diff --git "a/normalized/1872_Anonym_SkurkensBedrifterOgHansEndeligt.txt" "b/normalized/1872_Anonym_SkurkensBedrifterOgHansEndeligt.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1872_Anonym_SkurkensBedrifterOgHansEndeligt.txt" @@ -0,0 +1,8433 @@ +Første kapitel . +På alleenberg +dersom man skulle karakterisere kjøbenhavnernefter +den egenskab , som er mest fremherskende hos +dem , så ville man upåtvivleligt komme til at kalde +københavnerne et spadserende folkefærd . +Intctsomhelst har kjøbenhavnerue nemlig jå stor +lidenskab for , som for at spadsere . +Københavneren spadserer nemlig altid , så snart +han . bare har tid . og vejret er nogenlunde tålcligt . +Han spadserer alle mulige steder , ja endog på » +Kirkegården , og det er dog i grunden en aparte +fornøjelse . +Meest spadserer de dog selvfølgeligt om sommeren +og allermecst om søndagene . +En fremmed , beder på en solklar sommersøndag +kom til København og så den almindelige udvandring , +han ville upåtvivleligt udbryde : + +„ Venter man et jordskælv her , siden alle mennesker +forlade byen ? « +Stærkest går strømmen ud af Vesterport , eller +det sted , hvor Vesterport har stået , ud ad Vesterbro +og Frederiksberg alle , både tilfods , tilhest , tilvogns +og — på velocipede . +Alle drage ud af byen for al more sig . Alle +drage til Frederiksberg , hvor glædesguden har opslået +sit tempel . +Et af de mest besøgte steder på Frederiksberg +er alleenberg , hvis store , smukke have og mange indretninger +til forlystelse og adspredelse , trækker en +mængde besøgende derud . +Del publikum , som besøger alleenberg , kandeles +i tre klasser : første klasse , dem , som indskrænke sig +fil at vandre op og ned i den lange gang , som går +tvers igennem etablisementet og som af og fil søge +tilflugt i et af de lysthuse , som vende ud fil Alleen . +Individerne i denne klasse , består for det meste af +agtværdige familiefædre som med kone og børn gå +ud for at nyde den friske luft og en solid boenf eller +en sparsommelig kop theevand ude i dej ^rie . Disse +folk holde altid af ar tage plads i lysthusene ved +Alleen , for at have uhindret lejlighed både fil ar se +og fil at blive set . +Anden klasse er de folk , som for det meste opholde +sig i nærheden af karousselbanen . Det er +unge mennesker , som holde af at få sig en Dands + +— om søndagen mest soldater og tjenestepiger og +de søgne dage håndværkssvende , sypiger og — +når mørket er faldet på — tillige kræmmersvende +og andre lignende størrelser . +Tredie klasse endelig er folk , som først komme +sent og som holde mest af at opholde sig i de bageste +gange og i de lysthuse , som støde op fil disse . Det +er folk af alle mulige livsslillinger , folk som have +mønt på lommen , og som holder af at nyde livet , +men som ikke ønsker ar gøre det alt for åbenlyst . +Det er med folk af denne klasse vi især ville +beskæftige os , del er nemlig de interessanteste . +En smuk sommeraften , netop som tusmørket er +faldet på , sidder i et af de bageste lysthuse på +alleenberg et ungt par , bestående af en herre og +en dame . +Herren er meget flot påklædt , aldeles efter den +sidste modejournal , men dog med en temmelig påfaldende +mangel på smag . Hele hans påklædning +lyder i grunden kun på , at det har været hans agt +at vise hele verden , hvor meget han har haft råd +til at anvende på sin øragt . +Han er ung , men han er i grunden ikke smuk . +Udtrykket i hans ansigt er hovmodigt , med et anstrøg +af dumhed og forloren fornemhed . +Han har engelske bakkenbarter — eller , som del +også kaldes , skæg » Is ootelette , og , hans øjne +ere blå , men af et temmeligt mat udseende , og + +hvis han tog sin elegante hat af , så ville man se +at hans hår var meget tyndt , +han sidder i en ivrig samtale med en ung dame , +ver vel kan være , en sytten eller atten år gammel , +og som er særdeles elegant påklædt , og hvis dragt , +i modsætning til hans , røber en hel del smag . +Disse to sidde i en meget dyb samtale , der +åbenbart er meget interessant ; thi den lægger udelukkende +beslag på begges opmærksomhed . +Pludseligt hæver Herren hovedet og kalder på +en forbigående opvarter . +„ To glas Sherry og nogle kager ! “ råber han . +Opvarteren nikker og iler afsted . +Lidt efter kommer han tilbage med det forlangte +på en bakke . Netop som han når lysthuset komme +lo herrer fra ven anden side . Den ene af disse , +gør ved at få øje på de i lysthuse siddende , en +forbavset bevægelse ligesom om han ville styrte ind i +lysthuset . +Denne bevægelse var så voldsom , at hans ven , +som han holdt under armen , ligeledes blev nødt til +at gøre en svingning , hvorved han kom til at støde +til opvarteren , der herved mistede ligevægten og tabte +bakken med sherryen og kagerne ned over damens +kjole . +» Gudbevares , så se dem dog for ! “ råbte den +unge herre i lysthuset og opvarteren på en gang , +medens den unge dame udstøder et lille skrig . + +manden , ver havde forårsaget ulykken , bliver +flau , tager til hatten , beder tusinde gange om forladelse , +griber i lommen , giver opvarteren en specie +og går sin vej , fulgt af sin ven . +„ Jeg kan ikke begribe , hvorledes delte kunne gå +til , og du kunne bære dig så kejtet ad , “ siger nu +vennen , en mand på et balvthundrede år og af +er fedt , velnæret udseende . +„ O , jeg er rasende , komplet rasende ! “ siger +ulykkesstifteren idet han forstærker sine skridt . +» Hvad er del du siger , kvist ? “ spørger nu +vennen , idet han tager lange skridt for al følge med . +„ Er du rasende ? “ +„ Ja , bang , jeg er komplet rasende ? “ svarer +kvist med en mine , der næsten er tragisk . +„ Men hvad er der da i vejen ? “ +„ Lumskhed , underfundighed og nederdrægtighed +er der i vejen . O bang , det er et sandt ord at +man aldrig må stole på fruentimmerne . De er +falske som skum på havet . “ +. Der begynder ar gå et lys op for mig , “ +Sagde nu bang , småleende over sin vens ivrighed . +„ Du blev forundret over al se den unge dame i +lysthuset sammen med den unge herre . Du kender +hende , hvis kjole du var så uheldig af ødelægge . “ +„ Ja netop . Så du hende ? “ +„ Ja . “ +„ Hvad syntes du om hende . “ + +„ Åh , rer godt . Hun har er ganske net ansigt . “ +„ Ja , “ siger kvist sukkende , » og^skulde man tro +af et sådant ansigt kunne skjule den sorteste falskhed ? “ +„ Har hun da været falsk mod dig ? “ +„ Om hun har ? O , hun er en slange . Hun +driver sin falskhed så vidt , af hun endog lod som om +hun ikke kendte mig , og jeg har dog foræret hende +den kjole hun har på , “ +„ Har du ? “ +„ Ja jeg . Nu skal du høre , hvorledes hele historien +hænger sammen , og døm så selv om jeg ikke +har ret til af vær « gal i hovedet . Hun og hendes +tante boede sammen på en kvist ude i mit hus i +Borgergade . For tre måneder siden døde tanten — +som jeg forresten aldrig tror har værer hendes tante +— og så blev der stor Jammer og elendighed . +Begge fruentimmerne havde ernære ! sig ved syning , +men nu skulle tanten begraves , og så kunne den +unge ikke betale huusleien , hun kom derfor op til +mig og bad om henstand . — “ +„ Som du naturligvis gav hende ? “ +„ Jeg var dum nok til af lade mig^røre af hendes +bedrøvede ansigt og smukke ord . Ja , hvad mere +var , da hun desuden udtalte sin sorg sover ai hun +ikke engang havde råd til ar købe sig en anstændig +sørgckjole , så var jeg endvidere dum nok til dagen +efter af forære hende den kjole hun nu har på - + +- o +„ Nå , og så ? » spørger bang . +„ Og så ? — ja så har du jo selv set resten , “ +Sagde kvist ærgerligt . „ Til tak for al min +opmærksomhed så render hun nu omkring med denne +kræmmersvend eller hvad han nu er for en dagdriver . +„ Hvad er det du siger ? “ sagde bang leende , +» Du får mig tisk af tænke på noget . “ +„ Og hvad er det ? “ spurgte kvist . +„ Al det nok i grunden ikke er så ganske af den +bare medlidenhed af du har foræret den omtalte lille +svpige den sorte silkekjole . “ +. Del kan du da for satan nok begribe , “ sagde +kvist , der blev mere og mere ærgerlig . „ Når pokkeren +plejer folk i vor alder af forære unge piger +silkekjoler , uden af de mener af få en eller anden +lille villighed til gengæld ? — men pas du kun +på , det skal ikke gå således hen , jeg skal nok få +fingre både i hende og hendes springfyr og lære +dem begge to , af jeg ikke er den mand , der således +lader sig spille på næsen . “ +„ Hvad vil du da gøre ? “ +» Hvad jeg vil gøre ? Det var da også et +spørgsmål , der er jo en mængde ting af gøre . “ +. Som før erempel ? ' +„ Åh , jeg gider ikke gøre dig regnskab før det +nu i dette øjeblik , “ sagde kvist , „ og det behøves + +heller ikke , du må jo ligeså godt som jeg kunne +indse , hvad der er af gøre under sådanne omstændigheder . “ +Sagen var den , af skønt den gode hr . Kvist +påstod af ler var en mængde ting af gøre i det +foreliggende tilfælde , så stod det dog aldeles ikke +klart før ham , hvad der egentlig skulle foretages . +„ Man kan før eksempel lade den fugl flyve , “ +Mente bang . +„ Flyve ? Nej min ven , så kender du mig ikke +rigtig . Tror du af jeg således kaster mine silkekjoler +i rendestenen ? Nej , nej , jeg skal nok snakke er +alvorligt ord med dem begge , det kan du være vis +på . “ + +andet kapitel . +Det unge par . +Vi ville nu lade de to halvgamle herrer fortsætte +deres passiar og vende os til den unge herre +og dame , hvis kjole blev spoleret af den spildte +Sherry og cremen af kagerne . +Efterat damen havde udstødt det omtalte lille +skrig , trak hun sit lommetørklæde frem , for at borttørre +det spildte , medens Herren søgte al hjælpe +hende så godt som det var ham muligt . +Damen så højest ulykkelig ud , og sagde klynkende +: +o gud , min dejlige silkekjole ! Disse pletter +gå aldrig af mere , det er jeg vis på . ' +„ Det skal de ikke bryde dem om , “ siger Herren +med en storartet mine . „ Kom de op i morgen i +boutikken , hvor jeg står , og udsøg dem tøj til en +ny . “ + +. Del har jeg ikke råd til , “ siger damen sagte . +. De kan jo nok tænke at en pige som jeg ikke har +råd til at købe en ny silkekjole hver dag . “ +„ Betalingen skal de ikke bryde dem om , jeg +går i caution for dem , “ sagde Herren i en endnu +mere storartet tone . +Aftenen faldt nu stærkt på , og del begyndte at +msrknes . Sherryen er drukket , kagerne fortærte og +damen rejser sig nu op , idet hun siger : +' „ Nu skal de have tak for i dag , hr . Petersen , +nu må jeg gå hjem igen , det bliver ellers alt for +sent . “ +. O , det er alt for tidligt at gå hjem , “ mente +hr . Petersen , men damen er ubøjelig , hun rejser sig +op , og træder ud af lysthuset . +Hr . Petersen følger hende , men hun vil på ingen +måde modtage hans følgeskab . Hun har samtykket +i at møde ham herude , og hjulpet ham med al drikke +Sherry og spise kager , men mere må han ikke forlange +af hende . Han må på ingen måde følge +hende hjem , da det kun ville give anledning til folkesnak . +„ Men de kommer da op i boutikken i morgen ? “ +Siger hr . Petersen smægtende . +„ Jeg skal se om jeg kan få tid , “ svarer hun +hvorpå hun , idet hun seer sig om , pludseligt udbryder : + +„ Ah , se der er mine veninder , som have lovet at +træffe mig herude . “ +Med disse ord nejede hun skjelmsk for hr . Pe . +Fersen og hoppede hen til et par yngre damer , som +gik lidt længere henne i gangen . +De kendte hende øjensynligt godt , thi de modtoge +hende meget hjerteligt , som det syntes med spøg +og latter , hvorefter de begave sig bort alle tre . +Hr . Petersen stod og så efter dem . Dette var +sket ikke efter hans beregning . Han havde ikke tænkt +stg muligheden af at den unge pige således skulle +skippe fra ham . +Han havde forestillet sig en behagelig spadseretour +i det smukke aftenveier , en interessant hjemtonr , +jo , nu stod han der . +„ Hun er lidt snærpct den lille , “ mumlede han +ved sig selv , „ men det går vel nok over igen . I +morgen kommer hun jo op i boutiken , så kunne +vi jo altid tales nærmere ved . “ +Dette var altid en trøst , men det var dog ærgerligt +at han , som havde indrettet sig på at tilbringe +aftenen i behageligt selskab , nu udelukkende er henvist +til sin egen behagelige underholdning . +Han drev et par gange op og ned i haven , +for om muligt at støde på et eller andet eventyr , + +men det lod til som om skæbnen i enhver henseende +var ham imod denne aften . Han stødte ikke på +noget som kunne interessere eller more ham og han +kedede sig desårsag grundigt . +. Deler også som del er forheret , “ mumlede han +ved sig selv , „ man kan ikke træffe en eneste bekendt +hverken af han- eller hunkjønnct herude i aften . +Jeg vil drive lidt ind i pavillonen . +Som sagt , så gjort , kom han ind i pavillonen , +hvor han satte sig på en stol tæt ved sangeriribunen +og gav sig til gennem sin løgnel at betragte +„ Kunstnerinderne “ deroppe . +Der var forresten ikke stor stads ved dem . Der +sad en fire affalmede skønheder i temmeligt nedringede +kjoler , medens en femte netop stod og sang +noget , som skulle være en Arie af „ Figaros bryllup “ . +Disse fem damer syntes imidlertid at kende hr . +Petersen godt . De nikkede alle sammen til ham , da +han tog plads , og så på ham med fornøjede miner , +naturligvis for at indbilde ham at de vare overmåde +glade ved at se ham . +Disse bedårende blikke undlod heller ikke at +gøre virkning . Hr . Petersen så tilfreds ud over +den hylding man viste ham , og for at gjengjælde + +damernes opmærksomhed , slog han med sin stok i +gulvet , hvorpå opvarteren kom springende . +„ Portviinstoddy til damerne , “ sagde Petersen +med samme mine som en general ville give ordre +til at armeen skulle rykke i ilden . +Opvarteren bukkede og forsvandt . Lidt efter kom +han tilbage med toddyen . Damerne tog den , drak +og klinkede med hr . Petersen , hvis humeur nu syntes +at blive nøget bedre . +Hr . Petersen havde ikke siddet længe på sin +plads , før der atter kom nogle flere unge mennesker +ind i pavillonen , som allerede i forvejen var temmelig +opfyldt med besøgende . +Disse unge mennesker fik strar øje på Petersen , +og ved hjælp af nogle drikkepenge til opvarteren , +lykkedes let deut at få plads ved samme +bord som ham . +„ Så du er kommet her , Petersen , “ sagde et +af de unge mennesker , hvis navn var Hansen , der +ligesom Petersen og alle de andre også var kræmmersvend . +„ Det havde vi rigtignok ikke ventet . “ +„ Ikke ? Og hvorfor det ? “ +„ Ih , fordi du før var så behageligt beskæftiget . +Vi havde ikke troet at du således ville have forladt +din dame . ' ' +. Så i hende ? “ spurgte Petersen . + +„ Ja , vi så dig sidde med hende i lysthuset , “ +Svarede Hansen . » Hvem var hun ? » +„ Hvem hun var ? ' spurgte Petersen . +. Ja . “ +„ Det siger jeg ikke , “ sagde Petersen , idet han +påtog sig et vist hemmelighedsfuldt væsen . +„ Hvad for noget ? “ råbte de andre , „ har du +hemmeligheder for dine kammerater ? Fy , det er ikke +smukt . “ +„ Omstændighederne kan gøre det nødvendigt , ar +man bliver hemmelighedsfuld . » +„ Ja , især når man er bange for at blive stukket +ud ! “ råbte Hansen . +„ Hahaha ! “ svarede Petersen og så ned ad sig +selv med et højst selvtilfreds blik , „ ligesom jeg behøvede +al være bange for sligt . » +„ Nu , hvorfor er du da så hemmelighedsfuld ! » +Spurgte Hansen , der ligesom de andre blev meget +nysgerrige ved denne Petersens usædvanlige adfærd . +„ Du er da vel ikke bange for at sådan en lille +svpiges gode navn og rygte skal tage skade . “ +„ Men , hvis hun nu ikke var sypige , så kunne +det jo dog let være at hendes rygte kunne tage skade , » +Sagde Petersen , endnu mere hemmelighedsfuldt og storartet +end tidligere . +„ Ah , det var altså ingen sypige , “ sagde Hansen , +„ det var altså en rigtig dame ? “ + +Petersen nikkede med en højst selvtilfreds mine . +„ Hvad hedder hun da , du må sige os det ? “ +Sagde nu de andre i munden på hverandre . Petersens +hemmelighedsfuldhed spændte dem på pinebænken . +. Nej , nej , i må ikke friste mig , jeg gør det +ikke , “ sagde Petersen med forstilt bestemthed . +„ Åh , jo vist jo vist ! “ råbte nu de andre i +Chor idet de anvendte alle deres overtalelsesevner for +at få ham til at tale . +Hr . Petersen havde nu fået sine venner på det +punkt hvor han ønskede dem . Han var nemlig forfængelig +i en uhyre grad og det smigrede ham at +han kunne bilde sine venner ind at han havde gjort +en ganske anderledes erobring end en stakkels syjomfru . +Da hans venner vedblev at trænge ind på +ham , lod han som om han lidt efter lidt lod sig bevæge +til at åbenbare den ubckjendtes navn og sagde +endelig : +„ Nå , mellem venner bør man vel egentlig ikke +have nogen hemmelighed . Jeg skal sige eder hendes +navn , så må i til gengæld love mig en ting . “ +» Og det er ? “ +„ At hemmeligheden ikke kommer videre . “ +„ Det kan du stole på , “ råbte alle vennerne +i Chor . + +» Nuvel , så vil jeg da betroe eder at den unge +dame er hverken meer eller mindre end en datter af +den hovedrige kammerråd knob . “ +„ En datter af kammerråd knob ? “ råbte de +andre forbavsede . +, ja , som jeg siger , det var frøken knob . I +kunne deraf selv indse at vi må være forsigtige når +vi mødes og ikke åbenbare det for alverden ; thi den +gamle kawmeråd knob er en sær person og ville +vel næppe se mildt dertil , men hans modstand overvinde +vi nok alligevel med tiden , thi hun har megen +indflydelse på ham . +Medens Petersen holdt denne tale , betragtede +han sine venner opmærksomt og gottede sig over +deres forbavselse . +Dette skulle den gode hr . Petersen imidlertid +hellere have ladet være ; thi gjengjældelsens sværd +hang i en tvnd tråd over hans hoved og det faldt +snart ned på ham med en knusende vægtsom læseren +skal få at se af næste kapitel . + +tredie kapitel +en ubehagelig katastrofe . +Hr . Petersen havde været uforsigtig nok til , efterhånden +som han udbredte sig mere og mere over sin +triumf , at tale højere og højere , således at hvad +han sagde tydeligt kunne høres af dem , som sad i +nærheden ved de andre små borde . +Dette skulle hr . Petersen have taget sig i agt +for ; thi som del snart skulle vise sig , havde denne +uforstgtihed højst ubehagelige følger . +Ved bordet , som stod ved siden af det , hvorved +Petersen og hans venner havde plads , sad nemlig +en fem a ser unge mennesker . +Disse unge mennesker vare åbenbart håndværksvende , +som iførte deres stadsklæder , vare ude +for at nyde søndagen . +Det ene af disse unge mennesker , som havde +hørt , hvad Petersen havde sagt , blev åbenbart højst + +fortrydelig derover . Han rejste sig op , gik hen til +Petersen , og sagde : +. Jeg må tillade mig at gøre dem opmærksom +på , at hvert ord , som de her har behaget at sige +er lutter løgn . “ +Den unge mands kammerater , der vare i en +temmelig lystig semning , uden dog at være berusede , +rejste sig nu op og omringede det bord , ved hvilket +kræmmersvendene sad . +De ventede at der ville komme nogle løjer , og +de vare beredte til at tage deres del i dem . +Petersen blev naturligvis yderst forbavset over +denne tiltale . Han satte sin lorgnet på , betragtede +den uforskammede med et vist overlegent smil , således +som kun en kræmmærsvend er i stand til at gøre det , +og- sagde : +„ Hvad behager , hvad er det de siger ? “ +» Ieg siger , “ vedblev den unge mand , hvis navn +var Peter Berg , „ at alt , hvad de her har siddet og +fortalt , er lutter løgn , og jeg vil have at de skal tage +deres ord i dem igen . “ +Petersen begyndte at blive meget uhyggelig til mode +og sagde halvt ængstligt , medens hans kammerater +fniste : + +„ Ieg kan ikke indse at del kommer dem ved , +hvad jeg siger eller ikke siger . “ +„ Jo , det kommer enhver ved , at de sidder og +fortæller løgn om en anstændig dame , som de +måske aldrig har set . Frøken knob , som de talte +om , har nemlig været på landet i otte dage og er +der endnu , og kan altså ikke have haft stævnemøde +her i haven med dem . “ +Petersens kammerater opsloge en skraldende +latter . Det morede dem , at han , som altid pralede +af sine fornemme erobringer , således blev gjort til +ål . +Petersen derimod blev rasende . Han blev ganske +bleg , og sagde idet han rystede af arrighed : +„ Det er jo ting , som de sket ikke ved noget +om . Hvor fanden skulle en person som de , kunne +kende noget til frøken knob . “ +„ En person som jeg , kender måske meget +bedre og mere til hende end en person som de , “ +Sagde Peter , der nu begyndte at blive vred for alvor . +„ Og hvis de ikke tilbagekalder deres ord i en fart , +så — “ +. Nå , hvad så ? “ spurgte hr . Petersen i en +så stolt tone som det var ham muligt . Han troede +nemlig at det endnu skulle kunne lykkes ham at imponere +den fremmede . + +dette lykkedes imidlertid ikke , Peter Berg fortsatte +ganske roligt sin tale , uden at lægge mærke til +afbrydelsen , og sagde : +„ Så får de prygl . “ +„ Prygl ? “ +„ Javel får de prygl , ' sagde Peter . „ Jeg +tåler ikke at en dame sådan bliver klammeret på +et offentligt sted af nogle uforskammede alenriddere . “ +„ Alenriddere ? “ råbte Petersen , „ hør ved de +nu hvad min gode mand , vil de nu ikke være så +god at lade os i fred , ellers — “ +. Ellers , hvad så ? “ spurgte Peter drillende . +„ Så kalder jeg på opvarteren . “ sagde Petersen +rystende . +„ Nå så det gør de , nej , det lader de kønt +være , gør de . Idetmindsle skal de først tage deres +ord i dem igen , så kan de bag efter kalde på +opvarteren ligeså meget de har lyst . “ +Hr . Petersen havde aldrig før befundet sig i en +så kritisk situation som nu . - han så sig forlegen +omkring , men der var ingen synderlig sympatti at +opdage i hans venners ansigter . Han vidste ikke +rigtigt , hvorledes han skulde^bære sig ad for at blive +dette ubehagelige selskab kvit , og det var åbenbart +al hans venner morede sig på hans bekostning . + +da fik han pludseligt en ide . Han havde i +en eller anden roman læst al en bestemt og energist +optræden var i stand til at bevirke underværker lige overfor +udannede folk , og han beskattede derfor nu +at bringe denne fremgangsmåde i anvendelse . +Han påtog jig derfor nu snart majestætiske miner +og sagde til fine venner : +„ Kom , lad os gå . Det er ikke umagen været +al tåle flere fornærmelser af dette rak . Kom , lad +os gå . “ +„ Nå , så de lyver altså fint , og bag efter +skælder de ud ! “ råbte Peter Berg , der nu blev +vred for alvor , „ nej nu går det rigtignok forvidl . +Nu skal du have prygl min ven . “ +Petersen og hans venner vare imidlertid allerede +komne hen til døren og begyndte at gå ud . Petersens +venner , som først havde moret sig kosteligt over +hans forlegenhed , begyndte nu at blive ængstlig til mode +på deres egne vegne , og den ene af dem +hviskedee til Petersen : +. Du var jo gal at du skjeldte ham ud , nu skal +du se hvilker leben her bliver . “ +„ Ja , lad dem bare komme , “ sagde Petersen , der +nu igen følte sig mere kry da han var kommet udenfor . +* +disse ord var dog næppe kommet ud af hans + +mund før Peter skreg og hans kammerater kom og +indhentede dem . +„ Giv dem en lussing allesammen/ ' råbte Peter , +„ thi de er alle lige gode . “ +Med disse ord gav han Petersen et slag i +i ansigtet så hans lorgnet fløj langt bort . +Istedetfor at sætte sig til modværge , grebe nu +alle kræmmersvendene til harens gevær og løb ud i +Alleen fulgt af Peter og hans kammerater . +Kræmmersvendene begik en stor stratetisk fejl , +idet de i stedet for at løbe til venstre løb til højre gennem +runddelen og ind i Frederiksberg have . I Alleen +kunne de snart have såt hjælp af politiet , men +dette faldt dem ikke ind , deres eneste tanke var al +komme ind i haven og søge skjul der mellem træerne . +De nåde dog ikke længere end ned til Frederik +den sjettes statue , før de blev indhentede af forfølgerne , +som tumlede sig lystigt om med dem i et par +minutter . Da råbte Peter Berg : +„ Så , lad del nu være nok , lad dem nu løbe . “ +„ Åh , passiar ! “ råbte en af Peters kammerater , +„ således ender man aldrig en stor krig . Disse +herrer må naturligvis betale krigsomkostningerne l +skikkelse af et par boller punsch . + +dette forskag vandt almindeligt bifald hos Peter +og hans kammerater , hvorimod Petersen og hans +venner ikke syntes synderlig godt derom . +„ Jeg drikker aldrig punsch , “ stammede Petersen . +„ Det kan også være det samme , når de kun +giver noget i skålen , “ sagde Peter Berg . +Kræmmersvendene så på hverandre . Under +slaget vare de komne temmeligt langt ind i haven , +hvor der kun passerede meget få folk , der var altså +ingen udsigt til at få hjælp , man måtte derfor +finde sig i de af fjenden foreskrevne fredsbetingelser . +„ Men her kan vi ingen punsch få , “ sagde Petersen , +der endnu ville gøre et svagt forsøg på af +skippe derfra . +„ Det ved jeg nok , “ sagde Peter Berg , „ men +oppe i Allcegade kan vi få punsch i overflødighed , +kom nu bare . “ +Der var intet andet for af gøre . Toget fatte +sig i bevægelse og man marschercde nu til Allcegade , +hvor man drog ind i et af de mange beværtningssteder +som der findes . +„ Hej , opvarter , en stor bolle punsch ! » råbte +Peter Berg . +Hele selskabet tog plads i et stort lysthus , +punschen kom , og man begyndte al drikke . + +stemningen var endnu lidt trykkende medens +man drak den første bolle , men da den anden kom +steg humøret og ved den tredje bolle havde hr . Petersen +for så vidt glemt sine sørger og genvordigheder , +af han drak dus med sine overvindere og +svoer på af de vare de bedste mennesker i berden . +Ja , han nedlod sig endog så vidt af han foredrog +adskillige sange med en alt andet end vclklingende +stemme . +Hans præstationer lønnedes imidlertid med rasende +bifaldsråb . Man klappede og råbte bravo , +kortsagt man var i det ypperligste humør af verden , +ja hr Petersen havde endog en dunkel anelse om af +dette var den skønneste dag i hans liv . +Endelig , da man havde tømt den sjette bolle , +syntes man det var passende at tænke på at gå +hjemad . Pelersen betalte hele gildet med den mest +smilende mine af verden og gav opvarteren en +specie i drikkepenge . +Ikke synderlig sikre på benene , begyndte man +nu al gå hjem ad Frederiksberg alle . Man gik +midt ad kørevejen , syngende og støjende og i det +meest udmærkede humør . +„ Del er en dejlig aften l “ råbte pelersen , „ en +dejlig aften , det er synd at gå hjem og sove . + +hsr mine venner , hvad mener i om vi nu gik ud +på eventyr ? “ +« „ Javel , vi må på evemyrl ' råbte alle de +andre . „ En aften som denne , må skuttes på en +passende måde . * +. Vi ville felge damer hjeml ' råbte pelersen , +„ og banke vægtere og politibetjente , hvis de skulle +komme os i vejen . “ +„ Ja vel , det ville vi , det ville vi ! “ råbte alle +de andre jublende , idet de skingrende og dinglende +fortsatte deres vej nedad Frederiksberg alle . + +fjerde kapitel +på eventyr . +Glade og højrøstede ilede nu de unge mennesker +nedad Frederiksberg alle , i håb om at møde et +eller andet eventyr . +Lejligheden udeblev heller ikke længe . Noget forude +fik man snart øje på tre unge piger , som uden +mandlig ledsagelse gik nedad Alleen . +„ Seer i dem der ? “ sagde Petersen , der var en +af dr forreste i skaren . „ Seer i de unge piger +der ? “ +„ Javel ! “ råbte de andre . +„ Dem må vi give os i snak med , “ vedblev +Petersen , » det kan blive en morsom historie . “ +Heri vare alle hans unge venner enig med ham +og man forstærkede nu stue skridt for snarest muligt +af indhente de tre unge piger . +De unge piger vare åbenbart sypiger , der + +havde vær « ude på Frederiksberg for af more ftg og +som nu skyndte sig hjemad . +De havde lagt mærke til de efterfølgende herrers +højrøstede samtale og de blev bange , da de mærkede +af de gjorde sig umage for af indhente dem- de +gave sig derfor også til af skynde sig , for af beholde +det forspring de havde . +Det lykkedes dem døg ikke længe . Herrerne indhentede +dem snart , slog kreds om dem , og holdt dem +således på en måde fangne , idet de døg stedse +vedbleve ak gå . +„ Godaffen mine damer , “ sagde Petersen , idet +han forsøgte at holde sig så lige som muligt , „ det er +et dejligt vejer i aften . “ +Den midterste af de tre sypiger , som så ud til +al være af en bestemt karakter , tog nu sine veninder +under armen og svarede rask : +» Synes de det ? ' +„ Ja , det ved gud jeg synes . Det er rigtigt sådan +en aftenstund hvor man kan blive ganske sværmerisk +tilmode . Tør jeg spørge hvor damerne agte +sig hen ? ' +„ Til byen . “ +» Nej virkelig ? Dej træffer sig så besynderligt +al vi netop skulle samme vej . Hvis damerne altså +intet have derimod , så kunne vi måske gøre +følgeskab ? “ + +» Nej , tak skal de have , ' sagde den af damerne +der syntes at føre ordet , „ det bliver der ikke noget +af , de må ikke tro vi er af den slags . « — +„ Gudbevares , hvor kan det falde dem ind at vi +skulle tro noget ondt om dem . Vi bede dem blot +om at måtte gøre følgeskab , fordi det er så kedeligt +at gå alene . +„ De er jo heller ikke alene . De har jo deres +venner med dem . +» Ja , men de ved jo nok at man morer sig +allerbedst i dameselskab . Husker de ikke der står i +skriften at det er ikke godt at manden er alene , « +Spurgte Petersen i en sværmerisk tone . +„ Io jeg gør , “ lød svaret , men de �� et jo mandfolkenes +egen skyld , når de er alene , de kunne jo +gå hen og gifte sig . “ +„ Men når manden endnu ikke har fundet den +rette ? “ +» Så er det fordi han ikke har søgt rigtigt efter +hende , ' sagde damernes ordfører . „ Alt det er jo +forresten noget , som ikke kommer hverken mig eller +mine veninder ved og som vi heller ikke bryde os om . +Må jeg derfor nu ikke bede dem og deres venner +om at gå over poa den anden side af gaden , og +lade os være i fred , ellers kalder jeg ved gud på +politiet , “ + +„ Nej , skønne dame , så grusom kan de ikke +være , “ sagde Petersen smægtende . +„ Io det ved gud jeg kan , det kan de stole +på . “ +Petersens nye bekendte havde imidlertid anstrengt +sig for at gøre sig behagelige for de tø andre datner , +men aldeles uden held , de havde nemlig ikke fået et +eneste svar på alle deres smukke talemåder . +Disse tre damer syntes at være fæstninger , der +ikke havde i sinde at overgive sig så let . +. Nå mine herrer , må jeg så ikke bede dem +om at gå , ellers kalder jeg ved gud på politiet , “ +Gentog damernes ordfører i en bestemt tone . +Da fik hr . Petersen en ide . +„ Mine damer , “ sagde han , „ må jeg ikke blot +endnu gøre dem et eneste spørgsmål . “ +„ Spørg så meget de vil , men vi svare dem +ved gud ikke . « +Hr . Petersen lod sig dog ikke afskrække , men +spurgte alligevel - +„ Ere damerne ikke trætte af den lange vandring ? “ +„ Det kan jo være dem det samme . De vil +dog vel ikke spendere en vogn på al lade os køre +hjem ? “ +„ Og hvorfor ikke ? “ +„ Åh , nej , det seer de ikke ud til . “ + +dette svar sårede hr . Petersens følelser i +høiesfe grad . Han skulle ikke se ud til som om han +kunne spandere en vogn på at lade dem køre hjem +— hvilken fornærmelse mod ham , som bildte sig ind +at han så ud til at kunne udrette alt muligt stort +og ædelmodigt . +Han blev vred , men efter ædle karakterers +måde besluttede han at hævne sig på en værdig +måde . +Han ville sanke gloende kul på hovedet af +denne lille dame , der havde krænket ham så dybt . +» Jeg ville ikke tilbyde dem en vogn , “ sagde +han , « fordi jeg vidste at de måtte trænge til en for ' +friskm ' ng for de tog hjem . Hvad mener de om en +lille aftensmad nede hos Ginderup . +„ Ih , jeg mener al det i grunden ikke kunne være +så ilde , “ sagde den ordførende dame i en lidt mildere +tone . +„ De vil altså gøre os den ære at deltage i +er aftensmåltid med os ? ' +„ Åh , jo , det må de endelig ! “ råbte Peter +Berg og hans kammerater , der syntes overmåde godt +om Petersens forsiag . +. Jeg ved ikke hvad mine veninder sige ? “ +„ De kunne ikke være så grusomme at sige nej . ' + +der begyndte nu en ivrig hvidffen mellem de +tre damer . Resultatet heraf blev at de modtoge pe- ' +tersens liberale tilbud . +Petersen ville nu gå et skridt videre og forsøge +at få den midterste dame under armen , men +dette mislykkedes aldeles . +Han afvistes på det bestemteste med en bemærkning +om at han skulle passe sig stiv og at man ikke +tålte mandfolks berørelse . +Under denne samtales forløb , var man kommet +langt ned på broen , og man fortsatte nu vejen +under en samtale som hele tiden blev livligere og +livligere . +Endelig nåde man de gindcrupske haller . Hele +selskabet gik ned og tøg plads i en af de inderste +afdelinger af lokalet . +Hr . Petersen lod til at være godt kendt hernede , thi +opvarteren hilste meget bekendt på ham der blev +dækket op med forloren skildpadde , vin osv . , og man +satte sig til bords i den gladeste stemning . +Efterhånden som måltidet skred frem , blev damerne +mere og mere livlige og det crsaredcs nu al +deres navne vare Clara , Cathinka og Caroline , og al +de , som Petersen strar havde formodet , virkelig vare +sypiger . + +da der var drukket nogle glas vin svandt damernes +tilbageholdenhed for en stor del bort og de +havde ikke længere noget imod at herrerne slyngede +armen omkring deres liv . +Efter at skildpadden var fortæret , rekvirerede +hr . Petersen champagne . Denne satte selskabet i en +endnu lystigere stemning og aftensmåltidet begyndte +næsten at antage karakteren af et bachanal . +Man lo , man spøgede , man stødte knæerne +sammen under bordet og var kort sagt i det dejligste +humør af verden . +„ Der er ikke noget lokale i hele København , der +kan måle sig med Ginderups , » sagde Clara , „ her +kan man have det så dejligt for sig selv . » +Heri gave de alle hende ret og man tømte nu +med stor begejstring en skål for det ginderupske +lokale . +Clara gav sig nu til at hviske med sine veninder +og Petersen var udelikat nok til at spørge om +hvilke hemmeligheder det var de forhandlede . +„ O sagde Clara , “ det er kun en spøg som jeg +og mine veninder have for “ +„ En spøg ? ' +„ Ja . De har nu været så god imod os ved at +give os aftensmad og sørge for vor morskab , at vi + +kke kunne være andet bekendt end at gøre noget til +gjengjæld . ' +„ Bravo , ' lsd det i Chor , » det er udmærket . Hvad +har de i sinde ? ' +» Det skal de nok få al vide , men de må +førsf gå deres vej . “ +„ Gå vor vej ? ' +„ Ja , alle sammen ! “ +„ Men , hvorhen skulle vi da gå ? « +„ Åh , ikke langt . Bare ind i den forreste stue . +Så trække vi tæppet her for , for at de ikke skal kunne +se de forberedelser vi gøre . De kan være vis på at +de vil blive overrasket . - +herrerne så på hverandre . Petersen tog der . +På ordet . +. Vel mine herrer , det er vel bedst vi føje damerne . +Lad os gå udenfor og vente på de løjer +som damerne ville berede os . “ +. Lader os det da , “ svarede de andre , „ men lad +det ikke vare for længe med forberedelserne . “ +„ Nej det kan de støle på det ikke skal , når de +bare ville være stille og lade være at kigge igennem +tæppet . “ +Dette lovede herrerne ikke at gøre , hvorpå de +gik ud i det forreste værelse . + +tæppet blev nu trukket for , for ar damerne i +ro kunne træffe deres forberedelser . +Sansnart tæppet var trukket for , sagde Clara til +sin veninde : +„ Så pigebørn , skynd jer nu og tag jeres tøj . +Det er ikke været at blive længere hos disse fulde +mennesker . Vi vide jo ikke engang om de have nogle +syle i lommen . Rap jer nu . Mens de vente , løbe +vi op ad trappen til gården og ud af porten . “ +Veninderne skyndte sig nu med ar tage hatte og +shavl « på . Endeel kager som endnu lå på bordet , +puttedes i lommen , og så gik det i en fart op +ao trappen og ud af porten . +Imidlertid gik herrerne i spændt forventning og +ventede på at Clara skulle give signalet til al de +måtte komme ind . +„ Jeg gad vide hvad det egentlig er de ville lave , ' +sagde en . +„ Åh , “ sagde Petersen vigtigt , „ det er vel et +eller andel tablean , et slags levende billede . “ +Denne formodning vandt almindeligt bifald og +forventningen blev mere og mere spændt med hvert +minut der gik . +Endelig begynder man at blive utålmødig . Man +nærm « sig tæppet for om muligt at høre noget af + +det som foregår indenfor , men der er intet at høre , +alt er stille som i graven . Endelig kan hr . Petersen +ikke beherske stg længere og råber : +„ Åh mine damer , er de nu ikke snart færdige ? ' +der kom naturligvis intet svar . +Stor forbanselse . Spørgsmålet gjentoges , men +med samme uheldige resultat . Da brister herrernes +tålmodighed , man løfter tæppet i vejret , og seer at +damerne er borte . +I begyndelsen vil man ikke tro sine egne øjne . +Men leder i alle kroge , men damerne er naturligvis +ikke til af se . Endelig adspørges opvarteren og man +får da opløsning på gåden . +„ Hvilken uforskammethed ! ' +„ Hvilken frækhed ! “ +„ Det har været nogle nette damer ! “ +Således råbte man i munden på hverandre , +ærgerlig over af være blevet taget ved næsen . Hvad +skal man nu gøre ? Løbe efter dem ? Nej , det kan ikke +nytte , de er naturligvis ikke mere til af finde inde i +byens krumme gader . +Man må altså lade disse fugle flyve , og for +al forvinde ærgrelsen forlanges der sier « drikkevarer . +Det ene glas tømmes efter det andet og det varer + +ikke længe før hjernerne er så omtågede af man +har glemt det nye udståede eventyr . +Endelig tænker man på af bryde op . Opvarteren +kaldes for af opgøre regningen , som er meget +betydelig . Hr . Petersen er flot og vil betale det +hele . Hans kassebeholdning strækker imidlertid ikke +til , nå det gør ikke noget , han er kendt og han har +god kredit . +Tilsidsf kommer man da op på gaden . Benene +ere ikke mere sikre og hjernerne er fortumlede , men +det gør ikke noget , thi de er alle sammen så glade , +så inderligt glade . +„ Hør Petersen , “ siger en af selskaber , , , du er +min salighed en kjærnekarl . Den mindste påskønnelse +vi kunne vise dig , er da at følge dig hjem . +Hvor boer du ? “ +„ Jeg står i den store boutik på Østergade +nr . — “ svarede hr . Petersen med stolthed . +„ Godt , så følge vi dig hen i den store boutik , “ +Lyder svaret fra hele selskabet . +Svinglende og dinglende , betragtede af de patrouillcrede +betjentes mistænksomme øjne , går nu +vejen hjemad til Østergade . Vandringen går ikke +synderligt lige , man dingler fra det ene uortoug over +på det andet , men man kommer dog fremad , og det +er hovedsagen . + +endelig gør Petersen holdt og siger : +. Her er det , her er den store boutik som jeg +står i . “ +„ Nå , så op med nøglen , og se og kom ind +og i seng , det er vist på tiden . « +Men Petersen kan ikke finde fin gadedørsnøgle . +Han må enten have glemt den eller tabt den . Endelig +kommer da et tjenstvilligt væsen i skikkelse af +en mand med et stort bundt nøgler i hånden og +hjælper ham ud af denne forlegenhed . Døren åbnes +og Petersen skydes indenfor af sine unge tjenstivrige +venner , som derefter begive sig hver til sit , +så godt som de er i stand til det . + +femte kapitel +de « såre svie . +Da Petersen først var kommet indenfor gadedøren , +fandt han , ved hjælp af det mærkværdige instinkt , +hvoraf fulde folk er i besiddelse , med lethed +op til sit Kammer . Døren var ikke aflåsct , thi drengen +som boede på samme værelse , vidste besked når +hr . Petersen , hvad der skete så ofte , ikke kom hjem +til den reglementerede tid . +Petersen kastede sig nu på sengen uden at trække +klæderne af , og faldt snart i en dyb , tung søvn , der +opfyldtes af drømme om de tre unge piger , der havde +narret ham på en så skammelig måde nede i Ginderups +kælder . +Der blev kaldt på sædvanlig tid , men hr . Petersen +hørte ikke noget dertil . Kun drengen vågnede +og da han kom på benene blev han meget forundret +over al se hr . Petersen ligge på sengen med alle +klæderne på . + +. Han har nok været ordentlig ude at folde , “ +Tænkte drengen , hvis navn var Oscar . . Jeg er +bange for del bliver en drej tur at få ham +vågen . “ +Såsnart han havde klædt sig på , gik han hen +og ruskede i Petersen og råbte : +» Hr . Petersen , hr . Petersen , klokken er mange +vi skulle ned i boutiken . “ +Han måtte gentage denne manøver flere +gange inden hr . Petersen endelig kom til sig selv +og brummede : +. Hvad er der i vejen ? “ +« vi skulle ned i boutikcn , “ svarede drengen . “ +» Allerede , “ sagde Petersen . „ O , leg har sådan +en hovedpine ! “ +Med disse ord rejste han sig op og opdagede +nu at han var fuldt påklædt . +„ Hvad fanden er det ! “ udbrød han , „ jeg har jo +ligget i sengen med klæderne på ! “ +„ Men du forbarmende gud ! “ udbrød nu drengen , +„ hvorledes er det dog de seer ud ? “ +„ Hvadbehager ? “ spurgte Petersen stødt , thi han +tålte ikke al nogen gjorde bemærkninger om hans +lidseende . „ Hvorledes jeg seer ud ? “ + +„ Ja , “ vedblev drengen „ se dem blot i spejlet . “ +Petersen svarede ikke , men gik hen til et lille +spejl , som hang på væggen . +Han havde imidlertid næppe set sig selv , før +han udstødte et forfærdelsesråb og jamrede : +„ Å gud , jeg er ødelagt , jeg er tilintetgjort , +jeg kan ikke gå ned i boutiken med sådan et +ansigt l “ +. Hans ene øje var ganske blåt , hist og her +havde han nogle betydelige rifler i ansigtet . Det var +følgerne af slagsmålet den foregående aften . +Med et sådant ansigt kunne han umuligt presentere +sig i den eleganteste boutik på Østergade . +„ Hvad skal jeg dog gøre , hvad skal jeg dog +gøre ! “ råbte han , » jeg kan jo ikke vise mig for noget +menneske . Og så principalen , — når han +får dette ar se , så bliver han lynende gal i hovedet . ' +drengen , som næppe kunne bare sig for at le , +gjorde nogle bemærkninger om at råt kød var det +allerbedsle hvormed man kunne kurere blå øjne , og +at man med lethed kunne skjule rifterne med kridt . +. Hold mund , dreng , “ sagde Petersen ærgerlig . +„ Gå fanden i vold med dit rå kød og dit +kridt . Jeg vil ikke gå omkring nede i boutiken og +se ud som en tatoveret indianer . — nej , nej , jeg + +må se at finde på noget andet . Principalen må +ikke få noget at vide om alt dette , del må skjules +for ham . Hører du Oscar , det må skjules . +Oscar udtalte imidlertid en beskeden formening +om at det var en meget vanskelig ting at skjule at +man havde et blåt øje og store rifter i ansigtet , +medens hr . Petersen halvt fortvivlet vandrede op og +nedad gulvet . +. Nu har jeg det ! “ råbte Petersen endelig , idet +han gav sig til at klæde sig af og kastede sig i sengen . +Drengen så forundret på ham og råbte : +» Men , hr . Petersen , de glemmer nok al vi +skulle ned i boutiken . “ +. Sludder dreng , jeg glemmer ingenting . Jeg +er syg , jeg er dødssyg , kan du ikke forstå det +og du må derfor i en fart skynde dig efter doktoren . “ +„ Efter doktoren ? » sagde drengen grinende . +„ Javist , “ råbte Petersen . . Skynd dig bare +afsted . “ +Drengen løb . +Medens drengen var borte bandt han hovedet +ind i et stort tørklæde ; derpå vendte han ansigtet +om mod væggen og opbebiede roligt doktorens +komme . + +denne værdige mand udeblev ikke længe . Det +var en lille , korpulent mand , med et par små +listige øjne . +Han var huslæge dos Petersens principal og +tiltalte derfor hr . Petersen i en meget bekendt tone . +„ Hvad er der i vejen med dem , Petersen . Har +de været på eventyr og er kommet galt afsted ? “ +„ Ak nej , hr . Doktor , “ svarede Petersen , . da jeg +kom hjem i aftes var jeg så uheldig af falde på +trappen og støde mit ansigt så fælt . “ +„ Så , “ sagde doktoren , „ må jeg se . “ +Petersen fremviste nu de erindringstegn som +gårsdagens hændelser havde efterladt i hans +ansigt , +„ Nå , de er faldet på trappen , « sagde doktoren +i en betydningsfuld tone , „ ja det er en meget +ubehagelig historie . Det vil vare en otte dages tid , +inden de værste af alle disse skjønhedsplctter forsvinde . “ +„ Otte dage ? “ råbte Petersen fortvivlet . +„ Ja , i kortere tid vil de næppe få deres naturlige , +smukke ansigtsfarve tilbage , » sagde doktoren +leende , men herregud , otte dage gå snart , og imidlertid +har de lejlighed til af anstille betragtninger +over det farlige i af være ufornuftig , så man om +natten kommer i berørelse med trappen eller andre +lignende hårde genstande . “ +Han gav nu ordre til , hvorledes skaden skulle + +behandles , og da det var gjørt , tog han fin hat , og +sagde idet han gik : +„ Det er naturligvis det bedste at deres principal +ikke får at vide at de har karamboleret med +trappen . Jeg skal fortælle ham at de har fåresyge . +Godmorgen . ' +„ Han har lugtet lunten/ ' mumlede Petersen ved +sig selv , da doktoren var gået , » men lige meget , han +holder nok munden , han ved jo han bliver godt +betalt . ' +med denne trøst besluttede hr . Petersen ved sig +selv at udholde de otte dages kvarantine med så +meget heltemod som muligt . + +sjette kapitel +et brud . +Vi ville nu aflægge et besøg hos to af de tre +damer som vi gjorde bekendtskab med i de foregående +kapitler . +Det er Clara og Caroline . De bo sammen +oppe på en kvist i Studiestræde og ernære sig ved +syning . +Det er morgenen efter eventvret med hr . Petersen +og de andre . Klokken er otte og de to unge +piger ligger endnu imod sædvane i sengen . +Endelig rejser Clara sig op og siger : +„ Så min pige , nu er det nok det bedste at vi +se at komme på benene igen . Klokken er mange og +vi have en hel del at bestille . « +De to unge piger springe op og komme hurtigt +i klæderne . Værelset gøres i stand , man laver en +kop kaffe , og derpå sætter mon sig til at arbejde . + +„ Det var ellers en udmærket aften i går , “ +Sagde Clara , „ vi morede os ganske mageløst . Idet » +Mindste gjorde da jeg . “ +„ Det gjorde jeg i grunden med , “ sagde ' Caroline , +„ endskønt jeg til sidst blev gruelig angst . ' +„ Angst , for hvad ? “ +„ Fordi de blev så fulde og man ikke kunne vide +bvad de kunne finde på . “ +„ Det var også noget at være bange for , “ mente +Clara . „ Du er en cujon . En pige som har ben +i næsen og hjertet på det rette sted , hun kan altid +klare sig ved alle mulige lejligheder . Du så jo , +hvor snildt vi slap fra dem . “ +„ Ja , vi vare heldige nok , men sæt nu , de havde +løbet efter os ? ' +„ Åh , det kunne de ikke , dertil havde de fået +altfor meget i hovedet . “ +„ Jeg tror dog ikke jeg vil være med mere på +sådan en tur , “ sagde Caroline tankefuldt . +„ Hvorfor ikke del ? “ spurgte Clara . +. Fordi det så let kan lede til ubehageligheder . +Sæt nu min kæreste havde set mig . “ +„ Ja , hvad så ? Han kan da ved gud ikke forlange +at du altid skal sidde indespærret ligesom en +Nønne , “ sagde Clara . . Hvis jeg havde en kæreste , + +få måtte han virkelig finde sig i at jeg spadserede +alene , hvis han ikke selv ville gå med . “ +. Men du ved jo selv hvor skinsyg Søren er , “ +Sagde Caroline . +. Åh passiar med hans skinsyge , det er noget , +som han må vende sig af med . ' +netop som hun havde sagt disse ord , bankede +del på døren , og i næste øjeblik trådte en ung , +net mand ind . +Det var Søren rise , Carolines forlovede . +Caroline blev åbenbart meget glad ved at se +ham , hun sprang op og ilede ham i møde , idet hun +råbte : +. Godmorgen Søren , er du der , jeg begyndte +allerede at tro at du ikke var kommet i dag . “ +Søren så bleg og alvorlig ud . Han blev slå . +Ende ved døren og sagde : +. Det var også lige ved at jeg ikke var kommer i +dag . ' +. Så , har du da så travlt . +„ Åh nej , men da jeg kom til din dør så betænktæ +jeg mig på , om det vel var umagen været ar +sige dig farvel eller ikke , “ sagde Søren . +» Sige mig forvel ? “ +„ Ja , farvel for stedse . ' + +„ Søren , hvad går , der dog af dig ? udbrød carøline +angest , „ Jeg førståer sket ikke dine underlige +ord . “ +„ Da synes jeg da beder er tydeligt nok at jeg vil +sige dig farvel og tak for den tid vi have kendt +hinanden , “ sagde Søren , idet han trak en glat guldring +af sin finger , værsågod , her har du din ring , +fra i dag kende vi ikke hinanden meer . +„ Men Søren dog ; udbrød carøline , idet hun +brast i gråd , „ hvad er dog det du siger ? Hvormed +har jeg forskyldt denne behandling ? “ +„ Lad ikke så fremmed , “ sagde Søren spottende , +„ det ved du jø meget godt selv . “ +„ Jeg ? “ +„ Ja . “ +„ Nej , der ved gud i himlen jeg ikke gør . “ +» Så tænk dig om og husf på hvor og i hvilket +selskab du var i aftes , så behøver jeg vidst ikke at +fortælle dig mere . “ +„ I aftes ! råbte carøline truffet , „ O Søren +jeg forsikrer dig — “ +„ Jeg bryder mig ikke om dine forsikkringer , +sagde S��ren hårdt . „ Hvad jeg har set , har jeg +set , og det kan ikke alverdens forsikkringer , tilintetgøre . +En pige , der render omkring med vildfremmcde +mandfolk , vil jeg ikke have til kæreste . Farvel . “ + +„ Nej , holdt lidt ! “ råbte nu Clara , idet hun +greb Søren rise i armen . „ Således kommer man +rigtignok ikke til folk og slår op med dem , uden at +sige grunden dertil . “ +„ Og de spørger om grunden ? “ spurgte Søren , +idet han kastede et foragteligt blik på Clara . +„ Ja , det gør jeg rigtignok . “ +„ Husker de da ikke mere , hvad der skete i aftes ? “ +Spurgte Søren . +„ I aftes ? “ +„ 3a . “ +„ 3eg og mine veninder var ude at gå en +tour , det var det hele , “ svarede Clara rask . +„ Var det virkeligt det hele ? “ +„ Ja vel . “ +„ Og dog så jeg dem og deres veninder nede +hos Ginderup i et selskab som del ikke sømmer sig , +idetmindste for forlovede piger at være i . “ +„ Der var såmænd ikke det mindste at udsætte +på selskabet , “ påstod Clara . „ Den ene af dem , +var kræmmersvenden , som står på Østergade , han +kender jeg overmåde godt , jeg køber al min tråd +og alle mine synåle der . Jeg kan i del hele laget +sket ikke indse , hvad det vedkommer dem , hvor vi +går hen , og hvem vi følges med . Har vi nogen » + +finde spurgt dem om hvor de går hen om aftenen +og hvem de følges med ? — de gøde mandfolk +bilde sig ind at de alene have lov til at gøre kommers . +Al de gå ud om aftenen og gøre Cour til +damerne , det tale de aldrig om , det synes de er +ganske i sin orden , men når vi en gang imellem +gå ud og more os lidt med herrerne , så er det +ligesom om himlen skulle styrte ned med det samme . +Jo , det er en net redelighed . Men hr . Rise , - ? e +kan væere overbevist om de tider er forbi , da fruentimmerne +ville sinde sig i at væere slaver . Nuomstunder +spørge vi sket ikke mere vore forlovede om vi +må gå ud at spadsere om aftenen eller ikke . Når +vi have lyst , så gå vi , og dermed Basta , og når +vi ikke foretage os noget uanstændigt , så har heller +ingen lov til at sige noget derom . “ +„ Kalder de da ikke der uanstændigt at følge med +ind på et offentligt beværtningssled med den første +den bedste ? “ spurgte Søren . +„ Nej , aldeles ikke , “ sagde Clara , „ når man ikke +foretager sig noget uanstændigt , så er det jo ligegyldigt +hvem man følges med . Hvorfor skulle vi fruentimmer +behøve at tage sligt nøjere end mandfolkene ? “ +„ Tak skal de have , jomfru Clara , nu har jeg +hørt mere end nok af deres fortræffelige grundsætninger , “ +Sagde Søren rise . „ Jeg indser nu at + +Caroline er faldet i soa gode hænder , at det ville +være synd at tænke på at tage hende bort fra deres +omhyggelige beskyttelse . Godmorgen ! “ +Med disse ord styrtede han ud af døren . +Caroline havde hele tiden siddet tavs og grædt +og vredet sine hænder . Hun forbandede i sit hjerte +den svaghed hun havde lagt for dagen ved at følge +med Clara den foregående aften , og som havde +kastet en så forfærdelig mistanke i hendes forlov +vedcs hjerte . +Hun vidste med sig selv at hun dog egentlig var +uskyldig , men kunne det vel nytte at forklare Søren +det ? Ville han tro det ? Nej , det ville han åbenbart +ikke , dertil var han blevet alt for vred over at have +set hende i det omtalte selskab . “ +Medens Clara holdt sit foredrag for Søren , +stod Caroline og kæmpede med sig selv , om hun ikke +skulle falde fin forlovede om halsen og bede ham om +tilgivelse , men hun kunne ikke få mod dertil ; thi +dersom han nu stødte hende tilbage , så følte hun sig +overbevist om at alt ville være tabt for evig . +Først da Søren styrtede ud af døren , havde hun +samlet mod nok til at ydmyge sig selv . Hun rejste +sig hurtig op og ville løbe nedad trappen efter den +borttlende . + +hun blev imidlertid standset af Clara , som greb +hende i armen og råbte : +„ Hvad går der af dig , hvor vil du hen ? ' +„ Stands mig ikke , “ bad Caroline , „ jeg vil ile +efter ham og bede ham om tilgivelse . ' +. Åh passiar , det var da det allerdummeste du +kunne gøre , “ sagde Clara . » Mandfolkene kunne ikke +tåle at blive behandlede på den måde . Mærke +de først at man er bange for dem og give efter for +dem , så er det aldeles ude med os . Nej , min pige +man må have ben i næsen . “ +„ Ja , men du så jo at han løb bort i vrede ! ' +stammede Caroline . +. Åh , han bliver nok mild igen . Du skal se , +han kommer allerede i morgen og beder om godt +vejer igen . « +„ Det trøer jeg ikke , ' hulkede Caroline . +. „ Nå , herregud , så er ulykken da heller ikke +så farlig , “ mente Clara . „ Sådan en kæreste kan +du da altid få igen . Han er jo i grunden en +pjall , jeg kan ikke huske den tid han havde tre mark +i lommen . ' +„ Men leg elsker hamkdog , “ mumlede Caroline . +„ Åh passiar , “ sagde Clara , . man kan aldrig +elske et menneske , der bærer sig således ad , og som +aldrig har penge i lommen . Nej , når jeg skal elske +en tilgavns , så må han være fin og flot , og have + +penge nok på lommen . Der er nu hr . Petersen , +som vi var sammen med i aftes , ham kan jeg i grunden +ganske godt lide . Jeg trøer jeg i dag skal gå +op i boutiken , hvor han står og købe mig nogle +bændler og så spørge ham om , når jeg får den +nye silkekjole som han lovede mig i aftes . “ +„ O nej , Clara , det vil du da ikke gøre , “ sagde +Caroline . +„ Jo , det ved gud jeg vil , “ svarede Clara , „ når +man ikke er om sig , så får man såmænd ikke noget +i denne verden/ + +syvende kapitel . +En original beslutning . +Vi forlod sidst Søren rije da han fortvivlet +løb nedad trappen , efter at havde brudt med Caroline . +Han var som læseren kan tænke i en meget ophidset +sindsstemning , og han blev naturligvis ikke +beroliget ved at høre på Claras raisonnement . +Uden at se hverken til højre eller venstre , for +han lige ned ad gaden , uden at vide hvor han egentlig +leb hen . +Han var alt for optaget af sine egne tanker til at +lægge mærke til noget som helst omkring sig . Den +harme og vrede , som rasedr i hans indre , var nok +til at lægge beslag på hele hans opmærksomhed . +Mens han således ilede afsted , ville vi fortælle +læseren lidt om hvem han var . +Han var født af fattige forældre . Da han var + +konfirmeret , blev han sat i snedkerlære sg han var nu +snedkersvend . +Han var en meget dygtig fyr i stl fag , og han +havde også ved selvstudium i sine fritimer erhvervet +sig nøgen mere dannelse end almindelig . +Han havde kendt Caroline fra barndommen af +og det havde allerede i mange år været hans kæreste +ønske engang at kunne føre henre hjem som sin konehan +elskede hende så højt , så højt , og havde +elsket hende i mange år , men nu , nu målte han +rive denne kærlighed ud af sit hjerte , det følte han +sig overbevist om . +Han var tilfældigvis den foregående aften , kommet +ind i Ginderups kælker og der havde han set +Caroline midt iblandt det lystige selskab . +Hun var altså et letsindig , en svag kvinde ja +måske endnu noget værre , sagde han til sig selv , +„ han måtte altså glemme hende , glemme hende for +stedse . “ +Dette var imidlertid en beslutning , som var let +nok at fatte , men vanskeligere at bringe til utførelse , +det følte han til fulde nu , medens han ilede afsted med +fortvivlelsen i sit hjerte . +Først da han var kommet et stort stykke udenfor +byen , begyndte hans sjæls oprør at lægge sig noget . +Han så sig om , og opdagede nu at han stod på +strandvejen , næsten ude ved vibenshuus . + +han trak vejret dybt og satte sig ned på en +bænk , som stod ved vejen , idet han forsøgte atter +af samle sine tanker og af blive rolig . +. Det er forbi , den smukke drøm om lykke , den +er nu forsvunden før stedse , “ mumlede han ved sig selv . +. Caroline kan aldrig blive min , nej aldrig . “ +Han sad længe der på bænken , hensunket i sine +egne tanker . Det forekom ham nu af verden før +ham var bleven så tom og øde , som om den havde +været en ørken . Han havde nu intet mere af leve +før , intet mere som før ham kunne give livet værd +og interesse . +Således forekom del ham i det mindste i den første +tid , da han sad på bænken . Lidt efter lidt , som +han blev roligere , forekom det ham imidlertid af der +dog endnu kunne være et , som det var været ar leve +før . +Delte ene var hævn . +» Ja , “ mumlede han , „ Hævnen må være sød . +Dog ikke hævn over hende , hun er den mindst strafskyldige , +men^hævn over dem , som er skyld i hendes +fald . det^ måtte være herligt al kunne hævne sig +på alle disse pyntede kræmmersvende , som ved hjælp +af de penge de stjæle af principalernes skuffer , +bedårende » uerfarne ungdom . “ + +det var en stor ide , men den stakkels Søren +rise syntes ikke at have stor udsigt til at kunne bringe +den i udførelse . Hvorledes skulle det vel være muligt +for ham , den fattige , ubekendte snedkersvend , at +afskøre de fornemme kræmmersvendes mysterier ? +Han grundede lidt herover . Pludseligt opklaredes +hans ansigt og han mumlede ved sig selv : +„ Nu har jeg det , på denne måde vil jeg kunne +ramme dem alle sammen . ' +han rejste sig nu op og gik hurtigt tilbage til +byen igen . +Han tog vejen ind ti ! en af de større gader ; +hvor han gik . op på første sal i et stort hus . +Her boede en politiassistent , som han kendte +noget til , da han havde udført en del arbejde i hans +hus . +Han ringede på . En pige kom og lukkede op . +» Er assistenten hjemme ? “ spurgte Søren . +„ Jo , “ svarede pigen og viste ham ind i et lille +værelse , hvor assistenten sad ved et lille bord , beskæftiget +med at læse nogle papirer . +Da døren åbnedes , så han op , og da han +genkendte Søren rise spurgte han forundret : +„ Hvad vi ! De mig , min kære hr . Rise . “ + +. Jeg vil bede dem gøre mig en tjeneste . “ +. Og det er ? ' +„ At skaffe mig en ansættelse ved politiet , “ sagde +Søren . +„ Ved politiet ? “ spurgte assistenten forundret . +„ Som betjent ? “ +„ Ja . “ +» Men , min kære ven , “ sagde assistenten , „ betænker +de , hvad de der beder mig om ? Det er kun +et dårligt bytte de vil kunne gøre derved . De er +jo en ung mand , som er dygtig i deres fag , og de +vil altid derved kunne gøre større lykke end i politiets +tjeneste . » +„ Ieg vil heller ikke have ansættelse ved politiet , +for at gøre min lykke , “ sagde Søren , „ men kun fordi +jeg på den måde tror at kunne udrette noget , som +er til gavn for det almindelige . ' +„ Det varsom pakkeren , hvad skulle det da være ? “ +Spurgte assistenten nysgerrigt . +. Ieg vil ganske simpelt ofre mig for al afsløre +de misligheder som gå i svang i handelsstanden +og særligt for så vidt de vedrøre kræmmersvendene . “ +Assistenten betragtede ham forundret . +„ Hvor falder de dog på den ide ? ' +» Dej er ganske simpelt kun en personlig hævn +jeg vil udføre , * sagde Søren ligefrem . + +. En personlig hævn ? “ +„ Ja , “ svarede Søren , og fortalte nu i få ord , +hvad der var vederfaret ham , hvorpå han tilføjede : +„ Jeg er moralsk overbevist om at mange af disse +kræmmersvende , der spille så store roller og som +give så mange penge ud , ikke kunne gøre dette uden +at hjemsøge deres principalers pengeskuffer . Et +menneske som med al sin Iver vil kaste sig over undersøgelsen +af delte forhold vil efter min formening +kunne gøre samfundet en stor tjeneste . “ +. Upåtvivleligt , “ sagde assistenten , „ der går +desværre alt for mange misligheder af den slags i +svang og kun alt for få af dem blive opdagede . +Del som jeg her sidder og læser er netop en angivelse +om en sådan sag . “ +„ De indrømmer altså , “ vedblev Søren , „ al det +kan være gavnligt at ofre sig for en sådan virk , +somhed ? “ +. Ja , ubetinget . “ +„ Godt , så skaf mig en ansættelse ved opdagelsespoliliet . +I hvad jeg har fortalt dem , ligger +der jo en garanti for at jeg vil gøre mit yderste for +al gøre fyldest i min nye stilling . “ +-jeg skal tænke derover , “ sagde assistenten , +„ jeg skal lænke derover . Hør op til mig om et par +dage . “ + +Søren gik , da han efter nogle dages forløb +atter kom op til assistenten modtog han sin ansættelse +som betjent ved opdagelsespolitiet . +Da han gik ned ad trappen med sit ansættelsesbevis +i lommen , mumlede han ved sig selv med +glædestrålende øjne : +„ Se så , i herrer kræmmersvende , fra nu af +gælder det en kamp på liv og død , fra nu af +skal jeg forfølge eder til det yderste . “ + +ottende kapitel . +Hr . Petersens fødsel og barndomsomstændigheder . +Medens hr . Petersen våndcr sig på tit smertensleje , og medens Søren rise forbereder sig til sit +nye hverv , ville vi imidlertid fortælle læseren hr . +Petersens historie . Vi ville dvæle lidt udførligt ved +den , fordi den , så at sige , afgiver en typus for en +temmelig stor klasse københavneres ungdom . +Altså begynde vi da . +Om morgenen den 3die december 1839 var der +stor forstyrrelse i en lille kælder i Studiestræde . +Lejligheden bestod kun af en lille tofags stue tilgaden , +der på en gang benyttedes til skomagerværksted , +boutik og dagligstue , en alkove samt et lille køkken , +denne hyggelige lejlighed , som lå mere under +end øver jorden , beboedes af den værdige skomagermester +Rasmus Petersen , og hans dydzirede ægtehalvdsel . + + +i det øjeblik vi føre læseren ned i kælderen +ligger madammen på sengen i alkoven , af og til +udstødende et smerteligt skrig . Generalmarschen har +nyligt gået gennem gaden i anledning af Frederik +den sjettes død . Dette sørgebudskab har angrebet +hende så stærkt at hendes nedkomst derved er blevet +fremskyndet nogle dage . I stuen tilgaden står +manden , Rasmus Petersen , og trækker sin uniform +på , han står nemlig ved del borgerlige infanteri . +Ved hans side står hans søster , et midaldrende +fruentimmer , enkcmadam Miller . +„ Og del kan du nænne , “ siger enken , „ således +at forlade din kone i dette vigtige øjeblik ? “ +„ Herregud , ' svarer Rasmus , ivrigt beskæftiget +med al knappe sin røde kjole , . hvad vil du have jeg +skal gøre . Generalmarschen er slået , så jeg er jo +nødt til al møde , ellers sætter man mig på hovedvagten . +Hvad vil du desuden have jeg skal bestille +herhjemme , jeg er jo hverken doktor eller jordemoder . “ +„ Ja , hårdhjertet har du altid været , det kende +vi nok . Du har ikke mere følelse for dine medmennesker +end en kampcsteen . “ +„ Følelse mig her og følelse mig der , hvad vil +du have jeg skulle gøre mere . Sendte jeg ikke strar +læredrengen efter dig og dernæst efter jordemoderen . +Har jeg ikke opfyldt min pligt , hvad ? “ + +„ Gudbevares jo , således som man opfylder sin +pligt , når man står og har travlt med at få +uniformen på , for at komme ud og vise sig i +stadsen . “ +» Ja , ja , snak du kun , nu må jeg skynde mig +afsted , “ svarede Rasmus , der nu lykkeligt og vel +havde fået de hvide benklæder , den røde kjole med +de guulkantede skøder og blå rabatter , epauletterne , +samt den mærkværdige chacot med den alenlange +hvide , rødtoppcde fjeder i , anbragt på sin +person , der just ikke udmærkede sig ved at bære dette +costume med synderlig anstand . Benklæderne hang +længere ncd på det ene ben end på det andet , +kjolen var øjensynlig syet til en førere mand og +chacoten hang ned i nakken , medens fjederen , som +egentligt skulle stå lige i vejret , viste en ondskabsfuld +tilbøjelighed til at vifte ham på næsen . Men +det gjorde lige meget , han havde den reglementerede +uniform på , om den passede eller ej , det var en +biting . +„ Jeg må dog sige farvel til mutter først , før +jeg går . “ +„ Nej , det kan du ikke , “ svarede søsteren , „ hun +er nu netop faldet i en lille blund , du vil dog ikke +være sådan en Barbar al forstyrre hende . » +Rasmus trak på skuldrene og lavede sig til ar +gå . Ligesom han kom hen til døren for denne op + +i +og et mærkværdigt lille eksemplar af en læredreng kom ' +styrtende ind i stuen . +„ Jeg fluide hilse og sige fra jordemoderen at nu +kommer hun straks , hun fial skynde sig alt hvad hun +kan/ råbte han . +„ Det er mere end 7 u har gjort , din lømmel , “ +Sagde enken , . Du kunne have været her igen for +over en halv time siden . Men du har så travlt +med at lege på gaden , så du glemmer dine ærinder . +— min Broder er et mæhæ , som lader dig +gå og tumle som du selv har lyst ; men så længe +jeg er her i huset , så skal jeg nok holde dig i +ave ! “ +„ Nå , nå Barbara , “ sagde Rasmus , » vær nu +ikke så slem ved Peter , jeg synes dog virkeligt ikke +han har været så længe borte . “ +» Du er for sfikkelig ved ham , “ svarede Barbara , +. del er Tingen . Du lader ham gøre alt , ganske +som han selv har lyst til , det duer ikke . — skynd +dig nu Rasmus og kom afsted , det er allerede længe +siden at generalmarschen er slået , du er i stand til +at komme for sildigt . Jeg skal nok tage vare på +din kone så godt jeg formår . “ — +dersom læseren skulle synes at der er nogen +uoverensstemmelse mellem ? denne Barbaras sidste udtalelse +og nogle af hendes føregående , så ville vi +dertil bemærke at Barbara var et hjertensgodt menneske , + +der kun havde den ejendommelighed at nårsomhelst +hun befandt sig i en for hende usædvanlig situation , +måtte hun have et menneske at skænde på , uden at +hun iøvrigt mente noget ondt dermed . Så længe hun +var ene med sin Broder var hun altså nødt til at +skænde på ham , men da drengen kom var det naturligt +at han blev aflederen og at hun atter blev mild +og venlig mod sin Broder , hvem hun for øvrigt holdt +meget af . +Både Rasmus og drengen Peter kendte meget +godt hendes luner . Den første brød sig ikke derom +og den anden søgte at se så sønderknust og angerfuld +ud som muligt , medens han dog lo indvendigt , +idet han godt vidste at uveiret ville ende med at der +vankede et stykke ertrasmørrebrød eller sådant nøget +lignende som et forsoningsoffer . +Medens Barbara plejer den syge og Rasmus +Petersen i sin uniform vandrede ud til Amalienborg , +ville vi i korthed fortælle sidstnævntes og hans kones +historie , hvilket er gjort i få ord . +Hans fader havde været skomagersvend . Så snart +Rasmus blev stor nok måtte han hjælpe ham +med professionen . Da faderen døde kom han til en +skomagermester og blev af denne gjort til virkelig +svend fra lauget . Så levede han en tid , således +som mange mennesker leve , for den dag i dag uden +at tænke på i morgen . — en dag hændte det at + +hun bragte et par skø op til et herskab . He » så +han i køkkenet en ung pige , mage til pige syntes +han aldrig at have set , hun på sin side så også +på Rasmus og syntes ligeledes at hun aldrig havde +set mage til ung mand , resten har læseren sandlynligviis +allerede gættet , de blev forlovede . Sl +når man er forlovet tænker man i reglen på +at gifte sig snarest muligt . Men knuden var : han +havde ingenting , hun havde ingenting og når det +lægges sammen bliver det som bekendt også til ingenting +og derpå kan man ikke gifte sig , der var altjå +intet andet at gøre end at vente , tiden måtte +bringe Rasmus en eller anden lykke , så han kunne +etablere sig som skomagermester , derpå gik hele hans +ærgerrighed ud . Men før han blev mester ville +ban ikke gifte sig og deri var hans forlovede ganske +enig med ham . Det var en slags honet ambition . +For al åbne lykken en dagdør gav Rasmus +sig til at spille i tallotteriet der dengang stod i sit +fulde flor . Endskjøndt han aldrig vovede mere end +et par mark om ugen var han dog på sin Viis en +lidenskabelig spiller . Tirsdag , onsdag , torsdag og +fredag drømte han og rådspurgte alle mulige og +nmulig- barsker for at finde de rette nummcre . +Løverdag formiddag traf han endelig efter megen +tænken frem og tilbage sit valg og købte sig en +seddel over de efter dans mening ufejlbarlige rummere . + +så levede han i håbet og byggede luftkasleller +hele søndagen og den halve mandag indtil +middag , da numrene blev trukne . Så brast håbet +og han måtte begynde forfra med at drømme , og +og udtyde barsker . +Men Rasmus og hans kæreste vare standhaftige +de vedbleve ak drømme og spille : en gang må +det dog komme , tænkte de . Men år gik efter år +og lykken kom ikke . En dag opdagede Rasmus al hans +hår begyndte at gråne i tindingerne og hans kæreste +så til sin sorg al spejlet viste hende ak tiden +begyndte at sure hendes ansigt . Så gik det op for +dem begge al dersom de skulle giftes , måtte de skynde +dem , inden den allerede stærkt medtagne forgyldning +svandt aldeles bort . +Man måtte altså tage en energisk beslut « +Ning . Som svend ville Rasmus ikke gifte sig , mester +kunne han ikke blive , fordi han manglede penge , +der målte altså gives en tredje vej ; han målte +blive hvad man dengang kaldte for frimestcr , del vil +sige han fik bevilling på al have lov til at arbejde +for egen regning med sine egne hænder og li ! at +tage en dreng i lære , dog turde han ikke gøre drengen +til svend . +Denne sidste omstændighed ærgrede Rasmus +allermeest ; men han måtte foreløbig sinde sig deri , +der var intet andel at gøre . Dog opgav han ingenlunde + +håbet om engang i tiden al kunne komme til +at slelte det forhadte . Fri ' ud på sit skildt , så +mesteren kunne stå ene tilbage i hele sin herlighed , +skomagermester , det var hans ærgjærrighed , hans +søvns drøm , derfor levede og virkede han , men ak , +målet var så fjernt . +Så blev de da gifte og etablerede i den lille +kjældcr i Studiestræde . Indretningen var kun simpel , +næsten mere end tarvelig , men de vare tilfredse dermed +og det var jo hovcdtingen- de vare ikke mere unge , +havde nået livets middag ; men stærke og raske . +Ungdommens sværmerier vare borte , men de holdt af +hinanden og det var jo nok til al begrunde el lykkeligl +samliv . Forretningen gik således al de vare +fri for næringssorger , men dog ikke så godt al rasmu +i den nærmeste fremtid kunne have håb om at +svinge sig op til den svimlende højde af virkelig skomagermester . +Den dag vi gøre Rasmus Petersens bekendtskab +har han omtrent været gift et årstid . +Efter denne lille udflugt tilbage i fortiden optage +vi aller fortællingens tråd . +Rasmus vandrede da afsted så stiv og strunk +som del var ham muligt . Uniformen generede ham +betydeligt og dertil var det en klingrende frost , mod +hvilken den tynde uniform kun formåede at yde ringe +beskyttelse . Men han havde ikke tid til at tænke + +på kulden , hans kone derhjemme opfyldte alle hans +tanter . Ville hun overleve criscn , ville del blive +en dreng eller en pige ? +Disse tanker beherskede ham så aldeles , at han +i øjeblikket kun syntes at leve i dem . Del var ganske +mekanisk og så at fige villieløst at han begav sig til +borgernes alarmplads , og derfra ud til Amalienborg , +^an gjorde som de andre , uden at tænke videre derover . +Han aflagde Eden til den nye konge , uden at +gøre sig der rigtigt klart al den gamle var død . Han +så ministeren træde frem på altanen og forkynde +de forsamlede borgere al kong Frederik var død og +al kong Christian skulle leve , uden ar tænke andel +derved end : +„ Herregud , så den nye konge hedder Christian . +Se se ! “ +Delte var nu en ting som til enhver anden tid +ikke ville have forundret ham , men , som sagt alle hans +tanker vare hjemme i kælderen i Studiestræde , man +kan derfor ikke forundre sig over hans tankeløshed . +Endelig vare hans militaire pligter endte og han +kunne gå hjem . Men klokken var nu bleven over +tre om eftermiddagen , ser lange timer havde han +været fra sit hjem , hvad kunne der ikke være sket i +den tid . Med chacoten hængende ned i nakken og +geværet under armen halede han afsted på en meget +umilitair måde , for snarest muligt at nå sit hjem . + +endelig kom han der . Skulle han modtages af et +glædes « eller er sørgebudskab ? Han stod stille lidt +ovenfor kælderhalsen , for at puste ovenpå den hurtige +gang . I det samme gik kælderdøren op , den lille +skomagerdreng kom til syne og råbte ind i stuen : +„ Der er mester ! “ +Så for han afsted ned ad gaden i fuldt fiirspring , +han skulle et ærinde i byen . +„ Agter du måske al blive stående der hele +dagen ? “ lød nu Barbaras slemme op til Rasmus , +„ har du ikke været længe nok , ja alt for længe , borte ! +Ja , du har rigtignok hjerte for din kone og dit +barn ! “ +Rasmus skyndte sig da ned i kælderen . Uagtet +Barbaras hilsen ikke var den venligste , væltede den +døg en tung sten fra hans hjerte : søsteren havde +« all om hans kone og barn , altså målte alt jo +være løbet heldigtkaf . +Det var det virkeligt også . Så snart Rasmus +kom ned , presenterede jordemoderen ham den nyfødte , +der var ligeså rød og i del hele taget så akkurat ud +ligesom alle andre nyfødte børn , hvilken omstændighed +hverken jordemoderen eller Barbara ville indrømme . +Delte barn , påstode de , var så stort , så livligt og +lignede skn fader i en så påfaldende grad at det +var ganske vidunderligt . Alt sammen omstændigheder +hvorover Rasmus forundrede sig betydeligt , medens + +han døg var så klog at beholde sin forundring hos +sig selv . +„ Hvorledes har mutter det ? “ spurgte han . +» Stille ! “ svarede søsteren , „ tal døg ikke så +højt . Kan du ikke nok tænke hun sover ! ' +„ Ja ja , “ svarede ban , „ jeg vil jo ikke forstyrre +hende . Jeg er bare så glad over denne unge , at +jeg måske i min glæde har talt lidt vel høil . « +Ja , han havde talt så højt så han burde skamme +sig derover så længe han levede , påstode begge fruentimmerne . +„ Nå , nå , lad det nu være godt . Nu må jeg +se at få uniformen af , i dag har jeg bar haft +den på meget længere end jeg ønskede . — siden jeg +taler om uniformen så kommer jeg til at tænke på +at vi have fået en ny konge . — det er bedst vi +opkalde danne velsignede unge efter ham , og lader ham +komme til al hedde Christian , del vil bestemt bringe +lykke . “ +Hvorpå Rasmus grundede denne formodning , +er altid forblevet ! en hemmelighed . Imidlertid vare +både søsteren og jordemoderen enige med ham og +ventede blot på at den nyfødtes moder skulle +vågne , for al hun også kunne afgive sit votum i +denne vigtige sag . + +niende kapitel . +Den unge Petersen træder ud i livet . +Den lille blev nu døbt , Christian Petersen , med +så megen højtidelighed som den lille familie var i stand +iii al skaffe tilveie . Stadsen var rigtignok ikke synderlig +stor , men man havde gjort sit bedste og dermed +vare alle deltagerne tilfredsse , altså var festen jo +særdeles vellykket . +Om et menneskes første leveår er der i reglen +ikke stork at fortælle . Enhver ung statsborger fører +som bekendt en meget ensformig tilværelse . Han +spiser , drikker , sover og skriger lidt til afverling , del +er det hele . +Da Christian var et a . r gammelt , døve hans +moder . Det var er hårdt slag for den skikkelige +nasmus . Men han var filosof på sin Viis . „ Vorherre +leder alt til del bedste , “ sagde han . Hvem +ved hvad dette er godt for . “ + +og få fandt dan sig i sit tab med så megen +fatning som det var ham muligt . +Dette dødsfald frembragte en stor forandring i +hans hnuslige forhold . Han kunne ikke være ene med +det lille barn , sætte det i pleje ville dan heller ikke , +der var altså intet andet tilbage for ham al gøre +end af tage sin søster i huset . Hun kom da og opslog +fin residents i alkoven , medens Rasmus måtte +indrette sig et natteleje på 3 stole i boutikken . Den +lille skomagerdreng blev så forvnsl til køkkenet , +hvor han sov i en slagbænk . +Tiden gled hen Christian voreke og blev til en +lille livlig fyr , der gik omkring og gjorde alle de spilovper +han kunne hitte på . Denne virksomhed indskrænkedes +ham dog så meget som muligt både af +faderen og tante Barbara , efter hvis begreber det +var meget upassende af et lille barn løb om og +gjorde støj . +„ Du skal sidde smukt stille og lege med dit legetøj , ' +det var den stadige formaning . +Christian syntes ikke om del . Han havde meget +legetøj og holdt også meget af lege med del , men ban +savnede noget , han vidste ikke selv hvad . Undertiden +fik han en ubetvingelig lyst til al liste sig ud af døren +ud på gaden , for af lege med de andre drenge +på gaden : men så toges flygtningen strar ved +vingebenet af tante dbrbara , som foreholdt synderen +l „ , + +i +al det kun var meget uartige børn , som løb på +gaden og legede . Uartige børn , som Christian på +ingen måde målte komme til al ligne . +Så satte Christian sig hen i vinduer og få ud +iii det forjættede land som han ikke måtte betræde . +— vare alle de andre små drenge , som løb om +derude på gaden da så skrækkelig uartige ? — de +måtte jo være det , tante barbarra sagde det — men +der måtte dog alligevel være dejligt at løbe om derude , +lege tagfat og spille klink , det kunne så ikk^ +hjælpe hvad tante Barbara sagde . +Således vorede han op , så at sige ganske ene +i den lille kælder . Han nød ingen jævnaldrcndes +selskab og kom aldrig ud , uden i selskab med en af +de gamle og det var endda ikke lidt . Hans beske +fornøjelse var om mandage » når tallotteriet blev +trukket , så var han sikker på at få en tur ned +på kongens Nytorv , hvor lotteriet blev trukket og +det var så morsomt at se , +henad den tid lotteriet skulle trækkes holdt +Rasmus altid op med sit arbejde . +„ Nå Christian , ' sagde han „ nu skal du pyntes +vi skal ud og se lotteriet trækkes . Dersom jeg vinder +skal du få en ny blouse med sølvknapper i og en +hel rigsdaler i din sparebøsse . “ +„ Sæt dog ikke barnet sådanne nykker i hovedet , “ +Sagde så Barbara . , , du vinder jo ingenting . + +Havde det været Vorherres villie at fende dig c « +Gevinst , så havde du vundet for lang tid siden/ ' +dette ville Rasmus ikke indrømme , han mente +Vorherre havde endnu en lille gevinst i behold til +ham . Herimød protesterede Barbara på det kraftigste +uden dog ak kunne overbevise Rasmus , der +ganske roligt gik med Christian . +At se lotteriets trækning var , som sagt , en af +Christians største nydelser . Han begreb , vel ikke rigtigt +hvad der foregik , men det morede ham alligevel +at se tribunen , der var opslået foran Charlottenborg +og som var omgivet af soldater . Ovenpå +tribunen stod nogle pyntede herrer og en dreng som +var bundet for øjnene . Denne sidste var egentlig +den vigtigste af dem alle , tbi det var ham der trak numrene +ud . Christian ønskede ofte at være i denne +drengs sted , så skulle han ganske bestemt finde de +rigtige numre ti ! sin fader , så kunne han selv få +blousen med sølvknapperne ; men ak , hvor kunne han +tænke på at opnå den hæder og værdighed . — +hvergang drengen havde trukket et nummer ud af +lykkehjulet , blæste det tilstedeværende musikkorps en +fanfare og når de endeligt var udtrukne alle fem , +puttedes de i et futteral som kastedes ud blandt +mængden ; så opstod her et stort slagsmål om +at fange dette futteral ; thi det var penge været . Den , +som var så lykkelig at gribe det , og tillige så stærk + +at han kunne beholde og forsvare det , erholdt en +rigsort udbetalt , når han afleverede det i hoved , +kollektionen . +Det var nu alt sammen meget morsomt , men +hvad der ikke var morsomt var svaret på Christians +stadige spørgsmål : +, , fader får jeg så blousen med sølvknapperne ? “ +, » Dengang ikke , min dreng , “ svarede Rasmus +så . „ Bi må vente til næste trækning . — det +var forresten mærkværdigt nok at mine numre ikke +kom i dag . “ +Rasmus forundrede sig altid over ar hans numre +ikke kom ud , enskjønvt man skulle synes han målte +være vant til det . Christian derimod fandt at det var +meget kedeligt , han begyndte så småt al blive utålmodig +efter at se sig selv i en blouse med sølvknapper +på . +Når de så kom hjem , vankede der en skarlagensprædiken +af Barbara . +„ Sagde jeg det ikke nok ? “ sagde hun så , +„ Du fik ingenting . Del vidste jeg i forvejen , men +du vil jo aldrig høre efter hvad jeg siger . — du +ved jo ligeså godt som jeg at du aldrig vinder +noget , men dog skal du blive ved at spille . Og så + +ikke alene at du spiller selv , men du skal endogså +forføre det uskyldige barn til der samme , når ban +engang bliver stor ; thi hvad kan følgen blive andet , +når du stadigt trækker ham med til de afskyelige +lotleritrækninger , end at ban også må blive en +spillefugl . “ +Rasmus ' svarede aldrig et ord til denne tordentale . +Han var så vant til ven ar den ikke generede +ham , desuden vidste han ak den for størstedelen +var ufortjent . +Stakkels Christian derimod rystede og bævede +hvergang for at vet skulke blive ham forbudt ar +komme med næste gang . Men tante Barbara var +ikke så skem som hun lod til , hun havde altid hans +smukkeste klæder i stand til ham , når han næste +gang skulle ud al se den højtidelige handling . +Imidlertid blev Christian større og større , omsider +blev han så stor ar det gik op for Rasmus og Barbara +ar ban målte begynde ar lære Roger . +« sende ham i skole bar jeg egentlig ikke lyst +til , “ sagde Rasmus , +„ Nej , “ sagde Barbara , „ han skal på ingen +mulig måde i skole . Der bliver han bare fordærvet +og lærer uartigheder af alle de ugudelige +knægte . “ + +han nærede ben faste og de stemte tro ar der +ikke fandtes ej eneste artigt og velopdragel barn i +hele kongens København undtagen Christian og den +samme tro hældede Rasmus til , det var derfor de +holdt ham så isoleret . +„ Men han skulle dog snart lære al læse og skrive , +mente rasmns . +» Du kan jo selv både læse og skrive/ ' svarede +Barbara , „ og det kan jeg også . Vi kunne jo først +lære ham , hvad vi selv kunne , så er del tidsnok al +tænke på af sende ham i skole . “ +Derved blev det . Der blev købt en abe og en +tavle og undervisningen begyndte . Den gik jo rigngnok +ikke synderligt systematisk eller regelmæssig , men +den gik dog . +Da et par år vare forløbne , kunne Christian +både læse og skrive lige så godt som sin fader og +tante , desuden havde han læst en hel del i lærebogen , +og lært lidt af regne . +» 3 « , jeg ved ikke hvad du synes , » sagde så +rasmns en dag til sin søster , . men mig forekommer +der af være dej bedste , om vi nu sendte Christian +i skole . - +. Nå , så det synes du dog , ja del har > eg +såmænd ment længe , �� svarede Barbara . „ Der velsignede + +barn har jo sådant et udmærket hoved , så +han nu kan lige så meget som vi andre . “ +. Ja , og han skulle dog lære noget mere , » +Mente Rasmus , . Lærdom kan man aldrig få for +meget af . Jeg har nu den tro al der med tiden +bliver ' noget stort af knægten . — kunne jeg blot +engang vinde en tærne , så kunne jeg bringe ham +på gled . ' +. Vinde ! — skal drengen ikke have andet end +hvad du vinder til ham , så bliver han en prakker +hele sin levetid . — nej , lad os holde os til det , +som er vist og sikkert . — i skole må han , men +hvor skal vi finde en , som er nogenlunde passende for +ham ? “ +Dette var et vanskeligt spørgsmål al afgøre . +Christian skulle lære så meget som muligt , det var +en afgjort sag . Men , for del første måtte det ikke +koste for meget , og for det andet skulle han i en +skole , hvor der kun var få elever . +» Thi . ' mente Rasmus , „ de store skoler due +ikke , der er alt for mange børn , læreren kan ikke have +opsyn med dem alle . Om der også er nogle hjæpelæreræ , +det har ingenting al betyde , thi hvad bryde +de dem om at børnene lære noget eller ej . Nej , +han skal i en skøle , hvor der ikke gå flere drenge + +end at manden selv kan læse med dem alle ; det er +det solidesfe . Det må jo gå med den forretning +ligesom med min , fluide jeg stole på fremmede , så +skulle vi se der ville blive leveret nogle nydelige sko +og støvler . — nej , man må altid holde sig til +manden selv ! “ +Heri var Barbara ganske enig med ham . Det +gjaldt nu blot om at sinde sådan en skøle , som var +rigtig efter deres hoved . + +trende kapitel +Christian kommer i sko te . +Rasmus begav sig da på opdagelse efter en +skøle . Det var el meget vidtløftigt stykke arbejde ; +thi vel var der skoler nok , men han kunne ingen +sinde , som svarede til det ideal han havde dannet sig . +Han begyndte halvt om halvt ar mistvivle om et +lvkkcligt udfald af sine bestræbelser , da han fik underretning +om al der eksisterede en skøle i en af +smågadcrne , som ganske syntes at svare fil del som +den gøde Rasmus fordrede af en sådan undervisningsanstalt . +Rasmus skyndte sig da derhen . Skolen holdles +i en anden etage , i en sal , der om aftenen afbenvltedes +fil Dands . +Da han gik op af trappen hørte han en ejendommelig +summem og brummen i der fjerne , +hvilken larm det var ham umuligt ar forklare sig + +hvorfra den kom , eller hvad den betød . Da han endelig +stod udenfor skoledøren mærkede han at larmen +kom derinde fra , hvilket ikke forundrede ham lidet . +På døren var anbragt en stor graveret messingplade , +hvorpå stod med store , imponerende bogstaver : +an agenb ergs +drengeinstitut . +Der var med en vis følelse af benauelse ar +Rasmus bankede på og åbnede døren . En inslituisbestvrer +måtte jo være en lærd og fornem mand +og den slags folk havde Rasmus så sjældent lejlighed +fil ak tale med , derfor var hans , med en slags +ængstelse , blandede undselighed ikke så underlig . +Denne følelse svandt imidlertid hurtigt bori da han +var kommen indenfor døren . +Det var et langt , smalt , lavt og temmeligt skummelt +rum , hvori hr . Knagenberg havde etableret sit +drengeinsfiiur . Midi på gulvet vare en fire a fem +borde stillede i rad . Ved disse sad skolens elever +og læste højt af alle kræfter på deres leclier , +uden at lade sig forstyrre ved den fremmedes ankomst . +3 den ende af salen , som var modsat døren , stod +en orchcstertribune , på hvilken hr . Knagenberg +tronede i ensom majestæt . Han sad på en stol +midt på tribunen . På hans knæ var udbredt en +Avis , på hvilken lskms frokost , nogle stykker + +smørrebrød , var opstillet . I den venstre hånd +holdt han adresseavisen , og i den højre et halvt +fortæret stykke smørrebrød . +Således havde Rasmus ikke tænkt sig en institutbestyrer , +men han syntes dog godt om at hr . Knagenberg +ikke lod til at være synderlig fornem eller stor +på der . Hr . Knagenberg så ud som et ganske almindeligt +menneske . Han var noget korpulent , havde +et fedt , rødt ansigt , et par intetsigende øjne , der +skjultes af er par driller , og var endelig en del +del tyndhåret . +Institutbestyreren syntes lidt forlegen over at +blive overrasket » ed sin frokost , og skyndte sig med at +bringe denne til side . Derpå trådte han ned af +tribunen og gik henimod Rasmus , idet han bukkede +og sagde : +„ Godmorgen , godmorgen . Jeg formoder jeg +kan gjælte mig til deres ærinde . “ +„ Ja , jeg har en søn— “ begyndte Rasmus . +„ Som de ønsker al sætte i skole hos mig , “ +Supplerede Knagenberg . — „ Stille børn ? Læs for +jer selv , medens jeg taler med denne herre ? “ +Larmen af de tredive drenges læsen højt , som +vi før omtalte , sank nu ned til en temmelig lydelig +snurren . + +„ De forundrer dem vel over at de her finder +børnene læsende og mig spisende , “ vedblev han , . men +jeg skal have den ære al fortælle dem at jeg går +frem efter en vis plan , et bestemt system . Når +man ikke gør det , kan ingen undervisning bære +frugter . — deri er de vel enig med mig ? “ +Jo , Rasmus var aldeles enig med ham og ville +netop til at sige del , men han fik ikke tid til mere +end til at nikke , thi Knagenberg vedblev : +„ Til mit system hører det at børnene bver +morgen skulle gennemlæse deres lektier her på skolen +under mit eget opsyn . Dertil benytte vi den +første halve time , en sådan sidste læsning virker +ganske forbavsende heldbringende , den er sømmet , som +slår de nye forestillinger fast i barnets , sig stedse +udvidende jdeckreds . — medens denne læsning , eller , +om jeg så må udtrykke mig , denne lektiernes fastkliningsproces , +finder sted , nyder jeg min frokost og +giver verved mine elever et crempel på tarvelighed +og nøjsomhed — som de seer , nyder jeg til frokost +ikke andet end smørrebrød . — ercmplets magt er +stor og virker langt mægtigere end det døde ord i en +bog . “ +Delle fandt Rasmus nu var så overordentligt +smukt sagt , at han næsten blev ganske rørt , uagtet +han ikke rigtigt kunne forstå sammenhængen mellem +smørrebrødet og bøgerne . Imidlertid syntes han + +dej nu kunne være lassende også at tale et ord med , +han spurgte derfor om hr . Knagenberg holdt lærere . +„ Lærere ! “ svarede institutbestyreren , . tal ikke til +mi , ; om lærere , de er enhver skoles gift og fordærv . +Den mand , som trasker omkring fra den ene +skøle til den anden og sælger sin lærdom før en +mark timen , må > eg spørge dem om han kan fatte +nøgen sand interesse før det enkelte barn ? — tror +de det er muligt ? “ +Nej , det troede Rasmus rigtignok sket ikke . +„ Del glæder mig at de er af min mening , “ +Vedblev Knagenberg , . De er en fornuftig mand . “ +Denne yttring smigrede Rasmus overordentligt +og bevirkede at han nu anså Knagenberg for en +overordentlig dygtig og forstandig mand . Han tillod +sig et svsrgsm al om hvad børnene lærte der i +skolen . +„ Hvad de lære ? “ lød svaret , „ Alt , alt , hvad +der er nødvendigt at lære for at blive hæderlige og +dygtige medlemmer af samfundet . Religion , historie , +geograft , sprog osv . osv . læres her i så stor udstrækning +som hvert enkelt barns evner tillader vel +imeisomhelst af hvad der hører til almindelig dan- , +nelse bliver glemt . Ja , børnene i mit institut lære +næsten mere , end hvad der høre ti ! almindelig dannelse , +dog , det sømmer sig ikke for mig at være min + +egen lovtaler — om et år vil jeg lade dem selv +dømme , efter de fremskridt som deres sø » til den +tid vil have gjort . -- +„ Børnene få vel ikke formange prygl ? “ spurgte +Rasmus . +„ Prygl ? — tal dog ikke om prygl ! — kærlighed +og blidhed er del som driver værket beder hos +mig , dermed udrettes langt mere end med strænghed . +— få i vel formange prygl , drenge ? “ råbte +han til børnene . +Som svar lød et langtrukket „ Næh “ fra drengene , +af hvilke endeel kastede nogle mærkværdige , indholdsrige +blikke henimod uhrfuiteralet ved tribunen . +Hvad der var skjult bagved viske drengene godt , men +de turde ikke sige noget derom , derfor nøjedes de med +ar skotte derhen . Men rasmns bemærkede ikke dette +minespil og tog derfor drengenes . Næb “ for gode +varer . +Rasmns fik nu en lang liste over alle de bøger +og rekvisiter , som skulle anskaffes til Christian . Skolegangen +skulle begynde næste dag . +„ Det er en skøle ! “ sagde rasmns til Barbara , +da han var kommen bjem , „ ganske således som vi +have ønsket os den . Ikke mange børn , ingen vrøvl +med lærere , de undervises kun af manden selv , det er +således som det skal være . — sikken en mængde + +bøger jeg har her , det kan nok være Christian kom » +Mer til al lære noget . “ +Det gøs lidt i Christian , da han så de mange +nye bøger , men han var dog glad over at han skulle +i skøle alligevel . Han levede så ensomt og ens » +Formigt dernede i kælderen hos sin fader og tante , +det måtte bestemt være morsomt at komme i skøle +og få kammerater , således som alle andre børn . +Næste morgen vandrede han da afsted til skøle +med alle sine bøger spændte i en ny , pæn rem . +Han kom et helt kvarter før tiden , der var endnu +kun kommet et par drenge , der nysgerrigt betragtede +den nysankomne . +. Er du den nye dreng , hvis fader var her +igår ? “ spurgtes der . +Jo , det var Christian rigtignok . +. Har du gået i skole før ? “ +. Nej . “ +„ Så kender du intet til spanskrørssuppe ? ' +nej , det gjorde Christian ikke og han brød sig +heller ikke om at gøre bekendtskab dermed , thi han +formodede det var noget slemt . +„ Nej , du bryder dig ikke om det , det gøre vi +andre heller ikke , men del er et slags bekendtskab , +som man ikke kan undgå . ' + +Christian blev ikke synderligt opmuntret ved denne +samtale , der var noget vist ulykkesspående i den , +som han ikke syntes om . Dertil kom at værelset var +mørkt , skummelt og gjorde et ubehageligt indtryk på +enhver , som så det for første gang . Han begyndte +idet hele taget at blive noget uhyggelig tilmøde . Lidt +efter lidt kom der flere og flere drenge og alle underkastede +de ham en krydsild af spørgmål . +» Hvad hedder du ? Hvem er din fader ? Hvor +gammel er du ? Har ' u gået i skole før ? osv . +Ofv , hvilke spørgsmål Christian besvarede efter bedste +evne , medens dan så småt ærgrede sig over at være +gjensfand for så megen nysgerrighed . +Knagenberg var endnu ikke kominen . Drengene +benyttede sig derfor af lejligheden iii at slås , skændes +og giøre spektakel på hundrede andre måder . Der +var en skrigen råben og talen i munden på +hverandre som Christian aldrig havde set mage til og +som han vist ville have fundet meget morsomt , dersom +han ikke havde slået udenfor det hele . Han var +endnu alt for ny til at være kammerat med de andre +og til al tage parti i deres stridigheder . +Så gik døren op og Knagenberg trådte ind . +Larmen forstummede og enhver søgte så hurtigt som +muligt at komme på sin plads . Institutbestyreren gik + +meget gravitetisk op på tribunen , satte hatten fra +sig og tog et spanskrør frem , som stod gemt bag uhrfutteralet . +. Hvem var det , som gjorde spekkakler ? sagde +han . +Ingen svarede . +. Hvorledes , ingen svarer ! “ råbte Knagenberg +» Har jeg ikke sagt jer så ofte at i skulle betragte +mig som en fader og intet holde skjult for mig ? — +altså tal ! — hvem var det . “ +. Nogle stemmer råbte nu et navn . +„ Kom straks “ ! råbte Knagenberg til drengen . +Synderen målte nu op på tribunen . På +vejen derhen talfi enddee ! om at dej sket ikke havde +været ham , som havde gjort støj , men to andre , hvis +navn han nævnede . +. Nå så de to vare også med , “ sagde institutbestyreren , +„ så lad dem komme herop med . — nå +skynd jer lidt ! “ +De to angivne måtte nu og op på tribunen , +nlligemed den første . Så fik de alle tre nogle duguge +nap af spanskrøret . +„ Således skal del være ! ' sagde Knagenberg . da +erecutionen var forbi . -retfærdigheden skal bare sin + +gang . — retfærdighed fremfør alt ! — dette kan +tjene dig til underretning du min nyankomne og som +jeg antager håbefulde elev . “ +Disse sidste ord henvendtes til Christian , der +temmelig fortabt , sad så langt fra Knagenberg som +muligt . +» Er det at gå i skole ? “ tænkte han . — „ Går +dej således med dem , som have gået her længe , +hvorledes vil det så gå mig ? ' +. Sæt jer nu stille hen og læs på jeres lektier , “ +Sagde Knagenberg , » at i kunne være forberedte , når +jeg skal høre jer . ' +så salte Knagenberg sit spanskrør bag uhrfutteralet +og sig selv på en stol . Derpå trak han en +pakke , omhyggeligt indsvøbt i papir op af den ene +lomme og en adresseavis af den anden . Han +åbnede pakken , der indeholdt nogle stykker smørrebrød , +og stillede den op på sit skød , derpå gav +han sig til al spise og til at læse i adresseavisen , med +en ivrighed og grådighed , som om der aldeles ikke +eksisterede tredive drenge , der sad og læste højt på +deres lektie . +Da institutbestyreren havde fordøjet smørrebrødeog +avisen , rejste han sig op , så med et matestætisk +blik udover drengene og sagde : + +„ Hvad er det vi skulle læse i denne time ? -- +. Tysk ! “ lsd svaret . +. Hm , hm , tysk ! — det kunne vi gemme til +siden . — tag jeres skjønskrivningsbøger og forskrifferne . +Skriv så flittigt , jeg skal et ærinde +ud i byen , men jeg kommer straks tilbage igen . +— — lad mig nu se , at i er kønt rolige og +flittige ! “ +Skjønskrivningsbøgerne og forskrifferne kom nu +frem . Knagenberg tog sin hat og gik . Da han +havde været borte et øjeblik blev der kun skrevet +meget lidt , men støjet og larmet så meget desto +mere . +Christian var den eneste , som blev siddende +rolig ved sin skrivebog . +. Du er da ikke gal og sidde og hænge over +det dumme skriveri , “ sagde de andre drenge til +ham . „ Han kommer ikke hjem i den første time , +så vi har tid nok til at gøre os lystige . Kom +nu og leg med ! “ +„ Kom nu og leg med ! “ det var for Christian +et trylleord , som han ikke kunne modståe- — for +ham , der altid havde været så ene , var der noget +fortryllende l denne opfordring . — han lod bog + +være bog og var snar « lige så lystig som alle de +andre . +Ligesom om morgenen kom Knagenberg hjem +midt under støjen og ligesom den gang fandt der +en erccmion sted . Da denne var forbi satte instilutbestvreren +sig igen -på stolen på tribunen , +trak en flyvepost op af lommen , befalede børnene +at læse vå deres lektier og gav sig selv til at studere +„ Flnveposten . “ +Da han endelig var bleven færdig med denne +vigtige forretning , rejste han sig , ræklede sig , så +på uret og sagde : +„ Se , se , er klokken bleven så mange ! — +så får vi opsætte de andre timer til i morgen . +— der bliver knapt nok tid til at høre jer i +religion . +Så begyndte han da at høre børnene i religion , +briller atter gav ham lejlighed til ar uddele +et anseeligt antal rap med spanskrøret . Da han +endelig blev færdig , var klokken to og børnene +fik lov til at gå hjem . +Da Chrisfian kom hjem og fortalte hvad han +havde oplevet den dag , blev både hans fader +og Barbara høiligt forbavsede . Det svarede så +lidt til hvad de havde ventet . + +Rasmus trøstede sig med at den første dag +kunne man ikke regne , men Barbara rystede på +hovedet og mente at den skole som Chrisfian +der var kommet i dog vist ikke var nogen af de +„ rigtige » , som hun udtrykte sig . +„ Herregud , “ sagde Rasmus så , „ skulle det +virkelig ikke være nogen god skole , — og jeg +har dog haft sådan en voldsom ulejlighed med +at finde den . + +ellevte kapitel +de første prygl . +Undervisningen i Knagenbergs institut vedblev +at gå således som vi have beskrevet den i forrige +kapitel . Drengene læste , eller lod som de læste i +deres bøger , medens institutbestyreren spiste frokost , +læste adresseavisen , gik sig en tur , kom tilbage og +læste flyvepvsten . +På timesedlen fungerede en hel mængde +åg , som skulle læses , men dej var kun yderst sjældent +al eleverne blev eraminered ? i andet end religion . +Lørdagen var Knagenbergs strengeste dag , så +skulle der skrives i charaklecrbøgerne . Det var et +vidtløftigt stykke arbejde ; thi han uddelte charakferer +både for de fag , som vare læste og de , som +ikke vare det . +En hel time sad Knagenberg på tribnnen , +beskæftiget med delte arbejde , der var så meget vanskeligere , + +som han ikke holdt nogen daglig protokol , +men udelukkende stolede på sin erindring . Det var +derfor intet under at han så gnaven og dhbttænkende +ud . Endelig blev han da færdig , råbte drengene +op ved navn , og gav dem hver især sin +bog . +Drengene modtog bøgerne med en ligegyldig +mine og værdigede dem næppe et blik . Christian +derimod var nysgerrig , det var første gang i hans +liv han fik en charakteerbog . Han lukkede den derfor +straks op og læste . Han var i del hele taget vel fornøjet +med charakteren « undtagen med en , den dårligste +af dem alle , et tg . i geografi , hvori han sket +ikke var bleven hørt . Han var endnu alt for uindviet +i skolens mysterier til at kunne forstå at han kunne +få charakteer i et fag , hvori han ikke var eramineret . +Han tog derfor mod til sig og sagde : +„ Undskyld — jeg ville gerne spørge — “ +„ Hvorom ? “ svarede Knagenberg , med en mine +som om det forundrede ham al nogen kunne falde +på at spørge ham om nogetsomhelst . +„ Jo — hm — jeg seer jeg har fået tg . i geografi +— « +„ Nå , og så — +„ Del må vist være en fejltagelse ; thi jeg er +sket ikke bleven hørt . “ + +„ Fejltagelse , — jeg tager aldrig fejl . Du er +ikke bleven hørt , siger du , det ved jeg meget vel , +men det har intet at sige thi enten jeg hører dig +eller ej , så ved jeg alligevel meget godt , hvorledes +du kan dine ting . — så du vil indlade dig +på at kritisere din lærer — se se ! — det er +bedst man i tide piller de nykker ud af dig ! — “ +Så kom spanskrøret for en dag og inden Christian +kunne blive klog på enten han havde forsket sig +eller ej , havde han fået en velment lille erindring +om at opføre sig bedre i fremtiden , i form af nogle +dygtige rap . — +„ Hvad er der i vejen med dig Chrisfian ? “ +Spurgte Barbara , da drengen kom hjem , „ Du seer +jo ganske forgrædt ud . “ +Chrisfian fortalte nu hele historien . +„ Ih bu forbarmendehimmel ! ' udbrød Barbara . +„ Han har slået barnet ! — hører du del Rasmus ? ' +Io , Rasmus havde hørt det hele , men kunne +ikke forstå sammenhængen , det var ham en gåde , +hvorfor Chrisfian egentlig havde fået prygl . Del +kunne bestemt ikke hænge rigtigt sammen , mente han , +han ville derfor gå op til Knagenberg og forlange +en forklaring . +„ Mig kan han da ikke banke , fordi jeg gør ham +et spørgsmål , “ sagde han , og så gik han . + +da han kom hen på skolen traf han Knagenberg +ifærd med at gå hjem , han boede nemlig udenfor +byen . Han genkendte strar Rasmus og blev +øjensynligt gnaven over at denne kom og forsinkede +ham i at komme hjem og spise til middag . +„ Tør jeg spørge , hvad jeg skylder den ære — “ +Spurgte han , da han så Rasmus . +. Io , det ved gud de tør , “ svarede Rasmus , +„ Jeg vil blot spørge af hvad grund de har banket +min dreng i dag . “ +. Jeg må gøre dem opmærksom på at „ banket “ +Er et temmeligt stærkt udtryk . — jeg har tildeels +ham en velfortjent revselse , det er noget helt andet +den „ banket . “ +„ Jeg er tilfreds om de kalder det bank eller +revselse ; stryg har han fået , del er vist , og jeg er +kommen herhen for at spørge dem om grunden . “ +„ Grunden er ganske simpelt den , at han har viist +en højst dadelværdig fripostighed , næsvished og dristighed +ligeoverfor sin lærer . “ +„ Ved at spørge om , hvorfor han fik en dårlig +charakteer i en ting , hvori han sket ikke var bleven +hørt ; forholder det sig ikke således ? “ spurgte Rasmus . +„ Min kære hr . Petersen ! “ svarede institutbestyreren + +med en vigtig , belærende mine . „ De må +ikke tage det ilde op , når jeg siger dem at del er en +ting som de stel ikke forstår dem på . Jeg er +børnenes lærer , ikke deres hører . Jeg søger at udvikle +de småes selvtænkningsevne og betragter dem +ikke som krukker , der skulle proppes fulde af lærdom , +men som selvstændige , lænkende væsner , der lidt efter +lidt skulle ledcs hen til er højere standpunkt . “ +„ All del , de der siger , kan være meget rigtigt , “ +Svarede Rasmus , „ men det vedkommer stel ikke mit +spørgsmål : hvorfor har drengen fået prygl ? “ +„ Dertil , “ svarede Knagenberg , „ kan jeg kun svare : +fordi han har fortjent dem . Jeg kan ikke indlade mig +på al motivere grunden til enhver lussing som jeg +uddeler mellem år og dag . “ +. Nej , del tror jeg gerne , “ svarede rasmns , +„ det vilds vist blive alt for vidtløftigt et stykke arbejde . “ +„ Hr . Petersen ! Jeg * må på det indstændigste +frabede mig enhversomhelst « spydighed . — jeg underviser +mine elever efter et vist system , hvis helddringende +frugter jeg ved en mangeårig erfaring +har lært al kende . “ +„ Efter hvad Christian har fortalt mig , nærmer + +deres system sig nok meget til at være et pryglesystem , “ +Bemærkede Rasmus med et smil . +„ Jeg må nok engang bede dem om at moderere +deres stærke udtryk , “ sagde Knagenberg med en overlegen +mine . — » Jeg kan desuden ikke indlade mig +på en forhandling om mit systems fornræffelighed +med dem , der som almuesmand , naturligvis ikke er +istand til al følge med . “ +„ Så , mener de det , “ sagde Rasmus , der nu +blev vred . „ Almuesmand ! — jeg er sketingen almuesmand , +men borger i staden og svarer børgerlige +skatter og afgifter . — to portioner næringsskat , +del er måske mere end de gør ! — forresten +giver jeg både lem og deres system fanden ! — +min dreng skal ikke have mere med del at gøre . +Der findes da gudskelov skoler nok her i byen , så +man behøver da vel ikke al lade sig nøje med sørst at +få sit barn banket og senere lade sig skælde ud for +en almuesmand . “ +. Men bedste hr . Petersen . — “ +. Hr . Petersen mig her og hr . Petersen mig der ! +— øet kan ikke nytte de begynder på al ville glatte +del ud igen , vi er færdige . — farvel ! “ + +så gik Rasmus sin vej , medens Knagenberg , +rystende på hovedet så efter ham . Institutbestyreren +ærgrede sig af to grunde : først fordi han havde +mistet en elev og dernæst fordi han ikke havde kunnet +imponere skomageren ; thi det var nu engang hans +svaghed al ville imponere folk , dels ved sin person +og dels ved talen om hans system . Dennegang +var det imidlertid ikke lykkedes ham , og det forekom +ham højst ærgerligt og fortrædeligt . + +tolvte kapitel . +Ny sfolegang forandring +Rasmus og Barbara lagde nu deres kloge +hoveder iblød efter bedste evne , for snarest muligt ai +finde en anden skole til Christian ; thi hos Knagenberg +skulle han aldrig mere sætte sine ben , det var +nu engang sikkert og vist . +„ Seitdem en pjalt ! ' råbte Rasmus fuld af +ærgrelse til sin søster , „ Gud ved hvad han bilder +sig ind — kalde mig for en almuesmand — jeg +kunne have den største lyst til at sætte ham i +. Korsaren . “ “ +Ved nærmere eftertanke opgav han dog dette +hævngerrige forsæt , og havde hele sin opmærksæmhed +henvendt på at finde en ny skole til +Christian . +Dej lykkedes ham også snart ; thi denne gang +brød han sig ikke om at finde en skole , hvor der ikke + +var andre lærere end bestyreren selv ; tværtimod søgte +han denne gang en skole , hvor der netop holdtes lærere ; +„ thi , “ sagde han til Barbara , „ der er dog aldrig +nogen skade til at der er nøgle lærere , for hvis +manden selv , ' tilfældigvis skulle være gal , så kunne +det dog være at lærerne vare fornuftige , og så kan +dej ene veje op imod det andet . “ +Christian kom altså i en ny skole , og denne gang +havde Rasmus tilfældigvis truffet et heldigt +valg . Skalen var så gødt indrettet og bestyret , +som man vel kunne forlange det af en skole , der ilke +var baseret på alt for overdrevne priser . +Vi ville imidlertid ikke skridt for skridt følge +Chrisfian gennem hans skoleliv , da dette ville blive +altfor vidtløftig ! og for trættende for læseren ; vi +ville altså springe nogle år over og kun gøre den +bemærkning al Chrisfian i denne fin skoletid ikke på +nogen særdeles måde adskille sig fra de stejle andre +skoledrenge . +Vi ville som sagt springe en del år over , +og først standse ved året 1853 , der for Chrisfian , +som for så mange andre , blev et skjæbncsvangert år , +fuldt af sorg og omskiffelse . +Sommeren l853 var en af de forfærdeligste og +ubehageligste som København vist nogensinde har oplevet . +Dødsengelen drog gennem byen og hærgede +den på en frygtelig måde . Ingen vidste sig sikker + +på , når han om aftenen lagde sig i sin seng , at +han atter ville være i stand til at stå op næste morgen . +Den frygtelige gæst fra Østen , choleraen , +havde aflagt København sit besøg , og havde endog +gjort det på en meget storartet måde . +Vejret var hele denne sommer smukt og solklart , +men luften var tung og trykkende , det var som om +dødens åndepust svævede igennem den . +Alle , som vare i stand dertil , flygtede bort fra +bvens forpestede luft , og ud på landet , hvor faren +ikke var så truende , som inde i den tæt bebyggede og +befolkede by . +Det var dog naturligvis kun de færreste , som +havde tid og råd til således al flygte . De fleste +måtte blive og trodse faren så godt som der var +dem muligt . +Blandt disse mange var natitrligviis også Rasmus +og Barbara og Christian . De måtte blive i +deres kælder og se at hytte dem så godt som mulig ! +For den ubehagelige gæsts besøg . +Christian var sket ikke bange eller fortrædelig over +at choleraen var kommen . I den anledning havde +man nemlig forlænget sommerferien , og det var jo +en højest behagelig ting . Dertil kom endnu al alle +slags frugter , men især stikkesbær og kirsebær vare +så oveordemlig billige , at man næsten kunne spise +ligeså meget deraf , som man havde lyst , som Christian + +også troligt gjorde , uagtet del var bleven ham strengeligt +forbudt . +Rasmus og Barbara gjorde all hvad der stod l +deres magt , for at holde Christian fri for sygdommen . +De lade ham omirenl tilbringe hele dagen i det frie , +da delte blev anset for noget af del bedste . +En morgen var Christian med nogle kammeraker +vandre ! ud til skoven . Han havde en stor +bunke smørrebrød og nogle skillinger i lommen , +og var så lykkelig som en konge . +Han og hans kammeralcr morede sig udmærker , +og først hen ad aften vendte de hjem igen . +Da de kom indenfor porren , skiltes de ad , chi +de skulle hver sin vej , og Christian kom således +alene hjem . +Skjøndl del allerede begyndte al skumre stærkt , +så var beder dog endnu ikke tændt l » S nede i kælderen , +hvor hans fader boede . +Dette forundrede chrftlian udi , men han tænkte +like videre derover . Dygtig sulten og træl , men +overordentlig vel til mode gik han ned , kun lidet +anende chvad der forestod ham . +Alt var så tavst og så lyst nede i kælderen . +Der hørtes ikke en lyd , ben sædvanlige velkomsthilsen + +og forespørgsel om , hvorledes han havde more ! sig +udeblev aldeles . +Christian følte sig noget beklemt herved , han så +sig om , og følte sig snart grebet af en frygtelig angst +og skræk ved det syn , som nu viste sig for hans +øjne . +Hans fader lå udstrakt på gulvet , ganske +blå i ansigtet og med fordrejede træk . På +sengen lå Barbara og med hendes ansigt var der +foregået en lignende forvandling . +Christian udstødte et skrig og kaldte på faderen +og på sin tante , men de svarede ikke . Efter nogle +øjeblikkes forløb tog han mod til sig og rørte ved +dem , men det var også uden nytte , de vare kolde og +stive , de vare døde , choleraen havde udseel dem begge +til sine offre . +Christian betragtede dem nogle øjeblikke i tausbed , +medens tårerne strømmede ud af hans øjne , +derpå tumlede ban ud af . Døren og satte sig på +trappen , som førte ned til kælderen . +Dette slag var kommet så pludselig ! og så +uventet , at del næsten bedøvede Christian aldeles . +Han følte en forfærdelig , en pinlig sorg , sdm berøvede +ham al evne til at tænke på hvad han nu ve ! +Skulle gøre . + +han sølle blot at han var så ulykkelig som +det ve ! var muligt noget menneske kunne blive , +men han havde ikke kraft til at gøre andet end +græde . +Længe sad han således , ene med sin sorg , +uden at se noget omkring sig , og uden al blive lagt +mærke til af de forbigående . +Endelig vaktes han af sin bedøvelse ved al han +følte en let berørelse på sin skulder , medens en +venlig stemme spurgte : +» Hvad er ver i vejen med dig , min dreng ? “ +Chrisfian så op . Det var nu blevet fuldkomment +mørkt , men lygterne vare blevne tændte og ved deres +skin kunne han se , al den , som tiltalte ham var en +ældre herre . Han var dog endnu så bedøvet og +forskrækket , at han ikke var i stand til at svare , hvorfor +Herren gentog sit spørgsmål . +. Choleraen , “ var alt hvad Chrisfian kunne +svare . +. Har du cholera ? “ spurgte Herren . +» Nej , nej , men den halmtager dem begge to , ' +skreg Chrisfian , der nu atter begyndte al komme +ti ! sin samling . +„ Hvem har choleraen taget ? “ spurgte Herren +medlidende . + +„ Min fader og min tante , medens jeg var +> skoven , “ råbte Chrisfian , der begyndte at føje +en vis lindring ved ar have en , som han kunne +betror sin ulykke . +„ Stakkels dreng , “ sagde Herren , , . ec det +fandt ? “ +„ Kom med , skal de se , “ sagde Chrisfian , eder +han rejste sig og åbnede kiælderdøren . Herren +tøvede lidt med ar følge ham , men efter et øjebliks +vaklen fulgte han efter . +Der var nu ganske mørkt dernede , hvorfor Herren +sagde i den samme milde og venlige tone : +„ Hvis du vil have jeg skal se noget , så må +du skaffe lys . “ +Såsnart Christian havde får lys rændl , +så manden sig om , og da han fik øje på de ro +troløse skikkelser grebes han af forfærdelse , og +udbrød : +» Du gode gud , barn , de er jo begge ro +døde ! » +» 3a ! “ skreg Christian grædende , „ de er begge +døde af cholera , medens jeg har værer borte . “ +„ Var det din fader og moder ? “ +„ Nej , min fader og tante . » + +„ Og de vare døde da du kom hjem ? “ +. Ja ! “ +„ Men , hvorfor i alverden har du da ikke henvendt +dig til nogen , som kunne bjælde dig ? “ +Spurgte den velvillige mand . +„ Jeg tænkte ikke derover , “ sagde Christian , „ og +desuden har jeg ingen at henvende mig til . “ +„ Du har altså sket ingen familie mere ? “ +. Nej . ' +„ Stakkels dreng , “ sagde manden , idet han +betragtede Christian med et blik , der antog større og +større udtryk af medlidenhed . „ Du står på den +måde ganske alene i verden . “ +„ Ja , “ hulkede Christian højt , . jeg har sket ingen +til hvem jeg kan henvende mig . “ +„ Stakkels barn , stakkels barn , “ gentog manden , +„ det er en meget sørgelig historie . Ganske ene +i verden , uden familie og venner , del er jo førfærdeligt . +— har du da sket ikke , medens du sad +derude på trappen , tænkt på , hvad du nu +ville gøre ? “ +„ Nej , ikke en smule . “ +„ Hm , hm , det er i grunden også naturligt , +de ! var et dumt spørgsmål af mig , “ sagde manden . +„ Du har naturligvis haft beskjeftigelse nok i din +sorg . — noget må her imidlertid gøres , her kan + +du ikke blive , thi det er højst sandsynligt at du +også ville have cholera inden i morgen . Hører +du , dreng . Du kan ikke blive her , det går på +ingen måde an . » +„ Men hvor skal jeg da hen ? “ klynkede Christian +grædende . +„ Ja , det er sagen , kvor skal du hen , din +stakkel , “ sagde manden , idet han et par gange +gik op og nedad gulvet og rystede tvivlsomt på +hovedet . „ Det er en fortvivlet historie , en meget +sørgelig historie . “ +Derpå tav han et par øjeblikke , som om +han grundede dybt over et eller andet . Pludseligt +stod ban stille foran Christian , så ham stift i øjnene , +og sagde : +„ Jeg skal sige dig noget — hvad er det du +hedder ! “ +„ Christian . “ +„ Godt . Altså Christian , jeg skal sige dig +noget . Følg du hjem med mig , og bliv hos mig +indtil vi få dine sager her bragte i orden , så +kunne vi altid se til , hvad der er at gøre for dig . +Vil du det ? “ +Christian så forundret på den talende , der +gjorde ham et så godt tilbud , og vidste ikke rigtig +hvad han skulle svare . + +„ Nu , du svarer ikke ? “ sagde den gamle herre . +„ Vil du ikke tage hjem hos mig , og blive der indtil +videre ? “ +. Jo , “ stammede Christian endelig . +. Godt , så er den sag bragt i orden , tag så +din kasket på og følg med mig , “ sagde manden , +idet han gik ud af døren . +Christian fulgte ham , og lukkede omhyggeligt af +efter sig , hvorefter han ved den fremmedes side +vandrede nedad gaden . + +trettende kapitel . +Nye forhold . +Manden tog vejen til Østergade , og da ban var +kommet her , gjorde han holdt udenfor en temmelig +stor ejendom , bvori der var en kræmmerboutik , som +man var i færd med af lukke . +Manden gik ind gennem boutiken og op ad en +jerntrappe , som førte op til første sal . Da de vare +komne op ad denne trappe , så Christian pludseligt +af de nu stod i et stort lyst og smukt møbleret værelse . +Der var kun lo mennesker derinde , en temmelig +ung dame , der åbenbart var mandens kone , og +en lille ' lige på omtrent ser eller svv år . +Damen rejste sig hurtigt op , gik de to indtrædende +imøde og sagde venligt : +„ Men min gud , hvor du bliver længe børte + +i aften , feg var ganske bange for af du var kommet +noget til . ' +. Nej , gudskelov , feg er frisk som en fisk , “ sagde +manden , idet han satte hatten fra sig , „ men jeg har +oplevet et eventyr . ' +„ Et eventyr ? +. Ja . Kan du ikke se af jeg ikke . er alene . +Seer du ikke denne lille fyr her ? Ham har jeg +snappet væk lige for choleraens næse . “ +Der blev nu en spørgen og en forklaring , hvis +resultat blev at damen kom til al føle ligeså megen +medlidenhed med Christian , som hendes mand havde +gjort . +. Stakkes dreng , “ sagde hun , idet hun klappede +ham venligt på hovedet . „ Så er du altså nu +både fader- og moderløs . Ja ja , bliv hos os , indtil +videre , så måske vi nok kunne gøre noget for +dig . “ +Trods denne mildhed og venlighed , var Christian +naturligvis i de første dage aldeles utrøstelig , uagtet +han dog i sit hjerte inderligt skønnede på alt det +gode , der blev viist ham og på mange måder søgte +at lægge skn taknemmelighed for dagen . +Manden , der så venligt havde tager sig af ham , +hed sommer , og var , som læseren ve ! allerede har + +gættet kræmmer , og havde boutik på Østergade . +Han stod sig ganske godt , havde kun et eneste barn , +den lille pige , og han havde uvilkårligt fattet godhed +for den forladte dreng . +Næste dag efter at han havde taget Christian +hjem til stg , satte han sig strar i bevægelse , for at +få hans fader og tante begravede og for at få +deres efterladenskaber realiserede . +Dette sidste var ikke noget vidløftigt stykke arbejde ; +thi den gamle Rasmus Petersen og hans søster , +havde ikke ejet synderligt . Da begravelsesomkostningerne +vare udredede og da endeel smågjæld var bleven +betalt , beløb hele Christians arv sig kun til den +beskedne sum af et halvhundrede daler . +Dette var ikke meget . Hr . Sommer rådførte +sig nu med sin kone om hvad man skulle gøre ved +ved Christian , om man skulle bebolde ham , eller overgive +ham til fattigvæsenet . +Dette sidste forskag , forkastede de begge . Der +var nu næppe et år til ak han skulle konfirmeres . +Dette år mente de , kunne de sagtens beholde ham , +og så kunne de jo se at få ham anbragt i en eller +anden lære . +Derved blev det . Drengen blev altså hos hr . +Og Fru sommer , og efterhånden som hans sorg +t + +tabte sig , fandt han sig mere og mere tilfreds i sir nye +hjem . +Hvad der meget bidrog til at gøre ham det nye +hjem behageligt , det var hr . Sommers lille datter , +Lydia . Det var en smuk , livlig lille glut , og for +Christian var del noget ganske nyt at have en sådan +legekammerat . +Da han havde overvundet sin sorg , gik tiden +altså meget behageligt for ham i det nye hjem . +Hans skolegang blev regelmæssigt fortsat som sædvanligt +og endelig kom den tid , da ban skulle konfirmeres . +Da konfirmationen var overstået , måtte der +jo tænkes på at lade ham lære et eller andet og +hr . Sommer opkastede da for ham del sædvanlige +spørgsmål om » hvad han ville være ? « +Herpå fik den gode hr . Sommer del næsten +ligeså almindelige svar ak det vidste den adspurgte +ikke . +Hr . Sommer kløede sig forlegent bag øret ved +delte svar , og spurgte Chrisfian om der ikke var noget , +som han især havde lyst til . — nej , det var der +i grunden ikke , Kristian havde sket ikke tænkt noget +over den sag . +Men havde Chrisfian ikke tænkt over denne sag , + +få tænkte nu hr . Sommer så meget desto mere derover . +Han havde fået drengen kær og han ville +gerne , for så vidt det stod i hans magt , hjælpe ham +frem i verden . +Da fik han pludseligt en ide . +Han boldt en svend og en dreng . Drengen +ville være udlært om et halvt Års tid , det kunne +jo altså ikke være så ilde om Chrisfian ville indtage +hans plads han spurgte ham derfor om ban ikke +kunne have lyst til af blive kræmmer og hertil havde +Christian ikke del mindste af indvende . +Hvorfor christiair især gik ind på dette forsiag , +frem for af vælge et andel fag , var hovedsagelig fordi +af han som kræmmerdreng altid kunne gå fint klædt , +bvorpå han satte stor pris . +Da delte vanskelige spørgsmål således var +bleven afgjort til alle parters tilfredshed , begyndte +Christian straks fin live virksomhed nede i hr . Sommers +boutik . +I det første halve Års tid , medens den anden +dreng endnu var i boutiken , blev ban hovedsagelig +kun brugt til af gå byærinder og deslige , ligesom +han også beholdt der lille kvistværelse , hvorpå han +havde boet under hele sit ovbold i sommers huns . + +da den anden dreng derimod blev udlært og +tog bort , jå skulle Christian begynde al erpederes i +boutiken , ligesom han også fra den tid af målte +dele værelse med svenden . Fra delle øjeblik af skele +der el helt omskag i hans charakteer og i hans +anskuelser af livet og dets forskellige forhold — et +omskag , som der visselig ikke var til dej bedre . +Hvilke årsager , der bevirkede denne forandring +i charakieren , skal læseren erfare af del næste kapitel . . + +fjortende kapitel +det fine af kunsten . +Såsnart Christian var bleven ene lærling i bonliken +var det en selvfølge , ar svenden , hr . Rose , +tog sig af hans opdragelse med hensyn til hans uddannelse +for forretningen . +Mange , og særdeles lærerige vare de forklaringer +som han nu erholdt angående kræmmerfagets mysterier +vi ville nu til en prøve meddele enkelte af de +gavnlige læresætninger , som han forsøgte ar indpode +drengen . +„ Først og fremmest , “ sagde han , „ kommer det an +på al kunne forevise et stykke tøj med anstand . +Når tøjet bliver presenteret med den behørige elegance , +så fager del sig ti gange bedre ud end ellers . +Dernæst må man kunne tale for sig og rose varerne +på der bedste , der gør et umådeligt stort indtryk + +på damerne , det kan du være overbevist om . Tøj +af den alledårligstc kvalitet , skger man altid er af +den allerbedste , det er noget som aldrig sorfeiler +sin virkning . Dernæst må man passe på al sætte +priserne således at man kan slå nogle skilling af +på hver alen , hvorfor man altid må begære en +del mere end varerne er været , og endelig må +man passe på ved målningcn at holde sine fingre +således , at målet ikke bliver for rigeligt . At knibe +en halv tomme på hver alen , det kan godt lade sig +gøre når man har lidt øvelse . “ +Alt dette , syntes Chrisfian i begyndelsen , at det +i grunden ikke var så ganske i skn orden . Det forekom +ham næsten som om del var snyderi al begære +mere for tøjet end det var været , og at knibe folk +på målet oven i købet . +Men disse betænkeligheder tabte sig dog snart . +Den daglige vane gjorde al han snart blev ganske +fortrolig med denne slags ting . +Chrisfian delte nu , som allerede fortalt , værelse +med hr . Rose . Denne herre gik som oftest ud hver +aften , når boutikken var lukket , og kom sjældent hjem +igen , før hen ad morgenstunden . +I begyndelsen lagde Chrisfian ikke synderligt +mærke hertil , men lidt eficr lidt gik det op for ham , +at hr . Rose på sine natlige udflugter målte bruge + +« . X » V - -- -- -- - +120 +mange penge , ganske vist flere end han tjente på en +lovlig måde . +Der var nemlig en bekendt sag at rose ikke +ejede en skilling mere end hans løn , 200 rigsdaler . om +året , og disse penge kunne umuligt strække til bestridelsen +af alle de skotte udgifter som hr . Rose tillod +sig . +Hvor sit han da pengene fra ? Det var et spørgsmål , +som ' Chrisfian af og til opkastede for sig selv , +men som han ikke kunne besvare . +„ Åh , ' tænkte Chrisfian , så undertiden , „ hvad +kommer del i grunden mig ved , dej kan jo være mig +ligemeget , hvor han får pengene fra , mine er det +jo i alle tilfælde ikke . Han har måske en eller +anden rig slægtning , der af og til understøtter ham +med nogle container . +Denne vildfarelse skulle han imidlertid snart rives +ud af . +En dag , da der var en hel del kunder l bouliken , +så han nemlig at hr . Rose modtog er større +beløb ; som betaling for nogle solgte varer . Største ' +delen af dette beløb var i femrigsdalersedler , og +Chrisfian så lydelig , hvorledes rose klemte en af dem +lammen mellem fingrene , og bagefter stak den i sin +lomme . + +det hele gik imidlertid med en så lynsnar behændighed , +at ingen havde set noget dertil uden +Chrisfian , og han var endda ikke ganske vis i sin sag . +Han tænkte dog meget over denne sag og vidste +ikke selv hvad han skulle tro derom . Femdalersedlen +var vandret i roses lomme , det troede han næsten at +være vis på , men del kunne dog på den anden side +også være muligt at han havde taget fejl . Skulle +han fortælle det til sommer ? Nej , det kunne forvolde +både svenden og ham selv ubehageligheder , og desuden +var del måske blot noget , som hr . Rose havde +gjort i et anfald af tankeløshed . +Ja , denne betragtning stod han endelig fast ved , +del målte være sket i tankeløshed , det var det hele . +Jo mere han tænkte over sagen , desmere blev han +overbevist om at rose ville være ham meget taknem . +Melig , hvis han gjorde ham opmærksom på hans +fejltagelse . +Denne tanke blev så stærk hos ham , at han , da +han hen ad eftermiddagen blev alene i boutiken med +rose , sagde til denne : +„ Undskyld hr . Rose , men jeg ville gerne gøre +dem opmærksom på noget . +„ Og det er ? ' + +s +» De må ikke blive vred , men jeg er overbevist +om at det er en fejltagelse . “ +„ Hvilket ? “ +. At de i et anfald af distraktion puttede en +femdalerseddel i lommen i dag , da der var så +mange damer i boutiken . “ +. Hvad siger du ? “ skreg hr . Rose højst forbavset , +» har jeg puttet en femdalerseddel i lommen . “ +„ Det forekom mig , “ svarede Christian , „ men +som sagt , jeg er vis på det skete af en feillagelse . “ +* +. Ja , jeg er undertiden meget disfrait af mig , +sagde hr . Rose , » så det kunne jo nok passere . Hvis +jeg virkelig har været så sandsesløs , så må sedlen +naturligvis være i lommen endnu , thi jeg har +ikke haft hænderne i den siden . Lad os engang +se ad . “ +Med disse ord vendte han sin lomme , og viste +Christian at den var ganske tom . +Skjøndt dette bevis langtfra var , eller kunne +være afgørende , da sedlen kunne være tager op af +lommen mange gange efter den var kommet derned , +blev Christian dog betydeligt flau ved at se en lommen +var aldeles tom . Han rødmede over hele +ansigtet , og stammede meget forlegen : + +» Jeg beder dem tusinde gange om forladelse , +jeg har taget fejl , men jeg troede at gøre dem en +tjeneste ved al sige dem , hvad jeg troede at have +set . “ +» Jeg forstår godt dine bevæggrunde , ' sagde +rose og nikkede med en tilfreds mine . Jeg skal have +den ære at fortælle dig , jeg er en menneskekender +af første skuffe . Jeg er sket ikke vred på dig , hvad +mange andre ville have blevet , jeg siger dig tværtimod +tak til for den påpassenhed , du har viist . +Mange andre ville i mit sted have givet dig en +lussing eller klaget til principalen , men jeg gør +ingen af delene , da jeg forstår at agte og skatte +dine motiver . “ +Disse ord sagde hr . Rose i en særdeles mild +og honningsød tone , der gjorde langt større indtryk +på Christian end den skarpest- irettesættelse ville +have gjort . +Hr . Rose havde vistnok iøvrigt sine særdeles gode +grunde til ikke at bringe denne sag for sin principals +øren , og det var vistnok også en væsentlig +bevæggrund til at han tog så lempeligt på denne +sag . +Imidlertid var han blevet noget mere tankefulv +end sædvanlig , ligesom om han spekulerede på noget , +som var meget vigtigt . + +da han om aftenen var kommet op på sit værelse , +begyndte han som sædvanligt at klæde sig på +for at gå ud . Da han omtrent var bleven halvt +færdig , sagde han : +„ Christian , jeg kan nok se på dig at du tror +at jeg endnu er vred på dig , hvad jeg jo ingen +grund har til . Det kan jeg ikke lide ; thi jeg er ikke +vred , og for at give dig et bevis derpå , så vil jeg +gøre dig et forslag . “ +„ Og del er ? “ +» Gå med mig i aften ud på livets keglebane , “ +Sagde hr . Rose . +. Hvad tænker de på ? “ udbrød Christian . +. Hvad jeg tænker på ? Ih , jeg tænker på at et +menneske på sytten år vel en gang må blive +ked af bestandigt at være indesluttet mellem fire vægge +og at han vel også må så lyst til engang at +stå lidt med vingerne . “ +„ Men hvad vil hr sommer tænke ? “ +. Sletingenting ; thi han får det jo sket ikke at +vide . Vi ville naturligvis ikke være så gale at fortælle +ham , hvad vi tage os for om natten ; den skulle +jeg da mene er vorigen . “ +G +Christian begyktdte allerede at vakle . Han sagde + +til sig selv ar del jo ganske vist matte være meget +behageligt at komme til at deellage i verdens nydelser +og glæder end han hidtil havde gjort . +Der behøvedes derfor endnu ikke mange overtalelser +fra roses side for at få ham til at gå +ind på det lokkende tilbud . Han sagde til sig selv +at der jo egentlig ikke var noget ondt i at han gik +ud og morede sig uden at hans principal fik det +at vide . +Han klædte sig altså på og få minuter +efter vare han og hr . Rose ude på gaden . +Denne nat gjorde Christian bekendtskab med +hr . Rose fra en ganske ny side . Han udviklede en +lystighed og livlighed som man på ingen måde +skulle troet ham i besiddelse af . +Det var en lystig nat , tilbragt i muntert selskab +mellem smukke fruentimmer og fyldte glas . Det var +en nat , tilbragt således , som Christian næppe havde +forestilit sig det muligt i sine dristigste drømme . +Først hen ad morgenstunden kom de hjem igen . +Christian var henrykt , han havde aldrig i sit liv +moret sig så godt . +„ Men , hvad siger du om den tur ? “ spurgte +hr . Rose , da de vel vare komne i seng . + +„ O , jeg har moret mig udmærket , “ sagde +Christian . +» Ja , det er noget andet end at rende på +Frederiksberg om søndageftermiddag , “ sagde rose +tilfreds . . Når vi to vedblive al være gode venner , +så skal jeg oftere tage dig med , thi du trænger +virkelig en hel del til at komme lidt ud i verden +og se dig om . “ +Og hr . Rose holdt sir ord . Fra den aften af +tog han jævnlig Christian med sig ud . Drengen blev +greben af forlystelsernes hvirvel og fandt særdeles +behag i dette liv . +Han havde aldeles glemt tildragelsen med femdalcrsedlen , +da erindringen derom opfriskedes igen +ved al et aldeles lignende tilfælde indtraf , denne gang +dog med den forskel , at rose , i det øjeblik han puttede +sedlen i lommen , tydeligt så al Christian +havde iagttaget ham . +Han var opdaget , derom nærede han nu ikke længere +den fjerneste tvivl . +Han blegnede ved tanken herom , men fattede +sig dog hurtigt og lod som om sket intet usædvanligt +var passeret . +Christian var på sin side heller ikke synderlig +vel til mode . Dennegang var dej åbenbart at sedlen + +ikke var blevet stukket i lommen i et anfald af +distraktion , men derimod med fuldt overlæg . +Hr . Rose , som han i den sidste tid var kommet +til at holde meget af , var altså kun en gemen tyveknægt ; +det var nu i hans øjne hævet over enhver +tvivl , og han følte at det i grunden var hans pligt +al angive ham for principalen . +Denne tanke voldte han » imidlertid megen uro . +Hvad ville principalen sige — og så hr . Rose , +han ville jo blive ulykkelig for sin levetid . Det var +en meget ubehagelig stilling han på denne måde +var kommet i , men trods al den modbydelighed han +følte derfor , så blev han dog efter nogen eftertanke +omtrent enig med sig selv om at han ville fortælle +principalen alt . +Heldigvis for rose , var denne ikke hjemme , og +rose , som følte ar det afgørende øjeblik var kommet , +benyttede det første øjeblik , da der ingen kunder vare +i boutiken , til at kalde Christian hen i en afsides +krog og sige til ham : +» Hvad har du i sinde at gøre ? « +Christian blev blussende rød og stammede forlegen : +„ De ved vel nok selv , hr . Rose , hvad der er +min pligt . “ + +„ Det vil med andre ord sige al du vil fortælle +principalen hvad du nylig har set , ikke sandt ? “ +Spurgte rose . +„ Ville de selv i mit sted handle anderledes ? “ +Sagde Christian . +. Hvis jeg i forvejen havde båret mig ad som +du , så ville jeg rigtignok betænke mig to gange +på at gøre det , “ sagde rose i en spottende tone . +„ Hvad vil de sige dermed ? “ +„ Kan du ikke forstået det ? “ +„ Nej . “ +„ Så må du være mærkværdig tykhovedet , +langt mere tykhovedet end jeg havde troet . Tingen er +jo ganske simpelt den , at hvis sagen opdages , så +vil den komme til al gå ligeså meget ud over dig , +som over mig . “ +„ Men jeg har jo ikke stjålet ! “ udbrød Christian +forbavset . +. Det ved jeg ikke , “ sagde hr . Rose hånligt . +„ Desuden vil jeg gerne bede dig om at vælge nogle +smukkere og mindre stødende udtryk . Hvis sagen +kommer til undersøgelse , så vil du da i alle tilfælde +ikke kunne nægte at du ligeså godt som jeg , +har nydt godt af udbyttet af det , som jeg , som du +så smagfuldt udtrykker dig , har stjålet . “ + +Christian for uvilkårligt et par skridt tilbage +og stirrede forfærdet på rose , som med så megen +koldblodighed fortalte ham hvilken ulykke han havde +styrtet sig i . Nu først gik det ret op før ham , at +han , Christian selv , egentlig var ligeså skyldig som +rose , hvad der var noget , han aldrig havde tænkt +over før . +„ Hæleren er , ifølge det gamle ordsprog , ligeså +god som stjæleren , “ vedblev rose med isnende kulde , +„ og jeg citerer kun dette ordsprog , fordi du synes +at have en vis forkærlighed for stærke udtryk , som +du synes at forstå bedst . Nu har jeg udviklet +sagen for dig , og søgt at gøre dig den klar , nu +kan du selv handle , således som du synes bedst . +Vil du være angiven , så vær så god , men som +sagt , det vil komme til at gå ud over dig +selv . “ +Christian svarede ikke et ord , men sad stille på +en stol , hensunken i dybe tanker . Han følte sig så +ussel og elendig til mode som han aldrig havde gjort +det før . Han betragtede sig selv som en stor mislæder +og ønskede sig selv hundrede alen nede under +jorden . +„ Nu kan du jo som sagt tænke over sagen , “ +Vedblev rose med en hånende kulde . „ Du har +e . - 7 ' ^ær ' l^ » + +tid nok dertil , thi jeg tror det varer endnu nogle +timer inden manden kommer hjem . Du har altså +tid nok til at blive enig med dig selv om den hele +sag virkelig er umagen været at der gøres så +meget vrøvl for dens skyld . — når alt kommer +til alt , så bliver man jo egentlig sket ikke betalt ved +den usle løn man får , som hverken er til at leve +eller til at dø af . Det er jo os . som må tjene +pengene her i forretningen , del er os som have +slidet , følgelig bør vi også være delagtige i en +del af udbyttet udover det , som man engang har +akkorderet om ; thi det er jo ikke engang halv betaling +for vort arbejde . Arbejderen er sin løn været , +og kan han ikke få den med det gode , så må han +tage den med det onde . “ +Hvor dårlige og sketmotiverede disse påstande +end vare , så undlodc de dog ikke at gøre et vist +indtryk på Christian , som derved kom til al betragte +sagen i et andet lys . Han kom uvilkårligt til at +drøfte spørgsmålet om - arbejdet og dets betaling +og del forekom ham al der ikke var så lidt sandt +i hr . Roses påstande . +„ Hvorfor , “ vedblev hr . Rose , . skulle vi , som +befinde os i et tjenende forhold , være udelukkede +fra alle mulige glæder og nydelser , medens vore + +principaler kunne leve højt af frugten af vort +arbejde ? Må du ikke tilstå mig at dette er en +uretfærdighed og al det ikke kan kaldes nøgen synd , +når man bestræber sig for at råde lidt bod på +dette forkert « forhold ? “ +„ Det kan være , dej er meget rigtigt , hvad +de siger , “ stammede Christian endelig , „ men men — “ +. Men du har ikke mod li ! ar se sandheden i +j øjnene , dej er dej hele , “ afbrød rofe ham . „ Nu +har jeg imidlertid gjort dig Tingen klar og nu kan +du gøre hvad du vil . “ +Med disse ord gik han hen for ai ekspedere nogle +damer , som neiov trådte ind i boutikken og overlod +Christian til sine egne betragtninger . +Rose var nu igen rolig , da han mærkede al hans +ord havde gjort el vist indtryk på drengen . Han +havde gjort regning derpå al navnlig påstande » +Om hans mcdskyldighed skulle virke ; det var udelukkende +for ved lejlighed al kunne gøre brug af denne +trussel at han i den sidste tid jævnligt havde taget +Christian med på sine udflugter , så snart han havde +mærket at der var ugler i mosen . +Og truslen virkede også efter beregning , Christian +grublede , og grublede men kunne ikke komme til + +andel resullat end at han gjorde bedst i at tie og +lade sagen gå som den kunne . +Den aften gik hverken hr . Rose eller Christian +ud , og næste dag blev der ikke talt et ord mere om +sagen , før om aftenen , da rose klædte sig på som +sædvanligt og sagde til Christian . +„ Du går da naturligvis med ? +. Jeg ved ikke , “ stammede Christian , der endnu +følte nogle betænkeligheder ved at gå i byen med +rose , da han vidste at de penge , hvorfor han gjorde +sig lystig vare stjålne . +„ Du ved ikke ? “ gentog rose spottende , „ Bah , +det vil med andre ord sige at du er en gammel +kjærling , som mister model ved den første hindring , +som møder på vejen . Del klæder ellers kønt i din +alder , jeg havde rigtignok haft bedre tanker om dig . “ +Harme og vrede ville Christian kunne have tålt , +men denne spot pirrede ham og satte hans stolthed i +bevægelse . Han svarede ikke , men klædte sig på , +og fulgte ud med hr . Rose som sædvanligt . +Han morede sig ikke synderligt den nat , dertil +følte han endnu for megen anger og uro , men da +få dage vare gåde vare disse samvittighedens +svage mindelser forsvunden og han nød livet i fulde +drag , uden at afse en tanke på at de penge , hvorfor + +han gjorde det , var stjålne af hans principals +pengeskuffe . +Da han nu først var kommet ret ind på fornøjelsernes +skråplan , så rullede han ustandseligt +videre og videre , uden at bryde sig om , hvor han til sidst +ville komme hen . +Og medens Christian erpederede i boutiken om +dagen og morede sig om natten så ilede tiden bort +i så ustandselig flugt og en skøn dag opnåede +Christian Petersen den ære al blive optaget som +svend i det hæderlige kræmmeclaug . +Principalen havde ikke råd til at holde to svende , +og da han på en måde betragtede Christian som sit +barn , så besluttede han al beholde ham og at give +hr . Rose sin afsked . +Hr . Rose fik altså fin afsked , til stor sorg for +sig selv , thi det gik ham , som del går de fleste kræmmersvende , +når de miste deres empløi , han kunne ikke +igen få nogen kondition . +Så greb han til det samme , som alle andre +forulykkede kræmmersvende gribe til under lignende +omstændigheder , han blev nemlig agent , det vil sige +han gik omkring og prakkede de andre handlende +varer på fra forskellige handelshuse . + +denne forretning ville heller ikke gå for ham +i længden , især , da han ikke kunne opgive de kostbare +vaner , som han havde lagt sig til , medens han havde +uhindret adgang til sin principals pengeskuffe . Hans +udgifter overstege stadigt hans indtægter og han havde +til sidst sket ingen midler mere til at dække under , +balancen , hvoraf følgen blev at han forfaldt mere og +mere og til sidst endte på ladegården . +Denne hr . Roses ulykkelige skæbne , hvorom +Christian var vidende , forhindrede dog ikke denne sidste +i at fortsætte således som han havde begyndt under +vejledning . Han vedblev at føre det samme vidtløftige +og udsvævende liv , og når hans kassebeholdning +ikke kunne slå til , så greb han til principalens +pengeskuffe . +Han var imidlertid heldig . Hans principal hr . +Sommer mærkede ikke del mindste til hans bedrageri , +tvertimod steg ban dag for dag i hans yndest , ja +da Lydia , hr . Sommers datter var voret til og blevet +en ganske køn pige , så slog hr . Sommer ikke sjældent +eller utydeligt på at det ikke ville være ham ukært +at se Christian som sin svigersøn . +Således stod altså sagerne , dengang ve i +de første kapitler af denne historie fortalte begivenheder +fandt sled . Da vi nu have gjort rede + +for hr . Petersens tidligere historie , så ville vi atter +vende tilbage og på ny optage fortællingens egentlige +tråd . +Femtende kapitel +løren på opdagelse . +Såsnart Søren var bleven ansat ved opdagelsespolitiet , +gik naturligvis hans allerførste bestræbelse +ud på at opdage noget om Petersen , noget +som han ved lejlighed kunne bruge som et frygteligt +våben imod denne . +Han gav sig nu til al tænke på , hvorledes dette +bedst skulle kunne iværksættes , og det varede heller +ikke længe , før han havde fattet en plan , der , som +han troede , nok ville hidføre et heldigt resultat . +Alene troede han ikke at kunne nå målet , +han måtte derfor se sig om efter en medhjælper , +eller rettere en medhjælperske . +Der gjaldt imidlertid om al sinde et fruentim136 + +mer som han kunne bruge . Hermed var han i nogen +tid i forlegenhed , da hans damebekendtskab ikke +var stort , indtil han endelig fik det indfald at spørge +en anden opdagelsesbetjent om han ikke kunne give +ham anvisning på en passende person . +Anvisningen blev given , og Søren begav stg +ufortøvet hen til ren omtalte dame , der boede på en +tredie sal i en af byens mindre gader . +Hendes navn var Rosalie top , og hun var +godt kendt af politiet , da dette ofte benyttede hende +ved forskellige lejligheden +hun var ung , to eller treogtyve år gammel , +boede alene og foregav at hun ernærede sig ved +syning . » > ' +da Søren trådte ind ttl hende , sad hun ved +vinduet , beskæftiget med at læse i en roman . +Hun så forundret på Søren , som hun ikke +kendte , og spurgte om hans ærinde . +„ Jeg er ansat ved opdagelsespolitiet , svarede +Søren , „ og de er blevet mig anbefalet som en dame , +hvem man med tryghed kan overlade udførelsen as +vanskelige kommissioner . « +. De er alt for artig , “ svarede Rosalie . jeg har +engang imellem været så heldig at kunne gøre politiet +en ubetydelig tjeneste , det erdet hele . — tør + +jeg iøvrigt spørge om , hvormed jeg kan være dem +til tjeneste . “ +. Naturligvis , det er jo udelukkende derfor jeg er +kommet her , “ svarede Søren , „ Sagen drejer sig om +en kræmmersvend . “ +„ Ah . “ +. Som jeg er vis på bestjæler sin principal , “ +Vedblev Søren . +. Således . “ +. Og som jeg gerne ville zhave overbevist om +hans forbrydelse . ' +. Det er ikke så let en sag , “ sagde Rosalie +med en mine som en , der er vant til at beskæftige +sig med den slags sager . » Disse fyre pleje at +bære sig så fiffige ad , så det er meget vanskeligt at +komme til at kigge dem i kortene . “ +„ Del ved jeg , “ sagde Søren , og det er netop +også derfor at jeg vil udbede mig deres hjælp til +sagens udførelse . “ +. Jeg indser ikke i øjeblikket , hvorved jeg egentlig +kan være dem nyttig , “ sagde Rosalie . +. De kan være mig meget nyttig , jeg har nemlig +iagt en plan . “ +„ Vil de meddele mig den ? “ + +„ Naturligvis . “ +„ Fremfør alt gælder det jo om at skaffe beviser +“ tilveie , ikke sandt ? ' +„ Ja , naturligvis . “ +» Nuvel , disse beviser tror jeg allerlettest ville +kunne skaffes , hvis de ville forsøge på at gøre +indtryk på denne kræmmersvends hjerte , og når +dette var gjort , da forlede ham til en eller anden +dårskab , « sagde Søren , „ naturligvis på en sådan +måde at vi kunne blive i stand til al gribe ham i +gerningen eller så omtrent . “ +„ Det er ikke så ilde udtænkt , “ sagde Rosalie +smilende . +. Tror de ikke nok det kan lade sig gøre ? ' +spurgte Søren . +„ Ganske vift kan det del , “ sagde Rosalie , stedse +smilende , „ forudsat at det vil kunne lykkes mig al +gøre det påregncde indtryk på personens hjerte . “ +„ Det anser jeg for givet at de vil kunne gøre , “ +Sagde Søren galant . „ Påtager de dem altså +denne kommission ? ' +„ Jeg skal gøre mit bedste . De har imidlertid +glemt en ting . ' +» Og del er ? “ + +» At sige mig personens navn og adresse . “ +„ Ah , det er sændt , det er næsten det vigtigste as +det hele . ' +han nævnede nu Petersens adresse , og efter at +de endnu havde talt nærmere om hvorledes sagen +skulle udføres , gik han . +Rosalie , fog ufortøvet fat på udførelsen af +planen . Hun klædte sig meget smukt på og gik hen +i boutiken for at gøre et lille indkøb . +Hun blev imidlertid skuffet i sin forventning , +thi Petersen var ikke i boutiken , som læseren ved +lå han jo i sengen med tilbundet hoved . +Således gik flere dage uden at hun kunne +træffe den hun søgte . Søren kom hver dag for at +hente besked , og han var nærved at briste af utålmodighed , +uagtet han nok kunne forstå hvorfor +Petersen ikke kunne vise sig i boutiken . +Endelig var Petersens sår og skrammer da +helbredede så vidt at han en skøn dag viste sig i +boutiken . +Rosalie kom der naturligvis den dag ligesom +alle de foregånde , og hun ilede hjem for at underrette +Søren om at Petersen nu var på benene +igen . +„ Så må han fanges , ' sagde Søren . + +„ Men hvorledes ? “ spurgte Rosalie . +„ Og det spørger de om ? “ +. Ja , naturligvis . ' +. Herregud , det troede jeg allerede vi vare enige +om , ' sagde Søren utålmodig . „ De må gøre ham +forelsket i dem , de må forlede ham fil udgifter , +som overstige hans evner , og på den måde må +vi kunne gribe ham . ' +„ Det smigrer mig at de tiltroer mjn elskværdig . +Hed en sådan kraft , “ sagde Rosalie leende . „ Jeg +troer også at denne måde er god , og jeg skal gøre +mit fil at sagen kan få et heldigt udfald . +Hun tog også ufortøvet fat på værket , og +indfandt sig jævnligt i boutiken . Her sørgede hun +altid for kun at komme fil at handle med Petersen , +og hun tilkastede ham under handelen af og fil enkelte +temmeligt megetsigende blikke . +Dette forfejlede ikke sin virkning på hr . Petersens +leifængelige gemyt . Han begyndte snart at +nære en vis interesse for denne unge dame , som kun +udelukkedde ville handle med ham . +Rosalie gjorde imidlertid aldrig større indkøb +end som kunne stemme overcens med en sypiges +evner . En dag da hun var alene i boutiken med + +hr . Petersen , gik hun dog så vidt at hun så på +noget kjoletøi . +Det lod imidlertid til at hun var meget vanskelig +at tilfredsstille ; thi det tøj , som hun syntes ikke var +før dyrt , syntes hun ikke var smukt nok , og det , som +var smukt , syntes hun var før dyrt . +Denne dragen varede længe . Endelig sagde +hr . Petersen : +» Her er noget kjoletøi , som jeg indstændig vil +råde dem til at købe . “ +. Men det er alt for dyrt før mig , ' indvendte +Rosalie , „ husk jeg er kun en fattig sypige . “ +. 0 , intet er før dyrt før dem , “ sagde Petersen +galant . „ Når man er smuk , som de , bør man +bære det allersmukkeste . “ +„ Det er overordentligt galant sagt , “ sagde Rosalie +leende , » men dermed er sagen ikke klar , tøjet +er mig før dyrt og derfor må jeg lade det ligge ' +. O , “ sagde Petersen , . dette tøj er i virkeligheden +ikke så dyrt . Må jeg ikke lade det bringe +hjem til dem , med betalingen haster det aldeles +ikke . “ +„ Dette tilbud kan da umuligt være deres +alvor ? “ + +„ Jeg forsikrer dem , det er mit ramme alvor . +De behøver blot at opgive deres adresse , så skal +tøjet blive dem sendt . I en stor forretning som vor +bryde vi os ikke om at give kredit . “ +„ Men , « indvendte Rosalie , » De kender mig jo +ikke , jeg kan jo bedrage dem . ' +„ Det gør de ikke . Vi forretningsfolk have en +betydelig menneskekundskab . Med et ansigt som +deres , går man ikke ud på at bedrage nogen , “ +Sagde Petersen galant . +Rosalie forsøgte at se undseelig ud , hvad der +også lykkedes hende meget godt , og svarede : +„ I sandhed , dette er et så fristende tilbud , +at jeg næppe ved , hvad jeg skal svare derpå . “ +. De skal sige jo , naturligvis , “ sagde Petersen +. hvad ellers . Det har som sagt sket ingen hast med +betalingen . “ +Rosalie lod nu som hun ikke mere kunne modstå +dette fristende tilbud , opgav sin adresse og gik +efter endnu engang at have fremstammet en forlegen +taksigelse . +Da hun var gået , gned hr . Petersen sine +hænder med en fornøjet mine , og mumlede ved +sig selv : + +« bravo , bravo , hun går i tøjet , hun går +i teiet . Det vidste jeg nok , jeg så det den allerførste +dag , da hun trådte herind i boutiken . Jo +jo , jeg kender mine folk ! “ +Stakkels Petersen , han havde kun liden anelse +om at det var ham selv , som „ gik i tøjet , “ +Vi behøve naturligvis ikke at tilføje at han endnu +inden aften sendte det omtalte temmeligt dyre tøj +ben til Rosalie . + +sekstende kapitel +Petersen går i fælde » . +Da Rosalie kom hjem og fortalte Søren hvad +der var sket , blev denne sidste meget tilfreds og råbte +idet han gned sig i hænderne : +„ Bravo , det går aldeles som jeg havde ventet . +Nu må de natuligviis ikke vise dem i boutiken i +nogle dage . “ +„ Og hvorfor ikke ? “ spurgte Rosalie med forstilt +uskyldighed . +„ Naturligvis fordi at han skal komme til dem +„ Til mig ? « , +„ Ja , det er klart at de har gjort betydeligt indtryk +på hans hjerte , siden han således uden videre +overlader dem det dyre tøj . Nu , da han ved deres +adresse , så kan de også være ganske vis på at +han snart vil indfinde sig hos en dem en smuk af . +Fenstund . “ + +herpå var Rosalie naturligslis ganske forberedt , +uagtet hun lod som om det var hende noget ganske +nyt — herregud , det klæder altid så godt at lade +uskyldig +Søren ventede nu i flere dage på at hans +forudsigelse skulle gå i opfyldese for at han deraf +kunne se , hvorledes forholdet videre ville udvikle sig . +Han behøvede ikke at vente længe for at få dette +at se . +Da hr . Petersen i nogle dage havde savnet +Rosalie i boutiken , tænkte han ved sig selv : +„ Hun kommer ikke mere . Oh , jeg forstår det +godt . Det vil sige så meget som : du ved nu at +jeg er dødelig forelsket i dig , og du kender min +adresse , altså venter jeg dig med længsel . “ +Denne slutning var vel ikke synderlig logisk , +men den tilfredsstillede dog ganske hr . Petersen , som +efter nogle dages forløb ikke kunne nægte sig den fornøjelse +at aflægge den smukke sypige et besøg . +„ Hun venter mig , det er åbenbart , tænkte han , +„ og det ville være synd al lade hende vente forgæves . ' +han pyntede sig altså en afteu med mere end +sadvanlig omhu og tog vejen til Rosalies bolig . +Rosalie ar hjtmme . Hun lod meget overrasket +ved dette besøg og sagde : +» Hvorledes det er dem , hr . Petersen . Ah , de . + +kommer sandsynligvis for at kræve mig for betalingen +af tøjet . “ +. Hvor kan de trøe det ? “ sagde Petersen . +„ De kommer ikke derfor ? “ ' spurgte Rosalie tilsyneladende +forbavset . +„ Nej , aldeles ikke . “ +. Så fatter jeg ikke , hvad der bringer dem til +mig i aften . “ +„ Gør de virkelig ikke ? “ spurgte hr . Petersen +med et smægtende smil . +„ Nej , aldeles ikke . “ +. O , det mener de ikke , de kan ikke mene , det +er aldeles umuligt . “ +„ Det ville være mig meget kært om de ville +udtrykke dem lidt tydeligere , “ sagde Rosalie , idet hun +satte sig i en koket stilling på sofaen . +„ De vil at jeg skal tale tydeligere ? “ +„ Ja . “ +, begriber de da ikke , hvad der bevæger sig i +mit hjerte ? “ spurgte Petersen højtideligt . +„ Nej , “ sagde Rosalie med forstilt enfoldighed , +„ der er jo ikke godt for mig at begribe . “ +„ Og dog troede jeg “ — begyndte Petersen , „ dog +troede jeg — +„ Hvad troede de ? “ +„ At vi havde forstået hinanden . “ +„ Istedetfor at forklare dem tydeligere , som jeg + +bad dem om , så forekommer det mig at deres tale +bliver mere og mere mørk , “ sagde Rosalie med tilsyneladende +utålmodighed . +Hr . Petersen som ikke havde ventet en sådan , +om end kun foregiven , mangel på evne ti ! at kunne +forstå , begyndte at føle sig noget forlegen , og stammede : +„ Men , bedste frøken , har da mine blikke ikke +forlængst sagt dem — ? “ +„ Hvilket ? “ +„ Al jeg elsker dem indtil døden ! “ råbte nu +Petersen , idet han faldt på knæ . +„ Min gud , hvad er det de siger ! “ råbte Rosalie +tilsyneladende forskrækket , idet han sprang op . +„ Jeg siger al jeg elsker dem ! “ vedblev Petersen , +idet han greb hendes hånd og kyssede den , „ at jeg +har elsket dem lige fra der første øjeblik jeg så +dem , og at jeg vil elske dem lige til min død , ja +endnu på den anden side graven — o , Rosalie , +svar mig , har de da ikke den mindste smule medlidenhed +med mig ? “ +„ Du gode gud ! “ skreg nu Rosalie , der affekterede +af være i stærk bevægelse , „ hvad er dog dette +for et tilbud . Det kommer så pludseligt og så +uventet . “ +„ Uventet ? “ +„ Ja , aldeles . “ + +„ O nej , det er ikke deres mening . Mine øjne +må for længst have sagt dem sandheden og jeg +troede også i d . res blikke af have læst — . “ +„ Hvad troede de al have læst ? “ +„ At de — af de — +„ Nu , af jeg ? “ +„ Kortsagt af de gjengjældte mine ømme følelser , “ +Råbte Petersen , idet han trykkede hendes hånd med +fornyet ivrighed . +„ Og dersom de nu havde læst fejl ? “ spurgte +Rosalie med et skalkagtigt smil . +„ Læst fejl ! Umuligt . “ +„ Og hvorfor del ? Sæt nu af jeg aldeles ikke +elskede dem . » +. Så ville jeg være del ulykkeligste menneske +under solen , så — så — ja , så ville jeg ikke +leve en time længere ! “ råbte hr . Petersen yderst +pathalisk idet han slog sig for brystet . +„ Er det virkeligt deres alvor ? “ spurgte Rosalie . +Idet hun lod som om hun blev rørt . +„ Ved min sjæls salighed ! “ +„ Vel , jeg vil tro dem , “ sagde hun idet hendes +forvirring lod til at blive højere og højere . „ Og +jeg — +her standsede hun og så tilsyneladende meget +førlegen ned mod jorden . +„ Nu , og de ! “ råbte Petersen . + +» Jeg vil ikke være grusom nok til at holde dem +i uvished længere . — ja , de havde ret før , da +de sagde at de troede at have læst rigtigt i mine +blikke . — de har ikke taget fejl , jeg er deres før +evig . « +, , o hører jeg ret , jeg kan nevpe tro på min +egen lykke ! “ råbte Petersen , idet han sprang op og +omfavnede Rosalie . „ Min før evig ! O , sig det engang +endnu ! “ +„ Din før evig , “ hvidsiede Rosalie i en så øm +tone som det var hende muligt . +„ Nu er jeg lykkeligste menneske under solen ! “ +Råbte Petersen , „ jeg vil ikke bytte med kongen selv . +Ja ikke engang med stormogulen , hvis han levede +endnu , men jeg tror rigtignok at han er død før +mange år siden . “ +Da pe ersen den aften gik hjem , gned han fornøjet +fine hænder og mumlede : +når jeg nu besøger hende næste gang , så har +jeg spillet vundet , så kan hun ikke modstå mere . +Hun er jo forelsiet i mig som en rolle i en sur ost . “ + +syltende kapitel . +Man går videre . +Hr . Petersen skuffede sig imidlertid betydeligt i +fine forventninger med hensyn til Rosalies modstands . +Evne . Hun gav ikke efter så hurtigt som han havde +ventet , ja hun lod endog til sket ikke atz ville give +efter . +Venlige blikke og ord , idethøiste et Kys , det var +alt , hvad Petersen trøds alle sine bestræbelser kunne +opnå . +Og han sparede dog intet . Han bragte hende +den ene foræring efter den anden , . men kom dog ikke +et eneste skridt videre . +Dette kølnede dog ingenlunde hans Iver , tværtimod , +en sådan modstand havde ban endnu aldrig +mødt , og del forhøjede del pikante ved situationen . +Såsnart han kunne skippe fra boutiken på +nogen mulig måde , så ilede han til Rosalie + +og lagde sit hjerte og sine foræringer for hendes +fødder . +Hun modtog begge dele med den mest smilende +mine af verden , men tilstædte ham dog aldeles +ingen yderligere gunstbevisninger . Hnn vidste at +sålænge hun holdt forholdet vedlige som det var , +så havde hun Petersen aldeles i sin magt , hvorimod +hun ville tabe herredømmet over ham , hvis +hun gav efter . +Alt hvad hun modtog af Petersen , gemte hun +efter Sørens befaling på det omhyggeligste , for ai +alle disse sager en dag kunne benyttes som beviser +imod kræmmersvenden . +Hidtil havde hun kun fået varer af ham , men +på Sørens tilskyndelse skulle hun nu anmode ham +om penge . +En skøn dag sagde hun derfor til Petersen . +„ Du forsikrer mig altid så højt og dyrt om +din kærlighed , men der er dog en omstændighed , +som næsten bringer mig til af tvivle på den . +„ Tvivle på min kærlighed ? “ råbte Petersen +bestyrtet . „ Umuligt ! . Det kan de ikke mene . “ +„ Ja det mener jeg rigtignok . “ +Men hvorfor da ? “ +„ Kan du ikke begribe der selv ? “ +„ Nej , jeg kan kun tro af det er din spøg . “ + +lv . Ml ' i +„ Det er det netop ikke , jeg taler i fulde alvor , +sagde Rosalie bestemt . +, , men hvad er der da i vejen ? “ +„ Der er intet i vejen , men jeg synes af det +er besynderligt af du , som er en formuende og en +flot kavaler , vil lade mig , din kæreste , sidde og +side for livets ophold som en stakkels sypige . Det +må jo være stødende for dig selv , især da du siger +at du er formuende , og det krænker mit hjerte så +grusonit . da det får mig halvvejs til at tro at du +ikke mener det oprigtigt . O gud , når du bare +vidste hvad jeg har lidt ved denne tanke . “ +Da Rosalie havde sagt disse ord i en meget +rørende tone , skjulte hun ansigtet i sine hænder og +gav sig til at græde bitterligt . +„ Men herregud Rosalie , det er noget som jeg +sket ikke har tænkt på , “ sagde Petersen yderlig forlegen +og forvirret over dette pludselige fortvivlelsesudbrud . +„ Nej , det vil jeg gerne tro , du tænker vist i +det hele ikke så overmåde meget på mig , som du +forstiller dig til ! “ råbte Rosalie . „ At tænke sig til +at du vil tillade at din kæreste skal sidde både +dag nat og stive med nålen , for at tjene sit smule +ophold . O , det er så tungt for mig , og en stor +skam for dig . ' + +„ Rosalie , Rosalie , slå dig dog tiltåls igen , “ +Råbte Petersen . +. O gud , når jeg tænker på mine veninder +og hvad de få af deres kærester , så må jeg +rigtignok sige at jeg er meget ulykkelig . — du gode +gud , hvad skal del blive til , når vi engang blive +gifte , jeg er vis vå du vil blive en ren tyran +imod mig . “ +Petersen vidste slet ikke hvad han skulle sige til +alt dette , han bad og besvor hende ikke at være vred +længere , da han i enhver henseende ville opfylde +alle hendes ønsker . +Vi behøve naturligvis ikke at fortælle læseren +at Rosalie ingenlunde var uimodtagelig for trøstegrunde . +Da Petersen til sidst lovede at udbetale hende +25 rigsdaler . hver måned til hendes underhold , så stilles +de ad som de bedste venner . +. I grunden er det dog en lille engel , den Rosalie , “ +Sagde Petersen til sig selv da han gik hjem +igen . „ Hvor hun er omhyggelig for min ære . +Hun er bange for at det skulle nedsætte mig i folks +omdømme , hvis del rygtedes at jeg stod i forbindelse +med en slet og ret sypige , det er der noget +srorarlet i . » +Søren rise kom jævnligt til Rosalie , for at høre +besked om hvorledes sagerne skrede frem . Da rofalie + +nu fortalte ham at han villigt var gået ind på +hendes forlangende om en månedlig sum , sagde +han : +„ Kan de blot fængsle ham endnu et par måneders +tid , så er han tilstrækkelig moden så have +vi beviser nok imod ham ! “ +„ Jeg skal sige dem noget , “ sagde nu Rosalie +pludseligt . „ Det gør mig næsten ondt for den stakkels +fyr . “ +„ Gør det dem ondt for ham ? “ spurgte Søren +førbauset . +„ Ja næsten , herregud , han har dog aldrig gjort +mig noget og han seer dog ganske køn ud , “ mente +Rosalie . +« men han er en tyv , og det en af det farligste +slags tyve , den slags som omtrent ingen kan vogte +sig for . — de er dog vel aldrig gået ben og blevet +forelsket i ham ? “ +„ Del vel ikke , ' sagde Rosalie nølende , „ men hvis +jeg skal fortsætte denne komedie meget længe endnu , +så tror jeg næppe jeg tør svare ganske for mig +selv . “ +„ Lad den dårskab fare , “ sagde Søren i en streng +tone . , , de ved vel nok så godt som jeg , al politiet +som benytter deres tjeneste til al opdage andres +historier , let kunne falde på at rippe op i deres + +egne mysterier , hvis de skulle få i sinde al svigte +den gode sag . “ +Rosalie skjulte ansigtet i sine hænder og blegnede +pludseligt . Dette var dog kun en ganske forbigående +bevægelse , hun fattede sig hurtigt igen , og svarede : +„ Det kunne naturligvis ikke let falde mig ind +at svigte den sag , som de kalder den gode , de ved +vistnok selv bedst hvorfor . Jeg skal udføre hvad de +pålægger mig , det kan de være forvisset om . ' +„ Det stoler jeg også på , “ sagde Søren . +Der påfulgte nu en længere samtale , som vi +bog ikke ville meddele her , da læseren vil erfare deres +resultat af de følgende kapitler . + +attende kapitel +en god den +bi ville nu alter igen beskæftige os lidt med +hr . Petersen . +Som vi allerede have fortalt havde denne håbesulde +unge mand stedse brugt mange penge , men i +den sidste tid , efter at han havde gjort bekendtskab +med Rosalie , så steg hans udgifter i en højest +uforholdsmæssig grad . +I et alvorligt øjeblik faldt det ham ind at bette +ikke kunne gå i længden , der målte ske en eller +anden forandring . +Det faldt ham dog ikke ind at betragte sagen i +sit rette lys , nemlig således at fejlen lå på +hans egen side , derved at han brugte for mange +penge , men han så sagen fra en ganske anden +side . + +„ Mine indtægtskilder er for små , “ sagde han +til sig selv , . del er hele ulykken . Der er jo intetsomhelft +fornuftigt menneske i hele den vide verden , +som kan komine ud af det med fri station og tohundrede +daler om året . — den smule ertrafortjenesie +man kan gøre sig , den forslår heller ikke +hverken halvt eller helt . Jeg tør ikke lægge mere +beslag på pengeskuffen end jeg nu gør , det kunne +ellers let gå galt . Det er en forbandet historie . “ +Fra hans standpunkt betragter , var det ganske +vist en forbandet historie ikke at have så mange +penge at han kunne tilfredssfille alle sine lyster og +indfald . Han spekulerede derfor meget ivrigt på , +hvorledes han bedst skulle bære sig ad med at gøre +et eller andet finantsielc coup . +Det var imidlertid vanskeligt ar udfinde . Da +han denne aften forlod boutiken , gik han i dybe +tanker op ril en konditor , hvor han tog sig et stort +glas toddy for ar hjælpe på ideerne . +Som han sad således hensunkec i dybe tanker , +uden at lægge mærke til de øvrige tilstedeværende , +vaktes han pludselig af sine drømmerier ved et +temmelig stærkt slag på skuldren . +Petersen så forundret i vejret . Han opdagede +dog snart ar det var en af hans gode + +gamle bekendte , som havde forstyrret ham i hans +sørgelige tanker . +„ Oh , er det dig , “ sagde han . „ Du var nær +ved at gøre mig forskrækket . ' +„ Der kan jeg tænke , “ sagde den anden leende , +„ Du sad jo og spekulerede så dybt , som om du +agtede at tage ministcrgraden med det første . Hvad +er der i vejen med dig ? “ +„ Der er intet i vejen , “ sagde Petersen undvigende +idet han tog sig en god slurk af skn toddy . +„ Åh , jo vist er der noget i vejen , det kan +man jo se med et halvt øje , “ vedblev hans ven , +hvis navn var bang , og som forresten var kræmmersvend +ligesom Petersen . . Noget . er der i vejen , +det er ganske vist . Har du kærestesorger ? ' +. Åh , hvor kan du tro det ? “ +. Nu , det er rigtigt , du er alt for stor en udhaler +til al du skulle kunne have kærestesorger , “ +Svarede bang leende . » Men noget er der imidlertid +galt fat med did , hvad er del ? “ +„ Åh passiar , der er intet galt fat , “ sagde +Petersen lidt ntålmodig . +“ Jo , min sjel er der så , “ råbte bang , » det +kan ikke nytte at du vil skjule det , det er alt for tydeligt . +Du skulle da vel aldrig værr i pengeforlegenhed . “ + +. Pengeforlrgenhed . “ +„ Ja , herregud , del er da en ærlig sag , som +kan træffe den bedste . Er det del der i vejen , hvad s “ +„ Og om det nu var del , ville du så måske +være i stand til at hjælpe mig med dine kavnaler ? “ +Spurgte Petersen halvt ondskabsfuld . +„ Det ve ! ikke , “ sagde bang , men jeg kunne +dog måske være i stand til at give dig et godt råd +som kunne hjælpe dig ud af forlegenheden . “ +, , et godt råd ? Skynd dig lidt , kom med det ; +råbte Petersen ivrigt . +„ Der tilstod du altså al del virkeligt er pengevæsenet , +som trykker dig ! “ råbte bang leende . +„ Ikke sandt . “ +„ Hvis du blot har i sinde al gøre dig lystig +over mig , » begyndte Petersen noget stødt . +„ Nej , nej , » afbrød bang ham hurtigt , „ der er +sket ikke min mening . Aldeles ikke . “ +„ Hvad er da din mening ? “ +„ Det skal du strar få at vide . — opvarter , +to toddyer . “ +Da toddyerne vare blevne bragte vedblev bang : +„ For det første vil jeg kun sige dig , at det er +en skor dumhed af dig at være forlegen for penge . “ + +„ Hvad behager ! “ udbrød Petersen forbavset i +højeste grad . +„ Jeg siger at det er en stor dumhed af dig at +være i pengeforlegenhed . “ +„ Du har vist drukket for meget toddy i aften , “ +Sagde Petersen . +„ Aldeles ikke , tværtimod , jeg har snarere drukket +for lidt , da mine tanker først blive rigtigt klare , når +jeg har sal en tre sire glas tillivs . Dog , det var +ikke derom vi skulle tale , men om din pengeforlegenhed . +Bær dig ad ligesom jeg . Du ved al jeg i længere +tid har været uden plads , men dog lever jeg ligeså +flot som du og det uden at eje en eneste skilling . “ +„ Ja , men hvordan fanden bærrer du dig ad +dermed ? “ spurgte Petersen . +„ Det er den simpleste ting af berden , jeg lever +af lykken . “ +„ Af lykken ? “ +„ Ja . “ +„ Herregud , så må du være » leget dum , “ +Sagde bang , „ forstår du ikke hvad del vil sige al +leve af lykken ? “ +„ Nej ? “ +„ Af spil da , begriber du det nu ? “ +„ Ah , du spiller ? “ + +„ Gudeskelov at der da endelig gik et lys op * for +dig , javel spiller jeg . “ +, , og det kan du leve af ! “ > +„ Som du seer . “ +„ Men du kan jo også tabe ? “ +„ Ganske vist , men det er altid e » s egen skyld når +man taber . “ +„ Hvad behager ? “ sagde Petersen forundret er det +ens egen skyld når man taber i spil . Jeg troede +det beroede udelukkende på det blinde tilfælde . “ +„ Der gør det også , men Tingen er den at man +ikke må lade sig overraske af tilfældet , men altid vide +at beherske det . “ +„ Det forstår jeg ikke , “ sagde petelerscn . +Nej det tror jeg gerne . Du har aldrig været +bekendt for at være noget synderligt lyst hoved , “ +Sagde bang leende . Sagen er blot den at man skal +lægge mærke » il om man er i held eller i uheld . +Mærker man en aften af man er i uheld , så holder +man rent op med af spille den aften , hvorimod man +når man mærker man er i held skal forcere lykken +til det yderste , man kan være vis på al den aldrig +lader en i stikken . “ +„ Da forekommer del dog mig af være noget +usikkert , “ sagde Petersen og rystede på hovedet . + +„ Det er blot en indbildning . Du må da indrømme +mig af et menneske let kan mærke på sig selv om +han i et givet øjeblik er heldig eller uheldig ? ' +. Jo , dej tror jeg nok , ' mente Petersen med en +eftertænksom mine . +» Godt , ' vedblev bang , . del gælder altså blot +om af benytte de øjeblikke , hvori lykken er over en , +og af være forsigtig i de øjeblikke da den er borte , +så kan man aldrig tabe men er stedse vis på af +vinde . ' +„ Der kan jo være noget i dej . “ +„ Der er noget i det , „ sagde bang idet han igen +indkrævede lo glas toddy . . Sig mig Petersen , har +du nogensinde spillet før . ' +„ Ja , whist . “ +. Åh det mener jeg ikke . I den slags spil +kan man altid forud beregne til skilling eller hvid , +hvormeget man kan tabe eller vinde . Dej duer ikke . +Nej , jeg mener om du har spillet hazard . +„ Hazard ? “ +„ Ja , den slags spil , hvor tab eller gevinst +følge uafbrudt ovenpå hinanden . Hvor man i det +ene øjeblik kan tabe ti rigsdaler , men i det næste +vinde hundrede , “ +Nej , den slags spil har jeg aldrig spillet i mit +liv . “ + +„ Du har aldrig spillet den slags spil , og du +er i pengeforlegenhed ? “ udbrød bang , „ så bør du +ufortøvet tage sat derpå , du ved jo nok at når +man spiller for første gang i sit liv , så vinder man +altid . Del slår aldrig fejl . Kom , følg med mig , +jeg går netop nu hen til nogle gode venner , som +hver aften morer sig med at slå el lille slag . “ +Petersen kunne ikke modstå denne indbydelse . +Udsigerne til den hurtige gevinst lokkede ham , og efter at +have gjort endnu nogle tilsyneladende indvendinger , +så gav han efter og samtykkede i ak følge med bang , +hen til del sled , hvor hans venner osfrede til den +lunefuldeite af alle gudinder . + +nittende kapitel +en spillebule . +Da bang og Petersen forløde konditoriet , oar +klokken allerede over tolv . Da de kom ud på gaden , +var der derfor femmeligt øde og tomt , og Petersen +sagde : +„ Men er det ikke for sent nu til at spille , alle +mennesker er jo nu i seng . “ +„ Passiar , “ svarede bang , . det er netop den allerbedste +tid . Skynd dig nu lidt , og fag benene med +dig ; thi vl have et godt stvkkc vej at gå . “ +Med disse ord tog han sin den under armen +og tvang ham til at fordoble sine skridt . +Bang tog vejen hen til en af byens udkanter . +Her , i en temmelig øde og ubeboet gade , blev han +endelig stående udenfor et femmeligt stort og anseeligt +sted . Han så sig hurtigt om og gik derpå ben og + +bankede tre af målteslag på en vinduesrude i stueetagen . +Et øjeblik efter åbnedes vinduet på klem og +en stemme indenfra hviskedee : +„ Hvem der ? “ +„ En af de gamle , “ svarede dang . +Disse ord syntes at være et slags feltråb , der +gav adgang til fæstningen ; thi lidt efter åbnedes +gadedøren , så ar bang og Petersen uhindrede kunne +træde ind i gangen . +Fra gangen kom de først ind i et stort værelse , +som var aldeles mørkt . Bang lod imidlertid til at +kende lokalet overmåde godt ' thi med Petersen under +armen gik han med faste skridt henimod en dør , +som han åbnede og trådte derpå med Petersen ind +i et andet værelse . +Dette værelse var temmelig stort og oplystes af +en lampe , ler var ophængt i loftet . Det var meget +smukt meubleret og i midten stod et stort , langt bord , +ved vis ene ende der sad en kæmpestor mand , forsynet +med uhyre bakkenbarter , der netop var i færd +med at lægge bank . Foruden denne mand sad der +endnu en halv snes personer ved bordet . +Foran lem alle lå der penge , mest dalere og +specier , men også en hel del Sedler . +Bangs og Petersens indtræden vakle ikke nogen +opmærksomhed , der var ikke engang nogen af de tilstedeværende + +som vendte hovedet om for at se på +dem dengang de kom , dertil var man alt for meget optaget +af spillet . +Først da den store mand med de uhvre bakkenbarter , +ved enden af bordet var bleven færdig med +at lægge bank for denne gang , lod det til som om +man bemærkede de nyankomne . +. Ah , godaffen , “ sagde kæmpen , idet han rejste +sig op og gav bang hånden , “ er det dem , det glæder +mig at se dem , jeg begyndte næsten at blive bange +for at de skulle svigte os i aften . -- +„ Hvor kunne de tro del ? Det er to ikke min +vane , “ svarede bang , . jeg har endøgså tilladt mig +al bringe en af mine venner med . “ +. Det glæder mig , “ sagde kæmpen , idet han rakle +Petersen hånden , „ det glæder mig , de ved jo nok +al deres venner også er mine . — velkommen min +herre , det glæder mig at gøre deres bekendtskab , +jeg håber at de vil gøre mig den fornøjelse ar tilbringe +mangen lystig aften beder hos mig . Kom , lad +os drikke et glas vin på vort nærmere bekendtskab . “ +Med disse ord gik den store mand hen til ej +bord , som stod ved en side , og som var bedækket med +vinflasker og glas . +Assisteret af bang fyldte kæmpen med en sjælden + +behændighed glassene , og alle de tilstedeværende drak +nu ivrigt på den nye vens sundhed . +Medens Petersen , der syntes meget godt om denne +modtagelse klinkede med sine nye venner , gik bang +og kæmpen hen i en krog . +„ Hvad er del for en fisk ? “ spurgte kæmpen , idet +han med en hovedbevægelse hentydede til Petersen . +» En bekendt af mig , en kræmmersvend , “ svarede +bang ligeså sagte . +» Har han syle ? “ +» Ja og nej , han har sin principals pengeskuffe , +men de han næsten har tømt den i den sidste tid , så +er han kommet herhen for at tjene mønt . “ +. Nå låledes . Er han udlært ? “ +„ Nej , han forstår sig ikke på spillet . “ +» Godt , så skal han nok blive erpederct . +Med disse ord vendte kæmpen atter tilbage til +sin plads ved bordenden , og råbte , idet han greb +kortene : +» Så mine herrer , nu begynde vi igen . Op +med mønten , jeg svarer ligesåhøil som de selv vil . “ +„ Pas nu på spillet , “ sagde bang , idet han +satte sig ned ved siden af Petersen , . Du kan snart +lære det , det er ganske simpelt . “ +Dej var landsknægt der spilledes . Dette spil + +består som bekendt deri , at der på bordet oplægges +to kort , et til højre for bankøren og et til venstre , hvorpå +kort for kor » tages af s lammen , og lægges i +midten . På kortet til højre holder de spillende , +medens bankøren holder på det til venstre . Trækker +nemlig bankøren , når der til venstre liggeren syver , +først en syver ud af stammen , så har han vundet , +hvorimod han har tabt , hvis han trækker et kort , +der svarer til det , som ligger til højre . +Som man seer heraf , er spillet simpelt nok , og +ler at forstå , men det har tillige den ubehagelighed , +al en bankør , som forstår at pakke kortene , med +lethed kan vinde ligeså ofte han vil . +Dette vidste Petersen imidlertid ikke , og de andre +lffcrdyr , der sad omkring bordel , vare heller ikke +klogere end han . +, . Værsågod , gør deres indsats , “ råbte bankøren , +idet han lagde kortene op . , , værsågod , til højre +ligger her en konge og til venstre en screr . +Værsågod og sæt ind . “ +De tilsledeværende satte nu rask ind . Bankøren +tog af og råbte . +„ Pas nu på , nu går det , Bonde , ti , otte - +for fanden , vil der da aldrig komme en serer — +es , dame , konge , værsåarlig jeg har tabt ! “ + +han udbetalte nu pengene , hvorpå nye kort +bleve lagt op og spillet gik sin gang igen . +Bankøren tabte næsten hver gang og Petersen sad +med forundring og så på alle de penge han udbetalte . +„ Nå “ sagde bang , idethan stødte sin ven i siden , +„ skal du nu ikke også til al forsøge din lykke ? Nu +må du da forstå spillet , det er sket ikke svært “ +Uden al svare greb Petersen i lommen og tog +en femdalerseddel som han kastede på bordet . +Et øjeblik efter trak bankøren af , Petersen havde +vundet . +Dette første held opmuntrede ham , og han gav +sig nu til at spille med Iver . Af og til tabte han +vel , men de fleste gange vandt han . Hans ene femdalerseddel +blev til en lille bunke , og da spillet endelig +holdt op , havde han vundet trehundrede rigsdaler . +» Kan du se , “ sagde bang til ham , jeg havde +ret . Da du aldrig havde spillet før , så var du +vis på at vinde . “ +Petersen svarede ikke , men hans øjne strålede af +glæde , han vedblev at sætte ind og det lod til som +om lykken ikke ville svige ham , thi han vandt omtrent +uafbrudt . +„ Nej et sådant held bar jeg aldrig set mage +til i hele mit liv ! “ råbte bankøren , „ det er nvget + +ganske mageløst . De må være født i en såre lykkelig +time , unge mand . “ +Imidlertid fortsattes dog spillet og nu lød det +som om lvkken blev lidt mere ustadig ; thi Petersen +tabte nu af og til , men da man henimod morgenstunden +skiltes ad , så havde Petersen dog endnu en +meget betydelig gevinst tilbage . +Overmåde lykkelig over denne uventede forøgelse +af stne indtægter vendte Petersen hjem , efter at +ban havde givet stne nye venner løfte om at han +ganske bestemt ville komme igen ben næste aften . +Han udeblev heller ikke . Del var for ham alt for +tillokkende en udsigt til på en let måde ai komme +i besiddelse af penge til at han således skulle forsømme +den . +Han blev naturligvis modtaget med den største +venlighed og forekommenhed . +» Nå , min unge lykkelige ven , “ sagde bankøren +idet han trykkede Petersens hånd , „ har de så +belavet den , på al give os revance ? “ +„ Naturligvis , “ svarede Petersen . . Jeg er godt +førsynet med mønt . ' +» Del glæder både mig og mine venner her , “ +Støarede bankøren , » tbi vi ville naturligvis gerne + +se om det ikke skulle kunne lykkes at ville nogle af +de syle fra dem , som de vandt fra os i aftes . “ +„ Det er jeg ganske beredt på , “ sagde Petersen +med et overlegent smil , som om ban var overbevist +om at ban aldrig kunne tabe . +Nu begyndte spillet og Petersen , som nu var +blevet aldeles grebet af spilledjævlen , begyndte straks +med store indsatser , som om ban havde sat sig for +at han ville enten vinde eller tabe en hel +formue . +Denne aften gik det dog ikke så heldigt for +ham som den foregående . Tab og gevinst holdt +omtrent balance , og da han gik hjem havde han +kun vundet nogle ganske få dalere . +Det var ikke størt , men det var dog altid en +gevinst , og vi behøve naturligvis ikke at fortælle at +ban nu for fremtiden vedblev at besøge dette spillehelvede +hver aften . +Det varede dog ikke længe før lykken begyndte +at vende sig . Petersens gevinst blev mindre og +mindre og til sidst forvandlede den sig til tab på +tab , som blev større og større den ene aften efter +den anden . +Disse tab nedskoge imidlertid ikke på nogen +måde hans spillelyst , tværtimod , de opflammede + +den endnu mere . Han havde jo i begyndelsen været +heldig , meget heldig endogså , hvorfor skulle det +da ikke være tænkeligt at delte held kunne vende +tilbage . +Således sagde han til sig selv , og følgen deraf +var at han mere og mere hengav sig til det mest +lidenskabelige spilleraseri . +„ Du skal ikke spille mere , “ sagde bang under . +Liden kil ham på skrømt , „ Du seer jo nok , al +heldet har forladt dig , og når heldet er borte , +så kan del ikke nytte at lænke på at vinde . “ +Bang gav denne advarsel med velberåd overlæg , +thi han vidste at der er intet , som mere opsiammrr +en spillers sptllelyst end at sige til ham +at han ikke har held med sig . +Beregningen viste sig også her at være ganske +rigtig . Istedetfor at lytte til sin vens tilsyneladende +velmente advarsel , så smilte han hånligt og fordoblede +sine indsatser . +„ Jeg kan ikke tabe evigt , “ mente han , » Heldet +må engang komme tilbage , det gælder kun om al +holde ud . “ +Og han holdt ud , men det hjalp ikke . Spillebordet +var for ham et altopslugende gab , der +fortærede alt , hvad han kastede deri . + +han kunne ikke skjule sin fortrædelighed over +disse tab og den deraf opståede pengeforlegenhed +- for Rosalie , som snart også fik lokket ud af ham , +hvad der var grunden dertil . +Hun berettede troligt Søren alt hvad hun havde +fået af vide . Da han havde fået af vide af +Petersen spillede og hvor han spillede , udstødte han +et glædesskrig og råable : +„ Så har jeg ham snart , del kan ikke være +andet ! “ + +tyvende kapitel . +Det dæerste +næste dag gik Søren op til Petersens principal +og forlangte en samtale med ham under fire +øjne . +Han var naturligvis civil klædt for af hans +uniform ikke skulle opvække mistanke . +Da de nu fadde sammen i hr . Sommers lille +kontor spurgte denne : +. Tør jeg spørge , hvem jeg har den ære al tale +med ? » +» Mit navn er Søren rise , og jeg er ansat ved +opdagelsespolitiet/ ' lød svaret . +Hr . Sommer gjorde ufrivilligt et hop på stolen . +Han havde aldrig i fil liv haft noget som helst +med politiet af gøre , og der var ham højest ubehageligt +af komme til al stå i nogensombelsf berørelse +med denne meget nyttige , men alligevel under + +visse omstændigheder højest ubehagelige autoritet . +„ Hvad skylder jeg æren af deres besøg ? “ +Spurgte han med denne ejendommelige , ubehagelige +følelse , som ikke engang den , der ved sig aldeles fri +for brøde , kan beherske , når han pludseligt kommer +til al stå lige overfor en af lovens hånbhævere . +„ Jeg må i forvejen sige dem , “ svarede Søren , +„ al det drejer sig om en meget ubehagelig sag . “ +„ En ubehagelig sag ? “ +„ Ja . “ +„ Men hvor i alverden kan jeg vel have ubehagelige +sager ar afgøre med politiet ? « råbte +sommer forbavset . +. Sagen drejer sig heller ikke om dem , “ svarede +Søren beroligende . +„ Om hvem da ? “ +. Har de ingen anelse derom ? “ +„ Nej . “ +» Nuvel , så nødes jeg altså nl al forklare mig +ren ! ud . Jeg kommer her i anledning af deres +svend , eller kommis , som jeg iroer de kalder den +slags folk . “ +„ Min svend , Petersen ? “ råbte sommer +yderst forbavset . + +„ Ja . “ +„ Hvad er der da med ham ? “ +„ Noget meget slemt , er jeg bange for , ja , jeg +tør desværre næsten sige at jeg er overbevist derom , “ +Sagde Søren . +„ Vil de da ikke behage at forklare dem nøjere , “ +Sagde sommer idet han utålmodig sad og drejede +på sit lommetørklæde . +„ Tingen er den at jeg af en grund , som jeg +ikke behøver at gøre regnskab for , fattede mistanke +' om at deres svend , Petersen bestjal dem . ' +„ Bestjal mig , ' råbte sommer overrasket , „ må +jeg bede dem om vel at huske på , hvad det er de +siger ? “ +. Jeg husker det meget godt , -- sagde Søren roligt , +„ Altså , jeg fattede mistanke om at Petersen var utro , +og jeg besluttede derfor at udspejde hans skridt for +at samle beviser imod ham . „ +„ Og det lykkedes dem ? “ spurgte sommer meget +spændt . +„ Kun til dels , jeg har nemlig endnu ikke beviser , +som kunne have juridisk gyldighed , hvorvel jeg er +fuldkommen moralsk overbevist om hans brøde . -- +sommer trak vejret betydeligt lettere og spurgte +nu i en næsten hånlig tone . + +„ Men hvad i alverden vil de da her , når +de ikke kan bevise hvad de siger ? “ +» Jeg er naturligvis blot kommet her , for al +bede dem om al være på deres post og^at “ hjælpe +mig med at overbevise ham om hans uredelighed . +„ Er det virkelig deres alvor ? “ spurgte sommer , +hvem blodet steg stærkt til hovedet . +„ Ja , naturligvis . “ +Hr . Sommer sprang nu op , retlede sig i sin +fulde højde og stillede sig foran Søren , hvem han betragtede +med harmfulde blikke , idet han sagdes , +„ Øget sådant tilbud vover de at gøre mig ? +Kan de bevise at Petersen er en tyv , vel , så er det +godt , og så har te ret til al komme her og sige +det , men vel er lavt og lumpent at komme op og +fordre mig til at lægge snarer for et menneske , der +efter hvad jeg tror er uskyldig . Hvilken ret har +de i det hele laget haft til at udspejde Petersens +handlinger , og hvilken grund har de dertil . Hvem +garanterer n . ig for ar ikke hele deres fremgangsmåde +er fremkaldt af den laveste hævnfølelse ? Ved jeg vel +om de ikke kan have et eller andet udstående med +Petersen , som de nu vil hævne dem for på denne +måde ? Hvis de virkelig er så vis i deres sag +som de siger , hvorfor afgjører de så ikke sagen + +alene ? Hvorfor kominer de da til mig og forlanger +at jeg skal være deres spion og medhjælper ? “ +. Men , hr . Sommer , de misforstår mig aldeles , “ +Begyndte Søren . +. Nej , “ afbrød sommer ham barskt , . jeg misforstår +intet . For mig stiller sagen sig kun således +at de er et menneske , der vil Petersen ilde . Han +har været i mit hus fra barn af , han er så godt +som min søn , og jeg kroer nok at jeg kender ham +godt nok til ar kunne foragte deres lumpne påstand , +jeg må derfor bede dem om ikke al tale mere om +den sag , men snarest muligt befri ? mig for deres +nærværelse , der er mig i højeste grad ubehagelig . +De kan tage den forsikkring med dem at deres ord +ikke på mig har gjort der allerringeste indlyk . “ +Søren forsøgte desuagtet endnu al tale den +gamle tilrette , men del var aldeles forgæves . Hr . +Sommer ville intet høre og Søren havde således +intet andel tilbage al gøre end al lage sin hat og +gå igen med uforrettet sag . +Sommer så efrer ham med et hævnfuldt blik , +idet han mumlede ved sig selv . “ +„ Jeg har aldrig kendt mage til frækhed . Sådan +en fyr , han kommer her og vil have mig til al +agere spion ? Del er næsten utroligt . » + +hr . Sommer var en i alle henseender brav og +skikkelig mand , ver frem for alt besjæledes af en +følelse der ikke er synderlig sjælden blandt ældre folk , +nemlig følelsen af al del var uværdig ! for en honnet +borgermand ar indlade sig i nogen som helst maskepi +med politiet . Politiet var naturligvis en meget god +indretning , mente han , men del skulle holde sig indenfor +sine egne enemærker , gribe tyvene , når de +stjæle , og så tabe det være godt dermed . +Og nu denne beskyldning mod peierjen , dej +faldt ham ikke et eneste øjeblik ind at tro på den . +Det var hans fulde og faste overbevisning al Søren +rise kun gik uv på , af en eller anden hemmelig +grund , at styrte den stakkels Petersen i ulykke . +„ Dej ville jo være yderst lumpent af mig , “ lænkle +sommer , „ om jeg ville række hånd til at føre en +anden i ulykke , og andel går denne beljems bestræbelser +ikke ud på . “ +Del saldi ham ikke ind ej eneste øjeblik al mistænke +peierjen , trods dej som nylig var blev ! sag ! +Ham . Del forekom ham al være aldeles utænkelig og +» muligt at den , som han havde taget sig af som sit +eget barn skulle kunne lønne ham på en sådan +måde . +Desværre , del som vi allermindst tro , håbe +eller vente , del indtræffer som oftest allersnarest . + +enogtyvende kapitel +katastrofen +hr . Sommer brød sig sålidt om hvad Søren +havde fortalt ham , at han end ikke fandt det nødvendigt +ak foretage det allerringeste skridt i den af +ham antydede retning . Det faldt ham aldeles ikke +ind at se nøjere efter end han tidligere havde +gjort . +Og det havde dog været godt , hvis han havde +gjort det ; der havde været godt for ham selv , og +sandsynligvis godt for Petersen med ; thi denne sidste +herre havde nu forsøgt lykken så længe , al han ikke +på nogen måde var i stand til at gøre det +længere . +Han havde angrebet bouiiksskuffen til del yd/rste , +han havde lånt , hvorsomhelsf kan kunne komme afsted +dermed , han havde solgt og pantsat de fleste af sine + +klæder og hvilke genstande han ellers ejede , og endelig +hvad der var det værste , ban havde udstedt +falske verler . +Alle de penge han på disse forskellige måder +havde samlet , vare alle gåde den samme vej , de +vare alle forsvundne på spillebordet . +Den ene aften efter den anden var han gået i +spillebulen med fyldte lommer , når han vendte tilbage , +så vare de regelmæssig tømte . +Han forbandede sit uheld , og forundrede sig over +al heldet ikke ville komme igen , men det kom ikke +uden som lyglemænd . for al føre ham endnu dybere +ind i fordærvelsen . +Endelig blev hans stilling forhutlet . Hans +hjælpekilder vare aldeles udtømte , han ' kunne ikke +mere spille og de falske verler vare forfaldne i løbet +af få dage . +Det var en højst ubehagelig stilling at være i , +og Petersen følte sig nærved at fortvivle . Vi finde +ham en aften siddende på kanten af sengen med +hovedet skjult i sine hænder , og pijm af de forfærdeligste +tanker . +Han kunne ikke spille mere , enhver af hans +hjælpckjælder vare udtømte , og om få dage ville +de falske verler komme for dagens lys . + +„ Dersom jeg dog blot kunne forsøge lukken en +eneste gang , “ mumlede ban , . „ hvem ved , om da +bladet ikke kunne vende sig , og om jeg ikke snart +kunne vinde alt del tabte tilbage . “ +Det er denne tanke , beder som en lygtemand +jager alle spillere i ulykke . Heldet kan vende tilbage +det kan ikke blive borte for evigt . +Men uheldigvis havde Petersen nu intet mere +tilbage , hvormed ban , kunne friste lykken . Enhver +hjælpekilde var udtørret , ban var aldeles blank . +Han pi ikke og piinle fin hjerne for at sinde på +hjælpemidler til ar rejse sine forfaldne finansier på +føde , mere ! det var bam aldeles umuligt at sinde på +noget . Enbver udvej syntes aldeles spærret . +Da grebes ban pludselig af en tanke . Hans +principal havde nogle dage i forvejen indkasseret +en betydelig sum , søm nu lå gemt i kontoret +nede bag butikken . +Der var penge . Hvis ban nu tog dem og fristede +lykken med dem , hvem ved om ban da ikke kunne +vinde alt det tabte tilbage igen i nogle få timer ? +Denne tanke lød ham ikke have ro . Han +rejste sig op fra sin siddende stilling og gik højest +urolig op og nedad gulvet . Endelig så han sig + +om i kammeret , søm kun oplystes af et svagt brændende +lys , drengen lå roligt og sov i sengen . Klokken +var næsten tolv , huusbcboerne vare gåde til ro , +han kunne således uden nogen fare sætte sit forehavende +i værk . +Han vaklede endnu nogle minuter , derpå syntes +han ai tage sin beslutning . Han greb sin hat og +nogle nøgler og listede sig nedad trappen . +Nøglen til boutiken havde ban stedse i forvaring +og døren indtil del lille kontor kunne ban åbne +med nøglen til sit eget Kammer . Der var kun jernpengeskrinet +tilbage og al åbne del , frembød betler +ingen særegne vanskeligheder , da Petersen vidste , hvor +nøglerne vare benlagte . +Han vaklede endnu lidt . Vel have han i mange +år været en tyv , da han jævnligt havde taget af +skuffen , men delte var noget , som han ikke gjorde +sig nogen samvittighed af , da han følte sig overbevist +om at de flesfe af hans lige gjorde det samme , og +benyttede sig af lejligheden ; men dette her , al tage en +stor sum ud fra dette sted hvor den var gemt , det +indgjsd ham i øjeblikket en vis samvittighedsuro . +„ Dumheder ! mumlede han endelig hen for sig +selv , „ dette er jo intet tyveri men blot et lån , jeg +bringer jo pengene igen i morgen tidlig . “ + +denne tanke beroligede hans samvittighed , og +i del næste øjeblik havde han skabet åbnet . +Månen skinnede svagt indad vinduet og satte +ham i stand til at sinde den rigtige pakke , som indeholdt +pengene . +Han lukkede aner skabet omhyggeligt til og +listede sig nu atter ud af kontoret og boutiken +igen . +Ved døren blev han dog stående og for sammen , +det forekom ham som om han havde hørt en +lyd , som af nogen , der nærmede sig . Det var dog +intet , overbeviste han sig om efter et øjebliks lytten , +det var kun hans ophidsede fantasi , der havde spillet +ham et puds . +Han skynte nu sig afsted så hurtigt hans ben +kunne bære ham , hen til spillebulen , hvor hans +sjæbne skulle afgøres . +. Jeg har aldrig haft så mange penge hos mig +før , “ tænkte han undervejs , „ og dej kan ikke sejle andet +end al det må bringe lykke . Pengene have en magnetisk +tiltrækningskraft , som aldrig fornægter sig . +Netop som han sagde delte til sig selv , havde han +nået sit mål , og få øjeblikke efter sad han mellem +sine bekendte ved del grønne bord . + +„ Ere i nu godt beskåede i aften ? “ råbte +Petersen , så snart han havde taget plads , thi jeg +vil lade eder vide at jeg har sat mig for at ville +sprænge hele banken i aften . “ +„ Det er rigtigt , således skal det være , “ svarede +bankøren , „ man skal altid spille højt , det er det eneste +fornuftige . Tabet kan vel så blive stort , men så +svarer også gevinsten dertil . “ +Spillet , der et øjeblik var blevet afbrudt ved +Petersens ankomst , begyndte nu igen med fornyet +Iver og interesse . +Petersen var , som naturligt er , i en meget ophidset +sindsstemning . Han vakle de andres opmærksomhed +ved sine indsatser , der denne aften vare langt +større end sædvanligt . +Pakken han havde taget i sin principals skab , +indeholdt tre tusinde daler , derom havde han overbevist +sig på vejen hen til spillebulen . +Han begyndte med at holde et havlhundrede daler +ad gangen og det synes som om lykken denne +aften havde i sinde at smile til ham igen , thi de +første gauge han holdt var han heldig og vandt . +Men lykken vendte sig snart . Blændet af sit +øjeblikkelige held , fordoblede han sine indsatser , idet +han sagde : + +„ Jeg er i held i aften , og som jeg sagde eder +før , i skulle få at se at jeg sprænger banken i +aften . “ +Men denne spådom gik , desværre ikke i opfyldelse . +Spillet endte denne^aften ligesom alle de +foregående med at Petersen blev aldeles blanket af . +Da den sidste skilling endelig var borte , sad +Petersen et øjeblik og stirrede vildt og fortvivlet hen +for sig . Han var frygtelig bleg og han formåede +neppe at holde sig oprejst . +De andre brøde sig imidlertid ikke del mindste +om hvorledes der var fat med ham , men spillede +ganske roligt videre . +Endelig sagde bankøren : +„ Nå Petersen , skal de ikke spille mere . “ +Petersen for op , som af en drøm og så ubestemt +på bankøreren , som om han ikke ret forstød +hvad denne sagde . Derpå strøg han sig med hånden +over panden og råbte : +„ Spille , jo naturligvis spiller jeg . Jeg holder +hundrede rigsdaler . “ +„ Det kan jeg lide , “ svarede bankøren , “ men +må jeg ikke for en ordens skyld bede om at få +mynten at se . +“ Jeg holder de hundrede på æresord , “ stammede +Petersen + +. Et æresord fylder meget lidt i lommen , “ sagde +bankøren i en temmelig hånlig tone . „ De ved +jo desunden nok al her ikke spilles med andet end +kontanter . “ +„ Men de kender mig jo så godt , “ sagde Petersen +i en bønlig tone . » De ved jo at de er sikker +nok på deres penge , hvis jeg taber . “ +. Man er aldrig sikker på penge , før man +har dem i hånden , “ sagde bankøren koldt og +bestemt . +Petersen så sig forvildet om , som om han +søgte en , af hvem han kunne lånel penge til +at fortsætte spillet med . Blot han kunne forsøge +lykken en eneste gang endnu , så var det jo +dog muligt at alt det tabte kunne vindes tilbage +igen . +Men alle de , som sad rundt om bordet , +syntes aldeles ikke at være tilgængelige for nogen +barmhjertig følelse mod ham . De gav sket ingen +agt på ham , men fortsatte roligt det påbegyndte +spil . +Spillere bryde sig kun om folk , som have penge , +og nu , da Petersen ikke havde flere , eksisterede han +ikke mere for dem . +Petersen var netop i færd med at åbne munden +for atter at gentage fin begæring om at måtte + +spille på æresord , da hele scenen pludseligt fik +et andet udseende . +Der hørtes nogle stærke slag på døren , og +en barsk stemme råbte udenfor : +„ Luk op i kongens navn ! “ +Alle spillerne fore op og så bestyrtede på +hinanden . At politiet havde opdaget dette spillehelvede +var en omstændighed som de allermindst af +alt havde ventet . +De stod et sekund eller to aldeles rådvilde +og stirrede på hverandre . +Da gjentoges bankningen på døren og nu +hørtes den samme barske stemme som alfer gentog +de samme ord : +„ Luk op i kongens navn ! » +» Lad dem vente lidt , “ hviskedee nu banksren , +som syntes at være den , som først gjenerholdt fin +gamle fatning . “ Lad os først putte pengene og +kortene i lommen , og lad os så se , hvad de +godtfolk kunne gøre os , når de komme ind og +sinde alting forsvundet . “ +Dette råd var godt , og man gav sig ufortøvet +til at efterfølge det , men fik dog ikke tid til +at bringe det i udførelse ; thi næsten i tamme øjeblik +sprængtes døren ved et stærkt slag og ind styrtede +Søren rise fulgt af fire betjente . + +Søren ilede straks hen til bordet , fremtog en +lille sølvhånd , lagde den på bordet og sagde +med høj røst : +„ I kongens navn lægger jeg beslag på alt +hvad her findes , og opfordrer dem alle til at følge +med til stationen . “ +På stationen , til politiet , disse ord sloge +Petersen med en rædsel og angst , som var nærved +at berøve ham besindelsen . +Kom han nu til politiet , så var han jo redningsløst +fortabt . +Men hvorledes kunne han undgå det ? +Hvorledes fluide han vel kunne redde sig bort +herfra ? — +han følte at det næsten var ude med ham , og +netop denne følelse gav ham en hidtil ukendt kraft +og energi . +Betjentene vare i dette øjeblik fornemmeligt +beskæftigede med at bringe de på bordet tiloversblevne +penge i sikkerhed , og der var kun posteret +en betjent ved døren . +Petersen benyttede sig af dette øjeblik , styrtede +henimod døren , kastede betjenten omkuld og styrtede +ud på gangen og ud af gadedøren , som man ikke +havde aslåset igen . + +Søren rise , der ledede denne ekspedition , havde +også forsømt at sætte en betjent på vagt udenfor +døren , hvorfor det lykkedes Petersen at undslippe +ved hurtigt at dreje nedad en Sidegade . +Hele denne begivenhed gik langt hurtigere +end vi kunne fortælle den . +Søren rise skar tænder af raseri , da han så +at Petersen var undsluppen . Det var jo navnlig +for at fange ham at han havde sat sig i spidsen +for dette tog . + +toogtyvende kapitel . +Et uventet mode . +Petersen styrtede afsted så hurtigt som hans +ben formåede at bæere hum , uden selv at vide hvor +han kom hen og uden ak bryde sig derom . Blot han +kom bort , langt bort fra politiets nærhed . Det var +hovedsagen for ham . +Endelig var han kommet ud i en af alleerne +udenfor byen , og her sank han endelig udmattet om +på en bænk . +Han søgte nu al samle sine tanker , og først nu +begyndte det at stå rigtigt klart for ham , hvorledes +han egentlig var faren . +Hjem turde han ikke gå . Der var ingen tvivl +om at tyveriet ville blive opdaget næste dag og at +han ville blive overbevist om at være skyldig deri , +og så — så var tugthuset det sted , som ventede +ham . + +nu først , da hans skæbne ikke mere stod til al +forandre , følte han klart og tydeligt i hvilken afgrund +han havde styrtet sig . Nu først blev det ham klart +at han ikke var andet end en forbryder , der hvert +øjeblik måtte vente at blive ramt af lovens +hævnende arm . +Hvad skulle han nu gribe til ? spurgte han sig +selv . Hvor skulle han gå hen for at undflye +politiet , som udentvivl snart ville komme på spor +efter ham ? +Han blev grebet af en frygtelig fortvivlelse . +Det syntes ham at han nu kun havde en eneste +udvej døden . +Denne tanke bragte ham til at gyse , men den +blev dog stærkere og stærkere hos ham . Var ikke +døden at foretrække frem for den skam og skændsel , +som så sikkert ventede ham ? +Jo , det måtte så være , sagde han til sidst til +sig selv , idet han rejste sig op fra bænken , og +langsomt vandrede videre , hen ad Peblingesøen til , +» det må så være , jeg har intet andet redningsmiddel +tilbage . “ +Vejen var tom og øde , og dagen begyndte nu +at grye . Han gik langsomt ned ad kjærlighedsstien +og stirrede ned i vandet . + +det er imidlertid let nok af beslutte af ville dø , +men det er langtfra så let af bringe det i udførelse , +og Petersen tøvede derfor en stund med af udføre +sin beslutning . +Hvormeget mennesket end ønsker sig døden , så +er det dog alligevel kun få , som have mod nok til +af møde den i det afgørende øjeblik . +Petersen vandrede langsomt frem og tilbage , +pint af sin sjælekval og sin angst for døden . +Hans hjerne arbejdede , så hovedet var nærved al +springe , men han fandt ikke nogen som helst udvej , +der kunne frelse ham fra det uundgåelige . +Flere gange tog han tilløb for af styrte sig i +søen , men standsede altid igen på halvveien , som +om han holdtes tilbage af en usynlig hånd . +. Ak , ' mumlede han ved sig selv , . hvorfor mon +jeg dog ikke har kraft nok til af gøre det afgørende +Spring , i stedet for ved denne ubestemthed selv af forlænge +mine lidelser ? “ +Endelig samlede han hele sin energi , slog +armene overkors , og sagde til sig selv : +„ Nu skal det være , nu eller aldrig ! “ +Med disse ord gav han sig til af ile hen mod +vandet , men netop som han nåde det , blev han rask +revet tilbage og en rå stemme sagde : + +„ Så sagte , så sagte min ven . Det er ikke +sundt at tage kolde bade så tidligt på morgenstunden , +og især ikke , når man er fuldt påklædt . “ +„ Det kan jø være dem det samme , “ sagde +Petersen vredt . +. Såmænd , “ sagde den fremmede , „ det kan det +i grunden også , for enten de lever eller dør , det +kan jø være mig lige meget . Men jeg holder nu +engang ikke af ak folk gå hen og drukne sig , +og derfor vil jeg heller ikke have at de skal gøre +det . ' +. Men jeg må , ' råbte Petersen , „ jeg har +ingen anden frelse end døden . “ +„ Så , “ sagde den fremmede , „ ja , det tænker +man undertiden , men man betænker sig dog alligevel +igen . Lad de os to sætte os ned på den bænk +derhenne , så skal de se , så går nok grillerne +bort . “ +» Aldrig , “ sagde Petersen , men lod sig dog af +sin nye ven lede hen til en nærstående b < rnk , +hvorpå de toge plads . +Den mand , som havde forhindret Petersen i at +springe i vandet , havde just intet indbydende udseende . +Han så ud til at være nogle og fyrgetyve +år gammel og havde et temmelig fordrukket ansigt . + +hans klædedragt var laset og hullet , og del så ud +som om han var aldeles ubekendt med brugen af +linned . +Da de havde taget plads sagde denne mand : +. Sig mig nu , hvorfor fanden de ville drukne +dem ? “ +. Nej , ikke for alt i verden ! “ +„ Nå , nå , de behøver ikke al tage så heftig +på vej , “ sagde manden beroligende , , . forresten var +det jo også et dumt spørgsmål af mig , da det +jo er en given ting at folk kun aflive sig af lo +årsager , enten ulykkelig kærlighed eller pengesorger . +Del er sandsynligvis også en af disse grunde , og +hvilken af dem det er , kan jo i grunden være mig lige meget . +Kun så meget vil jeg sige lem , al den +største dumhed man kan gøre , det er at tage livet af +sig , thi man ved hvad man har , men man ved pinedød +ikke hvad man får , og det er idet hele taget +et stort spørhsmål , om der i den den anden verden +er bedre ar være end her . “ +Det var nu blevet fuldkomment lyst og den +fremmede tog nu Petersen skarpt i øjesyn og betragtede +ham opmærksomt . + +da han stiltiende havde betragtet ham i nogle +minnutter udbrød han endelig : +„ Der forekommer mig at jeg skulle kende deres +ansigt . “ +„ Så ! “ sagde Petersen i en stødt tone > idet +han kastede et foragteligt blik på den ubekjendtes +ydre . +„ Ja ganske vist , jeg har set dem før , “ vedblev +den fremmede . +„ Det tror jeg dog næppe , ' mente Petersen . +„ Men jo mere jeg seer på dem , desto mere +vis bliver jeg derpå . Bliv lidt , lad mig tænke mig +om — jo rigtigt , nu har jeg det , deres navn er +Petersen . “ +„ Det er rigtigt , “ sagde Petersen forundret . +„ Og de er kæmmersvend , eller hanbelskommis , +som det kaldes med et finere navn , “ vedblev den +fremmede . +„ Også de : er rigttigi , men hvorfra i alverden +ved de dog del ? “ +. Hvor jeg ved del fra . ja det er netop Tingen . +Jeg har ikke altid gået således klædt som jeg for +øjeblikket gør , og hvis de tænker dem lidt om , og +seer noget nøjere på mig , så kan det ikke fejle +andet end at også de må kunne genkende mig + +Petersen kastede et besynderligt foragteligt blik +på sin nye ^ven . Trods den ulykkelige stilling +hau var i , var han dog endnu alt for stolt ttl at tænke +sig muligheden af at han skulle kunne ^have noget +nærmere bekendtskabet til en person i så lasede +klæder . +Imidlertid , medens han betragtede denne ubekendte , +synes der at opstige dunkle erindringer i hans +sjæl . Han gned sine øiue sagde endelig : +„ I sandhed , det forekomme også mig at jeg +har set deres ansigt et eller andet sted før . “ +„ Gjenkjender de mig ikke ? “ +. Nej , jeg kan ikke hnske hvem de er , men dog +forekommer dej mig al jeg har talt med dem før . “ +„ Det har de også , lidt og mange gange , men +dengang så jeg rigtignok ikke ud som nu . Se +blot nøje på mig , så kommer de nok på det . “ +Petersen tænkte og tænkte , men lige langt kom +han . Al han havde set den fremmede før , det var +hævet over enhver tvivl , men hvor og når var det +ham aldeles umuligt at erindre . +„ Nej “ sagde han endelig , » jeg ved sket ikke , hvor +jeg skal føre deres ansigt hen , uagtet det mere og +mere forekommer mig bekendt . “ + +. Der kan man se , hvorledes tiden kan forandre +alt , siden den endogså kan gøre gamle venner +ukendelige for hverandre/ ' +„ Gamle venner ? “ +„ Jo unge mand , jeg har været en af de første +venner , som har mødt dem tzå livets slibrige +vej . “ +» Det forstår jeg ikke . » +» Ikke ? ' +nej , ikke en smule . “ +„ De har da aldeles glemt den , som indtøg den +plads de endnu har , inden de kom ti ! den ? “ +„ Hr . Rose ? “ +„ Ja har de glemt ham ? “ +„ Nej , aldeles ikke , men de vil da vel ikke sige +at de er — “ +„ Hr . Rose , “ afbrød den fremmede ham , „ jo +netop , det er mig selv . Se rigtigt på mig , så vil +de udentvivl også kunne genkende mig . “ +Nu var det ligesom der faldt et slør fra Petersens +øjne . Jo , det var virkelig den fordums så +elegante og pyntelige hr . Rose , men ak hvor forandret . “ +„ Men sig mig dog , “ begyndte Petersen . + +„ Hvorledes jeg er kommet i denne stilling , ikke . +Ak det er en lang historie . Sig de mig hellere +hvorfor de ville tage livet af dem . “ +„ Det er også en lang og sørgelig historie , “ +Sukkede Petersen . +„ Naturligvis , “ nikkede Røse . „ De er blevet +hængende fast ved disse små ertrafortjenesfer , ikke +sandt ? “ +Petersen nikkede og sukkede dybt . +„ Jo , jø , jeg kunne tænke det var gået således , “ +Sagde Røse . „ Og nu har man opdaget det hele ? “ +„ Idetmindsfe vil det ske om lidt . » +„ Og del kan ikke skjules ? “ +„ Umuligt ! “ +„ Stakkels fyr , det gør mig ondt for dem , “ sagde +Røse . „ Hvad har de nu i sinde at tage dem +for ? ' +. Det ved de jø , jeg vil dø ? “ +„ Åh passiar , sådan tænkte jeg engang med , +men det har jeg opgivet for længe siden . Når alt +kommer til alt , er livet det bedste vi have , og det er +aldrig umagen været at kaste det bort for ingenting . +Jeg har nu for mange tider sat mig ud over sådanne +småting , og lever nu som jeg kan bedst , glad over +den dag i dag og ubekymret for den i morgen . “ + +„ Men , “ stammede Petersen , „ betænk at jeg er +således stillet at jeg hvert øjeblik kan vente al blive +grebet af politiet . “ +„ Det er rigtignok slemt , “ mente rose , » men +politiet er ikke nær så skarpsynet som man undertiden +bilder sig ind . Skjul dem indtil deres historie er +glemt igen . “ +» Men hvor ? “ spurgte Petersen , » jeg har jo ikke +en eneste ven i hele den vide verden . “ +» Passfar , de har jo mig . De kan foreløbig +blive hos mig og hjælpe mig med mine forretninger , +at sige , når de først har forandret deres dragt og +taget deres skæg af og klippet deres hår for at +ingen skal kende dem . “ +» Har de en forretning ? “ spurgte Petersen yderst +forbavset . +„ Ja , det er rigtignok ingen grossercrforretning , “ +Sagde rose smilende , » men herregud , man hjælper sig +som kan . Siden jeg forlod boutiken , så har jeg +rigtignok gået mange besynderlige skæbner igennem , +men nu har jeg endelig slået mig til roe med at +blive jæger . “ +Jæger ? “ +„ Ja , det vil sige jeg^ jager ikke ville dyr , men +kun katte der forresten somme tider kunne være ville +nok . “ + +„ Katte , de jager katte ? “ +„ Javist . ' +„ Hvad bruger de dem til ? “ +„ Ih , jeg slår dem og sælger skindet til bundtmageren . +Det betaler sig ikke så galt , men den +forretning kan ikke gå hele året rundt , da skindene +ikke due i fældctiden . Derfor har jeg desuden +nogle andre små forretningsgrene . “ +„ Og det er ? « +. Jeg finder for erempel hunde . “ +„ De finder hunde ? “ spurgte Petersen , der blev +mere og mere forbavset . +„ Ja . “ +„ Men hvorledes bærer de dem ad dermed ? “ +Spurgte Petersen . +„ Ganske simpelt , jeg lægger mærke til hvor der +i et hus er smukke hunde , helst skjødchunde , som +tilhører formuende folk . Så passer jeg på , og +når moppe går sin morgentour , så tager jeg den +ved vingeben ' +„ Nå , og så ? “ +„ Og så ? Så kommer der naturligvis næste +dag et avertissement i avisen , der udloves en respektabel +ducør for hundens tilvejebringelse . Så +bringer jeg hunden tilbage og fortæller en rørende +historie om i hvilken ynkelig forfatning jeg har + +fundet den . Så får jeg min betaling , og den er +sommetider ikke så ganske lille endda . “ +. Det var da en besynderlig forretning , “ mente +Petersen . +„ Ja herregud , “ sagde Røse , „ man hjælper sig +som man kan , man kan ikke altid danse på roser i +denne verden . Hovedsagen er at leve og have sit +udkomme , og det kan man dog for del meste have , +og når det går alt for galt , så har man altid +gården tilbage . « +„ Gården ? “ spurgte Petersen forundret . +„ Ja , ladegården , “ sagde Røse roligt . Det er +jo rigtignok ikke noget behageligt opholdssted , men +om vinteren er det dog bedre end sket ingenting . +Jeg har i det hele taget vænnet mig af med at være +storagtig og fornem . Jeg er blevet filosof , jeg tager +livet som det falder , og bryder mig pokkeren ikke om +den dag i morgen . “ +Petersen skjulte ansigtet i sine hænder og tav +en tidlang , idet han tænkte over hvad Røse havde +fortalt . +Hvad var dette ikke for er liv , som han havde +omtalt . Al slå katte og stjæle hunde , for al bringe +dem tilbage igen , som fundne , mod en god ducør . +Al man på den måde skulle kunne danne sig en +eristents , havde han aldrig tænkt sig muligheden af . + +han vaktes igen af sine drømmerier af rose , +som slog ham på skutderen , og sagde : +„ Nå , min ven , sid nu ikke der og fald i stave . +Op med hovedet og lad os se at liste hjemad . Jeg +har mine grunde til at se at komme hjem inden det +bliver alt for lyst og alt for højt op på dagen . Jeg +kunne gerne tilfældigvis støde på en eller anden , +som genkendte mit elskværdige ansigt , og det vil jeg +døg helst undgå . “ +„ Hjem ! “ sagde Petersen , . jeg har jo intet hjem . “ +. For Pokker , jeg mener , gå hjem med mig , “ +Sagde rose . „ Som jeg sagde før , jeg trænger til +medhjælp ved min forretning , og da de nu for +øjeblikket ikke har andet at tage dem til , så mente +jeg det kunne være ganske passende for dem . Jeg +vil desuden kunne hjælpe dem til at undgå politiets +sporhunde . “ +Petersen betænkte sig endnu et øjeblik , men ikke +længe . Han havde jo intet valg . Hvor modbydelig +den tilværelse som rose tilbød ham , end målte +forekomme ham , så måtte han døg være glad ved +tilbudet , da ingensomhelsf anden udveistod ham åben . +„ Vel , “ sagde han „ jeg modtager deres tilbud . « +„ Det kunne jeg nok lænke , “ sagde aose . „ Kom +så , lad os se al liste af . “ +Med disse ord tog han Petersen under armen +og gav sig til ar gå indad byen til . + +Petersen fulgte ham uden at gøre modstand , +men dog opfyldt af væmmelse og angst . Hvergang +han i det fjerne så en politibetjent , for en voldsom +gysen igennem ham . Rose bemærkede det godt , +men han sagde ganske roligt , idet han smilede : +» Disse foonemmelser gå nok over igen , +min ven , nåar først man bliver rigtig vant til +dem . Det går med det , som med alt i verden , +det er en øvelse . “ + +treogtyvende kapitel . +Hr roses hjem +Petersen syntes at denne uhyggelige vandring +aldrig ville få ende , men endelig standsede dog +hans ledsager udenfor et gammelt og meget forfaldent +sted i Adelgade . +„ Så , “ sagde rose , „ nu er vi hjemme , men +det er alligevel ikke så ganske let at finde leiligheden/ ' +„ Det var det heller ikke ; thi vejen gik først +igennem gadedøren , derpå over gården og indad +en smal dør , som førte ind til en lang , snever gang +ved hvis ende der var en forfalden trappe , som +istedetfor rækvær var forsynet med et gammelt , fidtet +toug til at holde sig i . +Da man endelig var kommet op af denne trappe , +støde vore to helte i en lang , smal gang , der var +ganske mørk . Rose var imidlertid huusvant her , og +han gik uden at betænke sig fremad , indtil han standfede , + +idet han bankede på noget , som Petersen formodede +var en dør , medens han skreg : +„ Luk op derinde , det er mig ! “ +En underlig brummende lyd lod sig nu høre +indefra , og få øjeblikke efter åbnedes døren . +„ Så , værsågod træd indenfor , og bese min +lejlighed , “ sagde rose . +Med disse ord gik han ind i det , som han +kaldte sin lejlighed , og Petersen fulgte nølende efter , +idet han med en blanding af forbavselse og . Væmmelsc +så sig om . +Lejligheden bestod af et eneste , lille forfaldet og +smudsigt kvistværelse . Der var kun et eneste vindue , +og de halve af dels ruder vare borte og k-rstattede +med papir . Væggene bestøve af rå , uhøvlede brædder , +der sandsynligvis aldrig havde været malede eller betrukne +med papir . I den ene krog af dette pragtfulde gemak +stod en lille brystfældig kakkelovn , hvorfra en underlig +fedtet og sveden dunst slog Petersen i møde . +Møblementet svarede fuldkomment til lejligheden . +I en krog lå nogle gamle pjalter og et par kaffesække , +det var sengen . Midt på gulvet stod en +temmelig stor pakkasse , den tjente som bord , og ved +siden ad del stod to bøtter med bunden i vejret , +de forestillede stole . + +den hæse , brummende lyd , som Petersen havde +hørt førend døren åbnedes , hidrørte fra et størt , +robust fruentimmer , med et hæsligt , rødblusset ansigt . +Hun var iført en dragt , der i enhver henseende +dannede et sidestykke til den hr . Rose havde på . +Delle fruentimmer modtog ikke hr . Rose og hans +ven på den mest artige måde . Så snart hun +fik øje på Petersen , stemmede hun armene i siden +og råbte med høj , sfingrende stemme til rose : +„ Hvad er det far en fisk , du der ' . bringer med +dig ? “ +. Det er slet ingen fisf , “ sagde rose med sin +uforstyrrelige rolighed , . men en god gammel bekendt , +som det er gået tilbage for , og som nu vil hjælpe +mig med min forretning . — de skal ikke bryde dem +om , “ vedblev han derpå henvendt til Petersen , . at +min kone er lidt fremfusende , for hun mener ikke +noget dermed , hun har el ejegodt hjerte . “ +Det forekom rigtignok Petersen at meningerne om +Fru Røses gode hjerte kunne være betydeligt delte , +men han sagde det ikke . Han indskrænkede sig blot +til at mumle nogle ord mellem tænderne . +„ Må jeg spørge dig om dej er din mening +at han skal blive her hos os , “ vedblev damen , uden +at bryde sig om de faldne yttringer . + +» Jo , det er det rigtignok , ' sagde rose , „ han er +kommet i fidtefadet , skal jeg sige dig og nu har han +ingen steder at tage hen . “ +Nå således , ' sagde konen i en mildere tur . +„ Han er altså en af vore ? « +„ Ja , i det mindste er han da på gode veje til +det . “ +„ Nå , så velkommen da , “ sagde fruentimmeret , +idet hun rakte Petersen hånden med et smil , der +skulle udtrykke velvilje . +Petersen greb hendes hånd og mumlede noget +om at han følte sig særdeles smigret over hendes venlige +modtagelse . +» Nå , lad del nu være nok med alt det passiar , “ +Sagde rose lidt utålmodig . „ Vi er ligefremme folk , +der ikke bryde os om komplimenter . Kav os nu få +noget frokost , thi jeg er dvævleblændt sulten . “ +Istedetfor al svare gik fruentimmeret hen til kakkelovnen +og fremrog en lille leeepande , hvori fandtes +noget kød , der var stegt i kakkelovnen . Panden +satte hun hen på den søromtalte pakkasse og fremtog +derefter et stykke rugbrød , som hun gav sig til al +skære i skiver , medens hun sagde : +» Så , værsågod og spils . ' + +„ Vi er ikke indrettede på stort selskab , som de +seer , “ sagde rose , „ vi have kun to stole , men det +savn tror jeg nok jeg kan afhjælpe . “ +Han gik nu hen i en krog af værelset , og vendte +tilbage med en stor træklods , hvorpå han selv salte +sig , medens de andre toge plads på de omvendte +bøtter . +Sjøndt Petersen nu følte sig sulten , så kostede +det ham dog overordentlig anstrengelse at deltage i +dette måltid , der var så ubehageligt og så ureenligt +som han aldrig havde tænkt sig at et måltid kunne +være . +Imidlertid måtte han gøre vold på sig selv og +tvinge nogle mundfulde ned . Efter nogle øjeblikkes +forløb kom der en stor brændeviinsslaske på bordet , +og Petersen så med forbavselse på hvilke store +kvantiteter af denne drik rose og hans kone , som +han kaldte hende , kunne sætte tillivs . +„ Brændevinen , “ sagde rose , „ det er en universalmidicin , +som kurrerer for alle sorger . Se blot +at få smag på den , så glemmer de snart al +verdens besvær og fortred . “ +„ Hør rose , “ sagde nu hans kone , „ der er en +ting , som forekommer mig højest besynderlig . “ +„ Og hvad er det , min engel ? “ + +„ Ikke andet end at det er noget løjerligt al to +sådanne gamle venner og fortrolige som du og ham +der , i sige de til hinanden . “ +„ Det har du ret i min engel , det er i grunden +også løjerligt , “ sagde rose , , , men del er et forhold , +som der snart kan rådes bod på . Kom +Petersen , lad os drikke dus . Jeg håber da ikke al +de vil afslå deres livs frelser en sådan gunstbevisning . “ +Petersen sølle vel ingen synderlig tilbøjelighed +til den omtalte ceremoni , men han gav dog efter for +ønsket , og samtykkede beredvilligt . Og havde han vel +andel at gøre , ville ikke stolthed og hovmod være +ilde anbragte i den stilling , hvori han nu befandt sig . +Brændeviinsglassene blev altså fyldte . Petersen +og rose slyngede armene sammen og tømte +glassene på en gang . +„ Så du gamle borger , nu er det gjort , ' +sagde rose , „ men nu er vi duskammerater og venner +lige til dommedag . « +Petersen følte sig ikke overordentlig opmuntret ved +denne udsigt , men herved var jo intet at gøre , +imidlertid blev måltidet endt og levningerne blev +satte til side . +Da delte var gjort , gik konen bort , og da de +vare ene , sagde rose : + +„ Så min ven , nu er det nok bedst at vi tænke +på dit toilette . “ +„ Mit toilette ? ' +ja naturligvis . Det er da klart al du ikke +kan gå om i den dragt uden at biive nappet inden +fireogtyve timer . “ +„ Del har du desværre ret i , “ sagde Petersen +sukkende , “ men feg har ikke nøgen anden dragt at +tage på . “ +„ Åh , jeg lænker nok jeg kan slå så mange +gamle pjalier sammen som du behøver , “ sagde rose , +„ vent lidt , så skal jeg se ad . “ +Han gik nu hen i en krog og vendte lidt efter +tilbage med nogle pjaltede klædningsstykker . +„ Og det tror du jeg vil tage på ? “ råbte Petersen +fortrydelig . +„ Nå , min unge , ikke så kjæphøi , “ sagde rose +kolblodig . “ De dage da vi to kunne give greven +ere for længst forbi , nu gælder det for os først og +fremmest om al undgå politiets snushaner . Du +kan da nok begribe at dit signalement om et par +timers tid er bekendt for alle støvcrhundene , og +sæt nu at en eller anden af dem faldt på ar komme +herop , det ville rigtignok blive en mindre behagelig +affære både for dig og for mig . Vil du undgå + +politiet , så må du gøre dig så ukendelig +som muligt og det kan kun ske ved at følge mit +råd . “ +Petersen måtte mod sin villie give ham ret og +gav sig til at trække de hæslige klædningsstykker +på . +Da dette var gjort , samlede rose Petersens aflrukne +klæder sammen i en bylt og sagde : +„ Nu lader jeg Stine slå disse sager i hartkorn , +det kan altid hjælpe lidt på finantsvæsenel . “ +Derpå lagde han omhyggeligt klæderne hen i +en krog og sagde derpå : +„ Så det var klæderne . Nu komme vi til dit +hoved . “ +„ Mit hoved ! “ råbte Petersen halvt forskrækket . +, , ja , del må naturligvis også undergå en +forandring ligesom alt det øvrige . Hovedet er jo +den del af mennesket , som lettest kjendcs , og derfor +må dit undergå en total forandring , hvis du +vil undgå at blive genkendt . “ +„ Men , hvorledes skal det gå til ? “ spurgte +Petersen angst , idet han kom til at tænke på at han i +romaner havde læst om forbrydere , som havde gjort +sig ukendelige , ved at ætse deres ansigter med syre , +og pludseligt kom til at frygte for at Røse ville foretage +en lignende operation med ham . + +l ! +„ Åh , det er snart gjort , “ sagde Røse , idet han +fremtog en sar . „ Sæt dig nu ned , så skal du se +at du snart skal blive til et nyt og bedre menneske . “ +Petersen adlød og satte sig ned på bøtterne . +Røse gav sig derpå til at afklippe hans hår og +skæg ganske kort . +„ Så , “ sagde han , da han var færdig , „ nu +har du fået et ganske andet udseende . Når du +nu lægger et plaster over det ene øje , så vll ikke +satan selv kunne genkende dig . Se bare selv . “ +Med disse holdt han et lille stump spejlglas +henimod Petersen som blev ganske ilde til mode ved at +se den forandring som var foregået med ham . +Han der før havde lignet en løve og sat en ære +deri , han så nu fuldstændigt ud som en af men , +nestehedens udstud . +Han svarede ikke rose på dennes sidste bemærkning , +men faldt i tanker , af hvilke han først vækkedes +ved lyden af roses kones stemme : +„ Ej , ci , “ sagde hun , “ så du har fået ham +pyntet ! Det kan jeg lide ! nu ligner han da mere +os andre end før . “ +Det løb Petersen koldt nedad ryggen , da han +hørte disse ord . Det forekom ham som om det var +en udtalelse af at han nu var sunket så dybt som +han vel kunne synke . Og var han i virkeligheden + +ikke også del ? “ — jo desværre , han kunne ikke +skjule del for sig selv . Overvældet af sine følelse +bøjede han uvilkårligt hovedet og følte at tårerne +vare lige ved at styrte ud af øjnene — dog , disse +mennesker måtte ikke se hans svaghed , de ville +ilte kunne forstå den . Han gjorde derfor en voldsom +anstrengelse på sig selv for at synes rolig , og +han sagde derfor , idet han søgte at frembringe et +smil : +„ Det forekommer mig også at jeg er til mode som +om jeg var nyfødt , i disse klæder . “ + +fireogtyvende kapitel +opdagelsen . +Vi ville for el øjeblik forlade hr . Petersen , og +vende os til andre personer i denne historie . +Da drengen om mørgenen vågnede på sit +og Petersens fælles Kammer , blev han en del forundret +ved at se at Petersen endnu ikke var kommet +hjem . +INitupiNit==haN så på N . het . Jo , klokkeN var omtreNt +så mange at boutikken skulle åbnes , og ved den +tid plejede Petersen ellers altid at være nærværende . +Drengen lo ved sig selv og tænkte : +„ Nå , i nat har han da rigtig gjort sig lystig . +Det vil blive en drøj tur for ham at stå i boutikken +i dag . “ +Som en samvittighedsfuld dreng , der nødig vil +støde sin nærmeste foresatte , svenden for hoveder , + +lod han det næsten vare en halv time over den sædvanlige +tid inden han gik ned og lukkede op . +Endelig kunne han ikke opsætte det længere , hvis +han ikke ville udsætte sig for selv at få dygtige +skænd af fin principal og han skyndte sig derfor +med at åbne boutikken . +Da dette var gjort , stillede han sig i boutiksdøren +og kiggede nedad gaden , men der var intet spor +at se af Petersen . Der gik en time , der gik to , men +han var og blev borte . +Endelig blev klokken elleve og hr . Sommer selv +kom ned i boutiken . +„ Er Petersen syg ? “ spurgte han , da han savnede +fin svend . +„ Nej , “ svarede drengen . „ Han gik ud iaftes , +men er ikke senere kommet tilbage . “ +„ Hm , hm , “ sagde sommer , „ bare han ikke er +kommet tilskade og har brækket en arm eller et ben . +„ Jeg kan ikke på anden måde forklare mig hans +udeblivelse . “ +Drengen tænkte ved sig selv at man også kunne +forklare Petersens udeblivelse derhen , at han måske +om natten havde drukket for meget og gjort spektakler +og var kommet på stationen , men han beholdt +klogeligt fin mening hos sig selv . + +hr . Sommer gik nogle gange op og nedad +gulvet , tittede ud af døren efter Petersen og mumlede +af og til : +„ Højst besynderligt , højst besynderligt . “ +Tilsidst gik han ind i sit kontor for at skrive nogle +breve og føre noget ind i sine bøger . +Han havde ikke længe været derinde , før han +kom tilbage igen i boutiken . Han var bleg som er +lig og sagde med rystende stemme til drengen : +„ Mærkede du ikke noget usædvanligt i Petersens +væsen i aftes ? “ +Drengen så forundret på ham og svarede : +„ Nej , han var som sædvanlig . “ +„ Er du vis derpå ? “ +„ Ja , del tror jeg da i det mindste . “ +Hr . Sommer sagde ikke mere » il drengen , men +gav sig atter til at gå heftigt op og nedad gulvet , +idet han mumlede mellem tænderne : +„ Gud give min mistanke ikke må være begrun » +Det , gud give den må være falsk . “ +Grunden til hr . Sommers ophidsede væsen +var naturligvis den at han havde savnet de penge , +som Petersen havde stjålet , og da Petersen nu +var borte , faldt hans mistanke uvilkårligt på +ham . + +øg dog gjørde han sig al mulig umage for at +bortvise denne tanke igen , men den kom altid tilbage +med fornyet styrke . Jo længere tiden skred frem , +desto mere overbevist blev han om at Petersen +dog virkelig var den , der havde forøvet dette +tyveri . +Det faldt ham dog ikke ind at anmelde dette +til politiet . Hvor meget tabet af disse penge +end generede ham i øjeblikket , så ville han dog +bære dette tab uden at gøre noget til at Petersen +kunne blive mistænkt eller straffet derfor . +Det kunne jo være , tænkte han i sit stille sind , +at han alligevel bedømte Petersen for hårdt . — +skinnet var jo rigtignok imod ham , men del havde +man set så ofte før , og alligevel havde skinnet +bedraget . +Time gik efter time , men der kom ingen +Petersen . Hr . Sommer sukkede og syntes at denne +dag var den ulykkeligste i hans liv . +Endelig blev det middag . Som han sad hensunken +i sine sørgmodige . Tanker , gik døren op og +Søren rise trådte ind . +Hr . Sommer genkendte ham strar og gav ham +ved tegn at forståe^ « ! han skulle følge ham ind i +hans lille kontor . + +Søren adlød vinket , og få øjeblikke efter +sadde de to herrer lige overfor hinanden og betragtede +hinanden i stilhed . +Søren var den som først brød tausheden , idet +han sagde : +» I dag er jeg blot kommet for at spørge dem +om deres svend har væeree hjemme i nat . “ +Hr . Sommer trak vejret en hel del lettere , +da han hørte dette spørgsmål . Da han så +Søren rise træde ind , frygtede han nemlig fyr at +Petersen allerede kunne være pågcebet og tyveriet +opdaget . +. Nej , ' sagde han . +» Og han er heller ikke kommet hjem endnu ? ' +vedblev Søren . +» Nej , desværre , jeg antager han må være +bleven syg . ' +. Denne frygt er vistnook uden grund , ' sagde +Søren , „ thi i nat befandt han sig i bedste velgående . “ +„ Har de da set ham i nat ? “ +» Ja . ' +„ Hvor ? “ +. I en spillebule . - + +» I en spillebule ? “ +. Ja , og det i en af de . værste . Et sted , hvor +ban er kommet i længere tid , og hvor han har tabt +betydelige summer . “ +Hr . Sommer skjulte ansigtet i sine hænder +og faug . +„ Navnlig i aftes , “ vedblev Søren , . tabte han +så betydelige summer , at han ikke kan være kommet +i besiddelse af dem på nogen ærlig måde , del er +umuligt . Jeg er derfor kommet her for al spørge +dem , om de ikke savner et eller andel større +beløb . “ +» Io jeg gør , “ sagde sommer efter nogen +betænkning , „ der er i nat forsvundet en temmelig +betydelig sum her fra mit kontor . Jeg siger dem +dog delte i al fortrolighed , fordi jeg ved al sagen +alligevel næppe kan blive skjult , men jeg vil på ingen +måde have al del skal udlægges som om jeg beskyldte +Petersen for al have lagel den . Jeg vil ikke +bidrage del mindste til al styrte ham i fordærvælse . “ +Og dog er der ingen tvivl om at han har +laget disse penge , bi have fanget alle spillerne , +netop med undtagelse af deres svend , og de have +alle forklare ! al han i aftes var i besiddelse af +usædvanlig ! mange penge . “ + +„ De har altså ikke sat Petersen fast tilligemed +de andre ? ^ +„ Nej , han undløb , men vi få ham nok fat +snart , han kan ikke skjule sig længe , “ sagde Søren i +tillidsfuld tone . +Der for en gysen gennem sommer da Søren +sagde disse ord . Han kunne ikke udholde den tanke +at den , som han så længe havde betragtet som sit +eget barn , skulle blive grebet af politiet og behandlet +som enhver anden misdæder , ligegyldigt , hvor skyldig +han end var for resten . +Efter nogen betænkning sagde han : +» Hr . Rise , de vil kunne forstå mine følelser , +når jeg beder dem om , ikke at gøre dem umage +for at finde den ulykkelige . Det er kun mig han +har krænket , og jeg tilgiver ham , lad ham derfor være +straffet nok ved den elendighed , hvori han har styrtet +fig selv . “ +. Dct gør mig ondt , at jeg ikke kan opfylde +deres begæring , “ sagde Søren koldt . . Min pligt +er det at efterspore forbryderen , og den vil jeg følge +til det sidste . “ +„ Også i dette tilfælde ? “ +» Ja . “ +„ Men når jeg nu beder dem om at skåne +ham ? “ — + +„ Så hjælper del intet , * sagde Søren rise koldt , +idet hans ansigt antog et ulykkespående præg . „ Ligeoverfor +Petersen skylder jeg ikke alene min stilling +at forfølge ham til det yderste , men jeg skylder mig +det tillige selv , da han har bragt stor ulykke over +mit hoved . “ +„ Hvorledes det ? “ +„ Det vil jeg ikke fortælle dem nu , da den blotte +erindring derom er nok til at bringe mit blod i +kog . — jeg har nu ikke mere at gøre her , jeg har +fået vished i min formodning , og jeg kan nu +handle derefter . — godmorgen ! “ +Med disse ord greb han sin hat og var ude +af døren før hr . Sommer kunne forhindre hans +bortgang . +Efterat Søren rise var gået blev hr . Sommer +endnu en tidlang siddende på det samme sted , +uden at røre sig . Denne ulykke var kommet så +pludseligt og uventet over ham at den næsten overvældedæ +ham aldeles . +Endelig lod det til som om han tog en rask +beslutning . Han rejste sig op , og så ud som en +mand , der er fuldkommen enig med sig selv om hvad +han vil gøre . + +„ De skulle ikke så ham , “ mumlede han ved +sig selv . “ +Han gik ' nogle gange op og nedad gulvet , +endelig sagde han : +„ Hvor meget Petersen end har gjort mig imod , +så vil jeg dog ikke tåle at han falder i politiets +aløer , det ville være alt for tungt for mig at bære og +så for en til . “ +Med disse ord gav han sig til langsomt at gå +ovenpå i sin egen lejlighed . + +femogtpvende kapitel . +Fader og datter . +Hr . Sommer gik som sagt ovenpå i sin egen +lejlighed , der bestod af nogle smukt udstyrede +værelser . +Hans kone var død for flere år siden , og +hans datter , Lydia bestyrede nu hans hus » +Holdning . +Da sommer kom op , sad Lydia ved vinduet +og så ned på gaden . Så snart hun hørte +faderens skridt , vendte hun hovedet om og +forskrækkedcs over hans blege og alvorlige ansigt . +Hun sprang strar op og råbte : +. Hvad sejler dig , er du syg ? ' +„ Nej , “ sagde sommer , . jeg fejler intet . “ +. Hvad er der da gået dig imod ? Noget er der +i vejen , det kan jeg se på dig . “ + +„ Der er også noget i vejen , meget sørgeligt , “ +Sagde sommer idet han satte sig ned . . For det første +er jeg blevet bestjålet . “ +. Bestjålet ? “ +» Ja . “ +» For noget betydeligt ? “ +„ Åh ja , men dette tab kan jeg gud være lovet +bære , dette er ikke det værste . “ +. Du gode gud , er der da sket mere endnu ? “ +Spurgte Lydia angst . +„ Ja , desværre . Ved du , hvem tyven er ? “ +Sagde sommer . +„ Hvor skulle jeg vel kunne vide det . “ +„ Du har ret , lu kan ikke ane det , men det vil +smerte dig dybt , når du erfarer det , “ sagde sommer +medlidende . +„ Men for gud i himlens skyld , så sig mig +dog hvem det er ? “ +„ Det er desværre den , af hvem vi mindst skulle +have ventet det — Petersen . “ +» Du gode gud ! ' råbte Lydia „ det er umuligt , +aldeles umuligt . “ +„ Nej desværre , ver er ingen tvivl derom mere , “ + +sagde sommer , „ jeg har alt for klare deviser til at +jeg kan tvivle . “ ' +han fortalte hende nu så lempeligt og skånsomt +som muligt hvad var var sket . +Lydia var bleg som en død og stirrede med en +verden af fortvivlelse i sine øjne på faderen medens +hans talte . Det forekom hende at denne beskyldning +var usandsynlig at det ligefrem var en umulighed den +kunne være sand . +Hun havde længe elsket Petersen og både denne +og faderen vidste del . Faderen lagde ingen hin » +Bringer i vejen for datterens kærlighed , som han +troede Petersen besvarede , tværtimod , det havde været +hans højeste ønske engang at se disse to forenede . +Nu vare alle disse planer kun luftkasteller , der +aldrig kunne blive realiserede og denne omstændighed +smertede både fader og datter lige dybt . +De havde taget sørgeligt fejl af dette menneske +som de med så megen kærlighed havde taget sig af . +De havde taget fejl og næret en slange ved deres +barm . Det var en smuk drøm de blev vækkede af , +men vækkelsen skete med en jernhånd . De havde +begge været blinde for Petersens fejl og kun set +hans gode sider , og derfor smertede der dem nu så + +stærkt at se at hans skette sider aldeles fordunklede +de gode . +Lydia , sad en tidlang ganske tavs , uden at være +istand til at yttre et eneste ord . Hnn var blevet så +grebet af denne pludselige sorg al hun var til mode +! om om hendes hjerte skulle briste . +Endelig udbrød hun : +„ Du gode gud , er det virkelig sandt . ' +„ Desværre alt for sandt “ svarede sommer , . det +er umuligt at tvivle længere . “ +„ Men du vil dog ikke — ? ' +„ Hvilkel ? “ +„ Lade ham pågribe og straffe , ' sagde Lydia i +en lav , hviskende tone . +„ Dersom det kan undgås , “ sagde sommer . +Men jeg frygter for at det ikke kan det , da politiet +allerede søger med Iver efter ham . Vidste jeg blot +hvor den ulykkelige var , så ville jeg skaffe ham bort +til Amerika . +. Han må kunne opspørges ! “ sagde Lydia +ivrigt . +„ Jeg er bange for at det er en meget vanskelig +sag , da vi ikke vide , hvor vi skulle søge efter ham , ' +svarede sommer . . Han frygter naturligvis for at + +vise sig her , og gud må vide hvor han har tage ! sit +ophold . “ +» Vi måae søge efter ham ! “ råbte Lydia , der +blev ivrigere og ivrigere , „ vi må kunne finde ham , +når vi kun gføre os umage for alvor . — lad ham +blot komme til Amerika i nye forhold og nye omgivelser , +så vil han « igen komme blive et gavnligt +medlem i samfundet . “ +„ Det må vi håbe , “ sagde sommer , „ ligesom +vi også må håbe at han lun har handlet således +som han har gjort på grund af en øjeblikkelig overilelse , +tingene gjelder , som sagt , blot om at få fat +i ham . “ +„ Det må kunne lade sig gøre , “ sagde Lydia +bestemt , „ når vi kun bære os rigtigt ad . Lad os +tænke lidt nærmere over sagen og så tage vore +forholdsregler . “ +De gave sig nu til tale om den bedste måde at +få fat i Petersen på . Hundrede forskag blev +gjorte og hundrede forskag blev igen forkastede . +Om de kom til noget resultat , vil erfares af det +følgende . +Imidlertid var det , der var sket ikke længere nogen +så stor hemmelighed i huset som sommer og hans +datter troede . Boutiksdrengen var nemlig , ligesom + +alle boutiksdrenge , overmåde nysgerrig og han var +snart kommet efter sagens sande sammenhæng . +Petersens udeblivelse i forbindelse med principalens +forstyrrede og bedrøvede udseende , tilligemed +den umiskendelige , ubehagelige og ængstlige følelse +hvormed han havde modtaget Søren rise , alt delte +sporede ørengens nysgerrighed i en meget høj grad +og for at få rigtig rede på Tingen , så gav han +stg til ar lure ved døren , medens Søren rise inde , i +kontoret samtalede med principalen . +Han hørte således hele sammenhængen , som +han allerede tidligere havde gættet sig til , thi kræmmerdrenge +kunne undertiden have en meget levende +fantasf . +Da han nu fik fuldstændig bekræftelse på fin +formodning , var denne hemmelighed nærved al +sprænge ham , meu han turde dog ikke lade den skippe +ud , thi så vidste han hr . Sommer ville blive vred . +Imidlertid lod han falde så mange gådefulde vink +og hentydninger til alle , som han kom til at tale med , +al del var mere end tilstrækkeligt til at bringe folk på +spor efter sammenhængen . +Når først sklgl et rygte begynder ar dukke op , +så spreder det sig som en løbeild og antager større +og større dimensioner . +Først holdt rygtet sig som sædvanligt nogenlunde +ved jorden , men lidt efter lidt steg det højere og + +bøiere . Summen som hr . Sommer var blevet bestjålet +for vorede fra kvarter til kvarter og inden +det blev aften fortaltes der rundtomkring i byen ai +Petersen først havde gjort forsøg på at myrde sin +principal , med en barberkniv , men han havde dog +skanner hans liv mod al få alle hans penge og +værdipapirer udleverede . Petersen havde derefter ufortøvet +begivet sig på vejen til Amerika og sommer +målte efter alle menneskelige beregninger gå fallit +inden ngen var ude . +Sommer blev yderlig forbavset , da han kom ud +i byen og hørte disse fabelagtige rygter og han +gjorde sir til al dæmpe dem igen . Da han var en +hader af all , hvad der gjorde opsigt . +„ Jeg er blevet bestjålet , “ sagde han , „ men det +er også del hele . Hvor tyven er ved ingen . Al +min svend er forsvunden på samme tid , berettiger +jo ingenlunde til ar antage al del er ham . Jeg tror +det ikke . “ +Skjøndt han ved sig selv følte at det var en +svaghed således al tage Petersens forsvar , så +kunne han dog ikke lade det være . Del forekom ham +at være alt for tungt og utåleligt at skulle høre ben +stemplet som tyv , som han i så mange år havde +betragtet som sit eget barn og tilkommende svigersøn . +Andre folk vare imidlertid ikke så mildtdømmende +og skånfomme . + +„ Del er noget man længe har kunnet forudser , “ +Sagde de , „ det er i grunden besynderligt at det ikke +er sket tidligere . ' +andre gik endnu videre og påktode at dette tyveri +kun var et aftalt spil mellem sommer og hans +svend . Sommer havde i lang tid , sagde de , stået +på meget svage ben , derfor havde han nu ladet +Petersen bringe en del kontanter i sikkerhed , inden +han blev nødt til at gå fallit . + +seksogtyvende kapitel . +Den nye næeringsvci . +Vi vende nu atter tilbage til Petersen og hans +nye beskytter , hr . Rose . +Som vi have set blev han godt modtaget og +beværtet efter omstændighederne . Ta hans omklædning +endelig var fuldendt og Petersen begyndte at +føle sig tilrette i den , sagde rose : +. Så min ven , nu er der bedst vi tænke lidt +på forretningerne . “ +„ Forretningerne ? “ +„ Ja . ' +„ Hvilke forretninger ? “ +. Herregud , hvor du er glemsom . Du husker +jo nok at jeg lever af at gå på jagt . +„ Ah , del er sandt . Kattene . “ +„ Ja , vel . Nu begynder del at mørkncs og det +er den allerbedste tid til al fange Kalle . Det er + +bedst du^ følger med mig strar , for så kan du se , +hvorledes jeg bærer mig ad . “ +Petersen ville gerne have undslået sig , men han +følte tillige at det ikke godt kunne gå an , og sagde +derfor : +„ Åh , det er vel ikke så vanskeligt at fange katte , +skulle jeg tro . “ +„ Det går med at fange katte som med alt +andet i verden , der er besværligheder med enhver +ting . Man må forstå fiffet ellers går det galt +og det gælder også med kaltejagten . “ +Da han havde sagt dette , gik han hen i en krog +af stuen og fremtog et stykke lunge , som han meget +omhyggeligt gav sig til at skære i små stykker . +„ Hvad skal det bruges til ? “ spurgte Petersen , +medens han så til . “ +„ Naturligvis til lokkemad . Når man vil bemægtige +sig en kat , så er den allersikkrcste måde +den , at traktere den med et stykke lunge , “ svarede +nose . +„ Nå således . “ +Da Røse var færdig med lokkemadens tilberedelse , +puttede han det hele i et stykke papir som han stak +i lommen . Derpå fremtog han en pose , som han +kastede over skulderen og sagde : + +„ Så , lad os nu gå . ' +. Hvorhen ? “ +„ Ud at fange katte , naturligvis , ' sagde Røse . +Følg nu med , du kan hjælpe mig med et og andet , +og så kan du jo lære forretningen med det +samme ' +Petersen kunne ikke^sige at han følte stor tilbøjelighed +til at lære denne forretning , men han tav +dog og fulgte efter sin ven og læremester ud på +gaden . +Da de vare komne ned på gaden , standsede +Røse et øjeblik og sagde ligesom hen for sig selv : +„ Hvor mon vi nu egentlig skulle gå hen ? — +ah , nu har jeg det ! “ +Han gik nu fremad med raske skridt , medens +Petersen fulgte efter . Endelig standsede han udenfor +en stor gård i en gade , der kun var beboet af +småfamilier og sagde : +» Følg nu med herind i gården , her ville vi +begynde jagten . “ +De listede sig nu sagte indad porten og ind i +gården , hvor jagten skulle gå for sig . +» Hold dig så nær ved muren som muligt , +hviskedee rose , „ for det væsentligste er at ingen +får os at se . “ + +Petersen adlød uvilkårligt idet han skubbede +sig så nær som muligt op til en mur , håbende +at han skulle få lov til at blive en passiv tilskuer +ved det forestående optrin . +Dette skulle dog ikke være således , thi da rose +havde været så heldig at få en kat lokket til sig +og puttet den i posen sagde han : +„ Hold du på posen med mis i , det kunne +dog være muligt at jeg kunne fange en endnu , for +jeg ved at der er mange katte her i gården . Bliv +nu stående der hvor du er , til jeg kommer tilbage . “ +Petersen tog posen og holdt forsigtigt fast på +den , medens rose gik på sin opdagelsesrejse rundt +om i gården . +Katten i posen forholdt sig i de første øjeblikke +ganske rolig , men der var ikke gået mere end et par +minuter , før den sandsynligvis begyndte at sinde sit +opholdssted temmeligt ubekvemt , thi den udstødte +pludseligt et højt og langtrukket miau . +„ Kis , Kis ! “ svarede en kvindelig stemme tæt +bagved Petersen . +. Miau ! “ skreg katten igen . +„ Hvor er du henne mis ? « lød den kvindelige +stemme atter . + +tredie gang lod katten sin røst høre , og +Petersen begyndte nu for alvor at blive bange for at +det fruculimmer , som søgte efter katten skulle opdage +hvor den var . +Han anså det derfor rettest at tænke på tilbagetoget . +Han klemte posen så stærkt sammen , +som han formåede , for at forhindre katten i at skrige +og skyndte sig ud af porten , heldigvis uden at blive +set af den gamle jomfru , som søgte efter sin kat . +Udenfor porten traf han rose , som ventede på +ham . +„ Jeg kunne nok tænke at du ville være så +sornustig at stikke af så snart som muligt , da katten +gav sig til at brøle , “ sagde han . „ Vi havde skeer en +ulykke , dersom denne gamle jomfru , eller hvad det +var for en hegle , havde opdaget at vi vare i færd +med at bortføre hendes missekat . ' +„ Bare dyret ikke vil skrige mere , “ sagde Petersen , +„ det vil vække opmærksomhed . “ +» Du skal holde posen således , at du får +kattens hoved under armen , og så klemme det +dygtigt , så skriger han ikke . — lad os nu gå +hjem . “ +De listede sig nu hjemad , hvor de blev modtagne +af Stine med de ord : + +. Nå hvorledes går det så , have i gjort gode +forretninger ? “ +„ Du kan jo se ad , “ sagde rose idet han gav +hende poseu . +„ Det er ikke meget , “ sagde hun med en misfornøjet +mine , „ to mænd om at fange en kat , det er +en helterjerning . “ +„ Det er ikke meget , men du må huske på min +engel at Petersen endnu er ganske ny t forretningen . +Se her har jeg ellers noget til dig , jeg fandt det +hængende på en snor i gården . “ +Med disse ord fremtog han under sin trøje en +chemisk , der var halv våd , fordi den havde hængt +til Tørring . +Denne gave formildede Stine betydeligt . Hun +så med smilende mine på chemisen , og sagde på +den venligste måde hun var i stand til . +„ Det er pænt af dig , at du altid tænker på +din Stine . Nu skal du også få en rigtig god +aftensmad . Du har jo selv bragt kød med hjem . ' +Petersen , der havde sal sig i en krog hørte med +forundring på denne bemærkning , han kunne ikke +begribe hvor det kød var , som rose havde bragt med +hjem , thi han havde intet set dertil . +Af denne uvished skulle han imidlertid snart +blive udrevet , thi Stine greb en stor kniv og tog + +derpå fat på katten , som hun flåde med en stor +behændighed der viste hun var vant til dette stykke +arbejde . Da hun var færdig hermed , huggede hun +kattens flåde legeme i små stykker og lagde +dem på en pande , som hun satte ind i den lille +kakkelovn , hvori der allerede var en dygtig ild . +„ Den slags steg har din ven vist aldrig spist +endnu , ' sagde Stine med et grin . „ Det må altså +være så meget desto behageligere for ham , thi det er +en sand herreret . “ +Dette kunne Petersen dog ikke indrømme at det +måtte være , men han sagde intet . Han blev siddende +stille og ønskede i sit stille sind at dette delikate +måltid snart måtte være overstået . +Det varede ikke længe før stegen var færdig +og alle tre satte sig til bords . Det var kun ved at +gøre den yderste anstrengelse på sig selv at Petersen +kunne bringe sig til at smage på denne modbydelige +ret . Rose og hans kone betragtede ham med et +grin , og Stine sagde : +„ Det er godt at se at din ven endnu er noget +fornem på det , vor mad smager ham ikke . Men det +kommer nok , det kommer nok . “ +Endelig fik man da , til Petersens store glæde , +asspist og hele det værdige selskab begav sig til ro . +Petersen fik sit leje på nogle usle pjalter i en krog . + +i +det varede længe inden han kunne falde i søvn . +Enhver lyd ude på gangen eller trappen , bragte +ham til at fare forskrækket i vejret . Hvad om det +var politiet , som var kommet på spor efter ham , +og som nu kom for at gribe ham ? +Disse ængstelige anelser skoge dog ikke ind , +der kom intet politi og forstyrrede hans ro . Dog +faldt han først i søvn hen ad morgenstunden , og det +endda en søvn , der var opfyldt af drømme , som +vare alt andet end behagelige . + +syvogtyvende kapitel . +En ny kammerat . +Petersen vækkedes ved at han på en temmelig +ublid måde blev trukket i skulderen . Forfærdet for +han i vejret , thi han troede det var politiet , som var +der for at bemægtige sig hans person , men han +blev dog strar igen roligere , da han så at det ikke +var nogen anden end Stine , hvem han skyldte denne +temmelig ublide opvågnen . +„ Det er ikke skik og brug her , “ sagde hun , +af blive liggende og sove til middag . Op med dem , +min ven . “ +Petersen adlød nden af sige noget og som læseren +ved , var hans toilette snart bragt i stand . +Rose var også på benene , han var ivrigt +beskæftiget med af gøre katteskindet i stand således +af det kunne sælges med den størst mulig fordel . +„ Seer du , “ sagde nose , „ dette er en meget + +vigtig del af forretningen . Skindene have egentlig +kun nogen værdi når de er temmelig eensformede +eller regelmæssigt tegnede , man må derfor hjælpe +lidt på naturen med en smule farve og sådant +noget . “ +„ Men det kan jo let opdages bagefter . “ +„ Ia , bagefter kan det være det samme så har +jeg pengene i lommen , “ sagde nose ; “ Folk kunne +se sig for , det bliver deres sag . +Som han havde sagt dette , bankede det sagte +på døren . +Petersen for sammen og så sig uvilkårligt +om efter et sted , hvor han kunne skjule sig . Rose +selv synses heller ikke af blive ganske vel til mode ved +denne usædvanlige lyd , thi det var højst sjældent af +nogen bankede på hans dør , men han fattede sig +. døg hurtigt og gik hen og lukkede døren op , for at +se , hvem det var , som bankede . +En trøieklædt person af et meget mistænkeligt +ydre trådte nu ind , og hilste på rose på en +meget bekendt måde . +Rose gjengjeldte hilsenen , men døg på en +sådan måde at det var tydeligt at han ikke rigtigt +erindrede sig , hvorfra han kendte denne uventede +gæst . +„ Du kender mig nok ikke , “ begyndte den +fremmede idet han salte sig ned . + +„ Nej , sket ikke . “ +„ Herregud , hvor du da må have en dårlig +hukommelse . Se bare rigtig på mig , så kan det +ikke være andet end at du må kunne huske mig . “ +Rose anstrengte sin hukommelse til det yderste +men forgæves , hvorfor han rystede benægtende på +hovedet . +Idetsamme gik døren op og Stine kom ind . +Det lod til at hun strar kendte den fremmede , thi +hun sagde : +„ Ih se god dag , Ole , er du der ? “ +„ Ja , det er sågu mig . Det glæder mig at du +har en bedre hukommelse end din mand , for han +vil sket ikke kendes ved mig mere : +det kom nu til en forklaring , hvoraf det fremgik +at de vare gamle bekendte ude fra ladegården , +eller „ Gården “ som de kaldte den for kortheds +skyld . » +Brændevinsflasken kom nu frem og de drak på +deres venskabs fornyelse , +„ Jeg har naturligvis ligesom i andre taget +udgangsbilletten , “ sagde Ole , „ og lever nu som en +fri mand . Jeg gør småforreininger , hvor jeg kan +komme afsted med det , og slår mig ganske godt +igennem . “ +„ Hvorledes er du faldet på at komme herop ? +Spurgte rose , „ og hvorledes har du fundet mig ? “ + +„ Jeg har ganske simpelt søgt dig op , fordi jeg +har noget på hjertet , som jeg vil fortælle dig , “ +Sagde Ole . +„ Er det noget godt ? “ +„ Det tænker jeg . “ +„ Hvad er det da ? ' +„ En forretning . ' +„ En forretning ? “ +„ Ja . “ +„ Som der er noget at tjene ved ? “ +„ Det skulle jeg mene . “ +„ Hvad er del da for en slags forretning ? “ +„ Ja , hm , « sagde Ole , idet han kastede et mistænkeligt +blik på Petersen , „ Du ved jo nok at man +ikke skal tale alt for frit om sligt , når der er fremmede +tilstede . “ +„ Men denne mand er ikke fremmed , “ sagde rose , +„ det er min bedste ven , og jeg indestår for ham i +alle henseender . « +„ Nå , det er en anden sag , “ sagde Ole , „ så +måske vi endøg kunne få brug for hans hjælp , +thi del skader ikke at være flere om det stykke arbejde +som jeg mener . “ +„ Er det noget storartet ? “ +„ Det er ganske ligesom man tager det , “ sagde +Ole , „ det kommer an på omstændighederne . Sagen +er den , jeg er både led og ked af disse småforretninger , + +som dog alligevel ikke bringer noget rigtigt +ind . Jeg har derfor fået lyst til at slå et stort +slag , som kunne skaffe en en hel del penge under +hænder på en gang . “ +„ Det har du ret i , “ sagde rose , „ det var ikke +så galt . “ +„ Nej , det skulle jeg mene , “ svarede Ole , „ og +når vi så have fået pengene , så stikke vi af til +Amerika , der er man da i det mindste fri for politiet , +som jeg nu er ked af at ligge i krig med . “ +„ Det er jeg såmænd med , “ sagde nose , „ men +Tingen er blot , hvor vi skulle få de mange penge +fra . “ +„ Det er i den anledning jeg er kommet her , “ +Sagde Ole , „ thi jeg ved hvor de er . “ +„ Fanden heller , hvor da ? “ +„ Ude på strandvejen . « +„ På strandvejen ? “ +„ In . “ +„ Hos hvem ? “ +„ Hos en jøde . “ +„ En jøde ? “ +„ Ja , som er så rig at han hverken ved ende +eller begyndelse i sine penge , nogle sige at han ikke +engang tæller dem , men måler dem i polteviis . Det +troer jeg nu forresten er løgn , men mange penge har + +jøden , det er vist , så man nok kunne gøre et ordentlig +koup der . “ +„ Men er det ikke for farligt ? “ spurgte rose +tøvende . +, , farligt og hvorfor ? +„ Fordi der sandsynligvis passes godt på derude , +vi kunne blive nappede . “ +„ Åh passiar , man må vove noget for noget , “ +Sagde Ole . » At få lommerne fulde af dukaier og +hundrededalerscdler og så bagefter kunne rejse til +Amerika og nyde sin rigdom i fred og ro , det er +døg altid lidt ulejlighed været . +. Ja , del giver jeg Ole net i , “ sagde Stine +ivrigt , det er altid nogen ulejlighed været . “ +„ Del er ' også netop fordi at vi må være flere +om det at jeg er kommet til dig , for at få hjælp , +thi alene kan jeg ikke gøre det . Men du vil måske +ikke , så må jeg se at henvende mig til en +anden . “ +Nej , stop lidt , “ sagde rose , , , lad os tale om +sagen . Det kunne jo døg måske lade sig gøre . “ +„ Jo vel kan det lade sig gøre , “ sagde Ole , +„ helst hvis din ven vil tage med , thi det skader ikke +at vi er lidt mandstærke for påkommende tilfældes +skyld . “ +„ Jeg vil også gå med , “ sagde Stine , „ et + +fruentimmer kan under sådanne omstændigheder +meget ofte give gode råd . “ +, , ja , min ven går vist gerne med , “ sagde +rose . „ Han vil vistnok hellere end gerne til Amerika +thi luften herhjemme er ikke synderlig sund for ham . “ +„ Jeg ved døg ikke , “ begyndte Petersen . +„ Hvad ved du ikke ? “ +„ Om jeg vil gå med . “ +„ Og hvorfor ikke om jeg må spørge . “ +Fordi det forekommer mig alt for farligt . “ +» Pyt , er du en kujon , det havde jeg ikke troet +om dig , “ sagde rose . „ Jeg synes du måtte være +glad til at her bydes dig en udvej til at komme ud +af hele suppedadsen . Kan det lykkes os at slå +den gamle jøde , så blive vi rige , og så kunne vi +give greven i Amerika . +Petersen tøvede dog endnu trods disse glimrende +udsigter med at gå ind på de andres plan . +Men der behøvedes alligevel ikke mange flere overtalelser . +Han blev snart af de andre to overbevist +om at det ikke havde stort at betyde om han tog +dette ene tyveri til på sin samvittighed eller ej , +hans straf , hvis han blev greben , ville derfor ikke +blive synderligt højere . +Han gav altså efter . +Det går i regelen med forbryderen , som med +den rullende sneebolvt , de blive begge stedse større + +og større . Kun i førstningen går det langsomt , +ere de først i gang , så vore de begge med en rivende +fart . +Da de nu vare blevne enige om at de alle fire +ville deltage i den påtænkte ekspedition , kom brændevinsflasken +atter for en dag , og man gav sig til at +drikke på et lykkeligt udfald af foretagendet . +Det blev nu nøjagtigt aftalt , hvorledes gerningen +skulle udføres , og hvilken rolle hver især skulle +spille derved . Petersen deltog rigtignok hele tiden +i disse forhandlinger med en vis modsfræben , men +han var allerede gået alt for vidt til at han kunne +tænke på at trække sig tilbage igen . + +otteogtyvende kapitel . +Indbruddet . +Næste aften vandrede vore fire bekendte ud ad +strandvejen . +De gik hver for sig , den ene et kvarter før +den anden , for ikke at vække opmærksomhed eller +mistanke hos de politibetjente som de muligvis kunne +møde . +Klokken var mellem elleve og tolv om aftenen , +da de alle fire traf sammen på det bestemte sted , +lidt nord for slukefter . +Det hus , hvori de ville foretage indbrudet , +var et temmeligt stort sted og lå et godt stykke +tilbage fra vejen . Ejendommen omgaves af en høj +og tæt tjørnehæk , i hvis midte der fandtes en af « +Låsct port . +„ Der er lys endnu deroppe , “ sagde Ole , idet +han så henimod stedet . „ Vi komme altså til + +at vente lidt ; thi vi kunne naturligvis ikke plukke jøden , +før han er faldet i søvn . “ +» Men hvis han så alligevel vågner ? ' bemærkede +Petersen . +„ Så har jeg et udmærket søvndyssende middel +hos mig , “ sagde Ole . +„ Og hvad er det for et middel ? “ +„ En god skarp kniv , “ sagde Ole koldt . +En gysen gjennemfoer Petersen , dette havde han +ikke ventet , hans sjæl oprørtes ved tanken om et +mord . +„ Det vil jeg ikke være med til , “ stammede han +angst . +„ Ikke ? “ +„ Nej . ' +„ Hvad vil du da ? “ +„ Jeg vil gå min vej igen , og lade eder selv +udføre forretningen . “ +„ Nej , min ven , den leg leger vi ikke . Har man +sagt a , må man også sige b , det er soleklart , “ +Sagde Ole . „ Is , det var rigtignok en rar historie +om du nu ville stikke af og måske om en lille +Tim . slid skaffe os politier på halsen . “ +„ Det er jo heller ikke sagt at del kommer så +vidt at du behøver at bruge kniven , “ sagde rose i +en mæglende tone . + +„ Nej , “ sagde Ole , . det er sket ikke sagt at det +kommer så vidt , og det vil i alle tilfælde også +være det heldigste både for os og for den gamle +jøde deroppe . “ +Det lod imidlertid ikke til at jøden havde +synderlig lyst til at begive sig til ro . Lyset vedblev +at brænde deroppe i lyststedet , som om dets beboere +sker ikke havde lyst til at gå i seng . +» Det varer mig noget længe , » mumlede Ole , +„ jeg kan ikke begribe hvad sådan en gammel jøde +kan have at bestille oppe så sildigt . “ +» Han tæller måske alle sine penge , “ mente +Stine . +„ Den ulejlighed kunne han gerne spare sig , » +Sagde Ole , „ for min skyld skal han ingen ulejlighed +gøre sig . ' +det lod til som om landstedets beboere havde +sat sig i hovedet al ville gøre sig en privatfornøielse +af at drille dem ; thi det varede endnu en god +timestid inden del sidste lys slukkedes . +. Nå endelig , “ mumlede Ole , „ det var da også +på tiden . Jeg troede sågu vi skulle stå ! her og +venlct til den lyse morgenstund . Det bliver nu bedst +at Stine bliver stående her på vejen for al holde +vagt , og ar Petersen tager sin post i haven for +at give anskrig , så snart noget mistænkeligt skulle + +nærme sig . Vi andre to gå så op og besørge +hoveddelen af forretningen . « +Petersen blev glad , da han mærkede at han ikke +skulle spille nogen større rolle i erpeditionen . Anderledes +forholdt det sig med Stine , som udbrød : +- „ Det skulle jeg have vidst at man kun ville +bruge mig til at stå skildvagt , så skulle fanden +være gået den lange vej . “ +Heraf toge imidlertid hverken Ole eller rose +nogen notits . De gave sig derimod til at undersøge +på hvilken måde det bedst ville være muligt at +komme ind i haven . +Tjørnehækken var uigennemtrængelig , de måtte +derfor nødvendigvis se at trænge gennem porten . +Ole havde medbragt forskellige dirke og han gav +sig derfor ufortøvet i færd med den . Efter noget arbejde +lykkedes det ham også , og porten gik op . +De tre mænd listede sig nu ind i haven , hvor +Petersen stillede sig på post , de to andre gik videre +henim od huset . +Alt var nu tyst og stille som om alle inde i huset +sov trygt og godt . +Ole gav sig nu i færd med husets dør , som han +ligeledes åbnede med sine dirker uden nogen synderlig +vanskelighed . +Da døren var åben kom de iud i en temmelig + +bred gang . Ole gjorde nu holdt og fremtøg en lille +blændlygte som han tændte . Da dette var gjort , +sagde han : +„ Vi må ovenpå ; thi hernede boer kun en +gammel kone , der holder hus for ham . Jeg har +gjort mig bekendt med forholdene . “ +De gik nu fremad ) og nåde snart en trappe , +som førte ovenpå . Alter her målte Ole gøre brug +af sine dirker , for at kunne få adgang til etagen +ovenpå . +Men også denne hindring var snart overvunden +og de kom ind i et rigt møbleret værelse , der var +opfyldt med kostbare malerier og lurusgjenstande . +„ Det er synd , ' man er nødt til at lade alt +delte stå , men det kan ikke nytte at tage andet med +sig end penge . Det øvrige er bare noget , som man +har ondt ved at blive af med , og som man let kan +blive nappet for . — kom , lad os undersøge meublerne . “ +Meublerne blev nu undersøgte for ak se , om +der ikke skulle findes penge eller v��rdipapirer i dem , +men der fandtes intet . +Skuffede vandrede røverne nu videre ind i del +næste værelse , hvor de gjentoge den samme manøver , +men med samme resultat . +Således gik det endnu i det tredje og sidste værelse . +Da sagde rose : + +„ Du skal se han gemmer sine penge nede i +stueetagen . “ +„ Nej , “ sagde Ole , „ derned kommer han aldrig , +jeg er alt for godt underrettet . Her må jo desuden +være et værelse eller to endnu heroppe , hvori vi endnu +ikke have været . “ +De vandrede på ny gennem værelserne og fandt +endelig en dør , som de endnu ikke havde haft +åben . +De åbnede nu denne , og kom ind i et mindre +værelse end de andre de hidtil havde været inde i . +Ved den ene væg stod en seng , hvori den gamle +jøde lå og sov , og ved den anden væg stod et +stort jernpengeskriin . +„ Her skal du- se , « hviskedee Ole , „ her fange +vi på engang både hønen og alle æggene . Lad +» S nu blot gå stille tilværks så at vi ikke vække +del gamle testamente , han var ellers i stand til at +gøre et hælvedes spektaklel . -- +de gave sig nu i færd med det store jcrnpcngeskriin +for at komme til al plyndre dets indhold . Men +dets lås lod til at være gjort usædvanligt kunstigt ; +thi den modstod alle deres forenede anstrengelser . +Forgæves forsøgte Ole alle de dirker som han +havde medbragt , det var ham ikke muligt at få +skabsdøren op . + +„ Så gid dog fanden ville hente både jøden +og hans pengeskab , ' brummede Ole , idet han svedte +af anstrengelse , . sådant et asen af et skab har jeg +endnu aldrig i mine dage truffet på . “ +. Det er vist bedst vi opgive det , “ hviskedee rose , +der begyndte at tabe modet . +„ Nej , nej , hvad tænker du på . Skabet skal +åbnes , det er der nu engang ingen spørgsmål om , “ +Sagde Ole bestemt , idet han med fornyet Iver gav sig +ifærd med arbejdet . + +niogtyvende kapitel . +De « gamle zode . +De arbejdede begge så ivrigt at ingen af dem +brøde sig om den gamle jøde , som lå og sov i +sengen tæt bagved dem . +Støjen , som de ikke kunne undgå al gøre , +vækkede ham imidlertid . Ved det svage lys , som +gennemstrømmede værelset så han to fremmede , +ubehageligt udseende skikkelse , som slode og bearbejdede +hans pengeskab . I det første øjeblik kunne han ikke +rigtigt forstå sammenhængen , og udbrød : +„ Gud i himlen , hvad er dog del ? “ +. Så for fanden , nu er jøden vågnet ! ' +udbrød Ole idet han ærgerligt vendte sig om . +Jøden var en mand på omtrent tredsindstyve +år , men tilsyneladende stærk og kraftig . Han rejste +sig halvt op i sengen , betragtede de selvbudne gæster +og sagde : + +» Hvad skal dog dette betyde ? “ +» Det skal betyde at vi er folk , som trænge til +penge , “ svarede Ole . +. Det er slemt , meget slemt at trænge til penge , “ +Svarede jøden , » men hvad kan jeg gøre derved ? “ +„ Hvad de kan gøre derved ? “ +. Javel . “ +» Ingenting i grunden , andet end rvkke ud med +lidt af de penge som de har formange af , “ svarede +Ole . +„ Ak , jeg er en fattig mand , “ sagde jøden idet +han vendte øjnene i hovedet . +„ Javist , det seer vi nok , det er meget fattige folk +der pleje at bo i denne slags huse . “ +„ Ak derefter kan man ikke dømme , derefter kan +man ikke dømme , “ sagde jøden . Men , bør godtfolk , +jeg trænger til at sove , jeg er en gammel mand , går +derfor eders vej og lad mig have fred . “ +„ Men først ville vi se hvilken farve Derer sølv +har , “ påstod Ole . +„ Jeg vil give jer en specie hver . ' +„ En specie ? “ +» Ja . “ + +„ Hahaha , og dermed skulle vi lade os nsle efter at +have haft så megen ulejlighed ? Nej , min kere +ven , nu bliver de alt for morsom . “ +„ De ville ikke være fornøjede med at få en +specie ? “ +» Nej , det ved gud vi ikke ville . “ +Men hvad i himlens ville i da . +„ Vi ville have penge . ' +„ Men en specie er jo også penge , ja det er +endogså mange penge , når man ingen har , “ sagde +jøden . +„ Men det forsiåcr ligeså meget som en stræder +i helvede , “ sagde Ole , der begyndte at blive lidt +utålmodigt , men som tillige håbede ar det skulle +lykkes at få jøden til at rykke godvilligt ud med +pengene . „ Seer de vi to her , og endnu en tredie +vi have sat os i hovedet at vi ville gøre en lille +udflugt til Amerika , og de kan da selv indse at man +ikke kan gøre den rejse for en specie . “ +„ Nej det kan man ikke . ' +„ Nå altså kort og godt , vi er derfor kommne +her for at skaffe os de nødvendige penge- ' +„ Hos mig ? “ + +„ Javel . “ +„ Så det er derfor i have listet eder herind om +. Natten , “ sagde jøden , der begyndte at blive bleg . +„ Hør ved i vel at jeg kun behøver at skrige og gøre +allarm , for at kalde folk til , og få jer arresterede ? “ +“ Jo , ganske rigtigt , hvis der var nogle folk i +huset , men her findes jo ikke andre end deres gamle +husholderske , og hende er vi ikke bange for . Altså +op med mynten , “ +„ Men jeg har ingen penge , aldeles ikke så mange +penge , “ svarede jøden . +„ Hvad har de da i det store jernskriin . “ +„ Ikke andel end nogle gamle breve . “ +„ Jeg kunne have lyst til at se de gamle brede , « +Sagde Ole . „ Giv os nøglen , og sig os , hvorledes +skabet lukkes op . “ +„ Nej , nej det er ingen nytte til , “ sagde jøden , +idet han gav sig til at famle med hænderne om bag +sengen . „ Der er som sagt , sket ikke andet end gamle +breve deri . “ +„ Nu , når der ikke er andet , så kan de jo +gerne lade os se dem , de tage ingen skade deraf , “ +Mente Ole . ' „ Forresten må de skynde dem lidt og +tage en beslutning , iht vor tid er kort . + +» Ja , jeg har allerede taget min beslutning , “ +Råbte jøden , idet hans højere arm atter kom til syne , +bevæbnet med en kårde , som havde stået bag sengen . +„ Jeg har taget min beskutning , og skal lære eder +hvad det betyder at bryde ind i fredelige folks +huse . “ +Med disse ord sprang han fra sengen ud på +gulvet og svingede sin sabel over hovedet . +„ Hoho , skulle vi have det på den måde , “ +Sagde Ole , „ det kan du også gerne få min ven , +det beroer ganske på dig selv . “ +Med disse ord tog han en lang kniv op af +lommen og stillede sig i forsvarsftilling . +Hvad rose angik , så trak han sig tilbage i en +krog , åbenbart ubehageligt berørt af den vending +sagerne toge , +„ Ud af huser , og del strar « skreg jøden , idet +øjnene rullede frygteligt i hans hoved og han greb +fastere og fastere fat om kården , „ ud af mit hus , +eller — » +„ Nå , nå , ikke så højrøstet , min gode mand , “ +Sagde Ole koldblodigt , idet han pludseligt bøjede overkroppen +og løb ind på jøden , gribende ham om livet , +så han ikke kunne komme til al bruge kården . +„ Vi ville dog være to om den sag . “ + +der opstød nu en frygtelig kamp . Jøden faldt +om på gulvet og Ole ovenpå og begge væltede +fig nu omkring på gulvet , vridende og skidende i +hinanden . +Det var umuligt for jøden at komme til al +bruge fin kårde , men han var langt stærkere end +man skulle have formodet der efter hans alder og +holdt Ole så krampagtig fast , at denne næsten ikke +kunne røre sig . +Kampen varede således i flere minutter , hvorunder +Ole af og til råbte til rose : +„ Så kom mig dog tilhjælp for satan , og riv +sabelen fra ham . “ +Rose , der som vi alt have fortalt , havde trukket +fig noget tilbage , bekvæmmcde sig endelig til at hjælpe +fin kammerat . Han løb til , greb fat i jødens +kårde , og vristede den ud af hans hånd . +Dette gav Ole så megen lettelse at han kunne +rejse sig halvt op og komme til at gøre brug af sin +kniv , som han stødte tre eller fire gange i brystet +på jøden . +Jøden udstødte nogle dybe , klagende suk , og faldt +derpå ubevægelig tilbage . Ole rejste sig nu op , og +sagde brummende : + +„ Dej var et drøjt stykke arbejde . Hvem fanden +skulle vel have troet at der var så mange kræffer +i en gammel jøde . Nu have vi imidlertid fred og +kunne atter give os i færd med skabet , det må dog +for pokkcrcn kunne sås op . +Med disse ord gav han sig straks i færd med at +åbne skabet , ved hjælp af sit værktøj , idet han +lod til at være ligeså rolig og kold som om intet +var passeret , medens rose rystede over hele legemet . +Ole bemærkede det , og sagde halvt spottende : +„ Hvad fanden ryster du for ? Er du bange +for bede folk ? “ +„ Nej , “ stammede rose/ „ det just ikke , men var +det også aldeles nødvendigt at slå ham ihjel . “ +„ Det er det simpleste , “ sagde Ole ligegyldigt , +. del er den måde , hvorpå man bedst skaffer sig vedkommende +fra halsen . — så , nu fik vi da endelig +det fordømte skab op . Kom nu med lygten , og lad +os se , hvad det indeholder . +Rose holdt nu lygten ind i skabet , der stod +nogle små poser med penge og et lille jernskriin , +som var aflåset , og som var temmelig tungt . +„ Skynd dig nu og slik disse små pengcposer +i lommen , “ sagde Ole . . Del lille jernskriin må +vi også tage med ; thi det indeholder vistnok + +guldpenge . Jeg havde forresten troet at her havde +været meget mere , men herregud , man må finde sig +i ar nøjes med lidt . Hvis der er guldpenge i jernskriiner , +så kan der endda være nok til en amerikarejse +for os alle sammen . ' +de stoppede nu i lommerne , hvad de syntes der +kunne have værdi , Ole tog jernskrinet under armen , +hvorpå de begyndte ar liste sig ud af huset igen . +Det havde varer meget længere end de havde +troet . Da de aner kom ud i det frie , så de nemlig +at dagen begyndte at grye . +. For fanden , “ mumlede Ole , „ det er høisf +ubehageligt . Del bliver nu lyst inden vi nå København . +Dog derved er intet at gøre , vi må se +at liste af så godt som muligt . “ +I haven stod pcrersen endnu på sin post og +ventede , glad over at man ikke havde forlangt mere +virksom deltagelse af ham . +Også Stine stod på sin post og ventede med +utålmodighed . Da hun så Ole og rose komme ud +af huset , ilede hun dem i møde , og råbte ivrigt : +„ Nå , hvorledes gik det . “ +„ Brillant , “ svarede Ole , „ vi have lommerne +fulde af jødens penge . Men lad os nu skynde os +at komme hjem , del bliver snart lyst . “ + +det værdige selskab satte sig nu i Marsch indad +København til , uden at der blev talt synderligt mere . +Hverken Ole eller rose berørte med et eneste ord al +de havde dræbt jøden . +Da de kom halvvejs til byen , skilte de dem ad , +og gik hver for sig , i længere afstand fra hverandre , +for ikke al vække opmærksomhed , og det lykkedes dem +også at nå København uden videre genvordigheder , +og uden , som de håbede og troede , at være blevne +iagttagne med mistænkelige øjne af nogen politibetjent . + + +tredivte kapitel . +Rovet . +De famledes alle i roses lejlighed , hvor byttet +skulle deles . Først da de vare samlede her , så Petersen +til sin forfærdelse at der var blodpletter på +Oles trøje . +. De har blod på deres trøje ! “ udbrød han , +idet han blegnede . +» Nå , det må jeg se at få vasket af , “ sagde +Ole roligt . +. Er det derude fra ? “ spurgte Stine . +» Ja , “ svarede Ole med den samme rolighed . +„ Den gamle jøde var stridig , det kostede en hel del +ulejlighed at så ham til at holde mund . Dog , +det kunne vi jo altid tale om en anden gang . — +lad os nu se , hvormange penge vi have reddet +fra ham . “ + +de små pengeposer kom nu for dagens lys +og blev tømte , de indeholdt i alt 300 rigsdaler . i for » +Skellige møntsorter . +„ Det er forbandet fint , “ sagde Ole , „ for al den +ulejlighed vi have haft , men heldigvis er det ikke det +hele , jernstrinet indeholder vist en god stump duktiler , +det er så satans tungt . +Dette skrin var meget solidt gjort og da der +ingen nøgle sad i låsen , var man nødt til at forsøge +på at bryde det op . +Dette var ikke noget let arbejde og skrinet modstod +en tid alle deres anstrengelser , men endelig gav +låget efter , og låsen sprang op . +„ Ten jøde har holdt meget af at have sine ting +godt aflåsede , “ mumlede Ole , „ det har været en forsigtig +mand . +Alle bøjede sig nu nysgerrige ned over det åbnede +skrin , for at se hvad det indeholdt . Det indeholdt +imidlertid kun en eneste , temmelig stor pakke , +der var indsvøbt i gammelt skrivpapir , og udenpå +hvilket noget stod noget skrevet . +„ Der er ingen guldpenge , “ sagde Ole skuffet +idet han løftede på pakken , „ nar det kommer til + +stykket , så indeholder denne pakke vel ikke andet end +gammelt madpapir . “ +„ Der står noget skrevet udenpå , “ sagde rose , +. lad os læse det . “ +„ Ja , værsågod , “ sagde Ole . +Rose læste højt : +„ Forbandelse over dem , scm rører disse penge . +Forbandelse øver den , ^som bruger dem , der klæber blod +red dem . « +Der for uvilkårligt en gysen gennem alle de +tilstedeværende , , da rose langsomt oplæste disse skræklige +ord . +„ Hvad fanden skal det sige , “ spurgte Ole . . står +der virkelig del ? “ +» Ja , hver ord til andet , “ sagde rose . +„ Nå , “ del kan jo i grunden være os ligemegel , +sagde Ole . . Bi er jo christne mennesker , altså kan +en jødes forbandelse ikke virke på os . Del hele er +desuden vel ikke anket end sådan usle narrestreger , +ved hvilke han har villet gøre folk bange . Lad os +se hvad der er i pakken . “ +Han åbnede nu papirspakken . Den indeholdt +u0 , 000 rigsdaler , i Sedler , saml el beskrcvel stykke +papir . + +Ole og hans kammerater blev umådeligt forbavsede +over det rige bytte som de således , havde +gjort . Halvtredstndsiyvetufindc daler , det blev jo en +lille formue til dem hver . +„ Nu kunne vi sagtens være glade , “ sagde Ole . +„ Når vi førsf komme til Amerika med alle disse penge , +så kunne vi leve som herremænd og så fanden i +vold med den gamle jødes forbandelse , som står +fkrevei på papirer . “ +„ Det lænker jeg med , “ sagde rase . +. Ja , “ sagde Ole , hvis sidfærd blev mere og mere +drømmende , „ i Amerika kunne vi med disse penge +skabe os en ny frcmiiv , langt bedre end den , vi +kunne vente herhjemme . Hvem ved , jeg kan måske +endsu nyde den lykke at realisere nogle af de drømme , +som engang foresvævede mig . “ +“ Ja , “ sagde Stine , „ De har jo egentlig , efter +hvad vi have hørt , i deres ungdom været vant til +nogcr bedre . Del var nok ikke sunget for deres vugge +at de skulle komme til at tilbringe deres liv i selskab +med folk som os . “ +. Nej , “ sagde Ole , . det var del ikke . Men skel +er sket , og del står nu engang ikke mere til at +ændre . “ + +hans ansigt antog ved disse ord præget af en +dyb sørgmodighed , som var påfaldende før de andre . +Rose sagde , efter et øjebliks taushed +» Hør Ole , jeg har lidt ønsket en ting . ' +„ Og det er ? “ +» At du ville fortælle ? os din historie , så at +vi rigtigt kunne få at vide , hvorledes det egentlig er +gået til at du er kommet i den stilling , som du +nu er . » +„ Ak , “ sagde Ole , som blev mere og mere +sørgmodig , „ det er en besynderlig historie . Det +er gået med mig , som med så mange andre , at +det ^er en højst ubetydelig ting , som har bragt mig +nedad . +„ Nå fortæl , lad os høre del , “ sagde både rose +og Stine indtrængende . +» Jeg taler ikke gerne derom , “ sagde Ole . +„ Del er en drøm som er endt , og som jeg ikke mere +gider tænke på . - - dog , da vi i aften have gjort +en så rig fangst , at vi måske ved hjælp af den +kunne skabe os en lykkelig fremtid , så kan jeg gerne +endnu engang oprive det gamle sår . +Med disse ord tog han sig et dvgtigt drag af + +en brændevinsflaske , medens de andre i spændt forventning +ventede på hvad der ville komme . +Efter et øjebliks taushed sagde Ole : +„ Jeg vil ikke sige eder mine forældres navn . +Det må være nok for eder at vide , at de vare temmeligt +velstående og ansete folk . Jeg var student , +og hele min ulykke stammer fra en af mine venner , +der ligeledes var student og som jeg var svag nok til +at lade mig lede af . “ + +eenogtredivte kapitel +Oles historie . +„ Jeg kom en dag , da jeg intet andet havde +at bestille end gøre vinter , op til . En fra mit år , “ +En gammel collegie- og l ' hombre kammerat , som jeg +ikke havde seer i længere tid . Jeg bankede på , han +sagde : „ Kom ind ! “ og jeg trådte ind . +„ Ah , god dag , du ! hvordan har du det ? “ +Råbte han ; „ vil du have min lange tyrkiske eller +denne lille her , som jeg købte i går ? “ +^ . „ Lad mig få den lange ; jeg kan ikke lide al +ryge andres piber til . “ +„ Nå , så stop den lange . — hvad nyt er der +ellers ? “ +„ Intet , naturligvis , undtagen at der er kommet +en tysk note , og det ved du vel . +. Igen en note ! Så skulle dog -- -- -- -- -- -- -- -- -- - ! Nej , + +du ! det vidste jeg ikke . — nej , nu skulle dog også +„ Hvad ? Vidste du ikke del ? Hvordan har du +det da ? Læser du ikke meer aviserne ? Komemr du +ikke i studenterføreningen . +„ Min ven ! en anden verden er opgået for +mig ! — oprigtig talt , se på mig : kan du ikke +se nogen forandring på mig ? “ +Min ven rejste “ sig ved disse ord i sin fulde +højde « g jeg betragtede ham opmærksomt . +. Forandring ? Jo , du har fået endnu en lap +på din venstre støvle . “ +„ Å , det er ikke det slags forandring , jeg mener « +Højere op ! “ +„ Ah ! Ja , du har fået ny credit hos din +skrædder : du har fået nye benklæder , seer jeg . “ +„ Højere op ! hpiere op ! Det er en ædlere forandring , +jeg mener . -- . +„ Ieg kan sågu ingen forandring se . Vesten +er den samme , undtagen at den er bleven mere skidt +på den ene side . Du skulle dog lade være at skære +brød på den . Husk , al det er din eneste . “ +„ Dumme materielle menneske , som altid seer på +det udvendige . Det er er ikke vest og benklæder , +leg mener ; del er mit hjerte . Før var det koldt som + +marmor , nu er det varmt , glødende , flydende som +smeltet vor med et ord : ieg er bleven forlovet . “ +Og min ven udbredte armene for at modtage +min gratulation . +„ Ieg gratulerer . Og det troede du , at jeg +skulle kunne se på dig ? Tror du at sådant noget +sætter sig i klæderne ? “ +» Nej , men i ens væsen , i åsynet , i hovedet » +Holdning . . . . “ +» I hovedet ? Ja , med tiden måske . . Mit der +zeit kommt alles , » som tysken siger . Men jeg +glemmer alle de sædvanlige spørgsmål : hvad +hedder din kæreste ? Er hun rig ? . , . . “ +„ Hun hedder rose . Er del ikke et yndigt navn ? +Hvad er vel skønnere end nosen , „ Dronningen for +alle blomster , “ som digteren siger . — rig nej ; men +jeg er heller ikke rig , og » lige børn lege bedst , “ som +ordsproget siger . “ +. Hm , ja såmænd ; det er nu ganske efter omstændighederne . +Nå , og smuk er hun vel , det er ikke +at spørge om . En græsk næse ? Du har jo altid +sværmet for græske næser . “ +. Nej , hun har en romersk næse . Men del gør +intet til sagen : romerne vare dog i grunden ligeså +agtværdige folk som grækerne . » +» Å , ja ! Men mørke øjne har hun da ? Du + +har altid forsikrer , at du ikke kunne elsfe en kvinde +med blå øjne . “ +„ Ja , men min kjæræste har netop blå øjne og +det er det bedste bevis på at jeg har taget fejl af +mig selv . Ak ! Man lærer sjælden sig selv ret al +kende . ' +„ Del er sandt . Nå — og hendes fader , , han +er vel etatsråd , eller vel endog konferentsråd ! +Skælm ! Du er bleven aristokrat . “ +„ Nej , på ære ! Jeg er republikaner , jeg hader +adelen . Min kærestes fader er rugbrødsbagcr . “ +„ Alvorlig talt ! Det synes jeg godt om . En sådan +pige er i almindelighed fordringsløs og beskeden +og bliver en god husmoder . Når skulle i have +bryllup ? “ +„ Bryllup ? Er det et spørgsmål , når man kun +har været fjorten dage forlovet ? “ +„ Jeg skulle mene , at det er et spørgsmål at +gøre strar . Forlovelse er jo intet andet end ouverturen +til brylluppet/ ' +, , nej , forlovelse er nydelsen af blomstens første +Duft . før man sætter blomsten i glasset i stuen +og så allerede er vant til duften og bliver ked . . . . +Nej , det er en forkert lignelse ; hvad var del , du +spurgte om ? “ +„ Om du snart vil holde bryllup . “ +„ Hvad skal jeg gifte mig på ? “ + +„ Du svarer med et spørgsmål ; men jeg spørger +dig på ny ; er du ikke tteologisk candidat ? Søg +embede . “ +„ Jeg har underskrevet en skattebevillingspetition . ' +. Hør , ved du hvad ? Gå ben og hæng dig . “ +„ Nej , jeg vil gå hen til min kæreste . Vil +du gå med , så skal jeg forestille dig som min +ven , del er en god anbefaling i huset , tror jeg . “ +. Tak , jeg går med . “ +Da vi kom ned på gaden , sagde min ven +til mig : +„ En ting har jeg at bede dig om : du vil formodentlig +oftere komme i huset og må da vide at +gåcs min tilkommende svigerpapa . Han er vel en +god mand , men tillige en meget heftig mand og +tåler ikke modsigelse , selv når han har åbenbar +uret . Desuden har han næsten en mani for korte +forlovelser , fordi han kun var forlovet med sin kone +i to dage . Begge hans ældste døttrcs forlovelse +gik overstyr , fordi han ikke ville give tid . Jeg beder +dig derfor : indret din opførsel derefter . ' +jeg lovede ham det forlangte . +Da vi kom hen til familien , blev jrg forestillet +som min vens ven og blev som følge deraf +modtagen med åbne arme . Hele huict var strar +fortrolig med mig : fader , moder , søskende og + +brødre ( hvilke sidste drak dus med mig ved aftensbordet ) , +ja ! om det så var katten og hunden , strøg +de dem op ad mig med en så fortrolig mine , al jeg +lydelig kunne se , de ville gerne betro mig deres små +sorger . Hvad dog forlovelse er for en skøn ting i +et hus ! +Efter aftensmåltidet trak faderen mig hen i +en krog og spurgte mig , om min ven havde talt +om , når han ville holde bryllup , jeg svarede +nej . +„ Ja , før jeg er ingen ven af lange forlolovelser , “ +Bemærkede manden ; , , jeg har ikke haft +held med dem i mit hus . Der har jeg ito +lange tøse gående . De vare også forlovede ; +men , da det varede før længe , slog kæresterne op +med dem . “ +„ Hvor længe varede da forlovelsen ? “ +„ To måneder med den ene og syv uger med +den anden . “ +„ Ja , det er også alt for længe at være forlovete “ +„ Kan i se ! “ råbte manken fornøjet , „ min +gode ven her , hr . . . . . . . . Å , hvad et deres navn , +bedste ven ? “ +Jeg nævnede ham mit navn . +„ Nå , denne herre siger som jeg , at lange forlovelser + +ere den rene fordærvelfe . — i dag otte dage +skal i to have holdt bryllup . “ +„ Men , bedste papa ! “ +„ Men , bedste svigerpapa ! “ +„ Ingen men ' er ; det bliver , som jeg har sagt . “ +Min ven nærmede sig med en forlegen mine øg +hviskedee svigerpapa noget i øret om „ Noget at leve +af “ op „ gifte sig på “ og „ give lidt tid ' . +. Å , “ udbrød manden , , , jeg ved også råd +derfor . Seer i børn , jeg var iaftes henne i nr . 4 , +og der hørte jeg , at en mand , der er meget rigere +og fornemmere end jeg , lader sin familie og venner +og bekendte skyde sammen både -fil udstyret og de +unge folks underholdning . Og kan han gøre det , +kan jeg s ' gu også . Jeg vil sågar ikke tage andre +dertil end familien — det forstår sig , hr . — ( ved +disse o : d vendte han sig fil mig ) at vi betragte +dem og et par andre gode venner som hørende fil +familien . “ +Jeg lakkede med et buk for den tiltænkte ære . +„ Med et og alt , som vi derved kunne skrabe +sammen , tænker jeg , at vi skulle få næsten 500 rigsdaler . +Samlet . “ +„ Det er s ' gu mange penge , “ hviskedee min ven +fil mig . +„ Ja , 500 rigsdaler . er mange penge . “ +„ Der er kun spørgsmål om , “ vedblev familiefaderen , + +„ hvorledes pengene skulle anvendes , for at de +unge folk kunne leve af renterne . “ +» Del nemmeste var da at sætte dem i sparebøssen , “ +Bemærkede datteren . +„ Jol kan du føre en husholdning for 15 rigsdaler . +Om året ? — knap for 1500 måske . . . nej , det +sagde jeg da også blot for rimets skyld . . . med +15 rigsdaler . om året kan en mand ikke føde kone og +børn i vore trange tider . « +Et almindeligt nej ! fulgte disse ord . +. . Men , “ bemærkede min ven beskedent , , , når jeg +har 15 rigsdaler . vist om året , kan jeg altid erhverve mig +lidt til ved information . “ +, , ved information , “ udbrød faderen spodsk ! +„ ja , det betaler sig godt . Der er jo folk nu , der +informere for ingenting eller idethøieste for ttevand +om mørgenen ! — og kan de måske føde og klæde +en familie med ttevand om mørgenen ? — nej , +ved de hvad , gode svigersøn ! Det bedste er nok , +at de stikker pengene i min handel og går i compagni +med mig . “ +Et tordenskag på en klar sommerdag kunne ikke +have virket stærkere på min ven end disse rask ududtalte +ord . Han sad nogle øjeblikke med åben +mund og stirrede på sin svigerfader . Endelig sagde +han : „ Og mine studeringer ! Skal jeg da lægge +dem på hylden ? “ + +“ Å , blæse være med deres studeringer ! Hvad +ere de imod en god og solid rugbrødshandel ? - +„ Ja , men mine studeringer kan jeg ikke sådan +lade fare . “ +» Nå , så kan de beholde dem og blot være +rngbrødsbager , indtil de får kald . “ +. Nej , der går sket ikke an , “ sagde min ven +energisk . +„ Går ikke an ? Hvorfor går det ikke an ? +Jeg spørger dem , min gode mand , for sidste gang : +vil de have min datter ? “ +„ Ja , men . . . . . . . . . . . . . . . . . “ +. Ingen men ' er ! Di ! De være rugbrødsbager ? “ +. Sig ja , elskte Wilhelm ! “ råbte datteren og +klyngede sig om hans Hals . +Min ven så afverlende på sin kæreste og +på rugbrødsbageren . +Jeg reciterede i tankerne : +da Herkules på vejen skod , +men jeg , en boldt for lykkens spil — +mil studium og — en rugbrødsbager . +. Elskede ! “ råbte endelig min ven , . Gud kender +mit hjerte ! Jeg ville gerne ; men — jeg kan ikke . +Jeg kan ikke blive rugbrøssbager . « + +„ Hvad ? De kaster vrag på min håndtering ? +Det har endnu ingen vovet ! Endnu har ingen sagt +mig lige op i øjnene , at han ikke kunne blive rugbrødsbagcr . +Det går for vidt . Har jeg to døtre , +hvis forlovelse gik fløjten , kan jeg også have tre . +Vær så god ! Her er døren . “ +Mekanisk tog min ven sin hal og gik ud af +døren . +» Vær så god , hr . — “ sagde manden og +vendte sig imod mig , „ følg de kun med , gener dem +ikke . “ +Og jeg gik , under vcæklager af den forsamlede +familie . Bruden lå besvimet i armene på hendes +moder og begge hendes søstre — det var en sirarme ! +Dærebør — disse græd , brødrene knurrede , +hunden og katten vare engagerede i et slagsmål . +Ak , der var stor Jammer og elende . +* +* * +da jeg havde går nogle gader op og ned med +min aldeles fortumlede ven , drog han nogle dybe suk +og sagde : +. De forbandede penge ! De er dog også anledning +til alt ondt i verden . Te fordømte 500 +rd . ! Gid jeg aldrig havde fået dem . “ + +„ Trøst dig ! Du fik dem ikke ; de vare dig kun +tiltænkte af din svigerfader for det tilfælde , at han +selv fik dem . “ +„ Endnn større forbandelse over dem da ! Alene +tanken om dem forårsager ulykie ! “ -- -- -- -- -- -- „ Nu er +min forlovelse da forbi , “ tilføjede han efter en +pause . +„ Ja , nu er den forbi , “ sagde jeg . + +toogtredivte kapitel . +Fortsættelse af Oles historie . +„ Denne hændelse , “ vedblev Ole , efter at han +atter havde styrket sig med et drag af brændevinsflasken , +„ gav anledning til alle mine følgende +ulykker . “ +„ Min den blev nemlig fra den dag af tungsindig +og melankolsk og fattede had til alle mennesker . +Han ophørte at studere og drev sin tid hen i lediggang +med at drikke og spille . +Dette erempel virkede højst skadelig på mig , +der kun alt for villig gik ind på at tilbringe tiden +på den samme made . +Da hændte der os omtrent samtidig endnu en +ulykke . Vore forældre døde nemlig næsten på +samme tid og vi , som havde troet at de vare form » - + +ende , blev nu højst ubehageligt overraskede ved at +erfare at de intet efterlod sig . +Vi vare nu fattige , meget fattige , men vi kunne +derfor ikke bekvemme os til at opgive det liv vi engang +havde begyndt at føre . +Enden herpå , er let at forudset ; vor lille +pengebeholdning svandt snart bort , og derefter kom +touren til vore klæder og andre værdifulde sager , +som ikke vare mange . +Korisagt , vi forfaldt aldeles og måtte ganske +trække os ud af det selskab , hvori vi hidtil havde +været vante til at bevæge os . +Lidt efter lidt blev vor omgangskreds af en +dårlige « og dårlige « natur , indtil den til sidst kun +bestod af medlemmer af samfundets bærme . Folk , +som vare i stand til alt , forudsat al ler blot var en +smule at tjene derved . +Vi gad dog endnu ikke give os til at bestille +noget , dertil vare vi for stolte , og vi fristede derfor +kun et kummerligt liv ved hvad vi kunne tjene i +spil , der ikke altid blev spillet på den reneste +måde . +Dette var et meget usselt liv , men vi havde +ikke nøgen synderlig mulighed for al kunne komme + +ud af det igen . Da sagde min ven en dag +pludseligt til mig : +„ Hør Ole , dette liv kan ikke vedvare , vi må +gøre noget , for at få en ende derpå . “ +. Ja , det er godt nok , men hvad skal det være , “ +Svarede jeg . +„ Vi må se al skaffe os nogle penge , “ +Sagde han . +„ Ja , men hvorledes ? “ +„ Ligemeget på hvilken måde , “ svarede han . +. Jeg har i den anledning lagt en plan . “ +„ Og den går ud på ? “ +„ På at skaffe os en formue , “ sagde han . +„ Du har jo nok hørt tale om en mand , som hedder +Peter Bos ? “ +„ Jo . “ +„ Godt , han er bekendt for at være hovedrig . +Når vi gjorde et lille greb i hans pengekiste , så +ville vi være i stand til at kunne få nok , til at vi +kunne rejse til Amerika , og blive det liv , vi her føre , +kvit for bestandigt . “ +Der var noget i dette forskag , uagtet det var +temnieligt dristigt , som dog tiltalte mig overmåde +meget . Der var her udsigt til at komme i besiddelse + +af en betydelig sum penge , og det var jo først og +fremmest det , som vi trængte til . +Dog kunne jeg på den anden side ikke skjule +for mig selv , at der var betydelig fare ved et sådant +foretagende , og jeg sagde derfor : +„ Men har du betænkt hvad vi vove ? “ +„ Ja , vi ville derfor heller ikke udføre sagen +alene . Vi må have nogle folk med , som er vante +til den slags sager . “ +„ Men , hvor få vi dem fra ? “ +„ Åh , de er lette at finde , blandt vore nuværende +venner , “ sagde han . +Dette måtte jeg desværre tilstå var sandhed , +og da vi havde talt lidt endnu om sagen , blev vi +enige om , hvorledes den skulle udføres , og om hvem +vi skulle henvende os til for at få hjælp . +Hjælpere fandt vi snart , som vare villige til at +deltage i et foretagende , der lovede et så rigt udbytte , +og der blev altså berammet en bestemt nat +da indbruddet skulle finde sted . +Til den fastsatte tid gik vi hen til huset , hvor +Peter Bos boede . Det lå i en af forstæderne , og +vi kunne let skaffe os adgang dertil ved at springe +over nogle plankeværker . + +en af dem vi havde med , oversmurte en rude +med beg og trykkede den derpå lydløst ind , hvoreffer +vi alle listede os ind gennem vinduet , der var blevet +åbnet på denne måde . +Nu blev en blændlygte tændt og vi gave oø nu +til at gå på opdagelser efter , hvor manden havde +gemt sin skat . +Di gik igennem mange værelser , og gjennemsogfe +adskillige meubler , men fandt intet af nogen +synderlig værdi . Endelig kom vi ind i et lille værejse , +hvor der stod et stort jernpengeskab . +Her måtte skatten være , det gjaldt nu altså +om at få dette jernpengeskriin lukket op . +Vi vare forsynede med dirker og alle nødvendige +redskaber , og gave os ufortøvet i færd med arbejdet +med megen Iver . +Dette skab må imidlertid have haft en meget +kunstig og sjælden lås ; thi alle vore anstrengelser +vare forgæves , det var os ikke muligt at åbne det +trods al vor møje . +Imidlertid tabte vi ikke modet , men vedbleve al +arbejde , så sveden haglede ned af vore pander . +Vor Iver var ved denne forhindring bleven så +stor , al vi glemte at tage ve nødvendige forstgtighedsregler . + +vi må have gjort for megen støj og vækket +Peter Bos , der , hvad vi ikke vidste , sov i værelset +ved siden af . +Han må have hørt den støj vi gjorde ved vort +forgæves arbejde , og delle må have vakl hans opmærksomhed . +Peter blev dog ikke angst eller urolig . I Amerika +havde han oplevet alt for meget og eventyrligt +til at nogetsomhelst skulle kunne ryste hans nerver . +Han skod ganske rolig op , greb to ladte revolvere , +som lå på hans bord ved siden af sengen +og gik hen og tændte lys . +Med lyset i den ene hånd og revolverne . +Den anden skød han døren til sideværelset , som ikke +var aflåset , op med foden og gik langsomt ind . +Et eneste blik sagde ham , hvad der var på +færde . +Et vindue stod åbent og fire banditer stod +bøjede over hans store jernpengeskriin , som de vare +ifærd med at opdirke . +Han gik ganske roligt hen til vinduet , lukkede +det og stillede lyset i vinduet . Derpå stillede han +sig selv med ryggen op mod vindueskarmen og tog +en af sine revolvere i hver hånd . + +han gjorde dette så hurtigt og så roligt og +bestemt , at vi , som ikke opdagede ham før han var +midt inde i værelset , i det første øjeblik ikke vidste , +hvad vi skulle gøre . +Da den første overraskelse var forbi , så vi på +hverandre og fore frem på gulvet , som om det var +vor hensigt at kaste os over den ubudne gæst og +dræbe ham , men da var det allerede forsildigt . +De to revolvere pegede truende på os , del var +tydeligt at et par skridt fremad ville koste os +livet . +Vi blev rådvilde stående og så på hverandre +med et rådvildt udtryk i vore ansigter . +„ Hvem er i ? ' sagde Peter , så roligt som om +der aldeles intet usædvanligt havde været i denne +situation . +Denne rolighed imponerede os alle langt mere +end del største raseri ville have gjort , og vi blev +stående uden at svare , idet vi grebes af en vis ubestemt +ængstelse . +Vi havde en instinktmæssig anelse om al vi stod +ligeoverfor en overlegen ånd , som var vant til at +byde og til at se sine befalinger adlydte . +Vi svarede ikke , med så forvirrede på hverandre . + + +„ Hvad ville i ? ' spurgte Peter derpå , idet han +stadigt med den samme rolige mine boldt sine revolvere +rettede mod os . +Intet svar . +Der gik nogle sekunder i taushed . Da sagde +Peter med den samme rolighed : +„ I ville ikke sige hvem i er , eller hvad i ville . +I er altså gavtyve , som komme for at berøve mig +min ejendom . Jeg står altså i min ret , hvis jeg +uden videre betænkning skyder eder ned som gale +hunde . « +Det gøs i os alle , thi han talte som en mand , +der nok kunne falde på at udføre sin trusel , uden at +gøre sig synderlig samvittighed deraf . +Vi sagde endnu intet ord , men så forlegne og +ængstelige på hverandre . +Vi havde aldrig før været i så farlig en stilling . +Også Peter tav nogle øjeblikke , idet han kastede +prøvende og undersøgende blikke på vore fire +skikkelser . Det faldt ham ind , at hvis han kunne +lænke os fire til sig , gøre sig til herre over vores +handlinger og vor skæbne , så ville vi kunne blive +ham et såre nyttigt værktøj til udførelsen af hans +planer . + +„ Hvad fornøjelse har jeg af at dræbe dem , eller +at overgive dem til retfærdigheden , ' tænkte han , „ jeg +kan have meget mere nytte af dem ved at gøre dem +til mine slaver . « +Det var bedre at gøre os til lydige redskaber +i hans hånd end at dræbe os , thi når alt kom +til alt , hvilken fordel kunne han så vel have +deraf ? +Til at udføre hvad han havde i sinde , kunne disfe +fire fyrcs hjælp være af uberegnelig nytte . Når +han bandt os til sig ved fordelens , egennyttens +bånd , så ville han jo være i besiddelse af en +magt , der ved given lejlighed kunne yde ham » må . +Delig fordel . +Alle disse tanker fore lynsnart gennem hans +hjerne , medens han stod med revolverne i hånden +og øjnene stift fæstede på os . +Vi på vor side slode og så forlegne på +hverandre . Hvad skulle vi gøre , hvorledes skulle vi +skippe ud af denne knibe ? +Sandt nok , vi vare fire om en , men denne +ene var bevæbnet med revolvere og desuden syntes +han at være i besiddelse af en legemskraft , som langt +overskred det almindelige . +Vi kunne måske ved et pludseligt angreb overvæld « + +og besejre ham ved vor mængde , men mindst +to af os ville blive offre for vor dristighed og +hvilke to ville det vel blive . +Denne uvished var det forfærdelige i stillingen , +thi ingen af os havde lyst til at ofre livet for +friheden . +Peter Bos så denne vor ængstelse og tvivlrådighed +og han glædede sig derover , thi den begunstigede +jo hans planer i en betydelig grad . +Nogle sekunder varede denne spændende , ængstelige +taushed . Endelig talte Peter Bos , idet han +uafladeligt vedblev at pege på os ubudne gæster +med pistolerne . +» Jeg kunne skyde jer ned som gale hunde , “ sagde +roligt . „ Jeg har ser skud i hver pistol , men jeg +holder ikke af at gå til yderligheder . Jeg har et +forskag at gøre eder . “ +Her standsede han , medens vi alle så forbavsede +på hverandre . +Hvad kunne han have i sinde , hvilket forskag ville +han vel gøre os ? +Ingen af os svarede , vi tav alle forventningsfulde +efter hvad der ville følge . +» Hvorfor have i gjort indbrud her hos mig ? “ +Spurgte nu Peter Bos . + +ingen svarede . Det var heller ikke nødvendigt , +det var tydeligt nok at vi vare komne for at stjæle . +For at berøve mig min ejendom , vedblev Peter +Bos efter et øjeblik taushed , for at bestjæle mig . +Atter tav han , atter blev der et øjeblik Taus . +Hed under hvilken banditterne så forvirrede på +hverandre . +Der var noget i Peter Bos ' s mine og måde +at tale på som slog os alle fire . Vi følte at vi +stod lige overfor en person , hvis åndelige kraft var +vor egen langt overlegen . +„ Hvorfor ville i nu bestjæle mig ? “ begyndte +Peter igen . +Atter den samme forlegne taushed . +„ Fordi i ingen penge havde , fordi i vare fattige , “ +Fortsatte Peter . +„ Det er sandt ! “ udbrød vi uvilkårligt . +„ Ikke sandt , jeg har ret ? “ +. Jo , jo . “ +„ Hvad ville i nu gøre til gengæld , hvis jeg +lovede jer , at i aldrig skulle komme til at trænge til +penge ? “ +Vi alle lukkede munden og øjnene vidt op og + +så ud som om vi nok hørte Peters ord , men ikke +forstode deres mening . +Peter gentog sit spørgsmål . +„ Vi ville gøre alt , ' råbte de endelig . +„ Alt ? “ spurgte Peter . +. Ja , alt . “ +„ Hvad forstå i ved alt ? Ville i endog sætte +eders liv på spil , når det blev forlangt ? “ +Vi så igen rådvilde på hverandre . Endelig +sagde den ene af os . “ +„ Ja , hvorfor ikke . Vi sætte jo dog hver dag +livet på spil ved det liv som vi føre . Og nu er +endda ' vor gevinst derved usikker . Vi have altså +meget mere grund til at gøre det , når vort udkomme +sikkres . “ +„ Ere i andre af samme mening ? “ spurgte +Peter . +„ Ja , ja , “ svarede vi . +» Godt , så sid ned og lader os tale nærmere +om sagen , “ sagde Peter . +Han skal nu ganske rolig pistolerne i lommen , +vendte sig om , lukkede vinduet i og satte sig derpå +ned på en stol . + +„ Sid ned ! “ gentog han i en bydende tone . +Hans rolighed og sikkerhed imponerede os +alle og vi adløde mekanisk , ligesom om vi blev drevne +af en højere villie end vor egen . +„ Godt , nu kunne vi tale sammen i al magelig , +hed . Talen går allerbedst når man sidder ned , ' +sagde Peter i en rolig , halv gemytlig tone . „ I er +aftså fattige ? ' +» Ja , det ved Vorherre , ' svarede jeg der var +ordfører for de andre . +„ Have i familie ? “ +Ja . “ +„ I er gifte ? ' +„ Ja , to af os . “ +„ Have i børn ? ' +ja . « +. Og intet at give dem at spise ? “ +. . Nej , “ +. Fortæl mig , hvorledes i er komne i denne +silling . Men ærligt og oprigtigt , det skal ikke være +til eders skade . +Vi så igen på hverandre . Det var i grunden +en mislig sag således at åbenbare sine familiefor . + +hold til en fremmed . Dog , der oar noget ved Peter , +det var ligesom en magt , der omsvævede ham , som +nødte os til at adlyde . +En for en gav vi os til at fortælle . Vore historier +lignede så temmeligt hverandre . Født så at +sige på Københavns brøstene , vare de to vovede +op næsten ganske overgivne til dem selv . Fattigdom , +» besindige giftermål og deraf følgende hårde kampe +for udkommet , det “ var hovedindholdet af deres lcvnetsløb . +Alle fire havde vi været i mere eller mindre ubehagelige +berøringer med politiet . Alle fire hørte vi +til denne ulykkelige menncskcklasse ' , for hvem det omtrent +er umuligt at rejse sig igen , når vi først engang +ere faldne . +Vi kunne aldrig rejse os ved egen hjælp . +Samfundet lagde os alt for mange hindringer i vejen +dertil . Der skal en stærk , en mægtig hånd til at +krage os op af dyndet og hvor findes den ? +Det var sørgelige historier Peter fik at høre , historier , +som bragte skyer på hans pande og sorg +i hans hjerte . Det gjorde ham ondt for disse mennesker . +Men på samme tid som det gjorde ham ondt +for disse hans medmenneskers skæbne , så glædede + +han sig på samme tid over at han var truffet +sammen med dem og at de netop vare således ; thi +havde de været anderledes og sristet andre skæbner , +så ville de næppe så villigt have fundet sig i at +blive villieløse værktøjer i hans hånd . +Da vi havde endt vore beretninger , sagde +han : +„ Alt delte skal blive anderledes . Jeg skal hjælpe +både jer og eders familier . “ +„ Hvad skulle vi så gøre til gengæld ? ' spurgte +jeg » Udføre +hvad jeg forlanger , “ sagde Peter kørt . +Vi så igen noget tvivlrådige på hverandre . +Det var dog allid en løjerlig og betænkelig sag al +gå ind på . +„ I betænker jer ? “ spurgte Peter , idet han tog +sit ur op af lommen , „ vel , jeg har godt forstået +der , thi det er jo en alvorlig sag . Nu er klokken +halv to . Når den er to , vil jeg have eders bestemte +svar . “ +Han lagde uret på bordet , tændte sig en +cigar , lænede sig tilbage i stolen og gav sig til al +betragte os opmærksomt , medens han tilsyneladende +aldeles rolig sendte den ene blå røgsky i vejret +efter den anden . + +vi gave os nu til at hviske ivrigt indbyrdes . +Hvorfor skulle vi ikke modtage Peters forslag , vi +vare jo således stillede , at vi så at sige intet havde +at tabe . Den fastsatte frist var derfor heller ikke +endnu udløbet , før jeg sagde på de andres vegne : +„ Vi gå ind på tilbudet . « +„ I er alle enige ? “ +„ Ja , alle . “ +„ Godt , - sagde Peter , idet han rejste sig , „ jeg skal +holde mit løfte , men jeg må også have sikkerhed +for at i ville opfylde eders . I må underskrive en +tilståelse om at i i nat have gjørt indbrud hos +mig . Denne tilståelse beholder jeg , og ingen skal +få den at se , undtagen en af eder skulle falde +på at svigte sin pligt . +Han satte sig igen ned ved bordet og gav sig +hurtigt til al skrive nogle ord på et ark papir . +Det var en bekendelse , hvori vi alle fire erklærede +os for skyldige i indbrud . Da han var færdig , sagde +han : +„ Skriv under ! “ +Vi så atter rådvilde på hverandre . Dez +var dog en egen sag , således at give sig i en +vildfrcmmeds vold . +„ I betænker eder ? “ sagde Peter . „ Godt , så +ved jeg hvad jeg har at gøre . “ + +med disse ord greb han i lommen efter revolvølverne . +„ Nej , vi skrive under , “ sagde jeg nu , hvorpå +jeg nu strar underskrev , hvorefter de andre ufortøvet +fulgte mit e : cmpel . +„ Godt , -- sagde Peter , „ så er pagten altså +sluttet . I morgen skulle i høre nærmere fra mig . “ +Han lukkede dem nu ud , hvorpå han atter lagde +sig til at sove . +Næste dag besøgte han sine nye undergivne +deres hjem . Han talte venlige ord til konerne og +børnene og ved gaver afhjalp han deres nød og +trang . Han fortsatte sine besøg og blev nu hyppig +gæst i vore huse . Han søgte ikke alene at afhjælpe +vor legemlige trang , men også vor åndelige . Han +bandt os til sig ved et bånd , der var langt stærkere +end dej , der dannedes af det papir han havde ladet +os underskrive , han bandt os til sig ved venskab og +hengivenhed , og da han havde kendt os i fjorten +dage , kunne han sige til sig selv : +„ Nu er de mine i liv og død ! « + +treogtredivte kapitel . +En katastrofe . +„ Dette kunne nu alt sammen være meget godt , “ +Vedblev Ole sin historie , . men den afhængighed , hvormed +man deri kom til den omtalte mand , den var ikke +til at holde ud . Det er derfor jeg længe har spekuleret +på at gøre en stor forretning , som kunne gøre +en fri og uafhængig . Dej håber jeg nu er lukkedes +mig , og jeg vil derfor også så snart som muligt sige +København farvel . “ +„ Det antager jeg med alle sammen ville , “ sagde +rose , „ når vi blot kunne finde en passende lejlighed +dertil . “ +„ Åh , den findes nok , -- sagde Ole . „ Kom , lad +os nu dele pengene og gemme dem så godt som +muligt indtil en sådan leilighed^findes . “ +Pengene blev nu delte og da dette var gjort + +skiltes man ad , idet man på det indstændigste tilråbe +hverandre at iagttage den yderste forsigtighed . +Rose skulle imidlertid være den , som skulle sætte +hele det smukke selskab i fare ved sin uforsigtighed . +Rose havde en egenskab , som især er ualmindelig +hos forbrydere , og det var at han var gerrig , +gerrig i en grad , som næsten overstiger al beskrivelse . +Hos forbrydere er denne egenskab meget sjælden . +De pleje i reglen al lade pengene løbe bort ligeså +let som de er komne , men i denne henseende var +rose en undtagelse . +Da derfor den første glæde over den rige skat +var forbi , så begyndte han at blive bekymret over , +hvorledes han på bedste måde skulle kunne gemme +sin skat således at ingen skulle kunne få fingre +i den . +Det var ikke nogen let sag at fatte nogen beslutning +i denne sag , thi det var ham ikke nok at +skatten var vel gemt , den måtte også være i nærheden +af ham for at han kunne våge over den . +Han tænkte først på at grave den ned , men +denne tanke forkastede han hurtigt igen . En eller +anden kunne ved et tilfælde let komme til at grave + +på det samme sled , og når han så en skøn dag +kom derad , så var fuglen fløjet . +Nej , dette ville han ikke . Efter modent overlæg +besluttede han ikke al ville skilles fra sin skat , men at +sye den ind i sin trøje . +Til den ende sprækkede han Foret fra ydertøiet , +stak brevtasken derind og syede åbningen til igen . +På denne måde troede han bedst at have forvaret +sin skat ; thi nu kunne han jo altid selv våge over +den . +Det faldt ham sket ikke ind at gøre brug af +pengene , dem ! var han for gerrig . Han var så +gerrig , al hvis han med disse penge kunne have købt +sig en anset og hædret stilling i samfundet , så er +del dog højst lvivlsoml , om han ville have gjort +det . +En lidenskab havde han dog endnu foruden gerrigheden , +og del var lidenskab for al ryge tobak . +Han var en uforbederlig tobaksryger . +Da han nu var blev ! så rig , så syntes han +nok , trods sin gerrighed , al han kunne have råd +til al tilfredsstille denne lidenskab lidt rigeligere end +sædvanligt , og til den ende havde han taget en femdalerseddel +af pungen , før han syede den ind i sin +trøje . + +det gik ham til hjerte , men lidenskaben for cigarer +var næsten ligeså stærk som hans gerrighed +og han besluttede derfor nu rigtigt at gøre sig til gode . +Han røg ikke alene meget , men han holdt tillige +af at ryge godt , og han besluttede denne gang rigtigt +at tilfredsstille sin lyst . +Han gik altså hen til en cigarhandler , for at +købe en rigtig god cigar . Men trods hans lyst til +at ryge , så kunne han dog ikke overvinde sin gerrighed +i så høj grad , at han kunne bekvemme sig til +at købe flere end en cigar af gangen . +Dette blev hans ulykke ; thi da han havde røget +den første cigar kunne han ikke modstå lysten efter +at få nok en , og da den var røget måtte han endnu +have en tredje , hvor ondt det end gjorde ham at skille +sig ved de skillinger som den kostede . +Han købte disse cigarer hos en og samme +cigarhandler , hvis boutik i neglen besøgtes af et +elegant publikum . Det vakte derfor mandens forundring +da han gentagne gange så denne usselt +klædt person komme og købe sig en fin cigar . +Og at han købte den til sig selv , det var der +ikke den mindste tvivl om , thi han tændte den med +det samme . + +„ Det har jeg nu aldrig oplevet , “ sagde cigarhandleren +til sig selv , . at en så simpelt klædt person , +en sjouer , nyder så fine cigarer . Gud ved , hvor +han får de penge fra . “ +Han kunne ikke lade være at sortælle denne historie +til gadekommissæren , der i et ærinde kom ind - +i hans boutik . Denne spilede firår øren , thi han +syntes al dette lugtede lidt mistænkeligt . +» Hvad er det for en fyr ? “ spurgte han . +» Jeg har aldrig set ham før , » sagde cigarhandleren +„ men han ligner omtrent en sjouer . ' +. Hm , hm , ' sagde gadekommissæren og gned sig +bag øret , „ hvor længe har han kommer herz “ +„ Han kom her i går første gang . “ +. Og har han røget mange cigarer ? “ +„ Ja . “ +. Hvormange ? “ +. Åh , jeg tror næsten et dusin stykker . “ +„ Og det dyre cigarer ! ' +» Jo omtrent de fineste jeg har . Det er forunderligt +at han har råd til det , han må jo ryge +hele fortjenesten op , mente cigarhandleren . +. Det er mistænkeligt , “ sagde gadekommissæren , +„ jeg tror næsten det er en gavtyv . “ + +„ En gavtyv ? “ +„ Ja , en som har gjort en god forretning , som +vi kalder det , når de have brudt ind i et eller andet +sted , og som nu trakterer sig selv med gode cigarer +ovenpå sin anstrengelse . Hvorledes seer han ud ! ' +cigarhandleren opgav nu roses signalement +så fuldstændigt som det var ham muligt . +Gadekommisæren hørte opmærksom « til , men da +cigarhandleren havde endt sin beretning , rystede han +på hovedet og sagde . +„ Jeg kender ham ikke efter deres beskrivelse , +men jeg kunne dog nok have lyst til at gøre bekjendskab +med den fyr . “ +„ Det kan let lade sig gøre , “ mente handelsmanden . +„ De behøver jo blot al blive her til han +kommer igen , jeg antager ikke al det vil vare længe . ' +“ Gadekommissæren gik med glæde ind på dette +forsiag . Han kom ikke til al vente synderligt længe , +thi et kvarteerstid efter trådte rose ind i boutiken . +Han studsede , da han så betjenten , men fattede +sig dog hurtigt og forlangte en fin cigar . +Den bevægelse han var kommet i ved al se +betjenten , var imidlertid ikke undgået denne . Polibetjentcne +have meget skarpe øjne og denne til syne . + +ladende uro i forbindelse med en dunkel erindring +om al have set fyren før , vare grunde nok for denne +retfærdighedens håndhæver til al gøre rose et +par spørgsmål . +Disse spørgsmål berørte rose åbenbart på +den mest nbehagelige måde , og han besvarede dem +således al gadckommissærcn deraf tog tilslrækkelig +grund til al bede ham følge med til » Kammeret . » +Rose så sig halvt fortvivlet omkring , da denne +opfordring stilledes til ham , men der var ingen udvej . +Betjenten havde stillet stg mellem ham og døren , +flugt var altså ikke al tænke på , han måtte derfor +finde sig i al følge med . +Undervejs til „ Kammeret » bandede rose fin +ulykkelige lidenskab for cigarer , som nu på en så +uventet måde havde bragt ham i fordærvelse . Han +gik og sksændte på sig selv indvendigt , fordi han +havde været så letsindig og ødsel , havde han været +klog nok til at gemme sine penge , så ville denne +ulykke jo ikke være sket . +Men al denne anger og alle disse beklagelser +kom nu for sent . Ulykken var nu engang sket , han +var » n engang i politiets kløer , og han vidste af +sørgelig erfaring , at de ikke vare så lette at skippe +ud af igen . + +da han kom på politikammeret blev han øjeblikkelig +genkendt af flere betjente og embedsmænd , +som havde haft ham under behandling før . +Det var en fangst , som vakte almindelig glæde +thi rose var anset for at være en meget stor forbryder , +og der var i den sidste tid sket adskillige +forbrydelser , hvori man troede at han havde haft +ikke så ubetydelig del . +Såsnart en forbryder er bleven grebet så er +er hans første tanke stedse enten at søge midler til +flugt eller at se til at få sin straf lidt for » +Mildet . +Tanke om flugt opgav rose straks , han gav sig +derfor til at tænke på om del var muligt at få sin +straf lidt formildet . +Han håbede at dette skulle kunne opnås ved +ved at angive nogle af sine kammerater , men hvem +skulle det være det var Tingen . De af hans kam » +Merater som politiet allerede kendte kunne det ikke +nytte at angive , og han kunne i en hast ikke udfinde +nogen af hans venner , som politiet ikke allerede +havde gjort bekendtskab med . +Da fik han pludselig en lys ide . Petersen ham +kendte politiet ikke . Han var altså en fyr , for +hvis angivelse han nok kunne håbe at få lidt formildelse +i sin stjaf . + +„ Han har ærlig fortjent det , mumlede rose ved +sig selv . . Det er jo egentlig hans skyld jeg denne gang +er kommet i kassen . Havde han ikke været , +så havde jeg ikke fået pengene , så havde jeg heller +ikke røget fine cigerer , og så var jeg heller ikke blevet +nappet , det er soleklart . ' +med dette smukke raisonnement beroligede han +fuldstændigt sin samvittighed og fortalte hele Petersens +historie for så vidt han kendte den , til politidirektøren . +Denne blev naturligvis meget forbanset og ville +i begyudelsen ikke tro sine egne øren , men da rose +i sin ivrighed var kommet til at nævne Ole , så lod +han også denne anholde og fik af ham bekræftelse +på bavianens udsagn . +Rose og Ole afgav omtrent eenølydende beretninger +om det besøg , de havde aflagt hos jøden og +hvorfor de havde gjort det , dog således at hele +skylden faldt på Petersen . +Delte var en en højst vigtig angivelse , og politiderekteureu +vidste ikke i de første ��jeblikke rigtigt , +hvorledes han i denne sag skulle gå til værks +på bedste måde . +Disse tyve , rose og Ole , kunne jo lyve og +have angivet en uskyldig , del havde man set før . +Det gjaldt altså om at være forsigtig og ikke at fæste +altfor ubetinget lid til disse udsagn . + +polilidirekteuren overtænkte derfor denne sag +meget nøje , inden han kunne blive enig med sig selv +om , hvilken beslutning han skulle fatte . Angivelsen +lød ikke synderlig pålidelig . +Hele denne sag så så besynderlig ud , at den +voldte politidirektøren en hel del hovedbrud , inden +han kunne komme overens med sig selv om , hvilken +beslutning han skulle satte , men endelig tog han dog +sin beslutning . + +fireogtredivte kapitel . +Jagten . +Politidirccteuren lod ufortøvet Søren rise , der +tid efter anden havde gjort sig meget bekendt før sin +skarpsindighed og sindighcd i vanskelige tilfælde , +kalde og forelagde ham hele sagen . +Søren hørte naturligvis med ærbødighed på +sin foresatte , men da denne havde endt , rystede han +på hovedet og sagde : +„ De mener således at Petersen skulle have været +den , som havde myrdet den gamle jøde ? “ +„ Ja , alle omstændighederne lyde^derpå . “ +„ Ganske vist , med undtagelse af en eneste omstændighed , “ +Svarede Søren . +„ Og det er ? “ +„ At Petersen næppe har mod nok til al udføre +en sådan handling . “ +„ Hvoraf skutter de det ? “ + +» Af hele hans tidligere færd , og af det indtyk +hans personlighed har gjort på mig , “ sagde Søren . +„ Det kan godt være de ret , “ sagde politidirektøren , +. men deres grunde er dog ikke afgørende , +man har så ofte set al mennesker , som i virkeligheden +ere store kujoner , dog alligevel er blevne mordere , +begrundet på omstændighederne . Jeg må +nødvendigvis fastholde min mening om at Petersen er +den virkelige skyldige , indtil jeg bliver klart overbevist +om det modsatte . Jeg beder dem derfor om at se +at sinde ham ; thi de steder , hvor rose og Ole have +opgivet han skulle være , der er han ikke . Han må +altså sandsynligvis have skjult sig , men jeg ved jo +at de er den rette mand til at finde alle mulige smut . +Huller . “ +Søren bukkede og gik . +Han gav sig straks med stor Iver til al tænke +på , hvorledes han bedst skulle komme Petersen på +sporet . Han betragtede jo ham som sin dødsfjende , +som den , der havde forspildt hans lykke og den kommission , +som politidirektøren havde givet ham , var ham +derfor heller ikke på nogen måde ubehagelig . +Medens had nu beskæftige ! sig med al lægge sin +angrebsplan , ville vi vende tilbage til roses bolig , + +for at se , hvad der var foregået , medens de begivenheder , +som vi berettede i forrige kapitel , fandt sted . +Petersen blev i roses bolig , thi han turde ikke +gå ud , uden om aftenen af frygt for at blive +genkendt . +Rose derimod gik meget ud , og på disse Toure +beskæftigede sig , desværre for sig selv , for største delen +med at ruge cigarer . +Han kom regelmæsstgt hjem om aftenen , men +en skøn aften ventede Stine og Petersen ham forgæves . +„ Jeg gad vide hvad der kan holde ham ude i +aften , “ sagde petertcn , der nærede en vis frygt for +at rose muligvis kunne være bleven grebet , og at +denne pågribelse så kunne have hans egen tilfølge . +„ Åh , han er vel kommet i godt selskab , “ mente +Stine , “ for jeg vil da ikke håbe han er gal at indlade +fig på forretninger , nu , da vi have så mange +penge . “ +Rose kom imidlertid ikke hjem om natten og +heller ikke den næste formiddag , hvad der bevirkede at +endogså Stine blev urolig . +„ Der er bestemt ugler i mosen , “ sagde hun , +. jeg er bange for han er bleven nappet . + +dette var Petersen også bange for ; men der +var jo intet at gøre ved sagen , man måtte se +tiden an . +Det varede heller ikke længe før de fik nærmere +underretninger , som sagde dem at de måtte befrygte +det værste . +En veninde af Stine kom nemlig i løbet af formiddagen +op til hende og sagde ganske forpustet : +„ Nu seer det bestemt galt ud med jer . “ +„ Så , hvorfor det ? “ +. Fordi Ole er kommet i fidtefadet i Morges , +det ved jeg ganske vist . Politiet har fået fingre i +ham . Jeg ved også at i have gjort forretninger +sammen , så i må altså tage eder i agt . +Heri var Stine ganske enig med hende og da +hendes veninde var gået samlede hun en del sager +sammen som hun puttede i lommen , og dels pakkede +sammen i en bylt hvorpå hu lavede sig til at +gå . +Hvad Petersen angår , så var han så overvældet +af frygt ved efterretningen om Oles pågribelse , +at han næppe kunne røre et lem . Først da +han så at Stine var i færd med at gå , udbrød +han : + +„ Går de ? ' +„ Ja naturligvis min ven ! Her er det nok ikke +godt al være længere . Jeg vil også råde dem til +at stikke af så snart som muligt . “ +„ Men hvor skal jeg hen ? “ +„ Hen på et sted , hvor man ikke kan sinde dem +så let igen , “ sagde Stine , „ det er det fornuftigste , +det vil jeg gøre . “ +„ Kan jeg ikke følge med dem ? “ +* „ Nej tak min ven , det går ikke . En kan +ettere skjule sig end to , del er en given ting , og +derfor er del bedst al vi hver sørge for sig . “ +Med disse ord gik hun sin vej , og lod Petersen +være alene . +Hans sindsstemning var sket ikke af nogen behagelig +ark . Politiet kunne komme hvert øjeblik og +så var del ude med ham . +Han målte ligesom Stine gå sin vej , det var +klart , men hvor skulle han gå hen ? Det vidste han +ikke , men dog var ganske vist ethvert andet sled sikkrere +for ham end del , hvorpå han nu befand ! sig . +Han brugte derfor ikke lang belænkningslid , men +tog sine penge , som han havde gemt i en krog , frem , +puttede dem i lommen , hvorpå han tog en kasket + +på , som gik ham ligened i øjnene , og gik så bort +fra hr . Roses lejlighed . +Han ilede ud af byen så hurtigt han formåede +uden at vække opsigt . Da han var kommet ud +på strandvejen , gav han sig til at løbe af alle +kræfter , da der var kommet en så forfærdelig angst +over ham , at han var nærved at fortvivle . +Det syntes ham at når han blot kom langt , +meget langt bort fra København , så ville faren for +at blive pågreben være langt mindre jo længere han +kom bort . +Medens han således åndeløs løb ud af strandvejen , +mørknedes det efterhånden . Han lagde dog +ikke mærke dertil , men vedblev at løbe videre . +Ude forbi Tårbæk falder kysten temmeligt stejlt +ned imod sundet og danner ligesom en skrænt . I +sin hast for at komme bort , lagde Petersen ikke mærke +hertil men trådte fejl og styrtede ud i vandet . +Det sted , hvor Petersen faldt ud , var tilfældigvis +temmeligt dybt , det var et af de såkaldte hestehuller . +Han sank dybt ned og mistede næsten aldeles +bevidstheden . Et øjeblik efter hævede vandets bærekraft +ham imidlertid op på overfladen igen . +Strømmen drev ham nu hen på et sted , der var + +langt mindre dybt , han kunne føle grunden med sine +fødder , men han formåede ikke al vinde fodfæste . +Det er umuligt at beskrive Petersens følelser i +dette øjeblik . De vare en sammensætning af skræk +for døden og angst for politiet , dog trådte den sidste +følelse betydeligt i skygge for den første , selvopholdcssesdriften +krævede sin ret . +Strømmen førte som sagt Petersen længere og +længere ud . Han kjæmpcde med fortvivlelsens kraft +imod bølgerne for at nå tilbage til strandbredden , +men forgæves , hans kræfter vare for svage og han +forstod desuden sket ikke al svømme . +Der var et rædsomt øjeblik . Natten var mørk +og Petersen kæmpede forgæves med fortvivlelsens +krast imod bølgerne . Af og til udstødte han et skrig , +men hvem skulle vel høre del her , så fjernt fra menneskelige +boliger , og kun udstødt af en svag og ængstelig +røst . +Han opskndte i tanken brændende bønner til +gud om at frelse ham ud af denne skrækkelige nød . +Han bad jå inderligt og hjerteligt som kun en døende +kan bede . +Det syntes som om hans bøn blev hørt , thi +pludselig « ligesom han følte de sidste kræfter vare ved + +at forlade ham og han var i færd med at synke til +bunds , for aldrig mere at komme op igen , følte han +at hans hånd greb fat om noget . +I det samme skimtede han en mørk masse tæet +ved sig . Kunne han tømme derop ville han væere +frelst . +Det hans hånd havde grebet om var et toug +og den mørke masse var en båd , som ved touge ! +Var befæstet til en pæl . +Petersen anstrengte nu sine sidste kræfter for ved +hjælp af touget at nå den mørke masse , som han +snart begreb var en båd . Han kjæmpcde og stred +med fortvivlelsens sidste kræfter . Han gned huden +i stykker på sine hænder , men han mærkede det +ikke , thi han kæmpede jo for at redde sit liv . +Endelig var han så heldig at komme til at slynge +den ene arm om pælen , hvortil båden var bundet . +Uden rigtigt at vide hvad han selv gjorde , halede han +i touget med den anden hånd , således at båden +kom ham ganske nær . Ved den frygtelige sidste kraftanstrengelse +lykkedes det ham derpå at komme op i +båden , men ligeså snart dette var sket , faldt han +besvimet om i båden . +Det var altid senere Petersen en umulighed at + +gøre rigtig rede for hvorledes han var kommet op i +båden . Det var ham selv uforståeligt og ufor . +Klarligt ; en sådan kraft og handleevne kan kun +dødsangesfen give et menneske . +Petersen besvimede som sagt . Da han aner +vågnede var det højlys dag og solen skinnede +klart . +Han slog øjnene op og så sig forundret omkring . +Hvad var der sket , hvad var der dog hændet ? +Havde alt del han Havde udslået været mere end en +utrolig , rædselsfuld drøm ? +Hvor var han henne ? Dej var ham ikke muligt +at erindre del strar da han vågnede . +Erindringen kom imidlerlid hurligl tilbage . Flugten , +faldet og endelig tanken om at han på en eller +anden måde var kommet op i en båd , stod aller +klarl for ham . +Han følte sig meget svag , han kunne næppe røre +et lem . Han følte stivhed og smerter over hele +legemet og så smcncdes han dertil af den ubarmhjertigste +hunger . +Han lå længe ganske stille , ligesom betaget af +en sløvhed , der endog forbød ham al tænke . + +aprilsolens stråler oplivede ham dog lidt efter +lidt . Han var meget våd , det følte han og der lå +vand i bunden af båden . Ville han ikke snarere +blive tør , når han rejste sig op og satte sig på en af +roerbænkene . +Jo , det ville han ganske vist , men det gjaldt om +at gøre det . Den foregående dags faste i forbindelse +med dens anstrengelser havde omtrent udtømt ham +aldeles . Af og til for en kuldegysen gennem hans +hele legeme og han led af en brændende tørst . +Det lykkedes ham dog at rejse sig op og sætte +sig på en af roerbænkene . Det gjorde ham godt , +solen kunne nu bedre udøve sin oplivende virkning . +Men nu kom sulten med fornyet styrke og rasede +som ild i hans indvolde . +Han led frygteligt , men han var så svag at han +end ikke følte kraft nok hos sig til at tænke på +frelse . Taus og næsten følesløs sad han og led , +med en slags forundring over at et menneske kunne +blive så ulykkelig som han nu var det . +Hans tænkckrafl var svækket , han var bleven +sløv og dorsk . +Han sad på den næstsidste roerbænk , med ansigtet +vendt mod bådens agterstavn . Under stavnen +var et lille aflukke med en dør for . + +Petersen sad i lang tid og tænkte på hvad der +vel kunne være gemt bag denne dør . +Endelig kunne han ikke modstå nysgerrigheden +længere , men bukkede sig ned mod døren , for at førsøge +på at åbne den . +Det lykkedes også , thi den var ikke aflåset , men +kun skudt lidt til . +Det var et lille mørkt rum . Der lå noget +lyst og blankt derinde . +Hvad mon det kunne være ? +Med usigelig møje bøjede Petersen sig henimod +den iøjnefaldende genstand og tog den frem . +Del var en halv fyldt brændeviinsslaskc . +Ved dette syn funklede Petersens øjne as glæde . +Det var noget , som kunne slukke hans ulidelige tørst . +Uden at bryde sig om eller at vide hvad der var +i flasken , satte han den rask for munden og drak en +slurk . +Det brændte ham i halsen og for som ild +gennem alle hans årer , men det oplivede ham tillige . +Han følte at han ligesom blev oplivet på ny . +„ Ah , det er brændevin , “ mumlede han ved sig +selv . . Del skal jo være godt , når man er meget + +træt og har gået meget igennem . Det brænder stygt +i halsen , men det hjælper godt for tørsten . “ +Han følte sig betydeligt styrket af den slurk han +havde drukket og satte atter proppen i flasken . Der » +På bøjede han sig atter ned imod rummet under agterstavnen +med et svagt , instinktmæssigt håb om muligvis +af finde noget spiseligt . +Hans håb lod ikke til af skulle skuffes . Han +fandt en lille pakke indsvøbt i papir . +Da han hurtigt åbnede papiret , så han af det +indeholdt smørrebrød . +Det måtte være fiskeren , som tilhørte båden , +der havde glemt sin aftensmad i båden . +Hvem maden tilhørte tænkte Petersen imidlertid +sket ikke på . Han kastede sig over de tykke , klodsede +stykker smørrebrød med en sand ulvehunger . +Aldrig havde nogen føde smagt ham så godt . +Aldrig havde han holdt så herligt et måltid . +Det varede kun få minutter , før det alt var +forsvundet . +Da han havde spist , drak han endnu en lille slurk +af brændeviinsfiasken . +Delte måltid styrkede ham i en vidunderlig + +grad og gengav ham både hans sjæls- og legemskræfter . +For første gang så han sig om , for af se +hvor langt han egentlig kunne være fra land . +Men o himmel , da han så sig rundtom , var +der intetsteds noget laud af øjne . +Så langt øjet kunne række , var der intet af +se uden band og atter vand . + +femogtredivte kapitel . +Fortsættelse . +„ Min gud , ' stammede Petersen , „ hvorledes +kan dette dog være gået til jeg ved jo at da jeg +i aftes kom op i denne båd var jeg ikke langt +fra land . Jeg troede båden var fastbunden til en +pæl . “ +Han så sig nu om efter pælen . +Den var ikke til at øjne . Der var intet al se +uden vand og atter vand . +Tingen var den , at da Petersen halvt instinksmæsfig +og halvt ubevidst havde gjort de uhyre krampagtige +anstrengelser for at komme op i båden , da +havde han med det samme løsnet den fra pælen . +Båden havde været særdeles let fastgjort og drev nu +med strømmen . + +medens Petersen havde været besvimet havde den +drevet meget langt . Det var en guds lykke at det +ikke blæste , da han ellers ville have været fortabt . +Det var sønden strøm , han drev altså lige ud +ad Østersøen til . +Det var en skrækkelig situation . Ene , uden +levnetsmidler i en lille båd midt ude på det store +hav . +Petersen begreb efter at have tænkt sig lidt om +at båden måtte være gået løs og at han nu sejlede . +Men dette indgød ham ikke nogen stor frygt . +Nu da hans sult og tørst var stillet , syntes han i +det første øjeblik at det var overmåde morsomt at +sejle . +Men da et par timers tid var gået , begyndte +han at dog at ængstes . Hvorledes skulle han komme +i land , hvorledes skulle han komme hjem igen ? Der +var vand rundtom , og sket ikke andet end vand . +Langt borte øjnede han nogle skibe , kunne han +blot nå dem , de ville sikkert tage sig af ham og +bringe ham hjem igen . +Men hvorledes skulle han nå dem ? +Han havde i lang tid siddet og set uafbrudt +fremad . Nu hørte han pludseligt bag ved sig en underlig , +susende lyd , men den var endnu langt borte . + +ængstiig vendte han sig hurtigt om for at se +hvorfra denne lyd ve ! kunne komme . +Det var et stort dampskib , der konoeilende . +Del synes at styre lige efter hans båd og have i +sinde at sejle han , i sænk . +Det var endnu langt borte , men det kom hurtigt +nærmere . Petersen udstødte et højt skrig af angest , +thi han var bange for at blive seliet over . Lidt efter +blev han dog roligere . Dersom man på dette skib +fik øje på ham så ville han være frelst . +Han rejste sig op i båden og gav sig til at +vifte med sir lommetørklæde , men han var endnu for +langt borte fra d ampskibet . Skibet kom nu nærmere +og nærmere — nu måle de dog bestemt kunne se +ham . Han fornyede sine anstrengelser og viftede +påny af alle kræfter med lommetørklædet . +Da gjorde dampskibet pludseligt ligesom et sving . +Det ville nu i en anden retning , så at det atter +fjernede sig fra ham . Lidt efter sejlede det forbi ham +i en brtydelig afstand og forsvandt så lidt efter for +hans øjne . +Han var ikke blevet set . +Det var et hårdt slag for Petersen . Næsten +afmægtig faldt han om i båden og sukkede . + +o , min gud , skal jeg da dø her ? “ +Han blev længe liggende og hengav sig til sin +fortvivlelse . Alt håb om redning syntes nu at +være uigjenkaldclig tabt . +Det begyudte nu at blæse . Søen kom i bevægelse +og båden tog til at gynge temmeligt stærkt . +Petersen begyndte nu for alvor al blive bange . +Af og til slog en bølge over båden og sprøjtede +ham ind i ansigtet . +Han bad til gud så stærkt han kunne om at +han ville standse stormen og føre båden til land . +Det gik ham som det går de fleste mennesker , +de vide ikke hvad de bede om . Petersen bad om af +stormen målte høre op , og del var netop stormen +som var bestemt til af bringe ham frelse . +Te skibe , som pucrsen havde set i del fjerne +vare nemlig komne i bevægelse ved stormen og styrede +nu henimod Petersens skrøbelige fartøj . +Petersen så det . men denne gang næsten uden +håb . Dampskibets adfærd berøvede ham modet . +Ikke desto mindre rejste han sig dog instinktsmæssig +op og gav sig til al vinke med sit lommetørklæde . +Regnen begyndte nu også af styrte ned i strømme . + +hvad Petersen ikke havde været våd før så blev +han nu . Den ene kuldegysen gjennemfoer ham efter +den anden . +Det var alt del af han kunne holde sig i en +nogenlunde oprejst stilling i den skingrende båd . +Men han opbød alle sine kræfter for af han kunne +gøre det og for af kunne vedblive af vifte med tørklædet . +Længe forekom det pclersen , uendeligt længe varede +del inden del hurligl sejlende skib kom ham +synderligt nærmere . +Dersom det nu ligesom dampskibet pludseligt +skulle dreje af i en anden retning — du gode gud , +så målte han jo dø ganske alene her midt på den +ville sø . +Del lod næsten til at det ville gå lige sådan +denne gang som forhen . Petersen begyndte allerede +at opgive håbet , da så han pludseligt et mindre +mørkt pukl nærme sig båden . +Det var en båd , som var sat ud fra skibet . +Man havde opdaget ham . +Lidt efter hørtes følgende råb : +. Båd ohoi ! “ +Petersen udstødte et gennemtrængende skrig til + +svar og viftede med fornyet kraft med sit lommetørklæde . +Et øjeblik efter var den fremmede båd på +siden af Petersen . Den var roet af to mænd . +Den ene tog en bådshage og slog fast i Petersens +båd , hvorpå han råbte : +„ Nå , kom nu herover i en fart . ' +men der kom intet svar , Petersen var besvimet , +glæden over den sig nærmende redning havde berøvet +ham bevidstheden . +„ For fanden , « brummede den samme stemme +igen , „ jeg syntes der var nogen i båden . “ +„ Lad os se efter Ole , “ sagde den anden Matros . +„ Han er måske syg . “ +„ Ja , det er troligt nok Peter , ' svarede Ole , idet +han rejste sig op og bøjede sig ned over Petersens +båd . +. Ja han er syg , og det ved jeg at det fornuftigste +nok er at få ham ombord så hurtigt som +muligt . “ +„ Det mener jeg med , “ sagde Ole , idet han tog +fat i Petersen og med Peters hjælp bragte ham over +i båden . +Han var endnu stedse besvimet og blev forsigtig + +lagt ned i bunden af båden . Da dette var gjort +roede de tilbage til skibet så hurtigt de formåede . +Capttainen på skibet var en skikkelig jyde , han +blev naturligvis overmåde forbavset over den fangst +hans folk bragte ham . +„ Del er en landkrabbe ! “ råbte han , „ nu har +jeg den onde tordne mig aldrig se ! så galt . Og +han er besvimet , vi må se at få liv i ham igen . +Det er nok det fornuftigste . “ +Han blev nu bragt ned i capitainens kahyt og +lagt i hans køje . Capuaincn lavede derpå et stærkt +glas grøg og sagde med en såre vigtig mine til +Ole , der hjalp ham : +„ Et godt glas varmt grøg , der er den bedste +medicin som eristerer , husk vel på det Ole , varmt grøg +hjælper for alt muligt , hører du , for alt muligt . +Nu skal du bare se , ligeså snart jeg bare hælder et +par dråber af dette hersens i halsen på ham , så +kommer han sig straks . “ +Ved hjælp af en ske fik han nu Petersens mund +vristet op . Derpå heldte han en god slurk grøg i +munden på ham . Hans forudsigelse gik strar i +opfyldelse , thi Petersen slog øjnene op , så sig forvildet +omkring og sagde med svag stemme : +„ Hvor er jeg ? “ +Capitainen så på Ole med en triumferende +mine og svarede derpå : + +„ Du er hos gode venner , min ven . Se du +nu til af du kan komme dig lidt efter din forskrækkelse . +Vil du ikke have noget af spise ? Næstefter +grøg er der ingenting så godt som noget af spise . ' +ja , Petersen havde ikke noget imod af spise . +Da han havde spist , nødte kaptajnen ham atter til +af drikke en slurk grøg , hvorpå han faldt i en dyb +søvn . +„ Nu skal du se Ole , når han nu vågner +igen , så er han så rask , så frisk som en fisk . Det +er den eneste fornuftigste måde af kurere folk på . +Grøg og smørrebrød det er bedre end alverdens medicin . +Grøg især , det er et universalmiddel , som de +lærde doktorer sige . “ +Med disse ord tog han sig atter eu slurk grøg , +formodentlig som et beskyttelsesmiddel mod muligt +kommende sygdomme . +„ Gad dog vidst hvad det egentlig er for en fyr +og hvorledes han således er kommen til Søes , “ +Mumlede han derpå . „ Åh , bare lidt tålmodighed/ +del får jeg nok at vide når han vågner . “ +Og for at styrke sin tålmodighed , tog han sig +atter en dygtig slurk grog . + +sexogtredivte kapitel . +Igen i København . +Det viste sig at kaptajnen havde ret . +Petersen vågnede først igen efter fire og lyve +timers forløb , netop som skibet var i færd med at +sejle ind til København . +Han var igen ganske rask , med undtagelse af at +han var frygtelig mat og træt ovenpå de udstandne +ansfrængelser og besværligheder . +I begyndelsen kunne han sket ikke forstå hvor +han var eller hvorledes han var kommet ombord i +skibet . Kaptajnen fortalte ham det imidlertid i få +ord , hvorpå han på det ivrigste udspurgte ham om +hans egen historie . +Petersen fortalte nu en opdigtet historie . +Medens han fortalte tog den skikkelige capitain +adskillige drag af sin romslaske og så ud som om + +han ikke vidste om han skulle tro på Petersens ord +eller betragte ham som en , der gik ud på at holde +ham til bedste . +Dog , den skikkelige capitain blev snart enig med +sig selv om at dette sidste ikke kunne være tilfældet . +Hvilken fordel skulle Petersen vel have af at lyve ? +Havde han ikke sundet ham ene og forladt midt på +søen , var ikke allerede denne omstændighed mere end +tilstrækkelig bekræftelse på hans ord . +Han lod ham fortælle atter og atter og Petersen +vedblev ai repetere det samme og det samme , han +havde jo ikke andet at fortælle . +„ Det er den mærkværdigste historie jeg har hørt +i mit liv , ' udbrød kaptajnen endelig , da han kunne +Petersens historie udenad , „ og nu er jeg dog blevet +ser og halvtredsindstyve år gammel . “ +En halv time efter lå skibet fortøjet i havnen . +Capitainen gik igen ned til Petersen , og sagde : +„ Nå min ven , skulle vi så gå i land ? Bærsågod , +her er deres klæder . Jeg har ladet Peter +tørre dem i kabyssen . De vare så våde som om de +havde ligget i vandet i otte dage . ' +ja , Petersen havde ikke noget imod at komme i +land . Han gav sig straks til at klæde sig på , men + +det gik ikke så synderligt let fra hånden . Han var +så frygtelig træt og så følte han smerter i alle sine +lemmer . +Han kom dog endelig i stand , men han var så +mat at han næppe kunne holde sig oprejst på benene . +Han klagede sig dog ikke , han syntes del var en +skam lige overfor de fremmede søfolk . +Da Petersen var færdig blev båden gjort klar +og kaptajnen og hans matroser hjalp ham omhygligget +ned i den . Synet af den lille båd bragte +ham uvilkårligt til at gyse . Hvad om det nu ville +gå ham igen , som da han sidst var i en båd , +tænkte han , men han beroligede sig dog hurtigt igen , +da han tænkte på at han denne gang ikke var ene i +båden , men havde kaptajnen og to af hans matroser +til beskyttelse . +„ Se nu min ven , ' sagde kaptajnen til ham , +medens båden roedes til land , „ nu skal de snart +være hjemme igen . “ +Nu lagde båden til land og kaptajnen sagde : +„ Så , min ven , nu er vi ved land , nu kan +de strar være hjemme . “ +Petersen gik langsomt ned ad gaden , med hænderne +på ryggen og ansigtet bøjet ned mod brystet , +ivrigt beskæftiget med at lænke over sin stilling . + +W Havde lykken da aldeles forladt ham ? I den +sidste^tid vare alle hans planer og handlinger +blevne krydsede , når han troede bedst at skulle til at +begynde . +Nu stod han ene på gaden , dårligt klædt , +uden en- skilling i lommen og uden at vide , hvor +han skulle gå hen for at så sig et måltid mad . +Det var skrækkeligt . +Alt hans arbejde , alle hans planer , al hans +stræben , alt havde været forgæves . Her stod han +nu , så blottet for alt , som han nogensinde havde +været . +Disse mørke tanker beskæftigede ham dog ikke +længe . Hans ånd var endnu så stærk og kraftig +at han kunne drømme om en fremtid . +Han var ikke den mand , som lod sig nedskåe af +ulykker , tværtimod , den skærpede endnu mere hans +higen efter selv at beherske sin skæbne . +Medens han temmeligt hurtigt vandrede op og +ned af gaderne , uden et se hverken til højre eller +eller venstre , tænkte han således nafladeligt på , +hvorledes han skulle råde bod på den nød han var +i for øjeblikket . +Hvorledes han skulle komme til penge og få + +hævn over sine fjender , det var genstanden for +alle han tanker , og han glemte alt andet i verden . +Morgenen begyndte nu at bryde frem . Der blev +mere og mere livligt på gaden , folk begyndte at +gå på arbejde og til deres forretninger . Gastænderne +kom og slukkede lygterne og tunge arbejdsvogne +begyndte at rulle frem og tilbage gennem +gaderne . +Men af alt dette brogede liv og al denne færdsel +bemærkede Petersen intet , aldeles intet , dertil var +han alt for fordybet i sine egne tanker . +Han lagde heller ikke mærke til , da han gik over +en gade , at et par brøstene vare løsnede og stod +højt op over de andre . Han snuplede over dem og +styrtede om med ansigtet ned mod stenbroen . +En tung arbejdsvogn , som Petersen heller ikke +havde bemærket , kom i det samme kørende , og da Petersen +faldt var den så nær at kndsken ikke kunne +standse sine heste tidsnok til al forhindre al vognen +kørte over den faldne , som udstødte et skrig . +Nu blev ver liv og bevægelse . Folk strømmede +til , standsede vognen og søgte at få den ovcrkjørte +benene . +Men dette sidste lod ikke til al være nogen let + +sag , Petersen var besvimet og blodet piblede ud +gennem hans klæder . +» Herre gud , stakkes mand ! “ +„ Han er bestemt død . “ +„ Nej , det tror jeg ikke . « +. Hvem er han ? » +„ Har han kone og børn ? “ +„ Er der ingen , som kender ham ? “ +„ Hvad skulle vi gøre ved ham ? +Således krydsede det ene udråb det andet , +medens fotk stod rådvilde og så på hverandre . +Nogle af de ivrigste gave sig til skænde på +kusken : +» Sikken måde at køre på . “ +, det er fordi det skal gå så rask . “ +. Folks liv og lemmer bryder sådan kudskepjalt +sig ikke en smule om . +Som sædvanlig ved alle sådanne lejligheder +glimrede politiet ved sin fraværelse . Endelig efter et +kvarteerstids forløb viste en sådan person sig . +. Hvad er her på færde ? “ spurgte han med al +den værdighed og vigtighed , som hans embede udfordrede . + + +„ En mand , der er kørt over ! “ +„ Han er jaldeles død , vognhjulet er gået lige +over halsen på ham , “ svarede en af de mest velunderrettede , +der sket ikke havde set en smule af hvorledes +det hele var gået til . ' +betjenten banede sig nu vej gennem klyngen +hen til den tilsyneladende livløse skikkelse . De nysgerrige , +der havde samlet sig rundt om trængte endnu +stærkere på , ligesom om de ventede at betjenten ville +være i stand til at gøre et eller andet mirakel ved den +syge . +Men uagtet betjenten , ligesom alle betjente , anså +sig selv for en meget klog ophøjet person , så +steg hans ærgerrighed dog ikke så højt at han +troede om sig suv at han kunne gøre noget mirakel +ved , den tilskadekomne . Han indskrænkede sig til med +en vigtig mine at udbrøle det velbekjenkte : +„ Værsågod at passerer gaden ! “ +Da der imidlertid ikke var nogen , som reflekterede +derpå , vedblev han med en dybsindig mine : +„ Det er bedst vi får den fyr på hospitalet . “ +Derpå så han sig om som om han ville sige : +„ Del er det eneste , der er ved ham at gøre , der + +kunne i se , hvor kærligt at byens politi våger +over eder . “ +Den samme vogn som havde forårsaget ulykken +blev også taget i brug til at køre Petersen til hospitalet . +Som det altid går ved sådanne lejligheder , +bar man sig så kejtet ad som muligt med at +få den forulykkede op på vognen , det var som +om man havde foresat sig at man ville pine den +ulykkeligt så meget som muligt . Af lutter tjenstiver +gjorde man så mange bommerter som man vel +kunne komme afsted med . +Endelig kom Petersen op på vognen . +Han var hele tiden besvimet og gav intet livstegn +fra sig . +Vognen satte sig i bevægelse fulgt af nogle lediggængere , +som for enhver pris med egne øjne +ville overbevise sig om at vognen virkelig kørte til +hospitalet og at den ikke væltede undervejs . +Driverhoben fulgte med ligetil hospitalsporten , +og blev større og større . +Medens vognen rullede ind , stod de der og +gabede , som om de ventede at få noget øverorddrntligt +at se , men da dette ikke skete , så tøslede de +af igen . + +disse drivere , som havde været så ivirige +efter at se hvad der blev af den tilskadekomne , havde +aldeles glemt den hele begivenhed , da de vare drejede +om det næste gadehjørne . +Således er menneskene . + +syvogtredivte kapitel . +På hospitalet . +Såsnart vognen med Petersen var kommet ind +i hospitalsgården , blev Petersen taget af vognen og +bragt op på en af sygestuerne for at man kunne +undersøge hvilken skade han havde lidt . +Man klædte ham af og lagde ham på et bord . +Han var endnu stedse bevidstløs . Lægerne og deres +hjælpere kom og befølte ham fra øverst til nederst +med vigtige miner . +Deres undersøgelse varede temmelig længe . Da +de endelig vare færdige , var det klart af deres miner +at de betragtede patientens tilstand som håbløs . +Begge benene vare brækkede og desuden var der +al sandsynlighed for at et af de indre ædle organer +var betydelig beskadiget . + +„ Del er i grunden sket ikke umagen været at forbinde +hans been/ sagde overlægen , . han kommer +rimeligvis ikke mere til sig selv . Jeg antager ai han +vil være kreperet om en halv snes minutter . “ +En af de yngre candidater gav sig nu at tale +noget om menneskelighed og lægens ophøjede pligter . +„ Naturligvis , “ svarede overlægen , „ er det vor +pligt at gøre hvad vi kunne , så længe der blot er +en gnist liv tilstede . Mine herrer , lad os skride til +forbindingen , endskønt jeg er overbevist om , at han +vil være død inden vi blive færdige . “ +Den unge candidat som havde talt om menneskelighed +og lægens ophøjede pligter , gav sig straks ivrigt +ifærd med Petersens ben . Uagtet de smukke ord +han havde talt , mente han dog sket intet dermed . +Tingen var den , han havde aldrig før forbundet et +brækket ben og nu var hee hele to — det var blot +for ikke al gå glip af denne prægtige øvelse , at han +havde opkastet sig til menneskelighedens talsmand . +Bandager , Skinner og bind blive nu bragte +tilstede , overlægen tog sit ur op af lommen og +sagde : +„ Denne forbindelse vil vare omtrent en halv +timestid , men jeg er aldeles overbevist om at patienten +vil være død om et kvarter . -- + +han så sig om med en triumferende mine , som +dog ikke forhindrede de læregridske candidater fra at +forbinde ham efter alle kunstens regler . +Kvarteret gik , men Petersen levede dog endnu . +Den halve time gik , men han åndede endnu , til stor +ærgrelse for overlægen , hvis spådom således ikke +var gået i opfyldelse . Han trøstede sig imidlertid +så godt han kunne og sagde i en fornem tone : +„ Hm , hm , han er mærkværdig seiglivet . Men +det er blot det animalske liv , det har ingenting al +betyde . “ +Patienten blev nu bragt op på en stue og lagt +i en seng . Candidaten med de menneskekærlige +følelser talte nu noget om man ikke skulle forsøge at +vække patienten af sin bevidstløshed . +, , de kan jo gerne forsøge derpå , men det er +komplet unyttigt , “ sagde overlægen , der var fulgt +med , for at se om den syge ikke ville krepere undervejs . +Der blev nu bragt forskellige midler i anvendelse , +medens overlægen stod og rystede på hovedet med +en fornem , ringeagtende mine . +Man tænke sig imidlertid hans forbavselse , da +patienten med et slog øjnene op og så sig omkring +med en forundret mine . + +„ Hvor er jeg ? “ hviskedee han svagt . +. Dette er dog den mærkværdigste seiglivethed +jeg har kendt ! « mumlede overlægen ærgerligt og næsten +ude af sig selv . For imidlertid at redde så meget +som muligt af sin autoritet , fattede han sig hurtigt +og hviskedee til kandidaterne : +„ Ja , mine herrer , siden det viser sig at patienten +har en så mærkværdig livskraft , så kan det jo være +muligt at han kan leve nogle timer endnu . “ +Derpå gik han ; thi det var alt for ærgerligt at +se en patient ligge og leve , når han havde dømt +ham til døden . +„ Hvor er jeg ? “ stammede Petersen atter . +Den menneskekærlige candidat fortalte ham nu +i få ord hvad der var sket og hvorledes han var +kommet der . +. Hvad er det der er gjort ved mine ben ? +. De er forbundne . “ sagde candidaten . +„ Men jeg kan ikke røre dem . “ +„ Det bør de heller ikke . “ +„ Hvorfor ? “ +. Fordi de er brækkede . “ +„ Brækkede ? “ + +» Ja . ' +. Men hvad er det for en rædsom smerte jeg har +i underlivet ? “ +„ Det er en beskadigelse de har fået med det +samme , da vognen kørte over dem . “ +„ O , lad mig få lidt vand , “ stønnede Petersen +svagt , „ jeg føler sådan en rædsom tørst . “ +Han fik øjeblikkeligt noget al drikke . Lidt efter +sagde han : +„ Sig mig , er det farligt ? “ +Candidaten svarede ikke , men så på gulvet . +„ Sig det kun , jeg kan tåle at høre det . Er +del farligt ? “ +„ Ja , “ sagde candidaten langsomt . +„ Meget farligt ? “ +„ Ja , “ sagde kandidaten endnu mere tøvende . +Atter fik Petersen noget vand , hvorpå han vred +sig under frygtelige smerter . Derpå fæstede han et +gennemborende blik på kandidaten og sagde svagt : +„ Sig mig — er det — ? +Her standsede han og for gysende sammen . +„ Er det — er det døden ? ' hviskedee han endelig . + + +„ Forsåvidt ikke al menneskelig beregning slår +fejl , ' sagde kandidaten langsomt , „ så vil den ulykke , +der har ramt dem , have døden til følge . — dog , +det kan jo ske at » i tage fejl , “ tilføjede han i den +sædvanlige , tvivlende doktortone . +Atter for Petersen gysende sammen , atter forlangte +han noget vand . Da han havde drukket , sagde +han svagt og afbrudt : +„ Sig mig — hvor længe — hvor længe kan det +vare ? “ +„ Hvilket ? “ +„ Inden — inden — døden kommer ? “ +Atter tav kandidaten og så ned mod gulvet . +„ Sig mig det , “ stønnede Petersen , „ stig mig det , +hvor længe kan jeg leve endnu ? “ +„ Nu vel da , “ svarede kandidaten , „ siden de +endelig vil vide det , så er der ingen sandsynlighed +for at de vil leve længere end til solnedgang — +men som sagt , mennesket spår , men gud råder . ' +„ Altså til solnedgang ! “ mumlede Petersen , „ til +solnedgang . — o , disse forfærdelige smerter i mit +underliv er nærved at gøre mig rasende — er der +intet , der kan stille denne pine ? — til solnedgang +! “ + +„ Jeg skal forsøge , hvad der står i min magt , “ +Sagde kandidaten . +Han gik bort og kom et øjeblik efter tilbage med +en opvartningskone , som bragte et varmt , smertestillende +omskag . +Efter at dette var lagt på , følte Petersen en +betydelig lindring . Den voldsomme tørst vedblev +imidlertid at plage ham på det ubarmhjertigste . +Kandidaten spurgte ham nu om der ikke var noget +han ønskede udført inden det store øjeblik kom , +om han ønskede en præst . +„ En præst ? “ skreg Petersen højt , idet han opslog +en vild latter , „ nej , nej , hvad skulle jeg med ham ? “ +Der var i dette øjeblik noget så vildt og forfærdeligt +i Petersens øjne at kandidaten blev slået +af rædsel . Det var ham derfor særdeles kært at +Petersen ytrede et ønske om at han ville være alene . +Han gik øjeblikkeligt og overlod Petersen ti ! sine egne +tanker . +På trappen mødte kandidaten tilfældigvis +overlægen . +„ Nå , ' sagde overlægen , „ nu er han vel himlet ? “ +„ Nej , endnu ikke , “ sagde kandidaten . + +„ Mærkværdig sæiglivet , “ sagde overlægen i en +ærgerlig tone , „ ganske mærkværdig sæiglivet ! “ +Petersen var nu ene , eller rettere sagt så godt +som ene , thi der vare flere senge i stuen , men de +senge som vare nærmest ved ham , vare ikke belagte , +så han kunne aldeles uforstyrret hengive sig til sine +egne tanker . +Og det var rædsomme tanker , tanker der brændte +som ild , tanker der vare svangre med et helvede . +Hun skulle dø — dø her , uden at en eneste +ville savne ham , uden al en eneste ville bryde sig +om ham . Når han så var død , ville man bringe +ham ned på ligstuen og anatvmcre ham , han ville +vel næppe engang nogensinde blive begravet , men hans +legeme ville i små præparede stumper komme til +at vandre fra hånd til hånd mellem midicinske +studenter . +. Døe , dø , inden solnedgang . Måske se +solen gå ned , men ganske vist aldrig se den stå +op mere . Døe ! Hvad var det at dø ? Hvad ville der +komme efter døden , “ spurgte han sig selv . +Del er naturligt at Petersen led overordentligt i +sine sidste timer . Han led både legemligt og sjæleligt +og de sidste pinsler vare de allerværste . + +han så i ånden hele sit forspilte liv vandre +forbi sig og han led umådeligt ved disse syner . +Lykken havde været ham gunstig , han kunne nu +have indtaget en respektabel stilling i samfundet , +men hvad var han nu ? +Intet var han , sket inter uden en forbryder , som +enhver skyede og foragtede . +Intet kan vistnok forvolde et menneske større +smerter , end ved enden af sit liv at se tilbage på +sin forspilte tilværelse . Al være sig selv bevidst at man +har forspildt himlens prægtigste gaver , det er ganske +vist den højeste lidelse , som kan tænkes . +Disse tanker , som nagede ham uhyre , gik til sidst +om til ville fantaster , der om muligt opfyldte +ham med endnu større kvaler end den vågne tilstand . +Således lå han indtil hen ad morgenstunden . Da +for han pludseligt krampagtigt sammen og udstødte +et dybt suk . +Det var det sidste . Han var død . +„ Det må ikke være godt at dø med en sådan +samvittighed , mente gangkonen , da hun lagde lagenet +tilrette over hans afsjælede legeme . Han havde + +vist mere at aflægge regnsfab for end det er godt for +et mennefle at have . “ +„ Han var mærkværdigt seiglivet , “ sagde overlægen +da han om formiddagen gik sin sædvanlige tur gennem +stuen . Han var ganske mærkværdigt seiglivet . +Det var et højst sjældent tilfælde . “ + +sidste kapitel . +Slutning . +Vi må nu vende tilbage til Søren rise , opdagelscsbetjenten . +Han gjorde sig al mulig umage for at komme +petertsen på spor , men i begyndelsen uden noget +held . +Petersens ufrivillige sørejse bragte ham aldeles +bort fra det spor han allerede havde begyndt at +finde . +Først dagen efter at Petersen atter var kommet i +land fik han at høre om en mand der var blevet køn +over . +Den som fortalte ham herom , beskrev den for » +Ulykkcde på en sådan måde , at Søren straks fik en +anelse om at det måtte være Petersen . +Det var rigtignok kun en formodning , men den + +var så stærk hos ham . at han ikke kunne undlade at +handle efter dens indflydelse . +Han ilede derfor afsted til hospitalet +„ Jeg vil da ikke håbe , “ mumlede han undervejs +„ at han allerede skulle være død . Det ville for ham +være en alt for let måde at skippe fra det på . +Medens han således ilede afsted , blev han plud . +Seligt standset af en mand , der hurtigt kom gående +bag efter ham , og som greb ham i armen , netop +som han var i færd med at gå ind af hospitalets +port . +Denne mand var Petersens forhenværende principal . +Del var hr . Sommer . +Han havde også tilfældigvis fået underretning +om at Petersen befandt sig på hospitalet , og på +sin datters tilskyndelse skyndte han sig nu derud for at +se om det stod i hans magt al gøre noget for ham . +» Jeg frygter næsten for ak jeg kan gætte hvem +de agter at besøge her på hospitalet , “ sagde hr . +Sommer , der da han fik øje på Søren ganske rigtigt +anede af denne ville ind til Petersen . +. Det kan være de kan gætte det , “ svarede Søren +kort , „ men jeg indser ikke , hvad det vedkommer dem . “ +„ De vil ind til Petersen , ikke sandt ? “ spurgte + +sommer uden nt bryde sig om den andens barske +ord . +. Nu , og om så er , hvad så ? “ +» Hvad så ? “ +» Ja . “ +„ Kan de ikke gætte del ? “ +» Jeg bryder mig ikke derom . “ +. Kan deres lidenskab virkelig drive dem så vidt , +af de vil bringe et menneske i rettens kløer endnu +i hans sidste øjeblikke . +„ Petersen har krænket mig så dybt af jeg ikke +kan føle nogen skånsel med ham , “ svarede Søren . +„ Han har forspildt mit livs lykke , og jeg vil til +gjengjæld gøre mit for ni forspilde hans . “ +„ Det er hverken smukt eller kristeligt talk , “ sagde +sommer . „ Hør mig , jeg har noget af bede dem om . “ +„ Og del er ? “ +„ Lad blot i nogle få dage som om de ikke vidste +hvor Petersen er . Lad ham dog have ro i det mindste +medens han ligger på sygelejet . “ +. Jeg skulle lade ham have ro ? Nej , aldrig ! » +Råbte Søren . +„ Jeg vil gøre dem hvilkensomhelst anden tje . + +351 +neste , som står i min magt , “ sagde hr . Sommer +bedende , „ men tilstå mig blot denne bøn . “ +. Det er umuligt , “ sagde Søren koldt . „ Det +strider både mod min pligt og mod min overbevisning . “ +„ Men det forekommer mig al her foreligger et +tilfælde hvor man uden at gøre uret kan tilsidesætte +både sin pligt og sin overbevisning , “ mente hr . +Sommer . +„ Jeg beder dem , “ svarede Søren kort , „ lad os +ikke tale mere herom , det fører dog til intet . De vil +for enhver pris fritage den skyldige for straf , men +jeg vil , såsandt jeg lever , vedblive med at forfølge +ham til det yderste . “ +„ Vel , “ sagde sommer sukkende , . så lad os da +ikke tale mere derom , siden del intet fører til . De +vil dog vel tillade mig at besøge ham ? “ +„ Jeg kan ikke forbyde dem dej , “ sagde Søren +idet han gik ud af perlen . +Sommer fulgte efter , og snart stod de ved døren , +ler førte ind til den stue , hvor Petersen lå . +Hverken sommer eller Søren havde nogen anelse +om at Petersen var så alvorligt beskadiget som del +virkelig var tilfældet . De blev derfor begge yderst + +bestyrtede , da gangkonen fortalte dem at Petersen +var død . +„ Død ! “ råbte de begge på engang , men med +højst forskellige følelser . +Søren var rasende over al hans bytte på denne +måde var undsluppet ham . +Sommer derimod var bedrøvet over al Petersen +skulle ende på denne måde . Hvad ville nu hans +datter sige , når han kom hjem og berettede hende dette ? +Da så beggeto på hinanden idet en stor skuf , +felse stod at læse i deres blikke . +Sommer var den , som talte først . +„ Det var mit håb at jeg ved at skaffe Petersen +bort herfra , atter skulle kunne have gjort en brav +mand af ham , men nu er dette håb desværre tilintetgjort . +Dog , når alt kommer til alt , er denne +slutning på historien dog måske den bedste , der +kunne komme . “ +Såsnart de to mænd vare komne udenfor sygestuen , +gik de hver stn Bei . +Søren , hvis had fulgte Peters . n endog ud over +graven , skyndte sig afsted til overlægen for at bede +denne om at lade liget obducere og om muligt an « +Vende kadaveret til anatomiske præparater . +Han undte ham ikke engang en grav . + +sommer derimod , skyndte sig hjem til sin datter , +for at underrette hende om hvad der var sket . +Hun blev inderlig bedrøvet og græd meget ; thi +trods alle hans fejl havde hun elsket Petersen højt . “ +Da hun atter havde fattet sig noget , udbrød hun : +„ Min gud , der falder mig noget ind . “ +„ Og det er ? “ +„ At man vel næppe under ham en anstændig begravelse , +siden han er død som en forbryder . O , +fader , gør hvad du kan , for dog i det mindste at +skåne ham for denne forhånelse . “ +Sommer delte sin datters følelse i denne henseende +og skyndte sig afsted for at efterkomme hendes +ønske . +Han kom heldigvis tidsnok til endnu at kunne +forhindre Søren ris ' s onde anskag . +Liget var allerede blevet bragt ned på obductionsstuen , +men det lyikedes sommer alligevel ved sine +energiske forestillinger at få det udleveret , mod at +han garanterede for al det nød en anstændig begravelse . +Det fik det også , skønt naturligvis ganske +simpel og prunkløs således som omstændighederne +påbøde det . +Han fandt sit sidste hvilested ude på en af udkanterne +af en af vore kirkegård ? . Ingen sten + +eller monument står på den lille høj for at underrette +de forbigående om hvem der hviler . +Ingen valfarter heller til denne grav , uden en +ung sørgeklædt dame , der jævnligt smykker den med +blomster og grønt . +Det er frøken sommer . Hun kan ikke glemme +den mand , som endte så ulykkelig og som hviler +dernede . Hun har glemt den vanære som han nedkaldte +over sit eget hoved , og husker blot på af han +var hendes første kærlighed . +Hun elskede ham så højt , af hun ved sig selv +har aflagt del løfte aldrig af ville gifte sig . Hun kan +ikke tænke sig muligheden af al hun for anden gang +skulle kunne bortskjænke sit hjerte . +Hvad de øvrige hovedpersoner i vor fortælling +angår , så er deres skæbne snart fortalt . +Søren rise vedblev af være i politiets tjeneste , +hvor han meget snart gjorde sig overordentlig bekendt +ved sin snildhed og skarpsindighed . Han vedbliver +endnu den dag i dag af forfølge alle kræmmersvende +med et raseri , der næsten hos ham er bleven til en +sir ide . +Han er nu gift . Den misforståelse , som bragte +ham til af forlade sin kæreste , er nu lykkelig hæver , +og de leve meget lykkeligt sammen . +Hvad hr . Rose og hans kammerater angår , +så kom de snart i så ubehagelige berørelser med + +politiet , at dette fandt det ruadeligst ikke mere at skippe +dem på fri fod igen . +Selv Stine blev anholdt , og der kom også før +hendes vedkommende så mange ubehagelige historier +før dagens lys , at politiet ligeledes fandt det bedst +også al sikre sig hendes dyrebare person . +Hendes pågribelse var ellers temmelig tragisk . +Da hun forlod sit og roses hjem , havde hun en del +penge hos sig , men disse tabte hun på sin ilsomme +flugt . Hun fandt heller ikke så snart lejlighed til at +gøre nogle . Forretninger “ ' hvoraf følgen blev at hun +i flere dage måtte flakke omkring uden at nyde andet +end engang imellem en smule vand . +Tilsidst fandt politiet hende endelig , næsten halv +død , liggende ude på en mark . De bemægtigede sig +hende straks og dermed var hendes frie virksomhed afsluttel +idetmindste før de nærmest følgende år . +Hun udmærkede sig senere i fængslet ved sin +ville og ustyrlige charakteer . Hun overfaldt endog +engang inspektøren med en stor skarp kniv , og ville +ufejlbarlig have dræbt ham , hvis der ikke i tide var +ømmet hjælp tilstede . +Ende .