diff --git "a/normalized/1871_MeyerE_Lystaendersken.txt" "b/normalized/1871_MeyerE_Lystaendersken.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1871_MeyerE_Lystaendersken.txt" @@ -0,0 +1,4228 @@ +Lysetændersken . +Fortælling . +Når man en fredagaften efter gudstjenesten gik +bort fra synagogen i * * * , kunne man ude i forhallen +få øje på en kvindeskikkelse , som syntes af +oppebie gudstjenestens ophør . +Hun holdt en lille dreng ved hånden og så +ud til af være meget fattig , dog var det ikke ansigtet , +der vidnede om fattigdommens byrder , thi over dette +hvilede der en dyb sjælefred . +Hun kunne vel være 30 år gammel , og drengen +ved hendes side omtrent 5 år ; det var en lyslokket +lille fyr med fyldige kinder og en ansigtsfarve , der +vidnede om sundhed , medens de strålende mørkeblå +øjne , vare udtryk for den inderligste tilfredshed med +livet — og hvorfor skulle han ikke være tilfreds ? +Moderens magre kost smagte ham fortræffelig , og hendes +forudgangne sorger og smerte kendte han ikke + +til , thi hans fader var død , førend han endnu kunne +træde på sine egne pusselanker . Hans navn var +Andreas og hans moder var „ Sabathgøien . “ +Hvad er „ Sabathgøien “ spørger du , kære læser . +Som du ved , gives der i store som i små byer +forskellige mere eller mindre indbringende næringsveje +og beskæffigelser . Lysetænderskens arbejde , kaster i +regelen så meget af sig , af hun kan slå sig igennem , +forudsat at hun har med gode mennesker at bestille . +Lysetændersken er en skikkelse , der kun kan forekomme +i ghettoen , ͻ : det af jøderne beboede kvarter , +hun kan ikke være et barn af „ Ghettoen , “ hun tilhører +den , men tilhører den dog ikke . +Hun forestår et embede i synagogen , hvorimod +hun i kirken beder til sin gud ; hun er som +enhver god Christen , sin byespræst ' s skriftebarn , men +i synagogen , slår hun under synagogebetjenten , og +hendes forretning består i hver fredagaften efter +gudstjenesten at slukke sabathlysene . Dette er dog +ikke udelukkende hendes beskjæffigelse , thi hun må +også tænde lysene , og det er navnlig tilfældet om +vinteren til morgengudstjenesten , der begynder så tidlig +at det endnu er mørkt . Tillige havde hun det +hverv om vinteren at lægge i kakkelovnen i ghettoens +huse , og således kunne man på grund heraf ligeså +gerne have kaldt hende fyrbødersken , men jeg giver +benævnelsen lysetændersken fortrinet , fordi det +at tænde lyset så smukt minder om livets opvågnen , + +medens — det at slukke lyset erindrer os om døden . +— så snart lysetændersken havde røgtet sit hverv i +synagogen , tiltrådte hun med sin Andreas den sædvanlige +vandring gennem hele ghettoen , før at se +om man trængte til hendes hjælp , thi jøderne må +ifølge bibelen ikke tænde ild om sabbathen , ja ikke +engang , efter rabbinernes fortolkning , berøre en lyseslage . Til samme tid hentede hun det ugentlige bidrag , +der velvilligt blev ydet i hvert af ghettoens huse . +Dette bidrag bestod dog ingenlunde i penge ― +bevares , dem kunne man jo ikke give hende på sabbathen +— men i hvedebrød og andet spiseligt . +Denne vandring foretog hun efter gammel skik 3 +gange på sabbathen , nemlig : fredagaften , hvor hun +for det meste fik et stykke birkesbrød , lørdagmorgen +et stykke kage , og lørdagmiddag et stykke Birkes +— rugbrød og endelig et stykke Kugel ͻ : et særegent +stykke kage . +For denne indsamling bar hun selv en temmelig +stor lerkrukke , medens den lille Andreas , der stedse trolig +ledsagede moderen , bar en anden , som ikke var +større , end af en femårs dreng kunne bære den . +I intet hus nægter man lysetændersken en god +andel af måltidet , thi dels er hun en uundværlig +person , dels ved man også , af den fattige kone tilligemed +hendes søn hele ugen igennem må ede +af det , som hun indsamler på sabbathen . +I og for sig er hun , som sagt , en nødvendig person + +i en ægte jødisk menighed , så af denne egentlig ikke +kan tænkes uden en sådan , og hvad det andet punkt +angår , den gode kones fattige stilling , så er jo +jødernes velgørenhed bekendt nok . +Andreas havde derfor overordentlig god grund til +af glæde sig til sabbathen , men bedst fandt han sig +døg , når han tilligemed moderen trådte ind hos +Rebbe Meyer brun , thi den vakre husmoder Taube , +var god og medlidende , og børnene salmele og privele vare meget venlige og muntre . +Her fik lysetændersken ikke blot , således som i ethvert +andet hus , hvad hun burde have , men hun og +hendes Andreas fik desuden regelmæssig hver fredagaften +et aftesmåltid , og på sabbathen frokost og +middagsmad , som de nød på stedet , og alt det , de +fik her , var rigtignok af det bedste , thi , Rebbe Meyer +brun kunne unde sig en god sabbatt , da han +havde penge nok — ja det hed sig i ghettoen , af han +var en mand på sine hundrede tusinde ; døg havde +man ikke talt hans penge , så af det vel var muligt , +af de overvurderede hans formuesomstændigheder . +Disse beregninger havde imidlertid nogen indflydelse +på vor lille Andreas ; thi , hvorledes maden var +beskaffen hos Rebbe Meyer brun , vidste han meget +godt . +Den lille Andreas foretog således hver sabbatt +vandringen omkring i ghettoens huse tilligemed fin +moder og trivedes ganske fortræffeligt derved . + +om lørdagen gik han med moderen ind i synagogen , +hvor hun udrettede sit hverv ; om søndagen +førte hun ham ind i kirken , hvor hun lærte ham at +bede . +I ghettoen hentede han føde for sit legeme , i +kirken for sin sjæl , og den lille modtog ligeså velvilligt +det ene som det andet . +Med samme andagt hørte han fredagaften » Leche +dodi “ * ) og om søndagen , messen ; med samme nysgerrige +opmærksomhed lyttede han på sabbathen til +rabbinerens og om søndagen til præstens tale , uden +at forstå mere af det ene end af det andet . +I synagogen så han dem kysse thoraen * * ) , i +kirken lærte han at gøre korsets tegn , han lærte at +tilbede frelseren og lod sig samtidig jødernes „ Kugel “ +Og „ Scholet “ * * * ) smage godt . +Således voksede han op , uden at kende noget til +had mod jøderne , som andre børn på hans alder +pleje at indsuge på grund af deres forældres fordomme . +Hans +moder var en from Christen ; men hun kendte +* ) sabbathhymnen , forfattet af Salomo halevi alkebez , +for circa 300 år siden ; synges hver fredagaften +i synagogen . +* * ) pergamentrullerne ͻ : de fem mosebøger , af hvilke +der hver lørdag oplæses et stykke . +* * * ) en særegen ret , som tilberedes om fredagen og +spises på sabbathen . + +jøderne , med hvem hun stadig havde været i berøring , +og delte ingenlunde meninger , som hun undertiden hørte +folk udtale om dem ; derfor holdt hun også enhver +skadelig indflydelse i denne retning borte fra Andreas +og stræbte efter at få kjerligheden til næsten til at +fremspire i barnets modtagelige hjerte . +Drengen levede således efter moderens eksempel +ærlig , stille og gudsfrygtig . Da han var seks år +gammel og altså skolepligtig , måtte han gå i skole . +Ved sin indtræden i skolestuen , råbte børnene +til ham : jødedreng ! Jødedreng ! +Jødedreng ! det var et ord , han ikke havde hørt +før ; han kunne altså ikke antage det for et skjælsord +og desuden var han overbevist om , at denne velkomst +hilsen aldeles ikke gjaldt ham . +Han vendte sig derfor endnu engang om for at se , +hvem der egentlig var jødedrengen , men da de nu +råbte : Andreas jødedreng ! Andreas jødedreng ! mærkede +han straks , hvad de mente . +Denne opførsel , som børnene viste , overraskede +ham ; han vidste ikke , hvad han skulle sige dertil . +Han var sig bevidst at han ikke var en jødedreng , +og kunne altså ikke gøre nogen fordring på denne +benævnelse — hvad enten det nu var et skjeldsord +eller ej . +Da han imidlertid snart følte , at de sagde det for +at drille ham , blev han af sin åbne og frimodige +charakteer tilskynde ikke at svare på ordet , men + +på den ondskabsfulde hensigt , og hans svar var så +håndgribeligt , at det vistnok blev temmelig føleligt +for den lille Stefanik , der netop som den kækkeste havde +trængt sig forrest frem imod ham . +Denne heltebedrift af den seksårige Andreas ' allerede +ganske flinke næve , blev naturligvis ikke uden +gensvar , og der opstod et slagsmål mellem drengene , som dog snart fik ende ved lærerens pludselige +indtræden . +Læreren bevæbnede sig med sit spanskrør , og anstillede +en undersøgelse for at udfinde den skyldige . Da +alle drengene gav Andreas skyld for at have ført det +første slag , spurgte læreren ham : +hvorfor slog du Stefanik ? +Han kaldte mig jødedreng , svarede Andreas . +Og hvad ondt er der deri ? Er da jødedreng et +skældsord ? spurgte læreren . +Andreas følte sig slået ved dette spørgsmål og +var ikke i stand til at svare . Skamrødmen for op i +hans kinder . Han følte ved sig selv , at han havde +handlet rigtigt ; men denne følelse var for uklar til at +han skulle kunne opstille bevisgrunde for sig , eller retfærdiggøre +sig i ord for læreren . +Han gjorde derfor , hvad et barn plejer at gøre i +et sådant tilfælde : han tav medens tårerne banede +sig vej ned af hans kinder . +Læreren formanede nu de andre børn ikke nogensinde + +oftere at kalde ham jødedreng og truede dem i +modsat fald med straf . +Dette tjente kun til ydermere at forøge drengens +forvirring . +Med hensyn til ham , nøjedes læreren med en irettesættelse +og den formaning for fremtiden , at gøre +et nyttigere brug af sine hænder . +Således var hans indtrædelse og den modtagelse +der blev ham tildel , i denne hans nye verden . +Da han om middagen kom hjem , spurgte moderen +ham : nå Andreas , hvad har du lært i skolen ? +Moder , sig mig er „ Jødedreng “ et skældsord ? +Spurgte Andreas istederfor at svare . +Hvor finder du på sådan dum snak . +Er jeg en jødedreng ? vedblev Andreas . +Nej , men hvor vil du hen med det spørgsmål . +Er salmele da en jødedreng . +Jo det er han rigtignok , men hvad så — - +salmele er altså en jødedreng , og jeg ikke , sagde +Andreas . +Det forekom moderen noget betænkeligt , hun overvejede +sagen ved sig selv og fandt at det måtte være +kommen på tale i skolen , og sagde derfor til ham i +en slræng tone : +lad mig nu i en fart høre , hvorfor du har så +travlt med at erfare , om du eller salmele er en jødedreng eller ej . +Drengene i skolen have alle kaldt mig for jødedreng , + +idet de alle råbte : Andreas jødedreng ! Andreas +jødedreng ! — og så gav jeg Stefanik „ En “ +— og så styrtede de alle over mig og sløg mig — +og så kom læreren — og +nå , og så har du allerede den første dag , du +er i skolen , fået af spanskrøret , kan jeg tænke ? +Nej . Læreren spurgte mig , om jødedreng da var et +skældsord , og så forbød han de andre børn at kalde +mig således . Sig mig nu moder , om jødedreng er +et skældsord eller ej ? +Læreren har vel ret , sagde moderen , at være en +jødedreng er ingen skam ; men den , der bruger dette +ord , vil spotte . Jødedreng og christendreng , det er +ganske det samme ; du er ligeså god som Samele , +og Samele er ligeså god som du ; men når den +ene forekaster den anden det , så er meningen dermed , +at han vil drille og gøre nar , og det bør +ingen gøre . +Andreas hørte moderen med klare ord udtale det +samme , der som en utydelig følelse levede i ham +selv , men som han ikke havde kunnet forklare sig . +Så ville det altså være det samme , hvis salmele ville kalde mig for christendreng ? +Ja vel , svarede moderen , men det ville salmele +aldrig gøre . +Nej ! det gør han ikke , sagde Andreas . +Det ville jøderne i det hele taget ikke gøre . +Hvorfor ikke ? + +fordi de er et undertrykt folk . +Hvad vil det sige et undertrykt folk ? +Det er du endnu for lille til at forstå ; om et +par år , når du er bleven større , vil du nok kunne +begribe det . +Åh , sig mig det blot ; nå , så du tror ikke , jeg +kan forstå det ? lille moder . +Så hør da rigtig efter , sagde moderen , se , vi er +nu fattige og eje ikke andet end det , vi få af jøderne ; +men hvis jeg havde penge , så kunne jeg gøre +dermed , hvad jeg ville . +Ja , kaste dem i vandet ! bemærkede Andreas . +Du er jo en lille dum dreng ! Nej , jeg kunne +købe alt , hvad jeg ville : huse , agre , vingårde og +hvad der ellers kunne falde mig ind som nyttigt og +glædeligt . +Køb da så en vingård ! +Ja , men jeg har jo ingen penge , jeg siger hvis jeg +havde ! +Åh . +Men Meyer brun , som har flere penge end den +rigeste Bonde i hele landet , er ikke i stand til at købe +et stykke jord . +Hvorfor da ikke ? +Han før ikke . +Men hvem forbyder ham det ? +Loven . +Hvad vil det sige : loven ? + +loven er det , som siger , om man før gøre nøget +eller ej . +Og hvorfor siger loven , at jøder ikke må købe +nogen mark ? +Ja , der spørger du mig om nøget , jeg selv ikke +ved ; men nu kan du vel forslå , hvad det vil sige , +at jøderne er et undertrykt folk . +Drengen tav stille . Moderen gav ham nøget at +spise , og han lod sig det smage godt . +Da han næste lørdag foretog vandringen gennem +ghettoen med sin moder , skete det ikke med den samme +munterhed som ellers . Han så bedrøvet ud . +Var det monstro hans fattige stilling i samfundet , +som nu først rigtig var gået op for ham . +Nej , det var ikke grunden , thi moderen klagede ikke +over sin skæbne , og den tilfredshedens ånd der +boede i hende , udøvede den mest velgørende indflydelse +på drengen , der uden nogen som helst misundelse +så salmele og privele , disse børn , som blev opdragne +i rigdom og vellevnet . +Hvad der gjorde ham bedrøvet , var tværtimod medlidenhed +med andre , der med styrke begyndte at hæve +sig i hans unge hjerte . +I ethvert hus , hvor han med moderen indsamlede +brød og andet , så han med dyb beklagelse på +disse mennesker , der dog ikke var andet end et undertrykt +folk ; og da han som sædvanlig hos Rebbe Meyer +brun blev kostelig beværtet og behandlet med venlighed + +af salmele og privele , trængte tårerne sig +dog frem i hans øjne , og det var et på engang rørende og komisk syn at se den lille Andreas spise af +alle kræfter , medens samtidig tårerne trillede ned ad +hans tykke , røde kinder . +Børnene bemærkede det , og privele spurgte sin moder , +hvorfor han græd ? +Hvorfor græder du Andreas , spurgte husmoderen , +idet hun nærmede sig til ham , er der nogen , der har +fortrædiget dig ? +I er jo dog kun et undertrykt folk ! sukkede +drengen . +Fruen stod målløs af forbavselse . +I første øjeblik vidste hun ikke rigtig , hvorledes +hun skulle forklare sig dette udråb ; hun tænkte sig +muligheden af , af drengen var bleven afrettet af en +eller anden , til af anbringe dette som en fornærmelse : +derfor løftede hun hans hoved op til sig , idet hun +spurgte : +hvorfra ved du det ? hvem har sagt dig , mit +barn , af vi er et undertrykt „ Folk . “ +Det har moder . +Din moder ? sagde fruen , idet hun bøjede sig ned +over ham og kyssede ham på kinden , ja når din +moder har sagt det , kan du også stole på , af det +er sandt . Vi er rigtignok , kun et undertrykt folk . +Men hvorfor græder du for det ? + +fordi i er et undertrykt folk , sagde drengen , +der ikke formåede af angive nogensomhelsf anden +grund . +Lysetændersken var kommen i stor forlegenhed ved +dette tilfælde . +Hør nu op med af græde , Andreas , og tænk ikke +mere på det , sagde den gode tande . — derfor går +det os jo dog — gud være lovet — ikke ilde . +Ja , selv efter hundrede Års forløb ikke værre , tilføjede +hendes mand , men konen vedblev : +og når den gode gud vil , kan det endnu blive +bedre ; han er stærk . +Hun kyssede derpå drengen , der smilende så op +til hende , og sagde , idet hun henvendte sig til sin +mand : +ved du hvad , meyerche , det barn har dog et sælsomt +sind . +Nu , han har en at slægte på , svarede manden , +æblet falder ikke langt fra stammes . +Hvoraf kommer det sig , at de taler om sådanne +ting med deres barn ? spurgte han derpå enken , +der nu berettede , hvad der havde foranlediget det hele . +Rebbe Meyer brun rystede betænkelig på hovedet ; +medens den gode tande endnu stod fortabt i tanker +hos drengen . +Salmele og privele forstod ikke et ord af , hvad +der gik for sig . + +Andreas var nu endelig færdig med at spise , og +lysetændersken tog ham derfor ved hånden og førte +ham bort med sig . +Det barn har dog et sælsomt sind , gentog Taube , +da de vare alene . +Ligesom hans moder , sagde Meyer brun . +Og så du , hvorledes de klare tårer trillede ned +over hans kinder ? spurgte hun . +Om jeg så det ! Hvorfor skulle jeg ikke have set +det ? +Hør , meyerche , der falder mig noget ind ! +Hvad da ? +Ja gæt ! +Jeg er ikke oplagt til at gætte . +Barnet har et jødisk hjerte . +Hvorfor just jødisk ? et godt hjerte har han . +Ja vel , jeg mener også , at han føler for os . +Ligesom moderen . +Du må tage dig af barnet , meyerche . +Godt , sagde Meyer brun , når tiden kommer , +skal jeg ikke glemme ham ; han er jo nu kun 6 år . + +jø , sagde Taube , du må sørge for ham , som +for dine egne børn , og det må du love mig . +Hvad da ! +At jeg må afgøre , når den rette tid er kommen . +Lover du mig det ? +Det kan du såmænd gerne få lov til . +Medens de således rådsloge om den lille Andreas ' +fremtid , gik denne med sin moder fra hus til hus i +ghettoen , og endelig bare de de indsamlede herligheder +hjem , for ugen igennem at tære derpå . +Andreas besøgte hver dag skolen og gjorde gode +fremskridt der ; læreren roste ham ofte og præsten , +der to gange om ugen gav undervisning i religion , +var særdeles tilfreds med ham , thi Andreas var den +flittigste elev og den , der inden lang tids forløb var bedst bevandret i sin katechismus . +Dette forhindrede dog ikke de andre drengs i bestandig +at kalde ham jødedrengen . +Hvis læreren , som jo udtrykkelig havde forbudt +det , havde vidst noget herom , ville de have fået deres +straf , men Andreas fandt sig med rolighed i +denne benævnelse uden at omtale den til nogen . + +Rebbe Meyer brun begyndte nu at tænke på , +at hans børn dog også måtte lære noget : han +havde på den ene side ikke lyst til at sende dem i +„ Cheder “ , det er fælles undervisning , men på den +anden side , kunne det ikke gå an , at lade dem vokse +op som uvidende . +En dag så man ham derfor vende hjem fra +nabo-byen , med en ung mand , som han forestillede +sin hustru som børnenes fremtidige lærer . +Den nyhed , at Rebbe Meyer brun havde bragt +en privatlærer med for sine børn , udbredte sig hurtig +i ghettoen ; i begyndelsen blev den unge mand , der +skulle lede undervisningen i Meyer Bruuns hus , +overalt betragtet med nysgerrige blik . +Når han gik gennem ghettoen fløj vinduerne op +og man så efter ham , så længe han var isigte , medens +man hviskedee til hinanden , at dette var den nye +lærer , som Rebbe Meyer brun Havde medbragt fra +brunnes-markedet . +Et smukt stykke vare — mente en — jeg tø +min part , ville hellere have taget en sæk uld hjem . +Med mig . +Det er fordi du ingen forstand har , svarede en +anden ; at lade sine børn lære noget , er ofte mere +værd end den bedste sæk uld , og når Rebbe Meyer +brun har bragt ham med sig fra Brunn , så må +det sikkert være en lærd mand , der forstår noget +mere end at spise rugbrød . + +å snak ! der er vist ingen velsignelse ved den +cavalerr . Hvis der var noget ved ham , var han nok +blevet , hvor han kom fra . +Der er i ethvert tilfælde større velsignelse ved +ham end ved dig , thi den , som raissonnerer over sin +khille ( menighed ) og sin mispocho ( familie ) , ved +ham er der ingen brocho ( velsignelse ) . +Den fremmede vakte endnu større røre blandt børnene +end blandt de lorne , disse løb efter ham på +gaden , pegede fingre ad ham og skrålte : +uh , se salmeles og priveles lærer . +Alt dette , som i begyndelsen forekom den unge mand besynderligt , tabte sig imidlertid lidt efter lidt . +Selv den sladder , som læreren i „ Cheder “ i begyndelsen +havde vidst at sætte i omløb om den nye konkurrent +og endog havde forstået at skaffe indgang i +Rebbe Meyers hus , forstummede efterhånden , da +den havde vist sig uden resultat ; og således havde +den unge mand nu fred i Rebbe Meyer Bruuns +hus og opfyldte trolig sit kalds pligter . +Salmele og privele nød godt af en grundig undervisning , +der stadig bragte dem videre . +Der var en , som profiterede endnu mere af denne +undervisning end de , for hvem den egentlig var bestemt , +nemlig den lille Andreas , som af og til var tilstede , +tilsyneladende uden at vise noget spor af deltagelse , + +men i virkeligheden nøje givende agt på hvert +ord , som læreren sagde , og anstrengende sig for at +indpræge det rigtig godt . +Andreas havde fået lov til daglig at komme til +Meyer Bruuns børn for at lege med dem i fritimerne , +men han kom som oftest for tidligt ; i begyndelsen rigtignok +af utålmodighed , men senere — efterhånden +som han fandt større fornøjelse i at lytte til den unge +mands undervisning — med villie , så at han +snart var en regelmæssig gæst ved den sidste undervisningstime +om aftenen . +Han krøb altid sammen i en krog af værelset , tilsyneladende +uden nysgerrighed , som om han næppe +kunne oppebie timens ophør , men i virkeligheden var +han meget opmærksom og lyttende , for at ikke noget +ord , som læreren sagde , skulle gå tabt . Snart +skulle han så lejlighed til at bevise det . +En aften , da Andreas , som sædvanlig sad lyttende +i sin krog , rettede læreren et spørgsmål til salmele , +som denne ikke kunne besvare . +Tænk dig rigtig om , sagde læreren , det har du +jo haft ofte ! + +salmele tænkte — ja , han tænkte længe , men al +hans tanke forslog dog ikke , bestandig blev han svar +skyldig . +Du må jo skamme dig , formanede læreren ham , +at du ikke ved noget du har haft så ofte . Jeg +vædder på , at Andreas der , som slet ikke hører efter , +dog allerede ved det . +Ja , jeg ved det ! råbte Andreas , idet han sprang +glad frem . +Er det virkelig sandt ? spurgte læreren . +De har jo sagt , at de ville vædde på , at jeg +vidste det . +Ja vel , svarede læreren , men jeg kunne tabe mit +væddemål . +Tabe det skal de ikke , sagde Andreas . +Lad da høre ! +Læreren gentog spørgsmålet , og Andreas afgav +svaret så nøje og bestemt , søm man blot kunne forlange , +til stor overraskelse for læreren , der rigtignok +ville have væddet , men dog i virkeligheden var langt +fra at tiltro drengen så meget . +Ved aftensmåltidet omtalte læreren dette tilfælde , +idet han bemærkede , at det dog var synd at lade et +barn med så store anlæg gå og skøtte sig selv ; +når han kom i rette hænder , måtte der sagtens kunne +gøres noget stort ud af ham . +Nuvel , sagde Rebbe Meyer brun , vil de undervise +ham ? + +hvis de tillader det , svarede læreren , ville det +være mig en stor fornøjelse . +Fra nu af nød Andreas , der dog bestandig vedblev +at besøge skolen , i Rebbe Meyer Bruuns hus en +undervisning , der meget snart bragte ham ud over +det i skolen vedtagne mål for elevernes lærdom . +Den lærelystne dreng gjorde meget hurtig store fremskridt +og erhvervede sig bestandig mere og mere sin nye +lærers tilfredshed . +Medens han i den offentlige skole blev holdt til +enten selv at producere eller se andre søm producere +begyndelsesgrundene i læsning , skrivning og regning , +lærte han her i den ensomme stue i ghettoen så meget , +hvorom man hist ikke engang havde drømt ; han +blev således belært om , hvad der forårsagede lynild +og torden , hvorledes regnbuen opstod , hvorfor flodvandet +om vinteren ikke bundfrøs og om mange andre +lignende naturfænomener . +Han lærte at kunstruere sætninger rigtig og skred +snart fejlfrit efter lærerens diktat ; han udførte regnestykker , +der ville have vakt misundelse hos mangen +handelsmand i ghettoen , og han affattede stile , der +ifølge lærerens forsikkring forrådte en poetisk ånd . +De bøger , læreren gav ham hjem med for at læse i , +forvoldte ham dog den største glæde ; havde han først +fået en sådan bog i hånden , var det ikke så let +at få ham fra den igen ; ofte fik hans moder lejlighed +til at skænde på ham , når han , fordybet i + +læsningen , ikke havde lagt mærke til , at hun kaldte +ham til middagsbordet . +Af disse bøger ofte hans barnlige fantasi rig +næring ; de førte ham til fremmede lande , som han +aldrig havde set , men nu bestræbte sig for at fremmane +på en rigtig anskuelig måde ; de gjorde ham bekendt +med sådanne personer , som aldeles ikke forekom i hans +fødeegn eller i ghettoen , men i hvis livsbegivenheder +han tog så virksom del , som om de havde været +hans bedste venner og bekendte , ja han tænkte sig +endog i disse bekendte ubekjendtes sted og beskjeftigede sig ofte med det spørgsmål , hvorledes han selv +havde villet handle i lignende tilfælde . +Såsnart han nogenlunde var bekendt med sine +personer og begyndte at kunne forfølge gangen i +handlingen , fog han parti for nogle og fattede uvilje +mod andre . Han befandt sig endnu i denne misundelsesværdige tilstand af umiddelbarhed , der betragter de +skildrede personer som venner eller fjender , med hvem +man selv i egen person har at bestille . +Endnu var det langtfra , at han havde så megen +eftertanke at han kunne glæde sig over en vellykket +charakfeerskildring af en skurk ; nej , denne var et slet +menneske , der forfulgte det gode menneske , som han +så uskyldig lide , og så var den slette også hans +fjende . +De charakterer , han yndede mest , vare de , i hvilke +en vis selvfølelse , en uovervindelig villiekraft , forenede + +sig med mildhed og blidhed , og til sidst nåde deres +mål efter en lang kamp og uhyre modstand . +Når bogens helt bukkede under i kampen , så +smækkede han denne sin oprigtigste medlidenhed , og +moderen så ofte tårer i Andreas ' øjne , uden at +hun kunne opdage anledningen til hans stille sorg ; +men fejrede bogens helt , da havde Andreas ' glæde +ingen grændser . +Således henrandt nogle år ; men da indtraf en +begivenhed , der truede med at tilintetgøre denne skønne +ro og indre glæde for bestandig . +Den privatundervisning , som den christne dreng +nød i det jødiske hus , kunne ikke længe forblive en +hemmelighed i skolen , thi snart viste sig den naturlige +frngt heraf . Barnets åndelige overlegenhed over de +andre skolebørn . +Man kan derfor ikke forundre sig over , at skolelæreren , hvis egen dannelse netop var tilstrækkelig til , +at han kunne udfylde sin plads , med noget skæve øjne +måtte bemærke den fremgang , en af hans diciple +gjorde ved hjelp af en lærdom , der var erhvervet udenfor +skolen . + +han intriguerede altså på enhver måde mød +denne undervisning , men uden held ; thi uagtet han +med de mest brændende farver havde udmalet for lysetændersken +det farlige i at lade et christeligt barn +undervise i et jødisk hus , havde hun dog aldeles ikke +kunnet indse dette . +Den offentlige eksamen , der nu blev afholdt , gav +imidlertid læreren anledning til et , ifølge hans egen +mening , glimrende kunststykke . +Læreren rettede nemlig først til nogle af eleverne +flere spørgsmål , der alle blev meget vel besvarede , +det vil sige ifølge den mettode , der var bleven dem +indpræntet af ham , hvorved svaret aldeles ikke behøvede +at afvente enden på spørgsmålet ; derpå +vendte han sig til Andreas med de ord : +kan du sige mig , hvad et uvejr er ? +Nej ! svarede Andreas rolig . +Ej , ej ! sagde læreren , og jeg , der troede , at du +vidste det , og så ved du ikke engang , hvad et uvejr er ? +Nej , gjentøg Andreas i en bestemt tone , hvad det +er , ved jeg ikke ; men jeg ved , hvorledes det opstår . +Ah således , lo læreren hånligt , nå , så sig mig , +hvem gør da lynet ? +Skyerne . +Skyerne ? Så ? Og hvem gør da skyerne ? +Dampene . +Dampene ? Nej , se ; men hvem gør da dampene ? Vandet . + +men hvem gør da vandet ? +Det er sammensat af forskellige elementarstoffer , i +hvilke man igen kan opløse det . +For Pokker ! hvilken visdom har du ikke udkrammet +i mindre end en halv time ; men jeg siger dog , +vedblev læreren i sin Iver , idet han hævede stemmen , +at alt dette er kætteri , og dine kammerater ville +ganske anderledes kunne svare , således som det sømmer +sig en god Christen . Stephanik ! rejs dig op og sig +Andreas , hvem der gør vandet , før han ved det ikke . +Stephanik rejste sig , kløede sig bag øret , gav sig +til at patte på sine fingre og svarede endelig : +vandbæreren . +Sæt dig ned , din lømmel ! brølede læreren . Hvem +har da skabt alle ting , som er på jørden ? hvem +kan sige mig , hvo der har skabt alt det , som findes +på jørden og i himlen ? +I samme øjeblik hævedes alle hænder , og da læreren +med sit „ Altså ” ikke betegnede nogen enkelt , der +skulle besvare det vanskelige spørgsmål , lød nu på +en gang fra alle struber det råb : gud ! Gud ! den +kære gudi den kære gud ! +Rigtigt , børn , sagde læreren , den kære gud har +skabt alt det , som findes i himlen og på jørden . +Idet han derpå henvendte sig til præsten , der havde +overværet prøven , tilføjede han med salvelse : +der kan deres højærværdighed se følgerne af den +onde undervisning i jødens hus . Drengen er nu et + +skabet får , og jeg frygter , ja jeg frygter før , at han +vil meddele smitten til hele hjorden , hvis man ikke +itide griber forholdsregler mod ondet . +Den følgende dag erholdt læreren i Rebbe Meyer +Bruuns hus en skriftlig opfordring til af indfinde sig +hos præsten , og her måtte han underkaste sig en eksamen +over den måde , på hvilken han var gået +frem ved Andreas ' s undervisning . +Hvem betaler dem for den undervisning , de giver +barnet ? spurgte præsten . +Ingen ! lød svaret . +Altså ikke heller den mand , i hvis hus de lever ? +Nej ! +Det var døg besynderligt ! Men så må de jø +have noget særegent for øje med barnet . Tilslå +mig hvad de har i sinde . +Aldeles ikke andet end af belære barnet . +Det lyder jø meget smukt ; men — i hvad øjemed ? +Hvilke bevæggrunde har de til af belære et +barn , som døg egentlig talt ikke vedkommer dem ? +Ikke vedkommer mig ? gentog den unge mand +overrasket . +Nu ja ! sagde præsten , hvad vedkommer da barnet +dem ? han er jø døg intet jødisk barn ! +Men han behøver kun af være et menneskebarn for +af vække min deltagelse . +Hvad forsfåer de derved ? +At han er et menneske ligesom jeg , jeg spørger + +mig ikke for , om han er en chrisken eller en jøde . +Ja , det er jø alt sammen meget smukt , og hvad +mig angår , da forsfåer jeg vel af sætte pris på en +sådan tænkemåde ; men i den verden , der omgiver +os , tænker man ikke således . Man vil aldrig tiltro +dem — sålidt som deres ærede principal — så +ædle hensigter , men snarere beskylde dem for , at de +vil drage den christne dreng bort fra hans religion . +Der gives fordomme i verden , som man ikke kan +sætte sig ud over , men må tage tilbørligt hensyn til , +thi de er stærkere end vi , og deres troesfæller er +desuden det svageste parti . Tag dem derfor i agt ! +De har måske hørt tale om optrinet ved eksamen +— sagen har gjort opsigt i menigheden . +For mig kunne de vel være sikker , men — jeg må +gøre noget ! Skolelæreren bringer mig ellers consistorium på nakken . De vil altså indse , at der må +gøres en forandring . Jeg skulle egentlig pligtmæssigt +strengt forbyde Andreas ' s moder at lade barnet +undervise af dem ; men jeg ville gerne undgå al +opsigt og forlanger derfor ikke andet af dem , end +at de indretter dem efter , hvad de nu har hørt af +mig . De forstår mig vel nok ? +Andreas skal altså — +ikke længere være deres elev . De vil vel nok +kunne finde en passende form , hvorunder de for bestandig og uden at vække for megen opsigt vil kunne + +hæve dette forhold , der dog engang betragtes med +så mistroiske øjne . +Hermed skiltes de . +I ghettoen hviskedee man imidlertid alle vegne om +den vigtige nyhed , al Rebbe Meyer Bruuns privatlærer +var bleven hentet til den gejstlige , og al der +vistnok måtte være sket noget vigtigt . +Ingen var gladere herover end læreren i „ Cheder “ , +som i sit had til den fremmede vistnok ikke stod tilbage +for den christne lærer . +Han vil nok få , hvad han har godt af , oppe hos +den gejstlige ! tænkte han ved sig selv , idet han lo +fornøjet , thi selv havde han endnu aldrig , så længe +han havde været lærer , haft lejlighed til al lære den +kattolske geistliges humanitet al kende . +Huslæreren i Meyer Bruuns hus befandt sig i en +slem forlegenhed ; det gjorde ham ondt for Andreas , +som han i tidens løb havde vundet kær , men nu +hårdnakket måtte støde fra sig ; det gjorde ham ondt , +al se gode anlæg som de , han havde iagttaget hos +Andreas , skulle henligge ubenyttede og han kunne ikke +finde på noget råd derimod . +Hertil kom endnu den omstændighed , al han skulle + +udfinde en passende måde al ophæve forholdet på +uden al vække opsigt , men især uden al vildlede den +forstandige drengs sind ; men netop dette bragte ham +det rigtige middel ihu til af efterkomme præstens villie +uden af berøve Andreas den åndelige dannelses +velsignelse ; thi som et lyn ramte den tanke ham : +Andreas må bort herfra ! Andreas må studere ! +Herved havde han fundet det rigtige middel ; det +handlede nu blot om af sætte sagen igennem . Men +hvorledes ? Skulle han foreslå Rebbe Meyer brun +det ? Kunne han mere vente sig noget heldigt resultat +heraf ? +Det , af Meyer brun i sit hus lod undervise et +fremmed , ham aldeles uvedkommende barn , var aldeles +ikke nogen borgen for , af han også ville sende +dette fremmede barn til gymnasiet ; det førstnævnte +var en villighed , han uden udgifter kunne vise den +fattige enkes barn , men det sidste var forbundet +med bekostninger , til hvilke Rebbe Meyer brun vel +neppe ville bekvemme sig . +Derhos besad den unge mand for stor æresfølelse +til af ville udsætte sig for et afslag på en bøn , da +han ikke ville førspilde den agtelse , hvormed han hidtil +var bleven behandlet i huset . +Han overvejede derfor , om han ikke hellere på egen +regning skulle sende drengen til læreanslalten og anvende +de mange sparepenge , han havde samlet sig i +dette hus , til fordel for sin kære elev ; men en kort + +overvejelse belærte ham om , af dette skridt ville +være uforsigtigt , ja endog meget letsindigt , da han jo +ikke kunne vide , om det også i længden ville være +ham muligt af gennemføre det , han nu tænkte på af +begynde . +Han sagde sig selv , af det for Andreas ville være +langt farligere af blive kastet ud på en bane og da +slå her alene , efter af den halve vej var tilbagelagt , +end om han aldeles ikke var revet ud af sin simple +tilværelse . +En student , der ikke kan fortsætte sine studeringer , +er henvist til af slå ind på enhver sidevej , der frembyder sig , uden af se enten til højre eller til venstre for +af overbevise sig om vejen også er den rette , medens +derimod den simple håndværker , der aldrig har set +nogen større horizont åbne sig for ham , men fra ungdommen +af er vant til af finde sig tilrette i de fattigste +og mest indskrænkede forhold , sjælden bliver nødt +til af forlade den rette vej . +Idet det gode menneske aldeles ikke kunne finde +på noget middel til af udføre sit ædle forsæt , forvoldte +det ham snart mere sorg end glæde . Endelig +fandt han på en udvej , der så mere lovende ud . +Han besluttede at ville overtale Rebbe Meyer brun +til at sende sin egen søn til gymnasiet og da give +ham Andreas med som ledsager . +Hvor ville han ikke have jublet , om han havde +vidst , at den samme plan allerede var modnet i et + +andet hjerte og stod fuldfærdig , da han endnu beskæffigede sig dermed . Den gøde Taube var nemlig en +kone , der ikke blot havde hjertet , men også hovedet +på rette sted . Da læreren blev hentet til den gejstlige , +vidste hun derfor også straks , hvad det ene og +alene kunne handle om ; men hun vidste også , hvad +hun nu selv havde at gøre . +Hun sendt bud efter lysetændersken . +Ved i , spurgte Taube , at vor lærer er bleven +kaldt til den gejstlige ? +Jeg har hørt det , svarede lysetændersken . +Men ved i også , hvad han vil ham ? +Visselig intet urigtigt , thi vor hr . Pastor er en +brav mand . +Og hvad ville i sige , om hr . Pastoren ligegodt +forbød vor lærer at give Andreas undervisning ? +Det skulle gøre mig ondt , thi jeg tror , Andreas +finder fornøjelse i at lære . +Det tror jeg også . Men sæt , at præsten allerede +har forbudt det , hvad ville i så sige dertil ? +Intet ! når hr . Pastoren kan forbyde det , så +må der sikkert være noget urigtigt deri , som jeg ikke +forstår . +Og ville i hellere lade Andreas løbe omkring på +gaden og vokse op som et menneske , der intet kan . +Nej , visselig ikke ; men hvad nytter alt mig , mit ønske +kan jeg dog ikke få opfyldt . +Hvilket ønske ? + +for Andreas . +Hvad da ? Hvad ønsker i da for eders Andreas ? +Ja , jeg så så gerne , at Andreas blev en gejstlig ; men jeg kan jo ikke lade ham studere . Ofte skærer +det mig i hjertet , når jeg seer ham sidde ved +bogen derhjemme og læse så flittigt deri , medens de +andre børn løbe omkring og lege . Da tænker jeg mig +ofte : se , han kunne engang blive en god præst ; men +hvorfra skulle jeg tage pengene dertil . +Men , om jeg nu lod Andreas studere ? +Til præst ? +Til hvad i vil . Jeg sender ham bort herfra og +giver ham , hvad han behøver . +Herre gud , det kunne ikke engang i drømme være +faldet mig ind , at mit hemmelige ønske dog engang +skulle blive opfyldt . +I er altså tilfreds dermed ? +Tilfreds ? Om jeg er tilfreds ? O , den vej , +de betræder , gad jeg brolægge med gulddukater , hvis +jeg blot havde evnen dertil . +Så bliver det altså derved ; Andreas kommer til +efteråret i latinskølen — så kan han for mig gerne +blive præst . Tal nu blot ikke for meget derom , +bring det ikke ud blandt folk — +det behøver de ikke at bede mig om . +Jeg mener kun , at folk da måske ville fraråde +eder det . + +å ! det skal ikke engang nogen engel bringe mig +fra , om han så steg lige ned fra himlen . +Ved middagsbordet var læreren usædvanlig tavs +og viste kun liden madlyst . +Den gøde husmoder vidste jo nok , hvad der trykkede +ham . Da måltidet var til ende , udbad han sig +en kørt samtale med Rebbe Meyer brun . +Er det en hemmelighed , eller før jeg også høre +det ? spurgte Taube . +Det er ingen hemmelighed overfor dem , thi det +angår deres barn , svarede læreren . +De begav sig da alle tre ind i et tilstødende værelse . +Hr . +Brun , begyndte læreren , det er min pligt +at sige dem , at jeg begynder at blive overflødig her +i huset . +Hvorledes ? har man fornærmet dem ? spurgte Rebbe +Meyer . +Bevares nej , jeg føler mig jo som et barn af huset , +men salmele er allerede i den alder , af de må +tage en endelig bestemmelse ham angående ; han er +så vidt forberedt , af de kan begynde alt med ham . +Tør jeg spørge , hvad de vil gøre af ham ? + +lad mig hellere høre , hvad råd de giver mig i +så henseende , sagde faderen . +Jeg ville lade ham studere , svarede læreren , thi +selv om han ikke engang behøvede af leve af videnskaben , så vil det dog aldrig kunne skade ham af have +gået nogle klasser igennem i latinskolen . +Der ligger noget i det , sagde faderen roligt , vi +kunne jo altid tale videre derom , og — +vi behøve ikke af tale længe derom , afbrød moderen +ham , så snart læreren siger , af vi skulle lade +ham studere ; han må jo forstå det ! +Slukning behøves ikke , sagde Rebbe Meyer , der er +jo ingen ildebrand ! +Og Andreas sende vi med ham , for af barnet ikke +skal blive bange blandt de fremmede , tilføjede konen +uden af lade sig standse ved sin mands bemærkning ; +men læreren råbte ude af sig selv af forbavselse og +henrykkelse : +hvorledes er det muligt , af de kunne gætte mine +tanker ? thi det var netop det , jeg ville foreslå . +Men jeg ved endnu ikke , svarede Rebbe +Meyer , hvorfor de derved skulle være bleven overflødig her . Ganske rigtigt må jeg vel nu sende de +to børn bort herfra ; men derfor behøver de jo +ikke straks at forlade os . + +har de da ikke endnu en elev ? Har jeg måske +ikke en datter ? +Det var efterår . Høet på engene var slået og +lå i store bunker ; de højt læssede vogne førte det +over broen til den lille by . Vinden strøg hen over +stubmarkerne . +Den nærliggende skov frembød et broget skue ; +kronernes grønne farve var forvandlet og havde givet +plads for en blanding af gult og rødt , hist og her +så man allerede de nøgne kviste falmede grå . +Solen så rigtignok endnu venligt ned fra himlen , +men man turde ikke satte meget håb af dette sidste +nådige smil , thi alt for ofte indhyllede den sig i en +uigennemtrængelig tåge , der bedækkede efterårslandskabet . +Lysetændersken +og Andreas gik ad den smalle sti +mellem stubmarkerne henimod skoven . Moderen havde +villet unde sin søn en fornøjelse endnu inden hans +afrejse til gymnasiet , og Andreas skattede intet så +højt som at se sig om i naturen , i skov og mark . +Måske havde hun tillige en anden hensigt , måske +ville hun give de formaninger , som hun havde af +medgive ham som lærepenge på hans vej , større højtidelighed ; +måske troede hun , af den fri natur , den + +store åbne mark med himmelhvælvingen over sig , ville +komme hendes ord tilhjælp og gøre dem mere eftertrykkelige +end det snevre rum hjemme i hytten . +Denne formodning vil i det mindste ikke forekomme +ganske ugrundet , når man med nogen opmærksomhed +læser det , som moderen her lagde sønnen på hjerte . +En tidlang gik hun eftertænksom og tavs med drengen ved hånden ; men da det var på tide af vende +om for af komme tilbage til den lille by , begyndte +moderen på følgende måde : +Andreas , hør nu nøje efter , hvad jeg forinden din +afrejse endnu kan have af sige dig . Dette er den +sidste nat på det sted , som du tidligere aldrig har +forladt ; i nat vil du for sidste gang ligge hjemme i +den seng , i hvilken du hidindtil hver aften faldt +isøvn og hver morgen vågnede . I morgen rejser du +bort herfra ; du skal studere og , om gud vil , blive +et dueligt menneske . Tak gud dagligen i din bøn , +fordi det er gået dig således ; jeg havde ikke kunne +lade dig studere : jeg er en fattig kone ; men vor herre , gud , havde indgivet Meyer brun det , at han +skal gøre det , og derfor vil også den himmelske råde +belønne ham . Men du må være ham taknemmelig +derfor alle dit livs dage , thi han er din velgører . +Mærk dig det og lov mig , at du aldrig vil forglemme +det . +Andreas rakte moderen den hånd , han endnu havde +fri ; hun trykkede den til sig og vedblev efter en pause : + +se dig om her på Marken , der er ingen levende +sjæl at se ; alt er hjemme , og vi er alene . Ingen +seer eller hører os ; ingen ved , hvad du har lovet +mig . Men en er der dog , som seer og hører alt uden +selv at blive set . Han ved , hvad du har lovet mig , +og han vil våge over , at du holder dit ord . +Hvorfor seer man ham da ikke ? spurgte Andreas , men +moderen svarede : +det kommer ikke sagen ved , og det kan jeg heller +ikke sådan rigtig sige dig ; måske seer du mig aldrig +mere . +Andreas begyndte ved disse ord at græde bitterlig ; +men moderen aftørrede hans tårer med sit forklæde +og vedblev : +derfor behøver du ikke at græde ; jeg lever jo endnu +og er både sund og rask , og man dør da ikke af , +at man taler om det ; men vi er kun mennesker , og +om gud befaler det , så er jeg i morgen ikke mere til , +og de bære mig ud og lægge mig i graven . +Andreas græd endnu heftigere end før , medens moderen +vedblev : +jeg må før du drager bort , forberede dig på +alt , thi jeg vil have , at du skal nå dit mål , uden +at noget skal bringe dig bort derfra . Se til at du +i den nye skole kan lære noget rigtigt , for at Meyer +brun ikke uden nytte skal give sine penge ud for +dig ! han er en rig mand , men at kaste sine penge +ud af vinduet har han døg ikke lyst til , thi når + +en giver sine penge ud , så vil han også have noget +derfor . Han forlanger rigtignok intet af dig , +og han gør den gøde gerning uden egennytte , men +du må vise ham , at du også fortjener , hvad han +gør for dig , for at han ikke engang — hvad døg +gud bevare os for — skal få årsag til at fortryde +sin godhed . +Pas derfor på at opføre dig således , at Meyer +brun ikke en gang skal kunne bebrejde mig , hvad +det har kostet ham , og sige til mig : „ Gid jeg blot ikke +havde ladet den døgenigt studere ! “ Lover du mig +det . +Andreas lovede det grædende , men moderen sagde +endvidere : +jeg er endnu ikke færdig . Hør efter ; det vigtigste +er endnu tilbage . +Meyer brun er døg kun et menneske ligesom jeg , +og ømendskønt han er rig og jeg fattig , så gives +der døg en deroppe ovenover os alle , for hvem vi +alle er lige . +Når gud vil det , kan den rige på en nat blive +fattig eller den fattige blive rig . +Hele den fabrik , som han har der , kan på en nat +gå tilgrunde . +Mennesket kan intet vide ; han kan også dø ligeså +godt som jeg kan det . Det ville være en stor +ulykke før dig , men også det må du være fattet +på , for at det ikke engang skal overraske dig , så at + +du slår hænderne sammen og ikke ved , hvad du +skal tage fat på . Gør dig afholdt blandt de fremmede +og af alle de mennesker , du får at bestille +med . Skaf dig venner og ingen fjende , da vil du +aldrig stå forladt . Se til at du bliver et menneske +man kan stole på , og at du , hvorledes det end går , +engang kan være i stand til at fortjene brødet til dig +selv . +Det tørre brød , som du selv fortjener vil da smage +dig meget bedre end alt , hvad du kan få at spise +for andres penge . Men hvad jeg har villet sige dig , +er dette . Når du engang er kommen så vidt , at +du kan fortjene dit brød og ikke længere trænger til +den godgørenhed , der nu vises imod dig , så må +du ikke mene , at du da en gang for alle er færdig +med Meyer brun , fordi du ikke længere behøver hans +hjælp ; thi det , han gør for dig , kan du aldrig +gjengjelde ham , selv om du også betalte ham nok +så mange penge . +Jeg tror , at du hos Meyer Bruuns lærer aldeles ikke ville have lært så meget , hvis du ikke i forvejen +i skolen havde lært din a , b , C , bog , og +du ville sikkert heller aldrig have kommet til at studere , +såfremt Meyer brun ikke nu havde gjort begyndelsen +dertil . +Det må du aldrig forglemme , selv om der kommer +en tid , da du ikke mere er afhængig af ham . +Fremfør alt må du derfor i den nærmeste tid + +lægge vind på af komme godt ud af det med salmele ; han er lidt forkælet , så af du må være noget +eftergivende ; dog behøver du ikke derfor af være +hans tjener , men du kan være føjelig imod ham , thi +det fortjener han for sine forældres skyld . +Så ofte du har noget for , men ikke ved , om +du skal gå til højre eller til venstre , da tænk på denne +aften og vor spadseretur ; tænk på , hvorledes vi +så stille vandrede sammen , hvorledes jeg førte dig +ved min hånd , hvorledes du brast i tårer og jeg +da med mit simple forklæde afvidskede dem ; behold +bløt altid det for øje , så vil du også nok altid +finde den rette vej og vil ikke mere tvivle , om du +skal gå til højre eller til venstre . +Overvej bløt ved enhver sag , du vil foretage dig +hvad din moder ville sige dertil , om hun vidste det , +da vil du altid handle rigtigt og godt , — nå , jeg +havde nær forglemt af sige dig , af du blandt de +fremmede må holde noget på dit ydre . Børst +hver morgen dine støvler og bank dine klæder , for +af du ikke skal se ud som en dreng , der er kommen +løbende langvejs fra , og vær renlig i alle henseender . +Også det har jeg villet sige dig , af du hver uge +må tilskrive mig nogle linier . +Frugthandlersken , som gør sine indkiøb deroppe , +vil nok af og til besøge dig , og hende kan du altid +give en lille seddel med . Der behøves intet langt +brev ; skriv blot , for af jeg kan se , af du er rask og + +opfører dig godt ; så længe et barn ikke frygter for af +tilskrive sin moder og sin fader — hvem du jo desværre +har mistet — hvad der ligger det på hjerte , +sålænge kan man sige , af han er på den rette vej ; +men udeblive brevene til forældrene , da er han sikkerligen også , bleven et forladt menneske og en slet Karl +— mærk dig det ! — ja , hvad var det nu jeg ville +sige — +ja , hvor meget kunne du ikke have ønsket endnu af +sige , gode , trofaste moderhjerte ! Ville du mon nogensinde +være kommen til ende dermed , om du så +havde kunnet blive ved af tale indtil evig tid ? Men +godt er det , af du blev afbrudt , ved af din snaksomme nabo netop standsede dig , og med sine hverdagsbemærkninger sønderrev din tales tråd , thi Andreas +har hørt nok og behøver nu ro før af tænke videre +øver det , som han havde hørt . Glæd dig ved det +håb , af du har nedplantet det guddommelige frø i +et rent , barnligt hjerte . +Næste morgen kørte Andreas og Sigismund — +således blev salmele fra nu af kaldt — bort fra +hjemmet . +Rebbe Meyer brun førte de to børn til den + +temmelig nærliggende by , videnskabens sæde , til piaristernes kloster . +Det var en kold septembermorgen ; men Andreas +befandt sig dog meget vel i de nye klæder , som Meyer +brun havde ladet sy til ham , og som han i dag havde +på før første gang . +Allerede da de to drenge i det fjerne øjnede slottet , +der lå højt oppe på klippen , begyndte deres +hjerter af banke stærkere ; glæde og angst fyldte dem +samtidigt , da de nærmede sig deres nye bestemmelsessted . +Henimod +middag havde de nået rejsens mål . +Drengene ville nu straks hen i klosteret før af blive +optaget i gymnasiet , da deres nysgerrighed var spændt +til den højeste grad , men den rolige og besindige fader +sagde : +klostret står nok fasf , der er vel næppe nogen , +der løber bort med det . +Ved du ikke , af vore vise sige : når der ingen +mel er , så er der ingen lærdom . Først vil jeg +forskaffe eder logis , for at i kunne vide , hvor i +høre hjemme . +Skulle vi bo sammen ? spurgte Sigismund . +Nej ! svarede faderen kort . +Han tog nu drengene med sig til ghettoen , hvor +han hos en bekendt forespurgte sig om to huse , i +hvilke børnene kunne få kost og logis . Denne sag + +var snart afgjort ; Sigismund fik bolig i ghettoen , +Andreas i forstaden nær ved gymnasiet . +Efterat der således var sørget for de legemlige fornødenheder , +førte faderen dem til det sted , hvor deres +ånd skulle mættes . +Før optagelsen i gymnasiet , måtte drengene underkaste +sig en prøve , til 3die klasse , som Andreas +bestod med glans , Sigismund til lærernes tilfredshed ; +Andreas blev straks , men Sigismund provisorisk +optaget i gymnasiet . +Hvad vil det sige , provisorisk optaget ? spurgte Sigismund , +da de nu forlod gymnasial-præfekten for +at aflægge en visit hos professoren . +Det vil sige sagde faderen , at jeg først hos regeringen +i Brunn må ansøge om din optagelse , og +sålænge indtil bevillingen kommer derfra , er du kun +„ provisorisk . “ +Og jeg behøver ikke nogen bevilling ? spurgte Andreas . +Nej , +sagde Meyer brun . +Hvorfor må han have bevilling , og jeg ikke , +spurgte Andreas videre . +Fordi han er jøde , sagde Meyer brun , og du +ikke . Husker du da ikke mere , at jøderne er et undertrykt +folk . Der var dog en tid , da du vidste +det . +Den fortræffelige mand sørgede endnu for en privatlærer fil dem , der hjemme skulle gennemgå lektierne + +med dem , og indskærpede Andreas , at han hver dag +skulle indfinde sig i Sigismunds bolig for at tage +del i denne privatundervisning ; derpå rejste den +gode fader bort , idet han tillidsfuldt efterlod børnene +i de huse , fil hvilke han havde anbetroet dem . +Skoleåret begyndte ; det blev indledet med en +gudstjeneste i klosterkirken . +Hermed havde Sigismund intet at skaffe , hvilkek +var slemt nok for ham ; thi medens Andreas under +denne højtidelighed lærte alle sine kammerater at kende +idetmindste af udseende , havde den jødiske discipel endnu +ikke set en eneste af dem , og da han den første +skoledag om morgenen kl . 8 trådte ind i klassen , +hørte han en hvisken og tisken mellem de små studenter , +der målte ham på en spottende måde , medens +der fra forskellige sider lød navne som Moses ! +Aron ! +Han befandt sig i stor forlegenhed , thi klassen var +fuld , og han vidste ikke , hvor han skulle eller blot turde +sætte sig ; endelig opdagede han på en af bænkene sin +kære Andreas . +Denne kom også straks hen til ham , trak ham hen + +med sig til sin bænk og skaffede ham plads ved siden +af sig , trods indvendingerne fra deres side , som +måtte rykke sig . +Endelig da klokken slog , kom professoren , og alle +rejste sig . +Man bad paternoster og ave Marie , hvoraf Sigismund +ikke forstod et ord ; han ventede utålmodig +på , at det endelig skulle være forbi . +Da de havde sat sig ned igen , kastede professoren +et prøvende blik hen over bænkene , som om han ville +tælle sine kære lam , derpå sagde han : +der kan endnu ikke anvises israeliterne nogen bestemt +plads . De er for øjeblikket kun provisoriske , +endnu ikke egentlige elever . Jøderne må foreløbig , +indtil bevillingen kommer , alle sætte sig på sidste bænk . +Fortrydelig opgav Sigismund den plads , som Andreas +så tappert havde tilkæmpet ham , for at begive +sig hen til sidste bænk ; da han gik forbi eleverne , hørte +han dem tydelig hviske : +Marsch , hen på sidste bænk , jøde ! Jøderne skal +på skammebænken . +Dette bedrøvede ham høilig ; dog havde han den +trøst at se en del troesfæller på samme bænk , og +følelsen af ikke at være den eneste , der måtte lide +denne beskæmmende behandling , gjorde ham pinen +mindre hård . +Andreas vendte sig ofte om og tilkastede Sigismund +et medlidende blik , men denne så hver gang skamfuld + +ned mod gulvet ; begge drengenes sindstilstand er +let at fatte ; deres miner forrådte , hvad der føregik i +deres indre . +Sigismund , barnet af rige forældre , opdraget i +velstand , ja endog i overflod , havde aldrig før følt +det trykkende i sine troesfællers særlige stilling i +samfundet . +Den lille salmele havde rimeligvis aldrig hørt noget +om , at hans fader ikke turde eje nogen ager , +fordi han var jøde , og selv om den lille salmele havde +vidst dette , så ville han dog i sin lystighed aldeles +ikke have tænkt videre derover ; thi hvortil behøvede +hans fader agre , kvæghjørde , Enge og marker ? havde +han ikke sin egen fabrik ? Men nu er der af salmele +blevet en Sigismund , der allerede ved det første skridt , +han foretager i den fremmede verden , for hvis skyld +han har forandret sit navn , må erfare , at han endnu +bestandig er en salmele og meget langt fra at være +en Sigismund . +For første gang følte han nu det tryk , der hvilede +på hele det troessamfund , som han hørte til . +Da faderen for få dage siden havde måttet stile +en ansøgning til regeringen om at meddele sønnen +Sigismund brun tilladelse til at træde ind i gymnasiet , +var den vordende student ikke bleven synderlig +berørt deraf . +Sigismund var ikke nogen dyb natur , fvertimod : + +hans følelser ligesom hans tænkning berørte kun tingenes +overflade . Derfor blev han temmelig ligegyldig ved faderens ansøgning : men det , at han nu i +hele klassens påsyn måtte begive sig hen på den +bageste bænk , og det oven i købet af den grund , at han +egentlig endnu ikke var rigtig elev , der var berettiget +til at indtage en bestemt plads — nemlig fordi han +var jøde — se , det fyldte hans hjerte med bitter +sorg . +Andreas derimod var allerede bleven ubehagelig berørt +ved den af hr . Brun meddelte underretning , at +Sigismund måtte bede som en nåde om det , der +uden videre blev tilstået ham selv , og da Meyer brun +på hans udfritten svarede : om han ikke længere vidste , +at jøderne vare et undertrykt folk , så var dette svar +ingenlunde skikket til at berolige den forstandige , følsomme +dreng . Han vedblev at spekulere derpå , men +kunne ikke med god grund forklare sig den forskel , +der her blev gjort , og var derfor heller ikke i stand til +at begribe det . +Begivenheden i skolen på den første dag satte +ham i den pinligste stilling , og der er ingen tvivl +om , at Andreas følte sin kammerats tilsidesættelse +endnu bittrere end denne selv . +Ingen kunne bedre end Andreas vide , med hvilken +omhu og ømhed salmele blev behandlet i forældrenes +hus ; derfor var ingen bedre i stand til at bedømme , +hvor hårdt det måtte være for Sigismund . + +Andreas led ikke blot med ham , men også for ham . +Hvor det dog her er ganske anderledes end hjemme , +tænkte han smertelig bevæget , ja ganske omvendt . +Her er det jo , som om jeg var den rige salmele , +og han den fattige lysetænderskes barn ! — hvor +gerne ville ikke Andreas have bedt professoren om +han ikke selv måtte sætte sig på bageste bænk , når +han blot derved havde kunnet skaffe Sigismund hans +tidligere plads tilbage ; men Andreas indså vel , at et +sådant bytte her ikke kunne finde sted , han tænkte og +det med rette : hvad ved professoren om Meyer +Bruuns fabrik , og hvad angår det ham ? Professoren +har jo ikke skabt loven ; han handler som den +byder . Jøderne er nu engang „ et undertrykt folk . “ +Klokken lød , timen var til ende . +Professoren og eleverne rejste sig til bøn , og igen +lød paternoster og ave Maria . +Derpå gik eleverne parvis ud af klassen hen over +den lange gang i første etage , dernæst ned ad trappen +og gennem den lille klostergård , der strækker sig +foran gymnasiet . +Ved porten måtte jøderne forlade rækken , da de +andre nu gik i kirke til messen , hvilken jøderne ikke +skulle bivåne . +Bedrøvet gik Sigismund hjemad med den latinske +gramatik under armen , af hvilken i dag den første deklination +var bleven forklaret . På gaden puttede en +elev sig til ham , der alt var i 2den klasse . + +den store målte først den lille fra top til tå +med samme blik , som når veteranen betragter den ny +ankomne rekrut . +Sigismund havde hilst på enhver , der mødte ham +undervejs , og var bleven meget overrasket ved , at de +ikke hilste ham igen , ja endog betragtede ham på en +ganske besynderlig måde . Han havde nemlig ment , +at det forholdt sig her ligesom hjemme i den lille by , +hvor alle hilste hinanden , og vidste endnu ikke , at i større +byer bekymrer det ene menneske sig kun lidt om det +andet , men enhver skøtter sig selv . Det gjorde derfor +øgså et behageligt indtryk på ham , da den store +dreng , som dog var et helt år videre , så venligt +puttede sig til ham . Snart skulle han dog erfare , at +denne kun ville have ham til bedste . +Å , sagde den store , gå ind i den butik og +køb mig for en skilling skrivepenne . +Godmodig , som han var , tog Sigismund pengestykket +og trådte ind i den betegnede butik , hvor en +gennemtrængende , fin lugt slog ham i møde , sådan +som hans næse ellers aldrig havde mærket det i nogen +købmandsbutik . +Hvad ønsker du ? spurgte provisoren . +For en skilling penneskafter , svarede Sigismund . +Så må du gå ind til papirhandleren , sagde +provisoren . +Ja , men man sagde til mig , at det var her . + +så ? sagde provisoren leende , det har været for at +gøre nar af dig . Her er ingen papirhandel , men +et apottek . +Sigismund gik skamfuld bort , da han kom udenfor , +blev han modtaget med skøggerlatter af en gruppe +elever , der imidlertid havde samlet sig . +Ydmygelsen i skolen havde ikke været tilstrækkelig ; +denne spot måtte han oven i købet øgså finde sig i . +Det var ligesom om alt havde forenet sig for at +krænke ham . +Den første skoledag havde således kun budt ham +liden glæde og var aldeles ikke skikket til at sætte mod +i ham , og han ville sikkert allerede nu — næsten +uden at have overskredet dørtærskelen — have vendt +videnskabernes tempel ryggen , såfremt ikke hans +gode ånd , Andreas , havde holdt ham tilbage . +Nå , sagde Andreas , der straks fra kirken var ilet +til sin kammerat og nu havde hørt , hvad denne i sin +oprørte stemning tænkte på , vær dog fornuftig og +gør ingen dumheder . Hvis du nu kom hjem , så +ville alle folk le dig ud , og gadedrengene ville råbe +efter dig : det er studenten ; han har på en dag +gået alle klasserne igennem ! Nej , du må blive og +læse flittigt , så skal du se , hvor ganske anderledes +alting vil blive . +Når du blot kan dine lektier godt , kommer det kun + +lidet an på , på hvad bænk du sidder ; det med +den bageste bænk er jo desuden kun foreløbigt , så længe +du er provisorisk ; så snart bevillingen kommer fra +regeringen , får du din plads anvist ligesåvel som +enhver af de andre ; professoren har jo selv sagt det . +Disse trøstefulde ord forfejlede ikke deres virkning +på Sigismund , der indså , hvor nær han havde været +ved i sin oprørthed al begå en overilet handling , og +han besluttede nu al blive ; men Andreas , hvem det +ved den kærlige og fornuftige tiltale var lykkedes al +bringe vennen til sig selv og nogenlunde berolige ham , +var selv langtfra ikke rolig , thi i sit inderste tænkte +han : jøderne er desværre døg et undertrykt folk ! +Og for første gang henvendte han det spørgsmål til +sig selv : hvorfor er jøderne et undertrykt folk ? er +det nødvendigt , al de må være det ? hvo er skyld +deri ? lutter spørgsmål , som han ikke var i stand til +al besvare . +Det blev aften , og drengene sad nu hos privatlæreren , +der gjennemarbeidede det pensum med dem , +de havde fået for i skolen . +Efter få timer hos privatlæreren indså Andreas , +al han meget godt kunne undvære dennes hjælp , han +havde straks i skolen forstået de regler , der blev forklarede , +og kunne godt selv skrive de latinske stile uden +fejl . Grunden til , al han alligevel ikke udeblev fra +privattimen , var den , al hans ven meget vel kunne +behøve en sådan hjelp i hjemmet . — + +efter nogle ugers forløb finde vi Andreas som +nr . 1 i klassen , medens Sigismund endnu bestandig +sad som provisorisk på den bageste bænk ; men selv +som rigtig elev ville han ikke have været berettiget til +at indtage nøgen af de øverste pladser , thi han var +svag i gramatiken , og hans aldeles ikke fejlfri oversættelser +i skolen forrådte snart privatlærerens hånd +ved de stile , han skulle skrive hjemme . +Andreas ville gerne bevirke en forandring i dette . +Ved du hvad , sagde han en dag til Sigismund , +din fader kunne godt spare de penge , han hver måned +betaler privatlæreren ; jeg tror nok , jeg ligesågodt kunne hjælpe dig med dine lektier . +Ja , så kan fader give dig pengene , mente Sigismund . +Nej , +hvad skulle det til ? sagde Andreas , dine forældræ +give mig såmænd nok i forvejen . +I det næste brev , som Sigismund tilskrev sine forældræ , +gjorde han dem opmærksom på , at han lærte +meget mere af Andreas end af privatlæreren , som han +derfor ikke mere behøvede , da Andreas godt kunne sige +ham alt , hvad han skulle vide . +Andreas selv skrev noget lignende i sit brev , hvori +han bad moderen hilse hans velgørere på det hjerteligsle +samt bede dem , om han ikke nok måtte læse +med Sigismund . +Det er et taknemligt barn , den Andreas , sagde +Rebbe Meyer brun til lysetændersken , der med glædestrålende + +øjne havde hørt på oplæsningen af hendes +søns brev . +Ja , har jeg ikke altid sagt , at det barn har et +besynderligt sind , tilføjede Taube . +Da lysetændersken var gået , sagde den gode Taube +til sin mand ; +ved du hvad , min ven , de penge , du der sparer , +kan du hver måned give lysetændersken . +Det vil jeg ikke gøre , svarede Rebbe Meyer brun +i en bestemt tone . +De par gylden ! sagde Taube i en vag bebrejdende +tone ; men manden svarede : +mener du måske , du lille nar , at de par gylden +ere mig så magtpåliggende ? Nej , jeg vil hver +måned sende dem til Andreas , så kunne vi jo se , +hvad han vil gøre med pengene . +Derved blev det ; regelmæssig blev pengene afsendte +til Andreas , men denne berørte dem ikke engang : den +samme hånd , der overbragte ham dem , måtte igen +bære dem med hjem ; han sendte dem urørte til sin +moder . +Lysetændersken fortalte højst overrasket hos Meyer +brun , hvorledes hendes Andreas havde sendt penge +hjem til hende . +Det havde jeg forudseel , sagde Meyer brun , jeg +vidste vel , at han var et godt barn ; men jeg har dog +villet overbevise mig derom . +Ja , har jeg ikke så ofte sagt , at det barn har et + +besynderligt sind , spnrgte Taube igen , ligesom altid +ved enhver lignende lejlighed . +I intet af sine breve forglemte , Andreas at sende +mange hilsener til den gode lærer i Meyer Bruuns +hus ; ja efter nogle måneders forløb dristede han sig +endogså til , at tilskrive sin fordums lærer et latinsk +brev , i hvilket rigtignok elevens gode villie og taknemmelige +hjerte viste sig fra en mere værdifuld side +end det latinske i udtrykkene . Han forglemte heller aldrig +sin legesøster privele , der ligeledes hver gang +kunne gøre regning på særlige hilsener i hans brev . +Sigismund gjorde under sin kammerats vejledning +betydelige fremskridt , hvilket var såre naturligt . Andreas +var nemlig ikke nogen betalt timelærer , der , når +timen var forløben , ikke bekymrede sig mere om sin +elev ; men det var ham magtpåliggende at vise sin +taknemlighed mod sine velgørere , ligesom det også +var en æressag for ham at løse den opgave , han +havde påtaget sig , på en sådan måde , at resultatet +blev godt . +Han arbejdede derfor også med Sigismund uden +at tage noget hensyn til time- eller minutviseren og +altid så længe , indtil han havde opnået den beroliggende overbevisning , at Sigismund nu virkelig kunne + +sin lektie og ville være i stand til at besvare ethvert +spørgsmål deri rigtigt . +Sigismund erhvervede sig også snart ved de fremskridf , +han gjorte , professorens velvilje , og da imidlertid , +endnu førend det første semesters ende , den +så længselsfuldt ventede bevilling til optagelsen i +gymnasiet var indtruffen , rykkede han op fra sidste +til første bænk , og al grund til mismod var således +forsvunden . +Nu kom påskeferien , og de to drenge kørte hjem , +hver med et godt vidnesbyrd i lommen ; selv om Sigismunds ikke kunne måle sig med Andreas ' s , i hvilket +der kun fandtes udmærket godt ' er , så var det dog +således , at han med anstand kunne vise det frem . +De havde imidlertid ikke blot medbragt deres vidnesbyrd , +men også et antageligt stykke feriearbeide . +Hvorledes Andreas bar sig ad for at blive færdig dermed , +det kunne Sigismund rigtignok ikke begribe , thi +før ham var det drøjt at læse i ferien . +Han havde nu i et halvt år ikke set sin familie , +og dette var hans første hjemsenden fra de fremmede +folk og så oven i købet den tid , da den poetiske påskefesf afholdtes . +Han glemte derfor aldeles de 4 konjugationer og +de uregelmæssige verber , han skulle lære , over påskefestens glæder , og hans ven Andreas formåede +ikke i hans forældres hus at bringe den strænghed + +til anvendelse imod ham , der ellers så ofte havde +fået bugt med ham . +Ferien var nu forbi , og man måtte igen indfinde +sig i skolen . +Der skete , hvad man i forvejen kunne have tænkt sig . +Blyantet i professorens hånd udpegede snart Sigismund som offer , når nu blot denne i forvejen havde +vist , at han ville blive spurgt om verbet tollo , så +havde han sikkert lært sit substuli , sublatum , men hvo +kan vide sligt i forvejen ; ligesålidt som man kan vide , +hvilke nummere der vil komme ud i næste trækning . +Professoren drejede ham derfor et stort 0 i protokollen . +Dette +forvoldte Andreas mere sorg end ham , der +havde fået det . Men hvad gjorde Andreas ? Han +besluttede sig til et kjæmpearbeide . +Vi gå ikke i seng i nat , sagde han til Sigismund , +og i morgen beder du professoren om at høre dig +om igen . +Men hvad tænker du dog på ? indvendte Sigismund , lære alt det på en nat ? +Det går nok , sagde Andreas . Og det gik også . +Næste dag mældte Sigismund sig til en ny prøve , +som han bestod med glans ; thi i dag var han fast +i sadlen , og efter af han til det sidste spørgsmål : +tollere havde sluppet sit vel indprægede sustuli , sublatum +løs , forandrede professoren 0 ' et til et ug . + +på denne måde tog Andreas sig af sin kammerat , +og Sigismund gjorde i sommersemestret endnu +større fremskridt end før . +Endelig var skoleåret til ende . +Rebbe Meyer brun indbød lysetændersken til af +køre med sig for af bivåne omflytningen , der under +megen højtidelighed blev meddelt i en stor , med skønne +billeder prydet festsal . +Lysetændersken havde taget sine søndagsklæder på +og begav sig bort med Rebbe Meyer brun ; de måtte +køre meget tidlig hjemme fra for af kunne indtræffe i +rette tid ; kl . 8 vare de der allerede . +Med bankende hjerte trådte hun ind i fesfsalen , +hvor allerede de fleste slægtninge af den studerende +ungdom befandt sig . +Kl . 9 blev der holdt gudstjeneste i klosterkirken , +og kl . 10 begyndte højtideligheden i fesfsalen . +Først besteg en elev talerstolen og holdt en tale +på tysk til afsked fra anstalten ; derpå trådte en +anden frem og foredrog en af ham selv forfattet latinsk +ode , af hvilken største delen af det forsamlede publikum +rigtignok ikke forstod et ord , men hvortil de dog +ligegodt lyttede med højtidelig andagt . +Endelig kom meddelelsen af skoleårets resultat +og omflytningen . +En ejendommelig hvisken og summen lød gennem +salen ; skoledrengenes nysgerrighed var spændt til +det yderste , thi nu skulle enhver jo erfare , hvorledes + +han var bleven bedømt , og hvilket vidnesbyrd han fik +hjem med sig . +Denne summen afløstes dog hurtigt af en højtidelig +stilhed da religionslæreren trådte frem og oplæste +på latin alle elevernes navne samt deres +forskellige censurer . +Lysetændersken , der med bankende hjerte så til , +var nær besvimet , da hun hørte sit barns navn blive +råbt op . +Andreas havde erholdt første præmie . Han trådte +frem fra sine kammeraters række indtil midt i den +store sal , bukkede til tre sider , mod kejserens billede , +mod lærerne og mod publikum , og modtog derpå +af præfektens hånd præmien , en pragtfuld indbunden +latinsk bog . +Med stille henrykkelse trådte han tilbage til sin +plads med belønningen for sin flid i hånden , idet +han dog frydede sig mere over moderens glæde , hvis +tilfredshed og lykke var tydelig at læse i de strålende +øjne , end over den udmærkelse , der var bleven ham +til del . +Sigismund erholdt også en meget god censur . +Efter klassefordelingen modtog drengene deres +vidnesbyrd , nemlig en lille bog , der indeholdt alle elevers +censur . +Hermed afsluttedes skoleåret , og ferien begyndte , +den af enhver skoledreng , den flittige som den dovne , +så længselsfuld ventede frihedens dag . + +Andreas og Sigismund kørte nu hjem med Meyer +brun og lysetændersken for at tilbringe de to feriemåneder , August og september , i fryd og glæde i +det gamle hjem hos deres kære , som de nu næsten i +et helt år havde savnet . +Det var rigtignok også en fryd og glæde , således +at eje to hele måneder for sig selv , hver morgen +at vågne med den bevisthed , at man ikke behøvede +øjeblikkelig at springe ud af sengen for endnu engang +at „ kile “ Lektierne igennem — intet pensum , ingen +grammatik , ingen regning , ingen geografi ! Ikke +behøve at lytte efter skoleklokken , der forkynder timens +begyndelse , ikke behøve at skynde sig med frokosten — +intet , slet intet af alt dette — derimod fri og ubunden +at kunne gå , hvorhen man har lyst , i Marken , +i engen eller i skoven ; i stedet for andægtig at sidde +på bænken og nøje passe på ethvert ord , der undslipper +læreren — at kunne muntre sig ude i den friske natur , løbe , springe og juble af hjertens lyst ! — +en skoledreng under sommerferien er det misundelsesværdigste +menneske på jorden ; han har rystet +alle sorger af sig og lever kun for øjeblikkets glæde . +Sigismund og Andreas tilbragte også deres ferie +på den behageligste måde . +Det var ikke , fordi de havde lyst til leddiggang , +af de glædede sig , men fordi de vare fri for enhver +tvang til af måtte gøre noget bestemt . Hyppigt +kunne man også i ferien finde Andreas ved bogen , + +og dette gode eksempel havde en velgørende indvirkning +på Sigismund , så af også han af og til hjemsøgte +bogen , omendskønt dette mindre skete ifølge en +vis indre trang , end fordi han ville glæde sine forældre +og huslæreren derved . +Man fandt dog drengene hyppigere i det frie end +ved bogen , og da allerhyppigst ude på floden , hvor +de fandt deres største fornøjelse i af ro en lille båd +frem og tilbage fra den ene bred til den anden og af +sejle hen under broen , når folk oven over deres hoveder +passerede den . Så ofte de gik igennem ghettoen , +hørte de altid denne eller hin bemærkning om +dem . +En mente , af de vare blevne rigtig store i udlandet . +En troede af have bemærket , af de allerede nu så +meget bedre ud end da de kom hjem fra skolen , og +ville deraf uddrage den slutning , at man bliver mager +af at studere , men fed af at spise . +En undrede sig over at jøden og den Christne kom +så godt ud af det med hinanden ; en anden roste redde +Meyer Bruuns godgørenhed og hans opførsel mod +lysetænderskens søn , medens en tredie til alt dette +bemærkede : +i må nu sige , hvad i vil — kalde det smukt +eller ej — jeg siger blot , at det døg er en besynderlig +galskab af Rebbe Meyer brun at ville give sine penge +ud til en geistligs opdragelse . +Således havde enhver sine bemærkninger på rede + +hånd ; de to drenge bekymrede sig imidlertid ikke videre +herom , men vare lige glade og tilfredse for det . +Andreas var imidlertid ofte til middag hos Meyer +brun ; når han så sad der og nød af de fine retter , +der blev båren frem , formørkedes hyppigt hans +ansigt midt under glæden , og hvo , som ville have +kunnet læse i hans sjæl , ville have vidst , at Andreas +i sådanne øjeblikke plagedes af den tanke : og hvortil +nytter eder alt dette ! I jøder er døg et undertrykt +folk . +Hurtigere end drengene havde tænkt og i ethvert +tilfælde hurtigere , end de kunne have ønsket sig , var +ferien til ende , og en skøn — eller snarere ikke skøn +— dag stod det nye skoleår igen for døren . +Sigismund og Andreas tog denne gang afsted med ganske andre følelser end for et år siden , da de drøge +til deres bestemmelsessted . +Hin let forståelige og let tilgivelige frygt for det +fremmede , der havde opfyldt dem dengang , da de første +gang forlod deres hjemsted , var nu fuldkommen +forsvunden , thi nu vidste de jo , hvorledes det går +til i et gymnasium . +Med hensyn til Sigismund , da behøvede han ikke +mere at frygte for som medlem af det udvalgte folk +at blive sat på en særlig bænk ; han var +nu rigtig elev sågodt som nogen anden ; +nu var han heller ikke længere så enfoldig , at man +kunne sende ham ind på et apottek efter stålpenne . + +med hensyn til Andreas , hvis tørst efter kundskaber var større end vennens , da brændte han allerede +af begærlighed efter at lære de nye ting at kende , +der ville komme for i dette andet år , og især navnlig +dette frygtelige „ Ablativus absolutus “ , om hvilket han +allerede tidligere havde hørt såmeget , at det nødvendigvis +havde måttet indgyde ham en overmåde stor +respekt . +Hvør ofte havde han ikke forrige år , når han i +skolen sad og lyttede fil lærernes forklaringer , tænkt +ved sig selv , hvor smukt det døg var indrettet i verden , +at man kan lære så mange mærkværdige ting , +om hvilke de derhjemme ikke engang have nogen anelse , +og i hvor høj en grad styrkede ikke sådanne tanker ham i hans gode forsætter , i hans flid og udholdenhed . +De +to drenge vare tillige nu , da de slode i begreb +med at træde ind i 2den klasse , fyldte af den +stolthed , der besjæler enhver , selv kun lidet ærgerrig +skoledrengs hjerte ved omflytningen fra en klasse fil +en anden . +De vare nu ikke længere de mindste i åndelig henseende , +ikke længere parrister ; nej , de vare og følte sig +som prinzipister , som begyndere i videnskaberne , der +nu først for alvor skulle lægge grunden fil deres videre +uddannelse . +Den nye klasse har for eleven , der har svunget +sig op fil den , ligeså megen romantik , som et land + + +skab , der stadig forandrer fysiognomi , har for vandringsmanden . +De +fleste klassekammerater fra forrige år findes +vel igen her ; døg mangler nogle , der enten er blevne +oversiddere eller have forladt skolen ; men dernæst er +der også kommet nogle nye , og disse ubekendte ansigter +betragter man frem for alt med nysgerrighed , +idet forskellige spørgsmål påtrængte sig en : +hvad hedder mon den nye kammerat ? hvor har +har han før gået i skole ? mon han kan noget eller +ej ? hvad kan han mon bedst ? hvorledes er hans manerer +og opførsel ? +Således gik det også med vor Andreas , der især +betragtede et af de ubekendte ansigter med opmærksomhed , +idet han forsøgte at læse svaret på de ovenomtalte +spørgsmål i den nysankomne elevs stærkt +markerede ansigtstræk . +Andreas følte en vis rædsel for denne dreng ; det +forekom ham , som om en indre stemme tilhviskedee +ham : det menneske kan blive farlig for dig ! Denne +følelse var rigtignok noget utydelig , men netop derfor +desto uhyggeligere , men ligesom myggen styrter sig ind +i flammen , således følte han sig trods sin forudfølelse hendraget til den fremmede med uimodståelig +kraft . +Det vidste sig også snart , at den fremmede var +ham betydelig overlegen i åndelig henseende , Andreas +havde fået en stærk konkurent og forudså , at han + +næste år næppe ville erholde præmien ; men desto +mere tillokkende var det for ham , at komme i god +forståelse med den fremmede , ja endog at stræbe efter +hans venskab . +Denne bestræbelse lagde han også tydelig nok for +dagen , og snart vare de to kammerater , Andreas og +Cyrill — som den fremmede hed — venner . +Andreas , der ligeså villigt underkastede sig Cyrill , +som han følte sig overlegen over sin kære Sigismund , +holdt dog langt mere af at være sammen med førstnævntæ +end med sidstnævnte . +Havde han været forfængelig , da ville han rigtignok +have befundet sig bedre i dens selskab , hvem +han kunne foreskrive love , end hos ham , af hvem han +modtog love ; men hos Andreas fandtes ikke spor af +den slags forfængelighed . +Dette bevirkede , at han nu ikke offrede Sigismund +så megen tid , som førhen , dog forsømte han ham +ingenlunde , men indfandt sig daglig hos ham , for at +gennemgå lektierne og stilen ; imidlertid blev han +ikke , således som forrige skoleår , til han var overbevist +om , at Sigismund også kunne svare på ethvert +spørgsmål , men nøjedes med at give ham den nødtørftigste +undervisning og vejledning , idet han forresten +overlod det øvrige til vennens egen flid — for så +hurtig som muligt at kunne ile til Cyrill . +Sigismund hørte imidlertid ikke til de selvstændige +naturer , der således kunne overlades til sig selv ; han + +arbejdede , når man tvang ham dertil , men var han +alene og tvangen ophørt , så var også lysten borte , +og han kastede bogen fra sig . +Andreas skulle snart bemærke de bedrøvelige følger +af sit letsind ; Sigismund sank dybere såvel i +kundskaber som i professorens gunst . +Andreas gjorde sig de hårdeste bebrejdelser herover , +følte oprigtig anger og plaget af sin samvittighed fattede +han den beslutning igen at forandre sagen og +påny ofre Sigismund al sin tid . +Det er imidlertid , især for drenge , lettere at fatte +en god beslutning end at udføre den . +Når han befandt sig hos Sigismund , og der var +noget , denne ikke straks kunne forstå , viste Andreas en +utålmodighed , der var noget ganske nyt af ham . +Istedetfor den tidligere ømhed viste han strænghed , +og de tidligere godmodige opmuntringer forvandledes +til gnavne bebreideldelser . +Hvor stærkt han også blev tiltrukket af Cyrill , var +dog hans godhed for Sigismund stor nok , til at han +ikke ganske kunne give slip på denne ; for at komme +tilrette med sig selv og begge kammeraterne , mellem +hvilke han endnu vaklede , faldt han nu på at føre +dem sammen for at gøre dem nærmere bekendt med +hinanden . +Således troede han at kunne ordne sagerne på +det bedste . I hvor høj en grad fog han ikke fejl ! +En dag fog han altså Sigismund med til Cyrill + +denne var allerede seminarist ; han var bestemt for den +gejstlige stand og nød allerede nu i seminariet alle +de fordele , der førmå at hæve et menneske over +livets almindelige sørger . +Cyrill så noget skævt til den kammerat , som +Andreas havde taget med sig , og syntes aldeles ikke +tilbøjelig til at ville betragte ham som den tredie i +forbundet . Han behandlede ham med isnende kulde , +ja viste også overfor Andreas en vis tilbageholdenhed ; +han sagde kun lidt , og i hans tale var der intet spor +af det sædvanlige liv . +Andreas følte sig ikke lidt forlegen og spekulerede +bare på , hvorledes han skulle slippe bort igen ; dog +hengav han sig til det håb , at kunne stemme Cyrill +gunstigere for sin protegé og med tiden at kunne nærme +dem til hinanden . +Næste gang kom han alene . +Cyrill så surt og var igen temmelig tavs . +Har du noget imod mig ? spurgte Andreas troskyldigl . +Nej , svarede Cyrill , jeg har ligeså lidt noget imod +dig som tilovers for dig ! Lad mig være , jeg har +ingen tid ! +Men , Cyrill , sagde Andreas i en indsmigrende tone , +du er jo slet ikke således som ellers imod mig ! +Gå du blot , svarede Cyrill med en afværgende + +håndbevægelse , jeg behøver ikke dit selskab . Hvorfor +har du dog ikke bragt ham med igen i dag ? +Sigismund ? +Ja , jødedrengen ! +Jeg syntes netop , fordi han er en jøde , at du skulle +være mindre streng imod ham . +Hvorfor da ? +Ved du ikke det ? Jøderne er et undertrykt folk ! +Ganske vist ! det skal de også være ! det bør de +være ! +Hvad ? — de bør ? — hvorfor da ? +Hvor kan du spørge så dumt ? Have jøderne da +ikke korsfæstet frelseren ? Ved du da ikke , at de fra +den time af blev et af gud forbandet folk ? +Andreas stirrede på ham med åben mund ; men +Cyrill vedblev : +kender du ikke fortællingen om „ den evige jøde “ ? +Nej ! sagde Andreas halvhøjt . +Da Herren med korset på sin ryg var kommen +foran hans dør og stønnende sank sammen under byrden , +hvorledes jøden da ikke havde anden læskedrik før +ham end spot og hån , og hvorledes Herren da forbandede +ham og hans slægt , så at han blev fordømt +til at skulle vandre om indtil evig tid uden nogensteds +at finde ro ! Og alt det ved du ikke ? +Disse ord gjorde et dybt indtryk på vor let bevægelige +Andreas , der i taushed syntes at tænke over +det , som han havde hørt , medens Cyrill vedblev : + +jeg kan låne dig bogen , så at du selv kan læse +det ; deraf vil du se , hvorfor jøderne indtil verdens +ende må være et undertrykt folk . Og det vil +jeg sige dig en gang for alle : vi tre høre ikke sammen . +Vov ikke oftere at bringe jødedrengen herhen ; hvad +dig selv angår , så kan du vælge mellem ham og +mig og i den henseende handle efter dit eget forgodtbefindende . +Hvis jeg er mere værd for dig , end han , +er det godt , men hvis du synes bedre om ham , end +om mig , ses vi ikke oftere — så kan du jo holde +dig til jødedrengen . +Men , hvad kan den stakkels dreng gøre for , at +jøderne for mange hundrede år siden have korsfæstet +vor frelser ? +Så ? sagde Cyrill , hvad kan en gøre for , om hans +fader , der var en rig mand , har sat alle sine penge +overstyr ? Det er nu engang indrettet således af +gud her i verden , at børnene må bøde for forældrenes +misgerninger . Have jøderne ikke selv dengang , +da de lod Barnabas fri , men dømte Herren til +korset , råbt : hans blod komme over vort hoved og +over vore torne ? Altså må disse børn jo også nu +være forbandede . +Andreas fandt intet svar herpå ; med tårefyldte +øjne forlod han Cyrill for at snige sig hjem , for her +i sit lille værelse rigtigt at græde ud . +Han befandt sig i en pinlig situation . På den +ene side befandt sig de skønne indtryk fra barndoms + + +tiden , på den anden side overbevisningens magt , +der bestandigt mere bemægtigede sig hans sind og +rokkede hans sjæl . På den ene side stod Rebbe +Meyer brun , hans velgører , der havde gjort og endnu +gjorde ham så meget godt ; hans gode hustru , der +altid havde taget sig af ham med kærlighed , og hvem +han elskede som en anden møder ; den lille privele , +med hvem han så ofte havde leget ; den vakkre lærer +i Meyer Bruuns hus , der havde givet ham den første +undervisning , og hvem han også skyldte så overmåde +meget ; og frem for alt erindringen om hans +møder , hvorledes hun havde formanet ham til taknemlighed +mod hans velgører , og på den anden side +stod billedet af Jesus hele lidelseshistorie , jødernes +ubønhørlighed , da de slæbte ham til korset og udgød +hans uskyldige blod . Andreas havde kun tårer til +at besværge sin sjæls storm med ; men med tårer +alene slipper man ikke ud af hjertets labyrinter . +Om jorden havde åbnet sig under ham og opslugt +ham , så at han aldrig mere havde fået dagens lys +at se , med vellyst ville han da have taget afsted fra +denne ellers så herlige verden , til hvilken han for +øjeblikket følte lede . Ligevægten i hans sind var +ophævet , og harmonien med den livskreds , hvori han +hidtil havde slået , var brudt . Og han kunne ikke skjule +sig selv . nej , han måtte ud , frem for dagens lys ; +han måtte bestemme sig til noget , måtte handle . +I begyndelsen fejrede vanens magt øver ham og + +drog ham hen til den side , hvor hans barndomserindringer +befandt sig : han ophørte med besøgene hos +Cyrill , medens han daglig indfandt sig hos Sigismund ; +men selv Sigismund indså snart , at det kun var et +offer , som Andreas bragte ham . Virkeligen var det +heller ikke længer tilbøjeligheden , der førte ham til +Sigismund , men derimod bevidstheden om , hvad han +skyldte dennes forældre . Hver dag så han Cyrill i +skølen og ventede stadigt på , at denne skulle opfordre +ham til et besøg eller i det mindste spørge , hvorfor +han dog så længe ikke havde været hos ham ; men forgæves +ventede han på , at den tause skulle åbne sin +mund om sligt . Dette smertede ham , da det viste sig , +hvor ligegyldig han var bleven Cyrill , og i sin +smerte sluttede han sig på ny noget nøjere til Sigismund . +Snart begyndte han dog igen at overveje , om +Cyrill mon ikke havde ret i at trække sig tilbage fra +ham ; Cyrill havde jo åbnet øjnene på ham , der +førhen famlede om i mørket , havde overladt ham valget +frit og havde aldeles ikke stødt ham fra sig . Han +var selv den skyldige , thi han var bleven borte , og +hans pligt var det nu også at opfriske venskabet med +Cyrill . I samme grad , som disse tanker vandt overhånd +hos ham , løsnedes også hans venskabelige forhold +til Sigismund , hvilket kun for en stakket tid tilsyneladende +påny havde antaget præg af den gamle +inderlighed . + +Andreas gjorde , hvad han ej kunne undlade — han +vendte tilbage til Cyrill . +Er du der igen ? spurgte Cyrill tørt . +Men , Cyrill dog , bad Andreas , vær ikke vred på mig . +Hvad mener du ? sagde Cyrill , jeg er den samme , +som altid ; jeg har ikke forandret mig ; det har derimod +du ! +Ja desværre , sukkede Andreas , jeg har forandret mig +meget ; eller snarere alt omkring mig har forandret sig . +Jeg var tidligere lykkelig ; nu er jeg det ikke mere . +Fordi du er en nar ! Tror du , jeg ville lave mig +livet gøre surt for sådan en jødedrengs skyld ! Lad +ham bare rende . — +du ved ikke , hvor svag han er . +Hvo tvinger ham da til af studere ? Lad ham gå +hjem til sin pjallekramshandel ; det passer dog bedre +for ham end den latinske grammatik , som han med alt +slid og slæb alligevel ikke forstår . +Men du ved ikke , hvor meget jeg skylder hans forældræ . +Og +det bedrøver dig ? +Du må vide , af Sigismunds forældræ lade mig +studere på deres bekostning ; af min moder er en +fattig kone , og af jeg måle høre op med af læse , +hvis hans forældræ ikke toge sig af mig . +Gud fader i himlen og alle sakramenter ! råbte +Cyrill , idet han for op af stolen , og det siger du +mig først nu ? Du har indladt dig i sådan en han + + +del med en jøde ? Hellige jesus-maria ! Sig +mig , hvor har du gjort af din fornuft ? Hvorledes +kunne du tage imod sligt ? Ved du måske , hvad +hensigter jøden har med dig ? Thi du vil vel ikke +førsøge ak bilde mig ind , ak en jøde skulle gøre sådan +noget af uegennyttighed . Det er jø , ligesom +doktor Faust , ak forskrive sig til satan ! Stakkels barn , +hvor jeg beklager dig ! Jeg seer allerede i ånden +den veksel på flere tusinder gylden , som den velgørende +mand engang ligesom i spøg vil forelægge dig +til underskrift . Jøden er ikke så dum endda ; han +tænker , ak godt gemt er ikke glemt ! Denne gang skal +han dog have gjort regning uden vært , thi gud være +lovet er det endnu muligt ak redde dig ud af hans +kløer . Du må hæve det forhold ! +Hæve det ? spurgte Andreas forvirret . +Ja , ganske og aldeles , såfremt du ikke vil styrte +dig i ulykke . +Men , hvorledes er det muligt for mig ? Skal jeg +da opgive mine studeringer ? +Vah , hvorfor ? Den smule føde , du behøver , kan +du vel nok erholde på en anden og ærlig måde . +Lad mig kun om det . +Hvorledes ! kan du sørge for mig ? +Overgiver du dig i min hånd ? Vil du gøre alt , +hvad jeg siger dig , så indestår jeg også for , ak +du snart skal være fri for den skændigt handel . Vil +du ? + +alt ! sagde Andreas , gør med mig , hvad du vil ; +jeg kan jo dog alene hverken råde eller hjælpe mig +selv . +Betaler jøden måske også skolepenge for dig ? +Ja , hvo skulle ellers betale dem ? +Så må du frem for alt ansøge om fri skolegang . +Du har jo fået første præmie ; så bevilge de det +sikkert , det øvrige skulle vi snart få besørget , et +efter andet . +Ligesom Andreas tidligere en tid lang havde trukket +sig tilbage fra Cyrill , således holdt han sig nu borte +fra Sigismund . +To breve nåde imidlertid til hjemmet . Sigismund +underrettede sine forældre om , af Andreas ikke +mere kunne læse med ham , da lektierne bestandigt blev +sværere , så af denne nu havde alt for meget af bestille ; +Sigismund skammede sig nemlig for af sige sandheden ; +han skammede sig for af tilstå , af Andreas holdt sig +aldeles borte fra ham ; han ville derfor hellere selv opfinde et eller andet påskud for af undskylde den troløse ven . Måske frygtede han også for , af forældrene , +når de fik hele sandheden af vide , skulle unddrage Andreas deres understøttelse , og han holdt dog +for meget af Andreas til af ville udsætte ham herfor . +Andreas bad moderen i sit brev til hende , om hun +ikke ville lade et testimonium paupertatis udfærdige +for ham og sende ham det , da han ville ansøge +om fritagelse for skolepenge . Nederst i brevet tand + + +tes også en høflig anbefaling til hr . Brun og frue . +Af alle de tidligere hjertelige og varme hilsener til +hans velgører var der nu kun en høflig anbefaling , en +tom talemåde , et intet tilbage ! +Lysetændersken bragte brevet som sædvanligt til Meyer +brun , og man undersøgte nu begge brevene nøjere , +for om muligt af finde nogen samklang i dem , +hvilket imidlertid ikke faldt så let . +Hvad vil han med det bevis ? spurgte den godmødige +Taube . +Du hører jø , belærte manden hende , af han vil +være fri for af betale skolepenge , og altså må han +døg bevise , af han ikke kan det . +Men hvortil behøves det ? Kommer det os da så +nøje an på de 3 gylden om måneden ? +Han vil blot spare os de 3 gylden månedlig . +Ja , har jeg ikke altid sagt , af det barn har et besynderligt +sind ? Jeg gad blot vidst , tilføjede hun , hvad +det skal sige med denne „ høflige anbefaling “ . Sådan +en hilsen har han døg aldrig før tilskrevet os ! +Det er kanske sådan en ny mode blandt de studerende +deroppe , at de i stedet for en hilsen skrive en +høflig anbefaling . +Få dage senere aflagde Rebbe Meyer brun et +besøg hos begge børnene . Han antøg på ny en privatlærer +til Sigismund og lod ham desuden få en +privattime hos professoren selv . Dernæst overleverede + +han Andreas det forlangte fattigdomsbevis , som +moderen havde ladet præsten udstede . +Andreas skammede sig over sig selv ; han havde ventet +bebrejdelser , men der blev ingen gjort ham ; tværtimod +var Rebbe Meyer brun god som altid imod +ham . Hvor gerne ville ikke Andreas , pint af samvittigheden , +overvældet af angeren , have kastet sig for +sin velgørers fødder og tilstået ham alt ; men +skammen holdt ham tilbage . +Ligeså ofte som vore dyder have deres rod i +lasten , finde vi nemlig roden til vore laster i dyden . +Da Andreas næste gang indfandt sig hos Cyrill , +fortalte han ham det passerede . +Der kan du se , sagde Cyrill , nu har han igen +villet omvende dig , den ræv . +Mon ; han ved jo slet ikke af noget , sagde Andreas +troskyldigt , han var god som altid mod mig , +og hans godhed brænder mig på samvittigheden . +Hvor du er enfoldig ! svarede Cyrill i en belærende tone . Tror du virkelig , at han intet ved ? +Vil du bilde mig ind , af den lurendrejer ikke +skulle have skrevet noget hjem ? Hvad skulle så den +gamle her ? At han er god imod dig , viser kun , af +han enten forstiller sig , for vedblivende af trække dig +ved næsen , eller af han har en ond samvittighed og +derfor ikke vover af træde op med kraft imod dig , +troer du ikke , jeg kender jøderne ! Du lader rigtignok +til af måtte gå længe i skole hos mig , inden + +du kan få det rette begreb om den . Men , nu +skal du tage dit testimonium paupertatis og gå +hen til pater Theobald med det . +Hvad skal jeg der ? +Jeg har allerede talt din sag ; nu behøver du blot +selv af anmode pateren derom , så optager de dig +i vort seminarium . Er du først seminarist , så +har du nok både af spise og af drikke , og så kan +jøden med sine penge lede efter en anden nar , der +vil lade sig forføre af ham . +Halvårsexamen stod nu for døren . Sigismund +slap kun med nød og næppe igennem og ikke uden +den formaning fra præfektens side , af han måtte +tage sig sammen , hvis han ville gøre sig noget håb +om ved skoleårets slutning af rykke op i den følgende +klasse . +Andreas og Cyrill slode omtrent ens med hensyn +til fremskridt ; dog erholdt Andreas som den yngste +ligesom også , fordi han forrige år havde nydt den +ære , 1ste præmie , men Cyrill den 2den . +Sommerhalvåret forløb hurtigt ; endnu før semestrets +ende blev Andreas optaget i seminariet . Han +var da for høflighedens skyld nødt til at tilskrive +hr . Brun et brev , hvori han takkede for al hidtil +nydt godhed og meddelte , at han nu ikke længere lagde +beslag på hans velgerninger , da det var lykkedes +ham at finde anden hjælp , hvorfor han ikke længere +ville falde hr . Brun til byrde . + +brevet var affattet i en høflig , men kold tone ; intet +deri mindede om et varmt , virkelig taknemligt hjerte , +det var kun tomme ord , skrift uden liv . +Dog ville selv dette brev endnu ikke have været +istand til at blotte sagernes hele tilstand , og formodentlig +ville den godtroende Taube som sædvanlig være +kommet til det endelige resultat , at det barn dog , som +hun altid havde sagt , havde et besynderligt sind , såfremt Andreas ikke i et samtidigt brev til sin moder +noget tydeligere havde åbentbart den forandring , +der var foregået med ham . I dette brev skrev Andreas , +at han nu først ville begynde at blive en rigtig +Christen , hvilket han førhen ingenlunde havde været , +at han var glad over , at han ikke mere behøvede at +modtage hr . Bruuns understøttelse , samt at han var +indtrådt i seminariet for allerede nu med alvor at +kunne begyndt forberedelsen til sit gejstlige kald . Til +slutningen formanede han moderen , at hun dog skulle +opgive den vanærende forretning at være lysetænderske i synagogen og i jødernes huse ; han skulle da +nok ved undervisning erhverve så meget , som der udfordredes til hendes underhøld . Hun måtte endelig ikke +tøve dermed , da det fortærede hans sjæl , at hun allerede +så længe havde udøvet denne uværdige forretning . +I dette brev var der ikke længere nogen tale +om en hilsen eller anbefaling til det brun ' ske hus , +men istedet herfor fandtes som efterskrift , at Sigismund +var en af de dårligste elever i klassen , og at han + +sandsynligvis ikke ville slippe igennem ved eksamen . +Med hensyn til sig selv turde han ikke vente +igen at blive første præmiant , men dog i ethvert +tilfælde anden . Derhos meddelte han også , at han +i de følgende ferier ikke ville komme hjem , men blive i +seminariet . +Den gode lysetænderske , der som bekendt just ikke +var skriftklog , bragte i sin troskyldighed også dette +brev hen til Rebbe Meyer brun før at få det +tydet , og man kan tænke sig , hvilket indtryk det måtte +gøre såvel på den brun ' ske familie som især på +den ulykkelige moder . Intet dadlende ord , ingen +bebrejdelse fik hun at høre ; fortvivlet , rådvild og +hjælpeløs forlod hun dem . +Det var omtrent midt i juli , at sagerne toge denne +uventede vending . Lysetændersken fattede under den +græmmelse , hendes søns brev havde forvoldt hendes +søns beslutning , der uden lang eftertanke frembød +sig som den naturligste før det elskende moderhjerte . +Jeg må til ham , sagde hun ved sig selv , jeg må +tale med ham ; jeg kan slet ikke tænke mig , at min +Andreas selv skulle have skrevet det brev . Jeg må + +til ham før med egne øjne at se , hvad der er blevet +af mit barn . +Hun tilbragte en urolig og søvnløs nat . Hun ønskede allerede at være hos ham og kunne næsten ikke +udholde at tilbringe tiden fjernet fra ham alene med +sine tanker og følelser . Hun misundte fuglen dens +vinger , der så hurtigt ville kunne have ført hende +gennem det rum , der skilte hende fra sønnen ; den +korte julinat forekom hende længere end nogensinde +en nat i december måned . Så tidligt som muligt +stod hun op og begav sig tilfods på vejen . +Hun havde iført sig sine søndagsklæder ligesom +forrige år , da hun var kørt med Meyer brun til +skolehøitideligheden ; thi en kvinde tænker selv i ulykken +på at vise et så anstændigt ydre som muligt . +Solen havde endnu ikke vist sig i horizonten , da hun +allerede tiltrådte sin tunge vandring med den røde +paraply i hånden , hvilken hun holdt højt i ære +som et minde om hendes afdøde mand , og hvis hensigt +skulle være senere hen at beskytte hende mod den +brændende junisol . Hendes vej gik over broen . +Alt var endnu stille , og der hørtes ingen anden lyd +end vandets skvulpen mod bropillerne . Hun kastede +tilfældigvis et blik ned på floden og så sit billede +i det klare spejl ; næsten forfærdet for hun tilbage for +sit spejlbillede således som det navnlig under oprørt stemning hændes alle dem , der kun sjældent betragte sig selv i +spejlet , de ræddes for sig selv . Lysetændersken flyede for det + +uhyggelige billede , der stirrede hende i møde fra bølgerne , +idet det syntes at indbyde hende til at styrte +sig ned til det . Hun flygtede , som sagt , thi hun turde +ikke dø , hun skulle til sin Andreas , og hun følte sig +mere tilfreds , da hun havde broen bagved sig . Det +forekom hende , som om hun var undsluppen en fare , +og modigere fortsatte hun sin vej . Hun kom igennem +fiskergaden , og nu begyndte de første tegn på +liv og opvågnen i byen ; den tjennemtrængende lyd +af hyrdefløjten nåde over til hende fra torvet ; hundegjøen hørtes hist og her mellem fårs brægen og +køers brølen . Dette forvoldte hende en slags glæde ; +de gode dyr syntes at sende hende ligesom en afskedshilsen ; +de syntes at vide , at lysetændersken havde en +tung vandring for . Hun kom nu ud i det frie . Ved +kørset udenfor landsbyen knælede hun fromt ; dog turde +hun ikke gøre sin bøn lang , thi hun måtte til sin +Andreas . Den vej , hun nu gik , var den samme , +på hvilken hun for næsten to år siden havde givet +sin dreng sine bedste velsignelser og sine alvorligste formaninger +på den sidste aften før hans indtrædelse i +den fremmede verden . Billedet af hin aften trådte +nu levende frem for hendes sjæl ; hun kunne næsten +høre de ord , hun dengang havde udtalt ; hun så , +hvorledes den grædende Andreas gav hende hånden , +idet han lovede at holde fast ved det , hun havde lagt +ham på sinde . Hun så den gensidige kærlighed +mellem hende og barnet , hvem hun holdt i sine arme ; + +hun hørte den henrivende klang af hans kære stemme ; +hun så hans godmodige blå øjne , og medens hun +således frydede sig over det levende billede af sønnen , +trådte den gyldne ildkugle frem med stille majestæt +på den østlige himmel og viste landskabet samt lysetænderskens billede i forklaret lys . Nej , udråbte hun +i glad bevægelse , det kan ikke være tilfældet ! Min +Andreas kan slet ikke have skrevet det brev ; hvo ved , +hvad før en usling der står bagved det hele , og +som er misundelig på min Andreas før de mange velgerninger , +den gode Meyer brun har vist ham . Og +hun påskyndede sin gang , brændende af utålmodighed +efter at stå ansigt til ansigt med sin søn . +Nu kom hun til skoven , den grændse , hvor hun +var vendt om med sin Andreas på hin mindeværdige +aften . Her standsede hun et øjeblik , vendte sig om +og kastede et blik henimod den lille by , hen over vejen , +der snoede sig mellem byen og skoven , og ad hvilken +hun dengang var gået med Andreas ; men hun kom +snart tilbage til øjeblikkets virkelighed , og nu gik det +rask videre hen langsmed skoven . Bladenes susen og +vindens sagte pust virkede noget beroligende på +hendes sind , og hun begyndte grundigere end tidligere +at kunne overtænke sagen . +Selv om det nu også virkelig forholdt sig således , +at han virkelig havde skrevet brevet ; hvad så ? spurgte +hun sig selv , og hun begyndte at overveje , hvad han +da egentlig havde skrevet . + +med hensyn til det , han skriver , at han vil være +gejstlig , deri ligger døg intet ondt ; det har jo altid +været mit inderligste ønske . +Det , han skriver om , at han nu først vil begynde +at være en sand Christen , det forstår jeg rigtignok ikke +så ganske ; thi jeg skulle døg mene , at jeg er en ægte +Christen og ligeledes har opdraget ham på en rigtig +christelig måde ; men måske mener han kun dermed , +at han vil blive gejstlig , og så ligger der jo aldeles +intet forkert i det . +At han er trådt ind i seminariet og ikke mere behøver +den understøttelse , han hidtil har haft , det er jo +heller ikke så talt ; tværtimod har jeg jo selv indskærpet ham , at han må tragte efter engang at blive +selvstændig ; det var jo mig selv , der sagde , at man ikke +kunne se ind i fremtiden og derfor slet ikke vide , hvad +der engang kunne hænde Meyer brun ; han har mærket +sig min tale vel , og også handlet derefter . +Forsåvidt er nu alt i orden . Men dette ene ! +Hvad skal det sige , al han bebrejder mig lysetænden i synagogen og hos jøderne i ghettoen som noget +uværdigt . +Hvad kan han mene dermed ? +Det fatter jeg ikke ! Se , når blot denne eneste ting +ikke havde slået i brevet , dette ord om den uværdige forretning , så havde brevet jo været ganske kønt . + +det er det , jeg ikke kan fatte ! Nej , det er umuligt , +al min Andreas kan have skrevet det om den +uværdige forretning . Hvem der endøg kommer til +mig og siger : skriften er hans , så svarer jeg : jeg +troer det dog ikke , og kan ikke tro det ! Man skulle +kende min Andreas således , som jeg kender ham , +jeg , der har opdraget ham og passet på ham som +på min øjesten ! Hvad ? min Andreas , der som barn +fulgte med mig , når jeg tændte lysene , der hver sabbatt +var med mig i synagogen og senere med sin egen +lille krukke gik rundt med mig i ghettoen for al indsamle hos jøderne , han skulle nu anse hin lysetænden for noget uværdigt ? Det kan jeg ikke tænke mig ! +Gud ved , hvad det er for en Hallunk , der har spillet +min dreng et puds ; men — jeg skal jo snart selv +vide det , thi snart er jeg hos ham . +Stakkels moderhjerte ! idet du tænkte således , anede +du ikke , at det netop var skammen over at have +hjulpet dig ved din tro tjeneste , der havde dikteret +din søn hine ord . +Endnu mere påskyndede lysetændersken sin gang , +uagtet hun allerede følte sig temmelig træt . Solen +var nu steget højt op på himlen , og heden blev bestandig +mere trykkende og utålelig . +Med den røde regnskærm slået op for at afværge +de brændende stråler stred hun , uagtet en stedse tiltagende +træthed og mathed , modigt videre uden at unde +sig mindste hvile , thi hun måtte jo til sin Andreas . + +hun havde således allerede tilbagelagt over halvdelen +af vejen . Bønderne , der arbejdede på markerne +og så den svage kvinde ile forbi under den voldsomme +sommervarme , hørte forundret op med arbejdet , +medens de trak på skuldrene . +Jeg gad nok vidst , hvad der er i vejen med hende , +tilråbte den ene den anden ; hun løber jo , som om +der var 10 graders kulde ! +Lysetændersken hørte dog intet af disse +tilråb men løb bestandig videre ; hun kom til +et bjerg og blev nu nødt til af mindste sin gang +lidt , medens hun møjsommeligt klavrede op mød +Toppen . +I nogen afstand bagved sig hørte hun en raslen +af en hurtig kørende vogn , men hun vendte sig ikke +om før det : det ville jo have været tidsspilde , og +hun havde ingen tid af tabe , thi hun skulle jo til +sin Andreas . +Endelig indhentede vøgnen hende . Selv så hun +ikke til siden før af se , hvo der kom kørende , men +han , der sad i vøgnen , så meget vel hende . Han lød +straks vøgnen holde og kaldte lysetændersken ved navn . +Hvo råber mon mit navn her under guds fri +himmel ? tænkte lyssetændersken , idet hun hurtig vendte +sig om ; men hvor ubeskrivelig var ikke hendes overraskelse , +da hun så sin ven og kære velgører Meyer +brun på vøgnen ; også ham drev bekymringen før +børnene ad denne vej . + +det forstår sig , af lysetændersken nu måtte tage +plads i vøgnen . +Hvorfor er i gået tilfods , da i dog kunne køre +med mig ? spurgte han . +Hvorfra kunne jeg vide , af de ville køre ? svarede +lysetændersken . +Har jeg kanske ikke også et barn deroppe ? spurgte +Meyer brun , idet han lod , som om han aldeles ikke +bekymrede sig om Andreas . +Det havde jeg rigtignok ganske forglemt , tilstød hun +skamfuld . +I må være stået meget tidligt op , og have gået +skrapt , siden i har fået et så kort forspring for mig , +bemærkede Meyer brun , idet han ved at forandre +ttema søgte at hæve den forlegenhed , der havde betaget +hende efter hendes forrige svar . +Lysetændersken følte sig nu meget lettere til mode , idet +hun ikke længere som før stod ene med sine tanker ; der +var nu et bekendt ansigt , hun kunne skue ind i ; der +sad en ven hos hende , på hvem hun ikke havde gjort +regning . +Thi omendskønt Meyer brun undgik at tale om +Andreas , mærkede hun dog godt , at på hende var +han ikke vred , og det var jo netop det , hun havde været bange for . +Det fyldte hende også med velbehag at sidde der +så mageligt tilvogns , trukket af 2 raske heste ; hun +behøvede nu ikke stønnende og pustende at ile afsted , som + +om der var en i hælene på hende , blot for et minut +tidligere at nå sit mål . +De vare snart på bestemmelsesstedet , og idet +Meyer brun hjalp lysetændersken ned af vognen , +sagde han til hende : +lad os nu gå hver til sit barn . I eftermiddag +træffes vi i hotellet , hvor vognen slår , og så kunne +vi jo tale om , hvad der er at gøre . +De skiltes derpå ad . +Meyer brun traf rigtignok Sigismund hjemme , men +ikke ved bogen , derimod i færd med at spille boldt . +Da Sigismund så sin fader , ville han i en fart +gemme boldten , men faderen sagde : +du behøver ikke at blive så forskrækket , — tag du +kun boldten frem ; jeg er ikke kommen her for at tvinge +dig til at studere , tværtimod , — hvis du har mere +lyst dertil , så kan du allerede i dag køre hjem med +mig . Jeg vil gøre dig delagtig i min forretning . +Du er allerede 14 år gammel , en alder , hvor man +må tage en beslutning . I to år har jeg stillet +dig på prøve ; havde du været et godt hoved og +flittig , ville jeg endnu have ladet dig gå et par +klasser igennem , thi det kan aldrig være til et menneskes +skade at have lært noget . +At du imidlertid ikke har evnerne til at studere , +det kan du jo ikke gøre for ; og da du oven i købet , +som jeg seer , heller ikke er flittig , til hvad nytte skulle + +du da forøde din tid her ? Hver dag du forbliver +længere er en formange . +Derfor er jeg kommen og tager dig med hjem , for +at der kan blive noget af dig og du ikke skal vokse +op som en lediggænger og døgenigt . +Har du forstået mig ? og har du lyst at vende +hjem ? +Ja ! sagde Sigismund , jeg har længe selv villet bede +dig derom , men har skammet mig derfor . Den +studeren er slet ikke morsom ! +Så er den sag afgjort , sagde Meyer brun , +da vi begge er enige , behøve vi ikke at tale videre +derom ; men vær nu så god at sig mig , hvad der +går af Andreas . +Sigismund trak på skuldrene som for at antyde , +at han ikke gerne gad tale om den sag . +Hvorfor trækker du på skuldrene ? spurgte faderen . +Kan du have nogen grund til at være tilbageholden +overfor mig ? Jeg skulle dog mene , at jeg har fortjent +at få sandheden at høre . Måske kunne +han have ret , og da desto bedre for ham . — +kom nu straks på stedet frem med , hvad du +ved . +Jeg kan ikke sige dig andet , berettede Sigismund , +end at Cyrill har forført ham . +Hvem er Cyrill ? +Det er vor kammerat , en seminarist , den 2den +præmiant . + +altså forført ! Tænkte jeg ikke nok det ! Nu , vel +var døg altid en trøst , sagde Meyer brun og henfald +i tanker . +Lysetændersken havde imidlertid opsøgt sin Andreas . +Da hun var kommen ind i klostret , kunne hun i +begyndelsen ikke finde sig tilrette i de mange gange . +En studerende , der gik op og ned i en af de lange +gange med en bog i hånden og havde set konen +fare frem og tilbage , uden at hun hidtil havde haft +mod til at spørge nogen om besked , henvendte sig nu +til hende med det spørgsmål , hvem hun søgte . +Hun nævnte sin søns navn . +Ah , sagde han , så er i vel hans moder ; vent +blot et øjeblik her , gode kone , så skal jeg bringe +Andreas til eder . +Hermed ilede Cyrill , thi ham var det , bort for at +overbringe Andreas nyheden . +Hej , Andreas ! råbte han , ved du nyheden ? +Din „ Gamle “ er her . Hun vil sandsynligvis omvende +dig . +Min moder ! råbte Andreas og styrtede ud af +stuen uden at høre på Cyrill ; men denne fik dog fat +i enden af hans frakkeskød . +Giv agt på , hvad jeg siger dig ; sagde han , hun +kommer her for at skælde dig ud , fordi du har skrevet +hjem om den lysetænden . Det siger jeg dig : tag +dig i agt at hun ikke banker dig . + +men Andreas styrtede ud i sin moders arme , og +disse omslyngede ham så fast , som om de aldrig igen +ville slippe ham . +Jeg vidste det jo nok , råbte moderen i den gladeste +bevægelse , jeg vidste jo nok , at min Andreas endnu er +den samme som før . Ikke sandt , jeg har dig endnu ? +Ikke sandt , du er endnu bestandig min søn ? +Så længe jeg lever ! råbte Andreas . +Jeg vædder på , at du har ikke skrevet det nederdrægtige +brev , Andreas ! Sig blot „ Nej “ — og alt +er godt igen . +Andreas tav . +Cyrill , der stod noget borte fra dem , sagde imidlertid ved +sig selv : så , nu begynder komedien . +Sig mig , fortsatte moderen i en øm tone , hvem +det slette menneske er , der har skrevet det skændigt +brev for dig ? +Andreas vedblev at tie ; men moderen sagde i sin +mest indtrængende tone : men så tal dog ; tal til din +moder . Du lader jo så fremmed , at jeg næsten fristes +til at tro det . +Hvilket ? spurgte endelig Andreas . +At du selv har skrevet det nederdrægtige , skændige +brev ! +Er brevet da så skændigt , moder ? spurgte Andreas +nu , da hans tungebånd engang var løst , slår +der da ikke meget deri , som jeg har fra dig selv ? +Er det ikke din villie , at jeg skal blive gejstlig . + +det ønsker jeg visseligen af mit ganske hjerte . +Nå , og er det ikke ligeledes din villie , at jeg skal +kunne stole på mig selv ? Har du ikke selv ønsket det +således ? +Visseligen , hvem taler et ord om det ; det er jo +altsammen godt og rigtigt ; men hvad slår der så +mere ? +Mere ? spurgte Andreas , at jeg vil tilbringe ferien +i seminariet ? Hvis du ønsker det , så kan jeg gerne +komme hjem ! +Med hensyn til det kan jeg ikke have nogen mening , +lagde moderen . Du ved , at det er noget , jeg +ikke forstår mig på . Hvis det er bedre for dig og +din fremtid , at du forbliver her , så bliv du i Herrens +navn . Vil du derimod komme hjem , så vil +du altid være velkommen hos mig . Dog det var +ikke det , jeg mente ! +Men , hvad da ? +Det om at tænde lysene ! Har du selv skrevet det ? +Hvis det nu var tilfældet ? +Så var du et slet menneske og et utaknemmeligt +menneske , der ikke fortjente at gå på guds grønne +jord . Men ikke sandt , Andreas , det har du ikke +gjort . +Jo , jeg har ! sagde Andreas , idet han løsnede sig +fra moderens omfavnelse , og jeg indser slet ikke , hvorfor +du gør sådant væsen deraf ; de par skilling +du opgiver der , skal jeg nok erstatte dig . + +Andreas ! Andreas ! er det muligt . Er det dig , +der taler til mig ? Nej , jeg kender dig ikke igen ! +Jeg har engang haft en søn ; nu har jeg ingen mere ! +Thi en søn , der foragter sin moder , har ophørt med +at være hendes søn ! +Jeg foragte dig ! råbte Andreas og styrtede sig +påny til moderens bryst . +Kom , Andreas , sagde moderen , der benyttede sig +af det gunstige øjeblik , hvori han blev overvældet af +den naturlige kærlighed til sin moder , følg med mig , +der er endnu meget , jeg har at sige dig . +Andreas , der var så let bevægelig og altid fuldkommen +hengav sig til øjeblikkets indtryk , var straks +beredt til at følge med ; men da sprang Cyrill til , hvem +intet af det forefaldne var undgået , trådte imellem +og sagde : +han kan ikke gå uden tilladelse ! det går ikke +her . +Møderen kastede et bedende blik på Andreas , +hvorpå denne styrtede afsted , idet han råbte : +tilladelse til at gå med min moder vil man sikkerlig +ikke nægte mig . +Snart kom han også tilbage til møderen med det +glade råb : +jeg har fået lov ! +De gik altså bort med hinanden , medens Cyrill +så ærgerlig efter dem . +Møderen førte ham hen i hotellet ; her talte hun + +i begyndelsen sagte og umærkeligt , men efterhånden +bestandig kraftigere og mægtigere til hans hjerte , og +hendes tones strøm svulmede stadigt mere , medens +den bortskyllede af hans sjæl alle de mørke tanker , +der så kort i forvejen endnu ganske og aldeles havde +fyldt den . +Grædende hvilede sønnen ved moderens bryst , +hensmellet i anger og skam over sin ubarnlige og utaknemmelige +handlemåde . +Så , sagde møderen og aftørrede hans tårer ligesom den sidste aften før hans afrejse , nu er du +igen den gamle Andreas ; nu kender jeg min søn igen . +Disse tårer er mere værd end det pure guld . Nu +kan jeg igen uden af behøve af skamme mig derover +kalde dig min søn ; nu kan jeg atter lade dig træde +frem for hans åsyn . +Hvem mener du ? spurgte Andreas med en af +gråd halvkvall stemme . +Ih , naturligvis din velgører ! +Er han her ? +Der er han selv . +Idet hun sagde dette , trådte Meyer brun ind +i gjæsfestuen med Sigismund . +Nå , hvordan går det , Andreas ? sagde Meyer +brun tilsyneladende i en ligegyldig tone ; men Andreas +vovede ikke af mæle et ord . +Moderen derimod sagde : han er , gud være lovet , +endnu den samme , som før . + +er han det endnu , eller er han det igen ? spurgte +Meyer brun . +Han er det igen . +Andreas var imidlertid ved synet af den mand , +hvem han skyldte så meget , endnu mere ved hans +milde væsen , bleven henrevet i den grad af sine følelser , +af han ikke længere formåede af lægge bånd +på sig selv . +Dybt bevæget styrtede han hen til Sigismund , omfavnede +og kyssede ham , medens han ydmyg spurgte : +tør jeg også være den samme igen ? +Om du tør ? svarede Meyer brun , vedbliv du +blot at være den , du altid har været ; vi ville ikke +forandre os . Os skal du altid finde igen , når du +opsøger os . +Så træder jeg også ud af seminariet igen ! sagde +Andreas med liv . +Stop ! tog Meyer brun til genmæle , blot ingen +nye overilelser . Det er rigtignok i overilelse , at du +er indtrådt deri , uden at spørge os om råd , ja uden +at sige os blot et ord derom . Det var en fejl ; thi +for øjeblikket kan du dog endnu ikke rose dig af +have mere forstand , end vi ældre . Da du imidlertid +nu er optaget deri , så lad det blive derved . Om du +er i et seminarium eller i et privathus , er mig ligegyldigt , +såfremt du blot i dit indre vedbliver at være +den , du var på den tid , da du græd over , at +jøderne vare et undertrykt folk . + +destoværre må de være det ! sukkede Andreas . +De må være det ? råbte Meyer brun i en forbavset +tone , hvorfor må de være det ! De må ikke +være det ? Og om gud vil , kan der endnu komme den +tid , hvor de heller ikke er det ! +Men , kan gud ville det ? spurgte Andreas tvivlende . +Kunne vi vide alt , hvad der før fremtiden kan være +guds villie ? lød Meyer Bruuns svar . Dog , nu er +det på tiden at køre hjem ! Siger nu farvel til hinanden . +Andreas +tog en hjertelig afsked fra sin velgører og +sin moder ; men da også Sigismund bød ham hånden +til afsked , blev han meget bedrøvet . Han anvendte +al sin overtalelseskraft før at få lov til at beholde +vennen hos sig ; han lovede igen at komme til ham +hver dag og arbejde med ham . Om Sigismund dog +idetmindste måtte blive de få uger , indtil skoleårets udgang , thi hvad ville folk ikke sige derhjemme , +når Sigismund før semestrets ende vendte hjem ; +man ville jo gøre nar af ham som af en student , +der var falden igennem . — dog alt dette bar ingen +frugt , thi Meyer brun hørte ikke til den slags folk , +der give deres beslutninger til pris før en bar tilfældig +omstændighed . Hans beslutning var engang fattet , +og så stod den også fast og urokkelig . +Hvis du skulle trænge til nøget , Andreas , så skriv +du kun ganske ugenert til mig . Du skal ikke lade +nøget gå fra dig eller undvære nøget ; du ved , hvor + +jeg er at finde — sagde Meyer brun endnu , medens +han hjalp lysetændersken tilvogns . Da de nu alle tre +vare komne til sæde , og vognen skulle rulle afsled , +sprang Andreas hurtigt op til dem , idet han sagde , at +han ville køre et stykke med . +Dette gjorde han også , og omtrent en halv mil +fulgte han sine kære på vejen ; men da måtte han +tænke på at vende tilbage , og endnu engang tog han +under oprigtige tårer en hjertelig afsked fra dem , hvorpå +han steg ned fra vognen . Derpå blev han stående , +sålænge de endnu vare isigte , idet han viftede +med sit lommetørklæde , og først da ethvert spor af +vognen var forsvundet fra hans synskreds , vendte han +bedrøvet og i en forladt sindsstemning tilbage til seminariet . +Gud +være lovet ! sagde lysetændersken , da de vare +komne hjem , og den gode Taube spurgte , hvorledes det +stod sig med Andreas , vi have ham nu fastere end nogensinde ; +han har oprigtigt angret sin fejl , og en angrende +synder er jo mere værd end 99 , der ikke have +omvendelse behov . +Ja , jeg har altid sagt , at det barn har et besynderligt sind , sagde den godmodige Taube , og jeg seer , +at jeg ikke har taget fejl . +Nej , gode Taube , deri har de sandelig ikke taget +fejl ; dit blik har virkelig vist dig det rigtige . Ved +din protegées hjerte er der intet at dadle ; hvis Andreas +blot havde besiddet en ligeså stærk karakter som hans + +hjerte var slikket til at fyldes af de bedste og ædleste +følelser ; hvis han blot havde besiddet hin villies kraft , +der ville have gjort ham i stand til at modstå indflydelser +fra yderverdenen ; men desværre hørte han blandt +de karakterer , der ganske afhænge af deres omgivelser . +Let bevægelig , begavet med en levende indbildningskraff og altid fuldkommen opgået i øjeblikkets følelse , +som han var , kom det tydeligt nok kun an på , hvad +dette øjeblik havde at byde ham , og hvo , der forstod +at benytte det til sin fordel . Hvis han , lige efter den +oprigtige forsoning med moderen og efter at det gamle , +venskabelige forhold til det brun ' ske hus var genoprettet , var bleven fjernet fra Cyrill for bestandigt , +er der ingen tvivl om , at han aldrig på ny ville +have forladt den vej , der fra hjemmet af ved opdragelsen +og eksempler var vist ham som den rette . Dog , +således var det nu ikke bestemt ; med sin tilbagevenden +til seminariet kom han atter i den ham overlegne +kammerats magt og kunne på ingen måde +unddrage sig hans indflydelse , så at du rigtignok +tog fejl , gode Taube , hvis du nærede den mening , +at sagen nu var ordnet og jevnet for bestandig . Snart +skulle du også udrives af denne behagelige skuffelse ; +thi kort tid , efter at den så oprigtige og for urokkelig +ansete forsoning havde fundet sted , erholdt lysetændersken et brev fra sin søn , der lød således : +dyrebareste moder ! +Lev vel for evig ! Med blødende hjerte tilskriver + +jeg dig disse linier , men gud ved , at jeg ikke +kan andet , og han vil dømme imellem dig og +mig . Jeg ville give mit liv , ja glad ofre mit +blod for dig , hvis jeg blot kunne føre dig tilbage fra dine dårlige vildfarelser til den sande , +ene saliggørende tro ; men kun alt for godt ved +jeg , hvor fasf satan holder dig ved håret . +Stakkels , svage kvinde ! hvor jeg beklager dig . +Hvis du ville komme , hvis du ville aflade fra +dine falske afguder , hvormed de af gud forbandede +jøder blænde dig , — da ville din søns +arme slå åbne for dig . Med vellyst ville +jeg have modtaget den stakkels synderinde , det +forvildede får , der vendte tilbage til hjorden ; +men forsøg ikke — det beder jeg dig alvorligt +og bestemt om — forsøg ikke for anden gang ved +kvindetårer at strække mig bort fra min vej . +Jeg har mistet min moder , så længe du vedbliver +at være , hvad du er ; men jeg vil gøre +mig værdig til at vinde en anden moder i +kirken . Gid Herren ville oplyse dig , at jeg +endnu uden skam turde kalde mig +din søn +Andreas . +Dette brev var et slag , der ramte . Dersom lysetændersken havde været besindig nok , måtte hun let +have ukendt , at denne tone ikke var hendes Andreas ' s + +tone , at dette sprog , selv om også skrifttrækkene forrådte +hans hånd , dog ikke kom fra hans hjertes +grund , at brevet måtte føres tilbage til en anden +kilde og blot var en ny overilelse , og at hun ved et +nyt besøg hos sønnen vel ligeså let som forrige +gang ville bringe ham til at erkende sin vildfarelse . +Men hvo kan vente , at en moder , der modtager et sådant +brev fra sin søn , skal være besindig og rolig ! +Selv den ellers så koldblodige Meyer brun var +denne gang ganske bragt ud af fatning , ikke at tale +om den gode Taube , der i sin smerte kun den ene +gang efter den anden udråbte : +besynderligt , hvor man dog kan tage fejl af et +menneske ! — +foreløbig ville vi overlade lysetændersken til sin +sorg — hvorfor skulle en moder ikke have ret til +at være ene med den — og se , hvad der imidlertid +havde tildraget i Meyer Bruuns hus . +Havde de her haft tid til i deres tanker at beskæftige +sig meget med Andreas , ville uden tvivl det bestandigt +fremdukkende minde om hans utaknemmelighed +og troløshed altid have fornyet de gøde menneskers + +smerte , men ligesom en legemlig smerte ofte kun kan +forglemmes over en anden og heftigere , således tjener +også ofte en åndelig lidelse til at ophæve eller +idetmindste stille mere i baggrunden en anden åndelig +lidelse . +Således indtraf der i Meyer Bruuns hus aldeles +uformodet en begivenhed , der døvede sorgen over +Andreas . +Sigismund , der havde forladt studeringerne og +var sat ind i forretningslivet , så sig pludselig overført +fra den tidligere skoledreng til den frihed og uafhængighed , +som sønnen af et rigt hus i ghettoen +kunne gøre fordring på . +Han ville allerede gerne spille den støre , uagtet +han kun havde fyldt 14 år . +I gymnasiet turde han for eksempel ikke gå med +stok ; altså var det ved hjemkomsten hans første forretning +at anskaffe sig en sådan , med hvilken han da +selv bevist travede omkring . +I gymnasiet var dernæst intet strengere forbudt +end tobaksrygen , hvilket havde været grund nok for +vor Sigismund til at betragte tobak-trafiken med længselsfulde +blikke og til nu også at dokumentere den nyserhvervede +frihed ved en brændende cigar . +Imidlertid gik det ikke så godt med rygningen +som med stokken ; sidstnævnte havde man ladet passere , +men med hensyn til cigarerne , viste forældrene + +sig ligeså ubønhørlige som forskrifterne i gymnasiet . +En dag havde han nemlig en ordentlig „ Katzenjammer “ , +og da årsagen til denne ynkelige tilstand +befantes at være en cigar , fik han en såkaldt „ The “ +Som man ikke behøvede først at forskrive fra China . +Sigismund syntes døg at have mere respekt for at +sidde over i skolen end for forældrenes forbud og +selv katzenjammer , thi hvad han ikke havde vovet +gymnasiet , det vovede han uden mange omstændigheder +her . Rigtignok gjorde han det ikke åbenlyst , men +til gengæld drev han det desto værre når han var +alene . +En dag overraskede den 2 år ældre søster ham , +medens han netop igen med en stor cigar beredte sig +en for sin alder meget farlig fornøjelse . +Vil du nu igen spille den voksne , Sigismund ? +Spurgte søsteren . +Hvad kommer det dig ved ? var Sigismunds svar . +Hvad det vedkommer mig ? — du kaster slrax cigaren +fra dig ! +Hvad så , om jeg ikke vil ! Du har ikke noget +øver mig at befale . +Så skal jeg nok vise dig , hvem der har øver dig +at sige . +Så det vil du vise mig ? +Netop +værsgo , men så skal jeg vise dig noget andet . +Du gadedreng . + +hold mund , privele ! Tag dig i agt , at jeg ikke taler . +Hvad ? har jeg måske noget at skamme mig øver . +Er det mig , der er faldet igennem . Nu kommer +du slrax med cigaren , — eller jeg går ind og siger +det til fader . +Så gå , skynd dig blot ; der er ingen , som holder +på dig ! — råbte Sigismund i sin vrede og løb +bort , endnu førend privele havde forladt værelset . +I sit raseri øver , at søsteren havde antydet , at +han var falden igennem , kendte hans hævntørst ingen +grændser . — +han ilede derfor slrax ind og fremtog af sin skuffe +en i rødt læder indbunden lille bog , bragte den ind +til faderen og råbte : +læs engang dette her , så skal du finde smukke +nyheder ! +Den lille røde bog indeholdt virkelig også ting , +der aldeles ikke kunne være forældrene behagelige . +Det var Prive ' s dagbog , +Sigismund havde kort efter sin hjemkomst opdaget +den i søsterens sybord ; dog var det kun nysgerrighed , der drev ham til i et ubevogtet øjeblik , da han +fandt nøglen siddende i , at bemægtige sig bogen ; +men det , som tidligere kun havde været nysgerrighed , +blev nu i hans hånd et farligt våben mod den +intet anende søster . +Således har hendes hjertes helligste hemmelighed , +hvilken hun i sin uforsigtighed havde betroet de forræderske + +blade i form af mange inderlige hjerteudgydelser , +på engang forrådt og afsløret . +Da Sigismund blev sendt til gymnasiet , var hans +søster 14 år gammel ; nu var hun 16 år . +I løbet as disse 2 år havde den spæde knop +udfoldet sig til en rose , af barnet var der blevet en +ung pige . +Den unge mand , der tidligere foruden hende også +underviste hendes Broder , senere også Andreas , kunne +fra det øjeblik af , da han havde villet forlade huset +og kun var bleven holdt tilbage ved Meyer Bruuns +egen bemærkning , at han jo også havde en kvindelig +elev , offret denne hele sin opmærksomhed . +Man må tilstå , at han havde gjort dette ikke uden +heldige resultater , thi den unge pige havde i åndelig +henseende gjort betydelige fremskridt ; men foruden +disse fremskridt , der tiltog med hver dag , fik hun +også , mere og mere evnen til at kunne vurdere den +mand , der åbenbarede hende de åndelige skatte +og havde givet hende nøglen til så mange , tilsyneladende +ufattelige gåder . +Højagtelsen blev snart til beundring , og herfra var +kun et lille skridt til kærlighed . +Salomon hamburger , som læreren hed , var temmelig +ung bleven optaget i Meyer Bruuns hus og +var for øjeblikket i en alder af 24 år ; han var +således kun 8 år ældre end den unge pige , for +hvem han havde fattet en ligeså ren som inderlig + +tilbøjelighed , medens hun med sværmerisk begejstring +hang ved ham . +Man kan fatte , hvorledes det blev dem muligt at +skjule en kærlighed , der snart ophørte at være en hemmelighed mellem dem selv indbyrdes , for faderens klare , +besindige blik og moderens årvågne øje , når man +ved , hvor opfindsom den ægte , opoffrende kærlighed +kan være under sådanne omstændigheder . +Det var også den tilbageholdenhed , der udfordredes , som foranledigede den unge pige til at betro sit +hjertes følelser til papiret , på hvilket hun frit og +åbent kunne underholde sig med sin sjæls ideal . +Hvis hun blot havde haft den mindste anelse om , +at Sigismund var bleven en uvilkårlig medvider af +hendes hemmelighed , ville hun vistnok være gået mere +lempelig tilværks overfor broderen og have forsøgt +ved godhed at opnå det , som hun i kraft af sin ret +som ældre søster anså sig beføjet fil at forlange . +Hvis på den anden side , Sigismund , der i grunden +ikke var nogen ond , men blot en letsindig dreng , +kunne ved sit overilede skridt have forudset følgerne , +af de scener , der ville gå for sig i huset , og den +sorg han dels voldte forældrene , dels søsteren og +den fordums lærer dermed , så ville han vistnok heller +ikke så drengeagtigt have ladet sig henrive fil at forråde +den hemmelighed , han tilfældigvis var kommen +i besiddelse af . +Men , når var nogensinde letsindidheden betænksom ? + +det ville jo være det samme , som at forlange af +ild , at det skulle blive fil vand ! +Sagen gik således sin naturlige gang . +Meyer brun var en mand der satte pris på +åndelig begavelse , og hvor højt Salomon hamburger +stod i hans gunst , have vi allerede set ved tidligere +begivenheder ; vi behøve heller ikke at fortælle , hvor +højt den gode Taube agtede den unge mand , eller hvor +stor pris hun satte på ham . +Ikke destomindre blev de gode forældre satte i den +pinligste uro ved den uventede opdagelse . +Meyer brnun rådslog førsf med sin hustru om de +forholdsregler , der kunne påbydes af nødvendigheden +under de forhåndenværende omstændigheder . +Han var ingen ynder af voldsomheder og foretrak +ved løsningen af ubehagelige forhold , at det skete uden +nogensomhelsf fjendtlighed , med så stor skånsel og +så roligt , som muligt ; og hvor stor grund han end +kunne have til at agte den unge mand , så var løsningen af forholdet en nødvændighed i hans øjne . +Skjøndt ikke med de samme ord , som Wallenstein +engang brugte , indeholdt også hans tankegang det +spørgsmål : om det var døttrene , med hvem man +beviser den gunst , man slår i ? +Hvor har jeg døg haft mine øjne henne ? spurgte +tanbe , da manden underrettede hende om det skete . +Det er en tom tale , der ikke fører til noget , svarede +Meyer brnun , hvad nytter det at beklage sig over + +fortiden ? vi skulle nu blot overveje , hvad der ka +gøres for at gøre fejlen god igen . +Læreren må i ethvert tilfælde ud af huset , sagde +tanbe med den for konerne særegne imponerende frembrusen af den følelse , de i øjeblikket beherskes af . +Ud af huset , det er godt nok ; sagde manden , men +hvorledes ? skal jeg skaffe mig af med ham sådan uden +videre ? Du tænker vel ikke på de følger , såden +nøget kunne have . +Hvad vil du da gøre , spurgte Taube . +Jeg ville gerne afgøre det hele med det gode . +Hvad læreren angår , ham tager jeg på mig ; og +hvis han er den , jeg anser ham for af være , vil han +rejse bort , uden af jeg engang behøver af bede ham +derom . +Ja , så er jo det hele klaret . +Nej , ikke ganske . Du skulle døg ikke glemme Prive ; når en pige først har fået sit hoved fordrejet , +er det ikke så let en sag , af sætte det tilrette på +hende igen . Du begriber altså , af det netop er det +besværligste af hele sagen . At ordne det , ville falde +vanskeligt for en mand , det er snarere en opgave +for en kvinde , og da især for en moder . Tiltroer +du dig af kunne bringe hende til fornuft ? +Jeg vil forsøge det , svarede Taube , og det ville +døg være underligt , om jeg ikke skulle have så megen +magt over min datter . +Du hørte jo nylig , at jeg ikke vil vide noget af + +magtsprog at sige . Anvende magt kunne jeg jo selv +ligesågodt som du ; men hvo ville da kunne indestå for følgerne ? det er aldeles ikke min mening , at +der skal bruges voldsomme midler . +Skulle jeg ikke forstå dig ? jeg ved gødt , +hvad du mener ; lad kun mig øm den sag ; jeg skal +se til , hvad der er at gøre . +Opgaverne vare således fordelte , og angrebet kunne +begyndes . +Meyer brun havde ikke forregnet sig i den mening , +han havde øm den unge mand . +Der udfordredes kun en kort samtale . +Salomon tilstod åbent sin tilbøjelighed , men han +tilstod også , at han først nu indså , hvad han allerede +tidligere burde have indset , nemlig at uoverstigelige +vanskeligheder måtte stille sig mellem ham og hans +ønskes opfyldelse . +Dog , hvor varme end mine følelser er for deres +datter , sluttede han sit svar på Meyer Bruuns alvorlige +forestillinger , kan det dog ikke falde mig ind +at ville forstyrre deres huses lykke ; hvor stort det +offer end er , som jeg må bringe , — jeg vil bringe +det , øm så mit hjerte skulle bløde derved . På mig +ligger kun liden vægt , jeg kan som mand vel forsøge +at finde mig tilrette med min smerte så godt , som +muligt ; men hvad der bereder mig den største Kummer , +er tanken om hende — bekymringen for , om hun +— skønt stor i sine andre ædle følelser — også + +vil besidde den moralske kraft til villigt at forsage . +Det håber jeg , sagde Meyer brun , jeg håber +det af hende , dog mindre førdi hun er min datter , end +førdi hun er en elev af dem . Med hensyn til dem +har jeg aldrig taget fejl , hellerikke nu . Jeg vidste +forud , hvorledes de ville handle . Jeg takker dem . +Meyer brun havde virkelig også valgt den letteste +opgave for sig ; thi med pigen ville det ingenlunde +gå så let , som moderen lod til at have håbet . +Jeg havde aldrig i mine levedage tænkt , sagde +Taube til manden , da hun fortalte om sit første forsøg , +at Prive havde et så hårdnakket sind . Jeg +kan ikke begribe , hvem hun skulle have arvet det efter +— kan du tænke dig hvad hun sagde ? Jeg vil ikke +engang sige det igen , så ondt var det . Godt , sagde +hun , kast ham ud — send ham bort — det kunne i +gøre — men pas så på , hvad der vil ske . Fra +det øjeblik af , at han er borte har i ingen datter +mere — det siger jeg eder . Og selv om i spærre +mig inde , så skal jeg nok engang slippe bort . +Tænk dig . sådan tale ai et barn ! Du kan jo +nok forstå , hvor mit hjerte sammensnøredes ved sådanne +ord . +Det er netop det , jeg mente , og det , jeg frygtede . +Gud bevare os for alt ondt , sukkede Rebbe Meyer +brun . Vel vidste jeg , at jeg ingen vanskelighed ville +få med ham : men hvortil nytter det os nu , om jeg + +sendte ham bort — ja , har jeg ikke forudsagt det ? +— ja , ja , man skal lære meget her i verden , førend man bliver 70 år gammel ! +Ak , sukkede Taube , at opdrage børn volder dog +stor møje ! +Man må for øvrigt ikke straks tabe modet , trøstede +Meyer brun sin hustru , man gør ikke straks alt , +hvad man i en oprørt stemning lover . Det forstår +sig , at jeg nu allermindst tør lade ham rejse bort ; thi +man kunne jo ikke vide . — i det første øjeblik er +sådan et pigebarn i stand til alt ; lad hende afkøles +lidt , og tal så om nogle dage igen med hende — +men intet vredt ord , alt med det gode , for ellers +gør vi sagen endnu værre . For øjeblikket må +du kun passe på , af hun ikke bliver alene , og du +må holde øjnene lidt åbne . +Salomon hamburger blev , da han ville gå , forbavset +over af høre Meyer brun udtale det ønske , +om han dog ikke ville blive en tid endnu ; det hastede +jo ikke ! +Da Meyer brun så hans forbavselse over denne +opfordring , tilføjede han : +det er for folks skyld ; hvorfor skulle de så +pludselig bort , uden af et menneske i forvejen havde +hørt noget derom ? Hvad ville man tænke , om dem +og om mig ? Bliv de kun en tid endnu ; det kommer +jo ikke an på nogle dage eller uger . Jeg behøver + +jo ikke af befrygte af en mand som dem , af de +skulle misbruge den tillid , jeg viser dem . +Salomon hamburger blev altså . +Efter nogle dages forløb , da tilsyneladende den +forrige ro var genoprettet i huset , gjorde moderen +et nyt forsøg på af bringe datteren på andre +tanker . +Tænk blot , mit barn , sagde moderen i en indsmigrende tone , hvor du står dig selv i lyset , og hvorledes +du forbittrer livet såvel for dig selv som for +mig og din fader . Og hvorfor ; der kunne dog i +hele verden ingen være og leve lykkeligere end du . +Hvad du ønsker , får du ; vi have , så længe du +har levet , ikke nægtet dig nøget — +undtagen netop mit inderligste ønske , afbrød datteren +hende . +Lad mig tale ud , mit barn ! og du vil indse , af +jeg har ret ; jeg har fortjent af dig i det mindste det +af du roligt hører på mig og tænker over hvad jeg +siger ; thi det ved du vistnok , af hverken din fader +eller jeg ville andet end dit bedste . +Kunne forældre vel have noget højere ønske , end +deres børns vel , og hvad andet tilstræbe vi i denne +verden , end af gøre dig og Sigismund lykkelige . +Tal ikke til mig om ham ! afbrød datteren hende +igen ; men moderen vedblev : +hvad kan du forlange af et barn ? Har han da +gjort dig noget ondt ? Det er vel sandt , af han + +har forårsaget dig en øjeblikkelig sorg ; men hvis +du havde set , hvør han har grædt over af have givet +fader bogen , hvis du havde set , hvorledes han hele +den følgende dag gik omkring som en fortvivlet , ville +du tænke bedre om ham ! Er han en fjende for dig , +er han ikke din Broder ? Og hvad har han så egentlig gjort dig ? Hvis du ville være fornuftig , måtte +dn snarere engang takke ham , fordi han i sin vrede +har ment at tilføje dig som onde noget , du selv +kun i øjeblikket betragter som sådant . Hvorledes tør +dn glemme , hvem du er ? Er du ikke Rebbe Meyer +Bruuns datter . Du vil engang kunne udsøge dig +en iblandt hundrede . Men hvad ville verden sige , +om det hed sig : Rebbe Meyer Bruuns datter har taget +en husl��rær . Ville det være et parti for dig ? +Jeg beder dig , moder , tal ikke med ringeagt om +ham , afbrød datteren hende for 3die gang . +Med ringeagt ? råbte moderen , har jeg da gjort +det ? Nej , gud bevare mig derfor ! Mener du at +jeg ikke forstår at vurdere ham , eller at din fader +ikke forstår det ? Ville vi mon ellers have beholdt +ham så længe i huset ? Han er ganske vist et pænt +menneske , det vil enhver sige , som kender ham , og +især hvem der kender ham så godt som vi , men . — +nu , hvad for et men ? +Men , ville jeg sige , han er dog kun en huslærær , +og — man må jo holde på sin stand ! Hvad + +ville du for eksempel sige , hvis jossef kreszelis ville +lage sypigen gitele tilægte ? +Det var da en løjerlig sammenligning ! +Sammenligning ? Det kan ikke engang kaldes en +sammenligning , thi ham kunne man dog ikke engang +lægge så meget til last som dig . En mand tør gifte +sig under sin stand ; og hvorfor ? Kvinden stiger op +til ham ; men en kvinde tør ikke gøre det , thi hun +måtte da slige ned til manden af den lavere stand . +Og tror du da for alvor , at blot en eneste af +alle dem , som i ville give mig valget imellem , står +så højt , som han ? +Du lille nar ! jeg forstår nok din mening ; men +det er en ganske anden høitståen end den , jeg tænker +på ! +Så kommer det kun an på , hvilken der er den +sande ! +Det kommer det ganske vist an på ! — seer du , +mit barn , nu begynder du at tale mere , som du skal . +Hvis du var datter af kagebagersken økkel eller af +frugthandlersken bhaile , så kunne du rigtignok blive +indbildsk af sådant et parti og betragte det som en +lykke for dig ; men som datter af Rebbe Meyer +brun , der har så stort et fabrik , at man vidt og +bredt ikke finder mage til det — +og jeg mener netop det omvendte ! Netop fordi +jeg er Rebbe Meyers datter , tør jeg — +jeg forstår dig ikke ; jeg må rentud sige , jeg forstår + +dig ikke , afbrød nu moderen hende i en halv +ærgerlig tone . +Hør kun til , og du vil nok forstå mig , sagde +privele . Hvis jeg var fattig , det vil sige , hvis mine +forældre vare fattige , så måtte jeg stræbe efter at +få mig en rig mand , og selv om mit hjerte ikke var +med i spillet , ville jeg kanske føle mig forpligtet til at +bringe mine forældre et sådant offer ; men nu , da i , +gud være lovet , ikke behøve et sådant offer af eders +datter , hvorfor skulle jeg nu tvinges til at afstå fra +ham , ved hvem mit hjerte hænger . Hvorfor skulle jeg +ikke , og det netop fordi jeg er rig , turde følge mit +hjertes valg ? — forstår du mig nu , moder ? +Ikke så ganske , svarede denne , sagen er ikke så +glat , som den synes dig ; der er en hage derved . +Hvad da ? +Ja , hvordan skal jeg forklare dig det ? Jeg er jo +ældre end du og må forstå mig bedre på tingene . +Den gode Taube vidste virkelig ikke selv , hvilken +anden hage sagen endnu kunne have uden netop den , +at Rebbe Meyer brun var imod den . +Hun kunne ikke rykke flere batterier frem mod datteren +og benyttede sig derfor af den udflugt at gøre +sin modnere alder og større erfaring gældende . +Privele nøjedes imidlertid ingenlunde med sådanne +udflugter , men sagde : +du siger , moder , at du ikke forstår mig ; jeg +må nu erklære , at jeg ikke forstår dig . At fader + +kan vedblive at være hårdnakket overfor mig , kunne jeg +snarere begribe ; thi en mand ved ikke hvad der foregår +i et kvindeligt hjerte ; men at du stiller dig +på hans parti overfor mig og ikke snarere træder over +på min side for at understøtte mig . Kvinden , mod +manden , det havde jeg rigtignok aldrig troet om dig ! +Lille nar , sagde moderen , du har kanske troet , at +jeg slrax ville gå hen og sige til dig : +nå , Prive , der har du ham , tag ham så ! +Ja , hvorfor ikke ? Ville det måske ikke have været +smukkere ? Ville det måske ikke have passet sig bedre +for dig end at forsøge på af gøre mig utro mod mig +selv ? +Taube måtte nu igen underrette sin mand , om af +Prive var et meget egensindigt hoved , hos hvem man +intet kunne udrette . +Dog forekom der denne gang intet i hendes beretning +om af løbe bort eller af styrte sig i vandet +eller lignende skrækkelige ting . +Rebbe Meyer brun troede dernæst af bemærke af +den måde , hvorpå Taube forestillede forholdene , af +hun selv var undergået en lille forandring i sin +synsmåde , af hun aldeles ikke men talte så bestemt +som før mod den forbindelse , der var spørgsmål +om , af hun rigtignok endnu var imod den , men kun +af den grund , fordi han var imod den , og ingenlunde +som før ifølge en indre overbevisning . - +og den kloge Meyer brun havde heller ikke så + +ganske uret heri ; hans iagtagelse gør hans skarpe +blik og menneskekundskab ære . +Dog tog han sig vel i agt for i øjeblikket af udtale +denne mistanke åbent ; han anså det for mere +tilrådeligt af lade hende forblive i den tro , af han +aldeles ikke havde bemærket den forandring , der var +foregået med hende , thi såfremt han fordrede en forklaring +herover af hende , så var hun , hvis han havde +ret i sin formodning , nødt til åbent af tage parti +for datteren imod ham ; lod han hende derimod forblive +i den tro , af han intet anede , så kunne hun +idetmindste ikke åbenbart sætte sig op imod ham , men +måtte , om end blot for skinnets skyld , dog endnu +bestandig hylde samme betraktningsmåde af forholdene +som han . +Han nøjedes derfor med af formane hende om vedblivende +af våge over datteren samt af og til i gunstige +øjeblikke gentage sine forsøg , men for øvrigt overlade +sagen i guds hånd , der sikkert endnu ville lede +den til det gode . +Således skete det også , og da det nogen tid senere +igen var kommet til en samtale mellem moder +og datter , herskede der allerede en langt større enighed +mellem dem , end pigen selv havde ventet . +Moderen forsikrede , af hvis sagen havde beroet +på hende alene , ville hun gerne have sat sig ud over + +enhver snak , men af faderens villie var ubøjelig , +og af man derfor måtte sætte sin lid til fremtiden , +i hvilken gud vel kunne styre det således , af hun +endnu kunne få sit hjertes ønske opfyldt . +Henrykt over denne uventede bistand viste den unge +pige sig nu også beredt til et compromis . +Moder og datter blev enige om , af Salomon +hamburger nok skulle forlade huset , men ikke egnen , +og at han til enhver tid skulle modtages med ære +som gæst i huset , endvidere at man ikke ville besvære +datteren med ægteskabstilbud , eller snarere , at man +i det tilfælde , at et sådant skulle blive gjort hende , +måtte være fattet på , at hun ville sige nej . +Den gøde Taube indfandt sig nu med disse fredspræliminairer +hos sin mand , og denne indså nødvendigheden +af , i mangel af bedre , at gå ind på dem . +Salomon hamburger holt altså ifølge den herefter trufne +aftale sit indtog i en anden bolig , hvor han , fri for +alle forpligtelser , udelukkende hengav sig til sine lærde +studier . +Således vare foreløbig alle de i sagen interesserede +personer stillede tilfreds og ventede , rigtignok enhver +i sin forsfand , knudens endelige løsning af +tiden . +Tiden stod heller ikke stille . +Der forløb uger , måneder , år , og ligesom den +fysiske verden befinder sig i evig bevægelse og fornyelse , +således begyndte der også i den åndelige + +verden meget at røre sig , som man tidligere havde +anset for at være fast og urokkeligt . +Højere begavede ånder anede allerede af de næsten +umærkelige trækninger og lette krusninger de store og +mægtige bølgeslag , som fremtiden ville bringe . +Borgerkongen i Paris sad rigtignok endnu i selvbehagelig +sikkerhed på sin ttrone ; dog undgik det ikke +de få , der sikkert holdt øje med tiden , at de franske +endnu ikke ganske havde glemt traditionerne fra +1792 . +En af disse få sad i en lille afkrog af denne +jord , i sit stille værelse i et lille hus i vor ghetto ; +han hed Salomon hamburger . +Salomon hamburger vendte en aften hjem efter +en spadseretour og lagde sig udmattet til sengs . +Han faldt snart i søvn og havde en underlig drøm . +Han så sig på vandring med en kammerat , som +han ikke kendte . +Velfilmode gik de fremad uden at tale med hinanden . +Der syntes at herske en vis god forståelse +mellem dem , om hvilken de selv ikke vidste , hvoraf den + +var opstået , men hvorover de alligevel ikke henfaldt i +grublerier . +De holdt sig til kjendsgjerningen , til øjeblikket . +De skrede videre og bestandig videre ; egnen , der tidligere +var dem vel bekendt , blev dem på engang fremmed +og ubekendt ; de vidste ikke længere , hvor de befandf +sig . +Således ankom de til en tæt skov ; i begyndelsen +forfulgte de sporene af en fodsti , der formedelst +grene , som havde bøjet sig ned mod jorden og syntes +sammenvøxede med træernes rødder , just ikke var let +af passere . +Ligegodt var det en sti , som idetmindsle en menneskelig fod måtte have betrådt forinden , og som +derfor vel også måtte føre til et eller andet mål . +Men pludselig tabte de sporet af denne fodsti , +skoven blev tættere og tættere , bestandig mørkere , og +intetsteds var nogen udvej af finde . +De tumlede videre i mørket , sågodt det lod sig +gøre , og ligesom de uventet vare komne ind i den mørke +tykning , således befandt de sig nu ligeså pludselig +i en smuk , grøn , af solen oplyst udhugning i skoven , +hvor de med indre glæde nøde synet af den blå +himmel over dem , hvilken de så længe havde savnet . +De gik dog endnu bestandigt videre . Lysningen +blev snævrere , og endelig nåde de en mur af umådelig højde , der strakte sig paralel med den vej , de +skulle gå , og syntes af dele lysningen i 2 halvdele . + +her skiltes de 2 vandringsmænd uden af sige et +ord , ligesom om det allerede forlænge siden var blevet +aftalt således , og det , så af den ene gik videre på +højre side af muren , den anden på venstre . +Hvorledes det nu videre gik med hans kammerat , +lagde Salomon ikke mærke til ; selv gik han til højre , +og efter nogle skridt fremad befandt han sig i et herligt +gemak , hvis dægge vare udpyntede med levende +grønt , medens der forresten kun fandtes græsbænke +deri , der udsendte en liflig Duft . +Der var ikke tale om noget tag eller loft , men +himlen befandt sig fri og åben ovenover ; det besynderligste +ved det hele var dog det , af der straks efter +hans indtrædelse hævede sig en frisk græsvæg ligesom +op af jorden bagved ham , medens den modsatte væg +åbnedes som ved et slag med en tryllestav , og her +så man nu efter hele bredden en vidunderlig smuk +terrasse , til hvilken trin af græstørv førte op . +Uden af tøve længe steg han op ad trinene , og +nu gjentøges alt det samme , som i det første gemak . +— igen hævede en væg sig bagved ham , medens +en anden stilles ad , visende udsigt til en ny +terrasse . +Den eneste forskel var blot , af her alt udsendte en +endnu behageligere vellugt end i det første værelse . +Hvor meget nu end mosbænkene langs væggene +indbøde til ro og hvile , var dog udsigten over den + +nye terrasse for henrivende til af tillade ham en længere +dvælen . +Han følte heller ikke mindste spor af træthed og +gik derfor uden videre betænkning op ad trinene til +den nye terrasse . +Imidlertid ville vi aldrig blive færdige , om vi +skulle opregne , hvor ofte dette skuespil gentog sig +stadig med samme regelmæssighed , medens den vederkvægedæ vandringsmand bestandig nåde højere fra +værelse til værelse , fra terrasse til terrasse , idet dog +vellugten , der syntes at udstrømme fra de friske vægge +og bænke , bestandig blev behageligere . +Selv vidste han ikke engang mere , hvor mange +værelser han allerede var gået igennem , thi han +havde for længe siden hørt op med at tælle . +Endelig befandt han sig i et værelse , der lød til +at være det sidste , thi den væg , der befandt sig lige overfor , +åbnede sig ikke ved hans indtrædelse , men forblev +på sin plads ; med dette kunne intet af de foregående værelser sammenlignes i vellugt og med hensyn +til væggenes og bænkenes friske og saftige grønt , +og himlen smilede endnu huldsaligere herind end nogetsteds +før . +Nu kunne vor vandringsmand ikke længere modstå +lysten til at udhvile sig på en af bænkene ; han kastede +sig ned i det svulmende græs , og en paradisisk +salighed gjennembævede ham . +Han havde imidlertid næppe hvilet et par minutter + +her , før pludselig en lille sidedør , som han hidtil ikke +havde bemærket , åbnedes , og en ærværdig olding +med bølgende hvidt hår og indhyllet i en sort talar +trådte ind . +Oldingen betragtede med en alvorlig mine den fremmede , +der i sin frygt for i frækt overmod at have +vanhelliget en helligdom hurtigt var sprungen op fra +sit bløde leje for at bønfalde den ærværdige ejer af +dette paradisiske sted om tilgivelse ; men i samme nu +var oldingen igen forsvunden igennem den dør , i +hvilken han havde vist sig . +Vandringsmanden følte sig ikke ganske vel til mode +over alt dette , og tænkte med skræk på , hvorledes +udfaldet af dette besynderlige eventyr ville blive ; det +forekom ham allerede , at han hørte raslen af de lænker , der vare ham bestemte for hans forbrydelse ; han +troede allerede at se sværdet funkle over sit hoved ; +da viste oldingen sig på ny og ved hans hånd — +den yndigste skabning i verden . +Vandringsmanden ville næppe tro sine øjne , thi det +var jo hans hjertes elskede , der her stod for ham . +Der er han ! tiltalte oldingen den unge pige , idet +han pegede på den fremmede ; denne var ikke sig selv +mægtig , men sprang til , henrevet af sin lidenskab , for +at trykke den dyrebare til sit hjerte . +Endnu ikke ! sagde oldingen , og Salomon hamborger +åbnede sine øjne under et højt skrig og så , +et han lå til sengs i sin lille stue i ghettoen . + +det var nu forgæves , at han anstrengte sig for +at kalde den herlige drøm tilbage i sin hukommelse . +Han lukkede øjnene på ny , men — så kun mørke +omkring sig . +Kun den ærværdige oldings skikkelse for endnu +engang med lynets hurtighed gennem hans ånd , og +han genkendte i ham den fortræffelige præst , med +hvem han for flere år tilbage havde haft den tidligere +meddelte samtale angående Andreas . +Det var ham ikke muligt at falde isøvn igen ; +utålmodig oppebiede han dagens frembrud , stod da +ganske tidlig op , og begav sig på vej til præsten . +Han bankede på og der blev lukket op ; men tjenestepigen , +der åbnede døren , så forbanset på ham , idet +hun spurgte : +ved de det allerede ? +Hvilket ? +At den høiærværdige herre er død i nat . +Gud i himlen ! råbte Salomon hamburger , ilede +hjem igen , hvor han udgød sorgens tårer . +Nogen tid senere holdt præstens efterfølger sit +indtog i præstiet . +Det var en ung mand , der ikke var ganske ubekendt +med skuepladsen for sin fremtidige ( præstelige ) virksomhed , +thi i byen , hvortil han blev sendt , forl��b +hans barndom — og hvis nogen endnu ikke kan gjette +det ville vi blot bemærke , at den nye hr . Pastor en + + +gang hed den lille Andreas og ikke er nogen anden +end lysetænderskens søn . +Hans indtog havde fundet sted med stor højtidelighed . +Fra +kirketårnet nedsendte klokkerne deres alvorlige +toner ligesom på lørdagen før opstandelsesfesten . +De unge knøse rede på heste , der vare behængte +med brogede bånd , deres sjælehyrde i møde , medens +hvidklædte piger dannede levende hegn , og flere gejstlige +fra omegnen havde forsamlet sig før at byde deres +unge kollega velkommen . +I hele byen herskede der en almindelig jubel over , +at menigheden nu igen havde en hyrde ; både unge +og gamle , store og små vare glade . +Men , lysetændersken ? — ja , hun var også blandt +de ventende ; hun fulgte også med ind i kirken ; hun +så Andreas på prædikestolen , legemliggørelsen af +hendes dristigste ønske . +Dette ønske var nu virkelig opfyldt . +Præsten stod der fiks og færdig ; men hvorledes stod +det til med sønnen ? +Der var henrundet en lang tid , over 10 år , siden +den dag , da hun havde modtaget afskedsbrevet +fra Andreas . +Meget havde imidlertid forandret sig ; dog var der +i denne lange tid ikke forekommet noget , som kunne +have været skikket til af læge det smertelige brud mellem +moder og søn . + +lysetændersken havde lige overfor hint brev , der sårede +hende i hendes sjels inderste og tilføjede hende +den dybeste krænkelse , ikke haft andre våben end — +taushed og tålmodighed . +Andreas var i hendes øjne den forlorne søn . +Hun skammede sig over ham , ja , hun gjorde endogså +sig selv de bittreste bebrejdelser for hans utaknemmelighed +overfor det brun ' ske hus . +Hendes moderkærlighed var imidlertid ikke udstukket , +og endogså meget ofte i løbet af denne lange tid +gjorde hun sig selv det spørgsmål , om det alligevel +ikke havde været urigtigt af hende , af hun ikke havde +forsøgt på for anden gang af bringe sønnen til +besindelse igen ; ja , ofte tænkte hun , om det mon ikke +endnu var tid til af indhente , hvad hun havde forsømt , +om hun ikke nu skulle gå bort , opsøge sin Andreas +og se , om han ikke igen kunne være hendes +søn . +En vis sky havde døg hver gang afholdt hende +fra af foretage dette skridt . +Andreas er nu — sagde hun ved sig selv — intet +barn længere , som man kan lege med , og når han +allerede som barn kunne handle således imod mig , +hvad har jeg da af vente nu ! — en eneste gang +påkom endog den tanke hente , om hun ikke skulle +have givet efter og af kærlighed til sønnen have opgivet +sin tjeneste i synagogen : men dette punkt var +netop hendes „ Achilleshæl “ , alt andet ville hun hellere + +have tålt af Andreas end det , af han havde kaldt +denne tjeneste for uværdig , af han foragtede og førhånede den beskæftigede , ved hvilken hun i mange +år havde ernæret både sig selv og ham , og uden +hvilken de begge havde måttet lide Kummer og nød . +At han i den grad kunne forglemme alle sine erindringer +fra barndommen , forekom hende et bevis +på , af han endogså ville have været i stand til af +forglemme hende . +Havde Andreas da virkelig glemt sin moder ? +I Andreas stod to principer i kamp med hinanden , +ligesom Faust havde han kunnet sige om sig selv — +og hvilket begavet menneske kan ikke det ! — af der +boede 2 sjæle i hans bryst . +Hvor ofte angrede han ikke det overilede skridt , til +hvilket han havde ladet sig forlede af Cyrill ; hvor +mange øjeblikke var der ikke , da han angerfuld , gerne +ville løbet til sin moder , kastet sig for hendes fødder +og bedet om tilgivelse . +Hvor ofte beskyldte han sig ikke selv før den usleste utaknemmelighed og bebrejdede sig på det bittreste +den ondskab , med hvilken han havde stødt den kærlige moder fra sig ; men disse naturlige opbrusninger +af den barnlige kærlighed blev snart igen kvalte , +når den fanatiske Cyrill forestillede ham , hvorledes han +aldeles ingen skyld havde i løsningen af dette naturens +bånd , hvorledes han netop havde gjort Alf , +hvad en god søn blot kunne gøre overfor sin moder , + +hvorledes det ikke var ham , der havde stødt moderen , +men netop moderen , der havde stødt ham fra sig , idet +hun i sin ulyksalige forblændelse havde afvist hans +oprigtige , sande christelige formaninger , hvorledes han +havde anstrengt sig før hendes sjæls fred , men fra +moderens side ikke havde fået andet end tavs forstokkethed og stolt foragt fil løn før sine gode hensigter . +Cyrills +betragtninger formåede dog ikke altid af +yde ham trøst , men så kom skammen i hans eget +hjerte fil som bundsforvandt før hine . +Hvorfra skulle han hente modet fil af træde frem +før en moder , som han havde krænket så dybt ! Således +sejlede dog altid det fanatiske princip , der ved +kunst var opelsket i ham , over hans hjertes skønne og +ædle opbrusninger . — +under sådanne indre kampe havde Andreas fortsat +sine studeringer , indtil han kunne tage fat på tteologien , +og under sådanne kampe havde han endelig +modtaget præsteindvielsen . +Endnu i dette øjeblik , da han stod som åndelig +anfører for den menighed , som han selv efter fødsel +tilhørte , vare disse kampe ingenlunde ophørte ; tværtimod +kunne man sige , at de først nu egentlig vare begyndte +i al deres styrke . +Moder og søn vare ved et mærkværdigt sammentræf +af omstændigheder rykkede hinanden så nær , som +vel muligt ; med denne tilnærmelse i rummet var + +døg den vide kløff ikke bleven ringere , som skilte dem +fra hinanden . +Rigtignok ville fra enhver af siderne en imødekommen +fra den anden være bleven set med en hjertelig +glæde ; men sagen var netop , at ingen af dem +ville foretage det første skridt , hvilket just er grunden +til , at menneskene meget lettere skilles fra hinanden i +brede end finde hinanden igen . +Med hensyn til moderen , der hver søndag så +sønnen på prædikestolen og hørte ham forkynde guds +ord derfra , hvor gerne ville hun ikke have trykket +denne søn til sit bryst , hvor bankede ikke hendes +hjerte ved den tanke , at den mand , som stod deroppe , +og hvem hele menigheden andægtigt lyttede til , det +var hendes Andreas , som hun havde opfødt , plejet ved +dag og ved nat ; men — hvorledes skulle hun nu +vove af gøre det , som hun hidtil havde opsat ? Andreas +var bleven en stor , fornem herre , medens hun +selv endnu var en fattig , ydmyg kvinde . +Var han desuden endnu hendes søn ? Havde hun +egentlig endnu ret til af kalde sig hans moder ? +Havde han ikke selv skrevet i hint usalige brev , af +han ville gøre sig værdig til af vinde kirken som +moder ? og havde han ikke troligen opfyldt dette løfte ? +Stod han ikke i kirkens tjeneste og som en af dens +værdigste tjenere ? Hvad fordring kunne da den simple +kvinde endnu gøre på ham ? Det var jo den tossede +moderkærlighed , som hun ikke formåede af ban + + +lyse fra sit hjerte ; men hvo bekymrer sig vel om en +fattig kones hjerte ? +Burde præsten ikke have opsøgt moderen ? Jo sikkerligen ! +Og sandsynligvis ville det også være sket , +om han havde fulgt sit hjertes trang ; men overvejelsen +lagde sig som en blyvægt på hans varme følelse +og holdt ham borte fra moderen . +Sønnen kunne ganske vist ydmyge sig for moderen ; +men kunne præsten også ydmyge sig overfor lysetændersken +i synagogen ? +Denne flinke kone besørgede nu som før sin tjeneste +med Iver og punktlighed ; men del var netop sagen , +hvorom alt drejede sig . +Andreas skammede sig over , af hans moder kændte +lysene i synagogen i den samme by , hvor han var +præst . +Når hun blot ville opgive det ! sagde han til sig +selv — så kunne alt blive godt igen . +Ja , men netop det opgav hun ikke . Man kunne +ligeså godt have opfordret hende til af opgive den +luft hun åndede . Det var slet ikke noget lune af +hende , men en virkelig , dyb hjertesag . +Meyer og Taube brun havde aldrig gjort hende +nogensomhelst bebrejdelse for sønnens skyld ; så fin +en skånsel forsfod hun af sætte pris på og anså +sig derfor endmere forpligtet til af bevise det brun ' ske +hus , af hun aldeles ikke havde noget af gøre med +sin søns utaknemmelighed , men høiligen fordømte den , + +og af — kørt sagt — intet kunne frembringe nogen +forandring i hendes forhold til ghettoen . +Hvad måtte også Meyer brun have tænkt om +hende , om hun nu skændigt havde forladt den tjeneste , +ved hvilken den jødiske menighed i så mange år +havde lettet hendes hjælpeløse stilling ? +Jo smerteligere hun følte , i hvor høj en grad hendes +Andreas havde forsyndet sig overfor den brun ' ske +familie , desto fastere stræbte hun at slutte sig fil dem . +Da for 10 år siden lærerens forhold fil eleven +blev opdaget ved Sigismunds overilede skridt , blev +hun derfor også af alle familiens medlemmer indviet +i hemmeligheden . +Meyer brun holdt det ikke under sin værdighed +at spørge den simple lysetænderske tilråds om , hvad +han skulle gøre i denne ubehagelige sag . +Fra Taubes side ville en sådan nedladenhed forekomme os mindre besynderlig . +Den unge pige søgte hendes beskyttelse overfor +forældrenes angreb , Sigismund gemte sig bag hende +af frygt for søsterens hævn , og selv den lærde Salomon hamburger forsmåede ikke at lytte fil lysetændersken , når hun formanede ham fil tålmodighed +med hensyn fil privele og henviste ham fil fremtiden , +der jo kunne bringe så meget med sig . +Dette venskabelige forhold fil det brun ' ske hus +var indtil denne dag ikke i mindste måde blevet + +svækket ; hun blev betragtet næsten som et medlem af +familien . +Jo inderligere hendes forhold fil det brun ' ske +hus imidlertid i tidens løb havde udviklet sig , desto +større måtte også nu afstanden blive mellem moder +og søn ; thi sandelig , hin Romer var ingen dårlig +menneskekender , som sagde , at det var den menneskelige +naturs fejl at hade den , som vi have fornærmet . +Andreas vidste meget vel , at han havde opført sig +højst utaknemlig både mod Meyer brun , Taube , Sigismund +og sin fordums lærer , og ofte følte han +samvittighedsnag derover ; men når et menneske har +begået en fejl , søger han sjældent årsagen dertil i sig +selv , derimod oftest hos de andre . +Navnlig når man har vist sig uretfærdig mod nogen , +søger man i reglen efter grunde , der ikke blot +undskylde en selv , men endogså på det klareste bevise , at den anden fortjener denne uret og selv er +skyld deri , så at man ikke kunne have handlet anderledes +imod ham , og under en sådan jagen efter +sofismer fejler det sjældent , at jø skarpsindigheden +trolig står os bi . +Således havde også Andreas med tiden argumenteret +sig ind i et sandt had til sine velgørere , netop +fordi han på det føleligste havde krænket dem , og +Cyrills fanatiske og hårdnakkede dialektik forstod at +fylde op , om der endnu fandtes en krog fri i hans +hjerte . + +det var altså intet under , at han nu , da han +så at sige var rykket sine velgørere under øjnene , +følte samvittighedens bråd skarpere end nogensinde , +medens tillige hans modbydelighed for det brun ' ske +hus steg i samme grad , som hans samvittighed daglig +tilhvidskede ham , at han måtte føle sig forpligtet +overfor dem . +Det var altså heller intet under , at han holdt sig +i desto større afstand fra moderen , jo venskabeligere +han så at hendes forhold var til hans fjender , det +vil sige : velgørere . — +det havde derfor også været ham højst ubehageligt , +da præsfeværdigheden netop i hans fødeby blev +ham overdraget som belønning og anerkendelse før +hans Vandel og lærdom , og dog kunne han ikke godt +— og det var hans værste straf ! — have afslået +den uden at blotte sig . +Den unge præsts ankomst havde fundet sted om +efteråret . +Landskabet viste samme karakter , som dagen før +hans afgang til gymnasiet . +Bladene faldt af træerne , men de skranker faldt +ikke , som skilte søn og moder fra hinanden . +Det blev vinter , og med den større kulde syntes +også sønnens hjerte at trække sig endnu stærkere sammen , +og da islaget bedækkede floden , syntes også + +en isskorpe at have lagt sig om sønnens hjerte . +Men — vinteren må rase , så galt den vil ; det +må dog engang igen blive forår ! +Og foråret kom , men med det syntes også et +andet forår , et Folkens forår at bryde frem . +En vældig storm hævede sig i Paris og havde snart +udbredt sig over hele Europa . +Hele verden syntes oprørt ; ingen krog eller lille +plet blev uberørt af dens rasen ; det var martsdagene +i året 1848 . +Verden syntes at ville fornyes . +I Paris havde man stødt kongen fra thrønen , og +Frankrig blev Republik . +I Wien fordrede revolutionen de første offre for +friheden . +Kejser Ferdinand gav sit folk en fri forfatning . +I alle hovedstæder blev konstitutionen proklameret ; +borgerne oprettede nationalgarder , studenterne dannede +legioner under egne , ud af deres midte valgte +anførere . +Alt syntes at stråle af glæde og henrykkelse , thi +det tryk , der havde hvilet på menneskeheden , lod til +at skulle ophøre ; friheden syntes at ville fremvoxe af +de faldnes blodsæd , og den menneskene medfødte , +men så længe lænkebundne ret led til at hæve sig +med seierig vælde . +Begivenhederne i hovedstaderne gav mægtig genlyd +rundt om på landet . + +her så man de store begivenheder fra lang afstand , +og der b ! ev det største spillerrum for fantasien +med hensyn til udpyntningen af dem . +Aviser og flyveskrifter oversvømmede hele landet , +ja voksede næsten frem af jorden . +Gemytternes oprørthed er ubeskrivelig . +Hvert øjeblik bringer nye meddelelser , ethvert øre +er åbent for overdrivelser og fordrejelse af kjendsgjerningerne . +Snart hedder det , af „ Tienden “ er afskaffet ; man +behøver ikke længere af udrede tienden til præsten , og +bonden kan nu køre sin høst hjem , uden af behøve +af anstrenge sig for af hemmeligholde dens størrelse +for øvrigheden . +Når præsten nu vil have korn , må han selv anskaffe +sig en ager ! Snart hedder det sig , af jøderne +nu ligesågodt som bonden skulle kunne købe ager og +marker ; man taler om jøde-emancipation og siger , +af jøderne for fremtiden ikke ville være udelukkede fra +noget ; de ville ligeså godt kunne blive embedsmænd +som den Christne . +Men snart hedder det sig igen , af alt det slet ikke +var sandt ; tværtimod ville man nu berøve jøderne +deres penge og førdrive dem ; de kunne gå til Jerusalem , +og Rothschild skulle anføre dem , og sådan meget +andet af lignende slags . +Man kan tænke sig , hvad indvirkning rygter af +den slags måtte have på landbefolkningen . + +i vor ghetto hersker der stor bekymring , thi man +havde allerede erholdt efterretninger om nogle oprør , +der på andre steder vare gjorte mod den jødiske befolkning , +og frygtede derfor noget lignende her . +Der gik allerede rygter , som navnlig lød meget foruroligende +for Meyer brun . +Jøderne vare bedragere , hed det . — de narrede de +Christne pengene fra og blev derved rige ; det var således +intet under , at en mand som Meyer brun +havde været i stand fil at stille så stort et fabrik på +benene , hvor over hundrede arbejdere vare beskæftigede . +Det +var fattige folk , som måtte arbejde , fil blodet +sprang dem ud af neglene , og ikke fik noget derfor , +medens derimod han og hans slæng lå på den lade +side og stjal dagen fra vor herre . +Det måtte der en forandring i . +De , der arbejdede , skulle også have lønnen ; det +var ikke mere end billigt ! Og når nu oven i købet +den nye frihed blev indført , så at jøderne endogså +fik lov fil at købe agre , så ville det slet ikke +være fil at holde ud med dem ; de ville jo fordrive de +fattige bønder fra deres bedrift , så at det ikke blev +andet tilovers for dem end at tage tjeneste som karle +hos jøderne . +Nej , det bedste ville være , om man straks tog pengene +fra dem og så jog dem bort . +Hvad skulle egentlig jøderne fil i verden ? De + +havde korsfæstet frelseren ; så behøvede man heller ikke +at skåne dem . +På en sådan trøsterig måde lød talen rundt +om ; thi pøblen er overalt den samme ; overalt forstår +den ved frihed , den tøjlesløse , ubundne vilkårlighed . +Meyer Brunn rådslog med Salomon hamburger +om , hvad der i den anledning kunne være at gøre . +Der kan de se , hamburger , mente Meyer Brunn , +der har de frugterne af den frihed , på hvilken de +så længe har ventet . +Man kunne ikke vente andet , svarede denne , enhver +omvæltning fordrer sine offre ; men hvad er disse +offre i sammenligning med den blivende gevinst , der +bliver hele menneskeheden til del ! +Jeg takker for den gevinst for menneskeheden , når +de slikke mit fabrik i brand , eller måske endogså +— nå , jeg vil dog ikke åbne min mund til nogen +endnu værr mulighed . +Jeg kan nok begribe , at det just ikke er behageligt +selv at skulle være offerret ; men det forandrer ikke +sagen . Alt det blod der blev udgydt under den første +franske revolution , er intet i sammenligning med de +umådelige fremskridt , som fremkaldtes i verden +ved hin revolution . +Skån mig for denne naragtige filosofi ! Lader +os hellere tale om , hvad der nu må gøres ; thi den tale jeg hører rundt om , behager mig ikke . Jeg vil + +tilstå dem at jeg svæver i stor frygt . Skal jeg +indgive en beretning til øvrigheden ? +Hvad skulle det nytte ? Tvertimod kunne det kun +forværre sagen ; thi for det første kan de ikke udtrykkelig +nævne nogen , der har udstedt en trudsel ; om +de så hundrede gange ved , at skephanik er manden , +bevise det kan de dog ikke . For det andet kalder +de ved en sådan angivelse , først rigtigt de simple +klassers had over deres horede , så at disse ville +anse sig for mere berettigede til et angreb på dem ; +men for det tredie ville de ved en sådan angivelse +nu , da endnu slet intet er sket , blot åbenbare at +de er bange , hvilket netop ville være det farligste af +alt , thi den , som viser frygt , opmuntrer blot derved +modstanderen . De må tværtimod lade , som om de +aldeles ikke nærede nogen frygt . +Der ligger noget i det ; men hvad i al verden +skal jeg da gøre ? +Her kan der kun være tale om et middel ; nemlig +den moralske indflydelse , og der er da navnlig et jeg +tænker på . +Hvad da ? +Præsten ! +Ja ! når han blot ville , så kunne sagen blive +ganske anderledes ; men hvad er der af stille op med +ham ? +Prøv det dog ! +Hvad skal jeg prøve ? + +gå til ham ? +Hvad skal jeg sige ham ? Skal jeg foreholde ham , +hvilke offre jeg har bragt for hans skyld ? hvad han +har kostet mig ? — det ville jo være gement ! — +og hvad anden tak kan jeg gøre fordring på ? +Hvad skulle jeg gøre , om han svarede mig , af jeg +kunne bringe ham regningen , så skulle han betale , +hvad jeg havde lagt ud for ham ! Ja , så kan jeg +gå med den besked ! — nej , ved de hvad ? Gå +de hen til ham ! De er en lærd mand og kan bedre +belægge deres tanker og ord end jeg . De har været +hans lærer ! Måske kan de udrette hos ham , +hvad der ganske vist aldrig ville lykkes mig . +Godt ! sagde Salomon hamburger , jeg vil gå +til ham . +Det gjorde han også . +Salomon hamburger stod overfor sin fordums elev , +overfor præsten . +Hvormed kan jeg tjene dem ? spurgte hr . Pastoren +i en ceremoniel og høflig tone . +Det er en bøn , der fører mig til dem . +Oh ! af det ikke er nysgerrighed , der har ført dem +herhen , kan jeg godt begribe , sagde præsten noget +ironisk . +Tilgiv mig , tog Salomon til genmæle , jeg har +ikke turdet smigre mig med , at jeg tidligere ville have +været velkommen her . + +og hvo siger da , at de er det nu ? spurgte præsten +i en spids tone . +Høiærværdige herre , tilgiv mig den frihed , jeg har +taget mig ; jeg vil nu gå igen . Jeg var ikke forberedt +på sådan bitterhed . Jeg har bevaret et andet +billede af — +skulle vi ikke lade disse hentydninger til længst forsvundne +dage fare ! Vi leve nu i en anden tid . — +hvad ønsker de af mig ? +Jeg har ikke haft i sinde at fremmane billeder fra +fortiden . Jeg er snarere kommen for netop at tale +om denne nye tid , der nu slår for os . Den nye +vending , tingene tage , er ikke lige behagelig for alle +stænder . +Skal det måske være en trøst , fordi jeg har mistet +tienden ? +Jeg bønfalder deres højærværdighed ! hør dog op +med denne spot ! Her , hvor jeg nu slår , befandt jeg +mig for omtrent 15 år siden overfor deres salig +forgænger , og jeg tør nok sige , at han venligt hørte +på , hvad jeg havde at meddele ham . +Se de kan dog ikke lade være af minde om fortiden ! +Dog , sæt dem ned og bliv ved . +Kort og godt , begyndte Salomon nu , jødegaden +befinder sig i stor spænding . +Åh , det gælder ikke blot jødegaden ! Kan de +nævne mig en eneste gade , hvor det ikke er tilfældet ? +Ja , men grunden til den ophidsede stemning er + +kun ikke overalt den samme . Jeg vil rigtignok ikke +nægte , af jægeren , der forfølger vildtet , heller ikke er +ganske rolig derved . +Jeg forstår — jødegaden svævær altså i frygt . +Således forholder det sig . +Men , hvad kan den da egentlig befrygte ? +Man hører mumle om forskelligt , der just ikke lyder +ganske opbyggeligt . Der går rygter om af stikke +fabrikken i brand , tage pengene fra og fordrive jøderne — ja endog om af myrde ! +Ah ! hvad kan man give for sådanne tåbelige +rygter ? Tror de for alvor , af mine sognebørn +ere tyve , røvere , mordere og mordbrændere ? +Gud bevares ! men i så oprørte tider behøver jo +blot en af de mange af foretage et uoverlagt skridt ; +hvo formår af tæmme massen ? +Hvis de seer spøgelser , hvor der ingen er , så +kan jeg rigtignok ikke hjælpe dem . Frygter de imidlertid +virkelig for excesser , så gjorde de vistnok bedst +i at henvende dem til politiet . +Høiærværdige herre , sagde Salomon i en alvorlig +og indtrængende tone , jeg vidste nok et virksommere +middel end en henvendelse til politiet . +Hvad da ? +Det afhænger kun af dem . Hvis de selv , hvis +de blot i kirken fra prædikestolen ville henvende et +par indtrængende ord - - +må jeg bede , min herre , sagde præsten stolt , + +med hensyn til hvad der påhviler mig som præst +behøver jeg ingen undervisning ! +Tilgiv mig ! Jeg havde ingenlunde til hensigt at +give nogen undervisning . +Kan jeg ellers være dem til tjeneste i noget ? +Tak , mit ærende er udrettet . +Det var kun ringe trøst , Salomon hamburger log +med sig herfra , og ghettoen kunne nu ikke gøre andet end roligt afvente , hvad der ville komme . +Meyer brun log imidlertid nogle forholdsregler , +der ingenlunde vare at foragte . +Han fordobblede fabrikarbeidernes dagløn , hvilket +gjorde et meget godt indtryk på dem , og lod dem +forstå , at han slet ikke var utilbøjelig til at forhøje +lønnen endnu mere , såfremt de ved deres flid og øvrige forhold viste sig værdige dertil . +Denne udsigt satte kronen på arbejdernes gode +stemning , og nu henrandt flere uger , uden at noget som helst +foruroligende rygte kom Meyer brun for +øre . +Fabrikken var i fuld virksomhed , og Meyer brun +ønskede sig allerede til lykke med de gode forholdsregler +han der havde hittet på . +Med penge og bank udretter man dog alt i denne +verden , sagde han fornøjet til sig selv . +Roen i ghettoen som overhoveder i hele byen syntes +ikke at skulle afbrydes ved noget , men sagen var +den , at det glødende kul var skjult under asken . + +selv om stormen også var bleven besværget for +øjeblikket , ophørt var den dog ingenlunde . +Forhøjelsen af lønnen , såvel som udsigten til endnu +større løn , havde rigtignok i det første øjeblik +gjort et godt indtryk , og arbejderne holdt lovtaler +over deres herre ; men snart var også den forhøjede +løn dem for ringe , og de begyndte at anstille beregninger +over , hvor meget Meyer brun fortjente ved +deres arbejde , og hvor meget fordelagtigere det ville +have været for dem , om de kunne have drevet fabrikken +for egen regning og fordelt gevinsten mellem sig +indbyrdes . +Den sande oprørsslifter var en robust Karl med et +yderst fordærvet sind ved navn stephanik , og den +ærede læser ville måske i ham kunne genkende hin +rå dreng , der for over 20 år siden havde skældt +Andreas ud for jødedreng . +Hvad behøve vi af vente , råbte han , fil det falder +hans nåde , hr . Brun , ind af forhøje vor løn ? +Består fabrikken mon ved ham eller ved os ? Hvad +ville han stille op med sin fabrik , hvis vi ikke vare +her ? Han behøver os , men vi behøve slet ikke ham . +Vi kunne godt komme ud af det uden ham . Nu formanede +han sine kammerater fil rigtigt af være på +deres post og ikke af snakke for meget ; thi med den +megen talen kom man dog ingen vej . Hvis de blot +tidligere havde forstået af tie , så kunne de nu have +været deres egne herrer ; thi når den brun blot + +opsnuser det allermindste , så have vi ham straks her , +og så lover han guld og grønne skove , så af de +fleste blive bløde om hjertet , og så er det ude med +hele klatten . +Derfor skulle de blot forholde sig rolige og passe +på ; hævnens time ville nok komme , han skulle selv +sige fil , når det var tid . +Således var den taushed beskaffen , som ghettoen +anså for så fuldkommen ro , af den kunne indgyde +den håb om , af der ikke var nogen fare forhånden . +I hvor høj grad Meyer brun selv nærede dette +håb , syntes at fremgå deraf , at han netop nu alvorligere +end nogensinde før beskæftigede sig med den +tanke at bortgive sin datters hånd , omendskønt +dog den , der er i besiddelse af et skarpere blik , netop +af dette hastværk og da navnlig af det trufne valg +med lethed vil kunne slave sig fil , at Meyer brun +nok egentlig ikke var så ganske fri for en vis angst . +Det er nu en mærkværdig tid , begyndte han en +dag talen fil sin gode Taube , og jeg vil oprigtig +tilstå dig , at vi dog have begået en fejl med det +barn . Den dag i dag er intet længere fast i verden . +Hvad større bevis kan der forlanges herpå , når en +konge ikke engang er sikker på sin ttrone ! Har +kongen af Frankrig ikke i dag for et år siden fået +det indfald , at han nu ikke længere vil være i Paris ? +I tider som disse kan intet menneske vide , hvordan + +hans skæbne vil gestalte sig i dagens løb . Hvad +har penge eller rigdom nu at sige ? Et vindpust er +nok fil at kaste alt over ende . Hvad skal jeg gribe +fil , om de onde knægte nu alligevel brænde fabrikken +af over hovedet på mig ? Sandt nok , jeg har lagt +en dæmper på dem ; men , man kan jo ikke vide ! +Der er kun en eneste sag , der ikke kan berøves en , og +det er det , som et menneske har lært . I dag indser +jeg , af dette dog har det høiesfe værd , og tro du +mig , således som Meyer Bruuns aktier stå for øjeblikket , +skulle Salomon hamburger ikke ønske sig af +bytte med mig , er det ikke også din mening ? +Hvad slutning uddrager du deraf ? +Kan du ikke tænke dig det ? Min mening er , af +en vis mand den dag i dag ville handle fornuftigere +i af give sin datter til Salomon hamburger end til +en rig forretningsmand . +Jeg har allerede længe været af den mening . +Du er kvinde og har følt medlidenhed med Prive , +fordi hun henlevede sine skønneste år på den måde . +Derfor har du allerede længe været af den mening . +Dog det kan egentlig ikke kaldes en mening , men +blot en følelse . +Havde det været en mening , burde du have trådt +frem med den , hvilket du imidlertid ikke har haft +mod til . Jeg derimod indser med min forstand det , +som jeg nu udtaler , og jeg må sige dig , af jeg aldeles +ikke længere er imod planen , så at vi + +cholhamod-pesach ( i påsken ) kunne bringe den +sag på det Rene , om gud vil . +Der blev jubel i det brun ' ske hus , da moderen +havde overbragt datteren dette budskab ; også ghettoen +optøg der med stor glæde , thi uagtet Salomon +hamburger ikke føjede sig i alt , hvad man forlangte +der , var han døg agtet og elsket af enhver . +Selv modtog han efterretningen med sindsro , som +om det var nøget , han med bestemthed havde ventet +at måtte indtræde . +Han var rigtignok ingenlunde en mand der lod +drømme have nogen indflydelse på sine beslutninger +eller forventninger , men han anså døg navnlig vidunderlige +drømme for en kombinerende virksomhed af +fantasien , der sammensætter billeder af bestanddele , +der ikke ligge ganske indenfor individets beregning . +Derfor havde han også øst nyt håb af hin vidunderlige +drøm , og nu , da hans forventning fra herligt +bekræftede sig , blev han til mode , som om han +aldrig havde næret mindste tvivl om , at det måtte +ske således . +Tiden til trolovelsesfesten rykkede bestandig nærmere ; +kun få dage skilte ham endnu fra den . +Hvad behøvedes forresten denne offentlige anerkendelse +af et gode , hvis besiddelse i hans sjæls inderste +i den grad stod hævet over enhver tvivl ? Var +den nødvendig til først at lægge grundstenen for hans +lykke , eller kunne hans lykke forøges derved ? + +det var nu aftenen før påsken . +Alt syret var fjernet fra husene , og ghettoen +havde allerede antaget hint festlige udseende , der så +hjemligt forkynder glæden over den kommende fest . +Det var altså aften . +Enkelte begave sig allerede til synagogen , og snart +fulgte flere efter . +Alle lysene vare endnu ikke tændte ; lysetændersken +var netop i fuld aktivitet . +Efterhånden havde hele menigheden forsamlet +til aftenbønnen , og lysetændersken sad nu som sædvanlig +i forhallen for at afvente gudstjenestens ophør . +Priser gud den højlovede ! sang forsangeren med +høj røst , og hele menigheden svarede i Chor : +den eviges navn være priset fra nu af og til +evig tid ! +Men i samme øjeblik blev gudstjenesten forstyrret +ved en forfærdelig støj , ved vild skrigen og larmen . +„ Brand “ lød råbet , og alle styrtede i vild flugt +ud af synagogen . +Hvilket syn mødte ikke udenfor . +Ville bander drøge brølerne gennem ghettoen , der +fandtes endog kvinder og børn blandt oprørerne , der +bleve anførte af stephanik . +Stenene for så tæt som haget mod vinduesruderne , og gadedørene , som tjenestefolkene , der blev +hjemme under aftenbønnen , havde slået skodder for , +bleve brudte op eller søndersplintrede med øxeslag . + +den ville horde styrtede sig derpå ind i boligerne , ødelagde møblerne , slog spejlene itu , sønderskar +sengklæderne og kastede endelig alt ud af vinduerne +under de udenforslåendes jubel — og fabrikken ! ja +af den havde næsten ikke en sten mere sit oprindelige +leje ; den så ud , som om der var vendt op og ned +på den . +Redning var umulig ! +De stakkels folk , der opskræmmede fra bønnen måtte +øvervære dette forfærdelige skuespil , turde ikke vove +noget forsvar for deres gods — afmægtige , uden noget som helst +forsøg på modstand , måtte de se til ved +plyndringen og lade ødelæggelsen frit løb ; thi allerede +havde det ville råb lydt : +dræb dem . Slå jøderne ihjel ! og det ringeste +forsøg på modstand , ville have bragt den ophidsede +bande til det yderste . +Lysetændersken , som tilligemed jøderne var ilet ud +af synagogen , følte ved det græsselige syn den dybeste +smerte , der nogensinde havde fyldt hendes bryst . +Og dette , sagde hun ved sig selv , dette skulle ske i +den menighed , hvor min søn forkynder det guddommelige +ord ! +Hun var ude af sig selv af sorg . +Da kunne hun ikke længere holde sig tilbage . +Al betænkelighed , der hidtil havde holdt hende borte +fra sønnen , var nu forsvunden ; alle de skranker , der + +i løbet af så mange år havde hævet sig i hendes +ånd , sank på engang sammen — thi det gjaldt jo +her liv eller død . +-jeg vil døg se , om jeg slet ikke mere skulle have +nogen magt over ham , råbte hun i sin Iver og styrtede +afsted til præstegården . +Lysetændersken blev ført ind . Da hun var trådt +ind i værelset , sank hun ned foran præstens fødder +uden at kunne tale et ord , i så høj grad havde +følelsen overvældet hende . +Præsten forsøgte at rejse hende op , og nu slode de +ligeover for hinanden . +Høiærværdige herre ! begyndte endelig lysetændersken , +efterat hun nogenlunde havde genvunden sin fatning . +Stakkels ulykkelige ! udråbte præsten , hvorfor måtte +det komme så vidt imellem os ! Er det da ret , +at vi to gå vor vej gennem livet , som om vi aldrig +havde kendt hinanden ! +Andreas ! Andreas ! skreg moderen overvældet af sine +følelser , kender du mig endnu ? Erkender du mig +endnu som din — +moder ! Moder ! råbte præsten og styrtede sig med +heftighed til det moderbryst , han så længe havde været +forvist fra . +Oh ! vedblev han i bitter smerte , hvor længe har +jeg døg ikke måttet undvære denne lykke ! + +hvor ofte har jeg ikke tænkt på hin aften før +min afrejse , på de lærdomme , du dengang gav mig +med , på de løfter , du dengang fordrede af mig , men +som jeg så dårligt har opfyldt ! +Opfyld dem nu ! Andreas , min søn ! il , så hurtigt +som muligt ; de slå jøderne ihjel , og det kan +døg ikke være din villie ! +Nej , ved gud ! Jeg kunne ønske , at meget var +gået anderledes . +Endnu er der tid ! formanede moderen ham i en +bønlig tone , men skynd dig ; tøver du blot et minut , +så hjælper al din gode villie ikke . De ville dyr +ere slupne ud ; ingen magt er i stand til at tæmme dem +uden den , i hvis tjeneste du slår , nemlig korsets +magt . +Bevæget på det heftigste greb præsten krucifikset +og ilede med sin moder til ghettoen , skuepladsen for +rædslerne . +Netop som de ankom der , strømmede en vild hob +dem i møde , og med råbet : +ned med jøderne ! blandedes det skrig : +ned med denne formummede jødinde , der bringer +plagen over os ! — +det var stephanik , der udstødte dette nye feltråb , +og hævende armen med øksen , ramte han den stakkels +lysetænderskes hoved med sådan kraft , at hun bevistløs styrtede til jorden . +Dette slag havde forandret situationen . + +der var udgydt blod . +Synet af dette blod , synet af krucifikset i præstens +hånd havde besejret mængdens råhed . +Der er udgydt kristenblod ! lød det fra en side . +Hun var en god kristen ! lød råbet fra en anden +side . +Slå stephanik ned ! Ned med morderen ! råbte +andre . +Stemningen havde vendt sig , sindet var nu blødgjort , +og præsten benyttede det gunstige øjeblik . +Han havde kastet sig ned på knæ ved siden af +sin moder , men nu rejste han sig hurttig og prædikede +til mængden . +Aldrig før havde han således talt dem til hjerte , +og aldrig havde de i kirken været så grebne af nogen +prædiken , som her under åben himmel af denne . +Forblændede folk ! således sluttede han , se her , +hvad i have gjort ; sku eder om og betragter med +skam og sønderknnselse værket af eders blinde raseri . Der hviler min moder , blødende af sine sår , +blødende f��r eders misgerninger og synder , ligesom +frelseren , som jeg holder her i min hånd , har udgydt sit blod før hele menneskehedens misgerninger +og synder . +I skændige forbrydere , der foragte gud og hans +hellige bud ! +Tro i måske , at del er hans villie , at jøderne +skulle udslettes af jorden . + +Havde han da måske ikke selv kraften til at udføre +del , om del var hans villie ? og tro i , at han +behøvede eders hjælp dertil ? Stakkels forblændede +folk ! gå i dig selv ! lær at erkende , hvilket ondt +frø der er begyndt at spire i dit hjerte ! — sønderriv +din barm , stakkels synder ; knus dit eget forstokkede +hjerte , på del at du måske endnu kunne gøre dig +værdig til guds nåde ! — vender tilbage til eders +gud , ham i så foragteligt have forladt +der herskede dyb taushed rundt omkring — da bad +præsten „ Fader vor “ , og da han kom til del sted : +„ og tilgiv os vor skyld , som vi og tilgive vore +skyldnere “ — da faldt de alle på knæ , og den almindelige hulken forrådte , at den kort i forvejen så +oprørte mængde var dybt bevæget . — +præsten lod nu moderen bære ind i sit hus , og +mængden gik i højtidelig taushed fra hinanden . +Der var straks nogle , der havde bemægtiget sig +ugjerningsmanden , og denne blev sat i god forvaring . +Jøderne havde fået deres pessachaften forstyrret , +men takkede ikke destomindre gud af ganske hjerte for +deres vidunderlige redning . +Thi måtte de ikke anse det for et vidunder , al +præsten , hvem de anså for deres fjende , var ilet +dem til hjælp ! +Lysetændersken lå imidlertid på sin dødsseng . +I det øjeblik , hun blev strakt til jorden af det +voldsomme slag , havde man antaget hende for død . + +den ulykkelige søn havde kastet sig hen over det +dyrebare legeme , som han anså for livløst , og var +forblevet i denne stilling , indtil han sprang op for al holde +den prædiken , hvormed han fik mængden adspredt . +Da han var kommen hjem , styrtede han sig med et +nyt udbrud af sine naturlige følelser over moderen , +hvis ansigt han bedækkede med utallige Kys . +Hun gjorde en bevægelse , og en glædelig overraskelse +bemægtigede ham . +Moder , moder ! råbte han , du lever ! Hvor +gerne ville jeg dog ikke ofre mit liv for dig ! — +og snart begyndte det håb al vågne i ham , al +moderen måske endnu kunne bevares for ham ; men +lægen fandt det ikke rådeligt , al lade ham forblive +i denne skuffelse , tilmed da den ikke kunne vare længe . +Såret var dødbringende , og hvert øjeblik kunne man +vente den gode kones død . +Sønderknust satte han sig igen ved sin moders +leje . +Hun åbnede atter øjnene . +Seer du mig , og kan du også høre mig ? spurgte +Andreas , med kjerlig stemme . +Moderen nikkede bejaende . +Oh — råbte han i vild smerte — kan du tilgive +mig ? +Et saligt smil udbredte sig over hendes ansigt . +Det var det sidste kjærligspant hun kunne ofre ham + +— thi da han atter talte til hende , var hun allerede +en forklaret ånd og havde forladt sit jordiske hylster . +Grædende og fortvivlet sad han ved liget af sin +dyrebare moder — da blev et besøg meldt ham . +En gejstlig herre er der , sagde pigen — og den , +han nu mindst havde ventet , trådte pludselig ind — +det var Cyrill , hans fordums kammerat . +Hvad er der på færde ? spurgte gæsten . +Min moder — død ! sagde Andreas . +Din moder ? og hos dig ? så har du altså dog +bragt hende tilbage til kirkens skød ? +Cyrill , sagde Andreas vemodigt , forsøger du nu +igen at forgifte min tilværælse ? +Ha ! hvad er dette ? hun har da vel aldrig omvendt +dig ? +Ti dog stille ! og forstyr ikke min hellige smerte +ved din usalige Iver ! +Det kunne jeg da også have tænkt mig ! +Cyrill , se her , hvad du har gjort mig ! Hele mit +livs lykke har du tilintetgjort . +Jeg ! +Der ligger min moder , min kære og gode moder . +Den hånd , der dræbte hende , er din hånd ! +Hvad behager ? vil du gøre mig ansvarlig for et +tilfælde ? +Tal ikke om tilfælde ! Der gives intet ! Kun alt for +klart skuer jeg den kæde af årsager og virkninger , + +der ender med den elskeliges død , men tog sin begyndelse +i vort seminarium . +Cyrill trak hånligt på smilebåndet , medens +Andreas vedblev : +tjen du kirken på din måde , men lad mig +tjene den på min ; tro du kun , af de anderledestænkende +med ild og sværd bør udryddes af denne +verden ; min tro er det ikke længere . Hvis du ikke +kan andet , så bliv ved af mene , af jøderne må +være et undertrykt folk , af guds forbandelse må +hvile over folket og indtil evig tid ej kan tages fra +dem ; jeg er ikke af den mening , og sandelig , den dag , +da trykket på dem vil ophøre , er ikke længere fjern ; +jeg seer den komme , denne dag , denne af gud forudbestemfe +dag . — tag blot tiden i øje ; forstår +du ikke dens tegn ? Skulle hin alvorlige advarsel +været undgået din opmærksomme ånd , som de +sidste dage så tydeligt have forkyndt . Om den romersk-kakholske kirke forstår tiden , så må den kaste +ilden og sværdet langt fra sig og plante tålmodets +og den almindelige mennesfekærligheds banner . Den +romersk-kakholske kirke har ved Luther fået sit første +stød ; det andet bidragtes den ved den første franske +revolution . Lader os takke gud , at vi havde kraft +nok til at udholde begge disse stød , men lad os ikke +ved vor egen skyld overmodigt drive verden til at +forsøge endnu et tredje imod os ! — thi hvo kan + +indestå for følgerne ? hvo kan borge for , at vi også +ville kunne overleve det nye stød ? — +forfængelige , svage menneske ! Du bilder dig ind +at kunne gennemskue forsynets veje ? +Kald mig , hvad du vil ; men forlad mig ! — +gå du din vej , men lad mig gå min . Med dig +har jeg intet mere tilfælles , jeg føler mig fri for din +usalige indflydelse — desværre noget for sent ! — +dårlige menneske , jeg tilgiver dig for din sorgs +skyld ; men bild dig ikke ind , at du nogensinde vil +kunne unddrage dig mig . Jeg kender dig for godt , +til blot at nære den mindste uro i så henseende . +Nej Cyrill ! Du kender mig ikke . Svag var jeg , +det er sandt , men du ved ikke , hvad jeg har lidt i +mit indre , og hvor ofte jeg , plaget af samvittigheden , +har anklaget mig selv . To veje slode mig åbne . +Desto værre gik jeg ad den , som du viste ! Gid jeg +blot var gået ad den anden ! Dog tager du fejl , +om du mener , at jeg endnu i dag er den svage yngling , +der tålmodigt lod sig lede af dig og fulgte dig +tillidsfuldt og uden nogen som helst indvending . Selv +har du hærdet mig , og jeg har gennemgået en tung +prøvelsernes skole . Mærk dig det : hvo der har +øvervunden sig selv i den grad , at han kan lukke sit +hjerte for den naturligste og helligste af alle følelser +og mod den bedste moder kan vise en exempelløs +trods , han er ikke længere noget svagt barn , og han + +er — det kan du stole på — nu også beskyttet +mod dig . +Det vil fremtiden vise , svarede Cyrill i en stolt +tone og forlod huset i dårligt humør . +Og fremtiden har vist det . — Andreas har ikke +lovet noget , uden af han også ærligt har holdt det . + +Salomon hamburger højtideligholdt sin trolovelse +med Meyer Bruuns lyksalige datter på ødelæggesens ruiner . +Sigismund , der ellers til enhver tid havde vist sig +meget letsindig , blev ved begivenhederne i den sidste +tid vækket til selvbetragtninger og mandigt alvor . +Stephanik måtte bøde med hovedet for sin ryggesløse +gerning . +Med hensyn til Andreas , da lod han en passende +ligsten lægge på sin moders grav med følgende +indskrift : +lysetændersken . +Sit illi terra levis ! +Dona ej pacem , domine , +et lux perpetua +luceat ej . +Quæ ipsa lucem incensit , +non solum apud judaeos , +sed et in anima mea . + +da Salomon hamburger førte den bruunske familie +ud på de Christnes kirkegård for af besøge lysetænderskens grav , viste selv de mest orthødoxe folk +i ghettoen intet tegn på misbilligelse heraf ; thi ganske +almindelig var sorgen over lysetændersken i ghettoen , +hvilken hun jo havde tjent , og for hvilken hun +var død ; hun blev regnet blandt de ædle kvinder +hvem det evige liv er sikkert . +Og da nu Taube derude bad sin lærde svigersøn +om udtydningen af gravskriffen , og denne , selv dybt +rørt , oversatte : +lysetændersken . +Lad jorden blive hende let ! — +herre , skænk hende fred , og lad det evige lys +skinne for hende ! — for hende , som selv antændte +lyset — ikke blot hos jøderne , men også i +min sjæl - - +ja da hulkede den ædle kone og udråbte af sit +hjertes inderste : ja , sagde jeg ikke allerede dengang , +da han endnu var en lille dreng : det barn har dog +et besynderligt sind ! — +ende .