jeg hende . +Dette skal vidne , jeg har styrtet dig , Struensee , +jeg , men jeg kan også redde dig . Ligemeget , jeg +vil være større end du — der , tag det som en rådesgave , +men stygt straks , om en time er det for sent , +thi om en time er du statsfange . +Dette er også en lin . +Nej , det er en opoffrelse . +Kom det fra den uslcste Terne , jeg tog det som et +rødanker , men fra Juliane Maries hånd — nej , det , +ka jeg ikke tage — det er bittrere end selve døden . +Struensee , måske har jeg forurettet dig , fly nu +— forband mig , om du vil , men frels dig ved dette +sikkerhedspas . +Du er altså oprigtig , maske ? +Ja ! +Er det et virkeligt nødanker ? +Ved scepter og krone , ja ! +Og det vil blive respekteret ? +I løbet af en time ja , det sværger jeg . +Godt , så vil jeg også bringe et tungt offer , jeg +vil redde uskyldigheden dermed . +Nej , kun for dig er dette , kun for dig alene . +Og , hun , den Rene , den hellige som Madonna ? + +tie , ubesindige ! +Hun er hjemfalden sin rival . +Aldrig +bring mig ikke til at glemme mig selv . +Endnu engang , kan jeg frelse dronningen dermed ? +Nej , kun dig selv ; hun må trædes ned . +Af den brødefulde ? +Jeg vil sønderrive hendes hjerte , som hun har sønderrevet +mit . +Lad det ske , så sønderriver jeg beviset for dit +ædelmod , jeg bliver Juliane Marie , jeg træder din +gave under fødder ! +Med disse ord sønderrev Struensee med stor anstrengælse +pergamentet i små stykker og kastede det +for maskens fødder . +Juliane Marie udstødte et kvalt skrig . +Struensee var bleg som et lig , han trådte tæt hen +til dominoen og hviskedee : +Juliane Marie , jeg foragter deres almisse . +Masken anvendte uhyre vold på sig selv for at beherske +sig , og stod nogle øjeblikke ubevægelig og slum . +Mechanisk greb hun ned i lommen , tog en nøgle og +hviskedee : +dit had til mig er større end mit til hende . Ligemeget , +hvis du er uskyldig , skal du frelses , stygt +gennem mine værelser , gennem kirken og højbro , +ved stranden står en vogn , som fører dig til +Fredensborg , vent mig der og du er frelst — fag + +mine diamanter , fag alt , jeg fortryder det onde , jeg +har gjort d ig , jeg vil gøre alt godt — men træd +ikke mellem mig og hende , hun alene skal falde — du +skal frelses , hvis du forlader hende . Rejs , denne +nøgle frelser kun i 40 minutter , nyt den . Farvel +for evig . +Farvel , jeg vil prøve eders ærlighed altså i 40 +minutter . +Farvel . +Dronningen skal frelses , mumlede Struensee og ilede +ind ad enkedronningens korridorer . +Rankzau og Guldberg ville ile efter greven , men +Juliane Marie stillede sig imellem corridoren og hendes +lydige tjenere ; de ville dog ikke lyde straks , hun rev +fortørnet masken af og tilkastede dem ville , hcevnfny » +Sende blikke . +Hvor gik Struensee hen ? spurgte Guldberg . +Er kongens gemak bevogtet ? +Ja , men grev Struensee ? +Har de arrestordren , Rankzau ? +Ja ! +Giv mig den . +Hvad siger deres majestæt ? +Gid mig arestordren ! +Det gælder vort liv altså . +Guldberg sagde rolig : +i enkedronningens navn giv mig arrestordren , hr . +Greve ! + +her , svarede rankzau-ascheberg . +Guldberg tog den , beså underskriften og skal de » +Til sig . +Guldberg , jeg befaler dem , giv mig ordren . +Nej , deres majestæt , de er eksalteret , nu i dette +øjeblik giver jeg dem den ikke . +De vover , elendige ! +Majestæt , de skal få den om 20 minutter i +dronningens gemakker . +Hvad , i dronningens gemakker ? +Ja , og de vil takke mig . Er han flygtet alene , få +skal de få den uden vægring , men vil han redde +deres erkefjende — da får ingen den uden eichsted +og køller ! +Hvis du har livet kært , Guldberg , så giv mig +ordren ufortøvet . Er han der , hvor du siger , skal +alle jordens konger ikke kunne frelse ham . Er han +der ikke ? +Nu , hvad så ? +Så er han allerede frelst . +Majestæt , jeg er eders slave . +Med disse oid rakte han enkedronningen arrestordren . +Følg +mig , hr . Cabinetsminister . +Guldberg fulgte . Rantzau blev stående et øjeblik +bg så mørk og nedslået efter dem . +Endelig tog han sig sammen og fulgte bagefter med +et dybt , undertrykt suk . + +Struensee havde fået et godt forsuring . +Ad en hemmelig trappe stødte øder til ham , da +han netop trådte ind i et af dronningens gemakker . +En kammerfrue så bestyrtet på de indtrædende . +Meld os straks hos dronningen , sig , at der er fare +og frelse ; men ikke et øjebliks tøven . +Dronningen kaster noget tsi om kronprinsen og +den lille prindsesse . +Sig , vi må flygte gennem slotskirken til højbro . +Nej , dronningen sagde gennem bibliotteket . +Det rar en snare — jeg har en hovednøgle — +hvert sekund er kostbarti +hendes trofaste tjenere spigr hende . Hurtig , +hurtig l +Struensee gik op og ned i pinlig spænding . Han +frygtede , at børnene skulle forråde flugten . Han , +den mægtige før nogle timer siden , lyttede nu med +angst ved hvert vindstød , ved hver dør , som i den +fjerneste del af slottet bevægede sig op eller i ; han +frygtede stolen , men selve stilheden var ham ligeså +utålelig . +Så er timen da kommen , som jeg så længe har +frygtet . +Desværre , den er kommen , svarede øder . +Min ven , jeg skammer mig over min svaghed , jeg +havde tiltroet mig selv mere styrke ; men vi er stærke +og frejdige når faren er fjern — når ulykken banker +på vor dør , lammes vore bedste evner . + +alt er ikke tabt endnu ; om en time kan Falkenskjold +være her — af tredsindstyve minutter er så +meget afhængigt , af en elendig time . +Hvor mangt et dødshug kan ikke falde i en time . +Lad mig heller forkorte tiden ved at fortælle noget +andet . Jeg vil fortælle en historie om en orm . +Ak , jeg er selv kun en stakkels orm . +En orm styrtede to riger i fordærvelse . Kong +Salomon var død , men folket vidste det ikke ; for +at bedrage det , holdt man den kongelige figur oprejst +ved hjælp af en stok , men ormen gnavede stokken +over — ' kongen , faldt og begge rigerne med +ham . +Ak , oder , havde du fortalt mig denne histore igåer , +havde jeg selv passet på kongen , og vi havde været +frelste tilligemed rigerne . +Endelig kom dronningen med en kammerfrue . +Er det virkeligt sandt , Struensee ? +Ja , deres majestæt , men øjeblikket er kostbart , ret +nu må vi bort . Går ikke denne vej til kirken ? +Ja ; men børnene sov , jeg kunne dog ikke lade dem +blive . De , mine herrer , fører mig til England , til +min Broder ; for resten må gud sørge . +Min dronning , løv intet øjeblik længer . +Struensee , et skridt må jeg endnu vove , jeg må +til kongen , han lever jo , +ja , men han er i vore fjenders vold ; man har + +vakt kongens skinsyge mod deres majestæt . Ethvert +skridt er forgæves , og jeg kaldes den skyldige . +De ? Afskyeligt ! Og hvad vil man gøre ? +Vil de vide det ? +Tal , tall +toge mit liv ! +Umuligt , jeg må til kongen , han må , han vil +høre mig , de i livsfare ? Aldrig , aldrig ! Han vil +frikende os , eller jeg vil forlade et land og et Hof , +hvor jeg er givet i forfølgelsens hånd . +Tøv intet øjeblik , min dronning . Lad mig og +øder redde dem og børnene , det er højeste tid , thi +enkedronningen — +enkedronningen , Rankzau , Guldberg og Jessen , ledsagede +af en stærk vagt , anført af Eichstedt og køller , +trådte pludselig ind af 3 forskellige døre . Seks geværløb +sattes straks mod Struenses bryst . Giv dem +tilfange i kongens navn ! råbte Eichstedt og køller +på engang . +Hvem befaler her ? spurgte Struensee med myndighed . +Kongen +af Danmark og Norge , svarede enkedronningen +med knnsende foragt . Kongen , der hævner +den krænkelse , en forræder har vist mod ham og hanhuus . +Hvilken +krænkelse ? +De befinder dem midt om natten i dronningens +gemak , det er højforræderi . + +dronningen knugede forbitret sine hænder og sagde : +bil eders majestæt nådigst erindre , at de befinder +dem i mine gemakker ; jeg skal spørge hans majestæt , +om han tillader flig forhånelse mod sin gemalinde +de hans gemalinde ! Hr . Greven der ved besk , +at de ikke er det mere . +Det er for meget , eders ord er bagvaskelse og +had ; for den Rene er alting rent , men for dem er +alting ment ! råbte Struensee . +Oplæs arrestordren , Guldberg ! +Guldberg udfoldede dokumentet og læske med hævet +røst følgende : +bed nærværende dekret , udstedt af os selv og undertegnet +af bor egen kongelige hånd , afskedige ! vi +herved Johan Frederik Struensee , ex-doctor medicinæ , +fra hans hidtil havte embeder og værdigheder i statens +tjeneste . Vi berøve ham samtidig ret til at +fremstille sig for vor kongelige person og befale derfor , +at han øjeblikkelig , hvorsomhelst han træffes , belægges +med personlig arrest og føres til citadellet , hvor han +hensættes som statsfange under god forvaring i et +sikkert fængsel , indtil hans offentlige Vandel og øvrige +handlemåde nøjagtig er undersøgt ved dertil af os +udnævnte tro mænd . Således skeer vor villie . Givet +på vort slot Christiansborg , natten mellem d . +16de og 17de januar 1772 . Undertegnet : Christian . +Struensee hørte rolig og med værdighed på oplæsningen + +af arrestordren , og sagde derpå : jeg for +langer at se underskriften . +Vil deres majestæt tillade det ? spurgte Guldberg . +B-ehold det i hånden , men viis ham kongens +hånd . +Guldberg adlød . +Ordren er ugyldig ! sagde Struensee efter at have +kastet et prøvende øjekast på dokumentet . Han sagde +dette med en koldblodighed og ro , som om det gjaldt +enhversomhelsf anden person , og ikke ham . +Hvorledes ? spurgte Guldberg blegnende . +Hvad siger han ? spurgte enkedronningen med is » ende +kulde . +Han siger , at arrestordren er ugyldig . +Af hvilken grund ? Juliane Marie henvendte stadig +sine spørgsmål til Guldberg , som om det var dybt +under hendes værdighed selv at tale med en statsforbryder +. +Af hvilken grund ? gentog Guldberg mekanisk , idet +han overleverede spørgsmålet til Struensee . +Af flere årsager . Først er kongens underskrift aldrig +chrislian , thi her er mange Christians i landet , +og ikke en har for navnets skyld ret til at udstede +en sådan ordre , men her er kun en konge , og fordi +man skal kunne se , hvilken konge , der underskriver +ordren , undertegner kongen sig altid chrislian Rex . +Snak , det er kongens underskrift , og dermed Basta ! +Råbte enkedronningen utålmodig . + +her er ikke tale om , hvad den ene eller den anden +mener , svarede Struensee med bestemthed , her drejer +det sig om et retsdokument er retslig affattet og i gyldig +orden for at exeqveres . Kongen kan efter loven +kun undertegne det , når det er eontrasigneret af hans +første minister . Da jeg ikke har undertegnet , ej heller +vil undertegne eller contrastgncre dekretet , så måtte +det være eontrasigneret af en anden dertil allernådigst +udnævnt minister . +Guldberg er minister , skreg enkedronningen som rasende . +Han +er måske udset af deres majestæt dersll , men +han er ikke udnævnt af kongen , ellers ville de behage +straks at vise mig hans diplom , undertegnet af kongen +og geheimecvnfcrencen . Men da sig udnævnelse aldeles +ikke har fundet sted , og en stat ikke et øjeblik +kan være uden noget ministerium , så vidner det om , +at dette papir lovstridigt er fravristet hans majestæt +i et øjebliks overvældende sygdom og sindsvildelse . +Først må min eftermand med gylvige juridiske former +udnævnes , først da kan hans majestæt i forening +og efter beslutning af gcheimeconseilet undertegne en +af ministeren affattet og eontrasigneret ordre . Dette +papir er derfor ligefrem falsk og ugyldigt , og kongen +vil øjeblikkelig , når jeg som hans cabimetsminister +førespørger ham derom , kalde det tilbage . +Hal fnyste Juliane Marie og stampede i gulvet . +Struensee har ret , råbte nogle . + +sxellencen har ret , gentog rankzau-ascheberg , medens +Guldberg på enkedronningens spørgende blik +trak på skulderen , som tegn på , at der var intet +derimod at indvende . +Himmel ! sagde Juliane og skar tænder , medens +hun med fortvivlelse bemærkede den triumf , der +lyste ud as dronning Mathildes øjne . +Men der er endnu to vigtige årsager , som gm +denne ordre ugyldig og umulig . +Ikke et ord mere ! skreg enkedronningen . +Han har ret til at tale , sagde ranfzau , loven tilsteder +udtrykkelig enhver arrestdecreteret ret til at unddrage +sig iværksættelsen af en ugytdig arrestbefaling . +Tal , tal ! råbte de bevæbnede , som allerede begyndte +at helde til Struensees side , fordi ranfzau +støttede ham . +Juliane Marie sendte denne et knusende øjekast ; +denne iagttog til gengæld en ydmyg , næsten sønderknust +holdning . +Struensee vedblev : +for det første har man ikke anført nogen forbrydelse , +hvorfor jeg skal underkastes arrest , thi undersøgelse +skal først finde sted , og når denne er endt , +kan det først med rette godtgøres , om jeg er forbryder +eller brødefri , om jeg skal kastes i fængsel , eller +ej . En anholdelse kan vel foreløbig stnde sted , men +denne kan kun udstedes af justitsministeren på eget + +ansvar , og da jeg er justits- dg cabinetsminister , +erklærer jeg både anholdelse og arrest for ulovlig og +et værk af personligt had . +Han har ret , supplerede Rankzau . Hans exellence +har ret . +Førræder ! brølede Juliane . +Majestæt ! Kalder de mig en førræder ? spurgte +rankzau-ascheberg . +Nej , del er ikke dem ment . +Hvem mener de da ? +Ham der ! Juliane Marie pegede på Struensee . +Mig ? I dette papir står der intet derom . Kongen +vil vistnok sige netop det modsatte ; men jeg har , +som deres majestæt har hørt , ret til at gøre lovlige +indvendinger mod et ulovligt og ugyldigt papir , +navnlig her , hvor det gælder om ved forræderi at +overliste og forgribe sig på hans majestæts cabinetsminister , +sam jeg endnu er . De behager derfor at +høre min sidste grund , hvorfor papiret er ugyldigt +og i enhver henseende ulovligt og retsstridigt . +Grib ham ! råbte Juliane Marie ; men ingen +røte sig . +Han har ret til at tale , sagde Rankzau . +Der eksisterer « et lovgyldigt , af kongen skrevet og +eontrasigneret dokument , som i tilfælde af sygdom +eller utilregnelig sindsvildelse , indsætter en regentskabsjury . +Det +er ikke sandt . + +papiret hviler i geheimearchivet , og den engelske +gesandt , såvel som jeg , har en nøjagtig copi . +O vist ikke ! +Det indsætter i så fald hendes majestæt dronningen , +arveprindsen , mig på kronprindsens vegne , +grev Rankzau , Guldberg , grev Thott og oder til +regenter , som har enhver vigtig sag , navnlig cabinetsforandringer , +at afgøre . +Det er nok ! +Nu er kongen syg , regentskabet må høres . +Juliane Maries øjne rullede vildt , hendes ansigt +antog mere udtrykket af en rasende tiger , hvem byttet +er ved at undslippe , end udseendet af en vred +kvinde . Hun ville sige noget , men formåede kun +at fremtvinge en hæs strubelyd . Guldberg slog øjnene +ned ved dette forfærdelige udtryk ; ikkun dronning +Mathilde udholdt det med et trodsende smil . +Struensee henvendte sig derpå til de tilstedeværende +og sagde : +de seer , mine herrer , at det er hendes majestæts +vrede , had og hævnlyst , der her giver sig luft . Om +staten , om kongen er her sket ikke tale , en hofcabale , +en sort hævnplan , det er det hele . Hvis det kun +drejede sig om at udfinde , hvad der er ret eller ikke , +ville hendes majestæt ikke have flyet lyset og kommen +som tyven om natten . Men om dagen kunne hun +jo ikke have overrumplet sin fjende , om dagen ville +upartiske mænd have undersøgt sagen med ro — nu + +har hun derimod søgt at overliste kongen , dronningen +og os alle ; men en sådan krænkelse af kronens +rettigheder må ikke tåles , og derfor befaler jeg , +Johan Frederik Struensee , hans majestæts labinetsminister +og første regeringsmedlem , under straf af +død og forvisning , at de trækker dem tilbage og +forlader den regerende dronnings gemakker . +Grib ham , skreg enkedronningen , da hun så tegn +til at adskillige , imponerede ved Struenses ord og +holdning , allerede stod i begreb med at adlyde ham . +Grib ham , gentog hun , han er majestætsforbryder . +Man så indbyrdes tvivlrådig på hinanden ; +ingen vidste hvad de skulle gøre , enten adlyde enkedronningen +eller ministeren . +Dronning Mathilde kom -i dette øjeblik Struensee +til hjælp ; hun trådte nærmere hen tilden bevæbnede +skare , der veg erbødig mage for den milde , høje +majestæt , der lå udbredt over hele hendes væsen . +Gode herrer og danske mænd ! sagde hun , den +hævnplan , som min konges og gemals stedmoder +her vil udøve til fordel for sin søn , er alt for øjensynlig +til at de ikke straks skulle have bemærket det . +Lad kongen selv i vor nærværelse frit og » påvirket +af denne selvkærlige stedmoder udtale sig , og vi ville +da alle adlyde , men lad det ikke få udseende af et +natligt røveroverfald , hvor de med vold og magt +trænge ind i en værgeløs dronnings værelser , thi da +så de ikke ord for at være fædrelandsforsvarere , + +men enkedronningens blinde , villieløst slaver . Til +kongen altså — til kongen ville vi gå , for af +hans mund , hvis han er rask , at erfare hvad der skal +ske , og for , hvis han er forvildet , først at få re « +Gentskabet samlet og derpå at handle i landets , +kongens og min søn kronprindsens interesse . +Ja , ja , sagde rantzau-ascheberg , hendes majestæt +har ret ; til kongen . +Til kongen ! gentog alle de andre , på Guldberg +og Eichstedt nær . +Ikke et skridt herfra ! brølede Juliane Marie med +barsk , næsten mandfolkestemme . Den , der vover at +gå « et skridt herfra , er dødsens . +I det samme øjeblik åbnedes døren til Caroline +Mathildes sovekammer . De » indtrædende kammerfrue +havde kronprinsen ved hånden og den lille Prinds +sesse på armen . +Ha ! råbte enkedronningen pludselig forandret , gå +» n til kongen , gå , jeg holder eder ikke længer tilbage , +men disse blive her . +Enkedronningen tog kronprinsen i armen og greb +efter prinsessen . +Mine børn ! råbte maihilde , idet hun løb til og +rev børnene fra enkedronningen . +Dine børn ? Kan du bevise det ? Dine børn ? +Ha ! — hans børn mener du — gå til kongen . +Struensee , hævn skal ikke undgå dig ! +Løgnerske ! skreg Mathilde og var nærved at segne . + +ja , ved himlen , en lav og nedrig løgn ! råbte +Struensee med dyb foragt . +Du ville ikke frelse dig selv — men . Dine børn +ville du frelse , højforræder ! Af kærlighed til dem +kom du her ; nægt det , , om du tør , det sværger jeg +på ! +Meenederfle ! forsætlig meenederske ! svarede Struensee , +næsten kvalt af harme . +Gå , hr . Eabinetsminister ! Tag deres børn med +dem ; kan de redde dem selv og deres kjæresfe her +på jorden derved , så var det synd at nægte dem +det , men folket , husk på , folket , jeg iler ud til folket , +jeg tordner det sandheden i ørerne , vi komme mandstærke +tilbage , og vi skulle se , hvem der sejrer . +Et ord , majestæt , et eneste ord ! sagde Struensee . +Med dem intet mere ! Gå — gå ! +Jeg må først tale . Hvis jeg adlyder denne feilfulde , +ugyldige arrestordre , hvad da ? +Da beviser de , at de ikke har nogen andel i +disse børn — da er de kongens . +Sværg det for disse mænd , så vil jeg gå i +fængsel ? +Jeg sværger ved gud og æren , ved kongens , mit +og min søns liv , at når grev Struensee går i +fængsel , erkender jeg og alverden , at kronprinsen +er kongens søn og rette ttronarving . +Og prinsessen også ? + +det tør jeg ikke sværge på , men jeg sværger heller +ikke på det modsatte . +Nej , tro hende ikke , bad Mathilde . Lad vs alle +gå til kongen , hendes udsagn er et hyæneskrig , og +de går i døden , når de går i fængsel . +Lad mig kun gå , hellere vil jeg dø , klid en eneste +stemme skulle udslynge denne forfærdelige usandhed . +Vælg nu —gåe i fængsel— eller— , bød Juliane +Marie med isnende kulde . +Mine herrer ! Jeg er deres fange , når de sværger +mig til , at varetage kronprindsens ret . +Del sværge vi , sagde alle uden undtagelse . +Det sværger også jeg , ved guds blod og bunder , +sagde enkedronningen og løstede de tre fingre +mod himlen . +Min dronniug og min Prinds ; jeg vil dø glad +med denne vished . +O , bliv dog , indvendte Mathilde . +Elsker du ham højere end din søn ? spurgte enkedronningen +og så Mathilde stift ind i øjnene . +Min søn , min Frederik ! hulkede dronningen og +omfavnede kronprinsen , der med stigende forundring +og angst betragtede den ene efter den anden . +Nu er jeg eders , sagde Struensee til Eichstedt og +hans mænd . +Eichstedt pegede stiltiende på døren , der førte til +corridoren . Seks mand omringede øjeblikkelig Struensee + +og førte ham ned ad slottets trapper til capitainsvagten . +Kort +tid efter førtes han i en kongelig vogn under +stærk eskorte til citadellet , hvor han af Eichstedt straks +førtes i et stærkt og frygteligt fængsel . +General ! sagde Struensee , vær menneskelig ; de vil +da ikke , at jeg skal opholde mig i denne forfærdelige +hule . +Tie , forbryder ! svarede Eichstedt ; sæt dem ved +væggen . +Hvad er deres hensigt ? +At sikre mig mod en højforræder . Slutter , læg +ham i lænker . +Hvordan , Eichstedt , kan hadet gå så vidt , jeg i +lænker ? Hvorfra har de fuldmagt til en flig behandling +? +Forhold sig rolig , her kommanderer jeg ; et opsætsigt +ord skaffer fangen bastonnade . +Det tør de byde mig ? +Stille , de er ikke mere minister , men forbryder , +lænkerne på , smed dem fast i muren , 18 pund ? +Lænker er vel ikke for svære til at tæmme en halrstarig +forbryder , per længe nok har haft os alle i +lænker . +Eichstedt , Eichstedt , hvis jeg havde misbrugt min +magt , som de nu misbruger deres . +Hold mund deres exellence , hvorfor var de så +dum ; nu kan de lære noget af mig , hvordan de + +skulle have båret dem ad , da de havde magten ; +men de var med al deres latin en dum Karl . +Har enkedronningen befalet dem , således at mis » +Handle en falden stormand ? +Stille ! skreg Eichstedt ; det kommer ikke en Karl +som dem ved , hvad hendes majestæt befal , r eller ikke . +Forøvrigt er det for at bevise dem , hvor højt hendes +majestæt sætter pris på deres dyrebare person . +Struensee tav med ædel værdighed ; han var jo +nu ganske i denne brutale mands vold , og denne +lod ham tungt føle , hvor dybt han på nogle så +timer var styrtet . +Smeden og hans svende samt slutteren og bagten +var i flere timer i færd med på enhver måde at +sikkre sig den faldne ministers person . +Man pålagte ham 20 punds lænker , smedede dem +fast i muren , der havde en åbning , som lod 6 mand +og en officer uafbrudt have øre med den vigtige +statsfange , for hvis tilstedeværelse de målte inbeståe +med deres liv . +Lænken , der var lagt om Struensees højre hånd +tillod ham ikke at gå mere end tre skridt fra muren . +Er det muligt ! sagde Struensee , dit land , som jeg +igår regerede med så megen skånsel og frihed , bereder +mig i dag denne løn ! +Det lader til , at forbryderen er utilfreds med det +han har fået , hurtigt et fodjern , han skal vide , +hvad det er at gøre dronningen imod . + +Mau adlød Eichstedt , der fra nu af var commandant +i fæstningen . +Da Struensee havde fået bejlen om benet , spurgte +Eichstedt : +er der nu sket ikke mere , exellence » har at befale ? +Nej , general ; de er en fortræffelig slutter , en udmærket +arrestforvarer og bøddel . +Et lille halsjern kunde endnu klæde dem ganske +godt . Di må tæmme hr . Greven ; hid med et halsjern . +Det skal være en forsmag , fprcnd de smager +det sidste rigtige jern . +Vil de virkelig belægge mig med halsjern ? Jeg +besværger dem , for himlens skyld ! +O , bliv nu blot ikke gudsfrygtig for halsjernets +skyld . Hidtil har de ikke besværet Vorherre , nu kan +de se , hvad han har sendt dem på halsen . +Den grusomme Eichstedt pålagte ham selv dette +marterredskab , og havde endnu den lumpcnhed , at +råde ham til ikke at hænge sig i sit strømpebånd . +Endelig var de » langvarige pinselsscene endt . Slruensee +var nu gjort uskadelig , ja meget mere , han oar +lige med et fra den mægtigste mand i landet sunket +ned til den ulykkeligste , den grusomst behandlede i +landet . Kun hadet og hævn , kun fruentimmerhævn +kunne finde på en så raffineret grusomhed . +Da fængselsdøren omsider lukkedes efter Struensees +plageånder , kunne han først uforstyrret overgive sig +til fin fortvivlelse . Denne udeblev ikke , men ungdommens + +kraft og håb var dog endnu ikke veget +bort fra ham ; thi da han efter en qvalfuld dag og +en tårefuld nat , udmattet af sorg og legemlige +smerter , sank sammen på den hårde træbrix . der +tjente ham i stedet for seng , sank hans trætte øjne til , +og han drømte om kongen , der på dronningens +forbøn gav ham fri og lod ham , ledsaget af gode +ønsker , rejse ud af landet . + +syttende kapitel . +Dronningens fald . +Da Struensee , ledsaget af Eichstedt og de bevæbnede , +havde forladt dronningens gemakker , ville denne ile +ester følget ud i corridoren , for at gå til kongen . +Juliane Marie ville imidlertid nyde sin triumf +helt ; hunwllede sig i vejen ser dronningen og viste +befalingen til at hun skulle begive sig til Kronborg . +Jeg forlader ikke dette slot , før jeg har talt med +kongen , svarede Caroline Mathilde . +Køller , gør deres pligt , føer dronningen til Kronborg +l befalede enkedronningen med overlegen myndighed ; +thi nu , da Struensee ikke mere var tilstede , +nu , da det var en kjendsgjerning , at ministeren var +styrtet og virkeligzstaisfange , følte hun sin myndighed +voxc , og måtte , for at det skete ikke skulle falde +tilbage på hende og tilintetgøre hende og hendes +tilhængere , gennemført sin plan , og den var ikke + +fuldført , når ikke hendes farligste modstander var +fjernet fra kongens og hovedstadens nærhed . +Kongens befaling skal adlydes , svarede Juliane +Marie kort ; kongen vil , at dronningen skal føres +fangen til Kronborg under stærk eskorte , og der oppebie +hans allerhøieste befalinger . +Hun lyver , som altid ! udbrød dronningen heftigt ; +kongen kan ikke ville dette — og foruden at jeg er +kongens hustru , er jeg kongen af Englands søster ; +man vove ikke af gøre mig tits fange , det ville fordre +en frygtelig gjengjældelse . +Lad syndfloden komme efter vor tid , hånlo enkedronningen , +nu er der intet andet af gjyre , end tie og +adlyde . +Nej , jeg adlyder ikke , jeg er regerende dronning , +kronprindsens , den vordende konges moder , min mand +er syg , sindsforvirret , og desuden er jeg en engelsk +prindsesse , jeg stiller mig under den engelske regerings +beskyttelse . Man sende bud efter den engelske gesandt . +Køller , endnu engang , her er kongens befaling , +adlyd , eller de vil blive behandlet som højforræder ! +Køller rettede sig militairisk , skred med ærbødig fasthed +hen til dronningen og sagde : +min pinlige pligt befaler mig , af ledsage deres +majestæt til Kronborg . +Bliv fra mig , oberst ! råbte dronningen med afsky . +De , som jeg har viist råde og velgerning « , vil +de lægge hånd på en salvet dronning ! + +jeg må , under dødsstraf , majestæt , men jeg skal +underdanigst « inde , af de er min dronning . +Og de vil , af jeg skal forlade mine børn ? aldrigl +de kan jo tage prinsessen med , sagde enkedronningen , +kronprindsen fører jeg selv til kongen . +Ha , de vil dræbe ham , nedrige uhyre ! Skulle jeg +betroe ham i deres hævntørsiige baretægt ! +Jeg bliver hos min moder , sagde kronprinsen med +en stemme , der forbavsede alle . +Nej , deres køngelige højhed , sagde enkedronningen , +kronprindsens plads er hos kongen , nærved ttronen , +deres søster følger dronningen . +Og de , Rantzau , de , Guldberg , har de da iutet +hjerte ? er troskaben vegen fra dem , siger de intet ? +Rantzau , der havde opgivet alt ved Struensees tilfangetagelse , +trak på skulderen og svarede : +deres majestæt , når en ulykkelig conflict imellem +kongen og dronningen opslår , må kongens mænd +altid stå ved kongens side , hvor meget hjertet end +må lide ved at gøre dronningen imod . Jeg skal for +at berolige deres majestæt ledsage hans køngelige +højhed kronprinsen til konge « , og der i forbindelse +med kronprinsen anråbt hans majestæt om en forandring . +Jeg foreslår derfor deres majestæt at begive +sig til deres indre gemak for at oppebie den +nærmere allerhøieste ordre . +Det kan lade sig gøre , sagde enkedronningev , men + +de , køller , indestår med deres liv for dronningens +tilstedeværelse . +Køller bukkede og gav fine folk et tegn . +Men hvem indestår mig for kronprinsen ? Liv +og frihed , spurgte Mathilde +jeg ! råbte alle de tilsledeværende med en mund . +Med mit liv og min ære indestår jeg for hans +kongelige højhed , sagde Guldberg . +Og de , moder , sam har hadet og forfulgt mig , +ligesom de har lokket og kysset mig , hvad borger mig +for , at de ikke forfølger og nedtræder barnet , ligesom +de har gjort ved moderen ? hvad , o min gud , stkkrer +min søns uskyldige skridt ? +Caroline Mathilde ! Min hævn er tilfredsstillet men +hvad der er sket , jeg tror dig ikke værdig at ttrone +ved min søns side , men hvad vi have haft sammen +er snart opgjort — din søn har intet gjort mig +— og min sikkerhed er borgen for kronprindsens liv . +Eders sikkerhed , i , som fører jernsceptret . +Det herredømme , jeg udøver , strækker sig ialtfald +ikke ud over disse riger ; man vil kunne finde min +fremgangsmåde mod eder berettiget så længe jeg +hævder kronprindsens net . Den , der ville styrte mig +i fordærvelse , behøvede blot at krumme et hår på +kronprindsens hoved . Så længe han lever er England +roligt , men døde han , var jeg vis på Englands +blodige hævn . Det er den engelske prindsesses søns +ret til kronen , der holder brittaniens sværd iskjeden , + +og kun så længe han lever nantastet , er jeg og +min søn sikker . +Kunne jeg tro dem — o , gid jeg kunne tro dem , +så gik jeg mere let herfra . +Tag Tingen , som den falder . En skilsmisse mellem +ederog kongen vil jeg sørgefor , men videregåer jeg ikke . +Det skal slå Christian den syvendes enke frit for +at rejse til sit fædreland , menselv der vil jeg være sikker for +eders hæ « n , så længe kronprinsen lever og nyder sin +fulde ret . +Jeg vil da tro eder , men bedrag ikke en ulykkelig +moder . +Gå nu ind og saml eders tanker , vær sikker på , +at jeg holder mit ord , Frederik skal være tryg her og +han skal selv tilmelde eder det . +Farvel , hold da ord ! +Jeg skal holde det ubrødelig ! +Min søn , omfavn din moder for sidste gang . +Kronprindsen ilede i sin moders favn og slyngede +sine små arme om dronningens Hals . Det var en +lang , en inderlig omfavnelse . +Alle vare rørte , selv Juliane Marie . +Caroline Mathilde ! sagde hun derpå med blød +stemme , jeg skal sørge for , at begge børnene blive +nogen tid hos dig på Kronborg . +Tak , tak ! det var alt , hvad den ulykkelige kone +kunne fremføre . +Pludselig rev prinsen sig los , gik hen til køller , + +truede med fin lille barnehånd ad ham og +sagde ; +de underskåer dem ikke at gøre min møder fortræd , +ellers skal jeg , når jeg bliver konge , lade de » +Og alle deres børn løbe spidsrod . +Køller svarede ikke , men bukkede ærbødigt . +Derpå -viskede prinsen en tåre bort og +sagde : +kom , Guldberg og Rantzau , i flemme mænd , som +have gjort min kære mester Struensee fortræd , men +jeg skal tilgive jer , når i holde ord og følge mig +lige til kongen . +Han tog derpå Guldberg i hånden . Instinktmæssig +følte barnet , at denne ville blive hans bedste +beskytter . Derpå forlod de gemakket . +Enkedronningen gav et forståeligt tegn til køller +om at blive og være agtpågivende . +Hun ville ligeledes forlade gemakket , men dronningens +røde , ophovnede øjne rørte hende , hun vendte +derfor om , gik tæt hen til Caroline Mathilde og sagde +med dæmpet stemme : +gid jeg havde en søn af alder som din Frederik , +så skulle jeg medgive dig ham som gidsel , men +ved min sjæls fred , kronprinsen skal succedere sin +fader ! +Nu tror jeg det , svarede dronningen , og med disse + +ord gik hun ind i tit sovegemak , medens enkedronningen +ilede efter kronprinda Frederik og Guldberg ud +i corridorerne . +Hvis der overhovedet findes noget forsvar for den +fremgangsmåde , Juliane Marie havde brugt for at +tilrive sig magten , så kunne det udledes af den omstændighed , +at hun frygtede en total kuldkastelse as +den kongelige værdighed under borgerministerens reformatoriske +herredømme . Måske troede hun hverken +sin eller sin søns existence sikkret under sådanne +forhold . At hun derfor med et slag ville knuse +den fremmede indflydelse , der nu gjorde sig gældende +i hendes hus , kunne måske fra hendes standpunkt +synes berettiget , men med hvilken ret forfulgte hun +sine offcre efter at hendes modstandere vare styrtede +fra magtens højdepunkt , med den forfærdeligste hævngerrig +hed og grusomhed . Med hvilke grunde ville +selv de hofsmigrere , som hun opelskede i den lange +guldbergske periode , besmykke de væmmelige grusomheder , +som hun lig en rasende furie gjorde sig skyldig i +efterat hun havde overlistet og afvæbnet sine fjender ? +Den altid retfærdige eftertid vil , selv om den dadlede + +Struensee nok så hårdt , finde hans skæbne , dom +og død afskyelig , den vil betragte Brandts henrettelse +som et mord , og forfølgelsen mod dronningens venner +søm en lav skjendighed . +Og nu den ulykkelige dronning Mathilde . Mod +sin villie blev hun siæbt til Danmark for at formæles +med den extravaganteste af alle konger . Hendes ophold +t Danmark var en række af krænkelser og ydmygelser og hendes fald og forvisning en af de mest +oprørende handlinger . +Denne ædle , skønne kvinde , moder til Danmarks +tilkommende konge , hvis ophold i fødelandet var en +vedvarende forgudelse , blev her sat i skygge af en +avindssyg enkedronning , en medbeilerindr til magten , +der forbittrede hende hvert skridt og hver dag , og +da hendes fald var besluttet , blev hun beløiet og trådt +under fødder både af det land , hvis dronning hu » +Var , og af det land , til hvilket hun skulle tye som fin +sidste tilflugt : hendes fødeland . Hun skulle på +« engang miste sine børn , fin mand , sin Broder , sine +venner og to rigers diademer , men hun skulle tillige +flæber for skranken , underkastes forhør , hendes navn +skulle trædes i dyndet , forhånes og besudles , og hun +skulle forvises ikke blot fra de riger , hvis dronning +hun var , men endog fra hendes eget fædreland . +Denne skæbne var hård og bitter , og dog skulle +dens malurt forøges . Ved at ophidse pøbelen gav +man hende navn , egenskab og indbegrebet af al + +rvggesløshed og usædelighed . Man benævnede de +sørgelige boliger for faldne kvinder med hende- navn , +man ruinerede og udplyndrede dem , som en hæv « , +man ville udøve mod kronprindsens moder , og man +pinte på den mest umenffelige måde de personer , +der havde viist sig hende hengivne . I flere dage +lignede København en by fyldt med gale eller fulde +folk , og da excesserne truede med at ramme selve +ordenens eller nordenens opretholdere , standsedes disse +vel , men kun for at afløses af en syndflod af smuds « +Og smædeskrifter , der ligesom sluser væltede ud over +landet fra digtere og forfattere , ja selv fra prædikestolene , +hvor guds tjenere i mange tider kun prædikede +over teksten af hævnens og hadets evangelium . Den +sag , der er ren , behøver ikke så smudsige midler +til sin besmykkelse , og den omvæltning , der har sådanne +affødninger , viser med rette , at urette » var +udgangspunktet . +Endnu gives der mange , som tro , at hofrevolutionen +var en retfærdig handling , så stærk og mægtig +er uretfærdigheden , at folk , som endnu ville gå og +gælde for sanddrue , bornerte harmes over dens afsløring , +og tro , at en sag og en fordom , der i så +og så mange år er bleven fortalt så og således , +hellere burde gro fast og lægges hen , end at det rette lys +skal udbredes derover . Offrene have lidt , have blødt +have bødet , hvad de end have forskyldt og forbrudt +kan en retfærdig efterverden nu forsvare , at bødlerne + +smykke sig med uskyldighedens rene gevandt ? Danmarks +fald og svækkelse dateres fra Caroline Mathildes +fald og forsmædelse , nutiden må desvælre bøde for +fortidens vildfarelser , men vi kunne afbøde dens hårdeste +følger ; nutiden fandt det værdigt at bortrydde +ekampælen over Corfitz uldfeld , der dog vitterlig havde +forrådt land og rige , men skampælen over Danmarks +ulykkeligste dronning knejser endnu , tidslerne +vokse endnu på den skjændselshøi , som hadet og +derefter troskyldig sladder har opdynget på hendemindes +grav , og slå endnu frodige rødder i mange +hjerter , der elske Danmark og froe at hylde sandhed +og billighed . Næsten et århundrede er forløbet side « +Den tid , da de i dette værk omtalte begivenheder +fandt sted , men endnu er Caroline Mathildes sidste +ord på dødslejet r jeg er uskyldig i den +brøde , man har tillagt mig l ikke offentlig anerkjendf . Gid sandheden må blive anerkjendf , før det +er for silde ; det er den henfarnes tårer , der vippe vor +vægtskål i vejret , og vi have en anelse om , at før Dan « +Mark giver Caroline Mathildes skygge sin ret , vil den +aldrig opnå sin . + +attende kapitel . +Statsfængslet . +Grev Brandt var , da Struensee førte » til citadellet , +også bragt i fængsel , men dette var af en hel anden +beskaffenhed , end ven sørgelige celle , hvori hans lidelseskammerat +befandt sig . Værelset , der vel var stærkt +forsynet med jernstænger og en uigennemtrængelig +dør med stærke dobbelte jernlåse , var iøvrigt lyst og +rummeligt , vinduet vendte ud til en med høje mure +omgivet lille gård , men voldens træer kunne dog +skimtes over murene , når fangen stod i baggrunde » +Af sit værelse , og den dejlige himmel , fængselsbeboerens +trøst , kunne beskue ? fra fangens tilgittrede vindue . +En standsmæssig seng og ditø bohave var +tilsyneladende forud henstillet her , som ventende på en +grevelig ejermand , end ikke de mindste toiletgjenstande +manglede den forvænte hofmand , så at han , med +undtagelse af friheden , i grunden kunne sinde opholdet +her ret tåleligt . Et lille håndbibliottek , mest bestående + +af religiøse bøger , var også opstillet , så +at den grevelige spasmager , efter at have gjort sig +fortrolig med sit nye hjem , uvilkårlig udbrød : ah , +ikke andet , nu , det er vel til at udholde . Foruden +udgangsdøren , der så skrækindjagende og massiv ud , +bemærkede Brandt en anden mindre dør , der ikke var +aflåset , og skønt den på en måde lignede alle +andre fængselsdøre , dog så mindre bister og truende +ud . Nysgerrighed er en styg last , sagde han til sig +selv ; jeg har jo alt hvad en fangen mand behøver , +hvad vil jeg da søge i sidegemakket , der formodentlig +er et tjcnerkammer . Jeg vil ikke efterforske hvad +det er , men vise , at jeg er mig selv nok , og dermed +Basta . +Brandt kastede sig efter denne fornuftige monolog +påklædt på sengen , men kunne længe ikke sove . +Om jeg dog havde gjort uret i ikke at undersøge +værelset , der sandjynligviis er til at åbne , siden +dørgrebet sidder her indadtil . Om det nu var en +afkrog , hvorfra man i rattens stilhed kunne bryd « +Ind for at myrde mig , medens jeg endnu lå i søvnens +arme . Bah ! Kunne man så ikke ligeså godt +komme ad hovedindgangen — ja , men når det nu +skulle ske hemmeligt , for at se ud som et selvmord . +O , ingen i verden ville froe , at Enevold Brandt +ville lægge hånd på sig selv , det ville være alt for +ridikull . Og dog ængster det mig . Paris har nok +af slige bandithuller . Og for hvad skulle man myrde + +mig — mig , som ikke , i det højeste , har været andet +end en stormand- skygge ? — god nat , deres nåde , +min ubetydelighed assurerer mig imod efterstræbelser +— » an har været bange for nogle bonmots . Men +min tilværelse truer ingen . Værre er det med Struensee , +thi det lod til , at man ville gå ham på +-klingen , skønt jeg endnu ikke forstår et ord af +det hele . Nok sagt , jeg vil give verden e « god dag ; +nu er jeg fri for at passe på kongen , det er det +bedste af hele historien ; jeg kan endelig sove rolig , +ude » at forstyrres af han » Majestæt allernådigste +dumheder . +Trods disse beroligende ord kunne Brandt dog ikke +lukke et øje ; han gennemgik alt lige fra den rød « +Hvide dominos indtrængen med det bevæbnede følge , +« ed Guldberg og Rantzau i kongens gemak ; han +gentog ord til andet alt hvad dronningen , thi hende +var det jo , havde sagt , og han erindrede sig alt , hvad +der var passeret og talt hele dagen , og kunne da ikke +få andet ud end , at enten beroede alt på en misforståelse , +eller også havde dronningen under sandhedens +maske drevet et falskt og hyklerisk spil , for ved +et statscoup ved Guldberg og Rantzaus hjælp at sætte +sig i besiddelse af magten til fordel for sin søn . +Men hvorfor da arrestere ham , der altid havde været +dronningen så hengiven , og hvorfor alle de forblommede +ord , hvoraf han ikke forstod det allermindste . +Han tænkte , og tænkte atter og atter , men gabede til sidst + +over sine egne tankers trivialitet . Voxlyfene brændte +døsigt i armslagen , og inden han fik udregnet et fornuftigf +facit af alle gårsdagens forvirrede summer , +faldt han i søvn og drømte om oplysningen på den +gåde , som han ikke havde kunnet finde i vågen tilsland . +Han hørte balmusikken i det fjerne , den blev +stærkere og stærkere , han rejste sig op , gik hen til døren +og lyttede , et par hviskende stemmer , iblandt hvilke +han tydelig bemærkede dronningens og Struensees , lød +bag den lukte dør , gennem hvis sprækker en overordentlig +lysglands strømmede ham i møde . Han opsnappede +nogle ord og en undertrykt latter , og troede +at høre , at man blot havde villet gøre ham bange . +Tænkte jeg ikke nok , at det hele var en maskerade , +sagde han til sig selv . Nej , børn , Brandt bliver ikke +bange for så lidt , der skal mere til ; men jeg vil rolig +lægge mig hen på sengen , de skulle finde mig tilsyneladende +sove den retfærdiges søvn . Og han gik før +at lægge sig på sengen . Men var det kogleri ; +sengen stod ikke 10 skridt fra døren , men han gik +og gik og kunne dog ikke nå den . Det var som satan l +udbrød han , endeløs kan værelset da ikke være , usortrødenhed +er en hvfdyd , og udholdenhtd kroner målet ; +fremad , fremad , og bestandig fremad ! men han nåde +den alligevel ikke , han blev ivrigere , da en sagte fnisen +lød bagved ham . Brandt er ikke bange , sagde han +halvhøjt : han løb og løb , og endelig , ved et langt Spring , +nåde han sengen , et hop og han lå triumferende + +på sin plads , trak , badet i sved , tæppet op over +sig og lagde sig til at snorke . Men sljondt han lukkede +øjnene , kunne han dog igennem de halvflimtende øje » +Låge se noget sort sætte sig , ovenpå tæppet , lige +på brystet ; det tyngede og trykkede , så vejret næsten +gik fra ham . Han ville lægge sig på siden , men +kunne ikke ; vægten tog til , som om det skulle knuge +brystet itu . Endelig gav sengen efter før det uhyre +tryk , han greb for sia , men greb i luften , det var +ligesom om en lem i gulvet åbnede sig , thi han og +sengen sank , eller rettere styrtede indtil han følte et +slag og en smerte og åbnede øjnene med et skrig . +Han havde drømt eller haft et slags mareridt , og +var i kampen med det stærke syn , falde ud på gulvet . +Han trak vejret dybt og var glad ved at det hele var +en drøm ; men så til sin store skræk , at fængslets +tilgittrede vinduer og den forfærdelige , jernbeskagne dør +ikke var nogen drøm , men en virkelighed . Med et +suk kastede han sig , igen på lejet , og nu var han +glad over ikke atter at kunne sove , thi de nedbrændte +lys bebudede ham , at natten , denne frygtelige nat +måtte være til ende og at dagens lys , hvor sent den +ifølge årstiden var i anmarsch , snart ville melde sit +komme . Værelset , der tidligere havde været godt opvarmet , +begyndte nu at blive koldt , hvilket generede ham , +fordi han var badet i en kold sved . Han stod derfor +op og skulkede de to lysestumper i den firearmede sølvskage , +for at de to , når deres kammerater vare nærved + +at skulker , kunne tjene som reserve til dagens lyse +ankomst . +Nu måtte han se , hvad der var bagved den hemmelighedsfulde +dør , og så sælsomt er mennesket . +Han , Brandt , tvivleren , der ikke havde tænkt på gud +længere end den tid , der behøves til på befall ig at +lære en catechismus , bankede nu på tre gange og +mumlede ; i guds navn ! før han vovede at åbne +øøren til sidekamret . +En kold bind ko m ham i møde , der nær havde slukket +hans lys , han blev virkelig angst derover og tændte +i al hast de andre to lys og gik nu forsigtig med +armstagen ind i værelset . Det var et råt , fugtigt , +uhyggeligt rum , der straks tog sig ud som et materialkammer +med endnu et par stærkt tillåsede udgange ; en +bænk af et forunderligt udseende med en binde og +nogle mistænkelig udseende seler i hver ende og med +nogle tværstokke , var det , der først faldt ham i øjnene . +Hvad kandetværæ ? mumlede ham . En iern-jldgryde , +nogle tænger , et koldt udstukket ildsted med en hel +del trækul bemærkede han dernæst , på væggen hang +forskellige tænger , skiuer og korte pidfke med mangfoldige +læderremme , på hvis ender vare stenhårde +knuder . Min gud , nu aner jeg , hvad det er ! råbte +han u ilkårlig , men han blev bange før sin egen stemme +og dæmpede lyden , så at han kun hviskende fuldendte r +et pinekammer og dette der — er pinebænken - ja +det er pinebænken . En heftig rysten overvældede ham , + +så at han nær havde tabt armstagen , men skrækken +over at skulle befinde sig i mørket på dette gruelige +sted gav ham fortvivlelsens kraft , med begge hænder +greb han om stagen , der trods dette dansede imellem +hænderne på ham . Han holdt den ikke desmindre +krampagtig fast og ravede mere end han gik ud af kam » +Meret før at vende tilbage til sit herskabelige værelse . +Han vovede ikke at skippe stagen med den ene hånd +før at lukke døren , men da han havde fat stagen på +bordet , gik han ligesom en lille omvej før at komme +bagved døren og lukke ven , uden at se ind i det mørke , +forfærdelige rum . Da han havde gjort dette , vaklede +han hen til bordet , kastede tilfældigt et blik i spejlet , +men for et skridt tilbage — han så en figur i +spejlet , det var ham selv , men han så så forandret +ud , at han ikke kunne kende sig selv . Ester nogen be » +Trazning af sit eget spejlbillede sukkede han dybt , og +mumlede : arme Brandt , det er ikke nogen kongelig +spøg , det er ramme alvor , og jeg vil heller dø og +bekende alt end friste skæbnen på pinebænken . +Rædsel , rædsel ! Han gik derpå hen til sengen , lagde +sig som før på den og ventede med længsel på dagens +og menneskenes komme . Dagen kom omsider , men +intet menneske lod sig se , og dog kunne han høre faste +skridt gå op og ned udenfor døren , ligesom om det +kunne være en vagt . Han ventede en frygtelig lang +lid . Hans ur viste middag , men intet væsen lod +sig se . En kold gysen gjennemfoer ham . Skulle de + +have i sinde at sulte mig ihjel , o grueligt , hellere dø +for en kugle eller et sværd , end således myrdes +tommevis . Hungeren martrede ham dobbelt ved tanken +derom , han bebrejdede sig , at han ikke gårsdagen , den +lykkelige gårsdag , havde spist dygtigt og så løbet +sin vej , medens han havde friheden , eller skudt sig +en kugle for panden , så havde han dog undgået +alt delte . Tiden forkortede han med at læse , men det +adspredte ham ikke — han kastede bøgerne den ene efter +den anden , for at søge efter noget spiseligt i det store +herskabelige værelse , men det var forsynet med alle +livets bekvemmeligheder og fornødenheder med undtagelse +af det ene , spise- og drikkevarer , ikke så meget +som et glad vand fandtes der . Karafler og glas +var der , men de vare tomme . Da mørket begyndte +at indfinde sig , kastede han med sorg sit blik på de +nedbrændte lys . Han imøbesåe en sørgelig nat og +satte sig fortvivlet til at græde . Pludselig hører han +en støj og en velbekendt stemme udenfor . Det er +schak-rathlan — endelig — o min bittreste fjende +skal være mig velkommen i denne ensomme , sørgelige +tilstand , og om han end slog mig , skal jeg betragte +det som et venskabsstykke imod denne rædsomme forladthed . +Døren blev åbnet og grev rathlan trådte +venlig ind til Brandt . +Vær tusind gange velkommen , hr . Greve , råbte +Brandt ham i møde , i går så de surt til mig , men +om de var nok så vred i dag , ville jeg betragte dem + +som et himlens sendebud , når de blot vil tale og +høre mig tale . +Begge dele , hr . Greve , svarede rathlan , og jeg +vil sket ikke se surere til dem end jeg accurat er pisket +til og knapt det endda , thi i går var de den mægtige +— i dag er de den overvundne , og i dag skal jeg ikke +blive fortrædelig over , om de seer surt til mig . +Nej tak , lo Brandt og rystede trohjertig Rathlaus +hånd , man er gal , at man pådrager sig uvenner . +„ Give efter og føje sig “ skal herefter være mit valgsprog ; +til Pokker med al modstand , jeg overgiver fæstningen +af mangel på munition og mundforråd . +Det lader sig høre , vi indtage fæstningen og spise +til aften med commandanten på de betingelser . +Som de behager at foreskrive , og jeg at uncerskrive ; +jeg går ind på alt . +De er en munter mand , hr . Greve ; så blive vi +ikke let uenige . Hvis de , ligesom jeg , har appetit , +grev Brandt , så ville vi straks forlange mad , vin +og lys og straks skride til underhandlingerne . +Top , det er et ord ; men jeg er bange for , at min +ulvehunger vil gøre uuderholdningen i begyndelsen lidt +abrupt . +Siger intet ; jeg har nogle timer til min rådighed +og skal iøvrigt ikke plage dem mere end højst nødvendigt . +Fortræffeligt ! +Jeg skal svare til deres forventninger , +det lover jeg forud . + +de er chamant , min kære Greve , det har jeg altid +sagt . Vi vare også alle enige om , at de var alt for +god for den , de havde valgt til ven . +Fordærv mig ikke appetitten , svarede Brandt , idet +han grådigt skelede til bordet , der nu i stor skyndsomhed +blev dækket . Jeg er bange for , at det er gået +galt med den stakkel , de taler om . +Nok en armstage med lys . befalede Rathlau den +tjener , der gjorde opvartning . Og lad maden hurtig +komme . Hvilken vin drikker de helst ? spurgte +Rathlau , idet han vendte sig om til Brandt . +O de behager at spøge , hr . Greve , almindelig bordvin . +Og +til dessert ? +Tak , helst et lille glas Madeira ; men de forkæler +mig , og hvis de ikke tager det ilde op , tør jeg smage +et glas af denne vieux Bordeaux ? +Hvor kan de spørge , lad den smage dem ; de er +jo hjemme her og jeg er deres gæst , jeg har kun taget +lidt med mig , fordi jeg havde en anelse om , at de +ikke ret var belavet på at modtage fremmede . +Fuldkommen sandt , — ah , vinen er fortræffelig — +jeg må virkelig bede dem om undskyldning , fordi min +husholdning ikke endnu er rigtig indrettet . +Det glæder mig at sinde den gamle , muntre Brandt +endnu i dem , hr . Greve , og hvis de ikke tager det +ilde op , vil jeg , indtil de er kommen i orden , foreløbig + +forsyne deres bord , for at de ikke skal tabe +humøret . +Jeg takker for tilbudet , så meget mere , som både +min kok og min kældermester ikke er ved hånden , +og fordi de øvrige betjente , her kastede han et blik +på de udenfor stående soldater , ikke let kunne finde +det , jeg synes om . +Lad os nu gå til bords og i de første ti minutter +tale vi ikke et ord . +Bravo , kyllinger i Carri — jeg er lutter øre , mund +og mave . Hvis de har fastet nogensinde , så vil de +undskylde min grådighed — et glas vand — himmel , +duepostei ! Men de spiser jo ikke , hr . Greve ! — tal +dog idetmindsle — det er musik for mig . +De er alt for artig — jeg fryder mig ved at se dem +tage for af retterne . Her er nogle halvristede , qvartstegte +gåselever , som jeg tør anbefale dem . +Tak , milles fois , tak . O , det er en ret for guder . +Deres velgående , hr . Vært ! +Deres igen , grev Brandt ! Jeg skatter mig lykkliz +ved deres selskab , de spiser som en mand og blegner +vel næppe , når jeg proponerer en skål for vor allernådigste +værtinde hendes majestæt enkedronningen . +Med største fornøjelse , gid det gå hende vel ; hun +fortjente vistnok et glas Madeira , men en flig skål +kan man altid gentage med sand tilfredshed . Tør jeg +spørge , hvad det er , der skjuler sig under denne mægtige +asiet ? + +det er en meget beskeden kalkun « ed trøfler . +O , min livret — de kender min smag , dertil +hører portvin — rigtig — tak . Hør , ved de hvad , +hr . Greve , hendes majestæt har aldrig været så +nådig mød mig , søm i dag . +Det er ganske naturligt — i går havde hun en +fjende i dem , i dag ønsker hun at erhverve en ven ! +Hendes majestæt har at befale ; hun leve . Je +drikker et glas på hendes Sejer , — parbleu , jeg +havde aldrig troet , at den skulle smage mig så vel . +Det beroer ganske på dem selv , hvor godt de , +hr . Greve , vil at den skal smage dem . +Når jeg skal bestemme det , så skal det blive således +ved i det uendelige . +Fortræffeligt , det har hun intet imod , sket intet imod . +Jeg endnu mindre . Det er skade , øjnene er dog +større end maven ; jeg tør næppe binde an med disse +ryper , herlige norske ryper , og der er endnu en haresteg , +en vildsvineragout , som man kalder det , og e +lam i Carri tilbage . Tør jeg udbringe en toast ? +Gerne — de er så elskværdig , at jeg forud tør +vædde på , at jeg sympattiserer med dem . +Det skulle glæde mig , hr . Greve . Denne toast er +for grev Brandts snarlige frihed ! +Den tømmer jeg til sidste dråbe , og jeg tilføjer en +ny — på grev Brandts tilslutning til os . +Hør , ved de hvad , grev Rathlau , jeg vil nødig + +gøre dem bebrejdelser , især da jeg endnu tygger drøv +på deres velgerning « , men havde de altid behandlet +mig på denne måde , havde de allerede haft mig +før længe siden . +Glædeligt for os , og feen prosit er bedre end ingen . +Ru da , jeg imidlertid seer , at de sagtner deres jagtforslugenhkd , +vil jeg sige , at enkedronningen ønsker deres +fulde oprigtighed . +Antaget ! +At de i et og alt forlader Struensee , og slår +dem til os . +Antaget . Jeg kan dog ikke gavne ham noget alligevel . +At de ikke tager mindste hensyn til dronning Mathilde . +Antaget . +Hun behandlede mig i går på en oprørende +måde . Jeg kunne fordærve min appetit ved at tænke +på , at jeg så længe har kunnet lade mig dupere , — +dog alt skal have en ende . Men hvad hun kunne +have under , at kalde mig forræder og lade mig arrestere , +fatter jeg endnu ikke . +Fatter de ikke ? +Nej , på min ære , om jeg gør . Har jeg ikke været +både hendes og Struensees tjener ved enhver lejlighed ? +Og nu kaste mig i fængsel , det smager af Frantz den +førstes devise : ofte bør man variere ovinder , fanden +troe dem ! +Det er lidt frit oversat — men kjcrnen er dog , at +forlade en og slå sig til en anden . + +ja — ovinderne leve ! +Indtil nu have vi været enige , men jeg frygter før , +at vi blive uenige øm grunden til , hvorfor dronningen +lød dem arrestere . +O , frygt ikke , jeg har slet ingen mening derom , dg +for dog at have nogen , adopterer jeg deres . +Er det et ord ! +Parol d ' honneur ! forudsat at det er en rituelig +mening . +Hun ved , at de kender hendes hemmelighed . +Pokker heller , hvilken ? +Den med sriuensee . +Død og pine , tænkte jeg det ikke nok ; er der da +virkelig en hemmelighed mellem hende og Struensee ? +Hvor de forstiller dem , grev Brandt ! +Min sjæl om jeg gør . Er der nogen , så have +de været ligeså hemmelige mod mig , som mod andre . +Lad os tale « åbenhjertig , grev Brandt . De , to « +Altid var Struensees intimeste fortrolige — skulle de +ikke være indviet ? - - o , kom ikke med sligt . +Hvad behager ? Antager de altså , at dersom der +virkelig eksisterede et ømt forhold imellem dem , at dr +ville have indviet mig , trediemand , deri ? O , det er +guddommeligt , det ville jo være naivt , nej mere , det +ville være skandaløst . +Men var forholdet vel andet ? Med hvad navn ville +de ellers benævne det ? +Jeg ved det ikke , siden jeg intet ved . Lad ør + +imidlertid forudsætte , at et sådant forhold havde bestået , +troer de da , at Struensee så ville have meddelt +mig det , eller blot ladet mig ane det ? +Hvorfor ikke ? Ellers havde de jo ikke besiddet hele +hans fortrolighed . +Det har jeg dog utvivlsomt ; jeg gjpr mig til af , +at han ikke har skjult en handling af sit liv for mig , +ja ikke engang lagt skjul på en eneste af sine tanker . +Bravo ! Altså må de jo også vide med vished , +hvad hele verden ved . +Men i himlens navn , hvad ved da hele verden ? +At der bestod et ulovligt , ægteffabsforbryderiskt forhold +mellem dronningen og Struensee . +Det , at hele verden , kun ikke jeg ved det , beviser +tydeligt , at det kun er løs snak , og jeg tror sikkert , +en ugrundet formodning . +De forsvarer dem ? +Jeg hverken forsvarer eller anklager , da jeg intet +har set , der kan begrunde en slig formodning , som +jeg dog har hørt hvidfle om i krogene . Den , der +havde set noget , ville nok melde sig nu — men +melder der sig ingen , så er det jo løs tale . +Hør mig , grev Brandt ; de ved noget , men vil +ikke ud med sproget . +Antag mig ikke for så enfoldig , grev rathlan ; en +utaknemmelig dronning skylder jeg ingen hensyn , og +en falden ben , der oven i købet i den sidste tid behandlede +mig med oprørende skødesløshed , skulle jeg sandelig + +kke skåne , hvis min fordel bød mig det , men videre +end til at fortælle rub og stub , kunne mit venskabsbrud +dog ikke gå — til af opdigte kunne jeg aldrig +nedlade mig . +De bruger nu også alt for stærke udtryk . Hvis +nogle ord af dem , der lunde fortolkes efter enkedronningens +behag , kunne , for af bruge deres egne +udtryk , skaffe dem store fordele , ville de så +betænke dem på af bruge dem ? +Ingenlunde , når de vare overensstemmende med +sandheden , men også kun da ; selv min værste fjende +kan gøre fordring på ærlighed ; hvad der er over +eller under , er umuligheder . +Grev Brandt , det glæder mig , af jeg , og kun jeg , +hører disse alt for kække ord . De ved , af Struensee +er styrtet og magtesløs ; dersom nu deres liv og frihed +var afhængigt af en udtalelse som den , vi før berørte +— +med andre ord , dersom mit liv og min frihed var +afhængig af en løgn , måtte det så ikke være min +fordel af lyve ? +Det var en meget skarp opfattelsesevne — vel , lad +os forudsætte det . +Så ville jeg bede dem om , af lade andre lyve ; +hvorfor skal det netop være mig ? Parbleu ! jeg har +aldrig taget det så nøje med dn ædle sandhedsdyrkelse , +men jeg ved ikke i dette tilfælde , jeg tror , st +jeg ville være i en djævleblændt forlegenhed . + +det kommer af , at situationen ikke endnu er dem +rigtig klar . De ved til eksempel ikke , at man har +søgt at kaste de værste beskyldninger over på dem , +hr . Greve . +På mig ? Nu , det manglede blot . Hvad har man +da sagt , om jeg må spørge . +Struensee har til eksempel anført , at de har lagt +hånd på kongen . +Det har han sagt , den forræder l o , hvilken nedrighed ! +For det første , har jeg jo ikke gjort andet , end +afholdt kongen fra at rive tungen ud af min Hals i +et af fine rasende anfald , og for det andet — +for det andet — +nu ja , for det andet , rådede netop Struensee mig +til , ikke tålmodig at modtage alle kongens mishand « +Unger , da kongen kun betragtede det som kujonen . +Husk vel på dette ; det er et stort bevis par hans +dristighed og deres uskyldighed . Det kan vi bruge +i processen . +Hr Greve , dette er da for guds skyld ikke noget +forhør ? +Seer jeg ud som en forhørsdommer ? +Nej , det var synd at sige , og dette ligner da heller +ikke et dommerbord med store folianter — men alligt « +» øll , da de taler » m proces , få må jeg dog førmode , +at — +at jeg søm en advarende be « i tide underretter dem +om at være på deres post , at benytte dem af alle + +fordele til eget tarv , og ikke tage hensyn til en person , +en forræder , som de dog , om de også ville +udsætte dem selv , ikke kan redde . +Grev Rathlau , de gør mig angst og bange ; er det +da så slemt ? Man jager en minister bort , godt , man +lager en anden , også godt ; men ikke redde ham ? +Selv om han , ligesom jeg , er fængslet , derfor er han +dog vel ikke forloren . +Jeg må , selv om jeg begår en indiskretion , +underrette dem om faren . Strueusee er fængslet , +men ikke som de , hr . Greve , standsmæssig — han +er en topmålt statsforbryder ; de ord , de kunne sige , +kan ikke redde ham , hvor behagelige de end vare for +ham ; men med ord — læg vel mærke dertil — kan +de købe deres liv og frihed , deres fremtidigt lykke +og størhed . Rent ud sagt , de har kun valget +imellem at blive en elendig , som han , eller at blive +forfremmet til de højeste værdigheder . +Må jeg så bede om værdighederne . +Det vil komme an på , at de finder de ord , der +bevirke denne trolddomsforandring ; er de heldig , er +det godt for dem , hvis ikke — +tal ud , min herre ; hvis ikke — ? +Må de dele hans lod ! +O , det er spøg , ikke sandt , det er spøg , en grusom +spøg ? +Nej , det er den rene , simple alvor . + +men jeg har jo hverken været minister eller er bleven +beskyldt for ulovlig omgang med andres gods . +De var han- ven , det fælder dem ikeke , men vedbliver +de at være det , vil det fælde dm . +Og hvad overbeviser mig om , at deres udsagn her +ikke er andet end et fugleskræmsel , for at få spasmageren +til at siaddre ? Måske de og hoffet kun +vil gøre dem lystig over mig ; måske selv Struensee +endnu ikke er styrtet , men vil sætte mit venskab på +en hård prøve , så at det , jeg efter deres råd +skulle gøre for at frelse mig , netop styrtede mig i +ulykke hos den endnu mægtige ben . De stirrer på +mig , Rathlau , frist mig ikke . Det kunne ligne strnensee +og dronningen , at ville give mig en lektion , +siden det lader til , at hendes majestæt i det mindste +ikke tror mig . Vil de , at jeg skal være fri i mine +udtryk og tanker , så lad mig i det mindste se +klart og tydeligt , hvorledes tingene virkelig +forholde sig , lad mig ikke være i den rædsomme +tvivl om , hvad der kan være min fordel , hvad min +frelse . +Godt , de har ret . De skal blive overbevist ; men +kan de tie som en mur ? +Det kan jeg — især når det gælder mit eget vel . +Når et ord kan styrte mig i afgrunden , tier jeg som +disse tavse mure . +Jeg går udenfor min Instrup , men jeg vil i deres + +og sagens interesse vove det . Vil de klæde de » +Om som slutter , skal de snart få vished ihænde . +Forklæde mig — jeg — dog , for at få vished , +lad det ske . +Men tavs , ikke et ord , ikke en gestus — en stum +gebærde , et tegn , og det er ude med dem . +Tak for underretningen ; jeg forlanger kun at se — +se , og intet andet . +Deres ønske skal blive opfyldt , til gengæld fordre « +Jeg , at de derefter iagttager deres eget tarv , og kun +udelukkende deres eget tarv . +Vær vis på , at denne beskedne fordring skal blive +opfyldt . Vil de være så god at skaffe mig en forklædning ? +Grev +Rathlau gik hen til døren , åbnede den og +gav nogle befalinger med dæmpet stemme . +Medens dette stod på , kunne Brandt i al hast +ørdne sine tanker , der næsten vare blevne bragte i +vilderede ved grev Rathlaus spørgsmål og de svar , +som han selv , trods den nydte vin , vidste at have +givet . Han få med et lynsnart blik , at det var et +forhør , han var bleven underkastet , rigtignok under en +egen form , men dog alligevel et forhør , og at man +under dette havde givet ham at forstå , at han skulle lyve +for at frelse sig , hvis sandheden ikke var tilstrækkelig +dertil . +At han ville overbevise sig om , hvorledes sagerne +slode , var derfor dels en list for virkelig at erfare + +dette eller noget mere , eller for o « mulig at se en +lejlighed til flugt eller satte en ide til lykkelige udflugter +ved senere forhør . Desuden kunne han i virkeligheden +endnu ikke fatte , hvorfor han var arresteret +og på dronningens befaling . Var dette også tilfældef +med Struensee eller var der kommen en contrarevolution , +som havde krydset dronningens planer ? +Alt var indhyllet i mørke for ham , når han kom til +dette pnnkt . Han turde endnu ikke udfritte Rathlau +af frygt for at røbe sig . Han måtte se noget vist , +han vidste selv ikke hvilket , han måtte erfare noget +udenfor dette Kammer , oz var det end nok så lidt +— derpå kunne han da atter udgrunde og måske bygge +videre , eller i det mindste vide , hvad der for ham var +at sige eller gøre i de nærmeste dage . +Alt dette og » er for som et lyn igennem Brandts +hoved i de minuter , grev Rathlau uddelte befalinger +ved at slikke hovedet ud af den massive dør . +En instinktmæssig tilbøjelighed overkom Brandt i et +sekund . Han ville springe til og klemme Rathlaus +hoved mellem døren og karmen , han gjorde endog +ligesom et tigerspring i denne anledning , men Rathlau +trak alt hovedet til sig og vendte sig om og så +mi kun Brandt stå smilende med grådige blikke ved +bordet , i færd med at iskjenke sig en blanding af vand +og portvin , hvilket han drak efter et lille venligt nik +til den , han nogle sekunder før gerne ville have knust +hovedet på . + +hvem der i dette øjeblik på engang kunne have set +i Brandts indre og på hans smilende , godmodig +venlige ansigt , ville ikke have nægtet ham navn af +en god og udlært hofmand . +Man bragte det fornødne til Brandts forklædning , +en virkelig smudsig og skidt slutterklædning med nøgler +og tilbehør , en blændlygte , en vandkrukke og +deslige . Nogle arrestbetjente hjalp Brandt i dette +væmmelige tøj , og Brandt underholdt sig på fransk +med greven , idet han oprigtig skriftede sin modbydelighed +for denne alt for virkelige virkelighed , og forsikrede , +at det holdt hårdt at sætte sig ind i rollen , hvilket +Rathlau dog alvorligt tilrådede ham for sin egen skyld . +Cosiumeringen var derfor ikke blot nødvendig , men +ansigt og hænder måtte endog gøres smudsige og +ukendeligt , noget , der skete under Rathlau ? egen vej « +Ledning . +Nu kender jeg dem ikke — og de vil næppe kende +dem selv , men husk , hvad jeg sagde dem før . De +følger mig og gjsk punktlig , hvad jeg siger dem , uden +et ord , en mine eller en gebærde . +Det har jeg lovet , og det skal jeg holde , svarede +Brandt og debuterede nu allerede som den adlydende +slutter . Ved at kaste et blik i spejlet frapperedes +han øve fin ege » Forvandling og fulgte nu , ledsaget +af sine nye kammertjenere , greven ud af fængsel » , +kammeret . Her omringede » Brandt af en stærk vagt +og gik tavs med fin tændte lygte i den højre og vand « + +krukken under venstre arm mellem soldaterne igennem +flere corridor » , døre , og værelser ud i det frie . +Den kolde vinterluft gjennemisnede Brandt i den +uvante , temmelig tynde påklædning . Han kastede et +stjålent blik om sig og bemærkede , at han ikke var +kangt fra lommandantboligen ; at hans fængsel altså +lå i dennes nærhed , vidste han nu . Citadelsporten +troede han at se lukket foran sig ; hvorledes den , +der lå bagved , var , vidste han ikke , thi det gik ikke +an at se sig om . +I dyb stilhed skred man fremad , der blev ikke vekslet +et enene ord undervejs . Sneen og isen knittrede +under fødderne på de vandrende . Kulden skar Brandt +lige til marv og ben og tænderne klapprede , så +han måtte bide dem sammen , og dog glødede han +indvendig som i den stærkeste feberhede . +Foruden de tolv eller seksten mand , som omringede +ham og som han endog troede at bemærke tilkastede +ham truende blikke , syntes han på alle kanter og i +hver en krog at se et overmål af skildvagter , og +den omstændighed , at en høj officer gik med , ledsagende +grev nathlau , begge indsvøbte i store varme +kapper , men for hvilke skildvagterne ikke gjorde honneur , +indgav ham vished om , at disse havde ladte +geværer og at man altså anså ham for en farlig +forbryder , hvem man måtte passe på , endskønt +man havde et eksperiment for . +Dette tjente ingenlunde til at berolige ham , men var + +ham dog for så vidt en trøst , som han nu så , at +Rathlaus venlighed var en snedig list og st der aldeles +intet håb var for ham om nogen redning +fra denne kant . +Bed omdrejningen af gaden og vandringen over +dåbenpladsen , tog hele eskorten vejen henimod kirke « . +Her faldt det Brandt flere gange ind at kaste alt fra +sig dg undløbe , selv med fare for straks at blive skudt , +thi at dø nu anså han ikke for det værste , men +han beherskede fristelsen fordi han først måtte se , +og dernæst jo knude gøre , hvad han fandt rigtig , på +hjemvejen . +Denne beskatning at falde for et par kugler eller +frelse sig ved flugten , gjøo barme og mod i ham , +men man skuttede sig stedse tættere og tættere om ham , +jo nærmere man kom kirken , og først bagved kirken +standsede man ved indgangen til et forfærdeligt klippestærkt +fangetårn . +Officeren , som han nu så var Eichstedt i egen +person , ratblau og 3 casteljcegere gik foran ham ind +igennem en snever gård og en smal jerndør ind +i en skummel corridor , der var fuldproppet af jægere , +så kun et menueste ad gangen kunne passere , bagved +sig hørte han en mængde sagte , taktfaste skridt , +så af han vidste , af nu var han vel bevaret . Igennem +en svagt oplyst hvælving kom han til en tredøbbelt +vel stænget jerndør . Her standsede man et øjeblik . +Eichstedt tilkastede Brandt et forfærdende , næsten + +knusende blik . Rathlau , der nu var meget alvorlig , +lagde som en sidste advarsel fingeren på munden , +og 2 slutters , klædte nøjagtig som Brandt , oplukkede +uden af gøre støj jerndørene for de lo eneste indtrædende : +Rathlau og Brandt . +Brandt , der skulle gå først ind i det lille frygtelige +rum , havde , betaget som han var , glemt af åbne +blændlygten . Uden af sige et ord tog en af slutterne +ham hårdt i armen og oplukkede lygten med et forbitret +øjekast og stødte ham dernæst ind af døren . +Rathlau var ham lige i hælene og dørene lukkede sig +øjeblikkelig , lydløst efter dem . +En hvælvet hule på 6 qvadratalen var det hele +rum , hvori de befandt sig , og dette var endog afdeelt +ved et jerngitter , bag hvilket 4 stærktbevæbnede mænd +og æn offiiceer uden at gøre æn bevægelse befandt sig . +I et hjørne brændte æn døsig osende tranlampe og +Brandts lygteskær faldt straks på æn forfærdelig skikkelse , +liggende på æn træbrix , uden så meget sam et +halmstrå under sig . +Nærmere , hviskedee Rathlau i æn streng , befalende +tone . +Brandt gik et skridt nærmere , men blev , som ramt +af lynet , målløs stående . +Han havde set nok . Det var Struensee , de » for +48 timer siden almægtige minister , der her lå lænket +fra hånd til fod , fra foden til muren og fra halsen , +der var omgivet af et stærkt jemhalsbånd , lænket ved + +æn tung lænke til æn to tommer tyk ring , der var +anbragt t selve muren . +Som fastnaglct til pletten skod Brandt nogle øjeblikke +og spejdede , som om han endnu ikke troede sine +egne øjne , s ør at finde vennens bekendte ansigtstræk +— han syntes et øjeblik , at det var Struensee , +det næste , at det ikke var ham , og han lynede da +tvivlende på hovedet . Men den af mathed jndskumrede +udstødte et suk , et suk således som kun +æn ulykkelig kan udstøde det fra bunden af fin sjæl , +og dette suk , der lød som det banede sig vejen igennem +et bristende hjerte og et par hendøende læber , +dette suk trængte Brandt til marv og ben og fik +hans puls og åndedræt til at standse . Dette kendte +han , og vandkrukken faldt med et brag til jorden , +hvor den sønderbrsdes med et plads ! , som om det var +alle lidelsers og medlidenheds tårer , der på engang +brøde ud over alle bredder . +Struensee for op ved denne lyd og så sig vildt +om , men faldt straks udmattet og kraftløs tilbage . +Ubehændige , sagde Rathlau hårdt og vredt , hvordan +står han ? — sæt lygten og undersøg fangen , +om jernene er hele og sidde faste . +Brandt hørte ordlyden , men var så betagen , at +han ikke forstod den , og blev slående som en støtte . +Hører han ! brølede Rathlau , han skal se jernene +efter , om de er hele og sidde faste . +Altfor faste , stønnede Struensee ; kødet er gnavet + +af mit ben og mit håndled er blodigt ; halsjernet +kvæler mig — luft , luft ! +Læg vådt linned om håndleddet ! befalede Rathlau +i en rå tone ; han har vel linned ? +Brandt rystede på hovedet . +Rathlau tog en daggertsieben kniv ud af barmen , +skjar en flig af Brandts klædesskjød og befalede ham +af dyppe den i den på gulvet liggende bandpyt . +Brandt adlød mechanisk ; han vædede i hast det afrevne +stykke , der til held havde bomuldsfoer , og +lagde det på Struensees blodige , ophovnede håndled . +Brandt zittrcde ved denne handlig over alle lemmer , +benene nægtede ham næsten sin tjeneste , og hænderne +rystede , søm om de rørte ved et flammende bål . +Struensee kastede et mat , lidende blik på den medlidende +slutter og udstødte atter et dybt suk . +Skynd sig , tordnede rathlan , løft lidt i halsjernet , +skrue det lidt løsere . +Brandt gjorde en overnaturlig anstrengelse , men overbeviste +sig om , af al lettelse var umulig , thi skruen +var tilnittet . +Nå , skreg rathlan , får det en ende ! +Brandt viste rathlan tavst , af jernet var nittet fast . +Så løft det blot og lad skurken ligge , sagde rathlan . +Et +tredie suk , mere hjerteskærende og sønderflidende +end de føregående , trængte op fra den lænkedes forpinte + +bryst , ledsaget af et svagt , undertrykt skrig , forårsaget +ved Brandts smertevækkende medlidenhed . +Men dette var mere end Brandt kunne bære , en +krampagtig hvinende lyd pressede sig som i en grådkrampe +ud over den ulykkeliges læber . En uvilkårlig +hulken , som ingen menneskelig anstrengelse kunne +undertrykke , bemestrede sig ham . +Struensee slog øjnene forandret op , og betragtede +slvtteren på engang med skræk og forundring . +Brandt ! Brandt ! skreg Struensee , og i et nu lå +de to venner højt jamrende i hinandens tætsluttede +arme . +Hurtig vagt , vagt ! råbte Rathlau . +Døren og gitteret blev på engang revet op , og i +et nu var fængslet fyldt af soldater med fældede +bajonetter . Denne djærve forsigtighed var imidlertid +både unyttig og overflødig ; thi da man havde vristet +vennerne ud af hinandens favn , bar man Brandt , +ramt af et slagtilfælde , beviislløs ud af fængslet , og +den næsten kvalte Struensee målte på den tililende +læges befaling , af frygt for at han skulle dø inden +forhøret , befries for halsjernet , i det mindste i nogen +tid . + +nittende kapitel . +En feberpatient . +Da Brandt længe efter kom til sig selv , lå +han rasende af en hidsig feber på sengen i +sit værelse i huset ved commandantboligen . Den +syge fange måtte længe se sig øm og samle +sine tanker , for at erindre , hvor han befandt +sig . Han turde ikke lade sygevogteren , en i livre beklædt +person mærke , at han var udenfor fantasering , +men han måtte først og fremmest overbevise sig om , +af han havde sine egne tanker i fin magt , og dernæst +sålænge som muligt søge af indbilde sin påpasser , +af han fantaserede endnu . Det første spørgsmål , +han gjorde tjeneren , var , om enkedronningen +kom snart og bragte ham hans mikstur . +Hun kan ikke komme endnu , sagde tjeneren smilende +men hun har bedet mig af give dem den , hr . Greve . +Er jeg Greve ? Jeg er jo kammerjunker . + +ja , ja , de er kammerjunker , det er sandt ; men +tag nu miksturen . +Smager den godt ? +Ret godt ; men den helbreder dem , og det er det +vigtigste . +Uh , den er ildesmagendei nu skal du ; tag straks +en skefuld . +Nej ! det før jeg ikke , for , så bliver doktoren vred . +Gør ikke noget , jeg skal nok tie ; men vi dele . +Ja , vi skal dele . +Kommer hun så ? +Hvem , hr . Greve ? +Ih , dronningen . +Dronningen ? Nej , på det lag . +Da lovede hun dog før af komme . Sim , Sim , +Sim ! +Ja før , men nu er hun rejst til Kronborg . +Uf , i den kulde midt om sommeren ; løb efter +hende ! +Det tør jeg ikke for greven . +Jeg er kun kammerjunker . +Jeg mente grev Rathlau . +O , det er min ven . +Så—å ! +Ja , det er min bedste ben ; han skal være min +svoger . +Men han har jo ingen søster . Sov nu ; doktoren + +vil , at de skal sove rolig , så er de rask om et par +dage . +Jeg er jo rask , se bare , hvor rød og sund jeg er +— er det ikke maimånedskat i morgen ? +Nej , vi er jo endnu i februar . +Å , bild mig ikke det ind ; vi er langt inde i marts +måned . +Brandt fortrak ved disse ord ansigtet til at græde . +Tjeneren blev bange og sagde : +gode herre , de må ikke græde , for så får jeg +tusinde ulykker ; jeg skal føje dem i alt , når de +bare vil lade være at græde , for så kommer krampen . +Skal jeg da le ? +Nej , nej , heller ikke le ; jeg skal hellere føje dem +i alt . +Godt . Hvad skriver vi i dag ? +Fem og tyvende februar . +Men dronningen lovede mig jo at komme den fem +og tyvende marts . +Hun har vel glemt det . +Så busk hende på det straks . +Men hun er jo på Kronborg . +Er hun på Kronborg ? +Ja . +Så sig , at jeg kommer om en halv time til hende +på Kronborg . +Jo , det skal jeg . +Men er enkedronningen på Kronborg ? + +nej hun er på Christiansborg . +Godt ; men Guldberg er jo på Kronborg , sagde +du før . +Sagde jeg det før , så tog jeg fejl , han er — +eommandeersergeant ? +Ja , i kongens regiment . +Rå , hvem er da minister ? +Zh , Guldberg naturligvis . +Hør , du gør rar af mig , Niels . +Wolfert hedder jeg , gode herre . +Er Guldberg virkelig minister på Kronborg ? +Nej , han er ikke på Kronborg , men han er +minister . +Rå , men enkedronningen ? +Hun er her i byen . +Men Rathlau er jo hos enkedronningen ? +Ja det er nok muligt . +Når kommer han ? +Som sædvanlig i aften og i morgen tidlig . +Han har været her 2 gange i dag . +Nej kun engang . +Jo vist , 2 gange . +Ja , ja , det er muligt , at jeg husker fejl . +Du er nok ked af min megen talen ? +Å nej , den er jeg så vant til . +Så ! jeg taler dog ellers lun lidt . +Gør Herren ? +Ja , hvad var det jeg sidst fnalkede om ? + +om det derover og om pinekammeret . +Det har været tromme , det skal du ikke bryde +dig om . +Det gør jeg heller ikke . +Og du skal ikke sige det til røgen , det er dum +tøjeri . +Ja , ja . +Men Rathlau , min ven , ham må du nok sige +det , for han holder så meget af drømme . +Ja , det er nok muligt . +Han leer vel af dem ? +Ikke alletider . +Men græde gør han jo ikke , vel ? +Fortæl mig noget af drømmene . +Det tør jeg ikke . +Tør du ikke fortælle mig mine egne drømme . +Nej , jeg tør ikke . +Du skal , ellers græder jeg . +Gode herre , de må ikke . +Vil du da nikke , se det er mine dukker , den lille +tommeltot , det er Guldberg , væk med ham . +Ja , væk med ham . +Ham drømmer jeg aldrig om , vel ? +Nej . +Men her er en guldbrand , det er enkedronningen , +hende drømmer jeg lidt om . Nikker du ? +Ja , jeg nikker , gode herre ! + +her er langemand , det er kongen , dyr sjæl , ham +drømmer jeg lidt om . +Ja , det kan nok være . +Og det er dronningen , ak , hun er kommen på +Kronborg , fordi hun har arrreskeret mig , ikke sandt du +nikker ? +Ja , men det var jo enkedronningen , som var forklædt +i dronningesn domino . +Brandt gjorde store øjne ; han fik her en oplysning , +som han ikke havde ventet , men han måtte lade +som forvildet , for at så mere at vide . +Ha , ha , ha ! Sim , sim ; sim ! Men dronningen +arresterede mig dog alligevel , og så arresterede hun +min lille finger , denne her , for det er Struensee . +Det var også enkedronningen . +Hvad er hun også arresteret ? +Nej , nej , hun er frie . +Å , du gjorde mig ganske bange , Niels . +Wolfert — +det er sandt , Wolfert . Hør , Wolfert , er det sandt , +at enkedronningen og Struensee vare gode venner ? +Nej , det er jo dronningen og Struensee . +Å , snak ; det er aldrig muligt . Bilde hun ellers +arresteret os ? +Ja , men det har hun eller ikke gjort , for det var +enkedrønningen , der gjorde det . +Vist ikke , Niels . Det var dronningen . +Ja , ja , da — når de ved det bedre — + +hør , Niels l +Wolfert — +ja , Wolfert , hverfor har de lagt mig på pinebænken ? +De +ligger jo ikke på pinebænken , tværtimod , de +ligger jo i en herskabelig seng og skal have god forplejning . +Men +han , min lille finger — +det tør jeg ikke sige . +Bil du , at jeg skal græde ? +Nej , hr . Greve ; når de er rask , får jeg en +stor belønning . Græd ikke . +Jeg er jo rask ; lad os gå ned i haven . +Lær blot rolig , det er så koldt . Bliv endelig liggende , +ellers må jeg kalde — +på hvem ? +På de andre . +Men når jeg nu er rolig og sover , hvad så ? +Så sover jeg med . +God nat ! +God nat i +Brandt lukkede øjnene og bemærkede en halv time +senere , at Wolfert sov temmelig trygt . Han vidste +altså nu , at det var enkedrønningen , der havde arresteret +ham , hvilket altså var sket ved en list og ved +en overrumpling . Han vidste tillige , at dronningen +var fange og af Guldberg var iblandt deres fjender +såvelsom Rathlau . Han gjorde sig al anstrengelse + +for af overse hele situationen , men kunne ikke ganske +fatte , hvorfor han behandledes så mildt , medens de » +« lykkelige Struensee mishandledcs så grueligt ; hvorfor +man viske sig så omhyggelig for hans helbredelse , +medens man dog i hjertet hadede ham ligeså meget , +som man hadede droningen og Struensee . Pludselig +erindrede han sig Rathlaus ord , hvad der kunne frelse +ham . +Ah , de vil have , af jeg skal forråde min ven og +dronningen , for af man med et skin af ret kan +fuldbyrde sin hævn over dem , derfor lokke de mig . for +siden , når de have benyttet mig til af tugte de andre +da af tugte mig selv , det gælder altså af vinde tid +og dupere dem . Men desværre , det er kun galgenfrist . +Jeg må imidlertid give den bedårede , thi se +de mig før tidlig i kortene , vinde de alt for let spil . +De må tro , af jeg kan vindes ved deres lokkemidler , +og søist når de har udtømt alt , og jeg ikke kan narre +dem længer , vil jeg kaste masken og erklære dem for +bagvaskere — og dele skæbne med ham , som i g nu +har kærere end nogensinde . De ville friske mig på +alle måder , men de skal sinde en mand for dem . +Augustinus blev også fristet , af skønhed , lidenskaberne , +tillokkelserne , og han modstod ; jeg skal , jeg vil modstå +— i mit hjerte vil jeg altid tænke på Struensee +— min arme ulykkelige ven — jeg vil lukke mine +øjne og se hans marter , og jeg skal modstå selv +den augustinske tortur . Augustinske tortur — ja , + +det er det — det er den , man anvender ; godt , jeg skal +være på min post . Det ligner Juliane , løfter , +lokkemidler , fristelser på den ene side , skræk , trusker , +pinsler på den anden , hun tror , hun skal forføre +mig til at sætte seglet på hendes skjændselsvåd , +nej , Juliane ! Du har taget fejl af Brandt , før vil +jeg lægges på spændebænken derinde og knibes med +gloende tænger , men en tilståelse , der lovlig kan fælde +Struensee eller Caroline Mathilde , skal i ikke få ud +af mig , før skal jeg synke min egen tunge . Krampen +kan jeg også forstille mig i . Harme og vrede mod +dronningen og Struensee skal jeg også hykle , godt vi +ville se , hvad vi kunne gøre , skulle vi dø — lad det +være , men triumfen , af jeg har fældet dem , skal i +ikke få ! +Om aftenen kom grev Rathlau med doktoren , men +Brandt kendte ham ikke , han kaldte greven dokter og +doktoren Struensee . På spørgsmål der gjordes +ham , svarede han vildt og ville ned i grsnnegården , +samt påstod , af han lå på Frederiks hospital . +Med disse forstillelser gik flere dage og nætter , indtil +han havde fået af vive af Wolfert , hvad han omtrent +kunne få af vide . Fra den tid kom han sig +lidt dag for dag , indtil lægen erklærede ham udenfor +al fare , men dermed forsvandt også hans morsomme +selskaber , Wolfert , der kun skulle være påpasser +og spion under hans sygdom . Han blev nu + +i længere tid overladt til sig selv og ensomheden , +hvoraf kun Rathlau af og til og under venskabsmaske +udrev ham . Det kostede imidlertid Brandt stor overvindelse +af forstille sig lige overfor Rathlau , men det +lykkedes ham omsider så mesterligt , af både denne og +enkedronningen derved duperedes . + +tyvende kapitel . +Tilbageblik . +Da dronningen hin ræedselsnat så , af alt håb +glippede , overgav hun sig til den mørkeste fortvivlelse . +Hun græd og jamrede sig og tiggede køller om medlidenhed , +om af hjælpe sig til flugt , men han forsikrede , +at selv om han ville hjælpe hende , kunne han +ikke , thi han selv var ikke rigtig troet . +O , de bedrager mig , køller , de bedrager mig , +råbte hun , det er « muligt andet end at de måtte +kunne frelse mig , før mig til kongen , og jeg skal belønne +dem , som ingen mand endnu er bleven belønnet . +Denne tanke må deres majestæt opgive , svarede +han ; jeg vovede mit liv og deres majestæts derved . +Mit liv har dog intet værd , når jeg er berøvet +friheden ; jeg vil vove mit , har de som soldat mod +til at vove deres ? +Nej , min dronning , det er umu igt ; foran en kanon +eller foran et regiments ild ville jeg trodse døden , + +men i et fængsel at se døden i møde har jeg skke +mod til , det er for meget at forlange af en soldat . +Og dog kalder de dem modets søn — se , aøller , +disse diamanter er mine , de er min medgift , min +brudegave ; de have over en halv millions bærdi +— jeg vil give dem dem alle , når de vil sende bud +til den engelske gesandt . +Jeg kan ikke , min dronning , selv om jeg ville , hele +slottet er omringet af Eichstedts soldater . +Altså er de dog feig , oberst køller ? +Kald det ikke feighed . Magten er nu i enkedronningens +hånd , jeg ville være dødens mand , og de +var endnu værre faren ; lad os komme til Kronborg . +Der vil jeg se , hvad jeg kan gøre , for at skaffe dem +fat i den engelske consul . +Udflugter og lokkemidler ! Har jeg først forladt dette +slot , vender jeg aldrig mere tilbage ; men jeg forlader +det ikke , før jeg har set enten kongen eller den engelske +gesandt . +Min dronning , jeg er kun en soldat , jeg lystrer +ordre ! +Hvilken ordre ? De er en stor forbryder ; min gemal , +kongen , er afsindig , hans ordre kan de altså ikke +lyde ; min søns ikke heller , thi det ville være min frihed +og min lykke ; jeg er dronning , min ordre afslå « +De jo — de er en rebel , en oprører , og jeg vil før +myrde mig for deres øjne end følge med som deres +fange . + +jeg er ikke heller deres fangevogter , jeg skal ledsage +dem sikkert til fæstningen Kronborg , det er alt . +De er en majestætsforbryder , køller , et værktøj i +en hævngerrig kvindes hånd , en slave af min fjende , +et kreatur . +Majestæt , insulteer mig kun , men jeg kan ikke ændre +deres lod . +O , de kan , men de vil ikke ; de har gjort ed , +ikke sandt ? og de glemmer , at en ed mod mig er +mened . +Jeg har kun svoret kongen troskabsed og den skal +jeg holde . +Og de arresterer kronprindsens moder . +Men på kongens befaling . +På enkedronningens ! +Tilgiv , deres majestæt , på kongens . +Som enkedronningen , gud ved ved hvilket middel , +har fravristet ham . For sidste gang , oberst køller , +vil de følge mig til kongen eller til den engelske +gesandt ? +Jeg beklager , men jeg kan ikke — +Nn velan , så vil jeg dø . +Dronningen rev med voldsomhed sit livstykke op +tæt ved barmen , fremtog med feberhast en lille flakon , +rev seglet og glastollen af og førte den til sine læber . +Køller blev bleg som et lig . Han var rørt til +tårer , og dog et stykke snehvidt marmor . Men en +panisk skræk greb ham ; han ville ile til , men så + +at han ville komme for sent . Han kastede sig på +knæ og råbte : +ulykkelige dronning , stands — o , tænk på deres +børn . +Caroline Mathilde tabte flakonen og skjulte ansigtet +i sine hænder . +Nogle skrækkelige sekunder forløb i dyb tanshed , +kun taffeluhret lod sit ensformige pendulskag høre som +om det ville efterligne hjertets pulsslag . +Dronningen tog hånden bort fra sit ligblege ansigt +og tilkastede køller , der endnu lå på knæ , et taknemmeligt +blik . +Tak for denne erindring . I min dybe udmygelse +og fornedrelse som dronning glemte jeg en moders og +en Christens dyrebare pligter , i dette punkt har i +handlet som en mand , men , køller , vi to mødes engang +for ham deroppe på dommens hellige dag ; der , som +her , skal jeg da udbryde : hvad gjorde jeg dig , at du +kunne have frelst mig , og at du undslog dig ? Den +æt , som du forrådte mig for , skal bære din brøde , +barnløs skal du bejamre din hårdhed og din gerning , +og guds vrede skal være din løn ! +Det ske , råbte en stemme . Ingen vidste hvorfra . +Køller sprang op og så sig om med forskende , forvildede +blikke . +Grev Rantzau Ascheberg kom tilbage fra kongen med +nedslåede øjne og tungsindig mine +min dronning , ved min ære sværger jeg , jeg har + +gjort , hvad jeg kunne , men det er kongens bestemte +villie , at de begiver dem til Kronborg . +Ved deres ære sværger de ? Og før de også +sværge ved deres ære , at de har fortalt ham hele +sandheden ? +Majestæt , enkedronningen og arveprindsen er hos +kongen , hans majestæt er meget vred og tror , a +landet kun kan beroliges ved deres fjernelse fra hovedstaden , +men hav ytrede , at han ville komme ned før +at tale med deres majestæt på Kronborg . +Og det tror de ? og det mener de , hr . Greve , eller +er det blot mig , de vil have til at tro sig snak . +Er jeg først borte , er jeg før evig borte . +Min dronning ? +Floskler , viis at jeg er dronning ! +Hvorledes . +Bring denne mand til fornuft , eller skaf mig den +engelske gesandt i tale . +Umuligt i +o , niddingsværk ; uden ydre nødvendighed trænger +man ind i den regerende dronnings gemakker , gør +mig , uden bevis , uden tanke om brøde , til arrestant , +mig , den regerende dronning , kongen af Englands +søster — det er stimands overfald . Jeg trodser +eder , røvere , tilhobe — jeg er hersker her i min +søns navn , jeg befaler og i adlyde ! +Min dronning , hør mig blot , alt kan endnu så + +en god vending ; kongen befaler , af de skal til Kronborg ; +vi hans undersåtter , kan dog ikke modsætte os . +I bør modsætte eder en hævngerrig furies vold- « +Gerning . Kongen er i hendes magt . Lad mig tale +ansigt til ansigt med ham , og hvis han så befaler +mig af rejse bort , vil jeg adlyde . +Rankzau vendte sig om til køller og så spørgende +på ham . +Denne svarede uden ord ved blot af trække på +skuldrene . +Oberst Keller , sagde Rankzau , jeg opfordrer dem til +af tale , hvad mener de ? +Jeg tør kun sige nej ! +Men jeg trodser en r bet , jeg vil se , hvem der +hindrer mig i mit eget hus , råbte dronningen opbragt . +Når +hendes majestæt så bestemt ønsker det , kunne +vi dog forsøge af føre hende til arveprindsens appartements . +Hr . +Greve ! her befaler jeg , råbte køller med rå +trods , og ilede hen til den corridor , der førte til kongens +værelser . Over mit lig går kun vejen til +kongen . +Usle , forbryderiske slave , skreg dronningen , hvem +ville plette sin klingr med dit sorte , feige meenederblod . + + +tilside ! råbte dronningen til den bevæbnede , der +stod ved indgangen til hendes sovegemak . +Karlen blev stående ubevægelig . Dronningen for +ind på ham og stødte ham med kolvulsivist magt langt +bort , så han næsten tørnede mod gulvet . +Jeg går til sengs , og mit legeme skal i sønderskide , +før i fører mig herfra . +Med disse ord rev dronningen døren op , gik ind +i eovegemakket og slog døren i efter sig . Køller ville +springe til , men Rankzau var hurtigere og nærmere . +Han trak stnskhnde pariserkårde , stillede sig for døren +og råbte : +man indhente nærmere ordre , før man overtræder +denne tærskel , thi jeg sværger , kun over mit lig skal +man bane sig vej i den første time til dronningens +person . +Køller ville fare ind på Rankzau og støde ham ned ; +men Rankzau råbte : +kongen er vanvittig , kronprinsen fangen ! En Nidding +den , der angriber dronningen og forråder fædrelandet . +Køller +standsede . +Dronningen leve ! vovede to af de bevæbnde at +sigeforrædere ! +Skreg køller . +Hvo er her forræder , hvo er her fro ? spurgte Rankzau . + + +køller ! vedblev greven , lad os spare blod ; sværdene +i skeden , en times båbenstilstand , og da kan +i handle efter ordre , oberst . +Desværre benyttede dronningen ikke den givne frisk ; +afmægtig , som hun næsten var , rev hun klæderne i +hast af sig og lagde sig til sengs . + +en og tyvende kapitel . +Den sindssvage konge . +I arveprindsens apartement havde enkedronningen , +arveprindsen og Guldberg megen møje med at vedligeholde +den mod dronningen vakte skinsygt hos den +nu af sindslidelser nedbøjede monark . De sidste timers +begivenheder havde virket voldsomt på hans gemyt , +og der var halve timer , hvor ikke et fornuftigt ord , +men kun en dyrisk latter , skrigen og forvirrede udråb +kom over hans læber . Således var navnlig denne +betydningsfulde nat den autoritet , som enkedronningen +i ledtøg med dronningens og Struensees andre +fjender støttede sig til . +Kongen kaldte uafbrudt på Brandt , og ingen turde +vove at sige , at han var arresteret , for ikke at bringe +kongen i komplet raseri ; man sagde derfor , at han +var hos sin moder , at man havde sendt bud efter ham , +men at han frygtede for at komme . + +han skal komme ! råbte kongen ; jeg vil tale med +ham . +Ru skal vi atter sende bud , sagde Guldberg . +Besynderligt nok spurgte kongen ikke efter Struensee , +og kronprinsen , der var såre angst for de kærtegn , +faderen mlede på ham , vovede ikke at tale om sin +kære mester , hvorimod han dristede sig til at beoe før +sin møder et øjeblik , da enkedronningen vendte sig +bort for at tale med Guldberg og arveprindsen . +Ulykkelige bar » , du har ingen moder , sagde kongen . +Have de flemme mænd da dræbt hende ? spurgte +prindsen . +Møder furie , hvad har du gjort ved dette barns +moder ? spurgte kongen og kastede en pude efter den , +han talte til . +Hun har det meget godt , jeg har flet intet gjort ved +hende , sagde Juliane i en beroligende tone . +Bedste , du har arresteret hende , og du skal straks +give hende fri , før at hun kan komme og tale med +fader , sagde kronprinsen . +Lille Frederik er så god at tie stille , og ikke blande +sig i uvedkommende ting . +I er en vedkommende ting , Fru mamme , barnet +har ret . Hvor tør din lede trold lægge hånd på +hans moder , du beelsebubs drage — alt hvad du +gør i nat er ondskab , og havde jeg min ragekniv her , +skulle jeg barbere dine tænder . +, min søn , vær rolig , alt er gjort på det bedste . + +for dig og din søn — hæ , hæ — oldemoder , +oldemoder . Kom Frederik , hjælp mig hen til vinduet , +jeg vil råbe gevalt og vil have denne drage arreste . et . +En stærk spænding viste sig ved disse ord på alleansigter . +Enkedronningen , arveprindsen og Guldberg +vekslede ængstelige øjekast , men Juliane Marie var døg +den , som først fattede sig . Hun trådte med ærbødighed +og fasthed hen til kongen og sagde : +majestæt ! Da vi påtoge os det bhrdefulde hverv +at frelse eder , hans kongelige højhed kronprinsen og +fædrelandet , vidste vi , at store vanskeligheder kunne +træde hindrende i vejen for dette patriotiske foretagende +og kuldkaste det halvgjorte værk . +Vås , sladderkjerlinz . Bom , bom , bom ! +Deres majestæt må allernådigst høre mig . +Lirum , larum , katten gør æg ! +Nuvel ; da jeg kunne forudser , at deres majestæt +» ilde sinde på alle alle slags indfald — +stille , poppegøie — skade , tit , tit , tit ! +Så tænkte jeg også på dette fortvivlede indfald . +Guldberg , arrester mig denne bytting , hun skal dø +— puttes i en sæk — og puf , under vandet med +hende , puf , puf — som en gammel kat , der bider . +Derfor har jeg fyldt hele Christiansborg slots kælder +med krudt , skreg enkedronningen , for at overdøve den +gale konge . +Hvad , hvad , hvad ! Artilleriprøver . Laboratorium , +krudt og patroner ; Christiansborg slot — å , ål + +kongen sprang op , wen faldt tilbage igen , hans +ben ville ikke stå ham bi . Skrækken stod malet i +hans ansigt ; han greb sig med hånden til hovedet +og rykkede det frem og tilbage , som om han ville vride +en fornuftig tanke ud deraf . +Kronprindsen begyndte at zittre af angst over faderen +og klagede sagte : +min fader , min kære fader ! +Din fader ? gentog kongen og kastede et forundret +blik på prinsen . Ja vist er jeg din fader — +din beskytter , og du har ingey anden , — drømte +jeg ? — min søn , sagde hun da ikke , at hun ville +sprænge os alle i luften ? +Jo , fader : bedstemoder sagde , at hun ville — +at hun havde fyldt kælderen med krudt . +Guldberg , arreskeer majestætsforbrydersken ; jeg er ved +mine fulde fem ; jeg befaler dig det ! +Min konge , jeg er selv arrestant ; udenfor disse døre +ere vi alle bevogtede . +Jeg har brugt forsigtighedsregler , sagde Juliane +Marie med rolighed . Deres majestæt og kronprinsen +have intet at frygte , når de forholde sig rolige +og jeg har handlefrihed . +Jeg er i din magt , kvinde ! Det seer jeg — +hvad vil du ? +H-r mig med rolighed , Sire ! +Du kalder mig konge , usle kvinde ! og behandler +mig som en træl . + +til deres eget og landets bedste . +Tal , hvad vil du ? måske er prisen før vort liv +dyrere end livet selv ? +Nej — det jeg vil , er Struensees fjernelse fra +magten , Brandts forjagclse , bekræftelse af den fuldmagt , +jeg har fået til af fjerne Caroline Mathilde +fra staden . +Og så , og så ? +Det er alt ! +Meget beskedent . Guldberg , siden du er arrestant +ligesom jeg , så tag mig under armen og før mig hen +til vore bevogtere ; jeg , kongen , vil tale til dem . +Stands , Sire ! ræ bie enkedronningen , alterforudseet . +Idet i går over denne tærskel , flyve vi alle +f luften ; se , denne svovltråd går ned til krudtkjelderen , +jeg behøver kun af nærme mig tråden med +dette lys — +stands , stands ! skreg kongen . +Jeg holder ord , jeg selv går med , min søn , din +son , Caroline Mathilde , som endnu er i slottet . +Skal jeg ? +Du tager livet af mig enten på den ene eller den +anden måde , kære moder . Kæreste , afskyelige stedmoder , +fjern dog lyset fra tråden , en besvimelse , en +rysten på hænderne kunne afstedkomme ulykken — +min Frederik , store gud ! +Ja eller nej , kong Christian den syrende , svar mig +straks . + +ja eller nej , kong Frederik den sjette , du har +mere forstand i din lille finger end jeg , din stakkels +fader , i sit forvirrede hoved ; jeg vride så gerne +svare noget fornuftigt , men jeg kan ikke , kan ikke ; +skal jeg gå tilveirs , eller give efter ? +Fader , du kan tro , at bedstemoder vil blot gøre +dig bange . Når den tråd var så farlig , stod +hun ikke sådan og legede med lyset , og så vendte +onkel Frederik sig ikke om og smilede , for det så jeg +i spejlet . +Tak , min søn , du er klog og vil blive en god +konge , så til helvede med furien . +Min Prinds ! hviskedee Guldberg ængstlig til kronprinsen . +Historien om krudtet er fuldkommen sand , +men roligheden kommer fra , at man stoler på , at +kongen ikke vil lade det komme til det aberste . Får +deres bedstemoder ikke sin villie sat igennem , er hun +jo dog dødsens , og hun vil derfor heller dø med os +alle , end alene . +Satanas , brølede kongen i samme tid til-enkedronningen +— du strammer mig ikke med dit kogleri +jeg har kun et liv såvelfrm du , stik an ; hvad nøler +du efter , gamle trold , du skal blive pisket igennem +gaderne , og ved du hvem der skal være din +bøddel — alle dine gamle galaner , en før en , o +det vil blive en herredag ; på østerfælled skal jeg rejse +dig et monument — drage , drage , drage ! +Fader , fader , jeg donfaldcr dig , hør mig ! + +min søn , kong Frederik , tal , jeg ærer dig ! +O , kære fader , jeg tog fejl , Guldberg forsikrer , +at der er virkelig krudt i kjelderen og at vi springe +alle i luften , når du ikke giver efter . +Hvad , virkelig krudt ? O , Guldberg , også du ? +Kongen sank atter sammen og rystede som før og +rokkede med hovedet i begge hænderne . +Fader , frels os , frels mig og min moder ! +Ja , Frederik , min søn , med min sidste kraft vil +jeg frelse dig . Majestæt enkedronning ! fjern lyset +og al fare ! Jeg offrer dig Struensee , juvelen i +min krone . Jeg offrer dig Brandt , den kæreste og +muntrrste af alle mine plageånder . Jeg offrer dig +— Mathilde — min Mathilde — o det smerter . +Jeg offrer dig mig selv . Frels blot min søn , +frels kronprinsen . +Sværg ved Christus ! +Jeg sværger det ved Christus , ved den døende og +den levende ! +Godt , Sire — al fare er nu forbi , jeg iler at +bringe alt i orden — i vil senere takke mig . +Efter at have sagt dette og overklippet svovltråden , +fjernede Juliane Marie sig hurtigt tilligemed arveprindsen . +Da +disse vare gåde , drog kongen et dybt suk , +lagde sine skælvende hænder på Frederiks hoved og +sagde : + +glem aldrig , min Frederik , at så meget elsker jeg +dig , min søn , at jeg gjorde dette . +Prindsen knælede , kyssede grædende sin faders hænder +og sagde : +min fader , jeg skal aldrig glemme det . +Guldberg bøjede sig tæt hen til kongen og prinsen +og hviskedee hurtig : +hav tillid til mig . Med hensyn til mig har hun +førregnet sig . Kongen og kronprinsen kan jeg +værge . +Da enkedronningen og arveprindsen ankom til dronningens +gemakker , undrede de sig heiligen over at +finde alt i den dybeste ro . +Ak , hun er borte , sagde Juliane Marie ; jeg ærgrer +mig næsten over den alifor lette Sejer , jeg kunne have +ønsket noget mere modstand , det lystede mig at se min +dødsfjende vånde sig under stålet og stride imod +som en tinet , til døde « såret løvinde i sin egen +hule , hendes afmægtige skrig skulle været min triumphsang , +o , hvor det skulle have gøltet mig , at se +hende frådende bide i sine egne lænker . +Stille moder ! hviskedee arveprindsen . Jeg gruer +ved at du skal få dit ønske alt for snart opfyldt . +Borte er hun i al fald ikke , thi jeg hører køller og +Rantzau tale . Moder , gud forbyde , at hun skulle +være død . +Har du svage nerver , min søn ? Du er et svagt +barn , men her nytter svaghed ikke ; vil man herske , + +skal man have en jernhånd . Om du vil vide , så +så jeg nødig at hun døde her i landet , thi jeg fik +va skyld , men vel var det , øm hun var rent borte , +thi væk er altid væk . +Moder ! et ord , du lover mig at skåne hende . +Jeg lover at træde hende med min fod , men skaffe +hende afvejen , det skal jeg ikke ; gør dig ikke unyttige +skrupler , du er svag , dig skal jeg skåne , men så +må du også vogte dig for at gå imellem mig og +min hævn , thi du ved , at had gør blind ligesom +kærlighed . +Men vi skulle døg være menneskelige , ikke sandt ? +Min søn , gå tilbage til din tåbelige Broder +og gør ham selskab , jeg mærker , at vi to harmonere +ikke i denne nat ; kun det vil jeg sige dig , at jeg +ikke for intet har vovet alt , men kun i den udtrykkelige +hensigt at vinde alt . +Du viser mig bort , moder ? +Ja , jeg befaler dig at gå tilbage til dine gemakker . +Jeg +troede døg — +at du var min medconspirercnde , ikke sandt , det +var du iaftes , men nu er det morgen , min morgen , +thi denne morgen tilhører mig . Nu er jeg herskerinden +og du min første undersåt — derfor adlyd . +Tillad mig døg — +intet mere , du går — du er for blød ; der +skal stålhandske ! til dette . + +prindsen vendte sig fornærmet om og ville gå . +Jnliane Marie betænkte sig et øjeblik . Frederik ! +Sagde hun med blødere stemme , jeg kalder dig ikke +tilbage , jeg vil kun ønske d < g god morgen , min søn ; +lige overfor dig er jeg svag — jeg er jo din moder , +gå nu , og spørg mig ikke ; om en time eller så +er jeg hos dig — jeg skal blot vække dem derinde , +jeg tror de sove . +Arveprindsen sagde intet ; han lod moderen kærtegne +sig og gik tilbage til sine gemakker med et let +suk . +Juliane Marie lod sønnens skridt tabe sig i +den lange corridor , førend hun åbnede døren til +dronningens forgemak . +Køller og Rankzau gik rolige op ned i værelset i en +dæmpet samtale . De bevæbnede støde rundtom uden +at tale og ubevægelige som billedstøtter . +Ved synet af enkedronningen gjorde både Rankzau +og køller ligesom et lille hop af forskrækkelse ; dernæst +gjorde de forlegen en dyb forbøining . +Hvad går her før sig ? spurgte hun forbavset . +Ingen svarede . +Vil man behage at svare mig ? +Hvorpå , deres majestæt , spurgte Rankzau . +På det jeg spørger om : hvad går her før sig ? +Slet intet , deres majestæt ! +Herligt svaret , men er det min befaling ? Hvor er +dronningen ? + +hnn sover ! +Hvor ? +Derinde i sit sovegemak ! +Har jeg tilladt det ? +Nej ; hendes majestæt dronningen tillod sig at sove +uden forespørgsel . +Og man føjede hende ? Man tillod det ? +Ja ! +Den , der gjorde sig flyldig heri , skal dø ! +Majestæt ! sagde Rankzau med rolighed , dø skulle +vi alle , lidt før eller senere , alt efter omstændighederne . +Efter hvad her er passeret , er det større ære +at dø end at leve , thi fra en regjeringsvkxel har de +skruet sagen op til et mestermandsoverfalv , men tro +ikke , at de kan handle ustraffet ; jeg skal være dem +en dødeligere fjende i morgen end i dag . +Forklar dem ! +Nej , jeg forklarer mig ikke . Jeg er rede til at dø , +så kommer forklaringen . +Køller , før ham i fængsel . +Køller , hører de ikke ? sagde Rankzau , idet han ligegyldig +tog sig en pris af sin gulvdåse og ligeledebød +køller en pris , exeqveer enkedronningens dødsdom . +Køller +studsede og så på enkedrønningen . +Vil de forklare dem , Rankzau ? spurgte Juliane . +Nej , svarede denne kort . +Arrester ham ! + +køller tøvede endnu . +Rankzau tog køller i armen og sagde ; oberst , hører +de ikke , hvad enkedrønningen har mod til at befæle ? +Køller +trak , « den at sige et ord , sin kårde og +ragte den til enkedrønningen med de ord : majestæt ! +Jeg er eders fange , men jeg arrestere ikke grev Rankzau ! +I +der , hvad hedde i ? Arrester greven , jeg befaler +det , og ham med ! Hun pegede på køller . +De bevæbnede mænd stod ubevægelige og rynkede +brynene med kold trods . +Ankværdige enkedronning i sagde Rankzau , i er +magtesløs ; sålangt kongens fuldmagt nåde , kunne +i række , men ej en tomme længer . Tror i , at +eders håndlangere ville snigmyrde eders hånd ' tangere ? +Enhver , der arresteres i denne nat , er hædret , +enhver , der adlyder eder fra nu af , er stemplet som +en forbryder , det har jeg sørget for . +Enkedronningen bed læberne sammen af raseri . +Forlad dette gemak , Rankzau — tag livet som en +skærv , men inde » 3 timer er i ude af staden , og +inden 48 timer ude af landet . +Majestæt ! Før ville jeg ikke forklare mig — nu tror +jeg , det er nødvendigt . Hvis de tror , at folket tillader +dem at gøre alt , tager de fejl . De er forhadt +— en gnist kan tænde tønderet og jeg har både stål +og sten i mit værge . Jeg er afholdt af folk og + +adel , men det er ikke min eneste ressource — dog +jeg vil ikke stå for dem som en praler , kun vil jeg +sige : staden vil jeg forlade for ikke at forledes til at +modarbejde en revolution , som jeg selv har rakt hånd +til . Men landet vil jeg blive i , trods jer , min dronning , +og jeg tilfsier her i disse gode mænds påhør , +i skal ikke få søvn i eders øjne , før i har bedet +mig om forladelse . Men det er nok om mig . Hvad +den ulykkelige dronning angår , så ønsker jeg — at +hun sover trygt endnu en god halv time , det er en +grille af mig , men en grille , som i gør vel i at +respektere ! +Forvovne , hvorledes taler i ? +Som en tro kongens og landets tjener med en , +der stjæler magten ved nattetider . +Forræder ! +Lad skældsord fare — de nytte intet , kun det må +de vide , at vi begge , de og jeg , min samvittighed +og deres , ballancere på et knivsblad , jeg kan kun +vinde ved at tabe , de kan kun tabe ved at vinde . +Lad forblommede talemåder fare , Greve , tal frit +men tydeligt . +Det skal jeg . Vi hjalp dem , ikke for at styrte +landet i vilkårlighedens ulykke , men for at frie det +derfor ; Struensee var vilkårlig—de ville være tusind +gange værre , hvis ikke jeg og andre have forudset +det og hæmmet det . +Er de snart færdig ? + +om ti minutter , thi da er timen omme . +Jeg får da høre dem enten jeg vil eller ri ? +Det er en frivillig jag , om man vil høre fornuftens +stemme . +Tal . +Så vid da , nådige dronning , man vidste , at +de ville usurper « ttronen . +Jeg ? — det er usandt ! +Gør ed derpå , ingen vil tro dem . +Jeg gør min ed . +Og vi tro dem ikke — ikke en . +Afskyeligl ! +Vi have da beskattet — +vi ! Hvilke ? +Pi — jeg og de andre , der elske fædrelandet endnu +højere end enkedronningen , at ingen , der adlyder +enkedronningen , tør være minister . +Vi så at se . +Naturligvis . +Hvorfor enhver , der adlyder dem , selv om det var +deres egen søn , er dødsens . +Det skal vise sig . +Behag at forsøge , men følg mit råd , tag ikke +nogen , de sætter pris på , man vil støde ham ned . +Vil de gøre et bytte , hr . Greve ? +Hvem ved , jeg må først høre . + +jeg byder dem fred og frihed , mod at sige mig +feltråbet . +O , nådige dronning , jeg skal sige dem det for +sket intet . Disponer de kun over min fred og frihed , +om de før . Feltråbet er : kronprinsen leve ! +Det er også mit feltråb . +Ja , når folket kører det . +Tør jeg nu bede dem om at forlade slottet . +Nej , min dronning , jeg behøver tre minuter +endnu . +De er utålelig . +Et lille råd endnu , min dronning . +Lad mig i fred , jeg vil intet høre . +Så tier jeg . +Tal da ! +Hvis det er muligt , anstil dem , som om de fortrød +denne nats gerning . +Uforskammede ! +På ære , det er mit alvor , det vil bekomme dem +vel . Dog , dette vil de snart selv udfinde . +Har de ikke flere råd at give ? +Jo , gør dem umage for at dø før kronprinds +Frederik bliver konge . +Hvad vover de at sige ? +Sandhed , — men nu er timen for hånden , før +jeg nu gå ? +Gå , og tag min unåde med dem . +Det er min eneste trøst . Farvel ! + +greven hilste med hånden til alle tilstedeværende , +og forlod gemakket . +Juliane sendte et hadsk blik efter ham . Derpå +vinkede hun køller hen til sig og sagde : +alt skal være glemt , når de nu adlyder mig . +Befal , deres majestæt . +Godt , et øjeblik , køller ; han havde nok forhekset +dem ? +Jeg er kun et redskab , men deres majestæt — +hvad jeg ? +Rankzau er mægtigere end — +end jeg ? +Ja , majestæt . +Jeg ved det nok , men jeg vil ikke , at han selv +skulle vide det . +Køller trak på skuldrene , uden at sige et ord . +Alt til alt , tror jeg , det var godt , at vi ikke arresterede +denne grobrian . +Jeg anser det før en lykke . +Enkedronningen gik til vinduet og så ud efter +Rankzau , der alt gik over ridebanen . +Se , hvor de bukke før ham , den hovmodige l elendige +slaver ! Alle bukke før ham , og dog var han , +også han et redskab i min hånd . +Køller svarede ikke . +Hvem anser de før den mægtigste , oberst ? + +dem , deres majestæt , thi nu er grev Rankzau +gået . +Enkedronningen blev længe stående fordybet i tam +ker og stirrede ud af vinduet . Hun tænkte « den +tvivl på rankzau- ord . Denne mægtige havde +altså gennemskuet hende og k ydset hendes planer . +Hun vidste og kendte hans indflydelse på kongen , +adelen og folket , og hun kendte ham nøje nok til +af hun et øjeblik skulle tro , af han ikke ville holde +ord . Denne kvinde , så rig på indfald og jntriguer , +måtte eikjende , af hun i et punkt , med hensyn +til magien lige overfor den endnu umyndige kronprinds , +var overlistet , og hun gjennemsøgtr forgæves +sit tankeforråd , for af sinde en lempelig modstand . +Tænderskærende målte hun erkende , af hun var begrænset +i sin magt og myndighed , og af hun måtte +tage hensyn for sin egen og fin søns skyld . +Endelig tog hun sig sammen , rejste sig i sin fulde +højde og sagde : +ru vel , det dages . Køller , bank på og sig i kongens +ravn , af dronning Caroline Mathilde har af +begive sig til Kronborg . +Døren er lukket , majestæt . +Tag en Dirk og luk op . +Nøglen sidder indvendig og der er en slå for , +jeg hørte det selv . +Så sprænge man døren . +Jeg vil først banke på . + +i kongens navn , luk op ! råbte køller med høj +røst . +Intet svar påfulgte . Køller gjentøg fin opfordring . +Endnu tvende gange med samme resultat . +Da tausheden vedblev og enkedronningen befalede +at sprænge døren , opfordrede køller med stærk , skrigende +stemme dronning Caroline Mathilde til at +komme ud , for på kongens bud at begive sig til +Kronborg . Først da denne opfordring , med trudsel +om at spræge døren , viste sig frugtesløs , sprængte +man den virkelig , og med et frygteligt brag , under +hvilket man troede at skelne et kvalt skrig , splintrede » +Døren i tusind stykker , og den væbnede skare med +oberst køller i spidsen trængte ind i dronningens +sovekammer . Dronningen lå afklædt i sengen og +selv mændene følte undseelse ved at nærme sig det +kongelige leje . +Dronningen nægtede på det bestemteste at slå op . +Enkedronningen befalede , at rive hende ud af senge « +Med magt , og der udspandt sig nu den afskyeligste +kamp , som nogensinde har bestået mellem en dronning +og seks til otte bevæbnede mænd . Denne unge , +ulykkelige dronning , der ikke kunne tale af raseri og +brede , værgede sig i mere eno en halv time mod +såmange brutale bødler , og da hendes kræfter omsider +vare udtømte , rev hun en pistol ud af køllers +bælte og flygtede ind i et aflukke , hvor hun med + +spændt hane på pistolen truede de » med døden , +der først nærmede sig . Man sendte nu bud efter grev +v . Osten , der for øjeblikket var hos kongen , og først +denne lykkedes det efter mange overtalelser med løfte +om , at drønningen skulle få sin datter med , +formå hende til at øpgive sin modstand . Køller og +v . Osten måtte døg blive i værelset til hun fik iført +sig de nødvendigste klæder , og kl . 8vs forlod Caroline +Mathilde , ledsaget af frøken møsting , to kammerfruer , +en amme og den lille prindsesse , Christiansborg +slot i en vogn , omgivet af en halv eskadron +dragoner , under Major Castenskjolds comando . +Da drønningen steg i vognen med ophovnede øjne +udbrød hun : for mig er dette slot en rædsel ! +I stærkt trav red og kørte man ud af porten , +der lukkedes for evigt efter den forjagne , detroniserede +dronning . I halvtredie time havde man nået +Kronborg , der fra nu af og til videre bestemmelse var +taget , skulle være Caroline Mathildes fængsel . + +toogtyvende kapitel . +Processen . +Grev Brandt befandt sig endnu bestandig i samme +værelse , bestandig en gjensfand for grev schak-rathlaus +experimente ! , løfter , trusker , bønner og fristelser . +Det er bekendt , at grev Brandt var en libertiner ; +endog på dette skiblige gebet nedlod man +sig for at smigre , lokke og friste den faldne hofmand . +Men ikke for intet havde han studeret jura . +Man glemte måske , at Brandt allerede i sit 26 +år havde opnået en hpiesteretsassessors ærefuld « +Post , og at det yppige liv , han senere havde ført , +vel kunne have ladet ham glemme mange nyttige leveregler , +men døg ikke formåede at udviske alle juridiske +lærdomme og krogveie af den 36årige hofmands +hukommelse . +Den denunciation , som man ventede sig af ham , +udeblev derfor ganske , og man vil endog påståe , at + +man lagde ham på pinebænken , hvorfra et virkeligt +eller fingeret krampeslog frelste ham . +D en alt var sorgjæves mod denne jerndbarokteer . +Han påstod , og påstod bestemt , at han intet vidste +eller kunne vide om noget forbudent forhold mellem +dronningen og Struensee . Endog da man lod ham +læse en afslri ' t af stiuenscee betjendelse desangående , +so , filfrede han højtidelig , at han troede det ikke , men +antog , at Struensee enten var aspiint denne tilståelse +på ten ene eller ten anden måde , ' eller at han +troede ved at droge dronningen ind med i fin proces , +st lunde redde sig eller i det mindste tilfredsstille endeel +af fine fjenders hævnlyst . +Det er imidlertid ikke let at domme i denne henseende , +da havde processen og alle vedrørende aetstytker +ere complet utilgængelige , og Juliane Marie +desuden nok har sørget for , at alt , hvad der kan vidne +cm pinlige forhør og litståelser , astrungne ved +ivriur , er forsvunden . +T en løs elale , at ingen pinsel må kunne aflokke +slige litståelser , er kun dumme fraser , da lun den , +der har været underkastet sligt , kan dømme derom . +Bi for vor del tro , al det ved tilbørlig udsxegede +pæsener , hvis phvfiske og mrralsie kraff mon aldeles +har brudt eller nedbrudt , er iet at diktere hvilkensomhelst +tilståelse , selv den usandeste og umuligste , der +ton tantes . Kommer nu dertil , at man samtidig med +hen marter og de lidelser , man lod he m undertastes , + +tillige truede med , at kun hans tilståelse ku » de frelse +den ulykkelige dronning fra en lignende medfart , så +har man snart sundet nøglen til denne sørgelige +gåde . A +spørger man , hvorfor Caroline Mathilde i et forhor +påtog sig denne skyld , da svare vi : det er +ikke b viist , at hun virkelig har tilstået , forhørsdommerne +vare hendes fjender , skriverne deres crcaturer , +og det var let at esterstrive hendes navn ; men selv +om tilståelse « ved trusler , lokkemidler , ved frygt og +håb var hende fravristet , hvad beviser det så andet +end hun var bange for sit eget , sin søns og for +Struensees vedkommende . At hun blev lovet en snar +og lykkelig enke på processen , hvis hun tilstod , er +vist og sandt , det have hendes fjender selv tilstået ; +hvad der imidlertid er vist , det er , at fra det øjeblik , +hun var udenfor sine fjenders område , har hun +idelig og altid besvoret fin uskyldighed , sidste gang i +et brev til fin Broder , kongen af England , skrevet +på sottesengen og gentaget og beediget i selve dødsøiebliklel , +et udsagn , man tør sætte større pris på +end hendes svorne fjenders udsagn og sandhedsfordrejende +udsmykkelser af deres egen forsvarsløse og oprørende +handlemåde . +Hvad Brandt angik , så sank hans grevelige fængsel +ved hans hårdnakkede modstand snart ned til en +elendig majestætssorbryders , thi da man mærkede , +at man ikke lunde så bugt med ham , troede man + +ikke at burde genere sig og berøvede ham en skøn dag +eller rettere en » skøn dag alle hans bekvemmeligheder +og gav ham accurat samme traktement og grusomme +behandling som den , der var bleven hans ulykkelige +ven Struensee tildel . +Vi ville førskåne vore læsere for alle de oprørende +details , der hørte med til disse ulykkelige fangers +lidelseshistorie ; vi ville endog førskåne læserne før det +talentfulde , men unyttige forsvar , søm disse faldne +stormænd nedfkrev for at røre og bevæge deres hadefulde +dommere . De vare jo dømte forinden fængslingen , +hvor kunne de da tænke at blive frikendte efter +denne . Vi ville kun anføre , at deres lidelser vare så mange +og gruelige , at da den rædselsfulde dom blev +oplæst , hævede Struensee sit tårefylde blik mod himlm +og sande : tak , min gud , så slår da endelig befrielseslimen . +Brandt svarede med en spøg . Han bad +om en copi , for at han kunne lade dommen revidere +af efterverdenen , og da Rathlau satte ham hårdt tilrette , +svarede han , at når hr . Greven ville være god +så ville han gerne testamentere ham sin ene bagfjerding +( alludering til parteringen i 4 parter . ) +dommen , hvis concluston var meget vidtløftig , lød +således : +så fjendes før ret , ifølge danske løvs 6te bøgs +4de capitels i ske artikkel : at grev Johan Friederich +Struensee ( og grev lnevøld Brandt ) bør , sig selv til + +velfortjent straf , og andre ligesindede til eksempel og +afsky , have forbrudt ære , liv og gods , og være degraderet +fra hans grevelige og al anden ham forundt +værdighed , samt hans grevelige våben af skarpretteren +sønderbrydes ; så bør hans højre hånd af +hannem levendes afhugges og dernæst hans hoved ; +hans krop parteres og lægges på stejle og hjul , +men hovedet med hånden sættes på en stage . +Commissionen på Christiansborg slot den 25de +April 1772 . +I . K . Juell-wind . G . A . Braëm . H . Stampe . +Luxdorph . A . G . Carstens . Kofod Ancher . +I . E . Schmidt . F . C . Sevel . Ø . Guldberg . +Førend dommen var fældet , så vis var man på +dens udfald , havde man allerede beordret præsten munter +til at forberede Struensee til døden . +Det samme hverv havde præsten her hos Brandt . +Disse mænd , bøjede af ulykken , søgte villigt og +gerne religionens trøst , og de samtaler og bekjenddelser , +som de hårdtsorfulgte fremkom med i disse restgnationens +timer , er ligeså mange beviser på en +overlegen ånd , som på den menneskelige erkendelse +og ydmyghed lige overfor de store sandheder . Det er +så naturligt , at man på en lang rejse forsyner sig +med det ene fornødne til rejsens formål , og således +betragtet er det både naturligt og smukt , at ånden + +på hin store udflugt medtog det åndelige behov til +de fjerne egne . Begge vare oprigtig gadhengivne og +Struensee navnlig var aldeles fortrolig med sin håbløir +stilling , hvorimod Brandt trods al resignation +døg stedse klyngede sig til håbet om benåding , +endog i det skæbnesvangre øjeblik . +Sirueniees defensor , uldal , gik , så snart dommen +var fældet i commissionen , til Struensees fængsel for +at meddele ham det sørgelige udfald ; han havde en +afskrift af domsconclusionen i lommen og sagde : +jeg bringer dem en siet tidende . +Jeg har ikke forestillet mig det anderledes , svarede +Struensee roligt . Han læste hele conclusfonen og +dommen uden zittren , ja uden at nogen forandring +var synlig i hans mine . Han gav derpå papiret til +mynter , som netop var tilstede , og spurgte om Brandts +skæbne ; men da han hørte , at vennen skulle underkastes +samme dom , blev han dybt rørt og forsikrede , +at Brandts skæbne smertede ham mere end hans egen , +da hans brøde døg hovedsagelig kun bestod i hans +ubrødelige venskab . +Uldal overtalte Struensee til at indgive en ansøgning +om nåde til kongen ; omendskønt han vidste , +at dette var unyttigt , lod han sig døg af Mynster og +uldal overtale dertil , fordi dommen endnu ikke var +stadfæstet af kongen og fordi det døg mulig kunne +bevæge kongen til at nægte sin underskrift eller fordi +kongen måske kunne give straffen en formildelse . + +han satte sig slrax til arbejdet og skilte sig meget roligt +derved , dog med den stadige forsikkring , at han vidste , +at det var unyttigt . Efter uldals bortgang forsikrede +han Mynster , at han var rolig og fandt ig resigneret +i sin skæbne , han vidste nu , at ban kun havde 2 +dage at leve i og at ban ikke ville se den 3die aitens +sol dale . Han satte sig da til at skrive et kærligt +brev til sine forældre i Tyskland , og bad dem være +visse på hans sjæls fred , takkede dem for al deres +omhu og kærlighed og bad dem tilgive ham den sorg , +som han r ed sin ufrivillige død pålagde dem . Hans +brev åndede på engang ren barnlig kærlighed og +og sand gudsfrygt . Nogle dage forinden havde han +modtaget breve fra hjemmet , og disse vare fulde af +kærlige formaninger og påmindelser om hvad der +fra nu af måtte være det vigtigste før ham , eftersom +de kendte hans fald og hans skæbne af bladene . +Da Mynster var gået bort , overgav han sig ril sine +betragtninger over sit hidtil førte liv . Han erkendte , +at han ofte havde sejlet og handlet uklogt , men han +var sig bevidst , at han ikke havde handlet af flette motiver . +Han rejste sig , styrket ved denne tanke og en hjertelig +bøn , og konciperede et brev til kongen , som skulle +overgives efter hans død , hvori han med klarhed og +uhildet gennemgik sit politiske liv og bad kongen erindre +ham med venlighed , når han ikke var mere , da han +dog stedse havde tjent ham med Iver og gj “ rt alt +efter bedste evne . + +efter at have lullet brevet og henlagt det på sit +bord , hvor det skulle sindes efter hans død , lagde +han sig til at sove og sov trygt i fem timer . Han +fljendte dog på sig selv , fordi han som en syvsover +bvrtsov de få tilbageværende flygtige timer , og +besluttede nu ved forskel ! ge arbejder at holde sig vågen +— da han jo havde tid nok siden til at hvile . + +tre og tyvende kapitel . +En sørgelig dag . +Den sidste skæbnesvangre dag for de fangne oprandt . +Udenfor +Østerport på den østre fælled havde man +rejst den tribune , fra hvilken man ville vise folket +det blodige skuespil , hvorledes man mishandlede og +henrettede 2 af kongens mest afholdte bndlinge , to +mænd , der ved deres udmærkede forstand og åndrig » +Hed havde erhvervet sig et Hofs had og misundelse . +En uhyre menneskemasse havde allerede tidligt om +morgenen indfundet sig på executionspladsen og man +overdriver næppe , når man siger , at over 80 , 000 mennesker +vare tilstede . Næsten hele garnisonen , 3—4000 +mand , var nærværende med skarpladte geværer , dragoner +og husarer holdt vagt og havde møje med at +gøre plads for de dømtes vogne , der ventedes hvert +øjeblik . +Skafottet var omringet af en seksdobbelt soldaterearee , + +og foruden disse vare endnu holmens folk med +okser og entr , bøller tilsagde og anviste plads . +Man skuldr tro , at en hel fjendtlig arme var i +anmarsch , og dog var det kun 2 lænkede , faldne stormænd , +der skulle komme for at lide døven , fordi de +i virkeligheden havde været store mænd . +I et hus nogle få hundrede skridt fra retterpladsen +vare persienner nedrullede for vinduerne og +alt var tysk , som graven , derinde . +Mængden troede , at derfra vskde benådinzstegnet +blive givet , thi man tvivlede ikke øm , at kongelig venådning +ville komme beder , ligesom i sin tid til griffenseldt , +i det sidste øjeblik . Man antog det for umuligt , +at en så grusom dom ville blive exeqveiet , og +man vidste bestemt , at både den engelske og franske +regering havde bevirket en formildelse , men af hoffet +døg ville , af dilinqventerne først skulle lide dødsavgsten +og beskæmmelsens øvaler . Mn pegede alt +op til den lille altan med det grønne jalousi , hvorfra +det hvide lommersrklæde skulle svinges , der før de +dødsdømte var en gave af livet . +Bedre underrettede ville derimod vide , af fra dette +vindue ville Ju iane Marie nyde sin højeste triumf , +hun ville med egne øjne se sine dødsfjenders hoveder +falde før bsddelsx n , hun » ilde se dødskrampen i +deres fortrukne træk , hun ville mætte sin hævn og sin +blodtørst , og personlig overbev se kig om , af ma “ pavelig +og uden mindste skånsel fuldførte hendes befalinger . + +de sidstes formodninger vare rigtige . Hun ville +tømme hadets bæger tilbunds . +Del var i daggryet en diset , tåget morgen , men +senere tittede sølen igennem skyerne og forandrede +det vrantne aprilvejr til det skønneste forår . Solen +kastede endog et par sparsomme stråler ind i Struensees +fængsel . +Fangen , der underholdt sig med sin sjælesørger , +Mynster , smilte over dette lunefulde solglimt og sagde : +jeg havde næppe troet endnu engang af se solglands . +Hvorfor havde de ikke troet det ? svarede Mynster . +Del er netop nu , af de nærmer dem lysets hjem , +det rige , hvor solen aldrig går ned . +Forstår sig ; det var kun i skyggedalen hernede , +jeg mente at have set solens glimt for sidste gang , +og dette endda kun bøgstabelig taget , thi deres venskab +og tillid , deres trøsterige omgang , er det ikke for mig +og min lille rest af timer uvurderlige solglimt ? +Tak for disse ord , Struensee ; jeg hørte ilke til deres +smigrere i lykkens dage , men stod de endnu i deres +hele magtfylde , aldrig kunne de have talt ord til mig , +der kunne have glædet mig mere . +Hvis det , jeg siger , ikke var den simpleste sandhed , +så var det venlig gengæld , og jeg kan tilføje , at +deres trøsterige ord have bragt mangen tvivl hos mig +til at forstumme , og stillet meget klart for mig , som +før var dunkelt . + +Mynster greb Struensees hånd og trykkede den med +inderlighed og varme . +Tør de , når vi atter mødes , vidne dette om mig , +så vil jeg kalde dem min sjæls Broder , min evige +freds bevarer ! +Det skal jeg , Mynster , det skal jeg visselig . Dengang +de først kom til mig , så jeg i dem den lønnede +præst , som mine fjender sendte mig for at gøre +offeret roligt og føjeligt , eller for at gøre min offring , +mit livs ophør så resigneret og tåleligt som muligt . +Det troede de om mig ? +Ja , Mynster , jeg var flere gange nærved at kalde +dem en ordineret dyrtæmmer , hvis stålscepter vare +ord og almen anerkendte læresætninger , men kun +få timer vare forløbne , da så jeg ind i dybet af +deres sjæl . Mine fjender havde sendt dem , og de +modtog kaldet for at lære mig al fjenflabs intethed , +de kom til mig , ikke som fængselspræsten , der skal +berette en døende forbryder , men som guds sande +tjener , som guds udsendte , hvis ånd havde modtaget +den høiestes kaldelse , for at byde mig velkommen +i fredens hjem og føre mig til dets tærskel . De +havde vel modtaget kaldet og den jordiske bestalling +af jordens mægtigste herrer , men himlens og jordens +herre havde udvalgt dem til , ligesom hin engel , +at røre ved den blindes øjne og gøre ham seende . +Tak , takl +og jeg blev seende . Mynster ! Jeg så , at det gik + +dem som det går fængsclslægen i almindelighed — +for dem eksisterede der ingen forbryder , men kun et +menneske , en sjæl , der skulle helliges til det allerhelligste . +Hvad vedrører det mig , tænkte de , hvad +han har gjort hernede , lad mig frelse ham for det bestandige , +er han forvorpen , vil jeg føde ham på ny , +er han forvildet , vil jeg oplyse ham , men ikke ved ord +eller lærdomme — men ved af lede hans opmærksomhed +og tanker hen på gjenslande , hvis besvarelse +hans fornuft og dømmekraft vil løse på en tilfredsslillende +måde . +Ja , ved gud , de har ret , således tænkte jeg . +Og jeg ? Hvormange tvivl , hvormange faser +måtte jeg ikke gjennemgåe , førend ånden , uhildet +af legemets tryk og smerter , vandt herredømme over +sig selv og så klart » g lydeligt de store sandheder ? +Gennem hvilken kamp og modstand af disse skrøbelige +jordiske bestanddele er jeg ikke nået op til det standpunkt , +hvorfra tingenes væsen betragtes som de virkelig +ere . O , tro mig , Mynster , det holder hårdt , +når hænderne smerte af tunge lænker , som bitre +fjender have pålagt , af række den broderlige forsoningsbånd +ud , ikke kuet eller ved forknyt eftergivenhed , +men på engang med udmyghed og åndsoverlegenhed , +med overbevisning og sand tilgivelse af sige : jeg +velsigner eder , mine brødre ; i have dræbt mit legeme , +men i have frelst min sjæl ! — men , jeg vandt +dette standpunkt , og derfor takker jeg dem ! + +så vil jeg bringe Herren min tak ; en medvirken +som denne er nok til at bringe freden til os begge ; +thi nu seer de livet og dets betydning bedre end +jegde +slår også endnu i livets fejre middag , jeg +ved enden af mit livs bane , med usvækkede evner , +med oldingens erfaring og mandens kraft . Jeg seer +derfor meget , som hverdagslivets dunstkreds forhindrer +andre fra at se . Jeg seer den store ånds hensigt +med de himmclgnisfer , han ndsåede i jorden . Det +er frøet , han betroer jorden , for at fremelske de svibler , +der i kærlighedens vand engang skulle blomstre og +springe ud , for at fryde den gode gartner . Det er +himlen , der betroer jorden sine bøm til opdragelse , +men tager dem forherligede og udviklede tilbage ; det er +gud , der kaster sin ouarts i ilden , for at udskille +guldet , det evige , det altid værdifulde , hvilket han +som en kærlig gnier opsamler til det mindste korn , +for at gjenme det i sit store , evige skatkammer . Ja , +det er ham , der knuger os til døden , for at skænke os +livet . +Held dig , Struensee , at du har denne tanke , og +nu , ret nu har jeg mod til at sige dig , hvad jeg ikke +turde sige før : din time nærmer sig — om tredsindstyve +minutter åbner fængslets og frihedens døre +sig for digt du skælver dog ikke ? +Hvorfor skulle jeg skælve ? Om man bragte mig benådning , +ville jeg skælve , thi prøvelsen og forsagelsen + +kunne da begynde på ny . Det er en gød dom , som +tager det forkrænkelige og lader os beholde det uforkrænkelige +som ubestridt ejendom for bestandig . Stand ser +eller tøver jeg , så er det for at gøre dig , min sjælesørger , +et skriftemål endnu , før min tunge for evigt +tier . +De har altså endnu ikke skænket mig hele deres +oprigtighed og tillid . +Jo , med alt — på et eneste punkt nær , som jeg +ikke turde åbenbare , før jordlivets vej er ved at op » +Høre for mig . +Så benyt da de kostbare øjeblikke , thi døden +venter fin høst , og livet gives kun til den sanddrue i +frygt ikke , jeg skal ikke gå bort med en løgn på +læben . Giv mig kalken og brødet , knælende vil jeg +da fortælle dig den sag , som jeg ikke ville tage med +mig i graven , men som jeg betroer dig , ligesom jeg +har betroet kongen den i dette brev , men som ingen +må vide , før jeg er forløst fra jordisk forfølgelse . +Jeg lover at tie , men jeg tør ikke give kalken og +brødet før efter fuldstændig skrifte . +Skrifte , det skal jeg — men for min sidste fred på +jorden , gør intet forsøg , hverken af venskab , medlidenhed +eller retfærdighed , for at forandre eller formilde +dommen , der nu engang er fældet og som jeg +frygter for skal tages tilbage . +For himlens skyld , Struensee , tal ; jeg lover alt , +men tal , du griber min sjæl med forfærdelse ! + +jeg er uskyldig i den brøde , man har tillagt mig , +betræffende dronningen l +uskyldig ! Menneske , taler du vildt , raser dut er +det dødsangsten , der bringer dig til denne fornæg . +Telse ? +Læg hånden på mit hjerte ; står det ikke roligt ? +Føl min pande ; brænder den af feber eller bades den +af sved ? Se mig i øjet , du min sidste ben , min +dødstimes fortrolige ; seer jeg ud som en vanvittig , +eller blot som en løgner ? Jeg er uskyldig , ved den +alvidende , uskyldig i denne brøde ! +Men menneske , det er jo ene derfor du skal betræde +skafottet og gå vanærens vej . +Jeg vil gå den , uskyldig for denne brøde . +Nej , det kan jeg ikke tillade , så var jeg jo medvider +i din død . +O , Mynster , dit venskab gør dig svag og vaklende ; +ville du hellere , at jeg skulle dø med bevistheden +om min brødefuldhed ? +Men hvorfor tilstod du da ? +Af feighed , jeg følte rædsel for pinebænken ; jefrygfede , +at man skulle pine den ulykkelige dronning +på lignende måde ; jeg ville — o , jeg skammer +mig ! — om muligt redde mig ved at forbinde min +skæbne med hendes , og endelig , jeg ville hellere dø +brat uskyldig , end lide et helt livs øvaler og langvarige +fængselsmarter ; men jeg fortjener døden alligevel , +fordi jeg har løjet mig fra livet , fordi jeg har + +plettet den Rene med mit udsagn — se , derfor dm +jeg , Mynster , og giv mig derpå sakramentet . +Mynster tog kalken , og en brændende tåre faidt +fra hans kind ned i bægeret og blandede sig med +vinen . Han hævede bægeret mod himlen og ville +sige noget , men læberne zittredr kun , som ved en +indre krampe . Struensee havde kastet sig på knæ , +sjælehyrden knælede foran ham og sagde med bevæget +stemme : +herre , du sagde selv : tag denne kalk fra mig . +Men du tilføjede , sagde Struensee : fader , din +villie ske ! +Og Mynster gav ham nu sakramentet med den +brugelige formular . +En dyb taushed indtrådte i nogle minuter . Derpå +spurgte Mynster ydmygt bedende : +Struensee , endnu engang : er det din faste villie , +at jeg intet må sige , før det er forsilde ? +Det er min villie at dø og udsone den brøde , +jeg har begået ved at belyve dronningen . +Mynster rejste sig derpå og sagde : +menneske , du som fældes ved dit eget ord og er +dømt til døden , skønt du er uskyldig , så bær da +dit kors til beskæmmelsens hoi , bær det til golgatha , +hvor den uskyldige lider , og vær trøstig og modig , +selv om jeg , der skulle trøste dig , er svag og modløs . +Mynster holdt begge sidste hænder for ansigtet og +gav sig til at græde bitterligt . + +Struensee stod op , greb Mynsters ene hånd og +sagde : +Mynster , fat mod , det er snart overstået ; jeg har +jo heller ikke levet forgæves ; noget godt efterlader +jeg dog , og mange ville bygge på den grund , jeg +har lagt ; måske har jeg også anlagt meget efter en +for stor plan , nu er jeg undskyldt , at jeg ikke gjengjennemfører +den . Andre overtage mølen og ansvaret , +medens jeg bytter kamp og fortrædigelser med freden . +Mod , min ven ! I himlen er der ingen utaknemmelige , +og der er en konge , som ikke lader stg overrumple +eller føre bag lyset . Du ved jo nok , at jeg har +arbejdet så meget , endog såre meget ; und mig « uden +hvile , hvortil jeg trænger . +Gid jeg kunne være så rølig , søm du ; men når +jeg tænker , hvad du har gjort for Danmark og på +den løn , du nu får — så kunne jeg fristes til at +stige : havde vi blot aldrig kendt dig . +Vurderer du det gode så lavt , at du glemmer +dets værd på grund af de onder , vi må lide , +ved at bringe det til verden ? Hvilken moder ville +sige til en god søn : havde jeg kun ikke født dig til +verden , thi du voldte mig smerte ? Admyg , som kun +den kan være , der slår på livets skillevej , agter +jeg sandheden — endog om mig selv — så højt , +at jeg tør se den frit i øjnene . Jeg , også jeg har +båret ved til den hellige ild , også jeg har lagt +hjørnestene til verdensbyguingen , og civilisationen er + +kommen et godt stykke fremad i dette land i det par +år , jeg havde ledelsen i mine hænder . Beter nogle +måneders smerte op med nogle Års glæder ? Nej , +om jeg kunne komme til af lide døden ti tange , +ønskede jeg ikke det onde med det gode , jeg har oplevel , +uskeet , jeg er tilfreds . Reformatoren bestiger +bålet og siger trøstig : her var jeg den første , tiden +vil yde mig retfærdighed l +Struensee , du er i sandhed en stor mand , jeg +kommer for af trøste dig og finder dig rolig , som +om du stod endnu på magtens tinde — men hvad +siger jeg ? gør du det ikke . Din ånd hæver sig ud +over støvets skranker . Hvad kunne jordens mægtige +endnu gøre dig ? Du har ret , skænk dem din +medlidenhed . +Rok , om dem , vi ville ikke tale om de fraværende . +Har du mod af følge mig til skafottet ? +Min pligt pålægger mig det ! +Jeg forlanger det af dit venskab , endnu et , se +dette lille kors , jeg vil holde det i hånden , i den +højre — forstår du , når den er hugget af , så +tag det , bring den farvet af mit blod til dronningen , +et tegn på , af jeg bønfalder hende om tilgivelse ; +lad hende gemme det til kronprinsen bliver ungling +— han vil forstå det . +Det lover jeg . +Hvor tiden dog er lang — ved du noget om +Brandt ? + +i følges ad , og have den samme skæbne ! +Se , det smerter mig ! Jeg dør fordi jeg løj engang , +hans skæbne er grusommere — han talte altid +sandhed . +Han var din ven ! +Og nu det sidste spørgsmål — jeg har mod , vil +man også dræbe dronningen ? +Nej , gud forbyde ! Hun rejser til Hannover ? +Hjem til mit fødeland ? Tak , Mynster , det var et +evangelium , se det var den sidste solstråle i min +celle . +Jeg talte i går med kammerfrue msstring , hun +sagde , at dronningen havde skrevet et Vers med diamant +i ruden på sit fængsel . +Et Vers ? +Ja , og du var sikkert nævnt deri . +Du tager fejl , Mynster . +Døm selvl der stod : +jeg skilles fra min mand , min søn , min ven ! +Men efter rejsen ses vi nok igen . +Turde man skrive sligt , når man var skyldig ? ! +Juliane Marie mente dog jo , thi hun lod ruden +udskære . +Min gud , i hvilket øjemed ? +Jeg ved det ikke , men glarmesteren tabte ruden , +der gik i tusinde små splinter med undtagelse af det + +nederste højre hjørne af skriften , der stod tydeligt de +ord : ses vi nok igen . +Det er en glædesdag , lad mig nu dø , så dør +jeg med et smil . +Struensee havde næppe udtalt de sidste ord , før +castellets kirkeklokke begyndte at ringe . Mynster greb +hans hånd . +Væer du blot rolig , Mynster , sagde han , jeg er +det . +I det samme gik døren op , Brandt ledsaget af +vagt trådte ind , og et øjeblik efter lå vennerne i +hinandens arme . +Struensee afbrød først stilheden og sagde : mod . +Min ben , mod l +det var netop det , jeg ville sige , min ven , lad +os foregå adelen med et godt eksempel . +Guldberg trådte ind i fængslet , ledsaget af en +suite . +Han hilste med den magthavendes overlegenhed og +tilføjede , at ihvorvel kongen ikke kunne formilde , men +stadfæste den retfærdige dom , havde hans majestæt +overdraget hans myndighed at tilstå enhver af de +domfældte et sidste ønske , som skulle opfyldes , når +det var muligt og ikke stod i strid med dommen . +Han hævede derpå stemmen og sagde : domfældte +Brandt , hvad er deres sidste ønske ? +Jeg ønsker at blive amtmand i bramsted . + +det strider imod dommens ord , svarede Guldberg +med salvelse . +På ingen måde , man kan godt være amtmand +uden hoved , når man har en god fuldmægtig . +Fortørnet vendte Guldberg sig øm mod Struensee +og begyndte : domfældte — +holdt ! afbrød Brandt ham , kongens ord i ære , +jeg kan godt dø som amtmand og overlade min +moder embedsindtægterne . Kan det lade sig gøre ? +Nej ! +Godt , så ønsker jeg en maske for ansigtet , for at +folket ikke skal se kongens nar gøre grimasser , +når man skiller ham ved det bedste , han har . +Kan heller ikke opfyldes . +Besynderligt , mumlede Brandt , det sidste ønske kommer +nok til at næres af tomme løfter . Så ønsker +jeg da , at deres excellence vil hilse enkedronningen +fra mig , at jeg udbeder mig tilladelse til hver midnat +herefter at hviske hende en lille vittighed i øret ? +De spøger , domfældte , svarede Guldberg . +Ja , exellence , og det er netop min hensigt at blive +ved dermed indtil hendes majestæt lader være at +plage deres excellence med at strøe sand på . +Guldberg vendte sig vred om og spurgte : +domfældte Struensee , hvad ønsker de ? + +at kronprinsen må erholde nagten af deres +hænder . +Det er et ønske , som gør dem ære , gid det må +lykkes mig af opfylde det . +Lov mig det , Guldberg ? +Jeg skal gøre , hvad jeg kan . +Det er tomme ord , men opfyldes dette ønske ikke , +så skal de stå til ansvar for efterverdenen og dø +som jeg — men uden mod og uden trøst . +Guldberg fordrejede ansigtet og blev bleg som et +lig . +Jeg kan ikke love noget , men opfyldes ikke det +forske ønske , så vil jeg villig opfylde det sidste . +Godt , nu dper jeg rolig . Tilvogns , mine herrer , +jeg tilgiver alle og beder alle om tilgivelse . Brandt , +du gør det samme ? +Brandt betænkte sig et øjeblik — og svarede derpå : +jeg får vel , siden det klinger så smukt , for mit +vedkommende er det let nok , men med hensyn til dig +må jeg dog sige : herre , tilgiv dem , de vide ikke , hvad +de gøre : +bortgangen blev nu iværksat , og der var næppe +tid til af trykke hinandens hænder . +Brandt førtes først ud , og få minutter senere førtes +struenfee til vøgnen , + +Mynster satte sig ved hans side i den lukkede +vogn . +En talrig cavalleri-esforte omgav dem . +Vi ville førskåne vore læsere for henrettelsesscenen , . +Men kun meddele , af da Brandt var håndhugget og . +Halshugget , lod man Struensee knæle i vennens blod +og lægge både hånd og hoved på den tilsølede +blok . +Mængden udstødte et forbittrelses-skrig af harme +over denne grusomme behandling , så af man ikke +vovede af partere ligene på selve stedet . +Forbandelser udstødtes mod enkedronningen , da ligene +bortkørtes for af parteres ved Vesterport ved +gamle pesthuus , og Struensees og Brandts dødelige +levninger sås endnu i mange tider liggende på +stejlen og hjulet . Men det var Julianes skæbne , +af forbandelsen bver hendes grusomhed tiltog ttltrods +før alle hendes ansfrængelser . Mynster lod hun kalde + +ester henrettelsen , hun lod sig fortælle alt Struensee +vedrørende og græd , da Mynster fortalte hende hans +tanker og brødefrihed . +Om tårerne vare ægte eller fremhyklede , ville vi +senere erfare . + +fireogtyvende kapitel . +Aftalen . +Kongen havde henrettelfesdagen været på i agt på +Amager . +Det var fra først af hans hensigt af køre ganske +tidlig til Charlottenlund og derfra hjem øver østerfælled , +for når han mødte de dødsdømte , Struensee +og Brandt , da personlig af benåde dem med livsvarigt +fængsel eller forvisning . +Juliane Marie mærkede denne plan og havde , +for at bringe kongen på andre tanker , foranstaltet +en fasanjagt på Amager . +I det øjeblik kongen ville slige ind i vognen , kom +hans Broder , arveprindsen til , satte sig i vognen hos +ham og overtalte ham så længe , til kusken fik ordre +at køre ud på Amager , hvor en lystig i agt blev afholdt , +medens ctruensee og Brandt måtte bløde under +bøddeløren . +Et af de midler , man i de » senere tid havde fundet + + + + + +på , anvendtes også her ; man fortalte at hans svoger , +Georg af England , indtog en truende holdning , +hvis konge « ikke , efter hvad der var forefaldet , lod sig +skille fra Mathilde , og sagde , at dette var den eneste betingelse , +hvorefter han ville indvilge i kronprindsens +arvefølge efter faderen , thi kongens af Englands +værdighed var ligeså meget krænket , som kongen af +Danmarks , ved det forefaldne , og han ville ikke have +søsteren indenfor Englands enemærker , men forlangte , +at hun skulle forvises til Tyskland . +Kong Christian lod sig hilde i disse forebragte hist » - +rier , eller lod som han troede dem , men efter nogle +ytringer til briegrl , var det not hans faste bestemmelse , +såsnart han kunne skippe fra sine bevogtere , at +tage ned til Kronborg , for endnu engang at tale med +Caroline Mathilde . +At få ham fra dette forsæt eller at formå ham +til at give sit kongeord på , ikke at ville gøre +det , kostede enkedronningen og Guldberg utrolige anstrengælser . +Endelig gav han dette ord på de vilkår , +som vi nu ret straks skulle få at høre . +Da kongen hen ad eftermiddagen træt og mismodig +vendte hjem fra Amager , lod han Guldberg kalde . +Jeg vil ikke gå til taffels i dag , sagde han . Ru +ere de stakler da befriede for jeres forfølgelser ; jeg +så det til min rædsel på alles ansigter . Såvidt +har jeg føjet jer , men hør nu- hvad jeg har i sinde at +gøre . + +^eres majestæt l jeg venter for at høre , svarede +Guldberg . +Enten fager jeg i morgen ned til Kronborg , for endnu +engang at se dronningen , eller du , Guldberg , +fager ned med kronprinsen , for at trøske hende i hendes +fangenskab . +Ingen af delene kan lade sig gøre , deres majestæt . +Det vover du at sige mig , mig , din konge ? +Deres majestæt vil allernådigst betænke — +jeg betænker allernådigst , at jeg har afgivet alt for +mange betænkninger i enkedronningens og din favør , +nu skal jeg vise eder , at jeg har en villie ! +Deres majestæt er ikke vel ! +Sig hellere : deres majestæt er gal ! +Min høje konge ! +Nok sagt . Du er min stedmoders kreatur , isfedetfor +at du svoer mig til hin frygtelige nat , at d « +Ville være mig og kronprinsen hengiven . +Det sværger jeg endnu . +Godt . Men har du ikke svoret det samme til Juliane +Marie og arveprindsen ? +Jeg har lovet det , men ikke svoret derpå . +Så sig mig nu rent ud , når du kun kan holde +et as to , vil du så holde din ed eller dit løfte ? +Min ed , naturligvis , svarede Guldberg . +Bravo . Men du udsætter dig , ikke sandt ? +Jeg vover såre meget . +Det er snak . Enkedronningen kan ikke krumme el + +hår på dit hoved , uden min underskrift , og jeg +sværger dig til , at jeg giver hende den ikke , når du +er mig og kronprinsen tro . +Det takker jeg allerunderdanigt for . +Men hør nu betingelsen . +Jeg er lutter øre ! +Dronning Mathilde har været syg . +Min konge ! +Du seer at jeg , trods al eders forsigtighed , har +mine spioner , at jeg er vel underrettet . +Oh , det var kun eu lille upasselighed . +Det var mæslinger . +Hvorledes har deres majestæt erfaret det ? +Det bliver min hemmelighed . Prindsesse Louise +Augusta har også været syg . +Men alt er nu lykkeligt overstået . +Jeg ved det , Guldberg ; dronningen er nu oven +senge , . Men hvorfor har du holdt det hemmeligt +for mig ? +Fordi dronningens sygdom ville forurolige deres +majestæt . +Å ja , men navnlig fordi enkedronningen ville have +det . +På grund af forholdene , må deres majestæt +holde mig det til gode . +Det vil jeg , Guldberg ; men til gjengjeld har jeg +et og andet at bede dig om . +Befal , deres majestæt ! + +' “ Artikel i , enkedronningen skal ikke vide , at jeg ved +noget om dronningens og prindsessens sygdom . +Som deres majestæt befaler ! +Artikel 2 , du efterforsker ikke min hjemmelsmand , +eller vi blive dødelige uvenner . +Jeg skal ikke efterforske noget , dette tilfælde vedrørende . +Artikel +3 , du skal benytte gusmann , når du vil +lade mig noget hemmeligt vide . +Gusmann ? +Som jeg siger . Gusmann , han er min øiesteen , +rør ham ikke . Desuden holder han af dig , men ikke +af din enkedronning . Du skal være urørt , så længe +han er urørt , og vil hun dig tillivs , så send mig +ham , og du skal være frelst . +Jeg skal erindre hvert ord , min konge ; nu er jeg +hans medskyldige og skal ikke forråde ham . +Det er godt , Guldberg . Men nu den 4de artikel , +det er , hvad jeg først talte om . +Deres majestæt må fritage mig derfor . +Hør nu efter , Guldberg . Desværre har jeg mine +sygeanfald — når det kommer over mig , gribes jeg +af hovedpine , nervetilfælde , susen for ørerne og +smerter , der gør , al jeg taler vildt ; det er en slags +feber , svin tager til og tager af , men jeg tror , al +anger over et forspildt liv og en uimodståelig melankoli +ere hovedgrundene . + +vi må gøre alt , for al få deres majestæt helbredet . +Ak , +min ven , ondet er for dybt indgroet ; jeg har +desuden vist fået noget slemt noget i mig — men +jeg vil ikke grunde derover . +Min konge ! det er også bedst . +Ligemeget , jeg takker gud , al jeg dog af og til besinder +mig tålelig vel ; når så er , har jeg fuldkommen +klart syn på alt , og vil da respekteres som +Danmarks og Norges konge . +Det falder ganske naturligt af sig selv . +Nuvel , så falder det også af sig selv , at jeg adlydes , +når jeg giver en fornuftig befaling . +Ja , deres majestæt ! men enhver konge adspsrger +dog sin minister , og det er dennes pligt at sige fin +oprigtige mening . +Forstår sig , men enkedronningens mening vil jeg +ikke altid rette mig efter . Vil du altså være min +minister , så skal du slå over enkedronningen ; har +du mod dertil ? +Ja , når deres majestæt taler således . +Fortræffeligt . Da du nu ikke kan berøve mig den +jcee , selv at se og tale med hende — +for guds skyld , deres majestæt l +lad mig kun tale ud — medmindre jeg kan sende +en tro mand i mit sted , så udvælger jeg dig . +Det er allerrde bedre , min konge ! +Jeg tager følgen på mig , du tager ned med kronprinsen + +imorgen tidlig ; hun skal besøge fin moder +og tage afsled med hende . +Befaler deres majestæt mig det ? +Ja , jeg befaler dig det , men du svarer mig til +prindsen med dit hoved og viger ikke fra ham . +Ikke et sekund ; stol trygt derpå . +Hils hende derpå fra mig og slig , jeg ønsker hende +fred og resignation . +Det skal jeg . +Sig hende , at jeg ønsker ikke andet for mig selv . +Jo , deres majestæt . +Og , at vi ville mødes i vore bønner for kronprindsens +bet . +Jeg skal udrette , hvad min konge har pålagt mig . +Godt , men lad hverken Julianes trudsler eller bønner +omstemme dig . +Jeg er fast bestemt på at adlyde deres majestæt . +Tag gusmann med dig , Guldberg . +Det skal jeg . +Og mødes noget usædvanligt , så send ham straks +til mig . +Jo . +Du tager herfra i morgen tidlig kl . L , og er her +igen på slottet kl . 10 i morgen aften . +Med guds hjælp . +Giv mig din hånd derpå . +Guldberg rakte hånden , som kongen trykkede med +velvillie . + +gå nu til dine forretninger og lad som ingen +ting , men lad ingen møders sjæl vide noget , før +du lader spænde før . Med kronprinsen skal jeg +selv tale . +Guldberg løvede alt og forlod kongen , forbavset +over at finde ham så vel . Hvis konge » altid var +således , mumlede han ved sig selv , så var regeringen +en let sag , men desværre , desværre . +Den næste morgem kl . 4 rullede Guldbergs vogn +ud ad Nørreport ; i vognen sad kronprinsen og ministeren , +på bukken hos kusken , sad ben tro Gusman » . +I noget over tre limer havde man nået +Kronborg og en halv time efter lå kronprinsen t +fin moders arme . + +fem og tyvende kapitel . +Dronningens fængsel . +Den « lykkelige dronning havde ikke i to timer +nydt den kærlige lindring , omgangen med sine børn , +som en bestandig adskillelse fra hendes kæreste på +jorden berettigede hende til , før hendes uforsonlige +plageånd , Juliane Marie allerede var i nærede « , +for med skadefryd at forbittre hende de så lykkelig « +Timer , hun endnu skulle nyde i det land , hvor hun +havde båret dobbeltdiademet . +Guldberg mødte furiens bebrejdelser med kongens +bestemte befaling , og ved at førsikkre , at det var den +eneste måde , hvorved han , ministeren , kunne afvende +den langt større og farligere begivenhed , at hans majestæt +selv havde taget derned . Han besvor enkedronningen +i over en time — få værelser fra dronning +Mathildes indelukke — at hun dog ville skåne den +kongelige fange og lade hende uforstyrret beholde + +børnene den dag . Men Juliane var ubønhørlig ; hun +ville fravriste sin fjende lykkens karrig tilmålte øjeblikke , +hun ville rive børnene ud af moderarmen « , +hun ville bringe de smås smil og tårer til at +stivne . +Velan , så følger jeg med , sagde Guldberg . Jeg +har kongens udtrykkelige befaling , jeg viger ikke fra +kronprindsen . +Og dog har de nu i tre timer ladet hans kongelige +højhed hos statsfangen . +Men denne statsfange er dronning Mathilde , +hans kongelige højheds allernådigste Fru moder . +Og jeg er kongens moder . Adlyd ! +Når kongens befaling står i strid med deres +majestæts , må jeg adlyde kongens . +Vi vil se ; de bliver her ! +Dermed ilede hun igennem gemakkerne til fængselsværelset , +Guldberg løb til døren og sagde noget +i hast til gusmann , hvorefter han skyndte sig efter +enkedronningen ind i fængslet . +Da han trådte ind , mødte han et andet sy » end +det , han havde ventet : han så enkedronningen sidde +i divanen ved siden af dronning Mathilde , og denne +med armene ømt omslyngende Juliane Maries Hals +læggende sit blege , af tårer opsvulmede hoved op til +stedmoderens barm . Guldberg standsede på dørtærskælen , +thi han så enkedronningen rørt til tårer + +kærtegne Mathilde med den ene hånd , medens hun +lagde den anden på den knælende prindses hoved . +Ministeren troede ikke sine egne øjne , han trak sig +nøgle skridt tilbage bag portieren , og var da vidne +til den mærkelige samtale , der fandt sted imellem de +to dronninger , der indtil dette øjeblik havde betragtet +hinanden som dødsfjender . +Stoltheden er knækket , sagde Mathilde med brudt +stemme ; jeg betragter mig som en døende skabning , +der er ved at udånde sit liv . Jeg beder ikke for mig +— alt , alt giver jeg hen , skån blot mine børn , +lad ikke din vrede gå over på dem . +Vær rolig , mit barn , dine børn skulle være mine +børn , det sværger jeg dig til ! jeg havde ventet at +sinde trods og had , men sinder en datter , en « lykkelig +jamrende kvinde — akt . Alt skal være glemt i +holder du ord moder ? Holder du ord , skal al +min smerte være forstummet ; for alt hvad jeg har lidt +vil jeg velsigne dig ; jeg vil glemme , at jeg nogensinde +bar en krone , vil glemme at jeg stammer af kongelig +æt , jeg vil kun erindre , at jeg er en kvinde , og er +moder . Gør du mig skilsmissen let , våg over dem +og lær dem , aldrig at foragte mig . +Mathilde , din søn skal blive konge , han skal elske +dig — dette tør jeg love . +Så skal jeg om du rakte mig dødens bitre drik +— velsigne dig og bede for dig . +Min datter , gid du altid havde kendt mig og + +gjort mig tll din fortrolige , da var alt dette ikke sket . +Ej dybt , dybt suk , et suk , der ligesom søndersked +sjælen , opsteg fra Mathildes bryst . +Men endnu skal alt blive så godt , som omstændighederne +tillade det . Når agter du at rejse ? +Befal , moder , jeg adlyder . +Om nogle dage kommer skilsmissedokumentet og +derpå et engelsk skib , rejs da med gud . +Et nyt suk og en ny hulken fulgte som svar . +Den ulykkelige dronning rev sig løs fra enkedronningens +Hals og kastede sig over børnene , som hun +kyssede med heftighed , idet hun råbte : ja , ja , jeg +skal rejse og aldrig se jer mere . +Og dog , matbilde , : hvis du i følelsen af dine +fejl vil erkende dem , skal en stor lindring blive dig +tildel . Du skal da ved min omhu blive her på +Kronborg , fil jeg får indrettet Fredensborg eller Frederiksborg +fil et mildt fængsel , eller rettere et asyl , +hvor du bestandig kan have dine børn om dig . +Mine bsm ? hører jeg ret , mine børn bestandig ? +Oh , moder , du gør mig vanvittig af glæde ! mine +børn ! ak , guds engle kunne ikke tale sødere . Lad +mig kysse din fod , oh , moder , moder ! så har jeg +krænket dig i min sjæl ; du har et hjerte , du åbner +himlen for mig ! +Ved disse ord vaklede dronningen og segnede » ed +for enkedronningens fødder . +Barn , kære barn , fat dig ! hører du , Mathilde . + +alt kan jo blive godt endnu , når du blot vil være +fornuftig ; men ikke denne gråd , ikke denne ville +glæde , jeg kan ikke tåle det . Du skal få din +villie . Ganske fri kan jeg ikke give dig , men så +godt som . Du skal få et smukt enkesæde og børnene +bestandig hos dig . +Moder , om du gav mig et fængsel , om du lagde +mig i lænker — blot jeg kan se disse engle , blot +se dem lege i solskin og lykke , alt vil jeg lide iøvrigt ! +Søde +barn , jeg er ikke så slem , som du tror . +Frederiksborg skal være dit , børnene skal du selv opdrage , +og det skal bestemmes straks . Skriv under , og +send din Broder dette brev . Fra det øjeblik er du +enkedronning , lykkelig moder og fange på æresord . +Kom med det , hvem ville ikke købe himlen ved sin +underskrift — oh , min hånd vil ryste , men det er +af glæde . Benene kan ikke bære mig . Oh , jeg er +et barn , blot jeg ikke går fra forstanden af glæde +— hvor , hvor , søde moder , lad mig kysse din hånd , +alt må være glemt , alt , alt . +Fra nu af skal alt være glemt undtagen lykken . +Mathilde vaklede hen til en lille gueridon , greb en +pen , dyppede den med konvulsivisk hast og ville skrive +sit navn , da et højt og lydeligtr „ Læs ! “ lød fra +portieren . +Forræder ! skreg Juliane Marie og kastede et furieblik +hen imod udgangen . + +Mathilde så sig forvildet og forvirret om . +Moder , jeg har intet forrådt , jeg forstår det ikke +— oh , du seer så vred ud , du søndertræder en orm . +Nej , min datter , det er ikke dig , det er en anden , +som jeg mener ; skriv blot under , — alt er afgjort som +jeg siger . +Mathilde greb atter , men nølende pennen , men hun +kastede et vemodigt sideblik til børnene , trykkede øjnene +iii et sekund og ville derpå uuderffrive . +Et endnu stærkere og tydeligere „ Læs ! “ lød atter +fra portiere n og denne gang så stærkt , at dronning +Mathilde tabte pennen af skræk . +Juliane Marie var rasende . Hun ilede hen til døren +for at lukke den , men Guldberg trådte mørk og bestemt +frem . +Nidding l hviskedee Juliane tænderskærende . +På kongens befaling er jeg her , med mit liv +skal jeg værne om kronprinsen — hans moders fred +er kongens urokkelige villie ; dette brev er sikkert en +snare , det må og skal ikke undertegnes ved en misbrug +af svagheden og ulykken . +Hvem er i , at i vover ? +Min kronprinds , de har hørt hans majestæts befaling . +Bedstemoder , +min fader , kongen , har sagt , at jeg +skulle kysse moder , og ønske hende alt godt . +Et barn er intet vidne . + +gusmanu er dog et vidne , og jeg er hans majestæts +minister . +Mathilde ! råbte Juliane med rå og bydende +stemme , idet hun slog i bordet med den knyttede +hånd . På øjeblikket skriv under , eller sig for evigt +Adis til børnene . +Hvad slår der i brevet , moder ? spurgte Mathilde +med frygtsom , bævende stemme . +Ikke andet end den rene sandhed . +Alt løber rundt for mig , jeg kau ikke læse , jeg har +næsten grædt mig blind . +Guldberg greb brevet . Meo deres majestæts tilladelse , +jeg skal læse brevet : +min dyrebare kongelige Broder ! +Dybt angrende alt , hvad der er hændet , og den +beskjæmmclse , som retfærdig er overgået mig , bekender +jeg med dyb undseelse , at — at — +majestæt , afbrød Guldberg , dette brev er således +at det ikke kan oplæses i de kongelige børns nærværelse , +og ikke kan underskrives af deres moder . +Hvordan ? ikke underskrives ? råbte Mathilde , lad se , +lad se ! hun holdt brevet tæt op og derpå et stykke +borte , og læske da med overordentlig anstrengelse , men +eftersom hun læste , udvidede pupillerne sig og en panisk +skræk greb hendes hele væsen . Og denne løgn vil +de , at jeg skal besegle med min ed , med min ed +på evig salighed for mig og mine børn ? hun knu + + + +gebe + +brevet krampagtig sammen og rettede sig skold +iveiret . Og jeg forblindede , jeg dybtydmygede , som +endnu troede på menneskelighed hos dem . Jeg , +som kyssede den hånd , der ville rive alt , alt på +engang fra mig . Nyd din trimph , Juliane Marie , +men ikke engang døende , ikke engang med halvbrustne +øjne skal du få mig til at besudle mit minde . +Du er skyldig , Mathilde , i have begge tilstået . +Han er pint dertil , og jeg har intet tilstået ; en +forvirret tale , lammet af skræk , har i udlagt efter +behag . To mennesker bar du myrdet , to uskyldige , +som du skal stå gud til regnskab for , om mine +tårer og lidelser vil jeg ikke tale , kun gud kender +dem , men nu , nu — oh , Juliane , moderkjerligheden +vil du fravriste beskæmmelsen , i det øjeblik du lægger +din hånd på Danmarks tilkommende konges +hoved , som om du ville velsigne ham — forbander +du ham eg søger at bedække ham med skændsel — +forlanGer du , at jeG , jeG , G orGs søster , Christians +ægteviv , disse børns modrr , skal gøre falsk ed for +at besmykke din nibdingsdåd . +Du er skyldig , du er skyldig ! skreg Juliane Marie +og stampede med foden i gulvet . +Dit ravneskrig lyder måske videre end en ulykkelig +ovindes tåreqvalte suk , men så vidt som min svage +stemme når , vil jeg med min sidste kraft udråbet + +jeg er uskyldig i den brøde , du har tillagt mig , ved +disse børns uskyld , jeg er ren før denne brøde . +Bah ! Undskyldninger ! +Tag børnene , hr . Minister , og føer dem til deres +fader , gud våge over dem — en tigerinde tørster +efter deres blod , men slig til kongen , at jeg er ren +for ægteskabsbrødt , slig det til alle danske mænd og +kvinder , slig det til børnene , når de vokse til , udråb +det til dem , der domfældte Struense og Brandt , og +hvisk det til hende , når hun går ind og ud af kirke , +på det hun må vide , hvad hun forsætlig har gjort . +Du er skyldig — endnu engang du er skyldig . +Knæl min søn og bed dit fadervor , fadervor for +dig , for mig og for alle , som må lide , fadervor +for din ulykkelige , bag lyset førte fader og fadervor +for dem , der måtte bløde som offre for en sørt bagvaskelse . +Mit hjerte er lige ved at briste . Farvel , tro +ikke bagtalelse » . Jeg favner jer for sidste Ganz , +mine børn , gud anamme min ånd i nåde såsandt +som jeg er uskyldig . +Caroline Mathilde udstrakte armene for at omfavne +børnene , men armene sank matte ned , hun segnede +bevistløs om på gulvtæppet . +Børnene gave sig højt til at græde kronprinsen kastede +sig over sin moder og råbte ! Du må ikke dø , +du må ikke dø ! +Guldberg knælede sønderknust ved dronningens side . +Men Juliane Marie udstødte en hæs strubelyd , + +der kunne betyde , hvad det skulle være , og ilede ud +af fængslet . +En halv time senere var Juliane Marie på vejen +til København . +Guldberg tilligemed kammerfruerne hjalp den afmægtigæ +dronning tilrette . Den dybtrorte minister +trøstede dronningen , lovede sikkerhed for kronprinsen +og forpligtede sig på æresord , at våge over , at +enkedronningen hverken mundtlig eller skriftlig skulle +incommodere hende mere så længe hun var på Kronborg . +Da +dronningen var meget svag , blev flere læger +hidkaldte og hensigtsmæssige midler anvendte . Guldbcrg +der endnu blev nogle timer hos dronningen med +børnene , lod sig give en skriftlig erklæring af lægerne +om dronningens tilstand og lovede den næsten udtømte +moder , da afffedssieblikket slog , at han så vidt +mnligt skulle udvirke , at hun fik børnene at se endnu +engang . Dronning Mathilde fortrak munden til et +vemodigt , vantroende smil ; hun trykkede svagt Guldbergs +hånd , kyssede endnu engang børnene under e +langt favntag og fulgte dem med øjnene og sjælen +så langt hun kunne — for siden aldrig at se dem +mere i dette liv . +Guldberg befalede 100 mand af garnisonen at følge +sig , dels til hest , dels til vogns , for at tjene de +kongelige bcrn til eskorte , en forsigtighed , som ikke +var overflødig , thi ved rudersbal , da mørket allerede + +var faldet på , sås endeel formummede skikkelser , +hvis antal tog til på en førurvligenve måde , indtil +de endelig toge flugten ud over Marken til alle +sider . Gusmann med en commando dragoner under +Castenskjold kom springende hen til vognen , og +spurgte , om der var passeret noget . Nej , gud ske +tak , svarede Guldberg , vi have kun fået en på « +Mindelse om , hvad der er at gøre fra i dag af . +I April 1772 faldt de « såkaldte skilsmissedom , +uden i mindske måde at krænke børnenes køngelige +og anerkendte rettigheder , ophævedes ægteskabet imellem +kong Christian den syvende af Danmark og +dronning Caroline Mathilde , prindsesse af England . +Denne dom eller skilsmisseact kunne ikke have sin +gyldighed , uden at den oplæstes for dronningen i den +engelske gesandt lørd Robert Keiths nærværelse , og +ved denne lejlighed så hun første gang siden hin +rædselsnat på Christiansborg slot sin landsmand , +Georg af Englands repræsentant . +Da skilsmissebrevet af hende var undertegnet , spurgte +hun , om hun nu ikke var engelsk undersåt , og da +dette bekræftedes , stillede hun sig under det engelske +flags beskyttelse og forlangte med stør bestemthed at +forlade landet , hvor hun ilke ville blive eller ophede +sig , da hun ikke troede sig sikker noget sted i landet , +sålænge enkedronning Juliane Marie besad herredømmet . +Man søgte at overtale hende til at vælge +Ålborg slot til residents , men hun palgte celle i + +Hanover , da hun ikke ønskede , ydmyget at vise sig ved +sin Broders Hof , men ville nyde fredens ly under +hans beskyttelse . +Også begærede hun , at alle actstvkker vedrørende +hendes proces skulle sendes til hendes Broder kongen , +for at undersøges om hu var skyldig eller ikke . +Dette ønske fik hun opfyldt , og hun havde den +satisfakfion , at tolv eedsvorne engelske retslærds hver +fik en nøjagtig afskrift , for under deres sjæls fortabelse +eller salighed sanddrue at erklære sig over hendes +brødefuldhed eller uskyldighed . +Georg modtog de tolv svar-breve forseglede , og da +han åbnede dem , aflagde enhver af de samtlige dommere +deri deres højtidelige ed , at der ikke var skygge +af brøde på dronningens side , men at det tydeligt +og klart fremgik , at hun var faldet som et offer +for magtens misbrug og en voldsom hofkabale , +hvis lige ikke fandtes i historien . +Ved skilsmissen tilbagebetaltes dronningens medgift +40 , 000 pund Sterling til England , og deraf tilstødes +hende i appanage 30 , 000 ro årlig . +I de seks uger fra skilsmissedagen indtil afrejsen , +kom sir Robert Keith hver dag og gjorde sin opvartning +hos Caroline Mathilde , der fra nu af , var +fange på æresord . Fængslet blev betydelig mildnet +og hun kunne gå frit om indenfor fæstningens volde . +Til hendes a rejse traf man nu endog sådanne forberedelser , + +der vidnede om et kongeligt ceremoniel . +Grev Holstein til lctraborg skulle som overhofmester +ledsage hendes majestæt ombord på den engelske +fregat . Grevinde Holstein og frøken møsting vare +hendes hofdamer og kammerjunker Raben hendes opvartende +cavalecr . Til hendes suite hørte endvidere +den engelske gesandt lord Keith . +Den 30te Mai 1772 gik den ulykkelige dronning +ombord på det engelske skib , efter at hun for sidste +gang havde taget afsked med sin datter Lovise Augusta +og uddelt gaver til hendes omgivelser . +En uhyre menneskemasse rar forsamlet ved havnen +og langs kysten , reden og havet , der så langt man +kunne øjne , var bedækket med større og mindre fartøjer , +der næsten bugnede under vægten af melancholske tilskuere . +Man +hørte ikke en lyd af disse tusinder , men der +var tårer i de flestes øjne : alle blottede ærbødigt og +faust deres hoveder ; kun sukke og en undertrykt hulken +hørtes . +Det var en forunderlig tans overenskomst , hele +denne mængde af mennesker havde truffet ; men man +havde truffet det rette . Man sørgede over det forefaldne +og erkendte stiltiende , at man ikke havde magt +til at forhindre det . +Ligeså tavst og ærbødigt modtoge de engelske Ma . +Troser deres ulykkelige prindsesse . Da hun havde betrådt +skibet , hejsedes det engelske kongeflag , men ved + +opsejlingen sænkedes det på halv Stang , som tegn +på sorg . +Fæstningen Kronborg og vagtskibet gave kongesalut . +En engelsk officer spurgte commandøren , der førte +skibet , om man skulle svare med skarpt , og da comandøren +af bevægelse ikke slrax kunne svare , frygtede +dronningen , at dette var et indrømmende svar , hvorfor +hun blev angst , og sagbe , trods sin smerte : +sir , det er min søns kougerige ! +Commandøren lagde fingeren på munden , officeren +forstod det og bukkede tavs . +Dronningen blev stående på dækket i agterskibet , +medens hendes følge holdt sig i ærbødig afstand ; hu » +Stirrede uafbrudt mod det land , der havde set hendes +lykke og adymgelse , men som opbevarede det , der var +hendes dyrebareste på jorden , hendes børn . +Stade var den havn , den engelske fregat ankrede i +efter at have forladt de danske farvande . Ved ankomsten +der , modtoges hun af sine nye omgivelser , +blandt hvilke kammerherre , marschal biilov befandt sig . +Her tog hun afsked med sit rejsefølge og sagde til +grevinde Holstein : +Kys mine børn i +den 20de oktober holdt dronningen sit indtog i +celle og tog det nylig istandsatte slot i besiddelse . +Det er min grav , sagde hun , her kan man lide +døden med rolighed , og ingen ond ånd vil her forstyrre +min sindsro . + +byen celle viste hende straks den mest udmærkede +hyldest , og hun sagde da til Bulow : +nu minder man mig om , hvad jeg i den sidste tid +næsten havde glemt — at jeg er dronning . +Se ; og tyvende kapitel « +Landflygtighed . +De » Gode finder altid hjerter , der ved at skatte +ædle og ophøjede egenskaber . +Der lille høf , som nu omgav dronning Mathilde , +kom snart til at elske og tilbede hende . +Ligeså førgudet blev hun i hele staden , børnene +især viste hun alle fine kærtegn , søm om hun ville +ødsle det på andre , som skæbnen havde nægtet hende +at vise mod hendes egne . +Hendes lcveviis var så tarvelig , at hun kunne anvende +rundelige summer til fittige og lidende . Men +den største skat , hun uddelte , og søm bles vurderet + +højest , var hendes mildhed og venlighed imod alle , +og hun frygtede a tid , at hun ikke noksom opfyldte +denne trang og pligt . +Hun delte sin tid mellem musik , digtning , tegning +og sprog , hvoraf hun , foruden sit modersmål , +med færdighed talte dansk , fransk , italiensk og tysk . +Promenader og dramatiske adspredelser nød hun også , +men dette var mere for hendes omgivelsers skyld end +for sin egen , thi smerten havde for bestandig fæstet +Bo hos hende , så at hun mere deltog i livets ejer , +ning som en ydmyg pligt , end som en trang , endskønt +hendes hjerte endnu var ungt og livsftiskt . +Hun var jo desuden kun 21 år gammel ; så ung +og så ulykkelig . +Uden at ønske sig døden , var hun fortrolig med +tanken derom . Hnn udsøgte » g bestemte selv sin grav +i de « chursyrsteltge kirke og talte med mildhed og alvor +til sine omgivelser om , hvorledes hun ville have +alt ordnet . +Således hengled det meste af den første vinter i +vitkeligheden tom og glædesløs , thi uagtet hendes +søster , arveprinsesse Charlotte af Brunsvig , glædede +hende overordenlig i begyndelsen af hendes ankomst +sil celle , opdagede Mathilde desværre alt for snart , at +hendes egen søster i grunden hverken var meer eller +mindre end hendes fangevogter og huussplon , en +opdagelse , der kostede hende megen overvindelse og + +smerte , førend hun resigneret kunne gøre sig fortrolig +med dennr tanke . +Det er næsten ufatteligt , hvorledes det kunne fald « +Selv den intriganteskc kvinde ind , at benytte blods , +forvandte til at forråde og udspionere sine allernærmeste +slægtninge , men det er en ofte løst opgave , at +guldets magt ikke sjældent er stærkere end både blodets +og samvittighedens stemme , ondstaben har +desuden sit eget forsyn , der bevæger sig temmelig frit +og dristigt indenfor alt for udvidede grændser , dets herredømme +og lokkemidler gå til det utrolige , det er +jo også ulige lettere at bibringe et sår eller en +smerte end at læge eller lindre den . +Der skal mange lys til for at opklare en mørk nat , +medens solen selv kan formørkes ved et stykke sort +ravndug . +Vi skulle dog ikke knurre over dette skyzgeherredsmmes +overlegenhed til en vis tid , thi det godes magt +er absolut og evigt , det ondes kamp og fortvivlede +anstrengelser beviser det klart , og vil man have et ret +tydeligt bevis på det godes magt , så lægge man +mærke til , at selv ondskaben plagierer og pynter sig +med det godes blomster , for dog i noget at ligne +det . +Ville ondskaben gøre det , når den ikke betragtede +det gode søm noget bedre , fortjenstligere ? Søger det +gode nogensinde af pålyve sig ondskab ? +Hos enkedronning jnliane Marie og hendes hånd ' + +længere var der udentvivl også noget godt tilskæde +men fordampningsprocessen manglede , måske derfor fik +man ikke det gode af se i uforfalsket stand . De levede +og nærede sig af magtens misbrug , tog man den +bort , ville misbrugen af sig selv ophøre . At allerede +dette ville have været noget godt , trosker sig vel ingen +af nægte . +I det hele taget havde jnliane meget nemt ved af +være rundhåndet . Foruden de overordentlige støre og +rige godser , som hun og hendes søn forærede sig selv +i den sindssvage konges navn , forøgede de landets +gæld med 2 millioner daler årligt , foruden de uhyre +indtægter de tilvendte sig af begge rigernes ordinære +indkomster . +At arveprindssesse Charlotte af Brunsvig var Julianes +creatur er sandt og vist , men om enkedrønningen +havde denne billighed for godt køb eller i dyre +domme , vides ikke , det sidste er dog snarest troligt thi +torveprisen på forræderi og niddingsdåd var ikke +så trykket dengang , som den senere er blevet , vel på +grund af den støre concurrence . + +syv og tyvende kapitel . +Slottet i celle . +Natten mellem den 16de og 17de januar 1773 +oprandt . +For at være uforstyrret havde dronningen usædvanlig +tidlig , klokken 8 , lagt sig til sengs . +Aiveprinsessen af Brunsvig sad i over to timer +ved søsterens hovedgjerde for at lure , om hun virkelig +sov eller ikke . Hun hørte kun afbrudte suk og en +sovendes regelmæssige åndedrag . +Omsider blev prinsessen selv træt og søvnig af den +lytten og fjernede sig , med det pålæg til kammerfruen +at våge over dronningens søvn , da hun absenterede +sig . +En halv time senere stod dronningen op , iførte sig +et simpelt nattoilette , sendte kammcrfruen bort med +befaling ikke at førstyrre sig under noget påskud , hun +knælede derpå foran sin bedepult , hvor hun blev liggende +i dybe betragtninger . + +hvilken forandring i et år . Hvilket hav af lidelser +og Kummer . +Ved denne tid for et år siden stod hun på lykkens +højeste spidse , men senere , ved hvert minut , hvert +qvarteer , hver time , hvilke ovaler fra trin til trin . +I denne havde hun talt sidste gang med kongen . +I den næeste havde hun været på maskeballet , atter +derefter i sine værelser , talt med Struensee , med øder , +derpå remstillede enkedronningen med Guldberg , +ranzas , aøller og de bevæbnede sig for hendes blik , +så forsvandt Struensee for bestandig , hun hørte endnu +han « skridt tabe sig , tabe sig i det uendelige — +derpå kampen og overgivelsen , processen og skandalen , +forræderiet og trudskerne , mmygelsen og falskheden +— og midt i alt dette hendes børn , hendes +Frederik , hendes lovife Augusta og hendes vanvittige +mand . +Bønner , brændende , som kun en moder kan opsende +dem for sine børn , opsteg til ham , der havde tilladt , +at alt dette skete , bønner for , at denne frygtelige hofrevolution +måtte så en heldig udgang . Hun tyede +til de forældreløses fader , for at lægge sine kæres +del i hans hænder . +Når Frederik bliver hersker , er revolutionen endt , +hviskedee hun , lykkelig endt — oh , jeg vil ikke opleve +det , men du hellige gud , lad mig se et forbud på +din nåde , jeg skal villigt bøje hovedet og dø , men + +lad mig se i fremtiden , ak kun et minut , at jeg kan +velsigne denne smertens nat . +Hun hævede sine øjne op til børnenes billede , der +som en altertavle hang over bedepullen , hun stirrede +vemodig og sukkende på de elskede barnlige træk . +Da bevægedes maleriet ; langsomt sank det ligesom +ned i stn ramme og forsvandt til hendes skræk for +hendes øjne , hun udstødte et svagt skrig og strakte +hænderne zittrende ud , som for at holde det kære +billede fast , men det sank og sank , indtil — var det +blændværk ? — et større og skønnere billede stod for +hendes øjne . +Jesus Maria , er jeg ved min samling ! Charlotte , +bilow , Fru warwich , hjælp mig ! hvad er dette ? +Bliv ikke forskrækket , deres majestæt , lød en dæmpet , +velbekendt stemme , det er en overraskelse , en +present fra kjobenhavn , men ingen må vide det , +ingen . +Men børnenes portrait , bulvw — +det er del jo . +Lad børnenes portrait straks komme frem igen . +Ja , majestæt , øjeblikkelig , men også det er deres +børns portrait ; se ret til , del er kun anteciperet , en +blanding af den oldenborgske stammes træk med deres +søns mandiggjørte ansigt ; det er kronprinsen , +som konge 15 år gammel , og søsteren med diadem . +Tak , tak ; oh , deler smukt ; ja det vil komme til at + + + + + +ligne ham — han holder to nøgler foruden sceptret +i sin hånd . Oh , min Frederik , det ske , det ske ! +Gusmann har bragt det , og i morgen tiglig rejser +han igen . Vi have gjort dette i dag , medens de var +hos arvepriudsessen . +Gusmann , siger de ? +Han kom med dette billede og med mange venlige +hilsener fra Danmark . +Oh , jeg længes efter at tale med ham . Han må +ikke rejse , før han har været her hos mig . +Det er umuligt , deres majestæt ; han må rejse +herfra endnu i denne nat , thi ingen må vide , at +han er her , det er af yderste vigtighed , at sket ingen +kender hans ophold her . +Bllow , hvis mit ønske har værd for dem , så før +ham straks til mig ; jeg må tale med ham , om det +kun var nogle få minutter , men sørg for at ingen +seer eller ved det . +Jeg skal gøre alt , hvad deres majestæt befaler +mig ; » en det kan ikke ske , førend jeg er overbevist +om , at alle er gåde til ro . +Gud velsigne dem , for denne omhu . +Dronningen måtte vente en god halv time , i hvilken +hendes utålmodighed næsten steg til feber . +Endelig gik døren op , og den lille , tyske page +Albert trådte forsigtig ind . + +dn her , Albert , på denne tid ? udbrød dronningen . +Nådigske +dronning , de tror — og alle må tro +— at jeg er en af arveprinsessens spioner ; det er +også tilfældet , jeg betales derfor , men jeg lægger +forræderpengene hen til gudeligt brug ; thi tog jeg +dem ikke , blev jeg jaget bort fra deres nærhed , og +en anden mere pålidelig spion blev antaget i stedet for . +Mit liv afhænger af , at man ikke opdager min +falskhed imod arveprinsessen . +Dette skger jeg ikke , for at deres majestæt skal beære +mig med roes eller tillid , men for at de uden +angst kan tale med hr . Gusmann , der venter deres +befaling . +Imorgen tales vi ved , sagde dronningen med venlighed . +Før nu hr . Gusmann ind . +Pagen åbnede døren og forsvandt til samme tid , +som gusmann trådte ind i gemakket og knælede for +drønningens fødder . +Rejs dem , gusmann , og sæt dem her , sagde +dronningen og rakte ' ham hånden , som den gamle +mand kyssede med ærbødighed . +Lad mig blive stående , majestæt , respekten forbyder +mig at sidde . +Hvorledes leve mine børn , er de rafle , er de lykkelige , +tænke de på mig ? oh , tal , tal ! vokse de dygtig +og er de sikre for forfølgelse af deres moders +fjender ? + +ja , ja , de vokse godt , især kronprinsen , som ved , +at jeg er her , og som trods sin unge alder har stor +forstand og ved at tie ; han bad mig endog i sin +barnlige uskyld , at bringe hans kære , kære Fru moder +et Kys . +Og de hær ikke udført deres hverv , gamle mand ? +Kyssede han dem på munden ? +Ja , deres majestæt , tre gange hjerteligt og trofast ; +jeg har bragt dem det , ved at kysse deres +majestæts hånddet +er ikke nok ; de er en gammel mand , og her +er ingen Juliane Marie , som kan tillægge mig flette +hensigter . Udfør deres dyrebare hverv . +Min dronning , jeg kan ikke driste mig dertil , jeg +ville aldrig tilgive mig det . +Så sid stille , gnsmann , ganske stille ; de er min +søns gesandt ; jeg tager hans sending fra deres +læber . +Gusmann sad stiv som en billedsløtte og lukkede +øjnene , medens dronningen tog hans hvide hoved +imellem begge sine hænder og kyssede ham tre gange +på munden . +En tårestrøm vældede ned af Caroline Mathildes +kinder . +Hun kunne ikke tale så rørt var hun , men Gusman , +der ikke var mindre dybt bevæget mærkede at +hun fjernede sig med hurtige skridt , og da han lukkede + +øjnene op , så han dronningen knæle ved sin bedepult +foran det nye billede , som han selv havde medbragt +fra København . +Straks efter rejste dronningen sig og « tte hen til +gusmån . +Nu hurtig , begyndte hun , fortæl nu alt , lige indtil +de mindske details ; alt interesserer og henrykker mig . +Gusmann måtte nu fortælle alt om børnene , hvad +han vidste , hvorledes de talte , gik klædte , hvad de +foretage sig , hvorledes de legede , når de stod op , +hvad de spiste , hvem der opvartede dem og tusinde +ting , som kun en moder interesserer sig før . +Dronningen kunne ikke blive træt af at høre den +gamle mand , og da han sket ikke vidste mere , måtte +han fortælle om igen . +Men længes deres majestæt ikke efter at vide andet ? +Spurgte omsider den tro tjener . +Nej , svarede hun , det er det eneste , jeg interesserer +mig før ; alt det øvrige er mig ligegyldigt . +Hml sagde gusmann forlegen . +Det lader ikke til , at det behager dem . Jeg elskes +kun af disse to i denne verden , hvem skulle jeg da +llers bryde mig om ? +E-skes deres majestæt kun af deres børn ? +Ja , andre kunne være mig hengivne , trofaste , +men — +min dronning , de må tillade mig , at jeg modsiger +dem . Mange , såre mange , elsker dem endnu + +med undersåtlig ærbødighed , og ville skatte sig lykkelige , +hvis de turde ofre liv , gods og blod før deres +majestæt . +Oh , talemåder ! ville man så ladet det komme +så vidt ? +Min dronning , man blev overrumplet , og angsten +før forfølgelse har holdt manges følelser i skjul , +men nu — +har angsten og hengivenheden lagt sig , ikke sandt ? +Hengivenheden før dronning Mathilde , er større nu +end nogensinde . +Virkelig ? +Ja , i virkeligheden . +Hvoraf ved de det , gusmann ? +Bilde jeg ellers være kommen her ? +Hvordan , er det da en mission ? +Ja og nej . Tror de på hengivenheden , så +har jeg et budskab ; tror deres majestæt ikke — så +har jeg sket ikke været her . +Verden er en lukket bøg før mig , jeg skal vel vogte +mig før at blade i den paony . +Gusmann så på dronningen med en forbavset +mine . +Undrer det dem , gusmann ? +Jeg kan ikke nægte . +Har de noget skriftligt ? +Nej , ikke under disse omstændigheder . +Under hvilke da ? + +jeg tør ikke sige det . +Så lad os ikke tale mere derom . +Kun et , min dronning ; jeg spørger dristigt : har +det aldrig faldet dem ind , at ønske at gjensee Danmark ? +Danmark ? +Gusmann , er det alvor ? jeg skulle efter +hvad der er hændet , ønske at gjensee^danmark ? nej , +gud forbyde det , før ville jeg dø ! +Jeg mener ikke under ulykkelige forhold . +Tal tydeligt , regerer juliaue ikke ? +Io , for øjeblikket . +Ak , hun vil regere længe , hun står i pagt med +døden , den respekterer hende , hun flipper ikke roret +så let som jeg og andre alt for trygge personer , hun +rokkes ikke af pletten . +Det beroer på dem min dronning . +Så skulle hun straks børt for børnenes skyld . +For børnenes skyld ? Rigtig , men når de , som +kronprindsens moder , ikke vil vove en dyst for deres +skyld , hvorledes tør så andre vove det ? +Og er der virkelig røgen , som har mod til at vove +en kamp mod denne ildsprudende drage ? +Ja , der er adskillige ; men er der endnu ikke mange +i tal , så vil der komme mange , hvis de have et +mål , et håb , et tilhold for at kunne sejre . +Gusmann , tør de nævne nøgen for mig ? +Ja nævne , uden vidner , uden underskrift , når de +ønsker det min dronning . . + +jeg kunne vel have lyst til al kende de ædle , der +endnu erindre mig med hengivenhed . +Og håb . +Men hvorpå håbe de da ? +På den retmæssige dronnings formynderskab i stedet for +enkedronningens . +Jeg bliver angst og bange . Jeg , den forskudte , +den forrådte , den fraskildte — oh , det er jo umuligt +i +ja , når deres majestæt siger , det er umuligt , så +er det umuligt . +Altså , når jeg sagde , det er muligt ? +Så havde man en grundvold at bygge på . +Det hele klinger mig så nyt , så sælsomt — jeg +kan ikke tænke mig det — jeg , den dømte , den skammelig +miskendte — oh , forklar mig det døg , gusmann , +jeg seer ikke noget sammenhæng deri . +Da er Tingen døg ganske simpel . Deres majestæt +er kronprindsens moder , altså den naturlige formynderske +under nærværende sørgelige forhold . +Men Juliane er formynderske , uagtet hun handler +højst unaturligt . Hvorledes skulle vi kunne bryde hendes +magt ? +Hendes magt er farlig , det indser man nu og taler +temmelig uforbeholden derom . Grev ranzau asscheberg +er falden i unåde og landsforvist , fordi han +ikke ville række hånd til arveprindsens regentskab . +Asscheberg sorviist ? + +som jeg siger , deres majestæt . +I sandhed det var en stor nyhed . Det var jo +enkedronningens ivrigste tjener . +Han var ; det var Guldberg også ; men heller ikke +han vil alt , hvad enkedronningen vil . +Jeg forstenes af forandring » +Er alt da forandret i Danmark . +Ja såre meget . Hun lægger ikke dølgsmål på +fin hensigt , og man frygter , at hun omsider skal overvinde +al modstand , og da er kronprindsens ret alvorlig +truet . +Caroline Mathilde rejste sig heftig ved disse ord , +gik nogle gange grublende op og ned og stod et øjeblik +i dyb eftertanke med hovedet støttet i hånden +lænet op til bedepulten . +Med en højtidelig stemme , der lød som om den +kom fra graven , spurgte dronningen : +erindrer de , hvad dag det er i dag ? +Ja , det er den 17de januar , årsdagen efter den +sørgeligste hændelse . +Tilvisse sørgelig — og nu da jeg er i havn , skal +jeg atter kaste mig ud i brændingen , for at knuses mod +klippen ? +Det forbyde gud . Det er heller ikke meningen , at +deres majestæts skal udsætte sig ; man vil kun være +vis på , at man tør arbejde i håb om , af have deres +majestæt indvilligelse , når timen kommer . +Nævn mig de ædle patrioter . + +reventlau og Bernstorff . +Er det sandt ? +Det er sandt . General hutmann og stampe , +numsen og bulotv . +Hvilken Bulows +kronprindsens cavaleer . +Betydelige mænd . Men , ak , jeg er så angst ; o « +Jeg udsatte Frederik — nej , nej , jeg tør ikke . +Jeg har lovet , ikke af anvende overtalelser , men +berette troligt deres majestæts tilbøjeligheder . +Jeg har altså skuffet deres forventning ? +Gusmann tav . +Svar mig oprigtig . +Den gamle tjener skal hånden ind på brystet +og udtog et lille stykke pergament . +Kender deres majestæt grev Bernstorffs hånd ? +Ja . +Er det denne ? +Ja , ved himle » ? sagde dronningen , greb pergamentet +med begærlighed og læste de forblommede ord . +Det gamle år går til hvile , +det nye år slår frem ; +aftensolen går blodrød ned , +morgensolen opstå « sorynget . +^jeg fatter meningen — man har undladt underskriff , +men jeg kender Bernstorffs hånd . +Men læs nu resten , min dronning . +Det er jo kun tal og tegn . + +ja , det er gode tegn . Kender de ikke hånden ? +Men det er jo Keiths hånd ; og Haus zifferskrift . +Kan de læse den ? +Vent ! — gud velsigne dronningen . +Og derpå ? +Den sidste linie har den franske gesandt skrevet ! +» Gud beskærme dem . “ +Altså England , Frankrig og Danmark ? +Netop . — bil de ikke sætte en linie til ? +England , Frankrig og Danmark , gentog Mathilde +grublende . +Og kronprinsen ! +De har ret , gusmann , giv mig en pen . +Ru , for guds skyld , ingen uforsigtighed , kun et +tegn , ikke andet . +Godt , jeg sætter syv prikker med en nål , fire som +en tankestreg og tre som et udråbstegn ; er det nok ? +Jeg frygter , at det ikke vil kunne kendes , at det er +deres majestæts egen hånd , der har sat mærket . +Godt , så giv mig pennen . +Men intet navn . +Troer de , man vil kende min hånd ? +Ja , blandt tusinde . +Nu vel , se her ; „ Jeg venter . “ Er det nok ? +Meer end nok . +Gid det må lykkes ! +Det håbe vi ; kun må der tid til . Måske vi + +tø år være nødvendig . Kronprinsen må være lidt +ældre og komme i folkemunde . +„ Leg venter , “ det ved de er fra nu af mit valgsprog , +og jeg kan tilføje de to ord : „ med længsel ! +Efterat have fået flere påmindelser af den ængstede +page og til sidst af Bulow , ilte gusmann bort +igennem en bagport . + +otte og tyvende kapitel . +Forhåbninger . +Adelen i Danmark var i virkeligheden misfornøjet +med Julianes kabinetsregjering . +Struensee , den borgerlige parvenu , var falden , falden +på den voldsomste og blodigste måde ; men hvad +havde adelen vundet derved ? +En anden borger , Guldberg stod ved roret , og +Juliane , som var den egentlige herskerinde , regerede +despotisk , uden , at erkende anden adel end den , der +blindthen og slavisk underkastede sig hendes bydende +love . +Man havde fået England og Frankrig , to mægtige +stater imod sig , og af krouprindsens truede existence +afhang det om og når England skulle køle sin harme +over en af dets elskeligste børns forhånelse . +Og over hvem ville det da gå ud ? +Over de rige og mægtige godsbesiddere , over adelen +der ikke i tide havde understøttet deres ligitime drønniug + +og hendes søu , og som havde flere fremragende +medlemmer , der havde taget virksom del i hofrevolutionen ; +thi Juliane havde klogelig givet denne skin +af , at det var den danske adel , der hadede Struensee +og som mest havde ivret imod dennes færd . +De adelsmænd derimod , der ikke havde deltaget +personlig i voldshandlingen , og som nu efter regjeringsforandringen +så sig endnu mere tilsidesatte , end +under det flruenseeske ministerium , undlod « ikke med +høj røst af dadle den skandaløse mishandling af en +stor mand , men især den uværdige og uriderlige forfølgelse +af en ulykkelig , værgeløs dronning . +Man var gået alt for vidt , sagde man ; af omhu +for purpuret havde man sølet det i skarnet ; man +havde plettet det dansks Hof , givet hævnen og hadet +råderum , samt bemægtiget sig herredømmet , som +man misbrugte i en sindssvag kouges og en umyndig +ttronarvings hjælpeløsheds navn . +Den danske avet ville altså ikke få nogen skyld +for , endsige lod eller del i det forefaldne . +Det ønskede af såvel Europa , som England og +Frankrig måtte erkende , af adelen harmedes og protesterede +mod de begåedc uretfærdigheder , og skulle +det så endelig lykkes Juliane af skaffe kronprinsen +tilside , eller gøre hans tilværelse intetbetydende , så +skulle England og Frankrig dog vide , af de , når de +revsede udådcn , havde trofaste allierede og venner i + +den danske adelstand , hvoraf en kraftig og viis dansk regering +i kronprindsens mindreårighed kunne dannes . +Dette var omtrent grunden til den kulde , som +adelen udviste mod hoffet og årsag til , at de største +og mægtigste familier i al stilhed og med den engelske +og den franske gesandts bifald , arbejdede på en +kontrarevolution . +Kronprindsen , var deres feltråb , hans rettigheders +overholdelse deres formål , og at dette bedst kunne +iagttages under dronning Mathildes tilbagevenden og +formynderskab , fandt man naturligt og rigtigt . +At forberedelserne skete så snildt og så ubemærket +som muligt , faldt af sig selv , men man måtte desuden +gå sindigt og langsomt tilværks , fordi det var +nødvendigt at vinde borgerne og armeen for sig , uden +hvilke man ikke troede , at en varig tilstand kunne tilvejebringes . +Armeens +officerer vare måske lettest at vinde , thi +de vilkårlige forfremmelser der skete med alle dem , +der havde rakt hånd til inlianes voldsgjerninger , +satte ondt blod , og Eichstedts og køller-banners + + + + + +råhed og lunefuldhed skulle ikke tjene til at formilde +stemningen . +At Falkenskjold , der intet havde forbrudt , og som +var almindelig elsket , forvistes , vakte ligeledes stør +harme . +De « brave general gæhler , gik det ikke bedre , og +ethvert avancement , blev betragtet med mistrozog indignation ; +thi man antog for afgjort , at enhver forfremmelse +havde en hemmelig eller åbenbar tjenstvillighed +til fundament . +I embedsstanden gik det heller ikke godt . +De dygtige selvstændige mænd sattes til side eller joges +bort ved cabinetsordrer , statsgælden beiyngedes +uden control , gunstbevisninger og krybe « hørte til +dagens orden , og man kaldte til sidst alle de benyttede +embedsmænd , „ Julianes hofjunkere . “ Titler , +som disse til sidst fandt meget graverende . +I borgerstanden derimod gjorde contrarevvlutisnen +kun langsomme fremskridt , thi den hærskare af smigrere , +som enkedronningen , eller som hun sket og ret +kaldte sig „ Dronningen , “ omgav sig med , vare talløse +og vellstinede , og da præsterne især toges i betænkning +af den snu og ræenkefulde ovinde , der holdtes i +flere år næsten ikke en gudstjeneste uden at „ det +skændige , oprørende og formastelige forrige regimente “ +Tordnedes ned i afgrunden , hvad under var det da at . + +disse uafladelige bagvaskelser fæstede rod og de blev +gentagne så lidt , at man til sidst troede derpå . +Kun hos holmens mandskab tabte troen på +dronningens brøde sig efterhånds . +Man fæstede ikke længer lid til alle disse historier , +og man svoer på , at det hele ikke var andet end et +mytteri , som næstkommanderende havde afstedkommet +for at blive capitain på skuden og beholde +ladningen som god prise . +En holmens mand , der hed Jakob og boede i +Delphingade , var især skem imod Juliane . Man fæstede +endelig opmærksomheden på ham og lod ham +vælge imellem mørk arrest og dobbelt naturalforpleining , +eftersom han roste eller lastede Juliane . +Han foretrak de » mørke arrest , „ for så kan jeg dog +have den inderlige fornøjelse at tale sandhed hele +vejen både til og fra aresten . Ærterne ville dog blive +slikkende i halsen tilligemed løgnen . “ +Tilfældet ville , at manden , som gik frisk og rask +ind i aresten , døde derinde efter 8 dages forløb . +Man påstod nemlig , at Juliane havde sultet ham +ihjel for at være fri for hans snak . +Hvorledes det end var , skete det når en talte godt +om Juliane fra den dag af , sagde såvel unge som +gamle ; “ han er bange for at tale med Jakob ; “ Et +ordsprog , som en 1l-års dreng første gang brugte , +meu som snart blev gentaget 1000 gange , og skadede +Juliane mere end noget som helst andet . + +man blev til sidst forbudt at bruge disse ord , men +så fandt man på at døbe et spil med navnet +„ Jakob “ , og vi have endnu i vore dage set dette +slags kortspil spilles , uden at ret mange tænke på +hvorfra oprindelsen til navnet Jakob i kortspil +stammer . +Tidspunktet fil en contrarevolutions gjennemssrelse +skred således stadig fremad . De indledende skridt +vare allerede trufne , man havde aftalt en fast plan . +En stor derl af holmens folk og Bernstorffs bøn « +Der , vare rede fil af stå garnisonen bi . +Borgere , embedsmænd og adelige , skulle pludselig +højrøstet dadle Julianes voldsherredømme . I den +forvirring som det vundne kronprindsens regiment +skulle afstedkomme ved af skutte sig fil royalisterne , +skulle holmens folk skutte sig sammen med Bernstorffs +bønder og råbe på kongen og kronprinsen . +Den engelske gesandt skulle da optræde med fordring +på dronning Caroline Mathildes formynderskab +i prindsens mindreårighed , samtidig skulle +nøgle regimenter englændere indskibede på engelske + +fartøjer ligge i sunder , for ' så snart Juliane var +fjernet og revolutionen fuldbyrdet , af varetage Mathildes +og hendes søns rettigheder . +Man havde endog formået dronning Mathilde fil +af give sit samtykke dertil , og planen skulle iværksættes +i slntningen af Mai 1775 , fil hvilken tid dronningen +forklædt skulle begive sig fil euxhaven , for der +af indskibes og på « en engelsk fregat føres tilbage fil +Danmark — da dronningen , der hidtil havde befundet +sig i bedste velgående , pludselig blev syg og døde 8 +dage efter . +Denne begivenhed var høisf sørgelig og uventet , +den faldt som et lynslag på en klar sommerdag . +Danmark , Norge , England og hele Europa studsede +og rammedes som af et elektrisk slag , og man siger +at den engelske gesandt i sin yderste vrede ved Julianes +sygeseng skal have truet hende og hendes tilhængære +med Struensees skæbne ; det siges at han +ligefrem beskyldte hende for at være dronning Mathildes +mørderske , og at han , da hun beroligende lagde +sin hånd på gesandtens bryst for at overbevise +ham om sin uskyldighed , skal hav « slået til hånden +med de ord : +„ Bort med den smudsige hånd “ , og at Juliane +ikke vovede andet end lade som hun græd . +Bisf er det , at stemningen i København på den +lid var frygtelig , og at et barn kunne have jaget +Juliane på flugten , men hu » gav den ulykkelige førgende + +møder , den trøstende , fortvivlede og elskende bedstemoder +imod kronprinsen , så vel , at alle lød sig +henrive deraf . +Hnn var vdmygheden selv t øver et år , og en +tjener behøvede kun i den tid at sige , at det eller det +behagede kronprinsen , så ødslede hun uhørte sum . +Mer — rigtignok ikke sine egne — på at tilfredsstille +„ Thronsrvingenø “ mindste luner og indfald . +Planen var kuldkastet og ingen tænkte på atgjennemføre +nogen anden ; alt var dødt og lamslået . +Bar det samvittighedsnag , angst eller forventning +om noget værre , vist er det , at Juliane i året 1778 +lignede mere et skelet , end et menneske , mere en kongelig +betlcrske end en herskerinde . Man ventede hvert +øjeblik at det skulle være forbi med hende , men desværre , +hun kom sig atter , rigtignok langsomt , men hun +havde dog endnu kraft og mød til at sætte sin fod +på de danskes nakke . +De oplysninger og beretninger , søm man har am +dronning Mathildes død , er kun få , men vi ville +meddele dem episodisk i et følgende kapitel , således +som vi have erfaret dem . + +bi skylde sandhen at tilstå , at fra Mathildes dødsdag +at regne , var al forfølgelse fra Julianes side +mød krønprindscn forbi . +Juliane blev næsten vanvittig Mathildes dødsdag . +Hun sad aldeles oprømt og spillede shak med grev +Schimmelmann , og skulle netop gøre et modtræk , da +hun pludselig udstødte et vildt skrig . +Hendes øjne stirrede vildt udfør sig , hendes hår +rejste sig søm børster på hendes høved , hun kastede +sig hændervridende , med fråden ud af munden , knælende +på gulvet , og hulkede , så stene måtte røres +derved , blodet trådte hende ud af ø^ene og sveden +perlede i store dråber frem på panden ; hun assiog +enhver hjælp , men slæbte sig ud , bestandig stirrende +med gru foran sig , ilende gennem corridoren +ned i slotskirke » , lukkede sig inde der og fandtes en +time senere ganske forvildet og blodig ved alteret . +I otte dage nød hu » næsten intet , sov ubetydeligt +og uroligt , og ville , da hun omsider kom sig , aldrig +give nogen forklaring over årsagen til dette anfald . +Hun betragtede i flere måneder enhver med skræk +og rædsel , selv sin så højt elskede søn ; kun når +man førte kronprinsen til hendes seng , smilte hun +kærligt , og da hun kom sig , kyssede hun uafladelig +prindsen på hånden , +det var åbenbart , at der fra nu af var indtrådt +en stor og gådefuld forandring i hendes følelser før + +kronprindsen , og selv hendes fjender sagde , at nu var +der ikke længer nogen fare for kronprinsen . +Hvad der havde bevirket forvandlingen , vidstes ikke ; +nogle påstod , at Mathilde tre gange havde viist sig +for Juliane , og at hun havde måttet gøre ed på +noget ved alteret . +Men alt dette var kun gisninger ; selv arveprindsen +kunne i flere år efter ikke afvinde Juliane nogen oplysning +om sin hemmelighed ; nok er det scenen ved +schakspillet var nøjagtig indtruffet i Mathildes dødstime . +Fra +dette øjeblik af var furien tæmmet . +Herskernykkerne voksede vel ud igen efter 4 — s +Års forløb , men faren for efterstræbelser mod kronprindsens +liv , var for bestandig forsvunden . + +ni og tyvende kapitel . +Dronning Mathildes død . +Foråret 1775 brød frem . Hele naturen syntes at +smile ; aldrig havde man i mands minde haft et så +skønt og lykkevarskende forår . +Også i Danmark , i patrioternes hjerter smilede +forårets lykke ; thi alt spåede et heldigt udfald af +det påbegyndte dristige foretagende . +Næsten hele adelen , en stor del af borgerne og +armeens officierer , hele holmen og ligeledes mange +bønder vare vandne for „ Kronprindsens sag “ . +Adelige conrerer gik allerede temmelig hyppig frem +og tilbage mellem celle og København , og selv gouverneuren +i celle deltog i planen ved en fuldstændig +neutralitet . +Ikkun arveprindsessen var på Julianes side ; ofte +slog hun på „ de lyse udsigter “ for sin „ elskede Ma . +Ttilde “ . +Hun ville gerne indvies i forbundet , men Mathilde + +havde fået så mange indstændige advarsler , at hun +vel vogtede sig for at meddele søsteren det mindste . +Da blev pludselig dronningens hengivne page Albert +syg . Lægen antog det for en ondartet skarlagensfeber , +men gulow og Fru Warwick troede , af +det var følgen af en hemmelig gift , hvilket Albert +selv havde yttret noget om « +En morgen tidlig trådte den engelske præst mr . +Wryth med alvorlig mine ind til dronningen ; hun +rejste sig netop fra sin bedepuit , hvor hun havde +dvælet i dybe betragninger med blikket stift hæftet på +den nye portraitgruppe , som gusmann havde bragt +hende fra København . +Finder de ikke , hoiærværdige , af dette billede ligner +pagen Albert ? spurgte dronningen . +Nogen lighed er der vel , som imellem alle børn i +en vis alder ; men hvorledes kommer deres majestæt +på disse tanker ? +Jeg kom til dem ved af tænke på min stakkels syge +page , som jeg jo ikke tør se til , men som jeg desto +ivrigere tør bede for . Al jeg har bedet inderligt for +ham , som for mit eget liv ; døde han — da - - +min dronning , om gud ville det så — turde vi +da knurre ? +Gud , hvor de siger det besynderligt ! — han er da +ikke død ? +Nej — men hans tilstand er således , af vi bør +belave os på ethvert mødende tilfælde . + +oh , de dræber mig , høiærværdige , med disse ord ! +Hvorledes , min muntre , unge , livsglade Albert skulle +døe , han der er mig kær som en søn — han skulle +dø fjernt fra sin moder , fra sit hjem — og jeg før +ikke se ham , ikke trøste ham ? +Nu er trøst og tilsyn dog for sent , min dronning . +Han er død , råbte dronningen rystet . +Hans sidste time stunder til , — dødens sikre kendetegn , +le aldrig udeblivende ledsagere , have taget de +arme barn i favn , hans timer er talte , hans øjne +brustne , og han har tabt mælet . +Guds tjener , råbte Mathilde med hul , dyb stemme , +det er min dødsdom , de der udtaler ! +Himlen forbyde det , deres majestæt ! +Fat dem , de er altereret . +Ja , det er min dødsdom ! Ru er den fældet og jeg +skælve » ikke mere . +Men min dronning , det er en vildfarelse , en usalig +tanke . +Det er en tanke , sir , som kommer fra gud . +Forklar mig dog , men frem for alt , vær fattet . +Hvad drømme er , skal jeg ikke forklare ; ofte ejede +en urolig sjæls phatasier , til andre tider echoet af +dagens og tankernes beskjæft ' gelse , atter til andre +tider en sygelig , febrilsk ophidselse , et virvar , der kommer +og forsvinder , for ikke mere at mindes . +Der gives også drømme , som komme fra oven og +have en højere , fuldkomnere årsag , der gives drømme + +som er åbenbarelse » og guddommelige forudsigelser ; +disse indprente sig dybt i sjælen , og dem +glemme vi aldrig ; jeg kalder dem guds drømme og +forjettende drømme . +Man kan dog bedrage sig ved troen herpå . +Aldrig ! ærværdige , thi drømmen er da så levende +og klar , at vi ikke kunne tvivle , og vi se da +ting , hvorpå vi ikke have tænkt i vågen tilstand , +og som vi aldrig kunne tænke os i noget tilfælde . +Har deres maj skæt haft en sådan drøm ? +Ja , tre gange . Den første gang var , da jeg +som pige eller viet brud drog fra Englands kyster » +Jeg fald ! ganske udmattet af dagens sindsbevægelser +i søvn , men forinden bad jeg min aftenbøn for mit +nye og mit gamle fædreland . +Da syntes jeg at høre ulvene tude og stormen +skår , jeg hørte øksehug på dækket og raslen af +lænker , +jeg ville råbe vin hjælp , men formåede det ikke +og da jeg halvt afmægtig , rejste mig for at gribe +klokkestrengen for at kalde på mine damer , så jeg +— så jeg i en tåge , men tydeligt , meget tydeligt +dette slot , hvor jeg nu er , celle så jeg , og jeg +spurgte med hvidffende stemme : „ er det min grav ? “ +Et syn altså , min høje dronning . +Nej , en drøm , thi da jeg vågnede , fortalte man +mig , at vejret havde været skønt hele natten , og da +jeg spurgte , om der ikke havde været uroligt på + +dækket , forsikrede man , at der var bleven våget +over , at man ikke hørte en lyd hele natten , og at +skildvagterne havde gået på lykke måtter , for at +undgå den mindste støj . +Da jeg kom til Danmark , frygtede jeg for , at Christiansborg +skulle ligne mit drømmeskot ; men jeg blev +dog beroliget ; senere frygtede jeg , hver gang jeg besøgte +et nyt slot , eller rettere et slot , jeg ikke før havde +besøgt , at træffe det syn , jeg havde set i drømme . +Tilsidst h ' avde jeg næsten slået angsten af tankerne , +indtil jeg kom hertil , da så jeg min drøm og sagde +derfor : » det er min grav . “ +Deres majestæt , intet i deres drøm berettiger +dem til at tro , at dette slot skal være deres grav . +De spurgte jo kun , og jeg — jeg svarer : gud forbyde +det . +Mathilde rakte præsten hånden og vedblev : +den anden drøm var ubetydelig , men mærkelig . +Jeg var nylig nedkommen med kronprinsen . Kongen , +hoffet og diplomaternr lykønskede mig ; jeg var +lykkelig ; prinsen hvilte i mine arme , jeg faldt i søvn +af udmattelse og i følelsen af min lykke . +Øh , lad mig se min søn som hersker , bad jeg og +sov ind . +Hvem så jeg da ? Albert ! Albert , som page , bærende +min svigermoders slæb . — er det min søn ? +Udbrød jeg fortvivlet . — han hørt « det , kastede slæbet , + +greb et sværd og pludselig stod han som rigets hersker , +— men stadig lignede han Albert . +Besynderligt ! og nu den tredje drøm , min høje +dronning . +Caroline Mathilde tøvede et øjeblik , derpå sagde +hun : +det var i denne nat . +I nat ? +Jeg hørte celles cathedralklokke ringe ; jeg stod klædt +som dronning med scepter og krone , med robe og +slæb . Da åbnedes døren . Albert trådte ind . +Han var hvidklædt , men smilede saligt . +Blev jeg længe borte ? spurgte han , kun otte dage , +kun otte dage , tilstede han , og nu kan de følge mig +uden frygt ; vi skilles ikke mere fra hinanden . +Hvor gå vi hen ? spurgte jeg . +Til kongen , svarede Albert og hans ansigt strålede +af henrykkelse . +Til kongen ? Du ved jo jeg er forvist . +Nej , hjemkaldt , svarede han . +Mener du kong chrislian ? +Jeg mener kongernes konge . +Skal vi til Cour hos ham ? +Ja , han har befalet mig , at hente deres majestæt . +Men min sen , Albert , min søn , min Frederik ? +Hans kroning ville vi se fraoven . +Det lover du mig ? +Det lover han dem . + +min gud , råbte jeg , når , når ? +Når hans gestalt ligner den , de seer mig i , min +dronning . +Dg skal jeg ikke være tilstede ? +Albert svarede ikke , men drog mig med sig . Vi vandrede +igennem skyer og jeg sølte mig mere og mere +opløftet . Kun hørte jeg klokkeklang indtil alt forvirredes . +Albert , jeg tror jeg dør , råbte jeg . +Vi må bøe , svarede han , for at han kan leve +og herske . +Jeg vågnede badet i sved , men faldt straks efter i +søvn og så atter Albert , men denne gang vare vi +begge hvidklædte . +Bi må følges ad , sagde han igen , kun ofte dage +blev jeg borte , nu er Frederik sikker , « en lad hende +sværge derpå . +Jeg vågnede med et skrig — og nu , min tro +sjælehyrde , lad os nu gå til Albert . +Til Albert , min dronning , på ingen måde . +Hvad tro deres majestæt end har om drømme , +som jeg i avmyghed vil bede Herren bm , at give et +ganske andet udfald end det , de selv vilkårlig har +lagt deri — men til Albert må de ikke komme . +Min fromme wryth , jeg vil se ham . -er drømmen +fra gud , da rokke vi den ikke ; er den af os selv , +da er de » kun tant . +Min dyrebare dronning , de ved , jeg knæler kun +for gud , bring mig derfor ikke til på knæ at bønfalde + + + + + +dem om at afstå fra at gå til ham , han er ukendelig . +Ha , +forandrer døden således ? — min kære +dreng , uden moder , uden veninde , skal du dø utrøsket ? +Caroline +Mathilde kastede sig » ed på divanen , +skjukte sit ansigt og græd bitterligt . +Wryth listede sig sagte bort , da han så , at dronningen +behøvede ro . +Den bedrøvede kvinde gav længe sine tårer luft . +Derpå rejste hun sig rolig op og satte sig til at +skrive et retfærdiggjørelsesbrev til sin Broder , kong +Georg af England . +To timer senere meldte man dronningen , at pagen +Albert havde udstridt . +Samme aften trådte hun ind i det værelse , hvor +liget var hensat . +Hun var der kun i ti minutter , derpå ilte hun , +badet i tårer og dybt rystet , ind i sit værelse , hvor +hun indelukkede sig i en time . +Da hun igen lukkede døre » op for sine omgivende +var hun bleg som døden og klagede over kulde . +Kort efter forlod gouverneuren og Bulow gemakket , +for at damerne kunne afklæde dronningen og føre +hende til sengs . +Lægerne blev straks hentede og de forsikrede , at der + +ikke var mindste fare , men at hendes majestæt kun +behøvede ro og beroligende midler . +Arveprinsessen kom endnu samme nat meget altereret +kørende til slottet , og lagde temmelig højrøstet +sin fortvivlelse for dagen . +Hun greb dronningens hånd , trykkede den gentagne +gange og kaldte hende sin kære søster . +Troer du , jeg kommer mig ? spurgte dronningen . +Det både tror og håber jeg , svarede arvepriud « +Sessen , lægerne sige jo , at det er ingenting . +Ja , lægerne ved jo intet . +Du gjor dem uret , Mathilde , de er netop dygtige +folk . +Du misforstår mig ; jeg anklager ikke deres kunst , +men de vide ikke alt . +Arveprinsessen lod som om hun ikke forstod det og +blinkede til warwich . +Warwich tænkte sin del og nedflrev efterhånden +følgende bulletin : + +tredivte kapitel . +Første dag . +Den 2den Mai 1775 . +Dronningen har haft afvekslende hede og kulde ; i +nat tørstet meget ; kvælende fornemmelse , hovedsvimmel +og en afmagtlignende mathed ; trykken i tindingerne +og i hjertekulen . Pulsen slår rolig men tyk . +Dronningen har kun sovet lidt , men ligger stille hen . +Ved midnat spurgte hendes majestæt hvad klokken +var , og efter en urolig søvn , spnrgte dronningen +Charlotte : skriver vi den 3die i dag ? +Den 2ken , svarede vi begge . +Hvad er da klokken ? +Halv tre , deres majestæt ! +Nu , så er det jo den 3die , det var jo den 2den +Mai i går . +Vi bejaede det . +Det var altså den første dag , sukkede hun . +Deres majestæt vil nok være oppe i morgen , sagde +Charlotte , beroligende . + +nej , min gode , jeg vil ikke kunne det . +Lægerne sige det dog . +Lægerne , gentog dronningen . +Arveprinsessen siger det også , tilføjede jeg . +Ja , hun siger det for at berolige mig , men hun +troer ikke derpå , bemærkede dronningen . +Vi bad dronningen berolige sig og sove lidt . +Troe i , mine venner , at man sover , fordi man +lukker øjnene ? +Jeg tog da en moralsk bog og læste højt deraf . +Dronningen gav af og til en klar opløftende fortolkning +af det oplæste og lod os skifteviis læse videre . +Nu er det nok for øjeblikket , sagde dronningen efter +en times forløb , jeg vil forsøge på at sove , thi matheden +kommer igen . +Efter at have givet patienten af den beroliggende +mikstur , lød vi hende i ro , og det lod til , at hun +sov til den lyse morgen . + +et og tredivte kapitel . +Anden dag . +Dronningen er mat , men befinder sig tilsyneladende +ret vel . Lægerne tro , at hendes majestæt vil have +godt af at være oven senge . +Hun lod sig villigt råde , men besvimede under påklædningen . +Vi måtte da straks lægge høistsamme igen . +Lægerne kom , men sagde , det var kun en kortvarig +alteration . +Bulow forlangte at komme ind til dronningen , +men arveprinsessen nægtede det på det bestemteste . +Han bad da at tale med Warwick , jeg gik ud til +ham . Han udtalte sin levende bekymring for dronningen +og ville , at vi skulle tilkalde en dansk læge +fra Alton « . +Jeg forklarede ham , at det tillod arveprinsessen ikke . +Han vred sine hænder i fortvivlelse og spurgte mig +om råd . + +jeg sagde , at jeg vidste intet bedre end at se tiden +an , jeg håbede , det ville være bedre i morgen . +Bulow har ikke ngen tro til de herrer læger , +som er her . +Dronningen ringede , jeg måtte straks ind . +Hvorfor kommer bstlow ikke ? spurgte dronningen . +Arveprinsessen så stift og truende på mig . » +Det er vel ikke passende , stammede jeg . +Jeg finder det passende , svarede hun . Lad ham +straks komme . +Jeg gjorde en bevægelse for at rejse mig , men arveprinsessen +sendte mig en mine , som naglede mig +til pletten . +Min drønning , sagde jeg , det er et let ildebefindende , +der holder dem til sengs ; dette er altså ikke +nøgen sygestue , men et sovekammer , og det strider +imod etiketten , at kammerherren betræder majestæens +sovegemak . +Men i morgen , når jeg befinder mig værre , tør han +jo nok komme ? +Du er ovensenge i morgen , sagde arveprinsessen . +Oh , du ved alt for godt , at det ikke bliver tilfælde . +Jeg ? sagde arveprinsessen og blev som et dryppende +blod . — jeg . +Ja , du min søster ! +Forklar dog , hvorledes skulle jeg kunne vide det . +To dage er gåde , sagde dronningen på fransk , +skønt hun hele tiden havde talt tysk og engelsk . + +jeg må vide , hvad du mener dermed , Mathilde . +Du vil absolut ? +Ja , jeg vil vide det . +Godt , så fat dig , min dyrebare ! Jeg havde +fra Alberts død at regne kun otte dage at leve i — +det troede jeg , at du vidste ligesåvel som jeg . Snart +ere to dage gåde . +Dronningen sagde dette med en besynderlig profetisk +stemme , prinsessen , Charlotte og jeg , udstødte alle +at dæmpet fortvivlelsesskrig og kastede os på knæ +ved dronningens seng . +Arveprinsessen var som ude af sig selv . +Stakkel , sagde dronningen , hun er mere at beklage +end jeg . +Min søster , min dyrebare søster , skreg prinsessen , +du må ikks dø , hulkede hun . +Du vil ikke kunne forbyde mig det , søster , desuden +tænk på den sorte prindsesse med glasperlen . +Hvad er det for en historie , spurgte prinsessen og +tørrede nysgerrig sine øjne — måske kan det adsprede +dig fra dine mørke tanker , når du fortæller . +Det gør dig dog ikke ondt ? +Nej , det gør mig ikke ondt . +Ah , så fortæl da , bad prinsessen . +Skulle vi trække os tilbage ? spurgte jeg . +Charlotte , der alt var på vej til sit værelse , +vendte om , da dronningen med blidhed sagde : + +bliv kun ! det er for alle , thi alle ville tidlig eller +silde gøre samme bytte . +Wi blev nu ligeså nysgerrige som prinsessen og +hørte dronningen med nogle få mellemrum og undertiden +med temmelig frisk og fyldig stemme fortælle +følgende : +på negerkysfen levede en konge , som havde to +døttre . Den ene fandt en skøn glasperle , den anden +tog en stor antik sten af sjældent udseende , ud as sin +faders skatkammer . +Giv mig din glasperle , sagde den sorte prindsesse +til søsteren , der havde haft en hvid moder . +Lad mig lege lidt endnu med perlen , sagde den +angste , jeg har haft den så kort . +Giv mig den , befalede den ældste , der har Duden +hårde sten i bytte — og hun tog den yndige slebne +perle og så fik den angste den hårde sten i bytte . +Først græd hun meget , men siden trøstede hun sig så +godt hun kunne . +Hun skulle have taget perlen igen , sagde arveprinsessen , +og kastet hende den hårde sten i pande « . +Det rådede adskillige hende til , men så kom der +en gammel erfaren fetisch , en negerpræst , og han sagde : +den hårde sten skal skibes ligesom glasperlen , +så bliver den både varigere og smukkere og er af tusindfold +større værdi , thi det er en ægte diamant , medens +den anden kun er skeben glas . +Hvad sagde søsteren til det ! + +hun gik til kongen og forlangte diamantstenen . +Da svarede kongen : du skulle beholdt den , medens +du havde den . Ru , da du har pånsdt din søster +den , så må du nøjes med perlen af glas ! +Men hvorledes kommer denne fortælling herhen ? +Derom spørger du ? sagde dronningen . +Ja , og det med grund . +Dette liv er glasperlen , vi bør villig bytte den +bort for en diamant , for det evige liv af højere værd . +Men søsteren ? hvem er den sorte søster ? +Det er skæbnen , som tror at narre sit offer ag +bliver selv narret , thi den hårde død er den uslebne +diamant . +Ja , hvem ved det ? +Det ved den , der kun har 150 timer tilbage at +leve i . +Vi begyndte nu atter at græde , ogat protestere mod +denne ulykkelige tro . +Dronningen smilte af os og kaldte os nogle børn . +Troe i , at jeg er bange for døden ? Min søns liv +var jeg bange for , men nu er jeg rolig — den , der +er bange for døden , kender den ikke . +Det er sandt , sagde prinsessen , vi skulle altid være +belavede derpå , men du er ikke 24 år gammel , det +er for tidlig for dig at tænke på sligt . +Jeg vil derfor også holde op at tænke , thi nu er +jeg træt deraf . +Lægerne vare i dag meget uenige . To af dem havde + +det bedste håb , men den tredie havde en ængstelig +og betænkelig mine . +Dagen forløb temlig rolig , men arveprinsessen var +hele tiden om dronningen og lod hende , hverga^ +hun blev afmægtig , lugte til sin flakon . +Dronningen fik derefter lidt ro , men besvimelsestilsældene +syntes snarere at tiltage end aftage . +Al . Halv tolv aften , havde jeg atter en samtale +med bsllow , der var utrøstelig og græd som et barn . +Da arveprinsessen var faget tidlig hjem , listede han +sig ind i sovegemakket , betragtede længe , nøje og spejdende +dronningen , der lå og sov , og ilte derpå ud +idet han vinkede af mig . +Da vi kom udenfor , udbrød han : +dronningen har fået gift , jeg tør dse derpå , — +jeg iler til Altona for at hente stcinlænder ; jeg brinser +ham med , han er en dygtig , erfaren dansk læge . +Som prindsregenten selv har sendt bud efter . Sig +det til hende . I morgen aften er jeg her tilbage , hvis +d et er muligt , hvis ikke , da hen ad morgenstunden . +Med disse ord stormede han bort . +Det gik nu op for mig , at han havde miskanke til +-- -- -- -og da sammenlignede jeg alt dette med dronningens +besynderlige mring . +Jeg kunne have skreget og jamret af fortvivlelse , +men jeg måtte holde mig . Mit liv hang i et spindelvæv , +— jeg vovede ikke at yttre mine tanker for + +min egen Charlotte , men jeg blev smittet af Bulows +frygt . +Gud give han var her med steinlænder . +To og tredivte kapitel . +Tredie dag . +Alt er forvirring . +Dronningen vågnede i morges med et skrig og få +sig forvildet om . +Jeg hørte til hendes besindende . +Godt , men hvor er min søster ? +Hnn er her ikke endnu , +gid hun ville blive borte ; hun kvæler mig med sit +lugtende , kald på bllow . +Han er i Altona . +Hvad , i Altona ! hvad vil han der ? +Han vil hente steinlænder til deres majestæt . +Steinlænder ! Så Bulow tror altså , at jeg har +fået gift ? + +gud forbyde det , deres majestæt . +Nu , om så var , så kom jeg dog ikke til København . +Oh , blot det var vel overstået . +Jeg søgte , at indgyde hende mod og trøst , men +dronningen var meget vanskelig i dag . +Bulow spilder tiden , sagde hun , tror han at jeg +kan vente så længe . Jeg har så meget , så meget som +jeg ville tale med ham om . +Noget efter kom arveprinsessen ; hun var sær myndig , +og gav uindskrænkede befalinger . +Hnn ville , at både jeg og Charlotte skulle lægge +os til sengs . +Men jeg havde sovet tre timer af natten og ville +på ingen måde forlade dronningen . +Prindsessen var meget unådig og skjendtes formelig +med dronningen . +Jeg tillod mig at bede prinsessen , om ikke at afficere +hendes majestæt . +Hnn rejste sig som om hun ville slå mig . +Selv om mit liv stod i fare , deres højhed ; vil +og må jeg erindre min pligt ; dronningen må ikke +aficeres . +Doktorerne kom og endte striden , men prinsessen ? +Øjne skiøde flammer . +Jeg ønskede Bulow tilbage , thi nu vidste jeg ikke , +hvad jeg skulle gøre . +Lægerne vare i dag enige om , at sygdomme » var +betænkelig . + +alle vare urolige , sånær som dronniugen , der forblev +rolig indtil lægerne forlangte at se , om højst , +samme havde røde pletter på brystet . +Herover blev hendes majestæt meget opbragt , be . +Falede dem at gå og ikke forlange sligt . +Arveprinsessen beroligede dronningen og lovede +lægerne at overtale hendes majestæt til ikke at genere +sig for dem . +Da disse vare gåde , blottede hun selv sin barm +for prinsessen , mig og Charlotte , der overbeviste os +om , at der ikke var en eneste red plet at se . Synet +af den næsten jomfrnelige skikkelse greb søsteren dybt , +hun faldt i en grådkrampe , og jeg lod hende under +denne gentagende lugte til sin egen flakon , men hun +for i vejret som slukken af en bi , talte vildt og faldt i +afmagt ; atter og atter holdt jeg den tvetydige flakon +under hendes næse , men måtte holde op på dronningens +strenge befaling , så snart hendes majestæt +bemærkede det . +Prindsessen var næsten hele dagen i en døs , hun +kog hurtigere hjem end sædvanlig ; da hun var borte +fik jeg mange bebrejdelser af dronningen , der spurgte , +hvorfor jeg havde gjort det . +Lidt « oprigtig svarede jeg , fordi jeg altid havde set +prindsessen gøre det ved dronningen ved hver afmagt , +og derfor troede , det var et godt middel . +Ak , sukkede den lidende , med mig er det en anden +sag . + +jeg for min del ville kun forvisse mig om fla » +Evnen indeholdt uskadelige bestanddele ; det var efter +min mening en retfærdig prøve jeg anstillede . Hvad +prindsessen har brugt hjemme , fatter jeg ikke , men +den næste morgen kom hun frisk igen — men flakonen +var ombyttet med en anden lignende . Dronningen +lod til at føle en slags undseelse og klappede hele +tiden søsteren kærtegnende på hånden . +Tre og tredivte kapitel . +Fjerde dag . +Henved klokken tolv middag kom Bulow først med +steinlænder ; de havde haft tusinde fatalitetet underrejs , +og havde nær troet ikke nogensinde at nå celle . +Jeg meldte deres ankomst , men arveprinsessen blev +ligesom rasende , hun ville ikke på nogen måde tillade +andre end de virkelig hæderlige mænd , at se til +dronningen , +jeg demonstrerede , og hendes højhed nedlod sig + + + + + +endog til at give min ringhed et meget hårdt slag +før brystet . +Da greb dronningen hendes hånd , kærtegnede +de « og forlangte at tale ene med søsteren . +Charlotte og jeg , blev i en rå tone jagne ud af +prindsessen , hun drejede selv låsen to gange af , trak +portieren for og lukkede indredsren . +I halvanden time lød hun os , gouverneure » , bh , +lvw , steinlænder , Charlotte og mig , slå udenfor i +den største angst . +Bulow ville netop til at sprænge døren med gouverneurens +samtykke , da prinsessen med tykke , forgrædte +øjne , selv åbnede den og bad os træde forsigtig +ind . Hun var som en engel mod før . +Hun førte selv steinlænder hen til sengen , og +lovede ham en køngelig douceur , hvis han hurtig +kunne helbrede hendes dyrebare søster . +Dronningen besvarede med stor ro , men under afbrydelse +af klager , alle steinlænders spørgsmål . +Han gik meget omstændelig tilværks , tøg flere af +dronningens lommetørklæder til sig og betragtede under +forstørrelsesglas hendes regle på hænder og +fødder , ligeledes hendes øjenbryn , tindinger og baghoved . +Han +tøg derpå en lille flaske op , af et veltillukket +hylster , heldte tre dråber på en svamp og lød +dronningen lugte dertil , og befalede mig at gentage + +dette hver time en gang , men ikke røre ved svampen +uden med en lille guldtang , som han gav mig til +samme brug . +Han pålagde mig på det strængeste , ikke selv at +lugte til svampen eller lade noget andet levende væsen +foruden hendes majestæt , lugte til den , og for at bevise +det farlige derved , holdt han den hen til en kat , +der øjeblikkelig styrtede om som død . +Men hvor kan da dronningen tåle det hver time ? +Udbrød jeg forfærdet . +Han trak på skulderen , og så på mig med en +bedrøvet mine , men sagde ikke noget . +Kun pålagde han mig hver gang at vådske mig godt , +og tidslængden , medens jeg holdt svampen under +drønningens ræse , måtte begynde med en hastig tællen +til 3 ; derpå skulle han efter nogle timers forløb +sige mig videre besked . +Dronningen bedredes synlig ved dette eksperiment . +Hele dagen vedblev jeg dermed , og om aftenen +havde vi den glæde , at hendes majestæt sov tre +timer uforstyrret . +Arveprinsessen var meget forlegen , og senere var +hun oppe hos steinlænder på Bulows værelse , hvor +de havde skændtes alle tre som føre karle . +Gouverneuren måtte mægle mellem dem , men på +Bulows miner så jeg , at altonalægen ikke havde givet +det bedste håb om dronningens liv . + +fire og tredivte kapitel . +Femte dag . +Bulow skrev og arbejdede hele dagen ved dronningens +seng , — hvilken tid jeg og charlotle skifteviis +brugte til hvile . +Steinlænder anbragte selv hyppig svampen , og +dronningen kunne tåle at den blev holdt hele tolv +sekunder under næsen , et længere forsøg turde han +ikke vove , skønt hun opførdrede ham til at forøge tiden +eller dosis . Arveprinsessen indfandt sig atter . +Det så ud som der var sluttet våbenstilskand mellem +de sjentlige parter . Prinsessen ville gerne vide , +hvad det nedskrevne indeholdt , men Bulow var tavs +og tilbageholden . +Natten var skrækkelig smertefuld for dronniogen . +Det var ligesom om midlet hjalp mindre eftersom +hun blev vant dertil . +Hun græd bitterlig natten mellem femte og sjette +dag og beklagede , at hun så ung — ikke 34 år + +gammel — skulle forlade den skønne , fijønne verden +uden at se eller favne sine elsfede børn . +Min fredetik ! min Augusta ! disse navne vare hele +natten på hendes læber . +Doktor steinlænder var næsten hele tide » ved +dronningens seng . +Bulow var utrættelig , han gjorde tjenerarbeide ; distrait , +som han var , bragte han os alt , og da charlotle +af overanstrengelse fik lidt ondt , hentede han +selv koldt vand og gav hende del tilligemed nogle +engelske pebermynter han tog af sit eget etui . +Dronningen sov næsten ikke denne nat , af og til +klagede hun over hjertetrykken og smerte i pande , +tinding og baghoved , og da vi trængte på steinlænder +om at forstærke dosis , sagde den stakkels mand , +der troede , hun lå i dvale : +jeg tør ikke , thi jeg ville vel kunne lindre smerten , +men jeg forkortede derved hendes liv . +Dronningen , der for smerte ikke kunne åbne øjnene , +greb steinlænd ers hånd , trykkede den venligt +og sagde : +oh , forkørt det , forkørt det , og jeg skal velsigne +dem derfor . +Majestæt ! Forlang ikke at jeg skal gøre mod dem , +hvad jeg ikke tør , eller vil gøre mod det ringeste +menneske . +Me behandl mig blot , kære doktor , som det ringeste + +menneske , thi hvad er jeg vel andet end støv +og Aske som alle andre . +Charlotte og jeg holdt af og til dronningen i en +halv siddende stilling i vore arme , da dette voldte +hende hvile og lettelse . +Doktor steinlænder holdt da leilighcdsviis på hendes +hænder og sagde hurtig : +Bulow , kan de skaffe mig noget varmt land , vil +jeg give hendes majestæt varme håndbade , det vil +trække blodet og varmen fra hovedet ned i hænderne . +Hurtig kastede Bulow nu kjolen med kammerherrenøglen +på en stol , hvorfra den faldt ned på gulvet , +hvor han uændset lod den ligge , ligeså hurtig +greb han en dyb kasserolle med koldt vand , som han +med opsmøgede skjorteærmer holdt over kaminilden . +Dronningen åbnede øjnene og så derpå med +et vemodigt smil . +Se , doktor , hvilket menneske det er ; dersom jeg +ikke skulle til at dø , kunne jeg le hjertelig af den +kære , kære Bulow . +På denne brave mands skælven og tårer kunne +man se hvilket indtryk disse ord gjorde på ham . +Vi havde endelig den glæde , at håndbadet bragte +dronningen stor lindring og hun sov hen ad morgenstunden +i over halvanden time . +Bi kunne ikke bevæge os til at gå til sengs . Vi +sad alle og betragtede med vemodig glæde denne korte +smertefri tilstand , som vi måske have bidraget noget til . + +det er næsten utroligt at søvnen ikke gjorde fin +ret eder os gældende , men vi vare alle i en så nervcus +spænding , at der hørte større umage til for at +falde i søvn end for at holde sig vågen . +Fem og tredivte kapitel . +Sjette dag +var en smertefri tag for dronningen j phpsisk henseende , +men uforglemmelig og tung i enhver anden +henseende . +Hun lod os kalde om sig klokken ni og uddelte ril +gelige gaver og erindringer til os alle . +Også de fattige og de milde stiftelser i celle fik +deres del . Hun glemte ingen og havde et på +venlige ord til enhver . +Til mig sagde hun r Warwick , når jeg ikke er mere , +vil disse smykker erindre dig om det væsen , du +plejede med så megen godhed og hengivenhed . + +ud øver graven vil jeg erindre det , såfremt ånden +endnu i hine egne bevarer indtrykket af det gode +og ædle , som findes på jorden . +Til præsten gav hun fin bede- og psalmebog , der +var smykket med guld og ægte stene , og til fine børn +gav hun sine diamanter og sit portrait , samt et simpelt +stålkors med rustpletter , speciell til kronprind ' +sen . +Kammerherre Bulow blev , mod fin villie rigelig aflagt , +ham overleverede hun tillige brevskaberne og de +forskellige commissioner , som han lovede personlig at +besørge , deriblandt det egenhændige brev til hendes +Broder , kong Georg , tilligemed hosebånds ordenens +jndfignier , som hun pnffede engang måtte bæres af +hendes højtelskede søn . +Mr . Wryth anmodede hende om ikke at anslrænge +sig , men erindre , at dronningen endnu kunne komme +til helbred , eftersom en så mærkelig bedring var indtrådt , +og hun måtte derfor ikke modarbejde sin egen +helbredelse . Hun rakte ham hånden og sagde : +sagen er afgjort , min gode mr . Wryth , det ville +være utidigt ikke at erkende det . Held mig , hvis de +få rester af mine dage kan tjene som en gudsdyrkelse +for mig og min omgivelse , jeg har endnu så +meget , som jeg længes efter at udtale og hvis dr . +Steinlænder erklærer , at der intet er at tabe ved at +jeg letter min sjæl for enhver byrde , så vil jeg tale +sålænge jeg formår . + +dr . Steinlænder var enig med mr . Wryth , at en +så mærkværdig bedring var indtrådt i dronningens +tilstand , at det altid var en mulighed , at man turd +håbe på fremtiden . +Imidlertid ville det snarere gavne end stade nå » +Dronningen ret udøste sit hjerte , dette kunne han af +erfaring forsikre . +Dronningens øjne lyste af glæde . +Så vil jeg da først takke eder alle , mine runer +for al eders ømhed og hengivenhed . +I have været den forviste en trøst og lindring , +men jeg har ikke altid noksom påskjsnnet det . +Når jeg derfor beder eder alle om noget ret vig +ligt , så ved jeg at i ikke ville nægte mig det . +Vi lovede det alle med en mund . +Jeg tager eders ord , og nu kunne i ikke tage de +ilbage . +Jeg forlanger af eder , at ingen , når jeg er borte , +anstille ! Gisninger eller undersøgelser om grunden til +min bortgang , og at ingen af eder i de første 25 +år efter miu død opgiver noget , der kan henlede +mistanken på nogen som helst . +Vi tænkte vist alle på en og samme person , nemlig +på arveprinsessen , som netop på grund af +upasselighed ikke var tilstæde . +Vi tav alle . +Dronningen rejste sig halvt op i sengen , og sagde +med indtrængende stemme : + +kære bør » , nægt mig ikke denne bøn , ville i +virkelig afslå en døende sit sidste ønske ? +Nej , nej , råbte vi alle , vi love at efterkomme deres +majestæts villie . +En lydelig hulken ledsagede disse ord . +Hav måde med eders sorg , i kære , lad os +hellere anstille alvorlige og nyttige betragtninger i denne +time , og skulle jeg efter eders mening falde for meget +ind i præketonen , så husk på hvad hin ærværdige +guds tjener sagde , da man berettede ham at +nogle unge mennesker profeterede , „ Ak var blot hele +folket profeten , da syndede det meget mindre . ' +først vil jeg bede eder , vedblev dronningen , om +at lade alt hovmod fare , se på mig og vær ydmyg . +Ak også jeg var engang hovmodig . Datter af et +mægtigt rige , udkåret til dronning for tvende folk , +var der da ikke grund til , hvis der nogensinde er +grund trl fligt , at hovmode sig — . ja med anger bekender +jeg — jeg var stolt i min sjel . +Jeg troede mig udkåret blandt millioner og jeg +var ikke langt fra at sige i mit hjerte , lad gud beholde +himlen og overlade mig jorden . +Erkender det da mine venner at jeg fortjente at +revses for så formastelige tanker , erkender guds retfærdighed +selv i menneskenes uretfærdighed , betragt +disse dødsklamme hænder , dette gravviede legeme . +Det stolte væsen er ydmyget . Når ulykkens dage +komme hvo er da stor eller liden . + +kongedatter søm jeg var , blev jeg forvist , dronning +var jeg , og nu er jeg en døende elendig øvinde , +moder var jeg , men er fravristet mine børn . +Takket være gud der beholdt både himlen og jorden +som sin andel og når jeg som ydmyg skabning +af hans godhed nu tør nærme mig ham , vil jeg juble +af min sjæl og takke for hans styrelse . +Endnu en ting har jeg af tilføje . +Troe det beske om mig , og fljenk ikke bagvaskelsen +ge hør . +Ikke mener jeg dermed , af mine tanker vare fejlfri , +men den brøde man har tillagt mig , har jeg ikke begået . +Jeg har bedet gud om , af overbevise eder +om min skyldfrihed i dette punkt . +Bliver min søn konge , da trøe mig ; blev han det +ikke , måtte i gerne trøe hvilketsomhelst , men jeg +ved af han bliver konge , og kommer min Augusta +ikke til af bære diademet , så vil hendes æt komme +dertil . +En dyb ærefrygtsfuld taushed og en lang pause , +under hvilken enhver søgte af samle sine tanker , +indtråd te . +Jeg frygter for af trætte og kede eder , mine venner , +begyndte dronningen atter efter et lille ophold , +og dog må jeg endnu tilføje et sidste ord , førend +jeg beder vor kirkes hellige præst af give mig olien , +som den sidste skærv , med på min vej . +Det der af alt , har kostet mig mest anstrengelse + +og overvindelse , er af tilgive den , der har forvoldt +mig så mange bitre lidelser , vdmygelser og savn . +I vide , kære børn , hvem jeg mener : enkedronningen ! +Endnu medens jeg nævner dette ord , har +det en sidste bitter eftersmag i min mund . +Alt hvad der kan siges mod hende , vide i , men +vide i også , at hun og alle må tilgives , ser vi +tage herfra ? Det evige livs engel medtager ingen +jordiske bestanddele til det hellige sted , og vi knnne +ikke komme til tilgivelsens dør , før enhver jordisk +lidenskab og følelse er aflagt . +Vort liv er et maleri med lyse og mørke farver . +Skulle nu maleren hade de mørke farver . Han el « +Sker vistnok de lyse , men uden afskygning blev der intet +billede , følgelig må der være mørke , ja endogså +sorte farver . +Jeg holder her ingen lovtale over de sorte handlinger , +men jeg tror , at de må være , at det er således +bestemt , og at den , hvis karakter og tilbøjelighed +egner sig dertil , af skæbnen pålægges , ja påtvingcs +visse gerninger . +Skulle nu vi , der pålægges gode handlinger , hade +dem der pålægges de mørke ? Nej , vi bør takke før +den os tildelte gode part , og beklage dem , der fik den +mindre gode ; thi vi høste lønnen for vort dagværk , +medens hine i grunden straffes , fordi de villigt overtog +det flette . +Når jeg derfor forsikrer , at jeg dør uden nag til + +nogen , og at jeg ønsker held over Julianes hus , +så yder jeg kun mig selv og hende retfærdighed . +Gud ville sikkerlig ikke at vi skulle tilgive vor næste , +når det ikke var nødvendigt og rigtigt . Gud ville frelse +syndens hovedstæder , når kun fem eller ti retfærdigæ +vare deri . +Og da de lagdes øde , udførtes endog de der kun +vare i slægt med en retfærdig — tro mig , mine +venner : den , som kun har udført en retfærdig +handling i sit liv , vil ikke ødelægges . +Det onde kan forgå , men det guddommelige kan +hverken fortære- af ild eller vand . +Dronningen sank udmattet tilbage i puderne , Charlotte +og jeg ilte hende tilhjælp , doktoren og mr . +Wryth løb hastig til sengen ; men dronningen beroligege +os ved et roligt smil : +forskræk eder ikke , i kære , sagde hun — jeg har +aldrig i mit liv befundet mig bedre , og lykkeligere end +nu , thi jeg har aldrig som nu , haft fred med hele +verden . +Ja , herre — jeg takker dig for hver glæde , for +hver solstråle , som du har sendt mig ; jeg takker +dig for hver prøvelse , for hver smerte , du har værdiget +at forsøge mig med . +Gid alle , når deres time kømmer , må gå så +frejdig herfra , som jeg føler mig i denne time . +Ret nu vil jeg tømme kalken , jeg er ydmyg og dog +lykkelig ! + +mr . Wryth forrettede nu i alles nærværelse den +hellige handling , men fra dette øjeblik , talte dronningen +næsten intet , hun syntes at bede og bestandig +at bede . +Seks og tredivte kapitel . +Syvende dag . +Den , der læser disse blade , ønsker jeg , må være +gennemtrængt af den andagt , som man føler , når +man står ved en ung , skøn , englegod kvindes dødsleje . +Gid +det salige smil , den forvisning om det godes +endelige sejr , som lå udbredt over dronning +Mathildes ansigt , måtte ses og kendes af hele verden , +så ville hendes minde leve elsket og æret , og +hendes navn blive nævnet med ærbødighed . +Henad morgen faldt dronningen i en dødlignende +dvale . Vi troede alle , at det var hendes sidste øjeblikke , +men doktor steinlænder forsikrede , at hun + +mindst havde fire og tyve timer tilbage , og at der +endnu forestod hende eu hård og grusom dødskamp . +Bi blev formelig betagne af skræk ved af høre +dette , thi da vi nu engang vare fattede på dødens +komme , ønskede vi hendes kamp forkortet — og nu +efter så lang tids forløb efter hendes bortgang , +fatter jeg endnu ikke , h . vad det var for forfærdelige +tanker der fik os til af ønske , af de hende tilståeee +minutter af hendes skæbnesvangre liv , skulle forkortes . +Vist er det kun , af vi ønskede det alle , ja , af vi +imødeså opløsningen med en fatning og en selvbeherskelse , +der endnu er mig uforklarlig . +Gentagne gange slog hun sine øjne op og betragtede +os alle med forbavselse . +Derpå sukkede hun , som om hun beklagede , af hun +ikke var død endnu , og som denne bestandige tilbagevenden +til livet , var hende ubehagelig . +Den dødelige mathed tiltog , ligesom smerterne tiltoge , +til sidst sang hun sagte i søvne og skjar tænder , +samt jamrede sig ganske sagte dertil . +Af og til var det som om en indre angst og gru +betog hende . Sveden perlede da i store dråber på +hendes pande , og hendes træk antoge fortvivlelsens +og skrækkens udseende . Henad aften udstødte hun et +skrig og råbte : +hold mig , hold mig i og da jeg tog hende i hånden , +og talte kærligt til hende , sagde hun ; er jeg her +endnu ? Bed før mig — oh , bed før mig , alle i , + + + + + +søm elske mig — dødens port er så sort , så sort ; +jeg var der flere gange , men jeg havde ikke mod , +jeg blev bange og flygtede — det unge hjerte ville +ikke briste — +dyrebare dronning ! +For guds skyld , kald mig Mathilde — hvem ka « +Som dronning træde ind — nej Warwick — det er +førbi , førbi — jeg er et offerlam — og nu skal jeg +lægges på altret . +Må jeg læse nogle bønner ? spurgte mr . Wryth . +Sten , ikke nu , ikke nu — oh , det er skrækkeligt at +hænge således ved livet , jeg kan ikke leve , jeg kan +ikke dø . +Mr . Wryth talte et par ord . +Oh , tie , kære mr . Wryth , i dette minut har jeg +ingen andagt , jeg kan ikke bede nu , siden , siden — +hvad skal jeg gøre , jeg forgår af smerte . Doktor ! +Er doktoren her ? +Ja , majestæt , her er jeg . +Gode mand , dræb mig ! +Gud fri mig fra flig synd . +Oh , hvilke mennesker — det kalde de medlidenhed +— jeg er lænke ! til ligkisten og de nægte mig at lukke +låget til . +Vi tør ikke dræbe noget menneske . +Jeg vil heller ikke dræbes med kniven , men giv +mig en stærk dosis — oh , det er forfærdeligt . Min + +gud , min gud , hvorfor prøver du os — du ved +dog , vi ikke kunne bestå . +Jeg forsøgte at anbringe et par kjerlige ord . +Ja , du kan tale Warwick — men byrden er mig +næsten for stor . Tal doktoren tilrette eller jeg bliver +rasende , mere gift , eller mere lægedom . +Jeg bønfaldt doktoren om , blot engang at forsøge +dosis ' en endnu . +Jeg tør ikke — det kan lindre , det er muligt , men +det kan også — +så lad mig , gud tilgive og hjelpe , råbte jeg som +fortvivlet . +Doktoren kæmpede en hård kamp mellem fin pligt +» g menneslelig medlidenhed . +Han vred sine hænder — og ilede ud af stuen +med de ord : jeg tør ikke ! +Jeg greb efter svampen , men tøvede . +Som med foryngede kræfter rejste dronningen sig +hurtig op i sengen , greb krampagtig efter svampen +som hun holdt i over et halvt minut under næsen +med den ene hånd medens hun afværgede med den +anden . +Oh , hvilken lindring , hvilken vederkvægelse , hulkede +hun . +Med et skrig og en bøn rev jeg den farlige +svamp ud af hendes hænder . +Hun smilte mat og sagde : kald på steinlænder + +og bed ham om forladelse . Jeg har det nu så godt +så godt . +Steinlænder , der h-rte dronningen tale , stak hovedet +ind af døren og det forekom os alle som om +hans hår var bleven mere gråt end før . +Taler dronningen ? +Patienten beder doktøren om forladelse . +De giver mig livet . Alt er altså gået godt ? +Man skal føje børn , sagde dronningen , idet hu » +Rakte doktøren hånden , de har gjort deres pligt og +jeg har gjort min . Bed nu Herrens bøn mr . Wrhth +— nu er jeg oplagt til at følge med . +Mr . Wryth bad fadervor med inderlighed . +Warwick ! kaldte dronningen . +Her er jeg . +Jeg vogtede mig forsætlig for at sige majestæt . +Du skal lukke øjnene til — når det er overstået . +Jeg lovede det med et par beroligende ord . +Senere hen sagde hun : jeg føler aldeles ingen +smerter kun en besynderlig uro — doktor , jeg er et +b arn . Må jeg stå op ? +Nej , på ingen måde . +Jo , jo blot et øjeblik — Warwick , må jeg sidde +på dit skød som i gamle dage — hvad gode +Warwick ? +Når doktoren tillader . +Men om — — doktoren fuldendte ikke sætningen . +Bær ikke bange , jeg skal ikke dø på hendes skød , + +men som en ordentlig dronning i tun og dyne . +Jeg lover dem at leve , det før , gik jo godt . +Men , vi må ikke friste skæbnen . +Vil de at jeg skal kalde dem grusom steinlænder . +Jeg vil give mit minde når jeg må være tilstede . +Ja når jeg er kommet op og godt indpakket . +Doktoren , præsten og Bulow måtte nu ud . +Charlolte , jeg og en åmmerfrue hjalp dronningen +op . Hun var soag , men mindre afkræftet end jeg havde +tænkt . +Dronmngen var desværre let som en fjerboldt , søm +et barn klyngede hun sig om min Hals og klappede +mig kjeriegnende . +Søde warvik , vær ikke bange , lad os være ene — +ganske ene . +Jeg kunne ikke modstå den barnlige bøn , og befalede +alle at gå ud , doktoren gik dog først , efter at +have følt dronningens puls og efter at have taget +svampen med modgiften med sig . +Da alle havde forladt værelset , spurgte droningen : +ere de nu alle gåde ? +Jeg bejaede det . +Kære Marry — husker du de lykkelige dage i +Windsor . +Ak , hvorom minder de mig ? +Ikke de , lad os forny erindringen om mit barndoms +hjem — om mit lykkelige England . Dengang + +sad jeg ligesom nu på dit skød i skoven ved wind » +For — oh , marrh , lad mig græde ved erindringen +derom . +Mathilde , du søde barn , ja , lad os blande vore +tårer . +Du har altid elsket mig , frosket mig . og kælet for +mig — endskønt du endnu var ung , da jeg var +barn . +Jeg lukker øjnene — jeg drømmer mig ved Windsor . +Georg kom fra jagten — han drillede dig +med haren — husker du det ? +Ja . jeg husker det — og jeg husker , at han fik +skjæend af dig . Du tog jo altid mit forsvar . +Vi vare jo også altid de bedste venner . +Warwick — husker du hvad du så fortalte mig +for at trøske mig ? +Nej , jeg mindes ikke . +Om Robin hood og clan Douglas af Skotland . +Det har jeg glemt . +Men om Erins døtre ? +Min hukommelse svigter mig . +Oh , du vil ikke — fordi det er så sørgeligt . +Nej , ikke derfor . +Warwick , du er ikke oprigtig . Kan du ingen af +Ossians sange ? +Og nu vil du , at jeg skal kunne huske noget . +Jeg gav mig til at græde , thi jeg kunne ikke holde +mig længere . + +det er sandt , vi er så ulykkelige — ak , det tænkte +jeg sket ikke på . +Et dybt suk , var hele mit svar . +Keder jeg dig , Warwick ? +Nej , elskede Mathilde — +og er jeg heller ikke for svær ? +Nej , nej , mit kære barn . +Oh , jeg seer England — England — st James , +hele hoffet — alle , alle i +og du søler ingen smerte ? +Nej , ingen , sket ingen — barndom — lykkelig +barndom ! +Du må ikke sukke , Warwick , vedblev hun efter et +ophold . +Kan jeg andet . +Ved du , at disse øjeblikke har været mig en lykke ? +Det trøster mig . +Det elskede hjem er gledei forbi mig — jeg har taget +afsked med de herlige steder , hvor jeg var så +lykkelig — men nu er jeg glad og tilfreds — kald +på Charlotte — Marry , oh , blot et øjeblik endnu , +ak , sig på engelsk af du har mig kær . +Ja , ja , dyrebare Mathilde , så højt , som en kvinde +kan elske en kvinde , elsker jeg dig . +Tak , tak — nu ikke ej ord møre . Ru iseng . En +hel time kan jeg drømme på det — oh , hvor du +er kær . Marry — kære , kære Marry ! +Mit hjerte var sønderskidt , jeg kaldte på Charlotte . + +de troede der var hændet en ulykke , men dronningen +sagde : det er af lutter henrykkelse vi græde . ' +da dronningen var bragt til sengs og doktoren +samt de andre tilsiet tværende havde overbevist sig om +hendes velbefindende og vare beroligede , faldt hun i +en sød søvn , der varede i flere timer ; men vi så +ikke uden frygt den kvalmende dag i møde . +Syv og tredivte kapitel . +Ottende dag . +Tet vi frygtede , en smertefuld opvågnen , fulgte +ikke . Et kortvarigt åndedræt iagttoge vi derimod hen ad +morgenstunden . +Dronningen klagede over kolde fødder og kaldte +mig til sig . Mælet var allerede tykt , brystet rallede , +men jeg kunne dog forstå , af hun ønskede sine børns +portraitter . +Jeg holdt dem hen for hende , men hun kunne ikke * +se dem . + +portrait ! hviskedee hun . +Her er de , sagde jeg med skælven . +Hnn gjorde en bevægelse med læben , jeg førte medaillonen +til hendes læber , og lagde den i hendes højre +hånd . +Under en forfærdelig dødsstrid forløb en time , da +oplivedes hendes ansigtstræk , +Warwick , sagde hun mat men tydeligt . +Her er jeg . +Hun åbnede hånden med flor anstrengelse . Jeg +tog hende i hånden , hun knugede den sammen . Et +saligt smil for hen over hendes ansigt . +Hvilken lykke ! hviskedee hun , det var det sidste ord , +vi hørte intet mere . +Først da døden havde fuldendt sit værk , så og +følte vi , hvad vi havde tabt . +Seks kongeriger begræd hende : England , Skotland +og Irland , Danmark , Norge — og Hannover . +Har jeg været for omstændelig , vil man tilgive en +moderlig veninde , optegnelserne er desuden kun for +dronning Mathildes venner . + +otte og tredivte kapitel . +Juliane Marie . +Fra det øjeblik enkedronningen fik Caroline Mathildes +død at vide , var hun , som vi have anført , +helt forandret . +Bar det samvittighedsnag eller febersyge drømme , +der knugede hendes hjerte ; det er ikke godt at vide , +men hun tilbragte fine nætter søvnløse og i dødsangst ; +hun skræmmedes op ved den mindste støj , ved en +silkekjoles raslen , ved en dørs op- og jlukning . +Hun jamrede sig i søvne og talt . ' vildt , ja gik endog +ikke sjældent i søvne med fordrejede ansigtstræk . +Hendes nætter vare frygtelige , 2 — 3 kammerfruer +måtte skisteviis læse for hende , for af holde hende +vågen og adsprede hende , og desuagtet stirrede +hun dog ofte vildt hen for sig med panisk skræk . +Først når morgenen dæmrede faldt søvnen på +hendes øienlåge , og hun blev da liggende til sengs fil +henimod kl . 12 om middagen . + +således tilbragte hun sine nætter og således henglcd +hendes dage . +Men følte dronningen , som hun nu kaldte sig , også +angst og gru fil sine tider og navnlig i det første +år , så vidste hun fil andre tider al give sig fuld +erstatning . +Herredømmet var før hende den bedste del af livet , +en kronprinds , der endnu var et barn , og en +konge der var berøvet forstandens brug , kunne jo ikke +gøre hende herskerrangen stridg . +Hun tog altså nbestridt magten i besiddelse , og +beholdt den indtil et uventet tilfælde rev den ud af +hendes hænder . +Dette skete dog først 1784 efter af hun i 12 lange +år havde ført jernsceptret i Danmark , fremhjulpet +sine kreaturer til embeder og værdigheder , tilsidesat +selv de dygtigste , når de ikke vare hende blindt hen +givne , og udtømt landets kasser i en næsten faretruende +grad . +> at Juliane Marie , der således i 12 år herskede +med enevælde i landet , ligefåvelsom alle hendes tilhæ +ngere troede , at hendes magt ville vedblive , trods +at landet havde en konge og en kronprinds — falder +af sig selv . +Selv de mest sangvinske af modpartiet havde tabt +mod et , og så ingen udgang af den pinlige vilkårlighedstilstand . +Det +er derfor nødvendigt at betragte de begivenheder + +nærmere , der så at sige udviklede sig af hofrevolutionen +og omsider gav denne en heldigere løsning , end +mange havde formodet eller dristet sig til at tænke . +Det tunge slag , der ved dronning Mathildes død +havde rammet kronprindsens parti , var så aigjørenke , +at det aldeles havde lammet enhver virksomhedsytring +selv hos de dristigste , og det eneste håb , den eneste +udgang af den forhåndenværende mislige stilling , +så man nu kun i krsnprindsens opvækst og kommende +myndighedsalder . +Partiet ajournerede sig altså foreløbig som parti , +da man kun ville udsætte deres eneste håb for fare , +såfremt man gav Juliane grund til mistanke . +At lide og at vente var således parolen , man talte +årene og dagene fil myndighedsalderen : det tlde +år , i hvilket man håbede , af kronprinsen ville blive +konfirmeret og erholde sæde og stemme i stadsrådet . +Hvad +man bevirkede — og deri lå jo ingen konspiration , +var en omhyggelig og fornuftig opdragelse +— og den stadige men ærbødige modarbejden mod +arveprindsens regentffab . +Man havde endog i den grad modarbejdet denne + +befrygtede plan hos selve kongen , af han ofte når +han skulle uuderlirive et dokument , spurgte : +det er da ikke noget regentskab ? +Endnu et sørgede man for . Enkedronningen fik ikke +sæde i statsrådet . +Hun havde ikke ha t det i Frederik den femtes tid , +eiheller havde hun eller dronning Mathilde haft det +i den forløbne periode , følgelig fik man henve , der trøstede +sig med af være repræsenteret der af sin sen , fil af +nøjes med , udenfor statsrådet af beherske dets indre , +men der var alligevel vundet meget ved hendes udelukken +deraf , hvilket opløsningen på denne historie senere +vil vi e . +Endog Guldberg førmeentes af indtræde i statsrådet , +fordi det ville skabe et mægtigt parti imod Juliane +og hendes søn +de lød sig nøje med af drive kabinetsreskripterne +fil samme punkt , som de så bittert og blodigt havde +dadlet under den struenske periode , og hvorfor de fandt +en rcgjeringsforandring så nødvendig . +Guldberg var derfor mere kabinetsmiuister end statsminister , +og at man har kaldet hans periode den guld « +Bergske , ligger alene deri at alt gik igennem ham , efter +Julianes inspiration , så at statsrådsbiskutningerne +tgrunden ikke vare andet end officielle bekræftelser +på det , som Juliane og Guldberg havde besluttet . +At Guldberg også arbejdede for arveprindsens +regentskab er utvivlsomt , men da han ikke satte det + +igennem , er det meget muligt at han kun har gjort +nogle ydre ørkesløse anstrengelser for at genvinde og +bevare Juliane Maries og arveprindsens nndest og fin +indflydelse med den . +Rigtig ment , har hans birken i denne retning +neppe været , med mindre han senere , da han følte at +han tabte terrain hos kongen og kronprinsen , skulle +have villet oprette det forsømte , men da var det forsilde , +thi kronprinsen udviklede da en så stor selvstændighed +og modenhed at de blev forundrede over at +sinde det i den grad hos et barn r hans alder . +Det kan måske siges til guldbergl undskyldning at +han akter så sig nødsaget at knytte sin hele existente +til enkedronningens interesser ; det var mulig hans +tro , at hans stilling , uven denne var uholdbar , og +at han kunne tænke , at hans mulige efterfølger ganske +i et og alt kunne sætte kronprindsens rettigheder +tilside — især nu , da det før så mægtige kronprindsens +parti viste sig som magtesløst og dødt , — +men , det lader sig ikke afvise , at han bevirkede at kronprinsen +fik en meget streng og børneret oppasser i +overhofmester v . Eichstedt , der var Julianes serviliste +tjener , og at Guldberg selv , jo mere kronprinsen tog +til i år og udvikling , indtog en holdning lige overfor +sin vordende konge , der var alt andet end ærbødig , +og vidt foiskjellig fra den hengivenhed , han havde vist +kronprindsen i tidligere tid . +Men forholdet var også nu et helt andet . + +fare før kronprindsens liv var der aldeles ikke tale +om . Han , kabiiietsministeren , havde nu før at +hævde sin plads — måttet adlvde enkedronningen i +så meget , at han ikke længere kunne vakle mellem to +poler , men måtte gøre sin indflydelse så fast og varig +som mulig . +Dette gjordes dobbelt nødvendigt nu , da enkedronningens +samvittighedsskrupler for længst vare dyssede +i søvn . +Med en stedse voksende ivrighed vågede hun derfor +over , at være den eneste magthaver . +Som følge heraf måtte enhver , som hun skulle +skænke tillid , betragte kongen og kronprinsen som +parademennefler , i hvis interesse , — da de vare +umyndige og ukloge — hun gav sig udseende af at +handle selv i småting . +Man var derfor ofte pinlig og nærgående efter +foregivende , af lutter omhyggelighed . +Ethvert lune , ja enhver nok så ubetydelig pirrelighed +fra prindsens side , blev derfor af det lydige hosflæng +betragtet , som en fra faderen nedarvet charakteerfeil +og arvesygdom . +Man havde gerne set at såvel hoffet som folket +havde mumlet om , at det til sidst ville gå sønnen +ligesom faderen . +Forsøg på , at bringe det dertil har ikke manglet . +Men Frederik havde en indflydelsesrig ben i sin ældre +og charakteerfaste kavalecr , kammerjunker Bulow « + + + + + +denne havde et ualmindeligt herredømme over kronprinsen , +dg han bad ham på det indstændigsle om , +ikke at udsætte sig på nogen måde , hvorved den herskerret , +som tilkom ttronarvingen , kunne sættes i fare . +På denne måde nåde kronprinsen sit 15de +år . Julianes magt var da på sit højeste , og Bulows +bønner og råd var tidlig og silde , at prinsen +måtte og skulle vise al ærbødighed og kærlighed +mod bedstemoderen , et råd , der kostede den unge +Prinds uhyre overvindelse at følge , men som forresten +var nyttigt , da hendes øjne ellers ville være bleven +åbnet for tidligt , til skade for ttronarvingen , og +udentvivl til skade for hele landet . +Man skulle tro , al der hverken var konge eller +kronprinds i landet , sukkede Frederik , men at drønning +Juliane var solen og onkel Frederik månen , +alle vi andre er døde og mørke legemer . Jeg kan +ikke udholde dette , jeg må have min ret og min betydning , +ellers må jeg gå tilgrunde . +Det var til sin kammerpage , Slangenbusch , han +således klagede sin nød . +Deres kongelige højhed vil erholde denne ret , svarede +Slangenbusch , men netop derfor er det nødvendigt +at følge Bulows råd . +Hvorledes , Slangenbusch , også du er af den mening , +vil du også have , at jeg skal trygle af min +bedstemoder , hvad der er min kongelige ret . + +ja min Prinds , det er nødvendigt ! +Jeg skal altså elske , enten jeg kan eller ikke ? +Det har jeg ikke sagt , det er vel heller ikke Bulows +mening . +Jo , det er . Bulow vil at jeg for alvor skal agte , +elske og ære min bedstemoder , samt være hende lydig +i alt . ' +har han virkelig sagt det ? +Ja , og det oprører mig . +Min Prinds , væggene have øren , ellers ville jeg +sige dem noget . +Bent lidt , jeg skal selv se efter om vi er belurede . +Prindsen esterså hvert skjulested , og overbeviste sig +om , at der ingen var . Han kom nu tilbage , tog et +schakspil , satte nogle brikker op på må og få , +placerede børdet tæt henne ved vinduet og sagde : +flyt nu imellem en brik , så kan ingen se at vi +tale sammen , selv ikke , når man kommer ind i gemakket , +tal så sagte , og sig mig din oprigtige mening . +Min +mening , deres kongelige højhed , sagde Slangenbusch +med hviskende stemme , er ganske som Bulows , +kun med den forskel , at jeg ville , at de skulle +fordoble deres ærbødighed og kærtegn mod hende +til samme tid som de fordobler deres retfærdige indre +harme og had over den forurettelse , de lider . +Hvordan Slangenbusch ? Du råder mig tik forstillelse . +Fy ! + +hør mig før guds skyld , før de dømmer . Hvad +er årsage » til denne elendige tilstand , at en retmæssig +søn og arving skal trygle der , hvor en sidearving +kan sige : jeg vil ! +Årsage » — ja det er katastrofen , som bedstemoder +kalder det . +Rigtig ! Katastrofen , eller med andre ord hofrevolutionen . +Kalder +du det en revolution ? +Ja , det var det — man skjuler det kun for dem . +Det var et fuldstændigt oprør , hvorved oprørerne , deres +bedstemoder og hendes anhang rev magten ud af +deres moders hænder , og gjorde deres fadertal +kun dristigt , tal ud . +Nu ja , de vil ikke vredes . Hun gjorde deres kongelige +fader til et udhængsstildt , eller til et signet +hvormed hun påtrykker ethvert dokument og enhver +ordre lovlighedens præg . +Det er smerteligt at høre , men det er sandt . +Det var altså en revolution , det er en voldsom +tilvendelse af magten . +Ja ved himlen ; men hvorledes kan jeg så vise ærbødighed +og kærlighed ? +Netop , thi revolutionen er begyndt og kontinuerer , +men den er endnu ikke endt . +Kronprindsen sprang op . Den er ikke endt ? +Nej ! kun halv fuldendt . +Hvad skal enden da være ? + +sæt dem , min Prinds , man kan iagttage os fra +andre vinduer — enden skal , hvis de er snild , være +deres fuldstændige Sejer og deres bedstemoders ne > +derlag . +Jeg vil ikke nogens nederlag , jeg vil kun have +min ret . +De kan kun erholde denne ret ved en fuldstændig +Sejer , og enhver Sejer medfører modpartens nederlag , +det er aldeles uundgåeligt . +Vel da , sejre vil jeg — lad høre hvorledes . +De vil altså en kontrarevolution . +Godt . Ordet er stygt — men lad gå , jeg vil en +kontrarevolution . +Så vil de indrømme , at forsigtighed og frem for +alt forstillelse er nødvendig . +Ak , jeg hader forstillelse — det er jo falskhed . +Når man er oprigtig mod stne fjender , går man +over på deres parti . +Det er for indviklet — hvorledes det ? +Bed at være oprigtig mod stne fjender , røber man +sine planer , følelser og tanker for fjenden , hjelper +ha « altså at iagttage sine fordele , og bliver derved +sin egen fjende . +Prindsen sukkede og sagde : der er vist meget sandt +' det , som du der siger . +Dette er årsage » — rimeligvis — hvorfor Bulow +har givet de velmente råd , han har tænkt , et barn +kan ikke forstille sig , ikke engang når det gælder om , + +at få sine juveler lokkede ud af fine ransmænds +hænder . +Jeg er ikke længer noget barn , jeg er så godt som +fader- og moderløs , og skal vogte mig selv , min søster +og hele riget . +Med kraft og højhed alene , kan man ikke besejre +listige fjender , som til enhver tid kan få kongens +underskrift . +Ak , det er sandt — det er sandt , hvad skal vi da +gøre for at vinde vor ret ? +Nøjagtig det samme , som man gjorde for at berøve +dem den . +Hvad ? Hvorledes ? +En vej er lige lang frem og tilbage . Modgiften +må være ligeså virksom som giften . +Altså , altså ? +Altså må kontrarevolutionen være lige så snild +og listig som revolutionen . +Og det forlanger du af et barn ? +Nej , det forlanger jeg af en mand , thi den , der skal +beherske to folkeslag , skal kunne beherske sig selv , og +skal , når han kan spare sine undersåtters blod , vise +en ydre kærlighed og hengivenhed mod sine modstandere +— indtil han kan overvinde dem . +Ja , for at spare blod , kan jeg gøre meget . Det +vil styrke mig , og gud vil give den svage kraft , +skønt forstillelse er det eneste middel , som jeg ønskede +at undgå . + +forstillelse er det eneste virkelige offer , de kan bringe +fædrenelandet . De må øve dem i denne kunst +og førend te er mester , kan de ikke vinde sejren . +Er der intet andet middel ? +Nej , intet andet , viser de kærlighed og lydighed , +vil bedstemoderen tænke : jeg ka « regere , så længe jeg +er bedstemoder . +Men om hun nu gjorde det ? +Til samme tid må vi virke på anden måde . +På hvilken ? +Adelspartiet ville kalde deres moder tilbage — +da døde hun pludselig l +stakkels moder ! +Man trak sig tillage , dobbelt forbitret og venbr +kun et tegn . +Venter man et tegn ? +Ja as dronning Mathildes søn , et tegn på +statskløgt , på snildhed , på regjeringskunsk . +Troer du man vil hjelpe mig ? +Jeg ved det , min Prinds . +Reventlau , Bernstorff først og fremmest . +Og når ? +Når man seer prinsen snild , forsigtig og med fast +villie til at tilbagevinde sin res . +Men er der ingen fare derved ? +Zo , min Prinds l det tør jeg ikke fordølge , der er +stor fare , hvis den yderste forsigtighed ej anvendes . +Dog ret ikke før min ret til ttronen ? + +jo netop , og før mere end det . +For mit liv ? +Ja det kan tænkes . +Jeg siger det ikke før min skyld , men skulle man +vove ? +Har man ikke allerede vovet alt ? +Og vundet alt ! +Nej , gud forbyde det , min Prinds , det er dem , +der skal vinde alt ! +Ved at sætte alt på spil ? +Ingenlunde , ved tilbunds at forstille dem , og kun +risikere at miste mig . +Dig Slangenbusch — det gør jeg ikke . +Det må de , det skal de , staten fordrer det . +Forklar mig denne nødvendighed . +Deres kongelige højhed må ikke stå ene , når +den rette time kommer . +Vel — det er indrømmet . +De må have mægtige venner og hjælpere . +Rå , så må jeg jo også udsætte mig ? +Alligevel ikke , jeg må være deres tolk , deres +sendebud , jeg hverken kan eller vil forråde dem , thi +da ingen har hørt hvad de har sagt til mig , kan jeg +ikke , uden at være sikker på døden , sige noget imod +dem . Jeg kan desuden handle og tale med deres +venner i deres navn , opdages det da , så er jeg +den eneste skyldige , og de er beskyttet ved den hengivenhed + +og lydighed , de har vist enkedronningen og +hendes søn . +Fy , det er feigt — det gør jeg ikke . +De bor gøre det , jeg skal desuden være ligeså forsigtig +som de , og vil kun betro mig til en , på hvis +diskretion jeg kan stole . +Du mener Bernstorff . +Netop i +alligevel , jeg vil ikke udsætte dig uden selv at vove +noget , det er mig imod . +Statshensyn fordrer det . +Desuden , Slangenbusch , man får ikke kongen til +at gøre eller underskrive noget imod mig . +Stol ikke derpå ! +Husk , Peter den store dømte sin egen søn ! +For åbent oprør ! +At ville have magten ud af enkedronningens hænder +vil stemples som oprør imod kongen , som forsøg +på at detronisere ham . +Så vil jeg sket intet gøre . +Godt , men så beholder hun magten til deres +dødsdag . +Forfærdeligt — er der ingen udvej . +Jeg har vist dem den . +Viis mig en vej , hvortil der fordres mod , så vil +jeg gå den . +Til den jeg viser dem , hører der mod og resignation , +styrke og udholdenhed , ellers er den forgæves . + +og du tror at min fader kunne ! +Man drak Peter den store fuld og ist dygtig , +truede og badnok , +nok , jeg vil tænke derpå , tænke meget derpå . +Kan falskhed redde , så er det vel nødvendigt . +Bed forstillelse vandt Juliane ; havde deres moder +kendt denne kunst halv sågødt , så havde hun sikkert +levet endnu i den fulde besiddelse af magten og +de havde ikke haft nødig at bede deres bedstemoder +om smuler fra deres eget bord . +Nu ikke mere , Slangenbusch — ikke et ord mere , +før jeg selv taler til dig om denne sag , kun så meget +vil jeg sige dig , at du har gjørt mig 10 år +ældre ved denne samtale . +Så har den ikke været forgæves . +Men Bulow l +han vil fraråde alt — og styrte mig , og måske +imod fin villie dem , min Prinds . +Godt , vi er ene to . Nu lad os spille . I morgen +fager jeg til Fredensborg , jeg må tænke lidt i normansdalen +og se om jeg kan øve mig i min rolle . +Dg jeg vil , når jeg blot får et venligt nik og +foden as en schakbrik , gøre alt det øvrige uden at +de indblander dem deri . + +ni og tredivte kapitel . +Kontrarevolutionen . +Man skrev anno 1781 . +Kronprindsen havde netop fyldt sit 15de år , men +trods den skik at lade tbronfølgeren konfirmere , når +han havde nået denne alder , lod det ikke til sf man +endnu havde tænkt derpå . +Prindsen gjorde sit beske for at vise enkedronningen +sin hengivenhed og lydighed , og undertiden lykkedes +det også ret vel , men af og til brød hans målmodighed +igennem , og da nedrev han uforsigtig , hvad +han tidligere havde opbygget . +Slangenbusch undlod ikke af gøre ham opmærksom +derpå , og han mødte da den almindelige klage : jeg +kan ikke , jeg kan ikke , hvilket atter besvaredes af Slangenbusch +: deres kongelige højhed skal og må . +Kronprinds Frederik gjorde hvad han kunne , men +det var for stor opgave for et barn i hans alder , +og han ville sikkert have opgivet ethvert forsøg for + +lang tid , hvis ikke en omstændighed var kommen til , +som ledede ham til en kraftig beslutning . +En dag holdt kronprinsen taffel på Fredensborg +og Guldberg havde ganske ugenert indfundet sig ved +tastet , ikke på prindsens indbydelse , men overhofmester +eichsteds . +Det kogte i den unge Prinds ' årer og han lod +allerede ved de første retter falde ord om af man +skulle vise hensyn , hvor det ikke vedrørte andet end +simpel etikette og høflighed . +Guldberg følte sig ubehagelig berørt og et betegnende +øjekast af Eichstedt gav ministeren det råd , ikke af +lade det gå upåtalt hen . +Deres kongelige højhed ville have fuldkommen ret , +sagde han , hvis sagen de hentyder til gjaldt et forhold +mellem en mand og en mand , « en når den +offentlige manifestation ikke har fundet sted , som man +altid plejer af lade ske før man indtager en stilling i +samfundet , plejer man at regne sig det til ære når +en ældre families repræsentant giver møde . +Det forandrer sagen , hr . Gehejmeråd , når de +f . Eks . møder som min bedstemoders repræsentant , så +ved jeg at finde mig deri — jeg troede at gehejmeråd +Guldberg for sin egen persons vedkommende +mente at have ret til uopfordret fra min side , at +sætte sig ved mit taffel , når han lystede . Forresten +taler de om offentlig manifestation , de mener vel +konfirmation . De har måske glemt , at de lovede + +mig at tale med hds . Majestæt om det passende tidspunkt , +da min konfirmation skulle finde sted . Synes +de ikke at det snart er på tiden ? +Hvad jeg synes , er her ikke talen om , men hs . +Majestæt kongen og hds . Majestæt deres nådige +Fru bedstemoder synes ar intet foreligger , der nødvendiggjor +den så meget ønskede konfirmation før i det +17de år . +Hvorledes ? hvorfor ikke først i det 26de ? +Der er dog et stort Spring imellem de to nævnte +aldere , men hvis deres kgl . Højhed ønsker 26 Års +alderen som konfirmation , skal jeg gerne forebringe +det for allerhøisfsamme . +Nej , de skal ikke gøre dem nogen ulejlighed i denne +henseende , jeg skal selv tale med hds . Majestæt derom +og da tillige spørge hende , om det er som hds . Majestæts +repræsentant de fremkommer med ord og betoninger , +der tilsidesætter den respekt , de skylder mig . +Min unge Prinds , jeg er for gammel til at lade +mig belære i det kapitel , meget mere tror jeg , at det +er dem , der glemmer at tage hensyn . +Det er det ikke , hr . Guldberg , jeg tager alle fornødne +hensyn , både mod min fader , min bedstemoder +og min onkel , men vil man nøde mig til at vise +respekt mod min bedstemoders sekretair , så går +det forvidt . +Jeg er hs . Majestæts geheimesekretair , det er mit + +embede , og da jeg intet har forsømt af , hvad der er +min pligt eller tilsidesat noget , hvad høflighed byder , +så overlader jeg deres hr . Overhofmesker at under . +Vise dem i , hvad der er høflighed og respekt eller +ikke . +De glemmer nok , at jeg er kronprinsen og at de +er — +jeg glemmer intet af , hvad vi begge er . +Jeg befaler dem at gå på oieblikket . +Og jeg betragter denne overilelse som en ugrundet +handling , som jeg vel skal vide at indberette på rette +sted . +Gør det , men forlad taflet , eller jeg trækker mig +tilbage fra mit eget bord . +Hr . Overhvfmefleren vil behage her af dømme os » +Imellem . +Deres kgl . Højhed har overilet sig . +Også de ! skal jeg da fortrædiges i mit eget hus ? +Velbekomme ; de ønsker måske af være mig kvit , +jeg går til hendes majestæt . +Deres kgl . Højhed behager af blive . +Mine herrer ! nu , det er sandt , jeg er jo i deres +magt ! +Med disse ord satte prinsen sig ned , men rørte +ikke ved maden . +En stor forlegenhed og misstemning herskede . +Taflet hævedes hurtigt , og kronprinsen gik tænderskærende +til sine gemakker . I gangen traf han + +Slangenbusch , der i forbigående hviskedee : for guds +skyld fald tilføje , i hvad man så gør og forlanger +— i morgen -- -- -- -- -- mere fik han ikke sagt , thi eickstedt +kom allerede gående i den modsatte ende al gangen . +Hvad hviskedee de til prinsen t spurgte ecckstedt +i en rå tone . +Jeg bad prinsen af falde tilføje , da gehcimeråden +er en fortjenstlig mand . +Prindsen behøver ikke hr . Kammerpagens råd , +når han har sin overhofmcsters faderlige råd af +tye til . +Da var det mindst min hensigt at gøre deres excellence +imod , men mig forekommer det , at prinsen +burde vise sig føjelig , og dette må de tilgive , at jeg +har sagt . +Nu godt , godt , der er vel heller ikke noget ondt +deri . +Med disse ord lukkede eicksledt døren for Slangenbusch +og gjorde kronprinsen bebrejdelser for sin +overilelse . +Prindsen tav , men da eicksledt forlangte , at han +skulle gøre Guldberg en skriftlig afbigt , opkørtes han +i høj grad og demonstrerede . +Han ville først tale med sin bedstemoder eller med +sin onkel derom . +Eicksledt anvendte den myndighed , han ifølge sin +stilling havde over prinsen , og denne indrømmede da , + + + + + +at han ville skrive afbigten , men selv koncipere den +og fordrede dertil en halv time . +Dette tilskødes ham , og Eichstedt sendte forsætlig +Slangenbusch ind til prinsen for at se om han gav +ham gode eller flette råd . +Slangenbusch var imidlertid ligeså snild som eicksledt . +Han sagde ikke et ord til kronprinsen , men +hans øjne talte så tydeligt , at de gjorde ordets tjeneste . +Prindsen forseglede brevet , og gav det tilligemed +foden af en schakbrik til Slangenbusch . +Sørg for at brevet kommer gehejmeråden ihænde +før han tager fra Fredensborg , og skulle han være taget +bort , så il endelig efter ham , jeg har dog forløbet +mig imod den gamle mand . Den hidsighed , +den hidsighed . +Eickstedt stod udenfor og tog imod brevet , som han +selv , lig en sciers - trofæ , bar til enkedronningen , +hvor Guldberg befandt sig . +Fra denne dag kunne kronprinsen forstille sig . +Tiden , som var nødvendig for at så store planer +tilstrækkelig kunne indledes og forberedes med den nødvendige +forsigtighed , gled heldigvis hen uden at nogetsomhelsf + +opdagedts , der kunne henlede Juliane Maries +tanker på , at kronprinsen nærede anden mening +end at magten var i de bedste hænder . +Ikke desmindre arbejdede Slangenbusch dag og nat +for at modne den plan , at prinsen ved magt og ved +sine tilhængeres hjælp skulle tilvende sig regeringen . +Hertil ville general Huth , der boede på tøihusct , +og som havde artilleriet til sin rådighed , med Iver +og glæde skutte sig . +Revcntlau , Schak , Moltke , numsen , stampe og +Bernstorff foruden mange andre , vare tillige af ben +mening , at kronprinsen jo før jo heller måtte konfirmeres +og indtræde i statsrådet , for at „ Dronningen “ +Arveprindsen og Guldberg , ikke længer skulle kunne +gøre , hvad de ville . +Ovennævnte regnede sig til kronprindsens tilhængere , +men forinden en enighed om , hvad man ville , og +hvorledes man ville det , kunne blive tilvejebragt , hengled +nogle år , uden at enkedronningen eller Guldberg +lød til at tænke på , at den 17årige Prinds skulle +konfirmeres eller have stemme i statsrådet . +Kronprindsens tålmodighed var nærved at briste , +og Slangenbusch ' s plan , at føre dronningen og arveprindsen +bort med magt var ligeved at mve udført , +da nogle omstændigheder indtrådte , der udsatte dette +vovelige foretagende og senene hen gjorde det ganske +overflødigt . +Kongen fik nemlig selv det indfald , at kronprinsen + +nu skulle konsumeres , og kronprinsen lærte på en +og samme tag Bulows trofasthed og Slangenbusch ' s +intriger og ryggesløshed at kende . +Da disse forhold grebe dybt ind i hofrevolutionens +historie , men havde en lykkelig løsning af den tilfølge , +er det nødvendigt at følge dem i den bestemte orden . +En formiddag vaktes Juliane Marie af sin søde +slummer med den befaling straks at komme til kongen . +Hun blev i høj grad altereret og kunne ikke gjette , +hvad der var på færde . +Bar kongen pludselig bleven syg , følte han sig sit +endeligt nær , eller hvad var grunden . +Hun gav sig næppe tid til at klæde sig rigtig på , +kastede sin slobrok om sig og ilte til kongens gemakker . +Til sin forbavselse fandt hun ikke den sindssvage +„ Søn “ , men den højst » nådige konge i gemakket . +Vi have en høne at plukke sammen , sagde konge « . +Sæt dig beder , mama , og fortæl mig , om jeg har givet +dig fuldmagt til at fabrikere banksedler og udlevere +dem mod tomme løfter til dine vestindiske venner ? +Min søn , hvorledes taler du ? Fabrikere banksedler +er ikke min , men oberbankkommissionens sag , og hvad +de vestindiske venner angå , da har du selv underskrevet +bevillingen af de 280 , 000 rigsdaler , som er +nødvendige for den vestindiske handels skyld . + +har jeg ? når ? +Det er netop i dag 14 dage siden . +Jeg erindrer det ikke — men ialtfald , skylden falder +på dig , hvorfor bar du befalet Guldberg at fore . +Lægge mig det til underskrift , han burde dog være den +kloge og ikke lade sig diktere af spendrupsk akvavit . +Dej es majestæt ! med disse ord sprang Juliane fortørnet +op . +Ingen høje talemåder ! Spendrup har en part i +dette drukkenskabsforetagende . +Jeg vil gå ! +Du bliver , . endnu er jeg konge i Danmark og Norge +— og du — du kan ikke gøre mig noget . +Hvad er meningen med alt dette ? +Meningen er , at du har overlistet mig , og at det +må gøres om . +Jeg har ikke overlistet nogen , og mindst dig , min +søn , det er et lille sygdoms-anfald — i morgen er +det glemt . +Nej , det er ikke glemt , hvad gør du med mine tro +tjenere , du vil jo jage numsen bort ! +Gehejmeråd numsen står mig imod i alt hvad +jeg ønsker — sætter du hans ønsker over mine ? +Ja jeg gør , så længe du sætter din villie imod +min . +Men det gør jeg aldrig , jeg gør alt for din og +landets skyld . + +ah ! det gør du ? +Ja , for hvis skyld ellers ? Tilbringer jeg ikke +vågnewælter og mødige dage for nt ordne alt , til +dit og kronprindsens bedste . +Kronprindsen , ja ham forkæler du , han bestiller ikke +noget , skønt han er voksen og stor ; skal han ikke snart +konfirmeres ? +Det bryder han sig ikke om , det har ingen hast . +Det er måske din og hans mening , men han er +nu 17 år , i den alder blev jeg konfirmeret , og det +skal han nu også — jeg vil det . +Vi kan da ikke tvinge ham . +Han skal , jeg befaler det — og du skal befale ham +det såvel som jeg . +Det har ingen hast . +Det skal være , nu hører du ? endnu i dag vil jeg +befale ham det skriftligt . +Han vil modsætte sig . +Han vil ikke modsætte sig , lad ham straks komme . +Godt ord , jeg skal se hvad jeg kan gøre , men jeg +lover intet . +Så siger jeg også godt — enten forpligter du +dig til at han nu konfirmeres , eller jeg skal vise dig , +at jeg har en villie , som skal komme dig dyrt til at +stå . +Du truer ? hvad vil du gøre din mama ? +Det skal du få at se , men for at du kan vide , +at jeg vil det for alvor — så skriver jeg straks . + +og så ? +Når jeg imørgen ikke har dit , din søns og +kronprindsens samtykke , så — +tal døg ud — +nej — jeg taler ikke ud , jeg kan også tie , men +jeg råder dig at falde tilføje . +Når jeg må råde , bliver det udsat til næste år . +Kongen stampede i gulvet og ringede . +Kammertjeneren trådte ind . +Lad et bud straks gå til gehejmeråd numsen , og +sige , at han må straks komme til mig . +Bl vi befalede Juliane . +Hvad ? skreg kongen , understår du dig til at ko » , +tramandere min « befalinger ? Hent vagten , øjeblikkelig +hent vagten . +Min søn , hvad finder du på , jeg har jo kun den +bedste hensigt — jeg mente lun , at man ikke må +overile sig . +Det mente du , hvad mener du da nu , vil du i +bagfen , eller vil du tillade rumsen at komme . +Tillade , hvilket spørgsmål , det er jo dig der er +konge — lad numsen komme så meget du vil . +Hent ham , nej i send en anden , du hører efter +når jeg ringer . Numsen skal være her inden en time +er gået . +Kammertjeneren gik . +Hvad er din hensigt ? +At gøre dig føjelig . + +jeg er så føjelig , som du vel kan snste . +Du ? +Ja jeg ! +Har jeg måske hørt fejl , angående kronp tudsens +konfirmation ? +Hvad vil du give mig for mit samtykke ? +Hvad vil du have ? +Numsens afsked ! +Uf ! det er dyrt ! +Det er virkelig den højeste pris ! +Giv mig det skriftlig . +Her er et stykke papir , du har selv blæk og pen . +Ja , det er sandt , — den kongelige magt ligger i +bordskuffen — men dette her er jo numsens afsked , +som er fiks og færdig . +Man må jo forudse alt . Underskriv . +Nej , min bedste , — du er den ældste , underskriv +du først at du ønsker kronprindsens konfirmation +snarest mulig . +Jeg har ikke papir ved hånden . +Ikke andet ? Jeg river bagsiden af dette her . +Det går ikke an . +Det er jo ikke underskrevet endnu , altså uden værd . +Vent , måske har jeg en lap i min pose , du slemme +søn , hvad skal jeg nu skrive . +Det må du selv om ! +Elskelige søn ! Jeg billiger ganske , at kronprinsen +snarest mulig konfirmeres . Er det godt . + +kan passere , men arveprindsens mening mangler . +Den kan jeg jo altid indhente . +Forstår sig , når jeg har indhentet gehejmeråd +numsens — +kan jeg binde arveprindsen ? +Kan jeg afskedige numsen ? +Se her da : i min søn arveprindsens navn +bifaldet . +Prægtig ! +Skriv så afskeden nnder . +Når jeg har set dit dyrebare navnjuliane +Marie , er du nu tilfreds ? +Christian Rex — er du nu hævnet ? +Du er ingen god søn , kom med papiret . +Nej , jeg vil nok selv give ham det ? +Oh , du fører mig bag lyset . +Jeg har givet mit ord , og holder det , du kan jo +bl ve og se derpå . +I denne dragt ? +Han vil undskylde dig , du er jo en gammel kone . +Tak , nuvel , jeg bliver . +Når kronprinsen er konfirmeret , træder han ind +statsrådet . +Ja , og Guldberg med ham ! +Guldberg , det er ubesvaret . +Han skal træde ind . +Så skal han vel også ud igen ? +Hvad vil det sige ? + +for at hente instruier . +Oh , de spøger Sire ! +Spøger jeg ? Jeg hedder ikke Brandt . +Nævn ikke dette navn . +Er min ømme moders ømme samvittighed berørt ? +De vil forjage mig kan jeg mærke . +Behøvede jeg så at afskedige mine tro tjenere ? +Det bliver værre og værre . +Ja det siger også folket . +Folket har ingen grund til at klage . +Jo , grund har det , men det har ingen ret . +Jeg vil gå og komme igen . +Nej , nu bliver du , har du plaget mig i 12 år , +kan jeg vel plage dig i lige så mange minutter . +Men hvorfor skal jeg plages ? +Fordi du er ond . +Jeg har ingen god fremtid ivente . +Det var en dum tanke . +Gid det var . +Det er det/ +jeg skal gerne sige ja og en . +Og jeg skal straks bevise det . +Hvormed ? det gad jeg høre . +Anstanden forbyder at kørrexe jer . +Korrekse , fy Christian det var et stygt udtryk . +Det er passende og fortjent , men hvis jeg eller +Frederik korreksede jer , så ville folket sige : nu har +kongen da været gal . + +for guds skyld det må aldrig siges . +Deri har du ret , derfor må vi gøre gode miner +iii sket spil , og bevise hvad der er vanskelig at bevise +at kongen var klog og bedstemoderen en engel . +Det er det fornuftigste du længe har sagt . +Ja seer du , det kommer der af , at føre en lille fornu +stig passiar . +Fyrgetyvende kapitel . +Offerlammet . +Numsen var imidlertid kommen , han blev meldt og +stedet til audience . +Juliane Marie påtog sig hele sin kongelige air . +Hør numsen , begyndte kongen , hvad har du ^egentlig +imod min gamle der ? +Jeg ? Deres majestæt . Hvorledes skulle jeg vove at + +have noget imod en høj person , der står deres majestæt +så nær ? +Ingen forstillelse— du kan være dine tanker og +meninger bekendt — ud med sproget , sig rent ud , +hvad du har imod hende . +Majestæt , min nådige konge — jeg har intet , sket +intet imod — +vær oprigtig , jeg befaler det , der skal ikke krummes +et hår på tit hoved , men sig frit hvad har du +imod hende . +Intet min konge . +Svar mig , mangler du mod eller oprigtighed ? +Ingen af delene , min konge , men jeg kan døg +ikke — +tal kun « åbenhjertet , sagde Juliane meget nedladende +og med et tvetydigt smil , noget har de imod +mig , siden de aldrig har villet føje dem efter mine +ønsker . +Tillad mig — jeg sætter kongen og landet øverst . +Der kan du høre min bedste— det er ikke alle , der +gør det . +Hvorfor ville de ikke underskrive hvad jeg ønskede . +Fordi det stred mod min pligt mod kongen og landet , +fordi det måtte føre til et feilt mål og endelig +fordi — jeg ville foretrække unåde for selvbebrejdelse . +En +brav mand , ved gud ! udbrød kongen , i hans +sted ville jeg sige og gøre det samme . + +Juliane fnyste af harme . Hun vovede døg ikke at +sige noget ti ! Kongen , men fusede ud mod numsen al +den harme som hun trængte til at give luft . +Motiver det , de der siger , hvis jeg ikke skal kalde +det løs snak . +Tillad mig at sige , at jeg er mig bevist , at elske +min konge så højt som nogen undersåt kan elske +ham . At virke til allerhøistsammes og landets vel , +var al min tanke og hele min stræben . +Det er let nok sagt , men jeg havde andre tanker +og anden stræben , ikke sandt numsen ? spurgte Juliane +drillende . +Det drister jeg mig ikke til at sige , men i enkelte +punkter har deres handlinger ikke været heldige for +køngen og landet . +Det er sandt , råbte køngen , sig hende straks hele +sandheden , hun kan have godt af at høre den . +Køngen , vor fælles herre , befaler dem at sige sandheden , +sig derfor nu alt , hvad de har på hjertet — +de skal virkelig ikke tage det så nøje , sagde Juliane . +Først , har de givet embeder , rang og titler efter +lune og gunst ! +Den var min tro god , udbrød køngen . +Mere af den slags , numsen , det kan jeg lide . +De , som vidste at vinde deres bifald , forstemmedes , +de , som mishagede dem , forfulgtes , dygtighed og redeligheden +kom ikke i betragtning , men lydigheden , +underkastelsen , smigren og hykleriet . + +de vover ? råbte Juliane . +Ja , jeg vover at sige sandheden , siden min konge +har befalet det . +Og siden der er så få , der vi ! risikere disk , tilføjede +kongen . +Hvorledes har de handlet mod hans majestæts +undersåtter , vedblev numsen , hvorledes har de be . +Nyttet den høje stilling , som blev dem betroet ? Har +de tænkt , at de nogensinde skulle stå til ansvar derfor . +De har udpilnt landet og beriget dem selv og +deres , de har demøraliseret et ædelt folk , — så at +det nu hverken vover at tale eller tænke frit eller dydigt . +Det er nok , brølede Juliane , pak sig , skal jeg insulteres +i mit eget hus . Det er en fornærmelse imod +kongen , alt hvad de siger imod mig . +Det er det ikke — thi der gøres meget mere i en +konges navn end han puster og attråer , kongen vil +kun ret og sine undersåtters lykke , men ve den , fra +hvem det modsatte kommer . +Nå nå — lad det nu være godt , ytrede kongen +— sfjænds ikke mere — ellers bliver det for grovt . +Det , du har sagt er sandt og rigtigt , og jeg har lidt +nok sagt hende akkurat det samme , men hun vil jo bestændig +have sin villie og forstår også prægtigt ai +sætte den igennem . Det gør mig derfor ondt numsen , +af jeg ikke kan gøre noget mere for dig , men +husfred må jeg have , og hun er mig for stærk , hun + +har plaget mig så længe , til jeg har måttet give efter +og underskrive din afsked . +Min afsked , nådige konge ? +Ja numsen , det er hårdt , det ved jeg , men hvad +skal jeg gøre ? Fruentimret er nu engang ikke anderledes +og hun der er just ikke af de blideste , men det kan +jeg sige dig , af jeg holder inderlig meget af dig , og +st det min sjæl gør mig ondt/ af vi skal skilles . Bil +du imidlertid læse hende teksten engang endnu , så +skal jeg høre derpå med stor fornøjelse — hun kan +have forbandet godt deraf , og mig morer det . +Deres majestæt , sagde numsen rørt , tak for alle de +nådesbeviser , som de har givet mig . Jeg ved og +føler af jeg savner evne og lejlighed til af vise hvor +hengivent og inderligt jeg elsker min konge og herre . +Endnu engang tak , men de , som sidder hans majestæt +så nær , dem vil det være let at forfølge og forurette +en ærlig mand , det vil måske lykkes dem at +lægge mig for had og hån , men engang , det håber +jeg vist , når deres magt er brudt , vilde erindres +med harme og misbilligelse — og da , da vil man +kende og vurdere mig . +Numsen bukkede og gik baglænds ud . +Han skal dø om han så havde tusinde liv , skreg +Juliane . +Nej Juliane — han skal ikke dø , og krummer du +et hår på hans hoved , så skulle vi to tales ved . + + + + + +Juliane Marie hvinede af artighed , derpå ilede +hun til Guldberg og lod sig straks anvise en sum af +250 , 000 rigsdaler rede sølv af finantskassen . +Samme dag erholdt kronprinsen et egenhændigt +brev fra kongen , der bestemte den så længe ønskede +inderlig attråede konfirmation . +Kronprindsen jublede og kastede sig i sin ben Bulows +arme . +Endnu i samme time kom der bud fra enkedronningen +at hun ønskede at tale med hr . Kammerjunkeren . +Kronprindsen gjorde store øjne . +Gå , sagde han , jeg pålægger dig ingen forpligtelser , +men når du kommer mage fra min bedstemoder , +vi ! det vise sig , om vi i et og alt er hinandens +fortrolige . +Bulow ilte til Juliane Marie i den faste mening , +af dette nok skulle vise sig . + +et og fyrgetyvende kapitel . +Labyrinten . +Elsker de kronprinsen , deres herre ? spurgte Juliane . +Deres +majestæt , jeg håber af de tror det , jeg nærer +den største hengivenhed for ham . +Ved de , af han skal konfirmeres ? +Hans kongelige højhed har i dette øjeblik underrettet +mig derom . +Nærer han sand kærlighed mod mig og min søn ? +Utvivlsom , det tør jeg sværge på . +Og de , Bulow — hvorledes er deres følelse for os ? +De samme som deres majestæt kan onsfe og fordre ; +har jeg ve ! Grund til andet ? jeg er gennemtrængt af +den dybeste taknemmelighed . +Jeg tror dem , og til bevis herpå , skal de fra +i dag være hans kgl . Høihcds marschal . +Idet jeg aflægger min underdanigste tak , må jeg + +frabede mig denne høje tillidspost , den tilhører utvivlsom +exell . Eichstedt . +Eichstedt ? ingenlunde , husk vel på , af det er os , +der bestemmer — Eichstedt er ikke , som han bør , heller +ikke har han altid behandlet prinsen med de fornødne +hensyn — vi tro af knytte prinsen tættere og trofaslere +til vor person , når de er Marchal og Eichstedt +fjernes , dog ikke længer end til statsrådet . Prinsen +behøver nu ingen mentor , og fra oberhofmester til +første tjener er der for stort et Spring — derimod +som gehejmeråd . +Majestæt , jeg seer deres omhu for min nådige +herre i delte bevis på deres kongelige nåde . +Godt , altså er de marschal men ved de , hvad +jeg fordrer af dem ? +Troskab og hengivenhed . +De har læst mine tanker , det er netop de egenskaber , +jeg og min søn nu have mest behov . +Bulov bukkede bekræftende . +De . har at våge over prindsens adspredelser og sørge +for hans gode humør . +Det er let nok , thi hans kongelige højhed er altid +munter og frejdig til mode . +Forstå mig , hans alder ville tynges af herskerstaven . +Lad ham være ung så længe som muligt , regeringens +byrder bør hvile på ældre skuldre , der +ere vante til deres tryk , vi ville tage byrderne fra +ham og overlade ham lønnen . + +hans kgl . Højhed vil være erkjendtlig derfor . +Er de ganske vis derpå ? +Ganske vis . +Og de har aldrig mærket nogen ærgerrighed hos . +Ham ? +Jo , han ønsker at være oberst . +Deres oprigtighed glæder mig , hans udnævnelse skal +følge i morgen . +Deres majestæt vil selv se hans fryd derover . +Ønsker han ellers intet ? +Jeg er ikke bemyndiget . +Husk jeg er hans bedstemoder , han er min øiesteen +og en overraskelse er da intet forræderi . +Det antager jeg heller ikke , allermindst når det +kunne skaffe kronprinsen det blå bånd . +Brrr , det går ikke så hurtigt , det må statsrådet +foreslå kongen . +Så gør det mig ondt at jeg har sagt det ; thi det +ville være umuligt for prinsen at modtage det af andre +hænder end af kongens — og af deres majestæts . +Det er vanskeligt nok , men han skal have det , om +ikke før , så ved indtrædelsen i statsrådet . +Jeg takker i min herres navn ! +Hør Bulow , jeg vil foreslå dem en alliance . +Det er alt for stor en ære , min dronning ! +Noget for nøget , jeg vil søge at forekomme min +sønnesøns inderste tanker , men for at kunne det , må +jeg kende dem , vil de stå mig bi ? + +Bulow studsede , men da han hurtig som lynet overvejede , +hvad der skod på spil , fattede han sig og +tilføjede : +udentvivl ville prindsens tanker være en åben bog , +som hans allerhøieste slægtninge kun med belbehag og +tilfredshed kunne blade i . +Foreløbig , ja — men årene gå og smigrerne +bøje sig hellere for den opgående sol end for den +nedgående . Tidlig eller sent vil dog herskcrønsfet +indfinde sig — og jeg ville så nødig overraskes — +vil de da i tide advare mig ? +Det ville være mig umuligt deres majestæt , thi det +ville være at krænke min herres fortrolighed og venskab , +men det jeg kan gøre og gøre med ære , det +skal jeg , nemlig med al den magt og indflydelse som +min hengivenhed og troskab kan vinde hos ham , sørge +for a ! han til enhver tid er fuldkommen oprigtig +imod dem og siger dem selv når flig lyst engang +med årene skulle indfinde sig . +Det er altid noget — men jeg så helst at de sagde +mig det selv . +Majestæt , virkningen er den samme , men motivet +er ikke lige oprigtigt . +Oh , hvad det angår , min kære Bulow , kan de +frit indgå på alt hvad jeg foreslår dem , thi de +kan ikke forudsætte , at jeg vil forlange noget , der ikke +er overensstemmende med ærens fordringer . +Det er langt fra mig at forudsætte , men anfluelferne + +ere forskellige , med fljellig grund kan enhver +general ønske oplysninger som er ham nødvendige , +han er lige hæderlig derfor , og behandler også den , +der giver ham underretningerne med visse hensyn , alligevel +er der noget som siger ham — +det er nok — jeg forlanger ikke at de skal være +spion , ikke heller er min sønnesøns tanker en fjendtlig +lejr , men derfor kunne jeg dog hellere ønske , når +tiden kommer , at tilbyde ham magten , end at han +skulle ulejlige sig med at begjere sig den udlagt . Ialtfald +har de misforstået mig . +Så anråbcr jeg dem om tilgivelse , men jeg treer +at kende prindsens temperament så nøje , at en såda » +Begjering i intet fald ville komme før i 25 Års +alderen , thi han har ofte udtalt sig om , at billigheden +talte for , at en konge ikke burde råde fuld myndig +over sine lande i en tidligere alder , end de « en borger +må have , for selvstændig at bestyre sin formue . +Bestyrk ham i disse tanker , hr . Marfchal , og vito +ville alletider være gode venner . +Deres majestæt gør mig stolt , jeg skal stræbe efter +at fortjener deres gode tillid . +Juliane rakte ham sin hånd til Kys , og Bulow trak +sig fuld af indignation , men tillige af hemmelig glæde +tilbage . + +Bulow traf kronprinsen i en feberagtig spænding , +men desuagtet rettede denne intet spørgsmål til ham . +Siden deres kgl . Højhed ikke spørger mig , og dog +måske ønsker af vide noget , så vil jeg meddele dem , +af deres nådige Fru bedstemoder har udnævnt mig +til deres Marsch « ! . +Virkelig , udbrød prinsen glad — men han stand , +fede midt i sin glæde tilføjende et mishagende — og +dog . +Ak deres kgl . Højhed tror , af en betingelse knytter +sig til denne udmærkelse ? +Sig da oprigtig , er det ikke så ? +Ja og nej ! +Jeg tænkte det , nu vel da , lad høre . +Man ønsker , af jeg skal være en slags spion hos +dem . +Fy , Bulow ! +Og jeg gik naturligvis ind derpå ! +Er det spøg eller alvor ? +Hvis det var alvor , ville jeg så meddele dem det ? +Du har ret , tilgiv mig . +Ikke desmindre ønsker man det inderligt . +Og du kastede forlangendet for hendes fødder ? +Det gjorde jeg , men så skånsomt som muligt . +Altså er du dog bange ? +Ja , meget bange for af jeg ikke skal kunne gøre min +kongelige herre al den tjeneste og nytte , som jeg +ønsker . + +kald mig hellere din ven , det lyder smukkere og +er mere sandt . +Og vi ville gøre det til en sandhed . Ikke desmindre +måtte jeg hævde min plads , på en måde +garantere for deres jkke-ærgjernghed , thi at have og +beholde magten er nu engang hendes majestæts svage +side . +Kronprindsen så med sine alvorlige , milde øjne +nogle øjeblikke på Bulow og sagde : +har du oprigtig forpligtet dig dertil — vil du +ikke kunne holde ord . +De forsfrækker mig , min Prinds . +Bring hende sin nåde tilbage — eller sig hende +straks , at jeg er meget herskesyg . +Jeg vil hverken det ene eller det andet , begge dele +ville være farligt for dem — og for landet . +Bulow , har du givet dit æresord ? +Ja på at jeg ikke , men de selv skulle sige hende , +når de ønsker at tage magten i deres hænder ! +Det er misligt nok , thi siger jeg hende det før tiden , +taber jeg alt , og siger jeg hende det ikke , har du brudt +dit ord . +Der gives en mellemvej , de kan sige hende det i +det rette øjeblik , så er vi begge tjente dermed og +hun kan ikke beklage sig over mangel på oprigtighed . +Bulow , jeg vil sætte dit venskab på en hård +prøve , selv om min plan og fremtid ødelægges derved . +Jeg vil snart sige hende det . + +for den gode guds skyld — de tager livet af +mig , min Prinds ! +Nu ved du det — gå nu hen og sig hende det . +Du vil sikkert blive godt belønnet . +Skal jeg le eller græde over denne oprigtighed , +ler er blandet med den mest dræbende mistro , som jeg +ikke fortjener — jeg forlanger ikke at beæres med indvielsen +i noget særligt eller forvovent foretagende , men +lad mig i det mindste , hvis jeg rkke tør leve for dem , +have den tilfredsstillelse at dø for dem . +Jeg tror dig ? råbte prinsen glad , da han så +Bulows dybe bevægelse , og til bevis , så vid , jeg +slår ikke ene . +Tal ikke ud — jeg vil intet høre , intet vide — +men lad mig blot fortælle dem , at det er 9 år siden +at de ædleste mænd her i landet havde den ædleste +plan — den at indsætte deres moder og dem i +deres rettigheder . +Er det sandt ? +Som evangelium , og denne plan var sin udførelse +nær da — +hvorom minder du mig — da døden bortrev +hende — +ja , min elskede Prinds , da døden ubønhørlig , +som magtens indehaverske , knuste det skønneste håb . +Du får mit blod til at isne — frygter du ? +Ja < jeg fijælvcr for at en grusom skæbne skal tage +parti imod dem og favorisere andres planer . + +Bulow , det må briste eller bære , jeg kan ikke mere +træde tilbage . +Hvis de stod i begreb med at styrte dem i en forfærdelig +afgrund , ville de da kalde mig feig , når jeg +trådte imellem dem og afgrunden og holdt dem tilbage +med en oprigtig vens hengivenhed . +Bredes derover lunde jeg ikke , om jeg end ikke kunne +indse faren . +Så se mig knæle og bønfalde , thi jeg kender den , +og kun flette mennesker eller letsindige fusentaster kan +have rådet dem til at udsætte dem . +Kalder du reventlau og Bernstorff for fusentaster . +Ja min Prinds , ikke blot disse hædersmænd , men +hvilkefomhelsf andre ville jeg kalde ved dette navn , +hvis de gav råd i dag at vove deres liv og krone +ved en handling , som om 3 — 4 måneder kan gøres +og lykkelig fuldbyrdes uden mindste risiko , ja næsten +uden opsigt , +kom i mine arme , ja , du er min ven , mit andet +jeg , min fornuftige bedre halvdcel , var du min fjende , +ville du ikke græde over min forvvvrnhed , men +du ville juble , benytte dig af fordelen og lade mig +falde , der hvor jeg selv styrtede mig hen . +Hvert ord de taler er sandhed , fordelen er altid +på forræderiets side , og dog ville dette fattes den +bedste part , glæden at gavne og frelse , den som er +det dyrebareste af alt . +Kan du da virkelig dets + +ja , når jeg som de , kan forstille mig for mine +nærmeste . +Du mener , at jeg er falsk ? +Mod mig har de været det . +Er det ikke for strengt sagt ? +Døm selv , — de har vandret på fodsnarer og +fortlet det for mig , — de har glemt deres værgeløse +søster , og jeg har ikke vidst det . +Men om det nu netop var for hendes skyld . +De har udsat dem for at lide d ' res moders sørgelige +sjæbne , — og jeg som intet så og intet kendte , +jeg som har svoret kun at have et mål , at føre +dem til ttronen , — jeg har været uvidende og tryg +sorgløs og ørkesløs . +Det var af hensyn til dig , at jeg lod Dia blive +udenfor . +Men netop det fornærmer og bedrøver mig ; thi er +der nogen , der kan og vil give råd , og er der nogen , +der har ret til at dø og lide for sin ben , sin +fyrste , — da er det mig , min Prinds . — +det erkender jeg . +Nej , det erkender de ikke . +Bulow , deri gør du mig uret ! +Jeg ? +Ja , netop du , min trofaste ben . +Så vid da at er der røgen , der kan og vil hjelpe , +når det rette øjeblik kommer , så er det mig , — +oh , Frederik , de er meget utaknemmelig . + +du har ret — jeg er utaknemmelig og det i den +grad , at jeg i stedet for at angre , jubler og siger , gudskelov +at du slår udenfor — hellere vil jeg bør +dine kjerlige bebrejdelser , end miste dig , min eneste . +Kronprindsen omfavnede Bulow med varme . +Fra dette øjeblik er du min eneste fortrolige , og +du skal vide alt . +Han fortalte ham nu , hvad læseren ved af det foregående +kapitel , han fortalte ham Slangenbusch underhandlinger +og opførsel , og endte med at meddele , +hvor nær udførelsen var , samt at general Huth ville +stå ham bi ved planens gjcnnemfsrelse . +Nu gennemskuer jeg det hele , sagde Bulow smertelig , +de er den bedragne , i det øjeblik de vil bedrage +hvad kan du tiltro hnlh ? +Gud fri mig , Huth , reventlan , Bernstorff og stampe +ere hædersmand , men jeg tsr give mit liv på , +at Slangenbusch svarer til sit navn , han vil forråde +dem med et Kys . +Skulle det være muligt . +Ja , alt hvad der før var mig uforklarligt , går nu +op for mig . Det hele er en list af Juliane Marie . +Mvn det er jo intet bevis . +Når hun ved , at de forstiller dem , er det ikke bevis +nok for hende ? og når hun seer dem nærme sig +det farlige tidspunkt , er det ikke nok til at give Slangenbusch +sine ordrer om at drive sagen til det aller +aderste . + +Slangenbusch kan ikke være forræder — du tager +fejl . +Desværre jeg har fuldkommen ret . +Kan du overbevise mig derom ? +Frist mig ikke dertil , det ville smerte dem for meget . +Hør mig , Bulow , jeg er kun ung endnu , men jeg +skal ved guds bistand regere to riger , skulle jeg da +ikke kunne bære beviset for en elendigs bedrageri ? +Gid de kunne det , men det er vanskeligere at beherske +sig selv end andre , og når hjertets følelser +komme med i regningen — få — — +du ved da alt — selv mine følelser for Catharine ? +Desværre , jeg ved det , og dette er min største frygt . +Ved min ære , jeg kender hende kun som et fromt , +engleligt væsen , som en søster ! +Bulow studsede og spurgte : +hvordan ? har Slangenbusch været oprigiig nok til +at sige dem det ? +Hvilket ? +Det , de nylig sagde , min Prinds . +Min gnd hvad sagde jeg ? +At hun ermen +hvorfor taver du , og hvorfor stirrer du så +ængstelig på mig , er der nogen hemmelighed derunder . +Har jeg forstået dem fejl ? +Jeg sagde jo blot at hun er en from engel , som jeg +elsker med uskyldig , men inderlig kærlighed . + +oh , Slangenbusch ! udbrød Bulow , så har du +nået din hensigt , at forgifte det bedste hjerte . +Tal åbent og forståeligt . Har han forgiftet hendes +hjerte ? +Mere end det , gud give dem kraft til at bære det . +Bulow , du spænder mig på pinebænken , denne +pige ! +Er ikke ren , som de tror , jeg burde ikke blande +mig i forholdet , så længe jeg kendte deres pletfri +sæder og deres ædelmodighed . +Bulow , du gør mig undseelig . +Det , jeg kunne gøre , var ikke meget . +Har du da gjort noget ? +Kun temporiseret ; — jeg har blot ved små umærkelige +forhindringer , og ved en magt som jeg , fordi +jeg kender hendes herkomst , har over hende — forhindret +en ulykke , der ville have forbitret hele deres +liv . +Såvist som du elsker mig , som en ven og brøder , +såvist som du ønsker min lykke og fred , sig ufortøvet , +uden omsvøb , hvilken er hendes herkomst . +Jeg tvinges dertil , men vær fattet på det grueligste , +det meesf oprørende . +Tal , tal , jeg er nærved at kvæles . +Hun er datter af et berygtet fruentimmer . +Oh min gud . +Har de mod til at vide mere ? +Alt , alt , stammede prinsen . + + + + + +hendes møder hed ligesom datteren Cathrine . +Nu ? er det så skrækkeligt ? +Og hun kaldtes almindeligt støvlet-cathrine . +Min faders ulykke . +Deres faders og deres moders sorg og elendighed . +Milde skaber — så er hun jo på den måde +min søster . +Deres slegfred-søster . Ja . +Oh , det er for meget , udbrød prinsen og segnede +ned på en stol . +Bulow omfavnede kronprinsen og kaldte ham ved +de kærligste navne , men denne blev ved at vride sine +hænder , ryste på hovedet og stirre på gulvet . +De lovede mig at være fattet på det værste , dyrebare +Prinds , og jeg skulle have tiet for evigt med denne +sørgelige hemmelighed , hvis jeg ikke måtte tale for +at forebygge en endnu større ulykke . +Gives der en større ? Du har knust mit hjerte . +Og dog gives der en større , som kunne være sket . +Slangenbusch har ved højere bistand skaffet hende en +ansættelse og bestilling på slottet , kunne han nu ikke , +listig som han er , forsikre dem , at hun ikke i mindste +måde var dem beslægtet . +Oh , min gud . +Kunne ikke deres ungdom have bragt dem i et delikal +forhold til hende ? Den tærende åndssvækkende +sygdom , som moderen ved ryggeslvshed har påført + +sin kongelige elsfer har den vanflægtede moder fra fødselen +givet i arv til sit uskyldige barn . +Det er umuligt . +Det er sandt , og ve den , der fager hende i favn , +— hans lod ville blive som kongens . +Bulow , det svimler for mig — så ung og så +ulykkelig , så uskyldig og så elendig . +Bil de vide at fatte dem ? +Et tungt sværd er dette , men jeg vil bede gud om +kraft til at bære det . +Tænk på deres søster — på Louise Augusta . +Ru « tid vil hengå inden jeg glemmer Cathrine , og +* tg glemmer hende aldrig . +Hun må bort fra slottet . +Hun skal have en stilling i samfundet . +Min Prinds , betænk hvad de derved udsætter dem +for , +hu » skal ikke lide nød , eller tvinges til at gøre +nogen ulykkelig . +Lad os tænke på dem og riget , det er det vigtigste . +Retfærdigheden +er endnu vigtigere . +I staten slår politikken over retfærdigheden . +Men ikke hos mig , Bulow , ellers ville jeg aldrig +være konge . +Min Prinds — +du tror måske det er spøg ? — erindrer du min + +moders ord : bevar mig uskyldig og gør andre +stor . +Ak , min Prinds , fjenderne tage gerne imod storheden +og uskyldigheden nedtrædes da . +Hvad vil du da ? +Bevar begge dele . +Råd mig , adspred mine tanker , hvad skal jeg gøre ? +De skal fjerne Slangenbusch fra dem . +Jeg jager ham bort på øjeblikket . +Nej ingen overilelse , endnu i dag skal jeg give Huth +lejlighed til st advare hele partiet , at trække sig tilbage , +som om det var selve planen man er bange for . +Godt , det billiger jeg . I morgen skal Slangenbusch +erfare , at man ikke vil hazardere noget . +Skal jeg sige ham det ? +Nej , enkedronningen må selv jage ham bort iovermorgen , +hun må tro , at de ikke vil have magten . +Kronprindsen hævede med et sæt hovedet i vejret og +så på bulov med forbavselse . +Hvad behager . +De vil jo vinde ret som Prinds l +ak , jeg kan næsten sige , nu er det mig ligegyldigt . +Gud forbyde det . +Lad hende beholde magten , den er ikke anstrengelsen +værd . +De talte anderledes før en time siden . +Ja , dengang var mit hjerte i en anden tilstand ! +Og dog behøver landet en retfærdig hersker , ligesåvel + +nu som før en time siden . Deres fader trænger +til en søns støtte nu som før , deres søster er værgeløs , +når de er berøvet magten , og deres moders +rinde er først blevet helligt , når hendes søn har +besejret revolutionen . +Jeg kan , jeg vil intet vove . +Min Prinds , hvorfor vil de nøde mig at oprive +nye sår , medens de nys modtagne endnu bløde , men +» in pligt pålægger mig at erindre dem om , at +dronning Mathilde på sit dødsleje besvor fin uskyldighed +og opfordrede himlen til at bevise verden dette +ved at lade dem , hendes søn , blive konge . Bliver +han det ikke , sagde hun , så lad dem tro , at jeg var +en forbryderske . +Kor den Rene er alting rent , selv om jeg blev en +ligger , var hun dog uskyldig . +Ja , sandelig , således sige alle de der , kendte hende +og som elske sandheden , men den store verden elsker +orakler ; for denne skal de gøre hendes minde helligt ? +Og +min fader ? — retfærdighed imod hende — er +hård bedømmelse mod ham ? +De kan være en kærlig søn imod dem begge . Åndslidelser +har sine undskyldninger , men brøden , man kaster +på en kvinde , fordømmes ubarmhjertigt ; vil de intet +gøre for at tilbagevinde det tabte ? +Jeg kan ikke , min kraft er borte — jeg kan ikke . +Så er de skyldigere end deres moders fjender , + +thi disse fulgte dog hævnens og ærgerrighedens stemme +og skyldte deres moder intet , medens de , som skylder +hende livet , ligegyldigt glemmer , hvad hun bad om i +sin dødsstund . Frederik , ved mig taler din moder +endnu for sidste gang til dig . Vågn op , du søn +af en mishandlet dronning , er du ufølsom for dette +billede , som jeg bestandig bærer på mit bryst og som +jeg hver aften væder med mine tårer — det er din +moders fængsel og din moders grav ! +En krampagtig skælven greb den unge Prinds , han +strakte de hvide zittrende hænder ud efter billedet , der +var broderet med sort silke på hvidt atlask , og holdt +det nogle sekunder vildt drømmende foran sig på +skødet . Han var bleg som et lig og øjnene stirrede +ført og marmoragtigt på afbildningen af slottet i +celle og den churfyrftelige begravelse . Indskriften på +graven var så tydelig , og dog så han intet , alt +hvirvlede sig i usikkre træk foran ham . +Bulow knælede , greben af en forfærdelig angst , ned +foran ham og hviskedee med bønlig , næsten barnlig +stemme : +Frederik , dette silketøi er klippet ud af den ulykkeligt +dronning Mathildes hovedpude , derpå hvilte hun +sit hoved hin mørke dag , da hun forlød jorden , det +er broderet af dem , der lukkede hendes øjne , seer du +da ikke — du kære Frederik , disse fugtpletter er din +moders sidste tårer , og disse der , er falmede mærker +af hendes klamme dsdssved . + +med en bevægelse , der så ud som om han med +uhyre anstrengelse løftede en overordentlig byrde , førte +Frederik silkeflykket op til sit ansigt , som han helt tildækkede +dermed , og med et hult udråb : min moder ! +Min moder ! bedækkede han det med Kys , medens en +hulken og en tårestrøm lettede det unge bryst , der +truedes med at sprænges . +Længe sad Frederik således , medens Bulow holdt +ham ømt omfavnet . Følelserne og indtrykket havde +været for voldsomt og mægtigt og en velgørende afmagt +greb ham omsider ubevidst i sine smertestillende +arme . +Da kronprinsen kom til sig selv , skod Bulow alene +hos ham , red siden af divanen . +Gud flee lov , at jeg ikke behøvede at kalde nogen +til hjælp ; da jeg blev bange for alvor , slog de øjnene +op . Ru må jeg kalde en læge . +Bent kære ben ! Hvad var det ? Besvimede jeg ? +O , jeg føler mig nu så vel , så forfrisket . +Men de må dog være forsigtig — de er mat . +Bulow ! Silkepuden , den beholder jeg — det er mit +liv , min styrke , fra nu af skal jeg være en god søn , +en redelig hersker for mit folk , en mand , ja en mand . +Det vil de være — ja ved gud , det vil de være , +nu er jeg ikke bange mere , men lad mig gemme stykket +på den plads , hvor det så længe har været gemt . +Ligeså snart doktoren har været her — skal de få +det . Vi må nu foregive et pludseligt ildebefindende . + +når enkedronningen kommer , så vær kærlig imod +hende og bed hende om Slangenbuschs fjernelse , men +sig ikke andet , hvor meget hun trænger på . +Det vil jeg , det ville også være umuligt for mig +at lyve , og denuncere ham kan og vil jeg ikke . +Vær nu ganske » lig , jeg er nødt til at ringe og +gør dem ikke for rask , thi de er meget angrebet . +Bulow ringede , og snart var livlægen og flere officianter +tilstede . Heldigvis var Juliane Marie ude at +køre med arveprindsen . Man troede endog at hun +var taget til Fredensborg , og sendte derfor estaffet efter +hende i forskellige retninger . +Hun blev synlig altereret , da hun erfarede kronprindsens +upasselighed , og vendte i stor hast tilbage til +hovedstaden . +Hendes omhu og spørgsmål havde næsten ingen +grændser . Doktoren havde foreskrevet en beroligende +mikstur , hvoraf allerede var taget en dosis , da enkedronningen +kom . +Hun smagte derpå , og skar frygteligt ansigt . +Den mikstur må lille Frederik ikke tage , sagde hun , +jeg skal bringe den til doktoren og spørge , hvor han +tør forskrive sådant noget tøj . +Trods Bulows underdanige forestillinger tog hun +medicinsflasken med sig i sin lomme ; men sendte den +dog kort efter tilbage med den besked , af doktoren +mente , af den ville bekomme prinsen vel . +Høisf sansynlig kom medicinen ganske og aldeles tildage , + +som den var taget bort , men Bulow var dog bange , +han ville ikke tillade , af kronprinsen tog noget ind +af miksturen . For af tomme på flasken ville han +selv tage en skefuld hver time i stedet for prinsen , +men dette ville denne ikke tillade , hvorfor de blev enige +om af samle portionerne i en skål og kaste det » ed +i slotsgården , en manøver , der nær havde ledet til +opdagelse , da det faldt på oldfruens blomster , men +Bulow fik hende til af tie for ikke af p��drage kronprinsen +ubehageligheder . +To og fyrretyvende kapitel . +Vigtig samtale . +Kongen blev meget forstrækkef over kronprindsens +upasselighed . Denne frygt syntes ligesom af gyde +nyt liv i hans årer , han rejste sig uden hjælp fra +stolen og befalede overhofmarschal Schak straks af føre +ham til kronprinsen . + +dette ville denne imidlertid ikke indlade sig på , +og der opstod en heftig scene , i hvilken det på begge +sider gik til uderligheder . Kongen besindede sig da , +og sagde med værdighed : jeg seer , de glemmer , af +jeg er konge og de min tjener . De behandler mig +som en fange og tror , at de er min vogter . Jeg +kunne hævne mig derfør , men jeg vil nøjes med at +sætte min kongelige villie igennem . +Derpå gik han med faste skridt hen til vinduet , +åbnede det og råbte ud : gardist , skildvagt ! råb +ud , jeg , kongen , befaler det , og sig til den vagthavende +officer , at han og fire mand straks har at indfinde +sig hos mig . Skildvagt- » , der var en Normand , +råbte øjeblikkelig ud , og da Schak hørte vagten udenfor , +kastede han sig bleg som et lig på knæ og bad +om forladelse . Uden at værdige ham et ord vendte +kongen sig med højhed til den indtrædende officer . +Kender de mig , hr . Kammerjunker ? +Jo , deres majestæt . +Nuvel , jeg kender også dem , de er en brav officer +og hedder møsting . Jeg indestår dem for en +god fremtid , når de parerer mine ordre . +Majestæt , jeg adlyder dem , min konge . +Godt , møsting , jeg skal ikke forlange andet af dem , +end hvad der er overeenstemmende med ret og billighed . +Befal , +min konge ! +Min elskede søn , kronprinsen , er pludselig bleven + +syg . Ha « er mit fremtidshåb , jeg vil se til ham +og kende hans tilstand . +Intet er naturligere , deres majestæt er en god +konge . +Ja , når mit ravn ikke misbruges ; men hor nu +efter , hvad jeg befaler dig , mosling . Disse fire gardister +ere jo tro folk ! +Det indestår jeg for . +Herligt , deres ærlige , trofaste ansigter vidner for +dem . Brave karle , eders konge stoler på eder , +det kan jeg jo ? +Ja , herre konge ! udbrød gardisterne med en mund , +dybt rørte over kongens godhed . +Det kalder jeg godt svaret , hør da efter , 2 mand +bliver med bajonetten plantet mod brystet af denne +opsætsige person slående foran ham , indtil jeg kommer +tilbage . Han skal sætte sig , befalede kongen hårdt +til Schack . Denne tabte næsten besindelse » og satte +sig ned i en lænestol . +Kongen vedblev : hvis han rører sig af pletten , rejser +sig eller gør allarm på nogen som helst måde , +løber i ham bajonetterne gennem livet og spidder +ham til stolen . Hører i ? +Jo , herre konge , svarede soldaterne . +I andre to går udenfor døren og indlader ikke +en moders sjæl , så længe jeg er borte . Forstå i ? +Jo , majestæt ! +Du , møsting , går med mig til kronprinsen . + +di « tjeneste skal blive belønnet såvel som disse brave +folks . +Deres majestæt har at befale , jeg adlyder med glæde . +Det lærer ham ikke oftere at være øpsætsig mod st « +Konge . Hr . Overhofmarschal . Dermed gik kongen , +støttende sig på møskings arm , til kronprindsens +værelser . Kronprinsen blev i høj grad glad og overrasket +ved at se sin fader hos sig . +Gå udenfor Bulow og møsking og sørg for , at +ingen forstyrrer os . +Bulow og mssking trak sig forundrede over kongens +raskhed tilbage . +Min søn , min kære søn , begyndte kongen , er +din sygdom farlig , jeg er meget bekymret . Gid du +måtte komme dig . +Elskede fader , jeg fejler sågodt som intet , det er +kun af forsigtighed efter et ildebefindende at jeg hviler +efter lægens forskrift . +Ja , du er ung og godtroende , min Frederik , men +jeg har gennemgået så meget og kender visse personers +rænker . +Mærker du ingen smerter , min søn ? +Nej , deres majestæt , mindsk nu , da jeg seer dem +få rask . +Det er angsten i forbindelse med nogle styrkende +dråber fra gamle dage , som jeg har funden . Jeg +frygter , at man har givet dig noget ind . +Vær blot rolig , min fader , man har ingen onde + +hensigter med mig , man vil kun beholde magten i dit +og mit navn . +Du er ung , Frederik , men du er min søn , og den +der mest af alle tilhører regimentet . +Gud bevare min fader , regimentet tilhører alene +deres majestæt . +O , du ved ikke , hvad jeg bøjer med disse mennesker . +Når din bedstemoder vil have sat noget +igennem , bliver hun ved at plage mig så længe , til +jeg må give efter . +Kronprindsen svarede ikke herpå , men han førte +kongens hånd til sine læber og kyssede den . +Min egen , kære Frederik , om fire dage skal du +konfirmeres , tror du at du er stærk nok dertil ? +Ja , min dyrebare fader , den 4de April vil blive +en stor fest for mig . +Og for mig ikke mindre , vi ville straks afkaste åget ; +men din nådige grandmama og din onkel må +intet vide . +Jeg er kun lidt mere end et barn , og du , min +fader , er en gammel mand , kunne vi to tie . +Ja min søn , det kunne vi , thi ellers ville vi endnu +i lang tid være umyndige . Jeg kan tie som en mus +når kun du kan det . +Vær vis derpå , men endnu et foruroliger mig , +når skal jeg ind i statsrådet ? +Jeg ville have det straks , men din bedstemoder vil +først have det om en måned . + +hvorfor først om en måned . +Fordi hun vi ! have moltre , Stemann , Guldberg og +Eichstedt ind i gehejmestatsråd « ! først . +Ak , jeg forstår detl +det er før at kunne overstemme den unge , uerfarne +Prinds , som da kun har sin eneste støtte i fin bedstemoder +og si « onkel . +Du må modsætte dig det . +Det er lettere sagt end gjort , hun kommer da med +forblommede talemåder , der indjager mig frygtfrygt , +kongen ? +Ja før dig ! føler du ingen frygt før hende ! +Ærefrygt ! +Fy Frederik ! +Men jeg skal mande mig op , kære fader . +Ja , det er nødvendigt , men lad hende ikke mærke +noget , før i det rette øjeblik . +Når er det , kære fader ? +Den 10de eller den 14de April må slaget slå . +Men vi må erlægge krigsomkostninger i forvejen . +Hvorledes , min fader ? +Det kongelige gods frederiksruhe , må jeg give +hende , før at få udsættelse med de fire jnlianeske +gehejmeråder , som hun vil prakke mig på . +Let er dyrt , det er meget dyrt . +Ja vistnok , men så har du også frie hænder over +2 kongeriger , og det er rigeligt godserne værd . +Du talte kun om et gods , kære fader . + +ja . men min dyrebare Broder har forelsket sig i +harnau , og jeg får ikke fred , førend jeg giver efter . +Nej , kære fader , det kan landet ikke tåle . +Ak , min søn , landet har allerede tålt så meget , +vi få da magten den 14de , og sparer alle de rigsbanksedler , +som hun kunne fabrikere i en hel måned . +Det er hårdt . +Ja , meget hårdt , men der er ikke andet for , vi må +gøre gode miner endda . +Og Guldberg ? +Ja min søn , han vil vist nøde mig til at gøre sig +en foræring af en tønde guld . +Fader , jeg bliver bange , til sidst bliver der jo intet +tilbage . +Til os ? +Til landets vel , mener jeg . +Seer du , min kære søn , vi skal huske på , at hver +dag vi vinder fra dem , er en stor triumf . Siden +kan vi jo tage det igen . +Nej , det kan ikke lade sig gøre , men nu , taushed , +fader . +Ja , taushed , min søn , og endnu et , du må +lade , som om magten er dig forhadt . Jeg må spille +min gamle rolle . +Du seer på mig . Troe mig , det er ikke altid så +slemt med mig , som jeg lader til . +Desbedre l min kære fader ! + + + + + +dermed må du dog ikke tro , at jeg ikke lider af +det nervøse onde , men du vil jo være mig en god +søn ? +Ja , min fader , en taknemmelig søn ! +Kan du stole på Bulow ? +Ja , og på flere . +Godt , rådfør dig med — +stampe , Bernstorff og rcventleu . +Og med Huth ! +Hvad ! har vi også Huth ? +Med liv og sjæl . +Godt , ypperligt , men jeg tør ikke blive længer , hold +dig nu godt , og bryd dig ikke om at jeg synes lidt +sær , gør noget i stand der kan gavne os begge , og somjeg +kan underskrive . +Vil du det , kære fader ? +Det skal jeg vise dig , men forhindre blot de fire +statsråder at aflægge Eden . +Det må du forhindre , elskede fader ! +Godt , det skal jeg , men så må der handles raskt . +Mildhed og klogskab er det bedste ; thi konge « af +Prøjsen er bedstemoders ben , og vi må ikke have +krig for min skyld . +Godt , du har ret , « en hør dog , hvis det kniber , +må Huth forsvare os . . +Det vil han , kabinettet må hæves og alt gå +igennem os to . + +bravo ! har jeg nu skrevet under i 13 ulykkelige +år , for at give dig tid til at vokse i fred og ro , +så vil jeg nu gøre det herefter med større fornøjelse , +jeg skal være rigtig konge , og du , prinds-regent . +Gud styrke os dertil . +Ja , min søn , han vil lade det lykkes . Gud befalet . +Kongen rejste sig , og ville kalde på møsting og +Bulow . Men han betænkte sig , og safte sig atter ned +ved kronprindsens seng . +Et må du love mig , min søn , sagde han , at jeg +befries fra denne Schack , j , han er en bøddel imod +mig . +Han skal bort den 14de , men hold ud så længe , ellers +forråde vi os selv +ja , ja , vi må begge holde ud . +Altså den 14de April . +Vil du have kabinetsseglet ? min søn . +Den 14de ? +Nej . straks . +Jeg vil hellere rente . +Jeg har det hos mig , dette trolddomssegl . +Jeg tog det gerne , men vendt til jeg er konfirmeret +så . . . . +Men når de andre løbe dermed ? +Du må bestandig have det hos dig , fader ! +Godt , jeg skal paste derpå — men den 7dr må +du hente det ; i 7 dage kan det godt undværes . Det +er sket så ofte . Gud befalet . + +farvel min kære , kære fader ! +Min egen Frederik , farvel ! +Efter at have kysset kronprindsen på panden , gik +kongen rask ud af døren , men der lænede han sig +stærkt på møstings arm . +Tre og fyrgetyvende kapitel . +Underhandlinger . +Den næste dag var kronprinsen fuldkommen rast +— ikke desmindre måtte han ifølge livlægens ordre +holde stuen , for ikke straks at udsætte sig . +Sine befalinger havde han uddelt til Bulow med +hensyn til arrangementet af den forestående konfirmation +og igennem ham gik alt hvad der stod i forbindelse +meo regentplanen hvori stampe , reventlau , +numsen , Huth og Bernstorff deltage . +Det er et stolt vidnesbyrd før disse mænd øm , med + +hvilken taushed og troskab de breve underhantlin , +gerne og forberedelserne , når man ved at Juliane +Marie havde sine spioner overalt . +Hos disse mænd havde udspionering gentagne gange +været virksom , men man fangede ikke andet end sine +egne fisk . +Alle vare da af den mening , af prinsen måtte +være glad ved af nyde en konges rettigheder uden af +være belemret med regjcringens byrder og af dette +vistnok stemte overens med kongens , kronprindsens og +folkets ønsker . +Man tror altid det man ønsker , altså beroligede +Juliane sig dermed . +Enkedronningen var alt for glad over denne gode virkning +af hendes utrættelige Iver for af beholde herredømmet , +og hun lagde derfor nye forhåbningssulde +planer for en fjern fremtid . +Det havde nemlig vist sig af modstanden mod hende +var forbi . +Dronning Caroline Mathilde var faldet som et offer +derfor , hvorfor skulle Juliane nu ikke i tryghed over +det bundne terrain kunne ndstrække herredømmet endnu +længere ? +Tidlig eller sent ville kronprinsen jo blive en +mand og blive konge , var det da ikke godt af have +en trofast allieret til , som kunve stemme regenten til +føielighed og hvorledes skulle hun kunne opnå det + +bedre end ved af indlede et ægteskab mellem kronprinsen +og en af hende protegeret tysk prindsesse ? +Hun havde allerede længe stået i det venskabeligste +forhold til kongen af preusen , Frederik den 2den , +hvis datter hun havde udset til kronprinsesse as +Danmark . +Kongen af preusen syntes godt om dette forskag , +og en levende brevveksling var allerede lang tid ført +mellem dem desangående . +At have en flådestat til intim allieret kunne vel +tilfredsstille denne ærgjærrige , erobresyge monark . +Juliane ville derfor inde sikre sin plans fremgang , +thi indflydelse på børnene måtte hun jo altid beholde +og hendes søn arveprindsen kunne da som disses +onkel arve herredømmet efter hende . +Kongeloven tildelte kongens søn kronen , men forbød +ikke onklen ar være den egentlige hersker . +Den 2den April 1784 havde kronprinsen netop +skriftlig besvaret gehejmeråd stampes forespørgsler +angående de nødvendige forholdsregler ved det førestående +statskoup , da enkedrønningen lod sig melde +hos prinsen . +Bulow fik i en hast skjult de vigtig- depescher hos +stg og kronprinsen fik netop tid til at indtage en +rekonvalescents hvilende stilling , da Juliane trådte +ind . +Hr . Marschal , sagde hun nådig , jeg er henrykt over +at se kronprinsen oven senge , de kan betro mig + +ham i en halv time eller så , da jeg har noget gødt - +at melde ham mell > m os selv . +Bulow adlød vinket og skyndte sig bort for ot levere +general Huth de vigtige brevskaber . +Nådige bedstemoder ! sagde Frederik , undskyld at +jeg bliver siddende , jeg besinder mig vel , jeg er kun +lidt mat , men i morgen vil jeg være fuldstændig restitueret . +Det +ønske og håbe vi alle , thi i overmorgen skal +du aflægge det store løfte — som du min elskede +Frederik har længtes så meget efter . +Ja , jeg er glad derover , man . er dog ikke anset for +at være et rigtigt menneske før man er konsirnuret . +Barn , som du er , i min barndom fog man det ikke +så nøje , og vil d « vide min hemmelighed , så er jeg , +din bædstemoder , endnu sket ikke konfirmeret det brugtes +ikke ret meget i den tid , eller var i det mindste n +sag , som man fog efter eget indfald . +Er det muligt . Grandmama er ikke konfirmeret , det +er moeisomt — nu så kan jeg forstå hvorfor de holder +dem så ung , en » konfirmeret dame . +Du er en smigrer lille Frederik , jeg siger det blot +for at du ikke skal tro , at der er sket dig uret fordi +vi har trukket tiden lidt ud . +Men det har jeg jo heller aldrig sagt , bædstemoder ! +Nej , nej , men det kunne du dog hav : tænkt . +Bædstemoder , sagde Frederik modfalden , du vil bestemt +at jeg ikke skal kousirmeres endnu ? + +bilde det gøre dig meget ondt ? +Ja , det ville bedrøve mig meget , jeg bliver bestemt +syg derover . +Nu så glæd dig min søde Frederik , glæd dig som +et barn , thi i overmorgen skal du konfirmeres med al +den pomp , der sømmer sig for kongens søn , ttronarvingen +og min sønnesøn . +Virkelig ? råbte kronprinsen med uskrømtet glæde , +og rakte dronningen begge sine hænder . +Tak , tak ! +Du får mig til at le over din glæde , føler du +nu ikke selv , at du er et rigtigt barn ? +Jo , det må jeg tilstå , men er der noget ondt +i det ? +Nej min Frederik , det er der virkelig ikke — bliv +dn kun ved at være barn en god stund endnu — +men du har jo skrevet — du har blæk på fingrene , +hvoraf kommer det ? +Åh det — ja det siger jeg dig ikke , bedstemoder ? +Frederik , lad os ikke blive uvenner — din bedstemoder +kan du betro alt . +Hvor bliver så overraskelsen af ? +Hvilken om jeg tør spørge ? — +så nu er jeg godt saren , siger jeg det , bliver +fader vred — siger jeg det ikke , så bliver — nå +se nu ikke så opbragt ud — det er ikke noget slemt . +Frederik sig mig det — og du skal have grund til +at glæde dig — nå kære barn ! + +fader vi ! forære dig og onlel Frederik fridriksruhe +og hanrau — er du så fornøjet ? +Enkedronningens ansigt opklaredes pludseligt , hun +rakte kronprinsen hånden og sagde : +det er smukt , jeg skal være tavs — skrev du +derom ? +Nu spørger du om mere end jeg vil svare på — +jeg troede det var passende at fridriksruhe kom til at +hedde julianeruhe — det er det hele . +Nej , lad det kun hedde fridriksruhe — det er bebre +således . +Det tror jeg selv nu , derfør betænkte jeg mig og +tog mit forsiag tilbage . +Lad mig se forflaget , lille Frederik ! +Det ligger i ilden sagde smeden om jernet , bemærkede +kronprindsen . +En sky for hen over Juliane ? Pande . +Så Bulow det ? spurgte hun . +Bulow ? Hvor skulle det falde mig ind — han +er da ikke min skrivelærer , skulle han måske rette +på stilen ? +Mishager han dig mit barn , så sig det ? +Hvorfor skulle han mishage mig ? Det er en god +mand , men han er for gammel til at være min fortrolige +i børnesfræger . +Det har du endelig ret i — men lad os tale om +noget andet , når skal du fejre din indtrædelse i +statsrådet ? + +ja , det spørger jeg om . +Så hør det mit kære barn — den 14de April . +Oh , herligt ! +Du er meget ærgerrig . +Ja uhyre , jeg skal trække onkel Frederik i skøderne +og sige , onkel nu er jeg ligeså meget som du ! +Mere , min friderik , du er krønprinds og han er +kun arvcprinds . +Ja , men han er og bliver dog altid min onkel . +Det er vidst . Sig mig hvad er så det første forsiag +du vil gøre i statsrådet ? +Det er sandt , man skal vel komme med noget for at +vise sig — — lad mig nu se — jeg vil foreslå en +belønning til Guldberg . +Det er ikke ilde — din indtrædelse vil være gl mrende . +Det +troer jeg selv . +Har du noget imod at Guldberg , Eichstedt , Steman +og rosenkrone blive stemmegivende geheimestatsråder . +Bedstemoder , i den retning må du gøre hvad du +finder rigtig . Det vil jeg siet ikke blande mig i — +det kan dog ikke være dig ligegyldigt hvem der sidder +i statsrådet ? +Når det er tro og indsigtsfulde mænd , du kender +dem jo — gør det ganske som du synes . +Tzpr min Frederik , siden du nu er i det gode hjerne +vil jeg endnu fremkomme med noget — vi må +tænke på en gemalinde til dig . + +nu må jeg le , en gemalinde ? jeg er jo ikke konfirmeret +endnu ? +Det er du snart , og du ved vel at det er pligt +i tide at tænke på en kronprinsesse . +Du har måske en i lommen ? +Netop , se her er et brev fra kongen af preusen , +og her er hans datters portrait . +Brevet kan du beholde , jeg vil ikke høre et ord +derom førend jeg er atten år , men portraitet gad +jeg nok se . * +så se da — +hun er ikke hæslig , diademet klæder hende godt . +Du synes om hende ? +Nej , det har jeg ikke sagt — er hun god ? +From som en engel . +Hun seer ikke videre blid ud , men det kan vi altid +tales ved om . +Jeg har halvt om halvt gjort mig håb derom . +Hør bedstemoder , jeg er kun et barn endnu , “ jeg +kan ikke bestemme mig så tidlig . +Fyrstegiftermål bestemmes altid tidlig . +Ja , men ikke før konfirmationen . +Jo , din fader og din onkel er enig med mig . +Du må bestemme dig . +Ikke endnu , nu har jeg føjet dig i så meget , så +må du føje mig i at vente . +Hvorlænge min kære Frederik ? +Såmange uger som der er diamanter vin portraitet . + +det er umuligt , jeg må give svar før den t d . +Lad os dog tælle . +Og enkedronningen og kronprinsen gave sig nu +ligesom børn til at tælle de diamanter der sad i +indfatningen . +Når nogen havde set dem i dette øjeblik skulle +ingen have antaget , at disse to væsner vare hinan » +Denh modstandere . +En og tyve , det er vel hendes alder ? sagde +prindsen . +Jeg tror kun at hun er tyve år . +Så er hun jo ældre end jeg . +Jeg var også over tyve år da din bedstefader +ægtede mig . +Ja det er jo rigtignok sandt , men jeg kan ikke bestemme +mig endnu . +Men når da , når da ? +Sig mig bedstemoder , når synes du ? +Det bedste var at du bestemte dig straks . +Før konfirmationen ? Så kunne man sige det var +et barnevslg , nej lad det så være til om 21 dage , +det er såmænd tidlig nok . +Du skal ikke giftes før i dit 18de år , men lad det +da være til om 21 dage — du søler tog alligevel +din bedstemoder . +Jeg lover intet , men når jeg engang kommer fra +statsrådet iler jeg op til min kære bedstemoder , og +siger hende besked . + +du er et velsignet barn . +Bedstemoder skal i det mindste altid kalde mig en god +sønnesøn . +Det er jeg vis på — vil du beholde portraitet ? +Nej , nej , hvor kunne det passe sig , et barn og et +dameportrait ? +Men når kronprinsen kommer fra statsrådet — +ja , så har han rystet barnet ud af ærmet , så +kan vi tale derom . +Enkedronningen forlod prinsen i høj grad tilfreds » +- stillet , hun skrev straks til kongen af preusen at hun +nærede sikkert håb om at hendes sønnesøn ville føje +hende i alt , og at hun navnlig havde den sikre forventning +inden udløbet af en måned at tilmælde ham +en glædelig tidende med hensyn til kronprinsen og +kronprinsessen . +Den vending , som denne sag , til held for kronprinsen , +fik , hjalp ikke lidet til at fremme hans Pia » +Ner og til at dysse den årvågne Juliane i den dybeste +ro og tryghed . +Den preusiske gesandt viste kronprinsen den underdanigste +opmærksomhed , og de andre diplomater der +ikke anede noget om Julianes giftermålsplaner troede +af den preusiske gesandt i statsanliggender ville insinuere +sig hos kronprinsen som en snartblivende regent . +De +ville altså ikke stå tilbage for nogen , men viste +om muligt endnu større underdanighed og ærefrygt + +hvilket navnlig var tilfældet med den engelske og den +rnssiske gesandt . +Da nu konfirmationshøitidelighederne medførte den +omstændighed af kronprinsen blev betragtet som festens +konge , så søgte hele hoffets personale og alle statstjenerne , +ja selv borgerne af overbyde hinanden i af +vise deres hyldest , så af det næsten grænsede til tilbedelse . +Dette +gav alle kronprindsens tilhængere et ubetvingeligt +mod og en værdifuld moralsk støtte . +En få forgudet Prinds turde nok vove noget for af +vinde sin ret , og han selv var nu mere end nogensinde +bestemt på af vove det . +Således nærmede sig det vigtige tidspunkt , da tronarvingen +skulle indtræde i statsrådet . +Kronprindsen talte timerne dertil og endelig nærmede +sig den 14de April . + + + +tillader min herre og kongelige fader af jeg oplæser +dette ? +Jeg tillader det min søn ! svarede kongen med +samme åndsfraværende blik som før . +Kronprindsen tog nu et papir op af lommen og +læste : +min nådigste konge , fader og herre ! Da min +nådigske hr . Fader har haft den nåde og kærlighed +for mig nu at sætte mig i sit geheime-stadsråd , +så erkender jeg , som jeg bør , denne deres nådige +fortrolighed med den dybeste ærbødighed og største +taknemmelighed . +Men , som jeg er overbevist om , at tingene meget +bedre b styres uden et kabinet , så må jeg underdanigst +bede min nådige hr . Fader at ophæve kabinetter , +hvorved statens publique affairer kom igen på +den fod , de altid have været indtil nu på 14 a 15 +år , og hvorved hensigten af forordningen af den +13de febr . 1772 blev opnået . +Ligeledes tror jeg mig forbunden i min samvittighed +underdanigsk at foreslå igen udi deres stats * ) +i denne forordnings § 3 hedder det : alle kollegiernes +forestillinger skal i og igennem statsrådet +ioredrages køngen og hans resolution derpå tages . +Ligeledes skal der alle anbefalede ekspedition « af køngen +underskrives . + +råd at indsætte 2 brave mænd , som før have været +udi samme og som nu slå på pension , i stedet for efter +deres ønske , at opoffre sig til dens majestæts +og landets tjeneste , nemlig gehejmeråd rosenkran ; +og gehejmeråd , grev bernsdorfs , samt tillige at indkalde +i statsrådet general Huth og gehejmeråd +stampe , da alle disse 4 mænd forene for sig , enhver +især , de til ^en god og duelig rådgiver fornødne egenskaber , +og derfor såvel inden- som udenlands er bekendte +og agtede . +Skulle nu , som jeg ønsker og håber , min nådigske +herre og fader i nåde bifalde disse mine velmente +forskag , så beder jeg underdanigsk at deres resolution +herpå nådigst må meddeles , og at den derhos +føjede ordre til det danske kancelli må blive af deres +majestæt underskreven , samt at det må være mig tilladt +slrax i deres majestæts navn at lade bemeldte 4 tro +og brave mænd vide , at de skal indfinde sig i høistsammes +geheime-statsråd . +Jeg forbliver til min død med den dybeste sønlige +respekt og ærbødighed min nådigske konge , fader +og herre , deres majestæts underdanigste tjener , undersåt +og søn . +Frederik k . P . +Holdt , hvad er dette ? råbte arveprindsen , det er en +regjeringshandling af alt for stor vigtigted , som først +nøje må overveics . Må jeg læse det først ? + +nej , dette er en kongelige nødvendig beslutning , som +skal gøre forandring i den vilkår lige kabinetsregjcrjng +der i den senere tid har vist sig uheldbringende +for landet , genmælede kronprinds n . +Bi er her for at råkslå , svarede eickstedt , og ikke +- for at modtage befalinger . +Ti , eickstedt ! til i spørges . Kongen , min fader , +er herre og nindskrænket voldgiffsmand i landet , jeg +er hans esn , hans støtte og ttronfølger . Kun for +hans køngelige villie bøjer jeg mig . Min fader , skriv +under og frels fædrelandet ! +Ja , det vil jeg , min søn , herefter vil jeg kun underskrive , +hvad du forelægger mig ; giv mig straks en +pen . +Jeg protesterer , råbte arveprindsen fuld af brede +og rev pennen ud as kongens hånd så pennen +faldt på gulvet . +Guldborg , fag pennen op , befalede kronprinsen . +Guldberg lod som om han ikke hørte det , og stod +ubevægelig . +Guldberg , gentog kronprinsen , i kongens navn +fag pennen op . +Men Guldberg stod som en billedstøtte og rørte sig +ikke af pletten . +Min konge , min dyrebare fader , sagde prinsen , +lad ingen rive dette papir fra dig , thi da er det +kronen man river fra lig og mig ; elsker du din + +søn og dine undersåtter , så vogt over dokumentet , +medens jeg selv tager pennen op . +Kronprindsen bukkede sig hurtig og optog pennen . +Arveprindsen ville rive papiret ud af kongens hænder , +men denne holdt krampagtig fast og råbte mod +frygtelig stemme : +vov det ikke , Broder ! +Ved disse ord segnede arveprindsen ned i sin stol +ligesom lammet af skræk og forbanselse . +Kronprinds Frederik gav kongen pennen , og dennr +skrev straks under . +Skriv egenhændig approberet , bad kronprindsin . +Kongen gjorde dette . +Og nu , min fader er det nok for i dag . +Ja , svarede kongen , jeg er træt . +Jeg vil følge dig til dine gemakker , sagde kronprinsen +og puttede papirerne i fin lomme . +Kongen havde imidlertid rejst sig og bevægede sig +henimod døren . +Arveprindsen gik hurtig hen ti ! Kongen og smuttede +ud af døren med ham idet han tog ham i hånden . +Kronprindsen ville ile efter ham , men døren var +aflåset . +Spræng døren , eickstedt , befalede kronprinsen . +Deres kgl . Højhed , hvor kan jeg det ? +General , i kunne sprænge døren , da vet gjaldt om +at overfalde og fængsle min ulykkelige moder , og nu , + +da eders herre og kronprinds befaler eder det , er i +» lydig . General Huth og det danske folk skal lære +eder lydighed . +Min høje herre , bad eickstedt angst , jeg er ikke ulydig , +men vil lyde eder i alt , jeg var eder altid en +tro tjener og håber ikke at have vakt eders mishag . +Godt , skaf døren op , og forhold eder rolig , så +- skal intet ondt , ske nogen af eder , men skal jeg vente +til man sprænger døren udenfra , vil jeg ikke forhindre +eders arrestation . +I samme øjeblik blev døren revet op af Bulow , +og flere livvagisofficerer indtrådte , som synlig glædedes +ved at se prinsen vel . +Skal disse arresteres ? spurgte Bulow . +Nej , hvis de ikke vise opsætsighed , men er lydige ; +hvor er Huth og numsen ? +De forhindre arveprindsen i at føre kongen bort . +Disse herrer blive her , befalede prinsen , og ilede +bort med Bulow for at nå kongens gemakker , her +var numsen og Huth , der overøstes af arveprindsen +med bebrejdelser . +Kom til dronningen , sagde arveprindsen og trak +kongen ved hånden henimod korridoren , der førte +til Juliane Maries værelser . +Kongen så sig sky om , men da han ikke bemærkede +nogen , der kunne hjelpe ham , fulgte han med arve » +Prindsen , men , som det lod til , højst ugerne . +Numsen stillede sig for døren ved enden af mersalen + +og var bestemt på ikke at lade arveprindsen føre +kongen med sig førend kronprinsen kom . +Tilside , råbte arveprindsen , seer i ikke det er kongen +og mig ? +Deres majestæt behage allernådigst at vente , svarede +rumfen , nu kommer deres søn , kronprinsen +aks . +Befal at han skal gå til side , det er jo majestætsforbrydelse +at spærre kongen vejen , skreg arveprindsen . +Men hvor er Frederik , hvor er min søn ? spurgte +kongen ængstelig . +Her er han , min konge , råbte general Huth åndeløs +idet han kom løbende fra køngens indre gemakker . +Min +fader , her er jeg , svarede kronprinsen , der +kom lige bag efter og var bleg som et lig . +Kom nu , Broder , bad arveprindsen og trak i- køngens +hånd . +Nej , denne vej , min dyrebare , elskide fader , bad +kronprindsen og tog fat i køngens højre hånd med +sin venstre for at føre kongen tilbage til sine værelser . +Kongen var aldeles rådvild , men det så dog ud +til , at han helst ville følge sin søn . +Bulow sagde kronprinsen , gør ende på dette , ! jeg +har køngens resolulion i lommen . +Disse ord gav alveprindsen nyt , liv og ny fortvivlelse . + + +gå til side , skreg denne blussende af brede til numsen , +der stod foran den lukkede dør , kong n vil frem . +Jeg seer kun , at de trækker ham frem . Når +kongen er fri i sine bevægelser og selv befaler mig at +lukke op , skal jeg adlyde , sagde numsen forlegen . +Deres kgl . Højheder behage begge at skippe hans +majestæt kongens hænder , bad general Huth . +Elsk din fa der , Frederik , befalede arveprindsen . +Rei , flip du , onkel Frederik , kongen er min fader . +Endelig slap de begge . +Kongen var i dette øjeblik aldeles bedøvet og førvirret , +så at han sket ikke vidste , hvad han skulle gøre . +Det var åbenbart , at arveprindsen måtte have +sagt noget til ham på brien fra statsrådssalen , som +var kronprinsen til skade . +Hvad skal jeg gøre ? spurgte kongen Huth . +Følge kronprinsen , svarede denne uforfærdet . +Za , ja , kronprinsen . +Elskede fader , sagde denne og tog begge kongens +hænder i sine . +Hurtig som lynet to ? r arveprindsen hen til kongen , +der alt vendte om til sine gemakker , og da arveprindkom +til at røre ved kronprindsens lomme , blev +denne angst over at miste det kostbare dokument . +Han gav derfor slip på kongens ene hånd , men +holdt fast med sin ene hånd på kongen medens +han holdt på skn lomme med den anden . +Arveprindsen , der nu blev vred for alvor , tog + +kronprindsen hårdt sat i kraven og ville sandsynligvis +enten have fravriste ! ham kongen eller dokumentet , +men kronprinsen værgede sig tappert , han tog papirerne +i hånden uden af skippe kongen , og gav dem +til Bulow og general Huth , der , da de nu så , af +kronprindsen greb til sin kårde , frygtede en overilelse . +Hastig +og dog med ærbødighed skilte de de kæmpende +ad , så af arveprindsen et øjeblik efter , uden +selv af kunne gøre sig ræde på hvilken måde , befandf +sig henne i den anden ende af salen , medens +kronprindsen førte kongen ind i sine gemakker , hvor +neventlau , stampe og bcrnsdorff imidlertid fra den +modsatte side vare ankomne . +H r kom kongen lidt til ro og besindelse , og det +lykkedes disse hædersmænd ganske af overbevise den +stærkt angrebne konge om , af han vedblev af være +konge , og hans søn , kronprinsen , vedblev af være +hans fyrste og hans trøeste undersåt . +En hel time blev kronprinsen og disse nye statsråder +hos kongen og de vigtige beslutninger toges , +af Juliane Marie fra nu af var ude af al indflydelse +på statsmagten , dog således , af arveprindsen +vedblev af hare stemme i statsrådet . +Guldberg , eicksfedt og kongens andre plageånder +sattes derimod straks fra deres funktioner . +Bulow forstyrrede først denne vigtige rådslagning , +idet han meldte at enkedronningen var ganske ude af + +sig selv , og råbte idelig på majestætsforbrydelse , +kongemord , revolution . +Hun ville ud til folket eller tale med kongen eller +kronprindsen . +Har du arresteret nogen ? var det første den nye +regent spurgte om . +Nej , deres kongelige højhed jeg ønskede , at det +nye regimente skulle gå så lempeligt tilværks som +forholdene blot kunne tillade . +Deri har du gjort vel , sagde Frederik , hvis det blot +er muligt skal alt gå fredeligt af , og mit regimente +betegnes med mildhed . Du Huth , og reventlau skal +følge mig til enkedronningen , og hvis min nådige +bedstemoder deri samtykker , skal-hofballet , hvortil alt +er arrangeret , uforstyrret afholdes i aften . +Numsen og bernsdorff blive her og holde kongen +med selskab . +Hvis jeg tør give et råd , min Prinds , da tag +Guldberg med , thi deres nådige Fru bedstemoder +drømmer allerede om skafot og blodbad . Guldberg +vil bedre end nogen anken berolige hende . +Du har ret , lad ham da hente , går alt godt , skal +vi netop nu blive gode venner , jeg vil ikke gøre noget +menneske fortræd og ønsker kun Danmarks og +Norges lykke . +Da Guldberg var kommen til kongens ydre sal , +gik kronprinsen ud til ham , forklarede ham forholdene , +samt beroligede ham . + +min herre ! jeg har indset , at det ville komme , nu +er det kommet , og jeg er fra nu ar eders lydige +tjeneri +vis det , Guldberg , og det skal komme eder og eders +børn til gode , berolig min bedstemoder og min onkel +arveprindsen ; de have mistet magten , men jeg skal +altid ære og elske dem som dyrebare slægtninge , kun +må de forholde sig rolige , hvis de ville det , skal ingen +blive arresteret , og hele hoffet skal tro , at min +bedstemoder har arrangeret det hele , og selv bestemt +alt som sket er i dag . +Guldberg ilte forud til dronningen og arveprindsen , +men de vare så oprørte over det forefaldne , ar de +ikke kunne fatte eller finde sig i det . +Guldberg prædikede for døve øren og hun beskyldte +endog denne for medviden i komplottet . +Min nådige bedstemoder , sagde kronprinsen , da +han længe roligt havde hørt på hendes bebrejdelser , +jeg har kun tilvendt mig min ret som ttron viger , +og kabinetsregjeringen er en uting . I virkeligheden +er sket intet sket . +Da min ulykkelige moder blev fængslet og forfulgt ; +skete dek fordi kabinetsregjeringen , som hun hovde støttet +kaldtes ulovlig ; +enten er den ulovlig og da er det ret , hvad der er +sket i dag , eller den er lovlig — og da har man begået +en stor forbrydelse , idet man styltede min møder +lerfor . + +forholdet er anderledes , skreg Juliane Marie . +Ja , i negle punkter . Hun var kongens hustru ag +kronprindsens møder , altså den nærmeste ti ! Kabinetsregjeringen , +når en sådan skulle være , medens +nu kongen og jeg . de nærmeste til magten , hidtil +vare magtesløse og blindt adlydende redskaber — endelig +stele afløsningen — kabinetsregjeringen for 12 +år siden med bold og drab , med grusomhed , fængsel +og tortur , jeg derimod afløser den som en kjerlig +sønnesøn , idet jeg er villig til at ære- og elske dig +for hele verden — du som dog var hård imod min +stakkels møder . +Du vil hævne dig , Frederik , og hævne hende blodigt . +Nej , +ved min ære , jeg vil ikke oprive gamle sår , +men jeg fordrer lydighed i regjeringsanliggender , +udenfor dem , er jeg din bedste ven , din egen Frederik . +Og +din onkel , skal han være din tjener ? +Ja , for så vidt som jeg er landets første tjener , +må han og alle adlyde mig , men som statrådsmedlem +kan han komme med sine indvendinger . +Jeg vil søge kongen om min afsked i sagde arveprindsen +fornærmet . +Og jeg vil bønfalde kongen om at skrive et kjerligl +broderugr brev til deres kong lige højhed for at begære +at i fremtidig vil slå ham og mig bi med +eders råd i alle regjeringsanliggender . + +det » gør du ikke , Frederik , du har nok andre +rådgiver^ +fuldkommen sandt , men eders navn min høje onkel , +bør findes på enhver nyttig regjerings-foranstaltnig . +Nej +— nej , jeg går ikke i statsrådet , jeg har +døg intet mere at sige . +Guldberg , døm de , bør hans kongelige hpihed +vel undsiå sig for at have sæde i statsrådet . +Det vil hans kongelige højhed vist heller ikke +når vreden og fortrydelsen har lagt sig , thi det ville +netop være smukt , når det lamme gode familieforhold +kunne vedblive at bestå som hidtil . +Guldberg er en redelig mand , sagde kronprinsen , +vi b . r følge hans råd . Hvad vedkommer det verden , +om vi i virkeligheden er uenige i nogle punkter , +ingen skal kunne se andet end den fuldstændigste harmoni . +Vil +du da rette dig lidt efter os , Frederik , vi er +døg mere erfarne og kende regjeringcns byrder bedre +end du . Når du vil rådfø ' . e dig , kan endnu alt +blive godt . +Misforstå mig ikke , regjerc skal jeg nok ved statsrådets +hjælp , der har onkel Frederik sin stemme +hverken mere eller mindre . +Jeg skal altså kun skrive under ? Aldrig ! +Onkel Frederik , glem ikke , at du har ladet kongen +gøre det samme i en række af år , og han var dog + +svuverain ; mig spurgte ingen om . Det er førsk nu , +at min tur er kommen . +Ja . og ved falskhed , Frederik ! +Jeg kom hid før at stifte fred , hvis jeg havde sagt , +jeg vil have min ret , havde jeg da fået den ? +Tusind gange hellere , sagde Juliane Marie . +Guldberg , hvad mener de ? +Kronprindsen har alter ret , man slipper ikke gerne +magten af hænde . +Guldberg er en ærlig mand , der siger sin mening +rent ud , sagde kronprinsen . +Guldberg er en verrdekasbe og venter måske fordel +af at give dig ret . +Du gør os begge uret , bedstemoder , han er en ærlig +mand , og det er jeg med , ræk mig nu din hånd . +Vi skal vel miste godserne i Holsten ? +Nej — hvor kan du tro det , bedstemoder , jeg vil +ikke forandre et ord af hvad kongen har givet bort , +jeg vil ikke kuldkaste , men regere , og jeg vil ikke blot +regere , men vinde hjerter . +Angående mit , skal du ingen ulejlighed gøre dig , +sagde arveprindsen . +Så vær idetmindsfe hofmand og diplomat i aften +på ballet . +Hvad , skal der være bal ? råbte enkedrønningen +og arveprindsen på engang . +Ja , har hendes majestæt ikke selv inviteret . +Jeg vil sende afbud igen ? + +det ville gøre mig meget ondt , thi da ville onde +tunger sige , at her var passeret noget , at enkedrønningen +og arveprindsen vare skarede af Marken , at de +havde lidt et nederlag , men går alt i sin vante orden , +vil man sige . Dronningen og arveprindsen have +troligt røgtet deres kald til kronprinsen blev konfirmeret +og kom i statsrådet . Der var enighed og +er enighed . +Når man hører dig tale , Frederik , skulle man ikke +tro , at du i går var et barn , hvad hedder dine +rådgivere ? +Du vil lære dem at kende ; men dette er dog min +egen ide , jeg udbeder mig den første Dands med de +to rigers første dame , og på min opførsel skal enhver +vide og mærke , at man fra nu af skal forøge og +ikke formindske ærbødigheden og uudcrdanighcden imod +dronningen . +Du er en sni d statsmand , det må man lade dig , +du forstår af forgylde pillen , der må sluger . +Min søn , hvad siger du ? +Jeg dandset i ! ke , svarede denne mut . +Jo , onkel , du dandser , om jeg så skal tigge min +onkel Georg om et hosebåndsorden til dig . +Du er dog en god — kronpnnds . +Det tror jeg selv . Jeg ønsker af se glade og lykkeligt +men efter , og jeg begynder ovenfra , bedstemoder , +hvor højt skal vi vædde om , af både du og onkel +begge skulle komme til af holde ret meget af mig . + +det må du alt længe have mærket Frederik . +Ja på lidt nær , men fra nu as skiller magten os +ikke , den binder os sammen , og du skal være den første +dame i riget . +Men kongen af Preussens datter ? +Tager jeg ikke , for så blev du den anden , og du +skal være den første dame ved hoffet , det har jeg lovet +dig . +Min kære Frederik , vort bedste , vor glans og +hæder må stå tilbage for statens og kronens ret +— du må gifte dig . +Godt , du ønsker det — så skal det ske , men så +skal jeg gøre et valg , at min gemalinde- skal se op +til dig — jeg vælger din datterdatter , landgrev +onkel Carls datter ! +Marie ? +Ja — netop . +Ih , så gud velsigne jer . +Amen ! Det sagde du i en god stunds +. Omfavn din bedstemoder . +Min kære bedstemama . +Og du , onkel ? +En anden gang : +nuvel , jeg vil have det til gode , men husk vel på , +at en god onkel er en klog Prinds , og en klog Prinds +er en god onkel . +Med disse ord forlod kronprinsen enkedronningen +en + +og arveprindsen , der ikke kunne komme sig af forundring +over den myndighed og forstand som „ dette barn “ +Lagde for tagen . +Arveprindsen havde især vanskeligt ved at finde sig +tilrette i . Forholdene . +Han lunde ikke satte , at han , som i morges havde +rejst sig , og gået i statsrådet som den mægtigste +mand i staten — nu pludselig var uden indflydelse , +„ Et parademenneske “ , „ En medunderskriver “ af en andens +villie , og selv Juliane havde møje med at +forllare , at man i grunden måtte være glade over at +beholde skinnet af magten . +Thi Frederik , sagde hun , kunne lige så let have +taget hævn over os , som vi toge det over hans +moder . +Og hvem borger os for , at han ikke gsør det i +fremtiden ? +Hans kongelige højheds gode hjerte og gode fornuft , +svarede Guldberg . +Det indser jeg ikke , indvendte arveprindsen . +Jeg tror , Guldberg har ret , sagde enkedrønningen . +Men bevis , bevis , ivrede den første . +Hvis kronprinsen ikke nærede hengivenhed for sin +nådige bedstemoder og sin høje onkel , ville han ved +denne kontra-revolution gået anderledes tilværks . +Han havde ladet i det mindste alle deres hengivne +tjenere og tro mænd længsle , og måske sikkret sig + +deres høje persøner , men jeg har selv højt hans kongelige +højhed befale , at ingen arrestationer måtte sinde +sted uden i yderste nødsfald , og at den dybeste underdanighed +uafbrudt måtte vises hendes majestæt +dronningen og hans kongelige højhed arveprindsen . +Dette kunne måske være en foreløbig klogskabs- og +forsigtigheds foranstaltning . +Min søn har ret , han har vel frygtet vort parti , +mente enkedrønningen . +Desværre , det kan han ikke have flygtet . +Hvorfor ikke ? +Fordi det , som deres majestæt behager at kaldet +vort parti kun består af tre persøner . +Hvorledes , hvilke tre ? +Vi tre — ikke en flere . +Raser de ? +Jeg taler den rene sandhed . +Og eickstedt , Rosenkrantz og de andre ? +Overløbere — ikke andet end overløbere , eickstedt +var lige ved at kysse sin elev fra forrige måned på +hånden , fra det minut kongen havde underskrevet . +Den forræder ! +Lad os ikke dømme for strengt , kongen gav deres +majestæt magten , eickstedt og hele slænget bøjede +sig , kongen giver magten til en anden — eicksted +-og hele slænget wer sig da for denne anden . +Og vi skal tåle det ? + +ja , thi magten ligger i kongedømmet og i kongens +villie , det er griffcnfeldts værk . +Havde jeg kun fået min Broder ud med mig , skulle +vi set noget andet . +Gud ske lov , at dette ikke skete , thi udenfor ville +de have erfaret , at folket for længst er kede af os +og længes efter noget nyt . +Jeg skulle lært det at agte det gamle . +Jeg gentager , dej er godt , at det ikke skete , men +heldigvis kunne det ikke ske . General huih havde belavel +sig på alt , og vi kunne ikke have gjort et skridt +uden at begå en fejl . +Hvem har da låget over os ? +Kronprindsen , thi hvis vore bedrifter ikke vare umuliggjorte , +havde vort nederlag og hans Sejer været +en offentlig kjendsgjerning , og han havde været nødt +til af erkende enten af han havde handlet uret , eller +straffe os for af have gjort det . +De taler som om de var hans mand , og ikke vor . +Jeg ønsker af blive det for deres , ikke for min +skyld , men bernsdoiff og jeg er antipoder . En lille +amtmandsposf vil for mig være en stor nåde , og alt +hvad jeg kan opnå . +Og de har hjerte af spøge med ror ulykke — kan +der da sket ikke gøres noget ? +I hvilken retning ? +I den retning , af generobre magten ? +Måske i + +tal , tal ! +De vil blive høffets første dame . +Det sagde han . +Kronprindsen holder ord . +Men magten ? +Når kronprinsen gifter sig med deres majestæts +datterdatter . +Så kunne vi gennem denne vej opnå indflydelse . +Netop ! +Det er af gøre vejen til China kortere , ved af +lægge den over Lapland . +Og når vejen over Lapland er den mindst farefulde +og den sikkreste er den også den korteste . Desuden +— +de seer dem om — her er ingen der hører os , +kalkun ud . +Det er jo ikke afgjort , af fordi kronprinsen gifter +sig , han derfor får levende mandlige arvinger . +Arveprindsen hævede hovedet opmærksomt i vejret , og +spurgte : +hvad så , hvad så ? +I det tilfælde tilfalder ttronen arveprindsens +mandlige arvinger . +Vi skutte os til kronprinsen — Guldberg seer bedre +end vi . +De har et klart blik , Guldberg , dette „ hvis “ er +ikkun alt for uvist . +Man kan ikke vide . + +tingene , går nok , mente Juliane , man må også +overlade hændelsen sin del . Jeg har rigtignok +drømt om , af du ville drive fader til en konge . +Man drømmer ofte hvad man ønsker . +Det er aldrig lykkedes mig . +Jeg tror heller ikke , af man således kan kommandere +sine drømme . +Men for ikke af tabe os i drømme nu , hvad skulle +vi da gøre ? +Kom med forskag , Guldberg . +Først gå på bal i aften . +Vel , approberet ! +Dernæst fordoble kærligheden og opmærksomheden +mod kronprinsen og ercntuelt mod den vordende kronprinsesse . +Godt , +meget godt . +Antaget , sagde arveprindsen , og gav et bekræftende +tegn med hånden . +Endvidere på denne basis gøre sig yndet af folket . +Det vil da sig ; hoffolket ? +Nej folket : borgere og bønder . +Rejsen over Lapland er meget besværlig . +Nen sket ikke farefuld . +Videre , videre . +Der øvrige må man overlade til skæbnen . +Skæbnen er en tvivlsom oldfrue , man må se +hende lidt på fingrene , sagde enkedronningen . +Hvortil skulle det føre ? + +spørg Guldberg . +Jeg ved det ikke . +Ih , til af hun giver os småffjorter , og kronprinsen +chemisser . +Ja , lad os bede hende om det . +Altså i aften på hofballet ? +Iaften på hofballet . +Og i strålende humør . +I strålende humør . +Om alle sagde , af vi havde mistet magten , skal +ingen tro det . +Og , nu hver til sit . Du Frederik , må især være +en kærlig onkel . +Jeg skal ivctmind ' ste være en klog Prinds , tro +mig nu . +Den første kunst ligger i indbildningskraffen , sagde +Guldberg . Når vi ikke selv tro på den kærlighed +vor læbe og vort smil udtaler , ville vi ikke få andre +til af tro det . +O , nu er de for nøjeregnende , Guldberg . Når vi +tage det så strengt var det umuligt af være diplomat +— jeg mener af det officielle solskin bør ligge i ansigtstrækkene , +medens de hemmeligste tanker ligge skjulte +i baghovedet i den lille hjerne . +Sandt nok , deres majestæt , men de hemmelige tanker +ere som lette fugle , de bryde før nogen ved det , +deres skjulte fængsel før at vise sig i et stjålet , + +måske beluret øjekast . „ Tænk ikke så forråder du +dig ikke , “ plejede en viis mand altid ar sige . +Tanker er toldfri , min kære Guldberg , sagde arveprindsen . +Ikke +altid , deres kongelige højhed . Disse er +netop det eneste hvoraf kronede hoveder betale told . +Med disse ord bukkede Guldberg underdanigt og +forlod gemaket . +Om eftermiddagen formåede kronprinsen kongen +til at køre en tur med sig på Københavns gader , +for at aflægge de nye statsråder besøg . +Overalt modtog folket dem med levende jubel og +kongen var så tilfreds som han ikke i lang tid havde +været . +Jeg føler mig ung og kraftig på ny , og mærker at +min sundhed vender tilbage . +Kære fader , du må ikke længer holde dig så +indesluttet , du må ofte vise dig for folket og i +hoffets kreds , det vil gøre dig godt og forlænge +dit dyrebare liv . En konge må hyppig vise sig for +sine undersåtter . +Du ønsker da virkelig , min søn , at jeg længe endnu +skal være konge ? + +fader , du forskrækker mig , har du nogensinde tvivlet +derom ? +At du elsker mig , ved jeg , min kære søn , men +jeg troede , at du selv ville være konge , og bringe +mig fil at abdicere . +Gud forlyde sig formastelig gerning , nej fader , +om du levede fil du blev hundrede år , aldrig fluid « +Jeg vove fligt , ja om du selv ønskede det , ville je§ +på mine knæ bønfalde dig om , at vedblive at vær « +Konge , jeg er tilfreds med længe , endnu længe at væm +kronvrinds . +Du oplever mig med dine ord , men hvor dyrebar +du er mig , min Frederik , kan du se deraf , at om +du havde dettroniseret mig , skulle du ikke have hxm +nogen bebrejdelse . Jeg blev jo dog den gamle kong « +Og du den unge konge . +Nej fader , du alene er konge , så længe gud sparer +dit liv , når jeg engang får børn , vil jeg +kunne forlange den samme kærlighed af dem . Hvad +jeg begærer , er at du kun igennem mig og statsrådet +vil tage beslutninger , og aprobere . +Det vil jeg , det vil jeg urokkeligt . +Så skal al bilkårlighed være fjernet fra nu af , +dog et har jeg endnu at bede dig om . Siden dej +lader fil at a ' vekslingen virker velgørende på dig , +kære fader , og for at man ikke skal sige , at jeg holder +dig indesluttet for at kunne herske i dit navn , + +få besøg hofballet i aften , vær mild imod onkel Frederik +og mod bedstemoder , og nådig mod hele hoffet . +Jeg skal gøre det min søn , om ikke af tilbsielighed , +så for din skyld , fordi du ønsker det . +Tak . kære fader . Du glæder mig overmåde meget +derved . +Nu har jeg igen noget at bede dig om , lad ingen +herefter træde imellem fader og søn , konge og kronprinds . +Du må ikke tro , hvad man forebringer dig +. om mig , mm spørge mig , det samme vil jeg gøre +med hensyn til dig , først nu er jeg rigtig konge , og +jeg tror mine åndsevner ville styrkes derved , thi ny +er der ingen frygt der tynger mig . +Fader , jeg er overvættes lykkelig . Vi ville være +stærke , når vi støtte os til hinanden . +Det tror jeg med . +Om aftenen trådte kongen og kronprinsen arm +i arm ind i de strålende hoskrrdse , der bevægede sig +i de glimrende oplyste sale . +I lang tid havde hoffet ikke set kongen så frisk +og så ungdommelig , som i aften . +Alle gjorde ham de mest smigrende lovtaler , og +Christian den syvende var atter den venlige , milde , +muntre konge , som i de forrige lykkelige dage . +En fuldstændig forsoning og harmoni syntes af +være tilvejebragt mellem de høje herskabers forskellige +medlemmer . +Kongen dansede endog en lille menuet med hendes + +majestæt dronning Juliane , og kronprinsen udbad +sig den næste og næst-næste Vals med sin nådige +bedstemoder . +Arveprindsen talte venligt med bernsdorff og kongen +med Guldberg . +Aldrig havde en større enighed og mere velvillig +stemning hersket indenfor christianbmgs slots mure . +Alt vidnede om fred og lykke . +Flere gange i nattens løb mindede kronprinsen +kongen om af det var sent , og om han ikke skulle +ledsage kongen til sine gemakker , men denne svarede : +jeg er alt for lykkelig , min søn , ved din regerings +lykkelige begyndelse , thi du skal være regenten , +jeg kongen . Jeg synes af hvert minut , jeg afkorter +denne nat , er en tid jeg røver fra os begge . Jeg er +stærk nok til af holde ud til den lyse tag . +Kongen holdt ord , han var munter og opvakt lige +til den lyse dag , og længe efter af arveprindsen havde +forladt ballet . +Vi gamle holde os tappert sagde kongen til enkedronningen , +idet han viste mod dagslyset . +Det er fordi vi begge elske kronprindkregenten , sagde +Juliane med et fortryllende smil . +Visselig , og vl ville kappes om at vise ham vor hele +velvillie og bevågenhcd . +En halv time senere , kl . hen ved 5 , forlod kongen +ballet ved kronprindsens arm . + +hoffets jubel og hyldest ved bortgangen bragte +tårer i kongens øjne . +Da kronprinsen ville føre kongen til hans gemakker , +sagde kongen : +nej , min søn , fra i dag af skal du føre mig , lad +mig nu føre dig i de . me smukke morgenstund til +dine gemakker . +Kære fader , du må være træt , begiv dig til ro . +Du hu noget , som du vil sige mig , der ved jeg ; +har du ikke fået et stort maleri fra Prøjsen ? +Du ved det , fader ? I sandhed , jeg flygtede før +at du skulle vredes derover . +Nej , min søn , jeg vil glæde mig derover , thi midt +i al min lykke i denne nat , følte jeg en vis tomhed . +Skriften har ret når den siger : „ Det er ikke godt +før manden at være ene “ , jog savner din elskede moder , +min henfarne Mathilde ; ak , ikke så meget som et +portræt har hendes fjender ladet mig beholde tilbage +på slottet . +Og nu ville det glæde dig at se hendes portræt ? +Oh , det er guddommeligt . +Min son , hvad siger du ? Din moders portræt ? +Jeg troede , det var tin tilkommende hustrus , prinsessen +af prsisens . +Nej , fader , hvis du samtykker , ægter jeg prindsesse +Marie , onkel Carls datter . +Gud velsigne eder , men portrættet fra Prøjsen ? +Der hænger det , bag dette gardin , fader , men det + +er en gave af den nuværende prøjsiske minister , grev +Struense — det er min forklarede moders billede . +Din moders , min Mathildes billede — oh , det er +et godt omen — lad mig se det , lad mig græde ved +det , nu da jeg er fri — fri ved hendes søn , fri og +lykkelig ved vor søn . +Med feberhastig hånd rev kongen selv forhænget +tilside og betragtede det herlige pillede af den skønne +dronning , som hang i fuld dagsbelysning . +Et øjeblik blev kongen slående i slum bevægelse , +med smerte og henrykkelse betragtede han de helligs +træk af denne tilbedte kvindes ansigt . +Tilgiv mig , Mathilde ! udbrød kongen omsider halvhvidskende +og foldede hænderne som til bøn , medens +kronprindsen overvældet knælede ned ved faderens +fødder . +Mathilde , sagde kongen , fe ned til mig fra din +himmel , og vær forsonet ved den oprejsning , jeg giver +dig ved din søn , ved ' disse kjærlighedskys og +tårer salver jeg ham til konge , og indvier ham til +en lang og lykkelig regering . +Kronprindsen var dybt bevæget . +Han greb faderens hånd , kyssede den skælvende +og hviskedee nogle ord om sønlig taknemlighed . +Kongen smilte lykkeligt og sagde profetisk . +Ja , min søn , min og Mathildes elskede søn +ved disse tårer fra den helligste kilde salver jeg dig + +til konge og regent i dette rige , og dit navn skal +være elsket og tilbedt her i landet , og du skal nævnes +med ærefrygt overalt på jorden . Der skal være +fred i dit hierte og lykke blondt dit folk , du skal +nævnes med navnet : „ Frederik den sjette ! “ +Ende .