„ Venter man et jordskælv beder , siden alle mennesker 
forlade byen ? « 
Stærkest går strømmen ud af Vesterport , eller 
det sted , hvor Vesterport bar slået , ud ad Vesterbro 
og Frederiksberg alle , både tilfods , tilhest , tilvogns 
og — på velocipede . 
Alle drage ud af byen for al more sig . Alle 
drage ti ! Frederiksberg , hvor glædesguden bar opslået 
sit tempel . 
Et af de mest besøgte steder på Frederiksberg 
er alleenberg , hvis store , smukke have og mange indretninger 
ti ! Forlystelse og adspredelse , trækker en 
mængde besøgende derud . 
Det publikum , som besøger alleenberg , kan deles 
i tre klasser : første klasse , dem , som indskrænke sig 
fil al vandre op og ned i den lange gang , som går 
ivers igennem etablisementet og som af og fil søge 
tilflugt i ci af de lysthuse , som vende ud fil Alleen . 
Individerne i denne klasse , består for det meste af 
agtværdige familicfædre som med kone og børn gå 
ud for af nyde den friske lust og en solid boeuf eller 
en sparsommelig kop theevand ude i del Arie . Tisse 
folk holde altid af ak tage plaks i lysthusene ved 
Alleen , for al have uhindret lejlighed både ril af se 
og fil af blive set . 
Anden klasse er de folk , som for det meste opholde 
sig i nærheden af karousselbanen . Det -r 
unge mennesker , som holde af al få sig en Dands 

— om søndagen mest soldater og tjenestepiger og 
de søgne dage håndværkssvende , sypiger og — 
når mørket er faldet på — tillige kræmmersvende 
og andre lignende størrelser . 
Tredie klasse endelig er folk , som først komme 
sent og som holde mest af af opholde sig i de bageste 
gange og i de lysthuse , som stod op til disse . Det 
er folk af alle mulige livsstillinger , folk som have 
mønt på lommen , og som holder af af nyde livet , 
men som ikke ønsker af gøre det alt for åbenlyst . 
Dej er med folk af denne klasse vi især ville 
beskæftige os , det er nemlig de interessanteste . 
En smuk sommeraften , netop som tusmørket er 
faldet på , sidder i et af de bageste lysthuse på 
alleenberg et ungt par , bestående af en herre og 
en dame . 
Herren er meget stor påklædt , aldeles efter den 
sidste modejournal , men dog med en temmelig påfaldende 
mangel på smag . Hele hans påklædning 
tyder i grunden kun på , af det har været hans agt 
af vise hele verden , hvor meget han har haft råd 
til af anvende på sin dragt . 
Han er ung , men han er i grunden ikke smuk . 
Udtrykket i hans ansigt er hovmodigt , med et anstrøg 
af dumhed og forloren fornemhed . 
Han har engelske bakkenbarter — eller , som det 
også kaldes , skæg a ls ootolette , og , hans øjne 
ere blå , men af et temmeligt mat udseende , og 

hvis han tøg sin elegante hat af , så ville man se 
at hans hår var meget tyndt . 
Han sidder i en ivrig samtale med en ung dame , 
ber vel kan være en sytten eller alten år gammel , 
og som er særdeles elegant påklædt , og hvis dragt , 
i modsætning til hans , røber en hel del smag . 
Disse to sidde i en meget dyb samtale , der 
åbenbart er meget interessant ; thi den lægger udelukkende 
beslag på begges opmærksomhed . 
Pludseligt hæver Herren hovedet og kalder på 
en forbigående opvarter . 
, , 2o glas Sherry og nogle kager ! “ råber han . 
Opvarteren nikker og iler afsled . 
Lidt efter kommer han tilbage med det forlangte 
på en bakke . Netop som han når lysthuset komme 
to herrer fra den anden side . Den ene af disse , 
gør ved at få øje på de i lysthuse siddende , en 
førbauset bevægelse ligesom om han ville styrte ind i 
lysthuset . 
Denne bevægelse var så voldsom , af hans ven , 
som han holdt under armen , ligeledes blev nødt til 
al gøre en svingning , hvorved han kom til af støde 
til opvarteren , der herved mistede ligevægten og tabte 
bakken med sherryen og kagerne ned over damens 
kjole . 
» Gudbevares , så se dem dog for ! “ råbte den 
unge herre i lysthuset og opvarteren på en gang , 
medens den unge dame udstøder et lille skrig . 

manden , der havde forårsaget ulvkken , bliver 
flau , tager til hatten , beder tusinde gange om forladelse , 
griber i lommen , giver opvarteren en specie 
og går sin vej , fulgt af sin ven . 
» Jeg kan ikke begribe , hvorledes dette kunne gå 
iii , og du kunne bære dig så kejtet ad , “ siger nu 
vennen , en mand på ck halvlhundrede år og af 
et fedt , velnæret udseende . 
„ O , jeg er rasende , komplet rasende ! “ siger 
ulvkkesstifceren idet ban forstærker sine skridt . 
» Hvad er det du siger , kvist ? » spørger nu 
vennen , idet ban tager lange skridt for af følge med . 
„ Er du rasende ? “ 
„ Ja , bang , jeg er komplet rasende ? “ svarer 
kvist med en mine , der næsten er tragisk . 
„ Men hvad er der da i vejen ? “ 
„ Lumslhed , underfundighed og nederdrægtighed 
er der i vejen . O bang , det er et sandt ord at 
man aldrig må stole på fruentimmerne . De er 
falske som skum på havet . “ 
„ Der begynder at gå et lys op for mig , “ 
Sagde nu bang , småleende over sin vens ivrighed . 
„ Du blev forundret over at se den unge dame i 
lysthuset sammen med den unge herre . Du kender 
hende , hvis kjole du var så uheldig at ødelægge . “ 
» Ja netop . Så du hende ? “ 
„ Ja . “ 
„ Hvad syntes du om hende “ 

„ Åh , rer godt . Hun har et ganske ner ansigt . “ 
» Ja , “ siger kvist sukkende , „ og skulle man rroe 
at et sådant ansigt kunne skjule den sorteste falskhed ? “ 
„ Har hun da været salsf mod dig ? “ 
„ Om hun har ? O , hun er en slange . Hun 
driver sin falskhed så vidt , al hun endog lod som om 
hun ikke kendte mig , og jeg har dog forærer hende 
den kjole hun har på , “ 
„ Har du ? “ 
„ Ja jeg . Nu skal du høre , hvorledes hele historien 
hænger sammen , og dom så selv om jeg ikke 
har ret til at være gal i hovedet . Hun og hendes 
tante boede sammen på en kvist ude i mit hus i 
Borgergade . For rre måneder siden døde tanten — 
som jeg forresten aldrig tror har været hendes tante 
— og så blev der stor Jammer og elendighed . 
Begge fruentimmerne havde ernære ' , sig ved syning , 
men nu skulle tanten begraves , og så kunne den 
unge ikke betale huusleien , hun kom derfor op : i ! 
Mig og bad om henstand . — “ 
„ Som du naturligvis gav hende ? “ 
„ Jeg var dum nok til at lade mig røre af hendes 
bedrøvede ansigt og smukke ord . Ja , hvad mere 
var , da hun desuden udtalte sin sorg over ar hun 
ikke engang havde råd til at købe sig en anstændig 
sørgckjøle , så var jeg endvidere dum nok til dagen 
efter ak forærs hende den kjole hun nu har på . « 

„ Nå , og så ? « spørger bang . 
„ Og så ? — ja så har du jo selv set resten , “ 
Sagde kvist ærgerligt . „ Til tak for al min 
opmærksomhed så render hun nu omkring med denne 
kræmmersvend eller hvad han nu er før en dagdriver . 
„ Hvad er det du siger ? “ sagde bang leende , 
» Du får mig til at lænke på noget . “ 
„ Og hvad er det ? “ spurgte kvist . 
„ Al det nok i grunden ikke er så ganske af den 
bare medlidenhed at du har foræret den omtalte lille 
svpige den sorte silkekjole . “ 
„ Det kan du da før satan nok begribe , “ sagde 
kvist , der blev mere og mere ærgerlig . „ Når pakkeren 
plejer folk i vor alder at forære unge piger 
silkekjoler , uden at de mener at få en eller anden 
lille villighed til gengæld ? — men pas du kun 
på , det skal ikke gå således hen , jeg skal nok få 
fingre både i hende og hendes springfyr og lære 
dem begge to , at jeg ikke er den mand , der således 
lader sig spille på næsen . “ 
„ Hvad vil du da gøre ? “ 
» Hvad jeg vil gøre ? Det var da også et 
spørgsmål , der er jo en mængde ting at gøre . “ 
„ Som før ercmpel ? “ 
„ Åh , jeg gider ikke gøre dig regnslab før det 
nu i dette øjeblik , “ sagde kvist , „ og det behøves 

helle : ikke , du må jo ligeså godt som jeg kunne 
indse , hvad der er at gøre under sådanne omstændigheder . “ 
Sagen var den , at skønt den gode hr . Kvist 
påstod at der var en mængde ting at gøre i det 
foreliggende tilfælde , så stod det dog aldeles ikke 
klart for ham , hvad der egentlig skulle foretages . 
„ Man kan for erempel lade den fugl flyve , “ 
Mente bang . 
„ Flyve ? Nej min ven , så kender du mig ikke 
rigtig . Tror du at jeg således kaster mine silkekjoler 
i rendestenen ? Nej , nej , jeg skal nok snakke et 
alvorligt ord med dem begge , det kan du være vis 
på . “ 

andet kapitel . 
Det unge par . 
Vi ville nu lade de to halvgamle herrer fortsætte 
deres passiar og vende os til den unge herre 
og dame , hvis kjole blev spoleret af den spildte 
Sherry og cremen af kagerne . 
Efterat damen havde udstødt det omtalte lille 
skrig , trak hun sit lommetørklæde frem , for at borttørre 
det spildte , medens Herren søgte at hjælpe 
hende så godt som det var ham muligt . 
Damen så højest ulykkelig ud , og sagde klynkende 
: 
o gud , min dejlige silkekjole ! Dlsse pletter 
gå aldrig af mere , del er jeg vis på . “ 
„ Det skal de ikke bryde dem om , “ siger Herren 
raed en storartet mine . „ Kom de op i morgen i 
boutikken , hvor jeg står , og udsøg dem tøj til en 
ny . “ 

. Det har jeg ikke råd til , “ siger damen sagte . 
„ De kan jo nok tænke at en pige som jeg ikke har 
råd til at købe en ny silkekjole hver dag . “ 
„ Betalingen skal de ikke bryde dem om , jeg 
går i caution for dem , “ sagde Herren i en endnu 
mere storartet tone . 
Aftenen faldt nu stærkt på , og del begyndte at 
mørknes . Sherryen er drukket , kagerne fortærte og 
damen rejser sig nu op , idet hun siger : 
„ Nu skal le have tak for i dag , hr . Petersen , 
nu må jeg gå hjem igen , det bliver ellers alt for 
sent . “ 
. O , det er alt for tidligt at gå hjem , “ mente 
hr . Petersen , men damen er ubøjelig , hun rejser sig 
op , og træder ud af lysthuset . 
Hr . Petersen følger hende , men hun vil på ingen 
måde modtage hans følgeslab . Hun hav samtykket 
i at møde ham herude , og hjulpet ham med at drikke 
Sherry og spise kager , men mere må han ikke forlange 
af hende . Han må på ingen måde følge 
hende hjem , da det kun ville give anledning til folkesnak . 
„ Men de kommer da op i boutikken i morgen ? » 
Siger hr . Petersen smægtende . 
„ Jeg skal se om jeg kan få tid , “ svarer hun 
hvorpå hun , idet hun seer sig om , pludseligt udbryder : 

„ Ah , se der er mine veninder , som have lovet at 
træffe mig herude . “ 
Med disse ord nejede hun skjelmsk for hr . Pe » 
Tersen og hoppede hen til et par yngre damer , som 
gik lidt længere henne i gangen . 
De kendte hende øjensynligt godt , thi de mod . 
Toge hende meget hjerteligt , som det syntes med spøg 
og latter , hvorefter be begave sig bort alle tre . 
Hr . Petersen stod og så efter dem . Dette var 
flet ikke efter hans beregning . Han havde ikke tænkt 
sig muligheden af at den unge pige således skulle 
flippe fra ham . * 
han havde forestillet sig en behagelig spadseretour 
i det smukke aftenveier , en interessant hjemiour , 
jo , nu stod han der . 
„ Hun er lidt snærpet^ den lille , “ mumlede han 
ved sig selv , „ men det går vel nok over igen . I 
morgen kommer hun jø op i boutiken , så kunne 
vi jø altid tales nærmere ved . “ 
Dette var altid en trøst , men det var dog ærgerligt 
at han , som havde indrettet sig på at tilbringe 
aftenen i behageligt selskab , nu udelukkende er henviik 
til sin egen behagelige underholdning . 
Han drev et par gange op og ned i haven , 
for om muligt at støde på et eller andet eventyr , 

men det lod til som om skæbnen i enhver henseende 
var ham imod denne aften . Han stødte ikke på 
noget som kunne interessere eller more ham og han 
kedede sig desårsag grundigt . 
. Det er også som det er forheret , “ mumlede han 
ved sig selv , „ man kan ikke træffe en eneste bekendt 
hverken af han- eller hunkønnet herude i asken . 
Jeg vil drive lidt ind i pavillonen . 
Som sagt , så gjort , kom han ind i pavillonen , 
hvor han satte sig på en stol tæt ved sangcrmbunen 
og gav sig til gennem sin lognel at betragte 
„ Kunstnerinderne “ deroppe . * 
der var forresten ikke stor stads ved dem . Der 
sad en fire affalmede skønheder i temmeligt nedringede 
kjoler , medens en femte netop stod og sang 
noget , som skulle være en Arie af „ Figaros bryllup “ . 
Disse fem damer syntes imidlertid ak kende hr . 
Petersen godt . De nikkede alle sammen til ham , da 
han tog plads , og så på ham med fornøjede miner , 
naturligvis før at indbilde ham at de vare overmåde 
glade ved at se ham . 
Disse bedårende blikke undlod heller ikke at 
gøre virkning . Hr . Petersen så tilfreds ud over 
den hylding man viste ham , og før at gjengjælde 

damernes opmærksomhed , slog han med sin stok i 
gulvet , hvorpå opvarteren kom springende . 
„ Portviinstoddy til damerne , “ sagde Petersen 
med samme mine som en general ville give ordre 
til at armeen skulle rykke i ilden . 
Opvarteren bukkede og forsvandt . Lidt efter kom 
han tilbage med toddyen . Damerne tog den , drak 
og klinkede med hr . Petersen , hvis humeur nu svntes 
at blive noget bedre . 
Hr . Petersen havde ikke siddet længe på sin 
plads , før der atter kom nogle flere unge mennesker 
ind i pavillonen , som allerede i forvejen var temmelig 
opfyldt med besøgende . 
Disse unge mennesker fik straks øje på Petersen , 
og ved hjælp af nogle drikkepenge til opvarteren , 
lykkedes del dem at få plads ved samme 
bord som ham . 
„ Så du er kommet her , Petersen , “ sagde et 
af de unge mennesker , hvis navn var Hansen , der 
ligesom Petersen og alle de andre også var kræmmersvend . 
„ Det . havde vi rigtignok ikke ventet . “ 
„ Ikke ? Og hvorfor det ? “ 
„ Ih , fordi du før var så behageligt beskæftiget . 
Vi havde ikke troet at du således ville have forladt 
din dame . “ 
. Så i hende ? “ spurgte Petersen . 

„ Ja , vi så dig sidde med hende i lysthuset , “ 
Svarede Hansen . „ Hvem var hun ? -- 
, hvem hun var ? “ spurgte Petersen . 
. Ja . “ 
. Det siger jeg ikke , “ sagde Petersen , idet han 
påtog sig et vist hemmelighedsfuldt væsen . 
„ Hvad for noget ? “ råbte de andre , „ har du 
hemmeligheder for dine kammerater ? Fy , det er ikke 
smukt . “ 
„ Omstændighederne kan gøre det nødvendigt , at 
man bliver hemmelighedsfuld . “ 
„ Ja , især når man er bange for at blive stukket 
ud ! “ råbte Hansen . 
„ Hahaha ! “ svarede Petersen og så ned ad sig 
selv med et højst selvtilfreds blik , „ ligesom jeg behøvede 
al være bange for sligt . « 
„ Nu , hvorfor er du da så hemmelighedsfuld ! « 
Spurgte Hansen , der ligesom de andre blev meget 
nysgerrige ved denne Petersens usædvanlige adfærd . 
„ Du er da vel ikke bange for at sådan en lille 
sypiges gode navn og rygte skal tage skade . “ 
„ Men , hvis hun nu ikke var sypige , så kunne 
dej jo dog let være at hendes rygte kunne tage skade , « 
Sagde Petersen , endnu mere hemmelighedsfuldt og storartet 
end tidligere . 
„ Ah , del var altså ingen sypige , “ sagde Hansen , 
det var altså en rigtig dame ? “ 

Petersen nikkede med en højst selvtilfreds mine . 
„ Hvad hedder hun da , du må sige os det ? “ 
Sagde nu de andre i munden på hverandre . Petersens 
hemmelighedsfuldhed spændte dem på pinebænken . 
. Nej , nej , i må ikke friste mig , jeg gør det 
ikke , “ sagde Petersen med forstill bestemthed . 
» Åh , jo vist jo vist ! “ råbte nu de andre i 
Chor idet de anvendte alle deres overtalelsesevner for 
at få ham til at tale . 
Hr . Petersen havde nu fået sine venner på det 
punkt hvor han ønskede dem . Han var nemlig forfængelig 
i en uhyre grad og det smigrede ham af 
han kunne bilde sine venner ind af han havde gjort 
en ganske anderledes erobring end en stakkels syjomfru . 
Da hans venner vedblev af trænge ind på 
ham , lod han som om han lidt efter lidt lod sig bevæge 
til af åbenbare den ubekjendtes navn og sagde 
endelig : 
„ Nå , mellem venner bør man vel egenilig ikke 
have nogen hemmelighed . Jeg sial sige eder hendes 
navn , så må i til gengæld love mig en ting . “ 
» Og det er ? “ 
„ Al hemmeligheden ikke kommer videre . “ 
„ Det kan du stole på , “ råbte alle vennerne 
i Chor . 

» Nuvel , så vil jeg da belroe eder af den unge 
dame er hverken meer eller mindre end en datter as 
den hovedrige kammerråd knob . “ 
„ En datter af kammerråd knob ? “ råbte de 
andre forbavsede . 
. Ja , som jeg siger , det var frøken knob . I 
kunne deraf selv indse af vi må være forsigtige når 
vi mødes og ikke åbenbare det for alverden ; thi den 
gamle kammeråd knob er en sær person og ville 
vel næppe se mildt dertil , men hans modstand overvinde 
vi nok alligevel med tiden , thi hun har megen 
indflydelse på ham . 
Medens Petersen holdt denne tale , betragtede 
han sine venner opmærksomt og gottede sig over 
deres forbavselse . 
Dette fluide den gode hr . Petersen imidlertid 
hellere have ladet være ; thi gjengjældelsens sværd 
hang i en tvnd tråd over hans hoved og del faldt 
snart ned på ham med en knusende vægtsom læseren 
skal få at se af næste kapitel . 

tredie kapitel 
en ubehagelig katastrofe . 
Hr . Petersen havde været uforsigtig nok til , efterhånden 
som han udbredte sig mere og mere over sin 
triumf , at tale højere og højere , således at hvad 
han sagde tydeligt kunne høres af dem , som sad i 
nærheden ved de andre små borde . 
Dette skulle hr . Petersen have taget sig i agt 
for ; ihi som det snart skulle vise sig , havde denne 
uforsigtihed højst ubehagelige følger . 
Ved bordet , som stod ved siden af det , hvorved 
Petersen og hans venner havde plads , sad nemlig 
en fem a ser unge mennesker . 
Disse unge mennesker vare åbenbart håndværksvende , 
som iførte deres stadsklædær , vare ude 
for at nyde søndagen . 
Det ene af disse unge mennesker , som havde 
hørt , hvad Petersen havde sagt , blev åbenbart højst 

fortrydelig derover . Han rejste sig op , gik hen til 
Petersen , og sagde : 
. Jeg må tillade mig at gøre dem opmærksom 
på , at hvert ord , som de her har behaget al sige 
er lutter løgn . “ 
Den unge mands kammerater , der vare i en 
temmelig lystig semning , uden dog at være berusede , 
rejste sig nu op og omringede det bord , ved hvilket 
kræmmersvendene sad . 
De ventede at der ville komme nogle løjer , og 
de vare beredte til at tage deres del i dem . 
Petersen blev naturligvis yderst forbavset over 
denne tiltale . Han satte sin lorgnet på , betragtede 
den uforskammede med et vist overlegent smil , således 
som kun en kræmmersvend er i stand til at , gøre det , 
og sagde : 
„ Hvad behager , hvad er det de siger ? “ 
-jeg siger , “ vedblev den unge mand , hvis navn 
var Peter Berg , „ at alt , hvad de her har siddet og 
fortalt , er lutter løgn , og jeg vil have al de skal tage 
deres ord i dem igen . “ 
Petersen begyndte at blive meget uhyggelig til mode 
og sagde halv ! ængstligt , medens hans kammerater 
fniste : 

» Jeg kan ikke indse at det kommer dem ved , 
hvad jeg siger eller ikke siger . “ 
» Jo , det kommer enhver ved , at de sidder og 
fortæller løgn om en anstændig dame , som de 
måske aldrig har set . Frøken knob , som de talte 
om , har nemlig været på landet i otte dage og er 
der endnu , og kan altså ikke have haft stævnemøde 
her i haven med dem . “ 
Petersens kammerater opsloge en skraldende 
latter . Del morede dem , at han , som altid pralede 
af sine fornemme erobringer , således blev gjort til 
ål . 
Petersen derimod blev rasende . Han blev ganske 
bleg , og sagde idet han rystede af arrighed : 
„ Det er jo ting , som de slet ikke ved noget 
om . Hvor fanden skulle en person som de , kunne 
kende noget til frøken knob . “ 
, . En person som jeg , kender måske meget 
bedre og mere til hende end en person som de , “ 
Sagde Peter , der nu begyndte at blive vred for alvor . 
„ Og hvis de ikke tilbagekalder deres ord i en fart , 
så — “ 
. Nå , hvad så ? “ spurgte hr . Petersen i en 
så stolt tone som der var ham muligt . Han troede 
nemlig at det endnu skulle kunne lykkes ham at imponere 
den fremmede . 

dette lykkedes imidlertid ikke , Peter Berg fortsatte 
ganske roligt sin tale , uden at lægge mærke til 
afbrydelsen , og sagde : 
„ Så får de prygl . “ 
„ Prygl ? - > 
javel får de prygl , “ sagde Peter . „ Jeg 
tåler ikke at en dame sådan bliver blammeret på 
et offentligt sted af nogle uforskammede alenriddere . “ 
„ Alenriddere ? “ råbte Petersen , . hør ved de 
nu hvad min gode mand , vil de nu ikke være så 
god at lade os i fred , ellers — « 
. Ellers , hvad så ? “ spurgte Peter drillende . 
„ Så kalder jeg på opvarteren , “ sagde Petersen 
rystende . 
. Nå så det gør de , nej , det lader de kønt 
være , gør de . Idetmindste skal de først tage deres 
ord i dem igen , så ran de bag efter kalde på 
opvarteren ligeså meget de har lyst . “ 
Hr . Petersen havde aldrig før befundet sig i en 
så kritisk situation som nu . Han så sig forlegen 
omkring , men der var ingen synderlig sympatti at 
opdage i hans venners ansigter . Han vidste ikke 
rigtigt , hvorledes han skulle bære sig ad for at blive 
dette ubehagelige selskab kvit , og det var åbenbart 
at hans venner morede sig på hans bekostning . 

da fik han pludseligt en ide . Han havde i 
en eller anden roman læst at en bestemt og energisk 
optræden var i stand til at bevirke underværker lige overfor 
udannede folk , og han besluttede derfor nu 
at bringe denne fremgangsmåde i anvendelse . 
Han påtog sig derfor nu snart majestætiske miner 
og sagde til sine venner : 
„ Kom , lad os gå . Det er ikke umagen været 
at tåle flere fornærmelser af dette rak . Kom , lad 
os gå . “ 
„ Nå , så de lyver altså fint , og bag efter 
stjæl der de ud ! “ råbte Peter Berg , der nu blev 
vred for alvor , „ nej nu går det rigtignok sorvidt . 
Nu skal du have prygl min ven . “ 
Petersen og hans venner vare imidlertid allerede 
komne hen til døren og begyndte at gå ud . Petersens 
venner , som først havde moret sig kosteligt over 
hans forlegenhed , begyndte nu at blive ængsllig til mode 
på deres egne vegne , og den ene af dem 
hvidsfede til Petersen : 
. Du var jo gal at du skjeldte ham ud , nu skal 
du se hvilkcr leben her bliver . “ 
„ Ja , lad dem bare komme , “ sagde Petersen , der 
nu igen følte sig mere kry da han var kommet udenfor . 
Disse ord var døg næppe kommet ud af hans 

mund før Peter skreg og hans kammerater kom og 
indhentede dem . 
„ Giv dem en lussing alle sammen , “ råbte Peter , 
„ thi de er alle lige gode . “ 
Med disse ord gav han Petersen et slag i 
i ansigtet så hans lorgnet fløj langt dort . 
Istedetfor at sætte sig til modværge , grebe nu 
alle kræmmersvendene til harens gevær og løb ud i 
Alleen fulgt af Peter og hans kammerater . 
> kræmmersvendene begik en stor stratetisk fejl , 
idet de i stedet for at løbe til venstre løb til højre gennem 
runddelen og ind i Frederiksberg have . I Alleen 
kunne de snart have såt hjælp af politiet , men 
dette faldt dem ikke ind , deres eneste tanke var at 
komme ind i haven og søge skjul der mellem træerne . 
De nåde dog ikke længere end ned til Frederik 
den sjettes statue , før de blev indhentede af forfølgerne , 
som tumlede sig lystigt om med dem i et par 
minutter . Da råbte Peter Berg : 
» Så , lad det nu være nok , lad dem nu løbe . “ 
„ Åh , passiar ! “ råbte en af Peters kammerater , 
„ således ender man aldrig en stor krig . Disse 
herrer må naturligvis betale krigsomkostningerne i 
skikkelse af et par boller punsch . 

dette forflag vandt almindeligt bifald hos Peter 
og hans kammerater , hvorimod Petersen og hans 
venner ikke syntes synderlig godt derom . 
» Jeg drikker aldrig punsch , “ stammede Petersen . 
„ Det kan også være det samme , når de kun 
giver noget i skålen , “ sagde Peter Berg . 
Kræmmersvendene så på hverandre . Under 
slaget vare de komne temmeligt langt ind i haven , 
hvor der kun passerede meget få folk , der var alt . 
Så ingen udsigt til at få hjælp , man måtte derfor 
finde sig i de af fjenden foreskrevne fredsbetingelser . 
„ Men her kan vi ingen punsch få , “ sagde Petersen , 
der endnu ville gøre et svagt forsøg på at 
flippe derfra . 
„ Det ved jeg nok , “ sagde Peter Berg , „ men 
oppe i Allcegade kan vi få punsch i overflødighed , 
kom nu bare . “ 
Der var intet andet for at gøre . Toget salte 
sig i bevægelse og man marscherede nu til Alleegade , 
hvor man drog ind i et af de mange beværtningssteder 
som der findes . 
„ Hej , opvarter , en stor bolle punsch ! « råbte 
Peter Berg . 
Hele selskabet tog plads i et stort lysthus , 
punschen kom , og man begyndte at drikke . 

stemningen var endnu lidt trykkende medens 
man drak den første bolle , men da den anden kom 
steg humøret og ved den tredje bolle havde hr . Petersen 
for så vidt glemt sine sorger og genvordigheder , 
at han drak dus med sine overvindere og 
svoer på at de vare de bedste mennesker i verden . 
Ja , han nedlod sig endog så vidt at han foredrog 
adskillige sange med en alt ander end velklingende 
stemme . 
Hans præstationer lønnedes imidlertid med rasende 
bifaldsråb . Man klappede og råbte bravo , 
korlsagt man var i det ypperligste humør af verden , 
ja hr Petersen havde endog en dunkel anelse om at 
dette var den skønneste dag i hanø liv . 
Endelig , da man havde tømt den sjette bolle , 
syntes man det var passende al tænke på at gå 
hjemad . Petersen betalte hele gildet med den mest 
smilende mine af verden og gav opvarteren en 
specie i drikkepenge . 
Ikke synderlig sikre på benene , begyndte man 
nu at gå hjem ad Frederiksberg alle . Man gik 
midt ad kørevejen , syngende og støjende og i det 
meest udmærkede humør . 
„ Det er en dejlig aften ! “ råbte Petersen , „ en 
dejlig aften , det er synd al gå hjem og sove . 

hør mine venner , hvad mener i om vi nu gik ud 
på eventyr ? “ 
„ Javel , vi må på eventyr ! “ råbte alle de 
andre . „ En aften som denne , må sluttes på en 
passende måde . “ 
. Vi ville følge damer hjem ! “ råbte Petersen , 
„ og banke vægtere og politibetjente , hvis de skulle 
komme os i vejen . “ 
„ Ja vel , det ville vi , det ville vi ! “ råbte alle 
de andre jublende , idet de skingrende og dinglende 
fortsatte deres vej nedad Frederiksberg alle . 

fjerde kapitel . 
På eventyr . 
Glade og højrøstede ilede nu de unge mennesker 
nedad Frederiksberg alle , i håb om at møde et 
eller andet eventyr . 
Lejligheden udeblev heller ikke længe . Noget forude 
fik man snart øje på tre unge piger , som uden 
mandlig ledsagelse gik nedad Alleen . 
„ Seer i dem der ? “ sagde Petersen , der var en 
af de forreste i skaren . „ Seer i de unge piger 
der ? “ 
„ Javel ! “ råbte de andre . 
„ Dem må vi give os i snak med , “ vedblev 
Petersen , . det kan blive en morsom historie . “ 
Heri vare alle hans unge venner enig med ham 
og man forstærkede nu fine skridt for snarest muligt 
« at indhente de tre unge piger . 
De unge piger vare åbenbart sypiger , der 

havde været ude på Frederiksberg for af more sig og 
som nu skyndte sig hjemad . 
De havde lagt mærke ti ! de efterfølgende herrers 
højrøstede samtale og de blev bange , da de mærkede 
af de gjorde sig umage for af indhente dem . De 
gave sig derfor også til af skynde sig , for al beholde 
det forspring de havde . 
Det lykkedes dem dog ikke længe . Herrerne indhentede 
dem snart , slog kreds om dem , og holdt dem 
således på en måde fangne , idet de dog stedse 
vedbleve al gå . 
„ Godaffen mine damer , “ sagde Petersen , idet 
han forsøgte af holde sig så lige som muligt , „ det er 
et dejligt Peter i aften . “ 
Den midterste af de tre sypiger , som så ud til 
al være af en bestemt karakter , tog nu sine veninder 
under armen og svarede rask : 
» Synes de del ? “ 
„ Ja , det ved gud jeg synes . Det er rigtigt sådan 
en affensfund hvor man kan blive ganske sværmerisl 
tilmode . Tør jeg spørge hvor damerne agte 
sig hen ? “ 
„ Til byen . “ 
. Nej virkelig ? Det træffer sig så besynderligt 
af vi netop slukke samme vej . Hvis damerne altså 
intet have derimod , så kunne vi måske gøre 
følgeslab ? “ 

» Nej , tak skal de have , “ sagde den af damerne 
der syntes at føre ordet , „ det bliver der ikke noget 
af , de må ikke tro vi er af den slags . “ — 
„ Gudbevares , hvor kan det falde dem ind at vi 
skulle tro noget ondt om dem . Vi bede dem blot 
om at måtte gøre følgeskab , fordi det er så kedeligt 
at gå alene . 
„ De er jo heller ikke alene . De har jo deres 
venner med dem . 
» Ja , men de ved jo nok at man morer sig 
allerbedst i dameselskab . Husker de ikke der står i 
skriften at det er ikke godt at manden er alene , “ 
Spurgte Petersen i en sværmerisf tone . 
„ Jo jeg gør , “ lød svaret , men det et jo mandfolkenes 
egen skyld , når de er alene , de kunne jo 
gå hen og gifte sig . “ 
„ Men når manden endnu ikke har fundet den 
rette ? “ 
» Så er det fordi han ikke har søgt rigtigt efter 
hende , “ sagde damernes ordfører- „ Alt det er jo 
forresten noget , som ikke kommer hverken mig eller 
mine veninder ved og som vi heller ikke bryde os om . 
Må jeg derfor nu ikke bede dem og deres venner 
om al gå over poa den anden side af gaden , og 
lade os være i fred , ellers kalder jeg ved gud på 
politiet . “ 

„ Nej , skønne dame , så grusom kan de ikke 
være , “ sagde Petersen smægtende . 
„ Jo det ved gud jeg kan , det kan de stole 
på . “ 
Petersens nye bekendte havde imidlertid anstrengt 
sig for at gøre sig behagelige for de to andre damer , 
men aldeles uden held , de havde nemlig ikke fået et 
eneste svar på alle deres smukke talemåder . 
Disse tre damer syntes at være fæstninger , der 
ikke havde i sinde at overgive sig så let . 
. Nå mine herrer , må jeg så ikke bede dem 
om at gå , ellers kalder jeg ved gud på politiet , “ 
Gentog damernes ordfører i en bestemt tone . 
Da fik hr . Petersen en ide . 
„ Mine damer , “ sagde han , . må jeg ikke blot 
endnu gøre dem et eneste spørgsmål . “ 
„ Spørg så meget de vil , men vi svare dem 
ved gud ikke . “ 
Hr . Petersen lod sig dog ikke afskrække , men 
spurgte alligevel : 
„ Ere damerne ikke trætte af den lange vandring ? “ 
„ Det kan jo være dem det samme . De vil 
dog vel ikke spendere en vogn på at lade os køre 
hjem ? “ 
Hvorfor ikke ? “ 
„ Åh , nej , det seer de ikke ud til . “ 

delte svar sårede hr . Petersens følelser i 
højeste grad . Han skulle ikke se ud til som om han 
kunne spandere en vogn på at lade dem køre hjem 
— hvilken fornærmelse mod ham , som bildte sig ind 
at han så ud til at kunne udrette alt muligt stort 
og ædelmodigt . 
Han blev vred , men efter ædle karakterers 
måde besluttede han at hævne sig på en værdig 
måde . 
Han ville sanke gloende kul på hovedet af 
denne lille dame , der havde krænket ham så dybt . 
» Jeg ville ikke tilbyde dem en vogn , “ sagde 
han , „ fordi jeg vidste at de måtte trænge til en forfriskning 
før de tog hjem . Hvad mener de om en 
) lille aftensmad nede hos Ginderup . 
» Ih , sig mener at det i grunden ikke kunne være 
så ilde , “ sagde den ordførende dame i en lidt mildere 
tone . 
„ De vil altså gøre os den ære at deltage i 
et aftensmåltid med os ? “ 
„ Åh , jø , del må de endelig ! “ råbte Peter 
Berg og hans kammerater , der syntes overmåde godt 
om Petersens forflag . 
. Jeg ved ikke hvad mine veninder sige ? “ 
„ De kunne ikke være så grusomme at sige nej . “ 

der begyndte nu en ivrig hvidsfen mellem de 
tre damer . Resultatet heraf blev at de modtoge Petersens 
liberale tilbud . 
Petersen ville nu gå et skridt videre og forsøge 
at få den midterste . Dame under armen , men 
dette mislykkedes aldeles . 
Han afvistes på det bestemteste med en bemærkning 
om at han skulle passe sig selv og at man ikke 
tålte mandfolks berørelse . 
Under denne samtales forløb , var man kommet 
langt ned på broen , og man fortsatte nu vejen 
under en samtale som hele tiden blev livligere og 
livligere . 
Endelig nåde man de ginderupsle haller . Hele 
selskabet gik ned og tog plads i en af de inderste 
afdelinger af lokalet . 
Hr . Petersen lod til al være godt kendt hernede , thi 
opvarteren hilste meget bekendt på ham . Der blev 
dækket op med forloren skildpadde , vin osv . , og man 
satte sig til bords i den gladeste stemning . 
Efterhånden som måltidet stred frem , blev damerne 
mere og mere livlige og det erfaredes nu at 
deres navne vare Clara , Cathinka og Caroline , og at 
de , som Petersen straks havde formodet , virkelig vare 
sypiger . 

da der var drukket nogle glas vin svandt damernes 
tilbageholdenhed for en stor del bort og de 
havde ikke længere noget imod at herrerne slyngede 
armen omkring deres liv . 
Efter at skildpadde » var fortæret , rekvirerede 
hr . Petersen champagne . Denne satte selskabet i en 
endnu lystigere stemning og aftensmåltidet begyndte 
næsten at antage karakteren af et bachanal . 
Man lo , man spøgede , man stødte knæerne 
sammen under bordet og var kort sagt i det dejligste 
humør af verden . 
„ Der er ikke noget lokale i hele København , der 
kan måle sig med Ginderups , « sagde Clara , „ her 
kan man have det så dejligt for sig selv . « 
Heri gave de alle hende ret og man tømte nu 
med stor begejstring en skål for det ginderupske 
lokale . 
Clara gav sig nu til al hvidsle med sine veninder 
og Petersen var udelikaf nok til at spørge om 
hvilke hemmeligheder det var de forhandlede . 
„ O sagde Clara , “ det er kun en spøg som jeg 
og mine veninder have for “ 
„ En spøg ? “ 
„ Ja . De har nu været så god imod os ved at 
give os aftensmad og sørge for vor morskab , at vi 

kke kunne være andet bekendt end at gøre noget til 
gjengjæld . “ 
„ Bravo , “ lød det i Chor , „ det er udmærket . Hvad 
har de i sinde ? “ 
„ Det skal de nok få at vide , men de må 
først gå deres vej . “ 
„ Gå vor vej ? “ 
„ Ja , alle sammen ! “ 
„ Men , hvorhen skulle vi da gå ? “ 
„ Åh , ikke langt . Bare ind i den forreste stue . 
Så trække vi tæppet her for , for at de ikke skal kunne 
se de forberedelser vi gøre . De kan være vis på at 
de vil blive overrasket . - 
herrerne så på hverandre . Petersen tog derpå 
ordet . 
„ Vel mine herrer , der er vel bedst vi føje damerne . 
Lad os gå udenfor og vente på de løjer 
som damerne ville berede os . “ 
. Lader os det da , “ svarede de andre , , , men lad 
det ikke vare for længe med forberedelserne . “ 
„ Nej det kan de støle på det ikke skal , når de 
bare ville være stille og lade være at kigge igennem 
tæppet . “ 
Dette lovede herrerne ikke af gøre , hvorpå de 
gik ud i det forreste værelse . 

tæppet blev nu trukket for , for af damerne i 
ro kunne træffe deres forberedelser . 
Såsnart tæppet var trukket for , sagde Clara til 
sin veninde : 
„ Så pigebørn , skynd jer nu og lag jeres tøj . 
Det er ikke været af blive længere hos disse fulde 
mennesker . Vi vide jo ikke engang om de have nogle 
syle i lommen . Rap jer nu . Mens de vente , løbe 
vi op ad trappen til gården og ud af porten . “ 
Veninderne styndle sig i u med af tage Halle og 
shavler på . Endeel kager som endnu lå på bordet , 
puttedes i lommen , og så gik del i en fart op 
ad trappen og ud af porten . 
Imidlertid gik herrerne i spændt forventning og 
ventede på af Clara skulle give signalet til al de 
måtte komme ind . 
„ Jeg gad vide hvad det egentlig er de ville lave , “ 
Sagde en . 
„ Åh , “ sagde Petersen vigtigt , „ det er vel et 
eller andel tableau , et slags levende billede . “ 
Denne formodning vandt almindeligt bifald og 
forventningen blev mere og mere spændt med hvert 
minut der gik . 
Endelig begynder man al blive utålmodig . Man 
næriner sig tæppet for om muligt at høre noget af 

det som foregår indenfor , men der er intet at høre , 
alt er stille som i graven . Endelig kan hr . Petersen 
ikke beherske sig længere og råber : 
„ Åh mine damer , er de nu ikke snart færdige ? “ 
Der kom naturligvis intet svar . 
Stor forbavselse . Spørgsmålet gjentoges , men 
med samme uheldige resultat . Da brister herrernes 
tålmodighed , man løfter tæppet i vejret , og seer at 
damerne er borte . 
I begyndelsen vil man ikke tro sine egne øjne , 
men leder i alle kroge , men damerne er naturligvis 
ikke til at se . Endelig adspørges opvarteren og man 
får da opløsning på gåden . 
, . Hvilken uforskammethed ! “ 
, » Hvilken frækhed ! “ 
„ Det har været nogle nette damer ! “ 
Således råbte man i munden på hverandre , 
ærgerlig over at være blevet taget ved næsen . Hvad 
stol man nu gøre ? Løbe efter dem ? Nej , del kan ikke 
nytte , de er naturligvis ikke mere til at finde inde i 
byens krumme gader . 
Man må altså lade disse fugle flyve , og for 
at forvinde ærgrelsen forlanges der flere drikkevarer . 
Det ene glas lommes efter det andet og det varer 

ikke længe før hjernerne er så omtågede at man 
bar glemt det nye udståede eventyr . 
Endelig tænker man på at bryde øp . Opvarteren 
kaldes for at opgøre regningen , som er meget 
betydelig . Hr . Petersen er flot og vil betale der 
hele . Hans kassebeholdning strækker imidlertid ikke 
ril , nå del gør ikke nøget , han er kendt og han har 
god kredit . 
Tilsidst kommer man da op på gaden . Benene 
ere ikke mere sikre og hjernerne er fortumlede , men 
det gør ikke nøget , thi de er alle sammen så glade , 
så inderligt glade . 
« hør Petersen , “ siger en af selskabet , , , du er 
min salighed en kjærnekarl . Den mindste påsfjønnclse 
vi kunne vise dig , er da at følge dig hjem . 
Hvor boer du ? “ 
„ Jeg står i den store boutik på Østergade 
nr . — “ svarede hr . Petersen med stolthed . 
„ Godt , så følge vi dig hen i den store boutik , “ 
Lyder svaret fra hele selskabet . 
Svinglende og dinglende , betragtede af de patrouilleredc 
betjentes mistænksomme øjne går nu 
vejen hjemad til Østergade . Vandringen går ikke 
synderligt lige , man dingler fra det ene fortoug over 
på det andet , men man kommer dog fremad , og det 
er hovedsagen . 

endelig gør Petersen holdt og siger : 
. Her er det , her er den store boutik som jeg 
står i . “ 
„ Nå , så op med nøglen , og se og kom ind 
og i seng , der er vist på tiden . « 
Men Petersen kan ikke sinde sin gadedørsnøgle . 
Han må enten have glemt den eller tabt den . Endelig 
kommer da et tjenstvilligt væsen i skikkelse af 
en mand med et stort bundt nøgler i hånden og 
hjælper ham ud af denne forlegenhed . Døren åbnes 
og Petersen skydes indenfor af sine unge tjenstivrige 
venner , som derefter begive sig hver til sit , 
så godt som de er i stand til det . 

femte kapitel 
de « sure svie . 
Da Petersen først var kommet indenfor gadedøren , 
fandt han , ved hjælp af det mærkværdige instinkt , 
hvoraf fulde folk er i besiddelse , med lethed 
op til sit Kammer . Døren var ikke aflåset , thi drengen 
som boede på samme værelse , vidste besled når 
hr . Petersen , hvad der slet « så ofte , ikke kom hjem 
til den reglementerede tid . 
Petersen kastede sig nu på sengen uden at trække 
klæderne af , og faldt snart i en dyb , tung søvn , der 
opfyldtes af drømme om de tte unge piger , der havde 
narret ham på en så skammelig måde nede i Ginderups 
kjældcr . 
Der blev kaldt på sædvanlig tid , men hr . Petersen 
hørte ikke noget dertil . Knn drengen vågnede 
og da han kom på benene blev han meget forundret 
over at se hr . Petersen ligge på sengen med alle 
klæderne på . 

. Han har nok været ordentlig ude at folde , “ 
Tænkte drengen , hvis navn var Oscar . . Jeg er 
bange for del bliver en drej tur at få ham 
vågen . “ 
Såsnart han havde klædt sig på , gik han hen 
og ruskede i Petersen og råbte : 
„ Hr . Petersen , hr . Petersen , klokken er mange 
vi skulle ned i boutiken . “ 
Han måtte gentage denne manøver flere 
gange inden hr . Petersen endelig kom til sig selv 
og brummede : 
. Hvad er der i vejen ? “ 
„ Vi skulle ned i boutiken , “ svarede drengen . “ 
„ Allerede , “ sagde Petersen . „ O , jeg har sådan 
en hovedpine ! “ 
Med disse ord rejste han sig op og opdagede 
nu al han var fuldt påklædt . 
„ Hvad fanden er det ! « udbrød han , „ jeg har jo . 
Ligget i sengen med klæderne på ! “ 
„ Men du forbarmende gud ! « udbrød nu drengen , 
„ hvorledes er det dog de seer ud ? “ 
„ Hvadbehager ? “ spurgte Petersen stødt , thi han 
tålte ikke at nogen gjorde bemærkninger om hans 
udseende . „ Hvorledes jeg seer ud ? “ 

„ Ja , “ vedblev drengen „ se dem blot i spejlet . “ 
Petersen svarede ikke , men gik hen til et lille 
spejl , som hang på væggen . 
Han havde imidlertid næppe set sig selv , før 
han udstødte et forfærdelsesråb og jamrede : 
„ Å gud , jeg er ødelagt , jeg er tilintetgjort , 
jeg kan ikke gå ned i boutiken med sådan et 
ansigt ! “ 
. Hans ene øje var ganske blåt , hist og her 
havde han nogle betydelige rifler i ansigtet . Det var 
følgerne af slagsmålet den foregående aften , 
med et sådant ansigt kunne han umuligt presentere 
sig i den eleganteste boutik på Østergade . 
„ Hvad fiol jeg dog gøre , hvad skal jeg dog 
gøre ! “ råbte han , » jeg kan jo ikke vise mig for noget 
menneske . Og så principalen , — når han 
får dette at se , så bliver han lynende gal i hovedet . “ 
Drengen , som næppe kunne bare sig for at le , 
gjorde nøgle bemærkninger om af råt kød var det 
allerbedste hvormed man kunne kurere blå øjne , og 
af man med lethed kunne skjule rifterne med kridt . 
. Hold mund , dreng , “ sagde Petersen ærgerlig . 
„ Gå fanden i vold med dit rå kød og dit 
kridt . Jeg vil ikke gå omkring nede i boutiken og 
se ud som en tatoveret indianer . — nej , nej , jeg 

må se af sinde på noget andet . Principalen må 
ikke få noget af vide om alt delte , der må sljules 
for ham . Hører du Oscar , det må sljules . 
Oscar udtalte imidlertid en beskeden formening 
om af det var en meget vanskelig ting af skjule af 
man havde et blåt øje og store rifter i ansigtet , 
medens hr . Petersen halvt fortvivlet vandrede op og 
nedad gulvet . 
. Nu har jeg det ! “ råbte Petersen endelig , idet 
han gav sig til af klæde sig af og kastede sig i sengen . 
Drengen så forundret på ham og råbte : 
„ Men , hr . Petersen , de glemmer nok af vi 
skulle ned i boutiken . “ 
. Sludder dreng , jeg glemmer ingenting . Jeg 
er syg , jeg er dødssyg , kan du ikke forstå det 
og du må derfor i en fart skynde dig efter doktoren . “ 
» Efter doktoren ? « sagde drengen grinende . 
„ Javist , “ råbte Petersen . . Skynd dig bare 
afsted . “ 
Drengen løb . 
Medens drengen var borte bandt han hoveder 
ind i et stort tørklæde ; derpå vendte han ansigter 
om mød væggen og opbebiede roligt doktorens 
komme . 

denne værdige mand udeblev ikke længe . Det 
var en lille , korpulent mand , med et par små 
listige øjne . 
Han var huslæge hos Petersens principal og 
tiltalte derfor hr . Petersen i en meget bekendt tone . 
„ Hvad er der i vejen med dem , Petersen . Har 
de været på eventyr og er kommet galt afsted ? “ 
„ Ak nej , hr . Doktor , “ svarede Petersen , . da jeg 
kom hjem i Astes var jeg så uheldig al falde på 
trappen og støde mit ansigt så fælt . ' 
„ Så , “ sagde doktoren , „ må jeg se . ' 
Petersen fremviste nu de erindringstcgn som 
gårsdagens hændelser havde efterladt i hans 
ansigt . 
„ Nå , de er faldet på trappen , -- sagde doktoren 
i en betydningsfuld tone , „ ja det er en meget 
ubehagelig historie . Del vil vare en otte dages tid , 
inden de værste af alle disse skønhedspletter forsvinde . “ 
„ Otte dage ? “ råbte Petersen fortvivlet . 
„ Ja , i kortere tid vil de næppe så deres naturlige , 
smukke ansigtsfarve tilbage , « sagde doktoren 
leende , men herregud , otte dage gå snart , og imidlertid 
har de lejlighed til at anstille betragtninger 
over det farlige i at være ufornuftig , så man om 
natten kommer i berørelse med trappen eller andre 
lignende hårde genstande . “ 
Han gav nu ordre til , hvorledes skaden skulle 

behandles , og da det var gjort , tog han fin hat , og 
sagde idet han gik : 
„ Det er naturligvis det bedste al deres principal 
ikke får at vide at de har karamboleret med 
trappen . Jeg ffal fortælle ham at de har fåresyge . 
Godmorgen . “ , 
„ Han har lugtet lunten , “ mumlede Petersen ved 
sig selv , da doktoren var gået , . men lige meget , han 
holder nok munden , han ved jo > han bliver godt 
betalt . “ 
Med denne trøst besluttede hr . Petersen ved sig 
selv at udholde de otte dages kvarantine med så 
meget heltemod som muligt . 

sjette kapitel 
et brud . 
Bi ville nu aflægge el besøg hos to af de tre 
damer som vi gjorde bekendtskab med i de foregående 
kapitler . 
Det er elara og Caroline . De bo sammen 
oppe på en kvist i Studiestræde og ernære sig ved 
syning . 
Det er morgenen efter eventyret med hr . Petersen 
og de andre . Klokken er otte og de to unge 
piger ligger endnu imod sædvane i sengen . 
Endelig rejser Clara sig op og siger : 
„ Så min pige , nu er det nok det bedste at vi 
fe at komme på benene igen . Klokken er mange og 
vi have en hel del at bestille . « 
De to unge piger springe op og komme hurtigt 
i klæderne . Værelset gøres i stand , man laver en 
kop kaffe , og derpå sætter man sig til at arbejde . 

„ Det var ellers en udmærket aften i går , “ 
Sagde Clara , . vi morede os ganske mageløst . Idetmindste 
gjorde da jeg . “ 
„ Det gjorde jeg i grunden med , “ sagde Caroline , 
„ endskønt jeg til sidst blev gruelig angst . “ 
„ Angst , for hvad ? “ 
„ Fordi de blev så fulde og man ikke kunne vide 
hvad de kunne finde på . “ 
„ Det var også noget at være bange for , “ mente 
Clara . „ Du er en cujon . En pige som har ben 
i næsen og hjertet på det rette sted , hun kan altid 
klare sig ved alle mulige lejligheder . Du så jo , 
hvor snildt vi flap fra dem . “ 
„ Ja , vi vare heldige nok , men sæt nu , de havde 
løbet efter os ? “ 
„ Åh , det kunne de ikke , dertil havde de fået 
altfor meget i hovedet . “ 
„ Jeg tror dog ikke jeg vil være med mere på 
sådan en tur , “ sagde Caroline tankefuldt . 
„ Hvorfor ikke det ? “ spurgte Clara . 
. Fordi det så let kan lede til ubehageligheder . 
Sæt nu min kæreste havde set mig . “ 
„ Ja , hvad så ? Han kan da ved gud ikke forlange 
at du altid skal sidde indespærret ligesom en 
nonne , “ sagde Clara . . Hvis jeg havde en kæreste , 

så måtte han virkelig finde sig i at jeg spadserede 
alene , hvis han ikke selv ville gå med . “ 
. Men du ved jo selv hvor skinsyg Søren er , “ 
Sagde Caroline . 
» Åh passiar med hans skinsyge , det er noget , 
som han må vende sig af med . “ 
Netop som hun havde sagt disse ord , bankede 
del på døren , og i næste øjeblik trådte en ung , 
net mand ind . 
Det var Søren rise , Carolines forlovede . 
Caroline blev åbenbart meget glad ved at se 
ham , hun sprang op og ilede ham i møde , idet hun 
råbte . - 
. Godmorgen Søren , er du der , jeg begyndte 
allerede at tro at du ikke var kommet i dag . “ 
Søren så bleg og alvorlig ud . Han blev stående 
ved døren og sagde : 
. Det var også lige ved at jeg ikke var kommet i 
dag . “ 
. Så , har du da så travlt . 
„ Åh nej , men da jeg kom til din dør jå betænkte 
jeg mig på , om det vel var umagen været ar 
sige dig farvel eller ikke , “ sagde Søren . 
» Sige mig farvel ? “ 
» Ja , farvel for stedse . “ 

„ Søren , hvad går , der dog af dig ? udbrød Caroline 
angest , „ Jeg førståer flet ikke dine underlige 
ord . “ 
„ Da synes jeg da del er tydeligt nok at jeg vil 
sige dig farvel og tak for den tid vi have kendt 
hinanden , “ sagde Søren , idet han trak en glat guldring 
af sin finger , værsågod , her har du din ring , 
fra i dag kende vi ikke hinanden meer . 
„ Men Søren dog ; udbrød Caroline , idet hun 
brast i gråd , „ hvad er døg det du siger ? Hvormed 
har jeg forskyldt denne behandling ? “ 
„ Lad ikke så fremmed , “ sagde Søren spottende , 
„ det ved du jo meget godt selv . “ 
„ Jeg ? “ 
„ Ja . “ 
„ Nej , del ved gud i himlen jeg ikke gør . “ 
. Så tænk dig om og husf på hvor og i hvilker 
selskab du var i aftes , så behøver jeg vidst ikke at 
fortælle dig mere . “ 
„ I aftes ! råbte Caroline truffet , „ O Søren 
jeg forsikrer dig — “ 
„ Jeg bryder mig ikke om dine forstkkringer , 
sagde Søren hårdt . „ Hvad jeg har set , har jeg 
set , og det kan ikke alverdens forstkkringer , tilintetgøre . 
En pige , der render omkring med vildfremmede 
mandfolk , vil jeg ikke have til kæreste . Farvel . “ 

„ Nej , holdt lidt ! “ råbte nu Clara , idet hun 
greb Søren rise i armen . „ Således kommer man 
rigtignok ikke til folk og slår op med dem , uden at 
sige grunden dertil . “ 
„ Og de spørger om grunden ? “ spurgte Søren , 
idet han kastede et foragteligt blik på Clara . 
„ Ja , det gør jeg rigtignok . “ 
„ Husker de da ikke mere , hvad der skete i aftes ? “ 
Spurgte Søren . 
„ I aftes ? ^ 
„ Ja . “ 
„ Jeg og mine veninder var ude at gå en 
tour , det var det hele , “ svarede Clara rast . 
„ Var det virkeligt det hele ? “ 
„ Ja vel . “ - 
„ Og dog så jeg dem og deres veninder nede 
hos Ginderup i et selskab som det ikke sømmer sig , 
idetmindste for forlovede piger at være i . “ 
„ Der var såmænd ikke del mindste- at udsætte 
på s elstabet , “ påstod Clara . „ Den ene af dem , 
var kræmmersvenden , som står på Østergade , han 
kender jeg overmåde godt , jeg køber al min tråd 
og alle mine synåle Ver . Jeg kan i det hele taget 
slet ikke indse , hvad det vedkommer dem , hvor vi 
går ben , og hvem vi følges med . Har vi nogen . 

sinde spurgt dem om hvor de går hen om aftenen 
og hvem de følges med ? — de gode mandfolk 
bilde sig ind at de alene have lov til at gøre kommers . 
At de gå ud om aftenen og gøre Cour til 
damerne , det tale de aldrig om , det synes de er 
ganske i sin orden , men når vi en gang imellem 
gå ud og more os lidt med herrerne , så er det 
ligesom om himlen skulle styrte ned med det samme . 
Jo , det er en net redelighed . Men hr . Rise , te . 
Kan være overbevist om de tider er forbi , da fru-1 
entimmerne ville finde sig i at være slaver . Nuom- > 
stunder spørge vi flet ikke mere vore forlovede om vi 
må gå ud al spadsere om aftenen eller ikke . Når 
vi have lyst , så gå vi , og dermed Basta , og når 
vi ikke foretage os noget uanstændigt , så har heller 
ingen lov til at sige Roger derom/ “ 
„ Kalder de da ikke der uanstændigt at følge med 
ind på et offemligl beværtningssted med den første 
den bedste ? “ spurgte Søren . 
, , nej , aldeles ikke , “ sagde Clara , „ når man ikke 
foretager sig noget uanstændig ! , så er det jo ligegyldigt 
hvem man følges med . Hvorfor skulle vi fruenrimmer 
behøve at tage sligt nøjere end mandfolkene ? “ 
„ Tak skal de have , jomfru Clara , nu har jeg 
hørt mere end nok af deres fortræffelige grundsætninger , “ 
Sagde Søren rise . „ Jeg indser nu al 

Caroline er faldet i så gode hænder , at det ville 
være synd at tænke på at tage hende bort fra deres 
omhyggelige beskyttelse . Godmorgen ! “ 
Med disse ord styrtede han ud af døren . 
Caroline havde hele tiden siddet tavs og grædt 
og vredet fine hænder . Hun forbandede i sit hjerte 
den svaghed hun havde lagt for dagen ved at følge 
med Clara den foregående aften , og som havde 
kastet en så forfærdelig mistanke i hendes forlovedes 
hjerte . 
Hun vidste med sig selv at hun døg egentlig var 
uskyldig , men kunne det vel nytte at forklare Søren 
det ? Ville han trøe del ? Nej , det ville han åbenbart 
ikke , dertil var han blevet alt for vred over at have 
set hende i det omtalte selskab . 
Medens Clara holdt sit foredrag for Søren , 
stod Caroline og kæmpede med sig selv , om hun ikke 
skulle falde sin forlovede om halsen og bede ham om 
tilgivelse , men hun kunne ikke få mod dertil ; thi 
dersom han nu stødte hende tilbage , så følte hun sig 
overbevist om at alt ville være tabt for evig . 
Først da Søren styrtede ud af døren , havde hun 
samlet mod nok til at ydmyge sig selv . Hun rejste 
sig hurtig op og ville løbe nedad trappen efter den 
bortilende . 

hun blev imidlertid standset af Clara , som greb 
hende i armen og råbte : 
„ Hvad går beder af dig , hvor vil du hen ? “ 
„ Stands mig ikke , “ bad Caroline , „ jeg vil ile 
efter ham og bede ham om tilgivelse . “ 
. Åh passiar , det var da det allerdummeste du 
kunne gøre , “ sagde Clara . » Mandfolkene kunne ikke 
tåle af blive behandlede på den måde . Mærke 
de først af man er bange for dem og give efter for 
dem , så er det aldeles ude med os . Nej , min pige 
man må have ben i næsen . “ 
„ Ja , men du få jo af han løb bort i vredet “ 
Stammede Caroline . . 
. Åh , han bliver nok mild igen . Du skal se , 
han kommer allerede i morgen og beder om godt 
vejer igen . “ 
„ Det tror jeg ikke , “ hulkede Caroline . 
„ Nå , herregud , så er ulykken da heller ikke 
så farlig , “ mente Clara . „ Sådan en kæreste kan 
du da altid få igen . Han er jo i grunden en 
pjalt , jeg kan ikke husfe den tid han havde tre mark 
i lommen . “ 
„ Men jeg elsker hamtzdog , “ mumlede Caroline . 
„ Åh passiar , “ sagde Clara , . man kan aldrig 
riste et menneske , der bærer sig således ad , og som 
aldrig har penge i lommen . Nej , når jeg skal elske 
en tilgavns , så må han være fin og flot , og have 

penge nok på lommen . Der er nu hr . Petersen , 
som vi var sammen med i Askes , ham kan jeg i grunden 
ganske godt lide . Jeg tror jeg i dag skal gå 
op i boutiken , hvor han står og købe mig nogle 
bændler og så spørge ham om , når jeg får den 
rive silkekjole som han lovede mig i aftes . “ 
„ O nej , Clara , det vil du da ikke gøre , “ sagde 
Caroline . 
„ Jo , det ved gud jeg vil , “ svarede Clara , „ når 
man ikke er om sig , så får man såmænd ikke noget 
i denne verden . “ 

syvende kapitel . 
En original beslntning . 
Vi forlod sidst Søren rise da han sorivivlrt 
løb nedad trappen , efter at havde brudt med Caroline . 
Han var som læseren kan tænke i en meget ophidset 
sindsstemning , og han blev naturligvis ikke 
beroliget ved at høre på Claras raisonnement . 
Uden at se hverken til højre eller venstre , for 
han lige ned ad gaden , uden at vide hvor han egentlig 
løb hen . 
Han var alt for optaget af fine egne tanker til at 
lægge mærke til noget som helst omkring sig . Den 
harme og vrede , som rasedr i hans indre , var nok 
til at lægge beslag på hele hans opmærksomhed . 
Mens han således ilede afsted , ville vi fortælle 
læseren lidt om hvem han var . 
Han var født af fattige forældre . Da han var 

konfirmeref , blev han sat i snedkerlære og han var nu 
snedkersvend . 
Han var en meget dygtig fyr i fil fag , og han 
havde øgså ved selvstudium i sine fritimer erhvervet 
sig nøgen mere dannelse end almindelig . 
Han havde kendt Caroline fra barndommen af 
og det havde allerede i mange år været hans kæreste 
ønske engang at kunne føre hente hjem som sin kone . 
Han ristede hende så højt , så højt , og havde 
elsket hende i mange år , men nu , nu måtte han 
rive denne kærlighed ud af sit hjerte , det følte han 
sig overbevist om . 
Han var tilfældigvis den foregående Asten , kommer 
ind i Ginderups kælder og der havde han set 
Caroline midt iblandt det lystige selskab . 
Hun var altså et letsindig , en svag kvinde ja 
måske endnu noget værre , sagde han til sig selv , 
„ han måtte altså glemme hende , glemme hende for 
stedse . “ 
Dette var imidlertid en beslutning , som var iet 
nok at fatte , men vanskeligere at bringe til udførelse , 
det sølle han til fulde nu , medens han ilede afsted med 
fortvivlelsen i sit hjerte . 
Først da han var kommet et stort stykke udenfor 
byen , begyndte hans sjæls oprør at lægge sig noget . 
Han så sig om , og opdagede nu at han stod på 
strandvejen , næsten ude ved vibenshuns . 

han trak vejret dybt og satte sig ned på en 
bænk , som stod ved vejen , idet han forsøgte atter 
at samle sine tanker og at blive rolig . 
. Det er forbi , den smukke drøm om lykke , den 
er nu forsvunden for stedse , “ mumlede han ved sig selv . 
. Caroline kan aldrig blive min , nej aldrig . “ 
Han sad længe der på bænken , hensunket i sine 
egne tanker . Det forekom ham nu at verden for 
ham var bleven så tom og øde , som om den havde 
været en ørken . Han havde nu intet mere at leve 
for , intet mere som for ham kunne give livet værd 
og interesse . 
Således forekom det ham i det mindste i den første 
tid , da han sad på bænken . Lidt efter lidt , som 
han blev roligere , forekom det ham imidlertid at der 
døg endnu kunne være et , som det var været at leve 
for . 
Dette ene var hævn . 
„ Ja , “ mumlede han , „ Hævnen må være sød . 
Dog ikke hævn over hende , hun er den mindst strafstyldige , 
men^hævn over dem , som er skyld i hendes 
fald . Del ' , målte være herligt at kunne hævne sig 
på alle bisse pyntede kræmmersvende , som ved hjælp 
af de penge de stjæle af principalernes skuffer , , 
bedåre “ den uerfarne ungdom . “ 

det var en stør ide , men den stakkels Søren 
rise syntes ikke at have stør udsigt til at kunne bringe 
den i udførelse . Hvorledes skulle det vel være muligt 
for ham , den fattige , ubekendte snedkersvend , at 
afsløre de fornemme kræmmersvendes mysterier ? 
Han grundede lidt herover . Pludseligt opklaredes 
bans ansigt og han mumlede ved sig selv : 
„ Nu har jeg det , på denne måde vil jeg kunne 
ramme dem alle sammen . “ 
Han rejste sig nu op og gik hurtigt tilbage til 
byen igen . 
Han tog vejen ind til en af de større gader ; 
hvor han gik op på første sal i et stort hus . 
Her boede en politiassistent , som han kendte 
noget til , da han havde udført en del arbejde i hans 
huuø . 
Han ringede på . En pige kom og lukkede op . 
. Er assistenten hjemme ? “ spurgte Søren . 
» Jo , “ svarede pigen og viste ham ind i et lille 
værelse , hvor assistenten sad ved et lille bord , beskæftiget 
med at læse nogle papirer . 
Da døren åbnedes , så han op , og da han 
genkendte Søren rise spurgte han forundret : 
„ Hvad vi ! De mig , min kære hr . Rise . “ 

. Zeg vi ! bede dem gøre mig en tjeneste . “ 
. Og dej er ? “ 
„ At skaffe mig en ansættelse ved politiet , “ sagde 
Søren . 
„ Ved politiet ? « spurgte assistenten forundret . 
„ Som betjent ? “ 
. Ja . “ 
» Men , min kære ven , “ sagde assistenten , „ betænker 
de , hvad de der beder mig om ? Det er kun 
er dårlig ! Bytte de vil kunne gøre derved . De er 
jo en ung mand , som er dygtig i deres fag , og de 
vil altid derved kunne gøre større lykke end i politiets 
tjeneste . - 
„ Jeg vil heller ikke have ansættelse ved politie ! , 
for al gøre min lykke , “ sagde søreu , „ men kun fordi 
jeg på den måde lroer at kunne udrette noget , som 
er ti ! Gavn for det almindelige . ' 
„ Det var som pokkeren , hvad skulle det da være ? “ 
Spurgte assistenten nysgerrigt . 
. Jeg vil ganske simpel ! ofre mig for at afsløre 
ve misligheder som gå i svang i handelsstanden 
og særligt for så vidt de vedrøre kræmmersvendene . “ 
Nssistenlen betragtede ham forundret . 
„ Hvor falder de døg på den ide ? “ 
„ Det er ganske simpelt kun en personlig hævn 
jeg vil udføre , “ sagde Søren ligefrem . 

. En personlig hævn ? “ 
„ Ja , “ svarede Søren , og fortalte nu i få ord , 
hvad der var vederfaret ham , hvorpå han tilføjede : 
„ Jeg er moralsk overbevist om ak mange af disse 
kræmmersvende , der spille så store roller og som 
give så mange penge ud , ikke kunne gøre dette uden 
at hjemsøge deres principalers pengesfuffer . Et 
menneske som med al sin Iver vil kaste sig over undersøgelsen 
af dette forhold vil efter min formening 
kunne gøre samfundet en stor tjeneste . “ 
. Upåtvivlelig ! , “ sagde assistenten , „ der går 
desværre alt for mange misligheder af den slags i 
svang og kun alt for få af dem blive opdagede . 
Del som jeg her sidder og læser er netop en angivelse 
om en sådan sag . “ 
„ De indrømmer altså , “ vedblev Søren , „ al det 
kan være gavnligt at ofre sig for en sådan virksomhed ? “ 
. Ja , ubetinget . “ 
„ Godt , så sfaf mig en ansættelse ved opdagelsespolitiet . 
I hvad jeg har fortalt dem , ligger 
der jø en garanti for at jeg vil gøre mit yderste for 
at gøre fyldest i min nye stilling . “ 
. Jeg skal tænke derover , “ sagde assistenten , 
„ jeg stak tænke derover . Hør op til mig om et par 
dage . “ 

Søren gik , da han efter nogle dages forløb 
atter kom op til assistenten modtog han sin ansættelse 
som betjent ved opdagelsespolitiet . 
Da han gik ned ad trappen med sit ansættelsesbevis 
i lommen , mumlede han ved sig selv med 
glædestrålende øjne : 
„ Se så , i herrer kræmmersvende , fra nu af 
gælder det en kamp på liv og døv , fra nu af 
fia ? jeg forfølge eder til det yderste . “ 

ottende kapitel . 
Hr . Petersens fødsel og barndomsomstændigheder . 
Medens hr . Petersen vånder sig på sit smertensleje , 
og medens Søren rise forbereder sig til sit 
nye hverv , ville vi imidlertid fortælle læseren hr . 
Petersens historie . Vi ville dvæle lidt udførligt ved 
den , fordi den , så at sige , afgiver en typus for en 
temmelig stor klasse københavneres ungdom . 
Altså begynde vi da . 
Om mørgenen den 3die december 1839 var der 
stor forstyrrelse i en lille kælder i Studiestræde . 
Lejligheden bestød kun af en lille tofags stue tilgoden , 
der på en gang benyttedes ti ! Skomagerværksted , 
boutik og dagligstue , en alkove samt et lille køkken . 
Denne hyggelige lejlighed , som lå mere under 
end over jorden , bcboedes af den værdige skomagermester 
Rasmus Petersen , og hans dydzirede ægtehalvdeel . 


i det øjeblik vi føre læseren ned i kælderen 
ligger madammen på sengen i alkoven , af og til 
udstødende et smerteligt skrig . Generalmarschen har 
nyligt gået gennem gaden i anledning af Frederik 
den sjettes død . Dette sørgebudsfab har angrebet 
hende så stærkt at hendes nedkomst derved er blevet 
fremskyndet nogle dage . I stuen tilgaden står 
manden , Rasmus Petersen , og trækker sin uniform 
på , han står nemlig ved det borgerlige infanteri . 
Ved hans side står hans søster , et midaldrende 
fruentimmer , enkemadam Miller . 
„ Og det kan du nænne , “ siger enken , „ således 
at forlade din kone i dette vigtige øjeblik ? “ 
„ Herregud , “ svarer Rasmus , ivrigt beskæftiget 
med at knappe sin røde kjole , . hvad vil du have jeg 
skal gøre . Generalmarschen er slået , så jeg er jo 
nødt til at møde , ellers sætter man mig på hovedvagten . 
Hvad vil du desuden have jeg skal bestille 
herhjemme , jeg er jo hverken doktor eller jordemoder . “ 
„ Ja , hårdhjertet har du altid været , del kende 
vi nok . Du har ikke mere følelse for dine medmennesker 
end en kampestecn . “ 
„ Følelse mig her og følelse mig der , hvad vil 
du have jeg skulle gøre mere . Sendte jeg ikke strar 
læredrengen efter dig og dernæst efter jordemoderen . 
Har jeg ikke opfyldt min pligt , hvad ? “ 

„ Gudbevares jo , således som man opfylder fin 
pligt , når man står og har travlt med at få 
uniformen på , for at komme ud og vise sig i 
stadsen . “ 
„ Ja , ja , snak du kun , nu må jeg skynde mig 
afsted , “ svarede Rasmus , der nu lykkeligl og ve ! 
Havde fået de hvide benklæder , den røde kjole med 
de guulkaniede skøder og blå rabatter , epauletterne , 
samt den mærkværdige chacor med den alenlange 
hvide , rødtoppede fjeder i , anbragt på sin 
person , der just ikke udmærkede sig ved al bære dette 
eostume med synderlig anstand . Benklæder « ? hang 
længere ned på det ene ben end på det andet , 
kjole » var øicnsynlig syet til en førere mand og 
chacoten hang ned i nakken , medens fjederen , som 
egentlig ! skulle stå lige i vejret , viste en ondskabsfuld 
tilbøjelighed til at vifte ham på næsen . Men 
det gjorde lige meget , han havde den reglementerede 
uniform på , om den passede eller ej , det var en 
biting . 
„ Jeg må dog sige farvel til mutter først , før 
jeg går . « 
„ Nej , det kan du ikke , “ svarede søsteren , „ hun 
er nu netop faldet i en lille blund , du vil dog ikke 
være sådan en Barbar at forstyrre hende . » 
Rasmus trak på skuldrene og lavede sig til ar 
gå . Ligesom han kom hen til Deren for denne op 

og et mærkværdigt lille eksemplar af en læredreng kom 
styrtende ind i stuen . 
„ Jeg skulle hilse og sige fra jordemoderen at nu 
kommer hun straks , hun skal skynde sig alt hvad hun 
kan , “ råbte han . 
„ Det er mere end u har gjort , din lømmel , “ 
Sagde enken , . Du kunne have været her igen for 
over en halv time siden . Men du har så travlt 
med at lege på gaden , så du glemmer dine ærinder . 
— min Broder er et mæhæ , som lader dig 
gå og tumle som du selv har lyst ; men så længe 
jeg er her i huset , så skal jeg nok holde dig i 
ave ! « 
„ Nå , nå Barbara , “ sagde Rasmus , » vær nu 
ikke så stem ved Peter , jeg synes dog virkeligt ikke 
han har været så længe borte . “ 
„ Du er for sfikkelig ved ham , “ svarede Barbara , 
„ der er Tingen . Du lader ham gøre alt , ganske 
som han selv har lyst til , det duer ikke . — skynd 
dig nu Rasmus og kom afsted , det er allerede længe 
siden at generalmarschen er slået , du er i stand til 
at komme for sildigt . Jeg skal nok tage vare på 
din kone så godt jeg formår . “ — 
dersom læseren skulle synes ak der er nogen 
uoverensstemmelse mellem ? denne Barbaras sidste udtalelse 
og nogle af hendes foregående , så ville vi 
dertil bemærke at Barbara var et hjertensgodt menneske , 

der kun havde den ejendommelighed af nårsomhelst 
hun befandt sig i en for hende usædvanlig situation , 
måtte hun have et menneske af skænde på , uden af 
hun iøvrigt mente noget ondt dermed . Så længe hun 
var ene med sin Broder var hun altså nødt til af 
skænde på ham , men da drengen kom var det naturligt 
af han blev aflederen og af hun atter blev mild 
og venlig mød sin Broder , hvem hun for øvrigt holdt 
meget af . 
Både Rasmus og drengen Peter kendte meget 
godt hendes luner . Den første brød sig ikke derom 
og den anden søgte af se så sønderknust og angerfuld 
ud som muligt , medens han dog lo indvendigt , 
idet han godt vidste af uveiret ville ende med af der 
vankede et stykke ertrasmørrebrød eller sådant noget 
lignende som et forsoiiingsoffer . 
Medens Barbara plejer den syge og Rasmus 
Petersen i sin uniform vandrede ud til Amalienborg , 
ville vi i korthed fortælle sidstnævntes og hans kones 
historie , hvilket er gjort i få ord . 
Hans fader havde været skomagersvend . Så snart 
Rasmus blev stor nok måtte han hjælpe ham 
med professionen . Da faderen døde kom han til en 
skomagermester og blev af denne gjort til virkelig 
svend fra lauget . Så levede han en tid , således 
som mange mennesker leve , for den dag i dag uden 
at tænke på i morgen . — en dag hændte det at 

han bragte et par skø op til et hersfab . Her så 
han i køkkenet en ung pige , mage til pige syntes 
han aldrig at have set , hun på sin side så også 
på Rasmus og syntes ligeledes at hun aldrig havde 
set mage til ung mand , resten har læseren sandsynligvis 
allerede gættet , de blev forlovede . Zz 
når man er forlovet tænker man i reglen på 
at gifte sig snarest muligt . Men kunden var : han 
havde ingenting , hun havde ingenting og når det 
lægges sammen bliver det som bekendt også til ingenting 
og derpå kan man ikke gifte sig , der var altså 
intet andet at gøre end at vente , tiden måtte 
bringe Rasmus en eller anden lykke , så han kunne 
etablere sig som skomagermester , derpå gik hele hans 
ærgerrighed ud . Men før han blev mester ville 
han ikke gifte sig og deri var hans forlovede ganske 
enig med bam . Det var en slags honet ambition . 
For at åbne lykken en bagdør gav Rasmus 
sig til at spille i tallotteriet der dengang stod i sit 
fulde flor . Endsfjondt han aldrig vovede mere end 
et par mark om ugen var han dog på sin Viis en 
lidenskabelig spiller . Tirsdag , onsdag , torsdag og 
fredag drømte han og rådspurgte alle mulige og 
nmulige varsler for ak sinde de rette nummere . 
Løverdag formiddag traf han endelig efter megen 
tomten frem og tilbage sit valg og købte sig en 
seddel over de efter hans mening ufejlbarlige rummere . 

så levede han i håbet og byggede luftkasteller 
hele søndagen og den halve mandag indtil 
middag , da numrene blev trukne . Så brast håbet 
og han måtte begynde forfra med at drømme , og 
og udtyde barsler . 
Men Rasmus og hans kæreste vare standhaftige 
de vedbleve at drømme og spille : en gang må 
det dog komme , tænkte de . Men år gik efter år 
og lykken kom ik ke . En dag opdagede Rasmus ai hans 
hår begyndte at gråne i tindingerne og hans kæreste 
så til sin sorg at spejlet viste hende at tiden 
begyndte at sure hendes ansigt . Så gik det op for 
dem begge at dersom de skulle giftes , måtte ve skynd e 
dem , inden den allerede stærkt medtagne forgyldning 
svandt aldeles bort . 
Man måtte altså tage en energisk beslutning . 
Som svend ville Rasmus ikke gifte sig , mester 
kuitde han ikke blive , fordi han manglede penge , 
der måtte altså gives en tredje vej ; han måtte 
blive hvad man dengang kaldte for frimestcr , det vil 
sige han fik bevilling på at have lov til at arbejde 
for egen regning med sine egne hænder og til at 
tage en dreng i lære , døg turde han ikke gøre drengen 
til svend . 
Denne sidste omstændighed ærgrede Rasmus 
allermeist ; men han måtte foreløbig finde sig deri , 
der var intet andet at gøre . Dog opgav han ingenlunde 

håbet om engang i tiden at kunne komme til 
at slette det forhadte . Fri “ ud på sit skildt , så 
mesteren kunne stå ene tilbage i hele sin herlighed . 
Skomagermester , det var hans ærgjærrighed , hans 
søvns drøm , derfor levede og virkede han , men ak . 
Målet var så fjernt . 
Så blev de da gifte og etablerede i den lille 
ajældcr i Studiestræde . Indretningen var kun simpel , 
næsten mere end tarvelig , men de vare tilfredse dermed 
og det var jo hovcdtingen . De vare ikke mere unge , 
havde nået livets middag ; men stærke og rasle . 
Ungdommens sværmerier vare borte , men de holdt af 
hinanden og det var jo nok til at begrunde et lykkeligt 
samliv . Forretningen gik således ar de vare 
fri for næringssørger , men døg ikke så godt at rasmu 
i den nærmeste fremtid kunne have håb om at 
svinge sig op til den svimlende højde af virkelig skomagermester . 
Den dag vi gøre Rasmus Petersens bekendtskab 
har han omtrent været gift et årstid . 
Efter denne lille udflugt tilbage i fortiden optage 
vi atter fortællingens tråd . 
Rasmus vandr » de da afsted så stiv og strunk 
som det var hane muligt . Uniformen generede ham 
betydeligt og dertil var det en klingrende frost , mod 
hvilken den tynde uniform kun formåede at yde ringe 
beskyttelse . Men han havde ikke tid til at tænke 

på kulden , hans kone derhjemme opfyldte alle hans 
tanker . Ville hun overleve crisen , ville del blive 
en dreng eller en pige ? 
Disse tanker beherskede ham så aldeles , at han 
i øjeblikket kun syntes at leve i dem . Det var ganske 
mekanisk og så at sige villieløst at han begav sig til 
borgernes alarmplads , og derfra ud til Amalienborg . 
Han gjorde som de andre , uden ar tænke videre derover . 
Han aflagde Eden til den nye konge , uden at 
gøre sig det rigtigt klart al den gamle var død . Han 
så ministeren træde freni på altanen og forkynde 
de forsamlede borgere at kong Frederik var død og 
at kong Christian skulle leve , uden al tænke Ander 
derved end : 
„ Herregud , så den nye konge hedver Christian . 
Se se ! “ 
Dette var nu en ting som til enhver anden tid 
ikke ville have forundret ham , men , sam sagt alle hans 
tanker vare hjemme i kælderen i Studiestræde , man 
kan derfor ikke forundre sig over hans tankeløshed . 
Endelig vare hans militaire pligter endte og han 
kunne gå hjem . Men klokken var nu bleven over 
tre om eftermiddagen , ser lange timer havde han 
været fra sil hjem , hvad kunne der ikke være skel i 
den tid . Med chacoien hængende ned i nakken og 
gcværel under armen halede han afsted på en meget 
umilitair måde , for snarest muligt at nå sit hjem . 

endelig kom han der . Skulle han modtages af et 
glædes « eller er sørgebudskab ? Han stod stille lidt 
ovenfor kælderhalsen , for at puste ovenpå den hurtige 
gang . I det samme gik kælderdøren op , den lille 
skomagerdreng kom til syne og råbte ind i stuen : 
„ Der er mester ! “ 
Så for han afsted ned ad gaden i fuldt fiirspring , 
han skulle et ærinde i byen . 
„ Agter du måske at blive stående der hele 
dagey ? “ lød nu Barbaras stemme op til Rasmus , 
. har du ikke været længe nok , ja alt for længe , borte ! 
Ja , du har rigtignok hjerte for din kone og dit 
barn ! “ 
Rasmus skyndte sig da ned i kælderen . Uagtet 
Barbaras hilsen ikke var den venligste , væltede den 
dog en tung sten fra hans hjerte : søsteren havde 
talt om hans kone og barn , altså måtte alt jo 
være løbet heldigtsaf . 
Det var det virkeligt også . Så snart Rasmus 
kom ned , presenterede jordemoderen ham den nyfødte , 
der var ligeså rod og i del hele taget så akkurat ud 
ligesom alle andre nyfødte børn , hvilken omstændighed 
hverken jordemoderen eller Barbara ville indrømme . 
Dette barn , påstode de , var så stort , så livligt og 
lignede sin fader i en så påfaldende grad at der 
var ganske vidunderligt . Alt sammen omstændigheder 
hvorover Rasmus forundrede sig betydeligt , medens 

han dog var så klog at beholde sin forundring hos 
sig selv . 
„ Hvorledes har mutter det ? “ spurgte han . 
. Stille ! “ svarede søsteren , » tal dog ikke så 
højt . Kan du ikke nok tænke hun sover ! “ 
„ Ja ja , « svarede han , „ jeg vil jo ikke forstyrre 
hende . Jeg er bare så glad over denne unge , at 
jeg måske i min glæde har talt lidt vel højt . » 
Ja , han havde talt så højt så han burde stamme 
sig derover så længe ban levede , påstode begge fruentimmerne . 
„ Nå , nå , lad det nu være godt . Nu må jeg 
se at så uniformen af , i dag har jeg har haft 
den på meget længere end jeg pustede . — siden jeg 
taler om uniformen så kommer jeg til at tænke på 
at vi have fået en ny konge . — det er bedst vi 
opkalde danne velsignede unge efter ham , og lader ham 
komme til at hedde Christian , det vil bestemt bringe 
lykke . “ 
Hvorpå Rasmus grundede denne formodning , 
er altid forbleven en hemmelighed . Imidlertid vare 
både søsteren og jordemoderen enige med ham og 
ventede blot på at den nvfødtes moder skulle 
vågne , for at hun også kunne afgive sit votum i 
denne vigtige sag . 

niende kapitel . 
De » unge Petersen træder ud i livet . 
Den lille blev nu døbt , Christian Petersen , med 
så megen højtidelighed som den lille familie var i stand 
til at skaffe filveie . Stadsen var rigtignok ikke synderlig 
stor , men man havde gjort sit bedste og dermed 
vare alle deltagerne tilfredsse , altså var festen jo 
særdeles vellykket . 
Om et menneskes første leveår er der i reglen 
ikke stort at fortælle . Enhver ung statsborger fører 
som bekendt en meget eeiisformig tilværelse . Han 
spiser , drikker , sover og skriger lidt til afverling , det 
er del hele . 
Da christiau var er år gammelt , døde hans 
moder . Det var er hårdt slag for den skikkelige 
Rasmus . Men han var filosof på sin Viis . „ Vorherre 
leder alt til det bedste , “ sagde han . Hvem 
ved hvad dette er godt for . “ 

og så fandt han sig i sit tab med så megen 
fatning som del var ham muligt . 
Dette dødsfald frembragte en stor forandring i 
hans huslige forhold . Han kunne ikke være ene med 
det lille barn , sætte det i pleje ville han heller ikke , 
-er var altså intet andet tilbage for ham at gøre 
end al tage sin søster i huset . Hun kom da og op . 
Slog sin residents i alkoven , medens Rasmus måtte 
indrette sig et natteleic på 3 stole i boutikken . Den 
lille skomagerdreng blev så forvist til køkkenet , 
hvor han sov i en slagbænk . 
Tiden gled hen . Christian varede og blev til en 
lille livlig fyr , der gik omkring og gjorde alle de spilopper 
han kunne hitte på . Denne virksomhed indflrænkedcs 
ham dog så meget som muligt både af 
faderen og tante Barbara , efter hvis begreber det 
var meget upassende at et lille barn løb om og 
gjorde støj . 
„ Du skal sidde smukt stille og lege med dit legetøj , “ 
Det var den stadige formaning . 
Christian syntes ikke om det . Han havde meget 
legetøj og holdt også meget af lege med del , men han 
savnede noget , han vidste ikke selv hvad . Undertiden 
fik han en ubetvingelig lyst fil at liste sig ud af døren 
ud på gaden , for at lege med de andre drenge 
på gaden ; men så toges flygtningen strar ved 
vingebenet af tante dbrbara , som foreholdt synderen 

ar det kun var meget uartige børn , som lsb pa « 
Gaden og legede . Uartige børn , som Christian på 
ingen måde måtte komme fil at ligne . 
Så satte Christian sig hen i vinduer og ' så ud 
fil det forjættede land som han ikke måtte betræde . 
— vare alle de andre små drenge , som led om 
derude på gaden da så ? skrækkelig uartige ? — de 
måtte jo være der , tante barbarra sagde del — men 
det måtte dog alligevel være dejligt at løbe om derude , 
lege tagfat og spille klink , det kunne så ikk^ 
hjælpe hvad tante Barbara sagde . 
Således vorede han op , så at sige ganske ene 
i den lille kælder . Han nød ingen jævnaldrendeselskab 
og kom aldrig ud , uden i selskab med en af 
de gamle og del var endda ikke lidt . Hans bedste 
fornøjelse var om mandagen når tallotteriet blev 
trukket , så var han sikker på at få en tur ned 
på kongens Nytorv , hvor lotteriet blev trukket og 
det var så morsomt at se . 
Henad den tid lotteriet skulle trækkes holdt 
Rasmus altid op med sit arbejde . 
„ Nå Christian , “ sagde han „ nu skal du pyntes 
vi skal ud og se lotteriet trækkes . Dersom jeg vinder 
skal du få en ny blouse med sølvknapper i og en 
hel rigsdaler i din sparebøsse . “ 
, , sæt dog ikke barnet sådanne rykker i hoveder ? ' 
sagde så Barbara . . . Du vinder jo ingenting . 

Havde det været Vorherres villie at sende dig en 
gevinst , så havde du vundet for lang tid siden . “ 
Dette ville Rasmus ikke indrømme , han mente 
Vorherre havde endnu en lille gevinst i behold til 
ham . Herimod protesterede Barbara på det kraftigste 
uden dog at kunne overbevise Rasmus , der 
ganske roligt gik med Christian . 
At se lotteriets trækning var , som sagt , en af 
Christians største nydelser . Han begreb vel ikke rigtigt 
hvad der foregik , men det morede ham alligevel 
at se tribunen , der var opslået foran Charlottenborg 
og som var omgivet af soldater . Ovenpå 
tribunen stod nogle pyntede herrer og en dreng som 
var bundet for øjnene . Denne sidste var egentlig 
den vigtigste af dem alle , thi det var ham der trak numrene 
ud . Christian ønskede ofre at være i denne 
drengs sted , så skulle han ganske bestemt finde de 
rigtige numre ti ! sin fader , så kunne han selv få 
blousen med sølvknapperne ; men ak , hvor kunne han 
lænke på at opnå den hæder og værdighed . — 
hvergang drengen havde trukket et nummer ud af 
lykkehjulet , blæste det tilstedeværende musikkorps en 
fanfare og når de endeligt var udtrukne alle fem , 
puttedes de i et futteral som kastedes ud blandt 
mængden ; så opstod her et stort slagsmål om 
al fange dette futteral ; thi det var penge været . Den , 
som var så lykkelig al gribe det , og tillige så stærk 

at han kunne beholde og forsvare det , erholdt en 
rigsort udbetalt , når han afleverede det i hovedkollektionen . 
Det var nu alt sammen meget morsomt , men 
hvad der ikke var morsomt var svaret på Christians 
stadige spørgsmål : 
„ Fader får jeg så blousen med sølvknapperne ? “ 
„ Dengang ikke , min dreng , “ svarede Rasmus 
så . „ M må vente til næste trækning . — det 
var forresten mærkværdigt nok at mine numre ikke 
kom i dag . “ 
Rasmus forundrede sig altid over at hans numre 
ikke kom ud , enskjsndt man skulle synes han måtte 
være vant ti ! det . Christian derimod fandt at det var 
meget kedeligt , han begyndte så småt at blive utålmodig 
efter at se sig selv i en blouse med sølvknapper 
på . 
Når de så kom hjem , vankede der en skarlagensprædiken 
af Barbara . 
„ Sagde jeg dej ikke nok ? “ sagde hun så , 
„ Du fik ingenting . Der vidste jeg i forvejen , men 
du vil jo aldrig høre efter hvad jeg siger . — du 
ved jo ligeså godt som jeg at du aldrig vinde ; 
noget , men dog skal du blive ved ar spille . Og så 

ikke alene ak du spiller selv , men du skal endogså 
forføre del uskyldige barn til der samme , når han 
engang bliver stor ; thi hvad kan følgen blive andel , 
når du stadigt trækker ham med til de afskyelige 
lotteritrækninger , end at han også må blive en 
spillefugl . “ 
Rasmus^svarede aldrig et ord til denne tordentale . 
Han var så vant til den ar den ikke generede 
ham , desuden vidste han ar den for størstedelen 
var ufortjent . 
Stakkels Christian derimod rystede og bævede 
hvergang for at det skulle blive ham forbudt al 
komme med næste gang . Men tante Barbara var 
ikke så slem som hun lod til , hun havde altid hans 
smukkeste klæder i stand til ham , når ban næste 
gang skulle ud al se den højtidelige handling . 
Imidlertid blev Christian større og større , omsider 
blev han så stor at det gik op for Rasmus og Barbara 
ar han måtte begynde at lære noget . 
„ Sende ham i skole har jeg egentlig ikke lyst 
til , “ sagde Rasmus , 
„ Nej , “ sagde Barbara , „ han skal på ingen 
mulig måde i skole . Der bliver han bare fordærvet 
og lærer uartigheder af alle de ugudelige 
knægte . “ 

han nærede den faste og bestemte tro at der 
ikke fandtes er eneste artigt og velopdraget barn i 
sile kongens København undtagen Christian og den 
samme tro hældede Rasmus til , der var derfor de 
holdt ham så isoleret . 
„ Men han skulle dog snart lære at læse og skrive , 
meenre Rasmus . 
» Du kan jo selv både læse og skrive , “ svarede 
Barbara , „ og del kan jeg også . Vi kunne jo først 
lære ham , hvad vi selv kunne , så er det tidsnok ak 
tænke på al sende ham i skole . “ 
Derved blev del . Der blev købt en abc og en 
tavle og undervisningen begyndte . Den gik jo rigngnok 
ikke synderlig ! systematisk eller regelmæssig , men 
den gik dog . 
Da er par år vare forløbne , kunne Christian 
både læse og skrive lige så godr som sin hader og 
tapre , desuden havde han læst en hel del i lærebogen , 
og lært lidr ar regne . 
„ Ja , jeg ved ikke hvad du synes , » sagde så 
Rasmus en dag til sin søster , . men mig forekommer 
der al være del bedste , om vi nu sendte Christian 
i skole . « 
„ Nå , så det synes du dog , ja der har jeg 
såmænd meem længe , “ svarede Barbara . „ Der velsignede 

barn har jo sådant et udmærket hoved , så 
han nu kan lige så meget som vi andre . “ 
» Ja , og han skulle dog lære noget mere , « 
Mente Rasmus , . Lærdom kan man aldrig få før 
meget af . Jeg har nu den tro at der med tiden 
bliver noget stort af knægten . — kunne jeg blot 
engang vinde en tærne , så kunne jeg bringe ham 
på gled . “ 
. Vinde ! — skal drengen ikke have andet end 
hvad du vinder til ham , så bliver han en prakker 
hele fin levetid . — nu , lad os holde os til det , 
som er vist og sikkert . — i skole må han , men 
hvor skal vi finde en , som er nogenlunde passende for 
ham ? “ 
Dette var et vanskeligt . Spørgsmål at afgøre . 
Christian skulle lære så meget som muligt , det var 
en afgjort sag . Men , for det første måtte det ikke 
koste for meget , og for det andet skulle han i en 
skole , hvor der kun var få elever . 
» Thi , “ mente Rasmus , „ de store skoler due 
ikke , der er alt for mange børn , læreren kan ikke have 
opsyn med dem alle . Om der også er nogle hjæpelærrræ , 
det har ingenting al betyde , thi hvad bryde 
de dem om at børnene lære noget eller ej . Nej , 
han skal i en skole , hvor der ikke gå flere drenge 

end ar manden selv kan læse med dem alle ; det er 
det solideste . Det må jo gå med den forretning 
ligesom med min , skulle jeg stole på fremmede , så 
skulle vi se der ville blive leveret nogle nydelige sko 
og støvler . — nej , man må altid holde sig til 
manden selv ! “ 
Heri var Barbara ganske enig med ham . Det 
gjaldt nu blot om al finde sådan en skole , som var 
rigtig efter deres hoved . 

tiende kapitel 
Chrisfian tommer i skole . 
Rasmus begav sig da på opdagelse efter en 
skole . Det var el meget vidussligl stykke arbejde ; 
chi vel var der skoler nok , men han kunne ingen 
finde , som svarede til der ideal han havde dannet sig . 
Han begyndte halvt om yalvr al mistvivle om et 
lykkelig ! Udfald af sine bestræbelser , da han fik underretning 
om al der eksisterede en skole i en af 
smågaderne , som ganske syntes al svare til det som 
den gode Rasmus fordrede af en sådan undervisningsanstalt . 
Rasmus skyndte sig da derhen . Skolen holdtes 
i en anden etage , i en sal , der om aftenen afbe . 
Nyltedes til Dands . 
Da ban gik op af trappen hørte han en ejendommelig 
summem og brummen i del fjerne , 
hvilken larm det var ham umuligt al forklare sig 

hvorfra den kom , eller hvad den betød . Da han endelig 
stod udenfor skoledøren mærkede han al larmen 
kom derinde fra , hvilket ikke forundrede ham livet . 
På døren var anbragt en stor graveret messingplade , 
bvorpå stod med store , imponerende bogstaver : 
knagen bergs 
drengemsfitut . 
Der var med en vis ' følelse af benauelfe al 
Rasmus bankede på og åbnede døren . En instirulsbestyrer 
måtte to være en lærd og fornem mand 
og den slags folk havde Rasmus så sjældent lejlighed 
til ak tale med . derfor var hans , med en slags 
ængstelse , blandede undscelighed ikke så underlig . 
Denne følelse svandt imidlertid hurtigt bort da ban 
var kommen indenfor døren . 
Det var et langt , small , lavt og temmeligt skummelt 
rum , hvori hr . Knagenberg havde etableret sit 
drengeinstitul . Midt på gulvet vare en sire a fem 
borde stillede i rad . Ved disse sad skolens elever 
og læste højt af alle kræfter på deres lektier , 
uden al lade sig forstyrre ved den fremmedes ankomst . 
2 den ende af salen , som var modsat døren , stod 
en orchestertribune , på hvilken hr . Knagenberg 
tronede i ensom majestæt . Han sad på en stol 
midt på tribunen . På hans knæ var udbredt en 
Avis , på hvilken hans frokost , nogle stykker 

smørrebrød , var opstillet . I den venstre hånd 
holdt han adresseavisen , og i den højre et halv ! 
Fortære ! Siykke smørrebrød . 
Således havde Rasmus ikke tænk : sig en institutbestyrer , 
men han syntes dog godt om at hr . Knagenberg 
ikke lod til at være synderlig fornem eller stor 
på den hr . Knagenberg så ud som et ganske almindeligt 
menneske- han var noget korpulent , havde 
et fedt , rødt ansigt , cl par imusigende øjne , der 
skjultes af et par briller , og var endelig en del 
del lyndhåreu 
institutbestyreren syntes lidt forlegen over ai 
blive overlaster ved sin frokost , og skyndte sig med al 
bringe denne til side . Derpå trådte han ned af 
tribunen og gik henimod Rasmus , ide ! han bukkede 
og sagde : 
„ Godmorgen , godmorgen . Jeg formoder jeg 
kan gætte mig til deres ærinde . “ 
„ Ja , jeg har en søn— “ begyndte Rasmus . 
„ Som de ønsker al sætte i skole hos mig , “ 
Supplerede Knagenberg . — „ Stille børn ? Læs for 
jer selv , medens jeg taler med denne herre ? “ 
Larmen af de tredive drenges læsen højt , som 
vi før omtalte , sank nu » ed til en temmelig lydelig 
snurren . 

„ De forundrer dem vel øver at de her finder 
børnene læsende og mig spisende , “ vedblev han , » men 
jeg skal have -en ære at fortælle dem at jeg går 
frem efter en vis plan , et bestemt system . Når 
man ikke gør det , kan ingen undervn ' sning bære 
frugter . — deri er de vel enig med mig ? “ 
Jo , Rasmus var aldeles enig med ham og ville 
netop til at sige det , men han fik ikke tid til mere 
end til at nikke , thi Knagenberg vedblev : 
„ Til mit system hører det at børnene hver 
morgen skulle gennemlæse deres lektier her på skolen 
under mit eget opsyn . Dertil benytte vi den 
første halve time . En sådan sidste læsning virker 
ganske forbavsende heldbringende , den er sømmet , som 
slår de nye forestillinger fast i barnets , sig stedse 
udvidende jdeekreds . Medens denne læsning , eller , 
om jeg så må udtrykke mig , denne lektiernes fastkliningsproccs , 
finder sted , nyder jeg min frokost og 
giver derved mine elever et crempel på tarvelighed 
og nøjsomhed — som de seer , nyder jeg til frokost 
ikke andet end smørrebrød . — eremplcis magt er 
stor og virker langt mægtigere end det døde ord i en 
bog . “ 
Dette fandt Rasmus nu var så overordentligt 
smukt sagt , at han næsten blev ganske rørt , uagtet 
han ikke rigtigt kunne forstå sammenhængen mellem 
smørrebrødet og bøgerne . Imidlertid syntes han 

be ! nu kunne være passende også al tale et ord med , 
han spurgte derfor om hr . Knagenberg holdt lærere . 
„ Lærere ! “ svarede institutbestyreren , . tal ikke til 
mig om lærere , de er enhver skoles gift og fordærv . 
Den mand , som iradsfer omkring fra den ene 
skole til den anden og sælger fin lærdom for en 
mark timen , må > eg spørge dem om han kan fatte 
nøgen sand interesse for det enkelte barn ? — tror 
de det er muligt ? “ 
Nej , dej troede Rasmus rigtignok slet ikke . 
„ Del glæder mig at de er af min mening , “ 
Vedblev Knagenberg , . De er en fornuftig mand . “ 
Denne yttring smigrede Rasmus overordentligt 
og bevirkede at han nu anså Knagenberg for en 
overordentlig dygtig og forstandig mand . Han tillod 
sig er spørgsmål om hvad børnene lærte der i 
skolen . 
„ Hvad de lære ? “ lød svaret , „ Alt , alt , hvad 
der er nødvendigt at lære for at blive hæderlige og 
dygtige medlemmer af samfundet . Religion , histørie , 
geografi , sprog osv . osv . læres her i så stor udstrækning 
som hvert enkelt barns evner tillader det 
intcisomhelst af hvad der hører til almindelig dan- . 
Ne ! se bliver glemt . Ja , børnene i mit institut lære 
næsten mere , end hvad der høre til almindelig dannelse , 
dog , det sømmer sig ikke for mig at være min 

egen lovtaler — om er år vil jeg lade dem selv 
dømme , efter de fremskridt som deres søn til den 
tid vil have gjort . -- 
„ Børnene få vel ikke formange prygl ? “ spurgte 
rasmns . 
„ Prygl ? — tal dog ikke om prygl ! — kærlighed 
og blidhed er det som driver værket her hos 
mig , dermed udrettes langt mere end med strænghed . 
— få i vel formange prygl , drenge ? -- råbte 
han til børnene . 
Som svar lød et langtrukket „ Næh -- fra drengene , 
af hvilke endeel kastede nogle mærkværdige , indholdsrige 
blikke henimod uhrfutteralet ved tribunen . 
Hvad der var skjult bagved vidste drengene godt , men 
ve turde ikke sige noget derom , derfor nøjedes de med 
ar flotte derhen . Men rasmns bemærkede ikke dette 
minespil og fog derfor drengenes . Næh “ for gode 
varer . 
Rasmns fik nu en lang liste over alle de bøger 
og rekvisiter , som skulle anskaffes til Christian . Skolegangen 
skulle begynde næste dag . 
„ Det e^ en skole ! “ sagde rasmns til Barbara , 
da han var kommen hjem , „ ganske således som vi 
have ønsket os den . Ikke mange børn , ingen vrøvl 
med lærere , de undervises kun af manden selv , det er 
således som det skal være . — sikken en mængde 

bøger jeg hær her , del kan nok være Christian kommer 
til at lære noget . “ 
Det gøs lidt i Christian , da han så de mange 
nye bøger , men han var dog glad over at han skulle 
i skole alligevel . Han levede så ensomt og eenssormigt 
dernede i kælderen hos sin fader og tante , 
det måtte bestemt være morsomt at komme i skole 
og få kammerater , således som alle ændre børn . 
Næste morgen vandrede han da afsted til skole 
med alle sine bøger spændte i en ny , pæn rem . 
Han kom et helt kvarter før tiden , der var endnu 
kun kommet et par drenge , der nysgerrigt betragtede 
den nysankomne . 
. Er du den nye dreng , hvis fader var her 
igår ? “ spurgtes Ver . 
Jo , det var Christian rigtignok . 
. Har du gået i skole før ? « 
. Nej . « ' 
„ Så kender du intet til spanskrørssuppe ? “ 
Nej , det gjorde Christian ikke og han brød sig 
heller ikke om al gøre bekendtskab dermd , thi han 
formodede det vær noget slemt . 
„ Nej , du bryder dig ikke om det , det gøre vi 
andre heller ikke , men det er et slags bekendtskab , 
som man ikke kan undgå . “ 

Christian blev ikke synderligt opmuntret ved denne 
samtale , der var noget vist ulykkesspående i den , 
som han ikke syntes om . Dertil kom at værelset var 
mørkt , skummelt og gjorde et ubehageligt indtryk på 
enhver , som så det for første gang . Han begyndte 
idet hele taget a ! blive noget uhyggelig til mode . Lidt 
efter lidt kom der flere og flere drenge og alle underkastede 
de ham en krydsild af spørgmål . 
» Hvad hedder du ? Hvem er din fader ? Hvor 
gammel er du ? Har u gået i skole før ? osv . 
Osv , hvilke spørgsmål Christian besvarede efter bedste 
evne , medens han så småt ærgrede sig øver at være 
genstand for få megen nysgerrighed . 
Knagenberg var endnu ikke kommen . Drengene 
benyttede sig derfor af lejligheden til al slås , skændes 
og giøre spektakel på hundrede andre måder . Der 
var en skrigen råben og talen i munden på 
hverandre som Christian aldrig havde set mage til og 
som han vist ville have fundet meget morsomt , dersom 
han ikke havde stået udenfor det hele . Han var 
endnu alt for ny til a ! være kammerat med de andre 
og til at læge parti i deres stridigheder . 
Så gik døren op og Knagenberg trådte ind . 
Larmen forstummede og enhver søgte få hurligl som 
muligt at komme på sin plads . Institutbestyreren gik 

meget gravitetisk op på tribunen , satte hatten fra 
sig og tog et spanskrør frem , som stod gemt bag uhrfutteraiet . 
. Hvem var det , som gjorde spektakler ? sagde 
han . 
Ingen svarede . 
S . Hvorledes , ingen svarer ! “ råbte Knagenberg , 
„ Har jeg ikke sagt jer så ofte at i skulle betragte 
mig som en fader og intet holde skjult for mig ? — 
altså tal ! — hvem var det . “ 
. Nogle stemmer råbte nu et navn . 
„ Kom straks “ ! råbte Knagenberg til drengen . 
Synderen måtte nu op på tribunen . På 
peien derhen talte enddeel om at der slet ikke havde 
været ham , som havde gjort støj , men to andre , hvis 
navn han nævnede . 
. Nå så de to vare også med , “ sagde institutbestyreren , 
„ så lad dem komme herop med . — nå 
skynd jer lidt ! “ 
De to angivne målte nu og op på tribunen , 
tilligemed den første . Så fik de alle tre nogle bygage 
rav af spanskrøret . 
„ Således skal det være ! “ sagde Knagenberg . da 
crcmtionen var forbi „ Retfærdigheden skal have sin 
t 

gang . — retfærdighed frem for alt ! — dette kan 
tjene dig til underretning du min nyankomne og som 
jeg antager håbefulde elev . “ 
Disse sidste ord henvendtes til Christian , der 
kcmmelig fortabt , sad så langt fra Knagenberg som 
muligt . 
„ Er det at gå i skole ? “ tænkte han . — „ Går 
del således med dem , som have gået her længe , 
hvorledes vil det så gå mig ? ' 
. Sær jer nu stille hen og læs på jeres lektier , “ 
Sagde Knagenberg , „ ak i kunne være forberedte , når 
jeg skal høre jer . ' 
så satte Knagenberg sit spanskrør bag uhrfutteralet 
og sig selv på en stol . Derpå trak han en 
pakke , omhyggeligt indsvøbt i papir op af den ene 
lomme og en adresseavis af den anden . Han 
åbnede pakken , der indeholdt nogle stykker smørrebrød , 
og stillede den op på sit skød , derpå gav 
han sig til at spise og til al læse i adresseavisen , med 
en ivrighed og grådighed , som om der aldeles ikke 
eksisterede , tredive drenge , der sad og læste højt på 
deres lektie . 
Da institutbestyreren havde fordøjet smørrebrødet 
og avisen , rejste han . sig op , så med et majestætisk 
blik udover drengene og sagde : 

„ Hvad er det vi skulle læse i denne time ? -- 
. Tysk ! “ lød svaret . 
„ Hm , hm , tysk ! — det kunne vi gemme til 
siden . — tag jeres skjønskrivningsbøger og forskrifterne . 
Skriv så flittigt , jeg skal et ærinde 
ud i byen , men jeg kommer strar tilbage igen . 
-- — lad mig nu se , at i er kønt rolige og 
flittige ! “ 
Skjønslrivningsbøgerne og forskrifterne kom nu 
frem . Knagenberg tog sin hat og gik . Da han 
havde været borte et øjeblik blev der kun skrevet 
meget lidt , men stellet og lærmet så meget desto 
mere . 
Christian var den eneste , som blev siddende 
rolig ved sin skrivebog . 
. Du er da ikke gal og sidde og hænge over 
del dumme skriveri , “ sagde de andre drenge til 
ham . „ Han kommer ikke hjem i den første time , 
så vi har tid nok til al gøre os lystige . Kom 
nu og leg med ! “ 
„ Kom nu og leg med ! “ det var for Christian , 
et trylleord , som han ikke kunne modståe- — for 
ham , der aliid havde været så ene , var der noget 
fortryllende i denne opfordring . — han lod bog 

være bog og var snart lige så lystig som alle de 
andre . 
Ligesom om morgenen kom Knagenberg hjem 
midi under støjen og ligesom den gang fandt der 
en erecution sled . Da denne var forbi satte institutbestyreren 
sig igen på stolen på tribunen , 
trak en flyvcpost op af lommen , befalede børnene 
at læse på deres lektier og gav sig selv til at studere 
„ Alvveposten . “ 
Da han endelig var bleven færdig med denne 
vigtige forrefning , rejste han sig , ræklede sig , så 
på uret og sagde : 
„ Se , se , er klokken bleven så mange ! — 
så får vi opsætte de andre timer til i morgen . 
— der bliver knapt nok tid til at høre jer i 
religion . 
Så begyndte han da at høre børnene i religion , 
hvilket atter gav ham lejlighed til at udveje 
et anseeligt antal rap med spanskrøret . Da han 
endelig blev færdig , var klokken to og børnene 
fik lov til al gå hjem . 
Da Christian kom hjem og fortalte hvad han 
havde oplevet den dag , blev både hans fader 
og Barbara højlig , forbavsede . Det svarede så 
lidt ti ! hvad de havde ventet . 

Rasmus trøstede sig med at den første dag 
kunne man ikke regne , men Barbara rystede^ på 
hovedet og “ mente at den skole som Christian 
der var kommer i døg vist ikke var nøgen af de 
„ rigtige- , som hun udtrykte sig . 
„ Herregud , “ sagde Rasmus så , „ skulle det 
virkelig ikke være nøgen god skole , — og jeg 
har døg haft sådan en voldsom ulejlighed med 
at sinde den . 
I 

ellevte kapitel 
de første prygl . 
Undervisningen i Knagenbergs institut vedblev 
at gå således som vi have beskrevet den i forrige 
kapitel . Drengene læste , efter lod som de læste i 
deres bøger , medens institutbestyreren spiste frokost , 
læste adresseavisen , gik sig en tur , kom tilbage og 
læste flyveposten . 
På timesedlen fungerede en hel mængde 
fag , som skulle læses , men det var kun yderst sjældent 
at eleverne blev eraminered : i andet end religion . 
Lørdagen var Knagenbergs strengeste dag , så 
skulle der sirives i charakteerbøgerne . Det var et 
vidtløftigt stykke arbejde ; thi han uddeelke charakkerer 
både for de fag , som vare læste og de , som 
ikke vare vek . 
En hel time sad Knagenberg på tribunen , 
beskæftiget med delte arbejde , der var så meget vanstetigere , 

som han ikke holdt nøgen daglig protokol , 
men udelukkende stolede på sin erindring . Det var 
derfor intet under at han så gnaven og tybttænkende 
ud . Endelig blev han da færdig , råbte drengene 
op ved navn , og gav dem hver især sin 
bog . 
Drengene modtog bøgerne med en ligegyldig 
mine og værdigede dem næppe et blik . Christian 
derimod var nysgerrig , det var første gang i hans 
liv han fik en charakieerbog . Han lukkede den derfor 
strar op og læste . Han var i der hele taget vel fornøjet 
med charakteren « undtagen med en , den dårligste 
af dem alle , et tg . i geografi , hvori han slet 
ikke var bleven hørt . Han var endnu alt for uindviet 
i skolens mysterier til al kunne forstå at han kunne 
få charakteer i set fag , hvori han ikke var eramineret . 
Han tog derfor mod til sig og sagde : 
„ Undskyld — jeg ville gerne spørge — “ 
„ Hvorom ? “ svarede Knagenberg , med en mine 
som om det forundrede ham at nogen kunne falde 
på at spørge ham om nogetsomhelsf . 
- , jo — hm — jeg seer jeg har fået tg . i geografi 
— 
„ Nå , og så — ? “ 
„ Der må vist være en fejltagelse ; thi jeg er 
slet ikke bleven hørt . “ 

„ Fejltagelse , — jeg tager aldrig fejl . Du er 
ikke bleven hørt , siger du , det ved jeg meget vel , 
men det har intet at sige « hi enten jeg hører dig 
eller ej , så ved jeg alligevel meget godt , hvorledes 
du kan dine ting . — så du vil indlade dig 
på at kritisere din lærer — se se ! — det er 
bedst man i tide piller de nykker ud af dig ! — “ 
Så kom spanskrøret for en dag og inden Chrisfian 
kunne blive klog på enten han havde forset sig 
eller ej , havde han fået en velment lille erindring 
om at opføre sig bedre i fremtiden , i form af nogle 
dygtige rap . — 
„ Hvad er der i vejen med dig Chrisfian ? “ 
Spurgte Barbara , da drengen kom hjem , „ Du seer 
jo ganske forgrædt ud . “ 
Chrisfian fortalte nu hele historien . 
» Ih du forbarwendehimmcl ! “ udbrød Barbara . 
„ Han har slået barnet ! — hører du del Rasmus ? “ 
Jo , Rasmus havde hørt dej hele , men kunne 
ikke forstå sammenhængen , det var ham en gåde , 
hvorfor Chrisfian egentlig havde fået prygl . Det 
kunne bestemt ikke hænge rigtigt sammen , mente han , 
han ville derfor gå op til Knagenberg og forlange 
en forklaring . 
„ Mig kan han da ikke banke , fordi jeg gør ham 
et spørgsmål , “ sagde han , og så gik han . 

da han kom hen på skolen traf han Knagenberg 
ifærd med at gå hjem , han boede nemlig udenfor 
byen . Han genkendte strar Rasmus og blev 
øjensynligt gnaven over at denne kom og forsinkede 
ham i at komme hjem og spise til middag . 
„ Tør jeg spørge , hvad jeg skylder den ære — “ 
Spurgte han , da han så Rasmus . 
. Io , det ved gud de tør , “ svarede Rasmus , 
„ Jeg vil blot spørge af hvad grund de har banket 
min dreng i dag . “ 
. Jeg må gøre dem opmærksom på at „ banket “ 
Er et temmeligt stærkt udtryk . — jeg har tildelt 
ham en velfortjent revselse , det er noget helt andet 
den „ banket . “ 
„ Jeg er tilfreds om de kalder det bank eller 
revselse ; stryg har han fået , del er vist , og jeg er 
kommen herhen for at spørge dem om grunden . “ 
„ Grunden er ganske simpelt den , at han har viist 
en højst dadelværdig fripostighed , næsvished og dristighed 
ligeoverfor sin lærer . “ 
„ Ved at spørge om , hvorfor han fik en dårlig 
charakteer i en ting , hvori han fil ikke var bleven 
hørt ; forholder del sig ikke således ? “ spurgte Rasmus . 
„ Min kære hr . Petersen ! “ svarede institutbestyreren 

med en vigtig , belærende mine . „ De må 
ikke tage del ilde op , når jeg siger dem at det er en 
ting som de sier ikke forstår dem på . Jeg er 
børnenes lærer , ikke deres hører . Jeg søger at udvikle 
de småes selvtænkningsevne og betragter dem 
ikke som krukker , der skulle proppes fulde af lærdom , 
men som selvstændige , lænkende væsner , der lidt efter 
lidt skulle ledes hen til er højere standpunkt . « 
„ All del , de der siger , kan være meget rigtig ! , “ 
Svarede Rasmus , „ men det vedkommer slet ikke mil 
spørgsmål : hvorfor har drengen fået prygl ? “ 
„ Dertil , “ svarede Knagenberg , „ kan jeg kun svare : 
fordi han har fortjent dem . Jeg kan ikke indlade mig 
på al motivere grunden til enhver lussing som jeg 
uddeler mellem år og dag . “ 
„ Nej , del iroer jeg gerne , “ svarede Rasmus , 
„ det ville vist blive alt for vidtløftigt el stykke arbejde . “ 
„ Hr . Petersen ! Jeg må på det indstændigste 
frabede mig enhversomhelst spydighed . — jeg underviser 
mine elever efter et vist system , hvis heldbringende 
frugter jeg ved en mangeårig erfaring 
har lært at kende . “ 
„ Efter hvad Christian har fortalt mig , nærmer 

deres system stg nok meget til ar være er pryglesystem , ' 
bemærkede Rasmus med er smil . 
„ Jeg må nok engang bede dem om ar moderere 
deres stærke udtryk , “ sagde Knagenberg med en overlegen 
mine . — „ Jeg kan desuden ikke indlade mig 
på en forhandling om mil systems fortræffelighed 
med dem , der som alinuesmand , naturligvis ikke er 
istand til at følge med . “ 
„ Så , mener de det , “ sagde Rasmus , der nu 
blev vred . „ Almnesmand ! — jeg er fletingen almuesmand , 
men borger i sraden og svarer borgerlige 
skatter og afgifter . — to portioner næringsskat , 
det er måske mere end de gør ! — forresten 
giver jeg både dem og deres system fanden ! — 
min dreng skal ikke have mere med dej at gøre . 
Der findes da gudskelov skoler nok her i byen , så 
s man behøver da vel ikke al lade sig nøje med sørst at 
så sit barn banket og senere lade sig skælde ud for 
en almuesmand . “ 
„ Men bedste hr . Petersen . — “ 
. Hr . Petersen mig her og hr . Petersen mig der ! 
— det kan ikke nytte de begynder på at ville glatte 
det ud igen , vi er færdige . — farvel ! “ 

så gik Rasmus sin vej , medens Knagenberg , 
rystende på hovedet så efter ham . Insfitutbesfyreren 
ærgrede sig af to grunde : først fordi han havde 
mistet en elev og dernæst fordi han ikke havde kunnet 
imponere skomageren ; thi det var nu engang hans 
svaghed at ville imponere folk , dels ved sin person 
og dels ved talen om hans system . Dennegang 
var det imidlertid ikke lykkedes ham , og del forekom 
ham højst ærgerligt og fortrædeligt . 

tolvte kapitel 
ny skolegang forandring . 
Rasmus og Barbara lagde nu deres klogt 
hoveder iblød efter bedste evne , for snarest muligt al 
finde en anden skole til Christian ; thi hos Knagenberg 
skulle han aldrig mere sætte sine ben , der var 
nu engang sikkert og vist . 
„ Sådan en pjalt ! ' råbte Rasmus fuld af 
ærgrelse til sin søster , „ Gud ved hvad han bilder 
sig ind — kalde mig for en almuesmand — jeg 
kunne have den største lyst til at sætte ham i 
. Korsaren . “ “ 
Ved nærmere eftertanke opgav han dog delle 
hævngerrige forsæt , og havde hele sin opmærksomhed 
henvendr på al finde en ny skole til 
Christian . 
Dej lykkedes ham også snart ; thi denne gang 
brød han sig ikke om at finde en skole , hvor der ikke 

var andre lærere end bestyreren selv ; tværtimod søgte 
han denne gang en skole , hvor der netop holdtes lærere ; 
„ thi , “ sagde han til Barbara , „ det er dog aldrig 
nøgen skade til at der er nogle lærere , for hvis 
manden selv , tilfældigvis skulle være gal , så kunne 
det dog være at lærerne vare fornuftige , og så kan 
der ene veje op imod det andet . “ 
Christian kom altså i en ny skole , og denne gang 
havde Rasmus tilfældigvis truffet et heldigt 
valg . Skolen var så godt indrettet og bestyrer , 
som man vel kunne forlange det af en skole , der ikke 
var baseret på alt for overdrevne priser . 
Vi ville imidlertid ikke skridt for skridt følge 
Christian gennem hans skoleliv , da delte ville blive 
altfor vidtløffig ! og for trættende for læseren ; vi 
ville altså springe nogle år over og kun gøre den 
bemærkning ar Christian i denne sin skoletid ikke på 
nøgen særdeles måde adskille sig fra de fleste andre 
skøledrenge . 
Vi ville som sagt springe en del år over , 
og først standse ved året 1853 , der for Christian , 
som for så mange andre , blev et skæbnesvangert år , 
fuldt af sorg og omskiftelse . 
Sommeren 1853 var en af de forfærdeligste og 
ubehageligste som København vist nogensinde har oplevet . 
Dødsengelen drog gennem byen og hærgede 
den på en frygtelig måde . Ingen vidste sig sikker 

på , når han om aftenen lagde sig i sin seng , at 
han atter ville være i stand til al stå op næste morgen . 
Den frygtelige gæst fra Østen , choleraen , 
havde aslagc København sit besøg , og havde endog 
gjørt det på en meget storartet måde . 
Vejret var hele denne sommer smukt og solklart , 
men luften var tung og trykkende , det var som om 
dødens åndepust svævede igennem den . 
Alle , som vare i stand dertil , flygtede bort fra 
bvens forpestede luft , og ud på landet , hvor faren 
ikke var så truende , som inde i den tæt beduggede og 
befolkede bv . 
Det var dog naturligvis kun de færreste , som 
havde tid og råd til således al flygte . De fleste 
måtte blive og trodse faren så godt som det var 
dem muligt . 
Blandt disse mange var naturligvis også Rasmus 
og Barbara og Christian . De måtte blive i 
deres kælder og se at hytte dem så godt som muligt 
for den ubehagelige gæsts besøg . 
Christian var slet ikke bange eller fortrædelig over 
at choleraen var kommen . I den anledning havde 
man nemlig forlænget sommerferien , og det var jo 
en højest behagelig ting . Dertil kom endnu at alle 
. Slags frugter , men især stikkesbær og kirsebær vare 
så ovcordcnilig billige , at man næsten kunne spise 
ligeså meget deraf , som man havde lyst , som Christian 

også troligt gjorde , uagtet det var bleven ham stræn « 
Geligt forbudt . 
Rasmus og Barbara gjorde alt hvad der stod i 
deres magt , for at holde Christian fri for sygdommen . 
De løve ham omtrent tilbringe hele dagen i det frie , 
da dette blev anset for noget af det bedste . 
En morgen var Christian med nogle kammerater 
vandret ud til skoven . Han havde en stor 
bunke smørrebrød og nogle skillinger i lommen , 
og var så lykkelig som en konge . 
Han og hans kammerater morede sig udmærket , 
og først hen ad aften vendte de hjem igen . 
Da de kom indenfor porten , stilles de ^ad , thi 
de skulle hver sin vej , og Christian kom således 
alene hjem . 
Skjøndt det allerede begyndte at skumre stærkt , 
få var der dog endnu ikke tændt lys nede i kælderen , 
hvor hans fader boede . 
Dette forundrede Christian lidt , men han tænkte 
ikke videre derover . Dygtig sulten og træt , men 
overordentlig vel til mode gik han ned , kun lidet 
anende hvad der forestod ham . 
Alt var så tavst og så tyst nede i kælderen . 
Der hørtes ikke en lyd , den sædvanlige velkomsthilsen 

og forespørgsel om , hvorledes han havde morer sig 
udtblcv aldeles . 
Christian følte sig noget beklemt herved , han så 
sig om , og følte sig snart grebet af en frygtelig angst 
og skræk ved det syn , som nu viste sig for hans 
øjne . 
Hans fader lå udstrakt på gulvet , ganske 
blå i ansigtet » g med fordrejede træk . På 
sengen lå Barbara og med hendes ansigt var der 
føregået en lignende forvandling . 
Christian udstødte et skrig og kaldte på faderen 
og på sin tante , men de svarede ikke . Efter nogle 
øjeblikkes forløb tog han mod til sig og rørte ved 
dem , men del var også uden nytte , de vare kolde og 
stive , de vare døde , choleraen havde udset dem begge 
til sine offre . 
Christian betragtede dem nogle øjeblikke i taushed , 
medens tårerne strømmede ud af hans øjne , 
derpå tumlede ban ud af . Døren og satte sig på 
trappen , som førte ned til kælderen . 
Dette slag var kommet så pludselig ! og så 
uventet , ru det næsten bedøvede Christian aldeles . 
Han følte en forfærdelig , en pinlig sorg , som berøvede 
ham a ! Evne til at tænke på hvad han nu vel 
stald- , gøre . 

han følie blot at han var så ulykkelig som 
det ve ! var muligt noget menneske kunne blive , 
men han havde ikke kraft til at gøre andet end 
græde . 
Længe sad han således , ene med sin sorg , 
uden at se noget omkring sig , og uden at blive lagt 
mærke til af de forbigående . 
Endelig vaktes han af sin bedøvelse ved at han 
følte en let berørelse på sin skulder , medens en 
venlig stemme spurgte : 
» Hvad er beder i vejen med dig , min dreng ? “ 
Christian så op . Del var nu blevet fuldkomment 
mørkt , men lygkerne vare blevne tændte og ved deres 
skin kunne han se , at den , som tiltalte ham var en 
ældre herre . Han var dog endnu så bedøvet og 
forskrækket , at han ikke var i stand til at svare , hvorfor 
Herren gentog sit spørgsmål . 
„ Choleraen , “ var alt hvad Christian kunne 
svare . 
. Har du cholera ? “ spurgte Herren . 
» Nej , nej , men den har^laget dem begge tø , “ 
Streg Christian , der nu atter begyndte at komme 
til sin samling . 
„ Hvem har choleraen taget ? “ spurgte herre » 
Medlidende . 

„ Min fader og min tante , medens jeg var 
i skoven , “ råbte Christian , der begyndte at føje 
en vis lindring ved at have en , som han kunne 
betrøe sin ulykke . 
„ Stakkels dreng , “ sagde Herren , „ er det 
sandt ? “ 
„ Kom med , skal de se , “ sagde Christian , idet 
han rejste sig og åbnede kælderdøren . Herren 
tøvede lidt med at følge ham , men efter et øjebliks 
vaklen fulgte han efter . 
Der var nu ganske mørkt dernede , hvorfor Herren 
sagde i den samme milde og venlige tone : 
„ Hvis du vil have jeg skal se noget , så må 
du skaffe lys . “ 
Såsnart Christian havde fået lys tændt , 
så manden sig om , og da han fik øje på de tø 
livløse skikkelser grebes han af forfærdelse , og 
udbrød : 
„ Du gode gud , barn , de er jo begge tø 
døde ! » 
„ Ja ! “ streg Christian grædende , « de er begge 
døde af cholera , medens jeg har været borte . “ 
„ Var det din fader og moder ? “ 
„ Nej , min fader og tante . “ 

„ Og de vare døde da du kom hjem ? “ 
„ Ja ! “ 
„ Men , hvorfor i alverden har du da ikke henvendt 
dig til nogen , som kunne hjælpe dig ? “ 
Spurgte den velvillige mand . 
„ Jeg tænkte ikke derover , “ sagde Christian , „ og 
desuden har jeg ingen at henvende mig til . “ 
„ Du har altså slet ingen familie mere ? “ 
. Nej . “ 
„ Stakkels dreng , “ sagde manden , idet han 
betragtede Christian med et blik , der antog større og 
større udtryk af medlidenhed . . Du står på den 
måde ganske alene i verden . “ 
„ Ja , “ hulkede Christian højt , . jeg har slet ingen 
til hvem jeg kan henvende mig . “ 
„ Stakkels barn , stakkels barn , “ gentog manden , 
„ det er en meget sørgelig historie . Ganske ene 
i verden , uden familie og venner , det er jo forfærdeligt . 
— har du da slet ikke , medens du sad 
derude på trappen , tænkt på , hvad du nu 
ville gøre ? “ 
„ Nej , ikke en smule . “ 
„ Hm , hm , det er i grunden øgså naturligt , 
det var et dumt spørgsmål af mig , “ sagde manden . 
„ Du har naturligvis haft beskjeftigelse nok i din 
sorg . — noget må her imidlertid gøres , her kan 

du ikke blive , thi det er højst sandsynligt at du 
øgså ville have cholera inden i mørgen . Hører 
du , dreng . Du kan ikke blive her , det går vå 
ingen måde an . « 
» Men hvor skal jeg da hen ? “ klynkede Chrisfian 
grædende . 
„ Ja , det er sagen , hvor skal du hen , din 
stakkel , “ sagde manden , idet han et par gange 
gik op og nedad gulvet og rystede tvivlsomt på 
hovedet . „ Det er en fortvivlet historie , en meget 
sørgelig historie . “ 
Derpå tav han et par øjeblikke , som om 
han grundede dybt over et eller andet . Pludseligt 
stod han stille foran Chrisfian , så ham slivt i øjnene , 
og sagde : 
„ Jeg skal sige dig noget — hvad er del du 
hedder ! “ 
„ Chrisfian . “ 
„ Godt . Altså Chrisfian , jeg skal sige dig 
noget . Følg du hjem med mig , og bliv hos mig 
indtil vi få dine sager her bragte i orden , så 
kunne vi altid se til , hvad der er at gøre for dig . 
Vil du det ? “ 
Christian så forundret på den talende , der 
gjorde ham et så godt tilbud , og vidste ikke rigtig 
hvad han skulle svare . 

„ Nu , du svarer ikke ? “ sagde den gamle herre . 
„ Vil du ikke tage hjem hos mig , og blive der indtil 
videre ? “ 
. Io , “ stammede Christian endelig . 
. Godt , så er den sag bragt i orden , tag så 
din kasket på og følg med mig , “ sagde manden , 
idet han gik ud af Deren . 
Christian fulgte ham , og lukkede omhyggeligt af 
efter sig , hvorefter han ved den fremmedes side 
vandrede nedad gaden . 

trettende kapitel . 
Nye forhold . 
Manden log vejen til Østergade , og da han var 
kommet her , gjorde han hold ! udenfor en temmelig 
stor ejendom , hvori der var en kræmmerboutik , som 
man var i færd med at lukke . 
Manden gik ind gennem boutiken og op ad en 
jerntrappe , som førte op til første sal . Da de vare 
komne op ad denne trappe , så Christian pludseligt 
at de nu stod i et størt lyst og smukt møbleret værelse . 
Der var kun to mennesker derinde , en temmelig 
ung dame , der åbenbart var mandens kone , og 
en lille pige på omtrent ser eller syv år . 
Damen rejste sig hurtigt op , gik de lo indtrædende 
imøde og sagde venligt : 
„ Men min gud , hvor du bliver længe borte 

i Asten , jeg var ganske bange for at du var kommer 
noget til . ' 
. Nej , gudskelov , jeg er frisk som en fisf , ' sagde 
manden , idet han satte halten fra sig , „ men jeg har 
oplevet et eventyr . ' 
„ Et eventyr ? 
. Ja . Kan du ikke se at jeg ikke er alene . 
Seer du ikke denne lille fyr her ? Ham har jeg 
snappet væk lige for choleraens næse . ' 
der blev nu en spørgen og en forklaring , hvis 
resultat blev at damen kom til al føle ligeså megen 
medlidenhed med Christian , som hendes mand havde 
gjort . 
. Stakkes dreng , “ sagde hun , idet hun klappede 
ham venligt på hovedet . „ Så er du altså nu 
både fader- og moderløs . Ja ja , bliv hos os , indtil 
videre , så måske vi nok kunne gøre noget for 
dig . “ 
Trods denne mildhed og venlighed , var Christian 
naturligvis i de første dage aldeles utrøstelig , uagtet 
han dog i sit hjerte inderligt skønnede på alt det 
gode , der blev viist ham og på mange måder søgte 
at lægge sin taknemmelighed for dagen . 
Manden , der så venligt havde taget sig af ham , 
hed sommer , og var , som læseren vel allerede har 

gættet kræmmer , og havde boutik på Østergade . 
Han stod sig ganfle godt , havde kun et eneste barn , 
den lille pige , og han havde uvilkårligt fattet godhed 
for den forladte dreng . 
Næste dag efter at han havde kaget Christian 
hjem til sig , satte han sig straks i bevægelse , for at 
få hans fader og tante begravede og for at få 
deres efterladenskaber realiserede . 
Dette sidste var ikke noget vidløftigt stykke arbejde ; 
thi den gamle Rasmus Petersen og hans søster , 
havde ikke ejet synderligt . Da begravelsesowkostningerne 
vare udredede og da endeel smågjæld var bleven 
betalt , beløb hele Christians arv sig kun til den 
beskedne sum af et halvthundrede daler . 
Dette var ikke meget . Hr . Sommer rådførte 
sig nu med sin kone om hvad man fluide gøre ved 
ved Christian , om man fluide beholde ham , eller overgive 
ham iii fattjgvæscnet . 
Dette sidste forslag , forkastede de begge . Der 
var nu næppe et år iii at han skulle konfirmeres . 
Dette år mente de , kunne de sagtens beholde ham , 
og så kunne de jo se at få ham anbragt i en eller 
anden lære . 
Derved blev det . Drengen blev altså hos hr . 
Og Fru sommer , og efterhånden som hans sorg 

tabte fia , fandt han sig mere og mere tilfreds i sit nye 
hjem . 
Hvad der meget bidrog til at gøre ham det nye 
hjem behageligt , det var hr . Sommers lille datter , 
Lydia . Det var en smuk , livlig lille glut , og for 
Christian var det noget ganske nyt at have en sådan 
legekammerat . 
Da han havde overvunde ! sin sorg , gik tiden 
altså meget behageligt for dam i det nye hjem . 
Hans skolegang blev regelmæssigt fortsat som sædvanligt 
og endelig kom den tid , da han skulle konfirmeres . 
Da konfirmaiionen var overstået , måtte der 
jo rænkes på at lade ham lære et eller andet og 
hr . Sommer opkastede da for dam det sædvanlige 
spørgsmål om „ hvad han ville være ? “ 
Herpå fik den gode hr . Sommer det næsten 
ligeså almindelige svar al de ! vidste den adspurgte 
ikke . 
Hr . Sommer kløede sig sorlegenl bag øret ved 
dette svar , og spurgte Chrisfian om der ikke var noget , 
som han især havde lyst til . — nej , det var der 
i grunden ikke , kristian havde stel ikke tænkt noget 
over den sag . 
Men havde Chrisfian ikke tænkt over denne sag , 

så tænkte nu hr . Sommer så meget desto mere derover . 
Han havde fået drengen kær og han ville 
gerne , for så vidt det stod i hans magt , hjælpe ham 
frem i verden . 
Da fik han pludseligt en ide . 
Han holdt en svend og en dreng . Drengen 
ville være udlært om et halvt Års tid , det kunne 
jo altså ikke være så ilde om Chrisfian ville indtage 
hans plads han spurgte ham derfor om han ikke 
kunne have lyst til al blive kræmmer og hertil havde 
Chrisfian ikke del mindste at indvende . 
Hvorfor Chrisfian især gik ind på dette forflag , 
frem for at vælge et andet fag , var hovedsagelig fordi 
al han som kræmmerdreng altid kunne gå fint klædt , 
hvorpå han satte stor pris . 
Da dette vanskelige spørgsmål således var 
bleven afgjort til alle parters tilfredshed , begyndte 
Chrisfian strar sin nye virksomhed nede i hr . Sommers 
boutik . 
I der første halve Års tid , medens den anden 
dreng endnu var i boutiken , blev han hovedsagelig 
kun brugt til al gå byærinder og deslige , ligesom 
han også beholdt det lille kvistværelse , hvorpå han 
havde boet under hele sit ophold i sommers hus . 

da den anden øreng derimod blev udlært og 
tog bort , så skulle Christian begynde at erpcderes i 
boutiken , ligesom han også fra den tid af måtte 
dele værelse med svenden . Fra dette øjeblik af sfete 
der et helt omslag i hans charakteer og i hans 
anskuelser af livet og dets forskellige forhold — et 
omslag , som der visselig ikke var til det bedre . 
Hvilke årsager , der bevirkede denne forandring 
i charakteren , skal læseren erfare af det næste kapitel . 

fjortende kssi tel . 
Det fine af kunsten . 
Såsnan Christian var dreven ene lærling i bouliken 
var det en selvfølge , ar svenden , hr . Røse , 
tog sig af hans opdragelse med hensyn til hans uddannelse 
for forretningen . 
Mange , og særdeles lærerige vare de forklaringer 
som han nu erholdt angående kræmmersagets mysterier 
vi ville nu til en prøve meddele enkelte af de 
gavnlige læresætninger , som han forsøgte at indpode 
drengen . 
„ Først og fremmesf , “ sagde han , „ lommer der an 
på ak kunne forevise ej siykke tøj med anstand . 
Når tøiel bliver presenrerel med den behørige elegance , 
så fager der sig ri gange bedre ud end ellers . 
Dernæst må man kunne lalc for sig og rose varerne 
på der bedste , der gør ek umådeligr støn indtryk 

på damerne , det kan du være overbevist om . Tøj 
af den alledårligste kvalitet , siger man altid er af 
den allerbedste , det er noget som aldrig forfejler 
sin virkning . Dernæst må man passe på at sætte 
priserne således at man kan slå nogle skilling af 
på hver alen , hvorfor man altid må begære en 
del mere end varerne er været , og endelig må 
man passe på ved målningen at holde sine fingre 
således , ar målet ikke bliver for rigelige . At knibe 
en halv tomme på hver alen , det kan godt lad ? sig 
gøre når man har lidt øvelse . “ 
Alt dette , syntes Christian i begyndelsen , at dej 
i grunden ikke var så ganske i sin orden . Det forekom 
ham næsten svin om det var snyderi at begære 
mere for tøiei end del var været , og at knibe folk 
på målet oven i købet . 
Men disse betænkeligheder tabte sig dog jnan . 
Den daglige vane gjorde al han snart blev ganske 
fortrolig med denne slags ting . 
Christian delte nu , som allerede fortalt , værelse 
med hr . Pose . Denne herre gik som oftest ud hver 
aften , når boutikken var lukket , og kom sjældent hjem 
igen , før hen ad morgenstunden . 
I begyndelsen lagde Christian ikke synderligt 
mærke hertil , men lidt efter lidt gik det op før ham , 
at hr . Rose på sine natlige udflugter målte bruge 

mange penge , ganske vist flere end han tjente på en 
lovlig måde . , 
det var nemlig en bekendt sag at rose ikke 
ejede en skilling mere end hans løn , 200 rigsdaler . om 
året , og disse penge kunne umuligt strække til bestridelsen 
af alle de flotte udgifter som hr . Rose tillod 
sighvor 
fik han da pengene fra ? Det var et spørgsmål , 
som Christian af og til opkastede før sig selv , 
men som han ikke kunne besvare . 
„ Åh , “ tænkte Christian , så undertiden , „ hvad 
kommer det i grunden mig ved , del kan jo være mig 
ligemegel , hvor han får pengene fra , mine er det 
jo i alle tilfælde ikke . Han har måske en eller 
anden rig slægtning , der af og til understøtter ham 
med nogle contanter . 
Denne vildfarelse skulle han imidlertid snart rives 
ud af . 
En dag , da der var en hel del kunder i boutiken , 
så han nemlig at hr . Rose modtog et større 
beløb ; som betaling for nogle solgte varer . Største « 
Delen as dette beløb var i femrigsdalersedler , og 
Christian så tydelig , hvorledes rose klemte en af dem 
dammen mellem fingrene , og bagefter stak den i sin 
lomme . 

det hele gik imidlertid med en så lynsnar behændighed , 
at ingen havde set noget dertil uden 
Christian , og han var endda ikke ganske vis i sin sag . 
Han tænkte dog meget over denne sag og vidste 
ikke selv hvad han skulle tro derom . Femdalersedlen 
var vandret i roses lomme , det troede han næsten at 
være vis på , men det kunne dog på den anden side 
også være muligt at han havde taget fejl . Skulle 
han fortælle det til sommer ? Nej , det kunne forvolde 
både svenden og ham selv ubehageligheder , og desuden 
var det måske blot noget , som hr . Rose havde 
gjort i et anfald af tankeløshcd . 
Ja , denne betragtning stod han endelig fast ved , 
det måtte være sket i tankeløshed , det var det hele . 
Jo mere han tænkte over sagen , desmere blev han 
overbevist om at rose ville være ham meget taknemmelig , 
hvis han gjorde ham opmærksom på hans 
fejltagelse . 
Denne tanke blev så stærk hos ham , at han , da 
han hen ad eftermiddagen blev alene i boutiken med 
Røse , sagde til denne : 
„ Undskyld hr . Røse , men jeg ville gerne gøre 
dem opmærksom på noget . 
„ Og det er ? “ 

„ De må ikke blive vred , men jeg er overbevist 
om al det er en feillagelse . “ 
. Hvilket ? “ 
. At de i et anfald af distraktion puttede en 
femdalerseddel i lommen i dag , da der var så 
mange damer i boutiken . “ 
. Hvad siger du ? “ streg hr . Røse højst forbavset , 
„ har jeg puttet en femdalerseddel i lommen . “ 
„ Del forekom mig , “ svarede Christian , „ men 
som sagt , jeg er vis på det skete af en feillagelse . “ 
. Ja , jeg er undertiden meget disfrait af mig , 
sagde hr . Røse , „ så del kunne jo nok passere . Hvis 
jeg virkelig har været så sandsesløs , så må sedlen 
naturligvis være i lommen endnu , thi jeg bar 
ikke haft hænderne i den siden . Lad os engang 
se ad . “ 
Med disse ord vendte han sin lomme , og viste 
Christian at den var ganske tom . 
Skjøndt dette bevis langtfra var , eller kunne 
være afgørende , da sedlen kunne være taget op af 
lommen mange gange efter den var kommet derned , 
blev Chrisfian dog betydeligt flan ved at se ar lommen 
var - aldeles tom . Han rødmede over hele 
ansigtet , og stammede meget forlegen : 

„ Jeg beder dem tusinde gange om forladelse , 
jeg har taget fejl , men jeg troede al gøre dem en 
tjeneste ved at sige dem , hvad jeg troede at have 
set , “ 
„ Jeg førståer gødt dine bevæggrunde , ' sagde 
Røse og nikkede med en tilfreds mine . Jeg skal have 
den ære at fortælle dig , jeg er en mennestekjender 
af første skuffe . Jeg er slet ikke vred på dig , hvad 
mange andre ville have blevet , jeg siger dig tværtimod 
tak til for den påpassenhed , du har viist . 
Mange andre ville i mit sted have givet dig en 
lussing eller klaget til principalen , men jeg gør 
ingen af delene , da jeg førståer at agte og skatte 
dine motiver . ' 
disse ord sagde hr . Røse i en særdeles mild 
og honningsød tone , der gjorde langt større indtryk 
på Chrisfian end den skarpeste irettesættelse ville 
have gjort . 
Hr . Røse havde vistnok iøvrigt fine særdeles gode 
grunde til ikke at bringe denne sag for sin principals 
øren , og det var vistnok også en væsentlig 
bevæggrund til al han tog så lempeligt på denne 
sag . 
Imidlertid var han blevet noget mere tankefuld 
end sædvanlig , ligesom om han spekulerede på noget , 
sou : var meget vigtig ! . 

da han om aftenen var kommet op på sit . Værelse , 
begyndte han som sædvanligt al klæde sig på 
for at gå ud . Da han omtrent var bleven halvt 
færdig , sagde han : 
„ Christian , jeg kan nok se på dig at du tror 
ai jeg endnu er vred på dig , hvad jeg jo ingen 
grund har til . Det kan jeg ikke lide ; thi jeg er ikke 
vred , og for at give dig el bevis derpå , så vi ! jeg 
gøre dig et forslag . “ 
„ Og det er ? “ 
„ Gå med mig i aften ud på livets keglebane , “ 
Sagde hr . Rose . 
. Hvad tænker de på ? “ udbrød Christian . 
. Hvad jeg tænker på ? Ih , jeg tænker på at et 
menneske på sytten år vel en gang må blive 
ked af bestandigt ar være indesluttet mellem fire vægge 
og at han vel også må så lyst til engang at 
slå lidt med vingerne . “ 
„ Men hvad vil hr sommer tænke ? “ 
„ Sletingenting ; thi han får det jo slet ikke at 
vide . Vi ville naturligvis ikke være så gale at for . 
Tælle ham , hvad vi tage os for om ratten ; den skulle 
jeg da mene er vor egen . “ 
Chrisfian begyndte allerede at vakle . Han sagde 

til sig selv at del jo ganske vist matte være meget 
behageligt at komme til at deltage i verdens nydelser 
og glæder end han hidtil havde gjort . 
Der behøvedes derfor endnu ikke mange overtalelser 
fra roses side for at få ham til at gå 
ind på det lokkende tilbud . Han sagde til sig selv 
at der jo egentlig ikke var noget ondt i al han gik 
ud og morede sig uden at hans principal fik det 
at vide . 
Han klædte sig altså på og få minuter 
efter vare han og hr . Rose ude på gaden . 
Denne nat gjorde Chrisfian bekendtskab med 
hr . Rose fra en ganske ny side . Han udviklede en 
lystighed og livlighed som man på ingen måde 
skulle troet ham i besiddelse af . 
Det var en lystig nat , tilbragt i muntert selskab 
mellem smukke fruentimmer og fyldte glas . Det var 
en nat , tilbragt således , som Chrisfian næppe havde 
forestilt sig det muligt i sine dristigste drømme . 
Først hen ad morgenstunden kom de hjem igen . 
Christian var henrykt , han havde aldrig i sit liv 
moret sig så godt . 
„ Men , hvad siger du om den tur ? “ spurgte 
hr rose , da de vel vare komne i seng . 

„ O , jeg har moret mig udmærke ! , « sagde 
Christian . 
„ Ja , det er noget andet end af rende på 
Frederiksberg om søndageftermiddag , “ sagde rose 
tilfreds . „ Når vi to vedblive al være gode venner , 
så skal jeg oftere tage dig med , thi du trænger 
virkelig en hel del til af komme lidt ud i verden 
og se dig om . “ 
Og hr . Rose holdt fil ord . Fra den aften af 
tog han jævnlig Christian med sig ud . Drengen blev 
greben af forlystelsernes hvirvel og fandt særdeles 
behag i dette liv . 
Han havde aldeles glemt tildragelsen med femdalersedlen , 
da erindringen derom opfriskedes igen 
ved af et aldeles lignende tilfælde indtraf , denne gang 
dog med den forskel , af rose , i det øjeblik han puttede 
sedlen i lommen , tydeligt så af Christian 
havde iagttaget ham . 
Han var opdaget , derom nærede han nu ikke længere 
den fjerneste tvivl . 
Han blegnede ved tanken herom , men fattede 
sig dog hurtigt og lod som om flet intet usædvanligt 
var passeret . 
Christian var på sin side heller ikke synderlig 
vel til mode . Dennegang var det åbenbart at sedlen 

ikke var blevet stukket i lommen i et anfald af 
distraktion , men derimod med fuldt overlæg . 
Hr . Rose , som han i den sidste tid var kommet 
til at holde meget af , var altså kun en gemen tyveknægt ; 
del var nu i hans øjne hævet over enhver 
tvivl , og han følte at det i grunden var hans pligt 
at angive ham for principalen . 
Denne tanke voldte ham imidlertid megen uro . 
Hvad ville principalen sige — og så hr . Rose , 
han ville jo blive ulykkelig for sin levetid . Det var 
en meget ubehagelig stilling han på denne måde 
var kommet i , men trods al den modbydelighed han 
følte derfor , så blev han dog efter nøgen eftertanke 
omtrent enig med sig selv om at han ville fortælle 
principalen alt . 
Heldigvis for rose , var denne ikke hjemme , og 
rose , som følte al det afgørende øjeblik var kommet , 
benyttede det første øjeblik , da der ingen kunder vare 
i boutiken , til al kalde Christian hen i en afsides 
krog og sige til ham : 
» Hvad har du i sinde at gøre ? » 
Christian blev blussende rød og stammede forlegen 
: 
„ De ved vel nok selv , hr . Rose , hvad der er 
min pligt . “ 

„ Det vil med andre ord sige at du vil fortælle 
principalen hvad du nylig har set , ikke sandt ? “ 
Spurgte rose . 
„ Ville de selv i mit sted handle anderledes ? “ 
Sagde Christian . 
„ Hvis jeg i forvejen havde båret mig ad som 
du , så ville jeg rigtignok betænke mig lo gange 
på al gøre det , “ sagde rose i en spottende tone . 
„ Hvad vil de sige dermed ? “ 
„ Kan du ikke forstået det ? “ 
„ Nej . “ 
„ Så må du være mærkværdig tykhovedet , 
langt mere tykhovedet end jeg havde troet . Tingen er 
jo ganske simpelt den , at hvis sagen opdages , så 
vil den komme til at gå ligesæa meget ud over dig , 
som over mig . “ 
„ Men jeg har jo ikke stjålet ! “ udbrød Christian 
forbavset . 
. Del ved jeg ikke , “ sagde hr . Rose hånligt . 
„ Desuden vil jeg gerne bede dig om at vælge nogle 
smukkere og mindre stødende udtryk . Hvis sagen 
kommer til undersøgelse , så vil du da i alle tilfældæ 
ikke kunne nægte at du ligesæa godt som jeg , 
har nydt godt af udbyttet af det , som jeg , som du 
så smagfuldt udtrykker dig , har stjålet . “ 

Chrisfian for uvilkårligt et par skridt tilbage 
og stirrede forfærdet på rose , som “ med så megen 
koldblodighed fortalte ham hvilken ulykke han havde 
styrtet sig i . Nu først gik del ret op før ham , at 
han , Chrisfian selv , egentlig var ligeså skyldig som . 
Rose , hvad der var noget , han aldrig havde tænkt 
over før . 
„ Hæleren er , ifølge del gamle ordsprog , ligeså 
god som stjæleren , “ vedblev rose med isnende kulde , 
„ og jeg citerer kun dette ordsprog , fordi du synes 
at have en vis forkærlighed før stærke udtryk , som 
du synes at forstå bedst . Nu har jeg udviklet 
sagen før dig , og søgt at gøre dig den klar , nu 
kan du selv handle , således som du synes bedst . 
Vil du være angiven , så vær så god , men som 
sagt , det vil komme til at gå ud over dig 
selv . “ 
Chrisfian svarede ikke et ord , men sad stille ^å 
en stol , hensunken i dybe tanker . Han følte sig så 
ussel og elendig til mode som han aldrig havde gjort 
det før . Han betragtede sig selv som en stor misdæder 
og ønskede sig selv hundrede alen nede under 
jorden . 
„ Nu kan du jo som sagt tænke over sagen , “ 
Vedblev rose med en hånende kulde . „ Du har 

tid nok dertil , thi jeg tror det varer endnu nogle 
timer inden manden kommer hjem . Du har altså 
tid nok til at blive enig med dig selv om den hele 
sag virkelig er umagen været at der gøres så 
meget vrøvl for dens skyld . — når alt kommer 
til alt , så bliver man jo egentlig slet ikke betalt ved 
den usle løn man får , som hverken er til at leve 
eller til at dø af . Det er jo os , som må tjene 
pengene her i forretningen , det er os som have 
slidet , følgelig dør vi også være delagtige i en 
del af udbyttet udover det , som man engang har 
akkorderet om ; thi det er jo ikke engang halv betaling 
for vort arbejde . Arbejdere » er sin løn været , 
og kan han ikke få den med det gode , så må han 
tage den med det onde . “ 
Hvor dårlige og sletmokiveredr disse påstande 
end vare , så undlode de dog ikke at gøre et vist 
indtryk på Christian , som derved kom til at betragte 
sagen i et andel lys . Han kom uvilkårligt til at 
drøfte spørgsmålet om arbejdet og dets betaling 
og det forekom ham at der ikke var så lidt sandt 
i hr . Roses påstande . 
„ Hvorfor , “ vedblev hr . Rose , » skulle vi , som 
befinde os i et tjenende forhold , være udelukkede 
fra alle mulige glæder og nydelser , medens vore 

principaler kunne leve høn af frugten af vort 
arbejde ? Må du ikke tilstå mig at dette er en 
uretfærdighed og at det ikke kan kaldes nogen synd , 
når man bestræber sig for at råde lidt bod på 
dette forkecrle forhold ? “ 
„ Del kan være , del er meger rigtigt , hvad 
de siger , “ stammede Christian endelig , „ men men — “ 
. Men du har ikke mod til al se sandheden i 
j øjnene , det er del hele , “ afbrød rose ham . „ Nu 
har jeg imidlertid gjort dig Tingen klar og nu kan 
du gøre hvad du vil . “ 
Med disse ord gik han hen for at erpedere nogle 
damer , som netop trådte ind i boutikken og overlod 
Christian til sine egne betragtninger . 
Rose var nu igen rolig , da han mærkede at hans 
ord havde gjort et vist indtryk på drengen . Han 
havde gjort regning derpå at navnlig påstanden 
om hans medskyldighed skulle virke ; det var udelukkende 
før ved lejlighed at kunne gøre brug af denne 
trussel al han i den sidste tid jævnligt havde taget 
Christian med på sine udflugter , så snart han havde 
mærket at der var ugler i møsen . 
Og truslen virkede også efter beregning , Christian 
grublede , og grublede men kunne ikke komme ril 

andet resultat end at han gjorde bedst i at tie og 
lade sagen gå som den kunne . 
Den aften gik hverken hr . Rose eller Christian 
ud , og næste dag blev der ikke talt et ord mere om 
sagen , før om aftenen , da rose klædte sig på som 
sædvanligt og sagde til Christian . 
„ Du går da naturligvis med ? 
. Jeg ved ikke , “ stammede Christian , der endnu 
følte nogle betænkeligheder ved at gå i byen med 
rose , da han vidste ar de penge , hvorfor han gjorde 
sig lystig vare stjålne . 
„ Du ved ikke ? “ gentog rose spottende , „ Bah , 
det vil med andre ord sige at du er en gammel 
kjærling , som mister model ved den første hindring , 
som møder på vejen . Del klæder ellers kønt i din 
alder , jeg havde rigiignok haft bedre tanker om dig . “ 
Harme og vrede ville Chrisfian kunne have tålt , 
men denne spot pirrede ham og satte hans stolthed i 
bevægelse : han svarede ikke , men klædte sig på , 
og fulgte ud med hr . Røse som sædvanligt . 
Han morede sig ikke synderlig ! den nat , dertil 
følte han endnu for megen anger og uro , men da 
få dage vare gåde vare disse samvittighedens 
svage mindelser forsvunden og han nød livet i fulde 
drag , uden at afscc en tanke på at de penge , hvorfor 

han gjorde det , var stjålne af hans principais 
pengeskuffe . 
Da han nu først var kommer ret ind på fornsielsernes 
skråplan , så rullede han ustandseligt 
videre og videre , uden al bryde sig om , hvor han til sidst 
ville komme hen . 
Og medens Chrisfian erpederede i boutiken om 
dagen og morede sig om natten så ilede tiden bort 
i så ustandselig flugi og en skøn dag opnåede 
Chrisfian Petersen den ære at blive optaget som 
svend i dej hæderlige kræmmerlaug . 
Principalen havde ikke råb til at holde lo svende , 
og da han på en måde belraglede Chrisfian som sit 
barn , så besluttede han ak beholde ham og at give 
hr . Røse sin afsted . 
Hr . Røse fik allså fin afsted , til stor sørg for 
sig selv , thi det gik ham , som dej går de fleste kræmmersvende , 
når de miste deres emploi , han kunne ikke 
igen få nogen kondition . 
Så greb han ul det samme , som alle andre 
sorulykkcde kræmmersvende gribe til under lignende 
omstændigheder , han blev nemlig agent , del vil sige 
han gik omkring og prakkede le andre handlende 
varer på fra forskellige handelshuse . 

denne forretning ville heller ikke gå for ham 
i længden , især , da han ikke kunne opgive de kostbare 
baner , som han havde lagt sig til , medens han havde 
uhindret adgang til sin principals pengeskuffe . Hans 
udgifter overstege stadigt hans indtægter og han havde 
til sidst slet ingen midler mere ti ! al dække underbalancen , 
hvoraf følgen blev at han forfald ! mere og 
mere og til sidst endte på ladegården . 
Denne hr . Roses ulykkelige skæbne , hvorom 
Christian var vidende , forhindrede dog ikke denne sidste 
i at fortsætte således som han havde begyndt under 
vejledning . Han vedblev at føre det samme vidtløftige 
og udsvævende liv , og når hans kassebeholdning 
ikke kunne stå- til , få greb ban til principalens 
pengesluffe . 
Han var imidlertid heldig . Hans principal hr . 
Sommer mærkede ikke del mindste iii hans bedrageri , 
tvertimod steg han dag for dag i hans yndest , ja 
da Lydia , hr . Sommers datter var vorel til og blevet 
en ganske køn pige , så slog hr . Sommer ikke sjældent 
eller utydeligt på at det ikke ville være ham ukært 
at se Christian som sin svigersøn . 
Således stod altså sagerne , dengang de i 
de første kapitler af denne historie fortalte begivenheder 
fandt sled . Da vi nu have gjort rede 

for hr . Petersens tidligere historie , så ville vi atter 
vende tilbage og på ny optage fortællingens egentlige 
tråd , 
femtende kapitel 
Toren på opdagelse . 
Såsnart Søren var bleven ansat ved opdage ! - 
scspolitiet , gik naturligvis hans allerførste bestræbelse 
ud på at opdage noget om Petersen , noget 
som han ved lejlighed kunne bruge som et frygteligt 
våben imod denne . 
Han gav sig nu til at tænke på , hvorledes dette 
bedst skulle kunne iværksættes , og det varede heller 
ikke længe , før han havde fattet en plan , der , som 
han troede , nok ville hidføre et heldigt resultat . 
Alene troede han ikke at kunne nå målet , 
han måtte derfor se sig om efter en medhjælper , 
eller rettere en medhjælperfle . 
Det gjaldt imidlertid om at sinde et fruentimmer 

som han kunne bruge . Hermed var han i nogen 
lid i forlegenhed , da hans damebekjendlskab ikke 
var stort , indtil han endelig fik det indfald at spørge 
en anden opdagelsesbetjent om han ikke kunne give 
ham anvisning på en passende person . 
Anvisningen blev given , og Søren begav sig 
ufortøvet hen til den omtalte dame , der boede på en 
tredie sal i en af byens mindre gader . 
Hendes navn var Rosalie top , og hun var 
godt kendt af politiet , da dette ofte benyttede hende 
ved forskellige lejligheder . 
Hnn var ung , to eller treogtyve år gammel , 
boede alene og foregav al hun ernærede sig ved 
syning . 
Da Søren trådte ind ttl hende , sad hun ved 
vinduet , beskæftiget med at læse i en roman . 
Hnn så forundret på Søren , som hun ikke 
kendte , og spurgte om hans ærinde . 
» Jeg er ansat ved opdagelsespolitiet , svarede 
Søren , „ og de er blevet mig anbefalet som en dame , 
hvem man med tryghed kan overlade udførelsen af 
vanskelige kommissioner . » 
. De er alt for artig , “ svarede Rosalie . jeg har 
engang imellem været så heldig at kunne gøre politiet 
en ubetydelig tjeneste , del er det hele . — tør 

jeg iøvrigt spørge om , hvormed jeg kan være dem 
til tjeneste . “ 
. Naturligvis , det er jo udelukkende derfor jeg er 
kommet her , “ svarede Søren , „ Sagen drejer sig om 
en kræmmersvend . “ 
„ Ah . “ 
. Som jeg er vis på bestjæler sin principal , “ 
Vedblev Søren . 
. Således . “ 
„ Og som jeg gerne ville jhave overbevist om 
hans forbrydelse . “ 
„ Det er ikke så let en sag , “ sagde Rosalie 
med en mine som en , der er vant til at beskæftige 
sig med ben slags sager . » Disse fyre pleje at 
bære sig så fiffige ad , så det er meget vanskeligt at 
komme til at kigge dem i kortene . “ 
„ Det ved jeg , “ sagde Søren , og det er netop 
også derfor at jeg vil udbede mig deres hjælp til 
sagens udførelse . “ 
„ Jeg indser ikke i øjeblikket , hvorved jeg egentlig 
kan være dem nyttig , “ sagde Rosalie . 
. De kan være mig meget nyttig , jeg har nemlig 
lagt en plan . “ 
„ Vil de meddele mig den ? “ 

-naturligvis . “ 
„ Fremfør alt gælder det jo om at skaffe beviser 
tilveie , ikke sandt ? ' 
„ Ja , naturligvis . « 
» Nuvel , disse beviser tror jeg alkerlettest ville 
kunne skaffes , hvis de ville forsøge på at gøre 
indtryk på denne kræmmersvends hjerte , og når 
dette var gjort , da forlede ham til en eller anden 
dårskab , « sagde Søren , „ naturligvis på en sådan 
måde al vi kunne blive isfand til at gribe ham i 
gerningen eller så omtrent . “ 
„ Det er ikke så ilde udtænkt , “ sagde Rosalie 
smilende . 
. Trøer de ikke nok det kan lade sig gøre ? ' 
spurgte Søren . 
„ Ganske vist kan det det , “ sagde Rosalie , stedse 
smilende , „ forudsat at det vil kunne lykkes mig at 
gøre del påregnede indtryk på personens hjerte . “ 
„ Det anser jeg for givet at de vil kunne gøre , “ 
Sagde Søren galant . „ Påtager de dem altså 
denne kommission ? ' 
„ Jeg sial gøre mit bedste . De har imidlertid 
glemt en ting . ' 
» Og døt er ? “ 

“ At sige mig personens navn og adresse . “ 
„ Ah , det er sandt , det er næsten det vigtigste as 
det hele . “ 
Han nævnede nu Petersens adresse , og efter at 
de endnu havde talt nærmere om hvorledes sagen 
skulle udfsres , gik han . 
Rosalie tog ufortøvet fat på udførelsen af 
planen . Hun klædte sig meget smukt på og gik hen 
i boutiken for al gøre et lille indkøb . 
Hun blev imidlertid skuffet i sin forventning , 
thi Petersen var ikke i boutiken , som læseren ved 
lå han jø i sengen med tilbundet hoved . 
Således gik flere dage uden at hun kunne 
træffe den hun søgte . Søren kom hver dag for at 
hente besked , og han var nærved at briste af utålmodighed , 
uagtet han nok kunne forstå hvorfor 
Petersen ikke kunne vise sig i boutiken . 
Endelig var Petersens sår og skrammer da 
helbredede så vidt at han en skøn dag viste sig i 
bomiken . 
Rosalie kom der naturligvis den dag ligesom 
alle de foregånde , og hun ilede hjem for at underrette 
Søren om at Petersen nu var på benene 
igen . 
» Så må han fanges , “ sagde Søren . 

„ Men hvorledes ? “ spurgte Rosalie . 
„ Og det spørger de om ? “ 
. Ja , naturligvis . “ 
. Herregud , det troede jeg allerede vi vare enige 
om , “ sagde Søren utålmodig . „ De må gøre ham 
forelsket i dem , de må forlede ham til udgifter , 
som overstige hans evner , og på den måde må 
vi kunne gribe ham . “ 
„ Det smigrer mig at de tiltroer mjn elskværdighed 
en sådan kraft , “ sagde Rosalie leende . „ Jeg 
troer også at denne måde er god , og jeg skal gøre 
mit fil at sagen kan få et heldigt udfald . 
Hun tog også ufortøvet fat på værket , og 
indfandt sig jævnligt i boutikcn . Her sørgede hun 
altid for kun at komme fil at handle med Petersen , 
og hun tilkastede ham under handelen af og fil enkelte 
temmeligt megetsigende blikke . 
Dette forfejlede ikke sin virkning på hr . Petersens 
lekfængelige gemyt . Han begyndte snart at 
nære en vis interesse for denne unge dame , som kun 
udelukkedde ville handle med ham . 
Rosalie gjorde imidlertid aldrig større indkøb 
end som kunne stemme overens med en sypiges 
evner . Est dag da hun var alene i boutiken med 

hr . Petersen , gik hun dog så vidt at hun så på 
noget kjoleføi . 
Det lod imidlertid fil at hun var meget vanskelig 
at tilfredsstille ; thi det tøj , som hun syntes ikke var 
for dyrt , syntes hun ikke var smukt nok , og det , som 
var smukt , syntes hun var for dyrt . 
Denne dragen varede længe . Endelig sagde 
hr . Petersen : 
„ ' her er noget kjoleføi , som jeg indstændig vil 
råde dem fil at købe . “ 
. Men det er alt for dyrt for mig , “ indvendte 
Rosalie , „ hust jeg er kun en fattig sypige . “ 
. O , intet er før dyrt før dem , “ sagde Petersen 
galant . „ Når man er smuk , som de , bør man 
bære det allersmukkeste . “ 
„ Det er overordentligt galant sagt , “ sagde Rosalie 
leende , » men dermed er sagen ikke klar , tøjet 
er mig før dyrt og derfor må jeg lade det ligge ' 
. O , “ sagde Petersen , . dette tøj er i virkeligheden 
ikke så dyrt . Må jeg ikke lade det bringe 
hjem til dem , med betalingen haster det aldeles 
ikke . “ 
„ Delte tilbud kan da umuligt være deres 
alvor ? “ 

„ Ieg forsikrer dem , det er mit ramme -- alvor . 
Dr behøver blot at opgive deres adresse , få skal 
tøjet blive dem sendt . I en stor forretning som vor 
bryde vi os ikke om at give kredit . “ 
„ Men , “ indvendte Rosalie , „ De kender mig jo 
ikke , jeg kan jo bedrage dem . “ 
„ Det gør de ikke . Vi forretningsfolk have en 
betydelig menneskekundskab . Med et ansigt som 
deres , går man ikke ud på at bedrage nogen , “ 
Sagde Petersen galant . 
Rosalie forsøgte at se undseelig ud , hvad der 
også lykkedes hende meget godt , og svarede : 
„ I sandhed , dette er et få fristende tilbud , 
at jeg næppe ved , hvad jeg skal svare derpå . “ 
. De skal sige jo , naturligvis , “ sagde Petersen 
. hvad ellers . Det har som sagt flet ingen hast med 
betalingen . “ 
Rosalie lød nu som hun ikke mere kunne modstå 
dette fristende tilbud , opgav sin adresse og gik 
efter endnu engang at have fremstammet en forlegen 
taksigelse . 
Da hun var gået , gned hr . Petersen sine 
hænder med en fornøjet mine , og mumlede ved 
sig selv : 

. Bravo , bravo , hun går i tøjet , hun går 
i tøjet . Det vidste jeg nok , jeg så det den allerførste 
dag , da hun trådte herind i boutiken . Jo 
jo , jeg kender mine folk ! “ 
Stakkels Petersen , han havde kun liden anelse 
om at det var ham selv , som „ gik i tøjet . “ 
Di behøve naturligvis ikke at tilføje at han endnu 
inden aften sendte det omtalte temmeligt dyre tøj 
hen til Rosalie . 

sekstende kapitel 
Petersen går i fælden . 
Da Rosalie kom hjem og fortalte Søren hvad 
der var flet , blev denne sidste meget tilfreds og råbte 
idet han gned sig i hænderne : 
„ Bravo , det går aldeles som jeg havde ventet . 
Nu må de natuligviis ikke vise dem i boutiken i 
nogle dage . « 
„ Og hvorfor ikke ? “ spurgte Rosalie med forstilt 
uskyldighed . 
„ Naturligvis fordi at han skal komme til dem : “ 
„ Til mig ? « 
„ Ja , det er klart at de har gjort betydeligt indtryk 
på hans hjerte , siden han således uden videre 
overlader dem det dyre tøj . Nu , da han ved deres 
adresse , så kan de også være ganske vis på at 
han snart vil indfinde sig hos en dem en smuk aftenstund . “ 


herpå var Rosalie naturligsiis ganske forberedt , 
uagtet hun lod som om det var hende noget ganske 
nyt — herregud , det klæder altid så godt at lade 
uskyldig 
Søren ventede nu i flere dage på at hans 
forudsigelse skulle gå i opfyldese for at han deraf 
kunne se , hvorledes forholdet videre ville udvikle sig . 
Han behøvede ikke at vente længe for at få dette 
at se . 
Da hr . Petersen i nogle dage havde savnet 
Rosalie i boutiken , tænkte han ved sig selv : 
„ Hun kommer , ikke mere . Oh , jeg forstår det 
. godt . Det vil sige så meget som : du ved nu at 
jeg er dødelig forelsket i dig , og du kender min 
adresse , altså venter jeg dig med længsel . “ 
Denne slutning var vel ikke synderlig logisk , 
men den tilfredsstillede dog ganske hr . Petersen , som 
efter nogle dages forløb ikke kunne nægte sig den fornøjelse 
at aflægge den smukke sypige et besøg . 
„ Hun venter mig , det er åbenbart , tænkte han , 
„ og det ville være synd at lade hende vente for . 
Gæres . “ 
Han pyntede sig altså en affen med mere end 
sædvanlig omhu og tog vejen til Rosalies bolig . 
Rosalie ar hjcmme . Hun lod meget overrasket 
ved dette besøg og sagde : 
„ Hvorledes det er dem , hr . Petersen , ah , de 

kommer sandsynligvis for at kræve mig for betalingen 
af tøict . “ 
» Hvor kan de trøe det ? “ sagde Petersen . 
„ De kommer ikke derfor ? “ ' spurgte Rosalie tilsyneladende 
forbavset . 
„ Nej , aldeles ikke . “ 
. Så fatter jeg ikke , hvad der bringer dem til 
mig i affen . “ 
„ Gør de virkelig ikke ? “ spurgte hr . Petersen 
med et smægtende smil . 
„ Nej , aldeles ikke . “ 
. O , det mener de ikke , de kan ikke mene , det 
er aldeles umuligt . “ - 
„ Det ville være mig meget kært om de ville 
udtrykke dem lidt tydeligere , “ sagde røsalie , idet hun 
safte sig i en koket stilling på sofaen . 
„ De vil al jeg skal tale tydeligere ? “ 
. Begriber de da ikke , hvad der bevæger sig i 
mit hjerte ? “ spurgte Petersen højtideligt . 
„ Nej , “ sagde røsalie med forstilt enfoldighed , 
„ del er jo ikke godt for mig at begribe . “ 
„ Og dog troede jeg “ — begyndte Petersen , „ dog 
troede jeg — 
„ Hvad troede de ? “ 
„ At bi havde forstået hinanden/ ' ' 
„ Istedetfor at forklare dem tydeligere , som jeg 

bad dem om , så forekommer det mig at deres tale 
bliver mere og mere mørksagde røsalie med tilsyneladende 
utålmodighed . 
Hr . Petersen som ikke havde ventet en sådan , 
om end kun foregiven , mangel på evne til at kunne 
forstå , begyndte at føle sig noget forlegen , og stammede : 
„ Men , bedste frøken , har da mine blikke ikke 
forlængst sagt dem — ? “ 
„ Hvilket ? “ 
„ At jeg elsker dem indtil døden ! “ råbte nu 
Petersen , idet han faldt på knæ . 
„ Min gud , hvad er det de siger ! “ råbte Rosalie 
tilsyneladende forskrækket , idet han sprang op . 
„ Jeg siger at jeg elsker dem ! “ vedblev Petersen , 
idet han greb hendes hånd og kyssede den , „ at jeg 
har elsket dem lige fra det første øjeblik jeg så 
dem , og at jeg vil elske dem lige til min død , ja 
endnu på den anden side graven — o , Rosalie , 
svar mig , har de da ikke den mindste smule medlidenhed 
med mig ? « 
„ Du gode gud ! « streg nu Rosalie , der affekterede 
at være i stærk bevægelse , „ hvad er dog dette 
for et tilbud . Det kommer så pludseligt og så 
uventet . “ 
„ Uventet ? “ 
„ Ja , aldeles . “ 

„ O nej , det er ikke deres mening . Mine øjne 
må for længst have sagt dem sandheden og jeg 
troede også i d-res blikke at have læst — . « 
„ Hvad troede de at have læst ? ' 
„ At de — at de — 
„ Nu , at jeg ? “ 
„ Kortsagt at de gjengjældte mine ømme følelser , “ 
Råbte Petersen , idet han trykkede hendes hånd med 
fornyet ivrighed . 
„ Og dersom de nu havde læst fejl ? “ spurgte 
Rosalie med et skalkagtigt smil . 
„ Læst fejl ! Umuligt . “ 
„ Og hvorfor del ? Sæt nu al jeg aldeles ikke 
elsfede dem . « 
. Sag ville jeg være det ulykkeligste menneske 
under solen , så — så — ja , så ville jeg ikke 
leve en time længere ! “ råbte hr . Petersen yderst 
pathatist idet han slog sig før brystet . 
„ Er del virkeligt deres alvor ? “ spurgte Rosalie , 
idet hun lod som om hun blev rørt . 
„ Ved min sjæls salighed ! “ 
„ Vel , jeg vil trøe dem , “ sagde hun idet hendes 
forvirring lod til at blive højere og højere . „ Og 
jeg — 
her standsede hun og så tilsyneladende meget 
førlegen ned mod jorden . 
„ Nu , og de ! “ råbte Petersen . 

„ Jeg vil ikke være grusom nok tik at holde dem 
i uvished længere . — ja , de havde ret før , da 
de sagde at de troede al have læst rigtigt i mine 
blikke . — de har ikke taget fejl , jeg er deres før 
evigv „ O 
hører jeg ret , jeg kan næppe trøe på min 
egen lykke ! “ råbte Petersen , idet han sprang op og 
omfavnede Rosalie . „ Min for evig ! O , sig “ det engang 
endnu ! “ 
, , din for evig , “ hviskedee Rosalie i en så øm 
tone som det var hende muligt . 
, , nu er jeg lykkeligste menneske under solen ! “ 
Råbte Petersen , , , jeg vil ikke bytte med kongen selv , 
ja ikke engang med størmogulen , hvis han levede 
endnu , men jeg tror rigtignok at han er død for 
mange år siden . “ 
Da pe ersen den aften gik hjem , gned han for . 
Nøicr fine hænder og mumlede : 
når jeg nu besøger hende næste gang , så har 
jeg spiller vundet , så kan hun ikke modstå mere . 
Hun er jo forelsket i mig som en rolle i en sur ost . “ 

syttende kapitel . 
Man går videre . 
Hr . Petersen skuffede sig imidlertid betydeligt i 
sine forventninger med hensyn til Rosalies modstandsevne . 
Hun gav ikke efter så hurtigt som ban havde 
ventet , ja hun lod endog til flet ikke al ville give 
efter . 
Venlige blikke og ord , ivethøiste et Kys , det var 
alt , hvad peterfen trods alle sine bestræbelser kunne 
opnå . 
Og han sparede dog intet . Han bragte hende 
den ene foræring efter den anden , . men kom dog ikke 
et eneste skridt videre . 
Dette kjølnedc dog ingenlunde hans Iver , tværtimod , 
en sådan modstand havde han endnu aldrig 
mødt , og det forhøjede det pikante ved situationen . 
Såsnart han kunne flippe fra boutiken på 
nøgen mulig måde , så ilede han til Rosalie 

og lagde sit hjerte og sine forceringer for hendes 
fødder . 
Hun modtog begge dele med den mest smilende 
mine af verden , men tilstædte ham dog aldeles 
ingen yderligere gunstbevisninger . Hun vidste at 
sålænge hun holdt forholdet vedlige som det var , 
så havde hun Petersen aldeles i sin magt , hvorimod 
hun ville tabe herredømmet over ham , hvis 
hun gav efter . 
Alt hvad hun . modtog af Petersen , gemte hun ! 
Ester Sørens befaling på det omhyggeligste , for at 
alle disse sager en dag kunne benyttes som beviser 
imod kræmmersvenden . 
Hidtil havde hun kun fået varer af ham , men 
på Sørens tilskyndelse skulle hun nu anmode ham 
om penge . 
En skøn dag sagde hun derfor til Petersen . 
„ Du forsikrer mig altid så højt og dyrt om 
din kærlighed , men der er dog en omstændighed , 
som næsten bringer mig til at tvivle på den . 
„ Tvivle på min kærlighed ? « råbte Petersen 
bestyrtet . „ Umuligt ! Det kan de ikke mene . “ 
„ Ja det mener jeg rigtignok . “ 
Men hvorfor da ? “ 
„ Kan du ikke begribe det selv ? “ 
„ Nej , jeg kan kun tro at det er din spøg . “ 

„ Det er det netop ikke , jeg taler i fulde alvor , 
sagde røsalie bestemt . 
, men hvad er der da i vejen ? “ 
„ Der er intet i vejen , men jeg synes at det 
er besynderligt at du , som er en formuende og en 
flot kavaler , vil lade mig , din kjæresfe , sidde og 
silde for livets ophold som en stakkels sypige . Det 
må jo være stødende for dig selv , især da du siger 
at du er formuende , og det krænker mit hjerte så 
grusomt , da det får mig halvvejs til at tro at du 
ikke mener det oprigtigt . O gud , når du bare 
vidste hvad jeg har lidt ved denne tanke . “ 
Da røsalie havde sagt disse ord i en meget 
rørende tone , skjulte hun ansigtet i sine hænder og 
gav sig til al græde bitterligt . 
„ Men herregud røsalie , det er noget som jeg 
slet ikke har tænkt på , “ sagde Petersen yderlig forlegen 
og forvirret over delte pludselige fortvivlelsesudbrud . 
„ Nej , det vil jeg gerne tro , du tænkex vist i 
det hele ikke så overmåde meget på mig , som du 
forstiller dig til ! “ råbte Rosalie . , , at tænke sig til 
at du vil tillade at din kæreste skal sidde både 
dag nat og slide med nålen , for at tjene sit smule 
ophold . O , det er så tungt for mig , og en stør 
skam for dig . “ 

. „ Rosalie , Rosalie , slå dig dog tiltåls igen , “ 
Råbte Petersen . 
. O gud , når jeg tænker på mine veninder 
og hvad de få af deres kærester , så må jeg 
rigtignok sige at jeg er meget ulykkelig . — du gode 
gud , hvad skal det blive til , når vi engang blive 
gifte , jeg er vis på du vil blive en ren tyran 
imod mig . “ 
Petersen vidste flet ikke hvad han skulle sige til 
alt delte , han bad og besvor hende ikke at være vred 
længere , da han i enhver henseende ville opfylde 
alle hendes ønsker . 
Vi behøve naturligvis ikke at fortælle læseren 
at Rosalie ingenlunde var uimodtagelig for trøstegrunde . 
Da Petersen til sidst lovede at udbeiale hende 
2æ rigsdaler . hver måned til hendes underhold , så stilles 
de ad som de bedste venner . 
» I grunden er det dog en lille engel , den Rosalie , “ 
Sagde Petersen til sig selv da han gik hjem 
igen . „ Hvor hun er omhyggelig for min ære . 
Hun er bange for at det skulle nedsætte mig i folks 
omdømme , hvis del rygtedes al jeg stod i forbindelse 
med en slet og ret sypige , det er der noget 
scorarlei i . « 
Søren rise kom jævnligt til Rosalie , for at høre 
bested om hvorledes sagerne flrede frem . Da ro » 

falle nu fortalte ham at han villigt var gået ind på 
hendes forlangende om en månedlig sum , sagde 
han : 
„ Kan de blot fængsle ham endnu et par måneders 
tid , så er han tilstrækkelig moden så have 
vi beviser nok imod ham ! “ 
„ Jeg skal sige dem noget , “ sagde nu Rosalie 
pludseligt . „ Det gør mig næsten ondt for den stakkels 
fyr . “ 
„ Gør det dem ondt for ham ? “ spurgte Søren 
forbanset . 
„ Ja næsten , herregud , han har dog aldrig gjort 
mig noget og han seer dog ganske køn ud , “ mente 
Rosalie . 
„ Men han er en tyv , og det en af det farligste 
slags tyve , den slags som omtrent ingen kan vogte 
sig for . — de er dog vel aldrig gået hen og blevet 
forelsfel i ham ? “ 
„ Det vel ikke , ' sagde Rosalie nølende , „ wen hvis 
teg skal fortsætte denne komedie meget længe endnu , 
så tror jeg næppe jeg tør svare ganske for mig 
selv . “ 
„ Lad den dårskab fare , “ sagde Søren i en streng 
tone . , , de ved vel nok så godt som jeg , ak politiet 
som benytter deres tjeneste til al opdage andres 
historier , lel kunne falde på al rippe op i deres 

egne mysterier , hvis de skulle få i sinde at svigte ' 
den gode sag . “ 
Rosalie skjulte ansigtet i sine hænder og blegnede 
pludseligt . Dette var dog kun en ganske forbigående 
bevægelse , hun fattede sig hurtigt igen , og svarede : 
„ Det kunne naturligvis ikke let falde mig ind 
at svigte den sag , som de kalder den gode , de ved 
vistnok selv bedst hvorfor . Jeg skal udføre hvad de 
pålægger mig , det kan de være forvisset om . “ 
„ Det stoler jeg også på , “ sagde Søren . 
Der påfulgte nu en længere samtale , som vil 
dog ikke ville meddele her , da læseren vil erfare deres 
resultat af de følgende kapitler . 

attende kapitel . 
En god be » . 
Vi ville nu atter igen beskæftige os lidt med 
hr . Petersen . 
Som vi allerede have fortalt havde denne håbe » 
Fulde unge mand stedse brugt mange penge , men i 
den sidste tid , efter at han havde gjort bekjendlskab 
med Rosalie , så steg hans udgifter i en højest 
uforholdsmæssig grad . 
I et alvorligt øjeblik faldt det ham ind at delle 
ikke kunne gå i længden , der måtte ske en eller 
anden forandring . 
Det faldt ham dog ikke ind at betragte sagen i 
chl rette lys , nemlig således at fejlen lå på 
hans egen side , derved at han brugte for mange 
' penge , men han så sagen fra en ganske anden 
side . 

„ Mine indtægtskilder er for små , “ sagde han 
til sig selv , . det er hele ulykken . Der er jo intetsomhelst 
fornuftigt menneske i hele den vide verden , 
som kan komme ud af det med fri station og tohundrede 
daler om året . — den smule ertrafortjeneste 
man kan gøre sig , den forslår heller ikke 
hverken halvt eller helt . Jeg tør ikke lægge mere 
beslag på pengestuffen end jeg nu gør , det kunne 
ellers let gå galt . Det er en forbandet historie . “ 
Fra hans standpunkt betragtet , var det ganske 
vist en forbander historie ikke at have så mange 
penge at han kunne tilfredsstille alle sine lyster og 
indfald . Han spekulerede derfor meget ivrigt på , 
hvorledes han bedst skulle bære sig ad med at gøre 
et eller andet finanksieik coup . 
Det var imidlertid vanskeligt at udfinde . Da 
han denne aften forlod bomikcn , gik han i dybe 
tanker op til en konditor , hvor han tog sig et stort 
glas toddy for al hjælpe på ideerne . 
Som han sad således hensunket i dybe tanker , 
uden al lægge mærke til de øvrige tilstedeværende , 
vaktes han pludselig af sine drømmerier ved et 
temmelig stærkt slag på skuldren . 
Petersen så forundret i veiret- han opdagede 
dog snart at det var en af hans gode 

gamle bekendte , som havde forstyrret ham i hans 
sørgelige tanker . 
„ Oh , er der dig , “ sagde han . „ Du var nær 
ved at gøre mig forskrækket . ' 
„ Det kan jeg tænke , “ sagde den anden leende , 
' „ Du sad jo og spekulerede få dybt , som om du 
agtede at tage ministergraden med det første . Hvad 
er der i vejen med dig ? » 
„ Der er intet i vejen , “ sagde Petersen undvigende 
idet han tog sig en god slurk af sin toddy . 
„ Åh , jo vist er der noget i vejen , det kan 
man jo se med et halvt øje , “ vedblev hans ven , 
hvis navn var bang , og som forresten var kræmmersvend 
ligesom Petersen . . Noget er der i vejen , 
det er ganske vist . Har du kærestesorger ? ' 
» Åh , hvor kan du tro det ? « 
. Nu , det er rigtigt , du er alt for stor en udhaler 
til al du skulle kunne have kærestesorger , “ 
Svarede bang leende . » Men noget er der imidlertid 
lgall fat med did , hvad er det ? “ 
„ Åh passiar , der er intet galt fat , “ sagde 
Petersen lidt utålmodig . 
» Jo , min sjel er der så , “ råbte bang , » det 
kan ikke nytte at du vil skjule det , det er alt for tydeligt . 
Dn skulle da vel aldrig værr i pengeforlegenhed . “ 

. Pengeforlegenhed/ ' 
„ Ja , herregud , det er da en ærlig sag , som 
kan træffe den bedste . Er del det der i vejen , hvad ? “ 
„ Og om det nu var der , ville du så måske 
være i stand til al hjælpe mig med dine kapitaler ? “ 
Spurgte peterseu halvt ondskabsfuld . 
„ Det vel ikke , “ sagde bang , men jeg kunne 
dog måske være i stand til at give dig et godt råd 
som kunne hjælpe dig ud af forlegenheden . “ 
, , et godt råd ? Skynd dig lidt , kom med det ; 
råbte Petersen ivrigt . 
„ Der rilstod du altså ak del virkeligt er pengevæsenet , 
som irvkkcr dig ! “ råbte bang leende . 
, , jkke sandt/ 
„ Hvis du bloi har i sinde al gøre dig lystig 
over mig , , , begyndtte Petersen noget stødt . 
„ Nej , nej , “ afbrød bang ham hurtigt , „ det er 
slet ikke min mening . Aldeles ikke . “ 
, , hvad er da din mening ? “ 
, , det skal du straks få at vide . — opvarter , 
to toddyer . “ 
Da toddyerne vare blevne bragte vedblev bang : 
„ For del første vil jeg kun sige dig , at det er 
en stor dumhed af dig at være forlegen for penge . “ 

„ Hvad behager ! “ udbrød Petersen forbavset i 
højeste grad . 
„ Jeg siger at det er en stor dumhed af dig at 
være i pengeforlegenhed . “ 
, , du har vist drukket for meget toddy i aften , “ 
Sagde Petersen . ' 
„ Aldeles ikke , tværtimod , jeg har snarere drukket 
for lidt , da mine tanker først blive rigtigt klare , når 
jeg har sat en tre fire glas tillivs . Dog , det var 
ikke derom vi skulle tale , men om din pengeforlegenhed . 
Bær dig ad ligesom jeg . Du ved at jeg i længere 
tid har været uden plads , men dog lever jeg ligeså 
stol som du og del uden at eje en eneste skilling . “ 
„ Ja , men hvordan fanden bærrer du dig ad 
dermed ? “ spurgte Petersen . 
„ Det er den simpleste ting af verden , jeg lever 
af lykken . “ 
„ Af lykken ? “ 
„ Ja . “ 
„ Herregud , så må du være meget dum , “ 
Sagde bang , „ forstår du ikke hvad del vil sige al 
leve af lykken ? “ 
„ Nej ? “ 
„ Af spil da , begriber du dej nu ? “ 
„ Ah , du spiller ? “ 

„ Gudcstelov al der da endelig gik et lys op for 
dig , javel spiller jeg . “ 
„ Og det kan du leve af ! “ 
, , som du seer . “ 
„ Men du kan jo også tabe ? “ 
„ Ganske vist , men det er altid ens egen skyld når 
man taber . “ 
„ Hvad behager ? “ sagde Petersen forundret er det 
ens egen skyld når man taber i spil . Jeg troede 
det beroede udelukkende på det blinde tilfælde . “ 
„ Det gør der også , men Tingen er den at man 
ikke må lade sig overraske af tilfældet , men altid vide 
at beherske det/ ' 
„ Det forstår jeg ikke , “ sagde petcterscn . 
Nej det tror jeg gerne . Du har aldrig været 
bekendt for al være noget synderligt lyst hoved , “ 
Sagde bang leende . Sagen er blot den at man skal 
lægge mærke til om man er i held eller i uheld . 
Mærker man en aften at man er i uheld , så holder 
man rent op med at spille den aften , hvorimod man 
når man mærker man er i held skal forcere lykken 
til det yderste , man kan være vis på at den aldrig 
lader en i stikken . “ 
„ Da forekommer del dog mig at være noget 
usikkert , “ sagde Petersen og rystede på hovedet . 

„ Del er blot en indbildning . Du må da indrømme 
mig at et menneske let kan mærke på sig selv om 
han i et givet øjeblik er heldig eller uheldig ? ' 
. Jo , det tror jeg nok , ' mente Petersen med en 
eftertænksom mine . 
„ Godt , ' vedblev bang , . det gælder altså blot 
om at benytte de øjeblikke , hvori lykken er over en , 
va at være forsigtig i de øjeblikke da den er borte , 
så kan man aldrig tabe men er stedse vis på at 
vinde . ' 
„ Der kan jo være noget i det . “ 
. Der er noget i det , „ sagde bang idet han igen 
indkrævede lo glas toddy . . Sig mig Petersen , har 
du nogensinde spillet før . ' 
„ Ja , whist . “ 
. Åh det mener jeg ikke . I den slags spil 
kan man altid forud beregne til skilling eller hvid , 
hvormeget man kan tabe eller vinsi > e . Det duer ikke . 
Nej , jeg mener om du har spillet hazard . 
„ Hazard ? “ 
„ Ja , den slags spil , hvor tab eller gevinst 
følge uafbrudt ovenpå hinanden . Hvor man i det 
ene øjeblik kan tabe ti rigsdaler , stien i det næste 
vinde hundrede . “ 
Nej , den slags spil har jeg aldrig spillet i mit 
liv . « 

„ Du har aldrig spillet den slags spil , og du 
er i pengeforlegenhed ? “ udbrød bang , „ så bør du 
ufortøvet tage sat derpå , du ved jo nok at når 
man spiller for første gang i fil liv , så vinder man 
altid . Det slår aldrig fejl . Kom , følg med mig , 
jeg går netop nu hen til nogle gode venner , som 
hver aften morer sig med al slå et lille slag . « 
Petersen kunne ikke modstå denne indbydelse . 
Udsigerne til den hurtige gevinst lokkede ham , og efter at 
have gjort endnu nogle tilsyneladende indvendinger , 
så gav han efter og samtykkede i at følge med bang , 
hen til det sid , hvor hans venner offredc ni den 
lunefuldeste af alle gudinder . 

nittende kapitel 
en spillebule . 
Da bang og Petersen forlod konditoriet , var 
klokken allerede over tolv . Da de kom ud på gaden , 
var der derfor temmeligt øde og tomt , og Petersen 
sagde : 
„ Men er del ikke for sent nu til at spille , alle 
mennesker er jo nu i seng . “ 
„ Passiar , “ svarede bang , . der er netop den allerbedste 
tid . Skynd dig nu lidt , og tag benene med 
dig ; thi vi have er godt stykke vej at gå . “ 
Med disse ord tog han sin ven under armen 
og tvang ham til at fordoble sine skridt . 
Bang tog vejen hen til en af byens udkanter . 
Her , i en temmelig øde og ubeboet gade , blev han 
endelig stående udenfor et temmeligt stort og anseeligt 
sted . Han så sig hurtigt om og gik derpå hen og 

bankede tre af måltcslag på en vinduesrude i stueetagen . 
Et øjeblik efter åbnedes vinduet på klem og 
en stemme indenfra hviskedee : 
« hvem der ? “ 
„ En af de gamle , “ svarede bang . 
Disse ord syntes at være et slags feltråb , der 
gav adgang til fæstningen ; thi lidt efter åbnedes 
gadedøren , så at bang og Petersen uhindrede kunne 
træde ind i gangen . 
Fra gangen kom de først ind i et stort værelse , 
som var aldeles mørkt . Bang lod imidlertid til al 
kende lokaler overmåde godt ' thi med Petersen under 
armen gik han med faste skridt henimod en dør , 
som han åbnede og trådte derpå med Petersen ind 
i et andet værelse . 
Delte værelse var temmelig stort og oplystes af 
en lampe , der var ophængt i loftet . Det var meget 
smukt meub ' eret og i midten stod et stort , langt bord , 
ved vis ene ende der sad en kæmpestor mand , forsynet 
med uhyre bakkenbarter , der netop var i færd 
med at lægge bank . Foruden denne mand sad der 
endnu en halv snes personer ved bordet . 
Foran dem alle lå der penge , mest dalere og 
specier , men også en hel del Sedler . 
Dangs og Petersens indtræden vakte ikke nøgen 
opmærksomhed , der var ikke engang nogen af de tilstedeværende 

som vendte hovedet om for at se på 
dem dengang de kom , dertil var man alt for meget optaget 
af spillet . 
Først da den store mand , med de uhyre bakkcnbarier , 
ved enden af bordet var bleven færdig med 
at lægge bank for denne gang , lod det til som om 
man bemærkede de nyankomne . 
. Ah , godaften , “ sagde kæmpen , idet han rejste 
sig op og gav bang hånden , » er det dem , det glæder 
mig at se dem , jeg begyndte næsten at blive bange 
for at de skulle svigte os i aften . « 
„ Hvor kunne de rroe det ? Det er jo ikke min 
vane , “ svarede bang , . jeg har endøgså tilladt mig 
at bringe en af mine venner med . “ 
. Del glæder mig , “ sagde kæmpen , idet han rakte 
Petersen hånden , „ det glæder mig , de ved jo nok 
at deres venner også er mine . — velkommen min 
herre , det glæder mig at gøre deres bekendtskab , 
jeg håber at de vil gøre mig den fornøjelse at tilbringe 
mangen lystig aften her hos mig . Kom , lad 
os drikke et glas vin på vort nærmere bekjendlstab . “ 
Med disse ord gik den store mand heil til er 
bord , som stod ved en side , og som var bedækket med 
viinslasker og glas . 
Assisteret af bang fyldte kæmpen med en sjælden 

behændighed glassene , og alle de tilstedeværende drak 
nu ivrigt på den nye vens sundhed . 
Medens Petersen , der syntes meget godt om denne 
modtagelse klinkede med sine nye venner , gik bang 
og kæmpen hen i en krog . 
„ Hvad er del for en fist ? “ spurgte kæmpen , idet 
' han med en hovedbevægelse hcnlydedc til Petersen . 
. En bekendt af mig , en kræmmersvend , “ svarede 
bang ligeså sagte . 
„ Har han syle ? “ 
» Ja og nej , han har sin principals pengeskuffe , 
men de han næsten har tomt den i den sidste tid , så 
er han kommet herhen for at tjene mønt . “ 
. Nå således . Er han udlært ? “ 
„ Nej , han forstår sig ikke på spillet . “ 
» Godt , så skal han nok blive erpederct . 
Med disse ord vendte kæmpen aller tilbage til 
sin plads ved bordenden , og råbte , idet han greb 
kortene : 
» Så mine herrer , nu begynde vi igen . Op 
med mønten , jeg svarer ligesåhøit som de selv vil . “ 
„ Pas nu på spillet , “ sagde bang , idet han 
satte sig ned ved siden af Petersen , . Du kan snart 
lære det , det er ganske simpelt . « 
De ? var landsknægt der spilledes . Dette spil 

består som bekendt deri , at der på bordet vplcrgges 
to kort , et til højre for bankøren og et til venstre , hvorpå 
kort for kort tages af stammen og lægges i 
midten . På kortet til højre holder de spillende , 
medens bankøren holder på det til venstre . Trækker 
nemlig bankøren , når der til venstre liggeren syver , 
først en syver ud af stammen , så har han vundet , 
hvorimod han har tabt , hvis han trækker et kort , 
der svarer til det , som ligger til højre . 
Som man seer heraf , er spillet simpelt nok , og 
let al forstå , men del har tillige den ubehagelighed , 
at en bankør , som forstår at pakke kortene , med 
lethed kan vinde ligeså ofte han vil . 
Dette vidste Petersen imidlertid ikke , og de andre 
offerdyr , der sad omkring bordet , vare heller ikke 
klogere end han . 
„ Værsågod , gør deres indsats , “ råbte bankøren , 
idet han lagde kortene op . , , bærsågod , til højre 
ligger her en konge og til venstre en serer . 
Værsågod og fæl ind . “ 
De tilstedeværende satte nu rask ind . Bankøren 
tog af og råbte : 
„ Pas nu på , nu går det , Bonde , ti , otte — 
for fanden , vil der da aldrig komme en serer — 
es , dame , konge , værsåartig jeg har tabt ! “ 

han udbetalte nu pengene , hvorpå nye kort 
bleve lagt op og spillet gik sin gang igen . 
Bankøren tabte næsten hver gang og Petersen sad 
med forundring og så på alle de penge han udbetalte . 
„ Nå “ sagde bang , idet han stødte sin ven i siden , 
„ skal du nu ikke også til at forsøge din lykke ? Nu 
må du da forstå spillet , det er slet ikke svært “ 
Uden at svare greb Petersen i lommen og tog 
en femdalerseddel som han kastede på bordet . 
Et øjeblik efter trak bankøren af , Petersen havde 
vundet . 
Delte første held opmuntrede ham , og han gav 
sig nu til at spille med Iver . Af og til tabte han 
vel , men le fleste gange vandt han . Hans ene femdalerseddel 
blev til en lille bunke , og da spillet endelig 
holdt op , havde han vundet trehundrede rigsdaler . 
. Kan du se , “ sagde bang til ham , jeg havde 
ret . Da du aldrig havde spillet før , så var du 
vis på at vinde . “ 
Petersen svarede ikke , men hans øjne strålede af 
glæde , han vedblev at sætte ind og det lod til som 
om lykken ikke ville svige ham , thi han vandt omtrent 
uafbrudt . 
„ Nej et sådant held har jeg aldrig set mage 
til i hele mit liv ! “ råbte bankøren , „ del er noget 

ganske mageløst . De må være født i en såre ivkkelig 
time , unge mand . “ 
Imidlertid fortsattes dog spillet og nu lod det 
som om lykken blev lidt mere ustadig ; thi Petersen 
tabte nu af og til , men da man henimod morgenstunden 
stilles ad , så havde Petersen dog endnu en 
meget betvdelig gevinst tilbage . 
Overmåde lvkkelig over denne uventede forøgelse 
af sine indtægter vendte Petersen hjem , efter at 
han havde givet sine nye venner løfte om ak han 
ganske bestemt ville komme igen den næste aften . 
Han udeblev heller ikke . Del var for ham alt for 
tillokkende en udsigi til på en ler måde at komme 
i besiddelse af penge til at han således fluide forsømme 
den . 
Han blev naturligvis modtaget med den største 
venlighed og forekommenhed . 
« nå , min unge lykkelige ven , “ sagde bankøren 
idet han trykkede Petersens hånd , „ har de så 
belavet den , på at give os revance ? “ 
„ Naturligvis , “ svarede Petersen . . Jeg er godt 
forsynet med mønt . “ 
» Det glæder både mig og mine venner her , “ 
Svarede bankøren , „ thi vi ville naturligvis gerne 

se om det ikke skulle kunne lykkes at pille nogle af 
de syle fra dem , som de vandt fra os i aftes . “ 
„ Det er jeg ganske beredt på , ' sagde Petersen 
med et overlegent smil , som om ban var overbevist 
om at ban aldrig kunne tabe . 
Nu begyndte spillet og Petersen , som nu var 
blevet aldeles grebet af svilledjævlen , begyndte straks 
med store indsatser , som om han havde sat sig for 
al han ville enten vinde eller tabe en hel 
formue . 
Denne aften gik del dog ikke få heldigt for 
ham som den foregående . Tab og gevinst holdt 
omtrent balance , og da han gik hjem havde han 
kun vundet nogle ganske så dalere . 
Del var ikke stort , men det var dog altid en 
gevinst , og vi behøve naturligvis ikke al fortælle at 
han nu før fremtiden vedblev al besøge dette spille- l 
helvede hver aften . 
Det varede dog ikke længe før lykken begyndte 
at vende sig . Petersens gevinst blev mindre og 
mindre og til sidst forvandlede den sig til tab på 
tab , som blev større og større den ene aften efter 
den anden . 
Disse tab nedsloge imidlertid ikke på nogen 
måde hans svillelyst , tværtimod , de opflammede 

den endnu mere . Han havde jo i begyndelsen været 
heldig , meget heldig endogså , hvorfor skulle det 
da ikke være tænkeligt at dette held kunne vende 
mage . 
Således sagde han til sig selv , og følgen deraf 
var at han mere og mere hengav sig til det mest 
lidenskabelige spilleraseri . 
„ Du skal ikke spille mere , “ sagde bang under , 
liden til ham på skrømt , „ Du seer jo nok , ar 
heldet har forladt dig , og når heldet er borte , 
så kan del ikke nytte ar tænke på at vinde . “ 
§ bang gav denne advarsel med velberåd overlæg , 
thi han vidste at der er intet , som mere op ' flammer 
en spillers smelyst end at sige til ham 
al han ikke har held med sig . 
Beregningen viste sig også her at være ganske 
rigtig . Istedetfor at lytte iii sin vens tilsyneladende 
velmente advarsel , så smilte han hånligt og fordoblede 
sine indsatser . 
„ Jeg kan ikke tabe evigt , “ mente han , » Helder 
må engang komme tilbage , det gælder kun om at 
holde ud . “ 
Og han holdt ud , men det hjalp ikke . Spillebordet 
var for ham et altopslugende gab , der 
fortærede alt , hvad han kastede deri . 

han kunne ikke skjule sin fortrædelighed over 
disse tab og ben deraf opståede pengeforlegenhed 
for Rosalie , som snart også fik lokket ud af ham , 
hvad der var grunden dertil . 
Hun berettede troligt Søren all hvad hun havde 
fået at vide . Da han havde fået at vide at 
Petersen spillede og hvor han spillede , udstødte han 
et glædesskrig og råabte : 
„ Så har jeg ham snart , det kan ikke være 
andet ! “ 

tyvende kapitel . 
Det barsfe . 
Næste dag gik Søren op til Petersens principal 
og forlangie en samtale med ham under ftre 
øjne . 
Han var naturligvis civil klædt for al hans 
uniform ikke skulle opvække mistanke . 
Da de nu sad sammen i hr . Sommers lille 
kontor spurgte denne : 
. Tør jeg spørge , hvem jeg har ben ære al tale 
med ? » 
» Mil navn er Søren rise , og jeg er ansat ved 
opdagelsespoliliek , “ lød svaret . 
Hr . Sommer gjorde ufrivilligt et hop på stolen . 
Han havde aldrig i sit liv haft noget som helst 
med politiet al gøre , og del var ham højest ubehageligt 
al komme til at stå i nogen som helst berørelse 
med denne meget nyttige , men alligevel under 

visse omstændigheder højest ubehagelige autoritet . 
„ Hvad skylder jeg æren af deres besøg ? “ 
Spurgte han med denne ejendommelige , ubehagelige 
følelse , som ikke engang den , der ved sig aldeles fri 
for brøde , kan beherske , når han pludseligt kommer 
til at stå lige overfor en af lovens håndhævere . 
„ Jeg må i forvejen sige dem , “ svarede Søren , 
„ ar det drejer sig om en meget ubehagelig sag . ' 
„ En ubehagelig sag ? “ 
„ Ja . * 
„ Men hvor i alverden kan jeg vel have ubehagelige 
sager ar afgøre med politiet ? « råbte 
sommer forbavset . 
. Sagen drejer sig heller ikke om dem , “ svarede 
Søren beroligende . 
„ Om hvem da ? “ 
. Har de ingen anelse derom ? ' 
„ Nej . “ 
„ Nuvel , så nødes jeg altså ni al forklare mig 
reenl ud . Jeg kommer her i anledning af deres 
svend , eller kommis , som jeg kroer de kalder den 
slags folk . “ 
„ Min svend , Perersen ? “ råbte sommer ' 
yderst forbavset . 

„ Ja . « 
„ Hvad er der da med ham ? “ 
» Noget meget slemt , er jeg bange for , ja , jeg 
tør desværre næsten sige at jeg er overbevist derom , “ 
Sagde tøren . 
« vil de da ikke behage at forklare dem nøjere , “ 
Sagde sommer idet han utålmodig sad og drejede 
på sit lommetørklæde . 
„ Tingen er den at jeg af en grund , som jeg 
ikke behøver at gøre regnsfab for , fattede mistanke 
om at deres svend , Petersen bestjal dem . “ 
„ Bestjal mig , “ råbte sommer overrasket , „ må 
jeg bede dem om vel at husfe på , hvad det er de 
siger ? “ 
. Jeg haster det meget godt , « sagde Søren roligt , 
„ Altså , jeg fattede mistanke om at Petersen var utro , 
og jeg besluttede derfor at udspejde hans skridt for 
at samle beviser imod ham . » 
„ Og det lykkedes dem ? “ spurgte sommer meget 
spændt . 
„ Kun til dels , jeg har nemlig endnu ikke beviser , 
som kunne have juridisk gyldighed , hvorvel jeg er 
fuldkommen moralsk overbevist om hans brøde . » 
Sommer trak vejret betydeligt lettere og spurgte 
nu i en næsten hånlig tone . 

„ Men hvad i alverden vil de da her , når 
de ikke kan bevise hvad de siger ? “ 
» Jeg er naturligvis blot kommet her , for at 
bede dem om at være på deres post og “ al “ hjælpe 
mig med at overbevise ham om hans urcdelighed . 
„ Er det virkelig deres alvor ? “ spurgte sommer , 
hvem blodet steg stærkt til hovedet . 
„ Ja , naturligvis . “ 
Hr . Sommer sprang nu op , rettede sig i sin 
fulde højde og stillede sig foran Søren , hvem han betragtede 
med harmfulde blikke , idet han sagde : 
„ Og et sådant tilbud vover de at gøre mig ? 
Kan de bevise at Petersen er en tyv , vel , så er det 
godt , og så har de ret til al komme her og sige 
det , men det er lavt og lumpent al komme op og 
fordre mig til at lægge snarer for el menneske , der 
efter hvad jeg lroer er uskyldig . Hvilken ret har 
de i det hele laget haft til at udspejde Petersens 
handlinger , og hvilken grund har de dertil . Hvem 
garanterer mig for al ikke hele deres fremgangsmåde 
er fremkaldt af den . laveste hævnfølelse ? Ved jeg vel 
om de ikke kan have el eller andet udstående med 
Petersen , som de nu vil hævne dem for på denne 
måde ? Hvis de virkelig er så vis i deres sag 
som de siger , hvorfor afgjørcr de så ikke sagen 

alene ? Hvorfor kommer de da ril mig og forlanger 
at jeg skal være deres spion og medhjælper ? “ 
„ Men , hr . Sommer , de misforstår mig aldeles , “ 
Begyndte Søren . 
. Nej , “ afbrød sommer ham barskt , . jeg misforstår 
intet . For mig stiller sagen sig kun således 
al de er et menneske , der vi ! Petersen ilde . Han 
har været i mil hus fra barn af , han er så godt 
som min søn , og jeg tror nok al jeg kender ham - 
godt nok til al kunne foragte deres lumpne påstand , 
jeg må derfor bede dem om ikke ak tale mer- om 
den sag , men snarest muligt befrie mig for deres 
nærværelse , der er mig i højeste grad ubehagelig . 
De kan tage den forsikkring med dem ak deres ord 
ikke på mig har gjorr del allerringeste inbtyk . “ 
Søren forsøgte desuagtet endnu al tale den 
gamle liftene , men del var aldeles forgæves . Hr . 
Sommer ville intet høre og Søren havde således 
intet andet tilbage al gøre end al rage sin hal og 
gå igen med uforrettet sag . 
Sommer så efter ham med et hævnfuldl blik , 
idet han mumlede ved sig selv . “ 
„ Jeg har aldrig kjendl mage fil frækhed . Sådan 
en fyr , han kommer her og vil have mig fil ar 
agere spion ? Der er næsten utroligt . -- 

hr . Sommer var en i alle henseender brav og 
sfikkelig mand . Ler frem for alt desjæledes af en 
følelse der ikke er synderlig sjælden blande ældre folk , 
nemlig følelsen af ar ler var uværdigt for en honnet 
borgermand ar indlade sig i nogen som helst maskepi 
med polniei . Poliriei var narurligviis en meget god 
indretning , mente han , men der skulle holde sig indenfor 
sine egne enemærker , gribe tyvene , når de 
stjæle , og så lade det være godr dermed . 
Og nu denne beskyldning mod Perersen , der 
saldr ham ikke er eneste øjeblik ind ar iroe på den . 
Del var hans fulde og faste overbevisning al Søren 
rise kun gik ud på , af en eller anden hemmelig 
grnnd , ar styrke den stakkels peiersen i ulykke . 
„ Del ville jo være yderst lumpen ! af mig , “ lænkle 
sommer , „ om jeg ville række hånd til ar føre en 
anden i ulykke , og andel går denne betjents bestræbelser 
ikke ud på . “ 
Der fald ! ham ikke ind er eneste øjeblik al mistænke 
peiersen , irods der som nylig var blev ! sagt 
ham . De : forekom ham ar være aldeles mænkelig og 
umulig ! eu den , som ban havde : agel sig af som sil 
ege : barn slulde kunne lønne ham på en sådan 
måde . 
Desværre , bei som vi allermindst lroe , håbe 
eller vente , de ! indiræffer som oftest allersnarest . 

enogtyvende kapitel 
katastrofen . 
Hr . Sommer brød sig sålidt om hvad Søren 
havde fortalt ham , at han end ikke fandt det nødvendigt 
ak foretage dej allerringeste skridt i den af 
ham antydede retning . Del faldt ham aldeles ikke 
ind at se nøjere efter end han tidligere havde 
gjort . 
Og det havde dog været godt , hvis ban havde 
gjork det ; beder havde været godt for ham selv , og 
sandsynligvis godt for Petersen med ; thi denne sidste 
herre havde nu forsøgt lykken så længe , al ban ikke 
på nogen måde var i stand kil al gøre det 
længere . 
Han havde angrebet bouiikssluffen til det yderste , 
han havde lånt , hvorsomhelst han kunne komme afsted 
dermed , han havde solgt og pantsat de fleste af sine 

klæder og hvilke genstande han ellers ejede , og endelig 
hvad der var del værste , ban havde udstedt 
falsfe verler . 
Alle de penge han på disse forskellige måder 
havde samlet , vare alle gåde den samme vej , de 
vare alle forsvundne på spillebordet . 
Den ene aften efter den anden var han gået i 
spillebulen med fyldte lommer , når han vendte tilbage , 
så vare de regelmæssig rømte . 
Han forbandede sit uheld , og forundrede sig over 
al heldet ikke ville komme igen , men det kom ikke 
uden som lygiemænd , for at føre ham endnu dybere 
ind i fordærvelsen . 
Endelig blev hans stilling forhutlet . Hans 
hjælpekilder vare aldeles udiømte , han kunne ikke 
mere spille og de falsfe Veksler vare forfaldne i løbet 
af få dage . , 
del var en højst ubehagelig stilling at være i , 
og Petersen følte sig nærved at fortvivle . Vi sinde 
ham en aften siddende på kanten af sengen med 
hovedet skjult i sine hænder , og piinr af de forfærdeligste 
tanker . 
Han kunne ikke spille mere , enhver af hans 
hjælpekjælder vare udtømt « , og om så dage ville 
de falsfe verler komme for dagens lys . 

„ Dersom jeg dog blot kunne forsøge lykke » en 
eneste gang , “ mumlede han , , , hvem ved , om da 
bladet ikke kunne vende stg , og om jeg ikke snart 
kunne vinde alt dej tabte tilbage . “ 
Det er denne tanke , der som en lygtemand 
jager alle spillere i ulykke . Heldet kan vende tilbage 
det kan ikke blive borte for evigt . 
Men uheldigvis havde Petersen nu intet mere 
tilbage , hvormed ban kunne friste lykken . Enhver 
s hjælpekilde var udtørret , ban var aldeles blank . 
Han vi ikke og pinte sin hjerne for at sinde vå 
hjælpemidler til ak rejse sine forfaldne finansier på 
føde , men det var ham aldeles umuligt al finde på 
noget . Enhver udvej syntes aldeles spærret . 
Da grebes ban pludselig af en tanke . Hans 
principal havde nøgle dage i forvejen indkasseret 
en betydelig sum , som nu lå gemt i kontoret 
nede bag butikken . 
Der var penge . Hvis ban nu tog dem og fristede 
lykken med dem , hvem ved om ban da ikke kunne 
vinde alt det tabte tilbage igen i nøgle så timer ? 
Øenne tanke lod ham ikke have ro . Han , 
rejste sig op fra sin siddende stilling og gik højest 
urolig op og nedad gulvet . Endelig så han sig 

om i kammeret , som kun oplystes af et svagt brændende 
lys , drengen lå roligt og sov i sengen . Klokken 
var næsten tolv , huusbeborrne vare gåde eil rø , 
han kunne således uden nogen fare sætte sit forehavende 
i værk . 
Han vaklede endnu nogle minuter , derpå syntes 
han al tage sin beslutning . Han greb sin har og 
nogle nøgler og listede sig nedad trappen . 
Nøglen til boutiken havde han stedse i forvaring 
og døren indtil der lille kontor kunne han åbne 
med nøglen til sit eget Kammer . Der var kun jernvengestrinel 
tilbage og al åbne del , frembød heller 
ingen særegne vanskeligheder , da Petersen vidste , hvor 
nøglerne vare henlagte . 
Han vaklede endnu lidt . Vel have han i mange 
år været en tyv , da han jævnligt havde laget af 
skuffen , men dette var noget , som ban ikke gjorde 
sig nogen samvittighed af , da han følte sig overbevist 
om at de flesfe as hans lige gjorde det samme , og 
benyttede sig af lejligheden ; men dette her , at tage en 
stor sum ud fra dette sted hvor den var gemt , del 
indgød ham i øjeblikket en vis samvittighedsuro . 
„ Dumheder ! mumlede han endelig hen for sig 
selv , „ dette er jo intet tyveri men blot et lån , jeg 
bringer jo pengene igen i morgen tidlig . “ 

denne tanke beroligede hans samvittighed , og 
i det næste øjeblik havde han skabet åbnet . 
Månen skinnede svagt indad vindnet og salte 
ham i stand til at sinde den rigtige pakke , som indeholdt 
pengene . 
Han lukkede atter skabet omhyggelig ! til og 
listede sig nu alter ud af kontoret og boutiken 
igen . 
Ved døren blev han dog stående og for sammen , 
det forekom ham som om han havde hørt en 
lyd , som af nogen , der nærmede sig . Del var dog 
intet , overbeviste han sig om efter et øjebliks lytten , 
del var kun hans ophidsede fantasi , der havde spillet 
ham et puds . 
Han slyntc nu sig afsted så hurtigt hans ben 
kunne bære ham , hen ti ! Spillebulen , hvor hans 
sjæbnc skulle afgøres . 
. Ieg har aldrig haft så mange penge hos mig 
før , ' tænkte han undervejs , „ og del kan ikke fejle andet 
end al del må bringe lykke . Pengene have en magnetisk 
tiltrækningskraft , som aldrig fornægter sig . 
Netop som han sagde delte til sig selv , havde han 
nået sit mål , og få øjeblikke efter sad han mellem 
sine bekendte ved det grønne bord . 

„ Ere i nu godt beslåede i aften ? “ råbte 
Petersen , så snart han havde taget plads , thi jeg 
vil lade eder vide at jeg har sat mig for at ville 
sprænge hele banken i aften . “ 
„ Del er rigtigt , således skal det være , “ svarede 
bankøren , „ man sial altid spille højt , det er det eneste 
fornuftige . Tabet kan vel så blive stort , men så . 
Svarer også gevinsten dertil . “ 
Spillet , der et øjeblik var blevet afbrudt ved 
Petersens ankomst , begyndte nu igen med fornyet 
Iver og interesse . 
Petersen var , som naturligt er , i en meget ophidset 
sindsstemning . Han vakte de andres opmærksomhed 
ved sine indsatser , der denne aften vare langt 
større end sædvanligt . 
Pakken han havde taget i sin principals skab , 
indeholdt tre tusinde daler , derom havde han overbevist 
sig på vejen hen til spillebulen . 
Han begyndte med at holde et havlhundrede daler 
ad gangen og det synes som om lykken denne 
aften havde i sinde at smile til ham igen , ' thi de 
første gauge han holdt var han heldig og vandt . 
Men lykken vendte sig snart . Blændet af sit 
øjeblikkelige held , fordoblede han sine indsatser , idet 
han sagde : 

„ Jeg er i held i aften , og som jeg sagde eder 
før , i skulle få at se at feg sprænger banken i 
aften . “ 
Men denne spådom gik , desværre ikke i opfyldelse . 
Spillet endte denne-aften ligesom alle de 
foregående med at Petersen blev aldeles blanket af . 
Da den sidste skilling endelig var borte , sad 
Petersen et øjeblik og stirrede vildt og fortvivlet hen 
for sig . Han var frygtelig bleg og han formåede 
neppe at holde sig oprejst . 
De andre brøde sig imidlertid ikke det mindste 
om hvorledes det var fat med ham , men spillede 
ganske roligt videre . 
Endelig sagde bankøren : 
„ Nå Petersen , skal de ikke spille mere . “ 
Petersen for op , som af en drøm og så ubestemt 
på bankøreren , som om han ikke ret forstod 
hvad denne sagde . Derpå strøg han sig med hånden 
over panden og råbte : 
„ Spille , jø naturligvis spiller jeg . Jeg holder 
hundrede rigsdaler . “ 
„ Det kan jeg lide , “ svarede bankøren , « men 
må jeg ikke for en ordens skyld bede om at få 
mynten at se . 
» Jeg holder de hundrede på æresord , “ stammede 
Petersen . 

» Et æresord fylder meget lidt i lommen , “ sagde 
bankøren i en temmelig hånlig tone . „ De ved 
jø desunden nok at her ikke spilles med andet end 
kontanter . “ 
„ Men de kender mig jo så godt , “ sagde Petersen 
i en bønlig tone . » De ved jo at de er sikker 
nok på deres penge , hvis jeg taber . “ 
. Man er aldrig sikker på penge , før man 
har dem i hånden , “ sagde bankøren koldt og 
bestemr . 
Petersen så ' sig forvildet om , som om han 
søgte en , af hvem han kunne låne ' penge til 
at fortsætte spillet med . Blot han kunne forsøge 
lykken en eneste gang endnu , så var det jo 
dog muligt at alf det tabte kunne vindes tilbage 
igen . 
Men alle de , som sad rundt om bordet , 
syntes aldeles ikke at være tilgængelige for nogen 
barmhjertig følelse mod ham . De gav slet ingen 
agt på ham , men fortsatte roligt det påbegyndte 
spil . 
Spillere bryde sig kun om folk , som have penge , 
og nu , da Petersen ikke havde flere , eksisterede han 
ikke mere for dem . 
Petersen var netop i færd med at åbne munden 
for atter at gentage sin begæring om at måtte 

spille på æresord , da hele scenen pludseligt fik 
et andet udseende . 
Der hørtes nogle stærke slag på døren , og 
en barsk stemme råbte udenfor : 
„ Luk op i kongens navn ! “ 
Alle spillerne fore op og så bestyrtede på 
hinanden . Al politiet havde opdaget dette spillehelvedx 
var en omstændighed som de allermindst af 
alt havde ventet . 
De slode et sekund eller to aldeles rådvilde 
og stirrede på hverandre . 
Da gjentoges bankningen på døren og nu 
hørtes den samme barske stemme som atter gentog 
de samme ord : 
„ Luk op i kongens navn ! “ 
„ Lad dem vente lidt , “ hvidsfede nu bankøren , 
som syntes af være den , som først gjenerholdt sin 
gamle fatning . „ Lad os først putte pengene og 
kortene i lommen , og lad os så se , hvad de 
godtfolk kunne gøre os , når de komme ind og 
finde alting forsvundet . “ 
Dette råd var godt , og man gav sig ufortøvet 
til af efterfølge det , men fik dog ikke tid til 
af bringe det i udførelse ; thi niestest samme øjeblik 
sprængtes døren ved et stærkt slag og ind styrtede 
Søren rise fulgt af fire betjente . 

Søren ilede strar hen til bordet , fremtog en , 
lille sølvhånd , lagde den på bordet og sagde h 
med høj røst : 
„ I kongens navn lægger jeg beflag på alt 
hvad her findes , og opfordrer dem alle til af følge 
med til stationen . “ 
På stationen , til politiet , disse ord floge 
Petersen med en rædsel og angst , som var nærved 
at berøve ham besindelsen . 
Kom han nu til politiet , så var han jo redningsløst 
fortabt . 
Men hvorledes kunne han undgå det ? 
Hvorledes flnide han vel kunne redde sig bort 
herfra ? — 
han følte at det næsten var ude med ham , og 
netop denne følelse gav ham en hidtil ukendt kraft 
og energi . 
Betjentene vare i dette øjeblik fornemmeligt 
beskæftigede med at bringe de på bordet tiloversblevne 
penge i sikkerhed , og der var kun posteret 
en betjent ved døren . 
Petersen benyttede sig af dette øjeblik , styrtede 
henimod døren , kastede betjenten omkuld og styrtede 
ud på gangen og ud af gadedøren , som man ikke 
havde aflåset igen . 

Søren rise , der ledede denne ekspedition , havde 
også forsømt at sætte en betjent på vagt udenfordøren , 
hvorfor det lykkedes Petersen at undslippe 
ved hurtigt at dreje nedad en Sidegade . 
Hele denne begivenhed gik langt hurtigere 
end vi kunne fortælle den . 
Søren rise siar tænder af raseri » da han så 
at Petersen var undsluppen . Det var jo navnlig 
for at fange ham al han havde sat sig i spidsen 
for dette tog . 

toogtyvende kapitel . 
Et uventet møde . 
Petersen styrtede afsted så hurtigt som hans 
ben formåede at bære hum , uden selv at vide hvor 
han kom hen og uden ar bryde sig derom . Blot han 
kom bort , langt bort fra politiets nærhed . Det var 
hovedsagen for ham . 
Endelig var han kommet ud i en af alleerne 
udenfor byen , og her sank han endelig udmattet om 
på en bænk . 
Han søgte nu at samle sine tanker , og først nu 
begyndte del ak stå rigtigt klart for ham , hvorledes 
han egentlig var faren . 
Hjem turde han ikke gå . Der var ingen tvivl 
om at tyveriet ville blive opdaget næste dag og at 
han ville blive overbevist om at være skyldig deri , 
og så — så var tugthuset det sted , som ventede 
ham . 

nu først , da hans skæbne ikke mere stod til at 
forandre , følte han klart og tydeligt i hvilken afgrund 
han havde styrtet sig . Nu først blev det ham klart 
at han ikke var andet end en forbryder , der hvert 
øjeblik måtte vente at blive ramt af lovens 
hævnende arm . 
Hvad skulle han nu gribe til ? spurgte han sig 
selv . Hvor skulle han gå hen for at undflye 
poliliet , som udentvivl snart ville komme på spor 
efter ham ? 
Han blev grebet af en frygtelig fortvivlelse . 
Det syntes ham at han nu kun havde en eneste 
udvej — døden . 
Denne tanke bragte ham til at gyse , men den 
blev dog stærkere og stærkere hos ham . Var ikke 
døden at foretrække frem for den skam og skændsel , 
som så sikkert ventede ham ? 
Jo , det måtte så være , sagde han til sidst til 
sig selv , idet han rejste sig op fra bænken , og 
langsomt vandrede videre , hen ad Peblingesøen til , 
» det må så være , jeg har^ intet andet redningsmiddel 
tilbage . “ 
Vejen var tom og øde , og dagen begyndte nu 
at grye . Han gik langsomt ned ad kjærlighedsstien 
og stirrede ned i vandet . 

det er imidlertid let nok at beslutte at ville dø , 
men det er langtfra så let at bringe det i udførelse , 
og Petersen tøvede derfor en stund med at udføre 
sin beslutning . 
Hvormeget mennesket end ønsker sig døden , så 
er det dog alligevel kun få , som have mod nok til 
at møde den i det afgørende øjeblik . 
Petersen vandrede langsomt frem og tilbage , 
pint af sin sjælekval og sin angst for døden , 
hans hjerne arbejdede , så hovedet var nærved at 
springe , men han fandt ikke nogen som helst udvej , 
der kunne frelse ham fra det uundgåelige . 
Flere gange tog han tilløb for at styrte sig i 
søen , men standsede altid igen på halvveien , som 
om han holdtes tilbage af en usynlig hånd . 
„ Ak , “ mumlede han ved sig selv , „ hvorfor mon 
jeg dog ikke har kraft nok til at gøre det afgørende 
Spring , i stedet for ved denne ubestemthed selv al forlænge 
mine lidelser ? “ 
Endelig samlede han hele sin energi , slog 
armene overkors , og sagde til sig selv : 
„ Nu skal det være , nu eller aldrig ! “ 
Med disse ord gav han sig til at ile hen mod 
vandet , men netop som han nåde det , blev han rast 
revet tilbage og en rå stemme sagde : 

„ Så sagte , så sagte min ven . Det er ikke 
sundt at tage kolde bade så tidligt på morgenstunden , 
og især ikke , når man er fuldt påklædt . “ 
„ Det kan jo være dem det samme , “ sagde 
Petersen vredt . 
. Såmænd , “ sagde den fremmede , „ det kan det 
i grunden også , for enten de lever eller dør , det 
kan jo være mig lige meget . Men jeg holder nu 
engang ikke af at folk gå hen og drukne sig , 
og derfor vil jeg heller ikke have at de skal gøre 
det . “ 
» Men jeg må , “ råbte Petersen , „ jeg har 
ingen anden frelse end døden . “ 
„ Så , “ sagde den fremmede , „ ja , det tænker 
man undertiden , men man betænker sig bog alligevel 
igen . Lad de os lo fælle os ned på den bænk 
derhenne , få skal de se , så går nok grillerne 
bort . “ 
» Aldrig , “ sagde Petersen , men lod sig dog af 
sin nye ven lede hen til en nærstående bænk , 
hvorpå de toge plads . 
Den mand , som havde forhindret Petersen i at 
springe i vandet , havde just intet indbydende udseende . 
Han så ud til at være nogle og fyrgetyve 
år gammel og havde et temmelig sordrukket ansigt . 

hans klædedragt var laset og hullet , og det så ud 
som om han var aldeles ubekendt med brugen af 
linned . 
Da de havde tager plads sagde denne mand : 
„ Sig mig nu , hvorfor fanden de ville drukne 
Dein ? “ 
. Nej , ikke for alt i verden ! ' 
„ Nå , nå , de behøver ikke at tage så heftig 
på vej , “ sagde manden beroligende , „ forresten var 
det jo også et dumt spørgsmål af mig , da del 
jo er en given ting at folk kun aflive sig af to 
årsager , enten ulykkelig kærlighed eller pengesorger . 
Det er sandsynligvis også en af disse grunde , og 
hvilken af dem der er , kan jo i grunden være mig lige meget . 
Kun så meget vil jeg sige dem , at den 
største dumhed man kan gøre , det er at tage livet af 
sig , thi man ved hvad man har , men man ved pinedød 
ikke hvad man får , og del er idet hele taget 
er stort spørhsmål , om der i den den anden verden 
er bedre at være end her . “ 
Del var nu blevet fuldkomment lyst og den 
fremmede tog nu Petersen skarpt i øjesyn og betragtede 
ham opmærksomt . 

da han stiltiende havde betragtet ham i nogle 
minnutler udbrød han endelig : 
„ Der forekommer mig al jeg skulle kende deres 
ansigt . “ 
„ Så ! “ sagde Petersen i en stødt tone , idet 
han kastede et foragteligt blik på den ubekjendtes 
ydre . 
„ Ja ganske vist , jeg har seer dem før , “ vedblev 
den fremmede . 
„ Dej tror jeg dog næppe , “ mente Petersen . 
„ Men jo mere jeg seer på dem , desto mere 
vis bliver jeg derpå . Bliv lidt , lad mig tænke mig 
om — jo rigtigt , nu har jeg det , deres navn er 
Petersen . “ 
„ Det er rigtigt , “ sagde Petersen forundret . 
„ Og de er kæmmersvend , eller handelskommis , 
som det kaldes med et finere navn , “ vedblev den 
fremmede . 
„ Også dej er rigttigt , men hvorfra i alverden 
ved de dog det ? “ 
. Hvor jeg vred det fra , ja der er netop Tingen . 
Jeg har ikke altid gået således klædt som jeg for 
øjeblikket gør , og hvis de tænker dem lidt om , og 
seer noget nøjere på mig , så kan det ikke fejle 
andet end at også de må kunne genkende mig . 

Petersen kastede et besynderligt foragteligt blik 
på sin nye ^vcn . Trods den ulykkelige stilling 
han var i , var han dog endnu alt for stolt ttl at tænke 
sig muligheden af at han skulle kunne zhave noget 
nærmere bekendtskabet til en person i så lasede 
klæder . 
Imidlertid , medens han betragtede denne ubekendte , 
synes der al opstige dunkle erindringer i hans 
sjæl . Han gned sine øiue sagde endelig : 
„ I sandhed , det forekomme også mig at jeg 
har set deres ansigt et eller andet sted før . “ 
„ Gjenkjender de mig ikke ? « 
„ Nej , jeg kan ikke hilste hvem de er , men dog 
forekommer det mig al . jeg har ralt med dem før . « 
„ Det har de også , lidt og mange gange , men 
dengang så jeg rigtignok ikke ud som nu . Se 
blot nøje på mig , så kommer te nok på det . “ 
Petersen tænkte og tænkte , men lige langt kom 
han . At han havde set den fremmede før , det var 
hævet over enhver tvivl , men hvor og når var det 
ham aldeles umuligt at erindre . 
„ Nej “ sagde han endelig , „ jeg ved slet ikke , hvor 
jeg skal føre deres ansigt hen , uagtet det mere og 
mere forekommer mig bekendt . “ 

. Der kan man se , hvorledes tiden kan forandre 
alt , siden den endogså kan gøre gamle venmr 
ukendelige for hverandre . “ 
„ Gamle venner ? “ 
„ Jo unge mand , jeg har været en af de første 
venner , som har mødt dem på livets slibrige 
vej . “ 
» Det forstår jeg ikke . » 
„ Ikke ? “ 
Nej , ikke en smule . “ 
„ De har da aldeles glemt den , som indtog den 
plads de endnu har , inden de kom tilden ? “ 
„ Hr . Rose ? “ 
„ Ja har de glemt ham ? “ 
„ Nej , aldeles ikke , men de vil da vel ikke sige 
at de er — “ 
, , hr . Rose , “ afbrød den fremmede ham , „ jo 
netop , det er mig selv . Se rigtigt på mig , så vil 
øe udentvivl også kunne genkende mig . “ 
Nu var del ligesom der faldt et slør fra peterjsens 
øjne . Jo , det var virkelig den fordums så 
1 elegante og pyntelige hr . Rose , men ak hvor forandret . “ 
„ Men sig mig dog , “ begyndte Petersen . 

„ Hvorledes jeg er kommet i denne stilling , ikke . 
Ak det er en lang historie . Sig de mig hellere 
hvorfor de ville tage livet af dem . “ 
„ Det er også en lang og sørgelig historie , “ 
Sukkede Petersen . 
„ Naturligvis , “ nikkede rose . „ De er blevet 
hængende fast ved disse små ertrafortjenester , ikke 
sandt ? “ 
Petersen nikkede og sukkede dybt . 
„ Jo , jo , jeg kunne lænke del var gået således , “ 
Sagde rose . „ Og nu har man opdaget det hele ? “ 
„ Jdeimindsfe vil det ske om lidt . « 
, og del kan ikke sljules ? “ 
„ Umuligt ! “ 
„ Stakkels fyr , del gør mig ondt for dem , “ sagde 
rose . „ Hvad har de nu i sinde at tage dem 
for ? “ 
. Det ved de jo , jeg vil dø ? “ 
„ Åh passiar , sådan tænkte jeg engang med , 
men det har jeg opgivet for længe siden . Når alt 
kommer til alt , er live ! det bedste vi have , og det er 
aldrig umagen været at kaste del bort for ingenting . 
Jeg har nu for mange tider sat mig ud over sådanne 
småting , og lever nu som jeg kan bedst , glad over 
den dag i dag og ubekymret for den i morgen . “ 

„ Men , “ stammede Petersen , „ betænk at jeg er 
således stillet at jeg hvert øjeblik kan vente at blive 
grebet af politiet . “ 
„ De . l er rigtignok slemt , “ mente rose , « men 
politiet er ikke nær så skarpsynet som man undertiden 
bilder sig ind . Skjul dem indtil deres historie er 
glemt igen . “ 
„ Men hvor ? “ spurgte Petersen , « jeg har jo ikke 
en eneste ven i hele den vide verden . “ 
„ Passiar , de har jo mig . De kan foreløbig 
blive hos mig og hjælpe mig med mine forretninger , 
al sige , når de først har forandret deres dragt og 
faget deres skæg af og klippet deres hår for at 
ingen stol kende dem . “ 
« har de en forretning ? “ spurgte Petersen yderst 
forbavset . 
„ Ja , det er rigtignok ingen grossercrforretning , “ 
Sagde rose smilende , „ men herregud , man hjælper sig 
lsom kan . Siden jeg forlod boutiken , så har jeg 
rigtignok gået mange besynderlige skjæbncr igennem , 
men nu har jeg endelig slået mig til roe med at 
blive jæger . “ 
Jæger ? “ 
„ Ja , det vil sige jegf . jager ikke ville dyr , men 
kun katte der forresten somme tider kunne være ville 
nok . “ 

„ Katte , de jager katte ? “ 
„ Javist . ' 
„ Hvad bruger de dem til ? “ 
„ Ih , jeg slår dem og sælger skindet til bundt « 
Mageren . Det betaler sig ikke så . galt , men den 
forretning kan ikke gå hele året rundt , da skindene 
ikke lue i fældelidcn . Derfor har jeg desuden 
nogle andre små forretningsgrene . “ 
^og det er ? » 
. Jeg finder for erempel hunde . “ 
„ De finder hunde ? ' spurgte Petersen , der blev 
mere og mere forbavset . 
„ Ja . ' 
„ Men hvorledes bærer de dem ad dermed ? ' 
spurgte pefersen . 
„ Ganske simpelt , jeg lægger mærke til hvor der 
i et hus er smukke hunde , helst skødehunde , som 
tilhører formuende folk . Så passer jeg på , og 
når moppe går sin morgentour , så tager jeg den 
ved vingeben ' 
„ Nå , og så ? “ 
„ Og så ? Så kommer der naturligvis næste 
dag et avertissement i avisen , der udloves en respektabel 
ducør for hundens tilvejebringelse . Så 
bringer jeg hunden tilbage og fortæller en rørende 
historie om i hvilken ynkelig forfatning jeg har 

fundet den . Så får jeg min betaling , og den er 
sommetider ikke så ganske lille endda . “ 
. Det var da en besynderlig forretning , “ mente 
pefersen . 
„ Ja herregud , “ sagde Røse , „ man hjælper sig 
som man kan , man kan ikke altid danse på roser i 
denne verden . Hovedsagen er at leve og have sit 
udkomme , og det kan man dog for det meste have , 
og når det går alt for galt , så har man altid 
gården tilbage . « 
„ Gården ? “ spurgte pefersen forundret . 
„ Ja , ladcgårdcn , “ sagde Røse roligt . Del er 
jo rigtignok ikke nøget behageligt opholdssted , men 
om vinteren er del døg bedre end siet ingenting . 
Jeg har i det hele taget vænnet mig af med at være 
^storagtig og fornem . Jeg er blevet filosof , jeg tager 
livet som det falder , og bryder mig pokkeren ikke om 
den dag i morgen . “ 
Petersen skjulte ansigtet i sine hænder og faug 
en tidlang , idet han tænkte over hvad rose havde 
fortalt . 
Hvad var dette ikke for el liv , som han havde 
vmtall . Al slå karte og stjæle hunde , for at bringe 
dem tilbage igen , som fundne , mod en god ducør . 
Al man på den måde skulle kunne danne sig en 
eristents , havde han aldrig tænk ! sig muligheden af . 

han vaktes igen af sine drømmerier af rose , 
som slog ham på skulderen , og sagde : 
„ Nå , min ven , sid nu ikke der og fald i stave . 
Op med hovedet og lad os se at liste hjemad . Jeg 
har mine grunde til at se al komme hjem inden del 
bliver alt for lyst og alt for højt op på dagen . Jeg 
kunne gerne tilfældigvis støde på en eller anden , 
som genkendte mit elskværdige ansigt , og det vil jeg 
døg helst undgå . “ 
„ Hjem ! “ sagde Petersen , „ jeg har jø intet hjem . “ 
. For Pokker , jeg mener , gå hjem med mig , “ 
Sagde Røse . „ Som jeg sagde før , jeg trænger til 
medhjælp ved min forretning , og da de nu for 
øjeblikket ikke har andet at tage dem til , så mente 
jeg det kunne være ganske passende for dem . Jeg 
vil desuden kunne hjælpe dem til at undgå politiets 
sporhunde . “ 
Petersen betænkte sig endnu et øjeblik , men ikke 
længe . Han havde jø intet valg . Hvor modbydelig 
den tilværelse som Røse tilbød ham , end måtte 
forekomme ham , så måtte han dog være glad ved 
tilbudet , da ingensomhelst anden udveistod ham åben . 
„ Vel , “ sagde han „ jeg modtager deres tilbud . » 
„ Det kunne jeg nok tænke , “ sagde aose . „ Kom 
så , lad os se at liste af . “ 
Med disse ord tog han Petersen under armen 
og gav sig til at gå indad byen tii° 

Petersen fulgte ham uden at gøre modstand , 
men dog opfyldt af væmmelse og angst . Hvergang 
han i det fjerne så en politibetjent , for en voldsom 
gysen igennem ham . Røse bemærkede del godt , 
men han sagde ganske roligt , idet han smilede r 
» Disse foonemmelser gå nok over igen , 
min ven , nåar først man bliver rigtig vant til 
dem . Det går med det , som med alt i verden , 
det er en øvelse . “ 

treogtyvende kapitel 
hr roses hjem 
Petersen syntes ak denne uhyggelige vandring 
aldrig ville få ende , men endelig standsede dog 
hans ledsager udenfor et gammelt og meget forfaldent 
sted i Adelgade . 
„ Så , “ sagde rose , „ nu er vi hjemme , men 
del er alligevel ikke så ganske let at finde lejligheden “ 
„ Det var det heller ikke ; thi vejen gik først 
igennem gadedøren , derpå over gården og indad 
en smal dør , som førte ind til en lang , snever gang 
ved hvis ende der var en forfalden trappe , som 
istedetfor rækvær var forsynet med et gammelt , fidtet 
toug til at holde sig i . 
Da man endelig var kommet op af denne trappe , 
støde vore to helte i en lang , smal gang , der var 
ganske mørk . Rose var imidlertid huusvant her , og 
han gik uden at betænke sig fremad , indtil han siandfede , 

idet han bankede på noget , som Petersen formodede 
var en dør , medens han streg : 
„ Luk op derinde , det er mig ! “ 
En underlig brummende lyd lod sig nu høre 
indefra , og få øjeblikke efter åbnedes døren . 
„ Så , væersågod træd indenfor , og bese min 
lejlighed , “ sagde rose . 
Med disse ord gik han ind i det , som han 
kaldte sin lejlighed , og Petersen fulgte nølende efter , 
idet han med en blanding af forbavselse og . Væmmelse 
så sig om . 
Lejligheden bestod af et eneste , lille forfaldet og 
smudsigt kvistværelse . Der var kun et eneste vindue , 
og de halve af dets ruder vare borte og ^erstattede 
med papir . Væggene bestode af rå , uhøvlede brædder , 
der sandsynligvis aldrig havde været malede eller betrukne 
med papir . I den ene krog af dette pragtfulde gemak 
stod en lille brystfældig kakkelovn , hvorfra en underlig 
fedtet og sveden dunst slog Petersen i møde . 
Møblementet svarede fuldkomment til lejligheden . 
I en krog lå nogle gamle pjaller og et par kaffesække , 
det var sengen . Midt på gulvet stod en 
temmelig stor pakkassc , den tjente som bord , og ved 
siden ad det stod to bøtter med bunden i vejret , 
de forestillede stole . 

den hæse , brummende lyd , som Petersen havde 
hørt førend døren åbnedes , hidrørte fra et stort , 
robust fruentimmer , med et hæsligt , rødblusset ansigt . 
Hun var iført en dragt , der i enhver henseende 
dannede et sidestykke til den hr . Rose havde på . 
Dette fruentimmer modtog ikke hr . Rose og hans 
ven på den mest artige måde . Så snart hun 
fik øje på Petersen , stemmede hun armene i siden 
og råbte med høj , skingrende stemme til rose : 
„ Hvad er det far en fisk , du der ' . bringer med 
dig ? “ 
» Det er fil ingen fisk , “ sagde rose med sin 
uforstyrrelige rolighed , » men en god gammel bekendt , 
som det er gået tilbage for , og som nu vil hjælpe 
mig med min forrelniiig . — de skal ikke bryde dem 
om , “ vedblev han derpå henvendt til Petersen , » at 
min kone er lidt fremfusende , for hun mener ikke 
noget dermed , hun har et ejegodt hjerte . “ 
Det forekom rigtignok Petersen at meningerne om 
Fru roses gode hjerte kunne være betydeligt delte , 
men han sagde del ikke . Han indskrænkede sig blot 
til at mumle nogle ord mellem tænderne . 
„ Må jeg spørge dig om dej er din mening 
at han skal blive her hos os , “ vedblev damen , uden 
at bryde sig om de faldne yttringer . 

„ Jo , del er det rigtignok , “ sagde rose , „ han er 
kommet i fidtefadet , skal jeg sige dig og nu har han 
ingen steder at tage hen . “ 
> nå således , “ sagde konen i en mildere tur . 
/ „ Han er altså en af vore ? « 
„ Ja , i det mindste er han da på gode veje til 
det . “ . . 
„ Nå , så velkommen da , “ sagde fruentimmeret , 
idet hun rakte Petersen hånden med et smil , der 
skulle udirykke velvilje . 
Petersen greb hendes hånd og mumlede nøget 
om at han følte sig særdeles smigret over hendes venlige 
modtagelse . 
„ Nå , lad det nu være nok med alt det passiar , “ 
Sagde rose lidt utålmodig . „ Vi er ligefremme folk , 
der ikke bryde os om komplimenter . Kad os nu få 
noget frokost , thi jeg er dvævleblændt sulten . “ 
Istedetfor at svare gik fruentimmeret hen til kakkelovnen 
og fremtog en lille leeepande , hvori fandtes 
noget kød , der var stegt i kakkelovnen . Panden 
satte hun hen på den føromtalte pakkasse og fremtog 
derefter et stykke rugbrød , som hun gav sig til at 
sfjære i skiver , medens hun sagde : 
„ Så , værsågod og spis . “ 

„ Vi er ikke indrettede på stort selskab , som de 
seer , “ sagde rose , „ vi have kun to stole , men det 
savn tror jeg nok jeg kan afhjælpe . “ 
Han gik nu hen i en krog af værelset , og vendte 
tilbage med en stor træklods , hvorpå han selv satte 
sig , medens de andre loge plads på de omvendte 
bøtter . 
Sjøndt Petersen nu følte sig sulten , så kostede 
det ham døg overordentlig anstrengelse at deltage i 
dette måltid , der var så ubehageligt og så ureenligt 
som han aldrig havde tænkt sig at et måltid kunne 
være . 
Imidlertid målte han gøre vold på sig selv og 
tvinge nogle mundfulde ned . Efter nogle øjeblikkes 
forløb kom der en stor brændevinsflaske på bordet , 
og Petersen så med forbavselse på hvilke store 
kvantiteter af denne drik rose og hans kone , som 
han kaldte hende , kunne sætte tillivs . 
„ Brændevinen , “ sagde rose , „ det er en universalmidicin , 
som kurrerer for alle sørger . Se blot 
at få smag på den , så glemmer de snart al 
verdens besvær og fortred . “ 
„ Hør rose , “ sagde nu hans kone , „ der er en 
ting , som forekommer mig højest besynderlig . “ 
„ Og hvad er det , min engel ? “ 

„ Ikke andet end at det er noget løjerligt at to 
sådanne gamle venner og fortrolige som du og ham 
der , i sige de til hinanden . “ 
„ Det har du ret i min engel , det er i grunden 
også løjerligt , “ sagde rose , , , men det er et forhold , 
som der snart kan rådes bod på . Kom 
Petersen , lad os drikke dus . Jeg håber da ikke at 
de vil afslå deres livs frelser en sådan gunstbevisning . “ 
Petersen følte vel ingen synderlig tilbøjelighed 
til den omtalte ceremoni , men han gav dog efter for 
ønsket , og samtykkede beredvilligt . Og havde han vel 
andet al gøre , ville ikke stolthed og hovmod være 
ilde anbragte i den stilling , hvori han nu befandt sig . 
Brændeviinsglassene blev altså fyldte . Petersen 
og rose slyngede armene sammen og tømte 
glassene på en gang . 
„ Så du gamle borger , nu er det gjort , “ 
Sagde rose , „ men nu er vi duskammerater og venner 
lige til dommedag . “ 
Petersen følte sig ikke overordentlig opmuntret ved 
denne udsigt , men herved var jo intet at gøre , 
imidlertid blev måltidet endt og levningerne blev 
satte til side . 
Da dette var gjort , gik konen bort , og da de 
vare ene , sagde Røse : 

» Så min ven , nu er det nok bedst at vi tænke 
på dit toilette . “ 
„ Mit toilette ? “ 
Ja naturligvis . Det er da klart at du ikke 
kan gå om i den dragt uden at blive nappet inden 
fireogtyve timer . “ 
„ Det har du desværre ret i/ ' sagde Petersen 
sukkende , “ men jeg har ikke nøgen anden dragt al 
tage på . “ 
„ Åh , jeg tænker nok jeg kan slå så mange 
gamle pjalter sammen som du behøver , “ sagde Røse , 
„ vent lidt , så fial jeg se ad . “ 
Han gik nu hen i en krog og vendte lidt efter 
tilbage med nogle pjaltede klædningsstykker . 
„ Og der tror du jeg vil tage på ? “ råbte Petersen 
fortrydelig . 
„ Nå , min unge , ikke så kjæphøi , “ sagde Røse 
kolblodig . “ De dage da vi to kunne give greven 
ere forlængsf forbi , nu gælder det for os først og 
fremmest om at undgå politiets snushaner . Du 
kan da nok begribe at dit signalement om et par 
timers tid er bekendt for alle støverhundene , og 
fæl nu at en eller anden af dem faldt på ar komme 
herop , det ville rigtignok blive en mindre behagelig 
affære både for dig og for mig . Vil du undgå 

politiet , så må du gøre dig så ukendelig 
som muligt og det kan kun ske ved at følge mit 
råd . “ 
Petersen måtte mod sin villie give ham ret og 
gav sig til at trække de hæslige klædningsstykker 
på . 
Da dette var gjort , samlede rose Petersens aflrukne 
klæder sammen i en bylt og sagde : 
„ Nu lader jeg Stine slå disse sager i hartkorn , 
del kan altid hjælpe lidt på finanlsvæsener . “ 
Derpå lagde han omhyggeligt klæderne hen i 
en krog og sagde derpå : 
, , så det var klæderne . Nu komme vi til dit 
hoved . “ 
„ Mil hoved ! “ råbte Petersen halvt forskrækket . 
, , ja , det må nalurligviis også undergå en 
forandring ligesom alt det øvrige . Hovedet er jo 
den del af mennesket , som lettest kendes , og derfor 
må dit undergå en total forandring , hvis du 
vil undgå at blive genkendt . “ 
, , men , hvorledes skal det gå til ? “ spurgte 
Petersen angst , idet han kom til at tænke på at han i 
romaner havde læst om forbrydere , som havde gjort 
sig » kendeligt , ved at ætse deres ansigter med syre , 
og pludseligt kom til at frygte for at Røse ville forejtoge 
en lignende operation med ham . 

„ Åh , det er snart gjort , “ sagde Røse , idet han 
fremtog en sar . „ Sæt dig nu ned , så skal du se 
at du snart skal blive til et nyt og bedre menneske . “ 
Petersen adlød og satte sig ned på bøtterne . 
Røse gav sig derpå til at afklippe hans hår og 
skæg ganske kort . 
„ Så , “ sagde han , da han var færdig , „ nu 
har du fået et ganske andet udseende . Når du 
nu lægger et plaster over det ene øje , så vil ikke 
satan selv kunne genkende dig . Se bare selv . “ 
Med disse holdt han et lille stump spejlglas 
henimod Petersen som blev ganske ilde til mode ved at 
se den forandring som var foregået med ham . 
Han der før havde lignet en løve og sat en mr « , 
deri , han så nu fuldstændigt ud som en af men « 
Neskehedens udskud . 
Han svarede ikke Røse på dennes sidste bemærkning , 
men faldt i tanker , af hvilke han først vækkedes 
ved lyden af roses kones stemme : 
„ Ej , ej , “ sagde hun , “ så du har fået ham 
pyntet ! Det kan jeg lide ! nu ligner han da mere 
os andre end før . “ 
Det lød Petersen koldt nedad ryggen , da han 
høne disse ord . Det forekom ham som om det var 
en udtalelse af at han nu var funket så dybt som 
han vel kunne synke . Og var han i virkeligheden 

ikke også del ? “ — jo desværre , han kunne ikke 
skjule det for sig selv . Overvældet af sine følelse 
bøjede han uvilkårligt hovedet og følte at tårerne 
vare lige ved at styrte ud af øjnene — dog , disse 
mennesker måtte ikke se hans svaghed , de ville 
ikke kunne forstå den . Han gjorde derfor en voldsom 
anstrengelse på sig selv for at synes rolig , og 
han sagde derfor , idet han søgte at frembringe et 
smil : 
„ Det forekommer mig også ar jeg er til mode som 
om jeg var nyfødt , i disse klæder . “ 

fireogtyvende kapitel 
opdagelsen 
vi ville for et øjeblik forlade hr . Petersen , og 
vende os til andre personer i denne historie . 
Da drengen om morgenen vågnede på sit 
og Petersens fælles Kammer , blev han en del forundret 
ved at se at Petersen endnu ikke var kommet 
hjem . 
Han så på uchet . Jo , klokken var omtrent 
så mange al boutikken skulle åbnes , og ved den 
tid plejede Petersen ellers altid at være nærværende . 
Drengen lo ved sig selv og tænkte : 
, , nå , i nat har han da rigtig gjort sig lystig . 
Det vil blive en drej tur for ham at stå i boutikken 
i dag . “ 
Som en samvittighedsfuld øreng , der nødig vil 
støde sin nærmeste foresatte , svenden for hovedet , 

lod han det næsten vare en halv time over den sædvanlige 
tid inden han gik ned og lukkede op . 
Endelig kunne han ikke opsætte det længere , hvis 
han ikke ville udsætte sig for selv at få dygtige 
skænd af sin principal og han skyndte sig derfor 
med at åbne boutikken . 
Da dette var gjort , stillede han sig i boutiksdøren 
og kiggede nedad gaden , men der var intet spor 
at se af Petersen . Der gik en time , der gik to , men 
han var og blev borte . 
Endelig blev klokken elleve og hr . Sommer selv 
kom ned i boutiken . 
„ Er Petersen syg ? “ spurgte han , da han savnede 
sin svend . 
„ Nej , “ svarede drengen . „ Han gik ud iaftes , 
men er ikke senere kommet tilbage . “ 
„ Hin , hm , “ sagde sommer , „ bare han ikke er 
kommet tilsfade og har brækket en arm eller et ben . 
„ Jeg kan ikke på anden måde forklare mig hans 
udeblivelse . “ 
Ørengen tænkte ved sig selv at man også kunne 
forklare Petersens udeblivelse derhen , at han måske 
om natten havde drukket for meget og gjort spektakler 
og var kommet på stationen , men han beholdt 
klogeligt sin mening hos sig selv . 

hr . Sommer gik nogle gange op og nedad 
gulvet , tittede ud af døren efter Petersen og mumlede 
af og til : 
„ Højst besynderligt , højst besynderligt . ^ 
tilsidst gik han ind i sit kontor for at skrive nogle 
breve og føre noget ind i sine bøger . 
Han havde ikke længe været derinde , før han 
kom tilbage igen i boutiken . Han var bleg som er 
lig og sagde med rystende stemme til ørengen : 
„ Mærkede du ikke noget usædvanligt i Petersens 
væsen i Astes ? “ 
Ørengen så forundrer på ham og svarede : 
„ Nej , han var som sædvanlig . “ 
„ Er du vis derpå ? “ 
“ „ Ja , del tror jeg da i det mindste . “ 
Hr . Sommer sagde ikke mere til ørengen , men 
gav sig alter til at gå heftigt op og nedad gulvet , 
idet han mumlede mellem tænderne : 
„ Gud give min mistanke ikke må være begrundet , 
gud give den må være falst . “ 
Grunden til hr . Sommers ophidsede væsen 
var naiurligvis den at han havde savnet de penge , 
som Petersen havde stjålet , og da Petersen nu 
var boric , faldt hans mistanke uvilkårligt på 
ham . 

øg dog gjorde han sig al mulig umage for at 
bortvise denne tanke igen , men den kom altid tilbage 
med fornyet styrke . Jo længere tiden stred frem , 
desto mere overbevist blev han om at Petersen 
dog virkelig var den , der havde forøvet dette 
> tyveri . 
Det faldt ham dog ikke ind at anmelde dette 
til politiet . Hvor meget tabet af disse penge 
end generede ham i øjeblikket , så ville han dog 
bære dette tab uden at gøre noget til at Petersen 
/kunde blive mistænkt eller straffet derfor . 
Det kunne jo være , tænkte han i sit stille sind , 
at han alligevel bedømte Petersen for hårdt . — 
skinnet var jo rigtignok imod ham , men det havde 
man set så ofte før , og alligevel havde skinnet 
bedraget . 
Time gik efter time , men der kom ingen 
Petersen . Hr . Sommer sukkede og syntes at denne 
dag var den ulykkeligste i hans liv . 
Endelig blev det middag . Som han sad hensunken 
i sine sørgmodige . Tanker , gik døren op og 
Søren rise trådte ind . 
Hr . Sommer ^genkendte ham strar og gav ham 
ved tegn at forståe^ « ! han skulle følge ham ind i 
hans lille kontor . 

Søren adlød vinket , og få øjeblikke efter 
sadde de lo herrer lige overfor hinanden og betragtede 
hinanden i stilhed . 
Søren var den som først brød tausheden , idet 
han sagde : 
» I dag er jeg blot kommet for at spørge dem 
om deres svend har væeree hjemme i nat . « 
Hr . Sommer trak vejret en hel del lettere , 
da han hørte dette spørgsmål . Da han så 
Søren rise træde ind , frygtede han nemlig for at 
Petersen allerede kunne være pågcebet og tyveriet 
opdaget . 
. Nej , “ sagde han . 
. Og han er heller ikke kommet hjem endnu ? ' 
vedblev Søren . 
. Nej , desværre , jeg antager han må være 
bleven syg . ' 
. Denne frygt er vistnook uden grund , ' sagde 
Søren , „ thi i nat befandt han sig i bedste velgående . « 
/ 
„ Har de da set ham i nat ? “ 
“ Ja . ' 
„ Hvor ? “ 
. I en spillebule . « 

» I en spillebule ? “ 
-ja , og bet i en af de værste . Et sted , hvor 
han er kommet i længere tid , og hvor han bar tabt 
betydelige summer . “ 
Hr . Sommer skjulte ansigtet i sine hænder 
og tav . 
„ Navnlig i afis , “ vedblev Søren , » tabte han 
så betydelige summer , at han ikke kan være kommet 
i besiddelse af dem på nogen ærlig måde , det er 
umuligt . Jeg er derfor kommer her for ar spørge 
dem , om de ikke savner et eller andet større 
beløb . “ 
„ Jo jeg gør , “ sagde sommer efter nogen 
betænkning , „ der er i nat forsvundet en temmelig 
betydelig sum her fra mit kontor . Jeg siger dem 
dog delte i al fortrolighed , fordi jeg ved al sagen 
alligevel næppe kan blive skjult , men jeg vil på ingen 
måde have al det skal udlægges som øm jeg beskyldte 
Petersen for al have fager den . Jeg vil ikke 
bidrage del mindste ril at styrte ham i fordærvelse . “ 
Og dog er der ingen tvivl om al han har 
rager disse penge . Bi have fanger alle spillerne , 
netop med undtagelse af deres svend , og de have 
alle forklaret at han i aftes var i besiddelse af 
usædvanligt mange penge , “ 

„ De har altså ikke sat Petersen fast tilligemed 
de andre ? “ 
„ Nej , han undløb , men vi få ham nok fat 
snart , han kan ikke skjule sig længe , “ sagde Søren i 
tillidsfuld tone . 
Der for en gysen gennem sommer da Søren 
sagde disse ord . Han kunne ikke udholde den tanke 
at den , som han så længe havde betragtet som sit 
eget barn , skulle blive grebet af politiet og behandlet 
som enhver anden misdæder , ligegyldigt , hvor skyldig 
han end var for resten . 
Efter nogen betænkning sagde han : 
„ Hr . Rise , de vil kunne forstå mine følelser , 
når jeg beder dem om , ikke at gøre dem umage 
for at finde den ulykkelige . Det er kun mig hant 
har krænket , og jeg tilgiver ham , lad ham derfor være 
straffet nok ved den elendighed , hvori han har styrtet 
sig selv . « 
. Del gør mig ondt , at jeg ikke kan opfylde i 
deres begæring , “ sagde Søren koldt . „ Min pligt 
er det at efterspore forbryderen , og den vil jeg følge 
til det sidste . “ 
„ Også i dette tilfælde ? “ 
„ Ja . “ 
„ Men når jeg nu beder dem om at skåne 
ham ? “ — 

„ Så hjælper det intet , ' sagde Søren rise koldt , 
idet hans ansigt antog et ulykkespående præg . „ Ligeoverfor 
Petersen skylder jeg ikke alene min stilling 
at forfølge ham til det yderste , men jeg skylder mig 
det tillige selv , da han har bragt stor ulykke over 
mit hoved . « 
„ Hvorledes det ? “ 
„ Del vil jeg ikke fortælle dem nu , da den blotte 
erindring derom er nok til al bringe mit blod i 
kog . — jeg har nu ikke mere at gøre her , jeg har 
fået vished i min formodning , og jeg kan nu 
handle derefter . — godmorgen ! “ 
Med disse ord greb han sin hat og var ude 
af døren før hr . Sommer kunne forhindre hans 
bortgang . 
Efterat Søren rise var gået blev hr . Sommer 
endnu en tidlang siddende på det samme sted , 
uden al røre sig . Denne ulykke var kommet så 
pludseligt og uventet over ham at den næsten overvældedæ 
ham aldeles . 
Endelig lod det til som om han tog en rast 
beslutning . Han rejste sig op , og så ud som en 
mand , der er fuldkommen enig med sig selv om hvad 
han vil gøre . 

„ De skulle ikke få ham , “ mumlede han ved 
sig selv . “ 
Han gik nogle gange op og nedad gulvet , 
endelig sagde han : 
„ Hvor meget Petersen end har gjort mig imod , 
så vil jeg dog ikke tåle at han falder i politiets > 
kløer , det ville være alt for tungt for mig at bære og 
så for en til . “ 
Med disse ord gav han sig til langsomt at gå 
ovenpå i sin egen lejlighed . 

femogtyvende kapitel . 
Fader og datter . 
Hr . Sommer gik som sagt ovenpå i sin egen 
lejlighed , der bestod af nogle smukt udstyrede 
værelser . ' 
hans kone var død for flere år siden , og 
hans datter , Lydia bestyrede nu hans husholdning . 
Da sommer kom op , sad Lydia ved vinduet 
og så ned på gaden . Så snart hun hørte 
faderens skridt , vendte hun hovedet om og 
sorsfrækkedcs over hans blege og alvorlige ansigt . 
Hun sprang straks op og råbte : 
. Hvad fejler dig , er du syg ? “ 
„ Nej , “ sagde sommer , „ jeg fejler intet . “ 
. Hvad er der da gået dig imod ? Noget er der 
i vejen , det kan jeg se på dig . “ 

„ Der er også noget i vejen , meget sørgeligt , “ 
Sagde sommer idet han satte sig ned . . For det første 
er jeg blevet bestjålet . “ 
. Bestjålet ? “ 
„ Jo . “ 
„ For noget betydeligt ? « 
„ Åh ja , men dette tab kan jeg gud være lovet 
bære , dette er ikke det værste . “ 
. Du gode gud , er der da sket mere endnu ? “ 
Spurgte Lydia angst . 
„ Ja , desværre . Ved du , hvem tyven er ? “ 
Sagde sommer . 
„ Hvor skulle jeg vel kunne vide det . “ 
„ Du har ret , du kan ikke ane det , men det vil 
smerte dig dybt , når du erfarer det , “ sagde sommer 
medlidende . 
„ Men for gud i himlens skyld , så sig mig 
dog hvem det er ? “ 
„ Det er desværre den , af hvem vi mindst skulle 
have ventet det — Petersen . “ 
„ Du gode gud ! “ råbte Lydia . det er umuligt , 
aldeles umuligt . “ 
„ Nej desværre , ver er ingen tvivl derom mere , “ 

sagde sommer , „ jeg har alt for klare beviser til at 
jeg kan tvivle . “ 
Han fortalte hende nu så lempeligt og flånsomt 
som muligt hvad var var siet . 
Lydia var bleg som en død og stirrede med en 
verden af fortvivlelse i sine øjne på faderen medens 
hans talte . Det forekom hende al denne beskyldning 
var usandsynlig at det ligefrem var en umulighed den 
kunne være sand . 
Hun havde længe elsiet Petersen og både denne 
og faderen vidste del . Faderen lagde ingen hindringer 
i vejen for datterens kærlighed , som han 
troede Petersen besvarede , tværtimod , det havde været 
hans højeste ønske engang at se disse to forenede . 
Nu vare alle disse planer kun luftkasteller , der 
aldrig kunne blive realiserede og denne omstændighed 
smertede både fader og datter lige dybt . 
De havde taget sørgeligt fejl af dette menneske 
som de med så megen kærlighed havde taget sig af . 
! De havde taget fejl og næret en slange ved deres 
/barm . Det var en smuk drøm de blev vækkede af , 
men vækkelsen slete med en jernhånd . De havde 
begge været blinde for Petersens fejl og kun set 
hans gode sider , og derfor smertede det dem nu så 

stærkt at se at hans sielte sider aldeles fordunklede 
de gode . 
Lydia , sad en tidlang ganske tavs , uden at være 
istand til al yttre et eneste ord , hun var blevet så 
grebet af denne pludselige sorg al hun var til mode 
iom om hendes hjerte skulle briste . 
Endelig udbrød hun : 
„ Du gode gud , er det virkelig sandt . “ 
„ Desværre alt for sandt « svarede sommer , . del 
er umuligt at tvivle længere . “ 
„ Men du vil dog ikke — ? “ 
„ Hvilket ? “ 
» Lade ham pågribe og straffe , “ sagde Lydia i 
en lav , hvidslcnde tone . 
„ Dersom del kan undgås , “ sagde sommer . 
Men jeg frygter for at del ikke kan det , da politiet 
allerede søger med Iver efter ham . Vidste jeg blot s 
hvor den ulykkelige var , så ville jeg skaffe ham bort j 
til Amerika . 
. Han må kunne opspørges ! “ sagde Lydia 
ivrigt . 
„ Jeg er bange for at det er en meget vanskelig 
sag , da vi ikke vide , hvor vi skulle søge efter ham , “ 
Svarede sommer . . Han frygter naturligvis for at 

vise sig her , og gud må vide hvor ban har taget sit 
ophold . « 
„ Vi måae søge efter ham ! “ råbte Lydia , der 
blev ivrigere og ivrigere , „ vi må kunne finde ham , 
når vi kun gøre os umage for alvor . — lad ham 
blot komme til Amerika i nye forhold og nye omgivelser , 
så vil han igen komme blive et gavnligt 
medlem i samfundet . “ 
„ Det må vi håbe , “ sagde sommer , „ ligesom 
vi også må håbe af han kun har handlet således 
som han har gjort på grund af en øjeblikkelig overilelse , 
tingene gjelder , som sagt , blot om af få fat 
i ham . “ 
„ Det må kunne lade sig gøre , “ sagde Lydia 
bestemt , „ når vi kun bære os rigtigt ad . Lad os 
tænke lidt nærmere over sagen og så tage vore 
forholdsregler . “ 
De gave sig nu til tale om den bedste måde af 
få fat i Petersen på . Hundrede forslag blev 
gjorte og hundrede forslag blev igen forkastede . 
Om de kom til noget resultat , vil erfares af det 
følgende . 
Imidlertid var det , der var sket ikke længere nogen 
så stor hemmelighed i huset som sommer og hans 
datter troede . Boutiksdrengcn var nemlig , ligesom 

alle bouliksdrenge , overmåde nysgerrig og han var 
snart kommet efter sagens sande sammenhæng . 
Petersens udeblivelse i forbindelse med principalens 
forstyrrede og bedrøvede udseende , tilligemed 
den umiskendelige , ubehagelige og ængstlige følelse 
hvormed han havde modtaget Søren nise , alt dette 
sporede drengens nysgerrighed i en meget høj grad 
og for af få rigtig rede på Tingen , så gav han 
sig iii af lure ved døren , medens Søren rise inde i 
kontøret samtalede med principalen . 
Han hørte således hele sammenhængen , som 
han allerede tidligere havde gættet sig til , thi kræmmerdrenge 
kunne undertiden have en meget levende 
fantasi . 
, da han nu fik fuldstændig bekræftelse på sin 
formodning , var denne hemmelighed nærved af 
sprænge ham , meu han turde dog ikke lade den slippe 
ud , thi så vidste han hr . Sommer vid ? blive vred . 
Imidlertid iod han falde så mange gådefulde vink 
og hentydninger til alle , som han koni til af tale med , 
af del var mere end tilstrækkelig ! til en bringe folk på 
spor efter sammenhængen . 
Når først sligt et rygte begynder al dukke op , 
så spreder det sig som en løbeild og antager større 
og større dimensioner . 
Først holdt rygtet sig som sædvanligt nogenlunde 
ved jorden , meu lidt efter lidt steg del højere og 

højere . Summen som hr . Sommer var blevet bestjålet 
for » vrede fra kvarter til kvarter og inden 
det blev aften fortaltes der rundtomkring i byen af 
Petersen først havde gjort forsøg på af myrde sin 
principal , med en barberkniv , men han havde dog 
skannet hans liv mod af få alle hans penge og 
værdipapirer udleverede . Petersen havde derefter ufortøvet 
begivet sig på vejen til Amerika og sommer 
måtte efter alle menneskelige beregninger gå fallit 
inden ugen var ude . 
Sommer blev yderlig forbavset , da han kom ud 
i byen og hørte disse fabelagtige rygter og han 
^gjorde sit til at dæmpe dem igen . Da han var en 
hader af alt , hvad der gjorde opsigt . 
„ Jeg er blevet bestjålet , « sagde han , „ men det 
er også det hele . Hvor tyven er ved ingen . Al 
min svend er forsvunden på samme tid , berettiger 
. jo ingenlunde til al antage al det er ham . Jeg tror 
det ikke . “ 
Skjøndt han ved sig selv følte al det var en 
svaghed således at tage Petersens forsvar , så 
kunne han dog ikke lade det være . Det forekom ham 
at være alt for tungt og utåleligt at skulle høre den 
stemplet som tyv , som han i så mange år havde 
betragtet som sit eget barn og tilkommende svigersøn . 
Andre folk vare imidlertid ikke så mildtdømmende 
og flånsomme . 

„ Det er noget man længe har kunnet forudse , “ 
Sagde de , „ det er i grunden besynderligt at det ikke 
er sket tidligere . “ 
Andre gik endnu videre og påstode at dette tyveri 
kun var et aftalt spil mellem sommer og hans 
svend . Sommer havde i lang tid , sagde de , stået 
på meget svage ben , derfor havde han nu ladet 
Petersen bringe en del kontanter i sikkerhed , inden 
han blev nødt til at gå fallit . 

seksogtyvende kapitel . 
De » nye næringsvej 
vi vende nu alter tilbage til Petersen og hans 
nye beskytter , hr . Rose . 
Som vi have set blev han godt modtaget og 
beværtet efter omstændighederne . Da hans omklædning 
endelig var fuldendt og Petersen begyndte at 
føle sig tilrette i den , sagde rose : 
. Så min ven , nu er del bedst vi lænke lidt 
på forretningerne . “ 
„ Forretningerne ? “ 
„ Ja . “ 
„ Hvilke forretninger ? “ 
. Herregud , hvor du er glemsøm . Du husler 
jo nok at jeg lever af al gå på jagt . 
„ Ah , det er sandt , kattene . “ 
„ Ja , vel . Nu begynder del al mørknes og det 
er den allerbedste tid til al fange Kalle . Det er 

bedst du følger med mig strar , for så kan du se , 
hvorledes jeg bærer mig ad . « 
Peiersen ville gerne have undflået sig , men han 
følte tillige at det ikke godt kunne gå an , og sagde 
derfor : 
„ Åh , deler vel ikke så vanskeligt at fange katte , 
skulle jeg tro . “ 
„ Det går med at fange katte som med alt 
andet i verden , der er besværligheder med enhver 
ting . Man må forstå fiffet ellers går det galt 
og det gælder også med kattejagten . “ 
Da han havde sagt dette , gik han hen i en krog 
af stuen og fremtog et stykke lunge , som han meget 
omhyggeligt gav sig til at skære i små stykker . 
„ Hvad skal det bruges til ? “ spurgte Petersen , 
medens han så til . “ 
„ Naturligvis til lokkemad . Når man vil bemægtige 
sig en kat , så er den allersikkreste måde , 
den , at traktere den med ej stykke lunge , “ svarede 
rose . 
„ Nå således . “ 
Da rose var færdig med lokkemadens tilberedelse , 
puttede han det hele i et siylke papir som han stak 
i lommen . Derpå fremtog han en pose , som han 
kastede over skulderen og sagde : 

„ Så , lad os nu gå . “ 
. Hvorhen ? “ 
„ Ud at fange katte , naturligvis , “ sagde rose . 
Følg nu med , du kan hjælpe mig med et og andet , 
og så kan du jo lære forretningen med det 
samme “ 
Petersen kunne ikkøstge at han følte stor tilbøjelighed 
til at lære denne forretning , men han tav 
dog og fulgte efter sin ven og læremester ud på 
gaden . 
Da de vare komne ned på gaden , standsede 
rose et øjeblik og sagde ligesom hen for sig selv : 
„ Hvor mon vi nu egentlig skulle gå hen ? — 
ah , nu har jeg det ! “ 
Han gik nu fremad med raske skridt , medens 
Petersen fulgte efter . Endelig standsede han udenfor 
en stor gård i en gade , der kun var beboet af 
småfamilier og sagde : 
» Følg nu med herind i gården , her ville vi 
begynde jagten . “ 
De listede sig nu sagte indad porten og ind i 
gården , hvor jagten skulle gå for sig . 
„ Høld dig så nær ved muren som muligt , 
hvidsfede rose , „ for det væsentligste er at ingen 
får os at se . “ 

Petersen adlød uvilkårligt idet han sfubbede 
sig så nær som muligt op til en mur , håbende 
at han skulle få lov til at blive en passiv tilsfuer 
ved det forestående optrin . 
Dette skulle dog ikke være således , thi da rose 
havde været så heldig at få en kat lokket til sig 
og puttet den i posen sagde han : 
„ Høld du på posen med mis i , det kunne 
dog være muligt af jeg kunne fange en endnu , for 
jeg ved af der er mange katte her i gården . Bliv 
nu stående der hvor du er , til jeg kommer tilbage . “ 
Petersen tog posen og holdt forsigtigt fast på 
den , medens rose gik på sin opdagelsesrejse rundt 
om i gården . 
Katten i posen forholdt sig i de første øjeblikke 
ganske rolig , men der var ikke gået mere end et par 
minuter , før den sandsynligvis begyndte af finde sit 
opholdssted temmeligt ubekvemt , thi den udstødte 
pludseligt et højt og langtrukket miau . 
„ Kis , Kis ! “ svarede en kvindelig stemme tæt 
bagved Petersen . 
. Miau ! “ streg katten igen . 
„ Hvor er du henne mis ? “ lød den kvindelige 
stemme alter . 

tredie gang lod katten sin røst høre , og 
Petersen begyndte nu for alvor af blive bange for af 
del frneuiilumer , som søgte efter katten skulle opdage 
hvor den var . 
Han anså det derfor rettest af tænke på tilbagetoget . 
Han klemte posen så stærkt sammen , 
som han formåede , for af forhindre katten i af skrige 
og skyndte sig ud af porten , heldigvis uden af blive 
set af de » gamle jomfru , som søgte efter sin kat . 
Udenfor porten traf han rose , som ventede på 
ham . 
„ Jeg kunne nok tænke at du ville være så 
fornuftig at stikke af så snart som muligt , da katten 
gav sig til at brøle , “ sagde han . „ Vi havde sket en 
ulykke , dersom denne gamle jomfru , eller hvad det 
jvar for en hegle , havde opdaget at vi vare i færd 
med at bortføre hendes missekat . “ 
„ Bare dyret ikke vil skrige mere , « sagde Petersen , 
„ det vil vække opmærksomhed . “ 
„ Du skal holde posen således , at du får 
kattens hoved under armen , og så klemme det 
dygtigt , så skriger han ikke . — lad os nu gå 
hjem . “ 
De listede sig nu hjemad , hvor de blev modtagne 
af Stine med de ord : 

. Nå hvorledes går det så , have i gjort gode 
forretninger ? “ 
„ Du kan jo se ad , “ sagde rose idet han gav 
hende posen . 
„ Det er ikke meget , “ sagde hun med en misfornøjet 
mine , „ lo mænd om at fange en kat , det er 
en helkerjerning . “ t 
„ Det er ikke meget , men du må husfe på min 
engel at Petersen endnu er ganske ny t forretningen . 
Se her har jeg ellers noget til dig , jeg fandt det 
hængende på en snor i gården . “ 
Med disse ord fremtog han under sin trøje en 
chemise , der var halv våd , fordi den havde hængt 
til Tørring . 
Denne gave formildede Stine betydeligt . Hun 
så med smilende mine på chcmisen , og sagde på 
den venligste måde hun var i stand til . 
„ Det er pænt af dig , at du altid tænker på 
din Stine . Nu skal du også få en rigtig god 
aftensmad . Du har jo selv bragt kød med hjem . “ 
Petersen , der havde sat sig i en krog hørte med 
forundring på denne bemærkning , han kunne ikke 
begribe hvor det kød var , som rose havde bragt med 
hjem , thi han havde intet set dertil . 
Af denne uvished fluide han imidlertid snart 
blive udrevet , thi Stine greb en stor kniv og tog 

derpå fat på katten , som hun flåde med en stor 
behændighed der viste hun var vant til dette stykke 
arbejde . Da hun var færdig hermed , huggede hun 
kattens flåde legeme i små stykker og lagde 
dem på en pande , som hun satte ind i den lille 
kakkelovn , hvori der allerede var en dygtig ild . 
„ Den slags steg har din ven vist aldrig spist 
endnu , “ sagde Stine med et grin . „ Det må altså 
være så meget desto behageligere for ham , thi det er 
en sand herreret . “ 
Dette kunne Petersen døg ikke indrømme at det 
måtte være , men han sagde intet . Han blev siddende 
stille og ønskede i sit stille sind at dette delikate 
måltid snart måtte være overstået . 
Det varede ikke længe før stegen var færdig 
og alle tre satte sig til bords . Det var kun ved at 
gøre den yderste anstrengelse på sig selv at Petersen 
kunne bringe sig til at smage på denne modbydelige 
ret . Rose og hans kone betragtede ham med et 
grin , og Stine sagde : 
„ Det er godt at se at din ven endnu er noget 
fornem på det , vor mad smager ham ikke . Men det 
kommer nok , det kommer nok . “ 
Endelig fik man da , til Petersens store glæde , 
afspist og hele det værdige selskab begav sig til ro . 
Petersen fik sit leje på nogle usle pjalter i en krog . 

det varede længe inden han kunne falde i søvn . 
Enhver lyd ude på gangen eller trappen , bragte 
ham til at fare forskrækket i vejret . Hvad om det 
var politiet , som var kommet på spor efter ham , 
og som nu kom for at gribe ham ? 
Disse ængstelige anelser fløge dog ikke ind , 
der kom intet politi og forstyrrede hans ro . Dog 
faldt han først i søvn hen ad morgenstunden , og det 
endda en søvn , der var opfyldt af drømme , som 
vare alt andet end behagelige . 

syvogtyvende kapitel . 
En ny kammerat . 
Petersen vækkedes ved at han på en temmelig 
ublid måde blev trukket i skulderen . Forfærdet for 
han i vejret , thi han troede det var politiet , som var 
der for at bemægtige sig hans person , men han 
blev dog strar igen roligere , da han så at det ikke 
var nogen anden end Stine , hvem han skyldte denne 
temmelig ublide opvågnen . 
„ Det er ikke skik og brug her , “ sagde hun , 
at blive liggende og sove til middag . Op med dem , 
min ven . “ 
Petersen adlød nden at sige noget og som læseren 
ved , var hans toilette snart bragt i stand . 
Rose var også på benene , han var ivrigt 
beskæftiget med at gøre katleskindct i stand således 
at det kunne sælges med den størst mulig fordel . 
„ Seer du , “ sagde rose , „ dette er en meget 

vigtig del af forretningen . Skindene have egentlig 
knn nogen værdi når de er temmelig censformede 
eller regelmæssigt tegnede , man må derfor hjælpe 
lidt på naturen med en smule farve og sådant 
nøget . “ 
„ Men det kan jo let opdages bagefter . “ 
„ Ja , bagefter kan det være det samme så har 
jeg pengene i lommen , “ sagde rose ; “ Folk kunne 
se sig for , det bliver deres sag . 
Som han havde sagt dette , bankede det sagte 
på døren . 
Petersen for sammen og så sig uvilkårligt 
om efter et sted , hvor han kunne skjule sig . Rose 
selv synses heller ikke at blive ganske vel til mode ved 
denne usædvanlige lyd , thi det var højst sjældent at 
nogen bankede på hans dør , men han fattede sig 
døg hurtigt og gik hen og lukkede døren op , for at 
se , hvem det var , som bankede . 
En trøieklædt person af et meget mistænkeligt 
ydre trådte nu ind , og hilste på rose på en 
meget bekendt måde . 
Rose gjengjeldte hilsenen , men døg på en 
sådan måde at det var tydeligt at han ikke rigtigt 
erindrede sig , hvorfra han kendte denne uventede 
gæst . 
, , du kender mig nok ikke , “ begyndte den 
fremmede idet han satte sig ned . 

„ Nej , slet ikke . “ 
„ Herregud , hvor du da må have en dårlig 
hukommelse . Se bare rigtig på mig , så kan det 
ikke være andet end at du må kunne husfe mig . “ 
Rose anstrengte sin hukommelse til det yderste 
men forgæves , hvorfor han rystede benægtende på 
hovedet . 
Idetsamme gik Deren op og Stine kom ind . 
Det lod til at hun strar kendte den fremmede , thi 
hun sagde : 
„ Ih se god dag , Ole , er du der ? “ 
„ Ja , det er sågu mig . Det glæder mig at du 
har en bedre hukommelse end din mand , for han 
vil slet ikke kendes ved mig mere : 
det . kom nu til en forklaring , hvoraf det fremgik 
al de være gamle bekendte ude fra ladegården , 
i eller „ Gården “ som de kalkte den for kortheds 
skyld . 
Brændevinsflasken kom nu frem og de drak på 
deres venskabs fornyelse , 
„ Jeg har naturligvis ligesom i andre taget 
udgangsbilletten , “ sagde Ole , „ og lever nu som en 
fri mand . Jeg gør småforretninger , hvor jeg kan 
komme afsted med det , og slår mig ganske godt 
igennem . “ 
„ Hvorledes er du faldet på at komme herop ? 
Spurgte rose , , , og hvorledes har du fundet mig ? “ 

„ Jeg har ganske simpelt søgt dig op , fordi jeg 
har noget på hjertet , som jeg vil fortælle dig , “ 
Sagde Ole . 
„ Er det noget godt ? “ 
„ Det tænker jeg . “ 
„ Hvad er det da ? ' 
„ En forretning . “ 
„ En forretning ? “ 
„ Ja . “ 
„ Som der er noget at tjene ved ? ' 
„ Det skulle jeg mene . “ 
„ Hvad er det da for en slags forretning ? “ 
„ Ja , hm , « sagde Ole , idet han kastede et mistænkeligt 
blik på Petersen , „ Du ved jo nok at man 
ikke skal tale alt for frit om sligt , når der er fremmede 
tilstede . « 
„ Men denne mand er ikke fremmed , “ sagde rose , 
„ det er min bedste ven , og jeg indestår for ham i 
alle henseender . « 
„ Nå , det er en anden sag , “ sagde Ole , „ så 
måske vi endog kunne få brug for hans hjælp , 
thi det stader ikke al være flere om det stykke arbejde 
som jeg mener . ' 
„ Er del noget storartet ? “ § 
„ Del er ganske ligesom man tager det , “ sagde 
Ole , „ det kommer an på omstændighederne . Sagen 
er den , jeg er både led og ked af disse småforretninger , 

som dog alligevel ikke bringer noget rigtigt 
ind . Jeg har derfor fået lyst til at slå et stort 
slag , som kunne skaffe en en hel del penge under 
hænder på en gang . “ 
„ Det har du ret i , “ sagde rose , „ det var ikke 
så galt . “ 
„ Nej , det skulle jeg mene , “ svarede Ole , „ og 
når vi så have fået pengene , så stikke vi af til 
Amerika , der er man da i det mindste fri for politiet , 
som jeg nu er ked af at ligge i krig med . “ 
„ Det er jeg såmænd med , “ sagde rose , „ men 
Tingen er blot , hvor vi skulle få de mange penge 
fra . “ 
„ Det er i den anledning jeg er kommet her , « 
Sagde Ole , „ thi jeg ved hvor de er . “ 
„ Fanden heller , hvor da ? “ 
„ Ude på strandvejen . « 
„ På strandvejen ? “ 
» Ja . “ 
„ Hos hvem ? “ 
„ Hos en jøde . “ 
„ En jøde ? “ 
„ Ja , som er så rig ar han hverken ved ende 
eller begyndelse i sine penge , nogle sige af han ikke 
engang tæller dem , men måler dem i polteviis . Det 
troer jeg nu forresten er løgn , men mange penge har 

jøden , det er vist , så man nok kunne gøre et ordentlig 
koup der . “ 
„ Men er det ikke for farligt ? “ spurgte rose 
tøvende . 
„ Farligt og hvorfor ? 
„ Fordi der sandsynligvis passes godt på derude , 
vi kunne blive nappede . “ 
„ Åh passiar , man må vove noget for noget , “ 
Sagde Ole . » At få lommerne fulde af dukater og 
hundrededalerscdler og så bagefter kunne rejse til 
Amerika og nyde sin rigdom i fred og ro , det er 
dog altid lidt ulejlighed været . 
» Ja , det giver jeg Ole ret i , “ sagde Stine 
ivrigt , det er altid nogen ulejlighed været . “ 
, , del er ' også netop fordi af vi må være flere 
om det af jeg er kommet til dig , for af få hjælp , 
thi alene kan jeg ikke gøre det . Men du vil måske 
ikke , så må jeg se af henvende mig til en 
anden . “ 
Nej , stop lidt , “ sagde rose , , , lad os tale om 
sagen . Det kunne jo dog måske lade sig gøre . “ 
, , jo vel kan det lade sig gøre , “ sagde Ole , 
„ helst hvis din ven vil tage med , thi det flader ikke 
at vi er lidt mandstærke for påkommende tilfældes 
skyld . “ 
„ Jeg vil også gå med , “ sagde Stine , „ et 

fruentimmer kan under sådanne omstændigheder 
meget ofte give gode råd . “ 
„ Ja , min ven går vist gerne med , “ sagde 
rose . „ Han vil vistnok hellere end gerne til Amerika 
thi luften herhjemme er ikke synderlig sund for ham . “ 
„ Jeg ved dog ikke , “ begyndte Petersen . 
„ Hvad ved du ikke ? “ 
„ Om jeg vil gå med . “ 
„ Og hvorfor ikke om jeg må spørge . “ 
Fordi det forekommer mig alt for farligt . “ 
„ Pyt , er du en kujon , det havde jeg ikke troet 
om dig , “ sagde rose . „ Jeg synes du måtte være 
glad til at her bydes dig en udvej til at komme ud 
af hele suppedadsen . Kan det lykkes os at slå 
lden gamle jsde , så blive vi rige , og så kunne vi 
jgive greven i Amerika . 
Petersen tøvede dog endnu trods disse glimrende 
udsigter med at gå ind på de andres plan . 
Men der behøvedes alligevel ikke mange flere overtalelser . 
Han blev snart af de andre to overbevist 
om at det ikke havde stort at betyde om han tog 
dette ene tyveri til på sin samvittighed eller ej , 
hans straf , hvis han blev greben , ville derfor ikke 
blive synderligt højere . 
Han gav altså efter . 
Det går i regelen med forbryderen , som med 
den rullende sneeboldt , de blive begge stedse større 

og større . Kun i førstningen går det langsomt , 
ere de først i gang , så vore de begge med en rivende 
fart . 
Da de nu vare blevne enige om at de alle fire 
ville deltage i den påtænkte ekspedition , kom brændevinsflasken 
atter for en dag , og man gav sig til at 
drikke på et lykkeligt udfald af foretagendet . 
Det blev nu nøjagtigt aftalt , hvorledes gerninger : 
skulle udføres , og hvilken rolle hver især skulle 
spille derved . Petersen deellog rigtignok hele tiden 
i disse forhandlinger med en vis modstræben , men 
han var allerede gået alt for vidt til at han kunne 
tænke på at trække sig tilbage igen . 

otteogtyvende kapitel . 
Indbruddet . 
Næste aften vandrede vore fire bekendte ud ad 
strandvejen . . » 
De gik hver for sig , den ene et kvarter fsr 
den anden , før ikke at vække opmærksomhed eller 
mistanke hos de politibetjente som de muligvis kunne 
møde . 
Klokken var mellem elleve og tolv om aftenen , 
da de alle fire traf sammen på det bestemte sted , 
lidt nord før slukefter . 
Det hus , hvori de ville foretage indbrudet , 
var et temmeligt stort sted og lå et godt stykke 
tilbage fra vejen . Ejendommen omgaves af en hej 
og tæt tjørnehæk , i hvis midte der fandtes en af « 
Låset port . 
„ Der er lys endnu deroppe , “ sagde Ole , idet 
han så henimod stedet . „ Vi komme altså til 

at vente lidt ; thi vi kunne naturligvis ikke plukke jøden , 
før han er faldet i søvn . « 
. Men hvis han så alligevel vågner ? “ bemærkede 
Petersen . 
„ Så har jeg et udmærket søvndyssende middel 
hos mig , « sagde Ole . 
„ Og hvad er det før et middel ? “ 
„ En god skarp kniv , “ sagde Ole koldt . 
En gysen gjennemfoer Petersen , dette havde han 
ikke ventet , hans sjæl oprørtes ved tanken om et 
mord . 
„ Det vil jeg ikke være med til , “ stammede han 
angst . 
. Ikke ? « s 
„ Nej . “ 
„ Hvad vil du da ? “ 
„ Jeg vil gå min vej igen , og lade eder selv 
udføre forretningen . “ 
. Nej , min ven , den leg leger vi ikke . Har man > 
sagt a , må man også sige b , det er soleklart , “ 
Sagde Ole . „ Jo , det var rigtignok en rar historie 
om du nu ville stikke af og måske om en lille ' 
tiuustid skaffe os politiet på halsen . “ 
. Det er jo heller ikke sagt at det kommer så 
vidt at du behøver at bruge kniven , “ sagde rose i 
en mæglende tone . 

„ Nej , “ sagde Ole , . det er slet ikke sagt at det 
kommer så vidt , og det vil i alle tilfælde også 
være det heldigste både for os og for den gamle 
jøde deroppe . “ 
Det lod imidlertid ikke til at jøden havde 
synderlig lyst til at begive sig til ro . Lyset vedblev 
at brænde deroppe i lyststedet , som om dels beboere 
slet ikke havde lyst til at gå i seng . 
„ Det varer mig noget længe , “ mumlede Ole , 
„ jeg kan ikke begribe hvad sådan en gammel jøde 
kan have at bestille oppe så sildigt . “ 
. Han tæller måske alle sine penge , “ mente 
Stine . 
„ Den ulejlighed kunne han gerne spare sig , - 
sagde Ole , „ for min skyld skal han ingen ulejlighed 
gøre sig . ' 
det lod til som om landstcdets beboere havde 
sat sig i hovedet af ville gøre sig en privalfornøielse 
af af drille dem ; thi det varede endnu en god 
timestid inden det sidste lys slukkedes . 
. Nå endelig , “ mumlede Ole , „ det var da også 
på tiden . Jeg troede sågu vi skulle stået her og 
ventet til den lyse morgenstund . Det bliver nu bedst 
af Stine bliver slående her på vejen for af holde 
vagt , og af Petersen lager sin post i haven for 
af give anskrig , så snart noget mistænkeligt skulle 

nærme sig . Vi andre to gå så op og besørge 
hoveddelen af forretningen . “ 
Petersen blev glad , da han mærkede af han ikke 
skulle spille nøgen større rolle i ekspeditionen . Anderledes 
forholdt det sig med Stine , som udbrød : 
„ Det skulle jeg have vidst af man kun ville 
bruge mig til af stå skildvagt , så skulle fanden 
være gået den lange vej . “ 
Heraf toge imidlertid hverken Ole eller rose 
nøgen notits . De gave sig derimod til af undersøge 
på hvilken måde det bedst ville være muligt at 
komme ind i haven . 
Tjørnehækken var uigennemtrængelig , de måtte 
derfor nodvendigviis se at trænge gennem porten . 
Ole havde medbragt forskellige dirke og han gav 
sig derfor ufortøvet i færd med den . Efter noget arbejde 
lykkedes det ham også , og porten gik op . 
De tre mænd listede sig nu ind i haven , hvor ' 
Petersen stillede sig på post , de to andre gik videre 
henimod huset . 
Alt var nu tyst og stille som om alle inde i huset 
sov trygt og godt . 
Ole gav sig nu i færd med husets dør , som han 
ligeledes åbnede med sine dirker uden nogen synderlig 
vanskelighed . 
Da døren var åben kom de iud i en temmelig 

bred gang . Ole gjorde nu holdt og fremtøg en lille 
blændlygte som han tændte . Da dette var gjort , 
sagde han : 
„ Vi må ovenpå ; thi hernede boer kun en 
gammel kone , der holder hus for ham . Jeg har 
gjort mig bekendt med forholdene . “ 
De gik nu fremad , og nåde snart en trappe , 
som førte ovenpå . Atter her måtte Ole gøre brug 
af sine dirker , for at kunne få adgang til etagen 
ovenpå . 
Men også denne hindring var snart overvunden 
og de kom ind i et rigt møbleret værelse , der var 
opfyldt med kostbare malerier og lurusgjenstande . 
„ Del er synd , man er nødt til at lade alt 
dette stå , men det kan ikke nytte at tage andet med 
sig end penge . Det øvrige er bare noget , som man 
har ondt ved al blive af med , og som man let kan 
blive nappet for . — kom , lad os undersøge meublerne . « 
Meublerne blev nu undersøgte for at se , om 
der ikke skulle findes penge eller værdipapirer i dem , 
men der fandtes intet . 
Skuffede vandrede røverne nu videre ind i det 
næste værelse , hvor de gentage den samme manøver , 
men med samme resultat . 
Således gik det endnu i det tredje og sidste værelse . 
Da sagde rose : 

„ Du skal se han gemmer sine penge nede i 
stueetagen . ' 
„ Nej “ , ' sagde Ole , „ derned kommer han aldrig , 
jeg er alt for godt underrettet . Her må jo desuden 
være et værelse eller to endnu heroppe , hvori vi endnu 
ikke have været . “ 
De vandrede på ny gennem værelserne og fandt 
endelig en dør , som de endnu ikke havde haft 
åben . 
De åbnede nu denne , og kom ind i et mindre j 
værelse end de andre de hidtil havde været inde i . l 
ved den ene væg stod en seng , hvori den gamle 
jøde lå og sov , og ved den anden væg stod et 
stort jcrnpengestriin . 
„ Her skal du se , « hvidsfede Ole , „ her fange 
vi på engang både hønen og alle æggene . Lad 
os nu blot gå stille tilværks så at vi ikke vække 
det gamle testamente , han var ellers i stand til at 
gøre et hælvedes speklakkel . « 
De gave sig nu i færd med det store jernpenge « 
Sfriin for at komme til at plyndre dels indhold . Men 
dels lås lod til at være gjort usædvanligt kunstigt ; 
thi den modstod alle deres forenede anstrengelser . 
Forgæves forsøgte Ole alle de dirker som han 
havde medbragt , det var ham ikke muligt at få 
skabsdøren op . 

„ Så gid dog fanden ville hente både jeden 
og hans pengeskab , “ brummede Ole , idet han svedte 
af anstrengelse , » sådant et asen af et skab har jeg 
endnu aldrig i mine dage truffet på . “ 
» Det er vist bedst vi opgive det , “ hvidsfede rose , 
der begyndte at tabe modet . 
„ Nej , nej , hvad tænker du på . Skabet skal 
åbnes , det er der nu engang ingen spørgsmål om , “ 
Sagde Ole bestemt , idet han med fornyet Iver gav sig 
ifærd med arbejdet . 

niogtyvende kapitel . 
De « gamle jedede 
arbejdede begge så ivrigt at ingen af dem 
brøde sig om den gamle jøde , som lå og sov i 
sengen tæt bagved dem . 
Støjen , som de ikke kunne undgå at gøre , 
vækkede ham imidlertid . Ved det svage lys , som 
gennemstrømmede værelset så han to fremmede , 
ubehageligt udseende skikkelse , som stod og bearbejdede 
hans pengeskab . I det første øjeblik kunne han ikke 
rigtigt forstå sammenhængen , og udbrød : 
» Gud i himlen , hvad er dog det ? “ 
. Så for fanden , nu er jøden vågnet ! “ 
Udbrød Ole idet han ærgerligt vendte sig om . 
Jøden var en mand på omtrent tredsindstyve 
år , men tilsyneladende stærk og kraftig . Han rejste 
sig halvt op i sengen , betragtede de selvbudne gæster 
og sagde : 

» Hvad sial dog dette betyde ? “ 
. Det skal betyde at vi er folk , som trænge til 
penge , “ svarede Ole . 
. Det er slemt , meget slemt at trænge til penge , “ 
Svarede jøden , . men hvad kan jeg gøre derved ? “ 
„ Hvad de kan gøre derved ? « 
. Javel . “ 
. Ingenting i grunden , andel end rokke ud med 
lidt af de penge som de har formange af , « svarede 
Ole . 
„ Ak , jeg er en fattig mand , “ sagde jøden idet 
han vendte øjnene i hovedet . 
„ Javist , det seer vi nok , del er meget fattige folk 
der pleje at bo i denne slags huse . “ 
„ Ak derefter kan man ikke dømme , derefter kan 
man ikke dømme , “ sagde jøden . Men , hør godtfolk , 
jeg trænger til at sove , jeg er en gammel mand , går 
derfor eders vej og lad mig have fred . “ 
F „ Men først ville vi se hvilken farve Derer sølv 
har , “ påstod Ole . 
„ Jeg vil give jer en specie hver . “ 
„ En specie ? “ 
“ Ja . “ 

. Hahaha , og dermed skulle vi lade os nøje efter at 
have haft så megen ulejlighed ? Nej , min kere 
ven , nu bliver de alifor morsom . “ 
„ De ville ikke være fornøjede med at få en 
specie ? “ 
„ Nej , det ved gud vi ikke ville . “ 
Men hvad i himlens ville i da . 
„ Vi ville have penge . “ 
„ Men en specie er jo også penge , ja det er 
endogså mange penge , når man ingen har , “ sagde 
jøden . 
„ Men det forslår ligeså meget som en Skræder 
i helvede , “ sagde Ole , der begyndte at blive lidt 
utålmodigt , men som tillige håbede ' e al det skulle 
lykkes at få jøden til at rykke godvilligt ud med 
pengene . „ Seer de vi to her , og endnu en tredie 
vi have sat os i hovedet at vi ville gøre en lille 
udflugt til Amerika , og de kan da selv indse at man 
ikke kan gøre den rejse for en specie . “ 
„ Nej det kan man ikke . “ 
„ Nå altså kort og godt , vi er derfor kommne 
her for at skaffe os de nødvendige penge . “ 
„ Hos mig ? « 

„ Javel . « 
„ Så det er derfor i have listet eder herind om 
natten , “ sagde jeden , der begyndte at blive bleg . 
„ Her ved i vel at jeg kun behøver at skrige og gøre 
allarm , for at kalde folk til , og få jer , arresterede ? “ 
» Jo , ganske rigtigt , hvis der var nogle folk i 
huset , men her findes jo ikke andre end deres gamle 
husholderske , og hende er vi ikke bange for . Altså 
op med mynten , “ 
„ Men jeg har ingen penge , aldeles ikke så mange 
penge , “ svarede jøden . 
„ Hvad har de da i det store jernfkriin . “ 
„ Ikke andet end nogle gamle breve . “ 
„ Ieg kunne have lyst til at se de gamle breve , « 
Sagde Ole . „ Giv os nøglen , og sig os , hvorledes 
skabet lukkes op . “ 
„ Nej , nej det er ingen nytte til , “ sagde jøde » , 
idet han gav sig til at famle med hænderne om bag 
sengen . „ Der er som sagt , sier ikke andet end gamle 
breve deri . “ 
„ Nu , når der ikke er andel , så kan de jo 
gerne lade os se dem , de tage ingen skade deraf , “ 
Mente Ole . „ Forresten må de skynde dem lidt og 
tage en beslutning , iht vor tid er kort . 

» Ja , jeg har allerede taget min beslutning , “ 
Råbte jøden , idet hans højere arm atter kom til syne , 
bevæbnet med en kårde , som havde stået bag sengen . 
» Ieg har taget min beslutning , og skal lære eder 
hvad det betyder at bryde ind i fredelige folks 
huse . “ 
Med disse ord sprang han fra sengen ud på 
gulvet og svingede sin sabel over hovedet . 
„ Hoho , skulle vi have det på den måde , “ 
Sagde Ole , „ det kan du også gerne så min ven , 
det beroer ganske på dig selv . “ 
Med disse ord tog han en lang kniv op af 
lommen og stillede sig i forsvarsstilling . 
Hvad rose angik , så trak han sig tilbage i en 
krog , åbenbart ubehageligt berørt af den vending 
sagerne toge , 
„ Ud af huset , og det strar “ streg jøden , idet 
øjnene rullede frygteligt i hans hoved og han greb ! 
Fastere og fastere fat om kården , „ ud af mit hus , ' 
eller — -- 
„ Nå , nå , ikke så højrøstet , min gode mand , “ 
Sagde Ole koldblodigt , idet han pludseligt bøjede overkroppen 
og løb ind på jøden , gribende ham om livet , 
så han ikke kunne komme til at bruge kården . 
„ Vi ville dog være to om den sag . “ 

der opstod nu en frygtelig kamp . Jøden faldt 
om på gulvet og Ole ovenpå og begge væltede 
fig nu omkring på gulver , » ridende og slidende i 
hinanden . 
Det var umuligt for jøden at komme til at 
bruge sin kårde , men han var langt stærkere end 
man skulle have formodet det efter hans alder og 
holdt Ole så krampagtig fast , ar denne næsten ikke 
kunne røre sig . 
Kampen varede således i flere minutter , hvorunder 
Ole af og til råbte til rose : ' 
„ Så kom mig døg tilhjælp for satan , og riv 
sabelen fra ham . “ 
Rose , der som vi alt have fortalt , havde trukket 
sig noget tilbage , bekvæmmcde sig endelig til at hjælpe 
sin kammerat . Han løb til , greb fat i jødens 
kårde , og vristede den ud af hans hånd . 
Dette gav Ole så megen lettelse at han kunne 
rejse sig halvt op og komme til at gøre brug af sin 
kniv , som han stødte tre eller sire gange i brystet 
på jøden . 
Jøden udstødte nogle dybe , klagende suk , og faldt 
derpå ubevægelig tilbage . Ole rejste sig nu op , og 
sagde brummende : 

„ Del var et drøjt stykke arbejde . Hvem fanden 
skulle vel have troet at der var så mange kræfter 
i en gammel jede . Nu have vi imidlertid fred og 
kunne atter give os i færd med skabet , det må døg 
for pokkeren kunne sås op . 
Med disse ord gav han sig straks i færd med at 
åbne skabet , ved hjælp af sit værkiøi , idet han 
lod til at være ligeså rolig og kold som om intet 
var passerer , medens rose rystede over hele legemet . 
Ole bemærkede det , og sagsie halvt spottende : 
„ Hvad fanden ryster du for ? Er du bange 
for døde folk ? “ 
„ Nej , “ stammede rose , „ det just ikke , men var 
det også aldeles nødvendigt at slå ham ihjel . “ 
„ Det er det simpleste , “ sagde Ole ligegyldigt , 
. det er den måde , hvorpå man bedst stoffer sig vedkommende 
fra halsen . — så , nu fik vi da endelig 
del fordømte skab op . Kom nu med lygten , og lad 
os se , hvad det indeholder . 
Rose holdt nu lygten ind i skabet , der stod 
nogle små poser med penge og et lille jernsfriin , 
som var aflåset , og som var temmelig tungt . 
„ Skynd dig nu og slik disse små pengeposer 
i lommen , “ sagde Ole . . Det lille jernsfriin må 
vi også tage med ; » hi det indeholder vistnok 

guldpenge . Jeg havde forresten troet at her havde 
været meget mere , men herregud , man må finde sig 
i at nøjes med lidt . Hvis der er guldpenge i jernsiriinet , 
få kan der endda være nok til en amerikarejse 
for os alle sammen . ' 
de stoppede nu i lommerne , hvad de syntes der 
kunne have værdi , Ole tog jernskrinet under armen , 
hvorpå de begyndte at liste sig ud af huset igen . 
Det havde varet meget længere end de havde 
troet . Da de atter kom ud i det frie , så de nemlig 
al dagen begyndte at grye . 
. For fanden , “ mumlede Ole , „ det er høisf 
ubehageligt . Det bliver nu lyst inden vi nå København . 
Dog derved er intet at gøre , vi må se 
at liste af så godt som muligt . « 
I haven stod Petersen endnu på sin post og 
ventede , glad over al man ikke havde forlangt mere 
virksom deltagelse af ham . 
Også Stine stod på sin post og ventede med 
utålmodighed . Da hun så Ole og rose komme ud 
af huset , ilede hun dem i møde , og råbte ivrigt : 
„ Nå , hvorledes gik det . “ 
„ Brillant , “ svarede Ole , „ vi have lommerne 
fulde af jødens penge . Men lad os nu skynde os 
at komme hjem , det bliver snart lyst . “ 

det værdige selskab satte sig nu i Marsch indad 
København til , uden at der blev talt synderligt mere . 
Hverken Ole eller rose berørte med et eneste ord al 
de havde dræbt jøden . 
Da de kom halvvejs til byen , skilte de dem ad , 
og gik hver for sig , i længere afstand fra hverandre , 
for ikke at vække opmærksomhed , og det lykkedes dem 
også at nå København uden videre genvordigheder , 
og uden , som de håbede og troede , at være blevne 
iagttagne med mistænkelige øjne af nogen politibetjent . 


tredivte kapitel . 
' rovet . 
De samledes alle i roses lejlighed , hvor byttet 
skulle deles . Først da de vare samlede her , så Petersen 
til sin forfærdelse at der var blodpletter på 
Oles trøje . 
. De har blod på deres trøje ! “ udbrød han , 
idet han blegnede . 
. . Nå , det må jeg se at få vasket af , “ sagde 
Ole roligt . 
. Er det derude fra ? “ spurgte Stine . 
» Ja , “ svarede Ole med den samme rolighed . 
„ Den gamle jøde var stridig , det kostede en hel del 
ulejlighed at få ham til at holde mund . Dog , 
det kunne vi jo altid tale om en anden gang . — 
lad os nu se , hvormange penge vi have reddet 
fra ham . “ 

de små pengrposer kom nu for dagens lys 
og blev tømte , de indeholdt i alt 300 rigsdaler . i forskellige 
møntsorter . 
„ Det er forbandet fint , “ sagde Ole , „ for al den 
ulejlighed vi have haft , men heldigvis er det ikke det 
hele , jernskrinct indeholder vist en god stump dukater , 
det er så satans tungt . 
Dette skrin var meget solidt gjort og da der 
ingen nøgle sad i låsen , var man nødt til af forsøge 
på af bryde det op . 
Dette var ikke noget iet arbejde og skrinet modstod 
en tid alle deres anstrengelser , men endelig gav 
låget efter , og låsen sprang op . 
„ Den jøde har holdt meget af af have sine ting 
godt « sfansede , “ mumlede Ole , „ det har været en forsigtig 
mand . 
Alle bøjede sig nu nysgerrige ned over det åbnede 
skrin , for af se hvad det indeholdt . Det indeholdt 
imidlertid kun en eneste , temmelig stor pakke , 
der var indsvøbt i gammelt skrivpapir , og udenpå 
hvilket noget stod noget skrevet . 
„ Der er ingen guldpenge , “ sagde Ole skuffet 
idet han løftede på pakken , „ nar det kommer til 

stykket , så indeholder denne pakke vel ikke andet end 
gammelt madpapir . “ 
„ Der står noget skrevet udenpå , “ sagde rose , 
. lad os læse det . « 
„ Ja , værsågod , “ sagde Ole . 
Røse læste højt : 
i » Forbandelse over dem , som rører disse penge . 
' forbandelse over den , “ som bruger dem , der klæbcrblod 
ved dem . » 
Der for uvilkårligt en gysen gennem alle de 
tilstedeværende , da Røse langsomt oplæste disse stræklige 
ord . 
„ Hvad fanden skal det sige , “ spurgte Ole . . står 
der virkelig del ? “ 
» Ja , hver ord til andet , “ sagde Røse . 
. Nå , “ det kan jo i grunden være os lige meget , 
sagde Ole . . Vi er jo christne mennesker , altså kan 
en jødes forbandelse ikke virke på os . Det hele er 
desuden vel ikke andet end sådan usle narrestreger , 
ved hvilke han har villet gøre folk bange . Lad os 
se hvad der er i pakken . “ 
Han åbnede nu papirspakkcn . Ten indeholdt 
Somo rigsdaler , i Sedler , samt et beskrevet stykke 
papir . 

Ole og hans kammerater blev umådeligt forbavsede 
over det rige bytte som de således Havde 
gjort . Halvtredsindsiyvetufinde daler , det blev jo en 
lille formue til dem hver . 
„ Nu kunne vi sagtens være glade , “ sagde Ole . 
„ Når vi først komme til Amerika med alle disse penge , 
så kunne vi leve som herremænd og så fanden i 
vold med den gamle jødes forbandelse , som står 
skrevet på papiret . “ 
„ Det tænker jeg med , “ sagde Røse . 
. Ja , “ sagde Ole , hvis adfærd blev mere og mere 
drømmende , „ i Amerika kunne vi med disse penge 
stabe os en ny fremtid , langt bedre end den , vi 
kunne vente herhjemme . Hvem ved , jeg kan måske 
endn u nyde den lykke al realisere nogle af de drømme , 
som engang foresvævede mig . “ 
» Ja , “ sagde Stine , „ De har jo egentlig , efter 
hvad vi have hørt , i deres ungdom været vant til 
noger bedre . Det var nok ikke sunget for deres vugge 
at de skulle komme til at tilbringe deres liv i selskab 
med folk som os . “ 
. Nej , “ sagde Ole , . del var det ikke . Men sket 
er sket , og det står nu engang ikke mere til at 
ændre . « 

hans ansigt antog ved disse ord præget af en 
dyb sørgmodighed , som var påfaldende for de andre . 
Røse sagde , efter et øjebliks taushed : 
„ Hør Ole , jeg har lidt ønsket en ting . “ 
„ Og del er ? “ 
» At du ville fortælle ? os din historie , så at 
vi rigtigt kunne få at vide , hvorledes det egentlig er 
gået til at du er kommet i den stilling , som du 
nu er . « 
„ Ak , “ sagde Ole , som blev mere og mere 
sørgmodig , „ det er en besynderlig historie . Det 
er gået med mig , som med så mange andre , at 
det zer en højst ubetydelig ting , som har bragt mig 
nedad . 
„ Nå fortæl , lad os høre det , “ sagde både rose 
og Eline indtrængende . 
, » Jeg taler ikke gerne derom , “ sagde Ole . 
^ „ Det er en drøm som er endt , og som jeg ikke mere 
gider tænke på . - døg , da vi i aften have gjort 
en så rig fangst , at vi måske ved hjælp af den 
l kunne skabe os en lykkelig fremtid , så kan jeg gerne 
endnu engang oprive det gamle sår . 
Med disse ord tøg han sig et dygtigt drag af 

en brændevinsflaske , meder-s de lindre i spændt forventning 
ventede på hvad der ville komme . 
Efter er øjebliks taushed sagde Ole : 
„ Jeg vil ikke sige eder mine forældres navn . 
Det må være nok for eder at vide , at de vare temmeligt 
velstående og ansete folk , jeg var student , 
og hele min ulykke stammer fra en af mine venner , 
der ligeledes var student og som jeg var svag nok til 
at lade mig lede af . “ 

eenogtredivte kapitel 
Oles historie . 
„ Jeg kom en dag , da jeg intet andet havde 
! at bestille end gøre visiter , op til . En fra mit år , “ 
! en gammel collegie « og l ' hombre kammerat , som jeg 
ikke havde set i længere tid . Jeg bankede på , han 
sagde : „ Kom ind ! “ og jeg trådte ind . 
„ Ah , god dag , du ! hvordan har du det ? « 
Råbte han ; „ vil du have min lange tyrkisfe eller 
denne lille her , som jeg købte i går ? “ 
^ , . Lad mig få den lange ; jeg kan ikke lide at 
ryge andres piber til . “ 
„ Nå , så stop den lange . — hvad nyt er der 
ellers ? ' 
„ Intet , naturligvis , undtagen at der er kommer 
en tysk note , og det ved du vel . 
» Igen en note ! Så skulle døg -- -- -- -- -- -- -- -- - ! Nej , 

du ! det vidste jeg ikke . — nej , nu skulle dog også 
— ____ __ “ 
„ Hvad ? Vidste du ikke det ? Hvordan har du 
det da ? Læser du ikke meer aviserne ? Komemr du > 
ikke i studenterforeningen . 
„ Min ven ! en anden verden er opgået for 
mig ! — oprigtig talt , se på mig : kan du ikke 
se nøgen forandring på mig ? “ 
Min ven rejste sig ved disse ord i sin fulde 
højde » g jeg betragtedr ham opmærksomt . . 
. Forandring ? Jo , du har fået endnu en lap 
på din venstre støvle . “ 
„ Å , det er ikke det slags forandring , jeg menerhøiere 
op ! “ 
„ Ah ! Ja , du har får ny credit hos din 
skrædder : du har fået nye benklæder , seer jeg . “ 
„ Højere op ! højere op ! Det er en ædlere forandring , 
jeg mener . » 
. Ieg kan sågu ingen forandring se . Vesten 
er den samme , undtagen at den er bleven mere slivt 
på den ene side . Du skulle dog lade være at skære 
brød på den . Husk , at del er din eneste . “ 
„ Dumme materielle menneske , som altid seer på 
det udvendige . Det er er ikke vest og benklæder , 
leg mener ; der er mit hjerte . Før var det koldt som 

marmor , nu er del varmt , glødende , flydende som 
smeltet vor med et ord : jeg er bleven forlovet . “ 
Og min ven udbredte armene for at modtage 
min gratulation . 
„ Jeg gratulerer . Og del troede du , at jeg 
skulle kunne se på dig ? Tror du al sådant noget 
sætter sig i klæderne ? “ 
„ Nej , men i ens væsen , i åsynct , i hovedets 
holdning . . . . “ 
„ I hovedet ? Ja , med tiden måske . . Mit der 
zeit kommt alles , « som tysken siger . Men jeg 
glemmer alle de sædvanlige spørgsmål : hvad 
hedder din kæreste ? Er hun rig ? . . . . “ 
„ Hun hedder rose . Er det ikke et yndigt navn ? 
Hvad er vel skønnere end rosen , „ Dronningen for 
alle blomster , “ som digteren siger . — rig nej ; men 
jeg er heller ikke rig , og „ lige børn lege bedst , “ som 
ordsprøget siger . “ 
. Hm , ja såmænd ; det er nu ganske efter omstændighederne . 
Nå , og smuk er hun vel , det er ikke 
at spørge om . En græst næse ? Du har jo altid 
sværmet for græsfe næser . “ 
. Nej , hun har en romersk næse . Men del gør 
intet til sagen : romerne vare dog i grunden ligeså 
agtværdige folk som grækerne . « 
„ Å , ja ! Men mørke øjne har hun da ? Du 

har altid forsikrer , at du ikke kunne elske en kvinde 
med blå øjne . “ 
„ Ja , men min kæreste har netop blå øjne og 
det er det bedste bevis på at jeg har taget fejl af 
mig selv . Ak ! Man lærer sjælden sig selv ret at 
kende . “ 
„ Det er sandt . Nå — og hendes fader , , han 
er vel etatsråd , eller vel endøg konferentsråd ! 
Skælm ! Du er bleven aristokrat . “ 
„ Nej , på ære ! Jeg er republikaner , jeg hader 
adelen . Min kærestes fader er nugbrødsbager . “ 
„ Alvorlig ralt ! Det synes jeg godt om . En sådan 
pige er i almindelighed fordringsløs og beskeden 
og bliver en god husmoder . Når skulle i have 
bryllup ? “ 
„ Bryllup ? Er del et spørgsmål , når man kun 
har været fjorten dage forlovet ? « 
„ Jeg skulle mene , at det er et spørgsmål at 
gøre strar . Forlovelse er jo intet andet end ouverturen 
til brylluppet . “ 
, , nej , forlovelse er nydelsen af blomstens første 
Duft , før man sætter blomsten i glasset i stuen 
og så allerede er vant til dusten og bliver ked . . . . 
Nej , det er en forkert lignelse ; hvad var det , du 
spurgte om ? “ 
„ Om du snart vil holde bryllup . “ 
„ Hvad skal jeg gifte mig på ? “ 

„ Du svarer med et spørgsmål ; men jeg spørger 
dig på ny ; er du ikke tteologisk candidat ? Søg 
embede . “ 
§ „ Jeg har undersfrevet en skattebevillingspetition . “ 
. Hør , ved du hvad ? Gå hen og hæng dig . “ 
„ Nej , jeg vil gå hen til min kæreste . Vil 
du gå med , så skal jeg forestille dig som min 
ven , det er en god anbefaling i huset , tror jeg . “ 
. Tak , jeg går med . “ 
Da vi kom ned på gaden , sagde min ven 
til mig : 
„ En ting har jeg at bede dig om : du vil formodentlig 
oftere komme i huset og må da vide at 
gås min tilkommende svigerpapa . Han er vel en 
god mand , men tillige en meget heftig mand og 
tåler ikke modsigelse , selv når han har åbenbar 
uret . Desuden har han næsten en mani for korte 
forlovelser , fordi han kun var forlovet med sin kone 
i to dage . Begge hans ældste døttres forlovelse 
gik overstyr , fordi han ikke ville give tid . Jeg beder 
dig derfor : indret din opførsel derefter . “ 
Jeg lovede ham det forlangte . 
Da vi kom hen til familien , blev jrg forestillet 
som min vens ven og blev som følge deraf 
modtagen med åbne arme . Hele huset var strar 
fortrolig med mig : fader , moder , søskende og 

brødre ( hvilke sidste drak dus med mig ved aftensbordet ) , 
ja ! om det så var katten og hunden , strøg 
de dem op ad mig med en så fortrolig mine , at jeg 
tydelig kunne se , de ville gerne betro mig deres små 
sørger . Hvad døg forlovelse er for en skøn ting i 
et hus ! 
Efter aftensmåltidet trak faderen mig hen i 
en krog og spurgte mig , om min ven havde talt 
om , når han ville holde bryllup , jeg svarede 
nej . 
„ Ja , for jeg er ingen ven af lange forlølovelser , “ 
Bemærkede manden ; , , jeg har ikke haft 
held med dem i mit hus . Der har jeg itø 
lange tøse gående . De vare også forlovede ; 
men , da det varede for længe , slog kæresterne op 
med dem . “ 
„ Hvor længe varede da forlovelsen ? “ 
„ To måneder med den ene og syv uger med 
den anden . “ 
„ Ja , det er også alt for længe at være forlovete “ 
, , kan i se ! “ råbte manden fornøjet , „ min 
gode ven her , hr . . . . . Å , hvad et deres navn , 
bedste ven ? “ 
Jeg nævnede ham mit navn . 
, , nå , denne herre siger som jeg , at lange forlovelser 

ere den rene fordærvelse . — i dag otte dage 
skal i to have holdt bryllup . “ 
, , men , bedste papa ! “ 
„ Men , bedste svigerpapa ! “ 
„ Ingen men ' er ; det bliver , som jeg har sagt . “ 
Min ven nærmede sig med en forlegen mine og 
hvislede svigerpapa noget i øret om „ Noget at leve 
af “ op „ gifte sig på “ og „ give lidt tid “ . 
. Å , “ udbrød manden , , , jeg ved også råd 
derfor . Seer i børn , jeg var iaftes henne i nr . -1 , 
og der hørte jeg , at eir mand , der er meget rigere 
og fornemmere end jeg , lader sin familie og venner 
og bekendte skyde sammen både ' fil udstyret og de 
unge folks underholdning . Og kan han gøre det , 
kan jeg s ' gu også , jeg vil sågar ikke tage andre 
dertil end familien — det forstår sig , hr . — ( ved 
disse o : d vendte han sig fil migj at vi betragte 
dem og el par andre gode venner som hørende fil 
familien . “ 
Jeg lakkede med et buk for den tiltænkie ære . 
„ Med et og alt , som vi derved kunne strube 
sammen , tænker jeg , at vi skulle få næsten 500 rigsdaler . 
Samlet . “ 
„ Del er s ' gu mange penge , “ hviskedee min ven 
fil mig . 
„ Ja , 500 rigsdaler . ' er mange penge . « 
„ Der er kun spørgsmål om , “ vedblev familiefaderen , 

„ hvorledespengene skulle anvendes , for at de 
unge folk kunne leve af renterne . “ 
» Del nemmeste var da at sætte dem i sparebøssen , » 
Bemærkede datteren . 
„ Jo ! Kan du føre en huusboldning for 15 rigsdaler . 
Om året ? — knap for 1500 måske . . . nej , det 
sagde jeg da også blot for rimeis skyld . . . med 
15 rigsdaler . om året kan en mand ikke føde kone og 
børn i vore trange tider . » 
Et almindeligt nej ! fulgte disse ord . 
. . Men/ ' bemærkede min ven beskedent , , , når jeg 
har 15 rigsdaler . vist om året , kan jeg altid erhverve mig 
lidt til ved information . “ 
, , ved information , “ udbrød faderen spodsk ! 
„ ja , det betaler sig godt . Der er jo folk nu , der 
informere for ingenting eller idelhøusfe for ttevand 
om morgenen ! — og kan de måske føde og klæde 
en familie med ttevand om morgenen ? — nu , 
ved de hvad , gode svigersøn ! Det bedste er nok , 
- at de stikker pengene i min handel og går i compagni 
med mig . “ 
Et tordenslag på en klar sommerdag kunne ikke 
have viiket stærkere på min ven end disse rasl ududtalte 
ord . Han sad nogle øseblikke med åben 
mund og stirrede på sin svigerfader . Endelig sagde 
han : „ Og mine studeringer ! Skal jeg da lægge 
dem på hylden ? “ 

„ Å , blæse være med deres studeringer ! Hvad 
ere de imod en god og solid rugbrødshandel ? ' 
„ Ja , men mine studeringer kan jeg ikke sådan 
lade fare . “ 
„ Nå , så kan de beholde dem og blot være 
rugbrødsbager , indtil de får kald . “ 
. Nej , det går slet ikke an , “ sagde min ven 
energist . 
„ Går ikke an ? Hvorfor går det ikke an ? 
Jeg spørger dem , min gode mand , for sidste gang : 
vil de have min datter ? “ 
„ Ja , men . . . . . . . . . . . . . . . “ 
. Ingen men ' er ! Vil de være rugbrødsbager ? “ 
. Sig ja , clsfte Wilhelm ! “ råbte datteren og 
klyngede sig om hans Hals . 
Min ven så afvekslende på sin kæreste og 
på rugbrodsbagcren . 
Jeg rcciiercde i tankerne : 
da Herkules på vejen stod , 
men jeg , en boldt for lykkens spil — 
mit studium og — en rugbrødsbager . 
. Elskede ! “ råbte endelig min ven , . Gud kender 
mit hjerte ! Jeg ville gerne ; men —jeg kan ikke . 
Jeg kan ikie blive rugbrødsbager . « 

„ Hvad ? De kaster vrag på min håndtering ? 
Det har endnu ingen vovet ! Endnu har ingen sagt 
mig lige op i øjnene , at han ikke kunne blive rugbrødsbager . 
Det går for vidt . Har jeg to døtre , 
hvis forlovelse gik fløjten , kan jeg også have tre . 
Vær så god ! Her er døren . “ 
Mekanisk tog min ven sin hal og gik ud af 
døren . 
„ Vær så god , hr . — “ sagde manden og 
vendte sig imod mig , „ følg de kun med , gener dem 
ikke . “ 
Og jeg gik , under vcæklager af den forsamlede 
familie . Druden lå besvimet i armene på hendes 
moder og begge hendes søstre — det var en ser-1 
armel bærebør — disse græd , brødrene knurrede , ! 
Hunden og katten vare engagerede i et slagsmål . 
Ak , der var stor Jammer og elende . 
* 
* * 
da jeg havde gået nogle gader op og ned med 
min aldeles fortumlede ven , drog han nogle dybe suk 
og sagde : 
. De forbandede penge ! De er dog også anledning 
til alt ondt i verden . De fordømte 500 
rd . ! Gid jeg aldrig havde fået dem . « 

„ Trøst dkg ! Du fik dem ikke ; de vare dig kun 
tiltænkte af din svigerfader for det tilfælde , at han 
selv fik dem . “ 
„ Endnu større forbandelse over dem da ! Alene 
tanken om dem forårsager ulyk ' e ! “ -- -- -- -- -- -- - „ Nu er 
min forlovelse da forbi , “ tilføjede han efter en 
pause . 
„ Ja , nu er den forbi , “ sagde jeg . 

toogtredivte kapitel . 
Fortsættelse af Oles historie . 
„ Denne hændelse , “ vedblev Ole , efter at han 
atter havde styrtet sig med et drag af brændevinsflasken , 
„ gav anledning til alle mine følgende 
ulykker . “ 
» Min ven blev nemlig fra den dag af tungsindig 
og melankolsk og fattede had til alle mennesker . 
Han ophørte at studere og drev sin tid hen i lediggang 
med at drikke og spille . 
Dette eksempel virkede højst skadelig på mig , 
der kun alt for villig gik ind på at tilbringe tiden 
på den samme made . 
Da hændte der os omtrent samtidig endnu en 
ulykke . Vore forældre døde nemlig næsten på 
samme tid og vi , som havde troet at de vare form » - 

ende , blev nu højst ubehageligt overraskede ved at 
erfare at de intet efterlod sig . 
Vi vare nu fattige , meget fattige , men vi kunne 
derfor ikke bekvemme os til at opgive det liv vi engang 
havde begyndt at føre . 
Enden herpå , er let at forudser ; vor lille 
pengebeholdning svandt snart bort , og derefter kom 
touren til vore klæder og andre værdifulde sager , 
som ikke vare mange . 
Kortsagt , vi forfaldt aldeles og måtte ganske 
trække os ud af det selskab , hvori vi hidtil havde 
været vante til at bevæge os . 
Lidt efter lidt blev vor omgangskreds af en 
dårlige « og dårligere natur , indtil den til sidst kun 
bestod af medlemmer af samfundets bærme . Folk , 
som vare i stand til alt , forudsat at der blot var en 
smule at tjene derved . 
Vi gad dog endnu ikke give os til at bestille 
noget , dertil vare vi for stolte , og vi fristede derfor 
kun et kummerligt liv ved hvad vi kunne tjene i 
spil , der ikke altid blev spillet på den reneste 
måde . 
Dette var et meget usselt liv , men vi havde 
ikke nogen synderlig mulighed for at kunne komme 

ud af det igen . Da sagde min ven en dag 
pludseligt til mig : 
„ Her Ole , dette liv kan ikke vedvare , vi må 
gøre noget , for at få en ende derpå . “ 
. Ja , det er godt nok , men hvad skal det være , “ 
Svarede jeg . 
„ Vi må se at skaffe os nogle penge , “ 
Sagde han . 
„ Ja , men hvorledes ? “ 
- „ Ligemeget på hvilken måde , “ svarede han . 
. Jeg har i den anledning lagt en plan . “ 
„ Og den går ud på ? ' 
„ På at skaffe os en formue , “ sagde han . 
„ Du har jø nok hørt tale om en mand , som hedder 
Peter Vos ? “ 
„ Jo . “ 
„ Godt , han er bekendt for at være hovedrig . « 
Når vi gjorde et lille greb i hans pengekiste , så 
ville vi være i stand til at kunne få nok , til at vi 
kunne rejse til Amerika , og blive det liv , vi her føre , 
kvit for bestandigt . “ 
Der var noget i dette forslag , uagtet det var 
femmeligt dristigt , som dog tiltalte mig overmåde 
meget . Der var her udsigt til at komme i besiddelse 

af en betydelig sum penge , og det var jø først og 
fremmest det , som vi trængte til . 
Dog kunne jeg på den anden side ikke skjule 
for mig selv , at der var betydelig fare ved et sådant 
foretagende , og jeg sagde derfor : 
„ Men har du betænkt hvad vi vove ? “ 
„ Ja , vi ville derfor heller ikke udføre sagen 
alene . Vi må have nogle folk med , som er vante 
til den slags sager . “ 
„ Men , hvor så vi dem fra ? “ 
„ Åh , de er lette at finde , blandt vore nuværende 
venner , “ sagde han . 
Dette måtte jeg desværre tilstå var sandhed , 
og da vi havde talt lidt endnu om Sage » , blev vi 
enige om , hvorledes den skulle udføres , og om hvem 
vi skulle henvende os til for at få hjælp . 
Hjælpere fandt vi snart , som vare villige til at 
deltage i et foretagende , der lovede et så rigt udbytte , 
og der blev altså berammet en bestemt nat 
da indbruddet skulle finde sted . 
Til den fastsatte tid gik vi hen til huset , hvor 
Peter Vos boede . Det lå i en af forstæderne , og 
vi kunne let skaffe os adgang dertil ved at springe 
over nogle plankeværker . 

en af dem vi havde med , oversmurte en rude 
med beg og trykkede den derpå lydløst ind , hvorefter 
vi alle listede os ind gennem vinduet , der var blevet 
åbnet på denne måde . 
Nu blev en blændlygte tændt og vi gave os nu 
til at gå på opdagelser efter , hvor manden havde 
gemt sin skat . 
Vi gik igennem mange værelser , og gennemsøgte 
adskillige meubler , men fandt intet af nogen 
synderlig værdi . Endelig kom vi ind i et lille værelse , 
hvor der stod et stort jernpcngestab . 
Her måtte skatten være , det gjaldt nu altså 
om at få dette jernpengeskriin lukket op . 
Vi vare forsynede med dirker og alle nødvendige 
redsfaber , og gave os ufortøvet i færd med arbejdet 
med megen Iver . 
Dette skab må imidlertid have haft en meget 
kunstig og sjælden lås ; thi alle vore anstrengelser 
vare forgæves , det var os ikke muligt al åbne det 
trods al vor møje . 
Imidlertid tabte vi ikke mødet , men vedbleve al 
arbejde , så sveden haglede ned af vore pander . 
Vor Iver var ved denne forhindring bleven så 
stor , al vi glemte at tage ve nødvendige forstgtighedsregler . 

vi må have gjort for megen støj og vækket 
Peter Bos , der , hvad vi ikke vidste , sov i værelse * 
ved siden af . 
Han må have hørt den støj vi gjorde ved vort 
forgæves arbejde , og dette må have vakt hans opmærksæmhed . 
Peter blev dog ikke angst eller urolig . I Amerika 
havde han oplevet alt for meget og eventyrligt 
til at nogetsomhelst skulle kunne ryste hans nerver . 
Han stod ganske rolig op , greb to ladle revolvere , 
som lå på hans bord ved siden af sengen 
og gik hen og tændte lys . 
Med lyset i den ene hånd og revolverne . 
Den anden skød han døren til sideværelset , som ikke 
var aflåset , op med foden og gik langsomt ind . 
Et eneste blik sagde ham , hvad der var på 
færde . 
Et vindue stod åbent og fire banditer stod 
bøjede over hans store jernpengesfriin , som de vare 
ifærd med at opdirke . 
Han gik ganske roligt hen til vinduet , lukkede 
det og stillede lyset i vinduet . Derpå stillede han 
sig selv med ryggen op mod vindueskarmen og tog 
en af sine revolvere i hver hånd . 

han gjorde dette så hurtigt og så roligt og 
bestemt , at vi , som ikke opdagede ham fsr han var 
midt inde i værelset , i det første øjeblik ikke vidste , 
hvad vi skulle gøre . 
Da den første overraskelse var forbi , så vi på 
hverandre og fore frem på gulvet , som om det var 
bor hensigt at kaste os over den ubudne gæst og 
dræbe ham , men da var det allerede forfildigt . 
De to revolvere pegede truende på os , det var 
tydeligt at et par skridt fremad ville koste os 
livet . 
Vi blev rådvilde stående og så på hverandre 
med et rådvildt udtryk i vore ansigter . 
„ Hvem er i ? “ sagde Peter , så roligt som om 
der aldeles intet usædvanligt havde været i denne 
situation . 
Denne rolighed imponerede os alle langt mere 
end det slorste raseri ville have gjort , og vi blev 
slående uden at svare , idet vi grebes af en vis ubestemt 
ængstelse . 
Vi havde en instinktmæssig anelse om at vi stod 
ligeoverfor en overlegen ånd , som var vant til at 
byde og til at se sine befalinger adlydte . 
Vi svarede ikke , med så forvirrede på hverandre . 


„ Hvad ville i ? “ spurgte Peter derpå , idet han 
stadigt med den samme rolige mine boldt sine revolvere 
rettede mod os . 
Intet svar . 
Der gik nogle sekunder i taushed . Da sagde 
Peter med den samme rolighed : 
„ I ville ikke sige hvem i er , eller hvad i ville . 
I er altså gavtyve , som komme for at berøve mig 
min ejendom . Jeg står altså i min ret , hvis jeg 
uden videre betænkning siyder eder ned som gale 
hunde . « 
Det gøs i os alle , thi han talte som en mand , 
der nok kunne falde på at udføre sin trusel , uden at 
gøre sig synderlig samvittighed deraf . 
Vi sagde endnu intet ord , men så forlegne og 
ængstelige på hverandre . 
Vi havde aldrig før været i så farlig en stilling . 
Også Peter tav nogle øjeblikke , idet han kastede 
prøvende og undersøgende blikke på vore sire 
skikkelser . Det faldt ham ind , at hvis han kunne 
lænke os fire til sig , gøre sig til herre over vores 
handlinger og vor skæbne , så ville vi kunne blive 
ham et såre nyttigt bærktøi til udførelsen af hans 
planer . 

„ Hvad fornøjelse har jeg af at dræbe dem , eller 
at overgive dem til retfærdigheden , “ tænkte han , „ jeg 
kan have meget mere nytte af dem ved at gøre dem 
til mine slaver . « 
Det var bedre at gøre os til lydige redsfaber 
i hans hånd end at dræbe os , thi når alt kom , 
til alt , hvilken fordel kunne han så vel have 
deraf ? 
Til at udføre hvad han havde i sinde , kunne disse 
fire fyres hjælp være af uberegnelig nytte . Når j 
han bandt os til sig ved fordelens , egennyttens 
bånd , så ville han jo være i besiddelse af en 
magt , der ved given lejlighed kunne yde ham » må- > 
delig fordel . 
Alle disse tanker fore lynsnart gennem hans 
hjerne , medens han stod med revolverne i hånden 
og øjnene stift fæstede på os . 
Vi på vor side slode og så forlegne på 
hverandre . Hvad fluide vi gøre , hvorledes skulle vi 
slippe ud af denne knibe ? 
Sandt nok , vi vare fire om en , men denne 
ene var bevæbnet med revolvere og desuden syntes 
han at være i besiddelse af en legemskraft , som langt 
overflred del almindelige . 
Vi kunne måske ved et pludseligt angreb overvælde 

og besejre ham ved vor mængde , men mindst 
to af os ville blive offre for vor dristighed og 
hvilke to ville det vel blive . 
Denne uvished var det forfærdelige i stillingen , 
thi ingen af os havde lyst til at ofre livet for 
friheden . 
Peter Bos så denne vor ængstelse og tvivlrådighed 
og han glædede sig derover , thi den begunstigede 
jo hans planer i en betydelig grad . 
Nogle sekunder varede denne spændende , ængstelige 
taushed . Endelig talte Peter Bos , idet han 
uafladeligt vedblev at pege på os ubudne gæster 
med pistolerne . 
. Jeg kunne flyde jer ned som gale hunde , “ sagde 
roligt . . Jeg har ser skud i hver pistol , men jeg 
holder ikke af al gå til yderligheder . Jeg har et 
forslag at gøre eder . “ 
Her standsede han , medens vi alle så forbavsede 
på hverandre . 
Hvad kunne han have i sinde , hvilket forslag ville 
han vel gøre os ? 
Ingen af os svarede , vi tav alle forventningsfulde 
efter hvad der ville følge . 
„ Hvorfor have i gjort indbrud her hos mig ? “ 
Spurgte nu Peter Bos . 

ingen svarede . Det var heller ikke nødvendigt , 
det var tydeligt nok at vi vare komne for al stjæle . 
For at berøve mig min ejendom , vedblev Peter 
Bos efter et øjeblik tanshed , for at bestjæle mig . 
Atter tav han , atter blev der et øjeblik tanshed 
under hvilken banditterne så forvirrede på 
hverandre . 
Der var noget i Peter Bos ' s mine og måde 
at tale på som slog os alle fire . Vi følte at vi 
stod lige overfor en person , hvis åndelige kraft var 
vor egen langt overlegen . 
» Hvorfor ville i n » bestjæle mig ? “ begyndte 
Peter igen . 
Atter den samme forlegne tanshed . 
„ Fordi i ingen penge havde , fordi i vare fattige , “ > 
fortsatte Peter . 
„ Det er sandt ! “ udbrød vi uvilkårligt . 
„ Ikke sandt , jeg har ret ? “ 
. Jo , jo . “ 
„ Hvad ville i nu gøre til gengæld , hvis jeg > 
lovede jer , at i aldrig skulle komme til at trænge tilr 
penge ? “ 
Vi alle lukkede munden og øjnene vidt op og 

' så ud som om vi nok hørte Peters ord , men ikke 
forstøde deres mening . 
Peter gjentøg sit spørgsmål . 
„ Vi ville gøre alt , “ råbte de endelig . 
„ Alt ? “ spurgte Peter . 
. Ja , alt . “ 
„ Hvad forstå i ved alt ? Ville i endog sætte 
eders liv på spil , når det blev forlangt ? “ 
Vi så igen rådvilde på hverandre . Endelig 
sagde den ene af os . “ 
„ Ja , hvorfor ikke . Vi sætte jo dog hver dag 
livet på spil ved det liv som vi føre . Og nu er 
endda ' vor gevinst derved usikker . Vi have altså 
meget mere grund til at gøre det , når vort udkomme 
sikkres . “ 
„ Ere i andre af samme mening ? “ spurgte 
Peter . 
„ Ja , ja , “ svarede vi . 
„ Godt , så sid ned og lader os tale nærmere 
om sagen , “ sagde Peter . 
Han skal nu ganske rolig pistolerne i lommen , 
vendte sig om , lukkede vinduet i og satte sig derpå 
ned på en stol . 

„ Sid ned ! “ gjentøg han i en bydende tone . 
Hans rolighed og sikkerhed imponerede os 
alle og vi adiøde mekanisk , ligesom om vi blev drevne 
af en højere villie end vor egen . 
„ Godt , nu kunne vi tale sammen i al magelig , 
hed . Talen går allerbedst når man sidder ned , “ 
Sagde Peter i en rolig , halv gemytlig tone . „ I er 
astså fattige ? “ 
» Ja , det ved Vorherre , “ svarede jeg der var 
ordfører for de andre . 
„ Have i familie ? “ 
Ja . “ 
„ I er gifte ? “ 
„ Ja , to af os . “ 
„ Have i børn ? “ 
Ja . “ 
. Og intet al give dem ak spise ? “ 
. Nej , “ 
. Forkært mig , hvorledes i er komne i denne 
silling . Men ærligt og oprigtigt , det skal ikke være 
til eders skade . 
Vi så igen på hverandre . Det var i grunden 
en mislig sag således at åbenbare sine familiefor . 

hold til en fremmed . Dog , der var noget ved Peter , 
det var ligesom en magt , der omsvævede ham , som 
nødte os til at adlyde . 
En for en gav vi os til at fortælle . Vore historier 
lignede så temmeligt hverandre . Født så at 
sige på Københavns brøstene , vare de to vorede 
op næsten ganske overgivne til dem selv . Fattigdom , 
ubesindige giftermål og deraf følgende hårde kampe 
for udkommet , det var hovedindholdet af deres lcvnetslob . 
Alle fire havde vi været i mere eller mindre ubechagelige 
berøringer med politiet . Alle fire hørte vi 
til denne ulykkelige mcnneskeklassej , for hvem det omtrent 
er umuligt at rejse sig igen , når vi først engang 
ere faldne . 
< vi kunne aldrig rejse os ved egen hjælp . 
« samfundet lagde os alt for mange hindringer i vejen 
, dertil . Der skal en stærk , en mægtig hånd til at 
, drage os op af dyndet og hvor findes den ? 
, det var sørgelige historier Peter fik at høre , historier , 
som bragte skyer på hans pande og sorg 
i hans hjerte . Det gjorde ham ondt for disse mennesker . 
Men på samme tid som det gjorde ham ondt 
for disse hans medmenneskers skæbne , så glædede 

han sig på samme tid over at han var truffet 
sammen med dem og at de netop vare således ; thi 
havde de været anderledes og fristet andre skæbner , > 
så ville de næppe så villigt have fundet sig i at 
blive villieløst værktøjer i hans hånd . 
Da vi havde endt vore beretninger , sagde 
han : 
„ Alt dette skal blive anderledes . Jeg fia ! hjælpe 
både jer og eders familier . “ 
„ Hvad skulle vi så gøre til gengæld ? “ spurgte 
jeg . 
. Udføre hvad jeg forlanger , “ sagde Peter kort . 
Vi så igen noget tvivlrådige på hverandre . 
Det var dog altid en løjerlig og betænkelig sag at 
gå ind på . 
„ I betænker jer ? “ spurgte Peter , idet han tog 
sit ur op af lommen , „ vel , jeg har godt forstået 
det , thi det er jo en alvorlig sag . Nu er klokken 
halv to . Når den er to , vil jeg have ederø bestemte 
svar . « 
Han lagde uret på bordet , tændte sig en 
cigar , lænede sig tilbage i stolen og gav sig til at 
betragte os opmærksomt , medens han tilsyneladende 
aldeles rolig sendte den ene blå røgsty i vejret 
efter den anden . 

vi gave os nu til at hviske ivrigt indbyrdes . 
Hvorfor skulle vi ikke modtage Peters forslag , vi 
vare jo således stillede , at vi så at sige intet havde 
at tabe . Den fastsatte frist var derfor heller ikke 
endnu udlsbet , før jeg sagde på de andres vegne : 
„ Vi gå ind på tilbudet . -- 
„ I er alle enige ? “ 
„ Ja , alle . “ 
„ Godt , -- sagde Peter , idet han rejste sig , „ jeg skal 
holde mit løfte , men jeg må også have sikkerhed 
for at i ville opfylde eders . I må underskrive en 
' tilståelse om at i i nat have gjort indbrud hos 
mig . Denne tilståelse beholder jeg , og ingen skal 
få den at se , undtagen en af eder skulle falde 
på at svigte sin pligt . 
, han salte sig igen ned ved bordet og gav sig 
, hurtigt til at skrive nogle ord på et ark papir . 
Der var en bekendelse , hvori vi alle fire erklærede 
os for skyldige i indbrud . Da han var færdig , sagde 
han : 
„ Skriv under ! “ 
Vi så atter rådvilde på hverandre . 
Var dog en egen sag , således al give sig i en 
vildfremmeds vold . 
„ I betænker eder ? “ sagde Peter . „ Godt , så 
ved jeg hvad jeg har at gøre . “ 

med disse ord greb han i lommen efter revolvolverne . 
„ Nej , vi skrive under , “ sagde jeg nu , hvorpå 
jeg nu strar underskrev , hvorefter de andre ufortøvet 
fulgte mit erempel . 
„ Godt , - sagde Peter , „ så er pagten altså 
sluttet . I morgen skulle i høre nærmere fra mig . “ 
Han lukkede dem nu ud , hvorpå han atter lagde 
sig til at sove . 
Næste dag besøgte han sine nye undergivne 
deres hjem . Han talte venlige ord til konerne og 
børnene og ved gaver afhjalp han dercø nød og > 
trang . Han fortsatte sine besøg og blev nu hyppig , 
gæst i vore huse . Han søgte ikke alene at afhjælpe 
vor legemlige trang , men også vor åndelige . Han 
bandt os til sig ved et bånd , der var langt stærkere 
end det , der dannedes af det papir han havde ladet 
os underskrive , han bandt os til sig ved venskab og 
hengivenhed , og da han havde kendt os i fjorten 
dage , kunne han sige til sig selv : 
„ Nu er de mine i liv og død ! « 

treogtredivte kapitel . 
En katastrofe . 
„ Dette kunne nu alt sammen være meget godt , “ 
« vedblev Ole sin historie , . men den afhængighed , hvormed 
man deri kom til den omtalte mand , den var ikke 
/til at holde ud . Det er derfor jeg længe har spekulerel 
på at gøre en stor forretning , som kunne gøre 
/een fri og uafhængig . Det håber jeg nu er lykkedes 
mig , og jeg vil derfor også så snart som muligt sige 
København farvel . “ 
„ Det antager jeg med alle sammen ville , “ sagde 
Røse , „ når vi blot kunne finde en passende lejlighed 
dertil . “ 
„ Åh , den findes nok , « sagde Ole . „ Kom , lad 
os nu dele pengene og gemme dem så godt som 
muligt indtil en sådan leilighed^findes . “ 
Pengene blev nu delte og da dette var gjort 

stiltes man ad , idet man på det indstændigste tilråde 
hverandre at iagttage den yderste forsigtighed . 
Røse fluide imidlertid være den , som skulle sætte 
hele det smukke selskab i fare ved sin uforsigtighed . 
Røse havde en egensfab , som især er ualmindelig 
hos forbrydere , og det var at han var gerrig , 
gerrig i en grad , som næsten overstiger al beskrivelse . 
Hos forbrydere er denne egensfab meget sjælden . 
De pleje i reglen at lade pengene løbe bort ligeså 
let som de er komne , men i denne henseende var 
Røse en undtagelse . 
Da derfor den første glæde over den rige skat 
var forbi , så begyndte han at blive bekymret over , 
hvorledes han på bedste måde fluide kunne gemme 
sin skat således at ingen skulle kunne få fingre 
i den . 
Det var ikke nøgen let sag at fatte nøgen beslutning 
i denne sag , thi det var ham ikke nok at 
skatten var vel gemt , den måtte også være i nærheden 
af ham for at han kunne våge over den . 
Han tænkte først på at grave den ned , men 
denne tanke forkastede han hurtigt igen . En eller 
anden kunne ved et tilfælde let komme til at grave 

på det samme sted , og når han så en fkjsn dag 
kom derud , så var fuglen fløjet . 
Nej , dette ville han ikke . Efter modent overlæg 
besluttede han ikke at ville stilles fra sin skat , men at 
sye den ind i sin trøje . 
Til den ende sprællede han Foret fra ydcrtøiet , 
stak brevtasken derind og syede åbningen til igen . 
På denne måde lrocde han bedst at have forvaret 
sin skal ; thi nu kunne han jo allid selv våge over 
den . 
Det faldt ham slet ilke ind at gøre brug af 
pengene , dertil var han for gerrig . Han var så 
gerrig , at hvis han med disse penge kunne have købt 
sig en anset og hædret stilling i samfundet , så er 
det dog højst tvivlsomt , om han ville have gjort 
det . 
I en lidenskab havde han dog endnu foruden gjer > 
righeden , og det var lidenskab for at ryge tobak . 
^han var en uforbederlig tobaksryger . 
Da han nu var blevet så rig , så syntes han 
nok , trods sin gerrighed , at han kunne have råd 
til at tilfredsstille denne lidenskab lidt rigeligere end 
sædvanligt , og til de » Ende havde han taget en femdalerseddel 
af pungen , før han syede den ind i sin 
trøje . 

det gik ham til hjerte , men lidenslaben for cigarer 
var næsten ligeså stærk som hans gerrighed 
og han besluttede derfor nu rigtigt at gøre sig til gode . 
Han røg ikke alene meget , men han holdt tillige 
af at ryge godt , og han besluttede denne gang rigtigt 
at tilfredsstille sin lyst . 
Han gik altså hen til en cigarhandler , for at 
købe en rigtig god cigar . Men trods hans lyst til 
at ryge , så kunne han døg ikke overvinde sin gerrighed 
i så høj grad , at han kunne bekvemme sig til 
at købe flere end en cigar af gangen . 
Dette blev hans ulykke ; thi da han havde røget 
den første cigar kunne han ikke modstå lysten efter 
at få nok en , og da den var røget måtte han endnu 
have en tredje , hvor ondt det end gjorde ham at stille 
sig ved de skillinger som den kostede . 
Han købte disse cigarer hos en og samme 
cigarhandler , hvis bontik i reglen besøgtes af et 
elegant publikum . Det vakte derfor mandens forundring 
da han gentagne gange så denne usselt 
klædt person komme og købe sig en fin cigar . 
Og at han købte den til sig selv , det var der 
ikke den mindste tvivl om , thi han tændte den med 
det samme . 

„ Det har jeg nu aldrig oplevet , “ sagde cigarhandleren 
til sig selv , » at en så simpelt klædr person , 
en sjouer , nyder så fine cigarer . Gud ved , hvor 
han får de penge fra . “ 
Han kunne ikke lade være at fortælle denne historie 
til gadekommissæren , der i cl ærinde kom ind 
i hans boutik . Denne spilede strar øren , thi han 
syntes at dette lugtede lidt mistænkeligt . 
» Hvad er det før en fyr ? “ spurgte han . 
„ Jeg har aldrig set ham før , - sagde cigarhandleren 
„ men han ligner omtrent en sjouer . “ 
. Hm , hm , “ sagde gadekommissæren og gned sig 
bag øret , „ hvor længe har han kommer herz “ 
„ Han kom her i går første gang . “ 
. Og har han røget mange cigarer ? “ 
» Ja . “ 
. Hvormange ? “ 
. Åh , jeg tror næsten et dusin stykker . “ 
„ Og del dyre cigarer ! “ 
» Jo omtrent de fineste jeg har . Det er forunderligt 
at han har råd til det , han må jo ryge 
hele fortjenesten op , mente cigarhandleren . 
. Det er mistænkeligt , “ sagde gadekommissæren , 
„ jeg tror næsten det er en gavtyv . “ 

» En gavtyv ? « - 
„ Ja , en som har gjort en god forretning , som 
vi kalder det , når de have brudt ind i et eller andet 
sted , og som nu trakterer sig selv med gode cigarer 
ovenpå sin anstrengelse , hvorledes seer han ud ! “ 
Cigarhandleren opgav nu roses signalement 
så fuldstændigt som det var ham muligt . 
Gadekommisæren hørte opmærksomt til , men da 
cigarhandleren havde endt sin beretning , rystede han 
på hovedet og sagde . 
» Jeg kender ham ikke efter deres beskrivelse , 
men jeg kunne dog nok have lyst til at gøre bckjendstab 
med den fyr . “ 
„ Det kan let lade sig gøre , “ mente handelsmanden . 
„ De behøver jo blot at blive her til han 
kommer igen , jeg antager ikke al det vil vare længe . “ 
Gadekommissæren gik med glæde ind på dette 
forslag . Han kom ikke til at vente synderligt længe , 
thi et kvarleerslid efter trådte rose ind i boutiken . 
Han studsede , da han så betjenten , men fattede 
sig dog hurtigt og forlangte en fin cigar . 
Den bevægelse han var kommet i ved al fe 
betjenten , var imidlertid ikke undgået denne . Polibetjentene 
have meget skarpe øjne og denne tilsyneladende 

uro i forbindelse med en dunkel erindring 
om al have set fyren før , vare grunde nok før denne 
retfærdighedens håndhæver til al gøre rose et 
par spørgsmål . 
Disse spørgsmål berørte rose åbenbart på 
den mest ubehagelige måde , og han besvarede dem 
således al gadekommissæren deraf tog tilstrækkelig 
sgrund til al bede ham følge med til „ Kammeret . « 
Rose så sig halvt fortvivlet omkring , da denne 
opfordring stilledes til ham , men der var ingen udvej . 
Betjenten havde stillet sig mellem ham og døren , 
flugt var altså ikke al tænke på , han måtte derfor 
finde sig i al følge med . 
Undervejs til „ Kammeret « bandede rose sin 
ulykkelige lidenskab før cigarer , som nu på en så 
uventet måde havde bragt ham i fordærvelse . Han 
gik og skændte på sig selv indvendigt , fordi han 
havde været så letsindig og ødsel , havde han været 
klog nok til al gemme sine penge , så ville denne 
ulykke jo ikke være sket . 
Men al denne anger og alle disse beklagelser 
kom nu før sent . Ulykken var nu engang sket , han 
var nu engang i politiets kløer , og han vidste af 
sørgelig erfaring , at de ikke vare så lette at flippe 
ud af igen . 

da han kom på politikammeret blev han øjeblikkelig 
genkendt af flere betjente og embedsmænd , 
som havde haft ham under behandling før . 
Det var en fængst , som vakte almindelig glæde 
thi rose var anset for at være en meget stor forbryder , 
og der var i den sidste tid sket adskillige 
forbrydelser , hvori man troede at han havde haft 
ikke så ubetydelig del . 
Såsnart en forbryder er bleven grebet så er 
er hans første tanke stedse enten at søge midler til 
flugt eller at se til at så sin straf lidt formildet . 
Tanke om flugt opgav rose straks , han gav sig 
derfor til at tænke på om det var muligt at få fin 
straf lidt formildet . 
Han håbede at dette skulle kunne opnås ved 
ved at angive nogle af sine kammerater , men hvem « 
Skulle det være det var Tingen . De af hans kammerater 
som politiet allerede kendte kunne det ikke^ 
nytte al angive , og han kunve i en hast ikke udfinde 
nogen af hans venner , som politiet ikke allerede ' 
havde gjort bekendtskab med . 
Da fik han pludselig en lys ide . Petersen ham 
kendte politiet ikke . Han var altså en fyr , for 
hvis angivelse han nok kunne håbe at få lidt formildelse 
i fin stjas . 

„ Han har « rlig fortjent det , mumlede rose ved 
sig selv . „ Del er jo egentlig hans skyld jeg denne gang 
er kommet i kassen . Havde han ikke været , 
så havde jeg ikke fået pengene , så havde jeg heller 
ikke røget fine cigerer , og så var jeg heller ikke blevet 
nappet , det er soleklart . “ 
Med dette smukke raisonnement beroligede han 
fuldstændigt sin samvittighed og fortalte hele Petersens 
historie for så vidt han kendte den , til politidirektøren . 
Denne blev naturligvis meget forbavset og ville 
i begyndelsen ikke tro sine egne øren , men da rose 
i sin ivrighed var kommet til at nævne Ole , så lod 
han også denne anholde og fik af ham bekræftelse 
på bavianens udsagn . 
Rose og Ole afgav omtrent enslydende beret , 
ninger om del besøg , de havde aflagt hos jøde » og 
hvorfor de havde gjort del , dog således al hele 
skylden faldt på Petersen . 
Dette var en en højst vigtig angivelse , og politiderekteureu 
vidste ikke i de første øjeblikke rigtigt , 
hvorledes han i denne sag skulle gå til værks 
på bedste måde . 
Disse tyve , rose og Ole , kunne jo lyve og 
have angivet en uskyldig , del havde man set før . 
Det gjaldt altså om at være forsigtig og ikke al fæste 
altfor ubetinget lid til disse udsagn . 

politidirekreuren overtænkte derfor denne sag 
meget nøte , inden han kunne blive enig med sig selv 
om , hvilken beslutning han skulle fatte . Angivelsen 
lød ikke synderlig pålidelig . 
Hele denne sag så så besynderlig ud , at den 
voldte politidirektøren en hel del hovedbrud , inden 
han kunne komme overens med sig selv om , hvilken 
beslutning han fluide fatte , men endelig tog han dog 
sin beslutning . 

fireogtredivte kapitel 
zagten . 
Politidirccteurcn lød ufortøvet Søren rise , der 
tid efter anden havde gjort sig meget bekende før sin 
skarpsindighed og sindighed i vanskelige tilfælde , 
kalde og forelagde ham hele sagen . 
Søren hørte naturligvis med ærbødighed på 
sin foresatte , men da denne havde endt , rystede han 
på hovedet og sagde : 
„ De mener således at Petersen skulle have været 
de » , som havde myrdet den gamle jøde ? “ 
„ Ja , alle omstændighederne tydesderpå . “ 
„ Ganske vist , med undtagelse af en eneste omstændighed , “ 
Svarede Søren . 
„ Og det er ? “ 
„ At Petersen næppe har mod nok til at udføre 
en sådan handling . “ 
„ Hvoraf slutter de det ? “ 

„ Af hele hans tidligere færd , og af det indtyk 
hans personlighed har gjort på mig , “ sagde Søren . 
„ Del kan godt være de ret , “ sagde politidirektøren , 
. men deres grunde er dog ikke afgørende . 
Man har så ofte set at mennesker , som i virkeligheden 
ere store kujoner , dog alligevel er blevne mordere , 
begrundet på omstændighederne . Jeg må 
nødvendigvis fastholde min mening om ak Petersen er 
den virkelige skyldige , indtil jeg bliver klart overbevist 
om det modsatte . Jeg beder dem derfor om at se 
at sinde ham ; thi de steder , hvor rose og Ole have 
opgivet han skulle være , der er han ikke . Han må k 
altså sandsynligvis have skjult sig , men jeg ved jø 
at de er den rette mand til at finde alle mulige smuthuller . “ 
Søren bukkede og gik . 
Han gav sig straks med stor Iver til al lænke 
på , hvorledes han bedst skulle komme Petersen på/ 
sporet . Han betragtede jø ham som sin dødsfjende , 
som den , der havde forspildt hans lykke , og den kommission , 
som politidirektøren havde givet ham , var ham 
derfor heller ikke på nogen måde ubehagelig . 
Medens had nu beskæftiget sig med at lægge sin 
angrebsplan , ville vi vende tilbage til roses bolig , 

for at se , hvad der var foregået , medens de begivenheder , 
som vi berettede i forrige kapitel , fandt sted . 
Petersen blev i roses bolig , thi han turde ikke 
gå ud , uden om aftenen af frygt for at blive 
genkendt . 
Rose derimod gik meget ud , og på disse Toure 
beskæftigede sig , desværre for sig selv , for største delen 
med at ryge cigarer . 
Han kom regelmæssigt hjem om aftenen , men 
en skøn aften ventede Stine og Petersen ham forgæves . 
„ Jeg gad vide hvad der kan holde ham ude i 
aften , “ sagde peterten , der nærede en vis frygt for 
at rose muligvis kunne være bleven grebet , og at 
denne pågribelse så kunne have hans egen tilfølge . 
„ Åh , han er vel kommet i godt selskab , “ mente 
Stine , “ for jeg vil da ikke håbe han er gal at indlade 
sig på forretninger , nu , da vi have så mange 
penge . “ 
Rose kom imidlertid ikke hjem om natten og 
heller ikke den næste formiddag , hvad der bevirkede at 
endogså Stine blev urolig . 
„ Der er bestemt ugler i mosen , “ sagde hun , 
. jeg er bange for han er bleven nappet . 

dette var Petersen også bange før ; men der 
var jo intet at gøre ved sagen , man måtte se 
tiden an . 
Det varede heller ikke længe før de fik nærmere 
underretninger , som sagde dem at de måtte befrygte 
det værste . 
En veninde af Stine kom nemlig i løbet af formiddagen 
op til hende og sagde ganske forpustet : 
„ Nu seer det bestemt galt ud med jer . “ 
„ Så , hvorfor det ? “ 
. Fordi Ole er kommet i fidtefadet i Morges , 
det ved jeg ganske vist . Politiet har fået fingre i 
ham . Jeg ved også at i have gjort forretninger 
sammen , så i må altså tage eder i agt . 
Heri var Stine ganske enig med hende og da 
hendes veninde var gået samlede hun en del sager 
sammen som hun puttede i lommen , og dels pakkede 
sammen i en bylt hvorpå hu lavede sig til at 
gå . 
Hvad Petersen angår , så var han så overvældet 
af frygt ved efterretningen om Oles pågribelse , 
at han næppe kunne røre et lem . Først da 
han så at Stine var i færd med at gå , udbrød 
han : 

„ Går de ? “ 
„ Ja naturligvis min ven ! Her er det nok ikke 
gødt at være længere . Jeg vil også råde dem til 
at stikke af så snart som muligt . “ 
„ Men hvor skal jeg hen ? “ 
„ Hen på et sled , hvor man ikke kan finde dem 
så le « igen , “ sagde slim , „ det er det fornuftigste , 
del vil jeg gøre . “ 
„ Kan jeg ikke følge med dem ? “ 
> „ Nej tak min ven , det går ikke . En kan 
ettere sljule sig end to , det er en given ting . og 
derfor er det bedst at vi hver sørge for sig . “ 
Med disse ord gik hun sin vej , og lod Petersen 
være alene . 
Hans sindsstemning var flet ikke af nogen behagelig 
Art poliliet kunne komme hvert øjeblik og 
så var det ude med ham . 
Han måtte ligesom Stine gå sin vej , det var 
klart , men hvor skulle han gå hen ? Det vidste han 
ikke , men dog var ganske vist ethvert andet sted sikkrere 
for ham end del , hvorpå han nu befandt sig . 
Han brugte derfor ikke lang betænkningstid , men 
tog sine penge , som han havde gemt i en krog , frem , 
puttede dem i lommen , hvorpå han tog en kasket 

på , som gik ham ligened i øjnene , og gik så bort 
fra hr . Roses lejlighed . 
Han ilede ud af byen så hurtigt han formåede 
uden at vække opsigt . Da han var kommet ud 
på strandvejen , gav han sig til at løbe af alle 
kræfter , da der var kommet en så forfærdelig angst 
over ham , at han var nærved at fortvivle . 
Det syntes ham at når han blot kom langt , 
meget langt bort fra København , så ville faren for 
at blive pågreben være langt mindre jo længere han 
kom bort . 
Medens han således åndeløs løb ud af strandvejen , 
mørknedes det efterhånden . Han lagde dog 
ikke mærke dertil , men vedblev at løbe videre . 
Ude forbi Tårbæk falder kysten temmeligt stejlt 
ned imod sundet og danner ligesom en skrænt . I 
sin hast for at komme bort , lagde Petersen ikke mærke 
hertil men trådte fejl og styrtede ud i vandet . 
Det sted , hvor Petersen faldt ud , var tilfældig- ' 
viis temmeligt dybt , det var et af de såkaldte hestehuller . 
Han sank dybt ned og mistede næsten aldeles 
bevidstheden . Et øjeblik efter hævede vandets bærekraft 
ham imidlertid op på overfladen igen . 
Strømmen drev ham nu hen på et sted , der var 

langt mindre dybt , han kunne søle grunden med sine 
fødder , men han formåede ikke at vinde fodfæste . 
Det er umuligt at beskrive Petersens følelser i 
dette øjeblik . De vare en sammensætning af skræk 
før døden og angst før politiet , dog trådte den sidste 
følelse betydeligt i skygge før den første , srlvopholdesscsdriflen 
krævede sin ret . 
Strømmen førte som sagt Petersen længere og 
længere ud . Han kjæmyedc med fortvivlelsens kraft 
imod bølgerne før at nå tilbage til strandbredden , 
men forgæves , hans kræfter vare før svage og han 
forstod desuden slet ikke al svømme . 
Del var el rædsomt øjeblik . Natten var mørk 
og pelersen kæmpede forgæves med forlvivlclsens 
kraft imod bølgerne . Af og til udstødte han ct skrig , 
men hvem skulle vel høre det her , så fjernt fra menneskelige 
boliger , og kun udstødt af en svag og ængstelig 
røst . 
Han opsendte i tanken brændende bønner til 
gud om at frelse ham ud af denne skrækkelige nød . 
Han bad så inderligt og hjerteligt som kun en døende 
kan bede . 
Det syntes som om hans bøn blev hørt , thi 
pludseligt ligesom han følte de sidste kræfter vare ved 

at forlade ham og han var i færd med at synke til 
bunds , før aldrig mere at komme op igen , følte han 
at hans hånd greb fat om noget . 
I det samme skimtede han en mørk masse tæt 
ved sig . Kunne han ksmme derop ville han være 
frelst . 
Del hans hånd havde grebet om var et toug 
og den mørke masse var en båd , som ved touger 
var befæstet til en pæl . 
Petersen anstrengte nu sine sidste kræfter for ved 
hjælp af touget at nå den mørke masse , som han 
snart begreb var en båd . Han kjæmpcde og stred 
med fortvivlelsens sidste kræfter . Han gned huden 
i stykker på sine hænder , men han mærkede det 
ikke , thi han kæmpede jo for at redde sit liv . 
Endelig var han så heldig at komme til at slynge 
den ene arm om pælen , hvortil båden var bundet . 
Uden rigtigt at vide hvad han selv gjorde , halede han 
i touget med den anden hånd , således at båden 
kom ham ganske nær . Ved den frygtelige sidste krafranstrengclse 
lykkedes det ham derpå at komme op i 
båden , men ligeså snart dette var sket , faldt han 
besvimer om i båden . 
Det var altid senere Petersen en umulighed at 

gøre rigtig rede for hvorledes han var kommet op i 
båden . Let var ham selv uforståeligt og ufør . 
' klarligt ; en sådan kraft og handleevne kan kun 
dødsangesten give er menneske . 
Petersen besvimede som sagt . Da han atter 
vågnede var det højlys dag og solen skinnede 
klart . 
Han slog øjnene op og få sig forundret omkring . 
Hvad var der sket , hvad var der dog hændet ? 
Havde alt det han Havde udstået været mere end en 
utrolig , rædselsfuld drøm ? 
Hvor var han henne ? Det var ham ikke muligt 
at erindre det strar da han vågnede . 
Erindringen kom imidlertid hurtigt tilbage . Flugten , 
faldet og endelig tanken om at han på en eller 
anden måde var kommet op i en båd , stod alter 
klart for ham . 
Han følte sig meget svag , han kunne næppe røre 
et lem . Han følte stivhed og smerter over hele 
legemet og så smertedes han dertil af den ubarmhjertigste 
hunger . 
Han lå længe ganske stille , ligesom betaget af 
en sløvhed , der endog forbød ham at tænke . 

aprilsolens stråler oplivede ham dog lidt efter 
lidt . Han var meget våd , det følie han og der lå 
vand i bunden af båden . Ville han ikke snarere 
blive tør , når han rejste sig op og satte sig på en af 
roerbænkene . 
Jo , det ville han ganske vist , men del gjaldt om 
at gøre det . Den foregående dags faste i forbindelse 
med dens anstrengelser havde omtrent udtømt ham 
aldeles . Af og til for en kuldegysen gennem hans 
hele legeme og han led af en brændende tørst . 
Det lykkedes ham dog al rejse sig op og sætte 
sig på en af roerbænkene . Det gjorde ham godt , 
solen kunne nu bedre udøve sin oplivende virkning . 
Men nu kom sullen med fornyet styrke og rasede 
som ild i hans indvolde . 
Han led frygteligt , men han var så svag at han 
end ikke følie kraft nok hos sig til at tænke på 
frelse . Taus og næsten følesløs sad han og led , 
med en slags forundring over at et menneske kunne 
blive så ulykkelig som han nu var det . 
Hans tænkekraft var svækket , han var bleven 
fløv og borsfhan 
sad på den næstsidste roerbænk , med ansigtet 
vendt mod bådens agterstavn . Under stavnen 
var et lille aflukke med en dør for . 

Petersen sad i lang tid og tænkte på hvad der 
vel kunne være gemt bag denne dsr . 
Endelig kunne han ikke modsfåe nysgerrighed « » 
Længere , men bukkede sig ned mod døren , for at forsøge 
på at åbne den . 
Det lykkedes også , thi den var ikke aflåset , men 
kun skudt lidt til . 
Del var et lille mørkt rum . Der lå noget 
lyst og blankt derinde . 
Hvad mon det kunne være ? 
Med usigelig møje bøjede Petersen sig henimod 
den iøjnefaldende genstand og tog den frem . 
Dej var en halv fyldt brændevnnsslaste . 
Ved dette syn funklede Petersens øjne af glæde . 
Det var noget , som kunne slukke hans ulidelige tørst . 
Uden at bryde sig om eller at vide hvad der var 
i flasken , satte han den rask for munden og drak en 
slurk . 
Det brændte ham i halsen og for som ild 
gennem alle hans årer , men det oplivede ham tillige . 
Han sølle at han ligesom blev oplivet på ny . 
„ Ah , det er brændevin , “ mumlede han ved sig 
selv . . Det skal jo være godt , når man er meget 

iræt og har gået meget igennem . Det brænder stygt 
i halsen , men det hjælper godt for tørsten . “ 
Han følte sig betydeligt styrket af den slurk han 
havde drukket og satte atter proppen i flasken . Derpå 
bøjede han sig aller ned imod rumme ! under agterstavnen 
med et svagt , instinktmæssigt håb om muligvis 
at finde noget spiseligt . 
Hans håb lod ikke til at skulle skuffes . Han 
fandt en lille pakke indsvøbt i papir . 
Da han hurtigt åbnede papiret , så han at det 
indeholdt smørrebrød . ' 
det måtte være fiskeren , som tilhørte båden , 
der havde glemt sin aftensmad i båden . 
Hvem maden tilhørte tænkte Petersen imidlertid 
siet ikke på . Han kastede sig over de tykke , klodsede 
stykker smørrebrød med en sand ulvehunger . 
Aldrig havde nogen føde smagt ham så godt . 
Aldrig havde han holdt så herligt et måltid . 
Det varede kun få minutter , før det alt var 
forsvundet . 
Da han havde spist , drak han endnu en lille slurk 
af brændeviinsflaskcn . 
Dette måltid styrkede ham i en vidunderlig 

grad og gengav ham både hans sjæls- og legemskræftær . 
For første gang så han sig om , for at se 
hvor langt han egentlig kunne være fra land . 
Men o himmel , da han så sig rundtom , var 
der intetsteds noget laud at øjne . 
Så langt øjet kunne række , var der intet at 
se uden vand og atter vand . 

femogtredivte kapitel . 
Fortsættelse „ Min 
gud , “ stammede Petersen , „ hvorledes 
kan delte dog være gået til jeg ved jo at da jeg 
i aftes kom op i denne båd var jeg ikke langt 
fra land . Jeg troede båden var fastbunden til en 
pæl . “ 
Han så sig nu om efter pælen . 
Den var ikke til at eine . Der var intet at se 
uden vand og atter vand . 
Tingen var den , at da Petersen halvt instinksmæsfig 
og halvt ubevidst havde gjort de uhyre krampagtige 
anstrengelser for at komme op i båden , da 
havde han med det samme løsnet den fra pælen . 
Båden havde været særdeles let fastgjort og drev nu 
med strømmen . 

medens Petersen havde været besvimet havde den 
drevet meget langt . Det var en guds lykke at det 
ikke blæste , da han ellers ville have været fortabt . 
Det var sønden strøm , han drev altså lige ud 
ad Østersøen til . 
Det var en skrækkelig situation . Ene , uden 
levnelsmidler i en lille båd midt ude på det store 
hav . 
Petersen begreb efter at have tænkt sig lidt om 
at båden måtte være gået løs og at han nu sej « 
Lede . Men delte indgød ham ikke nogen stor frygt . 
Nu da hans sult og tørst var stillet , syntes han i 
det første øjeblik at det var overmåde morsomt at 
sejle . 
Men da et par timers tid var gået , begyndte 
han at dog at ængstes . Hvorledes skulle han komme 
i land , hvorledes skulle han komme hjem igen ? Der 
var vand rundtom , og stel ikke andet end vand . 
Langt borte smede han nogle skibe , kunne han 
blot nå dem , de ville sikkert tage sig af ham og 
bringe ham hjem igen . 
Men hvorledes skulle han nå dem ? 
Han havde i lang tid siddet og set uafbrudt 
fremad . Nu hørte han pludseligt bag ved sig en underlig , 
susende lyd , men den var endnu langt borte . 

ængstiig vendte han sig hurtigt om for at se 
hvorfra denne lyd vel kunne komme . 
Del var et stort dampskib , der kom^seilende . 
Det synes at styre lige efter hans båd og have i 
sinde at sejle ham i sænk . 
Det var endnu langt borte , men det kom hurtigt 
nærmere . Petersen ndstødie et højt skrig af angest , 
thi han var bange for at blive seliet over . Lidt efter 
blev han dog roligere . Dersom man på dette skib 
fik øje på ham så ville han være frelst . 
Han rejste sig op i båden og gav sig til at 
vifte med sit lommetørklæde , men han var endnu for 
langt borte fra dampskibet . Skibet kom nu nærmere 
og nærmere — nu måle de dog bestemt kunne se 
ham . Han fornyede sine anstrengelser og viftede 
påny af alle kræfter med lommetørklædet . 
Da gjørde dampskibet pludseligt ligesom et sving . 
Det ville nu i en anden retning , så at del atter 
fjernede sig fra ham . Lidt efter sejlede del forbi ham 
i en briydelig afstand og forsvandt så lidt efter for 
hans øjne . 
Han var ikke blevet set . 
Det var et hårdt slag for Petersen . Næsten 
afmægtig faldt han om i båden og sukkede . 

o , min gud , skal jeg da dø her ? “ 
Han blev længe liggende og hengav sig til sin 
fortvivlelse . Alt håb om redning syntes nu at 
være uigenkaldelig tabt . 
Det begyudte nu at blæse . Søen kom i bevægelse 
og båden tøg til al gynge lemmeligt stærkt . 
Petersen begyndte nu for alvor al blive bange . 
Af og til slog en bølge over båden og sprøjtede 
ham ind i ansigtet . 
Han bad til gud så stærk ! han kunne om al 
han ville standse stormen og føre båden til land . 
Del gik ham som del går de fleste mennesker , 
de vide ikke hvad de bede om . Petersen bad om ak 
stormen målte høre op , og det var netop stormen 
som var bestemt til at bringe ham frelse . 
De slide , som Petersen havde set i det fjerne 
vare nemlig komne i bevægelse ved stormen og styrede 
nu henimod Petersens skrøbelige fartøj . 
Petersen så del , men denne gang næsten uden 
håb . Dampskibets adfærd berøvede ham modet . 
Ikke desto mindre rejste han sig dog instinktsmæssig 
op og gav sig til al vinke med sit lommetørklæde . 
Regnen begyndte nu også at styrte ned i strømme . 

hvad Petersen ikke havde været våd før så blev 
. han nu . Den ene kuldegysen gjennemfoer ham efter 
den anden . 
Del var alt de ! at han kunne holde sig i en 
nogenlunde oprejst stilling i den skingrende våd . 
Men han opbød alle fine kræfter før at han kunne 
gøre det og før at kunne vedblive at vifte med tørklædet . 
Længe forekom det Petersen , uendeligt længe varede 
det inden de : hurtig : sejlende skib kom ham 
synderlig : nærmere . 
Dersom det nu ligesom dampskibet pludseligt 
skulle dreje af i en anden retning — du gode gud , 
så måtte han jo dø ganske alene her mivt på den 
ville sø . 
Det lod næsten til at det ville gå lige sådan 
denne gang som forhen . Petersen begynd : - allerede 
at opgive håbet , da så han pludseligt et mindre 
mørkt puukt nærme sig båden . 
Det var en båd , som var sat ud fra skibet . 
Man havde opdaget ham . 
Lid : efter hørtes følgende råb : 
. Båd øhoi ! “ 
Petersen udstødte et gennemtrængende skrig til 

svar og viftede med fornyet kraft med sit lommetørklæde . 
Et øjeblik efter var den fremmede båd på 
siden af Petersen . Den var roet af to mænd . 
Den ene tog en bådshage og slog fast i Petersens 
våd , hvorpå han råbte : 
» Nå , kom nu herover i en fart . “ 
Men der kom intet svar , Petersen var besvimet , 
glæden over den sig nærmende redning havde berøvet 
ham bevidstheden . 
„ For fanden , « brummede den samme stemme 
igen , „ jeg syntes der var nøgen i båden . “ 
„ Lad os se efter Ole , “ sagde den anden Matros . 
„ Han er måske syg . “ 
„ Ja , del er troligt nok Peter , “ svarede Ole , idet 
han rejste sig op og bøjede sig ned over Petersens 
båd . 
. Ja han er syg , og det ved jeg at det fornuftigste 
nok er ai få ham ombord så hurtigt som 
muligt . “ 
„ Det mener jeg med , “ sagde Ole , idet han tog 
sal i Petersen og med petcrs hjælp bragte ham over 
i båden . 
Han var endnu stedse besvimet og blev forsigtig 

lagt ned i bunden af båden . Da dette var gjort 
roede de tilbage til skibet så hurtigt de formåede . 
Capttainen på skibet var en skikkelig jyde , han 
blev naturligvis overmåde forbavset over den fangst 
hans folk bragte ham . 
„ Del er en landkrabbe ! “ råbte han , . nu har 
jeg den onde tordne mig aldrig set så galt . Og 
han er besvimet , vi må se at få liv i ham igen . 
Det er nok det fornuftigste . “ 
Han blev nu bragt ned i capitainens kahyt og 
lagt i hans kvie . Capuainen lavede derpå et stærkt 
glas grøg og sagde med en såre vigtig mine til 
Ole , der hjalp ham : 
„ Et godt glas varmt grøg , det er den bedste 
medicin som eksisterer , husk vel på det Ole , varmt grøg 
hjælper for alt muligt , hører du , for alt muligt . 
Nu skal du bare se , ligeså snart jeg bare hælder et 
par dråber af dette hersens i halsen på ham , så 
kommer han sig straks . “ 
Ved hjælp as en ske fik han nu Petersens mund 
vristet op . Derpå heldte han en god slurk grøg i 
munden på ham . Hans forudsigelse gik strar i 
opfyldelse , thi Petersen slog øjnene op , så sig forvildet 
omkring og sagde med svag stemme : 
„ Hvor er jeg ? “ 
Captainen så på Ole med en triumferende 
mine og svarede derpå : 

„ Du er hos gode venner , min ven . Se du 
nu til al du kan komme dig lidt efter din forskrækkelse . 
Vil du ikke have noget al spist ? Næstefter 
grog er der ingenting så godt som noget al spise . “ 
Ja , Petersen havde ikke noget imod al spise . 
Da han havde spist , nødte kaptajnen ham atter til 
al drikke en slurk grog , hvorpå han faldt i en dyb 
søvn . 
„ Nu skal du se Ole , når han nu vågner 
igen , så er han så rask , så frisf som en fist . Det 
er den eneste fornuftigste måde al kurere folk på . 
Grog og smørrebrød det er bedre end alverdens medicin . 
Grog især , det er et universalmiddel , som de 
lærde doktorer sige . “ 
Med disse ord tog han sig atter eu slurk grog , 
formodentlig som et beskyttelsesmiddel mod muligt 
kommende sygdomme . 
„ Gad dog vidst hvad det egentlig er for en fyr 
og hvorledes han således er kommen til Søes , “ 
Mumlede han derpå . „ Åh , bare lidt tålmodighed , 
det får jeg nok al vide når han vågner . “ 
Og for al styrke sin tålmodighed , tog han sig 
atter en dygtig slurk grog . 

sexogtredivte kapitel . 
Igen i København . 
Det viste sig at kaptajnen havde ret . 
Petersen vågnede først igen efter fire og tyve 
timers forløb , netop som skibet var i færd med at 
sejle ind til København . 
Han var igen ganske rask , med undtagelse af at 
han var frygtelig mat og træt ovenpå de udstandne 
anstrengelser og besværligheder . 
I begyndelsen kunne han slet ikke forstå hvor 
han var eller hvorledes han var kommet ombord i 
skibet . Kaptajnen fortalte ham det imidlertid i få 
ord , hvorpå han på det ivrigste udspurgte ham om 
hans egen historie . 
Petersen fortalte nu en opdigtet historie . 
Medens han fortalte tog den skikkelige capitain 
adskillige drag af sin romflasfe og så ud som om 

han ikke vidste om han skulle tro på Petersens ord 
eller betragte ham som en , der gik ud på at holde 
ham til bedste . 
Dog , den skikkelige capitain blev snart enig med 
sig selv om at dette sidste ikke kunne være tilfældet . 
Hvilken fordel skulle Petersen vel have af at lyve ? 
Havde han ikke fundet ham ene og forladt midt på 
søen , var ikke allerede denne omstændighed mere end 
tilstrækkelig bekræftelse på hans ord . 
Han lod ham fortælle alter og atter og Petersen 
vedblev al repetere det samme og det samme , han 
havde jo ikke andel at fortælle . 
„ Det er den mærkværdigste historie jeg har hørt 
i mit liv , “ udbrød kaptajnen endelig , da han kunne 
Petersens historie udenad , „ og nu er jeg dog blevet 
ser og halvtredsindstyve år gammel . -- 
en halv time efter lå skibet forkølet i havnen . 
Capitainen gik igen ned til Petersen , og sagde : 
„ Nå min ven , skulle vi så gå i land ? Værsågod , 
her er deres klæder . Jeg har ladet Peter 
tørre dem i kabyssen . De vare så våde som om de 
havde ligget i vandet i otte dage . “ 
Ja , Petersen havde ikke noget imod at komme i 
land . Han gav sig strar til at klæde sig på , men 

det gik ikke så synderligt let fra hånden . Han var 
så frygtelig træet og så følte han smerter i alle sine 
lemmer . 
Han kom dog endelig i stand , men han var så 
mat at han næppe kunne holde sig oprejst på benene . 
Han klagede sig dog ikke , han syntes det var en 
skam ligeøverfor de fremmede søfolk . 
Da Petersen var færdig blev båden gjort klar 
og kaptajnen og hans matroser hjalp ham omhygliggel 
ned i den . Synet af ben lille båd bragte 
ham uvilkårligt til at gyse . Hvad om det nu ville 
gå ham igen , som da han sidst var i en båd , 
tænkte han , men han beroligede sig dog hurtigt igen , 
da han lænktc på at han denne gang ikke var ene i 
båden , men havde kaptajnen og to af hans matroser 
til beskyttelse . 
„ Se nu min ven , “ sagde kaptajnen til ham , 
medens båden roedes til land , „ nu skal de snart 
være hjemme igen . “ 
Nu lagde båden til land og kaptajnen sagde : 
„ Så , min ven , nu er vi ved land , nu kan 
de strar være hjemme . “ 
Petersen gik langsomt ned ad gaden , med hænderne 
på ryggen og ansigtet bøjet ned mod brystet , 
ivrigt beskæftiget med at tænke over sin stilling . 

Havde lykken da aldeles forladt ham ? I den 
sidste tid vare alle hans planer og handlinger 
blevne krydsede , når han troede bedst at skulle til at 
begynde . 
Nu stod han ene på gaden , dårligt klædt , 
uden emskilling i lommen og uden at vide , hvor 
han skulle gå hen for at få sig et måltid mad . 
Det var skrækkeligt . 
Alt hans arbejde , alle hans planer , al hans 
stræben , alt havde været forgæves . Her stod han 
nu , så blottet for alt , som han nogensinde havde 
været . 
Disse mørke tanker beskæftigede ham dog ikke 
længe . Hans ånd var endnu så stærk og kraftig 
at han kunne drømme om en fremtid . 
Han var ikke den mand , som lod sig nedslå af 
ulykker , tværtimod , den skærpede endnu mere hans 
higen efter selv at beherske sin skæbne . 
Medens han temmeligt hurtigt vandrede op og 
ned af gaderne , uden ot se hverken til højre eller 
eller venstre , tænkte han således uafladeligt på , 
hvorledes han skulle råde bod på den nød han var 
i for øjeblikket . 
Hvorledes han skulle komme til penge og få 

hævn over sine fjender , det var genstanden for 
alle han tanker , og han glemte alt andet i verden . 
Morgenen begyndte nu at ' bryde frem . Der blev 
mere og mere livligt på gaden , folk begyndte at 
gå på arbejde og til deres forretninger . Gastænderne 
kom og slukkede lygterne og tunge arbeidsvøgne 
begynd ! ? at rulle frem og tilbage gennem 
gaderne . 
Men af alt dette brogede liv og al denne færdsel 
bemærkede Petersen intet , aldeles intet , dertil var 
han alt for fordybet i sine egne tanker . 
Han lagde heller ikke mærke til , da han gik over 
en gade , at et par brøstene vare løsnede og stod 
højt op over de andre . Han snuplede over dem og 
styrtede om med ansigtet ned mod stenbroen . 
En tung arbejdsvogn , som Petersen heller ikke ' 
havde bemærke ! , kom i det samme kørende , og da Petersen 
faldt var den så nær at kndsken ikke kunne 
standse sine heste tidsnok til at forhindre al vognen 
kørte over den faldne , som udstødte et skrig . 
Nu blev beder liv og bevægelse . * folk strømmede 
til , standsede vognen og søglc at så den overkørte 
benene . 
Men dette sidste lod ikke til at være nogen let 

sag , Petersen var besvimet og blodet piblede ud 
gennem hans klæder . 
» Herre gud , stakkes mand ! “ 
„ Han er bestemt død . ' 
„ Nej , det tror jeg ikke . « 
» Hvem er han ? « 
„ Har han kone og børn ? “ 
„ Er der ingen , som kender ham ? “ 
» Hvad skulle vi gøre ved ham ? 
Således krydsede det ene udråb det andet , 
medens fotk stod rådvilde og så på hverandre . 
Nogle af de ivrigste gave sig til skænde på 
kndsken : 
» Sikken måde at køre på . “ 
» Det er fordi det skal gå så rast . “ 
» Folks liv og lemmer bryder sådan kudslepjalt 
sig ikke en smule om . 
Som sædvanlig ved alle sådanne lejligheder 
glimrede politiet ved sin fraværetse . Endelig efter et 
kvarteerstids forløb viste en sådan person sig . 
» Hvad er her på færde ? “ spurgte han med al 
den værdighed og vigtighed , som hans embede ndfordrede . 


„ En mand , der er kørt over ! “ 
„ Han er aldeles død , vognhjulet er gået lige 
over halsen på ham , “ svarede en af de mest velunderrettede , 
der slet ikke havde set en smule af hvorledes ; 
det hele var gået til . 
Betjenten banede sig nu vej gennem klyngen 
hen til den tilsyneladende livløse skikkelse . De nysgerrige , 
der havde samlet sig rundt om trængte endnu 
stærkere på , ligesom om de ventede at betjenten ville 
være i stand til at gøre et eller andet mirakel ved den 
syge . 
Men uagtet betjenten , ligesom alle betjente , anså 
sig selv for en meget klog ophøjet person , så 
steg hans ærgerrighed dog ikke så højt at han 
troede om sig suv al han kunne gøre noget mirakel 
ved den tilskadekomne . Han indskrænkede sig til med 
en vigtig mine at udbrøle det velbekjenktc : 
„ Værsågod at passerer gaden ! “ 
Da der imidlertid ikke var nogen , som reflekterede 
derpå , vedblev han med en dybsindig mine : 
„ Det er bedst vi får den fyr på hospitalet . “ 
Derpå så han sig om som om han ville sige : 
„ Det er det eneste , der er ved ham at gøre , der 

kunne i se , hvor kærligt at byens politi våger 
over eder . “ 
Den samme vogn som havde forårsaget ulykken 
blev også tager i brug til at køre Petersen til hospitalet . 
Som det altid går ved sådanne lejligheder , 
bar man sig så keilet ad som muligt med at 
få den forulykkede op på vognen , det var som 
om man havde foresat sig at man ville pine den 
ulykkelige så meget som muligt . Af lutter tjenstiver 
gjorde man så mange bommerter som man vel 
kunne komme afsted med . 
Endelig kom Petersen op på vognen . 
Han var hele tiden besvimet og gav intet livstegn 
fra sig . 
Vognen satte sig i bevægelse fulgt af nogle lediggjængcre , 
som for enhver pris med egne øjne 
ville overbevise sig om at vognen virkelig kørte til 
hospitalet og at den ikke væltede undervejs . 
Driverhoben fulgte med ligetil hospitalsporten , 
og blev større og større . 
Medens vognen rullede ind , slode de der og 
gabede , som om de ventede at få noget overorddentligt 
at se , men da dette ikke skele , så tøflede de 
af igen . 

disse drivere , som havde været så ivirige 
efter at se hvad der blev af den tilskadekomne , havde 
aldeles glemt den hele begivenhed , da de vare drejede 
om det næste gadehjørne . 
Således er menneskene . 

syvogtredivte kapitel . 
På hospitalet . 
Såsnart vognen med Petersen var kommet ind 
i hospitalsgården , blev Petersen taget af vognen og 
bragt op på en af sygestuerne for at man kunne 
undersøge hvilken skade han havde lidt . 
Man klædte ham af og lagde ham på et bord . 
Han var endnu stedse bevidstløs . Lægerne og deres 
hjælpere kom og befølte ham fra øverst til nederst 
med vigtige miner . 
Deres undersøgelse varede temmelig længe . Da 
de endelig vare færdige , var det klart af deres miner 
at de betragtede patientens tilstand som håbløs . 
Begge benene vare brækkede og desuden var der 
al sandsynlighed for al et af de indre ædle organer 
var betydelig beskadiget . 

„ Det er i grunden slet ikke umagen været at forbinde 
bans ben , ' sagde overlægen , „ han kommer 
rimeligvis ikke mere til sig selv . Jeg antager ar han 
vil være kreperet om en halv snes minutter . “ 
En af de yngre kandidater gav sig nu at tale 
noget om menneskelighed og lægens ophøjede pligter . 
„ Naturligvis , ' svarede overlægen , „ er det vor 
pligt at gøre hvad vi kunne , så længe der blot er 
en gnist liv tilstede . Mine herrer , lad os stride til 
forbindingen , endskønt jeg er overbevist om , at han 
vil være død inden vi blive færdige . “ 
Den unge candidat som havde talt om menneskelighed 
og lægens ophøjede pligter , gav sig straks ivrigt 
ifærd med Petersens ben . Uagtet de smukke ord 
han havde talt , mente han dog slet intet dermed . 
Tingen var den , han havde aldrig før forbundet et 
brækket ben og nu var her hele to — det var blot 
før ikke at gå gbp af denne prægtige øvelse , at han 
havde opkastet sig til menneskelighedens talsmand . 
Bandager , Skinner og bind blive nu bragte 
tilstede , overlægen tog sit ur op af lommen og 
sagde : 
„ Denne forbindelse vil vare omtrent en halv 
timestid , men jeg er aldeles overbevist om at patienten 
vil være død om et kvarter . -- 

han så sig om med en triumferende mine , som 
dog ikke forhindrede de læeregridske kandidater fra at 
forbinde ham efter alle kunstens regler . 
Kvarteret gik , men Petersen levede dog endnu . 
Den halve time gik , men han åndede endnu , til stor 
ærgrelse for overlægen , hvis spådom således ikke 
var gået i opfyldelse . Han trøstede sig imidlertid 
så godt han kunne og sagde i en fornem tone : 
„ Hm , hm , han er mærkværdig seiglivct . Men 
det er blot det animalske liv , det har ingenting at 
betyde . “ 
Patienten blev nu bragt op på en stue og lagt 
i en seng . Candidaten med de menneskekærlige 
følelser talte nu noget om man ikke skulle forsøge at 
vække patienten as sin bevidstløshed . 
„ De kan jo gerne forsøge derpå , men det er 
komplel unyttigt , “ sagde overlægen , der var fulgt 
med , for at se om den syge ikke ville krepere undervejs . 
Der blev nu bragt forskellige midler i anvendelse , 
medens overlægen stod og rystede på hovedet med 
en fornem , ringeagtende mine . 
Man tænke sig imidlertid hans forbavselse , da 
patienten med et slog øjnene op og så sig omkring 
med en forundret mine . 

„ Hvor er jeg ? “ hvidsfede han svagt . 
„ Dette er døg den mærkværdigste seiglivethed 
jeg har kendt ! « mumlede overlægen ærgerligt og næsten 
ude af sig selv . For imidlertid at redde så meget 
som muligt af sin autoritet , fattede han sig hurtigt 
og hviskedee til kandidaterne : 
„ Ja , mine herrer , siden det viser sig at patienten 
har en så mærkværdig livskraff , så kan det jo være 
muligt ak han kan leve nogle timer endnu . “ 
Derpå gik han ; thi det var alt for ærgerligt at 
se en patient ligge og leve , når han havde dømt 
ham til døden . 
„ Hvor er jeg ? “ stammede Petersen atter . 
Den mennestekærlige candidat fortalte ham nu 
i få ord hvad der var sket og hvorledes han var 
kommet der . 
. Hvad er det der er gjort ved mine ben ? 
. De er forbundne . “ sagde kandidaten . 
„ Men jeg kan ikke røre dem . “ 
„ Det bør de heller ikke . “ 
„ Hvorfor ? “ 
. Fordi de er brækkede . “ 
„ Brækkede ? “ 

„ Ja . ' 
„ Men hvad er det før en rædsom smerte jeg har 
i underlivet ? “ 
„ Det er en beskadigelse de har fået med det 
samme , da vognen kørte over dem . “ 
„ O , lad mig få lidt vand , “ stønnede Petersen 
svagt , „ jeg føler sådan en rædsom tørst . “ 
Han fik øjeblikkeligt noget at drikke . Lidt efter 
sagde han : 
„ Sig mig , er det farligt ? “ 
Candidatcn svarede ikke , men så på gulvet . 
„ Sig det kun , jeg kan tåle at høre det . Er 
del farligt ? “ 
, , ja , “ sagde candidatcn langsomt . 
„ Meget farligt ? “ 
„ Ja , “ sagde kandidaten endnu mere tøvende . 
Atter fik Petersen noget vand , hvorpå han vred 
sig under frygtelige smerter . Derpå fæstede han et 
gennemborende blik på kandidaten og sagde svagt : 
„ Sig mig — er det — ? 
Her standsede han og for gysende sammen . 
„ Er det — er det døden ? ' hvidsfede han endelig . 


„ Forsåvidt ikke al menneskelig beregning slår 
fejl , ' sagde kandidaten langsomt , „ så vil den ulykke , 
der har ramt dem , have døden til følge . — dog , 
det kan jo fler at vi tage fejl , “ tilføjede han i den 
sædvanlige , tvivlende doktortone . 
Atter for Petersen gysende sammen , atter forlangte 
han noget vand . Da han havde drukket , sagde 
han svagt og afbrudt : 
„ Sig mig — hvor længe — hvor længe kan det 
vare ? “ 
„ Hvilket ? “ 
„ Inden — inden — døden kommer ? “ 
Atter tav kandidaten og så ned mod gulvet . 
„ Sig mig let , “ stønnede Petersen , „ sig mig det , 
hvor længe kan jeg leve endnu ? “ 
„ Nu vel da , “ svarede kandidaten , , , siden de 
endelig vil vide det , så er der ingen sandsynlighed 
for at de vil leve længere end til solnedgang — 
men som sagt , mennesket spår , men gud råder . “ 
„ Allså til solnedgang ! “ mumlede Petersen , „ til 
solnedgang . — o , disse forfærdelige smerter i mit 
underliv er nærved at gøre mig rasende — er der 
intet , der kan stille denne pine ? — til solnedgang ! “ 


„ Jeg skal forsøge , hvad der står i min magt , “ 
Sagde kandidaten . 
Han gik bort og kom et øjeblik efter tilbage med 
en opvartningskone , som bragte et varmt , smertestillende 
omflag . 
Efter at dette var lagt på , følte Petersen en 
betydelig lindring . Den voldsomme tørst vedblev 
imidlertid at plage ham på det ubarmhjertigsfe . 
Kandidaten spurgte ham nu om der ikke var noget 
han ønskede udført inden det store øjeblik kom , 
om han ønskede en præst . 
„ En præst ? “ streg Petersen højt , idet ' han opslog 
en vild latter , „ nej , nej , hvad skulle jeg med ham ? “ 
Der var i dette øjeblik noget så vildt og forfærdeligt 
i Petersens øjne at kandidaten blev slået 
af rædsel . Det var ham derfor særdeles kært at 
Petersen ytrede et ønske om at han ville være alene . 
Han gik øjeblikkeligt og overlod Petersen til sine egne 
tanker . 
På trappen mødte kandidaten tilfældigvis 
overlægen . 
„ Nå , “ sagde overlægen , „ nu er han vel himlet ? “ 
„ Nej , endnu ikke , “ sagde kandidaten . 

„ Mærkværdig seiglivet , “ sagde overlægen i en 
ærgerlig tone , „ ganske mærkværdig seiglivet ! “ 
Petersen var nu ene , eller rettere sagt så godt 
som ene , thi der vare flere senge i stuen , men de 
senge som vare nærmest ved ham , vare ikke belagte , 
så han kunne aldeles usvrstyrret hengive sig til sine 
egne tanker . 
Og del var rædsomme tanker , tanker der brændte 
som ild , tanker der vare svangre med et helvede . 
Hun skulle dø — dø her , uden at en eneste 
ville savne ham , uden al en eneste ville bryde sig 
om ham . Når han så var døv , ville man bringe 
ham ned på ligstuen og anatomcre ham , han ville 
vel næppe engang nogensinde blive begravet , men hans 
legeme ville i små præparede stumper komme til 
al vandre fra hånd til hånd mellem midicinske 
studenter . 
„ Døe , dø , inden solnedgang . Måske se 
solen gå ned , men ganske vist aldrig se den stå 
op mere . Døe ! Hvad var det al dø ? Hvad ville der 
komme efter døden , “ spurgte han sig selv . 
Del er naturligt at Petersen led overordentligt i 
sine sidste timer . Han led både legemligt og sjæleligt 
og de sidste pinsler vare be allerværste . 

han så i ånden hele sit forspilte liv vandre 
forbi sig og han led umådeligt ved disse syner . 
Lykken havde været ham gunstig , han kunne nu 
have indtaget en respektabel stilling i samfundet , 
men hvad var han nu ? 
Intet var han , slet inter uden en forbryder , som 
enhver skyede og foragtede . 
Intet kan vistnok forvolde et menneske større 
smener , end ved enden af sit liv at se tilbage på 
sin forspiltc tilværelse . Al være sig selv bevidst at man 
har forspildt himlens prægtigste gaver , det er ganske 
vist den højeste lidelse , som kan tænkes . 
Disse tanker , som nagede ham uhyre , gik til sidst 
om til ville fantasier , der om muligt opfyldte 
bam med endnu større kvaler end den vågne tilstand . 
Således lå han indtil hen ad morgenstunden . Da 
for han pludseligt krampagtigt sammen og udstødte 
et dybt suk . 
Del var det sidste . Han var død . 
„ Det må ikke være godt at dø med en sådan 
samvittighed , mente gangkonen , da hun lagde lagenet 
tilrette over hans afsjælede legeme . Han havde 

vist mere at aflægge regnsfab for end det er godt for 
et menneske at have . “ 
„ Han var mærkværdigt seiglivet , “ sagde overlægen 
da han om formiddagen gik sin sædvanlige tur gennem 
stuen . Han var ganske mærkværdigt seiglivet . 
Det var et højst sjældent tilfælde . “ 

sidste kapitel . 
Slutning . 
Vi må nu vende tilbage til Søren rise , opdagelsesbetjenten . 
Han gjorde sig al mulig umage for at komme 
petertsen på spor , men i begyndelsen uden noget 
held . 
Petersens ufrivillige sørejse bragte ham aldeles 
bort fra det spor han allerede havde begyndt at 
finde . 
Først dagen efter at Petersen alter var kommet i 
land fik han at høre om en mand der var blevet kørt 
over . 
Den som fortalte ham herom , beskrev den forulykkede 
på en sådan måde , at Søren straks fik en 
anelse om at det måtte være Petersen . 
Det var rigtignok klin en formodning , men den 

var så stærk hos ham . at han ikke kunne undlade at 
handle efter dens indflydelse . 
Han ilede derfor afsted til hospitalet 
„ Jeg vil da ikke håbe , “ mumlede han undervejs 
„ at han allerede skulle være død . Det ville for ham 
være en alt for let måde at slippe fra det på . 
Medkns han således ilede afsted , blev han pludseligt 
standset af en mand , der hurtigt kom gående 
bag efter ham , og som greb ham i armen , netop 
som han var i færd med at gå ind af hospitalets 
port . 
Denne mand var Petersens forhenværende principal . 
Det var hr . Sommer . 
Han havde også tilfældigvis fået underretning 
om at Petersen befandt sig på hospitalet , og på 
sin datters tilskyndelse skyndte han sig nu derud for at 
se om det stod i hans magt al gøre noget for ham . 
„ Jeg frygter næsten for at jeg kan gætte hvem 
de agter at besøge her på hospitaln , “ sagde hr . 
Sommer , der da han fik øje på tøren ganske rigtig ! 
Anede al denne ville ind > il Petersen . 
„ Det kan være de kan gætte del , “ svarede Søren 
kort , „ men jeg indser ikke , hvad det vedkommer dem . “ 
„ De vil ind til Petersen , ikke sandt ? “ spurgte 

sommer uden at bryde sig om den andens barste 
ord . 
. Nu , og om så er , hvad så ? “ 
» Hvad så ? “ 
„ Ja . “ 
„ Kan de ikke gætte det ? “ 
» Jeg bryder mig ikke derom . “ 
. Kan deres lidenskab virkelig drive dem så vidt , 
at de vil bringe et menneske i rettens kløer endnu 
i hans sidste øjeblikke . 
„ Petersen har krænket mig så dybt at jeg ikke 
kan søle nogen skånsel med ham , “ svarede Søren . 
„ Han har forspildl mit livs lykke , og jeg vil nl 
gjengjæld gøre mil for al forspilde hans . “ 
„ Det er hverken smukt eller kristeligt lall , “ sagde 
sommer . „ Hør mig , jeg har noget at bede dem om . “ 
„ Og dej er ? “ 
„ Lad blot i nogle få dage som om de ikke vidste 
hvor Petersen er . Lad ham dog have ro idelmindste 
medens han ligger på sygelejet . “ 
. Jeg skulle lade ham have ro ? Nej , aldrig ! « 
Råbte Søren . 
„ Jeg vil gøre dem hvilkensomhelst anden tjeneste , 

som står i min magt , “ sagde hr . Sommer 
bedende , „ men tilstå mig blot denne bøn . “ 
. Det er umuligt , “ sagde Søren koldt . „ Det 
strider både mod min pligt og mod min overbevisning . “ 
„ Men det forekommer mig at her foreligger et 
tilfælde hvor man uden at gøre uret kan tilsidesætte 
både sin pligt og sin overbevisning , “ mente hr . 
Sommer . 
„ Jeg beder dem , “ svarede Søren kort , „ lad os 
ikke la ! e mere herom , det fører dog til intet . De vil 
for enhver pris fritage den skyldige for straf , men 
jeg vil , såsandt jeg lever , vedblive med at forfølge 
ham til del yderste . “ 
„ Vel , “ sagde sommer sukkende , . så lad os da 
ikke tale mere derom , siden del intet fører til . De 
vil dog vel tillade mig at besøge ham ? “ 
„ Jeg kan ikke forbyde dem det , “ sagde Søren 
idet han gik ud af porten . 
Sommer fulgte efter , og snart stod de ved døren , 
der førte ind til den stue , hvor Petersen lå . 
Hverken sommer eller Søren havde nogen anelse 
om at Petersen var så alvorligt beskadiget som del 
virkelig var tilfældet . De blev derfor begge yderst 

bestyrtede , da gangkonen fortalte dem at Petersen 
var død . 
„ Død ! « råbte de begge på engang , men med 
højst forskellige følelser . 
Søren var rasende over al hans bytte på denne 
måde var undsluppet ham . 
Sommer derimod var bedrøvet over at Petersen 
skulle ende på denne måde . Hvad ville nu hans 
datter sige , når han kom hjem og berettede hende dette ? 
Da så beggeto på hinanden idet en stor skuf , 
felse stod at læse i deres blikke . 
Sommer var den , som talte først . 
„ Det var mit håb at jeg ved at skaffe Petersen 
bort herfra , aller skulle kunne have gjort en brav 
mand af ham , men nu er dette håb desværre tilintetgjort . 
Dog , når alt kommer ti ! Alt , er denne 
slutning på historien dog måske den bedste , der 
kunne komme . “ 
Såsnart de to mænd vare komne udenfor sygestuen , 
gik de hver sin vej . 
Søren , hvis had fulgte Peters . n endog ud over 
graven , skyndte sig afsted til overlægen for at bede 
denne om at lade liget obducere og om muligt anvinde 
kadaveret til anatomiske præparater . 
Han undte ham ikke engang en grav . 

sommer derimod , skyndte sig hjem til sin datter , 
for at underrette hende om hvad der var flet . 
Hnn blev inderlig bedrøvet og græd meget ; thi 
trøds alle hans fejl havde hun elsket Petersen højt . “ 
Da hun aller havde tallet sig noget , udbrød hun : 
„ Min gud , der falder mig noget ind . “ 
„ Og del er ? “ 
„ At man vel næppe under ham en anstændig begravelse , 
siden han er død som en forbryder . O , 
fader , gør hvad du kan , for dog i det mindste at 
skåne ham for denne forhånelse . “ 
Sommer delte sin datters følelse i denne henseende 
og skyndte sig afsted for at efterkomme hendes 
ønske . 
Han kom fheldigvils tidsnok til endnu at kunne 
forhindre Søren ris ' s onde anslag . 
Liget var allerede blevet bragt ned på obductionsstuen , 
men det lylkedes sommer alligevel ved sine 
energiske forestillinger at få dej udleverer , mod at 
han garanterede for at del nød en anstændig begravelse . 
Del fik del også , skønt naturligvis ganske 
simpel og prunkløs således som omstændighederne 
påbøde det . 
Han fandt sit sidste hvilested ude på en af udkanterne 
af en af vore kirkegårde . Ingen sten 

eller monument står på den lille hej for at underrette 
de forbigående om hvem der hviler . 
Ingen valfarter heller til denne grav , uden en 
ung sørgeklædt dame , der jævnligt smykker den med 
blomster og grønt . 
Del er frøken sommer . Hun kan ikke glemme 
den mand , som endte så ulykkelig og som hviler 
dernede . Hun har giemt den vanære som han nedkaldte 
over sit eget hoved , og husker blot på at han 
var hendes første kærlighed . 
I hun elsfede ham så højt , at hun ved sig selv 
har aflagt det løfte aldrig al ville gifte sig . Hun kan 
ikke tænke sig muligheden af al hun før anden gang 
skulle kunne bonsfjæuke sit hjerte . 
Hvad de øvrige hovedpersoner i vor fortælling 
angår , så er deres skæbne snart fortalt . 
Søren rise vedblev al være i polilieis tjeneste , 
hvor han meget snart gjorde sig overordentlig bekendt 
ved sin snildhed og skarpsindighed . Han vedbliver 
endnu den dag i dag al forfølge alle kræmmersvende 
med et raseri , der næsten hos ham er bleven til en 
sir ide . 
Han er nu gift . Den misforståelse , som bragte 
ham til at forlade sin kæreste , er nu lykkelig hævet , 
og de leve meget lykkeligt sammen . 
Hvad hr . Rose og hans kammerater angår , 
så kom be snart i fast ubehagelige berørelser med 

politiet , at dette fandt det ruadeligst ikke mere at slippe 
dem på fri fod igen . 
Selv Stine blev anholdt , og der kom også før 
hendes vedkommende så mange ubehagelige historier 
før dagens lys , al politiet ligeledes fandt det bedst 
også at sikre sig hendes dyrebare person . 
Hendes pågribelse var ellers temmelig tragisk . 
Da hun forlod sit og roses hjem , havde hun en del 
penge hos sig , men disse tabte hun på sin ilsomme 
flugt . Hun fandt heller ikke så snart lejlighed til ak 
gøre nogle „ Forretninger ' “ hvoraf følgen blev at hun 
i flere dage målte stakke omkring uden at nyde andet 
end engang imellem en smule vand . 
Tilsidst fandt politiet hende endelig , næsten halv 
død , liggende ude på en mark . De bemægtigede sig 
hende straks og dermed var hendes frie virksomhed afsluttel 
idetmindste for de nærmest følgende år . 
Hun udmærkede sig senere i fængslet ved sin 
ville og ustyrlige charakfeer . Hun overfaldt endog 
engang inspektøren med en stor skarp kniv , og ville 
ufejlbarlig have dræbt ham , hvis der ikke i tide var 
ømmet hjælp tilstede . 
Ende .