diff --git "a/normalized/1872_BergsoeeV_BrudenFraRoervig.txt" "b/normalized/1872_BergsoeeV_BrudenFraRoervig.txt" new file mode 100644--- /dev/null +++ "b/normalized/1872_BergsoeeV_BrudenFraRoervig.txt" @@ -0,0 +1,7362 @@ +I . +For den gammeldags københavner , der på sin +trestolede kapervogn ikke kommer længere end til +„ Skoven “ , ja selv for den mere civiliserede , der med +banen når Klampenborg og dyrehaven , står +Sjælland som en idyl , et lyrisk digt ligt Christian +Winthers , smykket med bøgeløv og anemoner , +krandset af havet og indesluttende dybe , stille skovsøer , +hvor vildanden dukker sig imellem rørene , +når den skye hjort i forbifarten spejler sine takker +i doven . +„ Det bugter sig i bakke , Dal “ , sang han +fordum romantisk glad , når han den lune sommeraften +kørte ned fra fortunen for at nå „ Bakkens “ +Bacchantiske glæder . Og når han sent om aftenen +fra den bugtede strandvej så månens blanke +Skive gjenspeile sig i Øresund , medens den kastede +et drømmende gjenskær over Tychos sagnrige ø , +var han fuldt og fast overbevist om , at ingen plet + +var yndig som Sjølund , og at gefion havde haft +smag , da hun med sine øxne pløjede det ud af +Sveas ryg og lod „ Brødrene “ beholde vandet til +erindring . +Men de rigtig gammeldags københavnere kunne +dog endnu erindre noget , der ikke ganske passede ind +i den her udkastede idyl . De mindes endnu med +et vist vemodigt tungsind det hvide , dybe sand , +hvori hestene tungt arbejdede sig frem , når holstenskvognen +var nået noget forbi slukefter , og +man begyndte at skimte toppene af „ Charlottes +bøgelund “ . Sandet hørte dengang med til en +dyrehavstours fataliteter , marehalmen og strand - +tidslen vare ikke som nu afdøde bekendte , og først +mak Adam rev dyrehavsgjæsterne ud af den +drømmerige stemning , som hjulenes synken i det +bløde sand , støvet og sommerdagens hede frembragte +hos skovlivets dyrkere . Dengang eksisterede +der en egen race af menneskebørn , hvidhovede +skovshoveddrenge i hvide lærredsbukser med blå +seler over den åbentstående skjorte , væsner , som +halede ud efter vognen med et bønligt : „ Å , må +jeg bøste dem , gode herre ! Å hva ' , hiv ! “ — +dengang hørte de til de naturlige produkter af +jordbunden ; nu er de forsvnndne , forsvnndne som + +marehalmen , som strandtidslen , som det skinnende +hvide sand , der strakte sig ud fra slukefter . +Men denne natur kommer igen på andre +punkter af Sjælland , kommer igen i så store , så +fyldige træk , at man ikke vil tro sine egne øjne , +men fristes til at antage , at en eller anden moderne +gefion har skåret en Bremme ud af vestjyllands +klitbakker , for i overmodig kådhed at slynge den +ind på Sjællands nordtysk , begravende frugtbare +marker og frodige Enge under det fine , hvide flyvesands +letbevægelige , men golde tæppe . Et sådant +lille stykke vestjylland er rørvig-sande . Læseren +har vel næppe noget begreb om , hvor dette mystiske +punkt befinder sig , og havde ikke Goldschmidt i sine +„ Kjærlighedshistorier fra mange lande “ malet „ Guds +engel fra Rørvig “ som en fin og skær romantisk +skikkelse , mere svarende til det fine , hvide sand +med dets letbevægelige flugt , end til den idylliske +frodighed , hvori han lader denne figur fremtræde , +da havde vel mange hørt navnet Rørvig for første +gang ; thi det gamle digt om bruden fra Rørvig +er vist mere kendt af en ældre , allerede forsvunden +slægt end af den nulevende . +Rørvig - sande kaldes det øde klitdrag ved +Rørvig , et større fiskerleje , hvor endog de lavere og + +mere uanseelige huse synes ligesom træerne at have +fået et drag i nakken fra nordvest , og alle at +ville falde mod sydost , når engang deres time +kommer . Det ligger ved issefjordens vestlige munding , +og skulle man gå efter navnet , måtte man +vel nærmest tænke sig det som liggende ved en sid +vig af fjorden , frodigt bevokset med rør og andre +vandplanter , og vidende sig ud i engdrag på begge +sider af vigen . Det kan også gerne være , at +Rørvig i gamle dage har ligget under sådanne +forhold ; men nu er alt forandret — det er ikke +uden grund , at tillæget „ Sande “ er kommet til . +Fordum , fortælle de ældste fiskere , havde lejet frugtbare +marker og et vænge , der slog til for tredive +høveder , hestene ikke iberegnede . Da var der frugtbarhed +og gode dage i Rørvig , og når en af de +rige fiskere gav sin datter bort , kom stadsmusikanterne +fra Kallundborg , for at spille op ved +brylluppet . Da blev det en sommer en stærk tørke +og et usædvanligt lavvande . Havet trak sig få +langt tilbage , at man kunne gå tørskoet til de +nærmeste vrag , og Rørvig fiskere skulle have „ reddet “ +Ikke så lidt dengang . Men da tørken havde varet +i tre uger , fik man et Herrens vejr fra nordvest +med en storm , som ingen mand der i egnen kunne + +mindes at have kendt mage til . Sandet rejste sig +og dansede som snefogshvirvler ind over land ; +det føg sammen i driver overalt , hvor det traf en +hindring på sin vej . Det tilstoppede vigen , tilsandede +engene , føg over mur og hegn , dækkede +og begravede dem ; det væltede som sandfald ned +over de lave huse , trængte ind igennem hver sprække , +hver åbning , hver skorsten , og tvang som askeregnen +i Pompeji de ulykkelige beboere til at søge +frelse i flugten . I tre dage stod orkanen på , +og da beboerne den fjerde dags aften ved solnedgang +søgte tilbage , kunne ingen kende sin barndoms +egn igen . Markerne , vænget , ja selv vigen +var borte , og hvor husene før havde ligget , rødnede +nu de golde klitter i den nedgående sols sidste +stråler . Der var intet skel , intet hegn , intet +træ mere at opdage — alt var bløde , hvide klitbakker , +og midt imellem disse ragede kirkens sorte +spir med sin guldfløi tungsindigt frem , som vimplen +på skibsmasten over det sjunkne vrag . „ Det +var guds straf , fordi beboerne havde plyndret +vragene , “ sagde præsten ; men han var ikke så +ganske at lide på , sagde fiskerne i Rørvig , thi han +havde forstrandsretten . Efter den tid blev der +nød og fattigdom i lejet ; stadsmusikanterne fra + +Kallundborg spillede aldrig mere op ved noget +bryllup , og den eneste musik , man fra den tid +hørte i lejet , var nordveststormen , som hvert forog +efterår spillede op til Dands , når den pidskcde +gennem marehalmen og de forkrøblede fyrrer på +de høje klitbakker . +Det er nu meget muligt , at den her skildrede +ødelæggelse af det gamle Rørvig hører til en af +de fastslåede fabler , hvorpå historien er så rig , +og at disse gamle fortællinger høre ind mider de +samme fantasisyner , som bringe vestjyllands fiskere +til at fable om store , fordums folkerige stæder , der +ligge skjulte på havets bund , men hvis kirkeklokker +man endnu kan høre , når man en stille +søndag roer hen over vandene . Muligt er det , at +denne sandflod går langt længere tilbage i tiden , +og som de sjunkne stæder ved Vesterhavet står i +forbindelse med kanalens gennembrud og dannelsen +af Nordsøen , hvis mægtige springflod jog +grus og sten lige op til højderyggen af Jylland ; +men vist er det , at den giver egnen et særegent +præg af øde , sørgmodig forladthed , et præg , der +fra naturen er gået over på menneskene , navnlig +fiskerne , der her er mere tavse , ordknappe og indesluttede + +og i det hele mere lignende deres brødre +fra Skagens og Ringkøbings klitsatte kyster . +Det var en efterårsaften , i begyndelsen af +september , at jeg med en vens befordring kom +rullende fra mandshøj og de grønne skove ved +Nykøbing til den stille , øde plet , hvor jeg agtede +at anstille naturhistoriske undersøgelser . Vejen var , +alt som vi kørte , bleven mere og mere tung , med +dybe hjulspor og lyngklædte veikamme , ganske som +man seer dem på hederne i Jylland . Hestene trak +tungt , og for ikke at gøre mere ulejlighed end nødvendigt , +sprang jeg af , så snart jeg øjnede de første +tangklædte hytter , lod kusken vende og begyndte +med randsten på ryggen og en lille vadsæk i +hånden min besværlige vandring tilfods i det +dybe sand . Den første tanke , der påtrængte sig +mig , var muligheden eller snarere umuligheden af +et gjæstgiversted , og da jeg havde nået en ussel +Rønne , hvor et par unge , barbenede piger vare +ifærd med at rense garn , råbte jeg dem an og +spurgte om vejen til et sådant . De stirrede på +mig med skye , næsten forvildede blikke , vekslede et +par ord med hinanden , kastede så skørtet over +hovedet og for som to skræmmede kaniner ind ad +den åbne dør , som de stængede inde fra uden at + +sige et ord . Havde det været på ørkney-øerne , +kunne man ikke være bleven modtagen mere gæstfrit , +og grundende over fænomenet gik jeg til den næste +Nønne , udenfor hvilken en kone skjættede blår . +„ Vi har ingen brug for bissekram her , “ var +det barske svar , idet hun på en truende måde +hævede skjættetræet og baglænds trak sig tilbage til +stuedøren , som smeldedes i lige for næsen af mig . +Der stod jeg . +Atter fortsatte jeg min vandring , for at nå +det egentlige fiskerleje , der lå et godt bøsseskud +fra disse enlige udflytterhuse , da jeg på en gang +så en stærk , sværlemmet fisker , iført vandstøvler , +islandsk nattrøje og en sydvest på hovedet komme +skridende hen imod mig , skydende gjenvei tværs over +markerne . På den bare , hvide sandflade med +dens lave gyvelbuske , tog han sig forunderligt høj +og stor ud , som han der tegnede sig mod horizonten +i den begyndende skumring , og han ville have +forekommet mig endnu større , hvis han ikke havde +havt denne ludende holdning og synken i knæene , +der så ofte er ejendommelig for vore sømænd . +Uden at sige et ord skrævede han over den brede +vejgrøft , der adskilte mig fra ham , og uden at tage +hænderne ud af de langskaftede støvler , der tjente + +dem som bukselommer , og uden at besvare mit +„ Godaffen “ stillede han sig lige i vejen for mig , +løftede hovedet en kende og sagde med en ejendommelig +betoning imellem tænderne : „ Hvem er i ? +Hvor skal i hen ? “ +Jeg studsede lidt over disse ejendommelige +spørgsmål og måden , hvorpå de blev fremførte . +Han blev stående foran mig med en holdning , +som ville han mønstre mig og derved give +anledning til klammeri , og jo mere jeg så på +manden , desto tydeligere blev det mig , at det sidste +vistnok også var hans egentlige hensigt . Sydvesten , +der skjulte det meste af hans temmelig lave pande , +dækkede ikke ganske for et kulsort , stridt og noget +uredt hår . Hans ansigt var veirslaget , brunet af +solen og i visse måder ganske kønt ; men der +var i hans små , mørke øjne et udtryk af noget +ondt og om hans tykke læber et træk af brutal +slagsbrodertrods , som ikke behagede mig . Imidlertid +var jeg mig intet ondt bevidst , og svarede kort : +„ Til Rørvig . “ +„ Øsfer i , “ sagde han og pegede med den udstrakte +hånd ind over Marken . +„ Ja , men jeg skal til rørvig-sande , “ sagde +jeg , idet jeg forsøgte at komme uden om ham . + +„ Hvad fanden vil i der ? “ råbte han og +stillede sig atter i vejen for mig . +„ Samle dyr , “ svarede jeg , idet jeg med et +Spring satte ind på Marken . +„ Dem kan i tage i jert eget hoved , kjøbenhavnerlaps , “ +Råbte han og var med et Spring inde +efter mig ; men jeg var hans tunge vandstøvler for +let , og et øjeblik efter var der hundrede alen +imellem os , hvilket dog ikke forhindrede , at adskillige +drøje eder og skældsord slyngedes efter mig som +luftige kastevåben , indtil hans svære skikkelse tabte +sig i tusmørket . +Det gør aldrig noget behageligt indtryk at +blive modtaget et fremmed sted på denne måde , +og betydeligt nedstemt i min forventning om fiskernes +gæstfrihed nåde jeg lejets Hovedgade , hvis en +sandvei belagt med store rullesten og gryntende +grise overhovedet kan betegnes således . Atter +nærmede jeg mig en gammel kone og spurgte , om +der var et Herberge . +„ Jo , her er både kro og kippe , gud bedre +os , “ svarede hun arrigt . +„ Ja , tak , mor ; jeg ønsker blot en plads +for i nat . “ + +„ Her er knap plads for os selv , “ sagde hun , +medens hun gennede en af grisene bort fra noget , +der skulle ligne en kartoffelhave . „ Ellers kan i +spørge jer for nede hos lodsoldermanden , hos Lars +Hansen . Kan nogen tage jer , så kan han ; han +står hisset nede ved den store båd og snakker +med mændene — vil du væk , din satan ! “ skingrede +hun op , og slog pludseligt ud med begge armene , +så af jeg veg et skridt tilbage i den tro , af det +var mig , hun mente , men så , af det gjaldt en +kammerat fil den bortgjennede gris , som lumskelig +havde nærmet sig os fra siden og nu satte afsted +med en kartoffelvisk i flaben . +Varligt ballancerende hen over de store rullesten +og jævnligt hørende et „ Nej kors , sikken en ! “ +Fra de åbent stående vinduer , nåde jeg forbi +ruser , bundgarn og våd ned fil en stor , nyligt +tjæret båd , hvor der stod en gruppe fiskere og +diskuterede et eller andet maritimt spørgsmål , som +jeg vistnok forstod mig ligeså meget på , som de +tørre flyndere , der i rigeligt mål fandtes ophængte +på vanterne af en i sandet kuldsejlet jagt . Det +var ikke nødvendigt af spørge sig frem efter Lars +Hansen ; et eneste blik var nok fil af sige mig , hvem +„ Manden “ var mellem „ Mændene “ . Der stod min + +senere så gæve vært med sin tykke sælskindshue +trykket noget skævt ned over det venstre øre , som +om den ikke rigtigt kunne få plads på hans lyse +krusede hår ; der stod han i sin mørkeblå sømandspjækkert +med de vidunderligt store hornknapper , og +så sikkert og med en sådan holdning af jævn +selvbevidsthed stak hans kraftige ben ned i de med +en mægtig krave forsynede vandstøvler , at man +straks måtte få indtrykket af noget udpræget +lodsoldermandsmæssigt , hvis ikke den gamle læderbetrukne +kikkert under hans arm og den korte kridtpibe , +der truede hans røde skæg med ildsvåde , +havde fortalt , at han var „ Manden “ ; thi de andre +havde kun deres øjne og en skrå . +„ Kan jeg få plads hos lodsoldermanden ? “ +Spurgte jeg , idet jeg tog min hat af og på høfligt +københavnsk gjorde et skrabud , som belærte mig +om , at flyvesand ikke er gunstigt til den slags +øvelser . +Alles ansigter vendte sig imod mig med blikke , +som var jeg falden direkte ned fra månen ; men +der kom ikke et ord . +„ Er de ikke lodsoldermanden ? “ spurgte jeg +med en henvendelse til kikkerten og kridtpiben . + +„ Jo , det er jeg vel , “ brummede det inde fra +kridtpibens mundstykke . „ Hvad vil i ? “ +I frisk erindring om svaret fra den sorthårede +fisker undveg jeg snildelig spørgsmålets +ligefremme besvarelse og sagde : „ Jeg kommer for +af undersøge egnen . “ +„ Nå—å , “ svarede oldermanden og lukkede +det venstre øje , idet han med det højre blinkede til +mændene , „ ja så ! “ +Der opstod en dødsstilhed , i hvilken jeg troede +af læse ordet „ Toldbetjent “ i hvert eneste ansigt . +Jeg så formelig ned ad mig selv for af forvisse +mig om , af jeg ikke var i uniform . +„ Er der noget ledigt på lejet ? “ spurgte Lars +Hansen , mere henvendt til sine vandstøvler end til +mændene omkring ham . +„ Jep nielen har nok ingen svin på sin sti , “ +Sagde en af de første . +Jeg forstod ikke den mystiske hentydning i disse +ord , men følte , af stillingen var håbløs . Tag +over hovedet måtte jeg have , i det mindste for den nat . +„ I er vel krydser ? “ sagde en af mændene , +mønstrende mig med et falkeblik . +Denne betegnelse gjorde alt klart , og jeg +svarede : „ Jeg har intet med toldvæsenet af skaffe . + +jeg er kommen herop fra København for af samle +planter og finde dyr ; jeg er naturforsker -- -- -- -- “ +„ Nå , så de er naturfusker ! “ udbrød Lars +Hansen og fik pludseligt kridtpiben af munden . +„ Ja , dem har jeg set nok af . “ +„ Så ! Hvor da ? “ +„ Ih , på galatea , da vi for jorden rundt . +De lå altid og rodede ovre i læ med deres pøse +og spande og var til svær ulejlighed . Der var +en spulen og pudsning , hver gang de fyre havde +været på dækket med deres kram . Kaptajnen +bandte på , at han ville knække deres Hals , hvis +han turde . Naturfuskere — jo , dem kender jeg ! “ +Mændene tilkastede deres oldermand et beundrende +blik , og idet jeg tog ham i nydelsen af +denne lille triumf , sagde jeg : „ Kan jeg ikke bo en +dags tid hos dem ? Jeg vil blot se mig om +mellem klitterne , og de skal ikke komme til at spule +dæk efter mig . “ +„ Ja , vi kan jo tale til mutter derom , hr . +Professor , “ sagde lodsoldermanden med en hel +anden betoning end før . „ Huset ligger hist inde +under bakken , og når de vil tage lejligheden , som +den falder , så — — “ Resten forsvandt mellem +skjæget og gik bort i en dampsky , hvorpå piben + +bankedes ud mod en stejle * ) , og uden at tage +nogen afsted med mændene , som stirrede efter os , +begav vi os op ad den sandede vej , som førte til +hans hjem . +Da vi havde - gået et par hundrede skridt , +standsede han og spurgte betænkeligt : „ Holder professoren +af salt ? “ +Jeg kunne ikke andet end bejae dette spørgsmål +og bemærkede , at mangel på salt var et +skrækkeligt savn . +„ Oh ja , “ sagde Lars Hansen , „ sommetider mere +end sommetider . “ +Atter gik vi en stund i taushed , da sagde +min vært dybsindigt : „ Holder professoren af +billard ? “ +„ Å , ja , “ svarede jeg . Har de et billard ? “ +„ Ja , vi købte et efter købmand Jensen , som +gik fallit i Nykøbing . Jeg ville nu ikke have det ; +men vor mor syntes , det fyldte så godt oppe i +storstuen . Der står det ; for vi manglede en +himmelseng . “ +Atter var det bedemandsstil for mig ; men da +jeg ikke ville støde min vært ved unødvendige +* ) stejle kaldes de stænzer , hvorpå garnene tørres . + +spørgsmål , fortsatte vi vejen i al taushed op +ad den sandede klitbakke , indtil vi standsede ved et +ganske anseeligt hus , hvor lodsoldermanden stak +piben i lommen , idet han sagde : „ Nu skal jeg +snakke med mutter , så kan professoren se på vor +have imens . “ +Det var ikke uden stolthed , at Lars Hansen +fremførte disse sidste ord ; thi her under klitbakkens +skærmende kam og i læ af en dobbelt række mørke +fyrrer , som vred deres krogede stammer hen ad +jorden , inden de rejste sig i vejret , havde han ved +hjælp af tilført muld og gødning fået lavet en +lille haveplet , som var venlig og hyggelig at se til . +Store stokroser knejste i yppig fylde ved lågen . +Reseda kantede bedene , som indeholdt brogede asters +og georginer , og et par bikuber , indrettede efter +dzierzon ' s mettode , viste , at Lars Hansen ikke var +ganske ubekendt med kulturens nyeste fremskridt . +Huset selv var hvidtet og pudset som en orlogsmand +tilsøes ; men den omstændighed , at alt +bjælkeværket var fortumlet , og at de små , blyindfattede +ruder vare anbragte i sorte rammer , +gav det et vist præg af tungsindighed og mørke , +som forhøjedes ved den tætte fyrrerække , der på +de tre sider kun lod nogle blomsterbede og en + +smal gang mellem sig og huset . Havde jeg været +i hans sted , havde jeg lagt det oppe på Toppen +af klitbakken med fri udsigt over det vide Kattegat . +„ Men man skal ikke bygge sit hus på sand , “ +Forklarede Lars Hansen mig senere . „ Lå det der , +havde vi vendt bunden i vejret på skuden med den +første nordveststorm , og det havde mutter ikke +syntes om . “ +Jeg kan allerede gerne her indskyde den historiske +oplysning , at mutters mening i reglen var +afgørende for Lars Hansen , samt at den dengang +bevirkede , at jeg fik lov til at blive længere ude i +haven , end jeg egentligt skøttede om . +I den anledning fik jeg tid til at se mig +nærmere om , og i køkkenhaven bag ved huset fandt +jeg en sjælden sandplante , som jeg ville tage med +som det første udbytte af mine rørvigske studier . +Idet jeg rejste mig op med planten i hånden , faldt +mit blik ind ad det lave vindue lige for mig , hvor +jeg så en ung lyshåret pige , som med et udtryk +af sky forskrækkelse trak sig tilbage til det indre af +stuen . Heri var der nu intet mærkeligt ; men hvad +der slog mig med en underlig fornemmelse , jeg kan +gerne sige af gru , var denne unge piges blege +forvildede træk , og det udtryk af nagende Kummer , + +som jeg havde set i hendes dybe , mørkeblå øjne . +Hun havde været i færd med at belure mig , medens +jeg grov planten op , det kunne jeg tydeligt se på +det udtryk af pludselig angst , hvormed hun for +tilbage fra vinduet ; nu kom hun atter frem , sky og +forsigtig som en skræmmet hind , stirrede et øjeblik +på mig bag ved gardinet og for så på ny ind +i stuen med et skrig , hvis årsag jeg ikke kunne +forklare mig . I det samme praiede Lars Hansen mig +fra vejen , og uden at kunne forfølge det underlige +syn videre , trådte jeg ud i haven for at blive +forestillet for mutter . +Karen , som hendes mand kaldte hende , havde +i sin ungdom upåtvivlig været en ligefrem skønhed ; +derpå tydede ikke alene hendes figur , som +trods årene havde holdt sig nalmindeligt rank og +fin , men i hendes blik og i hele hendes holdning +var der noget , som lå over hendes stand , og som +viste , at hun hørte til denne nutildags desværre +sjeldne race af nordsjællandske fiskerpiger , som i sig +hæver billedet frem af hele den nordiske types ejendommelige +skønhed . Hun betragtede mig et øjeblik +venligt , men forskende , ja forundret , og hviskedee +så noget til manden , som jeg ikke forstod . + +„ Mutter siger , at professoren gør os for stor +ære , “ sagde Lars Hansen , og snappede med den udstrakte +pegefinger vadsækken fra mig . „ Lejligheden +er kun ringe , og når professoren ikke er vant fil +billard -- -- -- - “ +„ Lad mig sørge for det , Lars , “ afbrød hans +ægtefælle ham . „ Professoren kan få hele storstuen , +og blive , så længe han lyster . „ Doktoren har +engang ligget der , og han sagde — — “ +„ Ja , han sagde , at han havde været vant fil at +ligge på billard i sine unge dage , “ faldt Lars +hende i talen . +„ Professoren er da heller ikke så gammel endda , +så kan han vel også , “ sagde hun og forsvandt i +huset med den bemærkning , at om en times tid +skulle nadveren være færdig . +Jeg har altid haft stor lyst fil , når jeg besøgte +en ny og ejendommelig natur , da straks at +tage et overblik over egnen , som kunne lede mig +på den næste dags excursioner . Uagtet skumringen +faldt på , besluttede jeg at anvende den ledige +time dertil , og meddelte Lars Hansen det , idet jeg bad +ham sætte min Randsel op i storstnen fil det øvrige . +„ Jeg har ikke godt stunder fil at følge med +nu , ellers skulle jeg gerne gøre convoi ; men professoren + +må tage sig i agt for to ting , først for +ikke at gøre falsk bestik mellem klitterne og dernæst +for kviksandene . Å , jeg får dog nok gå med +alligevel , “ føjede han til , og langede randselen ind +i forsfuen . +Jeg tog ned i lommen og viste ham , at jeg +var forsynet med et lille compas ; derpå spurgte +jeg ham , hvad kviksandene var . +„ Ja , det er nu sådan en egen Art , “ sagde han . +„ Vi kalde det nu for kviksande ; det kan gerne være , +at de højlærde har et andet navn og vide bedre +besked . Når de ved foden af en klitbakke seer rigtigt grønt græs , der groer ligesom i en ring , +da skal de holde skarpt udkig og passe på , hvor +øe sætter deres ben , for kommer de først indenfor +ringen , smækker sandet sammen over hovedet på +dem , og jo mere de arbejder for at komme op , +desto dybere kommer de ned . Der er nu et sted , +vi kalde for kogryden ; det er den største af dem +alle , og der bobler og syder det i sandet , som var +det grød , der kogte . En aften kom Ole Grejs fra +Rørvig drivende med en ko ; den bissede for ham +midt på vejen , og tog så fart ligeud i kviksandet . +Han så den aldrig mere — fra den dag kalder +vi det kogryden . + +jeg takkede min forsigtige vært for hans underretning , +som jeg foreløbigt tog for en fabel , og begav +mig på vejen , der i begyndelsen strakte sig +langs stranden og den med rullesten belagte havstok +for derpå at bøje af til venstre og løbe ind under +tætte rækker af lave , mørkegrønne fyrretræer , som +undertiden vekslede med hvidelle og nogle enkelte +birke , som havde forvildet sig ind , hvor der var +læ og tilstrækkelig fugtighed i bunden . Snart +var jeg inde mellem klitterne — hvilket øde , hvilken +stilhed , hvilken forunderlig tomhed og fattigdom , +hvilken trykkende taushed i denne golde , sørgelige +natur . Overall bløde , afrundede banker af det +fine glimmerhvide flyvesand , og på disse marehalmens +gule aks og grågrønne løv , hvorigennem +vinden sukkede som i en uhyre æolsharpe , så korallav , +lidt lyng , nogle enkelte dvergfyrrer , lig melankolske +cypresser på en kirkegård , så en bugtning +af vejen , der førte ind mellem nye klitbanker med +nyt marehalm og en enkelt forpjusket gyvelbusk +med sine sorte vælge raslende i vinden , så atter +sand , tomhed og stilhed — det var , som gik jeg +på en tilsneet kirkegård mellem kæmpegrave , hvornnder +alt liv lå slukt uden håb om opstandelse . +Træt af at vade gennem denne ørken , satte jeg + +mig ned i sandet , thi ikke engang en sten afbrød +den uhyre ensformighed , og tænkte på , hvorledes +et menneske måtte være til mode , når han bestandigt +skulle bo her , bærende på en eller anden sorg , +eller , endnu værre , på en brøde , som skulle skjules +for menneskene . Jeg ved ikke , hvorledes denne tanke +kom over mig , men den blev med et så levende , +at den blev uudholdelig , og fra slige tanker er der +kun et skridt til det uhyggelige . „ Sæt nu , “ tænkte +jeg , „ at du her ude mødte en forhærdet forbryder +eller en vanvittig , som var undsluppen sine vogtere , +hvad ville du da gøre . Du ville kæmpe med +ham på liv og død , men lydløst , stille , thi der +ville ikke være en sjæl , som kunne høre dine skrig , +og hørte man dem , ville ingen finde dig i denne +labyrintt af gravhøje . Du ville bukke under , +kvæles i det stne sand , og den første efterårsstorm +ville kaste en af klitterne ned over dit hoved og +begrave dig for bestandig . “ +Jeg for op ved tanken derom ; månen var +stået op , kastede sit blege lys ned mellem klitbakkerne +og faldt usikkert hen over en mørk skikkelse , +som kom skridende henne for enden af hulvejen . +Jeg stirrede på den — nej , det var kun en af de +sorte dvergfyrrer , hvorunder sandet var skredet ud , + +og som nu hang skråt ud over vejen , af og til +bevægende sig i aftenvinden . Stilheden , ødet , +manglen på al organisk natur , selv om det kun +var en fugl , blev mig pludseligt så utålelig , at +jeg for første gang følte en ubestemt , men panisk +skræk nærme sig , den samme , som jeg har fornummet +i dybe , stille skove , når løvet bestandigt +rasler bagved ens fjed ; men her var kun det vigende +sand , og idet jeg løb frem ad vejen , følte +jeg , hvordan det sank under mine fødder dybere , +bestandig dybere , så at jeg pludseligt troede at være +kommen ud i kviksandene , hvor man sank tungere +og tungere ned , jo mere man arbejdede på at +komme op . +Endeligt nåde jeg en lille gruppe fyrrer , +som jeg syntes at kende fra udvejen , og udmattet +kastede jeg mig ned , ikke langt fra at le over mig +selv ; så forunderligt vekslende er overgangene i +det menneskelige sind . Jeg gav mig alvorligt til +at raisonnere over min barnagtige angst , som havde +fået mig til at forfejle vejen , uden at jeg havde +mærket det . Jeg ville forfølge mit spor tilbage +til det sted , hvor angsten var kommen over mig , +men nu kunne jeg heller ikke finde dette — den ene +klit så ganske ud som den anden , og sporene + +vare så hurtigt vegne ud i det bløde sand , at de +ikke gav mig noget fast kendemærke . Af og til +hørte jeg det risle og rinde — det var sandet , der +skred ned fra det øverste af bakkerne , når det ved +tyngdens love blev sat i bevægelse , men lyden tog +sig forunderligt uhyggelig ud i den dybe stilhed , og +de lange trevlede rødder af klittaget og hjelmrøret +dannede fantastiske figurer , der som luftige spøgelser viftede og vinkede fra højderne , medens jeg ilede forbi . +Ved hjælp af mit compas havde jeg imidlertid fundet retningen mod nord , og til dels ledet af +Kattegattets hule brusen , besteg jeg , skønt ikke +uden møje , en af de højeste klitbanker , der efter +min mening måtte ligge ud imod havet . Jeg +havde heller ikke skuffet mig . Kattegattet lå som +en uhyre flade næsten lige under mine fødder , +og dets tunge , taktfaste døninger brød sig mod +den bræmme af rullesten , som beklædte havstokken +i hele dens vide , og som frembragte en +underlig tung , halvt rullende , halvt sukkende lyd , +hver gang den tilbagevigende bølge rev stenene +med sig . Bagved mig lå de klare , hvide klitbanker +med deres sparsomme vegetation , kastende mørke +slagskygger hen over de dybe dalstrøg , og til højre +havde jeg issefjordens bugtede kyst , Rørvig kirke + +og det fattige fiskerleje , som månestriben hen over +vandene syntes at berøre . Jeg hørte en hund gjøe +i det fjerne , og inde fra klitterne klang pludseligt +skriget af en ugle ; men ellers var alt tyst som i +graven , intet levende væsen var at øjne , og havde +jeg ikke set lysene blinke fra fiskerhusene i lejet , +kunne jeg gerne have troet mig hensat på en af +vulkanerne i månen med udsigt til andre ligeså +golde sandvulkaner rundt omkring . +Nu først forstod jeg , hvorfor sagnet har ladet +marsk Stig blive jordfæstet i Rørvig kirke . Den +fredløse kongemorders ben vare godt gemte på +dette øde sted , og hemmeligheden kunne kun Kattegattets +bølger forråde . Hvor hurtigt udviskes ikke +selv de historiske erindringer i denne egn , tænkte +jeg . Histude , hvor man i fordums tid kårede +Danmarks konger på tingstenene ved det gamle +asaora , seer man nu kun et splintret vrag rage op +af det våde sand . Det gamle Isby eller isseby , +som gav fjorden dens navn , er nu sporløst forsvnndet , +og det nye Rørvig breder sig på dets +plads . Ja , selv nutidens begivenheder forsvinde +heroppe , som vare de skrevne i flyvesandet selv , og +der behøves kun nogle få Års efterÅrsstorme +for at udviske dem således , at man ikke ved , om + +man har at gøre med sagn eller historiske kjendsgjerninger . +For hundrede år siden , lyder fortællingen , +så man en aften et stort skib tilankers +ude i Kattegattet , og det blev af de Rørvig fiskere +holdt for en russisk orlogsmand . Samme nat +bankedes der hårdt på præstens dør , og da han +kom ud , så han en flok bevæbnede i sære , fremmede +dragter , som ved løfte om guld og ved svære +trudsler tvang ham til at iføre sig sit ornat og +følge med til kirke . Da han kom til kirken , som +ligger langt ude på heden , fandt han den til sin +store forundring oplyst , og lyden af mange stemmer +klang derinde . Han trådte da frem for alteret +og så et prægtigt brudefølge ; men brnden manglede , +og da hun kom , var hun bleg som en dødning . +Da præsten havde forrettet vielsen og erklæret dem +for rette ægtefolk af være , faldt der pludseligt et +skud , som strakte bruden død hen foran alteret . +Det fremmede følge stimlede tæt sammen , greb liget +og forlod skyndsomt kirken , hvor det for præstens +øjne tabte sig i mørket . Den næste dag var det +fremmede skib borte , men fra den nat var det ude +med præstens fred , og han døde kort efter i stor +åndelig elendighed , så af man endnu den dag i +dag ikke ved , om det har været et natligt spøgelsesyn , + +der har omtåget hans forstand , eller om der her +foreligger en forbrydelse , som man aldrig har fået +opklaret . +Mindet om denne begivenhed påtrængte sig +mig uvilkårligt , da jeg i den stille , månelyse +septemberaften betragtede Rørvig kirke med sit firkantede +tårn og sit smukke spir , der som en obelisk +rejste sig ude fra heden ; men idet mit blik drog +sig tilbage derfra , for atter af glide ud over havet , +modtog det pludseligt en skikkelse , der ligesom syntes +af dukke op mellem de store rullesten nede ved kysten . +Omtrent et par hundrede favne fra mig , udimod +Rørvig , så jeg en mand komme gående op over +rullestensbæltet . Han gik tungt og bøjet , som bar +han en svær vægt på sin ryg ; men inden jeg +kunne få øje på , hvori den bestod , var han forsvunden +ind mellem klitbankerne . Lidt efter så +jeg skikkelsen komme frem inde mellem klitterne +selv , og i den tanke , at det måtte være en fisker , +der bar noget afsted til hjemmet , ilede jeg ned af +banken i håb om at kunne indhente ham og gøre +ham følgeskab til Rørvig . +Klitterne her er imidlertid ligesom de labyrintter , +man finder i gamle franske haveanlæg , hvor de vildledende +gange løbe mellem høje , tætklippede hækker af + +Alm eller taks . Så snart man kan overse hækkerne , er +problemet løst ; men er man inde mellem dem , kommer +den ene forvildende tværvej efter den anden . +Ganske således gik det mig her , og jeg var allerede +på veje til at forsøge en ny klitstigning , da jeg +ikke ret langt fra mig hørte en lyd , som jog blodet +fra mine kinder og fik mig til at standse halvt i +angst , halvt i forundring . Tilhøire ikke langt fra +mig drog sig en dyb kløft ind mellem klitbankerne , +en kløft , der først var bar og sandet , men i dybden +endte med et tæt krat af pile , Elle og temmelig høje +birke . Derinde fra lød med korte , bestemte mellemrum +en hul , plumpende lyd , som når man af al +magt kaster et tungt legeme i vandet , og undertiden +troede jeg mellem disse plump at høre en hæs rollende +lyd , som jeg måtte antage for latter . Det +hele havde noget så uforklarligt , men tillige rædselsvækkende +ved sig , at jeg ikke vovede at gå ligetil +stedet , men nøjedes med at skjule mig mellem en +tæt gruppe af dværgfyrrer , der i frodig yppighed +skød sig frem på randen af kløften . Her hørte jeg +atter de samme tunge , dybe plump og derpå igen +denne forunderlige , skoggrende lyd , der havde så +megen lighed med en rørdrummes pauken , at jeg +virkeligt til sidst troede , at det var denne fugl , skønt + +jeg ikke antog , at den fandtes i klitterne . Jeg ville +lige til at forlade mit skjul — da bevægede birkene +sig stærkt nede i kløften , og hvad skildrer min forbavselse , +da jeg så , ikke en rørdrumme , men derimod +en høj , svær fisker komme frem med en tom +sæk i hånden . Han så sig flere gange om , +gik så videre med ludende hoved og slentrende skridt , +idet han mumlede noget ved sig selv , som jeg på +grund af afstanden ikke kunne høre . Tæt nedenfor +de fyrrers hvor jeg holdt mig skjult , stod han pludseligt +skille og så endnu en gang med et betænkeligt blik +henimod det sted , han havde forladt . +Månelyset faldt klart og skarpt på hans ansigt , +medens hans figur var skjult i klittens slagskygge . +Han løftede den tomme sæk i vejret , foldede den +sammen med en betænksom mine og kastede den over +skuldrene , idet han tydeligt sagde : „ Nogle omgange +endnu , så hjælper det vel ! “ Jeg behøvede ikke mere . +Stemmen , det trodsige ansigt , det sorte hår og den +store sydvest , alt kendte jeg igen — det var den +svære fisker oppe fra udflytterhuset , som havde insulteret +mig ved min ankomst . +Jeg behøver vel næppe at fortælle , at jeg holdt +mig så stille som en mus , indtil han havde forladt +kløften , thi i ham havde jeg næppe fået noget behageligt + +følgeskab til Rørvig . Først da jeg så +ham forsvinde mellem klitbankerne og tage vejen +ned imod stranden , forlod jeg mit skjul og begav +mig ned i bunden af kløften for at undersøge det +sted , han nyligt havde forladt ; thi jeg var fuldt og +fast overbevist om at have med en eller anden smuglerhistorie +at gøre , og følte mig lige overfor denne fisker +særdeles oplagt til at blive „ en krydser “ , selv om +jeg derved skulle fornærme min skikkelige vært , Lars +Hansen , tilligemed mændene fra lejet . Fuld af hævntørstige +planer skred jeg altså rask fremad gennem +kløften , bøjede buskene til side , trængte ind imellem +ellene , og — sank pludseligt i til midt på livet +med en sådan voldsomhed , at hvis jeg ikke havde +fået fat i rødderne af en udhængende Birk , var +jeg upåtvivleligt gået tilbunds med det samme . +Med stor besvær og ikke uden alvorlig fare fik jeg +mig arbejdet op igen ; thi hver gang jeg tog et +stærkere tag , svaiede og gyngede birken tilligemed +de omstående Elle , som vare de plantede på den +løse , gyngende hængesæk , man finder i vore tørvemoser . +Ja , selv da jeg var kommen op , måtte jeg +med stor forsigtighed træde på rødderne tæt ved +træernes stamme for ikke på ny at skippe ned i +det vigende sand , på hvis troløshed jeg havde + +fået et så håndgribeligt bevis . Til sidst lykkedes +det mig dog at komme op på skrænten , der var +beklædt med et tæt busfads af Birk og gråpil , og +først herfra kunne jeg i fuld udstrækning overse den +fare , jeg var undsluppen . +Nede i bunden af kløften , tæt ud for den store +Birk , der havde tjent mig som frelser , boblede og +skummede sand og vand imellem hinanden , som +var det en uhyre gryde , der kogte her i aftenens +stilhed , næret af en underjordisk ild . Vandet , der +boblede op fra det mægtige kilderør i midten , sugedes +ligeså hurtigt ind af det fine porøse sand , og fugtigheden +i dette var atter grunden til den rige , næsten +yppige plantevækst , som endogså strakte sig helt op +ad klittens ellers så golde sider . Den uhyggelige +kaglende eller skoggrende lyd , som jeg havde hørt i +afstand , skyldtes ligeledes kilden , hvis vandstråle +undertiden skød op over overfladen , for derpå ligesom +af synke sammen i sig selv , hvirvlende sandet +og de kviste , jeg kastede ud , langt ned i dybden +med sig . Jeg stod i højt , tæt græs næsten til +knæenæ , og dette fortsatte sig som en bræmme rundt +om den spøgelseagtige plet . Nu vidste jeg , hvor +jeg var — det måtte være „ Kogryden “ , jeg havde +for mig . + +pilebuskene og birkene , der omgav mig til alle +sider , viste sig snart af være uigennemtrængelige , +så meget mere som slåentorn og gyvel vare indblandede +imellem dem , og skønt jeg længere fremme +troede at kunne skimte en vej , måtte jeg dog tilbage +gennem kløffen , hvis jeg ville ud af det kaotiske +virvar , der omgav mig på alle sider . Men der +kunne jeg møde den uhyggelige fisker , hvis han +skulle komme tilbage , som han jo havde antydet . +Jeg var fangen i en ruse , hvor kogryden dannede +det sidste , skrækkelige Kammer , og da jeg overhovedet +sket ingen omgang ønskede med den ubekendte , dukkede +jeg mig ned mellem pilene , så våd som +jeg var . +Vist over en halv time sad jeg således i tans +forventning , forbandende min tåbelige nysgerrighed , +da raslede det atter i bunden af kløffen , birkene +og ellene svajede og gav sig , som gik der et vindstød +gennem deres toppe , og frem imellem dein +kom min uven , denne gang med en fyldt sæk på +skuldrene og en lang såkaldet pulseslage * ) i hånden . +Han gik tungt og stønnende , men jeg måtte +pulseslage kaldes en svær lægte med en rund træbrikke +for enden . Med denne drives fiskene ind i de såkaldte +pulsvåd . + +beundre den behændighed , hvormed han , trods sin +svære byrde , forstod at finde sikkert fodfæste under +træerne , idet han af og til benyttede den lange Stang +til af støtte sig ved på de farligste steder . +Han vedblev af gå frem , svang sig med et +mægtigt Spring op på klittens side , og stod nu +så nær ved pilene , af han ville have trådt på +mig , hvis han var gået blot tre skridt længere til +siden . Uvilkårligt lod jeg mig glide længere ned , +men han havde hørt den svage raslen i løvet , thi +det gav et sæt i ham , og han udbrød : „ Djævlen +annamme mig ! Tror jeg ikke , det spøger herude ; +men jeg vil se , hvem der tør binde an med Niels +ilde , når kogryden koger . “ +Det gøs i mig ved disse ord , og jeg følte +mig til mode som odysseus , da cyclopen havde rullet +stenen for indgangen til sin hule og nu famlede +om mellem fårene for af finde ham . Det gjaldt +af være rådsnild som han . Foreløbigt trykkede jeg +mig i løvet som musen for en hugorm , og så +nu den mørke fisker kaste sin byrde fra sig i sandet , +medens han kylede pulsestangen indover pilene , så +af den næsten berørte mig ; dog var jeg endnu overbevist +om , af det hele var en smuglerhistorie , og +af sækken efter al rimelighed gemte et Anker + +brændevin , som han ville skjule i kilden , ligesom +de svenske smuglere sænke deres i havet tæt ved +kysten for at hente det , når tid og lejlighed gives . +Min overraskelse var derfor særdeles stor , da jeg +så ham åbne sækken og fremtage en tung strandsten , +som han uden besvær løftede op over sit hoved +og derpå lod plumpe ud lige i midten af kildevældel . +Vand og sand sprøjtede op over mig og +betog mig i de første øjeblikke synet ; derpå lød +atter et plump , så et tredje og fjerde , hvorpå den +stærke fisker greb sækken for enden og tømte dens +øvrige betydelige indhold ud , ligeså let som man +helder grønærter i et fad . Derpå kastede han +sækken fra sig , greb pulsestagen og jog den ned i +dybet ligetil sin arm ; men der var ingen bund , og +stagen kom op igen , ligesom løftet i vejret af en +usynlig kraft . +Han gentog dette en fire til fem gange med +nogle øjeblikkes mellemrum og slængte så stagen +hen med en ed . Derpå krydsede han armene over +det brede bryst og vedblev at stirre ned i vældet +med en forskende mine , som grundede han over andre +midler til at fylde det . Således stod han nogle +minutter . Kildevældel vedblev at vælte det fine , +hvide sand om mellem sine boblende strømme , men +hver gang den forunderlige halvt rallende , halv + +hvæsende lyd lod sig høre fra dybet , vendte han +hovedet bort med et udtryk , der ikke var langt fra +angst ; så trådte han et skridt længere ned , prøvede +om fodfæstet var sikkert , greb pulsestagen og +stirrede med den i hånden opmærksomt ud over det +uhyggelige væld . I denne stilling troede jeg sikkert , +at han måtte få øje på mig og belavede mig +på det værste ; men så stærkt var hans opmærksomhed +hendraget på bevægelserne i vandet , at han +slet ikke vendte sig til den side , hvor jeg lå , og +det var med et let hjerte , at jeg så ham træde +tilbage , idet han brummede : +„ Det er nu godt gemt , nu bliver det liggende , +hvor det ligger . “ +Med disse ord foldede han sækken sammen , +kastede stagen over skuldren og var med et dristigt +Spring helt ovre under den hvide Birk , hvor ellene +lukkede sig efter ham . +Hvor drog jeg vejret frit , da han var vel borte . +Det var , som vågnede jeg op af en ond , uhyggelig +drøm , der med al sin blytunge rædsel dæmonisk +havde fængslel mig til en spøgelseagtig plet . I et +nu var jeg oppe , rystende af skulle , og idet jeg +famlede efter min stok , det eneste værge , jeg havde +havt med mig , beredte jeg mig til af forlade klitten , +idet jeg lovede mig selv , af det skulle være sidste + +gang , af jeg kom i kogrydens farlige nærhed . +Imidlertid var stokken ikke til af finde , og først +ved af rode om mellem det tørre løv under pilene +fik jeg fat i dens dup , men dens krumme håndtag , +der vendte ned mod kilden , hang fast i noget +blødt , som fulgte med , da jeg trak den til mig . Jeg +tog det op og bredte det ud , det var en gammel , i +vandet halvt forrådnet stortrøje af ubestemmelig +farve og med store hornknapper langs den ene side . +Den var tung af vand og sand , og allerede ville +jeg more mig med af se den males ned i kildestrømmen , +da jeg fik fat i en snor , som hang ud af +det ene ærmegab . Jeg trak til , og med snoren fulgte +en fingerring af fint guld forestillende to hænder , +der hver på sin side greb om en blå sten . +Uden af agte videre på mit fund , stak jeg det +i min samlertaske og kastede stortrøjen ud i midten +af gryden . Den svævede et øjeblik udbredt på +overfladen af vandet , derpå sugedes den ned af +hvirvlen med en hul , hvæsende lyd , kastedes atter +et par gange op , drejede sig rundt og forsvandt +derpå for bestandig . Jeg så på denne underlige +leg af vandene med en uhyggelig følelse ; thi hvor +nær havde jeg ikke været ved at dele stortrøjens +skæbne ? + +i . +„ Med gunstig forlov , hr . Professor ! Hvem +fanden har pyntet dem således ? “ klang en stemme +bag ved mig , ligesom jeg trådte ud i månelyset +ved den yderste klitrække . Det var min godmodige +værts stemme , det var ham selv , der med kridtpiben +i munden og en knortekæp op under den +venstre arm stod og slog ild og nu pustede til +tønderet . Med et par ord fortalte jeg ham mit +uheld uden dog at mæle noget om min avindsmand ; +thi jeg ville være diplomat . +„ Ja , tænkte jeg det ikke nok , “ sagde han , idet +han stoppede fyrsvampen ned i piben og tog et +par vældige drag for at få ild . „ Det var dog +godt , at jeg kom ud efter dem ; de højlærde folk +komme sgu også altid i suppen , ihvorvel de have +briller på næsen ; det kender jeg nok fra corvetten . +Nu er klitten så nær over tusinde Tønder land , +og kogryden ikke større , end at jeg kan rage over + +den med en bådshage , og dog skulle professoren +dumpe i den — med gunstig forlov . “ +Med disse ord tog den ærlige lodsoldermand +sin tykke pjækkert af og slog den om skuldrene på +mig . Jeg nægter ikke , at dette lille træk rørte +mig og forsonede mig med hans udtalelser om „ de +højlærde . “ +„ Nu hjem til mutter ! “ sagde han , „ så stærkt +vi kan hale ud , og så en dram og en bid brød , +og så til køis ; det er nu min medicin , og den +sås ikke på apotteket . “ +Vi halede altså ud , dog ikke hurtigere , end at +jeg fik tid til at spørge : „ Kender de en fisker , +som hedder Niels ilde ? “ +Det var , som om dette navn havde en bråd , +der sårede ; thi han standsede med et ryk sin hurtige +Marsch , snurrede sig om imod mig og sagde i en +næsten barsk tone : „ Her løber rygter i by som alle vegne ! +Hvem fanden har nu fortalt professoren det ? “ +„ Hvilket ? “ +„ Å , jeg kan nok tænke , at det er den gamle +historie , “ vedblev han i en ophidset tone . Men +de folk i Rørvig skulle beholde den for sig selv ; +min datter er ikke til at løbe fastelavn med . “ +„ Deres datter ? Har de en datter ? “ + +„ Ja , “ sagde han kort og lagde i det samme +sagte til : „ Desværre ! “ +Der var noget tungt og smerteligt i hans +sidste ord , som uvilkårligt fik mig til at tvivle om +hendes rygte . Jeg spurgte derfor ikke videre , men +fortalte blot med et par ord , at jeg havde mødt +Niels ilde ved de yderste udflhttergårde , og hvorledes +han havde behandlet mig . +„ Det må professoren ikke tage fortrydeligt +op , “ sagde Lars Hansen og rystede på hovedet , +„ vi er ikke grove folk heroppe og tage altid venligt +imod fremmede , når det netop ikke er tolderne +fra rorvig eller andre sådanne krydsere . “ +„ Hvad er en krydser ? “ spurgte jeg . +„ Å , det kalde vi sådan alle slags lurendrejere +og fuxsvandsere , som liste omkring for at stikke deres +næser i vore sager og sladdre af skole til tolderne . +Han har troet , at de var en krydser , og han var +noget humoristisk , da han gik fra os i eftermiddags . “ +Da jeg slet ikke kunne få syn på det +humoristiske hos Niels ilde , gjorde jeg en indvending , +som fik Lars Hansen til at svare : „ Ja , +det er nu ikke til alle tider , han er det ; men i +eftermiddags var han nede hos mutter og ville +tale med Marie . Det fik han nu ikke lov til , og + +når han ikke får det , bliver han gal og humoristisk , +og når han er humoristisk , så giver han +tørre hug til hvem han møder — undtagen mig “ , +lagde lodsoldermanden til med stille værdighed , +„ og dem , der er stærkere end han . “ +Da jeg nu så , at jeg var bleven et offer +for det tørre humor , gjorde jeg ingen indvendinger , +men spurgte blot : „ Hvordan er han ellers lidt her +på lejet ? “ +„ Å , jo , “ sagde min vært , og trak på det , +„ Nogle holde af ham , andre holde ikke af ham , det +er nu alt , som de have fået prygl til . “ +„ Slås han da så forskrækkeligt ? “ +„ Gevallig ! “ sagde Lars Hansen med en særegen +tør betoning . „ Der er aldrig et slagsmål +på kroen , uden at Niels ilde er den , der slår +det første slag ; men han er for en del undskyldt ; +de andre drille ham , til han bliver humoristisk “ . +„ Hvormed da ? “ +„ Å , sådan med forskellige dele , ligesom det +nu kan falde sig . Hans fader ejede en gård i +Rørvig , men måtte rømme landet , fordi han stak +ild på den . Hans moder var rystende køn i +sine unge dage ; men hun hørte til taterfolkene og +løb væk med en bande gøglere , der kom fra Nykøbing . + +senere lod han hus og gård skytte sig +selv og tog hyre på en Chinafarer ; hvordan det +er gået ham derovre , er der ingen , som rigtigt ved ; +men nogen siger , at han gjorde mytteri ombord +og blev sat ud i en jolle af kaptajnen . Tre år +efter kom Niels ilde tilbage og havde så mange +penge , at han godt kunne have købt sig en gård +til i Rørvig . En flink sømand havde han altid +været , penge havde han , og så friede han — ja , +han gjorde så , “ føjede Lars Hansen langsomt til , +idet han bankede piben ud mod bagen af sin hånd . +„ Til hvem ? “ spurgte jeg . +„ Ja , det var netop sagen ; det var det , jeg +troede , de havde fået noget forkert at løbe med , “ +Sagde min vært i en alvorlig tone , — „ der er nu +groet græs over den historie , og hver får vel +glemme sin del — så godt , han kan . “ +„ Det var altså deres datter ? “ frittede jeg . +„ Ja , det var så , “ sagde han langsomt og med +eftertryk . „ Marie har altid været en god pige og +gjort , hvad jeg forlangte . Jeg havde intet imod +Niels ilde den gang ; thi han doblede og svirede +ikke som nu . Men tøsen blev , som hun var bansat ; +hun ville ikke lystre mig , og da jeg tog noget hårdt +på vej og ville snakke hende til forstand , spurgte + +hun mig , om jeg ville tvinge hende til at ægte en +morder . “ +„ En morder ! “ afbrød jeg studsende ; thi som +jeg havde set Niels ildes ansigt , var der noget , +der slog mig ved betegnelsen . +„ Å — hvem regner på , hvad sådan et +barn siger ? “ , sagde Lars Hansen rolig , „ hun var +syg , og — blev syg fra den dag af . Niels ilde +skulle ikke være bleven ved at rende hende på døren , +og jeg skulle ikke have taget så hårdt . I guds +navn ! Vi har jo alle vore fejl ! “ fortsatte han og +for med hånden hen over ansigtet . „ Jeg er hidsig +og vil være mand i mit hus ; men det havde været +bedre , om jeg havde faret med lempe den gang ; +på kvindfolk og krudt skal man tage varligt , som +kaptainen sagde . “ +„ Var der da nogen anden ? “ spurgte jeg efter +en lang pause , hvori han tans og med bøjet hoved +var skreden frem ved siden af mig . +„ Ja naturligt “ , sagde han . „ Der var en ung +fyr , som hed Halvor Johnsen , en bornholmer . +Han havde faret sammen med Niels ilde . Siden +fik han hyre på toldkutteren , som den sommer +havde station oppe ved Rørvig toldsted , og når +han var i land , traf Marie og han altid sammen ; + +jeg ved , fanden ikke , hvordan . Han var en flink +gut , han lignede noget dem , — nå å , det bliver +de vel ikke vred for , hr . Professor ; men han ejede +kun de bukser , han gik i , og det hovede mig ikke , +at han havde taget hyre ombord på krydseren +— der er altid noget filureri ved den slags . +Desuden lagde han ondt for Niels ilde , skønt +han var hans kammerat , og lod sig mærke med , at +han nok vidste en del om hans chinesiske rejse . +Så friede Halvor til pigen og fik ja ; men hos +mig fik han nej og ikke en trevl mere . Så var +han en aften i land som sædvanligt ; men om +morgenen — nå , resten er det ikke værd at tale +om ; der er bysnak nok i forvejen , og jeg render +ikke med sladder . “ +Med disse slutningsord fik Lars Hansen sin +sælskindspose frem og stoppede sig en pibe med en +mine , som viste , at han ikke ville sige mere . For +mig var Niels ilde imidlertid bleven omgiven med +en vis dæmonisk nimbus , og jeg rykkede derfor frem +med , hvad jeg havde set , og betonede stærkt det +mistænkelige i , at han slæbte sten fra stranden +for at kaste dem i kogryden . Men Lars Hansen +slog ganske rolig ild til sin pibe og sagde : „ det +skal de ikke bryde dem om , hr . Professor . Når + +Niels ilde ikke er humoristisk , er han from som et +lam , men han er tillige stædig som et mulæsel . I +vinter væddede han en aften på kroen med Ole +gniben om , at han skulle have fyldt kogryden med +sten , inden året var omme ; men det taber han , +for den er bundløs . Havde han set dem i pilene , +kunne det jo nok være , at der havde vanket en +lussing , for han holder ikke af , at folk går på +hans veje . Lad mig se ringen , som de fandt , +måske er det hans . “ +Jeg greb ned i tasken og ville tage den op ; +men den var der ikke . Forgæves eftersøgte jeg alle +de små rum ; ringen var og blev borte , og et +øjeblik efter stod vi ved Lars Hansens hus , hvor +hans venlige kone bød os velkommen . +Med mange beklagelser over mit uheld , førte +hun mig ind i forrestestuen , der indeholdt et tarveligt +bohave , og hvor forskellige skilderier , dels +forestillende slaget på reden , dels vor hæderlige +kamp med englænderne i åben sø , på en gang +udgjorde Lars Hansens historiske . Bibliottek og hans +galleri af kunstværker . Lysene brændte med lange +tander og gav den dybe stue derved et mørkt , +næsten uhyggeligt præg ; men da Lars Hansen havde +fået dem pudsede , og hans flinke kone havde sat + +husets hovedstykke , en gammeldags astrallampe , på +det dækkede bord , antog omgivelserne et mere venligt +præg . Uagtet alle mine protester måtte jeg +ind i sovekammeret , for af iføre mig en fuldstændig +sømandsdragt , og da jeg atter trådte ind og så +mig selv i spejlet , brast jeg i en hjertelig latter , +hvori jeg troede , af de andre ville deltage ; men de +blev begge underligt tavse , næsten alvorlige . +„ Der er dækket til professoren oppe i storstuen “ , +sagde konen med et kniks og greb lampen . +„ Jeg spiser altid med de folk , jeg er hos , “ +Svarede jeg . +Lars Hansen gjorde et skrabud , der mindede +om de første øvelsestrin hos en Bjørn , som +skal lære af danse ; men hans kone åbnede +døren til storstuen og kom tilbage med et lille +opdækket bord . Nu først gik det op for mig , hvad +Lars Hansen havde forstået ved „ Salt “ . Det var +stokfisk med kartofler i et vandfad , og smeltet +smør med petersille i et saltkar ; jeg skylder +imidlertid sandheden af bemærke , af der både var +kniv og gaffel , ja endogså en tallerken . Uden +videre komplimenter flyttede jeg altså disse apparater +over på det store bord , hvorpå mållidet +begyndte , men i al taushed . Kun da Lars Hansen + +havde skænket to anseelige snapse , og tog til sin , +sagde han „ Singgodt ! “ og tømte den så ud i et +drag . +Jeg holder nu en gang ikke af stokfisk ; det +er måske en fejl , men jeg ved , at den deles af +flere . Imidlertid gjorde jeg , for ikke at synes fornem , +det ene fortvivlede indhug efter det andet , men +den trykkende taushed vedblev , og jeg lagde mærke +til , at både Lars Hansen og Karen oftere tog mig +i øjesyn og skottede til hinanden , når de troede at +kunne gøre det ubemærket . Endeligt blev tansheden +mig alt for trykkende ; den virkede næsten kvælende , +og med en pludselig anstrengelse for at tage ordet +vendte jeg mig om mod konen og spurgte : „ Hvor +er deres datter ? “ +Det gav et sådant sæt i hende , at hun tabte +gaflen ned på gulvet . Lars Hansen tog den op +og sagde på sin rolige måde : „ Hun er tilkøis , +hr . Professor . Barnet trænger til ro . “ +„ Ja , gud give hende den ! “ sagde Karen med +et bekymret udtryk . +Der blev taushed en stund igen ; så sagde +jeg , vistnok lidt uforsigtigt : „ Har de aldrig siden +spurgt nyt fra Halvor iohnsen ? Han kunne jo +komme igen “ . + +„ Herre Jesus ! “ udbrød Karen og rejste sig forskrækket . +„ Det var da aldrig såvel . “ +„ Nej , han kommer ikke , “ sagde Lars Hansen . +„ Han har enten rømmet landet , eller er død . “ +„ Er de vis på det ? “ spurgte jeg . +Lodsoldermanden hævede hovedet og stirrede +på mig på en egen , uhyggelig måde ; men hans +kone rejste sig op , greb mig om håndledet og +sagde , næsten med et skrig : „ Herre Jesus , i er da +ikke Halvor iohnsen selv ? “ +Dette udråb greb mig på en forunderlig , +uhyggelig måde , som var jeg i dette øjeblik i min +fremmede dragt en virkelig dobbellgjænger ; men +Lars Hansen lagde beroligende sin brede hånd på +sin hustrus arm og sagde : „ Nå , nå , Karen ! +Han er jo en fin professor fra København . “ +Hun brast pludseligt ud i en heftig gråd . +„ Ja , men se , Lars , “ hulkede hun , „ hvor han ligner +Halvor iohnsen . Han har hans øjne , hans næse +og hans mund . Han taler , som var det Halvor +selv , der sad , og da han kom ind , sad klæderne +på ham , som var de skårne til Halvor “ . +„ Det er jo heller ikke mine “ , brummede Lars +Hansen , „ men Eriks , som er tilsøs . Ja vel ligner +professoren Halvor Johnsen ; jeg sagde det til ham + +ude i sundene , og det er ingen fornærmelse imod +professoren , for han var en brav gut . “ +„ Ja , det var han “ , sagde konen , og tørrede +sine øjne . +Det hele optrin havde berørt mig pinligt , jeg +vidste selv næppe hvorfor . Jeg takkede min vært , og +lidt efter fulgte hans venlige kone mig op i +storstuen , bærende den store astrallampe foran sig . +„ Ja , professoren må tage lejligheden , som +den nu falder “ , sagde hun og satte lampen fra sig +på bordet , „ og så må professoren ikke tage mig +min enfoldige snak ilde op ! Jeg kom sådan til +at tænke på Halvor Johnsen , da de kom ind i +Eriks klæder , at jeg et øjeblik næsten troede , at +de var Halvor selv . “ +„ Det gør ikke noget , “ sagde jeg ; „ men kald +mig ikke professor , jeg er kun doktor . “ +„ Nå , så professoren er doktor ! “ udbrød hun +overrasket . „ Ak , ja ; vi have haft doktorer nok ; +kunne de blot gøre noget for vor stakkels Marie ? “ +„ Desværre “ , sagde jeg , „ jeg er ikke doktor for +mennesker . “ +„ Ja , så er det vel for kreturet , “ svarede hun , +„ ja , ja , de skal jo også have deres . “ + +„ Nej , jeg er doktor i filosofien , “ sagde +jeg lidt stødt , thi min hat var dengang temmelig ny . +„ Jøsses , så de er doktor for fille Sofie ! “ +Udbrød hun overrasket . „ Ja , det er jo en af de +kongelige , så kan professoren vel ikke være bekendt +at se til nogen her i sognet . “ Og uden at give +mig tid til nogen nærmere forklaring over filosofiens +egentlige natur og væsen , trak den skikkelige +Karen sig tilbage med en slags ærbødighed , som +jeg var meget ked over at have opvakt hos hende . +Og dog havde hun til en vis grad ret ; +filosofien er tankens kongelige barn , og systemet +hendes ttrone ; men der er kludret og kvaksalvet +så meget både på hende og den , at det ikke hjælper +noget , at man hvert år udnævner nye doktorer +til hendes behandling . +Jeg så mig om i mit værelse ; det var et +meget stort , temmelig uhyggeligt rum , rigtigt svarende +til , hvad man på landet kalder en øverstestue . +Vinduerne , der vendte ud til to af værelsets sider , +vare talrige og uden Gardiner , bjælkeværkef lå +frit under loftet ; men hvad der gav stuen et særegent +præg af trist uhygge og forladthed , var den +omstændighed , af den med undtagelse af et bord +og en stol var fuldstændigt blottet for bohave . + +der var to døre , hvoraf den ene førte ind til +forrestestnen , den anden til et rum , som lå et +trin højere oppe . Tæt op til denne sidste stod en +seng af et højst mærkeligt udseende ; den var så +lang og så bred , af man meget godt kunne fare +vild i den , og tilmed så høj , af jeg måtte benytte +en stol , hvis jeg ville op i den . Ved den nærmere +undersøgelse fik jeg fat i nogle mærkelige små net , +som hang ud af dens hjørner , og nu gik pludseligt +det andet af Lars Hansens spørgsmål op for mig +i sin fulde glorie . Det var virkeligt et billard , +og snart lå jeg in salvo , idet jeg af frygt for af +carambolere med lampen , som jeg havde stillet ved +sengen , lagde mig så pres til banden som muligt . +Med stort besvær fik jeg fra disse luftige +højder lampen skullet nede i dybet , hvad jeg dog +ikke skulle have gjort så tidligt ; thi der begyndte +en meget mærkelig proces , som mindede mig om +det bundløse havs dybder , og hvorpå jeg sket ikke +var forberedt . Bygget op af luftige gåseduns +dyner , som vare lagte ovenpå hverandre i utroligt +antal , begyndte underlaget sagte at vige , så at jeg +sank dybere og dybere , medens de ubønhørlige dyner +lukkede sig ovenover mig . Imidlertid må jeg vel +være faldet i søvn under denne langsomme proces , + +thi jeg vågnede med den tanke , at jeg lå i kogryden , +og fandt endeligt mig selv så dybt nede på +billardets bund , at jeg havde meget besvær med +at arbejde mig op til overfladen , hvor endnu et +bjerg af dyner betyngede mig . Hvor forunderligt +tog ikke Lars Hansens øde storstue sig ud , da jeg +endeligt havde fået nogle af de sværeste overliggere +kastet overbord , og i det hele taget befandt mig i +en tilstand , så at jeg kunne glæde mig over lyset +og livet . Jeg siger udtrykkelig lyset ; thi månen +kastede sine kolde , klare stråler ind gennem de +mange vinduer og oplyste værelset med en sådan +Glands , at jeg i begyndelsen troede , at en uhyre +kæmpe var i begreb med at stige ned til mig for at +tage sin ligeså store seng i besiddelse . Det +var imidlertid kun Lars Hansens vandstøvler , som +hang ligeover mig , og hvad jeg havde antaget for +kæmpens hoved og flagrende hår , var en bunke +hør , som i et stort net var ophængt i salens +modsatte hjørne . +Jeg har altid haft den ejendommelighed ikke +at kunne sove , når månen kaster sine stråler +ind i mit værelse ; jeg ved ikke , hvoraf det kommer , +men denne blege , halvklare glans , der på en gang +belyser genstandene og dog tilslører dem eller forandrer + +deres omrids , har altid påvirket mig langt +mere , end solens lyse , blændende stråler . Måske +er det , fordi månens skin sætter fantasien +i bevægelse , måske fordi det , som alt reflexlys , +har en ubehagelig indvirkning på øjet , nok er det , +det har altid holdt mig vågen og bragt mig i en +tilstand , hvor lugten og hørelsen ligesom skærpes , +medens mål og afstande forvirres for øjet . I +Lars Hansens storstue , hvor månens fulde stråler +faldt - ind gennem otte vinduer , som alle vare +uden spor af Gardiner , var tilstanden aldeles +utålelig , tilmed da der ingen genstande fandtes , +hvorpå blikket kunne finde hvile . Udenfor susede +det i de mørke fyrrer , som kastede deres skygger +indover de blåmalede vindueskarme ; en lænkehund +gøede langt borte , og af og til kunne jeg høre en hul , +brummende lyd , som måtte skyldes havets dønning +mod kysten . Uvilkårligt droges min tanke atter +ud i klitterne , og på ny så jeg det hvide , blinkende +sand , kogryden og den skumle fiskers ildevarslende +ansigt . Ved en tankeforbindelse stod pludseligt den +unge piges ansigt klart for mig , således som jeg +havde set det om eftermiddagen , og uden at jeg +kunne gøre mig selv regnskab derfor , syntes jeg , +at det måtte sættes i forbindelse med Niels ilde . + +hun havde set så bekymret , lidende og sorrigfuld +ud , der var et sådant præg af Kummer i hendes +blik , da hun fæstede det på mig , og et sådant +udtryk af forskrækkelse og gru , da jeg gjengjældte +det , at man upåtvivlelig måtte have gjort hende +meget ondt , og dette onde henførte jeg uvilkårligt +til min avindsmand fra udflyttergårdene . Skulle +denne fine skikkelse med de blege træk og de melankolske +øjne være Marie , så måtte hendes værelse +efter husets ydre at dømme ligge ved siden af +mit ; men der var tyst og stille som i graven . +Nogen tid forgik , da hørte jeg et suk lige +ved siden af mig og derpå nogle tunge , dybe +åndedræt så tæt ved mig , at jeg rejste mig op i +sengen for at overbevise mig om , at der ingen +var i stuen . Atter lagde jeg mig ned , vendte +hovedet mod væggen , og alt blev stille som før . +Jeg lyttede til de fjerne , langsomme dønninger , og +var halvt på veje til at falde i søvn , da jeg +fornam et klagende : „ Ak ja , hvor sorgen er tung ! “ +Udtalt så lige umiddelbart i min nærhed , at jeg +fik en ubestemt angst for , at det spøgede i Lars +Hansens øverstestue . Jeg rejste mig op , men atter +klang det samme klagende udråb , udtalt i en blød , +vemodig tone , men med et så smerteligt udtryk , + +at det næsten forfærdede mig . Jeg hørte skuffer +blive lukkede op og i , klæder tagne frem og foldede +ud , lette hastige trin fare over gulvet ved siden +af mig , og af og til igen det samme udbrud , udtalt +med den samme blide , sørgmodige stemme . +Så blev alt stille igen , dog ikke ganske stille , en +svag nyslen og puslen lod sig stundom høre , og +træt af aftenens vandring var jeg endeligt falden i +søvn og brødes i drømme med Niels ilde , da +jeg pludseligt hørte tre slag på døren , så tydelige +og bestemte og dog så spøgelseagtigt dæmpede , at +jeg for op i forskrækkelse . Månen måtte for længst +være gået ned eller have skjult sig bag +skyerne , thi et tæt mørke herskede rundt omkring +mig , og jeg kunne kun høre fyrrerne , som susede +derude . Jeg var endnu uvis , om jeg ikke havde +drømt , da hørte jeg atter de samme tre dæmpede +slag og en blid stemme , som hviskedee : „ Halvor , +luk mig ind ! “ +„ Hvem er det ? “ råbte jeg og for i vejret . +„ Halvor , luk mig ind , det er din fæstemø . +Det er Marie , “ klang igen den samme vemodige +stemme . +„ Her kan ingen komme ind ; her er ingen Halvor +Johnsen ! “ råbte jeg barskt og vendte mig om . + +„ Ak , herregud da , hvor sorgen er tung ! “ +Klang det atter inde ved siden af mig med den +samme sorgfulde betoning . „ Halvor har glemt mig . “ +De skar mig i hjertet , disse klagende ord , og +jeg fortrød min uvilkårlige barskhed ; men der +var intet derved at gøre . Jeg hørte nogen med +lette trin fjerne sig fra døren ; atter lød den samme +nyslen og puslen som for , atter blev skabe og +kister lukkede op og i , klæder foldede ud og lagte +hen ; så blev alt stille , og jeg faldt i søvn . +Da drømte jeg , at jeg sad ude i klitterne ved +pilene og så ned i kogryden . Den boblede og +kogte ligesom aftenen tilforn , men med en underligt +surrende og snurrende lyd , som var det en stor kat , +der spandt . Ude i vældet hævede kildestrålen sig +op , snart højere , snart lavere , men hver gang den +kom op over overfladen , løftede den et menneskeligt +hoved i sit blege , sandblandede vand ; det formede +sig mere og mere til et blegt ansigt , med dybe , +blå øjne , et smertefuldt udtryk og lange , flagrende , +gule lokker , der flød ud mellem vandene . Det syntes +mig at tilhøre den unge pige , som jeg havde set ved +vinduet , og når det hævedes højt nok op , åbnede +det de blege læber og hviskedee sagte : „ Herregud , +hvor sorgen er tung ! “ Så snurrede og surrede + +det på ny i vældet , det blege ansigt forsvandt , og +op af kilden dukkede Niels ilde med sit mørke , +trodsige udtryk , knyttede hånden ad mig og sank +så tilbunds igen . Da var det pludseligt , som +om kildestrålen ved en indre , mægtig kraft hævedes +højt i vejret , og idet den foldede sig ud , blev den +til den unge pige , men i en skjønhedsfylde , som +var aldeles ubeskrivelig . Hun satte sig ved siden +af mig , fog min hånd og gav sig til at synge med +en mild , bevæget stemme ; ordene kunne jeg vel +høre , men ikke samle til et hele , og dog greb de +mig med en sådan magt og satte mig hen i et +sådant tungsindigt vemod , at jeg måtte græde +derved . Da gav det et pludseligt ryk — jeg +vågnede , og dagningens første , grå morgenskær +listede sig ind ad vinduerne ; men alligevel forekom +det mig , at jeg hørte kildestrålen snurre og surre +tæt ved siden af . +Det kan lidt være vanskeligt at finde sig tilrette +i overgangen mellem drøm og virkelighed , og +således gik det mig her ; den underlige surren i +kildevældet vedblev , og af og til lød de klagende +toner af den samme sang , som jeg havde hørt i +drømmen ; men først lidt efter lidt blev det mig + +klart , at det måtte være Marie , som spandt på en +snurrende rok inde ved siden af mig , og at det +var hendes klagende sang , som havde blandet sig +ind i min drøm . Hun spandt og spandt , som +gjaldt det livet , men ofte hørte jeg tråden briste +for hende , og når hun da knyttede den igen , kom +påny det samme sorgfulde udbrud og jog søvnen +fra mine øjne . Så spandt hun atter , nynnede +først svagt , så stærkere , men bestandigt den samme , +ensformige Melodi , der greb mig ved sin simpelhed +og sin sorg . Endeligt gik det over til sang — +vemodig dæmpet , næsten åndeagtigt — klang det +inde ved siden af mig . Øer var ingen formkunst +i denne poesi , ja mange ville måske ikke anerkende +den som sådan . Jeg skrev ikke ordene op og har +aldrig gjort det ; thi de trængte ind til det inderste +af min erindring , og have siden aldrig forladt den . +Hun sang : +„ Sig mig , min lille pige , hvi bær du gråd på kind ? +Hvad fører du i klage og i kære ? +Og sig mig , har du mistet din fader eller mor , +hvad heller har du mistet din ære ? “ +Og ikke har jeg mistet min fader eller mor , +ej heller har jeg mistet min ære . +Min fred har jeg mistet , den kommer ej igen , +og ene skal i verden jeg være . + +„ Du trøste dig , min pige , du tørre bort din gråd , +forladt du skal i verden ej stande ! +Min Broder ejer Perler og guld mere end nok , +han slynger dem i krands om din pande . “ +Hvad agter jeg din Broder , hans Perler og hans guld , +hvad gælder det mod tårerne , som falde ? +Gud hjælpe den , som sviges af sin eneste ven , +han sviges og forlades af alle . +Her endte sangen og afløstes af et dybt , kvalfyldt : +„ Herregud da , hvor sorgen er tung ! “ Så satte +den rastløse rok sig atter i bevægelse , sangen +nynnedes om med svagere stemme , tråden brast +og knyttedes på ny — men jeg kunne ikke holde det +ud længere ; jeg klædte mig på og ilede ud , ud +mellem marehalmen og de mørke fyrrer , mellem de +nøgne klitter og de urolige bølger , som med deres +ensformige sang væltede sig mod kysten . Først +da solen var stået op og havde bredt sit milde , +velgørende skær over det blånende hav og landets +kridhvide banker , vendte jeg atter tilbage til Lars +Hansens . + +Iii . +Mange kunne måske synes , af de golde , ufrugtbare +omgivelser , som jeg alt har skildret , ikke i +nogen synderlig grad er gunstige for det liv af +planter og dyr , som en naturforsker sætter som +den første betingelse for en videnskabelig udflugt ; +men de tage fejl . Det golde sand , der næppe +synes af kunne indeholde nogen næring , avler dog +en vegetation af særegne , for sandet ejendommelige +planter , og i læ af disse breder der sig atter en +hel lille verden af forskellige dyr , som det frugtbare +land savner , ørken- og strandformer , hvis +liv frembyder den største interesse for den , der +har gjort detaillerne i naturen til sit studinm . +Langs klitbankerne strakte sig jo desuden det vide +Kattegat , der som ethvert hav gemmer forunderlige +skatte i sine tangbevoxede dybder — +intet under altså , af her var nok af bestille , af +nattens forskelligartede indtryk svandt bort for de +syner , der åbnedes i klitterne , så af de næsten + +vare glemte , da jeg efter en formiddagsvandring +langs stranden , og en eftermiddagstour på havet +sent ud på aftenen atter nåde til Lars Hansens Bo . +Hvor velsignede jeg ikke den gamle , venlige +astrallampe , dette auktionsstykke fra en eller anden +præstegård , som tillod mig af fortsætte mine undersøgelser +længe efter , af alt var gået til ro . Jeg +huskede ikke , af jeg atter havde fået „ Salt “ til +aften , jeg glemte , af jeg sad i Eriks stortrøje og +havde hans sydvest på hovedet ; jeg fordybede +mig helt og holdent i meduser og actinier og +mærkede næppe , hvorledes eremitkrebsene med deres +sneglehus på ryggen bestandigt entrede op ad +vandfadets glatte skråning og atter faldt tilbage +for af begynde på ny , med en sisyphus-tålmodighed , som ville have vakt enhver tilskuers beundring . +Jeg var lige i færd med af notere de sidste +linier om dagens righoldige fangst — og jeg +måtte skynde mig , thi lampen truede med af gå +ud — da bankede det pludseligt på døren , tre +sagte , afmålte slag , og uden af vende blikket fra +bogen råbte jeg : „ Kom ind ! “ +Jeg hørte en dør blive åbnet og derpå sagte +skudt i igen , raslen og glittren af tøj , og så +blev alt stille . + +„ Hvad vil de , madam Hansen ? “ spurgte jeg +og gjorde et forsøg på af skrne lampen i vejret . +Der kom intet svar ; jeg mærkede kun nogle +lette fjed , og i det samme lagde en hånd sig +på min skulder . +Jeg for op som ved en elektrisk berøring ; +lampen gik ud , og i den underlige overgang fra +dens blændende skær til månelyset syntes jeg at +se en ung pige foran mig , smykket som til fest +med bånd og brogede tørklædær . Bleg og ubevægelig +stod hun tæt bag ved mig , månelyset +glimrede i den sølvkæde , hun bar på sit bryst , +og kastede et blegt , åndeagtigt skær hen over en +vissen blomsterkrands , der var snoet i hendes guldgule , +udslagne hår . +„ Halvor ! “ sagde hun blidt og rakte hånden +ud imod mig . +Jeg tørnede tilbage imod bordet , der var noget +så åndeagtigt udbredt over hendes pludselige fremtræden , +noget så koldt , glasagtigt stirrende i hendes +blik , at jeg nær havde givet et skrig — det var , +som så jeg et spøgelse . +„ Halvor ! “ sagde hun halvt angst , halvt klagende , +„ kender du mig ikke ? Jeg er jo Marie . “ + +jeg kunne endnu intet svare , men vedblev at +stirre på disse forunderlige , glandsløse øjne , idet +jeg støttede mig til bordet . +„ Halvor ! “ sagde hun bønlig , „ stir ikke sådan +på mig , du gør mig så angst . Du så så +venligt på mig før — — føl , hvor jeg ryster . “ +Hun rakte mig sin hånd ; den var kold som is . +„ Kom , og følg med , Halvor ! “ hviskedee hun , +og der kom pludseligt liv i det før så glasagtige +blik , „ så gå vi bag om huset og ned ved +stranden . Jeg længes sådan efter at tale med +dig — ak , du har jo været så længe , længe +borte , og aldrig et eneste brev . Hver nat , når +jeg har våget , har jeg tænkt på dig . Du ved +ikke , hvor man kan længes ; jeg troede sommetider , +jeg skulle dø , men nu har jeg dig igen ; du +rejser jo ikke mere bort ? Ak nej , ak nej , Halvor ! +Ikke sandt , du gør det ikke ? Du vil ikke dræbe +din stakkels lille Marie ? “ +Hun lænede hovedet op imod min skulder , +så jeg følte de visne blomster strøife min kind . +Jeg vidste endnu ikke , hvad jeg skulle svare , eller +hvorledes jeg skulle tage hende . Hun vedblev at +læne sit hoved trygt imod min skulder , idet hun + +hviskedee den ene gang efter den anden : „ O Halvor , +hvor jeg er lykkelig ! Du rejser jo ikke . “ +Uvilkårligt gjorde jeg en bevægelse , så at +hendes hoved gled bort ; men idet hun på ny greb +min hånd , hviskedee hun ømt : „ Stakkels Halvor ! +Er du træt ? “ +„ Nej ! “ sagde jeg vaklende , og drog hånden +til mig . +„ Ak , kom så med , lad os gå ! Vi vil +spadsere ind mellem klitterne , så at de ikke se os +nede fra byen . Ikke sandt , månen skinner så +dejligt , og det er så længe , længe siden , jeg gik +med dig . Kan du huske den store sten , hvor vi +mødtes første gang , og hvor jeg gav dig min +ring , da solen gik ned ? Stenen ligger der endnu ; +men isen har skruet den lidt højere op mod land . +Jeg har siddet der så mangen aften , når solen +gik ned , og hver gang , jeg så en sejler , tænkte +jeg , det var dig ; der kom . Men så måtte jeg +ikke sidde der mere ; man bandt mig og spærrede +mig inde her i dette mørke Kammer . O Halvor , +jeg har lidt så forfærdeligt ! “ +„ Stakkel ! “ hviskedee jeg uvilkårligt . +„ O , du skal ikke bryde dig derom , “ sagde +hun med et lyksaligt smil , medens tårerne en for + +en trillede ned ad hendes kinder . „ Jeg var så +syg , og led så meget her , herinde . Jeg havde +aldrig ro ; det var , som om nogen løb bag ved +mig og kastede en mørk skygge foran mig , hvor +jeg gik . O , men nu er det glemt . Jeg er så +lyksalig , så jublende glad ; jeg kunne gerne danse +af lykke , du min egen , elskede Halvor ! “ +Hun greb min hånd med en bevægelse , som +ville hun presse den mod sin mund ; men pludseligt +standsede hun , så skarpt på mig og sagde angst , +bebrejdende : „ Halvor , hvor er ringen ? Du lovede +mig aldrig af tage den af , hvor du så kom i +havn . Den er borte ! Ak Halvor , har du givet +den til en anden ? “ +Hun så så bleg , så bekymret , så forsørget +ud , af nu måtte det briste eller bære . „ Jeg er +ikke Halvor Johnsen , “ sagde jeg kort og bestemt ; +dobbeltheden blev mig utålelig . +„ Er du ikke Halvor ? “ sagde hun langsomt +og huskende sig om . „ Hvorfor vil du prøve +på af narre mig ? Tror du , af du har +forandret dig så meget i den tid , du har været +borte ? Ak Halvor , kære , elskede ven , du må +ikke spøge således , det gør så ondt i mit hoved . +Sig blot , af du ikke har givet den til en anden , + +så vil jeg froe dig . Du er ikke af dem , som +har en fæstemø i hver en havn . Er du vel , +Halvor ? “ +Jeg havde troet , af min bestemte benægtelse +skulle have rystet hende op eller givet anledning til +et voldsomt udbrud ; men hun klyngede sig kun +tættere op til mig med et barns hele rørende tillid . +Jeg nærede i dette øjeblik ikke længere nogen tvivl +om , af hun var sindsforvirret ; men jeg krympede +mig ved af ryste hende for meget ved af tilkalde +forældrene og ville nu gå den modsatte vej : af +gå ind i hele hendes tankegang . Det er et farligt +middel , som man ikke skal prøve ; men det vidste +jeg ikke den gang . +„ Nej , jeg har ikke givet den bort , “ sagde jeg , +„ den faldt overbord . “ +Hun udstødte et let skrig og blev ligbleg . +„ Overbord , “ gentog hun langsomt , „ det er et ondt +varsel , Halvor ! “ +„ Tror du ? “ spurgte jeg . +„ Ak ja , “ sagde hun med sagte stemme , „ det +er et ondt varsel . Jeg ville ikke have det for +meget godt . Jeg havde fæstet dig med den , og +du havde svoret aldrig at løse den af din finger . +Den og du høre sammen , og hvor den er , vil du + +også komme til at være . Ak , jeg frygter , der skal +times dig en stor ulykke der , lille , elskede ven . +Hvor var det ? “ +„ Ved revet på Sjællands odde , “ svarede jeg , +gribende det første , det bedste punkt . +„ Ak , Halvor ! “ hviskedee hun på ny med en +usigelig angst i det tårefyldte blik . „ Der druknede +jo Frederik . Havde han blot været hjemme , så +var meget ondt ikke sket ; han tog sig altid af sin +søster . O , Halvor , kom aldrig der mere ; jeg ved , +at på det sted vil der hænde dig en ulykke . +Ikke sandt , det lover du mig ? “ +„ Ja ! “ sagde jeg og tog hendes fremstrakte +hånd . +„ Det er silde , “ sagde hun pludseligt med nogen +uro i sin stemme . „ Fader og moder sove , og det +er koldt . Jeg fryser ; jeg vil ikke gå ned til søen +i aften . Kan du høre , hvor den bruser ? Vi få +ondt vejr i nat . Du man ikke gå ombord på +kutteren ; du må ikke forlade mig . Hører du ? +Du skal blive hos mig . Jeg har haft så travlt , +medens du var borte . Jeg har spnndet på vort +udstyr , sømmet duge og lagener . Jeg har så +meget derinde , som er færdigt ; kom med , så skal +du se . “ + +atter greb hun min hånd , og drog mig med +sig henimod det værelse , hvorfra jeg natten i forvejen +havde hørt den snurrende rok og de åndeagtige +toner . Hun åbnede døren , et stærkt lysskær +faldt mig i møde ; værelset var oplyst ved mange +små stumper lys , som stod spredte på stole , +skabe og dragkister . Jeg så mig omkring , +gardinerne vare trukne tæt sammen for det vindue , +der vendte ud til haven , og værelset indeholdt +mange møbler ; men de stod alle mere eller mindre +fjernede fra deres plads , nogle væltede , andre i +forkerte stillinger , alt uden orden og symetri , +som havde der leget en flok børn derinde . Pjaller +af linned og klæde lå spredte hist og her , enten +stablede op i små dynger , eller lagte ved siden +af hverandre , skønt ulige i farve og størrelse ; +nøgler af sletbundet , sammenfiltret garn hang ned +fra messingdupperne på den gamle bilæggerovn , +og midt på gulvet stod der en nok , hvis hørtot +næsten var afspunden . +Nu først så jeg , hvor forunderligt hun var +klædt . Lapper af silketøi og brogede bånd vare +fæstede på hendes ærmer , skuldre og barm . +Brogede tørklæder omhyllede hendes bryst , og hen over +dette drog sig i mange vindinger en blank + +sølvkæde med mange nedhængende små sølvmønter , +og på det udslagne hår bar hun en +krands af visne kornblomster . Og dog var hun +trods dette ville , fantastiske ydre alligevel tiltalende , +ja smuk . Hendes figur var fin og spinkel , hendes +bevægelser små og hurtige , men fulde af virkelig +ynde , og da hun med et glædestrålende blik viste +mig om i stuen , som var det et palads , hun førte +mig ind i , var hun , trods sin ulykkelige tilstand , +ligefrem rørende skøn . +„ Se , Halvor , “ sagde hun , „ hvor jeg har pyntet +op , og hvor jeg har været flittig . Hver nat har +jeg spundet et helt nøgle . Se blot ! “ Og med +disse ord åbnede hun døren til et gammelt skab , +fra hvis indre der væltede en mængde uredt spind +ud og spredte sig på gulvet . +„ Hjælp mig , Halvor ! “ sagde hun , idet hun +bukkede sig ned og ivrigt begyndte at samle de +spredte smånøgler op . „ Hvor Jens væver vil +få travlt . Her er til tolv par lagener , og hvert +eneste har jeg spundet selv . “ +Hun stoppede dem atter omhyggeligt ind og +lukkede skabsdøren til ; derpå greb hun en bunke +småklude fra en stol og begyndte at brede dem +ud på bordet foran mig . „ Seer du , hvor jeg + +har været flittig ? “ vedblev hun . „ Alt dette er +sømmet , mærket og syet , både håndklæderne og +dugene , og her er kniplinger til dynevårene . +Ja , det er mit udstyr af klæder , som ligger der +på dragkisten ; men du må ikke røre det , det er +ikke færdigt . Du skal se , hvor jeg bliver smuk , og +du får en flink og flittig lille kone , Halvor , i +dit nye hjem ! Gør du ikke , min elskede ? “ +Hun gjorde en bevægelse , som ville hun kaste +sig i mine arme , og jeg veg et par skridt tilbage . +Atter kom det samme angstfulde , forpinte udtryk frem +i hendes ansigt , og hun sagde med rørende simpelhed : +„ O , Halvor ! Hvorfor kysser du ikke din +lille brud ? Du var ikke således i gamle dage , +før du drog bort . Du er så rolig og alvorlig . +Har du glemt mig i de fremmede lande ? Har +du fået en anden kær ? O , Halvor , sig mig det . +Ringen faldt ikke overbord ; jeg føler det på mig +— der er en anden , der har den , en anden , som +nu venter på dig . O , sig mig det kun — jeg +vil hellere dø af sorg , end leve med angst og +tvivl i mit hjerte . “ +Hun lagde hovedet mod mit bryst , omslyngede +begge mine arme og græd sagte . Jeg var dybt +greben af medlidenhed med denne stakkels , nlykkelige + +skabning , hvis ord , selv i deres forvildelse , +åndede den dybeste kærlighed og ømhed , langt +mere end jeg her formår at gengive ved at nedskrive +dem . Men min stilling blev med hvert øjeblik +mere og mere pinlig ; jeg vidste næppe mere , +hvorledes jeg skulle rede mig ud af den ; thi hun +vedblev at holde mig fast omslynget og tog ikke +hovedet fra mit bryst et øjeblik . Lysene vare +næsten brændte ned , om et øjeblik ville der blive +mørkt , og jeg var alene med den ulykkelige , hvis +næste skridt jeg ikke var i stand til at beregne . +Da slog klokken tolv ; den stærke blæst måtte bære +lige på ; thi jeg hørte klokkeslagene fra Rørvig +kirke så tydeligt , som lå den på klitbakken lige +oven over os . +Hun sank pludseligt sammen med en skælven . +Derpå slap hun mig , for ud på gulvet i et +eneste Spring og sagde med en underlig vild betoning : +„ Hører du , Halvor , hører du ? Nu ringe +bryllupsklokkerne fra Rørvig kirke ! Man har +spottet mig og hånet mig , peget fingre ad mig og +kaldt mig bruden fra Rørvig . Hør , hvor de huje +og skrige ! Hør , hvor de stimle sammen derude for +at se mig tage i kirke . Ja , lad dem kun råbe , +hvad bryder jeg mig om det ! Nu er brudelysene + +tændte , nu skal der være glæde og lystighed og +Dands tre hele dage i træk . Alle byens folk +skulle med ; men ikke Niels ilde . Nej , nej , jeg vil +ikke have ham med . Hør , nu huje de igen ; de er +onde imod mig . Det er , som der står i den +gamle vise . “ +Og nu sang hun med et forunderligt , klagende +udtryk : +det mindste barn , der på gaden går +— herre Jesus han trøster og husvaler — +det håner og forbander , opvækker hjertets sår . +Stander alle ud af synd : vender om og gør pønitents i tide . +„ Ja , de skulle gøre pønitents ! “ vedblev hun , idet +hun med urolig heftighed ilede om i stuen og +hastigt fæstede flere af de små lapper på sig . +„ De skulle gøre pønitents , når de se mig køre +til kirke med min Halvor , som de sagde var død +og borte . Se , nu gå brudelysene ud , men der +er lyst og dejligt i kirken , der er fred og velsignelse +ved din side . Kom , min elskede Halvor , vi vil +ikke lade dem vente derude ! Hører du , hvor +musikanterne spille op ? Skynd dig , her er mit +brudeslør — kom , kom , før det bliver for silde ! “ +„ Hvorhen ? “ råbte jeg ængstelig . + +„ Til kirken ! Til kirken ! Det ringer og kimer , +det synger og lysner . Kom med , Halvor ! Seer +du , hvor solen skinner , og hvor blomsterne spire , +hvor vi gå frem ? Nu kommer bruden fra +Rørvig ! “ +Jeg sprang frem for at holde hende tilbage ; +thi hun havde allerede åbnet døren , og svøbt i det +lagen , som hun antog for sit brudeslør , styrtede +hun ud ad den modsatte dør , som førte til en forstue , +der vendte ud til køkkenhaven . Men jeg kom +for silde ; hun havde allerede åbnet den ydre dør ; +men ligesom hun trådte ud i den af månen stærkt +oplyste have , standsede hun pludseligt og råbte +med et hvinende skrig : „ Hjælp , hjælp , der er +skyggen foran mig ! Øet er Niels ! — hjælp mig , +frels mig ! “ +En rødlig lysning trængte ud i den mørke +gang , en bragende knittren fulgte efter , og en +brændt lugt opfyldte rummet . Jeg for atter ind ; +et af lysene var faldet ned , havde antændt gardinerne +omkring sengen og en bunke hør , som lå på +en stol foran den . Jeg råbte om hjælp , løb +efter vand , og ligesom jeg havde fået ilden nogenlunde +slukket , kom Lars Hansen og hans kone , +begge kun halvt påklædte , styrtende ind til mig . + +et par ord var tilstrækkeligt til at forklare dem +alt ; konen græd stille , men Lars Hansen råbte : +„ Rap dig , mutter ! Min stortrøje og min +kabuds ! Hvor løb barnet hen , hr . Professor ? “ +Jeg pegede ud mod klitbakken ; den lå hvid +og klar i måneskinnet , men intet var at se . +Konen kom tilbage med klæderne , og Lars Hansen +sagde , som det syntes mig temmelig hårdt : „ Nå , +mutter , flæb nu ikke for det . Tøsen er jo rendt +fra os før , og altid har vi fundet hende igen . “ +„ Men folkene i byen ! “ hulkede konen . +„ Dem skal jeg stoppe munden på , så sandt +jeg hedder Lars Hansen og er oldermand i lauget , “ +Sagde min vært , idet han med urolig il iførte sig +stortrøjen . „ Sludder og bysnak skal jeg sætte en +pind for . — de går jo nok med , hr . Professor ? +Fire øjne se altid bedre end to ; jeg gider ingen +vække i byen . “ +Han for ud i haven , greb en bådshage , +som stod lænet op til taget , og entrede med den i +hånden som en kat opad den stejle klitbanke , så +hurtigt , at jeg knap kunne følge . Da jeg kom derop , +stod han med hånden over brynet og stirrede +skarpt indad klitterne til ; der var ikke en mine , +ikke et træk forandret i hans ansigt ; han kunne + +lige så gerne have stået og stirret ud efter et skib , +men jeg lagde mærke til , at knæene rystede under +ham , og at han knugede bådshagen , så at årene +i hans senestærke hånd svulmede derved . +„ Seer de noget , hr . Professor ? “ spurgte han . +„ Nej , intet . “ +„ Jeg heller ikke , “ sagde han med et modløst udtryk . +„ Hun plejer ellers kun at løbe ned her ved +stranden , så får hun gerne et krampeslag , så +hun bliver liggende . Gud forlade mig min synd ! +Hun er borte , mit stakkels svage barn — jeg seer +intet ! “ Og Lars Hansens stemme dirrede ved +disse ord . +„ Hør ! “ udbrød han pludseligt og rettede sig i +vejret , „ var det ikke et skrig ? Nå , det var vel +uglerne inde i klitterne . Vi må finde hende , hr . +Professor , før det bliver for silde ! Jeg skal finde +hende , om jeg så skal gå i klitterne til daggry . “ +Og Lars Hansen kastede med en energisk bevægelse +bådshagen op på skuldren og begyndte raskt at +stige ned mod søen . +Natten var bidende kold af en septembernat at +være . Det blæste stift af nordvest , og sandet fra +klitterne , blandet med skum fra stranden , føg mig +i øjnene , medens jeg kæmpede mig frem for at følge + +min urolige vært . Månen stod endnu temmelig +højt , men dens lys dæmpedes af mørke , forbidrivende +skymasser , og ude i horizonten lå der en banke , +som spåede alt andet end godt . +„ Hvor gå vi hen ? “ spurgte jeg Lars Hansen , +da jeg indhentede ham nede på stranden . +„ Til havfruesfolen , “ svarede han mørkt , „ den +ligger hisset ude ved det første klitdrag . Der plejede +hun ofte at sidde , når solen gik ned ; måske er +hun løben derhen . “ +„ Til havfruesfolen ? “ gentog jeg . +„ Ja , sådan kalde vi den store sten , de kan +skimte hisset ude . Isen har skruet den en kende +højere op mod land . Vi have forsøgt på at sprænge +den , for den kan endnu være farlig ved højvande . +Men krudtet ville ikke rigtig bide ; der røg blot et +stykke ud af den og slog ham fordærvet , som gjorde +det . Siden den tid får den ligge , som den er . “ +Vi nærmede os den omtalte sten , der virkeligt +så ud som et sæde , der vendte ud imod havet . +Pludseligt så vi en hvid skikkelse rejse sig lige +foran den og sætte sig på den ; men i næste øjeblik +hørte vi et hvinende skrig , og skikkelsen var forsvunden . +Da vi kom til stenen , var der atter intet +at se , intet at høre . + +Lars Hansen stod stille og sagde med tilkæmpet +fatning : +„ Det var Marie ! Der er kun to veje , hun +kan være gået ; enten er hun fulgt videre , langs +med stranden , eller hun er slået af her til venstre +og løbet ind i draget . Kender de det ? “ +„ Nej . “ +„ Det går ind imod kogryden , “ sagde Lars +Hansen med en stemme , som han forgæves søgte +at gøre fast . „ Tag bådshagen her , og løb så +alt hvad de kan ; de løber i længden dog hurtigere +end en gammel mand , og er der noget sted , hvor +hun kan komme til ulykke , så er det der . Løb alt +hvad de kan ; jeg følger stranden , den er jeg +kendt med . “ +Jeg greb bådshagen ; han trykkede min hånd +og hviskedee med brudt stemme : +„ Hr . Professor , for guds skyld , løb alt hvad +de kan ! Jeg har kun den ene datter . Forstår de ? “ +Jeg forstod ham kun alt for vel , og uden at +sige et eneste ord ilede jeg frem i det løse sand , +medens han endnu tiltordnede mig : +„ Husk på kløften , hr . Professor ! Op på +kløften , når det grønne begynder , og hold skarpt +udkig til hver en kant ! “ + +buske og træer dansede forbi mig , medens +jeg i fortvivlet fart for igennem klitdraget , så +sandet stod mig om ørene . Klitten var let at finde , +og få øjeblikke efter var jeg atter ved kogryden ; +men der var intet at se , intet at høre : de øde +klitter lå i deres kolde , månebelyste stilhed , som +kun afbrødes , når det sukkede i vældet , eller når +et enkelt vindstød pibende for igennem marehalmen . +Hvor tydeligt erindrer jeg ikke nu , medens +jeg nedskriver dette , de timer , jeg stod vagt på +dette øde , næsten spøgelseagtige sted . Jeg lyttede +efter den ringeste støj , for sammen , når et hvinende +vindpust strøg ned over kløften , og var vist +de snese gange på springet til at ile frem , når +jeg i det usikkre månelys troede at skimte et eller +andet , som da opløste sig til af være en for vinden +svajende busk eller skyggen af de forrevne skyer , +der som sælsomme , natlige uhyrer jog frem under +måneskiven . Snart lå kløften og vældet i det +dybeste mørke , snart oplystes det boblende vand af +de skuffende lysstråler , og det kom mig da undertiden +for , som var min drøm bleven til virkelighed , +og som om der ude i vældet viste sig et blegt ansigt +med ubestemte træk , som snart hævede sig , snart +sukkende droges nedad mod dybet . Lidt efter lidt + +antog mine sandser ved den uophørlige spænding +en næsten unaturlig skarphed . Jeg syntes af høre +snart klagende , snart trøstende toner i det evigt +sladdrende vand , og forbi mit øje drog sig snart +grå , snart hvide skikkelser , der opløste sig i luften +som det fine flyvesand , der ved vindstødene fejedes +bort fra klitternes undergravede rande . Plndseligt +hørte jeg et skarpt og skærende skrig ; en skikkelse , +som jeg straks erkendte for Maries , viste sig på +Toppen af klitbakken lige overfor mig , så af kun +den bratte skråning af vældet var imellem os . +Efterfulgt af en anden for hun ned ad banken med +rivende fart ; jeg udstødte et advarende råb , men +det var for silde , eller hun hørte det ikke i sin vildelse . +Ned for hun med flagrende hår og fremstrakte +arme , som en skiløber på den fygende sne +— da brast det under hende , armene hævede sig +højt over hovedet , og i samme nu var hun forsvunden , +medens det bløde sand gyngede rundt +omkring , så at jeg kunne føle det under mine fødder . +Der var et øjeblik , hvor jeg frygtede , at Lars +Hansen ville dele hendes skæbne ; men pludseligt +stod han stille , som var han groet ned i sandet , og +råbte med stentorstemme : +„ Hagen ned , så dybt de kan ! “ + +jeg adlød mekanisk , og stødte til iblinde på +det sted , hvor hun var sunken . Dybere og dybere +borede jeg den ned , jeg havde ikke et kvarter af +dens skaft tilbage — da følte jeg , at den tog fat +i noget blødt . Jeg drog til mig af al magt , en +tung genstand fulgte med , et ligblegt ansigt med +de lange , gule hår svømmende i overfladen af +vandet kom til syne , og i det næste øjeblik havde +jeg hende så nær inde , at jeg kunne gribe fat i +hendes klæder . Jeg drog hende op , men hun var +kold og livløs . Lars Hansen kastede sig over hende +og rystede hende i sine arme med en så smertelig +voldsomhed , at jeg uvilkårligt vendte mig bort fra +dette sørgelige syn . +„ Hun lever ! “ udbrød han pludseligt med jublende +røst , lagde hende tilbage i sandet og omfavnede +mig med en så stormende heftighed , at jeg +troede at skulle kvæles i dette gigantiske favntag . +„ Hører de , “ vedblev han , idet han rakte begge +hænder op imod himlen , „ hun lever , hun lever ! +Gud har ikke villet straffe mig , han har ikke villet +tage mit håb fra mig ; han har ikke villet berøve +mig min stakkels , min elskede Marie . O gud , jeg +takker dig derfor ! “ Og den hårde , jernstærke Lars +Hansen kastede sig atter ned over hende , strøg de + +våde lokker tilbage fra hendes pande og græd som +et barn . Jeg var ikke langt fra at gøre det samme . +„ Hr . Professor ! “ sagde han endeligt , idet han +rejste sig op og rakte mig hånden . „ De er , ja +jeg vil ikke bande i denne højtidelige stund , men +de er en brav gut og har ført en bådshage før . +Tag til takke med , hvad en simpel sømand kan +byde dem , og vær velsignet i al evighed . “ Han +trykkede min hånd ærlig og trofast , medens tårerne +trillede ned ad hans kinder . Så tog han +sin kostbare byrde varligt på armen , og langsomt +gik det nu hjemad gennem det tunge sand med +den bevidsthed , at et menneskeliv var reddet , var +det så også kun til nye genvordigheder og prøvelser . +Det +var mørke , sørgelige dage , der nu drog +hen over det øde hus under klitbakkerne . Lægen +fra Nykøbing kom hver dag , og mere end en nat +vågede jeg hos den ulykkelige pige , hvis liv i de +første otte dage hang som i et spindelvæv . Nu +først lærte jeg al den ømhed , al den kærlighed at +kende , der kan huses selv under det fattigste tag . +Jeg var med et bleven medlem af familien , ja , +jeg var bleven mere , en kær søn , som delte dens +farer og besværligheder , og for hvem intet dulgtes . + +før havde der været en sky hos ægteparret for +at udtale sig om deres datter og blotte hendes +egentlige tilstand ; nu var dette glemt , og mangt et +rørende træk fortalte de om hendes kærlighed og +tålmod . Kun med en ting kunne jeg ikke rigtigt +komme på det Rene ; det var de ydre forhold , der +havde bevirket hendes tilstand . Her gik de altid +begge af vejen for mig , især manden , som bar han +på et hemmeligt nag , han ikke kunne forvinde . +Konen talte ikke så sjældent om Halvor Johnsen og +om Maries kærlighed til ham ; men spurgte jeg om +hans skæbne , gav hun undvigende svar eller brast +pludseligt i gråd og gik ud af stuen . Også for +Marie fik jeg hver dag en dybere og dybere sympatti . +Vel begyndte fantasierne , da hun var kommen +noget til kræfter , på ny ; men hun antog mig ikke +længer for Halvor , skønt hun lidt nævnede ham i +de ømmeste , mest brændende udtryk . Hvor rørende +bare ikke hendes klager , når hun , som hun troede +ubemærket , talte med sig selv , og hvor forunderligt +sikkert til andre tider hendes håb om , at han ikke +var død , men ville vende tilbage og gøre hende +lykkelig . Men så kom synerne med skyggen , med +Niels ilde atter igen , og under slige anfald kunne +hun blive vild , ja ubændig . Kærlighed sårer , og + +kærlighed læger , den giver død , og den bringer liv , +det lærte jeg i disse dage at kende på en måde , +som jeg aldrig havde drømt om . +Efter en otte dages forløb drog mine forretninger +mig atter tilbage til byen . Lægen fra +Nykøbing havde tilbudt mig en plads i sin vogn , +og da vi ud på aftenen sad i hans stue , thi med +ægte dansk gæstfrihed havde han tilbudt mig at +blive natten over , faldt talen naturligvis på Marie , +som han desværre anså for uhelbredelig , og der +undslap ham nogle udtryk om , at Lars Hansen havde +meget at svare for . +„ Kender de hendes historie ? “ spurgte jeg . +„ Fuldsfændigt , “ svarede han , „ og jeg skal gerne +fortælle dem den ; thi den frembyder i visse punkter +meget usædvanligt . “ +Hermed rejste han sig , stoppede sig en pibe , og +efterat han havde sat sig tilrette i sofaen , fortalte +han følgende : „ Jeg har kendt Marie fra lille af . +Hun var et klogt , endogså begavet barn , og skulle +jeg klage over noget , ville det være hendes hang +til det fantastiske , eller , måske rigtigere udtrykt , +hendes fantasi . Som lille pige kunne hun løbe +timevis ved stranden under klitbakkerne , skill fra +de andre børn , som hun ikke brød sig om , og som + +for det meste havde deres legeplads foran kroen , til +liden gavn især for drengene , som her ofte vare +vidner til forargelige optrin . Når jeg besøgte +min lille yndling og så hende tumle sig ganske +alene på det hvide sand , som i den muntreste leg , +spurgte jeg hende ofte , hvad det var , hun bestilte . +Hun pegede da på de store strandsten og svarede , +at hun havde travlt , fordi hun havde fremmede . +Når jeg da indvendte , at det var sten , lo hun ad +mig og spurgte mig , om jeg ikke kunne se , at dertil +vare de blevne , fordi jeg kom , ellers vare de levende . +Hun havde navne til hver af dem , vidste hvordan +hver var klædt , hvor de hørte hjemme og mange +andre ting . Til andre tider kunne jeg træffe hende +længere ude i klitterne , siddende på den såkaldte +havfruesfol , navnlig når solen gik ned og kastede +sin rødlige glans hen over havet og de kridhvide +klitbanker . Da kunne hun sidde og stirre på en +egen åndsfraværende måde , og når jeg spurgte +hende , hvad det var , sagde hun , at hun så guds +engle i skyerne og havfruer , som dansede over +dybet . +En st . Hansdags aften gik jeg alene med +hende i klitterne ; jeg havde taget nogle kager med +hjemmefra , og hun løb foran mig i sin stumpede + +kjole med kagen i hånden . Da stod hun pludseligt +stille , stirrede atter frem for sig med det samme +indadvendte blik og rakte med et smilende ansigt +en kage frem , idet hun sagde : „ „ Vil du have den ? “ “ +— „ „ Der er jo ingen , “ “ sagde jeg . — „ „ Seer du +da ikke den lille pige ? “ “ spurgte hun . — „ „ Nej . “ “ — +„ „ Hende i den lyseblå kjole ? Hun har guldbælte +om livet og kornblomster i håret ; seer du hende +ikke ? Hun siger , at hun vil følge hjem med mig . “ “ +— jeg stod som lynslagen , og min forbavselse forøgedes , +da jeg så hende tage den usynlige skikkelse +ved hånden og vandre hen ad vejen med den , med +ord og gebærder , som var det et virkeligt barn , +der gik . Nu begyndte jeg at blive urolig over +hendes mentale tilstand , og rådede forældrene til +at lade hende lege dagligt med de andre børn . Dette +gik hun også lidt efter lidt ind på ; men hver +aften ved solnedgang vandrede hun ud i klitterne +for at møde Mitra , således kaldte hun sin usynlige +veninde . Det hjalp slet ikke , at man efter min +anvisning lukkede hende inde ; thi da kom Mitra til +hende , bestandigt hver aften ved solnedgang , og +forældrene kunne høre , hvorledes hun lo og spøgte +med hende inde i værelset ved siden af . Men det +forunderligste af det hele var , at Marie lidt efter + +lidt kom med vendinger og udtryk , ja med rene +kjendsgjerninger , hvis oprindelse jeg ikke var i +stand til at spore , men som hun sagde , at Mitra +havde lært hende . En aften vendte hun meget sent +tilbage fra klitterne og fortalte grædende , at nu +havde Mitra sagt hende farvel , fordi hun blev forstyrret +altfor meget . Hun var da omtrent fjorten +år , og fra den aften viste hendes lille legekammerat +sig ikke mere ; men hun selv var ofte tankefuld , ja +næsten melankolsk . +Tre år efter var hun den smukkeste pige i +sognet , og mere end en af de unge fiskere havde +lyst til at følge hende , når hun ved aftentide vandrede +alene til havfruestolen eller ud i klitterne ; +men Lars Hansen forstod ikke spøg , hvad det punkt +angik . +På den tid vendte Niels ilde tilbage fra sin +chinesiske rejse . Han var ubetinget lejets første +matador , thi ikke blot havde han en gård efter +sin fader , men en vægtig pose spanske piastre fulgte +med fra rejsen i de fjerne have . Der gik den gang +adskillige , forunderlige rygter om ham . Nogle sagde , +at han havde befattet sig med sørøveri , andre , at +han havde dræbt sin kaptajn i shanghai , men når +folk har noget og får mere dertil , ved man jo + +nok , hvad der siges , især på et lille sted . Hvordan +det nu end hang sammen , så var Niels ilde en +flink sømand , og jeg tror , at dette talte meget til +gunst for ham hos Lars Hansen ; thi der skal jo et +vist geni til at tage mod en tørn og også noget +talent til at stikke en trosse i land , som han den +gang sagde til mig . +Nok var det , Niels friede til Marie , og jeg +troer ikke , at hun gav ham noget bestemt afslag . +Når Niels ilde den gang kom gående over til +lodsoldermandens i sine nankins bukser , sin blå +trøje med de blanke knapper og et rødt chinesisk +silketørklæde skødesløst slynget om den hvide skjortekrave , +medens et gult tittede ud af hans brystlomme , +var han også et ganske kønt stykke Karl , og når +han om aftenen tog sig et slag kort , og ikke var +bange for at stikke et par af de spanske piastre ud +til en bolle punsch til fiskerne , eller for at pigerne +kunne få sig en svingom , så viste han sig tillige +som en flot kammerat , der ikke kneb på skillingen , +men lod daleren springe . Alligevel tror jeg ikke , +at Marie elskede ham , ja , jeg tror næppe , at hun +blot sådan i almindelighed holdt af ham . Hun +elskede havet , klitterne , solen og de blomster , som +den tryllede frem af den fattige jordbund ; men elske + +et menneske , navnlig en mand , var hende noget +så forunderligt fremmed og ubekendt , at hun veg +tilbage derfor som for en gåde , der i visse øjeblikke +kunne have noget tiltrækkende , for i andre at +støde hende tilbage ved sin fuldkomne ubegribelighed . +Niels ilde mærkede dette , og som alle rå naturer trængte han kun endnu heftigere på og gjorde lidt +den menneskeskye pige forfærdet ved sin lidenskabelighed . +Når hun da undveg ham , tyede han til kroen , +lod nogle af de blanke piastre springe og bankede +så i drukkenskab en eller anden halvt fordærvet , +før han ravede hjem , Marie så ham en gang i +en sådan tilstand , og det indtryk , han gjorde på +hende , forvandt hun aldrig . Hun løb straks sin vej , +langt ud i klitterne , og kom først tilbage hen ad +midnat . Derhjemme havde de siddet oppe efter hende +med angst og uro . Da faderen skændte og tog +hårdt på vej , var hun ham første gang ulydig , +og erklærede rent ud , af hun aldrig ville ægte Niels . +Hun havde mødt Mitra ved havfruestolen , sagde hun . +Hun var ikke vokset det mindste , men hun havde +sagt til hende , af hun aldrig måtte gifte sig med +Niels ilde ; thi da skulle det gå dem begge , som +han hed . Og dermed havde hun givet hende en + +ring og sagt , af hun ville se hende to gange endnu , +men så aldrig mere . “ +„ Havde hun da en ring ? “ spurgte jeg . +„ Ja , vist havde hun , “ sagde doktoren . „ Det +var en fingerring af fint guld med to hænder og +en lille , blå sten i midten . Hun har naturligvis +fundet den i klitterne . “ +„ Den ring har jeg fundet ! “ udbrød jeg uvilkårligt , +og rejste mig op . +Lægen stirrede forbanset på mig . „ Det var +Pokker ! “ sagde han , „ for den skulle ligge på havsens +bund . Hvor fandt de den ? “ +Jeg fortalte nu hele min historie om uheldet +ved kogryden . Udtrykket i den gamle doktors ansigt +blev mere og mere spændt , altsom jeg rykkede +frem i min fortælling ; endelig udbrød han : „ Lad +mig se den ; jeg kender den til punkt og prikke . “ +„ Desværre jeg må have tabt den i klitterne , “ +Sagde jeg . „ Den var på en ubegribelig måde +borte , da jeg fem minutter efter ville vise den til +Lars Hansen . “ +„ Hum—hum ! “ brummede den gamle doktor +og pustede nogle forfærdelige røgskyer ud af sin +store pibe . „ Kogleri kan man ikke tro på i vore + +tider ; der må være en grund til alt . Blot de +havde ringen ! Den historie hover mig ikke . “ +„ Der kan jo være mange ringe af den slags “ , +bemærkede jeg . +„ Nej , det er der netop ikke , “ svarede lægen . +„ Jeg er lidt kender af antikviteter , og denne ring +havde noget ejendommeligt , som jeg ikke har set +hos de moderne . Greb hænderne ikke om stenen , +hver på sin side ? “ +„ Jo , så vidt jeg husker . “ +Atter uddampedes nogle vældige røgskyer , og +lægen sagde : „ Nej , det hover mig ikke ; thi nu skal +de høre videre . En sildig aften bankede det på +min dør , og ind trådte Niels ilde . Han var ikke +ædru ; men han var dog på den anden side ikke +mere drukken , end at han godt vidste , hvad han sagde +og gjorde . „ „ Sig mig , doktor , “ “ sagde han , „ „ hvad +koster det at knække armen på et menneske ? “ “ — +„ „ Er de gal ? “ “ spurgte jeg . — „ „ Nej , “ “ sagde +han ; „ „ men jeg ville blot vide det . “ “ — „ „ Ja , det +kan de komme på vand og brød for , “ “ bemærkede +jeg . — „ „ Det er ikke det , jeg mener , “ “ svarede +han , „ „ det har jeg tænkt på ; men hvad koster det +i smerte og svie ? “ “ — „ „ Å , en snes daler , +tænker jeg . “ “ — „ „ Og i badskærløn ? Hvad vil + +de have ? “ “ — „ „ Ligeså meget . “ “ — „ „ Ikke mere ? “ “ +Brummede han . „ „ Jeg havde tænkt at spendere sådan +en hundrede daler . Hvad ville det koste , hvis jeg +brød begge benene på ham ? “ “ Han sagde dette +med et særegent ondt og hævngerrigt udtryk i sit +fortrukne ansigt , og jeg svarede : „ „ Ja , så kunne det +vel nok blive de hundrede . “ “ — „ „ Men , hvis jeg +nu slog hovedet ned i maven på ham , så han +kunne bruge sin navle til lorgnet , den kjøbenhavnerlaps , +hvad ville det koste , doktor ? “ “ fnyste han , og +strakte med en trodsig mine sin senestærke , knyttede +hånd flere gange på en meget betegnende måde +mod min næse . „ „ Hvad ville det koste at få det +lavet igen , doktor ? “ “ — „ „ Jeg tror , de raser , +Niels ilde ! “ “ råbte jeg ; „ „ det er jo aldeles incurabelt ; +intet menneske kan få det lavet igen . “ “ +— „ „ Nå , jaja ! “ “ brummede han , „ „ så får det +blive siddende dernede , for ha ' en skal han alligevel , +den onde myrde mig , om jeg så skulle blive evig +ulykkelig ! “ “ Og dermed vendte han sig om og ville +til at gå . — „ „ Hvem er det , de vil traktere på +den måde ? “ “ spurgte jeg og trådte i vejen for +ham . — „ „ Inte dem , ikke dem , hr . Doktor ! “ “ +Brummede han , „ „ og for så vidt kunne det jo være +dem det samme . Men vil de vide min mening , + +så kunne det jo nok hænde sig , af det nærmest var +denne Halvor Johnsen , som jeg ønskede af kærtegne +på en venskabelig måde . Sådan en toldforvalter ! +Sådan en bornholmsk udhaler ! ! Sådan en københavnsk +gallionsskraber ! ! ! God rolig nat , hr . Doktor , +og mange tak for oplysningerne . “ “ +Der er om sommeren ikke megen sygdom +blandt fiskerne , og det varede derfor en stund , inden +jeg blev kaldt op til Rørvig . Da der endeligt engang +kom vogn efter mig , var det til Lars Hansens ; +Marie var bleven syg . Legemligt fejlede hun +egentligt ikke noget , men hun var bleven betagen af +en så dyb tungsindighed , af hun aldrig talte , selv +ikke engang til forældrene , og hverken , smilede eller +lo , selv om man spøgte nok så meget med hende . +Derhos var hun åndsfraværende , græd ofte i Enrum +og vandrede hver aften ved solnedgang ud til den +store sten ved klitterne , hvor hun ofte kunne blive +siddende , indtil man kom og hentede hende hjem . +Mod den slags dårlighed hjælper kun sganarels +berømte matrimonium Petri , men hvordan jeg skulle +forskaffe mig det , vidste jeg ikke . Jeg henvendte mig +derfor til moderen , som ved slige lejligheder altid +er den klogeste , og nu fik jeg nyt af vide . + +der havde ganske rigtigt været en ung bornholmer +ved navn Halvor Johnsen . Han havde ligget +med toldkutteren på station ved Rørvig ; men +havde dog af og til haft lejlighed til af komme i +land , da han var vel lidt af assistenten . Også i +Rørvig var han bleven vel anset på grund af +sit raske , frejdige væsen og vakkre udvortes , men +på den fause , menneskeskye Marie havde han gjort +et indtryk , som nu i forbindelse med hans afrejse +var grunden til hendes sygdom . Men med +denne afrejse hang det ikke rigtigt sammen , eller +rettere sagt , ingen vidste , om han var rejst , eller +om han var bleven borte . At han var bleven forlovet +med Marie , var der ingen tvivl om ; hun +havde selv betroet moderen det og fortalt , af hun +en sommeraften var bleven trolovet med ham ved +havfruestolen , og af hun havde givet ham det dyreste , +hun ejede , den ring , hun havde fået af Mitra . +Den næste dag havde Niels på ny overhængt hende , +hvorpå hun rent ud havde sagt ham , af hun var +trolovet med Halvor , og at hun ikke ville vide noget +af ham at sige . Niels havde dertil ikke svaret et +ord , men var gået så bleg som et lig , sagde hun , +og samme aften var han faget til Nykøbing — det +kunne omtrent passe med den aften , han havde været + +hos mig . Nogle dage efter havde Halvor Johnsen +havt landlov , og han og Marie havde truffet hinanden +dybt inde i klitterne ; men for at det ikke +skulle vække opsigt , havde han ikke fulgt hende tilbage +til Rørvig , men faget afsked med hende ved +havfruestolen . Hun havde bedt ham så indstændigt +om ikke at gå til kroen den aften , da hun frygtede +for Niels ilde , og han havde da sagt , at han +ville besøge nogen af sin slægt , som boede lidt +inde i landet , og så gå ombord i kutteren . Den +næste morgen kom der bud fra assistenten ude på +fartøjet , at Halvor Johnsen straks skulle komme ombord , +ellers lettede det uden ham . Han var ikke +kommen ombord forrige aften , og kutterens jolle +var borte , så at folkene havde måttet praie en +forbiseilende båd for at komme i land . Der gik +da straks et ridende bud op til den gård , som +Halvor Johnsen havde besøgt ; men det kom tilbage +med den besked , af han havde forladt gården +klokken ti for af gå ombord i kutteren . Nu blev +der en spørgen og en renden , men ingen kunne +få nogen redelighed i Tingen . Niels ilde havde +været på kroen den aften og spillet kort som sædvanligt . +Nogle ymtede om , af det vist ikke hang +rigtigt sammen mellem ham og Halvor , og en gammel + +kone , der havde været oppe ved midnat for af gøre +ild i bryggerset , påstod , af hun havde hørt råb +inde fra klitterne af , da hun stod ude i vedkasten . +Andre derimod sagde , af Niels ilde havde givet +Halvor Johnsen nogle af sine spanske piastre for af +blive ham kvit , og af de ganske tidligt om morgenen +havde set en båd , der lignede kutterens , borde +en russisk brig , der kort efter havde sat sejl til og +var stået Kattegattet ud nordefter . Niels ilde blev +imidlertid belagt med arrest og underkastet adskillige +forhør , som dog ikke førte til noget . Han kunne +bevise sit alibi , og man løslod ham derfor hurtigt +igen , så megetmere som der nogle dage efter +kom en lods fra gruben og meddelte , af han ombord +på den russiske brig havde set en Youngman , +som nok kunne være Halvor Johnsen , skønt han +nu bar et andet navn ; han var dagen før kommen +ombord ved Rørvig og havde givet lodsen et brev +med , men det var gået overbord i en byge tilligemed +hans stortrøje , hvori det lå . Hermed syntes +sagen af få en naturlig forklaring , og nogen +tid efter var der ingen , der spurgte efter Halvor +Johnsen , så meget mindre som han kun havde været +en flygtig gæst og ikke hørte til lejets faste stok ; +den eneste , der gjorde en undtagelse , var Marie ; + +hun sørgede dybt og bitterligt , men i al stilhed . +Hun kunne jo ikke få nogen trøst hos moderen , +og til faderen turde hun ikke betroe sig , da denne +havde givet Halvor et bestemt afslag . Således +stod sagerne , da jeg kom , og de vare jo bedrøvelige +nok . Jeg forestillede Lars Hansen , af hans datter +var af en svag og skrøbelig natur , og af denne begyndende +melankoli måske kunne føre til noget +værre , hvis han ikke løste hende fra Niels ilde . +Han svarede dertil kort og godt , af denne havde hans +ord , men af han af hensyn til Maries tilstand +ville vente et år . Kom Halvor Johnsen ikke tilbage +til den tid under sådanne omstændigheder , +af han kunne sørge for pigen , skulle Niels have +hende . Det havde han sagt til Marie , da Halvor +friede , og det havde han meddelt Niels , og dermed +var den sag klar — vor herre måtte så styre +for resten . +Jo mere jeg vedblev at foreholde ham det urigtige +i hans adfærd , desto ubøieligere blev han ; ja , +det var endogså , som om den stædige trods , jeg mødte +hos ham , fyldte ham med en slags selvtilfredshed . +„ „ Jeg er herre i mit hus , “ “ sagde han , „ „ og før +skal tøsen sidde ungmø alle sine dage , end leve med +en stodder . “ “ Det var hele det svar , jeg fik af + +ham , og da jeg forlod ham , pålagde jeg ham endnu +engang ansvaret for følgerne . „ „ Det tager jeg +på mig , “ “ sagde han , og gik fløjtende ud af stuen . +Jeg havde før stået på en ganske god fod +med Lars Hansen , og hvad Marie angik , så havde +jeg for hende mere været en faderlig ven end læge . +Nu forandrede dette forhold sig ganske . Hver gang , +jeg kom , mødte jeg et bekymret ansigt hos moderen +og et vredt hos Niels ilde , ja en gang lod han +sig endog forlyde med , at jeg trak sygdommen i +langdrag for at få et større honorar , men at han +nok skulle betale mig . Mine besøg hos lodsoldermanden +blev derfor sjeldnere og sjeldnere , så meget +mere som Maries tilstand forblev uforandret . +Et år sneg sig således hen , og endeligt kom +den dag , da der efter gammel skik skulle holdes +jaord hos brudens forældre . Den aften var jeg +tilfældigt i Rørvig hos en syg og kunne , medens +jeg sad der , høre violinerne fra lodsoldermandens , +hvor man spillede op til Dands , og jeg nægter ikke , +at mine tanker i det øjeblik mere dvælede hos +Marie end ved den sygeseng , hvorved jeg sad . +Pludseligt hørte jeg høje stemmer udenfor huset , +døren blev reven op , og Niels ilde tumlede ind +med stive blik og vaklende holdning . „ „ Kom nu , + +doktor ! “ “ råbte han . „ „ Nu spøger det ved højlys +dag i Lars Hansens hus . Kan i klare den byge , +giver jeg jer så mange piastre , som i kan slæbe +hjem på jer ryg . “ “ Dermed gjorde han omkring +og styrtede som en vanvittig atter ud af huset . Jeg +fulgte efter og nærmede mig fuld af bange forventninger +Lars Hansens hus , hvor jeg fandt alt i den +største forvirring . Gæsterne vare i færd med at tage +bort , lysene vare slukkede , og storstuen , hvori dansen +skulle holdes , var øde og tom . Inde ved siden af +lå Marie endnu i sin bedste pynt , men bleg og +kold , som var hun allerede berørt af døden . Karen +sad ved siden af hende og græd , men Lars Hansen +stod for enden af sengen med armene overkors , og +stirrede på datteren uden at sige et ord . Han +sagde heller ikke noget til mig , da jeg trådte ind , +men fjernede sig hastigt og tog den larmende Niels +ilde med sig , som med vold og magt ville bane +sig vej ind til sygestuen . Hvad Marie selv angik , +lå hun som et bytte for et kateleptisk anfald , og +alle mine bestræbelser , al moderens ømhed syntes i +øjeblikket at være frugtesløse . Først hen ad morgenstunden +begyndte hun at vende tilbage til livet , men +i en sådan tilstand , som lod mig befrygte det +værste , og da jeg havde anordnet det nødvendige , + +trak jeg mig tilbage for at få at vide , hvad der +havde været årsag til dette heftige anfald . +De vil vistnok smile ad det , som jeg nu fortæller +dem ; men på mig gjorde Karens simple +beretning om aftenens begivenheder et forunderligt , +ja uhyggeligt indtryk . Alle byens folk vare indbudne , man havde sat sig til bords , men der havde +hele tiden været en trykkende , ængstelig stilhed , +thi hver gang en eller anden havde villet tale , havde +det været , som om nogen gik igennem stuen , stille og +puslende , uden at man kunne se , hvor det kom fra , +eller hvor det svandt hen , men alle havde tydeligt +mærket det . Marie havde siddet stille og bleg ved +sin forlovedes side uden at mæle et ord . „ „ Hun +så ud , som hun var gjort af voks , “ “ sagde Karen . +Så var Niels ilde pludseligt sprungen op med en +ed og havde råbt til musikanterne i storstuen , +at de skulle spille op . Det havde de også gjort , +men hvordan det nu gik til , for ond villie var det +ikke , så havde de spillet den ene bedrøvelige Melodi +efter den anden , og pusleriet kunne man høre ligefuldt +for det . Endeligt havde Lars Hansen rejst sig +for at drikke jaord og udbringe de trolovedes skål , +men ligesom han ville til at tale , var det , som om +en havde lagt en usynlig hånd på hans mund , + +og han var bleven stående med glasset i hånden , +uden at det var ham muligt at huske , hvad han ville +sige . Midt under den trykkende stilhed , som dette +fremkaldte , havde pludseligt en lille pige , datter af +en nær slægtning , rejst sig op , peget ud gennem +vinduet mod den månebelyste klit og råbt : „ „ Se +den lille pige derude ? Hun har en lyseblå kjole +på ! “ “ Alles blikke vendte sig mod vinduet , men +man så intet ; kun Niels ilde var bleven så +hvid som en væg og var tumlet bag over bænken ; +„ „ men han havde jo også drukket lovligt meget den +aften , “ “ sagde Karen . Da var Marie sprungen op +med et udråb , som ingen forstod , og inden nogen +kunne forhindre det , thi de blev alle ligesom lammede , +var hun ude af døren og borte med det samme . +Da man fandt hende , lå hun nede ved foden af +klitbanken ved stranden livløs som den gang , da +jeg blev kaldt til hende , og i hånden havde hun +en sønderbrudt krands af kornblomster . +Denne sælsomme begivenhed bragte et stærkt +røre i hele Rørvigs befolkning , og Marie , som +altid var bleven anset for stolt , fordi hun ikke havde +megen omgang med sine jævnlige , men fik besøg +af præstens døtre , blev nu genstand for alles +omtale . Hendes ensomme vandringer i klitterne , + +hendes dvælen ved havfruestolen sent om aftenen , +hendes møder med den fantasiskabning , som folkene +i Rørvig antog for et virkeligt væsen , alt dette gav +stof til de forskelligste rygter og fortællinger , som +voksede i fylde og omfang , hver gang dette emne +blev diskuteret . Nogle mente , at der i klitterne lå +en stor skat , som marsk Stigs fredløse følge havde +nedgravet der , og at Marie var så stolt , fordi hun +havde nøglen til hemmeligheden . Atter andre sagde , +at hun stod i ledtog med de underjordiske , og at +hun kunne mane Mitra frem ved havfruestolen , når +det skulle være ; men de klogeste mente dog , at Halvor +Johnsen ikke havde været nogen rigtig Matros , men +en fin Greve , som havde bedåret hende inde mellem klitterne og derpå var løbet sin vej . Dette sidste +rygte , som også kom både Lars Hansen og Niels +ilde for øre , gjorde dem begge rasende og bevirkede , +at den første trak sig tilbage med stolt foragt , medens +det gav den anden lejlighed til at uddele adskillige +prygl , såvel i som udenfor kroen . Rygterne døde +vel efterhånden hen , men Lars Hansens gæstfrie +hus havde lukket sig for mange . Kun Niels ilde +kom der til stadighed ; det var , som om lodsoldermanden havde fattet en endnu dybere forkærlighed + +for ham på grund af de prygl , han havde givet +og fået . +Tvertimod al forventning indtrådte der efter +nogle måneders forløb en betydelig bedring i +Maries tilstand ; men desværre , den blev kun slet +benyttet . Uagtet mit bestemte pålæg om at holde +hende i ro , vedblev dog plagerierne fra Niels ildes +side , og endeligt gav hun efter på en betingelse , +men den ville hun først sige på sin bryllupsdag . +Denne kom , og var , betydningsfuldt nok , netop st . +Hansdag ; hun havde selv valgt den . Alt var i +travl bevægælse hos Lars Hansens , og i Rørvig +talte man ikke om andet , end om Niels ildes tredagesbryllup , +der skulle fejres med en pragt , som aldrig +var set der i egnen — ja , nogle påstod endog , +at spillemændene skulle hentes fra Kallundborg . Alt +som tiden nærmede sig , flokkedes unge og gamle +rundt om Lars Hansens hus og oppe på klitdragene ; +alle , selv om de ikke vare indbudne , ville +se bruden køre til kirke . Brudekonerne havde +pyntet Marie på det bedste , og det var netop under +diskussion , hvorvidt hun skulle stå med korsklæde +og hue , eller , som præstens døtre ville have det , +med blomster i sit guldgule hår , da Marie på en +gang erklærede , at hun havde brudekrandsen færdig , + +og at hun kun ville bære den og ingen anden . +Dermed åbnede hun sin dragkiste og fremtog til +alles forbavselse en krands af visne kornblomster , +som hun bad dem fæste hende i håret , „ „ så kunne +Niels ilde tage Klinte i knaphullet , “ “ sagde hun . +Man antog det for en spøg og kastede den i dragkisten +igen , men Marie erklærede bestemt , at det var +den betingelse , hun havde fastsat , og den skulle opfyldes . +Man adspurgte nu Niels ilde , som med en +ed svarede , at for ham kunne hun tage fandens +mælkebøtter , om hun ville , og under stille hvisken +flettede da brudekonerne den visne krands i hendes +lokker , idet de sørgede for at dølge den så meget +som muligt . Så kørte man til kirke i en forrygende +storm ; men der var ingen rigtig gammen ved det +hele , det var , som om et lyn ville slå ned , og +det skete da også . Da præsten var kommen til det +sted i ritualet , hvor han adspørger bruden , om +hun vil tage hosstående ungkarl tilægte , svarede +Marie et kort og bestemt nej , så at det hørtes +overalt i kirken . Alene præsten mente at have hørt +fejl og ville fortsætte vielsen , idet han rettede det +tilsvarende spørgsmål til Niels ilde ; men ligesom +denne svarede ja , trådte Marie et skridt tilbage , +rev krandsen af sit hoved og rakte ham den , idet + +hun sagde : „ „ Som den har du gjort mig vissen +og før ; aldrig står jeg brud , før den blomstrer +igen . “ “ I dette øjeblik smeldede et heftigt stormstød +kirkeporten i , så at det drønede henunder hvælvingerne , +som faldt der et skud , og lige i det samme +styrtede Marie om ved foden af alteret , som var +hun død . Alt opløste sig i tummel og forvirring , +men Niels ilde tog således på vej og bandede +så forfærdeligt , at præsten i menighedens påhør +måtte vise ham ud af kirken . Fra den dag af +blev Marie aldrig kaldt andet end „ Bruden fra +Rørvig “ , og fra den dag af var det forbi med +hendes sundhed og fred , hun havde ikke et lyst +øjeblik mere . Det blev nødvendigt at spærre hende +inde i det Kammer , de har set , og der har hun +nu tilbragt næsten halvandet år . Om dagen sidder +hun for det meste stille hen , ja kan undertiden have +en rolig søvn ; men hver aften henimod solnedgang +bliver hun urolig og venter , at nogen skal komme . +Om natten spinder hun eller lægger sit udstyr tilrette , +og jeg har ikke ved noget middel kunnet betvinge +denne rastløse uro . Værst er dog hendes +tilstand ved fuldmåneskin ; de har jo selv oplevet +prøver derpå . Hun er et ulykkeligt , men elskeligt +væsen , som sorgen har knækket for tidligt , et + +offer før en halsstarrighed , som jeg ikke kan tilgive +den forresten brave Lars Hansen . “ +Her endte lægen sin beretning . +„ Tror de , at hun er uhelbredelig ? “ spurgte jeg . +„ Desværre , jeg frygter for det ; men hvo kan +sige sligt med afgjort bestemthed . Jeg har prøvet +ethvert optænkeligt middel , og skulle noget hjælpe , +måtte det være et pludseligt ydre stød , en eller +anden begivenhed , som gennemrystede hende . “ +„ Hvis Halvor iohnsen kom tilbage , mener de ? “ +„ Ja , det var tænkeligt ; men desværre , det gør +han ikke . Han har nu været borte i tre år , og +man har ikke hørt det ringeste fra ham . Den russiske +brig var på vejen til Messina , men forliste +i den spanske sø . Det er det sidste , man ved om +ham , og den . “ +Her rejste den gamle doktor sig , bankede sin +pibe ud og bød mig godnat . Dagen efter var jeg +på vejen til København . + +Iv . +Tre år vare forløbne siden de her skildrede +begivenheder , tre lange år , der , om de end ikke +havde udvisket mindet om det passerede , dog havde +trængt begivenhederne tilbage i erindringen og omhyllet +dem med forglemmelsens tåge , hvoraf kun +højdepunkterne ragede frem . Det var atter blevet +forår , bøgen havde atter foldet sig ud i hele sin +pragt , og i den sidste halvdel af juni besluttede +jeg atter at gøre en af disse skønne forsommerexcursioner , +som jeg i mindet altid tyer tilbage til , +når dagene er for sludfulde eller mørke . Jeg var +kun i uvished om valget af en egn ; Mansas kort , +som lå udbredt foran mig , kunne med sine mange +småprikkede skovbælter ikke bringe mig nogen afgørelse . +Da kom afgørelsen af sig selv , ligesom +ved et trylleslag — den lå i min excursionstaske . +Idet jeg nemlig drog denne min gamle ledsager +frem af dens vinterlange hvile , hørte jeg noget + +rasle i den , da jeg ville befrie den fra det støv , +som tiden havde skænket den . Jeg greb ned i den , +men der var intet ; da raslede det igen , og nu +mærkede jeg , at der bag ved Foret lå en lille , hård +genstand . En skalpel bragte den for lyset det +var ringen , ringen , som jeg havde savnet , de to +små guldhænder , der holdt om den lyseblå sten . +Havde jeg ikke vidst bedre , skulle jeg have troet , +at det var en tryllering , jeg havde fundet ; thi på +en forunderlig måde dukkede i det samme alt så +klart op for mig : Niels ilde på den flade , nøgne +mark , Niels Hansens triste hus under klitbankens +læ , klitten med fyrrerne og det søgrønne marehalm +og kogrydens væld , som boblede ved dens +fod ; men bag ved hvert af disse billeder stod atter +Marie , bleg og sorgfuld — hun skulle have ringen , +jeg ville selv bringe hende den . +Imidlertid ville jeg denne gang vælge en anden +vej . Over Hornbæk og gilleleie skulle det gå mod +tidsvilde , for derfra med en båd at sætte over til +Rørvig , og næste morgen strøg jeg med „ Ophelia “ +Ned mod Helsingør . +Tidsvilde er et klassisk sted , men det har den +skæbne tilfælles med andre klassiske steder , at det +kun er kendt af få . Som rørvig-sande ligger + +endnu den dag i dag , således lå egnen om tidsvilde for århundreder siden . Sandet var føget op +af det rastløse hav og var af nordvestvinden pisket +hen over endnu større flader end ved Rørvig og +truede alt med ødelæggelse . Det havde begravet +det gamle asserbo kloster under sine hvide banker , +det havde tilstoppet Arresøens udløb , så af egnen +vidt og bredt truedes med oversvømmelse . Det +trængte med sine flyvende stormkolonner længere og +længere frem mod sydøst , hvert efterår forvandlende +frodige kornmarker til ufrugtbare sandsletter , +og det var bleven et sted så øde , så goldt , så blottet +for liv , af selv tiden her ligesom løb vild i sig selv . +Da var en tysker så god af standse flyvesandet +i dets flugt og frelse resten af nordsjælland — en +simpel granitstøtte på en af højderne bærer navnet +røhl , og de mørke granskove rundt omkring fortælle , +af han virkede til velsignelse . Men det er ikke dette , +der giver tidsvilde ret til af beæres med navnet +klassisk . Af de få helgensagn , vi endnu have tilbage +fra kattolicismens tider , knytter et af de fyldigste +sig til denne øde plet , der i så henseende +rivaliserer med hellig Anders ' kors på hvilehøi +ved Slagelse . Gamle sagn berette , at kong Guttorm i Sverrige havde en datter , Helene , der var + +ligeså ren i sin Vandel som skøn af ydre . Hun +gjorde først en valfart til det hellige land og opførte +efter sin , hjemkomst kirken i schedewig ; men +ikke tilfreds med at tjene gud på denne måde , +byggede hun et kloster nærved den svenske kyst og +viede sig selv til at henleve sine dage der som Christi +brud . Da hændte det en aftenstund , som hun vandrede +alene langs den bratte kyst , at en mægtig +konge , som tidligere havde bejlet til hende , kom +ridende ene gennem skoven , hvor han havde forvildet +sig på jagten . Da han så den unge , dejlige +kvinde vandre alene langs den høje klint , hensunken +i bøn og andagt , optændtes han pludseligt +af begærlighed efter blot en gang at favne den , +der , som han mente , havde skuffet ham for hele hans +liv . Han sprang da af hesten og nærmede sig med +ilsomme skridt til den jomfruelige kvinde , som sky +og forfærdet holdt korsets hellige tegn frem imod +ham . Men hendes angst og forvirring gjorde hende +dobbelt henrivende , og ude af sig selv slog kongen +korset til side med sin pandsrede hånd , og hun veg +tilbage skridt for skridt , indtil hun stod lige ude +på klintens yderste rand . Da styrtede kongen til +og havde alt armen om hendes liv ; men hun rev +sig løs , udstødte et råb til den hellige jomfru og + +kastede sig så fra klintens bratte styrtning ud i +det frådende Kattegat , hvor hun forsvandt . Forfærdæt +stirrede kongen efter hende ; det sang og klang +rundt omkring ham , som hørte han orgeltoner fra +dybet , skumbølgerne skiltes , og frem mellem deres +kridhvide toppe skød sig en mægtig klippe , der +hævede sig helt op over havet . Den havde form +som en båd , og på sit hårde bryst bar den den +skønne jomfrues livløse legeme . Da bruste tonerne +påny , som var det hellige hymner , og hen over +vandet gled stenen med snekkens fart , kløvende +bølgerne foran sig , så at et bredt skumbælte betegnede +dens vej . Kongen stirrede efter den , indtil +den svandt , som mangen svinder i horizonten ; da +styrtede han slagen af skræk som afsindig ind i +skovens tykning , hans ganger fulgte ham , og ingen +af dem blev skete siden hin dag . Men på Sjælland +hørte man ude fra havet , da solen sank , en sælsom +susen , der kom nærmere og nærmere . Munkene fra +asserbo kloster hørte op med at ringe til vesper og +ilede fulde af forundring ned til kysten for at se , +hvad der var på færde . Havet lå foran dem , skinnende +i aftensolens glans ; røde , violette og guldgule +skystrimer spejlede sig deri , og nærmere og +nærmere klang den sælsomme susen , som var det en + +flok af svaner , der drog mod syd . Da kom der +pludseligt en båd til syne langt ude i horizonten , +som steg den op , hvor solen sank . Den havde +hverken mast eller sejl , hverken årer eller ror , +og dog skød den sig frem med en rivende fart , så +at skummet for dens bov lyste med regnbuefarver +i aftensolens sidste glans . Forfærdet stirrede de +blege munke på hverandre ; nærmere og nærmere +gled båden ind imod kysten , og nu så de , at +det var en klippe , hvorpå en afsjælet kvinde hvilede , +bleg og kold , med hænderne foldede over det +dejlige bryst og med en krands af søgræs i de +guldgule lokker . De skælvende brødre korsede sig +og bad , men prioren bød dem at følge med , thi her +var et jertegn fra himmelen . Så steg han selv , +fulgt af den bævende skare , ned af skrænten og +nærmede sig strandbredden . Da standsede klippen i +sin fart ; sagte og blidt vuggede småbølgerne den +i aftensolens glans ind imod Sjællands blomstersmykkede +kyst , som var den en planke , der svømmede +på voven . Helgenglorien lyste alt om den blege +jomfrues pande , en prægtig båre blev hentet fra +klostret , og under stille vigilier blev liget lagt derpå +for at føres til klosterkirken . Men nu hævede klinten +sig brat og skummel foran dem , og opad den stejle + +skråning sømmede det sig ikke at bære den afsjælede +jomfrues legeme . Rådvilde stod de foran +den — da bævede jorden , den uhyre klippeblok sank , +så at kun dens yderste top ragede frem over vandet ; +men klinten revnede fra øverst til nederst , så at den +frembød en bred hulvej , hvorigennem de trygt kunne +vandre . I den lyse sommernats dæmrende stilhed +drog brødrene tavse afsted , men da de nåde klintens +top , der hvor hulvejen ender , vare de trætte og +satte deres byrde et øjeblik på jorden . Men som +de hævede båren for atter at drage afsted , sprang +der en kilde frem på det sted , hvor den havde +stået , og med ængstelig forventning drog de videre +for at bære den sælsomme jomfrues lig til asserbo +klosterkirke . Men som de kom midt på Marken , +ikke ret langt fra tidsvilde by , blev båren pludseligt +så tung , at de måtte sætte den ned i sandet , +og nu mægtede ingen at rokke den af stedet . Da +tog de dette som et varsel , og her på den øde , +golde flyvesandsmark begrov de i nattens stilhed +den afsjælede jomfru i det hvide sand , der var +rent og skært som hun selv . De højnede en simpel +Tue , og denne vises endnu den dag i dag som +den hellige Helenes grav , og ikke langt derfra ude på +klinten sprudler endnu den undergørende kilde . Hertil + +valfarte selv i vore tider syge og lidende fra +Sjællands mest forskellige egne , og vidunderlige +ere de rygter , der fortælles om dens helbredende +vande . +Således lyder det gamle sagn , og hvo tvivler +vel på , at det er gået således til ? Jeg for min +del tør i ethvert tilfælde forsikre , at jeg til fulde +følte den indflydelse , som den hellige Helene endnu +øver der i egnen , thi da jeg i den stille , milde +sommeraften kom vandrende til byen , gik jeg fra +hus til hus uden at kunne få noget Herberge . +Hver stue , hver lade , hvert skur var optaget dels +af de syge og deres pårørende , dels af gøglere , +musikanter og bissekræmmere , som ventede at gøre +en rig høst den følgende st . Hansdag , da derefter +gammel skik holdes et stort marked til ære +for dem , som måtte være blevne helbredede , og til +fordel for de herrer , jeg allerede har nævnt , og +som naturligvis er langt vigtigere ved slig en lejlighed +end en stakkels vandrende naturforsker , der +kun fører mikroskopet og tvivlen med sig i sin Randsel . +Jeg fandt mig derfor med christelig tålmodighed i +at vandre fra dør til dør , indtil jeg endeligt fik +logi i en fattig udflyttergård ikke langt fra helgenindens +grav og det friske , rullende Kattegat , der + +højner så mangen en Tue over så mangen brav +sømand , tuer , der komme og gå , som de , der +højnes på jorden . +Den indeklemte , halvmugne luft i stuen , dens +urenlige bohave og det kun lidet tiltalende leje vare +ikke skikkede til at friste mig , skønt jeg havde vandret +den hele dag og næsten overtræt havde nået +en plet , der har så bekendt et navn også i vore +naturhistoriske annaler . Aftenen var stille og varm ; +svage , blålige tåger hævede sig langs skovens +yderkanter , og på den klare himmel tændtes lidt +efter stjernehæren , men med en svag dæmrende +Glands . Hele en sommernats dufffyldte stilhed +lå udbredt over egnen , og langt ude i horizonten +hævede sig fra en guldgul grund dette forunderlige , +blege , blågrønne lysskær , som forkynder , at solen +vandrer under dens rand , og som er så betegnende +for det , vi kalde „ de lyse nætter “ . Inde fra byen +glimtede enkelte lys , og hist og her så man i den +usikkre halvskumring mørke skikkelser , som snart +enkelte , snart i grupper bevægede sig frem for at +lægge deres sorger og bekymringer på helgenindens +grav . I tidsvilde selv herskede den dybeste +ro ; ingen røster hørtes , ingen jubel eller sang +afbrød nattens alvorlige stilhed , intet bål var + +tændt til minde om midsommerdagens helgen , men +trindt om i horizonten glimtede på alle højder røde , +flakkende bål , der ligesom stjernerne tændtes et +for et og tilkendegav , at der histude var jubel og +lystighed , medens tidsvilde sandsletter for denne +aften dulgte sig i mørket , for den næste dag at +lade sine bål lyse i deres fulde glans , når de +syge og sorrigfulde vare dragne bort . En øde +markvej med dybe hjulspor , kantet på begge sider +af lyng og revling , viste vejen til helgenindens +grav , og snart stod jeg ved den . Hvor forunderligt +simpelt er ikke dette hvilested , hvortil fordum tusinde +af troende valfartede ? Et lavt , mosgroet stengærde +omslutter et firkantet rum , hvor man i stedet for +kors og mindetegn kun seer det hvide sand , +beklædt af et sparsomt græstæppe , af hvilket en +enkelt klokkeblomst , en enkelt , vantreven valmue skyder +sig frem . I midten er dette grønsvær afbrudt , og +der findes her en kjedelformig fordybning , hvor det +hvide flyvesand ikke er dækket af noget , en fordybning , +som er opstået derved , at de troende i +århundreders løb her have taget små portioner af +den hellige jord , hvorpå de syge senere skulle hvile . +En kone , som stod ved det led , der førte ind +til den indviede jord , falbød små poser , fyldte + +med det hellige sand , og en lille pige , der sad ved +hendes fødder , havde en kurv med friske kornblomsterkrandse +og rakte mig en sådan , idet jeg gik forbi . +Et markstykke , der trillede ned i kurven , fik hende +til med et glædesudråb at slynge den om min hat , +og i en stemning , jeg ikke ret formår at beskrive , +betrådte jeg den plet , hvor de lidende havde forsamlet +sig med deres faste tro og sikre håb om +det umulige . Nede i fordybningen så jeg et ægtepar , +hun ung og smuk , han temmelig tilårs og +med et udtryk af fanatisk tro i sit af arbejde og +møje gjennemfurede ansigt . Imellem sig havde de +et åndssvagt , forkrøblet barn , hvis spinkle legeme +og misdannede hovedform angav det som en skabning , +hvis idiotisme var uhelbredelig . Af og til +udstødte det sine hæse , uartikulerede råb , og da +dækkede moderen det ømt med det lasede , uldne tæppe , +hun havde medbragt , kyssede det og lagde det tilrette , +medens faderen , som hørte til de „ Opvakte “ der i +egnen , bad ivrig og andægtig eller med ensformig +stemme oplæste nogle Vers af den psalmebog , han +havde i hånden . Ovenover dem sad en blind +violinspiller med kridhvide hår og med sin eneste +trøster omhyggeligt indsvøbt i en rævebælg . Han +havde efter en folkelig tro strøet sig det hellige sand + +i øjnene , som dog ikke syntes at ville bøje sig for denne +energiske kur ; thi tårerne løb ned ad hans kinder , +og i et anfald af fortvivlelse havde han nu fået +violinen frem , hvis skrattende og kun lidet harmoniske +toner på en sælsom , uhyggelig måde blandede +sig med barnets skrig og med den „ Opvaktes “ +Snøvlende stemme . Trindt om , langs gravens +skråning lå der andre syge , nogle enkeltvis , nogle +i grupper , nogle trykkede ind mod stengærdet , +andre under stjernernes blinkende skær , men alle +skærmede ved kapper eller tæpper mod sommernattens +tiltagende kølighed . Enkelte af de syges +slægt og venner puslede stille omkring dem eller +sad i små grupper , spredte hist og her med en +lygte imellem sig ; det hele havde næsten character af +en skummel valplads med døde og sårede , og var +det også ; det var de uhelbredeliges valplads , der lå +udbredt foran mig , valpladsen for dem , som efter +et helt livs lidelser og savn begærligt greb efter +det sidste Anker i nøden , skønt de kunne sige sig +selv , at det måtte briste . En særegen beklemt , ja +næsten pinlig følelse greb mig , medens jeg vankede +om mellem disse uhyggelige omgivelser . Her lå +denne flok med sin faste , barnlige , ja naive tro +udbredt på jorden , og her gik jeg , som ifølge min + +erfaring og viden kunne sige dem , at deres tro +var spildt , deres håb unyttigt , og at de ved en +fortsat dvælen på den nattekolde , dugsvangre jord +kun kunne pådrage sig nye lidelser . En enkelt +krykke , nogle hist og her henslængte pjalter antydede +vel , at troen kan flytte bjerge ; men hvilke bjerge af +fortvivlelse og modløshed kastes der ikke over dem , +som tro og bede , uden at blive bønhørte ? Stadigt +så jeg nye grupper at strømme til , alle kommende +fra den hellige kilde , hvis vand man efter sagnet +skal drikke , før man hviler på graven , og kort efter +stod jeg i det simple , fattige træskur , der var opført +over dens væld for at beskytte de syge mod den +ublide nordvestvind , der så ofte farer frem over +Kattegat . Herfra fulgte jeg hulvejen , der som en +bred revne skærer sig ned gennem klinten , og nu +stod jeg på havstokkens yderste rand og stirrede +på den store , mørke granitblok , som efter sagnet +skal have båret den hellige Helene . Medens jeg +stod her , hvor de rullende bølger næsten rørte ved +min fod , og medens jeg lod blikket glide ud over +Kattegattets gråsorte flade , der stundom gjenspeilede +et enkelt lysskær fra de fjernt liggende bål , kunne +jeg ikke lade være at anstille en betragtning , som +omgivelserne påtrængte mig . + +uvilkårligt mindedes jeg en stille sommeraften +på ischia . Halvmånen havde stået højt over +klipperne ved lacco , og Middelhavets vande havde +rullet foran min fod , som Kattegattets nu gjorde +det , men i klipperne bagved mig var der en dyb +indskæring som en hulvej , og foran mig , ikke hundrede +alen ude i havet , lå der en mægtig lavablok , +hvis øverste spids ragede op af vandet . Men +dybere inde , hvor hulvejen endte , strålede den hellige +restitutas oplyste kirke , og foran den knaldede +sole og raketter til ære for helgeninden ; thi forfulgt +af en maurisk konge på Afrikas kyst , der +ville krænke hendes ære , havde hun styrtet sig i +Middelhavet , men en klippe havde hævet sig op , og +på denne blev den uberørte jomfrues lig båret +til ischias kyster . Ved lacco , hvor det drev iland , +blev det fundet af munkene , og som de ville føre +det til deres kirke , spaltedes fjeldet fra øverst til +nederst ; men der , hvor de første gang satte båren +ned for at hvile sig , fremvoxede hvide , duftfyldte +lilier , som endnu den dag i dag smykke de ellers +golde klipper og blomstre på helgenindens navnedag . +Således , tænkte jeg , mødes i nord og syd +kattolicismens legender i deres almindelige træk . +Ja , jeg tænkte lidt mere — jeg tænkte , om ikke de + +kartheusermunke , som erkebiskop Eskild i længst forsvunden +tid havde indkaldt fra Frankrig til asserbo +kloster , om ikke en af disse ærværdige fædre skulle +have kendt sagnet fra ischia og omplantet det på +dansk grund til fordel for klosteret , ligesom de +omplantede rosen , lavendelen og gyldenlakken , så meget +mere som det er vist , at den hellige Helene blev +begravet i schedewig kirke , hvorfra liget senere blev +røvet af nogle munke og bragt til Sjælland , efter at +pave Alexander Iii havde erklæret hende for helgen . +Af disse profane betragtninger , som i middelalderen +havde kunnet pådrage mig bål og brand , +blev jeg pludseligt udreven ved et dybt suk , næsten +en stønnen , som klang ikke ret langt fra mig . Jeg +vendte mig om , og så en gammel fisker sidde på +en sten med ansigtet begravet i begge sine hænder +og med begge albuer hvilende på knæene . Hans +udbrud og hele holdning røbede noget så træt og +bekymret , at jeg uvilkårligt nærmede mig ham i den +tanke , at han måtte være lidende , ja måske syg . +Da han hørte rullestenene ramle under mine fødder , +hævede han hovedet lidt i vejret og besvarede min +hilsen med et sagte : „ Gudsfred og godaffen , herre ! “ +Der var mig noget bekendt ved stemmen , og +uvilkårligt vendte jeg mig om , idet jeg sagde : „ Er +de syg ? “ + +han løftede hovedet lidt op , så et øjeblik +på mig og udbrød : „ Herregud , hr . Professor ! Så +skal vi to ses igen . Kender de mig ikke ? “ +Jeg stirrede på ham med den ubehagelige følelse , +som man får , når en ubekendt pludseligt +viser at have en stærkere hukommelse end den , hvoraf +man selv er i besiddelse ; men trods til min søgen +ville billedet ikke forme sig i min erindring . Denne +gamle fisker der på stenen med det gråsprængte +hår og skæg , med sit veirslagne , furede ansigt , +sin bøjede holdning og sit bekymrede blik havde jeg +ikke set før . +„ Nå , så de kender mig ikke ? “ sagde han , +idet han rejste sig op og rettede sig helt i vejret . +„ Ja , jeg har vel også skæmmet mig noget ; +det er en rum stund siden , at de var hos Lars +Hansen . “ +Nu faldt det som skæl fra mine øjne , og +jeg rystede hjerteligt hans fremrakte hånd . Men +hvor havde han forandret sig ! Hvor var hans faste , +selvtillidsfulde holdning , hvor det stærke , bestemte +udtryk i hans ansigt og hans skarpe , iagttagende , +enhver fare trodsende blik ? Kunne tre år virkeligt +gøre så meget ? Det var en gammel , bekymret +mand , jeg havde for mig . + +„ De her , Lars Hansen ? “ råbte jeg , idet jeg +påny hjerteligt trykkede hans barkede hånd . „ Hvordan +kommer de her en st . Hansaften . “ +„ Ja , det må vel professoren nok spørge om , “ +Genmælede han mørkt . „ Snarere havde jeg troet , at +jeg skulle gå tilkøis under en klat tang , end at +jeg skulle komme her til disse papistiske narrestreger . +Men mutter ville nu så ; hun havde haft en drøm , +sagde hun , om Marie , som skulle opfyldes her . Jeg +forstår mig nu ikke på kvindfolks tænkemåde , og +har nok aldrig gjort det , det jeg nu har fået at +mærke . Sommetider er det , som kom deres tanker +ikke fra hovedet af , og som var det drømmeri og +narreværk tilhobe . Men hun sagde det , og så tog +vi afsted ; nu føjer jeg hende altid , hun har dog +mest forstand på sin måde , så får det gå . +Bedre havde det dog været , om jeg havde føjet hende , +mens tid var . “ +Han udtalte de sidste ord sagte og hen for sig +selv , medens han med tåspidsen søndertrådte en +af de tørre korsfisk , som bølgerne havde kastet iland . +„ De er altså ikke alene ? “ spurgte jeg . „ Hvor +er deres kone og Marie ? Hun har det vel bedre , +håber jeg . “ + +„ Ret nu bære de hende fra Jørgen vibes gård +ned til kilden , “ sagde Lars og gjorde en håndbevægelse +op imod klinten . „ Men bedre har hun +det ikke , gud hjælpe os ! Hun er så krank og svag , +at hun knap evner at gå eller tale , og derhos spiser +hun som en spurv og lukker aldrig et øje , men +tørner ud lysvågen , hver gang mutter seer til +hende , hvad vagt det så er . Gud bedre os for det +hele ! Der kommer nok hverken Lise eller trøst , før +gud løser op for hende ; men jeg — “ +Han stirrede mørkt ned for sig , derpå greb han +min arm og sagde : „ Skal vi gå lidt ud ad stranden +til , hr . Professor ; hver gang jeg sådan hører +bølgerne skvulpe mod stenene , særdeles når jeg +har nogen , der kan tale til mig , kommer der altid +trøst i mit sind . Helst skulle jeg vel være deroppe , +men konen hos Jørgen vibe er mit søskendebarn +og hjælper dem vel nok . Kvindfolk passe bedst +til de dele , og de få at være ene om det ; jeg +bliver lidt kvalm om hjertet deraf . — så , nu bær +de hende op til graven . Lad os gå . “ +Mit øje fulgte hans blik , og oppe ved kilden +så jeg en gruppe af kvinder komme fra det fatfige +træskur , bærende en tung byrde imellem sig . +Der blev en taushed mellem os , medens vi således + +vandrede hen ad stranden , men endeligt spurgte han : +„ Tror professoren på det deroppe ved graven ? +Jeg kan ikke rigtigt få lodskud deraf , hvad forstanden +anbelanger . “ +„ Det er troen , der skal hjælpe , “ sagde jeg , „ en +fast og levende tro kan udrette vidunderlige ting , +så at der endnn kan ske mirakler her på jorden . +Troer de ikke det ? “ +„ Hum ! Hr . Professor , “ sagde han og kløede sig +bag øret , „ jeg ville så inderligt gerne tro , når +bare jeg kunne komme ud af det ; men det har sine +vanskeligheder , seer de , for en mand som mig . “ +Jeg så forundret , ja måske lidt ironisk på +ham ; men han vedblev med urokkelig ro : „ Seer +de , hr . Professor , jeg er en mand , som har faret +jorden rundt , og jeg har set meget , hvor jeg kom +frem , og gjort mig mine betænkeligheder derved . +Jeg har set disse tyrker eller muhamedaner knæle +for månen og tilbede den ; men da vi så kom +lidt videre , til Ostindien , var det solen , de tilbad . +Så kom vi til nogle øer , hvor guden var et palmetræ . +Så for vi til Bagindien og China , hvor de +nok havde en budding eller et lama , tror jeg . I +Japan hed han nu konfusius , og da vi kom ned til +sydhavsøerne var der atter en ny gud , som de åd + +mennesker for , når de rigtigt ville gøre ham til +honnenrs . Se , det er der nu ingen mening i , for +hvem af dem er nu den rigtige ? Det grubliserede +jeg lidt over , når jeg sådan havde hundevagten +ombord på corvetten , og der ikke var andet at bestille ; +men da jeg blev syg i Rio og kom på hospitalet , +fik en af disse sorte rade fingre i mig , og +ville gøre mig kattolsk i hovedet . Han svoer på , +at hans religion var den eneste rigtige , og at Luther +hverken var bedre eller værre end mahomed og konfusius . +Se , deraf slutter jeg nu som så : enhver +religion har et menneske , som har hittet på den , +fordi han trængte til at klare det for sig selv , som +han nu sådan gik og grubliserede over . Men såsnarf +sådan en var død , kom hans disciple og +tilhængere og lavede om på det , for af gøre det +bedre for sig selv og ta ' e profiten deraf . For det +lagde jeg snart mærke til , hr . Professor : overalt , +hvor jeg for frem , var religionen indrettet sådan , +af det var de andre , som måtte spytte i bøssen , +og præsterne , som fik posen fuld . Se , derfor tænkte +jeg lidt , af det var løgn det ene med det andet , og +kun lavet sammen for af skumme fidtet af gryden , +og sådan er mine tanker også om graven histoppe . +I gamle dage var det jo munkene fra asserbo , som + +lavede den , og man måtte betale godt for af få +sin helsen tilbage ; nu er de jo borte , og så har +den vel tabt sin kraft , mener jeg . “ +„ Var det derpå , de tænkte , medens de sad +nede ved stranden ? “ +„ Nej , ikke så ganske , hr . Professor , “ sagde +Lars Hansen og rystede sørgmodig på hovedet . +„ Når jeg skal sige min hjertens mening , så tænkte +jeg på de tider , da han selv vandrede på jorden , +og da det var indrettet sådanne , af han kunne +sige til den værkbrudne : „ „ Rejs dig op , tag din +seng og gå ! “ “ Og så tænkte jeg på , mens +jeg så ud over søen , af hvis han nu kom vandrende +over vandene for endnu en gang af gøre +mirakler og hjælpe de stakkels sjæle , som ligge deroppe +på den bare jord , så ville jeg gribe fat i +hans kjortel og ikke slippe ham igen , før han havde +lovet af gøre Marie karsk og forlade mig min svære +uret og synd . Thi en synder er jeg for gud og +mennesker ! “ udbrød Lars Hansen og slog sig med +hånden for sit bryst . „ Det piner mig herinde , +hver gang jeg tænker på , af i vor tid skeer der +ingen mirakler mere , og af jeg er kommen for sent +til af leve i den tid , hvor han kunne hjælpe min +stakkels Marie . “ + +„ Men de tror jo heller ikke på ham , “ indvendte +jeg . +„ Jo , jeg gør , “ sagde Lars Hansen med en indre +overbevisning . „ Det , jeg nys fortalte dem , er det , +jeg tror , når anfægtelserne komme over mig , men +de komme i den sidste tid mere og mere , fordi jeg +føler mig uværdig til hans barmhjertighed og nåde . +Tidt har jeg tænkt på at gå over til præsten +for at spørge ham tilråds og fortælle ham det +hele ; men når jeg så seer på hans ansigt , kommer +jeg til at tænke på offer og kalkunsteg , og så +lader jeg de dele fare . Men det piner mig , at jeg +ikke kan betroe mig til nogen ; kunne jeg blot en +gang rigtigt tale ud , så blev vel det lettere , som +nu ligger her “ — og Lars Hansen pegede på hjertet +med en kummerfuld mine . +Atter vandrede vi nu en stund ved siden af +hinanden uden at sige et ord ; thi jeg respekterede +hans sorg alt for meget til at ville påtvinge mig +hans fortrolighed . Endeligt standsede vi ud for en +af disse brede , snorlige gjennemhugster , der er dragne +gennem tidsvilde nåleskov for at beskytte den mod +ildsvåde , og som drevne af samme tankegang drejede +vi begge af ind imod skoven . Granerne duftede +stærkt i den stille nat , deres pyramideformede toppe + +tegnede sig klart og bestemt mod den stjernesmykkede +nathimmel ; langt ude for enden af skoven lå +tibirke kirke med sin hvide , takkede gavl , og over +dens spids lyste Sirius med en funklende glans . +Natteluften var så dugfrisk , så duftfyldt , alt som +vi gik frem , og fra skoven hørtes der end ikke den +sagteste lyd ; ja , selv aftenbaggerne , der i boltrende +svingninger tumlede sig over vore hoveder , syntes +at forøge stilheden ved deres lydløse flugt . +Pludseligt standsede Lars Hansen , lagde hånden +tungt på min skulder og sagde med dump +stemme : „ Hvis de nu gik med en morder ? “ +Ordene kom som et udtryk for en længe tilbagetrængt , +forpint stemning ; men her i den mørke +skov , i den lydløse stilhed havde de noget så +uhyggeligt ved sig , at jeg tumlede tilbage mod +grøften med det udråb : „ Herre Jesus ! “ +„ Nå , nå , bliv ikke bange , hr . Professor , “ +Sagde Lars Hansen og greb mig ved armen , for at +jeg ikke skulle falde . „ Jeg mener det ikke så ilde +endda og vil intet ondt gøre dem . Må jeg tale +med dem , “ vedblev han med blidere røst , „ tale +med dem sådan rigtigt af hjertens grund ? Jeg +er så underligt stemt , jeg ved ikke selv hvoraf . +Men sådan en aften som denne gik jeg just for + +første gang med Maries moder . Forstår de , +det er sådan gamle syner , der gå igen — — +jeg må have luft for det , der tynger mig . “ +Han sagde disse ord i en vemodig , næsten +bedende tone , og tog jeg ikke fejl , havde han tårer +i øjnene . „ Tal , Lars Hansen , “ sagde jeg venligt , +„ og fortæl mig kun alt , hvad der ligger dem på +hjerte ; vel er jeg ingen præst , men det kan også +hjælpe , når man taler til en mand , der føler for +ulykken . “ +„ Netop det var det , jeg mente , hr . Professor , “ +Sagde han med et lysere udtryk i sit ansigt , „ og jeg +ved , at de kan forstå mig . Jeg hørte dem snakke +for min stakkels Marie , og de ord glemmer jeg ikke +så let , ihvorvel hun ikke var sådan tilsinds , at +hun kunne forstå dem til fulde . De ved jo også +nok , hvad det er , som trykker barnet , men ikke det , +der trykker mig . Det er om Marie og mig , jeg +vil tale . “ +Jeg opmuntrede ham med et par deltagende +ord , og han vedblev : „ Seer de , siden de sidst +var hos os , er det gået mere og mere tilagters for +hende , og skulle noget kunne hjælpe , var det måske +det , af Halvor Johnsen kom tilbage , men det er der +nu ingen udsigt til . En gang , siden de rejste , kom + +hun i en mærkelig bedring ; det er nu sådan hen ved +de to år siden . En af de Rørvig lodser kom +hjem fra København , hvor han havde truffet på en +mand , som havde haft hyre på New-orleans , og +han sagde , af han havde set Halvor Johnsen derovre +som fører for en brig , der skulle til manilla . +Han havde givet ham et guldkors med , som han +skulle give Marie tilligemed hans hilsen . Den gang +troede jeg , af barnet skulle komme sig , så glædeligt +virkede den tidende på hende . Men hen ad efteråret +kom Niels ilde med et brev , som han bad , +af jeg ville besørge til Marie . Jeg skulle aldrig +have gjort det ; for nu ved jeg , af han er en lumsk +hund , som kun går ud på af ødelægge det stakkels +barn , efterdi han ikke kan få hende . Dog +den gang kunne jeg ikke slippe de gamle tanker , +men mente endnu bestandigt , af det nok kunne blive +til noget mellem hende og Niels , særligt nu , da +hun bedrede sig . Men næppe havde jeg bragt hende +det satans brev , før alting blev værre end forhen . +Jeg skulle have læst det ; for det var et frierbrev +fra Niels ilde , og i brevet lå der en stump af +en engelsk Avis , som præstens datter tydede for +hende ; deri stod , at briggen var forlist under en +monsun i det stille hav , og at ikke en levende sjæl +var reddet . “ + +Lars Hansen faug og stirrede stift på ung . +„ Hvis hun nu dør , “ sagde han med hæs stemme , +„ er det min egen skyld ; jeg burde have kendt Niels +ilde , og hvad der kom fra ham . Forstår de nu , +at jeg kan kalde mig en morder ? “ +Jeg så deltagende på ham , og han vedblev +sagte : „ Jeg burde have skånet Marie ; hun er fin +og ømsindet , det sagde doktoren lidt nok ; men jeg +var halsstarrig , og Niels ilde gjorde mig hård . En +aften , da sygdommen endnu var i sin begyndelse , +det er nu fem år siden , tog doktoren mig afsides +og sagde : „ „ Lars Hansen , “ “ sagde han , „ „ man kan +myrde med slag , og man kan myrde med kniv -- +det ved jeg , at de ikke vil gøre . Men man kan +også myrde med ord , med en ubarmhjertig villie +og med hjerteløs hårdhed . Mærk dem det , og +husk på , af her bærer de ansvaret . “ “ Den gang +tog jeg det ansvar på mig ; jeg syntes det var en +let sag ; men nu tynger og piner det mig , som var +hvert ord en glødende jernklump . Hvis barnet +går hen og dør — gud nåde og bedre mig ! “ +Lars Hansen faug og bøjede sit hoved ; jeg +følte , af han havde fået talt ud . Den hemmelige +sorg , der tyngede hans bryst , blev nu delt af to ; +men hvorledes var det muligt af yde ham nogen + +trøst . Jeg huskede hans fortvivlelse hin nat ved +kogryden og faug ; der var jo intet af sige . +Vi nåde skovens udkant , hvorfra vi kunne +se tidsvilde . Her hævede Lars Hansen hovedet +iveiret og sagde : „ Alt er nu forbi mellem Niels ilde +og mig ; han har sat det meste overstyr ved drik +og svir og har nu kun gården , som hans fader , +den mordbrænder , efterlod ham . Der kunne heller +aldrig komme nogen velsignelse fra den kant , det +måtte jeg vide . Med sine kammerater er han også +raget uklar , og nu har han taget hyre på toldkutteren +og er bleven den værste krydser af dem alle . +Han er en slyngel , som kun glæder sig ved at bringe +ulykker over andre . “ +„ Jeg tænkte det samme , fra den første dag , +jeg så ham , “ svarede jeg ; der var noget i hans +blik , som havde han myrdet et menneske . “ +„ Ja , hvem ved , hvordan det er gået til ovre +i China , “ brummede Lars Hansen . „ Der gik mangehånde +rygter i by om hans færd derovre ; men +jeg dømmer aldrig en mand uhørt , og Niels vidste +at klare for sig , hvad de dele angik . Han sagde +altid , at han havde tjent sit sølvtøj ved at smugle +opium , og det er der jo ingen synd i . “ + +„ Det kan der dog være delte meninger om , “ indvendte jeg . Den som smugler , bedrager staten , +og den , som bedrager staten , begår synd . “ +„ Så har vi mange syndere her i landet , “ +Sagde Lars Hansen tørt . „ Fri sø bærer frit gods , +det har altid været vor mening her på lejet . “ +Jeg følte , at jeg berørte et ømt punkt hos min +ven , og idet jeg forsætligt gjorde en vending i +samtalen , sagde jeg : „ Husker de den aften ved +kogryden ? “ +„ Om jeg gør ? “ svarede han . „ Hver trevl +ligeså tydeligt , som var det sket i går . Stakkels +barn , det var ikke til lykke , de halede hende op . “ +„ Jeg mente ikke den aften just , men den første , +da jeg kom til deres hus . Kan de huske , at jeg +måtte skjule mig i pilene , og at jeg så Niels ilde +komme med en sæk sten på ryggen , som han +kastede i vældet . “ +„ Ja vel , “ sagde Lars Hansen , og et svagt smil +opklarede hans ansigt , „ det var den aften , professoren +drattede i ; det husker jeg så meget vel . Ja , +Niels ilde har mangen god sæk siden den stund ; +men sit væddemål tabte han alligevel . Vældet er +bundløst , det sagde jeg ham så lidt . “ + +„ Og tror de , at det blot var for sit væddemåls +skyld , at han hver aften slæbte sten til +kogryden ? “ spurgte jeg skarpt og så Lars Hansen +lige ind i øjnene . +„ Ja , hvad fanden skulle han vel ellers gøre +det for , “ sagde denne rolig , og så lidt forundret +på mig . „ Niels har altid været en stædig hund , +og det gjaldt tyve af hans spanske sølvstykker mod +ligeså mange specier ; men han måtte af med dem , +skjøndt han sagde , at han til sidst kunne nå stenene +med en bådshage . “ +„ Husker de , “ vedblev jeg , „ at jeg den aften +fandt en gammel stortrøje , som jeg var ubetænksom +nok til igen at kaste ud i vældet ? “ +„ Ja , så grant mindes jeg det nu ikke ; og der +er jo løbet meget vand til stranden siden den tid ; +men jeg mindes , at professoren snakkede noget om +en ring , som var bleven borte . “ +„ Her er den , “ sagde jeg , idet jeg skød ringen +af min finger og rakte ham den . +„ Nu se Herren i nåde til os ! “ udbrød Lars +Hansen og tumlede tilbage , så at han tabte ringen +i det hvide sand . „ Det er Halvor Johnsens fæstensring , +så sandt jeg venter at blive salig ! “ + +„ Er de vis på det ? “ spurgte jeg , idet jeg tog +ringen op . “ +„ For gud og mennesker ! “ sagde han med brudt +stemme . „ Det er Maries ring , den samme , som +hun sagde , at underbarnet havde givet hende ude i +klitterne . Hun gav den siden til Halvor iohnsen +som fæstensring , det husker jeg så grant , fordi jeg +blev gal i hovedet , da mutter fortalte mig det . +Herre Jesus , har de draget den op af kogryden ? “ +„ Den hang ved en snor , som stak ud af ærmegabet +på stortrøjen , “ bemærkede jeg . „ Tror de , +at Halvor iohnsen godvillig har skilt sig ved den , +eller at han selv har kastet sin stortrøje i vældet ? +Hvis Niels ilde nu havde slæbt sten af en anden +grund ? “ +„ Hvad mener de , hr . Professor ? “ råbte Lars +Hansen og greb mig så hårdt i skulderen , at +jeg tørnede over imod ham . Han var askegrå i sit +ansigt . +„ Jeg mener , “ sagde jeg , „ at hvor stortrøjen +var , kunne der være mere . Der blev hørt nødråb +ude fra klitterne den nat , da Halvor iohnsen forsvandt . +Hvis han nu lå under stendyssen ? “ +Lars Hansen bøjede sit hoved tilbage og knugede +begge hænder mod sin pande ; hans bryst arbejdede + +voldsomt , men det var kun en stønnen , ikke uligt +et såret dyrs , som udgik derfra . Endeligt fik han +luft og udråbte : „ For gud , hr . Professor ! hvorfor +kommer de først nu med alt dette ? Hvorfor har +de ikke sagt det for tre år siden ? “ +„ Jeg har manglet ethvert bevis , “ sagde jeg . +„ Jeg troede denne ring tabt i klitterne , og fandt +den først for to dage siden , skjult bag Foret i +min taske . Den aften , jeg tog den ud af stortrøjen , +mente jeg , af det kun var almindeligt hittegods , +som jeg ikke tillagde nogen betydning . Jeg +troede den gang , sandt af sige , af Niels ilde sænkede +et Anker brændevin med sine sten , og deres +fortælling om hans væddemål gjorde mig fuldkomment +tryg . Siden , da jeg talte med lægen i +Nykøbing , fik jeg nogen mistanke igen ; men ringen +var borte , og han sagde mig , af man havde anstillet +undersøgelser derpå stedet uden af komme til noget +resultat . Niels ilde blev jo arresteret , ikke sandt ? “ +„ Javel blev han , “ sagde Lars Hansen . „ De +søgte hele klitten igennem og havde deres sporhunde +ude overalt ; men lige meget fandt de . Kutterens +båd var borte ; det friede ham , af Peer +Mogensen forklarede , af han havde set den borde + +en russisk brig ved daggry , og så var han vel +ædru , kan jeg tænke . “ +„ Drak han ? “ +„ Som en svaber , man ikke har spulet dæk +med i tre måneder , hr . Professor . Han døde af +rystesyge forgangen år . “ +„ Der seer de ! “ indvendte jeg . „ Niels ilde +kan have kastet båden los og sat den i drift . +Hvad betydning kan man tillægge et vidne som +Peer Mogensen ? “ +Lars Hansen tørrede sveden af sit ansigt og +grundede nogle øjeblikke . „ Nej , “ råbte han endeligt , +„ så gavtyveagtig kan Niels ilde ikke være ! +Kaste en mand overbord på søen eller stikke ham +ned i et klammeri , det tror jeg om ham ; men +drukne en kammerat , en ærlig gut og flink sømand i +sandpladder og ferskvand — fy for den lede satan ! “ +Og Lars Hansen spyttede en vældig skrå ud som +tegn på sin væmmelse og foragt . Derpå vedblev +han , efter at have lettet sig for denne byrde : +„ Desuden , hr . Professor , fik vi jo bud fra neworleans +med Jørgen olstrup . Hun har korset +endnu ; nej , det kan aldrig hænge sammen , som de +tænker . Man kan også gøre en skjelm uret . “ +„ Lever den Jørgen olstrup ? “ spurgte jeg . + +„ Nej , han vendte kølen i vejret nordøst for +Gilleleje , “ sagde Lars Hansen mørkt . „ Han holdt +nu aldrig af at luffe , før han havde rælingen under vandet — så væltede han . “ +„ Niels ilde kan have underkjøbt ham til at +bringe kors og budskab , “ bemærkede jeg . „ Har han +været så snu at indgå et væddemål for at fylde +sten i kogryden , kan han gøre det andet med . +Jeg har ingen ret tro til ham . Måske er det en +indbildning , men da jeg den aften så ham stå +og stirre i vældet , var der noget i hans ansigt , +som havde han gjort en ulykke . „ „ Nu bliver det +vel liggende , hvor det ligger , “ “ kan jeg huske han +sagde — de ord gjorde et underligt indtryk på +mig ; men så tænkte jeg igen , at det måtte være +brændevinsankeret . Kan de forklare , hvorledes +stortrøjen er kommen i vældet ? “ +Lars Hansen gned sig på sin veirslagne pande +med bagen af sin hånd , som ville han skruppe +huden af , og sagde betænkelig : „ Nej , det kan jeg +inte , hr . Professor ; med mindre det skulle være +sådan ved en tilfældighed . Lad os ikke tale mere +derom ; det mylrer herinde i mit hovede , som var +det myrer , der bissede om mod regnvejr . Jeg kunne +blive gal , hvis jeg rigtigt gav mig til af tænke over + +de dele , og hvad fik jeg så for det ? Alene han +deroppe ved , hvordan det er gået til , og han vil +vel også klare den byge , hvis han finder for godt . +Tal aldrig mere til mig derom , hr . Professor ; jeg +bliver vammel om hjertet derved , og fik Marie noget +af vide — hun døde forvist derved . Nej , nej , hr . +Professor , lad de døde hvile , og behold de ringen +som et pant på , af de vil tie . Og det vil de , +hr . Professor , for Maries skyld . Vil de love +mig det ? “ +„ Jeg kunne have mest lyst til af sende denne +ring til herredsfogden i Nykøbing , “ sagde jeg . +„ Jeg kan næsten ikke lade være af gøre det . “ +„ Lad være med det , mand ! “ råbte Lars Hansen +næsten barsk og tog mig ved armen . „ Hvad ville +folkene i Rørvig sige , og hvorledes var det muligt +så af skjule det for Marie ? Gem ringen til erindring +om hende — og om mig , “ lagde han til med +blødere stemme . +„ Velan da , “ svarede jeg ; „ men så skal de til +gjengjæld gøre mig et løfte . Hvis Halvor iohnsen +imod al formodning lever og nogensinde kommer +tilbage , var det selv som den fattigste Matros , vil +de så love mig ikke at lægge nogen hindring i + +vejen , men lade ham få Marie , hvis hun kommer +sig ? Vil de det ? “ +„ Om jeg vil ! “ skreg Lars Hansen og greb mig +i begge skuldrene . „ Om jeg vil ? Ja , kunne jeg i +dette øjeblik købe Halvor iohnsen tilbage med hver +lap , jeg ejer , så solgte jeg gerne de bukser , jeg +går i ! Om jeg vil ! Ja , om jeg så skulle gå +tilbunds efter ham , hr . Professor , så gjorde jeg +det , uden at smide så meget som min hat . “ +„ De har forandret dem , “ sagde jeg , idet jeg +trykkede hans hånd . +„ Ja , jeg har så , “ svarede han blidt . „ Jeg +havde lys og dagskær i mit hus ; jeg har selv +skaffet det dunkelhed og mørke . Ville Herren blot +være mig så nådig at rydde det af vejen , så +solen kunne skinne på mig . “ +Jeg måtte uvilkårligt tænke på de mørke +fyrrer , der hegnede Lars Hansens melankolske hjem , +og følte , hvor det ene svarede til det andet . Vi +vare komne til skovens udkant , og over de flade +sandmarker kunne vi se graven som en lav Tue +og bagved den enkelte lys i tidsvilde by . Jeg +tog hans hånd og sagde : „ Se dem om , Lars +Hansen ! Derude til højre har vi den åbne udsigt +til bakker og Dale , til skove og kirker . Langt ude + +til venstre ligger det vide , brusende Kattegat , og himlen +med sit stjernetæppe forbinder dem begge . Men +imellem dem ligger skoven , tans og mørk , som varden +et ufremkommeligt øde , og dog have vi fundet +vej igennem den . Således kan det også gå med +deres datter Marie . Hendes barndom var fri og +let som bølgerne , der tumle sig histude , men så +kom ulykkens mørke skygger og lejrede sig omkring +hende . Vil gud , så hugger han hende vel nok en +sti , der fører ud til lykkeligere og lysere egne . “ +„ Tak for de ord , hr . Professor ! “ sagde Lars +Hansen og lagde sin hånd på min skulder . „ De +kan sommetider tale et par ord , der vejer mere , end +et helt Års passiar . Gud velsigne dem — nu går +jeg til graven med et lettere hjerte . “ +Med disse ord sprang den gamle sømand over +grøften og tog gjenvei ind over markerne . Jeg +stirrede efter ham , idet han svandt i skumringen , +og så gik jeg i den duftsvangre , lyse sommernat +tilbage til mit hjem , ønskende ham , at han måtte +få den samme fred i sit sind som den , der nu +stille og dæmrende lå udbredt over egnen . +Søvnen , der ellers kommer så let og villig , +når landevejen har været ens vandregulv den hele + +dag , syntes at være for fornem til at ville træde +ind i den lave stue med den indeklemte luft , der +var så vidt forskellig fra sommernattens balsamiske +friskhed . Urolig kastede jeg mig fra den ene side +til den anden , ringen brændte på min finger , som +var den af ild , og i den natteskumle stue med dens +uhyggelige omgivelser var der øjeblikke , hvor jeg +virkeligt næsten troede , at den hidrørte fra overnaturlige +magter . Idetmindste besad den magten +til at holde mig vågen ; thi uafladeligt vandrede +min tanke fra den gådefulde Mitra til Marie , derfra +tilbage til kogryden , så til Halvor iohnsen , og +endeligt til det mærkelige træf , at ringen tre år +efter skulle findes igen for at kaste et enkelt lysblink +ind i hele den gådefulde begivenhed . Men lyset +bredte sig heller ikke videre , og medens jeg grublede +over Halvor Johnsens formentlige skæbne og lovede +mig selv at holde skarpt udkig med Niels ilde , når +vi næste gang traf sammen , faldt jeg hen i den +lette , uvederkvægende slummer , som er så characteristisk , +når man ved en alt for anstrengt vandring +har sat blodet i bevægelse . Da jeg atter vågnede , +tittede det første grå dæmringsskær ind gennem +de flaskegrønne ruder , og en rødlig stribe langt +ude i horizonten forkyndte , at nattens herredømme + +snart var til ende . Jeg fik lyst til at se solen stå +op over Kattegat , og få øjeblikke efter stod jeg atter +ude på den øde , lyngbegrænsede markvej , der førte +til st . Helenes grav og derfra videre mod havet . +En skarp , kold nordvestbrise jog i afbrudte sæt +henover de flade marker , og natteduggens Perler +hang i de tynde havreax , som sørgmodigt nejede sig +for vinden . En enkelt bomlærke kvidrede sin ensformige +morgensang fra en enligt stående tjørn , og +udover skoven drog der sig en hvidlig tåge , som +var det st . Hansnattens ånder , der samlede sig til +flugt ved hanegalet fra tidsvilde by . Alt hvilede +endnu i den dybeste fred , og morgenens dæmrende +stilhed blev kun afbrudt af den hule dønning fra +havet og slagene fra tibirke landsbykirke , som +forkyndte , at klokken var tre . Graven hævede sig +som aftenen i forvejen tungsindigt på den øde +mark ; men den lille pige med kornblomsterne var +forsvunden , og konen med det hellige sand sad ene +tilbage ved ledstolpen , nikkende over de relikvier , +hun endnu havde tilbage . Jeg nærmede mig graven +og så ind over det lave stengærde ; der lå de +endnu alle , gamle og unge , syge og karske , men +søvnen havde gjort sit herredømme gældende , og +for et øjeblik forenet dem i drømmeverdenens rige . + +den blinde mand med violinen var gleden ned til +ægteparret med barnet , og der , hvor han havde +ligget , blev jeg en gruppe vaer , som straks tildrog +sig hele min opmærksomhed . På en blåstribet +dyne lå en ung pige , tæt og omhyggeligt tildækket +med et uldent tæppe , der tillod at skimte omridsene +af hendes fine , spinkle legeme ; ved hendes +hovedgærde og halvt lænet op til dette sad en slumrende +kvinde med hovedet skøttet til sin hånd , og +ved hendes fødder lå en svær sømandsskikkelse , +indhyllet i sin pjækkert , medens den nedfaldende +sydvest dækkede hele hans hoved . Der var noget +rørende , ja næsten hjertegribende ved disse tre personers +gensidige stilling ; thi den aldrende kvinde +så ud , som var hun falden i søvn ved af tilhvidske +den syge de sidste , fortrøstningsfulde ord , medens +den gamle sømand lå , som ville han skærme hendes +fødder mod kulden . Jeg nærmede mig forsigtigt +de slumrende , og hvad jeg havde formodet , viste sig +af være rigtigt : det var Lars Hansen og hans hustru , +som vare blevne overraskede af søvnen under den +kjærlighedsgjerning , de udøvede mod deres ulykkelige +datter . Hvor var hun smuk , som hun der lå stille +og ubevægelig med det blege ansigt svagt belyst af +morgendæmringens første skær . Nu hvilede søvnens + +fred over de ellers så let bevægelige træk . +Øjelågene dækkede for det forvildede blik , men jeg +måtte sande Lars Hansens ord , af det var gået +meget tilbage for hende , thi som jeg nu betragtede hende , +forekom hun mig af være en døende , men en af dem , +som døden rører med nænsom hånd , idet den forynger +deres træk og giver dem ungdommens fulde +renhed tilbage . Hun syntes af være falden i slummer +under de gamle , urolige tanker ; thi den højre +hånd , der blufærdigt havde trukket tæppet op over +hendes bryst , omfattede tillige et lille guldkors , +som hun bar i en sort silkelidse om sin Hals , +medens den venstre , der lå udstrakt på tæppet , +ved sin ofte gentagne , konvulsiviske skælven forrådte , +af hendes legeme kun tilsyneladende nød den +hvile , som søvnen havde beredt det . Hendes bryst +åndede tungt , de blege læber bevægede sig i søvne , +uden dog af frembringe ord , og hele hendes +sammentrukne stilling angav , af hun var slumret +ind under tunge lidelser og savn , og dog kom der +med alt dette i enkelte øjeblikke en fred over hendes +ansigt , som forbavsede mig ; men så vibrerede pludseligt +påny alle hendes træk , og hendes ansigt antog +da vekslende udtryk , som spejlede drømmesynerne sig +på dets overflade . Begge forældrene sov trygt , + +og deres dybe ensformige åndedrag dannede en +skærende modsætning til den nervespændte uro , der +hvilede over datteren . Længe stod jeg således og +betragtede hende med hjertet opfyldt af den dybeste +medlidenhed , da skælvede pludseligt begge hendes +hænder stærkt , det ungdommelige bryst arbejdede +tungt , og læberne bevægede sig , som ville hun tale +uden af formå det . Pludseligt gennemrystedes hun +som af et elektrisk slag , armene hævede sig som for +af gribe efter en flygtende genstand , og idet hun +atter , sank tilbage mod puden , stønnede hun : „ Mitra , +frels mig ! Ringen — krandsen ! “ +Det gav et sæt også i mig , og en pludselig +tanke for gennem mit hoved . Hun var falden +tilbage mod puden , og det rige , guldgule hår , der +havde løsnet sig ved bevægelsen , faldt i yppig fylde +over hendes Hals og skuldre ; nu var der en salig , +næsten forklaret ro over hvert af hendes træk . +Jeg fulgte min indskydelse , tog kornblomstkrandsen +af min hat , skød ringen af min finger +og lagde begge dele sagte på hendes bryst . Så +dækkede jeg hende varligt til med det bortkastede +tæppe , og uden at vække nogen af forældrene , sneg +jeg mig bort , næsten som om jeg havde gjort en + +ond gerning , og dog i det håb , at den måtte +føre til det gode . +Først ved kilden standsede jeg min ilsomme +gang , og her fra det lave træskur så jeg st . +Hansdagens morgensol stige op af havet , gyldenblank +og rød , uden at en eneste sky formørkede +dens skær . Ad en omvej nåde jeg derpå langsomt +hjem , og nu først kom hvilen til dens fulde +ret ; thi da jeg atter vågnede , spillede solen lystigt +ind gennem de grønlige vinduer og belyste min +værtinde , en snakkesalig bondekone , som delte sin +virksomhed mellem at rasle med kaffetøiet og ruske +i mig . +„ Hvad er det ? “ råbte jeg , idet jeg søvndrukken +for i vejret . +„ Ih , jøsses kors , hvor professoren sov hårdt ! “ +Udråbte hun . „ Jeg troede , så sandt , professoren +var død , ligesom han , etageråden ovre hos skovriderens . +Gud velsigne professoren , fordi han lever , +så sparer vi da ligsyn den gang . “ +„ Javist ! “ svarede jeg ærgerlig . „ Hvad er klokken ? “ +„ Jøsses , hun er over halvgåen tolv . Jeg har +været to gange inde for at tage kaffen ; hun blev +så kold som is . Den første gang var der en +mand her og ville med al magt snakke med professoren ; + +men jeg sagde , at professoren sov , fordi +han nyssens var kommen hjem . “ +„ Hvem var den mand ? “ +„ Jøsses , har professoren ikke hørt det ? Nej , +det er jo sandt , professoren sov ; nu , det var manden +ovre fra Jørgen vibes , min svogers næstsøskendebarn . +Han fortalte ting , så hårene måtte rejse +sig på ens hoved — ja , hvem skulle tro , der +kunne ske mirakler i vore dage ? “ +„ Hvilke mirakler ? “ +„ Ih , jøsses ! ved professoren ikke det ? Nej , +det er jo sandt , professoren sov . Ja , det er en sær +tidende den , kan professoren tro . Der kom de +bærende i går aftes med Marie Larsdatter til Jørgen +vibes gård , for Lars Hansen er jo Jørgen vibes +kones søskendebarn , skal jeg sige os . Hun har nu +ikke haft sin forstand i mange Herrens år og var +derhos belagt med den faldende syge , så at hun +hverken kunne stå eller gå , men konerne derovre +måtte på en dyne slæbe hende til kilden og derfra +over til graven . Der sov hun da i nat , og ligesom +solen står op , vågner hun med et skrig , så +vor fader kunne høre det ude i huggehuset . Nu +troede de alle , at det først var blevet rigtigt galt +med hende , især da hun havde en krands på + +sit hoved af det skabede blå kram , der står +inde mellem kornet . Men hun rejste sig op og sagde , +at en guds engel havde besøgt hende om natten , +og at hun ville gå tilbage til Jørgen vibes . +Nu troede de , at hun var gået rent fra vid og +sands , og ville tvinge hende til af lægge sig ; men +hun tog det , hun havde ligget på , og gik den halve +vej til gården , så måtte de støtte hende en kende , +for træt blev hun da lige godt . Men da hun kom +til Jørgen vibes , spiste hun både hvedekage og +bergfisk og drak kaffe til . Sådan et jertegn har +man aldrig hørt i vore dage — ja , Sancte Helene +hjælper dog den , hun hjælpe vil . “ +„ Hvor er hun ? “ råbte jeg , idet jeg i min +overraskelse nær var sprungen ud af sengen . +„ Jøsses , nu skal jeg gå , “ råbte konen forskrækket ; +„ så kan professoren tage sig en tår kaffe , +når han vil . Ja , de er allerede sejlede ad Rørvig +til , mens professoren sov . Det var det , manden +fra Jørgen vibe skulle sige , og så skulle han bringe +en flittig hilsen fra Lars Hansen til professoren +og sige , af nu var der hugget sti gennem skoven . “ +Dermed gik konen og overlod mig til mine betragtninger , +hvoraf en ikke uvæsentlig var den , af +man aldrig bør sove til den er halvgåen tolv . + +v . +Da jeg senere hen på formiddagen kom op til +Jørgen vibes gård , fik jeg fuld bekræftelse på +konens fortælling , og da jeg om aftenen vandrede +om mellem de talrige grupper af fiskere og bønder , +som markedet havde hidkaldt , var historien bleven +aftenens conversationsthema , og nu fik jeg den „ mit +umstænden “ , som tyskerne sige . Nogle fortalte , +ligesom min værtinde , at en engel havde vist sig +for Marie Larsdatter , andre sagde , at det havde +været den hellige frue , medens en del holdt på +st . Helene , og ivrigt svoer på , at kun hun alene +kunne bevirke sligt et underværk . „ Vor herre havde +lagt en svar sten på hendes hjerte , “ sagde en +gammel Bonde , der med sit hvide , glat nedkæmmede +hår og sin røde hue under hatten tog sig hel +ærværdig ud ; „ men nu har han ladet st . Helene +vælte den bort igen og sænke den i jorden , ligesom +den sten , hun kom sejlende på , ligger sænket hisset + +ude . Ja , mere end dette ene jertegn har jeg set +i mine dage , og stor synd er det , at den fromme +jomfru skal have sin grav på åben mark , ret +som var hun en hedning . “ +Hvor ville disse ord ikke have frydet de fromme +brødre fra asserbo kloster , disse renlivede sjæle , +som erkebiskop Eskild kaldte ind , men som på grund +af jordbundens goldhed og folkets ugudelighed +atter søgte hjem til federe og frommere egne . +Ja , selv da jeg en fjorten dage efter over liseleie +tog til kikhavn for at lade mig sætte over issefjorden , +fortalte fiskerne mig om den mærkelige +begivenhed , der var hændet lodsoldermandens datter +fra Rørvig , og vare fuldt og fast overbeviste om , +at der virkeligt var sket et jertegn , som man ikke +havde hørt magen til siden kattolicismens mirakelsvangre +dage , og jeg havde således al god grund til +at antage beretningen for sand i det væsentlige , men +vogtede mig dog vel for at lade et ord falde , som +kunne antyde , at jeg havde overtaget en af de helliges +roller , ligesom jeg håbede , at Lars Hansen +havde gjort det samme . +Til min store glæde holdt der en vogn ved +Rørvig toldsted , og til min endnu større var det +min gamle læges , som fra Rørvig agtede sig tilbage + +til Nykøbing efter et sygebesøg . Vi havde næppe +genkendt hinanden og skiftet de sædvanlige hilsener , +før jeg straks spurgte om Maries tilstand . +Hans ansigt antog et alvorligt udtryk , idet +han svarede : „ Vor tids æsculaper formå såre +lidt i den slags tilfælde , så længe de ikke have +den syge under deres egen opsigt eller på en velordnet +sindssygeanstalt . Men , “ vedblev han med +et lidt sarkastisk smil , „ Hippokrates skal have haft +en klog kone , og hun skal have overlevet ham . Hvad +vi ikke formå med alle vore piller , salver og +miksturer , det udretter stundom en stump kirkebly , +et dødningeben eller blodet af en henrettet . Lars +Hansen blev til slutningen ked af mine besøg ; han +var aldrig hjemme eller gik , så snart jeg kom , med +et sky blik ud af stuen . Med patienten blev det +værre og værre . Kræfterne tog kendeligt af , og sandt +at sige , troede jeg ikke , hun skulle overleve denne +sommer . Så får moderen det fordømte indfald +at køre den halvdøde pige herop til toldstedet , +og faderen sejler hende i en båd lige til tidsvilde . +Der lægger de hende på den bare jord , kun med +et tæppe over sig , og lader hende så ligge i den +kolde natteluft til den næste morgen . Ethvert normalt +konstrueret menneske ville være kreperet på + +halvvejen ; men disse fiskere have en egen natur , +og deres kvindfolk er stundom seiglivede som ål . +Hvad skeer ? Den stakkels pige seer spøgelser midt +om natten , og rystelsen giver hendes nedbrudte +nervesystem ikke dødsstødet , men en ny spænding . +Dagen efter komme de tilbage med hende ; hun spiser , +drikker , kommer til kræfter , og nu tror forældrene , +af hun er rask . “ +„ Er hun det da ikke ? “ +„ Å , hvad ! det er , som man tager det . Hvor +ligger grændsen mellem sygdom og helbredelse i +den slags tilfælde . Ganske sikkert kommer hun til +kræfter , og sygdommen har taget en heldigere vending ; +hendes humør er bedre , hun sover om natten , +men syg er hun alligevel . Seer de : hele forskellen +er denne : før troede hun , af Halvor Johnsen var +død og aldrig kom igen ; nu tror hun , af han imod +al menneskelig forventning lever og snart vil komme +tilbage . Før var hun et bytte for fortvivlelsen ; +nu for en indbildt lykke . Men gal er hun alligevel , +gudbevares ; det kan der ingen tvivl være om . “ +Med disse ord satte den gamle doktor sig tilbage +i sin stol med en næsten ærgerlig mine . +„ Hvor kan de tale om lykke , når de i samme +øjeblik påståer , af hun i virkeligheden er sindsforvirret . + + +„ Forlad mig , “ sagde doktoren . „ De befinder +dem i en stor vildfarelse , som jeg forresten ved er +meget almindelig . De tror , at en gal altid må +føle sin ulykke ; men tværtimod , der er forrykte , som +jeg noget nær antager for at høre til de lykkeligste +mennesker . Hun hører netop til dette slags ; thi +hendes forrige forvildede tilstand , der af og til afløstes +af lysere øjeblikke , hvori hun dybt måtte føle +sin ulykke , har nu forvandlet sig til en fiks ide , der +heldigvis fylder hende med fred , ja en vis lyksalighed . +Hun tænker frit , bevæger sig ligesom andre i +den ideekreds , som hendes omgivelser fremkalde , og +har ingen klar bevidsthed om sine forudgangne lidelser . +Kun når talen falder på noget , der tilfældigt +minder hende om Halvor Johnsen , kommer +den løse skrue frem , men så kan man , min salighed , +også dreje på den , så længe man vil ; den er +ganske som archimedes ' s , den har hverken begyndelse +eller ende — den går rundt , rundt , rundt , ligesom +hans . “ Og den gamle doktor ledsagede hver +af disse „ rundt “ med et slag af fyrstålet , så +gnisterne spruttede til alle sider , og lunten tændtes +i et nu . +„ Så bliver jo ethvert fast håb , enhver sikker +tro af regne med ind under vanvid , “ bemærkede jeg . + +„ Ganske sikkert , ganske sikkert , så snart det gælder +noget umuligt , højstærede , “ ivrede doktoren og +klappede låget på sin merskums pibe i med et +fast og bestemt slag . „ Tror de , som hun , af der +spadserer et barn omkring derude i klitterne , som +ingen andre end de kan se , så er de gal , og +håber de , af en druknet sømand skal komme hjem +for af holde bryllup , så er de også gal . Nu +skal de blot høre . Forleden aften , ligesom hun var +kommen hjem fra den gravhistorie , hvorfor jeg , in +parenthesi sagt , skældte Lars Hansen og konen +dygtigt ud , sidder jeg alene med hende i mørkningen +henne ved vinduet . Da går der pludseligt ligesom +en gysen igennem hende , og jeg siger : „ „ Hvad +ryster du nu for , lille Marie ? “ “ — for jeg har været +dus med hende fra barn af . „ „ Nu tændtes nyet , “ “ +Sagde hun med sagte stemme , og lige i det samme +kom jeg til af se ind i hendes forunderlige øjne ; +de skinnede med en glans , som andre ville kalde +sjælfuldhed ; men gud bedre os for det , det er +noget helt andet . Jeg så ud ad vinduet , og ganske +rigtigt , der stod nyet tændt på den mørkeblå +aftenhimmel . Hun stirrede på det med en fortrøstningsfuld +glæde i hvert af skne træk , og jeg sagde : +„ „ Det er da ikke noget at ryste for , lille Marie . “ “ + +da sænkede hun sit blik , så mig dybt og fast ind +i øjet og sagde : „ „ Jeg ryster af glæde ; thi i dette +øjeblik følte jeg , at Halvor tænkte på mig . “ “ +Vil de nu tænke dem , hvilket nonsens ! Jeg blev +så gal i hovedet derved , at jeg sagde , og det noget +uforsigtigt : „ „ Snak , Marie , det kan han jo ikke . “ “ +Jeg fortrød det straks , thi det kunne have rystet hende ; +men hun rejste sig blot op , pegede på nyet og sagde +med en overbevisning , som fuldstændigt viske mig , +at hun var gal : „ „ Når den halve ring bliver til +en hel , kommer Halvor tilbage , “ “ og dermed gik hun +ud af stuen . “ +„ Lod de hende da gå ? “ spurgte jeg forundret . +„ Naturligvis , enhver tvang ville blot virke +skadeligt . Hun har nu sin fuldstændige frihed , og +faderen sætter sig ikke længere mod noget . Jo mere +motion , desto bedre ; det er det eneste , der måske +kan helbrede hende . “ +„ Tror de da ikke nok , af hun kan helbredes . “ +„ Jeg har bedre håb end forhen , “ sagde lægen , +„ effersom hendes fysiske velvære , er i dagligt tiltagende ; +men så fine naturer som hendes er vanskelige +af beregne . Nu blomstrer hun vel op som et +æbletræ , der i lang tid var fortrykt , men har de +lagt mærke til , af de æbler er sødest , som er + +stukne af orme . De modnes hurtigst , men falde +tidligst af . Der er noget ved Maries tilstand , +som ganske minder mig derom ; hun er som en blomst , +der har fået nattefrost . Så længe kulden varer , +kendes det ikke , men så snart morgensolen tøer dens +frosne blade med sin ild , falder den sammen og +visner . “ +„ Men hvis man nu satte sig ind i hendes ideer , +gav agt på dem , og ligesom lyttede til hendes sjæls +indre røster for af handle i overensstemmelse dermed , +troer de ikke , af det ville hjælpe ? “ +„ Gudbevares ! “ råbte doktoren . „ De vil da +ikke gøre hende bindegal ? Fortæl hende først , at +Halvor Johnsen vil komme tilbage , eller at Mitra +venter hende ude i klitterne , så skal de bare se , +hvordan galskaben løber af med hende . Kold , rolig +opposition og kolde omslag , når blodet stiger til +hovedet — det er det eneste middel , forsikrer jeg +dem , det eneste middel ! “ +Nu kunne jeg ikke dye mig længere , og medens +den gamle læge kradsede sin pibe ud for at stoppe +sig en ny , begyndte jeg at fortælle om ringen , om +graven , og hvorledes jeg ved at lytte til hendes i +søvne udtalte fantasier , netop havde bevirket noget , +som jeg måtte anse for en helbredelse . + +denne gang slog doktoren ikke takt med fyrstålet ; +han vedblev tværtimod at proppe tobak i +hovedet , skønt det for længst var fuldt , med en tvær , +vantro mine . Men da jeg havde endt min fortælling , +udbrød han heftig : „ Nå , så de er altså +også med i complottet ! Tak de deres gud , at +ikke et nerveslag dræbte hende på stedet ; det er +ikke deres skyld , at sagen tog den gænge . Stop , +Søren ! “ råbte han til kusken og sagde derpå ikke +uden en vis bitterhed : „ Vær så artig , hr . Collega , +her går vejen til Lars Hansen . “ +Nu fortrød jeg min åbenhjertighed ; thi den +gamle læge rakte mig næppe hånden til afsted , +men egentlig kun fyrstålet , hvorpå han rullede +videre , medens blå røghvirvler bølgede bag ved +ham og dannede mærkelige krøller som commentar +til hans tekst . +Allerede da jeg nærmede mig Lars Hansens +hus , blev det mig klart , at noget lyst og glædeligt +var foregået , som syntes at udbrede sin Duft over +selve det hjem , familien beboede . De små , blyindfattede +ruder vare vegne for større , og de mørke +fyrrer , der ved at stænge lyset og luften ude , havde +fremkaldt en vis trist stemning , lå fældede — +Lars Hansen var netop i færd med at give de sidste + +banesåret . Da han så mig komme , slængte han +øksen og for ud på vejen med en så drøj velkomsthilsen , +at jeg ikke skal gentage den her . Derpå +drog han mig ind i stuen , hvor Karen sad +ved sin rok , medens Marie læste op for hende ; men +ved min indtrædelse lagde hun rødmende bogen fra +sig på bordet . Hvilken modsætning fra den gang , +jeg så hende sidst ; det var som dagen mod natten . +Man kunne vel se , af hun havde været syg ; thi +hendes lød var fint og skært , hendes hænder hvide +og magre , og en stærk bleghed afløste hendes pludselige +rødme ; men af hun endnu skulle være sindsforvirret , +derpå var der ikke tegn af opdage . +Hendes blik var klart og roligt , og hendes smukke , +blå øjne udmærkede sig netop ved et udtryk , som , +skjøndt det af og til var drømmende , dog måtte +kaldes sjælfuldt og smukt . Dertil sad hendes rige +hår så sirligt og fast , af man næsten måtte anse +disse guldgule fletninger for støbte af det ædleste +metal , og det mørkeblå hvergarnsskjørt hang tilligemed +det hvide forklæde i så smukke folder , af +det var en lyst af se . Havde jeg ikke kendt hendes +tidligere tilstand , ville jeg aldrig have anet , af +denne unge pige , der nu venlig bød mig velkom + + +men , havde været i den tilstand , hvori jeg desværre +altfor ofte havde set hende . +„ Kan de huske mig ? “ spurgte jeg prøvende . +„ Nej , de har vel glemt mig ? “ +„ Jeg har set dem lidt i den tid , jeg var +borte , “ sagde hun uden spor af forvirring eller falsk +undseelse . Jeg husker dem som gennem et slør ; +men deres stemme kender jeg fuldt vel , den havde +en mild klang . “ +Med disse ord gik hun på moderens vink +hen til et skab , fremtog dug , ske og tallerken +og dækkede i al taushed , men med fuldkommen +sikkerhed og ro til mig for enden af bordet . Dog +lagde jeg mærke til , at hendes blik undertiden dvælede +særegent forskende på mig , som ville hun bag +mine træk søge en andens , og en uvilkårlig angst +greb mig ved erindringen om , at jeg i det ydre +skulle have noget tilfælles med Halvor Johnsen . +Dog beroligedes jeg snart , da jeg så , hvor uforstyrret +hun røgtede sin dont , og hvor rolig hun gik +ud af stuen , da mållidet var færdigt — jeg var +jo desuden bleven tre år ældre . +„ Nu skal hun sin tur i klitterne , “ sagde +Lars Hansen og så gennem ruden efter hende . +„ Hun og klitterne høre sammen ; tror jeg ikke , gud + +hjælpe mig , at hun holder mere af dem end af stuen +herhjemme . “ +„ Stuen er hende trang , “ sagde moderen mildt +og så op fra sit spind . „ Der er fugle , som +døe i Bure , men synge ude . “ +„ Når blot hun får gå i fred , “ sagde +Lars Hansen og kløede sig bag øret ; „ jeg ængstes +tidt for , at nogen skal kyse hende i sandene . “ +„ Niels ilde er ombord på kutteren i aften , “ +Sagde konen og spandt videre ; „ han får ikke landlov +i syv ugedage , desformedelst at han drev hans +torden en kindhest . “ +„ Hvem er hans torden ? “ spurgte jeg . +„ Det er tredje mand på kutteren , næstefter +betjenten og Niels ilde , “ sagde Lars Hansen . +„ Et underligt navn , “ bemærkede jeg . +„ Å ja , for den , der ikke ved , hvordan han fik +det , “ sagde Lars . Han var ude med Barken Ane +Marie i Nordsøen og gik tilveirs under en svær +byge for at besfåe mersseilene . Så , ligesom han +lå på råen , kom der en lynstråle og rev ham +ned fra den og kastede ham ned på dækket . De +troede alle , han var død , og ville hive ham overbord +den næste morgen . Men ligesom de ville til at sye +ham ind i køieklæderne , siger han : „ „ Tordne mig , “ “ + +siger han , „ „ kan i hallunker ikke lade mig ligge , +til jeg selv en gang går tilbunds . “ “ Så mærkede +de da nok , at der var liv i ham og plejede +ham så småt , til de kom til antwerpen . Der blev +han lagt på et hospital og blev gnedet på en +electrisermaskine , for han var endnu ganske lam , da +de satte ham iland . Fra den tid hedder han hans +torden ; og med undtagelse af en blå stribe ned +ad den højre kind er han ligeså rask som jeg . “ +Her endte Lars Hansen sin mærkelige fortælling +og langede sin kabuds ned af væggen , idet han +sagde : „ Jeg får dog at se , hvor tøsen bliver af , +og støtte hende en kende , skulle hun blive mødig +på vejen . “ +„ Han er forandret , “ sagde jeg , da lodsoldermanden +havde forladt stuen . +„ Ja , han er så , “ sagde Karen og standsede sin +rok ; nu er han ligeså blød og føjelig , som han +før kunne være contrari og ilsindet i alt det , som +Marie angik . For småtingene fik jeg nu altid at +råde . Ja , han er bleven sær forandret , som professoren +siger ; give gud , at det ikke må være forsilde , +så at det stakkels barn endnu kan nå sin +lykke , uden at Niels ilde , det onde skarn , får +lagt hende plat øde . “ + +„ Den lykke , hun håber på , når hun dog +vel næppe , “ sagde jeg ; „ Halvor Johnsen skal jo være +forlist . “ +„ Ja , hvo ved ? “ sagde Karen tvivlende . „ Aviserne +ere ikke nu som i gamle dage ; de lyve lidt +en mand død . “ +„ De tror altså , at han lever ? “ +„ Ja , jeg ved hverken ud eller ind , “ sagde +Karen og brast pludseligt i gråd . „ Taler jeg med +Marie , da bæres det mig grangiveligt for , at han +må leve ; så fast og sikker en tro giver Vorherre +ikke nogen forgæves . Men snakker jeg så med +doktoren , så tager han alt plat fra mig igen og +siger , at sådan en tyrketro netop er bevis på , at +hun endnu ikke er rigtig i hovedet . Meget har han +gjort for hende ; men tror jeg så skam ikke , at +han har fået nag til hende , fordi hun kom sig på +st . Helene grav . Hvor kan også nogen være +fumbet i hovedet , der læser så vel , som hun ? “ +„ Hvad var det , hun læste for dem ? “ spurgte jeg . +„ Ak , “ sagde Karen , „ det er sådan en herlig +bog , som vor gamle præst gav hende , dengang +hun stod til confirmation . Den skildrer så grangiveligt , +at jeg sommetider tror at være midt inde +i Tyrkiet , eller hvor det nu er . Ret nu , som de + +kom , sad hun og læste om de tre prindsesser , hvoraf +den yngste blev trofast , medens de to andre glemte +hver sin hjertenskær ; den historie har hun altid +holdt mest af , og når hun kommer til det sted , +hvor prinsessen sidder alene ved stranden og seer +ham komme på kobberhesten , så de lyse luer stå +ud af dens næsebor , da lyser hendes øjne sådanne , +at jeg nok kan se , hvad hun tænker på , men så , +lukker hun lidt bogen og siger : „ „ Sorgen er jo aldrig +så tung , at glæden kan vorde des større “ “ — ja , +håb er sjælens dåb , som vor præst sagde ; det +beskæmmer ingen . “ +Jeg greb bogen og bladede i den ; det var +„ Tusinde og en nat “ , og man kunne se , at den +var bleven læst flittigt , ligesom jeg lagde mærke til , +at de steder , der gav fantasien friest spillerum , +ofte vare understregne med en grov blyant . +„ Forstår de nu også alt , hvad hun læser ? “ +Spurgte jeg . +„ Ia sommetider kan det jo være svært nok for +mig , “ sagde Karen ; „ men for hende går det des +bedre , al den stund præstens døtre læste med hende +fra lille af . Den gang skønnede hun så let , at +hun næsten nemmede en bog udenad , havde hun blot +læst den to gange ; men så måtte vi lukke for + +boghylden , fra det lav , hun mente at se underbarnet . “ +„ Nu +tænker hun vel ikke mere derpå ? “ +„ Nej , “ sagde Karen , „ i lange tider har hun +ikke talt et ord derom ; men lige indtil hun blev +så syg , så hun ofte syner derude i sandene , så +hårene måtte rejse sig på ens hoved . Men de +betød aldrig noget for andre , og kun lidt sagde +hun derom til os . Efter hendes sygdom har jeg +ikke mærket noget , det jeg ved af , så nu har vel +Herren taget magten fra det onde , der pinte hende , +og har betænkt at gøre hende karsk . Kom Halvor +Johnsen blot igen , såsandt tror jeg , at hun glemte +al sin Kummer og kvide . “ +„ Jeg traf doktoren ved toldstedet og kørte +med ham til veiskjellet ved den sidste klit . Han +fortalte mig , at Marie havde sagt , at Halvor Johnsen +ville være tilbage , når nyet blev fuldt . Det er +der kun syv dage til . “ +„ Ak ja , det samme har hun sagt mig ! “ sukkede +Karen , „ og det tyder intet godt , at hun på ny vil +ud til havfruestolen , når solen går til ro . Der +fik hun sine første svære anfald , og -- -- - nå , +gud være lovet , der kommer Lars med hende ude +på vejen . “ + +vor samtale blev afbrudt ved de indtrædende . +Marie havde i hånden en bouket af klokkeblomster , +blåhat , valmue og andre markblomster , som trives , +hvor lidt muld kommer frem , og hvor klitterne give +læ . Hun viste mig dem med barnlig glæde , som +om de vare de kosteligste urter fra et fremmed land , og +ordnede dem derpå med så megen farvesands , at +jeg kunne se , at præstens døtre havde lært hende +mere end at læse . Senere fik jeg da også at vide , +at præstens yngste datter havde haft megen omgang +med Marie og foreslået at tage hende med til +hovedstaden , da de rejste . Deraf blev der dog intet , +da Maries forlovelse og sygdom kom imellem ; +men det gav mig nøglen til , hvorfor hun både i +dragt og lader var noget mere end en sædvanlig +fiskerpige , ligesom også hendes fantasier i de ensomme +klitter vel knnde være påvirkede af de mærkelige +drømme i de gamle østerlandske eventyr . +Tiden hengled let og behageligt i Lars Hansens +hus , eller snarere udenfor dette ; thi allerede om +morgenen lokkede den vildsomme natur mig ud til +nye undersøgelser enten i klitterne eller på havet . +Først om eftermiddagen vendte jeg tilbage med mit +udbytte , og når jeg havde underkastet dette den +første , foreløbige behandling , tilbragtes aftenen + +gerne i Lars Hansens forreste stue under en +passiar eller oplæsning af Marie . Når hun greb +bogen , og med sin bløde , friske stemme gav sig til +at læse en af scheherazades underfulde fortællinger , +da lyttede de andre til i tanshed , men på minespillet +i hendes ansigt , på rødmen , der kom og +gik over hendes kinder , på øjets funklende glans +og stemmens overgange knnde jeg vel mærke , at +hun ligefrem gennemlevede , hvad hun læske så inderligt , +at hun knnde tro det som virkeligt . I sådanne +øjeblikke knnde der komme et seeragtigt udtryk +i hendes blik , og hun knnde bevæges så stærkt , at +hun måtte lægge bogen fra sig ; men dette tydede +jo kun på en letbevægelig , livlig fantasi , som farvedes +af eventyrets rige billeder . Derimod var +det mig mere påfaldende , at hun hver aften kom +senere og senere hjem fra havfruestolen , og at hun +da ofte i sit ansigt havde et uroligt eller skuffet +udtryk , der ikke spåede mig godt . +Foruden Lars Hansen havde jeg i Rørvig erhvervet +mig en anden ven , den djærve Palle Ib . +Han var en ægte sømand , lav og undersætsig , med +et par mægtige , røde bakkenbarter og et ansigt så +fuldt af kopper , at ingen flue kunne kravle hen over +det uden at brække bagbenene , som han selv sagde . + +dertil var han fører af toldkutteren „ Najaden “ , og +bar som sådan titel af krydstoldassistent eller assistent , +som han til daglig kaldtes . Det værste var , +at jeg måtte skjule min omgang med ham for Lars +Hansen , så godt det lod sig gøre ; thi det eneste +feilsyn hos min gæve vært var det , at han i kraft +af sin maksime om den frie sø anså smugleri +for en lovlig gerning , så at det efter hans mening +kun var af det pure krakileri , at Palle Ib havde +lagt sin hurtigseilende kutter for Anker ved Rørvig +toldsted . +En eftermiddag havde jeg gjort en af mine +sædvanlige udflugter til det højtliggende klintebjerg , +og vandrede henimod solnedgang tilbage langs +stranden forbi dybe- og flyndersø , der vel nu +forlængst er udtørrede . Det var en stille og mild +juliaften , havet krusede sig i næppe mærkelige dønninger , +og lyngoldenborrens sagte summen , en enkelt +jordhumle , der drak af den gule strandkløver , var +alt det , der afbrød den dybe stilhed , som hvilede +over de golde sandflader med deres bakker og Dale . +I sorgløse tanker slæntrede jeg langs den rullestensbelagte +strandbred med min botaniserkasse på +ryggen , beundrende den regelmæssige form , som +bølgeslidet formår at give selv de hårdeste stenarter , + +da opdagede jeg pludseligt en kvindelig skikkelse +noget foran mig og så , at det var Marie , +som sad på den store halvsprængte sten og stirrede +ud over havet . Havde jeg ikke vidst bedre , skulle +jeg have troet , at det var en statue , så ubevægelig +sad hun på den grålige , lavbevoxte granitblok , og +skjøndt rullestenene ramlede under mine fødder , +drejede hun ikke engang hovedet for at se , hvem +det var , der nærmede sig ; hun syntes tværtimod hensunken +i en stille , drømmerisk beskuen af den vidtstrakte , +solbelyste havflade , som langt ude i horizonten +forenede sig med aftensolens glød , og først da jeg +lagde hånden på hendes skulder , for hun sammen +med en skælven , der gjennembævede hende fra +isse til fod . +„ Nu vækkede de mig , “ sagde hun med et bebrejdende +udtryk i de mørkeblå øjne . +„ Sov de ? “ spurgte jeg . +„ Nej , “ svarede hun ; „ men da de rørte ved +mig , var det , som veg nogen bort fra mig . “ +Jeg betragtede den sælsomme pige og tænkte i +det samme på Mitra , men jeg huskede også lægens +ord og satte mig stiltiende ved siden af hende på +det bortsprængte stykke af havfruestolen . + +„ Vil de blive her ? “ spurgte hun endeligt , halvt +frygtsomt , halvt uvilligt . +Jeg følte , at der i disse ord lå et ønske om , +at jeg skulle fjerne mig ; men jeg svarede : „ Det er +silde , Marie ; om lidt går solen ned , og det bliver +koldt herude ved stranden . De bliver syg af at +sidde så længe i den kolde aftenluft , når duggen +falder . “ +Hun så på mig med et halvt fortrydeligt , +halvt velvilligt blik og sagde : „ Jeg bliver aldrig +mere syg ; “ derpå trak hun fødderne til sig og +lagde de foldede hænder sammen over knæene med +en mine , som ville hun afskære enhver videre +tiltale . +„ Det kan de ikke vide , “ sagde jeg . „ Ingen +kender sin skæbne . “ +Hun drog fødderne endnu mere til sig , knugede +sig endnu tættere sammen og sagde med et underligt +udtryk : „ Jeg kender min . “ +„ Er den god ? “ spurgte jeg . +Hun svarede ikke , men stirrede på ny hen over +de solbelyste bølger , der sagte og i bløde dønninger +vuggede sig for den næppe mærkelige brise . Jeg +fulgte retningen af hendes blik og så , af det +dvælede på de solbelyste aftenskyer , som i mangfoldige , + +vekslende lag og spillende i alle overgange +af Violet , orangerødt og guldgult som en mangefarvet +glorie omgav den synkende sol . En enkelt lille , +mørkfarvet sky drog sig i dette øjeblik forbi solen +og delte dens blodrøde Skive i to ulige dele . Den +havde , som alle skyer , der bebude storm , en forreven , +fantastisk figur ; den lignede næsten en sælsom , +vinget fisk , i hvis opspilede gab solen truede med +af forsvinde ; men pludseligt opløstes den og flød hen +i to søndrede halvdele , så af solen atter strålede +under den i sin fulde renhed . I det samme foldede +Marie hænderne og udbrød : „ Nu fejrede lyset ! “ +Jeg så på hende og blev dybt greben af den +skønhed , der i dette øjeblik hvilede over hvert af +hendes træk . Det var den reneste barnlige glæde +forenet med en jomfruelig undseelse over , at jeg +havde hørt hendes udbrud og måske morede mig +over det . “ +„ Seer de syner i solen ? “ spurgte jeg . +„ Ak , “ svarede hun dæmpet , „ jeg ved godt , at +jeg ikke seer som andre folk , og har lidt måttet +høre ilde derfor , og dog seer jeg ikke således nu , +som da jeg var barn ; de syner vende aldrig tilbage . “ +Hnn sagde dette med en inderlighed og en varme , +som fik hendes læber til at skælve . Jeg mindedes + +påny Mitra , og hvad dermed stod i forbindelse , +men kunne dog ikke lade være at spørge : „ Hvad +så de da som barn , Marie ? Herude i sandene +mellem de nøgne , øde klitter er der jo intet at se ; +så skulle de blot komme til København . “ +„ Intet at se , “ gentog hun , idet en livlig +rødme farvede hendes kinder . „ De taler som doktoren +og tænker vel også som han . “ +Jeg følte mig ikke meget smigret ved denne bemærkning +og sagde ganske vist lidt på dril : „ Jeg +seer intet andet end marehalm og tang , sand og +vand og så de store stene , over hvilke bølgerne +uafladeligt skvulpe . “ +„ O , de seer som doktoren ! “ udbrød hun heftigt , +„ som den gamle skolelærer , der pryglede os , +og som ham , jeg ikke vil nævne . De kan ikke forstå , +hvad jeg seer , selv om jeg ville fortælle +dem det ! “ +„ Tro ikke det , Marie ! “ sagde jeg varmt og +ville gribe hendes hånd ; „ jeg sagde det kun så +for at drille dem . Tro mig , jeg kunne godt forstå +dem , hvis de ville fortælle mig noget , men +det vil de vel næppe til en fremmed . “ +„ De er ikke fremmed for mig , “ sagde Marie +bevæget , og rakte mig den hånd , som hun nys + +havde trukket til sig . „ Moder har fortalt mig så +meget om dem , og jeg ved , at de har været så +god mod mig den tid , da jeg var borte . Jeg vil +gerne fortælle dem noget af det , jeg så som +barn ; men ikke alt — nej , det tør jeg ikke . “ +Hendes blik antog et drømmende udtryk , og +idet hun sænkede hovedet , så at hun mere så ned +på stenen end på mig , sagde hun med dæmpet +stemme : „ Om dagen så jeg aldrig noget . Når +solen skinnede på de hvide klitbakker og gjorde +alt rigtigt lyst , var jeg altid bange for at gå alene +herude mellem klitterne ; thi her var så ensomt , +syntes jeg , at nogen kunne komme og tage mig . +Men om aftenen , når solen gik ned , blev alt til +guld , og ud fra stranden lagde der sig en gylden +bro , som nåde helt derhen , hvor solen sank , og +der stod et slot med mange vinduer og tårne +og med mange store , hvælvede porte , hvor jeg kunne +se lige ind . Ud ad dem kom dejlige børn for at +lege med mig . De havde lysegrønne klæder og mørke +hår , og de havde krandse af Perler og røde tangblomsler +om deres hoveder . De vare fine og skære +i huden , så at jeg syntes , at jeg kunne se , hvorledes +blodet bevægede sig inden i dem , og de gik +ikke , som vi andre gå , men vuggede sig i lange + +keder frem imod land og spillede sagte , forunderlige +melodier , som jeg ofte endnu synes at kunne +høre . Men når de nåde land , rakte de altid +armene frem imod mig med et suk og forsvandt i +sandet , og jeg græd ofte af smerte over , at jeg +aldrig kunne gribe dem og holde dem fast . Når +jeg da vendte mig fra stranden og bedrøvet stirrede +ind imod land , blev jeg dog altid trøstet ved , hvad +jeg der så ; thi alt sandet glimrede som guld , og +de mørke fyrrer vare gjorte af luende kobber , men +birkene vare af sølv , og fra deres fine grene dryssede +Perler og diamanter , som jeg samlede i mit +forklæde for at bringe dem hjem til moder og gøre +hende glad . Inde fra klitterne klang der da forunderlige +toner , guldsandet regnede fra bakkerne , +og derinde vare store , forunderlige sale og dybe +huler , hvoraf tonerne strømmede ud , men jeg turde +ikke gå derind , thi vanskabte små mænd med grå +kapper og side hatte på hovedet truede ad mig , +og store edderkopper slog væv for indgangene , så +jeg frygtede for at fanges deri . Da kom der ofte +en lille pige i lyseblå kjole og guldbælte om livet . +Hun havde bare fødder og en krands af kornblomster +om hovedet ; men hun var så dejlig , at +jeg ikke formår at beskrive det . Når hun kom , + +blev jeg altid rolig og blev ikke bange , selv om +mørket faldt på . Da kunne vi gå sammen langs +klinten , hvor hun viste mig mange forunderlige ting . +Hun var heller ikke bange for de grå mænd , men +tog dem ud af deres huler og viste mig , at de kun +vare gjorte af sand , så at man kunne pille dem +fra hverandre og strøe dem på jorden ; men , når +hun ville gøre det , skreg de ynkeligt og bad for sig , +og da lod hun dem altid løbe eller satte dem blot +ind i de store spindelvæv , hvor de gjorde de forfærdeligste +ansigter og sparkede og sprællede , indtil +de kunne komme løs . Men når månen skinnede , +var det egentligt allermorsomst ; da lå klitterne +rundtomkring , som var det store , hvide bjerge af +sølv , og ud fra dem kom en mængde dejlige børn +i hvide klæder og med krandse af det blågrønne +marehalm om hovederne . De dansede for os i +måneskinnet og sang inderlige sange , der lød ligesom +vinden , når den om efteråret blæser herude +mellem klitterne . Da viste den unge pige mig lidt , +at de store stene ved stranden ikke vare døde , som +doktoren og skolelæreren sagde . Når hun rørte +ved dem med sin hånd , knagede det i dem , som +skulle de revne , og de begyndte at rokke og bevæge +sig , men langt kunne de ikke komme ; thi de havde + +korte , krumme og vanføre ben , tykke , uformelige +maver og et fladt hoved , der sad nedtrykt mellem +skuldrene . Men når hun rigtigt ville , kom der +dog liv i dem , og de vare da så morsomme at se +på ; thi mange af dem havde ansigter , der lignede +folk inde fra byen , som jeg ikke kunne lide , en +var tyk og rød som toldcontrolleuren , en anden lang +og gul ligesom vor gamle skolemester , men når +jeg puffede til dem , faldt de over hverandre , rullede +ned ad havstokken , og de , der faldt i vandet , satte +de fortrædeligste ansigter op og skyndte sig , alt hvad +de kunne , med at komme iland igen og finde det +hul , hvor de før havde siddet . Men når så doktoren +eller fader kom for at hente mig , løb hun +altid hen og skjulte sig bag den store sten her . Da +var alting borte , og jeg fik kun utak , fordi jeg +havde ladet vente på mig ved nadveren . “ +Hun tav og stirrede atter ud over havet , hvis +flade solen i dette øjeblik syntes at berøre , og det +var , som om hendes øjne slet ikke blændedes af den +gyldne strålepragt , så fast og ufravendt så hun +imod solen . Dybere og dybere sank den , der manglede +kun dens øverste lyserøde bue ; nu svandt også denne +under horizonten , og som en uhyre gylden vifte +gennembrød reflexstrålerne de utallige , skælformede + +småskyer og lånte dem en glans , der i tusindfoldig +farvepragt afspejledes af havet , så at selv +de hvide klitbakker farvedes derved . +„ Nu sank den ! “ sagde Marie og drog et dybt +suk . „ Hvo der kunne synke som den og dog glæde +alle i sin dødsstund ! “ +Hun sagde disse ord så simpelt og naturligt , +men med så megen vemod , at jeg blev greben +deraf , thi i dette øjeblik følte jeg , at tanken om +hendes tilstand dog lå i dybden af hendes sjæl +som den mørke sky , der nys havde truet med at +opsluge solen . Der kom atter i hendes ansigt det +samme udtryk af håbløs uro og skuffet forventning , +som jeg havde lagt mærke til de foregående aftener , +og lidt ængstet sagde jeg : „ Må jeg følge +dem hjem , Marie , nu kommer mørket . “ +„ Ja , nu kommer mørket , “ sagde hun med et +smerteligt suk , men gjorde ingen mine til at rejse sig . +„ Skal jeg gå alene , eller skal jeg følge dem ? “ +Spurgte jeg igen , idet jeg rejste mig . +„ Rettest gik jeg vel uden følge , var de ikke +min faders gæst , “ svarede hun . „ Lad os gå op +oven om klitbakkerne , så kunne alle se os fra +byen . “ + +jeg tænkte i det øjeblik , at hun følte finere +end mangen dame , og rakte hende min hånd for +at støtte hende under gangen opad den stejle sandbanke ; +men hun undveg den og ilede med en lethed , +som jeg ikke havde tiltroet hendes endnu svage kræfter , +opad klitbakken , næsten ligeså hurtigt som jeg . Da +hun havde nået dens top , standsede hun uden at +puste , vendte sig om og så endnu et øjeblik ufravendt +ud over havet . Men pludseligt funklede hendes +øjne med en næsten overnaturlig glans ; hun gjorde +et par skridt fremad , som ville hun atter skyde sig +nedad skrænten ; derpå sank hun med et glædesudbrud +på knæ og favnede en genstand , der for +mine øjne ikke var til , men som hun bedækkede med +Kys og kærtegn . Jeg stod som lynslagen , ikke af +skræk , men af en forunderlig følelse af , at her var +noget , som mine legemlige øjne ikke kunne fatte , +men som måtte være til , endog i min umiddelbare +nærhed . Jeg havde i dette øjeblik glemt at tale , +ja , jeg formåede ikke engang at gøre en bevægelse , +og først i det øjeblik , da Marie rejste sig op og +tilsyneladende fulgte nogen ud imod klittens bratte +skrænt , fik jeg mine lamslagne kræfter igen og for +efter hende for at drage hende tilbage fra det farlige +sted . Men hun kom mig i forkøbet , thi idet hun + +pludseligt drejede sig om imod mig , sagde hun med +et strålende blik , idet hun pegede langt ud over +havet : „ Nu kommer lykken ! “ +Forvirret og forbavset stirrede jeg på hende ; +men hun lagde hånden på sit bryst , bøjede hovedet +tilbage og sagde med en røst , som var den en længe +indestængt ånd , der endeligt fløj ud til lys og +frihed : „ O , nu får det luft , som længe har sukket +og klaget herinde ; mit hjerte sprænges derved ! “ +Hun blev dødbleg , trykkede hånden mod hjertet +med en smertelig mine og vaklede således , at jeg +for til og greb hende i mine arme . „ Hvad er det , +Marie ? “ råbte jeg . +Hun stod et øjeblik uden at kunne tale . Hele +hendes legeme skælvede , hendes bryst bevægede sig +voldsomt , og tårerne trillede en for en tungt ned +på min hånd — de brændte som ild . Endeligt +samlede hun sig , så på mig med et strålende blik +og hviskedee op imod mig : „ Nu kommer han ! “ +Aldrig kunne hun have sagt mig noget værre +— thi nu blev det mig klart , at den gamle doktor +havde ret . Mit blik røbede det , og hun vedblev : +„ Se ikke så bedrøvet på mig ! Jeg er ikke syg , +jeg fejler ingenting ; jeg er kun så glad , så uendeligt +lykkelig . Kan de ikke se ham ? “ + +„ Hvor ? “ sagde jeg forvirret og stirrede omkring +mig . +„ Der , langt ude på søen ! Seer de ikke to +hvide sejl , der dukke op hist ude ; lige der , hvor +solen gik ned ? Det er Halvor ; han står ved +rattet og seer mod land . “ +Jeg stirrede ud i den angivne retning , men +så kun solrødmen , der med sit lysende skær +bredte sig over havet . „ Jeg seer intet , “ sagde jeg . +„ Vær fornuftig , Marie , og følg med ! “ +„ Ak , de seer med øjet og ikke med hjertet , “ +Sagde hun med en mine , som ynkedes hun over mig . +„ Lad os skynde os hjem for at gøre alt færdigt til +ham . Ak , længe , længe har jeg ventet ! “ +Hun ilede hen over det flygtige sand , som var +det den fasteste vej , og jeg fulgte bedrøvet efter ; +thi nu var jeg fuldstændigt overbevist om , at lægen +dog havde ret , og at hendes tilsyneladende helbredelse +kun var en sørgelig maske . På det sted , +hvor klitbanken skrånede ned mod hulvejen , der +førte til Lars Hansens hus , vendte hun sig om og +sagde med bønlig stemme : „ Sig intet til fader +eller moder ! Fortæl ingen , at han kommer tilbage ; +det kunne blive til stor skade for ham og os alle . +Bliv her et lille øjeblik og følg ikke efter mig , før + +de seer , at jeg har nået huset . Tal endelig ikke +til nogen ; jeg vil så nødig spottes i min glæde . “ +Jeg lovede hende det på samme måde , som +man lover et barn et legetøj for at dysse det til +ro ; men hun så mig fast ind i øjet og sagde : +„ Tal ikke ! “ Dermed ilede hun ned , og kort efter +så jeg hendes lette skikkelse atter komme til syne +længere nede i hulvejen og forsvinde bag den banke , +hvor Lars Hansens hus lå . +På det punkt , hvor jeg stod , havde jeg udsigt +ikke alene til fiskerlejet , men også til Rørvig toldsted , +hvor Palle Ibs kutter , najaden , lå fortøjet ikke +ret langt ude . Jeg lagde mærke til , at der ved toldstedet +havde samlet sig en gruppe af sømænd og +betjente , og jeg troede at skimte Palle Ibs skikkelse +imellem dem . I en hast fik jeg kikkerten frem og så , +at der var bevægelse på fartøjet , hvilket bebudede , +at en sejler var isigte . Hastigt rettede jeg kikkerten +mod nordvest , og hvad skildrer min overraskelse — +i de dæmrende aftentåger så jeg de hvide mærsseil +på en skonnert tegne sig uklart mod horizonten . +Nede ved det lille toldsted , hvor jeg kort efter +befandt mig , herskede der travlhed og livligt røre ; +thi på et så afsides sted er en sejler altid en +velkommen gæst , der giver anledning til allehånde + +udtalelser og formodninger , såvel fra toldvæsenets +som fra fiskernes side . Palle Ib stod med kikkerten +for øjet , omringet af en flok fiskere , af hvilke en , +idet jeg nærmede mig , bemærkede : „ Det er fanden +ingen amerikaner det ! “ +„ Luk dine glugger op og din mund i ! “ brummede +Palle Ib og tog kikkerten fra øjet . „ Jeg vil +lade mig hænge , hvis det ikke er en amerikaner . +Kan du ikke se , at han har bomuldsseil og den +korte fokkemast ? “ +„ Hvorfra er den ? “ spurgte jeg , idet jeg nærmede +mig Palle Ib , som i den grønne tolduniform +og med den messingbeslagne kikkert i hånden tog +sig helt statelig ud mellem de grove fiskere . +„ Ja , spørg den ad , “ sagde Palle Ib . „ Vidste +vi blot altid , hvorfra et fartøj kommer , og hvad det +har inde , kunne vi lade dem klarere ladningen på +toldboden . Ventelig er den fra Rio eller en anden +oversøisk havn . “ +„ Kan de se , hvad det er for en landsmand ? “ +„ Det er ingen landsmand det , “ sagde Palle Ib +og satte atter kikkerten for øjet , „ ellers havde den +tonet flag for længe siden . Den seer ud , som kunne +den have lyst til at give købmændene i Nykøbing +nogle fade rum til billig pris . Så for satan , + +der går allerede et par kadrejere ud til den fra +ebbeløkke . Havde vi blot en hatfuld vind , kunne +vi overhale ham endnu i aften , men den er løjet +svært af . Den fordømte skonnert ligger for langt +ude til af nås med fartøjet . “ +„ Går de ud i morgen ? “ spurgte jeg . +„ Før solen står op , “ sagde Palle Ib bestemt . +„ Den seer mig ud til allehånde . “ +„ Så kunne de gøre mig den tjeneste af tage +mig med ; jeg kunne have lyst til af se , hvorledes +det går til , når et fartøj bliver overhalet . “ +„ Hjerteligt gerne , “ sagde Palle Ib og sænkede +kikkerten ; „ når blot professoren vil være parat til +af tage sin overhaling med ; skønner jeg ret , får +vi så megen vind i morgen , af professoren gerne +kan tage reb i sin hat i aften . “ +Jeg kendte Palle Ib for godt til af blive stødt +over den hentydning , der lå i hans ord , og var +for nysgerrig til af lade mig skræmme , selv om vi +skulle få en ordentlig storm . Maries besynderlige +adfærd og sikre håb havde vakt en vis stemning +også hos mig , og nu var der jo den ønskeligste +lejlighed til af se , om hun havde ret eller +ikke . Jeg aftalte altså med Palle Ib , af jeg skulle +holde mig parat til af møde ved daggry nede ved + +toldstedet , og medens jeg grundede på , hvorledes +jeg bedst skulle binde min vært en lille historie på +ærmet , begav jeg mig op til huset bag klitbakken . +Lars Hansen havde også set den fremmede +sejler og mente , af den kom fra Rio med kaffe . +Karen sukkede , da hendes mand udmalede hende , hvor +let folkene fra ebbeløkke kunne komme til en sæk +eller to ; men Marie gik omkring med et strålende , +jeg kunne næsten sige overjordisk udtryk i sit ansigt , +og da hun efter aftensbordet tog den gamle historiebog +frem , læste hun med en sådan inderlighed +og et sådant udtryk , af jeg mere end nogensinde +måtte sande Karens bemærkning . Først hen ad +midnat brød vi op , og det lykkedes mig ved hjælp +af Marie af komme i besiddelse af Eriks stortrøje +og sydvest , uden af Lars Hansen anede det forræderi , +hvori hans nærmeste tog del . + +vi . +Allerede før de første solstråler den næste +morgen tittede ind ad mit vindue , var jeg på +benene og nede ved toldstedet , hvor hans torden +ventede mig i kutterens fartøj . Lidt efter kom +Niels ilde tilligemed John , den tjenstgørende betjent , +som venligt bød mig godmorgen ; men idet jeg +sprang i fartøjet , tilkastede Niels ilde mig et hadefuldt blik og tørnede , tilsyneladende uforsætligt , sådan +imod mig , at jeg nær var gået udenbords . Jeg +noterede mig denne lille venskabstjeneste , der nær +havde gjort min udflugt til intet , og idet jeg satte +mig ned på toften , spurgte jeg John i en ligegyldig +tone , om han kendte noget til Halvor +Johnsen . +Niels ildes ansigt fortrak sig på en uhyggelig +måde ved dette spørgsmål , og han brummede , +medens han lagde åren ud : „ Her er ingen , der +spørger efter Halvor Johnsen ; han er gået neden +om hjem for mange tider siden . “ + +„ Så ? “ sagde jeg og betragtede ham stift . Da +var der dog en mand fra ebbeløkke hos lodsoldermanden , +ligesom jeg gik herned ; han sagde , at han +havde talt med Halvor Johnsen ombord på skonnerten . “ +Niels +ilde slap åren ganske bleg i ansigtet , +men hans torden råbte : „ Så skod , for satan ! +Vi render jo mod bolværket . “ +Niels tog atter til åren , men John sagde : +„ Så har de fandens karle fra ebbeløkke været +derude i nat og malet kaffe . Nu ved da hver kæft +på skonnerten , at vi ligge ved Rørvig , så får +den ben at gå på . “ +„ Er det da et mistænkeligt fartøj ? “ spurgte jeg . +„ Å , “ svarede betjenten , „ de prøver jo sommetider , +om de kan kaste et par sække kaffe eller nogle +kister tobak iland til købmændene i Nykøbing . +Det er mest sådan hen ad efteråret , når nætterne +ere mørke . Nu smugles der kun af kadrejerne , og +det har ikke stort at betyde . Hvad var det ellers +for en mand fra ebbeløkke ? “ tilføjede han med et +lunt blik . +„ Jeg kendte ham ikke , “ sagde jeg afvisende ; thi +i virkeligheden havde der ingen været hos Lars +Hansen ; jeg havde blot villet prøve at stoppe munden + +på Niels ilde . Dette var også lykkedes mig ; thi +han mælede ikke et ord den hele vej til kutteren . +Oppe på dækket , hvor alt ligetil de små +falconetter var så pudset og blankt , at man mindedes +om en orlogsmand , travede Palle Ib op og +ned med kikkerten under armen og en mine , som +viste , at nu var han i sit rette element . Han bød +mig hjerteligt velkommen , og da jeg meddelte ham +det puds , som Niels ilde havde villet spille mig , +sagde han : „ Det er en studs Karl og en helvedesbrand +mod dem , han engang har fået kig på . De +må have gjort ham noget imod , det tør jeg frit +bande på . “ +Jeg ville give en længere forklaring , hvilket er +en slet forretning tilsøes ; thi Palle Ib vendte sig +fra mig og råbte : ��� Hiv hjem ! — skrub jer forude ! +Hejs fokken ! “ +Disse ord i forbindelse med den derved tilvejebragte hiven og halen ville have overdøvet en +kraftigere stemme end min , og få øjeblikke efter +stod vi , efter at have fået storsejl og klyver sat , +med en stiv kuling af nordvest ud gennem issefjordens +indløb , idet vi kastede det sidste afskedsblik +til det venlige fiskerleje og de fjerne skove ved +Jægerspris . + +inde i fjorden , hvor klitbakkerne gav læ , +havde vi haft smult vande , men knap havde vi klaret +det høje spotsbjerg , før sagerne tog en anden gænge , +så at jeg i en hast fik en praktisk forklaring af , +hvad „ en overhaling “ vil sige . Vi havde næppe +gjort en vending på den første boug , før vi havde +søerne over dækket , og nu krydsede vi på ligeså +meget under som over vandet , idet jeg priste Eriks +stortrøje og sydvest . Palle Ib gjorde ikke mine +til at rede . +Imidlertid lå skonnerten en mil til luvart +af grønne revle , men næppe havde vi halet en kvartmil +ind på den , før vi så den hejse sine forsejl , +og Palle Ib udbrød : „ Nu går han , djævlen gale +mig , tilsøes ! Vi skal vise ham , at najaden mageligt +kan have hans kram . “ +Heri tog han imidlertid fejl ; thi vel var najaden , +som de fleste af vore krydstoldkuttere , et letløbende , +hurtigseilende fartøj , men her traf det sin +overmand , og vi havde næppe gjort et par vendinger +til , før Palle Ib til sin store ærgrelse mærkede , at +han stiledes agterud af sin overlegne modstander . +„ Sæt gaffeltopseil ! Hejs flag og stander ! “ +Råbte Palle Ib . + +hans torden og Niels ilde sprang til før at +udføre ordren , men den sidste brummede , idet han +strøg forbi : „ Den bærer hun ikke . “ +„ Spør ' jeg dig , flab ! “ råbte den hidsige Palle +Ib , som havde opfanget Niels ildes ord . „ Hun +skal bære det ! “ +„ Det går ad helvede til ! “ mumlede Niels +ilde , medens han stak faldet på . +Til held for ham hørte Palle Ib ikke denne +iøvrigt meget rigtige bemærkning ; thi han var alt +agter ude , og et øjeblik efter så jeg ham lede +tilberedelserne til at lade de små piecer , som kutteren +førte . +„ De vil da ikke skyde på ham ? “ sagde jeg +leende . +„ Ikke det ? “ svarede Palle Ib og langede selv +en kardus til en af folkene . „ Hvad fanden tror +de da , vi har de tingester til ? Først et skud løst , +og så en kugle foran bougen — det er efter instruksen . Det øvrige kan komme efter conduite , som +man siger . “ +Koparrene i Palle Ibs ansigt glødede , medens +han udtalte disse ord med en bestemthed , som var +han chef på et orlogsskib , der jagede en sørøver . +Jeg sprang til side , og nu knaldede den lille falconet + +lystigt af uden andet resultat end det skarpe knald , +som hurtigt bortførtes af vinden tilligemed krudtrøgen . +Fra +skonnerten kom der intet svar . Den +fortsatte roligt sin kurs uden så meget som at tone +flaget ; men vi halede øjensynligt ind på den , og +endeligt kom det store øjeblik , hvor man kunne lade +en kugle vande foran dens boug . Denne gang +stillede Palle Ib selv falconetten , og tog så nøjagtigt +sigte , at kuglen dansede hen ad vandet næppe +ti favne foran bougen . I det samme gjorde +skonnerten mine til at tone flag , og Palle Ib +udbrød med en fornøjet mine , idet han snappede +kikkerten fra nathuset : „ Nu skal de se , hun stikker +sin tyske pjalt ud ; det er altid de lybækker kjøbmandsskuder , som more sig med at drille os . “ +I det samme tonede skonnerten flagen +underlig gråsort , laset tingest , lige ubestemmelig +i form og farve , for op under rånokken . Niels +ilde tilkastede sin overordnede et blik , som det +vistnok var heldigst for ham , at denne ikke bemærkede , +men John udbrød : „ Nu skulle da den onde +tordne i ham , hr . Assistent ! det er en tom kaffesæk , +der går tilveirs . “ + +Palle Ib så lige så arrig ud som en dogge +i hundedagene og for selv til roret for at holde +kutteren bedre op til vinden ; pludseligt krængede +vi så stærkt , at hele lønningen lagdes under vand , +et bygekast for susende hen over os , der hørtes en +lyd som et pidskesmeld oppe fra masten — gaffeltopseilet +gik overbord , medens vi rejste os igen . +„ Så til helvede ! “ sagde Palle Ib og så +efter det bortfløine sejl , der et øjeblik hævedes af +søerne . „ Nu kan vi gå hjem og lægge os og +sige , at vi er blevne grint ud af en tysker . “ +Heri tog han heller ikke fejl ; thi i samme øjeblik +satte skonnerten mere sejl , og medens den +gentagne gange hejsede den tomme kaffesæk op og +ned * ) , som for at håne toldkutteren endnn mere , +stod den Kattegattet udefter , bestandigt ladende et +større rum imellem os og sig . +Palle Ib var imidlertid ikke den mand , der +opgav en forfølgelse så let , og først hen ad eftermiddagen , +da skonnerten fjernede sig ud over grændserne for hans station , standsede vi forfølgelsen og +huggede med desto større kraft ind på de tarvelige +* ) dette kaldes at „ kippe “ Flag , og betyder det samme , som +når man på land tager hatten af for en mand . + +retter , som hans tordens kogekunst havde forsynet +kahytten med . Så vendte vi og stod nord om +hesseløen med aftagende kuling . Her ankrede vi +under fyret for at være parate ved daggry , hvis +den mistænkelige skonnert på ny skulle vise sig og ikke +stå storebelt ind , som Palle Ib formodede . Det +var den første dags overhaling , og den kom der +ikke meget ud af , hverken for Palle Ib eller mig . +Uagtet en køje ombord på en toldkutter ikke +kan anses for noget særdeles bekvemt eller luxurieusf +udstyret leje , sov jeg dog udmærket den nat , blideligt +vugget af Kattegattets bølger . Ja , så fast var +min søvn , at jeg først , da jeg tørnede ud , mærkede , +at vi alt vare under sejl og et godt stykke fjernede +fra den lilleø , der havde tjent os til skjulested +om natten . Vinden var sprungen mere Vester +i , men den var tillige løjet betydeligt af , så at vi +med alle sejl oppe kun for en svag brise bevægede +os over Kattegattet i nordvestlig retning . Luften +var , trods morgenen , usædvanligt trykkende og lummer ; +et tyndt , gråt skytæppe dækkede med en fortvivlet +ensformighed hele himlen , og langt ude i +horizonten mod vest lå nogle tykkere banker , der +syntes at tyde på kommende regn . Niels ilde , +hans torden og de to andre matroser , der hørte + +til kutteren , vare i færd med at skaffe forude , John +stod tilrors , og Palle Ib tog som sædvanligt med +kikkerten under armen og begge hænder begravede +i pjækkerten mål af dækket fra roret til spillet . +„ En net ekspedition , jeg har fået professoren +ud på , “ brummede han med et ærgerligt udtryk i +sit ansigt og rakte mig hånden . „ Var det forbandede +gaffeltopseil ikke gået overbord , havde vi +havt skonnertens dæk under os i går aftes , og +havde kunnet løbe tilbage til Rørvig med dens papirer . +Nu kan vi risikere at komme til at ligge og +drive her på observation den ganske dag og få +os en våd trøje inden aften . “ +„ Får vi regn ? “ spurgte jeg . +„ Kan nok hænde , det løser sig op i tåge , “ +Sagde Palle Ib og så ud ; men vinden flaner mere +og mere af , det kulede ganske friskt i morges . Bliver +det stille , så vi regn , og så kan vi drive i det +en dags tid eller to — det er en sølle fornøjelse ! “ +„ Så må vi overhale skonnerten med fartøjet , “ sagde jeg , „ hvis vi træffe den . “ +„ Måske , “ sagde Palle Ib , „ og måske ikke . +Får vi tyk luft , hvad det seer mest ud til , må +vi lade fartøjet blive , hvor det er . Desuden har de +vel ingen lyst til en ny rotour med Niels ilde ? “ + +„ Å , “ sagde jeg , „ der kommer vel andre i fartøjet +end han . “ +„ Sig mig , “ sagde Palle Ib og satte sig på +kahytskappen , „ hvad er der egentligt i vejen mellem +Niels ilde og dem . Han gloer efter dem , som +havde han lyst til at give dem en lussing . “ +Jeg tog plads ved siden af ham og begyndte +på min beretning med en omstændelighed , der stod +i forhold til de gode stunder , vi havde , idet jeg +dog ganske fortaug mit sidste møde med Marie . +Palle Ib hørte opmærksomt efter , kun af og til afbrydende +min fortælling med et tvivlende eller opmuntrende +„ det var som satan ! “ . Da jeg havde +endt , spyttede han skrån udover rælingen , tog sig +en frisk og brummede : „ Egentligt talt kan jeg dog +ikke se noget , som skulle gøre Niels ilde hadsk +imod dem ; de har jo ikke rendt ham i vejen . “ +„ Jeg skal have en tilfældig lighed med Halvor +Johnsen , “ bemærkede jeg . „ Måske er det nok til +at vække hans uvilje . “ +„ Ved han det om ringen ? “ spurgte Palle betænkelig . +„ Nej , “ +Svarede jeg , „ men jeg fortryder , at jeg +igår Morges truede ham med Halvor Johnsen , +fordi han rendte på mig . Det faldt mig sådan + +ind i øjeblikket ; thi der har ingen fra ebbeløkke +været hos Lars Hansen . “ +„ Ikke det , “ sagde Palle Ib forundret og så +på mig . „ Jeg troede ikke , at professoren kom ombord +med en pose løgn . John sagde forvist , at den mand +havde truffet Halvor iohnsen ombord på skonnerten , +og her på kutteren tror hver kæft det ; +måske er det derfor , at Niels ilde skuler så ilde . “ +„ Lad ham det ! “ sagde jeg . „ Så kan han +mærke , at man lidt får det tungt på sin ryg , +som man tager let på sin samvittighed . Hvad +mener de ellers om det ? “ +Palle Ib stirrede dybsindigt ned i dækket og +sagde : „ Hvad man ikke har set , skal man tage sig +iagt for at høre . Har Niels ilde fået onde ord , +som han har givet lussinger , så får han en stor +regning at opgøre . Forresten tror jeg , at hele +historien er løgn fra ende til anden ; jeg har også +kendt Halvor iohnsen . “ +„ Førte de da kutteren dengang ? “ +„ Javel gjorde jeg så , “ brummede Palle Ib ; +„ og Halvor iohnsen husker jeg meget godt . Han +var noget af en springfyr og aldrig fornøjet i +tjenesten . Aftenen før han gik iland , havde jeg givet +ham en visker ; ventelig var det af den grund , han + +rømmede kutteren med dens eget fartøj og gik ombord +i russeren . Halvor Johnsen . . . “ +„ En sejler ret forude , hr . Assistent ! “ brummede +en dyb stemme . +Vi for begge op , og Niels ildes svære , mørke +skikkelse stod lige bag ved os . Han havde upåtvivleligt +hørt Halvor Johnsens navn blive nævnet ; +thi hans ansigt var blegt , og dets skulende udtryk +trådte i dette øjeblik endnu stærkere frem . +Palle Ib snappede kikkerten med en ed og +stirrede ud over rælingen . +Jeg fulgte retningen af hans blik , og omtrent +tre Fjerdingvej forude så vi i nordvest skonnertens +elegante rejsning og kridhvide sejl , som næsten +hang døde ned . +„ Nu har vi den ! “ brummede Palle Ib og +gned sine hænder med en veltilfreds mine . „ Om +en halv time har vi ikke en hatfuld vind mere . +Lad dem gøre fartøjet klart , Niels , og sig til hans , +at han holder sig klar ; du og han får trække +på åren . “ +Niels kastede et mørkt blik ud mod den fintbyggede +skonnert ; derpå stak han hænderne i +lommen og sagde : „ Assistenten må have mig undskyldt ; +jeg tager ingen åre i dag . “ + +„ Plager den lede satan dig , Niels ? “ råbte +Palle Ib hidsig . „ Hvad skal de optøjer betyde ! “ +„ Assistenten må have mig undskyldt , “ sagde +Niels ilde og tog med en tvær mine den ene hånd +op af lommen for at føre den til kasketskyggen ; +„ men jeg har fået sådan et værk i den venstre +skulder , at jeg ikke kan røre armen . “ +„ Det er nok kommet flyvende på dig , “ sagde +Palle Ib spydig . +„ Ja , det er så , hr . Assistent ! “ sagde Niels . +„ For det er flyvegigt , skal jeg sige os . Det flyver +på , men det kryber af , det skab . Ret nu får +vi forandring i vejret . “ +„ Så lad hans torden og Ole skalle gå +i fartøjet ! “ sagde Palle Ib ærgerlig og vendte sig +fra ham . „ Selv kan du skrnbbe dig ned i lukafet +og skrnbbe din skulder med værk . “ +„ Tak , hr . Assistent ! “ sagde Niels ilde med +et hæsligt blik i sine mørke , ondskabsfulde øjne . +„ Men mod det værk , jeg har i dag , hjælper al +verdens værk ligeså meget som en dråbe i helvede ; +det går kun over i solskin . “ +„ Hvad fanden mente han med den passiar ? “ +Spurgte Palle Ib og så efter Niels , der drev forud +for at meddele folkene den givne ordre . „ „ Ligeså + +meget som en dråbe i helvede ? “ “ sagde han . +Næsten skulle jeg tro , at de har ret , og at han +går omkring med mørke syner . Han seer ilde +ud i dag , og er derhos dobbelt så studs som sædvanligt +— der må være noget i vejen med ham . “ +„ Hed den kaptajn , som blev dræbt i shanghai , +ikke Jessen ? “ spurgte jeg . „ Jeg syntes Lars Hansen +kaldte ham således . “ +„ Jovel gjorde han , “ sagde Palle Ib . „ Jeg +kendte ham godt ; en stolt gut , men hård mod +sine folk , som satan selv . Der var ingen , der +fik lov til at stikke hænderne i lommen , når de +talte til ham . Han har sin familie endnu inde i +København , så vidt jeg ved . “ +„ Jeg er overbevist om , “ sagde jeg , „ at Niels +ilde har haft noget med det drab at gøre og +måske med et til . Man kan jo se , at det menneske +går om med noget , som tynger ham . “ +„ Bedst er det at lade , som man ikke mærker +noget , “ sagde Palle Ib og rejste sig . „ Halvkvædet +vise kan nok forstås ; men under den føres ingen +mand til galgen . Ret nu er de klare ved fartøjet . Vil de med , hr . Professor ? Eller vil de +blive ombord og drikke skaller med Niels ilde ? “ +„ Da jeg ikke få nogen rimelig grund til + +denne forlystelse , og da jeg tilmed mindedes Lars +Hansens ord i tidsvilde skov , modtog jeg det +første tilbud , og steg tilligemed Palle Ib og betjenten +i det lette fartøj , som gyngede ved vor +styrbords side . Lige i det øjeblik , vi kastede los , +og ligesom årerne sænkede deres skarpe blade første +gang i vandet , stak Niels ilde hovedet op af +lugen og knyttede hånden ad os med et sådant +udtryk af had og forbittrelse i sit ansigt , at jeg +stødte til Palle Ib , som sad tilrors . Han vendte +hovedet om , men i samme øjeblik havde Niels +hånden til huen og forsvandt i lukafet . Palle +knuste en ed mellem tænderne , lagde roret til +bagbord , og nu gled vi med raske åretag hen over +Kattegattet . +Alt som vi nærmede os skonnerten , lagde jeg +mærke til , at hans og Ole hviskende meddelte +hinanden deres bemærkninger , idet de ofte , til ærgrelse +for Palle Ib , vendte hovederne , som om de +målte distancen og ventede at se nogen ombord ; +men jo tydeligere dens lange , smalle skrog og +smækkre rejsning tegnede sig for os , desto mere +lagde vi mærke til , at intet liv rørte sig ombord . +Den lå nu omtrent en halv mil fra os med nedhængende , +døde sejl , men hverken ved rattet eller + +forude mærkede man det mindste spor til , at et +fartøj nærmede sig , ja ikke engang skibshunden +lod sin røst høre — som et dødt skib flød det +på vandet . +Pludseligt drejede John hovedet , stak hånden +iveiret , som for at prøve vinden og udbrød med +en ed : „ Der har vi den ! Nu kan vi vende næsen +hjemad , hr . Assistent ! “ +„ Endnn ikke , “ sagde Palle Ib rolig og føjede +til : „ Hal ud , Manne , i djævelens skind og ben ! “ +Ole og hans lagde sig på årerne ; men det +var for silde . Den tykke banke , der længe havde +stået ubevægelig imod vest , syntes med et at have +fået liv og forvandlet sig til et halvt gennemsigtigt , grågult skytæppe , der foldede sig ud over +havet . Som en uhyre skylavine rullede den frem +ligesom båren af bølgernes toppe , og få øjeblikke +efter væltede den ind over skonnertens rejsning , +indhyllede dens skrog og skjulte den for vore +blikke . En svag brise rejste sig som forløber for +den alt opslugende havguse , hvis yderste bræmme +dannede sælsomt formede , udtungede skybjerge , der , +vekslende i højde og form , erobrede havet lige for +vore øjne . Få øjeblikke efter vare vi selv inde +i den — tågeskyerne lagde sig rundt om os , kolde , + +klamme , dækkende og tilslørende alt , forvildende +hver kurs og blindende selv det skarpeste øje , +og kort efter var også kutteren forsvunden for +vort blik . Så pludseligt og uventet kom den , så +tæt og uigennemtrængelig var den , at folkene holdt +på årerne uden at afvente nogen kommando fra +Palle Ib , der arrigt udråbte : „ Hvad djævlen gloer +i efter ? Hal ud , for satan ! Jeg skal nok holde +kursen ; læg jer på årerne , folk ! “ +Folkene så uvisse på hinanden ; men uvilkårligt +adlød de Palle Ibs barske tilråb , og +årerne sænkede sig atter i vandet , men ikke så +livligt som før . En stund gled vi således hen +gennem tågen i spændt forventning , lyttende efter +den svageste lyd , der kunne lede vor kurs ; men +alt forblev dødsstille , tågen knugede sig tættere og +klammere omkring os , og kun en enkelt måge , der +ilsomt søgte mod land , angav ved sine skærende +skrig , at den på sin enlige flugt havde følt sig +overrasket af os . Da hørte vi fra det fjerne en +langtrukken , hul tuden , ikke ulig den , som vogteren +i gamle dage lod høre fra blegdammene , og jeg +sagde : „ Vi må have skonnerten agter for os ; det +var skibshunden , der tudede . “ +Atter holdt folkene på årerne , og Palle Ib + +udbrød : „ Den hund har jeg hørt før , hr . Professor ! +Han hedder Niels ilde ; jeg kender hans +tudehorn på røsten . Om lidt hører vi nok +skibsklokkerne fra skonnerten — ro væk , Manne ! “ +Hans og Ole vekslede et betydningsfuldt blik , +medens de på ny lagde åren i vandet . Palle +Ib så ud , som han kunne æde skonnerten , hvis +han traf den , men John udbrød : „ Han holder nok +sin knevl i , hr . Assistent , kender jeg ham ret . +Der er flere øren , som høre grant end vore . Vi +kunne rende lige under hans spryd uden at blive +ham vaer . “ +Palle Ib tav og stirrede lige ud for sig ; men +pludseligt spyttede han skrån ud , lagde roret +hårdt iborde med den indholdsrige bemærkning : +„ Djævlen gale i det ! “ +Atter hørte vi den hule , langtrukne tuden , som +gav et alt for tydeligt bevis på , hvor langt vi +havde fjernet os fra kutteren uden at nå vort +mål . Hans og Ole trak flinkt på årerne ; men +alligevel var det en mislig sag at roe efter lyden +alene , og dog var der ikke andet at gøre . Med +korte mellemrum , men bestandigt tydeligere lød den +hule , klagende tuden fra kutterens dæk , og i den +kolde , klamme havguse med dens grågule belysning + +var der i denne melankolske lyd en særegen +spøgelseagtig klang , som var det hunde , der tudede +over et lig . Endeligt vare vi kutteren så nær , at +vi kunne skimte dens skrog , og lige idet Palle Ib +lagde til , hørte vi den fjerne klang af en skIbsklokkes toner lyde hen over vandet . Palle Ib +rejste sig , spyttede agterud og sagde : „ Nu fik de +munden på gang ! “ Dermed entrede han op på +kutterens dæk , og våd og forfrossen fulgte jeg +hans eksempel . +Ligeså livligt som det dagen i forvejen havde +været at stryge hen over Kattegattets bølger , medens +vinden sang i takkelagen , og søerne i sprøjtende +sknmperler brødes foran kutterens boug , ligeså +dødt og melankolsk var det nu at ligge stille i den +hule dønning , medens havgusen hyllede fartøj , +land og hav i sit klamme , grågule dække , for +snart efter i tunge dråber at dryppe ned fra +sejl og tougværk . Vindstille er altid en kedelig +sag tilsøes ; men vindstille og tåge , det er +utåleligt . Forgæves spejdede jeg ud i det tætte +skydække for at finde en eller anden lysere rift , +der kunne bringe vind ; forgæves fløjtede Palle Ib +og bankede på masten — tågen syntes tværtimod +at blive tættere og tættere , så at det til sidst så + +ud , som om kutterens rejsning var forkortet til +det halve . Palle Ib havde lagt sin nu unyttige +ven , kikkerten , og gik med korslagte arme og et +arrigt ansigt frem og tilbage på den styrbords side , +medens John med hænderne på ryggen foretog +den samme manøvre til bagbord . Folkene krøb +sammen forude , og selv sad jeg under lugen på +kahytstrappens øverste trin og lyttede til en sagte +brasen fra kabyssen , som på en glædelig måde +forkyndte , at hans torden var i færd med at riste +flæsk ligesom den foregående dag . Endeligt vare +hans gastronomiske forberedelser til ende , og trylleordet +„ Skafning “ skaffede vel for øjeblikket en blidere +stemning tilveie ; men da beskøjterne , de +gule ærter og flæsket tilligemed en ekstra ranzon +rum vare gåde al kødets gang , indfandt kedsomhedens tågeagtige spøgelse sig på ny og drev +os op på dækket , hvor vi langsomt svingede frem +og tilbage , ikke ulige tre penduler , som sættes +igang af den samme bevægende kraft . +Pludseligt standsede Palle Ib , betragtede mit +modfaldne ansigt og spurgte med fortvivlet ro : +„ Kan de pilke torsk , hr . Professor ? “ +Jeg meddelte ham så vidtløftigt som muligt , +at jeg flere gange havde haft lejlighed til at iagttage + +denne idræt ved Langebro og på toldboden , +samt at jeg antog , at det under de givne omstændigheder +kunne være en sand fornøjelse . +„ Vi har ingen pilke ombord , “ sagde Palle +Ib og vendte sig fra mig ; „ ellers kunne vi pilke +torsk . “ +Atter svingede de tre penduler hen over dækket +fra roret til spillet og fra spillet til roret , hvert +sættende sine egne tankehjul i kedsommelig bevægelse ; +men for mig havde Palle Ibs ord åbnet +en hidtil ikke kendt ideerække , der strakte sig lige fra +urindvånernes „ Pilesænke “ til ulkene på Langebro , +og uvilkårligt gentog jeg ved mig selv den uomstødelige +sandhed , der lå i Palle Ibs ord : „ hvis +vi havde pilke ombord , kunne vi pilke torsk . “ +Jeg må vel til slutning have udtalt eller udnynnet +disse ord ; thi hans torden , der strøg mig forbi +på en af mine svingninger , fog til hatten og +sagde : „ Hvad behager ? “ +Jeg meddelte ham trylleformularen tilligemed +mine erfaringer fra toldboden , og til min store +glæde mente hans , at der vist lå nogle pilkesnører +i hans og Ole skalles skibskister , men at +de nødigt ville frem med dem , da han vidste , +at assistenten ikke kunne lide , at folkene pilkede + +ombord . Hurtigt meddelte jeg Palle Ib dette interessante +fund , og hvad han ikke kunne tillade folkene , +syntes han , under de for hånden værende omstændigheder +at burde tillade sig selv og mig , og +snart havde vi hver sin snøre igang , idet jeg +med fortvivlet nøjagtighed efterlignede Palle Ibs +taktfaste ryk og tålmodigt halede den ene store +dusk blæretang efter den anden op på kutterens +dæk . Jeg stod længst forude , temmelig nær ved +lugen til folkenes lukaf , og endeligt lykkedes det +mig til min store forbavselse at hale en temmelig +stor torsk indenbords . Idet jeg ville frie den fra +krogen , trådte Niels ilde pludseligt hen til mig +og sagde : „ Med forlov ! De tager så akavet på +den . Jeg får nok hjælpe dem en kende . “ +Inden jeg knnde forhindre det , greb han den +sprællende fisk og rev med et hårdt ryk den tvehagede +krog så heftigt ud , at både øjne og indvolde +fulgte med . Derpå huggede han med en +modbydelig ed dens hoved mod rælingen , så at +blodet sprøjtede mig lige i ansigtet . +„ Skammer de dem ikke over at handle således ? “ +Sagde jeg forbitret , idet jeg betragtede det mishandlede +dyr , som vred sig ved mine fødder , og + +endnu i dødskampen drog lange strimer af blod +henad dækket . +„ Sådan et bæst har ingen følelse , “ brummede +Niels ilde med et udtryk af grumhed i sine +blodskudte øjne . „ Det er jo ikke noget menneske . “ +„ Det føler ligeså meget som et menneske ; ja +måske mere , “ sagde jeg harmfuldt ; „ og et menneske +ville de vel ikke behandle således ? “ +Det kom ganske an på , hvem det var , “ sagde +Niels ilde ; „ det knnde nok være , at der var dem , +jeg ønskede at drikke sådan en skalle . “ +„ Så skal de også stå til ansvar for det +på den yderste dag , “ sagde jeg og så ham lige +ind i øjnene . „ På den er der ingen , som går +ram forbi . “ +Han blegnede , idet jeg sagde disse ord , og +trådte et skridt tilbage ; men han fattede sig hurtigt +igen og sagde med en rå latter , som dog +forekom mig lidt tvungen : „ Det præstepræk kan +man proppe børn og gamle kællinger med . Øerer +ikke nogen yderste dag , hverken for dem eller +mig ; den mand , der får sådan en skalle , står +aldrig op ; han er så død som den torsk der ! “ +Og med disse ord sparkede han fisken hen ad +dækket . + +„ Da ved jeg dog en , som er stået op igen , “ +Bemærkede jeg . +„ Så har professoren måske været i himmerige , “ +Sagde han med et spottende grin , men blev +dog bleg i det samme . +„ Nej , “ sagde jeg roligt . „ Jeg tænkte ikke på +dem , der opstå i himmelen , men på de døde , +der komme igen allerede her på jorden . “ +Han stirrede på mig med et udtryk af skræk +i sit ellers så ville ansigt og sagde i en næsten +lav tone : „ Så de kanske noget derude ? “ +Lige i det samme tonede skonnertens skibsklokke +klarere og tydeligere end nogensinde før . Dens +afmålte , dumpe slag lød i dette øjeblik som ligklokken +i de kattolske lande , og jeg så , at der gik +en skælven gennem ham . +„ Nej , Niels ilde , “ sagde jeg , „ jeg så intet +derude . Skonnerten lå så stille , som kunne det +være dødssejleren selv ; men det kunne dog være , +at den sendte et bud , når de mindst ventede det . +Så kan de huske mig , og måske hitte ud af , +hvad jeg mener med de døde , som opstå på +jorden . “ +Han tumlede tilbage ; men rettede sig pludse + + +ligt , som ved en kraftanstrengelse , og sendte mig +et rasende blik , idet han knyttede sine hænder . +„ Vogt dem ! “ sagde jeg dirrende af forbittrelse , +thi han gjorde en håndbevægelse , som om han +ville slå . „ Det kommer op i tø , som lægges +ned i sne , og tågen ligger ikke hver dag over +vandene . “ +Med disse ord rev jeg min pilk til mig og +gik agterud til Palle Ib , hvor jeg mente at finde +en sikkrere ankerplads . Men længe efter så jeg +endnn Niels ildes mørke skikkelse stå forude og +stirre hen efter mig , og medens jeg mekanisk halede +den tunge blyfisk til mig og atter lod den synke , +tænkte jeg på , hvor uhyggeligt hans blik havde +mødt mit , og hvordan jeg næsten mod min villie +var kommen til at sige de sidste truende ord . Det +var , som om en anden havde talt igennem mig . +Timerne sneg sig således hen i en tung og +trykkende stilhed , der kun blev afbrudt , snart af +den tungsindige klemten fra skonnerten , snart af +de klagende toner af tudehornet , som Ole skalle +trakterede med en virtuositet og lungestyrke , som +ikke gav Niels ildes noget efter . Endeligt havde +vi med stort besvær pillet nogle forvildede torsk , +og omtrent ved solnedgang viste hans tordens + +glade ansigt sig atter i tågen og meldte på ny , +at der skulle skaffes . Atter klavrede jeg ned i den +lille , lumre kahyt , hvor hans havde dækket bordet +med sin sædvanlige omhu og nu med et bredt grin +indbar vor tarvelige fangst i dens forandrede skikkelse +— da stak Palle Ib sit hoved ned gennem +lugen og råbte : „ Kom herop , hr . Professor ! Her +er noget , som de kun får at se en gang . “ +Jeg kravlede atter op , og i sandhed , det syn , +som nu viste sig for mig , var ligeså enestående i +sin Art , som spøgelseagtigt i sin virkning . Langt +ude i horizonten i nordvest lå en tågesløret , +blodrød kugle , som svømmede den på vandet , og +rundt om denne sås endnu tre andre , ligeså store , +men mattere halvsole , der sendte store , brandrøde , +vifteformigt spredte stråler højt op gennem luften . +Tågen selv skiftede farve derved ; fra grågul var +den gået over til brandrød . Den lugtede af svovl , +og idet den synkende sols matte stråler brødes +igennem den , virrede det i tågemasserne , der på +sine steder oplystes stærkere , på andre svagere , så +at der dannedes lysere og mørkere partier , der tog +sig ud , som om gigantiske , men ubestemt formede +skikkelser kæmpede i luften . Efterhånden som +solen sank , tabte disse atter deres form og omrids , + +smeltede sammen og forsvandt i hverandre , og nu +blev der kun et ensartet , brandgult skær tilbage , +som rasede der langt ude mod vest en uhyre ildebrand , +der væltede sine røgskyer imod os . Lidt +efter lidt tabte himlen dette uhyggelige udseende , +der i troperne siges af tyde på jordskælv , og +tågen antog atter sit forrige , ensartede præg . +Men illusionen havde været så stærk , og fænomenet +så uhyggeligt , af jeg virkeligt troede af spore +brandlugt , og sagde dette til Palle Ib . +„ Det siger intet , hr . Professor ! “ svarede han . +„ Vi spore så lidt den lugt , når brandtågerne +komme . I dag har vi kunnet skære den med en +kniv , men om en halv time , tænker jeg , af den +nødes til af lette . “ +„ Tror de ? “ +„ Så kommer månen op , og den æder tågen , +som var det røg . Ventelig få vi kuling af +nordøst , og i morgen har vi frisk kuling og klar +luft , såsandt jeg hedder Palle Ib . “ +„ Jeg synes , brandlugten tager til , “ bemærkede +jeg . +„ Det er det sidste stød af djævelens regimente , +hr . Professor ! “ sagde Palle Ib og tørrede + +sine våde bakkenbarter med sit ærme . „ Jo mere +hun knuger sig sammen , før hun skal lette , desto +værre stinker hun . Kom nu ned og lad os se , +om der er orm i torsken ; det er de jo mand for . “ +Med disse ord dukkede Palle Ib sig ind under +lugen , og snart havde vi i den lave kahyt glemt +tågesynerne fra dækket . +„ Sig mig , Palle , “ sagde jeg , da vi havde +ladet fisken vederfares fuld retfærdighed og nu ved +et glas grog drøftede søen og dens fremtoninger , +„ har de nogensinde på deres togter hørt noget +om dødssejleren ? Jeg kom til af tænke på den , +da jeg stod deroppe og så solen gå ned . “ +„ Det var s ' gu curieust , “ sagde Palle Ib ; „ for +jeg tænkte ret det selv samme . Ventelig er det i +et sådant vejr , af man skal blive overhalet af den . +Desuden har vi fuldmåne i aften . “ +„ Fuldmåne ? “ gentog jeg overrasket . „ Er det +virkeligt fuldmåne i aften ? “ +„ Bliver professoren så forundret over det ? “ +Sagde Palle Ib . „ Hun skal jo drikke sig fuld en +gang om måneden , det er jo naturens orden ; +i denne måned gør hun det to gange , det tyder +på ildebrand , siger man . “ + +„ Å , jeg kom blot til af tænke på noget , “ +Sagde jeg adspredt . „ Viser dødssejleren sig da helst +ved fuldmåne ? “ +„ Kun ved fuldmåne , “ sagde Palle Ib med +overbevisning , „ og helst i de store farvande . +Sådan en skude , som rummer alle de sømænds +sjæle , der er farne heden på søen , kan ikke gå +i vore småvande , dertil stikker den meget for dybt . +Jeg ved nu godt , “ vedblev han , „ at i vore dage +er der næsten ingen , der tror på det slags +krønniker , som man dog ikke skal fornægte , fordi +man ikke har set det med sine egne øjne . Min +farfader for som styrmand i det asiatiske compagnies +tjeneste , og en aften , just som de lå og +drev for vindstille inde under kap , kom der en svær +tåge fra land og svøbte sig så tæt om dem , at +de ikke kunne se deres egne mersræer . Min farfader +sad nede i kahytten tilligemed kaptajnen i +en jævn passiar , ligesom vi sidde her ; for der var +jo ikke andet at bestille . Der var ingen sejler , +hverken fjern eller nær , i det mindste var der ingen , +før tågen kom . Nu , sådan som de sidde allerbedst , +siger kaptajnen : „ „ Hvad fanden er det foret +fartøj , der sætter sin jolle i søen ? “ Min + +farfader lyttede , og han sagde mig , at han ganske +tydeligt hørte , hvorledes det peb i bommene , da de +firede fartøjet ned , og hvordan det væltede i vandet +for dem . Så siger kaptajnen : „ „ Hør Palle ! “ “ +Siger han , „ „ dette hersens holder jeg ikke af ; har du +observeret nogen sejler fra dækket ? For jeg har det , +tordne mig , ikke ! “ “ Så siger min farfaderpå +dette spændende sted gjorde Palle Ib et ophold +og ville lange til rhumflasken ; men han kom +ikke videre end til at tage proppen af , thi lige i +det samme hørte vi langt borte den pibende lyd , +som bommene fremkalde , når et fartøj fires ned , +og kort efter det dumpe plask , som høres , når +dets bund berører vandets overflade . . +„ Djævlen stå i det ! “ udbrød Palle Ib og +satte proppen i . „ Tror jeg ikke , skonnerten sætter +sit fartøj ud ligefor næsen af os . “ +„ Ja , hvis det blot er skonnerten ! “ hviskedee +John med lav stemme og skottede gennem halvmørket +hen til lugen . +„ Hvem djævlen skulle det ellers være , John ? “ +Brummede Palle Ib og rejste sig . „ Så nu lægge +de årene i vandet ! Lad os høre , om de hive noget +i fartøjet . “ + +vi lyttede alle med tilbagetrængt åndedræt , +men hørte ikke andet , end de fjerne , taktfaste åreslag +af et fartøj , som øjensynligt nærmede sig os . +„ De føre fire årer , hr . Assistent ! “ sagde John +endeligt efter en pause . +„ Ja , de gør så , John ! “ sagde Palle Ib , idet +han opmærksomt lyttede efter . „ Kun undrer det mig , +af de tage så let på dem . Hør , hvor de falde +glat i vandet . “ +„ Ventelig har de viklet blår om toldene , “ +Sagde John , „ og ville luske sig forbi os i tågen . “ +„ Passiar , John ! “ svarede Palle Ib . „ De komme +jo klods på os . Om et øjeblik må vi have dem +ret for bougen af os ; jeg synes jeg hører stemmer . “ +Vi lyttede efter , men hørte kun en mumlende +susen eller plasken , der bares gennem luften forude , +og ligeså godt kunne være spillet af bølgerne +foran kutterens boug . Derimod lød åretagene +nu ganske nær , men alligevel underligt dæmpede . +I det samme kom hans ind for af tage tallerkenerne +af bordet . +„ Hvorfor satan praier de ikke det fartøj ? “ +Spurgte Palle Ib hidsigt . +„ Det er ikke mig , som har vagt , “ sagde hans +og tog ærbødigt til hatten . + +„ Hvem er det da , der snuer deroppe ? “ +„ Niels ilde har vagten , hr . Assistent ! “ sagde +hans . +„ Så skrub op , og bed ham bruge sine glugger ! “ +Sagde Palle Ib . „ Kom så ned og bring melding . “ +„ Hvem der ? “ klang det i det samme oppe +fra dækket ; men det var ikke Niels ildes stemme . +Ligesom hans torden forsvandt op ad kahytstrappen , +hørte vi , hvorledes det kommende fartøj +lagde sine årer ind ; derpå gled det stille og lydløst +langs kutterens side , men idet det tørnede +mod os , frembragte det intet stød — det var som +om dets ræling havde været overtrukken med filt , +så blødt og lydløst gled det hen langs styrbords +siden . +„ Død og helvede ! “ råbte Palle Ib , og snappede +en huggert , som hang under dæksbjælken . +„ Jeg tror min salighed , at de vil smugle ombord +på en kongelig toldkutter ! “ +Betjenten og jeg rejste os ligeledes , begge grebne +af en underlig , uhyggelig fornemmelse . I det +samme kom hans fumlende ned , mere på hovedet +end på benene . Han havde tabt sin hat deroppe , +og håret hang i uordentlige tjavser ned over hans +ansigt , der havde et forvildet udtryk . Han tørnede + +forover mod bordet , så lang han var ; men Palle +Ib greb ham ved skuldrene , rystede ham op og +råbte : „ Rider satan dig , hans ! Hvad er det +for et fartøj ? “ +Hans torden var bleg af skræk , og den blå +stribe på hans kind sås i dette øjeblik tydeligere +end nogensinde . Tænderne klapprede i munden +på ham ; men endeligt fik han sig samlet så meget , +at han kunne sige : „ Der er ikke noget fartøj , hr . +Assistent ! “ +Palle Ib tumlede tilbage og lod for et øjeblik +huggerten synke ; men pludseligt hævede han den +igen og råbte med en truende bevægelse : „ Fanden +stå i din krop , hans torden ! Tror jeg ikke , +du begynder at lære mytteri af Niels ilde ? Sig +straks , hvad det er for et fartøj , ellers har du , +såsandt jeg hedder Palle Ib , kutterens dæk under dig for sidste gang i nat ! Hørte du ikke selv det +fartøj , der kom . “ +„ Jo , hr . Assistent ! “ sagde hans med dirrende +stemme . „ Men der var ikke noget fartøj . Tågen +er i færd med at lette , og vi kan se over tre +kabellængder til alle sider ; men der er ikke mere +fartøj end bag på min hånd . “ + +„ Sludder , din slubbert ! “ råbte Palle Ib . +„ Vil du gøre nar ad mig ? Sig straks , hvad det +er for et fartøj ! “ +„ Gud hjælpe mig , hr . Assistent ! “ råbte hans +og tog for sig . „ Der er intet fartøj . Ligesom jeg +stak hovedet op ad lugen , hørte jeg det lægge til +ved vor styrbords boug , og i det samme så jeg +en mørk tåge komme op over rælingen og trække +over dækket agter . Da var det , som om noget +slog hatten af hovedet på mig . Niels ilde -- -- -- -- - “ +„ Passiar , din dosmer ! “ råbte Palle Ib og +kastede hans til side . „ Lad mig komme forbi og +se på de løjer , i har for deroppe ! “ +Med disse ord sprang Palle Ib med huggerten +i hånden opad trappen , og i samme øjeblik hørte +vi et tungt fald på dækket . John og jeg fulgte +efter , og da vi kom op , så vi Palle Ib ligge , så +lang han var , medens huggerten var fløjet ham +langt ud af hånden . Et par alen fra lugen lå +Niels ilde udstrakt på dækket med knyttede hænder +og vidt opspilede øjne . Det var over ham , at Palle +Ib var styrtet ; men med undtagelse af Niels , var +der ellers intet usædvanligt . Tågen havde ganske +rigtigt lettet betydeligt , månen stod i sin opgang +som en stor , rødlig Skive på den østlige horizont , + +der begyndte at komme lidt luft i sejlene , og forude +stod folkene , som om de endnu spejdede efter +noget . +„ Sej der forude , Manne ! “ råbte Palle Ib , +ikke blidere stemt ved sit fald . „ Går fartøjet tilbage +til skonnerten ? “ +„ Der er ikke noget fartøj , hr . Assistent ! “ lod +Ole skalles dybe stemme . +„ Så i helvedes skind og ben , så lang mig +en pøs , i dosmer asner ! “ råbte Palle Ib , næsten +kvalt af forbittrelse over at få det samme lakoniske +svar . +Hans kom springende med en pøs , og Palle +Ib slog dens indhold med en sådan kraft lige i +ansigtet på Niels ilde , at denne fortumlet satte +sig overrende , idet han udbrød : „ Hvor er fartøjet ? +Hvor er kaptajnen ? “ +„ Passiar , Niels ! “ sagde Palle Ib og bøjede sig +over ham . „ Der er ingen kaptajn * ) her ! Kender +du mig ikke ? “ +Man må erindre , af en toldkutters fører officielt og i +tjenesten benævnes assistent . Betjenten må ikke forveksles med en toldbetjent ; han er styrmand , og som sådan +fuldstændig sømand . + +„ Hvor er kaptajnen ? “ stønnede Niels ilde +med hæs stemme og lod sit forvildede blik løbe +rundt til alle sider . „ Så i ham ? “ +„ Stik ned i kahytten , hans , og lang mig den +flaske rum op , som står på bordet ! “ sagde +Palle Ib , medens han opmærksomt betragtede Niels +ildes dødblege ansigt ; „ han snakker i vildelse . — +drik det ! “ føjede han til , da hans kort efter kom +farende med flasken og et snapseglas . +Medicinen gjorde en overraskende virkning ; +thi næppe havde Niels ilde sunket den sidste dråbe , +før han kom på benene og med usikker stemme +udbrød , idet han ravede som en drukken mand : +„ Tak , hr . Assistent ! Nu går det igen ! “ +„ Stop , Niels ! “ sagde Palle Ib og greb ham +ved armen . „ Du behøver ikke af være så hastig +med af liste forud ! Hvordan fanden kommer du +til af ligge ved roret ? “ +„ Det kom sådan over mig , “ sagde Niels og +undveg skulende Palle Ibs blik . �� Det er sådan +et slags faldende syge , hr . Assistent . “ +„ Det ved jeg aldrig , at du har haft før , +Niels , “ bemærkede Palle Ib . „ Hvad var det for +et fartøj , der kom ? “ + +„ Fartøj ? “ sagde Niels ilde med en tilsyneladende +dum mine . „ Kom her et fartøj , hr . +Assistent ? “ +„ Ja , fanden gale mig , gjorde der så ! “ bruste +Palle Ib atter op . „ Hvad var det for en kaptajn , +du talte om ? “ +Farven veg atter fra Niels ildes kinder ; men +han betvang sig og sagde med sit sædvanlige brutale +udtryk : „ Kaptajn ? Har jeg talt om en kaptajn ? +Det må være sket i vildelse , hr . Assistent , jeg +ved ikke af nogen kaptajn . “ +„ Hvordan kom du da til at ligge her agter ? +Du havde jo vagt forude , “ fortsatte Palle Ib . +„ De må have mig undskyldt , hr . Assistent ! “ +Svarede Niels og sænkede hovedet et øjeblik . „ Jeg +har været syg lige fra i morges og gået med +Kolden i kroppen . Før det sådan kommer over +mig , bliver jeg altid urolig i blodet , skal jeg sige +dem , og så er jeg vel gået agter , kan jeg tænke . +Vel var det , at jeg ikke gik udenbords . “ +„ Ja vist , din løgnhals ! “ mumlede Palle Ib , +da Niels atter drev forud . „ Så havde man da +været af med dig med det samme ! — gå forud , +hans , “ føjede han til , „ og tag vagten for den +mand ! Han kan gå ned og lægge sig , kan du + +sige ham ; vi har ingen brug for folk med den +faldende syge her på kutteren . Nu lufter hun +en kende op ; om en halv time har vi vind , hr . +Professor . “ +Atter krøb vi ned i kahytten , og da vi havde +bænket os , spurgte jeg : „ Hvad blev det så til med +dødssejleren , Palle ? “ +Palle Ib så på mig med et underligt blik +og sagde langsomt : „ Hvad det blev til ? Ja , nu +kan jeg spare professoren for al vidtløftig passiar ; +det blev til det , de så deroppe ; alt , ligeså +grangiveligt , som min farfader fortalte det — før +troede jeg , historien var løgn . “ +„ Ja , hvad mener de ? “ spurgte jeg . „ Vi så +jo egentligt ingenting . “ +„ Deri har de ret ! “ brummede Palle Ib . +„ Vi så ingenting ; og den , som det gjaldt , forstår +at sætte lås for bøtten . Tror de , at +det var for løjers skyld , han lå og vrøvlede om +kaptainen . Han har fået melding , har han . “ +„ Hvad mener de ? “ +„ Hør ! “ sagde Palle Ib . „ De kan nu gerne +grine ad mig og har på en vis måde lov dertil ; +men de skal se , at jeg får ret . Sådant noget + +kommer ikke forgæves ; det var hans forrige kaptajn , +der kaldte ham . “ +„ Å , hvor kan de tro sligt , Palle ! “ udbrød +jeg . „ Rimeligvis har det været skonnerten , som +har sat sit fartøj i vandet , og er roet os forbi , +skjult af tågen . “ +„ Javist ! “ sagde Palle Ib med et betydningsfuldt +blik og nippede til sit glas ; „ nej , det var +fanden ikke skonnertens fartøj , det . “ +„ Nej , det var det ikke ! “ sagde John og styrkede +sin grog . +„ Ja , hvad var det da ? “ spurgte jeg . „ Noget +må det jo have været . “ +„ Nej , det er netop det , det ikke var , “ sagde +Palle Ib . „ Var det noget , måtte vi have hørt +det gå , ligesom det kom ; men det var borte i et +nu — ganske , som min farfader fortalte det . “ +„ Lad os da hører det , Palle ! “ +Palle Ib miksede sit glas og sagde : „ Ja , +egentligt er der intet videre at fortælle . De hørte +fartøjet komme på samme måde , som vi , og da +de sprang op på dækket , var der ingenting ; men +agterude lå anden styrmand som død henne ved +rattet . Da de fik liv i ham , snakkede han om , +at han havde set et stort fartøj komme roende + +gennem tågen henimod skibet . Det havde spindelvæv +til planker og bund , men dets spanter og +tofter vare satte sammen af dødningeben på hver +en led . På tofterne sad fire indtørrede lig og +roede med kisfefjæle , og agter styrede kaptajnen +med liglagen om skuldrene , en livagtig dødning , +på det nær , at han kunne kende hans ansigt , som +den kaptains , han sidst havde faret med . Han +ville råbe om hjælp , men var ikke i stand til at +få mælet , og lige idet fartøjet tørnede mod +skibet , løste det sig op , sank og var borte med det +samme . Kun kaptajnen gled ombord som en +skygge , tog ham i hånden og sagde noget i et +sprog , som han ikke forstod . Da blev alt sort +for hans øjne , og han vågnede først i sin køje . +Den næste dag havde han den gule feber , på +den tredje var han død , men han tog følge med +sig — de havde kun en trediedel af besætningen +tilbage , da de nåde hjem . “ +„ Det hele lader sig forklare ganske let , “ bemærkede +jeg . „ Tågerne fra land have naturligvis +bragt sygdommen med sig , og rimeligvis har han +allerede haft et febersyn , da han stod på dækket . “ +„ Ja , hver kan jo tro sit ! “ sagde Palle Ib +og tømte sit glas ; „ men der har været torden i + +luften lige fra i morges , og jeg har en fornemmelse +af , at det vil slå ned et eller andet +sted , hvor det nu bliver . Du har da ikke kastet +tanden på gulvet , da du pudsede lyset , John ? +Her lugter så forbandet brændt ; se efter , om det +ikke ulmer i halmmåtten ! “ +John dukkede sig ned under bordet og sagde : +„ Hans må have svedet noget i kabyssen ; måtten +fejler ingenting . “ +„ Vi får vist snart vind , “ sagde Palle Ib +og rejste sig , „ jeg kan mærke , at det trækker gennem +lugen . Skal vi gå op , hr . Professor ? Det +nytter ikke at grublisere over det længere . “ +Vi rejste os — da hørte vi larm og råb +forude , tunge trin trampede hen over dækket , og +hans torden kom styrtende ned , næsten ligeså +hovedkulds som første gang . +„ Hvad er der nu ? “ spurgte Palle Ib . +„ Skonnerten brænder , hr . Assistent ! “ sagde +hans med hånden til hatten . +Det gav et sæt i mig ; thi også jeg havde +havt den underlige , trykkende fornemmelse af noget +uveirsvangert , noget , som ville komme — jeg vidste +ikke selv , hvorfra . + +„ Død og plage , er du vis på , at det er +skonnerten ? spurgte Palle Ib , og snappede kikkerten +fra slagbænken . +„ Enten den eller et andet fartøj til luvart af +os , “ sagde hans . „ Nøjagtigt kan jeg ikke observere +det , desformedelst at luften endnu er for tyk ; men +røgen kommer ret forude , og der er en lysning i +luften på det sted , hvor skonnerten drev i formiddags . “ +„ Har +vi vind til at nå ham ? “ spurgte Palle +Ib hurtigt . +„ Knap nok endnu , “ sagde hans ; „ men det +frisker mere og mere op . “ +I et Spring var Palle Ib på dækket , og vi +andre vare ikke sene til at følge hans eksempel . +Rundt om i horizonten lå endnu tunge tågemasser , +men de veg tilbage og fortyndedes mere og +mere for den opgående månes lysende Skive , der +allerede nu havde kraft til i matte sølvstænk at +kaste sine stråler hen over bølgerne . Brandlugten +var umiskendelig , og langt ude i nordvest så vi +et svagt gulrødt skær , som var en ny måne +imod naturens orden i færd med at stige op over +vandene . Sejlene begyndte at fyldes , og vandets +ripplen foran bougen forkyndte , at der kom gang + +i farten ; men endnu kunne vi ikke tænke på at +nå op mod det brændende fartøj . Folkene stod +forude ved spillet ; hvert ansigt havde et spændt +og spejdende udtryk , men i Niels ildes læste jeg +en trodsig ro , parret med et udtryk af skadefryd , +idet jeg nærmede mig . Han så ud som en mand , +der sørger dybt over , af hans dødsfjende ligger +for døden . +„ Hold fartøjet klart , Manne ! Tag roret , +John , og hold hende så tæt til vinden , som muligt ! “ +Kommanderede Palle Ib , endnu med kikkerten for øjet . +„ Gud hjælpe mig , er det ikke skonnerten , der +brænder . “ +„ Kan de se den ? “ +„ Nej , men lysningen tager til , og det flakker +i tågen ; ilden har endnu ikke nået rejsningen , +dertil ligger skæret for lavt ; men de har den i +lasten . Jeg synes røgen lugter af brændt bomuld . “ +Jeg måtte give Palle ret deri , og han vedblev : +„ Så hjælpe gud ham ! Han kan gå tilbunds , +før vi kan give ham en håndsrækning . Måske +var det dog skonnertens fartøj , der gik fraborde . “ +„ Er bomuld da så farlig ? “ +„ Det er det værste kram af alt ! “ sagde Palle +Ib ; „ jeg sejler ligeså gerne med ulædsket kalk , + +som med det . Er den fugtig , skal den brænde , +hvordan fanden de så stuver den . De kan sejle +med ild i lasten , uden af en kat ved besked +om det . “ +„ Kan de da ikke kvæle den ved af lægge +lugerne over ? “ +„ Det hjælper kun lidt ! “ svarede Palle ; „ og +her må ilden allerede have ædt sig vej ; får den +først rigtig luft , vider bomulden sig ud og sprænger +skroget fra hinanden , som var det en nøddeskal . +Havde vi blot en kende vind ! “ Og Palle Ib +fløjtede , medens han kløede masten på agterkant . +Denne gang syntes luftens ånder at adlyde +formularen ; thi et vindstød , der fik månens svage +sølvstribe til at sittre , for hen over vandet og +fyldte sejlene i et nu . Kutteren tog fart , et nyt +vindstød fulgte efter , vi krængede over i læ , og i +det samme splittedes tågemasserne forude , idet +de som uhyre boldte rullede hen over havets overflade . +Det var et imponerende , men rystende syn , +som de hidtil havde skjult for vort blik . Skonnertens +slanke skrog og smekkre rejsning steg +pludseligt frem for os som ved et trylleslag ; månens +klare stråler føre som en sølvstribe hen over +vandene og belyste dens kridhvide sejl ; men forude + +brød en mægtig ildstribe højt i vejret og kronedes +foroven af en kulsort , langsomt hendrivende røg — +det så næsten ud som et krater , der var i begyndende +udbrud , således regnede gnisterne ned , +gjenspeiledes og slukkedes i vandet . På kutteren +herskede der en dødlignende taushed , alle stirrede forud , +og alle , måske på en nær , ønskede , at brisen +måtte tage til . +Dette skete . Med hvert øjeblik nærmede vi +os det brændende fartøj , men , hvad der hjalp os +fremad , øgede ildens rasen på skonnerten , og +for hver kabellængde vi gjorde , mærkede vi bomuldslugten +tydeligere , og snart faldt enkelte sorte , +forbrændte fnug ned på vort dæk . Palle Ib +havde selv taget roret , og efter hans miner at +dømme var det et væddeløb om liv og død ; vi +vare vel næppe en halv kvart mil borte — da brød +en klar og mægtig lue frem midtskibs , snoede sig +som en slange opad vanterne , slog op i underseilene og fik derpå de øvre sejl til som en regn +af gnister at løsne sig fra deres ræer og flagre +højt gennem luften . Et skarpt , rødligt skær oplyste +hele kutterens dæk , og i dette øjeblik så +jeg Niels ildes ansigt vende sig imod mig med et +udtryk af hoverende glæde . Da hørtes tydeligt en + +drønende bragen , skonnertens fokke- og stormask +svaiede styrbord over , skibet selv krængede , som +lå det i hård sø , en ny bragende rullen tonede +henover vandet , dækket syntes at hæve sig , de +brændende master hældede mere og mere — da kom +et kort , hult drøn , masterne gik overbord , og det +brændende fartøj sank lige for vore øjne , medens +en gråhvid dampsøile hævede sig i dets sted . +„ Gud være dem nådig ! “ sagde John og holdt +hånden for øjnene . +Hvor forunderligt ! Først i dette øjeblik , da +det brændende skær afløstes af et uhyggeligt halvmørke , +kom jeg til at tænke på besætningen , over +hvis drivende lig månen nu måske for sidste +gang kastede sine stråler . Jeg ved ikke , om det +usædvanlige syn ganske havde fængslet min opmærksomhed , +eller om det måske snarere lå i +en ubestemt forudfølelse af , at mandskabet i tide +havde reddet sig i fartøjerne ; men jeg skammede +mig over den ærlige Johns deltagende udbrud , og +tilføjede uvilkårligt : „ Amen ! “ +„ Hold skarpt udkig forude , folk ! “ råbte Palle +Ib . „ Måske kan vi bjerge nogen endnu . Det +gælder en flaske rum for den , der først seer en +mand imellem vragstumperne . “ + +brisen holdt , og snart nåde vi den sørgelige valplads , hvor ildens ånder havde kæmpet mod +alt det , som menneskesnille formår at frembringe . +Sodede dæksbjælker , sværtede spir , forkullede +planker opfyldte luften med en sveden , brændt lugt , +og mellem disse flød bomuldsballer , fonstager og +halvbrændte køieklæder i kaotisk forvirring . Længere +ude drev begge masterne med deres ræer og takkelage +uklar af hinanden ; de duvede svært i den endnu +hule sø , og når de løftedes , syntes jeg at se en +mørk genstand , som klyngede sig til , hvad jeg antog +for rodenden af formasten . Vi nærmede os , så +meget som muligt , og pludseligt udbrød Palle Ib , +idet han gik fra roret : „ Der rider en mand på +den ene mast ! Gør fartøjet klart ! Hvem har lyst +at gå ud og tage ham ? “ +Lige idet Ole og hans trådte frem , skubbede +Niels ilde dem til side og udbrød med sin dybe +stemme : „ Med forlov , hr . Assistent , så bjerger +jeg den mand alene . “ +„ Jeg mente , du havde værk , Niels , og dertil +Kolden i kroppen , “ sagde Palle Ib , idet han målte +den svære sømand . +„ Ikke mere , end at jeg nu kan føre begge årer , + +hr . Assistent ! det var tågen , der knugede mig ; +nu kan jeg nok røre mig igen . “ +„ Så skrnb dig ! “ sagde Palle Ib med et +mistænksomt blik og føjede til : „ Gå med i båden , +John ! Du har vel ikke noget mod den tørn ? “ +John svarede intet , men skrævede over rælingen +med et megetsigende blik , og Ole fulgte ham . Niels +ville gøre en indvending , men betjenten puffede +ham med en ed forud , satte sig selv på den midterste +tofte , og et øjeblik efter gyngede det lette +fartøj henimod de drivende vragstumper . +Vi gjorde en vending med kutteren , som +bragte os endnu nærmere , og nu så vi tydeligt , +at der på et af rundholterne red en mand , og +kort efter syntes vi at kunne høre hans nødråb , +men trods måneskinnet kunne vi ikke se flere på +vragstumperne . Folkene i båden halede raskt ind +på ham , men måtte , for at undgå fokkemasten , +gøre et sving omkring den , og nu så vi , at han +hævede sig op fra rundholtet og viftede med en +stump sejldug . “ +Nu kipper han flaget på en anden maner ! “ +Sagde hans torden med et grin , men stirrede dog +deltagende ud mod vraget . + +„ Hold din kæft , hans ! “ sagde Palle Ib . +„ I nød håner man ingen mand . “ +„ Den , som vandet står i munden , lærer vel at svømme , “ brummede hans sagte til mig . +„ Han har ingen nød , han ; ret nu når jollen +ham . “ +Virkeligt havde kutterens fartøj klaret fokkemasten +og strøg nu langs stormasten , der duvede +op og ned . Såvidt vi kunne se , havde Niels og +Ole taget årerne , og John stod forude med en +hage parat til at tage imod . Manden på vraget +havde arbejdet sig så langt henimod fartøjet som +muligt , nu så vi ham hæve sig i vejret — da +hørte vi ham udstøde et råb , og i samme øjeblik +så vi John hæve begge hænder i vejret og med +et skrig forsvinde i bølgerne , medens jollen drev +af . Inden vi kunne komme os af vor forfærdelse , +blev jollen løftet af en sø , hvorved den tørnede +over mod stormastens nederste del med en sådan +kraft , at begge folkene tumlede overrende . +„ Nu sætter de , fanden tage mig , fartøjet +til ! “ råbte Palle Ib . „ Hold redningsbøjerne klare , +Manne ! “ +Atter gjorde vi en vending , som bragte os i +næsten umiddelbar nærhed af vragstumperne , og til + +vor store glæde så vi , at det var den skikkelige +John og Ole , som af al magt søgte at klare for +sig med årerne . Inden vi kunne hive redningsbøjerne +ud , så vi en mand blive løftet af søerne , +derpå kom et hoved til syne ved siden af ham , +og næsten i samme nu havde han fat i den ende , +som John tilkastede ham . Vi så fartøjet krænge +over , manden kom ombord , hvorpå de begge i +forening halede et tredje , tilsyneladende dødt legeme +ind til sig . Umiddelbart derpå stod jollen atter +fra vraget , og få øjeblikke efter lagde det til ved +kutterens side , hvor alle stimlede sammen for at +hjælpe den forulykkede ombord . +„ Er han død ? “ spurgte Palle Ib , idet John +entrede ombord . +„ Nej , “ svarede en fremmed stemme nede fra +fartøjet ; „ men der er ikke meget liv i ham . +Fartøjet tørnede over mod stormasten , lige idet +han kom op over vandet ; bare det ikke har knust +hovedet på ham ! “ +„ Hvem fanden er du ? “ spurgte Palle Ib +forbavset ; thi først nu gik det klart op for os alle , +at den skikkelse , som livløs hang over tofterne i +fartøjet , ikke var manden fra vraget , men derimod +Niels ilde . + +„ Halvor Johnsen , første styrmand på skonnerten +„ Corinna “ , som i nys så synke ! “ lød den +samme stemme nede fra fartøjet . +„ Hvad fanden , iohnsen ! Er det dig ? “ råbte +Palle og rakte hånden ned til ham : „ Jeg troede +dig død for mange tider siden . Velkommen tilbage , +skjøndt du bringer en af mine folk i en +bedrøvelig tilstand ! “ +„ Kan ikke gøre for det , hr . Assistent ! “ svarede +den fremmede sømand . „ Jeg gjorde alt , hvad jeg +kunne , for at bjerge ham ; men inden jeg fik tag i +ham , fik han det knubs af fartøjet . Han sank +ikke en favn foran mig , og havde jeg ikke taget +ham , var han blevet dernede . Tag varligt på ham , +Manne ! Han er svært blesseret . “ +I tanshed og med spændte miner halede +mandskabet Niels ilde ombord . Han så frygtelig +ud . Al huden var næsten skrabet af hans ansigt , +og i baghovedet havde han et stort , gabende sår , +hvoraf blodet vældede frem . Langsomt og forsigtigt +blev han båret ned i kahytten , hvor der i al hast +var redt ham et bekvemt leje på en af slagbænkene , +og først , da dette skete , entrede den fremmede +sømand ombord , idet han overlod jollen til kutterens +besætning . + +nu først var der lejlighed til at se ham . +Han var ikke ret høj , men stærkt og kraftigt bygget , +og hver af hans bevægelser forrådte den øvede +sømand . Hans hår , som drev af vand , havde +en smuk , blond farve og faldt , trods væden , i +tætte , naturlige krøller . Hans pande var høj og +bred , hans øjne forrådte en usædvanlig livlighed +og energi , der ligesom fik et kraftigere udtryk ved +hans mørke hudfarve , som viste , at han kom fra +fremmede , mere solvarme lande . Han havde derhos +et vist præg af frejdig godmodighed og rask djærvhed +omkring den velformede mund ; men iøvrigt må +jeg tilstå , at jeg i min fantasi havde dannet mig +et helt andet , måske mere idealt , men mindre +sandt billede af den med så megen længsel ventede +sømand . Fraregnet hans hudfarve , den noget +buede næse , og det skarpe , gennemtrængende blik +så Halvor Johnsen ud som så mangen brav og +ærlig dansk sømand ; men noget særegent eller +specielt ejendommeligt kunne jeg ikke opdage hos ham . +„ Nu får de være badskær , hr . Professor ! “ +Sagde Palle Ib , som lige kom op af kahytten . +„ Forsfåer de at lægge et bind ? “ +Jeg havde dengang så mange medicinske +kundskaber , at jeg nok kunne påtage mig en foreløbig + +førbinding , skønt der vel i hovedsagen ikke +var meget at stille op med den forulykkede ; men +jeg gøs , da jeg trådte ned i kahytten , og i det +svage lampeskær så Niels ildes forfærdeligt lemlæstede +ansigt , og uvilkårligt måtte jeg tænke på +hans ord : „ Den mand , der får sådan en skalle , +står aldrig op ! “ +„ Hvor det værker ! “ stønnede han , idet han +slog øjnene op . „ At et menneske kan pines +således ! Til helvede med John , som tog mig op ! +Havde han blot ladet mig gå tilbunds og blive +torskeføde med det samme ! “ +„ Det var ikke John , som reddede dem , “ sagde +jeg , idet jeg bøjede mig hen over ham . +„ Hvem da ? “ stønnede han ; „ Jeg vil forbande +ham i min dødsstund ! “ +„ Det skal de ikke ! “ sagde jeg . „ Hvis de skal +døe , skal de ikke gøre det med forbandelser på +læben . “ +„ Hvem var det da , der tog mig op ? “ spurgte +han , idet han gjorde et forsøg på at rejse sig , +men atter sank tilbage . „ Var det Ole , der stak +ud efter mig ? Jeg vil vide det . “ +„ Nej , det var Halvor Johnsen ! “ sagde jeg . + +han udstødte et svagt skrig , lukkede øjnene +og sank bevidstløs tilbage mod puden . Jeg undersøgte +ham og fandt , at sårene i hovedet , hvor +frygtelige de end tog sig ud , dog ikke vare af nogen +absolut dødelig beskaffenhed . Derimod havde han +fået tre ribben brækkede med en sådan kraft , at +den venstre lunge havde lidt betydeligt derved , og +dette forekom mig langt farligere . Jeg var imidlertid +for lidt læge til at turde træffe nogen afgørende +foranstaltning , og efter at have forbundet såret i +baghovedet , så godt det lod sig gøre , gik jeg op +til Palle Ib og meddelte ham , at han gjorde bedst +i at søge tilbage til Rørvig så hurtigt som muligt , +da jeg anså Niels ildes tilstand for så godt +som håbløs . +„ Hum ! “ sagde Palle Ib . „ Så skulle det dog +sådan komme ! Ja , det fartøj hørte vi ikke for +ingenting . Hvordan gik det egentligt til , John , +at han sprang overbord ? Han kunne jo være +bleven i fartøjet . “ +„ Ja , “ sagde John langsomt ; „ man kan ikke +sige andet , end at han selv er skyld i sin ulykke , +og nær havde han bragt den over os alle . Vi +klarede vraget , så godt vi kunne med årerne , +medens Niels stod forude for af tage imod ham . + +vi vare ikke en favn fra ham , og ligesom Niels +vil til af tage ham , rejser han sig og råber : „ „ Du , +Niels ! “ “ Han sagde noget mere ; men det kunne +jeg ikke høre , for i det samme gav Niels et brøl +og satte fraborde , som ville han springe lige i +synet på ham . Vi drev af med fartøjet og fik +søerne tværs , så af vi tumlede derved ; men da vi +kom på benene og havde fået fartøjet klaret en +kende , så jeg ham slå et tag i Niels ildes +pjækkeri og hale ham op til jollen — så fik jeg +tag i dem begge to . “ +„ Det var flinkt gjort af Halvor Johnsen ! “ +Bemærkede Palle Ib . „ Såmeget mere som han +må have kendt Niels fra vraget . “ +„ Er den bjergede mand Halvor Johnsen ? “ +Udbrød John forbavset . +„ Javist er det så ! Kendte du ham ikke ? “ +„ Nej , “ sagde John ; „ det er længe siden , jeg +så ham . Men røsten synes jeg nok at have +hørt før . “ +„ Så kender du vel mig nu , John ? Tak for +din stortrøje og de øvrige dele ; de varmer godt +ovenpå den overhaling ! “ lød en frisk stemme , og +Halvor Johnsen trådte frem mellem os . + +„ Selv tak ! “ sagde John mut . „ Den overhaling +kan du tage , fordi du kippede flaget i går +Morges . “ +„ Jeg var ikke med til den drengestreg ! “ sagde +Halvor med et uvilligt blik . Det var kaptajnen , +som fandt på de løjer , fordi han i krigen havde +fået en overhaling af vore kanonbåde og måtte +lægge bi indenfor toldbodbommen . “ +„ Hvad hed han ? “ spurgte Palle . +„ Jacob van håven ! “ sagde Halvor . „ Egentligt +var han nok mere hollænder end tysker ; men lige +gal blev han , når han så flaget , han kunne +aldrig glemme , at det havde vaiet over ham i ottefyrge . “ +„ Hvordan +fik i ild i fartøjet ? Og hvad er +der blevet af mandskabet ? “ spurgte Palle . +„ Å , den historie er snart fortalt , “ sagde +Halvor . „ Vi gik fra Hongkong til shanghai og +derfra til Calcutta med the . Derfra gik vi med +en ladning bomuld og fik noget havari under kap , +så af vi måtte gå ind og losse ladningen . +Så havde vi gunstigt vejr og god vind , til vi +kom i Nordsøen , hvor vi fik en tre dages storm +og tog meget vand over . Først da vi stod Skagen +ind , mærkede vi , af ladningen var bleven varm , + +men kapfainen mente af kunne nå havn alligevel . +Igår hen ad aften følte vi , af dækket var varmt , +og vi fik lagt presenninger over alle luger og +stoppet , så godt vi formåede , men så lagde +vinden sig , og i dag , lidt efter middag , som vi +lå og drev i tågen , mærkede vi , af dækket +forude blev så hedt , af man ikke kunne sætte sin +fod på det . Kapfainen ville blive , og deri holdt +jeg med ham ; men anden styrmand , som var en +flab , fik folkene til af gøre mytteri , og allerede +klokken tre gik han og halvdelen af mandskabet +fraborde . Henad solnedgang brød ilden ud og +sprængte lugerne forude . Jeg stak ned i kahytten +for af hente mine papirer og lidt , som jeg havde +lagt til side , men røgen var da allerede så stærk , +af jeg havde ondt ved af finde min kiste og få +den åbnet . Rimeligvis er jeg bleven forlænge dernede , +for da jeg kom op , havde kaptajnen sat af +med den anden jolle og var ikke til at se i tågen . +Så gik jeg agter og tænkte på at holde mig så +længe som muligt , for jeg havde hørt tudehornet +fra kutteren , og mente jo nok , at den ville komme +op , når vi fik vind , eller sætte et fartøj ud ; men +heden blev snart så svær , at jeg kappede takkelagen +væk fra bommen , for at jeg kunne bjerge mig på + +den , når masterne gik . Så sank fartøjet under +mig , og — nå , resten ved de ; den er det ikke +værd at tale om . “ +„ Du har haft uheld med dig , Halvor ! “ sagde +John tørt . „ Lyver rygtet ikke , har du allerede +forlist to gange . “ +„ Å ja , det kan nok hænde , “ svarede Johnsen ; +„ men denne gang kunne jeg have hyttet mit skind +itide ; jeg sejler aldrig mere med lig ombord . “ +„ Da kan det dog hænde , at de kommer til at +gøre det her , “ sagde jeg . „ Den mand nede i +kahytten seer næppe Rørvig levende . “ +Halvor Johnsen vendte sig om og betragtede +mig fra øverst til nederst med et blik , der nærmest +syntes af tilkendegive forundring over , af en usøvant var ombord på kutteren . „ Jeg ønsker ham +ikke døden “ , sagde han ; „ men skulle det komme +på , er det en fri og ærlig sag , som ingen sømand +behøver af gøre sig skrupler over . En +anden ting er det , når man tager lig ombord fra +land , navnlig når de have hvilet i god , christen +jord og ikke behøve af flyttes . “ +John spyttede skrån ud , tørrede sig om +munden med bagen af hånden og sagde : „ Strandvaskerne * ) + +ere de værste ; det var da ikke en sådan , +i førte med ? “ +„ Strandvasker ! “ sagde Halvor Johnsen med +et udtryk af foragt . „ Strandvasker ? Nej , det +var så god en sømand , som nogensinde har trådt +på et dæk . Hans kiste stod støttet og stivet nede +i lasten — nu er den gået tilbunds med det +øvrige , og det houer ham vel bedst . Hans fine +familie i København satte sig i stor bekostning for +af få ham dertil ; men kendte jeg kaptajn Jessen +ret , og jeg har faret med ham i fire år , så var +han ikke den mand , der holdt af at flyttes . “ +„ Nå , sådan ! “ sagde John , lagde hænderne +på ryggen og gik forud . +„ Sig mig , hr . Assistent , “ sagde Halvor efter +en pause ; „ har de set noget til lodsoldermanden +i Rørvig ? — han er vel død , kan jeg tænke . “ +„ Å , nej , “ sagde Palle Ib . „ Vi skændtes +godt forleden dag , og det var ikke døde ord , der +røg af munden på ham . “ +Halvor så lidt usikkert ned for sig , stødte +med foden til en ende reb , der lå på dækket , +og sagde : „ Lever konen ? “ +* ) strandvasker kaldes de lig , der drive iland på kysten . + +„ Å , jo , “ sagde Palle Ib , „ Jeg har ikke hørt , +hun er død . “ +„ Hum ! “ sagde Halvor og blev ganske bleg . +„ De har jo en datter ; er hun gift ? “ +„ Nej , “ sagde Palle Ib ; „ men hun var bandsat +nær ved det . Hendes fæstemand ligger nede i +kahytten . “ +„ Det er løgn ! “ tordnede Halvor Johnsen og +så pludseligt Palle Ib lige i øjnene . „ Aldrig +har Niels ilde været Maries fæstemand ! “ +„ Nå , nå ! “ brummede Palle Ib . „ Godt ord +igen ! Ventelig ved du det bedre , som kommer +så langvejs fra . Har hun ikke været det , er det +ikke hendes skyld ; hun har været ussel og ilde i +lang tid . “ +Halvor bøjede hovedet og tav ; men Palle Ib , +som syntes at få medlidenhed med ham , sagde : +„ Der står professoren . Han har boet hos Lars +Hansen en rum tid og kan vel bedst give dig den +besked , du ønsker “ . Dermed bukkede Palle Ib sig +og forsvandt i kahytten . +Den unge sømand så på mig med et udtryk , +som havde han forud været fattet på , at hans +jordiske håb var tilintetgjort og nu skulle høre + +stadfæstelsen . Jeg tog hans arm , og vi vandrede +i den klare , månelyse nat op og ned ad dækket , +idet jeg meddelte ham alt , hvad jeg havde set og +hørt angående Marie , lige fra den første dag , da +jeg satte min fod i lodsoldermandens hus . Han +lyttede opmærksomt efter , og hans spændte træk +røbede , til hvilken grad han fulgte enhver af min +fortællings enkeltheder ; men da jeg talte om det +guldkors , han havde sendt Marie , og om det brev , +som Niels ilde umiddelbart derpå havde tilstillet +lodsoldermanden , trampede han i dækket og udbrød : +„ Den kæltring ! Aldrig har jeg sendt noget kors +fra New-orleans — han har villet have , af det +skulle se ud , som om jeg endnu levede “ . +„ Troede han dem da død ? “ spurgte jeg . +„ Det gjorde han forvist , “ sagde han , „ og heller +ikke havde han da grund til andet . Havde han +troet mig levende , var han vel ikke sprunget i søen , +da han så mig . Aldrig tilgiver jeg ham den +rævestreg -- -- -- -- - nej aldrig , aldrig ! “ +Jeg havde stor lyst til af fritte ham lidt +nøiere , men hans sindsbevægelse var så stærk , af +jeg opgav mit forsæt . Tause vandrede vi dækket +endnu et par gange op og ned , da standsedes vi +pludseligt af Palle Ib , som ilsomt kom op af + +kahytten og sagde : „ Nu tror jeg , hr . Professor , +af han dernede synger sit sidste Vers . Han har +spyttet en farlig hoben blod og orker næppe af +tale mere . Så vidt jeg kan forstå , vil han +snakke med dig , Halvor , og meddele sin sidste villie . +De , hr . Professor , er jo stiv i pennen og kunne +måske kradse sådant noget op , som John og jeg +kunne sætte vore navne under som vitterlighedsvidner . +Han ejer jo den gård i Rørvig . Den +synes at ligge ham svært på sinde , skønt han +aldrig har gjort noget for den , mens han levede . +Det er ikke nogen glædelig ende på togtet ; men +de gør det vel nok , hr . Professor ? Gå med , +Johnsen , nu bider Niels ilde ikke . “ +„ Tror de , jeg er bange ? “ sagde Halvor , +som var trådt et skridt tilbage , men nu med en +mørk rødme på sine kinder nærmede sig kahytten . +„ Bedst var det måske , at jeg og den mand ikke +sås oftere ; men vil han det , skal han få sin +villie . “ +Vi steg alle tre ned ad den snevre trappe og +trådte ind i den lumre kahyt , der kun oplystes +svagt af en under dæksbjælken hængende lampe . +Niels lå til højre på slagbænken med lukkede +øjne ; ved siden af ham stod der et bord , og ved + +dette sad John og badede hans pande med +vand . Hans stod i baggrunden af kahytten med +betænkelige miner , og da Palle Ib havde skubbet +en lav stol hen til mig , for at jeg kunne komme +til at skrive ved bordet , var der ikke en plads +tilbage i det snevre rum , som genlød af den +såredes uafladelige stønnen . +„ Niels , “ sagde Palle Ib og stænkede noget +vand i ansigtet på ham , „ her er den mand , som +du har bedt mig kalde , og her er en , som kan +sætte din sidste villie op , hvis du skulle ønske det . +Klar nu dine tanker , min gut , og har du noget +på din samvittighed , så sig det frit — her er +ingen , der sladdrer af skole . “ +Mændene bøjede tanse deres hoveder , men +Niels ilde stirrede omkring sig med et forvildet +blik og sagde med hæs stemme : „ Halvor ! “ +„ Her er jeg ! “ sagde denne og trådte med +korslagte arme frem foran kahytsdøren . +Niels lukkede øjnene helt op og stirrede et +øjeblik på ham , som for at forvisse sig om , at +det virkeligt var ham ; derpå sagde han langsomt +og med besvær : +„ Halvor ! jeg har bedet dig komme for at sige +dig , at jeg har gjort stor uret imod dig . “ + +„ Nå , så det mener du dog ! “ sagde den +unge sømand og betragtede ham stift . +„ Ja , “ sagde Niels og gjorde et mat forsøg +på af rejse sig , „ jeg har handlet ilde imod dig , +det føler jeg nu , da jeg skal herfra . Alligevel hører +jeg , af det var dig , som tog mig op derude . Det +var honnet og christeligt gjort , Halvor ; for havde +jeg nået dig , havde du fået bådshagen gennem +livet . “ +„ Ja , det tænkte jeg nok ! “ sagde Halvor og +stirrede på ham . +„ Seer du , Halvor , “ sagde Niels ; „ nu tænker +jeg anderledes , og for af vise dig det , vil jeg +spørge dig , om du vil tage gården derhjemme — +mere har jeg ikke . “ +Alle de tilstedeværende så på Halvor med +overraskede blikke , og jeg satte allerede pennen til +papiret ; men Johnsen sagde : „ Tak , Niels , for hvad +du byder ! Din gård får du give en anden — +jeg tager den ikke . “ +Niels slog atter øjnene op , og et svagt udtryk +af hans sædvanlige trodsige mine spillede om hans +læber , idet han sagde : „ Så er du vel bleven rig , +Halvor ? “ + +„ Nej , “ svarede Johnsen med et stolt blik . +„ Hvad jeg havde , ligger derude , og knap var det , +af jeg fik bjerget min hyre ; men din gård tager +jeg ikke alligevel . “ +Palle og John så spørgende på den unge +sømand , og Niels sagde : „ Mener du , den er forringe ? +Den kunne dog nok veje op mod det , jeg +har gjort imod dig . “ +Alt blodet for Halvor Johnsen op i kinderne ; +trækkene om hans mund strammede sig , hans øjne +skød lyn , og idet han trådte så nær hen til +Niels ildes leje , som bordet tillod det , sagde han +med skærende stemme : „ Nå , så det mener du , +Niels ? Da får jeg vel hjælpe på din hukommelse , +og klare for de folk her , hvad det er du +byder for min tilgivelse . Kan du huske en nat +ude i rødvig-sande ? Jeg kom fra Jens ravnstrup , +mit søskendebarn , og gik alene gennem +klitterne , tænkende på den , der havde givet mig +sin tro . Da kom der en bag på mig , greb mig +i nakken som en hund og slæbte mig halvkvalt op +ad klitbanken ; da vi kom på dens top , brødes +jeg med ham på liv og død ; thi lige under +skrænten vidste jeg , af kogryden kogte , og den , +som en gang slap derned , kom aldrig igen . Men + +han , der som en Nidding og lumsk hund havde +grebet mig bagfra , var mig for stærk ; han kastede +sig over mig og knugede mig sammen , som var jeg +en pudel , der skulle druknes , og da jeg for hendes +skyld bad ham lade mig beholde livet , svoer han +en dyr ed på , at netop for hendes skyld skulle +jeg miste det . Så stoppede han sit tørklæde i +munden på mig for at dæmpe mine råb , trak +min stortrøje af og bandt den sammen over mit +hoved , og s�� rullede han mig som en boldt ned +ad skrænten , til kviksandet lukkede sig over mit +hoved . Husker du den mand , Niels ? For skulle +din hukommelse kanske svigte dig i dette højtidelige +øjeblik , så skal jeg sige dig , hvem det var — +han hed Niels ilde af Rørvig . “ +Et dumpt udråb af uvilje og forbittrelse +hørtes blandt besætningen ; men Niels stønnede : +„ Forlad mig , Halvor ; som jeg -- -- -- -- -- -- -- “ +„ Javist ! “ sagde denne , „ som du forlader dine +skyldnere . Den skurkestreg kan jeg forlade dig , al +den stund jeg fik stortrøjen smøget af mig og +kom op under birkerødderne , hvor du ikke så +mig ; men du turede frem i synd og lagde skyld +til skyld , som jeg ved , af du i de lange , mørke +nætter har lagt sten til sten for af holde mit + +syndige legeme bundet i kviksandene , hvor du +mente , af jeg lå begravet . Hvad du har gjort +mod mig , tilgiver jeg dig og forlader dig i denne +din dødsstund ; men hvad du har gjort mod +hende , skal du stå til ansvar for , når vi engang +mødes sammen for guds , den almægtiges +domstol . At tage mit liv , var det end af tage +det som en hunds , det lader jeg gå ; men af tage +en stakkels piges fred , røve hendes forstand og +gøre hende mere ussel ved af lyve mig død , for af +skjule dine kjeltringestreger — ved den levende gud , +Niels ilde , det tilgiver jeg dig aldrig ! “ +Vi stirrede alle på den unge , djærve sømand , +som stod midt imellem os som en hævnens dæmon +med ligblege kinder og højt opløftet hånd ; men +der var ingen , der sagde et ord . Niels ilde var +sunken tilbage mod puden med et udtryk af gru , +der tilsyneladende havde gjort ham bevidstløs . Men +pludseligt for han i vejret med opspilede øjne , +åbnede armene vidt fra hinanden og råbte : „ Kaptajnen ! +Seer i kaptajnen ? “ +Med disse ord tørnede han forover mod +bordet . En blodstrøm væltede ud af hans mund +og farvede papiret rødt , medens hans hænder +konvulsivisk knngede sig om bordkanten . Da vi løftede +ham op og fik ham lagt tilbage , var han død . + +vi . +Skonnertens brand , som i den disede luft +havde lyst vidt og bredt , var også bleven set fra +Rørvig , og da vi i den tidlige morgenstund stod +ind gennem issefjordens munding , så vi , at det +foran det lille toldsted vrimlede af folk , som ventede +at få aftenens begivenhed klaret ved toldkutterens +ankomst . Halvor Johnsen stod i stævnen , +og da vi gled forbi de hvide klitter , som belystes +af den opgående morgensols første stråler , lagde +jeg mærke til , at hans blik ufravendt søgte mod +land , som om det i enhver opdukkende genstand +hilsede en længe savnet bekendt . Pludseligt for +han op på spillet og svingede med sin blanke hat , +idet han udstødte et jublende hurra . Jeg greb kikkerten , og inde fra land så jeg Maries ranke +skikkelse stående oprejst på havfruestolen , hvorfra +hun vinkede med sit hvide forklæde , som hun havde +løst af sit smekkre liv . Jeg gik hen til Halvor , + +trykkede ham i hånden og ville ønske ham til +lykke ; men tårerne stod den ærlige sømand i +øjnene , og han vendte sig fra mig med et tavst +håndtryk . +Inde ved den lave landingsbro foran toldstedet +stod de fleste af de Rørvig fiskere og lodser , og +foran dem skelnede jeg Lars Hansens skikkelse i +hans mørke pjækkert og med den gule kabuds på +hovedet . Johnsen steg først ned i fartøjet , så +fulgte jeg , derpå Palle Ib og John ; men lige idet +hans og Ole lagde årerne i vandet , tonede der +fra land et kraftigt , ofte gentaget hurraråb , så +af folkene holdt på årerne , medens kutteren +kippede flaget . Halvor var allerede bleven kendt +fra land , og den modtagelse , han fik , viste noksom , +af hele Rørvig kendte hans forhold til lodsoldermandens datter , og af man ved en festlig demonstration +ville vise , hvormegen deltagelse man nu +følte for „ Bruden fra Rørvig “ , den samme , som +man havde hånet i ulykkens dage . Alle rivninger +mellem „ Krydserne “ og fiskerne vare i dette øjeblik +glemte , og i et sandt triumftog bevægede den +brogede skare sig op imod Lars Hansens hus , +hvor Karen fik såre travlt med at modtage og beværte +alle , og hvor til min store forbanselse Palle + +Ib , John og kutterens øvrige mandskab blev sat +til højbords mellem lejets gamle lodser og fiskere . +Denne gang var der ingen usynlig hånd , som +lagde sig på munden af Lars Hansen , heller ikke +hørte jeg noget pusleri , uagtet jeg virkeligt bestræbte +mig derfor . Derimod lyste Maries dybe , mørkeblå +øjne med hele den glans , som kun lykken +formår at give , og da Lars Hansen havde drukket +et provisorisk jaord og holdt en mere end provisorisk +tale , hvori han indbød alle til bryllup , +stødte han sit glas mod mit , idet han tilgav , at jeg +havde vist mig som en „ fordømt krydser “ , dog med +det forbehold , at jeg ikke oftere måtte råbe med +ribs i reietiden , en frase , hvis uforståelighed +voldte mig en del bryderi , og tilligemed Lars +Hansens gammelløl gav mig nok at tænke på for +resten af dagen . +Da aftenen kom — og en dejlig , varm juliaften +var det — stoppede lodsoldermanden sin kridtpibe , +langede kabudsen ned fra sømmet , nikkede +til mutter og blinkede til mig . Jeg forstod signalet , +og lidt efter stod vi i den venlige have , hvor +bierne summede i blomsterne , medens svalerne +havde travlt med at fodre deres halvtbefjedrede unger +under stråtagets skæg . Lars Hansen så ud + +mod den klare aftenhimmel med et befrielsens udtryk +i sit ansigt , som var der ikke sorg eller +ulykke mere på jorden . Så tog han sindigt et +par drag af sin pibe , bøjede bag om huset , hvor +duerne kurrede på slaget , og besteg så ganske +langsomt klitbanken , hvorunder havet hvilede i +speilklar ro , og hvorfra vi havde udsigt langt ind +over klitterne , bagved hvilke kirken hævede sit +smekkre spir . På Toppen af banken standsede +han igen , drog et dybt suk og sagde : „ Jeg synes , +egnen er bleven ligesom lysere i aften ! Husker de , +da vi to stod her sidst ? “ +„ Ja , “ sagde jeg og trykkede hans hånd , „ da +vare tiderne onde . “ +„ Det vare de ! “ sagde han med en dybtfølt +betoning ; „ og meget har jeg døjet siden den nat ; +men nu har alting vendt sig til medbør , og derfor +takker jeg dem . “ +„ De har intet at takke mig for , “ sagde jeg . +„ Her have været andre magter , som have været +stærkere både end de og jeg . “ +„ Det ved jeg ! “ svarede han tankefuldt . „ Han , +som jeg i mit hjertes hovmod og hårdhed vendte +mig bort fra , har på en besynderlig måde skaffet +lys der , hvor der før kun var vildfarelse og mørke ; + +men de har dog gjort mere for mig , end de +måske ved af . “ +Jeg rystede på hovedet ; men han vedblev +med dyb inderlighed i sin stemme : „ Det ene +menneske kan stundom være for det andet som en +hjælp , hvorved man føler Herrens hånd nærmere +end ellers , og det har de været for mig . Havde +jeg ikke haft dem den stormnat ude i klitterne , +var hun måske begravet i kviksandet , og jeg havde +da ligget hisset inde bag kirkegårdsmuren . Havde +øe ikke den aften ved tidsvilde strand talt til +mig godt og trøstende , havde jeg ikke stået her ; thi +ved de , hvad jeg tænkte på , da jeg sad dernede +på stenen og så ud over søen ? “ +„ Nej ! “ svarede jeg , forundret over det sælsomme +udtryk i hans ansigt . +„ Jeg tænkte den aften på , “ vedblev han med +sagtere stemme , „ at nu havde Herren ganske forstødt +mig , og at det vel heller ikke kunne være +anderledes , såsom jeg havde handlet mod mit barn +langt værre , end skovens umælende kreaturer mod +deres unger . Jeg mente den aften forvist , at der +hverken gaves Lise eller ro for mit stakkels , svagsindede barn uden i døden , og da den tanke ret +var kommen over mig , syntes jeg , at enten måtte + +der sket ingen gud være til , eller også kun en , +som frydede sig over at se os vandre i møje og +elendighed , for siden at straffe os for vore synder . +Hvordan det så var , syntes jeg ikke , at det var +værd at leve , og da jeg sad på stenen og så +ud over de mørke vande , og hørte bølgerne sukke +mellem stenene , da fik jeg en ret inderlig lyst til +at blive af med alt det , som tyngede mig , og tænkte +på , at jeg blot behøvede at gøre et Spring for at +finde den samme grav , som så mangen sømand +har fundet . Alt lå så tungt og mørkt om mig , +og jo mere jeg grublede , desto mere tydeligt blev +det mig , at der dog var en gud , men at han havde +vendt sig fra mig . Da , ligesom jeg sad i anfægtelsen , +bad jeg ret inderligt til vor herre , at han +ville sende mig en rådgiver og en trøster , og +lige i det samme hørte jeg trin og bød „ Gudsfred +og godaften “ . Da så jeg først , det var dem , +og jeg fik på en gang sådan en underlig fortrøstning +til vor herre ; thi sandt af sige vidste jeg +i det øjeblik ingen bedre , han kunne sende mig , end +netop dem . De talte også ord til mig , som gik +mig nær , og da de kom om natten til graven +og lagde fæstensringen på Maries bryst , så af +hun kom sig som ved et mirakel , da fornemmede jeg + +grant , af det havde de ikke af dem selv , men af +guds hånd synligt huggede os sti gennem skoven ; +og når jeg nu lægger til , hvad de har fortalt mig +om deres sejlads med „ Najaden “ , og seer , hvor +forunderligt det har føjet sig sammen , som før var +skilt og skjult , da måtte jeg vel være værre end en +tyrk og en hedning , hvis jeg ikke så , af vi +mennesker er som myrer , der løbe iblinde , medens +han deroppe lægger vej for det usleste kryb , som +blot betroer sig til hans nåde . Jeg hovmodede +mig af min kløgt , og ville med menneskelig forsfand +bringe den fremad , som jeg elskede højest ; +da tog han hendes lykke , og det eneste , han lod hende +beholde tilbage , var troen og håbet . Derfor kunne +hun ikke dø , og derfor så hun mere end vi med +al vor forstand . Gud velsigne hende derfor ! Hun +holdt ud , medens jeg var nærved at svigte . “ +Hans læber bævede , da han udtalte de sidste +ord , og idet han lagde hånden over øjet , stirrede +han ud i aftenrødmen og sagde : „ Tænkte jeg det +ikke nok ! Der sidde de nede ved havfruestolen og +tale med hinanden , som før de onde dage kom . +Vil de , som jeg , gå vi ned og se på dem , inden +solen synker . “ + +ligesom vi nåde den store grå sten , hvor +Halvor og Marie sad , sank solen og kastede sit +rødmende skær hen over dem begge . Iohnsen kom +henimod os med en hilsen , men Marie blev siddende +og stirrede med sit forunderlige , drømmende blik +henover bølgerne , der skvulpende gled ind mellem +de store sten , idet de farvedes af solglandsen . +Medens Halvors ansigt udtrykte sorgløs glæde og +frejdig tilfredshed over at være kommen hjem og +have fundet den , han havde bundet sit hjerte til , +var der derimod i Maries blege træk og sjælfulde +øjne et udtryk af vemod , som var hendes længsel +endnu ikke stillet , eller som anede det hende , at en +så overvættes lykke ikke kunne vedvare . Således +som hun der sad , med det fine ansigt belyst af +aftenrødens sidste skær og med det vemodige blik +fæstet på bølgernes legende Dands , forstod jeg +først ret , at hun og Halvor måtte være meget forskellige , +han energisk optagen af menneskelivet og +dets travle virksomhed , hun sky for dette og på +en forunderlig måde bunden til naturånderne , +som usynlige udfolde deres virksomhed i de golde , +øde klitter . Og hvor kunne det også være anderledes ? +Han havde færdedes i alle verdens riger +og lande , tumlet med elementerne og tumlet med + +menneskene , som ofte rase værre end hine ; hun +kendte kun denne lille plet af sand og lyng med +skvulpende bølger og rislende væld , hvor marehalmen +grønnedes i stedet for de palmer , Halvor +havde set , og hvor gråpilens gule blomster hang +ned fra klitbanken i stedet for bananen og de frodige +mangrovelunde . Kunne de to forstå hinanden ? +Jnst som jeg i mit stille sind opkastede dette +spørgsmål , sprang Marie ned fra sit lavbegroede +sæde og kastede endnu et afskedsblik langt ud over +havet , der ude i horizonten begyndte at hylle sig +i dæmrende tåger . Halvor og lodsoldermanden +vare alt et stykke i forvejen , men desuagtet blev +hun stående lige på havstokkens yderste rand og +stirrede ned i bølgerne med et besynderligt udtryk , +som lyttede hun til , hvad de skvnlpende vande fortalte . +Så vendte hun sig for af gå , men da hun +opdagede , af jeg endnu stod ved hendes side , blev +hun blussende rød og sagde med et udtryk af undselig +forvirring : „ Ak , de tænker vist , af jeg er +en tosset pige . “ +„ Nej , “ svarede jeg ; „ men hvad tænkte de på , +Marie , medens de således stirrede ned i vandet ? “ +Hun rødmede på ny og sagde : „ Jeg ved det +neppe selv ; men når jeg således rigtigt seer ned i + +bølgerne , som skvnlpende skyde sig ind mellem de +store sten , omfavne dem med et længselssuk og +atter vige tilbage , for af andre kunne komme til , +da bliver jeg lidt ret underlig til mode ; thi det +forekommer mig , af bølgen fører et uroligt , rasfløsf +liv , så af det kun forundes den en gang af nå +det land , hvortil den så længe har stræbt , for lige +i lykkens højeste øjeblik af dø bort og afløses af +andre , der på ny dele dens skæbne . Da synes +det mig ofte , som jeg hører et klagende suk for hver +bølge , der viger , og når jeg længe bliver stående +og lytter dertil , da synger det indeni mig , og det +er , som jeg hører de samme suk lyde inde i mig +selv , uden at jeg formår at finde ord og udtryk +for den smerte , de frembringe derinde . Det er , +som var det hele en gammel sang , jeg havde +hørt i længst forsvundne dage , men som aldrig vil +komme mig på læben . “ +„ De er jo digter , Marie ! “ sagde jeg smilende . +„ Kunne de føje deres ord så godt i Vers , som +her i deres tale , kom der et helt digt ud deraf . +Har de aldrig tænkt på det ? “ +Hun så forlegen , næsten lidt sky på mig og +sagde : „ Præstens datter læste lidt noget op for +mig , som hverken var viser eller Vers , og som ikke + +kunne synges , hvor megen umage jeg end gjorde +mig derfor . Var det digt ? “ +„ Det må det vel have været , “ sagde jeg ; +„ men hvorledes var det ellers ? “ +„ Det kan jeg ikke forklare , “ sagde Marie rødmende ; +„ men det løftede mig , så at jeg fløj højt i +tankerne derved . Det fortalte om store , dybe skove , +om solstrålernes blinken i duggen , om hjorten , +som fløj hen gennem den mørke skov , og om +hybenrosen , som hang over stengærdets væg . Det +fortalte også om svalen og storken , om den +brune lyng og humlebien , der summede mellem +kløverblomsterne på de lyse Enge — jeg selv blev +altid lys og glad derved ; men jeg har glemt det +meste , da jeg var borte , og nu er også hun borte , +som læste det for mig . “ +Hun drog et suk og stirrede ned for sig , som +frygtede hnn for at have sagt noget , der kunne +gøre hende latterlig i mine øjne ; men jeg tog +hendes hånd og sagde : „ Sig mig , Marie , hvad +hed han , som havde skrevet det ? Så skal jeg sende +dem bogen fra København . “ +„ Det var sådan et mærkeligt navn , “ hviskedee +hun . „ Derfor kan jeg huske det endnu . Han hed +vinter , og det var underligt , for det blev altid lys + +sommer inden i mig , når præstens datter læste +op , vare dagene end aldrig så mørke . “ +Jeg måtte uvilkårligt smile ad denne naive +bemærkning , men hun så det heldigvis ikke , og +jeg vedblev : „ De har ret , Marie . Seer de , det +er ham , der synger inden i dem , når de står +nede ved stranden og seer ned i bølgerne ; som +ham blev det kun givet få at synge . “ +„ Nej , det er ikke , “ ndbrød hun hurtigt , „ for +jeg kan selv lægge ord fil i det samme ; men +når jeg så kommer hjem , er det borte , og jeg må +påny gå ud fil havfruesfolen for at finde det +igen . “ +„ Så skulle de skrive ordene , når de er der , “ +Sagde jeg . +„ Det har jeg også gjort , “ svarede hun nølende . +„ Den aften , da de sidst traf mig ved havfruesfolen , +fik jeg skrevet et digt ; men jeg tør ikke vise det fil +nogen . “ +„ Viis mig det , Marie ! “ bad jeg . „ Jeg skal +ikke sige det fil nogen og heller ikke spotte dem +derfor , hvis det skulle mangle et eller andet . “ +„ Det er ganske kort , “ sagde hun og drog rødmende +en lille bog frem af sin lomme . „ Ja , det +er min katechismus , “ føjede hun hastigt fil , da hun + +så mit forundrede ansigt . „ Jeg skrev det her +inden på bindet med rødkridt , for jeg havde ikke +andet . “ +„ Jeg lukkede hastigt den lille , forslidte bog op , +og så på bindets indvendige side . Med en +stor , uøvet hånd stod der blot de tre ord : „ Bølge +mod kyst . “ +„ Er det det ? “ spurgte jeg . +„ Ja , “ sagde hun med et udtryk af skuffelse i +sit ansigt . „ Er det ikke digt ? “ +„ Nej , Marie , “ sagde jeg så mildt som muligt ; +„ det er det rigtignok ikke . Det er jo kun tre løse +ord . “ +„ Ja , men det klinger dog inden i mig , når +jeg synger dem , “ sagde hun , „ og jeg seer så meget +derved . Hvad er da et digt ? “ +„ Det er vanskeligt at forklare , “ sagde jeg ; „ men +et digt har mange linier , der alle stå i forbindelse +med hverandre og flyde over i hverandre , ligesom +bølgerne ved stranden . For at kunne få +klang , må liniernes endeord derhos ligne hverandre , +og stavelserne i linierne må være føjede +således , at de vugge sig i takt , ligesom det ene +bølgeslag , der følger ovenpå det andet . Så må +der dertil i det hele være et billede eller en lignelse , + +der ligger som en undergrund , hvorfra det +øvrige flyder sig op , så at der kommer en vis +stemning eller tone , som kan fremkalde en tilsvarende +stemning hos den , der læser det . Så +først er det et digt . “ +„ Det forstår jeg slet ikke , “ sagde hun , „ og +det er også meget for svært . Man kan jo skrive +det ganske kort , uden at bryde sit hoved med det +meget , de sagde ; så kan enhver gætte sig til +resten . “ +„ Ja , det er godt nok , “ svarede jeg ; „ men alligevel +ville der være meget få , der ville forstå det . “ +„ Den , der ligner mig , vil forstå det , “ sagde +Marie bestemt . „ Jeg behøver blot at læse disse tre +ord , så sker jeg det alt sammen og hører bølgerne +skvulpe . Hvorledes kunne jeg da gøre det bedre ? “ +„ Vent lidt , Marie ! “ sagde jeg og tog min +notisbog frem . „ Den aften , da jeg mødte dem +ved havfruestolen , kom jeg lige fra klintebjerg , +hvor jeg havde ligget oppe på klinten og hvilet +mig . Derfra kunne jeg også se ned i bølgerne +og høre dem skvulpe , og da skrev jeg et digt om +dem . Vil de sætte dem et øjeblik her under +bakken , så skal de høre , hvorledes sådan et digt +skal være , så vil de bedre forstå mig . “ + +„ Ja , men hurtigt ; thi ellers kommer Halvor +og fader for langt i forvejen , “ sagde hun . +Hun satte sig ned og stirrede opmærksomt på +mig . Jeg tog plads ved hendes side på det hvide +korallav og læste følgende : +bølge mod kyst , hvor kommer du fra ? +Hvor er din hjemstavn , hvor er din vugge ? +Hvem mon de gælde , de klagende sukke , +bølge mod kyst ? +Har du en elsker , hvor solen går ned , +hist over hav i de solgyldne banker ? +Sender du ham dine bristende tanker , +bølge mod kyst ? +Nej , du er kold , og dit væsen er gråd ; +thi du må dø . Just som livet dig skænkes , +atter i glemselens vande du sænkes , +bølge mod kyst ! +Billede du blev på den skiftende tid , +billede på lykken , som kommer og viger , +bristende netop , som højest den stiger , +bølge mod kyst ! +Giv mig din lød , så klager jeg ej , +løft mig blot højt og bær mig et stykke +frem mod den lyse , livsalige lykke , +bølge mod kyst ! +Sænker mig kun i det evige hav ! +Selv kun en bølge , som dækkes af andre , +vil til forglemmelsens lande jeg vandre , +bølge mod kyst ! + +hun havde foldet sine hænder , medens jeg +læste , og hendes øjne havde hvilet på mig med +en særegen , tindrende glans . Da jeg var færdig , +drog hun et dybt suk og sagde , ligesom med smerte , +parret med lidt uvilje : „ Det har de jo alt sammen +taget fra mig ! “ +„ Hvad behager ? “ udbrød jeg overrasket , „ fra +dem ? Deres var jo kun de tre ord . “ +„ Ja , men dem har de taget ! “ sagde hun , „ og +så alt det øvrige , som jeg har tænkt , men ikke +kunne få skrevet . Det er mit digt . De har +ingen ret dertil ! Jeg har tænkt det alt sammen , +længe før de . “ +„ Ja , men jeg har skrevet det , “ sagde jeg . +„ Det hører dog den til , som har tænkt det , “ +Sagde hun med en dyb overbevisning og fik tårerne +i øjnene . „ De må endeligt give mig mit +digt ; nu , da jeg har hørt det , kan jeg ikke være +det foruden . Jeg skal aldrig sige , at de har skrevet +mine tanker . “ +Jeg rev bladet ud af lommebogen og gav +hende det . Hun læste det endnu en gang igennem +med en hemmelig glæde i sit ansigt , så foldede +hun det sammen , stak det indeni sin katechismus , +og ilede med hurtige fjed efter de andre . + +henne ved klitdraget , der fører ned mod kogryden , +stødte vi til lodsoldermanden og Halvor , +der begge vare fordybede i en ivrig samtale om +skonnertens brand , om assuranceselskabets tab +og om muligheden af at få den tilgodehavende +hyre udbetalt af rederiet , så at der faldt ord , +der dannede den grelleste modsætning til dem , jeg +havde vekslet med Marie . Hun lod sig imidlertid +slet ikke forstyrre deraf , men tog sin fader ved +hånden , og således vandrede vi , til vi kom til +den vej i klitterne , hvor kløften med birkene og +ellene flyder sig ned mod kogryden . Her standsede +Halvor et øjeblik , lod Marie og lodsoldermanden +gå i forvejen og sprang så i et Spring overmod +klitten , hvor han kort efter skjultes bag de +frodige Birk og ellebuske . +Jeg fulgte langsomt efter på den lille sti , +der langs klitbakkens side løb ned imod vældet , +og da jeg havde arbejdet mig igennem det tætte +birkekrat , kom jeg atter til den uhyggelige plet , +der havde haft en så afgørende indflydelse på +Halvor Johnsens liv . Vældet lå ganske som +forhen , kredset af yppigt græs ; men det lave pilekrat +dannede nu en hel lille skov , og vandet +boblede ikke som før , men flød trægt og langsomt + +uden den kogende lyd , som før havde været dets +særkende . Ved bredden stod Halvor Johnsen og +så med korslagte arme ned i vældet , ganske som +jeg for tre år siden havde set Niels ilde , kun +var der ikke det udtryk i hans ansigt . +„ Her var det ! “ sagde han langsomt og vendte +sig imod mig . +„ Ja , “ svarede jeg , „ jeg kender stedet . “ Og +nu fortalte jeg ham , hvorledes Lars Hansen og jeg +den nat havde søgt efter Marie , og hvor nær hun +havde været ved at miste livet , netop på det samme +sted , som han , noget , jeg tidligere havde fordulgt +af frygt for , at det skulle ryste ham for meget . +Det lod imidlertid slet ikke til at gøre den +virkning på ham ; thi vel lyttede han til min fortælling +med kendelig interesse , og takkede mig før +min hjælp ; men kort efter sagde han : „ Hun har +altid været synsk , og sommetider tog det magten +fra hende ; men det lægger hun nok af , når hun +bliver gift , vil jeg håbe . Ieg gad s ' gu vide , hvor +mange sten Niels har slæbt her til gryden , før +han fik løbet stoppet så meget . Ieg stod just og +regnede efter , hvor stærkt han havde lagt ryg til , +dengang de kom . Ieg synes , at jeg kan skimte +dem nede i vandet . “ + +ieg nægter ikke , at jeg blev forundret over den +mærkelige ligegyldighed , som disse ord røbede ; men +endnu mere blev jeg det , da han tilføjede : „ Ieg +ville blot ønske , at vi havde dem ovre hos Lars +Hansen , så kunne vi lægge grund til et svinehus +med dem , det har han længe trængt til ; vi talte +just om det nede ved stranden — nu ligger alt +det skab der til unytte . “ +„ Synes de ikke , at det er underligt at stå +på dette sted igen ? “ spurgte jeg . +„ Jo , “ svarede han , „ det er et forbandet hul . +Var jeg som Lars Hansen i sognerådet , lod jeg +det fylde , så kunne vi lægge vej ret herover langs +gennem kløften — det blev altid en kvart mil +mindre gennem sandene . “ +„ Sig mig , “ spurgte jeg lidt utålmodig , „ hvorfor +gik de den morgen ombord i russeren , i stedet for +af gå ned til Nykøbing og gøre melding til +byfogden ? “ +Han så på mig med et fiffigt blik og svarede : +„ Hvad havde jeg vel fået for det ? Der var ingen +vidner , og Niels var en hård hund af lovtrækkes +med , det vidste jeg i forvejen . Desuden havde jeg +selv gjort alting uklart for mig . Lars Hansen +havde jaget mig af sit hus , Palle Ib havde lovet + +mig afsked fra kutteren , og Niels ilde havde undsagt mig og ville tage mit liv , så snart han kunne +komme afsted med det . Jeg syntes den morgen , +af der ikke var en sjæl i den vide verden , som +brød sig det ringeste om mig , og dagen i forvejen +havde jeg talt med den russiske kaptajn , som havde +lovet mig høj hyre , hvis jeg ville tage ombord i farføiet . +Så kom dertil , af jeg måtte tjene noget , +hvis jeg ville melde mig igen hos Lars Hansen og +stikke Niels ilde ud , og da jeg i den tidlige morgen +våd og forfrossen , luskede ned til fartøjet , fik jeg +sådan en glubende begærlighed efter at komme ud +og tjene penge , at jeg ikke engang gik tilbage til +Rørvig for at sige Marie farvel . Jeg skrev et +par ord ombord på russeren og bad hende vente +tre år , så ville jeg komme hjem som en rig mand +— og dermed syntes jeg , at den sag var vel klaret . “ +„ Det brev fik hun desværre ikke , “ bemærkede jeg . +„ Nej , hun sagde så , “ svarede Halvor roligt . +„ Selv forliste vi i spanske sø , og da jeg kom til +Lissabon fik jeg hyre på Indien . Derfra skrev +jeg igen ; men mine breve havde nok ligeså lidt +held , som jeg selv , for hver gang jeg havde tjent +en smule , gik det galt med spekulatsen , og nu , + +da jeg kommer hjem , er det kun med tyve pund i +lommen . “ +„ Så var det dobbelt smukt af dem at afslå +Niels ildes tilbud . “ +„ Å , man skal ikke tage fra djævelen , hvad +man venter af Vorherre . Marie og jeg hugge os +nok igennem uden mordbrændertak ! “ +Vi fulgtes ad op gennem kløften , og under +vor samtale mærkede jeg mere og mere , at han var +en god , ufordærvet natur , ærlig , djærv , kortsagt en +ægte sømand ; men jeg følte tillige , at han kun +havde sands for livets rent praktiske formål , og +at han ikke kunne opfatte Maries mærkelige syner +og anelser , som udsprungne af en poetisk naturs +og en dyb kærligheds uforståelige kilder , men at +han tog dem som noget overfladisk , noget rent materielt , +der bedst helbrededes med kolde omslag , som +den gamle læge havde rådet . Når jeg da tænkte +på den uvilje , hvormed Marie havde udtalt sig +imod lægen , der så hendes syner netop fra denne +side , blev jeg dobbelt ængstelig for , at han skulle +tage det på samme måde , og advarede ham derfor ; +men han syntes ikke at kunne forstå mig , og med +en bange anelse trådte jeg ind i Lars Hansens + +forrestestue — det var den sidste aften , før jeg tog +til København . +Marie havde i anledning af Halvors tilbagekomst +dækket bordet så festligt som muligt , og der +var en stille , mild fred udbredt over hende , som +harmonerede godt med hendes fæstemands djærve , +frimodige væsen . Som de der sad med hinanden i +hånden og blikket fæstet strålende på hinanden , +gjorde de indtrykket af et rigtigt lykkeligt par , og +Lars Hansens veltilfredse ansigt strålede over dem +begge som en sol , medens Karens var den tilsvarende +måne . I glad tilfredshed indtog vi +alle vort måltid , men da vi havde spist , og dugen +var tagen af bordet , satte Marie sig hen i et hjørne +af stuen , trak den lille katechismus frem og gav +sig ivrigt til at læse . Halvor sad henne på bænken +og så længe på hende ; endeligt sagde han : „ Hvad +for noget , Marie ? Jeg troede for længst , du var +vokset fra katechismen ! “ +Hun blev rød og svarede : „ Det er heller ikke +den , jeg læser . “ +„ Hvad er det da ? “ spurgte Halvor og rejste sig . +Marie blev endnu rødere , stak hurtigt bogen +i lommen og lagde sin hånd ovenpå ; men Halvor + +greb hende om livet- bøjede hende bag over og gav +hende et dygtigt Kys , idet han sagde : „ Op med +lektien ! Har du noget at skjule for din fæstemand ? “ +Marie +strittede alvorligt imod ; men Halvor fik +bogen op af lommen , lukkede den op og snappede +behændigt det hvide blad , som han læste , medens +han med sin anden arm holdt Marie tæt ind til +sig , så at hun ikke kunne tage det fra ham . Han +havde næppe læst et minut , før han kastede bladet +fra sig på bordet og udbrød : „ Sikke noget forbandet +sludder ! Det er jo et ligvers . “ +„ Et ligvers ! “ udbrød Marie og blev ganske +bleg . I næste øjeblik styrtede tårerne ud af +hendes øjne , hun snappede papiret og flygtede som +en skræmmet hind med det op i øverstestuen ; men +idet hun vendte sig i døren , tilkastede hun Halvor +et blik , som jeg vistnok forstod bedre , end han . +„ Der gjorde i Marie vred , “ sagde Karen . +„ I må lade hende have sine drømmerier for sig +selv ! “ +„ Ja , var livet en drøm , så var det godt at +sove , “ sagde . Halvor ; „ der skal andet til her i +verden ! “ + +„ Så passer Marie ikke for jer ! “ svarede +Karen . „ I må tage varligt på hende og huske , +hvormeget hun har lidt for jer skyld . “ +„ Det skal jeg nok ! Aldrig skal hun finde bedre +mand end mig , “ sagde Halvor og kyssede Karen +til hendes store forskrækkelse lige på munden . +Men syner og drømme passe kun slet for en +sømands brud ; hun får andet at tage vare . “ +Lidt efter var det lille optrin glemt , og Marie +kom ind med den tændte lampe i hånden . Lars +Hansen nikkede , og efter sædvane tog hun „ Tusind +og en nat “ ned fra hylden og gav sig til at læse . +Hendes stemme skælvede endnu lidt af bevægelse , +men den havde sin bløde , melodiske klang , sin friskhed +og fylde — det var en ren fornøjelse at +høre , hvorledes det gamle , arabiske eventyr foldede +sig ud og fik liv og bevægelse i hendes mund . +Halvor sad længe og lyttede med en mine , som +blev der læst en prædiken ombord , så gabede +han adskillige gange , flyttede sig nærmere hen imod +krogen ved bilæggerovnen og sagde endeligt : „ Ja , +i må ikke tage det fortrydeligt op ; men jeg har +ikke været tilkøis i nat , og når jeg sådan hører +en læse , falder jeg altid i søvn — det er en +vane , jeg har . “ + +„ Du må ikke sove , “ sagde Marie med et +næsten forskrækket blik på mig . „ Så vil jeg før +holde op med at læse . “ +„ Nej , læs du kun væk ! “ svarede han . „ Hvad +gør det , at jeg sliber en skraber ? “ +„ Vist ikke ! “ sagde Lars Hansen . „ Hvad ligner +det at sove , når vi andre læser ? “ +Marie læste videre med usikker stemme , Halvor +gabede på ny , men endeligt sprang han op og sagde : +„ Hør Lars , har i ikke kort i huset ? For har i +det , skal vi , min salighed , have os en Schaus * ) ; +det kan da holde gluggerne oppe . “ +Lars Hansen rejste sig , åbnede bogskabet og +udtog et spil fidtede kort . Marie læste videre , +men med sagte , næsten hviskende stemme . Lidt +efter rejste hun sig på Lars Hansens anmodning +og gik for at hente en flaske ekstrakt ovre hos +købmanden , og nu blev der drukket punsch og +spillet Schaus til langt ud på aftenen . Karen , +Marie og jeg sad ved den anden bordende , og +samtalen faldt sagte og hviskende , som den kunne . +Var det derfor , eller var det måske punschen , der +virkede — men denne gang syntes jeg virkeligt at +* ) folkeudtryt for det tyske schasskops . + +høre det pusle i krogene , som om noget let flyttede +ud , og noget andet , mere tungt og blyfast rykkede +ind . Ja , jeg mente endog at kunne spore det , da +jeg kom til sengs ; , da sad det som en mare og +red tungt på mit bryst . +Den næste morgen holdt der en extrapost fra +Nykøbing udenfor døren , og børnene fra lejet +betragtede med dyb ærbødighed postillonens røde +kjole og opkrampede hat . Jeg tog en hjertelig +afsked med alle og lovede at komme til brylluppet , +der var bestemt til om efteråret . Da jeg sprang +ind i vognen , stod Marie nærmest , hun havde været +usædvanligt tavs og tankefuld den hele morgen . +Da jeg endnu en gang havde budt alle afsked , tog +jeg hendes hånd gennem det åbne vindue , trykkede +den hjerteligt og sagde : „ Så fik de dog ret , +Marie ! Så kom dog lykken ! “ +Hun besvarede mit håndtryk , men rystede i +det samme på hovedet og hviskedee sagte : „ Få +fange lykke ; men alle fange vi død . “ +Inden jeg kunne svare , knaldede posfillonen , +fiskerdrengene råbte hurra , og så længe jeg kunne +se det venlige hus under klitbakken , stod Marie i +døren og vinkede til afsked . + +Viii . +Jeg kom ikke til bryllup det efterår , men +derimod på rejser , og intet udsletter som rejser +begivenhederne og deres indtryk . Vel glemte jeg +ikke Marie under min fraværelse ; men mindet om +hende og hendes omgivelser tabte dog lidt efter lidt +sit fantastiske skær , så at jeg knap syntes , det +var været , da jeg tre år efter kom tilbage , igen +at fornye mit bekendtskab i Rørvig . Atter gled +nogle år , da førte et tilfælde mig til sølager , +og da jeg fra bankerne ved lynæs så de hvide +huse ovre i Rørvig , kunne jeg ikke modstå fristelsen , +men lejede en båd og satte derover . +Det var en frisk , solvarm oktober formiddag , +da jeg vandrede gennem Rørvigs Algade og efter +sædvane tog vejen til Lars Hansens hus ; men +jeg lagde snart mærke til , at byen var mere +mennesketom end sædvanligt , hvorimod jeg mødte +flere og flere folk , alt som jeg kom ud ad landevejen . + +endeligt øjnede jeg Lars Hansens gamle +hus under klitbakken ; det havde måske fået lidt +mere Mos på taget , end da jeg var der sidst , +men ellers var alt som sædvanligt på den store +undtagelse nær , at en broget flok af fiskere , kjøbstadsfolk og bønder trængte sig ud og ind ad den +lave dør , medens andre grupper stod samtalende +på vejen , hvor flere vogne holdt , belæssede med +senge , borde og andet bohave — ja , på en genkendte +jeg min gamle ven , billardet , der havde +fået afsked fra sin ansættelse som himmelseng og +nu vandrede en eller anden uvis fremtid i møde . +Med langsomme skridt og fuld af bange forventninger +nærmede jeg mig huset ; da hørte jeg en +auktionshammer og en skrattende stemme , som +råbte : „ En risbensdaler for hele stadsen ! For +skibet og verset og hele skilderiet . Rammen alene +er ærlig de penge værd ! Nå , får jeg et bud ? “ +„ Tolv mårk ! “ lød en drævende bondestemme +inde fra stuen , og en høj latter fulgte ovenpå +en vittighed , som jeg ikke kunne høre . +Jeg banede mig vej ind i huset , hvor alt +lå hulter til bulter , hvor dørene stod på vid +gab , hvor en vammel tobaksluft opfyldte rummet , +medens auktionsholderen fra et ophøjet stade viste et + +skilderi frem , der forestillede et brændende skib +med en lang indskrift under . +„ Havfruerne gå med i købet ! “ råbte auktionsholderen . +„ De er , min salighed , hver en mark +værd . Nå , hvem byder på skonnerten Corinna +med ildebrand , havfruer , brudevers og det hele ? +Får vi ikke tre mark , hænger vi det op igen . +„ En specie ! “ sagde jeg , idet jeg skubbede mig +ind mellem klyngen . +„ Et honnet tilbud og en anstændig betaling ! “ +Skrattede auktionsholderen op og rakte skilderiet hen +imod mig . „ Der er vel ingen , der byder den herre +fra København over ? “ +En almindelig fnisen påfulgte , medens alles +blikke rettedes mod mig , idet jeg trak mig tilbage +mod vinduet for at betragte mit købmandsskab . +Således skulle altså minderne møde mig ! +Det var skonnerten Corinnas brand , tegnet af en +ikke uøvet hånd , og under den stod det Vers , jeg +havde skrevet til Marie , medens havfruer , najader +og sælsomme søuhyrer dannede en fantastisk ramme +omkring det . Under verset stod : „ Skrevet af Marie +Larsdatter på hendes sygeseng , “ og Halvor Johnsens +navn , tæt under skibets boug , tilkendegav , at han +havde tegnet det øvrige . + +„ Er Lars Hansen død ? “ spurgte jeg en Bonde , +der stod ved siden af mig . +„ Næi , “ svarede han tvært , „ men han flytter . “ +„ Er han da her ? “ +„ Næi . “ — +„ Hvor er han da ? “ +„ Hvo ' sku ' jeg vidde ded ? jeg æ jon fra nakkeby , “ +Sagde bonden og fæstede sine øjne begærligt på +en blåstribet dyne , der nu blev råbt op . +Jeg gik ud i haven med en kvalm fornemmelse +om hjertet , og her fik jeg da at vide , at Lars +Hansen var gået ud i klitterne , fordi det ynkede +ham at se sit bohave komme under hammeren . +Så bragte jeg mit kostbare køb i sikkerhed og +vandrede derpå ud ad de sandede veje for at +opsøge ham . +Uvilkårligt styrede jeg min gang langs stranden , +thi det forekom mig , at jeg måtte træffe ham +ude ved havfruestolen , hvor vi havde siddet så +mangen en stund ; men forgæves spejdede jeg efter +den mægtige , grå granitblok , og da jeg kom til +stedet , fortalte et endnu ikke fyldt hul og en +mængde små skærver , at den måtte være ryddet , +så meget mere som der var lagt en vej langs + +stranden , som ikke havde været der før . Vejen +drejede ind gennem klitdragene og førte til kløften , +som var bleven fyldt , medens birkene , pilene og +ellene vare forsvundne . Der , hvor kogryden forhen +havde kogt , gik nu vejen over en stenkiste med +rækværk på begge sider , og på dette sad Lars +Hansen med bøjet hoved og ridsede figurer i sandet +med sin stok . Knap var det , at jeg kunne kende +ham igen ; thi hans hår var blevet hvidt , hans +holdning bøjet , og om munden lå der dette træk +af indfaldenhed , som tyder på , at den sørgelige +alderdom nærmer sig . Kridtpiben var desuden borte , +og stokken kommen i dens sted ; kun den ufravigelige +gule kabuds og pjækkerten med de store +hornknapper mindede om tidligere dage . +„ Goddag , og velkommen ! “ sagde han med en +sørgmodig , tom betoning : „ Nu er jeg alene , hr . +Professor . “ +„ Alene ? “ udbrød jeg . „ Hvad mener de ? “ +„ Halvor er på togt , “ sagde han koldt og +rejste sig op . „ Han tog bort i tirsdags . “ +„ Men Marie ? “ spurgte jeg . +„ Hun er hos sin moder ! “ sagde han med +dirrende læber ; de bo nu histovre . “ + +med disse ord hævede han stokken og pegede +mod Rørvig kirke . Jeg stirrede på ham og udbrød : +„ Døde ? “ +„ Ja , døde ! “ gentog han og tørrede sine øjne +med bagen af hånden . „ Nu har hun fred . “ +„ Og hvor flytter de hen ? “ +„ Til Nykøbing , “ sagde han med tiltvungen +fasthed . „ Heroppe var ofte øde og tomt , og ødere +og tommere vil det blive . Iaffen siger jeg farvel +til klitterne , til søen og til kogryden — nu løber +hun en anden vej . “ +„ Her er bleven meget forandret , “ bemærkede +jeg , idet jeg så mig om . +„ Ja , her er så , “ sagde han ; „ og det houer +mig heller ikke . Sommetider er det , som kendte jeg +det ikke rigtigt igen . Nu skal der grøftes af , +plantes skov og lægges vej ; snart kan man blive +vildfarende i sin egen barndomsegn ! “ +„ Hvor fører denne vej hen ? “ spurgte jeg . +„ Den smøger ned forbi kirken og går så +over lynghusene til Nykøbing , “ sagde han . „ Paiesø +har de fået tørret ud , og de andre gå vel snart +med , kan jeg tænke . De regere svært heroppe , siden +Halvor kom ind i sognerådet ; han var mand for +af sætte dem i arbejde . “ + +„ Er han styrmand endnu ? “ spurgte jeg . +„ Styrmand ? “ sagde Lars Hansen med en vis +stolthedsfølelse ; „ nej på det lav ! Nu fører han +fartøj selv ; han har tjent en svær hoben penge +på det sidste år . “ +„ Nej virkeligt , det fornøjer mig , “ sagde jeg +trøstende . +„ Ja , når pengene kunne gøre det , “ sagde +Lars Hansen med et suk . „ Han havde en stor +lykke med sig ; hvad han tog fat på , det gik . +Først hjalp han sig frem med lån , så købte +han smålodder , dyrkede dem op og solgte dem +igen med profit . Så gik han i compagni med +købmanden inde i Nykøbing og købte en stor del +af overdrevsjorden herude , og nu har han igen +solgt det til skov og fået eget fartøj . Søen var +ham dog kærest , det mærkede vi lidt . “ +Vi havde under denne samtale fulgt den nyanlagte +vej og stod nu ved kirken , der ligger som +en eremit midt ude på heden . Lågen til kirkegården +stod åben , og over den lave mur hang +hylden med sine mørkegrønne blade , frisk og duftende , +medens de andre træer straks bøjede af fra nordvest , +såsnart de vare komne over det hegn , der gav dem +læ . Lars Hansen skottede til den sorte låge , det + +var , som om en hemmelig magt drog ham derhen , +og snart stod vi inde på kirkegården , hvor +brogede asters og chrysanthemum blomstrede , medens +resedaen og en enkelt rose hist og her endnu ikke +vare vegne for det begyndende efterår . Lars Hansen +gik forbi de lave tner med deres sorte kors og +deres simple evighedskrandse uden at sige et ord . +Førsf henne ved det andet hjørne af kirkegården +standsede han ved to grave , hvoraf den ene bar en +rosenbusk , medens den anden var bedækket med afblomstrede +kornblomster . +„ Der ligge de , “ sagde han med et suk og +pegede på de to simple trækors , der smykkede de +to lave tner . „ Hun ville nu have kornblomster +på sin grav . Halvor syntes , det var noget underligt +noget og lod en rose komme fra København , - men +jeg syntes , at hun skulle have sin villie , og så +kom der kornblomster — ja , det passer måske ikke +rigtigt , “ føjede han tvivlende til . +Op imod korset stod der en simpel stentavle , +halv skjult af de frodige planter . Jeg bøjede dem +tilside og læste : +„ Sænker mig kun i det evige hav ! +Selv kun en bølge , som dækkes af andre , +vil til forglemmelsens lande jeg vandre , +bølge mod kyst ? + +„ Stakkels Marie ! “ sagde jeg bevæget . „ Så +skrev jeg dog hendes gravvers . “ +„ Så ? “ sagde Lars Hansen med et mistroisk +blik ; „ da sagde hun ellers , at hun selv havde +prentet det . Ja , det Vers holdt hun svært meget af . +Da hun lå på det sidste , bad hun så mindeligt +om , at vi ville sætte det på hendes ligsten — og +så gjorde vi det , skønt Halvor ville have en +rigtig skrift . Nu står der jo hverken , hvad hun +hedder , eller når hun er død ; men det brød hun +sig ikke om , sagde hun , og så gav Halvor efter . +Ja , de vare nu så forskellige . “ +„ Vare de da lykkelige med hinanden ? “ spurgte jeg . +„ Jo , det var de , “ sagde lodsoldermanden med +dyb overbevisning ; idetmindsfe har jeg aldrig hørt +et ondt ord dem imellem , skønt Halvor ofte kunne +have grund nok til at klage . “ +„ Så ? Hvorfor ? “ +„ Å , “ sagde Lars Hansen , „ hun var jo sådan +egen i mange dele og skøttede helst om at være +ene med sig selv og sine drømmerier . Det første år +mærkedes det ikke så meget , for da var Halvor +mere hjemme og havde også bedre tid til at følge +hende , når hun gik sine egne veje . Men alt som +han fik mere at bestille , blev hun mere og mere + +stille , og det gik hende nær til hjertet med de mange +forandringer , han satte igang her på egnen . +Hun kendte hver sten og hver busk herude i +sandene og sørgede over , at de gik bort , som havde +det været hendes egne børn . Selv fik hun ingen , +og det tror jeg var en stor fejler ; for havde hun +fået dem , havde det holdt hende mere til huset og +givet hende noget at tænke på . Hun var jo +så svag , at hun ikke kunne tage sig nogen grov +gerning på , og da Halvor fik bedre kår , fik de +en pige fra nakkeby , som skulle være i huset . +Så begyndte hun igen at gå herud i sandene , +og når Halvor kom hjem , fandt han huset tomt +og kunne hente hende ude ved havfruestolen . Men +værre var det , at de gamle syner kom igen , så +hun til sidst syntes bedre om stranden og sandene +herude end stuen hjemme i hendes eget hus . Io +mere tiden gik , jo mere synsk blev hun , så at +Halvor til sidst mente , at det kunne blive rent galt . +Han troede nu , at det hele kom fra havfruestolen , +og mente , at der var noget kogleri ved den sten , +som han tænkte , det var bedst at skaffe afvejen . +Så — det var just i dette forår — lod han +stenen undergrave og udbore , og han sprængte den +selv , for der var ingen anden , der ville gøre det . + +om middagen kom han hjem og sagde ingenting +derom til Marie ; men om eftermiddagen skulle han +i sognerådet for at få den nye vej lagt over +kogryden , og han var så ivrig derover , at han +rent glemte sit forsæt , selv at vise hende , hvad han +havde gjort . Til mig havde han heller intet sagt , +og henimod solnedgang gik Marie som sædvanligt +derud . Hun kom ikke hjem den aften , og da Halvor +kom over til os for at spørge , fik jeg sådan en +underlig fornemmelse ved at høre , hvad han havde +gjort , og så gik vi begge derud . Der fandt vi +hende da også ; men hun sad midt mellem de +sprængte stykker , og det eneste , hun sagde , var +blot : „ „ Halvor , hvor kunne du gøre det ? “ “ +Så tog vi hende hjem og fik hende til sengs , +og doktoren kunne ikke finde noget på hende ; men +kræfterne tog af dag for dag , det var ligesom +hun visnede hen , og spurgte vi hende , sagde hun +blot , at hun havde en fornemmelse , som var der +sprængt noget bort ved hendes hjerte . Men mild +og tålmodig var hun som et barn , og Halvor +holdt hun ligefuldt af til det sidste . Jeg husker +så grant den dag , da han tegnede skonnerten , og +hun satte sit Vers under . Da tror jeg , han forstod +hende — men da var det for silde . “ + +„ Og det har de kunnet lade sælge ? “ sagde jeg +bebrejdende . +„ Sælge ! “ for Lars Hansen op . „ Nej , krone +død om jeg har ! Det skulle ikke med på auktionen . “ +„ Da +har jeg købt det . “ +„ Så giv mig det igen for gammelt venskabs +skyld ! “ sagde han og greb min hånd . „ Når +jeg er død , kan det hænge i deres storstue , men +ikke før . “ +Jeg lovede ham det , og fause forlod vi den +stille kirkegård og vandrede tilbage ad Rørvig til , +hvor Lars Hansen tilbød mig logi hos en af sine +venner . Men også hos mig var det , som om +noget var sprængt bort , der havde fængslet mig til +de øde klitter med deres viftende marehalm og +hviskende birke , og da jeg om aftenen vandrede +forbi Lars Hansens døde hus under klitbakken , +følte jeg , hvad det var at være alene . Jeg bestilte +båd hos en forbigående fisker , og medens den +blev gjort klar nede ved stranden , besteg jeg for +sidste gang den høje klitbanke ved kogryden og +kastede et afskedsblik ud over egnen . Efterårsvinden +for sukkende hen gennem de mørke fyrrer +under mig ; det halvvisne marehalm hviskedee sælsomt + +i skumringen , og flyvesandet , der rislede +ned med en sagte , snigende lyd , mindede mig om +det rindende sand i et timeglas . Underligt blev +jeg greben af denne mørke , døde natur , og bedre +end nogensinde før forstod jeg Marie og hendes syner . +Hun var et barn af den natur , der havde fostret +hende , og hendes lod var bleven som bølgens , der +bryder sig mod klitbakkens fod , som sandets , der +stille risler ned fra dens top for at svinde med +det samme . Men turde jeg klage derover ? — en +dåre den , der tror på den faste , varige lykke ; +kun i det bestandigt vigende og på ny sig fødende +ligger den evige lov .