I . Hvorfor ridder Casper ikke fik en synder hængt i Ålborg galge . Sankt dionysii dag , efter Christi byrd 1522 , skinnede efterårssølen ned øver Ålborg by , spejlede sig i fjorden og kastede et rødligt lys hen over kirkerne og klostrene , som hævede deres tårne og stentage øp over borgernes små og stråtaklc huse . Mod øst så man sankta Marias gamle kirke , hvori Sigurd slemmedegn ligger begraven , lidt derfra lå gråbrødrekloster og midt for algaden Sankt budolfs støre kirke , som året i forvejen havde fået sig to nye klokker . Længer mod vest lå helligåndsklostret , og lidt udenfor byen , som dengang endte ved besterå , lå Sankt pederskirke . Alle syntes de mægtige og overmodige at stirre ned på slottet , det gamle ålbørghus , som gråt af ælde , forfaldent og ødelagt , rejste sig mod sønder , omkredset af udtørrede , græsbegroede voldgrave , hvoraf en tjente til reberbane , medens borgerkonerne havde rejst store stilladser til at blege deres spundne hørgarn oppe på skrænten af den anden . Drengene legede og grisene solede sig nede i dybet mellem rørene . Omtrent midt i algaden , lidt vest for kirken , . lå dengang mester osse pylkes hus , bygget af leer og hakket halm og bindingsværk og tækket med rør eller lyng , som alle naboernes , blot lidt friskere kalket og forsynet med en stor rød og strågul fane , som stak ud af et kvistvindue ovenover porten . På fanen var der afbildet en hammer , en tang og en Nagle , indfattet af to laurbærgrene . Sidst i forrige uge havde der været fesf i byen , da flyttede håndværkerne eller embedsmændene , som de kaldte sig , deres lader , og valgte hr . Offe pylke til oldermand for grovsmedene . Derfor hang fanen endnu over porten , offe syntes , den kunne altid tages ind , det skadede ikke , at folk fik tid til at se , hvad der var sket . Og log var det hans mindste fortjeneste at være oldermand . Tre år tilforn havde laugsmesternc og nådmændene valgt ham til byfoged i Ålborg og det var han vcdbleven at være . Efter den tid lejede offe pylke en af brødrene fra st . Jørgens til at gå ham tilhånde ved bogføring , for han kunne ikke selv skrive . Fra samme tid lod hans hustru , hver gang hun gik i kirke eller til skrifte , to af læredrengene i deres søndagsdragt og med nye skjødsfind for , følge efter sig . Den ene bar bønnebogen , den anden en skammel til at knæle på . Sådan gjorde også garveren Palle hyphofs hustru , da han var byfoged , og man må holde på sin værdighed , mente hun . det var altså Sankt dionysii dag , som er den ilde oktober , da stod hr . Osse pylke ude i gården , i en ulden nattrøje , med en rød strikket hue på hovedet og et stort skjødskind for sig , i færd med af male sin bogn lyseblå og brunrød . Foruden ham var der en til beskæftiget med dette arbejde , det var munken fra Sankt Jørgens , visiert vendelbo , høj og firskåren , med et tykt sort skæg og forresten bekendt som en tavs og ordknap person , der passede sin dont og intet udenfor denne . I dag havde byfogden således delt arbejdet mellem dem , af han selv udførte det grove , visiert derimod satte de fine strenger til , det var også ham som malede de tre store påskelilier på bagsmækken , med byfogdens fulde navn under . Når han havde arbejdet lidt , hvilede han sig og stod imidlertid og betragtede de smukke blomster med stor selvtilfredshed . Byfogden manglede nogen øvelse i af håndtere penselen , derom vidnede alle de streger og pletter , han af vanvare var kommen til af overstænke sig medhans hustru sad på en bankeskammel noget borte og skrællede morsfe æbler , som hun delte i fire dele og trak på en snor , derefter skulle de bringes hen til bageren , for at tørres til vinterbrug . Ovre på den anden side af gården lyste ilden ud fra smedeessen , og regelmæssige hammerslag tilkjendegave den travlhed , som fandt sted derinde . Konen sad og sang til sit arbejde , offe pylke stemmede i med , og af og til indåndede visiert vendelbo en hæs og dyb Bas , som i høj grad forøgede mislyden . „ Nu sang du igen falsk , fatter , “ udbrød Fru pylke . „ Gjorde jeg det ? så synge vi om igen , “ sagde offe pylke godmodig , og stak sit ansigt frem under vognen , hvor han lå . „ Dennegang var det forresten ikke mig , men Viffert , som tog den falske tone . “ „ Var det mig ? “ råbte Viffert , og kastede penselen ned på jorden og tilføjede : „ Nu vil jeg ikke male mere . “ „ Vist var det ikke Viffert , “ ytrede konen formildende , „ det var fatter . Bliv nu bare ved . “ Så sang de igen : „ Hans Lønborg red fra hove i mulm og i blcrst , han løftede skøn Ragnhild bag op på sin hest . Så red de ud for Norden og over heden hen , hans Lønborg kom aldrig meer til hove igen . Så red de ud i mosen for fauerholdt bro , hans Lønborg og hans æjcrreste , de ride der endnu . “ Da de vare komne så vidt , standsede offe pylke pludseligt og lyttede . „ Jeg synes det bankede ; der er nogen derude , som vil ind . “ I det samme hørtes tydeligt tre stærke slag af hammeren , som var sastnaglet til porten . Viffert krøb op på en savbuk og strakte hovedet ud over plankeværket , for at se hvem det var , for han lukkede op . Da han kom tilbage igen sagde han , at der holdt en rytter ude på gaden , og at det var en af hr . Casper Gyldings folk nede fra tranders . Øffe pylke lagde penselen fra sig , tørrede hænderne i sit forklæde og smilede tilfreds til sin hustru . „ Ru vil der blive noget at tage fat på i værkstedet , “ Sagde han , „ gætter jeg ret , så bringer den mand mig en bestilling på det store rækværk til den gamle bro ved prebenså . Han kunne ligeså godt være reden op til stoffers i podemesfergyden , men alle ville de helst have med mig at bestille . Det er rart nok det samme . “ „ Kom og to dit ansigt først , sådan som du seer ud , “ sagde konen , og satte en spand vand hen for ham . Byfogden dukkede hovedet ned i vandet og tørrede sig i fruens forklæde . „ Det var bravt , “ sagde han . „ Gå nu hen og luk op for hans nådes rytter , lille visiert , imens tapper Motter os den store sølvkande fuld af gammel brunsviger Mumme . “ „ Nu skal du ikke være for rask med at slå til , “ Hviskedee konen , idet hun gik op . „ Æren kan være god nok , men man lever dårligt af den alene . Casper Gylding er en holden mand , han har råd til at betale det arbejde , han bestiller . Pas på , hvad du siger . Jeg står og lytter indenfor døren . “ Den fremmede rytter trak sin hest ind igennem porten og bandt den ved en ring i stolpen . Han var klædt i en blå kofte , med et bredt , brunt bælte om livet , hvori der hang et langt sværd med blanktpoleret jernfæste . På hovedet havde han en opkrampet hat med høgefjer på siden . Broder Viffert gik foran ham op ad trappen . Da sendebudet kom ind i stuen , traf han byfogden med det våde hår kæmmet glat ned i panden , iført en ny lysebrun kofte , kantet med odderskind . Og prydet med blanke knapper . Han sad ved et bord hvorpå der lå nogle bøger og en mængde brevskaber , som han ivrigt syntes at gennemlæse . En sølvkande og et bæger stod på det ene hjørne af bordet , og døren til det næste værelse blev holdt på klem . „ Gudsfred og goddag mester osse ! “ råbte svenden . „ Er det ikke eder , som er byfoged eller sådan noget her i Ålborg ? “ „ Det er mig , som er byfoged på fjerde år , “ Svarede offe med selvfølelse , og han syntes at vokse , idet han talte . „ Kom og sid ned “ Med disse ord stænkede han i bægeret . „ Hvor det er varmt i dag , “ sagde svenden , idet han satte sig ned på bænken hos byfogden og så hen til bægeret . „ Livagtigt som om det var sommer endnu . “ „ Det er det/ sagde offe . „ Hvad godt har i ellers al bringe ? “ „ Mig sender hans nåde , ridder Gylding , for at bede eder gøre ham en lille villighed , det i som byfoged har råd og formue til . “ „ En villighed ? “ gentog offe pylke , og tog betænksomt hånden bort fra bægeret , som han just ville sætte hen til svenden . „ Hvad mener i med det ? “ „ Hr . Gylding lader spørge , om i vil tilstede os af nytte bygalgen til en synder , som vi skulle se af få hængt i morgen tidlig , om gud vil . “ „ Hvad for noget ! “ udbrød byfogden , synlig skuffet i sit glade håb . „ Er det jeres ærinde ? “ Og nu tømte han selv det bæger , han nylig havde fyldt , men bød ikke svenden det ringeste . „ Sagen hænger sådan sammen , “ vedblev den anden , „ af vor egen galge , som vi havde rejst ude på volden , er falden ned af ælde , og nu mente ridder Casper , af bygalgen for den sags skyld kunne gøre samme nytte . Han skal nok selv besørge den grove misdæder hængt og ligeså lade ham tage ned igen , når han først er afkølet og den tid kommer . “ „ Hvad er det for en misdæder , i taler om ? “ Spurgte offe pylke . „ Det er den slemme Henning gråbul fra tranders , som i vel nok har hørt nævne . I vinter gik han og fældede dyr nede i vor skov , og nu forleden har han forgrebet sig på nådigherrens egen person , da han tog ham fangen . “ Med disse ord rejste svenden sig op og så ned i kanden . Osse pylke syntes ikke at lægge mærke hertil , han sad stille og grublede . Af og til flottede han hen mod døren , som om han ventede hjælp derfra . „ Ja ! “ udbrød han endelig , „ jeg seer da egentlig intet ondt i , at i hænge eders misdæder , hvor i sinde en galge , jeg tænker også nok , at vores kan bære ham , og jeg holder ikke af at gøre megen snak af det , når man kan vise en mand som eders herre en ringe tjeneste . “ I det samme blev døren sagte åbnet , Fru pylke kom til syne og rystede heftigt på hovedet . Osse var en mand , som besad megen åndsnærværelse . Da han så tegnet fra døren , vedblev han i samme tone : „ Forresten bliver det min sjæl ikke i bygalgen , i får eders misdæder hængt , den er bekostet til vore egne syndere , og jeg kan ikke gå hen og give mit minde til noget , uden forsf at have samtalet med borgermester og rådmænd . Må jeg bede om jeres begæring skriftlig . “ Svenden betragtede byfogden med dyb forbavselse . Han fattede ikke grunden til dette pludselige omslag . „ Hvad skal det betyde ? “ ytrede han leende . „ I siger mig jo ja og nej tillige . Forresten vil jeg lade jer vide , at ridder Casper er den mand , som kan gjengjælde al den villighed , i viser ham , men i må give mig ren besked at ride med , min tid er knap . Jeg har også ærinde med til mester stoffer i podemesterens gyde . Han skal hjem til os og tage mål af et nyt rækværk til vor bro . “ Ved denne sidste yttring var byfogdens tålmodighed tilende , han for op fra bænken , blodrød i ansigtet , og udbrød med en stemme , som skælvede af heftighed : „ Hvad er det for et sprog , i vover at føre til mig ? Tror i , jeg er den mand , der lukker øjnene for ret og skel , og seer på gunst eller gave ? Hvor kan det falde eders herre ind , at vi skulle give ham lov til at hænge sine kæltringer i vor galge , på vor grund ? Ålborg bymænd have aldrig havt andet end bryderi og ufred af hans naboskab . Forgangen år lod han sine kreaturer græsse hele efteråret nede på vore Enge og pryglede markfogden , som ville forbyde det . Kan i husfe i sommer , da han og hans kammerater ovre fra klarnpgård og egense gjorde gang midt over vor bymark og trampede kornet ned , fordi de ville ikke fare sønden om og følge landevejen ? Og ham skulle - stadens høje øvrighed være til behag og tjeneste , låne galge til hans misdædere ? Det skal aldrig ske ! “ „ Ikke det ! “ sagde svenden og støttede sig på sit sværd . „ Han låner eders galge alligevel . Det stat i få at se . “ Osse pylke glemte i dette øjeblik aldeles sin værdighed , det var ikke længer byfogden , men smeden , der forberedte sit svar . Tillykke åbnedes i det samme tøren , og Broder Viffert viste sig i den . Han gik hen til svenden , lagde sin hånd på hans skulder og sagde : „ Hvad er det for en højrøstet snak , du står her og fører i byfogdens hus . Har du ikke fået besked på dit ærinde ? “ Svenden trådte et skridt tilbage for denne kæmpestore skikkelse , som , indhyllet i en opkiltet munkekutte , havde stillet sig foran ham . „ Jeg har vel fået vesfed , “ svarede han og trådte endnu et stridt tilbage , „ men jeg tror knap , at ridder Casper vil lade sig nøje dermed . “ „ Det må ridder Casper om , “ svarede byfogden , som modig havde stillet sig bag lisfert med kneifende hoved og begge hænder i koftelommen . „ Gå nu din vej , hvis du ønsker at fare i fred . “ Svenden gik , men da han kom til døren , vendte han sig om og sagde : „ Hvis Casper Gylding kommer ridende i morgen tidlig med ti væbnede ryttere og dog gør , hvad han synes bedst om , hvad vil byfogden så sige ? “ „ Det skal Casper Gylding få at høre i morgen , “ Svarede visiert vendelbo . Dermed gik svenden . Fru pylke kom ind og tog plads hos byfogden og Viffert på bænken , de tømte kanden med den gode brunsviger Mumme og samtalede imedens om det foregående optrin . i . Hvad der skete under galgen . Næste formiddag , lidt før middag , red en skare ryttere op over engene fra tranders ud mod pynten , som Limfjorden danner , før den bugter sig imod nordost forbi Ålborg . Yderst på denne pynt lå en høj , og på højen viste sig en gammel faldefærdig galge , sammentømret af to opretstående stolper , hvorover der var lagt en tværbjælke . I spidsen af skaren , der var væbnet med spyd og dragne sværd , red en lang og mager mand med rødligt hår og skæg , iført en halvrustning , under hvilken hans-gulbrune læderkøllert kom til syne . Det var hr . Casper Gylding og hans mænd , som kom for at hænge deres synder i byens galge . Den ulykkelige gik imellem to af de sidste ryttere i skaren , hans fødder vare blottede , hænderne bundne bag på ryggen , og fra armene gik et reb til hver af de to ryttere , som førte ham . Et tykt hår faldt ned over det øverste af panden , bagtil kort afklippet , da kun de fribårne havde net til at bære langt hår . Hans ansigt bar præg af en kløgt og snildhed , som ellers ikke var hans stand egen , dets meest påfaldende udtryk i dette øjeblik var dog sørgmodigt og lidende . Han kastede sit blik opu den blå luft , stære og krager fløj omkring i store flokke langs med fjorden . Græsset var endnu grønt og frodigt på engen , solen skinnede , lærken kvidrede , det var en alt for smuk dag til at dø på , men synderen så intet tegn til frelse , hans strenge dommer red tavs og ubønhørlig foran ham . Ude på pynten kom allerede højen til syne , og over dens top rejste galgen sig mørk og truende . Sidst i skaren , et stykke borte fra de øvrige , red en lille krumbøjet skikkelse på en gammel hest . Han var klædt i et par skindbukser og en grå badmclskofte . Omkring skulderen havde han et langt stykke reb og på hovedet en låden hue af katteslind . Det var mestermanden . Af og til vendte Henning hovedet tilbage mod den dej , de kom fra , da mødte hans blik en kvinde , som med fremstrakte arme og i hurtigt løb søgte at indhente skaren . Det var vildttyvens hustru , hun havde nylig knælet foran toget med sine to små børn ved siden og anråbt hr . Casper Gylding om nåde . Ridderen rystede på hovedet , svarede ikke og red bort i en så hurtig trav , som hans ryttere kunne slæbæ deres offer efter sig . Konen stod lidt og så efter dem ; hun slog sit blik op mod himlen , søm om hun derfra søgte den nåde , hun ikke kunne finde på jorden . Lidt efter lod hun det ældste barn blive stående på vejen , tog det yngste på armen , og løb efter skaren , der var kun så kort en vej tilbage for hendes håb , hun ville endnu engang forsøge at bede om nåde , men rytterne rede hurtigt til , afstanden mellem dem og hende blev bestandig større . Da hun mærkede dette , lagde hun sit lille barn ned i græsset på grøftekanten , tog sine træflo af , og løb nu ned over engen med gispende bryst og med udslagne hår , idet hun af og til udstødte høje råb om nåde . Ingen gav agt på hende , undtagen manden , ethvert af disse bønlige skrig gav genlyd i hans øren , han så tilbage , hans læber mumlede nogle uforståelige ord , han prøvede på at gå lidt langsommere , men rytterne rykkede i rebene og droge ham med sig , han måtte følge de andre . Da de kom nærmere til højen , så easper Gylding til stor forbavselse , at der var rejst en lang stige op til den ene af galgens stolper , på stigen stod en mand , i færd med at drive naglerne ud af tværbjælken . Idet nytterne holdt stille nedenfor højen , standsede han med sit arbejde , så lidt ned på dem og smilede , derpå begyndte han at hamre løs igen . Casper Gylding steg af hesten . Højen var for stejl til at man kunne ride op ad den , han kaldte på manden og sagde : „ Hvad djævlen er det , du bestiller der ? “ „ Ja , det må nådige herre nok spørge om , “ Sagde manden med et spottende smil . „ Jeg er såmænd ellers ved at brække tværbjælken ned af vor bygalge . “ „ Hvad skal det betyde ? “ „ Jeg skal ikke sige det forvisf , “ svarede tømmermanden , „ men i morges tidlig , da det ringede til første bøn , kom mester pylke hjem til mig og tilsagde mig , at jeg skulle gå ud og skaffe ham den bjælke ned , så betimeligt ske kunne . Jeg er nu gudskelov ikke den mand , som selv behøver at tage fat med ; jeg har folk nok til at arbejde for mig , jeg har haft oldermandsfanen over min dør to gange , og jeg kunne for den sags skyld være ligeså god en byfoged som mester pylke , om jeg ville have spenderet ligeså meget for at blive det , men da jeg så ved arbejdstid giver mine svende besfed om at gå herud , var der ingen , der turde tage den gerning på sig , formedelst det , at arbejde på en galge gør en mand uærlig , indtil den høje øvrighed først har lagt hånd og bærktøi på den . Så måtte jeg selv afsted , for det var min bedstefader , som rejste galgen , og dengang gjorde Ålborg borgermester det første slag med bindøxen , så jeg tænker , sligt ikke har noget at sige . “ „ Det tænker jeg ikke heller , “ svarede Casper Gylding , „ og når jeg nu giver dig otte skilling lybsk , så tager du din økse på nakken og lader være med at rive den tværbjælke ned , til jeg får hængt min gavtyv , som du seer i bånd og bast dernede mellem nytterne . “ „ Nej , det går ikke , nådigherre , “ sagde tømmermanden , „ jeg har fået min befaling , og den må jeg lystre . “ „ Men hvis jeg nu jager dig herfra med magt , “ Sagde Gylding , „ hvad så ? “ „ Så går det alligevel ikke , “ sagde tømmermanden med et listigt smil , „ for da jeg nok tænkte mig , at sådan noget kunne ske , savede jeg straks tværbjælken over på tre steder , før i kom , så eders gavtyv vil dratte ned , inden vejret går fra ham . . Se blot selv efter ! Mit arbejde er fuldbragt for længe siden , jeg stod bare og hamrede naglerne ud deroppe for at have noget at bestille , mens jeg ventede at erfare , hvad i havde i sinde . “ „ Godt ! “ sagde Gylding , „ hænges skal han nu alligevel . Kan det ikke ske på tværbjælken , så klynge vi ham op på en af stolperne . “ „ Det er heller ikke så vel betænkt , som det kunne være , “ svarede tømmermanden med uforstyrret ro , „ for når eders nåde går hen og seer nøjere efter , vil i finde et stykke skrevet papir flaget op på den ene stolpe , jeg har ikke selv læst det , for det er sært utydeligt skrevet , men rådstuetjeneren , som kom løbende herud ved frokosttid og slog det op , sagde , at det var fra lehnsmanden inde i Ålborg , hr . Aksel gø , og at det var et forbud mod , at nogen måtte nytte byens galge . “ Casper Gylding læste skriften og overbeviste sig om , at det forholdt sig som manden sagde . Han stod lidt og grundede herover . Osse pylke var kommen ham i forkøbet i enhver henseende . Imidlertid vedblev den listige tømmermand : „ Jeg kan se , hvad eders nåde tænker . I mener , som jeg , at fanden skulle tigge Ålborg byfolk om lov til at låne galge af dem , det må jeg i alle måder give få mægtig en herre ret i . Jager det med at få den stakkels synder aflivet , så lad en af eders mænd slå ham for panden , kan det derimod vente lidt , så lover jeg eder en galge , nok så strunk og så god som denne , og den skal være tømret sam- . Men og rejst og slå på pletten nede på nådigherrcns grændsesfjæl ved tranders , når solen i morgen tidlig lyser over stedet . “ „ Er det et ord ? “ sagde Casper Gylding . „ Jeg tænkte virkelig noget nær på det samme . “ „ Lidsfe jeg det ikke nok ? “ vedblev tømmermanden . „ Hvad jeg har sagt , står jeg ved , galgen skal være på pletten i morgen tidlig . “ „ Nede ved Utterup mose , hvor den store hedningsteen ligger . “ „ Hvor den store hedningsteen ligger , “ gentog tømmermanden . „ Jo jeg kender stedet , den skal blive så forsvarlig og net , at hver en gavtyv vil gøre sig en fornøjelse af at hænge i den . Det kan i lide på . “ . „ Så vil vi vente til i morgen tidlig , “ sagde Casper Gylding , og gik ned til sine folk . Rytterne vare under denne samtale stegne af deres heste , synderen lå på jorden , hans hustru ved hans side . Hun havde slynget begge sine arme om hans Hals og så ham ind i øjnene , medens de talte sammen så sagte , at ingen kunne høre dem . Da ridderen kom ned fra højen , ilede hun hen til ham , kastede sig ned for hans fødder , strakte armene i vejret og bad atter om nåde , for guds skyld , for jomfru Marias skyld , for hendes søns skyld . Den ulykkelige havde dog ikke gjort andet end fældet et stykke vildt , og det var nød og hunger , som fristede ham dertil . Men ridderen rystede på hovedet . I dette øjeblik . fandt hendes bønner endnu mindre indgang hos ham , fordi han var opbragt over at måtte bøje sig for byfogdens villie . Der var ingen frelse , ingen , nåde at sinde . „ Han skal få lov til at trække vejret til i morgen tidlig , “ sagde hr . Casper Gylding . „ Så ikke mere . “ Dermed rede de tilbage over engene hjem til tranders . Iii . Broder og søster . Casper Gylding boede en halv mil sydost fra Ålborg , i nærheden af den gamle filstcd lade , som dengang hørte til slottet . Det var en temmelig uanseelig gård , som man nu forgæves vil søge efter , den er forsvunden , og en landsby af samme navn har rejst sig på dens ruiner . Våningshuset var bygget af gråsteen , med små uregelmæssige vinduer og omgivet med en bred grav , på hvis modsatte side en række forvoksede piletræer strakte sig . Mod sønder ragede et firkantet tårn op over den øvrige bygning , dannet af bindingsværk og forsynet med en vægtergang , som gik langs med muren , hvor taget begyndte . På denne gård havde Casper Gylding og hans slægt boet i mange år , stedet var gået i arv fra fader til søn , uden at nogen af dem havde efterladt sig andet minde end en ligsten oppe i kirken , hvorpå deres navn , fødselsdag og dødsår med stor nøjagtighed var indhugget ; om dem alle nævnede man endnu to egenskaber , som ikke stod at læse på stenen : de vare ansete for de vældigste nævejægere og de mest ubøjelige herrer mod deres undergivne i hele himmersyssel . Casper var det næstsidste mandlige afkom af stammen , han havde arvet sine forfædres slægtregister og deres synder . I lang tid havde hersfabet på tranders kun bestået af to personer , ridderen og hans søster , Fru Mette . Den sidste var en ældre dame , som aldrig kom til syne udenfor gården , undtagen de fire gange om året , hun red op til vor frue kirke i Ålborg for at skrifte . Nogle år før denne historie begynder , var der kommen endnu en tredje person til gården , en ung pige ved navn Gerda . „ En slægtning af os , “ Sagde hr . Gylding , „ som vi ville gøre det gode , vi kunne , siden der ikke er givet hende bedre vilkår . “ Videre udlod han sig sjældent , men dermed lod den almindelige videlyst sig ikke nøje . Gerdas nærværelse bevirkede efterhånden en fuldkommen forandring i de fleste forhold på tranders . Hun vedblev også at være en genstand før naboernes særdeles opmærksomhed . Velunderrettede fortalte omsider følgende : Casper Gyldings svigerinde havde været gift med den ulykkelige ponl Laxmand , hvis historie alverden kender . Han var nigshofmester under kong hans , og gik på de hellige titusinde ridderes dag 1502 fra Københavns slot ned over hoibro . Midt på broen kom to adelsmænd ham i møde , den ene var hr . Ebbe strangeson , den anden Bjørn Andersøn . De havde siddet og ventet længe efter ham under et bislag i Høibrostræde . Da de mødtes , tog hr . Ebbe baretten af , og idet rigshofmestcren ville gjengjælde hans hilsen , stak Ebbe ham sin daggert i brystet , Bjørn Andersøn gennemborede ham i samme øjeblik med sin kårde . Derefter kastede de den endnu levende nigshofmester ned fra broen i stranden og sagde : „ Du hedder lagmand , løb nu i vandet , som din Art er . “ Mordet vakte megen opsigt , man troede overalt , at kong hans ikke havde været uvidende herom , at han måske endogså havde nogen skyld deri , en påstand , som i det mindste aldrig senere er bleven gendreven , og kongen bevarede også lapmand længe i sin erindring . Han døde med hans navn på læberne . Mandraberne gik længe uantastede omkring i byen , der blev anlagt sag , ikke mod dem , men mod den dræbte . Kammerretten dømte ham for at have stået i forbund med landets fjender og lod hans . uhyre rigdomme inddrage under kronen . Hans hustru flygtede og skjulte sig på Sandholt , en af de konfiskerede gårde i Fyen , som senere blev given den ulykkelige familie tilbage . Laxmand havde kort for sin død skikket bud til tranders efter svogeren ; hvad han ville ham , fik aldrig nogen at vide , men dagen efter mordet fragtede Casper Gylding et skib og forlod skyndsomst København . Han bragte et tungt og hemmelighedsfuldt lille skrin med sig , som ved nattetid , da skibet nåde op i fjorden udenfor klarupgård , blev landsat tilligemed ridderen og bragt hjem til tranders . nogle år efter kom Gerda til gården , hun var Poul Laxmands datter , det fortalte i det mindste et rygte , skønt hun ikke lod sig kalde ved faderens navn . Hendes nærværelse øvede en mægtig virkning på Broder og søster . Det var , som om hun bragte nyt blod i deres gamle årer . Især var denne virkning synlig på ridder Casper ; han aflagde sine gamle vaner , drak ikke mere , svor ikke mere , klædte sig med større omhu , følte ikke mere tilbøjelighed til jagten , red sjælden til marked eller til sine venners forsamlinger , sad hjemme på tranders i Gerdas selskab , beskæftigede sig mere med hende end med nogen anden , og omgav hende med flere og større opmærksomheder , end hun egentlig selv syntes at sætte pris på . Hun havde sin egen ridehest , hendes værelse var det smukkeste på gårde » , ombygget efter hendes egen smag , betrukket med et nyt lædertapet med forgyldte snirkler , som Casper med stor bekostning havde forskrevet fra Holland , det var desuden smykket med et yndigt lille billede af glas , der engang havde tjent som kirkerude og forestillede den hellige jomfru med en lyseblå due på den ene side og en lang liliekvist på den anden . Hvad skulle hun vel kunne ønske mere ? Men ridderen lod det ikke bero derved . Forgangen år , da kongen rejste til Viborg for at lade sig hylde , og Casper Gylding også drog til tinge , havde han købt en ny brokades klædning til hende og en Barret af mørkerødt Fløiel med en lang fjer af samme farve , der ligesom Hektors hjelmbusk vældigt nikkede foroven . Barretten gjorde en udmærket virkning til hendes bølgende , blåligsorte hår , til dette sine , ungdommelige ansigt , hvorfra der lyste to store , strålende øjne , og et smil , som syntes at fortælle enhver , hvor herlig hun fandt hele verden omkring sig . Der var kun en mening om hende , hun blev nævnet som den smukkeste adelsdame på hele tinget . Fru Mette rystede på hovedet til hendes Broders besynderligheder , hun forestillede ham det urigtige i den overdrevne pragt , hvormed han omgav den unge pige , en overdådighed , som dannede en påfaldende modsætning til deres tidligere tarvelige liv og til den sparsommelighed , fruen efterhånden havde vidst at indføre i deres øvrige udgifter . Casper smilede og tav , han havde kun sands for den unge piges ønsker , dem , hun ikke udtalte , gættede han sig til , han udstrøede sine velsignelser med rund hånd , og erkendelsen heraf kunne så meget mindre tabe sig hos Gerda , som Fru Mette ikke undlod jevnlig at huske hende på broderens gaver . Aftenen efter ridderens forsøg på at få Henning gråbuk hængt sad han og Fru Mette i borgstuen på tranders . Gerda havde læst aftenbønnen og var gået til ro . Fru Mette sad med en række tal foran sig på bordet og havde et stort hovedbrud med at regne dem sammen . Casper sad på en bænk foran kaminen , i hvis åbning der brændte et vældigt stykke bøgetræ ; ridderens vams var knappet op , hans hoved bøjet ned mod brystet , hans dybe og langtrukne åndedrag tilkendegav en tryg og rolig søvn . Efter at Fru Mette havde siddet en stund , slukkede hun først det ene af de to lys , som stod foran hende , og få hen til broderen , om han lagde mærke dertil . Da Casper vedblev at sove , tog hun en lyspind op af lommen , tændte den og slukkede dernæst også det andet ; nu sad hun længe og regnede ivrigt og skrev op og talte på fingrene under skinnet af lyspinden . „ Sover du , Casper ? “ udbrød hun endelig . „ Nej , jeg sidder og tænker , “ svarede ridderen . „ Når man trækker to snese æg og fem fra halvellevte snes , hvormange skal jeg så have tilbage ? , kan du regne det ud ? “ Casper sad lidt og betænkte sig , før han nævnede summen . Fru Mette kastede kridtet hen ad bordet . „ Så har hun bedraget mig , den skændige møllerkone ! “ råbte hun heftig . „ Jeg tænkte det nok . Jeg mangler tre æg . Det er anden gang , det skeer . “ Casper mumlede nogle uforståelige ord , han var allerede begyndt på at sove ind igen , da søsterens heftighed vakte ham . „ Hvorfor har du slukket lysene ? “ spurgte han . „ Hun kommer jo ikke mere herind i aften , og jeg kan nok hitte ud af mit regnsfab ved den lyspind . “ „ Hvem kommer ikke mere herind ? “ „ Naturligvis Gerda ! “ „ Jeg mener , vi have brændt lys på bordet , før Gerda kom til gården , og jeg holder ikke af at sidde i mørke . “ Fru Mette tændte atter lysene , Casper vedblev , idet han rejste sig fra bænken og gik op og ned ad gulvet : „ Jeg vil sige dig noget , søster ! Du skal lade fare , bestandig at stikle på Gerda . Hun er god som hun er , og du kan leve den dag , hvor du seer hende som husfrue på tranders . “ „ Hvad vil du sige dermed ? “ „ At jeg gifter mig med hende . “ „ Du gifter dig ! “ gentog søsteren , og brast i en spottende latter . „ Ja , hvorfor ikke ? “ spurgte Casper og stillede sig foran Mette med begge hænder i koftelommen . „ Er hendes byrd ikke god nok , er hendes sind ikke mildt nok , er hun ikke rig nok ? “ tilføjede han hviskende og med et betydningsfuldt blik . „ Hun er tyve år , jeg er otteogfyrge . “ „ Ja , det var du for fem år siden . “ „ Det kan være , jeg husker det ikke så nøje , jeg ved blot , at jeg holder af hende , som da jeg var tyve år gammel , det er vist , det må dog siges engang , for at du kan rette dig derefter . Jeg tænker kun på hende . “ „ Den snak har jeg hørt før , “ svarede Fru Mette og hensank derefter . i en dyb tavshed . Pludselig hævede hun sit hoved og gik hen til broderen , som atter havde sat sig . Hun lagde sin hånd på hans skulder og udbrød heftigt : „ Du er en tosse ! Hvorfor behøver du at gifte dig ? Har du ikke hendes penge , råder du ikke over dem , hvad vil du mere ? “ „ Men jeg siger dig jo , det er ikke for pengenes skyld , jeg holder af hende . Jeg har været enkemand i elleve år , der groede Mos på mig , hun har fyldt mit hjem med sang og mit hjerte med lykke , hun er kommen som svalen til huset med forår og solskin , jeg bliver ung igen når jeg seer på hende , jeg drømmer om hendes smil hver nat . Svoger Laxmand gav mig sine penge , ja vist ! Ingen så det , men han sagde : det bæres mig for , som at det vil gå mig galt , bring dem så til min lille datter . Der kan komme en regnskabsdag , Mette ! Hvordan gik det Jens Thomassen på mors ? Han gjorde heller ikke rigtig regning i den sag med hans bønder . I sommer lod kongen hans lig grave op og hængte ham i ligkisten op i galgen på Århus gade , ved byens brønd , nedenfor borgporten . Han hænger der den dag i dag ; men om Gerda er det tidsnok at tale , når det først kommer så vidt . Der stå strenge tider for døren . Kongen vil holde herredag i Kallundborg og presse penge af os , to gylden af hver herremands Bonde , tredjeparten af alle gejstliges indkomster . Lybækkerne fejde på kysten . De dave taget Bormholm , brændt Helsingør , det kong christjern lo-til , fordi bymændene ville ikke unde hans hollændere plads at bygge på . Imorgen kunne vi have fjenden heroppe i Limfjorden , det er derpå , vi stulle tænke . “ „ Hvad har da adelen besluttet at gøre , hvorfor handle i ikke ? Hvad fremmede det , at i mødtes forgangen nede i Viborg , når i dog intet bestemte ? Og hvis nu lybækkerne kom for Ålborg , det himmeriges gud forbyde , siden der kun er et hanefjed fra byen og ud til tranders , hvis de kom hertil , Casper , hvad så ? “ „ Så tænker jeg , vi drage vindebroen op og værge os , som vi kunne bedst . “ „ Det skulle godt forslå , “ sagde Fru Mette og gik urolig frem og tilbage med hænderne under forklædet . „ Vi have ti mand liggende her på gården i rustning og plade , de æde og drikke deres mål hver dag , de lange slughalse ! De flyde krager og alliker med deres låsbuer , men holde fjenden ude , det kan de ikke . Og vore penge , du ! — skatten ! “ Hviskedee hun . og bøjede sig ned mod broderens øre , „ tænker du ikke på den ? “ „ Jeg har tænkt på den , “ svarede Casper med et overlegent nik . „ Lad lybækkerne komme , de kunne lette sten fra sten på tranders , pengene skulle de dog lade blive . “ „ Hvordan det ? “ „ Du skal ret straks få det at se . Derfor fik jeg Gerda til at gå til ro , så snart hun havde læst op velsignelsen efter maden . Jakob har ringet med aftenklokken , svendene er ovre i deres sovesteder . Gå ud efter lygten og følg så med mig . “ Medens Mette forlod stuen , gik Casper hen til et skab , der var så omhyggelig skjult i væggen , at man først opdagede det efter at have draget et stykke af det lave panel til side , som løb rundt om muren . Skabet var ligeså forsigtigt tillåset , der behøvedes to nøgler for at åbne døren . Indenfor viste der sig et åbent rum , indhugget i muren , i dette kom et jernsfrin til syne , ikke synderlig stort , men meget vægtigt . Casper løftede det ud af hullet , skabet blev atter tillukket og panelet draget tilbage , idet Fru Mette kom ind med en stor lygte , hvis ruder bestode af hvidt og tyudtskrabet horn . Da hun havde tændt lygten og så jernstrinet , tindrede hendes øjne med et eget udtryk af liv og begærlighed . Casper gik hen til vinduet og spejdede over mod den modsatte fløj , hvor husfolkene havde deres sovesteder ; lysene vare slukkede , alt var stille i nærheden . Da han havde overbevist sig herom , tog han fat i det ene af det lille jernsfrins håndgreb , Fru Mette i det andet , og nu så man Broder og søster med forsigtige og dæmpede skridt forlade værelset og snige sig hen over gangen til en trappe , som førte ned i kælderen . Fru Mettes øjne forlod ikke det dyrebare skrin . Lygtens matte skin belyste dette hemmelighedsfulde optrin . Iv . Hvad vildttyven tænkte på i fængslet . - den samme eftermiddag sad Henning gråbuk nede i det fængsel , han havde forladt om morgenen . Det var et snævert rum med hvælvet loft , så lavt , at han i al mag kunne nå op til det , sten og tykke mure overalt , grålige mure , som syntes at spotte ethvert forsøg på flugt ; tid og ælde havde betegnet dem med deres mærker og dannet et lag af salpeter , der faldt ned som støv ved berøvelsen . Midt på den ene væg var fastgjort en ring , hvorfra der gik en nogle alen lang jernlænke , forsynet med en vældig lås . Til denne lænke havde Henning tidligere været bunden ; men i betragtning af , at det var hans sidste dag , havde fangevogteren lukket ham ned i hvælvingen uden at slutte ham i lænken . Der var også lagt et knippe frisk rughalm ind til ham istedetfor det forrige , som næsten var smuldret bort . Det eneste lys , som trængte ind i hvælvingen , kom fra et lille , aflangt hul . oppe ved loftet , så smalt , at en voksen mand næppe kunne få armen derigennem . Ind ad dette hul skinnede en solstråle , rødlig og varm , budskab fra den verden udenfor , som han snart skulle forlade . Solstrålen viste ham det fugtige stengulv , de tydelige omrids af de store granitsten i vægge « og den løsnede kalk imellem disse ; fængslet , ødet , ensomheden forekom ham endnu sørgeligere i det lys , og dog stirrede han uafbrudt op mod vinduet , til hans øjne blev våde , han sendte en bøn og hilsen med den svindende sol til den , der endnu bandt hans lyst og hans tanker til livet . Lidt efter aftog lysningen ovre på væggen , det blev atter skummelt derinde . Henning gråbuk sad i halmen og pillede på stråene . Der lod skridt udenfor , det raslede i låsen ved døren , den gik op , og en mand viste sig i indgangen . Han var klædt i en vadmels kofte , kantet med afgnavet katteskind , og bar om livet et belte , hvori der var fæstet en madkniv på den ene side og et knippe nøgler på den anden . „ Nå ! hvordan går det ? “ spurgte han godmodig . „ For hurtigt , “ svarede Henning . „ Altfor hurtigt . “ „ Å hvad ! Du har da såvel seksten timer tilbage endnu . Først er der jo den hele nat , så i morgen lige til davretid ; nådigherren sagde for lidt siden , at vi ikke skulle trække af med dig for klokken ti flagen . Jeg kommer ellers herned for at se , om der er noget , du trænger til . En skål varme ærter med et stykke kød i kunne vel ikke gøre ilde . Hvad du ? “ „ Jeg siger ikke nej , “ svarede Henning , „ skønt jeg har ligget og tænkt på andet end ærter med kød i . “ „ Jeg skal bringe dig en bakke herned , men seer du , gråbuk ! den ene villighed er den anden værd . Du ligger der med en næsten ny koffe på , den har du da vel ingen brug for . Hvad om vi byttede ? Min er kun gammel og tynd , det er vist ; men jeg tænker nok , den holder dig ud alligevel . “ Denne sidste bemærkning ledsagede fangevogteren med en selvtilfreds latter , medens han gik hen og følte på Hennings koffe , om den også var rigtig god . „ Tag den , “ sagde krybskytten , og nu byttede de . „ Så er der også det lille , brune halstørklæde med de hvide striber i , som jomfru Gerda gav dig . Det har min hustru fået sådan bandsat lyst til . Hvad om du overlod mig det for en rigtig god kande most ? Jeg har nu gjort min beregning sådan : går du hen og lader dig aflive med det tørklæde , så stikker mestermanden det til sig , og lader han dig beholde det , kommer der nok en anden Hallunk , når det bliver mørkt , og løser det af dig , for du må vide , du skal blive hængende i galgen , til du falder ned af dig selv , andre ligesindede til skræk og formaning . Det sad nådigherren og talte om , da vi spiste til middag . “ „ Du må også gerne få mit tørklæde , “ sagde Henning gråbuk ; „ men . derfor skal du gøre mig den villighed , at lade lygten blive stående hernede . du begriber ikke , hvor det er forfærdeligt at sidde så længe i mulm og mørke . “ „ Lygten ! “ gentog fangevogteren betænksomt , „ går det også an ? Du kunne gøre ulykke—stikke ild på . “ „ Se dig om , “ sagde Henning , „ her er kun sten og en jernbeslagen dør , de fænge ikke . “ „ Det er også sandt , “ svarede den anden , medens han løste halstørklædet af fangen . „ Jeg ved ikke , hvordan jeg er faren med dig , gråbuk , fanden står skinbarlig i det , men jeg kan slet ikke nægte dig noget . Du skal få lov at beholde lygten . Nu går jeg op og henter ærterne og mosten . “ Fangefogden gik og kom lidt efter tilbage med begge dele , lnkkede derpå og stængede omhyggeligt døren udenfra . Fangen var atter alene . Han spiste , han tømte kanden til den sidste dråbe . Det var , som om den gærende drik vakte fornyet livslyst hos ham og skærpede bevidstheden om alt , hvad han efter så kort en frist skulle miste . Blodet strømmede til hans hjerte , hans tindinger bankede , hans tænder klaprede , han kastede et fortvivlet blik om i hvælvingen , som lygtens skin faldt hen over . Udefra trængte den svage lyd af en klokke ned til ham , det var madklokken ; i morgen ved denne tid ville den atter lyde , hvor var han så ? Og hans hustru og de to små børn ! — han havde set dem i dag . Det mindste , som moderen havde lagt på grøftkauken , medens hun løb efter toget , lå og legede med en sten , da han kom forbi på tilbagevejen , det smilede til ham , det strakte hænderne imod ham , han brast i gråd , medens erindringen om hjemmet lyste ned i hans tankers nat . — folkene sang og lo oppe i gården , heste blev trukne forbi lyshullet , livet og friheden lød omkring ham i tusinde forskellige stemmer , han selv sad og talte timerne til døden . Han spurgte sig dernæst , hvad brøde han havde begået , som fortjente en sådan straf . Han led nød , hans hustru tav dertil , men de to små børns kinder bleve magre , så kom fristelsen , så skod han et dyr i herremandens hegn ; det første gik det heldigt med , da han gik hjem med det næste over ryggen blev han greben ; han værgede sig så godt han kunne , imod Gylding som imod enhver anden . Det var alt . Han lukkede øjnene for at blive disse erindringerkvif . Han kastede sig tilbage i halmen for at sove , men søvnen kom ikke , billede på billede trængte sig frem for hans blik , imellem dem alle stod galgen , mørk og truende , som han havde set den i dag . Han tænkte på gud , knugede sine hænder sammen og knælede , hans læber hviskedee ydmyge og inderlige ord , medens tårerne løb ned ad hans kinder . Efterhånden blev han roligere , hans sjælcangest veg foren eneste tanke : flugt ! Den gød nyt liv i ham og jog blodet til hans hjerte . Han kendte egnen udenforskoven , mosen tilbød tusinde skjulesteder , hvor jngen kunne finde ham , blot igennem muren , over den , udenfor den , det var livet , det var alt . Han rejste sig , tog lygten og lod den lyse hen over stenene , idet han gik langs med de fire vægge . Vanddråberne glindsede imellem kalkfugerne , tykke , sorte spindelvæv hang ned fra loftet , døren var så velforsynet med jern og stænger , at man næppe kunne skimte træet derimellem . Det var ikke muligt at bane sig vej igennem så mange trodsende hindringer . Hans hoved brændte , han vandrede atter omkring fra side til side , undersøgte fugerne i stenene , og bankede på mnren . Et sted faldt kalken ned , indenfor kom en murbue til syne , hvis form antydede et gammelt ildsted , som sidenefter var blevet tilmuret . Henning begreb , af dette sted måtte være lettest af gennembryde , fordi de sidst indsatte sten ikke kunne stå i forbindelse med den øvrige mur , han pillede først kalken ud imellem en af stenene så langt han kunne nå ; ved hjælp af nogle velrettede stød med bøtten af jernlænken løsnede han dernæst stenen . Det var et nøisommeligt arbejde og kostede tid , men efterat den første sten var tagen ud , gik det lettere med den næste . Held giver desuden kræfter , og Henning havde så kort en frist af vente i . Efter omtrent en times forløb havde han gjort så stor en åbning , af ildstedet kom til syne , han lyste med lygten ind i hullet . Ovenover hans hoved sad en tyk jernstang , hvorpå beboerne engang havde ophængt deres kedler , når der skulle koges . Henning gav sig til påny af bryde stenene las , til jernstangen lod sig rokke , han trykkede den nedad med hele sit legemes vægt , et mursfykke løsnede sig , bedækkede ham med sten , nied sand og kalk , men han holdt triumferende jernstangen i sine hænder . Hidtil havde han blot fulgt øjeblikkets indskydelse , nu begyndte hans begreber at ordne sig , han lagde en plan . Han vidste , at det rum han kom ind i , efterat have gennembrudt fængselsmuren , endnu ikke ville føre til frihed , og at han derfra måtte arbejde videre på lykke og fromme , han kunne måske bryde igennem et af de små bindueshuller i kjælderne , men ikke uden at volde støj , i så fald var der årvågne hunde nede i gården , som ville vække de sovende . Disse vare hans tanker , medens han hvilede sig lidt , og derefter igen tog fat på arbejdet . Nu gik det langt hurtigere fra hånden , siden han kunne benytte sig af jernstangen ; kalken sad rigtignok fast imellem stenene , den havde haft århundreder til at hærdes , men hvad ville det vel sige mod en villie som hans , i en kamp for livet , der gør den svage stærk og den stærke til en kæmpe ? Sveden perlede på hans pande , hans øjne vare halvblændede af støv , hans læber tørre , men det gik dog bestandigt fremad , han trak vejret og tog så fat igen . „ Enhver sten , jeg bryder ud , åbner et stykke af min grav , “ tænkte han . Omsider følte han en kold luft trænge ind i hullet , hvor han arbejdede , stenene gave efter , en af dem faldt ud på den anden side , fængselsmuren var gennembrudt ; at udvide åbningen kostede mindre møje . Henning stak hovedet ind i hullet . Ved lygtens skin så han et rum indenfor , dobbelt så stort som fængslet , opfyldt med pakkasser , gamle skabe og tomme Tønder . Han tog jernstangen og lygten og krøb igennem muren . Han gav sig til at undersøge stedet med stor omhyggelighed . Der var kun en udgang , lukket med en svær egetræes dør , forsynet med et tykt jernkryds . Ved nærmere eftersyn viste det sig , at låsen til døren sad udvendig . Han søgte at forestille sig , i hvilken retning dette rum lå og hvor hans arbejde ville føre ham hen . Da faldt det ham ind , at han en dag i forrige sommer havde været i tjeneste på gården og hjulpet vadsterpigerne med at bære vand fra brønden ned i et aflukke , hvorfra en låge gik ud til gården . Såvidt han kunne skønne , lå dette rum i retning med fængslet , altså i nærheden af stedet , hvor han nu befandt sig . Han besluttede at bryde ind deri . Men det var endnu vanskeligere , end hvad han hidtil havde udført . Muren viste ingen åbning , gav ikke efter på noget sted . Han undersøgte døren , hængslerne , plankerne , alt forgæves . Endelig prøvede han på at bryde et hul i muren lige nedenfor karmen , på det sted , der var låsen nærmest . Nu indtraf et andet uheld : lygten , som hidtil havde ydet ham så væsenlig nytte , truede med at gå nd . Lyset var brændt ned i piben . Henning skrabede omhyggelig tællen sammen og omgav vægen dermed ; det hjalp for et øjeblik , men lyset blev bestandig svagere , det gik over til en mat , rødlig flamme , som steg og sank , indtil den omsider forsvandt i en hvidlig røg . Vildttyven stod i mørke ; fra nu af måtte ban føle sig fremad med hånden . v . En velforvaret skat . Henning havde just fundet en lille åbning mellem karmen og muren , hvor han kunne bore jernstangen ind . Han hvilede og fløttede sin pande til væggen . Idet han lukkede øjnene , stod højen fra iinorges for ham ; han så galgen og stigen , greb atter sit jern og søgte at gøre åbningen i muren større pludselig forekom det ham , at der lød dæmpede , langsomme skridt udenfor . Han tog jernstangen og skjulte sig hurtig bag en af de store Tønder . I det samme blev der stukken en nogle i låsen , efter nogle forgæves forsøg gik døren op , pibende på sine gamle hængsler . Et stærkt lys faldt hen over gulvet , to personer trådte ind , en mand og en kvinde ; den første havde en lygte i den ene hånd , i den anden et lille jernbeslagent skrin , som hans ledsagerske hjalp ham at bære . Det var Casper Gylding og hans s øffer . De satte skrinet på jorden og så dem om . ridderen stod i halvmørke , lygtens skin faldt derimod hen over Fru Mettes ansigt , hvis rynker i dette lys viste sig skarpe og dybe , som ridsede med en kniv , og hvis bleghed blev endnu mere påfaldende under den tætsluttende sorte hætte , som omgav hendes hår og kinder . „ Ved du , hvad der er gået for sig i denne kælder ? “ spurgte Casper . „ Det var her , vorstammefaders Skytte blev bragt ned , han , som ville være kæreste med herremandens søster . Der , ved den smalle pille , blev han bunden , og så sloge de han : tildøde med kæppe . “ „ Uh ! var det her ? “ sagde Mette ligegyldig . „ Hvad nu ? “ hviskedee hun lidt efter , så sagte , som om hun frygtede før at høre lyden af sin egen stemme . „ Se dig om , “ sagde Casper . „ Sten på sten , en dør af eg og jernbolte . Tror du , at lybækkerne finde herned ? “ „ Det skal knibe før dem , “ svarede Mette . „ Fandt de også herned , så have de derfor ikke fundet skrinet , det skal jeg sørge før . “ Ridderen lod med disse ord lygtens skin falde hen på væggen , som om han søgte efter et mærke , dernæst løftede han en af fliserne i gulvet . „ Det gemmested holder jeg før nok så godt , som hele kælderen , “ vedblev han . „ Den , der har dannet det , ligger og bleges etsteds nede i Ditmarsken , du og jeg er ene om hemmeligheden . Hjælp mig nu skrinet ned . “ Mette adlød , skønt modstræbende , det kostede hende synlig mene at give slip på hanken , hun holdt i hånden . „ Ere de der også alle sammen ? “ spurgte hun , i samme hviskende tone som før . „ Der er , hvad der skal være , “ svarede Casper , „ kom nu blot . “ „ Lad mig se dem , blot en eneste gang . “ „ Hvor falder du på det ? Er der nu tid dertil ? Jeg har desuden ikke nøglen hos mig . “ „ Den hænger dag og nat i en snor om din Hals . Jeg ved det bedre . Blot et eneste blik på dem . Det er da ligesåvel mit guld som dit . “ „ Nå ! så se da , men lad det ske i en hast , “ Sagde ridderen og drog en lille nogle frem , som hang i et bånd under vamsen . Med denne åbnede han låget . Fru Mette holdt lygten , dens skin faldt ned i det åbne skrin , der var fyldt til randen med små poser af brunt læder . Hun satte lygten ved siden af skrinet , stak begge hænder ned imellem poserne , løftede på dem , knugede dem og lagde dem ned igen ; hendes øjne syntes at blive større , de lyste med en uhyggelig glans . „ Du er en stor tosse , “ hviskedee hun , „ at du tænker på at give dem fra dig igen , nu , da de engang ere dine , de er også mine ; lad os beholde dem , gemme dem for os selv , hører du , Broder Casper , aldrig dele med nogen . “ „ Rejs dig ! “ sagde ridderen , „ lad det få ende . Tag dine hænder til dig . “ men Mettes hænder syntes at være voksede fast til pengeposerne , hun kunne ikke give slip på dem . Casper drog hende tilbage og lukkede låget . Mette prøvede , om det også var rigtig låset , før hun hjalp med at sænke skrinet ned i det lille murede hul i gulvet . Derefter blev flisen lagt over igen , og åbningen imellem den og gulvet udfyldt med støv og sand . Ridderen anvendte endnu den forsigtighed at drage en stor tom kasse hen over stedet . „ Ru er den gemt , “ sagde han . „ Herned vover sig aldrig nogen de sige , den røde Skytte går igen “ Dermed forlod begge kælderen og låsede døren udenfra . Henning gråbuk havde været vidne til alt . Flere gange kom ridder Casper så nær , at vildttyven måtte holde sin ånde tilbage af frygt for at røbe sig . Nu stod han op , nu var han atter herre dernede . Cn lykkelig stjerne hvilede over ham . Hullet , han nylig havde brudt igennem muren , var så nær jorden , at de opstablede Tønder fuldkommen skjulte det . Ingen havde tænkt på ham . Han tog sin jernstang , følte sig frem til døren og begyndte igen at bryde los på muren . „ Træffe de mig her , “ sagde han til sig selv , „ så må de slå mig ihjel , blot for at bevare hemmeligheden med deres penge . “ Arbejdet gik kun langsomt fra hånden , mørket hindrede ham i at se de vanskeligheder , der stillede sig imod ham , jernstangen krummede sig , hans hænder vare blodige , det bruste for hans øre » , af og til lød det , som om nogen talte udenfor . Han syntes at høre den dræbte Skyttes suk . Omsider følte han lufttræk igennem muren , straks efter fandt han stedet , hvor slåen gik ind i karmen , han sprængte den , døren vedblev endnu at være lnkket , han strakte armen ud af hullet og drog en slå tilbage , derefter gik døren op . Det næste kælderrum var opfyldt med baller og kar . Det var herind , han havde bragt land til pigerne . Der måtte altså gå en låge ud til gården . Og lågen fandtes . Han skod den op . Natluften strømmede ind til ham , han indåndede den i fulde drag , han lyttede , alt sov eller syntes at sove . Natten var stille , over hans hoved kom månen tilsyne , omgiven af en gul ring , imellem de gråblå skyer . Nede fra engene lød en sumpfugls skrig . Henning gråbuk stod lidt og så sig om . Pludselig syntes en . bestemt tanke at gribe ham , han smilede og gik tilbage til kælderen . Hans famlende hænder søgte efter stedet , hvor kassen stod over den gemte skat ; han skod den til side , fandt flisen , hævede den og løftede jernskrinet op af hullet . „ Den dræbte Skytte går igen . Han har taget det , “ hviskedee han spottende , idet han listede sig tilbage til kjælderlågen . Han kastede endnu et spejdende blik omkring sig efter hundene , også de syntes at sove . Derefter krøb han ud og sneg sig over gården . En hane galede , længere borte svarede en anden , ellers vedblev alt at være roligt . Et gammelt , grenet elmetræ stod i det ene hjørne af gården og strakte sig ud over muren . Vildttyven krøb op i det . Den støj , han gjorde , vækkede hundene , de begyndte at gø , men Henning sad allerede i god behold med skrinet foran sig på randen af muren . Nedenfor løb en rørbegroet grav , jorden skrånede ud imod den , bevokset med hyldebusfe , pil og slåen . Han svøbte koften sammen over skrinet og lod det glide ned imellem buskene , derefter sprang han selv ned og nåde lykkelig jorden . Nu var han fri , han var frelst , thi det kostede kun ringe møje at komme over den tilvoksede grav . Med skrinet jpå hovedet vadede han ud mellem rørene , sank i , fik fodfæste igen og krøb endelig op på den modsatte bred . Her stod han stille , lo og sagde : „ Jeg gjorde kun et dårligt bytte iaftes med fangesogdens gamle kofte . Knuste dog jeg lever , til jeg får den opslidt . “ Efter disse ord løb han sin vej ned mod klarupgård , drivende af vand og mudder . Skovene skjulte ham . Hundene gøede på tranders . vi . En mand i fristelse . Fra Ålborg Enge gik dengang skoven langs med fjorden ned mod Klarup og egense kloster , hvor der endnu i vor tid er bleven en lille kratskov tilbage . Tykke , højstammede egetræer , bevoksede med et hvidligt Mos , bredte deres knudrede grene ud over Sletten . På enkelte steder var egen allerede fortrængt af bøgen , der dannede en tæt og frodig underskov omkring sig , afvekslende med hindbærris og slåenbuske , hvorigennem der ikke fandtes andre beie end de smalle og bugtede stier , hornkvæget og vildsvinene havde dannet . Mod vest stod træerne mere enkeltvis i små grupper og frembragte derved dybe og vekslende udsigter . Øm vinteren gik vandet fra Limfjorden op over engene og skyllede store stykker jord bort fra trærødderne , så kom forårsstormen og blæste dem om . Træerne blev da liggende på stedet og skjultes i årenes løb as Mos og nedfaldne blade , eller brombærrankerne ' bredte deres løv over dem . På andre steder , især i udkanten , havde ejerne af disse skove frembragt store åbninger ved at fælde træerne . Dette sfete dengang således , at man rundtom træstammerne ophobede en mængde vissent løv og tørre grene , stak ild deri og blev ved , til stammen forkulledes og faldt . Det var vel ikke den hurtigste eller mest besparende måde at fælde træer på , meu den kostede mindst umage . Træstubbene , som findes i vore gamle tørvemoser , bære vidnesbyrd om denne fremgangsmåde . I en af de lysninger , som opstod efter at træerne vare forsvundne , havde Henning gråbuk bygget sin hytte . Det var dertil , han rettede sin flugt . Det begyndte at dages . Klosterklokkerne inde i Ålborg ringede til første bøn . Rimfrost bedækkede jorden , en blålig tåge lå over skoven , vinden kom ind fra havet og hvirvlede det gulige løv op i høje søjler , men Henning tænkte på andet end løvet , han mærkede ikke vinden , han løb med skrinet under armen , indåndede den friske morgenluff , hilste som en gammel bekendt på alle disse træer og buske , han troede at have sagt sit sidste farvel . Vejen forsvandt , træerne flygtede for hans ilende skridt , tusinde tillokkende gøglebilleder svævede for hans øjne , overmodige planer krydsede sig i hans hoved , der var en stemme , som hvislede ham i øret , at denne flugt ikke blot bragte frihed , men at hans nød tillige var endt . Fremtiden viste sig for ham i skikkelse af ' et lykkeligt hjem , hans hustrues smil , hans børns jublen . omsider stod han stille ved en gammel , hentørret eg , der strakte sine bladløse grene i vejret . Henning så sig forsigtig om og gemte skrinet i den hule stamme , hvis åbning han omhyggelig skjulte med løv . „ Vaer den godt , gamle træ ! “ hviskedee han , „ Du skal gøre en tyv til en ærlig mand . “ Efter denne bemærkning forlod han stedet og begyndte atter sit løb , langs med udkanten af skoven . Vildttyvens hytte tog sig i nogen frastand ud som en stor jordbunke , nærmere beset vare væggene af græstørv og slet sammenfoiedc træstammer , taget af halm og grene . En lille , skæv dør lukkede for jndgangen , langs med hvilken der hang en række fist , trukne på en snor for at tørres . Der var ingen skorsten at opdage . Røgen gik ud igennem et hul på taget . Den første levende skabning , Henning mødte udenfor fil hjem , var en lille gris , der lå midt på stien foran huset . Da han kom , rejste den sig , gryntede og løb i småt trav ind ad skoven til , efterfulgt af den klingrende lyd af en jernbjælde , som var bunden om dens Hals . Straks efter begyndte en hund at gjøe . Henning så ind ad en lille horurude , der tjente til vindue . En lampe hang ned fra en af loftbjælkerne . Krybskyttens hustru havde tilbragt Ratte « med at våge . På ildstedet glimtede en halvslukt brand , lyset kastede sit skin over den sørgelige armod , som alt bar præg af . Konen sad ved et bord foran skorstenen . De billeder , der viste sig for hende i det tomme rum , tranens baiscl- 4 hun stirrede ud i , vare mørke og trøstesløse . Hendes hår var omviklet med et grovt , hvidt klæde , hvorpå man endnu kunne kende de friske læg efter manglcbrædtet . Hun var kendt i omegnen under navn af tranen , ingen vidste hvorfra hun havde fået det . Børnene sad ved hendes side , hver med et lille sort tørklæde om sig . Den yngste havde lagt armene på bordet og var falden i søvn , den ældste læste en bøn , og græd , når hun ophørte at læse . Det var konens hensigt at tage dem med sig , så snart det blev dag , og vente udenfor herregårdens port , til Casper Gylding og hans mænd viste sig , hun ville bønfalde engang endnu , se sin mand og vise faderen sine børn . Derfor havde hun redet og pyntet dem efter bedste evne . „ Skal jeg læse for dig igen ? “ udbrød den lille pige efter lang tavshed . „ Ja , læs ! læs ! “ hviskedee moderen . Barnet foldede hænderne og begyndte at opramse fadervor , enslydende og uden at fatte , hvad hun sagde . Tranen hørte hende ikke , smerten har sin egen religion , og bønnens vidunderlige magt drager os kun til sig , så længe der endnu er rum tilbage for håbet . Vi vente , tåle , lide , medens dette håb lyser for os , men når tilintetgørelsen breder sin hånd over alt , hvad hjertet har klynget sig til , kommer der øjeblikke , hvori bønnen forstummer , øjeblikke , værre end døden , siden de ikke tillige bringe glemsel med sig om det , vi mistede . Barnet læste og faldt lidt efter i søvn , moderen knugede hænderne sammen i skødet . Dagningen lyste ind i stuen . Da krybskytten forsigtig åbnede døren og listede sig ind , kom en gammel , mørkhåret hund springende imod ham . Konen udstødte et skrig , hun troede i begyndelsen ikke sine egne dine , derefter ilede hun hen til ham , slyngede begge sine arme om hans Hals og brast i gråd . Først fra i nat af havde hun ret begrebet , hvormeget hun holdt af denne mand . Hunden logrede , stak hovedet i vejret , hylede , slikkede hans hænder og fødder og hylede igen . Mand , hustru og dyret dannede en tæt sammenslynget gruppe . Med få ord havde Henning fortalt alt . „ Jeg er på flugt , “ sagde han og holdt hende tilbage , da hun ville vække børnene . „ Først måtte jeg dog se dig . Om lidt mærke de , at jeg er løben min vej , så pile de afsted med skytter og hunde og komme vist hertil . Børnene sove , du ved af intet , og jeg flygter igen . Farvel , Kirsten . Vorherre må vide , når vi ses igen ! “ „ Det kan være det samme , “ sagde hun frejdigt og med denne inderlige og dybe hengivenheds røst , som kun tilhører kvinden . „ Drag , hvorhen du vil , vi to mødes på alle veje . Men ikke sandt , Henning ! Nu aldrig mere tilsfovs om natten . Da du begyndte på det , kom de onde dage . “ „ Hvad skulle vi gøre , “ sagde han , „ Du glemmer de to derhenne , de tiggede om brød . “ „ Vi skulle have arbejdet , “ sagde tranen , „ det kunne vi endnu , se mine arme , jeg er stor og stærk , du også , det skal være langt fra dig at tage mere fra andre . Ikke sandt , du ! Verden er jo stor nok for at finde det , vi fire have behov . “ „ Ja , det ftal være langt fra mig at tage fra andre , “ gentog Henning leende . „ Det gøres heller ikke mere nødig . Jeg er rig nu , jeg har nok til os , alle vore dage . “ Dermed bøjede han sig ned mod hendes øre og betroede hende , hvorledes det var gået med Casper Gyldings skat . „ Det skrin vil du da ikke beholde , “ sagde tranen forfærdet . „ Hvis dette skete , fik jeg aldrig mere en rolig time . De dømte dig til død og galge , fordi du tog en råbuk , nu du slipper fri , da strikken alt er lagt om din Hals , begår du en synd , langt større end den første . Det er for din skyld og for min skyld og for de to små børns skyld , jeg beder dig om af give dem deres tilbage . Hører du ! Da du kom indad døren , syntes jeg , der var ej mere sorg for mig i denne verden , vil du nu lægge en ny på mig igen ? “ „ Men om jeg også tænkte , af give dem skrinet tilbage , så kunne det jo ikke engang lade sig gøre . Vil du have , jeg skal vove mig op på tranders igen ? “ „ Sig mig , hvor du har bevaret det , så ffal jeg gå til ham . “ „ Det vil volde dig ulykke . “ „ Beholder du skatten , vil du volde os alle sammen ulykke . “ „ Du må ikke græde , “ sagde han og betænkte sig et øjeblik . „ Siden du endelig vil det , så tager jeg skrinet med mig igen og bringer det ned til munk hageberth i egense kloster , han kan da stikke det op til Casper herremand . “ „ Det lover du mig ? “ sagde hun og lagde begge sine arme på hans skuldre og så ham ind i øjnene med et bønligt blik . „ Det lover jeg for vist og sandt , “ sagde han . „ Guds fred lyse over jer alle . Farvel , farvel ! Dagen gryer , nu må jeg afsted . “ Han omfavnede sin hustru , gjorde korsets tegn hen over de sovende børn , klappede hunden og forlod hytten . Hun åbnede døren på klem , blev stående og så ud , indtil tågen skjulte ham . „ Det skal ske nøjagtigt , som hun sagde , “ tænkte Henning undervejs . „ Lad dem kun få deres penge tilbage , der klæber blod og tårer ved dem , jeg behøver dem ikke . Jeg er fri , jeg er min egen herre , jeg har solen over mig , den grønne skov om mig . Kom og tag mig , om i kan ! “ Ethvert af disse udbrud ledsagede han med Spring i vejret , slog ud med arme og ben og løb ad samme Bei tilbage , som han nylig var kommen . Det var imidlertid blevet fuldkommen dag , solen kastede sit klare lys hen over trætoppene , hvis løv prangede i efterårets rigeste farvepragt . Hennings skridt sagtnedes , medens han genkaldte i sin erindring alle de lykkelige håb , -han nylig på den samme vej havde knyttet til skatten . „ Jeg er mand for selv at skaffe mig , hvad jeg har behov , “ sagde han og hævede hovedet . „ Hun bad mig desuden så fromt og mindeligt derom . For hendes skyld stat de få dem . “ Da han kom hen til egetræet , så han ned i hullet og begyndte at rydde lovet til side . Pludselig standsede han , lo og sagde : „ De ligge så godt , jeg tror alligevel det er bedst , vi vente til en anden gang . “ Efter disse ord løb han bort , uden at kaste et blik tilbage på det gamle egetræ . Dybere inde i skoven blev stien mere ubanet , på enkelte steder var den så tilgroet , at det kostede møje at trænge igennem , på andre steder kom små åbninger til syne , hvor flokke af råvildt og kronhjorte havde lejret sig . Hunnerne lå på jorden , halvskjulte af græsset , hannerne stod på vagt , de strakte hovederne ud mod ham og brølede . „ Gør bare lngen støj , “ sagde han , „ af mig har i ikke mere at frygte . Nu ikke videre for denne gang , “ Vedblev han lidt efter , og udsøgte sig en magelig hvileplads . Her lagde han sig ned , støttede hovedet mod et træ og ragede løvet sammen over sig , indtil han havde dannet en høj bunke , hvoraf kun hovedet stak frem . „ Nu vågne de vist snart oppe på tranders , “ Mumlede han og lo . „ Om lidt kommer fangefogden ind for at hente mig , så kigger han efter og tumler om mellem kalk og sten , så råber han og kalder på de andre , så slå de hænderne sammen og bande og gale ovenpå den forskrækkelse , mens jeg ligger her og min Hals er udenfor deres lokke ! God rolig nat , i kæltringer tilsammen ! “ Dermed vendte Henning sig om på siden og faldt i søvn . vi . Hvad tranen spåede . På tranders begyndte dagen som sædvanligt . Da Casper Gylding havde spist sit øllebrød , kom han ned i gården i en gul hjorteskinds trøje , rod , strikket hue , en stor pidsf i hånden og så til hundene . Heste blev vandede , og da vejret tegnede til at blive smukt , bestemte ridderen , at han og Gerda ville ride over til nesfrup , når vildttyvens dom var fuldbyrdet . Lidt for frokosttid kom tømmermanden fra Ålborg med to svende gående ind over broen . Hver af svendene bar et vinkelmål og en bindøxe på skulderen , mesteren havde et brunt læderskjødskind for sig og en tommestok under armen . Han ville melde den nådige herre , at den ny galge stod færdig . Ru kunne de for hans skyld komme med synderen , når de ville . Casper var veltilfreds hermed , han stod just og tingede med tømmermanden om prisen , da der pludselig lod et skrig nede fra kælderen . Lågen , som Henning var krøben ud af , blev stødt op , og fangevogteren kom til syne i den med et ansigt , der udtrykte den dybeste forbavselse . „ Å , nådige herre ! “ råbte han , „ Gud bedre det ! Han er løben sin Bei , brudt igennem begge kamre , det slemme skarn ! “ Dette skrig , som blev fortsat i bestandig tydeligere klager , kaldte alle gårdens folk sammen . Ridder Casper ilede ned i kælderen . Fru Mette kom halvpåklædt til syne i den åbne gårddor . Fangefogden måtte gentage sin beretning for hende . Alle trængte ned til skuepladsen for Henning gråbuks bedrifter . Casper Gylding standsede inde i den første hvælving foran den borttagne kasse , han stirrede ned i det tomme rum under gulvet med en målløs harme . Lidt efter kom Fru Mette til , så , at skrinet var borte , og brast i gråd . I den almindelige forvirring tildrog herskabets adfærd sig en opmærksomhed , som for et øjeblik bragte bildttyven i glemme . Ingen fattede årsage « til riddere « s sammentrukne bryn eller Fru Mettes lydelige klage . „ Efter ham ! “ råbte Casper pludselig . „ Til hest , alle mand ! slå hundene los ! En flok af jer over ad Svendstrup til , en anden ned mod nøvling , jeg selv rider til egense kloster . De « , som bringer ham , skal få tyve sølvdaler . “ Ru blev der larm i gården ; tyve sølvdaler var en « hørt bclonning . Folkene sadlede deres heste , hundene gøede . Tømmerlnanden og hans svende havde foretaget en vandring gennem kælderhvælvingerne og nysgerrige iagttaget alt , hvad der var at se ; da de kom op , stod ridder Casper allerede i begreb med at bestige sin hest . „ Mester må se herind en anden gang ! “ råbte Gylding . „ I dag har jeg min sjæl andet at tage vare på . “ Dermed red han og hans mænd over broen , nedad mod klarupgård og egense , fulgt af fangefogden med tre af gårdens bedste støverhunde , som han havde sammenkoblet i en nem . Fru Mette stod oppe på trappen og så toget ride bort . Hun havde skjult sin morgendragt under en stor ulden halvkåbe og skyggede med hånden for sine våde øjne , medens hun påkaldte himlens bistand til at få den skændige misdæder i deres vold igen . Rytterskaren red i et skarpt trav igennem engene ned til skoven . Her bøjede den af fra hovedvejen og fulgte ku sti , som førte ind til Hennings hytte . Tranen stod ude ved brønden i færd med at bryde hør . Ridderen steg af hesten , stillede sig tæt foran hende og betragtede hende skarpt og forskende , medens han spurgte : „ Hvor er din mand ? “ „ Min mand ! “ gentog hun skælvende . „ Ak , nådige herre ! hvor skulle jeg vide det ? Da jeg så ham igår , lå jeg for jeres fødder , mens han gik i bast og bånd mellem rytterne . “ „ Du lyver ! “ råbte Casper , og hans stirrende blik synkes at trænge tilbunds i hendes hjerte . „ Du har set ham siden . Han har været her i morges . “ Tranen vedblev at nægte , men bag den frygt , som ridderens komme fremkaldte , lå der i hendes ansigt et frejdigt udtryk af ro og tillid . „ Han har været her i dag , “ gentog Casper , „ tilstå det , eller det gælder dit liv . “ „ Han har ikke været her , “ stammede hun . „ Havde ikke Henning bare ben , da han i går løb over Ålborg Enge ? “ spurgte fangefogden , der stod med hundene ved gærdet . „ Det havde han vel i går som altid , “ svarede konen . „ Hvem tror hnn så de spor komme fra , som gå her langs med diget over mod hytten ? “ Med disse ord viste fogden ridderen et fortsat og tydeligt fodspor , der var indtrykt i den hvide rim , nattekulden havde spredet over græsset . Sporet kom ud fra skoven , gik langs med diget og tabte sig på den åbne plads foran hytten , hvor solens skin havde optøet jorden . Casper Gylding udstødte en ed . Hans formodning fandt i dette spor en sikker bekræftelse , han trnede ad tranen , idet han vendte sig om mod rytterne . „ Afsted med jer ! “ råbte han , „ viis hundene sporet og slip dem los , gennemsøg enhver plet i skoven , to af jer ind i hytten , bryd ned , hvor i ikke kan komme frem , stik ild og ryg ham ud som en brok , hvis han gemmer sig derinde . “ en af rytterne blev tilbage hos hestene , de øvrige spredte sig efter ridderens befaling til alle sider ; easper stod endnu foran tranen . Han begyndte at udspørge hende på ny og blandede sine spørgsmål med de heftigste trusler . Da lød et gennemtrængende angstsfrig inde fra hytten . Straks efter kom begge krybskyttens børn løbende ud af døren . Øen gamle hund fulgte efter dem under en heftig gøen . „ Se , nu har jeg dig , “ sagde ridderen triumferende , „ siger du mig ikke alt , hvad du ved om Henning , så tager jeg dine unger med mig , og du kan bande på , at det skal vare en stund , for solen kommer til at skinne over dem igen . “ „ Øg det vil i gøre imod dem , der aldrig have forbrudt sig mod jer ? “ sagde tranen . „ At i lød Henning undgælde , det måtte så være , han havde vel forsfyldt det , men hvad have de små børn gjort , og hvad har jeg gjort , siden i tager alt fra mig ? - kan i mindes en dag for mange år siden , da i lå histhenne under den hasselbusf der , med brækket spyd og i dødsens angst for bildornen , som anfaldt jer ? Da kom der en fattig mand og dækkede jer med sit eget legeme . Ia , han blev revet halvt ihjel , det er vist , men i slap fri . Da svor i ved himmeriges gud og alle helgene , at i aldrig skulle glemme det , han havde gjort for jer , men i glemte det dog herre ! Det var min fader , der hjalp jer , i dag kommer i til stedet igen og tager børnene fra hans datter . “ „ Hvor er Henning gråbuk ? “ „ Jeg ved det ikke . “ „ Loff de to børn op på din hest og bring dem hjem tik tranders , “ sagde Casper til en as rytterne , som kom tilbage fra skoven . Manden tog børnene , et af dem under boer arm , og red bort med dem . Tranen udstødte et skrig og ville løbe efter hesten , men Caspers stærke hånd greb hende i skulderen og holdt hende tilbage . „ Når du siger , hvor han er , skal du få dem igen , “ sagde han . „ Jeg ved det ikke , jeg ved det ikke , “ gentog hun grædende . „ Sværg på det . Kald gnd fader , guds søn og moder Marie til vidne på , at han ikke har været her i dag , så tror jeg dig . “ „ Ja , det vil jeg , “ råbte tranen . „ Lad den sværgen fare , “ sagde en dyb stemme noget borte , og i det samme så Casper Gylding en høj mand krybe over gærdet og komme hen til dem . Han var iført en opkiltet munkekutte og bar et fuglefængerbur og en stav med limpinde under armen . Hætten og kutten vare flåde tilbage , og et smukt mandigt ansigt med sort skæg og to skarpe , gennemtrængende dine kom til syne . Det var munken fra Sankt Jørgens , Viffert vendelbo . Ridderen kendte ham godt , Viffert var en jævnlig gæst på tranders . „ Hvad vil i her ? “ spurgte Casper . „ Det samme i dag som i går , “ svarede Viffert . „ Jeg er fuglefænger , som i ved ; forresten vil jeg også give jer et godt råd , hr . Casper Gylding ! — lad den stakkels kone der fare i fred . I spilder eders tid ved at stå og snakke med hende . Stig tilhest med alle eders mænd , rid til clleshøi og de store skove ved Rold , der vil i få mere at vide om den , i søger , end her . Tror i da , at så snn og listig en Karl som gråbukken skulle løbe hjem og skrifte for sin hustru , hvor han ville gemme sig ? “ Ridderen betænkte sig . „ Hvorfor mener i , at han er draget ad Rold til ? “ „ Hvorfor er skoven tættest ved Rold ? “ svarede biffert vendelbo . „ Har i måske mærket noget til ham ad den kant ? “ spurgte ridderen . „ Hurtig ! fortæl mig alt , hvad i ved . “ Munke » satte sig på rækværket af brønden og svøbte sine limpinde sammen , hans smukke ansigt viste et uendelig spottende smil , idet han så op og svarede : „ Gud hjælpe jer , hvis i fik at høre alt , hvad jeg ved ! -- jeg mødte en aftenstund en mand med bare ben og en nåbuk på nakken ; tidlig i morges mødte jeg den samme mand igen , da løb han sønder - på , men jeg stod derinde og passede på dompapen og sidensvandsen og lod ham løbe . “ I dette øjeblik kom de to ryttere tilbage fra hytten . Da de ikke fandt Henning derinde , havde de sammenhobet bohavet og stukket ild derpå , enten det nu sfete af skadefryd eller af Iver for at opfylde ridder Caspers befaling . En tyk røg slog ud af alle åbninger , fulgt af bleggule flammer , som næsten vare ukfendelige i solskinnet . De terre grene og halmen i taget fængede straks , lidt efter sank alt sammen i en rygende bunke . Tranen stod målløs ved grusbunken og stirrede ind i ilden . Røgen kvalmede omkring hende ; længere borte , hvor skoven begyndte , red Casper Gyldings ryttere bort med de to børn , der strakte deres arme tilbage mod hende og skrege om hjælp . Da greb fortvivlelse og trods dette ydmyge sind , som hidtil bestandig havde tiet og fundet sig i alt , hvad ulykken gav hende at bære . Idet Casper Gylding steg tilhest , pegede han ned mod børnene og sagde : „ Folk tro , at du kan læse i fremtiden , Kirsten trane , spå da nu , hvad der venter de to der , hvis du bliver ved at nægte . “ Hun rejste sit bøjede hoved , strakte de knyttede hænder frem mod ridderen og råbte : „ Med de to går det som Vorherre vil , men nu skal jeg spå dig , du slunkne herremand til tranders , og mærk dig nøje , hvad jeg siger : jeg ved ikke hvor Henning gråbuk er , det høre gud ! Meu om jeg vidste det , så sagde jeg dig det dog ikke . Hvergang du og dine kom til det lille hus her , som nu ligger og ryger i gruset , bragte i ulykken med jer . Først tog du vor eneste ko , så vore får , så min mand , da nøden fristede ham til uret ; i dag have dine folk stukket ild på det sidste , vi ejede , i dag har du taget mine to små børn fra mig , nu har jeg ikke mere tilbage . Fordi du gjorde det og aldrig havde øre for den , som bad , eller hjerte for den , der led , skal du være forbandet selv , forbandet i dit hjem og i alt , hvad du bøjer dit hjerte imod . Dit gods skal vejres bort som avner i blæst ; dine børn skal du miste , din ære skal blive til hvermands spot ; du skal komme til at lide og græde som den , du lagde din tunge hånd på , og sådan skal det vare ved fra slægr til slægt , gennem dage og år , indtil den sidste af Gyldings stamme ligger ligeså lavt med hovedet som jeg , og går og søger med bøjet ryg på Marken efter føde . - er der en gud over mig , vil han høre mine ord og fuldbyrde dem . Rid kun nu din Bei , min forbandelse rider med dig , du røde ræv fra tranders ! “ Der var noget i hendes ansigt , i hendes røst , i hendes hele skikkelse , som greb Casper . Han sad tavs på hesten . Rytterne stod i en klynge ved hans side . Bistert vendelbo sad på rækværket as brønden og skingrede frem og tilbage med benene ; hans blik dvælede ufravendt på ridderen . „ Hør ! hvor hun kan skrige og klynke , “ råbte Gylding , „ når hun først får manden på gang , men det er så tranens Art i dårligt vejr , og har kun føje på sig at sige . -- nu afsted til tranders ! Ridderen og hans folk rede hjem til gården , men undervejs taledc herremanden ikke til nogen . Viii . Hvormed Viffert forslog tiden , når han ikke fangede fugle . Der blev stor sorg på tranders , da Casper og hans ryttere om middagen vendte tilbage med uforrettet sag . Fru Mette lod især til at være greben af deres uheld , til stor fornndring for hendes omgivelser , som ikke fattede , i hvor høj grad vildttyvens flugt kunne angå hende . Om eftermiddagen blev der forefaget en ny undersøgelse ; da droge mændene i samlet skare ned mod elleshøi og Rold , i den retning , gråbrødremunken havde antydet . Undervejs forenede herremændene fra de nærmeste gårde sig med Casper . De store skove gjcnløde af råb og hundeglam , men det blev aften , uden at Henning gråbuk kom til syne ; han lå endnu i god ro under sin l^øvbunke , som om det gjaldt at indhente al den søvn , han så længe havde haft til gode . Casper hensank i en mørk tavshed ; Fru Mette gik og sukkede og vred sine hænder . Dagen efter tog hun mod sædvane ind til Ålborg , besøgte med et talrigt følge forskellige kirker og klostre og gjorde den hellige jomfru og martyrerne de mest fristende løfter , når de blot ville skaffe hende skrinet tilbage . Hvad enten nu disse løfter ikke havde været indholdsrige nok , eller de hellige måske havde fundet noget at udsætte på den form , hvori de fremkom , vist er det , de modstode fristelsen og lyttede ikke til hendes bønner . Da Fru Mette begreb dette , red hun igen ind til Ålborg , denne gang indhyllet i en mørk kåbe og en nedslået kyse , som gjorde hendes person ukendelig . Hun var kun fulgt af en tjener og drog et stykke udenom byen , før hun bøjede ind i gaderne . Nede ved fjorden , i et lille stræde , som hed Maren Poppes gyde , boede der en bekendt sandsigerske ved navn Ane Jost . Hende gjaldt Fru Mettes rejse . Det var eftermiddag , da de kom til stedet . Ane Jost var heldigvis hjemme . En ung tjenestepige modtog Fru Mette og førte hende ind i en lille stue , hvor hun bad hende venre lidt . Ane Jost var i arbejde , hun læste koldfeberen bort fra et sygt barn , og det tålte ingen afbrydelse . Fru Mette forslog tiden med at bese de mange forunderlige billeder og ubekendte kunstsager , som vare ophængte omkring på væggene . Tjeneren stod imidlertid udenfor på gaden og holdt de to heste . Den unge pige kom ud til ham og begyndte en samtale , hvori hun søgte at udfritte ham , så godt hun kunne . Hvad han vidste var ikke meget , men han dulgte intet ; han fortalte hende om Henning gråbuks flugt , om det tomme hul i kælderen , som ridder Casper og hans søster havde standset ved , og hvorfra deres sorg syntes at udspringe . Der var vist gemt en eller anden kostbar genstand i dette hul , som Henning måtte have taget med sig , da han løb sin vej , det sluttede han sig til , det fortalte desuden rygtet . . Lidt efter gik en mand ud fra spåkvinden med det syge barn ; Fru Mette blev ført ind til hende . Ane Jost var en lille , krumbøjet kone , rynket og indfalden ; hun gik med en krykke under den ene arm og skelede i høj grad ; derfor kaldte gadedrengene i Ålborg hende Ane seeforbi . Da Fru Mette kom ind , fik hun plads på en bænk . Ane satte sig lige overfor hende , støttende hagen på grebet af sin krykke , medens adelsdamen i få ord betroede hende grunden til sit komme , og forlangte , at hun skulle vise igen , det vil sige , fortælle hende , hvor den stjålne skat var at finde . „ Det er fin en slem sag , “ sagde Ane . „ Jeg kan nok skaffe jer det at vide , men ikke under tre mark ; har i lyst til at give så meget ud ? “ Tre mark var en uhyre sum i Fru Mettes mening , men hun besluttede sig dog til denne udgift , når Ane blot gjorde sin kunst forsvarlig . „ Så må jeg ud og snakke lidt med mis , “ sagde spåkvinden . „ Sid bare stille imedens . “ Med disse ord gik hun ud i forstuen og underholdt sig nogle øjeblikke med den unge pige . „ Mis giver jer godt håb , “ sagde hun , da hun kom tilbage . „ Eders skæbne må stå at læse i kortene , hvad står der ikke i dem ? men skal jeg lægge rigtigt op for jer , sådan at det kan forslå , så koster det tolv skilling til , foruden de tre mark . “ „ Lad mig blot få alting at vide , “ sagde Fru Mette utålmodig , „ så spenderer jeg også den halve ort , skønt det er en ublu betaling . “ Spåkvinden tog nu et gammelt spil kort frem og lagde dem under dvb tavshed op på bordet . Hun sad længe og grundede på deres indhold . Hendes miner syntes imidlertid at opklares , hun nikkede tilfreds og udbrød : „ Jeg kan se , at eders nåde er Fru Mette fra tranders , bekendt for sin gudsfrygt og gavmildhed mod alle trængende . “ „ Ja , det er vist , “ sagde fruen . „ I har nylig haft med en synder at bestille , han hed Henning gråbuk eller sådan noget . “ „ Det er min tro også sandt , “ ytrede Fru Mette , yderst forbavset over den gamles visdom . „ Videre , videre ! “ „ Henning må være brudt ud af fangehullet en torsdagmorgen , lidt før han skulle hænges , det kan også være , det var en fredag . Så var der et muret hul i gulvet af den anden kælder , som han har taget noget ud af . Er det ikke så ? “ „ Io vist , jo vist ! Meu hvor er skrinet blevet af ? “ „ Rigtigt ! Det var et skrin . Da han gik bort , havde han det under den venstre arm , nej , under den højre , og så løb han over Marken med det og gemte det . “ Her tav Ane Jost lidt og så over på fruen . Mettes øjne lyste af glæde . Det var det lykkeligste øjeblik , hun havde oplevet siden Hennings flugt . Hun foldede hænderne og bøjede sig forover , før at intet ord skulle undgå hende . Spåkvinden måtte jo være alvidende , før at kunne fortælle alt dette så omstændeligt . „ Hvor gemte han så skrinet ? “ spurgte hun . „ I et hul på den vildene mark , “ svarede Ane , „ men det vil komme frem igen , i kan stole derpå . Her ligger en mand med rød lue , han bringer godt nyt , før ban er lys . Hvad han siger , kan i lide på . “ „ Er i også vis på det , i fortæller ? “ „ Det er jeg rigtignok . At spå efter fuglene kan lyve , at spå af vand og af hånd er også skarn , og det giver jeg mig ikke af med , men hvad der står at læse i kortene , slår min sjæl til , det er ligeså vist som alt , hvad der står at læse i bønnebogen . “ „ Når vil jeg få min skat igien ? “ „ Det kan jeg ikke fige bestemt ; komme frem vil den ; drag i bare hjem og vær ved godt mod . Når i slagter i næste måned , så send mig et godt stykke flæsk , jeg skal da kogle noget for eder , som i ikke skal bande mig for ; det , jeg har sagt i dag , koster tre mark og en halv ort , med mindre i vil unde tøsen derude fire skilling i skænk , for så bliver det lige fire mark , i har at betale . “ „ Det er i grunden alt for lidt , i har sagt mig for så mange penge , “ ytttedc Fru Mette . “ „ Jeg finder , at to mark kan være meer end nok . “ „ Som i vil , “ svarede spåkvinden , „ men det bliver dog mig , der narrer jer alligevel . Der står endnu noget i kortene , som jeg ikke har fortalt jer . “ „ Står der mere , så sig mig det straks . I skal få hver skilling af de fire mark . “ „ Ja , betal mig først , “ sagde Ane . Fru Mette drog et dybt suk og lagde de fire mark på bordet . Ane gemte dem i sin kjolelomme . „ Hvad står der så mere ? “ Spåkvinden støttede hagen på grebet as sin krykke , tilkastede adelsdamen et barsk og hadefuldt blik , idet hun hævede sin røst og udbrød : „ Jeg læser , i skulle times last og skam , i fornemme frue ! som har fået både i pose og i sæk og dog nægter en gammel kone det , hun behøver til sit daglige brød . Og om jeg ville , så vendte jeg kortene og skulle da læse jer ulykke og helsot til og mane jer skatten ned i den sorte jord , så at den aldrig kom for dagen mere . Nu kan i gå med den besked . “ Fru Mette gav gode ord : lidt efter drog hun bort med den forsonede spåkvindes forsikring om , at skatten skulle komme tilveie . Også for Gerda vedblev årsagen til de to sødstendes sorg at være e « gåde , hvis løsning hu « Forreste « ikke skænkede en tanke . Desuagtet ville enhver , som i den sidste tid ret gav agt på den unge pige , have bemærket en påfaldende forandring hos hende . Hun sang ikke mere som før , hendes letvakte og hjertelige latter syntes også at være forsvunden , hun var bleven blegere , mere tavs , mere tilbøjelig til at søge ensomhed . Ridder Casper var den første , som blev opmærksom herpå , men hver gang han ssgte at udfritte hende , rystede hun på hovedet og gav ham et smil fuldt af sørgmodighed tilbage . „ Du kan tro , hun har hørt noget om skrinet , “ Sagde Mette . „ Det er derover hun går og sørger . “ „ Du kan tro nej , “ sagde Casper , „ det begyndte , da vi kom hjem fra sidste Viborg snapsting ; der må være en , som har gjort hende noget imod der , men hun vil ingenting sige . “ Hvad skulle hun vel sige , det stakkels barn ? Hvorledes turde hun betro nogen , at hun i sommer , da Eske Dyreborgs bryllup blev holdt i Viborg , havde truffet Jørgen gram til havbro , danset med ham , lyttet til de lovtaler , den beundring , hans ord udfoldede , og som blomstrede under sollyset af hendes øjne ? Det var en lykkelig tid , hver dag mødtes de , undertiden endog flere gange ; hver dag opfyldte han luften omkring hende med forsikringer om den lykke , han følte derover . Jørgen gram var hendes helt , det var på ham , hun havde tænkt , længe før de første gang mødtes . Han havde dette mandige og indtagende væsen , som dengang var den ægte adelsmands særkende ; hans slægt havde i to hundrede år været de gode sæders bærere . De svandt som en drøm , disse tre uger . » Da de stilles og han red hjem til havbro , rakte han hende hånden , smilede og sagde : „ Vi mødes vist snart igen , vi to ; til det skeer , vil jeg ikke tænke på andet . “ Hun stod oppe på svalen i blytækkerens hus , hvor ridder Gylding boede ; hun så efter ham og foldede sine hænder over brystet , som om hun ville fængsle og indeslutte alle hanß ord derinde . At de måtte mødes igen , derom var hun ligeså overbevist som han ; men siden den tid var der gået uger , måneder , hvorfor kom han ikke ? Var det da ikke før ham som før hende , en trang at mødes igen , eller var hans erindring om hende så kort , at hun havde ophørt at være den hemmelighedsfulde ånd , der bragte hans tilværelse lykke ? Havde han mulig haft de samme ord , det samme rørende blik , og- det samme smil for andre , eller hvorledes kunne hun vel have en plads i hans hjerte , uden tillige at bo i hans længsel ? Det forstod hun ikke . Casper Gylding havde advaret hende engang , da han hørte Jørgen grams lovtaler . „ Tro ham ikke , “ sagde han ; men Gerda troede ham : det lys han stod i hos heyde , strålede for klart og for højt , til at kunne beskygges af tvivl . Hun søgte at forjage sin frygt , men hvorledes skulle det vel lykkes hende ? Med hvilken magt skulle hun være i stand til at fortrænge det billede , der havde fæstet sig så dybt i hendes hjerte ? At vente og tvivle , at veksle mellem håb og frygt , at påkalde erindringen om ethvert oplevet lykkeligt minut , troen på at se det vende tilbage igen , at udmale sig dette gensyns lykke , var -fra nu af hendes tankers indhold . Igennem sin frygt følte hun først ret , hvad Jørgen var for hende . I savnets smerte lå der i begyndelsen også en vis lykke gemt ; det er først , når håbløsheden træder til smerten , at fortvivlelsen begynder . Dernæst sagde hun til sig selv , når hun om aftenen sad og stirrede ud gennem de små , grønne ruder over mod best , hvor havbrogård lå : „ Måske forlanger jeg for meget , måske kan kærligheden nkke hos en mand , som hos kvinden , udfylde den hele tilværelse ; berden er jo hans store ' kirke , foruden elskov har han andre altre at knæle for , han har magt nødig , han har hæder at erhverve sig , han håret navn at frede om . Jeg vil bede for ham , når jeg lægger mig til at sove ; jeg vil vente på ham , indtil han kommer . “ Med denne en ren og barnlig sjæls ydmyghed sænkede hun sit hoved og tørrede tårerne af sine kinder . Livet havde hidtil kun været et bæld af glæde for hende ; hun måtte nå til smerten for at lære sine følelsers styrke at kende . Således går det os alle . Livets medbør dølger alt , rykker slagfjerene af vore vinger , giver os et bind for øjnene . Visiert vendelbo , gråbrødremunken , var Gerdas - gode ven ; det var ham , der bragte hende de smukkeste fugle , han fangede ; det var også ham , der forsynede hendes have med sjældne blomsterløg og siden efter hjalp med at passe dem . Viffert holdt i det hele taget ' ikke meget af klosterlivets ensformighed ; han var endnu kun tjenende Broder derinde og skulle først aflægge ordensløftet til næste påske . Han ville helst være på rejser og forrette ærinder . Et tilfælde havde ført ham og Gerda sammen , og han var mand for at benytte tilfældet . En søndag morgen mødtes Gerda og munken lidt ovenfor tranders . Gerda kom fra kirke og gik med hænderne foldede over bønnebogen , medens hun så ned for sig . Viffert fulgte hende et langt stykke på den anden side af vejen , inden hun lagde mærke til ham . „ Når man kommer fra kirke og har givet gud sin sorg i vold , bør man også sætte lid til hans hjælp , “ sagde han med den bløde og inderlige røst , som altid havde fundet vej til Gerdas hjerte . „ Det gør jeg også , “ svarede hun og hilste munken . „ Alligevel går du med sænket hoved , “ vedblev han , „ og dine kinder blive jo hver dag blegere . Kender du da ikke en eneste ven , som du tør betro din sorg og sige : hjælp mig hvis du kan ! — prøv det engang , Gerda ; der var måske dog den , der gerne hjalp . “ Gerda så sørgmodig hen til Viffert og rystede med hovedet . „ Jeg fattes intet/ ' svarede hun dæmpet . Munken gik lidt og tav og syntes at gruble på noget . „ Jeg rejser bort nu , “ sagde han , „ og kommer ikke igen før om en uge . Jeg ville just gå op på tranders og sige dig farvel . “ „ Hvor drager i hen ? “ spurgte hun . „ Bisp stygge til Børglum skikker mig omkring fra herregård til herregård her nordpå i ærinde for ham og øvrige bisper og adelsmænd , det Casper Gylding kan forklare nøjere , hvis han vil . Har du ikke noget bud at give mig med til en eller anden bekendt undervejs ? “ Gerda lyttede til munkens ord med større opmærksomhed ; en tanke syntes pludselig at gribe hende , hendes øjne strålede , men hun vedblev at tie . „ Først drager jeg over til Restrup , til gylden - stjerne , “ ytrede munken . „ Skal jeg hilse Fru Karen , som sendte dig de smukke pindselilier i fjor ? “ „ Ja , gør det , “ svarede hun ligegyldigt . „ Så går rejsen til hr . Maltte på Albæk . Har du noget bud til dem ? “ Gerda rystede på hovedet . „ Dernæst tager jeg øster på til Budrupholm . Skal jeg hilse hr . Lykkes søn carsfen , ham , som kunne de mange sange og dansede med dig i fjor ? “ „ Ja hils ham , hvis i seer ham . “ „ Jeg skal også Bester på , “ vedblev biffert , og medens han sagde dette , lod han sine mørke øjne hvile faste og forskende på hende . „ Over i årsherred , — over til havbrogård , og derfra videre ned til Hobro . “ Gerdas blik søgte atter jorden , en svag rødme farvede hendes kinder . „ Hvem ffal i besage på havbrogård ? “ spurgte hun næsten hviskende . „ Ejeren naturligvis , den unge Jørgen gram . Han ligger nok syg derhjemme . “ „ Syg ? “ gentog hun med et udtryk af frygt og en så dyb og inderlig deltagelse , at den ville have rebet hende for en langt mindre kløgtig iagttager end munken . „ Hvor har du hørt det , Broder Viffert ? — nej ! syg er han vist ikke , “ tilføjede hun lidt efter med et vemodigt smil og et mislykket forsøg på at synes fattet og rolig . Munken tav , medens han ufravendt vedblev at betragte hende ; han læste imidlertid alt , hvad der bevægede sig i dette unge og rene hjerte , der så slet forstod sig på at skjule og dølge . Han greb begge hendes hænder og udbrød : „ Gerda ! Mit barn ! Tal til mig , betro mig , hvad der tynger på dig , se ret på mig ; ligner jeg vel en mand , som vil skuffe ; har jeg nogensinde gjort det ? Det er Jørgen gram , du går og tænker på , jeg ved det ; det er fra ham al din sorg er kommen . “ Gerda så forbavset i vejret ; hendes store øjne mødte et åsyn , så ædelt , så ubeskrivelig mildt og deltagende , at hun trykkede hans hænder til sit bryst og hviskedee : „ O , Broder Viffert ! dersom du vidste — dersom du blot vidste “ — videre kom hun ikke ; hun vendte sit ansigt til siden og brast i gråd . „ Hvad skulle jeg vide ? At du holder af ham , tidligt og silde , at det er ham , som gør dine kinder blege ? Ak mit barn ! Alt det har jeg vidst for længe siden . Jeg ved langt mere endnu . På sidste Viborg ting så jeg en aftenstund en mand ride forbi blytækkeræns hus og hviske sit farvel op til svalen ; jeg hørte en ung pige gentage dette farvel og hviske milde ord til svar , mens hun bøjede sig ud over rækværket . Aftenen var mørk , men ieg har lange øren ; den enes hjerte var fuldt af det , den anden sagde . Jeg så en hånd vifte med et tørklæde , til rytteren forsvandt bag hjørnet ; alt dette ved jeg , fortæl du mig nu resten . “ Gerda smilede ; en undseelig og brændende rødme farvede hendes kinder ; det var som til en moder hun talede , og idet hun skriftede alt for ham , syntes hendes tvivl og frygt at svinde , ord fik vinger , og hver en lønlig længsel og hvert et håb fandt udtryk . Mnnken gik tavs ved hendes side , bøjede sig ned mod hende og lyttede og smilede , som den ældre ' smiler ad barnets sorger . Da hun endelig tav og så op på ham , svarede han : „ Du er en ren og ædel sjæl , og du skal ikke være bange . Der er i alt det , du har sagt mig , intet at fortvivle over ; hvad der i øjeblikket er en lidelse , vil fremtiden gøre til lykke for dig . Du behøver heller ikke at give mig noget ærinde med til havbro , jeg tænker nok , jeg skal forrette det alligevel . Nu rejser jeg først derned , allerførst Gerda , og jeg kommer snart igen . Er det ikke således , det skal være ? Smil blot og syng og hold af dine fugle , som du plejer . Jeg bringer vist godt nyt tilbage . Bed din bon , og stol på mig . — farvel ! “ Visiert trykkede hendes hånd , gjorde korsets tegn over hendes hoved og gik med lange og hurtige skridt ind over tverstien , som førte til Ålborg . Hun lyttede efter hans skridt , så længe det var muligt at høre ham . Dernæst vedblev hun at se efter ham , indtil han forsvandt på stien , der snoede sig igennem Marken som et bølgende bånd . Hun stod alene , kun i selskab med sit håb . Ix . Løfternes kapitel . I den følgende uge kæmpede de mest modstridende følelser i Gerdas hjerte . De første dage sang hun og jublede , derefter længtes hun og ventede på munken , han måtte nu snart komme tilbage med et budstab , der ville ende den pinlige uvished , hvori hun sålænge havde levet . Hvorledes han egentlig skulle kunne virke for hen-de , det begreb hun ikke ret selv . Bed ugens slutning stod hun ved vinduet , der vendte “ Ud mod havbro , men visiert kom ikke . Efterhånden som dagene gik , vågnede hendes tidligere uro og bange anelser på ny . Under denne veksel af frygt og håb , genkaldte hun sig alt , hvad visiert havde sagt , . Da de skiltes . Hvorfor troede hun ham , denne fremmede , bedre end sig selv ? Fordi han bekræftede hendes håb , og fordi hjertet som sagt vedbliver at håbe , længe efter at forsfanden har begyndt på at tvivle . En middag sad Fru Mette og Gerda inde i dag . Ligstuen på tranders . Fruen havde sin regnflabsbog foran sig , men denne gang var ridderen ikke tilstede for at kunne hjelpe hende , derfor havde hun skrevet en række streger på bordet og regnede sammen på disse . Gerda spandt , rokkehjulet gik kun langsomt , arbejdet og tankerne fulgtes ikke . Hundene gøede , døren åbnedes , gråbrødremunken kom ind . Han hilste de to damer og tog plads på bænken ved vinduet , medens Fru Mette lagde regnskabsbogen til side og begyndte en ligegyldig samtale med ham . Ved synet af Viffert for en glødende rødme over Gerdas kinder , rokkehjulet drejede sig hurtigere , medens hun så hen til ham med et ængsteligt og spørgende blik . Hun mødte kun et smil og det samme milde udtryk , han altid havde haft lige overfor hende . Dette smil og denne venlige mine vare en uigennemtrængelig befæstning , bag hvilken intet kom tilsyne . Hvad bragte han , lykks eller sorg ? Hun måtte tie og kæmpe for at tvinge sin længsel og frygt tilbage . Han så denne kamp , dette svage og frygtsomme hjertes følelser afprægede sig i alle hendes miner , og medens hans stemme blev blødere , fortsatte han samtalen med Fru Mette . „ Jeg har været tilhest fra morgen til aften , “ Sagde han , , „ redet om løst og i vest . I dag kommer jeg fra havbrogård , og nu er mit ærinde forrettet . “ „ Hvad fandt i på havbrogård ? “ spurgte Fru Mette . „ Det jeg søgte , “ vedblev Viffert . „ Jeg fandt en . mand , lige ophøjet ved sin kløgt og sit hjertes adel . Jeg bringer mange gode hilsener fra ham . “ Gerda havde lagt sine hænder i skødet og så hen på visiert , medens han talte . Nu satte hun rokken til side og rejste sig . Disse sidste ord indeholdt alt det , hun trængte til . Hvad kunne han fortælle mere ? Idet hun ville gå ud af Stuer : , rejste visiert sig og sagde : „ Vi kunne følges ad . Jeg har en lille pakke blomsterløg med mig , dem ville vi lægge i urtehaven , at de kan komme tidlig frem i foråret . Inden jeg går hjem , seer jeg lidt herop igen for at høre , om ridder Casper er kommen tilbage . “ Dermed forlod han og Gerda stuen , og Fru Mette begyndte atter at regne sammen . Urtehaven lå udenfor den søndre voldgrav , omgærdet med en høj jordvold , på kanten af den groede der en hække tjørn og berberisser , hvis blodrøde bær endnu hang i klaser på de afbladede grene . Haven selv var delt i fire ligestore bede , indfattede med lavendeler og tusindfryd , en hvid rosenbusk stod i midten . De grønne blade vare visnede , tornene stak frem , og blomsterne vare blevne til hyben . Det er tidens billede . Gerda gik ved siden af visiert og så op til ham , han smilede kun , men sagde intet . Da de kom indenfor havelågen , greb hun hans hånd . „ Men så tal dog ! “ udbrød hun med en liden - stabelig stemme , „ fortæl mig lidt om det budsfab , i bringer . “ „ Jeg har jo alt bragt mit budsfab , “ svarede Viffert . „ Hvad vil du vide mere ? “ Hun rystede på hovedet og vedblev : „ I traf altså hr . Jørgen gram ? I har talt med ham ? Fortæl mig alt , ethvert ord han sagde , men læg intet til . Han var jo ikke syg , vel ? “ „ Jo , mit barn ; syg var han . Da jeg kom , sad han med begge hænder under kinden og så ud ad vinduet , — mod øst , Gerda , ligesom du sidder og seer mod vest . Da jeg bragte hilsen fra dig , stod han op , blev blusende rød , — ligesom nu du , så sukkede han og sagde : gid det må gå hende så vel , som jeg ønsker . Når venter hun sin bejler ? — det ved en af os to bedre end hun , svarede jeg . — sidst jeg mødte ridder Gylding på tranders banke , betroede han mig , at Gerda var så godt som trolovet med en anden sagde hr . Jørgen . “ „ Jeg , trolovet ! Men det er jo afskyeligt ! Med hvem ? “ „ Ja , det spurgte jeg ham ikke om . “ „ Men hvad svarede du ham da , kære fader Viffert ? “ „ Hvad skulle jeg svare ? Jeg er kun en stakkels munk , jeg kender lidt til min bønnebog , endnu mindre til en kvindes hjerte . Jeg sagde , hvad der faldt mig ind . Det lod også til , at han hørte mig med andagt , og da jeg tav , for han op , slog begge sine arme om min Hals og sprang omkring i stuen , han , som næppe kunne rejse sig , da jeg kom . Det var , som om mine ord havde gjort ham rasiere . “ „ Men du kunne nok have sagt ham lidt om det , jeg betroede dig sidst , “ ytrede hun , „ måske han så var kommen sig aldeles . Hvorfor gjorde du ikke det ? “ „ Det skal jeg sige dig . Hvad du betroede mig , mente jeg , du gjorde bedst i , selv at fortælle ham . “ „ Jeg — aldrig ! Hvorledes siulde det også kunne ske ? “ „ Hvis du vil vide det , så vend dig om og se , “ sagde visiert . Gerda vendte sig om . Indenfor havelågen stod en ung mand med blottet hoved og en fjerhat i hånden . Hans ansigt røbede en dyb og levende bevægelse . Hun udstødte et svagt skrig og standsede skælvende . Det var ham , Jørgen gram , som nærmede sig og strakte hånden ud imod hende , medens hans øjne talte et sprog , som hans stammende læber forgæves søgte at give udtryk i ord . „ Er det også sandt ? “ sagde han , „ Tør jeg vove at komme ? “ Hun rakte ham sin lille , hvide hånd , smilede og sagde : „ Har jeg ikke sagt det : kom , når i vil , jeg venter og jeg tror . “ „ Og jeg kommer som den vantro apostel for at se , før jeg tror . “ Han bøjede sig ned og kyssede sømmen af hendes kjole . „ O , rejs eder ! “ sagde hun rødmende . „ I må ikke knæle for mig . “ „ Jeg har dog længe ønsket mig denne plads foran eder . Her er jeg nu , jeg seer eder igen , det er de samme øjne , det samme rørende udtryk . Hvor er i dog henrivende og dejlig . O ! hvormegen lykke har jeg tabt , hvormange af disse friste smil har jeg ikke mistet ved at blive så længe borte . “ „ Trøst eder ! “ sagde hun med et barns naturlighed og ynde . „ I har intet mistet ; jeg har gemt alt det gode jeg besad , til eder ; medens i var borte , kunne jeg jo heller ikke smile . “ Hun lagde sin hånd på hans skulder , lænede sig til ham , som om dette fine legeme , træt af at kæmpe , ikke havde kraft til at holde sig oprejst- længer . Bistert stod noget borte , tilsyneladende ivrig beskæftiget med at grave en rende i jorden til de nye blomsterløg . „ I måtte komme , “ hviskedee hun , „ tidlig eller silde , det troede jeg vist . Jeg ville blot fremskynde denne time , derfor fik jeg Broder bistert til at gå med bud til eder . “ „ Jeg har været syg , “ sagde han . „ Jeg ved det , “ svarede hun med en stemme , som forrådte al den deltagelse , hun følte . „ Jeg har lidt ligeså meget derved som i . Men det var dog ikke grunden til , at i tøvede så længe . Lad os tale uforbeholdent . Se eder om , aftenen er tavs og stille , vi have kun vore hjerter til Bidner for os . “ „ Og munken derhenne . “ „ Ja , og munken , den mest trofaste og hengivne af alle , ham , der kom tilhjælp , da sorgen bøjede mig , ham , der altid har bragt mig råd og trøst og lykke . “ „ Han har altså været en bedre ven end jeg , der kun bragte sorg , hvor jeg gerne ville bringe glæde . Det skal i dog vide , “ vedblev han og greb hendes varme og skælvende hånd , „ at fra den dag , jeg helligede eder mit liv , har hver en tanke og hvert et slag af mit hjerte kun været før eder . “ Hendes klare og uskyldige øjne dvælede på ham , og søgte ikke at dølge glæden over den beundring , de læste . „ Sig det igen , “ sagde hun med et lykkeligt smil . „ Jeg behøver da aldrig mere at tvivle eller være bange og sørge , når vi stilles . I vil blive ved at tænke på mig , som jeg på eder . I vil ikke glemme mig for andre , der måske er bedre og skønnere end jeg ? — i at holde af eder vil ingen af dem alle være min overmand , det ved jeg , det føler jeg , “ føjede hun til og lagde hånden på sit hjerte . I dette øjeblik gik havedøren op , ridder Casper og hans søster viste sig i den . De så Gerda lænende sig til Jørgen grams skulder og ham med armen slynget om hendes liv , medens han holdt hendes ene hånd i sin . Begge tav , Gerdas blik hvilede på Jørgen . Ingen af dem anede ridderens komme , før han trådte frem for dem og med en stemme , som skælvede , og et blik , som funklede af harme , udbrød : „ Hvad går her for sig ? “ Jørgen gram flap Gerda , han stod et øjeblik ligesom bedøvet , derpå hævede han sit hoved , og hans skikkelse , som nylig havde været bøjet foran hende , blev højere og mere stolt , idet han vendte sig mod Casper Gylding og sagde : „ Jeg elsker frøken Gerda . “ „ I elsker hende , “ gentog ridderen , „ og det vover i at sige mig ! “ „ Hvorfor siulde jeg ikke vove det ? “ svarede Jørgen . „ Det er en adelsmand af god byrd , som gør eder denne tilståelse . Måtte i desuden ikke være forberedt på , at det ville ske ? I førte mig jo selv i hendes selskab , sidst i Viborg . Hvilken anden følelse end kærlighed siulde hun vel kunne vække ? “ „ Og hvad har min datter svaret eder ? “ „ Eders datter ? I mener vist frøken Laxmand . Hun lyttede til min bøn , hun smilede til mit håb , hun lovede at blive mig en nådig hersierinde . Den sidste rest af selvbeherskelse syntes efter denne yttring at forsvinde hos ridderen . Farverne i hans rynkede kinder gik over til en gulig bleghed , idet han trådte nærmere mod Jørgen gram og vedblev : „ Nu ja ! denne dame er frøken Laxmand . Jeg log hende i mit hus , da der ikke var givet hende bedre vilkår , jeg vågede og fredede over hende ; hvis jeg ikke har gjort nok , ligger det kun i mangel på evne , ikke på villie ; jeg er hendes formynder og som sådan spørger jeg eder , med hvad ret i vover at benytte min fraværelse til at trænge herind og lokke dette unge , uerfarne barn med eders elskovsord og løfter ? “ „ Hr . Casper Gylding ! “ sagde Jørgen mild og rolig . „ I har ret til at gøre mig dette spørgsmål , og jeg skal svare eder . Hvad jeg vil , det ved i , men der bør ikke hvile nogen skygge på eders myndling . Jeg kommer her i aften og betler til den ære at blive frøken Laxmands ægtefælle ; jeg lægger en adelsmands kærlighed og troskab for eders fødder , nej for hendes , jeg vil vie hende mit liv , frede og våge over hende , som i har gjort , jeg vil gøre hende til en lykkelig hustru ; jeg siger , at jeg vil , fordi jeg ikke troer , at skæbnen er stærkere end mit forsæt , eller større end min hengivenhed . “ Bistert vendelbo havde forladt sit arbejde ved blomsterbedet og nærmet sig de talende ; han stod og støttede sig til spaden . Medens ridderen betænkte sig på svar , udbrød han : „ Hvis jeg må sige min mening , synes mig , hr . Jørgen gram har valgt en sær ubelejlig stund til at fremkomme med sit ærinde . “ „ Ja , ikke sandt ! “ sagde Casper , glad over denne understøttelse . „ Det er tid nu til at klæde sig i rustning og plade , til at gå sammen i råd og dåd og værge for sin ret , men ikke til at bejle . “ „ Jeg mener ikke det , “ sagde munken , „ men ridder Gyldings sind er forstemt i disse dage . Han har fristet et stort tab , idet en listig tyv berøvede ham næsten alt , hvad han ejede i klenodier og rede penge . “ „ Det har jeg hørt tale om , “ sagde Jørgen gram , „ og jeg tager megen del i eders ulykke . “ „ Ja , dersom det beroede på deltagelse , “ svarede Casper , „ så har jeg modtaget mange forsikringer derom i denne tid , men der vil mere til . Forstod jeg eder ellers ret , så lovede i nylig , at i ville gøre alt for at kunne kalde Gerda eders . Ikke sandt ? “ „ Jeg vil gøre alt hvad der er en mand muligt , “ Sagde gram , „ endog friste det umulige . Tvivler i måske derom ? “ „ På ingen måde , “ svarede ridder easper . „ Jeg spørger kun og i svarer . Nu vil jeg meddele eder , at det tab , den kære Broder visiert omtalte , ikke blot berører mig , men også Gerda , så handl da for hende , søg og forsf , sfaf os det røvede skrin tilbage . Det er ikke umuligheder , jeg forlanger . Vildttyven , som tog det , holder sig skjult her i egnen ; i går have de set ham nede mellem skjørping og gravlev ; hans kvinde boer inde bag skoven ; hendes ene barn , som jeg holdt fangen heroppe , døde i fangehullet , det andet har jeg givet hende tilbage igen . Manden besøger dem af og til i smug . I er yngre end jeg , i kan tåle at spore og søge bedre end jeg , og jeg holder mig til eders løfte : det er for Gerda , i virker . “ Jørgen gram fattede ikke straks , at der lå en fælde i Casper Gyldings ord , skønt dennes tvetydige smil varslede derom . Hans åbne og ærlige natur var hævet over enhver mistanke ; det at Gerda blev nævnet i forbindelse med skatten , var nok for ham , og han svarede : „ I har gjort vel i at stole på mit ord , hr . Ridder Gylding ! Jeg vil bringe eder manden eller skatten tilbage , hvis der er nogen mulighed derfor . “ „ Det lover i ? “ „ Det lover jeg ; men når det er sket , hvad så ? “ „ Så synes mig , det er tidsnok at tale om resten . “ „ Nej , det er ikke ret . Jeg har gjort mit løfte , i må gøre eders . Jeg forlanger intet for at virke for frøken Gerda . Hun behøver min hjælp , har i sagt og jeg bringer den . Det er , som det skal være . Men skatten er også eders . Hvad vil i give mig til gengæld , når jeg bringer eders klenodier tilbage ? “ „ Plejer i da , at lade eder betale for de tjenester , i yder ? “ „ Nej , men jeg plejer at få svar på mit spørgsmål , det har i endnu ikke givet , lad os komme tilbage til mit ærinde : jeg bejler til frøken Gerdas hånd , jeg bad om eders samtykke , vil i give mig det den dag , jeg bringer eders skat tilbage ? “ Dette spørgsmål var affattet i en så bestemt form , at Gylding ikke længer kunne undslå sig for at svare , imidlertid syntes han dog at fordybe sig i en tankefuld overvejelse . „ Frøken Laxmand har andre frænder , hvis mening også må høres . Hendes moder lever endnu . “ „ Jørgen gram har hendes møders samtykke , “ Bemærkede gråbrødremunken . Gerda så på ham , en levende glæde afspejlede sig i hendes træk , denne yttring var det første bevis , bistert under samtalen havde givet på , at han stød hende bi . Hun begreb ikke , hvad han nylig mente , da han syntes at bebrejde Jørgen gram , at han var kommen . Det varede i det hele taget længe , inden hun fuldkommen lærte at forstå munken . „ Hvad svarer i mig ? “ spurgte Jørgen . Fru Mette bøjede sig over mod sin Broder og hviskedee : „ Sig kun ja , sig ja ! Du skal siden få at vide , hvorfor ? “ „ Hvis i bringer mig skatten , så har i gjort mit plejebarn en stor tjeneste , “ sagde Gylding . „ Det kan ikke nægtes , og jeg vil da gjengjælde eder så godt , jeg kan , og fremme eders ønske . “ „ Det er afgjort ? “ „ Ja , når i har opfyldt eders løfte . “ „ Nu vil jeg også gøre et løfte , “ sagde mnnken . „ Jeg følger med Jørgen gram og hjælper ham at søge , hvis han synes om det . “ „ I ! “ udbrød Casper . „ Hvad vil de sige til det i klostret ? “ „ Jeg tror , de blive glade over at slippe mig , “ Svarede bistert . „ Jeg har længe følt , at jeg ikke var ret stikket for det munkeliv , det mente de andre også . De brugte mig kun til at gå ærinder i by og til at skrive i bøg før byfogden i Ålborg , det er jeg nu alt sammen ked af . Der står strenge tider for Deren , en mand kan i disse dage gøre mere nytte på ryggen af en hest og med værge i hånd , end ved at sidde og læse messer . “ . „ Så meget desbedre , “ svarede Casper Gylding . „ Det må i om . Efter hvad der nu er sagt , antager jeg ikke , vi have mere at forhandle i aften , “ tilføjede han , henvendt mod gram . „ Nej ! Ikke mere om denne sag , “ svarede Jørgen . „ Nu kommer jeg som en fremmed til eders dør og banker på og siger : dagen helder og solen går i bjerge , giv eders gæst husly til i morgen . Når i engang besøger mig , skal i finde døren åben . “ Ridderen måtte gøre en dyd af nødvendighed og svarede : „ Så følg med op , på tranders have vi også åbne døre for dem , der ønfke at gæste os . “ Jørgen gram så på Gerda , hun smilede og vidste bedst , hvor lidt det her kom an på at gæste Casper Gylding . Fru Mette havde holdt sig tavs under denne samtale . Hendes øjne vege ikke fra Jørgen , hendes ansigt udtrykte en levende glæde . Begyndte det ikke at opfyldes , hvad spåkvinden hin aften havde forudsagt hende ? Der skulle komme en fremmed i en rød hue , Jørgens Barret var rigtignok sort , men der sad en rød fjer i den , det var omtrent det samme , han skulle være lys , havde Ane iost sagt , og Jørgen gram var merk , men han havde en lyseblå kappe på . Det var afgjort , Jørgen gram var frelseren , hun ventede . idet de forlod haven , standsede Casper Gylding og sagde : „ Men Gerda har endnu ikke yttret sig , hvad siger du til alt dette ? “ „ Io , “ svarede Gerda og rakte Jørgen hånden , jeg har allerede sagt min mening , hr . Gram kender den : „ Jeg tror og jeg venter . “ Jørgens tak lå i hans strålende øjne . X . Et blad af Danmarks historie . Omtrent på samme tid som disse fredelige løfter blev givne på tranders , samledes en skare prælater og adelsmænd i Viborg og vekslede løfter af en truende og langt mere omfattende natur . Anledningen var denne : i slutningen af året 1522 havde kong christjern sammenkaldt adel og gejstlighed til en rigsdag i Kallundborg for at rådslå med dem om nye skatter og pålæg . De indbudne undskyldte sig med den sildige årstid og mødte ikke . Kongen berammede da en ny herredag i Århus på Sankt sebasts dag , den 20de januar . Selv rejste han straks efter over til Jylland . Rygtet fortalte , at hans bødler fulgte med ham , forklædte som drabanter , og at han havde ladet smede en mængde jernlænker , „ af dem man hænger folk i , “ kortsagt adel og gejstlighed frygtede for , at kongen enten forberedte et lignende herredømme som det , der to år i forvejen havde fundet sted i Stokholm , eller at de ved omstændighedernes magt skulle blive tvungne til at gå ind på de vilkår , han foreskrev dem . Nu underkaster man sig vel magten , når det ikke kan være anderledes , men er dog altid tilbøjelig til at bryde lænken hvor lejlighed gives , og denne syntes endelig at være kommen . Chrisfiern den anden var hadet af alle , det var ikke en faders regimente , han førte ; den hånd , han strakte over landet , var knyttet og truende , i hånden sad et sværd , som dryppede af blod , han lænede sig til en galge . Man frygtede omsider lige meget hans gunst og hans unåde . Ingen kunne vide , når den første endte og den sidste begyndte . I denne nød gik der hemmelig bud fra gård til gård i Jylland , som vi nylig hørte omtale af Viffert vendelbo . Bisper og herremænd stævnede hverandre til at samles i Viborg . Alle mødte , og efter en stormfuld rådslagning opsatte hr . Stygge til Børglum et brev , som enhver af de tilstedeværende måtte underskrive , og hvori de opsagde kong chrisfiern den anden deres troskab og hjælp i betragtning af alle de ulykker , han havde bragt over landet . Dette brev blev tilligemed en afskrift givet til landsdommer Mogens munk , herre til Volstrup og palsgård , for at han skulle drage ned til Husum i Slesvig , hvor hertug Frederik , kongens farbroder , opholdt sig , underrette ham om , hvad der var sket , og tilbyde hertugen Danmarks krone . Munk rejste . Medens dette foregik i Viborg , var kong Christiern kommen til Vejle med et stort følge af drabanter og soldater . Han tog ind i borgermesterens gård , lige overfor sortebrodreklosfret , hvor nu bytorvet er . En aften meldte drabanten en adelsmand , som var kommen nordfra og udbad sig den ære at hilse på hans nåde . Adelsmanden var Mogens munk . Han blev modtaget med megen velvilje . Kongen beholdt ham hos sig den hele aften , spurgte ham om målet for hans rejse og forlangte derefter at høre Munks mening om stemningen blandt den jyske adel . Munks svar blev givet med al den varsomhed , sagen krævede , han omtalte det tryk , der hvilede på herrestanden , som havde mistet sine folk og heste i den lange svenskcfeide , og at bønderne vare så hoit bestaltede , at ethvert yderligere pålæg forekom ham umuligt , i aftenens løb faldt samtalen også på jagten . Det var ved denne lejlighed , kongen bad herremanden om at forære ham en god rævemynde , det munk lovede . Først silde tog han afsked og gik fra kongens gård ned til stranden , ombord i en båd , der førte ham ud af fjorden . Fire dage efter var han i Husum hos hertug Frederik og røgtede sit ærinde for ham . Næste morgen gik en af pagerne ind til kongen og sagde : „ Den fremmede , som var her iaftes , har glemt sin ene handske , der ligger et forseglet b . rev i den . “ Kongen brød brevet : adelens opsigelse , læste det atter og atter , bøjede sit hoved og råbte : „ Gnds dros ! Den herremand har rigtignok givet mig den rævemynde , som han lovede ! “ Fra nu af var kong Christierns mod brudt , alle den sidste tids ulykker havde omsider bøjet ham , gjort ham rådvild og vaklende . Forstemt og sygelig drog han ned til Kolding og rådslog med Oluf Rosenkrands , Mogens bilde og den trofaste Mogens Gjøe . Enhver af de tre herrer gav ham sit særskilte råd . Kongen fulgte intet af dem , skrev istedet derfor et ydmygt brev til adelen i liborg , hvori han lovede , i fremtiden at føre et bedre regimente , at købe aflad i rom for blodbadet i Stokholm , at give gods og gaver til hellige steder og afbede den uret , han havde begået mod de dømtes slægt og venner . På alle disse fromme løfter svarede adelen kort og fyndigt : at kongens misgerninger vare åbenbare før alverden , han havde mistet sin ret til riget , de havde nu set sig om efter en anden herre . Med dette budskab drog kongen til Fyen , hvor han havde samlet en hob tyske lejetropper under grev Eide von der Hoye . Her stævnede han adel og almue til at møde i Odense og lod sig hylde på ny . En lignende hyding fandt kort efter sted i Sjælland og Skåne . Derefter indesluttede han sig i København og gav en adelsmand , Henrik Gjøe , befaling over slottet . Således gik en kostbar tid bort før ham i uvirksomhed , medens hans fjender handlede . Han fattede beslutninger og tøvede med at udføre dem , han gav befalinger og brød dem selv ; han , der i det mindste altid før havde haft en fast og bestemt villie , skønt han kun sjældent valgte heldige midler til at sætte den igennem , var nu rådvild , ubestemt , en fjer i vinden , som tilfældet kastede hvorhen det ville . Hvis råd siulde han desuden følge ? Det er det uheldige før den , der i livets medbør ikke har forstået at skaffe sig venner , at ulykken enten fjerner alle fra ham , eller at han selv ikke stoler på dem , der række ham hånden . Han havde dog en ven , eller rettere en veninde , moder Sigbrit . Hun var hans selskab , hans trøsterinde ; men i ingen af disse egenskaber mægtede hun nu at tilfredsstille ham . Hendes person mindede om fortiden , om Dyveke , og Dyveke lå forgivet i sin kiste . Sigbrits trøst til kongen har fundet et betegnende udtryk i det løfte , hun engang gav ham : „ Kan i ikke blive konge i Danmark , så skal i blive borgermester i Amsterdam . “ Han havde oftere lyttet til lidenskabernes end til fornuftens råd , det begræd han nu . At han i sin ulykke bestandig havde haft en skytsånd ved sin side , en tro , hengiven hustru , når hun blot sit lov til at være det , begreb han først senere , da nøden blev større ; da den var allerstørst , og hun havde udgrædt alle sine tårer , udtømt alle sit hjertes bønner for at skaffe den forladte konge hjælp og understøttelse hos hendes mægtige frænder , lukkede sorgen hendes øjne i nød og savn . Da var hun tre og tyve år gammel . Medens Christiern den anden sad i uvirksomhed på Københavns slot , fortsatte adelen i Jylland det begyndte værk , flere og flere sluttede sig til den . Hertug Frederik drog til Viborg med et glimrende følge af tyske herremænd og lod sig hylde på tinget . Der gik brev og bud til kirkestævne og herredsting , at hvermand over atten år skulle væbne sig og hjælpe til at betrygge den nye konges ret , det vil sige , besejre den del af herremænd , borgere og almue , som vedblev at holde med kong chrisfieru . Da kom de frem for lyset , disse ubemærkede , der hidtil bestandig havde arbejdet i stilhed , det myldrede på veje og gader af borgere og bønder , som myrer fra en Tue . Adelen rustede sig også . Enhver ville fiske i de oprørte vande . Man kendte kun dengang kærlighed til kongen , til føreren , et forhold som barnets til faderen . Kærlighed til fædrelandet vågnede først senere ; den forberedtes nu for borger og Bonde , til den manddomsalder , hvori de følte sig frigjorte for lænken , ligeberettigede med alle andre . Endnu havde den menige kun pligter , ingen rettigheder , der groede kun svøber for ham i Danmark , ingen frugter , hvorledes skulle han da kunne elske det ? Til kamp og fejde stod dog alles længsel . For den fattige var krigen vinding , for den ærgerrige hæder og for trællen frihed . Frihed ? — eller forandring , måske blot en ny lænke , men dog forandring . Da foråret kom og lærkerne sang , var der altså kamp i landet . Xi . Jagten efter Dalby Bjørn . En formiddag i marts måned 1523 kom en skare ryttere , tolv i tallet , ridende ud fra skovvejen , der fører fra landsbyen vmf opad mod Vejle . Anføreren , som red foran toget , bar et brystharnisk over fin våbenkjole , hans hjelm med det opslagne gitter og fjerbusfen betegnede ham som adelsmand . Hans hest havde et hovedstykke af slettet jerntråd , hvorfra der ragede en pig frem i panden . Efter ham kom tre andre herrer , klædte hver i sin farve og væbnede omtrent på samme måde som anføreren . Den yngste af dem var Jørgen gram fra havbro , visiert vendelbo red ved hans side . Skaren , der fulgte efter i nogle skridts afstand , bar brystplade , kofte og glatte jernhatte , som gik et godt stykke ned over skuldren og kaldtes stormhatte , fordi de ved storm på fæstninger beskyttede mod de brændende og kogende ting , de belejrende udgjøde over angriberne . Denne skares ensartede og ringere våben bestode af spyd , jernsværd eller langfkaftede skægøxer og en låsbue over ryggen . Rytternes heste gik i langsom skridtgang . Jorden var opblødt af forårsregnen og på flere steder gennemskåren af små vandstrømme , som styrtede ned fra skovbakkerne på siderne . Af og til spærrede også et omfaldet træ eller de nedblæste grene vejens brede og dannede derved naturlige forhugninger , som ville være komne en angriber til gode . Der var en vis mistænksom forsigtighed synlig i dette ridt ; ingen af mændene talte , alles blikke fulgte træerne , som støde på begge sider af vejen . Enhver spejdede og forsfede , som om man ventede at se en hidtil usynlig fjende trænge ud af tykningen . Lidt efter blev vejen lysere , en åben mark viste sig foran , solen skinnede ned mellem træerne , de strammede tøjler slappedes , faren lod til at være forbi . Medens adelsmændenc og deres våbeiidygtige mandflab droge ud for at forene sig med hertug Frederik , som havde samlet en hær på sletterne ved Kolding under Johan Rantzaus befaling , stod gårdene tomme eller under utilstrækkelig bevogtning . Sikkerhed og ret lå i denne fejdes tid kun i den væbnede arm , for eller mod kong Christiern hed det , men dette feltråb tjente tillige som skjul for privathævn , endnu hyppigere benyttedes det af lovløse skarer , der førte krigen for egen regning og som i landets almindelige nød kun tænkte på den , de selv havde lidt , og på at benytte det gunstige øjeblik . i den skovrige del af Jylland mellem bejle og Skanderborg , havde en af disse bander fundet tilhold og øvet en birksomhed , som gjorde den frygtet overalt . Anføreren gik under navnet bjørnen fra Dalby . Ingen vidste ret , hvem han var , eller hvor han kom fra ; selv kaldte han sig kong Christians stridsmand og gjorde sig med dette løsen til herre over alle veje , undertiden standsede han ogsam de skarer , som droge ned til hæren ved Kolding , og plyndrede dem , til andre tider gik det ud over de forladte gårde ; han slog ned som en hagelbyge , forsvandt igen , og lod som hagelbygen bestandig sit spor tilbage på stedet , hvor han havde hærget . Hvad der befæstede hans magt og gav hans strejftog et vist lovlighedens præg , var at de enkelte adelsmænd , som endnu holdt med den ulykkelige konge ikke forsmåede hans hjælp til deres egen beskyttelse , og at bymændene og almnen , som også stod på Christierns side , ydede ham deres hjælp og bistand , når han trængte til et skjul , eller forenede sig med ham til fælles angreb på de befæstede gårde . For få uger siden havde han stormet Sellerup Hovgård , medens ejeren , hr . Anders Lindenov , var nede ved leircn . Den nat gik det ud over rustkamret og vinkælderen , i det første væbnede Dalby Bjørn sine mænd , i den sidste drak han dem berusede , derefter søndersloge de fadene og satte ridefogden , hovfolkenes svøbe , op på træhesten med store lodder om fødderne , og lod ham hænge der til folk den næste morgen fandt ham død . efterat „ Kongens stridsmand “ havde udført denne bedrift , forlod han gården , og ridsede ude på den yderste port sit mærke , en figur som man kunne antage for en galge , hvis ikke fribytteren selv havde forklaret , at det skulle betyde en Bjørn . ' førstegang denne røvers adfærd kom feltherren Johan raukzau for øre , fortrak hans barske ansigt sig til et uheldvarslende smil . „ Vent blot lidt ! “ sagde han , „ så skal vi få den Bjørn op at danse . “ Da der kom bud ned til lejren om overfaldet på Gellerup Hovedgård , smilede han atter og sagde : „ Nu sfulle vi lægge en mundkurv på bjørnen . “ Morgenen efter udsendte han en spejder og ' lod ved dennes tilbagekomst trommen røre for at kundgøre , at feltherren behøvede nogle modige mænd til at foretage en lille rejse ; hvem der ville , kunne melde sig . Hele lejren kom i bevægelse . Da Rantzau trådte ud af det lille bondehus , han havde gjort til sin bolig , så han en talrig skare adelsmænd opstillede i en række , alle ventede , alle ivrige efter at gøre sig bemærkede af ham . Feltherren hilste og udbrød : „ Det vidste jeg nok . Jeg behøver fire mand og i er firsindstyve . Kast nu lod og se , hvem det træffer . “ der blev da samlet navne i en hjelm , og blandt de udvalgte traf loddet også Jørgen gram til havbro . Rantzau gik hen til dem og sagde : „ Den ældste af eder er hr . Eggert vugge , en gammel , erfaren mand , han skal være anfører , i andre skulle lyde ham i alt . Enhver af eder tager to mand med sig ; når det i morgen gryer ad dag , gribe i mig den Dalby Bjørn . Min spejder beretter forvist , at han har sit tilhold oppe i grundet skov . Dermed gud befalet ! “ Efter disse ord hilste Johan Rantzau og drog sig tilbage til sin bolig . Lidt efter så man visiert vendelbo gå ind til ham . Hvad de talte om blev en hemmelighed for alle , men visiert vendte tilbage med feltherrens tilladelse til at ledsage toget . Aftenen og endeel af natten tilbragte adelsmændene i et lystigt drikkelag , og næste morgen i dagningen droge de udvalgte bort fra lejren , tolv i tallet . Det var dem , der rede ud fra skoven på hin side landsbyen Viuf . Da Eggert Bugge kom ind på den åbne mark , holdt han stille på en lille høj , hvorfra han kunne overse hele Sletten . Foran ham lå i en frastand af en halv Fjerdingvei et nyt skovstykke , til venstre hævede sig høyens kirketårn med sit blålige tegltag , der glindsede i sollyset . Endnu længere tilbage mødte øjet en mørk kreds , der betegnede de store skove , som skjulte Vejle by og fjorden , som fører til den . Klokken slog ti , endnu havde lngen hændelse afbrudt rytternes ridt , men det var også først på den anden side byen , de ventede at træffe fribytteren . „ Lad os kun give os stunder , “ sagde gamle hr . Bugge . „ Vi ride i skridtgang igennem skoven og bruge øjne og øren på bedste måde . Forsigtighed stader ingen . “ Han ville atter sætte sin hest i bevægelse , da der i nogen frastand hørtes en svag og klynkende lyd , som om et menneske våndede sig . En af rytterne red efter lyden . Han fandt en mand , indsvøbt i en kappe , lænet tilbage mod gærdet . „ Hvad fattes dig ? “ spurgte ryttere « . „ Gud bedre det , “ svarede manden . „ Jeg er ilde faren . Den Bjørn fra Dalby kom til mit hus i går nat , overfaldt og plyndrede os , og da jeg værgede mig så godt , jeg kunne , stak han mig igennem min Aksel , så kniven kom ud på den anden side . Her kan i se hans mærke . “ Under disse ord slog han kappen til side og pegede på et blodigt bind , som han bar over skuldren og den ene arm . Idet kappen gled til side , kom tillige en lang og bred kniv til syne , som han bar i bælltet . „ Hvor hører du hjemme ? “ spurgte Eggert Bugge , som kom ridende hen til stedet . „ Oppe ved Grejs mølle , på den anden side Vejle , “ svarede manden med svag røst , „ men nu hører jeg vist snart hjemme i himmerig , for jeg kan ikke mere . Kone og barn løb deres vej ud i heden , dem får jeg ikke oftere at se i denne verden ; jeg selv ville ned til hr . Rantzau og klage min nød for ham , men så vidt når jeg ikke , jeg må ligge her på Marken og dø uden skrifte og forladelse . “ Der var noget i mandens ansigt , i det listige udtryk af hans små og stikkende øjne , som gjorde Eggert vugge mistroisk . „ Du behøver ikke at drage ned til feltherren , “ Sagde han . „ Betro mig dit ærinde , så skal jeg røgte det for dig . “ „ Mit ærinde er blot , at nogen vil hjælpe mig til at komme den slemme Dalby Bjørn tillivs , så jeg kan få ham undlivet , før jeg lægger mig til at dø . “ „ Ved du , hvor han har sit tilhold nu ? “ spurgte Eggert . „ Oppe i grundet skove . Der gå de og svire , så lang dagen er , og nu ligge de vist og gøre nar ad mig , formedelst jeg ikke kunne værge mig bedre . “ „ Kan du følge med og vise os vej til ham ? “ „ Å , gud hjælpe mig , stakkels mand ! Jeg mægter neppe at stå oprejst , og mit sår værker som den slemme syge , så snart jeg flytter foden . “ „ Prøv på det , “ sagde den gamle ridder , „ måske går det bedre , end du tror . “ Manden rejste sig , vaklede og faldt tilbage igen , idet han sagde : „ Nej ! jeg vidste det nok , jeg kommer aldrig mere til at gå i denne verden , det er , som alle de små ben indeni mig vare overfilede , men hvis nådigherren vil lade mig sidde op hos en af rytterne , tænker jeg nok , jeg skal kunne holde mig fast , om i ikke ride alt for stærkt . “ Eggert vinkede ad en nytter . „ Lad ham sidde op bag dig , “ hviskedee han , „ din kammerat holder vågent øje med ham . Gør han tegn til at smutte fra jer , stikke i ham ned . “ Rytteren rakte hånden til den sårede , som krøb op bag på hesten med mindre anstrengelse , end man fluide have troet . Derefter satte toget sig atter i bevægelse og red i skridtgang ned mod Vejle . Et stykke ovenfor den næste skovstrækning begyndte den ubekendte pludselig at størme og vånde sig . Vugge red hen til ham og så ham sidde vaklende og sammensunken på hesten . „ Nu er det vist på det yderste , “ hviskedee han . „ Alting bliver sort før mine øjne . Bare jeg kunne få fat på en god munk til at skrifte » une synder før , før jeg går til himmerig . “ Denne gang troede Eggert på hans lidende tilstand , mandens ansigt syntes at være blegere end før ; imidlertid var det ham af stor vigtighed at benytte det givne tilfælde og skaffe sig en vejviser til bjørnens skjulested . „ Prøv at holde ud lidt endnu , “ sagde han . „ Når vi komme til byen , skal du få lov at hvile dig , inden vi drage videre . Kan du føre os til Dalby Bjørns smuthul , er der desuden en god belønning at fortjene . “ „ Hvad bryder jeg mig om belønning ? “ sagde den sårede . „ Jeg tænker knn på at frelse min syndige sjæl . Det eneste skulle da være , om nådigherren ville bekoste mig begravet oppe i Thisted , jeg har en moster på kirkegården der , og jeg ville gerne ligge ved hendes side . “ „ Du skal blive begravet hos din moster i Thisted , “ Sagde Bugge . „ Det kan du stole på . “ „ I guds navn da ! “ sagde manden . „ Lad os se , hvad vi kunne gøre . “ Nu rede de op igennem bakkerne ved Pedersholm , nedenfor lå bejle by med sine humlehaver og den bugtende å , hvis små , krusede bølger glimrede i det klare solskin som flydende ild . Her begyndte beiviseren atter at størme og bede om at få høvedsmanden itale . „ Nådigherren må endelig ikke tage mig det ilde op , “ sagde han , „ men siden i er så god imod mig , ville jeg dog hellere begraves oppe i Fladstrand , der ligger hele min øvrige familie , under den kønne ligsten , som i måske nok har set , lige indenfor kirkemuren . “ „ Du skal blive begravet i Fladstrand , “ sagde Bugge . „ Er du så fornøjet ? “ „ Ja , det er jeg , især hvis der kunne blive råd til et kønt lille kors over mig med tre englehoveder i , men måske det er lovlig meget at forlange . “ „ Du skal . også få korset . Lad os nu blot se til at komme videre . “ Det sidste løfte lod til at virke i høj grad oplivende på den sårede , han stønnede ikke mere og tålte også , at de rede lidt-hurtigere til . Vejle by endte dengang omtrent ved midtåen , over hvilken der gik en smal træbro . De sidste huse lå halvsfjulte mellem en række indhegnede humlehaver , udenfor disse begyndte en sid slette , som fjorden og åen fra haraldskærs Enge aldeles oversvømmede . Åen selv var bred og dyb . For at komme over den havde borgerne ladet gøre en flydebro af sammentømrede planker og spændt et toug i omtrent to alens højde over vandet fra bred til bred mellem to træstubbe . Når nogen ville over , tog færgemanden fat i touget og halede færgen langs med dette , fra den ene side til den anden . I byen holdt Eggert vugge og hans mænd rast hos sortebrødrene på torvet , hestene blev fodrede og vandede , imidlertid lå vejviseren inde i stalden på en bunke halm . En af svendene havde befaling at holde vagt over ham . Da ridderen lidt efter middag ville drage bort , kom en adelsmand med tre bevæbnede ryttere ridende op ad gaden . Det var hr . Anders fris fra haraldskær , som , i begreb med at drage ned til lejren , ikke var nået længer end til Vejle , hvor han i de sidste dage havde gjort sig til gode i herberget . Efferat Eggert Bugge havde betroet ham reifens mål , fik Anders fris lyst til at drage med . Således blev de nu seksten i tallet . Vejviseren havde imidlertid fået et nyt bind lagt om den sårede skulder , han syntes nu at befinde sig langt bedre end før og forsikrede svenden , at Eggerts løste om korset og de tre englehøveder næsten havde gjort ham rafl igen . Da han så Anders fris og hans mænd slutte sig til toget , udbrød han : „ Nu blive vi snart lovlig mange . “ „ Io flere destobedre , “ svarede vugge . „ Jeg mener kun , at færgen kan ikke bære flere end seks mand ad gangen . “ „ Så sætte vi over i tø hold . “ „ Ja , det kan også gå , men hvis nådigherren ville følge mit råd , så lød i eders heste blive her i herberget , til i komme tilbage . Hvad ville i gøre med dem derovre ? Vejen til Dalby Bjørn går igennem skov og krat ; man kan krybe til hans smuthul , men ikke ride til det . “ Eggert flød lidt og betænkte sig . Alt , hvad den fremmede mand ytrede , var yderst fornuftigt , men han fæstede nu engang ikke ret lid til ham . „ Tag sadler og dækkener af/ ' sagde han , „ lad så en af folkene svømme hestene over vandet og vente med dem på den anden side , til vi komme efter . “ Hans befaling blev udført , derpå gik han ned til åen , i spidsen for toget . Flydeboen lå bunden øvre på den modsatte bred . Vejviseren stak sine fingre i munden og udstødte en gennemtrængende piben , som gav genlyd oppe mellem skovbakkerne . „ Hvad skal det betyde ? spurgte vugge . „ Jeg kalder på færgemanden , han ligger vist og sover til middag inde i sin bod . Det kan vare til i aften inden den dovne knægt viser sig , og vi have ingen tid at spilde . “ Færgemanden kom straks efter ned til broen og trak den over . Eggert Bugge og syv mand stege ud på den . De tilbageblevne skulle vente til næste gang tilligemed hestenes tøj . Vejviseren fulgte med eggert- . Han sad på flydebroen med ryggen vendt mod stedet , de nærmede sig til , han holdt sin ene hånd ned i vandet og lod skumstriberne , som dannedes på begge sider af fartoiet , strømme ind imellem de åbne fingre . Der var noget så sorgløst i hans hele adfærd , at det måtte indgyde enhver tillid , men Bugge vedblev at « ære sine tvivl . Da de nåde den modsatte bred , kaldte han på de andre og sagde : „ Hold øje med manden der , imens vi tøve efter de andre . “ Vejviseren hørte ethvert ord . Han så op på Eggert , smilede og sagde : „ Jeg løber ikke bort . I kan stole på , jeg skal blive her lige så længe som nogen af eder . I glemmer nok , at jeg må fortjene min begravelse og det lille kors med de tre engle på . “ „ Det lader ikke til , at du behøver at blive begravet før det første . “ „ Det kan gerne være , i har ret , nådige herre , jeg tror det næsten selv . Måske har jeg lidt endnu at bestille i denne syndige verden . “ Rytterne , som svømmede over med de sammen-^ koblede heste , havde nået land , endnu før ridderne stege op fra flydebroen . Færgemanden trak sit fartøj tilbage igen før at hente de tilbageblevne . Eggert vugge skyndte på ham . Vejviseren sad på jorden og lænede sig op mod en træstub , et skridt fra ham stod hans bevogter med spydet i armen . Fra stedet , hvor de landede , gik vejen op til skoven . Den sumpige bund var forhøjet med afhugget kvas og lyng , hvorover der var lagt et lag græstørv . Idet vejen fulgte forhøjningerne på Sletten , snoede den sig igennem et krat af ellebuske , ranker og pil , som først ophørte inde ved bakkerne , hvor egeskoven begyndte . „ Hvor er det så , han holder sig skjult , den Dalby Bjørn ? “ spurgte vugge . „ Deroppe ! “ svarede vejviseren og pegede , uden at vende sig , med tommelfingeren over skuldren mod bakkerne ved grundet . „ Men tror nu nådigherren også , at han giver sig fortabt , uden først at værge sig lidt ? Jeg kan nok vise jer vej til ham , men jeg kan ikke gribe ham . “ „ Det gøres ikke heller nødigt , “ svarede vugge . „ Vi er seksten væbnede mænd tilstede , mon der skulle behøves flere ? “ „ Ja , i er seksten , men da han kom til mit hus forgangen aften , talte jeg hen ved to snese , der kaldte ham for herre . “ „ Sammenløbet pak , som ikke forstår at føre en klinge ! “ „ Derfor bruge de den heller ikke . ' de hjælpe sig så godt de kunne med Forker og pleite . “ „ Men vi have vore landser . “ „ Ja det er også sandt , “ svarede manden . „ I have eders landser , det tænkte jeg ikke på . “ Efter disse ord syntes han at henfalde i betragtning over tre mænd , som kom til syne oppe på skovvejen . Den ene af dem bar en lang Stang med en halmvisk på enden , som han satte til jorden , medens hans to ledsagere udstødte en hul og langtrukken tone af et kohorn , de havde i hånden . Echoet heraf var endnu ikke hendøet , før der viste sig tre mænd , som kom ud fra træerne . Atter lød et horn og denne gang i langt kortere afstand , men krattet , som omgav åbredden , gjorde det umuligt at opdage , hvorfra lyden kom . Eggert vugge fik heller ikke tid til at anstille undersøgelse herover . Han hørte et skrig fra bandet og så flydebroen , som allerede var nået midt ud i åen , pludselig standse , derefter bøje til siden og forandre sit løb , idet den fulgte med strømmen udad mod den åbne fjord . I det øjeblik , alles opmærksomhed var rettet mod de tre mænd oppe på bakken , havde vejviseren rejst sig , draget sin kniv og overskåret touget , ved hjælp af hvilket færgen blev ført frem og tilbage , og hvis ene ende var fastgjort til træstubben , han havde siddet ved . I samme nu udstødte han et gennemtrængende skrig , rev sværdet fra vogteren og styrtede sig ind på vugge . Hans skrig blev øjeblikkelig besvaret af et almindeligt kor fra krattet , buskene sfiltes , fra alle sider lod vildtudseende mænd sig til syne , klædte i kofter , røvede fornemme dragter , i brudstykker af gamle rustninger , og bevæbnede med pleite , leer og forke . De styrtede sig ind på vugge og hans mænd , trængte dem sammen , omringede dem og kastede sig over dem med ville og jublende skrig . Dette overfald fandt sted så heftigt , så uformodet og med så stor overmagt , at der ikke kunne være tale om modstand . Eggert vugge blev afvæbnet og kastet til jorden , hans fortvivlede blik så de andre dele samme skæbne . Ude i åen var flydebroen fulgt et stykke ned med strømmen , derefter standsede den omtrent midt i vandet , foran en del sammensfyllede grene , som lå omkring et gammelt piletræ , der ragede op over vandet . Den sårede vejviser stod med sværdet i hånden , flagrende hår , kappen kastet tilbage over den venstre skulder og en mine , hvori sejrens lykke stod skrevet . 8 Xii . Hvad Dalby Bjørn gjorde med sine fanger . „ Jeg lovede at føre jer til Dalby Bjørn , “ sagde vejviseren med et spottende smil , idet han vendte sig om mod Bugge , „ og jeg har holdt ord . Det er mig . At i ingen nytte fik af rejsen herned , er eders egen skyld . Jeg sagde jer det : den Bjørn lod sig ikke tage . Det lader heller ikke til , at jeg for det første vil få nogen brug for den begravelse , i lovede mig , men derfor skal i alligevel nok komme til at betale pengene . Lad os nu komme afsted . De have vel ikke bundet jer strammere , end at i kan holde ud at gå med os . Ret betænkt behøve i ikke at være bundne . “ Med disse ord løste han snoren om den gamle ridders håndled . „ Hvad gør du der ? “ spurgte den mand , som nylig havde bundet Bugge , „ lad båndet blive siddende . “ „ Lad båndet være løst , “ sagde Dalby Bjørn . „ Jeg tænker ikke , de løbe fra os . “ på den anden side af åen havde imidlertid overfaldet vakt opmærksomhed . En klynge tilskuere samlede sig nede ved landingsstedet . To mænd stege i en båd og roede ud til flydebroen for at hjælpe . Færgemanden med at få den flot igen . Dalby Bjørn lagde mærke dertil . „ Nu afsted ! “ sagde han . „ Nogle af jer gå hen til de sammenkoblede heste og ride dem op til Bredal by , vi andre drage ad leerbæk til og tage fangerne imellem os . “ „ Lad os hellere gøre det af med dem her , “ sagde manden , som nylig havde ivret imod , at ridderen blev løst . „ Bil du følge mit råd , så hænge vi de nådige herrer op i træerne , lige for øjnene af deres kammerater dernede . “ „ Jeg vil ikke følge dit råd , “ sagde Dalby Bjørn . „ Afsted ! op til leerbæk ! “ Den anden mumlede nogle ord og tilkastede bjørnen et hadefuldt og truende blik . Derefter forlod de åstedet . Længere inde i krattet havde en kilde dannet en bred grøft fra en af skovbakkerne ned mod fjorden . På hin side kilden delte vejen sig i to arme , hvoraf den ene sorte opad i grundet skove . Ad denne drog skaren . Ridderne og deres folk gik i en række , to og to , omringede af bønderne , som skyndede på dem og undertiden stødte til dem med deres våben . Manden , hvis råd Dalby Bjørn to gange havde forkastet , sluttede toget . Ved hans side fulgte to bønder , med hvem han førte en dæmpet samtale . Jes kulegraver , således hed han , var en lille , bredskuldret person med et sort , krøllet hår , tyk Hals og krumme ben . I dag var han endnu mere iøjnefaldende end sædvanlig . Han havde nemlig indhyllet sig i en rødblomstret damekåbe , sandsynligvis et bytte fra et eller andet strejftog . Kåben manglede ærmer , for at bøde herpå , havde Jes skåret et hul i hver af siderne , hvorigennem armene stak ud . Forrestan havde denne mand et stort parti mellem bønderne , han var bekendt for sin styrke og sit heftige sind og var Dalby Bjørns bestandige medbejler . Den samtale , han i dette øjeblik førte med sine sidemænd , gjaldt udentvivl høvdingen , thi når denne under gangen kom hen til dem , tav de og syntes blot at have deres opmærksomhed rettet på fangerne . Peien fra Vejle op til grundet var dengang kun en bred sti , som snoede sig ind imellem to høje og bratte bakker , på begge sider bevoksede med træer , hvis toppe om sommeren dannede et tæt løvtag og et næsten bestandigt halvmørke under sig . Ovenfor bakkerne viste sig en lysning i skoven . Ejeren , hr . Jost vind , havde fældet træerne på dette sted til gavntømmer , da han forleden sommer byggede grundet . Midt i denne lysning sås en mængde små hytter , rejste af grene , halm og græstørv . Noget afsides fra disse hang en nylig slagtet ko på en træstamme . En uhyre kedel var fastgjort mellem et tregrenet stillads , under hvilket der brændte bål , som nogle kvinder og børn hjalp til at forøge . Deres arbejde ophørte øjeblikkelig , da bønderne og fangerne kom ind på pladsen . Et almindeligt velkomstskrig modtog dem . Anføreren gik hen til Eggert vugge og sagde : „ Se jer om , nådige herre ! Jeg lovede at føre jer til bjørnens smuthul , vi er her midt inde i det . Jeg har holdt mit ord . Nu skal der holdes dom . “ „ Lad os gøre sagen kort , “ sagde Jes kulegraver , og stillede sig frem foran de våbenløse fanger med en fork i hånden . „ Vi skulle en lang vej , før det bliver aften . “ „ Når jeg trænger til dit råd , skal jeg forlange det , “ sagde Dalby Bjørn . „ Man kan da vel sige sin mening , “ ytrede den anden . „ Det kan man , men man gør bedst i at lade det være , når ingen skøtter om at høre den . “ Efter disse ord vendte han Jes ryggen og stod op på en sten inde i den kreds af stridsmænd , kvinder og børn , som havde dannet sig om fangerne . Der var noget stolt og overlegent i hans skikkelse , som han stod der , hævet over de øvrige , støttende sig til en bredbladet økse . „ Hvad har jeg gjort jer ? “ sagde han , henvendt mod adelsmændene , „ og hvad ville i mig , siden i drage ud så mange med rustning og spær for at tage mig fangen ? “ „ Hvis der skal holdes forhør , “ sagde Eggert Bugge , „ så er dette røverhul kun flet valgt dertil , og du er ikke den dommer , vi agte at svare . “ Et almindeligt udbrud af harme lød omkring i kredsen , og endnu inden dette havde lagt sig , sprang kulegraveren hen mod Bugge og slog ham med skaftet af sin fork over hjelmen . Den gamle ridder sank i knæ for dette heftige slag . Dalby Bjørn gik hen til Jes og greb ham i armen . „ Hold dig rolig , du ! “ sagde han , „ hvis du ikke kan det , så gå din vej og søg dig en anden hjemstavn end hos os . Jeg er næsten ked af dig . For det du gjorde her ved den fangne mand skulle vi snakkes ved om lidt . “ Kulegraverens ansigt var blevet meget blegt , hans øjne flammede , han udstødte et hævnlystent skrig og hævede den knyttede hånd truende mod bjørnen . Denne lod , som om han ikke lagde mærke dertil , vendte ham ryggen og gik tilbage på stenen . „ I kalde os røvere , “ vedblev han , „ hvad have vi da bedrevet andet , end det samme som i ? —jeg og mine mænd er blevne ved at holde med vor keisede herre og konge , i have gjort oprør imod eders . Jeg har taget våben og føden , jeg trængte til , fra de befæstede gårde , nede i koldinghus amt toge i hver dag kvæg fra Bonde og borger , — jeg har ' feidet mod eders folk og den nye konge , i have valgt jer , — i lod læse brev på kirkestævne , at i ville falde med ild og sværd over hver den mand i Danmark , som blev ved at holde med kong Christiern , ham , i svore tro og lydighed . “ bf „ Jeg tror , du sammenligner dig med os , “ sagde Jørgen gram . „ Synes i da , forskellen er så stor , i det , jeg her nævnede ? “ spurgte Dalby Bjørn spottende . „ Hvis i klager over , at jeg har misbrugt magte » , hvorfor lode i den da slippe eder ud af hænderne ? Se jer om , i adelsmænd ! Her i kredsen er der ingen tilstede , som ikke bitterlig har klaget over den uret og nød , i før lod ham lide . Nu er vor time kommen . Hvorfor skulle jeg nu ikke være eders dommer , siden i lod eder gøre til mine fanger ? “ Ingen af herremændene havde svaret noget på alle disse spørgsmål . Gamle Eggert vugge sad på en træstub , » red hånden under kinden og stirrede stift hen før sig . Visiert vendelbo stod længst inde i kredsen , iført en mørk halvrustning over køllerten og en lang , grå kappe , hvis hætte gav den nogen lighed med en munkekutte . Da Dalby Bjørn tav , og de øvrige ikke svarede ham , trådte visiert nærmere imod bondehøvdingen og spurgte : „ Hvad har du i sinde mod os ? “ „ I hørte jo , hvad de » Mand med det mugne ansigt derhenne nylig sagde . Han ville have jer hængte alle sammen . Jeg vil lade jer slippe billigere . Jeg forlanger blot eders våben , eders rustninger og så , at i hver især løser jer ud af fangenskabet med en god sum penge . Er det før stor en pris at sætte på eders liv og frihed ? — jeg ved det ikke , men da Dalby Bjørn sidst var i herremandens vold , ville de ikke lade ham flippe for så godt køb . “ „ Den dag kaldte du dig nok ikke for Dalby Bjørn , “ sagde visiert , „ men lod dig nøje med at hedde Henning gråbuk , så vidt jeg ved . — du stjal et rådyr , før du kom i herremandens fængsel , og du stjal et pengeskrin , da du brød ud af det , er det ikke så ? “ „ Gnds hellige vunder ! “ råbte manden , „ hvorfra kender i mig så nøje ? “ „ Jeg må vel kende dig , “ svarede visiert , „ siden det var mig , der kom dig tilhjælp , dengang du lå halvdød af sult og tørst i løvbunken under egen . “ „ Var det jer ? “ råbte den forvandlede Dalby Bjørn . „ Ja vist ! Hvor har jeg dog haft mine øjne ? Men dengang var i jo munk og gik og fangede fugle på limpinde . Nu er i bleven ridder . I har forandret jer meget i kort tid . “ . „ Ja , og dengang løb du fra galgen , nu løber du lige hen imod den igen . Du har ikke forandret dig meget . “ Henning lod til at overhøre denne yttring . Han vedblev : „ Så var det også jer , min hnstru har fortalt om , som fik vort ene lille barn reddet ud af easper Gyldings fængsel ? “ „ Det var også mig , “ sagde visiert . ' „ Efter at han havde pint det andet tildøde . “ „ Å snak ! Det siger du kun så , skønt du ved det bedre . Han pinte det ikke . Dit barn var sygt fra fødselen af , luften i fængslet gjorde det ikke bedre , men det led ingen overlast ; jeg plejede det , det døde i mine arme . Lad derfor disse talemåder fare , nu da du hører , jeg kender dig . Det er kun din egen fordel , du bestandig har haft for øje , i dag som igår . Du kalder dig kong Christierns stridsmand for at få et påskud til at øve vold imod dem , der have noget , du ville kalde dig kong Frederiks stridsmand imorgen , hvis du blot kunne vinde en kommenskringle mere derved . Du kalder det at fore krig som en ærlig mand , at ligge på lur bag træ og grøft , til dit værgeløse offer kommer . Du spørger , hvad forskel der er mellem jer og os , mellem ret og vold , mellem æren og fornedrelsen , og har nylig stået og set på , at den usling derhenne med sin greb eller fork , hvad det var , overfaldt og slog en olding , en fangen og våbenløs mand . Jeg ynker dig , Henning gråbuk ! “ Henning fik ikke lejlighed til at svare . Kulegraveren sprang ind i kredsen med et rasende skrig og ville have kastet sig over Viffert , hvis ikke nogle af de nærmeststående havde trængt ham tilbage . Jes hylede og søgte at slide sig los ; da det ikke lykkedes ham , fandt han sig omsider i sin skæbne og lod det bero med at udbryde i trusler , medens han hævede den knyttede hånd mod Viffert . Gråbrødremunken var bleven stående . Han syntes ikke at agte synderligt på , hvad der foregik omkring ham . Da han hørte kulegraverens trusler , vendte han hovedet til siden , smilede foragteligt og sagde : „ Se , hvor han skaber sig og gjøer som en hund bag en port ; hvis vi vare alene , han og jeg , og stod med lige våben imod hinanden , svarer jeg jer for , han ville ikke finde noget musehul for lille til at snste sig ned i . “ „ Det skal i dog ikke sige , “ svarede Henning gråbuk med et listigt smil . „ Samme mand er bekendt for at have ret gode kræfter . Har i lyst til at prøve en dyst med ham , skal i få våben til det ? “ „ Der er så ringe ære at vinde derved , “ svarede visiert . „ Hvis i vinder , skal i få halvdelen af eders folk med jer og drage fri og uhindret derhen , hvor i kom fra . “ „ Og de som blive tilbage ? — “ „ Dem skal jeg give fri , så snart vi få løsepenge for dem . “ „ Lad mig komme frem , “ sagde Jes , „ og giv ham noget at værge sig med , hvad fanden i vil , så skal i få en lystig Dans at se , for jeg stikker ham til helvede . “ „ Nå , så giv mig da-et våben , “ sagde visiert , „ og slip kun hunden los , vi skulle da få at se , om han kan bide , som han gjøer til . “ dette forslag til kamp , som gav den listige Henning gråbuk udsigt til at befri sig fra en forhadt medbejler , faldt i alles smag og blev modtaget med en bedøvende jubel . En tæt kreds af stridsmænd dannede sig om Jes og visiert , kvinder og børn trængte sig frem mellem mændene . Enhver ville være tilskuer . En af bønderne rakte visiert en fork , men da han vægrede sig ved at modtage den , udsøgte Henning gråbuk det længste og tungeste sværd , han kunne finde mellem de røvede våben , og gav ham det . Medens kulegraveren drog sin røde kåbe af og lagde den sammen med stor omhyggelighed , gik visiert hen til træstammen , hvor den gamle ridder sad , hilste dybt og sagde : „ Jeg beder eder om lov , hr . Eggert vugge , til at lugte denne slyngel , som vovede at lægge hånd på eder . Vil i tilstede det , skønt jeg er den yngste og mindst prøvede af eders hæderlige følge ? “ „ Gå med gud , min søn ! og gør dit bedste , “ Sagde gamle hr . Vugge , idet han rakte ham hånden . Visiert trådte tilbage i kredsen , kulegraveren ventede ham , han havde taget sin fork i begge hænder og for frem med et vildt brøl . Visiert standsede , hans smukke ansigt viste et udtryk så frejdigt og uforfærdet , som om der ikke var den ringeste fare på færde . Hvergang Jes sprang ind på ham og stak efter ham , slog han forken bort med sit sværd eller bøjede sig til side og ventede dernæst på et nyt angreb . Dette gentog sig flere gange . Kulegraverens ansigt var blevet blodrødt , hans purrede hår syntes at rejse sig , de opmuntrende tilråb , blandede med latter og spot , som lød omkring fra kredsen , forøgede ' hans raseri . Fjerde gang nærmede han sig med større langsomhed og tønede et øjeblik , da han var kommen Viffert nær på tre skridt , derefter hævede han sit våben og sprang ind på ham , idet han stødte forken med al magt efter modstanderens hoved . Dennegang blev Viffert stående , han havde grebet om sit tunge jernsværd , med begge hænder . I samme nu Jes stødte til , faldt hans hug , så bestemt og sikkert , at det sønderslog forkens skaft . Jes styrtede forover . Et nyt slag af sværdet ramte hans hoved , men på hovedet havde han en lodden katteskinds hue og i huen et tykt kryds af jernbånd , som ikke lod sig hugge igennem . Det heftige slag bedøvede ham kun et øjeblik , han tumlede tilbage , greb for sig med hænderne i luften , rejste sig derpå atter i sin fulde højde og så sig om efter et andet våben . „ Jeg har nu viist dig , hvorledes jeg bruger sværdet , “ sagde Viffert , „ nu skal du se , hvorledes jeg forstår at undvære det . “ Med disse ord kastede han sit våben hen ad jorden og sprang ind på kulegraveren . Hvad der nu fulgte efter skete så hurtigt , at de stirrende og åndeløse tilskuere næsten ikke vare i stand til at følge med . De så to smidige , sammenslyngede legemer bugte sig omkring hinanden som slanger , hæve sig og synke , skilles og atter forenes i stillinger , som vekslede hvert sekund , de lyttede til kulegraverens gispende ånde , hans stønnen og rasende skrig , de hørte et dumpt slag af en knyttet hånd , som gjentoges to gange , derefter åbnede Viffert sin favn , og kulegraveren faldt uden modstand , uden bevidsthed , som en tung og livløs masse ned for hans fødder . Et øjeblik stod adelsmanden stille og så ned på sin fjende . Kulegraverens øjne lukkede sig , hans hænder rodede frem og tilbage i sandet , en heftig skælven gjennemfoer hans lemmer . Viffert stødte til ham med foden , den anden blev liggende . Da tog sejrherren ham i sine arme og bar ham hen over pladsen til stammen , hvor Eggert Bugge sad . Han lagde kulegraverens legeme ned foran den gamle adelsmand og sagde : „ Er det nu godt , hr . Eggert Bugge ? Her ligger han fældet for eders fod , som nylig vovede at røre eder med sin hånd . “ „ Det er gået fil med ret og skel , “ sagde Henning gråbuk , da bønderne trængte sig sammen om deres faldne kammerat , og han stillede sig foran Viffert og Bugge med den truende 0xc over skuldren . „ Jes har fået hvad han forlangte . Forresten skal i ikke være bange for ham , han kommer sig nok igen , han har for faste knokler fil at do af et næveslag . Nu dømmer jeg sådan , at hr . Viffert skal have lov fil at drage uantastet bort for at hente os den sum af halvtredssindstyve gode sølvdalere i løsepenge . Han kan tage sine venner med sig på den gamle ridder nær , han bliver tilbage hos os som gidsel , lad os sige den gamle , og så herremanden fra havbrø , de to tøve her , fil han kommer tilbage . “ „ Hvorfor foretrækker du netop at beholde mig frem for de andre ? “ spurgte Jørgen . „ Jeg vejer dog ingen af dem op , hverken i manddom eller timeligt gods . “ „ Det kan gerne være , men i har den kjsnneste rustning . Vi give eder en frist af seks dage , hr . Visiert vendelbo , inden den er omme , må i være her tilbage igen . “ „ Og hvis jeg ikke kommer ? “ sagde visiert . „ Så hænge vi vore gidsler på den syvende dag . “ „ Du kan stole på , jeg skal komme , “ svarede visiert med et tvetydigt smil . „ Det kan gerne hændes , at i ikke træffer mig eller folkene her , “ tilføjede Henning . „ Vi drage bort endnu i nat , men der skal nok være en til at vise eder vej til os . Er i fornøjet med den dom ? “ „ Siden det ikke kan være anderledes , “ svarede Viffert . Derefter gik han hen til Jørgen gram og hviskedee til ham : „ Jeg kommer igen , det ved du , skjøndt på en anden måde , end de vente . Hav blot øje på hver finger og hold dig rede til hvad det skal være , når du får bud eller tegn om , at jeg er i nærheden . — men nu vore heste ? “ spurgte han Henning , „ hvorledes går det med dem ? “ „ Dem skal i få med jer . På de veje , vi fare , har man ingen nytte af heste . “ En halv time senere gik solen ned bag skoven , dxn lyste hen over en lille skare , som anført af to bønder forlod lejren og drog op til landsbyen Bredal , hvor deres heste ventede dem . Xiii . Feltherren holder tale ved Vifferts hjemkomst . Fru Rankzau var draget ned til sin gemal i lejren . Under hans fraværelse havde deres gård to gange været truet af bøndernes overfald . Nu boede hun tilligemed deres yngste søn , et lille spædt barn , i det samme bondehus som feltherren . Johan Rankzau gik en aften inde i stuen og bar sit barn på skuldren og legede med det , da tre af de tilbagevendte adelsmænd blev meldte . Damen tog barnet og forlod værelset . Faderen , smilet og mildheden forsvandt med hende , den barske , ubøjelige feltherre blev tilbage . Havde han måske allerede hørt , hvorledes det var gået med toget mod Dalby Bjørn . Hans truende mine og rynkede pande syntes at forkynde det . Det var visiert , som trådte frem foran de andre og førte ordet . Rankzau stod ved bordet med sammenslyngede arme og hørte på ham . „ Nå , så det er eders ærinde ! udbrød han , da visiert tav . „ Hvis i endogså har mistet hovedet , så må i i det mindste have beholdt hjertet tilbage , hr . Visiert vendelbo , eller hvad i kalder jer , siden i vover at komme for mine øjne med en sådan besked . — af eder ventede jeg mig ikke synderligt , i er en adelsmand af god byrd , men i har tilbragt eders tid mellem en flok forsvirede , dovne munke , hvor skulle i vel forstå at slås , at lægge planer , eller at udføre dem ? — i andre derimod , er i blevne udvalgte frem for de øvrige i den hele hær for al give et så jammerligt eksempel ? Er det på den vis , brave adelsmænd bør fuldbyrde deres løfter ? — hvorfor komme i tilbage , hvad ville i her ? “ vedblev han , og trådte Viffert så nær , at han næsten berørte ham . Viffert følte dette funklende blik , der heffede sig på ham - og syntes at bore sig ind i ham som to kårdespidser , han hørte rantzans korte og hurtige åndedrag , men han blev stående . „ Eders nåde glemmer , at vi vare otte mod to hundrede , “ sagde han . „ Nej ! Det er jer der glemmer , at man ikke tæller sine fjender , men slår dem . “ „ Og hvis det er umuligt ? “ „ Hvor ved i , hvad der er umuligt ? “ svarede nantzau hånligt . „ Man prøver på det og gør det om igen ; man vil , og så kan man til sidst ; men man må have hovedet og hjertet på det rette sted for at handle sådan , jeg ved det nok . Istedet herfor vælge i at lade eder spotte , plyndre ud til skjorten , så komme i tilbage og sige : her er vi , vi kunne ikke mere . Gnds hellige død ! I herrer ! Hvorledes tør i vise jer imorgen for frænder og gode venner , som stolede på eder ? — hvad tror i de holstenske adelsmænd ville sige , dem hertugen sendte herop til os i lejren ? — der ligge de og betragte os med skinsyge øjne , alle brænde de af begærlighed efter at komme til at røre armene , de mumle af misfornøjelse over deres uvirksomhed . Det eneste , vi hidtil have øvet , er denne i agt , efter hvem ? — en Bonde med en fork til våben , rustet i en vadmelskofte og et par store træflo , og ham løbe i for ! — i det kloster , hvorfra i kom , hr . Viffert , lærte i som sagt hverken at fægte eller at vinde , men jeg troede dog , de havde lært jer at læse i krøniken , hvordan andre bare sig ad dermed . “ „ Jeg har læst meget i krøniken , “ sagde- Viffert i en uforstyrret , rolig og ærbødig tone . „ Jeg læste om mod og manddom og fandt næsten altid Rantzaus navn knyttet dertil , jeg læste også om det høisind og den skånsel , ulykken kan gøre fordring på , derimellem fandt jeg ikke Rantzaus navn . “ „ Skånsel ! “ gentog feltherren hånligt . „ I — “ „ Tillad mig af tale ud , nådige herre ! Vi blev overlistede og omringede , før der kunne være tanke om modstand , det er alt sammen sandt . I undrer eder over , af vi efter dette uheld endda tør vove af komme før eders øjne , men i gav os jo ridder vugge til anfører og sagde , af vi skulle lyde hans befalinger . Jeg kommer her som sendebud fra hr . Bugge , før af melde eder , hvorledes han er stedt , når jeg får udført dette , har jeg hverken i sinde af tøve i lejren før af høre på mine venners beklagelser eller de holstenske herrers spot . Jeg beder om lov til af rejse min vej igen . “ „ Hvorhen ? “ „ Ud af handle på egen hånd ; naturligvis ud før af bringe den Dalby Bjørn med . “ „ Og hvis det så går galt igen ? “ sagde Rantzau med et skuldertræk , „ man har eksemplet for sig . “ „ I så fald vil i intet have at bebrejde mig , for så kommer jeg ikke tilbage , jeg er da død under forsøget . “ Rantzau betragtede Viffert med større opmærksomhed end hidtil . „ Ja så ! “ mumlede han . „ Det er der da mening i — men hvorfor beder netop i om tilladelse til at drage ud igen ? “ „ Eders nåde sagde nylig , at i ikke havde ventet noget af mig ; jeg trænger altså til , at i lærer mig bedre at kende . I lagde til , at jeg havde ikke beflittet mig på mod og manddom , der hvor jeg kom fra . Det er en vildfarelse fra eders side , og den må jeg se at bringe eder ud af . “ Rantzau gik op og ned ad gulvet , rynkerne glattedes efterhånden i hans pande , det lod til , at uveiret begyndte at gå over . Han gjorde sig umage for at dølge et smil , medens han svarede : „ Jeg tror gud forlade mig , i begynder på at sætte mig i rette , Junker Viffert . “ „ Sig ikke det , nådige herre ! I angreb mig , jeg må derfor i det mindste have ret til at forsvare mig . “ „ Men hvis jeg nu alligevel ikke fæster lid til eders mandhaftighed og nægter jer at drage bort . “ „ Det gør ikke det mindste til sagen . I så fald melder jeg mig ud af eders hær ; jeg er så ringe og ukendt , at jeg tror , i til nød vil kunne undvære mig , jeg drager da bort i morgen tidlig og griber den Bjørn for egen regning . “ „ I er en resolut mand , Viffert vendelbo . “ „ Det vil vise sig , “ svarede Viffert . „ I skal have lov til at drage bort , “ sagde nantzau pludselig . „ Trænger i til en hest , kan i låne den hos mig , er der noget , i mangler i eders rustning , så gå ind ved siden af og søg det ud . “ ' „ Ellers tak , nådige herre ! Jeg blev overvunden i denne rustning , jeg har på , jeg må se at vinde sejr i den samme . “ „ I kan vælge to mænd her i lejren til at drage med jer . “ „ Det har jeg gjort . “ „ Jeg mener to af de modigste og mest uforsagte , ' i kender . “ „ Dem har jeg fundet . “ „ Hvem er det ? “ „ Den ene er Christen skel , “ sagde Viffert , „ og han står her , den anden er Claus jul , han står ved hans side . “ Rankzau standsede foran biffert , medens hans blik vandrede fra den ene fil den anden af de tre adelsmænd . „ Er det venskabet , der lader jer træffe dette valg ? “ spurgte han . „ Nej , det er retfærdigheden . “ „ Det kan gerne være , jeg har gjort dig uret , Viffert vendelbo , “ sagde Rankzau med en blød og bevæget røst . „ Det kan gerne være , “ gentog Viffert . „ I så fald tag min hånd og lad det sagte være glemt . “ Men Viffert tog ikke Rantzaus fremrakte hånd , han bukkede , smilede og sagde : „ Lad det vente fil jeg kommer tilbage , nådige herre ! Der stat-mere fil . “ Da lagde feltherren begge sine hænder på Vifferts skuldre , så ham ind i øjnene og sagde : „ Du har ret , min søn ! Lad det kun vente . Rejs og kom vel igen , så kan du tro , vi to skulle tales ved om resten . “ Derefter hilste de tre adelsmænd og forlod feltherrens hytte . Xiv . I bjørnens leje . Nogle aftener efter drog et selskab af fire personer henad den indgrøftede vej , som førte over Vissing klosferjord til købstaden nye . To af disse vare tilhest og fuldstændigt rustede . Foran rytterne gik to mænd , den ene bar en filthat på hovedet , en grå munkekutte og store ridestøvler syntes at udgøre resten af hans dragt ; men af og til , når munkekutten gled til side , ville en opmærksom iagttager have kunnet bemærke en mailandsk pandserskjorte af små sammenflettede stålringe under hans overklædning . Den fjerde var en Bonde med blottet hoved , barbenet og klædt i en fåresfindskofte , som træer og buske havde mærket med store rifter . Kofte « blev fastholdt om livet ved strikker ; i en af dem hang en træffe og en lang madkniv . Manden i munkekutten var visiert vendelbo , det var ham , som syntes at lede toget . Egnen mellem Vissing klosler og nye var dengang bevokset med en stor bøgeskov , hvor talrige flokke af kronvildt boede i naboskab med vildsvinene , og fra hvis dyb de rejsende om vinteren hørte ulvene tude , og af og til i måneklare nætter så dem vove sig ud på strejftog i omegnen . En bred eng gik fra salten langsø over til morsø og dannede en lysning i skovens mørke . På den søndre side af engen lå en række høje bakker , derimellem det gamle steileborg , bag hvis top man kunne se Rye korskirke og byen omkring den . Da Viffert vendelbo og hans ledsagere kom op på bakken , standsede han og lod bonden give sig den forklaring , han ønskede . Rytterne blev imidlertid holdende nedenfor . „ Hist bag kirken ligger våbenhuset , “ sagde bonden i samtalens løb . „ Der har Dalby Bjørn valgt sin bolig , men i fogedgården lige overfor boer Jes kulegraver og hans mænd . Først vare vi samlede i en sværm , så kom bjørnen og Jes i totterne på hinanden , og nu ligge de og kævles deroppe og drage ud på tog hver for sig , og nogle holde med Jes , andre synes bedst om Dalby Bjørn . “ „ Hvem holder du med ? “ spurgte Viffert . - „ Først drog jeg helst med Dalby Bjørn , for han er dog den villeste af de to , og han sørger for , at vi få gode våben , men en aften kaldte han os sammen og sagde , at det gik på livet , når nogen fra nu af plyndrede eller tog mere end han havde behov til det nødtørftige . — hvad skal det blive til ? tænkte jeg , så gik jeg over til Jes kulegraver . Jes sagde : tag med jer alt , hvad i kan , børn ! og høst , hvor kornet groer , det meste er det bedste . Det synes jeg bedre om . Men så forgangen , da vi skulle stifte det , vi havde bjerget sammen , skræver Jes hen over min part og siger : vil du helst have prygl eller helst give mig din bunke ? Nu kan du selv vælge . Så lod jeg ham beholde tenet og fik pryglene oven i købet . Hvad synes i om den måde at stifte på ? “ „ Og derfor forråder du nu dine kammerater ? “ „ Nej , ikke derfor , men for det i lovede mig en god fortjeneste , når jeg ville sige jer hvad jeg vidste . Man skal hoste , hvor kornet groer , sagde Jes . “ Efter denne forklaring fulgte fra Vifferts side en række spørgsmål , som bonden besvarede med stor nøjagtighed . Viffert drog dernæst en pung op af kutten og udbetalte ham den lovede belønning . Bondens grådige blik fulgte de tilbageblevne sølvpenge i pungen , han smilede og sagde : „ Giv mig fire mark til , så skal i få mere at vide . “ „ Jeg tror , at jeg ved nok . “ „ Giv mig en mark til , så stak i få et råd , der er ligeså meget værd som alt , hvad jeg hidtil har fortalt . “ „ Godt ! “ sagde Viffert , „ først rådet , så betalingen . “ Bonden så sig forsigtig om til siden , for han trådte Viffert nærmere og hviskedee : „ Har i noget for , så brug jer flinkt . Iaften ere de tre snese deroppe , i morgen aften komme de hjem fra Mattrup og rask , så blive de dobbelt så mange . “ „ Hvorfor tror du , at vi har noget i sinde ? “ Spurgte visiert , „ Tre imod tre snese , det er dog ikke sandsynligt . “ Bonden så op på visiert , hans ansigt antog et kløgtigt udtryk , idet han smilede og sagde : „ Der red i middags en flok ryttere vesterpå ad ring og Gredstrup til . Jeg har set deres spor i sandveien . Komme de til jer , så gøre de vist tallet mere lige . “ „ Men hvorfor skulle det just være vore folk , som red den vej ? Bønderne have jo også heste . “ Vejviseren smilede igen . „ De rytterheste , jeg taler om , vare beslagne med jernsko på deres frembeen , det er bøndernes ikke . — der red en anden flok om ad klostermøllen til , lidt for jeg traf på jer , lad dem skynde sig , hvis de skulle komme tidsnok . — jeg siger ikke mere . “ „ Det , du har sagt er også godt en mark værd , “ Svarede visiert og gav ham pengene . Bonden skjulte dem under koften , kyssede på sin egen hånd og lagde den ovenpå Vifferts . Derefter gik han ned ad bakken og forsvandt inde i skoven . Da visiert var alene , blev han stående nogle øjeblikke i dybe tanker . Lidt efter gik han ned til de to ryttere . Efter en kort samtale rede rytterne tilbage mod skoven , de nylig vare komne fra , men visiert bandt kutten omhyggelig sammen over sin rustning og vandrede op til nye . Her var alt i bevægelse . Fra husene lød sang og højrøstede stemmer , bevæbnede bønder breve frem og tilbage i gaderne , overgivne kvinder , smykkede med latterlig og iøjnefaldende pynt , færdedes imellem dem . Viffert gif med korslagte arme , nedslagne øjne og syntes ikke at lægge mærke til noget . Han vakte ikke videre opmærksomhed blandt mængden , der kom daglig munke ind til byen fra de nærliggende voor , Vissing og ømborg klostre . Da han nåde op til bakken , hvor kirken lå , omgiven af en høj mur , standsede han og så sig om . Udenfor et af de nærmeste hnse stod en kone , bøjet over en stor Balle og i færd med at vasie tøj . På en bankeskammel ved hendes side lå en bunke vaflet linned , en pige sad på kanten af skammelen , i færd med at spise et stort stykke sort rugbrød . Konen så ikke op fra sit arbejde , men Viffert kendte hende dog . Det var Henning gråbuks hustru , tranen . Under alle den sidste tids omskiftelser syntes tranen at være bleven den samme . Mellem de andres stjålne pynt bar hun endnu sin gamle tarvelige dragt , en blågrå lærredskjole , hvis ærmer hun i dette øjeblik havde kittet op til skuldren . Hendes åsyn lod heller ikke til at stemme med den almindelige jubel , det viste et alvorligt , næsten sørgmodigt udtryk , idet hun så op på munken , støttende sine hænder på vaskeballens kant , medens han tiltalte hende : „ God aften , Kirsten ! Kender i mig ikke ? “ „ Jesus kors ! udbrød konen forskrækket . „ Hvad gør i her ? “ „ Jeg vil tale lidt med eders mand , “ sagde biffert . „ Hvor kan jeg træffe ham ? “ „ Ja , hvem ved det ? For lidt siden sagde han , han ville gå over i kirken og rådslå med de andre . “ „ Nå , så de rådslå deroppe ? “ „ Jeg ved ikke , om de rådslå , jeg ved blot , at de skændes . “ „ Henning er jo bleven en mægtig mand , siden vi sidst sås . Nu trænger i ikke mere til min hjælp som i gamle dage . “ „ Jo , nu mere end nogensinde før , “ svarede tranen , og idet hun så i vejret , løb tårerne ned over hendes kinder . „ Det er kun et dårligt liv , vi føre her , og det vil tage en slet ende dermed . “ „ Det tror jeg også , “ sagde liffert . “ „ Jeg har advaret , jeg har bedet Henning på mine knæ om at vogte sig i tide , men han leer ad mig . Prøv , hvad i kan gøre . “ „ Hvorledes går det med de to fanger ? “ Tranen så sig om . „ Følg efter mig ; det er ikke værd at tale derom her på åben gade . Pas vort tøj , du lille Sidsel Maria , og sig , jeg kommer straks , hvis nogen spørger efter mig . “ Hun gik ind i gården bag huset og åbnede døren til en lade . Gulvet i denne var næsten fyldt med halm . Da visiert kom ind , lukkede tranen den nederste halvdør , satte sig på et af knipperne og vedblev : „ Der har været strid og klammeri mellem folkene , lige siden vi toge de herremænd fangne . Henning vil helst fare med lempe mod dem , det rådede jeg ham til , men Jes siger , at nu er tide « kommen til at gøre sig betalt før alt , hvad vi før måtte lide . Den snak kende vi nok , den synes de alle om . Hver dag får han flere på sit parti . Han hader Henning mere end nogensinde siden den dag , i slog ham til jorden . Det var ved Hennings rænker , det skete , påståer han . Da herremændenes frist var ude , og i ikke kom , ville Jes have dem aflivede . Henning sagde nej ; derover blev der ny strid , så trak de lod om , hvordan det skulle være , og Jes vandt . Dagen efter aflivede de Eggert Bugges ridefoged , han havde altid været en hård Hals mod bonden , derfor hængte de en død ulv op i træet ved hans side . Igår Morges blev den gamle ridder ført til galgen . Henning ville , at han skulle købe sig fri . Hvormeget koster det ? spurgte hr . Bugge . — igår kostede det halvtredsindstyve daler , i morgen koster det hundrede , men iovermorgen tohundrede , sagde Jes . — du skal få min klinge i dit bryst , før du får mine penge i din pung , sagde gamle hr . Bugge og vendte ham ryggen . Da stod hr . Jørgen gram frem og sagde , at han ville betale de hundrede rigsdaler , hvis de skånede Bugge en dag endnu , og der så ikke kom hjælp . — i morgen , når solen står op , er fristen atter omme . Iaften sidde de og rådslå om hvad de skulle gøre . “ „ Hvor holde de deres fanger forvarede ? “ „ Oppe i korskirken , “ svarede Kirsten . „ Gamle hr . Vugge sidder før sig selv nede i hr . Laxmands gravkammer , Jørgen gram i et andet . “ „ Kan man ikke få dem itale ? “ spurgte Viffert . „ Det vil have sin vanskelighed , “ svarede en røst fra halmen . I det samme så Viffert en væbnet mand komme frem fra mørket og træde hen til ham . Efter denne fulgte en anden , ude fra gården kom endnu en tredie til syne og lænede sig med begge hænder på halvdøren . Viffert sprang op , men den ene af bønderne lagde sin hånd på hans arm og sagde : „ Det er ikke værd , i prøver på modstand ; når jeg sætter mit tudehorn for munden , have vi gården fuld af folk . Ikke rettere jeg seer , så er det nok jer , som forgangen lovede at komme tilbage med løsning for de to mænd . I har næsten tøvet forlænge , men det er da tidsnok endnu , som tranen fortalte . Bringer i pengene med jer i aften ? “ „ Nej ! “ svarede Viffert . „ Det må i om , “ sagde bonden . „ Fra nu af er i en fangen mand , følg med , så gå vi op og fortælle Jes og Henning , at i er kommen tilbage . “ Bonden åbnede døren og lod Viffert gå foran ud i gården . Idet de kom udenfor , greb han pludselig om begge Vifferts arme og liv , trykkede ham tæt op til sig og sagde : „ Se , om han har våben hos sig . “ Hans ledsagere droge munkekutten til side * og fratoge Viffert et sværd og en dolk . Derefter førte de ham ud af gården . Idet fangen forlod stedet vendte han sig tilbage mod ladedøren , hvor tranen var bleven stående . „ Hils Henning gråbuk fra mig , “ sagde han og fulgte skaren op til kirke « . Undervejs forøgedes bøndernes antal med en mængde lediggængere , som sluttede sig til toget underskrig og glædesråb . Visiert var en ny fange , det vil sige en ny udsigt til vinding og løsepenge . Imidlertid behandlede hele denne kåde , halvdrukne sværm ham med et vist hensyn . „ Det var ham , som slog Jes kulegraver , “ sagde føreren , mere behøvedes ikke til at indgyde agtelse for Viffert , de betragtede ham opmærksomt og lød ham gå uantastet . Da de kom til kirken , blev Viffert lukket ind i et lille rum i en af sidegangene . En mand blev sat til vagt , væbnet fra isse til fod i en tung og gammeldags rustning , som han øjensynlig ikke var vant til at bevæge sig i . Efterat sværmen havde draget sig tilbage , og Viffert var bleven alene med sin vogter , tog denne en stecndunk frem fra en krog , fyldte et bæger og satte sig til at drikke . Aftensolen kastede sit guldgule skær igennem ruderne hen på de gamle ligfaner , som hang under loftet . Der gik en tid bort i tavshed . Vogteren lå lænet tilbage på trappetrinet udenfor kammerets åbne dør , en tung og rusten stridsøkse stod ved hans side , Viffert syntes hensunken i dybe tanker . „ Har i penge hos jer ? “ spurgte stridsmanden endelig . „ Ikke mange , “ var svaret . „ Vil i give mig en mark for et godt glas pryssing ? “ „ Jeg vil heller give to for at få at vide , hvordan de fangne herremænd have det . “ „ Jeg tænker godt , “ svarede den anden leende . „ De sidde nede i gravhvælvingen under alteret . Her næstved holde de råd over dem ; når det er til ende , skulle de føres frem ; så gælder det , om hr . Gram fra havbro vil rykke ud med hundrede daler til , foruden dem , han lovede i går . Io længer det varer , desdyrere bliver det , og desto flere folk får Jes på sin side . Dalby Bjørn kunne kun bringe løsepengene op til halvtreds , Jes har allerede fået det dobbelte ud . Kommer han først til at råde ene , så vil det gå ud over jeres gårde . Nå da ! — og han kommer til at råde i morgen den dag . “ „ Det er altså om fangerne , de tage bestemmelse iaften ? “ „ Der bliver bestemt mere end det i aften , kender jeg Jes ret , “ ytrede vogteren med en hemmelighedsfuld mine . „ Det stulde vel ikke være muligt , af komme til af tale med hr . Jørge « gram ? “ spurgte Viffert . Vogtere « så på ham med hævede 0ie « bry « og et spottende smil . „ Nej , “ sagde han , „ for jer er det rigtignok ikke muligt . “ „ Lad mig så få det glas pryssmg , du lovede . Der har du alle de penge , jeg bærer hos mig . “ Med disse ord kastede han en pengepung hen til vogteren . Denne holdt pungen i vejret og så sølvpengene gennem masterne . „ Der er mere , end jeg forlangte , “ Svarede hun . „ Det kn « være , “ svarede visiert . „ Vil du gøre en god gerning derfor , så lad en af fangerne få et bæger med . “ „ Hvem af dem ? “ „ Naturligvis ham , der betaler for de « anden . “ „ Det seer jeg intet ondt i , “ svarede vogtere « Efterat have overvejet Sage « . Han fyldte bægeret og rakte det til Viffert . Derefter gik han hen til en sidedør og bankede på med skaftet af sin strids okse . To mænd kom til syne . „ Disse to holde vagt over jer , mens jeg er borte . “ „ Jeg får at finde mig deri , “ svarede Viffert og rakte han : det halvtømtc bæger tilbage . „ Men d « lover mig , som en ærlig mand , at bringe det fyldte bæger til hr . Gram fra havbro . Ikke sandt ? Hvem ved , « maske det bliver det sidste , ha « kommer til at tomme . “ „ Øet lover jeg jer ved alle de gode helgene , som hænge på væggen derinde , “ svarede vogteren , idet han fyldte bægeret på ny og bar det ind i kirken . Da han kom ned i gravhvælvingen , sad Jørgen gram på en af de gamle kister og stirrede op mod det lille , tilgitrede lyshnl i muren . Vogteren rakte Hain bægeret og sagde : „ Jeg bringer jer en drik pryssing fra en , der mener jer det vel . “ Gram så forbavset på ham . „ Ja , i behøver ikke at betænke jer , “ vedblev bonden . „ Der er intet ondt ment med det . Drik og lad mig komme afsted igen . “ Gram tog bægeret . Idet han drak følte han en hård genstand imellem sine læber . ' øet var en ring . Han tøvede et øjeblik , tømte resten og gav bægeret tilbage til bonden , som forlod ham og omhyggeligt lnkkede døren efter sig . Medens han nylig kaldte på de to bønder , havde Viffert taget sin ring af fingeren og ladet den glide ned i bægeret . Da Jørgen atter var bleven alene , tog han ringen frem , holdt den op til lyshullet og genkendte den . Det var hans egen gave til Viffert . Han udstødte et dæmpet frydeskrig . Ringen var en hilsen fra en trofast ven . Han vidste , at Viffert var i nærheden . Ringen var et løfte om frelse . 10 vx . Bønderegimente . Bønderne og deres anførere fade imidlertid inde i nye kirke og overlagde med hverandre , hvorledes de skulle skaffe sig det største udbytte af deres fanger . Elleve år senere fandt en ligeså larmende rådslagning sted i samme kirke , det var blot andre skuespillere , som udførte rollerne : Mogens gjoe havde samlet den jyske adel og gejstlighed i kirken , hertug Christian af Holsten blev valgt til Danmarks konge . Efterat rådslagningen var endt , førtes de w herremænd “ ud på den åbne plads foran kirken . En tæt kreds sluttede sig om dem , kvinder og børn trængte sig mellem mændene , enhver ville se og høre . Henning gråbuk trådte ind i kredsen , mørk og alvorlig , der hvilede en synlig misstemning over ham . Han havde ladet sit skæg og hår vokse i den sidste tid , det skjulte næsten hanø hele ansigt og forøgede hans barske udseende . Jes kulegraver , som dernæst fremstillede sig , lod til at være særdeles veltilmode . Han havde omskiftet den uheldige fork med en mug , blankpudset hellebard og iført sig et indlagt brystharnisk , et bytte fra en eller anden plyndring , og dog var det hverken rustningen eller hellebarden , som gjorde hans skønhed så iøjnefaldende i dette øjeblik , men over pansieret bar han en lyseblå floielstnabe , kantet med jlderskind , om halsen en bred pibekrave , og på hovedet en hoirød Fløiels Barret med en mængde nedfaldende , krusede fjer . Derimod var han endnu iført de samme gamle benklæder , som han havde båret , før denne livsalige festtid begyndte . Således klædt , halv ridder , halv stodder , men hel skræmmebillede , lod han dog til at være uimodståelig i sine omgivelsers øjne . Han gif ind i kredsen med lange skridt , svingende arme og frumboiet ryg , som om vælden og herredømmet allerede tyngede på ham . Da han tom hen til de to herremænd , stat hun hellebarden i jorden , stemte begge arme i siden og betragtede fangerne med en overmodig og hånlig mine . Eggert Bugge brast i latter ved synet af ham . Jes blev rasende , han hævede sin knyttede hånd foran den gamle ridders ansigt og sagde : „ Hvad djævlen griner i ad ? ' ved i forvist , hvor længe det varer , inden jeg får jer til at græde ? “ „ Det ved jeg forvist , “ svarede Bugge , „ at hvad du har gjort mod os , vil komme til at koste dig mere blod end mig tårer . “ Efter disse ord vendte han ham ryggen . Jes tav ; ved hans side stod Henning gråbuk og betragtede ham med et ildevarslende blik , men sagde intet . Kuglegraveren vendte sig om mod Jørgen gram , stillede sig foran ham og vuggede med hovedet , så barettens fjer viftede ned over hans ædle ansigt , idet han sagde : „ Nu nys forleden gjaldt eders frihed halvtredsindstyve daler , i går hundrede , hvad tror i vel , den vil komme til at koste jer i morgen ? “ „ Det ved jeg ikke . “ „ Hvad agter i da at byde os for den ? “ „ Ikke det allermindste , “ svarede Jørgen . Dette fyndige og bestemte svar gjorde en vis virkning i kredsen , hvor Jes havde ventet sig en tilgift i anseelse på grund af de fordoblede løsepenge . „ Se ! derovre i det gamle affetræ ved kirkegårdsmnren hænger eders foged , “ sagde han . „ Igår var hans ansigt hvidt , i dag er det blevet blåt ; hør hvor kragerne skrige over hans hoved , synes i bedre om at hænge ved hans side , end at give en god sum løsepenge for at slippe ? Til i morgen have vi bundet os ved vort ord , når sol står op igen , gælder det ikke mere . “ „ Det høre i her i kredsen , “ råbte Jørgen . „ Iaften skylder jeg den fyr der hundrede daler , i morgen ikke en skilling . “ „ Ikke en skilling , “ gentog kulegraveren rasende , „ kun eders liv , og i kan være forbandet på , at jeg tager det . “ „ Lad os tale derom , når den tid kommer . “ „ Og hvorfor behøve vi vel at vente ? “ råbte Jes og så sig om i kredsen , „ hvorfor ikke ligeså godt gøre det af straks ? Hvem ved , hvad der kan indtræffe til i morgen ? “ Enkelte stemmer tilråbte ham bifald ; men Henning stillede sig foran ham og sagde : „ ' når solen står op . Det var jo aftalen . “ ' lidt efter blev de to fanger førte tilbage til gravhvælvingen . Visiert hørte bønderne støje , idet de førte dem igennem kirken , men det var ham ikke . Muligt at få dem at se . Senere på aftenen kom hans vagt ind til ham med en tændt lampe , hængte den op på væggen og sagde : „ Kirsten trane har været her med besked fra sin mand . Dalby Bjørn vil tale med jer siden , når klokken har ringet til aftensang . Hun bad mig om at gøre jer lidt til gode , med hvad jeg kunne . Er der noget , i ønsker ? “ „ Et knippe rughalm til at ligge på ville ikke være så galt , “ sagde visiert . „ Et knippe halm kan der blive råd til , “ svarede vagten . „ Hvad mere ? Noget at spise ? Lidt at drikke ? “ „ Det kan vente . “ „ Hvorlænge ? Ved i , at i og eders kammerater imorgen stå og banke på himmerigs porte , at der ikke er nogen mulighed i at slippe fri , ikke noget middel til at frelse jer ? — i leer ! I stole vist på eders mænd , som i have kaldt sammen her i nærheden . - nogle af dem red i eftermiddag ad Gredstrup til , andre om ad klosfermollen , jo ! vi have vore øjne og øren med os ; men for daggry kunne de ikke angribe , og hvad hjælper det så jer , når i ere hængte forinden ? Og hvad ville rytterne kunne gøre os , når vi løbe ind i de store skove ? — i stoler på , hvad der kan ske i morgen , i skulle blot vide , hvad der vil gå for sig i nat . “ Det var imidlertid blevet aften , solen gik ned , . en fin og kold regn begyndte med market . Rundt omkring byen og kirken blev der opstillet vagter , forsynede med lange kohorn , hvori de skulle blæse , såsnart noget mistænkeligt viste sig . Den øvrige del af banden drev omkring nede i byen eller søgte leje på lofter og logulve , hvor det tilbød sig . Jes havde valgt sin residens i fogdens port , lnkket begge Langer , fyldt jorden med halm og boret sig ned i dette tilligemed nogle gode venner . Efterhånden gik samtalen mellem dem over til en dyb og langtrukken pusten , som tilkendegav , at de sov . Jes alene vågede , han lagde planer og smilede til den forgyldte storhed , hans håb foregøglede ham . „ Sover du ? “ sagde han til en mand , som lå yderst ved porten . „ Endnu ikke . “ „ Ligger du godt ? “ „ Dejligt ! “ „ Trækker det ikke ind på dig . “ „ Ikke det mindste . “ „ Så lad mig så din plads . “ Manden betænkte sig lidt , stod op og byttede stiltiende plads med kulegraveren . Jes lå atter en tidlang fordybet i sine betragtninger . En klokke ringede ovre i korskirken . Dens lyd tilkendegav midnat , der skulle læses en messe derovre . Lidt efter rejste Jes sig op , rundtom ham syntes alt at sove . Han tog sin hellebard og åbnede porten . „ Nu skal det gå for sig , “ mumlede han halvhøjt . „ Hvor vil du hen ? “ spnrgtc hans sidemand . „ Det er jo så mørkt derude , at man ikke kan se en hånd for sig . “ „ Det er lyst nok til det , jeg går efter , “ svarede Jes . „ Jeg vil ud og se , hvem der fra nu af skal lystre , og hvem der skal befale . Læg dig ned igen og væk ikke dem , som sove . “ Dermed listede han sig ud ad porten , henimod båbenhnset , hvor Henning gråbuk havde sin bolig . I mørkningen blev Viffert fort ud fra kirken for at tages i forhor af Henning gråbuk . Våbenhuset , hvortil fangevogteren bragte ham , var et stort , firkantet rum , indesluttet af kalkede vægge og et lavt bjælkeloft , hvori der hang en lille , tændt lampe . Den ene væg havde et vindue ud til kirkegården , rundtom dette hang en mængde små votivtavler , voxbilleder og et tidligere benyttet helgenbillede , forestillende den hellige Søren , kirkens skytspatron , udskåret i træ , hvis farver tid og langvarig tilbedelse havde bragt rs2 til at falme . På stengulvet stod en ligbåre , der for øjeblikket gjorde tjeneste som sengested og var bedækket med klædningsstykker og puder . Da Viffert kom ind i dette rum , havde Henning stillet et stykke lys op imellem puderne , han selv sad midt imellem dem og spejlede sig i bunden af et blanktpoleret messingfad , medens han med en stor Uldsax afklippede sit lange hår og skæg . Han var næsten bleven færdig med denne forretning , som gjorde ham i hvi grad ukendelig , og sagde , idethan smilende vendte sig om mod fangen : „ Jeg pynter mig til eders komme , kan i så forlange mere ? “ „ Du har ønsket at tale med mig , “ sagde Viffert , da fangevogteren havde forladt dem . „ Jeg troede ellers , det var jer , som ville tale med mig , siden i kommer rejsende så langvejs fra . Bringer i løsepenge med jer ? “ „ Nej ! men jeg kan føre dig til et sted , hvor de ville blive dig udbetalte ! “ „ Det er lovlig silde taget . I hørte vel , hvad vi bestemte ude på stævnet ? de herremænd er blevne dyrere end sidst . Hvorfor tøvede i så længe ? Hvad vil i heroppe i aften ? Overliste os , fange os , dræbe os ? — lad os tale ærligt med hinanden . “ „ Godt ! lad os tale ærligt med hinanden . — jeg kommer ikke for løsepengenes skyld , ikke heller for de fangne herremænds , de ville blive frelste endda . “ „ Så må i skynde jer , “ sagde Henning , „ i morgen vil det være forsilde . “ „ De ville blive frelste , du kan stole derpå . “ „ Men når i ikke bringer penge med jer og heller ikke bryder jer om at frelse eders Benner , for hvis skyld tommer i da ? “ „ Jeg kommer for at frelse dig , “ sagde bistert . Henning brast i latter og sprang op fra båren . „ Akig ! “ gentog han spottende . „ Mon det også gøres nødig ? “ „ Sæt dig ned , “ sagde bistert rolig og bydende , „ og hør mig til ende , før du afbryder mig med din snak . — hvem tog dit barn fra Casper Gylding , da han havde bragt det i fængsel ? Hvem hjalp dig selv , da du lå og gispede under løvbunken ude i skoven og de søgte efter dig med deres skytter og hunde ? — siden jeg frelste dig før , kan det jo gerne falde mig ind at gjorde det igen . — der er ikke stort ved dig , Henning . Du skyer , hvad der koster arbejde , og lader dig drive fra øst til best , ligesom tilfældet fører det med sig . Du går helst udenom pligten , når du seer din fordel derved , mester og herre vil du spille , skønt du kun fødtes til træl . — jeg kender blot en god egenskab hos dig , for den har jeg glemt alle dine fejl : du er trofast og hengiven mod dem , der vide at knytte dig til sig . For endeel år tilbage tjente du et herflab ovre i København , kan du mindes det ? „ Det mindes jeg godt , “ sagde Henning . „ Det var jo hans nåde , nigshofmester Poul Laxmand , som de stak ihjel på hoibroen . “ „ Det kan være det samme , hvem det var , “ svarede visiert , „ jeg har blot hørt fortælle , at du var den sidste af folkene , som blev i hans hus , at det var dig , som hjalp frnen og hendes to døtre på flngt , at du fulgte med dem , til du fik moderen bragt i sikkerhed på Fyen , den ene datter hos hendes fæstemand , Abraham gpldenstjerne , og den anden hos Casper Gylding på tranders . “ Henning sad på kanten af båren og klippede sit skæg ; da Viffert tav , så han op , smilede og sagde : „ Men har i også hørt , hvorfor jeg gjorde alt dette ? “ „ Nej ! “ svarede visiert . „ Jeg tænkte det nok , nu skal i få det at vide . Samme år den store ulykke ramte rigshofmestereu , havde frnen holdt mit og Kirstens bryllup . Om aftenen kom hun ned und hr . Laxmand og den unge frøken Elfe og så på , at vi dansede i borgstuen . „ Cr du nu også rigtig glad , lille Henning ? “ sagde frnen , da vi gik hen og bukkede for hende . Jeg svarede , hvad der faldt mig ind , jeg var få glad den aften , som det lykkeligste menneske kunne være , jeg holdt af Kirsten , hun har velfortjent det siden . Det føjede jeg fil , at hvis der nogensinde kom den stund , hvori nådigfruen trængte fil en andens hjælp , om det så gik fil liv eller død , skulle jeg gjengjælde hende , hvad hun havde gjort for os i aften . Da lo frnen og lagde sit hoved op fil Laxmands skulder og sagde : „ Hører du det , Poul ! Hvad nød har jeg så , når Henning lover at hjælpe mig ? “ — „ Jeg fager imod din gode villie i gerningens sted , “ sagde rigshofmesteren , „ thi hvordan skulle det gå fil i verden , vin dit stakkels skind kunne blive os fil hjælp ? “ -- den dag kom alligevel , for de tænkte det . Da jeg havde bragt enhver af dem fil det sted , hvor de skulle være , trykkede fruen min hånd og sagde : „ Du alenc har i sandhed gjort mere for mig i min nød end alle de andre tilsammen . “ Jeg tog min hue af og sagde : „ Så slog det dog fil , hvad jeg lovede den aften , eders nåde lo ad mig i borgstuen : jeg stakkels skind har dog kunnet være eder noget til gode . “ „ For det , du gjorde dengang , kommer jeg netop til dig i aften , “ sagde Viffert . „ Opgiv det liv , du fører her , mens det endnu er tid . Sværdet hænger over dit hoved , seer du det ikke ? Del er en slet sag du kæmper for , du tager af andres lommer for at fylde dine egne , du samler kammerater til galge » , ikke for di » Konge ; kast dine stjålne våben bort , drag din gamle kofte på og følg med mig ned til Rantzau , så skal jeg skaffe dig hans nåde og tilgivelse . “ „ Kau i love det ? “ spurgte Henning . „ Det lover jeg . “ „ Og hvad så ? Når jeg kommer derned , skal jeg gøre rostjeneste , være trældyr igen og flæbe de andres sække , mens jeg her kun fylder min egen ; jeg har allerede fyldt den , jeg ejer så meget velforvarct gods , som der behøves til at ende al nød for mig og mine . “ „ Have plyndringerne givet så meget af sig ? Det troede jeg dog ikke . “ „ Jeg har intet plyndret ; jeg var rig , før krigen begyndte . “ „ Hvis din rigdom skulle stamme fra det pengeskrin , du tog fra Casper Gylding , så skulle vi tales ved derom en anden gang . For øjeblikket gælder det kun om at vælge : sydpå til Rantzau eller nordpå til galgen . Er det valg så svært , Henning ? “ „ Dernede skal jeg savne , mens jeg her lever i overflod , der skal jeg lystre , mens jeg her er herre , det er endda ikke så fristende vilkår , i byder mig . “ „ Er du da herre her ? “ spurgte Viffert spottende . „ Det skal i få at se i morgen , “ svarede Henning heftig ; „ måske i ikke engang behøver at vente så længe . “ „ Jeg tror også , at det ' vil vise sig før i morgen , “ Sagde Viffert . Pludselig afbrød en stemme deres forhandling . „ Og når det skulle gå dig sådan , at du ikke ved det sted før dig og dine , som du kan helde dit hoved til , vil du da ikke fortryde , at du har afslået , hvad hr . Viffert tilbød dig mat ? “ Dette spørgsmål blev udtalt af en dæmpet og sørgmodig røst i den ene side af værelset . Viffert så Hennings hustru sidde henne på dørtrinet , hvorfra hun havde lyttet til alt , hvad der blev sagt . Heniiing lod derimod ikke til at have hørt Kirstens ord . Under den sidste del os samtalen syntes han at være noget adspredt , hun bøjede sig flere gange tilbage mod vindnet , som om han lyttede efter noget udefra . I det samme blev døren stødt op . To mænd trådte ind . Den ene var en Bonde , væbnet med en rødmalet og kunstig udskåren kølle , den anden lod til nylig at være stegen af hesten , han havde en lang rytterkappe om skuldren , store kravestøvler på benene og en ridepisk i hånden . Da han tog sin sorte , opkrampede hat af hovedet , genkendte Viffert hr . Offe pylke , byfogden fra Ålborg . „ Den mand har et budskab til dig , “ sagde bonden . „ Han kom i fuld firspring ridende sønder - fra og ville ikke tove , da vi råbte til ham . “ „ Det er godt , “ sagde Henning . „ Gå kun du , og lad manden sige mig sit ærinde . Jeg kender ham . “ Bonden gik . Byfogden slog sin kappe til side og satte sig på båren ved siden af Henning . „ Hvor kommer i fra så silde ? “ spurgte bondehovdingen . „ Naturligvis fra Horsens , som jeg forklarede dig forleden , da du gav mig dit sikkerhedstegn med . Jeg har nu forrettet det ærinde , jeg havde til bymændene fra rådet i Ålborg . På hjemvejen kom jeg over Mattrup , og det , jeg der fik at se , gav mig lyst til at hviske et par ord til dig under fire øjne . “ „ Tal i kun frit byfoged , her er ingen , som vil røbe hvad i siger . “ offe pylke så sig om , bøjede sig nærmere mod Henning og udbrød : „ Det er galt fat med jer . I middags drog en rytterskare » ed til Mattrup . Dine folk er blevne nedhuggede eller adsplittede i den vildeste flugt . Jeg har selv været vidne dertil , jeg har talt med nogle af dem : takket være min nabo , som lånte mig sin gode hest , det var dens skyld , at jeg selv flap ud af den elendighed . — da jeg red herop , mødte jeg en anden flok af dine mænd , de standsede mig og ville til at udplyndre mig . Jeg viste dem dit tegn , men de lo deraf . „ Hvad kommer Dalby Bjørn os ved ? “ sagde de . Han har regeret sin tid , fra nu af er det Jes kulegraver , som befaler . “ Min stakkels hest måtte atter holde for , jeg satte sporerne i dens sider og red de bønder overrende . “ Henning lå på sengen og lyttede til byfogdens beretning med uforstyrret ro . Da pylke tav , gled et smil over hans ansigt . „ Nå , så de ville kun lystre Jes ? “ gentog han langsom . „ Og dog er det dig , der kalder dig herre ! “ Yttrede Viffert smilende . Det lod til , at offe pylke først ved at hore denne røst genkendte sin gamle medhjelper , han vendte sig om mod Viffert , så på ham , og rakte ham begge hænder med et udbrud af overraskelse . „ Hvad gør i her , Broder munk ? “ spurgte han . „ Jeg er en fangen mand , “ svarede Viffert . „ Det kunne jeg næsten slutte mig til . Hvad ville i også imellem krigsfolk , vi andre have ondt nok ved at bjerge os i denne tid , endsige en stakkels munk som i . Jeg sagde jer det nok , da vi skiltes i Ålborg : i skulle hellere været blevet ved at gå mig tilhånde i min skrivestue end løbe om og stikke og sigte på landevejene . “ „ Å , hvad krigshåndværket angår , “ sagde Henning , „ så lader det dog til , at hr . Viffert har lært lidt , siden i to stiltes . “ Pylke syntes at betænke sig , for han vendte sig til Henning og udbrød dæmpet : „ Jeg er ikke rig og har heller ikke meget hos mig , men hvis en rimelig sum kunne gøre det stakkels menneske fri , så er jeg villig til at betale den for ham . “ Viffert havde hørt alt . Han lagde sin hånd på smedens skulder og sagde : „ I er en brav mand , byfoged . Jeg stak aldrig glemme det , i nu sagde . “ „ Tal ikke derom , “ svarede pylke . „ Hvad vil det sige mellem to , der kende hinanden så vel . I er kommen på gal vej , Broder Viffert , jeg vil redde jer ud af den . Jeg betaler den pengesum , Henning med rimelighed kan fordre ; hvis han skulle foretrække et godt stykke smedearbejde , såsom en blankpoleret stridsoxe af pure stål , eller en stormhat , så fast , at ikke den lede satan selv kan bide igennem den , er det mig desto kærere . I følger da hjem i min skrivestue og fager fat på pen og regnskabsbog igen . Ter skal ingen gøre jer fortræd , og i kan få magelige dage ; vi have næsten ingenting at bestille i denne tid . Hvad synes i om det forslag ? “ „ Overmåde godt , “ svarede bifsert smilende , „ men jeg har måttet sidde så længe i kloster og skrivestue , at jeg trænger til lidt frisf luft nu , derved får det at blive for det første . “ „ Hr . Biffert er heller ikke så slet faren , som 2 troer , “ ytrede Henning . „ Han påstod , ligesom i kom , at han kunne løse sig selv , hvis han ville . “ „ Såmeget destobedre , “ svarede pylke , „ jeg kan da drage min vej igen . “ „ Vil i rejse videre i nat ? “ spurgte Henning . „ Ja , helst straks , “ svarede byfogden , „ jeg har en lang vej for mig , og de længes vist efter mig hjemme . “ „ Rid i med gud , hr . Pylke , og hvis nogen prøver på at standse jer , så vis dem mit mærke , her i byen tænker jeg i det mindste , de lade det gælde . “ Pylke bod Viffert farvel og var allerede kommen hen til døren , da han gik tilbage igen og hviskedee til Henning : „ Vil du følge mit råd , gråbuk , få se at komme bort , det hurtigste du kan , der er ugler i mosen , jeg tror ikke , du er sikker her . “ „ Jeg vil betænke mig på det , “ sagde Henning med sin tidligere sorgløshed . „ Hvad siger du så til mit forslag ? “ spurgte visiert . „ Det skal jeg også gruble lidt over , “ svarede han . „ Derfor vil jeg nu være alene . Tranen kan føre jer tilbage til kirken . “ 161 „ Det er allerede over midnat , “ sagde bissert . „ Hust vel på det . “ „ Der kan ske meget fra midnat til i morgen , “ Svarede Henning . Tranen gif med Viffert , pylke fulgte dem . Henning blev alene . Xvi . Hvorledes dommen blev fuldbyrdet . I samme øjeblik Hennings hustru åbnede døren sra påbenhuset , forekom det hende , at en mørk skikkelse gled forbi muren under vinduet . Hnn standsede og bøjede sig ned for desbedre at se , men skikkelsen var forsvunden . En forvoven hyldebærbusk stod noget fra muren , og op til vinduet var der stillet et brudstykke af en gammel stige , det var alt , hvad hun opdagede , da de kom hen til stedet . Nede i byen brændte der endnu lys i flere huse , af og til hørtes lyd af skrig og sange ovre fra herberget . I ' nærheden af kirken vedblev derimod alt at være roligt og stille . Flere timer forløb , et svagt , dæmrende skær af morgenrøden begyndte at lysne over de store skove , som dannede landskabets baggrund . Forårets budflaber , lærkerne og stærerne , sang , små flokke af krager søgte ned for at fiske på søbredden . Da blev stilheden , som så længe havde hvilet omkring Sankt Jørgens kirke , pludselig afbrudt . En skare mænd kom frem fra mørket indenfor kirke - gårdsmuren og listede sig op til våbenhuset . Alle bare de bnaben , hvis raslen forrådte dem tiltrods for den tavshed , hvormed de bevægede sig . Efter at have standset nogle øjeblikke nedenfor trappen , som til en sidste rådslagning , trådte to mænd frem og gik op til døren . I det samme sås i morgenlyset en mørk skikkelse , som hidtil havde siddet i en krog af dørkarmen , rejse sig i vejret og strække en partisan frem mod de to mænd med det spørgsmål : „ Hvad vil i ? “ Stemmen lød bekendt , det var Kirsten trane som talte , det var hende , der havde siddet sammenknuget på dørtrinet med sit barn på skødet , begge to indsvøbte i et gammel hestedækken . „ Hvad vil i ? “ gentog hun barsk , da ingen svarede . „ Er det jer , Kirsten ! “ sagde den ene af mændene . „ Hvorfor tale i så højt ? “ spurgte Kirsten . „ Hvorfor hvisker i ? Hvad bestiller i her ? “ „ Det se 2 jo , jeg våger . “ „ Over Henning ? “ „ Hvem skulle vel våge over Henning , når ikke jeg gjorde det ? “ „ Bi ville tale lidt med ham , “ sagde den anden af mændene . „ Kom igen , når det bliver lyst , nu er det tid til at sove , ikke til at snakke , “ sagde tranen . „ Lad de mænd kun komme ind , “ sagde en bydende og alvorlig stemme bag Kirsten , og da døren blev åbnet og skaren styrtede ind i våbenhuset , så den Henning stående midt på gulvet , rustet i brystharnisk og stormhue og støttende sig til en langskaftet økse . Han var forfærdelig bleg , men der var tillige noget vildt og udfordrende i hans åsyn , i hans hele stilling , som påtrængte sig enhver af de kommende . „ Hvad vil i Dalby Bjørn ? “ spurgte han koldt og hånligt . Ingen svarede , de havde ventet en sovende , ikke en kampberedt mand . „ Jeg skal sige jer , hvad i ville , “ vedblev Henning . „ I komme for at overfalde og dræbe mig , det har i aftalt iaftes med Jes kulegraver ; når det er bestilt , skal Jes være herre og føre jer til rov og plyndring . Ikke sandt , sådan lød ordene ? Og siden i manglede mod til at vove jer herop , når jeg vågede , så gik i ræve ud i mørket , og siden ingen af jer turde vove sig alene mod mig , så rotte i feige uslinger jer sammen , vel en snes i tallet . — men hvor er da Jes , eders mand , som er bedre end jeg , hvorfor går han ikke i eders spidse , siden det dog er ham , for hvem i virke ? — ja , i se på mig . I ved ikke , hvor han er . — kom ! Så skal jeg hjælpe jer at søge . “ Med disse ord gik Henning et skridt til side og drog et tæppe op fra jorden . Under dette lå Jes kulegraver , udstrakt og ubevægelig , en kniv var boret lige til skaftet ind imellem brystpantseret og skulderskinnen . ' bønderne vege tilbage for dette syn , deres truende holding var forsvunden , et almindeligt udbrud af forfærdelse var den eneste lyd , der hørtes , da Henning tav . Lampelyset fra loftet faldt ned på den dødes stive og fordrejede træk og gjorde hans ansigts bleghed endnu mere påfaldende . „ Han vovede dog at liste sig ene herind , “ sagde Henning og pegede over skuldren på det åbentstående vindue . - „ Sådan modtog jeg ham . “ Da han sagde dette , stødte han hånlig til liget med foden , kastede sit hoved tilbage og råbte : „ Nu have i set , hvad her er at se . Der ligger den , i valgte , her står den , i forkastede . Hvad vil i mere ? “ Endnu medens disse ord lød hen over den tavse og rådvilde skare , hørtes våbenlarm og skrig udenfor . Fra en længere afstand trængte lyden af langtrukne horntoner sig til våbenhuset , alle lyttede , selv Henning lod til at være forbavset . Døren blev stødt op , en Bonde viste sig i åbningen , lænede sig vaklende og gispende til karmen , idet han råbte : „ Til våben , alle mand ! der komme ryttere vesterfra og slå ihjel for føde . Fra sønder tude de også i hornene . Det er galt fat rundt omkring os . “ Bønderne styrtede ud af våbenhuset . Henning blev alene . Gennem den åbnede dør hørtes kohornenes toner bestandigt nærmere , mere langtrukne og klagende . På kirkegården udenfor stimlede en talrig skare sammen og voksede med en forbavsende hurtighed . „ Hvor er Jes ? “ råbte nogle . „ Han skal føre os ! “ tilføjede andre . „ Hent fangerne , dræb dem , så afsted til skoven . “ Nye skarer gentage disse råb , stedse tydeligere . Forvirringen var ubeskrivelig . Henning stod tavs i den åbne dør og så ud over mængden , så ligegyldig , som om hans øjne kun mødte kirkegårdens sammensunkne grave . Solen skinnede ned over ham . Da råbene syntes at forene sig i et fælles spørgsmål efter Jes , trådte han et øjeblik tilbage , viste sig atter og råbte med en røst , der skarp og bestemt nåde lige til den sidste i skaren : „ Det er altså Jes , der skal frelse jer . Lad ham gøre det . I har forlangt en hund for en Bjørn . Der har i den , i valgte . “ Med disse ord løftede han knlegraverens lig op i sine arme og kastede det ned blandt mængden . Den forbavselse og rådvilde forvirring , som nu opstod , lader sig vanskelig beskrive . Kirkegården genlød af rædselsskrig , af trnsler , ' af bønner om hjælp . I nærheden af knlegraverens lig var trængslen størst , enhver ville se den påkaldte frelser , som lå for deres fødder med dødens grålige bleghed i sit ansigt , med blålige læber , med spor af blod i mundvigen , og hvis brustne , glasagtige øjne endnu ikke havde lukket sig . Fra deu døde vendte alles blikke sig til den levende . Han stod endnu oppe på trappen , ventende , trodsende , slottet til skaftet af sin 0xe . Imidlertid tiltog mængden hvert øjeblik nede på kirkegården . Gennem de sprængte porte trængte sig en hob skrigende kvinder med udslagne hår , store bylter af klædningsstykker under armene og fortvivlelse i alle miner ; de fulgtes af børn , der grebe fat i deres kjoler for ikke at blive revne bort i trængslen . Nede fra byen lød klageskrig af sårede , hestenes vrinsken og hule , skrattende toner af kohornene , mellem hvilke der nu blandede sig seirsråb og trompetklang . Pludselig skiltes mængden nede foran trappen . En høj , bredskuldret mand kom til syne med gråligt hår , en pigkolbe på skulderen og et bredt slagsværd , hængende i en snor på brystet . Kolben og sværdet lagde han fra sig på det nederste trin af trappen og skred derefter våbenløs op til Henning . En almindelig tavshed og forventning fulgte manden . Henning lod ham komme , lod ham gribe sin hånd , og man hørte den gamle sige : „ Hjælp os ! Hvorlænge skal det vare ? — seer du ikke , at vi have dig nødig ? “ Henning rystede på hovedet . „ I have solgt mig , i ville slå mig ihjel . Jeg gider ikke have meer med jer at gøre . “ „ Skulle da alle bøde for den eues skyld ? “ spurgte manden . „ Jeg har været dig tro , det ved du . Hvad brød jeg mig om Jes med hans skelende øjne ? Det var min dreng , som gik til Kirsten iaftes og bad hende vogte sig for natten . Hjælp os , du ! “ Henning stod og så ned for sig . Han følte sig bevæget af denne bønlige stemme . „ I morgen vil det hedde , at Dalby Bjørn løb sin Bei , da det kneb for hans brødre , “ tilføjede den anden . Disse ord lød til at forvandle Henning . Hans bryn rynkede sig , hans spottende mine forsvandt , han syntes at blive større , idet han vinkede til mængden , strakte sig ud over trappen og råbte : „ Hør efter dernede , og lad hver mand se til , at han lystrer mig på en prik . — i skille jer ad i to hobe , den ene går ovenom fogedgårdenj vad over åen , der kunne rytterne ikke nå jer : — den anden går imod øst . Bring kvinder og børn ind i skoven , ingen snak mere . Den , som taver , er fortabt . “ Aner vekslede scenen . Efferat de sidste af Hennings ord havde lydt hen over mængden , lignede kirkegården et oprørt hav , hvis bølger samlede trængte sig hen mod udgangen , før derefter at skilles i to brede strømme , som hver søgte sin vej . Lidt efter var kirkegården forladt , dens nedtrådtc kors og grave viste sig , midt imellem disse lå Jes kulegravers legeme , beskinnet af morgensolen , forladt og glemt af alle sine venner . Henning smilede over den Iver , hvormed hans befalinger blev fulgte , det var en triumf , han i dette øjeblik fejrede . Den gamle mand sad ved hans fødder , skøttende hovedet mellem begge “ Sine hænder . „ Hvorfor går du ikke med ? “ spurgte Henning . „ Det sagde jeg dig jo før , “ svarede manden . „ Jeg bliver ved at være dig tro ; du skal snart få det at se . “ Henning lagde sin hånd på hans skulder : „ Ak nej , Asmus ! “ sagde han bevæget , „ det som vil gå for sig om lidt , lader sig ikke fægte ud med sværd . Følg med de andre , de have dig mere nødig end jeg . “ Den gamle så op på Henning , svarede ikke , men tog sine båben nede på trappen , slængte dem op på skuldren og gik med lange og hurtige skridt , uden at vende sig om . I det samme greb en hånd om Hennings . Han vendte sig og så Kirsten , som under alt , hvad der hidtil var foregået , havde beholdt sin plads ved døren , med hellebarden i den ene hånd og sin lille , datter i den anden . Hnn var blot lidt blegere end sædvanlig , den gjennemvågede lials uro stod malet i hendes træk . „ Tag barnet , “ sagde han , „ løb så hurtigt , du kan , langs med huulvcien , østerpå ind i skoven . Der har du alle de penge , jeg ejer . “ Med disse ord rakte han hende en lille lærredspose . „ Hvad gør du selv ? “ spurgte hun . „ Jeg løser fangerne . “ tranen nikkede og adlød blindt og tavst , som hun plejede . Idet hun gik , greb Henning hendes hånd og standsede hende . „ Farvel du ! “ sagde han . „ Du har fundet dig i meget sammen med mig , fra nu af er det onde forbi , det tror jeg . Når vi ses igen , bringer jeg de gode dage med mig . “ Han slyngede sine arme om hendes skulder og kyssede hende . Tranen så op på ham , smilede , som de gode engle smile , tårerne løb ned ad hendes kinder idet hun kyssede hans hånd , derefter løftede hun barnet op i sine arme og gik til skoven , som han havde sagt . Nede i byen lød larmen og skrigene stedse højere . Bønderne sloges med hele det raseri , fortvivlelsen gav dem , og som bisheden om , at der ikke fandtes nåde eller skånsel , forøgede . En afdeling ryttere holdt i den brede gade , som førte op til kirken , en anden var stegen af hestene og kæmpede med de fjender , som havde søgt tilhold bag gærder og huse , hvorfra de sfode med Buer eller stak efter rytterne med deres lange spyd . Fra våbenhuset gik Henning over i kirken . Da han kom til bifferts fængsel , fandt han døren stående påklem , indenfor lå fangevogteren udstrakt på gulvet , bistert selv var forsvunden . Henning kunne se , at der havde fundet en kamp sted , som . var gået ubemærket hen under den almindelige forvirring udenfor . Lampen var væltet , halmen spredt omkring på gulvet , stecndunken søndcrslagen . Fangevogteren vågnede ikke heller da der blev kaldt på ham , det var dødens søvn , han sov . Henning trak på skuldren og gik ind i kirken , hvor gram og vugge sagde indespærrede . Et øjeblik iforveien vare bønderne , som holdt vagt oppe i koret , fulgte med deres flygtende kammerater . Biffert stod ved alteret og søgte efter nedgangen . Da han hørte trin genlyde på stengulvet , vendte han sig om og studsede ved at se Henning , uden våben , med blottet hoved og iført en gammel , snever , blåstribet hvergarns kofte med en brun læderrem om livet . „ Kommer du endelig ? “ udbrød han . „ Det var nærved , du havde tøvet for længe . “ „ Det lader dog til , jeg kommer tidsnok , hr . Biffert , siden i ikke uden min hjælp kan finde vej til de to herremænd . “ „ Hvor er de gemte ? “ „ Hernede , “ sagde Henning og åbnede en trælem på altergulvet . Under denne viste der sig en trappe og ved enden af trappen en jernbcslagen dør , stænget udvendig . „ Hr . Jørgen gram sidder i det første Kammer , ridder vugge i rummet næstved , “ tilføjede Henning . „ Tov lidt , til jeg kommer tilbage , “ sagde visiert og gik ned i hvælvingen . Et svagt dagslys trængte ind igennem det lille tilgitrede vindue i Jørgens fængsel . Da døren blev lukket op og visiert viste sig i åbningen , udstødte Jørgen gram et glædespig , styrtede hen imod ham og trykkede ham til sit bryst . „ Jeg vidste nok , du ville komme , “ sagde han . „ Det varede længere , end det skulle , “ svarede pisfert . „ Gå ind her ved siden af og luk op for gamle hr . Bugge , han trænger vist også til frisk luft . Jeg venter eder oppe i kirken . . “ Medens Jørgen åbnede Bugges fængsel , gik Viffert op igen i kirken . Henning sad på rækværket omkring alteret og så på helgenbillederne . ^ , et ord , du ! og svar mig hurtigt og bestemt . Hvad har du nu besluttet dig til ? “ Henning så hen på bistert med en mine , der skulle udtrykke forundring . „ Nu vil jeg følge eder , “ sagde han . „ Bar det ikke det , i rådede mig til for lidt siden ? Jeg vil prøve på , om jeg kan blive en ærlig mand , det er vist tidsnok endnu . “ „ Det er også på høje tid , du tager den beslutning . “ „ Ja , beslultet var det da egentlig , før vi taltes ved i nat . “ „ Du vægrede dig dog ved at følge mig . “ „ Ja , men jeg sad alligevel og klippede mit hår og skæg af , for at gå med jer , “ svarede Henning med sit poliske smil . „ Jeg måtte tale , som jeg gjorde , for jeg vidste , at der sad en udenfor vinduet og lyttede efter mine ord . Der var mere at forrette , end i bilder jer ind , før vi kunne drage bort . Det har jeg nu bragt til ende . “ „ Hvad har du bragt til ende ? “ „ Jeg måtte først gøre pladsen ryddelig for eder . Havde mine folk fort fangerne ind i skovene , ville i være komne forsilde til at frelse dem . — bønderne ere borte . Jeg måtte dernæst binde hånden på Jes kulegraver og på alle hans kammerater . Hvad ville det nytte , at eders Benner angreb os , hvis Jes , forinden i kom , havde dræbt de to fangne herremænd ? — jeg har slået Jes ihjel , han ligger derude på kirkegården . “ Bistert lyttede til denne forklaring med den dybeste overraskelse . Henning sad og svingede frem og tilbage med benene på rækværket , medens han talte , han hævede ikke sin stemme , så ikke op , det var som alt det , han sagde , forekom ham at være en ligefrem sag , der fulgte af sig selv . I dette øjeblik kom Jørgen gram med Eggen Bugge op fra hvælvingen . „ Hvad er dog det , som her går for sig ? “ spurgte den gamle ridder med strålende blikke , idet han rakte bistert begge hænder . „ Bi slås , “ sagde bistert , „ og vi frelse eder . Er det ikke , som det skal være ? “ „ Og hvem er det , , som slås , og hvem er det , som frelser mig ? Jeg må dog vide det , “ sagde Bugge . „ Christen skel og clans jul have sat sig i spidsen for alle de nosknægte og det øvrige mandstab , søm hr . Osse slud fra tirsbæk samlede til Rantzaus hær , og søm endnu ikke var sendt til Kolding . Hr . Anders fris fra haraldskær har sluttet sig til dem med sine ryttere , de angrede ved daggry bønderne fra to sider , jeg tror , at det hele snart vil være tilende . “ „ Og hvem befaler over alle disse mænd ? “ spurgte Bugge . „ Befalingen lagde Rankzau jo i eders hænder , da vi droge ud fra lejren ; det var derfor , vi skyndte os at få eder fri . Når i viser jer , vil enhver kun adlyde eder . “ Henning var gået ind i våbenhuset , idet Jørgen og Bugge kom , straks efter vendte han tilbage igen med et sværd . Han stod og lyttede til samtalen . Da Viffert tav , sagde han : „ Her bringer jeg det sværd , de toge fra jer forgangen . Jeg har forvaret det siden . “ Bngge genkendte ikke Dalby Bjørn i den stribede koste , endnu mindre efter den forandring , det afklippede hår og skæg havde frembragt . „ Hvem er du ? “ spurgte han . „ Min følgesvend , “ svarede Viffert , idet han tog sin kappe og lagde den over Hennings skulder . „ Ja , det er jeg om lidt , “ sagde Henning ; „ men siden jeg hører , at det er eder , som befaler her , så er jeg nu en stakkels Bonde , som beder eder så mindeligt om råde og forbarmelse for dem derude . giv eders folk et tegn , at de holde op med at slå ihjel , de slås ikke mere , de slagte nu . “ „ Men hvem er du da ? “ spurgte Bugge . „ Din røst forekommer mig bekendt , skønt jeg ikke mindes , at have set dig for , hvor den Dalby Bjørn huserer . “ „ Har i da så meget at klage over den Dalby Bjørn , mens 2 sad fangen her ? “ spurgte Henning . „ Bar han eder for streng ? Lod han eder savne noget ? Rådede han ikke til det gode for eder ? — nu rende de bønder ad skoven til , ind i det dybeste skjul de kunne stnde , de samles aldrig mere , det lover jeg for . “ „ Hvorfor skulle de ikke samles igen , så længe de have Dalby Bjørn til fører ? “ „ Men ham har de ikke mere , “ sagde Henning . „ Hvoraf ved du det ? “ „ Fordi Dalby Bjørn ligger her for eders fødder og tigger om nåde for sine brødre . “ Med disse ord knælede Henning ned for Bugge og bøjede sit hoved til jorden . I det samme lød der højrøstede stemmer udenfor kirken , en trompet gav genlyd inde i de høje hvælvinger . Christen skel og Claus jul viste sig ved indgange « . Henning strakte hæ « dær « e op mod Bugge og hviskedee : „ Er dær siet ingc « nåde for dem ? — blot en times frist til at komme bort — en eneste time . I skal aldrig se dem mere for eders øjne . “ „ Jeg vil gøre hvad jeg kan , “ sagde Bugge med et godmodigt smil og lagde sin hånd på Hennings hoved . „ Rejs dig op du — væbner hos hr . Visiert vendelbo . “ Straks efter kaldte trompeterne herremændenes stridsfolk sammen omkring kirken . Forfølgelsen ophørte . Xvii . Hvad Viffert forlangte til løn . Otte dage senere skinnede eftermiddagssolen ned over sletterne ved Kolding og spejlede sig i fjorden , hvis flovbeklædte bredder begyndte at antage en svag lysegrøn farve af det unge , spirende løv . Kolding frembød i den sidste måned et broget og livligt billede , idet krigsfolkene fra lejren kom ind til byen i store skarer for at kjobslå i boder og ølhuse , hvorfra de først imod aften vendte syngende og halvberusede tilbage for at kunne være hjemme inden tappenstreg . Ude i lejren hendøde sangen , de bernsede syntes at få deres bevidsthed tilbage ; Rankzau havde givet streng befaling om orden og ædruelighed , og alle vidste , at han var mand for at håndhæve sine bud . Der var dengang en bred , indgroftet vej fra Kolding langs med skoven nordpå . Ovenfor dyrehaven stilles den i to arme , den ene gik forbi eltang kirke , den anden vesterpå over moserne ved Nebel . Lejren lå lige udenfor Kolding , omtrent for enden af denne vej , og som følge deraf var den daglig opfyldt af våbensmede , bissekræmmere , jøder og prangere . de sidste bragte kvæg til det daglige forbrug blandt krigsfolkene , jøderne gik og ventede på at afkjøbe soldaterne det bytte , krigen mulig kunne bringe , hos bissekræmmerne kunne man , foruden mange andre nyttige genstande , skaffe sig en særdeles billig underbalsom , der øjeblikkelig lægede ethvert sår , eller hvis man heller ville have en lille , indviet pose til at hænge på brystet , så var enhver , som bar den , aldeles sikret mod hug og stik . Det var et middel til at vinde hæder uden at vove noget , derfor fandt denne handelsgjenstand en rivende afsætning . Af og til kom også en munk ridende på et langøret æsel og falbød afladsbreve til dem , der foretrak sjælens frelse for legemets , men denne handel gav ikke længere så godt udbytte som tidligere , Luthers lære begyndte allerede at svække tilliden til disse breves virkning . Det var altså otte dage efter kampen ved Rye , da der henimod aften red en pyntelig skare adelsmænd over den ene af de omtalte veje fra vcsternebel moser , hvor de havde tilbragt dagen med i agt . To af disse herrer så ud til at være mænd af meget høj rang , de øvrige , som fulgte dem i nogle skridts afstand , lod til at være deres følge . Den ene af anførerne bar en mørkeblå Fløiels våbenkjole , over hvilken der gik et blankpoleret brystharnisk med ophævede udsmykninger og et indlæg af fine , snirklede guldtråde i kanterne . Over dette harnisk slyngede sig et bredt skærf af gult og mørkerødt silke . På hovedet bar han en let hjelm med gylden kam og kant , hvorfra en hvid og grøn fjerbusk faldt ned over skuldrene . Hans ansigt var langt og noget masivt i formerne , dets udtryk røbede kløgt og godmodighed . Det var hertug Frederik af Holsten , som var bleven kåret til konge i Danmark . Hans ledsager var den mandhaftige Johan Rantzau , fcltmarskalk over lejren , iført en prunkløs , blåhærdet rustning , over hvis brystplade et langt , brunrødt skæg faldt ned . Ansigtet , som viste sig under det opslagne bisir , var alvorligt og strengt , brunt , af solen , det tydede på stærke og heftige lidenskaber , lette at vække , vanskelige at forsone . Lidt ovenfor bramdrupdam ligger der en langstrakt bakke , ved hvis fod adelsmændene gjorde holdt foran et vældigt egetræ , under hvilket svendene lidt iforveien havde udbredt en hvid dug på græsset og opstillet fødevarer , biindunke og bægere . Rytterne stege af deres heste , kong Frederik tog plads på et sæde af græstørv under egetræet , Rantzau og det øvrige følge lagde sig ned i græsset og dannede en kreds om dugen . Lidt borte stod tjenerne og falkonererne med deres fugle på armen eller på en tvegrenet stok . To skovhornister blæste en munter Melodi , og medens adelsmændene spiste og drak , blev de efterhånden omringede af nysgerrige bønder , kvinder og børn , som havde ventet i nogen frastand , nede under bakken , for at se den ny konge . Skovhornene blandede sig med latter , bægerklang og højrøstede samtaler , da der pludselig i lang frastand lod et andet horn , som i bløde og dæmpede toner gengav en af disse gamle , vemodige melodier , der dengang vare folkets velbekendte ejendom , medens de nu , fortrængte eller glemte , på få brudstykker nær , nøjes med en beskeden plads i et bibliottek eller i en samlers gemmer . Hornet syntes at komme nærmere , dets toner gav Echo under bakken . Rantzan lagde kniven fra sig og lyttede , hans bryn trak sig sammen , en tiltagende uveirsrynke blev synlig imellem øjnene . „ Hvad djævelen er det for en Karl , som vover at trompete her , uden at bede om forlov ? “ spurgte han , idet han stod op og så tilbage . Nede på vejen kom en skare ryttere i et hurtigt trav . I den støvsky , som omgav dem , viste sig af og til en blankpoleret hjelm eller et blåligt jernkyrads , belyst af aftensolens rødlige skær . Hele jagtselskabet stirrede på rantzan og rantzan på de kommende . Da glattedes efterhånden den dybe rynke i feltherrens pande , vreden gav plads for overraskelse , hans barske miner forvandledes til et fornøjet smil , idet han vendte sig om mod kongen og sagde : „ Nu tror jeg vist , at eders majestæt vil få godt nyt at høre . Hvis jeg seer ret , så kommer der Eggert Bugge med sine mænd , dem jeg skikkede den Dalby Bjørn på nakken . “ Han tog ikke fejl i sin formodning . Det var ridder bngge , som vendte tilbage fra nye , ledsaget af en anselig styrke , alle med blusende åsyn efter det heftige ridt og den tunge vægt af våben og rustning , alle støvede og medtagne af rejsen , men i den muntre og tilfredse stemning , søm en veludført bedriff plejer at fremkalde . Da jagtselskabet lå nedenfor bakken , fik Bugge og hans mænd først øje på forsamlingen , idet de kom i få skridts afstand . Den gamle ridder gjenkjendfe kongen , steg af hesten og hilste . Adelsmændene i hans følge gjorde det samme . Førend dette skete , havde Rankzau gjort kong Frederik bekendt med Bugges sendelse . Nu vendte han sig mod ridderen og udbrød : „ Goddag , hr . Eggert Bugge ! I kommer ridende med en mine , hvori der står et vundet slag skrevet . Er det ikke så ? “ „ Nej , dertil var fjenden for ringe , “ svarede Bugge . „ I mit ansigt skulle der ikke stå andet at læse , end ønsket om at have opfyldt eders forventning . Det er alt . “ „ Ingen rosbåren må lade blæse for sig i horn på adelsvei , medens hans nåde kongen færdes på den , “ sagde Rankzau . „ Bed i ikke det ? “ „ Jyske adelsmænd satte kong Frederik den forsfe på Danmarks kongcthrone ; jeg ventede ikke at finde hans majestæt på et så beskedent sæde som det , han her har valgt sig , “ svarede bngge . „ Nejen er lang herfra til Danmarks ttrone , “ ytrede kongen smilende , „ jeg hviler mig lidt undervejs . “ „ Bi have nu gjort eders majestæt den Bei en smule kortere i disse dage , “ vedblev Bugge , „ det var det , mit horn skulle fortælle feltmarskalken . “ „ Og Dalby Bjørn ? “ spurgte kongen . „ Eders majestæt vil aldrig oftere blive mindet om dette navn . Vi have slettet det ud . “ „ Meu hans bande ? “ „ Den er ikke mere til . “ „ I har slået den ? “ „ Ja , “ svarede Bugge . „ Ønsker eders majestæt ikke at vide lidt omstændeligere besked om den sag ? “ spurgte Rantzau . „ Jo , fortæl , fortæl ! Jeg ville just bede eder derom . “ „ I så fald er det ikke mig , der skal have den ære at aflægge eders majestæt beretning , “ svarede Bugge . „ Hvem da ? “ „ Hr . Viffert vendelbo ved mere at sige derom . Jeg var en fangen mand , da det vigtigste hændtes . “ Viffcrts smukke ansigt smilede , idet han rystede på hovedet til disse ord . Medens alles blikke vare rettede på ham , bøjede han sig for kongen og svarede : „ Det jeg ved , er for lidt til af trætte eders majestæts opmærksomhed med , det jeg havde lejlighed til af udføre , er endnu mindre . Hr . Christen skel og clans jul , som stå der , anførte hver sin hob af vore spyddragere , de overfaldt bønderne , de toge deres forskandsede by , de gjorde alt , hvad der var af bestille . Dem tilkommer det af tale . “ . „ Ja ganske vist var det os , “ sagde Christen skel , „ men både jul og jeg høre til en slægt , som ikke plejer af sætte sit mærke under andenmands bedrift , derfor have vi af tilføie^ af det var Viffert , som skaffede os folk , visiert , som viste os , hvor vi skulle søge fjenden , som udspejdede ham , som lagde planen , Viffert , som virkede tidlig og silde , og da så alt var forberedt og bragt i gang , sagde han : se , der er vejen , gå nu ! — så gik vi , og så sloge vi dem . Det er forskellen mellem ham og os . “ „ Ja , “ svarede Viffert frimodig , „ Eders majestæt har uden tvivl allerede opfattet denne forskel , det er den mellem det dragne sværd og armen , der forer det . “ „ Det var tillige Viffert , som frelste ridder Bugge , “ Udbrød Jørgen gram , som også syntes , at han burde sige noget . „ Jeg er ilde faren , “ sagde Viffert . „ Enhver overdriver min del . Hr . Bugge må da selv bedst vide , hvem der åbnede hans fængsel . “ „ Det gjorde Jørgen gram , “ “ svarede Bugge . „ Der hører eders majestæt sandheden , “ sagde Viffert med sit lykkelige smil . I dette øjeblik gik Rantzau , som havde stået i et par skridts afstand og lyttet til samtalen , hen mod Viffert og lagde fine hænder på hans skulder . „ Jeg tror gud forlade mig , at du munk står her og har alle dine venner tilbedste , “ sagde han og rystede ham . „ Nu lade vi den snak fare for at komme til sandheden . Kort og godt , hvad har du da selv bestilt , medens det hidtil var de andre , der handlede ? “ „ Jeg sad inde i er aflukke , som en stakkels fange , “ Svarede Viffert . „ Jeg havde . en mand med et langt skæg og et langt spyd til vogter foran mig . “ „ Tro ham ikke , hr . Feltmarskalk , “ sagde skel , „ Visiert har været på færde overalt , men han ligner piken , man mærker den først , idet den når målet . “ „ Hvorfor skulle jeg ikke tro ham , siden han selv siger det ? “ svarede Rantzau . „ Du sad altså fangen ? Og det kalder du at holde dit løfte til mig ? “ „ Hvad har jeg lovet ? “ spurgte Viffert , „ ikke at vise mig før eders øjne , før hr . Vugge var fri . Ridder Bugge har den ære at hilse eder . I gav mig lov til at vælge de to bedste adelsmænd , jeg kendte i hæren . Jeg valgte efter flittig overlæg og bedste formue . Christen skel slog bønderne , Claus jul gjorde det samme , hver på sin måde , så længe til den sidste klo slap plejl og fork , og det sidste par træsko målte vejen til flugt , så hurtigt , som om de havde ild i hælene . Kan i forlange mere ? — da vi forrige gang taltes ved , stolede jeg på , at i kendte mig ikke ret , det samme mener jeg i dag , den gang tiltroede i mig forlidt , tro blot nu om mig , at jeg har stræbt at gøre mig værdig til at tjene under en så stor og mægtig feltherre som i , for at eders geni kunne lyse over mig og gøre mig til eu dygtig stridsmand for vor herre og konge , — så troer i sandheden . “ „ Men du glemmer alligevel noget , listige træring ! “ Sagde Rankzau . „ Du lovede at bringe mig gamle hr . Bugge fri og frelst tilbage . Han er her . Du valgte sikkert og godt i de to brave adelsmænd , det er bevist ; men du lovede også , at bringe mig den Dalby Bjørn med hjem . Hvor er han ? “ Vissen ^betænkte sig lidt . „ Ham skal jeg føre til eders bolig i denne aften , “ sagde han . „ Iaften ! “ gentog Rankzau studsende . „ Hvis det skeer , kan du bede mig om hvad du vil . “ „ Det har jeg også i sinde . “ „ Jeg venter dig altså i aften , og siulde jeg glemme det , så spørg mig kun om , hvormed jeg vil belønne din dåd . “ „ Nej , det spørger jeg ikke om . Jeg venter , til i selv siger det , når i først har sagt det samme til hr . Bugge ; han er vor høvedsmand , og under hans dine blev der kæmpet . “ „ Ja , hvad hr . Bugge angår , så overlader jeg hans belønning til eders majestæt , “ sagde Rantzau , for at give ordet tilbage til kongen . „ Sagen er altså , at disse modige adelsmænd , anførte af hr . Bugge , have udført en herlig bedrift , “ Sagde kongen , „ derom er der i det mindste ikke blevet yttret nogen tvivl . “ „ En herlig bedrift ! — ja , det skulle jeg mene , “ Svarede Rantzau på sin ligefremme måde . „ De have jo fejet Jylland ren for det røverpak , der vovede at spærre eders majestæt vejen til ttronen ; de have dertil føjet en gavnlig advarsel for alle andre , som kunne få lyst til at prøve på det samme . “ „ Og hvormed skulle vi da vise eder vor tak , hr . Bugge ? Har i noget ønske , som står i vor magt at opfylde ? “ „ Nej ! “ svarede Bugge , „ jeg har intet sådant ønske . Jeg er en gammel mand , son ? allerede har tilstrækkelig af velfærd og timelige goder . Hvis eders majestæt kun vil bevare mig i eders nåde , så forlanger jeg ikke bedre . For mig er det allerede en til “ Skrækkelig lykke at have været en-af de første , som fik lejlighed til at virke i eders majestæts tjeneste . “ Kongen smilede til dette svar , men magten var endnu så ny i hans hænder , han længtes efter lejlighed til at lade dens stråler lyse , vendte sig mod de andre og vedblev : „ Siden hr . Bugge allerede har vidst at skaffe sig så megen hæder , at vi ikke mægte at føje andet end vor beundring til den , så lad mig da høre , hvorledes jeg er stædt lige overfor eder , i herrer . Der blev sagt , at hr . Skel og hr . Jul havde ført vore mænd mod bønderne og slået dem , det er krigsbedrifter , og derpå forstår vor feltmarskal ? Hr . Rantzau sig bedre end jeg , det vil uden tvivl være i hans egen fordel at benytte disse modige mænds tjeneste , ved at give dem en passende befaling i hæren , det er hans sag ; men i , hr . Gram , havde jo del i Bugges frelse , hvad kan jeg gøre for eder ? “ „ For mig , min nådige herre og konge ! “ svarede Jørgen gram forlegen og så ned foran sig . „ Jeg har ingen ret til at påkalde eders gunst . “ „ Han vover ikke at yttre sin tanke , “ svarede Viffert , „ og dog gemmer han på et inderligt og længe næret ønske , som det kun beroer på eders majestæt rt opfylde . “ „ Så tal da i hans sag , siden i lader til at kende ham så nøje , “ sagde kong Frederik : „ Det skal jeg , “ sagde visiert , idet han tog hjelmen af sit hoved . „ Jeg knæler her for eders majestæts fødder i grams navn , som det sømmer sig den bønfaldende . Jørgen gram er trolovet med frøken Laxmand , datter af nigshofmestcren , mod hvem hans nåde kong hans , gud gøre ham salig ! For frem med større strenghed end billig var , det hr . Laxmands svigersøn , Abraham Gyldenstjerne , siden har fået lovligt bevist . Rigshofmesterens børn flakke nu vildfarende om i verden , den rigeste adelsmands hustru har ikke det , hun kan helde sit hoved til . Derfor var det Jørgen grams håb , at der målte tilbyde sig en lejlighed til at vinde eders majestæts gunst , for ved hjælp af den at skaffe den ulykkelige adelsfrue så meget tilbage , som hun behøver til sit livs ophold , og at hendes eget gods Sandholdt atter blev givet hende til ejendom . “ Alle tilstedeværende lyttede med spændt opmærksomhed til disse ord , ingen mere end Jørgen gram , hans øjne hvilede på Viffert med et udtryk , der noksom beviste , hvor fremmed han selv var for det , som her blev fremført . Dette udtryk vekslede med en levende glæde , da visiert endelig havde sagt alt . „ Ja , “ udbrød han med eu røst , der udtrykte ungdommens hele varme og begejstring . „ Det er sandt ! Min bøn og mit kæreste onsfc er , at det må ske , som han siger . “ „ Nu vel ! “ svarede kong Frederik med sit blide smil . „ Siden hr . Jørgen gram nøjes med kun at forlange som gunst , hvad der synes at tilkomme hans slægt som net , så skal det ske . Fru Laxmand kan tage sin gård tilbage fra denne time ; hvad hun forøvrigt har adkomst til at fordre , skal blive givet , når bedre tid tilsteder det . Jeg yder eder dertil begge min tak , fordi i skaffe mig lejlighed til i den første bøn , der rettes til mig , at øve en netfærdighedshandling . “ Jørgen gram knælede , Viffert greb kongens fremrakte hånd og kyssede den . Rankzau stod og smilede og støttede sig til sit lange slagsværd . „ Det bliver aften , “ sagde han , „ og duggen falder . Hvis det behager eders majestæt , ville vi stige tilhest , om lidt går tappenstregen , til den tid må jeg være i lciren . “ Kongens hest blev sørt frem , han besteg den , adelsmændene fulgte hans eksempel . Lidt efter jog skaren ned ad vejen til Kolding . Trompeterne blæste . Bønderne så efter dem , til de forsvandt ved en bøjning af vejen . Inde i skoven sang solsorten , og echoet gentog de forsvindende toner af hornene . Xviii . Bag den lukkede dør . Samme aften , nogle timer senere , sad Johan Rantzau i den lille bondestue , hvori vi allerede tidligere have set ham . Ligesom sidst befandt Fru Rantzau sig ved hans side og lyttede til det han fortalte hende om Eggert Bugge og hans venners tog . Deres lille son sad på feltherrens knæ , omslynget af hans arme , og legede med hans lange skæg , som gled henover drengen , hver gang Rantzau bevægede hovedet . Da blev dørforhænget draget til side , idet hellebardercn udenfor stak hovedet ind og meldte visiert vendelbo . Fru Rantzau hilste på den indtrædende adelsmand og talte nogle ord til ham , før hun forlod stuen med sit barn på armen . Feltherren og Viffert bleve tilbage . „ Iaften er vi alene , “ sagde Rantzau , idet han gik op og ned ad gulvet , „ vi kunne nu tale uforbeholdent med hinanden . “ „ Uforbeholdent ! “ gentog visiert , „ hvorledes forstår jeg det , min nådige herre ? “ / „ Ingen udflugter ! “ udbrød Rankzau smilende , „ det behøves ikke , det er dog eder , som har udført broderparten af hvad der er forgået oppe i nye , eder , der frelste min gamle Bugge og Jørgen gram , da strikken allerede lå om deres Hals , eder , som har været kaptajn for at skaffe mandsfab sammen og ledet hele overfaldet . — intet smil ! Ingen rysten på hovedet ! —i begynder godt , Viffert , bliv sådan ved . “ Med disse ord trådte Rankzau hen til ham og lagde sin hånd på hans skulder . „ Jeg måtte jo gøre noget , for at afvinde eder en bedre mening end den , jeg hørte sidst herinde , “ Svarede Viffert . „ Å snak ! Det var min sjæl hverken med tanken på mig eller af Iver for hr . Bugge , i handlede . I går eders egen vej , der ligger noget dybere bagved dette , i har et bestemt mål , i tragter efter . — se mig stift i øjnene og nægt det , om i tor . — men hvad angår det mig , jeg fritter ikke , jeg ved blot mere , end i tror . Dermed nok ! — handl , min søn ! Læg al din kraft , hele din sjæls bedste villie til , så går det for dig her i verden , det er rftke nær så svært , som man bilder sig ind , at sige , står forresten målet er møjen værd . Stol på dig selv og på gud , men aldrig på andre . Det arter godt , du , hvad af stort er kommen . “ Viffert svarede ikke , hans åsyns udtryk syntes at være indhyllet i et uigennemtrængeligt slør , medens Rantzau vedblev at gå op og ned ad gulvet . „ Hvor er den gavtyv , i lovede at bringe mig ? “ Spurgte han lidt efter . „ Han venter herude . “ „ Hent ham ind , lad os se på ham . “ Viffert forlod stuen og kaldte på Henning . Han stod noget borte ved det næste vindue , iført en almindelig væbners dragt , og fordrev tiden med at kigge ind ad et åbent vindue til Fru nantzaus amme , som bragte den lille dreng iseng . Da Viffert førte ham ind i stuen , gik feltherren hen til ham , greb ham ublidt i skuldre » og udbrød spottende : „ Det er alså dig , slyngel ! som lader sig kalde Dalby Bjørn ? således seer du ud , slunken og hjulbenet , med trællens mærke stemplet på din pande . — jeg synes ellers , et ringere navn kunne have gjort det . “ „ Måske har i ret , “ sagde Henning , „ men jeg holdt mig ikke selv over dåben til mit navn . Varder noget feilt deri , så må de om det , som kaldte mig sådan . Nu hedder jeg kun Henning gråbuk , det andet navn er glemt . “ „ Men jeg husker det , “ sagde Rankzau , „ både ' navnet og din bedrift . Ved du nu også , hvad der foreslår dig ? “ „ Ja , nådige herre ! Det eneste gode , jeg har beholdt tilbage af mit forrige liv , er , at det lærte mig at beregne og forudse . “ „ Virkelig ! “ udbrød Rankzau med et uheldvarslende smil . „ Hr . Viffert ved det . “ „ Hvad forudser du da , der venter dig her ? “ „ Først eders tilgivelse , dernæst , at jeg slår ind på en hel ny vej , som fører til noget-bedre end den forrige . “ Hennings ro og frimodighed behagede ikke Rankzau . Viffert så det på den dybe rynke , der begyndte af tegne sig med stærkere og besterntere skygger imellem øjnene . „ Hvorvidt den vej , du nu går , er bedre , må du selv bedømme , lang er den i al fald ikke , den fører herfra til fangehullet , fra fangehullet lige op til galgen . “ „ Hvis det skulle gå mig så galt , nådige herre , vil jeg heller hedde Henning gråbuk end Johan rantzan . “ „ Hvad siger du ? “ råbte Rantzau , hvis selvbeherskelse efterhånden forsvandt i samme grad , som Hennings ro og sikkerhed syntes af tiltage . Han for ind på bonden , greb ham i skuldren og slyngede ham ned for sig på gulvet . „ På knæ , usling ! For min fod ! Og tak din gud , af du er så jammerlig , af en ærlig mand føler sig besmittet ved af hæve hånden mod dig . “ „ Ja ! her ligger jeg , knælende for eders fod , nådige herre ! Jeg som ingensinde har lagt hånd på en værgeløs mand , jeg , som aldrig har brudt mit ord , medens i nu enlige ved af bryde eders . “ „ Men er han da gal ? “ råbte Rantzau rasende , „ Hvad skal del sige , hvad har jeg lovet den hund , andet end en hampegarns strikke ? “ „ Nådige herre ! “ udbrød Viffert og trådte hen mellem Rankzau og Henning . „ Jeg burde have berettet eder — “ „ Ti stille ! “ sagde Rankzau , „ lad ham tale . Hvad er det for et løfte , du roser dig af ? Hvad mener du med at bryde sit ord ? “ „ I har skikket hr . Viffert vendelbo til mig , da jeg stod med sværd i hånd , frank og fri og med en god flok stridsmænd bag mig . Han lovede mig i eders navn nåde og tilgivelse , om jeg ville lægge mine våben , og jeg lagde dem , og jeg hjalp ham , og havde jeg ikke gjort det , ville hr . Bugge og hans mænd være komne til at betale deres trompeten i dag en hel del dyrere , end de gjorde , det kan i stole på ! Her drog jeg ned til eder med fortrøstning til , hvad der blev mig lovet i eders napn ; er det en fælde , hr . Viffert har lokket mig i , eller betyder en herremands ord intet , når det gives til en som mig ? “ Rankzau vendte sig om mod vissert . „ Er det en udflugt , han finder på ? “ „ Han taler sandhed , “ svarede Viffert . „ Sandhed , “ gentog feltherren heftig . „ I så fald har i handlet mærkværdig ubesindigt , hr . Viffert ! Hvor djævelen tør i understå eder at love noget bort i mit navn , og det til en sådan knægt ? Giv eders ord bort , til hvem i lyster , hvad bryder jeg mig derom , men hvem gav jer lov til at udstcrde løfter før mig ? — svar mig , med hvad ret er det sket ? “ I dette øjeblik , medens årerne i Rantzaus pande svnlmede og hans ord stedse lød højere og heftigere , blev døren fra det næste værelse langsomt åbnet , en kvindelig skikkelse viste sig og sagde blidt og dæmpet : „ Johan ! kære Johan ! Vor lille Henrik kalder på dig , kom lidt ind til ham . “ „ Lad mig være i fred , “ svarede Rantzau . „ Jeg kan ikke komme . “ Men Fru Rantzau lod sig ikke skræmme af den barske røst eller af den bortvisende bevægelse , som ledsagede den . Hnn gik hen og lagde sin hånd på hans arm og vedblev mildt og bønligt : „ Barnet vil ikke sove før du har sagt godnat til ham ; kom ind fader , kys din søn ! “ I denne næsten hviskende og bløde stemme lå en forunderlig magt . Rantzau tav og så ned på hende . Da deres blik mødtes , var det som om det milde i hendes strålende øjne efterhånden sænkede sig ned i hans hjerte , han følte dette blide smil gøre sig til herre over hans heftighed , men også , at det på samme tid gav langt mere end det tog . Han nikkede til hende , lagde sin hånd på hendes hoved og sagde : „ Ja , ja , Ane Margrethe ! Nu kommer jeg . “ Dermed gik han ind i det næste værelse , hvis dør lnkkede sig efter dem . da han kom tilbage igen , tav han noget , medens han med sammenslyngede arme , nedadvendt blik og lange skridt gik frem og tilbage på gulvet . Pludselig standsede han foran Viffert og sagde : „ I har gjort mig meget imod , ved på egen hånd at love mit ord bort , i det mindste havde jeg nok ønsket , at det var blevet givet til en anden end ham der . “ „ Nådige herre ! “ svarede Viffert . „ I lovede mig , at når jeg vendte tilbage med sejr , så måtte jeg forlange af eder hvad jeg ville . Nej ! I må ikke vende eders blik fra mig i vrede . Jeg kommer nu tilbage med sejr , med alle mine venner , med Dalby Bjørn , og han er en bedre mand , end i mener . Et ord af eder er nok til at stabe fremtiden om for ham , hans hustru og barn til lykke . Sig dette ene ord , bcnåd ham , jeg har ingen anden gunst at udbede mig af eder . “ „ Godt ! “ sagde Rankzau „ Så lad ham da være en fri mand . Jeg stænker dig livet , gå din vej , du , og kom aldrig mere for mine øjne . “ „ Vil i ikke unde mig en lille plads her i lejren ? “ Spurgte Henning . „ Tag mig i eders tjeneste , nådige herre ! Brug mig til hvad i vil , måske der kan komme den dag , da i selv vil være glad over , at i ikke lod mig fare . “ Rankzau standsede foran Henning og målte ham foragteligt fra hoved til fod . „ Dig i min lejr , en tyv mellem skikkelige folk , en landløber blandt herremænd , å ja ! hvorfor ikke ? De have bønfaldt mig om dit liv , Viffert og en anden , jeg skænker dem det , men dermed er også alt sagt . Forlad øjeblikkelig min lejr , vogt dig for , at vi to mødes igen , gem dig , læg dig til at dø på den mødding , hvor du fødtes , men bild dig blot aldrig ind , at så ussel eu orm som du , enten kan blive Johan Rantzau til gavn eller skade . “ „ Er det eders sidste ord , nådige herre ? “ spurgte Henning . „ Det er mit sidste ord , men hvis du løver lidt endnu , skal jeg føje et andet til , som ikke vil blive så lysteligt at høre . “ Henning gik . Da han kom hen til døren , vendte han hovedet tilbage over skuldren og sagde : „ I må ikke tage mig det ilde op , nådige herre , men jeg tror for vist , at i og jeg mødes engang endnu . “ Disse ord ledsagede han med sit poliske smil og forlod stuen . Rantzau så efter ham . „ Der er alligevel noget ved den Dalby Bjørn , som jeg synes godt om , “ Sagde han . „ Han bærer sit hoved oprejst for en storm , og så ved han også , hvor højt han vurderer sig selv . “ Xix . En tilhest og en tilføds . Dagen efter var der fest i lejren , kong Frederik besøgte den for første gang og lød sig de forsamlede adelsmænd forestille af feltherren , hvorefter han indbød dem til at følge tilbage til Kolding slot for der at tilbringe aftenen . Fru rantzan deltog i denne fest tilligemed de øvrige adelsdamer . Det var langt ud på natten , da hun vendte tilbage til sit hjem . Der brændte lys i alle værelser . En hob soldater havde forsamlet sig udenfor stedet , hvis døre stod åbne . Ammen modtog dem med gråd og veklager . „ Gnd nåde mig arme stakkel ! “ råbte hun og vred sine hænder . „ Barnet , vor lille Henrik er borte ! “ Fru rantzan udstødte et højt skrig , for ind i sovekammeret , vinduet stod åbent , vuggen var tom . Under den ubeskrivelige forvirring , som denne ulykke vakte , kom rantzan til kundskab om , at ammen , efterat have bragt barnet til sengs og forvisset sig om dets søvn , var gået et øjeblik bort for at høre på taffelmusikken , som lød nede i lejren fra de oplyste og åbenstående slotsvindner oppe på bauken . Hun gav de højtideligste forsikringer om , at hun kun havde været nogle få øjeblikke borte ; ved sin tilbagekomst fandt hun vuggen tom og vinduet åbent . Hellebarderen , som stod vagt udenfor døren , havde ikke hørt eller set nogen nærme sig huset , og natten var dog så klar og månelys , at enhver kommende måtte have vakt hans opmærksomhed . Alle undersøgelser ledede til intet , alle oplysninger endte foran den tomme vugge og det åbne vindue . I det første øjeblik kendte Rantzaus harme mod den ulykkelige amme ingen grændser , men denne stemning blev straks efter tilbagetrængt af en dyb og inderlig smerte , der ledte efter håb , men intet fandt ; han trøstede den fortvivlede hnstru uden selv at tro på sine ord . Efterat have adspurgt alle tilstedeværende , sendte han bud omkring i forskellige retninger , til forposterne , til enhver af de vagthavende , jog dernæst resten af sine mænd bort og lukkede døren . Han sad på kanten af feltsengen med opknappet vams og støttede hovedet i begge hænder , han stirrede stift hen for sig , for op og satte sig igen , gåden lod sig ikke løse . Foran ham , på gulvet , knælede en ligbleg kvinde med festens halvvisne blomster i sit hår , med hænderne foldede over hans knæ . Hendes øjne vege ikke fra hans^ ansigt , hun søgte en af disse lyse ideer , der i nødens dage altid stod til Johan rantzans tjeneste og gjorde ham så stor og mægtig , hun søgte håb og trøst og havde altid tandet dem før ; i denne time ventede hun forgæves . De udsendte bud kom efterhånden tilbage , intet af dem bragte nogen underretning med sig . Tiden gik , — hvor er den lang , medens savnet og smerten bo under tag med os ! Time efter time sneg sig bort med en dræbende ensformighed , under hvilken det sagte , hviskende håb omsider hendøde og stillede billedet af savnet klarere og større for den ulykkelige mands og kvindes dine . Det blev morgen . Han sad endnu på sengekanten med hænderne i de sammenfiltrede hår , med et blegt ansigt , gjennempløiet af smertens dybe furer . Han så i denne nat ud , som om han var bleven ti år ældre . Hun lå ved hans fødder , knugende hænderne over sit ansigt , vekslende i bøn og gråd , fældende tårer , der dråbe for dråbe syntes at falde på hans hjerte . Op på formiddagen kom en mand ind i lejren og forlangte at tale med feltherren . Rantzau var ikke tilstede for nogen ; men dermed lod manden sig ikke afvise , han blev ved at trænge på . „ Jeg må tale med ham — straks på timen , “ Sagde han friposfig , „ gå bare ind og sig , at det vil være til hans egen fordel , at det skeer . Hvem ved , hvad nyt jeg bringer . “ Efter disse ytringer blev døren åbnet . Manden trådte ind . Det var en lille , uanseelig skikkelse , en jøde , gulbrun og mager , klædt i en gammel , spraglet fåreskindspels . „ Hvad vil du mig ? spurgte Rantzau barsk . „ Tal og fat dig kort . “ Manden smilede , så sig om i stuen og udbrød med megen vigtighed : „ Jeg hører , at nådige herre har mistet en lille søn ' i nat , og at i har udlovet penge , — mange penge til den , som kan give jer oplysning om , hvor han er bleven af . “ „ Jeg har ikke lovet penge til nogen , men det kan ske endnu . Hvad ved du om min son ? Fortæl det , hurtigt ! “ „ Ja , vi må forsf tale os tilrette , “ sagde den anden . „ Hvad vil i give den , som bringer eder oplysning om barnet ? “ „ Du ved altså noget ? “ råbte Rantzau . „ Det er vist , jeg kan stole derpå ? “ „ Gud straffe mig , hvis jeg ikke bringer eder god besked , “ svarede jøden , „ men i indser nok selv , nådige herre , at sådan en underretning må betales . “ „ Naturligvis ! “ sagde Rantzau med et sælsomt - smil , „ den må betales . Det er ikke mere end billigt . Lad os da høre , hvad du anser for god betaling . “ „ Jeg har næsten været i livsfare for den sags skyld , men hvad brød jeg mig derom ? Hvormeget mener i nu at kunne give den , som bringer eder ' sikker besked om barnet ? “ „ Ja det er ikke let at sige . Hvad synes du selv ? “ Manden betænkte sig , hans øjne funklede af begærlighed , medens hans fingre knugede sig fast i randen af den sorte fåreskindshuc , han stod og drejede på . „ Jeg finder , at hundrede daler ikke ville være formeget , “ ytrede han og skottede imidlertid op til Rantzau for at iagtagc virkningen af sine ord . Rantzau syntes at være ganske fredsommelig og nikkede med hovedet . „ Jeg mener at hundrede daler kunne være antageligt , “ Vedblev jøden , „ hvis det havde været enhver andens barn , siden det tilhører den nådige herre , og siden det er eders eneste søn , synes mig , at halvtredsindstyve daler til , er så godt som intet at regne . “ „ Det blev halvandethundrede daler , “ sagde Rankzau . „ Er du nu også tilfreds dermed ? “ „ Fuldkommen tilfreds , men jeg handler med sild og drikkevarer , nådige herre ! Fortjenesten er kun ringe ; da jeg kom til kundskab om , hvad i havde mistet , lod jeg min bod stå og skyndte mig herop , det hurtigste jeg kunne , nu plyndre vist spydfolkene mig ud og tage alting fra mig , medens jeg er borte . Det må der også tænkes på . “ „ Det er afgjort , “ svarede Rankzau . Hvad skulle ' vi anslå dine sild og øllet til ? min brave ven ! “ „ Jeg mener halvtredsindstyve daler ville være en rimelig sum , finder i ikke ? “ „ Jo , ganske vist . Det bliver altså tohundrede daler . “ „ Lige tohundrede , med mindre den nådige herre i betragtning af min Iver vil lægge en lille drikkesfilling til . Jeg har løbet den hele vej herned , jeg tænkte blot på , at komme afsted , blot på at sige eder , hvad jeg vidste . “ „ Ja , og så på betalingen , “ tilføjede rantzan . „ Natnrligviis ! “ gentog manden smilende . „ Og så på betalingen . “ „ Efter at du nu har gjort dit forslag , må jeg også gøre mit , “ sagde Rantzau , og trådte manden med sildene et truende skridt nærmere . „ Hør vel efter jøde ! For det første fortæller du mig nu straks alt , hvad du ved om barnet , og det uden at få en eneste skilling i belønning ; hvis du tøver eller glemmer den ringeste omstændighed , lader jeg dig binde til pælen og piske kødet fra benene . — du har tid til at betænke dig , medens jeg tæller til tre , når det er sket , bliver du pisket , enten du taler eller tier . “ Men Rantzau fik ikke tid til at tælle . Jøden styrtede ned for hans fødder , strakte hænderne i vejret og råbte : „ Nådige herre ! I vil da ikke være så streng mod en gammel mand , som har kendt eder fra eders barndom og handlet mangfoldige gange med eders salige fader nede i Breitenberg og bolkamp . “ „ Hvad ved du ' om mit barn ? “ råbte Rantzau , „ fortæl , eller jeg kalder på folkene . “ „ Jeg får altså de tohundrede daler , i nylig lovede ? “ spurgte jøden med en indsmigrende stemme . „ Ikke to hundrede skilling . “ „ Heller ingen erstatning for alle de sild og det gode øl , eders spydfolk sidde og fortære ? “ Rantzau tog til svar en lille sølvpibe frem og udstødte en gennemtrængende lyd i den . En af landseknægtene kom til syne i døren . „ Et ord endnu og jeg overlader dig til din skæbne . Hvad ved du ? “ Jøden støttede hen til landseknægten ; han vidste , at Rantzau var mand for at gøre alvor af sin trusel , og udbrød med klynkende stemme : „ Imorges , da jeg åbnede min bod udenfor lejren , kom en mand hen til mig og sagde : gå ned til feltherren , du jøde ! sig ham , at han kan sinde den , han søger , når han rider op til bramdrupdam , lidt før sol går ned i aften . “ Rantzau gav et tegn til landseknægten , hvorefter denne trak sig tilbage og lukkede døren . „ Før sol går ned , “ gentog han . „ Føjede manden mere til ? “ „ Nej ! — jo , idethan gik , vendte han sig om og sagde : læg feltherren på sinde , at han gør klogest i at ride alene . “ „ Kendte du den mand ? “ „ Jeg har aldrig set ham før . “ „ Hvordan var han klædt ? “ „ Som en Bonde , på det nær , at han havde et par gode støvler på benene og en bred daggert ved siden . “ „ Du kan gå ! “ sagde Rantzau . Jøden bukkede ; da han kom hen til døren , stod han stille og udbrød : „ Nådige herre ! jeg håber da , at i betænker mig , blot en lille smule , i betragtning af alle de dyre sild , eders folk have spist fra mig . “ „ Hør herop i morgen tidlig , “ svarede Rantzau , „ så skulle vi tales ved om dine sild . — afsted med dig . “ Om eftermiddagen red Rantzau bort fra lejren opad mod Bramdrup . Han var alene og som sædvanlig klædt i en mørk jernrustning . Solen stod endnu højt på himlen , men der var et godt stykke til bramdrupdam , og hans utålmodighed lod ham ingen ro til at vente længer . Ovenfor Bramdrup lå dengang , ligesom nu , en skovstrækning på højre side , medens nogle bakker , der strakte sig opad mod landsbyen alminde , viste sig til venstre . Egnen var ensom og øde , en lille bæk lob langs med vejen og rislede imellem stenene . Droslen og bogfinken sang inde i skoven . På hele vejen mødte Rantzau ingen , som svarede til den beskrivelse , jøden havde givet . Tøilcn hvilte på hestens Hals ; han red i skridtgang og så sig om til alle sider . Da han var kommen et stykke fra Bramdrup by , holdt han stille . Der var endnu fngen at se , der kom ingen til syne , uden en gammel kone , og hun skyndte sig ind i tykningen af skoven , da den jernklædte rytter red hen imod hende . Nu begyndte solen efterhånden at synke , dens rødgule skær faldt hen over trætoppene . Rantzau vendte om og red skridt for skridt den samme Bei tilbage , som han nylig var kommen . Inde i en lysning mellem træerne lå en lille , sammenfalden hytte , en tyk røg steg op af åbningerne i taget og tydede på , at den var beboet . Da feltherren nærmede sig stedet , så han pludselig en mand komme frem over gærdet og gå ud på vejen , nedad mod Kolding . Rantzau red lidt til , uden dog at fodgængeren syntes at lægge mærke til ham ; han vedblev at gå med bøjet hoved , langsomme og sindige skridt , som en mand , der ingen hastværk har . Da Rantzau kom på siden af ham og den anden pludseligt hævede sit hoved , studsede han ved at se Henning . Gråbnks listige træk under kostens hætte , som han havde draget frem over hovedet . „ Hvad gør du her ? “ spurgte ranfzau , idet en ubestemt anelse gjennemfoer ham . „ Jeg går og søger en mødding til at do på , “ Svarede Henning . „ Det skulle vel aldrig være dig , som ved besked om mit barn ? “ „ Hvor kan i tro det ? “ svarede Henning . „ I jog mig jo fra lejren forgangen Asten og forbød mig oftere at sætte min fod i den . “ „ Og hvis det nu alligevel var dig , “ ytrede Rantzau utålmodig . „ Tal ! ved du noget ? så dølg det ikke længer . “ „ Hvis det nu alligevel var mig , og jeg vidste noget og ikke ville sige det , hvad så ? Ja , rynk kun brynet , i dag skal der mere til at gøre mig bange . I har ingen at kalde på , så vidt jeg seer , og en rytter i jern og plade er ikke så hurtig , som en mand i kofte . Før i får sværdet fra siden , gør jeg blot et lille hop ind over gærdet , se så , om i kan følge efter . I forbød mig oftere at komme for eders dine . Hvad sagde jeg ? Vi mødes vist alligevel engang ; men i dag er det jer , som søger mig . Hvorfor rider i ikke eders vej , nådige herre , og lader mig fare i fred ? “ Alt , hvad der var heftigt og lidenskabeligt i Rantzau kom i bevægelse ved disse spottende ord , . Pile , der alle traf deres ' mål ; men denne gang følte han tydeligt nødvendigheden af at beherske sig . „ Hvor har du gjort af mit barn ? Hjælp mig at finde det , “ udbrød han med en røst , der lød hul og skælvende af undertrykt heftighed . „ Hvad ved jeg om eders barn , “ svarede Henning , „ og hvor kan i tro , at så ussel en orm som jeg skulle kunne blive Johan Rantzau til hjælp eller nytte ? I dag beder i mig om bistand , i , en herremand , mig , en landløber . For to dage siden nægtede i mig lov til at indånde den samme luft som i . “ „ Men for djævelen ! “ råbte Rantzau . „ Du må da også tænke på , hvad du er , og hvad du har været . “ „ Hvor ved i , hvad jeg har været ? “ sagde Henning trodsig og stod stille på vejen . „ Jeg var en mand , som lod hver skøtte sig selv og levede i fred med gud og mennesker , så længe til en af eders stand begyndte at plukke det fra mig , stykke ' for stykke , som min flid havde skrabet sammen . Det er så eders sæd , i store herrer ! at i kun skifte ret og skel , som eders fordel byder . Derfor vælge i en ny konge i morgen , når den i have , ikke giver jer magt nok i dag . Først tage i fra os med vold , det i behøve for at svælge i overflod , når vi så følge eders eksempel og tage igen , hvad vi have nødig for at friste livet , så kommer fogden med bøjle og pisk , og loven står altid på eders side , for det er jer , der har skrevet loven . Rettighederne tilhøre eder , pligterne os ; lykken , glæden , sollyset det er eders , selv luften ville i gerne bortforpagte , hvis i bare kunne . — jeg gik til eders lejr , da det stod klart for mig , at jeg var slået ind på en fejl vej og længtes efter at komme på en bedre . Ræk mig blot en hånd dertil , bad jeg ydmygt , vejen kender jeg , spær den ikke , men i svøbte jer ind i eders storhed , trak på skuldren og nægtede mig lov til at blive en ærlig mand . I lo ad mig , da jeg lovede at gjengjælde eder , så godt jeg kunne ; så højt i vejret kunne jeg aldrig gro , at jeg nåde op til eder . I valgte mig en mødding til at dø på , og nu kommer i og søger mig op på den i aften . Behøves der da kun to dage til at bøje eders storhed til jorden ? — hvad vil i mig ? Hvem har kaldt på jer ? “ „ Jeg skånede dog dit liv , “ sagde Rankzau . Krybskytten brast i latter . „ Skånede jeg da ikke alle eders kammerater , plejede jeg dem ikke , imens de sagde indespærrede i buret ? Spørg dem ad ! — de ville nu dingle oppe på en green i nye skov , hvis jeg ikke havde været , — tre liv for et , jeg tror nok , der er betalt for mig . “ „ Men du har været en tyv og en røver , “ Sagde Rankzau . „ Hvorledes skulle jeg kunne beholde dig i min lejr ? “ „ En tyv ! “ gentog Henning . „ Deroppe på banken står min hustru med sit barn i armen . Ingen af de to har det , de kunne putte i deres muud imorgen . Se her mine lommer ! “ vedblev han og drog to uhyre lange lommer ud af koften . „ Nej , nådige herre ! hvis jeg er en tyv , så har jeg ikke brugt mig rigtigt , og jeg kender dem , der have forstået det bedre . Men hvad nytter vel al den snak til ? —det er mig der har taget eders barn , ja vist ! Jeg tilstår det . I skulle dog engang vide , af der ikke er en myg så ringe , af den jo har en bråd , i kan tage det tilbage igen . Derinde i hytten ligger det . Nu går jeg min Bei . Jeg vil ikke have mere med jer af bestille . “ Rankzau sad et øjeblik i tavshed på hesten . Da Henning vendte sig for af gå , sagde han : „ Kom og hjelp mig ned , du barnetyv ! “ „ Jeg holder ikke af af være jer så nær , “ svarede Henning smilende . „ Kom og hjælp mig , du behøver ikke af frygte , jeg gør dig ingen fortræd . “ „ I så fald vil jeg slå lid til eders ord , “ Sagde Henning og hjalp ham ned af hesten . „ Nu følger du med mig hen til hytten , “ sagde Rankzau . „ I kan nok finde vej alene . “ „ Du følger med og det straks . “ Henning gik hen og åbnede døren . Stuen var så lav , at adelsmanden ikke kunne stå oprejst under bjælkerne . Midt på gulvet , i en bunke hø , lå den lille dreng og legede med en langhåret hund . Da han så faderen , smilede han , strakte ham begge hænder imøde og krøb ud af høbunken henimod ham . Rankzau drog drengen op til sig og holdt ham omslynget uden at sige noget . „ Han har ingen overlast lidt , “ bemærkede Henning , som var bleven stående i døren , bestandig iagttagende en vis forsigtighed for ikke at komme feltherren nærmere end nødvendig . „ Så kan jeg vel gå ? “ tilføjede han . „ Endnu ikke , “ sagde Rankzau , „ Du bringer mig først drengen tilbage i lejren . “ „ For at i skal vinde hampesnore » om min Hals , “ Sagde Henning spottende . „ Nej , ellers tak . “ „ Jeg vinder ikke hampesnore » om din Hals , “ Sagde Rankzau barsk . Henning tog barnet , det smilede til ham og slyngede armene om hans Hals . „ Jeg tror , den lille Junker kender mig allerede , “ Sagde han . „ Afsted med dig ! “ råbte Rankzau . Derefter forlode de hytten , Rankzau steg tilhest , Henning gik med barnet i begge sine arme . „ Gud nåde dig , hvis du ikke bærer barnet forsigtigt og seer dig vel for , “ ytrede Rankzau og stødte til ham med sabelskeden . Drengen skjulte sit hoved ved Hennings bryst , så op og lo til ham . „ Ja , le kun , du rige herremands barn ! “ sagde Henning . „ Hvem ved , om det Skjold , du nu har foran dit bryst , ikke kunne blive dig bedre end det , de have smedet din fader om hans . Hvad der banker indenfor , er i alt fald bedre , “ tilføjede han , „ for jeg gav din fader dig tilbage for intet , men han saltede først sin gave med spot og hån og så kastede han den til mig , som man kaster et afpillet sildehoved til en hund . “ „ Vil du tage benene med dig , “ sagde Rankzau . „ Tror du , jeg har lyst at ride her til i morgen tidlig ? Du bærer mig drengen lige ind i lejren . “ „ Ja , men så lader i mig gå i fred igen , det har i lovet . “ „ Det har jeg lovet , “ gentog Rantzau . — „ Hvor stat du så hen ? “ spurgte han lidt efter . „ Se at tjene føden til kone og børn . “ „ Vil det sige , at du begynder at stjæle og plyndre igen ? “ „ Nej , hvor min hustru er , bliver der ikke stjålet , det var hende , som først åbnede mine øjne , for det urette deri . “ så må det jo være et retskaffent fruentimmer , “ Sagde Rantzau . „ Hvorfor skulle hun ikke kunne være det ? Der er vel andre end i , som har en from hustru . “ „ Hvis man kunne forlade sig på , hvad du siger , og din kvinde duer til noget , så kunne vi måske have brug for hende hjemme hos os . Hun kunne blive amme for min dreng og passe på , at du ikke stjal ham igen . “ „ Min hustru har selv et lille barn hos sig . “ „ Ja , det er sandt , men det fik man så vel at tage med i købet , “ sagde rantzan . Henning studsede og så op på ham med den dybeste overraskelse . „ Nå ! Hvordan djævelen er det , du går ? “ Råbte Rantzau . „ Vil du se , du tager forsigtig på mit barn . “ Med denne advarsel gav han ham atter et dygtigt slag med sabelskeden . Henning greb hans hånd , kyssede den og feltherren drog ikke hånden tilbage . „ Du er dog ret en jammerlig Karl , “ sagde Rantzau lidt efter . „ Løbe om på landevejen og plyndre gårde , når der ingen er til at vogte dem , det forstår du . — hvis jeg nu forbarmede mig over dig , hvad var så det , du helst ville være ? “ „ Krigsmand , “ svarede Henning . „ Det har jeg nu engang fået smag på . “ „ Nå , det kalder du at være krigsmand , at ligge på sti og lure de veifarende op ? Nej du ! der vil andet til . “ „ Når jeg kom i tjeneste hos eder , siulde jeg nok lære lidt . Jeg er ikke så tungnem , som i bilder jer ind . Vi har jo krig nu , det er en tid for en mand , at blive til noget . “ „ Å snak ! Der bliver ingen krig af dengang . Kong Christiern drager sig tilbage for os , det ender med fred , og så er historien ude . Har du lyst til at ride bagefter mig på en hest ? “ „ Jeg har større lyst til at gå tilsiovs og skyde et dyr for eder . “ „ Så kunne man jo måske gøre en Skytte af dig , “ sagde Rankzau . Henning standsede atter og så op på ham . „ Mener i også , hvad i der siger ? “ spurgte han med en røst , der skælvede af bevægelse . Rankzau nikkede . Da udstødte Henning et jublende skrig , medens han holdt det lille barn op i sine arme og snurrede sig rundt på vejen med det . „ Vi kunne i det mindste prøve på , hvad der er ved dig , “ føjede Rankzau til . „ Tag ikke så fast på min dreng , og vil du så se , du kommer afsted . “ Henning gik med barnet i begge sine arme , hans åsyn bar præg af en ubeskrivelig lykke . Drengen sov ind ved hans bryst , Rankzau sad og stødte af og til efter ham med foden , eller med sin lange sabel . Således droge de ind i lejren , just som aftenen og mørket begyndte . Xx . I lejren . Efter Bugges og hans venners hjemkomst gik alt fin vante gang . Ridderne og væbnerne tilrede deres heste , kæmpede med hverandre i skinfægtninger , eller øvede mandskabet i brug af våben . De fremmede lejetropper , som Frederik den første førte med fig op fra Holsten , havde deres egen lejrplads , omgiven af et højt gærde . Derfra så man dem støjende og syngende at drage ud om morgenen i små hobe for at skaffe sig levnetsmidler . Henimod middag vendte de tilbage igen med hvad de havde købt og glemt at betale , thi det kom næsten altid ud på et . De tændte ild bag tiger og huller i jorden , kogte og stegte der . Disse fremmede dannede den største del af hæren , eftersom regenterne ifølge håndfæstningen ikke på egen hånd kunne samle en hær af landets egne mænd . Under den foregående fejde i Sverig havde kong ehristicrn vel befalet lehnsmændcne at lade „ de løse karle , som ikke sagde ved gårde , “ Husfolk , pebersvende og sildemænd eller fiskere lægge i lægd og derefter udtage et bestemt antal til krigstjeneste , „ af dem , som ikke vare bange “ , men en ordnet udskrivning og en fælles værnepligt var dog endnu et næsten ukendt begreb klostergodserne vare aldeles fritagne for at stille folk , de største Lehn i Slesvig , Fyen og Jylland havde i tidligere fejder kun sendt et antal af fyrgetyve til halvtredsindstyve hjelme . Ved ordet hjelm forstodes tilforn en samling af fire eller fem mand , under en harniskklædt rytters anførsel . Den menige soldat mødte med en daggert ved siden , en okse eller et spyd på skuldren , et Skjold over armen . Hans pligt var at slutte sig til fanen eller mærket , slås så godt som muligt , og vige så lidt som muligt . Enhver herremand anførte sine egne folk og måtte sørge for deres underholdning , så længe han kunne . En af lehnsmændene var igen overanfører og valgtes af kongen . Som sagt kunne hæren ikke sammenkaldes , selv når det gjaldt landets forsvar , endnu mindre føres ud over grændsen uden rigsrådets samtykke , derfor havde regenterne , fra midten af det fjortende århundrede , set sig nødte til at drage fremmede lejetropper ind i landet , røvere , der sloges uden anden begejstring end den , der gemtes i en fyldt pengepung , krystere , som undertiden droge sig tilbage midt under slaget , og forlangte at komme i kvarter , når de fandt , at det gik for alvorligt til , og som hyppigt modsatte sig at drage videre , når de mente , at have udrettet nok for den modtagne løn . Udeblev denne løn , idet tolden og møntindtægterne , hvorfra pengene toges , ikke kunne yde mere , adspredte de sig på landet , brandskattede og plyndrede , så længe der var noget at tage . Det var venner og forbundne , der undertiden bleve frygtede mere end fjenden . I lejren ved Kolding fordrev man altså tiden så godt som muligt . Det hed sig , at Rankzau havde besluttet at gå til Fyen , for at gøre sig til herre over derne , hvor den afsatte konge havde lejetropper , og hvor næsten hele adelen endnu var ham hengiven . Alle længtes efter befaling til opbrud , alle længtes efter en begivenhed , en bedrift . En aften samledes nogle adelsmænd til en lille fest i Lejre « . Det var således skik , at den sidstkomne , efterat have fået anvist plads til sig og de mænd , der fulgte ham , skulle gå om og hilse på sine venner og byde den : hjem til sig . Denne gang var det hr . Osse stub fra tirsbæk , so « : gjorde selskab . Han var kommen til lejren samme dag , Eggert Bugge og hans venner vendte tilbage , og havde nu indbudt såmange , som der kunne rummes i det lille bondehus , han beboede . Viffert og Jørgen gran : havde en fælles hytte , men Viffert var sjælden hjemme . Fra de første dage han kom til Lejre « havde ha « sluttet sig til en gammel , tysk våbcnmester , en eventyrer , som efter et bevæget liv under maxmilian Sforzas banner i Italien , var draget imod nord , for at prøve krigslykken der . af ham lærte Viffert de færdigheder og behændighedskunster i brug af kårde , dolk og landse , hvori sydfrankrigs og Italiens ridderskab overgik alle andre . Lidt før mørket begyndte , gik Viffert og Jørgen igennem lejren , ned til offe stub . „ Jeg har noget at sige dig , “ sagde Viffert . „ Og du skal mærke dig tnine ord ; hvem ved , hvad der kan følge af dem . Vi ville i aften træffe to mænd , som jeg ikke holder synderligt af , den ene er Ebbe Strangesen , den anden , Bjørn Andersen . De kom til lejren mens vi vare oppe i Jylland . Siden deres historie angår dig , er det bedst , du lærer den at kende . — du har set Ebbe , ham med de lysegrønne fjer og den hvide hest , gult skæg og skulende dine , som aldrig er at træffe der , hvor man søger dem . Han var noget i slægt med olnf okse , men endnu nærmere med mandens pengepung , thi af den har han levet i mange år . Oluf okse solgte sin gård i asserbo i Sjælland til Poul Laxmand . Over dette salg kom de siden i langvarig trætte , som dog faldt ud til gunst for nigshofmesferen , da sagen dømtes . Var det på grund af denne strid , at Oluf okse lagde kniven i Ebbes hånd , eller var det en anden og mægtigere , han tjente som redskab ? Jeg ved det ikke , men Ebbe tog Bjørn med sig , den krnmbencde Bjørn , der aldrig har haft nogen anden mening end den , han lånte i ost og vest , så gik de ned på højbro , den ene dræbte Laxmand , den anden kastede hans lig ud i kanalen , og der var jngen , som gjorde dem noget til men for den bedrift , hvem sknlle vel også kunne det ? Kongen sagde , det var vel gjort , lod tage dom over nigshofmesferen , som over en landsforræder og inddrog alt , hvad han ejede . Der var kun en klagende enke og nogle umyndige børn tilbage , deres slægt vovede ikke at vedkendes dem , deres tilhængere forlod dem . Vennerne er som myggene , der sværme om høsten , de forsvinde i stormen og komme kun tilsyne , medens solen skinner . En ven havde de dog , en trofast , ærlig sjæl , der ikke lod sig skræmme af fin herre konges rynkede bryn , det var Abraham gyldensfjerne . Året før ulykken slete , var han bleven Elfe Laxmands trolovede og drog nu om i fremmede lande . Da han kom hjem , gik han op til hende og sagde : „ Jeg tænker , det bliver mellem os to , som vi bestemte . I kan bygge og lide på mig i alt , hvad jeg mægter . “ Da var det , at Else knælede og svarede de rørende ord : „ Jeg skal vist blive eder en ydmyg og lydig hustru , siden min herre ville ikke forsmå min fattigdom , skondt han havde fæstet mig , mens jeg var rig . “ Abraham gyldensfjerne optog derefter kampen mod alle laxmandø fjender , fik sagen mod ham frem påny ; han blev aldrig træt , sfjondt han var alene mod alle , han veg ikke før trusler , standsede ikke , før han fik bevist , at den dræbte lå som en ærlig og skyldfri mand i fin grav . Det var Laxmands eftermæle og slægtens ære , han kæmpede før , at hævne hans død havde han ingen stunder til . Nu er du trolovet med Gerda , du har en pligt mod den dræbte ridder , det råber om hævn fra hans grav , ja vist ! jeg ved nok , hvad du tænker på , Jørgen ! men følg mit råd og lad de to slyngler fare for det første , undgå enhver anledning til strid med dem , bær dig ad , som om de slet ikke vare tilstede . “ Jørgen gram standsede , medens Viffert talte . Han betragtede ham spørgende og forbavset . Mørket hindrede ham i at se Vifferts ansigt , men der var noget i hans røst , som han ikke forstod , en betoning af spot , der syntes at udfordre og ægge på samme tid , han talte om fred . Hvad ham selv angik , da vidste han vel , at Ebbe og Bjørn vare komne til lejren , han kendte også det rygte , der fulgte dem , men det var hidtil aldrig faldet ham ind , at gøre Laxmands sag til sin , i den forstand , Viffert antydede , dertil var hans natur for mild og fredsommelig . Vifferts ord bragte noget nyt og fremmed til ham og vakte en række af tanker , under hvilke han tavs og grublende fortsatte sin gang ved hans side . „ Hvad mener du egentlig med dine advarsler ? “ Spurgte han lidt efter . „ Du kender mig vist for nøje til at holde mig for en slagsbroder , der skulle søge strid uden tilstrækkelig anledning . “ „ Det er netop det , jeg frygter , at der vil komme en sådan anledning , “ sagde Viffert . „ Siden vi forleden talte med kongen , vide alle , at du har trolovet dig med en datter af Paul Laxmand . Iaffen stiller tilfældet dig ligeover for hans drabsmænd ; at datterens bejler hævner hendes faders død , er en tanke , som ikke ligger fjern ; du vil finde dem , der anse en sådan hævn for din pligt , du vil læse det i deres åsyn , du vil høre dem hviske derom i krogene . I denne tid sidder sværdet løft i skeden , blodet bruser , et ord er en opfordring , et smil , et rynket bryn en anlednig . Det er den , jeg beder dig om at undgå . “ „ Jeg forstår dig vist ikke ret , “ sagde Jørgen . „ Dine ord bringe fred til mit øre , men gift til nit hjerte . Taler du også ærlig-t og uforbeholdent ? “ „ Tvivler du måske om mig ? “ „ Jeg tvivler ikke , men søger forgæves at blive klog på dig . En stund går du og tier og dølger og ligner en lukket port , jeg banker på , den åbnes ikke , jeg kalder , der lyder intet svar indenfor . Så får pludselig din tavshed lyd , du hvisker ord og tanker til mig , der falde som en gnist i en strådynge , man seer deres virkning , ikke ophavet . Mig kender du , fra den første dag vi levede sammen , hvad ved jeg om dig , din stand , dit navn , din slægt ? “ „ Jeg hører til de modiges slægt , “ svarede Viffert smilende . „ Ja , det er bevist ; men de modige have dog et navn , der skelner dem fra hverandre ; du omgiver dig med hemmeligheder , som jeg ikke mægter at udgrunde . “ „ For eksempel ? “ „ For eksempel , da toget blev bestemt til nye , du var ikke mellem de valgte , og der var mange , som bejlede til denne ære . Så går du , en ubekendt mand , ind til feltherren , taler lidt med ham , og vender tilbage med hans tilladelse til at følge os . Hvad var det for et mægtigt ord , der kunne have en sådan virkning ? “ „ Spørg ikke derom , Jørgen , når tiden kommer , stat du få det at vide . Enhver af os gemmer på sin hemmelighed , det gælder om at finde vejen til det mål , man har sat sig ; lykkes det , så må man følge den med oprejst hoved , ikke agte tornene , der rive os tilblods under gangen , blot fremad , fremad , med andre , eller over andre , derfor råder skæbnen . Se på mig , min Broder ! betragt mig nøje , læser du bedrag i mit ansigt ? Har jeg nogensinde skuffet dig ? Lad mig beholde , hvad jeg anser for rigtigst af dølge ; du vil måske i denne stund kun være slet tjent med af kende det , du kalder min hemmelighed . Blot det skal du vide og stole på , af i alt , hvad jeg foretog mig fra den første dag , vi to mødtes , har jeg mere tænkt på dit og Gerdas bedste end på mit eget . Hvad nu den rottefænger Ebbe Strangesen angår , så vil du , som sagt , få ham og hans kammerat af se i aften , måske broutende , fordi en kryster tror af erstatte med ord , hvad han fattes i dåd , måske indsmigrende , som en mand , der ikke har tilstrækkelig agtelse for sig selv og falbyder sig fil den første den bedste , måske udfordrende , fordi fortvivlelsen er den feiges mod , og de trænge fil en bedrift , de to , der er ingen , som skørter synderligt om dem . Man fortæller , at det kun var efter 22 k kongens udtrykkelige ønske , feltherren lod dem få plads her i lejren . Da han hilste på dem , sagde han : „ Lad mig se , i holde fred , i to herrer ! og ikke bruge eders våben , før jeg befaler det , ellers skulle i få med mig at bestille . “ Med disse ord stak Rantzau sin stok ud , som om han ville pege på sværdet , men alle de omkringstående lagde mærke til , at stokken tog fejl og holdt sig udstrakt over Ebbe Strangesens dolk . Da han efter skik og brug havde budt dem hånd til velkomst , tabte han handsken til den hånd , han havde rakt dem . Var det af vanvare eller med forsæt , hvem ved det ? Ebbe ville give ham den tilbage igen , men Rantzau svarede : „ Lad den ligge , jeg tager ikke den handske , jeg engang har tabt . “ Dermed drog han sin venstre handske af og kastede den ned til den anden . Forleden , da gildet stod på koldinghus , kom Ebbe Strangesen til at sidde lige overfor Jens fris med egernet og bad om lov til at drikke et bæger med ham . „ Jeg har en dårlig mave , “ svarede fris , „ og kan ikke tåle meer i aften . “ De rærmestsiddende lo , Ebbe blev rasende . „ Hvis eders sundhed tillader eder at gå en gang med mig imorgen tidlig , “ sagde han , „ skal jeg give jer noget ind , som kan kurere jer . “ Ved du , hvad Jens fris svarede ? — „ Mit mod er for prøvet , til at jeg kan tabe ved at afslå en kamp med eder . Lå jeg under , ville i måske få endnu mere møje med at komme bort fra lejren , end det kostede jer at komme ind i den , vandt jeg , ville det ikke føje noget til min hæder . “ Derved blev det . “ Under denne samtale nåde de stedet , hvor osse stub gjorde sit selskab . Det var et lille hus , hvis ejer havde søgt sig en anden bolig , og hvis fattige lejlighed den nye beboer gav et pynteligt udseende ved at skjule de grå lervægge med Gramms , tæpper og blanke våben , hvorfra skæret af lysene strålede tilbage . To nylig dannede huller i ydermuren indlode den friske luft , og et skillerum var revet ned for at gøre stuen større . Da jorgen og Viffert trådte ind , vare de fleste af gæsterne komne , en livlig underholdning , latter og højrøstede ord hilste dem allerede i lang . Afstand fra huset . Langs med den ene væg stod et bord , omgivet med to bænke , og besat med den overflod af lækre retter , hr . Offe havde bragt med sig fra hjemmet . På hver ende af bordet lå et Anker vin , hvorved der var stillet to tjenere , hvis forretning denne aften var at fylde viinkanderne for det øvrige tjenerskab , som derefter gik om bag bænkene , og skænkede i de tømte bægere . Et andet mindre bord stod midt i stuen , ved dette blev der spillet dam og terning . Kortspil kendtes vel allerede i Danmark fra året 1487 , men var endnu ikke blevet nogen almindelig tidsfordriv . > da Jørgen gram trådte ind , var hans pande rynket . Vifferts advarsel lød endnu i hans øren , alle de mørke tanker , disse tvetydige ord havde vakt , støde skrevne i hans åsyn . Hans første blik søgte Ebbe Strangesen . Han fandt ham siddende ved det mindre bord hos værten , hr . Osse stub , smagløs klædt , iført en rustning , hvis brudstykker med deres uensartede prydelser syntes at være samlede alle vegne fra . Han førte et høirøsfet sprog og gjorde sig synlig umage for at vedligeholde samtalen , som truede mrd af gå isfå , hver gang han tav . Bjørn Andersen sad ved hans side og lyttede til . Han yttrede ikke selv nogen særegen mening om hvad der taltes , men var bestandig rede til af bekræfte alt , hvad Ebbe sagde , og tilbød enhver , der nærmede sig , plads ved sin side . Bjørn var en ualmindelig høj og firskåren person , med et magert ansigt , krøllede hår , som næsten skjulte panden , og et skæg , der nåde ham ned på brystet . Omkring halsen havde han slynget en tyk , uægte guldkæde , hvori der hang et billede af den hellige jomfru , ridende på et æsel . „ Ni komme noget sildigt , “ sagde Viffert , da han hilste på offe stub , „ men jeg vil ingen undskyldning gøre derfor , siden jeg seer , af i har haft et så hæderligt selskab af trøste eder med . “ Skjøndt Viffert talte med blikket rettet mod gæsterne omkring det store bord , besvarede Ebbe Strangesen hans ord med et smil og en forekommende , dyb hilsen . „ Bisf komme i blandt de sidste , “ sagde osse stub , „ og jeg længtes efter eder , men det siger intet ; var det til en kampplads , i blev kaldte , tror jeg vist , i ville have varet blandt de første . “ „ Der har vi Jørgen gram ! “ råbte clans junl , som sad på bænken ved væggen . „ Han skal have sin plads blandt os . “ „ Det holder jeg før en lere , “ svarede Jørgen , „ men jeg vil lade eder vide , at jeg tager plads før , to , thi Viffert sidder ved min side . “ „ Viffert behøver ingen at gøre plads før , “ vedblev junl , „ det forstår han ret godt selv . “ I dette øjeblik lagde værten sin hånd på Vifferts arm og hviskedee ham i øret : „ Tag plads hos mig , her ved det lille bord , jeg beder jer derom som en tjeneste . Jeg kan ikke så nogen til at sidde sammen med Ebbe og Bjørn . “ Viffert rakte clans junl hånden , smilede til ham og sagde : „ Siden de , der hjalp mig før , slå hånden af mig i aften , så ville vi ikke have noget med dem at gøre . Her står en ledig bænk , og pladsen ved hr . Offe stubs side er så god som enhver anden . “ Efter disse ord toge han og Jørgen plads ved det lille bord . Xxi . Et terningspil . Dene aften syntes det altså af være tilfældet , som tilintetgjorde frugten af viffcrts advarsler til Jørgen , hvad enten de nu havde været alvorligt mente eller ikke . De to Benner sad på samme bænk , som deres fjender , det var umuligt af undgå dem . Ebbe Strangesen syntes af sætte stor pris på deres selskab , han var høfligheden selv , begyndte øjeblikkelig en samtale , rakte bistert og Jørgen de bedste retter og lagde slet ikke mærke til , hvor sparsomt og tilbageholdent hans opmærksomheder blev gjengjældte . „ Hr . Offe stub talte nylig om en kampplads , “ Udbrød han i talens løb . „ Gud bedre det , vore sværd rustne jo i skeden , og der groer mug på hestens hove . Rantzau bestiller ingenting , og vi hjælpe ham trolig . “ „ Det har du min sjæl net i , “ bemærkede Bjørn . „ Burde han ikke for længe siden have skikket os over til Fyen mod grev Erik von der Hoya og hans tydsfe leietroppcr og så drage videre til Sjælland ? Jeg vil med tilstrækkeligt mandskab påtage mig af jage alle de spydfolk i søen på otte dage , ikke af tale om , af vi derved ville spare de mange penge , det koster , af holde lejren her . — hvad mener i , herre ? “ „ Jeg mener , af eders yttring røber særdeles megen kløgt , herre ! “ sagde Viffert , „ kun tvivler jeg om , af Johan Rantzau måler storheden i sine handlinger efter den pengefordeel , de bringe ham . “ „ Det kan gerne være , men jeg synes dog , han burde tage lidt mere hensyn til herremændene , som ere komne alle vegne fra . Først have vi tabt ved den lange fcide i Sverig , nu begynder det på samme vis her . Det er ikke ham , men os , det går ud over , os , der må lægge folk til , føden til , tiden til , det vil sige formuen , os , der må lægge armene til , det vil sige livet . “ „ Ja , det er det , min sjæl ! “ forsikrede Bjørn . „ Og det er ham , som må lægge navnet til , ansvaret til , “ svarede Viffert . „ Det vil sige æren . “ I den tid hvorom her tales , udgjorde måltidet den fornemste nydelse ved enhver festlig sammenkomst ; næstefter måltidet beroede det på , hvem der kunne drikke mest og holde længst ud ; til slutningen blev der da spillet . Da tjenerne havde taget maden bort , kastede Ebbe strangcsen tre terninger i et bæger , rystede dem og spurgte Viffert , om han havde lyst til at gø , re et kast med ham . „ Hvis i tillader det , foretrækker jeg at se til , “ Svarede Viffert . „ Jeg er ikke rig nok til at kunne tabe , heller ikke så fattig , at jeg sætter pris på at vinde . “ „ Det samme siger jeg , “ ytrede Bjørn . „ Jeg bryder mig kun om boltspil , eller et ordentlig slag kage . “ Ebbe vendte sig til gram . „ Er i heller ikke rig nok til at ville vove et par skilling på en terning ? “ Spurgte han med et spottende smil . Gram ville rejse sig , han beredte sig på et afslåendc svar , osse stub lagde sin hånd på hans knæ og tilkastede ham et bønligt blik . „ Vi kunne jo forsøge det , “ svarede Jørgen og satte sig hen til ham . Ebbe Strangesen tog en stor læderpung op af sidelommen . Den syntes at gemme en temmelig betydelig sum , men da han rystede pengene ud på bordet , så man lutter småmønt komme til syne . „ Jeg spiller helst med den åbne pung foran mig , “ sagde han . „ Så kan enhver se , at det går redelig til . “ „ Som i vil , “ sagde Jørgen , idet han også tog sin pengepung frem . „ Jeg har ikke gjort det før . De , jeg spillede med , tvivlede aldrig om , at det jo gik ærligt til . “ Viffert havde taget plads hos jul og skel ved det store bord . Under den samtale , han førte med dem , vedblev hans opmærsomhed uafbrudt at være rettet på Ebbe og Jørgen . Lidt efter meldte dørvogteren , at en af Rantzaus båbendragere stod udenfor og forlangte Viffert itale . „ Lad ham komme ind , “ sagde osse stub . „ Feltherrens bud bør man hædre . “ Våbendragcren trådte ind , Viffert betragtede ham nogle øjeblikke forskende , før han genkendte ham . Det var Henning gråbuk , som fremstillede sig , smilende , selvtilfreds og fuldstændig forvandlet . Han havde ombyttet bondekoften med en krigmands dragt : bryst - plade , stormhue og et langt jernsværd ; benene skjultes af et par nye og vældige støvler med stive kraver , som nåde ham op på livet . Det var dog ikke alene i dragten , at den forrige vildtyvs forvandling bestod ; siden den aften- , han vendte tilbage til lejren i Johan nantzaus selskab , syntes Henning at være bleven en anden person , han bar sit hoved højere , der lå en frejdighed , en bestemthed og selvtillid i hans hele fremtræden , som tidligere havde været ham fremmed . Akan havde også lagt mærke til , at feltherren gav sig mere af med Henning end med sine øvrige undergivne og viste ham en tillid , hvis kilde ingen kunne udfinde . Henning var altid i bevægelse , han havde sin egen hest , man så ham drage bort , ingen vidste hvorhen , han vendte tilbage til lejren igen , stille og lydløs , men hurtig , som pilen flyver fra en bue , altid havde han et ærinde at bringe , bestandig nikkede Johan Rantzau til det budstab , han vendte tilbage med , smilte til ham eller slog ham på skulderen og sagde : „ Det er godt du ! Sådan skal det være . “ Red feltherrer : ud , medens våbeudrageren var tilstede , kunne man være vis på at træffe ham i følget , bestandig så fjernt , at afstanden betegnede herre og tjener , men dog bestandig nær nok til , at han kunne være den første , son : modtog Rantzaus befalinger . Om aftenen , når tappenstreg var slået , og krigsfolket havde søgt deres sovesteder , kunne man af og til finde Henning på en bænk udenfor feltherrens hus . Da sad der gerne eu kvinde ved hans side og bøjede sig over mod han : og så op til ham og lyttede efter , hvad han hviskedee til hende . Vinduet til stuen stod påklem , det åbnede hun af og til og så ind efter et lille barn , som lå og sov i en vugge . Derefter talte de sammen igen . Det var tranen , Hennings hustru . Hun havde ombyttet sin blågrå lærredskjole med en smnk bondedragt og sin sørgende mine med et tilfreds og lykkeligt smil , der gjorde hende endnu smukkere . Viffert vendelbo havde tabt Henning af syne i den sidste tid ; han gik og øvede sig med sin tyske fægtemester , medens våbendrageren red Rantzaus ærinder . Iaften skriftede Henning i få ord , hvad der angik ham siden deres sidste mode . „ I har skaffet mig en god herre , “ sagde han . „ Jeg tænker også nok , han skal få sig en tjener derefter . Iaffes sad han og så hen på mig , så lo han og sagde : „ Jeg sidder og grunder over , hvordan det kan være : hidtil er du den eneste , der har fået mig til at lade nåde gå for ret , du ! “ — for otte dage siden kaldte han mig ind til sig . „ Vi mangle snart føde til krigsfolket , “ sagde han . „ Landet heromkring er udpint , de have ikke mere . Der må skaffes noget tilveie , og det må ske i en fart . “ — „ Hvordan skal man bære sig ad dermed ? “ spurgte jeg . Så for han op , som han plejer , og buldrede løs som et tordenvejr , men nu kender jeg ham , det driver over igen . — „ Hvordan man skal bære sig ad , det må du om , “ sagde han , „ gå din vej og kom tilbage med god besked , inden sol går i bjerge i morgen aften . “ — ved i , hvad jeg gjorde ? Jeg sadlede min hest og red om til herremændene og til de store gårde og sagde : „ Ret nu mangle de føde nede i lejren , og krigsfolk kan ikke æde hø ; hvad vil i helst : bringe os det , vi trænge til , ned til Kolding og få en rimelig betaling for det , eller vente , til vi selv komme og tage det ? — det vil ikke vare længe . “ — dagen efter kom vogn efter vogn kørende ind til byen , alle bragte de levnetsmidler , og nu have vi guds velsignelse for lang tid . Da skulle i have set ham , den mægtige herre , hvor han lo og gned sine hænder og rustede mig i håret . „ Jeg tog altså ikke fejl af dig , “ Sagde han , „ jeg vidste nok , du fandt på en udvej . Det er din bedste streg , og den skal du have en belønning før . Bed mig om hvad du vil . “ Så bad jeg om et par nye støvler , og dem fik jeg , se blot ! så lange og så gode , man kan ønske sig , også faste , at man ikke kan jage et spyd igennem dem . Lidt kortere eller lidt længere , hvad gør det vel ham , tænkte jeg , og lod skomageren sye dem så fuldkomne , at de nå mig næsten op til maven . “ Viffert smilede over dette træk i Hennings natur , som vedblev at > være sig selv lig og bestandig søgte at drage den størst mulige fordel ud af øjeblikket . „ Og hvad vil du hos os i aften ? “ spurgte han . „ Det er en vidtløftig historie , som jeg kun betroer eder , og som ingen anden må vide noget om . — forgangen blev jeg skikket over til Fyen med brev til herremændene , som endnu stå på kong chrisfjerns side . Jeg skulle skaffe feltherren besked om , hvordan stemningen var for den nyvalgte konge . — det går der , som det plejer : kong ehristjern er i nød , hans venner forlade ham . Jørgen marsvin , Jens bilde , hans urne og flere andre gave tilsagn om at følge med kong Frederik . Ovre i Fyen ligge desuden den tyske oberst , grev von der Hoya og Jørgen hårde med otte hundrede landseknægte i kong ehristjerns sold . Rantzau ville vide , hvad han kunne vente sig af dem . „ Tal med folkene og udforsk deres mening , “ Sagde han . — det er bedre at søge hovedet end halen , tænkte jeg , og gav mig til at holde øje med greven . Han morede sig med at ligge i en båd ude på lillebelt og skyde ænder , det var mig , som roede den for ham . Så fik vi storm , og von der Hoya begyndte at klage og jamre sig , hans tyske mod kunne ikke tåle saltvand . Han troede aldrig at nå land mere , det skind ! Imens kom jeg frem med mit ærinde , og det gik lettere end jeg havde tænkt mig . Kong ehristjern havde ikke betalt landseknægtenc deres sold i de sidste to måneder . Han manglede penge , hed det sig . De gillerske knægte havde så småt begyndt på at gjorde oprør ; Jørgen hårde og greven ønskede derfor intet hellere , end at få Pas og lov til at drage uantastet hjem til det kære Tyskland igen , men for at bringe den sag i orden forlangte de en adelsmand med feltherrens fuldmagt skikket over til dem . Johan Rantzau er i aften redet op til kongen i Kolding , når han kommer hjem og hører mit budskab , kan jeg bede ham om alt , hvad jeg vil . I morgen går rejsen tilbage til Fyen igen . Grev von der Hoya og Jørgen hårde vente mig i Middelfart , så huskede jeg på jer ; har i lyst til at følge med derover ? “ Bistert stod nogle øjeblikke i tavshed , som om han betænkte sig , hans øjne søgte det lille bord , hvor Jørgen sad og slog terning med Ebbe Strangesen , han lagde mærke til , hvorledes disse to efterhånden vare blevne gjensfande for hele selskabets opmærksomhed ; der blev talt og hvisket om dem overalt , det var , som om der lå et uvejr i luften og at man var forberedt på at se det bryde frem . „ Dersom du vil vise mig en tjeneste , “ sagde bistert til Henning , „ så gå til feltherren og få ham til at lade Jørgen gram følge med dig ; kom tilbage med besked derom , det hurtigste du kan , heller inat end i morgen , heller straks end om en time . “ Henning kastede sit blik over på de to spillere , hans bryn rynkede sig , han havde opfattet alt . „ Det skal blive besørget , “ sagde han og forlodstuen . Biffert gik hen til terningbordet og satte sig ned ved Jørgen grams side for at se på spillet . Jørgen havde hidtil været uheldig . Ebbe Strangesen vandt næsten ved ethvert kast . Tilfredsheden herover afprægede sig i hans fregnede ansigt , han lo højt og kastede af og til sit blik over mod de andre , da han så , at man iagttog ham . Han misforstod imidlertid årsager : til den almindelige opmærksomhed . „ I har ikke så megen lykke i spil , sou : nylig i eders krigsbedrifter , “ udbrød han . „ Jeg sætter heller ikke så stor pris derpå , “ Svarede Jørgen . „ Jeg holder dog mere af at vinde end af at tabe . “ „ Jeg min sjæl også , “ bemærkede Bjørn . „ Og jeg spiller kun med eder i aften for at vise , at jeg ikke er bange for at tabe , “ svarede Jørgen . „ Ja det kende vi nok , Jens krag var heller ikke bange for at tabe , det sagde han i det mindste , så sad han forgangen aften og spillede først sin hest og dens saddel bort , så sin gård og alt , hvad han ejede , men morgenen efter fandt de ham død og aflivet i sengen . Han holdt dog ikke af at tabe . “ Dertil svarede Jørgen intet . Lykken lod til at have vendt sig , han begyndte at vinde og blev ved dermed ligeså uafbrudt , som det nylig havde været tilfælde med Ebbe . „ Hr . Eggert Bugge er ikke tilstede i aften , “ vedblev Ebbe , idet han rystede bægeret med større omhyggelighed og dog gjorde et slet kast . „ Han hviler måske ud efter sine bedrifter . Han har jo også udrettet så meget , at man nok kan blive trangbrystet derefter . “ „ Hvad mener i ? “ „ Naturligvis den navnkundige fægtning ved nye kirke , hvor han slog en hob bønder og tog den Dalby Bjørn tilfange . “ „ Ja , ikke sandt ! “ svarede Jørgen , „ det var en bedriff , dens betydning kan så meget mindre være tvivl underkastet , som flere af de tilstedeværende herhave været deltagere i den , blandt andre jeg . “ „ Der er heller ingen , som tvivler om den , “ Svarede Ebbe Strangesen . „ Nej , så min sjæl om der er , “ forsikrede Bjørn . „ Det mærkværdigste forekommer mig blot at være , at hr . Eggert Bugge blev sejrherre , medens han selv sad fangen . Ikke sandt ! Det var jo nede i et gravkammer , at han viste sit mod , og vandt slaget ? Jeg beder eder at fortælle mig lidt derom , siden i som sagt selv var tilstede . “ Spillet var under denne ordvexel vcdblevet . Ebbe Strangesen sad nu i et afgjort uheld . Han troede at skjule sin ophidsede sindsstemning herover ved uafbrudt at fortsætte samtalen i et højrøstet sprog , som nødvendig måtte vække opmærksomhed og efterhånden kaldte flere af gæsterne hen til bordet . „ I har en fejl , herre ! “ sagde Jørgen langsomt og roligt , „ en slet bane ; tilgiv , at jeg gør eder opmærksom derpå ! I taler ondt om de fraværende . Det er tredje gang , jeg hører det i aften . “ „ De fraværende tabe jo intet derved , “ svarede Ebbe , „ siden i forsvarer dem . “ „ Ikke altid . Hvis man f . Eks . talte ondt om eder , ville jeg måske tage i betænkning at gøre det . “ „ Hvorfor ? “ „ Jeg har ikke den ære at kende eder nok dertil . Det forekommer mig , at man ved at tale ondt om de fraværende kun siger sig selv en slet kompliment , jeg forstår heller ikke , at den , som selv besidder mod , kan være tilbøjelig til at tvivle om andres . “ „ Det er rigtigt ! “ udbrød Bjørn . „ Hvorfor har du så meget imod hr . Bugge ? Han talte forgangen dag godt om dig , nu taler du ondt om ham . “ „ Hvem af dem skal man nu tro ? “ spurgte osse stub . „ Ingen af dem , “ svarede biffert . Ebbe havde atter gjort et uheldigt kast , han vendte sig heftig om mod biffert . „ Hvorfor ikke , om jeg tør spørge ? “ „ Naturligvis , fordi andres dom altid er en utilforladelig grund at bygge på , “ svarede biffert med sit venligste smil . „ Jeg talte ikke om hr . Eggert Bugges mod , “ sagde Ebbe , „ især siden han denne gang havde så liden lejlighed til at vise det , jeg finder blot , at han har sfasfet sig sin berømmelse for en billig pris . Det var meningen af det , jeg tillod mig at yttre , da vi begyndte denne samtale . En mand kan have uheld med sig , blive fangen , når overmagten er mod ham , eller han ikke seer sig tilstrækkeligt for , det er en ærlig sag ; så hjælper man sig , som man kan , helst selv , tager også tilnød mod en håndsrækning af andre , man gør blot ikke blæst deraf eller regner den andens hæder med til sin egen . I kan tro , jeg kan tale med derom , jeg har oplevet sådanne historier og altid vidst at trække mig ud af dem . “ „ Par det med armene eller med benene ? “ spurgte Claus jul . - „ Det var måske med kniven , “ svarede Jørgen . Disse sidste ord faldt som en blyvægt over Ebbe ; han blev bleg , hans øjne skøde flammer . „ Hvad mener i dermed ? “ råbte han . „ Skal det være en gentagelse af historien med feltherrens stok , i sigter til ? “ „ Nej ! “ svarede Jørgen gram . „ Jeg sigter ikke til feltherrens stok , men til høibroplads . “ Ebbe Strangesen sprang op fra bænken , han kastede terningerne hen ad bordet og udbrød med en tvungen latter , der fortrak hans ansigt og viste hans tænder : „ Det ord har i været længe om at finde på , hr . Jørgen gram , men det gør også al videre tale overflødig . Iaften har i talt om min kniv , i morgen tidlig skal i få at se , hvordan jeg forstår at bruge min kårde . Hvad spillet her angår , så mener jeg , at det nu kan være endt , siden i har vundet alle mine penge . “ Jørgen gram var stået op fra bænken , hans blik gik rundt i den kreds af tilhørere , som havde dannet sig omkring bordet . I det samme trådte Henning gråbuk ind ad døren . Jørgen kaldte ham hen til sig . „ Jeg har vundet disse penge , “ sagde han , „ og ønsker ikke at beholde dem , tag dem til dig , de skulle være dine . “ „ Fra hvem har i vundet dem , med forlov at spørge ? “ „ Fra Herren der . “ „ I så fald være det langt fra mig at tage dem , “ Svarede Henning . „ Jeg har været Poul Laxmands tjener . “ Det er umuligt at skildre den birkning disse få ord vakte . Ebbe Strangesen syntes at lede efter et svar , men han fandt intet ; man hørte hans gispende ånde og så den arm skælve , hvormed han støttede sig til bordet , hans blik , der nylig Havde været dristigt og udfordrende , sænkede sig for den tavse og alvorlige kreds , som omringede ham . „ I morgen tidlig , “ udbrød han endelig hæst og utydeligt og nikkede over til Jørgen , „ så skal i komme til at betale den hele regning , også hans der . “ „ I morgen tidlig vil hr . Gram ikke komme til at betale for nogen , “ sagde Henning gråbuk , „ så er han rejst bort i et ærinde for feltherren . Jeg kommer med den ordre , at hr . Jørgen hrax har at møde hos ham . “ Jørgen gik hen og tog sin kårde ned fra væggen , idet han spændte den om sig , udbrød han : „ Hvad vi to have at forhandle sammen , må altså vente til jeg kommer igen . I skal nok få eders lyst styret og ikke komme til at tabe ved opsættelsen . “ Efter disse ord hilste han på sine venner og sorlod stuen med Henning . „ Nu glemte han alle sine penge , “ sagde Bjørn . „ Jeg vil se efter , hvor mange der er , og så tage vidner på , at jeg forvarer dem , til han kommer igen . “ Med disse ord gav han sig til at tælle pengene . Xxii . Hvad rygtet fortalte . Visiert var under denne strid bleven siddende ved bordet , tavs og rolig , som om intet af alt angik ham ; imidlertid vedbleve hans øjne ufravendte at være rettede på Ebbe . „ Hvorfor betragter i mig så neue , herre ? “ Spurgte Ebbe . „ Se jer om , herre ! “ svarede Viffert blidt og fredsommeligt . „ I vil finde , at jeg deler denne opmærksomhed med alle de øvrige tilstedeværende . Alle vente udentvivl ligesom jeg på den undskyldning , i har at gøre hr . Osse stub , fordi i bryder freden i hans hus og forstyrrer vor fest med eders truende ord . “ „ Synes i da , at jeg har kunnet handle anderledes , end jeg gjorde ? “ „ I må ikke gøre mig til dommer , jeg ville måske i dette tilfælde ikke kunne være tilstrækkelig upartisk ; spørg heller de andre ; i seer her mænd omkring eder , som forstå sig på , hvad der angår ære og sømmelighed . “ „ Han har vist sig hovmodig og udfordrende mod mig delt hele aften . “ „ Også mod mig , “ forsikrede Bjørn . „ Når jeg talte til ham , målte han mig sådan fraoven nedefter og vidste knap , om han ville svare . “ „ Også mod eder ? “ gentog Viffert . “ „ Virkelig ? I så fald må han vist have haft sine grunde dertil . “ „ Hvilke ? “ „ Spørg ham selv derom ! “ „ Han er jo uheldigvis rejst sin vej og kan ikke svare forlig . Men i er hans ven og påtager eder hans forsvar ; siden i har tænkt jer , at han havde grunde fil at fornærme os , så bør i også kunne nævne dem . Har jeg ikke ret ? “ vedblev han , henvendt fil de omkringstående . „ Hr . Ebbe strangeseu har ret , “ svarede en i kredsen . „ Visiert bør udtale , hvad han mente . “ „ Men jeg mente kun , “ vedblev visiert med sit venlige smil og den blideste røst , „ at Jørgen gram måske kunne have nogen grund fil at beklage sig over eder , i to herrer ! “ „ Hvorfor det ? “ „ Han har beilct fil frøken Laxmand , han er bleven hendes trolovede , som i måske have hørt fortælle . “ „ Hvad følger deraf ? “ „ At han gør hendes sag fil sin . “ „ Og så ? “ „ Ja , og så er . det jo muligt , at visse sørgelige rygter om eders adfærd mod den afdøde rigshosmester , i forbigående kunne have strejfet Jørgen grams øren og bibragt ham nogen uvilje mod eder . I lægger mærke til , at jeg betjener mig af de skånsomste udtryk , ligesom også , at her kun er tale om Jørgen gram . Jeg i hans sted ville sige : hvad betyder vel et rygte ? Alverden kan fortælle , hvad den finder før godt , om eder og eders hæderlige ven på bænken der , det er blot ikke alverden , som påtager sig at bevise det . “ Ebbe Strangesen indså , at han var gået før vidt , men han var nu engang bleven tvungen ind i den kreds af forklaringer , som Viffert så tilsyneladende uden hensigt bestandig drog tættere sammen om ham . Hans næste spørgsmål var : „ Hvad er det da før rygter , alverden fortællerom mig ? “ „ I mener om eder og eders ven . “ „ Nu ja , om Bjørn og mig ! Skulle i tilfældigvis kende dem ? “ „ O min gud ! hvem kender ikke dem ? Vidste i ikke noget derom før nu ? Det må da være gået eder som de bedragne ægtemænd , de erfare altid sidst , hvad der nærmest angår dem . Siden man her i kredsen opfordrer mig til at tale uforbeholdent , må jeg adlyde , hvor megen overvindelse det end koster mig . Rygtet melder da , at i , Ebbe Strangesen , dræbte Poul Laxmand . Det fortæller , at i snigmyrdede ham ; det lægger til , at i hånede den døde efter at have myrdet den levende . “ Alle tilstedeværende følte ved disse rolige og bestemte ord ligesom en storm bruse hen over deres hoveder . Ingen talte ; under den almindelige tavshed hørte man Vifferts anklage falde som kølleslag på de to herremænd , hvoraf den ene sad sammenbøjet og betragtede bordet foran sig med matte og udtryksløse øjne , og den anden stod stiv og oprejst foran bænken , medens han gispede efter luft og vædede sine tørre læber med tungen . „ Se , det er alt , hvad jeg har hørt fortælle , “ Vedblev biffert , „ men , som sagt , jeg for min person ændser ikke rygter , hvor mange troværdige vidnesbyrd der endog . have bekræftet dem . Jeg tror dem ikke , gentager jeg , fordi jeg anser det uforeneligl med en adelsmands ære at snigmyrde sin fjende ; jeg holder det endnu for mere umuligt , at to kunne slå sig sammen til en sådan bedriff ; jeg anser det endelig for nsømmeligt for os , hvis det var sket , at tåle eder her i vort selskab . “ „ Det er nok ! “ råbte Ebbe og strakte sine knyttede hænder frem mod Viffert . „ Såsandt gudfader er over os , skal enten i eller jeg i morgen have ophørt at leve . “ „ I truer mig , “ svarede Viffert . „ I vil tvinge mig til at slås . Finder i da noget fornærmeligt i , at jeg gentager , hvad alle fortælle , siden i selv opfordrede mig dertil ? Har jeg tillagt eder noget , som ikke stemmer overens med den strengeste sandhed , så tager jeg ethvert formærmeligt ord tilbage og beder eder om tilgivelse . — i viser tænder , herre ! Det er ikke at svare . Nu tie i stille begge to , og for lidt siden havde i mod til at forlange en forklaring , hvorfor Jørgen gram viste sig kold og tilbageholden , hvorfor han måtte modtage forbon af en så hæderlig mand , som hr . Osse stub , for han nedlod sig til at sidde på samme bænk som i , berøre de samme terninger som i ; for lidt siden undrede det eder , hvorfor en adelsmand skyer eders selskab , — det forstår jeg ikke . I forlangte mit svar , tilgiv , at jeg taler med en sådan oprigtighed , men jeg indser ikke hvorfor jeg skulle have nødig at besmykke mine ord . “ „ Kom , Bjørn ! “ råbte Ebbe , idet han greb sin hat . „ I morgen tidlig , så snart det gryer ad dag , skal i høre fra os begge . Eder beholder jeg da tilbage , i rejser ikke bort som den anden . “ Dermed ilede han hen til døren , Bjørn fulgte , ham , mumlende nogle uforståelige ord , men visiert trådte i vejen før dem og sagde : „ Hvis jeg virkelig mod min villie skulle blive nødt til at slås før det , i har opfordret mig til at sige , så råder jeg eder til at tage så måge vidner med , som i mægte at samle . “ „ To pleje ellers at være tilstrækkelige , “ svarede Ebbe . „ Skaf eder heller flere . Jeg håber ikke , i tager mig dette råd ilde op , siden jeg giver det til eders egen fordel . Hvis i skulle være så heldig at fælde mig i ærlig kamp uden tilstrækkelige vidner , kunne rygtet måske forvanske historien . I ved jo , at det allerede en gang før har haft travlt med eders kniv . Jeg før min person holder ikke af gentagelser . “ „ Vi skulle nok få vidner , “ sagde Bjørn og rettede sig i sin fulde højde , „ det kan i lide på . Jeg vil dernæst lade eder vide , min gode hr . Viffert vendelkåbe , eller hvad fanden det er i hedder , at i for al den snak , i her har fort i aften , ikke blot får med Ebbe at bestille , men også med mig . “ „ Dog vel ikke på engang ligesom sidst ? “ svarede Viffert , idet han gjorde en dyb hilsen for Bjørn . — selskabet brast i latter . „ Kom Bjørn ! “ sagde Ebbe . „ I morgen tidlig skulle vi få en slutning på alt dette . “ Dermed gik de . Inden Viffert forlod selskabet havde seks af gæsterne forlangt at være ' hans vidner . Han valgte de to , som først tilbøde sig . Xxiii . Forberedelser til tvekamp . Det var endnu tidligt på aftenen , da biffert vendte hjem . Jørgen gram var allerede rejst bort i feltherrens ærinde . Da Viffert hørte dette , gik han over i holstenernes lejr til en hytte , hvori hans bekendt , den tyske våbenmcsfcr , havde opslået sin bolig ; våbenmesteren var endnu oppe . Han havde to store , selvgjorte fyrretræes fakler brændende foran sig , ved deres lys sad han og stoppede hullerne på sin våbenkofte , som tid og langvarig brug efterhånden havde bragt i synlig forfald . Ved lyden af en kommende svøbte han koften sammen og kastede den hen i en krog i mørket , som om han undså sig over , at nogen skulle træffe ham i en så uridderlig beskæftigelse . Da han genkendte Viffert tog han den atter frem og vedblev sit arbejde . Det var en ældre mand med stærkt udprægede træk , et tilspidset kindskæg og en uhyre hårvækst , som begyndte at gråne . Altid tilfreds med sin stilling , altid tilbøjelig til at tage verden fra den lystige side , var hun en fortræffelig selskabsbroder og en velkommen gæst , hvor han viste sig . Han hed hr . Eige von trotorlow , et navn , der desværre ikke har haft det held , at kunne vedligeholde sig i Danmark så længe . som mange andre af vore tyske herrenavne . „ Hvor det er skade , at i ikke kom lidt før , “ Udbrød hr . Eige , i den blanding af tysk og italiensk , hvori han udtrykte sig . „ Jeg har drukket den sidste dråbe , der var tilbage . “ Til bevis herpå strakte han hånden ned esteren tom viinkande , som stod på gulvet . „ Jeg har også tabt alle mine penge i terningspil i aften , ellers skulle jeg snart stikke en mand ned til marketænderen . og få kanden fyldt på ny . “ „ Det er ikke for at tomme en viinkande , at jeg tommer her i aften , “ svarede Viffert . „ Vil i låne mig eders kårde med krydsfæstet , den falder mig bedre i hånden end min egen , og jeg vil få brug for den i morgen . “ „ Guds hellige død og pine ! “ råbte eige jublende , idet han sprang op fra bænken og greb Viffert om armen . „ I skal slås ; og det er alvorligt , vil jeg håbe , noget , der er værd at trække ud for . Naturligvis er jeg eders vidne , jeg skal straks skaffe en mand til , som vil gøre sig en glæde af at følge med . “ „ Jeg takker eder , men det behøves ikke , jeg har allerede mine vidner . “ „ Og i har kunnet glemme mig , eders gamle fægtemester ! Det er hårdt ! “ ytrede han med et suk og satte sig yderst sørgmodig ned på bænken . „ Det var altså kården , “ vedblev bifsert . „ Den hænger deroppe på væggen , “ sagde eige og pegede med tommelfingeren over skulderen . „ Jeg har pudset den blank i aften . Men det er umuligt , i kan ikke drage ud ude « at tage mig med , så længe som jeg nu har gået og ventet efter en ordenlig tvekamp . Selv har jeg gjort mig al optænkelig umage for at få en : studsige svar , spottende miner , aldrig ride til side for nogen ; djævlen står i det ; intet ville hjælpe . — hvem er den mand ? — eige von trotorlow -- så tager enhver straks følehornene til sig . Hr . Viffert ! I er min allerbedste ven , klingen ligger eder prægtig i hånden , og så har i en maner i de dybe kvarter som ingen anden ; i må tage mig med . Da jeg så den Iver og udholdenhed , i anvendte for at komme til at fore en god kårde , anede det mig straks , at i havde en uven , på hvem i ville spendere frugten af min lærdom , nu har i fået ham fat , nu skal han have det , lige i prikken , det er eders hensigt , og han får det , jeg ved det forud , men jeg må ikke være med , jeg , som har gjort eder færdig , skal ikke få at se , hvordan i benytter mine erfaringer . Det er ugudeligt ! “ „ Seks af mine bedste bekendte have tilbudt mig deres tjeneste , jeg har kun kunnet vælge to af dem ; i indser altså selv , at der er intet ved den sag at gøre . “ Hr . Eige sad lidt og betænkte sig , før han spurgte : „ Når skal det gå før sig ? “ „ I morgen tidlig ved solopgang . “ „ Og hvad vil feltherren sige dertil ? “ „ Jeg håber ikke , at han skal få det at vide . Vi ride udenfor lejren sonderpå , nedad mod Vonsild skove . “ „ Nedad mod Vonsild skove , “ gentog eige . „ Det er godt . Husf nu straks at lægge mærke til lyset , tving ham et skridt eller to til siden , så han får solen i øjnene . Så blot rolig i begyndelsen ; lad ham gøre sine kunster først , det trætter . — og jeg skal gå herhjemme med hænderne i lommen , mens i andre slås . Det er jo ikke til at holde ud . “ Viffert havde taget kården ned fra væggen og fæstet den fast under sin kappe ; han rakte våbenmestcren hånden og ville gå . Hr . Eige holdt ham tilbage , han havde endnu meget at sige ham . „ I tænker da ikke på al slås i Skinner og plade ? Det er en maner for kujoner , ikke for brave mænd . Jeg så i osnabruck de herrer schvanwedel og Hugo von der nußwurm stå og stikke på hinanden i fuld harnisk en klokketime til ende . Ingen af dem kunne få hul , til sidst pryglede de hinanden tildøde med stridskolber . Hvad ligner vel det ? Stig tilhest uden rustning og mod ham i våbcnkjole alene , så tvinger i ham til al gøre det samme . Det seer da ud efter noget . Læg så endelig fra første øjeblik mærke til , hvorledes han tager sine parader ; er det en Karl , som forstår noget , så bruger han ingen finter , men man træffer også på spekulanter , som give sig fanden i vold på det uvisse ; dem skal man være agtsom på . Mens vi lå i mantua , kom der en aften en adelsmand til mig , efter at jeg allerede var gået til sengs . — „ Jeg skal slås i morgen , “ sagde han , „ og jeg forstår knn slet al brage kården . Lær mig det . “ — „ Ja hvad skal det blive til ? “ svarede jeg . „ Tror i , man lærer al føre en kårde fra nu af til i morgen tidlig ? “ — så tog han en vægtig pung op af lommen , klingrede for mine øren med den og sagde : „ I denne pung er der halvtredssindsthve guldstykker , de tilhøre eder , hvis i lærer mig så meget , at jeg kan slippe fra den sag med livet . “ — det var fristende , hvad ? — jeg sad lidt og betænkte mig . — „ Bil i spendere eders ene hånd for at vinde ? “ spurgte jeg . — det ville han . — „ Godt ! Så læg nu noie mærke til , hvad jeg siger . I det øjeblik , i seer eders modstander falde ud efter eder , få opfanger i stødet i eders venstre hånd , bøjer fingrene fast om hans kårde , og mens i holder den tilbage , støder i ham eders egen i brystet . I vil slippe derfra med livet , hvordan det forresfen går med æren , det må i selv om . “ — vi prøvede et par gange på skrømt i mit telt , og fyren forlod mig . Næste dag gik det ganske nøjagtig efter recepten : modstanderen stak min adelsmand i hånden , men han stak al odstanderen igennem brystet . — sådan kan det gå , vogt eder derfor . “ „ Jeg skal følge eders råd , “ svarede Viffert smilende , „ men for at jeg skal kunne huske dem , må i heller ikke give flere . “ Dermed gif han . låbenmesteren fulgte ham til døren . „ Pas godt på min klinge , “ sagde han , „ det er en ædel natur , der har lugtet menneskeblod for — hånden ikke for fastknuget om heftet , husk så bestandig på at følge den andens øjne — — og jeg skal ikke nære med , “ Vedblev han , efter at Viffert var gået . „ Ia , det ville vi dog se på . “ Med denne bemærkning trak hr . Eige von trotorlow sig tilbage til sin stue og stængede døren . Da Ebbe og Bjørn forlod selskabet , gik de igennem lejren ned til et gammelt , forfaldent bondehns , hvor hr . Jeppe thnessøn havde opslået sin bolig . Det var en velhavende herremand , som handlede på Holsten med øxne og heste , og i hvis hus Ebbe strangcsen havde tilbragt forrige vinter , medens han hjalp ham med kvæghandelen . Jeppe lå på en bænk med en stor sengedyne under sig , han var fed og blussende rød i ansigtet , havde små , vandblå øjne , som næsten forsvandt mellem de vældige bryn og fyldige kinder . Foran ham stod en stor viinkande , og ved hans side sad , en munk , hvem Jeppe dikterede et brev til hjemmet , thi selv kunne han ikke skrive . Da Ebbe og Bjørn trådte ind , var brevet netop færdigt . Jeppe satte sit mærke under og lod munken gå . De tre herremænd blev alene . „ Har du noget i kanden ? “ spurgte Ebbe . „ En lille tår er der vel endnu , og mere kan der blive råd til , skønt det begynder at blive silde , og jeg vil til sengs og sove . “ Ebbe tog kanden og drak . Bjørn lagde sin hånd på hans skulder og sagde : - „ Leon også lidt til mig ! “ „ Bil du gøre mig en tjeneste ? “ spurgte Ebbe . „ Nej , jeg vil ikke , “ svarede thuesson , „ for du vil låne penge , og det bliver der intet as . Du glemmer at betale tilbage igen , og der står endnu sytten gylden på brættet for din sidste rejse ned til Holsten , som du ikke har gjort rigtig regnskab for . “ „ Denne gang tager du fejl , “ sagde Bjørn . „ Iaften komme vi ikke for at låne penge . “ „ Hvad ville i da ? “ „ Jeg skal ud og slås i morgen tidlig , “ svarede Ebbe . „ Bil du følge med som bidne ? “ „ Skal i nu ud og slå ihjel igen , “ sagde thuesson . „ Hvem er det , som skal holde for i morgen ? “ Ebbe rynkede sine bryn til denne ytring , som indeholdt hentydninger , han ikke syntes om . Han fortalte med nogle små forandringer , hvad der var sket hos øste stub . „ Det er en slem , indbildsk knægt , den biffert bendelbo , “ sagde Jeppe . „ Jeg glemmer ikke , at feltherren foretrak ham for mig , da han skikkede dem op for at slås med bønderne ved nye . “ „ Hvad ville du der ? “ spurgte Ebbe . „ Jeg troede ikke , du var så meget for at slås ? “ Jeppe brast i latter . „ Hvad fanden brød jeg mig om at slås ! “ sagde han . „ Jeg ville se et øjeblik hjem til min gård undervejs og få mine kreaturer bjergede sønderpå før de kom og tog dem . Det var meningen . — nå ! Du skal altså ud at fægte i morgen . Du bliver da aldrig klogere . Kan du få nogen til at være det andet vidne ? “ „ Jens okse har tilbudt sig . “ Bjørn så forbavset hen på Ebbe . Han vidste , at de ikke havde set Jens okse den hele aften . Ebbe lod , som han ikke mærkede det . „ Ja , når en så hæderlig mand som Jens okse siger god for dig , vil jeg også være med , “ svarede Jeppe . Der blev nu bragt en ny kande vin , og medens de tømte den , aftalte de tre forbundne enkelthederne , som stod tilbage at ordne med hensyn til kampen . Lidt efter toge Ebbe og Bjørn afsked . „ Undskyld , jeg bliver liggende , “ sagde Jeppe thuesson . „ Jeg er tyk og fed og holder ikke af at rejse mig , når jeg kan undgå det . Tøv lidt ! Der falder mig noget ind . Da jeg drog herned til Kolding , traf jeg en munk-fra Børglum , som solgte mig en talisman . Han svoer ved alle sine helgene på , at så længe man bar den hos sig , var man sikker både for hug og stik . Den vil jeg låne dig i morgen . Jeg bærer den altid hos mig . “ Jeppe tog en lille pakke op af sin koffelomme , medens han vedblev : „ Det er rigtignok knn en hasselnød , at se til som en enhver anden nød , men munken forbandede sig på , at der lå et stykke af Sankt Peders kindben indeni ; man kan også hore , at det rasler , når den rystes . Så var det den Asten , vi havde gilde hos kongen i Kolding , da var jeg fuld og fik lyst til at se , hvad der var i nødden . Jeg kvækkede den , og gansfe rigtig , der lå min sjæl et lille stykke veen derinde . Nu har jeg bundet den forsigtig sammen igen og svøbt en klud udenom . Jeg tænker ikke , den har mistet noget af sin kraft for det . Vil du låne den i morgen , så vær så god ! “ Ebbe afslog det og gik med Bjørn . Jeppe kaldte på sin tjener og lod sig afklæde . Lidt- efter kom Bjørn tilbage og hviskedee til ham : „ Lån os alligevel den lille pakke , i nylig talte om . Hvem ^an vide , hvad den er god for . “ Jeppe gav ham pakken . „ Men i svarer mig til den , “ sagde han , „ jeg vil min sjæl have den igen , man er altid sig selv nærmest . “ Ebbe var imidlertid gået hen til Jens okses bolig . Hans ærinde her var det samme , som hos Jeppe thuessøn , og Jens besvarede hans bøn med et lignende spørgsmål : „ Kan i få nogen til at være eders andet vidne ? “ „ Jeppe thuessøn har tilbudt sig , “ svarede Ebbe . „ Jsåfald kan i også gøre regning på mig , “ Sagde Jens . De nødvendige forberedelser til kampen blev nu aftalte . Bjørn var kommen ind til dem . ' han stod og lyttede og smilte ; først nu fattede han det kløgtige i Ebbes måde at skaffe sig vidner på . Xxiv . En forårsmorgen . Den næste dag stod solen klar og skyfri på himlen . Foråret bredte sit friske , grønne tæppe over jorden , storken og stæren gik i engene , kragerne fløj i store skarer hen over skoven , og det sang og spirede og duftede og mylrede frem overalt , som om den nye hersker ilede med sine belgjerninger at udslette alle de sørgelige allnder , hans forgænger havde efterladt . Nogle timer efter solopgang rede seks mænd ud fra Lejre » » edad mod Bo » sild , son : dengang lå omgiven af en mægtig skovstrækning . Rytterne droge frem i skridtgang , der syntes at hvile et tankefuldt og-alvorligt udtryk over dem , som kun slet stemte med den friske forårsmorgen . I deres spidse red visiert vendelbo , ' indhyllet i en stor kappe . Rygtet om hvad der var foregået hos offe stub , havde allerede vundet langt større udbredelse , end visiert ønskede . Flere af hans venner indfandt sig hos ham om morgenen for at tilbyde deres tjeneste , og bistert havde mange Benner . Nogle lod sig nøje med den samme forklaring , som hr . Eige von trotorlow havde fået , andre påstode , at de ville følge med , en kamp var en adspredelse i det ensformige liv , de så længe havde ført , og bidnernes antal var således steget til fem , inden de forlod lejren . Hvorledes det imidlertid var gået modstanderne , vidste ingen , de havde endnu ikke ladet sig til syne . Derimod meldte Jeppe thuesson og Jens okse sig om morgenen tidlig hos bifferts vidner og aftalte mødestedet til kampen med dem . Fornærmelsen den foregående aften havde været offenlig , udfordringen blev ordnet efter de strengeste regler for den tids våbenbrug . Et stykke nedenfor lejren begyndte skoven . Ved et riisgjærde , som indhegnede den , holdt en enlig nytter og så sig om til siden , som om hun ventede nogen . Foran sig på sadlen havde han bundet en anseelig pakke , der så ud som hvidt linned , men hvis indhold iøvrigt ikke var til at gætte . Da bistert kom nærmere , genkendte han hr . Eige von trotorlow , som smilede og hilste med den venligste mine . „ Jeg havde ikke ventet mig den ære at møde eder her , “ sagde visiert . „ Det var imod vor aftale , hr . Eige ! Som i seer , er vi allerede dragne ud i et temmeligt stort antal . Det vil vække opsigt i lejren . “ eige hørte ham rolig til ende , hans smil blev uforandret . „ Antage i herrer da ikke , at i ville få brng for en dygtig feltskærer i dag ? “ „ Er i feltskærer ? “ „ Det skulle jeg rigtignok mene . Her se i mine pakkenilleker . Det skal være en morderlig skavank , som jeg ikke tager på min samvittighed . I osnabruck behandlede jeg en Junker , som en feltslange havde revet det halve ben af . Han går endnu så rask som en af os , og velsigner mig på stampen . Da vi lå for genua — — “ „ Nå i guds navn ! så følg da . med os , “ Sagde Viffert utålmodig . „ Lad os blot komme afsted . “ Han gav sin hest af sporen og red ind over skovvejen . Hr . Eige sluttede sig til de øvrige , og fortalte dem omstændeligt , hvorledes det var gået , da han lå for genua . Vejen , de nu red , førte til en åben plads inde i skoven , omkrandset af en række ærværdige og knudrede egetræer . I det ene hjørne af pladsen betegnede en stor høj et gammelt offersted , hvis oprindelige skikkelse nu var forstyrret . Flere as stenene , som før havde ligget oppe på højen , vare rullede ned på Sletten og skjultes næsten af skovbundens lysegrønne græs , hvori små buske af anemoner og tusindfryd blandede deres brogede farver . Idet de rede ind på pladsen , blev de overraskede ved at se Ebbe og Bjørn , ventende på dem . Ebbe stod oprejst , støttende sig til sit sværd , isørt et blankt brystpandser og armskinner . Jeppe thnessøn lå på sin kappe i græsset med opknappct våbenkjole , han pustede og stønnede , medens sveddråberne perlede på hans pande . Det hurtige ridt denne morgen havde øjensynligt anstrengt ham i høj grad . Bjørn sad på en sten og drak af en læderflaske . Jens okse bandt deres heste . Bed synet af bistert og hans følge hilste de andre dem . Bjørn var især yderst høflig , han stod op fra stenen , slog ud med armene og gentog sine buk flere gange , uden at nogen gav agt på hans opmærksomhed . Jeppe thnessøn blev liggende , han tog sin hat af og sagde : „ Beder om forladelse , i kære Benner og ædle herrer , fordi jeg bliver liggende og hviler mig lidt . Jeg er en tyk og fed Aland og kan næsten ikke få mit vejr , så djævleblændt red vi til , for ikke at lade eder vente . “ Da Viffert steg af hesten og slog sin kappe til side var han iført en lysebrun kofte uden rustning . Hr . Eiges kostbare klinge hang i et bælte ved hans side . Ebbe lod til at studse herover ; han gik hen til Jens oxc og talte nogle ord til ham . Jens rystede på hovedet og hjalp med at spænde brystharnisket og armsfinnerne af . Han stod nu i våbcnkoste ligesom Viffert , kun lagde man mærke til , at han foruden sit sværd tillige bar en sortsfaftet daggert i bæltet , midt på brystet . vidnerne valgte derefter stedet til kampen og betegnede de to modstanderes plads . Solen stod endnu ikke så højt på himlen , at dens skin kunne komme i betragtning . Pladsen var derfor hurtigt valgt . Hr . Eige lod imidlertid til at være den mest beskæftigede . Da han havde bundet sin hest , tog han pakken , løste den op og udbredte på jorden en mængde små og større stykker linned , hvilket dog ikke hindrede ham i på samme tid at skotte hen til de andre og nøje at give agt på alt , hvad de foretoge sig . Da linnedet var ordnet , drog hr . Eige en salvebøsse op af sin lomme , en flaske med eddike , en kniv og en saks , kastede et mønstrende blik på sine forberedelser og gik derefter hen til den afstukne plads . Her undersøgte han jorden , om den også var tilstrækkelig fast og jævn , trådte muldvarpeskuddene ned , lagde mærke til , hvorledes lyset var fordeclt , nikkede og gav sit bifald til alt , og vidnerne fandt sig i alt ; hr . Eige var så godmodig , man vidste desuden , at han var en kyndig dommer i kampsager . „ Det er fortræffeligt ordnet det hele , “ bemærkede han til jul . „ Der er sket ret og skel mod begge parter ; kun synes mig kamppladsen lovlig stor afsat . Jeg har set den , der var mindre . I Verona sloges jeg en formiddag efter frokosttid med en af mine gode venner oppe på spisebordet . Istedetfor sværd brugte vi dolken , og for ikke at vige fra hinanden havde vi bundet vore venstre håndledde sammen med et skærf . “ „ Hvordan spændte det så af ? “ spurgte Jeppe thuessøn , som nu var kommen til kræffer igen og havde rejst sig . Hr . Eige så på spørgeren og trak på skulderen . „ Det spændte af , som det plejer , herre , når man stikker en mand seks tommer stål ind i hjertekulen . “ „ Uh , fy ! “ råbte Jeppe . „ Mindre kunne gøre det . “ Viffert og Ebbe havde taget deres pladser og stod nu ligeover for hinanden . Ebbe var meget bleg denne morgen , men idet han tog sin hat af , vidnede hans rynkede pande om bestemthed og trods . Jens okse og thuessøn stod hver på sin side af ham og holdt deres dragne kårder rettede mod jorden . Den samme stilling indtoge Vifferts vidner . De øvrige tilstedeværendæ droge sig noget længere tilbage . Da således alt var ordnet , gjorde Jens okse et skridt fremad , hilste og sagde : „ Inden vi gå videre , spørger jeg efter skik og brug i alles påhør , om der er skjellig og høvist grund til , at hæderlige mænd stille sig her med våben mod hinanden ? “ „ Det er der , “ svarede jul . „ Dernæst spørger jeg , om anledningen til denne kamp er en sådan , at forsonende ord eller upartisk forklaring ikke kan bringe forlig tilveie , for sværdet drages ? “ Ebbe tav ; han stod og støttede sig til sin kårde og så på Viffert . „ Jeg holder en forsoning for mulig , “ svarede Viffert , „ og er rede til at genkalde enhver ytring , hvorved hr . Ebbe Strangesen og hans ven knnne have følt sig krænkede . “ Denne erklæring vakte almindelig forbavselse . Viffert smilede og vedblev : „ Jeg vil dertil gøre de to herrer min undskyldning for alt , hvad jeg iaftes efter opfordring har talt , hvis hr . Ebbe blot vil erklære , at jeg påsagde ham noget urigtigt , jeg mener , et eneste ord , som ikke stemmer med den strengeste sandhed . Han behøver blot at nægte , at han og hans kammerat derhenne med flasken i hånden , have fældet en sagesløs Aland og kastet hans lig i vandet . Mere forlanger jeg ikke . “ „ Det svar , jeg agter at give , skal i finde på . Spidsen af mit sværd , “ sagde Ebbe . „ Kun et gad jeg vide : hvem det egentlig er , jeg her får med at bestille ? — mit navn er Ebbe Strangesen , hvad er eders ? Jeg har hørt tale om en mand , som kom ridende til lejren i en munkekutte på en grå hest , gud ved hvorfra , listede sig ind i herremænds kreds og snyltede sig en plads til ved deres bord . Er det nok til at fore det store ord blandt os ? Hvad er visiert vendelbo for noget ? “ „ Visiert vendelbo var det navn , feltherren Johan Rantzau erklærede for en ærlig mands , da jeg fremstillede mig i hans lejr , det var det navn , jeg sloges under ved nye , da jeg tog den Dalby Bjørn tilfange . Jeg ved vel , der knytter sig intet slægtregister til dette navn , men heller ingen skamplet . Skulle i ikke være tilfreds med den forklaring , lover jeg at hviske eder et andet og bedre navn i øret , for vi forlade pladsen . — har i så flere betænkeligheder ? “ Istedenfor svar drog Ebbe sin kårde , rede til at begynde kampen . Jens jul trådte i det samme frem foran , og sagde : „ Det er formodentlig undgået alles . Opmærksomhed , at hr . Strangesen bærer daggert i sit bælte , medens hr . Viffert ingen har . “ „ Det får at være , “ svarede Viffert . „ Jeg forstår ikke at bruge dolken . “ Ebbe rev sin daggert ud af bæltet og kastede den hen til rustningen . „ Er der mere i vejen ? “ råbte han rasende . „ Aci ! “ svarede visiert . „ Nu skal retfærdigheden domme os imellem . “ Disse ord lod som en jubel , som om det endelig var lykkedes ham at nå et længe eftertragtet mål . Hans øjne strålede , han havde måske aldrig været smukkere end i det øjeblik , deres klinger krydsedes . Enkellhederne i den kamp , som nu begyndte , vekslede så hurtig , at en beskrivelse vanskelig vil kunne give et billede af den ; blot det lagde hr . Eige med stor tilfredshed mærke til , at Viffert fulgte hans råd og lod sin modstander angribe først . Der kom i Ebbes åsyn og i den heftighed , hvormed han gjorde sine udfald , en dyb harme til syne , alle de ydmygelser , han havde været genstand for , syntes endnu at klinge for hans øren , og hvad enten det var Vifferts hensigt eller ikke , så havde hans spot , hans gentagne skån - selslose fremstilling af drabet på rigshofmesteren og den synlige uvilje , Ebbe følte at være genstand for hos de fleste tilstædeværende , efterhånden bragt ham til den grad af ophidselse , hvori en mands overlæg og besindighed svinder for en eneste følelse : hævnlyst . Ebbe Strangesen var en øvet fægter . Bjørn vidste det , der lå en lumsk glæde udtrykt i det smil , hvormed han stod og stirrede på kampen , medens han holdt hænderne på ryggen og læderflasken i en lang snor om den ene finger . Hr . Eige von trotorlow var dog måske den af tilskuerne , som det mest lønnede sig at lægge mærke til . Det er umuligt , at et ansigt kunne være mere talende eller en deltagelse mere levende udtrykt end hans . Han opfattede den allerringeste bevægelse af de kæmpende , hans bryn rynkede sig og glattedes igen , han smilede og så barsk ud , hans hænder knugede sig sammen og rettede sig . En lang strimmel linned af de tilberedte bind hang ud af hans ene koftelomme og slæbte efter ham i græsset . Han blev stående på den plads , han engang havde valgt sig , foroverbøjet , hans fødder syntes at være rodfæstede i jorden , kun hans blik og miner talte . Hr . Eige var en mand , som vidste , hvorledes man havde at forholde sig på en kampplads . Ebbe Strangesen havde efterhånden udtømt alle sine kunstgreb og udviklet en hurtighed og styrke , som forbavsede tilskuerne . Bjørn stod og smilte . Jeppe thuessøn derimod led utroligt ved at holde sig sålænge i samme stilling med den sænkede kårde ved Ebbes side . Hans kuglerunde ansigt perlede af sved , han stiftede sværdet over i den anden hånd og så hen på modstanderen , om det ikke snart knude være uok . Viffert vedblev at gå forsvarsviis frem ; hans øjne fulgte Ebbes , hans klinge mødte Ebbes , snoede sig om den som en slange , drog sig tilbage , strakte sig fremad , sikkert , bestemt og altid så betimeligt , som om den forud vidste , hvor den skulle dække ham . Kun engang tog han fejl . Ebbe flængede ærmet på hans kofte ; blodet , som fulgte efter , betegnede , at stødet havde truffet . „ Nu har han det ! “ råbte Bjørn trinmferende , idet han glemte den tavshed , han som tilsfuer var forpligtet til at iagttage . „ Endnu ikke , “ svarede Viffert , medens han trådte et stridt tilbage , strøg sit lange hår fra panden og begyndte kampen på ny . Jeppe thnessøn tørrede sit ansigt , da han så , at der var endnu mere tilbage , og indtog atter den tidligere dækkende stilling . „ Kan i tåle mere ? “ spurgte Ebbe spottende . „ I stat ret snart få det at vide , “ svarede Viffert . Efter disse ord tog kampen en anden vending . nu var det visiert , som angreb , så heftigt og lynsnart , at Ebbe sølle sig overvældet deraf . Han bed tænderne sammen , hans hånd var ikke længer så sikker og smidig som før . Vifferts øjne strålede ham i møde som to flammer . Imidlertid trådte hr . Eige et skridt nærmere , han smilede , rettede sig i vejret og kastede et blik på de omkringståcnde ; den færdighed , de her så udviklet , var jo hans værk ; eige var mesteren , som tog sin del af lærlingens triumf . For et øje , så sikkert og øvet som hans- , kunne stridens udfald ikke længer være tvivlsomt . Han så Ebbe gjorde et skridt tilbage , atter et , i næste sekund borede Vifferts klinge sig i hans bryst . Ebbe tabte sværdet , knugede hånden sammen over det sårede sted og sank tung og ubevægelig ned i græsset . Visiert stod med den blodige klinge i hånden ; hans øjne hvilede på Ebbe , som lå . foran ham i græsset . „ Jeg beklager meget , hvad her er sket , “ sagde han , „ men det kunne ikke være anderledes . “ Efter disse ord bøjede han sig ned over Ebbe og hviskedee nogle ord i hans øre . Disse dæmpede ord , som de omkringstående ikke kunne høre , udøvede en mærkværdig virkning på den sårede . Hans lukkede øjne åbnede sig og stirrede med et udtryk af rædsel op på Viffert ; han forsøgte at tale , men det lykkedes ikke ; et blodigt skum farvede hans læber . „ Må så jeg bede om en lille smule plads , “ råbte hr . Eige . „ Nu skal vi se , hvad feltskærercn kan gøre . “ Han lagde sig på knæ foran Ebbe , sprættede hans kofte op og undersøgte såret . Ebbe så på ham , spørgende og ængstelig . Da eige straks efter igen drog koften sammen over brystet , røbede Ebbes øjne en ubeskrivelig frygt . Eige fattede dette udtryk og udbrød : „ Det er ikke noget at være bange for . Det hele har ingenting at sige . I kan stole på mig , om fem minnter er den sag i orden . I de to første minnter en smule krampe , i de to næste lidt febergysen , så kvæler blodet jer . Det kende vi alt sammen . “ Efter denne beroligende trøst rejste fægtemesteren sig , tørrede omhyggelig jorden af sine knæ og gik hen til biffert . Bjørn stod som bedøvet . Af alle de tilstedeværende havde han mindst ventet dette udfald , hans spottende smil var forsvundet , han betragtede Viffert med en vis rædsel , men undveg hans blik . Da eige var gået , lagde Bjørn sig ned på knæ foran Ebbe og prøvede på at hæve hans hoved lidt i vejret . Ebbes ansigtsfarve var bleven grågul , hans tænder kom til syne under de tilbagetrukne , blålige læber . Medens Bjørn understøttede hans hoved med sin arm , gled hans blik hen over den kreds , som omringede ham , tavs og alvorlig , uden sorg , uden deltagelse . Han søgte Viffert ; da han så ham , syntes livet og hadefulde følelser endnu engang at finde deres udtryk i hans matte , glasagtige øjne . Derpå vendte han sig om mod Bjørn og hviskedee : „ Tag dig ivare for ham . “ En modsfrøm farvede hans mund , hans legeme strakte sig tilbage , han udstødte et dybt suk og døde . Bjørn knælede ned i græsset , bøjet ned over liget ; han brast i gråd . Ebbes kårde lå noget borte . Hr . Eige tørrede den omhyggeligt af og lagde den hen ved den dødes side . Bjørn nikkede og udbrød : „ Han var en brav og ærlig sjæl ! “ „ Mon ? “ „ Han delse sin sidste skilling med mig . “ „ Så var han en brav og ærlig sjæl , “ gentog våbenmesteren . I dette øjeblik kom Viffert hen til dem . „ Det vil måske være eder imod , at vi to afgøre vort mellemværende i dag , “ sagde han til Bjørn . „ Så snart det behager eder , stat jeg være til eders tjeneste . “ Efter disse ord hilste han og red bort med sine venner . Xxv . Hvorledes Bjørn hævnede sin ven . Den næste aften sad Viffert hjemme i sin hytte . Han havde hele dagen ventet på Bjørns vidner , men der kom ingen . Lidt før mørket begyndte , vendte Jørgen gram tilbage fra sin rejse . Hans første spørgsmål gjaldt Ebbe Strangesen . „ Hvorledes gik det så hos osse stub , efter at jeg drog bort ? “ „ Jeg blev der ikke længe , svarede Viffert , „ men jeg beklager , at du glemte dit løfte . Alt vel overvejet , var det dig , der gav anledning til striden . “ „ Det måtte blive tilfældet , efter vor samtale undervejs . Jeg lagde mærke til , hvorledes alle betragtede mig , fra det øjeblik jeg kom i hans nærhed , det var , som om de ventede på , hvad der skete . Rigshofmesterens sag er jo bleven min , og jeg vil slås med Ebbe . “ „ Det kan du ikke . “ „ Han har fornærmet mig . “ „ Det gør han ikke mere . “ „ Hvorfor ? “ „ Fordi han er død . “ „ Død ? “ gentog Jørgen , og betragtede Viffert med den dybeste forundring . „ Ja ! Jeg har hørt det fortælle af en , der stod ved hans dødsleje . “ „ Hvem var det ? “ „ Ham , der dræbte ham . “ Efter denne indledning , hvorunder Jørgens forbavselse steg med ethvert svar , fortalte visiert alt , hvad der var hændet , siden de stilles . Han havde netop hørt op med at tale , da det bankede på døren . Der kom en mand ind og spurgte , om hr . Viffert vendelbo var tilstede . De to venner sagde i mørke , men begge genkendte røsten . Det var Bjørn Andersen , som stod for dem . Der blev tændt lys . Bjørn så sig om og udbrød , da han fik øje på Jørgen : „ Jeg vil nok tale et par ord med hr . Viffert i eenrum . “ „ Tal kun ! “ svarede visiert . „ Siden i så uventet gør mig den ære at besøge mig , efter hvad der er sket , anser jeg det for rettest , at hr . Jørgen gram bliver vidne til , hvad i har at sige . “ „ Ja , det kan for den sags skyld også være det samme , “ sagde Bjørn i den langtrukne tone , som var ham egen , og han satte sig ned på den yderste ende af bænken . „ Jeg kom blot for at sige eder , at hvis jeg igåraftes skulle have talt noget , som i søle eder krænkede over , så tager jeg mine ord tilbage . “ Det kostede Viffert møje at vedligeholde en alvorlig mine ligeover for denne erklæring . „ Det bør i ikke gøre , “ sagde han . „ Jo jeg gør , jeg tager dem tilbage alle tilhobe jeg havde drukket tæt iaftes ; må i vide ; når jeg drikker bliver jeg gerne fuld , og så ved jeg ikke , hvad jeg siger . “ „ Mcu i forholdt eder jo meget tavs den hele aften ; tværtimod , det var jo mig , der var så uheldig at fornærme eder . “ „ Er det ikke det , jeg siger : så snart jeg får noget i hovedet , husker jeg ingenting . ' ja vist var det eder , der fornærmede mig , men det kan være det samme . Jeg lader som om det aldrig var sket . “ „ I kommer altså i aften for at sige mig , at i ikke ønsker at slås ? “ „ Jeg kan jo ingen vidner få , “ sagde Bjørn . „ Har jeg ikke i eftermiddag løbet fra Herodes til Pilatus ? Alle de jeg kom til , trak på skuldren og vendte mig ryggen . “ „ Jeg synes dog , at i må være langt mere uvenlig stemt imod mig i dag end i går , siden i ved mig har mistet eders bedste ven . “ „ Ja , jeg holdt meget af Ebbe , det bekender jeg frit , og hans død går mig græsselig nær til hjerte . Det er heller ikke fordi jeg er bange for at slås ; hvis i tror det , tager i min sjæl fejl ; men jeg vil ikke have et menneskes død på min samvittighed . “ „ Man mener dog , at i temmelig længe har befundet eder i et så uheldig tilfælde . “ „ I tænker på rigshofmesteren ; må jeg bare være fri for den snak , jeg har ligeså lidt dræbt den salig Laxmand som i . Ebbe sagde , jeg skulle gå med og så gik jeg med , som jeg altid plejede . Så sad vi længe og drak ude i et bislag på høibroplads , og da så rigshofmesteren kom over broen , gik Ebbe hen og stak ham ; men jeg tog blot i hans ben og hjalp med at kyle ham ud i kanalen . Den historie har alligevel pint mig i mange år ; jeg så godt , hvordan folk gik afvejen og lod , som de ikke kendte mig . — skulle jeg nu gå hen og stikke eder ihjel og have mere at bære på ? “ „ Men er det da så afgjort , at i vil komme til at bebrejde eder min død ? “ spurgte Viffert . „ Der gives dog også et andet tilfælde , som i i dag har set eksempel på . “ „ I djævels skind og ben ! “ råbte Bjørn , „ jeg er ikke bange , lad mig så være ; jeg vil alligevel ikke slås med eder . “ „ Godt ! “ sagde vifferi . „ I skal blive fri derfor , men på en betingelse . “ „ Nej , jeg går ikke ind på betingelser , men det kan være det samme . Må vi høre ? “ „ I forlader lejren . “ Bjørn syntes at overveje . Han tav lidt . „ Jeg tror i betænker eder ? “ „ På ingen måde . Mit tøj er allerede indpakket . “ „ Det må ske endnu i denne Asten . “ „ Råder i mig til det ? Ja , det er vel også det bedste , så er der ikke så mange til at se på , at jeg rider bort . “ „ I må drage ud as landet , “ vedblev Viffert . „ Jeg har tænkt på det , “ sagde Bjørn . „ Jeg rejser til Lybek . “ „ I må aldrig vende tilbage igen . “ „ Nej ! “ „ Aldrig byde en ærlig mand hånd , thi han vil ikke modtage den , aldrig trænge eder ind i hæderlige mænds selskab , de ville vise eder døren . “ „ Det skal ske ! “ svarede Bjørn . „ Gå så eders vej , hr . Bjørn Andersen . Jeg har ikke mere at sige eder . “ „ Farvel ! “ sagde Bjørn . „ Nu går jeg . — Ebbe ligger oppe i våbenhuset ved Vonsild kirke . I kommer til at koste noget på at få ham i jorden . Jeg har ingen tid dertil . — jeg har heller ingen penge . “ Med disse ord rejste han sig , nikkede og gik og lod sig aldrig mere til syne . Xxvi . Hjemad . Den 20de April 1523 drog Christiern den anden bort fra København , fordi han , som Arild Hvitfeldt skriver , „ nu formærkede sig ingen mere tro at have hos de danske . “ Johan Rankzau var kort i forvejen gået med hæren til Fyen , . fra Fyen til Sjælland og truede med at indeslutte hovedstaden . Lybekkernes flåde ventedes i sundet , det gjaldt allså om at komme bort , medens vejen endnu var åben . Tyve skibe tog kongen med sig , ladede dem med bohave , klenodier og „ Rigets bedste breve . “ Dronningen og hans børn fulgte ham . Moder Sigbrit var også med , hun blev som en kostbar skat bragt ombord i en stor kasse af frygt for , at borgerne og almuen skulle molestere hende undervejs fra slottet ned til-skibet . For afrejsen kaldte kongen Henrik gøe fra Abrahamstrup til sig , gjorde ham til hovedsmand over København , lovede at vende tilbage med hjælp og undsætning , når han blot ville holde byen i tre måneder . Henrik gøe holdt den i otte , kæmpede med i ethvert udfald , pantsatte sin gård , gisselfeld , for at betale soldaterne deres løn , men kongen kom ikke , han flakkede imidlertid omkring i fremmede lande , led nød og skuffelser ; det varede ni år , inden han så København igen , da var hans hustru død , hans børn landflygtige , han selv fange på et af sin farbroders skibe . Kong chrisliern drog bort ved middagstid . Solen skinnede , alle gader ned til stranden vare opfyldte af mennesker . Flere af landets mest fortjente mænd slultede sig til ham og foretrak at forlade slægt og venner for at følge ham i landflygtighed . Dronningen græd , hun gik igennem gaderne med sine små børn ved hånden , af og til standsede hun , vendte sig tilbage og så op mod slottet . Hvad tænkte hun på imedens ? Var det et afskedssuk , hun sendte den svindende storhed , eller var det med glæde , hun bød farvel til det sted , som havde været vidne til hendes ydmygelser og sorger ? — Danmark havde ikke bragt denne unge dronning synderlig velsignelse , hun var bleven fonrængt og glemt i vældens dage , nu , da nøden kom , syntes hun selv at glemme , hvad hun havde tålt og lidt , hun huskede blot , at hun havde plads ved sin husbonds side . Undervejs fra slottet ned til stranden modtoge de flygtende talrige beviser på den almindelige deltagelse . Folket , som tidligere havde skælvet for denne konge med de rynkede bryn , trængte sig nu tranens varsel . 18 omkring ham , tilråbte ham deres farvel og bad ham skynde sig med at vende tilbage til dem . Volden ved stranden mylrede as mennesker , som blev stående og hilste og stirrede efter de bortseilende skibe , til skovshoveds grønne pynter skjulte dem . Det var , som om den nedbøjede mands ulykke i dag havde udflettet miudet om alle hans tidligere vildfarelser , ulykken , der lægger gro over standens store kløft , bragte 1523 folket nærmere til kongen , ligesom den 1658 bragte kongen nærmere til folket . Frederik den første havde imidlertid forøget sin hær . Lehnsmændene , som hidtil holdt sig uvirksomme på deres gårde , for at oppebie den vending striden ville tage , ilede nu til hans faner med krigsfolk og gode løfter . På vejen gennem Fyen og Sjælland mødte han kun venner og tilhængere , alene København og Kallundborg stod tilbage . Hovedstaden havde lukket skne porte ; medens Rantzau sendte bud til byen om underkastelse , gjorde Henrik Goe sine volde højere og plantede kanoner på dem . Rantzau byggede da en standse på sersløv mark , en anden ved Valby og indesluttede København . Denne belejring , som varede i otte måneder , tilbød ingen synderlig lejlighed til bedrifter . Henrik Goe gjorde udfald fra byen og blev dreven tilbage igen , angriberne gif det ikke bedre . Det beroede på at tøve og vente , til borgerne , tvungne ved mangel på erhverv , eller til høvedsmanden og hans krigsfolk , af mangel på tilførsel , frivillig overgave sig . under denne uvirksomhed begyndte flere af herremændene at tænke på hjemmet . Mai var kommen , Marken ventede , der skulle pløjes og sås . På samme tid blev hæren udenfor København forøget med den del af krigsfolket , som var udsendt mod Kallundborg . De vendte tilbage med budskab om , at byen og slottet vare indtagne . Dagen efter lod rantzan kundgjore i lejren , at enhver herremand , som havde noget at udrette i sit hjem , kunne få orlov på en bestemt tid . Blandt dem , der meldte sig , vare Jørgen gram og biffert vendelbo . Rantzan smilede , da han så visiert , og rakte ham hånden . „ Det er længe siden vi to have set hinanden , “ Sagde han . „ Hvergang jeg kom i eders nærhed , syntes det næsten , som om i søgte at undvige mig . “ „ Hvorfor siulde jeg det , nådige herre ! Jeg ved ikke nogen anledning dertil . “ „ Anledningen kunne jo være den , at i har fravendt os to dygtige stridsmænd , jeg mener hr . Ebbe Strangesen , og hvad det nu var , hans kammerat hed ? Thi at i har nogen skyld i , ar disse to hædersmænd så pludselig forsvandt , det vil i da ikke nægte ? “ „ Nej ! “ svarede visiert , „ det nægter jeg ikke . “ „ I har derved handlet imod min befaling ; tænkte i ikke på det , hr . Viffert ? “ „ Jeg tænkte på , at i eders nærhed have kun de retskafne plads , og det er tvivlsomt , hvorvidt de to herrer kunne regnes blandt disse . “ „ Hvor blev de af ? “ „ Den ene ligger og hviler sig på bonsild kirkegård , den anden red Pokker i vold , til Lybek . “ „ Det vil sige , at i har dræbt den ene og glemt , at jeg satte bøde og straf for den , som drog sværd i min lejr , for at hævne en uret eller krænkelse . “ „ Jeg har ikke hævnet mig , men straffet , “ svarede Viffert . Rantzau stod lidt og så på ham i tavshed . Derefter lagde han sin hånd på Vifferts skulder og udbrød : „ Hvor han har lært at brnge munden , den gråmunk ! Man kommer ingen vej med ham . Det skal du dog indrømme mig , mester Viffert , at jeg tog ikke fejl , da vi to første gang taltes ved . Det var andet end lyst til krigsbedrifter , som drog dig ind i min lejr . Ikke sandt , jeg havde ret , fra nu af kan du stole lidt mere på min kløgt . “ „ Det har jeg bestandig gjort , nådige herre ! Jeg stoler ligeså meget på Johan Rantzaus kløgt , som på hans evne til at bevare en andens hemmelighed . “ Rantzau lo og rakte ham hånden . „ Gå så eders vej , “ sagde han , „ og kom igen , når i vil . For jer to skal der altid stå plads åben ved min side . “ Samme eftermiddag blev Viffert kaldt tilbage til feltherren . Rantzau gik ham imode og sagde : „ I kommer til at gøre mig den tjeneste at tage Henning gråbuk med eder . Der er noget fra fordums dage mellem ham og Casper Gylding til ' tranders . Jeg bryder mig ikke om at vide , ' hvad det er . Jeg har fattet godhed for Henning , der er meget bravt og dygtigt hos ham , jeg vil gøre ham til en retskaffen Karl , han behøver blot lejligheden for at blive det . Gå til Casper Gylding og få ham til at slå en streg over , hvad Henning kan have forbrudt . Sig til ham , at hvis han gør knuder , skal han få med mig at bestille , det kan han stole på . Han blev borte fra hærren , da vi lod gå opbud om , at hver mand skulle møde . Han har holdt med kong Christierns foged , den hårde hund , hans Bartholomæus tolder , jeg ved det godt . Alt dette skal komme på hans regning , hvis han ikke lader Henning fri og frels og giver mig hånd og Hals over ham . “ „ Jeg tænker ikke , at han gør nogen vanskelighed dermed , “ sagde Viffert . „ Det tænker jeg ikke heller , “ svarede Rantzau leende . „ Det er sandt ! “ vedblev han og sænkede stemmen , som om han undså sig over , at nogen skulle høre ham . „ Skik mig Henning tilbage igen , det hurtigste i årker . Jeg kan ikke undvære den knægt ! Jeg synes , jeg mangler noget , når jeg ikke har ham hos mig . Farvel ! “ Den næste morgen droge altså Jørgen og Viffert hjemad til tranders . Henning gråbuk red bag dem . Han havde fået en ny vadmelskappe foræret til denne rejse , stået kraverne ned på sine store støvler og forsynet dem med et par uhyre jernsporer , som klir ' rede ved hvert skridt . På hovedet bar han en glat stormhue og ved væltet et langt og vægtigt jernsværd . ' hvor frejdig og sorglos sad han ikke på hesten og så sig om og smilte , hver gang han kom forbi et bekendt sted . Sidst han drog igennem denne egn var det mørkt og håbløst omkring ham , da gik han tilfods og imod en tvivlsom skæbne , nu lyste sole « over en fremtid fuld af forjættelser , han var fri , han var frelst , han frygtede ingen . Det varede en uge , inden de tre ryttere nåde tranders . Jørgen grams utålmodighed steg med hver dag . Det var ham , der om morgenen vækkede de andre , han var den første på hesten og den , der sidst brød sig om at tove og hvile . I det lange mellemrum siden vi nævnede Gerda , havde hun haft en plads i alle hans tanker , været målet for alle hans ønsker . Nede fra lejren ved Kolding havde han set lejlighed til at slikke hende bnd og fået en smuk udsyet blomst og en lille , rød sløjfe tilbage . Hvad kunne han ønske mere ? Brev sendte de ikke hin ' anden , fordi ingen af dem kunne skrive . Nu skulle de mødes igen , nu red han igennem de store skove hjem til hende , og medens bøgen skyggede for solstrålerne og sænkede sine grønnc grene ned over dem , sad han og talte til Viffert om hende , hvorledes han havde tænkt sig de kommende dage i Gerdas selskab , hvorledes han ville indrette det hjem , hvori hun skulle være hans hustru . Viffert lyttede og tav og smilede dertil på en ejendommelig måde , som Jørgen ikke kunne udtyde , han syntes mærkværdig nok at have ligeså megen lyst til at hore på alle disse drømme om fremtidens lykke , som Jørgen til at skrifte dem . Undertiden tillod han sig dog en spottende bemærkning over det ensformige i deres underholdning ; hans ord bragte Jørgen til at tie , han så bistert smile over en begejstring , som han udentvivl slet ikke forstod , og dog var det Viffert , som lidt efter igen begyndte på det samme emne . Hvad der kastede sin skygge ind i dette Sollys , var en vis ubestemt frygt hos Jørgen , hvorledes de ville blive modtagne på herregårde » . „ I dag nå vi altså til tranders , “ udbrød han , efter længe at have redet i tavshed , beskæftiget med denne tanke . „ Rimeligvis ! “ svarede Viffert . „ Hvad skal jeg sige til Casper Gylding , når han kommer buldrende og spørger mig om hans pengesfrin ? “ „ Jeg tænker , at du siger ham , hvorledes det forholder sig . Vi to er dragne i krig og have haft andet at bestille end at søge efter Gyldings penge . “ „ Men jeg lovede , at bringe ham hans pengesfriu , tilbage , det skulle være prisen for Gerda , det var i det mindste den bestemte betingelse , hvortil han knyttede sit samtykke . Han vil spørge om dette skrin i vor første samtale . Jeg ved ikke det mindste at svare derpå . “ „ Skaffe vi ham ikke hans skat , “ sagde Viffert , „ så bringe vi dog den med , som har taget den . “ „ Hvad nytter det ? Henning gråbuk ved jo intet derom . Den morgen , da skrinet blev borte , tænkte han kun på at frelse sig selv . “ „ Ja , det påståer han rigtignok , og Hennings benægtelse vil gøre mig Johan Rantzaus ærinde en hel del vanskeligere at udrette . Men derpå ville vi nu ikke tænke . Lykken har hidtil stået os trolig bi ; jeg håber , Casper Gylding lader sig tale tilrette . Det var altså ved Gerdas dagligstue vi slap ; fortæl mig nu resten . “ Jørgen smilede , han havde en ubeskrivelig tillid til Viffert . Nu begyndte han på en fortælling , der lå hans lyst og tilbøjelighed nærmere . Xxvii Casper Gyldings skat . Det var en tidlig morgen , da de endelig så det grå tårn as tranders komme frem imellem træerne . Jørgens øjne strålede ; det var målet , der viste sig . Han rakte Viffert hånden og sagde : „ Så vidt har du ført mig . Hertil ville jeg vist ikke være nået i dag uden din hjælp . “ „ ' nu tænker jeg også , at vi have redet det længste stykke vej sammen , “ svarede Viffert . „ Dernede ved korsvejen stilles vi ; mens du drager til tranders , rider jeg op til klostret ; jeg længes efter at se , hvordan mine munke have det . “ „ Jeg har et nedbrændt hus at se til , “ sagde Henning gråbuk . „ øm i tillader det , så rider jeg først derned ; siden skal jeg mode eder , hvor i bestemme . “ Jørgen syntes ikke ret om at tage alene til tranders ; han var nu engang vant til at have en ven ved sin side , når der skulle handles , men Viffert ville til tit kloster , og de tre ryttere skiltes lidt efter nede på korsvejen . Jørgen red altså op mod herregårde » . Han lod sin hest gå i skridtgang . Solsorten og bogfinken sang indenfor skovgjærdet , spætten hamrede i træbarken , , den kølige morgenluff strømmede ham imøde , alt var liv og friskhed og poesi . De mest forskellige tanker strømmede ind på ham , hans hjerte bankede ; hvad ville Casper Gylding og hans søster , med det forstenede ansigt , sige , hvad ville Gerda sige ? Havde hun også -længtes og ønsket sig dette gensyns lykke ligeså inderligt son : han ? Han kom nærmere til diget og gærdet , som skilte haven fra skoven . Derinde var det , de mødtes den sidste aften , da han lyttede til de berusende ord , hvorfra hans tilværelse siden havde draget næring . Han genkaldte sig den ringeste ubetydelighed ved dette møde , — hvad er stort og hvad er ubetydeligt i en elskers mening ? — han erindrede sig hendes blege ansigt med de strålende øjne , så tillidsfulde , troende og milde , han så hendes fine skikkelse i den lyse kjole , støttende sig til træet for ikke at segne om , medens hun med et lykkeligt smil strakte han : hånden i møde . Idet han hævede sit blik som for at hilse stedet , hvor denne lykke var bleven ham tildel , udstødte han et skrig , et jubelråb : oppe på diget stod Gerda i morgensolens klare lys , i den hvide kjole , og så ned ad vejen mod sønder , hvorfra han skulle komme . Et øjeblik stirrede Jørgen på denne yndige åbenbaring , som om han tvivlede om , hvad han så , i det næste sprang han ned fra sadlen , ilede hen til hende , knælede ned for hende , støttende sin brændende pande på de hvide hænder , hun strakte ham i møde , kaldte hende ved alle de blide navne , kærligheden gemmer , og afbrød sig selv for at betragte hende , medens hun lå med lukkede øjne ved hans bryst . De fortalte hinanden , hvad enhver af dem forud vidste , og medens de tav , fortsatte blikket læbens sprog , det var jo dog knn et særskilt udtryk for den samme tanke , og det vekslede med spørgsmål og svar , med udråb og forsikringer , der have været de samme lige fra syndflodens tid , og som bestandig ville blive ved at være lige nye , så længe de blot strømme fra friske læber , og så længe sangerens Melodi finder genklang i den lyttendes hjerte . Jørgens hest gik imidlertid i god ro og græssede på grøftekanten , den så lidt op efter sin herre ; da den fandt ham sysselsat , rystede den sit bidsel og gav sig til at græsse på ny . Lyden af en kommende kaldte dem endelig tilbage til birkeligheden . En arbejdsmand gik til sin gerning i haven . Gerda forsvandt bag diget , Jørgen blev stående på bcien med hestens tømme i hånden . Nu , efter at han havde set hende , følte han aldeles ingen lyst til at drage til tranders . Han begyndte at overveje , om det ikke i grunden var rigtigst at opsætte sit besøg til længere op på dagen ? det var endnu så tidligt , om det ikke var bedst at tøve , til han kunne fremstille sig før easper Gylding i Vifferts selskab ? — med denne sidste beslutning steg han tilhesf og red opad mod klostret . Henning gråbuk fulgte imidlertid sin egen Bei , ind over den smalle sti , som slyngede sig gennem skoven til hans hytte . Hans hest gik i skridtgang , medens den førte ham forbi de velbekendte steder ; ethvert af dem gemte et minde fra svundne dage , billeder af nød og savn , som man i lykkelige kår så gerne dvæler ved , fordi det smigrer vor kløgt , at have kæmpet sig op over dem . Han sad og sang himmelhøjt og vendte sig om til siderne , tilfreds over denne modsætning mellem før og nu . Når han mødte en bekendt på Beien , holdt han stille og hilste . Manden betragtede forbavset den sorglose og velklædte rytter , der nikkede til ham og sagde : „ Kender du mig ikke ? Jeg er Henning gråbuk , som herremanden på tranders en dag ville hænge . Dengang lod han det være , nu gør han det samme . “ Den tiltalte havde stor lyst til en længere forklaring , men Henning gav sin hest af sporen og begyndte at synge eller fløtte på ny , medens han red videre . Inde på den åbne plads foran hytten holdt han stille . En sværtet grusdynge viste sig for ham ; stykker af sønderbrudt bohave , forkullede bjælker og lægter stat ud imellem stenene . Hist og her bredte en burre , en bregne eller skarntyde sine lysegrønne blade over gruset , som om de søgte at skjule tilintetgjorclsen . Bed brondcns sammenfaldne rækværk stod endnu den baukesfammel , hvorpå Kirsten havde brødet hør , da Casper Gylding og hans mænd kom . Ligesom den morgen skinnede solen ned over stedet . „ Der ligger mange klager og megen nød under den grusbunke , “ mumlede Henning . „ Fanden i vold med det alt sammen ; det næste hus , jeg bygger , skal få en bedre grund at stå på . “ Med denne forsikring steg han af hesten , spændte hovedtøjet løs og bandt den fast til et af træerne ; derefter tog han sin lange sabel under armen , så sig om til siderne og gik ind i skoven . Her fulgte han vejen gennem krattet , langsomt og spejdende . Af og til standsede han og lyttede . Kragerne streg over trætoppene . Sangfuglene kaldte til rede ; iøvrigt hvilede alt i en uafbrudt tavshed . Hist og her faldt solstrålerne ned imellem træerne og opfangedes af de grå bøgestammer eller forøgede farvernes virkning ved det skarpe lys , de kastede hen over blomsterne i den friske og grønne skovbund . Henning blev ved at vandre fremad , til han fandt den gamle eg , hvori han havde gemt Casper Gyldings pengesfrin . Han krøb op i træet for at rage løvet ud af den hule stamme . Pludselig holdt han inde , hans ansigt udtrykte den dybeste overraskelse . Løvet var ryddet til side , — skrinet fandtes ikke . Han blev siddende nogle øjeblik på grenen og stirrede ned i åbningen ; derefter gav han sig til at søge på ny . „ Hvad bestiller du der ? “ spurgte pludselig en stemme fra den nærmeste busk . Henning vendte sig om , Viffert vendelbo stod for ham . „ Du kan spare dig din søgen , “ sagde han ; „ Skrinet er der ikke . “ „ Desto værre for herremanden på tranders , “ Sagde Henning . „ Jeg ville have bragt ham det i dag . “ „ Er det vist ? “ „ Det skulle være min gave , til eder og hr . Jørgen . “ Viffert smilede . Henning fattede den tvivl , som dette smil udtrykte . „ I tror vist , af jeg ville have stukket det til mig og selv beholdt det , ikke sandt ? “ „ Jeg frygter for , af din gamle natur kunne have bragt dig i fristelse . “ Henning trak på skulderen . „ Å nej ! det kunne gå an dengang jeg ikke havde noget og ikke vidste , hvor jeg skulle tage foden til tre sultne munde . Det er blevet bedre siden . . Kan i huske , hvad i sagde til Ebbe Strangesen den aften , de holdt gilde hos osse stub ? Hvordan kan den , der selv duer noget , bestandig tvivle om andre ? — jeg hørte hvert ord , i og hr . Jørgen talte undervejs om det skrin ; jeg ville have flyet herremanden det tilbage i dag og sagt : der har i , hvad der tilhører eder , lad os så være kvit . Tror i mig ikke ? —det er eders utykke , i store herrer ! Af i bryde eder for lidt om at forstå dem , der er under eder . Man høster ingen tillid , hvor der sås tvivl . “ „ Kom og lad os gå , “ sagde Viffert . „ Et ord endnu . Hvordan har i kunnet få at vide , at det skrin var gemt her ? Der er ikke et menneske i verden , til hvem jeg har fortalt det . “ „ Det behøvedes ikke heller , “ svarede Viffert . „ Jeg gik og fangede fugle , mens jeg boede i klosteret . Den morgen , du løb fra tranders , var jeg herude og røgtede mine Doner . “ „ Og i tav til nu ? “ „ Det gjorde du jo også . “ Casper Gylding holdt sig hjemme på sin gård i denne ufreds tid , men havde dog ikke tilbragt så rolige dage , som man skulle formode . Straks efter at den jyske adel sendte sit opsigelsesbrev til kong Christiern , blev der et stort opløb i Ålborg . Bevæbnede borgermænd kom frem fra husene , samledes på torvet og droge derefter op til skattefogdens gård , som de omringede og gennemsøgte . Denne skattefoged hed hans bartholomæussen ; han var en forhadt mand , havde tilligere været byfoged i Odense og stod i stor yndest hos Sigbrit , som gjorde ham til tolder i Ålborg . Det hed sig , at han meddelte kong Christiern underretning om alt , hvad der foregik i Vendsyssel , den dag , opløbet fandt sted , gjaldt det om intet ringere end at fange hans bartholomæussen og slå ham ihjel . Alen tolderen var en forsigtig Aland , og en endnu bedre spion for sig selv end for kongen . Da han havde skaffet sig underretning om , hvad de brave borgere pønsede på , listede han sig forklædt ud af byen . Casper Gylding var hans gode ven ; til ham flygtede han og holdt sig skjult i nogle dage på tranders . Flugten blev imidlertid opdaget , borgerne forfulgte ham , stormede den lukkede gård , brøde igennem vinduer og døre , og herremanden , som var uforberedt på modstand , måtte finde sig i alt . Om aftenen , da skaren drog bort , havde den dræbt tolderen , tømt kjælderne og sonderslået bohavet . Ridder Casper og hans søster gik omkring i de ødelagte værelser , overladte til deres sørgelige betragtninger over et for dyrt betalt venskab . De forstyrrende spor af disse begivenheder vare endnu synlige den eftermiddag , Viffert og Jørgen gram , fulgte af en tjener , rede ind på herregårde « . Vindebroens kæde var sønderhugget , portdøren stod løftet af sine hængsler , støttet op til muren . Der var næsten ikke et helt vindue at se på bygningens forside . Da de rede ind i gården , kom Casper Gylding frem på trappen , gik ned på det sidste trin og blev stående der , med et udtryk så koldt og fremmed , som om han ikke havde bevaret det ringeste minde om de to venner . „ Er der noget , hvormed jeg kan være eder til tjeneste ? “ spurgte han . „ Jeg tør ikke sige det for vist , “ svarede Viffert smilende . „ For det første ønske vi gerne at tale lidt med eder . “ „ I så tilfælde må i selv have den ulejlighed at sætte eders heste ind i stalden , derhenne bag den dør i krogen . Mine folk er løbne fra mig , og der er hverken lov eller ret at få i disse dage ' . “ De tre ryttere trak deres heste ind i stalden ; tjeneren blev tilbage . Casper stod på stentrappe » Og ventede på visfert og Jørgen . Hans ansigt spåede intet godt . Han gik foran og åbnede døren til borgstuen . Her hentede han en tinkande og tre bægere og skænkede for dem . „ Jeg kan ikke byde cdcr velkommen med et bæger vin , “ sagde han , „ for jeg ejer ikke en dråbe . De gode bymænd fra Ålborg vare nylig heroppe og tømte min kælder ; da de ikke kunne drikke mere , fløge de tappen fra tønden og lod resten løbe på gulvet . “ Jørgen så sig om . I vinduesfordybningen stod et bord og på bordet en syramme , men den , han søgte på dette sted , fandt han ikke . Derimod stod Fru Mette foran kaminen og iagttog ham med en spejdende opmærsomhed . „ Hvorledes lever jomfru Gerda ? “ spurgte han endelig . „ Jeg længes efter at hilse på hende . “ Casper Gylding havde udentvivl ventet en sådan yttring ; han afbrød samtalen med Viffert , trådte hen til Jørgen og svarede : „ I spørger om min plejedatter , tror jeg . Hvad angår hun eder ? Her komme to fremmede mænd til min gård , jeg tager imod dem på trappen . — ere i trætte , så hvil eder , ønske i spise og drikke , så forlang blot ; det , jeg evner , skal være til eders tjeneste . Det er , hvad en adelsmand skylder den veifarende gæst ; mere have i ikke ret til at fordre . “ „ Vi komme ikke som veifarende gæster , “ svarede Jørgen , „ det i ret vel ved , hr . Ridder Gylding . Mit ærinde gælder eders plejedatter , jomfru Laxmand , derfor spurgte jeg om hende . “ „ I så fald angår det , jeg har at svare , kun eder . Jeg ønsker helst at fortsætte denne samtale uden overflødige vidner . “ Med disse sidste ord vendte han sig om mod Viffert . „ Undskyld , jeg foretrækker at tøve lidt endnu , “ Sagde Viffert . „ Det er desuden ikke så afgjort , at jeg vil blive et overflødigt vidne til det , her skal ske . “ „ Hvad skal da her ske ? “ „ Hvem ved det ? — jeg kommer med budskab fra kong Frederiks mesf betroede mand , hr . Feltmarflalk Johan rantzan . Det må forrettes , før jeg drager bort . “ „ Hvad kan Johan Rankzau have at sige mig ? “ „ Ikke noget videre behageligt , “ svarede Viffert , „ der er et og andet mod eder , som han har at beklage sig over , men den sag kan vente til siden . Undskyld , at jeg afbrød eder . “ „ Nu vel ! så bliv da og hør , hvad jeg har at sige . Siden hr . Jørgen gram selv nævnede min plejedatter , så ønsker jeg nok at vide , med hvad ret han i morges tidlig har listet sig ind på min grnnd og i løndom talt med hende ? — hvorfor spørger i om , hvordan hun lever , da i allerede ved det ? “ — det er anden gang , i hemmelig sniger eder til hende , første gangbare alle gårdens folk vidner dertil , i dag er i bleven set af urtegårdsmanden og hans kvinde . — når er det blevet kaldt sømmeligt og høvisk foren adelsmand , at lokke en ung pige , uden slægt og frænders minde , til at lytte efter , hvad han har at sige ? — hvad er i for Gerda mere end en fremmed , og hvad venter i at kunne blive mere ? — sidst vi taltes ved , har i bejlet til hende , jeg husker det nok , i lovede at skaffe det skrin , som gemte den ringe sum , hendes slægt efterlod hende . — har i holdt eders løfte ? — i tier , hvad håber i da ? —i har selv fortalt , at i sad ubemidlet i en ringe gård ; Gerda ejer heller intet , og i tror endda , at de , der våge over hendes lykke , skulle give deres minde til , at hun blev eders . Det skeer ikke , hr . Jørgen gram . I kan lide derpå . Jeg fordrer , at i fra i dag af lader fare ethvert forsøg på at nærme eder hende , og vil i ikke love det , skal jeg nok selv se , at forhindre det . Jeg behøver vist ikke at føje til , at jeg her kun taler som Gerdas plejefader , og at jeg i alt , hvad der angår hæder og ære , holder eder for så brav en adelsmand som nogen , jeg ønsker eder blot ikke til min datters husbond . Nu ved i min mening . Hvad siger i til den , hr . Viffert vendelbo ? “ „ Jeg føler meget venskab og megen hengivenhed for Jørgen gram , “ svarede Viffert , „ dog må jeg fra den side , i seer sagen , give eder fuldstændig ret , hr . Ridder Gylding . “ „ Der hører i ! “ sagde Casper triumferende . „ Eders sag er kun sket bevendt , siden eders bedste ben giver mig medhold og står på min side . Bi tale ikke mere derom . “ „ Tilgiv ! “ sagde Viffert , „ jeg mente kun , at i har utvivlsom ret fra eders standpunkt , men der gives også en anden side at se den sag fra . Lad os tale lidt om den . I , hr . Casper Gylding , som husker så godt , mindes vist , at Jørgen gram , sidst han var her , lovede , enten at bringe eder pengeskrinet tilbage eller alanden , som i påstod havde taget det . Var det ikke så ? “ „ Jo , netop således lød hans ord . “ „ Ja , så står nu Henning gråbuk og venter herudenfor , “ sagde Viffert . Med disse ord åbnede han døren til gangen . Derude gik Henning gråbuk frem og tilbage og fløjtede . Han var indsvøbt i sin store kappe . Casper Gylding ville kalde ham ind , men Viffert lukkede atter døren . „ Som i seer , “ sagde han , „ har Jørgen holdt den ene halvdel af sit løfte . Vi have fået eders Aland fat , skønt med en hel del møje , vi have også ndspurgt ham , men han nægter at vide nogensomhelsf besked om eders pengeskrin . “ „ Det har gode veje , “ svarede Gylding , „ lad mig blot så ham i forhør , så skal jeg nok tvinge ham til at bekende . Vi have endnu en god svøbe og en retskaffens træhest på tranders . “ „ Henning er vokset fra svøben , siden i så ham sidst ; feltherren har lyst fred over ham , fattet sær godhed for ham , det er netop om den sag , han sender mig herop i dag . Han forbyder eder at krumme et hår på Hennings hoved og forlanger , at i skal stænke ham den ret , i har over ham , i så fald vil Rantzau få hans nåde kongen til at lukke øje , for hvad i selv har forbrudt , ved at holde med hans tolder og ved ikke at møde med krigsfolk nede i lejren . I kender vist Johan Rantzau ; man siger , det skal være slemt at have noget udstående med ham . I er så klog en akand , at i vil vide at bøje eder for nødvendigheden . Hvad Henning angår , han har ikke haft eders skrin i forvaring . Det er afgjort . “ „ Hvad nytter det da , at Jørgen gram har skaffet ham tilveie ' ? “ „ Han burde have bragt os skrinet , “ ytrede Fru Mette , „ det var på den betingelse , vi lovede ham vor plejedatters hånd . “ „ Nu vel ! så er denne betingelse også opfyldt , “ Svarede Viffert , idet han åbnede døren og vinkede ad Henning . Den fordums krybskytte slog sin kappe til side . Han bar et skrin under armen . Viffert satte del på bordet foran Gylding . Fru Mette udstødte et jublende skrig , det var hendes skrin , hendes skat , hendes sjæl , det stod urørt foran hende , lidt jordslagent og rnstnet på jernet , men ubeskadiget og ligeså vægtigt som den ' nat , hun sidste gang bar det i sine arme . „ Er der mere i vejen for eders samtykke ? “ spurgte biffert . „ Derpå vil jeg betænke mig til i morgen . “ „ Nej , det må afgøres i aften . Har Jørgen gram ikke opfyldt alt , hvad i forlangte ? “ Casper Gylding var bragt til det yderste , han fandt sig hildet i et næt , der bestandig droges tættere sammen om ham . „ Gerda har frænder , der stå hende nærmere end jeg , “ udbrød han heftig . „ Jeg vil tale med dem først , jeg vil høre deres mening , hvorvidt de agte at knytte hende til Jørgen gram , det vil sige til savn og trange kår , og det kan ikke ske i aften . “ „ Måske dog , “ sagde biffert , idet han trådte hen for ham , bestemt og bydende . „ Den nærmeste af hendes frænder står her for eder . Jeg er Gerdas Broder . “ Casper Gylding stirrede på ham med åben mund og med et udtryk af den dybeste-overraskelse . „ Hendes Broder ? “ gentog han . „ I ! “ „ Jeg er Poul Laxmands ældste søn . Der er nu ingen grund til at skjule del længer . Hvad savn og ringe kår angår , så synes mig , at skrinet der giver min søster bedre udsigter . Står ikke hendes families båbcn på låget , var det ikke det , min fader bad eder gemme til hans datter , — var det ikke fyldt med penge dengang ? Husker i , hvormange der var ? — ellers kan jeg sige eder det . “ „ Det er hans skrin , “ sagde Gylding med ensynlig overvindelse . „ Nogle af pengene har jeg sat til på gården , men det står skrevet op , de kunne slaffes tilveie igen . “ „ Ja og nogle må regnes eder til gode for Gerdas ophold på tranders , “ sagde bistert , „ der vil endda blive nok tilbage , og her er ikke tale om regnsfabet , det kan vi opgøre siden . Blot det indser i vist nu , at vi ikke længer bør nægte Jørgen gram at hilse på Gerda . “ „ Jeg kan ikke tro , hvad jeg hører , “ sagde Fru Mette med et uheldigt forsøg på at smile . „ Er i virkelig min egen kære søstersøn ? Herre gud ! hvor jeg har længtes efter eder . “ „ Hvorfor tav du så længe ' ? “ spurgte Gylding . „ Det havde stne grunde , “ svarede bistert smilende . „ Der var et og andet , som først måtte fuldbringes . Jeg var dog eder og min søster altid så nær , at jeg kunne tale , når det gjordes nødig . Det i seer bevis på i aften . “ Døren til det næste bærælse var bleven åbnet . Gerda viste sig . Hun havde hørt de sidste ord , ilede hen til bistert og slyngede sine arme om ' hans Hals . „ Jeg har anet det længe , “ udbrød hun jublende , „ når du søgte mig og vågede over mig og talte til mig med disse milde og kærlige ord . Alt det gode kom til mig fra dig , du vidste råd for hver en nød . Så opofrende kan kun en Broder være . “ „ Jeg måtte jo handle , som jeg gjorde , “ svarede han med et lykkeligt smil . „ Bor fader var død , vor moder krøb i skjul for sine fjender , hvem sknldc vel bedre våge over dig end jeg ? - min gerning er fuldbragt , fra nu af skal Jørgen frede over dig , med mere omhu , til større lykke ? — å ja ! det vil han vel , det står at læse i hans trofaste øjne , — med bedre villie ? — det kan han ikke . “ Gerda holdt Jørgens hånd i sin , hun rakte Viffert den anden hånd og så op til ham med våde øjne . Viffert smilede , han bøjede sig ned og kyssede sin søsters pande . Om aftenen , da herremanden og Fru Mette vare alene , sagde Casper : „ Det var endda ikke til stor glæde , vi fik det skrin at se igen . Ved du , hvad jeg sidder og tænker på ? — det er , som om hendes spådom skulle gå i opfyldelse ord til andet , den forbandede vildtyvs kvinde . Jeg har haft lutter ulykker siden . Min gård er plyndret , min skov hngge de om . Iaften har jeg mistet alle mine penge . “ „ Hvis det endda må blive derved , “ svarede Fru Mette . tranens varsel . En roman af Carit Etlar . Anden del . København . Chr . Sten & søns forlag . Louis Kleins bogtrykkeri . 1870 . anden bog . Gyldings arving . i . Hvad fogden købte på auktionen . En efterårsaften , da vi skreve 1690 , sagde arvede gykdings gamle foged til sin hustru , at hun måtte vække ham bravt tidligt den næste morgen . Der skulle være auktion oppe på gården , og han ville med dertil . Herremanden var nylig død , hans søn og eneste arving rejste om i fremmede lande og nu lod han ikke blot jord og skov , men gården og al dens bohave sælge . „ Han sad i ringe kår , den gamle herre , “ sagde fogden , „ skønt han altid havde gjort sit bedste for at pine så meget ud af sine bønder som muligt . Nu bliver det , han har holdt sammen på så længe , strøet ud for alle vinde . Der var ingen , som synes rigtig om ham , folk gik gerne til den anden side , når de så hr . Gylding komme . Mod mig var han skikkelig og honet , for jeg sandt mig i alt . Jeg har også lagt lidt til side til mine gamle dage ; vi knnne ikke klage . Hvis jeg seer lejlighed dertil , skal jeg købe en eller anden ting deroppe til minde om ham , at sige en lille ting , som ikke koster for meget . “ ' næste morgen red altså fogden fra sit hjem i betimelig tid og kom til herregårde , just som anktionen skulle begynde . Der var ikke mange tilstede , og de , som kom , ville ikke byde synderligt . Den gamle foged havde godt håb om at få sig en eller anden genstand med tilbage til minde om sin forrige herre . Han gik igennem stuerne og holdt sin hat og pisken i hænderne , bag på ryggen , medens han så sig om og overlagde , hvad der kunne være billigst . Hans tanker svævede imellem et par store jagtstøvler og et lille sølvbæger . Støvlerne havde tilhørt hans gamle herre , fogden kunne netop passe dem . De vare vel lidt brugte , men så ville han også få dem så meget billigere . På bægeret stod Herrens navnetræk , det ville vistnok gå langt højere end støvlerne , men så pyntede det også mere på bordet , og desuden beholdt sølvet altid sin værdi . Der var noget , som talte for og imod begge dele . Det gik fogden og grublede over . Så satte han sig ned og lagde sig tilbage i Herrens fløiels-lænestol , den , han altid før havde stået ærbødig og bukkende for ; så kastede han sig med støvler og sporer op i sofaen , som om det kunne være hans egen ; ingen gav agt på ham , folkene havde travlt med at bære de opråbte nummere ind til auktionsbordet . „ Nu vil jeg først gå ned i køkkenet og få mig noget at spise , “ sagde fogden , „ så tager jeg mig en forsvarlig middagssøvn ovenpå , det trækker altid tiden ud , og jo længer jeg venter , desto billigere får jeg det , for så blive de andre nok kede af at tove , og gå deres Bei . “ Denne beslutning blev udført . Da han nogle - timer efter kom tilbage , var der endnu færre kjobere omkring auktionsbordet end for . De forskellige genstande bleve solgte for spotpris , men støvlerne vare rigtignok borte . Medens fogden sov til middag , havde auktionsholderen købt dem til sig selv . Bægeret var altfor dyrt . Blandt de tilbageblevne genstande var der endnu et portrait af den gamle herremand , som ingen brød sig om at byde på . Det blev opråbt flere gange . Man gjorde opmærksom på , at billedet var malet as en berømt tysk mester , lovpriste dernæst rammen , men ingen lod til at finde smag i disse fuldkommenheder . Fogden stod i et hjørne og lyttede til . „ Det er kun et stykke malet lærred , “ tænkte han , „ men så er der en køn forgyldt ramme om . Det kan tage sig godt ud på en bæg . “ Da maleriet blev opråbt tredje gang , nærmede han sig auktionsbordet , gjorde halvhviskende et bud , og var så heldig at blive ejer af sin gamle herres billede for den beskedne pris tolv skilling . Billigere kunne det ikke være , det fandt han selv . Han forlod salen og red bort med sit kjobmandskab under armen . Hans hustru syntes derimod mindre godt om billedet . „ Hvad skal vi med den herremand ? “ sagde hun . „ Bi have haft nok af ham , mens han levede . Uh ! hvor han seer mørk og skummel ud , og så det røde hår og skæg . Jeg vil komme til at drømme om ham hver evige nat . “ „ Du gør synd i at laste den døde mand , “ Svarede fogden . „ Der blev sagt ondt nok om ham , i levende live . Her i vort hns skal han være i fred . “ Han udsøgte nu den plads på væggen , hvorfra han fandt at gamle hr . Gylding tog sig bedst ud . Derefter gav han sig til med stor omhyggelighed at aftørre billedet og rammen . Under dette arbejde gik bagklædningen pludselig løs , der faldt en mængde papirer ud , beskrevne med en tydelig hånd , men med blæk , der var blevet blegt og gult af ælde . Fogden kaldte på sin hustru og viste hende papirene , hos ham var overraskelsen størst , hos hende glæden , hun troede , det var en skat , han havde fundet . Han fik nu travlt med at ordne alle disse papirer efter den talfølge , der stod på dem , og hvori de havde været nedlagte . Derefter begyndte han at læse : „ Hvad her sfåer fremført , har jeg Mads søfrensson Faye udsat , vort nådige herskab til villie , på det at de , som ikke bedre vide , kan kende , hvordan det er gået hans slægt og frænder i henfarne tider . Og som hr . Enevold Gylding ikke selv ret magtede at læse hvad jeg førte i pennen , har jeg somme steder enfoldelig føjet et og andet til af egen formue , for at sandhed i alle måder desbedre kan ske fyldest og blive åbenbarlig . Beder og trolig advarer den flittige læsere , hvem disse blade falde ihånd , at han støder sig ikke over min ringe gerning , som heri mødes , men tvivle sig ingen derpå , at jo sådanne bilkår , som denne historie giver tilkende , indeholde en kort undervisning til at ransage sig selv , hvad enten han er klerr eller pave , eller djævel dertil , og at flikke sig bedre , samt tilmed lære , hvad man skal lade og gøre i denne syndige verden , til nåde og forladelse , i Jesu navn , amen ! Skrevet 1662 , året næstefter da den grumme kvægpest kom ind i landet , hvilken gud almægtigste lod os i bierrc og Hatting herreder nådelig undflippe . Mads søfrensson Faye . Præst for Bjerre og Hatting menigheder . “ Efter denne indledning fulgte et langt register over Gyldings slægt , affattet i en brede og med en trættende nøjagtighed , for hvilken vi ville fritage vore læsere , idet vi kun uddrage , hvad der nærmest står i forbindelse med de enkelte hovedpersoner , hvis historie her skal fortælles . Enevold Gylding hed en herremand , som boede på en gård i bicrreherred . Han var streng mod sine bønder , kendte kun mildhed af ' navn , men viste den aldrig i gerning . Der gik det sagn i familien , at en fattig kvinde engang havde spået Gyldings slægt ulykker , på grund af deres strenghed og mangel på deltagelse for andres nød . De skulle miste deres gods havde hun varslet , deres børn , deres ære forringes fra fader til son , til den sidste af dem kom til at ligge lige så lavt med hovedet som spåkvinden , og gik med boiet ryg og søgte efter sin føde . Enevold Gylding kendte dette sagn , han måtte tilstå for sig selv , at det allerede for længst var begyndt at gå i opfyldelse , hans slægt havde mistet sin indflydelse , hvad den foretog sig ville ikke ret lykkes , der var næsten ikke spor tilbage af dens tidligere velstand ; men han bedrede sig ikke ; i hans gård stod en træhest , i borgstuen sad en uboielig dommer , og der var altid en kort vej imellem forseelsen og straffen . På den tid kom et fremmed folk til landet . Ingen kendte dets herkomst , og ingen vidste synderligt mere om dets bedrifter , end hvad der stod at læse i forhørsprotokollerne . Selv kaldte de sig skøiere eller de lystige , almuen kaldte dem natmænd eller tatere . Allerede i Christiern den andens tid havde enkelte af dem viist sig i Jylland , der var givet love , som lyste dem fredløse , men de forsvandt igen , flygtige og sporlose som en trækfuglskarc og fæstede først hjemstavn hos os på den tid , hvorom vi tale . I bjerreherreds store skove havde en flok af disse skøiere fundet tilhold , derfra droge de omkring i egnen , spåede bønderne , signede og målede dem , stjal deres lam og plyndrede deres hønsegårde , selv på herregårdens grund aflagde de af og til besøg og medtoge engang tre små grise . da denne bedrift kom hr . Enevold Gylding for øre , blev han rasende . Næste dag samlede han sine folk og holdt i agt efter skøierne med hunde og skytter . Nogle traf han , dem dræbte han på stedet , gravede dem ned i veigroffen og slog en pæl igennem de døde kroppe , så var man da sikker på , at de ikke kunne gå igen , hvortil de ellers sfulde have stor tilbøiclighed . Han slukkede deres ild og nedrev deres hytter , endelig udlovede han en fristende sum penge til den , der kunne bringe ham en skøier død eller levende . Dermed troede han at have vundet sejr , men bønderne rystede på hovedet , de kendte skøierne bedre . „ Bare han ikke gør ondt værre , “ sagde nogle . „ Natmændene er et fredeligt folk , lette at komme ud af det med , når man lukker et øje for deres småsynder , vanskelige derimod at forsone , når de først blive opirrede . “ „ Men jeg har vundet bugt med dem alle sammen , “ Mente Enevold Gylding . „ Jeg har dræbt dem eller jaget dem bort . “ Det forholdt sig ikke så . Deres anfører , Abraham musen , var en stor og kæmpcstærk mand , som bestandig plejede at vise sig ridende på et udpyntet æsel , havde han endnu ikke fået fat på . En eftermiddag gik hr . Enevolds lille søn og legede ude i haven . Hans amme sad i lysthuset og gav agt på ham . Da så hun pludselig en mand i pjalter komme frem fra gangen , gribe barnet og løbe bort med det , ind imellem buskene . Hun kendte ham godt , skønt han denne gang ikke red på sit æsel . Hun skreg og løb efter ham , men Abraham holdt barnet hen imod hende idet han lo og råbte : „ Hr . Enevold tog syv , jeg nøjes med en . Kan det være mindre ? “ Øermed forsvandt han . Ammens skrig kaldte folk til . Hr . Gylding lod straks sadle alle gårdens heste , befalede sine mænd at følge med og red selv i spidsen ud for at lede efter barnet . De gjennemstreifede skovene , søgte inde i krattet , hvor de nedrevne taterhytter lå , men fandt intet . Gøgen kukkede og rådyrene flygtede for den jagende skare . Dagen blev aften og aften blev nat , de søgte endnu , og folkene rede til side , når de så hr . Enevolds blege ansigt , og mumlede indbyrdes om , at der ville følge ulykker efter den dag , da herremanden slukkede ilden i taternes hytter . Samme aften , da månen stod op , listede en mand og en kvinde sig gennem skoven , ned til en stor tørvemose . Manden var Abraham musen , han bar encvold Gyldings barn i sine arme , kvinden , som fulgte ham , havde på ryggen eu stor sammensnørct dyne , hvorfra et andet lille garn kom til syne . Det stak hovedet ud af dyneu , så omkring under en svag klynken og drog sig derefter tilbage igen . Mosen omkring tørvegraven var bevokset med høje rør ; midt imellem disse havde Abraham dannet sig en hytte ved at flette rorene sammen foroven . Mod denne rettede de deres gang . Foran indgangen lå en gammel trærod . Abraham satte sig ned og holdt barnet frem i månelyset , medens han betragtede det . „ Nu skal vi til at holde dom , “ sagde han . „ Skal han af med livet , den liden orm ? “ spurgte konen . „ Hans fader slog min Broder ihjel . “ „ Det må jeg bekende , som går og slæber på hans barn , den vissenpind ! hør , hvor han ligger og giver sig og klynker den hele tid . “ „ Det får at være så ! “ sagde Abraham , idet han omsider rejste sig . „ Gjor det blot kort ! “ sagde konen . „ Bind den lidt om halsen , at den kan synke tilbunds ! “ Abraham gik hen til tørvegraven . Månens stråler spillede på vandet . Enevolds barn lå og sov trygt og roligt , medens mand og kone rådsloge om dets død . Da tateren rejste sig , vågnede det og så op på ham med store , forundrede øjne . Abraham havde fundet en sten , han svøbte den ind i sit tørklæde og bandt den om barnets Hals . Derpå standsede han , som om han faldt i tanker . Konen sad på træroden og så op i luften . „ Lad det nu snart få ende ! “ sagde hun . „ Vi må afsted igen . “ „ Jeg kan ikke gjorde det , “ svarede Abraham , „ Det ligger og kiger på mig med sine store øjne , og de lysne og stråle , som om der var ild i dem . Det må vente til en anden gang . “ „ Imens skal jeg vel gå og slæbe på dem begge to ? “ „ Vi vil tove med at kaste ham ud , til månen er gået ned . “ „ Det er farligt at tove . Vi skal afsted igen . — kom ! Lad mig få ham . Det er snart bestilt . “ „ Han skal ikke dø ! “ sagde Abraham . „ Jeg seer sølv på vandet , det betyder , at vi vil have fordel af at lade ham leve . “ „ Jeg kan spå ligeså godt som du , og jeg hører horsegøgen skrige , “ sagde hun , „ det betyder , at vi få ufred ved at lade ham leve . “ „ Når vi komme et stykke længer sønderpå , lægge vi ham før en dør , så kan nogen finde ham . “ „ Da ved jeg et bedre råd . Lad os lægge vort eget barn , den skrantning bliver dog aldrig til noget , så beholde vi herremandens istedet ; det er stort og stærkt og seer godt ud . “ „ Min Broders barn ! “ sagde Abraham . „ Det er kattens barn og ikke din Broders ; hans kvinde tog det et sted oppe i landet . “ De to skøiere droge under denne samtale igennem skoven og blev ved at vandre hele natten , idet de valgte ubanedc veje og stier , som kun vare dem bekendte . Lidt før daggry kom de til et stort hus , nede på den anden side Vejle . „ Skal vi slæbe barnet længere ? “ spurgte konen . „ Lad os lægge det udenfor den gård der ; det seer ud til at være velhavende folk . “ „ Ja , og de have grønne vinduesskåder , “ sagde Abraham , som om denne omstændighed var as vigtighed for hans beslutning . „ Det var et godt indfald , her skal han ligge . “ De skiftede nu børnenes dragt og gav deres eget barn alle den lille herremands klæder på . „ Når de se vor øreng så godt klædt , tro de , at det er rige folks barn , “ sagde hun , „ så ville de være bedre imod ham . “ Hun lagde derefter sit barn på stentrappe » , Abraham bankede med dørhammeren , så det genlød i huset . Der blev tændt lys . Lidt efter åbnedes døren , en mand kom ud og så sig om , men taterne havde skjult sig . Manden tog barnet op og gik ind med det i huset . Abraham og hans kvinde krøb sammen bag et gærde lige overfor og gav agt på , hvad der stete . Da manden forsvandt , rejste de sig og droge videre sønderpå . Nu lå herremandens søn indsvøbt i konens dyne . i . En øreng i snedkerlære . Den mand , udenfor hvis dør Abraham lagde ørengen , hed Søren grå , han var snedker og havde kort i forvejen mistet et barn , omtrent på samme alder som skøiernes . Da han kom ind til sin hustrues seng og viste hende , hvad han havde fundet , smilede den fremmede dreng og strakte hende sine arme i møde , det afgjorde hans skæbne . De besluttede at beholde barnet . Søren grå gik til præsten og betroede ham , hvad der var hændet , derefter lod han ørengen kristne og kalde Henning efter en af sine forfædre . Henning blev opdraget i snedkerens hus . Hans helbred var i begyndelsen kun svagt , men med alderen blev han stor og stærk ; det kunne han takke den omhyggelige pleje for , som snedkerens hnstru ydede ham . Til legekammerat havde han en lille pige , Søren grås eneste datter , lidt yngre end ørengen , de to søgte bestandig hinandens selskab . Henning artede sig vel , han var et godt og fromt barn ; Søren hnstru sandt , at det var en lykkelig dag , der havde bragt ham til deres hus . Årene svandt , Henning var bleven voksen . Han gif plejefaderen tilhånde i hans værksted , var hurtig til at lære , hvad der blev ham vist , og tegnede i det hele til at blive en dygtig håndværker . Fra nu af var legen endt . Hans plejesøster så ind ad vinduet til værkstedet , der stod Henning med et blåt forklæde for , han høvlede og sang af hjertenslyst , men hver gang han mødte Elses dine , for et lykkeligt smil over hans ansigt ; når hun gik , så han efter hende , når hun var forsvnnden , blev hun ved at være tilstede i hans tanter . Da Henning var femten år gammel , forlod Søren grå sin landsby , flyttede ind til Vejle og gav sig til at være snedker der . Med tiden var han bleven en velhavende akand , og fra hans værksted fik de omkringboende herremænd deres arbejde . Henning hjalp ham trolig , i flid og dygtighed slægtede han pleicfaderen på , men foruden ham havde Søren , da bestillingerne tiltoge , været nødt til at anskaffe sig flere arbejdere . På den tid blev den gamle sanct Nicolai kirke i Vejle forsynet med et nyt alter og nye stole . Arbejdet blev overdraget til Søren grå , og han udførte det med en kunstfærdighed , som vakte almindelig omtale . Folk kom rejsende langvejs fra for at se hans værk . Billederne over alterbordet havde han selv udskåret , enhver af stolerækkerne forsynede han med snirkler og blomster , men i løvværket foran den første stol indslyngede han borgermesterens og hans hustrus navne . Det vakte opsigt . Da kirken var færdig , pyntede Søren grå sig , redte sit hår ned i panden , heftede et nyt , blåt forklæde op på den ene side og gik hen til rådstuen . Henning fulgte bagefter med en tommestok under armen . Byrådet var samlet , Søren skulle have sit arbejde betalt . På regningen , han bragte med , stod hans tilståelse for pengene , men da han skulle modtage dem , bukkede han og sagde : „ Jeg vil ingen penge have . Vorherre har i mange år velsignet min gerning , derfor gør jeg dette arbejde , ham til ære . Men jeg vil nok have det optegnet i kirkebogen , at det var mig , som dannede alteret her i byen . “ Næste år blev Søren grå valgt til nandmand i Vejle , han vægrede sig ved at modtage denne post , men året efter blev han atter valgt , og denne gang kom borgerne hjem til hans hus og sagde , at det nyttede ikke , han undslog sig , det skulle nu være , som de havde bestemt . Henning var ' imidlertid bleven mand , han var Sørens dygtigste arbejder og blev taget på råd med , hver gang noget nyt og vigtigt skulle begyndes . „ Den mand , som lagde det barn udenfor vor dør , mente os det ikke ilde , “ sagde Søren til sin hustru . En pindsemorgen gik Henning ind til Søren og forlangte at få ham itale i eenrum . Søren grå åbnede døren til storstuen , der stod hans hustru og manglede tøj med et manglebrædt , til helligdagen . „ Skal hun også gå ud ? “ spurgte Søren . „ Hun har ellers i . mange år hørt på alt , hvad der blev sagt til mig . “ „ Motter kan nok blive , “ svarede Henning , og nu rømmede han sig , trak sit vejr med moie og begynd ' te således : „ Jeg har noget på min samvittighed , som jeg har båret på i lang tid , men nu kan jeg ikke dølge det længer . Ligefra jeg var en lille øreng har jeg holdt så inderligt af Elfe ; siden jeg blev slot , er det ikke blevet anderledes , og om nu kære fader og modertillade det , så gav hun og jeg hinanden jaord , helst da jeg tror , at der ikke er noget i vejen fra hendes side . “ „ Det var jo en rar historie på fastende hjerte , “ Sagde Søren . „ Hvad bilder han sig ind ? En fattig snedkersvend og en nådmands datter ? Mit eneste barn og en Karl , som vi toge ind fra den grønne landevej , som man hverken kender fader eller moder til ! “ „ Ja , mester har fortalt det engang før og jeg har ikke glemt det , “ sagde Henning . „ Nej , det er vist , “ sagde konen . „ Han har ikke glemt det , før hvis vi gave ham føde og klæder og droge ham op i tugt og Herrens formanig , så han har lagt sig vore råd på sinde og altid skikket sig som en retskaffen son . “ „ Hvad hjælper det i den sag ? Har han noget at sætte Bo for ? Hvad ved han , hvad kan han ? Derhenne står en dragkiste , den gjorde jeg til mesterstykke ; gå hen og tag mål og gør mage til den . Kan han føde en hustru ? “ „ Jeg kan arbejde , “ sagde Henning modfalden , „ og jeg har stor lyst til min gerning , mester ved det nok . Forresten ejer jeg ingenting . “ „ Ja , men det gør min sjæl jeg , “ sagde Søren , og lagde sin hånd på Hennings skulder . „ Jeg har kun den eneste datter , og skulle have brugt min høvl dårlig , hvis hun ikke kunne få det hun behøver . Hvad han fortæller mig i dag , har jeg længe vidst , matter også , men han tav og vi tav . Nu kan han gå ind og sige til Else , at vi har sagt ja , og så skal han bare blive ved at skikke sig vel , som hidtil , og flittig huske på , at den pindscgave , han fik i dag , er den bedste af alt , hvad jeg ejer . “ Da Søren havde sagt dette , tørrede han dinene med bagen af sin hånd og vendte sig om mod sin hustru for at se , hvad virkning hans rørende ord havde gjort på hende . Hun stod og smille igennem tårer og nikkede til Henning . I det samme gik døren op , Else havde lyttet en lille smule udenfor , hun udstødte et jublende råb , ilede hen og slyngede begge arme om moderens Hals , Søren fik en lignende tak , Henning et blik og et smil , der måske endnu sagde mere . „ Nu kan han gå op og tage sin brune kofte og den røde kamclots best med prikkerne på , og sætte en nellike i sit knaphul . Han må også nok låne min stok med den runde hornknap , så gå vi i kirke sammen , men skynd sig lidt , før det har allerede kimet . Når så prædiken er til ende og degnen har båret tavlen om , går han over til kvindfolkenes stol og byder Else hånden , deraf kan menigheden se , at i er fæstefolk . Når vi få spist til middag , kan han og hun spadsere op til ølskænferens bod i nørreskov og høre lidt på manden , som spiller på fiol , så ved folk i byen , at vi have givet vort minde . Til alle sjæles dag skal eders bryllup stå , da skiftede Motter og jeg ringe , men det siger jeg ham , hans mesfersfykke skal være færdigt forinden . “ Iii . Søren grå gør bryllup . Alle sjæles dag , som er den anden november , var Hennings mesfersfykke særdigt . Søren grå havde en hel del at udsætte derpå , det var ikke nær så godt som hans egen dragkiste , men når han var alene , listede han sig dog til at betragte det noiere , så hvor godt skufferne passede , og glædede sig over den omhu og dygtighed , hvormed alt var udført . Otte dage før den bestemte frist blev hele huset skuret og bonet og kalket , Søren var bleven laugsoldermand det år og havde stukket snedkernes store fane ud igennem halmtaget . Dagen for bryllupet blev gaden fejet og bestrøet med hvidt sand og grankviste , naboerne viste ham den samme opmærksomhed og bestrøede ligeledes deres fortouge . Lidt længere nede i gaden blev der stillet et bord ud , det skulle næste morgen besættes med mjød og oldunke , og deraf blev der da efter gammel skik skænket for brudeskaren , når den gik forbi . Vin måtte ingen borger byde ved “ deres gilder under en bøde til byens hospital . Flere dage før festen vare Henning og Else i deres bedste pynt og med hinanden i hånden gåde om for af indbyde deres bekendte og gode Benner til bryllup . De skulle hilse så flittigt fra fader og moder og bede dem møde klokken ti om formiddagen , for af der kunne blive tid til af få lidt af spise , for de droge til kirke . Borgerlige Bielser blev ellers kun fuldbyrdede om søndagen efter hoimessen , men da Søren grå var rådmand , fik han lov til af holde Elses bryllup på en hverdag , for af de kunne blive viede alle sjælæs dag , som han havde ønsket . Ester gæsterne bleve også byens fire spillemænd tilsagte af møde i betimelig tid . De skulle først gøre lidt musik udenfor brndehuset og derefter gå i spidsen for toget , når det drog til kirke . Endelig blev der indbudt to forgangskøuer , som benyttedes ligesom adelens dragefruer til sfaffere ved måltiderne og til at berede de tyve fade kold mad og fem varme netter , som den ældre neces tillod borgerne at sætte på bordet . I bryllupsskaren gif disse forgangskvinder næstefter spillemændene , foran brud og brudgom . Som rådmand havde Søren lov til at indbyde fireogtyve par folk , tamt tyv unge karle , det stod i loven , men der var flere hensyn , som måtte tages til de mange kunder . Han indbød derfor nogle få par over det bestemte antal , og det lagde ingen mærke til . bryllupsfesten varede sædvanlig i to dage . Den første dag samledes man om morgenen , spiste og drak og gik derefter til kirke , spiste siden til middag i brudehuset og holdt om aftenen Dans på rådstuen . Dagen efter mødte gæsterne om middagen , spiste og drak og dansede om aftenen , men til denne dag medbragtes gaver af mad og drikke , hvad enhver selv ville , konfekt midtagen . Det var forbudt . Tredie dag havde brudgommen lov til at tage nogle gode lenner hjem med sig om aftenen , da spiste de levningerne fra de foregående dage . Hvis nogen ovcrtrådte disse bestemmelser , som med få og uvæsenligc forandringer gjaldt for enhver by , blev han efter de tidligere recesser sat i bøde as elleve mark dansk til kongens kasse og to Tønder sild til byens . Om aftenen for bryllupet var alt beredt i Sørens hus . Mester havde selv gentagne gange været inde i køkkenet og smagt på de forskellige retter , prøvet drikkevarerne , smilet til alt og givet sit bifald til alt . Vindnerne ud til gaden stod åbne , sang og latter lød indenfor , nu dækkede de bordene til næste morgen . Søren grå stod og nynnede ude i gadedøren , pyntelig klædt i en ny blå og rødstribet hvergarns kofte , på hovedet en ulden , rød nathue med en stor dusf i . Han så ned ad gaden , bestandig kun til en side , og ventede på byfogden , som kong Frederik den tredie havde givet den bestilling at indfinde sig i ethvert bryllupshus , aftenen før festen , og se efter , at ingen overtrådte de bestemmelser , der vare givne med hensyn til bruden og brudgommens dragt : at de ikke lodc deres klædning sy af Fløiel , atlask eller silke , hvilket kun var tilladt for dem , der besad en formue af over 10 , 000 rigsdaler . Især skulle der våges over , at bryllupsværelscrnc ikke blev betrukne med andet klæde end „ flamsk uldent , “ ikke heller højere , end dette klædes halve brede kunne række , at brudcslolcn var overtrukken med det samme stof og ligeledes brudesengen , hvorpå brudefolkcne skulle sidde . Ethvert andet omhæng af silketøj med fryndser eller duske , ligesom også ethvert billcdhuggerarbeide på møblerne var sorbudt . Byfogden hed dengang herslcv , et bekendt navn for en hæderlig og anset familie i bejle . Da Søren så ham komme nede i gaden med skriveren efter sig , gik han ham i møde , tog fin røde nathue under armen og fulgte ham ind i huset . Her bød han ham op i storstuen , hvor der var dækket et lille bord for ham . Skriveren derimod lod sig nøje med en beskeden plads ude i køkkenet . „ Nå , loren nådmand ! “ udbrød byfogden , medens han satte sig ned og spiste . „ Nu er vel alting i orden til i morgen ? — jeg vil ikke se jer for nøje efter , helst da jeg kender jer som en mand , der holder sig lov og strå efterrettelig . Elfe går til kirken med sit udslagne hår , naturligvis i hun er en tugtig pige , om hvem der kun er godt og ærbarhed at melde , men ingen sølvborter på kjolen , ingen guldstads på brystet , ingen sølvspænder i bæltet , lad mig se det , mester ! “ „ Alt er , som det skal være , “ svarede Søren . „ Det er da en rar ørte , “ vedblev byfogden spisende , „ er den nede fra møllerens ? — jeg tror , jeg må have et lille stykke til . — så sørger i jo nok for , at bryllupstoget ikke tover for længe undervejs ? — da vi for kom forbi rebslagerens , havde de stillet et skænkebord ud på gaden til jer i morgen , men jeg lader som ingenting og lokker øjnene i for en gammel skik , som kun har føje at sige . Fruentimmerne i følget må ikke drage herfra med kåben over hovedet , det er streng forbudt , ikke heller skal i tove for længe , inden i gå til kirke i morgen tidlig , eller få degnen til at stille uhrviseren tilbage , for at i kan sidde og drikke desto længer herhjemme . Jeg seer , at betrækket er slaget som det bør sig . — i husker vel også nok , ikke at tænde flere end de tolv lys i bryllupsstuen , af dem til seks på pundet . Det fik nemmesniderens son , ham med hareskåret , en bøde for til kyndelmisse . — nu er jeg færdig med forretningen . Farvel og tak før mad . Farer med fred og god lejlighed herinde ! “ Dermed rejste byfogden sig fra bordet , kaldte på skriveren og gik sin Bei . Iv . Den gæst , som kom uindbuden . Næste morgen var himlen blank og skyfri . Solen skinnede ned i gaden ; det holdt Henning før et lykkeligt varsel . Hanen havde desuden igåraftes galet tre gange , før den fløj op på ranen ; det var endnu et bedre tegn . Flere timer inden man kunne vente gæsterne , var Søren grå fuldstændig pyntet og gik stiv og ubehjclpsom omkring i sine nye klæder , duftende af lavendler og krusemyntevand . Han mønstrede alt og skyndte på Elfe og Henning , som sad på forhøjningen og lo og sang medens de klippede farvede papirsfryndser til lysene . Moder kom op fra kælderen blodrød i ansigtet af at tappe øl og mjød i kanderne . Alt var nu beredt og fuldendt på det bedste . Klokken slog ti , bryllupsfolkene samledes . På stentrappen udenfor blæste spillemændene en psalme , genboernes vinduer vare besatte med tilskuere . da så man tre ryttere i langsom skridtgang komme nede i gaden og bane sig plads igennem mængden , som var stimlet sammen udenfor bryllupshusef . Såvidt det lod sig slutte af dragten , var den , der red i spidsen , en adelsmand , de to andre hans tjenere . Adelsmanden bøjede sig ned over hesten og førte en ivrig samtale med byfogden , der gik ved hans side med en stor stok i hånden . De standsede udenfor snedkerens hus . Søren grå stod ved vinduet . Da han så adelsmanden stige af hesten , smilede han og sagde : „ Nu få vi flere gjæsfer , end jeg har gjort regning på . Der kommer en herremand ridende , det er vist hr . Stoffer fra Engelsholm , jeg tænker da her er plads nok til ham . “ Da den fremmede og byfogden viste sig , ophørte samtalen blandt gæsterne . De så en ældre mand med et alvorligt , barst åsyn , gråligt hår og i en luvslidt og støvet dragt , som kun passede slet til en bryllupsfest . Han standsede indenfor døren , støttede den ene hånd på sin lange kårde og udbrød : „ Boer her en mand , som kalder sig Søren grå , og som skal være snedker eller sådant noget . “ „ Her boer en snedker , “ svarede Søren smilende . „ Han er tillige nådmand og sådant noget . “ „ Jeg har et par ord at tale med ham , “ vedblev den fremmede . „ Hvis det gælder snedkeren , må i helst komme igen iovermorgen , er det rådmanden , får i at tøve fil vi gå på rådstuen næste tirsdag , i dag gør jeg bryllup og vil ikke befatte mig med andet . “ „ I . kommer dog fil at høre , hvad nådigherren har at sige , “ ytrede byfogden . „ Det er en sag af sær vigtighed , derfor fulgte jeg med , skønt jeg kun har knap tid , for jeg skal ud og pante . Lad os gå lidt ind i den anden stue . “ „ Å nej ! lad os blive , hvor vi er , hvis den nådige herre endelig vil tale med mig . — har det ellers så stærk hast med det ærinde , at i ikke kan sidde ned og få lidt at spise og drikke først ? “ „ Jeg skal hverken spise eller drikke , “ sagde herremanden . „ Lad os komme fil sagen ! “ „ Godt ! Lad os komme fil sagen ! “ gentog Søren . „ Ved mikkelsdagstid har der været en bissekræmmer med en knapsæk inde hos ham . Mindes han det ? “ „ Nej jeg gør ikke . “ „ Han eller hans fruentimmer købslog med manden om bånd og bændler . Kan han heller ikke komme i tanker om det ? “ „ Nej , det mindes jeg heller ikke . Ved mikkelsdagstider kom lehnsmanden fra Kolding herind og bestilte alt , hvad han brugte af træværk , til jomfru Lenes bryllup , da havde jeg andet at tænke på end en mand med en knapsæk . “ „ Så får jeg vist at hjælpe lidt på hans hukommelse , “ vedblev den fremmede med et spodsk smil . „ Til denne mand tuskede han seks små sølvknapper bort , der stod et rundvæderhoved graveret i hver af dem , her er de ; sig os , om han kendes ved dem ? “ Herremanden tog knapperne frem . Søren stod lidt og betragtede dem , derefter rakte han dem over til sin hustru og svarede : „ Med de knapper har det sin rigtighed , dem har jeg set for og de have tilhørt mig . “ „ Vil i da forklare os , hvordan i er kommen til dem ? “ sagde byfogden . Søren smilede og sagde : „ Dette her begynder jo næsten at ligne et forhor , men det kan være det samme . Knapperne sad i en koste og koften om en lille dreng , som lå og peb og klynkede udenfor min dør , og som hverken fader eller moder ville kendes ved . “ „ Hvad blev der af den dreng ? “ spurgte herremanden . „ Den lille dreng er bleven stor siden , og har skudt sig godt i vejret , der står han henne ved dragkisten med Else i hånden . I dag gør jeg hans bryllup . “ Herremanden så på Henning og vedblev i nogle øjeblikke at betragte ham skarpt og forsten de . „ Fandfes der ikke andre kendemærker end de seks knapper ? “ „ Det kan gerne være , “ svarede Søren , „ men det er nu så længe siden , at jeg har glemt det . “ „ Barnet havde brune klæder på , “ udbrød konen , „ de ligge endnu stykke for stykke oppe i kisten på lofket ; det havde også en snor om halsen , i snoren hang et ravhjerte med tre små indskårne kors ; herser i det , jeg har pyntet mig med det i dag . “ „ Lad nu det være nok , “ sagde snedkeren . „ Klokken går stærkt til elleve , og byfogden sagde i går , vi må ikke lade degnen vente for længe . Om nådigherren forlanger åkere at vide , behøver han blot at ride . ned til skærnp , der blev den sag nøje skrevet op i kirkebogen , da vi kode barnet kristne . Tre gange blev ret læst fra prædikestolen og tre gange på kirkestævne , men hverken fader eller nkoder kom til syne , så drog jeg hjem med drengen , og han har været min siden . “ „ Han har været min , for han blev din , “ svarede adelsmanden . „ Det må i have været mange år om at regne ud , nådige herre . “ „ Han blev stjålet fra os af skarnsfolk , og vi lod søge efter ham alle vegne , meesf dog nordpå , folder hed det sig , at skenerne , som toge ham , vare blevne sete . Så drog min hustru og jeg i fremmede lande og blev længe borte . “ „ Hvad siger du til det , min dreng ? “ spurgte snedkeren . Henning stod og betragtede den fremmede mand og lyttede til det , han sagde , som til et sprog , han ikke forstod . Else klyngede sig bange op til ham ; hun lod til at ane den fare , der truede hendes hjertes lykke . „ Jeg ville give dig en hustru i dag , “ tilføjede Søren , „ den mand der vil give dig en fader ; vælg nn , hvad du synes bedst øm . “ „ Den er min fader , søm tog mig til sig , da ingen anden ville , “ sagde Henning . „ Den er min moder , som holdt sin hånd over mig og lærte mig op i det , som skikkeligt er , andre kender jeg ikke . “ „ Jeg kendes også kun lidt ved dig , ? sagde herremanden . „ Du ligner ingen i vor adelige familie . “ „ Det gøres ikke heller nødig , “ sagde Søren . „ Jeg kendes ved ham , og mit hjerte kendes ved ham , det har han aldrig været langt fra siden den nat , jeg lukkede døren op for ham . “ „ Hvad har i nu i sinde at gøre ? “ spurgte konen . „ Hvad jeg har i sinde ! “ gentog herremanden . „ Kan hun spørge derom ? Jeg vil tage min son hjem til mig og lyse ham i kuld og kjon , siden han er mit eneste barn . “ „ Å nej ! “ sagde Henning bønlig , og strakte herremanden sine arme i møde , „ tag mig ikke herfra , jeg vil helst blive , hvor jeg er , jeg forlanger ikke bedre . “ „ Der sidder en adelig frue hjemme på min gård , hun har længtes efter dig i mange år , hun har næsten sørget sig tildøde over det , hun mistede ; hun har rejst i øst og lest for at dulme sin sorg , men sorgen rejste med . Tænker du ikke på hende ? “ „ Jeg kender hende ikke , den adelige frue , “ svarede Henning , „ men derhenne står en lille pige , som jeg giver min hånd og mit hjerte i dag ; ak ! hvad siger jeg , som jeg har givet hver en kærlig tanke , alt fra jeg var et barn , som jeg har læst min bøn for , så længe jeg kan mindes , som jeg vil blive ved at holde af , til de lukke mine øjne ; her står min fader og min moder , de gjorde vinden mild for det klippede lam , de toge tornen bort for den nøgne fod ; tænk også lidt på dem , nådige herre , og lad os fare i fred ! “ „ Jeg har ingen arving uden dig , “ sagde herremanden . „ Når jeg dør , vil du blive ejer af alt , hvad der hører mig til . Du skal leve i lykke og herlighed hjemme på min gård og lære hvad der stikker sig for en fornem og adelig herre , det ingen har kunnet vise dig her . “ „ Nej , det er vist , “ svarede Søren . „ Om jeg havde troet , at det halvnøgne barn , vi tog op fra vor stentrappe , havde været en herremands søn , skulle jeg ladet ham lære at sidde påsfrævs over en hest og sigte og stikke med kårde , nu lærte jeg ham kun , hvad jeg forstod , at høvle og save , men det kan også føde sin mand . — Henning ! min dreng ! Op med hovedet ! Det må være , som den fremmede herre siger . Hvis du hører ham til , må du følge ham , vi ville ikke stå din lykke i vejen . Rejs med gud ! Du rejser dog aldrig så langt , at jeg eller Motter glemmer dig . — Else ! kom herhen ! — se på mig ! Du græder , hvad ligner det ? — da du iaftes kom ind og sagde godnat og kyssede mig , lovede du , at give dig selv hen og blot tænke på , hvad der kunne være Hennings lykke . Viis det nu ; eller mente du , at det kun var din egen lykke , du ville tceuke på ? “ Else stod med foldede hænder og den ' friske brudekrands i håret . Hun svarede ikke , men stirrede uafbrudt på Henning , som om hun for sidste gang ville indprente sig hans træk . Efterhånden svandt smilet , lykken , livet bort fra hendes åsyn , smerten og lidelsen blev alene tilbage . Hun vedblev at tie og bøjede sit hoved , som en dødsdømt forbryder , underfaderens ord . Lidt efter sank hun bevidstløs ned på bænken ved bordet . „ Nu må jeg da spørge om eders navn , nådige herre ! “ sagde Søren , „ for at jeg kan vide , hvem vi give det barn til , som vi så længe anså for vort . “ „ Mit navn er Enevold Gylding til Lisbjerg , “ Sagde herremanden . „ Lad mig også vide eders navn , mester , for at jeg kan fortælle det , når jeg kommer hjem . “ „ Jeg hedder Søren grå , “ svarede snedkeren , „ men han , jeg stammer fra , hed Henning gråbuk . “ Bryllupsgæsterne forlod huset . Der blev intet af vielsen den dag . — lidt før aften red Henning , bort med hr . Enevold Gylding . v . Hr . Enevold betaler gæld . Nu forløb flere år , om hvilke der ikke er stort at sige . Henning havde fået et nyt hjem , var bleven forestillet for herremandens venner og bekendte som den gjenfnndne søn , han deltog i alle de adspredelser og forlystelser , der tilbøde sig , og vedblev at være en fremmed i dette hjem . Han lærte en fader at kende , som tilbragte det meste af fin tid på i agt og i drikkegilder eller med at ride til marked i kjøbstædernæ og handle om heste og hornkvæg , som han da opstaldede hjemme på gården og siden solgte nede i Holsten , når de vare blevne fede . Årene havde ikke gjort Enevolds sind mildere , han vedblev at være en streng og skånselsløs herre . Summen af hele hans livserfaring var en urokkelig tro på hans stands overlegenhed og ringeagt mod enhver , som stod udenfor den . Henning lærte også en moder at kende , som havde tilbragt mange år med at sørge over det forsvundne barn , og som nu ikke forstod at stnde sig tilrette i lykken over at have fået det tilbage igen . Det var som om hendes pinte hjerte ilede med at skænke ham hele den ømhed og alle de tilbagetrængte følelser , der så længe havde været deres gjensfand berøvet . Hun søgte bestandig hans selsfab , lod sig fortælle alt , hvad han havde oplevet , hørte med den dybeste interesse på , hvad han gentog med de samme ord , de samme skildringer , og syntes at foryngcs under denne lykkes Sollys . Når han da havde fortalt hende alt , hvad han erindrede om sin rastløse virksomhed og om arbejdet i snedkerens hus , og sluttede enhver skildring med at komme tilbage til Else , hvad han følte for hende , hvorledes han savnede og længtes efter hende , havde hun bestandig milde og trøstende ord for ham ; også hun havde længtes og savnet , af hr . Enevold var hun aldrig bleven ret forstået , Henning derimod forstod hende ; savnet og smerten , hendes fortid og hans fremtid , vare et nyt tilknytningspunkt , et nyt bånd imellem deres hjerter . Ulykken , der skiller de små , bygger bro mellem de store . En dag kom hr . Enevold ind i stuen , hvor Henning og hans moder var tilstede . Herremandens åsyn var denne gang endnu mere barskt end sædvanlig , rynkerne i hans pande tydede på , at der husedes alvorlige gæster indenfor . Han gik nogle gange i tavshed op og ned ad gulvet med hænderne på ryggen og stødte under en af disse vandringer ublidt til en lille hund , der lå ham i vejen . „ Luk den dør , Henning , “ udbrød han endelig , „ men se først efter , om der ingen står og lurer udenfor ! “ Henning lukkede dorcn . „ Det er endda ikke så lystigt nyt , jeg har at tale om , “ vedblev herremanden , „ men om kort tid ville i dog få det at vide , så jeg kan ligeså gerne betro eder det straks . — jeg sidder pine galt i det . Alt hvad jeg slider og slæber i de sidste år , hjælper ikke . — hvorfor se i så vist på mig ? Synes i måske ikke , jeg tager mig nok for ? -- -- -kreaturerne dø bort i stalden , i går har den lille , tykke sorte fået bugvrid og ligger nu på sit yderste . Trækker jeg dem ned til holstcen og sælger dem der , bringe de ikke mere ind , end jeg selv har givet for dem . Jeg har forresten ' længe haft Rasmus foged mistænkt for , at han stak ' noget til sig , når jeg skikkede ham afsted med en drift , men det kan gerne være , jeg gør ham uret . “ „ Rasmus foged er ku skikkelig mand , “ bemærkede Fru Elsebeth , „ vi have jo kendt ham fra barnsbeen . “ „ Jeg siger , det kau være , jeg gør ham uret , “ Råbte gyldiug barskt , „ lad det så være nok . Jeg har solgt af gårdens jord og skov , hvad jeg på nogen måde kunne und . værk , jeg håbede bestandig på , at der dog skulle komme bedre dage , jeg mener dermed , at vi kunne så eu rigtig god misvækst vestcrpå , så vort korn gik i vejret , men fanden står i alting ; den misvækst lader også vente på sig . Jeg har lånt mønt hos gode bcnncr og bekendte , nogle nette ugler til nenner forresten , de se sig blot om efter forsvarlig sikkerhed og skrabe på døren , såsnart forfaldstiden kommer , for at få deres renter . Nu står der igen en termin for hånden , og jeg ved ikke , hvor jeg skal tage penge fra . Der er ikke skabt kristenkærlighed i folk . Den ene tænker kun på , hvordan han bedst kan fylde sin sæk af naboens . Så forgangen løverdag rider jeg hjem fra Horsens med Mads sønderho skram og leder uformærket samtalen hen på de strenge tider , — i forstå mig vel nok ? — sid ikke der og se ud af vinduet , Henning ! det angår også dig . — jeg skylder Mads skram mange penge ; det var for at få ham til at fare lidt med lempe mod mig , at jeg talte om min nød . Så giver Mads sig til at le , det gør jo folk altid , når de høre , at det går en anden ilde . Derefter faldt han i tanker , jeg troede til sidst , at han sad og sov , for vi havde drukket forsvarligt inde i byen , og Mads er en usselryg , han kan ingenting tåle . På engang vendte han sig om fil mig og siger : „ Hvordan sidder du egentlig i det , Enevold , siden du altid klager dig så gudsjammerligt ? Du arbejder dog for to og tager vare på din bedrift som en retskaffen mand . “ Jeg fortalte nn Mads , hvor galt jeg var faren i et og alt . Han gav sig fil at fløtte . „ Der falder mig noget ind , “ sagde han lidt efter . „ Jeg ved , hvordan du kan komme ud af din gæld og skaffe dig og Fru Elsebeth en sorgfri alderdom , det i begge to have så ærlig fortjent . “ — „ Nå da ! “ siger jeg , „ lad os hore hvad du mener . “ — „ Du har en søn , “ siger han , „ og jeg en datter , begge to er de vore eneste børn , og vi få vist ingen flere dengang , medmindre der skulle ske et mirakel , men Vorherre har vist for meget at bestille fil at gøre mirakler for os , “ siger Mads . „ Hvad synes du , om vi giftede din dreng og min pige sammen , så lader du ham overtage gården og sætter dig ned og tegner op , hvor meget du skylder til den og den , så løser jeg dig ud af din gæld . “ - „ Jeg vil tænke over det , “ siger jeg , og så red Mads over ad hummeldal til for af spille dam med tykke Jens munk . “ Henning havde lyttet til denne lange tale som til en sag , der ikke vedkom ham ; først da hr . Enevold omtalte giftermålet , udtrykte hans åsyn en dyb øverraskelsc , han så over til frn Elsebeth , som sad med hænderne i skødet og med nedslagne øjne . „ Hvad siger du dertil min dreng ? “ spurgte Gylding . „ For det er dig , som må afgøre , om dine gamle forældre , der holde få meget af dig , og som have gjort så meget for dig , og som kun tænke på dit sande vel , sknlle få det lidt godt i den korte tid , de have tilbage . — hun er ikke videre køn af se til , Mads lønderhos datter , hun har også nogle nykker og ' vaner som eneste barn og holder meget af af sætte sin villie igennem , men det må være en dårlig mand , der ikke kan rede sin hovedpude så højt , som han selv lyster af ligge . Hvad du ? “ „ Jeg tror ikke , af der kan blive noget af den sag , “ svarede Henning . „ Kære fader og moder ved nok , af jeg holder af en anden . “ „ Du mener den snedkerdatter fra Vejle , “ sagde Gylding spottende . „ Ja , det gøre vi bedst i af glemme ; hende skal du aldrig få , så længe mine dine se solen . “ „ Jeg glemmer hende vist ikke i denne verden , “ Svarede Henning . „ Da spilder du kun din tid . Du kan vel begribe , af siden vi engang have gjort dig til vor son , - lad være , det aldrig blev rigtig bevist , af du også er det , — så tillader vor adelige ære og værdighed ikke , af vi kaste dig hen til den første den bedste , dn falder på af sige god for . “ „ Wien hvis hun nu er en brav og retskaffen pige , som Henning forsikrer , “ ytrede Fru Elsebeth . Hr . Enevold satte begge hænder i siden og vendte sig om mod sin hustru , yderst forbavset over , af hun vovede af sige ham imod . Dereffer udbrød han : „ Nå , så du tager også hans parti ? — å ja ! hvorfor ikke ? — jeg har stået og lyttet ved døren efter hvad det var , i sad og hviskedee om i eenrnm . Det klæder kønt af holde med et barn imod dets fader , men det nytter dig kun lidt . Endnu har ingen af min slægt skrevet et borgerligt navn ind i vor stammebog , det skal heller ikke ske ved mig . Hvem siger desuden , når Alf kommer til Alf , af den snedkerjomfru endnu bryder sig om dig ? Sidste fyrgetyve ridderes dag , da jeg var nede i Vejle efter de fem staldøxne , spurgte jeg mig så småt for og fik af vide , af der var en hattemagersvend eller sådan en , som Søren grå havde bestemt hende for . “ „ Det er umuligt , “ svarede Henning . „ Det kan gerne være , men hvorledes det end forholder sig , så er det rigtignok en god tak du bereder os , af sige nej til vort kæreste ønske . Ved du , hvad følgerne blive ? Din gamle fader tommer til af spadsere fra sin gård , medens lånerne slås om stumperne , og din moder der , som du altid hænger over , vil ikke få det , hun kan hælde sit hoved til . Hvor skulle vi gå hen ? Tror du , der kommer en mand drattende ned fra himlen og tager os under armene , som vi gjorde ved dig ? Hvad nytter det at grædæ , Elsebeth ! Det skulle du have foreholdt ham , istedetfor at sige ja til hans tossede indfald . “ „ Det burde jeg vist have gjort , “ svarede hun sagtmodig . „ Ja , nu er det forsilde at tænke derpå , men siden jeg mærker , at Henning i sit hjerte egentlig ikke har noget imod mit forslag , når han blot får sig ret betænkt , få rider jeg over og taler med Mads sønderho stram om den sag . Farvel så længe og glem ikke , hvad jeg har sagt eder . “ Med disse ord forlod herremanden stuen og red lidt efter over til Mads stram . vi . Hvor skøierne boede . Omtrent en måned senere gik Enevold Gyldings foged en dag ud for at pante . Han havde taget to af gårdens folk med sig som vidner , for at enhver kunne være overbevist om , at det gik lovformeligt til . Alle tre vare de pyntede som til en fest og slæntrede langsomt og veltilmode hen ad vein . Egnen mellem Horsens og Skanderborg var dengang meget skovrig ; overalt bakker og bratafskårne skrænter , vekslende med dybe Dale , hvorigennem en å bugtede sig , overalt spor af den vældige kæmpe , biblen kalder syndflod , og hvis fodspor årtusinder endnu ikke have været i stand til at udslette . Nogle af disse skove vare i tidens løb blevne omhuggede ; under thorsfensons indfald 16-44 havde svenskerne afbrændt hele strækninger , banderne ryddede siden jorden , pløjede den og byggede deres huse i nærheden . Til et sådant hus var det , at fogden og hans vidner rettede deres gang . bonden sad oppe på taget og stoppede hullerne med halmtotter . Da han så fogden komme , krøb han hurtig ned , redte halmen af sit hår med de fem udspilede fingre og stod og bukkede ved døren . „ Gnds fred og en god morgen , “ sagde fogden , idet han satte sig ned på en sten udenfor hnset . „ Ja , den vil i vist skaffe mig , “ svarede bonden . „ Det er da en bandsat træls vej op til dig , “ Vedblev fogden . „ Hvordan lever din kvinde og hendes lille dreng ? Har hun skæmmet sig meget efter kopperne ? “ „ Å nej , det kunne være værre , “ svarede bonden . „ Det var også synd for hendes kønne ansigt . Hvor er hun i dag ? “ „ Vil i tale med hende ? “ „ Det er egentlig med dig , jeg har ' noget at snakke . Ja , du ved vel , hvad mit ærinde er , lille stoffer ! Det er en smule udpantning , vi skulle se at blive færdige med . Nn skal du høre regnskabet . “ Med disse ord slog fogden op i en bog og vedblev i den eenslydcndc tone , som var ham egen : „ Det var først en dag ved midsommerstid , da sov du over dig og kom to timer forsilde til hovarbeide . Det gør fire skilling danske . “ „ Min hustru lå syg og værkbruden den dag , “ Indvendte bonden . „ Jeg meldte det oppe på gården aftenen forud . “ „ Hvad djævelen har din hustru med den sag at bestille , det er ligefuldt fire skilling , egentlig ser . men jeg har slettet de to ud for Grethes kønne øjnes skyld . — så var det i høst , mens vi kørte rug ind , da sloges du med Jes nytter og teede dig ubændig , skønt jeg gav dig smæk af pisken og formanede dig til at holde fred . Det gør syv skilling , egenlig otte , men fordi Jes tirrede dig og kaldte dig hanrej , går der en skilling fra . “ „ Er der mere tilbage ? “ spurgte bonden . „ Så var det tre dage for mikkelsdag , mens vi satte tørv i stak . Da tog du guds navn forfængeligt og sagde , af djævelen skulle arbejde , efter at klokken havde ringet . Det var en svær forseelse , for derved satte du ondt blod i de andre , ikke af tale om , af du forsyndede dig mod Vorherre . Det må mindst være otte skilling , og i den sag lader der sig min sjæl ikke knappe noget af . Se , otte og syv og så de fire , det have vi regnet ud gør ialt nitten skilling , og dem komme vi for af hente . “ „ Jeg har ingen penge , “ sagde bonden . „ Så må vi gøre os betalte på en anden måde og pante dig ud , “ svarede fogden , idet han rejste sig og gik hen til huset . „ Der er ingenting derinde , andet end en løjbænk og et gammelt bord . I tog resten fra mig sidst . “ Fogden så ind i igennem et hul , som tjente istedetfor vindue . Da han havde betænkt sig lidt , smilede han og sagde : „ Din skælm ! Du siger , af du ingenting ejer , og så hører jeg dit får stå og bræge henne i toften , livagtigt som det kaldte ad os . Med det gøre vi os betalte ; skulle der blive noget tilovers , kan du stole på , at du får det tilbage . “ „ Det siger i kun for spøg , foged . I kan ikke nænne at tage mit eneste får med jer . “ „ Ikke det ? Ja det skal du dog få at se , bitte stoffer . Pengene skal min sjæl herud , enten på den ene eller anden måde . “ „ Bed i hvad ! “ sagde bonden , som lod til at tage sig den hele sag særdeles let , „ siden det ikke kan være anderledes , så får i at have eders villie , men jeg tror , at jeg følger med op til gården . Det falder mig ind , at jeg har et ord at sige til nådigherren . “ „ Som du vil , “ svarede fogdeu , „ lad os blot se at komme afsted , for det bliver en bandfat hede i dag . Hvor er Grethe ? — hils hende fra mig . “ Dermed forlod fogden og hans mænd huset . Bonden fulgte efter , og han trak fåret . Da de kom op på gården , var Enevold Gylding redet ud . Stoffer ventede til sildig aften , men herremanden kom ikke tilbage . Næste morgen gik han igen op på gården og forlangte hr . Enevold itale . „ Han er endnu ikke stået op , “ sagde tjeneren . „ Du får at tøve til siden . “ „ Det kan jeg gerne , “ svarede stoffer , „ men så er det forsilde med det , jeg har at berette . Nådigherren har selv størst gavn af at få mit ærinde at høre . “ i det samme stak hr . Enevold hovedet ud ad døren fra det næste værelse . „ Hvad er det for et vigtigt budsfab , du har til mig ? “ spurgte han . Bonden stod og drejede på sin røde hue , han så op på Gylding med et listigt smil og sagde , at han ville helst tale med den nådige herre i eenrum . „ Hvad kan en Karl , som du have at sige mig i eenrum ? “ råbte Gylding spottende . „ Kom frem med dit ærinde , der er ingen her , du behøver at dølge noget for . “ „ Det må i da selv bedst vide . Jeg ville blot spørge , om det gælder endnu med den sum penge , nådigherren satte ud for den , der kunne finde skøierne ? “ „ Hvorfor skulle jeg spendere penge på dem ? Jeg tror for vist , at du vil være ligeså godt tjent med at blive fri for skøierne som jeg , helst da de have lettere ved at tage fra dig end fra mig . “ „ Å nej endda ! “ svarede bonden „ Mig lade de vist gå fri . Eders foged tog det sidste , jeg ejede , i går . Hvad han lod tilbage , kan ikke engang friste skøierne . “ „ Du har altså set skoierne på min grund ? “ Spurgte herremanden med en ivrighed , der beviste , al sagen var ham mere magtpåliggende , end han ville tilstå . „ Det kan egentlig være det samme med pengene , “ Sagde bonden , uden at besvare hans spørgsmål , „ når jeg blot må få det får tilbage , som fogden tog fra mig . “ „ Det have vi solgt til slagteren . “ „ Ja , så kan i ikke give det tilbage ; det følger af sig selv , men et andet får da . “ „ Du ved altså , hvor skølerne findes ? “ „ Det er , som man tager det til ; hvis der intet er at tjene , så ved jeg ingenting . “ „ Tror du ikke , en god pisk ville hjælpe lidt på din hukommelse ? “ „ Et godt får ville vist hjælpe mere , “ svarede bonden frimodig . „ Du skal få det . “ „ Men nådigherren tager mig vel ikke ilde op , at jeg husker jer på , at mit får var ualmindeligt stort og vel ved magt . “ „ Du kan søge dig et ud af min hjord , hvilfct du selv vil . Er der så mere i vejen ? “ „ Ikke der blindste . Jeg vil blot underrette Herren om , at mit får var drægtigt . Ifjor fik det to lam , det kan gerne være , at det i år ville have fået tre . “ „ Bed du hvad ? “ råbte Gylding , yderlig opbragt , „ hvis du lover længer med at sige , hvad du mener , lader jeg fogden pldske dig ud af gården . “ „ Han kan spare sig sin umage , “ svarede bonden , „ for jeg vil heller gå godvillig . “ Efter disfe ord hilste han dybt og gik til døren . Enevold trådte i vejen for ham , greb ham i skulderen og råbte : „ Ikke af pletten for du har sagt mig , hvad du . Ved . Nu er det alvor . “ „ Jeg ved kun forvisf , at den snm penge , som nådigherren lovede for en skener , var langt større , end mit får og de tre lam kunne være værd . “ „ I djævlens skind og ben ! Du skal få de tre lam . “ „ Er det afgjort ? — og jeg må selv søge dem ud af eders flok , uden at det formenes mig ? “ „ Det tillades dig . “ - „ Ja , vil i så blot lade sadle eders hest , og tage fogden med , så skal jeg vise eder , hvor i kan fange skenerne . “ Lidt efter steg hr . Enevold og hans foged tilhest og forlod gården , anførte af bonden . Herremanden havde taget et langtløbet gevær med sig . Fogden bar en sabel ved siden og en tyk pisk bunden over ryggen . Den retning , de valgte , førte dem ind igennem skoven , og stoffer lod til at være sikker i sin sag , han vedblev at gå nden at betænke sig eller at tage hensyn til de mange tverstier , de kom forbi . På flere steder var vejen så smal og nbanet , og krattet på begge sider så sammcnvoxet , at det kostede rytterne møje at trænge igennem . Bonden smilte da , støttede sig op til et træ og stod og tyggede på et græsstrå , til de atter nåde ham . Efter omtrent en times forløb kom de til en åben plads , hvor jorden var sid og bevokset med høje rør , som vidnede om mosegrunden nedenunder . Midt igennem denne åbning løb en udtørret grøft , hvori vandet om vinteren svulmede op til eu rivende strøm , og over hvilken der var bygget en hvi kampcsteensbro . Broen stod i forbindelse med en gammel landevej , som tidligere sorte igennem skoven ned til Horsens . Senere blev vejens retning forandret , og efter den tid benyttedes stedet knn af skovhuggerne , når de om vinteren slæbte det fældede tommer ud på Sletten . Lidt for de nåde broen , gik bonden hen til hr . Enevold og hviskedee , at han skulle stige af hesten . Herremanden adlød , fogden steg også af og bandt deres heste til et træ , derefter gik bonden videre og bad de to ledsagere om at følge ham , så stille og tydlosf , som muligt . Nede i lavningen standsede han , stillede fogden på den ene side af broens åbning , gik selv med hr . Enevold ud i grøften på den anden side og sagde : „ derinde under den bro gemme skøiernc sig . “ . Herremanden så in^ 5 v jorden her foran indgangen , siden den tid er der kommen fodspor , som vende indefter . Se selv ! “ Hr . Encvold undersøgte stedet og opdagede tydelige fodspor , aftrykte i den bløde jord . „ Det er nu godt nok , “ sagde han betænksomt , „ men hvordan få vi fat på dem ? “ „ Det må blive nådigherrens sag . I har jo våben hos jer . Skøierne have ingen . Nådigherren trænger vist ikke til råd af mig . “ „ Det gør jeg heller ikke , “ svarede Gylding , „ men du løver dog her og viger ikke fra pletten , før jeg har overbevist mig om , at du farer med sandhed . “ „ Jeg tover her , “ gentog stoffer , „ og hvis det skulle vise sig , at nådigherren dog ikke mægter at få dem fat , fkjondt i og fogden er to mod tre , så skal jeg tage dem alene . “ Derefter fatte han sig på en sten ovenfor broen og gav sig til at spise skovsyrer . Herremanden befalede fogden at krybe ind gennem åbningen ; selv stillede han sig ved den modsatte side og spændte hjullåsen på sin bøsse . Fogden syntes ikke videre om denne i agt , men derved var der nu intet at gøre , han drog sin sabel af skeden og forsvandt i åbningen . I begyndelsen lå stenene så højt , at han næsten kunne gå oprejst under dem , straks efter blev åbningen lavere ; for at komme videre måtte han krybe frem på hænder og fødder ; derved blev han værgeløs , sabelen nyttede ikke mere . Bonden sad og stirrede op i luften efter myggene med et udtryk , så tankeløst og ligegyldigt , som om alt , hvad der foregik , var ham aldeles uvedkommende . Hr . Enevold stod nede i grøften med bøssen under armen og lyttede i spændt forventning . Pludselig hørte han et skrig trænge ud fra åbningen , fulgt af en dyb røst . „ Hvis han kommer nærmere skal han ske en ulykke , “ sagde denne røst . Herremanden nikkede til stoffer ; han var overbevist om , at han havde fundet , hvad han søgte . „ Nu have vi dem , “ sagde han . „ Nærved er lidt langtfra , “ svarede stoffer med sit spottende smil . Der forløb nogen tid , hvori alt blev roligt under broen ; lidt efter kom fogden til syne igen , uden hue , plettet af den sorte moscjord og med et åsyn , som røbede en heftig skræk . „ Jeg har set dem ! Jeg har set dem ! “ råbte han . „ De ligge derinde bag en stor sten , som er sfreben frem for de andre , men det er ikke nmuligt at komme til dem . “ „ Hvad skal det sige ? “ råbte Gylding . „ Ind ester dem og få dem jaget ud . “ „ Nådigherren må have mig undskyldt ; om det skulle gælde mit liv , så går jeg ikke mere derind ; der er vist en halv snes stykker tilstede ; og da jeg kom hen til dem , strakte de armene frem over stenen , som om de ville kile lige på og kvæle mig , få lå de og grinte , og en af dem prikkede efter mig med en kniv , han havde bundet fasf på en kæp . “ „ Å snak ! “ sagde hr . Enevold . „ Han er en stor kryster , det er sagen . Han holder kun af at æde og drikke hjemme på gården , det er deraf han bliver så skammelig fed . Ind med sig igen , vi må have dem fat . “ Fogden klynkede og bad for sig , det var ikke muligt at bevæge ham til et nyt forsøg . „ Jeg tor ikke , “ råbte han grædende . „ Lad ung så være . “ Hr . Enevold råbte ind under broen , at skøierne skulle komme frem , truede med at skyde ind i åbningen , hvis de tøvede ; ingen svarede ham , ingen kom , han hørte kun genlyden af sin egen stemme . Bonden sad imidlertid oppe i sollyset og gav agt på , hvad de foretoge sig . Da han så herremanden og fogden stå tvivlrådige og ørkesløse , hver på sin side af broen , gik han hen til dem . „ I kan ikke få dem ud , “ sagde han . „ Jeg tænkte det nok , at det til sidst blev mig , som måtte hjælpe den nådige herre . “ „ Jeg trænger ikke til din hjælp , “ svarede Gylding . „ Nu blive du her og holder vagt på den ene side , jeg på den anden ; imens rider fogden hjem til gården og henter os et kobbel hunde , så skal vi snart få dem frem . “ „ Er det været at gjorde så meget af så lidt ? “ Svarede stoffer . „ Jeg skal få dem ud alene . “ Med dette løste gik han op i skoven og vendte tilbage med en favnfuld løv , som han lagde foran indgangen . Dermed vedblev han , til hele åbningen var fyldt . „ Ja , det kan også gå , “ sagde hr . Enevold . „ Du dækker til fra den ene side og kryber så ind fra den anden . Jeg forstår dig nok . “ „ Ikke rigtig , “ svarede bonden , „ det lader sig gøre endnu nemmere . “ Han tog en stor blikdåse op af lommen , fyrstål og sten , og gav sig til at slå ild . Da tønderet fængede , rystede han det ud i løvet og pustede det op til flamme . „ Se så ! “ vedblev hun . „ Nu behøver nådigherren blot at stille sig henne ved den anden åbning , så skal i se , at røgen får dem hurtigere ud , end eders foged kunne . “ I det samme lød et skrig under broen , og røgen af det ulmende lov begyndte at trænge ud gennem den modsatte åbning . Bonden stod ved ilden med begge hænder i koftelommerne og så til . Når røgen sagtnedes , skod han med foden en ny bunke lov hen i bålet . Lidt efter kom hovedet af en gammel , skægget mand til syne . Han så sig om og krøb trods herremandens truende skikkelse ud fra åbningen . Efter ham fulgte en anden , yngre , son : hurtig drog sig tilbage igen , men pint af røgen , straks efter atter kom frem og lød sig gribe af fogden . Efter de to mænd viste sig en gammel kone med hvide hår . Hun blev liggende udenfor broen og strakte hænderne frem under ynkelige skrig og bønner om nåde . Det særegne ved disse tre personer var en ualmindelig mørk hudfarve , lange filtrede hår og en pjaltet dragt , sammenflikket af de forskelligste stoffer . „ Slå nu en strikke om dem og bind dem fast til hesten , mens vi ride hjem , “ sagde herremanden til fogden . „ Siden ville vi se , hvad vi kunne gøre ved dem . “ „ Så er der vel ikke noget i vejen for , at jeg kan tage mit får og de fire små lam ? “ spurgte bonden . „ Eftersom jeg har lovet det , kan du tage dem , “ Svarede hr . Enevold . „ En adelig herre må holde sit ord ; men vaer dig dog for fogdens pisk , lille stoffer , når du næste gang kommer på hovarbejde . Jeg er bange for , at det vil blive dig dyre lam for det spil , du har drevet med mig i dag . “ Hr . Gylding red nu hjem med et veltilfreds ansigt og den store hjullåsbøsse foran sig på sadlen . Efter ham fulgte de tre skøiere med armene bundne sammen på ryggen i en snor , som fogden holdt i hånden . Straks efter hjemkomsten lod herremanden gå bud til birkedommere « , at han stalde komme op på gården før at holde forhør over tre misdædære . Hr . Enevold sov til middag , da dommeren kom . Denne blev derfor stående nedenfor trappen med hatten i hånden , thi det var forbudt de ufri at gå over gården med bedækket hoved . Birkefogden var en gammel mand med et magert ansigt , en luvslidt dragt og en særdeles ydmyg mine . Da hr . Gylding endelig vågnede og lod ham kalde op , blev han stående indenfor døren under dybe og gentagne buk . „ Kom og sæt sig , foged ! “ sagde herremanden nedladende . „ Hvorledes lever hans kæreste og rollingerne ? Ham , jeg stod fadder til , vokser vel op til en smuk og kløgtig dreng ? — forgangen skikkede han nok bud herop og bad om ar låne to skæpper malt ; da kunne jeg intet undvære ; i morgen kan han gerne få en sækfuld hjem . “ Fogden sad og bukkede på det yderste af stolen . Herremanden vedblev : „ Så var det vinde tre skøiere , viskulde snakkes ved , før vi lade dem komme ind . “ „ Ja , hvordan vil nådigherren have dem dømte ? “ Spurgte fogden . „ Det må blive dommerens sag , “ svarede hr . Enevold . „ Jeg har fanget dem på min grund , skønt de lå vel forvarede langt inde under den gamle bro i norreskoven . “ „ I så fald er de stakkels mennesker ikke grebne i nogen nlovlig handling . Nådigherren kan fare med lempe , lade dem stryges til kagen og derefter skikke dem ud af birket . “ Hr . Enevold så over på dommeren og rynkede panden , medens han rystede med hovedet . „ Han forstår mig ikke ret . Det er skarnsfolk disse skøiere . En af dem har for mange år siden stjålet min søn , ifjor gik der ild i vort bryggerhus , hvem ved , hvis skylden var . For en måned siden styrtede min ene hest , ham den grå , som havde været med i krigen . Det kan gerne være , at skøierne have lagt forgift for den . “ „ Nådigherren har ret i dette som i alt andet , det er nogle forbandede mennesker , disse skøiere , afkom af den lede djævel . Vor forrige konge , gud glæde ham i sin grav , lyste dem sredløse i land og rige . Nådigherren kan så godt lade dem hænge i galgen og forsvare det ved lov og ret . “ „ Nu kan jeg høre , han forstår mig , “ sagde hr . Enevold . „ Ja lad os så kalde dem ind og få forhør og dom over dem . Men det siger jeg ham , vi må se at blive færdige til klokken slår fem , for så har jeg lovet Jens munk at komme over og spise kommenskringler og spille tærning med ham . “ vi . Herremandens gilde . Det er uvist , om hr . Enevolds befaling eller Fru Elsebeths bønner havde størst magt over Henning , men en måned efter at herremanden kundgjorde sin villie med hensyn til Mads Skrams datter , havde Henning givet sit samtykke , fremstillet sig for den unge dame , bejlet til hende og modtaget hendes ja ; der var nu blot tale om den store trolovelsesfcsf , hvortil man traf forberedelser på gården . Kun en betingelse havde Henning stillet for fin eftergivenhed i alt , — han ville , at begge hans plejeforældre skulle indbydes og være tilstede ved festen . Øm Else talcde han ikke , han nævnede ikke mere hendes navn , siden det hed sig , at hun var trolovet med en anden . Hr . Encvold for op fra stolen i den yderste forbavselse , da han første gang hørte Hennings fordring . „ Hvad tænker du på , min kære dreng ! “ råbte han . „ En snedker og hans hustru ! — ufri folk i en højtidelig forsamling af landets adelige herrer og fornemme fruer . Bi ville jo blive til spot og spe for alle vore gæster , og Mads stram , som er så prikken på det , og som kan ramse sin stamtavle op , firehundrede år igennem . — det kan umuligt lade sig gøre . “ „ Måfle er det umuligt , som kære fader siger , “ Svarede Henning bestemt , „ men det må ske alligevel . ' der bliver intet af min trolovelse , om ikke sørcn grå og hans hustru få lov til at komme med . “ „ Men din kæreste da , hvad tror du , hun vil synes derom ? “ „ Hun vil synes , at min kære fader gjorde net i at opfylde det eneste dnfte , jeg havde at fremføre . “ „ Så skal du nu høre mit sidste ord , “ sagde Enevold med megen salvelse . „ Siden jeg bestandigt kun har rettet mig efter dig og haft dit sande bet for die , lige fra den første dag , vi fandt dig , vil jeg også denne gang opfylde din bøn . Den snedker med samt hans kvinde skal få lov til at komme herop og se på trolovelsen . “ „ Kære fader mener vist , at han skal blive indbude « Ligesom alle øvrige , være vor gjæsf som alle dvrige og deltage i vor fest som alle øvrige ; thi således skal det være , og ikke anderledes . “ Hr . Enevolds ansigt blev blodrødt , hans pande trak sig sammen i dybe rynker , men han kendte Henning og vidste , at hans magt og indflydelse over ham havde en bestemt begrænsning ; han tvang sig til noget , der lignede et smil , og svarede : „ Han skal være vor gjæsf som alle øvrige . Jeg lader fogden skrive brev til ham endnu i aften . “ „ Det kan jeg selv gøre , “ sagde Henning . „ Som du vil . Lad os blot komme ud af det med det gode , i den tid , jeg gamle mand har tilbage ; det varer vist ikke længe med mig , det føler jeg . Når jeg er død og borte , skal du takke mig i min grav og sige , at jeg handlede imod dig som en brav og kærlig fader . “ Samme aften red skytten ned til bejle med indbydelsen til Søren grå , dagen til trolovelsen blev bestemt , Enevold og fogden droge om og bade frænder og venner til festen , og gården gjcnlod af al den larm og støj , som en så vigtig begivenhed nødvendig måtte fremkalde . Nogle dage efter red gamle Mads stram op til Gylding og meldte sit komme ved højrøstede råb efter staldkarlen og en gentagende knalden med sin pisk . Hr . Enevold lod til at være forberedt på Skrams besøg ; han hentede en stor opskrift fra fogden , lod bringe to fyldte viinkander , lukkede sig inde i dagligstuen med sin gæst og lagde sig , da de vare blevne alene , ned på den ene bænk , medens hr . Skram trak sine ridestøvler af og tog plads lige overfor ham . Genstanden for de to herremænds underholdning lod til at være temmelig vidtløftig , men fremkaldte tillige et stedse blidere og mere tilfreds udtryk i hr . Enevolds åsyn , ledsaget af bifaldsnik , håndtryk og hyppige opmuntringer til at tømme den store viintande . da sagen omsider lod til at være ordnet til begges tilfredshed , rejste hr . Stram sig op fra bænken og slog ud med begge arme , som om han ville føje sin velsignelse til de behageligheder , han allerede havde bragt . Derefter sagde han : „ Se ! det var nu det . Nu vil jeg sige dig noget , som du skal lægge dig på hjerte , lille Enevold ! Jeg har i aften overtaget din gæld , men husk på , at jeg hæfter først for den efter giftermålet ; du sidder nu som fri og frels mand i det , når du forresten vil holde lidt sammen og lade være med spil og doblen , for det er egentlig det , som har voldet dig din ulykke . “ „ Jeg har vist ikke lang tid at spille i , “ ytrede hr . Enevold med en ulykkelig mine og et til ordene svarende sørgmodigt suk . „ Jeg ligger snart under den sorte jord , det føler jeg med hver dag mere . “ „ Ja , den snak har jeg hørt før , “ sagde Mads stram leende , „ men det var ikke derom , vi skulle tale . Når vi nu gifte vore børn sammen , bliver din ære min , og den tåler ikke , at vi ved gildet stå tilbage for nogen , eller vise os ringere , end frænder og venner pleje . Fru Birgitte bad mig derfor sige dig , at hun har ladet slagte en stor stud , nogle får , gæs , fedekalve og to små grise , hver sådan på en tretten lispund , som du kan skikke bud efter ; iligemåde er alt vort gamle sølvtøj til din tjeneste , at sige tillåns , med samt de rare skueretter , vi købte forrige Michaeli , til min søsters bryllup af den tyske billedsnider . Du kan få den med en mand på , som tigger ud af et tårn , og den anden med en rød frue , som rider på en løve og holder en tingest i hånden , der ligner et Skjold eller en bibel , hvad djævlen det skal være . Fru Birgitte lader også din frue spørge , om hun vil nytte nogle af hendes kønne fjer , som vi købte , medens hun var tilhove ? Men jeg seer helst , at i skikke bud efter det om aftenen , når sol er gået i bjerge , for at folk ikke skal snakke om , at i låne jer frem . “ „ Du kan være rolig for , at gildet skaf blive , som det sommer sig , “ forsikrede hr . Enevold , „ også uden dit gamle solvtøi . Det sørger Elsebeth nok for . “ „ Må jeg bare ' få lov til at tale ud , “ råbte stram . „ Jeg siger det i en god mening . For mig har du ikke nødig at skjule , hvor galt du sidder i det . — så er der også det med din vogn . Jeg kommer vel til at lade den udbedre lidt med farve og beslag . “ „ Hvad skulle vi bruge vogn til ? “ „ Min datter vil have , at hun og Henning skulle tage tilvogns om og hilse på Benner og bekendte , ligesom de unge Munks gjorde dagen efter deres trolovelsesfest . “ „ Henning holder mesf af at ride . “ „ Ja , men min datter holder mesf af at køre . Jeg tror , vi gøre bedst i også at rette os lidt efter hendes villie . Hvad du ! Hun vil køre , altså køre de , og vi må derfor have vognen pudset op . “ „ Det har den rigtignok længe trængt til , men jeg tænkte altid , at den vel holdt mig ud i den korte tid , jeg har tilbage . Jeg ligger snart i den sorte jord . “ „ Kommer du uu med den snak igen ? Hold fast på den plads , du har , så længe du kan , den , du får i den anden verden , bliver vist en hel del ringere . “ „ Desuden er vognen altid ligeså god som de heste , jeg har at spænde for den . “ „ Ja , nu kan du blot skikke den over til mig for at få den malet , så skal jeg nok sørge for heste . Hvem kan vide , om ikke Fru Birgitte gør Henning en foræring af et godt forspænd ? Jeg har hørt en fugl synge derom . “ „ Ved du hvad , “ udbrød hr . Gylding i retfærdig harme , „ nu vil jeg også sige et ord . Siden din rare frue har i sinde at forære Henning et par gode heste til hans vogn , så vil jeg min sjæl selv lade den male , du må heller ikke bilde dig ind , at jeg lader mig overtrumfe af dig i alt . “ Mod denne højsindede beslutning havde hr . Skram intet at indvende , han steg tilhest og red ud af gården , under ligeså vældige pidskeskrald som dem , hvormed han havde meldt sit komme . Hr . Enevold stod og smilede og beundrede ham oppe på trappen . Viii . Skøierne . Alle forberedelser til den vigtige fest vare endelig trnfne . Henning havde ladet sit billede udklippe i sort papir og sendt frøken skram det i en kapsel til at bære på brystet , han havde såt sig en ny klædning , hvortil snittet var valgt efter en dragt , som unge skel nylig havde bragt hjem med sig fra Frankrig . Hr . Enevold ville endelig have , at han efter samme mode skulle bære paryk , men dertil var Henning ikke at bevæge . Ridefogden fik en ny kofte , omsyet af hr . Enevolds gamle stadsdragt , og midt i gården stod den nymalede bogn tilskue , strålende i de mest skrigende farver , hvis grnnd desuden afbrødes af en mængde små lyse pletter , der skulle forestille blomster , anbragte hist og her med megen birkning . Det var en festdag for tyendet , som om aftenen havde fået lov til at danse ovre på skovbakken , en festdag for hovfolkene , der fik frihed for arbejde i flere dage , en festdag for alle , — to undtagne . Som fortalt kaldte hr . Enevold den dag , han fangede skølerne , birkcfogden op til sig for at antyde , hvorledes han ønskede synderne dømte . Forhøret blev imidlertid afbrudt ved hr . Skrams komme . De forhandlinger , som fandt sted mellem ham og hr . Enevold , medtoge så lang tid , at forhøret måtte opsættes , og birkedommeren blev sendt hjem igen . Næste dag lod herremanden skøierne bringe for sig , og sagte på egen hånd at udfritte dem om deres tidligere opholdssteder , om nogen af dem kendte Abraham musen og den bande , der engang havde berøvet Enevold hans son . Den ældste af skøierne svarede i et sprog , som Gylding ikke forstod , den yngre rystede på hovedet til alle hans spørgsmål , så op på ham med et listigt og forslagent udtryk , men lod ikke til at fatte , hvorom talen var . Derimod udviklede den gamle kone en sjælden tungefærdighed , da herremanden henvendte sig til hende . Hun havde aldrig været i denne . Del . af landet før , det vidste Vorherre i himmerig . Den føde og nådige herre måtte endelig ikke anse dem før ugjerningsmænd , hun og hendes vare fattige , men særdeles ærlige folk , der fortjente deres livs ophold ved at gilde og slå , som loven tillod dem . Om Abraham musen vidste hun god besked , hun havde kiendt ham før , også en tidlang båret hans kæp * . Det havde der såmange gjort foruden hende . Nu vidste hun , at han boede et * vcrret hans hustru . sted i rakkerkulen mellem Skjern og deiberglund . Hvis den føde og nådige herre blot ville slippe hende løs og give hende en foræring af en håndfuld rødløg , en lille skål svinefedt og to af de spættede høns , hun fra sit fængselsvindue havde set ude i gården , skulle hun alene påtage sig at skaffe Abraham tilveie . Det ravede barn havde hun aldrig hørt tale om , men hun kunne spå og vise igen , så tilforladeligt , som solen løb rundt på himlen ; hvis den søde herre forlangte det , skulle hun sige ham alt , hvad han ønskede at vide , men derfor ville hun have to citroner og en lille bitte gris , helst en sort , og så måtte det vente til næste kvarter , når månen blev fuld og rund . Hvis den søde herre forlangte , at hun skulle spå uden at få noget derfor , kunne det også ske , men så måtte han finde sig i , at hendes spådom blev derefter . Den gamle mand derhenne var fulgt med hende ind fra Tyskland , . og hendes son , som havde sat sig ned foran dørtrinet og polerede ivrigt en stor messingknap med hånden , varen stakkels halvtosset en , som ikke duede til andet end at sno timer og spille på fiol ; hun måtte så at sige underholde dem begge to , men Vorherre havde givet hende gaver dertil , og hvad gør man ikke for familieskabets skyld ? Således vedblev hun uafbrudt med løfter , udråb og forsikringer , uden at det var hr . Enevold muligt at komme til at gøre hende spørgsmål , før dennc veltalenhed havde udtømt sig . Han lod dem fore tilbage til fængslet og vedblev derefter længe og dybsindig at gå op og nedad gulvet , medens han overvejede , hvad der nu kunne være det fornuftigste , enten at sende taterkvinden med en mand efter Abraham musen , eller at lade sig spå af hende , for at få den bekræftelse på Hennings slægtskabsforhold , som han savnede . Fængslet , hvori skøierne sagde indesluttede , varen lav og fugtig kjældcr , forsynet med et lille vindue , som gik ud til baggården . Om natten brøde de jernstængerne fra og nåde lykkeligt hen til vindebroen . Portneren sov , men hans hund vågede , gjorde allarm og kaldte folk til stedet . Kvinden og hendes son lode sig godvillig gribe . Den gamle mand sprang derimod ud i graven og søgtc at svømme over til den anden side . Langsmed bredden var denne grav bedækket ' med høje siv og rør ; da flygtningen komind imellem disse , vare hans kræfter udtømte , han kunne ikke mere . Oppe på bredden stod desuden fogden og en anden af gårdens folk og ventede på at gribe ham , så snart han steg iland . Den gamle udstødte et fortvivlet skrig og strakte bedende sine arme i vejret . Ingen kom ham tilhjælp , han sank , mndderct lukkede sig over ham . Lidt efter blev han draget op som lig . Dette skuespil foregik for de to andre skøiercs øjne . Kvinden og hendes son blev derefter sorte ind i en anden kjældcr uden luft , uden lys ; der skulle de sidde , til gildet på gården var forbi og hr . Enevold fik bedre tid til at bestemme deres skæbne . For disse to var Hennings trolovelse ingen fest . Ix . Rådmand Sørens rejse . Søren grå sad en aften udenfor gadedøren på bislaget og tømte en kande øl med sin nabo , kobbersmeden , medens de talte om vind og vejr og gjorde deres små bemærkninger over byens køer , som hyrden kom drivende med hjem fra skoven . Da så de en rytter , i herskabelig tjencrdragt , komme op ad gaden , standse en forbigående , som om han spurgte sig for , og derpå ride videre hen mod snedkerens hus . „ Der kommer vist en mand med en ny bestilling til dig , “ sagde kobbersmeden . „ Det kan gerne være , “ svarede Søren . „ Ja , de snedkere , de snedkere skal have deres fingre alle vegne . Kommer der en dreng til verden , gøre i vuggen til ham , skal han giftes , gøre i hans bryllupsseng , skal han ud af verden igen , gøre i atter en seng , blot lidt smallere end den anden . “ „ Den rytter kommer vist ikke for at bestille en seng , hvis jeg ellers seer ret . Han har en blomstertost i sin hat og en anden i sit knaphul , det betyder , at han beder til gilde . “ Rytteren holdt nu stille udenfor huset , skræderen og hans hustru kom frem i døren lige overfor og lyttede efter , hvad han ville . „ Boer velagtede rådmand og snedker Søren grå her ? “ spurgte rytteren . „ Han boer her , “ svarede Søren . „ Er han tilstede ? “ „ Det er mig . “ „ Kommer jeg som scndcbnd fra Junker Henning Gylding og den nådige herre , hans fader , og den nådige frue , hans kære moder , at bede eder og eders ægtehustru til spisning og gilde hos dem , to dage til ende , det brevet her nøjere forklarer . “ Snedkerens skikkelse blev rankere og betydelig større under denne hilsen . „ Nå , så jeg skal til gilde hos den brave adelsmand , hr . Enevold Gylding , “ Gentog han med et sideblik på sin ben kobbersmeden , som sad og skrev figurer i det spildte øl , og et andet blik over til de lyttende gjenbocr . Derefter vendte han sig ind mod den åbne dør og råbte så lydeligt , at det kunne høres over gaden : „ Å , mottcr ! tap os en kande god biin til den fremmede rytter , som kommer med bud og brev for at bede os til gilde hos den nådige herre , Enevold Gylding og hans frue . “ Snedkerens hustru kom skyndsomst ud med biinkauden . Ryttere » drak , pustede lidt og drak igien , derefter hilste han og red sin Bei tilbage . Mester Søren stod med Hennings brev i hånden , smilede til fin ben kobbersmeden og sagde : „ Havde jeg ikke ret , Sivert smed ? Den rytter kom hverken for at bestille seng eller ligkiste . “ Kobbersmeden tømte den sidste rest af øllet , før han bod godnat . Snedkeren gik ind i huset og lukkede - gadedøren . Næste morgen gik Søren ned til skræderen og bad ham tage mål af sig til en fuldstændig ny klædning . „ Hvad vil i med den , atester Søren ? “ spurgte skrædereu forbavset . „ Jeg syede eder en til pinsedag , den i næsten ikke har haft på endnu . “ „ Del får ikke at hjælpe , sy mig en alligevel , og det af det allerfineste flamske klæde , i kan skaffe tilveie , men det siger jeg eder forud , mester , den må være færdig , inden ugen er omme . På mandag rejser jeg og Motter til gilde to dage til ende hos den nådige herre encvold Gylding og hans frue . “ Fra skræderen gik sorcn ned i gyden til rebslageren , bød ham godmorgen og tilføjede : „ Jeg kommer for at bede eder om en villighed , mester ! “ „ Den vil jeg gøre mig en fornøjelse af , atester ! “ Svarede rebslageren . „ Kan jeg låne eders hest og vogn i tre dage ? “ „ Ja gerne , atester Søren , men ulykken er , at rotten har ædt agcstolshynden istykker . Bi have endnu ikke fået os lavet en ny . “ „ Det skal jeg besørge , en hynde , som kan lade sig se . “ „ I så fald er der intet i vejen . Det skulle da være en ny skinne til det ene baghjnl . Det , der ligger om , dner ikke meget . “ „ Så lader jeg Rasmus smed gøre os eu ny hjulskinne . “ „ Det var bravt , dermed er alt i orden . Når vil mester Søren stikke bud efter vognen ? “ „ Helst straks , for jeg må have alting færdig til mandag . “ „ Skal i langt af by , mester ? “ „ Iust ikke langt , mester ! men jeg skal til fornemme folk . Motter og jeg er bedtc til gilde to dage tilende hos den nådige herre , Enevold Gylding og hans frue . Guds fred , mester ! “ „ Jligemåde mester ! — det falder mig ind , at siden i dog skal til smeden , kunne i sagtens lade ham sætte en ny bøsning over den ene akse , den , der sidder , duer ikke meget . — en flittig hilsen til den hele familie . “ Da Søren kom op ad gaden , mødte han en mand , som gik med en stor stok i hånden . Han gav ikke agt på snedkeren , før denne stod foran ham . „ Guds fred og goddag , Isak væver ! hvad fattes eder , mens i går og seer så modfalden ud ? “ Væveren udstødte et dybt snk , standsede og sagde ; „ Nu er hun færdig . Iaftes klokken otte slagen døde hun . “ Under disse ord brast han i gråd , tørrede sine øjne og vedblev : „ Jeg har betalt dragonernes doktor to sølvdalere før at se til hende og give hende noget ind , jeg har stikket bud efter den kloge kone i binding , før at hun skulle kogle over hende , selv har jeg læst en lang bøn for hende hver Asten , jeg gik til sengs , lige meget hjalp det alt sammen . Motter sidder derhjemme og græder , Ane sidder og græder , det er ikke til at holde ud . “ „ Om hvem er det i taler , mester Isak ? “ ' bævere « standsede og så uhyre forbavset op på snedkeren . Han begreb ikke , at der kunne gives en så stor uvidenhed i bejle . „ Jeg taler naturligvis om Lotte , vor brune følhoppe , hende generalen bød mig fyrgetyve sølvdalere for sidste sommer . Der var ikke sådan et dyr til på guds grønne jord . Hun kunne løbe fra alle andre , og når vi ville have hende til at gå længer , end hu « selv følte , hu « havde godt af , så vendte hu « Om og gik hjem igje « , og det var da ikke muligt at få hende videre . — sådan et dyr får jeg aldrig mere i denne verden . “ „ Det skal i ikke sige . Jeg og min hustru stå just i begreb med at gøre en rejse i disse dage , måske kan jeg opsporge jer en anden hest undervejs . “ „ Skal i gøre en rejse ? “ gentog væveren ligegyldig . — „ Så var den så klog , så klog , mester Søren . Ifjor , da jeg havde tabt min proces om plankeværket med Jes gjønler , trække vi en dag Lotte ud på græs . Hun river sig løs , og hvad så ? — jeg selv havde såt hvede ved siden af græslodden , men det rører hun ikke , det var hun for klog til , nej , hun går ind på min uvens , gjortlcrcns lod , hvor der stod ærter , dem æder hun af , så længe hun kunne , en ubegribelig stor portion , og da hun til sidst ikke kunne mere , står hun og tramper på dem og lægger sig ned og triller sig rundt i hans ærter , til de så ud , som om de vare tromlede . “ „ Det var da en rar Lotte , “ sagde snedkeren . „ Jo , jeg og min hustru skulle rejse til gilde på mandag , to dage til ende , vi skulle såmænd op til den adelige herre — “ Bæveren afbrød ham , greb ham heftig i armen og udbrød : „ Nu skal i høre , hvordan det gik til påske , da hun var bleven angbrystct , som i nok mindes . Motter sagde , at hun trængte til at åreladcs , Ane også , jeg går da op og henter regimcntsdoktorcn til at syne hende . „ Hun skal min sjæl åreladcs , “ siger han , „ lad os bare få hende ud i gården . “ Det forsfod nu Lotte på en prik , men hun syntes ikke om at blive åreladt . Hnn ville ikke , forstår i ? “ „ Ja , det forstår jeg godt , “ svarede Søren utålmodigt . „ Imidlertid nu doktoren står og søger efter åren , vender hun sig om , griber ham i bagen og slænger ham hans bukser istykker fra den ene ende til den anden . Så blev der ingen åreladning af dengang . Men jeg måtte sku bekoste et nyt stykke indsat i hans bukser . “ „ Farvel ! “ sagde Søren , ked af at høre på bæverens historie om Lotte , men endnu mere fortrydelig over den mangel på opmærksomhed , der vistes det , han selv havde at fortælle . „ Farvel og hils hjemme . Eders ulykke går mig nær til hjerte . “ Næste søndag var alt beredt til afrejsen . De nye klæder kom til bestemt tid og lå nu omhyggelig indpakkede i kufferten ved siden af sncdkerkonens sorte silkekjole , der var blevet bekostet til det afbrudte bryllup forrige alle sjæles dag . Else havde dceltaget i forberedElserne til denne vigtige rejse , hun vidste fuldtvel , i hvilken anledning Gylding gjorde selskab , skønt Søren og hans hustru havde søgt at skjule det for hende . Hun var bleven blegere siden den dag , indbydelsen kom , men hun tav . Led hun , sørgede hun , længtes hun ? Det var i ethvert tilfælde en sorg , som kun havde ensomheden og gud til Bidner . „ Bi have dog glemt noget , “ sagde Søren om aftenen . „ Det skikker sig ikke , at vi komme til gilde uden at bringe gave med , hvor ringe den end kan være . Men jeg ved , hvad jeg vil . Jeg har nylig dannet en bodikc af smukt egetræ , med udskåren sokkel nedentil og mørke fyldninger på siden , samt et låg med en agernknop og tre udskårne blade i Toppen . Den var bestemt til vor gamle præst i skærup , men han kan få en anden . Det skal være vor foræring til Henning , han kan deraf se , at Søren grå endnu er mand for at gøre et forsvarligt stykke snedkerarbejde . “ den omtalte æske blev taget frem og afpudset , moder og datter hjalp hinanden med at indpakke den . Da de blev alene i stuen , lagde Else en lille falmet blomsterkost ned i æsken . „ Det skal være min foræring til Henning , “ sagde hun . „ Den dag , han plukkede den til mig oppe i nørreskov , var den grøn og frist . “ „ Ja , men nu er den vissen og hentørret , “ sagde moderen . „ Det er ikke min skyld . Alle blomster visne jo , “ Tilføjede hun , medens hendes læber skælvede af undertrykt gråd , — „ selv dem , vi vande med vort hjerteblod . “ „ Giv du dig tilfreds , mit eget , lille barn ! Det er ikke værd at sørge over den tid , man har gjennemstridt , du er så ung endnu og har såmeget tilbage . Det kan blive godt igen alt sammen . “ „ Nej , ikke mere dengang , “ hviskedee Else , idet hun lagde hånden på sit bryst , „ det føler jeg her . “ „ Men Else ! Else ! hvad er det du siger ? Sådan har du jo aldrig talt før i aften . Hvorfor skulle det ikke kunne blive godt igen ? Der er da mange unge karle til foruden Henning . “ „ Det er vist , “ svarede hun , „ før ham var der mange til , efter ham er der ingen . “ Snedkerens komme afbrød denne samtale . Han lagde ikke mærke til Elses våde øjne , men heller ikke til den lille , visne blomsterkost , som lå gemt i dans sidste mesterværk . mandag morgen hørte Søren grå ud af bejle port , knaldende med en lang pisk . Næsten enhver han kom forbi , vidste , hvorhen rejsen gik . Han havde just ikke gjort nogen hemmelighed heraf , hans hustru ikke heller . Søndag aften sendte han desuden læredrengen omkring til rådmændene og bad dem undskylde , at han ikke kom med på rådstuen næste tirsdag , fordi han skulle gøre en rejse op i landet . „ Lad mig se , at du forretter dit ærinde nøjagtigt , “ Tilføjede han ude på trappen , idet læredrengen gik . „ Skulle nogen spørge dig , hvorhen rejsen går , så siger du , at jeg og moster er huden til selskab to dage til ende hos den nådige herre Enevold Gylding og hans frue . Skulle de ikke spørge dig derom , — kan du sige dem det alligevel . “ I de sidste år var bejle by bleven betydelig udvidet , den nåde nu ned til åen ved hospitalet . Over engene mod nord sorte en bred , steensat dæmning op til den høje skovbakke , hvorigennem kongevejen gik til Horsens . Søren grå hørte hen over denne Bei uden at tænke på , at den engang havde været kampplads for hans stammefader Henning gråbuk , ligeså lidt som ' nogen af os gør sig et begreb om , hvilke kamppladfe vi daglig skride hen over . Alen det er måske godt , at vi ikke tænke derpå . Medens de hørte , sad snedkeren og samtalede med sin hustru om målet for deres rejse , om selskabet , de ville træffe der , men frem for alt om Henning og deres glæde over at se ham igen . „ Det kan nok være , at de ville gøre meget af os , “ sagde Søren ; „ de mene , at de skylde os noget , for hvad vi have gjort mod deres dreng , men det siger jeg dig , byde de os at sidde øverst ved bordet , så tage vi ikke derimod . “ „ Tror du de gøre det , fatter ? “ „ Det ved jeg ikke , jeg siger kan så . Drikker herremanden derimod det første bæger for os , så må vi rejse os op begge to og takke for æren , derved er intet at gøre . Nu skal du husfe på at lade dig node , for du spiser anden gang af samme ret , det er så skik og brug , jeg siger det ikke for at hovmesterere dig , men jeg er mere vant til at komme sammen med fornemme herskaber end du . “ „ Det er du også , “ svarede hun sagtmodig . „ Så må du endelig lægge din ske ved siden af tallerkenen , når du er mæt . Pil du komme sukker i vinen , så tag ikke af skålen med fingrene , men med sukkertangen . Der var engang en adelig frue , som kastede sukkerskålen ud af vinduet , fordi hendes gæst tog i den med fingrene . Hvad gjorde så gæsten ? Han lukkede vinduet op igen og kastede også det glas ud , hvoraf han havde drukket . Over de tilstædeværendes forundring smilede han ganske fredsommelig og sagde : „ Jeg troede det var så skik og brug her i familien . “ Heller ikke må du række nogen adelsmand eller frue hånden , uden at de byde dig deres først . Der var den rige mester Didrik skomager i Kolding , han havde i mange år lånt hr . Påske penge , så adelsmanden kom i stor gæld til ham , og for at vise ham en opmærksomhed bød han ham med til sin søns bryllup . Skomageren var en ret og slet mand ; da han kom ind i gildestuen , gik han hen og bød sin vært hånden . Hr . Påske trykkede den . Hans frue stod ved siden og sagde : „ Drag din handske af , Mourits påske , og kast den bort , den lugter af beg . “ Da vendte skomageren sig om og sagde så højt , at alle de nærmestståendc kunne hore det : „ Drag eders særk af , nådige frue , den er købt for mine begede penge . “ X . Kun en spillemand . Hos hr . Enevold Gylding havde alle omgivelser antaget et præg , der svarede til dagens fest . For enden af den gamle alle , som førte ind til hovedbygningen , var der rejst en stor æreport , ndpyntet med grantræer og bøgelov , imellem hvilke en mængde forgyldte æg og brogede bånd gjorde ypperlig birkning . Stenbroen skjultes næsten af enebærriis og hvidt sand . Orteslose tjenere i pyntelige herskabsdragter dreve omkring bygningen og udenfor , på de nærmeste bakker , samlede hovfolkene sig med deres kvinder og børn i små klynger . Porten stod åben . Midt i gården , på en forhøjning , lå to uhyre ølfade , hvoraf det var tilladt enhver at drikke , og for at ingen skulle være uvidende om , fra hvem denne gave skrev sig , stod „ Mads sønderho skram “ Malet med store hvide bogstaver på bunden af hvert fad . Om eftermiddagen spadserede Mads skram og Enevold Gylding ude i gården . Hr . Enevold var klædt i en stiv og pyntelig dragt , noget gammeldags , men strålende af alle de solvborter og besætninger , som recessen forbød adelen at bære , og som man dog bar , når lejlighed dertil gaves . Hr . Enevolds ansigt var denne dag lidt mere purpurrødt også lidt mere fortrædeligt end sædvanligt . Han og hans ben havde nylig rejst sig fra middagsbordet , hvor det var gået særdeles livligt til , og hvor især Mads skram havde udmærket sig ved at foreslå og drikke en talrig mængde skåler . Hr . Enevold gik med hænderne på ryggen og fløitcdc , Mads stram mønstrede de fremmede bogne . Indenfor de åbentstående vinduer lød latter og højrøstet tale fra den del af herrerne , som endnu fortsatte drikkelaget efter bordet . „ Når vil du så underskrive det brev , hvori dn overtager min gæld ? “ spurgte Enevold pludselig . „ Det have vi jo talt om forgangen . Den dag , min datter holder bryllup med Henning , skriver jeg under , men ikke for . “ „ Ja , ja ! sig det bare med det gode , lille Mads sønderho ! Du er så bandsat kort for hovedet i dag . “ „ Det er jeg ogfå , når du endelig vil vide det . Jeg synes , Henning seer mig så muggen ud , han går og hænger med hovedet og ved knap , om han vil svare . Hvad ligner det ? Man skulle snarere tro , han holdt jordefærd end trolovelse i dag . Der er flere end jeg , som synes så , min datter sagde før det samme . Du gør derfor bedst i at få ham til at lægge vind på et mere omgængeligt væsen . Ærlig talt synes jeg min sjæl , at både du og han nok have grund til at være tilfredse med , hvad der skeer i dag . “ Hr . Skram blev afbrudt i disse venlige yttringer ved at se ridefogden komme gående over går den med et fyldt lccrfad i hånden . „ Hvem bringer han mad til i det fad ? “ spurgte han . „ Til to skoiere , som sidde nede i kælderen . Jeg vil have dem til at rykke ud med , hvad de vide om den bande , der engang stjal min dreng . Jeg har ladet det de fortalte mig om Abraham musen , undersøge . Han skal have sit tilhold oppe i deiberglund , sagde de , men det forholder sig ikke så . Nu skulle de sidde til de bekende . “ „ Ved du hvad , “ ytrede skram , „ Du bærerdig galt ad ved bestandig at gå og pirre og pirre til den sag . Du kommer til sidst i folkemunde derover . Du har mistet din dreng og fået ham igen ; hvad forlanger du mere ? Var det din Broder , som tvivlede om , af Henning hørte dig til , det kunne jeg forstå , for han får gården , hvis du doer uden børn . Jeg synes , af når jeg kender drengen god nok til af få min datter , kan du også nok være bekendt af kalde ham son . Følg mit råd , gør kort proces med de skøiere . Hæng dem eller slip dem løs , du har lov til begge dele , men lad fare af underhandle med dem . “ „ Ja , du behøver ikke af give mig råd i den sag , “ sagde hr . Enevold . „ Jeg ved nok selv , hvad jeg vil gøre . —å , fogedl når han kommer ned i hullet , så sig til de to gavtyve , af de gøre bedst i af tage dygtigt til sig af hvad han bringer dem , det bliver deres sidste mållid i denue verden . Have de noget på samvittigheden , så lad dem komme frem dermed ; imorgen tidlig , når sol står op , lader jeg dem hænge inde i fuglevang skov , andre misdædere til skræk og advarsel . “ Da hr . Enevold havde sagt dette , så han over på stram , for at iagttage , hvad virkning hans ord gjorde . Mads nikkede smilende . „ Det er ret . Det_ skulle du have gjort for længe siden . Lad os nu komme hen og se om vi kunne finde noget at udsætte på den nymalede vogn . — Henning har ikke sagt mig så meget som tak for de to kjonne heste , min hustru lod trække op til ham imorges . “ Fogden gik . Da han kom tilbage , stod de to herremænd endnu i gården og samtalede om vognen . „ Nå , hvad svarede så gavtyvene til den besked , i bragte dem ? “ spurgte Mads skram . „ Ikke stort , “ svarede fogden , „ de begyndte straks at hugge i sig af maden . “ „ Havde de intet , der lå dem på hjerte ? “ Spurgte Gylding . „ Ikke noget ønske at gøre ? “ „ Den gamle kvinde forlangte blot at få en drik øl til maden . Hendes søn bad om lov til at låne den fiol , han havde set hænge ovre i min søns Kammer . Den skøler skal være en stor mester i at spille . “ „ Begge disse ønsker kunne tilstedes dem , “ sagde encvold . „ Sørg så for at berede alt til deres aflivelse imorgen ; men jeg vil ikke have , der skal tales formeget herom . Når sol står op , bringer han og røgteren og skytten dem ud til fuglevang og klynger dem op , hver i sit træ , men sørg før , de blive tagne ned igen og begravede , før nogen af de fremmede herskaber komme ud i skoven . Lad kun drengen få den fiol , han bad om . “ Fogden gik . I det samme kom en støvet enspændervogn kørende skridt før skridt ind i gården . Den bragte allster Søren og hans hustru . Deres rejse var bleven noget forsinket , idet axcn , trods den nye bøsning , gik istykker undervejs . Den tid , som behøvedes til at udbedre skaden havde Søren anvendt til at iføre sig sine nye klæder og hjælpe moder med at hægte hendes . Idet de stege ned af bognen , viste derfor begge sig i deres fuldeste pynt . Hvad fanden er det før et optog ? “ spurgte Mads skram . „ Hvad skulle de to her ? “ „ Det er Hennings plejeforældre , “ svarede Gylding noget forlegen . „ Højst skikkelige folk , du ! — manden er rådmand og meget anset i Vejle . — jeg var nødt til at bede dem . Henning lod mig ingen fred . “ „ Og hvor tænker du , at gøre af dem her , og hvem vil du få til at sidde ved deres side ? Det er et rart selskab , du slæber sammen på din gård , skøiere , snedkere . Komme der flere af den slags mennesker , så kan det blive morsomt . “ Medens denne samtale fandt sted , stod Soren ved vognen og glattede folderne på sin hustrues kjole . Derefter tog han hende ved hånden og gik hen til Gylding . Idet de kom , vendte Mads skram dem ryggen . „ Guds fred og goddag , nådige herre ! “ sagde snedkeren . „ Først og fremmest vor tak , fordi i viste os den ære at indbyde os ; dernæst min undskyldning , sordi vi komme noget silde . “ „ Her behovcs ingen undskyldning , rådmand , “ Sagde Gylding , „ I komme tidsnok . “ Mads skram gav sig til at fløtte , bestandig med ryggen vendt mod Søren ; han havde hidtil ikke værdiget ham et blik . „ I dag holder Henning altså fest , “ vedblev Søren grå . „ Alting føjer sig for ham , lykken rækker ham hånd , solen seer derpå . Sådan skal det være . “ „ Ja , sidst vi taltes ved , ville han gifte sig , i dag er han ikke kommen videre end til at trolove sig , men det er rigtignok med eneste datter af den rige Mads sønderho skram , ham som står der . “ „ Mads sønderho skram , “ gentog Søren . „ Ja , det er mit navn , hvad så videre ? “ sagde Mads skram , idet han vendte sig mod snedkeren med begge hænder i lommen og med alt det overmod , et blik er i stand til at udtrykke . „ Hvad så videre , spørger jeg ? “ Søren betragtede adelsmanden et øjeblik i tavshed , derpå smilede han og svarede : „ Så skal jeg fortælle jer en historie , nådige herre ! “ „ Hvad djævlen tommer mig eders historie ved ? “ „ Det kan i først bedømme , når i har hørt den , “ svarede Søren og vedblev : „ Dengang Henning var lille , havde han ingen bedre opdrager end mig . Når jeg om dagen fik bragt min gerning til ende , sad han på mit knæ , mens jeg læste for ham af krøniken , om hvad stort og mandigt Danmarks bedste mænd havde virket for landet og dets hæder . En aften læste vi også om Skrams slægt , det falder mig just ind i dag . Da lysnede det i drengens ansigt , og hans øjne blev store og våde . „ Fatter ! Fatter ! “ Sagde han og slog sine hænder sammen , „ kunne jeg blive til en mand , som ham , så var der noget at leve og dø for . “ — se nådige herre ! en mand som skram kunne nu Henning aldrig blive , men i aften trolover han sig dog med en af slægtens døtre . “ Skrams overmodige mine forsvandt , medens Søren talte , snedkerens ord syntes at forvandle ham , han nikkede godmodig og svarede : „ I er vist en rigtig skikkelig mand , og det er mere , end i mener om mig i dette øjeblik . Der er min hånd ! — nå , tag den ! “ Men snedkeren tog ikke herremandens fremstrakte hånd , han krydsede sine arme over brystet , smilede og sagde : „ Nej , nådige herre ! så er der ikke videre tilbage . “ Enevold Gylding betragtede vexelviis snedkeren og adelsmanden , han saltede ikke det ringeste af hvad her foregik . „ Det kom der ud af , at jeg gav efter for Hennings bønner , “ hviskedee han til stram . „ De mennesker høre ikke hjemme blandt os , de have ingen levemåde . “ „ Nej ! de have ingen levemåde , “ gentog skram . „ Du indser nok , at du må bære lidt over med dem , kære svoger Mads . “ „ Du indser nok , at du er en stor tosse , kære svoger Enevold . Hvad fanden skal jeg bære over med ? Den snedker der har jo teet sig langt bedre end jeg . Begriber du ikke det ? “ Under disse ytringer var Henning kommen til syne på trappen , han ilede ned til Søren , hilste ham , derpå slyngede han begge arme om snedkerkoncus Hals , trykkede hende til sit bryst og hviskedee : „ Akoder ! Moder ! hvordan går det Else ? “ Snedkerkonens øjne blev våde , medens hun betragtede Henning . „ Bil du bare lade være at tale om Else i dag , “ hviskedee hun . „ Hende går det , som de blomster , hun slikker dig i denne lille æske . “ Med disse ord rakte hun ham Sørens gave . „ Bi ventede på jer med middagsmaden , så længe vi kunne , “ sagde hr . Enevold , da han havde ført sine gæster ind i stuen , „ da i så ikke kom , satte vi os til at spise , men jeg skal lade dække et bord til jer herinde . “ Søren og hans hnslrn blev nu forestillede for de tilstedeværende . Han bemærkede ikke de spottende smil og nedladende blik , de vare genstand for , ikke heller at man undgik deres nærhed , så at der , straks efter at Gylding havde nævnet dem , blev en tom plads mellem dem og de øvrige . En sag af langt større betydning fængslede i dette øjeblik alle snedkerens tanker . „ Motter ! “ hviskedee han , „ lad mig se , du holder ryggen brav mod væggen , der er sprungen to hægter i din kjole , så at alt dit undertøj stikker frem . “ Snedkerfonen lod ikke til at tage sig dette uheld så nær som manden . Hun fik heller ikke tid til svar . I dette øiblik førte Henning frn Gylding hen til hende . „ Nå ! I er altså Hennings nye moder , “ sagde hun , „ sådan seer i ud , — min mand rådede mig undervejs til at være varsom med at byde en adelig frue hånden , formedelst vor ringe stand . Eder vil jeg alligevel række dem begge to og takke og velsigne jer for alt det gode , i lod min dreng finde , siden i tog ham bort fra mig . Jo , han har fortalt mig det alt sammen , og nu seer jeg , det må være sandt , for sådant et ansigt som eders kan ikke lyve . Eders mand gav ham et stort navn og rige kår , i lagde ham op til eders hjerte og tørrede tåren af hans øjne . Jeg tror han trængte mere til det sidste end til det første . “ Og nu glemte snedkerkonen , at der var sprungen to hægter i hendes kjole , ligesom Fru Gylding glemte den afstand , verdens mening havde dannet imellem dem . Hun tog imod de fremstrakte hænder , trykkede dem , beholdt dem i sine og fortalte om al den lykke , der var givet hende med Henning . „ Du indser da vel , at jeg var nødt til at lade dækt ' e til de mennesker herinde i den lille stue ? “ Hviskedee hr . Enevold til Henning . „ Der er ingen , som vil have med dem at bestille , og jeg må da også tage lidt hensyn til mine andre gæster . “ „ Kære fader har ret som altid , “ svarede Henning . „ Det gør ikke det allermindste , hvor bordet blev dækket , for nu sætter jeg mig hen til dem , og hvis ingen af de andre vil tale med dem , få vil jeg det , thi , som fader siger , man må tage hensyn til , at jeg skylder de to mere end alle de andre . “ Dermed gik han hen til snedkeren og satte sig ved hans side . Enevold Gylding blev stående indenfor den næste dør ; alt syntes at sammensværge sig imod ham denne eftermiddag . Mads stram kom leende hen til ham . „ ' rå , hvad er der nu i vejen ? “ spurgte han , „ siden du slår der og slår krøller på panden . “ „ Jeg har vel lov til at ærgre mig , “ svarede hr . Enevold . „ Der sidder Henning og sinister for de snedkerfolk , som om der ikke var andre mennesker tilstede på gården . “ » Ja , jeg seer det nok ; men hvad angår del dig ? “ „ Jo , for så vidt at det vil komme til at gå ud over mig , og at jeg i forvejen ved , at du giver dig til at skænde derover som du plejer , men jeg vil lade dig vide , at det ikke er min skyld , og nu går jeg hen og kalder både min hustru og Henning bort fra dem . “ „ Lad mig hellere gøre det , “ sagde skram . „ Kom , så skal du se , hvordan jeg bærer mig ad . “ Nked disse ord gik han ind i det næste bærelse . Enevold blev stående . Flere af gæsterne samlede sig i døren , som om de anede det optrin , der nu forestod . Da skram kom hen til bordet , hvor Henning talte med snedkeren og Fru Gylding med hans hustru , blev han stående nogle øjeblikke og lyttede til deres samtale . Af og til skottede han hen til Enevold , der besvarede hans blik og hans smil med en ynkelig , modfalden mine , som om han ville bede om skånsel . Derefter satte skram sig ned ved bordet og sagde : „ I drikker ikke til maden , rådmand Søren ! “ „ Jeg har alt drukket , “ var svaret . „ Et bæger endnu ! Vinen er god , det lover jeg for ; den er bleven gammel i min egen kælder . “ „ Ellers tak ! Ikke mere dengang , “ svarede Søren . Da tog skram viinkanden , fyldte to bægere og sagde : „ For bød jeg eder min hånd , men i mente nej og ville ikke tage imod den , vil i nu heller ikke drikke et bæger med mig ? “ Efter disse ord rejste han sig op og blev stående med sit bæger i hånden . „ Ak , nådige herre ! “ svarede Søren , blodrød i ansigtet , „ hvad siger i der ? For hvem ville det ikke være en ære at drikke et bæger med eder ? “ „ Jeg ved , at det er eder , rådmand Søren og eders hustru , som have opdraget den mand , jeg i dag tårer til brudgom for min eneste datter , eder , der have lært ham gudsfrygt og gode sæder ; — hvad godt og kærligt der siden vil blomstre frem imellem de unge , lagde i to spiren til , skulle vi så ikke have en venlig hånd og et ord til tak , skulle vi så ikke kunne drikke et bæger sammen ? Vend eder om og se , derhenne ved døren står Enevold Gylding og flere , som mene mig det vel , de længes alle sammen efter at få lov til at gøre det samme . “ Skrams røst hævede sig og blev stedse tydeligere , medens han talte . Hr . Enevold stod og stirrede på ham med åben mund , han var som sædvanlig så uheldig , at høre uden ret at fatte ; han gif først hen til bordet , da han så alle de tilstedeværende adelsmænd nærme sig Søren , fylde deres bægere og strække ham dem i møde . „ Rn ved jeg , hvad jeg vil , “ sagde han til sig selv . „ Jeg vil gøre det samme som alle de andre . “ Med denne kløgtige beslutning gif han hen og fyldte sit bæger . Søren stod med sænket hoved imellem den kreds , som omringede ham ; han smilede livsaligt , han klinkede og drak , medens tårerne løb ned ad hans kinder , han kunne ikke få ordene frem , men nikkede blot til enhver , som strakte ham sit bæger i møde . Han så hen tik Henning , derefter ned på sin hustru , det var et øjeblik , som han i sin dristigste drøm undervejs ikke ville have anset for muligt , en lykke , som bragte enhver tidligere ydmygelse iglemme . Da kredsen lidt efter lidt igen åbnede sig , gik Mads skram hen til Enevold og stillede sig foran ham uden at sige noget . Hr . Gylding rettede sig , han satte hånden i siden og udbrød med en ædel selvbevidstheds mine : „ Synes du ellers ikke , jeg bar mig ret kønt ad imod den snedker ? “ Skrams ansigt udtrykte en uhyre forbavselse , han brast i latter og svarede : „ Hvad mener du ? “ „ Jeg klinkede og drak med ham . “ „ Du er guld værd , lille Enevold ! Kom og lad nu os to drikke et bæger sammen . “ „ Ja nok ! “ sagde hr . Enevold . „ Jeg har vist ikke så lang tid tilbage at drikke i . Når vil du så underskrive det gældsbrev ? “ Skram svarede ikke , men skænkede og drak . Da marker begyndte , . blev alle lysene tændte i den store sal , mellem granløv , forgyldte æg og blomsterkrandse ; nye retter bødes om , men især var det drikkcbordene , som fængslede de fleste . „ Det må man lade hr . Enevold , “ sagde en ung adelsmand , „ der kan ikke tænkes en bedre vært ; han har sørget for alt , hvad vort hjerte begærer , et undtagen „ Og hvad er det ? “ „ De unge ville gerne danse , men her er ingen spillemand . “ „ Så må vi se at skaffe en tilveie , “ svarede Enevold , som nu lod til at være i et ypperligt lune . Han gik ud og kaldte på fogden . „ Hør foged ! “ sagde han , „ der må straks gå bud ned i landsbyen efter den tyske Heinrich , ham som spiller til bryllup . De unge folk herinde ville danse og vi have ingen spillemand . Det burde han også have tænkt på , men jeg skal have alt i hovedet . Sæt sig på en hest , bring ham med tilbage , og lad det ske i en fart . “ „ Det skal ske , så hurtig en hest kan pile afsted , “ Svarede fogden . Straks efter jog han i fuld firspring ud over broen , ned til landsbyen . Den omtalte tyske Heinrich boede i et af de yderste huse ; et lille forfaldent sted , omringet på tre sider af en kålhave , medens den fjerde side støttede sig til en stor bakke , som ragede op over hnset . Herfra flød der om foråret og efter ethvert heftigt regnskyl en mængde sand og småstene ned i haven og ødelagde planterne , men denne ubehagelighed opvejedes fuldkommen af de øvrige fordele , bakken ydede . Den gav læ for stormen og støttede det gamle hus , som var så brøstfældigt , at det for længst ville være faldet sammen uden fremmed hjælp ; det var endnu ikke alt : når Heinrich trængte til større husrum , gravede han sig dybere ind i sin bakke , stivede loftet af og havde således en færdig stue , lidt mørk vel og fugtig , men yderst billig . Heinrich havde desuden altid været hård - før , og hans familie var bleven det ved vanen . Da føgdcn kom til hnset , fandt han en talrig forsamling , bestående af børn og gamle koner , udenfor den åbne dør . Deres sprog var højrøstet og larmende , en vigtig begivenhed lod til at fængsle alles tanker . Det varede længe , inden fogden kunne få rigtig besfed om , hvad denne sammenkomst skulle betyde . Anledningen var følgende : Heinrich havde i de sidste to uger ligget syg af en heftig koldfeber og forgæves anvendt alle de midler , han kendte mod sygdommen . Ved at rådføre sig grundig med en omrejsende skøler , kom han til kundskab om , at det egentlig ikke var noget naturligt onde , han led af , hvilket han selv i forvejen havde været overbevist om , han var derimod forgjort af en heks , forsikrede skøieren , og heksen var en gammel kone nede fra Bredal , som gik omkring og solgte bliktoi , bændler og knappenåle , og som i mange år havde gjort skøieren stor fortræd , siden han selv drev samme handel . Der var altså ikke andet råd , end at få ulykkesstifteren fat og dernæst tvinge hende til at læse ham fri igen og hæve kogleriet . Ru havde tilfældet været Heinrich så gunstig , at den gamle kone på en af sine hyppige rejser igennem landet var kommen til byen i går aftes . Hun blev straks greben og indelukket i præstens fåresti . Der blev optaget forhør i Heinrichs stue , men hidtil havde det ikke været muligt at så hende til at bekende . Iaften ville bønderne prøve på et nyt forsøg , hvortil der skulle anvendes kraftigere tvangsmidler . En af byens karle havde været ude i skoven og skåret et knippe hasselkæppe , dem han nu var i færd med at skrælle Barken af . Når han var færdig , og solen gik ned , skulle den gamle kone føres fra fængslet ind foran den syges seng og der først opfordres tre gange til godvillig at bekende . Vedblev hun da at vægre sig , skulle hun lægges op på et bord og slås på det blottede legeme med de hvide kjæppc , til sandheden kom frem . Således havde skøiercn rådet , da han gik , og musikantens venner beredte sig samvittighedsfuldt til at følge hans forskrifter . Medens fogden modtog denne underretning , havde to karle hentet den gamle kone , en sammenbøjet , udmagret skikkelse med en landlos , indfalden mund og et højst enfoldigt udtryk . Sandsynligvis havde man iforveien underrettet hende om , hvad der forestod ; thi hun lod sig kun modstræbende føre ind til den syge , brast i gråd og bad for sig , da de forlangte , at hun skulle gå til bekjendclse . Bordet blev derefter trukket frem foran Heinrichs seng . Spillemandens hustru afførte den anklagede hendes klæder , to karle stillede sig hver på fin side af bordet med en stok i hånden , da fogden trådte frem og sagde : „ Jeg skulle have haft dig med op på gården , Heinrich spillemand , for at få dig til at gøre musik for herskabet i aften , men da jeg seer , hvordan du er faren , synes det mig bedst , jeg går min vej , før i vedblive med eders løjer . Jeg har ikke set , bvad i have for , og jeg lader , som om jeg ikke ved af noget , kun et vil jeg råde jer , at i fare lidt med lempe mod det gamle skrog , hun seer mig djævelen ikke ud som en heks ; dernæst gør i bedst i at putte hende en god klud i munden , for i begynde på eders fagter . Bliver der støj og kvalm , og de melde det oppe på gården , kommer jeg ned til jer med min pisk , så skal vi se , hvem der kan basfe bedst . Dermed gud befalet . “ Efter denne tale red fogden tilbage til gården . Hr . Enevold sad og ventede ude i det første værelse . Da fogden havde aflagt sin beretning , gik han nogle gange op og ned ad gulvet . „ Om det måtte tillades mig at give nådigherren et råd , “ ytrede fogden , „ så lade vi de unge herskaber vente med at danse fil i morgen aften , imedens skal jeg nok få en spillemand fat . I så fald kunne jeg måske få lov at ride ned igen og se på , at de basfe den gamle kvinde ; jeg har min fornøjelse deraf , og skal siden aflægge en nøjagtig beretning fil nådigherren , hvordan hun har båret sig ad med at kogle Heinrich rask igen . „ Det bliver der ingenting af , “ svarede hr . Enevold . „ Kan ikke tyske Heinrich spille , må vi have fat på en anden , og foged kommer fil at ride ned fil Horsens efter stadsmusikanten og hans bande . Det vil blive svært kostbart , men stadsmusikanten behøver kun at tage en mand med , så sige vi , at alle de andre er blevne syge . Hvad angår den gamle heks , så kunne jeg selv have min fornøjelse af at se , hvordan hun teer sig , men det er der nu ingen lejlighed fil . “ Fogden satte et høisf ulykkeligt ansigt op , han havde nu glædet sig fil at se , hvorledes bønderne bragte heksen fil bekendelse . Pludselig for en lysende tanke igennem ham . „ Nådigherren kan få sit ønske opfyldt langt nemmere , “ sagde han , „ og for bedre køb tillige . Ovre i toikammeret sidder den unge skøier , som vi skulle ud og rette i morgen tidlig . Den knægt gnider en fiol så det er en lyst at høre , bedre er han dog endnu til at blæse på horn ; jeg taler ikke om mundharpen , for derpå skal han ikke have sin lige , efter hvad troværdigæ folk fortælle . “ „ Det var et godt indfald , “ sagde hr . Enevold fornøjet . „ Han kan gå og skænke sig et bæger bin , — nej , ikke af sølvkanden , lad den stå , det er den dyre spanstviin ; skænk heller af den anden . Så ! — det smager — hvad ? — nu lader han straks en af folkene vaske den skøier ren i ansigtet og rede hans hår . Lån ham så en gammel kofte , at han kan se lidt anstændig ud , og bring ham ind til os . Giv ham både fiolen og skyttens horn med . Når det er bestilt , kan han gerne ride ned til tyske Heinrich og se på , de basfe heksen . Når han kommer tilbage , skal han fortælle mig , hvordan det er gået . “ Omtrent en halv time senere viste fogden sig med den unge skøier , en høj og udtryksfuld skikkelse , hvis brune hudfarve fængselsluften og den knappe føde havde gjort påfaldende bleg . I de første dage af fangenskabet havde han ikke talt eller svaret på noget af de spørgsmål , der blev rettede til ham . „ Bi komme langvejs fra , og han forstår ikke ret vort sprog , “ sagde den gamle kone . „ Han vil snart komme til at forstå det , “ svarede fogden . „ Hvad nådigherren ikke kan lære ham , det stat jeg . “ Dermed vendte han sig om til fangen og sagde : „ Fra nu af får du hverken æde eller drikke , for du selv beder derom . Mens jeg er borte , kan du sidde og tænke på , hvad du vil sige . “ Dermed lukkede han døren og førte den gamle kone ind i en anden kælder . Den næste dag tav fangen endnu , den tredje også , men om morgenen på den fjerde dag bankede han på døren og bad i et særdeles tydeligt sprog om at få lidt at spise , men især om noget at drikke . „ Sådan lærer jeg folk at tale , “ sagde fogden . Da skøieren trådte ind i stuen med violinen og hornet under armen , gik hr . Enevold hen til ham og kastede et mønstrede blik på hans dragt . Fogden havde givet ham en gammel , stålgrå kofte på , lidt for bred over skuldrene , også lidt for lang i ærmerne , men forresten upåklagelig . Hr . Enevold bandt hans tørklæde fastere om halsen og trak skjortekraven højere i vejret . Fangen fandt sig i alt . Hans listige og forslagne ansigt forandrede ikke en mine . Da mønstringen var til ende , spurgte han : „ Er det sandt , at nådigherren vil have mig og min moder rettede i morgen tidlig ? “ „ Det har sin rigtighed , “ svarede hr . Enevold . „ Men hvis du spiller og blæser godt i aften , skal du få ligeså meget øl og vin , som du kan bælge i dig . Er du så fornøjet ? “ Fangen tav til dette spørgsmål . Herremanden førte ham ind i salen . Her hilsede man hans komme med almindelig jubel . Borde og bænke flyttedes til side . I et hjørne blev en forhøjning lagt over to bænke , på denne fik spillemanden plads . Der stod han , ragende frem over alle andre , i fogdens stanlgrå kofte , som slog folder omkring hele legemet . Hans mørke hår var strøget tilbage fra panden , han spillede og blæste afvekslende , ligesom det blev forlangt , hans ansigt vedligeholdt nafbrudt det samme forslagne udtryk , det syntes endnu blegere , medens han stod foran den mørkegrønne indfatning af blade og granris på væggen . Hans øjne vare mørke , strålende og i en nafbrudt sky og ængstelig bevægelse , som om de på engang ville opfatte alt det nye og fremmede , der foregik omkring ham . De unge dansede og jublede , de ældre så til eller spillede , eller drømte om den tid , da de også vare unge . Latter og højrøstet samtale hørtes alle vegne , derimellem blev hist og her udvexlct et andet sprog , mindre højrøstet , men derfor ikke mindre indholdsrigt , et dæmpet , tilbagetrængt sprog , med pauser , der undertiden forklarede mere end ordene , med blikke , smil og skælvende håndtryk , der røbede , hvad læben vægrede sig ved at sige . Af og til gik hr . Enevold over gulvet med hænderne på ryggen , behændigt snoende sig imellem de dansende for at komme hen til spillemanden . „ Det er godt ! “ sagde han . „ Du spiller rart , når du er træt , kan du gerne puste lidt og få dig en drik øl . “ „ Er der ingen nåde for os i morgen ? “ spurgte skøieren . „ Du skal få en stor kande vin ned i hullet , når jeg stikker dig bort , “ svarede Enevold . „ Om resten tale vi ikke . Du ved min mening . “ Derefter gik han tilbage igen med smilende ansigt og hænderne på ryggen , og skøieren vedblev at spille . Ingen anede , , at der i dette øjeblik var bleven ført en samtale om liv og død mellem ham og herremanden . Under et ophold i dansen bragte tjeneren forfriskninger til damerne . Herrerne besøgte skænkebordene . Mads skram havde hidtil siddet i en ivrig samtale med Søren grå . Han rejste sig nu , fyldte et bæger , trådte frem midt på gulvet og sagde : „ Siden hr . Enevold vil , at jeg skal gøre det i hans sted , beder og formaner jeg venligst alle kære frænder og bekendte , som her er tilstede , at tømme et bæger for ædle hr . Henning Gylding og min datter , hvis trolovelse vi er komne sammen for at fejre . Gud give dem mange glade dage ! “ Denne opfordring blev modtagen med almindelig jubel . Salen genlød af bægerklang og lykønskninger . Enhver trængte sig hen til Henning og hans brud . Enhver havde et ønske , et smil , en hilsen at bringe dem . „ Du er en brav Karl til at holde tale , “ sagde Gylding , da han klinkede med skram . „ Ved du , hvad der falder mig ind ? Var det alligevel ikke bedst , at du undersfrev den forsfrivning i aften , lille Mads ! Så var det gjort . Det er altid rart at have sådan noget fra hånden . “ „ Hold din mund ! “ sagde Mads , „ det bliver som jeg har sagt . “ „ Ja , ja , Mads ! Du behøver jo ikke at blive hidsig . Når man viser en anden noget godt , skal man ikke gøre så mange ophævelser deraf . Det er blot min mening . “ I dette øjeblik lød en høj og gennemtrængende latter i salen . Alles øjne rettedes efter lyden , alles øjne mødte indenfor de åbne fløjdøre en gammel , kroget kvinde , støttende sig til en krykkestok , klædt i pjalter og med et hvidt og uredt hår hængende ned omkring kinderne . Hun vedblev at le , skingrende og vildt som i krampe , indtil hr . Enevold trængte sig hen til hende og udbrød : „ Fordømte kvinde , hvor kommer hun fra ? Hvad vil hun her ? “ „ Jeg vil se på den herremand , som trolover sin datter med en skøiers søn , “ svarede den gamle , medens hun strøg håret tilbage fra panden . Disse ord , udtalte med en skarp og gennemtrængende røst , der nåde enhver af de tilstædeværende , gjorde en ubeskrivelig virkning . „ Hvad djævelen erdet hun siger ? “ spurgte Mads stram . „ Hvem er en skoiers barn ? Tal og forklar sig , højt og lydeligt for alle . “ „ Han der i de pæne klæder , som først var hos snedkeren , så hos herremanden , han tilhører ingen af jer . Jeg har født ham , ammet ham og slæbt ham på min ryg over hede og lyng mangen lang og sorgfuld dag og mangen en nat , der var værre end dagen . “ „ Herud med dig , “ råbte Enevold og stødte hende tilbage mod døren . „ Hun ved ikke , hvad hun siger . “ „ Nej ! lad hende tale , “ råbte skram . „ Bliv ved ! “ „ Ja , i tror mig ikke ; men eders nej er i aften ikke så meget , som mit ja , i morgen derimod er det mere , for i morgen lader herremanden mig hænge . “ „ Kan hun bevise , hvad hun siger ? “ spurgte Mads . Den gamle smilede ondskabsfuldt og svarede : „ Drag hans koffe af og se , hvad der står imellem hans skuldre , der har jeg prikket en snog og en halvmåne , straks efter at han var kommen til verden , og jeg har gnedet det ind med sod , det er så skøiernes mærke , det slettes ikke ud , for skindet falder fra benene . Han var syg dengang jeg bar på ham , han trængte til pleje , hvor sfulde han få den fra hos mig ? De toge os jo med skytter og hunde , som vildene dyr , afsted måtte vi og havde ikke det hul , der kunne gemme os . Så trak jeg mit eget barn i den lille herremands klæder og lagde ham udenfor den snedkers dør . Jeg bankede på , til han tog drengen ind med sig ; men året efter kom jeg igen for at få at vide , om han havde det godt . Jeg gjorde mig et ærinde ind i huset . Det slete det år og siden , da de droge ned til bejle . Når jeg havde set , hvad jeg ville gik jeg min vej igen og tav stille . “ Der var noget overbevisende i den bestemte sikkerhed , hvormed taterkvinden talte , som påtrængte sig alle . Mads skram var bleven bleg . Han gik hen til Henning og sagde : „ Drag din kofte af for alles øjne . Det gå til liv eller død , nu vil jeg vide , hvad der er sandhed . “ „ Det gøres ikke nødig , “ svarede Henning blidt og roligt . „ Jeg bærer en snog og en halvmåne ridset ind på min ryg . Jeg har aldrig vist , hvad det betydede , før nu . “ „ Men i guds og jesn navn ! “ råbte Fru Gylding , idet hun trængte sig hen til taterkvinden . „ Hvor er da mit barn blevet af ? “ „ Eders barn ! “ svarede den gamle . „ Det stjal jo Abraham musen , det løb han bort med , hen over den samme bro , han lå og druknede under forgangen . Eders søn ! “ gentog hun med hævet røst . „ Han står deroppe på forhøjningen . De har vasket ham i ansigtet , givet ham en ren skjorte på og fogdens gamle kofte . Det er ham , som spillerfiol for jer i aften , det er ham , hans fader vil hænge imorgen . “ Alles øjne rettede sig imod forhøjningen . Der stod skøieren og stemte sin fiolin og så ned på strængene , tilsyneladende udeltagende og ligegyldig for alt , hvad der foregik omkring ham . I dette øjeblik sandt enhver , at ligheden mellem ham og hr . Enevold var slående . Henning stod alene midt i salen , han smilede sørgmodig ved at se alle drage sig tilbage fra ham , alle , undtagen Søren grå , som tog sin hustru ved hånden og gik hen til ham . „ Det var jo en rar trolovelse , vi her kom til , “ Sagde Mads skram til hr . Enevold , efter at den første målløse overraskelse havde fået luft i ord . „ Det må du nok sige , “ svarede Gylding . „ Der er ikke så ulykkelig en mand til i verden som jeg . Den sorg vil lægge mig i min grav . “ „ Å , du med din grav , “ svarede Mads , „ det varer længe , inden de tage mål til den . “ „ Nej , det gør det ikke , “ forsikrede Enevold , „ det værker i mig lige op til skuldrene , som om en gik og trampede på mig ; nu har jeg ikke længe tilbage . “ Derpå vendte han sig om mod Henning og udbrød rasende og heftig : „ Hvis det forholder sig som hun siger , kan du gå fanden ivold . Jeg har dog aldrig rigtig erkendt dig for min søn . “ „ Nå , det har du ikke ? “ sagde skram , „ men du ville alligevel knytte ham til min datter . Det er en venskabsstreg , jeg skal huske på . “ „ Herre gud , lille Mads ! jeg måtte jo tro de beviser , jeg fik , jeg mener blot , jeg sandt ikke de træk hos ham , som lignede mig , det høisind og adelige væsen , som tilhører vor familie . - gå din vej ! Jeg kendes ikke mere ved dig . “ „ Men jeg kendes ved dig , og mit hjerte kendes ved dig , det har du altid været nær ved , “ svarede Soren grå mildt og sagtmodigt , idet han tog Hennings hånd . „ Kom til mig , min dreng , og give til gud , at du aldrig var gået ud over vort dørtrin , så ville også ædle hr . Skram i dag været den sorg foruden . “ „ Å , hvad fanden ! “ svarede herremanden , „ den døer jeg ikke af . Det var da bedre , at Skrams datter drog sin hånd tilbage , som trolovet , end om det skulle være sket , efter at hun var bleven hans hnstru . “ „ Den hele sag må aligevel undersøges mere nøjagtigt , “ råbte hr . Enevold pludseligt . „ Hvem kan stole på en sådan kvindes ord ? Hvor er hun bleven af ? “ Alle vendte sig om mod døren . Ingen så tater - kvinden . Under de sidste øjeblikkes almindelige forvirring havde hun troet at gøre bedst i at forsvinde . Spillemanden stod heller ikke mere oppe på forhøjningen , også ham søgte man forgæves . Hr . Gylding gik ud i det næste værelse ; det var tomt . Han kaldte på tjenerne . ' de havde draget sig tilbage til køkkenet og spiste og drak i god ro , uden at ane , hvad der imidlertid foregik hos herskabet . Nede i gården havde en af de fremmede betjente set en mand gå ud over broen med en stor bylt klæder under begge arme , en gammel kone fulgte efter ham . Da man vedblev undersøgelsen , viste det sig , at størsteparten af gæsternes rejsetøi , som havde hængt inde i forværelset , var borte . Det var den sidste bedrift , hr . Enevold nogensinde spurgte om ham , som blev kaldet hans søn ; dermed var han sporløs forsvunden . Da Søren grå , hans hustru og Henning næste morgen stege tilvogns , for at forlade gården , gik Mads skram ud til dem . „ Hør , Søren snedker ! “ sagde han . „ Af trolovelsen kunne der ingenting blive , det indser i nok selv ; men skulle i eller Henning der , hvad han nu vil kalde sig , nogensinde komme i betryk og have fremmed hjælp behov , det være sig i råd eller dåd , så kan i husfe på , hvor Mads skram boer . I skal altid finde min dør åben . Vorherre være med eder . “ Da skram var gået , kom Fru Gylding hen til vognen . Hendes ansigt var ligblegt , hendes øjne røde af gråd ; hun rakte Henning hånden og hviskedee med læber , der zittrede og næppe mægtede at føre ordene frem : „ Hils Else fra mig . Når i er lykkelige , så tænk imellemstunder på mig . Bed også en bøn for mig . Jeg vil have det nødig . “ Hr . Enevold Gylding stod oppe poa trappen . Han vendte ryggen mod snedkeren og hans familie . „ Mads ! “ sagde han , „ jeg overlever det skn ikke . “ „ Du kan tro jo ! “ svarede Mads . “ „ Jeg føler døden nærme sig , “ forsikrede hr . Enevold . „ Du kan takke dig selv for alt , hvad der er sket , “ Svarede Mads gabende og ligegyldig . „ Havde du haft et mildere sind og faret mere med lempe mod de skoiere , var det aldrig kommet så vidt . “ „ Hvordan skal det så gå med mit gældsbrev ? “ Spurgte hr . Enevold i den dybeste sørgmodighed . „ Ja , var det nu ikke godt , at vi lød være at undersfrive det ? “ svarede Mads skram . tredie bog . Bøjet ryg . i . Efter ballet . Der ligger en stor bygning i en af Københavns hovedgader , udsiret med riflede piller mellem vinduerne , en portal i rococostil , og langs med tagflæget et gennemløbende galleri , som tjener til fodstykke for et Skjold , omgivet af rosenlænker , og tillige for nogle kalveknæede sandsteensfigurer , af tvivlsomt køn og herkomst . Denne bygning har tidligere tilhørt en af vore ministre , fra den tid , da ministrene endnu boede i paladser ; efter hans død skiftede den flere gange ejer , indtil den endelig blev købt af en rig privatmand , hvis første beskæftigelse var , ikke blot at gengive stedet dets oprindelige skønhed , men oven i købet at tilføje nogle fmå , tidssvarende forbedringer . Han lod nye arme og ben sætte på de lange sandsteensfigurer , men omdannede ved samme lejlighed den yderste til en Merkur . Personen på det modsatte hjørne blev til en Neptun , hvilket havde hensyn til ejerens tidligere stand som handelsmand . Dernæst lod han alle de prydelser , som slyngede sig hen mellem pillerne , over ethvert vindue , hugge bort ; det var han nødt til , fordi vinduerne skulle gøres højere , til gengæld indsatte han nye rnder , som hver bestod af et eneste stykke spejlglas . „ Jeg skulle mene , at sådanne lange og brede rnder tage sig mere hersfabeligt ud end de tossede snirkler , “ sagde manden . Der sad en åben krone over skjoldet i portalen , den fik lov at blive siddende , han lod den oven i købet forgylde , men i stedet for det næsten hensmuldrede stigbord eller fuglene , hvad det nu var , der havde stået til mærke i skjoldet , blev der indhugget et kunstnerisk sammenslynget lk . O . Det var forbogstaverne til mandens navn . Han hed Henning grå . Henning grå havde begyndt sin virksomhed som kræmmer i en af de små gader i Helsingør . Ved flid og sparsomhed i forbindelse med en vis snild kløgt lykkedes det ham i få år at arbejde sig i vejret , hans forretninger antoge bestandig større omfang , fra den lille gade flyttede han til en af hovedgaderne , fra kælderen til stuen , fra at sælge alenviis solgte han nu stykkeviis , han holdt kontor og havde skibe i søen , han lod sig endelig gøre til konsul for en ubekendt stad i Sydamerika . Forretningerne , som denne bestilling medførte , vare ikke mange , indtægterne heller ikke store , men fra nu af blev grosserer grå til konsul grå , og havde lov til at bære uniform og kårde , dem han samvittighedsfuldt mødte med ved enhver festlig lejlighed . Handelsmanden havde hidtil kun varetaget sine egne anliggender med stigende held , med en aldrig svigtende lykke , konsulen blev en gorgerven , han sørgede for de fattiges bespisning på kongens fødselsdag , han lod plante træer på de offenlige spadseregange og bekostede for egen regning fem nye messingpiber og nye kabudser til vægterne . Hans navn stod bestandig i spidsen for enhver veldædig indsamling , han var formand og ordfører , så ofte borgerne havde en hilsen , en taksigelse at bringe regeringen . Da hans majestæt kong Frederik den sjette sidste gang besøgte Helsingør , var det grå , der holdt den smukke tale , som siden blev gjort til genstand for omtale i næsten alle danske blade . Året efter havde han atter fundet en lejlighed til at lægge fin undersåtlige hyldest og hengivenhed for dagen , og drog i den anledning til København . Han vendte tilbage med ridderkorset hæftet til et uhyre langt bånd . Da hans venner lykønskede ham , ved det store selskab , han gjorde i denne anledning , smilede konsulen med et udtryk af ædel selvbevidsthed , rømmede sig og sagde : „ Mine venner ! Korset her er dog ikke det bedste . Den ære deler jeg med så mange andre hædersmænd . Hvad jeg sætter langt større pris på , er de ord , hvormed hans majestæt overrakte mig det . „ Min kære konsul grå ! “ sagde han i den huldrige tone , som er vor allernådigste konge egen , bær dette kors med den bevidsthed , at en arbejder er sin løn værd . “ Nogle år efter denne begivenhed hævede konsul grå handelen og forlod Helsingør . Ingen kunne fatte årsagen . Var han bleven træt af sin virksomhed , eller søgte han sig en starre ? Nok er det , han tog til København . Her købte han den store gård , som ovenfor blev omtalt , og beboede selv hele stedet , efter at have ladet værelserne udstyre med en herskabelig pragt . Han blev frimurer , medlem af kæden , medlem af alle mulige andre foreninger , stiftede bekendtskaber , helst med kunstnere eller rangspersoner , gjorde store fester og sarte et tilsyneladende lykkeligt liv i selskab med sin eneste datter Claudia . Denne unge dame , husets egenlige herskerinde , havde været moderløs fra sin tidligste barndom . Hun var bleven opdraget af en gammel tante , som baiede sig for ethvert af barnets indfald . Ualmindelig smuk , begavet med en letvakt indbildningskraft og et livsglad gemyt , fremgik af disse egenskaber og af denne opdragelse en personlighed , som vi ville sage at forestille læseren gennem de følgende begivenheder . Klokken gif til tolv . Det var bleven sildig dag i konsnlens hus , han og hans datter havde tilbragt den foregående nat på et af de festballer , som fandt sted i begyndelsen af Christian den ottendes regering . Konsulen sad i dagligværelset , iført en stålgrå morgenfrakke med højrødt føder . Han var en lille , fed mand med skaldet pande og et rundt , godmodigt ansigt , som bestandigt udtrykte den fordelagtige mening , han bar om sig selv . Han bladede i en bunke aviser , flød dem fra sig , tog dem frem og bladede på ny , uden dog at læse . Noget borte , i en lænestol , lå en ung dame , ørkesløs hvilende og indsvøbt i et stort shavl . Hun var smuk , bleg og havde mørke , udtryksfulde øjne , som hun fæstede på en bouket fra i går , der stod i et glas på bordet . Det var konsnlens datter , Claudia , tilsyneladende endnu et barn , hvis man derved forstår alt , hvad der er blidt og frygtsomt , smilende og tillidsfuldt ; men en kvinde i begreb og tanke . Efter en længe uafbrudt tavshed syntes konsul grå endelig at vågne op af sine drømmerier , han skød avisbnnken bort for syvende gang , vendte sig imod Claudia og udbrød : „ Hvorfor sidder du så stille og tavs , mit søde barn ? Gå hen og spil lidt for mig . “ „ Jeg er ikke oplagt til at spille , “ svarede Claudia . „ Du seer så bleg og lidende ud i dag , du spiste heller ikke frokost for . Tante vine — Jacobine — havde glemt at sætte caviar ind til dig . Der er noget iveien , lille Claudia , sig mig , hvad det er . Morede du dig ikke på ballet i nat ? Var din dragt ikke smuk og strålende nok ? Hvad har forstemt dig ? “ „ Intet , og jeg morede mig ypperligt . Jeg kan blot ikke begribe , hvem det menneske er . — kan du ? “ „ Nå ham , “ svarede grå hen i vejret , uden ringeste begreb om , hvem Claudia mente . „ Nej , det begriber jeg ikke heller . “ „ Jeg har mødt ham før , “ vedblev hun , „ det var i sommer , da vi toge med dampskibet til Helsingør , han stod alene , lænet op til kahytsdøren , med et udtryk , som om alt på skibet lå udenfor hans tankers kreds , han så så alvorlig og sørgmodig hen for sig , som om han savnede og længtes . Jeg kendte ham straks igen , da han kom hen til os , men han havde en måde at afvæbne ethvert spørgsmål på , som ikke tillod nogen fortsættelse . Jeg så på hans mørke hår , så kunstløs , på hans store , talende øjne , så lysende , så levende , der lå så megen adel i hans væsen , så megen undseelse og ærbødighed i hans mine , hans hånd skælvede , da den berørte min , medens vi dansede . Hvad så mere ? Hvorfor skulle jeg dølge det ? Det er en drøm , som forfølger mig , en tanke , som har fæstet rod i min sjæl ; jeg tænker på ham , han interesserer mig , som det ubekendte interesserer . — nu ved du alt . “ „ Nå det er ham , du mener , den unge herre , der hjalp os igennem trængselen og førte os til den rare plads , hvorfra vi fik begge majestæterne at se . — lagde du mærke til , at kongen smilede og nikkede til mig , da han gik forbi ? Jo han gjorde . — ja , det var rigtig et rart menneffe , og der var så mange fornemme herrer , som kendte ham og kom hen og talte til ham ; der var noget i hans væsen , noget - - ja , netop det du nylig selv omtalte . Hvis jeg møder ist ham igen , skal jeg spørge , om han ikke har lyst til at , 6 besøge os , så gøre vi en middag og tage nogle andre o af vore bekendte med . “ „ Å nej ! jeg beder dig , lad være med at drage o alle disse fremmede mennefler herop fra gaden . De > 5 komme uden det ringeste bekendtskab til os , fordi du q plager dem derom , de føres omkring i værelserne for o at se og beundre alt , du tager de lovtaler til ind , 1 tægt for dig , som dog i grunden tilkomme maleren , § arkitekten ; så spise de og drikke , og når de vende o os ryggen , smile de af os . Alt dette keder mig kun i i længden . “ „ Jeg er da nødt til at bede folk , når jeg ønsker o at se dem hos os . Af sig selv komme de min sjæl ikke . “ „ Det er jo netop ulykken , “ svarede Claudia . „ Men hvad vil du da have , at jeg skal gøre ? “ „ Ikke det allermindste ! Lad os holde os til vore / lige , men disse forskellige kunstnere , deres sympattier s er ikke dine , alle disse adelsmænd , som kunstnerne z egentlig blive budte for at more , - det er dog en bet synderlig ide af dig , fader ! Du tror ikke , at der > gives andre mennesker i verden end adelsmænd , du > ændser ikke andre , du skatter ikke andre . “ Konsul grå lod Claudia tale ; han syntes at være i hensunken i dybe betragtninger . „ Ved du hvad ! “ sagde han lidt efter , „ nu vil jeg gå hen i klubben og spille domino med oberst > ste Lane . Du skulle tage tante vine — nå , Jacobine da — med dig og gå lidt ud , på volden eller i boutikernc , så bliver min sode Claudia nok i godt humeur til middag , og så tage vi i aften hen og se menageriet ; — nå det holder du ikke af ! —ja så til italienerne da , og høre på Rossi og tørre og duoi 6 ' amors , eller hvad det er , hun hedder . “ Efter denne samtale drog fader og datter hver i fin vej , konsulen i klubben , clandia sukkede og gik i boutikernc . Om aftenen tog grå i tteatret med clandia , og sov den retfærdiges rolige søvn under hele den sidste akt af Lucia . i . Hr . Viggo karlstad . Næste morgen tidlig kaldte grå sin datter ind til sig , bød hende tage plads i den blødeste lænestol , og begyndte derefter en tale således : „ Lin vil jeg sige dig noget , men du skal lade være at blive vred på mig derfor . Igår , da jeg spillede domino med mm kære ven obersten og tabte som sædvanlig ethvert parti , kom vi til at tale om festballet og den forfærdelige trængsel , der var ved indgangen . „ Du og din datter slap jo heldig ind , “ Siger han , „ for jeg så den unge Jarlstad føre eder op igennem den lille indgang . “ — „ Jarlstad ! “ siger jeg . — „ Ja vist , du må jo kende ham , “ siger æs Lane „ siden han dansede med din datter og holdt eder med selskab en tidlang deroppe . “ - „ Naturligvis kender jeg ham , “ svarer jeg og lader som ingenting , og først da han gentager navnet , faldt det mig ind , at det var Jarlstad , der stod på det kort , jeg tabte , — det unge menneskes , ham , du nok husker , vi talte om i går . “ „ Nå , og hvad så ? “ spurgte Claudia med en stemme , der skulle synes ligegyldig , men dog rødede større bevægelse , end hun troede . „ Ja , nu kommer egentlig først det værste , “ svarede faderen smilende , „ for efter at jeg forgæves havde søgt at udfritte min ven obersten om den unge herre , gik jeg hjem , tog vejviseren og slog op på navnet Jarlstad . “ „ Deri seer jeg da egentlig ikke noget ondt , “ svarede Claudia smilende . „ Der var tre , som bar dette navn , det var altså vanskelig at gætte sig til , hvem af dem det kunne være . “ „ Tror du ? “ sagde Claudia . „ Jeg skulle have fundet det straks . “ „ I så fald ligger her vejviseren opslagen ; lad os se en prøve på dit talent . “ Claudia tog bogen og grublede lidt over de tre navne . Den cnes stand stod betegnet som bødkermester , han var en umulighed , en ung dames ideal og en bødkermester . ' — den andens stilling stod angivet som civilingenieur . - hvad vil det sige , civilingenieur ? Det kan heller ikke være ham . Den tredie , han hedder Viggo , og han er literat , det bekvemme fællesnavn , der rummer skribentvirksomheden fra hovedet til halen , literat , som de kaldte Øhlenschlæger i Tyskland og block-toxen i Danmark . — „ Ham er det , “ sagde Claudia bestemt , „ der er ikke nogen tvivl om . “ „ Netop det samme har jeg gættet , “ ytrede grå fornøjet . „ Og så ? “ „ Ja så gik jeg op til ham i går , efter middagsbordet , men traf ham ikke hjemme . Han boer , som du seer , i en yderst besteden gade , i en tarvelig lejlighed , men hvad vil det sige ? Jeg husker den dag , hvor jeg har haft ligeså lavt til loftet som han . Da jeg ikke traf ham , lagde jeg mit kort i hans brevkasse , gik hjem og skrev et artigt brev til hr . Viggo Jarlstad , og bad ham se op til mig i formiddag , hvis hans tid tillod det , der var en sag af vigtighed , hvorom jeg mistede at tale med ham . “ „ Og så ? “ „ Ja , så kunne vi vente ham lige på øjeblikket , “ Tilføjede konsulen . Claudia kastede et hurtigtmonstrende blik over mod spejlet , det viste hende to strålende øjne og kinder , som i dette øjeblik farvedes af den dybeste rødme . Iøvrigt var billedet fuldkommen tilfredsstillende , en morgendragt i allernyeste smag , et nylig opsat og blankt hår , friske , duftende randershandsker . Alt var som det skulle være . Hun smilede og udbrød : „ Og når han nu kommer , hvad vil du så sige ? “ „ Så vil jeg række ham min hånd og takke ham for sidst , er han ikke tilfreds med den ene , kan han få dem begge to , så vil jeg fornye vort bekendtskab , for jeg siger dig det ligefrem , enten du nu synes om det eller ikke , der var noget ved den unge herre , som i høj grad behagede mig , noget , som som — tys ! det ringer , der er han ! “ „ Ja det må du om , “ svarede Claudia , idet hun rejste sig for at gå , „ jeg antager , at min nærværelse er overflødig . “ „ Tvertimod ! “ svarede konsulen . „ Du bliver her og sætter dig smukt ned , du ! Skal du ikke høre hvad han siger , og hvad jeg siger , har du ikke også årsag til at takke ham ? “ „ Som du vil , “ svarede Claudia . „ Siden du så bestemt ønsker det , så bliver jeg . “ Hnn satte sig hen til sybordet ved vinduet og tog sit hækletøj frem . Tjeneren meldte hr . Viggo Jarlstad . „ Lad ham komme ind , “ sagde konsnlen , idet han rejste sig op . „ Skal han herind ? “ spurgte tjeneren . „ Naturligvis ! Jeg plejer ikke at modtage mine gjæsfer i forværelset . Gå blot , lad ham ikke vente ! “ Lidt efter bankede det på døren , og der trådte et menneske ind , som lod til at vække den dybeste forbavselse hos konsulen og hans datter . Man tænke sig en lille person , med et ansigt , som fra pande til hage var farvet af en højst mistænkelig rødme , under hvilken der på kort afstand sporedes en mængde små fordybninger , hvilke den velvillige kunne antage for kopar . Han havde hængende kinder , smalle læber , der bestandig smilede , dobbelt hage og lyseblå , fremstående øjne . Han var iført en sort frakke , noget brugt og glindsende , den stod åben , og viste et brudstykke af en lys vest , prydet med en tyk og nægte uhrkjæde ; mørkebrune benklæder , en lille smule for korte , dertil noget snevre , og som nedentil viste det hele omrids af to runde , fyldige fødder og lidt af et par blå uldstrømper oven i købet . I hånden holdt han en mørkegrå kastet , som han svingede frem og tilbage , idet han kom ind og hilste og siden i samtalens hede bearbejdede til de mesf utrolige former . Det var hr . Viggo Jarlstad . Clandia kastede kun et eneste blik på ham , derefter gyste hun , sænkede sine smnkke øjne , og gav sig til at hækle med umådelig Iver . „ Er det hr . Konsul h . Grå , jeg har den ære at tale med ? “ spurgte literaten med sit blideste smil . „ Ja , det er mig , men hvis de er hr . Jarlstad , beklager jeg meget , at have forvekslet dem med en anden . “ „ Bryd dem bare ikke derom , højstærede ! Det gør ikke det allermindste til sagen . Er der ' noget , hvormed jeg kan være dem til tjeneste , så skal det være mig en fornøjelse . “ „ De er literat ? “ „ Ja , du gode gud ! Skulle jeg ramse deres hoivelbårenhed det hele register op , på hvad jeg egenlig er , så kunne det gerne vare ved til i morgen tidlig . Det er vist bedst , vi lade det være . “ „ Ja , det er det vist . “ „ Nej , seer de , igrnnden er jeg dyrlæge ; jeg har taget min eksamen ; deres høivelbårenhed kan gerne få mine papirer at se , men det rev ud med den ballon ; så gav jeg mig til at være gartner . Dyrlæge og gartner , det er jo en familie , den ene lever af den andens gevækster . Det gik strygende , at sige en tid . Jeg gjorde haver og blomsterbede , podede og guillotinerede , ligesom folk forlangte . Men så kom jeg til at anlægge en have for grevinde Jessen , hende , den lille med de to hvide heste . Deres excellence kender hende nok ? “ „ Nej , jeg kender hende ikke , “ sagde grå med synlig utålmodighed . „ Ja , det kan for den sags skyld sin være det samme . Jo , jeg anlagde en have i den fransfe stil , deres høivelbårenhed forstår mig ? Alting ligeud , som efter en snor , alting firkantet , uden snirkler og dikkedarer . Da jeg så var færdig , syntes grevinden ikke rigtig om den , — det måtte hun om , - jeg ikke heller , men det tav jeg med . „ Vi kan gøre det om igen , “ sagde jeg , „ Deres nåde kan få den i engelsk stil , med plainer og grotter og springvand og andre dokumenter , “ — men naturligvis , hun måtte betale mig for det arbejde , jeg allerede havde gjort , det er så ligefrem . Jeg gjorde da haven om . Så en dag kommer grevinden spadserende for at se , hvordan det gik , og så giver hun sig til at fljænde på mig og baldyre mig noget morderlig , og det blot over en gammel tosset hække , jeg havde kappet ned . “ „ En hække ? , , „ Ja , jeg bnrde måske ikke nævne navnet i den lille madames nærværelse der , men det var såmænd en buksbomhække , med respekt at sige . Nok er det , jeg fik min afsted og så tridsede jeg af , men så , kan de tænke dem , gik grevinden om og misrekommanderede mig til alle mennesker , så der ikke var mere at gøre ved gartneriet . Derefter dyrkede jeg musiken en tidlang . Blomster og musik ! Deres excellence seer , at jeg bestandig holder mig til det , der forsfjonner livet . “ „ Nå , så de har også været mnsiker ? “ „ Jeg vil egentlig ikke ligefrem sige musiker ; jeg lod mig hyre til at slå på stortromme for borgerslabet , men deres excellence kan tro -- -- -- “ „ Å , lad mig være fri for deres titler ; “ råbte konsulen heftig . „ Jeg er ikke excellence ! “ „ Er de ikke excellence , så er de flu dannebrogsmand , det kan jeg se på den strimmel bånd der , og hvad de ikke er , kan de blive . - nåda ! Der er ikke nogen værre stilling i samfundet , end at slå på stortromme for borgerskabet . Bi kom kun ud hvert fjerdingår og til majestætens fødselsdag , og så knappede de mig af , til jeg ikke fik mere end syv mark for touren , hvad fluide det blive til ? Jeg meldte mig fra tjenesten og slog boutiken op i en anden gade . Så blev jeg medarbejder ved denne hersens korsar , det slemme , firbenede dyr , - at sige ikke rigtig medarbejder , for min bestilling var egentlig kun at bringe korrektur fra kong Salomon hen til forfatterskabet , men deres højærværdighed kan alligevel frit bande på , at de fleste af de vittigheder , der stå i bladet , dem har jeg opfundet . Jeg gik så lumsk af med det , og immervæk faldt der mig noget nyt ind . Så kom denne hersens Poul , ham , de ved med spadserestokken , drivende hen til mig og sagde : „ Nå min gode Jarl Hakon ! har de så en på stabelen ? Frem med den , for de kan jo lave vittigheder ligeså flinkt , som en høne laver æg , med respekt at sige . “ Når han så fik min vittighed , kunne jeg være sikker på , at se den banket flad og smurt ind i næste nummer af bladet . Men sådan kunne det jo ikke vare ved til evig tid . Til sidst skrev jeg en specificeret regning på alle de vittigheder , jeg havde leveret , den dag så mange , og den uge så mange , og satte dem til otte skilling stykket . Det var billigt , ved jeg . Ponl kneb sin lorgnet fast i øjet , så på mig og brast i skoggerlatter , så han måtte lægge sig ned i sofaen , da han fik den regning , men den anden , han denne maler , te ved nok , med pengene , han bad mig gå fanden ivold , for ellers ville han kyle mig ned ad trappen . — deres høiærværdighed ! — jeg gør mig ikke bedre end jeg er , et mandfolk kan tåle meget i denne verden , men vidtløftighederne kan til sidst overgå tålmodigheden . Da maler havde sagt , at han ville verfe mig ud , svoret en gruelig bornholmsk ed på det oven i købet , satte jeg min kabuds på hovedet , lukkede døren , og så børstede jeg dem ordenlig af begge to . Dermed var den potte ude . “ Claudia følte sig under denne samtale greben af den dybeste rædsel , en sådan personlighed var hidtil aldrig kommen indenfor hendes bekendtskabs kreds . Yttringer og skildringer , som dem hun her lyttede til , havde aldrig for mødt hendes øren , og det var ham , hun havde gættet på , ham , hun et øjeblik havde kunnet forveksle med hendes tankers , hendes drømmes rigtudstyrede helt . Hun bed i sin handske , og røbede alle tegn på en heftig utålmodighed . Konsul grå syntes derimod at lytte til mandens historier med mindre uvilje , han smilede as og til , gned sig i hænderne og kastede et sideblik hen til sin datter . „ Da de har været dyrlæge , “ sagde han , „ kunne de måske give mig et godt råd for min stakkels , lille hund her , den har været noget lidende i de sidste dage . “ Hr . Jarlstad så hen over den ene skulder , ned på en fed , lille , gulbrun hund , som lå i en af lænestolene . „ Den tingest der , “ sagde han med en ubeskrivelig hån , „ det en sag på fjorten dage : otte Tages sult , otte dages dygtig travaille , så er moppen færdig . Nej ! hvad jeg ville sige , deres belbyrdighed begriber ikke — „ Ja , tak skal de have , fordi de var så venlig at komme herop , “ sagde konsulen , da han så Claudia vise nogle tydelige tegn på utålmodighed . — „ Jeg beklager , at jeg har taget fejl af navnet og forvekslet dem med en anden . “ med disse ord bukkede han for Jarlstad . Jarlstad besvarede hans buk med et lignende , svingede med kasketten og vedblev : „ Der er ellers intet til deres tjeneste ? - ikke en lille smule afsfriveri ? Jeg tager tiltakke med hvad det skal være . Jeg kan også lave pomade . “ „ Nej , jeg beklager— “ „ Ikke nogle gamle klæder eller brugt skotøj at sælge ? Jeg betaler den højeste pris for det . “ Claudia rejste sig for at gå . Hun kunne ikke udholde denne skuffelse , der med ethvert øjeblik antog større forhold . „ Nej ! “ svarede grå . „ Jeg har aldeles intet af den slags , de søger her . “ Jarlstad hilste og gik . Da han kom hen til døren , vendte han sig pludselig om og udbrød med en stemme , der på engang lød barst og bydende : „ Må jeg så bede om de tre mark , højstærede er mig skyldig . “ „ Hvilke tre mark ? “ „ Har de ikke nylig forlangt råd af mig for det monstrum , den firbenede rullepølse der ? Taksten for ethvert råd var tre mark på skolen . Skulle de ikke have evne til at punge ud med det hele , kan jeg gerne skænke dem den ene mark , “ tilføjede han spydig . „ Må jeg bede dem tale til mig i en anden tone , “ udbrød konsulen . „ Jeg er dem intet skyldig og agter heller ikke at benytte deres råd . “ Claudia afbrød ham ved at lægge sin hånd på hans arm , derpå tog hun en nydelig , gul pengepung frem og rakte hr . Jarlstad med den yderste spids af sine fingre en rigsdaler , uden at sige noget . „ Gud vilsigne dem ! “ udbrød den forhenværende dyrlæge , idet han tog pengene og greb efter Claudias hånd , som hun behændig unddrog ham . „ Jeg har glemt min pengepung hjemme , men jeg skal springe over til spekhøkeren og få den vekslet , for jeg kan ikke give dem tilbage . “ „ Det er heller ikke min mening , “ sagde clandia , „ men uu vil de nok være så venlig at gå , ikkesandt ? “ „ Gudbevares ! med fornøjelse . Jeg skal tage mig den frihed at høre herop en anden gang . Den nådige frue kunne måske have brug for noget af mit pletvand til at vaske handsker i . Jeg sætter desuden også barberknive op , som skare være end den slemme syge . Hvis de ønsker det , kan jeg også klippe deres moppe der , så net , at der ikke bliver mere hår på den , end bag på min hånd . Den har godt af det . . Vu revoir , ^i^sieurs ! “ Dermed bukkede han og gik . Clandia åbnede begge vinduer efter ham , og stænkede en stor flaske kølnervand omkring i værelset . Dernæst vendte han sig om mod konsulen og sagde : „ Efter denne lextion tror jeg vist , at vi to gøre bedst i , ikke oftere at rose os af vore evner til at gætte dem , vi søge . “ Iii . En ny fejltagelse . Samme formiddag , lidt efter at hr . Jarlstad var gået , så man konsul grå ivrigt beskæftiget med en tilsyneladende vigtig forretning . Han lukkede sig inde i sit værelse , og tilbragte lang tid med at skrive et brev , som tjeneren blev sendt bort med . Derefter klædte han sig omhyggelig på . Claudia sang en af sine smukkeste sange , han lagde ikke videre mærke dertil , hun spillede , han gik igennem salen , han standsede et øjeblik , men ikke for at høre på mnsiken , tværtimod afbrød han hende og sagde : „ Du eller vine — Jacobine , komme til at gå en tur med hunden i dag ; jeg får ingen tid dertil . “ Da tjeneren bragte svar , gik han ud og vendte først sent tilbage . Alt dette sfete med en hemmelighedsfuld mine , med et betydningsfuldt smil , hver gang Claudia talte til ham . Næste morgen kaldte han tante Jacobine ind og sagde : „ Lille vine må indrette det sådan , at vi komme til at spise noget tidlig frokost i dag . “ „ Ja ! “ svarede den gamle dame betænksomt , „ men Claudia har sagt , at hun ikke vil spise før klokken et . Hun befandt sig ikke vel i morges . “ „ Ja , for min skyld kunne vi gerne spise , når det skal være , “ svarede Claudia . „ Nu har jeg det ligesom lidt bedre . “ „ Det var herligt . Jeg skal sige dig , mit kære barn , jeg venter en af mine venner i dag , når klokken slår tolv . “ „ En ny ven ? “ spurgte Claudia . ! „ Som du vil . En meget kær ven . “ » „ Kender jeg ham ? “ „ Gæt engang ! “ „ Nej ! siden i går indlader jeg mig aldrig mere på at gætte navne . “ „ Jeg synes dog , at du har nogen oprejsning tilgode , måske du denne gang kan være heldigere . “ „ Nej ! jeg gætter ikke , men jeg vil lade dig vide , at hvis din ven i dag hedder Viggo , så har jeg i går opbrugt alt mit kølnervand uden dog at kunne fortrænge mindet om ham , som slog på den store tromme ; du kommer derfor til at købe mig en ny kasse , inden han melder sig . “ „ Han hedder ikke Viggo , og du behøver heller intet kølnervand for hans skyld . Lykkeligvis vare vi i går to om at tage fejl , så du har intet at lade mig høre . I dag er jeg derimod ene om at rette den . — kom lidt hen til mig , du ! “ Han greb begge hendes hænder og vedblev : „ Vil du være en sød pige og gøre mig en rigtig stor fornøjelse ? “ „ Ja , for den pris vil jeg være det . “ „ Gå ind og tag din blåtærnede , skotske kjole på . “ „ Men hvor falder det dig ind ? “ „ Herre gud ! fordi du seer så nydelig ud i den . Når jeg forsfriver dine kjoler fra Lyon , dine støvler og sko fra Paris , kan du da i det mindste til gengæld gøre mig den fornøjelse at pynte dig med dem . Jeg kan ikke udstå den tossede , sortstribede kjole der . “ „ Men jeg forstår dig ikke , fader ! Er det også dit alvor ? For hvem vil du , jeg skal skifte dragt , pynte mig , som du siger ? — for dig ? Hellere end gerne — for dine venner ? På ingen måde . “ „ Godt ! så lad det sfee for min skyld , for din egen skyld , fordi en dames pynt røber en dames smag og mange flere egenskaber , end hun selv ved af . Du holder dog ellers af luksus , synes mig , du lever og trives kun deri , det kan jeg godt lide ; hvis folk ikke havde haft smag for lnxus , var jeg aldrig bleven til en rig mand . Jeg har pyntet andre med mine tanker , solgt dem mine ideer og min egen smag i alenviis . Det er luksus , som forædler , som føder de skønne kunster , fordeler rigdommen , befolker havnene , knytter nationerne til hinanden , fremmer handel , slaber ideer , som jeg alt sammen sagde i den tale , jeg holdt for hans majestæt kongen . Summen af alt dette er , at du skal være en fod pige og gå ind og tage den blå kjole på . “ „ Det er jo et tyranni uden lige , “ sagde Claudia smilende . „ Igår måtte jeg næsten lade mig dræbe af en ven fra gaden , i dag skal jeg klæde mig på for en anden . — der seer man , hvab der kommer ud af at forkæle sin fader og give efter for alle hans luner , “ tilføjede hun , idet hun nikkede til grå og forlod værelset . Lidt efter vendte hun tilbage , iført den skotsktærnede kjole . „ Falder jeg således i Herrens smag ? “ Spurgte hun , idet hun gik hen til konsulen , let og lydløs som en fugl flyver igennem luften , og lagde sine hænder på hans skulder . „ Du er et elskeligt barn , “ svarede konsulen , medens han med en faders svaghed og henrykkelse betragtede den yndige skabning , som i fuldkommen bevidsthed om alle sine fortrins magt gjorde en dyb og gracieus hilsen for ham . Tante Jacobine var fulgt efter Claudia . Det varen lille , mager dame med en mængde skarpe og fine rynker i ansigtet , der omgaves af en snehvid , tætsluttende kappe uden pynt , uden bånd , alene kantet med en lille knipling . Hun blev stående indenfor døren med et udtryk af dyb beundring . „ Er hun ikke nydelig ! “ udbrød hun , „ Alt hvad Claudia tager på , klæder hende . “ „ Nydelig ! “ gentog konsulen . „ Ja vist ! det fortæller du mig hver dag ; lykkeligvis ved jeg nok , hvad jeg skal tage det for . “ „ Siger ikke hele verden det samme ? “ „ Nej , den halve mener du vist , fordi den består af mænd , og de smigre . Det går med disse smukke talemåder , som med de italienske papirspenge , enhver ved , at de ikke gælde for noget , men man tager dog imod dem efter en selskabelig overenskomst . — men hvor du har haft travlt , medens jeg var borte , se blot ! Du har fået bordet emailleret med visitkort af store og bekendte navne , du har også stiftet dragt , sort kjole , det lille ordenstegn ikke at forglemme . Det gælder altså i dag om at imponere . Det er formodentlig en Prinds , en storfyrste , vi vente . “ „ Ingen storfyrste , men frøkenen har måsfe glemt den lærdom , hun selv gav mig forleden , at den største opmærksomhed mod en gæst er at modtage ham i en omhyggelig påklædning . “ „ Idetmindste er det bestemt en herre med et lille von eller æs foran navnet , — fader . ! Fader ! jeg kender dig så nøje . Et blot må du love mig , han være nu hvem han vil , så stat han ikke slæbes omkring i værelserne for at beundre malerierne , eller de ny meubler i gammel stil , eller springvandet inde i påklædningsværelset . “ Konsulen svarede ikke , han gif i dybe tanter op og ned ad gulvet . Pludselig standsede han og ringede . En gammel , hvidhåret tjener viste sig . „ I dag klokken tolv vil der komme en herre og spørge efter mig , “ sagde konsulen , „ Danielsen behøver ikke at melde ham , før ham blot herind . “ Danielsen bukkede . „ Kom lidt herhen , “ vedblev grå . „ Hvorledes er det Danielsens kjole seer ud , det ene knaphul er jo revet itu , og så er der hul på ærmet . “ „ Undskyld , hr . Konsul ! men det er min daglige dragt , den jeg altid plejer at gå i . “ „ Men jeg holder af , at man i mit hus går ordenlig klædt hver dag . Bring den kjole hen til skræderen og tag en anden på . Danielsen kan også gerne gå med sin røde best herefter , den jeg gav ham til jul , tag den kun på i dag , tilligemed den anden kjole . “ Danielsen bukkede og gik . Taffeluhret viste på tolv . Clandia var den første , som bemærkede det . Hun sad ved binduct , beskæftiget med et hækletøj , som aldrig blev færdigt . Konsulen gik op og ned ad gulvet , så sig i spejlet og rettede lidt på det hvide , zirlige halstørklæde , man altid så ham med . Der kom nogen ude på gangen , grå lyttede : „ Der er han , “ sagde han og indtog den bekendte , maleriske stilling , hvori Napoleon den første afbildes i littografierne : den ene hånd i brystet , den anden støttet til bordet . Danielsen åbnede døren , en herre trådte ind . Clandia så op , en forbigående rødme for over hendes ansigt , det var ham , Jarlstad , den ubekendte , . der siden den sidste søndag havde været hendes drømmes , - hendes tankers billede , en helt , som i det mindste efter det første øjekast at dømme næsten manglede alle de egensfaber , hvormed hendes fantasi havde udstyret ham ; et ungt meuuesfe , bleg , mager , med mørke hår , lidt kroget næse , iøvrigt et af disse almindelige ansigter , man møder alle vegne , og som man seer på uden at læggæ mærke til , ansigter uden nogen tilsyneladende bestemt udpræget karakter , og hvori enhver , just af den grund , kan finde alt , hvad han selv behager . I samtalens løb derimod , når noget tiltalte og bevægede ham , blev dette ansigt mere levende , hans øjne strålede med et præg af kløgt og ånd , disse gennemtrængende , gråblå , alvorlige øjne , der syntes at læse tanken i en andens indre , for den fik ord , havde tillige et udtryk af ærlig trofasthed , som indtog for ham . Lægges hertil en blød og vellydende stemme , en røst , der sjælden hævede sig synderlig højt , men som også af den grund var i stand til fuldkommen at betegne enhver forskellig stemning , så er måske Claudias helt bragt noget under det standpunkt , hvorpå hun stillede ham , men også en del nærmere mod virkeligheden . Idet han trådte ind , faldt hans blik på den unge dame , men der var i hans hilsen noget fremmed , noget af den almindelige udtryksløse høflighed , som vises den , man seer for første gang . Konsul grå gik hen til ham , strakte ham begge hænder i møde , og udbrød med en støjende røst , der bestandig vedblev at røbe manden fra butikken : „ Vær velkommen i mit hus , hr . Civilingenieur ! Det var smukt af dem , at de holdt ord og så herop . “ „ Jeg havde jo lovet det , “ svarede Jarlstad . „ Jeg har allerede hilst på dem i deres hjem , “ Vedblev konsulen , „ og takker dem for den venlige måde , hvorpå d . e kom os tilhjelp ; min datter kender de også ; men jeg holder på formen og må dog forestille dem for hende . “ „ Behøves det ? “ svarede han . „ Jeg har ikke glemt deres datter , siden jeg så dem sidst . Mine øjne have en god hukommelse . “ „ I dette tilfælde burde vi dog husfe længst og huske bedst , “ ytrede Claudia , „ siden det var os , som modtog deres tjeneste . Ikke sandt ? “ „ Men de var mig ikke så ubekendt , som de formoder , “ svarede han , „ jeg har set dem før og kendte dem igen , som man kender den , man engang har lagt mærke til . Det var årsagen til , at jeg kom dem tilhjælp , det må også være min undskyldning , “ Tilføjede han . „ Min kære Jarlstad , “ udbrød konsulen i den højtidelige betoning , hvormed en taler begynder sit foredrag ; „ når jeg i går mod mig at bede dem hjem til os , var det ikke blot før at bringe dem vor tak , der er tillige en mindre behagelig , men mere magtpåliggende sag , hvorom jeg ønsker at tale med dem . De er civilingenieur , ikke sandt ? Det vil sige en mand , der befatter sig med veiarbeide , brobygning , draining og så videre , jeg beder dem , kom min hukommelse tilhjælp ; er det ikke tilfældet ? “ „ Jo , ganske vist . “ „ Ja , hvad kender jeg vel til sligt ! Jeg er en handelsmand , der har tilbragt sin ungdom i en butik , sin øvrige tid med kontorforretninger , så længe til jeg fik erhvervet mig det , jeg behøver før at føre et tilfreds og behageligt liv , — måske lidt mere end det , jeg behøver , “ tilføjede han efter en lille pause og med et til ordene svarende smil , „ men det hører ikke herhen . Da jeg kom hertil byen , købte jeg mig denne gård og lod den forandre efter min egen ide , som de seer , ret bekvemt ; man kan leve her om vinteren , modtage sine venner , å ja ! men om sommeren holder jeg af landet , af frisk luft , blomster og træer og sådant noget . Jeg har fornylig købt mig et landsted , ret smukt beliggende lidt forbi „ Slukefter “ ; man har søen lige for sig , den dejlige blå sø , som Heiberg siger , og en stor altan over stueetagen , hvorfra man om eftermiddagen kan sidde og se folk tage ud i skoven . Atten værelser , en have på fem Tønder og tre skæpper land , agerjord og skov dertil , herskabelig i alle måder ; men ulykken er , at ejendommen har i lang tid været forsømt , frugttræerne sygne bort i fugtig jordbund , i haven skulle der lægges drainrør , markveje skulle afstikkes , vandet ledes bort fra engene , forbedringer , som jeg ikke forstår mig det ringeste på . Forleden taler jeg med en af mine venner om den sag , en vis oberst — ja , det er nu det samme , hvad han hedder ; han nævner deres navn , roser dem som en dygtig og indsigtsfuld mand , og således har tilfældet villet , at jeg , der allerede har modtaget en tjeneste af dem , i dag beder dem om en ny , den , at varetage det hele arbejde ved Julias - minde , det har jeg kaldt stedet efter min salig hustru . Når jeg siger varetage arbejdet , forstår jeg derved , at lede og styre det hele , og lade mig betale omkostumgerne . “ Da konsulen var kommen så vidt , standsede han og kastede et blik henimod sin datter , men Claudia sad bøjet over sit hækletøj , hun så ikke i vejret . „ Jeg beklager meget , at jeg ikke seer mig i stand til at overtage dette arbejde , “ sagde Jarlstad efter et øjebliks betænkning . „ Virkelig ikke ? “ udbrød grå , overrasket af et svar , som han var så langt fra at vente . „ Jeg troede dog , at sligt netop hørte til deres fag . “ „ Udentvivl , men jeg er netop beskæftiget med et arbejde , som lægger beslag på hele min tid . “ Konsul grå smilede . „ Tillad mig et spørgsmål , “ Sagde han ; „ er det nu også praktisk at opgive det ene for det andet ? Jeg taler kun efter mine erfaringer som handelsmand ; som sådan har jeg stedse søgt at imødekomme enhver fordring , folk stillede til mig . Man benytter andres hjælp , man udvider sin virksomhed , man forøger sit arbejde , og man fordobbler derved tillige sin fordel . “ „ Jeg tænkte på noget lignende , da de gjorde mig dette forsiag : men den sag , hvormed jeg er beskæftiget , vil optage min hele virksomhed og desuden gjore en fraværelse herfra byen nødvendig nu i foråret , så at jeg ikke er i stand til at føre tilsyn med det , der siulde foretages hos dem . “ „ Og jeg , som glædede mig til at benytte deres gode ideer ! “ sagde grå . „ Det må da være et meget omfattende og storartet værk , siden det ikke lader dem den ringeste tid tilovers for mig ? “ „ Hvis det kan interessere dem , sial jeg gerne fortælle , hvori det består ; jeg lægger ikke videre vægt på at dølge det , siden vi allerede er flere om hemmeligheden . Der er en meget stor byggegrund tilsalgs udenfor en af portene , jeg står i begreb med at købe den for at lægge en gade igennem den og opføre bygninger på begge sider . “ „ Det er vist en god ide , men den forlanger store kapitaler . “ „ Ikke så store , som det synes . Øer er sandsynlighed for , at man vil kunne bortsælge bygningerne efterhånden som de opføres , og kapitalen for jorden bliver stående i disse på første prioritet . Jeg håber desuden , når de første forarbejder , planer og tegninger ere færdige , at få nogle velhavende mænd i Jylland til at træde i forbindelse med mig , det er til dem , den rejse gælder , som jeg nylig omtalte . Ikke sandt ? Nu har jeg givet en gyldig grund , hvorfor jeg ikke kan påtage mig nogen anden beskæftigelse , og tillige aflagt et fnldstændigt skriftemål . “ „ Det har de , “ sagde konsul grå , „ men lyt nu også til mit skriftemål . Jeg har hørt den plan omtale , som de her betroer mig , jeg har hørt dem nævne som den mand , der netop egnede sig til at bringe den lykkeligt til ende . Igår , da jeg besøgte dem , kunne jeg ikke fortælle , hvad der egentlig lå mig på hjertet , ikke trænge mig ind i deres hemmelighed , de måtte selv betro mig den ; nu derimod før jeg udtale mig åbent og ærligt , som jeg altid har holdt mest af ; jeg kan sige til dem : de har talent , jeg har penge , de kan benytte mig , og jeg trænger fil dem . Hvad synes de om , at vi sætte skulder fil skulder for at bringe deres planer fil udførelse ? “ „ De mener ? “ „ At de i stedet for at søge den nødvendige kapital i Jylland , tager tiltakke med den , jeg tilbyder dem i København , jeg mener , at de og jeg træde i forbindelse med hinanden på de betingelser , vi nærmere komme overens om , og som de forresten selv kan bestemme . “ „ Deres tilbud overrasker mig i høj grad , “ sva- * rede Jarlstad , „ og det er mig kært at finde en så levende deltagelse for mit værk , skønt jeg ikke er istand fil at fatte dens årsag . “ „ Egoisme , højstærede ! kun egoisme ! — jeg er en mand , som har virket meget i mine dage og altid været på færde ; jeg troede , jeg skulle kunne slå mig fil ro nu og hvile ud , men det vil ikke lykkes , det går ikke , minfar ! jeg trænger fil virksomhed . mine penge ligge og mugne nede i banken fil fire og en halv , i deres værk vil jeg kunne bringe mere ud af dem ; ret beset er der altså ikke synderligt fortjenstligt ved mit tilbud , siden jeg kun søger min egen fordel deri . “ „ Men hvis de nu ikke fandt , hvad de ventede ? Ethvert nyt foretagende har to muligheder for sig , fordel , og det er her efter alle beregninger det sandsynligste , men det kan også medføre tab . “ „ Ganske vist ! det er jo netop den luft , jeg er vant til at ånde i , og som jeg savner her . Jeg trænger til den spænding , vinding og tab medføre , og hvis jeg håber på fordel , er jeg også som en gammel handelsmand beredt på at tabe . “ „ Nu vel ! I så fald har jeg intet videre at bemærke . Tillad mig at overveje sagen med al den opmærksæmhed , den fortjener , til i morgen formiddag . Jeg skal da bringe dem et bestemt svar . “ „ Det vil sige , at jeg i morgen formiddag venter at se dem med planer , overslag og alt , hvad dertil ' hører . Ikke sandt ? “ „ Jeg håber det , — jeg ønsker det , “ føjede iarlstad til . „ Det er ret , en beslutning må man ikke være for længe om , ja eller nej , det er inspirationens svar . Hånd på værket , beregne , forudset , det er den kloges kjcndemærke . Ja , de smiler , men jeg har ret alligevel , og beviset derpå er , at sådan bar jeg mig ad med at blive den mand , jeg er . “ idet Jarlstad rejste sig for at tage afsked , vendte han sig mod clandia og sagde : „ Jeg må meget bede dem om tilgivelse , fordi vi i denne vor lange underholdning have begået den store fejl , uafbrudt kun at tale om , hvad der angik os selv , og de har neppe følt den samme interesse for , hvad der blev sagt , som jeg . Heldigvis deler jeg ansvaret herfor med deres fader , og jeg beder dem lægge deres hele uvillie på hans skuldre , siden han har lettest ved at bære den . “ Clandia så op . „ Jeg horer til og jeg belæres , “ Svarede hun med et smil og et blik , der indeholdt en meget veltalende tilgivelse . Under hele samtalen havde hun uafbrudt siddet boiet over sit arbejde hun så ikke op , det syntes , som om dette evindelige hækletoi og maskerne , hendes hvide fingre knyttede , vare en tilstrækkelig genstand for alle hendes tanker , dog følte hun , hver gang Jarlstads øjne hvilede på hende . Det var for hende , som om disse alvorlige øjne gøde en ny , frisk strøm af liv og varme i hende og mod hendes villie bragte hjertet til at banke . Hnn frygtede for at møde hans blik , tusinde forskellige tanker floi igennem hendes hoved , hurtige og krydsende hinanden som svalerne flyve igennem luften , og hun , som ellers plejede at være så sikker på sig selv , blev forvirret , blev frygtsom og mærkede , at hendes hånd skælvede . Længe efterat han var gået blev hun siddende , tavs og grublende , nedsunken i stolen , hun hørte endnu hans slemme ; der var den samme sørgmodighed i hans røst , som hun tidligere havde læst i hans åsyn . Konsulen gik op og ned ad gulvet , gned sig i hænderne og stillede sig frem foran hende med en triumferende mine . Han lignede i dette øjeblik en stor sanger , der efter en bravourarie venter på et udtryk af tilhørernes hyldest . Han besad ingen veltalenhed , den gøde mand , men en vis snarrådig kløgt , et forråd af ord og talemåder , der erstattede hin og som undertiden også kan være et virksomt våben . Det var med dette våben , han i dag havde banet sig vej henimod det mål , han higede efter , og som var langt større og mere betydningsfuldt , end Claudia havde begreb om . Iv . Planer . Næste formiddag indfandt Jarlstad sig igen , denne gang med en stor rulle papirer under armen . Konsulen ventede ham med en vis utålmodighed . Claudia sad atter i fin lænestol ved vinduet ; hun havde stillet et fnglebuur foran sig på bordet , og betragtede de to små fanger bag messingtrådene med dette indadvendte blik , der lader os se alt , uden at lægge mærke til noget . „ Bringer de glædeligt nytidag ? “ spurgte grå . „ Tvertimod ! “ svarede , Jarlstad . „ Jeg har en tjeneste at bede dem om . “ , „ Kalder de da ikke det for en glædelig nyhed ? “ -spurgte konsulen smilende . „ Først vil jeg bemærke , at jeg med fornøjelse modtager det forsiag , de gjorde mig i går , så meget hellere , som det fremmer min plan ved at spare mig den tid , jeg behøvede til at søge andre deellagere . “ „ Det er rigtigt , min unge ven ! At spare tider at vinde penge . Hånd på værket ! Øjeblikket tilhører os , og det er mintro ved at nytte det , at den kloge skaber sig sin fremtid . “ „ Jeg bringer dem her alle de planer og beregninger , som angå sagen . Kortet over grundene har jeg derimod ikke kunnet få færdigt til i dag , og beder dem om at se det hjemme i min tegnestue . Det var den tjeneste , jeg kom for at forlange . “ „ Pokker med kortet og alle enkeltheder ! “ sagde konsulen , „ de angå knn dem . Lad mig blot få et blik på sagen i dens helhed , mere behøves ikke . Jeg har tænkt mig som så : de meddeler mig nu deres tanker , førend vi spise frokost , dernæst har jeg lovet min datter at køre ud med hende i det prægtige vejr ; har de lyst , sætter de dem op i vognen med os , og vi tage da hen og bese jorden . Jkkesandt , Claudia , det kan jo godt lade sig gøre ? “ „ Ja , hvorfor ikke ? “ svarede hun . „ Det er jo at forene det nyttige med det behagelige . “ „ Er det også ret at begynde i dag , hvor vi slap igår ? “ sagde Jarlstad , henvendt mod den unge dame , „ De kører ud for det smukke vejrs skyld , konsulen og jeg for at tjene penge : “ „ Men er jeg da ikke også en lille part i sagen , “ Svarede hun med et ironisk smil , „ den angår jo min faders interesse ? “ Nu udviklede han sin plan med al den begejstring , han selv følte for den , viste konsulen sine beregninger og overslag , arbejdet kortsagt , og den fordel , han ventede af det . Grå lyttede til med levende opmærksomhed , roste alt og fandt alt fortrinligt . Snn og beregnende som han var , indså han snart , at planen var heldig lagt og efter al sandsynlighed måtte bære gode frugter . Claudia lyttede også og sendte af og til et dvælende blik hen til bordet , hvor han sad bøjet over sine papirer ; hos hende fandt naturligvis hverken tallene eller beregningerne den ringeste deltagelse , det var det klare lys i hans dine , den altid milde , halvdæmpede røst , det var hans smil , hun lagde mærke til . Når han da ved en pludselig bevægelse hævede sit hoved og så over til hende , og deres dine mødtes , sænkede hun hurtigt og frygtsom sine , rødmede , som om hun havde begået noget urigtigt , og under denne frygt , denne idelige vekslen af tanker og forestillinger hvilede der et udtryk over hendes åsyn , forklaret og herligt , en lykke og tilfredshed med alt , som hun ikke før havde kendt ; thi det er kærlighedens natur , at den , ved at hæve os selv , tillige kaster sit Sollys over alt , hvad der omgiver os . Efter frokosten stege de tilvogns , clandia omhyggelig indsvøbt i en mørkebrnn Fløiels kofte , foret med gråligt egernskind . Solen skinnede , det var en af disse første , friske forårsdage hos os , som tage sig bedst ud indenfor vinduerne af et varmt værelse . Tante Jacobine fulgte clandia « ed til vognen , svøbte et tæppe om hendes fødder og slog solsfjærmen op for hende . „ Mangler du nu intet , mit søde barn ? “ udbrød den gamle dame med ængstelig omhu . „ Ikke din muffe ? Skal jeg gå op og hente den ? Ikke et lille tørklæde om din Hals ? Ikke en fodpose ? Det er rigtig så råt i dag , og man må være forsigtig i den forårsluft . Lad ham endelig vende om , så snart du finder det for koldt . “ „ Men du glemmer jo , lille tante , at vi ikke have en lysttour for . Forretningerne frem for alt , ikke sandt , hr . Jarlstad ! ' det er hovedsagen . “ „ Jeg mener , ikke hovedsagen , “ svarede han , „ men midlet til at nå den . “ De kørte . Konsulen og jarlsfad sad på forsædet og fortsatte den begyndte samtale . Claudia lå tilbagelænet i vognen foran dem . Hun så ud fra fjedrene , fløjlet og forværket , der omgav hendes blege ansigt , som en lille fugl seer ud fra sin nede . Af og til kom en hånd frem , spæd og fin som et barns og indhyllet i en lysebrun handske , hun drog sin kofte tættere sammen , sank dybere tilbage i vognen og sad og lyttede som før . Det gik med grunden som med planerne , konsul grå fandt den fortræffelig . Egnen sund , udsigten fortrinlig , vandafledningen let at tilvejebringe , alt havde hans fuldstændige bifald . „ Nu ved jeg , hvad jeg vil , “ udbrød Claudia midt under denne samtale . „ Hvergang hr . Jarlsfad besøger os , vil jeg være tilstede og sidde og lytte til og lade mig belære af hans indsigt og kløgt , så vil jeg købe mig en stor skov og bygge mig et hus , ikke en fattigbolig , som kan udlejes til små familier for en billig pris , et smukt lille slot skal det være , med tårne på siderne , altaner under vinduerne og en pergola , som jeg vil opfylde med de dejligste blomster og fugle . Der skal være en stor have til slottet , med drivhuse , skyggefulde gange , fiskeparker og broer . Der vil jeg bo og gøre selskab og lysttoure om sommeren , baller om vinteren , for alle mine veninder . “ „ Er det deres begreb om lykke ? “ spurgte han med et yderst alvorligt ansigt . „ Mit begreb om , lykke har hidtil hverken fæstet Bo i et slot eller i en hytte , “ svarede hun smilende , „ men hvis jeg havde valget , tror jeg rigtignok , jeg ville foretrække slottet . Mener de ikke også ? “ „ Slot eller hytte , jeg tror ikke , det beroer derpå , når man blot fører sine husguder med sig . Jeg ejer en lille gård ovre i Jylland , midt på alheden , uden tårne og maner , naturen har dannet et vandhul udenfor den i stedet for fiskepark , og dog ville jeg være meget tilfreds med at kunne bo der , hvis stedet forresten gemte de øvrige betingelser for min lykke . — de smiler ! — de er ikke af samme mening ? “ „ Jeg overvejer , hvad man skulle tage sig for i Jylland ved det lille vandhul , “ sagde hun . „ Jeg kender ikke alheden , jeg har aldrig været længere udenlands end på Kullen , og der var der ikke videre morsomt ; men i Jylland har jeg forestillet mig , at der måtte være gyseligt kedeligt . Er alheden ikke en 0 > rk med noget lyng på , et vildnis , et øde , hvor damerne gå med mørke uldstrømper og herrerne med blottede fødder ? Er der musikforening , er der conditorier , bal , er der tteater i Jylland ? Eller hvorfor stræber alt hos os hen til et selskabsliv , hvis ensomheden skulle være at foretrække ? “ „ Kan de ikke nok forstå , at frøkenen sidder og gør sig lystig over os begge to ? “ udbrød grå . „ Det keder hende , at vi tale om fattigboliger og mursteeu og kalmartømmer . “ „ Aldeles ikke , “ svarede Claudia , „ især siden jeg antager , at der nu er sagt alt , hvad der lader sig sige om dette interessante ttema . Nu køre vi til skoven , ikke sandt ? Der skal jeg vise dem den grund , som jeg holder af . “ Konsulen gav sit bifald . „ Til skoven , Jacob , “ vedblev Claudia og berørte kndskens skulder med spidsen af sin solskærm . „ Du kender de steder , hvor jeg plejer at holde , men hurtig , hurtig ! Jeg begynder at fryse , og nu går solen snart ned . “ Kusken kørte til , Claudia smilte , Jarlstad og konsulen vare lidt efter igen fordybede i beregninger over de nye bygninger . „ Hvorledes har de nu tænkt dem fællesskabet imellem os ? “ spurgte grå i samtalens løb . „ Jeg antager , at vi dele indtægten , “ var Jarlstads svar . „ Jeg lægger arbejdet til , de pengene , de ene går op imod det andet . “ „ Ja , vi dele , “ gentog grå , „ det har jeg også tænkt mig , men ikke som de mener , i to halvparter , tvertimod , de tager de to tredjedele , jeg den ene , således skal det være . Ja , det nytter ikke , at de kommer med indvendinger ; i alt øvrigt fører de kommando , i dette ene punkt vil jeg mintro råde . Jeg søgte en lejlighed til at sætte mine penge i virksomhed , men ikke til at berige mig ved andres arbejde . Det bliver , som jeg har sagt , og jeg vil skrive kontrakten . “ Lidt efter kørte de ind igennem hegnet ved Charlottenlund , vognen holdt . Idet Jarlstad hjalp Claudia ned , sagde hun : „ Til gengæld for den tålmodighed , hvormed jeg har hørt på dem , skal de nu hjælpe mig med at plukke blomster , anemoner , sneklokker , tusindfryd og især det smukkeste grønt , de kan stnde ; jeg vil have en stor bouket med hjem , som kan fylde alle mine blomsterskåler . “ Solen skinnede , fuglene sang , myggene summede , alt var friskhed , liv og smil , som når et barn vågner om morgenen . Claudia jublede . Hun fandt de smukkeste blomster , de første violer , og når hun så en klynge inde mellem buskene , som hun nødvendig måtte have , blev Jarlstad sendt efter dem , thi græsset var for fugtigt for hendes tynde gedeskindsstøvler . Konsulen var vant til sligt , havde tændt sig en cigar og fulgte alle Claudias bevægelser , smilende , som en lykkelig fader smiler . ' Jarlstad adlød hende blindt , lod sig sende ind i tykningen , op på diget , over på den anden side af grøften , der stod også en klynge , som hun nødvendig måtte have . Der var noget i høj grad fristende i hendes blik , noget uimodståeligt i hendes stemme , det vidste hun , det forstod hun at benytte . Da de kom hjem , gik Jarlstad op med , for at hente sine papirer . Konsul grå rakte ham hånden og sagde : „ Se nu er vi enige om alt , antager jeg , og de kan begynde på at fuldføre deres planer i morgen , om de vil . Besøg mig flittig , daglig , det er i forretning ' ernes navn , at jeg beder dem derom . Herinde gøre vi jo penge . “ „ Og herinde gøre vi musik , “ sagde Claudia , „ men vi fortjene ikke penge . Nu kan de vælge , hvad de synes bedst om . “ „ Jeg lever for det sidste , “ sagde Jarlstad , „ men jeg lever af det første . “ v . Vi bygge . Det halve år som fulgte efter denne formiddag var rigt på indhold og betydning for Jarlstad , men ville knn have liden interesse for læseren . Jorden blev købt , gaden lagt , pladsen til bygningerne afstukken . Konsul grå var hver dag tilstede , talte med om alt og begreb intet af alt . Han så en masse granit , mursfeen og tømmer sammenhobe sig på pladsen , stilladser og jordbunker , brønde og grøfter , men der var plan og mettode i dette Kaos , de forvirrede masser ordnede sig , den ene bygning rejste sig ved den andens side . Han så Jarlstad i uafbrudt beskæftigelse lede og styre alt og beundrede den ro og sikkerhed , hvormed han forstod at overvinde enhver vanskelighed . „ Der er ikke sådant et menneske til i hele verden , “ forsikrede han Claudia , når han kom hjem . „ Og så mærker man aldrig , at han er der . Han går omkring som et spøgelse imellem dem , hvisker et ord hist , et ord her , så lystre de ham på en prik . Han er som født til formand for et pakhus . “ „ Palhusforvalter , “ sagde Claudia med en ubeskrivelig foragt . „ Pakhusforvalter , “ gentog grå , „ det var i en kælder og et pakhus , at du blev født og jeg blev til en rig mand . “ Da efteråret kom , var grunden bebygget og bygningerne enten solgte eller bortleiede til en pris , som langt oversteg grås forventninger . I disse seks måneder havdejarlsfad næsten været en stadig gæst i konsulens hus . Var det forretninger , vane eller tilbøjelighed , som havde ført ham derhen ? Havde dette tidsrum bragt ham nærmere til Claudia ? Det er ikke let at bestemme . I hans adfærd syntes intet forandret , han vedblev at være stille og alvorlig som før . Derimod havde han indviet dem i flere af sine forhold , det være sagt til ære for konsulens behændige fritten . Claudia vidste , at Jarlstad havde en moder , som boede ovre på den omtalte gård i Jylland , at denne bioder lod til at være det egenlige princip for alle hans handlinger . Det var hende , han så op til under arbejdet , hendes lod han ville forbedre med det . Medens han talte om hende , og Claudia forstod så godt at bringe ham dertil , funklede hans øjne , hans røst blev mere blød og inderlig . Hun sad og lyttede foroverbøjet med den dybeste interesse præget i ethvert træk ; hun fandt ham aldrig smukkere end i disse øjeblikke . „ og hun har opdraget dem , “ sagde hun , „ ingensinde nægtet dem noget , sagt ja til alt , hvad de fandt på ? Det forstår jeg så godt ; således bør alle elskværdige forældre bære sig ad . Det må være en herlig dame , deres moder ; jeg ville bestemt komme til at holde meget af hende . “ Der var altså gået seks måneder bort , tilsyneladende uden nogen som helst begivenhed eller ydre handling mellem de to , og dog dulgte dette daglige samliv , ligesom de dybe bjergsøer , et bevæget indre under en rolig overflade . Konsulen havde tilbragt den sidste del af sommeren ude på sit landsted , der var blevet indrettet så godt , som omstændighederne tillode . En aften sad iarlstad ved vinduet i dagligstuen på Claudias sædvanlige plads . Hun sad henne ved instrumentet og havde nylig spillet et af konsnlens yndlingsstykker , dem han lyttede til med en interesse , som i reglen fandt sin slutning i en dyb og rolig søvn . Inde i det næste værelse gif tante iacobine og raslede med knive og skeer , medens hun dækkede middagsbordet . Tjeneren bragte lys . Lampens dæmpede skin smeltede sammen med månelyset , som blegt og blåligt faldt ind over blomsterne , hvormed Claudia bestandig fyldte sine vinduer . Ude fra haven trængte en svag Duft af levkøjer og reseda ind i værelset . Så man jgjennem vinduet , mødte øjet en vid græsplads , på siderne omgiven af pyramidepopler , der i denne afstand og aftenskumringen toge sig ud som en række bevogtende kæmper . Lovet skælvede på de fine stilke , månens fosforagtige lys brødes i dugdråbcrne på græsset . Længer tilbage bredte tågen sig over de høstede marker , enkelte strofer af en sang lød i det fjerne , af og til rullede en vogn hen ad vejen , og en lænkehund gøede i et af de nærmeste steder , det var det eneste , der afbrød den dybe fred og stilhed , hvori alt hvilede . Claudia havde endt sit spil , hun vendte sig om mod de to tilhørere . Konsulen lå tilbagelænet i gyngestolen med hænderne foldede over hunden på hans skød . Jarlsfad så ud af det åbne vindue , han syntes ikke at lægge mærke til hende , og hun vovede ikke at tale . Under denne stilhed , hvori naturens alvor , dens vemod og fred synes at sænke sig ned i vort hjerte , blomstrer tanken mægtig og stor . Der forløb en tid således . Claudia rejste sig og gik hen til ham , lydløs og dvælende , han hørte det ikke . „ Hvad fattes dem ? “ sagde hun med denne inderlige og bløde stemme , som røbede hendes hele deltagelse , „ De er så alvorlig i aften . Deres moder er da ikke syg ? Hvorfor sidder de så tavs og stille ? Betro dem til mig . “ „ Jeg fejler intet , “ svarede han , idet han lod sin hånd glide hen over panden , som om han ville forjage alle de tanker , der husedes indenfor . „ Jo vist ! “ vedblev hun , „ De er forstemt . Fortæl mig årsagen . — de betænker dem , jeg må altså forekomme dem meget egenkærlig , siden de ikke troer mig i stand til at fatte andres sorg . Jeg spiller for dem , og de hører det ikke , hvorfor er de da så nopmærksom mod mig i aften ? “ „ Jeg er ikke nopmærksom i den betydning , de mener , thi jeg sad og tænkte på dem . — jeg holder af dem , “ vedblev han med læber der skælvede , og med en rost , der lod så frygtsom og bange , at den næppe syntes at nå hendes øre . — „ Jeg har holdt af dem , jeg tror lige fra den første dag vi mødtes , mere end jeg holder af min moder , “ føjede han til og tav , som om der efter dette ikke lod sig sige mere . „ Jeg ved det nok , “ svarede hun med øjne , der strålede af usigelig lykke , „ De har ikke kunnet dølge det , men gør det dem så bedrøvet ? “ „ Ja , når jeg frygter for , ikke at kunne være det for dem , som jeg gerne ville . Jeg har sagt det til deres fader , “ vedblev han lidt efter , da hun ikke svarede . „ Hvorfor ? “ „ Fordi jeg ville have trukket mig tilbage , hvis han misbilligede denne følelse . “ „ Kunne de da det ? “ spurgte hun og lagde sin hånd på hans skulder . „ Ak ! her var jo ikke tale om mig , jeg ville kun fritage dem for enhver kamp mellem mine ønsker og hans . —jeg har kun meget lidt at byde dem , — mit liv vil gå hen i arbejde for at erhverve det nødvendige , det vil blive en såre beskeden stilling . Derpå var det , jeg sad og tænkte nylig . “ „ Min kæreste ven , “ svarede hun , „ det er ikke det værste ; men i det liv , jeg hidtil har ført , er jeg bleven forvænt , forkælet til det utrolige . Er jeg også den , de tror , og vil de finde det hos mig , som de søger ? Det er det , der gør mig bange . -- -- -- -- -- -led mig ! Hjælp mig ! “ vedblev hun og sluttede begge sine små hænder sammen om hans og bøjede sig ned foran ham i en halvtknælende stilling ; „ bær over med mig , når jeg . fejler , så vil jeg gøre alt , hvad jeg kan , for at blive , som de ønsker ; jeg vil være dem en trofast og hengiven hustru . “ Hun hviskedee denne bøn til ham med en stemme , så ydmyg rørende , at den trængte til det inderste dyb af hans hjerte . Aldrig havde hendes øjne forekommet ham så smukke , så strålende , så blide . „ Hvad er det , de to sidde der og hviske om ? “ Spurgte i dette øjeblik grå , som vågnede , idet hunden gled ned fra hans skød . Forbavset over den dybe stilhed så han sig om til alle sider , før han fik øje på dem . Claudia holdt Jarlstads hånd i sin , idet hun rejste sig op og gik hen til faderen . „ Det er rigtig smukt , “ sagde hun , „ at min egen fader går og bærer på en hemmelighed , der angår mig så nøje , uden ar turde betro mig den . “ „ Nå , har han nu sagt det ? “ ytrede konsulen smilende , „ det kunne være sket for længe siden . Han forbød mig at tale derom . Hvad har du svaret ? “ „ At siden du ikke har større tillid til mig , vil jeg forlade dig og se , om jeg kan erhverve mig hans . “ „ Gud velsigne jer , børn ! “ udbrød grå , idet han pludselig slog over i en yderst komisk betoning af pattos . „ Vorherre lade det blive til eders lykke . Hvad der er sket i aften , har længe været mit kæreste ønske . — når de får hende , iarlstad , har jeg givet dem det bedste og dyrebareste jeg ejer . Vær god imod hende ; at hun vil gøre dem lykkelig , er jeg overbevist om . Det er et godt og herligt barn . Jeg burde ikke sige det som fader , men jeg siger det alligevel . Foruden det , at hun er det nydeligste og det yndigste , jeg kender , så har hun i al sin levetid ikke voldet mig en minuts sorg ; jeg ved ikke en eneste fejl hos hende , , og havde hun haft nogen , kan de tro , jeg nok skulle have fundet den , for jeg seer med . To skarpe øjne . — men siden i nu have taget eders bestemmelse , vil jeg føje en til , og den skal mintro stå fast . Jeg holder ikke af lange trolovelser ; i vide , at jeg er en resolut mand . Har man fattet en plan , så ndfører man den ; ingen unødvendig betænkning , og hvad er trolovelse andet end en betænkningstid ? Om en måned skal brylluppet stå . “ Iarlstad ville svare , men Claudia lagde sit hoved op imod hans skulder og hviskedee : „ Lad ham have sin villie i aften , i morgen leder jeg den dog , som jeg vil , — som ' du vil ! “ rettede hun sig . Konsnl grå rejste sig op fra stolen og udbrød : „ Kom hen til mig svigersøn , omfavn mig , kys mig ! De er en mand efter mit hoved . “ Iarlstad måtte adlyde , der var ikke andet for . I dette øjeblik lukkede tante iacobine fløjdørene op og sagde , at middagsmaden ventede . „ Kom herhen , søster ! “ udbrød konsulen højtideligt , „ ønsk mine to børn tillykke , de have trolovet sig iaften , « og jeg har givet dem min velsignelse . “ Tante Jacobine slog hænderne sammen med et lille passende udråb af overraskelse , tårerne kom frem i hendes øjne , medens hun rakte begge sine hænder hen mod iarlstad . „ Jeg vil ønske dem tillykke , “ sagde hun bevæget , „ og det af mit inderste hjerte , thi de får rigtignok en uvnrdeerlig skat i Claudia . Hun har ikke været os til nytte her i huset , som en af mine veninder forleden sagde , men hver dag har hun været os til fornøjelse og stor velsignelse . Hvorledes det vil gå os , som miste hende , det begriber jeg ikke . “ Derefter begyndte tante at hulke og skjulte ansigtet i sit hvide , nysstrøgne lommetørklæde . Konsulen lod bringe to flasker champagne op til bordet . „ Jeg har såmænd gemt denne vin i tre og tyve år , “ bemærkede han med en betoning , der påbød opmæksomhed . „ Jeg købte den fra det store , russiske linieskib , som strandede udenfor Kronborg . “ Dermed fyldte han glassene , rejste sig og udbragte en ny lykønskning eller rettere sagt , holdt en ny lovtale over Claudia . Da skåler : var drukken , fyldte han glassene påny , bestandig stående , og udbrød derefter : „ Sig mig nu , Jens Casper Gylding iarlstad , hvorfor har de bestandig søgt at dølge den titel og rang son : knytter sig til deres navn ? — hvorfor kalder de dem ikke baron , siden de dog engang er det ? “ dette spørgsmål gjorde en umådelig virkning iblandt de tilstedeværende . Alles blikke hvilede på Jarlstad . Han smilede , så op på grå og svarede : „ Hvis jeg var rig og kunne leve efter min stand , ville jeg have nævnet den , nu er jeg derimod ikke rig , mit Baroni er en lille bondegård ovre i Jylland , jeg søger mit udkomme ved at være civilingenieur , lægge drainrør , lave bygninger , vandafledninger forfolk , derfor kalder jeg mig ikke baron . “ „ Ja , jeg spørger kun , “ vedblev konsulen . „ Jeg er vist den mand , der sætter så liden pris på titler og rang som nogen , hvad er det hele andet end flitterværk og forfængelighed ? men en alt for vidtdreven beskedenhed kan også være en Art forfængelighed , modsætningerne berøre hinanden , og de må virkelig tillade mig , at jeg føjer baron foran deres navn , når jeg i morgen går op til Ferslev og bestiller deres og Claudias visitkort . — navnet Gylding er mig forresten velbekendt , “ vedblev han , uden at give Jarlstad tid til svar , „ en af mine forfædre , jeg ved min tro ikke , om han også skulle have haft deres mani for at dølge sin stand , måske var han adelsmand , måske var han det ikke , men han hed Henning gråbuk , en vældig Skytte var han , det er afgjort , og skal have spillet en vigtig rolle i forbindelse med slægten Gylding under en af vore forrige konger . Senere blev gråbuk til grå , mit navn er blevet kortere , deres forlænget . “ „ Min familie har ikke efterladt noget skriftligt vidnesbyrd om sig , “ svarede iarlstad , „ jeg ved blot , at en af mine forfcrdre , en livslysten person , efter at have solgt , hvad han ejede i Danmark , drog over til Skåne , giftede sig ind i en svensk familie , optog dens navn iarlstad i forbindelse med sit eget , og blev senere gjort til baron under dette navn . Det er alt . “ „ Ja , og siden baronen har førstefødselsret frem for ingenieur , så sætte vi ham på visitkortet . Er det ikke også deres ønske ? “ „ Nej , “ svarede han , „ det er ikke mit ønske , men jeg bøjer mig for deres . “ Øm aftenen , da iarlstad var taget bort , kom tante iacobine hen til clandia , udbredte sine arme mod hende og trykkede hende til sit bryst , idet hun henrykt og begejstret udbrød : „ Baronesse ! — du baronesse ! ja , det kunne da rigtignok ikke være mindre . Det er det , jeg altid har sagt om clandia , hun er en født adelsdame i sprog , i væsen , i sin hele måde at være på . “ „ Baronesse ! “ gentog konsulen med et trinmferende smil , idet clandia vandrede fra tantens arme over i hans . „ Kan du nu forstå , hvad jeg mente med at få ham i vort hus ? “ hviskedee han i hendes øren . „ Jeg vidste , hvem han var , fra den første dag , han kom her . At han ville synes om dig , var en selvfølge . Har jeg ikke båret mig ret fiffigt ad i den sag ? “ Claudia svarede med eenstavclscsorb på enhver tiltale . Hvad skulle hun desuden svare ? — stakkels barn ! Burde hun ikke tro på disse lovtaler , som hun havde hørt på i toogtyve år , hvorledes skulle hendes fader og tante kunne ville skuffe hende ? Alt , hvad der var hændet i aften , forekom hende som en drøm ; hun var trolovet med ham , der hverken havde bragt hende så megen hyldest eller opmærksomhed , som hun var vant til at modtage af alle andre , medens hans rost , hans blik , blot lyden af hans gang , allerede længe havde bragt hendes hjerte til at banke . Hvorledes lader dette sig forklare ? Nu turde hun tilstå det , hun elskede ham , havde i de sidste seks måneder kun levet med tanken på ham , hun tilbad ham med al den inderlighed , de svundne dage havde forberedt hos hende , med al den lyrik , der boer i en ung piges hjerte . Efferat han først engang havde vundet denne plads hos hende , kunne det heller ikke være andet ; han var bleven det levende billede af alle hendes ørkesløse dages håb ; fortiden var et løfte , det nuværende øjeblik opfyldelsen , hun kendte verden af romaner , havde lært kærlighed af Romeo og Julie , så i ægteskabet kun en fortsat tilbedelse , endnu mere glødende end den , hun hidtil havde modtaget i hjemmet . Alle disse drømme og forventninger , hvori hun ligesom igennem et vindue stirrede ud på fremtiden , kom han nu for at virkeliggjørt . Mod dette hurtige giftermål havde hun heller ikke noget at indvende . Der hviler på bunden af enhver kvindes hjerte en vis trang til at knytte sig til manden , og den stiger med årene . Er det en forfængelig frygt for at være bleven vejet og fundet for let på livets marked ? Er det en trang til at dele de skatte af ømhed og hengivenhed , hun ejer , til at spille forsynets rolle for en anden ? Er det en havn , hun søger , efter en stormfuld fortid , eller eu nøgle til den gyldne port for en fortids glødende drømme ? Det er ikke let at bestemme . Trangen er der . Næste dag havde konsulen travlt ; han tog til byen , gik i klubben og fortalte aldeles tilfældig i samtalens løb , at hans datter i går havde trolovet sig med baron Gylding iarlstad . „ De har vel hørt denne bekendte , adelige familie nævne ; man finder den næsten på hvert andet blad af Sveriges historie . “ Fra klubben gik han til Ferslev og bestilte det omtalte visitkort med baronens og Claudias navne ; det blev omdelt til alle mulige venner og bekendte . Nogle dage senere var der stort selskab ude på landstedet , ved hvilken lejlighed champagnen fra det russiske linieskib atter så dagens lys . Baronen blev forestillet for alle , baronens skål blev drukket ; tjenerne havde fået den strengeste befaling til kun at kalde ham således . Det var , som om man stræbte efter at erstatte iarlstad savnet af den rang , han sålænge havde levet foruden ; fra nu af klang den uafbrudt for hans øren . „ Det vil jeg sige dig , “ udbrød konsulen , den første dag Claudia efter trolovelsen kørte til byen for at gøre indkøb , „ jeg har den tillid til dig , at du i valget af stoffer bestandig tager hensyn til din fremtidige stilling . Det er ikke madam Jarlstad , ligesom din salig moder var madam grå , det er baronesse Gylding Jarlstad , du har at soutenere . — glem ikke det , mit søde barn ! Adel forpligter . “ „ Det er en lykkelig brud , jeg husker på , “ svarede Claudia , idet hun strakte sin hånd hen mod faderen , for at han skulle kysse den , „ en lykkelig brud , og det vejer mere end topper på hestene og en hieroglyf på vogndøren . “ Men clandia tænkte alligevel på baronessen . I de følgende dage kom der besøg og lykønskninger allevegne fra , og da denne storm havde lagt sig , måtte Jarlstad og clandia køre om i konsulens nye vogn og aflægge deres besøg , Jarlstad yderst tarvelig klædt , clandia i en feagtig pragt , der klædte hende fortryllende og vakte alle veninders skinsyge . Hvad syjomfruer og modehandlerinder måtte lide i den tid , det står optegnet i deres krønike , med farver så mørke som jødernes trælleliv i Ægypten , de fik det blot bedre betalt . Der var kun en måned tilbage . Konsulen holdt strengt på sit ord , det vidste enhver , som kendte ham . En dag var clandia gået i boutikernc for at gøre indkøb ; hun havde uindskrænket myndighed og en bestandig fyldt pung i denne retning . Midt i den ivrigste undersøgelse af en uhyre bunke silketoi , kom en veninde hen til hende , greb hendes hånd og drog hende hen på en tabouret ved vinduet . „ Det var da godt , jeg engang mødte dig , min sødeste clandia , “ udbrød damen , „ jeg har været hjemme hos dig to gange , du er altid ude . Nå så du er bleven forlovet ; jeg kender ham , et rart ansigt , en ypperlig holdning , nogle kønne øjne , hans pande kunne nok tåle at være lidt højere . Fortæl mig nu , hvordan det er gået til , — å snak ! Du skal ved gud stritte , i de sidste seks måneder har jeg næsten ikke set dig , du holdt dig indmuret , der måtte jo arbejdes , hvad , ja dct er der ved gud ingen skam i , når det blot slår an , ellers er det gyseligt slaut , — som Jette Richter , du ! hun er ofte nær ved og dog altid langt fra . Og om en måned skal du have bryllup , — men du gode gud ! hvad skal det betyde ? Forleden Asten talte de om dig hos bakker , du ved nok , den lille grosserer med Toppen på næsen . Så er der en , som begynder at efterligne Rosenkilde i „ Den stundesløse ' , og dikterer brevet : „ Der må iles dermed for visse årsagers skyld . “ — er det ikke nedrigt ? Men du kan tro , han døde ikke i synden . — hvordan er han ellers , han seer altid så alvorlig ud , er han morsom , er han syrig ? “ „ Jeg er lykkelig , “ svarede Claudia på denne syndflod af spørgsmål . „ Ja det siger man altid i de første fjorten dage , det kende vi nok . Kom , lad os gå op og spise en kage hos Ottos og fortæl mig så lidt om , hvordan du har bestemt at indrette dig , for du råder jo derfor . Det skal da være noget i den store stil , noget uhørt , — baronesse ! — du har jo råd dertil . “ De gik til Otto , imidlertid sagde Claudia : „ Hvorledes vi skulle indrette os , som du siger , vil jeg overlade til iarlstad . Jeg tænker mig , han vælger en smuk cgn i nærheden af København og bygger os der en bekvem bolig , han forstår det jo så udmærket , et hus , hvori man kan se sine venner og bekendte hos sig , for jeg kan ikke undvære eder , selv om det kun var for at gøre eder til vidner om min lykke . “ „ Det kan jeg lide dig for . Lad os sætte os herind i den lille stue , så kunne vi se , hvem der går forbi med det samme . Hvad så videre ? “ „ Ja , hvad så videre , du plageånd ! Allerførst ville vi rejse og blive nogle år borte , om sommeren ved badestederne , om vinteren i Nizza ; det glæder jeg mig også til . Jeg vil se mig om , jeg vil fylde min sjæl med indtryk af det skønne og vidunderlige , jeg hidtil kun kender af bøger . “ „ Det gør du ret i , min unge ! Naturen er ved gnd yndig , det har jeg altid sagt ; bare jeg kunne få min gamle derhjemme til at gå noget mere ud ; ikke engang i tivoli kunne vi komme . Men hvad siger din fader til at miste dig så længe ? “ „ Han mister mig ikke ; jeg håber , at han rejser med os . Det har i mange år også været hans ønske at komme lidt ud . “ „ Sødeste Claudia , lad være at flæbe din fader med eder ! Du vil fortryde det . Du begriber ikke , hvad det er for en plage at have disse gamle mandfolk med sig . Så er det ikke godt nok , og så skulle det være anderledes , så har man givet ort meget ud der , og så skal der spares her , så . duer vinen ikke , og så strides man om drikkepenge ; enhver vil følge sit hoved , de bringe deres prosa ind i eders lykke , de slukke enhver gnist af poesi for eder , og poesi skal der ved gud til , det er der ingen snak om . Claudia , følg mit råd og tag ikke din fader med ! — skulle vi have en flødebolle endnu , du ? — når i så komme hjem igen , gør du vel selskaber for os , baller , et kostumebal , Claudia , der er ikke noget morsommere til i verden . Og din baron , han vil alt , hvad du vil , naturligvis , han ligger for dine fødder hele dagen ; men tag ham i tide , mit barn , det råder jeg dig til , begynd straks med at dressere ham til det , han siden skal være , du kender ikke de mandfolk , flapper man tøjlen , benytte de sig deraf . Her har det vel ikke så stor fare , siden han er nødt til at lystre dig ? “ „ Hvorfor mener du ? “ „ Du bringer jo pengene . Forleden dag kommer jeg ind til Holm på østergade , ham med den kønne svend ; der sidder den føre grevinde fra skovshoved og breder sig på en tabouret midt for disken . „ Har de hørt , at den unge Jarlstad gifter sig ? “ siger hun til en dame , der stod hos hende . — „ Gifter sig ! “ gentager den anden , „ med hvem ? “ — „ Med en million , siger man . “ — „ Og medgiften ? “ — en forvænt datter . “ — „ Det er jo et dårligt parti . “ — det står jeg ved siden af og hører på , er det ikke rædsomt ? — jeg må have en flødebolle til ; når jeg er rigtig glad , skal jeg altid herop og spise flødeboller . “ „ Din grevinde tager dog fejl , i det mindste i det ene punkt , “ sagde Claudia , „ thi hvad penge angår , så var der tale derom hjemme forleden aften . Jarlstad afslog at modtage nogetsomhelst . Da fader nævnede min mødrenearv , — er det ikke således det hedder ? — svarede han : bliv ved at virke med den som hidtil , de forstår langt bedre at gøre penge frugtbare end jeg . “ „ Sagde han virkelig det ? “ „ Ia , det ved gud han-gjorde . “ „ Hvor det var affekteret ! Ia de mandfolk , de mandfolk ! Det er dog mageløst , så udspekulerede de er . “ „ Hvad mener du ? “ „ Jeg mener ingenting . Det er godt for dig , mit barn , af du kan gå med lukkede øjne ; det var såmænd synd af åbne dem . Nej , så priser jeg ved gud min ritmester ærenkrone ! Han ved , hvad han vil ; han piner fader ud til det yderste . Når han lover ham en kyrads , siger han , så skal jeg også have mig et mulæsel til af bære min bagage , bare et lillebitte mulæsel . Det kalder han af holde den gamle varm ; han viser sig i det mindste , som han er . “ „ Hvad mener du med dine hentydninger , Charlotte . “ Charlotte gav sig til af nynne : mkn i det samme katten så en rotte og lod musen på . „ Hvor du er ondskabsfuld . “ „ Søde Claudia ! kan du sige det ? Nej , men jeg kender ved gud mandfolkene , det gør du ikke . “ „ Vi så på en ny , smuk vogn forleden , “ vedblev Claudia , „ den var foret med det yndigste lysegule atlask ; fader ville have givet os den , men det afværgede iarlstad også , ikke engang en stakkels ridehest har han villet modtage , så du kan hilse din grevinde fra mig og sige , det kan gerne være , han får en forvænt datter , men af . han i det mindste ikke tager medgiften for millionens skyld . “ „ Ja , bryd dig bare aldrig derom , du , hvem troer vel sådan noget ? Ikke engang den , som fortæller det ; man lader det blot gå videre . Et vil jeg råde dig til , mit søde barn ! Bestil af nyt og lad dig sy så meget , du kan så lov til , man har aldrig for meget . Var jeg i dit sted , Claudia , min garderobe skulle blive som en dronnings . “ „ Men iarlstad sætter ikke stor pris på pynt , er det ikke kedeligt , du ? “ „ Gud ved , hvad han da sætter pris på ? det må være et forunderlig menneske . Du må opdrage ham , Claudia , tage ham i skole straks . Bevares ! Klokken går til fem , de gamle sidde hjemme og vente . Det er glæden over din lykke , som lader mig glemme alt . Følg med et lille stykke op ad Vimmelskaftet , måske møde vi Nielsen , han går altid fra tteatret på denne tid . Er du hjemme på torsdag aften , så kommer jeg op og tager din baron i øjesyn . — dressier ham i tide , du , farvel ! “ Dermed skiltes de . Claudia var lykkelig eller troede at være det , hvilket da i grunden kom ud på et . Ikke et eneste af venindens ord nåde til hendes hjerte . Konsulen gik omkring med sejrherrens triumf skreven i enhver ' mine . Han besad to af Cæsars egenskaber og gav sin datter den tredje , han kom , han så og lod hende vinde . Claudia slyngede sine arme om hans Hals , bøjede sit hoved ned mod hans bryst og hviskedee : „ Du er en kærlig fader , og du skal være velsignet for din ide med at føre ham til os . “ „ Du er altså lykkelig , mit barn ! Gentag det for mig , jeg trænger ikke til at høre andet . “ „ Lykkelig ! “ gentog hun med disse strålende øjne , der forud gjorde enhver forsikring overflødig . „ Tom selv , når jeg siger dig , at den iarlstad , jeg kender nu , forekommer mig langt større , ædlere , herligere , end ham , jeg trolovede mig med hin aften . Det synger i mit hjerte , jeg sover ind med tat til gud og dig , jeg vågner igen med en følelse , jeg kun kan sammenligne med den , jeg kendte som barn , når det var sondagmorgen , når jeg var fri , når det var festdag . “ „ Han forekommer mig noget stille , lidt indesluttet , lidt ensformige „ Sig ikke det . Når jeg sidder ved hans side , og han holder min hånd i begge sine , som om han frygtede for , at nogen skulle tage den fra ham , da skulle du høre disse dæmpede , hviskende ord , som stramme fra hans sjæl , da er det , som om alt blev større , rigere omkring mig ; han hæver mig i min egen bevidsthed , da er det , som om han drog forhænget tilside for et fremmed land , hidtil ubegrebet af mig , hvori alt er Sollys og skønhed ; da føler jeg først ret , i hvilken grad vi tilhøre hinanden , hvor aldeles vi ere skabte for hinanden , det er ikke planer for fremtiden , men poesi , han hvisker i mit øre , ikke kærlighed , men tilbedelse . “ „ Det er godt , som det er , mit barn ! jeg vidste det , da jeg valgte ham , din fader er kun en jevn og og ganske almindelig mand , —jo—o ! jeg er , jeg har ikke lært nogen af disse nymodens videnskaber , som man nutildags sætter så stor pris på , men jeg har lært at kende menneskene og det tilbunds . Den skal rigtignok stå tidlig op , som vil skuffe konsul grå . Det kan du stole på . “ „ Fatter du nu , “ vedblev Claudia i denne indbyrdes undervisning for selvforgudelse , „ hvorfor jeg bestandig tilforn måtte blive uberørt , når nogen nærmede sig til mig og tilbød mig hånd og hjerte ? — du troede mig kold , jeg var det også , jeg savnede sandhed , dybde hos dem alle , det var ikke mine ørømme , de fandt ord til , ikke mine længsler , der mødte deres . Jeg var som bjerget i det arabiske eventyr : alverdens råb og magt forslog ikke til at åbne det . Det vedblev at være lukket , indtil den kom , som kendte det hemmelighedsfulde ord , der løste det bundne , han behøvede blot at hviske : „ Sesam , luk dig op ! “ for ham oplod det sig i al sin herlighed . — jeg elsker ham ! — og det tavse og hemmelighedsfulde , du synes at bebrejde ham , er kun en ny skønhed i mine dine . Læg mærke til den magt og fortryllelse , der ligger i det ubekendte , det søgte og det anede , er det ikke kilden til alle store lidenskaber ? -- for mig ligger selv noget af religionens storhed deri . Han er desuden knn tavs og hemmeligshedsfuld mod andre , ikke mod mig . Der er noget storslået i denne hans ro og sinds ligevægt , noget ridderligt , som passer så lidt til vor tid , i hans dybe uvilje mod alt det beregnede og smålige . Der er støtte , der er tryghed hos ham , og alle kvinder trænge til denne forvisning . — jeg elsker ham . “ Således var clandias højsang i et af disse begejstringens lykkelige dieblikke , hvori hjertet udvides , hvori man som Atlas tror at kunne bære himlen på sine skuldre . Stakkels barn ! Hvor var hun dog langt fra sandheden ! Hun holdt sig overbevist om , at hun elskede ham , hun elskede kun sig selv i det lys og den tilbedelse , han udbredte omkring hende . Hun bedømte overfladen , hun havde aldrig begrebet andet af livet . tiden gik , der var knn nogle få dage tilbage af den fastsatte måned . Claudia levede som i en feeverden : hun opfyldte alle værelser med sin sang , frisf og jublende som lærken en forårsmorgen ; hun lod sig sy et utroligt forråd af nye kjoler , selskabsdragter og baldragter . Grå fandt som altid enhver af hendes ideer fortrinlige , skønt det var ham , der betalte dem . „ Find på noget ! “ sagde hun en aften til Jarlstad , „ bed mig om et offer , lad mig dog også kunne gøre noget for dig , at du ikke bestandig skal være den , der giver , jeg den , der modtager . “ Jarlstad smilede . „ Ville du da opfylde min bøn , hvis jeg nu virkelig havde noget at bede dig om ? “ „ Kan du tvivle derom , min ven ! Jeg ville være lykkelig derover , især hvis det var noget stort , noget , der virkelig kostede mig overvindelse . “ „ Nu vel ! Jeg har en bøn til dig . Lad os opsætte den omtalte udenlandsrejse til næste sommer . Jeg fører dig da over til min gård i Jylland , til min moder , hun længes efter dig , hun vil blive glad over at se dig , hun vil gøre dig skilsmissen fra din fader mindre følelig . Vi ville tilbringe en tid der i ro og stilhed , jeg har noget at ordne , forbedringer at udføre , pligter kortsagt , som hvile på mig . “ „ O , erdet ikke andet ? “ sagde Claudia , „ naturligvis , det er afgjort , at vi rejse til Jylland , der er vist ikke så slemt , som jeg forestiller mig , i det mindste ikke når du følger med . Jeg glæder mig til at komme / på landet , jeg vil have godt deraf , jeg trænger til at samle mig , man spredes her i København i tusinde forskellige interesser , derovre vil jeg kun have en . Jeg føler så vist , at jeg besidder flere gode egenskaber end du kender ; de ville udvikle sig der . Jeg vil over og kæle for din moder , leve sammen med hende og dig alene , drikke frisk mælk hver morgen , det bliver jeg fed af , som du så godt flan lide . På landet får man også hver dag nykærnet smør til frokost . Det flat blive herligt ! “ Under disse udbrud kom konsulen ind i værelset . Claudia vedblev : „ Kære fader ! Kom lidt herhen , sæt dig ned og hør vel efter ! Jeg er bleven enig med iarlstad- om noget utroligt . Vi rejse ikke udenlands straks efter vielsen , som hidtil var bestemt . “ „ Rejse vi ikke udenlands , “ udbrød grå , „ hvad vil det sige ? “ „ Jeg vil først over til Jylland og hilse på den gamle baronesse , ja , det nytter ikke , du sætter dit alvorlige ansigt op , for nu vil jeg også have min villie engang , jeg bøjer mig ellers altid for din . Hvorfor jage således afsted , spørge alle mennesker mig , rejse udenlands om vinteren , hvad ligner det vel ? Har du hørt , at nogen af vore bekendte rejser til bjergene for at se på sneen ? “ „ Hvorlænge skulle vi da vente med at rejse ? “ „ Til foråret , til sommeren , når storkene komme , så skriver jeg til dig , så er du færdig og rejser over og henter os . Derovre i iylland vil jeg søge at finde hos Jarlstads moder det , jeg mister ved at være skilt fra min egen fader . “ Konsulen rejste sig op fra stolen og gik nogle gange frem og tilbage på gulvet . „ Ja , ja ! Når det ikke kan være anderledes , får jeg jo at finde mig deri . Jeg er ingen tyran , ingen egenkærlig fader , der søger at sætte min mening over andres . Rejs i med gud , børn ! siden det er dit dnske , Claudia ; jeg kender iarlstad for vel , til at han ville overtale dig til at rejse til iylland , hvis du havde noget derimod . Det kunne han vist ikke . “ Iarlstad vedblev at tie . „ Hvad mig selv angår , så nægter jeg ikke , at denne tidende jo kommer noget uventet ; det har i mange år været min lyst , min kæreste tanke at rejse udenlands , altid var der noget i vejen : så tillod min tid det ikke , så havde Claudia ingen lyst . Jeg længtes efter at se bjergene , gjorde jeg , efter floderne og de skummende vandfald . Fordi man tilbringer sit liv i en boutik , kan man gerne have sands for noget højere og noget ædlere , for poesi kortsagt , og jeg holder af poesi , det ved gud jeg gør . Jeg mener ikke disse tvetydige romaner , som man undser sig for at stille op i sin reol , eller disse syv binds lange historier , som sylte deres helte ned i alle mulige rædsler og ulykker ! jeg holder af , at de få hinanden , som hos Andersen og ham , denne Peter Dickens , hvad det er , han hedder . “ „ Charles Dickens , “ rettede Claudia . „ Peter eller Charles , det kommer vel ud på ct . Det er ikke fornavnene , der gøre os til det , vi er . Med hensyn til rejsen længes jeg efter at se nogle af disse hersens store og mægtige naturfænomener , som jeg hidtil kun har kendt af læsning . Endnu mere længes jeg efter de store byer , efter Paris og Lyon . I Paris vil jeg se på , hvorledes de bære sig ad med at fabrikere disse dobbelte vatter , som vi her ikke kunne komme efter at lave ; der lod sig gøre uhyre forretninger i den retning . I Lyon vil jeg naturligvis se , hvorledes de væve deres bekendte franske shavler . Det er en tilbøjelighed , der er bleven gammel med mig ; vi have siddet mangen vinteraften og talt derom , jeg og julle . Jeg mener min salig kone . “ „ Det er altså afgjort , “ vedblev Claudia , „ vi opsætte udenlandsrejsen til næste sommer , og jeg tager over til Jylland og lader baronesse Jarlstad kæle for mig i vinter . “ „ Men noget for ' noget , “ tilføjede grå . „ Når jeg giver efter i et punkt , skal baronen mintro give efter i et andet . “ „ Det er ikke mere end billigt , “ sagde Claudia . „ I hvilket mener de ? “ spurgte Jarlstad . „ De skal tage imod de to heste , vi talte om forleden ; denne vedholdende vægring mod alt , hvad jeg gør mig en glæde af at byde dem , grænser til særhed , ikke sandt , svigersøn ? “ „ Må jeg selv vælge de tø heste ? “ „ Om de må ? Vælg de kostbareste , der findes udenfor Københavns porte , og de skal få dem . “ „ Jeg mente ikke af den grund . “ „ Jeg forstår dem så godt ; i morgen vælger de hestene , så køre vi en tur med dem og prøve dem iovermorgen . Dermed er den historie ude . “ Næste formiddag udbrød konsulen i forbavselse ved at se Jarlstads valg af de omtalte heste ; det var to svære og klodsede dyr , slet byggede , men kraftfulde og kun tjenlige for en arbejdsvogn , medens grå derimod havde ment to kostbare paradeheste foran den vogn , han havde i sinde at forære sin datter på hendes bryllupsdag ; men Jarlstad holdt på sit valg , og derved blev det . Samme morgen fik Claudia uhyre travlt , hun lod sig sy seks kammerdugs forklæder , kantede med brede kniplinger og to små , kokette lommer på siderne . „ De må endelig sørge for , at de blive færdige i betimelig tid , “ pålagde hun syjomfruen . „ De er højst nødvendige for mig , når jeg kommer over til Jylland og skal være huslig . “ De seks forklæder med deres ægte kniplinger , udfyldte hele Claudias begreb om hastighed . Om formiddagen kaldte konsulen hende ind til sig ; hun skulle binde hans hvide halstørklæde , en forretning som påhvilede hende , og som hun udførte til en fuldkommenhed , der daglig fremkaldte nye lovtaler . „ Hvorledes synes du så om hestene ? “ spurgte hun . „ Han er egen i dette som i alt andet , “ svarede grå , „ men tal ikke til mig , jeg har noget vigtigt at tænke på . “ Tørklædet var bundet , sløjfen sad udmærket . Grå stod foran påklædningsspeilet og redte de tarvelige rester af sit baghår frem over panden med denne komiske omhu , der dog kun hjælper til at skjule vore mangler for os selv . Claudia sad og bladede i aviserne . „ Tag en pen , “ sagde grå , „ og skriv ! “ Efter et oiebliks betænkning dikterede han : „ En kvinde — nej , streg ud ! — en engel , i hvis mund der aldrig er funden svig . — svig — har du det ? “ Claudia skrev . „ Fiud et udtryk for min bundne tanke . Har du det ? “ „ Bundne tanke , “ gentog hun . „ Fra kirkens helligdom , fra alterets fod skal denne hilsen klinge som en velsignelse fra en faders hjerte . Har du det ? “ „ Det har jeg . “ „ Tankestreg ! — min taknemmelighed skal stå i forhold til den tjeneste , jeg beder dem om at yde . — det er godt , mit barn ! Kys mig . Så er der ikke videre . Jeg kommer sildig hjem til frokost i dag . “ Clandia så på konsulen , smilede , men sagde intet . Hun var fortrolig med disse faderens små ejendommeligheder . Lidt efter forlod grå sin bolig , iført sort kjole under overfrakken . Denne dag bar han sit store ordenstegn ; der var altså noget ualmindeligt påfærde . Han gik op til præsten ved garnisonskirke og lod sig melde . „ Hr. Pastor ! “ begyndte han , i den bekendte talerstilling og med en stemme , der skælvede som en skuespillers , uår han føler sig greben af et rørende sted i rollen . „ Jeg ved ikke , om de kender mig . — de tier , de kender mig ikke , deres fattige kende mig og jeg kender dem . De er en mand , der forstår at røre og henrive , det er ikke udenad lærte ord eller fraser , som give dem denne vidunderlige magt over deres tilhørere ; kun det , der kommer fra hjertet , går til hjertet . “ Præsten så forbavset op . Da konsulen vedblev at stå , rejste han sig også . „ Hvormed kan jeg være dem til tjeneste ? “ spurgte han , lidt uvis om , hvorhen denne indledning egentlig skulle føre . „ Jeg har en datter , “ vedblev konsul grå , „ mit eneste barn ! jeg har trolovet hende med baron Gylding Jarlstad , de har vist hørt denne bekendte adelige familie nævne ; man finder den på hvert andet blad af Sveriges historie . Jeg ønsker , at de skal vie dem i deres kirke , fredag eftermiddag klokken halv syv . Mit kort har sagt dem mit navn , min datter er en engel , i hvis mund der aldrig er funden svig , har de nogensinde bekræftet en pagt , som bærer forjættelse ' om lykke i sit skød , så må det være denne . Benyt det i deres tale , find et udtryk for min bundne tanke , de forstår det . Fra kirkens helligdom , fra alterets ' fod skal deres ord , — lad deres ord , mener jeg , — klinge som en velsignelse fra en faders hjerte . Min taknemlighed skal stå i forhold til den tjeneste , som jeg beder dem om at yde . “ Derefter tog konsulen sin lommebog frem , leverede præsten Claudias og Jarlstads døbesedler , samt kongebrevet og lagde ovenpå disse dokumenter et sirligt , sammenfoldet papir , som indesluttede en ny hundrededalerseddel . Præsten åbnede det uden at vide , hvad det var . Grå smilede , lagde sin hånd på hans skulder og sagde : „ Vi rejse straks efter vielsen , og jeg er en mand , som holder af at have alt i orden . “ Præsten bukkede , udbad sig endnu nogle oplysninger og lovede at gøre sit bedste med hensyn til den omtalte klingende velsignelse . Konsulen anbefalede sig og gik . Om aftenen blev Claudia atter kaldt ind i hans værelse , hvor han forelagde hende en uhyre lang opskrift på de indbudne bryllupsgæster . „ Har du noget at bemærke hertil ? “ spurgte grå . Claudia gennemlæste listen to gange . „ Lutter kors , lutter bånd og stjerner og adelige navne , “ Bemærkede hun smilende . „ Det er jo en illustration af den hele statskalender , du samler til mit bryllup . “ „ Må jeg være fri for frøkenens spydigheder , “ Sagde grå . „ Jeg kaldte dig herind for at spørge om der var nogen , jeg havde glemt . “ „ Jeg tror snarere , du har hustet for mange , “ Svarede hun og kyssede faderens pande . Så kom den vigtige dag omsider . Novembersoten skinnede efter bedste evne , og da dens lys var slukket , lod konsul grå tænde seksten store begkrandse , plantede i to rækker udenfor kirken . Det duftede derinde af grønt og blomster og kongerøgelse , det strålede af lys , alle sidestole vare besatte af deltagende venner og bekendte . Der var bleven uddelt billetter til kirken , som kunne afhentes dagen i forvejen hos konsulens portner . Oppe på galleriet havde grå fået samlet et lille , ndvalgt antal af det kongelige tteaters sangere og korpersonale . En bekendt leilighedspoet , hvis lovsange vare at få tilkjøbs for en billig penge , og som oven i købet selv foranstaltede dem aftrykte i Berlingske tidende , dagen efter , havde forfattet et digt med kor og solonumre , som blev uddelt på rosenrødt silkepapir af graveren , indenfor kirkedøren . — alt sammen overraskelser til Claudia , alt sammen udtryk for det , konsulen kaldte sine bundne tanker . Claudia var henrivende ; et lydeligt udbrud af besknernes henrykkelse lød omkring hende , da hun steg ud af vognen og med konsulen på den ene side , en lille , fed kammerherre på den anden stred hen over det blomsterbestrøede tæppe , som førte til hendes plads . „ Hun ligner en fe i en snehvid sky ! “ hviskedee en af bryllupsgæsterne til grå . „ En fe i en snehvid sky ! “ gentog den henrykte fader og trykkede vennens hånd . Det billede gemte han i sit hjerte . Om aftenen var hele gaden spærret af de forskellige herskabers tjenere og vogne . Det var næsten ikke muligt for politiet at opretholde den nødvendige orden , så stor var trængselen og tilløbet af nysgerrige tilskuere . En række begkrandse omgave brudehuset . Urtekræmmeren på hjørnet havde tændt lys i alle sine kældervinduer , bageren ligeledes , madame Davidsen havde illumineret , silke- og manufakturhandleren i Vimmelskaftet havde også illumineret . Næste formiddag , da klokken slog tolv , holdt en rejsevogn i porten . Den bragte de nygiffe til Jarlstads gård i Jylland . To dage i forvejen havde der været stor udstilling af brudeudstyret , for venner og bekendte . Der behøvedes tre af de største pakvogne for at bringe dette udstyr til bestemmelsesstedet . vi . Vi rive ned , hvad vi byggede . Fem måneder efter , altså i begyndelsen af April , kørte en udmærket elegant og smagfuld vogn ud af Vesterport og fortsatte rejsen fra by til by gennem Sjælland og Fyen til Jylland . På begge døre af denne vogn så man et stort , adeligt våben i rødt og grønt , der gjorde en ypperlig virkning på den lysegule grund . Hvad der endnu vakte større opmærksomhæd end vognen , var et sjældent smukt og kostbart forspand af fire , kulsorte heste med blinkende topper i panden . En kusk og tjener i mørkegrøn frakke , kantet med brede bånd , der bare det samme våben som vognen , fuldendte det herskabelige i denne forestilling . Indenfor de åbne vinduer sås en gammel mand , med et smilende , veltilfreds ansigt , lænet tilbage i vognen ; han bar et stort bånd og en lille orden på en sort kjole . Det var konsul grå , der rejste over til Jylland for at besøge sin svigersøn . Vognen og hestene vare en gave , -som han havde bestemt for de to lykkelige ægtefæller . Rejsen gik ikke videre hurtig ; der var ingen grund til at ile ; de kostbare heste måtte desuden flånes . Om aftenen lod konsulen sig indmelde som fremmed i klubben i enhver by , hvor han tøvede , spillede domino med borgerne , holdt små taler om jernveie og kommuneafgifter , og var altid redebon til at give enhver ønskelig oplysning til den , der ville kende målet for hans rejse . „ Jeg tager over til min svigersøn , baron Gylding Jarlstad , “ fortalte han . „ De har vistnok hørt denne bekendte adelige familie nævne , man finder den på ethvert blad af Sveriges historie . “ Således gik det fra by til by , bestandig efter det samme program ; undertiden var hans selvfornægtelse så stor , at han tilføjede : „ Det er min svigersøn , baronens vogn og baronens heste , hvormed jeg kører . “ Da rejsens mål endelig var nået , ventede der konsulen en stor overraskelse . Jarlstads ejendom lå ude i alheden , mellem lyngbakker og sandhøje ; derpå var han forberedt , men selve herresædet indskrænkede sig til en lille , højst nanseelig bygning , et gammeldags firkantet hus , omgivet af tre lave , stråtakte sidelænger og en kummerlig have , kun adskilt fra landevejen ved et stecnsat dige , som hist og her var faldet ned , hist og her beplantet med en forkrøblet , halvvisscn pil eller hyldebusk . det var et ubehageligt indtryk , men grå forvandt det , han hævede sit hoved , smilede spottende og sagde til sig selv : „ Hvad betyder vel det ? De have nu boet her deres længste tid , man kan lade denne gamle Rønne rive ned og bygge dem en herregård i stedet for . “ Med denne trosf steg han ud , lod vognen holde nede i kroen og listede sig ind i gården , for at berede sine kære børn en overraskelse . Ingen anede hans komme . Claudia havde kun skrevet ganske så breve til hjemmet i disse seks måneder . „ Hvorledes leve dine nygifte ? “ spurgte konsulens venner i klubben . „ Du taler så sjældent om dem . “ „ Spørg heller , hvorledes jeg lever , “ var hans svar , „ thi de glemme mig i deres lykke ; men det er jo forældrenes sædvanlige lod . “ I de sidste to måneder havde . Claudia slet ikke skrevet . Var hun syg , eller havde hun aldeles glemt den kærlige fader ? . Med denne foruroligende tanke købte han vogn og heste og drog til Jylland . En lille , langhåret hund gøede , da han åbnede portdøren . En hane galede på den store mødding , der lå midt i gården , omringet af en ubehagelig , bred vandflod , ellers så grå intet levende væsen , alt var stille og tavst , ligesom uddøet . Ingen kom ham i møde . Indadtil så gården endnu mere sørgelig ud . Våningshusets vinduer vare små , hist og her sprukne og solbrændte . Frosten havde på flere steder løsnet kalken fra leerstenene og dannet dybe huller i dem . En græsbegroet brønd med et stort vandtrug og en gammeldags , klodset vippe , til hvis ene ende var fastgjort et stykke slibesten og en gammel jerngryde , lå lige foran indgangen til våningshuset . På porten og på flere af dørene var der udspilet nogle skind af får og kalve for at tørres , en gammel forfalden vogn og brudstykker af avlsredskaber sås hist og her , og en lille , smal gangsti af små , toppede sten førte op til hoveddøren . Da grå trådte ind i stuen , så han Claudia , indsvøbt fra hoved til fod i en rødternet kåbe , ligge foran kakkelovnsbålet , udstrakt i en gammeldags lænestol , ørkesløs som altid , men blegere end nogensinde for . Lidt borte fra hende sad en høj og aldrende dame med gråligt hår , et blidt og godmodigt ansigt og klædt i en mørk hvergarns kjole . Hun spandt uld . Sollyset udefra kastede et mat og blegt skær hen over stuens kalkede vægge . Et littografi af Frederik den sjette sås over døren . Et lille , rødmalet bur hang under loftet . Kanariefuglene indenfor udstødte af og til et ensformigt pip . Denne klagende lyd og rokkens snurren var det eneste , der afbrød tavsheden , som længe havde hersket i værelset . Da døren åbnede sig og konsulen trådte ind , udstødte Claudia et højt skrig , sprang op fra stolen og fløj sin fader i møde . Hun slyngede begge arme om hans Hals , skjulte sit hoved ved hans bryst og brast i gråd . Den gamle dame flød rokken til side og rejste sig op fra stolen . Claudia søgte at skjule sine tårer . „ Det er min fader , “ sagde hun , „ min egen , kære fader , og denne dame er min svigermoder , baronesse Jarlstad . “ Konsulen gjorde en dyb hilsen . „ Og din mand ? “ Udbrød han med en stemme , der skælvede under indtrykket af alt , hvad han her så eller rettere sagt anede . „ Hvor er baronen ? “ „ Han er nede på engen og lægger drainrør for mølleren , men vi kunne straks få bud efter ham , “ sagde baronessen . „ O nej , sagde moder ! Du ved , han holder ikke af at forlade sit arbejde . Nu er klokken ti , til middag kommer han jo hjem . Fader kan vente så længe . “ ' efter at den første overraskelse havde fundet sit udtryk , fulgte en mængde spørgsmål og svar fra begge sider , under hvilke konsulen uafbrudt holdt sit blik rettet på Claudia , som om han ville læse på bunden af hendes sjæl alt , hvad hun fortav for ham , stumme spørgsmål , som hun forsøgte at undvige ved at slå sine øjne mod jorden . En halv time senere sad fader og datter alene i et lille værelse ved siden af dagligstuen . Ilden var gået ud i kakkelovnen og havde efterladt en svag tørvelugt ; solen bredte sit lys over et skævt opsat , blåt og rødstribet tapet på væggen . Da var isen brudt , enhver forstillelse umulig . Clandia lå med sit hoved lænet imod faderens skulder , hun så op til ham med et smerteligt blik og søgte forgæves at blive herre over sin stemning . „ Men hvad i al verden er dog dette ? “ udbrød han . Tal , mit barn ! Fat dig ! Hvad er der sket , hvad er der hændet ? “ „ Intet ! “ hviskedee hun under et uheldigt forsøg på at smile . „ Det er blot overraskelsen , — det uventede gensyn , —jeg ventede dig ikke , jeg sad og tænkte på dig , men anede mindst , at du skulle komme . “ „ Det er ikke sandt , hvad du siger ; tal og fortæl mig alt ; jeg vil vide , hvorledes du har det . Derfor er jeg her . “ Clandia tav lidt , hun kæmpede med sig selv ; pludselig brast hun i gråd og hviskedee : „ O , fader , fader , jeg er det ulykkeligste menneske i hele verden ! “ Efter dette udbrud strakte hun sine hænder i vejret , som før at bede himlen udtrykke den sorg , hun ikke selv havde ord til . / „ Han har altså skuffet os , bedraget os , denne lille . Smule baron ! Han holder ikke mere af dig ? “ Claudia så op med et udtryk af forbavselse . - „ Jo , uaturligviis holder han af mig , nu , da han kender mig bedre end før ; men hvad nytter det ? Jeg går tilgrunde alligevel , jeg forstenes , dør , tomme før tomme . Betragt mig ret , jeg ligner mig jo ikke mere selv , jeg seer gammel ud , og mine øjne er matte , disse øjne , som du altid fandt så kønne . jeg ved ikke mere , hvad det er at smile . Der har været dage , hvor jeg ønskede mig døden . Hvad synes du ? “ „ Hold op , Claudia ! Jeg kan ikke tåle at høre dig tale således . Du sønderriver jo mit hjerte . — hvorfor har du da ikke fortalt mig alt det før , du flette datter ? Hvorfor skrev du så sjældent ? Hvem sknlde du vel have tillid til uden mig ? “ „ Hvad nyttede det at beklage mig ? Jeg dulgte mine lidelser , jeg ville jo ikke bedrøve dig . Jeg troede desuden , at det skulle blive bedre , men det bliver ikke bedre . Jeg går og keder mig tildøde . — om han holder ' af mig , siger du , ja det gør han rigtignok ! Han tilbeder mig , men på denne tavse , tilbageholdne måde , som du så hjemme , han har ikke forbedret sig . Forleden aften i mørkningen tog han min ene handske derhenne i sykurven og listede sig til at kysse den , uden at jeg måtte se det . “ „ Ja , men hvis han endda forstår dig og skatter ' dig , som du fortjener , så er der endnu noget at håbe på . Lad os blot se , at vi komme bort fra denne afskyelige gård , til Paris , til Lyon ; jeg er kommen hertil for at tage eder med mig . “ „ Rejse ! Ja , hellere end gerne ; men ulykken er , at hans hele lyst og attrå er bunden til dette sted , han lever kun for sin gård , tænker kun på den og så på sin moder , — hun er sød , hun er rar , ciegod , men isnende kold , hun har medlidenhed med mig , behandler mig som et sygt barn , men forstår mig ligesålidt som han . Desværre , jeg indser nok , min sørgelige bestemmelse er , at jeg skal visne bort og dø i denne ørken . “ „ Nej så gnd skal du ikke nej ! “ svarede grå heftig . „ Du er baronens hustru , men du er konsul grås datter . — du trænger til adspredelse , til selskab , til venner , der holde af dig , til en verden , der forstår at skatte dig , hylde dig , du har ikke fået alle disse rige og herlige evner for at gå tilgrunde her , ubegrebet og uændsct af dine omgivelser . Er det derfor , jeg har gjort dig til baronesse ? “ Elandia klyngede sig op til grå , lagde sine små , hvide hænder over hans kinder og kyssede ham . „ Hvor du kender mig ! “ hviskedee hun med sit mest fortryllende smil , „ Du er dog den eneste i hele verden , der altid har forstået mig . — han tager med os , når jeg vil have det , naturligvis ! men jeg ved forud , det skeer imod hans villie og tilbøjelighed . Du begriber ikke , hvor skrækkeligt her er på denne gård . — se , hvorledes jeg går klædt , sådan må seg pakke mig ind for ikke at fryse ihjel , mine hænder blive røde , disse værelser er så mørke , så kolde og uhyggelige som en grav , og så drypper der mus ned fra loftet , hvad synes du , fede , levende mus , er det ikke rædsomt ? — fugtigt er her overalt , mine støvler blive hvide af skimmel , de små stakler , alle mine silkekjoler er plettede . “ „ Ja , det er endda ikke det værste , “ bemærkede grå , „ vi kan få os nye kjoler . Det har vi råd til . “ „ Men jeg vil ingen nye kjoler have , hvad skal jeg bruge dem til ? — hvergarn , vadmel , uldtøi , det er godt nok for mig , for din stakkels , lille Claudia ! — hvem skulle jeg pynte mig for ? Her kommer jo ingen , uden den rødhårede ritmester fra vordinggård , og han er halt og kniber mig i kinden . — Io , så komme også præstefolkene . Den første gang madamen var i besøg her , spurgte hun mig , om jeg holdt meest af at slagte grise til jul , eller jeg foretrak at vente til påske . — er det ikke ypperligt ? — spørge mig , når jeg vil slagte grise . De hedde Stenersen . Jeg kommer til at tænke på vore naboer i tteatret , har de deres gamle loge i vinter ? “ „ Jeg ved det ikke . Men besøger du da jngen , søge i aldrig nogetsteds hen ? “ „ Jo , vi bave været i Århus i vinter . Det var morsomt ! Da måtte jeg køre ind igennem byen i Jarlstads gamle , grønne kavaj , på en åben vogn , blåmalet , med store tulipaner på agestolen ; vor nye vogn var hos smeden . Vi skulle på komedie , du ! — det var rædsomt ! De spillede Etlars sønner eller hvad det hed . Publikum jublede og klappede , jeg sad og rystede af angst og krøb sammen på den første træbænk , for de stak med knive deroppe på tteatret og fløge hverandre ihjel i hver akt så grusomt , at jeg ventede , touren også ville komme til mig . Da vi kørte hjem , sneede det igen . Det sner jo altid herovre , og når sneen ikke kan mere og hviler sig lidt , så blæser det . — vil du tænke dig , så måtte jeg sidde ved henlys dag med et ækelt , gult hestedækken over hovedet , hele vejen . — jeg ! “ „ Jeg har aldrig hørt mage ! “ forsikrede grå . „ Min datter køre igennem byen med et gult hestedækken over hovedet . Sådan noget oplever man kun i romaner . Men hvad siger baronen til alt dette ? Seer han ikke dine lidelser , forstår han dig da slet ikke ? “ „ Du ! Han sidder og seer på mig om astenen , når han kommer hjem fra Marken , hans blik og udtrykket i hans ansigt er godt nok , hans øjne stråle ligeså tilbedende som altid før , så lægger han sin hånd på mit hår , og kysser det og hvisker : stakkels barn ! - kommer der så en Bonde og beder ham om råd hist eller om hjælp her , før du må vide bønderne blive ikke meldte , de gå lige ind i stuen til os , med store træsfo på , så er jeg glemt , så er iarlsfad straks på færde , han lever blot før at gøre andre tjenester , opofrer sig før enhver , der forlanger det ; i otte dage har han stået nede i en grøft og lagt drainror før mølleren . Det kan være godt nok , men det gør ved gud ikke mig lykkelig . Når han kommer hjem om aftenen , er han gerne træt , så går han iseng , og , — jeg undser mig næsten før at sige det , — så snorker han , - når han sover . Det er dog næsten før galt . — jeg selv ligger jo vågen den hele nat . Jeg sover aldrig . “ „ Det er rædsomt ! “ gentog grå og vendte sig til siden for at tørre sine øjne . „ Det er til at miste sin forstand over . Et sådant liv , i modsætning til det , din skønhed , din ynde , dine talenter bestemte dig til ! — mit stakkels , ulykkelige barn ! — men hvormed tilbringer du da tiden , hvorledes får du dagen til at gå i dette helvede ? “ „ Jeg sidder og seer ud af vinduet , og jeg læser alle mulige romaner . Nu er jeg færdig med to bibliotteker i Århus og har begyndt på et nyt i Skanderborg . Jeg går også undertiden lidt ned i køkkenet med Boa og muffediser og lådne støvler på , for der er isnende koldt , så drikker jeg fløde , eller seer , hvad vi skal have til middag . Mit fortepiano er forstemt , jeg rører det ikke ; her kommer jo aldrig nogen . ' — ved du , når vi stå op ' ? Klokken seks . Tænk dig , om vinteren klokken seks og ved lys . Det vil da sige , Jarlstad og de andre stå op , jeg bliver gerne liggende til klokken ti , jeg kan ikke tåle at stå op i et koldt værelse . Vi spise til middag klokken tolv . — jerngafler med sorte hornsfafter , skeer af nysølv , to retter . Gæt hvad vi fik i går ! Nej , det er umuligt du kan ikke gætte det : vælling og flæskekage . Ved du , hvad det er for noget ? Men for gud i himlens skyld , tal aldrig om det hjemme ! Jeg døde af undseelse , hvis mine bekendte fik det at vide . Det er intet under , at jeg sfæmmer mig , min Hals er så mager , at jeg ikke længer kan gå med nedringet kjole . — hvad synes du om dette tapet her , sidder det ikke udmærket ? “ „ Afskyeligt , skævt , ud af linie til begge sider . “ „ Hvor kan du sige det ? Det sidder fortrinligt . Jeg har selv tapetseret hele værelset , den gamle baronesse hjalp mig , jeg havde en stor pensel og et hvidt forklæde , som nåde mig op til hagen . Det var morsomt “ Således vedblev Claudia at gennemgå sit ' huslige livs ulykker og lidelser . Medens hun trak vejret , tog grå ordet , beklagede hende og fordømte iarlstad , hos hvem naturligvis kilden til ethvert onde måtte søges . Omtrent to timer forløb således . Da der endelig ikke var flere superlativer at finde eller flere genvordigheder at skildre , gik grå en tidlang tankefuld og grublende op og ned ad gulvet . Det var et af disse øjeblikke , der fødte hans ideer . „ Sæt dig hen og skriv ! “ udbrød han . „ Nej , lad det være , det behøves ikke . Når det gælder om at frelse en sjæl fra døden , når mit eneste barns timelige og evige vel står på spil , så få ordene vinger , så behøves der ingen studeret tale . Jeg ved , hvad jeg har at sige . “ Lidt efter gik portdøren op . Der kom en mand gående ind i gården . Han havde en lang , brun frakke på , et par uhyre træskostøvler og en gammel grå hat , bulet , falmet , og hvis skygge hang ned over øjnene . Hvad der . bidrog til at give ham et endnu mere afskrækkende ydre , var , at hele hans dragt fra hoved til fod var overstænket med leer , som om man havde taget ham op af en grav . Han gik hen til vandtruget ved brønden og vaskede sine hænder . Claudia sad ved vinduet . „ Der kommer min baron ! “ sagde hun . „ Hvad synes du ? Er det ikke grusomt ? “ „ Det er forfærdeligt ! “ udbrød grå ; „ det overgaser jo enhver menneskelig forestilling . Til en så- ' dan mand har jeg kastet dig bort , du fine , du yndige perle ! “ „ Vær dog ikke alt for streng imod ham ! “ sagde hun bønlig . „ Han skal i det mindste vide , at han har en mand , en krænket og bedraget fader for sig , “ svarede konsulen da iarlstad lidt efter kom ind i stuen , havde han fuldstændig skiftet dragt . Den krænkede værdigheds mine , hvormed grå væbnede sig , forsvandt lidt efter lidt for den øjensynlige glæde og hjertelighed , hvormed hans svigersøn modtog ham . Jarlstads hele adfærd mod Claudia gav desuden et indtryk , noget forskelligt fra hendes egne skildringer , det var den samme milde røst , der hver gang syntes at antage en endnu blødere og inderligere tone , mere sørgmodig måske end før , de samme vågende og kærlighedsfuldt øjne , der vedbleve at følge hende overalt og dvæle på hende , som om de ville udforsfe enhver af hendes fornødenheder . Claudia havde ombyttet sin rødtærnede kåbe med et prægtigt , gråt kasfortørklæde , hvori hun dog indhyllede sig ligeså omhyggeligt som for . „ Du fryser ! “ hviskedee iarlstad . „ Der er koldt herinde . “ Dermed forøgede han bålet i kakkelovnen . Noget efter gik han hen , hvor hun sad , og fæstede en aftagen vindueskrog fast til posten . „ Det trækker lidt , “ hviskedee han . Da baronessen åbnede døren til spisestuen , tog iarlsfad en fodpude ind med og lagde den foran Claudias stol . Disse ubetydelige opmærksomheder blev ydede i stilhed , fordringsløst , uden at afbryde samtalen , og vandt i betydning derved , at Claudia modtog dem , ikke . blot som noget , der fulgte af sig selv , men som noget , hun syntes at være daglig vant til . Konsulen lagde nøje mærke til alt . Indtil nu havde det ikke været muligt at finde nogen lejlighed til at give sit fyldte hjerte luft . Han besluttede at opsætte angrebet til siden . Denne middag kom der tre netter på bordet . Iarlsfad star for . Han rakte konsulen den fyldte tallerken ; grå bød den først til Claudia . Iarlsfad smilede . „ Claudia spiser ikke lendcr , “ sagde han . „ Jeg har noget særskilt til hende . “ Dermed star han brystet af to brokfugle , som lå ved siden af mnderne og lagde det på Claudias tallerken . „ Det er min søns morgcnbesfilling at skaffe disse fugle tilveie , “ bemærkede baronessen . „ Han gjennemstreifer bioser og kær for at få fat på dem . “ „ Jeg trænger til bevægelse , “ svarede iarlstad . Der blev bragt et fad med kartofler omkring . Jarlstad satte dem fra sig , uden at byde Claudia . Grå ville rette denne uopmærksomhed og rakte hende fadet . Jarlstad smilede atter . „ Claudia holder ikke af kartofler , “ sagde han . „ De ere heller ikke så gode som de skulle være . “ Derefter satte han en assiette med syltetøj hen foran hende . „ Jeg tror til sidst , at Claudia bliver forvænt , “ Bemærkede konsulen med et smil , hvorunder han søgte at dølge disse to nederlag . „ Forvænt ! “ gentog Jarlstad forundret . „ Hvorfor mener de ? Har ikke enhver af os sin lyst og sin tilbøjelighed ? “ Efter bordet skænkede Claudia kaffe , det var hendes eneste husgerning , men den blev også udført med særdeles ynde . Efter at have stænket til de to herrer , fatte hun sig ned ved faderens side . „ Skal du lille stakkel ingenting have ? “ spurgte grå , idet han tog hendes hånd og kyssede den . „ Claudia holder ikke af kaffe , “ sagde den gamle baronesse , som i dette øjeblik kom ind fra køkkenet og satte en forsvarlig kop tyk fløde og to små sukkerbrød foran hende . „ Den kaffe , vi få tilkjøbs her i egnen , er heller ikke videre god , “ tilføjede hun . „ Jeg kan også godt hjælpe mig med fløde , “ Forsikrede hun . „ Claudias kopper er de smukkeste , “ sagde konsulen til sig selv . „ Der er en rød bort og guldkant om dem , de andres er kun slet og ret hvide . “ Medens han anstillede denne betragtning , gik døren op , og en gammel avlskarl kom ind i stuen . Han havde taget sine træsko i hånden , og standsede et øjeblik forlegen , før han , svingende med armene , gik hen til iarlstad . „ Hvad vil du , Terkel ? “ „ Imedens tøs er dernede og spørger , om de må låne husbondsheste og den blå vogn i eftermiddag . “ „ Den blå vogn , “ tænkte fader og datter og så på hinanden . „ Bi kunne ikke godt undvære hestene på pløjemarken , “ Svarede iarlstad . „ Sig til dem , at det får at vente til en anden dag . “ „ Ja , vi komme dog til at lade dem få den , “ Bemærkede karlen . „ Konen er falden ned fra halmloftet og har forslået sig flammelig , og nu skal han ind til byen efter doktoren . “ „ Det er en anden sag , “ sagde iarlsfad uden betænkning , „ så må vi opsætte vor ploining . Træk vognen ud og spænd for ! “ Karlen gik . Da han kom til døren standsede han og sagde : „ Hun spørger om jeg kan få lov til at køre for dem ? “ „ Ja vist ! Se at komme afsted , så hurtigt du kan ! “ „ Husbond seer vel ned til dem siden , det bad hun om . Hun skal være kommen slemt tilsfade . “ „ Jeg skal se derned , “ svarede iarlsfad ; „ skynd dig blot med at få spændt for . “ karlen gik . Konsnlen rejste sig fra bordet ; Jarlstad åbnede døren til dagligstuen , clandia fulgte ham . Den gamle baronesse kom derimod ikke til syne . Anede hun måske , at det var det vigtige øjeblik , hvori slaget skulle begynde ? Konsnlen rømmede sig ; derpå trådte han hen foran Jarlstad , gav sit ansigt et højtideligt udtryk og sagde : „ Nu baron , have vi to et alvorsord at tale sammen . — hvad er det for et kummerfuldt liv , de her bereder min stakkels , lille Claudia ? Det var ikke det , de lovede mig , da vi skiltes udenfor kirkens dør , ikke den lykke , hun med rette kunne gøre fordring på . “ Jarlstad betragtede ham ufravendt . Han lod ikke til at blive overrasket ved denne indledning . „ Har clandia beklaget sig over mig ? “ spurgte han i sit dæmpede og rolige sprog . „ Tror de , at det behøves ? Vidner ikke denne triste og sørgelige bolig , hendes blege kinder og disse matte øjne , — før så strålende , så fulde af tillid til fremtidens lykke — jeg siger , vidner ikke alt dette om , hvad hun lider ? “ Clandia rejste sig for at gå ; Jarlstad lagde sin hånd på hendes skulder . „ Bliv kun , clandia , “ sagde han blidt ; „ det vi tale om angår jo dig , du må gerne høre det . “ „ Jarlstad ! “ vedblev konsulen . „ Se på hende ! Læser de ikke lidelser skrevne i ethvert træk af dette yndige ansigt , ved de virkelig ikke , at hun føler sig ulykkelig , fatter de ikke , at hun går tilgrunde ? “ „ Jo , “ hviskedee han endnu mere dæmpet , „ der har været øjeblikke , hvori jeg frygtede det . Jeg håbede på fremtiden , jeg har stræbt at gøre det så godt , som jeg kunne , før Claudia . “ „ Men er det en egn at leve i , er dette et sted at føre hende til ? “ „ Jeg kender intet bedre . Her er koldt , her er mørkt , her er øde , siger de , men jeg er født her , mine forældre have boet her før jeg , derfor holder jeg af det . Det indefiniter mine lykkeligste minder , derude , i grenen af det gamle pæretræ , har jeg lært at læse , nede ved den lille dam har jeg nydt og levet mit rigeste liv , og da vi i fjor byggede huse sammen , de og jeg , var det , før at jeg kunne tjene penge til at frede om alt her , og da jeg førte Claudia herover , var det , fordi jeg vidste , hun ville finde en moder , om altid har forstået at ofre sig før andre , leve og virke før andre , fordi jeg troede , at stilheden , freden og storheden her ville fylde clandias sjæl , som den fyldte min og bibringe hende andre indtryk af livet , end dem , hun kendte fra København , o/da jeg nægtede at modtage deres penge eller hendes arv , var det fordi jeg ikke ville spise andres brød eller leve i bevidsthed om afhængighed af andre , fordi en mands værd i mine øjne beroer på , at han virker for sig selv , handler for sig selv og bliver sin egen lykkes skaber . “ „ Alt dette kan være grunde for dem selv , men ikke for min datter , siden de ikke har gjort hende lykkelig . “ „ Jeg frygter for , at de har net , “ sagde han med et sørgmodigt blik på Claudia . „ Det var min fejl , at jeg holdt mig overbevist om , at det liv her , som ensomheden giver anledning til , ville virke heldigt på Claudia , det var en endnu større fejl , at jeg kunne bilde mig ind , at min gamle moder og jeg skulle være i stand til at erstatte alt , hvad jeg drog hende bort fra : slægt og venner , tilbøjeligheder og de adspredelser , hun er vant til , og som hendes ungdom sætter pris på , — men ikke sandt , der gives sådanne øjeblikke i vort liv , hvori vi , med følelsen af en ærlig villie og en redebon lyst , tro at knnne alt , mægte alt ; jeg har erkendt denne fejl , og jeg sørger over den , hver gang jeg seer , hvad Claudia mangler i sin lykke . “ Der var noget i Jarlstads ord og i den dæmpede , vemodige røst , hvormed han taledc , som forvirrede konsulen . Han havde ventet en retfærdiggjørclse , han mødte en selvanklage ; hvorledes skulle han kunne angribe den , der forud erklærede sig for overvunden ' ? Han var beredt på at forsvare clandias sag , det var iarlstad , der påtog sig denne ulejlighed . Efter nogle øjeblikkes tavshed vedblev han i en tone , der var nedstemt fra dens første pattos : „ Siden de selv indrømmer denne fejl , har jeg intet videre at sige derom . De kender mig , baron ; jeg er ikke den mand , der blander sig i andres anliggender eller lægger hånd mellem økse og blok , men de kan ikke fortænke en fader i , at han værner om sin datters lykke . - Jarlstad ! min ben ! min søn ! Dette barn er engang groet fast til mit hjerte med alt hvad der er kærligt og hengivent i det , jeg har i mange år kun arbejdet med tanken på hende , jeg lever kun i hende , hendes lykke , hendes sjælefred er min , hendes sorg vil lægge mig i min grav . I det hjem , de tog hende fra , har hendes dine aldrig fæ ldet en tåre . “ Da grå sagde dette , var han dybt bevæget , han vendte sig til siden og holdt sit lommetørklæde for øjnene , clandia sad sammenkrøbet ved vinduet med hovedet begravet i sit store shawl . Hun hulkede højt . Jarlstad gik op og ned ad gulvet , hans smerte fandt intet udtryk , røbede sig ikke ved nogen ytring . „ Hvad mener de , der er at gøre ? “ spurgte han lidt efter . „ Clandia må forlade dette sted , må bort herfra , heller i dag end i morgen , hun holder det ikke ud længer . Hun går tilgrunde . “ „ Nej , jeg holder det ikke ud , “ gentog clandia , idet hun slog tørklædet tilbage og viste dem sit grædende ansigt . „ Det er virkelig sandt . “ „ Når de nu hører hende selv sige det , “ vedblev grå , „ kan der så være noget at betænke sig på . Hun er dem jo kær , de holder af hende , ikke sandt ? “ Jarlstad lagde sin hånd på hendes hoved , men svarede ikke . „ Det vidste jeg nok , “ sagde grå , „ jeg har allerede set flere beviser derpå i den korte tid , jeg er her . de er den samme ædle og kærlige sjæl , som den Asten , jeg første gang lagde hendes hånd i deres . Lad os da komme bort , børn ! min vogn holder for døren , Jarlstads vogn ville jeg sige , det skulle jo være min overraskelse til eder . Pak de nødvendige klædningsstykker ind og følg med , så vil alt blive godt . “ „ Ja , de har ret , “ svarede iarlstad , og hans læber skælvede krampagtig under den længe fortsatte kamp . „ Det vil vist være godt for Claudia at rejse , men jeg må blive tilbage , jeg kan ikke følge med . “ „ Hvorfor ikke ? “ „ Min moder er meget svagelig , hendes liv hænger i en tråd , Claudia ved det , lægen har anbefalet mig den største årvågenhed og omhu . Hun trænger til mig , jeg må blive og frede om hende . “ „ Clandia forlod dog mig , “ sagde konsulen , „ sit hjem og alt for at følge dem , kan de nu ikke gøre det samme for hende ? “ „ De vidste , at de ville finde åbne arme , så snart det behagede dem at drage til os , hvor skulle min moder ty hen ? Hun ville savne mig , men ikke kalde mig tilbage , jeg ved det . Hun forstår kun at lide og tie . Da jeg var syg , sad hun ved min seng , når jeg trængte til noget , undværede hun for at give mig , stnlde jeg nu glemme alt ? — det kan de ikke mene . “ „ Så må Claudia og jeg rejse alene , der er ikke andet for . Jeg er også svagelig , jeg kan ikke tåle at gå op ad trapperne . Lægerne råde mig til at bruge badene ved fahr . Jeg fager min datter med mig . “ „ Bil du det , Claudia ? “ spurgte iarlstad og standsede foran hende . „ Fader mener jo , at det er til mit bedste , “ svarede hun , uden at turde hæve sit ansigt op mod de to øjne , som hvilede på hende . „ Ja , ja , da ! “ sagde han , „ det er vel også det bedste . — det skal være , som du ønsker . “ „ Her er kun tale om en fraværelse for en kort tid , “ bemærkede grå , „ nogle måneder , måske lidt længer . Det er jo ingen skilsmisse . “ „ Skilsmisse ! “ gentog iarlstad . „ Nej , det ved jeg nok , så stor er min synd mod Claudia da ikke heller . “ „ Det er altså afgjort og bestemt , og nu , — i vide , at jeg er en resolut mand , der ikke holder af opsættelser , i aften pakker clandia det nødvendigste af sit tvi sammen , i morgen tidlig tage vi herfra . “ Iarlstad svarede ikke , han stod med hovedet lænet til bindnesposten . „ Ikke sandt ! “ vedblev grå , „ derom er vi enige ? “ Han vedblev at tie . „ Tal dog lidt ! “ sagde clandia , idet hun gik hen til ham . „ Du gør mig så bange ved at stå og tie stille . Cr du så bedrøvet over at skulle miste mig ? “ Han skjulte sit ansigt ved hendes bryst . „ Nej ! Nej ! “ hviskedee han . „ Din fader har ret , du bør , dn må rejse . Det er som det skal være . “ Da han havde sagt dette forlod han værelset . Aftenen kom . Grå havde været nede i kroen for at give kusken ordre til at afhente ham næste morgen tidlig ; derefter spiste han til aften og gik iseng , tavs og alvorlig , og især meget anstrengt af alle denne dags begivenheder . Jarlstad havde lukket sig inde i sit bævelse . Clandia hørte ham gå op ned ad gulvet , medens hun selv var beskæftiget med at pakke et udvalg af sine klæder ned i en stor kuffert , tage det alt sammen op igen og pakke ned på ny . Hun græd , sank sammen på sengen , trykkede ansigtet ned i puderne for at skjule sin hulken ; hun anså sig for den ulykkeligste af alle levende og var fuldkommen overbevist om , at disse lidelser ville dræbe hende , det var umuligt andet , hun ville ikke overleve den næste dag . Hun led virkelig denne nat ; det var den første , dybe sorg , hun nogensinde havde prøvet , den fandt hende også aldeles uforberedt , den bøjede hende til jorden . Det blev nat . Claudia var endnu langtfra færdig . Det var koldt herinde . Hun havde svøbt sengens puder om sig og sad og stirrede ind i lyset , grædende , grublende , men mærkværdig nok , hun glemte denne gang sig selv for kun at tænke på ham , hans ord , hans sorg , hans hele adfærd under det foregående , stormfulde optrin . Nu skulle de altså skilles , var det slutningen på alle hendes forhåbninger og fristende drømme ? Han havde ikke bedet hende om at blive , han ønskede endogså denne skilsmisse . Hun listede sig hen til hans dør , sagte , lydløst , for alt i verden måtte han ikke ane det . Bestandig hørte hun disse afmålte trin indenfor . Han sov altså ikke heller , det var endda en trøst . Han blev ved at vandre op og ned i værelset . Tiden gik , Claudia havde talt ethvert klokkeslag i denne nat ; det var som om hun frygtede for morgenen , og den bragte hende dog knn opfyldelsen af , hvad hun nylig havde ønsket . Månelyset faldt ind i stuen , blegt , blåligt og koldt . Hun erindrede sig et andet måneskin , der havde lyst ned over en knælende niand , som med sænket hoved , med frygtsom og bævende røst hviskedee sin kærligheds håb og dens dybe længsler i hendes øre . Hvilken modsætning mellem dengang og nu . Havde han da skuffet hende siden ? Svigtet , hvad han lovede ? — det faldt hende for første gang ind i dette øjeblik ! — Havde hans røst ikke bevaret den samme inderlighed , vare ikke hans sidste ord denne eftermiddag , hans smerte , hans tavshed , vidner om hans kærlighed ? Månelyset blev blegere , morgenen gryede , dagen , skilsmissen . Ude i det gamle pæretræ sang stæren , længere tilbage , mellem de rødbrune hedebanker , der i denne frasfand toge sig ud som et uhyre , bølgende tæppe af Fløiel , hævede sig en lærke , sang , tav , sang igen og kaldte på de andre . Da klokken slog fem , hørte clandia en vogn komme kørende udenfor porten . Kusken smeldede med pisken for at tilkendegive sin nærværelse . Lidt efter viste konsulen sig , rede til at tage bort . Han stod og talte med kusken . I Jarlstads værelse var det blevet stille , hun hørte ham ikke længer gå derinde . „ Nu sover han ! “ hviskedee hun , „ han er rolig , han finder sig i alt , jeg lille stakkel er den eneste , som lider . “ Hun listede sig atter hen til døren , åbnede den forsigtig og så ind . Iarlstad sov ikke , som hun formodede . På væggen ligeover for døren hang Claudias portrait i legemsstørrelse , et af Monnies ' s bedste arbejder , talende ligt . Iarlstad knælede ned foran billedet og skjulte ansigtet i sine hænder . Ved hans side stod den gamle baronesse , alvorlig og tavs ; hendes hånd hvilede på hans hoved . Ingen af dem mærkede , at døren blev åbnet . Pludselig hævede iarlstad sit hoved op mod moderen . Claudia havde aldrig set et ansigt så ligblegt eller et så grænseløs ! Udtryk af smerte . „ Hun rejser fra mig , “ udbrød han , „ Vognen er der , — hun kommer aldrig mere tilbage . “ „ Hvem ved , om i ikke begge er bedst tjente dermed , “ svarede den gamle dame . „ Det liv , du hidtil har ført , var ikke til din lykke . “ „ Men jeg elsker hende , “ hviskedee han . „ Moder , hører du ! Jeg holder så ubeskriveligt af hende ! At stilles er for mig , som om mit hjerte skulle briste . “ Claudia havde hørt hvert ord . I det samme bankede det på den anden dør . Konsulen trådte ind , rejseklædt , smilende , hilsende , med en stor ny merskumspibe i hånden , iarlstad var sprungen op , baronessen sad på en stol ; ethvert spor af det nylig foregåcde optrin var udslettet . Straks efter viste Claudia sig i døren . Hun havde også sit rejsetøi på . „ Vognen er der , “ sagde grå , „ vi må afsted ! “ „ Skal det nu være ? “ spurgte Jarlstad . „ Det er jo til eders fælles bedste , “ vedblev konsulen . „ Det tror jeg også , “ sagde den gamle baronesse . Jarlstad havde ikke hørt disse ytringer , hans dine være uafbrudt heftede på Claudia . „ Så nu vil du rejse fra mig ? “ sagde han . „ Nej jeg vil ikke , “ råbte hun grædende og idet hun slyngede sine arme om hans Hals . „ Jeg vil blive hos dig ! “ „ Men Claudia , min datter ! “ udbrød grå , „ betænk dog — “ „ Ja , det nytter ikke , hvad du siger , “ vedblev hun , „ jeg bliver dog alligevel . Seer du da ikke , at han ville dø den ulykkelige , hvis jeg rejste fra ham . Han mente ikke et ord af al den fornuftige snak , han stod og sagde i går . Tal lidt , du ! Er det ikke sandt , hvad jeg siger , du kan ikke leve uden mig ! “ Jarlstad var sunken neo på en stol ; hun rev silkehætten og kåben af , sprang op på hans skød , trykkede sit hoved ind imod hans skulder , smilede og sagde : „ Er du nu rigtig sjæleglad , fordi du får lov at beholde mig ? “ Konsul grå stod målløs lige overfor dem . En time efter kørte han alene bort fra gården og det ovenikøbet i en yderst slet leievogn . Da alle overtalelser glippede og strandede på Claudias faste villie , holdt han en lille tale , hvori han med velvalgte ord tilkendegav dem , at han gav efter , men tillige fordrede , som den eneste , ufravigelige betingelse , at de slulde mogtage hans gave , den nye vogn , kusken , tjeneren og de fire sorte heste . Iarlslad var ikke meget for det . „ Hverken vognen , hestene eller tjeneren passe til vore øvrige omgivelser , “ sagde han . Clandia derimod var henrykt ; i dag fandt hun alt fortræffeligt ; hun sprang op i vognen , klappede i sine små hænder , lænede sig tilbage i de bløde silkepuder og påstod , at det var en yndig vogn , netop efter hendes smag . Altså beholdt de den . vi . Moralfilosofi . Samme eftermiddag sad clandia inde i baronessens værelse med den gamle dames hænder i sine . „ Du har talt hårde ord om mig i morges , “ sagde hun . „ Jo , jeg hørte det godt . Du må vide , at jeg stod og lyttede ved døren . Fortjener jeg virkelig så streng en dom ? er jeg så skyldig , som du sagde ? Hvorfor har du da aldrig før gjort mig opmærksom derpå ? “ „ Ville du have forstået mig , hvis det var sket ? “ „ O , ja vist ! kan du tvivle derom ? Jeg forstår alt , hvad der hører med til Jarlstads ' lykke . Du er så stor , så elskelig , jeg er en lille tosse , som ingenting ved , det mærker jeg nok , menjjeg er ung , og jeg vil gerne lære . — søde moder ! sig mig , hvad jeg har at gøre . “ „ Gør ham lykkelig , så vil du selv blive det . “ „ Wien gør jeg ham da ikke lykkelig ? “ spurgte Claudia , i høj grad forbavset . Baronesse « rystede på hovedet . „ O , tal , tal ! “ bad hun med sin indsmigrende og bønlige røst . „ Moder , hjælp mig , sig mig alt , dølg intet , lad dette være skriftemålets time ! Du skal få at se , hvor gerne jeg vil rette mig efter dine råd . “ „ Nu vel da , siden du ønsker det , siden du selv forlanger det , så hør mig , men husf på , Claudia , at om det , jeg siger , endogså synes dig strengt og uskånsomt , så må hensigten undskylde mig , det er din allerbedste veninde , det er din moder , som i dette øjeblik taler til dig . “ Claudia bøjede ydmygt sit hoved og trykkede sine varme læber på baronessens hånd . Den gamle dame vedblev : „ Du gør ham ikke lykkelig , du må forstå det , erkende det , for at gå en hel anden vej end hidtil . Du har bestandig været vænnet til at leve for dig selv , for dine egne glæder , indfald og tilbøjeligheder , uden at søge at blive noget for andre . Du betragter kun livet som en gave , det er mere , mit barn , det er en opgave . Du forlanger hensyn af alle andre som noget , der var din ret , ofre , bestandig ofre , du modtager dem også , men hvad yder du til gengæld ? — ved du ikke , at man i denne verden kun kan gøre fordring på at få , i forhold til hvad man giver ? “ „ Ak nej ! “ svarede Claudia sørgmodig , „ jeg ved slet ingenting , jeg har bestandig drømt mere end jeg tænkte , jeg har søgt lykken og fundet sorgen . “ „ Vist ikke . Hidtil har du kun søgt din lyst , her har du fundet din pligt . Veieu til den første går igennem vort hjerte , den anden igennem vort hoved . “ „ Men tidligere , moder , var jeg dog lykkelig og tilfreds med alt . “ „ Tilfreds ! — ja , fordi alt bøjede sig efter din villie , forenede sig efter dine dnsker , men således ville det umuligt kunne blive ved bestandig . Lykkelig ? - kast et blik tilbage på dit liv , hvori bestod det , du kalder lykke ? Hvor tomt , hvor overfladisk var det ikke ? Er lykken da pynt , er det en yppig , ørkesløs tilværelse , eller bedøvende adspredelser ? Du fandt alt muligt forberedt , ventende på dig , derfor hvilede disse rige og herlige evner , gud har givet dig , uden anvendelse , uden udvikling , som sejl , der hænge slappe ned fra masten . Hvem levede du for , hvem arbejdede du for , hvem har du været til velsignelse ? “ „ Men det trætter mig at arbejde , det keder mig , hvorfor skal jeg arbejde , når jeg ikke har det nødig ? “ „ For at udvikle de kræfter , du nu savner , og som du så hoilig trænger til . Kun gennem virksomheden går vejen til vor lykke . — jeg holder ikke af at stille den ene frem som et monster for den anden , vi have alle vore fejl , men betragt Casper , han virker , han færdes , for sig selv og for andre , og vinder derved kraft og fortrøstning ; uden arbejde ville han synke sammen i den sorg , som tynger på ham . “ „ Du mener i den sorg , som jeg volder ham . — jeg forstår dig nok ! “ vedblev hun grædende og kastede sig til baronessens bryst . „ O , moder ! hvor jeg dog er ulykkelig ! “ „ Vist ikke , Claudia ! i dette øjeblik tror jeg tværtimod , du er på den bedste vej til lykke . Søg at blive til noget ; ved du ikke bedre , så følg din husbonds fodspor , nede i landsbyen velsigne de ham , de ty til ham i deres nød , de klynge sig til ham . Opsøg dem som lide uden at have klager før deres smerter , gør deres sorger til dine , det er et skridt fremad , det er at samle skatte før sin sjæl , som biblen siger . “ „ Bien hvorledes skal jeg bære mig ad dermed ? Jeg bryder mig ikke om disse mennesker , deres sorger ere ikke mine , de bevæge mig ikke , tværtimod , billedet af deres armod og den råhed , som omgiver dem , støder mig bort “ „ Således var det hidtil i det indholdsløse , egoistiske liv , du sorte ; jeg ved det nok , Claudia ; det er det farlige ved lutter medgang , overflod og det , du før forstod ved lykke , at de sløve og forstene ; men nu har sorgen nået dig , nu er tårerne komne , ulykken gør blod , den vil åbne dit hjerte , din egen smerte vil lade dig forstå andres og give dig lyst og trang fil af mildne den . Det er en af vort køns ypperligste bestemmelser . “ „ Tror du så , han vil holde mere af mig ? “ Spurgte hun hen i vejret . „ Mere , nej , det er umuligt , hans fejl er tværtimod den , af han holder for meget af dig . “ „ Kan det være en fell ? “ spurgte Claudia . „ Det anså jeg for et fortrin . “ „ Den sande kærligheds natur er af bære over med hverandres brøst , men ikke af gøre os blind for den . Niere vil han ikke holde af dig , men det vil derimod bringe dig nærmere fil ham , det vil lære dig af indse , af i ethvert godt forhold må alt være fælles , sorgen såvel som glæden ; hidtil har du ikke delt hans sorger , du har ikke bekymret dig om dem , ikke heller om hans glæde , hans tilboielighed , du kender dem næppe , du har aldrig begrebet , hvad en hustru burde være ; det er en fejl . Giv agt på hans smag , hans ønske og Billie , lær at bøje dig for den , skaf dig en part i hans tilværelse , gør dig til en del af ham selv . “ „ Bien hvorfor skal jeg alene bøje mig ? “ „ For at finde det , du søger . Det er ikke så svært , som du tror . Lad mig hviske det i dit øre , så at ingen hører min hemmelighed : en kvindes største magt beroer ikke så meget på at kunne modstå , som på at kunne give efter . Hnn er som sivet , ved du nok , det bøjer sig for stormen , men det retter sig igen , Claudia , efter stormen , når undertiden egen splintrcs , fordi den ikke forstod at bøje sig . Du har så let ved at følge den Bei , jeg her betegner , din ånd besidder så megen finhed , så megen kløgt , dit hjerte rummer så megen barme og hengivenhed , du vil kunne bringe det , du nu anser for ofre , når du ved , at det gøres nødig . “ „ Ja , det kom vi vel nok ud af , “ sagde hun og tørrede sine øjne , „ men jeg har i den sidste tid levet med en hemmelig frygt for , at han ikke mere brød sig om mig , at jeg ikke længere var det for ham , jeg havde været før ; det gjorde mig især ulykkelig . “ „ I denne tilståelse indrømmer du jo alle de fejl , jeg nylig har nævnet . „ Jeg dør , “ siger du til dig selv , så lukker du øjnene og lader dig rives bort af strømmen , uden at gøre et eneste forsøg på at nå i land . — krandsen ' ligger for dine fødder , og du tager den ikke op . Du , som i din ungdom , skønhed og inde har alle våben til at sejre . “ „ Har jeg virkelig ? “ sagde hun , for hvem disse sidste ord lød som musik . „ Et skal du blot mærke dig nøje , lad aldrig oftere et optrin som dette sidste berøre eders forhold . En lille splid gør intet , siger man , forsoningen , som følger efter , forstærker blot båndet , du har hørt det , du har læst det , men tro det ikke , mit eget barn ! Splid er som en hånd , der berører sommerfuglens vinger , den udsletter de fine farvers skønhed og bringer dem aldrig mere tilbage . Splid er som et sår , i tilføje hinanden , måske læges det igen , men lader dog altid et synligt ar tilbage . “ Claudia slyngede sine arme om den gamle baronesses Hals , kyssede hende og hviskedee : „ Jeg vil følge alt det , du råder mig til , du skal få det at se fra denne time , jeg vil blive alt hvad du forlanger , når du blot vil hjælpe mig , og rette mig , når jeg fejler , og så rose mig lidt , blot en lille smule , når jeg gør det godt . “ „ Jeg behøver ikke at hjælpe dig , “ svarede baronessen , „ kæmp , mit barn , kæmp selv , stol først og fremmest på din egen faste Lillie , stol også lidt på gud , i hver en nød bliver han tilbage , som når man sejler på søen og seer landet svinde omkring sig ; himlen er der altid . “ Det var to måneder efter konsulens besøg . Claudia havde fulgt sin svigermoders råd . Hun beskæftigede sig . Hun fik et langt hørgarnsforklæde på , gik i køkkenet , tog del i alt og bragte uorden og forvirring i alt . Således gik fjorten dage . En formiddag kom hun ind i baronessens værelse med tårer i øjnene . „ Nu må jeg ikke længere være dernede . Gamle Marie kokkepige har viist mig ind . Hvad synes du , moder ? Hun siger , at det er synd for mine hvide hænder . — jeg vil så gerne gå i køkkenet , især i melkestuen , det er virkelig sandt , men alt , hvad jeg rører ved , er sort dernede . Jeg bruger næsten et par handsker hver dag . Det kan nu være det samme , thi jeg har opdaget , at Jylland dog har et fortrin for København , det , at man er nærmere ved Randers ; men når jeg har været lidt dernede , kan jeg hele dagen efter mærke tørverøgen , den sætter sig i mit hår og i mine klæder , er det ikke afskyeligt ? Hvad skal jeg gøre derved ? “ Baronessen smilede , kyssede hende og sagde : „ Vi må se at finde på noget andet . “ Dagen efter fik clandia en bunke hjemmegjort lærred ind , hvoraf der skulle syes håndklæder , lagener og viskestykker . Hnn begyndte at sømme dem med en utrolig flid . Der gik en dag bort , og der gik flere . Cn eftermiddag kaldte hun på kusken , lod spænde for den nye vogn , det var hendes ejendom . Hun kørte ned til landsbyen . Ingen på gården anede , hvad hun ville der hnn talte heller ikke derom til nogen . Da hun kom hjem , var hun særdeles vel tilmode . Hun ilede ind i den gamle baronesses værelse og sagde : „ Nu har jeg gjort en god gerning . Jeg har været nede i landsbyen og opsøgt tre af de fattigste gamle koner . De komme herop til mig i morgen . “ „ Hvad vil Au dem ? “ „ Jeg deler alt mit sytøj ud til dem og skaffer dem derved noget at fortjene . De gamle stakler blev så glade og kyssede min hånd , da jeg lsvede dem arbejde . Så kører jeg hver dag ned og seer , hvorledes de udføre det . Du skal med , vi køre begge to , og spise jordbær hos landinspektøren . Jeg vil så gerne selv sy , men det stive og hårde lærred gør ondt i mine fingre . Ikke sandt , søde moder , den lille fortjeneste kan man da gerne unde disse fattige mennesker ? Jeg vil gerne selv betale dem af mine egne , sammensparede penge . “ Derved blev det . Efter at have forsøgt sig så heldigt i køkken og systne , fandt Claudia på en ny ide . Nede i landsbyen boede der en smed , som foretrak flasken for ambolten . Han slog sin hustru og jog af og til hende og børnene ud af huset . Konen gik op på gården og beklagede sig . Claudia talte med smeden , foreholdt ham det urigtige i hans adfærd og gav ham ti rigsdaler , for at han skulle forbedre sig . Alanden lovede alt , hvad hun forlangte , svor helligt og dyrt på , at han fra nu af skulle modstå enhver syndig fristelse , drak samme aften pengene op i kroen og jog derefter hustru og børn ud af huset igen . Da der ikke var noget at gøre ved manden , tog clandia sig af hans familie . Hun skaffede konen beskæftigelse og købte klæder til hendes fire , små børn . Ikke nok dermed , men hun lod børnene hver dag komme op til sig på gården i deres nye klæder , syede og strikkede med dem og lærte dem at kende bogstaver . Førend de fik lov at komme ind til hende , måtte gamle Marie anvende det fornødne band og sæbe til deres ansigt og hænder . Det var et møjsommeligt og trættende arbejde for clandia , men denne gang blev hun sejrherre . Først ville hun lære den ældste af pigerne at spille , det var umuligt , disse små , tykke fingre vare allerede krogede og stive , barnet havde desuden ikke den ringeste sands for musik ; så lod clandia det bero med selv at spille for hende . Instrumentet kom atter igang , til afveksling sang hun for dem , men hver dag blev der syet og læst , og hver dag var Claudia i et ypperligt humeur , især henimod den tid , læretimerne vare til ende . en morgen sad hun inde i havestuen , foran den åbne dør , omringet af de fire , små børn . Denne gang gik alt uheldigt , syningen var slet , strikningen ikke bedre , de lærte bogstaver fra i går vare alle sammen glemte . Claudia skændte , børnene græd , hun selv sad fortvivlet og med tårer i øjnene . Porthunden gøede . Der kom fremmede til gården . Claudia gik til vinduet og så to ryttere standse deres heste foran døren . Den ene var en bondekarl , klædt i en menig dragonuniform . Han stod med huen under armen , medens han hjalp sin ledsagerske af hesten , en dame , i lang , lyseblå ridekjole , kort , rød Fløiels trøje , besat med hvide snører og en lille stad militairhue på hovedet . Claudia udstødte et forundringsråb og åbnede døren . Det var hendes veninde , hun her så for sig , damen med de gode råd fra Ottos boutik . „ Er det virkelig dig ? “ udbrød hun , „ Charlotte . “ „ Fru ærenkrone , om jeg må bede , jeg har nu været gift med min ritmester på syvende måned . Jeg skal fortælle dig alting siden . Kan du give os kvarter en times tid , mig og min slave ? Vi skulle ned til manøvren i Holsten , hele eskadronen holder udenfor byen . “ Hestene blev trukne i stalden , Claudia fulgte ritmesteren ind i stuen . „ Nu kan i lægge eders tøj sammen og gå hjem , børn , “ sagde hun . „ Det er gået overmåde godt i dag , og nu er det nok for denne gang . “ børnene ville nødig forlade gården før kaffetid . „ Bi er jo først nylig komne , “ bemærkede den ældste . „ Ja , det får at være nok alligevel , “ sagde clandia . „ i morgen begynde vi igen . “ Børnene gik , nitmcsterinden så sig om og åbnede dørene til de næste værelser . „ Nå , her boer du altså , ulyksalige ! Midt i en sandørken , borte fra alle fornuftige væsener ! I disse værelser tilbringer du din tid med at holde skole for bønderbørn . Det er rædsomt ! — kan jeg få noget at spise ? Jeg er ganske fastende ; jeg sov forlænge imorges , og så måtte vi afsted uden at få the . Lidt skinke , lidt spejlæg , hvad du har ; et stort glas Madeira , tilnød et lille glas cognak ; men det må være i en fart , min engel ! Når han blæser appel må vi tilhest og afsted igen . ^ der er ved gud ingen snak om det . Kom , sæt dig ned , lad mig rigtig se på dig . Ja , køn er du endnu , og det er nogle søde øjne du har ; men , herre Jesus , clandia ! er det et liv at føre ? Skal det være det omtalte slot , hvor vi ville holde bal og maskerade ? Er det at rejse udenlands og tilbringe vinteren i Nizza ? “ Det var ikke muligt for clandia at komme tilorde . Veninden vedblev : „ Nej , så har jeg gjort det bedre , du ! Ærenkrone er sær i mange punkter , gyselig sær , det er jo alle herrer , men jeg forstår at tage ham . Ja , du sidder og seer på min dragt . Du må vide , at jeg er bleven en fuldstændig dragon . For vi rejste fra København , ville det gale menneske have , at jeg skulle gå hele kavalleriskolen igennem ; er han ikke mageløs ? Og jeg gik den igennem , så jeg bærer mærker deraf mit hele liv . — kommer hun snart med den smule frokost , eller skal du selv lave den ? — nå , der er hun endelig ! — hvem var den gamle dame , vi mødte ude i forstuen ? — din svigermoder ? — sikk ' et ansigt ! Man kommer jo til at fryse ved at se på hende . Men hvor var det nu , vi slap ? Så måtte jeg da gå kavalleriskolen igennem , der hjalp ingen kære moder : kort galop , strakt galop , lille volte , store volte , hele hesteexercitsen . En dag skulle vi sætte over barrieren , halvanden fod , du ! — jeg ville ikke til det , men ærenkrone svor på , at jeg skulle . Nåda ! Idet vi sætte over , råbte han : hop , Lotte ! og giverhesten et smæk med pisken . Jeg hoppede også , kan du tro , for hesten styrtede , jeg over hovedet på den og slår i faldet to af mine prægtige fortænder ind . Er det ikke rædsomt ? Han blev da frygtelig til mode , som du vel kan tænke dig , men det skulle godt forstå . Så måtte jeg op til Bramsen . Men vi to bleve da snart færdige . Han sagde at jeg hvinede . Så tog jeg min hat på og gik fra ham op til Jansen . Han er mageløs . Han kaldte mig uns llsur æs printsmps og satte mig disse to prægtige tænder ind . Alln du kan tro , efter den dag blev ærenkrone vænnet af med tit : hop , Lotte ! — du må gjcrne give mig en lille dråbe cognak , hvis du har den ved hånden , blot så meget som et godt fingerbøl fuldt ; din Madeira er noget flan . “ Claudia hentede en karaffe . „ Hvor boer du ? “ Spurgte hun . „ I Århus . Det skulle være sådan en morsom by , sagde de ; jeg finder den rædsom . Ingen adspredelse , dårlig komedie , borgerne og de militaire leve hver for sig . Officererne gå på klubben hver evige aften og lade os sidde hjemme og skøtte os selv . “ „ Går din mand også på klubben ? “ „ Ja , naturligvis ! Hvorfor skulle han være en undtagelse ? Men han forlader mig kun de seks aftener om ugen . “ „ Og den syvende ? “ „ Den syvende har vi spilleselflab hjemme hos os . De må jo fordrive tiden med noget , og spil er da ikke det værste , “ „ Jeg synes dog . “ „ Ja , du taler som du har forstand til , min lille dueunge ! Tak du din skaber , at du boer i en sådan udørk , hvor der ikke lever andre end ville . Det er altid godt for noget . Ærenkrone har et varmt blod , han er fyrrig , lidenskabelig , så snart han seer et kønt ansigt , er han borte . Det er damernes egen skyld , de er som gale efter de uniformer . I forrige måned var der en historie med en ung skuespillerinde , som begyndte at vække lidt opsigt , men så blev vi indkaldte til manøvren ; når vi komme hjem , håber jeg , at frøkenen er rejst sin vej , så er det glemt ! “ „ Hvorledes finder du dig da deri ? “ „ Forsfe gang , jeg mærkede det , flyttede jeg ; det var for en vis husjomfrues skyld ovenover os ; anden gang tog jeg påveie , gav mig til at skråle og holdt et frygteligt hus . Bed du , hvad han gjorde ? Han tog mig under hagen , kyssede mig og sagde : „ Skab dig ikke , min engel ! Det hele betyder skn ingenting ! “ — er han ikke kostelig ? — og det betyder virkelig heller ingenting , det har jeg selv de bedste beviser på . Jeg kender en vis sekondlieutenant deroppe — her er da ingen , der står og lytter efter , hvad vi tale om ? — et lille , nydeligt menneske , en figur , du , som støbt ; han har fundet på at gøre mig til sit ideal , han tilbeder mig , forguder mig ! Han skriver noder af for mig og synger med mig . Forresten skriver han også andet en noder . En aften , da vi gik fra komedie , føler jeg et sammenlagt stykke papir heftet fast til ærmegabet af min kåbe . Ved du , hvad det var ? Det yndigste , lille digt , man kan tænke sig . Deri skriver han , at han mangler ord til at fremstamme , hvordan hans hjerte står i flamme og at himlens sol og måne , må stråler fra mine øjne låne , og en hel del mere , som jeg nu ikke kan husfe . En aften , vi tog fra klubbal , — jeg så godt ud , det fandt da alle , — bliver han ved at plage mig for en af mine handsker , til jeg var nødt til at forbarme mig over ham . — herre gud , en brugt handske ! Da skulle du have set hans lykke , den stakkel ! — ja , du betragter mig så forbavset , mit lam ! Der er ingenting i det , det ved gud der ikke er ! Jeg giver ham ikke mere , end hvad der netop behøves for at holde ham ilive . Det er et spil med regnepenge . Det morer så længe det står på , det holder en i ånde , det er det hele . “ Clandia sad målløs lige overfor disse skildringer , hendes åsyn udtrykte den dybeste forbavselse . „ Ved ærenkrone alt dette ? “ spurgte hun . Veuiuden så lidt på hende ; derefter brast hun i latter og svarede : „ Hvor kan du tænke noget så enfoldigt og hjerteløst . Jo , vist nu løbe vi om ! Jeg skulle forråde en andens hemmelighed , stifte ufred mellem to gode Benner , lade det komme til duel mellem dem ! “ I dette øjeblik lød et hornsignal udenfor gården . „ Nu blæser han allerede appel , det dyr ! “ udbrød nitmesterfrueu , „ men jeg tor nok blive lidt endnu . Jeg vil først høre , hvad du egentlig tager dig for , og hvorledes du og din baron få tiden til at gå i denne roverrede . Kan du husfe den beskrivelse om dit fremtidige hjem , du gav mig oppe i boutikcn , da vi sidst talte sammen ? Det er rigtignok blevet til noget helt andet ; men hvad skal man sige til det , mit barn ! Skuffede blive vi alle . “ I det samme stak dragoueu sit hoved ind igennem det åbne vindue . „ Hoort fruen et , the di blæest ? “ spurgte han frimodig . „ Jo vist gjorde jeg , men det haster ikke så stærkt , Rasmus ! “ „ Å , jou endda ! hues en no et sidder åp , å de gelik , så drauer a astei mæ dægge bæster . De odret ham sjel mæ te . Hon ka da blinv sålææng Hon løkkes . “ Efter denne forklaring drog dragonen sig tilbage og trak hestene frem i gården . „ Han er rædsom , du , men jeg må afsted . Ærenkrone bliver rasende , når han skal vente . Farvel , min søde Claudia ! det er synd for dit yndige ansigt , at det skal lyse her i dette vildnis , uden at blive påskønnet af nogen . Når vi drage tilbage fra manøvren skal jeg få gamle general til at holde rastdag her og indkvartere hele staben på din gård . Det skal blive en morsom dag , kan du tro , vor eskadron er bekendt for sine smukke officerer . Du skal også få min fyr at se , men ikke et ord derom , Claudia , jeg stoler på dig ! Kys mig ! Hils din baron og det gamle vinterlandskab , din svigermama , fra mig . Tak for frokosten ! Jeg tror , jeg skal have mig endnu et lille glas Madeira til afsked . Farvel ! “ Claudia blev siddende i -sofaen længe efter at veninden havde forladt gården , grundende , sammenlignende , greben af afsky og modbydelighed . Det indtryk , hun modtog af denne sammenkomst indeholdt en endnu bedre lære end skriftemålet hos den gamle baronesse . Viii . Hvad vildttyvens kvinde spåede . Der gik et halvt år . Det blev sommer og efterår . En tidlig morgen , i september måned , kom en mand horende med extrapost til Jarlstads gård . Det var konsul grå . Ligesom sidst steg han ud af vognen udenfor porten , han ville atter overraske . Dennegang , kom han tillige med den faste og urokkelige beslutning , at tage Jarlstad og Claudia med sig , for at kunne få de omtalte bjerge , samt Paris og Lyon at se . Nu ville han ikke vente længer . Han havde i den sidste tid jevnlig fået breve fra clandia , temmelig lange og livlige breve . „ Hun har det bedre nu , det er ligesom om hun begynder at finde sig i sin ulykkelige stilling , “ sagde han til sig selv . „ Det kan hun takke mig for . Det er mine formaninger , denne , om jeg selv må sige det , særdeles gribende tale , jeg holdt for baronen , der har fået ham til at indse , hvilke hensyn han skylder en dame som Claudia . Til Paris og Lyon skulle de med alligevel ! “ Den første overraskelse ved dette besøg var imidlertid forbeholdt grå selv . Da han komind i porten , blev han stående ligesom forstenet over det skuespil , som fremstillede sig for ham . Hele gården var belagt med halm . Rundt om tranens i dette var oprejst små hytter og skure af vognfjcrl , dragkister , bordplader og kommoder , overalt hvorhen øjet vendte sig mødte det desuden opstablet bohave , byldter af sengeklæder , kjokkentøi og avlsredskaber , hvoraf noget var forkullet og viste spor af ild . Det livlige og vekslende i dette skuespil blev forøget ved en mængde høns , får og grise , som spadserede om mellem små klynger af skrigende bønderbørn , der legede eller sloges i halmen , og ved nogle gamle mænd og koner , som sagde og solede sig imellem hytterne . Konsul grå stod lige overfor denne fremstilling i sin neisekappe , med den store meersknmspibe i hånden og med et ansigt , der udtrykte en talende forbavselse . „ Men du min himmerigs gud ! “ sagde han til sig selv . „ Hvad er dog alt dette ? Ulyksalige Claudia , eneste datter , i sådanne omgivelser må du leve ! I dag seer det jo endnu langt værre ud end sidst . “ Med disse tanker vadede han op mellem halmen til stuehuset . Det var ikke nødvendigt at banke på , dørene stod åbne , værelserne vare opfyldte af bohave ; inde fra et af dem lød en skingrende sang , en selvgjort Melodi , lidt falsk måske , men et klart og jublende udtryk for en lykkelig stemning . Grå lyttede , smilede , han kendte den slags melodier , deres toner nåde til hans hjerte og foregøglede ham billedet af en lykkelig datter , soul hjemme fløj omkring fra værelse til værelse og opfyldte luften med sin jubel . Han gik efter lyden og kom ind i dagligstuen . Der stod Claudia i en lys morgentjole , håret i et hvidt net ned over nakken , frisk , nydelig som altid og med det omtalte kniplingsforklæde om sig . Hun var væbnet med en lang kniv , en stabel afskåret smørrebrød stod foran hende , den hun med største Iver vedblev at forøge . Da hun så sin fader , udstødte hun et skrig , kastede kniven på bordet , smørrebrødet på gulvet og fløj ham i møde . Det smil , der hvilede over hende , det strålende udtryk i hendes store øjne , var et tydeligt skriftemål for ham . Hun var lykkelig . „ Men , mit kære barn ! “ udbrød han . „ Nu spørger jeg dig ligesom sidst : hvad er dog alt dette , som her går for sig ? “ „ Ja , vil du tænke dig , fader ! Iforgårs var der ildløs nede i landsbyen , en rigtig , stor ildløs , vi fik den først slukket iaftes ; elleve gårde og huse ere brændte . Er det ikke mageløst morsomt ? — gud forlade mig min synd ! “ tilføjede hun med en komisk bevægelse af angst og så sig om til alle sider , „ jeg mener , var det ikke rart , at Jarlstad tog alle disse fattige , husvilde folk herop til os på gårde » ? Jeg hjalp med dernede . Jeg reddede det yndigste , lille bitte , hvide lam og min kones fire , små børn . “ „ Din kones bør » ? hvad vil det sige ? “ „ Mi » Smedekone , hende , jeg har taget mig af . Nu skærer jeg smørrebrød til dem alle sammen om morgenen , og om middagen , du , så bærer gamle Marie maden ind i en kedel , så får jeg en uhyre stor træske og øser op til dem i kar og fade . Du kan tro , jeg har travlt . Kom ! kast den tossede pibe og hjælp mig lidt , nu skærer jeg ost af , og du skal lægge på . Bisf så ! når jeg nu siger , at du skal ! “ „ Gud velsigne dig , mit kære barn ! “ sagde konsulen , idet han gav sig til at lægge ost på smørrebrødet . „ Du er altså lykkelig ? “ „ Lykkelig ! Jeg er sjæleglad , hvor er det muligt andet ? Alle mennesker er så gode mod mig . “ „ Og baronen ? “ „ O , fader ! Fader ! — ja , du vidste rigtignok , hvem du valgte til mig . Hans liv , hans tanke , al hans glæde er knyttet til mig , han viger ikke fra mig . Og så seer han på mig og følger mig med disse dine , der indeholde en velsignelse , en lovsang , som intet ord kan udtrykke . Men han taler også , — en lille smule ! — ved du , hvad han hviskedee til mig iaftes ? „ Du groer op over mig , Claudia , som en palme , bestandig større og større , men det kan være det samme , i skyggen af dig finder jeg mit Paradis . “ Der kom en gammel tjenestepige ind af døren med en ny stabel brød . „ Her forestiller jeg dig gamle Marie , “ sagde Claudia , „ Husets perle ! Havde vi ikke hende , så det galt ud for os . I førstningen jog hun mig ud af køkkenet , men nu bager hun pandekager til mig og forkæler mig på sin Viis , ligesom du gjorde . “ Marie stod og så ned for sig under denne lovtale . Hun smilede og sagde : „ Man må nok nødes til at være god imod hende . Der er ikke sådan en guds engel til på den hele verdens jord . “ „ Synes hun det ? “ sagde konsulen . „ Ja , jeg vil ikke sige hende imod , Marie , for jeg mener netop det selvsamme , men der har hun lidt til at købe sig et nyt bånd for , når hun kommer til marked . “ Med disse ord tog grå fem rigsdaler op af sin tegnebog og gav Marie dem . Hun blev blodrød . „ Å nej ! å nej da ! “ sagde hun og rokkede frem og tilbage med overkroppen . „ Io vist , Marie ! “ sagde Claudia , „ behold knn pengene . Moralen heraf er , at hun blot behøver at rose mig , for at få fader i godt humeur . “ Marie tog pengene og gik . „ Forresten har der været stor strid mellem mig og iarlstad i går , “ vedblev Claudia , „ men jeg vandt , du , — det gør jeg altid . Han mente , at vi kun skulle give disse stakkels mennesker ol efter middagsmaden , men jeg sagde , de skulle have kaffe . Da han ikke gav efter , gik jeg hen og kyssede ham og sagde , at de skulle alligevel have kasse , for jeg ville selv bekoste det af mine egne , snrt sammensparede penge . Nu har jeg brugt de trehundrede rigsdaler , du gav mig , da vi skiltes sidst , må jeg bede om nogle flere ? “ „ Det bliver der vel råd for , “ sagde grå , som bestandig følte sig mere oprømt ved alt , hvad han hørte . „ Men hvor er baronen ? “ „ Baronen går her udenfor på ageren og pløicr til rug , “ svarede Claudia , idet hun drog sin fader hen til binduet . „ Jeg har måttet stille bordet herhen , for det er en aftale mellem os , at hver gang han kører op ad ageren imod vinduet , skal jeg nikke ud til ham , ellers kan han ikke leve . Når jeg glemmer det , står han og råber op til mig . “ konsulen så ud , der gik Jarlstad med tommen om halsen , med bøjet ryg over ploven . Han var iført en gammel kofte og grå vadmels benklæder , som endte i et par store støvler . En bulet og bredslygget hat hang ham ned over ansigtet . „ Ja , han seer rædsom ud , du , ikke sandt ? men det kan ikke være anderledes . Du ligner en valnød , min ven ! sagde jeg til ham i går , en styg skal uden om en herlig kerne . Forresten har jeg stor medlidenhed med ham i disse dage . Siden ildebranden fandt sted er alle vore værelser optagne , som du her seer , naturligvis mine undtagne , der får ingen lov at sætte sin fod . Ved du , hvor iarlstad boer imedens ? Gæt engang ! Ude i laden , der sover han på den blotte jord mellem to Knipper halm , for at gøre plads til de fattige unger , som ligge syge og forbrændte inde i hans stue . “ Konsulen stod og så ud af vinduet . Han faldt i dybe tanker . „ For jeg rejste hjemmefra , gjennemsvgte jeg en bunke papirer , “ sagde han . „ Blandt disse fandt jeg et gammelt håndskrift , som indeholder en lang historie om mine forfædre . Mærkværdig nok ! Deres og familien Gyldings skæbne har i en lang årrække været knyttet til hinanden . Jeg kommer til at tænke på det i dag . En dame af min familie havde lidt , uret af en Gylding , måske var denne dame adelig , det er højst sandsynligt , i al fald spillede hun en stor rolle hos familien rankzan , måske tilhørte hun også kun en af disse rige patriciere , som for nogle hundrede år siden spillede den overlegne rolle i købstæderne . Nok er det , hun var som sagt bleven fornærmet af ridder Casper Gylding , en hård og hjerteløs mand , og spåede ham og hans familie rod og ulykker fra slægt til slægt , indtil den sidste af dem lå med hovedet så lavt som den fattigste og gik med bøjet ryg og søgte efter føde . Denne spådom seer jeg i dag opfyldt . Er del en tilfældighed , eller skal jeg holde det for et lykkeligt varsel ? Inde i laden ligger Casper Gylding på strå , medens han åbner sin stne for den fattige ; der går han ude , den sidste af sin slægt , med bøjet ryg og søger på jorden efter føde . “ „ Det skal du holde for et godt varsel , “ svarede clandia . „ Spådommen er opfyldt på et nær . Han derude er ikke den sidste af sin slægt . “ ' med disse ord tog hun grå ved handen , listede sig hen til en dør og åbnede den forsigtig for ham . Det var hendes sovekammer . Derinde stod en vugge , og i vuggen lå et lille , sovende barn , smilende og med foldede hænder . „ Det er min dreng ! “ hviskedee hun , „ min lille Jens Casper , men du kommer ikke ind . Han sover ! “ Den gamle baronesse trådte ind i stnen . „ Spørger du mig nu , om jeg er lykkelig , “ vedblev clandia , „ så seer du derinde mit svar ; men vil du vide , hvem jeg kan takke for at alt er blevet så sollyst om mig , så er det hende , som kommer der , min egen moder . Hnn har gjort det alt sammen . Hun viste mig den vej , jeg skulle gå , den eneste , der førte til min lykke . Hun hjalp mig , når jeg tog fejl , hun støttede mig , når jeg blev træt . “ clandia stod med siu hånd i den gamle dames , og med sit hoved lænet op til hendes bryst . Baronessen smilede , det var et lyksaligt , sjæleglad smil . Tårerne sitrede i hendes øjne , medens hun sagde : „ Ja , jeg har hjulpet dig , — en lille smule , — men det blev knn fuldbragt , fordi du selv ville det . Nu , da i er lykkelige , mit hjertes børn , er også min gerning hernede endt . Jeg har ikke mere at bestille . “ „ Sig ikke det , deres nåde ! “ sagde grå bevæget . „ De og jeg har endnu det tilbage , at leve i vore børns lykke . — men hvad bliver det så til med vor rejse ? “ spurgte han , for at give samtalen en anden retning . Clandia gif til vinduet . Iarlstad kom kørende op imod huset , hun skulle hen og nikke til ham . „ Hører du ikke , hvad jeg siger ? “ vedblev grå . „ Hvornår skulle vi så rejse til disse omtalte bjerge , og til Paris og Lyon ? “ „ Tys ! “ sagde Claudia og lyttede . „ Det kalder derinde , min øreng er vågnet . “ „ Wien rejsen , rejsen , du ! “ Claudia slyngede sine arme om hans Hals , hendes øjne strålede , hendes åsyn bar præg af usigelig lykke . „ Når Jens Casper skriger , “ hviskedee hun , „ tror du så , jeg har tid at til tænke på rejsen ? “ „ Jeg får vist aldrig Paris eller Lyon at se , “ Sagde konsulen , idet han fulgte efter hende .