Falskmøntneri og mord . 
Julen var forbi med alle sine glæder , og det gamle 
Års sidste dag var næsten forløben . Selv en politimand 
holder et slags ferie i den glade juletid , og 
jeg gjorde mig håb om at kunne tilbringe årets sidste 
aften i familiens hygge , — men det skulle være anderledes . 
— jeg var nær ved mine tarvelige ønskers mål ; 
dagens forretning var sluttet . Vor chef havde ønsket 
os et glædeligt nytår , og enhver var vandret hjemad 
for at nyde hvile og ro . 
Midt i aftenens glæde hørtes dørklokkens monotome 
klang , og man ilede med lengstelse til for at se , om 
den frygt , man følte for en afbrydelse i ferien , ville 
blive stadfæstet af sendebudet . — jo , ganske rigtigt . 
„ Hr . — venter dem straks ! “ bemærkede min værdige 
kollega . At nå pågjældendes bolig og erfare , at 
nytårsdagen måtte tilbringes i forretninger og langt 
fra hjemmet , var kun en lille times værk . Glæden i 
hjemmet var således forstyrret . 
Sagen var , at man i løbet af de sidste måneder 
havde fået underretning om , at en på Amager boende 
svensk arbejdsmand forbrugte en mængde penge , som 
han angav , at han havde vundet i lotteriet . Der var 
imidlertid anledning til at antage , af han drev en industri , 
som loven forbyder . Angiveren troede med be1 » 


stemthed af turde påstå , af Carl Johan — som vi 
kunne kalde ham — enten var leder for en tyvebande 
eller af han hælede med en sådan . Carl Johan var 
altid i besiddelse af mange sølvsager og Uhre og havde 
meget selskab med svenskere af den laveste klasse . 
Det var denne gåde , der blev mig pålagt af løse i 
begyndelsen af det ny år . 
At begynde og fortsætte dette arbejde alene var 
umuligt , og jeg var så heldig af få en medhjælper , 
som — lad mig sige ham det til 2ere — var ufortrøden 
og forstod af spille sin rolle godt . Det var 
meget vanfleligt af trænge ind i Carl Johans forhold ; 
thi huset , som han beboede , lå forladt og ensomt på 
en mark . Man kunne kun ubemærket i aftenens mørke 
søge hen til huset , og måtte endda frygte for af blive opdaget . 
Man måtte altså benytte „ Stikkere “ — et slags 
håndlangere , som politiet undertiden betjener sig af . 
Det lykkedes os i en klodset bondedreng af få en 
fådan hjælper . Hans udseende spåede ganske vist 
intet godt . Han så så dum ud , af man måtte antage , 
af han ikke kunne påtage sig en sådan mission . 
Ikke destomindre vovede vi forsøget . 
Det blev ham pålagt at trænge sig ind i huset 
under et eller andet påskud . Næste aften kom han 
tilbage og fortalte , at han havde erfaret , at svenskeren 
havde udlejet ejeren af huset , som tidligere selv havde 
beboet det ; — thi han ville , efter at han var bleven en 
rig mand , bo mere komfortabelt . Værten var derefter 
flyttet til Brønshøj , og den hytte , som var på Marken 
og blev benyttet til opbevaring af klude , henstod nu 
ubenyttet . Efter at have søgt oplysning om værten , 
på hvis karakter man ikke havde noget at udsætte , 

erfarede man , at han havde lejet sig et hus i Brønshøj 
for der at fortsætte sin kludehandel . Han havde 
gjort en meget fordelagtig forretning , idet han nemlig 
havde fået udbetalt 500 rdl . for at overlade svenskeren 
huset i et årstid . 
Der måtte en særlig tiltrækningskraft til for at 
bringe en simpel arbejdsmand til at henleve sin tid 
uden beskæftigelse i et forfaldent hus på Amager , 
og han måtte være en aparte fyr , når han betalte 
500 rigsdaler . for i et år at have en kludesamlers hytte 
til sin rådighed , — selv om han havde vundet „ alle 
de 50 , 000 rigsdaler . “ , som der blev sagt . 
En eftermiddag blev der os meddelt , at der et sted 
på Kristianshavn var blevet begået et meget stort 
tyveri . Natten havde været bælmørk med skylregn , 
så at kun få mennesker begave sig ud . Tyvene havde 
havt mange vanskeligheder at overvinde . En stor plads 
adskilte ejendommen fra gaden , og for at få adgang 
til pladsen måtte de bestige et højt plankeværk , besat 
med pigge . Bag huset lå et pakhus , som vendte ud 
til vandet . 
Intet tydede på anvendt vold ; man måtte have 
havt falske nøgler og en båd til at transportere tøjet 
bort i . Tyveriet opdagedes først om formiddagen , da 
en af forretningens betjente ville hente et stykke silketøi 
fra den afdeling i lageret , hvor tyveriet var begået . 
At flere personer måtte have deltaget i tyveriet , 
var indlysende , thi det ville have været nmuligt for en 
mand at føre 27 stkr . Silketøi fra 2den sals etage 
ned i båden , der kun med vanskelighed kunne lægge 
til ved husets bagside . 
Hertil kom , at varerne måtte være blevne hejsede 

ned fra et lille vindue i stueetagen ; — men det mest 
gådefulde var dog den omstændighed , at man i almindelighed 
anså det for umuligt at bane sig vej 
derind . 
Ingen af forretningens folk måtte ifølge bestjålnes 
ønske på nogen måde mistænkes . 
Efter de meddelelser , der forelå , blev mistanken 
henvendt på Carl Johan . 
Der tildrog sig imidlertid en begivenhed , som satte 
hele omegnen i bevægelse , og hvorved der blev kastet 
et lys i dette mørke . 
Ovennævnte tyveri var forøvet en nat mellem søndag 
og mandag . Den følgende torsdag aften kørte 
en amagerbonde hjem herfra byen til sundbyvester . 
Da han passerede den mark , hvor Carl Johans hus 
lå , bemærkede han , at der steg en let røg op derfra . 
Dette var et særsyn og efter at være kommen lidt 
forbi , steg han ned og sneg sig hen mod huset . Vognen , 
på hvilken hans tiårige søn var bleven tilbage , 
holdt , som anført , noget derfra . Omtrent 10 minuter 
efter hørte drengen et skud og derpå stærke råb , 
blandt hvilke han troede at genkende faderens stemme . 
Han blev angst , piskede på hestene og kom snart 
efter hjem , hvor han satte gårdens besætning i stærk 
bevægelse . To karle besluttede at begive sig til øvrigheden 
for at forklare dette og få hjælp , men betænkte 
sig efter det skete dog på i nattens mørke at passere 
et sted , som hele omegnen nu havde fået en sand 
rædsel for . 
Man håbede stadig , at manden skulle komme tilbage , 
og først da dagen brød frem gjorde man anstalter 
for at meddele øvrigheden det passerede . 

først ud på eftermiddagen næste dag nåde beretningen 
om denne begivenhed til København . Man 
begav sig med en lille afdeling betjente til stedet , 
men fandt her ingen mennesker , hvorfor man slog døren 
ind og foretog en undersøgelse . Husets indre tydede 
på en hurtig flytning , thi klædningsstykker , våben 
og forskelligartede rekvisiter lå spredte overalt . Efferat 
den første afsøgning havde fundet sted , begyndte man 
nøiere at føge . Da man kom ned i kælderen , fandt 
man liget af Kasper , amagerbonden , fuldstændig nøgent . 
Her forelå altså et mord . Manden var bleven 
såret af en kugle , tilsyneladende affyret af en almindelig 
jagtbøsse , men efter lægens skøn havde dette 
ikke været tilstrækkeligt til at dræbe , hvorimod det 
måtte antages , at det store blodtab havde svækket og 
senere dræbt ham . Vi afsøgte nu alle gemmer i huset 
og det tilstødende skur uden at finde andet end nogle 
stumper tin . Da vi ærgerlige over det ringe udbytte 
af beviser stødte til et klædeskab for ligesom at bringe 
det til at tale , løsnedes en skuffe , hvis tilværelse ikke 
tidligere var bemærket , og ud af denne faldt — en 
gibsform . 
Læserne ville mulig straks antage , at dette kun var 
et ubetydeligt bevis mod en morder . Det var heller 
ikke morderen , vi egentlig i øjeblikket søgte , — det var 
hans motiver . Her var i det mindste en antydning . 
Gibsformen bar præget af en speciedaler . 
Når man har en falskmøntner for sig , da er al 
mulig forsigtighed nødvendig . Her var altså nu en 
tredie forbrydelse tilstede , i forvejen havde vi jo 
tyveriet og mordet . 
Denne oplysning ligesom spændte nerverne . Vi 

vidste , at det gjaldt om at finde beviser ; de måtte 
skaffes frem . En så hurtig foretagen udflytning tydede 
på , at man havde grebet til denne udflugt på grund 
af angst for at blive overrumplet , og muligt kunne en 
eller anden genstand findes , som endnu yderligere 
kunne tjene til oplysning . Her måtte være noget 
skjult , som forbryderne i deres hastværk ikke havde 
kunnet medføre , — og hvorfor var den ulykkelige mands 
lig blevet berøvet sin beklædning ? — dette tydede på , 
at man heller ikke var meget godt forsynet med klæder . 
Der blev nu sat vagt til at forblive ved huset , 
medens omegnen blev afsøgt . 
Der sattes poster på alle mulige overgangssteder , 
og ved amagerport passerede der vistnok næppe nogen , 
uden at en opdagers spejdende blik søgte at genkende 
en eller anden mistænkelig person . 
Man troede nemlig i ethvert tilfælde at have en 
tidligere straffet person for sig , men det viste sig at 
være en fuldstændig skuffelse . 
Den næste dag deltoge flere embedsmænd i afsøgningen , 
og en af vore dygtigste overbetjente , som 
med bestemthed påstod , at beviser måtte fremkomme , 
lod til sidst panelet brække fra i det Kammer , som husets 
beboere sandsynligvis havde benyttet til soveværelse , 
og her fandt man , foruden en del tinsfænger , fire forstjelligartede 
smeltedigler og endvidere en tegnebog , 
som indeholdt en dåbsattest og andre dokumenter for 
tjenestekarl Anders Andersson af Kalmar Lehn i Sverig , 
en del svenske rigsdalersedler , et Pas , udstedt fra 
Gøteborg politikammer for jøns Pehrson , og endelig , 
hvad man tog for en god prise , et brev — formodentlig 
fra en kæreste — til en mand ved navn Anders 

Pehrsson , hvilket brev var adresseret til en familie i 
Borgergade . Den ufortrødne overbetjents opmærksomhed 
var bleven henledet på dette gemmested derved , 
at man havde tilstoppet åbningen over panelet med 
hø . Her var der dog måske mulighed for at få oplysning . 
Glad ilede man ud . Den pågældende , der 
havde boet der , var flyttet foregående oktober flyttedag , 
formentlig ud på enghaveveien . Efter lang søgen 
udfandt man endelig , at den eftersøgte boede i Valby , 
og her fik man at vide , at familiefaderen i de sidste 
to måneder ikke havde været hjemme , men søgt arbejde 
på Amager . Konen var ikke meget glad over 
hans fraværelse ; han havde i de sidste måneder før 
sin afrejse søgt dårligt selskab , navnlig med en svensker 
ved navn Carlsson . På grund af omstændighederne 
var det nødvendigt at undersøge hjemmet , men 
alt , hvad man fandt der , var et brev , skrevet på svensk 
og undertegnet Carl . Det var alle de oplysninger , 
som kunne gives på stedet . Fra Amager indtraf der 
imidlertid melding om , at der på Marken var fundet 
spor af , at der etsteds havde været gravet kort tid , 
før undersøgelserne begyndte , og ved eftergravningen 
stødte man på en fjerding , som var nedgravet i 
jorden . 
Den indeholdt 3 stykker silketøi , 1 vest , som genkendtes 
at have tilhørt den afdøde amagerbonde , og 
endelig en mængde sølvfkeer , Uhre og nogle armbånd . 
På et andet sted fandt man atter en fjerding , som 
indeholdt falske marker , rigsdalere og specier , såvel 
danske som svenske , og endelig nogle slet udførte preussiske 
dalere . 
Fra Dragør indfandt sig en dag en tømmermand 

og meddelte , at hans hustru havde , ved at oprede 
sengen for en hos ham boende logerende , en svensk 
arbejdsmand , bemærket , at der faldt en hård genstand 
ned bag sengen . Ved at optage pakken og undersøge 
den fandt hun , at den indeholdt nogle sølvspiseskeer 
og et par Uhre samt flere småting af guld , 
hvilke genstande formodedes at være stjålne , da bemeldte 
perfon for øvrigt var fattigt klædt . 
Han angav at arbejdes omtrent en mil derfra , 
men da dette ved undersøgelsen , hvilken fandt sted 
på Taren ud , viste sig at være falskt , blev han , da 
man heldigvis traf ham på vejen i nærheden af angiverens 
hjem , anholdt . Når undtages en pistol , 
fandtes der for øvrigt intet andet mistænkeligt i hans 
logi , men hans forklaring var få forvirret , at man 
ikke kunne få noget sammenhæng . Til Bertels hus , 
historie og forhold kendte han naturligvis intet . 
Da han var ført til København , blev han af konen 
fra Valby genkendt som en person , hun ofte havde 
fet fammen med sin mand ; i hendes hjem i Borgergade 
havde han aldrig været , derimod havde hun ofte 
set ham i en værtshnsholderkjælder i Adelgade , hvor 
hendes mand søgte , og hvorfra hun undertiden lørdag 
aften hentede denne hjem . 
Med hensyn til de hos ham forefundne koster , da 
erklærede han bestemt , at disse sager vare ham aldeles 
ubekendte , og at de måtte være blevne henkastede bag 
sengen uden hans vidende , enten før han tiltrådte 
logiet , eller samme dag , han blev anholdt . Han søgte 
således at kaste mistanken over på sin vært , som , 
om han end var en mand i trange kår , dog havde 
et så udmærket vidnesbyrd både fra præst , politi 

og medborgere , at der ikke næredes tvivl om hans 
angivelses rigtighed . 
Tiden , da man anvendte våde skjorter , fugtige 
værelser osv . for at bringe hårdnakkede forbrydere til 
bekendelse , er heldigvis forbi ; nu har erfaringen godtgjort , 
at intelligens og velvilje selv hos den mest forhærdedæ 
forbryder kan udrette mere end alle hine brutale 
midler , som kun en rå tidsalder kunne hylde . 
Således også i denne sag . 
Efter et par ugers forløb var den anholdte , hvis 
navn var Nils , genkendt af en værtshusholder i 
Adelgade , som oplyste , at Nils indtil for ca . 2 måneder 
siden i løbet af et par år jævnlig havde søgt 
hos ham med flere andre , såvel danske som svenske , 
arbejdsfolk . 
En aften havde de erklæret at skulle rejse til Sverig , 
og siden havde værten ikke set dem . 
Værten , der iøvrigt var en skikkelig mand , fortalte 
om en af de anholdtes venner , som han kaldte seven , 
at han sjælden , når de vare sammen , talte om andet 
end at lave penge ; men hvor seven var , det kunne 
man ikke få nogen oplysning om . 
Endelig indtraf der en , som det kunne synes , ubetydelig 
begivenhed , hvilken omsider kastede lys i denne 
mærkværdige sag . 
En dag gik en opdagelsesbetjent over høibroplads 
og bemærkede , at der ved en af amagernes vogne 
dersteds blev opløb . Da han kom derhen , erfarede 
han , at man af en pige , som ville købe nogle grøntsager , 
havde modtaget til veksling en falsk sølvdaler . 
Pigen blev anholdt , men forklarede , at hun havde 
modtaget daleren tilligemed flere andre af sin kæreste , 

en svensk landmand , som ejede en gård i nærheden 
af Hasleholm , hvorhen han var rejst for kort tid siden . 
Hun havde gjort bekendtskab med ham for hen ved 3 
måneder siden en aften på Frederiksberg . Til hende 
havde han opgivet at have haft ansættelse på en 
mølle ved noskilde og anmodet hende om at opbevare 
en kiste med nogle klæder , samt havde , da han forlod 
hende , givet hende 5 sølvdalere , af hvilke hun netop 
den dag havde forsøgt at udgive den første . Der var 
nu håb om , mulig at pågribe hovedpersonen i dette 
drama . 
En opdagelsesbetjent sendtes op til Hasleholm og 
afsøgte i forening med det svenske politi omegnen , 
uden at det lykkedes at opdage det mindste spor . 
Pigens tidligere forhold vare således , at de ikke 
kunne give plads for nogen mistanke . 
Omsider besluttede man sig her i byen til at lade 
pigen ledsage betjenten i hans eftersøgning , da man 
jo aldeles ikke havde andet end det af pigen opgivne 
signalement . Iblandt sagerne i kisten fandt man en 
optegnelse over en del berygtede personer her i byen , 
til hvilke man dog havde betænkeligheder ved at henvende 
sig for ikke at skade sagens fremgang . 
Omtrent 14 dage senere vendte pigen og betjenten 
tilbage fra Sverig uden noget udbytte af denne rejse . 
En aften fulgtes de ad ud til Amager for at skulle gøre 
nogle ny forespørgsler . Pludseligt greb pigen betjenten 
i armen , idet hun hviskedee : „ Der går hans ven ! “ — 
i et nu var betjenten på den modsatte side af gaden 
og tiltalte en person , som også viste sig at være svensk . 
Tiltalen var så uventet og spørgsmålene skete så 
direkte , at manden gik i fælden , det vil sige , han tilstod 

straks at kende Sven carsson , — dette var navnet 
på den mand , som man hovedsagelig søgte som leder 
af en tyve- og falskmøntnerbande , tillige skyldig i mord . 
Man vendte om , og svenskeren fulgte rolig med . Da 
man kom til børnehusbroen , og betjenten , der , hvor 
stenbroen hæver sig lidt , ville gå op ad trinene , 
følte han pludselig en tung fod træde på hans , — 
der undslap ham et skrig , — han bukkede sig halvt 
ned , — han gled og brækkede i faldet den venstre arm . 
Svenskeren var væk ! For ikke længe siden fortalte 
den gamle betjent mig atter om , hvorledes han endnu 
mindes at kunne se svenskeren løbe ned ad Torvegade , 
og under løbet kaste noget ud af sine lommer . Det 
viste sig at være nogle falske markstykker . 
På samme tid hændte der sig en anden begivenhed , 
som satte politiet i bevægelse . Fra Kristiania 
modtog man nemlig meddelelse om , at en mand var 
ankommen med dampskibet „ Kronprinsesse Louise “ , og 
som , da man undersøgte hans rejsegods , nægtede toldvæsenet 
tilladelse til at gennemse en lille kasse , som 
han førte med sig . Da han ikke kunne slippe fri for 
undersøgelsen , lod han kassen falde overbord . Da 
det var hans ejendom , kunne jo ingen hindre ham i 
af ødelægge den , — men politiet , som blev underrettet 
derom , fandt det dog meget mistænkeligt og søgte af 
holde øje med mandens bevægelser . Han var kommen 
til Norge herfra , og derfor tog politiet i Kristiania 
anledning til af underrette politiet hersteds derom . 
Manden opgav sit navn som Carl Jønsson og af være 
svensk smedesvend . 

læseren må nu springe over et tidsrum af 3 måneder , 
i hvilken tid man aldeles intet hørte om den 
forannævnte sag . Fra Norge erholdt man kort tid 
efter den ovenfor omtalte efterretning om , af bemeldtemand 
var forsvunden . 
Da man ikke længere havde manden , fik et kløgtigt 
hoved det indfald ved dykkerhjælp af få kassen op . 
Det lykkedes — , den indeholdt dirker , smeltedigler , 
tin , glasstumper og et par brækjern . 
En dag stod grossereren , hos hvem det i begyndelsen 
af denne fortælling omtalte storartede tyveri 
blev begået , og talte med sit bud , en mand , som i 
mange år havde været i hans tjeneste . Denne mand 
var i det sidste halve Års tid bleven meget drikfældig , 
og der blev derfor passet nøjere på hans handlinger 
end tidligere . 
Budet , hvis navn var hans , kom tilbage ; efter at 
have ndført sit lerinde betalte han grossereren blandt 
andre penge også en specie . Der blev ikke i øjeblikket 
gjort nogen bemærkning om den , men da kassereren 
om eftermiddagen — et par timer senere — 
eftertalte pengene , opdagede han , at specien var falfk . 
Man vidste med bestemthed , at den var indleveret af 
hans og adspurgte ham derfor , men han svarede , at 
han om formiddagen måtte have fået den blandt de 
andre penge i byen . Der var tilfældigvis ikke andre 
specier tilstede . 
Grossereren og hans folk havde naturligvis haft 
anledning af de forfkjellige opdagelser , som tid efter 
anden fandt sted , til at anstille betragtninger angående 
muligheden af , at Carl Johan kunne være den 
virkelige tyv . 

at hans stod i nogen forbindelse med tyvene , havde 
man aldrig tænkt ; nu var det dog , som om der blev 
givet plads for en svag tanke . Mandens ulykkelige 
tilbøjelighed til de stærke varer netop efter begivenheden 
syntes påfaldende , ligesom man også troede at 
have bemærket en vis lengstelighed hos ham , når man 
tilfældigvis kom til at omtale tyveri og mord , når 
han var nærværende i beskænket tilstand . 
En formiddag , et par dage efter sidst omtalte begivenhed , 
kom en ældre opdagelsesbetjent ud til grossereren 
på Kristianshavn i et sagen vedkommende anliggende . 
Hans , som i almindelighed lukkede porten , 
kendte betjentene godt , og da han derfor bemeldte formiddag 
hilsede betjenten med det sædvanlige godmorgen , 
tilføjede han : „ Har de endnu ikke fundet den 
tyveknegt ? “ — men fik uventet det rolige svar : „ Jo 
nit har jeg ham , “ ledsaget af et så fast og udholdende 
blik , at hans slog øjnene til jorden . Betjenten lagde 
sin hånd på skuldren af hans og sagde til ham : 
„ Du skal ikke være bange , for din straf kan ikke blive 
stor , du har jo ikke fået nogen af kosterne . “ Svaret 
herpå var : „ Jo , hr . Betjent , jeg fik jo de 600 rd- , 
men jeg har siden erfaret , at de vare falske . “ 
„ Gav du dem da ud ? “ — „ Omtrent 100 rigsdaler . har 
jeg byttet mig til i grossererens penge , resten er på 
mit Kammer . “ 
Mange år er hengåede siden denne tildragelse , 
men endnu kan det more den gamle politimand at tale 
om sin egen overraskelse ved så let og uventet at få 
oplysninger . Det var altså frygt og en ond samvittighed , 
der havde gjort hans til en dranker , og 

ordsproget havde denne gang ret , når det hedder : 
af fulde folk og børn erfares sandheden . 
Da hans var bragt til rette sted , hvor forhør 
kunne optages , forklarede han meget omstændeligt , hvorledes 
han havde gjort bekendtskab med to svenske arbejdsmænd 
ved navn Bertel Jønsson og Niels Petterson , 
som efter nogen tids forløb havde gjort ham bekendt 
med , at de kunne forfærdige svenske seddelpenge og 
havde mange endalersedler at vise ham . Da de efter 
nogen tids forløb havde bragt ham ind på drukkenskabens 
veje , blev han omsider delagtig i deres forbrydelser 
og udgav penge for dem . 
Disse penge blev navnlig udgivne til folk , som 
rejste til Sverig . De havde derved omtrent tilvendt sig 
et par tusinde dalere , og nu ville Bertel Jønsson , 
at de skulle få sig et tilholdssted eller et slags 
pengefabrik . Tillige ville dette jo også være et heldigt 
gemmested for de mange tyvekoster , som svenskerne 
— hans deltog nemlig ikke i deres tyverier — 
tid efter anden samlede . Sådanne sager vare ikke 
altid afsættelige , thi pantelånerne og assistentshuset er 
ikke noget godt sted for afsætning . Derfor besluttede de 
sig til at leje det før nævnte hus på Amager . Hans 
forklarede om Bertel , at han var en snu og durkdreven 
kjeltring , der altid søgte af få folk til af begå 
forbrydelser , selv tage fordelen og altid holde sig 
således , af han dog ikke kunne blive straffet . Det var 
gået ret heldigt med forfærdigelsen af pengene , og 
denne fandt i almindelighed sted om natten i det lille 
hus på Amager . I lang tid løb det heldigt af , uden 
af nogen uvedkommende søgte af trænge ind i hemmelighederne , 
men eftersom lykken begunstigede dem , blev 

Bertel mere havesyg , og da pengefabrikationen ikke 
fuldstændig lykkedes , opfordrede han idelig hans til af 
skaffe dem adgang til sin principals hus . Dette var 
han dog uvillig til ; men da Bertel truede med af ville , 
efter af være flygtet bort herfra , angive dem alle , så 
gav han omsider efter . Han lukkede derfor en aften 
sildig tre af sine kammerater ind , og det omtalte tyveri 
blev udført . Da han nogle aftener senere var nde hos 
Bertel , meldte den mand , som bestandig havde post 
udenfor huset , af en ham ubekendt person sneg sig 
henad Marken . Han blev råbt an , og da han ikke 
gav noget svar , affyrede Bertel sit gevær , der altid 
holdtes i beredskab . Anholdte kunne ikke give nogen 
videre forklaring om det øvrige , thi han var af rædsel 
flygtet bort . Samme aften modtog han som løn for 
sit arbejde de omtalte 600 rigsdaler . , hvilke han dog senere 
udfandt vare falske . 
At liget var fundet afklædt , fandt han ikke forunderligt , 
thi der var altid en mængde svenske vagabonder , 
som nok kunne bruge klæder . 
Da han blev konfronteret med den endnu anholdte 
Nils , genkendte han i ham straks Bertels ven og følgesvend 
Nils Pettersson , og han tilstod nu åbent og ærligt 
sin delagtighed i de begåede forbrydelser . Han meddelte , 
at Bertels rette navn var seven Pehrsson , og 
at han , da de ved det frygtelige udfald af formandens 
ildesindede handlemåde blev ængstelige for følgerne , 
havde de besluttet at opgive det hele . 
Da de ikke kunne føre penge og værdisager med 
sig , havde de nedgravet det øvrige på Marken . De 
resterende stykker silketøi vare indførte til Sverig , 
tildels som smuglegods . 

anholdte havde haft brev fra seven , hvori denne 
fortalte ham , at han ville til Norge . Nu antog man 
derfor , at den der omtalte person var identisk med den 
så meget eftersøgte . 
Der var imidlertid intet håb om at kunne få fat 
på hovedmanden for denne bande , indtil man i 
aviserne læste om , at der i blekingen var anholdt en 
mandsperson , som havde udgivet falske penge . Eu 
betjent afsendtes straks dertil , ledsaget af hans , og 
endelig lykkedes det at møde den med så megen udholdenhed 
eftersøgte forbryder . 
Det var en nagelsmedsvend seven Pehrsson fra 
elmhult , men han nægtede bestemt at kende hans ellerat 
vide noget om den ham forelagte sag . 
Han skulle imidlertid føres hertil for at konfronteres 
med Nils og hans tidligere kæreste , hvorfor rejsen 
tiltrådtes . 
Alan ankom med fangen til Malmø , hvor han af 
politiet genkendtes som en meget slet person , af hvem 
flere ulykkelige personer vare blevne forledte til at begå 
falsk , som nu vare på Malmøs fæstning . Selv 
havde han altid vidst at klare sig . 
Da man om morgenen ville afhente ham for at 
fortsætte rejsen hertil , fandt man ham svømmende i sit 
blod . Om natten havde han med en knappenål stukket 
hul på flere af årerne på armen og navnlig pulsårerne . 
Han var ikke død , mens , i meget lidende tilstand , 
og først om aftenen døde han af forblødning . 
Nils og hans blev dømte , dog efter omstændighederne 
med en mild straf , og hans rejste forrige 
sommer til Amerika . 
Den tid , han tilbragte i straffeanstalten , har mulig 

været ham til gavn , for så vidt han der blev asvænnet 
fra sin tilbøjelighed til drik , og han kan måske således 
endnu imødese en bedre fremtid . 
Nils fik derimod aldrig friheden , han døde få 
måneder efter , at straffetiden var begyndt . 
Ladegårdsklubben . 
Regnen styrtede ned , og stormen tudede på en 
mørk novemberaften i året 186— > da 2 mænd gik 
ud over Knippelsbro . En sådan aften går man ikke 
den vej , uden at det er fuldkomment nødvendigt ; man 
møder heller ikke mange på sin vej , og dersom man 
derfor „ hører til faget “ , lægger man særlig mærke til , 
hvem man møder . Den ene af de to mænd gik blandt 
„ Gårdens folk “ under navn af „ Pølse-peter “ , fordi 
han debuterede på forbryderbanen som pølsetyv , og 
det var dels ved at træffe ham på dette strøg sent 
om aftenen , dels derved , at jeg i forbigående hørte 
bemærkningen : „ Messingens lader vente på sig “ , at 
jeg fulgte dem , indtil jeg traf en af de „ Velvillige “ , 
som jeg anviste vejen til at „ puste “ de forfulgte , som 
det hedder i kjeltringesproget . Pølsepeter var en alt for 
durkdreven kjeltring til at det kunne nytte politiet selv 
at forsøge at fange ham , der måtte altid bruges „ Stikkere “ 
Til at nappe ham . 
Hvad der senere passerede , fortælles mulig bedst ved 
at følge handlingens gang . 
2 * 

pølsepeter og den ubekendte fortsatte deres gang 
op mod Sofiegade . Her standsede de midt i gaden , 
og kort efter hørte man en lyd , omtrent som når en 
kat rusaner . Dette gjentvges tre gange med kort 
mellemrum , og straks ' derefter ville man have bemærket , 
at et vindn t en tredje etage blev belyst as en lampe 
eller et lys . Så snart pølsepeter og den ubekendte 
så dette , gik de hen til gadedøren , og pølsepeter lukkede 
døren op , hvorefter de begge listede sig ind . 
I en kælder i Dronningensgade sinde vi et lille 
selskab af forskellige industririddere samlede , som fordrive 
tiden med at spille kort . Deres vært er en 
meget fornuftig mand , som „ hører og dog ikke hører “ ; 
thi når politiet vil have underretning om det ene 
eller det andet , svarer han bestandig , at det har han 
ikke hørt . Fornuftigvis kan han heller ikke se alt , hvad 
der foregår hos ham , derfor har han aldrig set tyvekoster , 
som man spørger efter , og da forretningen er 
temmelig godt besøgt , kan man ikke forundre sig over , 
at værten ikke altid kan erindre , hvem der har besøgt 
hans beværtning de sidste tre ugers tid , eller om 
nogen særlig har haft „ Mønt “ i den sidste tid . På 
et sådant sted ved politiet alt for vel , at det ikke 
nytter at arbejde selv , men det må for at få pålidelige 
oplysninger benytte hjælpere . 
Vi forlods pølsepeter og den ubekendte , da de gik 
ind i huset i Sofiegade ; lad os nu besøge den omtalte 
kælder , som blandt gæsterne bærer navnet „ Gensynet “ . 
Dette navn har den formodentlig fået af venner , som 
dersteds træffe sammen , ofte efter længere tids „ Udenlandsrejse “ , 
et udtryk , forbryderen bruger om sit ophold 
i en straffeanstalt . 

den Asten , vi besøge „ Gensynet “ , er der kun tarveligt 
besøgt . På en stol i krogen ved skænken sidder 
værten og sover , medens hans tre gæster drikke og 
spille kort . Disse tre gæster er stadige kunder , og 
derfor er værtens årvågenhed me så nødvendig , 
som når der er fremmede tilstede . 
Pludselig farer værten op , han har hørt en sagte 
fløjten udenfor . Han går efter lyden , og da han 
kommer tilbage , bringer han en stærkbygget Karl 
med sig . 
„ Messingens fortæller , at snushanerne er på 
sporet , “ siger han , idet han skænker et glas for den 
nys jndtrådte ; „ have vi nogen forræder blandt os ? “ 
„ Forræderi er ; det samme som død , “ råbte alle 
gæsterne tilsammen ; „ hvor er Markus ? “ 
„ Vor anfører melder forfald , „ Spåkvinden “ er 
nappet , og han må sørge for hendes „ Udstyr “ “ ( „ Udstyr “ 
Er det samme som tyvekoster ) , svarer messingens . 
„ Jmorgen må alle træffe sammen i hulen . “ 
Her afbrydes samtalen ved , at en meget dårlig 
klædt person træder ind . Han lader til at være kendt 
og forlanger en forfriskning , som værten stiller hen 
til ham . 
„ Kommer du fra gården i dag , Lars ? “ spørger 
messingens ham , esterat have betragtet ham i nogen tid . 
„ Nej — jeg er fri . “ 
„ Hvad lever du as ? “ 
„ Tilfældigt arbejde . “ 
„ Giver det noget af sig ? “ 
„ Sidste nat fik jeg kun en gammel kande og et 
shavl , men i morgen nat skal jeg nok få smæk for 
skillingen . “ 

„ Hvordan blev du fri ? “ 
„ Jeg stjal „ Herrens “ Slobrok , pantsatte den for 
1 rigsdaler . og tiggede mig resten til , og Jørgensen tog mig 
naturligvis i arbejde . “ 
Jørgensen var formand for kulsjoverne , som ofte 
tog sådanne folk i arbejde . Som oftest var det dog 
kun et skin , og det er senere blevet oplyst , at han modtog 
en daglig betaling , f . Eks . I mk . , for at foregive 
at have dem i arbejde . 
Den påbegyndte samtale fortsattes indtil henimod 
kl . 1 , da de tre spillere brøde op for at gå . Lars 
havde imidlertid drukket endeel , og da værten rakte 
ham det sidste glas , tabte han det ud af hånden og 
faldt tilbage på bænken . 
Dette var ikke noget usædvanligt syn , og der blev 
ikke lagt videre mærke dertil . Gæsterne begave sig bort , 
og snart var alt roligt . Lars lå på en bænk , og 
en lydelig snorken tilkendegav , at han for længst havde 
givet sig søvnen i vold . 
Vi forlod pølsepeter og den ubekendte , da de efter 
et givet signal begave sig ind i et hus i Sofiegade . 
De personer , vi have set samlede i „ Gensynet “ , 
henhørte til en tyvebande , som til motto havde valgt 
denne sætning : „ Det urette i at stjæle består i at 
blive opdaget . “ 
Foreningen bestod af lutter demitterede forbedringshusfolk , 
som dels levede på fri fod , dels vare indlagte 
på ladegården . 
Alan vil erindre , at Peter og hans ven vare forfulgte 
af en af det hemmelige politis agenter , og vi 
ville derfor følge deres bedrifter , eftersom de foregå 
på de forskellige steder . 

da politiagenten så pølsepeter og hans ledsager 
gå ind i huset i Sofiegade , vidste han , hvem de besøgte , 
nemlig en gammel polsk Skræder , som i mange 
år havde været her og levede i en yderlig fattigdom . 
Han var ofte mistænkt for at huse forbrydere , havde 
ofte været under anholdelse , tiltalt og flere gange 
straffet for at være truffen i besiddelse af tyvekoster , 
men aldrig straffet ifølge tilståelse : han fastholdt vedholdende 
nægtelsessystemet . 
Da politiagenten så dette , vidste han , at det gjaldt 
at benytte den tid , de ville opholde sig der , så godt 
som muligt . Han var en omvendt forbryder og politiets 
fuldtro ven . Beslutningen var snart fattet . 
Med raske skridt styrede han sin gang hen i Amagergade , 
op i en næsten faldefærdig bygning . På kvisten 
standsede han udenfor en dør , som førte ind til et elendigt 
aflukke , der tjente til sovekammer for mand , hustru 
og to børn . Fire faste slag på ' døren , en sagte 
puslen , og en mand trådte ud i sin lette natdragt . 
Man kunne næppe høre den hurtige hvisken , og mindre 
end ti minuter efter ville vi finde de to personer standse 
på hjørnet af Dronningensgade og Amagergade , og 
fem minuter efter finde vi „ Druen “ , som vor første 
hjælper kaldtes , på sin post i Sofiegade , og den 
anden genfinde vi i „ Gensynet “ som Lars , der , da 
vi forlod ham , tilsyneladende sov på en bænk i 
værtshuset . 
Da beboerne af „ Gensynet “ havde hvilet i et par 
timers tid , ville en iagttager have bemærket , at tre 
mandspersoner forlod huset i Sofiegade , hvilket blandt 
bandens medlemmer bar det lovende navn „ Håbet “ . 
Deres gang gik mod „ Gensynet “ , og ankommen hertil 

hørte man en person nyse . At de tre mænd vare 
ventede , fremgik deraf , at døren øjeblikkelig åbnedes , 
og de forsvandt straks i „ Gensynets “ Dyb . 
I stuen , som var mørk , befandt sig ingen anden 
end Lars , der endnu lå på bænken og ved sin 
snorken søgte at overbevise enhver tvivler om , at 
han sov . Mørket blev snart hævet ved hjælp af en 
blændlygte . Man kunne forsfå , at der var uro over 
de tre mænd ; de blev stående midt på gulvet og 
syntes aldeles ikke at bemærke Lars ' s nærværelse . 
„ Hvorledes skulle vi klare dette ? “ spurgte den ene 
af mændene , i hvem vi genkende pølsepeter , „ Markus 
er gået til Hvidovre for at møde Birgittes moder ; 
vi fkulle passe på dem i morgen aften ved a . -kroen . 
Det var bestemt , at Sidses og Birgittes moder skulle 
snige sig ind på forpagtergården for at åbne døren , 
så at Markus tilligemed „ Filen “ og „ Tinsoldaten “ kunne 
komme ind i nat . 
„ Efter at den lille forretning var gjort , var det påtænkt 
at gæste kroen , hvor hans Poulsen i går har indbetalt 
1 , 800 ndlr . , og dette var nok egentlig hovedsagen , 
thi jeg så „ Tinsoldaten “ slibe sin store kniv og skærpe 
sine stemmejern . Jeg har ventet og jaget hele aftenen 
efter messingens , uren kan ikke finde ham . Han var 
den første , der fik underretning om Birgittes anholdelse . 
Hvad jeg mest frygter for , er , at de finde på at sprætte 
skørtet op og tage pengene — å , det er et kostbart 
skørt — å min søde kæreste — å mine stakkels 
penge . . . Hvad skal vi gøre , du gamle jøde , kom 
med et råd ; hvordan skal vi få kosterne flyttede i 
en fart ; jeg er angst for , at hun ikke holder pinen ud . 
Bare jeg kunne få fat på messingens . “ 

han blev afbrudt ved at værten viste sig i døren , 
som førte til gangen . Han talte ikke , men lagde betegnende 
hånden på læberne og pegede hen til det 
sted , hvor Lars lå . I et nu stod de alle omkring 
Lars og rustede ham så djærvt , at , om han end havde 
sovet nok så stærkt , måtte han dog være vågnet . 
Kjeltringerne , der kendte hans tidligere og senere 
noget forandrede liv , rejste ham noget ublidt op , og 
da han efter megen rysten og puffen endelig syntes 
at være vågnet , blev han nøje udspurgt . Det varede 
ikke længe , før de , med undtagelse af jøden , anså 
ham for usfadelig og ville netop kaste ham ud , da 
jøden og værten fik ny skrupler . Værten , til hvem 
pølsepeters ovenstående forklaring var bleven gentaget , erindrede sig pludselig , at messingens havde 
meddelt om det bestemte møde i hulen næste aften . 
Lars havde hørt dette , og da han efter værtens mening , 
hvilken harr støttede på flere „ respektable “ Herrers 
forklaring , var bleven mistænkelig o : upålidelig 
for banden , ansås det bedst at holde ham under 
bevogtning , indtil man nærmere så begivenhedernes 
gang . 
De forsamlede mænd besluttede sig til at følge 
værtens nåd , og Lars blev derfor transporteret til 
portkammeret , hvor han blev indespærret . Han vidste , 
at det ikke nyttede at råbe eller skrige om hjælp , men 
at det ville være bedst at afvente den næste nats komme . 
Kort efter hørte han gadedøren blive lukket , men kunne 
ikke se , hvem der begav sig ud , thi vinduerne vare forsynede 
med indvendige skodder . 

„ Druen “ havde imidlertid ikke forladt sin post på 
gaden , hvor mørket tillod ham ubemærket fra en gadedør 
at iagttage , hvem der passerede ud af huset . Han 
så således kort efter jøden og pølsepeter komme ud , 
og uagtet han blev urolig over ikke at se Lars , fulgte 
han dog i frastand deres gang . 
De vandrede ud af Nørreport , langt ud på utterslevmark , 
hvor de forsvandt i en af de usle hytter , som dengang 
fandtes der . At dette var et asyl , vidste „ Druen “ 
Meget godt , men dagen brød frem , og stedet var farligt , 
han måtte derfor trække sig tilbage . 
Hans næste værk var at sætte vedkommende i 
kundskab om det passerede . Han selv vidste jo ikke 
meget , men at der var noget i gang var afgjort , så 
meget mere , som man fik underretning fra Sorø om , 
at en bekendt kvindelig tyv ved navn Birgitte Asbjørn 
var anholdt som sigtet for meddelagtighed i et indbrudstyveri 
og for at være i besidddelse af tyvekoster . Denne 
Birgitte var et af de drisfigsfe og frækkeske medlemmer 
af den store tyvebande , hvormed vi i det foregående 
have gjort læserne bekendte . Moderen til dette fruentimmer 
var ofte straffet og sdeltog kun sjældent direkte 
i tyveriernes udførelse , men rejste sædvanlig i forening 
med et gammelt fruentimmer , Sidse , dels til Sverig , 
dels her i landet for at afsætte kosterne . 
Man vidste imidlertid ikke noget med bestemthed , 
og efter at have truffet forholdsregler afventede man 
den næste nats begivenheder . 
Lars forblev rolig i sit fængsel . Om formiddagen 
var der blevet bragt ham noget mad ; hen ad 
aften kom værten ind til ham og indledede en samtale 
med ham om „ Forretninger “ . Det lod til , at 

han havde mærket sig indholdet af den samtale , 
som ved Lars ' s ankomst i „ Gensynets “ Gæstestue førtes 
mellem denne og messingens , og hvori Lars 
havde hentydet til muligheden af , at han den påfølgende 
nat ville begå en forbrydelse , som kunne „ kaste 
noget af sig “ . Værten var naturligvis hæler eller i 
ethvert fald stadig medvider om bandens bedrifter , og 
at han havde sit udbytte deraf , var udenfor al tvivl . 
Det var ikke usandsynligt , at han forsætlig havde sørget 
for at få Lars indespærret ; han vidste jo , at de andre 
om aftenen skulle samles i „ Hulen “ , et sted vi senere 
skal besøge , hvor der blev opbevaret tyvekoster , og 
hvor man i almindelighed samledes hver lørdag aften 
for at indberette ugens begivenheder og dens udbytte . 
Da man nu var sikker på , at Lars ikke ville blive afhentet 
før næste dag , havde værten fattet den beslutning 
at drage fordel af ham og søgte derfor at få 
ham til at gå ind på sin plan . 
Han kom derfor snart frem med sin mening og forklarede 
blot , at han , dersom han ville benytte natten 
til sit arbejde , kunne blive fri , mod at værten fulgte 
med på ekspeditionen . Lars , der så en udvej til at 
undkomme og vel vidste , at man ' under disse særlige 
begivenheder havde øje med huset , og at der derfor 
nok ville findes hjælp , indvilligede i planen og fortalte 
nu , at han havde i sinde at begå et større indbrudstyveri 
på Frederiksberg , men at han både manglede 
værkføi og medhjælper . Dersom værten ville 
assistere og skaffe redskaberne , ville han prøve lykken 
endnu engang . Han vidste , at der var „ Sølv “ nok , 
og stedet var ubeboet , med undtagelse af en gammel 
tjenestekarl , som havde opsyn med bygningen . Herskabet 

boede i byen . Værten var villig til at gå ind 
på forslaget , og nu beroede det kun på , at Lars 
tidsnok kunne slippe fra ham på vejen for at kunne 
give underretning om , hvad der skulle passere samme nat . 
Denne kom . 
Omtrent kl . 10 trådte værten ind til Lars forsynet 
med en blændlygte og noget værkføi indsvøbt i 
et tørklæde . De begave sig begge ud og gik ind til 
byen over Langebro . Værten så sig ofte tilbage , som 
om han frygtede for , at , nogen forfulgte ham . De 
kom ned i filosofgangen . 
Lars og værten gik med hinanden under armen , 
og der blev ikke ført nogen samtale imellem dem . Da 
de passerede forbi Stormgade , kunne de have hørt en 
vogn komme rafl kørende op ad denne gade . Lars 
forklarede fenere , at han ikke hørte den , men derimod , 
da de vare komne lidt længere hen i Alleen , at 2 
mænd løb rask efter dem . Han gjorde sin ledsager 
opmærksom derpå , og idet denne ville trække sin arm 
ud af hans for lettere at tage flugten , holdt Lars , 
der var en kraftig mand , ham fast som i en skruestik . 
Lars havde ikke taget fejl , det var undsætning ; 
man havde holdt øje med , hvad der foregik , og da 
man så Lars og værten forlade huset for at gå 
over Langebro , tog man med en drosche , som stod parat 
i Torvegade , den modsatte vej for at standse dem . 
Øer var ingen udvej . Værten erklærede , at han 
kendte intet til bandens foretagender , og at Lars 
havde forledet ham til at følge sig ud på Vesterbro . 
Redskaberne havde han fastet fra sig , da pågribelsen 
fandt sted , og de blev fundne få skridt derfra . 

Lars afgav den beretning om det passerede , og 
hvad der skulle ske om natten , som vi kende . 
Hurtig blev kræfterne fordelte . 
En vogn , hvori fire betjente og Lars befandt sig , 
kørte kort efter ud ad strandvejen , og en anden afdeling 
sendtes ud for at besætte „ Gensynet “ . Ved 
ankomsten hertil fandt man i gæstestuen kun 2 gæster , 
der vare politiet vel bekendte personer . De blev 
anholdte . Huset undersøgtes , og man fandt blandt 
kosterne nogle sager , som længe havde været eftersøgte . 
De anholdte ville ikke afgive nogen sand forklaring , 
og man måtte derfor sætte sin tillid til , at 
det ville lykkes at overrumple hele banden i dens 
tilflugtssted . 
Læseren bedes at erindre , at „ Druen “ s iagttagelser 
standsede , da han havde bemærket , at jøden og pølsepeter 
vare gåde ind i en hytte på utterslevmark . 
Efter at have givet underretning til politiet derom , 
søgte han atter derud , og var så heldig i et nærliggende 
værthus at knnne iagttage , at jøden og pølsepeter 
om eftermiddagen gik ud ad Hvidovre til . 
Straks efter at „ Gensynet “ var blevet lukket for 
„ Uvedkommende “ , kom en gammel kone til og gjorde 
tegn ved et af vinduerne , hvorefter man også lukkede 
hende ind . 
Hun genkendtes straks som Birgittes moder , og da 
hun indså , at spillet var tabt , og hun dertil var 
stærkt beruset , meddelte hun heldigvis adskillige oplysninger . 
Man 
indbildte hende , at Markus var anholdt og 
lignende ; hun fortalte til gengæld , at hun i forening 
med Sidse havde været på rejse , og i Helsingør 

solgt nogle sølvstager og skeer til en hamborgerjøde , 
som jevnlig kom der og afventede hendes ankomst . 
Hun førte over 300 rigsdaler . med sig , som hun skulle 
have givet Markus , der havde lovet at ville gøre en 
„ Forretning “ på en forpagtergård her i nærheden ; 
men efter at de i a . -kro forgæves havde ventet på 
Markus og hans ledsagere , antoge de , at ekspeditionen , 
på grund af indtrufne omstændigheder , var bleven 
opsat , og de begave sig herind til byen . 
Sidse , der levede sammen med Joseph , var gået 
hjem til ham . Man tog straks derhen , men her indtraf 
en uventet begivenhed . 
Birgittes moder , der formodentlig var bleven ædru 
og vidste , at hendes straf ville blive meget stor , dersom 
visse beviser fandtes , skreg højt på gaden , da 
man gik ind i huset : „ Sluk lyset “ . Straks hørtes en 
dør smækkes hårdt i . Da man kom op , var døren 
fra gangen til den trappe , som førte op til polakkens 
usle tagkammer , smækket i og kunne kun åbnes med 
magt . Der hengik omtrent 10 minuter , og da man 
kom op og efter noget besvær fik døren til kammeret 
åbnet , var der stukket ild i halmen , som lå i sengen , 
og en mængde papirer sås at brænde deri . 
Hurtig ilede man til og fik også snart ilden slukket , 
men de fragmenter af papirer , man fandt i affen , 
tydede på udenlandfke pengesedler . 
I det første øjeblik tænktes kun på ildens slukning , 
men da man senere søgte efter kammerets beboer , 
fandt man hende hængt ude på gangen . 
Hun blev straks nedskåren , og oplivningsmidler anvendtes , 
men uden nytte . 
Det viste sig i en senere sag , som vil blive fortalt 

under navn af „ Polakkerne “ , at hun ville have knnnet 
afgive fortrinlige vidnesbyrd i en falsfmøntnersag . 
Her var ikke mere at gøre ; huset blev besat , en 
uendelighed af koster tagen i bevaring , og jeg skal 
nu kun sortælle læseren , hvorledes den ekspedition , i 
hvilken Lars deltog , endte . 
Samme nat som det sidst fortalte passerede ville 
man ved at passere over den om sommeren så livlige 
dyrehavsbakke have bemærket , at tre mænd i længere 
tid stod stille eller gik på en kortere strækning . Det 
var Markus , messingens og jøden , som her afventede 
nogle kammeraters ankomst . Endelig hørte de en vogn 
komme kørende og to lydelige stød i en fløjte . På 
dette signal blev der svaret på samme måde , og nu 
begave mændene sig ned mod stranden . Efter en langvarig 
gang gå de ind i et udhus på en mark , tilhørende 
et af de meget store og pragtfulde lyststeder , 
som ligge der . Her oplyses lokalet hurtigt ved hjælp 
af blændlygter . Markus fortæller sine kammerater , 
hvad der er passeret med Birgitte , at han aftenen forud 
på vejen til a . Kroen var eftersat af en københavner , 
men heldigvis var sluppen fra ham , at han ikke kunne 
komme i forbindelse med Birgittes moder og Sidse , og 
endelig , at han er overbevist om , at der foregår aparte 
ting i København , at han antager , at en eller anden 
forræder har angivet dem , samt at det gælder om at få 
den store masse sølv- og guldsager bort , som findes 
der på stedet . Hurtigt blive hakker og spader tagne 
frem , og man begynder på Marken udenfor i et hjørne , 
hvor Markus og et par af vennerne vide , at skatten 
er nedgravet , at opgrave denne . Det varer ikke længe , 
før messingens , som har post ved ledet , der fører ind 

tik Marken , høres at være kommen i ordstrid med 
nogen . Det er den afdeling af politiet , som Lars er 
fulgt med . Den fløjte , som vi omtalte , da mændene 
befandt sig på dyrehavsbakken , var det tegn , som 
stedse blev givet fra de fvrskjellige partier , som ankom 
til skoven fra fvrskjellige sider , om at de vare tilstede , 
og begave sig til den såkaldte hule . 
Såsnart messingens var overmandet , blev det stille 
et øjeblik , men forbryderne , som havde hørt fremmede 
stemmer , ilede frem til det sted , hvor messingens 
havde stået , og der opstod en rasende kamp mellem 
begge partier , hvori politiets 6 mand , Lars iberegnet , 
led frygteligt , thi røverne sloge om sig med spaderne , 
hvorimod politiet jo ikke var udrustet til sådanne kampe . 
Ledet blev „ taget “ af banden , og de for afsted ud over 
Marken og vejen , og politiet var naturligvis aldeles 
afskåret fra at forfølge forbryderne . 
I lang tid blev der senere holdt vagt for at pågribe 
en eller anden af banden , som mulig ville forsøge 
at tilvende sig noget af alt det gods , som fandtes 
nedgravet , og som undgik politiets opmærksomhed , men 
det lykkedes aldrig . 
Man fandt naturligvis en mængde sager på stedet , 
men at der ved bandens pågribelse ville have været 
hævet et stort onde , er udenfor al tvivl , men politiets 
anstrengelser vare frugtesløse . Jøden Josef var den 
første , man anholdt , idet han to dage senere ville tage 
sin gamle bolig i besiddelse . Hans næsten 4 måneders 
fængsling virkede intet . Birgittes moder forviklede 
sig efterhånden således i løgn og modsigelser , at 
hun efter at være funden i besiddelse af ulovligt erhvervede 
penge kunne straffes . Hendes datter blev 

også idømt en mangeårig straf , men ladegårdsklubbens 
medlemmer vare spredte , og det var først 
længe efter , at man på ny mærkede en sådan bandes 
virksomhed . Værten blev dømt for hæleri og døde i 
straffeanstalten . Josef blev efter sin straf sendt ud af 
riget , — nren et par år senere traf man ham atter 
udfoldende en livlig virksomhed som agent for en udenlandsk 
falfkmønterbande . Om dennes bedrifter senere . 
-i- , h 
Markus Erik h . havde som otteårig dreng modtaget 
den første irettesættelse af lovens håndhævere . 
Han havde senere i løbet af 25 år fulgt lastens bane 
slag i slag , ofte straffet , sidst med 8 Års tugthusarbeide . 
Han var en herkuliff skikkelse at se til , og 
hans blik talte om mod , uforsagthed og snille . Han 
havde også anvendt disse egenskaber , — men på en 
lastværdig livsbane . Og dog , uagtet alt dette , var 
der en kvinde , som elskede ham højt , så højt , at hun , 
da det bragtes i erfaring , at han velbeholden var 
kommen over til Amerika , besluttede sig til at følge ham 
for mulig nu , da han var borte fra sine kammerater 
og vante livsforhold , at kunne indvirke så meget på 
ham , at han i fremtiden ville føre et bedre levnet . 
Men det behøvedes ikke . 
Omtrent et år eller noget derover efter de nys fortalte 
begivenheder påstod en straffet person , som var 
vendt tilbage fra et ophold i Stockholm , at Markus 
Erik h . opholdt sig der . Man troede det i begyndelsen 
ikke , men nogle måneder senere , da man på ny blev 
underrettet om hans tilstedeværelse , blev der sendt 
en opdagelsesbetjent dertil for at undersøge sagen . 

Markus havde arbejdet hos en Garver , — et håndværk , 
han havde lært , og som han endog udmærkede sig i . 
Han havde derfra begivet sig til jønkøping , men var 
senere flyttet til Kristiania . Her fortaltes det , at han , 
der bestandig omtaltes som en agtværdig og ordenlig 
Karl , var gået over til mormonernes lære og fulgt 
med en af disses udvalgte til Throndhjem . Politiet 
ligesom tvivlede om alt dette , uagtet han overalt 
blev genkendt efter et portræt , som var tilstede ; men 
da man var kommen på spor efter ham , fulgte man 
dette , indtil man erfarede , at han fra stavanger var 
rejst i selskab med den udvalgte på et dampskib , som 
skulle til Danmark . 
At han ikke var ankommen hertil , antoges med bestemthed ; 
thi den overbetjent , som havde vagt på 
toldboden den dag , bemeldte dampskib kom , kendte 
ham personlig . 
Imidlertid oplystes det ved forespørgsel på dampskibet , 
at to mænd , af hvilke den ene gjenkjendkes i 
portrætet af Markus Erik h . , vare stegne iland i Helsingør . 
Det 
var nu vanskeligere at følge sporet , men hvad 
gør ikke en opdagelsesbetjent for at komme tilbunds i en 
sag , — han går endogså hen og bliver mormon . Manden 
må have spillet sin rolle godt , thi han fik inden 
lang tids forløb at vide , at Markus og pølsepeter 
vare sammen i Ringsted . 
Markus arbejdede i sin profession de seks dage i 
ugen . Om søndagen holdt han mormonforsamlinger . 
Pølsepeter var formodentlig degn eller i det mindste noget 
lignende . 
Begge blev anholdte , men efter sire måneders 

fængsel blev de demitterede , da der intet bestemt kunne 
påvises imod dem . 
Nogle dage til , og begge forlod Danmark for ikke 
oftere at vende tilbage , et løfte , de have holdt , — men 
politiet vistnok angret ; thi ikke et år efter opkom der 
så bestemte oplysninger og indicier imod dem , at de 
ville være blevne inddømte på livsvarigt fængsel . 
Garibaldi . 
Den aften da hovedstadens beboere havde erholdt 
vished om , af danevirkestillingen var forladt , vil man 
erindre , af byen viste et sjældent skue på ophidselse 
og forstyrrelse . Enhver , der mindes hin mærkelige 
aften , erindrer også , hvorledes det eksekutive politi var 
ude sn koros for af opretholde orden . Opdagelsespolitiets 
medlemmer vare ingenlunde ledige , og hovedstationen 
stod underlig forladt , thi centralpunktet for 
allarmen var jo Amalienborg . 
Jeg sagde , af politiets hovedstation var underlig 
forladt . Der var ikke den sædvanlige travle løben ud 
og ind ; når nogen kom eller gik den aften , var der 
en særlig langsomhed over bevægelserne , — alt syntes 
af sørge — ja , selv en politibetjent kan sørge , navnlig 
i et sådant tilfælde , hvor den store sorg koncentrerede 
sig i : „ Alt for fædrelandet ! “ 
Aldeles uden besætning var hovedstationen imidlertid 
ikke , men de få , der vare der , ventede kun med 

længsel på afløsning for af kunne komme ud og tage 
del i den ualmindelige „ Forretning “ . 
Dog — den rolighed , som tilsyneladende var tilstede , 
var ikke til i virkeligheden . Sent på aftenen 
indløb der meddelelse fra straffeanstalten på Kristianshavn 
om , af fangerne Thomas og Johan vare undvegne , 
og — dette var heller ikke nogen hverdagsbegivenhed . 
Der blev straks truffet forberedelser til at forfølge de 
undvegne . Vi kunne ikke nævne alle forfølgerne , men 
ville holde os til to af dem , som satte kursen mod 
Helsingør . Jernbanen var endnu ikke åbnet for færselen , 
og langsomt traskede hestene hen over de snebedækkede 
veje . Ofte måtte der standses , spørges og 
gøres små rekognosceringer ; ingen kro blev passeret 
uden at blive nøje ransaget ; men ingen af de undvegne 
fandtes . — effersom forbryderne vare undvegne 
i fangedragter , måtte der vel snart sindes et spor , 
og tilliden hertil opgaves ikke af de flinke opdagelsesbetjente . 
Vognen blev forladt i Helsingør , og de begave 
sig tilfods tilbage . 
Lad mig nu først fortælle lidt om forbryderne : 
Thomas — i forbryderverdenen bekendt under navnet 
Garibaldi — var en gammel durkdreven gavtyv ; han 
var for en mængde indbrudstyverier idømt tugthusarbeide 
på livstid , og hans kammerat , Johan , var 
almindelig bekendt som en snu og listig bedrager , der 
for falskmøntneri var inddømt på 16 år . Den første 
havde , efter hvad der senere oplystes , fattet planen til 
undvigelsen allerede for 3 måneder siden , og de havde 
skuffet deres bevogtere ved et påtaget fjendskab imellem 
sig indbyrdes . Johan havde derefter ladet sig 
indlægge som patient på anstaltens sygestue og ved 

sin listighed vundet opsynet lidt for sig . Han havde 
fundet lejlighed til at få en synål og lidt tråd , 
og havde tilvendt sig et par lagner , af hvilke han 
havde dannet en slags kappe . Hvorledes han havde 
kunnet skjule dette , kan næsten ikke forklares . Imellem 
fangerne var det aftalt , at Johan , når der blev anledning 
dertil , skulle give Thomas et tegn på , at 
han var færdig til at modtage ham som patient på 
stuen . Dette lykkedes . Thomas spillede syg og blev 
indlagt på sygestuen . Under opsynets nærværelse 
blev der ikke talt et ord imellem dem , og man anså 
det for klart , at de nærede et dødeligt had til hinanden . 
Endelig kom dagen , da de begge havde gjort 
deres forberedelser . Tilfældet ville , at den netop 
faldt på den ovennævnte mindeværdige aften — og 
nu foretoges flugten . 
Den aften , undvigelsen fandt sted , blev lamperne 
meget sent tændte på sygestuen . Oppasserne havde 
formodentlig hørt tale om den store nyhed i byen og 
søgte anledning til i tusmørket at få sig en lille 
passiar om denne begivenhed . Da fangerne mærkede , 
at der var stille og dørene åbne , beredte de sig til 
flugten . 
Fangerne forsynes , når de indlægges på sygestuen , 
med en klædning af hvidgråagtig multum , og 
således påklædte snege Thomas og Johan sig ud af 
stuen over gangen og fandt , ved et særdeles tilfælde , 
døren til gården åben . Det gårdsrum , som her 
omtales , er meget lille og støder op til st . Annagade , 
hvor en skildvagt med skarpladt gevær er posteret . 
Muren er ikke høj , og det lykkedes derfor fangerne 
med lethed at komme op på og over den , da 

der fandtes en stige fastgjort til samme , hvorpå de 
kunne få fodfæste . Siddende på kanten af muren 
var deres stilling meget kritisk ; thi de hørte et skrig 
inde i bygningen , nemlig oppasserens anskrig . Det 
var netop lyst nok til , at fangerne kunne se , at skildvagten 
stod på hjørnet af Overgaden , og hurtigere 
end tanken lod Thomas sig falde ned på gaden . 
Han forstuvede i faldet sin venstre hånd , men ænsede 
under sådanne omstændigheder naturligvis ikke 
dette , rejste sig og tjente ved at stå op ad muren 
sin følgesvend til nedstigning . Friheden var vundet , 
— men det gjaldt nu om at komme bort fra gaderne 
i en fart . 
De undvegne drejede til højre om ad Prindsessegade , 
toge vejen langs med Langebrogade over broen og 
op ved kirsebærgangen , der fører til nysensten . Da 
disse veje i almindelighed ikke på den tid vare meget 
befærdede , var det ikke utænkeligt , at de undvegnes 
påstand om , at de ingen mødte på deres vej , kan 
være sand . I kirsebærgangen søgte de efter bedste 
evne at ordne klædedragten , og af Foret i Johans 
trøje dannedes der en hovedbedækning . De opholdt 
sig i kirsebærgangen til ud på natten , hvorefter de 
fortsatte vandringen , stadig en ad gangen , ikke langt 
fra hinanden , indtil de nåde Vesterbros passage . Forbryderne 
vare selvfølgelig blottede for fødemidler ; de 
havde kun fået den ration af brød med sig , som 
daglig tildeltes dem på sygestuen . Påfaldende var 
det dem naturligvis at fin . de gaden aldeles ubefærdet , 
da de ikke havde nogen anelse om urolighederne i 
byen . De kom uhindrede til enghaveveien , hvilken de 
fulgte for at undgå den befærdede noskilde-landevei . 

på den øde vej langs stranden fandt de en hytte , 
som tjente til opbevaringssted for fiskeredskaber , og 
heri toge de ophold . Det var dem klart , at de lleve 
efterstræbte , men de turde ikke fortsætte vandringen 
længere , og med den kommende nat var det nødvendigt 
for dem at fe til at komme videre samt gøre udvej 
for mad og andre fornødenheder . 
Medens politiet her i byen anstrengte sig af yderste 
evne for at opspore de undvegne forbrydere , sad de i 
den lille hytte ved Kallebodstrand . Så snart mørket 
faldt på , begyndte de deres vandring . Deres plan 
var at søge ned til kjøgeegnen for muligen derfra at 
få lejlighed til at komme bort . 
Da de midt om natten passerede en bondegård i 
nærheden af Høietåstrup , besluttede de her at tilvende 
sig noget . Alt var stille på gården , og ved undersøgelsen 
fandt de en dør i staldlængen uaflåset . 
Johan gik ind og så , at det var karlekammeret . Han 
borttog nogle på en stol liggende gangklæder , men 
da han mærkede , at en af de sovende bevægede sig 
og talte i søvne , undlod han at borttage et på væggen 
hængende ur , som han netop stod i begreb med 
at tilvende sig . Da han kom ud af kammeret , og de 
derefter begge ville forlade gården , begyndte gårdhunden 
at gø ; men Thomas tog den spade , som 
han , medens han stod på vagt , havde fundet i 
gården og bemægtiget sig i tilfælde af overrumpling , 
og slog med denne hunden , så den styrtede 
død om . Han har senere omtalt dette som noget , han 
havde gjort meget imod sin villie ; men det var nødvendigt 
for dem ikke at blive forstyrrede , thi de måtte 
have levnetsmidler . De søgte nu hen i mælkestuen , 

hvortil de banede sig vej ved at ituslå en rude og 
derefter at åbne vinduet . Her forsynede de sig rigelig 
med fløde og mælk og borttoge også fra en 
hylde , hvor der var henlagt nogle oste , en mindre af 
disse . Derimod lykkedes det dem ikke at få adgang 
til spisekammeret . 
Henimod morgenstunden lykkedes det dem at få 
adgang til fadeburet hos en gårdmand , hvor de 
tilvendte sig 2 brød og afskare et stykke skinke . 
Iført de stjålne klæder begave de sig videre mod 
Køge . Hele den næste dag holdt de sig skjulte bag nogle 
gjerder og fortsatte om aftenen deres vandring . Da 
de den næste nat passerede en kirke , besluttede de at 
gøre indbrud her , og gjorde det på følgende måde : 
Thomas hentede i præstegårdens have en stige , som 
han havde set der , da han ville skaffe sig adgang til 
præsteboligen . Ved hjælp af stigen steg Thomas op 
til et af kirkevinduerne , ituslog ruden og steg derpå 
ind i kirken . Han ventede nu her , til Johan havde 
lagt stigen ned , og medens denne passede på udenfor , 
ransagede Thomas alle gemmer i kirken , men 
fandt kun i kirkeblokken et par daler og bag alteret 
en gammel frakke . 
Udbyttet af dette indbrud var altså ikke stort ; 
men de havde dog nu både klæder og penge . De 
undvegne flakkede nu om i nogle dage uden at kunne 
finde anledning til at foretage noget betydeligt tyveri . 
Deres få penge opbrugtes snart , og da de sjette 
dagen efter undvigelsen befandt sig i nærheden af 
Vordingborg , besluttede de at foretage et indbrud på 
en herregård der i nærheden . De begave sig henimod 
aften til en kro tætved gården og forbleve her 

til ud på natten . Medens de ventede her , ankom der til 
kroen en fragtmand fra København , som fortalte om 
de store nyheder : revolutionen , de 2 forbryderes undvigelse , 
samt at disse havde begået indbrud i en kirke 
og afbrændt en del bøndergårde . Thomas og Johan , 
der havde forklaret at de vare rejsende håndværkssvende 
og at rejsens mål var Falster , hørte denne 
beretning med lengstelse . Var indbrudet i kirken 
bekendt i København , så var politiet heller ikke langt 
fra deres daværende opholdssted . Man mærkede imidlertid 
ikke noget til uro hos dem , og kort efter rejste 
de sig for at gå videre . Fragtmanden , der havde 
stiftet bekendtskab med dem , anmodede dem om at 
køre med sig , da han ikke syntes godt om at køre 
alene i den mørke nat , og , „ man kunne jo ikke vide , 
om man måske kunne blive overfaldet af disse udbrudte 
slaver “ . Fragtmanden skulle til Vordingborg , men det 
sted , hvor de havde påtænkt at stjæle den nat , lå 
i modsat retning . Dog , Thomas var ikke rådvild , 
han slog til , og de begave sig atter på rejsen . 
Natten var mørk , og den tunge fragtvogn bevægede 
sig kun langsomt hen ad den snebedækte landevej . De 
rejsende mødte ingen på vejen . 
Læseren har vel allerede gættet , hvilken beslutning 
de 2 gavtyve havde fattet da de toge mod fragtmandens 
venlige tilbud . Johan var den mest veltalende 
af dem ; han kunne udbrede sig vidt og bredt 
om alt , og han søgte derfor af yderste evne at aflede 
fragtmandens opmærksomhed fra alle omgivelserne . 
Den opmærksomt lyttende mand var aldeles indtagen 
i Johans fortælling . Thomas , der sad bag på læsset , 
var sysselsat med at opløse nogle snore . Pludsekig 

følte fragtmanden et slag i nakken , Johan greb 
hans hænder og stoppede , da fragtmanden begyndte 
at skrige , sit halsklæde i munden på ham . De fratoge 
nu manden hans penge , omtrent 400 rigsdaler . , og , 
efter at have bundet hænder og fødder på ham , forlod 
de stedet . 
Nu gjaldt det om at være rask i handling . 
At de måtte skilles , var jo en afgjort sag , og 
derfor delte de også byttet og toge hver sin kurs . 
De forsikrede hinanden ubrødelig troskab og at ikke 
den ene ville angive den anden ; endvidere aftalte de , 
at de ville søge at komme til Hamborg . 
I den nærmest påfølgende uge hørte man intet 
til forbryderne , og politiet begyndte at antage , at de 
vare slupne over til Sverig . De flinke opdagelsesbetjente , 
som vi forlod ved Helsingør , vare komne 
trætte tilbage til København , og , som det så ofte er 
tilfældet i deres stilling , uden nesullat . Mange andre 
af deres kolleger var det gået ligeledes , og politiels 
blik rettedes nu hinsides sundet . Forskellige 
hold af opdagelsesbetjente afsendtes derhen ; men snart 
henlededes opmærksomheden på midtsjælland , hvorfra 
der kom beretninger out det ene indbrudstyveri efter 
det andet . Nu blev alle kræfter opbudne , og endelig 
lykkedes det en dag at finde nogle stjålne koster hos 
en pantelåner . Heldigvis skete dette meget kort efter , 
at den omhandlede genstand var pantsat , og manden 
erindrede derfor fuldkommen signalementet , der passede 
nøjagtigt på den undvegne Thomas . Næste nat blev 
der forøvet et meget betydeligt indbrudstyveri på 
Frederiksberg , og den påfølgende dag anholdtes hos 
forsfjellige pantelånere en del af de stjålne koster . 

pantelånerne meddelte stadig et signalement , som 
passede på Thomas . Al politiet var i uophørlig virksomhed , 
er naturligt , men man sandt intetsomhelst spor 
af tyven i gæstgivergårdene eller logishusene , og man 
fik heller ikke noget udbytte af adskillige strejftog , som 
foretoges i omegnen af byen . I løbet af den første ugestid 
blev der intet hørt om Thomas , og man formodede , at 
han , uagtet der fra politiets side blev passet godt på 
både her og i Helsingør , dog var fluppen over til Sverig . 
Pludselig kom en beretning fra Jylland , som gav politiet 
formodning om , at Thomas var kommen derover . 
To af de dygtigste betjente sendtes straks over for æt 
komme på spor efter ham , og ved deres ankomst til 
Århus var der grund til at antage , at han ikke var 
langt borte . Han forøvede i løbet af 6 nætter 6 meget 
store og dristige tyverier , hvilke forskaffede ham meget 
udbytte i sølvsager og rede penge . Hans stadige held 
og den omstændighed , at intet blad omtalte hans handlinger , 
gjorde ham , nu da han var bleven lidt vant til 
friheden , tryg , og han slog sig derfor atter til ro . 
I samfulde fem uger hørte man aldeles intet om 
ham , og til sidst blev håbet opgivet om at anholde ham . 
Foråret var kommet , og folk havde fået meget 
andet at tænke på end at udgrunde , på hvilken 
måde Thomas og Johan havde iværksat deres flugt . 
Disse personer vare glemte af publikum ; men politiet 
erindrede dem endnu . Medens man således ivrigt 
arbejdede på at anholde dem , var der blandt andet 
truffet foranstaltning til at give en del forretningsfolk , 
som ofte komme i berøring med deslige folk , anledning 
til at se veludførte portræter af de to undvegne 
forbrydere . Omtrent fire måneder efter kom en mandsperson 

ind hos en juveler her i byen og falbød et 
meget kostbart armbånd . Da juveleren fik det i hånden , 
genkendte han straks et af sine egne sjeldnere arbejder , 
hvilket for en del år siden var solgt til en adelig 
godsejer og bestilt i en bestemt form for at jbenyttes 
til en datters bryllup . At ejeren af dette smykke ikke 
var nødsaget til at sælge det , vidste han alt for vel . 
Da han ved at betragte den , som falbød smykket , kom 
til det resultat , at der var noget i vejen , spurgte han , 
om det var sælgerens ejendom og om det var et 
familieklenvdie . Hertil svarede sælgeren ja , samt at 
han i sin moders store sygdom og nød var nødsaget 
til at sælge det . Juveleren bemærkede nu , at der ofte 
var et skjult gemmested i et så kostbart smykke , men 
dette benægtede Thomas , thi det var ham , der var tilstede , 
og tog nu et andet armbånd frem , som han 
også tilbød juveleren . Denne spurgte nu om prisen , 
og da svaret var tilfredssfillende , mente juveleren nok 
at ville købe det , men ytrede , at han var bange for 
at købe sådanne sager af ubekendte personer . Denne 
attring bragte Thomas til besindelse , han tog sin hat 
og løb ud ; og inden juveleren havde åbnet disken 
og var kommen ud på gaden for at gøre allarm , var 
Thomas naturligvis udenfor al fare . 
Der blev naturligvis søgt alle vegne , og man håbede 
snart at gribe den dristige forbryder . Imidlertid hørte 
man i den følgende ugestid intet , indtil man fra Engelholm 
i Sverig modtog underretning om , at en danfk 
person var bleven anholdt som delagtig i et slagsmål , 
og at denne person forekom det derværende politi 
at have lighed med det signalement , som det herværende 
politi havde sendt derover . Man sendte et 

par betjente , som straks ved deres ankomst genkendte 
Johan i den omhandlede person . Hans forklaring gik 
ud på , at han efter at have forladt Thomas ved Vordingborg 
var gået til Helsingør og derfra heldig fluppen 
over til Sverig . Sine penge havde han efter nogen 
tids forløb forbrugt og havde derefter begyndt at begå 
mindre tyverier omkring på landet . Han havde megen 
omgang med bønder og benyttede altid lejligheden til 
at gjengjælde deres godtroenhed med bedrageri . Til sidst 
havde han fluttet sig til nogle omrejsende svenskere , 
og det var i selskab med disse , at han en Asten 
på et værtshus havde yppet klammeri og var bleven 
anholdt for delagtighed i et derpå følgende slagsmål . 
Om Thomas påstod han ikke at vide noget , 
men efter at han var ført hertil og havde hensiddet 
nogen tid i arresten , fortalte han en dag i forhøret , 
at han omtrent 5 uger forinden sin anholdelse på et 
værtshus i lund havde mødt sin kammerat . Han vidste 
ellers ikke noget om ham ; men Thomas havde sagt , at 
han ville søge hen til Stockholm for muligvis der at 
få arbejde . Nu eftersøgtes der på mangfoldige steder 
i Sverig , indtil man i en anden sag bestemte sig til 
at sende en betjent til sidstnævnte by , hvem man overdrog 
samtidig at have sin opmærksomhed henvendt på 
Thomas . 
Den udsendte opdagelsesbetjent havde tidligere set 
Thomas , og det var derfor sandsynligt , at han kunne 
være så heldig at få fat i personen . Hans efterspørgseler 
på fvrskjellige steder i Sverig vare uden 
resultat , og han var allerede beredt til sin hjemrejse , 
da man en dag i Stockholms aviser læste om , at en 
landfiskal var bleven overfalden i nærheden af wexiø , 

ihjelslået og plyndret . Denne sag , der vakte megen 
opsigt , syntes vel ikke at kunne stå i forbindelse med 
Thomas , — men vor opdagelsesbetjent bemærkede sig 
dog sagen og gjorde et ophold i wexiø . Her forespurgte 
han sig nøje på herberger og gjæstgiversteder 
om nogen dansk person var set der i egnen . Hans 
efterforskninger ledede ham til at antage , at Thomas 
var der i nærheden , og da denne var en fræk og dristig 
forbryder , hvorfor kunne han da ikke også være delagtig 
i mordet på landfiskalen ? 
Han blev ikke træt af sin eftersøgning og endelig 
lykkedes det ham at erfare , at der arbejdede en danfk 
mand på en gård ikke langt fra det sted , hvor 
mordet var begået . Han tog derud og genkendte 
straks Thomas . Den flinke opdagelsesbetjent havde 
assistance ved hånden og man satte sig i besiddelse 
af Thomas og hans gods . 
Nu var endelig knuden løst — og Københavns opdagelsespoliti 
var gået sejrrigt ud af kampen . Thomas 
var greben , og der var grund nok til at antage , at 
han var delagtig i mordet på landfiskalen . 
Han var efter sin anholdelse uvillig til at give nogen 
tilståelse , men eftersom tiden gik , kom der så mange 
indicier frem imod ham , at han omsider gav efter og 
afgav en omstændelig bekendelse . Denne gik , hvad 
den svenske sag betraf , hvilken nu var bleven til 
hovedsagen , ud på , at han i følge med et par i nærheden 
tjenende karle en søndag eftermiddag havde 
været i wexiø , og at det var blevet dem bekendt , at 
en embedsmand fra omegnen var kørt dertil i kariol 
og uden følge . Da tre af dem i beskænket tilstand gik 
hjemad , begyndte de at tale om nævnte mand og blev 

enige om , at dersom han kom ad vejen , ville de 
plyndre ham , thi han var bekendt for en rig mand , 
og det var ikke usandsynligt , at han førte en del penge 
med sig . De besluttede sig nu til at afvente hans ankomst 
på landevejen . Da han om natten omtrent 
kl . 3 passerede dem i sin kariol , standsede de hans 
heste og forlangte hans penge . Han svarede dem med 
at slå en af dem over armen med skaftet af fin 
kjørepidsk , men de to andre , opirrede over denne modstand , 
faldt nu over deres bytte og brugte knivene , 
indtil de indså , at manden havde fået nok . Derpå 
bemægtigede de sig hans ur med kæde og brevtaske , 
som dog kun indeholdt omtrent 100 rigsdaler . svensk . Efter at 
Thomas havde modtaget sin part af pengene og kæden , 
begav han sig hjem . De andre øeltagere i denne udåd 
påstod han ikke senere at have set , og efter at disse 
vare pågrebne , synes det også af deres forklaringer at 
fremgå , at dette hans udsagn var fandt . 
Thomas blev tilligemed sine medskyldige dømt til 
fæstningsarbeide på livstid for denne forbrydelse . 
Da han havde samme dom på sig i Danmark for indbrudstyveri , 
blev han , efter at være bragt hertil og efter at 
have afgivet fuldstændig tilståelse om sine mangfoldige 
tyverier , samt lidt en korporlig straf for sin undvigelse , 
atter bragt tilbage til Sverig , hvor han på 
en fæsfning endnu forrige sommer ærbeidede i sine 
tunge lænker . 
Johan havde forøvet endeel tyverier såvel i Sverig 
som i Danmark og blev for sine forbrydelser i 
førstnævnte land dømt til 4 Års cellefængsel , — hvilken 
straf han dog ikke vil komme til at afsone , da han , 

efter her at have fået dom på livsvarigt fængsel , 
en nat så lejlighed til at hænge sig i arresten . 
Et forspildt liv . 
Ved du , min læser , hvor tivoli er ? 
Javel ved jeg det , er dit hurtige svar , og du vil 
undres over , at jeg kunne opkaste et så simpelt spørgsmål . 
Og 
dog , kære læser , går du i øst , medens jeg 
spørger i vest ; du mener naturligvis det navnkundige 
tivoli , hvor københavneren fordriver tiden og ihjelslår 
sine penge , medens jeg sigter til et andet tivoli , 
et sted , hvor sang og skæmt er forbudt , et sted , 
hvor solens venlige stråler kun med vanskelighed 
kunne trænge ind , kort sagt — til et fængsel . 
Når du over den ærværdige bygning på Nytorv 
læser : „ Med lov skal man land bygge “ , — se så lidt 
hen i krogen til venstre , ind igennem den mørke port , 
der åbner sig på sine tunge hængsler . 
Ja , der er jo arresthuset , svarer du ! Nuvel , netop 
der i arresthuset er der en afdeling , som på grund 
af sin afsondring fra de øvrige dele af bygningen 
kaldes tivoli . Her henføres i almindelighed de forbrydere , 
som man håber ved ensomhed at få til at 
bekende . 
Jeg vil dog ikke bringe dig derind , gode læser ; 
men jeg har en lille fortælling fra en af beboerne i 

dette sorgens tivoli , som opholdt sig der for nogle 
år siden . Mulig kan denne lille beretning underholde 
dig i nogle få øjeblikke . 
Fortællingen drejer sig om en ung mand , som var 
opdraget i et stille hjem i Jylland og blev sendt til 
hovedstaden for at uddannes . Han faldt i dårlige 
hænder , kom på afveje og endte omsider i fængsel . 
Da han udgik herfra , indså venner og slægtninge , 
at alt var tabt for ham her i landet , og ville derfor , 
at han udenlands skulle bryde sig en ny bane . Han 
blev godt udrustet med klæder og penge , men i stedet for 
at udføre venners og slægtninges plan , tumlede 
han sig en kort tid i nye letsindigheder , indtil atter 
loven udstrakte sin arm imod ham . 
Jeg tror , at da jeg modtog hans lille fortælling , 
havde oprigtig anger virkelig indfundet sig hos ham . 
Det var en smuk , varm juni eftermiddag , medens 
københavnerne fejrede deres frihedsdag , at jeg tilfældig 
besøgte den omtalte fange . Om få dage skulle atter 
fængslets døre åbne sig for ham , og med dem en ny 
virkekreds . Han skulle drage til fremmede lande , for 
således at flåne familien for vanære . Overbevist 
om , at hans fremstilling af det ville liv , han havde 
ført , er sand , tør jeg rolig fremdrage den for dem af 
mine læsere , der ville følge mig , medens jeg fortæller 
Frantz Emils erindringer fra sit forbryderiske liv . 
Ja , når jeg ser tilbage på de svundne år — 
fortalte e . F . — , så må jeg vel kalde mit liv forspildf . 
Hvor ofte har ikke lykken ligesom med magt 
villet holde fast på mig , men jeg har tumlet mig i . 

letsindigheder så længe , indtil jeg ikke kunne undvære 
dem , og således svækket al energi og villiekraft til at 
modstå lastens tiltrækkelser . 
Da jeg var omtrent 14 år gammel , blev jeg udtaget 
af skolen i den lille købstad , hvori jeg havde 
tilbragt min barndom . Min fader var en alvorlig 
mand , der inderlig ønskede , at hans søn skulle tage 
skræderbordet i arv efter ham , men jeg havde aldrig 
yttret nogen lyst hertil . Derimod havde min moder 
opdaget , at jeg besad en „ mageløs dejlig sangstemme “ , 
og at jeg vistnok ville blive „ uhyre bekendt “ , dersom 
jeg kom til det „ Kongelige “ . Men herimod protesterede 
fader på det bestemteste ; thi han havde som svend 
arbejdet i København og kendte nok disse folk , som 
sang på tteatrene ; thi en af hans mestre havde altid 
måtte holde en bydreng , „ bare for at løbe til disse 
komediantspillere “ . 
Det blev da med megen sorg bestemt , at jeg skulle 
til kramboden , thi at jeg var en regnemester , det påstod 
onkel Hendrik . Jeg havde nemlig engang nøjagtig 
udregnet for ham , hvor mange penge han om året 
brugte til snustobak . 
Jeg kom da altså til boden , og efter 5 Års forløb 
blev jeg svend og skulle nu over til hovedstaden , 
for der at lære flere „ Fiffigheder ved handelen “ , som 
gamle onkel viselig bemærkede . 
Dagen kom , dampflibet lå færdig , tøjet var ombord , 
vennerne tilstede for at tage afsked , — og farvel 
var sagt til alle ; men moder måtte jo endnu engang 
kysse sin dreng . Herved fik hun tid til at ledsage sine 
ord med en bevægelse , hvorved jeg forstod , at ingen 

skulle se en lille pakke , som hun stak ned i lommen 
på min overfrakke . 
Langsomt gled skibet ud af fjorden , og kort efter 
kunne jeg kun svagt øjne det gamle kirkespir i min fødeby . 
Også dette svandt , — og nogle timer efter satte jeg 
foden i land i København . Her henvendte jeg mig til 
en af min moders gamle fættere , som modtog sin unge 
slægtning meget venligt . Han gav adskillige gode 
råd — og lod mig forresten flytte mig selv . 
Den lille pakke , moder havde givet mig ved affleden , 
indeholdt en lille spareskilling , som jeg formodentlig 
skulle bruge for at opmuntre mig , når længselen 
efter hjemmet blev for stærk . 
Da jeg ikke havde noget jevnaldrende bekjendtflab , 
søgte jeg min adspredelse på offentlige steder , blandt 
andet ofte i tteatrene . 
Jeg har engang læst , at tteaterbesøget ikke var det 
værste , men det sted , hvor man søgte hen efter tteatret , 
— og det var i alt fald tilfældet med mig . Ved 
hyppig efter tteatertid at besøge et sangerlokale i en 
af smågaderne , hvor vel ikke det bedste publikum 
samledes , men hvor jeg syntes , at mine provindsmanerer 
faldt mindre i øjnene , traf jeg personer , som uden 
tvivl helst ønskede , at deres fortid var glemt , hvis 
nutid ikke var glimrende , og som ved et glas punsch 
samtalede om måden at tjene mange penge på , for 
således at forskaffe sig en behageligere fremtid . Blandt 
disse personer var der navnlig to , som jeg særlig sluttede 
mig til , nemlig warmer og tutmann . Den sidste 
var jeg særlig bleven opmærksom på derved , at han 
som oftest blandt sine bekendte blev kaldet „ Snap “ . 
Grunden dertil lærte jeg destoværre for sent at kende . 

en aften kom jeg til vort samlingssted . Jeg var 
i godt humør , havde haft brev fra hjemmet , hvori 
var indlagt en lille „ Blå “ fra moder , og en sådan 
forstærkning var særlig velkommen ; thi jeg brugte 
mange penge -— dog endnu ikke flere , end jeg fortjente ; 
men allerede dengang havde fristelsen et par gange 
været stor , når jeg så min principals godt forsynede 
pengeskab åbent ; thi hvor let var det ikke her at kunne 
forskaffe sig adgang til mange lystige timer , og det 
var ingen sag at skjule en sådan bagatel . Min principal 
var en godmodig mand og havde overladt meget 
af sin forretningsførelse til mig . 
Som sagt , jeg var i godt humør ; — thi jeg var , 
imellem os , bleven forelsket i den skønne Helene , — ja , 
skøn var hun vel egentlig ikke , men hun kaldtes således , 
fordi hun hed Helene . At hun sang godt , var 
vist , og da tilhørerkredsen just ikke var den mest kunstforstandige , 
gik det an engang imellem at lade sin 
„ dejlige “ Stemme høre i forening med hendes . 
Ved min indtrædelse i lokalet blev jeg hilset med 
jubel , og det har altid været min fejl at lytte til 
smiger , hvorfor jeg naturligvis straks følte mig dreven 
til at rekvirere en bolle punsch og cigarer . 
Nu gik det varmt til . Den „ Blå “ var snart brugt 
og endnu lidt til , som jeg havde til rest . Nu var jeg 
bleven hed , og da tutmann irriterede mig ved at traktere 
min elskede Helene med fin vin , chokolade etc . , 
tog jeg mod til mig og forlangte en flaske champagne . 
„ Lad mig få en med ! “ råbte tutmann . 
Jeg blev forbavset ; en sådan ødselhed hos en person , 
der var tarvelig klædt , og om hvem jeg vidste , at 
han ikke havde arbejde , det gik for vidt . 

„ Man er nok kapitalist i aften ? “ udbrød jeg til 
tutmann , der sad ved siden af mig . 
„ Å ja ! — let tjente penge gå i almindelighed 
let , “ svarede tutmann . Øet , at fortjene penge let , var 
noget , jeg kunne lide , — jeg var overhovedet allerede 
så småt ked af at trælle den hele dag bag disken . 
Champagnen kom , og med den min tur til af betale . 
Jeg bad værten om af vente til næste dag ; men 
han trak på det , og jeg blev derfor meget glad ved 
af se tutmann åbne en velspækket tegnebog , idet 
han sagde : 
„ Må jeg tilbyde min hjælp ? “ 
Først afslog jeg hans tilbud ; men da han ytrede , 
af det var en bagatel for ham , tog jeg derimod , og , 
for af jeg ikke oftere den aften skulle komme i forlegenhed , 
stak han mig en tyvedalerseddel i hånden . 
Den ene udskejelse fulgte nu den anden . Om morgenen 
var jeg kun lidet skikket til af arbejde i mine 
forretninger , og jeg følte mig trykket ved tanken om 
den gæld , der hvilede på mig . Det var første gang , 
af jeg havde pådraget mig en sådan gæld , og navnlig 
pinte det mig , af jeg ligesom følte mig bunden til dette 
uværdige selskab . 
Jeg vedblev af besøge sangerlokalet , og lidt efter 
lidt blev forholdet imellem Helene og mig fortroligere . 
Snart mærkede min principal , af jeg var efterladende 
ved mit arbejde , og uagtet det ærgrede mig meget , af 
han fratog mig et tidligere tillidshverv , formanede dette 
dog ikke af kue min tilbøjelighed til det udsvævende 
liv , jeg havde begyndt . 
En aften henvendte tutmann sig fil mig , medens 
vi vare i sangerlokalet , med anmodning om , hvis det 

var mig belejligt , af betale de før omtalte 20 rigsdaler . Jeg 
svarede hertil , af det i øjeblikket var vanskeligt for mig , 
men ved næste måneds begyndelse skulle han så sine 
penge . 
„ Næste måned ? “ råbte han . „ Ha , ha , ha , — 
næste måned ? Er du da ikke Karl for af nappe sådan 
en bid ? Jeg skulle regere mesters pengekiste , — 
han skulle sikkerlig ikke blive fed derved . “ 
Man vil indse , uden af jeg behøver af forklare det , 
på hvilken fortrolig fod vi allerede vare komne fil af 
stå lige overfor hinanden . 
I det samme kom Helene hen fil os . 
„ Søde Frantz , du må endelig tage mig med på 
kasinomaskeraden i morgen aften , “ sagde hun , idet hun 
stak sin arm ind under min ; „ og for af jeg ret kan behage 
dig , håber jeg , af du er så venlig af forstrække 
mig med lidt mønt fil nogle småting , som jeg absolut 
må have . “ 
„ Kære Helene , det kan jeg ikke ; du ved ikke , i hvilken 
forlegenhed jeg er . . . “ 
„ Ja , ja , “ afbrød hun mig , „ det er dog , som jeg 
siger : tutmann vinder mig dog til sidst , — altid gentil , 
altid ruttende med penge ; . . . når han kun klædte sig 
en smule mere flot , var jeg kæreste med ham straks . 
Å — men du mener det heller ikke således , søde 
Frantz , du er jo dog så god og . . . Du er så smuk 
. . . jeg holder forresten også meget af dig . . . “ 
/ , ja , ja , min ven , nu skal jeg se , hvad jeg kan 
gøre . Der er destoværre kun så kort tid at løbe 
på . . . “ 
„ Du kan jo blot gøre , som jeg har sagt , “ sagde 

tutmann , „ så blive vi begge hjulpne . Men du har 
intet mod . “ 
Den aften gik jeg ikke meget glad hjem . Det var 
som om der hvilede en tung byrde på mig , og som 
om jeg fluide synke under den . Slige muligheder havde 
aldrig fremstillet sig for mig , jeg var uforberedt på at 
træde i kamp mod fristelsen . Hvad havde jeg ikke givet 
for et råd , blot for et øjeblik at kunne tye til mit 
fædrenehjem ? Tanken om dette blev mig pinlig , bitter , 
og da dagen kastede sit første lysfljær ind i min stue , 
fandt den mig endnu siddende i sofaens hjørne , hvor 
jeg havde kastet mig efter min hjemkomst . „ Denne dag 
skal blive afgørelsens dag ! “ råbte jeg , idet jeg rejste 
mig . „ Jeg tager min afsked , og så — ja så — kan 
jeg blive sangerselskabs-direktør ! “ 
Jeg gik længe op og ned ad gulvet . Jeg indså 
nemlig , at direktørplanen ikke kunne betale sig i længden , 
og da min værtinde i egen person bragte mig 
kaffen , havde jeg halvvejs betænkt at kvittere al letsindighed , 
gøre åben bekendelse for forældre og 
principal , og blive fornuftig — som man siger . 
„ Nej , vil man se , Herren så tidlig oppe , og allerede 
fuldt påklædt ! “ ytrede værtinden lidt ironisk , 
idet hun skottede hen til den urørte seng . „ Det er 
forresten meget heldigt , at jeg træffer Herren vågen ; 
thi jeg frygter for , at de ikke hørte min bemærkning 
for nogle dage siden om , at huslejen allerede for over 
otte dage siden var forfalden , og at jeg trænger til 
penge . “ 
„ De skal få penge til middag , “ svarede jeg kort ; 
„ og herved opsiger jeg med det samme min lejlighed . “ 

„ Jeg håber , at Herren undskylder , “ indvendte konen , 
„ jeg er fattig . . . “ 
„ Ja , det har jeg ikke med at gøre , “ afbrød jeg 
hende kort . 
„ Stakkels unge mand ! man skulle næsten tro , at der 
forestod ham en ulykke , “ mumlede hun , idet hun gik ud 
af døren . — ja , ulykke ! det er vist og sandt , at der 
i dagens løb ramte mig en ulykke . 
Jeg gik til mit arbejde . Kedelig og fortrædelig 
var jeg mod enhver og fast besluttet på at opsige min 
plads . Just som jeg stod og tænkte over , hvorledes 
jeg skulle komme frem med det , sagde min principal , 
som sad lige overfor mig : 
„ Vil deruPder==de erindre , at der i deruPder==dag til deruPder==P . i deruPder==Frankfurt 
bliver sendt hans tilgodehavende beløb . “ 
„ Ja , “ svarede jeg . 
„ Erindrer de , hvor stort beløbet er ? “ spurgte han 
lidt efter . 
„ Jeg skal se efter , “ svarede jeg , og medens jeg gik 
hen til hovedbogen , fik jeg den ide , som senere bragtes 
til udførelse — og som førte mig i ulykke . 
Min ide var , at når jeg modtog brevet til aflevering 
på posthuset , ville jeg have et andet lignende , 
men værdiløst i beredskab , modtage og afgive kvittering 
for det værdiløse , og beholde pengebrevet . Jeg ville 
derefter gå på maskerade , pludselig forsvinde der , — 
og næste morgen være på vejen til Amerika . 
Den første del af min plan blev straks udført ; 
jeg havde afgivet kvitteringen til min principal , som 
intet kunne erfare om sagens rette sammenhæng før 
i løbet af 3—4 dage . Jeg slog mig derfor til ro den 
første dag , thi jeg fandt , at afskeden pinte mig . 

som te ved , vedblev fangen , afrejste jeg til Sverig 
og tog til Stockholm . Her levede jeg ganske rolig , 
og mit betydelige pengebeløb satte mig i stand til at 
bo hyggeligt ; tiden forslog jeg med musik og læsning . 
Foråret var allerede langt fremrykket . De fremmede 
begyndte at ankomme ; det smukke vejr og den 
fuldkomne taushed , der herskede med hensyn til min 
sag , gjorde mig tryg . Jeg begyndte at gå på offenlige 
steder . Nu søgte jeg fint selskab , men sluttede 
mig dog ikke særlig til nogen ; min adspredelse bestod 
hovedsagelig i at besøge djurgarden . 
En aften spadserede jeg der . Foran mig gik to 
herrer , som jeg bemærkede talte dansk . Ved nærmere 
at lytte til , hørte jeg på engang Helene M . ' s navn 
blive nævnet . 
Dette navn bragte mig til eftertanke ; først antog 
jeg , at Helene mulig var der , men så tænkte jeg igen , 
at man muligt endnu søgte efter mig . 
Jeg blev ikke længe i djurgarden , men gik hjem og 
forblev indesluttet der i samfulde otte dage . Da tænkte 
jeg på ny , at der ikke længere var nogen fare , og det 
var jo nødvendigt for mig , at jeg begyndte at søge beskjæffigelse , 
chi pengene måtte jo engang få ende . 
En dag spadserede jeg ned ad drottninggatan og 
bemærkede , at en net klædt herre i længere tid gik 
på den modsatte side af gaden . Han gik stadig 
samme vej som jeg , og jeg besluttede derfor , da jeg 
blev ængstelig , at gå hjem . Ved min indtrædelse i 
værelset gik jeg hen til vinduet for at se , om den fremmede 
endnu var på gaden ; men i samme øjeblik lød 
en stærk banken på min dør . Jeg anede , hvad der 
forestod . 

„ Goddag , hr . F . E . ! “ lød den indtrædendes venlige 
tiltale , idet han nikkede fortroligt ; „ jeg har såmænd 
længe ønflet at tale med dem . “ 
„ F . E . ? De tager fejl , min herre , “ svarede jeg med 
så megen rolighed som muligt ; „ mit navn er ikke 
f . E . “ 
„ Å snak ! — lad nu tæppet rulle ned for første 
akt af den komedie , eller ønsker de måske at gøre 
bekjendtfkab med politiet her ? Jeg bringer dem blot 
en venlig hilsen fra deres principal for at bede dem 
tage med til København ; — de var nok så uheldig 
før deres pludselige afrejse at forveksle et brev for 
ham ? “ 
Nu indså jeg , at der ikke var mere at gøre for 
mig , et forsøg på at skuffe manden var frugtesløst , 
og snart var jeg atter på vejen til København . 
De erindrer vel nok , vedblev den unge mand , at 
det blev bestemt , at jeg skulle rejse til Amerika . Dog , 
medens jeg i Hamborg måtte vente på befordring , 
kom jeg oftere i berøring med en ung mand , som jeg 
snart blev fortrolig med . Hurtig glemte jeg de pligter , 
der påhvilede mig , og hvirvlede mig i en vild Dands 
af lystigheder , indtil pengene næsten v-re opbrugte . 
Jeg tog atter til København , og indtil jeg havde opbrugt 
resten af mine rejsepenge levede jeg i idet 
vildflab . 
Da jeg ikke havde flere penge , søgte jeg dårligt 
selskab , gjorde gæld , hvor jeg kunne , og førte et 
jammerligt liv . 
En aften i August måned var jeg taget ud til 
Charlottenlund , men traf ingen af mine kammerater 
der . Penge havde jeg ikke og måtte derfor gå tilfods 

tilbage . Det var en smuk og yndig aften . Månen 
lyste klart over sundet , jeg blev vemodig stemt , følte , 
hvor dybt jeg var falden , og længtes efter mit hjem . 
Som jeg gik , hørte jeg fra et af de små lyststeder en 
yndig pigestemme , som sang en nydelig lille sang , 
hvilken jeg så ofte før havde hørt i hjemmet . Jeg 
standsede , lyttede og kunne ikke løsrive mig fra stedet 
— alt var så yndigt . Jeg håbede at få hende at 
se , var vis på at skulle kende hende , om hun end var 
blandt mange andre ; men jeg opnåede ikke mit ønske . 
Næste dag var jeg en ganske anden . Fast besluttet 
på at få underretning om , hvem den ubekendte var , 
gik jeg atter ud ad samme vej . Dog , det vil tage for 
lang tid at fortælle alt , hvad der derefter foregik . 
Resultatet var , at jeg begyndte på at søge mig en levevej , 
og dette lykkedes til dels , indtil jeg , for af nå mit 
mål hurtigt , var ubesindig nok til af begå en ny 
forbrydelse . Denne ved de bestod i , af jeg forfalskede 
en mig betroet veksel til et større beløb , idet jeg derved 
håbede , af det skulle have lykkedes mig af komme 
bort ; thi nu var det min faste beslutning af arbejde 
hen til af nå det eftertragtede mål . 
„ Men , “ spurgte jeg , „ endnu ved jeg ikke , hvorvidt 
den unge dame er medinteresseret i deres bestræbelser . 
Talte de aldrig med hende ? “ ' 
„ Jo , “ vedblev den unge mand , „ jeg har talt med 
hende , og det var mit håb engang af blive hende 
værdig ; men nu skeer det vist aldrig . “ 
„ Hvorfor ikke ? “ 
„ Nej , det er vist ikke tænkeligt , af hendes pårørende 
ville tillade det , — og selv om de ville det , så er der 
jo så langt til Amerika . Kommer den tid , af jeg kan 

forsørge hende og byde hende et ligeså venligt hjem , 
som hun har her , så har hun vistnok glemt mig . “ 
Her sluttede fangen sin fortælling . Jeg så , af det 
var ham pinligt af vedblive , og forlod ham . Den 
næste dag afrejste han til sin nye virkekreds , og jeg 
har siden ikke hørt noget fra ham . 
En udvalgt . 
Da jeg en aften , efter at have foretaget min sædvanlige 
tur til toldboden , passerede igennem grønningen 
for at nå mit hjem , bemærkede jeg omtrent 
ved husarkasernen en tarveligt klædt mand siddende på 
en bænk , idet han lænede sit hoved i begge hænder . 
Idet jeg gik forbi ham , hævede han sit hoved , og da 
hans ansigt bar præget af stærk sindsbevægelse , gik 
jeg uvilkårligt hen imod ham og tiltalte ham . Snart 
erfarede jeg , at han var i nød og trængte til hjælp , 
og da jeg erindrede at have set ham før , og han lod 
til at have været en bedre stillet mand , søgte jeg at 
afhjælpe hans nød ved en øjeblikkelig hjælp . Ved 
nærmere undersøgelse viste det sig , at han i nogle år 
havde opholdt sig her i byen , hvor han for øvrigt var 
barnefødt , men i mange år havde været fraværende 
og i udlandet været i forskellige livsstillinger , hvilke 
han bestandig ved sit udsvævende levnet havde ødelagt . 
Hans slægtninge her vare velhavende og formående , 
men uden lyst til at hjælpe manden ; dog fandtes der 
omsider en , som af medlidenhed lovede at hjælpe ham 

bort . Dette skete , men forinden spurgte jeg ham om , 
hvad hans hensigt var den aften , da jeg traf ham i 
grønningen . Han nølede noget med tit svar , men 
svarede endelig , at han havde søgt at opgøre sit livsregnskab , 
og at han derefter ville have druknet sig i 
kastelsgraven . Ved min mellemkomst havde han atter 
fået lyst til at leve . Efter at han var bortrejst , modtog 
jeg en dag med posten en pakke , som , da jeg « åbnede 
den , indeholdt et manuskript og et brev , hvori 
følgende : — — — vedlagte papirer indeholde nogle 
optegnelser fra mit bevægede liv . Måsfe kunne de 
forunderlige situationer , hvori jeg har befundet mig , 
interessere demmanuskriptet 
har siden aldrig været læst af nogen . 
Dets forfatter er død , og jeg tør nu byde det til 
læsere , der ville følge en svindlers eventyr og bedrifter . 
„ Da 
jeg var 12 år gammel , døde min fader , og 
min moder var ikke i stand til at lade mig fortsætte 
den opdragelse , min fader havde påbegyndt ; men da 
jeg var en flittig og rask dreng , tilbød institutbestyreren 
moder , at jeg kunne få fri undervisning . Nogle år 
efter trådte jeg ud af institutet og blev anbragt på 
et herværende vexellerkontor , hvor jeg havde det godt . 
Jeg havde dog en del mere frihed , end der var 
tjenligt for mig , da moder havde forkælet mig og ikke 
holdt fkarpt opsyn med mig . Følgen var , at jeg kom 
i selskab med andre letsindige , unge mennesker , og 
til sidst blev ked af mit arbejde og ønskede at komme i 
besiddelse af flere penge . Dette var imidlertid vanskeligt ; 

thi moder passede på at hæve mine penge for 
mig hos vexellereren , og det var meget lidet , hvad 
hun tilstod mig fil lommepenge . 
En dag blev jeg sendt fil et privat låneinstitut 
her i byen med en veksel , hvorpå jeg skulle hæve 
200 rigsdaler . 
På vejen mødte jeg en af mine lystige kammerater , 
som jeg kom fil at omtale mit lerinde for . 
Vi havde netop aftenen forud været på kommers 
sammen og ødelagt alle vore penge ; vi vidste ingen 
udvej fil at skaffe flere , dels fil at betale lidt gæld 
med , dels fil at fortsætte vor lystighed med . 
På engang faldt den tanke mig ind , at jeg kunne 
beholde pengene og rejse bort , f . Eks . fil Amerika . 
Men 200 rigsdaler . var så lidt — jeg kunne næppe klare 
mig selv dermed , end mindre hjælpe min ven . Medens 
vi gik og grundede på mit forflag , som jeg havde meddelt 
til min ven , fik jeg pludselig den ide , at jeg lettelig 
ved en lille tilsætning , som jeg sagtens måtte kunne 
udføre , da jeg selv havde skrevet vekslens indhold , kunne 
tilvende mig en større kapital . Jeg udtalte mit forflag 
for min ven , hvem jeg fulgte til hans logi , hvor 
jeg udførte forfalskningen , idet vekslen forandredes fra 
200 til 1200 rigsdaler . 
Det næste skridt var at flippe godt igennem i 
banken . Det var tilfældigvis lørdag , på hvilken 
dag der sædvanlig er meget travlt . 
Da jeg daglig kom der , var jeg godt kendt af 
kassereren , af hvilken grund denne i det store hastværk 
ikke underkastede dokumentet nogen meget nøjagtig 
eksamination , hvilket måske ellers var tilfældet , 
og jeg fik pengene udbetalte . 

min ven havde trolig fulgt mig . Udenfor døren 
traf vi på hinanden og vare aldeles ude af os selv 
af glæde over foretagendets heldige udfald . Hvad 
skulle vi nu gøre ? 
Jeg bestemte , at vi , efter at jeg havde leveret min 
principal de 200 rigsdaler . , skulle forblive ganske rolige den 
eftermiddag og forsøge på at komme bort med aftentoget . 
Derfor gik jeg tik kontoret og arbejdede min 
sædvanlige tid , indtil jeg gik til middag . Da jeg gik 
fra moder , erindrer jeg endnu i dag , med hvilken særdeles 
venlighed hun bad mig om at komme tidlig hjem 
om aftenen ; hun ventede , at nogle af min ældste søsters 
veninder ville besøge os den aften . 
For at hun ikke alt for tidlig skulle blive urolig , 
sagde jeg til hende , at jeg havde meget arbejde netop 
den aften og vistnok kom sent hjem . 
Min ven , August , traf jeg udenfor . 
Vi besluttede os nu til at forlade byen om aftenen 
og rejse til Hamborg . 
Da vi jo aldeles intet tøj havde med os , købte 
vi en stor kuffert , og hos sorskjellige skrædere en del 
elegante klæder og ekviperingssager . Vi frygtede nemlig 
for ved at gøre et stort indkøb på et sted at 
vække mistanke . 
Da vi havde disse sager samlede , hvilke vi kode 
bringe tik et Hotek på Vesfergade , var der kun en 
timestid tik jernveistogets afgang . 
Vi samtalte med ungdommelig lystighed om vor 
forestående rejse og de eventyr , vi håbede at opleve , 
og besluttede os tik at forsyne os med pistoler 
og dolke , for at være bevæbnede mod overfald . Efter 
at have købt disse sager , toge vi en drosche og kørte 

tik jernveisstationen , hvorhen vore sager vare bragte 
af hotellets tjener . 
Vor ungdom gav os et mod og en dristighed , 
hvilken en forbryder vistnok sjældent har , når han 
efter en udført gerning står i begreb med at forlade 
sit hjem og befinder sig blandt travle rejsende i den 
store ventesal . Men vi glemte hele mængden omkring 
os og anså os selv som meget betydelige personer . 
En sådan luksus i udstyr og så mange penge ! Det 
kunne jo aldrig få ende . 
Vi fortsatte rejsen til Hamborg . Her indlogerede 
vi os i hotel l ' Europe , hvor man behandlede os med 
megen forekommenhed ; vi blev mere hovmodige dag 
for dag . Jeg kunne ret godt tysk og fransk , og 
klarede mig udmærket ; min ven spillede derimod en 
meget passiv rolle . Vi ilede naturligvis meget for at 
komme afsked — men hvor længe var Adam i Paradis ? 
En morgenstund bankedes der noget ublidt på vor 
dør . Jeg sprang op -— det var en uvant lyd , forhen 
havde man altid ventet , indtil vi ringede . 
„ Hvem der ! “ råbte jeg på tysk . 
„ Å , tal kun dansk , lille ven , men luk hurtigt op . “ 
Jeg lukkede op . Det var politiembedsmænd fra 
København , som vare på jagt efter os . Vi gjorde 
ingen modstand , og blev førte tilbage til vor fødeby . 
Da vi ankom hertil , gik det os bedre end vi havde 
ventet . Vor straf var højst ubetydelig — formodentlig 
på grund af vor ungdom — i forhold til forbrydelsen . 
Nogle venner toge sig af os , og vi blev sendte 
til Amerika . 
Jeg vil ikke dvæle ved de sørgelige dage , jeg tilbragte 
i fængslet , eller ved min moders sorg over 

sin vanartede søn ; men bede læseren springe over et 
tidsrum as 3 måneder , og han vil sinde mig i New 
dørk , kort efter min ankomst til verdensstaden . 
Rejsen havde været behagelig , og med vore ungdommelige 
ideer lyste de mest glimrende forhåbninger 
vs i møde . Min ven , hvem jeg havde styrtet i ulykke 
med mig selv , havde stort talent for tegning , og det 
lykkedes ham at få beskæftigelse hos en arkitekt . En 
god ven af min afdøde fader havde ladet sig overtale 
af min bror til at skrive et anbefalende brev for mig 
til den danske konsul . Denne gamle elskværdige mand 
modtog mig med særlig velvilje , og udtalte sig om , 
at jeg , som næsten var et barn , altid skulle finde en 
beskytter i ham . 
Nogen tid gik hen , jeg havde opbrugt mine penge 
og havde intet arbejde . Nu henvendte jeg mig til forskellige 
landsmænd , men den tjenstvillighed , man tidligere 
havde talt så meget om , var det mig umuligt 
at få andel i . Da jeg derfor en skøn dag hverken 
havde arbejde , penge eller noget til at skaffe penge 
for , kog jeg mod til mig og søgte arbejde efter avisen . 
Det var jo lige meget , hvad jeg fik , og min opmærksomhed 
faldt da først på , at en plakatopklisfrer ønskede 
en medhjælper . Hvorfor ikke ? Man fortalte , at 
folk vare blevne hovedrige ved den trafik , hvorfor 
kunne jeg ikke blive det . — jeg tog fat på arbejdet . 
Lønnen blev beregnet efter akkord , så meget for hvert 
hundrede . Det var et forfærdeligt slid , og da jeg 
undertiden måtte kravle op på taget af en 6 etages 
bygning på Broadway , for , lænende mig ud over 
husets mur , at opklæbe nogle alenlange plakater , som 
skulle kunne læses flere engelsfe alile borte , eller balancere 

på en stige , som kun havde et dårligt støttepunkt 
på bygningens tag — så tog jeg efter kort 
tids forløb min afsked . 
Det var godt , at jeg var stor og stærk ; thi nu var 
der kun tilbage enten at tage sjoverarbeide i dokkerne 
eller at save brænde . Jeg valgte det sidste ; fortjenesten 
var ikke dårlig . Jeg søgte imidlertid at opretholde 
et ydre skin af velvære . Ved min ankomst til 
new-iork havde jeg taget et ret godt logi i henrv 
Stroot , og havde , uagtet det var mig lidt dyrt , beholdt 
det , fordi det var en „ pæn gade “ . Men uagtet man 
ikke i Amerika føler noget nedværdigende ved at forrette 
en daglejers arbejde , så ses der dog meget på , 
under hvilke forhold en ung mand lever , og min tanke 
var ingenlunde fæstet på fremtiden , den gjaldt kun 
øjeblikket ; derfor gav jeg med glæde fortjenesten ud 
for at vedligeholde mine gode bekendtskaber , og jeg 
ville ikke for alt i verden have haft , at nogen af 
mine landsmænd skulle vide , at det var gået så 
meget tilbage for mig . Om morgenen begav jeg mig 
ned til 8outb b ' errz- , hvor jeg hos en høker havde mine 
rekvisiter stående , og derefter gik jeg på arbejde . Om 
aftenen vendte jeg tilbage til mit logi , omklædte mig 
og gik på kommers . 
En eftermiddag passerede jeg gennem den nedre 
del af ^all ltrsot på vejen hjemad , da jeg blev tiltalt 
af en elegant klædt herre . Han spurgte , om jeg 
ville tjene penge , hvortil jeg naturligvis svarede ja . 
Efter at jeg var fulgt med ham ind i et nærliggende 
værtshus og trakteret med et par glas lagerbier , 
måtte jeg , medens vi nød disse , fortælle ham mit 
levnetsløb , hvorfra jeg kom og hvad jeg var . Da 

han så meget flot ud , troede jeg , at han mulig — 
da jeg var så ung og forresten så ret godt ud —- 
var en af disse amerikanske filantroper , jeg havde hørt 
så meget om , og at han havde i sinde at sørge for 
min fremtid . Men det varede ikke længe , førend jeg 
fik en anden mening . Han tog op af sin lomme en 
pung fyldt med — hele og halve — hvilke 
han lod rulle ud over bordet , for ret at lade mig 
høre deres velklingende lyd . 
„ Hvad synes de om sådanne penge ? “ spurgte han . 
„ Godt , “ svarede jeg , „ når man blot havde mange 
af dem . “ 
„ Vil de have disse , “ udbrød han , „ værsgod ! Jeg 
har nok af dem . “ 
Jeg vidste ikke ret , hvad jeg skulle svare . Sådan 
uden videre at blive budt en 1 , 000 , måske 1 , 500 rigsdaler . 
På engang af en ubekendt mand på et værtshus , 
hvis publikum/ om det ikke var bærmen af folket , 
dog ingenlunde hørte til „ Lrst elass « — det var ufatteligt ; 
det kunne ikke hænge rigtigt sammen . 
Jeg så på ham . Taus pillede jeg det ene guldstykke 
op efter det andet — men da jeg få den store 
guldstabel for mit blik greb jeg den , stak den i lommen 
og rejste mig for at gå , idet jeg takkede ham . 
Han ville imidlertid ikke lade mig løbe den gang . 
Vi sad i det bageste værelse , og jeg havde bemærket , 
at værten af og til gav min ubekendte velgører et 
eller andet mystisk tegn . 
„ Ven , “ sagde han , „ har du sorstået mig ? “ 
Han ledsagede disse ord med en særegen bevægelse 
med hånden . 
Da jeg rystede på hovedet til svar , ytrede han 

halv gnaven æutcb block boaæ , men gjorde mig nu 
med få ord bekendt med , at pengene vare stjålne , 
at han havde a tdousanæ times så mange , og i mange 
dage havde fulgt mig , når jeg efter mit arbejde vendte 
tilbage fra Brooklyn , for jeg så ud til at kunne bruges , 
navnlig fordi jeg var en æutodman . Foreløbig 
ville han have mig til at opbevare sine penge . Han 
havde store planer for , og til disses udførelse behøvede 
han min hjælp ; dog ville han ikke gøre mig 
bekendt med sine venner . Store pengesummer skulle 
vi tjene snart , dersom jeg blot var trofast . 
Jeg var til hans tjeneste . Han bragte næste dag 
til mit logi en stor kuffert , i hvilken han havde skjult 
sine stjålne penge . 
Nu var han jo på en måde i min magt . — formodenlig 
har det anet ham , at jeg mnlig kunne finde 
på at tilvende mig hele hans kapital , og han fortalte 
mig nu , hvad jeg dengang ikke anså for utroligt , at 
han var anføreren for en stor bande , som havde sat 
sig til opgave at stjæle fra alle hovedbankerne i staterne 
og to gange havde gjort forsøg på at bryde 
ind i uniteæ ltates bank , hvilket dog var mislykkedes 
formedelst en upålidelig kammerats troløshed . Da 
banden fik vished om denne utroskab , blev bemeldte 
kammerat i en af deres forsamlinger skudt ; samme 
skæbne måtte jeg gøre regning på , hvis jeg var 
utro . Flere af bandens dygtigste folk kendte mig , 
uden at jeg vidste deraf . Jeg var aldeles ikke bange 
for denne advarsel , men tænkte kun på pengene . 
Min ny ven tilrådede mig at fortsætte mit arbejde 
som brændeskærer , men det havde jeg dog ingen lyst 
til . Jeg fordrev derfor tiden på bedste måde og 

ventede med længsel på , hvad den næste overraskelse 
ville blive . 
Den lod ikke længe vente på sig . 
En aften , da jeg kom sent hjem , fandt jeg min ven , 
hvis navn var Wentworth , i mit logi . Han meddelte 
mig , at det var bestemt , at der skulle begås tyveri 
i posthuset i > v . , som lå 400 engl . Mil borte . Man 
havde sat sig i forbindelse med en person , som var 
ansat der , ikke for direkte at skaffe dem adgang , men 
for at skaffe mig en ansættelse . Når dette var opnået , 
skulle jeg få nærmere underretning . 
Nogle uger senere finder man mig installeret som 
yngst betjent i koreizn æspartment af posthuset i ^v . 
Det må her bemærkes , at det ingenlunde er så vanskeligt 
at opnå en sådan stilling i Amerika , når 
man har indflydelsesrige venner , og for en tyvebande 
var det nok værd at skaffe en af sine medhjælpere adgang , 
thi mod kvartalets slutning var der i posthusets 
pengehvælvinger samlet meget betydelige beløb . Forinden 
jeg tiltrådte min virksomhed , fik jeg instruks 
om at forskaffe min ven aftryk af nøglerne i voks . 
Han flyttede sit opholdssted til og jeg talte daglig 
med ham . I løbet af nogle dage havde han modtaget 
voxaftryk af samtlige nøgler , der vare i mine 
hænder , og som jeg kunne få adgang til ; dog manglede 
vi aftrykket til en væsenlig nøgle , nemlig til det 
store pengeskab i den inderste hvælving . Det lod til 
' af være en umulighed af skaffe dette ; men den , som 
vil fremme en forbrydelse , finder nok på en udvej . 
I flere dage gik jeg med voks i opblødt tilstand , rede 
til ved første given lejlighed af tage et aftryk ; en hændelse 
skaffede mig det langt hurtigere end jeg ventede . 

jeg blev en dag kaldt op til chefen , og det pålagdes 
mig af bære nogle pakker , indeholdende værdipapirer , 
ned til pengeskabet . Da vi kom derned blev 
jeg anmodet om af vente , indtil chefen havde afhentet 
nogle papirer i et af kontorerne i stueetagen . Da 
der foruden de omtalte pakker , som vare blevne nedlagte 
i et særligt rum , kun fandtes sølv- og guldpenge 
i poser , og jeg selvfølgelig ikke kunne bære nogen 
af disse bort , tænkte chefen ikke på nogen fare ved 
af lade mig blive ved skabet , men aflukkede dog for 
sikkerheds skyld hvælvingens yderste dør . 
Såsnart jeg hørte , at nøglen var taget af døren , 
tog jeg mit voks frem og dannede et godt affryk af 
nøglen . Lidt efter kom chefen tilstede igen , og da 
han lukkede døren , fandt han mig stående foran den 
og betragte en på den anbragt sindrig mekanisme , 
hvis betydning jeg ikke kunne forstå . Han spurgte 
mig , om jeg vidste hvad det var , hvortil jeg svarede , 
at jeg ikke på nogen måde kunne forstå , hvad nytte 
den var til . Derpå forklarede han mig , at det var 
et revolverbatteri , som hver aften , når alt blev lukket , 
ved en særlig nøgle , som kun han var i besiddelse 
af , blev sat i forbindelse med låsen , hvorved en tyv , 
som ville forsøge på at opbryde låsen , var ganske 
sikker på at få 6 kugler i livet på sig . 
Jeg stod som forstenet . En sådan hindring havde 
vistnok næppe nogen af mine venner tænkt sig , og jeg 
forbandede det øjeblik , jeg havde givet efter for min 
lidenskabelige lyst til penge . 
Opdagelsen meddelte jeg straks til Wentworth , som 
ikke lod sig afskrække deraf ; thi han mente , at jeg måtte 
kunne få lejlighed til at lade mig indelukke og ved medbragte 

instrumenter fjerne det farlige batteri fra døren . 
Dette var imidlertid en fuldstændig umulighed , og jeg 
påstod , at dersom man ikke ved en tilfældig omstændighed 
kunne fjerne chefen fra kontorerne den eftermiddag , 
således at han hindredes i at udføre sin funktion i 
pengehvælvingen , ville al umage være spildt . 
Efterat Wentworth havde konfereret med sine kammerater , 
meddelte han mig , at alt var færdigt til forbrydelsens 
udførelse . 
Mit hverv bestod i , at jeg om aftenen i stedet for at 
forlade lokalerne skulle lade mig indelukke , for at jeg 
ved bandens ankomst kunne anvende den mekanisme , 
hvorved jernflodderne , som dækkede hele husets frontside , 
bleve opheisede , og således åbne tyvene en let 
indgang . 
De to vægtere , som vare posterede i kælderetagen 
ved de døre , der førte til pengehvælvingen , måtte 
enten overgive sig eller bøde med livet . 
Aftenen kom . 
Omtrent kl . 7 kørte en doktorvogn op for døren 
til chefens private indgang , og en elegant herre trådte 
ud og gik ind til ham . Nogle minuter senere så man 
både chefen og den fremmede stige ind i vognen . 
Jeg vidste nu , at der ville blive sørget for , at han 
ikke kom til at besvære os den aften ; han var nemlig 
bleven narret ud til en slægtning på landet . 
Kort efter , kl . 8 , blev jernskodderne sænkede , og 
den ene efter den anden fjernede sig . 
Jeg havde taget min hat og var gået ud af døren , 
men på gangen listede jeg ind på et derværende 
kloset , hvor jeg forholdt mig rolig , indtil jeg kunne 

forstå , at alle vare gåde , og jeg så , at der var 
mørkt . 
Det var blevet bestemt , at jeg skulle åbne en lem i 
skodderne kl . 12 og således give mine venner adgang . 
Da den bestemte tid kom , handlede jeg i overensstemmelse 
dermed , og udenfor stod ganske rigtig en mig 
ubekendt person . Da åbningen var helt åben , steg 
han ind , og fulgtes i løbet af nogle minuter af 4 andre . 
Derefter blev åbningen atter tillukket , og vi begave 
os nu til kælderen . På vejen blev kassererens pult 
undersøgt , hvori der ikkun fandtes omtrent 200 dollars , 
hvilke dog blev medtagne . 
Endelig kom vi til det længe eftertragtede pengeskab . 
— efter vor formodning skulle der for tiden 
være hen ved 100 , 000 dollars , og det var jo nok værd 
at gøre sig ulejlighed for . Alle dørene åbnede sig 
med lethed for os , thi nøglerne vare godt eftergjorte . 
Da vi kom til vagten , blev denne så fuldstændig 
overrasket , at der ikke var tale om at sætte sig til 
modværge . 
Rask tog vor anfører fat på at åbne det inderste 
skab —- døren bevægede sig tungt på sine hængsler 
— og vi kunne se , hvad der var at tage . 
Hurtig blev tyve til tredive poser med sølvpenge 
flyttede ud på gulvet . En mængde meget værdifulde 
papirer blev dernæst tagne ud af skufferne , og da 
man antog at have et omtrentligt udbytte af en 50 , 000 
dollars , begave tyvene sig atter på tilbagevejen . 
Da vi kom til den åbning , igennem hvilken tyvene 
vare indladte , blev skoddet trukket op , og Wentworth 
krøb først ud . Han gav straks efter signalet til , 
at de andre kunne følge efter . 

byttet var allerede delt imellem os , og en for en 
listede vi os ud . 
Natten var bcrlmørk , og aftalen var , at vi alle 
skulle liste os ned til gadens ende , hvor vi ville 
sinde en båd , der lå færdig til at føre os over til 
den anden side af floden . Jeg var den sidste i rækken ; 
min formand var en meget smidig og spinkel fyr 
og havde listet sig frem med stor forsigtighed . Da 
han var omtrent hundrede fod fra hjørnet af gaden , 
hørte han et svagt skrig fra den mand , som var gået 
forud — han standsede og gik langsomt tilbage ( altså 
henimod mig ) . Da vi mødtes , lagde han sin ene hånd 
på min mund , og jeg forstod , at det gjaldt at være 
taus . Han tog mig under armen , og vi gik fod for 
fod tilbage og ind igennem åbningen til kontoret . 
Da vi vare komne ind , sagde min kammerat til 
mig , at der måtte være tilstødt vore kammerater noget , 
hvilket kunne han ikke tænke sig , men at vi måtte søge 
os en udgang til den alle , som var bag ved bygningen , 
da begge gadens ender upåtvivleligt vare 
besatte af politiet . Det var imidlertid ingen let sag ; 
thi hvert øjeblik kunne man vente , at vore forfølgere 
ville attrapere os ; desuden havde vi aldeles intet 
middel til at bane os vej igennem bogholderens 
værelse , hvorfra den letteste udvej var til den nævnte 
alle . 
Min kammerat var en kæmpestærk fyr og med forenede 
kræfter sloge vi fyldingen ud . 
Nu vare vi snart atter ude af huset , idet vi toge 
flugten ud af vinduet , og med et langt Spring nåde 
vi jorden . Vi fkyndte os af alle kræfter at nå over 
den store plads , og gennem en mængde små sidegader 

kom vi hurtig ud af den mest befærdede del af 
byen . 
Det var ingen let sag for os at gøre os rede for , 
hvad udfaldet var blevet for vore kammerater , eller 
hvorledes vi skulle stille os . Vi vidste ikke , om vi vare 
mistænkte , eller måske blot en tilfældig omstændighed 
havde foranlediget opdagelsen . I ethvert tilfælde 
vare vore forfølgere ikke forberedte på at fange os ; 
thi ellers måtte man have haft en større vagt tilstede 
og navnlig passet på at modtage os lige ved udgangen . 
Vi måtte i ethvert tilfælde søge at komme 
bort , men delte var heller ingen let sag . 
Vi rådsloge ikke længe , men vandrede frem . Kommunikationsmidlerne 
ere så talrige i Amerika , at det 
var let at komme bort ; men selv om man ikke kendte 
de andre tyve , ville man dog i ethvert tilfælde favne 
mig og naturligvis sætte min fraværelse i forbindelse 
med tyveriet . Derfor var det ikke muligt foreløbigt at 
benytte jernvejen , og vor plan var derfor at nå en 
lille by ved ohio-floden omtrent 20 engelske mile derfra , 
som ofte anløbes af floddamperne . 
Da det var blevet dag , søgte vi at orientere os 
lidt , og vi fandt , at vi vare i aldeles modsat retning 
af målet for vor vandring . Vi formåede omsider 
en farmer til at køre for os , og nåde ud på eftermiddagen 
vort bestemmelsessted . Ved ankomsten erfarede 
vi , at man allerede ved telegrafen var underrettet 
om det storartede indbrudstyveri i W . 
Vort udbytte havde ikke været stort ; min kammerat 
havde omtrent 2000 dollars og jeg selv omtrent 3000 
dollars . Forøvrigt indeholdt de aviser , vi kunne få 
at se , ingen meddelelse om , hvorledes gerningen var 

opdaget . Den næste dag kom der et skib , som var 
bestemt til New Orleans , og vi toge med det . Min 
nylig fundne ven og kammerat var en lystig fyr , som 
ikke lod modet falde , selv om man havde god grund 
til at tro , at alle vore omgivelser vare spioner . Vi 
ankom til memphis . Her kom mange passagerer ombord ; 
blandt disse nogle herrer , som straks fatte sig til 
spillebordet . Min kammerat , der altid søgte adspredelse , 
deltog med megen jvrighed i spillet og siede 
kort tid efter ikke en skilling . Han bad mig om at 
låne sig penge , hvortil jeg var uvillig , men da han 
truede med at angive os begge , gav jeg efter . Han 
havde imidlertid ikke held med sig og tabte på ny . 
Spillet blev nu afbrudt på en meget ubehagelig måde , 
idet nemlig hans medspillere erklærede , at han spillede 
falsk , og fordrede ham ilandsat straks , noget , der kan 
finde sted , når omstændighederne er meget graverende . 
Der opstod et storartet skænderi , og da kaptajnen kom 
tilstede , fandt han sig beføjet til at lade min den John 
tætte i arrest ombord . Nu var situationen meget uheldig 
for mig , thi min letsindige kammerat , der for øjeblikket 
var under stærk indflydelse af nydte spirituosa , 
kunne måsl ' e fristes til at angive os . 
Det var aften . Jeg gik op på salonens dæk , røg 
mig en cigar og tænkte over min kedelige stilling . Min 
hele formue bestod af omtrent 50 dollars — og jeg 
var forfulgt på alle steder . Jeg frygtede for at blive 
anholdt og for at min straf skulle blive livsvarig . 
Snart blev jeg udreven af mine drømmerier . Damperen 
standsede ved en lille by , og det kun for at afsætte 
min ven , som var bleven overbevist om falsk spil . 
Nogle dage senere ankom vi til New Orleans . Her 

håbede jeg at være fuldkommen sikker og var glad over 
at være sluppen så godt fra den historie . Nu var det 
min oprigtige hensigt at ophøre med at begå ulovligheder , 
men det er besværligt at holde sligt , især når 
man bestandig er omgiven af svigagtige rådgivere . 
Da jeg en dag gik i st . Catharine street blev jeg 
tiltalt af en sømandsklædt person . 
Jeg svarede ham på hans spørgsmål , og da vi 
havde talt lidt sammen , fortalte han mig , at det var 
hans hensigt at rejse til Europa , men at han manglede 
penge ; dog kunne han mulig skaffe disse ved et værdipapir , 
som han var i besiddelse af . 
Da jeg af hans udtalelser forstod , at her var tale 
om at begå et nyt bedrageri , asslog jeg først hans 
tilbud . Han gjorde mig mere bekendt med sin historie 
og fortalte , at han var bleven anholdt under udøvelsen 
af et stort tyveri i ' vv . , og var flygtet fra fængslet 
med to andre , hvilke atter vare blevne grebne på 
flugten . Iderligere forklarede han , at man var på 
jagt efter ham og et par andre , som vare slupne heldigere 
bort fra scenen for deres forbrydelse . Derfor 
var det ham om at gøre at komme bort snarest muligt . 
Jeg havde således en af mine kammerater for mig , 
og jeg vidste nu alt for vel , at jeg måtte hjælpe ham 
for at hjælpe os begge . Men jeg frygtede meget for 
at præsentere det værdipapir , han var i besiddelse af , 
da man derved let kunne blive opmærksom på os . 
Jeg foreslog ham heller at søge en anden udvej , men 
det var umuligt ; og da han trak en Avis op af lommen , 
hvori var indrykket en efterlysning efter mig og 
oplysning , som kunne lede til forbryderens opdagelse , 

forsvandt alke mine indsigelser , og jeg besluttede mig 
til et dristigt forsøg . 
At beskrive dette vil tage for lang tid ; men enden 
på det blev vor anholdelse . 
Vi blev befordrede til ' vv . og måtte udstå skrækkelige 
lidelser i fængslet . Jeg havde påtaget mig at 
præsentere vekslen til udbetaling i banken ; jeg blev 
anholdt der , men påstod naturligvis , at sømanden 
havde givet mig den , hvilket han benægtede og påstod 
aldrig at have set mig førend samme dags morgen . 
Da han kom til ' iv . , blev han imidlertid genkendt 
som den bortrømte fange , og uagtet ingen af de andre 
ville tilstå deres forbrydelse , blev de dog på min 
uforbeholdne tilståelse straffede med 2 og 1 år , 
medens jeg selv slap med den ubetydelige straf af 
3 måneder . 
Denne korte straffetid var omsider til ende , og i 
straffeanstalten havde jeg ved min adfærd vundet en 
ven i fængselsdirektøren , som , da jeg forlod fængslet , 
forskaffede mig ansættelse hos en advokat , hos hvem 
jeg kunne have banet mig en god fremtid , dersom jeg 
ikke ved min idelige letsindighed havde forspildt mine 
venners tillid . 
En vexelhisforie . 
For nogle år siden bemærkede jeg ofte en ung , 
gentil klædt mand , som besøgte de eleganteste kafeer , 
stadig kom i tteatret og på andre offenlige forlystelsessteder . 

dette var vel ikke så ualmindeligt ; men da jeg 
tilfældigvis fik at vide , at han var søn af en skolelærer , 
forekom det mig , at hans luksuriøse levnet måske 
var lovlig flot . Jeg begyndte derfor at undersøge hans 
forhold , men der passerede imidlertid noget , der kom 
mig i forkøbet . Politiet modtog nemlig i nogle nær 
på hinanden følgende dage meddelelser fra en del 
juvelerers om , at en ung mand , der snart udgav sig 
for en søn , snart for en Neveu af den eller den højtstående 
embedsmand , havde indfundet sig hos de pågældende 
og udbedet sig medgivet forskellige sager . 
I et tilfælde havde han præsenteret en skriftlig anmodning 
om at erholde 6 spiseskeer , i et andet tilfælde , 
ligeledes med skriftlig anmodning , erholdt han 
l vz dusin skeer , en tredje juvelerer var bleven bestjålet 
for et kostbart armbånd , bestandig af den samme person , 
som i sin optræden ganske viste sig som en gentleman , 
på hvis udsagn man aldeles ikke tvivlede . 
Da man imidlertid efter et par dages forløb ingen 
efterretning modtog og derefter sendte bnd til bemeldte 
familier , ville ingen as disse vedkende sig at have 
sendt bud efter de omhandlede sager , og de skriftlige 
anmodninger , som vare tilstede , vare falske . Falskneren 
måtte være velbekendt med forholdene ; thi juvelererne , 
til hvem han havde henvendt sig , stod i stadig forbindelse 
med de pågældende familier , og han havde 
ved enkelte lejligheder haft anledning til at samtale 
med dem om denne eller hin slægtning af vedkommende 
familie . En af de bedragne havde noglx dage efter , 
at bedrageren havde været hos ham , truffet denne på 
et konditori og spurgt ham , om hans fader havde 
været tilfreds med de afhentede skeer , hvortil han 

svarede : „ Jo , meget vel ! “ og forblev rolig siddende , 
medens juvelereren var tilstede . 
Her var altså en „ fin plattenslager “ tilstede , som 
endøg brugte falsum for at skaffe sin sag fremgang . 
En tyv er farlig , men en listig bedrager er langt farligere ; 
dog , København åbner ikke så vid en mark 
for den slags folk , at de længe kunne holde sig , og 
det varede naturligvis heller ikke længe , før det energiske 
opdagelsespoliti havde fyren fat . 
Kosterne fandt man i alle tilfælde pantsatte på 
assistenshuset , hvorfra man også fik lejlighed til at 
anholde ham . 
Da jeg traf ham , genkendte jeg i ham min bekendt 
fra kafeerne . Han tilstod naturligvis straks sin 
brøde , men tilføjede , at han havde håbet at blive 
straffet for „ falsk foregivende “ og ikke for „ Falsk “ , thi 
han havde i intet tilfælde forsøgt at efterligne de pågjældendes 
håndskrift , men benyttet sin egen håndskrift . 
Han kom imidlertid snart til et andet resultat . Men 
midt i sin ulykke havde han dog held med sig . Den 
overpolitibetjent , som overtog at afhøre ham , havde 
blandt hans sager fundet et par lotterisedler . En 
dag bad arrestanten en af politiets embedsmænd om 
at få oplysning om de i sidste trækning udkomne 
numere . Denne oplysning blev ham straks meddelt , og 
han påviste nu , at en af hans Sedler lød på et af 
de udkomne numere . 
Der var endnu en særegenhed ved dette held : det 
var årets sidste trækning og den sidst udkomne tillægsgevinst . 
Dette 
held hjalp nok på hans fremtid . Hvorledes 
hans straf blev , erindrer jeg ikke ; kun ved jeg , 

at han var i stand til at dække de tab , han havde forårsaget 
ved sine bedragerier , og jeg tror , at de pågældende 
frafaldt påstand om hans strås , eller mulig 
er han bleven benådet ; vist er det , at ikke længe efter 
rejste han til Amerika . Det tør man vel med rette 
kalde held i uheld . 
Et snildt gemmested . 
Når man ser hen til de daglige beretninger 
om tyverier , forundrer man sig over , at forbrydelsen 
har et så stort område , men vil man se hen 
til , hvem udøverne er , så får man lettelig indsigt 
i , at nøden i reglen driver til den slette handling . 
Men det er dog heller ikke altid nøden , som er motivet , 
der gives undtagelser , og det ikke få , hvor ligefrem 
hang til at tilvende sig næstens gods har ledet forbryderne . 
Politiets efterforskninger er oste kronede 
med held ; ofte har det vist sig , at man har været 
tyven meget nær , ja , man har endog haft eksempel 
på , at man i en senere sag har haft ham under anholdelse 
og endog haft de eftersøgte koster i hænderne , 
uden at der er tænkt på den af sigte tabte sag . Et 
sådant tilfælde kan muligt interessere læseren . 
For en del år siden indfandt sig på stationen i 
Pilestræde en mand , som meddelte , at han i et hus 
på høibrvplads havde bemærket en ung mandsperson , 
som gik fra dør til dør i kvistetagen , hvor anmelderen 
selv boede , og der undersøgte , hvorvidt nogen 

var hjemme . Da han ikke kunne afgive forklaring over , 
hvem han søgte , fandt anmelderen sig beføjet til at 
sikre sig hans person og fik et par mænd i huset til 
at passe på ham . Da politiet derefter kom til stedet , 
fandt det en ung mand , som straks vedgik , at han havde 
begivet sig op i huset for at stjæle . Han tilstod også 
åbent at have begået flere kvistkammertyverier , om 
hvilke politiet i den sidste tid havde søgt oplysning . 
I hans hjem fandtes mange tyvekoster , og politiet fandt 
i ham en ung og farlig forbryder . 
Den unge mand var maler af profession og havde 
i vintertiden godt arbejde . Hans profession førte det 
med sig , at han ofte havde adgang til beboelsesleiligheder 
og kunne gøre sig fortrolig med disses lokaliteter , 
hvorefter han udsøgte sit bytte . Han udførte sine tyverier 
enten om aftenen eller om morgenen . Blandt hans 
forklaringer havde følgende særlig interesse : 
nogle år tidligere var han på sin profession rejst 
til Lolland . Her arbejdede han ofte på landet for sin 
mester og boede undertiden et par ugers tid ad gangen 
omkring på gårdene . Herved blev han , der var en 
livlig og net fyr , bekendt med de fvrskjellige gårdes 
beboere og ofte gjort fortrolig med de huslige forhold . 
Således arbejdede han i længere tid hos en rig gårdejer 
og fik lejlighed til at blive godt kendt med dennes 
datter . Hun fortalte ham , at hendes fader havde 
mange penge liggende i chatollet , og dette bevirkede 
hos vor unge mand lyst til at dele rigdom med bonden . 
Som tænkt , så gjort . På landet er i sommertiden 
som oftest hele befolkningen ved middagstid 
hvilende i søvnens arme . En dag foregav maleren , 
at det var nødvendigt for ham at vedblive med sit arbejde 

hele dagen , hvilket naturligvis ingen havde noget 
imod . Da alt var stille på gården , steg maleren 
ind ad vinduet i storstuen , og fra det derværende 
chatol tilvendte han sig — efter hans senere forklaring 
ved med en kniv at trykke låsen ned — 200 rigsdaler . Han 
gik derefter rolig til sit arbejde , hvilket han tilendebragte 
om aftenen , og tog derpå til en anden gårdmand 
i sognet . Da storstuen ofte i længere tid ikke 
besøges , hengik her også nogle dage , inden tyveriet 
opdagedes . Skønt uvillig , var bonden dog nødt til 
at mistænke maleren , eftersom han var den eneste , man 
kunne henlede opmærksomheden på . Ved det derværende 
politis tilstedekomst var maleren imidlertid 
gået hjem til sin mester . Han eftersøgtes her , men 
formodenlig ængstet for følgerne af det begåede tyveri , 
havde han taget afsked fra mesteren og var rejst til 
København . 
Han var en af de tyve , som forstå at gemme 
deres koster godt og ikke lade deres omgivelser mærke 
med , at de er i besiddelse af større pengesummer . 
Han gjorde derfor sin rejse tilfods , og man troede , 
da han ved eftersøgning fandtes i Vordingborg , at nu 
var fuglen fangen . Ved anholdelsen var han imidlertid 
fuldkommen rolig , og hans forklaring så tilfredsstillende , 
at man efter en omhyggelig foretagen visitation , 
hvorved intet fandtes , var nødsaget til at lade ham 
gå . Han kom derefter til København og ernærede sig 
ved sin profession . 
Politiet i Vordingborg kunne imidlertid ikke fæste 
rigtig lid til , at maleren ikke havde stjålet pengene . 
Det satte sig derfor i forbindelse med Københavns 
politi , hvilket i lang tid virksbmt fulgte malerens bevægelse , 

dog uden resultat . Engang var han anholdt 
som mistænkt for et andet tyveri , men ingen oplysninger 
kunne fås om de før nævnte 200 rigsdaler . 
Vi ville ikke længere for læseren fortie den sindrige 
måde , på hvilken maleren havde gemt de stjålne 
penge . Da han rejste fra Lolland , frygtede han for at 
blive forfulgt , og da han var bange for , at pengene 
ved eftersøgning mulig skulle blive fundne , skar han 
sig en såkaldet naturstok , og i denne udhulede han det 
hul , hvori håndgrebet fastsattes , så dybt , at der i 
dette blev plads til de to hundrededalersedler . Da 
politiet anstillede undersøgelsen i Vordingborg , tænkte 
det ikke på , at stokken , som det havde ihænde , skjulte 
den eftertragtede skat . 
Her i byen havde maleren haft godt arbejde , og 
de stjålne penge havde han anvendt , lidt efter lidt , 
til klæder , fornøjelser etc . , men altid opført sig således , 
at man ikke kunne fatte nogen mistanke til ham . 
Da han bestandig havde arbejde , havde han således 
et vedvarende skjul for sin forbrydervirksomhed . Men 
— det går til en tid og så bliver det opdaget —- 
som man siger , og således blev det også tilfældet 
her . Kun en tilfældig omstændighed ledede til at standse 
denne farlige indbrudstyv i hans virksomhed . 
To undvegne forbrydere . 
En sommermorgen for nogle år siden bemærkede 
lodsfolkene på toldboden , at en sejlbåd kom ind 

på reden søndenfra og i stedet for at gå op til toldboden , 
styrede ret hen til en ved forbiseiling henliggende 
engelsk damper , på hvilken de i båden værende gik 
ombord . Kort efter kom en mand iland med båden , 
købte noget proviant og tog atter ombord på skibet , 
som straks efter skulle sejle . Det vakte en del opmærksomhed , 
at tyskeren , som kom iland med båden , så 
yderst forkommen ud og fortalte , at han havde fejlet 
fra Stralsund og hertil i den lille båd . Da derfor 
netop på samme tid en overbetjent tilfældig kom ud 
på toldboden , omtaltes det for ham , og han begav 
sig ombord på dampskibet . Efter at have samlet en del 
oplysninger der , hvilke tydelig viste , at der måtte 
være noget galt , tog han op på politikammeret for 
at hente assistance . Da politiet atter kom ombord på 
damperen , var det på høje tid ; den skulle netop til 
at afgå . 
Dampskibets besætning angav , at de tidlig om morgenen , 
straks efter at de vare ankomne hertil , vare blevne 
pralede af den ældste af de to mænd , som vare ombord 
i båden . Da disse kom ombord , sank den yngste af 
dem , der var mest forkommen , bevidstløs om , og den 
ældre forklarede nu , at de vare bievne enige om at 
bruge båden til at sejle herover i , og tilbød den som 
betaling for passagen til England eller også at betale 
denne kontant . Penge syntes de ikke at mangle . Man 
henvendte sig nu til den ældste og spurgte ham om 
navn etc . Han angav at hedde r . , at være fifler fra 
en lille by ved Østersøen og at han var på vejen til 
England , for i forening med sin yngre ven at søge 
hyre på oversøiske havne . Denne forklaring kunne 
være meget god , og da han dertil fremviste en søfartsbog 

og andre papirer , der fuldkommen viste rigtigheden 
af hans udsagn , så var det vel muligt , at han kunne 
have duperet en mindre forsigtig opdagelsesbetjent . Ved 
at efterse papirerne udfandt man , at han måtte være 
omtrent 29 år gammel , hvorimod papirernes ejermand 
bar præget af at være omtrent 45 år . Hans 
ledsager , som han udgav for at være Jungmand og 
at have faret tilsøs i 4 år , havde „ mistet sine papirer “ 
— meget uheldigt ; men endnu uheldigere var 
den omstændighed , at han fuldstændig bar præget af 
en modejunker , og i klæder og optræden aldeles 
manglede sømandens ejendommelige væfen . Han så 
ud til at være c . 22 år . Politiet kunne ikke gøre lang 
parlamentation ; med kaptainens samtykke førtes de 
mistænkelige personer iland og til hovedstationen . 
Situationen var noget gådefuld . Hvor vare de 
fra ? Hvad havde de forbrudt ? Den ædste bar præget 
af udholdenhed og djærvhed — en rigtig rask sømand . 
Der var ikke forbryderens ængstelige kryben , men bestemthed 
og fasthed læstes i hans blik . Hans kammerat 
var eiheller nogen forhærdet forbryder — hvorledes 
vare disse to mennesker , forfljellige i stand og 
alder , blevne enige om at foretage en sådan sejlads 
over Østersøen . 
Den leldste var meget rolig og resigneret ; blev han 
tiltalt , svarede han ja eller nej , og syntes at have 
meget vanskeligt ved at forstå betjentene , som tiltalte 
ham på tysk . Den angre var så afkræftet , at han 
straks faldt i søvn . Da han havde sovet noget , blev 
han vækket , og vågnede med udråbet : „ Ach , meine 
liebe mutter ! “ 
Den , som vækkede ham , tog anledning til at spørge 

ham , hvor hans moder var , og fik til svar , at hun 
boede i Berlin i —gade . Lidt efter beklagede han sig , 
stadig i en halv døs , over den skrækkelige nat , han 
havde tilbragt På deruPder==søen , og sPurgte hvor deruPder==P . var . heruPher==nu 
vidste man altså , at deruPder==r . hed deruPder==P . heruPher==efter at have sovet 
nogle timer og nydt god forplejning tilstod han , at 
hans deruPder==navn var deruPder==s . , at han tilligemed deruPder==P . havde været 
arresteret i N . N . fæsfNiNg ved østersøeN , hvorfra de 
havde set lejlighed til at undfly . Han var for omtrent 
et halvt år siden bleven arresteret for utroskab mod 
sin principal , en købmand i en mindre by i Tyskland , 
og indsat i byens fængsel . Bekendt med fangevogteren 
fra sin barndom havde han fået flere små 
friheder , som han til sidst benyttede til at gå bort en 
dag , da fangevogteren af uforsigtighed havde ladet 
porten stå uaflåset et øjeblik . Han skjulte sig nu i 
nærheden af byen til det blev mørkt , og gik derpå til en 
slægtnings hus nogle mile ude på landet . Her fik 
han hjælp i klæder og penge , og søgte at komme til 
Hamborg . 
I buchen , hvor vognene dengang skiftede , kom han 
ind i en kupe , hvor han uheldigvis blandt de rejsende 
traf på — sin principal . Resten er ikke langvarig at 
fortælle . Han blev på ny anholdt , arresteret og ført 
til fæstNiNgeN N . N . , hvor haN skulle afveNte siN dom . 
InituPinit==her kom han kort deruPder==tid efter til at dele deruPder==celle med deruPder==P . 
Denne var arresteret som mistænkt for smugleri , og da 
dette ikke var første gang , og hans smuglerier vare 
så dristige , at han var en sand skræk for toldvæsenet , 
blev der passet nøje på ham . Hang til smugleri 
havde han taget i arv fra sine forfædre , familiens 
navn var almindelig bekendt langs Østersøen . 

at sætte en så uforfærdet sømand sammen i fængslet 
med en ung mand , der allerede havde vist tilbøjelighed 
til at søge friheden , var næppe nogen klog handlemåde , 
og deruPder==følgerne udebleve ikke . Aldrig så snart erfarede deruPder==P . 
Af sin medfange , at han ventede 8 Års tugthusarbeide , 
før han opmuntrede ham til i forening med sig 
at søge friheden . Denne behøvede ikke mange overtalelser , 
før han indvilligede , og nu var der altså kun 
tilbage at finde en måde for dem at flippe ud på . 
InituPinit==da deruPder==P . havde vundet sin deruPder==medfanges deruPder==fortrolighed , betroede 
han ham , at han havde en meget fin lille Fil 
indlagt i sålen på den ene af sine meget tykke sko . 
I det vat , som fandtes i hans kastet , var der et papir , 
som var overklæbet med et ætsende stof , tjenligt 
til at afgive betydelig hjælp ved overfiling af jernstængerne . 
Man kan således se , at han altid tænkte 
på at være forberedt på eventuelt fangenskab og 
flugt . 
Tiden gik . Det strenge opsyn , som i begyndelsen 
vedholdende blev holdt med dem , aftog lidt ; de fik tilladelse 
til at gå på den almindelige arbeidssal , dog 
med forbud mod at tale til nogen . Også dette var 
beregnet ; man arbejdede der med at oppille tovværk , 
og daglig at føre en lomme fuld deraf med sig tilbage 
til cellen , samt at fabrikere et tov , var en let sag for 
en smugler . Endelig var tovet færdigt — men hvorledes 
skulle de komme ud af cellen og ud af forgården ? 
En 
søndag eftermiddag ringede det stærkt på vogteren 
fra vore heltes celler . Da han kom til dem forlangte 
smugleren at tale med dommeren ; han ville 
bekende sin brøde . Da dette ikke kunne finde sted den 

dag på grund af dommerens fraværelse , måtte det opsættes 
til næste dag , og vogteren , der var en godmodig 
fyr , indlod sig i samtale med fangerne . De 
klagede over , at der var så varmt i cellen , og bad 
ham om at lade ventilerne og dørene på gangene 
helt ned til gården stå åbne for at få frisk luft . 
Han beklagede , at inspektøren var ude , og at overvagtmesteren 
heller ikke var tilstede , for at han dog 
kunne have skaffet dem nogen extraforpleining og måske 
en extratur i gården . Fangerne hørte disse bemærkninger , 
ytrede deres glæde over vogterens forekommenhed 
og udtalte stor taknemmelighed for at få så 
megen frisf luft som mulig . Da vogteren var gået , 
begyndte smugleren sit værk . For cellen var der to 
døre , hvoraf den ene ikke var tillukket nu . Med lethed 
arbejdede han ved hjælp af filen , så at låsen svækkedes , 
og med nogle stærke stød fløj døren op . Men 
der var endnu langt tilbage , inden fangerne kunne nå 
udenfor fængslets mure . 
Begge fangerne toge skoene af og listede sig , efter 
atter at have tillukket døren , op fil loftet . Her fandt 
de lugerne åbne fil den indre gård ; fangevogteren 
så de i samtale med sin familie i en lille have udenfor 
fængselsgården , og da deres aftensmad allerede 
for lang tid siden var tildelt dem , og da eftersynet , 
som almindelig fandt sted om aftenen , først ville blive 
foretaget , når overopsynsmanden kom tilstede , formodede 
de at have nogle timers frist . Ved at undersøge 
loftslokalerne fandt de det værelse , hvor fangernes 
klæder opbevares , og her henstod s . ' s kuffert . Nøglen 
var i , og hurtig samlede de en bylt klæder og andre 
fornødenheder i et tørklæde , og nu gik de rundt på 

loftet for at finde et passende udgangspunkt . Endelig 
fandt de , at de måtte gå ud af den luge , som førte 
ned til baggården , således at de mulig kunne slippe 
ild gennem inspektørens have . De målte tovet , og 
til deres store glæde fandt de , at det var tilstrækkeligt 
langt . 
Endelig var tovet forsvarligt fastgjort , og nu lod 
smugleren sig først fire ned , idet han samtidig førte 
bylten med sig . 
Da han og derefter s . vare komne ned , befandt de 
sig på taget af en lille bygning , som vendte ud til 
den nævnte have , men til deres skræk opdagede de 
mellem haven og landevejen en kanal . Bygningen , 
de stod på , var omtrent 8 alen høj , og den letteste 
måde at undslippe på , var at springe i vandet og 
svømme over på den anden side . 
Dette foreslog smugleren , men s . , der var bange 
og ikke kunne svømme , nølede med at give sit samtykke . 
Medens han stod og betænkte sig , greb smugleren ham 
om livet og sprang ud i vandet med ham . Kæmpestærk 
og en dygtig svømmer , som han var , lykkedes 
det ham at bringe sin lidelseskammerat velbeholden i 
land . Bylten med klæderne gik naturligvis tabt , men 
smugleren og hans ven vare i frihed . 
Mørket var faldet på , og de begave sig straks til 
smuglerens hus , omtrent 1v , mil derfra , hvor familien 
naturligvis blev meget overrasket . 
De turde ikke opholde sig længe , men gjorde aftale 
med smuglerens Broder om at træffe ham næste nat 
et sted i nærheden ved stranden , hvor han da skulle 
have en båd i beredskab , for at de dermed kunne 
flygte videre . Derpå forlod de smuglerens hjem , 

efter at han havde forsynet sig med penge og lidt 
proviant , og gik tik en 2 mil derfra liggende skov , 
hvor de skjulte sig til næste aften . Da natten faldt 
på , gik de til det aftalte sted , hvor broderen ganske 
rigtig ventede dem , og efter en hjertelig afsked med 
denne satte de fra land , for i den lille båd at foretage 
rejsen over Østersøen . Det var oprindelig hensigten 
at tage over til Sverig , men de blev førte herop 
af vinden , og da smugleren bemærkede , at det engelske 
dampskib gik herind på reden , anså han dette for 
en gunstig lejlighed . Overfarten havde været meget 
anstrengende og varet i 2 nætter og 1 dag , og oet 
måtte kun tilregnes smuglerens raskhed og dygtighed 
i sin sømandskunst , at de kom velbeholdne hertil . 
Da derefter smugleren blev forhørt , ville han aldeles 
ikke kende noget til den as hans kammerat afgivne 
forklaring . Efter at politiet havde telegraferet 
til alle østersøiske havne om oplysninger og navnlig 
til N . N- , fremkom også derfra bekræftelse på s . ' s 
forklaring . Desuagtet vedblev smugleren sin påstand . 
En af de yngre betjente , hvis tjenesteforretninger 
ofte bragte ham på toldboden , fik at vide , at 
en deruPder==skibsProvianteringshandler i sin deruPder==tid , da deruPder==P . førte 
en skonnert , havde handlet med ham , da han med sit 
skib var her i havnen . Den handlende havde endog 
et deruPder==bevis ihænde fra deruPder==P . , og ved at lade deruPder==P . skrive nogle 
linier , viste hans håndskrift sig at være fuldkommen 
lig den , hvormed beviset var skrevet . Han vedblev sin 
nægtelse , ja endog da hr . F . , den omtalte handlende , 
der var tilkaldt og bestemt havde genkendt ham , tiltalte 
ham og erindrede ham om det skyldige beløb . Men 
endelig kom der da et bevis , som han ikke kunne modsige . 

iNitupiNit==fra N . N . iNdløb 2 dage efter 2 fotografiportræter 
på de efterlyste forbrydere , og nu nægtede 
smugleren heller ikke længer sin identitet . 
Han fortalte nu , hvorledes han gentagne gange 
havde været anholdt som mistænkt for smugleri og 
at hans fader i mange år forud med held havde 
drevet denne trafik . I sin tilståelse forklarede han , 
at det kun var af hensyn til den unge mand , at han 
standsede her på reden , thi han frygtede for , at 
hans ledsager ikke kunne udholde endnu en nats anstrengelser . 
Som vinden var ville han med lethed 
have ført sit skrøbelige fartøj til Frederikshavn eller 
Skagen , hvor han håbede ubemærket at kunne have 
gjort landgang . 
Jeg havde lejlighed til at tale med smugleren i 
fortrolighed , og det var et hjerterørende syn at se 
den kraftige sømand græde , når han talte om sine 
kære små sønner . 
Måske mine læsere er trættede ved smuglerens 
historie — jeg kan også nu slntte med at tilføje , at 
begge de undvegne fanger kort efter blev oversendte 
til N . N . , ledsagede af 2 overpolitibetjeNte , idet rejseN 
gik over Malmø og Stralsund . Fangernes skæbne var 
respektive 8 Års tugthusarbeide for s . og 5 Års 
inituPinit==fæstningsarbeide for deruPder==P . 

en hemmelighed . 
„ Hvem er den herre , som ledsager dem ? “ — spurgte 
jeg en bekendt , jeg en aften mødte på en basar i 
1864 , der afholdtes i et velgørende øjemed . „ Altid 
nysgerrig “ , var svaret , „ forresten kan det dog måske 
interessere dem at få at vide , at det er en amerikaner 
ved navn gray , udsendt af de konfødererede — ja , 
hvorfor , det forstår jeg ikke . “ 
Manden lignede påfaldende en tysker , som jeg 
tidligere havde mødt i Amerika , og skønt det var mange 
år siden , genkendte jeg ham , så snart jeg blev forestillet 
for ham . Vor samtale henledtes på forskellige 
ting , men mandens adfærd var besynderlig , og jeg 
trak mig tilbage for at iagttage ham her og ved senere 
lejligheder . 
Den næste dag søgte jeg oplysninger om ham , og 
disse satte manden i et meget mystisk lys . Han var 
ankommen få dage forud og havde taget ophold i 
et mindre hotel i Nyhavn . Han var kun tarvelig , ja , 
næsten lurvet klædt , førte kun en lille vadsæk med sig 
— han syntes derfor ikke at kunne være engageret til 
at rejse i den konfødererede regerings tjeneste . 
Snart erfaredes det , at han søgte at „ slå “ hos 
forskellige højtstående familier , og at dette var lykkedes 
på flere steder . 
Han søgte kredit hos en stræder i nærheden — 
det lykkedes ham også som udlænding og „ Gesandt “ 
— og han fik sig en bedre klædning . Skræderen fik 
derimod ingen penge . 
Nogle dage efter indfandt en herre sig hos mig 

på politikammeret og bad mig at ledsage sig til det 
omtalte hotel , da han meget ønskede en forklaring af 
mr . Gray . 
På vejen fortalte den fremmede mig , at han 
vidste , at jeg på flere steder havde spurgt om pågældende 
gray , som vexelvis , formodentlig af rangsyge , 
— kaldte sig kaptajn og oberst . 
Han havde flere gange modtaget besøg af gray , 
som ønskede at sælge en opfindelse på at tilberede et 
galvanisk stof , som kunne benyttes til at forsølve sager 
med således , at de blev fuldstændig lig ægte sølv . 
Pågældende , som var juveler , havde også halvvejs 
indladt sig med gray , og da denne samme formiddag 
havde været hos ham , var han et øjeblik bleven kaldt 
ud af sit kontor , og imedens havde mr . Gray set 
lejlighed til at tilvende sig et etui , indeholdende en 
kostbar brystnål . 
Juveleren kom tilbage og tilbragte omtrent en times tid 
med , i forening med gray , at eksperimentere . Derefter 
fjernede gray sig , som om intet var passeret , og 
uagtet etuiet havde været placeret ligefor juveleren 
på bordet , bemærkede denne dog ikke dets forsvinden 
før flere timer efter grays bortgang . 
Han ilede straks til hotellet , men fik den besked , at 
mr . Gray aldrig kom hjem før kl . 7 om aftenen . Nu 
var det , at vi skulle besøge ham . Men fuglen var 
fløjet . Hans vadsæk var imidlertid uaflåset efterladt 
i værelset , og man forsøgte nu af dens indhold at 
forskaffe sig nogen kundskab om , hvem manden egentlig 
var . Der fandtes engelske breve fra næsten alle egne 
af Amerika adresserede til kaptajn , oberst eller Major 
gray , andre til mr . Thomsson , atter andre til i . Jester , 

esq . Liverpool — , de fleste breve vare adresserede til 
sidstnævnte sted , medens atter andre vare adresserede 
til London , Paris , Berlin og mange andre steder kost 
restants , så at manden måtte have ordnet sin tur 
forud og stå i stadig korrespondance med nogen . Af 
brevene fremgjjk det , at han blev anmodet om pengebidrag , 
uagtet det af andre korrespondancer syntes , 
som om han stadig var forfulgt . Hans øvrige korrespondance 
tydede på , at han agtede at udgive et værk , 
af hvilken natur var det imidlertid umuligt at fatte . 
Forøvrigt kunne man ingen oplysning få , og da det 
den aften var for sent for eftersøgning hos pantelånere 
og juvelerer , så skiltes vi ad . Tidlig næste 
morgen begyndte atter forfølgelsen . Man fik snart 
underretning om , at gray var « frejsf med middagstoget 
til Korsør , og på flere steder havde forsøgt at 
pantsætte den stjålne juvel . 
Manden var altså en rejsende tyv , og hans forretninger 
havde formodentlig ikke været meget glimrende 
i den sidste tid , thi ellers havde han vel sørget for en 
gentilere optræden . At han imidlertid var en begavet 
mand og forhen havde været i karriere , det mindedes 
jeg tydeligt , men hvorledes han var kommen i denne 
situation , var mig uforklarligt . På hotellet havde 
han fortalt , at hans kuffert var bortkommen for ham 
i Hamborg , og havde meget beklaget , at han derved 
havde mistet såvel klæder som særdeles vigtige papirer . 
Der blev naturligvis sendt en opdagelsesbetjent 
til Hamborg , men denne vendte snart efter tilbage uden 
resultat . 
Omtrent 6 uger senere modtog den bestjålne brev 
fra en hamborgerjøde h . , boende i stubbenhuk , som 

tilbød ham at forskaffe ham det stjålne smykke for 
en sum af 800 rigsdaler . Uden at underrette politiet afrejste 
han uopholdelig til Hamborg og trådte i forbindelse 
med jøden , med hvem han dog ikke kunne blive 
enig om afståelsessummen . Jøden påstod , at han 
havde købt det af en fornem Russer , som havde opgivet , 
at juveleren under russerens ophold i København 
havde tilbudt ham 600 rigsdaler . for smykket . Da 
juveleren indså , at det var umuligt for ham at få 
fat i smykket , besluttede han sig til at forlange politiets 
medvirkning . Et par opdagelsesbetjente afsendtes 
for at assistere ham , og jøden blev anholdt af hamborgerpolitiel . 
Jøden opgav straks sin hjemmelsmand , 
boende i wandsbeck . Man fandt også denne mand , 
en ældre Russer af et nobelt ddre , og en personlighed , 
som røbede , at han havde tilbragt sit liv i mangeartede 
forhold . Han tøvede ikke med at fortælle , at 
en sachser ved navn Schwabe , som han i sin ungdom 
havde lært at kende ved universitetet i Jena , 
havde henvendt sig til ham og anmodet ham som 
mellemmand at foranstalte salget af et meget kostbart 
smykke , som han , der for videnskabelige studiers 
fremme havde opholdt sig nogen tid i København , 
deNgaNg ville have solgt til juvelerereN N . N . , dersom 
denne ville have givet ham 800 rigsdaler . derfor . 
Nu var hans nød bleven alvorligere , vinteren stod 
for døren , og han måtte til enhver pris afsætte 
sin skat . 
Russeren havde nu henvendt sig til jøden , og denne 
var pr . Kommission trådt i forbindelse med juveleren 
her i byen . 
Hvor sachseren Schwabe alias amerikaneren gray 

var , det vidste russeren naturligvis ikke . Han kom 
stundom til ham om aftenen , efter at det var blevet 
mørkt , men hvor han boede , det kunne man ingen 
underretning få om . 
Årvågenheden blev ikke lønnet med noget heldigt 
resultat , og en måned efter vendte opdagelsesbetjentene 
tilbage til København i forening med juveleren , som 
jo egentlig selv havde fundet sin juvel . 
Hvad der blev af gray , det forblev en hemmelighed , 
hvorimod vor ny ven , russeren , et år senere 
atter dukkede op i en større sag . 
Sølvtyven . 
For en del år siden var landet hjemsøgt af en 
mand , som med en påfaldende dristighed forøvede 
indbrudstyverier , snart i en provinds , snart i en anden , 
uden at lovens håndhævere kunne gribe ham . En 
tilfældig omstændighed ledede imidlertid til hans opdagelse , 
han blev anholdt og inddømt til 16 Års 
tngthusarbeide . 
Da han blev løsladt , skulle han som sædvanlig 
føres til den kommune , hvor han hørte hjemme , men 
han havde opsparet sig ikke mindre end 400 rigsdaler . og 
ytrede lyst til at rejse til Amerika . Dette ønffe var 
der naturligvis ingen , der havde noget imod , men 
årstiden var uheldig , og han blev derfor rådet til 
at vente her i byen nogle uger til skibsfarten fra 

Hamborg var mere regelmæssig . Han fandt imidlertid 
ingen lyst til at vente og blev derfor sendt bort , idet 
man antog , at han nok passede at komme bort fra 
Hamborg , han var jo en løsladt fange , som havde 
udstået hele sin straffetid , og ville vel ikke så snart 
begynde igen . Han rejste . Et par måneder efter 
meddeltes der fra nordre Birk om nogle hurtig på 
hinanden udførte indbrudstyverier hos nogle af beboerne 
på strandvejen . Kosterne blev eftersøgte her , 
men man fandt intetsteds noget spor af disse . Kort 
efter anmeldtes dristigt udførte indbrudstyverier her i 
byen , men intet spor af kosterne . Politiets største 
årvågenhed blev sat på prøve , men der kom kun 
idelige meddelelser om ny forbrydelser , og intet spor , 
ikke det allerringeste var at finde . Omtrent i juni 
måned meddeltes der underretning fra skjelskør egnen 
om et indbrud i en kirke , hvor blandt andet et par 
meget svære alterstager vare stjålne . Et par dygtige 
opdagere blev sendte derned , og de oplysninger , de 
samlede på stedet , havde i ethvert tilfælde nogen 
værdi . Tyven havde for at skaffe sig adgang til kirken 
båret en stige omtrent vz mil fra det sted , hvor 
den var borttaget . Ved at ituslå ruden , hvorved 
han banede sig vej ind ad kirkevinduet , havde han 
benyttet en klud oversmurt med grøn sæbe , og efter 
at have skåret ruden ud , trykket det løsgjorte glas 
til sig med sæbekluden , hvorved han undgik al støj . 
Beboerne af landsbyen kunne for øvrigt ikke give nogen 
oplysning ; men bemærkede , at dagen før tyveriet 
blev begået , havde en ældre mand , som foregav at 
forhandle kniplinger og bomuldstøi , af hvilke sager 
han medførte en prøvebog , besøgt byen . Han havde 

ytret lyst til at se den smukke kirke indvendig . Synet 
af den havde gjort et godt indtryk på ham , da han 
passerede den på landevejen . Dette hans ønske blev 
opfyldt , og han var bleven lukket ind og ud af bagdøren , 
idet hans vejviser havde sagt , at nøglen altid 
sad i hoveddøren , hvilken også af tyven var bleven 
benyttet til udgang . Betjentene fremviste et portræt 
af den fange , jeg før omtalte , som afrejst til Hamborg , 
men bønderne genkendte ham ikke , for han havde jo 
intet stjæg . Måden , hvorpå hans tyverier vare 
udførte , navnlig det her nævnte kirketyveri , var særegen 
for den løsladte fange , som vi ville kalde X , og 
man var nu vis på , at han var den længe eftersøgte 
tyv . Omtrent en uge senere meldtes der fra et af de 
kongelige slotte i omegnen , at dersteds var begået 
et meget dristigt tyveri , thi tyven havde forøvet sin 
gerning ved højlys dag i et værelse , hvori han var 
steget ind frahaven og havde fra et bord sammesteds borttaget 
et Gulduhr , nogle nipssager samt en brosche , 
som havde et særligt kendemærke . At politiet under 
disse omstændigheder anstrengte sig af yderste evne , 
er selvfølgeligt . Forskellige hold blev udsendte i 
landet , og såvel Jylland som øerne blev gjennemstreifede 
tilfods for mulig at opspore den Aland , man 
så vel kendte , men hvis gådefulde tilstedeværelse og 
forsvinden man ikte ret kunne forklare sig . Aledens to 
betjente holdt stadig opsyn med dampskibene i Korsør , 
Helsingør , Helsingborg og Malmø , var der allerede 
længe forud afsendt en overbetjent og inspektionsbetjent 
til Hamborg , hvor de underhånden undersøgte 
X . s forhold , siden hans ankomst dertil . Man fik snart 
at vide , hvor han havde indlogeret sig efter sin ankomst . 

snart erfarede man , til hvilken udvandreragent 
han havde henvendt sig , og nu gik det rask med oplysninger . 
Han havde været nødsaget til at opholde 
sig der omtrent 4 uger for at komme bort . Imidlertid 
havde han gjort bekendtskab med et dansk fruentimmer , 
som opholdt sig i en derværende privatanstall , havde 
udkjøbt hende deraf og en tid levet sammen med hende . 
For nogen tid tilbage havde man tabt begge personer 
af syne , dog var der enkelte , som da de tilspurgtes , 
ytrede , at de havde set X . fornylig . Politiets 
udsendinge vare begge dygtige mænd , som nok kunne 
løse opgaven , dersom det var muligt . Overbetjenten 
udgav sig for udvandreragent herfra byen , navnlig 
fordi han ikke talte videre godt tysk ; inspektionsbetjenten 
havde tidligere som håndværker arbejdet i 
Tyskland i mange år , og besad i forening med sine 
udmærkede kundskaber i sproget en personlighed , der 
vanskeligt kunne bringe nogen til at tvivle , når han 
udgav sig for hestehandler fra Holsten . De skiltes ad 
og boede hver for sig , passede de steder , som det var 
nødvendigt at holde oie med , og stod naturligvis i 
stadig rapport til hinanden . 
Daglig modtoge de meddelelser om ny tyverier 
begåede her , samt beskrivelse over sager , som kunne 
antages at blive falbudte i Hamborg . Betjentenes anstrengelser 
lønnedes omsider , da de hos en juveler 
fandt den tidligere omtalte , let kendelige brosche . 
Man foreviste juveleren X . s portræt — og han gjenkjendfe 
i det den person , af hvem han havde købt 
broschen . Men hamborgerne er ikke så lette at få 
noget ud af , og det blev senere meget vanskeligt at få 
udleveret de købte stjålne sager . 

herhjemme fremkom der ikke noget spor af tyven . 
Snart mærkedes hans virksomhed i nordsjælland , snart 
i sydsjælland , men altid på herregårde og lyststeder 
eller kirker — og altid med rigt bytte — sølv og 
rede penge . På et lyststed ved Vedbæk sad et selskab 
en aften i haven og spøgte om dagens helt , som 
nn daglig omtaltes i bladene . Man var ved at skulle 
gå til bords , da en af husets beboere bemærkede et 
lysskær i sit soveværelse . Han gik derop , men da han 
ingen fandt i værelset , gik han atter ned for at spørge 
tjenestefolkene , hvem der havde tændt lyset . 
Ingen vidste noget derom eller kunne forklare , hvorledes 
det var gået til , og da den unge mand havde 
slukket lyset og aflåset døren , tænkte han ikke mere 
på den sag , før han , da han om aftenen gik til sengs , 
på sit natbord fandt en lille seddel , tilsyneladende 
udrevet af en lommebog , hvorpå var fkrevet med 
blyant : „ De spøgte nede i haven om X . Han har 
besøgt dem i aften , men ikke fundet noget , der var 
værd at have . “ 
Nu blev der allarm på gården , straks sendtes 
der bud hertil , og så hurtig fle kunne , udgik der ny 
strejftog til egnen , men ' forgæves . 
Tyverierne begyndte nu at indskrænke sig til hovedstaden . 
Man var overbevist om , at det var X . , thi 
den dristighed hvormed tyverierne udførtes , var ham 
egen — men hvor kosterne blev af , det var endnu en 
gåde . Et af disse indbrud kunne måfle interessere 
læserne . I en af hovedgaderne var herskabet bortrejst , 
og opsynet med værælserne var anbetroet et ældre 
fruentimmer , som familien i mange år havde kendt , 
og om hvis troskab man ikke nærede tvivl . En aftenstund 

i juli måned indfandt der sig en ældre mandsperson 
og spurgte om en familie , som ikke boede der i 
huset . Han vidste at komme i så behagelig samtale 
med den skikkelige tjenestepige , at hun tillod ham at 
måtte besøge sig igen . Der hengik en hel ugestid , før 
hun fik et nyt besøg — konversationen førtes altid på 
trappegangen — og nu opfordrede han hende til at 
foretage en spadseretur med sig på den smukke sommeraften , 
istedetfor at sidde hjemme . Hertil var hun dog 
uvillig , men han inviterede hende derpå med sig i 
tivoli næste søndag . Tjenestepigen har vel tænkt , at 
det aldrig kunne sorvolde hendes herskab nogen skade , 
om hun tog sig en billig fornøjelse . Vi er jo alle 
mennesker . Søndagen kom , og hun gik i tivoli med 
sin ny ven . Han var meget beleven , gentil men ikke 
flot , dog lod det til at være en „ rigtig pæn mand “ — 
hendes eget udtryk . Af forsigtighed — damerne er 
jo let udsatte for lommetyve — bar han hendes nøgler . 
Man morede sig fortræffeligt , og da den galante kavaler 
om aftenen tog afsked ved damens dør , blev man 
enig om mange ting , blandt andet skulle man næste 
søndag i dyrehaven . 
Det må imidlertid bemærkes , at indbrudstyverierne 
ingenlunde vare standsede . De forefaldt meget hyppigt 
med 4 æ 6 dages mellemrum . 
Vort par tog på den bestemte dag i dyrehaven . 
Læseren ved jo nok af erfaring , at en smuk søndag 
eftermiddag i dyrehaven er alt for behagelig til , at 
ikke enhver københavner , som kan , tager anledning til 
at ryste støvet af sig og trække frisk luft . Selvfølgelig 
var der meget fuldt alle vegne . Da man skulle hjem 
fra klampenborg-stationen , var der så megen tumult , 

at det ikke var så forunderligt , at Herren og damen 
bleve adskilte i trængselen . 
Således kan det hænde uden overlæg — men her 
var det beregnet . Den stakkels tjenestepige kom først 
meget sent hjem , og ventede ved husets dør at finde 
sin „ gode ven “ , men fandt i stedet for at han , for at 
spare hende ulejligheden med at lukke op , havde åbnet 
døren med en af de nøgler , som hun af forsigtighedshensyn 
havde betroet ham . For at hun ikke oftere skulle 
ulejliges med at føre opsyn over herskabets sølvtøj , 
havde han taget det i midlertidig bevaring . At udbyttet 
af denne forretning ikke har været ringe kan 
man se deraf , at han tillige stjal en torvekurv til at 
bære det bort i . 
Jeg ytrede , at han havde taget det i midlertidig 
bevaring . 
Tivoli havde besluttet at fejre sin stiftelsesdag med 
giands og pragt , men det skulle være anderledes . 
Regnen styrtede ned i strømme , den røde plakat gjordes 
aldeles overflødig , man kunne ikke gå ud i den stærke 
regn . Ud på natten blev det dog bedre vejr , og 
den patrouillierende betjent foretog sig en tur langs 
Kristi ans havns vold . Det forekom ham , at han i et 
tæt Bustads nær ved amagerport bemærkede et lys , 
ligesom fra en lygte . Da han stod stille for nærmere 
at iagttage det , bemærkede han , at lyset skiftede plads . 
Han turde ikke nærme sig stedet for ikke at vække opmærksomhed , 
og han ventede derfor ihåb om at der mulig 
kunne komme hjælp . Efter at have ventet en god times tid 
kom der en inspicerende til ham , som han meddelte 
sin opdagelse . Man tænkte naturligvis straks på X . 
Og traf forholdsregler . Et par betjente blev fra de 

nærliggende gader i stilhed hentet til , og man søgte 
at omgå lyset . Endelig kom man til stedet , hvor 
man , da man kom nær nok , bemærkede en mand gravende 
i jorden . Rask gik betjentene ind på arbejderen . 
På tilspørgsel svarede han , at han i en drøm havde 
fået meddelelse om , at der henlå en skat på dette 
sted , og da han ikke turde betro nogen sin hemmelighed , 
havde han besluttet sig til alene at undersøge , om 
det forholdt sig rigtigt . Nogen bekræftelse troede han 
at have fået , idet han netop , som betjentene kom til 
ham , havde fundet et stykke af en sølvsie . Betjentene , 
der troede at genkende X , mente dog , at det var 
bedre , at denne søgen efter skatten blev foretagen i 
vidners overværelse , og helst at der skete en meddelelse 
til politiet , som vistnok gerne ville være ham 
behjælpelig . 
Drømmeren indså , at her ikke var noget at stille 
op med indsigelser og fulgte med til stationen . På 
politikammeret genkendtes han som den længe savnede 
X . 
Atter var en byrde lettet for de flittige opdagelsesbetjente , 
af hvilke mange havde gennemgået hårde 
strabadser . Som en kuriøsitet kan nævnes , at to betjente , 
som i flere uger i træk havde vandret omkring 
på landet fra landsby til landsby , i den grad vare 
ukendelige , at da de i en købstad henvendte sig til 
en embedsmand , ville denne ikke tro deres udsagn , 
før de forskaffede fyldestgørende beviser herfra . Da 
de kom hertil , lignede de et par rejsende „ Geseller “ . 
Da udgravningen blev fuldendt , fandt man særdeles 
mange as de stjålne koster . X . ' s forklaring var omstændelig 
og klar , og for over 20 , 000 nd . s værdi i 

sølvtøj erhvervedes tilbage fra Hamborg , hvorhen han 
omtrent hver 14de dag var rejst med sit bytte . Hans 
elskerinde havde ikke været ham tro — hun havde forladt 
ham kort efter , at han havde opofret sine i straffeanstalten 
surt erhvervede penge for at redde hende fra 
at føre et nedværdigende liv , og da han atter trængte 
til penge , hengav han sig til sin gamle lidenskab , 
hvorimod han med den lille sum , han havde opsparet 
i straffeanstalten , kunne have nået Amerika og være 
bleven et agtværdigt medlem af samfundet , og undgået 
den straf , han forud vidste , der ventede ham — 
livsvarigt fængsel . 
Frigivne fanger . 
Foråret var kommet . Solen havde fået kraft til 
at rydde de store snemasser afvejen , og alt antog et 
livligt præg , alt i den ydre verden — men indenfor 
fængslets mørke mure herskede den samme tunge taushed 
som før , og solen havde ikke kraft til mere end 
at kaste en svag dæmring ind i den mørke celle . 
Men også i fængslet gives der solskinsdage . Disse 
ere imidlertid ikke afhængige af årstiderne , men det 
er sådanne dage , på hvilke nådens sol viser sig 
for den livstrætte fange . 
Vor fortælling begynder den 8de April 1864 . 
Det var vor konges fødselsdag — og det var 
hans første fødselsdag som regent ; nådesolen antoges 
derfor at ville glimre med dobbelt styrke . 

hvor mangt et suk rejste der sig ikke hin morgen 
fra mangen angrende synder ? Dersom en alvorlig og 
indtrængende bøn kan bedes af syndige læber , måtte 
man vel antage , at hine ulykkeliges bønner måtte 
være alvorsfulde og komme fra hjerterne . Hvor mangt 
et dristigt håb blev ikke skuffet den dag , hvor mange 
tårer fløde ikke den dag udenfor fængslerne af slægtninge , 
som med tillid havde håbet på kongens nåde . 
Men håbet blev ikke ganske beskæmmet . Kongens 
nåde strakte til — ja hvor mange , det ved jeg ikke ; 
men to for mord og manddrab inddømte fanger kender 
jeg , som den dag løstes af fangeskabet og benådede 
vandrede ud i livet . 
Det er deres levnet før og efter fængslet vi ville 
dvæle ved . 
På en sådan nådens dag blive de fanger , for 
hvem der er indgivet bønskrivelse om benådning eller 
formildelse i straf , fremstillede for fængslets direktør . 
En fange kan nemlig blive „ forfremmet “ , d . v . s . få 
en formildende straf f . Eks . fra tugt- og rasphusarbeide 
til forbedringshuset , og allerede dette anses 
for en meget stor nåde . På den anførte dag var 
der fem , som håbede at blive frigivne , men kun to 
bleve de lykkelige ; de andre måtte vende tilbage til 
sorgens bolig og afvente en anden højtidsdag . 
Carl Severin var en gammel mand på næsten 
50 år , da han atter åndede frihedens milde luft . 
I 28 år havde han håret lænken om sin fod , og 
aldrig klaget , aldrig søgt anledning til at bryde ud , 
men stedse håbet på kongens nåde . I disse 28 
år var hans herkuliske kraft forvandlet til en henvisnet 
skikkelse , men under de grå lokker læste man 

dog endnu jydens godmodige og ærlige ansigtstræk . 
Han var ikke en af disse forhærdede forbrydere , hvis 
list og underfundighed ofte har berøvet mange mennesker 
hvile og ro for uger og måneder , men han havde 
vist at være i besiddelse af for megen håndkraft til at 
kunne have tilladelse til fri brug af samme . Da Carl 
Severin blev frigiven , var det kun betingelsesvis . Kunne 
han ikke forlade fædrelandet , så måtte han forblive 
i fængslet . Men en flittig fange kan godt lægge sig 
noget op i straffeanstallen , og således var det tilfældef 
her . Carl Severin havde i 28 år foruden at 
forunde sig lidt extra-forpleining , hvilket var tilladt i 
straffeanstallen , haft lejlighed til ved overarbejde at 
sammenspare sig over 200 rdl . , og det var mere end 
nok for amerikarejsen . 
Det faldt i mit lod at ledsage de to frigivne fanger 
til det sted , hvorfra de skulle afgå videre til den ny 
verdensdel . En aften , medens gamle „ Gnome “ dampede 
ud gennem Kattegat , spurgte jeg mine „ Frifolk “ , 
om de ikke ville fortælle mig deres historie , og efter 
en lille opmuntring begyndte Carl Severin at få 
munden på gang , noget hvortil han i almindelighed 
var ten . 
Han fortalte , at hans fader , en rig gårdmand i 
vensyssel , havde holdt ham til bogen , og at han havde 
havt i sinde at blive skolelærer . Dette opgav han dog 
senere og forblev hos faderen og hjalp til på gården . 
Han var stor og stærk og havde mange gode 
venner . Af og til kom han med disse til gæstebud , 
og han tilstod at have holdt meget af et slag kort 
og et glas punsch . Således var han en aften kommen 
med en del af disse unge venner til et bryllup , havde 

drukket godt og spillet højt . Der var opstået klammeri 
mellem selskabet , det gik over til håndgribeligheder , 
og her havde Severin , da han blev opirret og fortrædiget , 
slået fra sig , så at to mænd senere afgik 
ved døden på grund af de hårde slag , han havde 
tildelt dem . 
Da han gik hjem , besindede han sig ; blodet blev 
kølet af , og han indså , at han ikke var sikker . Han 
tog kursen mod Nørresundby , og næste dag var han 
på den anden side af Ålborg . Med få klæder , 
og kun med omtrent 50 rigsdaler . — hans spillepenge — i 
lommen fortsatte han turen mod syd . I Århus 
læste han i aviserne sit navn som efterlyst og erfarede 
sin forbrydelse i dens helhed . Straks forlod han byen 
og traskede videre . Omsider kom han til Ribe . Han 
antog nu , at faren vel ikke kunne være overhængende , 
og da det var i høstens tid , tog han arbejde . Tiden 
gik , og han troede , at alt var glemt . Politiet var i 
de dage ikke så hurtigt i sine bevægelser , og Carl 
Severin kunne meget godt have gæstet sin faders hus 
og forsynet sig både med penge og klæder før sin 
rejse , uden at behøve at frygte nogen standsning fra 
politiets side . 
Men straffen udeblev ikke . I tårslev sogn , ikke 
langt fra Carl Severins fødested , boede gårdmand 
Jens Thyge med sin datter , Karen . Karen og Carl 
havde lovet hinanden troskab gennem livet ; oa Carl , 
der i grunden var et godt menneske , var bedrøvet , 
fordi han ikke kunne få kundskab om sit hjertes veninde . 
Længe gik han ængstet og bekymret , men endelig 
tog han mod til sig og skrev til sin fader . Han havde 
naturligvis ingen anelse om , at der kunne være fare 

for at blive opdaget ved at sende brev med posten — 
men man havde dog haft sin opmærksomhed henvendt 
derpå , og faderen måtte afhente sit brev hos øvrigheden , 
læse det der , og opgive sønnens opholdssted . 
Jstedetfor svar modtog Carl Severin besøg af en 
politiembedsmand og — dermed var hans frihed endt . 
Hans « åbenhjertige tilståelse kunne måske have gjort 
fordring på medlidenhed , men to menneskers liv var 
formeget — og hans dom lød på livsvarigt fængsel . 
Vi have omtalt hans frigivelse , 6 gange forud 
havde han været indstillet , men måtte vandre tilbage 
til sit ensomme fængsel . Omsider var frihedens dag 
kommen , og nu stevnede han mod det fri Amerika . 
Uagtet de mange år havde påvirket hans ådre , 
var han dog i besiddelse af ungdommeligt lune . Han 
gik med stolte forhåbninger mod det ny fædreland , 
og lykken har heller ikke svigtet ham . Et par år 
efter døde hans fader , og han fik et par tusind daler 
sendt til sig i sit ny hjem . Han ernærede sig som 
jordbruger og var bleven en agtet mand i sin kreds . 
For 2 år siden hørte man fra ham ; han havde købt 
sig en ejendom i en dansk nybyggerkoloni i wiskonsin 
og håbede at se en blid fremtid iinøde . 
Hermed må vi slutte med hans fortælling , idet vi 
tilføje , at den , for hvis skyld han udsatte sig for faren 
ved at blive opdaget , i mange år med lønlig længsel 
ventede på sin vens frihed , men et par år inden 
hans frigivelse blev bortkaldt til det andet liv . 
Den anden af de ved kongens nåde frigjorte fangerhavde 
forinden sin fængsling begået en gerning , der , 
hvis den blev fortalt her , endnu ville erindres af 
mange . Ifølge et hans slægtninge givet løste vil 

jeg ikke berøre hans fortid , men skal indskrænke mig 
til at meddele hans færd , efter at han var gengivet 
til friheden . Hans udseende fortalte kun alt for vel , 
at en nagende smerte langsomt pinte ham , og at han , 
om end fri , var genstand for indre kvaler . Svagelig 
af helbred havde han kun arbejdet , for så vidt det var 
nødvendigt , og hans slægtninge hjalp ham bort . 
Han havde ikke lagt sig nogen plan , et håndværk , 
som kunne ernære ham , kendte han ikke , og han var i 
det hele taget uheldigt stillet . Hans personlighed kunne 
umulig indgyde tillid , og ubekendt med sproget var 
der ikke gods udsigter for ham . 
Da jeg for nogle år siden besøgte New aork , 
måtte jeg , for at træffe en person , jeg søgte , oste besøge 
disse lastens huler , som findes i Washington 
street under navn af „ Umigrant boarding iwusss « . 
På et sådant sted , hvor danske søfolk samledes , 
traf jeg en tidligere straffet person , som genkendte 
mig . Ved at tale lidt med ham erfarede jeg , at han 
søer tilsøs som fyrbøder med et af dampskibene på 
New Orleans . Blandt andet fortalte han , at han for 
et år tilbage havde truffet en landsmand , som han 
syntes tidligere at have set i forbedringshuset . Ved 
at omtale hans signalement måtte jeg antage , at 
han talte om den frigivne fange , jeg et par år før 
havde ført ud af landet . Min ny meddeler fortalte , 
at han havde truffet den danske mand i en kælder . 
Han var husvild , uden penge og subsistensmidler . 
Meddeleren havde derfor taget sig af ham og forskaffet 
ham arbejde som „ Kullemper “ ombord på det skib , 
med hvilket han selv ser . Han led meget af heden 
og sank ofte afmægtig om ved sit arbejde . Meddeleren , 

der var vant til klimaet og arbejdet , hjalp ham oste 
med vagterne . En nat , da han var gået op på 
dækket for at afsvale sig , fandt han sin kammerat 
stående ved rælingen og stirre ned i dybet . 
„ Hvorfor går du ikke til ro ? “ fpurgte han . — 
„ Jo , jeg vil straks gå til ro “ , svarede han , steg et 
par trin op på hjulkassen , og inden min meddeler 
kunne ile til , styrtede han sig ud i dybet . 
Den ulykkelige var af heden bleven berøvet sin 
forstand . 
Et menneskeliv har ikke megen betydning for en 
amerikansk dampskibsfører , og skibet fortsatte uasbrudt 
sin fart . Det var jo kun „ a firsman « . 
Om det var „ min mand “ kan jeg jo ikke påstå . 
Meddeleren havde kun kaldt ham Johan , men tid og 
omstændigheder talte for , af det måtte være ham . 
En ven . 
Pintseaften 18— var en af fæstningsslaverne i Varberg 
beskæftiget med noget arbejde i inspektørens have . 
Da vagtmesteren havde kukket fangerne ind , bemærkede 
han , af der savnedes en i tallet ; man fik af opsynet 
af vide , af denne slave , ledsaget af en opsynsmand , 
var sat til et arbejde ude på vejen og dersor snart 
ville følge efter . Da det varede noget længe , inden 
han kom tilstede , tog man anledning til af se efter 
ham . Man fandt ham også — men uden sin fange , 
og siddende fast i kanalens mudder . Hans forklaring 

gik ud på , at Torben — således hed fangen — 
pludselig havde slået ham omkuld og efter en kort 
kamp kastet ham ud i kanalen , og da ingen havde 
hørt hans nødskrig , havde Torben fået tid til at 
undfly . Langt kunne han ikke være kommen , men borte 
var han imidlertid . Man hjalp opsynsmanden op på 
land og nu begyndte forfølgelsen . 
Torben hasbeck var 30 år gammel . Han var en 
smuk , kraftig mand , og man så , at bag hans grove 
fangedragt skjultes der en karakter , som vistnok kunne 
tiltvinge sig sine medmenneskers agtelse . 
Han var eiheller nogen forbryder i ordets egenlige 
betydning , han var et offer for sin hævn — skinsygens 
hævn . 
Men ulykken kan ofte medføre anledning til et 
dybere fald , og således blev også Torben tvungen 
af omstændigheder til handlinger han vistnok ellers 
aldrig forhen havde tænkt på at begå . 
Med sin unge hustru havde han boet i nogle år 
som bestyrer på sin principals store fabrik „ Agnesminde “ 
I småland . 
Han var en dygtig mand med store forhåbninger 
til fremtiden . 
Da kom der til fabrikken en ung englænder som 
ejerens medinteressent , og snart forstod Torben hasbeck , 
at det ikke så meget var for fabriksdriftens 
skyld som for hans unge frues skyld , at John Harrison 
vedblev at udsætte sin rejse . Torben kendte sin 
hustru , og en gentaget klage fra hende over Harrisons 
påtrængenhed . gjorde ham rasende . Med lynets fart 

ilede han til dennes værelser og lemlæstede ham i den 
grad , at lægerne længe tvivlede om livet . 
Men han kom sig . Han var nedrig nok til at frigøre 
sig ved en falsk forklaring , og Torben blev dømt 
til i 6 år at henslæbe sin tilværelse på Varberg 
fæstning . Hans hustru flyttede fra småland og opslog 
med sin lille søn sin bolig i Varberg for dog at 
være den elskede nær . 
Dette var den fange , hvis flugt vi have beskrevet 
ovenfor . Hans hele opførsel i straffeanstalten var 
bleven til et ordsprog formedelst det tålmod , han 
udviste . Han talte aldrig til nogen , men ofte , når 
han stod på fæsfningsmuren og arbejdede , så man 
hans øje tårefyldt , når han stirrede ud over byen 
til det ham ubekendte sted , hvor hans hustru og barn 
boede . At han ved tanken om hjemmet , under indtrykket 
af kirkeklokkernes klang på helligaftenen , ved 
at se sig ene med en mand han kunne overmande og 
ude af skudvidde fra fæstningen , kunne lade hjertets 
stemme overdøve pligtens , det var vel ikke utænkeligt 
— , men det syntes mere end dumdristigt . I byen 
måtte hans undvigelse være kendt inden en time , 
og hvorledes ville han kunne komme bort . Vi skulle 
se , at det lykkedes ham . 
Torben var efter at have fået opsynsmanden ud 
i mudderet , ilet gennem „ Plantagen “ til den yderste 
del af haven , hvor han var steget over muren . Da 
han sprang over var han heldig nok til at gøre det 
på en tid , da ingen passerede chausseen . Men han 
var jo i sin fangedragt . Der var altså såre lidet 
håb om frelse — den første tanke , at ile til byen 
og opsøge konen og barnet — ak , den var for længe 

siden opgivet . Han vidste , hvad fare det ville medføre . 
Han gik ikke langt , før han slog ind på Marken , 
og bag et hegn føgte han nu at fkjule sig ; thi han 
vidste godt , at det ikke ville vare længe , før „ Sporhundene “ 
Vare efter ham . Medens han stod der , faldt 
det ham ind , at hans fangedragt var foret med et 
mørkegrønt stof , -og ved at vende hele klædningen , 
skaffede han sig hurtigt et forandret udseende . 
Natten faldt fnart på . At det var denne , der 
måtte benyttes til vandring , forstod Torben meget 
vel ; men hvilken vej fluide han tage — til gøtheborg ? 
Nej , der ville man søge ham ; thi hans principal , der 
forøvrigt altid havde holdt af ham , boede jo der , og 
man ville vel antage , at fangen ville bede ham om 
hjælp . Til fabrikken i småland vovede han ikke at 
gå , thi også der kunne man mulig søge efter ham — 
etsteds måtte han dog ty hen . Da mindedes han , at 
en af hans flinkeste folk i tidligere dage ved hans 
indflydelse havde fået en god plads i Halmstad . 
Hertil var vejen ikke lang , og der ville man dog 
næppe søge ham straks . Afsted gik han da i nattens 
mørke . Han var arkgst for at se sig tilbage , thi han 
frygtede for at tabe modet , og da morgenen brød 
frem , var han kun få mil fra Halmstad . 
Da han aldeles ingen udvej havde til at skaffe sig 
føde , var fristelsen stor , da han gik forbi en bondegård 
og få , at adgangen til huset var fri . Men 
hans sind blev dog lettet , da han , idet han trådte 
ind ad døren , så en gammel kone pusle ved ildstedet . 
Han henvendte sig til hende om en drik mælk , og fik 
både den og et stykke brød . Han kunne ikke udtrykke 

sin tak og skyndte sig bort , for at konen ikke skulle 
lægge mærke til hans underlige påklædning . 
Pintsedags aften silde bankede det på hos „ Smedgesellen “ 
Hakon Jønsson i halmsfad , og ikke lidet forundret 
blev denne over at se sin fordums mester . Der 
behøvedes ingen lang forklaring , og beslutningen fattedes 
snart . Et lille dampskib afventede netop morgenens 
frembrud for at afsejle tik København , og på 
det rådede Jønsson Torben at rejse bort og forblive 
i København , indtil man fik meddelelse fra konen eller 
der blev truffet foranstaltninger til , at han kunne rejse 
til Amerika . 
Rig var Jønsson ikke , men villig til at hjælpe i 
enhver henseende , og han fik snart , uden at hans familie 
mærkede det , Torben påklædt i nogle af sine 
egne brugte klæder , og fangedragten pakket sammen . 
Den , mente man , var det bedst at skille sig ved på 
søen ; thi om den blev funden på landet , kunne det 
mulig give anledning til mistanke . Lidt rejsepenge 
blev Torben også forsynet med , og da den næste dags 
sol gik op over Sverig , havde Torben — vel ikke uden 
sorg — sagt sit fødeland farvel . 
Den påfølgende søndag finde vi den bekendte 
inituPinit==fabrikeier deruPder==P . i deruPder==Gøteborg ivrig beskæftiget i sit Private 
kontor . På gulvet leger hans sårige søn , Hannibal , 
og på barnets utallige spørgsmål svarer faderen 
tankeløst . 
Lydløst åbnes døren , og som en skygge nærmer 
den gamle tjener sig til Herren , som forskrækket springer 
op , da Gustaf siger : „ Torbens hustru er ude og 
ønsker at tale med Herren . “ 

„ Så , aldrig bliver man da fri for det tiggerpak ; 
sig hende , at jeg ikke er hjemme . “ 
„ Så skal da Gustaf lyve , “ udbrød barnet , som 
hørte faderens svar , „ og du har jo selv sagt , at 
menneskene må ikke lyve . “ 
„ Jo , somme tider får det gå an , jeg vil ikke 
tale med hende ; Gustaf , lad hende gå . “ 
Men ordren var meddelt for sent . Torbens kone 
var fulgt efter og stod i døren . 
Gustaf fjernede sig . Med få ord fortalte den stakkels 
kone , hvorledes Torben var undveget og at han 
befandt sig i København . Ved en ven havde hun 
fået underretning om hans flugt og den hjælp , der 
var ydet ham ; men nu gjaldt det om at hjælpe ham 
længere bort , og derfor var det , at hun kom fil den 
tidligere principal og tilbød nogle få sølvsager , som 
hun endnu ejede , fil pant for 50 rigsdaler . , som manden 
måtte have . 
Principalen var længe hård og truede endog med 
at ville angive sagen fil politiet , men endelig blev 
han rørt over konens sorg og lidelser , da hun fortalte , 
hvorledes hun havde gået de 4 mil fra Varberg 
og båret sit lille barn . Han lånte hende pengene 
og ville ikke modtage noget pant . 
Det ville tage for lang tid at fortælle det omstændelige 
ved denne del af sagen . Torben var heldig 
kommen fil København og meddelte sin ven alt . 
Denne var rejst fil Varberg og havde der talt med 
konen , som naturligvis havde været underkastet et strengt 
forhør . Hun havde straks erklæret , at den eneste udvej 
var at henvende sig fil fabrikherren og søge hjælp hos 
ham . Vi have fortalt , hvorledes udfaldet blev . Pen8 * 


gene sendtes fil Torben i København , og man trøstede 
sig med , at nu måtte han vel kunne klare sig . 
Han var en dygtig arbejder og havde straks søgt 
og fået beskæftigelse heri byen . Lidt efter lidt blev 
han bemærket , og man fandt ham anvendelig , hvorfor 
man betroede ham større arbejder . I denne stilling 
havde han det ret godt , og hans største sorg var , at 
han ikke engang så meget som kunne høre fra sit hjem . 
Til vennen i Halmstad frygtede han for at betro sig . 
Det var hans ønske at komme til Amerika , men han 
havde fået den ide at ville begynde en forretning selv , 
og dertil behøvedes penge . Dette blev hans ulykke . 
Uagtet han levede meget stille , kunne han naturligvis 
ikke undgå at komme i berørelse med folk og 
stifte bekjendtsfaber . Således kom han i forbindelse 
med en landsmand , Wallin , som gik for at være en 
rig mand . Han syntes at tage sig særdeles af Torben , 
og vandt tid efter anden hans fortrolighed . 
Omsider kom Torben frem med sin plan om at rejse 
til Amerika , og spurgte vennen om , hvorledes man 
på en „ let måde kunne få rejsepenge og . lidt til ' . “ 
Efter Torbens senere forklaring har dog egentlig vennen 
fået ham på tanker om at begå en forbrydelse . 
Nok er det , lidt efter lidt modnedes tanken hos ham 
om at skaffe sig adgang til sine principalers pengeskab . 
Han betroede dette til Wallin , og i et tillidsfuldt øjeblik 
fortalte Torben derpå hele sit livs sørgelige historie . 
En 
lørdag eftermiddag , da Torben hasbech skulle 
opgøre sit regnflab med folkene og havde modtaget 
ca . 500 rigsdaler . til udbetaling , kom han ikke i rette tid . 
Man ventede indtil kl . 6 , og da nran ikke fandt ham 

i hans hjem , anmelvtes sagen til politiet . Her meddelte 
man anmelderen , af man netop stod i begreb 
med af underrette firmaet om , af Torben var i politiets 
hænder , som anklaget for af være en udbrudt 
fæstningsflave og samme dag af have frastjålet dem 
et beløb af ca . 500 rigsdaler . 
Hans „ Ven “ havde forrådt hemmeligheden og lønnet 
hans fortrolighed ved af angive ham , efter først trolig 
af have styrket hans plan om af begå en ny forbrydelse . 
Torben blev ført tilbage til Varberg , men blev 
på kongens nåde forskånet for tillægsstraf , og til 
hans forbrydelfe her blev der taget henfyn , da han 
et par år efter blev benådet af den svenske konge 
og ved en ubekjendts velvilje hjulpen til Amerika tilligemed 
familien . 
„ Damerne “ . 
„ Følg den dame , indtil hun er hjemme ! “ lød en 
forbigående overordnets ordre en aften , medens jeg 
gik ude i tivoli , „ meddel smig alt i morgen “ — og 
jeg fulgte . Hvem var det ? Ingen , selv ikke de i demimonde-damernes 
hemmeligheder indviede kolleger , som 
jeg under touren traf på , vidste noget derom . Der 
måtte altså være passeret noget mellem hende og en 
eller anden på pladsen , som havde gjort hende mistænkelig . 
Næste 
morgen kendte jeg dog så meget af hendes 

nutidshistorie , at jeg turde påstå , at hun uden al 
tvivl var årsag til , at en mand ved navn Adolf 
Warner var „ skejet ud “ . Han var ansat i en af de 
større manufakfurbutiker og havde indtil for nogle 
måneder siden altid passet sine forretninger med 
orden og ro , men siden det tidspunkt havde man bemærket 
en sløvhed hos ham , som var uforklarlig . Man 
havde også mærket , at han var fraværende fra sit 
hjem til langt ud på natten , ja , ofte hele nætter , 
uden at man vidste , hvor han tilbragte tiden , men 
uagtet hans pårørende underhånden havde bestræbt 
sig for at få oplysninger , var det ikte lykkedes dem 
at trænge ind i hans hemmeligheder . Den bemeldte 
aften havde en af opdagelsespolitiets embedsmænd , som 
var underrettet om hans forhold , tilfældig iagttaget , 
al han ved indgangen til tivoli havde talt med den 
nævnte unge dame og derfor blev hun genstand for 
iagttagelse . 
Hendes navn var Henriette s . — hun var født i 
Haderslev , men kom som lille barn hertil og var indtil 
sit 15de år hos faderen , en arbejder på en større 
fabrik heri byen . Da han var en net mand og havde 
gode indtægter , fik hun som eneste barn en god opdragelse . 
Snart efter hendes konfirmation døde hendes 
moder , og Henriette , der var begyndt at gå på en 
systue , var dels overladt til sig selv , dels under en 
slags inspektion af en md . Hansen , en af moderens 
veninder . Denne md . Hansen var af et tvetydigt 
rygte , og Henriette , der foruden at være en meget smuk 
pige i sit væsen og sin optræden havde noget særdeles 
venligt og tiltalende , havde vistnok allerede længe været 
udset til offer for md . Hansens planer . 

jeg erfarede inden ret længe , at Adolf Warner 
flere gange daglig fås at passere det sted , hvor 
Henriette arbejdede , og om aftenen ventede hende i 
nærheden . Derefter toge de ud enten til tivoli , Frederiksberg 
eller skoven og morede sig på en eller anden 
måde . 
Henriette var dog altid hjemme før kl . 12 . Faderen , 
der siden konens død havde slået sig til drik , tog 
intet hensyn hertil , md . Hansen var derimod mere hensynsfuld . 
Det var dog ikke , fordi Henriette var så længe 
ude , at madamen var vred , men det var , fordi hun 
ikke ville indlede bekjendtstab med en ældre mand , for 
hvem md . Hansen var agent — med andre ord , md . 
Hansen var et af disse slette fruentimmer , som lokker 
unge , uerfarne pigebørn til det første fejltrin , og derefter , 
når deres ulykke er begyndt , giver dem anvisning 
til fortjeneste på den mest nedværdigende og 
oprørende måde . 
For dette forhold var der naturligvis ingen anledning 
til at afæske Henriette nogen forklaring , og der 
hengik nogen tid , uden at der i denne blev foretaget 
andet , end at man fik at vide , at Adolf Warner ved en 
festlig anledning var set i Malmø eller på rejsen dertil 
ledsaget en dame med en yderst elegant påklædning 
etc . , og da hans pårørende nu ønskede at vide , om 
Adolf havde givet hende disse sager , blev der afæsket 
Henriette — thi hende var det , som han var set i 
selskab med , — en forklaring . Til den optagne rapport 
påstod hun , at hun ikke havde modtaget disse sager 
af Adolf , som dog var hendes „ rigtige kæreste “ . Yderligere 
forklarede hun , at hun nu var i tjeneste som 
syerske hos en svensk dame , og at der hos denne ofte 

kom fornemme svenske herrer , til hvem enhver af de hos 
damen arbejdende syv unge piger på en eller anden 
måde stods i forbindelse . Således havde Henriette 
stiftet bekjendtsfab med en grev lagerstrøm fra Skåne , 
som syntes at være meget indtaget i hende , og med 
hvem hun flere gange havde gjort udflugter , ja , engang 
endog til Sverig , hvor de havde opholdt sig i „ Hotel 
Svea “ i Malmø . Her havde hun også ved en anden 
anledning truffet greven og havde da forladt Adolfs 
selskab og ladet greven sørge for sig , thi — det tilstod 
hun — greven var mere gentil . I den tid hun 
havde kendt ham , havde hun ved Fru Cederberg , således 
hed den dame , i hvis tjeneste hun var , modtaget 
meget kostbare smykker og toiletgjenstande . Selv 
havde hun aldrig modtaget noget af greven , men hun 
vedgik , at han brugte store beløb til deres fælles fornøjelse , 
når de vare ude sammen . Af Adolf modtog 
hun derimod ofte beløb , som hun til ham foregav , at 
hun anvendte til en del af sit toilette . Sandheden var 
imidlertid , at hun indsatte en del deraf i „ Bikuben “ 
For at danne sig en reservefond , hvormed hun i tidens 
løb agtede at etablere sig som modehandlerinde — eller 
som Fru Cederberg . 
Det var kun i løbet af et par måneder , at Henriette 
havde forandret sig så betydeligt og var blevet 
moralsk fordærvet . Md . Hansen var den , som havde 
henvist hende til Fru Cederberg , en dame , der boede 
i et af de bedste kvarterer i byen , nær et stort hotel , 
og som „ ernærede sig ved syning “ . 
De seks andre unge piger , som på det omhandlede 
tidspunkt fandtes i „ Fruens “ Tjeneste , vare alle på 
en eller anden måde i hendes garn . 

hendes hus var samlingsstedet for en mængde 
udenlandske herrer , men besøgtes ofte af rige og ansete 
folk herfra , og hun modtog rigelige gaver af 
disse for at lokke de unge piger i den mands vold , 
som havde fundet behag i en af dem . Hun var et 
klogt fruentimmer , der altid stillede sig således til 
sagen , at hun ikke kunne tiltales derfor . 
Der gik endnu nogen tid , inden der indtraf en 
begivenhed , som , om den end ikke gav nogen dom 
over dette stygge fruentimmer , dog udrev Adolf af 
dette mislige forhold og mulig derved reddede ham 
fra et ynkværdigt liv . 
En dag meddelte Adolf sin fader uforbeholdent , 
at det var hans faste beslutning at rejse til Amerika 
og der gifte sig med Henriette . Faderen , der naturligvis 
blev yderlig opbragt herover , søgte længe at overtale 
ham uden nytte , og endte samtalen med at erklære , 
at han ikke ville vide noget af ham , og at han 
aldeles ingen hjælp ville yde ham , dersom han vedblev 
med sin påstand . Derefter forlod de hinanden 
i vrede . 
Om aftenen var Adolf intetsteds at finde , og da 
man næste dag endnu intet hørte fra ham , blev Henriette 
afhørt . Hun forklarede , som altid meget ligefrem , 
at hun den foregående aften havde modtaget et besøg 
af Adolf , og at han havde sagt hende , at det var 
hans bestemmelse at rejse til Amerika , hvor hun da 
senere skulle komme til ham . For tiden kunne hun 
ikke følge ham , han vidste ikke , hvad følgerne ville 
blive af et skridt , han den dag havde foretaget , og 
bad han hende at være tålmodig indtil hun hørte 
fra ham . 

hvad der senere var blevet af ham vidste Henriette 
ikke . Han havde været i meget eksalteret stemning , 
men hun vidste ikke noget om ham . 
Tilspørgselen om hun ville følge ham , når han 
sendte bud efter hende , bejaede hun , idet hun tilføjede , 
at det nok var været at gøre det for at redde sig fra 
total undergang . Det ville jo blive enden på det 
liv hun nu førte . 
Nu begyndte der en vidtløftig undersøgelse om , 
hvad Adolf havde foretaget sig . Jeg blev sendt til 
Hamborg og erfarede der , at han var befordret ved 
Knorr l ko . til Amerika via Liverpool , og medens jeg 
afventede svar på min meddelelse herom var man 
i København bleven underrettet om , at Adolf forinden 
sin afrejse havde tilvendt sig nogle obligationer , tilhørende 
hans principal , og solgt disse til — Fru 
Cederberg for 1500 rigsdaler . Obligationernes værdi var 
jo ikke dårlig , og Fru Cederberg , som anede uråd , 
havde straks sat dem i penge igen , for ikke at blive 
stoppet i tide . De lød på ihændehaveren , og hvorfra 
kunne hun vide , at en så rig herre som Adolf — 
således forklarede hun — havde stjålet dem . 
Han havde sagt hende , at han var bleven uenig 
med sin fader og nu ville rejse til Amerika . Disse 
obligationer havde han arvet efter en gammel tante , 
og ville overlade „ Fruen “ dem for spotpris , blot for at 
få penge straks . Ordren lød nu : „ forfølg Adolf 
til det aderste . “ 
Afsted gik det videre til Søes , og jeg nåde Liverpool 
netop aftenen før skibet , hvormed han skulle 
rejse , skulle afgå . 
Da jeg ud på natten trådte ind på hans værelse , 

trafjeg ham oppe og i selskab med en herre . Han 
kendte mig personligt og hilste mig med de ord : 
„ Nå , det er vel mig , som de vil hente ? “ 
Det gjorde mig ondt for fyren , at jeg måtte bekræfte 
hans spørgsmål , men jeg blev uhyggeligere 
tilmode , da han forklarede mig , at han allerede var 
under anholdelse . 
I Liverpool havde han nemlig , gjort dristig ved sit 
held , forsøgt på at udgive en af ham skreven anvisning , 
udstedt i hans principals navn til dennes 
agent i Manchester , og han var heldig sluppet igennem , 
indtil han om aftenen , kort før min ankomst , blev anmodet 
om at komme til den danske generalkonsul i 
Liverpool . Her måtte han afgive forklaring , og det 
viste sig , at generalkonsulen , Adolf uafvidende , var 
interesseret i hans principals og manchester-agentens 
forretning , og til ham havde derfor den „ brøker « , som 
havde købt anvisningen , henvendt sig , hvorefter ler var 
sket anmeldelse til politiet , af hvem han nu var anholdt . 
Han 
måtte derfor forblive i Liverpool , indtil hans 
to måneders straf var udstået , og formodentlig har 
en hjælpsom hånd været tilstede , da han blev fri der ; 
thi han vendte ikke oftere tilbage til Danmark . 
Om Henriettes skæbne er der ikke meget at sige 
— det gik hende , som blomsterne ; medens de stå i 
deres skønneste farvepragt , blive de beundrede , når 
de er falmede , kastes de bort . Og Fru Cederberg , ja , 
hun lever nu et „ tilbagetrukket liv “ ved hjælp af de 
midler , hun erhvervede sig ved de mange ulykkeilge 
ofre , som faldt i hendes garn , og hun har senere 
ikke manglet efterfølgere i sit „ Fag “ . 

ågerkarlene 
eller 
greven af Monte Christo . 
For en del år tilbage lå der i falkoneralleen et 
enligt hus , omgivet af en stor have . Alt syntes at 
være prisgivet til ødelæggelse . Gangene i haven vare 
overgroede med græs og ukrudt , vinduer og døre 
bare spor af , at de aldrig blev åbnede , og aldrig 
så man nogen besøge denne forladte ejendom . Alan 
sagde , at den tilhørte den rige grevinde s— , og at 
det havde været hendes andlingsopholdssted som barn , 
men at en af hende tilbagevist elsker havde aflivet sig 
der , og at hun siden den tid aldrig havde været der , 
eller villet lade den vedligeholde . 
En dag , nogle år senere , blev beboerne deromkring 
ikke lidet forundrede over , at håndværksfolk 
vare i færd med at istandsætte huset . Rygtet , som 
altid har travlt , fortalte nu , at grevindens føromtalte 
elsker var bleven overrasket af hendes mand i en tete 
a tete med hende i det nævnte hus og derefter var 
flygtet til Frankrig , hvor han senere havde opholdt sig . 
Nu skulle han og hans søn være komne hertil og tagne 
til nåde af grevinden , de skulle nu bebo det „ grønne 
hus “ , som det i daglig tale kaldtes . 
Penge blev der i ethvert tilfælde ikke sparet på 
for at omdanne det uanseligeß lille havehus til et 
sandt feflot . 
Haven blev hurtigt gjort ryddelig og anlagt efter 
datidens smag ; bygningen blev malet , og fuldstændigt 
inventarium bragt tilveie fra de bedste magasiner . 

snart var alt færdigt , kun beboerne manglede . Nogle 
uger hengik engnu , og den gamle tjener , der formodentlig 
nok kendte historien tilbunds , fortalte da en 
dag , at nu var herskabet , hr . Poitrovitz og hans søn 
Louis , ankommet . 
Om herskabet vidste tjeneren ikke andet , end at hr . 
Poitrovitz havde været bankier i Paris , men nu havde 
trukket sig tilbage fra forretningslivet , for at leve i 
Danmarks hovedstad , hvor han som ganske ung mand 
havde opholdt sig i flere år ved et gesandtflab , og 
af en agent var huset nu købt og listand sat for hans 
regning . 
I lang tid mærkede man intet til stedets beboere . 
De levede stille og roligt , kørte ud engang imellem , 
men modtoge sjældent besøg . Den gamle herre varen 
høj , smuk mand , man ville intet øjeblik tvivle om , 
at der flød aristokratisk blod i hans årer , hans hår 
var hvidt , og hans blege , stærkt markerede træk vidnede 
om , at han ikke havde undladt at „ nyde livet “ og givet 
efter for sine lidenskaber . Sønnen var omtrent 20 år 
gammel , høj , velbygget og megetimuk . Hans sorte , 
lynende øjne , mørke hår og noget gulagtige teint 
viste , at han var et sydens barn 
vinteren kom . Det sædvanlige liv begyndte , baller 
og soireer afløste hverandre . Overalt så man Poitrovitz 
og hans , ' søn . Ingen salon syntes at være 
lukket for ham . Han dansede ikke mere , men ved 
spillebordet fandt man ham som en stadig gæst . 
Louis nød derimod balsalens glæder med ublandet 
fornøjelse . 
Morgenen efter et sådant bal ville man have set 
den gamle hr . Poitrovitz begive sig uden ledsager ind 

til hovedstaden . Han fortsatte ! sin gang , indtil han 
nåde Brolæggerstræde , hvor han udenfor et smalt , 
højt hus standsede og syntes at overveje , om det var 
det sted , han søgte . Omsider gik han ind og vedblev 
sin gang , indtil han nåde den øverste etage , hvor 
en seddel på en dør viste , at her boede „ Peter 
Carlsen , kommissionær “ . Hr . Poitrovitz bankede på , 
og et lydeligt „ Kom ind “ bød ham selv at åbne døren . 
Lad os træde med ind . Værelset er stort og smagfuldt 
møbleret . Ved et skriverbord midt på gulvet 
sidder kommissionæren , en ældre smuk mand , som idet 
hr . Poitrovitz kommer ind , rejser sig og byder ham en 
stol . 
„ Nu , Carlsen , kan de arrangere den sag , som jeg 
talte med dem om forleden dag ? Drengen begynder 
nu at tage sagen alvorlig . “ 
„ Ja , når jeg bliver anstændig betalt . “ 
„ Hvad fordrer de ? “ 
„ Tusind daler . “ 
„ De er deres , men de må sørge for , at jeg ikke 
kompromitteres . De ved , at hr . Petersen er en farlig 
mand . “ 
„ Ja , men meget rig , meget dum og meget skinsyg . “ 
„ Det første er hovedsagen , — kror de , at de kan 
få de 20 , 000 rigsdaler . af ham , før^ . Brevene blive ham 
overbragte ? “ 
„ Nej , brevene må jeg være i besiddelse af , når 
jeg gør ham forslaget , ellers betænker han sig og angiver 
os til politiet . “ 
„ Nu vel , så kan vi jo forsøge med ham — behøver 
han alle brevene straks ? “ 

„ Ja , — og hr . Poitrovitz — lad os være ærlige 
mod hinanden , ingen kunster . “ 
„ Kunster — hvad mener de ? “ 
„ Naturligvis at brevene skulle være ægte . “ 
„ De tvivler , Carlsen . “ 
„ Ja , man bliver mistroisk , — der var engang en 
lignende historie , — det var med en grevinde -- -- -- -- -- “ 
„ Tak , Carlsen , det er altså afgjort , at de kan arrangere 
denne sag således , at jeg får de 20 , 000 
rdl . og de sår 1 , 000 rdl . af mig ? “ 
„ Ja , de kender mig jo af erfaring , de ved jo , 
at de kan stole på mig , kun , som sagt , lad det være 
ægte sager , de bringer — “ 
„ De skal høre fra mig om en otte dages tid “ , 
svarede hr . Poitrovitz , og idet han gik ud , fulgt af 
Carlsen til døren , vedblev han med undertrykt stemme : 
„ De 1 , 000 rigsdaler . er deres . “ 
„ Og brevene skulle vandre over på Gammeltorv , 
og du i tugthuset , din kjeltring , “ — mumlede Carlsen 
idet han satte sig ned , — „ jeg skal dog nok få 
hævn engang , — min gode hr . Greve ! “ — 
læserne må nu følge vor helt , hr . Poitrovitz , omtrent 
20 år tilbage i tiden , da ville de en aftenstund 
træffe ham på en plantage i syd-carolina i Amerika . 
Han var dengang i sin ungdoms blomstrende alder , 
var nylig ankommen fra Frankrig til sit daværende 
opholdssted , hvorhen han var fulgt med planteren 
mr . Burham som lærer i fransk hos dennes eneste 
barn , den 16-årige Lucie . 
Han havde lært familien at kende i Paris og var 

antaget som lærer der , men blev så afholdt af familien , 
at de opfordrede ham til at drage med til deres 
hjem i den ny verdensdel . 
Fran^ois Poitrovitz var født i st . Petersborg af 
velhavende forældre , og var allerede tidlig kommen ti ! 
En militair læreanstalt , hvorfra han udgik som officer . 
Han var af en stolt og hovmodig karakter og nogle 
år efter — hvorfor ved man ikke — havde han taget 
ophold i Stockholm , hvor han gav undervisning i 
mattematik . Man antog ham dog her for en russisk 
spion — formodentlig ikke uden grund ; et år senere 
skal han have opholdt sig i Paris og Tyskland , hvorimod 
han først for ca . 30 år siden første gang fremtræder 
som lærer hos et greveligt hersfab heri landet . 
Også her blev han ikke længe , men var som sagt ved 
det omtalte tidsrum hos mr . Burham på en plantage 
i syd-carolina . 
Den aften , vi træffe franyois Poitrovitz på dette 
sted , finde vi ham i verandaen i selskab med mr . 
Burham , hans frue og datter . Man røg og samtalede , 
og navnlig fængslede Poitrovitz sine venners 
opmærksomhed ved at fortælle om sit fødeland og de 
mange steder , hvor han havde været . 
Nogle timer senere syntes alle plantagens beboere 
at være overgivne til søvnen . — alt var lukket , og 
man kunne høre et blad falde til jorden . Det var 
en af disse fljønne nætter i syden , hvor den , som 
våger , føler fornyet liv ; thi luften er kølig og mild 
at indånde efter den brændende dag . 
Lidt efter midnat kunne man have set en hvidklædt 
dame spadsere i havegangen nedenfor plantagen , ømt 
/ 

lænende sig til en ung mand . Det var franyois potrovitz 
og Lucie . 
„ Jmorgen må du tale til fader — vort forhold 
kan ikke skjules mere “ , siger Lucie , „ tænk , om Robertson 
engang møder os , han er rasende forbitret på 
mig og lurer kun på hævn . “ 
„ Ieg har sagt dig , at jeg ikke vil tale til din 
fader om denne sag , før der kommer breve til mig 
fra Europa . Robertson er mig ligegyldig . “ — 
„ O Frank , hvor du er grusom . — jeg vil ikke møde 
dig oftere på denne måde , — ak , det er for sent . “ 
Samtalen førtes i en dæmpet tone , og de vare 
snart ved indgangen til verandaen . Havde de set tilbage , 
ville de have bemærket en skikkelse , som sneg 
sig fra busk til busk , bestandig nær dem . 
Da Lucie efter en øm afsfedsscene havde forladt 
Poitrovitz , vendte denne sig mod plantagens højre 
fløj , hvor hans værelser vare , og forsvandt snart 
mellem træerne . 
Såsnart han var ude af syne , hørte man en 
stemme råbe : „ Nanny “ . — en kvindelig skikkelse 
viste sig , og havde det været dag , ville matt have 
genkendt kammerpigen hos Lucie . Hun var en mulatinde 
og havde været med familien i Frankrig . 
Siden fran^ois poitrovikz var kommen i huset , var 
der foregået en mærkelig forandring med dette barn . 
Fra en livsglad pige var hun bleven stille og indesluttet 
og talte sjælden fil nogen , og aldrig hørte man 
hende synge de vakre „ minstrsl scmks « , hvoraf hun dog 
kunne så mange , og hvormed hun ofte i fortiden 
havde glædet sin lille mistrsss . 
Hun var blevet forelsket i poitrovikz , og da hun bemærkede 

færholdet mellem ham og Lucie , gik denne 
kærlighed over fil had . I sit had fandt hun en kraftig 
støtte i opsynsmanden på plantagen , Robertson , 
som længe havde elsket Lucie , men naturligvis ikke 
turde fremføre sit ønske , og han blev selvfølgelig en 
hadefuld fjende af „ Partiet “ , dog navnlig dets mandlige 
del . 
Den Asten , vi have beskrevet , var det bestemt mellem 
Nanny og Robertson , at de skuldeloverraske Lucie 
og poitrovikz ved deres stevnemøde ; men Robertson , 
der var en ligeså ondskabsfuld mand , som han var 
hæslig , havde imidlertid fattet en anden plan . 
Da Nanny kom frem af sit skjul , fortalte Robertson 
hende , at han havde bestemt den næste aften til 
at føre den gamle Burham til stedet , og at denne da 
i sit rasere vistnok ville skyde poitrovikz . Tildeels beroliget 
ved denne meddelelse , forlod Nanny Robertson . 
Da vi tabte poitrovikz af syne , gik han ganske vist 
over mod plantagens højre fløj , men han gik ikke til 
sin bolig . 
Derimod drejede han til venstre og ind på sukkermarken , 
hvor der stod en lille kottage , der var nettere 
end de øvrige . Det var opsynsmandens . Døren stod 
påklem , og da poitrovikz så dette , trådte han ind . 
Han blev i den lille forsfue slående ret op ad muren , 
og det varede ikke længe , før man hørte tunge fodtrin 
nærme sig til hytten . 
Det var Robertson . 
„ Tag det , din sorte hund ! “ vare de ord , hvormed 
han modtog den indtrædende , idet han jog sin dolk i 
hans bryst . Robertson styrtede om , — en dyb rallen 

lod formode , at han et oieblik stred med døden . Snart 
var alt stille . 
Francois poitrovikz ilede ud og op til plantagen . 
Han gik hen til et vindue i stueetagen , og da disse i 
den varme årstid kun er tillukkede med et slags 
jalousi , lykkedes det ham snart at gøre sig bemærket . 
Nanny — thi det var ved hendes vindue — kom — 
et tegn , og hun var udenfor . Kærlighedens magt er 
stor , et vink af den elskede , og alt er glemt ! — 
„ Nanny , frels mig , jeg ved , du elsker mig ! “ råbts 
poitrovikz næsten højt . 
„ Master elsker miss Lucie . “ 
„ Nej , nej , min egen Nanny , jegsshar troet det , jeg 
er ked af hende , lad mig komme ind i Burhams kontor 
og skaf mig stalddøren op “ . Endnu nogle ord 
veksledes mellem dem . Poitrovikz var meget spalteret ; 
efterat han havde kysset Nanny flere gange , rev hun 
sig løs fra ham og ilede ind . Snart blev en dør 
åbnet , og poitrovikz havde adgang til den afdeling 
af huset , hvor plantagens kontor befandt sig . Han 
var godt kendt der . Snart havde han bemægtiget sig 
guld og Sedler nok , og da han ilede ud , fandt han 
udenfor havelågen Nanny med en hest . Sadlen er 
mindre vigtig i Amerika , for et tilfælde som dette 
kom den ikke i betragtning . 
„ Følg efter mig , elskede Nanny , træf mig om en 
måned i New Orleans i hotel — “ 
Forinden Nanny kunne svare , var morderen , forføreren 
og elskeren , fran^ois Poitrovitz , langt borte . 
Da solen kastede sine første lysstråler over plantagen , 
og dens sorte beboere rejste sig til arbejde , 
bemærkede man snart , at der var noget galt på færde . 

negerne løb mellem hinanden , dog ingenlunde sorgfulde 
over den nyhed , som bragtes dem om Robertsons drab , 
han var nemlig almindelig forhadt . 
Mr . Burham kom hurtig tilstede og bragte snart 
olden i sagerne . Hans tab af penge var stort , men 
tabet af Robertson , der i mange år havde styret 
hans anliggender , lå ham dog tungere på hjertet . 
Der forestod ham imidlertid smerteligere sorger . 
Der blev straks foranstaltet en jagt efter Poitrovitz , 
men naturligvis uden nytte . Man søgte ham forgæves 
i New-orleans , charlestown og andre af sydens større 
stæder . Han var og blev borte . 
Det var atter nat . 
I plantagens anden etage sad Lucie ved det åbne 
vindu og stirrede ud over den aflade mark , som begrænsedes 
af mississippiflodens klare strømme . Hun 
hvilede sit smukke , lille hoved på sin højre hånd , 
medens hendes venstre holdt et miniaturbillede op til 
lyset , som stod bag hendes stol . 
Det var fran^ois Poitrovitz ' billede . 
„ O , så højt elskede han mig , at han myrdede sin 
rival , — vil jeg atter få ham at se — ak , hvad vil 
fader sige — “ 
Hun fuldendte ikke sætningen , men kastede sig på 
knæ ved sin stol og lagde hulkende hovedet i begge 
sine hænder . 
„ Miss Lucie , miss Lucie — mr . Frank er greben 
i boton rouge “ , råbte en stemme bag hende lidt 
efter . 
Det var Nanny . Hun hadede nu sin herskerinde , 
da hun troede selv at være genstand for Poitrovitz ' s 
kærlighed , og antog derfor med rette at indgyde 

hende skræk ved denne efterretning . Endnu nogle ord 
veksledes mellem dem , og Nanny fortalte , at franxois 
Poitrovitz var bleven anholdt af sheriffen , netop som 
han ville gå ombord på en dampbåd til neworleans . 
„ Han 
er altså fortabt , “ råbte Lucie . 
„ Ja , stakkels mr . Frank , han vil blive hængt , “ ytrede 
Nanny . 
Dersom man kunne have set det uhyggelige smil , 
som viste sig på hendes ansigt , ville man have fået 
et begreb om hendes had . 
Endnu sad Lucie nogle minnter nted hovedet begravet 
i sine hænder , derpå ser hun op og ilede ud . 
Nanny ville følge hende . 
„ Lad mig være alene . Jeg må trække luft , jeg 
kvæles herinde -- -- -- -- “ 
Hun gik ud af haven , over markerne , ned gennem 
plantagens strandparti , og snart kunne man ikke øjne 
hende mere fra det vindue , hvor Nanny søgte at iagttage 
hendes bevægelser . 
Man så hende heller aldrig mere i live . Den 
næste dag fandtes hendes lig opskyllet på mississippiflodens 
strandbred . 
Hun var det andet offer for Fran ? ois Poitrovitz ' s 
skurkestreger . 
Atter må læseren springe over et tidsrum af hen ved 
10 år . 
Vi ville da bede læseren at følge med ind til walbrook 
i city-london . Her findes en del advokaters kontorer . 
På et sådant , beliggende i en 3die etage , ville 

vi træde ind , og der træffe vi da to mænd i ivrig 
samtale med hinanden , medens de ryge af små kridtpiber 
ved kulilden . De synes meget fordybede i deres 
samtale , og en masse papirer er udbredte på et 
bord ved siden af dem . Den leldre er en statelig 
mand på omtrent 45 år og bærer præget af en 
„ business man “ , hvorimod den angre åbenbart er „ Faders 
søn “ — kentlewan , som englænderne kalde det . 
Den mldsfe var ingen anden end vor gamle ven , 
fran^ois Poitrovitz . Tiden havde taget på ham , hans 
ansigtstræk vare blevne markerede , og hans kolde , blege 
træk viste , al lidenskaberne nu blev besejrede af beregningen . 
Han 
havde opholdt sig i London siden — — ja , 
det vidste man ikke så bestemt . — rig var han , ja , 
umådelig rig , og han spekulerede med sine skatte på 
alle mulige måder , men var navnlig bekendt som 
diskontør o : ågerkarl . Han lånte fjeldent ud under 
200 pct . —- men det var også kun herrer med „ Ambition “ , 
som gjorde forretninger hos ham . 
Den angste var Benjamin Calvers , en rig godsejers 
søn fra Irland , som forødte umådelige summer . 
Når hans hjælpekilder vare udtømte , henvendte 
han sig på ny til mr . Jenkins , som Poitrovitz her 
kaldte sig , som også forstrakte ham — naturligvis mod 
veksel , endosseret af faderen . Dette endossement vidste 
mr . Jenkins , som vi nu ville kalde Poitrovitz for , meget 
godt var falskt , men han vidste tillige , al faderen ville 
indfri alt , hvad sønnen underskrev . 
Det var ved et sådant forretningsforetagende , al 
vi træffe dem samlede . 
, Mt vel ben , jeg kan ikke gå ind på disse forretninger 

uden mod mere sikkerhed ; sådanne papirer 
ere ubehagelige at have dersom de ikke betales i tide . “ 
„ De ved dog , mr . Jenkins , at min fader ikke lader 
mig gå til botany Bay for en lumpen bagatel af 
5 , 000 lstr . — han vil dog i ethvert tilfælde redde 
sit navn “ , svarede den unge mand . 
„ Ja — jeg har erfaring for mig , ben “ , vedblev 
Jenkins , „ hufk på John wilfons måde at behandle 
mig på . “ -- -- -- -- - 
„ Nej nej , Jenkins , fejlen var vel nærmest deres , 
havde de ventet nogle dage , kunne John have skaffet 
pengene — det gør mig ondt at tænke på den historie “ , 
sagde Calvers , idet han rejste sig op — det var 
dog mig , der forledte ham til at fkrive den veksel . “ — 
„ Den nar , hvorfor skrev han ikke faderens i stedet for 
onkelens navn . Og så at gå hen og jage sig 
en kugle gennem panden for en sådan bagatel — ha 
— ha — 
„ Ti usling “ — råbte Calvers — husk dog på 
Sarah Benton — kan ikke hendes ulykkelige vanvid 
bringe deres samvittighed til at vågne ? “ 
„ Ha , min lille ven , samvittigheden må en diskontør 
ikke indlade sig med , “ — skoggerlo Jenkins — 
„ vi tænke kun på guld . Hvad kommer Sarah mig 
ved . John Wilson reddede sin faders penge ved at 
aflive sig ; men jeg skal dog vel ikke hænge mig , fordi 
hans kæreste bliver gal . “ 
Calvers havde taget fin hat og var ved at forlade 
værelset . „ Vil de få hente pengene i aften ? “ henvendte 
Jenkins sig atter til Calvers , „ jeg skal endnu 
for denne gang tage disse Veksler for gode , men husk , 
min gode Calvers , næste gang — “ 

„ Jeg ville ønske , at jeg ikke behøvede deres hjælp . 
— de er for flet til at indlade sig med , hvad vil de 
gøre , om jeg ikke betaler dem om 14 dage ? “ 
Jenkins gik hen til et pengeskab , som stod i værelsets 
ene hjørne . Døren drejede sig på de velsmurte hængsler , 
og fra et lille aflukke tog han en pakke ud . 
„ Tik sir John Calvers — — ser de — — 
hviskedee Jenkins idet han viste Benjamin Calvers pakkens 
adresse . 
Benjamin blev ligbleg , ilede ud af døren , idet han 
råbte : — „ Jaften kl . 10 . “ 
Aftenen kom . 
Vi finde Jenkins i sit kontor bøjet over en mængde 
papirer på hans skrivebord . Lampen oplyser værelset 
fuldstændigt ; det synes , som om dets beboer ikke ynder 
mørke . Måfle var han optaget af urolige tanker , 
når han var ene . 
„ Calvers kommer ikke — hvad mon der er i vejen 
— — “ mumlede skurken mellem tænderne . I det 
samme trådte en bleg , mørkklædt kvinde ind og lagde 
lydløst et brev foran ham på bordet . 
„ Hvad venter du på , Nanny “ , råbte han vredt , 
da han havde læst brevet — „ gå “ . 
„ Den unge herre venter på svar “ , hviskedee hun 
sagte , „ vær god imod ham , du har jo gjort ondt nok 
nu , og du er jo så rig “ . 
„ Ti ! Dit sorte dyr eller jeg dræber dig , “ rasede 
Jenkins vildt , „ jeg har nu født dig i 10 år , og du 
vover bestandig at plage mig med dine bebrejdelser , 
gå , eller du skal undgælde for det “ . 
„ Ikke før jeg har hævnet mig “ , sagde Nanny sagte , 
idet hun gik . 

da hun var gået , lagde Jenkins atter sine papirer 
ned , tog derefter en lille pakke op af en skuffe 
i sit pengeskab og lagde den på bordet . Han fremtog 
derefter af sin bordsfuffe et lille pulver hvis indhold 
han heldte i den vandkaraffe , som stod på bordet . 
Da alt dette var ordnet , gik han hen til den tapetdør , 
som førte ud til korridoren , og åbnede den . 
Han fandt Nanny siddende ved udgangsdøren ; på et 
vink åbnede hun denne og en herre trådte ind . 
Da han havde nået døren til kontoret , standsede 
han som for at betænke sig . Han trådte ind . 
Han underrettede hurtigt Jenkins om , at han , som 
Calvers havde omtalt i brevet , var sendt af b . Calvers 
for at betale 5 Veksler og fremtog sin tegnebog for 
at optælle pengene . Pengene vare optalte , vekslerne 
udleverede . 
„ Og nu gamle skurk , “ udbrød den fremmede pludseligt , 
idet han rejste sig i sin fulde højde og med et 
sæt over gulvet stod ved siden af Jenkins , som forskrækket 
for op , „ lad mig nu afgøre et privat anliggende 
med dig . “ 
Med disse ord holdt han Jenkins en sexløbet revolver 
for øjnene . 
„ Hvem er du ? “ råbte Jenkins , „ jeg kender dig 
ikke “ . 
„ Franøois Poitrovitz , alias Jenkins , kender du ikke 
Georg Robertsons Broder , Harry , som du sparkede og 
slog , da du var på plantagen hos mr . Burham . 
Har du også glemt det knivstik , som du gav min 
Broder hin nat ? “ 
„ Harry Robertson “ , mumlede Poitrovitz alias Jenkins , 
„ Harry Robertson , ja , det er ham . Hvad vil de ? “ 

„ Dit liv , din skurk — men først åbner du mig 
det skab der , jeg vil have dine penge med . “ 
„ Ha , ha , det er pengene du vil have , min lille “ , 
begyndte Poitrovitz ligesom i håb om redning , „ det 
er pengene , ja , der er ikke meget i skabet , måske 
nogle tusind pund — men lad mig skrive en anvisning 
på min bankier -- -- -- -- - “ 
Robertson syntes at være bleven koldblodig , han 
sænkede revolveren . 
„ Skurk , hvad nytter dit usle liv mig , giv mig 
dine skatte , og du skal få lov at leve . “ 
Begge satte sig . Der førtes en vild samtale mellem 
dem , dog var det navnlig Robertson , som havde ordet . 
I samtalens hede greb Poitrovitz karaffen og 
slugte med grådighed en slurk vand . 
„ Fordømt “ , udbrød han , idet han slængte karaffen 
hen ad gulvet , „ det glemte jeg dog . “ 
Han støttede hovedet på hånden , stirrede en tid 
lang hen for sig , medens Robertson tavs betragtede 
ham . Endelig gjorde han et forsøg på at rejse sig , 
men kunne ikke . Han faldt tilbage på sin stol , som 
ramt af et slag . 
Robertson rejste sig forbanset fra sin stol , gik hen 
til Jenkins og rystede ham . 
„ Enten er han ved at dø , eller også sover han 
godt — det var formodenligt tiltænkt stakkels ben . — 
du skal blive overrasket din kæltring , når du engang 
vågner . “ 
Robertson kaldte på Nanny og pegede hen på 
Jenkins . 
„ Alin gud , er han død ! “ 
„ Jeg tror han sover ; hvad skal vi gøre ? “ 

Nanny havde , som Poitrovitz befalede hende , fulgt 
ham , efter at han forlod plantagen hin nat , da han 
dræbte Robertson . Hun havde gjennemstreifet det meste 
af de forenede stater for at træffe sin elskede ven , og 
omsider truffet ham i Baltimore . Herfra var hun fulgt 
med ham til England . 
Hun havde snart erfaret , at han ikke var den kærlighed 
værd , som hun ofrede på ham , men hun vedblev 
dog at blive hos ham og passe ham mere trofast , 
end fremmede ville have gjort . 
I de sidste par år havde han imidlertid behandlet 
hende ligefrem slet og hensynsløst , og hendes lidenskab 
for ham var kølnet . Hun ventede på en anledning , 
som kunne berøve ham hans formue , da antog hun 
atter at skulle kunne tilbagevinde ham . 
Stakkels Nanny , hun vidste ikke , at dette umenneske 
kun benyttede hende som et værktøj i sin hånd . 
En dag blev hun tiltalt af en herre i en af smågaderne 
i city . Hun gjenk ' jendte straks sin barndoms 
ven , Harry Robertson , som hurtigt fortalte hende , 
hvorledes han i mange år havde rejst fra sted til 
sted for at finde Poitrovitz , på hvem han ville hævne 
sig , eller i det mindste afpresse ham penge . 
Robertson kom altså hendes plan til hjælp . Tilfældet 
ville , at han „ på livet “ havde mødt Benjamin 
Calvers , ja endog var dennes fortrolige , og havde , 
da han hørte , hvorledes Calvers var indviklet i Jenkins 
alias Poitrovitz ' s garn , besluttet sig til at få 
lejlighed til at pine den gamle . 
Han tilstod åbent sagens beskaffenhed til Calvers , 
og i forening skaffede de penge tilveie , så at de 
kunne møde ågerkarlens fordringer . 

aftenen kom , og vi have set , hvorledes han i sin 
overraskelse og angst selv nød den sovedrik , som han 
havde beredt for Calvers ven , i den hensigt at kunne 
komme til at bestjæle ham . Vi forlod Nanny og 
Robertson i det øjeblik , da de tvivlrådige stod ved 
poitrovikz bevidstløse skikkelse . — — 
de bare poitrovikz ind på hans seng , og Robertson 
søgte nu og fandt også en betydelig kapital i 
banknoter . Det var nok for ham , og tilfredsstillet på 
denne måde forlod han huset . 
Nanny vågede ved poitrovikz ' s sygeleje indtil den 
næste formiddag . Endelig rørte han sig og ligesom 
våndede sig i smerte . Han vågnede og klagede over 
hovedpine . En læge blev kaldet , og poitrovikz måtte i 
lang tid holde sengen . Lægen antog sygdommen for en 
følge af sjælslidelser og anordnede ro frem for alt andet . 
At opholde læseren her ville blive trættende , og vi 
kunne derfor i korthed fortælle , at da poitrovikz efter 
flere måneders sygdom omsider atter kunne tænke på 
sine planer , fandt han kun bitre skuffelser . 
Mange kostbare dokumenter vare borte . Største 
parten af hans rede penge savnedes , og en skøn morgen 
var også Nanny forsvunden med enffkke ubetydelig kapital , 
som vederlag for „ Tort og møje “ . Derefter hengik 
nogle år , i hvilke man ikke kendte noget egenligt til 
poitrovikz ' s foretagender ; man ved kun , at han til 
ubestemte tider blev set i Paris og flere andre steder 
i Frankrig , Tyskland og Italien , navnlig ved badesteder , 
hvor han tid efter anden ved sin mystiske personlighed 
og sin flotte optræden erhvervede sig tilnavnet 
„ Greven af Monte Christo . “ 

et år forud for nærværende fortællings begyndelse 
træffe vi atter fran^ois Poitrovitz . Det var sommer . 
Han havde opholdt sig i længere tid i Paris , og 
vi træffe ham straks efter hans ankomst derfra til badestedet 
i travemunde , hvor vi finde ham ledsaget af sin 
søn — den samme , som vi have omtalt tidligere . 
Det var aften . 
Solen strålede endnu i havkanten , da vi på 
altanen i det store kurhus finde d ' hrr . Poitrovitz 
sammen , rygende deres cigarer og tilsyneladende noget 
nedstemte . 
„ Jeg opbyder alt for at bringe dig i selskab med 
damer , min kære Joseph , du må oppe dig , være 
mindre tilbageholdende , nærme dig mere , f . Eks . til 
baronesse t— eller den smukke , lille frøken Caroline 
p— , kort sagt , alt hvad der er nobelt , men hold dig 
endelig borte fra al denne simpelhed , som findes her . 
Jeg tog netop herhen , fordi jeg erfarede , at der ville 
indtræffe meget fornemme partier . 
„ Det er ikke adspredelser , jeg mangler — jeg længes 
efter mit sydlige moderland og efter min moder . “ 
„ Din moder — lever hun da endnu ? “ 
„ Ja , kære fader , fkjøndt jeg vel kender deres 
vrede , må jeg dog tilstå , at jeg ikke kan opgive 
tanken om endnu engang at træffe min stakkels moder . “ 
„ Nævn hende ikke oftere , Joseph , thi da må vi 
skilles . Dig elsker jeg , thi du er god , men din moder 
hader jeg -- -- -- -- - se , der går den rige grosserer k . ' s 
frue og datter i haven , skal vi gå ned og hilse på 
dem ? vi skulle i morgen aften til et spilleparti hos 
dem . Det er en Pokkers charmant dame , den lille 
frøken -- -- -- -- -- -- ikke sandt ? “ — 

Joseph svarede ikke , men ledsagede sin fader ned i 
haven . Her skiltes de snart ad , for hver for sig at 
søge sit . Den ældre valgte spillebordet , den yngre 
søgte det smukke køn . 
Badesæsonen var forbi , nogle måneders ophold i 
Hamborg og Berlin , og vi møde dhrr . Poitrovitz i det 
gamle grønne hus i falkoneralleen . 
Læseren kender nu frantzvis Poitrovitz ' levnetsløb , 
— at han var i stand til at begå en så slet handling , 
som gav anledning til , at vi lærte ham at kende , 
vil derfor ikke være forunderligt . 
Det var hos Carlsen i Brolæggerstræde , vi traf 
poitrovikz . Det lod til at de to vare gamle bekendte . 
Hvorfra dette bekendtskab hidrørte , vide vi ikke . 
Aftenen før den dag , vi have set den ældre poitrovikz 
og Carlsen sammen , afholdt den rige grosserer 
Petersen et glimrende bal i sin ejendom i —gade . 
Alt , hvad der var ungt og smukt af den gentile 
verden , var tilstede . 
Medens fran^ois poitrovikz opholdt sig ved spillebordet , 
var Joseph i de tandsendes rækker , og en opmærksom 
iagttager ville have bemærket , at han særlig 
søgte at behage husets unge og smukke frue . 
Hun havde endnu ikke været herskerinde i dette 
hus et helt år , og man påstod , at hr . Petersen aldeles 
forglemte sin forretning for sin frues skyld . 
Såmeget vidste man også , at fruen havde megen 
villie i srt hus — og hende skyldtes de mange baller 
og selskaber i denne vinter . 
I et kabinet mellem bal- og spisesalen , finde vi 
samme aften den unge Fru Petersen hvilende sig på 
en af de Fløiels sofaer , som prydede værelset . I 

sin hånd har hun en frisk rose , noget usædvanligt 
midt om vinteren . Hun stirrer tankefuldt hen for sig 
og bemærker ikke , at en ung herre træder ind og nærmer 
sig hende , før han vil tage plads ved siden af 
hende . 
Idet hun opdager ham , siger hun sagte : 
„ Vogt dem dog , Joseph , husk på , hvor vi er . “ 
„ Intet i verden kan forhindre mig fra at bringe 
dem min tak for den lille billet i Morges — tak , 
fandt de den lille seddel i blomsten ? “ 
„ Ja , men gå — jeg tør ikke blive her . “ 
„ Jeg har jo ikke fået at vide , når vi træffes . “ 
„ På mandag . “ 
„ Hvor ? “ 
„ På samme sted , i Søndermarken . “ 
„ Tid ? “ 
„ Kl . 10 -- -- -- -- -- -- gå — gå , der kommer nogen . “ 
Joseph stod ærbødigt foran Fru Petersen og ytrede 
nogle ord om varme og håb om , at den smukke 
viffe , hun havde tabt på gulvet , ikke havde lidt 
nogen skade , da den ældre Poitrovitz fra balsalen 
kom gående med hr . Petersen i en meget fortrolig 
samtale . 
„ Ah ! min nådige frue , “ udbrød poitrovikz med 
varme , „ man hviler sig efter ballets anstrengelser . “ 
„ Ja , hr . Poitrovikz , deres hr . Søn beviste mig 
den artighed at ledsage mig hertil , — jeg var så 
træt af dansen — nu tror jeg , vi må tilbage , før 
de favne os . “ 
Dersom man havde brugt sine øjne godt , ville man 
have set den ældre poitrovikz trække et lille kort op af 
vestelommen og lade det falde ved siden af sig . 

selskabet begav sig ud af kabinettet ; idet poitrovikz > 
ville forlade det med hr . Petersen , ytrede han : 
„ Det forekommer mig , at jeg ser et visitkort ligge 
på gulvet , lad os se . “ 
Han gik hen og tog det samme kort , som han nys 
lod falde ned , op . 
„ Det er besynderligt , “ ytrede den gamle skurk , 
„ intet navn , kun tallet „ 11 “ og ordet „ Kom “ — det 
synes at være en indbydelse til et stevnemøde . “ 
„ Stævnemøde “ , udbrød Petersen , „ Stævnemøde , 
mellem hvem ? “ 
„ Ja , hvor kan jeg vide det , hr . Petersen , den gåde 
må de løse selv . “ 
„ Stevnemøde “ , mumlede Petersen , medens de gik 
ind i spisesalen . 
Omtrent en uge senere rullede en aften en elegant 
ekvipage ud ad strandvejen . 
Vi ville ikke betegne stedet nærmere , hvor den 
standsede , men den ventede ikke længe , før en elegant 
klædt herre trådte ud af en havelåge og stod ind i 
vognen . 
Kusken syntes at vide besked , thi straks efter vendte 
han , og vognen standsede først ved det bekendte landsted 
i falkoneralleen . 
Morgenen efter finde vi Joseph Poitrovitz i sit 
studereværelse . Han hviler sig på sofaen og synes 
at være tankefuld . 
Formt ham ligger en lille elegant brevtaske , som 
han har taget op as skuffen i sit skrivebord , hvorfra 

han har fremtaget nogle sirlige billetter — øjensynligt 
breve fra en dame . 
I sine drømmerier vækkes han af sin tjener , som 
meddeler ham , at en herre ønsker tale med ham . 
„ Hvem er det ? “ 
„ Han vil ikke opgive sit navn . “ 
„ Lad ham komme ind — er min fader hjemme ? , , 
' „ Nej , han gik vistnok til byen i Morges . “ 
Såsnart tjeneren havde forladt Joseph Poitrovitz , 
pakkede han brevene sammen , og idet han udstødte et 
let suk , aslåsede han sit skrivebord . Derpå ringede 
han . En sagte banken lød på døren , og ind trådte 
en mand i sine bedste år . 
„ De ønsker at tale med mig , “ udbrød Joseph , idet 
han bød ham tage plads , „ hvad vil de ? “ 
„ Bede dem være på deres post . “ 
„ På min post , hvad mener de ? “ udbrød Joseph , 
idet han blegnende rejste sig . 
„ At de må vogte dem for flere stævnemøder 
med en vis ung frue . “ — 
„ De tager fejl , hvad er deres mening ? “ 
„ Som jeg har sagt dem , de må være forsigtig 
— min unge ven , de kender mig ikke , jeg kommer til 
dem af lutter vensfab — mit vigtigste råd til dem 
er , at de skal vogte dem for deres fader . . . “ 
„ Min fader — vogte mig for min egen fader . . . “ 
„ Ja , netop deres fader . . . Jeg bør ikke sige 
mere her , men vil bede dem for hendes skyld at 
tilintetgøre de breve , de har fået fra hende . “ 
„ Hvilke breve ? “ 
„ Vær dog fornuftig , unge mand , når de hører , 
at jeg er underettet om , at de iaftes havde et stævnemøde 

med Fru Petersen , — når jeg siger dem , at 
de i dag for ikke en time siden modtog et brev fra 
hende , — vil de da endnu ikke erkende , at jeg er vel 
underrettet og følge mit venlige råd , som jeg kun 
meddeler dem af hensyn til deres moder . “ 
„ Min moder — er hun her ? “ 
„ Det ved jeg ikke , men jeg ved , at deres fader 
for et par dage siden har modtaget brev fra hende , 
og at hun nok truer ham med at komme hertil . “ 
Samtalen fortsattes endnu nogen tid . Carlsen 
vidste så vel at tale for Joseph , at han formåede 
ham til samme aften at foranstalte et stævnemøde med 
Fru Petersen , ved hvilket hendes breve skulle tilbagegives 
hende , og aftvang ham det løfte , at ende denne 
forbindelse . 
Om aftenen var alt stille på det lille landsted . 
Kun bag et eneste vindue skimtedes der et svagt lysskær , 
og når vi træde ind der , finde vi den ældre 
Poitrovitz ved sit skrivebord . Han er i færd med at 
skrive et brev . Han standser ofte og kaster sig tilbage 
på stolen som for at betænke sig . Endelig er han 
færdig . 
„ Hvorfor har han dog i dag taget brevene med sig ? “ 
Udbryder Poitrovitz ved sig selv . „ Ja , ja , nu skal 
Petersen dog i det mindste overraske dem ved det næste 
møde , og så få vi nok brevene imedens . “ 
Et par timer før dette foregik i Poitrovitz ' s arbejdsværelse , 
foregik der en anden scene i den modsatte 
del af huset . 
Da alt var mørkt , ville man have set en mandsperson 
indhyllet i en kappe træde ind af havelågen . 
Han begav sig til den del af huset , hvor Josephs 

værelser vare beliggende , og idet han stødte hårdt 
mod havesfuedøren , gik denne op . 
„ Netop som jeg tænkte , “ mumlede han , „ jeg vidste , 
at riglerne ikke vare satte fast . Nu til den unge 
mands værelse . “ 
Carlsen , thi ham var det , sneg sig sagte over en 
korridor til Josephs værelse , og her fandt han ved 
hjælp af en blændlygte snart den skuffe , hvori Joseph 
om formiddagen havde skjult sine elskovsbilletter . 
„ Godt “ , udbrød han , „ nu skal jeg redde dig , min 
dreng , i morgen skal du få forklaring . Hvor dog 
disse unge mennesker er tåbelige og uforsigtige . . . “ 
Den næste dag om morgenen var Joseph ikke at 
finde på sit værelse . Man ventede og ventede til ud 
på aftenen , men han kom ikke . 
Den ældre Poitrovitz gik “ ind til byen . Vi træffe 
ham atter hos Carlsen . 
„ Nu “ , siger Carlsen , „ har de så brevene ? “ 
„ Jeg forstår intet af alt dette “ , svarede Poitrovitz , 
„ siden i går har jeg ikke set Joseph , og ved at rydde 
op i hans skrivebord , findes der ikke spor af breve . “ 
„ Nej , det vil jeg nok tro , din gamle skurk , “ råber 
Carlsen , idet han rejser sig og åbner en dør til et 
sideværelse , — „ behag , mine herrer , at træde ind , 
her er den mand , som jeg har anklaget . “ 
Fran^ois Poitrovitz stod som forstenet , idet to politiofficianter 
viste sig . 
„ Hvad betyder dette . Din usling ? “ råbte han , 
idet han sank ned på en stol . 
„ Kun at de i lovens navn er arresteret , “ svarede 
den ene betjent , „ for at have begået falsk . Deres 

søns Veksler , som er udstedte til firmaet i ) . L z . 
Heri byen , er skrevne af dem , ikke sandt ? “ 
„ Nej , det er ikke sandhed , det er den usling der 
står , som har skrevet dem . “ 
„ Ja , det skal vi nok blive enige om senere . Desuden 
er der andre småting , hvorfor vi ønske deres 
nærværelse . . . De vil måske også nægte , at de 
har købt Carlsen til at stjæle nogle breve fra en vis 
dame til deres søn ? “ 
Poitrovitz svarede intet . Ligbleg blev han ført ud 
af huset op til politikammeret . 
Vi have omtalt , at Joseph Poitrovitz ikke fandtes 
i sit hjem om morgenen . Han havde været hjemme , 
men straks savtiet sine breve . Et øjebliks eftertanke , 
og han troede , at Carlsen havde ret , da han advarede 
ham mod hans fader . Han skrev nogle linier , forseglede 
dem og ilede atter ud . 
Nogle timer senere finde vi ham igen hjemme , 
hvilende på sin sofa . Men han har ingen ro . Hvert 
øjeblik farer han op og går raskt over gulvet . 
„ Fordømt “ , udbryder han sagte , „ at jeg dog ikke 
handlede , som Carlsen bad mig . Nu er hun fortabt . 
Når dog min billet må nå hende tidsnok til , at 
hun kan komme ud . O , min ulykkelige Agathe , hvad 
skal jeg dog gribe til ? “ 
Atter gå et par timer . Dagen begynder at gry . 
Joseph går til sit skrivebord , tager nogle pengesedler 
fra dette og går atter ud . 
Omtrent kl . 11 samme formiddag , ville man have 
truffet Agathe og Joseph spadserende på strandvejen . 
De så blege og forstyrrede ud , og gik hurtig op mod 
Klampenborg . 

„ Hvad vil du gribe til , elskede Joseph ? “ spørger 
Agathe . 
„ Der er kun to udveje — enten flygte eller — dø , “ 
Svarede Joseph . 
„ Dø ! “ udråbte Agathe . Du vil dø . . . så unge 
. . . dø . . . umuligt ! “ 
„ Nuvel , så flygte vi , — men er du forberedt på 
flugt ? “ 
Man hørte ikke svaret . Kort efter vare de forsvundne 
i skoven . 
Franyois Poitrovitz ville ikke tilstå sin brøde , men 
blev dog på de mange indicier , som Carlsen skaffede 
imod ham , dømt til 2 Års forbedringshusarbeide . 
Efter endt straffetid blev han sendt ud af landet . 
Siden har man ikke hørt noget om ham . 
Og Agathe og Joseph ? 
Få dage efter at man havde set dem forsvinde i 
skoven , fandt nogle fiskere ved gilleleie ligene af en 
herre og dame , som havde sammenbundet armene med 
et silketørklæde — formodentlig for ikke at adskilles i 
dødskampen . 
Det var Agathe og Joseph Poitrovitz . 
Spåkvinden . 
At spå i kaffe og kort er den almindelige beshæftigelse , 
som man i det daglige liv tillægger en 

spåkvinde , og hendes personlighed forestiller man sig 
i almindelighed så modbydelig som muligt . Det er 
bekendt nok , af der oftere har været sådanne „ Koner “ 
Under tiltale for af have påstået af kunne forudsige 
fremtidens begivenheder til personer , som de forud 
aldeles ikke kendte , og om hvem det da også i al 
mindelighed viste sig , af de havde været såre uheldige 
i af give meddelelser om pågjældendes fortid — og 
af tale om fremtiden , ja , det er vel ikke så vanskeligt 
for en „ klog kone “ lige overfor indskrænkede og overtroiske 
folk . 
Hvorledes sådannes overtro imidlertid i et par 
tilfælde er bleven særlig påvirket ved en spåkvindes 
ildsagn , vil efterstående fortælling kunne give et 
billede af . 
Der , hvor det nu så bebyggede „ Rosenvænge “ er 
beliggende på Østerbro , lå i gamle dage et lille 
hus , som beboedes af en ældre mand ved navn Johansen 
og hans datter . 
Han havde været „ Noget ved hoffet “ , men det var 
længe siden , og han plejede af udtale sin lergrelse 
over , af den tid , han levede i , var så fordærvet , af 
den efter hans begreber ikke lagde tilstrækkelig lerbødighed 
for hoffet for dagen . 
Hans datter , Amalie , havde været bestemt til 
„ Hoffet “ , men moderens tidlige død og de pligter , 
som hun måtte udføre for sin gamle fader , havde affkåret 
hende fra at realisere denne fagre ungdomsdrøm . 
De ejede nogle tusind daler , ja , der var endogså 
folk , der ville sige , at gamle Johansen „ var 
/ 

sine tyve tusind værd “ , men det var ikke mange , der ville 
tro det . Deres huslige liv var meget ensformigt . 
Amalie læste meget , hendes fader havde pålagt 
hende at „ vinde kundskab og erfaring “ og håbede 
stadig , at hans meget dannede datter nok skulle gøre 
et heldigt parti , skønt hun ikke var kommen til 
hoffet . 
Således stod sagerne , da vor fortælling begynder . 
Amalie var en god pige . Hun havde fra moderen 
arvet lyst for huslig virksomhed , som ikke lod sig 
fornægte i al hendes forskruethed , der blev fremkaldt 
ved overdreven romanlæsning og moderens alvorlige 
bestræbelser for at få sin datter godt anbragt . I sit 
hjem havde hun aldrig set noget ondt , men siden den 
tid , der blev tanke og tale om at finde en forsørger 
for hende , havde hun heller aldrig hørt tale om andet , 
end af denne måtte høre hjemme i højere kredse og 
være noget stort . Hendes alder — ja , det var et 
spørgsmål , som ikke let lod sig besvare i hast , thi 
hendes blonde hår og livlige blå øjne kunne nok i 
en fart få et bankende hjerte til af antage hende 5 
s . 6 år yngre , end hun virkelig var . På adskillige 
mandtalslister fandt man hendes alder vexelvis angivet 
til 22 og 23 år . ' 
på en yndig sommermorgen gik gamle Johansen 
med sin uadskillelige pibe og puslede i sin lille have . 
Amalie var som sædvanlig tidlig oppe og sad på 
en bænk i nærheden , så af faderen af og til kunne 
henvende en bemærkning til hende . Hun var dybt 
hensunken i betragtninger over en „ dejlig roman “ , 
hun samme nat havde fuldendt læsningen af . 
„ Der kommer han igen “ , udbrød hun pludseligt , 

idet hun rejste sig og gik lidt fremad mod vejen , 
„ Fader , kender du den herre ? “ 
„ Ja , det er ham , som så gerne vil have en blomst 
af dit rosentræ derhenne ; du får vel give ham en 
for af blive ham kvit , “ svarede Johansen , medens han 
vedblev med sit arbejde . 
„ Nej , fader forstod mig ikke ; jeg mener , om fader 
vidste , hvem han er . Han ser så pæn ud — han er 
vist kancellist — — “ 
„ Ja , eller måske pensionist . . . han ligner sådan 
en gammel knark , som jeg selv er . . . ham vil du 
vel ikke have , Amalie ? Nej , du må rigtignok have 
en anderledes mand . . . “ 
Den fremmede var kommen helt hen til lågen , 
hvortil også Amalie ubevidst havde fundet vej . Han 
hilste med udsøgt opmærksomhed på den unge dame , 
der var „ så frisk som morgenluften “ , og bad om den 
omtalte rose . 
Efter nogle minuters konversation med faderen , 
kom Amalie tilbage og overrakte ham en rose , idet 
den fremmede som tak for den talte noget om , at 
den skønneste rose dog endnu forblev tilbage i haven . 
„ Det er i grunden en beleven herre , fader , han 
må dog være noget “ , ytrede Amalie , da han var 
gået , „ man kan tydelig se , at han hører hjemme i den 
fornemme verden , han går med franske handsker og 
lakerede støvler . . . han er virkelig net . “ 
„ Du skulle , dersom han kommer igen , “ svarede Johansen , 
„ se at få ham til at nyde en kop-kaffe med 
os her i haven . . . så får du nok ud af ham , 
hvor han hører hjemme . “ 

„ Å , han kommer vist ikke mere , nu har han jo 
fået rosen , han tiggede så meget om . . . “ 
„ Så , har han det , du hørte måste ikke , at han 
sagde , at den „ skønneste rose “ var tilbage . Han 
kommer nok efter den , fkal du se , min lille malle . “ 
Vi må nu bede læseren at følge med os ind i en 
as hovedstadens uanseligste gader , nemlig Prindsensgade . 
Omtrent midtvejs ligger en ældre bygning , som 
bebos as en stor mængde familier , og her ville vi 
over gården begive os op til en 2den sals lejlighed , 
hvor vi på en smudsig dør finde navnet „ Sine Gotfredsen “ 
Skrevet med kridt . 
Lad os træde indenfor i den lille mørke stue og se 
dens beboere . Møblementet skal ikke friste til at antage , 
at der er skatte tilstede . På en feltseng i 
stuens baggrund står bag et skærmbrædt en gammel 
seng , på hvis pjalter hviler en gusten , afmagret 
skikkelse . Hun synes at sove , øjnene er tillukkede , 
men når man nøje iagttager hende , vil man fe , at 
den højre hånd stadig bevæger sig ligesom tællende 
noget . Ved vinduet sidder en yngre kvinde , hvis 
lighed med den sengeliggende ikke giver nogen plads 
for tvivl om , at de er søskende . 
„ Marie , hvorfor bestiller du ikke noget , “ spørger 
den syge søster . 
„ Jeg passer på , om Clausen ikke kommer i dag , vi 
have nu ventet på ham i flere dage ; gud ved , hvor 
han bliver af “ , svarede den yngre søster , idet hun gik 
hen til sengen , „ har du „ set “ Noget siden ? “ 
„ Ja , jeg ser , at ulykker og sorger ville følge os , 
og derefter rigdom , — jeg ser en ung pige , som blev 
forført . . . “ 

„ Å , den snak har vi hørt så lidt , at jeg ikke tror 
længere på , hvad du siger . “ 
Læseren har vel allerede gættet , at vi er i spåkvindens 
hjem . 
Sine Gotfredsen havde i mange år været bekendt 
som spåkone , og hendes kunder vare ikke få . Hun 
lod sig også bruge som redskab for andres ondskab , 
og havde i et par tilfælde været under tiltale , uden 
at det dog var lykkedes at få noget ud af sagen . 
Største delen af de folk , som besøgte hende , vare 
naturligvis tjenestefolk , og vederlaget for hendes 
„ Knnst “ var forskelligt , men i de fleste tilfælde blev 
hun dog „ anstændig “ betalt , som hun kaldte det , og 
som oftest lød hendes spådomme også til pågjældendes 
fordel , hvorved de blev „ godt stemte “ for 
spåkoneu . 
Der findes overalt en del folk , som give sig af 
med så smudsige sager , at man ikte tænker derpå i 
det daglige liv , og som oftest ikke tror det , når en 
sådan sag kommer srem for offentligheden . Man 
falder ikke let på , at nogen t . Eks . lader en andens 
liv forsikre , og så senere leder denne på afveje , som 
med rivende hurtighed søre ham mod afgrunden , og 
således gøre ende på hans liv tidligere , end under 
naturlige forhold — blot for at tilvende sig en betydelig 
assurancekapital . Når sådant kan passere , 
er det vel ikke forunderligt , at en spåkvindes indflydelse 
kan gøres gældende lige overfor en enfoldig , 
ung pige . 
Blandt spåkonens protektorer var der en mand 
ved navn Clansen , som udgav sig for partikulier . Han 
ydede hende ofte en rigelig skærv som vederlag for 

de tjenester , hun beviste ham . Disse bestode i at fortælle 
en eller anden ung pige , som kom til hende , at 
„ en sådan mand skulle hun få “ , hvis beskrivelse da 
stemmede overens med de oplysninger , som Clausen 
havde givet hende . 
Hun var naturligvis i forvejen underrettet om pågjældendes 
forhold i fortiden , og oplysningerne , som 
hun gav den unge pige , vare naturligvis afpassede 
efter vedkommendes ønske . 
Adolf Clausen var en i bund og grund fordærvet 
mand . Som ganske ung havde han debuteret på den 
slibrige bane med at sælge sin moders ejendele , medens 
hun engang var fraværende på et besøg på Fyen . 
Han havde dengang ansættelse i et af kollegierne , 
som det dengang hed , men var senere af ubekendte 
grunde bleven ansat som underordnet embedsmand på 
en af de vestindiske øer , hvorfra han , nogle år 
før vor fortælling begynder , var vendt tilbage . Spil , 
drik og andre lidenskaber vare hans uadskillelige ledsagere , 
og når som oftest hans ret anstændige pension 
ikke slog til , måtte hans venner „ bløde “ . Han havde 
ofte været mistænkt for sine forhold til adskillige unge 
piger , som han under wgteskabs løfte havde forført 
og senere forladt . 
Vi have nu gjort læseren bekendt med helten og 
heltinden i vor fortælling og kunne derfor lade dens 
handling skride fremad . 
Den omtalte dag , da Adolf Clausen , thi ham var 
det , havde besøgt pensionist Johansens lille have og 
af Amalie fået den blomst han så meget ønskede , 
træffe vi om eftermiddagen Amalie i havens hyggelige 
lille lysthus med sin veninde , Flora petersen/ 

Flora er noget yngre end Amalie . De have kendt 
hinanden fra tidlig barndom og er indbyrdes indviede 
i hinandens hemmeligheder . Deres samtale , da vi 
træffe dem , er naturligvis angående morgenens begivenheder . 
„ Ja , 
du kan sagtens være ligegyldig , Flora “ , 
mener Amalie , idet hun drikker sin kaffe , „ når man 
er så godt som forlovet , få har det jo ingen nød . “ 
„ Ha , ha “ , udbryder Flora , „ det har jeg jo været 
lige siden min konfirmation . Nej , det bliver der såmænd 
aldrig alvor af . Han tør ikke . Du kan dog 
være glad , malle , at der af og til kommer en frier i 
syne , det gælder blot , at du forstår at „ fange “ ham . “ 
„ Å , det har vel ingen nød , når man blot turde 
for fader , men han tillader mig jo næsten aldrig at gå 
ud . Nu få vi se i aften , for jeg lod ham da forstå , 
at vi skulle i „ Kasino “ i aften . “ 
„ Ja , er hæn oprigtig , så vær du vis på , at hæn 
nok kommer og passer på dig . Jeg skal såmænd ikke 
være i vejen . “ 
Her blev samtalen afbrudt ved , at Johansen kom 
til og meddelte , at hæn ville følge pigebørnene til 
tteatret , men de måtte selv se til at komme hjem . 
Adolf Clausen var naturligvis også i „ Kasino “ . 
Efterat det første stykke var forbi , fandt hæn Bei op 
til damerne , som havde plads på balkonen , og hvem 
hæn tiltalte som gamle bekendte . 
Ved udgangen tilbød hæn naturligvis sin ledsagelse , 
og snart vare damerne hjemme i god behold . Dette 
gav atter anledning til et besøg den næste formiddag . 
Adolf Clausen var en net mand , og ved en lejlighed 
som denne var hæn naturligvis yderst elegant og opmærksom , 

hæn medbragte således nogen meget fin 
frugt , som hæn bød de unge piger , hvilke vi atter sinde 
samlede i lysthuset . 
Samtalen drejede sig om den foregående aftens 
begivenheder og hvad der hørte til dagens brændende 
spørgsmål , men lidt efter lidt blev den , uden at pigebørnene 
lagde mærke dertil , ført hen til fremtiden . 
På en utring af Amalie , at det ville være behageligt 
at kunne vide besked om , hvad der skulle 
hændes det næste årstid , svarede Clausen , ligesom hen 
i spøg , at det var vel ikke vanskeligt at få underretning 
om fremtidens mysterier , da der i Prindsensgade 
boede „ en klog kone “ , som gav sig af med at spå . 
De unge damer lo naturligvis hjerteligt over denne 
bemærkning og uden nærmere hentydninger til denne 
sag forløb tiden . 
Selskabet brød op , og Clausen tog afsked med løfte 
om snart at se ind til dem igen . 
Da Clausen var gået , var han naturligvis genstand 
for de unge pigers kritik . De vare begge indtagne 
i ham , dog var det navnlig Amalie , som syntes 
„ rigtig godt “ om ham . Flora mente , at han var lidt 
for „ rask “ , men derfor kunne han jo gerne være en 
skikkelig mand . 
Gamle Johansen , der naturligvis var vidende om 
besøget , syntes eiheller at være uvillig stemt mod den 
„ nette mand “ ; dog fandt han , at han var noget 
„ løjerlig “ og at han vistnok var „ slem efter pigerne “ . 
Henad aften spadserede begge veninderne til byen . 
Deres vej faldt — formodentlig dem selv ubevidst — 
ad Borgergade . Da de kom til Prindsensgade standsede 
Amalie pludseligt foran denne gade og udbrød : 

„ Det var jo i Prindsensgade , af Clausen fortalte , 
af der boede en spåkone . “ 
„ Ja “ , svarede Flora , „ men du tænker da vel ikke 
på af besøge hende . “ 
„ Jo , naturligvis — når man kan få sin lykke af 
vide for en så billig pris , vil jeg nok have besked 
om min fremtid . “ 
„ Men du vil da vel ikke gå derhen alene , du 
vil da vel tage din fader med ? “ 
„ Nej , hvor kan det falde dig ind , nej , fader skal 
rigtignok ikke have det af vide , han ville da sætte 
huset på den anden ende , — nej , jeg g år derhen 
alene . “ 
Med disse ord gik hun over gaden , men vendte 
pludselig om igen til den forbansede Flora , idet hun 
ytrede : 
„ Hvor dumt , jeg ved jo intet numer på huset , 
men det kan jeg da få af vide af Clausen . “ 
„ Vil du da sige ham , af du virkelig er så dmn , 
af du vil tro på , hvad en gammel kælling siger , 
— da kan han såmænd ingen agtelse få for dig — 
langt mindre kærlighed . “ 
Amalie svarede intet , og de gik tavse hjemad . Fra 
nu af blev spåkonen ikke omtalt mellem dem , og Flora 
troede sagen glemt ; men Amalie ventede kun på en 
anledning til at kunne spørge Clansen , som nu kom 
flere gange om ugen , hvor spåkonen boede . Anledningen 
kod ikke vente længe på sig . 
En aften , medens de sad i det lille lysthus , ledede 
Amalie atter samtalen hen på fremtiden og „ kom til 
at le ved at tænke på spåkonen “ — og Clansen 
ytrede , at det var jo let at overbevise sig om sandheden , 

hun kunne jo blot for løjers skyld „ prøve “ 
Spåkonen , hun boede i nr . — i Prindsensgade . Forholdet 
mellem Clansen og Amalie blev daglig fortroligere , 
men på stævnemøder havde Amalie dog endnu ikke 
indladt sig . 
Samme aften , som Amalie på ny havde talt om 
spåkonen , kunne man have set Clansen gå over den 
snevre gårdsplads for at nå hemtil sine Gotfredsens 
tarvelige bolig . Under armen bar han en større pakke , 
og da han kort efter var ved døren , åbnedes denne 
som af sig selv , uden at han bankede på . 
Det var Marie , som havde set ham komme og lukket 
ham ind . 
„ Hvor du har været længe borte , Clansen “ , ytrede 
sine Gotfredsen , „ nu er du formodentlig på jagt 
igen . I en hel uge har du ikke været her , og du 
ved dog , at vi trænge så hårdt til din hjælp . 
Hvad bringer du i dag ? “ 
„ Alt , hvad du behøver , lille sine “ , svarede Clausen , 
idet han kastede en pakke fra sig . „ Lad mig nu se i 
få pudset op , — der kommer „ sornemt “ Besøg en 
af dagene . 
Clausen , der i mange år havde kendt sine 
Gotfredsen og havde stået i et meget fortroligt forhold 
til hende , mente med den sidste hentydning , at 
et større værelse ved siden af , som var ret net møbleret , 
skulle være rede til at modtage et besøg , som han 
ville foranstalte . 
Med få ord fortalte han sine om Amalie 
Johansen , hendes alder , forhold osv . , mere end tilskrækkeligt 

for at overbevise det stakkels pigebarn om , 
at den „ kloge kone “ måtte have en overnaturlig evne 
til at se ind i andres forhold . Med hensyn til fremtiden 
fik sine også visse ordrer . 
Efter således at have instrueret „ den kloge kone “ , 
forlod Clausen hende , idet han lovede at komme igen 
den næste dag . Efter at han havde forladt søstrene , 
samtalede de om , hvilken plan Clausen nu kunne have 
for , og Marie , hvem han aldeles ikke havde talt til 
eller taget notits af under sit ophold , udtalte sig 
bittert imod ham . Det lod til , at de ikke vare venner . 
Den næste dag fandt Flora , da hun besøgte sin 
veninde , denne i meget nedstemt humør , og hun formåede 
ikke at få årsagen at vide . Imod sædvane 
kunne hun ikke få Amalie til at foretage en spadseretur 
og forlod hende , da hun antog , at Amalie mulig 
ventede Clausen , og at denne måske dagen forud 
havde „ erklæret “ sig eller gjort udtalelser , hvorover 
Amalie nu grundede . 
Såsnart Flora var borte , ilede Amalie til sit 
værelse , klædte sig på og forlod huset . 
Vi behøve næppe at sige , hvorhen vejen gik . En 
halv time efter finde vi hende ved sine Gotfredsens 
dør . Den åbnedes som af sig selv . Halv forskrækket 
trådte hun ind , og i det samme åbnedes døren til 
et halvmørkt værelse , hvor hun blev ført ind af Marie . 
„ Vent , min søster forbereder sig til at tale med 
dem “ , sagde Marie til Amalie , idet hun bad hende sidde . 
For vinduerne vare ophængte mørke Gardiner , og 
i værelset fandtes foruden et bord midt på gulvet 
kun 3 stole . På bordet brændte 7 lys , som vare 

opstillede i en korsform . En bibel , psalmebog og 
nogle kort lå spredte over bordet . 
Efter omtrent et kvarters forløb kom Marie atter 
tilbage , denne gang ledsaget af sine , som hun næsten 
bar . Da hun var bleven sat på en stol , begyndte 
ceremonien : 
„ Du ønskert vide din fremtid “ , spurgte sine . 
„ Ja “ , svarede Marie . 
Herpå slog sine med en sort rund stav nogle 
gange over lysene og mumlede derpå nogle uforståelige 
ord . 
„ Jeg ser , at du , Amalie Konstance Emilie Johansen , 
er over 25 år , — er det rigtigt ? “ 
„ Ja “ . 
„ At du er bestemt til at indtage en høj stilling i 
livet , at du vil blive rig og elsket af en ældre mand , 
at du vil have sorg af en søn , at du derefter bliver 
gift med din elsker , — — og at din fader dør . “ 
„ Hvem er min elsker ? “ 
„ Han er høj — har ædle træk -- -- -- -- -- -- -- -du vil engang 
møde ham i dette hus . Du har en veninde , der modsætter 
sig dit besøg her . Stol ikke på hende . Hun 
har en utro elsker , som vil skade dig — tro ham ikke . “ 
Og således vedblev spåkvinden med en lang tirade 
om ting , som Clausen underhånden havde skaffet 
sig underretning om , for ved dette middel at få den 
stakkels pige i sine kløer . 
Efter en halv times ophold forlod Amalie spåkonens 
hus og begav sig i en ynkelig tilstand til sit 
hjem . Hun måtte bringes til sengs ; hendes fader 
blev meget ængstelig for hende og lod en læge kalde , 
som påstod , at der var en sindsrystelse tilstede . 
Ri 

da Amalie gik ud af spåkvindens hus , ville hun 
kunne have bemærket , at en kvindelig skikkelse hurtig 
ilede efter hende og ikke standsede , før hun var ved sit 
hjem . 
Det var Marie , sine Gotfredsens søster . 
Den næste dag om aftenen , medens Johansen gik 
og vandede sine blomster og ærgrede sig over denne 
Clausen , „ som dog nok havde sat hans egen malle 
fluer i hovedet “ , så han pludselig et ældre fruentimmer 
stå foran sig . — 
„ Hvad vil de ? “ spurgte Johansen vredt . 
„ Jeg vil redde deres barn for dem , “ svarede Marie 
Gotfredsen ; thi hende var det . 
„ Redde mit barn , er der da nogen ulykke på færde “ , 
udbrød Johansen ængstelig , idet han lod vandkanden 
falde ud af hænderne . 
„ Ja “ , — og nu begyndte Marie med få ord at 
skildre Clausens kjæltringestreger og Amalies besøg 
hos spåkvinden , idet hun ytrede , at hun længe havde 
havt i sinde at angive såvel ham som søsteren , men 
af hensyn til den sidstes ulykkelige sygdom havde 
hun afholdt sig derfra . 
Amalies veninde , som havde bemærket samtalen 
mellem Johansen og det ubekendte fruentimmer , forlod 
den syge for at erfare årsagen til Johansen » 
Ophidsede sindsstemning . 
Da hun hørte , hvad det angik , takkede hun Marie 
venligt og bad hende endelig at give alle de oplysninger , 
hun kunne , for at man da måske kunne standse 
Clausen i hans videre planer . 
Det blev nu aftalt , at Johansen og Flora næste 

formiddag , for så vidt Amalies tilstand tillod det , 
fluide besøge Maries søster og gøre nogle forespørgsler . 
Den næste dag var Amalie bedre , men hendes 
fader og veninden vovede ikke at trænge ind på 
hende for at erholde nogen kundskab om årsagen til 
hendes sygelige tilstand , som de jo nu alligevel kendte 
og derfor ville modarbejde uden hendes vidende . 
Henad middag begave de sig begge til sine Gotfredsens 
bolig , men vi ville ikke trætte læseren med 
at beflrive den scene , som foregik der imellem Johansen 
og spåkonen . 
Flora , som holdt meget af Amalie og var meget 
bedrøvet for sin stakkels veninde , blev stående i gangen 
for at lette sit hjerte ved en længe tilbageholdt gråd . 
Medens hun stod der , kom et yngre fruentimmer 
og gik op til sine Gotfredsens dør ; men da hun 
hørte , at der blev talt højt , gik hun tilbage og stillede 
sig lige overfor Flora . 
Ved at se denne med tårefyldte øjne , er formodentlig 
hendes egen pinlige stilling trådt stærkere 
frem for hende , thi hun begyndte også at græde . 
Fælles sorg giver ofte anledning til gensidig for- . 
Trolighed ; dette blev også tilfældet her . 
Flora , der snart så , hvad der var i vejen , trængte 
med sine spørgsmål så meget ind på den stakkels 
pige , at denne inden lang tøven fortalte lidt af sit 
livs hændelser . Disse vare kun sørgelige for den 
sidste tids vedkommende . Hun var ' et par år forud 
kommen hertil byen og havde her gjort bekjendtstab 
med en tømmersvend , af hvem hun var bleven forført . 
Forældrene , til hvem hun for nogle uger siden var 
tyet , havde forstødt hende , og efter at hun var kommen 

hertil igen , havde hun ladet sig overtale til at få 
„ et godt råd “ hos sine Gotfredsen , som også gav 
sig af med dette slags forretninger . 
Medens pigen fortalte resten af denne fortælling , 
var Johansen kommen tilstede og Flora meddelte ham 
sagen , hvorefter de besluttede , at hun skulle ledsage 
pigen op til sine , som skulle sælge hende nogle 
„ Dråber . “ 
Planen lykkedes . Få dage efter blev det ved flere 
fremkomne oplysninger konstateret , at sine Gotfredsen 
i længere tid havde givet sig af med at „ spå , “ „ kurere 
folk “ samt i to tilfælde givet svangre fruentimmer 
midler til fosterfordrivelse . Hun forklarede i 
flere tilfælde at have været hendes ven , Adolf Clausen , 
behjælpelig med at forlede unge piger til at tro hendes , 
med hans ønsker samstemmende forklaringer . 
Sine Gotfredsen fik et par Års forbedringshusarbeide 
til straf for sine kunster ; Adolf Clausen havde 
naturligvis taget flugten i tide , og senere lod han 
sig ikke se her . Amalie var snart atter den livsglade 
pige , som hun før havde været , men om hun fik nogen 
fornem mand — det ved jeg ikke . 
Tivoli på Amager . 
Medens solen langsomt sank ned over Øresund , og 
setternes snehvide sejl tydelig trådte frem i horizonten , 
kunne man fra pynten på Dragør have iagttaget 

— det vil sige gennem kikkert — at tre fiskerbåde 
støde ud fra land på den svenske kyst . Da 
solen var gået ned , og mørket længe havde ruget 
over den fredelige strandbred , ville en iagttager have 
bemærket , at disse både nærmede sig den danske kyst 
med forsigtighed og altid i passende afstand fra hverandre . 
Man ville have set , at bådene ofte vare ret 
nær ved land , men pludselig stod ud igen . Årsagen 
var nemlig den , hvad læserne måske allerede have 
gættet , at det var smuglerbåde , som hertil indførte 
brændevin og andre sager , hvoraf der fordredes høj 
told . Derfor vare de meget forsigtige , thi toldvæsenet 
var begyndt at komme på spor efter dem ; dog var 
endnu alt gået godt . 
Den aften , vi omtale , vare de tre både gåde fra 
skannes kyst fuldt ladede med brændevinstønder . Man 
havde aftalt at skulle indtræffe til Dragør omtrent kl . 
L , og Steffen kalk var derfor urolig , fordi han ikke 
så noget tegn . Dette forventede tegn bestod nemlig 
i , at medhjælperne på land gav signal ved hjælp 
af en lygte , som blev svunget tre gange over hovedet . 
Når dette var foretaget af tre , på tre forskellige 
steder posterede mænd , så vidste Kall — således 
hed skipperen , at alt var vel . Men denne aften lod 
tegnet vente længe på sig . Endelig viste det sig , og 
rask stod bådene nu indefter , idet de bagerste vandt 
ind på den forreste , så at de alle omtrent samtidig 
vare ved stranden , hver båd ved et af de steder , 
hvor lygtesvingningen nylig havde ladet sig se . 
Forinden vi gå videre , er det bedst at give læserne 
en beskrivelse af de personer , som de følgende blade 
skulle omtale . 

Steffen Kall var en dragørboer , som i mange år 
havde været vel kendt for den dristighed , hvormed 
han begik lovovertrædelser . Han havde i mange år 
boet på Dragør , og hans hus var tilflugtsstedet for 
mangen en løsladt forbryder . Det var derfor heller 
ikke at undres på , at det blandt forbryderne gik under 
navn af tivoli . 
Foruden Steffen , som vi for kortheds skyld ville 
kalde ham , var der flere andre bekendte størrelser 
samlede i hans hus den aften , vor fortælling begynder . 
„ Manden med jernhånden “ , som havde sit 
navn af , at hvad han fik fat i , var det meget 
vanskeligt at formå ham til at gøre regnskab for , 
og hans kammerater havde for længe siden brudt med 
ham , dersom de ikke havde frygtet for , at han senere 
skulle angive dem . De vare derfor meget forsigtige 
med at betro ham noget hverv alene , men desuagtet 
vedblev han stadig at søge deres selskab , og var også 
en af deres bedste mænd til at få varer i land og 
gemme dem , samt til at vildlede politiet i dets bestræbelser 
for at opdage komplottet . Jens langfinger 
og Rasmus vilborg vare folk , der ypperlig forstode at 
handle med bønderne og dertil dristige sømænd , der 
med uforsagthed gik faren i møde . 
De her nævnte fire personer havde i mange år 
drevet denne trafik i forskellige retninger , og mange 
dristige indbrudstyverier i Skåne tilskrev man disse 
folk og deres kollegaer i Sverig . Vi have nu bestreuet 
de folk , som vare tilstede i bådene , og medens 
de foranstalte en sikker landgang , lad os da begive 
os en knap halvfjerdingvei op på øen , og vi træffe 
der et hvidtkalket hus , Steffen kalks hjem , i daglig 

tale kaldet tivoli . Læseren vil forhådentlig ikke 
angre denne lille udflugt efter at have gjort sig bekendt 
med husets „ faste “ Beboere , og de besøgendes 
livsforhold kunne måske også være af interesse . 
For at komme ind i det ovennævnte hus er det 
nødvendigt at gå til bagdøren . Husets forside har 
ganske vist en dør , men den er kun tilgængelig for 
uvedkommende og det er først efter megen banken at 
man omsider lukker nogen op . Men er man som sagt en 
bekendt af huset , så er det let at komme ind af 
husets bagdør ved at flå et par korte slag på en 
af ruderne i døren . Denne åbner sig da som af sig 
selv , og man befinder sig i et lille rum , næppe fire 
alen i kvadrat og kun oplyst af vinduet over døren . 
En lille lem i døren lige overfor åbner sig derefter 
og et smudsigt , kvindeligt hoved kommer til syne , hvorefter 
følgende dialog vil udspinde sig — dersom den 
besøgende ikke hører til den faste stok . 
„ Hvor kommer grisen fra ? “ 
Den besøgende må herpå som svar opgive det 
sted , hvorfra Steffen Kall sidst er sejlet . 
„ Er den fed ? “ 
Dette svar afhænger af den besøgendes kendskab 
til den sidste forretnings udfald . 
„ Kan du spille ? “ 
„ Ja . “ 
„ Kan du vinde ? “ 
„ Ja . “ 
Meningen hermed er , om vedkommende er villig til 
at hjælpe til i udførelsen af deres bedrifter og det 
sidste hentyder til om pågjeldende har haft held 
med sig . 

formodentlig kender enhver , der besøger dette tilflugtssted , 
den rette opløsning på disse gåder , thi man 
har aldrig set nogen blive udvist derfra . Efter at altså 
gåderne er løste , åbner døren sig og man kommer 
ind i storstuen , som den i daglig tale benævnes . 
Huset har kun 4 rum , thi som værelser bør de ikke 
benævnes . Bag storstuen ud til „ Gaden “ , som 
lanveveien kaldes , og op til gangen er der et mindre 
værelse , som i daglig tale kaldes „ Salen “ . På den 
anden side af gangen er også mindre rum og her 
ser det meget broget ud . Fiskergarn og andre redskaber 
ligge mellem hverandre , og mange sømandsklæder 
tyde på , at her fler „ Udrustningen “ til de 
dristige tog , for hvilke Steffen Kall er anfører . Aldrig 
har han været greben i sin gerning eller i sit hus , 
når dette var fyldt med stjålne koster og smuglergods , 
og aldrig har han kunnet forklare , hvorledes det 
var kommet der , men han har også flinke hjælpere og 
med disse er det at vi nu skulle stifte bekjendtstab . 
Vi er altså indenfor døren . Den mand ved hvis 
hjælp vi kom ind , er en gammel „ Besøger “ ; han er 
godt kendt og synes at være ventet . 
„ Hvor kommer du fra , Søren ? “ 
„ Fra den langbenede . “ 
„ Har i været ude sammen på fangst ? “ 
„ Net , men vi aftalte at træffes her i aften ved 
denne tid for at tale med Steffen og Knud om at nappe 
den durkdrevne lods , som nu ligger på lur efter os . “ 
Denne samtale , som førtes mellem Steffens hustru 
og Søren , blev afbrudt ved en heftig banken på bagdøren . 
Det var mørkt , og Ella , således hed Steffens 
hustru , kunne ikke se , hvem det var . Hun forlangte 

derfor den sædvanlige meddelelse med hensyn til grisen . 
Det varede dog ikke ret længe , før hun genkendte den 
ankomne og udbrød : 
„ Nå , jeg anede ikke , at vi havde så gode venner 
i vente , værs ' artig hr . Grosserer , træd ind i salen . 
Denne gang blev en tør til højre åbnet og gennem 
en mørk corridor fandt man vejen til den såkaldte sal . 
Det var for mørkt til at man kunne iagttage , hvem den 
såkaldte grosserer var , og han bad nu at være fritaget 
for lys , han ville kun tale alene med Ella . 
Formodentlig ønskede han ikke at blive set af de andre 
kjeltringer . Ella opfyldte hans ønske og spurgte , efter 
at de vare komne ind i salen i dæmpet tone : 
„ Har grøsseren fået noget skib ? “ 
„ Nej , “ var svaret , „ jeg antog at Gustaf Jønsson 
ville have påtaget sig arbejdet , men det lader til at 
han har betænkeligheder for denne tur . Nu vil jeg 
tale med din mand , men det varede så længe ved 
stranden , så antog jeg , at han var kommen herop . 
Når venter du ham ? “ 
„ Hvert øjeblik , “ svarede Ella hurtigt , idet hun ilede 
hen til vinduet og åbnede dette . „ Jeg hører signalet 
til at samles ; det er nu for tredje gang . Han kommer 
snart . . . “ 
Det varede heller ikke længe før et stærkt bulder 
på bagdøren forkyndte , at der var nogen , som ville 
ind med hast . Ella gik denne gang helt hen til 
døren , og ind trådte en mand , der uagtet det var 
mørkt , dog syntes at være stor og noget voldsom i sine 
bevægelser . 
„ Hvem er her , skaf lygterne i stand i en fart , vi 
blive forfulgte , der er noget rådent i farvandet i 

dag . Hvor Pokker er alle folkene henne , ellers plejer 
huset da at være fuldt nok af snyltegæster , men når 
man engang trænger til dem , så er der naturligvis 
ingen . . 
Inden Steffen havde endt denne lange monolog , 
var huset oplyst . En 5—6 mand var kommen tilstede 
og stod i storstuen med lygter og touge , rede til at 
drage ud på eventyr . 
„ Giv mig min stive ven , “ bad Steffen . 
Lidt efter kom Ellen løbende med en vældig trækølle , 
som Steffen tog imod , og idet han ligesom 
mønstrede sine folk , ytrede han : 
„ Har i mod , kammerater , eller bliv hjemme og 
forsvind . “ 
„ Vi har aldrig svigtet dig , Steffen , vil heller aldrig 
gøre det , “ svarede en høj , sortskjægget Karl . 
„ Det tror jeg heller ikke du vil , Poul , men det 
er bedst at Søren bliver hjemme , du har gået for meget 
„ i byen “ i den senere tid . Jeg stoler ikke på 
dig mere . “ 
Hurtig veksledes der nogle ord endnu og Søren gik 
henimod døren . Men et kraftig tag af Ellen , som 
havde post der , standsede ham og satte ham ind i 
stuen igen . 
„ Nej , nej , kammerat her kan du blive indtil videre . “ 
Derefter forlod Steffen og hans folk huset , men 
idet Steffen gik gennem døren , stak Ellen ham en 
seddel i hånden . Efter at have aflåset begge de 
døre , som førte til storstuen , og sikret sig Sørens 
person , gik hun atter ind til grossereren . 
„ Om en lille times tid har vi Steffen igen , dersom 

han flipper godt fra det “ , ytrede Ella , idet hun traf 
grøsseren , „ men det kniber nok i nat . “ 
Det er også uforsigtigt at tage så meget med 
på engang , “ sagde grossereren . 
„ Ja , man vil jo gerne tjene så meget som muligt , 
— det vil de jo også , gode grosserer “ , bemærkede 
Ella . 
„ Rigtigt , min ven , men nu skal vi til at spekulere 
på at tjene endnu flere penge — med — med . . . “ 
„ Ja , det er det samme , jeg forstår mig jo ikke på 
det , tal med Steffen om det . “ 
Det varede omtrent 2 timer , forinden nogen atter 
bemærkedes ved døren . Den blev oplukket og Steffen 
trådte atter ind . Nu var der lys , så at man tydeligt 
kunne se denne herkuliske skikkelse . Han var en 
svær kraftig mand . Søluften havde gjort hans ansigt 
brunt , og hans mørke hår og øjne gav hans udseende 
meget tilfælles med „ Natmændenes “ . — der var 
djærvhed og forvovenhed parret med den disse egenskaber 
egne godmodighed , og han gjorde på den , der 
var ubekendt med hans livs skyggesider , indtrykket 
af at være et godt menneske . 
„ Så flap vi da denne gang fra landkrabberne , “ 
Yttrede Steffen , idet han trådte ind , „ og fik grossererens 
brændevin reddet . Næste gang vi gå på togt , 
skal jeg nok sørge for at vinden blæser fra en anden 
kant . “ 
Ella havde imidlertid hjulpet ham af med hans 
overtrøie og hans store støvler . Han trådte ind i 
salen . 
„ God dag , god dag , groshandler , “ sagde Steffen , 

da han bemærkede grossereren , „ hvad bringer jer hid 
i nat ? “ 
„ Jeg må slutte akkord med dig om den tur til 
Norge , min gamle ven . “ 
„ Ja så , groshandleren kan ikke få andre til at 
gå i tøjet , og så kommer man til stessen igen , — 
men om nu Steffen ikke vil , hvad gør vi så ? “ 
„ Å , min gode Steffen , der findes nok den skåning , 
som endnu vil vove trøjen for en 1000 dalerslap . “ 
„ Ha , ha , “ udbrød Steffen , „ 1000 daler , ha , ha , 
man lægger på lønnen . Nu vel da , hvad fordres der 
for alle disse penge ? “ 
„ Mod , minfar , mod , ikke andet end mod . Lav 
skuden til , at den holder i smukt vejr , som vi nu har , 
op til den svenske kyst . Så driver den for vinden 
til et belejligt sted . . . ja du kender jo nok måden 
. . . fra tidligere tid . “ 
„ Nå , i mener ligesom vi i sin tid gjorde med 
„ Gustave “ . . . Nej tak , den tur gør Steffen Kall 
ikke om igen . . . nej ikke engang for 2000 daler . “ 
„ Ja så , bevares , hvad hændtes da med Gustave . “ 
„ Nå , din svenske tyveknægt , husker du ikke , at 
assurancen ikke blev udbetalt på grund af mistanken , 
og at Steffen i dag er en fattig mand netop af den 
årsag . . . nej , for sådan en bagatel vil jeg nok 
ikke resikere min trøje . . . der skal mere til . . . “ 
„ Bliv nu ikke hidsig , lille Steffen , lad os engang 
tale fornuftig sammen . Betænk dig til i nat og tag 
din Broder på råd . . . han er jo en modig gut 
. . . men betænk dig ikke for længe , thi skuden må 
købes , og det er ikke sikkert , at skipperen står længe 
ved sit ord . . . Altså i aften . . . “ 

„ Nej . . . Din svenske rad . . . lad os slutte 
akkorden i dag , nu med det samme . Steffen behøver 
ingen til at hjælpe sig med råd . . . jeg tager skuden 
under behandling for 3000 rdl . og 2 procent . . . 
Betænk jer nu på det . “ 
Svaret hørtes ikke . Grossereren var allerede ude 
af døren , da Steffen nævnede summens størrelse . 
Steffen kastede sig tilbage på den bænk , hvorpå han 
havde taget plads , og snart efter , det første dagslys 
kastede sit skær ind gennem de små ruder , var der 
roligt og stille i det lille hus . 
Men nede ved båden , hvor vi forlod det kække 
mandskab , havde det ikke været så roligt . Brændeviinstønderne 
vare kastede i land , og de to vogne , som 
længe havde ventet på bådenes ankomst , vare læssede 
og færdige til kørsel , da man til sin forfærdelse hørte 
ikke tooo skridt fra stedet en signalfløites skiingrendelyd . 
„ I vandet , “ -— lød Steffens commandoord . 
De 6 Tønder rulledes ned med lynets fart og ud 
i vandet . Deres kammerater på land fulgte dem , 
og inden 5 minntters forløb vare alle mand ved 
årerne og bugserede ved hjælp af bådene tønderne 
langt ud . Her lå de stille i nattens mørke og ventede 
på ordre ; — thi „ Mester “ var bleven i land . Det 
her beskrevne optrin gav anledning til Steffens første 
hjemkomst , og da han atter kom til stranden , så han 
gennem natkikkerten bådene styre mod Sverig . Der 
blev fra bådene givet ham signal , at han næste dag 
ventedes til Sverig , at tønderne vare opfiskede og at 
toldvæsenet havde sat efter dem . Så fortrinligt var 

Steffens folk udstyrede , at de med lethed kunne give 
deres „ Mester “ Budflab om under hvilke forhold de 
befandt sig . 
Steffen gik derfor rolig tilbage , og vi have hørt 
samtalen eller noget deraf mellem ham og grossereren . 
Hvem var grossereren ? Det var naturligvis en af 
disse „ kommissionærer “ , som er blevne for bekendte 
under denne kategori , og derfor nu skjule sig under 
grossererkappen . Sagen drejede sig naturligvis om 
en assurancesvig , som skulle udføres tilsøes , nemlig ved 
at bore et skib i sænk . 
I den anledning havde grossereren , hvis navn var 
h— , henvendt sig til en ved Dragør liggende skipper 
og tilbudt denne en fragt af huder og skind til England . 
Dette ville skipperen imidlertid ikke indlade sig 
på , da han indså , at hans skib var for svagt til at 
udholde en sådan rejse , men da skibet netop egnede 
sig til det brug , som grossereren ønskede det anvendt 
til , tilbød han nogle dage efter ved en commissionairs ' 
mellemkomst skipperen en forholdsvis meget betydelig 
sum for skibet . Denne var henrykt over dette tilbud , 
indgik straks på at få de fornødne papirer ordnede , 
hvorefter skibet senere blev transporteret til grossereren 
som rette ejer . Alt dette var nu ordnet , og man skulle 
nu blot have en dristig fører til skibet . Denne skulle 
desforuden være godt inde i „ Kunsten “ , det vil sige 
i „ Synkekunsten “ , nemlig den rette måde at bore et 
skib i sænk på . Tanken faldt vel straks på Steffen 
Kall , men denne havde engang før været med til den 
leg , og da han ikke fik sin andel således , som det var 
ham lovet , blev han vred , og det var vanskelig for 
grossereren at formå ham til mere at indlade sig på 

andet end ligefremme smuglersager . Han havde også 
på denne måde først afslået tilbudet , men senere 
havde han dog tilbudt at ville gøre det for en større 
betaling . Men grossereren , der kun indlod sig på 
deslige svigagtige forretninger , ville jo tage „ det bedste 
stykke af kagen “ og så sig nu om efter en anden 
skipper , der for en billigere betaling ville drage omsorg 
for at skuden fprang læk . Men det var ikke så let 
at finde den rette mand , og derfor var det , at grossereren 
atter kom tilbage til Steffen . Han vidste , at han den 
aften var vis på at finde ham , eftersom Steffen 
havde underrettet hans „ Agent “ om , at der den aften 
ville være god anledning til at sætte over fra Sverig 
med alle tre både . Udfaldet af samtalen have vi 
erfaret . 
Den næste nat træffe vi atter Steffen i hans hjem . 
Han er ene og går tankefuld op og ned ad storstuens 
gulv . Ella har kort før bragt ham et brev . Det er 
vist ikke glædelige efterretninger , der bragtes ham , thi 
harmfuld knuger han brevet i sin næve , som han holder 
tæt op til brystet . 
„ Forbandede kjeltring , — han respekterer intet , “ 
Udbryder han , idet han pludselig standser og lader 
brevet fortæres af det osende lampeblus , „ han tog 
gerne brødet fra sin egen moder for at tilfredsstille 
sin grådige lidenskab for guld ! Men der er penge 
at tjene , . . . skønt det ser sarligt ud . . . “ 
Medens han udtalte dette i en forbitret tone , var 
vor gamle bekendt grossereren trådt ind . Steffen 
bemærkede ikke hans nærværelse , før han stod ved hans 
side og tiltalte ham . 

„ Nå , brave Steffen , hvad synes du nu om tilbudet ? “ 
„ Jeg 
ville ønske , at jeg aldrig havde kendt jer , “ 
Svarede Steffen vredt ; „ forvoven er jeg og vil gerne 
gøre forsøget , men tilsætte menneskeliv , det er for 
galt . . . “ 
„ Du gør jo manden en velgerning , han er jo 
skrøbelig og ussel . . . han har jo selv bedt om at 
være med , og kan du lade ham blive ombord , så lad 
ham det ; du får da den halve del af policens 
værdi . “ 
De satte sig begge . Grossereren trak et beskrevet 
papir op og bad Steffen om at læse det . Efter at han 
havde læst det , lagde han det fra sig og sad en stund i 
tanker , hvorefter han pludselig udbrød : 
„ Ja , jeg indvilliger på en betingelse . “ 
„ Hvilken ? “ 
„ At i selv følger med . “ 
„ Jeg — følge med , “ udbrød grossereren , idet han 
sprang op og blegnede , „ aldrig ! “ 
„ Nu vel , så lad os ikke lade tiden gå ubenyttet 
hen , jeg har en del at varetage , “ vedblev Steffen , idet 
han rejste sig , gik hen til døren og kaldte på Ella . 
Hun kom , og Steffen bad hende sørge for , at „ den 
langfingrede “ og Søren straks kom tilstede . Et qvarler 
efter finde vi dem med husets herre i salen . 
„ Kammerater , “ udbrød Steffen , da han så sine 
venner komme ind , „ jeg trænger til mønt , vi må 
klare det i nat , — svar ? “ 
Begge kammeraterne studsede . De anede ikke , at 
Steffen manglede penge . Han var anset for en rig 
mand . 

„ I betænker eder noget lovligt længe , “ fortsatte 
Steffen . 
„ Jeg tænker blot på stedet , “ svarede den langfingrede , 
-—jeg kender steder nok , men det er Pokkers 
langt ude , og vi må føre værktøj med . “ 
„ Nuvel , — det gælder vel ikke livet . Jeg har en 
plan , men lad mig først blive færdig med den gamle 
skurk , grossereren , som sidder derinde . “ Idet han 
forlod dem for at gå ind i storstuen til grossereren , 
hviskedee Søren til den „ Langfingrede “ : „ Lad os tage 
ad strandvejen . . . Jeg vil arrangere det fornødne 
med hensyn til politiet . “ 
„ Nej , vi må til svenskeren på farimagsveien , 
han har netop fået penge hjem nu efter terminen og 
det er let at få adgangffra søen . Sørg du imidlertid 
for at få fat i „ Bjørnen , “ thi ham må vi have med . “ 
„ Men han er jo på gården ? , , 
„ Du ved , at hans kæreste , Karoline Spiers , altid 
passer på tegnet ved stakitporten , for at han 
kan få underretning i rette tid . Gå du blot derud 
i eftermiddag kl . hen ved 3 og lav tegnet til , så 
skal du se , det varer ikke længe , før du har din ven 
hos dig . “ 
„ Jeg kender ikke tegnet , hvordan er det ? “ 
„ Du begiver dig blot hen til stakitværket ved 
arbejdspladsen og lyder ligesom du skændes med en 
eller anden af folkene på pladsen . Tag et par 
småsten med dig i lommen og kast dem ned på 
folkene ; når du har gjort det to gange , så vil du 
mærke at nogen trækker dig i benene , og når du 
vender dig om , da ser du din ven , bjørnen . “ 

denne samtale blev fortsat et øjeblik endnu , indtil 
Steffen atter kom tilstede . 
„ Nu kammerater , har i slagplanen færdig ? “ 
„ Ja , “ mumlede den langfingrede , „ vi vil gæste 
svenskeren på farimagsveien . “ 
„ Ganske godt , “ råbte Steffen , „ lad den tyveknægt 
blive „ vasket “ , men hør lidt folk . “ 
De satte sig i en klynge midt på gulvet . Lyset 
kastede sit matte skær ud over stuen og belyste disse 
ville mennesker . Ligeså venlig , som Steffen så ud , 
når han var i godt humør , ligeså vild så han ud 
nu , da han var bleven bitter . Efter nogen tids rådslagning , 
hvilken førtes i en halv sagte tone , rejste de 
sig atter og fortsatte samtalen , høil . 
„ Alle varerne komme hid i overmorgen , “ ytrede 
Steffen , „ Grossereren påståer , at ballerne indeholde 
kohuder , men vi kende jo bedre til sagen . Jeg foreslår , 
at vi stikke ild på hele stadsen , så tænker 
jeg nok at politiet selv finder vej derhen og hjælper 
til med slukningen . De vil da nok se , hvad slags 
varer ballerne indeholde . “ 
„ Ja , men så kunne vi jo ikke komme ud med skibet , “ 
Bemærkede Søren , „ og vi få da ingen penge . “ 
„ Fanden ivold med pengene ! — har jeg nu ikke søgt 
i 2 timer at gøre eder sorståelig , at jeg vil angive 
den kjeltring , men man vil jo nødig selv med i 
suppen ; . . . kunne i tænke eder en bedre plan . - . “ 
„ Jo , “ svarede Søren bestemt , „ Du har jo ikke modtaget 
hans tilbud , så kan du jo sagtens lade sagen 
gå sin gang . Lad ham blive hængende ved den . “ 
„ Godt nok , lille Søren , du er nok bleven „ dydig “ 
Nu , ja , det bliver man jo ved at være i så godt selskab , 

som du har været i den sidste tid . Du husker 
nok heller ikke godt mere ; — mindes du ikke gamle 
sager ? “ 
Søren tav . Han var bange for at gøre Steffen 
vred og måske blive hindret i at udføre sin plan . Ester 
nogen rådslagning blev forbrydernes plan lagt/ 
bestemmelsen blev nu , at de til næste nat skulle 
sørge for at være underrettede om , hvorledes man lettest 
skaffede sig adgang til et prægtigt hus , som var beliggende 
på ladegårdsveien nærved farimagsveien . 
Man besluttede sig til at benytte sig af „ Bjørnens “ 
Hjælp . . Denne var en dristig tyv , som ofte med stor 
dristighed havde ledet storartede indbrudstyverier . 
Aftenen kom . Henved kl . 9 kom Søren , og i følge 
med ham en ung mand , som lod til at være ukendt 
med lokaliteterne , hvorfor det varede noget , inden han 
blev tilstedet adgang , men efter at være kommen ind i 
storstuen blev han modtaget af Steffen med megen 
glæde . Det blev bestemt at begive sig på vejen 
snarest muligt , og en times tid efter finde vi huset 
uden andre beboere end Ella . 
Værket var ikke så let at udføre , som det fra først af var 
tænkt . Man havde håbet på muligheden af at havestuedøren 
var åben , men dette håb slog fejl , idet man 
fandt denne vel forsynet med smæklås . Søren blev 
posteret ved haveindgangen og „ Bjørnen “ søgte nu at 
finde en indgang . Pludselig opdagede han et åbentstående 
vindu . Det var rigtignok højt tilveirs , men 
der var en tagrende ved siden af , og med en kats 
behændighed klattrede han op ad denne og steg ind af 

vinduet . Få minuter efter vifte han sig nede ved 
hovedindgangen og havde åbnet døren . Den „ Langfingrede “ 
Gik ind med , hvorimod Steffen blev stående 
udenfor . Han havde ikke lyst tik at anholdes som 
tyv , havde han ytret , men kom nogen af „ Djævlene “ , 
således titulerede han politiets funktionærer , ham for 
nær , skulle pågjeldende i ethvert fald mærke at Steffen 
Kall var nærværende . Det var imidlertid en ugrundet 
frygt . Søren , som i den sidste tid var bleven betragtet 
med mistroiske øjne , stod ganske vist i forbindelse 
med politiet , men planen var endnu ikke lagt til ; 
hvorledes og under hvilke forhold at Steffen og hans 
folk skulle anholdes . Steffen var alt for klog til at 
samle for mange af sine folk på engang i sit hus 
eller på nogen ekspedition . Han benyttede sjælden mere 
end en eller to ad gangen og tog som oftest anledning 
til at være så lidet aktiv som muligt og var helst således 
posteret , at han kunne komme bort i en fart så snart 
han mærkede uråd . Ved denne lejlighed var han 
særlig forsigtig , han havde længe anet at der gærede 
noget op imod ham , men han kunne ikke forstå sagens 
rette sammenhæng . Den eneste , han havde mistænkt 
for utroskab , var som sagt Søren , men denne havde holdt 
sig yderst forsigtig og var altid rede til at „ gå med “ , 
når det gjaldt et eventyr . Det varede næppe et 
kvarter førend den „ Langfingrede “ kom styrtende ud 
af døren , idet han i favnen bar alt det sølvtøj , han 
kunne flæbe afsted , og straks i hælene på ham fulgte 
„ Bjørnen “ , som naturligvis heller ikke var uden bytte . 
„ Afsted , afsted , “ skreg bjørnen , da han kom ned , 
„ Husjomfruen vågnede , da jeg tog nøglerne under 
hendes hovedpude , og hun ligger meget urolig med 

mit lommetørklæde i munden og bagbundne arme , men 
man må have hørt larmen ovenpå , thi da jeg kom 
ud , hørte jeg , at en mand kom farende ned ad trappen . 
For Pokker , skynder eder ! “ 
Inden „ Bjørnen “ var færdig med sin tirade , vare 
vore folk naturligvis udenfor den allerførste fare . 
De vare komne hen til den dør , som dengang førte 
ind til gangstien , og ved nogle kraftanstrengelser 
lykkedes det „ Bjørnen “ at komme omkring det stakitværk , 
som stod nede ved vandet , og op på den indre 
side af søen . Her stod en kagekones hus , og enten 
nu „ Bjørnen “ var kendt med forholdene eller ikke , 
nok er det , ved et stærkt ryk i dørens nedre del , gik 
denne op , og „ Bjørnen “ tog en nøgle , som han vidste 
hang der , og åbnede døren til gangstien . Hans 
kammerater var snart ude og døren lukket . Alt var 
atter roligt , og hurtig skyndte tyvene sig ned ad gangstien 
for at nå den modsatte ende , hvor man af en 
havevei kom ind gennem det dengang så lidet bebyggede 
terræn og ud på Nørrebro . Vejen fortsattes , 
dog ikke ud til Dragør , nej langtfra . Steffen 
var klogere ; han havde bedre gemmesteder . En times tid 
senere træffe vi ham på jagtveien , tæt ved en 
latrinentreprenørs oplagsplads . Her har han posteret 
sig alene , idet han har trukket sig tilbage ved grøften , 
men det varer ikke længe før han ved lyden af en 
kommende vogn træder ud på landevejen for at se , 
hvem kusken er . Han har gættet rigtig . 
„ Mads Madsen “ , råber Steffen højt nok til at 
dette kan høres gennem nattens stilhed . Den tilråbte 
kusk standser . 
„ Hvad godt ? “ 

„ Hvad vej flak du , lille Mads ? “ spørger Steffen , 
idet han kommer helt op til vognen . 
„ Ud til kulen , “ råbte Mads Madsen fra sit ophøjede 
sæde . „ Det er jo klart . “ 
„ Kan du bringe noget med for mig ? “ 
„ Jeg har snavs nok på børen , men har du 
noget der „ flinner “ , så lad gå . “ 
„ For det første dette . “ 
„ Bagatel . “ 
„ Her er en Dito , min ven . “ 
„ Lad mig få en til . . . nej , tre er et ulige tal , 
lad mig få den fjerde med . 
„ Du er dyr . “ 
„ Det er også et farligt lerinde . “ 
„ Snak , du er jo øvet . “ 
„ Godt nok , min ven , men det bliver dog mig , der 
må holde for , når den engang opdages . Den revner 
dog vistnok engang . Men før den tid håber jeg at 
være torpere i Sverigs skønne småland . Nå Steffen , 
hvad skal jeg så gøre for dig ? 
Mads Madsen var en gammel svensk tugthusfange , 
nu kørte han , som vi have set , med de „ ildelugtende “ 
Vogne til Amager . Her havde Steffen gjort hans 
bekjendtsfab . Kulen var jo et rart sted til at gjenrme 
skatte ; de fintfølende betjente ville ikke vove deres 
lugteorganer så langt . Steffen havde derfor mod 
rigelig betaling formået „ svenske Mads Madsen “ til 
at finde et passende sted til at skjule sølvtøj og andre 
sager , som man ønflede forvaret . Steffen var altid 
selv med til denne forretning , og efter den samtale , 
vi have hørt , varede det ikke længe , før Søren , „ den 
„ Langfingrede “ , „ Bjørnen “ og Steffen alle fade på 

vognen , som nu med stærk fart rullede ind mod byen . 
Ankomne tik amagerport stege „ Bjørnen “ og Søren 
af og gik langsomt ud til Steffens tivoli , hvor de op 
ad dagen fknlde træffes sammen . Undervejs blev 
Søren og „ Bjørnen “ mere fortrolige , de fortalte hinanden 
om deres store bedrifter i fortiden og om deres 
lidelser i tugthuset . — omsider spurgte Søren : 
„ Hør du „ Bjørn “ , har du aldrig været politispion ? “ 
„ Nej , hvor kan du tro det . “ 
„ Fordi jeg har hørt , al du taler så lidt med „ Stokken “ , 
— melder du dig aldrig syg , så al du kan få 
lidt frihed ? “ 
„ Nej , men jeg har tænkt på al tale med „ Børsten “ 
Om al tjene lidt ved dette hersens spioneri . . . man 
bliver så gode venner med dem , og så kan man 
bedre gøre forretninger på egen hånd . Man må 
jo være om sig . Det siak jeg dog . huske på , når jeg 
trænger tik penge næste gang . . . men dette hersens , “ 
Vedblev han , idet han viste Søren en pakke med papirer , 
„ det gør det det vel nok en god stund . “ 
„ Ah ha ! Kammerat , du gør allerede forretninger 
på egen hånd , men du vil vel dele med mig ? “ 
„ Det forstår sig , men 2erlighed varer længst min 
bro ' er . Det første kny jeg hører om , at du går 
med sladder , så er du „ leveret “ min far . Vil du 
ekspedere disse Sedler ? “ 
Den opgående sol lyste nu stærkt nok til at man 
kunne iagttage de to folk . Det var frække fyre begge 
to , men „ Bjørnen “ , der var noget plump i sine bevægelser , 
så rigtignok mest durkdreven ud . Søren 
smilte med en vis glæde , da han en kort stund havde 
betragtet sedlerne og råbte : 

„ Ah . . . ah obligationer . . . nå da . . . de er 
ikke dårlige . . . to . . . fire . . . otte . . . tolv , hver 
på 100 rdl . , . . . en . . . tre . . . syv på 500 rdl . 
Hør , du er min sandten en Pokkers lykkelig knægt . “ 
„ Hvordan skulle vi få dem afsatte , du ? “ 
„ Hvor har du stjålet dem . “ 
„ Dit fæ . . . hvor have vi været i nat ? “ 
„ Du har jo ikke været alene mere end i fem minutter 
. . . og i den tid ekspederet så mange penge . . . 
Nå , det kalder jeg godt gjort . “ 
„ Sig mig hellere , hvor vi skulle sælge dem . “ 
„ I Skåne , det forstår sig . Du går til mad 
i dag , og jeg til Malmø og Helsingborg , og så sælge 
vi dem enkeltvis på banken . Men i dag minfar , 
for i morgen er det for sent . Det er en selvfølge , at 
manden har numrene op skrevne , og der bliver telegraferet 
straks alle vegne . . . men først tænke de naturligvis 
på Hamborg o . s . v . . . . Kom min ven , afsted . . . “ 
Det lod til at Søren aldeles havde opgivet sin 
plan . Nu var pengene alt for ham . Han antog 
nu , at han sagtens kunne gøre sin lykke , — så mange 
penge på engang . Vennerne rejste sig og vandrede 
ind mod København . 
-i- rj * 
da 
Steffen Kall ud på aftenen af den dag , hvis 
morgen bragte Søren til en aldeles forfkjellig anstuelse 
end han tidligere havde haft , kom hjem til sit hus , 
ventede han der at finde Bjørn og Søren ; men blev 
flufset i sin forventning . Da ingen af dem endnu næste 
morgen vare komne tilstede , besluttede han sig til at 
tage over stil Skåne for om muligt der at få oplysnutzer 

og den hjælp , han ønskede til udførelsen af det 
hverv , han havde påtaget sig med hensyn til grossererens 
skib . Ni må nu forlade ham en stund , medens 
vi følge Søren og „ Bjørn “ på deres eventyr . 
Efter at de sidstnævnte havde nået ind til byen , 
toge de en drosche og kørte til qvæsthusgaden , hvor 
de gik ombord på et af de dampstibe , som flere gange 
dagligen går til Malmø . Da de nåde hertil , ville 
man have set , at de ikke vare ubekendte på stedet , 
thi de søgte straks hen til et mindre velbekendt værtshus , 
hvor de også straks blev modtagne med velvilje 
og viste ind i et bagværelse , hvorhen også værten 
begav sig formodentlig for at erfare årsagen til den 
måske noget uventede ankomst . 
Om aftenen var der stort gilde i dette simple 
værtshus , man drak i det uendelige , og ved midnatstid 
vare tilsyneladende alle berusede . Men Søren og „ Bjørn “ 
Vare , skønt det så anderledes ud , dog endnu ædru , 
og en efter en fnege de sig bort fra lokalet for at 
forfølge deres lagte plan . Da de vare komne ud på 
gaden , gik de hen til porten og banede sig gennem 
gården , vej til stalden , toge hver en hest og rede 
derpå rask ud ad landevejen ad lund til . Dette ridt 
fortsattes til langt ud på formiddagen den næste dag 
indtil de vare nåde op til esløf egnen , og nu troede 
de det sikkrest at flippe hestene . De gik derfra i fire 
dagsrejser , indtil de nåde jønkjöbing , og da denne 
by var nået , fortsatte de deres vej pr . Jernbane til 
Gothenborg . Hensigten var her at emigrere til Amerika , 
men uagtet de havde mange kontante penge , så syntes 
dog Søren , at det var bedst at have så meget 
som muligt , og da der iblandt papirerne fandtes nogle 

obligationer , lydende på ihændehaveren , troede han 
at det ville være heldigst at sælge disse i Gothenborg 
og således betydeligt sorøge capitalen . Dette blev 
imidlertid deres ulykke . 
Medens der omtrent var hengået et tidsrum af 
en ugestid med denne „ Bjørns “ og Sørens rejse i 
Sverige , var der her forefaldet en begivenhed , som afslørede 
flere af de forbryderes liv , med hvilke vi her have 
befljæftiget os , og vi skulle nu i korthed fortælle denne . 
Nogle dage efter det omtalte indbrudstyveri på 
farimagsveien , blev der af en fragtkjører meddelt 
politiet underretning om , at han , ved at køre noglevarer 
ud til et skib på Dragør , havde mærket , at et par af 
ballerne , som det var foregivet skulle indeholde huder 
og skind , kun indeholdt sten , grus , kalk og hår , 
hvilket han opdagede ved , at et par af ballerne vare 
blevne iturevne . Politiet satte sig straks i bevægelse 
for at skaffe sig underretning herom , og de fandt snart 
ud , at ballerne tilhørte en grosserer l . , som var velbekjendf 
for sine dristige spekulationer og ofte mindre 
hæderlige handeler . Ved den nærmere undersøgelse 
hos pågældende blev det bekendt , at grossereren 
havde købt et skib , som var bestemt til England med 
huder og skind , hvilket skib han havde været nødsaget 
til at købe , da han umuligt kunne så noget 
passende fartøj fragtet og var nødsaget til ufortøvet 
at skaffe varerne bort for at kunne overholde en af 
ham indgået contrakt om , at varerne skulle være tilstede 
på stedet inden en vis datum . Som bevis på 
dette udsagns rigtighed fremvistes da nogle breve fra 

et handelshus i England , og det blev også meddelt , 
at grosserer l . havde fået udbetalt en del penge 
på connossementerne , som vare udstedte på disse darer . 
Grossereren og hans fuldmægtig påstode at ballerne 
kun indeholdt huder og skind af prima qvakitet , og 
at det kalk og hår , som sandtes , vare tilsatte for at 
varerne kunne holde sig . Imidlertid ville ingen af 
dem straks angive nogen bestemt fører af skibet 
uagtet der stod capitain Jensen anført på connossementerne , 
men denne Jensen kunne de ikke påvise , og 
de tvivlede om , at han kom til at føre skibet , men at 
dette i ethvert tilfælde ville blive ført af en søkyndig 
mand . Ved et optaget skøn af sagkyndige mænd 
kom man til det resultat , at skibet aldeles ikke egnede 
sig til den bestemte rejse , idet det var alt for skrøbeligt 
og gammelt . Dets forrige ejer fremstod også til 
forklaring , og da denne navnlig beviste , at han havde 
været tilbudt fragten , men ikke villet modtage den , og 
derefter var tilbudt en god betaling for skibet , så 
var man snart på det Rene med , hvorledes sagerne 
støde , hvorefter grosserer l . skulle anholdes . 
Men han havde nok anet uråd , og man fandt , ham 
ikke på sin bopæl , han var draget over til sit fødeland 
Sverige . Straks blev der afsendt folk for af anholde 
ham , men Sverige er stort , og man traf ikke 
manden på de steder , hvor der først var sandsynlighed 
for , af han kunne være . Han var og blev usynlig , 
uagtet der blev gjort store anstrengelser for af pågribe 
ham . Hans fuldmægtig blev imidlertid belagt 
med arrest , men forholdt sig meget tavs med hensyn 
til sagen , og da man ikke kunne holde ham længer , 
blev han , dog navnlig fordi man antog , af man mulig , 

når han kom ud , kunne komme efter , hvor grossereren 
var . Fuldmægtigæn rejste også straks efter sin løsladelse 
til Hamborg , hvor han i lang tid blev forfulgt 
dag og nat , uden af det lykkedes af opdage , 
af han havde nogetsomhelsf møde med grossereren . 
Det blev derfor anset for rettest , dersom han , fuldmægtigæn , 
muligen ville rejse til Amerika , da af anholde 
ham . Men heller ikke dette lykkedes , thi en sljøn 
dag fik man underretning om , af fuldmægtigæn var 
spørløst forsvunden , og da hans kone samtidig hermed 
« frejsfe fra København til England , måtte det anses 
for aldeles vist , af fuldmægtigæn i ethvert tilfælde 
og sandsynligvis med ham grossereren , vare „ fløjne . “ 
Indbrudstyveriet på farimagsveien havde naturligvis 
opvakt stor alarm , og der blev søgt fjernt og nær , 
men uden held . Den bestjålne håbede imidlertid 
stadig på en heldig løsning , da han havde numrene 
opskrevne på sine obligationer og straks havde 
meldt dette til banken , hvorefter der foretoges de sædvanlige 
forholdsregler hos bankierer og vexellerer , der 
atter igen underrettede deres venner i udlandet om 
at tage sig i agt for sådanne papirer . Da Søren derfor 
en dag efter , at han i forening med „ Bjørn “ 
Havde løst billet til Amerika , kom ind til en bankier 
i Gothenborg og falbød de ofte omtalte papirer , blev 
det ham meddelt , at udenlandsfe statspapirer aldrig 
omsattes straks , men først efter en eller to dages forløb . 
Dette fandt han kunne være i sin orden , og 
da de endnu havde nogle dage at opholde sig i 
Gothenborg i , så morede de sig muntert til den sidste 

dag , da skibet skulle afgå om aftenen . Henad 
middagstid indfandt de sig på banken og blev meget 
høfligt anmodede om at træde ind i et sideværelse 
for at påtegne dokumenterne , „ en forholdsregel , der 
var nødvendig i Sverige “ , blev der sagt . Søren , der 
syntes at det varede noget længe inden man forelagde 
dokumenterne til underskrivning , blev ængstelig 
og ville gå ud i kontoiret , men fandt , døren — 
aflåset . 
Betænkningstiden var ikke lang , thi i næste øjeblik 
gik døren op og ind trådte en politiembedsmand med 
tre betjente . Der blev ikke gjort mange omstændigheder 
med dem , og inden næste dags aften vare de 
ombord på „ Exelencen toll , “ bestemt til København . 
Da de ankom hertil , gik „ Bjørn “ straks til bekendelse 
om sin delagtighed i indbrudstyveriet på farimagsveien , 
og han tog ikke i betænkning at blotte alle sine 
meddeltagere så fuldstændigt som muligt . Man indfandt 
sig i tivoli en aftenstund i efteråret og troede 
at træffe Steffen Kall , — men det var for sent . Han 
var alt for fiffig en forbryder til at lade så meget 
falde over sig , og han havde derfor taget flugten i 
tide og ført Ella med sig . Huset var tomt , og alle 
de mange kostbare genstande , som engang opbevaredes 
der , vare sporløst forsvundne . Man søgte og søgte efter 
Steffen Kall såvel her som i Sverige , men aldrig 
hørte man noget om ham . Formodenlig har også 
han fundet et fristed „ bejonl tbe sea “ . 
Vore bekendte , Søren og „ Bjørn “ , blev som deltagere 
i det store indbrudstyveri på farimagsveien , 
straffede med 7 og 12 Års forbedringshusarbeide . 
Søren havde dog den glæde , da han atter blev fri , 

at han ved en asdød slægtnings godhed var bleven 
betænkt med en lille sum penge , for hvilken han drog 
over til Amerika . Hans kammerat , „ Bjørn “ , kom tilbage 
til ladegården , og der er han endnu . 
Rædselshuset i Sophiegade . 
Det var en kold , mørk , stormfuld vinteraffen , da 
jeg gik ud til doktor zyk , som dengang boede i Strandgade 
på Christianshavn , for at erfare grunden , hvorfor 
. han havde anmodet mig om en samtale . Sneen 
fløj i store flokke , og det var med stor møje , at man 
kunne bane sig vej frem mod udveiret , men jeg nåde 
omsider det hus , hvor doktoren boede . Han havde 
kendt mig under tidligere livsforhold , og jeg antog , 
at han nu søgte min hjælp i et eller andet privat anliggende . 
De forhold , som hin aften satte mig ind i , 
gjorde et så dybt indtryk på mig , at jeg ikke kan 
undlade at meddele mine læsere den , eftersom de vise , 
til hvilken grad af grusomhed den menneskelige begærlighed 
kan synke . Jeg skal derfor i de to fortællinger , 
som ligge under dette kapitel , lade begivenhederne 
rulle frem , fåledes som de passerede . 
Da jeg ankom til huset , bemærkede jeg lys i doktorens 
studereværelse og antog derfor , at jeg ventedes , 
da jeg havde angivet det tidspunkt , på hvilket jeg kom , 

om det omtrentlige , jeg kunne ankomme . Tjeneren , 
som lukkede mig op , lod også til at være bekendt 
med min ankomst , thi han bad mig blot om at vente 
et øjeblik , da lægen netop i samme stund var hjemkommet 
sra et sygebesøg , men straks ved sin ankomst 
havde spurgt , om jeg havde været der . 
Kort efter sad jeg i det hyggelige lille studereværelse 
hos doktoren og lyttede til hans fortælling . 
Den gik ud på , at han for nogle dage siden var 
bleven kaldet til en mand ved navn Hansen , som boede 
i en as de bedre ejendomme i Sophiegade . Her havde 
han fundet datteren , Emilie , i en meget betænkelig 
tilstand , og de midler , som han janvendte for at redde 
hendes liv , syntes enten ikke at blive anvendte eller 
modarbejdede af andre årsager . Der syntes desuden 
at være en hjertesorg eller noget lignende tilstede , som 
trykkede den unge pige , men han kunne ikke sorklare 
sig dette . Hun var en broderdatter as Hansen , som 
var en velhavende mand . Hendes fader var død få 
uger forud . Han havde været skibsfører og i mange 
år enkemand , i hvilken tid hans hus var bleven bestyret 
af en husholderske , Fru Rasmussen , — som 
havde opdraget hans datter . Han var anset for en 
meget rig mand , var nylig hjemkommen fra en flerårig 
rejse , var straks bleven syg og efter et par ugers 
forløb død . Derefter var den unge pige kommen i 
fin onkels hus , men var allerede dengang meget sygelig , 
og senere havde sygdommen gradvis tiltaget . 
Fru Rasmussen var efter faderens bestemmelse fulgt 
datteren i huset hos broderen og syntes at bære en 
moderlig omhu for hende , -- -- -- -- -- - menlægen kunne ikke 
lide hende og frygtede for , at der var noget galt på 

færde . Hvad det var , kunne han ikke i øjeblikket 
forklare sig , men bad mig , dersom det var mig muligt , 
at skaffe sig underretning og oplysning , som 
måske kunne klare nogle af disse underlige forhold . 
Det var i sandhed en vanskelig mission , der her blev 
overgivet mig , men af lægens forklaring kunne jeg 
jo nok forstå , at der måtte være noget galt på 
færde , og at der upåtvivleligt forelå en eller flere 
forbrydelser . Jeg begyndte undersøgelserne . 
Mit første skridt var at udfinde , hvem Fru Rasmussen 
egenlig var . Det viste sig kun alt for snart , at 
hun var en velbekendt „ flygtig “ Dame , som kaptajnen 
for mange år siden under et af sine ophold her i 
hjemmet havde stået i et intimt forhold til , hvilket 
havde ledet ham til at overgive sit uskyldige barn i 
hendes hænder . 
Emilie , som på den tid fortællingen begynder , 
var omtrent 17 år gammel , havde i flere år vist en 
vis vekvillie for en ung mand , nogle år ældre , som , 
havde været hendes lærer i musik , en velvilje , der 
var bleven afløst af en dybere følelse . Herover var 
Fru Rasmussen bleven rasende , og efter at hun gentagne 
gange havde advaret Emilie mod dette forholds 
vedbliven , var Ludvig Holm , den unge mand , bleven 
borte fra huset . Kort tid derefter var Emilie bleven 
syg , men efter et par måneders forløb var hun atter 
helbredet . 
Således stod sagerne ved faderens hjemkomst . 
Det var ikke muligt at få nogen underretning om 
hans sygdom og død , kun at doktor s . havde været 
hans læge . Da doktor zyk erfarede dette , fik han 
ved en kollega kundskab om , at skibskapitain Hansen 

var død af en mavesygdom og havde testamenteret sin 
datter hele sin formue . Fru Rasmussen havde man 
bestandig antaget skulle blive hans kone , og der var 
tale om , af den formue , som skibskapitain Hansen 
havde efterladt sig , fluide tilfalde hende , dersom hun 
overlevede hans datter . 
Denne sidste antydning og skibskapitainens hurtige 
død og datterens pludselige sygdom straks derefter 
bidrog stærkt til af lade mig formode , af sagen 
var alvorlig , og af det gjaldt om af få beviser 
ihænde mod Fru Rasmussen . Forgæves søgte jeg efter 
Ludvig Holm , men han var nogle måneder forud 
rejst til Paris , dels for af uddanne sig , dels for muligt 
af forvinde en sindssygdom , som truede med af tage 
overhånd . Hans fader troede nok , af det var kærestesorger , 
men han kunne ikke begribe , af Ludvig , der altid 
var sådan en munter fyr , kunne finde på sådanne 
griller . 
Tiden gik . Emilies sygdom forværredes vel egentlig 
ikke , men hunzvar ikke den livsglade- unge pige , 
hun havde været før . Hun syntes ikke af ville tage 
del i nogen ting , og var ikke af formå til af gå 
ud , når hendes tilstand nogenlunde tillod det . Hun 
blev bestandig plejet af Fru Rasmussen , og hendes 
smerter syntes vedblivende at holde sig i underlivet 
og brystet . 
En dag traf jeg på gaden et ældre fruentimmer , 
hun hørte til den mistænkelige protokol , men havde i 
mange år været fri og lod til at have forbedret 
sig betydeligt , og da jeg i længere tid ikke 
havde hørt noget om hende , så tog jeg anledning til 
at tiltale hende . På mit spørgsmål om , hvad hun 

beskæftigede sig med til jsit livsophold , svarede hun 
med at beklage sig over sin gode kapitains død . Dette 
slog mig ; jeg spurgte om , hvem hun mente , og fik til 
svar : „ Ih , naturligvis kaptajn Hansen , “ hos hvis 
familie hun i mange år havde gået tilhånde . 
Snart fik jeg nu en omstændelig forklaring over , hvorledes 
kapitainen var kommen hjem i syg tilstand , og 
den kære Fru Rasmussen , som havde haft så meget 
imod , at den lille søde frøken Emilie blev forelsket i 
den yndige Holm , havde naturligvis plejet kaptajnen 
med den sædvanlige omhu , for det havde nok været 
bestemmelsen , at de fluide giftes , når han blev rask . 
Da det imidlertid lod til , at det ville blive hans sidste 
sygdom , vedblev hun at overtale ham til at gøre 
testamente , noget , hvortil han var meget villig , men 
derimod uvillig til at overlade sin datters formue til 
Fru Rasmussens bestyrelse . Således havde Karen , 
som den gamle kone hed , og som ofte under kapifainens 
sygdom havde været der både dag og nat , 
engang haft . Anledning til at høre noget af en samtale 
mellem kaptajnen og frit Rasmussen , hvori 
fruen på det ivrigste søgte at overtale kaptajnen til 
at overlade barnets fremtid til hende , da hun ikke 
antog , at hun ville leve længe , og det derfor var bedre 
at datteren var afhængig af sin formynderske . Dette 
havde han dog ikke villet indvillige i , men omsider 
givet efter for hendes indtrængende anmodning om at 
erholde nogen „ Erstatning for al sin ulejlighed ved 
barnets opdragelse “ , således at hun blev arving 
efter barnets død . Formodenlig har kaptajnen indvilliget 
i dette ønske , thi næste dags formiddag kom 
hans forretningsven , advokat s . , og nedskrev hans 

testamente , der også lød overensstemmende med husholderskens 
ønske . To dage senere var kaptajnen 
død , og så snart begravelsen var forbi , havde kapifainens 
Broder udtalt ønsket om , at hans Broderdatter 
kom i huset hos ham med sin plejemoder , og da denne 
formodentlig ikke uden mistanke kunne modsætte sig 
dette , vare de henflyttede til onklen . Siden havde 
Karen ikke haft beskæffigelse for fruen , men hun havde 
dog besøgt hende et par gange , navnlig siden frøken 
Emilie blev syg . Hun vidste meget godt , at Fru Rasmussen 
havde forårsaget , at Ludvig Holm blev borte 
fra kaptajn Hansens hus , men dog kunne hun ikke 
give nogen meddelelse om , hvorledes dette var forårsaget . 
Sagen 
var meget pikant . Ludvig Holm , som var 
den eneste , der kunne give nogem sand meddelelse om 
forholdet , han var borte . 
Læseren må nu forlade denne del af fortællingen 
og lade mig fremstille nogle andre forhold , der ved 
samme sag kom til min kundskab og bragte lys i 
denne gådefulde sag . 
En tidlig morgenstund vandrede jeg over den såkaldte 
„ lukkede envelope “ på Christianshavn . Jeg 
havde i lang tid søgt en person , som ofte var straffet 
for tyveri og indbrud , og havde nogle dage forud 
erfaret , at han i nogen tid daglig havde passeret den 
nævnte vej . Det var nemlig ikke meningen at anholde 
ham på stående fod , han skulle blot „ pustes , “ 
Og derefter fluide man undersøge hans forhold og 
sætte andre på spor efter ham , da han var stærkt 

mistænkt for et meget dristigt indbrudstyveri på Christianshavn , 
ved hvilket der var anvendt en fremgangsmåde , 
som aldeles svarede til den , som den pågældende 
tidligere bestandig fulgte ved udførelsen af 
sine forbrydelser . Men han var en hårdnakket fyr , 
der altid holdt sig til benægtelsessystemet og kunne 
holde ud , indtil det ikke længer kunne nytte at holde 
ham ; han var vel bleven straffet nogle gange , men 
aldrig uden på mistanke . Efter flere timers ørkesløs 
vandren i envelopen kom endelig den søgte , som vi 
ville kalde Per Søren . Han blev tiltalt i al venlighed , 
og vi fulgtes ad mod byen . Sit opholdssted angav han 
at være Sophiegade nr— på Christianshavn i kjelderen , 
et sted , som jeg havde let ved at erindre , da det i 
den senere tid havde været så meget i mine tanker , 
nemlig i anledning af Emilie Hansens sygdom , lægens 
fortælling og den forunderlige Fru Rasmussen . Jeg 
lod naturligvis ikke Per Søren have den ringeste 
anelse om noget af denne sag . Per Søren lod sig 
ikke let mærke med noget , men han udtalte sig dog 
dadlende mod den mand , hos hvem han angav at bo , 
og det med så tilsyneladende alvorlig mishag , at 
man sristedes til at tro , at hans mishag måtte være 
grundet på faktiske begivenheder . Han nærede således 
mistanke om , at Ole Petersen , således hed 
hans vært , stod i forbindelse med nogle fruentimmer , 
som toge børn i pleje for en bestemt betaling en 
gang for alle , samt at Ole Petersens kone deltog i 
denne forretning . Han forklarede som et væsenligt 
støttepunkt , at Ole Petersen i de sidste 6 måneder 
2 gange havde begravet småbørn , som hans kone 
havde haft i pleje en 8 til 14 dage , — men det var 

også alt , hvad han ( Per Søren ) dengang kunne 
fortælle . 
Den næste dag var jeg ivrig beskæftiget med at 
erfare noget nærmere om de mystiske begivenheder , som 
Per Søren havde omtalt . Jeg søgte længe , forinden 
jeg kunne få det allermindste holdepunkt , men omsider 
sik jeg ved hjælp af det „ oplivende “ Brændevin en 
på kvisten i huset lige overfor boende gammel skomagersvend , 
som jeg erfarede arbejdede for Ole Petersen , 
til at give mig lidt underretning . Jeg begav mig op 
til skomagersvenden og lod , som om jeg boede der i 
nærheden , for at få et par gamle sko skårne af til 
tøfler . Samtalen drejede sig snart om „ Tiderne “ , og 
ved hjælp af „ den blå lærke “ , som jeg foranledigede 
fyldt , fortalte nu skomagersvenden , at der „ var mange 
nederdrægtige folk til i verden , “ og at han så ofte 
blev holdt for nar . Da jeg villig indrømmede ham 
rigtigheden af denne sætning , begyndte han at tale 
om snart den ene snart den anden af sine mange 
naboer , hvoraf de fleste mere eller mindre havde holdt 
ham for nar . Omsider slog også timen for den 
„ pæne mand i rullekjælderen , “ han havde nok ikke 
været meget flink til at betale , men på „ det sidste “ 
Havde han dog klaret sig godt , ja , han skulle „ sågar “ 
Have et par nye vandstøvler til 7 rdl . , for nu tjente 
han mange penge som sandgraver . Han kendte ikke 
meget til familiens øvrige forhold , men så meget 
kunne han jo nok forslå , at der måtte være noget 
„ muggent “ , for konen græd alletider og manden var 
bleven meget grov og brøsig i den sidste tid . Vi 
skiltes ad for denne gang , og jeg bad ham skaffe mig 
underretning om , hvad konen var så bedrøvet over . 

næste gang vi samledes , fortalte han , at han havde 
hørt , at konen havde mistet 2 børn i den sidste tid , 
og at manden havde mange penge at råde over , 
samt at det nok ikke hang rigtig sammen med arbejdet , 
for md . Mikkelsen på 2den sal havde bemærket , at 
han var alt for meget hjemme til , at han kunne være i 
noget regemæssigt arbejde . 
Nu troede jeg at være nogenlunde underrettet , og j 
jeg opsøgte derfor Per Søren , som jeg nu vidste havde 
været pålidelig i denne sag og derfor mulig kunne 
blive nyttig under sagens yderligere forfølgelse . Nogle 
dage hengik inden jeg traf Per Søren , og han var 
straks villig til at følge den ordre , jeg gav ham , men 
påstod dog at ville handle efter konduite , idet han 
antog , at det var bedst at tage Ole Petersen i gerningen 
og lovede at underrette mig om en beleilelig 
tid der hengik et par ugers tid uden at man 
hørte noget særligt , men en aftenstund , meget sent , opsøgte 
Per Søren mig og forklarede , at der et par Tage 
efterat Per Søren havde fået underretning af mig , 
var kommet et barn i huset for at plejes af md . 
Petersen . Han havde vel ikke hørt dem tale om , hvad 
betaling de fik derfor , men forunderligt nok var også 
dette barn blevet syg straks efter at det var kommen i 
huset hos Petersen , som også havde beklaget sig over 
dette besynderlige tilfælde . Samme eftermiddag , som 
Per havde taget beslutning om at tale til mig derom , 
var barnet falden hen i en dødlignende dvale , som 
vedvarede endnu da Per gik fil byen . 
Situationen var vanskelig . Jeg fulgte hjemover 
med Per Søren for at se , om der måske var mulighed 
for at få yderligere oplysninger , men da vi ankom 

fil gaden , så vi den opfyldt af mennesker . 
Sagen var , at md . Petersen pludselig var faret op af 
kælderen og løbet ned ad gaden , idet hun skreg : 
„ Mord ! Mord ! “ og da nogle forbigående standsede 
hende , havde hun med voldsomhed revet sig løs og 
ytret , at hun ikke ville anholdes , før hendes mand 
kom tilstede , „ den skurk “ , for det var hans skyld . 
Hun var imidlertid straks bleven gjort uskadelig , og 
det viste sig , at hun var bleven vanvittig . Barnet , 
som hun havde i pleje , fandt man i en søvlignende 
tilstand , hvilket lægen erklærede kunne være fremkaldt 
ved den sygelige tilstand , hvori barnet tilsyneladende 
befandt sig . Md . Petersens spetakel havde naturligvis 
fremkaldt storartet opløb , som dog snart adspredtes , 
navnlig da den forsamlede mængde erfarede , at konens 
atringer om mord vare ubegrundede , og at manden 
var bleven anholdt for at afgive forklaring . Ole 
Petersen fandtes på et værtshus i Strandgade og 
var ved sin anholdelse i besiddelse af over 200 ndl . , 
— et beløb , han angav at være resten af 250 ndl . , 
som han foregav at have vundet ved sidste trækning i 
lotteriet , men hos hvilken kollektør eller på hvilke 
numre , derom ville han ingen oplysning give . Han 
var hårdnakket i sin forklaring og navnlig stolede 
han på , at retten ikke ville kunne komme til bunds 
i sagen , da hans kone i sin sindsforvirrede tilstand 
ikke kunne benyttes til at afgive nogen forklaring . 
Tiden gik . Barnet kom sig ved omhyggelig lægehjælp 
og pleje efterhånden , og i Ole Petersens 
gemmer , der blev eftersøgte , fandt man nogle breve 
fra en Stine r . , som indeholdt anmodning til Petersen 
om at vente „ nogle uger endnu “ , og „ at pengene ikke 

vare rede , men snart blev det , “ osv . Han ville ikke 
vedkende sig disse breve og kunne ikke forklare sig 
deres tilstedeværelse , og da brevene , som havde været 
indesluttede i konvolut , således ikke bar noget stempelmærke 
samt vare uden datum eller adressesfed , så 
var det vanskeligt at finde nede i denne historie . Per 
Søren havde imidlertid ikke været ledig ; han indfandt 
sig også en dag og meldte nu , at han havde fået 
oplysninger , som mulig kunne lede til af se sagen 
noget klarere . Han havde nemlig erfaret , af en Fru 
Rasmussen , som havde boet i Strandgade , men nu 
boede i Sophiegade , havde slået i forbindelse med 
Ole Petersen og haft nogle forretninger med ham , og 
af den ene af de piger , som havde anbetroet sit barn 
til ham , havde været på hans bopæl og spurgt om 
barnets klæder . Derved havde Per Søren fået oplysning 
om , hvorledes det hang sammen med hendes 
barn . Hun havde meddelt , af hun , som tjente , af 
barnefaderen var tilbudt 200 ndl . til hjælp engang 
for alle ; hun havde derefter averteret i adresseavisen om 
en pleje for barnet . Herpå havde Fru Rasmussen 
svaret ved af indlæge billet og havde da ved deres 
møde erklæret , af det vel ikke var hende , som ville 
have barnet i pleje , men af hun på det bedste kunne 
anbefale en familie uden børn . Denne familie var 
Ole Petersen , rullefolkene i kælderen , og den stakkels 
tjenestepige , som ikke troede andet end det bedste om 
den fine frue , indlod sig derefter med Petersen , som 
snart indvilligede i af indgå på , mod en sum af 
150 rdl . , af opdrage barnet til dets konfirmation . 
Pengene blev udbetalte , men uden vidner og uden 
kontrakt , da efter Petersens sigende sådant noget 

blev udført under fire øjne . Omtrent to uger efter 
da pigen besøgte barnet , fandt hun det lidende , men 
håbede at dette snart ville gå over , hvilket dog 
ikke blev tilfældet , da barnet døde en månedstid 
efter . Petersen havde beklaget sig over , at han nu 
allerede måtte betale begravelsesomkostninger , og da 
pigen opfordrede ham til at tilbagebetale sig nogle af 
pengene , talte han om , at han ville melde hende til 
politiet og truede hende således , at hun , den stakkels 
enfoldige pige , af angst bad ham at skåne sig og 
lovede , at han skulle få 10 rdl . i erstatning for 
begravelsen , når han blot ville vente nogle uger . 
Han havde troligen affordret hende dette beløb , og da 
hun , som tjente hos et godt herskab her i byen , srygtede 
for , at Ole Petersen , at dømme efter hans attringer , 
måske kunne finde på at angive denne historie for 
herskabet , som hidtil havde været ukendt med den 
ulykkelige piges fortidshistorie , udbetalte hun ham også 
beløbet , som hun til dels skaffede tilveie ved at 
pantsætte noget af sit gangtøj . 
Såvidt Per Sørens fortælling af pigens udsagn 
til ham , men det gjaldt nu om at få besterntere oplysninger 
af hende selv og muligen at sinde de to andre 
offers for Ole Petersens ondskab . Han vedblev bestandig 
at nægte og . påstod , at han havde taget 
børnene i pleje af nåde og barmhjertighed , og at 
hans kone havde gjort det bedste for dem , men da de 
havde været sygelige før de kom i hans hus , vare de 
fnart efter asgåede ved døden . 
Endelig kom der dog lys i denne frygtelige sag . 
En dag kom moderen til det barn , som var i pleje 
hos Petersen , da denne blev anholdt . Hun forklarede 

noget lignende , som den ovenfor omtalte , og 
kunne give oplysning om den tredje . Det var bestandig 
pr . Avertissement i avisen at denne trafik var indledet , 
bestandig på Fru Rasmussens anbefaling , at de stakkels 
piger faldt i hænderne på Ole Petersen , og han 
havde i alle tilsælde fået hen ved et par hundrede 
daler for sin ulejlighed . Han blev konfronteret med 
pigerne , men påstod med den største frækhed , at han 
aldrig havde set pigerne , og han ville kun yderligere 
forklare , at børnene vare komne i huset ved Fru Petersens 
foranstaltning , da hun havde sagt , at pigerne 
vare meget trængende , og derfor havde Petersen givet 
efter for sin hustrues ønsker og taget børnene i huset . 
Han kunne ikke hjælpe , at de vare døde straks efter , og 
det havde forvoldt ham meget bryderi . Under sagen 
oplystes det , at han ikke havde haft arbejde i lang 
tid , at han aldeles ikke havde været i stand til at betale 
sin husleje den flyttedag , som gik forud for disse 
begivenheder , men at hail ifølge værtens forklaring , 
netop få dage efter at han af pigen Johanne havde modtaget 
betaling for det første barn , havde betalt sin 
leje , og i det hele siden den tid været meget flot med 
penge . Han kunne jo ikke modsige disse kjendsgjerninger , 
men han nægtede ivrigt at give oplysninger , som kunne 
lede til at kaste noget lys i denne uhyggelige sag . 
Der var imidlertid anledning nok til at antage , at Fru 
Rasmussen havde en ikke ubetydelig del i denne sag , 
og det var heller ikke usandsynligt , at hun havde haft 
nogen fordel deraf , og hun blev desårsag anholdt og 
belagt med arrest . Da hun havde haft anledning til 
at se Ole Petersen , men ikke talt med ham , og på 
hendes spørgsmål om hans stilling i sagen havde 
s 

fået det svar , at Petersen vistnok havde tilstået alting , 
så tilstod hun øjeblikkelig , at hun var skyldig , 
ja endog , af det var en forståelse mellem parterne , af 
børnene ikke havde lang levetid efter at de vare komne 
i huset hos Petersen . Af de indkomne summer havde 
Fru Rasmussen hver gang fået 50 rdl- som sin andel . 
Som middel til af fremskynde børnenes sygdom og 
død havde hun anvendt en giftsort , som ikke bør 
nævnes her , da den er alt for almindelig og alt for let 
af få fat på , til af man bør overlade dens navn og 
anvendelse til enhver ubetænksom læser . Hun vedgik , 
af madam Petersen vel havde ladet sig lede af manden 
i det første tilfælde , men derimod i det sidste havde 
hun haft en sådan rædsel for denne sags følger , af 
hun aldeles ikke havde været til af formå til af have 
trogen andel i denne grusomme handling , men af 
manden selv havde måttet varetage den . I det sidste 
tilfælde havde der været heftige skænderier mellem 
legtefolkene , hvilke , da barnet var henfalden i en slags 
dødlignende søvn af omtrent 2 dages varighed , havde 
endt med af madam Petersen var gået fra forstanden . 
Fru Rasmussen havde under sagen været meget ængstelig 
for dens udfald , men håbet af Petersen ville holde 
hende udenfor den og lade sagen få et for parterne 
tilfredsstillende udfald ved stadig af nægte af give oplysninger . 
Da Fru Rasmussen senere erfarede , at hutl 
ved denne tilståelse var „ gået i fælden “ , ærgrede 
hun sig i den grad , at hun blev syg og efter et par 
måneders sygeleje døde . Denne omstændighed benyttede 
Ole Petersen så godt han kunne , men indicierne 
mod ham vare så stærke , at han blev dømt til livsvarigt 
tugt- , rasp- og forbedringshusarbeide . Om 

han er død , vides ikke . Hans stakkels hustru forblev 
vanvittig til sin død . 
Vi må nu vende tilbage kil Emilies sygdomshistorie . 
Nu vil det vel ikke falde så vanskeligt for 
læseren at forstå denne , så meget mere , som man vil erindre , 
at Fru Rasmussen i skibskapitain Petersens testamente 
var indsat som Emilies arving . Sagen var også 
meget simpelt anlagt . Ved en langsom gift søgte 
„ Fruen “ at blive fri for Emilie og havde formodentlig 
allerede forud ved lignende midler skaffet kaptajnen ud 
af verden . Men det var vanskeligt at bevise . Med 
hensyn til Emilie , var det klart , at hun led af 
følgerne af giften , men der var intetsomhelst at finde 
i hendes hjem , der kunne lede til denne forbrydelses 
fuldstændige opdagelse . 
En sådan række af forbrydelser kunne nok skaffe 
det sted , hvor de vare begåede , navn af rædselshuset . 
Til slutning kan vi meddele , at omtrent et halvt år 
efter var Emilie fuldstændig helbredet , og endnu et halvt 
årstid derefter fejredes hendes og Ludvig Holms 
bryllup med stor pragt i den unge dames hjem hos 
onkelen . 
Gazetspillerne . 
Vi ville i dag føre vore læsere til en skueplads , 
hvor lidenskaben har opslået sit tempel , og fra denne 

skueplads skildre nogle træk , der kunne vise den 
uindviede til hvilken grad letsindigheden kan gå , 
selv i kredse , hvor man skulle tro , at dannelse og 
intelligents måtte få overhånd over og kue lidenstaben . 
Når 
man læser politinyt og dagligdags hører 
tale om simple tyverier , bedragerier etc . , da tænker 
man sig jo bestandig ved en tyv en simpel mand af 
lav karakter og fædvanligviis lav stilling i samfundet . 
Men , når talen er om en spiller , da gribes man 
almindeligvis af en egen nysgerrighed . Man tænker 
sig en mand af intelligents , en mand , som bevæger 
sig i gode kredse , — og som vel kan være aldeles 
hengiven til sin lidenskab ; — men som tyv tænkes han 
aldrig . Hvorfor ikke ? Tro ikke , at spilleren kan styre 
sin lidenskab , selv om man har set ham sidde kold og 
bleg ved spillebordet ; — i hans indre gærer der et 
rædselsfuldt raseri , og kan han ikke få penge til sit 
spil på rette måde , så findes der altid en udvej . 
Et arvestykke , en erindring , sin hustrues smykker eller 
lignende , — intet er helligt for spillerens hånd . 
Og når sådant ikke kan fås , da har man endogså « 
Eksempel på , at en spiller er tyet til ved 
tyveri at forskaffe sig midler til at fortsætte spillet 
med . 
Der findes nogle enkelte steder heri byen , hvor 
bazetspillet drives , og det endogså « efter en meget stor 
målestok . Undertiden læser man om , at politiet 
attraperer et eller andet spillehus , — men ak ! Spillerne 
ere håndværkssvende , og banken såre lille . Og dog 
er der intet , som opdagelsesbetjenten med mere Iver 
kaster sig over , end netop over spillehusene . Men han 

ledes ofte på vildspor ; — thi spillerne er snedige 
folk , — i dag her , i morgen der og aldrig hvor politiet 
søger dem . 
For flere år siden var der på Vesterbro et lille 
hus , som hver aften benyttedes af spillere . Huset 
lå afsides , havde 2 værelser , og var kun et enetages 
sted . Adgangen til det var derfor meget let ; men af 
frygt for , at uvedkommende skulle trænge sig derind , 
var værten i huset posteret i det forreste værelse , hvilket 
var mørkt . Da politiet fik underretning om forholdet 
i dette hus , var der mange vanskeligheder at overvinde ; 
men omsider llykkedes det en nat at overraske 
selskabet . Dette bestod af håndværkssolk ; banken 
var vel ikke stor , men vidnede dog om , at spillet efter 
forholdene måtte have været højt . 
Blandt de personer , som ved denne lejlighed anholdtes , 
ville vi fremhæve bi . bl . Han havde i mange 
år været bekendt som spiller , og det havde ofte forundret 
folk , hvor h , an vel fik penge fra til sit spil ; 
thi han var ikke heldig i spillet , og arbejde befattede 
han sig ikke med . Men grunden blev omsider løst . 
Et par år senere indløb der til politiet i et kort 
tidsrum en stor mængde anmeldelser om indbrudstyverier . 
De vidnede om dristighed i udførelsen og en 
påfaldende omhu for at fkjule udbyttet . Politiet 
søgte ufortrødent , men uden held . Endelig hændte det , 
at en ung dame overraskede en mandsperson i sin 
faders værelser på en tid , da det måtte formodes 
at hele familien var ude og ville blive ude for den 
aften . Uagtet manden ikke tabte sin fatning og kom 
bort fra stedet , havde den unge dame dog taget et 
så godt mærke af ham , at hun nogle aftener efter 

med bestemthed genkendte ham på tivoli . Politiet 
geNkeNdte i ham dets gamle bekeNdt N . N . 
INitupiNit==haNg til spil havde gjort N . N . ked af at erNære 
sig på ærlig vis og efter at være blevet straffet , om 
vi mindes ret , i gluckstadt , kom han hertil , hvor han , 
for at få midler til spil , begyndte sin vidtomfattende 
virksomhed som indbrudstyv . Kun for at tilfredsstille 
sin ulykkelige lidenskab , udførte han tyverierne 
i Hyfkenstræde findes et hus , hvor også spillere 
en tid havde tilhold . Lejligheden var ligeledes her indrettet 
med et mørkt værelse foran . Til dette hus 
søgte unge handelsfolk , og her var banken ofte høj . 
Politiet har måske aldrig kendt dets tilværelse , og 
vi have blot sremdraget det for at skildre et par 
scener , som vise dels en smuk handling af en spiller , 
dels hvilken ulykke spillelysten kan medføre . 
Viggo u . besøgte spilleklubben i selskab med Harald 
inituPinit==P . heruPher==begge vare unge herlige deruPder==mennesker af velhavende 
forældre , men lidenskabelige spillere . Naturligvis 
varede det ikke længe , før de havde tabt den sum , 
som stod til deres rådighed . 
En aften kom de sammen i spillehuset . En time 
senere havde ingen af dem penge . Viggo rejste sig 
bleg og skælvende , han famlede i sine lommer , men 
der var intet . 
„ Vent et kvarter , — jeg skal straks være her med 
penge ! “ råbte han , greb hat og overfrakke og stormede 
ud af døren . 
De øvrige spillere fortsatte spillet indtil hans 
tilbagekomst . Da han fremtog sin tegnebog , kom 
han til at se på Harald , som sad ligbleg og stirrede 
på ham . 

„ Hvor har du fået penge fra ? “ spurgte Harald . 
„ Jeg har hentet dem i „ Kassen , “ hviskedee Viggo , 
„ jeg ved , at jeg vinder i aften . . . “ 
„ Vogt dig , Viggo ! “ råbte Harald , idet han rejste 
sig , „ tøv ikke et minut her længer . . . Gud fle lov , 
nu har jeg lært . . . Viggo , gå , gå bort fra disse 
kæltringer ; — taber du dine penge , er du ulykkelig , 
og ingen af dem , der her vinder dine penge , vil have 
så meget tilovers for dig , at han så meget som vil 
beklage dig ! “ 
„ Ja , unge mand , lad deres ven være i ro , “ 
Yttrede en ældre bleg mand , hvis træk viste , at han 
var herre over sin lidenskab ; „ måske ville hans venner 
her være hurtigere til at handle , når han trænger til 
deres hjælp , end de ville være i stand til , om han behøvede 
deres . . . “ 
Harald gik , Viggo blev . Han tabte alt og var 
om morgenen ude af stand til at gå til sin forretning . 
Han blev siddende på sit værelse uden at 
kunne fatte sig . Penge måtte han skaffe , og det straxen 
stund endnu . . . han rejser sig . . . går ud . 
Omtrent samtidig modtogharald etbrevfrahrr . Xxhan 
åbnede det og læste : 
hrr . H . P . 
Indlagt findes det beløb , som deres ven tabte 
til mig lastes . Jeg ønsker ikke at beholde penge , 
som jeg ved er stjålne , men jeg troede det rettest 
at lade den unge mand føle byrden as at have begået 
en forbrydelse . Endnu er det tid . Il med 
at bringe deres ven vedlagte sum . Jeg ønsker at 
/ 

de skal bringe ham budskabet , da de i aftes var 
så venlig at stemple os som kæltringer . 
Xxharald 
glædede sig vel over disse linier og var i 
sit hjerte taknemmelig for det gode udfald , men mente 
dog , at Viggo havde godt af af vente lidt endnu . 
Et par timer senere gik han til det sted , hvor 
Viggo havde sine forretninger . Her blev han underrettet 
om , af Viggo havde været der , men havde igen 
måttet gå hfem formedelst ^ildebefindende . Harald 
ilede til Viggos bolig . Han løb hurtig op til hans 
værelse , bankede på , og , idet han lagde hånden på 
dørgrebet . . . lød knaldet af en pistol ; — døren fløj 
op , og . . . på gulvet lå Viggos afsjælede legeme . 
Til andre tider har der dannet sig store foreninger , 
som dreve bazetspillet som indtægt , og hvilke i deres 
organisation have været så forgrenede , af det var meget 
vanskeligt af komme tilbunds i denne sag . Der var 
således engang en spillebule i Gothersgade , som drev 
sit uvæsen i meget lang tid , inden det allermindste 
spor kunne fås til af bringe denne pestbyld til af 
springe . Klubben blev besøgt af mange højtstående 
personer , og en vis grosserer , som særlig gjorde 
sig bemærket ved sin øvelse i af narre fremmede , som 
bleve hentede ind af „ Slæberne “ , som de folk kaldtes , 
der foranledigede en eller anden , der var ubekendt 
med delte spillehelvede , til af prøve lykken , og som 
naturligvis , når de kom under grossererens behandling , 
vare sikre på at tabe indtil den sidste skilling . 

i dette spillehus var der tildelt enhver af de faste 
gæster , eller rettere bandens medlemmer , visse bestemte 
roller , som de havde at udføre . Nogle skulle 
således sørge for , at den spillende , når han var 
fremmed og ikke kendte spillet , pointerede således , 
at han nundgåelig måtte tabe , og andre vare således 
indstruerede , at de , selv om de fremmede blev 
indførte til spillet uden introduktion , straks kunne gå 
„ ind i rollen “ og naturligvis „ banke “ den pågældende 
dygtigt af . 
En afteu — det var sent på høsten — gik to 
unge mænd fra deres hjem på Østerbro , hvor de 
havde alt , hvad unge mænd kunne ønske sig i et konfortabelt 
hjem . Men dog vare disse unge mennesker 
blevne kastede ud på livets slibrige bane , og da de 
havde været uden venner , medens de styrtede sig i 
lidenskabernes hav , så var det jo ikke så forunderligt 
at de blev ledede as disse „ Menneskevenner , “ som 
findes overalt , villige til at gøre fortræd og rede til 
hvilketsomhelst øjeblik at ødelægge en mands hele 
fremtid . 
Disse to unge mænd havde ikke længe været hengivne 
til ( den fortvivlede lidensfab : bazetspil . De 
arbejdede endnu tilsyneladende rolig ved deres respektive 
besfjæftigelser , men et par måneder forud for 
de begivenheder , vi ville skildre her , vare de faldne i 
„ Kløerne “ på en grosserer , som havde lokket dem 
med sig til det sted , hvor han var „ Herre “ , nemlig 
på bazetklubben . Dengang var . det jo ikke meget bekendt , 
det var vanskeligt for politiet at så fat i slige 
knejper , og det var som oftest kun ved , at en af de 
„ Flåde “ , der måtte gå til bekendelse for sin papa , 

blev et ufrivilligt vidne og benyttet som stikker til at 
åbne døren for uvedkommende . 
Den aften , vi have omtalt , havde de begge bestemt 
at ville tilbringe i spillesalen ; men af deres samtale 
lod det til , at der ikke var store summer at råde 
over . 
Vi vil følge dem til det bekendte hus i Gothersgade . 
Vejen fører over en gårdsplads op i baghuset 
ad en skummel trappe , og her bemærker man i 
gangen en mand , som går frem og tilbage som om 
han ventede nogen . Dette er også tilfældet ; han 
venter de spillere , som den Asten ville sriste lykken , 
eller rettere give sig til offer for bedragere , som hige 
efter deres guld . Når alt er vel , og den vagthavende 
kender de kommende , da kan man passere 
uden videre op til husets øverste etage . Her skinner 
et blændende lys de spillelystne i møde , og man træder 
ind af den dør , over hvilken dette lys er anbragt . 
Indenfor døren er der atter en vagthavende , og de 
fremmede , som den aften indføres i selskabet , må 
først anmeldes , forinden det tilstedes dem af komme ind . 
Den aften , vi følge Alexander og Christoffer b . til 
stedet , var der mange forsamlede . Lokalet var overfyldt 
og der var stor spænding blandt gæsterne , thi 
en fransk baron var tilstede og havde store summer 
til sin nådighed . Det lod til , af „ han skulle vinde 
stadig “ , i ethvert tilfælde havde han afgjort lykken 
med sig ; han syntes aldrig af fejle hvadenten han 
vovede sin indsats på rødt eller sort ; når han 
spillede , så vandt han . Nogle af de angre vovede 
endog af holde på ham , det vil sige , de indgik indbyrdes 
væddemål om hans eventuelle held . Han indhøstede 

store summer , og spillet var meget animeret , da 
endelig en af vore venner , Alexander , pludselig sprang 
op og højt erklærede , af der måtte foregå falsk ved 
dette spil . “ 
„ Hvad mener de , min herre ? “ råbte straks en af 
de sammensvorne , ( en af dem , som holdt huset ) „ hvad 
mener de ? “ 
„ At der bliver spillet falsf ! “ gentog Alexander i 
vildt raseri . 
„ Min herre ! “ tog hans Broder til orde , „ undskyld 
min stakkels Broder , han har tabt alt , og vi er meget 
uheldigt stillede i denne sag , undskyld de mtringer , 
som han i sin hidsighed har udtalt . . . I morgen angrer 
han det . . . jeg indestår dem derfor . . . “ 
Det var formodentlig ikke første gang at sådanne 
talemåder faldt her ; thi den mand , som havde faget 
til orde , betvang sin hidsighed og ytrede efter at 
have vekslet nogle ikke hørlige ord med grossereren , 
som denne aften præsiderede som bankier : „ Før deres 
Broder bort , og sørg for at han ikke viser sig her 
oftere . . . “ 
De gik . Spillet fortsattes indtil dagens lys 
trængte ind til det ville selskab og de sfiltes ad . 
Lad os , indtil vi atter have anledning til at træffe 
dette værdige selskab , følge brødrene og se , hvad de 
foretage sig . 
* q * 
såsnart 
de vel vare komne ud , begyndte Christoffer 
at bebrejde broderen hans opførsel , hvortil denne 
svarede , at han var overbevist om , at han havde ret 
og at det kun var tanken om den retfærdige hævn 

han ville tage , som havde ledet ham til at lade være 
med på stedet at vide sin ret . Christoffer spurgte 
ham derefter , hvor meget han havde tabt den nat , og 
da han til svar fik at vide , at denne sum beløb sig 
til over 300 rdl . , råbte han forskrækket : 
„ Men gud , hvor har du dog fået den mængde 
penge fra ? “ 
„ Stjålet dem . . . “ 
„ Stjålet . . . Alexander . . . umuligt . . . Alexander 
. . . det er umuligt , at du har stjålet . . . “ 
„ Jo . . . det er sandhed ! . . . I eftermiddags , da 
de alle vare ude hos onkel , . . . tog jeg nøglen til 
sølvskabet , som moder opbevarer i sin sykurv , og 
tømte alt i mil gamle kuffert , som jeg da fik et bud 
fra gaden til at bære hen til o . . . , der straks udbetalte 
mig 300 ndl . som lån på sølvtøjet . . . jeg 
havde bestemt troet at vinde i nat . . . men denne forbandede 
grosserer , han drev sit spil for vidt . . . 
Han må straffes . . . vi må have hævn . . . “ 
„ Men gud , Alexander . . . Du taler om hævn . . . 
Tænker du da aldeles ikke på , hvorledes du vil 
dække dit tyveri i morgen ? Du kan da nok begribe 
at fader melder det til politiet . “ 
„ Ja , hvad så ? . . . så bliver jeg da i værste tilfælde 
sendt til Amerika . . . det er jo mit ønske . 
„ Tænker du aldeles ikke på forbrydelsen ? . . . 
Som du har begået , . . . Alexander . . . vær dog ej 
så letsindig ! “ 
„ Hør nu , min egen Christoffer , . . . bliv nu ikke 
altfor barmhjertig ; . . . Du har jo selv spillet . . . 
„ kannte “ Du ikke forleden 50 rdl . hos din principal 
for at dække din kassemangel , og gik du ikke som 

med livet i hænderne for at få pengene i rette tid , 
. . . hvad ville du have gjort , dersom du ikke havde 
fået pengene . . ? “ 
Christoffer svarede intet . Begge gik langsomt hjemad , 
og plagen begyndte allerede at bryde frem , da de nåde 
Peblingesøen ikke langt fra deres hjem . Pludselig 
standser Alexander . Christoffer tog ham blidt under 
armen og udbrød , idet han førte ham fremad : „ Kom 
min ven . “ Men Alexander ville ikke . Inden Christoffer 
kunne fremføre noget for at indlede en ny samtale 
eller få forklaring af Alexander , var denne allerede 
langt inde mod byen igen . Broderen fulgte langsomt 
tilbage efter ham , men da han ikke kunne nå ham , 
vendte han atter om og var snart hjemme . 
Alexander var en meget smuk , ung mand . Han 
havde ansættelse i et af ministerierne og var særdeles 
afholdt af alle med hvem han stod i berørelse . Bien 
han var også meget afholdt blandt de yngste af de 
ovennævnte , og derfra hidrørte den omstændighed , at 
han for at fkaffe penge til sine lystige gilder og store 
selskaber engang gav efter for fristelsen at forsøge 
lykken ved spillebordet . Han vandt , forsøgte atter og 
vandt atter . En aften da han gik fra tteatret tilligemed 
sin noget yngre Broder Christoffer , ville denne 
absolut følge ham på hans „ Nateventyr “ og fik ogfå 
efter mange indvendinger endelig tilladelse til at 
følge med op i spillebulen . Her forsøgte han også 
sin lykke . . . vandt . . . og havde atter held med 
sig . . . Næste nat finde vi , at Christoffer selv har 
taget vejen til spillehuset , — han drives af denne 
indre lidenskab , som kaldes „ Spilledjævelen “ . Han ville 
ikke opgive sit håb om at han var i stand til at sprænge 

banken og at blive ejer af dens storartede capitaler . 
Senere havde han været en stadig gæst , uden at lykken 
havde tilsmilet ham i nogen synderlig grad . Han 
havde ganfle vist af og til vundet større beløb , men 
som oftest var han dog den tabende , og han begyndte 
selv at undres over , at hans lidenskab dag for dag 
blev heftigere for spillet . Hans Broder Alexander 
derimod spillede ganske vist ofte og med mere heftighed 
og uro , men det var kun indtil han ved gevinst havde 
fordobblet sin indsats at han holdt ud ; thi da forlod 
han spillebordet og ødelagde sin gevinst ved de flotte 
gilder , som i nattens løb afholdtes på en eller anden 
af vore gentile restaurationer . 
Christoffer , der var mindre heldig udstyret af naturen , 
søgte sjælden eller aldrig adspredelse ad den 
vej , som hans ulykkelige Broder var slået ind på . 
Spillet var blevet „ hans hovedsag ; dog hengav han 
det roligt og tabte , med resignation , håbende at 
lykkens herre snart ville vendes sig til ham . Han 
havde befkjæffigelfe på et kontor her i byen , var 
en „ betroet ung mand “ og havde således med pengene 
af gøre . Kun engang havde han under en fraværelse 
af sin principal „ lånt “ 50 rdl . af kasseir og var 
naturligvis derefter gået til spillebordet , hvor han 
i tillid til håbet om lykke havde holdt ud til 
spillets slutning , naturligvis 50 ndl . fattigere end 
han kom . Med megen lengstelse havde han afventet 
fin principals ankomst og omsider fået pengene tillåns 
hos en jøde , ved navn o , . . . . mod af betale 
100 rdl . inden 3 måneder . Det var denne handling , 
som Alexander havde hentydet til , da han samtalede 
med sin Broder om nattens begivenheder . 

vi forlod Alexander , idet han gik mod byen . 
Hans vej gik i modsat retning af , hvad den tidligere 
havde været påtænkt , thi pludselig drejede han af og 
gik ad farimagsveien . Han fortsatte , til han nåde 
Vesterbro , og efter af have nået op til jernporten , 
gik . han endelig ind i et af de nye steder på Vesterbro . 
Det var nu bleven dag , og man kunne tydelig 
i Alexanders ansigtstræk læse ' , hvilke lidenskaber der 
huserede i hans bryst . 
Han gik op til tredje salsetage i et elegant hus . 
Ankommen dertil , standsede han lidt , ligesom for at 
tænke , men greb rask i klokken og ringede på . Han 
blev straks modtaget af en tjener , som syntes at vente , 
og ført ind i et lille kabinet . Efter at have opholdt 
sig noget , ser hatt endelig døren åbne sig , og en høj 
smuk herre træde ind . 
„ Nu vel , hvad ønsker de så tidlig . . . ? “ spurgte 
den indtræd ende . 
Deres hjælp , hrr . — for at få ende på den 
spilleklub , som de kender . “ 
„ Ah . . . endelig flåt tilgavns . “ 
„ Her er tale om falsf spil . “ 
„ Alene mod dem ? “ 
„ Nej , vi er fire , som med sikkerhed have bemærket 
det , men sagen er den , at vi ingen kan få ind . “ 
„ Nok , når i kun vidne imod den skyldige . 
Kom til mig i aften og lad mig vide , hvad aftale 
der er truffet for næste nat . “ 
„ Jeg kan ikke konnne der , hrr . — “ 
„ Hvorfor ikke ? “ 
Han svarede med at fortælle nattens begivenheder . 
„ Ulykkelige mand , “ svarede embedsmanden , thi en 

sådan var det Alexander havde henvendt sig til , 
„ ulykkelige mand . . . det er alt for galt . . . se af 
sikre dem så mange nidner , som de kan , men sørg 
for , af de er pålidelige , og bed deres Broder om 
af komme til mig i eftermiddag . 
Alexander gik bort . Eftermiddagen kom , og han 
søgte sin Broder , som meddelte ham , af tyveriet var . 
Opdaget , og af han ( Alexander ) naturligvis var mistænkt , 
da hans udeblivelse fra hjemmet om natten 
havde gjort ham mistænkelig . Christoffer havde formået 
faderen til ikke af foretage noget skridt før 
den næste dag , for at Alexander mulig kunne findes og 
sagen ordnes uden politiets mellemkomst . Alexander 
fortalte derpå Christoffer indholdet af den samtale 
som havde fundet sted mellem hr . — og ham samme 
morgen og bad broderen om af gå derud . Tillige 
anmodede han ham om af meddele hr . — , af vidnerne 
vare parate og af det var et almindeligt ønske , af det 
måtte lykkes af få døren åben til den frygtelige 
spilleklulu 
aftenen kom , og de to brødre indfandt sig på en 
cafs , hvor de altid vare sikre på af træffe hinanden 
ved dette tidspunkt , dersom ingen besterntere aftale 
havde fundet sted . Alexander erfarede nu , at der om 
aftenen ville blive stillet nogle betjente til hans rådighed , 
for at han kunne bane sig vej . Han meddelte 
sin Broder , at der var to mænd , som oftere i den sidste 
tid vare blevne opmærksomme på den måde , hvorpå 
der tabtes penge og endelig ved nøje at følge „ Grossererens “ 
Bevægelser havde opdaget , at han begik „ Rævestreger “ 
Og at spillet var falskt . Disse to mænd ville 
komme til om aftenen og assistere Christoffer , og ved 

et tegn skulle Alexander og nogle betjente styrte ind 
og overrumple spillerne . 
Nogle timer senere ville man have bemærket , at 
Alexander sneg sig ind i porten på det sted , hvori 
spillebanken holdtes i Gothersgade . Kort efter ville 
man have bemærket , at fire velklæ dtepersoner , den ene 
efter den anden listede sig ind ad porten , og havde 
man fulgt med , ville man have set , at de langsomt 
listede sig op af trappegangen , hvor der endnu ikke var 
nogen vagt . Det var vel , at de kom urette tid ; thi næppe 
vare de oppe på det for dem udsøgte skjulested , før de 
hørte fodtrin på trapven neden under og bemærkede , 
at vagten blev sat og de sædvanlige forholdsregler 
tagne . Det vanskeligste ville dog være at få anledning 
til at komme ind gennem den første dør . 
Efterhånden ankom de sædvanlige gæster , og da 
klokken var 12 var alt i fuld gang og huset for øvrigt 
roligt som graven . Havde man besøgt loftet over det 
værelse , hvor spillet fandt sted , ville man have 
bemærket 5 personer , liggende med øret vendt ned til 
gulvet for om muligt at opfange ord , som blev vekslede 
underneden . Dette svar , eiheller noget , som hørte til 
umulighederne , for det tynde brædeloft var alt for 
utæt til at udeholde den livlige samtale , som efterhånden , 
eftersom spillet udviklede sig , blev mere og 
mere høirysfet . 
Pludselig hørte de på loftet posterede folk nåbet : 
„ Falsk , falsk , din kjeltring , vil du give slip . “ 
Neppe vare disse ord udtalte , før de posterede mænd 
rejste sig op med lynets fart og styrtede ned af de 
smalle trapper , jsom førte til døren , gennem hvilken 
man fik adgang til den lejlighed , hvor spillet gik for sig . 

døren var naturligvis i neglen aflåset , og i et 
sådant tilfælde , som det nærværende , var det naturligt , 
at dørvogteren særlig ville tage sig as den ham anbetroede 
post , for at ingen af spillerne skulle komme 
ud før det almindelige signal til opbrud blev givet . 
Denne gang var det uden nytte af være forsigtig ; thi 
indenfor den aflåsede dør var der 5 angivere , som 
havde vogtet ethvert skridt , der blev soretaget af 
grossereren og hans medhjælpere . De havde derfor 
i det rette øjeblik , da man ved visse tegn havde givet 
hinanden af forstå , af nu var tiden kommen til demaskeringen , 
styrtet sig over dørvogteren og bemægtiget 
sig døren , som netop blev åbnet , da de på loftet 
posterede lovens håndhævere ilede ned for af bemægtige 
sig banden . 
Det var et frygteligt øjeblik . 
„ I kongens navn , “ lød det fra politiembedsmanden , 
idet han kastede den kronede „ Hånd “ , tegnet 
på hans myndighed , ud over spillebanken , som endnu 
lå urørt på bordet . Blege og forvirrede havde alle 
de tilstedeværende , omtrent 25 personer , rejst sig og 
fordelt sig i mindre grupper i værelsets forskellige 
hjørner . Forgæves så de efter døren , som førte ind 
til en bagved liggende lejlighed . Med et voldsomt 
spark gik fyldningen ud , og den forvovne spiller 
søgte af undslippe derigjennen , men blev modtaget af 
— to politibetjente , som man afsforsigtighed havde 
posteret der . 
Ja , der er ikke stort mere af fortælle om denne 
sag . Banden blev ført til det rette sted for af afgive 
forklaring , men forunderligt nok vovede ingen 
af dem , som dog havde lovet af ville afgive vidnesbyrd 

nok til , af grossereren eller de andre kunne blive 
tiltalte for falsk spil , og hele resullatet var af deltagerne 
bleve idømte meget store pengebøder , som dels 
bleve betalte dels afsonede . 
* 
vore unge venner skulle vi endnu dvæle noget ved . 
Alexander måtte naturligvis for sin fader bekende sin 
fejl og love aldrig oftere af røre ved kort , før han 
havde overvunden sin lidenskab . Dog det er let nok af 
love , men det er undertiden besværligt af holde et løfte , 
og det varede da eiheller længe før stakkels Alexander 
atter var på „ gale veje “ . Denne gang var det af en 
sådan natur , af det aldeles ikke lod sig gøre af nøjes 
med tilgivelse , men man måtte skaffe ham bort . Det 
blev da også bestemt , af han skulle rejse til Amerika . Han 
blev bortsendt , men det varede ikke længe , forinden 
man atter så Alexander b . vandre her på gaderne 
og deltage i sine venners lystighed . Nu indså man , 
af der måtte være længere afstand fra „ det gamle 
Danmark “ , og da broderen Christoffer på samme tid 
ytrede lyst til af udvandre til Australien , var det jo 
ikke så forunderligt , af begge blev ekspederede til 
dette land , hvorfra man senere har erfaret , af Alexander 
er død , og af Christoffer befinder sig i bedste velgående . 
Grossereren og hans venner skulle vi nærmere omtale 
i et andet assnit af denne bog . 

tiggerne . 
Min læser må ikke kro , af jeg vil indbyde ham til 
af gøre bekjendtsfab med en af de mange dagligdags 
tiggere , som vi i massevis træffe på gader og 
stræder eller som besvære os med deres nærværelse 
ved vore døre . Nej , der gives andre tiggere af langt 
farligere natur , tiggere , som er blevne tildelte det 
mere passende , om end mindre velklingende navn af 
„ Snylleplanter “ . De er snylleplanter i det sociale 
liv , som trænge sig ind alle vegne , hvor der gives anledning , 
som as de mest forskellige årsager søge 
anledning til af påtrænge sig naboer , venner , bekendte 
og navnlig folk , med hvem de aldrig have 
ftået i forbindelse . De kunne af den mindste ubetydelighed 
søge lejlighed til af trænge sig ind på os , og 
de er almindeligvis så vel begavede med talegaver , 
af de som oftest forstå af tale deres sag så godt , 
af de kunne formå „ bedre stillede “ til at hjælpe i , 
hvad de kalde deres „ store nød . “ Den stakkels moder , 
som på en kold og bitter vinterdag tager sit diende 
barn med sig og forsøger at skaffe sig hjælp ved fra 
dør til dør at beklage sig for sine medmennesker , er 
virkelig at beklage , men den dovne mand , som går 
for at være- en „ bedre mand “ , som har været i en god 
stilling , hvorfra han „ uforskyldt “ er bleven fjernet , og 
som nu , forsynet med anbefalinger fra ældre tid , går 
fra rigmand til rigmand for at tigge , han fortjener 
at blive stillet frem og hans gerninger stillede i et 
sådant lys , at de , som er velvillig stemte for at 
hjælpe den virkelig trængende , må forarges derover , 

og , når sådanne folk i fremtiden vise sig for dem , 
da lade pågjældendes forhold undersøge for nt ! 
Bringe tilstrækkelige oplysninger frem , om der virkelig 
er nød på færde , og om den søgende er værdig til 
den hjælp , han attrår . 
De efterfølgende småtræk kunne måfke give et 
billede af tiggerlivet iblandt os . 
I længere tid havde jeg gentagne gange ved besøg 
hos en af mine venner hørt fruen omtale , at en 
dame , som var bleven anbefalet af en af hendes syjomfruer , 
var i stor nød , og at hun ( fruen ) havde sat 
et cirkulære i gang blandt sine venner for at skaffe 
hende en , lille sum penge , for hvilken hun kunne anlægge 
en lille handel eller på en eller anden måde 
søge sit erhverv den stakkels dame , hvis navn var 
r . , blev skildret som overordenlig arbeidssom og flittig , 
og at hun , der var enke efter en afdød kaptajn , ved 
sygdom var kommen i stor nød . Hun havde i flere 
år ernæret sig som syerske , medens hun , for at kunne 
passe sit arbejde med mere orden og ro , havde været 
nødsaget til at udsætte sit barn i pleje . Den betaling , 
som herfor erlagdes , havde hun en tid erholdt i understøttelse 
af en af hendes afdøde mands onkler , men 
for et årstid siden havde denne af en eller anden 
„ ubegribelig “ Årsag trukket sig tilbage , og det derved 
fremtvungne overanstrengende arbejde havde , som anført , 
bidraget til den sygelige tilstand . Da hun nu 
var aldeles ude af stand til at hjælpe sig selv , 
havde den omtalte frue af medlidenhed taget sig af 

hende og tænkte nu på at forskaffe hende udveje til 
fremtidig existents . 
Dette var jo alt sammen meget rart , men jeg havde 
så oste hørt sådanne tilfælde omtale , at det forekom 
mig lidt mistænkeligt . Jeg har aldrig haft nogen 
tillid til disse „ Syenker “ , og i dette tilfælde var der 
adskilligt , som gav anledning til mistanke . En dag 
havde fruen , da hun mod sædvane kom gennem 
Borgergade , taget anledning til at besøge den omtalte 
enkes bolig , men da hun kom i det opgivne sted , 
var det aldeles umuligt at få hende opspurgt . Der i 
huset boede jugen ved det navn , og det var aldeles 
umuligt at så nogen oplysning om hende der . Noget 
urolig herover , spurgte hun „ Enken “ derom , ' da denne 
næste dag kom til hende , og fik til svar , at fruen 
var gået fejl , det var nr . 87 ikke nr . 89 . — nuvel , 
det kunne jo tænkes , at fruen havde taget fejl , men 
man havde nu engang fået ligesom en slags mistanke 
og forsøgte altså i nr . 87 , men med samme ugunstige 
resullat . Næste gang „ Enken “ kom , var man ikke slet 
så venlig mod hende og fremkom til slutning med 
den bemærkning , at man eiheller kunne finde hende i 
Borgergade nr . 87 . Hertil svarede enken med en 
mageløs frækhed , at det var ikke forunderligt , thi hun 
havde aldrig opgivet Borgergade , men Adelgade . Nu 
var man lige nær ! Med bestemthed kunne man 
ikke påstå , om gadens navn ved forrige anledning 
havde været nævnet , men hun påstod , at det 
skulle fruen nok se var rigtigt og „ forresten var hun 
vant til at blive troet på sit udsagn . “ Den stakkels 
frue var ganske forlegen lige over for „ Enken “ og 
kunne nu aldeles ikke tvivle om , at hun var en 

redelig kone ; thi ellers ville hun ikke være bleven fornærmet 
over denne sag . > 
da jeg en aften kort efter kom ud til min den , 
kom vi til at omtale „ Enken “ , og man fortalte mig 
de ovenfor omtalte tildragelser . Det kunne jo være 
rigtigt , men det kunne også være galt . Jeg besluttede 
mig til at undersøge sagen . 
Ved at efterspørge i Adelgade nr . 87 fandt jeg 
efter megen søgen endelig en gammel kone , som fortalte , 
at en jomfru r . havde boet der for længere tid 
tilbage . Hun havde først boet på første sal , hvor 
hun i længere tid havde levet sammen med en jøde , 
med hvem hun efter sigende havde to børn , i det mindste 
havde der været to børn hos hende dengang . 
Senere , efter at manden , som hun kaldte ham , var rejst 
fra hende , havde hun ernæret sig ved syning og var 
flyttet op på et lille kvistværelse . Hun havde imidlertid 
fået sig en ny kæreste , og , så vidt meddelersken vidste , 
boede hun nu i store Kongensgade . Det yngste af 
børnene var død , kort før hun forlod ' huset . Den gamle 
kone skildrede hende som en meget venlig og tjenstvillig 
pige , men hun „ var nok noget vild af sig “ og var ikke 
flittig ved sit sytøj , men dog havde hun altid penge , og , 
„ så var hun så gal efter at danse “ og var ofte ude om 
natten . 
Det var altså en „ forloren enke “ . — 
men hvor skulle man nu finde hende i store Kongensgade , 
forsåvidt hun boede der . Dagen efter at jeg 
havde erfaret det her omtalte , meddelte jeg det til min 
ven , som blev meget glad for udfaldet af min ekspedition , 
men jeg advarede ham mod at forhaste sig , thi således 
som sagen nu stod , ville det være ønskeligt at kunne 

tilbunds i den og navnlig lede til at opdage en svindelhistorie 
i stort omfang . Da jeg nogle dage efter 
atter kom til min ven , erfarede jeg , at man havde 
modtaget en billet , undertegnet Julie r . , hvori blev 
meddelt , at hun på grund af de trængende omstændigheder , 
hun havde levet i , var bleven nødsaget 
til at tage et endnu tarveligere opholdssted , 
nemlig i Møntergade nr . — 3die sal . Det opgivne 
hus kendte jeg og vidste i samme øjeblik , at det kun 
beboedes af respektable familier , og at der ingen 
småleiligheder fandtes . Imidlertid , da det var et 
hjørnested , tænkte jeg muligheden af , at der dog måfle 
i baghuset kunne være en sådan lejlighed og bestemte 
mig derfor til at undersøge det . 
Jeg gik altså til stedet . Ja , på 3die sal boede 
ganske rigtig — ifølge en seddel på døren — Julie 
r— , enkemadam . Jeg bankede længe på ; endelig blev 
døren åbnet og for mig stod en gammel bekendt , 
Berthe Larsen , et berygtet fruentimmer . 
„ Hvad , “ udbrød jeg leende , „ hedder de nu Julie r— ? 
„ Nej , — Julie boer hos mig , men hun er ikke 
hjemme “ , svarede Berthe forlegen , „ hun kommer først 
hjem sent i aften . “ 
„ Ja så , “ svarede jeg , „ danser hun da hver aften ? “ 
„ Nej , “ var svaret , „ hun danser såmænd ikke , hun 
er en alt for ærbar pige til det . Nej , hun er flittig 
og syer til langt ud på natten . . . “ 
„ Jeg troede hun var enke , “ afbrød jeg Berthe , 
„ kom nu ikke med snak . De kender mig jo nok ? “ 
„ Ja , det var blot en talemåde , hrr , — jo hun 
er såmænd enke efter en pæn mand . “ 
„ Hvad er manden da ? “ 

„ Han er nok rejst . “ 
„ Ja , men hvad var han , da han var her ? “ 
„ Han rejste nok for andre folk , jeg ved ikke andet . “ 
Imidlertid var jeg kommen indenfor . Der stod en 
tarvelig seng i en krog af værelset , et bord og et 
par stole . Med den ugenerthed , man kan tage sig 
overfor den slags folk , . gik jeg hen og åbnede et 
hjørneskab , som måtte antages at skulle indeholde 
madvarer . Der fandtes også lidt , men det forekom 
mig , at det så noget gammelt ud og tillige som om 
Berthe ikke syntes rigtig godt om min nærgåenhed . 
„ Hvor fører den dør hen ? “ spurgte jeg , idet jeg 
pegede på en dør i værelset . 
„ Til min værts lejlighed , “ svarede hun . 
Det var klart , at jeg ikke kunne få mere at vide 
dennegang , og jeg ville derfor forsøge på at skaffe mig 
oplysninger gennem en eller anden af husets beboere . 
Jeg fandt dog ikke straks nogen , som jeg kunne 
henvende mig til , og tog derfor anledning til at henvende 
mig til værten , som også velvillig imødekom 
min opfordring . Han fortalte således , at den nævnte 
lejlighed havde stået ledig i flere måneder og atter 
for omtrent 14 dage siden havde været averteret i 
adresseavisen , hvorefter en herre havde indfundet sig 
og beset den . Derefter var han senere kommen tilbage 
med en dame , og de havde nu lejet lejligheden . 
Det lod til at være velhavende folk ; han var nok 
ansat i et af ministerierne ; men det lod også til , at 
han var meget ustadig , thi værtens tjenestepige havde 
iagttaget , at han ikke var hjemme hver nat ; dog , da 
han havde letalt lejen , kom del jo ingen ved , 
hvad han . foretog sig . Hans kone var en overorden- - 

lig rar dame , og de havde lejet et værelse ud til en 
gammel kone , som hjalp fruen i huset , da de ikke 
holdt pige . Forøvrigt vidste han intet . Hvem den 
gamle kone var , som boede hos „ Agenten “ , således 
kaldte lejeren sig , det kunne han aldeles ikke give nogen 
oplysning om , men lovede , dersom han uden at 
gøre opsigt kunne skaffe efterretninger , ville han 
gøre det . 
Der hengik vel omtrent en ugestid . I dette tidsrum 
var der imidlertid indløbet mange meddelelfer om 
et fruentimmer , som havde indfundet sig på flere 
steder og anmodet om understøttelse til sit barns 
begravelse . Snart havde hun foregivet , at hendes 
mand var rejst bort fra hende , fnart at han var død , 
og i nogle tilfælde havde hun forklaret , at det afdøde 
barn var en datter , i andre tilfælde en søn . 
Hun havde naturligvis altid haft held med sig , og det 
lod til , at hun fra de foreliggende anmeldelser havde 
erhvervet sig nok til at begrave 10 børn for . Således 
var nu opmærksomheden henledet på denne sag , og 
det var lettere at bearbejde den . I ethvert af de foreliggende 
tilfælde havde plattenflagersken opgivet en 
falfk adresse . Hun havde altid påstået , at nøden 
var forhånden og at hun trængte til understøttelsen 
straks , og for at give et eksempel på folks lettroenhed , 
bør det her nævnes , at hun i flere tilfælde fik summer 
så betydelige som 10 rdl . af en enkelt . Det var 
derfor ikke så forunderligt , at da alle disse tilfælde 
bleve opsummerede , fandt man , at et beløb af over 
100 rdl . var indkasseret af den frække bedragerske . 
Nu begav jeg mig atter til Møntergade , men denne 
gang gik jeg ikke ene . Min medhjælper lod jeg gå 

til Julie r . ' s bolig , medens jeg selv af hovedtrappen 
søgte adgang til samme lejlighed og læste navnet 
„ Sophus— “ . Da døren her åbnedes , blev jeg modtaget 
af en elegant , sørgeklædtdame , som på minforespørgsel , 
om jeg mulig havde den „ Lere “ at tale med Julie r . , 
blev blodrød i ansigtet , — et godt kendemærke på , at 
der var noget galt på færde . — overraskelsen var 
så stor , at hun aldeles ikke svarede ; men jeg var nu 
kommen ind , og vejen var ikke lang for at nå den 
dør , jeg havde en anelse om dannede skillevæggen 
mellem rigdom og fattigdom . Og ganske rigtigt ! 
I dette tilfælde var den ikke engang aflåset , men i det 
lille , uhyggelige værelse , som dannede en så slående 
kontrast til Fru — komfortable beboelse , så jeg min 
gamle bekendt Berthe Larsen i samtale med min 
medhjælper . Man tog nu alvorlig fat på sagen , og 
inden en time vare begge „ Damerne “ i sikker forvaring , 
deres hjem konfiskeret og undersøgelsen frembragte 
det herligste vidnesbyrd såvel om de anholdte 
som om deres cavalleer . Denne skulle jo også anholdes 
med forsigtighed , og det blev derfor bestemt , at min 
medhjælper ffulde lade sig indelukke i lejligheden og afvente 
hans komme . Det varede imidlertid til næste dag , 
inden han lod sig se , og det kan ikke nægtes , at han 
blev meget overrasket ved den uventede beboer , 
som havde taget ophold i hans lejlighed . Han 
gjorde naturligvis ingen modstand , men var tans og 
stridig og ville på ingen måde afgive nogen forklaring , 
idet han erklærede , at han . ikke kendte noget til 
Julies øvrige forhold . Han havde gjort hendes bekjendtffab , 
medens han boede i adelgaden , havde 
lejet denne lejlighed til hende og understøttede hende 

i det hele så , at hun ikke behøvede nogen andens hjælp . 
Endvidere angav han , at han var ansat i et af ministerierne 
og desforuden ejer af en betydelig formue . 
Nu begyndte naturligvis undersøgelsen mod de anholdte 
at blive vidtløftig . Man søgte oplysninger om 
denne mand , og det viste sig straks , at han ikke 
var ansat i noget ministerium ligesom han heller ikke 
havde nogen formue at råde over . Det blev snart 
klart , at også han havde drevet tiggerprofessionen 
i en stor udstrækning , og efter at man havde erholdt 
nogle oplysninger med hensyn til denne anklage , blev 
det endelig muligt ved hjælp af Julie r . ' s meddelelser 
og tilståelser at overbevise hr . Sophus — 
om , at han var identisk med en fra det holstenske forbedringshus 
for flere år siden bortrømt bogholder , 
som havde besveget sit firma for flere tusinde rigsdaler . 
Han tilstod da også omsider dette og måtte 
tillige vedgå at have været vidende om Julies bedrifter . 
Hun selv tjente ikke ubetydeligt ved agenturforretningen , 
men hun var udsvævende og letsindig , og 
da Julie havde foreslået ham den af dem brugte 
erhvervskilde , var han gået ind på hendes forslag . 
De havde drevet plattenslageriet efter en stor målestok , 
og det tog meget lang tid , inden alle de mange , 
som vare blevne førte bag lyset , blev tilkaldte og afgave 
forklaringer . Det var en almindelig fremgangsmåde 
for dem , at Julie gik omkring til familier , hvis godgørenhed 
var bekendt , og foregav , at enten manden 
eller broderen var død , og hun havde , som vi have set , 
ofte været begunstiget af held . Endelig havde der dog 
indtruffet et tilfælde , hvor pågældende personlig ville 
undersøge forholdet , og hun havde derfor søgt at skuffe 

de lettroende med den lejlighed , hvor vi til slutning 
fandt hende . Hun havde her givet sin fortrolige , Bertha 
Larsen , frit hus og tillige en del af udbyttet mod at 
hun modtog de besøg , som mulig blev aflagte , og i 
almindelighed var da Julie ikke tilstede ; dog var hun 
naturligvis nødt til i ekstraordinære tilfælde at lade 
sig se , men når dette skete , da var hun langtfra den 
„ gentile dame “ , som hun viste sig at være på den 
modsatte side af kammerets dør . Der var naturligvis 
ikke stort at gøre ved hendes sag , men hun fik 
dog en alvorlig advarsel mod oftere at inlade sig på 
slige ting , og hendes elsker blev , efter at have været 
underkastet et forhør her , hjemsendt til den by , hvor 
han i rejsens hastighed havde glemt at gøre rede 
for de ham betroede pengemidler . Dette havde nok 
sine store vanskeligheder , og man hørte ikke længe efter , 
at han der var idømt flerårigt fængselsstraf . 
Under jorden . 
I året 18— opholdt jeg mig i lang tid i Englands 
forskellige hovedstæder og var der vidne til en 
mængde gruopvækkende handlinger , hvoraf jeg skal 
tillade mig at skildre et tilfælde , som jeg fandt så 
sjeldent , at det fortjener at omtales . 

en aften gik jeg , fulgt af en af Londons læger , ud 
igennem mammouthstreet , st . Giles , da vor samtale 
pludselig blev afbrudt af et spøgelseagtigt udseende 
fruentimmer , som styrtede op af en dyb underjordisk 
kælder , en af disse huler , der synes at udmunde i 
gaden , som en glubende løve , beredt til at sluge det 
forbigående bytte . Den usle kvinde ser med flagrende 
hår og rædsel malet i sit ansigt hen ad gaden og 
råbte : 
„ Min gud ! min gud ! han dør , . . . uden læge 
eller præst . . . han dør . . . ! “ 
Hun standsede netop foran os , og min ven udbrød 
ufrivilligt : „ Jeg er læge , kan jeg hjælpe dig ? “ 
Idet det hæslige fruentimmer hørte disse ord , 
sprang hun nærmere hen mod os og greb i vore frakkeskøder 
som for at fastholde os , at vi ikke fluide flippe 
fra hende og udbrød : 
„ En doktor , oh , en doktor ! Gud velsigne dem ! — 
kom , kom til ham , men tungen må falde ud af 
munden på den , der fortæller noget om ham , “ tilføjede 
hun vildt . 
Lægen henvendte , idet vi fulgte efter konen , en bemærkning 
til mig om , at jeg fluide lade som om jeg 
var en af hans kollegaer og følge med ham , da han 
ved fruentimmerets ophidsede tilstand og noget besynderlige 
dttringer omtrent kunne slutte sig til , at der 
måtte være noget galt på færde . Naturligvis var 
jeg villig til at følge min ven på dette eventyr , der 
var lovende begyndt ; — det var netop noget for mig . 
Vel ! — vi fulgte altså den hæslige gamle kvinde , 
som , om hun end lignede den personificerede ondflab , 
dog havde vist , at hun endnu besad en gnist af menneskekig 

følelse i sit bryst , da hun på gaden havde råbt 
om hjælp for en døende . Snart kom vi til nedgangen 
til en dyb kælder , fra hvis underjordiske dyb 
en væmmelig atmosfære slog os jimøde . Med hast 
steg vor førerske ned ad den næsten lodrette trappestige , 
som fra gaden ledede ned i dette underjordiske 
usselhedens hjem . 
„ Doktoren ! Doktoren ! “ råbte fruentimmet , idet hun 
kom ned i kælderrummet og krampagtig vred sine 
hænder , „ Doktoren kommer ! “ 
„ Ah Nora ! “ sagde en mandsperson , „ hvor fangede 
du ham ? “ 
Ved et mat , ustadigt lysfljær bemærkede jeg , at der 
var tre personer forsamlet i kjelderen , hvor de havde 
taget plads omkring en udgående kulild , . rygende 
af deres små , korte piber . Nogle drikkekruse gave os - 
anledning til af formode , af de forsamlede venner ikke 
havde forsømt af nyde noget af det stærke stof , uden 
hvilket den simple mand ikke finder nogen tilfredsstillelse 
her i verden . Min ven lægen var just i færd med af 
spørge om , hvor den syge var , da en herkulifl Karl 
med et ualmindelig stort skæg kom henimod ham , og , 
idet han holdt en bog hen til ham , ytrede : 
„ Sværg ved den hellige bog , du har i hånden , 
af hvad du hører og seer her må synke tilbage i 
din sjæl , som snavset vand i sand , — sværg — tag 
den hellige bog . . . “ 
„ Aldrig i livet gør jeg det , “ svarede min ven . 
, /jeg og min ledsager blev anmodede om af komme herned 
for af se til en døende . Endnu have vi ikke set 
ham , og dersom i have noget derimod , er vi beredte 
til atter af gå . Effersom vi for øjeblikket ikke vide 

noget , kunne vi jo heller ikke fortælle noget , og vi er 
fuldkommen villige til af gå igen “ . . . “ 
„ Nej , nej , “ udbrød det gamle fruentimmer , „ han 
kom her for at se til den gamle , han kan mulig redde 
hans liv . “ 
„ Og vore liv da ? “ råbte manden rasende . 
„ Ah for en ulykke , du lever vel så længe , indtil 
du dør , “ vedblev kvinden , idet hun nærmede sig til 
ham . Han syntes at blive angst for hende og trak sig 
tilbage i en krog af værelset . Og i sandhed , den 
strøm af eder og forhånelser , som hun udslyngede 
mod denne mand , var forbavsende og nok til at bringe 
den mest forstokkede usling til at fkjælve . Han forstummede 
straks , og derefter greb den gamle furie os 
begge ved armene og førte os til den modsatte side 
af kælderen . 
Ligefor indgangen , på den modsatte væg , hængte 
et snavset tæppe , som , da hun trak det tilbage , viste os 
en åbning så stor som en almindelig dør . 
Det var nok til , at selv den dristigstes mod kunne 
svinde . En mørk gang åbnede sig , — hvor langt ind 
under jordens overflade ? I samme nu , som forhænget 
gled tilbage , fremstod for min erindring alt , 
hvad jeg i min tid havde læst om romanhelle og 
røveriske overfald og om londonske kvælere etc . Men 
min forkærlighed for eventyret , min interesse for 
forbryderlivet og den vistnok afgørende omstændighed , 
at jeg stod midt i eventyret , gjorde , at mit mod steg 
som barometeret på en smuk dag , og vi fulgte kækt 
med , da vor hæslige ledsagerske råbte : 
„ Denne vej , mine herrer , denne vej ! “ — 
det næste halve minut blev vi af vor grimme ledsagersfe 

førte gennem en smal , kroget gang , hvis mure 
syntes at være af stampet ler , og hvis gulv , i stedet for 
brolægning , var overstrøet med småsten . Kort efter 
stødte vi atter på et tæppe , men da dette blev trukket 
tilside , så vi et andet lys , foruden det vor ledsagerske 
bar , som søgte at tilvejebringe et lyssfjær i denne underjordiske 
hule . Dette var dog stærkt nok kil at vise os , 
at vi befandt os i et firkantet rum , omtrent 15 fod i 
kvadrat , hvori den ophedede luft var forfærdelig 
trykkende . 
Ved vor indtrædelse hørte vi et rædsomt brøl . 
„ Lægen er her ! “ råbte den gamle kvinde , idet hun 
klappede i sine hænder , en særegen måde , hun syntes 
at have optaget , for derved at give sin glæde udtryk . 
„ Lægen er her ! Hys dog , brøl ikke således . Hører 
du ikke , doktoren er her ! “ 
Et endnu frygteligere brøl , end det , viforud havdehørt , 
lod os forudsætte , at den givne meddelelse ikke oplivede 
den stakkels syges sind i nogen ^beroligende grad . 
Vi gik straks i den retning , som lyden kom fra ; og der , 
udstrakt på et usselt leje , lå et af de mest rædselsfuldt 
udseende væsener , jeg nogensinde i mit liv har 
havt anledning til at se . 
Det var en mand af stor legemsbygning , så vidt 
jeg kunne se . Hans hår hængte ned ad hans hoved 
i væmmelig uorden , og på ansigtets venstre side 
viste der sig en stor blodmasse . Min ven bemærkede 
sagte til mig , at intet , undtagen et frygteligt sår , 
kunne have foranlediget en sådan tilstand . 
„ Jeg frygter for , at jeg ikke kan hjelpe denne mand , “ 
Yttrede lægen højt . 
Lyden af en fremmed stemme syntes at vække den 

såredes hendøende sandser . Der viste sig en krampagtig 
trækning af ansigtsmusklerne , en blodstrøm 
styrtede ud fra det frygtelige sår i hovedet og han 
syntes at forsøge på at tale . En rallen hørtes i 
struben , — armene faldt slappe ned , — han var død . 
„ Nå , doktor , rejs ham op af sygesengen , “ sagde 
den afskyelige gamle kvinde , „ forbandet være den 
hånd , som skød ham , — — han ville jo kun have 
et par gamle sølvskeer eller lidt andet pilleri , som ikke 
blev brugt i et herskabs hus — — “ 
„ Han kan ikke reddes , “ svarede lægen , „ han er død . “ 
Kvinden hævede ved disse ord lyset til sit ansigt , 
og aldrig forglemmer jeg det syn , jeg så ; hun lignede 
en sand dæmon . I samme nu tabte hun af forfærdelse 
lyset , — gav et hyl og rasede omkring i 
rummet . Herved kom hun til at støde til den stol , 
hvorpå det lys stod , som havde oplyst det usle hul 
før vor ankomst , og følgen var , at også dette lys 
faldt på gulvet og hulen var fuldstændig mørk . Endnu 
et hyl fra hende , og vi hørte , at hun med hurtige 
skridt ilede bort , efterladende os i ægyptisk mørke . 
Min ven og jeg havde selvfølgelig kun en tanke : 
vi søgte begge at sinde den udgang , gennem hvilken 
vi vare komne ind . Forgæves søgte vi at famle 
os frem , men stødte snart mod hinanden uden at 
have fundet udgangen . Alt var roligt . Det svage 
ekko af vore egne hvidfkende stemmer var alt , hvad 
vi hørte , og jeg begyndte næsten at blive ilde til mode 
ved tanken om mulig i længere tid at måtte opholde 
mig på et sted , som , efter hvad den gamle 
kone havde sagt og jeg selv set , vistnok var en tyvebandes 
hemmelige tilflugtssted . At den nys afdøde 

var en as bandens medlemmer , og at han var død af 
et sår , han havde erholdt under udøvelsen af en forbrydelse , 
derom var der ingen tvivl . 
„ Ja , men vi må ud , “ udbrød jeg heftigt til min 
ven , „ vi må ud , — vi må forsøge igen . Der var 
jo intet til . Hinder for at komme ind , så er der vel 
neppe noget til hinder for at komme ud . “ 
Vi forsøgte på ny . Endelig fandt vi tæppet . Vi 
vidste , at gangen var kroget og tænkte os muligheden 
af , at der kunne være skjulte faldgruber , hvorfor vi 
besluttede , at den ene af os skulle blive tilbage , indtil 
den anden havde nået det andet tæppe og derpå 
givet et signal . Det blev min lod at gå først . 
Gangen var så smal , at jeg med udstrakte arme 
kunne nå fra side til side , og således passerede 
jeg gangen fod for fod af frygt for , at der mulig 
var en skjult faldgrube , som nu var åbnet for at 
hindre vor tilbagegang . Det forekom mig imidlertid , 
at gangen nu , da jeg gik tilbage , var meget længere 
end dengang , kællingen havde ført os igennem . Pludselig 
troede jeg at høre en samtale blive ført i den 
anden ende af gangen . Jeg standsede , — lyttede , jo 
rigtig ! en samtale blev ført mellem en mand og en 
kvinde , men lyden kom fra gangens højre side , det 
måtte være et sidekammer . 
„ Du , — du vil , “ hørte jeg en grov mandsstemme 
udtale , „ Du vil ? Oh , vi vil se ! Jeg foretrækker at 
ffære halsen over på ungen , da jeg — “ 
' „ Tys ! vil du da myrde dig selv ? “ afbrød en 
kvindelig stemme ham ; „ lad hende løbe for 20 . “ 
„ Nej , — ikke for 2 gange 20 , — nej , jeg vil ikke , “ 
Faldt den mandlige stemme atter ind . 

„ Min mamma , mamma ! Oh , hvor er min mamma , 
min egen mamma ? “ lød en yndig barnestemme ; „ bring 
mig til min egen mamma ! “ 
„ D . . . tage ungen ! “ skreg manden , „ hun er altid 
noget værd som død . Hvor er min kniv ? Hendes hår 
og tænder kan betale mig . Min kniv , siger jeg . “ 
Barnet skreg , — fruentimmeret hvinede og jeg blev 
rasende . Forgæves samlede jeg om på væggen for at 
finde en udgang , men jeg kunne ikke finde nogen ; og , 
som den sidste udvej , råbte jeg mig selv ubevidst : 
„ Vogt dig ! “ 
Virkningen sulgte øjeblikkelig ; — enhver lyd forstummede 
og den opståede tavshed var som gravens . 
Jeg lyttede i spændt forventning . Så meget som 
et minut efter bemærkeds jeg et svagt glimt af lys 
langt nede i den modsatte ende af gangen ; dette lys 
tog til i styrke ligeså hurtig , som jeg søgte at skjule 
mig op ad muren . Alt , hvad jeg havde at værge mig 
med , var en pennekniv , og denne åbnede jeg og holdt 
mig beredt til kamp , besluttet på at sælge mit liv 
så dyrt som muligt . 
Den skikkelse , som jeg så bevæge sig frem imod 
mig , må have skiftet mening ; thi straks efter så jeg 
atter lysskæret tage af og manden forsvinde . Jeg 
vidste nu , at der måtte være flere gange i denne 
hule og vendte derfor tilbage til det rum , hvor min 
ven opholdt sig . Denne , som havde hørt mit udråb 
og set manden med lyset komme og gå , var som ude 
af sig selv af rædsel . Vi flygtede begge ind i det . 
Mørke rum , og jeg tog plads bag sengen , hvorpå 
liget lå . Min ven ville også skjule sig der , men , 
idet han krøb ned bag sengen , så han et stærkt lysskær 

nærme sig og hørte lyden af tunge fodtrin . Med 
lynets fart greb en god ide ham . Han rejste liget 
halvt op i sengen , således at han til dels skjulte sig 
bag det og havde magt til at bevæge dets arme . 
Tavs ventede vi den kommende . Men vi ventede 
ikke længe , før tæppet heftigt blev revet til side og en 
mand viste sig med en lygte . Det var en af de såkaldte 
tyvelygter , og årsagen , hvorfor lysskæret 
havde vist sig så mat før , var den , at han havde 
holdt glasfet ind mod sin person . Nu rettede han imidlertid 
hele lysstyrken mod det indre af hulen . Min 
ven hævede liget lidt og bevægede dets arme . Med 
et udråb af rædsel jlod manden lygten falde til 
jorden og flygtede . 
At springe op fra vort skjul og bemægtige os lygten 
var et øjebliks værk . Et flygtigt blik over hulen 
viste os straks en anden udgang , der også var skjult af et 
tæppe , og vi måtte formode , at det var ad denne vi 
vare blevne førte ind fra hulens ydre rum . Mørket 
havde hindret os i at iagttage dette før , og nu indså 
vi , at der måtte være flere afdelinger i dette røveriske 
helvede , som vi vare blevne forledte til at besøge . 
Med hurtige skridt ilede vi ud ad den^amme gang , 
som vi vare komne igennem før , og med lygten til at 
lyse for os fandt vi fnart vejen til det rum , hvor vi 
forud så høfligen vare blevne anmodede om at aflæggæ 
ed . 
Der var et sådant spetakel og en fådan råben 
og skrigen , da vi trådte derind , at vi aldeles ikke 
bleve bemærkede før et par minuter efter vor indtrædelsæ , 
da pludselig en stor stærk bandit sprang hen 
og greb os i armene , idet han råbte : 

„ Hvem er det , -- -- -- -- -- -hvem er det ? I er komme for 
at dø ! “ 
„ Nej , “ sagde vor gamle befkytterinde , som havde 
kaldt os ned , „ det er doktorerne , lad dem gå . “ 
Vi nåde snart trappen , — dersom den burde have 
navn af trappe , — og steg hurtig op , stadig medførende 
lygten , som ingen syntes at have bemærket , at vi førte 
med os . Hvorledes fkal jeg beskrive vor glæde , da vi 
indåndede den friske luft ? 
Med hurtige skridt ilede vi ned ad gaden . Ankomne 
til hjørnet , bemærkede vi , at et ungt fruentimmer 
vedblev at følge os . Min ven , der skulle besøge 
en patient i city , ville forlade mig , da i det 
samme en omnibus passerede os , som skulle samme vej ; 
jeg ønskede at køre , hvorfor jeg , der vgr meget træt 
og overanstrengt , steg op i den , efter at det var bestemt , 
at vi skulle træffes på hans bolig næste formiddag . 
Den næste morgen læste jeg til min forbavselse i 
„ limes “ , at en tyvebande sent i denne nat var 
bleven anholdt , og at det tillige ved samme lejlighed 
var oplyst , at . nogle af dennes mandska bog medhjælpere 
særlig havde beskæftiget sig med at stjæle små børn , 
som de holdt tilbage , indtil forældrene gennem 
aviserne udlovede en eller anden sum til den , som 
kunne give oplysning om barnets opholdssted . Derefter 
kunne forældrene nogle dage se et andet avertissement , 
som underrettede dem om , at det nævnte 
barns opholdssted kunne meddeles , dersom en bestemt 
sum , som da var betydelig større end den af forældrene 
tilbudte , blev udbetalt inden en bestemt dag . På denne 

måde og under forbehold af diskretion tjente disse 
kjeltringer store summer . Mangt et barn er naturligvis 
også blevet opofret , — enten dræbt eller solgt til 
skorsteensfeiere , bander og andre kvælertrouper . Men 
nu var denne bande , som sagt pågreben , og man håbede , 
at dens uvæsen soreløbig var standset . Jeg ilede straks 
til min vens contoir og traf ham netop i færd med 
at læse „ Mmas “ . 
„ Hvad betyder denne , meddelelse ? “ spurgte jeg leende , 
idet jeg satte mig ned . 
„ Artiklens slutning er en beskrivelse af fortsættelsen 
på vort eventyr i aftes . “ 
Min ven lod sig ikke bede to gange , men fortalte 
straks følgende : 
„ Som de . vil erindre , bemærkede vi straks , efter at 
vi havde forladt kælderen i mammouthstreet , at et ungt 
fruentimmer vedblev at følge os . Jeg var næppe bleven 
alene , før hun henvendte sig til mig og sagde : 
„ Om forladelse , min herre ! de^vil vistnok ikke beholde 
den lygte , de bærer der . Den tilhører en af 
mine venner , som ikke vil dem noget ondt . “ 
„ Ja så ! “ svarede jeg , idet jeg hurtigst muligt hastede 
fremad , da jeg havde besluttet straks at gå til politistationen . 
„ Ja 
ganske vist , min herre . Det vil blive slemt for 
dem , dersom de erindrer noget om denne aftens begivenheder , 
men det ffal blive deres ulykke , dersom de 
beholder den lygte . Betaling for at besøge den syge 
mand skal blive dem tilstillet , dersom de vil sige , hvor 
den kan sendes ! “ 
Hun fulgte mig stadigt , uagtet jeg gik meget raskt , 
og snart vare vi ude i Soho . 

„ Bil de virkelig have lygten tilbage ? “ spurgte jeg 
hende . 
„ Ja — jeg må — jeg skal have den — jeg kan 
ikke udtale mig aderligere ! “ 
„ Du er min fange ! “ udbrød jeg pludselig , idet jeg 
greb hende med et hurtigt tag om håndleddet , så 
at hun ikke kunne bevæge sig . „ Du er min fange , og 
du skal ikke undslippe . “ 
„ Fange ? “ 
„ Ja ! — hjælp ! hjælp ! hjælp ! “ 
„ De vil angre det , uagtet de nu tror , at de gør 
en heltegerning . Jeg råber også : hjælp ! hjælp ! 
Hjælp ! “ 
Det lod til , at hendes råb om hjælp hurtigere 
blev hørt , end mit ; måske var det på grund af den 
pibende fruentimmerstemme , vist er det , at et øjeblik 
efter gjorde et par af gadebetjentene deres opvartning 
for at erfare årsagen til råbene om hjælp . 
„ Denne mand har bestjålet mig ! “ råbte den frække 
kvinde . „ Se , han har stjålet mit Gulduhr og kæde ; 
se der , han har det jo i lommen , kæden hænger jo 
udenfor ! “ 
Det var meget rigtigt . Der hængte virkelig en 
stump af en kæde ud af min vestelomme . Jeg har 
nemlig den vane , når jeg går ud om aftenen og 
kommer i byens farlige kvarterer , at jeg stopper min 
uhrkjæde ned i lommen . 
„ Jeg er doktor — , vil de anholde dette fruentimmer . 
Hold hende godt , eller tillad mig at gøre det , 
. . . hun er farlig . Lad os skynde os til stationen . 
Det er muligt , at et menneskeliv afhænger af vor hurtighed . 
Kom , lad os ile ! “ 

betjenten så forbavset på os begge og vidste i 
øjeblikket ikke , hvem han skulle tro , men mit ønske om 
at komme på stationen syntes imidlertid at afvise 
hans tvivl og vi gik . Pludselig gjorde fruentimmeret 
et voldsomt undvigelsesforsøg , og dette lod til at 
fjerne al tvivl hos politimanden , for han ytrede , idet 
han tog således fat på det unge fruentimmer at der 
ikke var tale om at hun kunne undvige , noget om , at 
det var vanskeligt at forstå , hvem der havde ret , thi 
fangen var ligeså vel klædt som jeg . 
Al tale var overflødig . Vi ilede kun afsted , og 
jeg nærede stor frygt for at komme for sent . Endelig 
vare vi der . Idet vi trådte ind , hørte jeg en dyb 
hulken og stønnen , som om der var nogen , der tog 
sig en sorg meget nær , medens en grov , men dog ikke 
uvenlig stemme sagde : 
„ Jo frue , de må gerne opholde dem her , dersom 
de ønsker det , og erfare mine mænds meddelelser så 
hurtig , som de komme ind . Blen de kan forlade dem 
på , at de , så snart jeg erfarer det allermindste spor , 
øjeblikkelig skal blive underrettet . “ 
„ Ja moder , “ udbrød en yndig dreng på en halv 
snes år , „ ja moder , vær nu rolig ; kære moder ! 
Politiinspektøren finder nok vor lille Marie til os igen , 
— kom nu med hjem , kære moder . . . “ 
Jeg fik nu først anledning til at se de søgende . — 
det var en elegant klædt dame , hvis optræden vidnede 
om , at hun hørte hjemme i den bedre del af samfundef . 
Hun havde plads på anklagebænken . Såvel 
hun som barnet , der nys havde talt , vare iførte 
sørgedragter . Damen var , skønt sandsynligvis enke , 

dog endnu ung , og hendes blege åsyn vidnede om , at 
der dog endnu var sjælden kvindelig skønhed tilbage . 
Den tilstedeværende politiinspektør havde imidlertid 
henvendt sin opmærksomhed på os , og jeg tiltalte 
ham , idet jeg ytrede : 
„ Jeg er doktor , — her er mit kort ; for øvrigt 
stiller jeg min hele person til deres rådighed , for 
at de kan overbevise dem om min indentitet . Det er 
mit ønske , at de vil lade to eller tre af deres mænd 
følge mig til monmark street , hvor jeg antager der 
foregår ting , som politiet vistnok ønsker at standse . “ 
Dernæst fortalte jeg ham , hvad der var passeret , og da 
jeg omtalte den skrækkelige scene med barnet i kjelderen , 
styrtede den dame , som jeg før omtalte , henimod mig 
og udbrød : 
„ O , min herre , sig mig , havde barnet smukt krøllet 
mørkt hår —- — lange lokker - — ? “ 
„ Det ved jeg ikke , frue , “ var mit svar , „ jeg har 
ikke set barnet . “ 
„ Denne dame har mistet sit barn i går , “ afbrød 
inspektøren mig , „ og vi frygte for , at det er faldet i 
hænderne på en bande børnestjælere , som i den sidste 
tid have huseret slemt i st . Giles , og hvis skjulested 
vi endnu ikke , til skam for styrken , have været i stand 
til at opdage . De beholde børnene , indtil forældrene 
forstå , at politiet ikke kan hjælpe dem til deres 
børn ; tilbyde fuldstændig taushed og udlove en betydelig 
belønning . Og desuagtet er et par børn fuldstændig 
forsvundne . “ 
„ Kan de undvære tre mænd ? “ spurgte jeg hastigt . 
„ De skal få seks , og de bedste af dem , der ikke er 
på vagt , “ gjensvarede inspektøren ; „ jeg vil desuden 

gå med selv . I et sådant tilfælde kan jeg forlade 
inspektionen her . “ 
Det var meget vanskeligt at sormå den unge enkefrue 
til at opholde sig på stationen til hun fik underretning 
fra os , eftersom hun absolut ville følge med . 
Omsider kom vi da assted . Det blev besluttet at tage 
den første kælder med storm og derefter at gå videre 
i vor forfølgelse . 
Vi nåde atter kjældermundingen i monmouth 
street . Da jeg lyttede efter , hørte jeg en forfærdelig 
summen af stemmer og larm nede i kælderen , og 
idet jeg steg nogle trin ned , medens politiet ventede 
ovenover , råbte jeg ned i kælderen : 
„ Halloi der ! Doktoren kommer igen , han har glemt 
noget ! “ 
Eftersom jeg talte , gik jeg længere ned og stod straks 
efter blandt en forfærdelig hob . Der var tre mænd 
og tre kvinder , drikkende og sludrende i munden på 
hverandre . En mand havde hatten på , som om han 
just var kommen ind eller skulle ud . Jeg var kommen 
meget uventet og havde , forinden nogen tænkte på 
at hindre det , nået hen til forhænget . Her fremtog 
jeg en pistol , som inspektøren havde lånt mig , og , idet 
jeg holdt den hen imod de overraskede kjeltringer , 
råbte jeg : 
„ Den første , som vover at komme herigennem , skyder 
jeg ned , såvist gud lever . 
I samme øjeblik var inspektøren med alle sine folk 
kommen ned og trådte ind i rummet . Kun en as 
røverne gjorde forsøg på modstand , men han var 
snart ligesom de andre overmandet og iført håndjern . 
Nu var en politibetjent nok til at holde vagt , og på 

mit udråb : „ Følg mig ! “ gik det hurtigt ned ad den 
smalle gang , indtil vi nåde det rum , hvor den nylig 
afdøde indbrudstyv endnu lå . Han og hans historie 
interesserede os dog i dette øjeblik ikke så meget , som 
ønsket om måske endnu at kunne frelse et barns liv . 
Jeg gav betjentene tegn til at gå forsigtigt frem , og 
langsomt sneg vi os nu , lyste ved politiets lygter , ned 
ad den gang , som de ved en fejltagelse mr kommen 
ind i . 
Alt var stille , -- -- -- -- vi nåde en anden døråbning , 
også forsynet med tæppe . Betjentene blændede deres 
lygter . Jeg trak tæppet til side , — — hvilket syn 
mødte mit blik ! -- -- -- -- 
sovende eller død lå en yndig lille pige omtrent 
5—6 år gammel henstrakl på en pjaltet seng , 
medens den samme mand , som tabte lygten i åbningen , 
lænede sig over hende og holdt fast i hendes lange 
blonde lokker . Den gamle heks , som fra først as indbød 
os til kælderen , lå på knæ ved siden af og holdt 
et lys for ham . 
„ Hør du , “ mumlede røveren , „ jeg gør dog bedst 
i at skære halsen over på den unge først som sidst . 
Der er et grueligt skrig og hyl om hende , men moderen 
har ingen penge . Det er bedst at gøre det af med 
det samme ! “ 
„ Ikke så længe jeg lever , “ svarede den gamle kvinde , 
„ vi er børnestjælere , men jeg vil ikke være barnemorder . 
Jeg -- -- -- -- -jeg -- -- -- har engang haft et barn 
selv . Nej — nej , det skal du ikke , — det tør du ikke . . . “ 
„ Tør jeg ikke ? “ brølede skurken . 
„ Vogtdig ! “ udråbtejeg af al magt , idet jeg styrtede 
ind i rummet . 

„ Solgt ! “ råbte røveren , og idet han drejede sig 
rundt , lod han sin store , skarpe kniv trænge ind i den 
gamle kvindes bryst . 
Efter en kort , men hård kamp , blev den grove for- , 
bryder bunden , og snart efter var hele banden i sikker 
forvaring . Det hele havde næppe taget så lang tid , 
som jeg har behøvet til at fortælle det . Jeg havde den 
glæde for nogle timer siden at overbringe den smukke 
enke sit savnede barn ; — thi det var virkelig hendes . 
— og således endte vort eventyr . Der måtte rekvireres 
en stor politistyrke for at besætte alle udgangene 
på denne underjordiske røverhule , som midt i 
det folkerige London havde vidst med list og udholdenhed 
at trodse politiets efterstræbelser . 
Jeg skal endnu kun tilføje , at min ven nogle dage 
senere blev almindelig rost i de forskellige londonske 
aviser for sit udviste mod , og røverne endte et par 
måneder efter deres liv på skafottet . 
I England . 
Det var en lummerhed eftermiddag i juli måned . 
Eksprestoget til døver skulle netop afgå fra London , 
og på banegården var der den sædvanlige støt og 
larm , som ledsager en sådan begivenhed . 
Blandt passagererne på perronen , sinde vi en 

ældre herre , som med synlig utålmodighed afventede 
togets afgang . Han bar præget af at være en velhavende 
mand , i det mindste burde det antages ved at 
betragte den svære guldkæde , som prydede hans vest , 
og skinnet ast det massive Gulduhr , som han utålmodig 
gentagne gange tog op af sin lomme for at 
se , hvad klokken var . Som helt i dette lille eventyr 
tør vi måske trætte læseren et øjeblik med at beskrive 
ham lidt nøjere . 
Charles Caldwell var en mand på circa so år , 
høj og stærk bygget . Hans joviale runde ansigt gjorde 
et godt indtryk på enhver , han kom i berørelse med , 
og han var en anset mand i sin kreds . Som ungt 
menneske var han kommen i arbejde hos en brygger 
og havde senere svunget sig op til medejer af forretningen , 
som nu blev dreven efter en storartet målestok . 
Han var nu på rejsen til et af bryggerierne i 
Kent og medførte i sin portemontean en meget betydelig 
sum penge . 
Medens han således vandrede frem og tilbage på 
perronen for at afvente togets afgang , blev han tilfældig 
opmærksom på , at der var opslået en meget 
stor plakat , som bar overskriften „ Mordbelønning l 200 “ . 
— ved at læse plakaten igennem , erfarede han , at en 
mand ved navn Charles Wintringham ( alias Carlo 
bertolacci ) blev efterlyst som beskyldt for at have overfaldet , 
plyndret og myrdet flere rejsende . 
Disse ugerninger havde han udført når han rejste 
alene med sit offer i en første klasses jernveiskoupee . 
Der var nu som anført udlovet en betydelig dusør 
for hans pågribelse . 
„ Gudsdød ! “ udbrød Charles Caldwell , „ myrder de 

nu folk i jernveisvognene , — — jeg synes formelig , 
at jeg bliver ganske nervøs ved tanken derom . Hør 
lidt , konduktør ! “ 
En konduktør , som netop var i nærheden , trådte 
hen til ham . 
„ Min ven , “ sagde Coldwell , idet han lod en større 
sølvmønt glide ned i konduktørens hånd , „ min ven , 
jeg vil køre alene . “ 
„ Det er umuligt , min herre , “ gjensvarede kunduktøren , 
idet han gemte sølvmønten i lommen ; „ alle 
vognene er besatte . Hvor langt skal de rejse ? “ 
„ Til sandwich , “ svarede Coldwell . 
„ Så må de skifte vogn ved minoter . “ 
„ Ja vel , det skulle jeg vel antage , at jeg ved ; — 
spørgsmålet er kun : kan jeg få en vogn eller ikke ? “ 
Vedblev Coldwell utålmodig , idet han tog en souvereign 
op af lommen og lod den skinne i solen for konduktøren . 
Jernveisbetjentens 
blik strålede ved dette syn . 
„ Følg mig , min herre , “ udbrød han , idet han begyndte 
at gå , „ vi ville se , hvad der kan gøres . “ 
Den gamle mand fulgte , og resultatet var naturligvis , 
at den gyldne nøgle , som kan åbne alle 
døre , også åbnede bryggereil adgang til en ubesat 
første klasses koups 
„ Værs ' god , herre ! — men jeg glemte , at de skal 
skifte vogne ved Ashford . . . “ 
„ Ja det ved jeg nok , “ svarede Coldwell , idet han 
satte sig til ro i koupeen . 
Bryggeren udbredte nu et eksemplar af „ limes “ 
På sit skød for ret at nyde dets indhold i god ro , 

da konduktørens stemme ved vinduet atter bragte 
ham ud af fatning . 
„ Om forladelse , herre , “ lød det udenfor , „ tillader 
de ikke , at en eneste passager får adgang til koupeen 
. . ? “ 
„ På ingen måde ! — hvad havde jeg da betalt 
min plads for ? 
„ Men , det er en dame , “ bad konduktøren indtrængende , 
„ det er en dame , som . . . “ 
„ Nå -- -- -- -- -- -en dame , ja det forandrer sagen . . 
Begyndte den gamle venligt . 
„ Jeg vil ikke være den gamle herre til ulejlighed 
mod hans villie , “ sagde damen i en indsmigrende 
tone , — „ så må jeg hellere vente til næste tog . “ 
„ På ingen måde , “ råbte bryggeren ud af vinduet ; 
„ skynd dem konduktør , luk døren op . 
Hurtig slør den op , og den smukke lille dame gjorde 
en ærbødig kompliment for den gamle herre . Signalet 
til afgang lød og toget bruste hen over Kents 
yndige marker . 
Den gamle brygger var meget tilfreds med sin 
rejsefælle . Hun var elegant klædt og hendes dragt 
sad med stor zirlighed om hendes smukke velskabte 
figur . Hendes ansigtstræk vare ejendommelig smukke , 
og hendes mørke hår dannede en behagelig modsætning 
til hendes blå øjne og lyse teint . 
„ Uh , ha ! “ mumlede bryggeren ved sig selv , „ var 
jeg blot 20 år yngre , — nå da . . . “ 
Lidt efter lidt , da de mange formelle høfligheder , 
som iagttages mellem dannede rejsende , vare endte , 
kom de i en ret livlig konversation . Bryggeren følte 
sig meget smigret ved den opmærksomhed , den unge 

dame viste ham ved at lytte til hans fortællinger , medens 
hun på samme tid blev venligere og mere ligefrem , 
end hun havde været før . 
„ Det er behageligt at rejse med eksprestoget , “ bemærkede 
bryggeren , „ man kommer så hurtigt afsted . “ 
„ Ja , de har ret , “ svarede damen , „ og så indtræffer 
der sjeldnere ulykkestilfælde med eksprestogene . “ 
„ O , frøken , nævn dog ikke ulykkestilfælde , “ udbrød 
bryggeren uvilkårligt . 
„ Er de måske nerveus , min herre ? “ 
„ Ja , jeg tilstår det , der gives . - . . “ 
„ Der gives — hvilket ? “ . . 
„ Nu , der gives andre ulykkestilfælde , end netop de , 
der møde selve toget . . . “ 
„ Hvad da . . . ? “ vedblev den unge dame med 
synlig interesse . 
„ Nuvel frøken , siden Muller og Briggs . . . “ 
„ Ah ! jeg forstår dem , min herre , “ vedblev damen 
med en fljælmsk latter , „ De er bange for at blive 
myrdet . . . ha , ha . . 
„ Å , . . det kan jeg dog ikke sige . . . “ 
„ Forsøg ikke at undskylde dem ; . . . jeg kan nok 
forstå , at en mand kan være en kujon , når han . . . “ 
„ Kujon , min frøken ? “ udbrød bryggeren noget stødt . 
„ Ja ! “ vedblev hun med hjertelig latter , „ De er vel 
bange for at blive mr . Briggs nr . 2 , . . . sådanne 
forbrydelser finde ikke sted nu . . . “ 
„ Finde ikke sted nu ? “ råbte bryggeren med opspilede 
øjne , „ læste jeg ikke for lidt siden på perronen 
om . . . “ 
„ Jo . . . jeg har selv læst det , “ afbrød damen ham . 
„ Har de ? “ sagde bryggeren . 

„ Ganske vist , “ var svaret , „ hvorfor ikke ? “ 
„ Så seer de dog , at sådanne hændelser endnu 
kunne passere ! “ 
„ Å ja . . . “ indvilligede damen , „ men de er dog 
enestående . “ 
„ Det kunne dog hænde , at jeg blev et sådant 
enestående eksempel . “ 
„ Ja , det har de ret i , “ gjensvarede damen med 
et ironisk smil . 
„ Vil de da nu indrømme mig , at der er årsag 
for en gammel mand til at være ængstelig . . . “ 
„ Var det derfor , de lod dem indelukke i denne 
coupes ? “ 
„ Ja ! “ 
„ Nu forstår jeg det , “ vedblev damen , „ da er jeg 
såmæn aldeles ikke ængstelig ! “ 
„ Er de ikke ? “ råbte den gamle . 
„ Nej , langtfra ! Hvorledes kan jeg vel være ængstelig , 
sålænge jeg har dem til at beskytte mig ! “ 
Nu blev samtalen ført over på andre ttemaer . 
Den gamle cavalleer tog en lille forfriskning , som han 
havde medbragt , og delte den med sin neisefælle , som 
venligt modtog hans tilbud . Snart efter standsede - 
toget ved tunbrigde stationen . 
Da toget atter skulle afgå , kom en herre i stor 
hast købende ud på perronen for at tage plads i 
toget . Han påstod , at han måtte have plads , thi 
han var på vejen til døver i meget vigtige forretninger 
og havde mistet det forudgående tog , medens 
han i restaurationen indtog et hastigt måltid . 
„ Jeg må og skal afsted ! “ råbte han heftigt til 
konduktørerne , som påstode , at han ikke kunne komme 

med , da alle vognene vare besatte . „ Jernveisbestyrelsen 
skal skaffe mig frem . “ 
„ De kan ikke komme med dette tog , “ gjensvarede 
togføreren , som var tilkaldt , „ alle pladser er optagne . “ 
„ Kan jeg ikke komme med , “ vedblev Herren , „ se , — 
her er jo plads , “ tilføjede han , idet han trådte hen til 
den coupe , hvor bryggeren og den unge dame sad . 
„ Optaget . Jeg vil ikke lukke dem ind , “ ytrede togføreren , 
idet han gik . 
„ Ikke komme ind ? “ råbte Herren , „ vi får at se ! “ 
„ Med disse ord trådte han nærmere til coupeen , 
trak en nøgle op af lommen , åbnede døren til coupeen ! 
Og steg ind , idet han hilste på de rejsende . 
„ Han har nøgle . Ah ! “ udbrød conduktøren , „ en af 
direktørerne ! “ 
Men der var ingen tid til at gøre undskyldninger , i 
næste minut susede toget atter afsted . 
Bryggeren ærgrede sig over denne nye tilvækst i 
rejseselskabet og så meget vred ud . Den unge dame 
var derimod ved at høre den fremmedes stemme og se 
ham bleven ligbleg , uden at bryggeren havde bemærket 
det . Så snart han trådte ind , satte han sig ligefor 
hende , optog af lommen en engelfl Avis og lod som om 
han var dybt hensunken i læsningen . Damen syntes 
fuldstændig optagen i læsningen af Henry Danton . 
Bryggeren havde , for at kunne få sin sædvanlige middagssøvn , 
taget plads i det modsatte hjørne , og inden 
ret længe hørte man af hans lydelige snorken , at han 
fuldstændig havde overgivet sig i søvnens arme . 
Den nys indkomne rejsende havde som sagt taget 
plads lige overfor den unge dame , men da han over sin 
Avis så , at denne læste så ivrigt i sin bog , begyndte 

han at betragte hende nærmere . Lidt efter lidt antog 
hans ansigt et udtryk af overraskelse . Hans sorte 
funklende øjne syntes ligesom at ville gennemtrænge 
hans genbo . Hans højre hånd syntes at famle i 
lommen , og det var som om han ikke kunne blive enig 
med sig selv om at tage en beslutning . 
„ Lejligheden er god , “ mumlede han sagte , „ og dog — “ 
Da endelig toget var nogle mil fra Ashford , syntes 
han omsider at have fattet en beslutning . 
„ Jeg må vove det , “ vedblev han ved sig selv , „ jeg 
må vove det . “ 
Klik ! Klik ! 
Herren havde endelig taget hånden ud af frakkelommen , 
hvor han havde holdt den skjult , og ved lyden 
af det klik klik , som fulgte på denne bevægelse , 
vågnede bryggeren op af sin søvn . Den unge dame , 
vor fortællings heltinde , sad med — håndjern . 
„ Hvad , — hvad er det ? “ råbte bryggeren halvt 
forskrækket ; „ hvad , hvem er de ? “ 
„ Inspektør t— af opdagelsespolitiet “ , var svaret . 
„ Og hvad har den dame da gjort ? “ indvendte 
bryggeren . 
„ Er de vis på , at det er en dame ? “ 
„ Ja , hvem kunne tvivle om det ? “ 
„ Jeg tvivlede om det “ , sagde inspektøren hurtigt , 
og det var godt for dem , at jeg tvivlede ; thi jeg har 
ganske vist reddet deres liv . “ 
„ Reddet mit liv ? “ udbrød bryggeren med komisk 
forbavselse . 
„ Ja . “ 
„ Men , hvorledes det ? “ spurgte bryggeren . 
„ Se ret på den dame , som dæ kalder hende “ , 

svarede embedsmanden ; har dæ nogensinde set nogen , 
lig hende ? “ 
„ Jeg ? “ stammede bryggeren , „ jeg . . . nej . . 
„ Eller læst om nogen , som lignede hende ? “ vedblev 
inspektøren . 
„ Aldrig ! “ råbte den anden . 
„ Dæ har altså ilke læst de store plakater fra politiet , 
som sindes på alle stationerne ? 
„ Hvilke plakater ? “ 
„ Ih , om mordene , som fornylig er blevne begåede 
i jernveisvognene . “ 
„ Jo , dem har jeg læst , men jeg ser ikke , hvad det 
vedkommer den unge dame . “ s 
selv fangen smilte med naivitet . ' 
„ Se da , “ vedblev embedsmanden , idet han løsnede 
fangens hovedpynt og viste , at der under en masse 
forlorent brunt krøllet hår skjulte sig et lysegult ægte 
hovedhår . „ Får dæ nu lys i sagen ? “ j 
„ Ah ! “ udbrød bryggeren , idet han blev ligbleg . 
„ Så denne dame er . . . skulle være . . 
„ Charles Wintringham , alias Carlo bertolacci , “ 
Sagde politimanden . 
„ Du gode gud ! “ råbte bryggeren forskrækket , 
„ hvilken fare jeg dog har været udsat for . “ 
„ Ja , de ville upåtvivlelig være bleven det næste 
offer , og det er kun ved et ualmindeligt held at det 
er lykkedes mig at pågribe denne skurk , som upåtvivlelig 
var i færd mrd at flygte til kontinentet . “ 
„ Alen hvorledes kunne de genkende ham i denne 
dragt ? “ 
„ Ja , jeg tilstår , at han tager sig godt ud i disse 
dameklæder , men da jeg hørte ham tale , forekom 

stemmen mig noget mistænkelig og endelig , da han løste 
hattebåndene lidt formedelst den trykkende varme , så 
opdagede . . . “ 
„ Hvad opdagede de ? “ 
„ Vorten under hans hage . . . “ 
„ Rigtig , . . . fuldkommen rigtig , hr . Inspektør . . . 
Hvorledes skal jeg nogensinde gjengjælde dem den tjeneste , 
de har gjort mig ? “ 
„ O ! jeg har kun gjort min pligt og kan kun takke 
tilfældet for det held at pågribe denne skurk , . . . men 
nu er vi i Ashford . 
Toget standsede . Her steg inspektøren ud med sin 
fange for at afvente retourtoget til London . Den gamle 
brygger lod , da han tog afsked med inspektøren , 
ubemærket en fempundsnote glide ned i hans hånd og 
byttede vogn for minoter , idet han følte sig stolt som en 
romanhelt . 
„ Ah ! ah ! “ mumlede han ved sig selv , da han steg 
ind i vognen , som han denne gang sørgede for var fyldt 
med passagerer , „ hvilken historie jeg i aften kan fortælle 
Margareta , når jeg kommer hjem . “ 
Lad os håbe , at han nåde sit hjem i god behold . 
Polakkerne 
eller 
falskmøntnerne . 
Det var i november måned . Den tykke , gulagtige , 
stinkende tåge , som er dens følgesvend , var også denne 

gang fulgt med , og det var derfor ingenlunde nogen behagelig 
mission at blive stillet på vagt ved afgående 
og ankommende dampskibe for med et opdagende øje at 
iagttage de rejsendes udseende og derefter „ fange “ den 
„ Enkelte “ , som havde forset sig mod loven . Men , nød 
bryder alle love . 
På en sådan efterårsdag stod jeg ved dampskibet 
l . I . Bagger ' s ankomst og betragtede de rejsende , som 
ankom fra Lybek , for om muligt atsee den længe savnede . 
Ja , jeg burde vel egentlig have sagt „ de længe savnede “ ; 
thi det viste sig dog bagefter , at det var et legtepar . 
Der var netop den dag usædvanlig mange folk med for 
den årstid . Efter at have opholdt mig en stund , og 
jeg ikke så flere passagerer slige i land , var jeg 
allerede belavet på at gå bort , da skibets restauratør , 
som havde bemærket mig tidligere , kom på dækket og , 
idet jeg stod tæt ved ham , spurgte : „ Kan de tale polsk ? “ 
Jeg benægtede dette spørgsmål , men han påstod , 
at jeg måtte „ klare “ en sag for ham nede i kahytten , og 
følgen deraf blev , at jeg , i tillid fil nogle ubetydelige 
kundskaber i et par andre sprog , lod mig overtale 
fil at vove forsøget . Vi blev snart enige : det var en 
ung polsk „ Adelsmand “ med frue , som på grund af 
de politiske forviklinger i sit fædreland var flygtet fil 
Frankrig og berejste nu det nordlige Europa for at udsøge 
sig et behageligt opholdssted . Den unge dame var 
en fuldkommen polsk skønhed og havde , som restauratøren 
fortalte , overalt indtaget enhver , så at der 
blandt passagererne var et sandt stormløb for at få 
adgang fil hendes selskab . Hun syntes også at være 
særlig skikket fil at bevæge sig blandt fremmede ; thi hun 
talte ndmærket fransk og engelsk og var langt mere 

beleven end hendes mand , som syntes noget tilbageholden 
og stille , hvorimod hun kunne tale med om alt . 
Jeg antog ved mig selv , at han i sit fædreland havde 
været godsbesidder og tilbragt sin meste tid på 
landet og derfor havde dette indesluttede væsen , hvorimod 
jeg antog , af fruen var en stadsdame , som 
for rigdoms skyld havde indgået en misallianee . 
Hvad der i særdeleshed undrede mig , var den omstændighed , 
af „ Herskabet “ aldeles ingen tjenestefolk 
havde med sig , noget , som var så meget mere påfaldende , 
som fruen var klædt med en elegance , der 
udfordrede lang tid til toilettet og gav formodning 
om , af hun måtte have været vant til af blive hjulpen 
af en kammerjomfrues tjenstvillige hånd . Dog , denne 
tanke faldt bort ved beundringen af den skønne dame , 
som lod til af være meget tilbøjelig til af stifte bekendtskaber . 
På min forespørgsel om , hvilket hotel 
de agtede af opholde sig i , fik jeg til svar , af det 
havde de endnu ikke tænkt på , og jeg nævnte derfor 
flere af vore bedste hoteller 
der gik nogle dage . Den person , som havde 
forårsaget , af man måtte holde så skarp udkig med 
dampskibene , var imidlertid „ nappet “ andetsteds , og 
man var kommen tilbage til sin daglige dont . 
På samme tid blev der daglig gjort anmeldelser 
om begåede lommetyverier , som vare blevne forøvede 
i tteatret enten ved udgangen eller under forestillingen . 
Det lod til , at det måtte være en tyv , som 
bevægede sig blandt bedre folk , thi tyverierne vare 
altid forøvede på sådanne og enten i parketterne 
eller 1ste etages loger . Der blev nu holdt skarpt udkig 
på disse steder , men i lang tid uden resultat . 

jeg havde imidlertid en dag tilligemed en kollega 
mødt det polske par på gaden , og disse havde meget 
venlig indbudt mig til et besøg i deres hjem i hotel 
Royal . Nogen tid efter passerede jeg dette hotel og 
gik for nysgerrigheds skyld ind og spurgte , om de 
vare der . Folkene , som jeg kendte personlig , lo af 
mig og svarede , at de folk vistnok ofte forandrede 
opholdssted . De havde boet der os . 14 dage og levet 
flot , gået i tteatret hver aften ; men da regningen 
efter 8te dages forløb blev presenteret , var den gamle 
historie om forventede remisser atter fremkommen , og 
da dette var gentaget i de næste 8te dage , havde 
værten , der anede uråd , da de rejsendes garderobe 
ikke syntes at være rig på afveksling , bedet dem at 
tage et andet logi , og når den forventede remisse 
indløb , da venligen tilsende ham beløbet . Dette havde 
„ Fruen “ optaget med ntegen ; indignation , og man forberedte 
sig desuagtet på at ville slå sig til ro , da . 
Værten underhånden meddelte „ Herren “ , at han havde 
ham stærkt mistænkt for tyveriet af en tegnebog , som 
en rejsende havde efterladt på et bord i hotellets 
læseværelse , hvor Herren samtidig havde siddet , og 
som formodentlig på grund af , at den kun indeholdt 
værdiløse papirer , nogle dage senere var funden på 
en sofa , hvor Herren kort i forvejen havde siddet . 
Der opstod et storartet skænderi og følgen blev , at 
herskabet rejste nden endog at betale ^dussører til 
tjenerskabet . De havde derefter føgt adgang til de 
øvrige første klasses hoteller her i byen , men det var 
dem umuligt at få plads ; der var som sædvanligt 
overfyldt af folk , en undskyldning , som hotelejerne er 
tilbøjelige til at fremkomme med , når det gælder om 

at holde ubehagelige ( ubetalende ) gæster borte fra 
deres hotel . 
Denne efterretning fortalte jeg min kerede kollega , 
som i sin tid havde haft anledning til at se de 
fremmede , og han studsede , idet jeg omtalte det , da han 
netop erindrede sig at have bemærket den fkjønne lille 
frue i tteatret hver aften i den senere tid . Han 
troede endog at have bemærket , uden at han dog turde 
påstå det , at hun ikke var blandt de besøgendes , men 
blandt de ventendes tal . Nu ville han særlig lægge 
mærke til hende . Et par aftener efter havde han 
atter vagt i tteatret og bemærkede der , at kort før 
forestillingens slutning , kom Fru k . ind i garderoben 
til 1ste parquet , hvor hun opholdt sig , til folk begyndte 
at strømme ud , hvorefter hun blandede sig i 
mængden og navnlig i et par tilfælde trykkede sig 
tæt op til damer , medens disse i den stærke trængsel 
opsøgte og fik udleveret deres overstykker . 
Næste dag blev der af en dame anmeldt et lommetyveri , 
som netop måtte være forøvet på det nævnte 
sted og tidspunkt . Nogle aftener senere lod den 
lille frue sig atter se og arbejdede på samme måde 
som sidst . Denne gang var man så heldig endogså 
at bemærke , at hun , efter at have fået sin fangst 
til sig , gik ud til manden , som opholdt sig udenfor 
og afventede hendes komme . Også denne gang 
havde hun været heldig og stjålet to portemonaier , 
hvoraf den ene indeholdt et betydeligt beløb i pengesedler 
samt nogle obligationskoupons . Det var nu 
besluttet , at hun næstegang , når hunblev antruffen , enten 
i tteatret eller på gaden , skulle anholdes , men der 
hengik et par ugers tid , i hvilken man aldeles ikke 

så hende eller hendes mand , og det antoges derfor 
almindelig , at de vare rejste her fra byen . Det vare 
de i grunden også , men kun foreløbig . I Malmø , 
lund og Helsingborg blev der på samme tid givet 
nogle koncerter og theaterforestillinger , og i disse 
byers aviser læstes der stadig efter sådanne forestillinger , 
at en eller anden gentil dame var bleven 
bestjålen . Dette blev dog først bemærket senere , da 
den hændelse , som nedenfor vil blive omtalt , bragte 
lys i denne underlige sag . 
En dag blev der i en bankierforretning i Malmø 
presenteret nogle jernbane-koupons til salg . Bogholderen , 
der oste opholdt sig i København , og som 
tilfældigvis havde talt med den dame , som ovenfor 
omtaltes at være bleven bestjålen for sådanne , havde 
for en kuriositets skyld optegnet kuponernes nummere , 
og dette , som kun var gjort af velvilje og personlig 
agtelse for den bestjålne , uden at der var 
nogensomhelst anledning til at antage , at det ville , 
bidrage til at lede til en eventuel opdagelse , — foranledige 
denne sags afsløring . Idet som sagt bogholderen 
modtog kuponerne og bemærkede , at de henhørte 
under den kategori , som de stjålne , efterså 
han sit memorandum for at finde numrene , og se , 
ganske rigtigt , det var de stjålne koupons . Det blev 
nu sælgeren meddelt , at han om et par dage kunne j 
indfinde sig for at erholde svar , og imidlertid meddelte 
bogholderen sin ven i København underretning 
om det passerede . Denne gjorde straks anmeldelse derom , 
og det bestemtes at foretage skridt for at bemægtige 
sig den formentlige tyv . ! 
Der blev nu straks afsendt to opdagelsesbetjente til 

Malmø , som også ved deres ankomst anholdt begge 
ihændehaverne af de omtalte kupons . Det var ved 
vintertid , og da de anholdte skulle føres til København , 
hindrede jstilstauden dampskibsfarten , så at de 
måtte føres pr . Vogn til ^helsingborg . Dette havde 
også sine store vanskeligheder , thi de anholdte talte 
et for deres vogtere ubekendt sprog , og det kunne 
ikke undgås , at de kom til at udveksle nogle ord med 
hinanden , som formodentlig havde betydning for sagens 
fremme . Matt besluttede derfor at dele dem i to hold , 
og de blev derefter transporterede til Helsingborg i 
to vogne , hvorefter de måtte opholdes nogle dage , 
da dampskibet eiheller kunne gå over til Helsingør . 
Ankomne hertil påstode de begge , som efter en aftale , 
at manden havde købt kouponerne deri byen af 
en „ Ubekendt “ , og denne påstand vedholdt de i flere 
måneder . Men omsider blev fængselsluffen alt for 
trykkende for manden , og han begyndte at fortælle en 
del om sit bekjendtsfab til andre forbryderiske forhold , 
navnlig til forskellige personer , som vare stærkt 
mistænkte for at være delagtige i falskmøntneri . 
Denne forklaring blev noteret , og man søgte nu i udlandet 
endel oplysninger , som bekræftede mandens udsagn , 
og i det hele kom der mere og mere op om 
denne sag . 
Det viste sig nu , at der i lang tid var bleven forfærdigæt 
falske russisfe penge af en polsk bande , som 
havde drevet efterlignelsen til en så sjælden fuldkommenhed , 
at selv bankens embedsmænd blev skuffede . 
Men komplottet var så vel organiseret , at det var 
meget vanskeligt at komme på spor efter dets medlemmer . 
Der blev søgt i England og i Sverig , hvor 

man med bestemthed vidste , at de havde deres agenturer , 
og navnlig i Stockholm , hvor man endog kunne 
påpege et bestemt hus , hvor fabrikationen havde gået 
for sig . Men alt forgæves . Man lod endog fangen , 
ledsaget af et par overbetjente , rejse tik forskellige 
steder i udlandet , hvor han selv ledede undersøgelsen . 
Sådanne personer , som han angav , havde også til 
sine tider været der tilstede , men på den tid , undersøgelsen 
fandt sted , vare de ikke at finde nogetsteds . 
På samme tid indløb der fra et stort handelshus 
meddelelser om , at en mand i udlandet benyttede dets 
navn til at erhverve kredit for meget store varepartier , 
som blev afskibede hertil og modtagne af en bekendt 
mand , men at vekslerne for disse varer aldrig blev betalte 
eller at der i det hele taget fandtes noget firma i 
København af det navn , som rekvirenten i udlandet 
påstod at præsentere . Han medbragte store kreditiver 
fra de mest ansete pengeinstituter , men disse ville 
aldrig honere hans anvisninger . Han talte mange 
sprog , var en beleven , særdeles dannet mand , — og 
nedstammede fra polsk adel . Uden at man på den 
tid tænkte på hans andel i den før omtalte forbrydelse , 
tog man naturligvis straks fat på at få 
fingre i fyren , men det var meget vanskeligt . Endelig 
lykkedes det en meget dygtig politibetjent , som i 
mange måneder før den tid opholdt sig i udlandet , 
at skaffe så bestemte og tydelige beviser tilstede mod 
ham , at han kunne anholdes . Det var imidlertid 
umuligt at formå ham til bekendelse , og det var 
først over næsten et årelangt fangenflab , at han lod 
sig bevæge til at indrømme enkelte ting . På disse 
blev han da dømt til et flerårigt fængsele under 

den egenlige sag var der dog nok opkommet adskilligt , 
som tydede på , at han også havde medvirket i den 
bemeldte falskmøntnerbande . Han benægtede imidlertid 
dette , så at han kun bødede for den forbrydelse , 
som han bevisligen havde gjort sig skyldig i . 
Efterforskningerne vedbleve imidlertid uafbrudt , og 
man søgte på alle mulige måder at få et spor , 
hvorefter man kunne udlede den virkelige kilde . Men 
forgæves . Der var vistnok næppe en polak , som i 
dette tidsrum besøgte hovedstaden , uden at hans forhold 
undersøgtes ; men det var altid uden nytte , thi 
man fandt intet , der tydede på , at de pågældende 
slode i forbindelse med de anholdte falskmøntnere . 
Da derfor de for lommetyverierne anholdte personer 
ikke kunne fravristes nogen yderligere forklaring , og de 
i deres egen sag holdt sig således , at de ikke kunne 
straffes for andet end at have været i ulovlig besiddelse 
af stjålne koster , for hvilket de fik en forholdsvis 
ubetydelig straf , udsendtes dej af landet ' , og senere 
hørte man intet til de polske falskmøntnere . 
En kasinomaskerade . 
En kold efterårseftermiddag spadserede to ældre 
mænd ud over Vesterbro , og forbigående ville have 
kunnet bemærke , at den ene af dem var meget bevæget , 

idet man ofte så , at tårerne uvilkårligen trådte 
ham i øjnene , uden at han søgte at skjule dette . Han 
holdt den anden fast under armen og hans heftige 
bevægelser viste , at han søgte at overbevise sin ledsager 
om rigtigheden af deres samtales emne . De 
vedbleve at gå , indtil de omsider standsede langt forbi 
„ Sorte hest “ , hvor de skiltes ad . Idet den , som havde 
talt så meget , forlod sin ledsager , ville man have 
hørt udbrudet : „ Gør det , kære Broder , for Andreas 
skyld ! “ 
Wilhelm b . var en ung mand med en fremtid så 
lys og levende , som nogen kunne ønske sig den . Han 
var rig og smuk , hans fader havde hurtig fået sønnen 
frem over de vanskeligheder , som ynglingen altid træffer 
på sin vej , og med udmærkelse havde Wilhelm bestået 
sine examina . Han var derefter bleven ansat i 
et af menisterierne , og alverden troede så sikkert , at 
han engang ville blive en stolthed for sin slægt og 
en embedsmand as stor rang . 
Men det er ikke altid givet , at vuggesangen skal 
blive opfyldt , — det er undertiden , at der træffer den 
bedst stillede i samfundet noget på hans vej , som 
bliver en hindring for hele hans livskarriere . Hos 
ethvert menneske er der nedlagt lidenskaber , som må 
have luft , og dersom de ikke tilfredsstilles efter ønske , 
fører de som oftest deres offer ind på afveje , der 
føre til undergang . 
I mange år havde Wilhelms omgivelser troet , 
at han udelukkende var beskæftiget med sit studium . 
Han var flittig , ja meget flittig , men hans klare forstand 

gjorde ham studiet let , og han fandt tid til 
andre spekulationer . Blandt disse var det ham navnlig 
en kær tanke at udregne , hvorledes lotteriet kunne 
sprænges , og hans opofrelser for denne sag vare 
storartede . Hans beregninger i denne henseende vare 
sande mesterværker . 
Wilhelms forældre og nærmeste slægtninge tvivlede 
ikke om , at der jo engang ville blive et par af ham 
og den smukke Andrea h . De havde leget deres barndomslege 
tilsammen , de havde i overgangsperioden 
sluttet sig nærmere til hinanden , og det blev altid af 
enhver , som kendte dem , anset for en afgjort sag , 
at de indbyrdes havde forstået hinanden . Vi vil tillade 
os i nogle skizzer at vise , hvorledes forholdet 
virkelig var . 
Udenfor en stor og prægtig gård på et af hovedstadens 
torve var på en aften i januar 18— samlet 
en stor menneskemasse , som med ægte københavnsk nysgerrighed 
iagttog de elegante besøgende , som stege ud 
af ekvipagerne , når disse rullede ind i den store 
og prægtigt oplyste port . Det hed sig , at man fejrede 
et bryllup , en forlovelse eller en fødselsdag ; — rygterne 
ere aldrig sikre , og denne gang toge de fuldstændig 
fejl . Det var familiens julebal , som man havde udsat 
„ indtil videre “ for at kunne tage alle med , idet 
man vidste , at dersom det afholdtes i selve julesæsonen , 
så var man ikke sikker på , at den yndige lieutenant 
h . , eller den belevne candidat b . og den elskværdige 
baron G . kunne komme med , oG hvad ville ballet 
være , når ingen af disse elskværdige personligheder 

var tilstede . Man havde derfor som en selvfølge udsat 
tiden til efter nytår . Noget godt kommer jo 
aldrig for sent . Men denne årsag kendte ikke den 
nysgerrige folkemængde udenfor , og derfor var det , at 
den gættede på alt andet end netop det rettte . 
Nu ruller der en let og elegant ekvipage ind i 
porten . Tjenerne have allerede samlet sig ved trappens 
nederste trin . De få af den nysgerrige folkemængde , 
som kunne få plads til at kigs ind i porten , vente 
med grådig hu på at se nogle elegante dametoiletter . 
Døren rives op . . . Tjeneren udstrækker sin hjælpende 
hånd , men ud træder en høj stadselig mand , sortklædt 
og med et udenlandsk ordensbånd i knaphullet . 
Tjenerne studse . Man ser efter på fortegnelsen 
over de ventede gæster og mumler indbyrdes noget 
om selvbudne gæster . Skal vi følge gæsten ? Han 
synes at kende vejen . Ingen tjener har ledsaget ham , 
og dog , — se der , han står jo udenfor balsalens 
dør . Hurtig har han imidlertid overtjeneren ved sin 
side . 
„ Min herre . . . “ begynder tjeneren . 
„ Afgive mit kort ? . . . det er rigtig nok . Jeg er 
ikke blandt de indbudne , — men dog sikkert en velkommen 
gæst , “ svarer den fremmede med en stærk 
fremmed accent , idet han afleverer et kort , som han 
udtager af et lille med diamanter besat sølvkortetui . ! 
Dette syn var nok for tjeneren , som med et hos 
sig selv udtalt : „ Det er en fin fyr , “ begiver sig ind i 
balsalen , åbner døren på vid gab og udråber : 
„ Hrr — “ og iler frem i salen for at finde husets 
herre ved spillebordet . 
Der var imidlertid sket en afbrydelse . Man var 

ifcerd med at begynde conkerten , men pludselig sås 
husets frue at omfavne den fremmede og med jubel 
at råbe : 
„ Min Broder , min dyrebare Broder Andreas . . . 
Hvornår er du kommen ? . . . kære dyrebare Andreas 
. . . oh , at jeg dog atter skulle gense dig . . . ! “ 
Den „ dyrebare “ Broder blev nu præsenteret for 
gæsterne , og da værten , agenten , kom til , gentog 
den samme scene sig som før , ligesom også da den . 
Yndige 18årige Andrea kom tilstede . Snart var man 
atter kommen til ro i balsalen , og dansen fortsattes 
af de unge , medens Broder og søster trak sig tilbage 
til et af de fmå sidekabinetter for uforstyrret at tale 
med hinanden . 
Spillebordene vare besatte , og et par herrer , som 
ikke dansede , men en tidlang havde betragtet spillet , 
dansen og de oversiddende damer , trak sig tilbage 
bag de svære Gardiner hen i en vindusfordybning , 
hvor de jagttoge alt , hvad der foregik . Lad os et øjeblik 
standse der ; måske samtalen kan røbe en elleranden 
mysterie . 
„ Hvor kommer han fra ? “ 
„ Gud ved det . Denne Broder Andreas har jo ikke 
været omtalt i de sidste ti år . Han skal som meget 
ung , ja længe før agentindens giftermål , være gået 
tilsøs og faret en del på China . Senere hørte man , af 
han havde siået sig op derovre og var kommen i 
regeringens tjeneste , men i de sidste ti til tolv år 
ved jeg sikkert , af man aldrig har talt om ham eller 
kendt hans bedrifter . 
„ Og dog kendte fruen ham straks . . . øjeblikkelig 
ved indtrædelsen . . . Det seer noget løjerligt ud „ . . . . 

skulle den 16 Års gut efter så mange Års forløb 
virkelig straks være genkendelig i den middelaldrende 
mand , som sidder der og gør sig elskværdig for fruen 
. . . se , med hvilken ømhed han betragter hende . . . 
Han ligner ingen sømand , . . . han ligner jo en fuldslændig 
cavaller af , første rang . . . Jeg tror , der 
er noget galt . . . “ 
„ Heller ikke jeg tror , af den sag hænger rigtig sammen . 
Da agentinden for nogle år siden i meget lang 
tid var i Paris . . . talte man jo så meget om en vis 
Greve . . . men agenten er jo blind for alt , hvad der 
angår fruen , fljøndt gud skal vide , af han er bleven 
holdt for nar i det uendelige . “ 
„ Ja min ven . . . lad os ikke tale om det , vi have 
jo alle fejl . . . , men sådan en comedie synes jeg 
dog er for gal at spille den stakkels legtemand . . . 
Men hvad skal vi gøre ? “ 
„ Tie stille og iagttage , hvad der foregår herefter , 
lad os være enige om det . . . “ 
„ Ja vel . “ 
De to venner stod en stund i taushed , derefter 
forlode de en ad gangen deres skjulested og taltes 
ikke den aften ved om denne sag . 
Ballet var til ende . Gæsterne vare tildeels dragne 
bort . Endnu sad hist og her nogle efternølere og nøde 
forfriskninger efter den anstrengende Dands , medens 
man passiarede i lystig spøg med hinanden . 
I de to cabinetter sad to par . Tilvenstre fra 
balsalen sad Andrea og Wilhelm , som ikke havde talt 
meget sammen den aften . Wilhelm syntes nedflået . 
Hans smukke høje pande var mørk . Om Andreas 

mund lejrede der sig et spodfl smil , idet hun leende 
udbrød : 
„ Nej tak , — jeg vil nok ikke binde mig ved noget 
løfte . . . et frit og sorgløst liv hører os unge kvinder 
til . . . jeg vil nyde det i fuldt mål . . . “ 
„ Svar mig blot på mit nu få ofte og taften for 
sidste gang gentagne spørgsmål : vil du blive min 
hustru ? “ 
„ Ieg har sagt dig , jeg giver intet svar . “ 
„ Ieg giver dig tre dage . . . Det er i dag onsdag , 
. . . altså onsdag , torsdag , fredag . . . på fredag 
gør jeg dig atter min ærbødige opvartning og afventer 
et gunstigt . . . “ 
„ Men ikke bindende svar . . . “ afbrød Andrea ham 
- - - „ jeg gør det ikke . . . “ 
„ Du bringer mig i ulykke , Andrea . . . “ 
„ Er du en mand ? Kan en kvindes letsind bringe 
dig ud af fatning ? “ 
Hun standsede . Der var formegen sandhed i disse 
ord . De rakte hinanden hånden til afsked — vekslede 
et blik og forlod hinanden . 
På den anden side af balsalen førtes samtalen 
i en meget hviskende tone . Alt , hvad man hørte og 
forstod , var fruens slutningsreplik : > „ Du er godt 
introduceret . . . benyt anledningen min dyrebare . . . “ 
„ Broder . . . “ afbrød den , som fruens Broder introducerede 
ven , hende leende . 
De rejste sig , og hvilende sig med „ øm søsterlig 
kærlighed “ til sin cavalleers arm , trådte de ind i 
balsalen . 
„ Det var min sandten en lang tete s . teto , min 
kære svoger ! . . . “ udråbte agenten , som af idet 

glæde havde drukket skåler på den ankomne svogers 
velgående , indtil han selv befandt sig yderst animeret , 
„ var jeg ikke så overbevist om min kones dyd , kunne 
jeg gerne blive skinsyg . . 
„ Det var der da noget sandt i . hviskedee en 
stemme halvhøjt blandt de endnu tilstedeværende 
gæster , hvilke straks efter alle havde forladt huset . 
Snart efter var alt roligt og stille . 
Læseren vil erindre , at Wilhelm efter tre dages 
forløb fluide gjensee sin udkårede brud for at erholde 
hendes bestemte løfte . Tre dage er en lang ventetid , 
men heldigvis er det behageligere at fortælle begivenhedernes 
gang i de tre dage , end at henslæbe 
tiden i uvishedens ubehagelige lengstelse . Vi ville 
imidlertid inden vi går over til at fortælle videre , 
skildre nogle af de personligheder , som her er fremtrådte , 
og som ville komme til at spille hovedrollerne 
i denne fortælling . 
Omtrent tyve årf orud for de begivenheder , vi her 
have omtalt , beboede en enkefrue med sin datter og 
søn et lille elegant hus ved strandvejen . Sønnen 
havde tidlig vist anlæg til sølivet , og straks efter hans 
konfirmation blev han anbragt på et stort skib og ser 
udenlands . Senere erfarede man , at han var i China 
og andre steder , samt endelig , at han havde slået 
sig fast et eller andet sted — det var så længe siden , 
at man aldeles havde glemt det , — og var bleven „ en 
stor mand “ . Enkelte gange havde man hørt lidt fra 
ham , men omsider ophørte disse meddelelser fuldstændigt , 
og efter moderens død blev der aldrig talt om broderen , 

datteren Julie var overordentlig smuk , og hun vandt 
straks ved sin indtrædelse i salonlivet tilbedere , som 
vare utrættelige i at fortælle hende dette . Hertil kom , 
at hendes moder uheldigvis ikke holdt stramt i tøjlerne , 
og den unge feterede dames rygte var derfor snart 
ødelagt . Da dette ikke er så let at oprejse , greb man 
naturligvis med begge hænder lejligheden , da en rig 
grosserer tilbød hende sit hjerte og sin hånd . Med 
den sidste fulgte der en umådelig formue som stedfortræder 
for mandens mangel på dnde og ungdom . 
Man tog ikke et øjebliks betænkning . Partiet var 
brillant , og næppe 6 uger efter fejredes brylluppet med 
overdreven luksus . 
Den unge frue blev ikke i sit nye hjem svigtet af 
den store skare af veninder , der altid havde lejret sig 
om hende , og eiheller forglemt af sine fordums venner 
og tilbedere . Der blev ført et gæstfrit hus , og enhver , 
som fruen introducerede , blev modtagen med 
udsøgt høflighed af grossereren . Således gik sagerne 
godt i lang tid da den næppe lkårige frue blev 
moder , skulle man have antaget , at dette mulig havde 
forandret forholdet , men nej ! var det muligt , måtte 
man næsten antage , at hun samlede en ivrigere skare 
om sig og ikke kunne blive ked af at høre deres idelige 
smigerier . Blandt alle tilbederne var der dog 
ingen , som syntes at have noget særligt fortrin , det 
var , som om hun lige uskånsomt mishandlede dem alle 
og lod dem ved enhver anledning høre sin spot . Man 
talte dog om en „ lønlig kærlighed “ . Således fortaltes 
der , at hun om sommeren ofte alene foretog 
udflugter på landet i hovedstadens omegn , uden at 
man kendte disse udflugters anledning , og at disse 

altid forefaldt på dage , da hr . Grossereren var befkjæftigef 
et eller andet sted på landet , hvor han 
havde magasiner og fabriker . Ja , der var endog dem , 
som ville påstå , at hun var bleven set køre i en 
elegant ekvipage med en jævnaldrende herre af udenlandsk 
præg og anstand , en herre , som aldrig sås i 
fruens saloner . Men , som sagt : det var kun rygter , 
og dem kan man jo aldrig stole på . Dette var også 
grossererens stadige svar , når et par af hans gode 
venner fortalte ham , at det og det sagde rygtet . 
Nogle år tilbage opholdt fruen sig en Saison i 
Paris . Atter havde rygtesmedene travlt ; men denne 
gang må der dog nok være opstået en styg tanke 
hos grossereren ; thi en sfjøn morgen kom han tilbage 
med sin gemalinde . Men forholdet var om muligt 
ømmere end nogensinde sør . Han havde „ taget fejl “ , 
erklærede han atter til sine omtalte venner . For en 
tid forstumniede rygterne , og da endelig den yndige 
Andrea var vokset op til en dejlig kvinde , tabte alle 
sig i beundring af hende . Moderen måtte vel træde 
i baggrunden ligeoverfvr den opvoksende generation af 
tilbedere , men hendes jevnlige og beundrere måtte 
endnu erklære , at hun i modsætning til naturens love 
ligesom blev vakkrere år for år . 
Vi vil ikke lade læseren være uvidende om sagens 
rette sammenhæng . Fru „ Agentinden “ , — grossereren 
var nemlig ved dette tidspunkt bleven udnævnt til 
agent , — havde virkelig en elsker , som hun dog ikke 
havde svigtet . Hun havde mødt ham en halv snes 
år før disse begivenheder forefaldt på et af vor 
hovedstads glimrende baller . Han var en fransk-spansk 
adelsmand , som havde besøgt Norden , for ligesom han 

havde gjort alle andre steder på jordkloden at kende 
landet , dets nation og folkeliv . Han var meget rig , 
og omgav sig med en pragt som var meget forbavsende . 
Blændet af hendes virkelige ånde og skønhed havde 
han ladet sig ladet sig henrive til en så lidenskåbelig 
kærlighed , at han endog gennem årene og ved adskillelsen 
ikke formåede at overvinde sin lidenskab , og 
rive sig bort fra hende . Fru agentinden forenede med 
sin skønhed endnu en farlig egenskab — skarpsindig 
list . Så snart „ de forstode hinanden “ — det var på 
den tid udflugterne fandt sted på landet — fordrede 
hun straks , som bevis på sin elskers oprigtighed , at 
han skulle forlade landet , for ikke at vække mistanke , 
og når han atter aflagde besøg heri landet , da måtte 
han love at gøre det inkognito . Og han kom ofte . 
Men så blev han syg under et ophold i Paris og hans 
trofaste , gamle tjener Jean ilede til Danmarks hovedstad 
for at meddele det til sin herres elskerinde . Snart 
måtte hun nødvendigvis rejse til Paris , for at søge 
adspredelse efter den sorg som tabet af en elsket , få 
måneder gammel søn havde forvoldt hende . Og hun 
rejste . Men hvor folk dog er onde ; agenten blev 
fortalt af sine bekjendtere som vendte hjem fra Paris , 
at hans frue daglig sås at køre på boulevarderne 
og i Paris ' s omegn , ledsaget af en herre som så noget 
spansk ud . Og så rejste agenten til Paris , men han 
så naturligvis ingen spansk herre , men hans frue var 
dog meget glad for at han kom , da hun inderlig længtes 
efter at komme hjem til sin kære mand og datter . 
Og Greven , — thi han var Greve — kom sig , og 
ikke længe efter var han atter i Danmark . Nu opslog 
han sin bolig ikke langt fra hovedstaden og lærte i 

løbet af et par årtid så meget dansk , at han nok 
kunne gå for at være en „ hjemvendt amerikaner “ , som 
man jo kalder dem for , der i mange år har været 
ude i det fjerne og glemt modersmålet . 
Thi således at leve fjernt fra hinanden , det var 
dog for galt . 
Planen var formodentlig fattet allerede i Paris . Vi 
have jo set , at fruens Broder blev venlig modtagen 
på det omtalte bal . Den hjemvendte Broder var 
imidlertid ikke at formå til at tage ophold i sin 
svogers hus . Nej , han var så vel vant til ungkarlelivel , 
at han foretrak sin egen bolig , sine egne tjenere , 
sin egen ekvipage og heste frem for at være til byrde 
i sin svogers hus . Der blev afholdt soireer og selskaber 
i det uendelige for den nys hjemvendte Broder , 
men han var kun lidet modtagelig . Han kunne intet 
erindre om barndommen . Tilfældigvis var der på 
den tid ingen af fruens „ virkelige “ Broders barnsdomsvenner 
tilstede i byen , men der var vist heller ikke 
nogen der tvivlede om hans identitet . . . Jo , der 
var dog de før omtalte agentens venner . Disse vare 
hans oprigtige venner , men mod hans dumhed og 
stubiditet havde de hidtil kæmpet forgæves . Dog , 
der skulle også komme lys i denne sag . 
Tre dage vare hengåede siden det omtalte bal 
hos agenten , hvor fruens elsker under brodermasken 
var dleven introduceret i familien , og dagen , på 
hvilken Wilhelm havde sagt , at han ville afhente svar 
hos sin elskede Andrea , var oprunden . 
Om aftenen finde vi agentens saloner fyldte af et 

glimrende selskab , således som det i almindelighed 
var tilfældet 3 æ 4 gange om ugen . Man passiarede 
og sludrede om dagens begivenheder . De „ satte “ 
Damer , som endnu ikke havde vundet nogen hjertenskær , 
gjorde sig yderst umage for at vinde den hjemkomne 
svoger , som også viste sig yderst galant , men 
også yderst koldblodig lige over for de stormende angreb , 
der blev rettede mod hans hjerte . 
Vi vil træde ind i et af sidekabinetterne , og der 
finde vi Wilhelm og Andrea . Hos den sidste er der 
endnu det samme frie og sorgløse smil , hos den første 
er alvor og bekymring skreven med tydelige tegn på 
hans pande . 
„ Du løber hurtigt ned mod afgrunden , kære Andrea , 
dersom du vedbliver på denne måde , — og 
jeg tilbyder dig derfor min hånd . . . inden det er 
for sent . . . “ 
„ Lad os være fri for moralprædikener , hr . B— , 
tak for behagelig underholdning . . . De har min agtelse 
og dermed må de være tilfreds . “ 
„ Farvel da , Andrea . . . “ 
„ Lad dette forhold ophøre . . . nu er jeg ked 
deraf . . . “ 
Wilhelm blev ligbleg , og idet han nærmede sig til 
Andrea , hviskedee han hende i øret : 
„ Der vil dog komme en dag , da de vil bede mig 
om hjælp . “ 
De skiltes ad i salonen og mødtes ikke oftere den 
aften . 
Man vedblev med fester og selskaber i agentens 
hus og alt var idet glæde . En aften , efter at man 
i længere tid havde savnet Wilhelm ved de ugentlige 

sammenkomster , begyndte en af hans rivaler , en ung 
lieutenant , at tale om ham på en sådan måde , at 
det vakte mishag hos det øvrige selskab . Svogeren 
eller vennen , hvad man nu vil kalde ham , tog , til alles 
forbavselse , hans forsvar og ytrede nogle fornærmelige 
ord mod den unge lieutenant , som denne , dersom 
der havde været en gnist af ridderlighed hos ham , 
kunne have besvaret med en udfordring . Dette gjorde 
han imidlertid ikke , — men idet han beskæmmet rejste 
sig , ytrede han til sig selv : „ Det skal han ikke have 
gjort forgæves ; jeg fkal hævne mig . “ 
Og dagen efter havde agentens venner en trofast 
allieret i den unge lieutenant . Man begyndte da sine 
operationer , og det varede ikke længe , før man erfarede , 
at det ganske rigtig var den samme Greve , som fruen 
havde kørt med i Paris . Men man forholdt sig rolig , 
indtil en passende anledning indtraf . 
Vinteren var forbi , og vårens milde luftning bragte 
hovedstadens velhavende befolkning til at erindre de 
behagelige ophold på landet . Således også agenten , 
hvis familie vi hen i juni måned sinde indkvarteret 
i deres elegante sommerresidents i det nordlige Sjælland . 
Det var en yndig sommeraften . Solen dalede yndigt 
over øresundet , medens setternes hvide sejl endnu 
tydelig trådte frem i den klare aftenluft . Agentens 
lyststeds have grænsede tæt ned til snndet , og man 
havde anlagt haven med særligt hensyn til udsigten 
over land og sø . Der var anbragt høje , hvorfra den 
skønne udsigt kunne nydes , og når huset var fritaget 
for gæster og haven selvfølgelig uden besøgende , var 
der her for den ensomme et behageligt tilflugtssted . 
En sådan aften er det , at vi træffe Fru 

agentinden og hendes „ Broder “ på en af havens 
smukkeste partier . Alle ubehagelige gæster vare fjernede 
fra huset . Det var en lørdag aften , — altså i aften 
ro , i morgen den sædvanlige forstyrrelse . 
„ Kom , min elskede , “ høre vi fruen hvidste ; „ kom , 
lad os gå ind i lysthuset , det begynder at blive køligt 
her . “ 
„ Jeg frygter for at nogen uventet kan overraske os . 
Du er for dristig , min lille ven . . . jeg har fået 
bange lengstelser . . . navnlig siden den fatale historie 
med løjtnanten . “ 
„ Oh , ham har det ingen fare med . . . han vover 
intet af frygt for at miste Andrea . . . ha , ha , ha , 
han indbilder sig virkelig at hun vil have ham . . . 
Den nar . . . 
De rejste sig for at gå . Idet de lukkede havedøren 
efter sig , så man en ung mand træde op på højen . 
Han satte sig på bænken og mumlede : „ Fordømt , at 
ikke agenten er tilstede . . . min hævn skal jeg nok få 
frem engang . . . “ 
Langsomt gik han op imod huset . I den skyggefulde 
veranda sad Andrea , meget fordybet i læsningen 
af en bog , og som det syntes uden at iagttage den 
kommende . Dog , da han var hende meget nær , ville 
han have kunnet høre hendes blide stemme hviskende 
udtale : „ Atter en plageånd . “ 
„ Altid så alvorsfuld , min frøken , “ udbrød løjtnanten , 
idet han hilste på den unge dame . „ Hvilken 
forfatter er det , som hædres i så høj grad ved frøkenens 
fuldstændige opmærksomhed . 
„ Ak , — jeg var langt borte fra bogen . . . jeg 

tænkte på den svundne vintersæson med dens herlige 
baller . . . erindrer de kandidat Wilhelm b . ? “ 
„ Wilhelm b . . . . jeg har engang hørt tale om ham 
. . . er han ikke noget forfalden . . . jeg tror jeg har 
hørt det . . . “ 
„ De har nok engang selv ført det på bane , min 
herre , hvis jeg ikke husker fejl , — men grev . . . “ 
„ Onkel . . . mener de vel . . . “ 
„ Jeg mener greven , “ svarede Andrea hurtigt og 
bestemt ; „ jeg har kun kendt ham som en fremmed . . . 
Han er for spansk til at være min onkel . . . “ 
Der var noget så sårende og spottende i Andreas 
ord , at løjtnanten , uagtet han med glæde hørte 
denne udtalelse , så dog blev ligesom skræmmet ved 
denne ondskabsfulde hentydning . 
Vi må atter springe > over et tidsrum af nogle 
måneder og lade^vor fortælling nærme sig sin opløsning . 
Det var atter blevet vinter . Man glædedes 
atter ved baller , og karnevalerne vare i fuld gang . 
Man bekvemmede sig endog i højere kredse til at besøge 
de sidste og også hos agenten havde man en 
aften lovet hinanden at ville samles til karneval i 
kasino , og det således kostumerede uden gensidig at 
kende hinandens dragter , at man skulle have løjer 
deraf . Mellem løjtnanten og Andrea var der imidlertid 
opstået et meget intimt forhold , og rygtet havde 
allerede begyndt at mishandle den unge pige uden 
skånsel . Agentens gode venner havde også sat hinanden 
Stevns på karnevalet . Man havde besluttet 

at agenten den aften skulle overbevises om sin hustrus 
brøde . 
Sneen kastede sine hvide masser mod stenbroen på 
Københavns gader og alt var på den mørke januaraften , 
da slutningskatastrophen på vor fortælling indtraf , 
indhyllet i sin fuldstændige vinterdragt . Men ude 
i Amaliegade var der dog etsteds præg af forår og 
sommer ; det opdagede man gennem ruderne på de 
mange vogne , som holdt til langt op i Strandgade , 
og når disses passagerer i sine lette og fantastiske 
dragter forlod kjøretøiet for at begive sig op i kasinos 
elegante haller . 
Musikens toner brusede ud igennem den store sal 
og lokkede ungdommen til at deltage i dansens glæder . 
Vi ville imidlertid standse i pergolaen , hvor man på 
bænkene ser mangfoldige nationers repræsentanter , udhvilende 
sig efter at have deltaget i dansen eller at 
afkøle sig efter nydelsen af de oplivende drikke . Ved 
at sidde der en lille stund og være en opmærksom 
iagttager , kan man bemærke , at enkelte dominoer bære 
et eller andet tegn særligt fra den almindelige vrimmels . 
Lad os for nogle øjeblikke stille os under springvandet 
og lade øjet gå rundt for at mønstre bænkenes besiddere . 
Se der ! den ærværdige spidsmunk , som trods 
sin „ Kæde “ dog bærer en ny fuldt udsprungen rose i 
sin kappes knaphul . Se hvor omhyggeligt han udvælger 
sin plads , som om han frygter for at optage 
en fejlagtig i stedet for den , som han formodentlig forud 
har bestemt . Og se nu ! så snart han har sat sig ser 
han sig opmærksom omkring , og inden han får ordnet 

sin munkekappe , har en yndig „ barmhjertig søster “ 
Taget sæde ved hans side . Han har vistnok ventet 
hende ; thi de falde straks i konversation , og underholdningen 
synes at være underholdende , da man ser 
den ærværdige munk rykke nærmere til sin åndesøster . 
Øjet bliver træt ved dette syn , man ser vel læberne 
bevæge sig , men ak ! Afstanden er for stor til at man 
kan opfange de vistnok oplivende ord . Derfor må 
man henvende opmærksomheden videre , og øjet vender 
sig naturligvis uvilkårlig til den anden side af pergolaen . 
Se der ! — også munkeordenen repræsenteret , 
men her er det dog kun den mandlige orden . Det vil 
blive for langvarigt at skildre disse masker , og vi vil 
kun bemærke , at parret vi så til højre var agentinden 
og hendes „ Broder “ , de tre mænd til venstre er agenten 
og hans venner , som have famlet sig for at iagttage 
agentindens foretagender . Minen er i færd med at eksplodere . 
Efter 
nogen tids konversation rejser „ Parret “ sig 
og begiver sig arm i arm ned i basaren og nærmede 
sig udgangen . Da de havde forladt portalens indre 
dør og stod i begreb med at træde ind i en fremkjørt 
vogn , tordnede et vildt „ Holdt “ bag dem og 
masten faldt fra den „ barmhjertige søsters “ Ansigt . 
Den mand , som så ublidt havde udøvet denne handling , 
borttog straks sin maske , og man så lige overfor 
hinanden — hrr agenten og Fru agentinden . 
Det er unødigt at beskrive denne scene yderligere . 
Man søgte at fjerne parterne fra hinanden og førte 
dem til et afsides kabinet , hvor man gensidig gav 
hinanden forklaring . 

Wilhelm b . , som vi i den første del af denne forlæelling 
har omtalt , fukkede endnu for sin ungdoms 
kscerlighed . Han havde med stor flid fortsat sine studeringer , 
og man havde megen tillid til hans fremtid . 
En aften kom hans fader til ham i hans studereværelse 
og talte uforbeholdent til ham om hans veninde . 
Hendes rygte var ødelagt og familiens skandale 
stor , og hun ville udentvivl snart være genstand 
for rygternes bidende sønderlemmelse . Hun tog sig 
det på sin sædvanlige måde let , men havde dog tilbagevist 
lieutenanten . Nogle aftener efter faderens 
samtale med Wilhelm b . besøgte han sin veninde , men 
fandt hende endnu lige letsindig . Dog , hans store 
kærlighed til hende overvandt ham og han tilbød 
hende atter sit hjerte og sin hånd . Hun svarede 
intet , men rakte ham stiltiende sin hånd . I samme 
øjeblik kom hendes fader til . Han fulgte med Wilhelm 
til dennes hjem , og dst var dem vi omtalte på vejen 
til Vesterbro i begyndelsen af denne fortælling . Det 
var faderens ord som bevægede Wilhelm ; thi han 
indså alt for vel , at den unge letsindige pige ikke ville 
blive nogen trofast hustru , — men han ville dog redde 
hendes 2ere . 
Indusfriridderne . 
Man må ofte forundre sig over hvorledes en mængde 
individer , om hvem man noterisft ved , at de ikke have 

nogen bestemt erhvervskilde , dog bestandig er yderst 
elegant klædte og altid føre et flot liv . Hvorledes 
kommer de i besiddelse as penge til at føre et sådant 
levnet ? Hvorledes er det muligt , at de , uden at anvende 
tiden til nyttig arbejde , dog er i stand til at 
henleve sin tid på offentlige restaurationer og ølkældere 
og danne disses stamgæster . Spørges de om 
hvorvidt de have tid til dette eller hint arbejde , vil 
man altid erholde det „ vigtige “ Svar „ at forretningerne 
ikke tillade det . “ — af deres omgivelser benævnes de , 
når det ikke høres , som industririddere . Hvad vil 
da dette sige ? I det efterstående skal vi forsøge at 
give nogle oplysninger derom . 
For endeel år tilbage modtog en dag en embedsmand 
en skriftlig meddelelse omtrent sålydende : 
„ Hr . N . N . Dersom de ikke inden 24 timer 
„ udbetaler til Charlotte et beløb af 1000 rdl . , vil 
„ jeg kompromittere dem fuldstændigt . “ 
Hendes fader . 
„ Pengene kan i billet indlægges på min bolig . 
Den omhandlede embedsmand havde for mange 
år tilbage haft en laison med en ung dame af det 
omhandlede navn . Han som nu var gift og „ hjemfaren “ 
Ønskede naturligvis ikke for nogen pris at blive genstand 
for en skandale , som han , der kendte faderens 
dårlige characteer , vel vidste at denne ikke var forknyt 
for at sætte i scene . Uden betænkning indesluttede 
han derfor næste aften 10 nye hundredalersedler i en 
convolut , og afsendte beløbet efter bestemmelsen . Nu 
s 

troede han sagen vel forvaret , han skulle kun alt for 
snart erfare , at han havde taget fejl . 
Omtrent en måned senere meddelte hans tjenerham 
en aften , at en dame ønskede at tale med ham . 
Noget urolig over dette besøg , kom dog heldigvis indtraf 
på en tid , da hans unge frue var i tteatret , 
befalede han tjeneren at sige at han ikke var hjemme . 
Denne kom dog kort efter tilbage med den besked , at 
damen havde erklæret med bestemthed at vide , at 
Herren var hjemme , og at hun , dersom hun ikke fik 
ham i tale straks , da ville opholde sig i porten og afvente 
hans eller fruens tilstedekomst . Dette hjalp . 
Herren var straks visibel , og ind trådte en tæt tilsløret 
dame . 
Efter at tjeneren havde fjernet sig , løftede damen 
sløret til side og der viste sig et af de fkjønneste kvindeåsyn 
man kan tænke sig . Det var intet under , at en 
mand kunne blive forført ved et sådant syn . 
„ De kender mig vel ikke mere ? “ spurgte den unge 
dame halvsagte . „ De har jo aldeles forladt mig i det 
sidste år . “ 
„ Charlotte , “ svarede Herren , „ De ved jo hvorledes 
min stilling er , de ved jo , at jeg ikke kan vedblive 
vor forbindelse . . . . “ 
„ Ja , det er så behageligt at bortstøde sin elskerinde 
på den måde . . . men vi skal tales ved om 
den sag , min gode ven . . . husk på følgerne af vor 
forbindelse . . . “ 
Herren , hvis navn var Hilmer , sad tavs og bleg ; 
han stirrede ubevægeligt hen for sig indtil han ængstelig 
udbrød : 
„ Lever barnet endnu ? “ 

„ Lever ! “ udråbte Charlotte , „ lever . . . ja , jeg 
fluide nok tro at barnet lever . . . og kommer til at 
ligne sin fader mere dag for dag . . . “ 
Hilmer blev urolig over denne meddelelse . Han gik 
nogle gange over gulvet og standsede omsider foran 
Charlotte . 
„ Hvad er nu din fordring ? “ 
„ At de opfylder min faders begæring om de 
1000 daler . . . “ 
„ Tusinde daler . . . jeg sendte dem jo straks . “ 
„ Det er ikke sandhed , det er en lumpen løgn . Min 
fader har aldrig fået pengene og vi lide nød ; men 
dersom de ikke til i morgen indfinder dem med pengene , 
da vil det blive dem ubehageligt . . . “ 
Hilmer havde fattet sig . 
„ Anmod deres fader om at komme til mig i morgen 
eftermiddag , “ sagde han idet han nærmede sig hende , 
„ og forlad mig nu , for ikke at min hustru skal træffe 
dem . “ 
Hun forlod værelset . 
Da hun var ene på gangen udbrød hun i en 
skoggerlatter og udråbte : „ ja ja , min gode Hilmer , 
du skal såmænd komme til at fortryde , at du foretrak 
den fljævryggede rige frøken for din egen Charlotte 
. . . ha , ha , ha . . . “ 
Den næste eftermiddag indfandt Charlottes fader 
sig meget nøjagtigt hos Hilmer . Denne søgte at samle 
sig med al mulig koldblodighed lige overfor denne 
blodhund af en bedrager . 
Endelig afbrød Hilmer tausheden . 
„ Hvad ønsker de ? “ spurgte han . 

„ Jeg vil have satisfaction for den skam og tort 
de har forvoldt mig , da de vanærede min datter . “ 
„ Det gør mig ondt , hrr — , men det forekommer 
mig , at de har fået så megen erstatning , som jeg 
for tiden kan give dem ved de 1000 daler , som jeg 
sendte dem for en månedstid siden . “ 
„ Skurk ! Kjeltring ! Løgner ! vil han komme med sådanne 
jnsuniationer mod en fader , der fordrer oprejsning 
for sit barn ! Ud med de 1000 daler eller 
. . . jeg gør skandale her i huset . “ 
„ Vil de give mig bevis ? “ 
„ Ja for modtagelsen af 1000 rdl . , ja . “ 
Roligt satte Hilmer sig ned ved sit skrivebord . Han 
skrev på et kvartark papir en kvittering for det omtalte 
beløb og præsenterede den til underskriff . Hrr— , 
der var noget ophidset af den modstand som nylig var 
vist ham , greb med heftighed pennen og underskrev 
med faste træk sit navn . 
Hilmer tog imod kvitteringen , gik hen ved vinduet 
for nærmere at betragte underskriften , hvorefter han 
atter vendte sig imod skrivebordet , oplukkede en skuffe 
og lagde kvitteringen deri . Da dette var gjort rejste 
han sig og gik over mod hrr . — 
„ Vil de nu forføje dem bort snarest muligt . . . 
Eller jeg kalder tjeneren for at kaste dem ud . . . “ 
„ O din skurk . . . “ udbrød herr— , at jeg dog 
ikke tænkte på din kjæltringesjæl . . . men vent . . . 
Jeg skal hævne mig . . . “ 
Hilmer ringede . Tjeneren kom . 
„ Vær så god at vise denne herre ud , “ ytrede 
Hilmer idet han satte sig ned . 
Hrr— forsvandt gennem døren . Han var blodrød 

i ansigtet , og enhver , som i dette øjeblik så ham , 
kunne sige til sig selv , at om end Hilmer ved sin snildhed 
havde narret denne mand til at gøre fyldest , så 
havde han også i ham fået en dødsfjende , og han 
bekræftede det , da han , idet han gik ud af døren 
råbte : „ Vent , din skurk , jeg skal hævne mig ! “ 
Hrr— var en industriridder . Han havde , da hans 
datter Charlotte næsten endnu kun var et barn , ledet 
hende ind på veje , som kun den letsindigste fader kan 
bekvemme sig til . Derefter var hun bleven overladt til 
sig selv , og faldt naturligvis snart som et offer for 
letsindighed . Hun var overordenlig smuk , og vel opdraget 
havde hun fået et gentilt væsen , hvorved hun 
tiltrak sig alles opmærksomhed . Det var dog et held 
i hendes ulykke , at det var Hilmer som havde forårsaget 
hendes fald ; thi hun fandt i ham en kraftig 
støtte og en ven , som sjælden findes . Dog — han 
blev også somsider ked af den blodsugende fader . . 
Denne , som naturligvis havde haft sit fvrmål med at 
„ fange en guldfugl “ , ville ikke med blidhed slippe sit 
bytte . Hilmer var rig , men dog ikke rig nok til at udholde 
denne tyrans udsugelser . Omsider blev der en 
forandring i sagernes stilling . Hilmer formåede 
faderen for en meget stor sum til at asstå fra al 
påtrængenhed i fremtiden , men der må have været 
en mangel ved dokumentet ; thi kort efter hans bryllup 
blev der ham pr . Post meddelt , at hrr— ville anlægge 
sag mod ham , dersom han ikke betalte 500 rdl . Således 
var det gået et par gange . Omsider drev 
hrr— , der mærkede at Hilmer ikke for nogen pris ville 
have sin hemmelighed røbet , sine fordringer højere og 
højere , og vi have nylig set hans sidste forsøg . Dette 

blev imidlertid gentaget så hurtig efter et tidligere , 
at hrr— som undskyldning foregav ikke at have modtaget 
det forudgående beløb . Vi have set , hvor snildt 
Hilmer fik ham til at afgive bevis . Men hrr— lovede 
hævn , og han — så bundløs fordærvet , — han var 
nok manden , der kunne udklække en grusom hævnplan . 
Nogle dage passerede efter det ovenfor omtalte , 
uden at der forefaldt noget , som på nogen måde 
kunne forurolige Hilmer . Han blev derfor roligere og 
trøstede sig med at hrr— ' s trudsel ku var et tomt 
mundsvejr og at han nu var fri for denne blodhund . 
Men glæden var kun kort . Få dage senere så man 
et avertissement i adresseavisen sålydende : 
hr . — som i Mai måned blev gift med frøken 
— bedes at afhente 7 breve , efterladte hos Charlotte , 
— hvilke udleveres til den som udbetaler — rdl . 
Hilmer læste dette og blev atter urolig . Han havde 
aldrig tænkt på nogen sådan udvej . Ja naturligvis 
havde han skrevet breve til Charlotte , — ja hvad der 
var værre , endog siden sit giftermål havde han tilsendt 
et par billetter for at trøste hende med at han 
ville drage omsorg for at hun ikke skulle savne noget . 
Nu var det altså dette , som den nedrige fader ville 
benytte som værktøj for sin hævn og det var naturligt , 
at han ikke ville lade det blive ved avertissementet , 
nej han ville nok finde udvej til at skade på en anden 
måde . 
I denne elendighed vidste Hilmer ikke hvad han 
skulle gribe til . Han var som sædvanlig angst for 
hvert øjeblik at møde sin fjende , som han vidste var 

en højst eksalteret mand , og han troede allerede at mærke 
på sine omgivelser , at de vidste „ Noget “ , som de ikke 
ville omtale , og han troede endogså hos sin unge 
frue at spore en vis uvilje og tilbageholdenhed , som 
foruroligede ham . Han var imidlertid resolveret på at 
købe brevene til enhver pris og henvendte sig derfor 
til hr . — i den anledning . Hans fordring var 
altfor stor . 5000 rdl . engang for alle . Det var for 
meget . 
Der hengik atter nogle Tage . En aften var nogle 
af husets venner samlede og man havde hengivet sig 
til munter adspredelse . Dog Hilmer selv var tavs og 
indesluttet , det var ham umuligt at frigøre sig for en 
indre angst for at denne aften ville medføre ulykke . 
Pludselig blev fruen kaldt ind . En dame ønskede 
at tale med hende . Det var sket ubemærket ; Hilmer 
savnede hende først da hun havde været borte nogen 
tid . Han spurgte sin svigerinde , men fik til svar , at 
hun vidste ikke hvad der opholdt hende , og ilte derfor 
til hendes bordeur . Her fandt han hende siddende ved 
sit toiletbord , bleg som en dødning med et brev i , 
hånden , stirrende derpå med vidt opspilede øjne . 
Hurtig gik han hen mod hende og kaldte på hende . 
Hun svarede ikke . . . 
Den næste morgen var Fru Hilmer et lig . Det var 
Charlotte som havde besøgt hende . Hun havde vist 
hende en yndig lille dreng , som hun påstod var Hilmers 
søn . Ligheden syntes at bekræfte det . Og dernæst 
overrakte hun fruen en pakke med breve , hvoraf hun 
særlig anbefalede hende to , fkrevne siden Hilmers giftermål . 
Det 
var hr . —s hævn . Hilmer var i lang tid 

syg , og da han rejste sig fra sygelejet , var hans 
ralske kraft knust , han faldt i fristelser som han 
kunne modstå , og blev et subjekt som var skyet af sine 
tidligere venner . Det var industriridderens dobbøsja 
hævn . 
-- -- -- -- -- -- 7 tl 
gå 
på en af vore mest bekendte restaurationer sm 
jeg i længere tid et par middelaldrende mænd , søm 
med megen veltalenhed bestandig samlede en talpig , 
tilhørerkreds om sig . Disse to mænd , som vi pilsy , 
kalde a . og b . fortalte , at de i mange år havde mf , 
holdt sig i forskellige lande , og for tiden ernæpedy 
sig som commissionærere , idet de havde agentur for syp^ 
skjellige udenlandske fabrikker . De vare altid vel fm > 
synede med penge , og deres hele optræden vidnehp , 
om at de havde været med i verden . Som sagt , deres . 
Underholdning var livlig og interessant og de vidste alkjh , 
at fængsle en del tilhørere om sig . Blandt disse vaks , 
der altid en eller anden som med særlig interesse 
bød d ' herrer til at nyde forfriskninger , ja endog mgaltider , 
og når man iagttog disse mænds hele færdm , ^ 
ville man have bemærket at de så at sige levede fm^ 
det var altså også et slags industri . 
En formiddag bemærkede jeg , at kun den ene-mdisse 
herrer var tilstede , og da det samme gjentog^ssg , - 
i løbet af et par dage , skaffede jeg mig underretmm , 
om hvad der var blevet af ham . Jeg fik da at vidsat 
han havde påtaget sig at være en sjællandsk propretasr ; 
behjælpelig med at købe en ejendom i Sverrige . Dehej 
var der jo intet ondt i , men der tildrog sig snart , 

anden omstændighed , som bidrog til at sagen fik særlig 
interesse for mig . 
En dag da som sædvanlig hr . A . havde samlet 
endel tilhørere om sig , kom en mand ind på restaurationen 
og spurgte efter ham . Den fremmede viste sig 
at være en landmand fra Fyen , som a . havde besørget 
nogle forretninger for , navnlig indkøbt noget gødning 
heri byen . Men denne forretning var imidlertid ikke 
blevet udført til landmandens tilfredshed ; thi han 
meddelte hr . A . af det hele var „ noget snyderi “ , og 
af han ville melde sagen til politiet . Hr . A . blev 
meget forlegen over denne tiltale og begyndte stammende 
af tale om af der måtte foreligge en fejltagelse , som 
snarest ninligt skulle blive undersøgt og bragt i orden ; 
hans „ Collega “ var fraværende på en forretningsrejse 
etc . . . . Da manden nogenlunde var tilfredsstillet , 
tog sagen en anden vending , og inden ret længe vare 
hr . A . og landmanden de bedste venner af verden , 
og hr . A . havde allerede håb om en anledning til af 
bortsælge en „ udmærket “ Ejendom i Sverrige . 
Et par dage senere indfandt den sjællandske proprietær 
sig og spurgte om hr . B . De havde været 
på rejse sammen i Sverrige og beset en ejendom , men 
da landmanden ikke kunne blive enig med sælgeren om 
prisen , havde de atter begivet sig på hjemtouren . De 
vare imidlertid blevne indhentede af sælgeren , som da 
var villig til af sælge sin ejendom for den tilbudte 
pris . Derpå udbetalte landmanden sælgeren et beløb 
af 1500 rdl . svensk og erholdt nogle papirer udleverede , 
med hvilke han skulle henvende sig til lensmanden 
og foranstalte salget ordnet . De skulle derefter 
træffes i Malmø to dage senere . Hr . B . havde 
/ 

undersøgt papirerne og erklæret dem for „ ægte “ , og 
man havde derefter hver rejst sin vej . Da de ankom 
til den by hvor lensmanden befandt sig , var hr . B . 
Imidlertid totalt forsvunden , og hos lensmanden , hvor 
landmanden indfandt sig , havde han erfaret at det var 
et fuldstændigt bedrageri . Papirerne vare fuldstændig 
intetsigende og man lo ad den danske landmand , formedelst 
hans godtroenhed . Straks ilede han hertil og 
søgte efter hr . B . på det sted , hvor han havde truffet 
ham før , men erfarede , at han allerede for et par 
uger siden havde forladt byen , hvorhen vidste man 
intet om . 
Nu ventede man at hr . A . skulle indfinde sig og 
at man da kunne få en forklaring , men der kom ingen 
hr . A . Han var og blev borte . Det viste sig snart 
efter at de tilsammen havde drevet en mængde juridiske 
forretninger heri byen og haft ikke ubetydelige indtægter . 
Og alt dette kun bygget på den godtroenhed , 
som er et særkende hos os danske , at hengive sig med 
tillid til en mand , som man gør bekjendtsfab med 
på et værtshus . 
Forførerne . 
„ Er hr . Baronen tilstede ? “ 
„ Hvem ønsker at tale med ham ? “ 
„ Aksel . “ 
Denne samtale førtes en aften i januar måned 

18— omtrent ved „ borgerlig sengetid “ i porten til en 
gammel gård ved filosofgangen . Det ægyptiske mørke , 
som rugede over porten og dens nærmeste omgivelser , 
tillod ikke at man så hvem de samtalende vare , men 
man kunne af stemmerne slutte sig til , at den ene 
måtte være ung og den anden ældre . Det varede ikke 
længe før man atter hørte den ældre tale . Dennegang 
lød det som følger : 
„ Træd ind . “ 
Ligeså mørkt som der fornd havde været i porten , 
ligeså prægtigt oplyst var der i det værelse , der nu viste 
sig for den indtrædende . Han var en ung mand , ikke 
meget over de tyve år , og hans blege ansigtstræk 
viste at han allerede var bekendt med livets udyder . 
Hans påklædning var meget omhyggelig , ja næsten 
luxnriøs . Den anden mand vi have hørt tale , var en 
ældre person . Han var isørt en sort tjenerdragt , og 
man så i ham straks en af disfe gamle „ fine tjenere , “ 
Som ved langvarig omgang med „ bedre folk “ tilvende 
sig en del af disses væsen og manerer . Så snart den 
unge fremmede var kommen ind , bastede han sig træt 
ned på en stol og udbrød : 
det er kedeligt at der er så mange omstændigheder 
for at træffe hans exellence . Jeg er dog en af 
hans bedste hjælpere , og netop i aften har jeg en 
„ Fangst “ , som der ikke er megen tid at spilde ved . 
Hvem er nu inde ? “ 
„ Amandus . “ ' 
„ Ja så , Amandus ! Går han også baronens 
lerinder . Ja så ! Har baronen været i Sverrige siden 
jeg var her sidst ? “ 
„ Ja , han kom netop hjem . “ 

„ Og straks er Amandus ved hånden . Ja så ! “ 
„ Amandus var med i Sverrige . “ 
„ Endnn bedre . Hvem er den skønne ? 
„ Ubekendt . 
„ Ja vist ubekendt . Ja min ven , er der nogen som 
kender baronen og hans meriter . . . “ 
Det ringede . Tjeneren gik ind , og straks efter vendte 
han tilbage med den befked , at hr . Baronen var til 
tjeneste . 
Døren åbnede sig til baronens værelser . Den 
unge mand trådte ind . Han blev ligesom blændet ved 
det syn som her viste sig for ham . I et værelse , udstyret 
med mere end fyrstelig pragt , lå på en chaiselong 
en udmagret skikkelse henstrakt . Det var som om 
han udhvilede sig efter en besværlig dag . Med en 
håndsbevægelse bød han den unge mand at tage plads 
og rejste sig halvt for at tale med ham . 
„ Hvorledes befinder de dem , min unge ven ? “ fpurgte 
baron s . i en blid indsmigrende tone . 
„ Meget vel , “ udbrød den fremmede ; „ jeg har for 
nylig været i Sverrige . “ 
„ I Sverrige . Har de haft forretninger der , Aksel ? “ 
„ Ja forretninger . . . Forretninger . . . for dem 
« r . Baron . “ 
„ For mig Aksel , hvorledes ? “ 
„ Jeg skal i korthed fortælle det . For 14 dage 
uden rejste jeg en tur til Helsingør og kom på hjemvejen 
til i postvognen at sidde i selskab med en 
ældre og yngre dame . Jeg kunne ikke modstå fristelsen . 
Den unge dame var skøn som en gudinde . Hendes 
yppige lokker bølgede tled over hendes skuldre , og 

mørke øjne vidnede om en ildfuld sjæl . — kort sagt , 
jeg var forelsket . . . på deres vegne , hr . Baron . “ 
„ På mine vegne , ha , ha . . . Hvad mener de , 
min unge ven ? “ 
„ Overenskomsten mellem os kender de jo , — så 
naturligvis , der var jo ikke tale om mig selv . . . desuden , 
hvad kan jeg stakkel , — jeg lever kun af deres 
nåde . . . nå , jeg slap ikke den unge dame af sigte 
før jeg vidste hvor hendes bopæl var . . . og min venlige 
forekommenhed forskaffede mig tilladelse til at 
nærme mig den unge dame næste dag , da jeg mødte 
hende på en spadseretour på Langelinie . Jeg var 
atter galant . — det vil tage for lang tid at fortælle 
det så omstændeligt alt sammen . . . kort og godt ! I 
løbet af 4—5 dage vidste jeg , at moderen var en pensioneret 
enkefrue efter en svensk officer , død for mange 
år siden , og da enken , som er dansk , soretrak at opholde 
sig her , har den nu 17årige dame fået sin 
opdragelse her . Fruen er ikke rig , og naturligvis på 
jagt efter en mand til sin datter . Dag for dag 
vandt jeg naturligvis mere og mere terrain , og en aften 
formanede jeg hende til at foretage en udflugt med 
mig . Hun gik ind på forslaget . To dage senere 
kom der et brev fra onklen , som boer i nærheden af 
Malmø , med en indstændig anmodning om at niecen 
måtte komme derover . Naturligvis . Fruen ledsagede 
selv sin datter ned til dampskibet . . . og jeg . . . ja jeg 
havde indelukket mig i et af kabinetterne på dampskibet 
og lod mig ikke se før skibet svingede rundt om Trekroner 
. . . “ 
„ Og så , “ udbrød baronen , son : med glødende åsyn 
stirrede på den unge mand , „ og så videre . . . “ 

„ Ja . . . Baronen kender jo nok slutningen . . . 
De ved jo hvorledes vi altid forhen har båret os 
ad . . . “ 
„ Vi . . . hvad mener de ? “ 
„ Nu ja . . . vi . . . De og jeg er jo forud enige 
om tingene . . . jeg har to gange før fået mit honorar 
efter at de skønne i god orden vare afleverede på 
—holm . “ 
„ Hvor er hun da nu . . . “ 
„ Hos forpagteren på — gård . . . men i morgen 
bringer jeg hende til — holm . . . eller dersom hr . 
Baronen ikke ønsker det , så kan jeg jo . . . “ 
„ Hvilket ? “ 
Aksel nærmede sig til baronen og hviskedee ham 
nogle ord i øret . 
„ Hvad “ råbte baronen , idet han rejste sig , blodrød 
i det afmagrede ansigt og med et så lynende blik 
at det måtte være nok til at skræmme selv den frækkeste 
. . . hvad , te vover at tale således . . . “ 
„ Ja , jeg vover det , hr . Baron . . . husk påmin søster 
. . . ganske vist jeg kan ikke styrte dem , uden at jeg går 
med selv . . . men vogt dem , hævnen udebliver ikke . . . “ 
Baronen greb sin tegnebog , tømte dens værdifulde 
indhold på skrivebordet og rakte det til Aksel med 
de ord : 
„ Tag dette i aften , i morgen eller en anden dag 
skal de få mere . . . men ti . . . “ 
Aksel samlede pengene med en ulvs grådighed 
idet han svarede : 
„ De kender mig , hr . Baron . . . De har jo selv 
lært mig . . . husker de grosserens Veksler og den lille 
Julie eller den smukke henrivende . . . “ 

„ Ti dog mand , ti dog for djævlen . . . ti dog 
wlle . . . kom i morgen — i dag har jeg ikke mere . “ 
Aksel havde samlet pengene og var ved døren , , 
pludselig vendte han om . 
^8 “ „ Vær forsigtig , hr . Baron “ , råbte han ind i værelset , 
mk han åbnede døren og forsvandt . 
Baronen rejste sig fra sit leje . Ligeså rødmusset 
han før var , ligeså bleg så han nu ud . Han var 
bleven 20 år ældre i udseende . Han støttede sig til 
vbrdet og kom hen til en ved vinduet hensat slum 
essener , hvorpå der var placeret en karaffe med cognac . 
Langsomt greb han flasken , skænkede sig et glas af dens 
indhold og slugte det . 
E ' han kom atter tilbage til sit leje . Han ringede . 
Tjeneren trådte ind . 
§^ „ Jdseph , du skal i morgen rejse til — holm . Sørg 
at den venstre fløj hurtigt bliver fuldstændig færdig 
w^at modtage min niece . . . “ 
„ Hr . Baronens niece . . . “ 
“ ^ „ Ja vist . . . Amandus rejser med dig . Du lyder 
hmr som om han var min søn . . . “ 
' ' „ Deres søn . “ 
„ Ja vist min søn . . . hvor du er dum i Asten , 
mfeph . . . jeg må tale med Aksel straks i morgen 
tidlig . . . gå til ham straks . . . er han endnu ikke 
^kittet til sengs , da bed ham at følge dig . “ 
Tjeneren forlod baronen . Denne søgte atter hvile 
chaiselongen , tændte en cigar og synes gennem 
de tætte røgskyer at se billeder fra den svundne tid 
æäde frem . 
Medens hisse tågebilleder fremrulle sig for hr^ 

baronen , vil vi fremføre nogle andre personligheder i 
denne fortælling for den ærede læser . 
Langt ude i frederiksbergalle lå i gamle dage , 
— længe før at dette sted blev et samlingssted for ungdom 
og skønhed og et tilflugtssted for dem som 
osre sin skærv til forlystelsessyge og adspredelse — 
et gammelt forfaldent hus langt tilbage i en stor 
have , hvis gamle skyggefulde træer til dels skjulte huset 
sra vejen , så at man om sommeren ofte havde stor 
vanskelighed ved at se dette . Herved var imidlertid 
jo også udsigten hindret for husets beboere , idet 
husets øverste vinduer næppe nåde til Toppen as 
træerne og beboerne således kun kunne se ud i en 
snever omkreds . Det var vanskeligt at sige noget om 
husets beboere ; thi alt gik så roligt af der . Man 
hørte aldrig nogen støj , og kun sjældent sås nogen 
gå igennem den lille låge , som førte ud til Alleen . 
Imidlertid kendte man dog husets beboere ved navn . 
Det var en ældre dame fra Sverrige , som for en del 
år siden havde købt denne ejendom , og beboede den 
tilligemed sin datter , dennes gouvernante og nogle få 
tjenestefolk . Her levede de et indesluttet liv og det 
var vanskeligt for fremmede at trænge ind i deres forhold . 
Det gik således nogle år . Omsider var den 
unge dame vokset op , men gouvernanten var endnu i 
huset , dog begyndte der at blive mere livligt , det var 
den unge dames veninder , som nu med deres munterhed 
og sfjæmt søgte at oplive huset . Det er sorunderligt . 
Såsnart at unge damer komme over i den voksne 
alder , da er det aldeles umuligt at undgå at de unge 

herrer snige sig ind i huset . Således gik det også 
her . Trods alle gouvernantens advarsler havde dog 
den lille Olivia fordristet sig til at gøre bekjendskab 
med den unge smukke lieutenant baron — ved garden , 
og han havde så indtrængende gennem hendes veninder 
bedet om tilladelse til at aflægge et besøg . Og 
veninderne ! ja det var jo dem der førte ham ind — 
det var der da ingen ulykke i . Baronen mødte dem i 
Alleen og se — der stod netop både gouvernanten 
og Olivia og ventede på venindernes ankomst . Hvad 
var da naturligere end at byde ham indenfor lågen ! 
. . . at nyde en kop the , — og at han udstrakte besøget 
til at følge de unge damer tilbage til byen . 
Følgen heraf var at der naturligvis fulgte andre lignende 
besøg , og efter nogle måneders forløb var der i det 
gamle hus i frederiksbergalle ligeså meget liv og 
lystighed som man forud havde savnet der . 
Det vil tage for lang tid at fortælle alt det omstændelige 
ved dette bekjendtsfab og dets følger . Inden 
næste vår var Olivia forlovet med baron — . Han 
var en rig mand , men den medgift , han havde i vente , 
var dog langt større end han havde ventet eller kunne 
have nogen anelse om . Ten gamle frue ejede et meget 
stort herresæde i Sverrige , og havde desforuden meget 
store pengesnmmer disponerede i nationalbanken her . 
Det unge par blev gifte , og i de første år kendes 
der intet videre til deres liv , end at familien forøgedes 
med nærværelsen af en datter . Man levede stille og 
roligt på det store gods i Sverrige . Efter 10 Års 
forløb døde den gamle frue og nu kom hr . Baronen 
i besiddelse af den hele arv . I de sidste par år 
havde ondskabsfulde rygtesmede haft travlt med at fortælle 

at baronen førte et udsvævende liv , og navnlig 
havde hengivet sig til spillebordets spændende tillokkelser . 
Der var desværre vistnok noget sandt deri ; thi den unge 
frue var bleven meget nedslået og blev ofte når , hun 
overraskedes i Enrum , fundet med tårer i øjnene . 
Baronens pengesager vare også i høj grad derangerede , 
og det var kun ved at han under sin svigermoders sygelige 
tilstand havde været anbetroet styrelsen af hendes 
formue , havde set sig i stand tik at møde fine forpligtelser . 
Efter hendes død syntes alt straks at tage en anden 
vending . Jstedetfor som tidligere at være venlig og 
blid mod baronessen , var han nu hård og brutal . 
Han havde fået fuldstændig nådighed over hendes 
formue , men da hans adfærd bestandig blev værre , 
fandt han en sksøn dag , at hun havde taget flugten ' 
med sit barn . Hun havde taget ophold — således 
meddelte hun ham — hos en langtude beslægtet i 
småland , hvor hun ville opholde sig indtil han meddelte 
hende under hvilke forhold hun i fremtiden 
havde at stille sig . På dette fik hun snart svar . Jstedetfor 
at erkende sin fejl , rejste baronen vanærende beskyldninger 
mod hende og meddelte hende , at han af 
sin godhed ville tilstå hende en vis , dog temmelig 
betydelig sum om året , til at leve af . Derefter hørte 
han intet til hende i mange år . Snart erfarede han 
at hun var død , snart at hun levede stille og indesluttet 
på et lille gods i Skåne . Han bekymrede sig aldeles 
ikke derom , men hengav sig udelukkende til sine glæder . 
Nogle år senere , da rygtet gjorde ham alt for upopulair , 
begav han sig hertil staden , og opholdt sig her bestandig , 
idet han dog ofte foretog udflugter til Sverrige 
og besøgte sin ejendom der . Han var en stor Ander 

af det smukke køn , og da han senere blev ældre og i 
sit ådre var meget frastødende og bidende , formåede 
han yngre karakterløse mennesker til at agere håndlangere 
for sig . Det er denne mand , som vi ovenfor 
har gjort bekjendtsfab med gennem hans samtale 
med Aksel . Han var på den tid , vi træffe ham , fuldstændig 
bundløs fordærvet ; der var ikke gnist af 2eresfølelfe 
hos ham . Men han var rig , og han levede ene og 
alene for sine tilbøjeligheder . Vi have hørt , hvilke 
ordrer han gav sin gamle trofaste tjener Joseph . I 
Sverrig , på hans smukke lyststed , der var nu „ fanget 
en fugl “ til ham , han ilede nu for at nyde sin triumf ; 
— dog , da han havde eftertænkt Aksels fortælling , var 
der ligesom opslået en anelse hos Hain , om hvem den 
unge pige kunne være , og derfor var det at han atter 
ønskede at tale med Aksel . 
Dagen efter at den tidligere omtalte samtale havde 
sundet sted mellem baronen og Aksel , træffe vi dem 
atter hos den første . I dag er han tilsyneladende en 
anden mand . Han er iført en meget smagfuld klædedragt 
og over hans aftenen forud så blege ansigtstræk , , 
er der nu et stærkt rødligt skær , som dog ved 
nærmere eftersyn viser sig at være kunstigt . Hans 
mørke hårfarve synes eiheller at være ægte , og hans 
bevægelser i det hele tyder på at man her har en 
„ oppustet “ Skikkelse for sig , og at han vistnok næppe 
kan holde sig så rank og vprejst uden ved kunstige 
midler . Han har taget plads ved sit skrivebord og 
ladet Aksel sætte sig ved hans side . Man kan ikke høre 
deres samtale , den føres i en dæmpet tone , men man 
kan dog nok slutte sig til at det må være et behageligt 
ttema , — det kan man se på baronens glødende 

kinder og blik . Alen det synes også som om han 
søger at presse Aksel for at meddele noget som han ikke 
vil . Endelig synes det som om baronen opgiver sin 
plan . De rejse sig begge fra deres pladser , idet baronen 
udbryder : 
„ Nuvel da , så lad det blive derved . Vær kun 
tans som hidtil . “ 
I et lille hus på toldbodveien boede enkefru b . 
Med sin voksne datter Carrie . Det var i det mindste 
den almindelige mening af moderen var enke , og den 
gamle pige , som efter sit eget udsagn havde været hos 
fruen siden hendes giftermål , fortalte det samme . 
Hun var for øvrigt ikke meget meddelsom , og både 
hun og fruen syntes af bære på en hemmelighed . 
Ofte foretoge de udflugter til Sverrige , dog sjælden mere 
end et par dage . Carrie var moderens øiesteen og 
det var sjældent af man så hende alene på spadseretour , 
men kort tid før de begivenheder indtraf , vi her 
omtale , bemærkede man dog af Carrie oftere spadsere 
med en ung herre , men de som toge interesse i denne 
sag antoge alt i orden , da man oftere havde bemærket 
af moderen var nærværende . En dag afrejste Carrie 
atter til Sverrige , det hed sig af hun skulle besøge sin . 
Onkel , og mulig forblive der i længere tid . Dette 
fandt man ikke så underligt . 
Læseren må nu meddeles af Carrie var den samme 
unge pige som Aksel havde pralet af af have bortført 
under et falskf foregivende . Sagen var nemlig den 
at den bland vi have omtalt ved navn Amandus , 
var en ungdomsven af Carrie . Aksel , der vel forstod 

at han selv ikke kunne opnå noget hos Carrie , havde 
benyttet omstændighederne til at fortælle at Amandus 
lå meget syg i Sverrige . Carrie der nok havde noget 
mere end almindelig venskabsfølelse tilovers foramandus , 
indvilligede straks i at tage til Sverrige for at se til den 
syge ven . Vi have hørt hvorledes det hele gik til . 
Nu står der kun tilbage at skildre begivenhedens 
slutning . 
Amandus k . var en håbesuld mand , der som så mange 
af hans jevnlige ved letsindighed var kommen 
ud fra sin rette vej og ikke havde haft kraft nok til 
at styre skibet i ret kurs igen . Han studerede medicin , 
men havde trykket as formuesomstændigheder måtte 
opgive sine studier i nogle år , og ernærede sig ved 
information . I denne periode var det at han havde 
lært den yndige Carrie at kende , og da bevidstheden 
om at der hos hende næredes mere end almindelig 
venskabsfølelse vandt indgang hos ham , fik han atter 
mod til at genoptage de nedlagte studier . På sin 
ville færd i livet havde han mødt Aksel og var ved 
denne bleven kendt med baronen . Amandus som var 
en højst begavet ung mand , havde ved nogle simple 
råd , om ikke helbredet , så dog i ethvert tilfælde 
lindret den lidende baron , og derved vundet hans hele 
fortrolighed , ja baronen havde fattet en ubeskrivelig 
godhed for ham . Amandus glædede sig derover , fordi af 
han derved kunne fuldende sine studeringer , men undlod 
dog aldeles af omtale Carrie . Det var ligesom en hellig 
tanke for ham , af drømme om hendes besiddelse og 
af tænke på sin fremtid og hendes . Han modtog kun 

baronens velvilje som et lån , han følte sig overbevist 
om atter af kunne tilbagebetale det . Baronens 
godhed for ham steg dag for dag , og med denne fik 
Amandus mere magt over ham , så af han turde fremkomme 
med påstande lige overfor ham , som man ellers 
ikke gerne hører af nogen . Amandus påstod således 
af baronen måtte ophøre med sit udsvævende levnet 
og forholde sig rolig , dersom han ikke inden ret længe 
ville fuldstændig ødelægge sin constitution . Baronen 
lo ad disse indvendinger , og Amandus følte omsider 
en sådan aversion for baronen og de skandalhisforier 
han tid efter anden hørte omtale , af han inderlig 
ønskede af være fri for af modtage nogen understøttelse 
fra baronen . Men uden denne kunne han ikke vedblive 
sine studier . Således stod sagerne den dag , da 
tjeneren Joseph meddelte ham baronens ønsker om at 
Amandus skulle følge med til Sverrige . Men Amandus 
søgte at undgå dette ved at erklære sig upasselig , og 
efter en samtale med baronen blev det bestemt at han 
skulle forblive nogle dage , indtil han kom sig , hvorimod 
baronen straks tog assted . Da Amandus havde 
iet Aksel to gange i huset den dag , vidste han af erfaring 
at der var noget galt på færde ; thi han 
kendte alt for godt kil Aksels karakter . Blen at få 
underretning om hvad det var , ville blive meget vanskeligt . 
Baronen var rejst . Ud på aftenen sad Amandus 
på sit værelse og forsøgte at fordybe sig i en meget 
grundig afhandling om visse sygdommes karakter , da 
tjeneren uanmodet trådte ind til hanr og meldte , at 
en ældre kone ønskede at tale med ham . Da han ikke 
havde nogen anelse om hvem det kunne være , rejste 
han sig for at modtage den fremmede , men da tjeneren 

atter ville gå ud , stod den fremmede udenfor døren . 
Hun trådte ind . Amandus bød hende at tage plads 
og udtrykte sin overraskelse ved at se hende med at 
udbryde : 
„ Men Margrethe , hvorledes ! søger de mig her ? “ 
„ Tilgiv hr . — jeg har altid vidst hvor de var at 
sinde . Jeg ved meget godt at lille Carrie holder af 
dem , og jeg tror også at de holder af Carrie . . . 
Så var det jo nødvendigt at jeg holdt øje med hvor 
de var . . . stakkels barn . . . stakkels barn ! . . 
„ Men gud dog , Margrethe . . . tal . . . tal . . . 
Hvad er der på færde . . . “ 
Det var den gamle frues trofaste tjenestepige , den 
unge Carries barnepige . Hun havde ikke været blind 
for de unge folks følelser , det er ikke let at skjule 
kærligheden hvor den virkelig er tilstede . . . Med få 
ord fortalte hun hvad der var passeret i den sidste 
månedstid . Fruens rejse til Sverrige , bekendtskabet 
med Aksel på tilbagevejen , hans introduktion i familien 
og endelig Carries rejse . Det var blevet foregivet 
at denne gjaldt et besøg til onkelen i nærheden 
af Malmø , men — nu kom det mystiske ved sagen . 
Man kan ikke tænke sig Amandus ' s forbavselse , da 
han erfarede , at baronen var fruens biand . Det var 
den kone som baronen hyklerisk angav som død . Det 
var hendes uhyre formue , hvis renter han ødelagde , 
medens hun selv henlevede sit liv i stilhed . Nn var 
Margrethe altid årvågen med hensyn til baronen , 
og hun havde sine spioner ude , som altid gav hende 
underretning om hvad der passerede på —holm og 
den dertil hørende forpagtergård , og ad den vej 
havde hun for et par tinrer siden erfaret at den unge 

frøken til meddelerens store forbavselse var ankommen 
i selskab med en ung herre . Margrethe var overbevist 
om at der måtte være noget galt på færde , thi 
frøkenen havde ikke noget der at bestille , og var vis 
på at fruen ikke vidste noget derom , og i sin nød 
havde den trofaste pige henvendt sig til den eneste , som 
hun vidste ville være villig , sfjøndt han stod i forbindelse 
med baronen , til at afsløre dennes planer 
med den unge frøken og til i tide at afværge at måsfe 
en skrækkelig forbrydelse fandt sted . 
Hurtig havde Amandus fattet sig . Få minnter 
efter kørte han tilligemed Margrethe til fruens bolig . 
Uden formaliteter gik Amandus lige til den gamle 
dame og fortalte hende med få ord at han kendte 
sagernes sammenhæng st det hele , og det var en selvfølge , 
at fruen med glæde modtog hans bistand om 
at forfølge baronen . Næste morgen begave de sig tidlig 
til Sverrige . Hen på eftermiddagen ankom de til 
forpagtergården . Her blev de modtagne af forpagteren , 
som med glæde fortalte dem , at han endelig 
havde været i stand til at rive masten af den gamle 
skurk baronen . Denne havde om ^formiddagen indfundet 
sig med Aksel for at afhente frøkenen , men denne , 
som havde mærket at der var uråd ' , havde allerede 
straks tilkendegivet for forpagteren hvem hun var , og 
da baronen ankom havde forpagteren anbefalet ham 
snarest muligt at forlade stedet , som , sfjøndt det var 
hans eget , ville blive ham et ubehageligt opholdssted , 
dersom han tøvede længe . Det vil være frugtesløst at 
skildre moderens og datterens møde . Da moderen 
erfarede , at Carrie havde ladet sig forlede af Aksel til 
denne udflugt , i håb om at se den elskede Amandus , 

som han havde foregivet lå meget syg på forpagtergården , 
kunne hun ikke gøre andet end give sin velsignelse 
til deres forening . 
Få uger efter var baronen nødsaget til at holde 
sengen som følge af en nervelidelse , og inden to uger 
var han gået bort til den evige domstol . Fruen erholdt 
sin store formue til at råde uindskrænket over . 
Amandus og Carrie blev straks efter at den første 
havde taget sin embedseksamen gifte , og gamle Margrethe , 
— ja , hun er atter bleven barnepige . — 
hvis skyld var det ? 
( en ung piges lidelseshistorie ) . 
En dør åbnes — et stærkt lysskær kastes ned 
igennem havegangen , — en fast og bestemt stemme 
høres råbe : 
„ Bertha ! Bertha ! kom straks ind ! Jeg tillader dig 
ikke på nogen måde at stå derude i aftenkulden . . . 
Hvad bestiller du så længe ude ? “ 
Da den talende var sikker på at hendes ord vare 
blevne hørte , vendte hun tilbage til værelset hvorfra 
hun var kommet . 
Indenfor havelågen stod den ulydige Bertha ; fra 
den ydre side lænede en ung mand sig over mod hende 
og fastholdt begge hendes små hænder og stirrede ind 

i hendes klare blå øjne , som med så megen ømhed 
mødte hans . Det var det sidste „ Godnat “ ; hvormange 
man sorud havde udvekslet , det kunne kun stjernerne 
fortælle , men nu måtte det være det „ sidste “ , thi 
moderen havde kaldt , og Bertha må adlyde . 
„ Må du gå , Bertha ? “ 
„ Ja vist . . . hørte du ikke ? . . . hørte du ikk at 
moder kaldte ? Du ved hun er imod at jeg bliver få 
længe ude . . . men du holder mig jo fast . . . skip 
mig dog . . . “ 
„ Og du . . . Du er vel meget vred for at blive 
holdt fast . . . ikke sandt , lille Bertha ? “ 
„ Ikke nu , “ svarede Bertha , „ lad mig gå . . . Moder 
bliver vred . . . “ og med et rask ryk havde hun frigjort 
sig fra den unge mands faste håndtag . 
Idet hun søgte at undvige fra ham , fik han atter 
fat i hendes ene hånd og pressede den heftig til sine 
læber . Derpå ytrede han , idet han bøjede sit smukke 
hoved ned mod hendes , nogle kærlige ord , og dersom 
det ikke havde været så mørkt , kunne man have opdaget 
at han trykkede et ømt Kys på hendes yndige 
læber . Idet hun fjernede sig blev han stående og 
tilvinkede hende sin hilsen , indtil hun var ude af syne . 
Da Bertha trådte over dørtærskelen , syntes det 
som om hendes bevægelser antoge mindre liv , og 
skjøndt rødmen af den stærke bevægelse endnu var på 
hendes kinder , og hendes læber og hænder endnu 
brændte af hendes elsiers brændende Kys , var dog det 
åsyn , som kun skulle have lyst af glæde , overflygget 
forinden hun nåde dagligstuens dør . Forinden hun 
træder ind , lad os for et øjeblik betragte baerth kalby . 
Få ville have kaldt hende smuk . Hendes figur manglede 

proportion og elegance og hun havde intet regelmæssigt 
ansigtstræk . Men hendes yppige hårvækst var et juvel , 
et smykke som hun mesterligt forstod at benytte . Medens 
de yppige lokker bølgede ned over hendes skuldre og 
den svulmende barm talte om en fuldtudviklet kvinde , 
talte det blå frifke øje med dets yndige øjenbryn 
om slumrende lidenskaber . Hun var en elskværdig i6årig 
kvinde som så livet i et rosenskær . Hidtil havde 
ingen større sorg afpresset hende et suk end vanskeligheden 
ved at overvinde et påbegyndt arbejde . Ingen 
modstand havde hidtil mødt hende i livet . Hun havde 
altid været i sit hjem , altid fået sine ønsker opfyldte , 
og kendte ingen sorg i livet . 
Hvor vidt forskellige vare ikke de ord som mødte 
hende ved indtrædelsen fra den nys afbrudte samtales 
yndige Melodi som endnu lød for hendes øre . Hendes 
fader hr . Particulier kalby sad fordybet i at studere 
den nys udkomne Avis , han løftede blot sit hoved og 
så på sin datter med et alvorsfuldt blik , hvorefter 
han atter tank tilbage i sine betragtninger . Hendes 
moder derimod fortsatte den lektion hun havde påbegyndt 
i havestuens dør . 
„ Jeg kan ikke forstå hvorledes du gider hænge 
derude ved havelågen så sent på aftenen . Således 
er det bestandigt når du kommer hjem fra Marie 
Willemoes . Det ender med at jeg forbyder dig at gå 
derover . “ 
„ Herregud da , moder , det var jo blot hr . Petersen 
som fulgte mig hjem . Du ved jo at Marie har ingen 
Broder . “ 
„ Men hvorfor kan Karen ikke følge dig , således 
som hun gør for andre steder . Jeg skal sige til hende 

at hun ikke må forlade dig , når hun er sendt efter 
dig . “ 
Denne udtalelse nedtrykte Berthas håb for fremtiden . 
Hun samlede sig straks og svarede moderen : 
„ Hvad ondt er der da i at jeg bliver ledsaget tik 
mit hjem af en kavaller , i stedet for af en tjenestepige , 
moder ? 
„ Der er vel egentlig ikke noget ondt deri , “ gjensvarede 
moderen , „ men det er dog løjerligt at en mand 
som hr . Petersen bestandig står parat til at ledsage 
dig . . . sådant et barn . . . “ 
„ Jeg antager ikke at han ville gøre det , dersom 
han ikke havde lyst dertil “ afbrød Bertha moderen , 
hvis anskuelse om hendes aftentoure hun ikke delte . 
„ Naturligvis . . . han fortæller dig vel at han er 
forelsket i dig . . . ikke sandt . . . Sig mig engang 
. . . hvad har han egentlig at fortælle ? “ 
Fru kalby endte denne sætning med hin latter , 
som til alle tider svækker tilliden hos modparten . Denne , 
halv sårende halv opmuntrende latter var også her 
tilstrækkelig til at afvende den naturlige tillid Bertha 
burde have haft til sin moder . 
„ Å . . . “ stammede Bertha til gensvar , . . . „ jeg 
ved ikke , han taler om sine rejseeventyr , bøger , tteatrene , 
. . . og . . . og . . . “ 
Her svigtede stemmen hende , hun kunne ikke for ' 
tælle resten . Ikke udtrykke hvorledes hans ord vare 
sunkne i hendes sjæl , hvorledes hans blik endnu stod 
for hende . . . hvorledes alt det „ Nonsens “ som han 
talte om , dog havde en ubegribelig virkning på hende . 
„ Snak , “ udbrød moderen , der mærkede pigebarnets 
forlegenhed , „ er det noget at tale om . . . han burde 

hellere lære dig din regnskabet . . . sådanne narrestreger 
. . . jeg forbyder dig at tale til hr . Petersen 
i fremtiden . . . “ 
„ Lad os nu være færdige med den konversation , “ 
Holdt hr . Kalby ind , „ Du sætter jo nykker i pigebarnet 
som du vil komme til af angre . “ 
Ja ! Moderen havde ved sin adfærd vakt følelser 
hos den unge pige , som hidtil havde været hende ubevidst . 
Hun tang stille , trådte hen til bordet , tog et 
lys og gik , efter af have sagt godnat , med bankende 
hjerte og glødende kinder til sit eget lille værelse . 
Ester af have aflåset døren kastede hun ! sig på sengen 
og græd . Her fik endelig hjertets følelse luft . Herkunde 
hun endelig tænke ud — og udtale for sig selv 
hvad der tyngede på hendes unge sind . 
„ Hvorfor skænder moder dog altid således på 
mig for hans skyld ? Hvorfor kan han ikke få lov 
af følge mig hjem når han vil ? Hun ved af jeg 
synes om ham , — og han må dog også synes om mig 
— ellers kom han vel ikke . Jeg vil slet ikke af han 
skal være „ forelsket “ i mig — her ser blodet op i 
hendes hvide kinder — jeg bryder mig flet ikke om 
andet end af være nær ham , af han kan tale til mig , 
. . . ja selv om han slet ikke taler til mig , når han 
blot ser mig og nikker til mig . . . det er nok . . . 
Det er nok at se hans smukke ansigt . . . at se ham 
smile nu og da . . . “ 
Stakkel ! hun røbede i denne selvsamtale sit hjertes 
hemmelighed og dets ubevidste dybde . 
„ Dersom moder “ — fortsatte hun „ blot ville lade 
mig tale til ham engang imellem , og ikke gøre nar 
ad mig hver gang der er anledning til at nævne ham , 

. . . Jeg vil elske ham ! . . . han kalder mig sin „ lille 
Bertha “ . . . og det er jeg . . . og må jeg ikke tale 
om ham . . . så kan jeg tænke . . . tænke . . . tænke 
om ham , — og det vil jeg . “ 
Således rejste lidenskaben sit banner højt i den 
unge piges hjerte . Så ung , næsten kun et barn , 
glemte hun snart i sit hjertes eneste attrå alt andet ; 
forældre , venner , og alt for hans skyld . Med dette 
billede for øje varede det ikke længe før at hun træt 
af aftenens lidelser slumrede ind til drømmenes rige . 
Efter at have iagttaget Berthas hurtige forsvinden 
fra havelågen ind i fædrenehuset , vendte hendes 
kavaler sig om for at begive sig til , sit hjem . Den 
cigar som han havde tilladt at gå ud medens hans 
hænder og læber vare behageligere beskæftigede , blev 
atter tændt , og vi ville medens vi følge ham på hans 
vej til hr . Willemoes hus , hvor han opholdt sig , høre 
den samtale han førte med sig selv , og deras danne 
os en ide om hans karakter . 
Hans ydre personlighed er tiltrækkende nok . Hans 
høje spinkle figur mangler ikke den fornødne styrke . 
Hans klædedragt er elegant og han ser ud til at være 
en komplet modejunker . Han er i det hele en smuk 
mand . Hans høje smukke pande er omgivet af kruset 
sort hår , og svære sorte bakkenbarter pryde hans 
friske ansigt . Når dertil kommer at han er i besiddelse 
af denne bløde melodiske stemme , som er særegen 
for enkelte mennesker , og disse store blå øjne 
som er „ farlige “ , — farlige for den unge uerfarne 
pige , som af dem øser kærlighed uden at ane det . 

— farlige når de lyne af vrede og had , er det ikke 
så forunderligt at han kunne fortrylle en 16årig pige . 
Det var denne person , som havde formået at vinde 
den unge uskyldige Berthas første kærlighed . 
„ På lere , det er en sød pige , “ — mumlede han 
idet han gik hjemad , „ rigtig en sød lille pige . . . og 
hun er ganske „ skudt “ i mig . Det er længe siden at 
leg har taget nogen således med storm . . . å ! hvor 
det er yndigt at se hende se op til mia ligesom en 
guddom . . . Og hvad har jeg da egentlig gjort for 
at fortjene al denne kærlighed ? . . . flet ingen ting 
. . . set lidt mildt til hende engang imellem . . . det 
er det hele . . . Hun er en lille nar . . . jeg har talt 
til hende som til en kvinde ti år ældre . . . Var hun 
blot en halv snes år ældre . . . så kunne det kanske 
betale sig at blive forelsket i hende . . . men under 
disse omstændigheder er det dog ikke været . Hun har 
imidlertid lagt sit hjerte for min fod . . . jeg har jo 
ikke kigget hende derom . . . Nu . . . her er vi jo ved 
døren . . . “ 
Hr . Thorvald Petersen var en formuende landmand 
sra Jylland . I de sidste 6 måneder havde han opholdt 
sig hos hr . Willemoes , godsforvalteren på et 
større gods i Københavns nærhed , medens denne 
ordnede en sag for ham , angående hans arveret til 
et meget stort gods i Jylland . Godsforvalterens døtre , 
Marie og Ane , havde været skolekammerarer med Bertha , 
og efter at skoletiden var sluttet havde man vedblevet 
venskabet , og Bertha var en stadig gæst på lauralyst , 
således hed godsforvalterens lille ejendom , som 
lå mellem Charlottenlund og hr . Kalby ' s betydelige 
landejendom . Her var det , at berthv havde mødt hr . 

Thorvald Petersen , søg han , som var en stor Ander af 
det smukke køn , havde ikke taget i betænkning at fange 
det ubetænksomme barn i sit næt . Hun var så ufornuftig 
at indbilde sig at han elskede hende , dag for 
dag blev det hende vanfkeligere at frigøre sig for ham , 
og tanken om ham og hans kærlighed forfulgte hende 
allesteds . To dage var særlig mærkede i hendes kalender . 
Tirsdag når hun så hr . Petersen i tteatret 
og fredag når hun traf ham hos sine veninder . Det 
var efter disse besøg at han stedse fulgte den unge 
dame til hendes hjem , og på disse Toure var det 
at han nærede hendes hjerte med den gift , som skulle 
fortære hendes ungdom . Det var derfor ikke uden 
grund at Fru kalby var imod disse besøg , men istedet 
for på en fornuftig måde at vejlede barnet , vildledte 
hun det ved sine hensynsløse udtalelser . 
En eftermiddag , — det var vel en ugestid efter de 
begivenheder vi nys have omtalt , spadserede Bertha 
som sædvanlig fra sin musiktime til omnibussen for 
at køre hjem , da hun pludselig ved at dreje om hjørnet 
på Kjøbmagergade stod ansigt til ansigt med — hr 
Petersen . 
„ Ah ! min smukke lille Bertha , “ udbrød elskeren begejstret , 
„ jeg er altså så lykkelig at træffe dem . De 
ser noget bedrøvet ud i dag , min kære , — jeg kan læse 
det i deres ansigtstræk . “ 
„ Virkelig ? — ja , det var usædvanligt at møde dem 
her . “ 
„ Og derover blev de bedrøvet ? “ spurgte Petersen , 
„ nej min lille ven , “ vedblev han idet han greb hendes 
hånd og så ind i hendes øjne , „ nej nej , vær oprigtig , 

min søde pige , de savnede mig i aftes hos 
Willemoes , ikke sandt ? “ 
Bertha tøvede med at svare . 
„ De har i den senere tid været en så regelmæssig 
gæst , at man naturligvis savnede dem , “ ytrede Bertha . 
„ Og da jeg netop ved at de Bertha savnede mig , 
forsøgte jeg at træffe dem i dag her for . . . for at sige 
dem farvel . . . “ 
Ligesom ramt af et lyn rejste Bertha sit hoved og 
stirrede Petersen ind i hans blå „ farlige “ Øjne , og 
udbrød forbavset : 
„ Farvel ! . . . farvel ! . . . vil de rejse ? rejser de 
bort . . . når . . . hvor . . . svar dog ! “ 
Petersen så virkningen af hans ord . Han så 
hvad indflydelse han allerede havde over hende . 
„ Jmorgen tidlig rejser jeg til Jylland i meget vigtige 
forretninger . “ 
„ Når kan de ventes her tilbage ? “ 
„ Det er demæ kedelige eiendvmsproces , som foranlediger 
min rejse . Jeg må over for at skaffe nogle 
vidner tilstede . . . ja , når jeg vinder den proces , da 
bliver jeg en hovedrig mand , Bertha . Jeg skal bringe 
dem en gentil present , hvad skal det være : halssmykke 
eller armbånd . — nu står de jo der med tårefyldte 
øjne , lad det være , kære , for min skyld , — 
lad det være . . . det er et uheldigt tegn . . . græd 
ikke , søde lille kære Bertha . — ønsker de mig ikke held 
på min rejse ? “ 
„ Jo ganske vist . . . det vil blive så kedeligt når 
de er rejst . . . så ensomt . “ 
„ Ensomt ! ih , de taler jo kun høisf to gange om 
t 

ugen med mig . . . tænk på mig så meget de vil , 
. . . jeg skal visselig ikke glemme dem . “ 
„ Det håber jeg de ikke gør . . . De har altid 
været så venlig mod mig . Men . . . men . . . nu vil 
de møde så mange . . . og der vil blive andre ting 
som vil aflede deres tanker fra mig . . . og måfke 
de aldrig kommer her igen . . . “ 
„ Jo det gør jeg ganske vist , “ sagde Petersen , idet 
han greb hendes hånd , „ jo det er ganske vist , thi 
mine forretninger fordrer min nærværelse her senest 
om to måneder . . . “ 
„ Det er en lang . . . meget lang tid , “ sukkede 
Bertha . 
„ Ja , men hos Willemoes vil de jo høre hvorledes 
det går mig . “ Han tav nogle minntter og vedblev 
derefter i en ligegyldig tone : „ men . . . måfke lille 
Bertha foretrækker at få meddelelserne direkte . . . 
Hvad . . . min lille Bertha ? “ 
„ Vil de skrive til mig , Thorvald . . . Petersen . . . 
Oh , det vil blive dejligt . . . “ 
„ Ja så gerne , min lille ven . . . Du skal få 
noget til af befljæftige din lille sjæl med . . . istedet 
for mit eget uværdige jeg . . . “ 
„ Ikke uværdige , “ afbrød Bertha ham . 
„ Å ! Du ved ikke hvad jeg er for en slyngel , “ 
Ytrede Petersen med et af sine mest indsmigrende smil 
og øjekast , „ sådanne små yndige væsener som du 
og dine lige , ved ikke hvor uværdige vi unge mandfolk 
i grunden er . Vi have gæld nok til af ødelæggæ 
formuende mænd . . . “ 
„ Ja , men når du nu får det store gods . . . “ 

„ Det har du ret i . . . da skal det blive rigtig godt 
. . . nå , hvilket liv jeg da skal føre . . 
„ Ja , da bliver lille Bertha glemt . “ 
„ Aldrig i evighed . . . men jeg må skynde mig . 
Jeg har meget af varetage i eftermiddag . Og her har 
jeg stået med disse roser i hånden den lange , lange 
tid og ikke givet dem til den for hvem de vare bestemte . “ 
Berthas 
strålende blik takkede ham idet han gav 
hende blomsterne , efter let at have berørt dem med 
sine læber . Stedets offenlighed hindrede enhver anden 
demonstration . Og med det kælne blik , som han så 
vel vidste at benytte , hviskedee han farvel og forlod 
Bertha , idet han endnu engang vendte sig om for at 
se den unge piges glødende elsfovsfulde blik ledsage 
hans skikkelse idet den fjernede sig . 
Hr hr 
* 
„ Hvor er din kavalier i aften ? “ spurgte Fru kalby , 
da Bertha næste aften kom hjem fra sit besøg hos 
Marie Willemoes og kun ledsaget af Karen . 
„ Han er rejst jtil Jylland for at . . . for at ordne 
den bekendte proces , som han har om det store —gods . 
Dersom han vinder den vil han blive en meget rig 
mand . “ 
„ Og så vil han se sig om efter en rig kone , kan 
du tro , “ svarede moderen . Uagtet Bertha ligesom selv 
havde næret en sådan formodning , var det hende dog 
meget imod at moderen udtalte sig således . 
„ Når kommer han tilbage ? “ vedblev Fru kalby . 
„ Han bliver nok borte et par månederstid , “ svarede 
Bertha , „ således har han selv sagt . 

„ Vel , jeg håber at du indtil den tid har opgivet 
ham . . . og fået fornuftigere tanker . I de sidste 
6 måneder har det ikke været andet end hr . Petersen 
her og hr . Petersen der . . . nu er det forhåbenlig 
forbi med den snak . . . “ 
Bertha undrede sig stiltiende om , hvorledes det skulle 
gå med brevene som Petersen havde lovet at sende , 
når moderen allerede nu havde sådanne fvrhåbninger . 
Således blev altså hendes lyse kjærlighedsdrøm 
ubehagelig forstyrret ved tanken om ikke at kunne 
nyde den sødhed , som disse breve skulle indeholde , 
uforstyrret af moderens indblanden . For første gang 
i hendesliv blevposfbudet den personlighed , hvis ankomst 
hun imødeså med bankende hjerte , og længe før det 
billigvis kunne ventes , afventede hun budets regelmæssige 
gang med en elskende kvindes hele længsel . 
Der er intet så trættende som at vente den ene 
dag efter den anden på et brev , som ikke kommer . 
Dag for dag står man op i håb og aften efter aften 
går man til hvile med skuffelse . Thi hvor trofast 
og ærlig vi end ved at den bortrejste er , så er dog 
denne følelse ikke i stand til at dække en sådan skuffelse . 
Fjorten dage hengik således for Bertha . Det var 
en hård prøve for Berthas utålmodighed . Endelig 
bemærkede hun en morgen , da hun trådte ind i spisesalen , 
at hendes fader som nød sin frokost , med megen 
opmærksomhed betragtede et brev , hvis adresse var 
skrevet med en ubekendt hånd . Anelsen sagde hende 
straks , at det var den længselfulde ventede epistel , og 
med bankende hjerte nærmede hun sig faderen , som 
rakte hende brevet og spurgte : 
„ Med hvem korresponderer du , min lille Bertha ? “ 

„ Det er vel fra hr . Petersen , fader , han talte om 
at han ville lade mig vide hvorledes det stod til med 
hans sag “ , svarede Bertha , medens hendes kinder blev 
purpurrøde , da hun bemærkede moderens blik . 
„ Det er noget løjerligt at unge damer modtage breve 
fra deres herrer bekjendtere , “ afbrød hr . Kalby hende 
„ menmor ser vel efter at alt er i god orden , og 
så kan det jo være det samme . “ 
Man vil se at hr . Kalby aldrig blandede sig i sin 
hustrus anliggender med hensyn til børnene . Det havde 
måske været bedre om han havde gjort det . 
„ Vel mit barn “ spurgte moderen , medens hun tillavede 
kaffen „ hvorfor læser du ikke din kostbare skat . 
Er du bange for at den skal bide dig . “ 
Berthas hænder rystede , medens hun brød seglet 
på sit første kærlighedsbrev , thi det følte hun hos 
sig selv at det var , og som sådant vidste hun at det 
ikke ville møde moderens bifald . Og hun havde 
ret ; thi da hun gav sin-moder det til gennemsyn , 
bemærkede Bertha at moderen under læsningen påtog 
sig sit ildevarslende blik og smil . 
Man kundef ristes til at spørge om Fru kalby og 
kvinder lig hende havde nogensinde været unge ; nogensinde 
næret følelser i deres hjerte , som de , der fylder 
den nu opvoksende generation , om de ikke , ligesom deres 
efterfølgere , havde haft deres kærlighed og had , glæde 
og sorg osv . Fru kalby var en overordentlig hæderlig 
dame , en god hustru og moder , altid rede til at 
offre og blive opoffret for sine børns lykke og velfærd 
— der var nemlig en mindre datter Angusta , som 
på den tid vor fortælling soregåer opholdt sig hos 
en tante på Fyen . — dersom børnene vare syge , 

kunne ingen findes utrætteligere til at pleje og hjælpe 
dem , men hun var ufølsom , og hverken ville eller kunne 
indlade sig på sit barns ungdomsfriske følelser for den 
genstand , som det sig selv ubevidst havde givet sit 
hjertes hele kærlighed — den opgave kunne hun ikke 
løse . Hun var ufornuftig . Thi i stedet for at advare 
den unge pige for at begå feilskridt på denne for 
hende ubekendte sti , og med varsomhed at bortrydde 
de fejlagtige anskuelser hendes barn havde 
antaget , troede hun med hårdhed at kunne tilintetgøre 
disse følelser og disse tanker med et eneste slag . 
Da brevet var læst , kastede Fru kalby det fra sig 
med vrede og udråbte : „ Det er den værste snak jeg 
endnu har set . . . Jeg håber at du ikke indbilder 
dig at jeg vil tillade dig at svare på samme måde . 
Han burde skamme sig over at skrive således til nogen 
og i særdeleshed til et barn som dig . Du kan få 
tilladelse til at besvare dette brev , og sige ham , at 
din moder aldrig tillader dig at modtage sådanne 
breve . . . “ 
„ Meget vel , moder , “ svarede Bertha , idet hun knugede 
det lille sirlige brev sammen mod sit bryst , med den 
bestemte beslutning , at jntetsomhelsf skulle afholde 
hende fra at gemme det , og opbevare det tilligemed 
den anden skat— de små visnede roser — som Petersen 
havde givet hende ved afrejsen . 
Længe før aften var aften var svaret færdig til 
hr . Petersen . Det var formelt og korrekt , uden et eneste 
ord , som kunne hentyde til brevskriverindens virkelige 
følelse . Da det var sammenlagt og fruen var vis på , 
at det var godt og rigtigt affattet , forlod hun sin 
datters værelse for at overtage husets gerning . 

fruen havde næppe lukket døren efter sig før Bertha 
skyndte sig med som efterskrivt at tilføje : 
„ Det er ikke mit brev , kære Thorvald , det er 
„ Moders . Tilgiv mig , glem ikke din lille Bertha . “ 
Stakkels barn ! det var ikke rigtigt . . . det var 
meget urigtigt . Men hun kunne ikke undlade at lade 
ham vide , at hendes hjerte ikke havde dikteret indholdet 
af den epistel , som lå foran hende . Stakkels Bertha ! 
Havde hun blot vidst hvad følgerne ville blive af dette 
skridt . 
Tiden gik som sædvanligt for Bertha . Det var 
blevet efterår og vinter , og med den tristhed som 
følger årstiden , kom der også en vis sørgmodighed 
og nedstemthed i Berthas hjerte . En morgenstund 
kom hun tidligere ned end sædvanlig . Tilfældigvis 
— eller formodentlig et spil af skæbnen — kom postbudet 
og Bertha modtog brevene . Se , hvilken glæde 
der afspejlede sig i hendes ansigt . Der , blandt brevene 
til hendes forældre , var også et adresseret til „ Frøken 
Bertha kalby “ . O ! hvilket lykkeligt tilfælde som førte 
hende ned så tidligt denne morgenstund . Hun betænkte 
sig ikke længe . Glad ilte hun med sin skat 
fil sit eget værelse for at øse ny kraft af det elskelige 
indhold . Denne gang kunne hun nyde glæden uforstyrret , 
uden moderens bitre indblanden og irettesættelse . 
Han bad hende nu om et brev , „ dikteret af 
hendes eget gode hjerte “ — og det skulle han også 
få . Og han fik det og flere fil , uagtet det ligesåvel 
bedrøvede som glædede Bertha , når hun afsendte disse 
epistler ; thi om hun end meget godt forstod det urigtige i 
at skjule handlingen for sin moder , så var der dog noget 
sødt ved denne hemmelighed . Der var næsten noget 

farlig ved denne modtagen og afsenden , og det gjorde 
situationen endnu mere tillokkende . 
Og hvorledes henlevede Thorvald Petersen sin tid , 
medens Bertha var fuldstændig optaget af tanken om 
ham ? Erevi nødsagede fil attilståe , at hans tanker yderst 
sjelden nåde hende ? Ja . Det var kun , når det „ bevægede 
budflab “ bragtes ham fra Bertha , når det 
kærlighedsfulde hjertes udtømmelse lå for ham , og 
når han følte sig nødsaget fil at besvare dem , at han 
værdigede hende tanker og ord . Men da var hun 
også tilsyneladende alt for ham . Således udtalte hans 
breve et g lød ende håb om snart atter at „ møde sin 
lille Bertha . “ 
H s 
s 
det var atter blevet vår . Thorvald Petersens 
rejse havde varet længere , end man fra begyndelsen 
af havde ventet . Men hos Bertha havde savnet ikke 
været så stort ; det var , som om hun vandrede i en 
yndig drøm — stadig længselsfuldt håbende efter brev 
— og altid erholdt hun svar den dag , som var bestemt 
. . . det var altså kærlighed uden skuffelse . 
I sit hjem var hun overgiven og munter ; det gamle 
forhold mellem moderen og barnet var indtrådt , og 
man nævnede aldrig Thorvald Petersens navn . Bertha 
kom endnu til Willemoes . Man talte ofte om Petersen 
der . Hans sag var nok ikke gået så heldig 
som ønsket , men han havde dog fået en meget stor , 
ja endog en overordentlig stor erstatning . Man ventede 
ham snart tilbage . 
En aften var Bertha i besøg hos sine veninder 
på lauralyst . De unge piger havde tumlet sig omkring 

i have og eng med ungdommelig munterhed , 
indtil endelig mørket til dels faldt på , og husets pigebørn 
gik ind for at servere the , medens Bertha træt 
og udmattet havde kastet sig på en bænk i et af 
havens lysthuse . Hendes tanker vandrede straks til ham , 
som var hjertets ideal . . . Pludselig hørte hun raske 
fodtrin i haven ; hun rejste sig halvt , men før hun ret 
kunne tænke sig om , lå hun i armene på sin „ bedste 
ven “ . 
Det er umuligt og ville desuden blive for trættende 
for læseren at beskrive den scene , som påfulgte i den 
næste halve time . Alt , hvad Bertha kunne udtale af 
ømhed og kærlighed , blev ødslet på hendes dyrebare 
ven , som også med al sin elskværdighed forsikrede , at 
det var den „ lykkeligste time “ i hans liv , og at han 
virkelig oprigtigt „ elskede sin lille Bertha “ . 
Tiden kom , da man skulle skilles . Søstrene ønskede 
at ledsage Bertha , ligesom de så ofte forud havde gjort 
i den sidste tid , og det var kun med vanskelighed , at 
de fik deres villie sat igennem , idet hr . Petersen protesterede 
og påstod , at han havde ret til fra gammel 
tid at ledsage Bertha hjem . 
Imidlertid fik de dog lejlighed til at veksle nogle 
ord med hinanden . Lige ved hjemmet hviskedee Bertha 
sin elsfer i øret : 
„ Må jeg sige det til moder , kære Thorvald ? “ 
„ Din moder . . . jeg tror , du vil . . . Bertha . . . 
Nej . . . på ingen måde . “ 
„ Det er dog min pligt . . . det er en stor skam 
ikke at tale om det til hende . “ 
„ Nej min skat . . . lad mig dog have dig for mig 

selv . . . jeg vil ikke have , at din moder skal forstyrre 
vor kærlighed . . . “ 
„ Men kære Thorvald , det er min pligt . . . lad 
mig dog opfylde min pligt . . . det er virkelig sandt , 
at jeg har været så angst , hver gang jeg skrev til 
dig . . 
„ Og al din angst er dog unyttig . . . Sagen er , 
Bertha , at jeg rejser bort om kort tid . . . og så . . . “ 
„ Og så . . . “ spurgte Bertha sørgmodigt . 
„ Mød mig ved havelågen i morgen aften , og jeg 
vil fortælle dig mere . Nu er det ikke tid . . . vi er 
næsten hjemme . . . “ 
Tanken om atter at miste ham standsede Berthas 
tanker . . . og med følelser , mere nedtrykte og forvirrede , 
end hun nogensinde havde tænkt sig muligt , 
sagde hun ham godnat . Da hun kom ind , søgte hun 
at undgå moderens spørgsmål om , hvorledes hun 
havde moret sig , og hvem der havde været i besøg hos 
Willemoes , o . s . v . , — men søgte straks tilflugt til sit 
lille Kammer , hvor hun ubemærket i så mange måneder 
havde kunnet overgive sig til glæde og sorg . Hun 
var nu gået et trin videre på fordærvelsens vej . 
Medens Thorvald Petersen den nat tænkte på sin 
lille Bertha , kunne han ikke frigøre sig for sin samvittighed , 
som bebrejdede ham den måde , hvorpå 
han vedblev at føre det stakkels barn til fordærvelse . 
Han ville ikke erkende , at det var uret , det var jo kun 
„ Løjer “ , — men på den anden side vidste han også 
vel , at det hos Bertha var fuld alvor , og at hun nu 
var i en sådan sindstilstand , at han kunne bringe 
hende til at følge sig til det aderste . . . Skulle han 
forspilde hendes liv på samme måde , som han havde 

gjort det for andre . . . Var hun ikke så ren og 
uskyldig . . . en sand blomst i sit flor . . . netop 
udsprungen . . . skulle han med hensynsløs letsindighed 
afplukke denne blomst og ødelægge dens livskraft . . . 
At den falmet og visfen inden ret længe skulle synke 
under byrdens vægt ? 
Den næste aften kom . Han havde overvundet samvittighedens 
stemme og forelagde hende sin skumle 
plan . Det gik ikke ud på noget mindre end at forlade 
hjemmet og flygte med ham . til England for der 
at blive hans hustru . Bertha modsatte sig dette af al 
magt , men Petersen vedblev sin påstand . 
„ Du kan jo skrive til din moder straks efter vort 
bryllup , “ sagde Petersen indsmigrende , „ og da vil alting 
blive godt . Når først vi er viede , da kan dine forældre 
ikke på nogen måde forhindre os det . . . og 
jeg kan ikke leve uden min egen lille Bertha . . . “ 
„ Moder vil aldrig tilgive mig , “ svarede Bertha 
grædende . 
„ Jo , hun vil , når hun ved , at det ikke lader sig 
ændre , og når du er min hustru . . 
„ Men hvorledes kan vi da blive viede , såat ingen 
ved noget derom ? “ 
„ Det skal jeg nok arrangere ; sig blot , at det må 
ske . Oh ! lille Bertha , du elsker mig ikke , dersom du 
kan nægte det . “ 
„ Oh , du ved jo , at jeg elsker dig . . . det ved du 
altfor vel . . . men det er alt for rædsomt . . . “ 
„ At blive min kone ? “ 
„ Nej , kære Thorvald . . . men at forlade mit hjem 
uden mine forældres vidende . . . “ 
„ Du er ikke den første pige , som gør det , og bliver 

nok heller ikke den sidste tænker jeg . . . men gør som 
du vil . . . Du har jo valget . . . “ 
Han vidste alt for vel , at disse ord ville bringe den 
tvivlende sjæl til ham , og han tog ikke fejl . Idet 
Bertha trykkede sig tæt op til hans bryst , sukkede hun : 
„ Jeg kan ikke lade dig gå alene . . . jeg skal følge 
dig . “ 
Løftet blev bekræftet med en storm af Kys og kærtegn , 
og atter havde ondskab sejret , hvor kun det ledle 
og det gode skulle have hersket . 
H ri « 
S 
en uge efter den sidste omhandlede aftens samtale 
stod en høj smuk mand og en skælvende ung pige 
hos en magistratsperson i hulk , og en handling blev 
foretaget , som skulle besegle en pagt mellem mand og 
kvinde , og da Fru kalby samme aften vendte tilbage 
fra hovedstaden , hvor hun havde været i besøg en 
ugestid , fandt hun . „ sit hjem bestjålet og sin ældste 
dattel flygtet . 
En time efter , at den „ ægteskabelige forbindelse “ 
Var etableret mellem Bertha og Petersen , skrev den første 
et ømt og inderligt brev til sine^ forældre , hvori hun 
bad dem om tilgivelse for det begåede fejltrin , men om 
postbudet glemte at jaflevere det , eller om det aldrig 
blev afgivet til forsendelse , bliver en sag mellem hr . 
Petersen og hans samvittighed . Hvorledes det end 
hænger sammen , så er det dog aldrig kommen til sit 
bestemmelsessted , og de ængstelige forældre søgte forgæves 
deres barn , medens Bertha ' s så dyrt købte 
lykke blev knust i det første øjeblik ved , at den tilgivelse , 
som hendes elsker havde forsikret hende ville 

komme , aldrig indtraf . Men hun var jo hos ham , tilhørte 
jo ham og han hende , og medens han var elsfværdig 
og god , søgte hun at forskyde de sørgelige og 
mørke tanker , som undertiden opstode , for kun at tænke 
på ham og hans kærlighed . . . 
En tanke kunne hun dog ikke frigøre sig for , den 
nemlig , hvorfor ikke han , den rige , ja så overordentligt 
rige mand , som omgav hende med pragt og elegance , 
hvorfor han ikke offentlig ville være sit aegteskab bekendt . 
Men han havde altid et eller andet påsfud 
rede , som tilfredsstillede hendes uforbeholdne tillid til 
ham fra tid til anden , og da han rejste med hende 
fra sted til sted , var hun , uagtet alle disse ængstelige 
tanker , som undertiden opstode hos hende , dog lykkelig 
og glad . 
Skjøndt hendes ideal vel ikke forekom hende så 
glimrende som forhen , så var det jo dog alt for hende 
ligesom i de første dage . Selv guld kan ved brug 
miste sin glans , men det faldt aldrig hendes trofaste 
hjerte ind at tænke på ordsproget : alt , som glimrer , 
er derfor ikke guld . 
I en lille nydelig og smagfuldt udstyret cvttage , 
omgivet af en yndig have , som var beliggende på 
kysten ved et af de sydlige svenske badesteder , finde vi 
efter et par Års forløb en syg bleg , elsfværdig kvindeskikkelse , 
hvilende på en sofa ved vinduet for at 
nyde den yndige milde luft , som strømmer hende i møde 
fra haven . Blomsterne og slyngplanterne kappes om 
at nå til det lille vindue , for at hendes lille hånd 
kan nå blomsten , som hun nu forgæves rækker efter . 

skjøndt den unge dames øjne endnu funkle af liv , 
brænder der på hendes kind denne farlige rødme , 
som taler om , at en sygdom er indtrådt , hvis følger 
ere sikre og uundgåelige . 
Den unge pige stirrede ud over den smukke egn 
og syntes at tænke på noget , der fremkaldte erindringer 
om en kær svunden tid ; thi om hendes læber spillede 
et yndigt smil , og hun bemærkede ikke den venlige gamle 
kone , som kom ind i hendes værelse , før denne blidt 
lagde sin hånd på hendes skulder . 
„ Ih , god morgen , Fru Jonssen . . . er de vis på , 
at deres søn Adolph tog mit brev med i tirsdags 
. . udbrød den unge dame . 
„ Jo ganske vist , min kære . . . Deres moder kan 
være her i dag . . . vær ikke urolig . . . hun kommer 
nok . . 
Vi behøve næppe at meddele , at den unge dame er 
Bertha . Syg og døende havde hun på ny bedet 
sin moder om tilgivelse , og endnu , stjøndt 3 dage 
vare hengåede , havde hun aldeles ikke hørt noget fra 
moderen . 
Og hvor var Thorvald Petersen , hendes mand ? 
Ak ! det var gentagelsen af den sørgelige fortælling 
om kvindens kærlighed . Havde hun kun haft lidt erfaring 
i livet , ville hun jo have vidst , at hendes giftermål 
var ugyldigt , på grund af at hun ikke havde 
opnået myndighedsalderen . Men det var Petersens 
interesse at holde dette skjult for hende ; derfor blev ceremonien 
udført^ af en magistratsperson og ikke af en 
præst . 
Der hengik over halvandet år , forinden den ulykkelige 
pige erfarede , at hun ikke havde ret til at kalde 

sig Thorvald Petersens hustru , men da han meddelte 
hende denne omstændighed , faldt efferretningen som 
et lyn i hendes sjæl og lammede hele hendes kraft 
og energi . Straks efter blev hun alvorlig syg , — en 
sygdom , efter hvilken hun aldrig genvandt sit helbred . 
Såsnart hun erfarede sagens virkelige sammenhæng , 
opfordrede hun hr . Petersen til at forlade huset 
og ikke vove at vende tilbage . Hendes medfødte følelse 
for ret og sandhed , som var bleven overdøvet og forblindel 
ved hendes heftige og lidenskabelige kærlighed , 
blev atter fremkaldt , og ikke et eneste øjeblik senere fristedes 
hun af lidenskaben til at give efter for sine følelser , 
men , — sfjøndt hun led frygteligt , bortviste hun 
sin nedrige elsfer . 
Thorvald Petersen var meget nedbøjet . Han havde 
virkelig elsket den hengivne unge pige , i det mindste så 
meget som et så egoistisk hjerte kan elsfe nogen 
anden . Men Bertha var fast besluttet . Hendes stemme 
svigtede hende ikke , ikke en tåre vædede hendes øjne , 
da han forlod hende efter hendes gentagne afslag på 
alt , hvad han tilbød hende . Han lovede , at han ville 
med blidhed og kærlighed søge at glæde og opmuntre 
hende , men hun svarede ikke derpå , og da Susanne , 
værtindens datter , nogle timer senere trådte ind i 
soveværelset , fandt hun den unge dame liggende bevidstløs 
på gulvet . Dette passerede under et ophold 
i nærheden af et svensk badested , hvor de tilbragte 
denne sommer . Den gode Fru Jonssen , deres værtinde , 
gættede nok årsagen til , at Petersen blev borte 
for bestandig , og gjorde alt , hvad der var muligt , for 
den stakkels syge , indtil hun selv kunne give sine ønsker 
tilkende . Ligesom forhen alt havde været for den troløse , 

således var nu al tanke kun for moderen , og efter 
nogen kamp sendte hun også denne et brev , hvori 
der kun blev moderen meddelt , at datteren var syg og 
døende , og tanken om at gjensee hende tjente endnu til 
at oplive det stakkels væsen og give det matte øje en 
feberagtig glans . 
En dag , da Bertha var mere lidende end sædvanlig , 
og den skrækkelige tanke om moderens ubønhørlige 
sind fremstillede sig stærkere for hendes sjæl end almindelig , 
blev hun , medens hun betragtede det smukke 
landflab udenfor sine vinduer , gjort opmærksom på , 
at der underneden opstod en støj og hørtes fremmede 
stemmer . Man behøvede ikke at sige hende , hvad årsagen 
var , og da hendes værtinde et øjeblik efter 
trådte ind for at meddele hende beføget , råbte Bertha 
hende i møde : 
„ Lad hende komme ind ! “ og næppe vare ordene udtalte , 
før hun lå ved sin moders bryst . Der opstod 
en lang pause . Den ene var alt for bevæget , den 
anden alt for svag til at tale ; men omsider løftede 
Bertha hovedet og spurgte : 
„ Vil du tilgive mig , moder ? “ 
„ Tilgive dig ! — jo ganske > vist , mit barn ! men 
hvorfor , oh , hvorfor har du aldrig ladet os høre fra 
dig ? Vi have lidt så ubeskriveligt og antaget dig 
for død . “ 
„ Modtog du da ikke mit brev . . . Dagen efter at 
jeg havde forladt mit hjem . . . hvori jeg meddelte om 
mit giftermål . . som Thorvald Petersen . . . som . . . “ 

Bertha standsede . Hun havde ikke ret til at tale 
om giftermål . 
„ Vi have aldrig modtaget noget brev fra dig , mit 
barn , hverken dengang eller senere . Men din mand , 
hvorfor er han ikke her ? Hvor er han ? og hvorledes 
er du bleven så syg ? “ 
Meddelelsen om Petersens nedrige adfærd med af 
tilbageholde brevene , som i det mindste kunne have været 
til en beroligelse for forældrene fra deres stakkels 
barn , rystede den stakkels syge i høj grad , og hun 
svarede ikke før efter lang taushed . Endelig udbrød 
hun grædende og stammende : 
„ Oh moder ! han siger , han er ikke min mand . . . 
Det er det , som dræber mig . — jeg bad ham forlade 
mig , så snart jeg erfarede det . . 
Den anstrengelse , som disse ord kostede Bertha , 
fremskyndede hendes sygdom , og dødens kolde sved 
perlede på hendes pande . Fru kalby , der nu forstod , 
hvilken skrækkelig ulykke , hun havde bragt over sit barn , 
lagde kærlig sin hånd på hendes mund og ytrede : 
„ Vær nu ikke bedrøvet , lille Bertha . . . jeg vil 
tage dig hjem med mig , og . . . så skal du se , af det 
snart bliver godt . . . “ 
„ Nej dioder , jeg kommer ikke hjem mere . Jeg 
kommer aldrig fra dette sted . . . det føler jeg , kære 
moder . “ 
Og nu fortalte det døende barn med lange pauser 
moderen om sine lidelser , siden hun forlod hjemmet , 
og vedblev at bønfalde om tilgivelse . 
„ Jeg har bedraget dig , moder . . . jeg har fortjent 
min straf . . . men , kære moder , lad min søster 
aldrig lide således . . . lad hende kunne komme til 

dig med sin barnlige tillid og tale med dig om sit 
hjertes hemmelighed . . . dersom du ikke så bittert 
havde vist mig tilbage , da jeg fortalte dig om Petersen 
. . . så havde alt været godt . . . Du kære moder . . . “ 
Fru kalby tænkte , medens Bertha syntes at sove , 
over disse Berthas ord , og for første gang i sit liv 
indså hun , hvor forfejlet hendes opdragelsesplan var , 
— men det var for sent . Inderlig bad hun i sit stille 
sind , at Bertha måtte overleve denne sygdom og 
endnu blive lykkelig her i livet , men det var anderledes 
bestemt . 
„ Kys mig , moder , “ mumlede Bertha en kort stund 
efter , „ jeg ønskede kun at leve , til du kom . Nu kan 
jeg dø . “ 
Efter disse ord faldt den stakkels pige tilbage i sin 
seng , og en time efter var hun død . Således var 
hun et offer for en nedrig skurks letsindighed , og 
„ hvis var skylden “ ? — det var hendes moders ; thi 
dersom barnet var bleven vejledet på rette måde i 
begyndelsen af sin kjærlighedshisforie , så ville alt 
have vendt sig til det bedste . — 
en spiller af profession 
eller 
bortførelsen . 
„ Hvorledes ! “ udbrød en ven til mig en aftenstund , 
da vi fulgtes hjem fra tteatret „ hvorledes er det 

muligt , af Charles karremer i aften tilligemed sin yndige 
frue viste sig i en 1sfe etages loge — og i forgårs , 
netop i forgårs . . . ja såvist som jeg lever , netop 
den dag var han hos mig . . . lurvet , elendig . . . 
Pjaltet . . . og tiggede om en almisse . . . det er 
nfattelig ! “ 
„ Og de hjalp ham ? “ 
„ Javist jeg hjalp ham lidt ; jeg har altid holdt 
af Charles . Han er en ypperlig selskabsbroder og en 
herlig ven , når han har noget . . . hans eneste fejl 
er , af han er så ulykkelig hengiven til rouletten . . . “ 
„ Ganske vist , “ svarede jeg , som vel vidste , af om 
Charles end var uhyre letsindig , var han dog , sljøndt 
spiller , ærlig . „ Måske har de penge , de gav ham , 
bragt ham lykke . . . måske har han virkelig realiseret 
den ide , som i så mange år beskæftigede manden , 
nemlig at udgrunde det mystiske ved „ Rouletten . “ 
Vor samtale bragte os dog ikke i stand til at fatte , 
hvorledes det var gået til , at Charles var kommen i 
besiddelse af så mange penge , at denne store forandring 
så pludselig havde kunnet sinde sted . Den næste dag 
kom min ven atter til mig og meddelte , at hans forbavselse 
steg mere og mere . Han havde i dag modtaget 
en invitation fra Charles til at besøge ham på hans 
villa i — , og det var jo den bekendte X , som havde 
indlagt sig så megen lere ved opførelsen af denne 
villa , og den rige grev Xx ' s ødselhed var jo bleven 
til et almindeligt mundheld formedelst den uhyre pragt , 
som var anvendt på villaens udstyrelse . Og her 
skulle man nu finde den for så dage siden så forarmede 
Charles i en luksus og elegance og i besiddelse 
s 

af en rigdom , om hvilken han selv ikke havde drømt 
midt i fine mest sangvinske drømmerier . 
Den bedste måde at fortælle sagen på er ved at 
berette den begivenhed , som få dage efter gjorde ende 
på Charles ' s liv , og trylleriet bliver fremstillet for 
læseren i sin helhed . 
* 
Charles karremer var bekendt i hele hovedstaden 
som en i høiesfe grad til spil hengiven ung mand , 
men for øvrigt som en særdeles venlig og beskeden personlighed . 
Han havde som ganske ung begyndt på 
af studere og var også nået til anden eksamen , 
da han uheldigvis på dette tidspunkt traf på personer 
„ på livet “ , som ledte ham på fordærvelsens 
vej . Lidt efter lidt tabte han lysten til sine studier 
og henfaldt så fuldstændigt til spilledjævelen , af det 
var en umulighed af standse ham . Han rejste fra 
badested til badested om sommeren , og engang , da 
lykken havde været med ham , — og den havde favoriseret 
ham adskillige gange i en påfaldende høj grad 
— besluttede han sig til af ægte den yndige Henriette 
z . , en ung dame , som han havde mødt i Sverig på 
et badested , hvor moder og datter opholdt sig den 
foregående sommer , og hvor et forhold var kommet 
istand mellem de unge folk , som uagtet moderens anstrengelser 
blev mere og mere fortroligt . I håb om , 
af Henriette ved sin indflydelse skulle være i stand til 
af betvinge hans heftige lidenskab , gav moderen efter 
for de unge folks indtrængende bønner . Men af sorg 
og lidelse over den ulykke , som hendes datter var bragt 
i , døde hun et par år senere , dog med den bevidsthed , 

ak hendes datter havde haft frit valg i sit hjertesanliggende ! ; 
thi igennem alle de idmygelser , de unge 
folk tid efter anden måtte udholde , når Charles 
havde været „ lidt uheldig “ , som han kaldte det , vedblev 
Henriette dog med kvindelig trofasthed og hengivenhed 
at klynge sig til den unge mand . 
Henriette var overordentlig smuk . Hun var netop 
fuldstændig skikket til at bevæge sig ved badesteder . 
Livlig og særdeles behagelig i det daglige liv , var hun 
i almindelighed festens dronning ved assembls og 
bal , og det var derfor ikke så forunderligt , at der stedse 
samlede sig en flok beundrere om hende . Rygtet havde 
naturligvis ikke skånet hende mere end andre „ Skønheder “ , 
og man fortalte altid en eller anden historie , 
navnlig i forbindelse med Charles ' s held . Man havde 
flere gange sat hans spilleheld i forbindelse med en 
vis grev X . , som man påstod tabte uhyre summer 
til Charles , og som var en meget intim ven af fruen . 
Imidlertid var der ikke noget bestemt om denne sag , 
uden for så vidt som det forekom adskillige forunderligt , 
at greven stedse opholdt sig på de samme steder som 
Charles . Dog var det ikke altid , at Charles blev 
hjulpet , og det tidsrum , der gik kort forud for den 
tid , på hvilken denne fortælling passerede , havde 
været meget sørgeligt for Charles og hans kone . De 
vare ankomne i efteråret 18— , og hele vinteren havde 
man set Charles dag for dag blive mere reduceret , 
fåat han til sidst måtte forlade det gentile hotel , 
hvor han havde beboet flere elegante værelser . Men 
her var ingen fremmede i byen , spilleklubben havde 
ingen tilførsel , og den indbyrdes omsætning var meget 
ubetydelig . Grev X sagdes at være i Stockholm , men 

ingen vidste noget med bestemthed om ham . En skøn 
dag erfarede man , at han var vendt tilbage hertil , og 
at han havde købt den nys opbyggede villa i — og 
ladet denne udstyre med en her hidtil uhørt pragt . 
Man så Charles i grevens selskab , men hans financielle 
omstændigheder måtte være meget slette , derom 
vidnede hans garderobe og hele optræden . En dag 
kom han imidlertid hjem til sin frue og fortalte med 
glædestrålende åsyn , at nu havde han fundet hemmeligheden 
. . . han indbildte sig naturligvis , at han nu 
havde lært kunsten at kunne controllere rouletten . 
Hans venner overraskedes ved den næste dag at 
se ham i den gamle stil , — nemlig yderst gentil påklædt 
og med mange penge til sin rådighed . Han 
var overgivenheden selv og spøgte og lo med enhver , 
som kom ham nær . Hans yndige frue blev klædt i 
silke og fløjl igen , og man optog atter sin gamle 
bolig i hotel — ' s første etage , dog , dette varede 
kun nogle få dage , så udspredtes det som et lyn , at 
Charles havde købt den elegante villa — af grev X 
for en uhyre sum , og dagen efter bekræftede han 
sandheden af rygtet ved at tage villaen i besiddelse . 
Han havde købt villaen fuldstændigt , — med et og 
alt , som den var , — ja endog tjenerne sorbleve i deres 
tjeneste som før . 
Sagen var næsten uforklarlig . Min ven havde som 
sagt modtaget indbydelse til at besøge Charles i dennes 
nye bolig og besluttede også at gå derhen næste 
aften . Da han nåde enden af den fmukke lille alle , 
i hvilken villaen var beliggende , bemærkede han et hus , 
hvorfra lysskæret færlig trængte ud , og ved at se 
nøiere efter fandt han , at det netop var det samme , som 

han søgte , nemlig Charles ' s bolig . Han ringede på , 
og en tjener i liberi lukkede op . Min vens forbavselse 
var så stor , at han aldeles forglemte at tale 
til tjeneren , før denne gentagne gange havde spurgt , 
hvem han ønskede at tale med . Efter at have afgivet 
sit kort , blev han straks anmodet om at træde ind . Der 
var som tidligere sagt en pragt og luksus tilstede , som 
vidnede om en uhyre rigdom . Min ven blev aldeles 
forblændet deraf , og det hele gjorde et dybt indtryk 
ligesom også de omstændigheder , som senere indtraf . 
Med læserens tilladelse ville vi meddele dette med min 
vens egne ord . 
Ved vor indtrædelse i salen blev jeg modtaget af 
Charles r . , som formodentlig læste min forbavselse i 
mit ansigt , thi han for frem mod mig og udbrød : 
„ Ja , er det ikke herligt min ven ? Min gode gamle 
ven ? Er dette ikke en lykke for mig ? Hvad synes du 
om dette ? Ha , ha , ha ! “ 
Han kastede sig på en sofa og skoggerlo . Jeg 
begyndte at tro , at det hele var en drøm eller et eventyr , 
og at manden var gal . 
„ Men sig mig dog Charles , hvad er meningen med 
dette ? Er du ikke rigtig klog ? Vær dog rolig , og 
fortæl mig sagens sammenhæng . “ 
Han vedblev at le , indtil han var aldeles udmattet . 
Derpå sagde han : 
„ Jeg kan ikke hjælpe dig , min ven ! siden denne 
uventede , storartede lykke er bleven mig tildel , har jeg 
været ude af mig selv af glæde . Sig mig , hvad vil 
du drikke , Cherry , portvin eller champagne . . . eller 

nævn et navn på den vin , du vil drikke , lad den 
blive så dyr som mulig . . . ja vi skal ha ' e den , om den 
så skal graves op as jorden . “ 
„ Jeg tror , du er gal . “ 
„ Tror du det ? Ja det er en meget kristelig formodning . 
Men du fager fejl . . . ja ved guderne , 
du fager fejl . Nej min ven , nu er jeg netop kommet 
til mine sandsers rette brug . “ 
„ Er du det ? Ja så ! “ 
„ Ja . . . jeg må vel antage , at en bruger sin fornuft 
på rette måde , når han udtænker en ide til 
at spille lykken et puds . Hvad behager ? Se dig omkring 
her . . . hvad synes du om dette ? “ 
„ Her er virkelig meget net . . . overordentlig smukt 
skulle jeg have sagt . “ 
„ Ja vist er det så . Vi tog det , som det var . . . 
Aldeles som det stod . Vi skal betale 2000 rdl . om 
året for det i 11 år , og vi betalte straks det første 
år forud . Du seer så forundret ud , min ven . Jeg 
skal sige dig hemmeligheden . Seer du , jeg spillede , som 
du ved , ja det gør jeg jo endnu . . . men dengang 
tabte jeg alt . . . men nu har hjulet vendt sig , og 
følgelig er jeg den vindende . Kan du den , min ven ? 
Ha , ha , ha , ha ! . . . “ 
„ Og al denne lykke og rigdom . . . det er alt sammen 
et spil af skæbnen ? “ 
„ Ja vist min gut . . . der er dog intet så herligt 
som terningerne . . . “ 
„ Intet ? “ 
„ Det er , som om du ikke glæder dig over din vens 
lykke . For Pokker , man skulle næsten tro , at du ærgrede 
dig derover ? “ 

jeg var halvvejs i færd med at bekræfte hans formodning , 
men syntes dog , at det var synd at forstyrre 
hans glæde og ytrede derfor : 
„ Det skal stedse være mig behageligt af erfare , af 
lykken tilsmiler dig , og jeg håber , af du er så fornuftig 
af holde , hvad du ejer , udenfor terningekastets område . 
Du forstår mig vel ? Jeg mener , af du i det mindste 
nu holder op med af spille ; thi du ved , af lykkens 
gudinde er blind , og det kunne jo hændes , af hun i sin 
blindhed lod dig miste , hvad du nu har . . . derfor 
frist hende ikke . . . “ 
„ Friste hende . . . Pyt ! “ svarede Charles , „ nej min 
ven . . . Du kender ikke noget til det ejendommelige 
ved spil . Det er en stor hemmelighed . Der gives en 
måde , hvorpå man kan sikre sig mod ethvert tab . 
Jeg har , det må jeg desværre tilstå , i mange år 
uden nytte søgt af udgrunde denne hemmelighed , men 
endelig er det lykkedes mig . Jeg har vundet alt dette 
i spil og en meget stor kapital foruden . . . nu kan 
jeg ikke tabe oftere . . . “ 
„ Hvem har du vundet det fra ? “ 
„ Fra grev X naturligvis . . . Jeg har lovet af 
give ham revanche i aften . Men hvor er min kone . . ? 
Henriette . “ „ Her er hr . — han ønsker at lykønske dig 
i din nye bolig . “ 
Fra et indre værelse kom nu Fru k . og hilste 
os meget venlig . Hun var i sandhed skøn , som hun 
stod der i sit elegante toilette og omgiven af al denne 
pragt . Hendes øjne tindrede med usædvanlig glans , 
og det syntes , som om også hun var beruset af 
den overvældende lykke , der så pludselig var oprunden 
for hende , og hun betragtede sine omgivelser 
t 

som i en drøm , eller som om hun ikke ville lroe 
på deres virkelige tilværelse . Jeg lykønskede hende 
naturligvis i anledning af den uventede omskiffelse i 
hendes forhold . 
„ Ja kære hr . — det er i sandhed forunderligt , “ 
Ytrede hun . 
„ Ganske vist , Fru k . “ gjensvarede jeg , „ men gid det 
længe — ja altid må forblive fåledes . “ 
„ Nu kan der sikkert ikke ske nogen uheldig vending 
. . . nu siden at Charles har været så lykkelig at udfinde , 
på hvad måde man sikrer sig mod uheld i 
spil . “ 
„ Ja , det har jeg for længe siden fortalt vor værdige 
ven , “ svarede Charles , „ ring på tjeneren , vi må 
have en forfriskning . “ 
Fruen trak i den prægtige klokkestreng , og tjeneren 
viste sig øjeblikkelig . 
„ Champagne ! “ råbte Charles med en trinmpherende 
mine ; „ Champagne ! “ 
Tjeneren bukkede , og tre minutter efter var champagnen 
serveret . Charles nikkede muntert til mig . 
„ Nej , “ udbrød han , „ sådan skal det være . Kom , 
min ven , lad os drikke på — ja på lykken . . . Ha , 
ha , ha ! “ 
Pludselig blev han opmærksom på et brev , som 
tjeneren bragte ham . 
„ O hvilken plage ! “ udbrød han , „ jeg må formodentlig 
læse det . Ventes der på svar ? “ 
„ Grevens tjener venter , “ var tjenerens svar . 
„ Å ! er det fra greven ? Ja så må jeg vel læse 
det , den høflighed må jeg dog i det mindste vise ham . 
Undskyld kære hr . — ha , ha ! ja tænkte jeg det ikke 

nok . . . han er bange for , at jeg ikke vil give ham ovrejsning 
. . . ja ja min Greve . . . De får nok deres 
lyst styret . . . bliver nok ked af at spille med mig 
. . . Å du , Peter . . . sig til grevens tjener , at jeg 
skal komme . . . han kan hilse sin herre , at han kan 
være ganske rolig . . . på bestemt tid skal jeg være 
der efter hans ønske . . . ganske præcis . . . jeg gider 
ikke skrive . . . det er en forfærdelig plage . . . Ha , ha ! 
Hvor han er angst . . . “ 
Tjeneren gik . Jeg rystede betænkeligt på hovedet . 
„ Ak min gode Charles ! . . . min barndomsven ! “ 
Udbrød jeg , idet jeg greb hans hånd , „ kan du dog 
ikke få denne lidenskab dæmpet ? Vær dog nu tilfreds 
. . . Du — med så gode kundskaber , og den kapital , 
du nu er ejer af . . . Du må kunne flabe dig en 
smuk virkekreds og en hæderlig eksistens . . . stands 
dog , kære ven , medens det er tid . “ 
„ O nej ! “ afbrød Fru k . mig , medens Charles atter 
brød ud i en hysterisk latter , „ De forglemmer jo aldeles 
hovedsagen , Charles har udfundet hemmeligheden 
ved kortspil . Han kan i fremtiden kun vinde . “ 
Endelig ophørte Charles at le . Jeg ønskede ikke at 
blive , det forekom mig , som en ulykke stod for døren , 
og dog kunne jeg ikke gå . En uvilkårlig magt holdt 
mig tilbage , og jeg vedblev at rette de mest indtrængende 
anmodninger til Charles om i det mindste i aften at forblive ' 
og søge at fatte sig . Men det var unyttigt at 
tale til ham . Han syntes at befinde sig i en fuldstændig 
deliriums-tilstand . Hvad der imidlertid mest 
forundrede mig var , at Fru r . bestandig opfordrede 
Charles til at gå og stadig imødegik mine bemærkninger . 
Skulle hun virkelig fæste lid til denne vending 

af den ustadige Fru Fortuna ? Desværre ! for sent 
erfarede jeg årsagen . 
Kort efter blev Charles urolig . Han så ængstelig 
til et pragtfuldt . Taffeluhr og på sit eget ur , og jeg 
forstod , at tiden var kommen , da han skulle mede sin 
modstander , grev X . , dersom han havde i sinde at gå . 
„ Nu , min ven , “ udbrød jeg , idet han rejste sig , „ Du 
vil vistnok besinde dig bedre herhjemme i aften . “ 
„ Jeg må gå for at holde mit løfte , “ svarede han . 
„ Der er såmænd ingen fortræd i , at min mand 
går “ , afbrød fruen vor samtale , „ han er fuldstændig 
sikker på sejren . “ 
„ Vel , når det virkeligt er tilfældet , så i guds 
navn . Men jeg ønskede oprigtigt at have set , at denne 
forandring var foregået på en hæderligere måde 
end ved spil . . . og jeg råder dig som en oprigtig 
ven , Charles . . . til at ophøre dermed . . . thi . . . “ 
Ingen af dem ville høre mig ud . Charles lo og 
slog mig fortrolig på skulderen , medens hans hustrus 
blik og hele optræden syntes mig meget uhyggelige . 
„ Ganske vist , ganske vist ! “ råbte Charles , „ det er 
ikke meget høfligt af mig således at indbyde dig min 
ven og så forlade dig . . . jeg ved det . . . Pligten 
. . . Løftet binder mig . Men , min ven , medens jeg 
går . . . så flan du jo blive og underholde min 
kone og nyde champagnen . Jeg er aldeles ikke jaloux , 
min ven . “ 
„ Det tror jeg ikke heller ; du er , min ven , “ svarede 
jeg , „ men jeg må også gå ; jeg ville kun ifølge 
din venlige indbydelse overbevise mig om din lykke 
. . . Du behøver aldeles ikke at gøre nogen undskyldning 
for mig . God aften , Fru k . “ 

Charles fulgtes med mig ned . Jeg kunne ikke på 
nogen måde gøre mig fortrolig med hans hoverende 
tone . Han syntes at være ophidset i en forfærdelig 
grad . Jeg var så påtrængende imod ham , som jeg 
på nogen mulig måde kunne være ifølge vort benflabsforhold 
uden at såre ham , indtil jeg indså , at 
jeg ikke kunne gå ' yderligere , dersom jeg ikke ville 
fornærme ham . 
Da vi vare komne til enden af Alleen , drejede hail 
tilhøire , medens jeg tog den modsatte vej , og jeg kunne 
ikke afholde mig fra at se efter ham , så længe han 
var i syne , hvorefter jeg gik til mit hjem , medens jeg 
undervejs beklagede den stakkels Charles og menneskenes 
demoralisation . 
„ Holdt ! “ udbrød jeg pludselig , „ min stok ! Jeg 
har glemt den . “ Men denne stok var , fljøndt i sig 
selv af ringe værdi , dog en skat for mig , som jeg ikke 
på nogen måde ville miste , eftersom den var en 
erindring om en kær afdød . Jeg gjorde derfor hurtig 
omkring og var snart udenfor min vens bolig , og 
medens jeg ringede på , søgte jeg efter nogle sniåmynter 
til tjeneren for hans ulejlighed . Efter at have 
ventet noget blev jeg overrasket ved , at døren åbnedes 
som af sig selv . Jeg trådte ind i forstuen , men så 
ingen , og antog derfor , at døren mulig var efterladt 
uaflåset , medens tjeneren i al hast aflagde et besøg 
i nærheden . Da jeg mindedes at have sat stokken i 
en vinduesfordybning på første sal , ilede jeg rask op 
ad trappen . Ja ganske rigtig , der stod min stok på 
den plads , hvor jeg havde glemt den ; jeg greb 
den , og ville just vende tilbage igen , da jeg blev 

opmærksom på , at en damestemme i salen , hvis dør 
netop stod på klem , med en fortvivlet angst udråbte : 
„ Nej , nej ! . . . jeg angrer det . . . ja jeg angrer 
det dybt . Jeg har ikke haft ro et øjeblik siden , og 
jeg har ej heller givet noget bestemt løfte . . . således 
som de nu vil påståe . “ 
Sagte listede jeg mig hen til dørens åbning , som 
just var stor nok til , at jeg kunne se ind i salen , når 
jeg stod meget nær . Hvilken forbavselse ! Jeg formår 
ikke at beskrive , hvorledes jeg følte mig til mode over 
det syn , som nu viste sig for mit blik . 
Midt i salen stod lænet til et bord en høj mager 
mand med et overordentlig indtagende væsen . Han 
holdt sin hat i hånden og bukkede for Fru k . , som 
skælvende stod foran ham . Der opstod efter fruens nys 
udtalte wring en paufe , hvorpå greven — thi ham 
var det — sagde : 
„ Men Fru k . . . jeg har holdt mit løfte ! “ 
„ O alt for sandt ! alt for sandt ! “ udbrød fruen på ny . 
„ Jeg har opfyldt , hvad jeg lovede , “ vedblev greven 
i en satirisk spottende tone . 
„ Vil de da ikke have medlidenhed ? Tag alt tilbage , 
og lad os atter synke ned til vor uselhed . O ! 
Tag al denne flitterstads fra os . Jeg bønfalder dem 
derom hr . Greve . . . hører de , jeg bønfalder dem 
derom . . . vær dog medlidende . . . “ 
„ Frue ! “ udbrød greven med en fast stemme , „ jeg 
har holdt mit løfte som en adelsmand . Det er nu 
deres pligt at indfrie deres ord . “ 
„ Ak min gud ! — min gud ! “ 
Fruensank efter detteudråb ned på ensopha og vred , 
hensunken i sorg og lidelse , med fortvivlelse sine hænder . 

„ Er det ret , frue ? “ sagde greven , idet han tog 
plads ved hendes side og forsøgte trods hendes modstand 
at slynge sin arm om hendes liv , „ er det ret 
at handle således mod mig , efter at jeg indtil det 
ubetydeligste har opfyldt min forpligtelse mod dem 
. . . at de derpå således vil bryde med mig . Har 
jeg ikke så ofte sagt dem , at jeg elsiede dem , og at 
jeg ville omgive dem med pragt og glans , således 
at de ikke skulle kunne ytre et ønske uden at få det 
opfyldt . Har jeg ikke allerede givet dem bevis på 
min kærlighed ved at forandre dens livsforhold på 
enmåde , som aldeles ikke forårsager dem nogensomhelsf 
uro eller mistanke . . . ved at lade deres mand vinde 
så store beløb fra mig . . . ja ved for disse penge , 
som jeg tabte til ham , at lade ham købe dette lille 
palads . . . “ 
„ Ja , ja . . . det ved jeg jo alt sammen . Men for 
guds skyld tag det hele tilbage . Lad min mand atter 
tabe , lad ham atter gå tilbage til sin armod . . . 
Jeg bliver gal over dette . . . jeg har næsten mistet 
min forstand . . 
„ Næsten gal , “ svarede greven spydigt , „ er det ikke 
bedre at sige , at de er komplet gal ? “ 
„ Ja ja , jeg har mistet min forstand . “ 
„ Godt ! “ udbrød skurken , „ og i denne sindstilstand 
kan du tilhøre mig , henrivende Henriette , og da du 
nu engang er vendt tilbage fra den usle armod , som 
omgav dig med sin uhyggelige virkelighed , til rigdom 
og pragt , måtte du i sandhed være gal , dersom du 
atter for din dyds skyld vendte tilbage dertil . Som min 
maitresse kan du bo her . . . Din mand skal altid , 
sålænge det behager dig , vinde nok til at holde det 

i god stand , medens jeg i al hemmelighed aflægger 
dig ømme visiter . Ikke sandt , min due ! Du vil som 
jeg ? Obersten , som nu spiller med din mand , er min 
agent , det er mine penge , din mand vinder fra ham . “ 
„ Nej , nej , nej , frels mig ! skån mig ! “ 
„ Skåne dig . . . frelse dig . . . efter sådanne 
opofrelser . . . aldrig . Du er mig alt for kær min 
engel . . . Væer nu fornuftig , min søde . . . hold nu 
dit løfte . . . som jeg har opfyldt mit . . . og du vil 
blive lykkelig . . . eller sæt dig til modværge . . . 
Og Charles k . skal kende hele historien inden en 
time . “ 
„ Rædsel , rædsel . . . ak min stakkels Charles ! “ 
„ Glæde mener du vel min engel , glæde ! “ 
„ Hør mig et øjeblik , hr . Greve ! “ udbrød den ulykkelige 
frue , idet hun samlede sin hele styrke og rev sig 
løs fra ham , „ hør mig ret , om jeg nu gav efter for 
deres djævelske plan . . . De har intet begreb om , 
hvilket rædselsfuldt liv jeg vil komme til at føre . Tænk 
dog på , at en opdagelse kan koste begge livet . “ 
„ Hvem ? Hvilke ? “ 
„ Os . “ 
„ Ha , ha ! Bilder de dem ind , at deres mand er 
så forrykt . Nej . . . men jeg kan ligesågodt sige dem 
hele sandheden , måske den straks flår alle deres 
indvendinger til jorden . To af mine venner skulle i 
aften søge at yppe klammeri med deres mand og tildele 
ham en sådan lemlæstelse , at han ikke kan leve 
længe . Her er du jo i mit hus , omgiven af tjenere , 
som er mig hengiven . De er vante til mine spilopper 
og blive for godt betalte til , at de skulle tage nogen 
notits om , hvad der foregår her . Her skal du blive 

uindskrænket herskerinde og naturligvis indtage den første 
plads i mit hjerte . Hvad synes du om det min engel ? 
. . . Hvad Pokker ! hun er jo besvimet . . 
En stærk larm ved gadedøren afbrød vistnok skurkens 
monolog , men i samme øjeblik kunne jeg ikke styre min 
hidsighed , og med et skrig styrtede jeg ind i salen , 
idet jeg råbte : 
„ Skurk ! . . . Kjeltring ! . . . Morder ! “ 
Greven bukkede sig ned mod gulvet , som om han 
frygtede et slag , og ved denne bevægelse saldt en elegant 
udstyret lille pistol ud af hans lomme . 
„ Skurk ! “ udråbte jeg heftigt , „ Du er i et land , 
hvis love nok fkal ramme dig , om du var forgyldt 
— ja om du var af guld . Jeg ved alt , og tro ikke , 
af du skal undslippe . . . det nytter ikke af gøre noget 
forsøg . “ 
Hurtig greb jeg pistolen og kastede den ind i et 
sidekabinet , som kun adskiltes fra salen ved et prægtigt 
silkedraperi ; thi jeg troede af hans blik af gætte hans 
hensigt . 
„ Uforskammede Karl ! “ brølede han , ilte hen mod døren 
og stillede sig foran denne og trak en dolk frem , som 
han skjult bar under sin vest , men forinden han kunne 
gøre sig færdig til angreb , blev døren heftigt reven 
op , og en halv snes mand , som bare et blodigt legeme 
trængte ind . 
„ Så hurtigt ! “ udbrød greven forbavset . 
„ Min gud ! “ udbrød jeg angst , „ før ham herhen 
på sofaen , Charles . . . Charles . . . tal . . . tal 
dog , kære ven . . . ^hvorledes er dette passeret . . . ? 
Tal dog . . . ! “ 
Blodet strømmede ned af ansigtet , og hovedet var 

en blodig masse . Han måtte være blevet slået med 
et sløvt jernvåben i hovedet . Jeg bandt hurtigt mit 
lommetørklæde omkring hans sår og skreg : 
„ Hent en læge , den sørste den bedste ! “ Straks efter 
hørte jeg nogen styrte ned ad trapperne . 
„ Charles , “ vedblev jeg , idet jeg lænede mig over 
den ulykkelige , nys så glade og tillidsfulde unge mand , 
„ Charles , kan du aldeles ikke give nogen oplysning 
om denne begivenhed ? “ 
„ En mand . . . overfaldt . . . Mord . . . Greven 
. . . Henriette . . . “ Det var alt , hvad den ulykkelige 
stammende udtalte , og straks efter faldt hans hoved tilbage 
på sofapuden og han var — død . I samme 
øjeblik trådte Fru k . ind i salen og kastede sig ved 
den dødes leje . , 
„ Bort . . . skændige kvinde . . . bort ! “ råbte 
jeg heftig , og hun flygtede ind i kabinettet . 
Der var imidlertid stimlet etc mængde folk til fra 
gaden , deriblandt adskillige bekendte . Først da jeg 
til disse måtte fortælle begivenheden , kom jeg atter 
til at tænke på greven . 
„ Hvor er greven ? “ udbrød jeg , „ hvor er greven ? 
Han må straks anholdes . “ 
Men greven var borte . I forstyrrelsen havde han 
ubemærket set lejlighed til at smutte ud . Et øjeblik 
efter hørtes knaldet af et pistolskud . Man ilede ind i 
kabinettet og fandt , at Fru k . havde benyttet grevens 
pistol , som jeg kort forud havde kastet derind , til at 
skyde sig med . 
Begge de ulykkelige blev jordede i en grav . Greven 
og hans venner hørte man aldrig noget til senere . 
De vare formodentlig straks flygtede for den retfærdige 

straf for deres rædsomme handling og have føgt en 
anden virkekreds for deres bedrifter . 
En fisker . 
Det var en mørk , regnfuld søndageftermiddag i 
August måned i året 18— . Himlen var overtrukken , 
og kun af og til formåede solen at bryde igennem , 
og når dette skete , da ligesom oplivedes københavnerens 
håb om , af det dog ville blive bedre vejr ud på 
aftenen , for at han kunne få anledning til af ødelægge 
sine penge . 
Men mange havde allerede fra morgenstunden begivet 
sig på eventyr og søgt de „ billige fornøjelser “ , 
hvortil der unægtelig i Københavns omegn er så 
megen anledning . Således havde snedkersvend Peter 
Nielsen og tømmersvend Nicolai Hansen besluttet af 
drage ud til lundehussøen for af fiske . De havde også 
iværksat deres plan og vare meget tidlig på 
stedet . Da de nærmede sig en plads , hvor de forhen 
ofte havde anvendt deres søndage til denne idræt , 
bemærkede de tre personer , som sagde i en dyb samtale 
med hinanden . Disse personer vare tillige beskæftigede 
med af søge efter noget ; thi med en lille spade gravede 
de hist og her , men udenat iagttagerne kunne 
opdage , af de fandt noget . De to „ Svende “ toge 
plads bag et par buske så nær de søgende , af de 
meget tydeligen kunne overhøre disses samtale . 

„ Sagde han da ikke , hvor langt det var fra buskene , 
Sivert ? “ spurgtes der blandt andet . 
„ Omtrent tredive alen har jeg jo sagt dig , Andreas , “ 
Svaredes der . 
Der hengik atter en stund i taushed . Endelig 
udbrød den tredje mandsperson : 
„ Det er dog satans ! Vi må ind til melmanden 
og få forklaring på dette . Her kan vi søge til evige 
tider . “ 
„ Jeg tør ikke gå ind , Mads , “ sagde Andreas , 
„ idetmindsfe ikke , så længe det er dag . Men gå du , 
så blive vi tilbage og vogte over skattene . “ 
„ Nej tak , det er ikke været . Jeg skal nok finde 
råd foruden . Vi må alle tre følges ad til byen , 
desuden har jeg en lille ekspedition at udføre på 
Østerbro . . . . . . . “ 
„ Ja så , hvordan det ? “ 
„ Jo , seer i , førend jeg kom ud på . Slottet ' * ) , 
tjente jeg en tid hos general — , og der var jeg rigtig 
meget afholdt , men det kunne jo ikke nytte mig 
noget . Da lysten til generalens Gulduhr blev mig 
for stor , så glemte jeg både de gode forsætter og 
den straf , som ventede mig . . . . og . . . . men , som 
sagt , jeg var afholdt og meget betroet og blev rigtig 
godt kendt med alle mulige lokaliteter , og da jeg nu 
af erfaring ved , at generalen og sønnerne spise til 
middag hos svigersønnen i København om søndagen , 
har jeg tænkt på at aflægge ham et lille besøg , for . . . . “ 
„ For at hilse på ham . . . . men han er jo ikke 
hjemme , “ afbrød Andreas ham . 
* ) Vridsløselille fængsel . 

„ Ganske rigtigt , Andreas . . . . Du er endda ikke så 
dum , “ bemærkede Mads ; „ men du må være sikker 
på , at hans sølvskeer er hjemme , og dem holder 
jeg mere af end af generalen . . . . “ 
„ Men tjenestefolkene ? “ spurgte Sivert . 
„ Jeg er underrettet . Ttrine og Johannes , tjeneren , 
flak ud i eftermiddag , så er der kun den gamle Johanne 
tilbage , og hende må det vel ikke være så vanskeligt 
at dreje en knap . Er i med ? “ 
„ Ja vel , kammerat , men jeg kan ikke indse , hvordan 
vi skal arrangere os . “ 
„ Ja , seer i , kammerater , det er netop sagen . Jeg 
har tænkt meget derpå , men det er en vanskelig historie 
at klare ; man skal være Pokkers forsigtig . Du , Sivert , 
du er jo et gammelt lem og har hørt så mange ting ; 
har du aldrig hørt , hvorledes man drejer sådan en 
gammel troskyldig tjenestepige en voxnæse ? “ 
Efter en lille pause ytrede Sivert : 
„ Jeg har eu gammel uniform hjemme ; den har 
gjort mig tjeneste et par gange . “ 
„ Hvad slags uniform ? Borgeruniform ? “ spurgte 
Mads . 
„ Vrøvl , dit fæ ! . . . . Bybud . . . . naturligvis bybud , “ 
Svarede Sivert . „ Nu har jeg det ; lad os gøre 
os færdige til opbrud . Vi må hurtig til byen . “ 
„ Jeg tør s ' gu ikke gå til byen så tidligt . . . . 
Husk på i torsdags . . . . jeg er vis på , at jeg blev 
kendt . . . . “ 
„ Snak ! . . . . Snushanerne søge nu af alle kræfter 
på Amager og ad Køge til . . . . nej , netop nu i dag 
er terrainet frit på Østerbro , man kan være ganfle 
rolig . Kom du blot med . “ 

„ Hvormeget faner jeg ? “ 
„ Som sædvanlig . “ 
„ Altså faner hovedmanden to tredjedele , og de 
andre halvt hver . “ 
„ Javel ! “ 
„ Afsted ! “ 
„ Nej , kammerat , først planen ; ingen klog general 
fører krig uden at have sin plan færdig . Og jeg har 
svoret dem krig derude . . . . men uden at blive taget 
tilfange . “ 
„ Jeg hylder samme tænkemåde , “ ytrede Sivert , 
idet han atter satte sig ned . „ Nuvel , vi gå altså 
ind ad byen til ; men når vi komme til vibenshus , 
blive vi der i nærheden , til kl . er hen ved tre . Når 
kl . er sem , går generalen ind til byen , og der må 
et par af os holde udkig for at komme til kundskab 
om , hvorledes den gamle er påklædt . Du , Mads , 
må jo kende hans garderobe , og sådan en gammel 
, knasu kan jo altid trænge til et extrastykke , især på 
en sådan våd og kold aften , som det lader til at 
blive i aften . Når vi så har regnet det ud , så 
følge vi generalen til det sted , hvor han skal hen i 
byen , og nu passer du på , Sivert , om nogen af 
dem atter sinder på at gå tilbage til Østerbro . Kl . 7 
afløser Andreas dig , og du begiver dig ud til mig , 
som imidlertid har taget munderingen på . Når vi 
så træffes på broen , så går jeg ind og siger til 
pigen , at Herren skal have det eller det straks , og at 
hun selv skal bringe det . Det gør hun vel nok , håber 
jeg , og når hun er gået , så . . . . “ 
„ Så går du ind og besørger forretningen . “ 
„ I vil altså ikke have mig med ? “ spurgte Andreas . 

„ Ja , du holder vagt , til du seer pigen komme med 
en byldt under armen og gå ind ; derefter kommer 
du straks ud på broen . Derved er du mindst udsat 
for fare . . . nå , kammerater , hvad synes i om den 
historie ? “ 
„ Brillant , udmærket , minfar ! “ udbrød Mads ; 
„ den er ikke dårlig . “ 
„ Ja , i burde egentlig give mig en extradusør , “ 
Mente Sivert . 
„ Går den historie vel fra hånden , så skal i 
høre om en anden ekspedition , som jeg tænker på , 
men den er vanskelig . Tys ! det forekom mig , jeg hørte 
nogen tale . “ 
„ Å snak ! det er bare vinden , som ryster buskene 
derhenne ; men nu må vi afsted . “ 
De famlede deres klæder og redskaber sammen og 
begave sig på vejen . Så snart de vare langt nok 
borte til , at de to „ Svende “ ikke kunne iagttages , rejste 
disse sig op . 
„ Hvad skal dette betyde ? “ sagde Peter Nielsen . 
„ Du kan da begribe , at det var en „ regulær “ Tyvebande . 
Den må ta ' es . “ 
„ Ha , ha ! hvordan det , du vil da vel ikke ta ' e den ? “ 
„ Nej , men jeg vil naturligvis meddele politiet det . “ 
„ Nej . . . Du vil nok være betjent kan jeg forstå , 
nej lad os nu aldrig blive vigtige . “ 
„ Nu skal jeg sige dig noget min ven . Det er altid 
godt for os at tjene en pæn lille „ Kage “ . . . Tror 
du ikke , den general gi ' er en halv hundred aler for den 
opdagelse . . . “ 
„ Nej , det tror jeg slet ikke , du . . . men jeg er ligeså 
klog som du , minfar . Lad du bare dem stjæle ! 

men vi følge naturligvis lige i hælene på dem og 
se , hvor de gemme kosterne , og hvor disse gavtyve 
boe , men så i morgen , så „ har vi hørt i byen “ 
Om tyveriet , og så gå vi på kamret og sige , at 
vi kan give oplysning , men vi vil ha ' e mønt for det . 
Og der få vi det , det kan du være multen på , min 
gamle dreng . . . hvad behager ? “ 
„ Nåda ! den var jo rigtignok regnet ud . . . nå . . . 
Og når de så opdage , at vi havde vidst den historie 
forud , så var vi jo hælere . “ 
„ Hvad , kan vi være hælere , når vi ikke har fået 
noget af kosterne ? “ 
„ Ja ja , lad os nu blot holde øje med dem . Jeg 
troer nok , jeg gør min lykke ved denne historie . “ 
„ Så skulle du straks gifte dig . “ 
„ Ja hvorfor ikke . Nå , lad os nu være fornuftige , 
min dreng . Tiden går hen med snak , og vi må 
skynde os . “ 
Vennerne begave sig også ind mod byen . Vi 
må nu forlade dem for at følge forbrydernes bevægelsær 
og senere fortælle , hvorledes deres pågrib 
else fandt sted . 
Henpå eftermiddagen ville en iagttager have bemærket , 
at en mandsperson af et temmelig fordægtigt 
udseende bevægede sig på et lille terrain mellem lille 
vibenshus og trianglen på Østerbro . Det var Mads , 
og hvis man omtrent klokken 7 havde bemærket samme 
person , ville man have set ham i samtale med et bybud . 
Samtalen varede ikke længe , men straks efter gik 
budet ind i general —s ejendom og forsvandt snart 

bag huset , hvor indgangen til køkkenet dengang var . 
Heller ikke der varede hans ophold længe , og da han 
atter udenfor samtalede med Mads , syntes det , som 
deres plan var ved at gå i opfyldelse . 
„ Er du nu vis på , at hele familien er ude ? “ 
Spurgte Sivert . 
„ Ja vist , “ svarede Mads , „ og du siger jo selv , at 
hun , den gamle pige , ytrede , at der ikke var nogen til 
at gå med rejsekappen til Herren . . . Se der , nu 
kommer hun . . . “ 
I samme øjeblik viste der sig en ældre tjenestepige 
i døren med en stor pakke under armen . De to forbrydere 
fulgte hende længe med øjnene , og da man 
havde overbevist sig om , at der virkelig ikke var nogen 
tilbage i huset , begyndte man operationen . Sagte krøb 
Mads hen til køkkendøren , og ved at ituslåe en rude , 
som befandt sig i dørens øverste fylding , fik han sin 
hånd ind , såat han kunne nå en nøgle , som hang 
ved døren , og som han vidste kunne oplukke døren . 
Snart stod begge gavtyvene i køkkenet , og det varede 
ikke længe , førend de havde forsynet sig med de sølvsager , 
som henlå på køkkenbordet fra om middagen , 
og hvilke fruen endnu ikke havde gemt . Imidlertid 
måtte de bane sig vej til de andre gemmer , og da 
Mads var noget bekendt , var dette ikke vanskeligt . De 
gik derfor til højre ind i et meget elegant udstyret sovekabinet . 
„ Hvad 
skal vi her ? “ råbte Mads , „ tag dig i agt 
for disse sager . Det mindste heraf kan være nok til 
at fange os . Lad os blot holde os til det „ Reelle “ . . . 
Her du . . . tag det til din kæreste . “ 
Med disse ord kastede Mads et prægtigt guldarmbånd , 

som var henlagt på et bord , hen til Sivert , 
som med en grådig ulvs begærlighed greb det . 
„ Lad os skynde os , “ råbte Mads , „ sølg mig , vi 
må ind i spisesalen . “ 
Han kendte vejen og var snart på stedet , hvorefter 
de begyndte en fuldstændig ransagning . I mangel 
af nøgler benyttede Mads en Dirk , og sølvtøjet vandrede 
nu raskt fra generalens gemmested til tyvenes pose . 
Ester omtrent en halv times ophold der i huset , troede 
Mads med sikkerhed at have sørget for , at generalens 
sølvtøj var bragt i orden . „ Lad os engang fe , om 
ikke sønnerne skulle have en smule vinterfrakke at 
låne mig , “ udbrød Sivert , „ min er gammel og slidt , 
og det begynder at blive koldt . Jeg vil sørge for , at 
han får den tilbage . “ 
„ Vær nu ikke gal , du Sivert , “ afbrød Mads ham , 
„ hust på , at det mid gælder om at komme hurtig 
bort fra sin virkeplads , og vi har jo ikke engang tænkt 
på et sted , hvor vi kan gemme vore koster . Hvem 
stat vi henvende os til ? “ 
„ Du nar , “ svarede Sivert , „ tænk dig dog om , 
husker du ikke aftalen med melmanden . Ham tænker 
opdagerne ikke på , han er jo netop retonneret fra sin 
udenlandsrejse . Han må også skaffe plads til at 
smelte . “ 
„ Tys , “ afbrød Mads ham atter , idet han løb hen 
mod køkkendøren . 
„ Hvad er det ? “ spurgte Sivert . 
„ Guds død , “ svarede Mads , „ jeg feer to mandspersoner 
liste om nede i haven . Vi er „ forlorne “ , dersom 
de fange os . Hvad Pokker skal vi gribe til ? “ 
Medens Mads talte , handlede Sivert . Idet han 

gik hen tik døren , kukkede han denne , og rned nøglen , 
som tilfældig sad på den indre side , aflåsede han 
den . Han havde således afspærret forfølgerne vejen , 
men det gjaldt nu at få en udgang tilvejebragt . 
Hurtig ilede de mod gangen og fandt snart gadedøren , 
hvor også nøglen sad indvendig i . At åbne 
døren og at flygte ud ad haven med den lille pose 
under armen var et øjebliks sag , og uden at spørge hinanden 
om planen fliktes begge udenfor , hvorefter den 
ene gik tik høkre , den anden den modsatte vej . 
Situationen var alt andet end behagelig . Det var 
dem ikke bekendt , hvem deres forfølgere vare , eller i hvor 
stort antal disse egentlig vare tilstede . Ej heller vidste de , 
om de blev yderligere forfulgte og havde derfor som 
sagt anset det for rigtigst at skilles ad . Da Mads var 
kommen ned til kjærlighedsstien , blev han stående under 
lygten og eksaminerede enhver forbigående . Det varede 
ikke længe , før han bemærkede Andreas på det modsatte 
fortov . Ved et tegn fik han denne tik at følge sig , og 
først da de , skjulte af mørket på stien , vare ubemærkede , 
nærmede de sig hinanden , idet Andreas udbrød : 
„ Hvordan går det kammerat ? “ 
„ Tys , der er noget galt på færde , “ svarede Mads , 
„ der kom to personer efter os , men vi flap heldigvis 
væk i tide . Hvad ved du ? “ 
„ Da pigen kom , omtrent for en times tid siden , var 
hun i selskab med to personer , som syntes at fortælle 
hende om planen , i det mindste hørte jeg dem sige hende 
disse ord : Mads , karlen , stjæle , Gulduhr . . . hvorfor 
jeg nok tænkte , at der måtte være noget galt . Jeg blev 
stående , og lidt efter kom der to andre herrer ud ad 
porten og ilede i al hast hen til drosken , som holder på 

hjørnet . Udenat de mærkede det , fulgte jeg dem lige i 
hælene og fik så meget ud af deres samtale , at de vare 
på vejen hjem for at se , om det stod rigtig til , men at 
de to mænd , jeg havde set følge pigen , vare mistænkte 
for at have villet lokke hende til at lade dem bringe 
pakken hen til generalens svigersøn . Da jeg ikke kunne 
følge dem så hurtigt , som de kom afsted , kunne jeg blot 
håbe , at sådanne dygtige folk , som du og Sivert , vel 
nok slap ordenlig fra det , så længe der kun var mand 
mod mand og det ikke var „ Snushanerne . “ 
„ Men hvordan kan nogen have fået noget at vide 
om vor plan ? “ ytrede Mads , „ men her er ingen tid 
at spille . . . kom afsted , hver sin vej til lygtekroen . Der 
træffes vi . “ 
Formodentlig have de to andre kammerater forud 
været enige om et eventuelt mødested ; thi ti timer efter 
træffe vi alle tre forbrydere ved den lille bro , som findes 
på den anden side af den nævnte kro . 
„ Det var godt gjort , “ ytrede Mads , „ men jeg tror , 
at det bedste er , at vi søge at få vore sager gemte . Lad 
os straks bryde op , melmanden boer jo ikke så langt 
herfra . Om en times tid kan vi være der . “ 
Medens vore bekendte , d ' hrr . Andreas , Sivert , 
og Mads føge deres tilflugtssted langt ude i Emdrup , 
ville vi et øjeblik gå tilbage til generalens ejendom og 
se , hvad det var , som forårsagede tyvenes hurtige 
flugt . 
Jstedetfor at d ' hrr . Håndværksfvende og søndagsfiskere 
skulle have begivet sig til politiet og meddelt 
dette underretning om tyvenes forehavende , forfulgte 

de selv disse . Da de så , at tyvenes list med at få 
pigen fra hjemmet var lykkedes , besluttede de at følge 
hende og formå hende til at gå tilbage og at lade dem 
bringe hendes herskab budflab om det passerede . Pigen 
troede straks , at det var håndværkssvendene , som ville 
bedrage hende , og den samme mistanke faldt på disse 
ærlige folk , da de fremstillede sig for herskabet . Den 
ene af sønnerne lod dem straks føre ind i et værelse 
og befalede en tjener at passe godt på dem , til han og 
en fætter til ham kom tilbage fra Østerbro . Det vatdisse 
to herrer , som Andreas havde bemærket . Da de 
vare komne til stedet , havde de set lys i værelserne til 
baghaven og vare derfor gåde ad køkkenet ind . Her 
havde de håbet at overrumple tyvene og gjorde derfor 
så lidt støj som muligt , men hørte desuagtet 
pludselig , at gavtyvene havde været på vagt og 
slap ud af hænderne på dem . 
Nu var det først , at de ville tro , hvad snedkeren og 
tømmersvenden havde fortalt , og den ene af herrerne 
ilede nu straks afsted til byen . Anmeldelse til politiet fandt 
straks sted , men nu begyndte man at tro , at det måske 
var en aftalt plan mellem håndværkerne og tyvene , 
forat de måske ved at besørge pakken til generalen 
i byen kunne have undgået en hurtig opdagelse . Men 
da håndværkerne fortalte om „ Melmanden “ , så blev 
det pludseligt lyst for politiet , som nøje kendte denne 
kæltring . Han ' blev straks eftersøgt , men de steder , hvor 
han plejede at søge , der havde han ikke været længe , og 
da det kun var få dage siden , at han var løsladt af 
fængsel , var det jo muligt , at han havde valgt sig bedre 
skjulesteder for fremtiden . Før havde han haft sit 
tilflugtssted på Amager og Dragør , men han havde , 
- 

som vi have set , forandret sit opholdssted . Politiet ledtes 
dog noget på sporet ved navnene Andreas , Sivert og 
Mads , alle tre gavtyve af stor betydning . Men i flere 
dage ledte man uophørligt uden resultat , og endelig besluttede 
man sig til at holde en permanent vagt på det 
sted , „ Søndagsfiskerne “ havde gjort deres opdagelse . 
Efter fire døgns vagthold blev man omsider lønnet 
for den store udholdenhed . Henad natten på den fjerde 
dag , medens fem betjente vare posterede på en meget 
lang strækning , men dog så nær hinanden , at man 
kunne blive opmærksom på det aftalte signal og derefter 
komme hinanden tilhjælp , bemærkede to betjente , 
at en kvindelig skikkelse nærmede sig det sted , der af 
„ Søndagsfiskerne “ var betegnet som det , hvor de havde 
overhørt den samtale mellem de tre gavtyve , efter hvilken 
de havde eftersporet disse . Man lod naturligvis 
fruentimmeret udsøge sin plads og bemærkede nu , at 
hun med en blændlygte hurtigt , men med korte mellemrum , 
søgte at oplyse Marken . Efter nogen tids søgen 
fremtog hun af en pakke , hun førte med sig , en lille 
spade og begyndte gravningen . Nu styrtede de to betjente 
sig over hende , men i samme øjeblik hørte man 
en stærk piben som af en signalpibe , dog meget forfljellig 
i sut lyd fra politiets signalpiber , og man 
fattede derfor , at det var fra en eller anden af tyvebanden , 
som havde været posteret der i nærheden , som 
havde givet et signal til de andre , for at de skulle 
vogte sig . 
Med forbavselse så politiet nu for sig en gammel 
bekendt „ Kommodemarie “ — et tilnavn , hun havde 
forskaffet sig på grund af , at hun , som var en meget 
dristig indbrudstyv , altid stjal fra aflåsede eller uaflåsede 

kommoder , og da kun guld- og sølvgjenstande . 
Forøvrigt kunne der godt hænge løse klæder i værelset 
— hun rørte dem ikke , hendes hele attrå var at bane 
sig vej til kommodens indhold . Politiet havde ikke 
ventet at træffe „ Kommodemarie “ her ; man troede sikkert , 
at hun var i vel behold ovre i Jylland , hvor hun var 
hensendt et årstid forud efter en her udstået meget 
lang straffetid . Der var nu mange ting , som pludselig 
forklarede sig ; man antog rimeligvis , at man ville 
komme på spor efter en mængde tyverier . Men her 
var ingen tid at fpilde ; man fatte en vagt og lod 
straks tilkalde arbejdsfolk for at begynde på en eftersøgning 
af hele terrainet . Man fandt også i sølvthekande , 
10 sølvspiseskeer og nogle gamle sølvuhre , udenat 
nogen af disse genstande kunne henføres til tyverier 
begåede i de sidste 20 år . Disse koster måtte stamme 
andetsteds fra , måfke fra Sverig , da jo , som bekendt , 
Danmark er et meget yndet tilflugtsted for svenske forbrydere . 
„ Kommodemarie “ 
Var ubevægelig . Hun blev lovet 
god behandling og fritagelse for straf for løsgængeri , 
thi det var det eneste , man kunne tildele hende 
efter forholdene ; men hun vedblev sin påstand , at 
hun kun et par dage forud var ankommen hertil og 
allerede dagen før den nat , hun blev antruffen , havde 
mødt Andreas i Nyhavn . Denne havde trakteret hende 
med „ Snaps og mad “ , og derefter havde han overtalt 
hende til at gå ud på det betegnede sted for „ at 
lugte “ ( det vil sige : undersøge om politiet var på 
vagt eller ikke ) . Hun påviste også en kælder i Nyhavn , 
hvor værten erklærede , „ at et fruentimmer , hende 
lignende , en dag , sandsynligvis den nævnte , havde været 

tilstede i kscelderen med en mandsperson , og at de 
havde forladt kælderen i en noget befkjænket tilstand ; 
men senere havde han ikke set noget til dem . “ At 
hun vel havde været sammen med Andreas , måtte 
derfor antages , men at hun ikke vidste „ Noget “ om 
deres bedrifter var aldeles usandsynligt . Om det aftalte 
mødested kunne hun ikke give anden forklaring , 
end at hun næste morgen skulle gå igennem Nyhavn 
og der møde Andreas , men uagtet man søgte at træffe 
ham , mislykkedes det , hvilket naturligvis hidrørte fra , 
at han fåvelsom de andre vare underrettede om det 
passerede . 
I nogle uger forefaldt der aldeles intet , som kunne 
lede til oplysning om denne sag , og man måtte hengive 
sig til den fortrøstning , at en så stor forbrydelse 
i almindelighed altid bliver opdaget , selv om det varer 
længere tid . „ Kommodemarie “ fandt man det dog rettest 
at sikre sig , idet man antog , at hun måfke kunne 
gøre mere fortræd ved at blive løsladt . 
Vore læsere ville mulig ledsage os ud på Christianshavn . 
Det er i nærheden af straffeanstalten i 
en dyb mørk kælder på en regnfuld aften en af de 
første dage i oktober måned . I kælderen drives 
værtshushold , og dens gæster henhøre til samfundets 
laveste classer . Dersom væggene i det værelse , hvor 
vi ville indføre vore læsere , kunne tale , da ville de 
kunne meddele sælsomme ting om storartede planer , 
som her er blevne udrugede af disse samfundets udskud , 
der i mange henseender ofte er langt bedre begavede 
end deres bedre stillede medmennesker . 

den Asten , vi indføre læserne i værtshuset , var 
der seks personer tilstede . På bordet stod der en rygende 
bolle punsch , og de tilstedeværende syntes at 
nyde „ Livet “ , at glæde sig over en snildt udført handling , 
at tale om forbigangne tider og at lægge planer 
for fremtiden . Lader os følge conversationen . 
„ Vi må forsøge at . lændse ' hans pengekasse , “ ytrede 
en ældre mand , i hvem vi genkende Andreas ; 
„ vi må — vi seks kammerater , som have udholdt så 
mange strabadser og genvordigheder sammen — vi 
må forsøge med et coup at samle os en formue . 
Nu har vi fået . Dirkepeter ' ud af . Slottet ' , og han 
er ligeså god som . Kommodemarie ' , som jo endnu må 
sidde deroppe i casernen . . . nu vil det ikke være os 
vanskeligt at få de instrumenter , vi behøve . “ 
„ Er du vis på , Andreas ? “ spurgte den nysintroducerede 
. Dirkepeter ' , „ at han har penge nu ; thi at 
gøre det forsøg ville være vor begravelse , dersom vi 
bleve grebne i det . “ 
„ Ja , det er ganske vist , “ svarede Mads ; „ jeg har 
nu i 8 dage set ham hver dag tage imod penge . . . “ 
„ Så frygter jeg for , at han ingen har , “ afbrød 
. Dirkepeter ' ham ; „ han bringer fornuftigvis sine penge 
i banken . “ 
„ Nej , du kan tro nej , min ven , “ gjensvarede Mads ; 
„ jeg kender den fyr altsor godt . Jeg har jo tjent hos 
ham i sire år , og jeg var et fæ , som engang så 
over ti tusinde blanke dalere på engang . . . ligeså 
let som at tage dette glas kunne jeg have taget 
de penge . “ 
„ Ti tusinde dalere . . . nå . . . ja , så var du 
rigtignok et fæ . . . det skulle have været mig ! “ udbrød 

en mand med et listigt , magert ansigt , som sad 
ligeoverfor Mads . „ Nå , hvor meget tror du , han 
har nu ? “ 
„ Spørg hans tro tjener , der , “ svarede Mads ; „ det 
er ham , vi kan takke for meddelelserne . Men han skal 
også have en fjerdedel af summen førsf , førend vi 
dele lige mellem os . “ 
„ Det er for meget , “ mente manden med det magre 
ansigt ; „ det er alt for meget . . . jeg tror , du er 
gal . . . er det ikke nok , når han deler lige med os 
andre ? “ 
„ Lille ven , “ ytrede , den tro tjener ' , idet han klappede 
. Franskmanden ' ( så benævntes den magre ) på 
armen — „ lille ven , tænk på omstændighederne . Ville 
det være behageligere at få et lille besøg . . . sådan 
et ganske uventet besøg . . . hvad behager . . . “ 
„ Du er nok ikke første gang i byen i aften , “ bemærkede 
. Franskmanden ' , idet han rejste sig . „ Hvornår 
skal denne historie gå for sig ? “ 
„ Så snart . Dirkepeter ' bliver færdig , “ svarede Mads ; 
„ før kan vi ikke gøre noget . Alting må være i god 
orden . . . af vi ikke få sådan en extravisit som 
sidst . “ 
„ Nå , ja , som den på Østerbro — ja , den kunne 
være bleven slem nok , “ mumlede Sivert ; „ men med 
sådanne venner , som min hæderlige melmand der , 
så kan det jo nok gå an . “ 
„ Det er dog ellers mærkeligt , af . Snushanerne ' slet 
ikke kan få fat på os , “ ytrede Mads ; „ vi , som nu 
i fjorten dage hver eneste aften have været her . . . 
Af vi ikke er blevne nappede eller i det mindste . jagede ' . 

— du melmand , “ tilføjede han , efter et øjebliks betænkning ; 
„ Du melmand , jeg må have nogle penge ! “ 
„ Hvormange vil duhave ? “ spurgte denpågjældende . 
„ Lad mig få 100 daler . . . jeg vil hen til min 
kæreste . “ 
„ Melmanden “ fremtog en stor tyk tegnebog af en 
lomme , som var anbragt indenfor hans skjorte , udtog 
de forlangte penge og noterede beløbet i bogen . 
„ Du har kun 700 rdl . tilbage af din sum , Mads . “ 
„ Ja , lidt lystig må man jo leve . . . nu blot et 
lille slag til . . . og så . . . så . . . til frihed og 
lighed . . . ud af denne kamp mod politi og lovens 
håndhævere . “ 
„ Bilder du dig ind , at du ustraffet kan stjæle i 
Amerika , så tager du fejl , min ven . “ 
„ Nej , så dum er jeg ilke ; men jeg antager dog , 
at det er landet , hvor jeg kan arbejde mig op til at 
blive . . . “ 
„ En større kæltring , “ afbrød melmanden ' ham 
leende . 
„ Nej , til en redelig mand , “ svarede Mads med fast 
og rolig stemme . Efter nogle minuters pause tilføjede 
han : „ Du . Dirkepeter ' , hvornår vil du tage mål ? “ 
„ Jaften , dersom Chrisfian vil lade mig få anledning . “ 
„ Ja , 
der er ikke noget i vejen , øren det må ikke 
være førend i morgen tidlig omtrent kl . 4 . “ 
„ Godt . “ 
„ Og når kan du være færdig ? “ 
„ Jmorgen aften . “ 
„ Godt , kammerater , “ svarede Mads , idet han hævede 
sit glas ; „ godt , lad os tømme glassene på , at 

vi i morgen må sejre over politiets snilde svende 
og høste os en rigdom , som kan være tilstrækkelig til , 
at vi seks kan blive velhavende folk . “ 
„ Det drikke vi på ! “ råbte alle kæltringerne i 
munden på hinanden . 
„ Og så mødes vi . . . hvor . . . her ? “ 
„ Nej . . . ikke her . . . en ekspedition herfra kunne 
let blive opdaget . “ 
„ Hvor da ? “ 
„ Udenfor slotskroen . “ 
„ Godt . “ 
„ Og instrumenterne ? “ 
„ Bringer jeg , “ svarede . Dirkepeter ' . 
„ Lad os få endnu en bolle på et lykkeligt udfald , “ 
Råbte Mads til værten , „ og så nogle af de 
allerfineste cigarer . “ 
Man kunne nemlig også få „ gode varer “ på 
dette sted , men de vare mindst tredobbelt så dyre 
som på de bedste restaurationer ; thi værten vidste , 
at pengene vare „ let komne “ , de måtte derfor ogfå 
efter hans mening „ gå let “ . 
Vi fkulle nu se , hvorledes udfaldet af den påtænkte 
ekspedition blev . 
Selskabet brød omsider op . Man drog hver til 
sit efter gentagne gange at have svoret hinanden 
ubrødelig taushed . 
Den næste aften kom . Læseren må nu følge os til 
slotskroen . Allerede fra det var begyndt at blive 
mørkt , havde der i gæstestuen indfundet sig nogle personer , 
som værten antog ikke at have set hos sig tidligere . 
Disse gæster ventede ikke længe på hinanden , 
og når to vare komne , begave de sig bort efter at 

have drukket en halv Bayer . Det besynderligste af det 
hele syntes værten var , at han hørte en af gæsterne 
tale om en fraværende ved navn „ Dirkepeter “ . Dog , 
han tog ingen notits deraf , før man den næste dag 
foretog en forespørgsel hos ham . 
Henved klokken 11 vare endelig alle medlemmerne 
samlede , og man begav sig ned ad falkoneralleen til 
Nørrebro . På strøget mellem fælledveien og Frederik 
den syvendes gade lå der for nogle år siden et 
meget gammelt hus med en have soran . Huset beboedes 
af en ældre mand , som lånte penge mod „ billige 
renter “ , således hed det altid i hans avertissementer . 
At disse renter ikke altid vare billige , det 
måtte hans ofre bekende , og mangen en forarmet 
håndværker og handelsmand forbandede ham for den 
ulykke , han havde bragt over deres hoved . Hans hele 
opgave var at samle penge , og han havde aldrig noget 
tilovers for andre , dog var han hengiven til at ofre 
ikke ubetydelige summer på sit eget velvære . Han 
førte derfor , uagtet han var ugift , en husholdning , bestående 
af tjener , husholderske og tjenestepige , holdt 
en stor beboelse , levede godt og havde sit hus udstyret , 
om ikke med pragt , så dog komfortabelt . Dette 
var ejendommens øverste etage , i den nederste derimod 
stod det anderledes til . Her var indrettet et slags 
lånekontor , hvor alle mulige sorter varer opbevaredes ; 
thi også på panter lånte den gode mand . Dog , 
han var ikke ubillig i denne retning , > — mente han 
selv , — thi de til ham anbetroede sager kunne endog 
efter 2 Års forløb atter erholdes , når blot renten 
blev betalt . I denne nederste etage var som sagt hans 
forretningslokale , og idettesfod en gammeldags egetræeskiste , 

i hvilken han gemte sine oste meget store pengebeløb . 
Han var i grunden ikke mistænkelig , det vil 
sige med hensyn til , at hans penge skulle blive ham 
frastjålne . Dog , forsigtighed er en borgemesterdyd , 
og han mente ikke , at det var afvejen , at hans , hans 
trofaste tjener , som havde tjent ham i over 10 år , 
og mod hvis lerlighed han aldrig havde haft noget 
at indvende , havde sin soveplads der , for i forening 
med en ligeså trofast vagthund at modtage de natlige 
besøg , som mulig kunne indtræffe . Disse to vægtere 
havde også meget troligt passet tjenesten , som navnlig 
var bleven lettet derved , at ingen nogensinde havde 
forsøgt på at berøve gnieren hans skat . Men derfor 
var det også vist , at der af og til havde været 
kæltringer , som nok havde haft lyst til at hjælpe 
Møller , således hed pantelåneren , af med hans formue . 
Dog var dette navnlig strandet på den omstændighed , 
at man var bekendt med , at hans og hunden 
var tilstede , dels på at man ikke altid vidste , om der 
var penge nok til løn for den store ulejlighed , som 
var forbunden med dette foretagende , idet der nødvendigvis 
måtte anvendes 5 til 6 mennesker ved denne 
lejlighed , og disse måtte være af de „ allerbedste “ ; 
det kunne ikke nytte noget at anvende begyndere ved 
denne ekspedition . Mads , som langt tilbage i tiden 
havde tjent hos Møller , havde fra først af undfanget 
denne ide , men den var ofte strandet på den omstændighed , 
at en eller anden af hans „ Udkårede “ 
Havde fået „ Forfald “ . Nu var det imidlertid lykkedes 
ham at få kræfterne samlede , og efter at han i 4 
uger ikke mindre end 3 gange havde „ ledet “ store ekspeditioner , 
var også hans mod vokset , og han havde 

nu det bedste håb om ret snart at kunne slutte sit 
uhæderlige liv , — et ønske , som han i lang tid havde 
næret , men som han , da han ikke kunne fatte , at det 
lod sig gøre uden ved at være i besiddelse af en stor 
kapital , hidtil ikke havde forsøgt at realisere . 
Men det vigtigste ved ekspeditionen var , at han 
havde formået den trofaste tjener hans til at dele 
udbyttet af den foreståaende ekspedition . Hans ville 
nemlig aldeles ikke være deltager . Planen var derfor , 
at han skulle drage omsorg for , at hunden ikke gjorde 
spektakler , og dette blev arrangeret ved , at hans om 
aftenen bragte hunden ud på en gård ved jagtveien , 
hvor han indelukkede den i et skur . 
Da han bemærkede , at tyvene nærmede sig , åbnede 
han døren , hvis lås forud var løsnet , således at 
det fik udseende af , at den var bleven opbrudt af 
tyvene . Arbejdet var snart besørget , kisten åbnet 
og pengene , en betydelig sum , udtagne , og foruden 
dette fandtes der en stor samling af guld- og 
sølvgjenstande . Alt samledes i stor hast , hvorefter 
man bandt hans og lagde ham på sengen , som om 
han havde været genstand for overfald . Derefter begave 
de sig atter på flugten med godt håb om , at 
nu var alt vel , og at der kun stod tilbage at gemme 
de stjålne sager således , at de ikke blev opsnappede , 
eller at man ved deres tilstedeværelse kunne fatte nogen 
mistanke til de dristige tyve , dersom nogen skulle 
blive attrapperet i de nærmest påfølgende dage . 
Man skyndte sig derfor afsted , og Mads — han var 
altid tildelt den mest ansvarsfulde del af foretagendet 
— gik forud . 

da Andreas mødte Sivert i slotskroen , ville de 
have bemærket , at der i den indre stue sagde to yngre 
mænd , som , idet de , tyvene , satte sig for at nyde den 
forlangte forfriskning , vare blevne forbavsede og med 
stort hastværk havde forladt kroen . Det var vore 
gamle bekendte , håndværkssvendene , som endnu ikke 
havde opgivet at forfølge de af dem sigtede forbrydere 
og derfor havde begyndt at iværksætte en almindelig 
forfølgelse . Således havde de i den sidste tid hver 
aften besøgt et eller andet beværtningssted i det håb 
engang at træffe en eller anden af forbryderne . Vi 
se her , at denne udholdenhed omsider lykkedes . 
Hurtigt ilede de ud og besluttede nu at stilles , den 
ene for at følge forbryderne og den anden for i al 
hast at nå København og der anmelde det passerede . 
Det blev vedtaget , at der fra København skulle udgå 
to partier , det ene ad vester- , det andet ad Nørrebro . 
Såsnart tømmersvenden , der fulgte forbryderne , så , 
at disse begave sig til Nørrebro , fik han fat på en 
mand og formåede denne til at stå vagt på et 
sted , som blev ham anvist , for , når han så nogen 
forlade huset , nøje at bemærke sig , hvilken vej personerne 
toge . Men førend dette behøvedes , var allerede 
angiveren retourneret tilligemed sin ven og en betydelig 
hjælp . 
Såsnart som Mads og alle de fire andre kom ud 
af huset og begyndte på at tage vejen mod uttersløv , 
bleve de pludselig overraskede ved at finde sig omringet 
af fremmede . Disse betjente havde holdt sig skjulte i 
en port ved siden af og vare derfor ikke blevne bemærkede 
af tyvene eller deres forposter . Det var for 
sent . Nogen modstand søgte de at gøre , men uden 

nytte , og snart efter vare de alle i god behold på 
politikammeret . Her var det jo unyttigt at forsøge 
på at nægte forbrydelsen , eftersom de vare grebne 
straks efter dens udførelse og med samtlige koster i 
hænderne . Efter meget lang fængsling brød endelig 
Andreas det til sine kammerater givne trostabsløfte 
og fortalte alt om de mange tyverier , som han i 
fællessfab med de andre havde udført . Han opgav 
melmandens opholdssted , og ved eftersøgning dersteds 
fandtes der også mange ting , som afgave så stærke 
beviser imod alle disse kæltringer , „ Kommodemarie “ 
Indbefattet , at deres tilståelse var aldeles overflødig . 
De blev derefter alle idømte meget store straffe , hvilke 
dog de fleste af dem nu have udstået . Søndagsftflerne 
fik naturligvis en god douceur for deres udholdenhed 
i denne sag , uden hvilken det ikke ville 
være lykkedes politiet at træffe disse kæltringer på 
et så overordenlig heldigt tidspunkt . 
Ltillingsconimisstonairen . 
Commissionair — det er navnet på en samfundsklasse , 
som desværre ikke er meget agtet i almindelighed , 
idet de folk , som henhøre hertil , som oftest have 
indtaget bedre stillinger , fra hvilke de enten med eller 
uden skyld er fjernede , eller dersom de frivillig føge 
denne erhvervskilde , da er det som oftest som commissionairer 
for forretninger , til hvilke en agtet forretningsfører 
ikke vil låne sin hånd og sit navn . 

man har forskellige slags commissionairer . Blandt 
dem , som dog i sin tid have vakt mest forargelse , men 
vistnok tjent flest penge , er , — eller rettere vare , thi 
nu eksistere jo disse forretninger ikke mere — de såkaldte 
stillingscommissionairer . Et enkelt træk af den 
måde , hvorpå disse folk behandlede deres ofre , kan 
være nok til at oplyse læseren om forretningens 
karakter . 
Det var straks efter , at krigen var erklæret i 1863 . 
Mangen en af de tapre fædrelandsforsvarere , som 
havde udtjent sin værnepligt , havde nok lyst til endnu 
engang at lugte krudtet og tilbød sig villig til at gå 
istedetfor en anden . En aften kom således en dårlig 
klædt person ind på en commissionairs kontor i 
København og spurgte , om der var anvendelse for ham . 
„ Nok muligt , “ var svaret . 
„ Hvormeget kan man få ? “ 
„ Hvad er de ? “ 
Den vordende soldat svarede med at fremtage en 
lille pakke med papirer , som han forsigtigt havde 
gemt på brystet . Commissionairen mynstrede papirerne 
meget forsigtigt og udbrød : 
„ Ja , papirerne er gode nok . De kan få 200 rdl . 
Kom igen i morgen . “ 
„ Jeg har kone og børn , “ svarede soldaten , „ kan 
hr . Commissionairen ikke give mere ? — stillingsprisen 
er jo 1200 rdl . nu . “ 
„ Hvad ! tror din slyngel ikke , at man skal have 
noget for sin ulejlighed ? Vil du have 220 rdl . og 
20 rdl . straks udbetalt ? “ 

man seer her , med hvilken brutalitet manden blev 
afvist , på samme tid , som kommissionæren lagde 
20 rdl . til summen , et bevis for , at han nok ønskede 
at ordne „ Handelen . “ Manden tøvede med svar . Imidlertid 
var en dårlig klædt lille mandsperson , som sad i 
kontoret , trådt hen til pulten , ved hvilken commissionairen 
sad . Sidstnævnte hviskedee nogle ord til den lille 
mand , som straks efter forsvandt . Derpå ytrede soldaten : 
„ Ja 
når Herren ikke tror , at jeg kan få mere , 
så må jeg vel være tilfreds . Tør jeg bede om en 
udbetaling straks ? “ 
„ Kom igen om 2 timer , så skal jeg betænke mig . “ 
Da manden kom udenfor , blev han tiltalt af det 
før omtalte subjekt , som på kontoret havde figureret 
som fuldmægtig . Denne indlod sig nu i en meget fortrolig 
samtale om de forhold , i hvilke han var så 
godt instrueret og indbød derpå soldaten til at drikke 
en flaske vin med sig . Dette var denne naturligvis 
straks villig til , og man begav sig ned på et af de 
mindre vel ansete beværtningssteder , som findes i nærheden 
af Gammeltorv . Efter at der var drukket et par 
flasker , var tiden kommen , på hvilken soldaten skulle 
møde hos stillingscommissionairen . Denne havde imidlertid 
truffet sine foranstaltninger , hvilke læserne ville 
erfare ved læsningen af næste afsnit . 
I en lille landsby et par mil herfra hovedstaden 
boede gårdmand Søren Sørensen eiby og hans hustru 
med deres eneste barn , også kaldet Søren Sørensen , 
hvorfor han som oftest blev kaldet „ unge Søren 

Sørensen “ . Det var forældrenes håb , at krigens 
rædsler fluide gå deres dør forbi . Søren havde jo 
forrige år været inde at tjene i kongens arme , men 
nu taltes der om , at soldaterne atter fluide møde , og 
denne gang gjaldt det nok liv og blod ; thi man fortalte 
nu for ganfle vist , at preusserne og østerrigerne 
allerede vare komne op til Dannevirke . Og snart efter 
fik gårdmanden et besøg af sognefogden , og det var 
slet ikke noget behageligt besøg . Især var det meget 
ubehageligt for sognefogden , for det var almindelig 
bekendt , at hans datter Karen var „ hemmeligt forlovet “ 
Med „ unge Søren Sørensen “ , og det var nok 
snart på tiden , at dette forhold blev offenliggjort 
— men nu kom denne fordømte krigshistorie , — og 
her kom nu sognefogden selv med indkaldelsesordre . 
„ Ja , Søren Sørensen , det er jo bedst , vi ta ' er ind 
til staden i morgen for at få en stedfortræder for 
unge Søren , “ mente sognefogden . 
„ Ja — så — men jeg kan ikke få pengene indsamlede 
så hurtigt , “ svarede gamle Søren . 
„ Vel , så får jeg låne de 500 rdl . — for vi 
kan da ikke skille de unge folk ad , “ ytrede sognefogden , 
„ men . . . ja . . . ja . . . jeg skal forsøge at 
skaffe dig 1000 rdl . , om det behøves . “ 
„ Ja , tak skal du ha ' e . “ 
Den næste dag holdt sognefogdens „ de brune “ 
Forspændte foran en elegant lille jagtvogn for at tage 
både unge og gamle Sørensen med til staden . Ankomne 
hertil erfarede de snart , at det var bleven til 
alvor med krigen , og at stedfortræderne vare i høj 
pris . De henvendte sig blandt andre til den stillingscommissionair , 
som vi før omtalte . Han var straks villig 

tik at slutte kontrakt med dem om at skaffe en god mand 
for unge Søren tik en pris af 1200 rdk . kontant udbetakt . 
Gårdmanden og sognefogden vare fortrædekige 
over dette sagens udfald ; thi de havde dog håbet 
at få manden for ca . 800 rdl . — men trods alle 
indvendinger og de hos andre commissionairer anstillede 
forsøg lykkedes det ikke , og de vare derfor efter 
5 dages forløb nødsagede til at skutte kontrakten om 
det bevidste beløb . 
Det var for unge Søren Sørensen , som imidlertid 
var nødsaget til at opholde sig heri byen , at soldaten , 
som henvendte sig tik stillingscommissionairen , blev bestemt . 
Derfor var manden straks bleven „ fanget “ , da han 
kom ud fra kontoret . Da han senere var bleven noget 
mere „ let “ og havde fået adskillige flasker vin tillivs , 
blev han behageligere at behandle for commissionairen 
og hans offer . Omtrent et par timer efter 
fulgtes både fuldmægtigen og soldaten ad tik stillingscommissionairens 
kontor , hvor de blev meget forbavsede 
ved at finde en landmand , der meddelte , at 
han ventede på „ Herren “ , som skulle „ gå istedet “ . 
Ved en feiktagekse var bonden kommen tik at opholde 
sig i kontoret , og hans talelyst kunne vistnok meget 
let have skaffet commissionairen en del vanskeligheder 
på haksen , men hekdigvis var hans fuldmægtig endnu 
ikke fuldstændig beruset , såat det lykkedes ham at 
så bonden ud og ført op på første sal , hvor 
commissionairen havde sit private kontor og beboelse . 
Nu blev der forhandlet med soldaten , og denne , som 
vær under indflydelse af de stærke drikkevarer , gik ind 
på at tjene i armeen for en sum af 120 rdl . , medens 

stillingscommissionairen havde kontrakt med bonden 
om 1200 rdl . 
Det varede ikke mange dage , førend alt var i orden , 
og stedfortræderen overlod familien til forsørgelse 
af fattigvæsenet , hvorimod stillingscommissionairen 
„ fedede “ sig ved den store gevinst , han således fortjente 
ved at sælge en anden mands liv — og ligefrem 
bedrage ham for pengene . 
Det er en lykke for landet , at dette uvæsen er 
ophørt . 
En kone søger efter sin mand . 
„ Jeg vil opsøge ham , om jeg så skal forfølge ham 
fra det gode håbs forbjerg til Cap stat , “ udbrød 
en aften en gammel irlænder , som jeg havde fået 
det hverv at ledsage på en opdagelsesrejse . 
Udsigten til en så behagelig og vedvarende rejse 
virkede ligesom en elektrisk strøm på mig . Det var 
en overordenlig nyhed at komme til kundskab om , 
muligvis for flere måneder at blive fjernet fra hovedstaden 
og det trivielle forretningsliv for at muntre 
sig på rejser i forskellige egne af Europa , medens 
man på samme tid ikke behøvede at tage størst hensyn 
til , hvor store udgifterne blev . Men da jeg med min 
nye ven var ankommen til hotel „ Fønix “ og bleven 
præsenteret for hans døtre , to unge damer , som ledsagede 
ham , sorhøiedes rigtignok udsigterne til en 
munter rejse meget betydelig , da det jo altid er langt 
behageligere at rejse i dameselskab end med en 

gammel gnaven forretningsmand . Den tildragelse , 
som havde foranlediget mr . Mike Giles til denne 
kostbare opdagelsesrejse , vil jeg forsøge at fremstille i 
nedenstående fortælling . 
I grevskabet Limerick i Irland ejede mr . Mike 
Giles ikke mindre end 5 meget store godser , som han 
tid efter anden ved arv var kommen i besiddelse af . 
Foruden denne rigdom havde han dog endnu en stor 
skat i sine to meget elskværdige døtre Annie og Mary . 
Den første , tillige den ældste , havde et årstid forud 
for denne fortællings tildragelse forelflet sig i en 
ung , meget smuk dansk mand ved navn Henderson , 
som hun under et ophold med faderen i London havde 
gjort bekjendtflab med , og da Henderson , hvis danske 
navn var Hendriksen , var en stor jagtelsker og fuldendt 
gentleman i sin optræden , var det ikke så sorunderligt , 
at gamle mr . Giles indbød ham til at deltage 
i hans jagtpartier . Disse jagtglæder bragte 
endnu med sig , at inden 3 måneders forløb var det 
besluttet , at Henderson og frøken Annie skulle have 
bryllup i løbet af den første måned , og beslutningen 
kom også til udførelse . På bryllupsdagen fljænkede 
den glade irlænder sin svigersøn en meget betydelig 
medgift , nemlig godset deanhill og 6 , 000 pund 
Sterling i rede penge . 
Man levede nu i fryd og glæde , og det syntes , 
som om man aldrig skulle kende til sorg . Det ene 
lystparti blev afholdt efter det andet , og omegnens 
beboere blev mere og mere indtagne i den overordenlig 
elskværdige unge „ Danske “ , som han kaldtes blandt 
bønderne . Mary , den unge frues søster , opholdt sig 
dels på deanhill , dels på sin faders gods . Hun 

var en stille , tilbageholdende ung pige , som hidtil havde 
yndet romanlæsning og sin faders selskab . Siden 
„ Svogerskabet “ var begyndt , fandt ogfå hun i sin 
svoger en særdeles opmuntrende ven , og hun deltog 
ofte i jagtpartierne med faderen , svogeren og søsteren . 
En skøn forårsdag kom Henderson ridende op til 
den gamle irlænders gods , steg af og trådte ind 
i huset . Han fandt den „ Gamle “ ved sit skrivebord 
ifærd med at besvare en londonercorrespondance . 
„ Nå , min kære Henderson , hvorledes står det 
til i dag ? “ spurgte mr . Giles . 
„ Jo tak ! Har de hørt om den store hesteauction , 
som skal afholdes i Dublin på torsdag ? Tager de 
derhen ? “ 
„ Nej , “ svarede den gamle , „ nej , jeg har forkølet 
mig på jagten i lørdags og tør ikke udsætte mig 
for kulden . Man bliver gammel og grå , min søn , 
jeg må vogte mig . Men tag du derhen , min søn . “ 
„ Ja , men jeg synes ikke , at jeg har godt råd til 
disse udgifter , nu kommer skatterne snart , og der vil 
blive adskillige ekstraudgifter denne vinter med hensyn 
til jagthundene . 
„ Å snak , “ udbrød svigerfaderen , „ køb du blot 
heste , så mange du vil . Vil du have penge i dag ? “ 
„ Et så godt tilbud er ikke værd at forkaste , min 
kære hr . Svigerfader , men jeg frygter for , at de bliver 
træt af min påtrængenhed . “ 
„ Er 2 , 000 pund nok i dag ? Jeg vil ikke gerne 
trække mere i dag . Men på mandag kan du få 
flere . . . mange flere . . . “ 
Henderson var forbavset over dette tilbud . Han 
blev så slået , at han ikke formåede at svare . Hr . 

Giles så hans forundrede mine og begyndte at skrive 
en anvisning . Efter at have fuldendt den rakte han 
den til Henderson med de ord : 
„ Værs ' god min søn . Tag afsted i morgen tidlig , 
men klæd dig varmt på ; thi det er koldt som en 
ulykke . Tager du børnene med ? “ 
„ Nej , jeg synes , at årstiden ikke er skikket for 
damer til at tage til hestemarked ; desuden , jeg kan jo 
ikke blive tilbage efter at have købt heste , men må 
sørge for , at de øjeblikkelig blive bragte herud . “ 
„ Ja , ja , min søn , som du selv vil . Lad mig 
straks få underretning , når du er kommen tilbage . “ 
„ Naturligvis , kære svigerfader . Ja , måske Annie 
og Mary kommer herover . “ 
„ Godt , jeg skal forsøge at more dem , så godt jeg 
kan . “ 
Den næste morgen tog mr . Henderson efter en øm 
afskedshilsen fra sin unge hustru og svigerinde for at 
rejse til Dublin . Man ventede ham tilbage i løbet af 
højst 4 dage , men da disse og andre 4 og derpå en 
hel uge forløb , udenat hr . Henderson lod høre fra 
sig eller man fik underretning om ham , søgte man alvorlige 
oplysninger om ham . Da man erfarede , at 
han ikke havde været i det sædvanlige hotel i Dublin , 
så antog man naturligvis , at han var bleven myrdet 
på landevejen af folk , som mulig kunne have fået 
underretning om , at Henderson var taget til Dublin 
i anledning af markedet , og som da med god grund 
formodede , at han førte en større capital med sig . Han 
blev også eftersøgt alle vegne , udenat man dog på 
nogen måde kunne få fat i den allermindste oplysning 
angående den forsvundne person . 

omsider fik man dog at vide , at Henderson var 
bleven set 14 dage efter sin forsvinden . Han var 
bleven set i selflab med en overordenlig smuk ung 
dame , som hans derværende venner påstode , at han 
forhen havde stået i et meget intimt forhold til . Man 
kunne nu forfølge sporet , og omsider syntes det , som 
om den unge mand var flygtet hertil i selskab med 
en ung dame , som han udgav for sin hustru . Man 
fulgte nu nøje sporet og ganske rigtig , — da man fik 
fat i et photographieportrait , viste det sig at være den 
samme mand . Nu blev irlænderen tilgavns vred , og 
straks begav han sig på rejsen og medtog sine døtre . 
Ankommen hertil byen fik han imidlertid den sørgelige 
nyhed , at hans svigersøn var rejst dagen i forvejen 
til Sverig , sandsynligvis for at rejse videre til Stockholm . 
Straks besluttede irlænderen sig til at drage videre , 
og nu gik rejsen til gøtaborg , hvor man desværre 
erfarede , at man atter var kommen en time for sent . 
Rejsen fortsattes videre til Stockholm , og her lykkedes 
det endelig at attrappere mr . Henderson i selskab med 
den unge dame . De opholdt sig i hotel Rydberg , 
men førte for øvrigt et stille liv , kun hengivet til den 
„ ægteskabelige “ Lyksalighed . Men skulle man efter den 
gamle irlænders hårdnakkede forfølgelse antage , at 
han ville have forsøgt at føre , mgtemanden “ tilbage , 
noget , hvortil Henderson i ethvert tilfælde ikke 
kunne tvinges ved politimyndighedens indblanding , — 
men det var langtfra tilfældet . Vi erfarede næste 
morgen ved at søge den unge herre i hotellet , at han 
netop var i begreb med at nyde sin the , og den 
gamle irlænder begav sig straks til værelset . Mr . 
Hendersen syntes at være fattet på denne begivenhed , 

det har vistnok ikke været ham aldeles ubekendt , at 
han var forfulgt . Han modtog sin virkelige svigersader 
meget forekommende : 
„ Hvad vil de ? “ 
„ Vil du underskrive en afståelsescontract ? Straks ! 
Hvad forlanger du i erstatning ? “ 
Disse sætninger besvarede Henderson med roligt at 
spvrge : 
„ Har de contracten her ? “ 
„ Her “ , udbrød irlænderen , „ her . Skriv under ! 
Hvormeget forlanger du ? “ 
Henderson nævnede en uhyre sum . 
Irlænderen fremtog sin tegnebog , udskrev en ordre 
og modtog derpå contracten , underskreven af mr . 
Henderson . 
„ Hm ! “ mumlede irlænderen , „ lad os så straks rejse 
tilbage , nu har jeg atter min datter fri . “ 
Det syntes , at denne fremgangsmåde var overensstemmende 
med datterens ønsker ; thi hun var overordenlig 
glad over atter at være „ fri “ . — efter fire 
dages ophold i Stockholm vendte vi atter tilbage til 
København , udenat jeg fik mit ønske opfyldt at flakke 
omkring fra pol til pol på den rige irlænders bekostning . 
En 
episode fra krigen . 
Nemesis udebliver som bekendt sjældent , og det fik 
jeg da også til sidst at føle . I løbet af adskillige år 

havde jeg hjulpet adflillige mindre honnette mandspersoner 
og fruentimmer til kost og logis i Københavns 
arrester , men til sidst lykkedes det mig dog også engang 
selv at blive arresteret . 
Det var i foråret 1864 , at preusserne havde besat 
hele Slesvig , og Als var belejret . Da blev det mig 
overdraget at skaffe forskellige oplysninger tilveie med 
hensyn til fjendens styrke og materiel , og i tillid 
til et flerårigt ophold i Amerika , der i flere retninger 
havde givet mig et vist jankeesnit og tillige bevirket , 
at jeg talte engelsk som en indfødt , begav jeg mig på 
Beien . Til Åbenrå gik det overmåde glat , men her 
forledte min nysgerrighed mig til en spadseretour 
nede ved havnen , hvor jeg udelukkende talte engelsk , og 
følgen heraf var , at jeg , da jeg kom hjem til hotellet , 
hotel Voss , hvor jeg var taget ind , blev beæret med et 
besøg af en høikongelig preussisk politibetjent , der på 
embedsvegne fluide forhøre sig om min stilling i samfundef . 
Med megen forekommenhed meddelte jeg den 
videbegærlige statstjener , at jeg var amerikansk borger 
og agtede mig til Hamborg efter et besøg i mit fødeland 
for derfor at tage over til Amerika , at jeg kun 
rejste for min fornøjelse , og at jeg derfor gerne ville 
over og se Sønderborg , men om ti timer skulle jeg 
allerede videre . 
Politimesteren blev nu tilkaldt , og han forsøgte straks 
at indlede en tydfl konversation med mig , men da jeg 
underrettede ham om min ukyndighed i det tyske sprog , 
bleve vi da enige om at tale dansk , hvilket tilsyneladende 
generede mig betydeligt . Han var i begyndelsen „ så 
bister som den vrede Bjørn , “ men da jeg tilbød ham at 
gise ham al min bagage og mine penge etc . , stilledes 

han dog tilfreds — heldigvis . Thi havde han set , at 
jeg ikke havde mere end et halvt hundrede daler hos 
mig til min amerikatour , havde jeg næppe så frit fået 
lov til at rejse . 
Jeg kom altså til Hamborg , rigtignok uden at have 
set Sønderborg , men adskilligt havde jeg dog „ opdaget “ 
Undervejs . Det første , jeg opdagede i Hamborg , var 
imidlertid en lang tynd gripomenus , der syntes at have 
ofret sig helt og holdent til min person , idet han vågede 
over mig med en omhyggelighed , som jeg siet ikke formanede 
at påskønne . Han luskede om mig som katten 
om den varme grød , men han var åbenbart bange 
for at brænde sig , thi han angreb mig ikke , og jeg fik 
derfor lejlighed til at smutte ud af byen efter at have 
fået mit tøj carteret til Lubeck . En milsvei fra Hamborg 
steg jeg op i toget , og nu gik det raflt til Lubeck , 
hvorfra jeg med damskibet kunne tage hjem til København . 
Nu 
var den hellige grav velforvaret , og jeg mente 
nok , at jeg kunne tillade mig den lille extrafornøielse 
at se ind imod Hamborg og min lange bevogter og 
udbryde : „ Fikst du pæren , Zacharias ? “ 
Min glæde var dog kun af kort varighed , thi ikke 
såsnart trådte jeg ud på perronen , førend jeg blev 
attrapperet af et par overmåde høflige mandfolk , der 
imidlertid underrettede mig om , at jeg var designeret 
as hamborgpolitiet som en mistænkelig person , der over 
Hals og hoved var rejst bort fra byen . Signalementet 
stemmede beundringsværdigt ; en hidkaldt senator var 
„ sittlich entrusfet , “ og jeg måtte trods alle mine forsikringer 
om , at jeg var en uskyldig københavnsk skatteog 
spidsborger , udi brummen . Her sad jeg nu i flere 

timer , befljæftiget med at løse det interessante problem , 
hvorvidt jeg i tilfælde af , at det gik galt , da 
fluide flydes , hænges eller i heldigste tilfælde i tugthuset 
i spandau på livstid , da omsider døren gik 
op og politimesteren i egen høje person trådte ind for 
at tage mig i forhør . Jeg gentog mit tidligere udsagn , 
idet jeg vedblivende hævdede min stilling i 
samfundet som kjøbenhavnfl borger . På hans spørgsmål 
om , hvem jeg kunne referere til , da han så ville 
telegrafere til København , svarede jeg : „ Ja , de kan 
jo blot forhøre hos øvrigheden . “ 
„ Ja , det kjøbenhavnfle politi må jo kende dem , 
hvis de er en bosat borger . “ 
„ Ja gudbevares ! det kan de telegrafere til . “ 
Og så gik politimesteren i gyngen , forhørte sig 
hos politiet i København , som jo netop havde sendt 
mig . „ Fanden hytter jo sine , “ siger man , og jeg blev 
fri — heldigvis ! siger fvrhåbentlig læseren , da jeg 
ellers næppe ville kunne have begyndt og nu sluttet „ En 
politimands erindringer . “