I . 
I den fornemste gade lå en prægtig , 
gammeldags gård ; hele murværket var 
indæltct med glasstumper , der i sal- og 
måneskin strålede som om det var belagt 
med diamanter ; det var et rigdommens 
tegn og rigdom var derinde ; man sagde , 
at grossereren var mand for at kunne 
stille to Tønder guld midt i sin stadsestue , 
sagtens stille , sone fremtids sparebøsse , 
en fjerding med guldmynt udenfor døren , 
hvor hans lille søn blev født . 
Den lille var indtruffen i det rige hus ; 
der var stor glæde fra kælderen til op på 
qvisfen , dog heroppe blev glæden endnu 

større et par timer senere . Pakhuuskarlen 
og hans kone boede heroppe og her indtraf 
netop også en lille son , given af Vorherre , 
bragt af storken og fremvist af mutter . 
Også her stod en fjerding udenfor døren , 
ganske tilfældigt , men det var ingen gnldfjerding , 
det var en skarnfjcrding . 
Den rige grosserer var en højst veltænkende , 
brav mand ; hans kone , fin og 
hoifvrnem gik hun klædt , var gudfrygtig , dertil 
mild og god mod den fattige . Alle undte 
de to den glæde at have fået en lille søn , 
der ville vokse op , arte sig og blive rig , 
som faderen . 
Den lille blev i dåben kaldet „ Felix “ ; 
det betyder i latinen : „ lykkelig “ , og det var 
han , og forældrene endnu mere . 
PakhunsKarlen , en rigtig kerncgod Karl , 
og hans kone , så honnet og arbejdsom , vare 
vclseete af alle , som kendte dem ; hvor vare 

de lykkelige for deres lille dreng : og han 
blev kaldet Peer . 
Drengen på første sal og drengen 
på kvisten fik hver lige mange Kys af 
deres forældre og lige meget solskin af 
Vorherre ; men de vare jo dog forskelligt 
stillede , den ene nede , den anden oppe . Peersad 
øverst , helt oppe på kvisten , og hun 
beholdt sin egen moder til amme ; den lille 
Felix havde en fremmed person , men god 
og brav , det stød i skudsmålsbogen . Det 
rige barn fik en dejlig barnevogn og blev 
trukket af den pyntede amme , barnet fra 
kvisten blev båret på armen af sin egen 
moder , både , når hun var i søndagskjole 
og hvcrdagsklædning ; og det var ligeså 
sørnvieligt . 
Begge kunne de snart skønne , begge 
voxte de til , kunne vise med hånden hvor 
store de vare og sige enkelte ord i mødersmålet . 

lige søde , lige skikmnndedc og lige 
forkælede blev de begge to . Da de voxte 
til , havde de lige fornøjelse af grossererens 
' kjøretøi . Felix fik med ammen løv til 
af sidde hos . Kusken og se på hestene , 
han bildte sig ind af hun kørte dem ; Peer 
fik lov af sidde i qvistvindnct og se ned i 
gården , når herskabet skulle ud af køre , 
og når de da vare afsted , satte han to stole , 
den ene foran den anden , oppe i stuen , og 
så kørte han selv ; han var den virkelige 
kusk , det var lidt mere end af bilde sig ind 
af være kusken . De havde det udmærket , 
de to , men de vare allerede et par år 
gamle , før de første gang talte med hinanden . 
Felix gik stadselig klædt , i Fløiel og 
silke , med bare kuæc på engelsk maner . Det 
arme barn måtte jo fryse ! sagde familien 
på kvisten . Peer havde bukser lige ned 
til anklerne ; men en dag vare klæderne 

revnede lige øver knæærne , så af der var 
lige så godt lufttræk og lige så afklædt , 
søm hos grossererens lille , fine søn ; hun 
kom med sin møder og skulle ud af porten , 
Peer kom med fin og skulle ind . 
„ Giv lille Peer hånden ! “ sagde grossererens 
frue . „ I tv kunne tale sammen . “ 
Og den ene sagde „ Peer ! “ og den 
anden sagde „ Felix ! “ Ja , så sagde de 
ikke mere dengang . 
Den rige frue forkælede sin dreng , 
men hvem der især forkælede Peer var 
hans farmor . Hnn var svagsynet og dog 
så hun meget mere hos lille Peer end 
fader og moder kunne se , ja niere end 
noget andet menneske kunne udfinde . 
„ Det søde barn , “ sagde hun , „ kammer 
nok frem i verden ! han er født med guldæble 
i hånden ; det kan jeg se med mit 
svage syn . Der ligger jo æblet og glindser ! “ 

og hun kyssede den lille undt i 
hånden . 
Hans forældre kunne ingenting se , 
Peer ikke heller , men søm han voxte til i 
begreber , ville hun dog gerne tro på det . 
„ Det er sådan en historie , et eventyr , 
farmor fortæller ! “ sagde forældrene . 
Ja farmor kunne fortælle , og Peer 
blev aldrig ked af altid at høre det samme . 
Hnn lærte ham en psalme og at fremsige 
„ Fadervor “ , og han kunne det , ikke som en 
ramse , men som ord , der vare at tænke 
ved ; hver enkelt bøn deri forklarede hun for 
ham . Især kom ham i tanke hvad farmor 
havde sagt ved de ord : „ giv os i dag 
vort daglige brød ! “ de vare af forstå , af 
for en var det nødvendigt af få hvedebrød , 
for en anden af få grovbrød ; en 
måtte have et stort huns , når han sad 
med mange folk , en anden , i små kår , 

kunne bo ligeså glad i en lille stue på 
kvisten . „ Det er således for hver , det , de 
kalde „ det daglige brød “ . 
Peer havde rigtignok sit gode , daglige 
brød , og de dejligste dage , men de blive 
ikke alletider ved . Krigens tunge år begyndte ; 
det unge mandskab skulle afsted , det 
gamle med ; Peers fader var imellem de 
indkaldte , og snart hørtes , af han var en 
af de første , som faldt i kampen mod den 
overlegne fjende . 
Det var en bitterlig sorg i den lille 
stue på kvisten . Moder græd , farmor 
og lille Peer græd ; og hver gang en af 
naboerne kom op til dem , blev der talt om 
„ Far “ og så græd de alle sammen . Enken 
fik imidlertid lov , i det første år , af bo 
aldeles frit i husleilighedcn , og senere skulle 
hun kun betale en ringe leje . Farmor 
blev hos bror , der ernærede sig ved at 

vaske for flere „ enlige , galante herrer “ , svin 
hun kaldte dem . Peer havde hverken sorg 
eller savn ; mad og drikke fik han fuldt 
op , og farmor gav ham historier , så selsomme 
og vidunderlige , om den vide verden , 
at han en dag bad hende , om de to ikke 
en søndag skulle gå til fremmede lande 
og så komme hjem som Prinds og Prindsesse , 
med guldkroner på . „ Dertil er jeg 
for gammel , “ sagde farmor , „ Du må 
først lære grumme meget , blive stor og stærk 
og dog altid et godt og kærligt barn , som 
dn er det ! “ 
Peer red i stuen på kjcphest , han 
havde hele to sådanne heste , men grossererens 
søn havde en levende , virkelig hest , 
den var så lille , at den godt kunne kaldes 
et hcstcbarn , det kaldte Peer den , og større 
kunne den ikke blive . På den red Felix 
om i gården , ja ud af porten med sin 

fader og en kongelig berider . Den første 
halve time syntes Peer da ikke om sine 
heste og red ikke på dem , de vare ikke virkelige ; 
og så spurgte han sin moder , hvorfor 
han ikke havde en virkelig hest ligesom 
lille Felix , og moderen sagde : „ Felix 
boer nede i gården , tæt ved stalden , men 
dn boer højt oppe under taget ; man kan 
ikke have heste på loftet , ingen uden dem , 
du har ; rid du på dem ! “ 
Øg så red Peer , først hen til-dragkistcn , 
det store bjerg med de mange skatte : 
både Peers søndagsklæder og moders 
med , samt de blanke sølvdalere , hun lagde 
hen til husleicn . Han red til kakkelovnen , 
som han kaldte den sorte Bjørn ; den sov 
hele sommertiden , men når vinteren kom , 
måtte den gøre gavn , varme op i stuen 
og koge maden . 
Peer havde en gudfader , han kom 

jævnlig hver søndag om vinteren og fik et 
mållid varm mad . Det var gået tilbage 
med ham , sagde moder og farmor . Han 
havde begyndt som kusk , havde snapsct og 
derved sovet på sin post , og det må hverken 
soldaten eller kusken ; så var han 
bleven vognmandskarl , kørte med karrcet , 
og drosche , lidt for de galanteste folk , men 
nu kørte han skarnvogn , kørte fra dør til 
dør , svingede sin skralle : „ stmrre-rurrc-ud ! “ 
Og ud fra alle huse kom piger og koner 
med deres fyldte bøtter og vendte disse på 
vognen ; der kom : strimmel og skrammel , 
Aske og feieskarn . 
En dag var Peer kommen ned fra 
kvisten , moder var gået i byen ; hun stod 
i den åbne port , der udenfor holdt gudfader 
med sin vogn . „ Vil du køre med ? “ 
Spurgte hun ; det ville Peer nok , køre med 
bare til hjørnet . 

hans øjne strålede da han sad på 
sædet hos gudfader og fik lov af holde 
pisken . Peer kørte med levende , virkelige 
heste , kørte lige til hjørnet . Der kom hans 
moder ; hun så ganske betænkelig ud : fint 
var det jo ikke af se sin egen lille søn på 
skarnvogn . Han måtte straks ned , dog 
takkede hun gudfader ; men hjemme forbød 
hun Peer oftere den tur . 
En dag kom han igen ned i porten ; 
der var ingen gudfader , som kunne forlokke 
ham til af gøre kjøretour , men der var 
andre tillokkelser ; tre , fire små gadedrenge 
lå og rodede i rendestenen for af finde , 
hvad der kunne være tabt eller havde gjemtsig ; 
tidt havde de fundet en knap eller en 
kobbermyut , men lidt havde de også skåret 
sig der på et flaskcskår eller stukket sig 
på en knappenål , det var just nu tilfældet . 
Peer måtte være med , og lige 

idet han tog ned i rendestenen , fandt han 
en sølvmynt . 
En anden dag lå han igen og rodede 
med de andre drenge ; de fik knn snavsede 
fingre , hun fandt en guldring og fremviste , 
med strålende øjne , sit lykkelige fnnd , så 
dængede de andre ham til og kaldte ham 
„ Lykke-peer “ ; han skulle ikke have lov 
til at være med hvor de andre rodede . 
Der var bag grossererens gård en 
sid grund , den skulle fyldes og blive byggeplads ; 
derhen blev kørt grnns og feieskarn ; 
hele dynger lå der ; gudfader kørte 
det , men Peer måtte jo ikke køre med 
ham . Gadedrengene rodede i dyngerne , 
rodede med en pind og med den bare hånd ; 
altid fandtes et og andet , som syntes 
værd at tage op . 
Her kom lille Peer . 
De så ham og råbte : „ Lykke-peer , 

skrup af ! “ og da han dog kom nærmere , 
kylede de et par jordklumper på Hain ; en 
af disse slog mod hans træskoe og smuldrede 
istykker ; der trillede noget blankt ud ; Peer 
tog det op , det var et lille ravhjerte . Han 
løb hjem med det ; de andre mærkede ikke , 
at selv idet de dængede ham , var han et 
lykkens barn . 
Sølvskillingen , han havde fundet , blev 
lagt i hans sparebøsse ; ringen og ravhjertet 
frcmvistes nede hos grossererens frue , 
thi bror ville vide , om det var fundne 
sager , „ der burde meldes for politiet “ . 
Hvor strålede grosscrcrfruens - øjne 
ved at se ringen , den var jo hendes egen 
forlovelsesring , den , hun havde tabt for tre 
år siden ; så længe havde den ligget i 
rendestenen . 
Peer fik god hitteløn , den raslede i 
hans sparebøsse ; ravhjertet var en mge 

ting , sagde fruen , det kunne Peer gerne 
beholde . 
Til natten lå ravhjertet på commoden 
og farmor lå i sengen . 
„ Ih , hvad er det dog der brænder ! “ 
Sagde hun , „ det er jo , som lå der et tændt 
lille lys ! “ Hun rejste sig og så ; det var 
det lille ravhjerte . Ja , farmor med sit 
svage syn så lidt mere end alle andre 
knude se . Hun havde nu stne egne tanker 
derved . Næste morgen tog hun et smalt , i 
stærkt bånd , trak det gennem den åbning , 
som var øverst i ravhjertet og gav 
sin lille sønnesøn det om halsen . 
„ Det må du aldrig lægge bort , uden 
mens du sår et nyt bånd sat i . Du må 
heller ikke vise til andre drenge , at du 
har det ; så tage de det fra dig , og så 
får du ondt i maven ! “ Det var den eneste 
sygdomsplage , lillepeer endnu havde kendt . 

der var også en underlig magt i det 
hjerte . Farmor viste ham , at når hun 
gned det med hånden og man da lagde 
et lille strå nær derved , så blev strået 
ligesom levende og sprang hen til ravhjertet , 
og ville ikke slippe det . 
Grossererens søn sil huslærer , der 
læste med ham alene og spadserede med ham 
alene . Peer skulle også have kundskaber ; 
han kom i skole med en hel mængde andre 
drenge ; de legede sammen , det var mere 
fornøjeligt end at gå ganske alene med læreren . 
Peer ville ikke bytte ! 
Han var en lykke-peer , men gudfader 
var også en lykke-peer , uagtet han 
ikke hed Peer . Han vandt i lotteriet toti 


hundrede rigsdaler på en seddel , han holdt 
med elleve andre . Han fik straks bedre klæder , 
og fandt sig vel i dem . 
Lykken kommer nu aldrig alene , den har 
altid en ansættelse med , og det havde den . 
Gudfader forlod skarnvognen og gik til tteatret . 
„ Hvad 
for noget ? “ sagde farmor , 
„ er han gået til tteatret ! Som hvad ? “ 
Sou : maskinkarl . 
Det var en hel forfremmelse . Han 
blev et ganske andet menneske derved , og 
havde stor fornøjelse af comedien , som han 
jo rigtignok altid så ovenfra eller fra siden . 
Dejligst var balletten , men den kostede også 
sværest arbejde og var meget udsat for ildløs ; 
der dansede de både i himlen og på 
jorden . Det var noget for lille Peer at se , 
og da der just en aften skulle være „ Gencralprove “ , 
som det kaldes , på ku ny ballet , 

hvori de alle vare klædte og udstafferede 
ligesom på den aften folk betale for at se 
den herlighed , lovede han at tage Peer med 
og sætte ham et sted , hvor han kunne se 
det hele . 
Det var en bibelsk ballet : Samson ; 
filisterne dansede om ham , og han rev 
hele huset sammen over dem og sig ; men 
der var både sprøjte og sprøitcfolk , dersom 
en ulykke skulle ske . 
Peer havde aldrig set en comedie , endsige 
en ballet ; han fik sine søndagsklæder 
på og fulgte med gudfader over i tteatret . 
Det var ligesom et stort tørreloft , med 
mangc Gardiner og skjermbrætter , lange 
sprækker i gulvet , lys og lamper . Der 
var så mange kringelkrogc op og ned , og 
fra disse kom de ud ligesom i en stor kirke 
med pulpiturer . Nede gik gulvet ganske 
skråt , og her blev Peer sat og sagt til , af 
2 * 

han skulle blive indtil det hele var forbi , 
og man hentede ham . Han havde tre smørrebrød 
i lommen , sulte skulle han ikke . 
Snart blev her lysere og lysere ; der 
kom foran , ligesom op af jorden , så mange 
spillemænd , både med fløjter og violiner ; 
der kom på siddepladsene , hvor Peer sad , 
folk , klædte som de gå på gaden , men 
der kom også riddere med gnldhjclmc , 
dejlige frøkener i flor og blomster , ja 
hvidklædte engle med vinger på ryggen ; 
de satte sig oppe og nede , på gulvet og i 
pulpiturerne , for af se til . De vare alle sammen 
dandsc-mcnncskcr i balletten , men 
det vidste Peer ikke , han troede af de hørte 
hjemme i de eventyr , farmor havde fortalt . 
Ja der kom en kvinde , hun var den 
alleryndigste , med guldhjclm og spyd ; 
hun så ud over alle de andre og sad 
mellem en engel og en trold . Nej , hvor 

her var bieget at se , og dog var balletten 
endnu slet ikke begyndt . 
Med et blev der ganske stille ; en sortklædt 
mand svingede en lille troldstav over 
alle musikanterne , og så begyndte de at 
spille , så at det susede gennem dem , og 
hele væggen løftede sig . Man så ud i en 
blomsterhave , hvor solen skinnede og alle 
mennesker dansede og sprang . En sådan 
dejlighed havde Peer aldrig tænkt sig . Der 
marschcredc soldater , og der var krig , og 
der var gilde , og kæmpen Samson og 
hans kæreste . Alen hun var ligeså ond 
som hun var dejlig ; hun forrådte ham ; 
filisterne stak hans øjne ud , han måtte 
dreje kværnen i møllen og stilles op til 
spot i den store dandsesal ; men så tog han 
om de svære stccnpillcr , som bar loftet , og 
rystede det og hele huset ; det styrtede og lyste 
i rødt og i grønt , ' ok dejligste ildsluer . 

Peer kunne have siddet hele sin levetid 
og set på det , selv om smørrebrødet var 
spist øp , og det var spist øp . 
Nå , der var nøget at fortælle om da 
han kom hjem . Han var ikke til at få iseng ; 
han stod på et ben og lagde det andet 
ben op på bordet , det havde Samsons 
kæreste og alle jomfruerne gjort . Han gik 
trædemølle om farmors stol og væltede 
to stole og en hovedpude over sig , for at 
vise hvorledes dandscsalcn styrtede . Han 
viste det , ja gav det med fuld musik , den 
hørte til , der var ingen tale i balletten . 
Hnn sang højt og dybt , med ord og 
uden ord , der var ingen sammenhæng deri , 
det var som en hel opera . Det mærkeligste 
af alt var imidlertid hans dejlige 
klokkerene stemme , men den talte ingen om . 
Peer ville tidligere have været urtckræmmerdreng 
for at råde over svesker 

og puddersukker , nu vidste han at der var 
noget meget herligere , og det var „ at komme 
i Samsons historie og danse ballctdands “ . 
Der var såmænd mange fattige 
børn gåde den vej , sagde farmor , og 
blevne fine og hædrede folk , dog skulle aldrig 
noget pigebarn af hendes familie så lov 
at gå den vej , men nok ^n dreng , han 
stod fastere . 
Peer havde ikke set en eneste af de 
små piger falde , før hele huset faldt , og 
så faldt de alle sammen , sagde han . 
Iii . 
Peer ville og måtte være bnlletdandser . 
„ Jeg 
har jo ingen No for ham ! “ sagde 
hans moder . 

endelig lovede farmor at fore ham 
en dag op til balletmesteren , der var en 
galant mand og havde sin egen gård ligesom 
grossereren . Skulle Peer engang 
kunne opnå det samme ? Intet er umuligt 
for Vorherre . Peer havde guldæblet i 
barnehånd ; lykken var lagt ham i hænderne , 
måskee- den også var lagt ham i 
benene . 
Peer kom til balletmesteren og kendte 
ham straks , det var jo Samson . Hans 
øjne havde slet ikke lidt ved filisterne . 
Det var også kun comediespil , vidste han . 
Øg Samson så mildt og fornøjeligt på 
ham , sagde , han skulle holde sig rank , rigtig 
se på ham og fremvise sin vrist . Peer 
viste hele foden , og benet med . 
„ Så var hun ansat ved balletten ! “ 
Sagde farmor . 
Det var let bragt , i stand det hele 

hos balletmesteren , men forud havde moder 
og farmor dog gjort andre forberedelser , 
talt med indsigtsfulde folk , først med grossererens 
frue , som fandt at det var en 
smuk nej for en kjon , skikkelig dreng , uden 
fremtid , som Peer ; derpå havde de talt 
med jomfru Frandsen ; hun forstod sig 
på balletten , selv havde hun engang i 
farmors yngre dage været den nydeligste 
dandserinde på tteatret , dandset 
gudinde og prindsesse , været hyldet og hilset 
hvor hun kom og gik , men så blev hun 
ældre , det blive vi alle sammen , hun fik ikke 
længer de store roller , måtte danse bagved 
ungdommen , til sidst gik hun bag af dansen , 
gik til pynten , pyntede de andre til gudinder 
og prindsesser . 
„ Sådan går det ! “ sagde jomfru 
Frandsen , „ Theaterveien er yndig , men 
tornefuld , der groer chikanen ! Chikanen ! “ 

det ord forstod Peer slet ikke , men 
han kom nok til at forstå det . 
„ Han vil nu med vold og magt til 
balletten ! “ sagde moderen . 
„ En from og en christelig dreng er han ! “ 
Sagde farmor . 
„ Og velskabt ! “ sagde jomfru Frandsen . 
„ Velskabt og moralsk ! det var min 
glands-periodc . “ 
Og Peer kom på dandseskolen og fik 
sommerklædcr og tyndsålcde dandseskoe for 
at være lel . Alle de gamle dandserinder 
kyssede ham og sagde at han var en dreng 
fil at spise . ' 
han . måtte stille sig op , sætte benene 
udad , holde sig ved en Stang for ikke at 
falde mens han lærte at sparke , først med 
højre ben , så med venstre . -det var slet 
ikke så svært for ham , som for de fleste 
andre . Balletmesteren klappede ham og 

sagde at han skulle snart med i balletten ; 
han skulle være et kongebarn , søm blev 
løftet på skjolde og fik guldkrone på ; 
det blev . indøvet på dandseskolen og prøvet 
på selve tteatret . 
Moder og farmor måtte hen at se 
lille Peer i al den stads , og de så det 
og græd begge to , nagtet det var så glædeligt . 
Peer havde i al sin pragt og herlighed 
slet ikke set dem , men grossererens havde 
han set , de sad i loge nærmest tteatret ; 
lille Felix var med , i sine bedste klæder ; 
hun havde knappede handsker , ligesom de 
voksne herrer , og sad med kikkert for øjet 
hele aftenen , skønt han godt kunne se , 
ligesom de voksne herrer . Han så på 
Peer ; Peer så på ham , og Peer varet 
kongebarn med guldkrone på . Denne 
aften bragte de to børn i nærmere forhold 
til hinanden . 

nogle dage efter , da de mødte hinanden 
hjemme i gården , gik Felix hen til Peer 
og fortalte af han havde set ham , da han 
var Prinds ; han vidste nok af nu var han 
det ikke mere , men han havde båret både 
klæderne og kronen . 
„ På søndag skal jeg bære dem igen ! “ 
Sagde Peer . 
Det så Felix ikke , men tænkte på 
det hele aftenen ; han ville nok være i 
Peers sted ; han havde ikke jomfru Frandsen 
s erfaring af theaterveien var tornefuld 
og der groer chikanen ; heller ikke peervidste 
det endnu , men han skulle lære det . 
De små kammerater , dandsebørnene , 
vare ikke alle så gode som de burde være , 
uagtet de lidt gik som engle med vinger 
på . Der var en lille pige , malle 
Knallerup , der altid når hun var klædt 
som page , og Peer var page , trådte ham 

ondskabsfuld helt op af smalbenet , det var 
af se på hans strømper ; der var en ond 
dreng , der altid stak ham en knappenål 
bag ind og en dag havde spist Peers 
smørrebrød af en fejltagelse , men det var 
umuligt , thi Peer havde frikadelle på sit 
smørrebrød og den nndcn dreng havde 
brødet bart , man kunne ikke tage fejl . 
Det var ikke til at opregne al den 
fortræd Peer prøvede i to år , og det 
værste var endnu ikke hændet , det forestod . 
Der blev opført en ballet „ Vampyren “ ; 
i den vare de mindste dandscbørn klædte 
som flaggcrmuus , havde grå strikkede 
klæder , der sad snevert til kroppen ; sorte 
flors vinger bredte sig fra skuldrene ; de 
små skulle løbe på tåspidserne , som 
om de vare så lette at de fløj , og så skulle 
de snnrre rundt på gulvet . Det kunne 
især Peer udmærket ; men hans bukser og 

trøje , et stykke var det , gammelt og skørt , 
holdt ikke de anstrengelser ud , så at lige 
idet han før alle menneskers øjne snurrede 
rundt , revnede hun bag i , lige fra nakken 
og ned til hvor benene sidde fast og hele 
hans stumpede hvide skjorte var at se . 
Alle mennesker lo , Peer fornemmede det 
og vidste at han var revnet bag i ; han 
snurrede og snurrede , men værre og værre 
blev det . Folk lo højere og højere ; de 
andre vampyrer lo med ; det snurrede inde 
i ham og allcrforfærdeligst da folk klappede 
og råbte bravo . 
„ Det er for den revnede vampyr ! “ 
Sagde dandsebørnene , og så kaldte de ham 
altid „ den revnede . “ 
Peer græd ; jomfru Frandsen trøstede 
ham : „ Det er kun chikane ! “ sagde 
hun . Nu vidste Peer hvad chikane var . 
Foruden dandseskolen havde de også en 

anden kundskabens skole ved tteatret , hvor 
dandsebørnene blev oplærte , både i at 
regne og skrive , lære historie og geograf : , 
ja , de havde en lærer i religion , thi det er 
ikke nok at kunne danse , der hører i verden 
mere til , end at slide dandseskoe . Også 
her var Peer flink , ja den allerskinkcste og 
fik sin roes ; men kammeraterne kaldte ham 
endnu „ den revnede “ . Det var nu bare på 
dril , men til sidst ville han ikke længere tåle 
det , han slog fra sig , han bankede en af de 
andre drenge , så denne blev blå under det 
venstre øje og måtte hvidtes der , da han om 
aftenen sknldc træde frem i balletten . Peer 
blev tiltalt vrædt af dandselæreren og værst 
af fciekonen , for det var hendes søn han 
havde fejet af . 

Iv . 
Der gik mange tanker gennem lille 
Peers hoved , og en søndag , da han havde 
sine bedste klæder på , vandrede han , uden 
at sige ctørd derom til moder eller farmor , 
ikke engang til jomfrn Frandsen , 
der ellers altid gav gode råd , lige op til 
capelmesteren ; han troede , at den mand var 
den mægtigste udenfor balletten . Frejdigt 
trådte han ind og talte : 
„ Jeg er på dandseskolen , men der er så 
megen chikane , og så ville jeg hellere gå over 
til skuespillet eller sangen , dersom de ville ! “ 
„ Har du stemme ? “ spurgte capelmesteren 
og så ganske mildt til ham . 
„ Jeg synes at jeg kender dig . Hvor har jeg 
set dig for ? Var det ikke dig , som revnede 
i ryggen ? “ og nu lo han ; men Peer 
blev rød som et blod ; han var rigtignok 

ikke længer lykke-peer , som også farmor 
havde kaldt ham . Han så ned på 
sine egne fødder og ønskede at han var borte 
igen . 
„ Syng mig en sang ! “ sagde capelmesteren , 
„ nå , frisk mod , min dreng ! “ han tog 
ham under hagen , ogpeer så op , ind i hans 
milde øjne og sang så en sang , han havde 
hørt på tteatret i operaen „ Robert “ , 
„ Nåde for mig ! “ 
„ Den er svær , men den går ! “ sagde 
capelmesferen . „ Du har jo en prægtig 
stemme , når den bare ikke også revner i 
ryggen ! “ og han lo og kaldte på sin 
frue . Hun måtte også høre Peer synge , og 
hun nejede med halsen og sagde noget i et 
fremmed sprog . I det samme trådte tteatrets 
syngemester ind ; ham var det at 
Peer skulle have søgt , for at gå sangveien ; 
nu kom syngemesteren af sig selv , 

tilfældigvis , som mon siger ; han hørte også 
„ Nåde for mig “ , men lo ikke og så 
slet ikke så mild ud som capelmesferen og 
hans frue , dog afgjort blev det , at peerskulde 
have sangtimer . 
„ Nu er han kommen i det rette spor ! “ 
Sagde jomfru Frandsen . „ Alan kommer 
videre ved stemmen , end ved benene ! havde 
jeg haft stemme , så var jeg bleven en stor 
sangerinde og var måske nu baronesse ! “ 
„ Eller bogbinder-madame ! “ sagde 
moder . „ Var de bleven rig , havde de dog 
nok taget bogbinderen ! “ 
Den hentydning forstå vi ikke , men 
jomfru Frandsen forstod den . 
Peer måtte synge for hende og synge 
for grossererens , da de hørte om hans nye 
thcatervci . Han blev kaldet en aften , de 
havde selskab dernede . Øg han sang flere 
sange , også den : „ Nåde for mig ! “ 

hele selskabet klappede i hænderne og 
Felix med , han havde før hørt ham synge ; 
i stalddøren havde han sunget hele balletten 
Samson , og det var det allerdeiligste . 
„ En ballet kan man ikke synge ! “ sagde 
fruen . 
Io , det kunne Peer , sagde Felix , og 
så blev han opfordret til det . 
Han sang og han talte , han trommede 
og han brummede ; det var barneværk , men 
der kom stumper af bekendte melodier , 
som ikke ilde passede til hvad balletten ville . 
Hele selskabet fandt det så fornøjeligt , de 
loe og lovtalte , den ene højere end den 
anden . Grossererens frue gav Peer et 
stort stykke kage og en sølvdaler . 
Hvor var drengen lykkelig , lige til han 
opdagede en herre , noget tilbage , som alvorligt 
så på ham ; der lå noget hårdt 
og vredt i den mands sorte øjne , han lo 

slet ikke , sagde ikke et eneste venligt ord , og 
denne herre var tteatrets syngemester . 
Næste formiddag skulle Peer til ham , 
og ligeså alvorlig og streng stod manden 
der . 
„ Hvad var det med dig i går ! “ sagde 
han . „ Kunne du ikke forstå at du var 
til nar ? Gør aldrig det oftere og løb ikke 
om at synge for døre , enten indenfor ellerudenfor . 
Nu kan du gå ! i dag synger jeg 
ikke med dig . “ 
Peer gik inderlig forknyt derfra , han 
havde lagt sig ud med mester . Tværtimod , 
mester var mere , end nogensinde før , vclstemt 
for ham : der lå måske et musikgeni 
i den lille fyr . I al den galskab , han 
havde stået og lavet sammen , var dog nogen 
mening , noget ikke almindeligt . Evner for 
musik havde drengen , og stemmen var 
klokkeren og . stor i omfang , blev den således 

ved , ja så var det lille menneskes 
lykke gjort . 
Nu begyndte sangtimerne ; Peer var 
flittig , Peer var flink . Hvor var der dog 
meget at lære , meget at kende ! Moderen sled 
og slæbte for at komme hæderligt igennem og 
for at sønnen kunne gå ren og velklædt , ikke 
se alt for ringe ud hos de folk , hun nu kom til . 
Altid sang og jubilerede han , de behøvede 
såmænd ikke at holde canarifugl , sagde 
bioder ; hver søndag måtte han med farmor 
synge en psalme . Det var dejligt at 
høre hans friske stemme løfte sig ved hendes . 
„ Det er meget kjvnnere , end at høre ham 
synge vildt ! “ Det kaldte hun hans sang , 
når han ligesom en lille fugl jublede ud 
med stemmen , lod tonerne , der kom af sig 
selv , klinge som de ville . Hvor var der 
toner i den lille strube , hvor var der 
klang i det lille bryst ! Ja han kunne nok 

ligne efter et helt orchester ! der var både 
flvite og fagot i stemmen , der var violin 
og valdhorn . Han sang som fuglene synge ; 
men dejligst er menneskets røst , selv et lille 
menneskes , når det kan synge som Peer . 
Men i vintertiden , just som hun skulle 
gå til præsten og forberedes til confirmation , 
forkølede han sig ; den lille fugl i 
brystet sagde pip , stemmen var revnet 
ligesom vampyrens rygstykke . 
„ Det er såmænd ingen fortræd ! “ 
Mente moder og farmor , „ nu traller han 
ikke , og kan bedre tænke alvorligt over sin 
christendom . “ 
Stemmen var trådt i overgang , sagde 
syngemesteren ; Peer måtte nu aldeles ikke 
synge . Hvorlænge kunne det vare ? Et år , 
måske to . Måske kom stemmen aldrig 
meer . Det var en stor sorg . 
„ Tænk nu kun på din confirmation ! “ 

sagde moder og farmor . „ Øv dig i 
musiken ! “ sagde syngemesteren , „ men 
hold din mund ! “ 
Han tænkte på sin christendom , og han 
studerede sin musik . Indvendig i ham klang 
og sang det ; han skrev i noder hele melodier , 
sange nden ord . Til sidst skrev han ord . 
„ Du er jo digter , lille Peer ! “ sagde 
grossererens frue , som han bragte tekst 
og musik ; også grossereren fik tilegnet 
et stykke uden ord . Felix ligeledes et , 
ja selv jomsrn Frandsen , og det kom 
i hendes stambog , hvori var Vers og 
musik af to forhen unge lieutenanter , nu 
gamle majorer på bartpenge ; bogen var 
given af „ en ven “ , der selv havde indbundet 
den . 
Og Peer stod til påske , som det 
hedder . Felix forærede ham et sølvuhr ; 
dct var ' det første ur , Peer ejede ; han syntes , 

at han blev mand derved , behøvede ikke at 
spørge andre ad hvad klokken var . Felix 
kom op på kvisten , gratulerede og overrakte 
uhret , han skulle selv først stå til 
efteråret ; og de toge hinanden i hånden , 
de to husets børn , begge lige gamle , fødte 
samme dag og i samme gård ; og Felix 
spiste af kagerne , der vare bagte på kvisten 
i anledning af confirmationcn . 
„ Det er en glædesdag med alvors 
tanker ! “ sagde farmor . 
„ Ja megen alvor ! “ sagde moder . 
„ Havde dog far levet og set Peer stå ! “ 
Næste søndag skulle de alle tre til 
Herrens bord . 
Da de kom fra kirken , havde der været 
bud fra syngemesteren , om Peer ville 
komme til ham , og Peer kom . 
Der ventede Hain glade tidender og 
dog alvorlige . Hnn skulle i et år aldeles 

opgive af synge , stemmen skulle ligge brak 
som en ager , ville en bondemand sige , men 
i den tid skulle han lære noget , ikke i 
hovedstaden , hvor han hver aften løb i 
tteatret og ikke kunne undvære det , hun 
skulle tredive mile fra sit hjem , i kost hos 
en skolemand , der havde endnu et par unge 
mennesker i pension , som det kaldes ; han 
skulle lære sprog og videnskab , der engang 
kunne komine ham til gode . Det hele kostede 
i årets løb trehundrede rigsdaler , og de 
bleve betalte af „ en velgører , der ikke ville 
nævnes “ . „ Det er grossereren ! “ sagde 
bløder og farmor . 
Afrcisens dag kom . Der blev grædt 
mange tårer , der blev givet Kys og velsignelse ; 
og så kørte Peer på jernbanen 
tredive mile ud i den vide verden . 
Det var pintsetid ; solen skinnede , 
skoven stod frisk og grøn , toget for igennem 

den ; marker og landsbyer skiftede om ; herregårde 
tittede frem ; qvægct stod på hovmarken . 
Nu kom en station , nu en anden , 
købstad på købstad . Ved hvert holdested 
var en mylren af mennesker til velkomst og 
afsked ; der var højrøstet tale , udenfor og inde 
i vognen . Hvor Peer sad , lød stor snaksomhed 
og underholdning af en enkemadame 
i sort . Hun talte om sin grav , sin ligkiste 
og sit lig , det vil sige om sit barns . 
Det havde været så^nsseligt , at det ingen 
glæde var om det havde levet . Det var en 
stor lettelse for hende og det lille lam , at 
det sov ind . 
„ Jeg sparede i den anledning ikke på 
blomster ! “ sagde hun , „ og nu må de betænke , 
at det døde i den dyre tid , hvor de må 
skæres af potte ! hver søndag gik jeg til min 
grav og lagde en krands med stor , hvid 
silkcsloife . Sloifcn blev straks stjålen af 

småpiger og brugt fil bnlbannd . Det var 
så fristende ! Nu kommer jeg en søndag , 
jeg vidste , af min grav var i hovedgangen 
fil venstre , men som jeg kommer , så er 
min grav fil højre . Hvad er det , siger jeg 
fil graverknrlcn , har jeg ikke min grav fil 
venstre ? “ — „ „ Nej , ikke længer ! “ “ svarede 
karlen , „ „ Madamens lig ligger der nok , men 
gravens overdel er flyttet fil højre , da stedet 
er en andens begravelses-plads . “ “ — „ Men 
jeg vil have mit lig i min grav , sagde jeg 
og det havde jeg jo min lovlige ret fil af 
sige . Skal jeg her gå og pynte en falsk 
overdel , mens mit lig ligger uden noget 
tegn på den anden side , det vil jeg 
ikke ! “ — „ „ Ja , så må madamen tale med 
provsten ! “ “ — „ Det er sådan kir yndig 
mand , provsten ! hun gav lov fil af mit lig 
kom fil højre . Det ville koste fem rigsdaler . 
Det gav jeg med kyshånd og stod 

selv ved min gamle grav . - kan jeg nu 
være vis på , af del er min ligkiste og mit 
lig af de skytte ? “ — „ „ Det kan madamen ! “ “ 
Og så gav jeg hver en mark for 
flytningen . Bien da det nu havde kostet 
mig så meget , mente jeg af burde anvende 
noget på forsfjounelscn , og så bestilte jeg 
et monument med indskrift . Men vil de 
nu tænke dem , da jeg får det , har de sat 
i forgyldning øverst en lille sommcrstigl . 
Bien det er jo letsindigheden ! sagde jeg , den 
vil jeg ikke have på min grav . “ „ „ Det er 
ikke letsindighed , madame , det er udødelighed ! “ “ 
— „ Det har jeg aldrig hørt ! 
Sagde jeg . Har nu nogen af dem herinde 
i vognen hørt andet , end af sommerfuglen 
er letsindighedens tegn ? Jeg tang , jeg 
holder ikke af lang snak . Jeg fattede mig , 
tog monnmentet og satte det i mit spisekammer ; 
der stod det til min logerende kom 

hjem , han er student med mange bøger ; 
han bekræftede af det var udødelighed , og 
så kom monnmentet på graven ! “ 
Og under al den talen kom Peer til 
stationen , hvor hun skulle opholde sig for 
af blive ligeså klog som stndcnten med 
mange bøger . 
V . 
Hr . Gabriel , den hæderlige lærdomsmand , 
hos hvem Peer skulle i pension , 
var selv på banegården for at tage imod 
ham . Hr . Gabriel var en beenradmagcr 
mand med store glindsende øjne , der sad 
så yderligt frem , at om han nøs , kunne 
man være bange for , at de fløj ham ud af 
hovedet . Han ledsagedes af tre af sine egne 
smådrenge . Den ene faldt over sine egne 

ben , og dc tv andre trådte Peer helt op 
ad fødderne for- at se ham rigtig nær ; 
desuden fulgte to større drenge , den ældste 
omtrent fjorten år , hvidhudet , fregnet og 
rig på filipenser . 
„ Unge Madsen , student om tre år , 
når han læser ! Primus , provstesøn ! “ 
Det var den yngre ; han så ud søm en 
hvcdcknop . „ Begge to kostgængere , studerendes 
hos mig ! “ sagde hr . Gabriel . 
„ Småthustøi ! “ kaldte han sine egne drenge . 
„ Trine , tag den ankomnes kuffert 
på trillebøren . Mad er sat hen til dem 
hjemme ! “ 
„ Fyldt kalkun ! “ sagde de to herrer 
kostgængere . 
„ Fyldt kalkun ! “ sagde „ Småthustøi “ , 
og den ene faldt igjcn over sine 
egne ben . 
„ Cæsar , se fil dine fødder ! “ udbrød 

hr . Gabriel , og de gik ind i byen og ud af 
byen . Der lå et stort , halvt forfaldet bindingsværks 
hnns med jasminhytte ud mod 
Beien ; her stod madame Gabriel med 
mere „ Småthustøi “ , to pigebørn . 
„ Den nye studerendes ! “ sagde hr . 
Gabriel . 
„ Inderlig velkommen ! “ sagde madame 
Gabriel , en ungdommelig , trivelig kone , 
rød og hvid , med spytkrøller og megen pomade 
i håret . „ Gad , hvor de er fuldvoxcn ! “ 
Sagde hun fil Peer . „ De er jo et 
ganske udviklet mandfolk ! jeg troede , at de 
var som primus eller unge Madsen . 
Engle-gabriel , det var godt at mellemdøren 
blev sømmet fil . Du kender mine 
anskuelser ! “ 
„ Brøvl ! “ sagde hr . Gabriel , og de 
trådte ind i stuen . Der lå på bordet 
en opslået roman med et smørrebrød ; man 

skulle tro , at det var lagt som bogmærke , 
det lå tværs over den åbne bog . 
„ Må jeg nu være husmoder ! “ og 
med alle fem børn og de to kostgængere 
førte hun Peer over køkkenet , ud på 
gangen og ind i en lille stne med vindnc 
til haven , det var nu hans studere- og 
soveværelse , det stødte op til Fru Gabriels , 
hvor hun sov med alle fem børn , og hvor 
mellemdøren for sømmeligheds skyld , og 
for bysnak , „ der ingen skanner “ , i dag 
på madamens udtrykkelige forlangende var 
bleven spigret til af hr . Gabriel . 
„ Her skal de være , som hos deres 
forældre ! Tteater have vi også i byen . 
Apottekeren er directeur for „ Privat-selskabct “ , 
og vi have rejsende skuespillere . 
Men nu skal de have deres „ Kalkun “ . Og 
hun sorte igen Peer ind i spisesalen , hvor 
der blev tørret vådt tøj på snore . 

„ Det gør vel ikke noget ! “ sagde hun , 
„ det er bare renlighed , og den er de vistnok 
vant til . “ 
Og Peer satte sig til kalkunstcgen , 
imedens husets børn , ikke de to kostgængere , 
de havde trukket sig tilbage , gave en dramatisk 
forestilling til fornøjelse for dem selv 
og for den fremmede . 
Der havde nyligt været rejsende skuespillere 
i byen og opført Schillers „ Røverne “ 
; de to ældste drenge vare aldeles 
opfyldte heraf og spillede straks hjemme hele 
stykket , alle rollerne , uagtet de af disse kun 
huskede de ord : „ Drømme komme fra 
maven “ . Men de blev sagt af dem alle sammen , 
hver til sit brug , i de forskelligste 
betoninger . Der stod Amalie med himmelvendte 
øjne og drømmende blik : „ Drømme 
komme fra maven ! “ sagde hun og skjulte sit 
ansigt i begge hænder . Carlmo ør trådte 

op mod heltestridt og mandig røst : „ Drømme 
komme fra maven ! “ og derpå styrtede hele 
børneflokken ind , piger og drenge , alle 
vare de røvere , og myrdede hverandre under 
råbet : „ Drømme komme fra maven ! “ 
Det var Schillers „ Røverne “ . Denne 
forestilling og „ fyldt kalkun “ fik Peer ved 
sin første indtrædelse i hr . Gabriels hus . 
Nu begav han sig til sit lille Kammer , hvis 
vindue , med de af solen stærkt brændte 
ruder , vendte ud mod haven . Han satte sig , 
så ud ; der gik hr . Gabriel fordybet i 
læsningen af en bog . Han nærmede sig 
og så ind , hans øjne syntes fæstede på 
Peer , der bukkede ærbødigt . Hr . Gabriel 
åbnede sin mund så vidt han kunne , rakte 
tungen ud og lod den bevæge sig til alle 
sider lige imod ansigtet af den forskrækkede 
Peer , der ikke kunne forstå , hvorfor han fik 
denne behandling . Derpå gik hr . Gabriel , 

men vendte om igen hen foran vinduet og 
rakte tungen ud ad manden . 
Hvorfor gjorde han det ? Han tænkte 
ikke på Peer , eller at ruderne vare gennemsigtige , 
han så kun , at man udensra 
kunne spejle sig i dem og ville derfor , da 
han led af en dårlig mave , se sin tunge ; 
men den kundskab havde Peer ikke . 
Tidlig på aftenen gik hr . Gabriel 
til sin stue , og Peer sad i sin . Det var 
blevet sent på aftenen . Han hørte skænderi , 
qvindcligt skænderi inde i madame Gabriels 
sovekammer . 
„ Jeg skal gå op til Gabriel og sige 
ham , hvad rak i er ! “ 
„ Vi skulle også gå op til Gabriel 
og sige ham , hvad madamen er ! “ 
„ Jeg får krampe ! “ råbte hun . 
„ Hvem vil se fruen få krampe ! 
Fire skilling ! “ 

da lød madamens stemme dybere , 
men forståeligt : „ Hvad må det unge menneske 
derinde tænke om vort hus ved at 
høre al den simpelhed ! “ 
Og skjændcrict sank , men løftede sig 
igen højere og højere . 
„ Punktum fynalis ! “ råbte madamen , 
„ gå og lav punsch ! hellere forlig end 
trætte ! “ 
Og der blev stille ; døren derinde gik , 
pigerne gik , og madamen bankede på ind 
til Peer : „ Unge menneske ! ja , nu har de 
begreb om en husmoder ! Tak de himlen 
, at de ikke holder piger . Jeg vil 
fred , og så giver jeg punsch ! Gerne undte 
jeg dem også et glas , man sover dejligt 
på det , men ingen tør gå med gangdøren 
efter klokken ti , vil min Gabriel . Punsch 
skal de alligevel få ! I døren er et stort 
tilkittct hul ; jeg støder kittet ud , sætter en 

tragt ind , de holder deres vandglas 
under , så skal jeg skjenke punsch . Det er 
i al hemmelighed , også for min Gabriel ; 
ham man de ikke fatigere med husholdningssager ! “ 
Øg 
så fik Peer punsch ; og der var 
fred i stuen hos madame Gabriel , fred 
og stilhed i hele huset . Peer lagde sig , 
tænkte på moder og farmor , læste sin 
aftenbøn og sov . 
Hvad man drømmer den første nat , 
man sover i et fremmed huns , har betydning , 
havde farmor sagt . Peer drømte , 
at han tog ravhjertet , han endnu bestandig 
bar , lagde det i en urtepotte , og det voxte 
til et højt træ , gennem loftet og taget ; 
det bar i tusindvis hjerter af sølv og 
guld ; urtepotten revnede derved , og der var 
intet ravhjerte meer , det var blevet mnld , 
jord i jorden — borte , altid borte . 

så vågnede Peer ; ravhjertet havde 
han endnu , og det var varmt , ved hans eget 
varme hjerte . 
Vi . 
Tidligt på morgenen begyndte den 
første undcrviisningstimc hos hr . Gabriel ; 
der blev læst fransk . 
Ved frokosten var knn pensionærerne , 
børnene og madamen ; hun drak sin anden 
kaffe ; sin første drak hun altid på sengen ; 
„ det er så stindt , når man har muligheder 
til krampe ! “ Hun spurgte Peer , hvad han 
havde læst i dag . „ Fransk ! “ svarede han . 
„ Det er et dyrt sprog ! “ sagde hun , 
„ det er diplomat-sproget og de fornemmes 
sprog . Jeg har i min barndom ikke lært 
det , men når man lever med en lærd mand , 

så får man af hans kundskab , som havde 
man den med modermælken . Jeg har således 
alle de nødvendige ord . Jeg tror 
nok , jeg skal kunne compromittcre mig i 
hvilketsomhelst selskab , det skal være ! “ 
Et fremmed ord , et navneord , havde 
madamen vandet ved sit ægteskab med en 
lærd mand . Hnn var døbt Mette , efter 
en rig moster , hun skulle arve , navnet fik 
hun , men ikke arven . Hr . Gabriel omdøbte 
Mette til Meta , latinsk : „ Målet “ . 
Ved udstyret blev syet på alt hendes tøj , 
uldent og linned , bogstaverne „ M . G . “ , 
Meta Gabriel , men unge Madsen havde 
drenge-vittighed og læste i bogstaverne 
„ M . G . “ Charakteren „ Meget godt “ , hvorfor 
han med blæk tilføjede et stort spørgsmålstegn 
og det både på dug , håndklæder 
og lagener . 
„ De ynder ikke madamen ? “ spurgte 

Peer , da unge Madsen indviede ham i 
sin vittighed . „ Hun er så mild , og hr . 
Gabriel så lærd . “ 
„ Hun er en løgncposc ! “ sagde unge 
nlad sen , „ og hr . Gabriel er en skurk ! 
Gid at jeg var corporal og han rekrut , uh , 
hvor jeg skulle sugtlc ham ! “ og der viste 
sig noget blodtørstigt i hele unge Madsens 
udtryk ; læberne blev smallere end de ellers 
vare , hele ansigteb syntes en eneste fregne . 
Det var forfærdelige ord at høre udtale ; 
de gave et sæt i Peer , og dog havde 
unge Madsen den solcklareste ret i sin 
tanke : det var en grusomhed af forældre 
og lærere , at et menneske skulle spilde sin 
bedste , dejlige ungdomstid på at lære grammatik , 
navne og årstal , som ingen bryder 
sig om , i stedet for at nyde sin frihed , rigtigt 
trække vejret , slentre om med bøsse på 
nakken , søm god Skytte . „ Nej , lukkes inde 

skal man , sidde på bænken og se sig søvnig 
i en bog ; del vil hr . Gabriel , og 
så bliver man kaldet doven og får charakteren 
„ Mådelig “ , ja , ens forældre erholder 
brev herom ! derfor er hr . Gabriel 
en skurk ! “ 
„ Han giver også håndtager ! “ tilføjede 
lille primus og syntes enig med nnge 
Madsen . Det var ikke glædeligt for peerat 
høre . 
Bien Peer fik ikke håndtager , han var 
så udvoxct , som madamen sagde ; hun blev 
ikke kaldt doven , for hun vnr det ikke ; han 
skulle have timer alene . Han stod snart i 
fremgang over Madsen og primus . 
„ Hnn har evner ! “ sagde hr . Gabriel . 
„ Og man kan se , han har gået på 
dandseskolen ! “ sagde madamen . 
„ Vi mane have ham ind i vort dramatiske ! “ 
Udtalte apottekeren , der levede 

mere for byens private tteater , end for 
apotteket . Ondskaben anvendte på ham 
den gamle , forslidte vittighed , at han vist 
var bidt af en gal skuespiller , han var rent 
theatergal . 
„ Den unge studerende er født til elsker , “ 
Sagde apottekeren : „ Om to år kan hun 
være Romeo ! og jeg tror , når han bliver 
godt malet og får en lille moustache , kunne 
han godt træde op i vinter . “ 
Apottekerens datter , „ stort dramatisk 
talent “ , sagde faderen , „ sand skønhed “ , 
sagde moderen , skulle være Julie , madame 
Gabriel måtte være ammen , og apottekeren , 
der både var directeur og regisseur , ville 
overtage apottekerens rolle , den var lille , 
men af stor vigtighed . 
Det hele beroede på at erholde hr . 
Gabriels tilladelse til at Peer udførte 
Romeo . 

man måttc ske at virke gennem madame 
Gabriel , forstå at vinde hende og 
det forstod apottekeren . 
„ De er født til at være amme ! “ sagde 
han og troede at sige hende noget smigrende . 
„ Det er egenligt den sundeste rolle i 
stykket ! “ vedblev han , „ den er humcurcts 
rolle ! uden den er stykket ikke fil at holde 
ud i sin sørgelighed . Ingen uden de , 
madame Gabriel , har den kvikhed og 
det liv , som her skal sprudle ! “ 
Det var ganske sandt , fandt hun , men 
hendes mand tillod vist aldrig de » unge 
studerende at anvende den smule tid , der 
måtte anvendes for at være Romeo . Hun 
lovede imidlertid „ at lirke “ , som hun kaldte 
det . Apæthekeren begyndte straks at indstudere 
sin rolle , især at tænke på masken ; han 
ville være aldeles skelet , armod og elendighed , 
og dog den brave atand ; en svær 

opgave ; men en langt sværere havde madame 
Gabriel med „ at lirke “ sin mand 
op fil dem ; han kunne jo ikke , sagde han , 
forsvare for Peers foresatte , der betalte 
dennes kost og logis , at han lod mennesket 
spille tragedie . 
Vi tor iøvrigt ikke skjule , at Peer 
havde den inderligste lyst fil det . „ Men 
det går ikke ! “ sagde han . 
„ Det gi ' er sig ! “ sagde madamen . „ Lad 
mig bare lirke ! “ hun havde hellere givet 
punsch , men den drak hr . Gabriel ikke 
gerne . Ægtefolk er lidt forskellige ; dette 
være nu sagt uden af fornærme madamen . 
„ Et glas og ikke mere ! “ mente hun , 
„ det løfter sindet og gør mennesket glad , 
og således bør vi være , det er Vorherres 
villie med os ! “ 
Peer skulle være Romeo , det blev lirket 
igennem ved madamen . 

læseprøven holdtes hos apottekeren ; de 
fik chocolade og „ Genier “ , det vil sige små 
tvebakker . Der leveredes i bageriet tolv 
for en skilling , og da de vare så bitte 
små og så mange , blev det en vittighed 
af kalde dem genier . 
„ Det er en let sag af gøre nar ! “ 
Sagde hr . Gabriel , og så gav han dog 
selv spotnavn til et og andet . Apottekerens 
hus kaldte han „ Noæh ark med de 
Rene og de uRene ! “ og det alene for den 
kærlighed , hvormed husdyrene der vare 
optagne i familien . Frøkenen havde sin egen 
kat : „ Graciosa “ , yndig og blød i skindet ; 
den lå i vinduet , i skødet , på 
sytøjet eller løb hen over det dækkede middagsbord ; 
fruen havde hønsegård , andegård , 
papegøje og canarifuglc ; poppedreng 
kunne øverskrige dem alle sammen . To 
hunde , flick og Flock , gik i stuen , de 

vare aldeles ikke potpourrikrnkkcr , de lå i 
sofa og i ægteseng . 
Læseprøven begyndte og blev knn et øjeblik 
afbrudt ved af hundene oversavlcdc madame 
Gabriels nye kjole , men det var af 
bare venlighed og det plettede ikke . Katten 
bragte også lidt forstyrrelse , den ville endelig 
give pote til Jnlies fremstillerinde , 
sidde på hendes hoved og vifte med halen . 
Jnlies ømme tale delle sig lige meget 
mellem katten og Romeo . Hvert ord , 
Peer havde af sige , var netop det , han 
ville og måtte sige til apottekerens datter . 
Hvor var hun yndig og rørende , et naturens 
barn , der , som madame Gabriel kaldte 
det , gik ved siden af sin rolle . Peer blev 
ganske varm derved . 
Det var vistnok instinctct eller noget 
højere hos katten : den satte sig på Peers 

skulder og ligesom billcdliggjordc sympattien 
mellem Romeo og Julie . 
Ved hver senere prøve blev inderligheden 
klarere , fyldigere , katten fortroligere , 
poppedreng , og canarisuglene mere skrigende ; 
flick og Flock løb ud og ind . 
Forestillingsaftenen kom , Peer var ganske 
iNitupiNit==N o m e o , haN kyssede Iulie lige på muNdeN . 
„ Aldeles naturligt ! “ sagde madame 
Gabriel . 
„ Uforskammet ! “ sagde rådmanden hr . 
Svendsen , byens rigeste borger og tykkeste 
mand . Vandet haglede ned ad ham i 
husets varme og as indre varme . Peerfandt 
ikke nåde for hans øjne : „ Sådan 
en hvalp ! “ sagde han , „ en hvalp så lang , 
at man kan knække ham over og gøre to 
hvalpe af ham ! “ 
Stor beundring og en fjende ! det var 
godt sluppet . Jo , Peer var eu lykke-Peer . 

træt og overvældet af denne aftens 
anstrengelser og hyldest nåde han hjem i 
sin lille stue . Det var over midnat ; madame 
Gabriel bankede på væggen . 
„ Romeo ! jeg har punsch ! “ 
Øg tragten blev sat gennem døren , 
og peer-røm c ø holdt glasset under . 
„ Godnat , madame Gabriel ! “ 
Men Peer kunne ikke sove ; alt , hvad 
han havde sagt , og især , hvad Julie havde 
sagt , surrede ham igennem hovedet , og da 
hun endelig sov , drømte han om bryllup 
— bryllup med jomfru Frandsen . Hvor 
man dog kan drømme underlige ting ! 
Vil . 
„ Nu slår de det comediespil af hovedet ! “ 
Sagde hr . Gabriel næste morgen . 
„ Øg så klemme vi på videnskaben . “ 

nær havde Peer tænkfsom unge Madsen : 
„ at man således skal anvende sin dejlige 
ungdomstid , lukkes inde og sidde ved 
bogen ! “ men da han sad ved bogen , lyste 
der fra den så meget nyt og godt ind i 
tankerne , af Peer fandt sig ganske opfyldt 
deraf . Han hørte om verdens stormænd 
og deres bedrifter ; så mange havde været 
fattigmands barn : helten themistokles , 
en pottemagersøn , Shakespeare , en fattig 
vævcrdreng , der som ungt menneske holdt 
hestene udenfor tteatret , hvor han siden 
blev den mægtigste mand i digtekonsten for 
alle lande og alle tider . Han hørte 
om sangcrkampcn på wartbnrg , hvor 
digterne kappedes om hvo , der kunne bringe 
den skønneste digtning , en kamp , lig de 
gamle græske poeters veddestrid ved de store 
folkelige fester . Øm disse fortalte hr . Gabriel 
med særlig lyst . Sophokles havde 
5 

i sin høje alder skrevet en af sine bedste 
tragedier og vundet scicrspriscn over alle 
de andre ; i denne hæder og lykke brast af 
glæde hans hjerte . O hvor velsignet af dø 
midt i sin seicrs glæde ! hvad kunne være 
lykkeligere ! Tanker og drømmerier fyldte vor 
lille ven , men hair havde ingen af udtale sig til . 
Det ville ikke blive forstået af unge Madsen 
eller primus , ikke heller af madame Gabriel ; 
hun var enten helt det gode humeur 
eller den sørgende moder , som sådan sad 
hun opløst i tårer ; hendes to småpiger 
så med forundring op på hende , hverken 
de eller Peer kunne udfinde , hvorfor hun 
var i så stor sorg og bedrøvelse . 
„ De stakkels børn ! “ sagde hun da , 
„ deres fremtid tænker en moder altid på . 
Drengene hytte sig nok . Cæsar falder , men 
han rejser sig igen ! de to ældre plaske i 
bandballcn , de skulle til marinen og gøre nok 

gøde partier , men mine småpiger ! hvad 
bliver deres fremtid ? De ville komme i en 
alder , hvori hjertet føler , og da , er jeg vis 
på , at den , de hver holder af , aldeles ikke 
er efter Gabriels sind ; han vil give dem 
en , de ikke kunne udstå og så blive de 
så ulykkelige ! Det tænker jeg på som 
moder og det er min sorg og bedrøvelse ! 
I stakkels børn ! I blive så ulykkelige ! “ 
Hun græd . ' 
småpigerne så på hende , Peer 
så på hende , vemodigt stemt ; han vidste 
ikke noget at svare og så trak han sig tilbage 
til sin lille stue , satte sig ved det 
gamle claveer , og der kom toner , fantasier , 
som de strømmede gennem hans 
hjerte . 
I den tidlige morgen gik han tankcklar 
fil sine studier , øvede sin pligt , derfor betaltes 
for ham . Han var en samvittigheds5 * 


fuld , rettænkende fyr ; i hans dagbog stod 
anført hvad han hver dag havde læst og 
lært , hvor sent på natten han havde sat 
sig fil claveret og spillet , altid dæmpet , 
for ikke at vække madame Gabriel ; aldrig 
stod der , uden ved søndagen , hviledagen : 
„ tænkk på Julie “ , „ var hos apottekerens “ , 
„ gik forbi apottekerens “ , „ skrevet brev fil 
moder og farmor “ . Peer var endnu 
Romeo og gav søn . 
„ Særdeles flittig ! “ sagde hr . Gabriel . 
„ Tag dog eksempel , unge Madsen ! De 
går reject . “ 
„ Skurk ! “ sagde Madsen ind i sig selv . 
Prim ns provstesøn led af sovesyge . 
„ Det er en sygdom , “ sagde provstinden , 
han måtte ikke tages med strenghed . 
Provstegården lå kun to mile derfra ; 
der var rigdom og hcrskabclighed . 
„ Den Aland doer som bisp ! “ sagde 

madame Gabriel . „ Han har gode conjugatwner 
ved hoffet , og provstinden er 
højadelig frøken , hun kan udenad hele 
hervldikken o : våbcnlæren “ . 
Det var pintsetid . Et år var gået 
siden Peer kom i hr . Gabriels hus ; 
kundskaber vare vnndne , men sangstemmen 
var ikke kommen igen , mon den nogensinde 
ville komme ? 
Huset Gabriel var indbudt hos provstens 
til stor middag og bal ud på natten . 
Der kom mange gjester fra byen og 
fra herregårdene ; apottekerens vare indbudte , 
Romeo skulle se sin Julie , måske 
Dandse første Dands med hende . 
Det var en velholdt provstegård , hvidkalket 
og uden mødding i gården , grønmalet 
dueslag , hvorom slyngede sig en vedbcnd-nankc . 
Provstinden var en høj , fyldig 
dame ; „ ^lankopis ltbono “ , kaldte hr . 

Gabriel hende ; „ den blanoiede “ , ikke „ dcnkooicde “ , 
somjuno kaldes , incentc Peer . Der 
var hos hende noget fornemt mildt , en bestræbelse 
for at give det sygelige ; hun havde 
vist sovesyge ligesom primns . Hun var 
i kornblå silkekjole , bar store krøller , den 
til højre løftedes ved et stort medaillonportrait 
af hendes oldemoder , generalinden , 
og den til venstre af en ligeså stor drueklase 
af hvidt porcellain . 
Provsten havde et rødmusset , triveligt 
ansigt med skinnendc hvide tænder til at 
bide i en stegt dyreryg . Hans conversation 
bestod altid i anccdvtcr ; han kunne 
underholde sig med enhver mand , men ingen 
havde dog nogensinde ført en samtale 
med ham . 
Også rådmanden var her , og mellem 
de fremmede fra herregårdene så 
man Felix , grossererens son ; han var 

konfirmeret og nu den eleganteste , unge herre 
i klæder og manerer ; millionair var han , 
sagde de ; madame Gabriel havde ikke mod 
til at tale til ham . 
Peer var lyksalig ved at se Felix , 
der kom ham meget venlig i møde og sagde , 
hun kunne hilse fra sine forældre , de læste 
alle de breve , Peer skrev hjem til sin moder 
og farmor . 
Ballet begyndte . ' apottekerens datterskulde 
Dandse første Dands med rådmanden , 
det var et løfte , hun hjemme havde måttet 
give sin moder og rådmanden . Anden 
Dands blev lovet Peer , men Felix kom 
og tog hende nden videre end et venligt nik : 
„ De tillader , at jeg dandser den ene 
Dands ! Frøkenen vil kun , når de tillader 
det ! “ 
Peer satte et høfligt ansigt op , sagde 
ikke noget , og Felix dansede med apothekercns 

datter , den skjømicstc på hele ballet . 
Han dansede også næste Dands med hende . 
„ Borddansen forunder de vel mig ? “ 
Spurgte Peer , bleg i ansigtet . 
„ Ja , borddansen ! “ svarede hun med 
det yndigste smil . 
„ De vil da vel ikke tage min dandserinde 
fra mig ? “ sagde Felix , som stod tæt 
ved . „ Det er ikke venskab . Vi to gamle 
venner inde fra byen ! De siger , at 
de er så glad ved at se mig ! så må 
de også forunde mig den glæde at føre 
frøkenen til bords ! “ og han tog Peer om 
livet og lagde spøgende sin pande lige mod 
hans . „ Tilladt ! ikke sandt ? tilladt ! “ 
Nej ! “ sagde Peer . Øjnene lyste i vrede . 
Felix løftede med lystighed sine arme 
og satte albuerne derpå spidst , som ville ' 
han ligne frøen i at springe : „ De har 
fuldkommen ret . , unge herre ! jeg ville 

sige det samme , når borddansen var lovet 
mig , unge herre ! “ Han trak sig tilbage 
med en elegant bøjning for den nnge dame . 
Men ikke længe efter , da Peer stod i en 
krog og pillede på sin sløjfe , kom Felix , 
tog ham om halsen og med det mest indsmigrende 
blik sagde han : 
„ Vær mageløs ! min moder og deres 
moder og gamle farmor , de ville alle sige , 
at det ligner dem ! jeg rejser i morgen og jeg 
keder mig ihjel , får jeg ikke den unge dame 
tilbords . Min egen ven , min eneste ven ! “ 
Da kunne Peer , som den eneste ven , 
ikke modstå ; han førte selv Felix hen til 
den unge dejlighed . 
Det var den lyse morgen , da gjesfcrne 
næste dag kørte ud fra provstegården . 
Hnset Gabriel var i en vogn og hele 
hnset blundede der , undtagen Peer og madamen . 


hnn talte om den unge grosserer , den 
rige mands søn , der jo var Peers ven ; 
hun havde hørt ham sige : „ Skål , min ven ! “ 
„ Mutter og farmuttcr ! “ „ Der var noget 
så „ uegligcnt “ , galant deri , “ sagde hun , 
„ man så straks , at han var et rigdommens 
barn eller et greve-barn . Det kunne vi 
andre ikke tilegne os ! man må bøje sig ! “ 
Peer sagde ikke noget ; hun bar tungt 
på det hele dagen . Øm aftenen , ved 
sengetid og i dynerne jog det søvnen bort , 
det talte inde i ham : „ man bøjer sig , man 
føicr sig ! “ — det havde han gjort , lystret rigdommens 
barn , — „ fordi man er fattig født , 
stillet i nåde og afhængighed af disse rigdomsfødtc . 
Ere de da bedre end vi ? Øg 
hvorfor blev de skabte bedre end vi ? “ 
Der stejlede noget øndt inde i ham , 
noget , farmor ville blive bedrøvet over . 
Han tænkte på hende . „ Stakkels farmor ! 

du er også bleven stillet så fattig ! Gud 
har kunnet gøre det ! “ og han følte vrede 
i sit sind , men på samme tid en fornemmelse 
ask at han herved syndede i tanke 
og ord mod den gode gud . Han sørgede 
over at have tabt barnesindet og havde det 
just da så helt og rigt . Lykkelige Peer ! 
Ugen efter kom der brev fra farmor . 
Hnn skrev , som hun kunne skrive , 
store bogstaver og små bogstaver mellem 
hverandre , hele sit hjertes kærlighed i småt 
og stort i hvad , der vedrørte-peer . 
„ Min egen , søde , velsignede dreng ! 
Jeg tænker på dig , jeg længes efter 
dig , og det gør også din moder . Det 
går hende godt , hun vasker ! Og grossererens 
Felix var i går hos os med hilsen 
sra dig . I havde været på provstcbal , 
og du var så honnet ! det vil du 
altid blive og glæde din gamle farmor 

og din meget arbejdsomme moder ; hun melder 
dig om jomfru Frandsen . “ 
Og nu fulgte efterskriff fra Peers 
moder . 
„ Jomfru Frandsen gifter sig , det 
gamle menneske ! Bogbinder Hof er bleven 
hofbogbinder efter ansøgning , med stort 
skilt : „ Hofbogbinder Hof “ og hun bliver 
madame Hof ; det er gammel kærlighed , 
den ruster ikke , min sode dreng ! 
Din moder . 
Anden ' efterskrift : „ Farmor har 
strikket dig seks par uldsokker , dem får 
du ved lejlighed ; jeg har lagt deri „ Fleskebrød “ , 
din livret ; jeg ved , at du aldrig 
får flest hos hr . Gabriels , da fruen 
er bange for , hvad jeg har så svært ved at 
bogstavere , „ Truchiucr “ . Du skal ikke tro 
på dem , men kun spise 
din egen moder . “ 

Peer læste brevet og læste sig glad . 
Felix var så brav ; hvor havde han dog 
gjort ham uret . De vare skiltes ad hos 
provstens , uden at sige hinanden farvel . 
„ Felix er bedre end jeg ! “ sagde Peer . 
Viii . 
I et stille liv glider den ene dag ind 
i den anden , måned på måned går 
snart ; Peer var allerede i det andet år 
af sit ophold hos hr . Gabriel , der med 
streng alvor og bestemthed , madamen kaldte 
det stædighed , holdt på , at han ikke oftere 
betrådte scenen . 
Selv havde han fra syngemesteren , 
som månedlig udbetalte honoraret for hans 
undervisning og underhold , fået en alvorlig 
mindelse om ikke at tænke på comediespil 

sålænge han var anbragt her ; og han 
adlød , men tankerne gik desvftcrc fil tteatret 
i hovedstaden ; de gjøglcde hen over 
scenen , hvor han skulle have trådt op som 
stor sanger ; nu var stemmen borte , den 
kom ikke igen , han var herover lidt inderlig 
bedrøvet . Hvo kunne traske ham ? Hverken 
hr . Gabriel eller madamen , men nok Vorherre . 
Trøst kan sendes på mange måder , 
Peer kom sovende fil den , han var jo 
lykke-peer . 
En nat drømmer han , at det var 
pintse , og han var nde i den dejlige , grønne 
skov , hvor solen skinnede ind imellem 
grenene , . og hvor hele skovbunden stod fyldt 
med anemoner og kodriver . Så begynder 
kukkeren : „ kukkuk ! “ Hvor mangc år skal 
jeg leve , sporgcr Peer , for det spørger man 
altid kukkeren om , når man førske gang i 
året hører den kukke , og kukkeren svarede : 

„ kukkuk ! “ mm heller ikke mere , så tav 
den . 
„ Skal jeg kun leve endnu i et år ! “ 
Sagde Peer , „ det er virkeligt alt for lidt . 
Vær så god at kukke om ! “ så begyndte 
også kukkeren : „ kukkuk ! kukkuk ! “ ja , det fik 
ingen ende ; den blev ved , så Peer gav 
sig til at kukke med , og det så livagtigt , 
som om han selv var en kukker , men hans 
kuk blev stærkere og klarere ; alle sangfuglene 
gviddrcde ind deri , Peer sang dem efter , 
men meget dejligere : han havde hele sin klare 
barnestemme og jublede i sang . Hnn var 
så glad i sit hjerte , og vågnede derved , 
forvisset om , at klangbunden endnu var i 
ham , at stemmen lå derinde , og nok en 
lys pintscmorgen ville komme frem i al sin 
friskhed ; og så sov han glad på den forvisning . 
Men 
hverken næste dag , uge eller 

måned fornemmede han noget til , at stemmen 
kom igen . 
Hver efterretning , han kunne erholde 
om tteatret i hovedstaden , var en sand 
sjæleføde , den var ham det åndelige brød . 
Smuler er også brød , og han tog tiltakke 
med smulerne , den ringeste fortælling . 
Hørkræmmerens vare naboer til Gabriels ; 
madamen der , en højst agtværdig 
madmoder , livlig og leende , men uden al 
kendskab eller kundskab til tteatret , havde 
været i hovedstaden for første gang og var 
henrykt over alt derinde , selv over menneskene ; 
de havde leet ad alt , hvad hun sagde , forsikrede 
hun , og det var ganske troligt . 
„ Var de også i tteatret ? “ spurgte 
Peer . 
„ Det var jeg ! “ svarede hørkræmmerens 
kone . „ Hvor jeg dampede ! De skulle have 
set mig sidde og dampe i den varme ! “ 

„ Men hvad så de ? Hvilket stykke ? “ 
„ Det skal jeg sige dem ! “ sagde hun , 
„ Jeg skal give dem hele comedien ! — jeg 
var der to gange . Den første aften var 
det et tale-stykke . Der kom hun , prinsessen : 
„ „ abe , dabe ! æbe , dæbe ! “ “ hvor hun 
kunne tale ! derpå kom mandfolket : „ „ abe , 
dabe ! æbe , dæbe ! “ “ og så dump madamen ! 
Nu begyndte de igen ; prinsen : „ „ abe , dabe ! 
Æbe , dæbe ! “ “ og så dump madamen . Hun 
dumpede fem gange den aften , den anden 
gang jeg var der , gik det på sang hele 
molcvitten : „ abe , dabe ! æbe , dæbe ! “ og så 
dump madamen . Nu sidder der ved side » 
Af mig en meget net kone fra landet ; hun 
havde aldrig været i tteatret og troede , at 
det var forbi ; men jeg , som nu kendte det , 
sagde , at da jeg var der sidst , dumpede madamen 
fem gange . Sang-aftenen dumpede 
hun kun tre gange . — ia , der har de 

begge comedierue , så livagtigt som jeg så 
dem ! “ 
Var det tragedier , hua havde set , altid 
dumpede madamen . Da lyste det vp i 
hans tanke : på det store tteater var på 
forhænget , der rullede ned i mcllcmactcrne , 
malet en stor gvindelig figur , en blusa 
med den komiske og tragiske maske . Det var 
madameu , der dumpede ; det havde været den 
egenlige comedie ; hvad de sagde og sang 
var for hørkræmmerkonen : „ abe , dabe ! æbe , 
dæbe ! “ men en stor fornøjelse havde det været , 
og det var det også for Peer , og ikke mindre 
for madame Gabriel , der hørte denne gengivelse 
af stykkerne ; hun sad med forbavselsens 
udtryk og ånds-bcvidsthcdens overlegenhed , 
hun havde jo , som amme , båret 
Shakespeares „ Romeo og Julie “ , havde 
apottekeren sagt . 
„ Så dnmp madamen “ , forklaret af 

Peer , blev siden en vittigheds talemåde 
deri huset hver gang et barn , en spølkumme 
eller et og andet menbel faldt på gulvet 
der i huset . 
„ Således blive ordsprog og talemåder 
til ! “ sagde hr . Gabriel , der førte 
alt hen til videnskaben . 
Nytårsaften , på slaget tolv , stod 
familien Gabriel og kostgængerne hver 
med et glas punsch , det eneste , hr . Gabriel 
drak hele året ; thi punsch er ilde for en 
svag mave . De drak skål for det nye 
år og talte klokkeslagene : „ en , to “ , til 
det tolvte slag : „ der dump madamen ! “ 
Sagde de . 
Det nye år rullede op , rullede afsted ; 
ved pintse havde Peer været to år der i 
huset . 

Ix . 
To år vare gåde , men stemmen 
var ikke vendt tilbage . Hvorledes ville fremtiden 
stille sig for vor unge ben . 
Han ville altid knude blive timelærer 
i en skole , mente hr . Gabriel , det var 
dog en lcvcvei , men ikke til at gifte sig på , 
det var heller ikke Peers tanke i hvor stor 
plads end apottekerens datter havde i hans 
hjerte . 
„ Blive timelærer ! “ sagde madamegabriel , 
„ Skolemand ! så bliver de det kedeligstcgnav 
på jorden , ligesom min Gabriel . 
De er jo født thcatermcnncskc ! bliv 
den største sknespiller i verden , det er noget 
andet end at være timelærer ! “ 
Sknespiller ! ja , det var målet . 
Han udtalte det i et brev til syngemesteren , 
udtalte sin lyst og sin forhåbning . 

San inderligt længtes han efter den store 
hjemstad hvor moder og farmor levede , 
dem havde han ikke set i to lange år . 
Afstanden var kun tredive mile ; i seks timer 
kunne hun med hurtigtoget nå derhen . 
Hvorfor havde de da ikke set hinanden ? 
Det er let sagt . Peer havde ved afrejsen 
måttet give løftet at forblive hvor han kom , 
ikke tænke på besøg . Moder havde fuldt op 
at bestille med at vaske og stryge , desuagtet 
tænkte hun flere gange på at gøre den 
store rejse , uagtet den ville koste svære 
penge , men den kom dog aldrig i stand . 
Farmor , ja hun havde en rædsel forjernbaner ; 
det var at friste gud . Intet skulle 
bringe hende til at fare med damp , hun 
var jo også en gammel kone , hun kom ikke 
på rejse før hun rejste op fil Vorherre . 
Det sagde hun i Mai , — men i juni 
rejste det gamle menneske , ganske alene , de 

tredive lange mile , fil den fremmede by , 
fil de fremmede mennesker , for af komme fil 
Peer . Det var en stor begivenhed , den sørgeligsle , 
der kunne hænde moder og farmor . 
Kukkeren havde sagt : „ kukkuk “ i det 
uendelige , da Peer anden gang spurgte 
den : „ hvormange år skal jeg leve ? “ Sandheden 
og hnmenrct var godt ! de lyste solskin 
lige ind i fremtiden . Han havde fået 
et fornøjeligt brev fra sin faderlige ven , 
syngemesteren . Peer skulle komme tilbage , 
man ville se hvad der kunne gøres forham , 
hvilken vej han havde af gå , da 
sangstemmen var borte . 
„ Træd op som Romeo ! “ sagde madame 
Gabriel , „ nu er de gammel nok fil elskerfaget 
og har såt kød på kroppen . De 
behøver ikke af males . “ 
„ Bliv Romeo ! “ sagde apottekeren og 
apottekerens datter . 

der brusede mange tanker gennem 
hans hoved og hjerte . Men : 
„ Ingen ved , hvad i morgen skeer . “ - 
han sad nede i haven , der gik ud til 
engen . Det var aften og måneskin . Hans 
kinder brændte , hans blod brændte , luften 
bar dejlig køling . Hen over mosen svævede 
tågen , den løftede sig og sank , han 
måtte tænke på elverpigernes Dands . 
Da kom ham i tanke den gamle sang om 
ridder Oluf , der red ud at byde gjester til 
sit bryllup , men standsedes af elverpigerne , 
som droge ham ind i deres Dands og 
leg , og det voldte hans død . Det var en 
folkesang , en gammel digtning ; måneskinnet 
og tågerne hen over mosen dannede 
i aftenen billeder til den . 
Peer sad snart halvt drømmende og 
så derpå . Buskene syntes at have skikkclse 

af noget menneskeligt , og noget af 
dyret ; ubevægelige stod de , tågen derimod 
løftede sig , søm luftige bølgende slør . 
Sligt havde Peer set i balletten på 
tteatret , hver elverpigerne blive fremsfillede , 
hvirvlende , svævende med stor af 
flor ; men her var det langt dejligere og 
mere vidunderligt ! så stør en scene kunne 
tteatret ikke fremvise ; så høj og klar en 
luft , et så lysende måneskin , havde 
den ikke . 
Fremmesf i tågen lyste tydeligt en 
qvindeskikkelsc , og denne ene blev til tre , de 
tre til mange , hånd i hånd dansende , 
svævende piger . Luften bar dem hen mod 
hækken hvor Peer stod ; de nikkede til ham ; 
de talte ; det var som solvklokker klang ; de 
dandsede ind i haven om ham ; de havde 
haur i deres kreds . Uden af tænke derved 
Dandsede han urede dem , men ikke deres Dands ; 

han hvirvlede rundt som i den uforglemmelige 
vampyrdands , men den tænkte han ikke på , 
han tænkte egentlig slet ikke mere , men var 
aldeles overvældet af al den herlighed , han 
så omkring sig . 
Mosen var en sø , så dyb og sortblå , 
med åkander , der lyste i alle tænkelige farver ; 
dansende over vandet bare de ham 
på deres slør hen mod den anden bred , 
hvor kæmpehøjen havde kastet sit grønsvær 
og løftet sig til et slot af skyer ; 
men skyerne vare af marmor ; blomstrende 
træer af guld og kostelige stene snoede sig 
om de mægtige marmorblokkc ; hver blomst 
selv , var en farvestrålende fugl , der sang 
med menneskelig stemme . Det var som et 
Chor af tusinde og tusinde glade børn . 
Var det himlen eller var det elverhøj ? 
Slottets vægge rørte sig , giede mod 
hinanden , — lukkedes om ham . Han var 

derinde , menneskeverdenen lå udenfor . Da 
følte han en angest , en skræk , svin aldrig 
før . Ingen udgang var af finde , men fra 
gulvet til højt op mod loftet , fra alle 
vægge , smilede til ham dejlige unge piger ; 
de vare så levende af se og dog måtte han 
tænke : er de kun malede ? Hnn ville tale 
til dem , men hans tunge havde ikke ord , 
talcstcmmen var aldeles borte , ikke en lyd 
kom fra hans læber . Da kastede han sig 
ned på jorden , så ulykkelig , som han aldrig 
før havde været . 
En af elverpigerne trådte hen til ham ; 
hun mente ham det vist godt , på sin måde ; 
hun havde påtaget sig den skikkelse , han 
helst ville se ; hun lignede apottekerens 
datter ; han var nær ved af tro , af det var 
hende ; men snart så han , af hun var hnnl i 
ryggen , ene og alene dejlig forside , åben 
bag til , sket ikke noget indeni . 

„ En time her , er hundrede år ude , “ 
Sagde hun , „ Du har allerede været her en 
hel time . Alle , hvem du kender og holderns 
udenfor er døde ! bliv hos os ! — ja blive 
må du , eller væggene klemme dig , så at 
blodet sprsiter ud af din pande ! “ 
Og væggene rørte sig , og luften derinde 
blev som en gloende bagerovn . Han fik 
stemme . 
„ Vorherre ! Vorherre ! har du forladt 
mig ? “ råbte han i den dybeste sjælcsmertc . 
Da stod farmor hos ham . Hun tog 
ham i sine arme , hun kyssede Hain på 
panden , hun kyssede ham på munden : 
„ Min egen søde lille ven ! “ sagde hun , 
„ Vorherre slipper dig ikke , han skipperingen 
af os , selv ikke den største synder . 
Gud være pris og ære i al evighed ! “ 
Øg hun tog frem sin psalmebog , den 
samme hvoraf hun og Peer mangen søndag 

havde sunget . Hvor klang hendes stemme , 
hvor lød hendes røst ! alle elverpigerne lagde 
deres hoved til hvile , de trængte dertil . 
Peer sang med farmor , som han for 
havde sunget hver søndag ; hvor var hans 
stemme med et kraftig og stærk , dertil 
så blod : slottets vægge rørte sig , blev 
skyer og tåge ; farmor gik med ham 
ud af høje » i det høje græs , hvor sankthans 
ørmcne lyste og måne » skinnede ; men 
hans fødder vare så matte ; han kunne ikke 
flytte dem , han sank ned i græsset ; det varden 
blødeste seng ; han hvilede så godt og 
vågnede ved psalmesang . 
Farmor sad hos ham , sad ved sengen 
i det lille Kammer i hr . Gabriels 
hus . Feberen var endt , sandhed og liv 
vendt tilbage . 
Dødssyg havde han været , nede i 
haven havde de hin aften fundet ham afmægtig ; 

en voldsom feber fulgte ; doktoren 
mente , at han gik den ikke igennem , han 
måtte dø , og derom blev skrevet til hans 
moder . Hun og farmor ville og måtte 
til ham ; begge kunne de ikke tage afsted , og 
så rejste gamle farmor på jernbane . 
„ Det gjorde jeg kun for Peer ! “ sagde 
hun . „ Jeg gjorde det i guds navn , ellers 
måtte jeg have troet , at jeg fløj med de 
onde på kosteskaft sanet-hans nat ! “ 
X . 
Med glad og lettet hjerte gik tilbagerejsen . 
Inderligt takkede farmor Vorherre : 
Peer skulle overleve hende ! Yndige 
naboer havde hun i vognen : apottekeren 
og hans datter . De talte om Peer , elskede 
Peer som om de vare i familie med ham . 

en stor skuespiller ville han blive , sagde 
apottekeren ; stemmen var nu også vendt 
tilbage , der lå millioner i en sådan strube . 
Hvilken lyksalighed for farmor at 
høre slige ord ! hun levede ind i dem , troede 
på dem , og så vare de på stationen ved 
hovedstaden , hvor moder tog imod hende . 
„ Gud være lovet for jernbanen ! “ sagde 
farmor , „ og lovet for at jeg glemte , at jeg var 
på den ! det skylder jeg disse herlige mennesker ! “ 
Og hun trykkede hænderne på apottekeren 
og hans datter . „ Jernbanen er en 
velsignet opfindelse , når den er overstået . 
Man er i guds hånd ! “ 
Og så fortalte hun om den søde dreng , 
der var udenfor al fare og boede hos velhavende 
folk , der holdt to piger og en 
Karl . Peer var som son i huset og 
sammen med to børn af fornem familie ; 
den ene var en provstesøn . Farmor 

havde boet på postgården , det var dyrt til 
forfærdelse ; men så var hun bleven indbudt 
af Fru Gabriel ; her havde hun været i 
fem dage ; det var engle-mennesker , især 
fruen ; hun havde nødt hende til at drikke 
punsch , dejlig lavet , men stærk . 
Om en måned var Peer , med guds 
hjelp , rask og kom da til hovedstaden . 
„ Fornem og forvænt er han vist bleven ! “ 
Sagde moder . „ Han vil ikke finde sig i det 
her på kvisten ! jeg er glad ved at syngemesteren 
har indbudt ham til sig , — og 
dog , “ så græd moder , „ det er skrækkeligt 
at man skal være så fattig , at ens barn 
ikke kan få det godt nok i sit eget hjem ! “ 
„ Sig ikke de ord til Peer ! “ sagde 
farmor , „ Du seer ikke ind i ham som jeg ! “ 
„ Mad og drikke må han dog have , 
ihvor fin han end er bleven , sulte skal han 
ikke så længe jeg kan røre mine hænder . 

madame Hof har sagt , at han kan spise sin 
middag to gange om ugen hos hende , nu 
hun er vel stillet . Hun kender storhed og 
trange kår . Har hun ikke selv fortalt mig , 
at hun en aften i thcatcrlogcn , hvor de 
gamle dandserinder have plads , fik ondt ; 
hele dagen havde hun kun fået vand og 
en kommcnskringlc , hun var syg af sult 
og blev afmægtig . „ Vand ! Vand ! “ råbte 
de andre . „ „ Butterdeig ! “ “ bad hun ; „ „ Butterdeig ! “ “ 
Det nærende behøvede hun , men 
aldeles ikke vand . Nu har hun fået spisekammer 
og et godt dækket bord ! “ 
Tredive mile borte sad endnu Peer , 
men lyksalig ved tanken om at han skulle 
til staden , til tteatret , til alle gamle , 
kære minder , dem han nu ret forstod at 
skatte . Det sang og klang i ham ; det sang 
og klang udenom ; alt var solskin , ungdommens 
glade tid , forventningernes tid . 

for hver dag blev han kraftigere , fik humeur 
og farve . Men madame Gabriel 
blev stærkt bevæget alt som afskeden nærmede 
sig . 
„ De går til storhed og mange fristelser , 
for køn er de , det er de bleven i 
vort hus . De har det naturlige ligesom 
jeg og det hjelper i fristelserne . Man 
må ikke være ømsindet , ikke skabagtig ! ømsindet 
so/u denne dronning Dagmar , derom 
søndagen snørede sine silkeærmer og 
da havde samvittighed over så lidt ; der 
skal mere til ! jeg ville aldrig have lamenteret 
som denne Lucretia ! hvad stak hun 
sig for ? Hun var uskyldig og honnet , det 
vidste hun og hele byen . Hvad kunne hun 
for maleuren , den jeg ikke vil tale om , men 
som de i deres alder nok forstår ! — så 
gør hun skrig og tager dolken ! det behøvedes 
aldeles ikke ! jeg havde ikke gjort det 

og de havde heller ikke , vi er naturlige 
mennesker , det skal man være til enhver tid , 
og det vil de vedblive at være på kvastens 
bane . Jeg glæder mig til at læst om dem 
i avisen ! engang kommer de nok til vor 
lille by , træder måske op som Romeo , 
men da er jeg ikke ammen , jeg sidder i 
parquettct og fryder mig ! “ 
Madamen havde stor vask og strygning 
i afskeds-ugen for at Peer kunne 
komme hjem med rent tøj , som da han kom 
til dem . Hun trak et nyt , stort bånd 
igennem hans ravhjerte ; dette selv , var det 
eneste , hun vaskede sig til en „ Erindringssonvenir “ , 
men hun fik det ikke . 
Af hr . Gabriel erholdt han et fransk 
lexicon , det han havde benyttet ved undcrviisningen 
og som var forøget med randgloser 
af hr . Gabriels egen hånd . Fruen 
gav ham roser og hjertegræs . Roserne 

ville visne , men hjcrtcgræsset kunne holde 
vinteren over , når det ikke kom i vand , 
men blev på det tørre , og hun skrev et 
citat af Goethe , som et slags stamblad : 
„ Umgang mit franen ist das element 
gnter sitten . “ Hun gav det i oversættelse : 
„ Omgang 
med fruer er elementet forgode 
sæder . Goethe . “ „ Han var en stor 
mand ! “ sagde hun , „ når han bare ikke 
havde skrevet „ Fanst “ , for jeg forstår 
den ikke . Det siger også Gabriel ! “ 
Unge Madsen forærede Peer en ikke 
uheldig tegning , han havde gjort af hr . 
Gabriel , hængende i en galge , med et ris 
i hånden , og underskrift : „ En stor skuespillers 
første veilcder på videnskabens 
bane . “ Primus provstesøn forærede ham 
et par nye morgenskoe , provstinden selv 
havde syet , men så store at primus ikke 

i de første år kunne fylde dem . På sauterne 
rar skrevet med blæk : „ Minde om 
en sørgende ven . Primus . “ 
Hele hr . Gabriels hus fulgte Peer 
til banctøget . „ Man skal ikke sige , at de 
rejser uden suns aæiøu ! “ sagde madamen 
og kyssede ham på banegården . 
„ Jeg generer mig ikke ! “ sagde hun , 
„ når man ikke gør det skjult , kan man 
gøre enhver ting ! “ 
Signalpibcn lød ; unge Madsen og 
primus råbte hurra , „ Småthustøi “ 
Stemte i med , madamen tørrede øjnene og 
viftede med lommetørklædet ; hr . Gabriel 
sagde knn det ene ord : « Vals ! » 
Landsbyer og stæder fløj førbi . Mon 
menneskene derinde vare så glade , som 
Peer ? Han tænkte derpå , priste sin lykke , 
tænkte på det usynlige guldæble , som farmor 
havde set ligge i hans hånd , da han 

var barn . Han tænkte på sit lykke-fund 
t rendestenen og frem for alt på den genvundne 
stemme og på de kundskaber , han 
nu havde tilegnet sig . Et helt andet menneske 
var han bleven . Det sang inden i 
ham af glæde ; det var en stor selvbeherskelse , 
at han ikke sang det ud i vognen . 
Nn viste sig stadens tårne , nu kom 
bygningerne frem ; toget nåde banegården . 
Her stod moder og farmor , og 
endnu en til , madame Hof , godt indbunden , 
hofbogbinder Hofs hustru , født Frandsen ; 
hun glemte ikke i nød eller velstand sine 
venner . Hun måtte kysse ham som moder 
og farmor . 
„ Hof knndc ikke følge mig ! “ sagde hun . 
„ Hnn sidder med samlede værker til indbinding 
for majestætæns håndbibliottek . 
Du har det med lykke , og jeg har det nu 
også . Jeg har fået min hos og min 

egen kakkelovnskrog med gyngestol . To 
gange om ugen spiser du hos os . Du 
skal se mit husliv ! det er en hel ballet ! “ 
Moder og farmor sik næsten ikke 
lejlighed til at tale til Peer , men de så 
på ham og deres øjne lyste lyksalige ; så 
måtte han i drosche for at køre til sit 
nye hjem hos syngemesteren ; de lo og 
de græd . 
„ Han er dog et dejligt menneske ! “ 
Sagde farmor . 
„ Han har endnu sit skikkelige ansigt 
som da han rejste ! “ sagde moderen . „ Det 
vil han bevare , også på theaterveien ! “ 
Drosken holdt udenfor syngemesterens 
dør , Herren var ude ; hans gamle Karl 
lukkede op og førte Peer til sit værelse , 
hvor der rundt om på væggene vare portraiter 
af componistcr og på kakkelovnen 
en skinnende hvid gips-bustc . 

den gamle , lidt tung i begreber , men 
trofasthcden selv , viste ham skufferne i commoden , 
knagerne til at hænge tøj på , og 
lovede sin beredvillighed til at børste støvler , 
da syngemesteren kom og trykkede hjerteligt 
Peers hånd til velkomst . 
„ Det er hele lejligheden ! “ sagde han , 
„ tag tiltakke ! mit claveer i stuen kan du 
benytte . I morgen høre vi hvorledes stemmen 
har det . Det er vor Castellan , vor husbestyrer ! “ 
Og han nikkede til den gamle Karl . 
„ Alt er i orden , Carl Maria Weber 
på kakkelovnen er bleven hvidtet i anledning 
af ankomsten ! han var utilladelig sortrøget . 
Men det er jo ikke Weber , der er 
stillet op , det er Mozart ; hvorfra er han 
kommen her ? “ 
„ Det er den gamle Weber ! “ sagde 
karlen , „ jeg bar ham selv ind til gipseren 
og har i morges hentet ham igen ! “ 

„ Men dette er en buste uf Mozart 
og ikke en buste af Weber ! “ 
„ Undskyld , herre ! “ sagde karlen , „ det 
er den gamle Weber , som er bleven ren ! 
Herren kender ham ikke igen fordi han er 
hvidtet ! “ 
Det kunne han få bekræftet af gipseren , 
— men der fik han den besked , at 
Weber var gået istykker , og da havde man 
givet ham Mozart istedet , det var jo lige 
et på en kakkelovn . 
Den første dag skulle her ikke synges , 
ikke spilles , men da vor unge ven kom over 
i salen , hvor claveret stod og operaen 
„ Josephs lå opslagen , sang han : „ min 
fjortende vår “ , sang med klokkeren stemme . 
Der var noget så inderligt , så uskyldigt 
og dertil en kraft og fylde . Syngemesteren 
blev våd om øjnene derved . 
„ Således skal det være ! “ sagde han , „ og 

endnu bedre skal det blive . Nu lukke vi claveret 
for i dag , du trænger til hvile ! “ 
„ Endnu i aften må jeg til moder og 
farmor ! det har jeg lovet . “ Og han 
skyndte sig afsted . 
Den nedgående sol skinnede hen over 
barndømsgården ; glasstykkerne i nluren 
strålede ; det var som et helt diamantslot . 
Bløder og farmor sad der øverst på kvisten , 
mange trapper i vejret , men dem fløj han opad , 
tre trin i hvert Spring , og han var ved døren 
og blev modtagen med Kys og omfavnelse . 
Nccnligt og net var her i den lille stue ; 
der stod kakkelovnen , den gamle Bjørn , 
og dragkisten med de skjulte skatte fra hans 
kjephestctid ; på væggen hang de tre kendte 
billeder : kongens portrait , Vorherres og 
„ Fars “ Silhouette , klippet i sort papir . 
Det lignede ham aldeles fra siden , sagde 
bløder , men det ville have lignet mere når 

papiret havde været hvidt og rødt , for det 
var han . En dejlig mand ! og Peer var 
hans udtrykte billede . 
Der var meget at tale om , meget at 
fortælle om ; grisesylte skulle de have , og 
madam Hof havde lovet at se endnu i 
aften op til dem . 
„ Men hvor er dog de to gamle mennesker , 
Hof og jomfru Frandsen , faldne 
på at gifte sig ? “ spurgte Peer . 
„ De tanker have de gået med i mange 
år ! “ sagde moder . „ Du ved jo han var 
gift ; det gjorde han , sagde man , for at drille 
jomfru Frandsen , som knciscdc mod ham 
i sin høihcds tid ; han fik velstand med 
konen ; men hun var lovlig gammel : munter 
og på krykker ! hun kunne ikke dø ; det 
ventede han dog på ; det skulle ikke have 
undret mig om han , ligesom manden i historien , 
havde hver søndag båret den gamle 

ud i solskinnet , for ot Vorherre kunne se 
hende og huske at kalde heade . “ 
„ Jomfru Frandsen sad stille og ventede , “ 
Sagde farmor . „ Jeg troede aldrig 
hun nåde det . Men i fjor døde madame 
Hof og så blev Frandsen kone i hnset ! “ 
I det samme trådte madam Hof ind . 
„ Vi talte om dem ! “ sagde farmor . 
„ Vi talte om deres udholdenhed og belønning . “ 
„ Ja , “ 
Sagde madam Hof . „ Det kom ikke 
i ungdommens tid , men man er altid ung 
nok når man ikke har lcgcms-bræk ! siger 
min Hof . Han har de yndigste indfald . 
Vi er gamle , gode værker , siger han , begge 
i et bind og med guldsnit . Jeg er så 
lykkelig med min Hof og min kakkelovnskrog : 
porcellains kakkelovn ! der lægges i 
om aftenen og så er der varmt hele næste 
dag . Det er en vellyst ! det er som i balletten 

„ Circcø 0 “ . Kan de huske mig 
som circc ? “ 
„ Ja , de var dejlig ! “ sagde farmor . 
„ Hvor dog et menneske kan forandre sig ! “ 
Det blev nu slet ikke sagt for at sige noget 
ubehageligt og blev heller ikke optaget således . 
Så kom griscsylten og ttevand . 
Den næste formiddag aflagde Peer 
sit besøg hos grossererens . Fruen tog 
imod ham , trykkede hans hånd og bad 
ham tage plads hos sig . I samtalen med 
hende udtalte han sin inderlige tak , han 
vidste , at grossereren var hans skjulte velgører . 
Fruen vidste det ikke . „ Dieu det 
ligner min bland ! “ sagde hun ; „ det er ikke 
værd at tale om ! “ 
Grossereren blev næsten vred , da peerberørte 
denne sag . „ De er aldeles på 
feilt spor ! “ sagde han , afbrød samtalen 
og gik . 

Felix var nu student og skulle gå 
den diplomatiske vej . 
„ Min mand kalder det galskab , “ sagde 
fruen , „ jeg har ingen mening . Forsynet 
råder ! “ 
Felix viste sig ikke , han havde timer 
med sin fegtelærcr . 
Hjemme fortalte Peer , at han havde 
takket grossereren , men at denne ingen ta^ 
ville modtage . 
„ Hvem har sagt dig , at han var , hvad 
du kalder , din velgører ? “ spurgte syngemesteren . 
„ Det 
har moder og farmor ! “ svarede 
Peer . 
„ Nu , så må han vel være det ! “ 
„ De ved derom ! “ sagde Peer . 
„ Jeg ved det ! men af mig får du 
ikke noget at vide ; og nu synge vi en time 
her hjemme hver morgen . “ 

engang om ugen » ar qvartet-musik . 
Øre , sjæl og tanke fyldtes af Beethovens 
og Mozarts herlige tonedigtninger . I 
lang tid havde Peer ikke hørt god og vel 
udført musik . Der gik ham som et ildkys 
gennem rygraden ud i alle nerver , 
tårernc kom i hans øjne . Hver musikaften 
her i hjemmet var ham en festaften , 
den gav et fyldigere indtryk end nogen opera 
på tteatret , hvor altid noget virker forstyrrende 
eller viser det mangelfulde . Snart 
komme ordene ikke til deres ret , de slikkes 
nd i sangen , ligeså forståelige for en chinestr , 
som for en grønlænder , snart svækkes 
virkningen ved mangel på al dramatisk begavelse 
og ved at stcmmcfyldcn synker i enkelte 
partier ned til spilledåsc-musik eller slæber 
sig frem gennem falske toner . Usandhed 

i dekorationer og costumer følger også 
med . Alt dette faldt bort ved qvartettcn . 
Tonedigtningerne løftede sig i sin hele frie 
herlighed , dens kostelige tapeter dækkede 
væggene i coucertsalcn , han var der i den 
musikens verden , dens mestre havde trykket 
frem . 
I den offentlige store musiksal blev en 
aften givet af rigt besat orchester Beethovens 
« 8mpbonm pastoraiø » ; det var 
især andanten : „ Scene ved bækken “ , som 
forunderlig mægtigt gennemstrømmede og 
løftede vor unge ven ; den bar ham ind i 
den levende friske skovnatur ; lærken og 
nattergalen jubilerede , kukkeren sang ind 
deri . Hvilken naturpragt , hvilket vederkvægelsens 
væld ! Fra denne stund kendte 
han hos sig selv , at det var den malende 
musik , hvori naturen afspejlede sig og 
menneskehjertets strømninger genklang , som 

slog dybest an hos ham , Beethoven og 
haydn blev hans indlings-eomponister . 
Med syngemesteren talte han lidt herom , 
ved hver samtale kom de to hinanden 
nærmere . Hvor var denne Aland rig i knndskab , 
uudtømmelig som mimers brønd . 
Peer lyttede til , og som han , da han varen 
lille dreng , begjerlig hørte på farmors 
eventyr og historier , fornemmede han nu toneverdenens , 
vidste , hvad skoven og havet fortællær , 
hvad der klinger i de gamle kæmpehøje , 
hvad hver fugl synger med sit næb 
og blomsten lydløs udånder i Duft . 
Sangtimen hver morgen blev en sand 
fornøjelsens time for mester og lærling ; 
hver lille sang blev sunget med en friskhed , 
et udtryk og en uskyld ; dejligst lød de 
schnbcrtske „ Vandrcr-qvad “ . Melodien fik 
sin ret , men også ordene , de smeltede 
sammen , løftede og belyste hinanden , som de 

skulle . Peer var unegtelig dramatisk sanger . 
Fremad i dygtighed gik det hver måned , 
hver uge , dag for dag . 
I sundhed og livsglæde , uden savn 
eller sorg , voxte vor unge ven . Livet lå 
rigt og dejligt med en fremtid fuld af 
goder for ham . Hans tillid til menneskene 
var aldrig skuffet , han ejede barnesindet 
og mandens udholdenhed , overalt så han 
kun milde øjne og venlig imødekommen . 
Dag for dag blev forholdet mellem ham 
og syngemesteren inderligere og mere fortroligt , 
de to vare som en ældre og en yngre 
Broder , og den yngre ejede hele det unge 
hjertes inderlighed og varme ; det blev 
forstået og på fin Viis gengivet af den 
ældre . 
Hele syngemesterens personlighed var 
gennemtrængt af en sydlig ildfuldhed , man 
havde straks fornemmelse af , af denne mand 

kunne hade stærkt eller elske stærkt , lykkcligviis 
rådede det sidste . Han var dertil , ved formue 
efter sin afdøde fader , stillet således , 
af han ikke behøvede af overtage et embede 
uden af dette tiltalte og fyldte ham ; skjult 
gjorde han umådelig meget godt på en 
fornuftig måde , men led ikke , af man takkede 
ham eller talte derom . 
„ Har jeg gjort noget ! “ sagde han da , 
„ så har jeg gjort det , fordi jeg kunne det 
og fordi jeg burde det . Det var min 
skyldighed ! “ 
Hans gamle tjenestekarl : „ Vor Castellan , “ 
Som han i spøg kaldtes , talte kun med 
halv stemme , når han tilkendegav sin 
tanke om husets herre . „ Jeg ved hvad 
han yder og virker mellem år og dag ! 
Og ved dog ikke det halve . Ham skulle 
kongen give en stjerne på brystet ! men 
han bar den ikke , han blev lynende gal , om 

jeg kender ham , ville man mærke ham for 
hans honnethed ! Han bliver salig , frem for 
os andre , i hvad tro han så har ! han er 
just en mand efter skriften ! “ og derpå 
lagde den gamle et eget eftertryk , som om 
Peer kunne have nogen tvivl . 
Han følte og forstod jnst at syngemesteren 
var en sand Christen i god gerning , et eksempel 
for enhver ; i kirke derimod gik den mand aldrig , 
og da Peer en dag omtalle , at han næste 
søndag med moder og farmor gik til „ Herrens 
bord “ og tilføjede om syngemesteren 
aldrig gjorde det samme , var svaret : nej ! 
Det syntes , som om denne ville have sagt 
noget mere , ja som om han havde noget 
at betroe Peer , men der blev intet sagt . 
Om aftenen læste han højt af aviserne 
om et par navngivne mænds goddædighed , 
og kom derved til at yttre sig om 
gode gerninger og deres løn . 

„ Dm skal ingen tænke på , den kommer ! 
Lønnen for gode gerninger er som dadler , 
står der i talmud , de modnes sildig og 
blive søde ! “ 
„ Talmud , “ spurgte Peer , „ hvad er det 
for en bog ? “ 
„ Eu bog , “ var svaret , „ hvorfra er 
groet mere end et tankefrø ind i chrisfendommen . “ 
„ Hvem 
har skrevet den bog ? “ 
„ Bise mænd i de ældste tider ! Vise 
i forskellige folkeslag og religioner . Her er 
viisdvm gemt i få ord , som i Salomons 
ordsprog . Hvilke kjærnc-sandhcder ! 
Man lærer her , at menneskene rundt 
om på jorden , i årtnsinder , altid have 
været de samme . „ „ Din ben har en ben , 
og din vens ben en ven , vær forsigtig 
i din tale ! “ “ står der . Det er en 
lærdom for alle tider . „ „ Ingen kan springe 

ober sin egen skygge “ “ , står der også , 
og „ „ tramp tjørnen , medens du har ske 
på ! “ “ Du bør læse denne bog ! Du vil i 
den finde cultur-aftryk tydeligere end i jordlagene . 
For mig , som jøde , er den dertil et 
arvegods fra fædrene ! “ 
„ Jøde ! “ sagde Peer , „ er de en jøde ! “ 
„ Ved du ikke det ! hvor underligt at 
vi to , ikke før i dag , har talt herom ! “ 
Moder og farmor vidste heller ikke 
herom , havde aldrig tænkt herover , men altid 
havde de vidst at syngemesteren var en hæderlig , 
mageløs mand . Det var en guds styrelse 
at Peer havde truffet ham på sin vej , 
næst Vorherre skyldte han ham al sin lykke . 
Øg nu kom : møder frem med en hemmelighed , 
som hun rigtignok kun få dage havde 
båret på og som under tnusheds løfte 
var betroet hende af grossererens frue . 
Syngemesteren turde aldrig erfare , at man 

vidste det ; ham var det , der havde betalt 
Peers underhold og opdragelse hos hr . 
Gabriel . Fra den aften han i grossererens 
hans hørte Peer synge balletten 
„ Samson “ , havde han alene været hans 
virksomme ven og velgører , men i taushed . 
Xii . 
Madame Hof ventede Peer , og han 
kom . 
„ Nu skal du kende min Hof ! “ sagde 
hun , „ og du skal kende min kakkelovnskrog . 
Den tænkte jeg ikke på , da jeg dansede 
„ Circe “ og „ Rosen-alfen i Provence ! “ 
Ja nu tænke ikke mange på den ballet og 
på lille Frandsen . „ , , 8io tranøit aloria 
i månen ! “ “ hedder det på latin , siger 
min Hof vittigt , når jeg taler om min 

glorie-tid . Han holder meget af at gøre 
nar , men med hjerte ! “ 
„ Kakkelovnskrogen “ var en venlig , lavloftet 
stue med gulvtæppe og portraiter 
stedsvarcnde for en bogbinder . Her var 
billedet af guttenbcrg og Franklin , 
samt af Shakespeare , Cervantes , moli 
øre og de to blinde poeter : Homer 
og Ossian . Nederst hang , i glas og 
bred ramme , en i papir udklippet dandserinde , 
med stor guldpaillet og kjole af 
mol , det højre ben løftet mod himlen , 
og nedenunder et Vers : 
hvo vinder hjerter i dansen ? 
Hvo bccrer uskylds-krandsen ? 
Jomfru Emilie Frandsen ! 
Det var digtet af Hof , der skrev yndige 
Vers , helst spøgefulde . Billedet havde han 
selv klippet , klistret og syet , før han fik 
sin første kone . Det havde ligget mange 

år i sknffe , nu prangede det i digtcrgalericl : 
„ min kakkelovnskrog “ , som 
madame h o f kaldte sin lille stue . Her blev 
Peer og Hof præsenterede for hinanden . 
„ Er han ikke en dejlig ntand ! “ sagde hun 
til Peer . „ For mig er han den dejligste ! “ 
„ Ja , vin søndagen , når jeg er indbunden 
i stadsklædcrnc ! “ sagde hr . Hof . 
„ Du er dejlig uden al indbinding ! “ 
Sagde hun og gjorde en bøjning med hovedet , 
idet hun havde fornemmelse af , af hun 
her talte lidt for barnlig i sin ældre alder . 
„ Gammel kærlighed ruster ikke ! “ sagde 
hr . Hos . „ Ildebrand i gamle huse brænder 
ned til grunden ! “ 
„ Det er som med fugl fønix , “ sagde 
madame Hof , „ man stiger ung op deraf . 
Her er mit Paradis ! jeg bryder mig ikke 
om af søge andre steder hen ! jo , en timesfid 
op til din moder og farmor ! “ 

„ Og til din søster ! “ sagde hr . Hof . 
„ Nej , englc-høf ! der er ikke Paradis 
længer ! Jeg skal sige dig , Peer , de 
sidde i små kår og størt vrøvl ! man 
ved ikke , hvad man tør sige der i huset . 
Man tør ikke nævne ordet „ Morian “ , for 
den ældste datter er forlovet med en , der 
har negerblod ; man tor ikke sige „ pukkelrygget “ , 
det er en af drengene ; man tør 
ikke tale om kassemangel , min svoger har 
været i det tilfælde ; man tør ikke engang 
sige at . køre i skoven ; skov er en fæl lyd , 
for han hed Skow , som slog op med den 
yngste . Jeg holder ikke af nde at sidde og 
lnkkc min mund ; tør jeg ikke tale , så 
trækker jeg mig ind i mig selv og bliver i 
min kakkelovnskrog . Var det ikke syndigt , 
son : man siger , kunne jeg bede Vorherre , at 
vi måtte leve så længe min kakkelovnskrog 
holder ud ; her vokser man bedre indad . Her 

er mit Paradis , og det har Hof givet 
mig . “ 
„ Hun har guldgværn i munden ! “ 
Sagde han . 
„ Øg du har guldkorn i hjertet ! “ 
Sagde hun . 
„ Male , male posen fuld , 
Mille er det bare guld ! “ 
Sagde han , og hun kildrede ham i hagekløsten . 
„ Det Vers digtede han lige i dette øjeblik ! 
Det kunne godt trykkes ! “ 
„ Ja og indbindes ! “ sagde han . 
Således skemtcde de to gamle mennesker . 
Året gik , først da begyndte Peer at indstudere 
ku rolle ; han valgte „ Joseph “ , men 
ombyttede denne med Georg Browns i 
operaen „ den hvide dame “ . Ord og mnsik 
tilegnede han sig snart , og fra Walter 
Scotts roman , der har leveret stoffet , optog 

han et klart , fyldigt billede af den unge , 
livsglade officer , der besøger sit hjemlands 
bjerge og kommer til sin fædrencborg uden 
at kende den ; en gammel sang vækker 
barndoms-minderne , lykken følger dem , og 
han vinder Borg og brud . 
Det læste blev , som noget selvoplevet , 
et kapitel af hans egen livshistorie ; den 
melodierigc musik fyldte ganske denne stemning . 
Der gik imidlertid lang , lang tid , 
før de første prøver begyndte . Det hastede 
ikke med hans optrædclsc , mente syngemesteren ; 
endelig forestod den . Han var 
ikke blot sanger , han var skuespiller , og 
hele hans personlighed lå for rollen . Chor 
og orchester tiljnblcde ham det første store 
bifald ; med største forventning så man 
forestillingsaftenen i møde . 
„ Man kan være en stor skuespiller i 
slobrok hjemme , “ sagde ku velvillig kammerat , 

„ være meget stor ved daglys , men 
middelmådig foran lamperne i det fyldte 
hus . Det vil uu vise sig ! “ 
Peer fornemmede ingen angest , men en 
brændende længsel efter den afgørende aften . 
Syngemesteren derimod var aldeles febril ; 
Peers moder havde ikke mod til at komme 
i tteatret , hun ville få ondt af angest for 
fin kære dreng ; farmor var syg , hun 
skulle blive hjemme , havde lægen sagt , men 
den tro veninde , madame hos , lovede at 
bringe efterretning endnu samme aften , hvorledes 
det var gået . Hun skulle og ville i 
tteatret , selv om hun lå på sit yderste . 
Hvor var den aften lang ! hvor strakte 
sig de tre , fire timer i det uendelige . Farmor 
sang en psalme , bad med moder til 
den gode gud for lille Peer , at hun også 
iaften måtte være lykke-peer . Viserne 
på uret drejede sig langsomt . 

„ Nu begynder Peer ! “ sagde de . „ Nu 
er han midt i det ! nu har hun overstået 
det ! “ Moder og farmor så på hinanden , 
men sagde ikke et ord mere . 
På gaden lød vogn-rummel ; det var 
folk , som kørte fra tteatret . De to kvinder 
så ned fra vinduet ; folk gik forbi og 
talte højrøstede ; de kom fra tteatret , de 
vidste , hvad der ville bringe livscnsglæde 
eller stor bedrøvelse oppe på kvisten i 
grossererens hus . 
Endelig kom nogen op ad trappen . 
Madame Hof styrtede ind , fulgt efter af sin 
mand . Hnn fløj akoder og farmor om 
halsen , men sagde ikke et ord ; hun græd 
og hulkede . 
„ Herre gud ! “ sagde moder og farmor , 
„ hvorledes er det gået Peer ? “ 
„ Lad mig græde ! “ sagde madame Hof ; 
hun var så betagen , så bevæget . „ Jeg kan 

ikke bære det ! Ak , i søde mennesker , i 
kunne heller ikke bære det ! “ og nu strømmede 
tårerne . 
„ Have de pebet ham ud ! “ råbte moder . 
„ Nej , ikke det ! “ sagde madame Hof . „ De 
have — at jeg skulle opleve det ! “ 
Da græd både bror og farmor . 
„ Hold måde , Emilie ! “ sagde hr . 
Hof . „ Peer har sejret ! trinmpherct ! Huset 
var ved at styrte sammen , således klappede 
man . Jeg kan mærke det endnu i mine 
hænder . Det var en bifaldsstorm fra parterret 
til galcrict ; hele kongehuset klappede 
med . Men det var også hvad man kan 
kalde en mærkedag for tteatrets annaler ! 
Det var mere end talent , det var geni ! “ 
„ Ja , geni ! “ sagde madame Hof , „ det er 
mine ord ! Gud velsigne dig , Hof , for du 
udtalte det . I rare mennesker ! aldrig havde 
jeg troet , at man således kunne synge og 

spille comedie , og jeg har dog gennemlevet 
hclcthcaterhisforien ! “ Hun græd igen . Moder 
og farmor lo , medens tårerne endnu 
perlede dem på kinderne . 
„ Sov nu godt på det ! “ sagde hr . Hof . 
„ Og kom så , Emilie ! God nat ! god nat ! “ 
De forlod kvistværelset og to lykkelige 
mennesker der . Længe vare de to ikke 
alene . Døren åbnedes , og Peer , der ikke 
havde lovet at komme før næste formiddag , 
stod i stuen . Han vidste jo , med hvilken 
tanke de gamle fulgte ham , hvilken uvished 
de endnu kunne være i , og da han med 
syngemesteren kørte forbi hjemmet , holdt 
han udenfor , de havde lys tændt deroppe , 
og han måtte til dem . 
„ Dejligt , glædeligt , velsignet , alt gået 
godt ! “ jublede han og kyssede moder og 
farmor . Syngemesteren nikkede med strålende 
ansigt og trykkede deres hænder . 

„ Og nu skal han hjem og til ro ! “ 
Sagde han , og aftenbesøget var endt . 
„ Vorherre i himlen , hvor du er nådig 
og god ! “ sagde de to fattige kvinder . 
De talte til langt ud på natten om Peer . 
Rundt om i den store bh taltes om ham , 
den unge , smukke , vidunderlige sanger . 
Såvidt havde lykke-peer bragt det . 
Xiii . 
Morgenavisen meddelte allerede med 
fanfare den meer end almindelige debut , og 
anmelderen forbeholdt sig ret til i et følgende 
nummer at udtale sig . 
Grossereren indbød til en stor middag 
Peer og syngemesteren . Det var 
en opmærksomhed , et bevis på hans og 
hans frues interesse for den unge Aland , 

som var født der i gården , og det samme 
år og dag , som deres egen søn . 
Grossereren holdt en smuk skanl-tale 
til syngemesteren , den diand , der havde 
tandet og slebet „ Ædelstenen “ , et navn , 
hvormed et af de afgørende blade havde 
betegnet Peer . 
Felix sad ved siden af ham og var 
munterheden og elskværdigheden selv ; efter 
måltidet bragte han sine cigarer , de vare 
bedre end grossererens : „ det har han råd 
til ! “ sagde denne . „ Han har en rig fader ! “ 
Peer røg ikke , en stor fejl , men som nok 
ville blive rettet . 
„ Vi må være venner ! “ sagde Felix . 
„ De bliver byens løve ! alle de unge damer , 
de gamle med , har de faget vred storm . De er 
et lykkeligt menneske i alt ? Jeg misunder dem ! 
Især i det at kunne gå ud og ind derovre 
på tteatret mellem alle småpigerne ! “ 

det syntes nu Peer ikke var noget 
så særligt at misunde . 
Fra madame Gabriel modtog han 
brev . Hun var i henrykkelse over den 
jublende udtalelse i bladene om hans debut 
og alt , hvad han måtte blive som konstner . 
Hun havde med pigerne drukket hans skål 
i punsch . Hr . Gabriel tog også del i 
hans hæder og var forvisset om , . at han , 
frem for de fleste andre , udtalte fremmede 
ord correct . Apottekeren løb byen rundt 
og mindede om , at de på deres lille tteater 
tidligere havde set og beundret dette talent , 
som først nu blev kendt af hovedstaden . 
Apottekerens datter ville nok ærgre sig , tilføjede 
madamen , nu , da han kunne frie 
til baronesser og comtessen . Apottekerens 
datter havde forhastet sig- og stået til ; 
hun var for en måned siden bleven forlovet 
med den tykke nådmand ; der var lyst for 

dem , og den tyvende i måneden stod brylluppet . 
Det 
var netop den tyvende i måneden , 
at Peer modtog dette brev . Han fornemmede 
sou : et stik igennem hjertet ; det blev ham 
i dette øjeblik så klart , at hun , under alle 
sjælens svingninger , havde været hans 
stadige tanke ; han holdt af hende meer end 
af alt andet i denne werden . Tårer kom 
ham i øjnene ; brevet knugede han i hånden . 
Det var den første , store hjertesorg , 
siden han med moder og farmor hørte , at 
fader var falden i krigen . Han syntes , at 
al glæde var borte , hans fremtid tom og 
sørgelig . Solskinnet lyste ikke mere fra hans 
ungdomsfriske ansigt ; solskinnet var slukt i 
hans hjerte . 
„ Han seer dårlig ud ! “ sagde moder 
og farmor . „ Det er den theateranstrcngelsc ! “ 
O * 


hnn var ikke som før , det så de to ; 
det så også syngemesteren . 
„ Hvad er det dog ! “ sagde denne . „ Må 
jeg ikke vide , hvad der trykker dig . “ 
Da blussede hans kinder , tårerne fik 
frit løb , og han fortalte sin sorg , sit tab . 
„ Jeg holdt så inderligt af hende ! “ 
Sagde han . „ Nn først , da det er far silde , 
er det blevet mig rigtig klart ! “ 
„ Stakkels , bedrøvede ven ! Jeg forstår 
dig så godt ! græd kun ud for mig , 
og hold på den tanke , så snart du kan 
holde på den : at hvad der skeer i verden , 
skeer til det bedste for . os . Også jeg 
har kendt og kender hvad du uu fornemmer ; 
også jeg holdt engang , som du , 
af ku pige ; klog , smuk , bedårende var 
hun ; min kone skulle hun være ; gode 
kår kunne jeg byde hende , og hun holdt af 
mig ; men en betingelse for giftermålet 

var der , hendes forældre forlangte det , hun 
forlangte det : jeg skulle blive Chrisfen — ! “ 
„ Og det ville de ikke ? “ 
„ Jeg kunne det ikke ! man kan ikke med 
frelst samvittighed løbe fra en religion til 
en anden , uden at synde enten mod den , man 
forlader eller mod den , man træder over til ! “ 
„ De har ikke tro ! “ sagde Peer . 
„ Jeg har mine fædres gud ! han lyse 
for min fod og min forstand ! “ 
De sagde en stund begge tavse ; da 
glcdc hænderne over tangenterne og syngemesteren 
spillede en gammel folkevise ; ingen 
af dem sang ordene ; enhver underlagde vist 
sine tanker . 
Madame Gabriels brev blev ikke mere 
læst . Hun drømte næppe , hvilken sorg det 
havde forvoldt . 
Få dage efter kom brev fra hr . Gabriel ; 
han ville også bringe sin lykønskning 

og „ en commission “ ; den især havde 
nok givet anledning til brevet . Han bad 
Peer købe en lille porcellains-ting , nemlig : 
Amor og hymen , kærligheden og ægteskabet . 
„ Den er udsolgt her i byen , “ skrev 
hun , „ men let at erholde i hovedstaden ; 
penge følger med . Send Tingen snarest , 
den er brudegave til nådmandens , ved 
hvis bryllup jeg var med nnn hustru ! “ 
Forresten fik Peer at vide : „ Unge Madsen 
bliver aldrig student ; han har forladt huset 
og bemalet væggen med flnnhcdcr mod 
familien . Slet subjekt , unge Madsen . 
„ „ Lnnt pusri xusri , Mari pusrilia , traotant ! “ “ 
O : „ „ Drenge er drenge , drenge 
gøre drengestreger ! “ “ jeg oversætter det , da 
dn ikke er latiner . “ 
Hermed sluttede brevet fra hr . Gabriel . 


Xiv . 
Tidt , når Peer sad ved claveret , 
klang i toner derfra , hvad der rørte sig i 
hans bryst og hoved ; tonerne løftede sig i 
Melodi , der stundom bar ordene med , de 
kunne ikke skilles fra sangen ; således blev 
flere smådigtetil , rhythmiske , stemningsfulde . 
Med dæmpet røst blev de sungne ; det var , 
som om de , skye og bange for at fornemmes , 
hensvævcde i ensomheden . 
Alt farer hen som vinden , 
her er ci blivende sted . 
Snart svinder rosen på kinden , 
smilet og — tårerne med . 
Hvorfor være bedrøvet ? 
Hen farer sorg og fortræd ; 
alt farer hen som løvet , 
tiden og mennesket med ! 

alt er forsvinden — forsvinden , 
ungdom , dit håb og din ven . 
Alt farer hen som vinden 
og kommer aldrig igen ! 
„ Hvorfra har du den sang og Melodie ? “ 
Spurgte syngemesteren , der tilfældig 
så musik og ord nedskrevne . 
„ Den kom af sig selv , den og alle disse . 
De flyve ikke videre i verden ! “ 
„ Tungt humeur sætter også blomster ! “ 
Sagde syngemesteren , „ men tungt humeur 
for ikke råde ; nu sætte vi sejl til og 
styre mod næste debut . Hvad siger du 
om hamlet , den sorgfulde , ungc Prinds 
af Danmark ! “ 
„ Jeg kender shakspeares tragedie ! “ 
Sagde Peer , „ men endnu ikke Thomas ' 
opera . “ 
„ Ophelia skulle operaen kaldes , “ 
Sagde syngemesteren . „ Shakspeare har 

i tragedien ladet dronningen fortælle os 
Ophelias død , og denne er bleven ligesom 
høldepunktet i den musikalske gengivelse ; 
man seer for øjet og fornemmer i toner , 
hvad vi tidligere kun hørte som fortælling 
af dronningen : 
„ Der står en pil og luder over åcn ; 
sit sølvgrå lov i klaren strøm den spejler ; 
der bandt hun scrre krandse , af ranunkler , 
af Nelder , tusindskjon og pnrpnrblomster , 
som kåde hyrder gav et ublu navn , 
men kyske piger kalde dødningfingre . 
Der , mens hun klattred op og ville smykke 
den sveic green med sine ville blomster , 
da brast den avindsyge green , og hun 
faldt ned med sine ville sørgekrandse 
i strømmen , der sig grædende sneg hen . 
Vidt spredtes hendes klader , og en stund 
bar de på bandet hende som en havfru , 
imens hun stykker sang af gamle sange , 
som om hun ej forstod sin egen nød . “ * ) 
* ) shakspeares „ Hamlet “ , oversat af edv . 
L e m b k e . 

operaen fører os dette for øje : vi se 
Ophelia ; hun kommer legende , dansende , 
syngende den gamle folkevise om „ Nøkken “ , 
der lokker menneskene ned til sig i elven , 
og medens hun synger og plukker blomster 
hører man fra floddybct de samme toner ; 
de lyde i chorsang lokkende fra det dybe 
vand ; hun lytter , hun leer , nærmer sig 
bredden , holder sig fast i den hængende 
pil og bøjer sig for at plukke de hvide 
åkander ; sagte glider hun ud på disse , 
hviler syngende på de brede blade , gynger 
på disse og føres af strømmen ud på 
dybet , hvor hun , som den løsrevne blomst , 
synker i måneskinnet , omtonct af nokkens 
Melodi . 
Om hele denne store scene er det som 
om hamlet , hans moder , hendes Boler og 
den hcvnråbcndc , dræbte konge alene vare til 
for at danne den rige , billcdskårnc ramme . 

i 
! 
! Vi få ikke shakspeares „ Hamlet “ , 
ligesom vi i operaen fanst ikke få 
Goethes „ Fanst “ . Det spekulative er 
ikke stof for musiken , det er kærlighedsforholdet 
i begge disse tragedier , der løfter 
sig til en digtning i toner . 
Operaen hamlet blev bragt på scenen . 
Ophelias fremstillerinde var henrivende , 
dødsscenen var af stor virkning , 
men hamlet selv fik denne aften en symj 
pattetisk storhed , en charakkeer-fuldendthcd , 
der voxte ved hver scene , hvori han optrådte ; 
man var dertil forbavset over omfanget 
af sangerens stemme , over friskhcdcn 
i de høje som i de dybe toner , og at 
i han kunne med lige glimrende held synge 
! Hamlet og Georg Brown . 
Sangpartierne i de fleste italienske operaer 
ere et cancvas , hvori den begavede 
! Sanger og sangerinde lægge deres sjæl og 

snille og løste da de brogede , bølgende farver 
til de skikkelser , digtningen fordrer ; hvor 
meget herligere mane de da knnnc åbenbare 
fig , hvor tonerne er lagte og ledede gennem 
tanke om charakteren ; og det har gounod 
og Thomas forstået , 
hamlets skikkelse i operaen fik denne 
aften kød og blod , samlede og løftede sig 
til hovedpersonen i digtningen . Uforglemmelig 
blev nattesccncn på bastionen , hvor 
hamlet første gang seer sin faders ånd ; 
scenen i slottet , foran den oprcistc skueplads , 
hvor han henkaster ordenes giftdråber , 
det forfærdelige bløde med bløderen , 
hvor faderens ånd står hevnråbende 
for sønnen , og endelig , hvilken magt 
i sangen , hvilke toner ved ophclia s død ! 
Bar og blev hun end den sympathetiske 
lotusblomst . på den dybe , mørke sø , 
dens bølger vidt om grebe mægtigere ind i 

tilskuerens sjæl . Hamlet blev denne aften 
høvcdskikkelsen . Triumfen var fuldendt . 
„ Hvorfra har dog det menneske dette ! “ 
Sagde grossererens rige frue og tænkte på 
Peers forældre og farmor på kvisten . 
Faderen havde været pakhuuskarl , brav og 
hæderlig , var falden som soldat på ærens 
mark , moderen vasker , — men det giver 
ikke sønnen dannelse , groet op var han i 
fattigskolc — og hvad stort kunne vel i en 
tid af to år en provinds-professor bibringe 
ham af højere skolekundskaber . 
„ Det er geniet ! “ sagde grossereren , 
„ Geniet ! det fødes — af guds nåde ! “ 
„ Tilvisse ! “ sagde fruen , og foldede 
hænderne derved , da hun talte til Peer . 
„ Skønner de ret af ydmygt hjerte på , hvad 
de har fået ? Himlen har været dem ubegribelig 
nådig ! Alt er givet . De ved ikke , 
hvor gribende deres hamlet er ! De har 

selv næppe forestilling derom . Jeg har hørt , 
at mange store digtere vide heller ikke selv , 
hvad herligt de have givet , filosoferne 
må klare det for dem . Hvorfra har de 
fremmanet deres hamlet ? “ 
„ Jeg har tænkt over charakteren , læst en 
del af , hvad der er skrevet om den shnkspcarske 
digtning , og siden på scenen levet 
mig ganske ind i person og begivenhed ! — jeg 
giver min del og Vorherre giver resten ! “ 
„ Vorherre ! “ sagde hun med et halv 
bebrejdende blik , „ brug ikke her det navn ! 
Han gav dem evner , men de tror da ikke , 
at han har med tteater og opera at gøre ! “ 
„ Jo tilvisse ! “ svarede Peer frejdig . 
„ Der er også hans prædikestol ud for 
menneskene , og der høre de fleste lidt bedre 
efter end i kirken ! “ 
Hun rystede med hovedet . „ Gud er 
med i alf godt og smukt , men lad os 

vogte os for at tage hans navn forfængeligt . 
Det er en nådegave , at blive en stor 
konstner , men det er dog bedre at være en 
god Christen ! “ Felix ville aldrig for hende 
have nævnet sammen tteater og kirke , følte 
hun og var glad derved . 
„ Nn har de lagt dem ud med mama ! “ 
Sagde Felix leende . 
„ Det var så langt fra min tanke ! “ 
„ Bryd dem aldrig om det ! De kommer 
igen i nåde , når de på søndag 
går i kirke ! Stå udenfor hendes stol , 
se op til højre , der i pulpituret sidder et 
lille ansigt , der nok er værd at se på : 
enkebaronessens nydelige datter . Det er 
et vclmecnt råd ! og jeg giver dem et 
til : de kan ikke bo , hvor de nu boer ! 
Flyt dog ind i en større lejlighed , med en 
ordenlig trappe ! eller vil de ikke fra syngemesteren , 
så lad ham bo bedre ! han har 

formue dertil , og de har ganske gode indtægter . 
Øe man også give et gilde , et 
aftengildc ; jeg kunne selv give det og vil 
give det , men de kan indbyde et par af 
de små dandserinder ! — de er et lykkeligt 
menneske ! men jeg tror , himlen hjelpe 
mig , at de endnu slet ikke forstår at være 
et ungt menneske ! “ 
Det forsfod just Peer , på sin Viis ! 
Med sit fulde , varme , unge hjerte elskede han 
konsten , den var hans brud , hug gjcngjcldte 
hans kærlighed , løftede ham i solskin og 
glæde ; den mismod , der havde knuget ham , 
fordunstede snart , milde øjne så på ham , 
alle kom ham venligt deltagende i møde . 
Ravhjertet , som han endnu stadigt bar på 
sit bryst , hvor farmor engang havde hængt 
det , var tilvisse en talisman , ja det tænkte 
han , thi ganske fri for overtro , barnetro kan 
det også kaldes , var han ikke . Enhver genial 

natur har noget af denne , seer og tror på sin 
stjerne . Farmor havde viist ham den krast , 
der lå i ravet , det drog til sig ; hans drøm 
havde viist ham , hvorledes der ud fra ravhjertet 
voxte et træ , der sprængte loft og 
tag , og bar i tusindvis hjerter af sølv 
og guld ; det betød tilvisse , at i hjertet , i 
hans eget , varme hjerte lå hans konstnermagt , 
hvorved han vandt og skulle vinde 
tusinder og atter tusinder . 
Mellem ham og Felix var unegtelig et 
slags sympatti , hvor forskellige de end vare ; 
Peer antog , at forskellen mellem dem lå i , 
at Felix , som den rige mands søn , var 
voksen op i fristelser og havde råd og lyst 
til at smage på dem ; han var derimod 
bleven lykkeligere stillet som fattigmands barn . 
Begge de to husets børn gik imidlertid 
frem mod storhed . Felix ville snart 
blive kammerjunker , og det er første etage 

til kammerherre ; så har man gnldnoglcn 
bag på . Peer , den altid lykkeligere , havde 
allerede for på , men usynligt , geniets 
guldnogle , som lukker op for alle jordens 
skatte , og hjerternes med . 
Xv . 
Det var endnu i vintertid ; kanebjælderne 
klang , skyen bar suecfnug ; men 
hvor en solstråle brød frem , forkyndte den 
forår . Det duftede og klang i det unge 
bryst , det lod i malende toner , der udfoldede 
sig i ørd : 
end ligger jorden i sneens svøb , 
lystigt på Sorn er skoitelob , 
træ-erne prange med rimfrost og krager , 
dien i morgen bestemt det bager ; 
solen bryder den tunge sky , 
båren rider sommer i by , 

pilen kaster de uldne vanter . 
Spil op , musikanter ! 
Alle småfugle ! stem i , stem i : 
„ Nu er vintertiden forbi ! “ 
O , hvilket Kys af den varme sol ! 
Kom , pluk skovmærk og martsviol : 
det er som skoven sit åndedræt holder , 
nu i en nat hvert blad sig udfolder , 
kukkeren synger , du den forstår , 
hør , du skal leve i mange år ! 
Verden er nng , vær ung med de unge , 
lad hjerte og tunge 
juble med båren , frejdig og fri : 
„ Aldrig er ungdomstiden forbi ! “ 
Aldrig er ungdomstiden forbi ! 
Jordlivet er et helt trylleri , 
solskin og stormvejr , glæde og smerte , 
der er en verden lagt i vort hjerte ; 
den svinder ci som et stjernesknd . 
Mennesket skabtes i billede af gud . 
Gud og naturen stå evige unge , 
vår , lær du os at punge , 
hver lille fugl stemmer med deri : 
„ Aldrig er ungdomstiden forbi ! “ 
Tv * 

„ Det er et heell tonemalcri ! “ sagde 
syngemesteren , „ og godt givet for Chor og 
orchester . Det er det bedste endnu af alle 
dine stemnings-stykker . Du må virkelig 
lære gencralbas , nagtet det ikke er din bestemmelse 
at blive componist ! “ 
Unge musikvenner bragte imidlertid snart 
sangen frem ved en større conkert , hvor 
den vakte opmærksomhed , men ikke forventninger . 
Vor unge vens bane var åbnet 
ham ; hans storhed og betydning lå ikke 
blot i stemmens sympathetiske klang , men 
i hans betydelige , dramatiske evne ; det havde 
han viist som Georg Brown og som 
hamlet . Hnn foretrak iøvrigt den egenlige 
opera for syngestykkct ; det var hans sunde 
og naturlige sands imod , denne gåen over 
fra sang til tale og atter til sang ; „ det 
er , “ sagde han , „ som om man fra marmortrappe 
kommer ud på trætrappe , ja lidt 

på hønsestige og så igen ud på marmor . 
Den hele digtning må gennemgående 
leve og ånde i tonerne . “ 
Fremtidsmusiken , som den nyere retning 
i operaen kaldes og for hvilken særlig 
Wagner er bannerfører , fik en forsvarer 
og beundrer i vor unge ven . Han fandt her 
charaktererne så klart tegnede , recitativerne 
så tankegivendc , den hele handling i dramatisk 
fremadskriden , uden stilleståen ved 
idelig tilbagevendende melodier . „ Det er dog 
en unatur med disse store indlagte arier ! “ 
„ Ja indlagte ! “ sagde syngemesteren , 
„ men hvor de som hos de fleste store mestre 
skyde frem , en mægtig del af det hele , 
skulle og må de være ! hører det lyriske 
hjemme noget sted , da er det i operaen ! “ 
Og han nævnede i „ Don Juan “ Don ottavios 
Arie : „ Tåre , hold op at rinde ! “ 
„ hvor er den lig en dejlig skovsø , ved hvis 

bred man hviler og fyldes helt af toneskovens 
strømninger . Jeg bøjer mig for 
dygtigheden i den nye musikalske retning , 
men jeg dandser ikke med dig om dens 
guldkalv ! det er heller ikke dit hjertes mening , 
du udtaler , eller også er den dig 
ikke selv klar . “ 
„ I en af Wagners operaer vil jeg 
optræde ! “ sagde vor unge ben , „ kan . jeg ikke 
i ord , så vil jeg ved sang og spil hævde 
mit hjertes mening ! “ 
Valget faldt på lohengrin , den unge , 
hemmelighedsfulde ridder , der i båden , 
trukken af svanen , glider op ad schcldefloden 
for at kæmpe for Elsa af bra baut . 
Hvo havde vel sunget eller givet , som han , 
modets første sang , hjcrtcstuntalcn i brudekammeret 
og afskedssangen , hvor den hellige 
grals hvide due omflagrcr den unge ridder , 
som kom , sejrede og — forsvandt . 

denne aften var , om muligt , endnu et 
skridt frem i konstncrisk storhed og betydning 
for vor unge ven , og for syngemesteren 
et skridt frem til erkendelse af fremtidsmusikcn . 
— 
„ Med betingelser ! “ sagde han . 
Xvi . 
På den årlige , store maleri-udstilling 
mødtes en dag Peer og Felix foran porfraitet 
af en ung , smuk dame , datter af 
enkebaronessen , som moderen almindelig 
kaldtes , hvis salon var samlingsstedet forben 
fornemme verden og enhver afbetydniug 
i konst og videnskab . Den unge baronesse 
var i sit sekstende år , et uskyldigt , dejligt barm . 
Billedet var ligt og konstncriskt gengivet . 
„ Træd ind i salen her tæt ved , “ sagde 

Felix , „ der står den unge dejlighed selv 
med sin moder . “ 
De stod hensunkne i beskuelsen af et 
charakteristisk billede ; det forestillede campagnen , 
hvor to unge ægtefolk kom ridende 
på en og samme hest , holdende hinanden 
fast . Hovedfiguren var imidlertid en ung 
munk , som betragtede de to lykkelige veifarende . 
Der lå et sørgende , drømmende 
udtryk i den unge mands ansigt , man 
læskte deri hans tanke , hans livshistorie : 
et forstilet mål , det lykkeligste tabt ! Mcnncskelykkcn 
i kærlighed havde han ikke grebet . 
Den ældre baronesse så Felix , som 
ærbødigt hilsede hende og den smnkke datter ; 
Peer viste samme almindelig høflighed . 
Enkebaronessen kendte ham straks fra scenen , 
og efter af have talt til Felix sagde hun 
nogle venlige , forbindtlige ord til ' Peer , 
idet hun trykkede hans hånd : 

„ Jeg og min datter hører til deres 
beundrere ! “ 
Hvor var den unge pige i dette øjeblik 
fuldendt smuk . Hun så med sine milde , 
klare øjne næsten i taknemmelighed på ham . 
„ Jeg seer i mit hus , “ sagde enkebaronessen , 
„ så mange af de mest betydende 
konsfnere ; vi almindelige mennesker trænge 
til en åndens luftning , de vil være hjertelig 
velkommen ! Vor unge diplomat , “ hun 
pegede på Felix , „ vil ledsage dem forske 
gang , senere håber jeg af de ved dem 
selv finder vejen ! “ 
Hun smilede til ham ; den unge pige 
rakte ham sin hånd , naturligt og hjerteligl , 
som havde de længe kendt hinanden . 
Sent på efteråret , en kold , sludfuld 
aften , kom de to unge mænd , de to fødte 
i den rige grosserers gård . Det var et 

vejr til at køre og ikke gå i , . før den 
rige mands søn og for scenens første 
sanger , alligevel , de gik , vel indpakkede , 
galosker på fødderne , bcdninhættc på 
hovedet . 
Som et helt feen var det at komme 
ilde fra den rå luft ind i den med luksus 
og smag indrettede bolig . I vestibulen , 
foran den med tæpper belagte . Trappe , 
prangede et flor af blomster mellem buske 
og viftepalmer ; et lille vandspring pladskedc 
i basinct , omgivet af høje callacr . 
Den store selskabssal var prægtigt oplyst 
og en stor del af selskabet allerede 
samlet . Der blev snart næsten trængsel ; man 
trådte på silkeslæb og kniplinger , omsuset 
af convcrsationens klingende mosaik , 
i sin helhed vistnok det unndst værdifulde 
af al den herlighed . 
Havde Peer været et forfængeligt menneske , 

det han ikke var , kunne han have 
indbildt sig at det var en fest for ham , så 
hjertelig var modtagelsen af husets frue 
og den livsstranlcnde datter . Unge og ældre 
damer , ja herrer med , sagde ham behageligheder . 
Der 
blev musiceret ; ku ung forfatter 
læste et velskrevet digt ; der blev sunget og 
den takt viist , af ingen anmodede vor unge , 
hyldede sanger om af fuldkommengøre det 
hele . Husets frue varden opmærksomste vertinde , 
åndfuld og hjertelig i den rige salon . 
Det var indtrædelsen i den store verden . 
Snart var vor nngc ven også her en af 
de udvalgte i den snevre familie-kreds . 
Syngemesteren rystede med hovedet og lo . 
„ Hvor du er ung , kære ben ! “ . sagde 
han , „ af det kan fornøje dig af komme til 
disse mennesker ! de kunne i og for sig være 
brave nok , men de overse os borgerlige . For 

nogle af dem er det alene en forfængelighcdssag , 
en morskab , og for andre et slags 
dannelses-skilt , af de yptage i deres kreds 
konstnere og øjeblikkets feterede ; disse høre 
til salonen som blomster til vandglasset , 
de pynte og kastes så hen ! “ 
„ Hvor bittert og ubilligt ! “ sagde Peer , 
„ De kender ikke disse mennesker og vil ikke 
kende dem ! “ 
„ Nej ! “ svarede syngemesteren . „ Jeg 
hører ikke hjemme mellem dem ! Du ikke 
heller ! og det huske og vide de alle sammen . 
De klappe og beskue dig , som man klapper 
og beskuer vcddelobshcstcn , der skal vinde en 
Sejer . Du hører til en anden race , end de . De 
skippe dig , når du ikke længer er i mode . 
Begriber du ikke det ? Du er ikke stolt 
nok ! — du er forfængelig , og det viser du 
ved at søge disse høitstillcde ! “ 
„ Hvor ganske anderledes ville de tale 

og dømme , “ sagde Peer , „ øm de kendte 
enkebaronessen og et par af mine nye 
venner der ! “ 
„ Jeg kommer ikke til at kende dem ! “ 
Sagde syngemesteren . 
„ Når skal forlovelsen declarercs ! “ 
Spurgte en dag Felix . „ Er det moder 
eller datter ? “ og han lo . „ Tag ikke datteren , - 
thi da får de hele den adelige ungdom 
imod dem ; også jeg bliver deres 
fjende og den blodigste ! “ 
„ Hvad mener de ? “ spurgte Peer . 
„ De er jo den begunstigede ! kan gå 
ud og ind til alle tider . De får penge 
med moderen og kommer ind i god familie ! “ 
„ Hold op med den spøg ! “ sagde Peer . 
„ Der er ikke noget . Morsomt i , hvad de der 
siger . “ 

„ Det skal heller ikke være morsomt ! “ 
Sagde Felix . „ Det er den høitidsfulde 
alvor ! for de vil da ikke lade hendes nåde 
sidde over og sørge , blive dobbelt enke ! “ — 
„ Lad baronessen være udenfor denne 
tale , “ sagde Peer , „ gør dem lystig over 
mig , men kun over mig alene , og jeg skal 
svare dem ! “ 
„ Ingen vil tro at det er et jnelinatious 
parti fra deres side ! “ vedblev Felix . 
„ Hnn er lidt udenfor skjønheds-linien ! 
— man lever ikke af ånd alene ! “ — 
„ Jeg havde tiltroet dem mere dan- . 
» elfe og forstand , “ sagde Peer , „ end at de 
således ville tale om en dame , de bør 
højagte og i hvis hus de kommer . Og 
jeg tåler det ikke længer ! “ 
„ Hvad vil de da gøre ! “ spurgte 
Felix , „ vil de slås ! “ 
„ Jeg ved , at de har lært det og jeg 

ikke , men jeg kan lære det ! “ og han forlod 
Felix . 
Et par dage efter mødtes igen de to 
husets børn , sonncn fra første sal og 
sønnen fra kvisten . Felix talte til Peer 
som om intet brud havde været imellem 
dem ; denne svarede høfligt , men kort . 
„ Hvad er nu det ! “ sagde Felix . „ Vi 
to vare lidt pirrelige sidst ; men dril må dertil , 
derfor er man ikke flabet ! jeg holder ikke 
af at bære til bunke , lad os glemme og 
tilgive ! “ 
„ Kan de tilgive dem selv den måde 
de talte om en dame , vi begge skylde 
højagtelse ? “ 
„ Jeg talte meget honnet ! “ sagde Felix ; 
„ i den fornemme verden kan man også 
tale med ragekniv , men det menes ikke 
så slemt ! det er saltet til „ Hverdagslivets 
matte fisk “ , som poeten kalder det . 

vi er alle lidt ondskabsfulde . De kan 
også nok dryppe en , min ven , give en 
lille uskyldighcds-dråbe , som svier ! “ 
Snart så man de to arm i arm . 
Felix vidste nok , at flere end en ung , smuk 
dame , der ellers gik forbi uden at se på 
ham , nu lagde mærke til ham , der gik med 
„ Idealet fra scenen “ . Lampelyset kaster 
altid et skjønheds-skær over tteatrets 
helt og elsker ; det lyser endnu om ham , 
når han viser sig på gaden ved dagslyset , 
men slukkes der som oftest . De fleste af 
scenens konstnere ligne svanen , man skal 
se den i dens element , ikke på brostenene , 
ikke på offentlig promenade . Der gives 
imidlertid undtagelser , og til disse hørte vor 
ungenen . Hans personlighed udenfor scenen 
forstyrrede aldrig det tankcbillcdc , man havde 
af ham som Georg Brown , hamlet og 
lohengrin . — det var disse digtningens 

og tonernes skikkelser , som mangt et ungt 
hjerte sammensmeltede med mennesket selv 
og løftede mod idealet . — han vidste at 
det var således og fandt også et slags 
behag deri ! han var lykkelig i sin konst 
og i de midler han besad til at øve den , 
dog kunne der komme en skygge over dette 
ungdomsglade ansigt , og fra claveret klang 
da melodien tik ordene : 
alt er forsvinden — forsvinden , 
ungdom , dit håb og din ben . 
Alt sarer hen som vinden 
og kommer aldrig igen ! 
„ Hvor vemodigt ! “ sagde enkebaronessen , 
„ De har lykken i dens fulde mål ! jeg ved 
ingen , der er lykkelig som de ! “ 
„ Kald ingen lykkelig før han er i sin 
grav , har jo den vise Solon sagt ! “ gentog 
han og smilede gennem alvor ; „ det er en 
uret , en forsyndelse , om jeg ikke var takil 


nemmelig glad l mit hjerte . Jeg er det ! 
Jeg er taknemmelig for det mig betroede , 
men dette selv vurderer jeg anderledes end 
andre . Det er et smukt fyrværkeri , der 
farer hen og skakkes ! den sceniske konstners 
værk er forsvindende . De evigt lysende stjerner 
kunne glemmes for øjeblikkets meteorer , 
men når disse slukkes er der intet blivende 
spor af dem uden de gamle optegnelser . 
En ny slægt kender ikke og kan ikke gøre 
sig forestilling om dem , der fra scenen henrev 
deres bedsteforældre ; ungdommen jubler 
måske ligeså lydeligt og inderligt for 
glandsen af messing som de gamle engang 
for glandsen af det ægte guld . Langt 
lykkeligere stillet , end den sceniske konstner , 
er digteren , billedhuggeren , maleren og 
componistcn . De kunne i levende live prøve 
trange kår , savne den fortjente erkendelse , 
medens bæræren af deres værker lever i 

overdåd og forgudelsens overmod ; lad 
mængden beundre den stærktfarvede sky og 
glemme solen , skyen fordunster , solen 
lyser og stråler for nye slægter . “ 
Han satte sig ved claveret og fantaserede 
så tankerigt , så mægtigt som aldrig før . 
„ Vidunderligt dejligt ! “ udbrød enkebaronessen . 
„ Det var som hørte jeg et 
helt livs historie ! De gav os hjertets højsang 
i toner ! “ 
„ Jeg tænkte derved på tusind og en nat , “ 
Sagde den unge pige , „ på lykkens lampe , 
på Aladdin ! “ og hun så med uskyldige , 
tårefyldte øjne frem for sig . 
„ Aladdin ! “ gentog han . ) 
denne aften var et vendepunkt i hans 
liv . Et nyt afsnit begyndte tilvisse . 
Hvad foregik der med ham i dette hensusende 
år ? Hans friske farve forlod kin11 « 


dernc , øjnene strålede langt klarere end før . 
Søvnløse nætter levede han , men ikke i 
ville orgier , i sværm og svir , som så 
mangen stor konstner ; han var bleven mindre 
talende , men mere glad . 
„ Hvad er det , som fylder dig så ? “ 
Sagde hans ven , syngemesteren , „ Du betroer 
mig ikke alt ! “ 
„ Jeg tænker på hvor lykkelig jeg er ! “ 
Svarede han — „ jeg tænker på den fattige 
dreng ! jeg tænker på — Aladdin ! “ 
Xvii . 
Efter de fordringer , det fattigtfodtc barn 
tidt længe beholder , førte Peer nu et velstående , 
behageligt liv ; hun var så velhavende , 
at han , som Felix engang sagde , 
nok kunne slå et ordcnligt skrald for sine 
venner . Han tænkte derpå , tænkte på 

de tø tidligste nf vennerne , moder og farmor 
; dem og sig selv beredte han en 
festdag . 
Det var dejligt forårsvcir , de to 
gamle skulle køre med ham udenfor byen og 
se et lille landsted , syngemesteren fornyligt 
havde købt . Idet han ville sætte sig i vognen 
kom en madame , fattigt klædt , i alder mod de 
tredive år ; hun havde en promemoria , 
anbefalende påtegnet af madame Hof . 
„ Kender de mig ikke ! “ sagde madamen . 
„ Lille lokkehoved , kaldte man mig ! 
Lokkerne er borte , der er så meget , der er 
borte , men der er endnu gode mennesker ! 
Vi to have virket sammen i balletten . De 
er bleven bedre stillet , end jeg , de er bleven en 
mægtig Aland ! jeg er nu stilt fra to mænd 
og ikke længer ved tteatret ! “ 
Hendes promomoriu lød om , af komme 
i besiddelse af en symaskine . 

„ I hvilken ballet have vi to virket 
sammen , “ spurgte Peer . 
„ I tyrannen i padna , “ svarede 
hun , „ der vare vi pager begge to , i blåt 
floicbog Barret ; husker de ikke lille malle 
Knallerup ! jeg gik lige bag efter dem i 
optaget ! “ 
„ Og trådte mig op af smalbenene ! “ 
Sagde Peer leende . 
„ Gjorde jeg ? “ sagde hun , „ så har jeg 
taget for lange skridt . De er dog gået 
langt raskere frem ! De har forstået at bruge 
benene i hovedet ! “ og hun så med sit 
bedrøvelige ansigt coquct smigrende på ham , 
bevidst at have sagt en åndrig compliment . 
Peer var rundhåndct : hun skulle have symaskinen , 
lovede han . Lille malle havde jo 
også været en af dem , der særligt sparkede 
ham bort fra ballctvcicn , ind på en heldigere 
bane . 

snart holdt han udenfor grossererens 
gård og steg op til moder og farmor ; 
de vare i deres bedste klæder og havde tilfældigvis 
besøg af madame Hof , som straks 
blev indbudt til at køre med , hvorfor hun 
havde en svær kamp med sig selv , der endte 
med , at hun sendte hr . Hos en løbeseddel , 
som meldte , at hun havde modtaget indbydelsen . 
„ Alle 
de fine hilsener , Peer får ! “ 
Sagde hun . 
„ Hvor man kører herskabeligt ! “ sagde 
moder , „ og i en dejlig , magelig vogn ! “ 
Sagde farmor . 
Nær byen , tæt op til den kongelige 
park , lå et lille , venligt hus , omgivet af 
vinløv og roser , nøddebuske og frugttræer . 
Her holdt vognen , her var landstedet . De 
bleve modtagne af en gammel pige , god bekendt 

af møder og farmor ; lidt havde hun 
hjulpet dem ved basfning og strygning . 
Haven blev set , huset blev set . . Ja 
herinde var især en yndig ting , et lille 
glashus med dejlige blomster ; det stod i 
forbindelse med dagligstuen . Døren kunne 
man skyde til side lige ind i muren . „ Det 
er ligesom en coulisse ! “ sagde madame Hof . 
„ Den går med håndkraft , og så sidder 
man her ligesom i et fuglebur , belagt med 
fuglegræs . Det kaldes en vinterhave ! “ 
Soveværelset var ligeså yndigt , på sin 
måde . Lange , tætte Gardiner om vinduerne , 
blødt gulvtæppe og to lænestole , så magelige , 
dem måtte bror og farmor prøve . 
„ Man bliver ganske doven ved at sidde 
i den ! “ sagde moder . 
„ Man mister sin tyngde ! “ sagde madame 
Hof . „ Ja her kunne i to musik-mennesker 
svømme i magelighed ovenpå thcatcr-anstrcngelserne . 

dem har jeg også kendt ! 
Ja tænk , jeg kan endnu drømme om at jeg 
gør battements , og Hof gør battements 
ved siden af mig ! er det ikke yndigt : „ „ to 
sjæle og en tanke ! “ “ — 
„ Her er friskere luft og mere plads , 
end i de to små Stuer oppe på kvisten ! “ 
Sagde Peer med strålende øjne . 
„ Det er her ! “ sagde moder . „ Dog 
der hjemme er også godt ! der har jeg født 
dig , min søde dreng , og levet med din 
fader ! “ 
„ Her er bedre ! “ sagde farmor . „ Her 
er det en hel herskabs-leilighed ! jeg mider 
dig og det mageløse menneske , syngemesteren , 
dette fredens hjem . “ 
„ Og jeg under dig det , farmor ! og 
dig , kære , velsignede moder ! I to skulle 
altid bo her og ikke , som inde i byen , gå så 
mange trapper op , og have det så snevert og 

så småt ! I skulle have en hjelpsom hånd 
herude og se mig så lidt som før i byen . 
Ere i glade derved ! er i tilfredse ! “ 
„ Hvad er dog nu alt det , drengen 
står der og siger ! “ sagde moder . 
„ Huset , haven , det hele er dit , moder , 
dit , farmor ! det har jeg stræbt efter at 
kunne skaffe eder ; min ven , syngemesteren , 
har troligt hjulpet mig med at få det i stand . “ 
„ Hvad er dog alt det , du siger , barn ! “ 
Udbrød moderen . „ Du vil forære os et herresæde 
! Du søde dreng , ja , du gjorde det 
gerne om du kunne ! “ 
„ Det er alvor ! “ sagde han , „ Huset er 
dit og farmors ! “ Han kyssede dem begge , 
de brast i gråd , madame Hof ikke mindre . 
„ Det er det lykkeligste øjeblik i mit liv ! “ 
Udbrød Peer , og omfavnede dem alle tre . 
Nu måtte de se alt om igen , det 
var jo deres eget . For hylden til fem , 

seks urtepotter ud på taget , havde de nu 
det lille nydelige glashus ; for madskabet 
var her et luftigt spisekammer , og køkkenet 
selv var en hel lille varmestue . Skorstenen 
havde ovn og kogeindretninger ; den så ud 
som et stort , blankt strygejern , sagde moder . 
„ Nu have i da også fået en kakkelovnskrog 
ligesom jeg ! “ sagde madame Hof . 
„ Her er kongeligt ! I have opnået alt , 
hvad mennesker kunne opnå på denne 
jord , og du også , min egen , feterede ven ! 
„ Ikke alt ! “ sagde Peer . 
„ Den lille kone kommer nok ! “ sagde 
madame Hof . „ Jeg har hende allerede til 
dig ! jeg har hende på følelsen ! men jeg 
skal nok holde mund ! Du mageløse menneske ! 
Er det ikke ligesom en ballet , det 
hele ! “ hun lo med tårer i øjnene , det 
gjorde også moder og farmor . 

Xviii . 
Skrive tekst og musik til en opera , 
og selv være bæreren før den på scenen . 
Var et mål så størt og lyksaligt . Et 
talent havde vor unge ben fælles med 
Wagner , det at kunne selv bygge den dramatiske 
digtning , men havde han vel fylde 
af musikalsk stemning , som denne , til at 
skabe et toncværk af betydning ? 
Mod og mismod vekslede . Han kunne 
ikke slippe denne sin „ stadige tanke “ . For 
år og dag siden lyste den frem som et 
fantasibillcde ; nu var den en mulighed , 
et livsmål . Mangen fri fantaseren på 
claveret var bleven hilset som en trækfugl 
fra denne mulighedens kyst . De små romancer , 
den charakteristisk ! : forårssang , bcbuded 
tonernes endnu ikke opdukkcdc land ; 
enkebaronessen så deri forkyndelsens tegn , 

som Columbus så det i de friske grene , 
havstrømningerne bare * før han endnu så 
landet selv i horizonten . 
Landet var der ! Lykkens barn skulle 
nå derhen . Et henkastet ord blev tankefrøct ; 
hun , den unge , smukke , uskyldige pige 
udtalte ordet : Aladdin . 
Et lykkebarn som Aladdin var vor 
unge ven ! det lyste ind i ham . Med 
forftåen og lyst læske og gjcnlæste han den 
smukke østerlandske digtning ; snart tog den 
dramatisk form , scene før scene voxte frem 
i ord og musik , og alt som de voxte blev 
de musikalske tanker rigere ; ved digtningens 
slulning var det som toncbrønden nu først 
var boret og hele det rige , friske væld strømmede 
frem ; på ny gjennemcomponerede han 
sit arbejde , og i kraftigere skikkelse løftede 
sig da efter måneder operaen : Aladdin . 
Ingen vidste om dette værk , ingen havde 

hørt så meget som nogle tactcr deraf , ikke 
engang den mest deltagende af alle vennerne , 
syngemesteren . Ingen i tteatret , 
når om aftenen den ringe sanger ved 
stemmen og sit fortræffelige spil henrev 
publikum , faldt det ind , at den unge mand , 
som således sås leve og ånde i sin rolle , 
levede endnu inderligere , ja fortabte sig nogle 
timer efter i et mægtigt værk af tonerne , 
der strømmede ud fra hans egen sjæl . 
Syngemesteren havde ikke hørt en takt 
af operaen „ Aladdin “ , før den fuldført i 
noder og tekst blev lagt på hans bord til 
gennemlæsning . Hvilken dom ville blive 
fældet ; tilvisse en streng , retfærdig . Den 
unge componist svævede mellem den bedste 
forhåbning og tanken om at det hele også 
kunne være en selvskuffelse . 
To dage gik , der blev ikke vekslet et 
ord om dennc vigtige sag . Endelig stod 

syngemesteren for ham med partituret i 
hånden , det han nu kendte . Der var en egen 
alvor udbredt over hans ansigt , hvorledes 
var den at tyde . 
„ Det havde jeg ikke ventet ! “ sagde han . 
„ Det havde jeg ikke tiltroet dig . Ja , jeg 
har endnu ikke nogen klar dom , jeg tør udtale . 
Der er hist og her fejl i instrumentationen , 
— fejl , som lade sig rette . Der 
ere enkelte ting dristige og nye , man må 
høre disse under de berettigede betingelser ! 
Som der hos Wagner er påvirkning af 
Carl Maria Weber , fornemmes hos 
dig beåndelse af haydn . Det nye i 
hvad du har givet , står mig endnu noget 
fjernt , du selv står mig for nær , så af 
jeg ikke er den rette dommer . Jeg vil heller 
ikke dømme ; omfavne dig vil jeg ! “ udbrød 
han med fremsprudlende glæde . „ Hvor 

har du kunnet magte dette ! “ og han trykkede 
ham i sine arme . „ Lykkelige menneske ! “ 
Der gik snart en mumlen gennem 
byen , gennem aviser og „ løs snak “ , om 
den nye opera afscenens unge , fejrede sanger . 
„ Det er dårlig skrædder , som ikke af 
affaldet fra skrædder-bordet skulle kunne 
lappe en barnctrøie sammen ! “ sagde en 
og anden . 
„ Skrive tekst , komponere den og selv 
synge den ud ! “ blev også sagt , „ det er 
geni på tre etager ! men han er jo født 
endnu højere — på kvisten ! “ 
„ De er to om det , han og syngemesteren ! “ 
Sagde de . „ Nu slår alarmtrommcn 
af compagniet for indbyrdes beundring . “ 
Operaen kom til indstudering . De 
medvirkende ville ikke udtale nogen mening 
: „ Man skal ikke sige , af dommen er 
udgået fra tteatret ! “ sagde de , og næsten 

alle satte et alvorligt ansigt op , der ikke 
strålede nogen forhåbning . 
„ Der er mange horn i det stykke ! “ 
Sagde en ung hornist , der selv komponerede . 
„ Bare han ikke løber sig et horn i livet ! “ 
„ Det er genialt , glimrende , fuldt af 
Melodie og charakteer ! “ ja det blev der også 
sagt . 
„ I morgen ved denne tid er da skafottet 
rejst ! “ sagde Peer . „ Dommen er 
måske allerede nu fældet ! “ 
„ Nogle sige , at det er et mesterværk ! “ sagde 
syngemesteren , „ Andre , at det er et makværk ! “ 
„ Og 
hvor ligger sandheden ? “ 
„ Sandheden ! “ sagde syngemesteren , „ ja 
sig mig den ! se stjernen deroppe ! sig mig , 
hvor er der nøjagtigt dens plads . Luk dit 
ene øje ! Du seer den ? Betragt den nu 
med dit andet øje alene ! Stjernen har flyttet 

sig , har antaget en anden plads . Hvert øje 
hos det samme menneske seer så forskelligt , 
hvor forskelligt må da den store menneskemængde 
se ! “ 
„ Ske hvad der må ! “ sagde vor unge 
ven , „ jeg må vide min plads i verden , 
kende , hvad jeg kan og må udrette , elleropgive . “ 
Aftenen 
kom , afgørelsens aften . 
En feteret konstner skulle løftes højere 
eller ydmyges i sin gigantiske , forfængelige 
stræben : knald eller fald ! Det var en 
hel stads begivenhed . Folk stod natten 
over på gaden foran billct-contorct , for at 
erholde plads . Hnset var propfuldt , 
damerne kom med store bouquetter , skulle 
disse bæres hjem igen eller falde for den 
seirendes fødder ? 
Enkebaronessen og den unge , smukke 
datter sad i logen over orchesfret . Der 

var i publikum ct røre , en mumlen , en 
bevægelighed , der med et forstummede , idet 
capelmesteren indtog sin plads og ouverturen 
begyndte . 
Hvo husker ikke hen felts musikstykke : 
» si l ' oisøuu j ' ^tuis » , der giver ligesom et 
jublende fugleqviddcr ; her var noget beslægtet : 
jublende , legende børn , glade barnerøster , 
mund i mund ; gjøgcn kukkede med 
til dem , droslen slog . Det var det uskyldige 
barnesinds leg og jublen , aladdinssindet ; 
da rullede ind deri et tordenvejr , 
noureddin øvede sin magt ; et dræbende 
lyn slog ned , sprængte fjeldet ; bløde , 
lokkende toner lød , en klang fra tryllegrottcn , 
hvor lampen lyste i den forstenede 
hule , omsuset af mægtige ånders vingeslag . 
Nn klang i valdhorn-toner en psalmesang , 
så mild og blød , som kom den fra barnemund ; 
et enkelt horn hørtes , og akteret , flere 
tl * 

og flere smeltede ind i somme toner , og løftede 
sig derpå i en fylde og krast som var det 
dommcdags-basunen . Lampen var i Aladdins 
hånd ! og der svulmede et hav 
af Melodie og storhed , som åndernes behersker 
og tonernes mester mægter det . 
Forhænget rullede op i en bifaldsjubel , 
der lød som fanfare under capclmestcrcns 
tactstav . En oplobct , dejlig dræng 
legede , så stor og dog så uskyldig , Aladdin 
sprang mellem de andre drenge . Farmor 
ville straks have sagt : „ ja det er Peer , 
som han legede og sprang mellem kakkelovnen 
og dragkisten hjemme på kvisten ; han er 
i sindet ikke bleven et år ældre ! “ 
Hvor sang han med en tro , en inderlighed 
bønnen , den , nonreddin bød ham 
bede , før han steg ned i klippegraven for at 
hente lampen . Var det den ræent fromme 
Melodie , eller den uskyld , hvormed den blev 

sunget , som rev alle tilhørere med sig ? 
Jubelen var ustandselig . 
Det ville have været at profanere indtrykket , 
dersom denne sang var bleven gentaget ; 
man forlangte det , næn erholdt det ikke . 
Tæppet faldt , første akt var endt . 
Al kritik var forstummet , man var opfyldt 
af glæde , stemt til kun at nyde i 
taknemmelighed . 
Et par acchorder lød fra orchestret , 
tæppet rullede op . Tonestrømningcr , som fra 
glncks „ Armida “ og Mozarts „ Tryllefløjten “ , 
greb og fyldte enhver , idet scenen 
atter åbnedes , hvor Aladdin stod i den 
vidunderlige have . En blød , dæmpet musik 
klang fra blomster og stene , fra kilder og 
dtfbe kløfter , forskellige melodier smeltende 
sammen i en stor harmoni . En lnftning 
af åndernes hcnsusen klang i chorsang ; 
det var som lød den fjern og nu nær , 

svulmende i kraft og igen forsvindende . 
Båren af denne samklang lastede sig 
Aladdins sang-monolog ; tilvisse hvad 
man kalder en stor Arie , men således i charakleer 
og situation at den blev en nødvendig 
dramatisk del as det hele . Den 
klangfulde , sympathetiske stemme , disse inderlige 
hjertets toner gjennemildncde alle og 
henrev til en begejstring , der ikke kunne stige 
højere , da han greb lykkens lampe ombrusct 
af åndernes sang . 
Bouquetter regnede ncd fra alle sider , 
et tæppe af levende blomster bredte sig for 
hans fod . 
Hvilket livs-øieblik for den unge 
konstner , det højeste , det største ! et mægtigere 
kunne ingensinde forundes ham , følte han . En 
laurbærkrands berørte hans bryst , og faldt 
ned foran ham ; han havde set fra hvilken 
hånd den kom . Han så den unge pige 

i logen nærmest scenen , den unge baronesse , 
oprejst som en skjønheds-genius højt 
jublende ved hans triumf . 
Der gik en ild igennem ham , hans 
hjerte svnlmede , som aldrig før , han bøjede 
sig , tog krandsen , hævede den mod sit hjerte 
og sank i samme sekund tilbage . — besvimet ? 
Død ? — hvad var det ? — — 
tæppet rullede ned . 
* 
„ Død ! “ genlød det . Død i seiersglædcn , 
som sophokles ved de olympiske 
lege , som Thorvaldsen i tteatret , under 
bccthowens symfoni . En åre i hjertet 
var bristet , og som ved et lynslag var endt hans 
dage her , endt uden smerte , endt i jordisk 
jubel , i kaldet af sin jordiske mission . Den 
lykkelige frem for millioner !