Første afsnit . Indledning . Jeg kender flere , der har haft den samme lyst , som undertiden påkvmmer mig , til netop at vælge uvejr at spadsere i . Det er mest mennefler , som fra et barndomsliv i friluft på landet er overgåede til livsvirksomheder , der medføre stillesidden , og hvem stuen undertiden bliver for trang og beklemt — eller også poeter . Deres erindring og fantasi lever , mere eller mindre hemmeligt for dem selv , i stadig længsel ud fra stueluften og bycasernelivet . Når så landet en dag kommer ind til staden i skikkelse af en rigtig negnvejrsstorm , der rufler i tagstenene og af og til kaster en efter dig , medens gaderne bliver til kanaler , hjørnerne til baghold , hvor hvirvelvinden overfalder ens parapluie og , efter en mere eller mindre langvarig og behændig kamp , krænger og flænger den , indtil man til sidst står med kun stokken og skelettet igen — så hænder det af og til , at en stille , værdig embeds- eller forretningsmand , istedetfor efter dagens slid på contoret om eftermiddagen som vanligt at sidde hjemme i sin løselige stue , siger til sin hustru , at han „ desværre må ud i byen en stund “ . Og det , han desværre må ud for , er naturligvis „ Forretninger “ . Thi lidet ville det sømme sig for en adstadig , gravitetisk mand , som kanske er borgermester og en af byens fædre , at vedgå endog kun for sig selv , at han er barnagtig nok til at gå om og fantasere i uvejr , og at han kun vil ned på bryggen for at se skummet sprøjte over beddingen og skibene i havnen lege haveri . Han må naturligvis have noget at bestille derude , om ikke andet , så sådan i almindelighed at se til , at ikke » Hviæ æotrimsnti oupiæt rsspudlieæ « ; det vil sige , at byen , hvis velfærd han i en eller anden retning har at passe , ikke blæser ned . Sagen er , at der er revolution i gaderne — ikke en politisk , gud bevare ham for at være med på sådant — men en af den sort , som nu engang er dragende for ham , fordi den revolterer alle hans gamle erindringer , og som han , skammeligt nok , lister sig til at være med i , skønt den også på sin maner stormer alle politiindretninger , knuser vinduer , flukker lygter , river tagsten af . Husene , bryder brygger og fortøjningsindretninger og jager politi og vægtere ind i deres huler . Det er /naturens stærke hærråb midt inde i den civiliserede . Stad til alle hans barndomserindringer , til hans fantasi og natursands , som han lystrer ligesom en gammel trompeterhesf , der hører sin ungdoms signal og pludselig sætter over gjerdet . Et par timers gang ude i vejret , så er den brand i blodet stillet , og hjem kommer den samme stille , gravitetiske mand , der betænksomt sætter stok og galoscher fra sig på den vante plads i gangen og beklages af sin hustru , som har været bekymret for ham og nu stiller ham af med hans våde klæder . Han selv er underligt nok , uagtet genvordighederne , samme aften i et ypperligt humør og har så overmåde mange ting at fortælle om denne storm — alt naturligvis , som det sig sømmer , i skikkelse af bekymring for , at skade skal anrettes eller ildebrand udbryde over byen netop den aften . Det var i et sådant uvejr , at jeg — der er praktiserende læge og , som sådan , både for mig selv og andre har forsvarlig grund til at være ude i byen til alle tider af døgnet — en regn- , tåge- og stormfuld octobereftermiddag var ude og vankede i Kristianias gader og fandt mit behag i at lade vejret pidsfe mig i ansigtet , medens min gode regnkappe forøvrigt bestyrtede min person . Mørket var efterhånden faldet på , og de tændte gaslygter blussede i trækvinden , så jeg kom til at tænke på blinksyrene i en tågekvæld ude ved kysten . Af og til slængtes en ulukket port op og igen med skrald som et nødsfud . Min stille bemærkning i den anledning var , at der dog endnu i vor nervøse tid må findes et forbavsende antal mennesker uden nervær ; thi flige skrald dundre gennem hele huset lige op til kvisten , op og igen , igen og op , blæsten fylder gangene , og døre springe op ; alle har det uhyggeligt , men ingen gider gå ned og stænge ondets ophav ; portneren er ude i byen , og så længe får da og hushyggen være borte . Det var netop en sådan ulukket , utrætteligt skraldende port , som blev indgangen til , hvad jeg her har at fortælle . Som jeg gik forbi den , hørte jeg nemlig en stemme , som syntes mig så vel bekendt , en gammel kær røst — skønt jeg i førstningen ikke vidste , hvor jeg skulle tage den fra — råbe utålmodigt på portneren . Det var den flængende port , det gjaldt . Munden var klarlig det eneste nervøse individ i det hus ; i al fald var portneren det ikke ; thi han lod til at være lige ufølsom , både for fin port og for ham , som tog sig af dens sag , og som forgæves holdt på med en portnøgel , der ikke lod til at passe . Endelig kom portneren ud af sin underjordiske hule , og under en lille ordstrid , som udspandt sig mellem den nu forsonlige og blide , sin egen irritabilitet frygtende stemme og den brummende portner , var det , at jeg med al en vågnende erindrings magt genkendte foran mig min gamle ven fra studentertiden , David Holst , sammen med hvem jeg havde levet tre af mit livs rigeste ungdomsår . „ Er det dig , David , så får du lade mig flippe ind , før du stænger ! “ råbte jeg , såvan som jeg ville have gjort i de gode gamle dage for tyve år siden . Porten åbnede sig helt , og et håndtryk fra den udtrædende dunkle skikkelse sagde mig , at han ikke havde behøvet at rode så længe som jeg i sin hukommelses kiste , men at han havde taget mig frem af den med engang . „ Følg mig ! “ var hans eneste ord , og så steg vi tavse , han foran og jeg efter , op igennem de ubelyste trapper , en , to , tre etager og endnu en adskilligt smalere trappe højere . Der tog han mig i hånden for at lede mig , noget , som vel tiltrængtes , da det , såvidt jeg kunne skønne , var ind over et mørkloff , hvor der hang klædessnorer , — han bad mig også bukke mit hoved . På vejen tænkte jeg i mit stille sind mit . Hans hånd — jeg kom til at huske på , at han i gamle dage var noget forfængelig af den — var klam , måske af sindsbevægelsen , og han standsede undertiden i trapperne , som om han måtte trække pusten . Den trange mørkloftstrappe hviskedee også til mig , at min ven David , der i sin tid dog havde lov som et godt hoved , nok ikke kunne have drevet det synderlig langt i jordisk forfremmelse . Han lukkede op ' en dør og bad mig træde først ind . På et langagtigt bord stod en lampe , hvis skærm samlede dens lysning stærkt , næsten kun en alen omkring lampefoden , på et skrivetøj og nogle papirer , som lå der , så at yderkanterne af bordet i begyndelsen forekom mig at ligge i mørke . Bag det syntes jeg , der var ligesom en sort grav , der dog lidt efter , da øjet blev vænnet til lampens bratte lysskær , viste sig at være en sofa , foran hvilken der stod et næsten tilsvarende langt , malet arbejdsbord med firkantede ender . Når to ungdomsvenner på sådan måde mødes , er der under den ligefremme form ofte alligevel en hemmelig blyhed af vinde over ; der er et mangeårig lag af forskellig oplevelse , som skal ryddes tilside . Efter en liden pause gik min ven , som med en pludselig resolution , raskt hen og tog lampeskærmen af , så det blev lyst ud over værelset . „ Du seer , “ sagde han , „ jeg har det accurat som i gamle dage , blot af der nu er to kvistvinduer istedetfor et , nogle flere hylder med bøger og lidt bedre månedsgage , som jeg får ved af slå sammen en lærerplads ved en af almueskolerne her med en lidet vanskelig post i en Avis . Det er nu alt , hvad jeg behøver , ser du . Jeg er først flyttet herind ivår fra Bergen og skulle egentlig have hilst på dig , men har ikke endnu kommet mig til ; på gaden har du altid set mig formeget ud , som om du pilede i praksis . Men nu , jeg har dig på min hybel , skal vi også tage os en passiar om gammelt , og hvordan du har det . Tag af dig , så skal jeg imidlertid gå ned og se til at få i stand noget toddy . “ Hermed satte han lampekuppelen på igen og forsvandt ud af døren . Denne min vens noget forcerede indledningstale var mig ikke rigtig naturlig ; det var , som om han med sin flotte fortrolighed mere rettede sig efter mit end efter sit eget væsen , og det hele gav mig indtryk af , at han på forhånd ville parere af alsfens unødige spørgsmål . Vi havde i grunden endnu ikke vekslet så meget som et håndtryk , og jeg i al fald ikke fået sagt en stavelse , ja jeg havde egentlig endnu ikke fået se mere af ham end det lille glimt af hans ansigt , med det samme han igen vendte sig mod lampen og satte skærmen på . Jeg genkendte dog , trods aldersforskellen , det samme magre , fine , blege ansigt , som i gamle dage undertiden kunne få et så skønt , tungsindigt udtryk — det var med det , han for altid stod fotograferet i min erindring — men trækkene havde nu fået en påfaldende skarphed , og i det korte øjekast , jeg opfangede , var der et udtryk , samtidigt lidende og spejdende , der gjorde mig så ubeskrivelig ondt . Jeg har set syge sætte det samme blik på mig , når de vare bange for , at meningen var at operere dem , og troede nu i al fald at forstå så meget deraf , at det , som det her nok gjaldt om at operere , var min vens gamle fortrolighed , samt at hertil udfordredes al min behændighed . jeg var engang den troskyldigste fyr under solen ; men siden jeg blev læge og fik se , hvordan menneskene egentlig er , og at der ikke findes det i verden , man ikke må forudsætte hos selv den bedste , når man ikke vil gå fejl af sygdomsårsagen , er jeg bleven omvendt til et absolut mistænkelighedsmenneske . Jeg mistænker alt og alle , endog , som læseren oven har set , de værdige mænd , som spadsere ude i uvejr . En indianer lister sig ikke mere umærket og lydløst ind igennem en ursfov end jeg , når det kniber , ind i min patients fortrolighed , og min ven David var lige med et blevet mig en patient . Mig skulle han nu næppe længere få lurt af med sit snak om „ Gammell “ og et glas punsch på sin „ uforandrede studenterhybel “ . Mit første krigspuds blev nu i en hast at fortsætte den revision af værelset , som min ven noget vel flygtigt havde ladet mig begynde . Jeg tog lampen og gav mig til at se inig om . Inde ved den sofaen modsatte væg , under det af taget dannede skråloft , var hans seng med et lille rundt bord foran . På en boghylde , som stod på gulvet op mod væggen i hjørnet ved sengefoden , genkendte jeg Henrik wergelands buste , endnu mere defekt på hage og næse end i min tid og nu tillige blindet på det ene øje ; han var medfaret næsten lige så ilde som det gamle klodshoved , jeg røgte af , og som jeg også havde kendt igen , uagtet yderligere flænget og hugget på kryds og tværs . Min ven havde nemlig den bane at sidde og snitte sine tankestreger i det , medens han røg tobak og af og til kastede et ord ind i passiaren for at vedligeholde den , som man kaster brænde på en ild — det var ligesom mere stemningen i samtalen og det , at der overhovedet blev talt , end selve tanken , han brød sig om . I den stilling havde han også ofte netop dette stille tungsindige udtryk over sig , som om han smilte til noget skønt , vi andre ikke så . Mellem sengen og hylden opdagede jeg nogle flasker , simple bouteiller , og med lynets hurtighed slog den mistanke op i mit sind — jeg er , som sagt , ikke af naturen , men gennem skuffelse , blevet den inkarnerede mistroiskhed — at min ven måske var bleven forfalden til drik . Jeg satte lampen fra mig på gulvet . I den ene flaske var blæk , i den anden paraffin og i den tredie , - mindre , medicintran , som han altså tog , sandsvnligvis for sit bryst . Jeg huskede på den klamme hånd , hans standsen og tunge åndedrag i trappen , og følte mig skamfuld som et rigtigt skarn , der havde kunnet tænke mig min ungdoms kære ven og , jeg kan gerne sige , ideal jevngod med enhver anden slubbert ude i det gemene liv , der absolut skal mistænkes . Han fik i stilhed min angergivne afbigt , medens jeg læste hen over rygtitlerne og genkendte en og anden af bøgerne . Denne hylde lod til netop at være hans studenterboghylde . Jeg trak ud en tyk bog , gamle Saxo grammaticus , som jeg erindrede engang at have købt på en auktion og foræret ham , men fik nu helt andet at tænke på . Det gik med mig som med den , der trækker ud en mursten og pludselig finder en hemmelig indgang — jeg følte mig med et foran indgangen til min vens hemmelighed , skønt endnu kun foran et dybt , mørkt rum , der nok kunne gennemvandres med fanfasien , men hvori jeg i virkeligheden ikke kunne se , medmindre min ven selv leverede mig lygten . Det , som i den grad tiltrak sig min opmærksomhed og ligesom naglede al min sands og erindring til stedet , var intet hul , men et hoved på en violin , der stak op bag hylden med en støvet Hals og et sammenfilter af strenge mellem skruerne . En flap basstreng hang ned ; den forstrakte , sprungne diskant kavde krøllet sig opover , og under de to hele strenge lå , hvad jeg forvissede mig om ved at føle efter og tage flere bøger ud af rækken , stemmehesten flad . Jeg undersøgte violinen , som jeg ikke godt kunne tage frem , ligeså omhyggeligt , som om jeg havde fundet en ven syg og udhungret — der var en » repareret sprække i dens bryst . Jeg kunne ikke hindre , at jeg , fangen i gamle erindringer , blev vemodig stemt , så inderlig vemodig . Jeg lukkede mit murhul af bøger til , satte lampen på bordet igen og mig selv i sofaen , hvor jeg ved det dampende klodshoved — jeg så deri bl . A . igen mine egne navnebogstaver , indskårne af mig selv — gav mig hen til minder , som jeg her vil meddele , selv med fare for , at læseren skal finde , at min ven bliver noget længe borte med punschen . Gennem dem vil han blive nærværende slig , som han stod for min sjæl i ungdomserindringens lys , og slig , som læseren med mig må kende ham , om han skal kunne forstå ham . Vort studenterbekjendtskab opkom naturligt derved , at vi være nordlændinge begge to . Han var tre fire år ældre end jeg , og at han var den betroede , skønt anonyme tteateranmelder i h . . . bladet , gav ham desuden i mine øjne i og for sig selv en officiel overlegenhed , hvorfor jeg bøjede mig . Men mere end dette virkede hans væsen på min ungdommelige indbildningskraft . Der var noget usædvanlig nobelt ved hans slanke figur og hans fine , smale , alvorlige ansigt med den høje pande og den svære , krøllede , sorte hårmasse om tindingerne . De stærke øjenbryn og en udpræget romernæse optog ligesom opmærksomheden fra hans øjne , der vare lyseblå og mere i pagt med hans bleghed og skægløse ansigt end med den mere energiske del af hans træk . Det var dog disse sidste , som gav det første indtryk af ham . Senere lærte jeg at læse trækkene anderledes og at se , at der i dem netop lå afpræget strømbrydningen af den dobbeltnatur , hvori hans liv efterhånden blev søndermalet . et fint smil , når han talte , og et tilbageholdende væsen gav ham noget fornemt , der i al fald imponerede mig storligen . Han var den eneste student , jeg kendte , som ikke gik med studenterhue , — han brugte en flad , blå sjømandshue med kort skygge , der klædte ham meget godt . Når han blev ivrig , hvilket kunne hænde ham i en disput , thi han var en såre stærk logiker , noget , hvori han imidlertid kun indsatte sin forstand , men , så vidt jeg skønner , aldrig egentlig sit hjerte og sine dybere stemninger , — strak hans stemme ikke til ; den blev overanstrengt og skrigende som fra et dårligt bryst . Den slags rencontrer angreb ham også altid og efterlod ham i irritabel uro længe bagefter . En besynderlighed hos ham var , at han undertiden tog sig fodtoure på jflere dage ud på landet , og dette både sommer og vinter . Noget følgeflab ville han aldrig vide af . Havde han ønsket det , ville han have anmodet mig , det følte jeg , og det kunne derfor aldrig falde mig ind at påtrænge mig ham . Han drog da afsted uden Randsel ; dette bemærkede jeg engang , jeg tilfældig så ham strejfende over Marken et par mile fra byen , hvor jeg var i besøg . Når han så kom hjem , var han i perlchumør , medens han derimod , før han drog ud , altid var ordknap og tungsindig , så jeg næsten alene måtte stå før passiaren . Han havde det ligesom med humørperioder . et mærke på , når en sådan stemning havde indfundet sig , var mig netop den violin , som jeg nu tyve år efter fandt strengeløs forstukket bag hans boghylde . Som den lå der , blev den mig atter det samme mærke , men nu ikke længer på en periode af dage , men af år . Denne violin holdt han engang højt i ære , den havde hæderspladsen på hans væg med buen ved siden . Han havde fået den efter en ven , en gammel klokker i hans hjem oppe i Nordland , af hvem han havde lært at spille , og som nok havde været et slags musikalsk geni af dem , der ikke kommer til sin ret her i verden . David holdt meget af at fantasere , ikke blot på denne violin — han havde fint gehør og havde lært ikke så lidet , — men også om den : hvorfra den egentlig skrev sig , og hvor gammel den kunne være ? Et utydeligt stempel inde i bunden ville han overmåde gerne tyde til , at den „ muligvis var en cremoneser “ ; han var lidt svag på det punkt , og dette rum for gjetningen var åbenbarlig for ham en herlighed ved violinen . David Holst havde noget , som han kaldte klassisk musik , et par længere nummere , som han spillede efter noder . Dette tiltalte nu mig mindre og forekom mig altid i slægt med det , som var fremme i hans væsen , når han optrådte som logiker . Det var mere som en streng åndelig skoleøvelse — og han spillede vist da ligeså correct , som han ellers skrev eller disputerede — end som nogen hjertesag . De tider , da den klassiske musik og den kritiske passiar rådede på hybelen , var visselig de , hvori han selv befandt sig mest i ligevægt . Han var da også mindre hjertelig i sit væsen , selv mod mig . Men så kom der tider , hvori nodestolen fik stå i krogen . Han kunne sidde lange stunder og stirre hen for sig , som han faldt i staver , og så på sin violin give sin stemning luft i alsfens fantasier , der helt anderledes end hans såkaldte klassiske musik tiltalte mit , iøvrigt lidet musikalsk uddannede øre . Det var allehånde småstykker , der efterhånden mere og mere droges ind i hans egen mol-maner og undertiden en underlig vemodig Melodi , som jeg dog egentlig kun hørte ham spille rent ud nogle få gange , og da altid som i en Art selvforglemmelse . Jeg havde ved disse lejligheder en følelse , som om han betroede mig noget dejligt , han havde mistet i livet , og hvorover der altid måtte sørges . Længere ude i en sådan periode blev han som sagt mere uregelmæssig og var sjælden at træffe hjemme , kunne da også undertiden ironisere bittert over kammerater , professorer og tilstande , og for den , som det gik ud over , næsten blodigt . Jeg havde privilegium på at tage nøgelen og gå ind på min vens værelse , også når han ikke var hjemme . Hang hans violin ustelt , vidste jeg , at det var ilde fat og at hans egen tilstand så omtrent svarede til biolinens . Det første , han gjorde , når alt var vel igen , var også altid med omhu at sætte den i stand . Aldrig havde jeg dog i hin tid set denne øjesten sådan henslængt og behandlet , som jeg nu , tyve år efter , genfandt den , støvet og sprukken , bag boghylden . At jeg fik mine vemodige tanker derved og af den anede en lidet glædelig livshistorie , vil læseren således nu kunne forstå og dermed forhåbentlig tilgive mig , af jeg har ført ham med mig fra David Holst ' s værelse , hvor jeg sad og ventede på , af han skulle komme med punschen , så langt ud i mine ungdomsminders land . I tre år havde vi så godt som daglig været sammen . Siden måtte David Holst ud som huslærer , og vore veje skiltes , som det plejer af gå i livet . Her i aften var nu mødestedet . Det klirrede ude på gangen , og lidt efter åbnede David Holst med forsigtighed døren for en pige , som indbar en dampende Mugge med tilhørende rekvisita , der nok kunne falde i en mands smag , der , som jeg hin eftermiddag , i flere timer havde færdedes ude i uvejr . David fandt mig installeret på sin sofa med sin pibe i munden og sine tøfler på fødderne , aldeles sådan , som Tingen ville være faget mellem os i gamle dage — og dette henregnede jeg nu i stilhed til et af mine listige kneb ; thi på disse indgangsbilletter , hans pibe og tøfler , indsatte jeg mig selv uden videre på forudsætningen om vor gamle fortrolige fod . Jeg følte mig som den feltherre , der er så heldig af kunne åbne kampen ved straks af occupere en hel provinds . I mangel af sin vanlige sofaplads flød David en stol til bordet og satte sig lige over for mig , idet punschebrættet placeredes imellem os . Vi sagde nu begge igen ved bredden af den samme glædens flod , hvori vi så mange gange havde boltret os i vor ungdom , men nu øste vi begge forsigtigere . I samtalens løb heldede han sig oftere hen imod mig , som om han lyttede , og hans hoved kom derved indenfor området af lampens stærke lysskær . Jeg bemærkede da , af hans hår var blevet meget tyndt og ikke så lidt gråsprængt , og af der stod små svedperler på hans ikke længer rynkefri pande . De gråblege , skarpe ansigtstræk og et nyt tilkommet tindrende udtryk i hans øje sagde mig , af hans væsen legemligt eller åndeligt gemte en underjordisk ild , som næppe længer stod til af flukke . Da jeg nu derhos af gentagne hosteanfald troede af forstå , af disse hans bøjninger forover mod mig ligeså gerne kunne have sin-grund i , af han var træt og søgte hvile mod bordkanten som i samtalens interesse , besluttede jeg mig med engang til af gå lige løs på spørgsmålet om hans helbredstilstand og således sætte mig i besiddelse af nok et vigtigt udenværk om hans fortrolighed . jeg rejste mig pludselig bestemt og alvorlig og sagde , at jeg som erfaren læge desværre så , at han ikke var så lidet syg , som han mulig selv troede , og at han , da han øjensynlig var afkræftet og mat — jeg påberåbte mig sveddråberne på hans pande — ialfald nu straks skulle sætte sig hen i den magelige sofa , som jeg hidtil havde optaget . Han erkendte , at han ikke vel havde tålt at gå de to gange i trappen , — første gang var han kun gået ned for at få slut på den slemme træk gennem huset — og satte sig efter mit ønske villigt i sofaen . Det var brystet , sagde han . Ved hjelp af hørerør og percussion opdagede jeg desværre , at han kun havde alt for megen ret . Det var brystet , men i en sådan tilstand , at her kun var tale om at vinde tid , ikke om at frelse ; thi den ene lunge var helt borte og den anden alvorlig angrebet . Den sidste del as aftenen følte både han og jeg os som genfødte på den gamle fod . Min myndighed som læge gav mig derhos nu en smule overvægt . Klokken ni erklærede jeg , at han måtte i seng , og sagde ham , at jeg næste dags formiddag agtede at komme igen og ordinere ham det fornødne . På almueskolen skulle han , hørte jeg , først læse den dag klokken elleve — til den tid lovede han mig , ikke at gå ud . Da jeg kom hjem , fandt jeg min hustrn i stor angest for mig . Hun kunne ikke begribe , at en fornuftig mand og dertil en doktor , som gav andre så forsigtige råd , kunne fare om mere end nødvendigt i et sådant himmelvejr ; og jeg havde jo været ude i det hele tiden , næsten siden middag . Hertil var nu intet at sige , og jeg overtænkte kun , medens hun talte , hvorledes jeg bedst skulle vinde hendes stemning for den sag , der nu lå mig på hjertet . Min hustrn havde ikke spor af kendskab til min dødssyge ven , og hun kunne kanske endog , om jeg kendte hende ret , falde på at blive stødt , når jeg fortalte hende , at han på en måde havde ejet min ungdoms kærlighed før hun . Det gik virkelig også , som jeg forudså ; thi det var først efter en noget betænkelig lang pause , at hun med et kom hen og sagde , at min bedste ven naturligvis også skulle være hende inderlig kær . Og fra det øjeblik af kunne heller ingen være ivrigere end hun . I hvad hun tager sig for , så gør hun det nemlig altid tilgavns , og hun opgjorde endnu samme aften , hvordan sagen fluide arrangeres . Klokken ti den næste formiddag var jeg med min hustru oppe hos min ven og forestillede hende for ham med de ord , at hun ønskede sig betragtet som en ligeså gammel veninde af ham , som jeg var ven . Jeg fortalte ham , så trøstig jeg kunne , — men da jeg sagde det , så min hustru bort , — at hans sygdom absolut forlangte , at han holdt sig inde under cuur i seks måneder , til den varme sommer kom og kunne fuldende helbredelsen , samt at jeg håbede , han ville samtykke i , at jeg arrangerede sagen med almueskolen for ham . Han var øjensynlig både overrasket og rørt . Livet havde ikke budt ham venskab , sagde han ; han var så lidet vant til at tage mod det , selv hvor det kom så sandt og godt som her . Efter en del parlamenteren overgav han sig dog til sidst på nåde og unåde til min kone , der ikke holder af at tabe . Flytte hen til os , som jeg foreslog , ville han imidlertid ikke , da han havde såt dette værelse kært , og — som han åbent sagde — han ville ikke føle sig vel ved at blande økonomiske forbindtligheder , dem han desuden ikke tiltrængte , ind i denne sag . Fra nu af besøgte jeg ham i regelen hver formiddag og slog da som oftest tillige en lille passiar af om forskelligt ude i byen , som jeg kunne tænke mig ville interessere eller i al fald adsprede ham . Min hustru tog sagen på sin egen vis . Modsat af , hvad jeg havde været en smule bange for , udførte hun ingen gennemgribende revolution i hans husholdning og tilvante stel . At opvartningspigen havde sine grunde , hvorfor hun så ofte så op til ham , og at hun hver dag med bæven afventede min hustrus stille mønstring af , hvorvidt støvet var borte og værelset i orden , derom kunne han ikke have nogen anelse . Det eneste , som min hustru åbenlyst satte igennem , var alskens sendinger af styrkende sager . Med pigen , som bragte dette , fulgte så gerne et af børnene , søm han da undertiden fandt fornøjelse i at beholde hos sig en stund og underholde sig med . Dette nye og for ham uvante forhold lod også til at adsprede ham ; men efter en måneds forløb begyndte humøret igen at blive nedtrykt . Vore besøg besværede ham øjensynligt , hvorfor disse også blev indstillede for en stund . Han tilbragte sågødtsom hele dagen på søfaen henne i den mørke del af værelset . En aften , førtalte pigen , havde hun hørt det ligesom græde og hulke inde på værelset ; hun var derfor ikke gået ind , men var bleven stående udenfor . Lidt efter syntes hun , det var , som om han bad så inderligt , men ordene forstod hun ikke . Aftenen efter . hørte hun ham spille en sagte Melodi ligesom på en violin , der ikke rigtig gav lyd . Den følgende formiddag , da jeg kom til ham , var hans sindsstemning helt forandret , og til min overraskelse blev jeg vaer , at hans violin hang pudset og med påsatte strenge , men rigtignok med sprækken i brystet , på væggen med buen ved siden af . Henne på bordet ved sengen bemærkede jeg også en gammel bibel , søm jeg aldrig før havde set hos ham , formodentlig fordi denne skat altid havde været forvaret i hans commode som en helligdom . Han så mere end sædvanlig mat og medtaget ud ; men hans ansigt havde et forklaret udtryk over sig , som en mands , der har stridt med sin skæbne og nu har vundet ro og resignatiøn . om det gik an , sagde han , ville han gerne samme formiddag tale med min hustru ; , men med mig ønskede han helst at tale nu straks , og jeg måtte derfor sidde ned en stund hos ham . Med et smil — det samme stille , hans egen skønne hemmeligheds smil , som jeg kendte så godt fra gamle dage , men som nu ligesom ikke længer behøvede at unddrage sig opmærksomheden — vendte han sig til mig og sagde , idet hun lagde sin hånd på min skulder og så mig ind i ansigtet : „ Min kære , hjertensgode Frederik ! Jeg kan ikke sige dig hvorfor , men jeg ved bestemt , at jeg ikke lever så længe , at jeg får se våren igen . Det , som fejler mig , kan hverken du eller noget menneske give mig , kun Vorherre ; men af alle mennesker har du stået mig nærmest , og dit venskab har rakt did , hvor du ikke har kunnet ane det . Du har en ret til at kende den , som har været din ven . Når jeg er borte , — og dette fler usvigeligt i denne vinter , kanfle hastigere end du efter min sygdoms stand tænker dig — , så vil du finde en del optegnelser i min C ommodeskuffe ; det er min tidligste ungdoms historie , men , simpel som den er , har den for mig været afgørende for hele livet . Den vil fortælle dig , at verden har været mig tung , såre tung , og at jeg var så glad som en sluppen fugl ved at forlade den . “ „ Der var en tid , “ føjede han til efter nogen nølen , „ da jeg helst ønskede at begraves ved en kirke oppe i Nordland ; nu tror jeg derimod , at det kan være det samme med stedet , og at der kan hviles ligeså fredeligt hernede . “ Hermed trykkede han min hånd og bad mig gå efter min hustru . Da hun kom , overraskedes hun ved at se ham så lys og let af sind , som hun aldrig havde tænkt sig , han kunne være . Han ville , sagde han , af hendes venskab udbede sig en tjeneste . Det var en grille af ham ; men , hvis han skulle blive kaldt bort , måtte hun love ham , næste vår at plante en vildt voksen rose på hans grav . Hvor sørgelig anmodningen var , forstod min hustru egentlig først , da jeg havde fortalt hende , hvad der forud var passeret ; thi David Holst havde selv set så frejdig og lys ud , da han talte med hende , af det sørgelige ligesom var kommet bort . Min vens spådom om sig selv viste sig desværre af være alt for sand . Skønt hans humør stadig blev lysere , undertiden endog så han fik et skær af livsglæde , gik hans sygdom dog altid den modsatte vej til det værre . En dag fandt jeg ham fra sin seng — hvor han nu for det meste tilbragte hele dagen — meget interesseret ligge og betragte , hvorledes min lille Anton havde „ gjort dampbåd “ af hans gamle violinkasse , hvis låg var borte , og hvormed han nu på gulvet anløb alflens fremmede havns . Da jeg kom hen til sengen , sagde han smilende , af han havde været hjemme i Nordland og legt i fjæren igen . min hustru var nu mere og mere bleven hans sygeplejerske . Hun var hos ham et par gange om dagen og sad ved siden af hans seng . Han holdt hende da gerne i hånden , eller også bad han hende læse noget for sig af hans gamle bibel . De ttemaer , han opsøgte , var helst de , hvori det gamle testamente taler om kærlighed mellem elskende . Især dvælede han ved historien om Jakob og Rachel . Min hustru , der nu havde fået ham inderlig kær , betroede mig en dag , at hun nok troede at vide , hvoraf min ven led ; det var visselig intet andet end en ulykkelig kærlighed . Så rørende skøn , som han lå der henimod døden , havde hun aldrig tænkt sig , at et menneske kunne blive . Når han lå stille og smilte , var det , som om han tænkte på et stevnemøde , hvortil han skulle , så snart han var færdig med os her på jorden . En aften bad han min hustru sidde hos sig . Klokken ni fik jeg bud ; men da jeg kom did op , var han ikke mere . Han havde bedet min hustru læse for første gang et stykke af højsangen for sig der , hvor hun fandt et gammelt mærke i hans bibel . Det var det andet capitel , hvori både bruden og brudgommen taler , og som begynder så : „ Jeg er en rose i saron , en lilje i Dalene “ og ender med : „ Indtil dagen bliver luftig og skyggerne fly bort , gak omkring , bliv lig en rå , min kæreste ! eller som en ung hind på betters bjerge . “ han havde bedet hende læse det to gange , men under læsningen var han stille sovet hen . Og der lå han dejlig i døden , med et stille smil , som hilsede han nu en sådan lund hinsides i betters bjerge . Den næste sommer stod der et trækors og en blomstrende vild hyben på en grav ude på byens kirkegård . Der hviler min ven David Holst . Til min vens livshistorie fandt jeg henlagt som begyndelse et afsnit , hvoraf en del synes at være tilsat i en modnere alder . Det viser , med hvilke stærke tråde han har været naturbundet til sit hjem , og med hvilken kærlighed han har hængt ved det . andet afsnit . Nordland og nordlændingen . Forsåvidt et menneske som jeg , der lever i en så sørgelig virkelighed , tør tale om illusioner — hvilken mængde og hvilke store . Illusioner har jeg så ikke her inde i Kristiania fået knuste . i de to—tre år , siden jeg forlod mit hjem i Nordland og er bleven student — hvor grå og mat er ikke denne verden hernede , hvor små og smålige mod , hvad jeg har tænkt mig , både mennesker og forholde ! Jeg var i eftermiddag med nogle venner ude og fiskede på fjorden , og vi morede os naturligvis alle sammen — undtagen jeg , der dog ypperligt lod , som jeg gjorde det . Nej , jeg morede mig ikke ! Vi sad i en fladbundet , bred , styg båd , som de kaldte „ Pram “ , en indretning , der ligner en vadskerbalj , og fisfede den ganske eftermiddag i noget grumset vand på få alens dybde med et spædt snøre tilsammen ialt 7 , syv , hvittinger — og så roede man da tilfreds iland ! Jeg befandt mig næsten vammel ; thi , lig denne pram uden køl , hvorpå den kan ligge en Cours , uden sejl , der ikke engang anstændigt kan tænkes fat på den , uden søgang , hvilken den ikke ville tåle , og lig denne grumsede , grå , bølgeløse sø udenfor staden med nogle få små hvittinger i — synes mig i grunden hele livet hernede . Det har ikke i nogen henseende andet at byde end sådanne små hvittinger . Mens de andre snakkede , sad jeg og tænkte på en fisketur , hvor hun var med , ude mellem vetteskærene hjemme i vor lille sexårings båd — hvilken anden dag , hvilken anden båd , hvilket andet eventyr ! Ja , hvor eventyrløst , fattigt og gråt er dog ikke livet hernede på de rige , kornbærende lerbakker og den af dampbådsrøg sodede hovedstadsfjord eller herinde i selve . Byen imod hjemme . Men ymtede jeg dette højt , ville disse overlegne folk rigtignok sætte store øjne . Man taler her om fiskeri og mener derved nogle fattige ' dræt tørst og hvittinger . En nordlænding forstår derved , som i alt andet , det tusinddobbelte , han mener lofotens og finmarkens millioner og derhos en overstrømmende mangfoldighed af arter fra hvalerne , der sprøjte gennem sundene , med store , sossende fiskestimer foran sig , ned til de allermindste . Den eneste bemærkbare fisf , jeg kender hernede , og som jeg altid seer på , hvor jeg finder den , er guldog sølvfiflen , som man holder i glas , ligesom man har kanarifnglen i bur ; men den er igen fra et andet eventyrland i syden . ved fugl fdrestiller en nordlænding sig hellerikke , som hernede , bare et og andet stykke madvildt , men en himmelens hob af alle slags , bølgende i luften som en hvid brænding om fuglebjergene , et belt singende , myldrende snevejr over æggeværene ; han mindes edderfugl , Teiste , and og Kjeld svømmende i fjord og sund eller siddende rundt på skærene , mågerne , fiskeørnen og fiflejon jagende i luften , hubroen tudende fælt om natten ude fra fjeldskårene — kort sagt , han mener en hel verden af fugle og har en smule ondt ved at indskrænke begrebet til bare en og anden enkelt stakkels tiur , som man har hjerte til at overraske og dræbe midt i en elflovsleg , mens solen rinder oppe i en furulid . Istedetfor bærmarkerne her har han de milelange multemyrer hjemme ; i stedet for den på søsijæl temmelig ensformigt fattige strand hernede , haster han en , der er strøet med den forunderligst farvede mangfoldighed af dem . Nordland ejer overhovedet alle naturforhold i en intensiv grad og i helt anderledes kolossalt mægtige modsætninger . Det har et endeløst , stengråt øde som i urtiden , før menneskene byggede , men midt i dette også sine endeløse naturrigdomme ; det har en sol og en sommerherlighed , hvis dag ikke er kun tolv timer , men varer uafbrudt dag og nat i tre måneder , da man mangesteds må gå med maste for myggesværmen , men til modsætning igen en nat med mørke og rædsel , som varer i ni . Der er jetteforholde , men uden de mere uanseelige overgange midtvejs imellem alle yderligheder , hvorpå det rolige liv her sydpå bygges ; det er med andre ord forholde mere for fantasien , eventyret og hazarden end for den jevne forstand og den stille , sikre birken . En nordlæmding kan derfor let i begyndelsen hernede føle sig ligesom en Gulliver , der er kommen til lilliput , og passer overhovedet næppe vel mellem indvånerne , før han har fået skruet sine gamle tilvæmnede forestillinger ned til denne mindre virkeligheds nøgterne mål , kort sagt , for han lærer sig til af bruge forstand i stedet for fantasi . Finnen på ski med sine rensdyr , kvænen , russen — ikke af nævne den stadigt færdende , på land træge , men i sin båd kvikke nordlæmding selv — ere unægtelig alle helt interessantere folk end den grå havrebonde , hvis fantasi næppe går længer bort fra hans egen ager end til det af undres på , hvor oppe i udmarken mon tampen nu skal hentes . Når man taler om uvejr og bølger , så mener man her en smule storm og søgang op ad kristianiafjorden , der endog kan afstedkomme en smule „ Skade på havnen “ , og tager det som overmåde rystende , når en klodset bådmand er forlist . For min tanke kommer da noget helt andet : pludseligt nedfaldsvejr ifra fjeldet , som tager huse bort — hvorfor man hjemme også surrer dem med touge — , bølger ind fra ishavet , der begrave de høje skær og Holmer i skum og „ tage grundbråt “ på mangfoldige favne vands dyb , så af fartsjet med et kommer til af stå på tør bund og knuses midt i havet ; skarer af kække mænd , som sejle undaf vejret for livet , og ikke blot for deres eget liv , men med en dyrt tilkæmpet last også for deres , som hjemme sidde , og som endda midt i dødsfaren prøve på at give deres kuldsejlede kammerat en håndsrækning ; jeg tænker på forlis af mangfoldige både og fartøjer i vinterkvælden mellem sjørokket og på bølger — ja , det kunne for en gangs skyld være værdt at se dem ( som vanligt tre i følgelag og den sidste bølge værst ) i anmarche med skumkammene højere end toldbodtagene og kanske en jagt , der må landsættes , på nakken , suse ind ad Kristiania fredelige , smale havn , kastende skibene med sig op i bven , og fulgte af tilsvarende tunge stormstød , så tagene løftedes af . Kom de , ved jeg nok , at det var mig , de ville hente , den stakkels inde i byens civilisation forstukne „ Fremsynte “ , som de mene , hører sig til ; men jeg ville kanske alligevel et øjeblik udover dødsangsten hilst dem som venner fra hjemmet , skønt de kom med lig og vrag på skulderen . De ville for en gangs skyld vise alt dette civiliserede småpirkeri herinde det vældige havs rædsel og storhed og spæde en smule havsalt dødsangst i al flauheden . Jeg gad nok set en hvalfisk i klemme mellem prindsensog Toldbodgade , gloende ind fil en familie i øverste etage , eller en havareret havdraug , forsøgt indbragt på rådstuen af de pene , guldsnorede konstabler . jeg gad også nok set byens tteaterkritik , der er vante fil to gange i ugen at se haupt- und statsaction i vaudeviller , stå med lorgnetten på næsen foran et sligt skuespil , der uden videre overflommede alle deres kritiske begreber og blækhuse og viste dem død og rædsel for ramme , knusende alvor . Hvor ville ikke en sådan recensent vokset i evne fil at forstå , hvad der er imposant og mægtigt i en digtning og i begær derefter , om han bare en gang i sit liv havde set „ Hesfmanden “ * ) på en uvejrsdag , sine 1700 fod høj , ride sydover ud i havbrændingen , medens kappen flagrer mod nord om hans skulder , og man fuldkommen illusorisk seer , foruden kæmpen selv i sin vælde , hestens hoved , øren , halsen , trindsen og dens majestætiske bryst . Der nordpå har den nordiske folkeforestilling også lige fra myttens tid lagt hjemmet for al ondskabens hær ; der har finnefolket udøvet sine troldkunster , „ sat Gan “ , og der , ved det mørke , vintergrå , bølgebrydende ishav , stå ligesom endnu urtidens til jordens yderste grændser fordrevne guder , de dæmoniske , forfærdelige , halvt formløse mørkets magter , som aserne kæmpede med , men som først st . Olaf med sit sejrende , solblanke korshjalte ret fik „ sat i stok og sten “ . Det , som man , siddende på den trygge tne midt inde i civilisationen , så letvindt flyder fra sig som * ) et mærkeligt . Fjeld i Nordland . overtro , — men hvilket dog som naturmagter i folket endnu lever — arter sig overhovedet her syd i folket ganske anderledes dukkemæssigt for forestillingen . Man har sig en lille forskrækkelse af smånisser , godmodige huldrefolk , en elskovssyg nøk og sligt , som nord hos os næsten går imellem husene som overtroens tamme , vanlige husdyr . Man har også der godmodige underjordiske , som drive deres fredsommelige båd- og * jagtbrug usvnligt ved siden af befolkningen . Men så skaber naturrædselen ved siden af en hel hær af onde dæmoner , der drage menneskene , druknede mænds genfærd , der savne christen jord , bergriser , havdraugen , som ror i en halv båd og i vinternatten skriger fælt ude på fjorden . Mangen , der virkelig var i nød , har på grund af frygten for ham måttet undvære bjergningen , og de „ Fremsynte “ kunne se ham . Men overrager naturovermægtigheden livet knugende tungt på denne vintermørke , havfrådcndegrændsekvsf , der dæmrer i ni måneder og i de tre af dem endog mister solen , så der skabes mørkerædsel i sindet , — så ejer Nordland til den samme yderlighed også den stik modsatte character , sin solvarme , luftklare , duftopfyldte , med farvernes uendelige rigdom skjønhedsvexlende sommernatur , hvori afstande på ti—tolv mile hen over sjøspeilet nærme sig hinanden på talehold , hvori fjordene klæde sig med brungrønt græs helt til Toppen — i losoten op til to tusinde fods højde — , hvori småbjerkeskoven krandser sig oppe i liderne og fjcldrevnerne som en leg af hvide , sextenårs piger , medens aromaen af jord- og bringebæret , som vokser der , når du , i skjorteærmerne for varmen , kommer forbi , kendes i luften som intet andetsteds , og dagen er så hed , at du får trang til at bade dig i den solfyldte , skvnlpende , til bunden forunderlig klare sø . At alle vækster få så stærk aroma og farve deroppe , har de lærde forklaret af det stærke lys , der sylder luften , fordi solen er uafbrudt oppe hele døgnet . Derfor kan heller intet så aromatisk jordbær eller bringebær eller en så duftende birkegren tages nogetsteds som » der . Har en underdejlig idyl noget hjem , så er det inde i Nordlands fjorddale om sommeren . Det er som om solen da kysser naturen så meget desto inderligere for den korte tids skyld , den ved , de har at være sammen , og som om de begge den stund søge at glemme , at de så snart igen må stilles . Da springer græsbakken frem som ved et pludseligt under og i ødsel mangfoldighed blåklokken , løvetanden , smørblomsteret , præstekraven , tornerosen , bringebæret og jordbæret ved hver bæk , om hver Tue , i hver lid ; da summer hundrede sorter insekter i græsset som i et tropist land ; da drives kør , heste og får op i Dalene og fjeldsiderne , medens finnen fra højfjeldet kommer ned i fjorddalen med sine rener og vander dein i dalelven ; da ligger mullebærmyren rødmende i fjerdingmile indover ; da er der stille solskinsfred i hver hytte , hvor fiskeren nu sidder hjemme hos sine og døter på redskabet til vinterfisket ; da er der i Nordland sommer så dejlig , som kun få steder har den , og en idyllisk naturglæde og fred som kanske intetsteds . Af denne naturens kælne blødhed får nordlændingen også et drag i sin karakter ; han holder af , når han kan komme til , at leve og klæde sig godt og bo lunt ; han er med hensyn til delikatesser en ren lækkermund . Torsketunger , ungryper , rensdyrmarv , saltet uer , ørred , laks og alflens saltvandsfifl af første slags , serveret med deres tilbehør af lever og rogn , det nærende rensdyrkød og allehånde vildt ere tilligemed de friskt smagende multer for ham kun vanlige retter . Såvel finnen som den nordlandske almuesmand er derhos på barnevis glad i alslags søde slikkerier , og hans „ Sirup på grøden “ er viden bekendt . Opdraget i en natur så rig på modsætninger og muligheder og på det uventede i hele klaviaturen af nuancer fra det vildest storartede til det indtil tårer inderlige , yndige og henrivende , er nordlændingen i reglen et godt og kvikt , ofte et glimrende og fantasifuldt hoved . Stemningsfuld , som han er , overgiver han sig let til øjeblikket . Er der solflin i dit ansigt , bliver der også gerne solskin i hans . Men man må ikke tage fejl af ham og forveksle hans godmodighed med enfoldig tryghed — og det gør man her syd ofte . Inden i hans sjel vugger den stille mistanke , ham selv ubevidst , altid som en årvågen sjofugl , der dukker under , endnu medens det glimter af fængkrudtet og før kuglen har såt tid til at slå ned på det sted i søen , hvor den netop lå . Det pludselige , muligheden af alt muligt , har han fra barnsben af ude i naturen været vant til at tænke sig som et sværd , hængende over enhver fredelig , stille stund , og dette instinkt bærer han som oftest med sig ind i sin omgang med menneskene . Mens du taler med ham , dukker han kanske sådan under i sin sjel , og det gang på gang , uden at du har anelse om det , og uden at stemningen derfor afbrydes ; han gør det , mens han har tårer i øjnene i den inderligst rørte stund — det er så hans natur , hvoraf han altid vil beholde en snev , selv efterat han med alt sit er flyttet fra sit naturliv ind i de civiliserede forholde . Han undgår dig , smyger med sin fantasi og sin vare mistanke ind imellem og rundt dine tanker , ja om en rigtig begavet nordlænding — jeg er før fløv og ninteresseret til at kunne det — tror jeg , at han , uden at du aner det , kan gå med hænderne i lommen tvert igennem din sjel ind panden og ud baghovedet . Som opdagelsesbetjent og diplomat ville han været uvurderlig , dersom han blot havde haft mere karakter og ligget mindre barnagtig svagt under for øjeblikkets magt ; men her er desværre hans svage side . Jeg taler her om det dybe drag i folkeejendommeligheden , således som den arter sig i de mere fremtrædende naturer , og vil ikke misforstås , som om jeg mente , at der ikke også skulle findes mænd af karakter i Nordland ' — de hærdes der mangengang måske mere end andetsfeds op til det storartede . I en indfødt nordlandsk slægt vil der som oftest findes — det er i al fald min tro — nogle dråber finneblod . Det er også andetsfeds bemærket , at , når det i sagaen hedder om de bedste bondeætter på helgeland , at de nedstammede fra halvtrolde eller bergriser , betegner dette kun finsk afstamning . Vore kongeætter havde finsk herkomst , og fin var et velklingende fornavn , båret af landets bedste mænd , f . Eks . Fin Arnesen . Harald hårfager og Erik blodøxe giftede sig med finnepiger . Den mystiske , sandseligt-dragende akagt , som har været tillagt disse , var kun det erotiske udtryk for en stor nationalforbindelse op igennem tiderne mellem disse to fremmedartede folkeelemcnter : den lyshårede , blåøjede , i sindet større og roligere nordmand og den mørke , brunøjede , raptænkte , fantasirige , af naturmysfik opfyldte , men karaktersvagere , nndertrykte fin , hvis natur den dag i dag står på ski og synger moltoner inde i mangen nordmands sind , der i sin racefornemhed nu lidet aner , at han har sammenhæng med det folk . Der fremkommer for øvrigt efter min erfaring en stor karakterforskjel , eftersom blandingen er flet med den svage finlap eller med den storvoxede , stærke , trodsige finne : kvænen . Det gør en gemytsforskjel som mellem mol og dur i et og samme fantasistykke . det farverige drag i vor nation , som repræsenteres i digteren wergelands uendelige billedrigdom og sprang udover logiken , er visselig finsk — vor gamle saga kendes i al fald kun lidet ved det . Men deraf kan man også forstå , hvilken naturherlighed finnen har tilført vor folkekarakter . Finneblandingen har været en stor og væsentlig faktor i sammensætningen af det nuværende norske folks åndsegenskaber . . Om denne finneblanding , der i de nærmeste led endnu ligesom anses for en skam , har jeg talt med flere og fundet , at overraskende mange i stilhed have øje for den . Kvænfinblandingen gir energisfe , logifle , trodsige , handlesvangre mennesker ; den har vist i høj grad sat stål i vor østlandsfe og throndhjemsfe races natur . I Nordland har derimod lappeblandingen været den overvejende og til dels ændret folkekarakteren derefter . Kvæn-nordmanden besejrer nordlandsnaturen ; lappe-nordmanden ligger mere under for den og lider under dens tryk . Modsætningerne i den nordlandsfe natur er forstærke og yderlige til , at ikke den slægts sind , som lever deroppe , skulle være stærkt udsat for at tage knæk deraf . Den megen tungsind og tristhed , som findes der også hos den simple mand , og som så ofte udarter til sindsforvirring og selvmord , har visselig sin dybe sammenhæng og grund i disse naturforholde , i det lange vintermørke med sine tunge , overvældende scener , der knnger sjelen ned i ensom lysforladthed , og i de stærke og pludselige indtryk , der såvel i den mørke som i den lyse tid alt for voldsomt griber i gemyttets inderste , fine strænge . Jeg har tænkt over disse ting som knap nogen anden , tænkt , mens jeg selv har lidt ved dem , og jeg forstår , — skønt jeg , når det kommer ind på min egen person , igen aldeles ikke forstår det — hvorfor » ssoonæ sizlu « , det „ andet syn “ , „ Fremsynethed “ , som det heder i Nordland , dersteds ligesom på shetlandsog ørkenøerne kan opkomme og nedarves i familien . Jeg forstår , at det er en sjelesot , som ingen kur , ingen forstand eller refleksion kan kurere . Man er født med et tredje vindue i sin sjels hus foruden de to sunde øjne , et vindue , der vender ud til en verden , som andre kun ane , men som en selv er fordømt til , når øragningen kommer , at målte gå hen og se ud af : det lader sig ikke tilstoppe af bøger eller af nogen forstandig refleksion , ikke gjenmure selv hermidt i den „ oplyste hovedstad “ , højst kun formørke en stund med glemselens gardin . Ak , når jeg erindrer mig , hvordan jeg derhjemme i Nordland gik og forestillede mig kongens slot i Kristiania , med tinder og tårne vældigt ragende over staden , og kongens mænd som en gylden strøm -fra borggården helt op til thronsalen , eller akershus fæsfning , når kanonerne tordnende meldte kongens ankomst , medens luften som en storm var opfyldt med krigsmusik og mægtig kongelig befaling ; når jeg tænker mig , hvorledes jeg forestillede mig „ Lysets høje hal “ , universitetet , som et stort , hvidt kridtbjerg , altid med solskin i ruderne , eller hvordan jeg udmatte mig storthingssalen og de mænd , som færdedes der , og hvis navne i fantasiens forstørrelse fortonede sig opover til os , som om der for hvert gik en mægtigt rungende klokke i luften , navne som foss , sørenssen , Jonas Anton hjelm , schweigård og mange flere ; når jeg sammenligner det , som jeg i Nordland forestillede mig ved alt dette , med den „ for vore små forholde vistnok respektable virkelighed “ , hvori jeg nu lever og færdes , — så er det , som et korthus af illusioner , højt som snchætten , falder sammen over mig . Jeg har altså , indtil jeg blev nogle og tyve år gammel , level kun i et nordlandsk eventyr og er nu først egentlig født frem til den virkelige verden ; jeg har været bjergtagen i min egen fantasi . Fortalte jeg nogen alt dette , ville han — og jo fornuftigere manden var , desto mere sikkert ville det sle — visselig finde ud , af min udmærkede lxumon artium nok må have gået til ved en åbenbar fejltagelse , kommer det imidlertid an på tteoretisk raisonnement og kundskab , så har jeg gudskelov ligeså gode evner som de fleste . Jeg ved også , af jeg deri har det par elastiske årer , hvormed jeg så langt , jeg tiltrænger det , skal kunne ro min båd gennem det praktiske liv uden af støde an . Lasten , som jeg har i båden , så tung , så tung , og til sine tider igen så livsalig dejlig , får ingen se . Jeg føler en dyb trang til at græde ud mit hele nordlandfle eventyr og ville gøre det , hvis jeg bare kunne græde livet ud med det samme . Men hvorfor ønske at miste alt det dejlige , hele illusionen , når jeg så alligevel til min dødssfund må bære på det tunge , som den har lagt på mig ! Min lettende gråd skal være i stille timer at male mine livserindringer fra dette mit hjem , som så få hernede forstår . Det er en stakkels , på sjelen syg mands fortælling , hvori der findes mere af egne indtryk end af ydre begivenheder . tredie afsnit . Første capitel . Hjemmet . Min fader var landhandler og ejede handelsstedet . . . ven i vestlofoten . Han var egentlig fra Throndhjem , hvorfra han som ubemidlet gut var kommen nordpå med et handelsfartøj af de , som derfra ' pleje at sendes til lofoten for at handle i fisketiden . I sin ungdom havde han haft meget at gå igennem og en tid endog arbejdet i et bådlag som simpel fifler , indtil han endelig kom i tjeneste som krambodsvend hos handelsmand Erlandsen , hvis svigersøn han blev . Min fader var i sin middelalder en smuk mand , sorthåret , mørklet , med skarpe energiske ansigtstræk og heller lav end høj . Han gik altid i en brun dyffels sjømandsjakke og blankhat . Af væsen var han barsk og lidet tilgængelig ; det hed også , at han var en temmelig hård mand , — noget , hvori den livets strenge skole , hvori han havde gået , kanske var skyld . Skaffede dette hans væsen ham end få private venner , så erhvervede det ham på den anden side nok desto større tillid i forretninger , hvori han var promte og grej , skønt til det yderste påstålig på , hvad han troede , var sin ret . Man frygtede ham og ville nødig være hans uven . Af hvad man oplever før sit ottende år , har man gerne kun en glimtvis erindring , men disse glimt stå til gengæld for hele livet . Og af min stakkels ulykkelige moder bærer jeg i min sjel et sådant billede . Jeg kender hende deraf bedre end af alt , hvad jeg siden fik høre af hende , og hvorefter hun blandt andet skal have haft lyst hår og blå , blide øjne , været brystsvag og bleg og af figur temmelig høj . Hun skal tillige have været meget stille og meget trist af sig . Hun var Erlandsens eneste datter og blev gift med min fader , endnu medens han stod som underordnet i hans tjeneste , og det hed , at det var gamle Erlandsen , som fik istandbragt denne forbindelse , da han derved troede bedst at sikre hendes fremtid . Det var en varm sommerdag , slåttefolkene støde i skjorteærmerne og slog med langlia ude på engen ; jeg fulgte med min moder , som gik strikkende forbi dem . Ovenfor gærdet lå en halvnøgen klippehang , bag hvilken min mor havde en bænk . Bag den i en stenrøse voksede der bringebærbnske , og ved siden af stod en del småbirke . Medens jeg kravlede om imellem stenene og lod mig bringcbærene smage , råbte far på min mor . da hun var gået bort , kom der fra den anden side hen til mig en høj , bleg dame , som så ældre ud end mor , sort klædt , med en opstående , hvid , pibet halskrave ; hun så så venligt på mig og rakte ligesom henimod mig en vild tjørnerose , som hun havde i hånden . Jeg var flet ikke bange ; det var heller ikke , som om hun var fremmed . Hun nikkede dernæst vemodigt til mig som til afsked og gik bort den samme vej , som hun var kommen . Da mor kom tilbage , fortalte jeg hende , af der havde været en så snild fremmed dame , men hun var vist meget bedrøvet , og nu var hun gået . Min moder — jeg husker det , som om det var ' i dette øjeblik — stod en stund stille , hvid som et lagen og så på mig med en angst i øjet , som om vi nu skulle dø begge to , så slog hun armene sammen over hovedet og faldt besvimet om . Jeg var for bange til af skrige , men tror af erindre , af jeg , medens hun lå der livløs henstrakt i græsset ovenfor bænken , kastede mig over hende og råbte : „ Mor ! “ Lidt efter var jeg kommen springende hen til far , der stod i skjorteærmer henne på engen og slog hø blandt de andre , og havde hulkende sagt , af nu var moder død . Fra den stund var min moder sindsforvirret hun måtte i mange år stadig vogtes på sit eget værelse , og min fader havde vist mangen en tung time . Siden bragtes hun til et sindsspgeasyl i Throndhjem , hvor hun to år efter døde uden et øjeblik af være kommen til besindelse . Den , som i den tid fog sig af mig , var gamle Anne kvæn , et koparret , mandfolkagtigt kvindfolk med små brune øjne , stridt , stålgråt hår og næsten hexeagtig markerede træk samt som oftest en kort , sort kridtpibe i munden . Hun havde været min moders barnepige og hang ved hende med hele sin sjel . Da min moder blev sindssvag , forlangte hun ivrigt at „ være vagt “ på blåsalen ; men dette måtte opgives , da det viste sig , at netop hendes nærværelse mest ophidsede den syges sind . Min moder tålte heller ikke at se fader , og mig turde de slet ikke vise hende . Gamle „ Anne kvæn “ havde været min moders eneste fortrolige i dette liv . Hun var yderlig overtroisk og underlig af sig . For hendes indbildningskraft holdt Nissen og drangen ligeså vist til nede på sjøboden og i bådhuset , som min fader- residerede i hovedbygningen , og under fjeldet på østsiden af havnen drev de „ Underjordiske “ lige så vist usynligt deres fiskebedrift og jægtebrug på Bergen , som fader havde et synligt inde i bunden af den . Hun har visselig opfyldt min stakkels moders hoved med sin mystiske overtro i ikke mindre grad , end hun fyldte mit . Der var alskens mærker og tegn at tage fra morgen til aften , og hun havde altid en urolig mine , som om hun gik på holdt vagt . Når der kom en båd , skulle man vende sig mod søen og spytte og mumle nogle ord imod sjøvatterne . — hun så hver mands vardsger eller fylgje . For dets skyld måtte døren ikke lukkes for hastigt efter den , som gik ud , og hun kunne altid høre det varsle forud , når fader kom hjem fra rejse . Da „ Anne kvæn “ ikke længer fik tilladelse til at komme ind på blåsalen til moder , gjorde hun ' i stilhed en hel mængde kunster udenfor døren . Jeg erindrer således , at jeg engang stod i trappen og så hende bøje og neje sig og derimellem male med spyt på døren og mumle , indtil jeg angst sprang min vej . I hendes besværgelsesformler forekom oftere navnet „ Jumala “ , navnet på bjarmernes gamle gud , som der langt nord nok er mindre udryddet , end man tror , og som den dag i dag også , kan hænde , indover fjeldvidden i finmarken endnu har en eller anden offersten . Imod „ Finne-gan “ — og mistanken derom stod på så godt som hver finnedåd , der landede ved bryggen — havde hun også sine præservativer ; hunsammensmellede øjensynligt kvæn- og kristenguden i sine mystiske besværgelser for at overvinde lappetrolddommcn . Under disse indtryk på sindet voksede jeg op . Præstegården med den hvide tårnekirke ved siden af lå kun et kort stykke vej fra os nede ved søen på den højre side af bugten , når man så udover fra vort handelssted , som lå inderst i den . de havde der en huslærer , — vi kaldte ham altid „ Studenten “ . Did gik jeg her dag i skole sammen med præstens to børn , en opvakt gut ved navn Carl , der var et år yngre end jeg , nemlig tolv år , og hans med mig akkurat jevngamle søster Susanne , et blåøjet , viltert barn med en mængde gult hår , der altid skulle flydes fra panden , og som , når hun kunne komme til ubemærket af studenten , stadig gjorde alflens ansigter og grimacer over til os to andre for at få os til at le . Huslæreren var nemlig såre streng og indgød yderlig respekt . Den lattertrang , som vi ved flige lejligheder sad og pinte os med uden at turde se op på hinanden , for at det ikke skulle komme til udbrud , var egentlig alt andet end morsom , thi hver gang det eksploderede , bekom det os alle såre ilde , idet der som første akt vankede lug og ørefigen og dernæst lange , skrevne Haranger i karakterbøgerne om vor opførsel . Susanne var heri ofte rent ud ubarmhjertig ; det var nemlig kommet dertil , af hun bare med et lidet blink i den ene øjekrog kunne antænde den hele febertilstand hos os , så vi sad sprudrøde i kinderne som æbler , med de stive , stirrende blikke naglede i bogen , indtil det ikke bar længer . Især virkede hun på mig , som hun dog vidste måtte bøde strengt derfor hjemme ; thi fader var en hård mand , der kun alt for lidet forstod sig på børn . i vore fritider legede vi så livligt , som vistnok så børn har legt . Imod det strenge og mørke liv hjemme , hvor fader holdt til enten ude i sin forretning eller oppe på contoret , hvor der fra blåsalen af og til hørtes støj og råb fra min stakkels , vanvittige moder , og hvor Anne kvæn altid rumsterede næsten som en uhyggelig ånd , var legen med præstebørnene som et liv henne i en anden glædelig , solbeskinnet side af verden . Andet capitel . I fjæren . Endnu mere end her sydpå i Norge er fjæren i Nordland en dragende legeplads for børn . I ebbetiden ligger havbunden tør ganske anderledes langt udover end her syd . Den leragtige sandgrund ligger da bar med enkelte pytter i , hvori fiskeyngelen svømmer , medens på den yderste kant ude ved søen spadserer en eller anden strandfugl eller sidder en ensom måge på en sten . Den bølgetegnede , fine sandlere er fuld af tuer med snirkler over efter den store , eftersøgte agnmark , som der snor sig ned i jorden . Skjulte indenfor stenene eller i tarreklaserne ligge de små , rappe , glasklare , rægelignendc „ Marifluer “ , der , når de forfølges , pile gennem det grunde vand . De bruges af smågutter som agn på knappenålsangelen til at sisfe småmort . På den høje grcrsbakke ovenfor stranden mellem nogle store stene byggede vi tre børn af flade stenheller vor egen handelsgård med søbod , nøst og brygge nedenfor . I nøstet ejede vi alle slags både , små og store , fra den firårede kæp lige op til femboringen , dels af træe og bark , dels af de bådformede blå kråkesjæl . Formen på vor stolthed , den store jægt , — et stort , repareret trug med en mast og „ Flagedæk “ , der stadig udrustedes til „ Bergensstevnet “ — var jo ikke den bedste , og jeg husker endnu , hvor mangen gang jeg sad i kirken og tænkte tnig det eventyr , at vi ejede det herlige , fuldtriggede skib med kanoner , som hang der oppe under hvælvet , og hvorledes jeg , medens præsten prædikede , fantaserede op alskens sejladser , som Carl , men især Susanne skulle undre sig såre ved at se på . Det skib var det eneste , jeg dengang manglede i min lykke . Inde i bugten ved faders brygge var beder i søen en dyb „ Marbakke “ , hvor der på eftersommeren gik stimer af mørt og anden småfisf , og der drev vi gutter vort fiste hver med sin lintråd med knappenålsangel i enden . Vi star fisfen op , hang den kløvet over hjeldstængerne , som vi havde stående udover Marken henne ved vor egen handelsplads , og præparerede den til tørfisk , medens vi lod leveren stå hen i småkar og rådne , til den blev Tran . Begge produkter stabledes så behørig hen på vor søbod , for siden med vor jagt „ at gå til Bergen “ , og , det ved gud , vi syslede , arbejdede og trællede ligeså ivrigt og alvorligt med vort som de voksne med sit , endda vor eneste , reelle fortjeneste kun var det solskin , som vi fik over vore brunstegte , glade ansigter . Carl var en spædbygget gut , der for det meste i alt fulgte sin mere energiske søster . Begge præstebørnene havde tæt , gult hår ; hos Susanne ringede det sig lok i lok , så det næsten blinkede om hovedet , hvergang hun bevægede sig — noget hun , som før fortalt , stadig gjorde med et kast for at holde det bort fra panden . Begge vare de tillige meget hvide og skære i huden og havde dejlige , blå øjne . Snsanne var dengang , jeg ved ikke , om for sin alder lav eller høj — jeg tænkte mig hende i al fald allermindst som jevnhøj med mig , skønt , hun vist må have været et halvt hoved mindre ; resten af målet udfyldtes nok af min beundring . Jeg husker hende , når hun om søndagen fluide til kirke sammen med sin moder — en liden bleg , mørkklædt , undtagen søndag formiddag altid på en lang , trist strømpe strikkende , hustravel kone . Hun gik pyntet på den sandstrøede . Kirkevej , i hvid eller blå kjole , med en mørk schæfcrhat på hovedet , et lidet hvidt lommetørklæde sammenfoldet bag en meget stor gammel psalmebog og hvide strømper og sko med korsbånd over foden . En skønnere dragt end Susannes søndagspuds troede jeg ikke , der kunne findes i verden . i kirken sad præstefamilien på første bænk lige under prækestølen og vi — min fader og jeg — et par stole bagenfor , og vi vekslede da mangt et kun for os forståeligt frimurertegn . Engang krænkede Susanne mig dog dybt — ja til bitre tårer . Det blev mig nemlig klart , at hun havde gjort også min fader til Skive for sine muntre betragtninger . Med sin gode , stærke røst sang han på landsens naive vis psalmerne meget højt , men satte — hvad jeg og mange andre dengang fandt meget tiltalende — ved hver udgang en egen snur på tonen , der ikke hørte melodien til , men var af egen composition . Dette sidste havde nok været genstand for snak i præstegården , og Susannes lille gryde havde da også haft øren . Da hun mærkede , at jeg havde opdaget det , så hun såre ulykkelig ud . Da Carl var tretten år gammel , sendtes han til latinskolen i Bergen , og den „ kostbare “ Huslærer rejste med sidste dampskib samme høst . Susanne fik fra nu af undervisning af sine forældre , og jeg måtte tage min lærdom hos klokkeren , en godmodig gammel mand , der selv lidet kunne udenfor det at spille violin , hvilket han gjorde med lidenskab og vistnok også med en , om en uryddig , genial sands . Da klokkeren havde udvirket mig tilladelse hos min fader til at lære at spille , og jeg ligesom klokkeren syntes bedre om denne underholdning end om lektierne , gik hele tre år , eller tiden til over mit sekstende år hen på en måde delt mellem violinspil og lediggang . Havde min ånd i den periode af mit liv været holdt tilbørligt under arbejdets daglige tugt , ville måske meget hos mig siden artet sig anderledes . Som det blev , gaves jeg desværre helt mit eget fantasiliv i vold og fik grundlagt i mig stemninger , der siden i en fordærvelig grad blev mit livs herrer . Den delelinie , som der inde i enhvers bevidsthed er draget mellem fantasi og virkelighed , trænger visse naturer , der leve under stærke fantasiindtryk , til alvorligt og stadigt af få opgået , ellers flettes den let på enkelte punkter ud og overgår til en sygelighed . Uagtet vi nu ikke længer havde den overflødige lejlighed som før til af komme sammen , var Susanne og jeg alligevel gennem hele øpvæxten stadige legekammerater og fortrolige . Når hun havde noget af betro mig , passede hun som oftest på ved grinden , der gik fversover vejen henne ved præstegårdsjordet , ved de tider , da jeg gik til eller fra klokkeren . En dag , jeg kom gående vejen hjemover med mine bøger under armen , sad hun i sin blårudede blouse og sckæferhatten på overgangstrappcn ved siden af grinden . Hun så ud til at være i meget siet humør , og jeg forstod straks , at der skulle vanke noget . Hun svarede ikke på min hilsen ; men da jeg hastigere , end hun syntes om , søgte at flippe igennem grinden , spurgte hun mig i en ophidset tone , om det var sandt , hvad de sagde , at jeg var så doven , at der ingenting kunne blive af mig herhjemme . Susanne havde ofte drillet mig ; men det , som denne gang krænkede mig , var , at jeg skønnede , at man i præstegården opholdt sig over os hjemme , og at Susanne var med på det . Havde jeg vidst , at Susanne sad der den dag som min slagne forsvarer , ville jeg visselig taget sagen anderledes , end jeg gjorde , idet jeg nu med en krænket mine gik min vej nden at værdige hende et ord . Da jeg kom hjem , fik jeg høre , at præsten og min fader vare blevne uenige i forligelsescommissionen . Præsten , som var forligelsescommissær , havde ytret , at han syntes , min fader i en sag for for hårdt frem , og min fader havde givet ham et brådt svar . Det var i anledning heraf , at kritiken over os nu var sluppet los i præstegården . Os børn gav dette forhold mellem de voksne en utryg skyhed , og jeg husker , at jeg i begyndelsen endog var bange for at gå forbi præstegården , da jeg mulig kunne træffe præsten på vejen . Susanne gjorde imidlertid adskillige tilnærmelsesforsøg ; men ved det mindste glimt af hendes blårudede kjole tog jeg altid lange omveje i Marken ovenfor vejen eller ventede inde mellem træerne , til hun var borte . I et par dage så jeg intet til hende ; men da jeg en dag kom gennem grinden , stod der skrevet med blyant på det hvide navnebræt i mærkestølpen for roden : „ Du er vred på mig men s . er slettes ikke vred på dig . “ Skriften , den klodsede store , kendte jeg nok , og jeg vendte tilbage til grinden to , tre gange den samme dag for at læse den om igen og om igen . Det var Susanne i en ny skikkelse ; jeg så hende i tankerne bag bogstaverne som bagom et gelænder . Jeg satte om eftermiddagen under : „ Se bag stolpen ! “ Og der skrev jeg : „ D . er heller ikke vred på s . “ Dagen efter stod Susanne i haven ved rækværket , da jeg gik forbi , men lod , som om hun ikke så mig ; hun angrede nok , at hun havde været for snar til at komme mig i møde . Skønt forholdet udvortes var i højeste grad høfligt , var dog min faders omgang med præstens fra hin tid i grunden at anse som afbrudt ; de satte aldrig uden ved særegne anledninger og efter højtidelig indbydelse foden indenom hinandens døre . Dette gav igen Susannes og min omgang et vist stjålent præg . Skønt der intet forbud lå på os , lurede vi os dog på en måde kun til at mødes . Vi vare begge to ensomme børn . Susanne sad fangen i hverdagskjedsommeligheden hjemme under moderens strenge opsigt , og i mit triste hjem havde jeg altid en følelse , som jeg frøs og var ræd , og som al glæden var henne i præstegården hos Susanne . det var derfor intet under , at vi altid længtes ud til hinanden . Som vi blev ældre , kom lejlighederne sjeldnere , men længselen blev derved kun opdæmmet i os desto længere , og de øjeblikke , vi så kunne være sammen , fik efterhånden , os selv ubevidst , en anden karakterend den gamle barnslige . At tale med hende var nu blevet mig en tørst , og jeg sværmede mangen en dag om præstegården blot for at se et glimt af hende . Jeg var hen ved seksten år , da hun en morgen , jeg kom forbi præstegårdshaven , vinkede mig hen og rakte mig en blomst over muren . Hun sprang derpå skyndsomt ind tvert over gulerodsengene , som om hun var bange for , at nogen kunne se det . Det var første gang , det gik op for mig , at hun var så smuk , og jeg tænkte længe på hende , som hun stod der i haven mellem buskene med morgensolen over sig . Tredie capitel . Drengesfuen . Den spøgelsestemning , der gik igennem vort hus , fik først rigtig luft nede . i drengesfuen , når drengene og pigerne og de færdendes af almuen , som tog nattelogis , om kvælden sad ved det røde skin fra jernovnen og fortalte historier om alskens forlis og spøgeri . på krakken i rummet mellem ovnen og væggen sad den vakre , stærke Jens dreng med sit snedker - og reparationsarbejde om sig ; han havde det egentlig kun med at gøre sit arbejde og i tavshed lvtte til de andre . Ved ovnen holdt „ Komag Nils “ på med at trane komager eller skindtøj — sit navn havde han , fordi han syede komager . Komag-nils var en liden fyr med en uredelig , gul lug , der lå ham ned i panden , et ansigt rundt som en måne , hvori næsen sad som en liden knup , og , når han lo , fik hans tyndlæbcde , brede mund med de store kjævær et udtryk næsten som et dødninggrin . Hans små melkeblandeøjne plirede da hemmelighedsfuldt til og sagde tillige , af han var et kvikt hoved . Det var i virkeligheden ham , der kunne de fleste historier , men endnu mere ham , som kunne få de fremmede til af fortælle , eftersom det faldt sig , både fra den synlige og den usynlige verden . En tredje af drengene hed med et øgenavn , som man dog ikke gav ham , så han hørte derpå , Anders blyhat , så kaldt , fordi han af og til havde flemme raptuser , hvori han drak og holdt på af komme ud af tjenesten . Han var imidlertid på sin bis overmåde dygtig . Når det rigtig kneb — i uvejr — steg han således med engang til den betroede post af være høvidsmand i båden ; thi om hans overlegne dygtighed under sejladsen var der kun en mening . Når faren var over , sank han så igen tilbage til af være den ringe mand . til husets faste drengestuestok hørte også en pige på tyve år , som vi kaldte „ fransfe Martine “ . Hun var ligesom af et helt andet mennesteslag end det i Nordland vanlige , var livlig og kvik , med et vældigt krøllet sort hår over et brnnt ovalt ansigt med påfaldende regelmæssige linier . Hun var spædbygget og af middelhøjde og god figur . Hendes øjne var , . Under svære sorte øjenbryn , mørke som kul ; når hun blev opbragt , kunne de ligefrem gnistre . Hun var forelsket i den tavse Jens dreng og uden al grund yderlig skinsyg . Man sagde også , at der skulle blive et par af de to , når han havde fået gjort med et par fiskeresser til , men officiel var i al fald ikke sagen , og som jeg tror , fordi Jens dreng i det længste gjorde sin passive modstand og aldrig udtrykkelig friede . Franske Martine var af herkomst et af de nægte børn i fifledistrikterne deroppe , hvis fædre er fremmede skippere eller matroser . Hendes fader sagdes at have været en fransk Matros . At gå i drengestuen om aftenen var mig af min fader strengeligen forbudt ; han vidste vel , at der vankede forskelligt , som ikke var for børns øren . Men nu fortaltes på den anden side netop dernede det interessanteste , jeg kunne tænke mig på jorden . Følgen blev da , at jeg hemmelig sneg mig derned . Jeg erindrer således , hvorledes jeg en mørk høstaften , da jeg havde listet mig derned , lyttede , medens komagnils — han med det gule ansigt og dødningegrinet , når han lo — fortalte en slem spøgelsehistorie fra Erlandsens formands tid . Dengang stod der en gammel søbod et stykke udenfor præstegården . Og så var det en juleaften at de sad og drak og julede inde på handelspladsen . Da klokken blev elleve , slap øllet op , og så blev . Drengen , som hed Rasmus og var en stærk og modig Karl , sendt hen til søboden , hvor øltønden lå , for at tappe fuldt et svært krus med sølvbeslag , som han fik med . Derhenne satte Rasmus løgten på tønden og begyndte at tappe . Da krnsct var fuldt , og han netop tænkte på at sætte det til munden , så han over øllønden liggende med kroppen ind i mørket , hvor alle tønderne lå i rad og række , en forfærdelig stor , bred og mørk skikkelse , hvøraf der udgik et iskoldt pust , som af en tør , der var oppe ; den blinkede mod ham med et par svære øjne som af en mat hornløgt og sagde : „ Tjuv i juleøllet . “ Men Rasmus dreng forsømte sig ikke . Han slængte det tunge krus lige i synet på drangen og rendte så afsted af al magt . Udenfor var der måneskin på sneen , han hørte , hvorledes det streg og ulede nede i fjæren , og mærkede at drangene i større og større hob forfulgte ham . Da han kom til kirkegårdsmuren , var de nær ved ham , og han fandt da i nøden på det råd at råbe ind øver den : „ Hjelper mig nu , alle døde ! “ De døde ere nemlig fjender af drangene . Da hørte han hvorledes de rejste sig derinde , og hvorledes der blev larm og hyl søm af et slag . Selv førfulgtes han imidlertid ihærdigt af en „ Udbåren “ , der holdt på at tynge ham ned , netop som han fik sat i dørklinken og frelst flap ind . Men der besvimede han midt på gulvet . Dagen efter — den første juledag — så kirkefolkene spredte rundt om på gravene stykker af ligkistebord og derimellem alflens gamle vastrukne årer og bådplanker af den slags , som synker tilbunds efter forlis . Det var de håndvåben , som de døde og drangen havde brugt , og man kunne af mangt skønne , at de døde vare blevne sejrherrer . Man sandt også nede på søboden både tinkruset og løgten igen . Tinkruset var slået fladt mod draugens pandcbrask , og løgten havde utydsfet knust , da drengen undslap * ) . Komag-nils kunne også fortælle en hel del om „ Fremsynte “ og deres syner dels ind i åndeverdenen , dels i selve virkeligheden , hvoraf de enten føle forudvarsler eller — som ved en Art luftspejling for det indre blik — kunne se , hvad der foregår netop i øjeblikket på de fjerneste steder . De kunne sidde i et lystigt lag og så med et blege og urolige stirre fraværende hen i luften foran sig . Hvad de se , er mangehånde ting , og så undflipper der dem undertiden udråb som : „ Nu er der ildløs i bygningerne hos haNdelsmaNd N . N . i . . . vågeN “ eller „ Nu brænder Throndhjem “ . Undertiden se de store ligtog drage forbi sig med en tydelighed , så at de kan be * ) motivet fra Nordland . skrive hver mands plads og udseende i det , kisten selv og gaderne , hvorigennem toget passerer . De kan da sige : „ Nu begraves en stor mand nede i Kristiania . “ Når så efterretningen kommer , stemmer det altid . På søen kan det hænde , at en sådan mand kan sige til høvidsmanden , at han nok gør rettest i en liden stund at døje af på coursen ; og dette bliver altid lystret ; thi man er vis på , at han da ser det foran båden , som ingen af de andre skønner , men som kan volde ulykke — i regelen draugen i sin halve båd eller andet genfærd . En af komag-nilses mange historier af den slags var hændt en kending af ham ude på vinterfisfe . Vejret havde et par dage været rent overhændigt , men bedagede sig den tredje dag så vidt , at et af de bådlag , som holdt til i rorboden , mente at det nok måtte gå an den dag at få draget garnene . De øvrige trøstede sig derimod ikke til . Nu er det skik at bådlagene give hinanden håndsrækning til at sætte båden ud , og så skulle nu også sle . Da de kom ned til femboringen , som var trukket et godt stykke på land , fandt de årer og tofter vendte baglænds i båden , og det var derhos , trods alle forenede anstrengelser , ikke muligt at få den rykket af pletten . De prøvede sig en to , tre gange uden nytte . Bien så sagde en af dem , der var kendt for fremsynt , at efter det , som han så , var det bedst , at de i dag ikke videre rørte ved den båden ; den var tungere end mandsmagt . Med det ene af bådlagene , som holdt til i rørboden , var også en kvik gut på fjorten år , der hele tiden morede dem ved al slags gabestreger og aldrig var rolig . Han tog en svær sten og kastede den af al magt ind i bagskotten af båden . Ud af den for så pludseligt synlig før alle en draug , i sjøklæder med en svær tarrevase i stedet for hoved . Den havde siddet baglænds og tynget båden og for nu ud i sjscn , så skumsprøjten fossede om den . Da det var sket , gik fembøringen glat i vandet . Men den fremsynte så på gutten og sagde , at dette fluide han ikke gjort . Gutten lo imidlertid som før og mente , at fligt noget troede han ikke på . Da de så om aftenen var komne hjem og folkene lå og sov inde i rørboden , hørte de klokken omkring tolv om natten gutten skrige om hjelp . En af dem syntes også , at han ved skinnet af den døsige tranlampe så en svær hånd strække sig fra døren indover op til bænken , hvor gutten lå . Gutten var allerede under skrig og modstand draget hen til døren , førend de andre sandsede sig så vidt , at de kunne slå tag om ham for at holde ham fra at drages ud . Men nu opstod der midt i døren en hård kamp , idet draugen trak ham i benene , medens det hele mandflab holdt igen i arme og overkrop . Således sagedes han da i midnatstimen under jamren frem og tilbage i den halvåbne dør , idet snart folkene , snart draugen havde det meste af ham hos sig . Med en gang flap draugen taget , så hele mandskabet faldt over hverandre indefter gulvet . Men da var gutten død , og de forstod , at draugen først da havde sluppet ham . Vinteren efter hørte de det jamre om natten klokken tolv nede i norboden . Og der blev først fred , da den blev flyttet hen på en anden grund * ) . Den samme ære , som østlandsbonden flere steder kan sætte i at have den bedste traverhest , sætter nordlændingen , kanfle vel så hidsigt , i at eje den båd , som sejler hurtigst . En rigtig udmærket båd spørges der nord i ligeså mange bygder som sydpå en rigtig „ glup “ Traver . Begge følges de af deres særegne romantik , der fylder bygderne med alflens sagn om hurtighed og vidunderlige kapløb . De bedste både i Nordland fås nu nede ifra ranen , hvor bådbyggeriet har fået et stærkt opsving . At bygge en sådan båd med de rette vandlinier er en genisag , der ikke tteoretisk kan aflæres ; det beror nemlig på et særskilt skjon hos båddyggeren for hver enkelt båd . Det går simple copier her som ellers i livet , at de altid knn sejle middels . Den skabelon , som det nordlandfle bådbyggeri længst har udfundet som den hensigtsmæssigste , den for og agter højstavnede , flarpkjolede båd med sin ene mast og sit brede , smukt skårne råsejl tvcrtover , så fortrinlig flikket til det , som mest trænges , nemlig til den pilsnare for- og sidevinds-sejlads , om end mindre til at krydse , er undervands aldeles den samme fagon , som englænderne og amerikanerne i den sidste tid har * ) motivet fra Nordland . nået berømmelse ved i deres hurtigsejlende klipperskibe . Hvad det har kostet nordlæmdingerne endelig at udfinde denne bådform , der nu sætter dem i stand til i deres små både næsten at flyve for vinden undaf de vældige havsjøer , som stumme bagefter den , og som , om de nåde båden , ville begrave den under sig , hvor mange slægter der har lidt og stridt og tænkt og rettet på denne fa^on , så at sige under dødsstraf for hver fejltagelse , kort nordlandsdådens historie fra den slægts dage , som først optog kampen mod havet deroppe og til i dag — det er en glemt nordlandssaga , fuld af den jevne arbejdsmands storbedrift . En vinteraften i januar , lidt for fisket begyndte , hørte jeg en af folkene i de store bådlag , som da overnattede hos os , fortælle . Han var bleven sat på gled ved et par historier af komag-nils og ville nok nu vise os , at der også der , hvor han var fra , nemlig nede på dønø i helgeland nær ranen , var ligeså godt slag både af underlige historier og af både , som oppe hos os . Fortælleren var en liden raptunget fyr , som hele tiden sad og rokkede og flyttede sig på bænken , medens han fortalte . Med den spidse næse og de små rødagtige runde øjne lignede han en eller anden urolig søfugl på et skær . Af og til afbrød han sig selv ved at dukke ned i sin nistetine , som om han hver gang tog op af den et nyt stykke af fortællingen . Historien lod så : på kvalholmen nede i helgeland boede en fattig fifler , der hed Elias , med sin kone Karen , som før havde tjent hos præsten over på alstadhaug . De havde fået sig op en hytte der , og han gjorde nu lofotfiske på dagsror . På den ensomme kvalholmen var det nok ikke frit for , at det spøgte . Når manden var borte , hørte konen mangeflags uhyggelig larm og skrig , som ikke kunne være af det gode . En dag , hun var oppe på holmen og slog græs til vinterfoder for det par får , de ejede , hørte hun endog tydeligt , at det snakkede nedenunder Berget i fjæren , men hun turde ikke se efter . Der kom et barn hvert år , men de var stræbsomme begge to . Da syv år var gået , var der seks børn i stuen ; men den samme høst havde manden også fået flrabet sig sammen så meget , at han mente nu selv at kunne råde sig til en sexæring * ) og herefter ro fifle i egen båd . En dag , som han gik med en kvejtepig * * ) i hånden og grundede på dette , stødte han over en bjergknart nede i stranden uforvarende på en uhyre stor Kobbe , som lå og solede sig lige bag den , og som nok var ligeså uforberedt på manden , som han på den . Elias var imidlertid ikke sen ; han stødte ovenifra knorten , hvor han stod , den lange , tunge kvejtepig lige ned i ryggen på den , tæt under nakken . * ) en båd med tre årer på hver side . * * ) kvejtepig er en lang trærstang med jernspids med gjenhage i til at stikke kvejte eller helleflynder med . men da blev der et spræl ! Kobben rejste sig med en gang på halen , ret op i vejret , så høj som en bådmast , og så med et par blodanløbne øjne så ondt og giftigt på ham , medens den derhos grinende viste tænder , at Elias holdt på at gå fra bettet af forskrækkelse . Så føg den med et på søen , så skumkraven stod fuld af blod efter den . Mere så Elias ikke til den ; men ind til bådstøen i kvalviken , hvor huset hans stod , drev samme eftermiddag kvejtcstangen med afbrudt jernpig . Elias tænkte ikke længere på dette . Han købte samme høst sin sexæring , til hvilken han alt om sommeren havde sat op et lidet nøst . En nat , som han lå og tænkte på den nye sexæringen sin , faldt det ham ind , at han for rigtig at devare båden kanske burde sætte endnu en spilre til støtte under den på hver side . Han var så urimelig glad i båden , at det bare var moro for ham at stå op med løgt og se ned til den/ som han nu stod og lyste på den , skimtede han pludselig i krogen henne på en garnvase et ansigt , der akkurat lignede kobbens ; det gren en stund sint imod ham og lyset , gabet blev ligesom hele tiden større og større , og så for der en stor mand ud igennem nøstdøren , men dog ikke sortere , end at Elias ved løgteskinnet skimtede , at der stod en lang jernpig ud as ryggen på ham . og nu begyndte han nok at skønne et og andet . Men endda var han mere ræd om båden sin end for livet , og han satte sig med lagten selv op i den og holdt vagt . Da hans kone om morgenen kom , fandt hun ham sovende der med den nedbrændte løgt ved siden af sigden morgen i januar , han drog ud på fiste med to mand i båden sin foruden sig selv , hørte han i mørket en røst fra et skær lige i udløbet af Viken . Den lo hånligt og sagde : „ Når det bliver fembøring , så agt dig , Elias ! “ Det varede imidlertid mange år , før det blev fembøring * ) af for Elias , og hans ældste søn Bernt var da sytten år gammel . Den høst , dette skete , rejste Elias med hele sin familie i båden ind i ranen for at bytte bort sexæringen og så for mellemlag handle sig fembøringen til . Hjemme var kun en netop konfirmeret finnepige , som de havde taget til sig for nogle år siden . Nu var der en båd , en liden halvfcmterums fembøring , som han netop havde i kikkerten , og som den bedste bådbygger derinde havde fået færdig og tjærebrcdet den høst . Elias havde god greje på , hvordan båd skulle være , og syntes aldrig han havde set nogen båd så velbygget under vandet . Oventil var den derimod kun så middels , så at båden for en mindre erfaren heller så tungrod ud og flet ikke videre pen . * ) fembøring er en større båd med fem årer på hver side ; det er den egentlige fiflebåd på vinterfiflet deroppe . bygmesteren skønnede nu dette ligeså godt som Elias . Han sagde , at han troede , det ville blive den første båd i ranen på sejlads ; men at Elias alligevel fluide have den for billig pris , når han blot ville love et , og det var , ikke at gøre en forandring ved båden , ikke engang så meget som at sætte et rip i tjærebredingen . Først da Elias udtrykkelig havde givet sit løfte på -dette , fik han båden . Men „ hin Karen “ , som lærte bygmesteren denne sjøfayonen på bådene sine undervands — overvands måtte han arbejde , eftersom han selv kunne , og det var da tit klejnt nok — havde trolig været ude iforvejen og befalet ham både , at han skulle sælge så billigt , for at Elias kunne få båden , og tillige , at han skulle betinge forud , at den ikke måtte mærkes . På det vis kunne den nemlig heller ikke som vanligt tjærekorses i for- og agterstavnen . Elias tænkte nu på at sejle hjem ; men var først indom handelsstedet og forsynede sig og sine med julekost , derunder også en liden dunk brændevin . Glad , som han var i handelen , tog nok både han og konen hans sig den dag en tår over tørsten , og Bernt , sønnen , fik også smage en smule med . Dermed sejlede de nu den nye båd hjemover . Anden ballast end han selv , kjærringen ' og børnene samt julekosten var der ikke i den . Sønnen Bernt sad ved halsen , konen , hjulpen af den næstældste søn , holdt i draget , og selv sad Elias ved styret , medens de to yngre tolv og fjorten år gamle brødre skulle stiftes ved øsekarret . De havde otte mile havvej at sejle , og da de kom ud på , viste det sig , at de nok kom til at prøve båden den første gang , den brugtes . Der røg efterhånden op til en storm , og skumkammene begyndte at brække i den svære havsjø . Nu fik Elias da se , hvad båd han havde ; den klarede sig som en søfugl mellem bølgerne uden så meget som en skvat i båden , og han dømte derhos på , at han stop at sætte en hel klo * ) mod , hvad en anden almindelig fembøring ville være nødt til i dette vejr . Ud på dagen så han , ikke langt fra sig borte på søen , en anden fembøring med fuld besætning og fire klor i sejlet akkurat som han . Den lå samme Cours , og han fandt det lidt rart , at han ikke havde set den før . Den lod til at ville kapsejle med ham , og da Elias skønnede det , kunne han ikke bare sig før igen at stikke ud en klo . Nu gik det med strygende fart som pilens forbi næs , Holmer og skær , så Elias syntes , han aldrig havde været med på så stolt sejlads før , og nu viste båden sig også for det , som den var , nemlig første i ranen . * ) for hver „ Klo “ , som „ sættes “ , mindskes sejlet . havet var imidlertid blevet værre , og de havde alt fået et par alvorlige søer * ) ind over sig . De brød ind over halsen der forud , hvor Bernt sad , og sejledes ud igen i læ nær bagskotten . Siden det var blevet skummelt , havde den anden båd holdt ganske nær , og de vare nu ikke længer fra hinanden , end at de kunne kaste etøsekar over til hverandre . Så gik da sejladsen jevnsides i stedse hårdere sø udover kvelden . Den fjerde klo burde nu egentlig været sat igen , men Elias ville nødig give tabt i kapsejlingen og tænkte , at bie dermed i det længste , indtil de gjorde det over i den anden båd , hvor der kunne tiltrænges vel så godt . Af og til gik så fremdeles brændevinsdunken om , da det nu både var kulde og væde at holde ude . Morilden , som spillede i den sorte bølge nær Elias ' s egen båd , lyste sælsomt stærkt i skumranden omkring den anden , der ligesom pløjede og væltede en jldflavl om siderne . Ved det lyse fosforskær kunne han endog skelne tougenderne over i den . Han kunne også tydeligt se folkene ombord med deres sydvester på hovedet ; men da deres luvartside lå nærmest , vendte de alle ryggen til og skjultes mest af den højt trængende bådrand . Pludselig brød der en forfærdelig bræksjø , hvis hvide kam Elias længe havde stimlet gennem „ Søer “ bruges af vore sjsfolk i samme betydning som „ Bølger “ . mørket , indover halsen , hvor Bernt sad . Den stoppede ligesom hele båden for et øjeblik , plankerne flalv og . rystede under trykket af den og strømmede så , da båden , der en stund lå halvkantret , rejste sig igen og tog fart , ud over læbord agter . Medens dette stod på , syntes han , det streg fælt over i den anden båd . Men da det var over , sagde konen , som sad ved draget , med en stemme , som star ham ind i sjælen : „ Herregud Elias , den søen tog Marthe og Nils med sig ! “ — det var deres to yngste børn , det første ni , det andet syv år gammel , som havde siddet i rummet nær Bernt . Hertil svarede Elias bare : „ Slip ikke draget , Karen , ellers vil du miste flere ! “ Det gjaldt nu at få taget ind den fjerde klo , og da dette var gjort , fandt Elias , at der var brug for den femte med , thi vejret voksede ; men for at sejle båden fri af de stedse sværere søer , turde han på den anden side heller ikke mindste mere på sejlet , end han hårdt var nødt til . Det gik imidlertid så , at den sejlstump , de kunne føre , efterhånden blev mindre og mindre . Søen røg , så det drev dem i ansigtet , og Bernt og den næstældste Broder Anton , der hidtil havde hjulpet moderen henne ved draget , måtte tilslut holde i råen , en udvej , som man tyer til , når båden ikke engang tåler at gå for den sidste klo — her den femte . Kammeratbåden , som imidlertid havde været borte , dukkede nu pludselig igen op ved siden med akkurat samme sejlføring som Elias ' s båd ; men han begyndte nu ikke rigtig at lige mandskabet der ombord . De to , som stod der og holdt i råen , og hvis blege ansigter han skimtede under sydvesterne , syntes ham ved den underlige lysning af skumbrydningen mere lige øødninger end mennesker , og heller ikke talte de et ord . Et stykke til luvart øjnede han så igen den hvide høje ryg af en ny brådsjø , der kom gennem mørket , og han beredte sig i tide på af tage imod den . Båden lagdes med stevnen skøns op imod den , og sejlet blev ført størst muligt for af flabe fart nok til af kløve den og sejle søen ud igen . Ind susede brådsjøen med et Brus som af en fos ; atter lå de et øjeblik halvkantrede ; men da det var over , sad konen ikke længer ved draget , heller ikke stod Anton længer og holdt på råen — de vare begge gåde overbord . Også denne gang syntes Elias , af han hørte det samme fæle råb i luften ; men midt under det hørte han tydeligt sin kone angstfuld råbe hans navn . Da han begreb , af hun var skyllet overbord , sagde han kun : „ I Jesu navn ! “ og tav så . Han var til mode , som han helst ville fulgt efter hende , men følte derhos , af det nu gjaldt af berge resten af den last , han havde ombord , nemlig Bernt og sine to andre sønner , den ene tolv , den anden fjorten år , som en stund havde stået for øsningen , men som siden havde fået plads i agterskotten bag ham . Bernt måtte nu passe råen alene og de begge , så godt det lod sig gøre , hjælpes ad . Styrvolten turde Elias ikke slippe , og fast om den holdt han med en hånd af jern , som for længst var følesløs af anstrengelse . En stund efter dukkede kammeratbåden atter frem ; den havde ligesom før været borte en stund . Nu så han også mere af den svære mand , som sad agterud på den samme plads som han . Ud af hans ryg , nedenfor sydvesten , stod , da han vendte sig , ganske rigtig en kvarterlang jernpig , som Elias nok mente , han skulle kende igen . Men hermed var han nu også i sit stille sind på det Rene med to ting : den ene var , at det var ingen anden end selve drangen , som styrede sin halve båd der tæt ved siden af ham og havde ført ham i fordærvelse , og den anden , at det nok var så laget , at han den nat sejlede sin sidste rejse . Thi den , som ser drangen på søen , er en hjemfalden mand . Han nævnte intet til de andre før ikke at tage modet fra dem , men overgav i stilhed sin sjel til Vorherre . I de sidste timer havde han ud af coursen måttet bære af før stormen ; det blev tillige snelykke , og han skønnede , at han nok kom til at vente på landkending , til det dagedes . Sejladsen gik imidlertid for sig som for . Af og til klagede gutterne i agterskotten over at de frøs , men herved var der nu i væden intet at gøre , og Elias sad desuden i adskillige andre tanker . Han havde fået en sådan forfærdelig lyst til at hevne sig , og det , han nu ville gjort , om han ikke havde haft sine tre øvrige børns liv at forsvare , var med en pludselig vending at prøve at sejle isænk den forbandede båd , der endnu stedse som til hån holdt sig ved siden af ham , og hvis onde ærinde han knn alt for godt skønnede . Kunde kvejtepiggen før ramme drangen , så måtte sagtens også nu en kniv eller klep kunne gøre det , og han følte , han ville gladelig give livet til for at få et rigtigt ram på den , der så ubarmhjertig havde faget fra ham hans kæreste i denne verden og endda ville have flere . Da klokken var tre , fire om natten , så de sejlende atter gennem mørket en skumbrydning af en sådan højde , at Elias i førstningen tænkte sig , at de måtte være tæt under land i nærheden af en brænding . Han erkendte det imidlertid snart for , hvad det var , nemlig en uhyre bølge . Da syntes han tydelig , det lo over i den anden båd og sagde : „ Nu vælt ' fembøringen din , Elias ! “ Denne , der forudså ulykken , sagde nu højt : „ I Jesu navn ! “ bad så sine sønner holde sig af al magt fast i vidiebåndene ved årekjeiperne , når båden gik under , og ikke flippe , før den var over vandet igen . Han lod den ældre gå frem til Bernt ; selv holdt han den yngste tæt ved siden af sig , strøg ham vel og engang hemmelig over kinden og forvissede sig om , at han holdt godt tag . Båden begravedes bogstavelig under skumskavlen , løftedes efterhånden op med forenden og gik så under . Da den steg op igen af vandet med kølen ivejret , lå Elias , Bernt og den tolv år gamle Martin og holdt sig i vidiebåndene . Den tredie af brødrene var derimod bleven borte . Nu gjaldt det først at få vanterne på den ene side overskårne , så at masten kunne flyde op ved siden i stedet for voldsomt at uroe båden under , og dernæst at komme op på det urolige hvælv og få nøglehullet indslået for at flippe ud luften indeni , som holdt båden for højt oppe i vandet til , at den kunne ligge stille . Efter store anstrengelser lykkedes dette , og Elias , der først var kommen op på hvælvet , hjalp nu også de andre to didop . Og der sad de den lange , mørke vinternat , med hænder og knæær klamrende sig krampefast til hvælvet , som overskyllcdcs af bølgerne den ene gang efter den anden . Allerede efter et par timers forløb døde Martin , som faderen hele tiden efter evne havde støttet , af udmattelse og gled ned i søen . De havde alt flere gange prøvet med at råbe om hjelp , men opgave det igen , fordi de skønnede , at det var uden nytte . Medens de to sagde der alene igen på hvælvet , sagde Elias til Bernt , at han ikke troede andet end , at han selv også kom til at „ være med hu mor “ , men at han havde som et fast håb om , at Bernt nok alligevel ville blive bjerget , når han bare nu holdt ud som en kar . Så fortalte han ham om drangen , som han havde stukket nedenfor nakken med kvejtepiggen , og hvorledes denne nu havde hævnet sig på ham og nok ikke gav sig „ for han var kvit “ . Klokken var så henimod ni om morgenen , da det begyndte at gråne af dag . Da rakte Elias ' Bernt , der sad ved siden , sølvuret sit med messingkjæden , som han havde . slidt itu for at få det draget frem under de tilknappede veste . Han sad endnu en stund , men da det blev lysere , så Bernt , at faderens ansigt var dødblegt , håret havde siilt sig på forskellige steder sådan , som det gerne fler nær døden , og huden var gnavet af hænderne af at holde om kølen . Sønnen forstod nu , at det led på det sidste med faderen , og ville , så godt det i duvningen lod sig gøre , flytte sig hen og støtte ham ; men da Elias mærkede dette , sagde han : „ Hold dig nu bare trøst fast , Bernt ! I Jesu navn , æ går til hu mor “ , og dermed kastede han sig bagover ned af hvælvet . Da søen havde fået sit , blev den , som enhver ved , der har siddet på hvælvet , en god stund efter roligere . Det blev lettere for Bernt at holde sig fast ; og med den lysende dag kom der også mere håb . Vejret bedagede sig , og da det blev rigtig lyst , syntes han også , han skulle kende sig igen , og at det var ud for sit eget hjemsted , kvalholmcn , han lå og drev . Han begyndte da atter med at råbe om hjelp , men håbede mest på en strømsætning , som han vidste bar under land på et sted , hvor et næs på øen tog af for bølgegangen , så det blev smull . Han drev også nærmere og nærmere og kom tilslut så nær det ene skær , at masten , der flød ved siden af båden , strøg op og ned ad skråberget efter bølgedraget . Så stiv han var i ledene af at sidde og holde sig fast , lykkedes det ham nu med stor anstrengelse at bjerge sig op på skæret , hvor han fik halet masten op på land og fortøjet fembøringen . Finnepigen , som var alene hjemme i huset , syntes et par timers tid , at hun hørte nødråb , og da de holdt ved , steg hun op på højden for at se efter . Der så hun da Bernt på skæret og den hvælvede fembøring huggende op og ned mod det . Hun sprang straks ned i bådstøen , skød ud den gamle færdingsbåd og roede den langs stranden rundt om øen ud til ham . Bernt lå syg under hendes pleje hele vinteren og kom ikke på fiflet det år . Folk syntes også efter dette , af han af og til var ligesom en smule underlig af sig . På havet ville han aldrig mere , da han var sjøskræmt . Han giftede sig med finnepigen og flyttede op til malangen , hvor han fik sig rndningsland og nu lever og står sig vel . fjerde capitel . Mellem vætfeskærene . Det var sommer . Susanne og jeg gik nu i vort syttende år , og det var bestemt , af vi fluide konfirmeres til høsten . Det var i dette år , af min fader indvikledes i sin ulige kamp med autoriteterne , deriblandt fogden og præsten , om hvorvidt vor handelsplads skulle være fast stoppeplads for nordlandsdampflibet . For min fader var dette en velfærdssag , og striden herom , der iøvrigt interesserede hele distriktet , var alt begyndt af blive temmelig bitter . Det var nok ikke mindst i den anledning , af fogden den sommer var rejst i besøg til præsten , der var en meget indflydelsesrig mand . Udvortes var forholdet mellem min fader og præsten dog endnu ikke brud , og det var vist for yderligere af manifestere dette , af min fader i dsn tid endog et par gange blev inviteret over til præsten . Følgen heraf var igen , af min fader og jeg en dag blev budne med på en sejltour ud til vættefljærenæ , som lå halvanden mile borte . Der skulle først en stund fifles og dernæst spises melkeringe i . Land på gunnarspladsen , en gård , der lå som bygselgods under præstegården . Der fulgle altid en vis højtidelighed med , når præstens hvide husbåd med fire mand ved årerne gled ud af bugten , og der stod da gerne adskillige på land , som så på . Den dag stod også fader ude på trappen med kikkerten . Han havde undskyldt sig for selv at være med , men derimod af god takt ladet mig rejse . Inde i kahytvænget , der var åbent for hedens skyld , sad præstefruen og fogdens to damer , og udenfor på hver sin side præsten og fogden og røg på deres sølvbeslåede merskumspiber i lun passiar — de vare ungdomsvenner fra universitetsdagene . Susanne og jeg samt den for anledningen pyntede stuepige fra Trondhjem havde plads i den rummelige forskot . Præstefruen ville i det mindste have den del af sit hus , som hun førte med sig i en forfærdelig svær madkurv , et sandt portativt spisekammer , under sine egne øjne . Den svære madkurv og den tvnde præstefrue optog aldeles den ene bænk , medens de to andre damer med deres stivede dragter fuldstændig opfyldte resten af den trange kahyt . Der rørte sig ikke en luftning , og vestfjorden gik i lange , blanke dønninger . Den lå kjæmperolig og solede sig . Den vidunderlige klare luft lod øjet udover fjeldrækkerne se næsten ind i evigheden , medens en luftspejling — et omvendt fjeld med et hns under og et par sprøjtende hvaler opførte eventyr for os udover den blå havflette . Af og til mødte vi en søfugl , svømmende i den blanke dønning . I kølvandet tumlede en og anden „ Rise “ * ) . * ) delfinen stund for middag nåde vi ind mellem vetteskærcne og lagde os nu til at fiske i smult vande ; det hed nemlig , » anset madkurven , at vi selv først skulle skaffe os middagen . På udsiden af skærene larmede brændingen i den stille dag og skød mægtige , hvide stråler med et dragsug af mange favne , eftersom havet trak sin regelmæssige , dybe ånde . Urolig , som Susanne var , bøjede hun sig udover bådripen , så hårlokkerne næsten dyppede sig i hendes eget billede i vandet , for i den gennemsigtige sø at se på fiflen , der i femten til tyve favnes dybde gled ind og ud af tarren over ben grøn-hvide bund og stimlede om snørerne , hvormed de voksne med deres dobbelte angleredskab ofte trak to fifle op ad gangen . Hnn kaldte mig i sin Iver rent stærblind , hver gang jeg ikke kunne se netop den fisk , hun mente . Øg nærsynet var jeg jo vistnok også , men Susannes ringeste bevægelse interesserede mig mere end hvilkensomhelst fist . Naturscenen var i sandhed henrivende . Den hvidmalede husbåd vuggede sig over sit billede som den hang i luft . I vandet stod også gunnarspladsen neddyppet med agerflekken under og bjerkelien over og omkring sig . Luften , der ud på dagen var bleven disig af heden , var fyldt med en løvduft så stærk , som man sydpå kun kender , når det har regnet . Efter en knap times forløb var bøtten fuld af fisk , så vi havde „ Kogning “ , og vi lagde nu iland . på grønningen lige ovenfor husene havde præstesruen i mellemtiden fået udflyttet et bord , hvorpå der på den fine damasfes dug var sat flere mclkeringe . Hun havde også kogt rommegrød og desuden , såvidt pladsen strak til , belæsset bordet med retter fra madkurven . Vinen og de stærke sager gjorde imidlertid nok tilslut fogden lidt ør i hovedet . Han fortalte til præstefruens store forfærdelse , at præsten , gråsprengt og streng som han nu sad der , i sin ungdom havde været en overmåde lystig fvr , og af de to havde gjort mangen en gal streg sammen . Da han begreb , af han var kommen galt an , udbragte han for af rette på sagen en alvorlig skål , hvori han for distriktets skyld håbede , af præsten ville vide af besejre alle machinationen fra hans intrigante nabo — her standsedes han i talen ved et betydningsfuldt blik af præsten hen på mig , som sad ved bordenden — og sluttede så med nogle åndsfraværende ord , som skulle aflede det hele . Jeg følte mig kold og klam og var vist så bleg som et lig . For min faders skyld tænkte jeg det gjaldt af holde gode miner , men maden voksede mig i munden , så jeg ikke formåede af synke en bid mere . Jeg så over til Susanne , hun sad sprudende rød . Der blev en stunds stilhed , hvori nok enhver rugede på sine tanker om det passerede , indtil sommerdagens søvnighed fik overtaget , og præsten og fogden , der begge var vant til af tage deres middagslur , foreslog , af man en times tid fluide hvile middag og hver søge sig sin plads i skyggen . Efter det , som var passeret ved bordet , følte jeg mig aldeles ulykkelig til mode . Man havde ladet skimte frem en mening om min fader så krænkende , at det var mig en ren tortur længere at være i selskabet . Et stykke bortenfvr husene bøjede lien ind over til et trangt dalføre med Bjerk og silju i åsen på begge sider , og gennem den løb over kiselstenene en spcjlklar , blinkende liden bæk , hvor en og anden ørret småt . Mens de andre sov , gik jeg op langs den og lagde mig ned for i ensomhed at ruge over min sorg . Jeg ved ikke , hvor længe jeg havde ligget flig ; men da jeg så op , sad Susanne der heftig bevæget . Hun syntes , de havde været flemme mod mig , sagde hun , og så strøg hun , som hun ikke tålte at se mig bedrøvet , i tavshed håret atter og atter bort fra min pande . Der var en varme i den lille hånd og en tale i hendes med gråden kæmpende ansigt , som mit til kærlighed så trængende sind ikke kunne modstå . Jeg ved ikke , hvordan det gik til , men erindrer kun , at jeg stod og trykkede hende heftigt op til mig med min kind ind til hendes og bad hende holde af mig , bare en smule , så ville jeg holde af hende så uendeligt hele mit liv . Jeg hutler også , at hun svarede „ Ja “ , og at vi under dette begge to græd . Lidt efter stod vi smilende hånd i hånd og så på hinanden . Der opkom samtidig en ny tanke hos os begge , — den , at vi altså nu vare forlovede . Susanne var den første , som udtalte den og sagde , idet hun satte sine trofaste , dybe , blå øjne forsikrende på mig , at jeg fra nu af bestandig måtte huske på , at hun holdt af mig , om de andre var aldrig så flemme . Vi hørte dem råbe på os , og — hvad der før på dagen aldrig ville faldt os ind at gjøre— : Susanne skyndte sig foran alene et stykke , så vi kom hver for sig tilbage til selskabet . Jeg havde alt solen i øjnene langt ud på formiddagen den næste dag , da Anne kvæn , som hun var vant til , fra jeg var barn , ruflede mig vågen oa fortalte , at min fader tidlig om morgenen var rejst til Tromsø . Han havde været oppe på kammeret hos mig tidligt , før han rejste , og , da han kom ned igen , ytret om mig , at „ han lå og smilte i søvne og så så lykkelig ud , stakkels gut ! “ Det var såre sjælden , at der fra min fader kom et sympathetisk ord , og derfor stå de i niin erindring . Min fader var nok selv dengang alt andet end glad . Den omtalte dampskibsstrid lå ham tungt på hjerte ; han ville nu forsøge det sidste middel , nemlig at få sagen ordentlig udredet igennem aviserne , og det var derom han nu personlig ville henvende sig til en prokurator på Tromsø . Disse husets anliggender lå imidlertid udenfor , hvad jeg vidste . femte capitel . Confirmationen . Under denne sagernes stilling mellem vore forældre foregik samme host Susannes og min confirmation . Da jeg først indmeldtes sent ude i confirmationscursus ' et , blev det så , at jeg , foruden at fremmøde i kirken hver mandag , skulle læse alene med præsten om fredagene . På sin korte maner holdt min fader mig forud en liden privattale , hvori han håbede , at jeg ikke ville gøre ham skam for præsten . Læsningen oppe på præstens studerkammer var for mig en hel ny åndelig udvikling . Den store , gråhårede mand , med det stærke , brede ansigt og de massive sølvbriller som oftest skudte op i panden over de svære øjenbryn , sad i sofaen med sin store merskumspibe i munden og forklarede , medens jeg pyntet og opmærksom hørte til i stolen på den modsatte side af bordet . Det gik mere og mere op for mig , at præsten måtte være en ærlig og grundsand mand , men tillige hård og streng ; thi han talte altid om pligterne og om , at nåden ikke kunne tænkes givet os , for at vi skulle flippe udaf disse . Undertiden kunne han også komme i det hjørne at anstille betragtninger , der dog neppe alle vare bestemte for mig ; det var gerne alflens forsøg på at bortraisonnere de tvivl , man mulig kunne have i troessagerne , især om miraklerne , dem han gerne ville forklare på naturlig måde . Han kunne derunder blive overmåde vittig i sine sammenstillinger , og jeg troede da , som i mangt og meget i hans viljestærke ansigtsudtryk , når han talte , at kende Susannes natur igen . De små , smukke hænder og sin fine , velproportionerede , mønt ikke netop høje figur havde hun også klarlig efter sin fader og derhos et vist kast med hovedet , når talen skulle gøres mere indtrængende end sædvanligt . Men Susanne havde tillige noget varmt og pludseligt , næsten vulkansk i sin natur , der forekom mig fremmed for det udtryk , som lå i præstens kolde , klare forstandsøjne . Præsten roste mig for tænksomhed , men gentog til min store indre ydmygelse flere gange , at jeg havde en maner med at slå øjnene undvigende ned , som jeg måtte se til at vænne mig af med . Præsten troede uden tvivl , at jeg var overdreven genert , kanske også at jeg led under bevidstheden om min faders forhold til ham . Sagen var imidlertid den , at hans isblå eller grå hvasse øjne undertiden stirrede på mig , som om de så mig tvertigjennem og star mig op som en appelsin lige ind til min hemmelighed med Susanne . Jeg følte mig som en forræder , der sneg hans tillid , og udmalede mig pinligt , hvad han engang , når han fik alt at vide , ville tænke om mig , som under bercdelsen i min salighedssag havde kunnet sidde så usand og fræk foran ham . Det gik derhos under læsningen af forklaringen mere og mere op for mig , at mit forhold til Susanne , så længe det holdtes hemmeligt for hendes forældre , var urigtigt , og nu skulle jeg endog med denne vitterlige synd på hjertet koldblodigt og overlagt gå hen og knæle ved gnds bord . Disse skrupler forfulgte mig også hjemme og blev mig tilslut til en sand marter . Al synd , stod der i forklaringen , kunne tilgives , undtagen synd mod den helligånd . Jo stærkere min fantasi fordybede sig i grublerierne over denne slags hemmelighedsfulde forbrydelse imod det himmelske , som altså stod udenfor nåden og ikke kunne tilgives , desto højere steg den kvælende angesf op i mit indre , at netop den synd , som jeg nu bevidst og med koldblodigt overlæg holdt på at , begå , kunne være af den Art . Min betænkelighed gjaldt især alterens sakramente , som jeg altså nu uden sky og med fuldt forsæt agtede at vanhellige for derved at skjule , at jeg bedrog den hånd , som rakte mig det . Forgæves søgte jeg at flyde disse tanker bort eller i al fald at opsætte med at tænke dem til den allersivste dag før confirmationen . Mit sind blev for hver dag kun mere uroligt , og i min forskræmte fantasi opsteg ting , der ikke længer beroede på min egen vilje , men hvori jeg forfærdet stod midt imellem alle helvedesrædselens muligheder og syner . At berolige mig ved at prøve at få Susanne i tale øm sagen , turde jeg ikke ; thi så længe hun var uvidende om , at det , som nu fuldbyrdedes , var synd , havde hun jo hellerikke skyld , og heller end at styrte hende ind i en sådan , fik jeg stå alene med min byrde . At åbenbare det hele i sidste øjeblik for den strenge præst ville — foruden som en børneforlovelse at føre til en , som jeg da tænkte , uudholdelig skandale for os begge — kun bevirke , at jeg mistede Susanne , og dette sidste turde jeg desuden ikke gøre uden med hendes samtykke . Det hele knyttede sig således sammen for mig til en umulighedens ring , hvori enhver udvej var stængt . De to sidste mandage , jeg stod på kirkegulvet , medens præsten overhørte os , så jeg ofte alvorligt over til Susanne . Hun stod der frisf , smilende og uopmærksom ; hun anede intet og kunne hellerikke hjelpe . I dagene lige under consirmationen steg min tyngsel til en febrilst tilstand , hvorunder jeg flere gange næppe var rigtig ved mig selv , men følte mig forfærdelig ulykkelig . Det forekom mig tilslut , at jeg rent ud holdt på at give min salighed hen for Susannes skyld . Jeg ståt om natten forfærdet op af drømme , hvori jeg så mig liggende på knæ foran alteret med Susanne ved siden — hun så da så intet anende , overjordisk dejlig ud — , medens præsten stod med et tordenansigt , som om han følte , at en sjel nu ville blive dræbt , og at han i hostien netop holdl på at fuldbyrde Herrens hevn . En anden nat vågnede jeg ved at det ligesom lo hånligt under sengen og med en visionagtig forestilling om , at den onde lå sammenrullet og lurede under den som en svær slange . Jeg holdl mig med bankende hjerte under dynen , indtil jeg tidlig om morgenen hørte folk røre sig nede på gården , da jeg vovede at flygte ud fra soveværelset . Det var confirmationsdagen . Jeg stod om morgenen før kirketid og pyntede mig i min nye dragt foran spejlet på „ Blåsalen “ , det værelse , hvor min moder havde været holdl indespærret i de mange år , hun var syg . Jeg så gennem de smårudede vinduer båd før båd fulde af pyntede confirmander med de festlig klædte forældre ro i den klare høstdag indover bugten og lande dels ved vor brygge , dels i præstegårdstøen . Dette indtryk af højtid greb mig pludselig med fortvivlelse ; jeg tænkte på , at alle disse kunne komme ind i guds salighed ligeså let , som de nu roede ind den solklare bugt i den rolige søndagsmorgen , medens jeg alene stod uden salighedshåb . Det gik med et op før mig , at jeg i mit triste , åndeligt mørke hjem lige fra barnsben af i grunden altid havde haft en følelse i mit inderste af , at lykke og salighed ikke var bestemt for mig , og at al den virkelige lykke og glæde , jeg hidtil havde haft , egentlig kun havde været lånt solskin fra præstegården . Susanne kunne jeg med den synd , jeg bar på , også kun få tillåns , indtil jeg døde , da vi jo måtte stilles og jeg tilbage til de onde ulykkens magter , der fra min tidligste stund her i hjemmet ligesom havde taget mig til ejendom . jeg vendte mig mod væggen og græd . Da jeg igen fluide fortsætte min påklædning og kastede øjet i spejlet , var det uden forskrækkelse , tvertimod med en vis ro , at mit blik fæstede sig på den gamle vision fra min barndom : damen med rosen , som jeg så stå bag mig i den åbne dør til kammeret , bleg og vemodigt seende på mig , indtil hun med et blev borte . Kirkeklokkerne ringede , og almuen strømmede henimod kirken . Den dag var også Anne kvæn og alle husets folk i kirkefærd . Fader fulgte mig og hilsede i forbigående forbindtlig på præsten , da de mødtes ved indgangen . Den orden , hvori vi confirmationsbørn fluide stå på kirkegulvet , var sidste mandag bestemt . Jeg skulle stå øverst på guttesiden , ligesom Susanne på pigesiden . Der var alt sunget en psalme , før Susanne kom i følge med sin moder , klædt som voksen i sort silkekjole med gaze om Hals og arme og en medaillon på brystet . Hun blev siddende i præstegårdsstolen hos sin moder , indtil den gribende prædiken var forbi . Jeg må vist have set særdeles syg og medtaget ud ; thi da præsten oppe ved mig begyndte overhøringen , holdt han inde midt i spørgsmålet med en mine , som om han ville spørge , hvad der fejlede mig . Jeg svarede rigtigt , og med et nik gik han så over til Susanne , som stod der med foldede hænder og så ned , forgrædt og noget bleg af spændingen , før spørgsmålet kom . Medens hendes fader spurgte hende , så hun op på ham med de velsignede blå øjne så troskyldig og tillidsfuldt , at det var mere end klart , at der i denne stund hos hende ikke var tanke af ond samvittighed . Da det var overstået og hendes fader gik videre nedover gulvet , smilede hun lettet , skønt alvorligt over til mig , som om jeg var den anden rette vedkommende , hun havde at holde sig til i denne stund . Jeg så , så meget jeg kunne , ubemærkt over på hende , som hun stod der rank og dejlig , med det rige , på voksen vis opsatte hår . Af og til så også hun over til mig , men da undgik jeg hende . For mig var hendes blik nu kun en synd mere , ligesom hvert helligt ord , jeg hørte , blot kunne blive en tilvækst i min syndevægt — virke det omvendte af velsignelse . Gudstjenesten varede længe , og den nervøse overanstrengelse bevirkede , som den siden så ofte har gjort hos mig , at mit hoved susede , og at det sortnede med mørke punkter for mine øjne . Der viste sig til min forfærdelse en mørk plet overalt , hvor jeg kastede øjet hen , og angstfuld tænkte jeg , at dette måske allerede kunne være begyndelsen til forbandelsen . Jeg turde nu ikke længer se hen på Susanne for ikke at sætte plet på hende og kunne tilslut ikke bare mig for at besigtige gulvet , hvor jeg stod , om der muligvis skulle være brændte mærker under mine fødder . Jeg tænkte på havmanden , som i vågens kirke havde lokket præstens datter med sig , og hvis instinkt havde drevet ham ud af kirken under velsignelsen , medens jeg var fordømt til at stå . Efter at løftet var aflagt , haster jeg kun dunkelt , at der atter blev holdt en tale og sunget psalmer . Da jeg igen befandt mig gående på hjemvejen med min fader , som med bekymret mine støttede mig , var min sidste erindring af det hele , at Susanne , som formodentlig havde opdaget , at jeg var syg , mod slutningen af kirketjenesten havde set på mig netop med det udtryk , som samme morgen damen med rosen — stille , bleg , vemodigt , som den , der så gerne ville hjelpe , men ikke kan . Jeg tror , at det , som min fader havde sagt til mig , om ikke at svigte ham for præsten , bidrog ikke så lidt til , at jeg lige til det sidste holdt mig opret ; thi jeg besvimede med det samme vi kom ind i stuen hjemme og bragtes til sengs , medens min fader , der nu var bleven alvorlig forskrækket , øjeblikkelig lod afgå expresse efter doktoren . Da lægen den næste dag kom , fandt han mig i voldsom febervildelse . Min fantasi flommede over som en flod , hvorfra alle dæmninger vare borte , med en strøm af de mest forvirrede forestillinger . Det forekom mig , som der dansede og nikkede helvedesfigurer rundt sengen , hvoraf en med et langt fordømmelscsbrev med segl under , og at Anne kvæn rullede med gloende øjne , medens så af og til Susanne så på mig med en smertefuld mine , som om det ikke stod i hendes magt at hindre min fortabelse . Efter hvad jeg siden erfarede , mente lægen i begyndelsen , at det var nervefeber , men af visse symptomer og beskaffenheden af mine fantasier , hvorom Anne kvæn , der nok havde sine egne tanker om sagen , lod det være sig magtpåliggende at underrette ham , forandrede han helt sin mening . Han havde behandlet min stakkels moder i hendes sindssygdom , og nu genfandt han netop den samme forestilling om damen med rosen og angsten for de onde magter hos mig , sønnen . Tre uger efter dette var jeg , skønt bleg og medtaget af den langvarige nervøse paroxysme , igen aldeles frisk . Den hele møllesten af syndetyngde var som borte fra mit bryst , og jeg gik til alters uden spor af skrupler . Jeg følte mig også som en helt værdig person , da jeg søndagen efter i min sorte snipkjole gik i confirmationsvisit til præstegården . Ved denne lejlighed sad Susanne , — nok en smule på parade for mig — som voksen ved sit eget sybord på forhøjningen ved vinduet . Da hendes moder gik ud efter ribsvin og kage , måtte jeg dog på hendes vink i hast bese hendes dyrebare sybord med alle skufferne , både de over og de , som kom frem nedenunder , når hun skød de øverste skuffer bort . I en af disse sidste , som hun med en noget skalkagtig mine tog op , men lynsnart igen lukkede , i det samme moderen kom ind , lå den messingring med glasstenen i , som hun engang havde fået af mig , og ved siden af et par gamle brevlapper fra barneårene , som jeg genkendte . Da jeg gik , hoppede hjertet i livet på mig ; thi jeg havde uventet haft et stevnemøde , hvori Susannes trofaste hjertensmening havde vist sig for mig kraftigere end al mundtlig forsikring . Det faldt mig ind , at der måtte være foregået noget hjemme i den sidste tid ; thi min faders korte , kolde måde at behandle mig på var bleven mærkelig forandret . Han forærede mig således et dobbeltløbet gevær i kobbeskindshylsfer og et ur og fandt af sig selv på , at i dagene , indtil jeg rejste , skulle Jens dreng med færingsbåden være til min disposition , så ofte jeg ville ud at siyde eller fiske . Hvad der var hændt , blev mig klart , da doktoren en dag indfandt sig og bad om at få følge mig op på mit værelse . Den sialdede , bredbyggede lille doktor , med vadmelsfrakken og stålbrillerne på sin stumpnæse , var en af de hårdbarkede læger i vore fjordegne , som sætte en ære i at rejse i al slags vejr . Man så ham altid i bedst humør , når han kom lige ind fra uvejr . Han var en bestemt og grej mand , hvis besked uvilkårlig indgød tillid , og han ejede tillige noget varmt , trohjertigt i sit væsen , der gjorde , at han , når han ville , kunne være såre vindende . Han var huslæge både hos os og hos præsten og en fortrolig ven af begge familier . Da vi kom op på værelset , bad han mig sætte mig og høre på ham , medens han selv , som han plejede , udfandt sig en route på gulvet , hvor han med hænderne på ryggen kunne drive frem og tilbage , medens han talte . Han havde , sagde han , overvejet nøje , enten han skulle fortie for mig , hvad han havde på hjertet , eller tale , således som han nu gjorde , men havde bestemt sig til det sidste , da min helbredelse beroede på , at jeg selv var fuldkommen klar på , hvoraf det var , jeg led . Min sidste sygdom havde nemlig i al fald til dels været et udbrud af en disposition til sindssygdom , som han vidste lå arvelig til min familie på modersiden endog flere led opad . At dette udbrud nu havde fundet sted hos mig , havde visselig kun haft sin grund i , at jeg selv alt for stærkt havde hengivet mig til alflens fantasiindflydelser i forening med det lediggjængerliv , som han vidste , at jeg altid havde ført hjemme . Det eneste sikre middel til at standse udviklingen af denne disposition var arbejde med et fast , bestemt mål for øje , f . Eks . det at studere , hvilket han troede lå for min natur , og dertil for øvrigt en sund levemåde , spadseretour ? , jagt , fiskeri , kammerater og interesser ; men intet lediggjængeri , ingen spændende romaner , ingen usunde drømme mere . Han havde talt med min fader om sagen og anbefalet min rejse til seminariet i trondenæs som en passende forberedelse til at studere , der tillige ville bringe den fornødne afbrydelse i mit nuværende liv . Da doktoren en stund efter forlod mig , sad jeg igen på værelset med et alvorligt , bevæget hjerte . At jeg sådan var bleven gennemsigtig for mig selv og færdig med min egen gåde , var mig en overordentlig lettelse , ja jeg kan sige , at det var en episode i mit liv . Følelsen af at befinde mig åndeligt uvel , dersom et stille sindstryk , en ulykkesanelse altid , så længe jeg kunne husfe , havde ligget i baggrunden af min sjæl — om end fortrængt i den lysere sommertid af min omgang med Susanne — var altså ikke synd , ikke forbrydelsens tyngde , ikke en hemmelighedsfuld , mørk undtagelse hos mig fra al anden naturens orden , men kun en sygdom , simpelthen kun en sygdom , som sfulde behandles med en tilsvarende naturlig kur ! Jeg troede ikke , nogen kunne sidde glad som ved et lykkesbudflab og høre på at han var gal , eller at der i al fald var fare for at han kunne blive det ; men nu ved jeg , at også dette kan hænde i verden . Jeg bad nu , som jeg syntes for første gang i mit liv , rigtig frejdigt og fortrøstningsfuldt til min gud , til hvem jeg dog altså stod i samme forhold som alle andre mennesker , og , om der var nogen forskel , da kun så meget nærmere , fordi jeg var en stakkels syg . Det var en følelse , som guds sol efter en lang tung regndag igen var brudt frem over mig . Jeg bad for mig selv , for Susanne , for min fader , og i nydelsen af dette nye sikre forhold fortsatte jeg med at bede først for hver enkelt hjemme , så for dem i præstegården , så for klokkeren og tilslut i mangel af andre ligesom i kirken for „ Alle de , som syge og ' sorgfulde er “ , hvoriblandt jeg nu , i hjertet glad , regnede mig selv . Sjette capitel . Hos klokkeren . Det var kun to dage før jeg skulle rejse til trondenæs med en jagt , som lå færdig til at gå nordpå . Medens jeg rådløs overvejede alskens udveje til at få Susanne i tale endnu en sidste gang , før jeg skulle afsted , kom der bud til mig fra klokkeren , at jeg endelig måtte komme ud til ham den næste dag klokken elleve præcis ; senere var han ikke hjemme . Samme formiddag , som budet kom , havde Susanne været hos klokkeren . Hun havde , uden at sige et ord , sat sig ned henne ved bordet med ansigtet begravet i armene . Da den forskrækkede klokker trængte ind på sit „ Hjertensbarn “ , som han i sin bekymring kaldte hende , havde hun endelig med tårevædt ansigt seel op på ham og sagt , at hun græd , fordi hun var så rent , rent ulykkelig . „ Men hvorfor da , kære Susanne ? “ „ Fordi “ — eksploderede det pludselig om ørene på ham — „ jeg holder af David og han af mig , og vi er forlovede , men ingen må vide af det uden du , klokker ! og du vil ikke forråde os ? “ Med dette sidste spørgsmål kastede hun sig grædende om halsen på den af efterretningen bedøvede og omsusede klokker , der i hjertet allerede følte sig overvunden , længe før han endnu havde rede på , hvad det var , han gav sig for . Han satte Susanne ned igen i stolen , talte og trøstede hende så længe , indtil han hos sig selv fik modnet det forstandige svar , at vi burde bruge de to kommende adskillelsens år som prøveår , og derfor i den tid netop ikke skrive til hinanden . Kun måtte klokkeren så til gengæld love , at vi den næste formiddag skulle få mødes hos ham et øjeblik til en sidste aftale og afsted , samt at klokkeren , i den tid jeg var borte , skulle fortælle hende alt , hvad han fik høre om mig . Da jeg den næste dag kom ind til klokkeren , fandt jeg ham siddende i sin træstol såre alvorlig og betænkt , med armen støttet forover på knæerne og stirrende ned mod sandgulvet , der var barstrøct som til højtid . Min ankomst lod ikke til at forstyrre ham i hans betragtninger , skønt et lidet nik ved indtrædelsen havde vist mig , at jeg i al fald var bleven bemærket . Violinen svingede han langsomt i hånden frem og tilbage foran sine knæ med et sagte knep over strengene for hver gang , så den mindede om en afdæmpet kirkeklokke . Hans milde , grå øjne gled hen på mig med et grundende , mønstrende blik , som om han egentlig nu så på mig for første gang , og et svagt smil viste , at undersøgelsen ikke just faldt så dårligt ud endda . Lidt efter skyggedes døren , og ind trådte til min overraskelse Susanne . Hun gik hastigt og rødmende lige hen til mig og tog mig i hånden med de ord : „ Kære David , klokkeren ved alt : han har givet os lov til at tage farvel her . “ „ Ja , jeg har så , børn ! “ sagde klokkeren , „ men kun for et øjeblik , fordi Susanne bad så meget om det , og for at i begge kunne høre , hvad jeg efter overvejelse mener om det hele . “ Han holdt nu en liden tale , hvori han sagde , at han ikke så noget galt deri , at vi holdt af hinanden , skønt vi rigtignok vare meningsløst unge . At vi ikke åbenbarede forholdet for vore forældre , håbede han . — og han havde tænkt meget derover — også var undskyldeligt , da disse næppe engang endnu ville tage sagen for rigtigt alvor , og vi således kanske kun ville blive krænkede i vor følelse . Nogen mellemmand for hemmelige kærlighedsbreve , således som Susanne havde bedt ham om , agtede han ikke at være , og det både for sin egen skyld og for vor skyld , idet vi burde bruge de forestående to prøveår til at se , om der var virkelig sandhed i vor kærlighed , eller om det kun var børnetanker af den slags , som siden igen dunstede bort af sindet . Med den besked gik den gamle klokker godmodigt ud af stuen . Da vi vare alene , fortalte Susanne mig hviskende , hvorfor hun havde vovet at fortro sig til klokkeren . Hjemme havde hun nemlig hørt , at han engang i sin ungdom havde haft en ulykkelig kærlighed , og at dette var grunden , hvorfor han aldrig havde villet gifte sig og siden var bleven så underlig . Dernæst tog hun med ivrig hast op af lommen — hun gik endnu i sin gamle , blårudede , korte hverdagskjole , der skulle sides ud , men med „ voksent “ Hår — et kors af små , blå glasperler , som jeg skulle bære om halsen nærmest brystet i en silkesnor , som hun også trak op af lommen . Op af lommen med det meget i trak hun fremdeles efter nogen møje frem en liden saks . Det gjaldt nu en krøl af mit hår , netop den sorte i tindingen , hun længe havde sigtet på , sagde hun , og som hun agtede at forvare i aflukket under sin csnfirmationsmedaillon . Da jeg så til gengæld bad om en af hendes , som jeg også „ længe havde sigtet på “ , sagde hun , at det ikke behøvedes , da det perlekors , jeg havde fået , var trædet på hendes eget hår . Så var der noget , jeg måtte love hende , og som hun havde udtænkt , medens hun sad hjemme og syede , for da tænkte hun på så meget . Det var , at jeg , når jeg blev student , fluide forære hende en forlovelsesring af guld med indskriften „ David og Susanne “ på den ene halvdel af indersiden , og på den anden side skulle der stå : „ Som David og Jonathan “ . Det var vore forældres uenighed , der havde bragt hende på den tanke . „ Men , “ afbrød hun , „ Du hører jo ikke på mig , David ? “ Jeg stod virkelig også og tænkte på noget andet ; det var , om jeg vel turde kysse hende til farvel ; jeg huskede på isammer ude blandt vætteskærene . I det samme skrabede det ude på stcnhellen foran døren , hvilket betød , at klokkeren syntes , det nu snart fik være slut , og Susanne skyndte sig til min skuffelse straks med at få presenterne , hvormed jeg endnu stod i hånden , gemte nede i min brystlomme . Hun var netop færdig dermed , da klokkeren trådte ind og sagde , at vi nu måtte tage farvel med hinanden . Susanne så en stnnd på klokkeren og derfra bleg og med øjne , der fyldtes med gråd , hen på mig , som om den tanke , at vi skulle stilles , først nu var gået rigtig op for hende . Hun gjorde en heftig bevægelse — hun ville øjensynlig faldt mig om halsen , men tog sig igen i det , fordi klokkeren var tilstede . Nu tog hun kun min hånd , førte den op til sine øjne uden at sige et ord og skyndte sig bort . Dette var mere , end jeg kunne udholde , og jeg tror , det var for meget for den gamle klokker med . Han gik frem og tilbage og kneppede sagte på strængen , medens jeg henne ved bordet lod tårerne få frit lød . Før jeg gik , spillede han en lille dejlig „ Slåt “ , som han havde gjort , da han var tyve år . Den greb mig dybt , fordi jeg syntes , den var gjort ligesom om mig og Susanne ; den sang indeni mig længe bagefter , så jeg lærte den udenad . „ Der hører nok en til , “ sagde han , da han sluttede , og dernæst — efter et lidet ophold som i en tung erindring — : „ men den er lidet lystelig og passer ikke for dig ! “ Da jagten tidligt den næste morgen rejste , viftede der et tørklæde ud af salsvinduet i præstegården og til svar en blank hat ombord . Syvende capitel . Trondenæs . Ved et næs på nordsiden af hindøen i senjen ligger trondenæs kirke og præstegård . Denne sidste var i Olaf den helliges tid kongsgård , og Thore hunds Broder siver boede der . Bjarkø , hvor Thore hund havde sit høvdingesæde , er kun nogle mile borte . Kirken selv er i mange henseender et mærkeligt historisf minde . Dens to tårne , hvoraf det ene var firkantet og oven beflaget med kobber samt med jcrnspir og det andet ottekantet , eksisterer nu kun i sagnet , og af de berømte „ tre forunderlig høje ligevoxne støtter “ findes blot levningerne ved vestre indgang . Denne kirke har engang været christendommens nordligste grændsefæstning , har stået der mægtig med sine hvide tårne , sine klokkers langt rungende mål og sin hellige sang lig en kæmpebisp i hvid messesærk , der bar st . Olafs christne vigsel og altarlys ind i mørket mellem finmarkstroldene . Dens magt over sindene har været tilsvarende dyb og stor . Til den har henfarne slægter , kirkeklædte , sognet lange veje , før andre kirker rejstes deroppe . Kunne den kleberstens døbefont , som står i koret , opregne navne , eller alteret nævne de brudepar , som der er viede , eller den ærværdige kirke fortælle , hvad den vidste , ville vi få høre mangen mærkelig saga . Nu har protestantismen her som overalt plyndret kirken ; levninger af dens malede alterflabe findes indsatte som døre i bøndernes madskabe , og det , som var mest fremragende ved den , ligger i ruinermen længer har man heller ikke kunnet drive ødelæggelsen . Den gamle kattolske religiøse kirkestemning følger den til dels den dag i dag i de gamle sagn , der svæve om den , og underholdes ved de fremmede malerier i choret , ved de mystiske hvælvinger og alle disse ruiner , som nordlændingens fantasi genopbygger i utydelig storhed . Almuesmanoen deroppe er desuden i sit religiøse tankesæt og sin overtro ikke så lidet af en kattolik . I livsfare at love vokslys til kirken falder ham langtfra unaturligt og heller ikke at tage jomfru Maria ind i sin bøn . Han ved ja nok , at hun er afsat , men tager hende fromt med alligevel . Jeg dvæler ved mindet om denne kirke og dens omgivelser , fordi jeg i de to år , jeg opholdt mig på trondenæs , påvirkedes så stærkt af stedets mægtige fantasiindtryk . Den hule jordbund med de formodede underjordiske hvælvinger var mig som en tildækket afgrund fuld af hemmeligheder , og i kirken — hvis stilhed jeg ofte søgte , da den med sit tanken forunderlig beskæftigende indre ligger selskabeligt næsten lige væg i væg med præstegården og i regelen på grund af seminariets orgeløvelser stod åben , — kastede dagslyset undertiden skygger i gange og indsænkninger , som om der rørte sig væsener fra en anden tid . Jeg læste med stor fremgang latin og græsk med den elsfværdige , kundskabsrige præst , i hvis hus jeg boede , og de andre skolefag med en af seminariets lærere ; men i mine fristunder søgte jeg disse steder , der i så høj grad sysselsatte min fantasi , og trondenæs var derfor alt andet end det rette sted for mit sygelige sind . Min nervøse overspændthed har , som jeg senere har iagttaget , en forbindelse med månefliftet . Ved sådanne tider udøvede hine steder en næsten uimodståelig dragende indflydelse på mig , jeg listede mig ubemærkt hen i ensomheden og kunne sidde der i flere timer , fordybet i det mangt og meget , som halvklart skabtes af min indbildningskraft , deriblandt Susannes lette skikkelse , som jeg undertiden syntes svævæde lige hen imod mig , uden at jeg dog nogensinde rigtig kunne få se hendes ansigt . Det var ude på vårsiden i det andet år , jeg var der , at jeg en middagsstund under indflydelsen af en sådan sygelig stemningsperiode sad inde i kirken på en forhøjning nær hovedalteret , grublende med Susannes blå kors i hånden . På væggen ved siden af alteret faldt mit øje på et stort , dunkelt billede , som jeg ofte havde set , uden at det havde efterladt videre indtryk . Det forestiller i legemsstørrelse en martyr , der er henkastet i en tornebusk . , hvis spidse torne , lange som dolke , gennembore hans legeme på forskellige steder , og som derhos ikke tør jamre sig , fordi en svær smertefuld torn går ind under struben og ud den åbne mund . Udtrykket i dette ansigt blev mig med engang helt forfærdeligt . Det så på mig med en mine af stille forståelse , som om jeg var lidelseskammeraten , der skulle ligge der , når han endelig engang fik udstridt . Det var umuligt at få øjnene derfra , det blev som levende , rykkede snart ganske nær , snart langt bort hen i en dunkelhed , som mit eget svimlende hoved flabte . Det var , som i dette billede forhænget var draget til side for et stykke af min egen sjels hemmelige historie , og det var kun med en viljeanstrengelse , fremkaldt ved frygten for at suges for langt ind i min egen fantasi , at jeg formåede at løsrive mig fra det . Da jeg vendte mig , stod i lyset , som faldt fra vinduet nær den øverste kirkestol , damen med rosen . Hun havde et udtryk af uendeligt vemod , som kendte hun vel sammenhængen mellem mig og hint billede , og som tornegrenen i hendes hånd var kun i formindskelse den samme tornebusk , hvorpå martyren hist henne lå . I kirkens ensomme stilhed påkom der mig pludselig en usigelig angest for usynlige magter , en panisk skræk , hvorunder jeg hastigt flygtede ud . Da jeg kom udenfor , opdagede jeg , at jeg havde mistet Susannes blå kors . Det kunne kun ligge i kirken ved forhøjningen , hvor jeg havde siddet . Jeg ville i dette øjeblik , medens rædselen endnu sydede mig i blodet , ikke gået tilbage igen ind i kirken for nogen pris i verden — undtagen for Susannes blå kors . Jeg fandt det , idet jeg med fnld ro ledte på gulvet der , hvor jeg havde siddet . Den anden gang , mit nervesystem i de år sådan åbenbarede sin sygelighed , var ud på efteråret , et par måneder før jeg skulle rejse hjem . En Bonde havde , medens han var inde hos præsten , bundet til kirkegårdsmuren en hest , som var glasøjet . Jeg gav mig til at stå og se på den ; men dens døde , udtryksløse blik forfulgte mig bagefter i erindringen hele dagen . Det forekom mig , som om dens øjne i stedet for udad så indad i den os usynlige verden , og som om det kunne falde den naturligt , når man glemte at passe tommen , at vige af fra den almindelige landevej og ind på helvejen , hvor de døde fare . Som jeg om eftermiddagen med dette i tankerne sad inde hos præstens , hvor man samtalede om allehånde , stod pludselig for mig et ansigt hjemmefra , blegt og anstrengt , og lidt efter blev det mig klart , at den mand , hvem det tilhørte , kæmpede fortvivlet for at klamre sig fra den oprørte brænding op på en klippe . Det var ingen anden end vor dreng Anders . Han fæstede sine halv glas- halv hornagtige blikke på mig , medens han lå der ligesom hindret fra at redde sig af noget nede ved hans fødder , som jeg ikke så . Han havde et udtryk , som om han ville sige mig noget . Visionen varede kun et øjeblik ; men en pinlig , næsten uudholdelig følelse af , at der i denne stund hændte en ulykke for os hjemme , drev mig ud af stuen og til at vanke urolig om i Marken resten af dagen . Da jeg kom tilbage , spurgte man , hvad der havde sejlet mig , siden jeg med engang kridhvid var faret ud af stuen . Fjorten dage efter kom der et sørgeligt brev hjemmefra . Min faders jagt „ Håbet “ , -er efter de dages skik var uassureret og for en stor del ladet med fisk , som han for egen regning havde indkøbt , var på bergensrejsen gået under i et uvejr på stathavet . Fartsjet var sprunget læk og havde ud på eftermiddagen måttet landsættes . Mandskabet var sluppet derfra med livet , men vor dreng Anders havde fået begge sine ben knuste . Dette forlis gav min faders formue sit første betydelige stød . Det andet skulle komme ude i det påfølgende år med tabet også af den anden jagt „ Enigheden “ , og det tredje og for fremtiden afgørende slag rammede , da det af regeringen endelig blev afgjort , at vor handelsplads ikke skulle være dampflibsstoppested . Ottende capitel . Hjemme . I december måned var jeg igen hjemme , hvor jeg udvortes fandt alt ved det gamle , kun om muligt på grund af , hvad der var passeret , endnu stillere og tristere . Min fader var rastløs virksom , men lidet meddelsom . Han anså mig sandsynligvis heller ikke stikket til at tage del i sine bekymringer . Susanne , der nu ligesom jeg var over nitten år gammel , opholdt sig i besøg hos en familie nogle mile borte og skulle først komme hjem til jul . Min længsel efter hende var ubeskrivelig . Det var i den sidste mørke , stormfulde uge før jul , at den spanske brig „ Sancta Maria “ , fordrevet ved uvejr , indkom i nærheden of vort sted i en temmelig besfadiget tilstand , der gjorde , at den under vore dårlige arbejdsforhold måtte ligge og reparere i hen ved seks uger . Kaptejnen , som ejede både skibet og ladningen , var en høj , gul , pyntelig klædt spanier med noget gråsprængt hår , sorte øjne og store ansigtstræk . Med ham fulgte hans ssn Antonio Martinez , en smuk , ung mand med olivenbrunt ansigt og ildøjne ligesom faderen . Min fader havde gjort hr . Martinez væsentlige tjenester under indbjergningen og bad ham nu med nordlandsf gjestfrihed tage tiltakke hos os . Uagtet meddelelsen mellem os ikke kunne være synderlig livlig , da de fremmede kun forstod enkelte norsfe ord og ellers måtte hjelpe sig med tolk , fremgik det dog snart , at det var to meget godmodige mennesker . Deres hovedbefljæftigelse bestod i hele dagen at rulle og røge cigaretter og at tilse arbejdet ved briggen . Den mørke tid virker trykkende på manges humør der nord ' , især i dage , da man er mindre beskæftiget . I julen og især selve juleaften plejede således min fader altid at være yderlig trist . Medens lystigheden gik i hele huset , og folkene højtidsklædte julede ved det med tregrenede talglys prydede kjokkenbord , sad han i regelen i sine egne tanker indestængt på kontoret og ville ikke forstyrres af nogen . denne juleaften var han dog for hr . Martine ; ' skyld en stund inde i stuen , men forholdt sig hele tiden tavs og forstemt , som om han kun længtes efter sit ensomme kontor , hvortil han også lige efter aftensbordet trak sig tilbage . Niende capitel . Julebesøgef . Omkring juletiden var der den vinter på vore kanter i lofoten en hel del fremmede , mest skibskaptejner , der , ligesom Martine ; hos os , på grund af det urolige vejr eller søflade opholdt sig på forskellige steder iland . Der var derhos kommet notabiliteter sydfra i offentligt ærinde . En følge af dette var igen en del selskabelige sammenkomster , hvori verterne søgte at overbyde hinanden i flot gjestfrihed . Tredie nytårsdag blev vi således budne til middag og bal hos den formuende lensmand røst , ' hos hvem de nævnte herrer sydfra fortiden havde ophold . Det var for os kim en halvanden mil at rejse , men mange havde både seks og otte mile frem og deraf en større strækning havvej . Røst ' s rummelige lokale kunne huse en hel mængde gjester , men denne gang havde han for at skaffe nattelogi til de mange indbudne tillige taget nabogården i beflag . idet jeg strider til at fortælle dette besøg , der for mig stalde blive så fuldt af begivenheder og sindsbevægelser , har jeg lovet mig selv at være kort , og jeg kommer således til at overspringe mangt et træk og mangen en tegning , der hører til et mere fyldigt billede af livet deroppe . Man skulle efter indbydelsen spise klokken tre , men de fleste både indfandt sig to , tre timer i forvejen . Medens damerne omklædte sig ovenpå , samledes herrerne nedenunder i en med forsæt ikke meget oplyst stue , hvor der stod „ et stykke at bide i “ Og en snaps , som vel kunne tiltrænges efter rejsen . Der blev de tillige af den omhyggelige Vert gjorte bekendte med hinanden . Man ventede længe og forgæves på præsten og hans damer og måtte tilslut bestemme sig til at gå til middagsbordet uden dem . Dørene opsloges nu til den store , festligt oplyste spisesal ovenpå , gjesterne strømmede opad trappen og indtoge efter mange standsninger i dørene og lange høflige stridigheder om rangordenen deres pladse rundt det store , svært opdækkede hestesfobord , der prangede festligt med en tæt rad af vinflasker , trearmede lysestager , høje kogeopsatser og især øverst oppe ved hæderspladsen med en sand opdyngning af massivt . Sølvtøj . For præstens blev tre pladser forbeholdt oppe ved notabiliteterne . Min fader sad ved siden af hr . Martinez oppe ved hovedbordet , og jeg i beskedenhed længer nede ved et af sidebordene . Middagsselskabet var af det gode , gamle , gemytlige slags , som nu desværre overalt går mere og mere af brug . Man spiste rigtignok med kniven og vidste ikke af sølvgafler ; men der var fil gengæld virkelig glæde i laget , og man havde længe efter stof fil mangen morsom samtale . I begyndelsen , medens man endnu sad med den frysende følelse af den hvide dug og imponeret af det festlige indtryk , gik det jo rigtignok dygtig stift fil . Naboerne vovede næppe engang at hviske fil hinanden , og de balklædte unge damer , der alle som ved en magnetisk sammenhængskraft vare komne ved siden af hverandre , sad længe i dyb , genert tavshed i en række , som en blå , rød og hvid blomsterhæk , hvori ingen fugl turde synge . Middagen åbnedes ved , at berten ønskede gjesterne velkommen . I et par længere studerede taler udbragte han dernæst skåler for de tilstedeværende notabiliteter , hvilke igen af disse besvaredes . Hermed følte alle , at man var sluppet over det egentlig officielle dørtrin fil glæden . Berten indlod sig nu med lettet bryst på de langt kortere og grejere skåler for de fraværende , hvoriblandt først og sremst var den „ elskværdige præst og hans familie “ . Ved denne skål lagde nok flere end jeg mærke til , at min fader lod glasset stå urørt . imidlertid gik retterne rundt , og eftersom vinstanden i flaskerne sank , steg munterheden . Der dukkede nu op mangt et både kvivkt og skarpt hoved , der her var kommet frem på sin rette kampplads , og den hagl , som her vankede af vid , lystige indfald og morsomme taler — de sidste som oftest i form af historier med et undertiden måske noget drøjt point i — gav et livligt indtryk af det ejendommelige nordlandske lune . At der , da man skulle rejse sig fra bordet , var enkelte , som ikke kunne - komme op af stolen , og andre , der bagefter savnedes som følge af slaget , var kun , hvad der dengang sædvanlig hændte i selskaber . Blandt disse sidste skulle desværre også jeg tælles . Øjeblikkets indtryk har altid haft en stor magt over mig , og uvant , som jeg var , både til den slags lystighed og til stærke drikke , havde jeg uden forsigfighed overgivet mig til den glade stemning , der susede rundt omkring mig . Jeg tror , at jeg aldrig har let så meget i mit hele liv tilsammen , som jeg gjorde ved dette ene middagsbord . På skrå for mig sad den rødhårede handelsmand Wadel med sit lange , tørkomiske ansigt og fyrede af den ene vittighedsgranat ester den anden , og ved min side hviskedee den pukkelryggede kontorist gram , der var vkdenom bekendt for sit gode hoved og frygtet for sin bidende tunge . Hans pikante karakteriseren af de forskellige , som sad ved bordet , steg i ondskabsfuldhed , eftersom han drak , og var hans ord blevne hørte , ville nok mangt et strålende ansigt ved bordet stiftet udtrykt jeg tror også , at han ved siden deraf i stilhed har haft sin fornøjelse af at få mig beruset , i det mindste var han hele tiden utrættelig i at fylde mit glas , især da den hede vin toges i brug . Hans rappe , gløgge ørneøjne og nogle tilhviskedee ord rettede min , nu ellers dygtig omtågede opmærksomhed hen på mangen en komist scene . Det forekom mig til sidst , at stuen og bordet gik op og ned , som om vi sad under søgang i en stor kahyt . Utydeligt står også for mig , at man bagefter i den sejlende sal i to modsatte strømninger klemte sig forbi hinanden rundt bordet mellem væggen og stolene og takkede for maden . Efter alt dette erindrer jeg intet , før jeg vågnede i bælmørke som af en tung , forvirret drøm og følte , af jeg lå i en blød edderduns seng . Lidt efter lidt dagede det passerede op i min erindring , og jeg begreb , af jeg var bleven bragt til sengs i et af gjesteværelserne i nabogården . Medens jeg lå og grundede over dette og følte mig uhyre ulykkelig , kom den ældre hr . Martine ; ind til mig med et lys i hånden for af se til mig . Det viste sig da , af klokken var over to om natten , og den omstændighed , af jeg således havde sovet en seks , syv timer i træk , skyldte jeg rimeligvis , af jeg ikke længer følte mig videre legemlig ilde ; desto mere led jeg moralsk af en skamfuld følelse . såvidt jeg kunne forstå , da jeg klædte mig på , var nok nabogården bleven et helt lazarett for den samme slags faldne efter middagsbordet som jeg , og blandt dem bemærkede jeg med en vis hevngjerrig glæde kontorist gram , min pukkelryggede , skadefro sidemand . Hr . Martine ; betydede mig med alskens oprømte gestikulationer , af man nu var ivrigt i færd med af danse , og af jeg måtte være med . Tanken om , af Susanne nu længst måtte være kommen og have ventet forgæves , for mig med et som et lyn igennem hovedet . Hvorledes jeg havde kunnet glemme hende endog kun et øjeblik , var mig selv en gåde ; men at jeg havde gjort det , lå tungt på mig . Spisesalen var nu bleven forvandlet til balsal , og dansen havde allerede i flere timer gået lystigt for sig efter fuld musik af violin , klarinet og violoncelle . I et belejligt øjeblik , midt under en Dans , listede jeg mig ubemærket ind . Som jeg stod der med mine trange , hvide handfler på , bleg og genert nede ved den åbne dør , igennem hvilken heden strømmede ud i den kolde gang som en tåge , led jeg i begyndelsen stærkt under følelsen af , at alle nu ville se på mig og tænke på min mindre passende opførsel . Det ene par efter det andet svingede imidlertid forbi så nær , at damernes kjoler rørte ved mig , og jeg begyndte , så vidt min nærsynthed tillod mig det , efterhånden at orientere mig i salen . Prcrstefruen sad i sofaen , oversf oppe mellem nogle ældre damer , i ivrig samtale med den skaldede lille doktor . Præsten spillede sandsynligvis kort nedenunder ; — men til Susanne så jeg intet . Den unge Martinez svingede netop oppe i salen med strålende mine i en polket en påfaldende smuk , hvidklædt dame med et blåt , flagrende bånd om livet . Hun havde et svært , dejligt hår , der faldt i det gule , med en stor sølvnål som et spyd gennem nakken og en let balkrands på . Hun så ned mod gulvet , medens hun dansede . Damen var højere og fyldigere end Susanne , men med en særegen ynde i sin figur , som erindrede mig om hende . Den lette , næsten fornemt udsøgte måde , hvorpå hun førte de små fødder i dansen — det var , som om hun svævede — lignede også hende , og jeg fulgte derfor parret med en ubevidst interesse . Min nærsynthed hindrede mig fra at skelne godt , og da de kom forbi mig , skjultes desuden damens bøjede hoved af hendes egen arm , der fortrolig lænede sig op til den øjensynlig lykkelige Martinez ' skulder . Hvad jeg så , var kun en bred , ren , velsignet pande , der ikke kunne tilhøre to i verden , og at en nedfalden lok af hendes hår legede om de hvide , runde skuldre . jeg følte , at jeg skalv i knæerne . Denne høje , fine , fornemme dame kunne dog umulig være Susanne ! Med en skinsyg følelse vogtede jeg ufravendt på deres Dans , til de næste gang kom forbi . Netop lige overfor mig slog hun leende øjnene op , hendes blik faldt lige på mig , og en stærk rødme gød sig pludselig over ansigt og skulder , helt ned til kniplingskanten på kjolen . Det var Susanne ! I de lidt over to år , vi havde været adskilte , havde hendes skønhed udfoldet sig så vidunderlig rigt . Af den fine syttenårs knop var der i den korte tid sprunget frem en herlig , fuldt udvoxen kvinde . Parret satte sig ned øverst oppe i salen på deres pladse nær rækken af de ældre damer . Jeg begreb nu , af de to vare i færd med af opføre ballets sidste lange Dands cotillon , hvilken man i regelen plejer af afveksle med en uendelighed af tourer , og det for mig igennem tanken , af den unge Martinez sandsynligvis havde gjort lykke hos Susanne den hele aften , siden han var bleven hendes cavalier netop i denne Dans . Jeg blev vaer , hvorledes præstefruen synligt udmærkede ham , og det faldt mig bittert ind , af han jo både var en rig mand og derhos , skønt lavere af statur , så helt anderledes voksen og mandig ud end jeg . der gik mig som en kniv i hjertet . Jeg havde altså ligget beruset som et dyr og ladet en fremmed tage Susanne fra mig . Med vild skinsyge bemærkede jeg , hvorledes den smukke , stumme , med de sorte ildøjne talende Martine ; leende og under alflens livlige nik og gebærder søgte at tydeliggøre hende en ny tur , som nu skulle gå for sig , hvorledes han undertiden bøjede sig ligesom fortroligt hviskende hen over hende , og hvorledes hun igen fra sin plads så op til ham og lo lystigt , flig som kun Susanne kunne le . Han tog hende ved hånden og fik hende til at gøre en prøve på gulvet foran deres pladse , og dette lod til at være endnu morsommere . Den unge Martine ; beskæftigede hende øjensynlig , og vort gamle forhold var altså blot børnestreger , som den voksne dame nu helst ønskede glemt . Efter vor aftale om de to prøveår var jo også alt i den henseende mellem os på det Rene , så at vi som voksne for den sags skyld ved lejlighed nu gerne kunne passiare leende sammen om det hele . Blodet susede i mit hoved , og jeg følte , at jeg måtte hevne mig . Før jeg rigtigt havde overtænkt hvorledes , gav jeg mig ved en pludselig indflydelse til at passiare ivrigt og så , at det kunne have udseende af , at jeg gjorde Cour , med landhandler r . s smukke datter , som netop kom til at stå lige ved mig . da Susanne bagefter i den nye tur dansede forbi os , så hun ligesom forundret prøvende hen på mig . Næste gang hun kom tilbage , tabte hun af vanvare sit lommetørklæde netop der , hvor jeg stod . Jeg fog det op , gik stift hen og leverede det til præstefruen , der imidlertid — det være nu i betragtning af min opførsel ved middagsbordet eller af andet — fog påfaldende kort og koldt imod mig . Jeg bukkede ligeså koldt for hende og vendte så tilbage til min gamle plads , hvor jeg igen optog den afbrudte leende samtale med jomfru r . En stund efter svingede Susanne atter forbi , og hun så da hen på mig med en alvorlig , men uvis mine , som om hun ikke rigtig var på det Rene med sig selv om , hvad hun skulle tænke ; siden slog hun hver gang med villie øjnene ned . Jeg opdagede med tilfredsstillelse , at Martine ; igrunden dansede klodset . Medens jeg med forceret overgivenhed lo og passiarede med min vakre sidedame , var det min hemmelige fristelse at sætte foden i al ubemærkethed en smule ondskabsfuldt frem , for at han kunne snuble i den . Og jeg ved ikke rigtig , hvordan det gik til , men da Martine ; næste gang dansede forbi , faldt han så lang , han var , hen over gnlvet og slog sig vist hårdt ; han var nemlig i faldet ridderlig nok til af slippe den støtte , han kunne haft i sin dame , så af Susanne kun blev reven halvt med . han rejste sig og så rasende hen på mig , den uskyldige årsag i uheldet , der stod tilsyneladende alt for optaget af min sidedame , til endnu ret engang af have bemærket , hvad der foregik . . Det blik , som han fik tilbage for det , han lånte mig , åbenbarede ham imidlertid nok uvilkårligt hele sandheden ; thi han ville netop fare lige imod mig , da han uventet standsedes ved , af Susanne , rigtignok en smule bleg , trådte lige hen foran ham og med en verdensdames holdning roligt rakte sin arm ud , for af han skulle føre hende videre . Som Susanne gik arm i arm opefter med den hinkende Martinez , vendte hun pludselig sit ansigt om til mig med en mine så glædestrålende , af jeg fra min dybe fortvivlelse pludselig hensattes i den lykkeligste , mest jublende vished . Hun havde klarlig forstået , af Martinez ' uheld var en hevn fra min side for hendes skyld og dermed fået den tvivl lettet af sit bryst , som min færd i den sidste times tid havde måttet give hende ; thi at jeg ikke var beruset , havde hun snart indset , og koketteri lå alt for fjernt fra hendes egen oprigtige , sanddru natur til , at hun skulle kunne forstå et sådant hos mig . I bred sandhed var hun egentlig kun en forfinet kvindelig udgave af sin faders stærke natur . Jeg gik og gjorde den unge Martinez de mest ufortrødne undskyldninger for min kejtethed , medens Susanne sad ved siden af og hørte på , indtil han godmodig , som han munden var , endelig lod sig formilde . Noget lang i ansigtet blev han jo , da Susanne lige ovenpå foreslog , at jeg skulle opføre den forestående tur med hende , for at han kunne hvile sit forslåcde ben til den næste . Ja , jeg dansede med hende , den smukke , fuldvoksne kvinde i den hvide balkjole , hvem jeg for en stund siden ikke havde genkendt , fordi hendes egen herligt udviklede skønhed skjulte hende . Vi havde lært hinanden at danse , og jeg tror , at vi begge dansede ualmindelig godt . Den lette balkrands med fine , hvide blomster mellem de grønne blade fremhævede hendes rige hår ; jeg havde armen om hendes liv og kendte , hvorledes hun elastisk lænede sig op til mig , medens hun vuggede med mig i dansen , glad og tryg som et barn . Hendes pande var nær mine læber , og vore blikke , som søgte hinanden under dansen , talte atter og atter om , hvor dejligt det var at mødes , når man har længtes inderligt efter hinanden i to lange år . Da jeg førte hende tilbage til hendes plads , fik jeg et håndtryk og et blik , der fuldstændigt holdt mig skadesløs for præstefruens mindre venlige miner . Det lod til , at Susanne blev irettesat for sin negligeante opførsel mod den unge hr . Martine ; , men at doktoren , som sad ved siden , tog hende i forsvar . Jeg stod igen på min gamle plads og så Susanne og Martine ; opføre den nye tur . hendes opkastede læbe viste i begyndelsen spor af den gamle barnetrods efter irettesættelsen ; men siden blev udtrykket ligesom mere roligt og tankefuldt . Hensunken , som jeg stod , i synet af hende og formodentlig svag efter de mange vekslende sindsbevægelsær , kendte jeg med et denne trykkende , urolige følelse af angesf og ulykke komme over mig , som i regelen ledsager mine visioner . Jeg søgte at komme ud af salen , men synet greb mig forinden . Jeg så Susannes ansigt , medens hun dansede med Martinez , hvidt som en gribende skøn afdøds , og den grønne krands med de små hvide blomster hang hende i håret som vådt søgræs . Det var som der drev vand ned ad hende . Blodet strømmede mig til hjertet ; salen var snart mørk , snart drejede den sig under gnister af tusinde lys rundt for mine øjne med de dansende par . Jeg ville visselig være besvimet nede ved døren , havde ikke doktoren taget mig under armen og fort mig ud på den kølige gang og derfra ind i et lidet gjesteværelse , hvor ban lød mig drikke vand og hvile på sengen . Da han en halv times tid efter anfaldet kom tilbage og så , at jeg var kommet mig , satte han sig mildt og venligt ned ved sengen hos mig og begyndte på sin trohjertige måde at tale , som han sagde , „ ligefremt “ med mig . . han havde , sagde han , idet han med lysesaxen betænksomt kløvede tanden i lyset , — som han , formodentlig for at kunne iagttage mig , havde taget bort fra spejlbordet og nu sad med i hånden , — den aften , fra jeg kom op i salen , lagt mærke til mig og troede at forstå , at jeg inklinerede for den smukke Susanne 8 . , men var skinsyg på den unge hr . Martinez . Han havde også før hørt en fugl synge om den ting . Dette var en følelse , som mange unge mennesker bare ville have godt af og udvikles ved , men for mig med min sindsdisposition ville den slags ophidsende stemninger kun være i højeste grad til skade ; han havde desværre , lagde han sagte til , haft erfaringer derfor fra min egen stakkels moder ; thi det , at hun i min barndom havde opdaget , at hendes sindssygdom var nedarvet på mig , havde kun været den tilfældige anledning til , at hun mistede forstanden . Som læge og ven ville han sige mig dette nu , medens han mente der endnu var tid for mig til ikke at lade denne følelse slå rødder . Og han ville sige det ikke blot for min egen , men også for Susannes skyld , hvem han holdt inderlig af og så nødig ville have ført ind i det , som efter menneskelige øjne blot kunne ende med sorg . Et måtte jeg også overveje , forfsatte han — efter et længere ophold , hvori han ligesom betænkte sig på at rykke ud med sproget , me . n så besluttede sig fast dertil — og det var , at min ulykkelige arvelige disposition hellerikke gjorde det så ganske forsvarligt for mig at tænke på at gifte mig ; det kunne , antydede han med en gestus , som om han i lyset udførte en sidste afgørende operation , endog betragtes på samme måde , som om en spedalsk giftede sig uden at bryde sig om , at han derved forplantede sin sygdom ned på børnene . Jeg skulle dog — her rejste han sig og lagde hånden trøstende på min skulder , — ikke tage mig disse ting alt for nær . De bitre midler , og det var desværre sandheden nu , er som oftest de sundeste , og for min syge , drømmende natur var den usminkede sande virkelighed tillige efter hans alvorlige , modne overvejelse det eneste middel til sundhed og frelse . Efter et øjeblik atter at have holdt lyset hen over mig , fjernede han sig med et alvorligt nik ; han indså nok , at jeg ikke i øjeblikket var i stand til at føre nogen samtale eller svare ham . Det var i al venlighed dødshugget over alle mine drømme og illusioner . Jeg følte bedøvelsen af slaget , skønt min indre erkendelse endnu ikke rigtig havde optaget det klart i sig . Mit livs gamle ulykkesanelse var nu endelig stadfæstet . Susanne havde for mig altså dog kun været et lånt solskin , som skulle udslukkes , når det kom til virkeligheden . Medens jeg med det indre øje egentlig mere så end tænkte dette , og musiken lød utydeligt inde fra balsalen , lå jeg så rolig , så rolig og følte mig efterhånden med en dump smerte ligesom afdø fra alt det , som var mig kært i verden . Det var , som mit legeme stivnede under sorgen , og Susannes ansigt uden livsskær stod nu for mig som noget naturligt ; min kærlighed var jo en afdød historie . Som jeg endnu lå der i en dunkel , stiv døs , gennem hvilken alt ydre kun viste sig for mig i en halvtåge , åbnedes døren , og en dame trådte ind . Hun rettede i hast foran spejlet af et knappenålsbrev en nedtrådt rift i sin balkjole , men standsede med et forskrækket ved at se nogen ligge borte i halvmørket på sengen . Jeg genkendte Susanne , og , som det lod , sagde også en anelse hende , at det kunne være mig , thi hun nærmede sig ligesom spejdende og hviskedee mit navn . Sandsynligvis har hun tænkt , at jeg sov , siden der intet svar kom , og at det ikke var ret eller tid at vække mig . Et øjeblik stod hun stille lige ved mig , som hun betænkte sig , så bøjede hun sig over mig , så jeg kendte hendes varme ånde , trykkede et sagte Kys på min pande og gik . Et julebesøg plejer i egnene nordpå at vare i et par dage , som oftest i flere . Denne gang blev det så , at vi fra vort hus på grund af min faders og Martinez ' ernes travlhed skulle rejse de fem Fjerdingvej hjem allerede den næste aften i mørket , medens derimod de fleste skulle vente til den påfølgende dag . præstefamilien skulle imidlertid blive der til gæst sammen med „ Notabiliteterne “ Ugen ud til-lørdagen . I mellemtiden , allerede den næste dag , fluide præsten og fruen ud på besøg hos en familje i nærheden . Susanne fik lov til at blive tilbage . Jeg havde , som de andre gæster , ligget til langt op ad formiddagen ; men inde i mit hoved havde i den tid doktor k . ' s ord om , at min stilling var lig den spedalskes , banket som i en byld stedse hårdere og smertefuldere igennem alle mine vekslende forestillinger , indtil deres betydning med engang stod klar og med sin hele bråd for mig . Jeg elskede jo Susanne tusinde gange højere end mig selv , og skulle jeg så egenkærlig pille knytte hendes skæbne til en mand , som var sindssvag , bare fordi dette menneske var mig selv ? Og min sindstilstand ville kanske udover livet heller forværres . Jeg begyndte at føle , at jeg vandt i fromt mod til opofrelse og fik dermed tillige en velgørende , klar ro over mig . Det var jo dog , når alt kom til alt , kun det bedste , jeg vidste , nemlig at ofre livet for Susanne , og denne betragtning gav mig til sidst næsten en fanatifl lyst til at gøre det . Min beslutning var i al fald fattet , og min plan den simple at tale ligefrem , bestemt og klart med hende ; thi fluffe hende i nogen måde , ville jeg ikke for alt i verden . Det var om eftermiddagen i tusmørket , medens de andre vare ude og gik tur , at jeg fik anledning til at tale alene med hende . Susanne bar den dag sin førte silkes konfirmationskjole , der sad så godt om hendes liv , kniplingskrave og snævre ærmer med manchetter om håndledet . Håret var fæstet med en sølopil som på ballet , men ellers uden nogen anden prydelse . Hun sad nu eftertænksomt og hørte på mig foran den netop ilagte kakkelovn , hvor vi begge havde sat os hen . Hvergang hun bøjede sig frem i lysningen fra ovnmundingen , faldt skæret på hendes udtryksfulde ansigt , medens jeg , under anstrengelsen for af være sand , mulig endog med overdrevne farver fortalte hende alt om min sindstilstand , og hvad doktor k . havde sagt derom . Eftersom jeg talte , så jeg hendes ansigt blive stedse alvorligere og blegere , indtil hun til sidst med albuerne støttet på sine knæ bedækkede sine øjne med hænderne , så jeg blot kunne se , af hendes læber skjalv og af hun græd . Da jeg kom til , hvad doktoren havde sagt om af min stilling var lig en spedalsks , og af således gud selv havde sat en hindring mod vor forening , samt trøstende søgte af forestille hende , af vi jo i grunden hele vort liv med undtagelse af de sidste par år havde elsket hinanden på en anden måde som Broder og søster — løftede hun pludselig i vild heftighed hovedet op , så jeg så lige ind i det tårevædede ansigt , slog armene om min Hals og nødte mig sådan ned på knæ hen foran sig . Hun pressede mit hoved med magt op til sit bankende bryst , som om hun ville beskytte mig mod dem , der ville tilføje mig ondt . Så strøg hun med hånden håret bort fra min pande , — jeg kendte hendes tårer falde ned på mit ansigt — og hun gentog atter og atter ligesom i vildelse kælende de ord , at ingen i verden fluide få tage mig fra hende . Dette var for meget for min trætte , pinte natur ; jeg greb begge hendes hænder og græd over dem med hovedet i hendes fang . Min gråd blev stedse hæftigere , indtil den tilslut steg til en fortvivlet , krampagtig hulken , som jeg ikke længere kunne råde for , og som nok rent ud forskrækkede Susanne ; thi hun tyssede på mig , nævnte mig ved navn og kyssede mig derimellem som et barn , for at få mig stille . Jeg havde en så dyb trang til at få udgrædt , at det ikke længere kunne standses . Da jeg endelig blev roligere , foldede hun igen sine hænder om min nakke , som om hun derved ville tvinge min opmærksomhed , bøjede sig frem og så mig længe ind i øjet med et udtryk i sit bevægede , smukke ansigt , på engang så overtalende inderligt og så viljestærkt . Jeg måtte , forsikrede hun endelig med det kast med hovedet , hvormed hun altid gjorde sin tale indtrængende , tro hende i , at hun for vort vedkommende vidste tusinde gange bedre besked om , hvad gud ville , end nogen doktor , og kun gud skulle vi begge her lystre , ingen doktors menneskelige klogflab . Jeg var også i meget så uhyre enfoldig , så man kunne snakke for mig , hvad det så skulle være . sådanne folk som doktoren , sagde hun , forstod sig ikke på , hvad kærlighed var . Havde jeg været frisk og glad , så havde det vist været guds vilje , at hun skulle delt det gode med mig , og så måtte det ligeså vel være hans vilje , at den samme kærlighed skulle få dele min sorg og sygdom ; men her var det , at doktor k . — hun lagde ham øjensynlig stærkere og stærkere for had , eftersom hun beskæftigede sig med ham — tænkte anderledes end Vorherre . Hun troede desuden så sikkert , — og hendes stemme blev her forunderlig mild og blød , næsten hviskende og fortrolig — , at netop det , at vi to holdt så af hinanden , ville være en bedre snndhedscuur for mig , end nogen doktor kunne finde på . Ialfald følte hun hos sig selv , at hun ville blive syg i sindet og fortvivle , om ikke jeg længer holdt af hende , for det havde vi jo gjort , fra vi begge kunne huske , så det nok var for sent at finde på at skille os ad . Et skulle nu være fast besluttet — ved tanken fik hendes ansigt et præg af ubetvingelig vilje , der mindede mig om hendes fader — og det var , at hun snarest mulig ville betro alt om vort forhold til sin fader . Nogen hemmelighed burde det , både for min og hendes skyld , ikke længer være . Hendes fader holdt så meget af hende , og i nødsfald ville hun alvorligt sige ham , at det ikke kunne nytte hverken ham eller nogen anden — hun mente hermed moderen — længer at prøve at få nogen doktor til at narre mig fra hende . noget „ Broder- og søsterflab “ mellem os , som hun med hånlig foragt i minen udtrykte sig , ville hun nu mindst af alt vide af , og ligesom for ret at få knust denne tanke , bad hun mig , idet hun stod opret foran mig og med lidenskabelig Iver så mig i ansigtet , at give hende mit Kys på , at vi endnu var og altid trods alt og alle fluide vedblive at være trofaste forlovede , selv om jeg aldrig blev så frisk , at vi nogen gang kunne gifte os her på jorden . Jeg tog om hende , gav hende kysset varmt og lidenskabeligt en , to og tre gange , indtil Susanne frigjorde sig for mig . Medens hun talte , var det gået op for mig , at hun , med sin stærke , sunde , kærlige natur , stred striden for os begge og for en ret , som mulig ikke ganske kunne bevises med ord , men hvis hellighed jeg følte stod over alt kunstigt bevis . Jeg fik nu Susanne tilbage på en anden sandere og virkeligere måde , end jeg nogen gang havde anet eller drømt , idet jeg begreb , at alt det , som kunne kaldes ridderlig opofrelse fra min side , kun lå lavere end vor kærlighed , ja simpelthen var en uværdig krænkelse af den . I sand kærlighed bæres korset af begge de elskende , og den , som „ ridderligt “ vil bære det alene , bedrager kun den anden for en del af sit bedste eje . en times tid efter denne min sammenkomst med Susanne , der sluttede med fornyede løfter og tilsagn , sad jeg i den næsten mørke vinteraften , medens månen sejlede bag en uendelighed af små , grå skyer , i bagskotten af vor fembøring sammen med min fader og de to Martinez ' er . Fader sad ordknap og styrede , medens folkene roede op en temmelig tung modvind , som faldt ind sundet , før at vi kunne få „ Stræk på sejlet “ Resten af vejen . Jeg tænkte i stilhed over alt det meget , som var passeret under dette korte besøg , og følte mig så uendelig lykkelig . Vi kom hjem ud på natten . Jeg forsøgte at ligge vågen og tænke på Susanne og alt , hvad hun havde sagt mig , men sov ind som en sten og vågnede med en følelse af sundhed , lykke og glæde , som kun den ved af , i hvis lod det har faldt at få sove den rigtig lykkeliges søvn . Og således kom nu hver nat . Jeg sov ind , før mit fadervor var til ende , sang om morgenen og følte mig næsten til overgivenhed let , glad og arbejbslysten hele dagen . Det stadfæstede sig , hvad Susanne havde sagt , at vor kærlighed ville blive mig en sundhedsbrønd , bedre end nogen doktors menneskelige kløgt formåede at anvise . tiende capitel . Stormen . Det var ud på eftermiddagen lørdag efter helligtrekongersaften , at den forfærdelige to dages storm røg op , der af mange endnu omtales som en af de mest orkanagtige , der i mands minde er overgået lofoten . Det var en lykke , at fiflet endnu ikke var begyndt . — stormen stod med gråvejr og slud og uhyre søgang sydvest , ret ind pestfjorden — ellers ville der kanske været spurgt forlis efter ikke mindre målestok end under det bekendte uvejr i 1849 , da i et døgn flere hundrede både forliste . Nu blev det med en del både , som var påvej til fiflet , og indstranding af flere jagter og et par større fartøjer . Uvejret øgede på udover natten ; vi kendte , hvordan bygningen for hvert stormstød gav sig og stønnede i sine sammenføjninger , og sad alle som ved en stille overenskomst oppe ved lys og vågede . Vindneslemmer , døre og glugger blev omhyggelig tillukkede . Tagstenene ramlede larmende under vindstødene , så at vi frygtede for , at de skulle bryde åbning i taget , og skorstenspiberne gav i blæsten en uhyggelig , dyb , brummende lyd , der under de værste tag i bygningen hørtes som en høj , fæl kjæmpetone ud i natten , undertiden næsten som et vildt nødråb . Vi opholdt os alle i stuen under en tavshed , som knn af og til afbrødes af nogle bemærkninger øm vejret , eller når en af husfolkene kom ind fra en rundtour omkring i huset for at se efter . Min fader sad i urolig angest for sjøboden og sin jægt , som lå nede i bugten , og som om eftermiddagen under den svære sø , der trods havnens gode beliggenhed gik derind , var bleven tredobbelt fortøjet . Jeg så ham mange gange folde hænderne , som om han bad , og derpå en stund ligesom opmuntret gå frem og tilbage på gulvet , indtil angesten igen tog ham og han satte sig og så mørk og bleg hen for sig som før . Uvejret tog heller til end af . Engang hørte vi et dumpt bulder , som godt kunne være ifra sjøboden . Jeg så sveden perle på min faders pande og grebes af en dyb smerte ved at se hans beklemthed uden at kunne lægge engang to strå ikors for at hjelpe . Lidt efter gik han med et lys ud i kontoret og kom tilbage med en gammel storstilet psalmebog , hvori han slog op en bøn , samt en psalme at synges i havsnød . Alle folkene samledes , nden at være tilkaldte , i stuen til husandagt . Min fader sad med psalmebogen i de svære , barkede hænder , som han havde foldet foran sig på bordet mellem de to lys . Først læste han bønnen og sang dernæst alle versene i psalmen ud , medens de af os , som kunne melodien , efterhånden hjalp til i omkvædene . Det var i alle dele , som når der holdes gebet i en skibskahyt , medens fartøjet er i fare , og min fader havde visselig også ideen fra en sådan scene i hans møjsomme ungdomsliv . Under andagten forekom det os alle , al stormen ligesom begav sig og at den først tog på igen , efter at den var sluttet . Om den ældre Martine ; forlød det , at han ovenpå lå på knæ ved sin seng og i et væk korsede sig foran et crucifix . Han havde mindre grund end vi til at være ængstelig , thi hans brig lå ekstra fortøjet under land i en liden big , der lå af for vejret og søgangen . Han angrede imidlertid nu meget på , at han ikke var gået ombord til sin søn og folkene . Ud på morgentiden var det , som vejret lettede en smule , og trætte som vi vare , gik vi til sengs , medens et par af folkene dog fremdeles sad oppe . Da det klokken omkring ti om formiddagen lysnede , kunne vi først overskue ødelæggelsen . Flere hundrede tagsten fra hovedbygningen lå spredte udover gårdspladsen , en del uf væggepanelingen på vindsiden var reven op , og den yderste del af bryggen lå skævt ned i søen , idet et par brokar under den vare forskudte af søgangen . Sjøboden havde også lidt nogen skade . Vor jægt svævede imidlertid øjensynlig i fare . To af dens landtouge vare allerede sprungne , idet den havde drevet for sine ankere , og det hele kom nu kun an på det tredje og længste taug , der var fæstet i skibsringen på skæret ude i indløbet til bugten . Ombord stod kun skibshunden , en stor hvid pudel , med forpoterne på skanseklædningen agterud og gøede , uden at vi gennem vinden kunne høre lyden , medens søgangen vaflede over jægtens forende . Stillingen var fortvivlet , thi det lange landtoug stod så stramt som en streng og midten af det berørte neppe søen . Det blæste desuden så hårdt , at en mand ikke let kunne stå oprejst , men måtte krybe langs den affejede snemark , så at der ikke var tanke om at hjælpe . Jeg var krøbet op på højden bag huset og stod i læ under en fjeldknort , hvorfra jeg kunne se både udover havet og ned i bugten . Bestfjorden lå i vinterdagene ligesom med en sølvgrå røg af rokket , som drev over søen . Ind under land gik bølgerne som svære , grønne , flumskavlede bjerge , der knustes imod kysten med tordenbrag og med et uhyre dragsug bagefter , så at fjæren lå tør langt ude . Etsteds i et klippeflår , der gik brat ned mod søen , steg , hver gang bølgen slog derind , en bred , uhyre skumstråle ret op og dreves af vinden som en røg indover landet . Et andet sted stormede bølgegangen paæ en formelig titanfl måde et skråbjerg , der snart lå i skum , snart aldeles tørt , og jeg så der en stakkels udtrættet gråmåge , der formodentlig fra sit fjeldsfær var kommen ud i vinden , kæmpe og tumle i den , ofte med næsten vrængte vinger . Min spændte opmærksomhed fulgte med angest jægten nede i bugten . Jeg så til min forbavselse en mand ombord i den og genkendte den stærke Jens dreng , som med en af folkene havde vovet sig derhen fra vindsiden i en sextring . Efter et ophold ombord steg han alene med en Line om livet ned i sextringen og begyndte på det farlige arbejde at hale båden imod søgangen langs det stramme landtoug ud imod skæret . Jeg ventede forfærdet på , at båden hvert øjeblik skulle fyldes , og det forekom mig , at den flere gange tog vand ind . Medens båden klarede sig langsomt frem , fulgte fader og alle folkene i spænding efter nede i fjæren . Da Jens dreng var kommen op på skæret , hvorover bølgerne i et væk skyllede , så at han ofte stod tilknæs i vandet , fortøjede han båden og gav sig så til at hale i linen , idet han efter denne trak hen til sig gennem vandet en tyk trosse , som manden ombord på jægten efterhånden gav ud . Han var netop begyndt at belægge den i skibsringen og havde kun det sidste afgørende par stik i touget igen , da vi alle blev vaer tre forfærdelige bølgerygge , der ufejlbarligt ville bryde sig over skæret . Det gjaldt klarlig både Jens drengs liv og jægten , der med sit ene forstrakte landtoug næppe ville udholde trykket . Jeg så fransfe Martine , hans kæreste , vride hænderne over hovedet og løbe ud i fjæren , næsten som om hun tænkte på at kaste sig ud i vandet til ham , og jeg tror heller ikke at nogen af os andre , som så på , turde trække vejret . Det lod til , at Jens dreng selv også havde bemærket faren ; han skyndte sig ned i båden , hvori han endnu kunne bjerge sig , men det var kun for at tage op derfra linen , som han roligt flere gange slog om sin ryg og igennem skibsringen , da han hellerikke længer led på sine egne kæmpekræfter . Han var næppe færdig dermed , da den første bølge , som han modtog med hovedet bøjet imod , brød hvid over ham og skæret . Mellemtiden , inden den anden kom , benyttede han til at gøre et nyt belæg på landtouget . Atter kom bølgen , og alter stod Jens dreng der urokket , og han fik nu gjort det sidste stik på touget , som frelste jægten . Han havde nu proberet , hvordan en bølge kunne trykke . Han kastede linen fra ryggen op om den runde , svære skulder , så sig et øjeblik med det stærke blege ansigt om imod vore huse , som det nok kunne være muligt , at han nu sagde dem farvel , og bøjede så hovedet mod den tredje og sidste bølge , der kom med skumkammen over sig , som vanligt større og sværere end de to foregående . Da bølgen frådende havde brudt sig over , stod der ingen Jens dreng på skæret . Jeg var i angesten sprunget ned til de andre . Da jeg kom , havde man foruden båden , der var flidt fra skæret , også fået indbjerget den livløse Jens dreng , som nu bares op til huset . Bølgen havde revet ham med sig , idet linen , som han havde om skulderen , havde gledet op over nakken på ham og taget hud og klæder med . Han lå nu bevidstsløs af trykket og vandet og med den ene arm , der var skrabet blodig af linen , i en forvreden stilling ; den var skidt nøgen , etsteds endog lige til benet . Fader gik bleg og støttede under , medens de bar ham og bragte ham i seng . Da han vågnede , spyttede han en del blod og havde ondt for at tale ; men fader , som undersøgte hans bryst , sagde glad , at der ikke var livsfare . Jens dreng blev ved denne bedriff , hvorved han reddede jægten , en helt videnom ; hos min fader blev han siden den dag en betroet mand , og næste sommer stod hans bryllup med fransfe Martine . Ellevte capitel . Slutning . Jeg kan nu roligt nedskrive det lille , for mig så store , der står igen at fortælle — i mange år ville jeg ikke formået det . Stormen varede fra lørdag middag til mandag nat , da den udover morgenen efterhånden sagtnede af til et fuldkomment vindstille , hvori dog søen endnu gik urolig . samme dag , mandag middag , landede i præste - gårdstøen ikke præstens hvide husband , der ventedes hjem , men en almindelig tjærebredet bonde-fembøring med mange folk i . Op fra den til huset bar fire af mændene langsomt mellem sig en byrde , medens en stor mand og en liden kvinde gik hånd i hånd nedbøjede bagefter . Det var præsten og fruen . Hvad der var hændt , forstod jeg straks , og hjertet streg af fortvivlelse i mit bryst . Det forfærdende budsfab , som lige efter kom til os , fortalte mig intet nyt — det bekræftede kun , af den , som de havde båret op , var præstens datter Susanne . Præstebåden havde kun været lidt over tre fjerdinger borte fra hjemmet hin lørdag middag , da stormen så pludselig kom på . Et „ Nedfaldsvejr “ Var med forfærdelig magt fra fjeldsfarene styrtet ned i sundet og havde kæntret båden , der ikke var ret langt fra land . Præsten havde hastigt fået reddet sin hustru op på hvælvet , og folkene holdt sig fast omkring ved bådkanten , medens de dreve for vinden den korte strækning ind imod stranden . Men forgæves spejdede han efter sit barn , hvor han skulle finde og frelse hende . Medens vandet kogte om båden , flap den stærke mand i fortvivlelse tre gange taget , for svømmende af nå did , hvor han indbildte sig af se hende i vandet . Han ville atter prøve , men da hans hustru jamrende bad derom , forhindrede hans folk ham . Det hed siden , at de så den våde sved perle ned ad præstens pande , medens han lå der ved båden i den vinterkolde sø , og at de troede , det nok ikke var frit for , at han en stund tænkte på med vilje at flippe taget og følge datteren . Forsent opdagedes det , at Susanne var kommen ind under båden . Et toug havde viklet sig om hende , så hun ikke kunne komme op . Hendes død havde i al fald været hastig og let . Hele lørdag og søndag , medens stormen varede , havde de måttet ligge vejrfaste på en bondegård i nærheden , hvor præstefruen af udmattelse og sorg havde holdt sengen . Præsten havde så godt som hele tiden siddet inde i den kolde storstue , hvor de havde lagt Susanne , og talt med sin gud ; thi mandag morgen , da de fluide rejse hjem , var han ligesom forklaret rolig , ordnede med alt og trøstede derimellem sin stakkels grædende hustru . Jeg havde ligget i stnm , fortvivlet sorg den hele eftermiddag og den lange nat og besluttede mig til den følgende dag at gå hen og se Susanne for sidste gang . Tidlig på formiddagen trådte præsten uventet ind i vor stue og bad om at få tale med min fader . han så bleg og højtidelig ud , medens han sad i sofaen med stokken foran sig og ventede . Da min fader kom ind af døren , stod præsten op og greb med tårer i øjnene hans hånd . Efter et ophold , som for at fatte sig , ytrede han , at min fader her så for sig en ulykkelig , men ydmyg mand , som gud havde måttet tugte strengt , før hans sind rigtig havde villet bøje sig til ham . Han ville nu , for sin ulykkes skyld bede min fader om ikke længer at unddrage ham sit gamle venskab . Om den sag , der var anledningen til fjernelsen , ville han ikke nu tale ; han havde der handlet efter sin bedste overbevisning . Der var derimod noget andet , som nu lå ham på hjerte , og her lagde han armen om min skulder og trak mig fortroligt hen med sig , medens han atter satte sig ned i sofaen . Hans datter Susanne , fortsatte han sukkende ved navnet , havde et par dage før gud tog hende til sig , indviet ham i sin fortrolighed og sagt ham , at hun havde holdt af mig , fra hun var liden , og at vi to alt havde givet hinanden forlovelsesløftet med tanke på at fortælle vore forældre forholdet , når jeg var bleven student . Han havde i begyndelsen sat sig hårdt imod af flere grunde , hvoriblandt først og fremmest min sygelighed og begges ungdom . Men Susanne havde i denne sag vist et så dybt alvor og udtalt en så bestemt vilje , at det var blevet ham , der kendte hendes natur , klart , at denne kærlighed var vokset hos hende i mange år og nu ikke længer stod til at oprykke . Og det var nu hans bedste trøst midt i sorgen , at han , samme morgen som de skulle rejse hjemover på den ulykkelige tur , havde givet efter og tillige lovet hende at virke for , at også , min fader gav sit samtykke . Her stod han nu i dets sted uden nogen datter og kun som den , der fortalte , at ulykken også havde rammet min faders hus og truffet hans eneste barn . Han ville , som han håbede med min faders tilladelse , herefter altid betragte mig som sin søn . Min fader sad længe overrasket og bleg ; det var , som han havde meget sent for at fatte det , der blev sagt . Endelig stod han op og gav præsten i tavshed hånden . Dernæst lagde han den på min skulder , så jeg kendte den tungt , så mig i øjnene og sagde med en sagte , forunderlig mild stemme : „ Vorherre være med dig , min søn ! Dig har sorgen hjemsøgt ung ; vær nu bare ikke for klæk til at bære den ! “ Han ville gå ud for at lade os alene ; men betænkte sig i døren og sagde , at det vist var bedst , at jeg nu fulgte med præsten og sagde Susanne det sidste farvel . Lidt efter gik præsten og jeg ved siden af hinanden på vejen . Vort forhold var nu blevet et fortrolighedens , og han fortalte mig trøstende alt , hvad Susanne havde sagt for at bevæge ham til at samtykke . Hnn vidste gudskelov , sluttede han med et lettende suk , at hun i sin fader havde den ven , til hvem hun i nødens stund turde betro sig . præsten førte mig ind i stuen med de nedrullede Gardiner ; han stod et øjeblik ved båren , da brast tårerne hoppende næsten som hagl nedover det stærke brede ansigt , og han vendte sig og gik . Der lå hun jomfrueligt i sin hvide dragt . De havde snoet en krands af grønne blade med hvide blomster om hendes hoved , og jeg genså et øjeblik det syn , jeg havde haft på ballet . De fine hænder lå nu fromt foldede over brystet , og på forlovelsesfingeren genkendte jeg med tårer min egen gamle broncering med den violette glasperle i , som hun havde båret fra det samme øjeblik , hun opnåede sin faders samtykke . Det i livet så udtryksfulde , energiske træk om munden var i døden forvandlet til et stille lykkeligt smil , hvori hendes skønne , sine ansigt med den brede , rene , marmorfaste pande skinnede helgenagtig forklaret ; hun lå så enfoldig tryg , som om hun nu vidste hemmeligheden om den trofaste kærligheds Sejer over alt her på jorden og kun gik iforvejen for at lære mig den med hvide vinger på skuldrene , siden gud ikke havde villet tillade , at hun skulle få gå sammen med mig under mit kors hernede . Da jeg mærkede , at man ville have mig bort , læste jeg i stilhed mit fadervor over hende til sidste farvel , trykkede et let Kys på hendes pande , så et på hendes mund , og et på de foldede hænder , hvor bronceringen sad , og gik uden at se mig tilbage . To dage efter fulgte jeg Susanne til jorden . en solskinsdag i vinteren , da jeg som vanligt besøgte det sted , bvor hun hvilte på kirkegården , var der drevet en sneflavl sammen over graven . Den lå ren og drivende hvid , med den øverste fine rand i solskæret som halv gennemlyst marmor . Jeg tog det for , at Susanne ville bringe mig til at tænke på sig i hendes skinnende brudedragt for gud for at give mig nyt mod til at gå min ensomme gang gennem livet og ikke frygte for , at selv den tungeste af alle prøvelser — selve vanvidet , om det kom og bergtog mig i sin forvirring — kunne skille os ad . Da jeg ud på sommeren skulle rejse sydover med dampskibet , sammen med præsten og hans hustru , der begge i kort tid vare blevne kendelig gamle , og som nu havde søgt et kald i en sydlig egn , var jeg for sidste gang inde og tog afsted med min vemodige ven , klokkeren . Han spillede da igen den dejlige , glade , forelsfede slåt for mig , som han havde gjort , da han var tyve år , og som jeg havde syntes passede så på Susanne og mig , men kom nu også med den anden , som hørte til — den var forunderlig gribende og sorgfuld , men med fortrøstning i , som en psalme . Her ender en stakkels syg nordlandsguts simple historie ; thi at jeg ved min faders hjelp blev student med laud — han døde samme år , som jeg fik eksamen artium , som en agtet , men ruineret mand — og at jeg siden blev en smule literat , huslærer og almueskolelærer , er blot at fortælle de ydre omstændigheder i et ensligt liv , der bærer al sin tanke i det forbigangne . Min kærlighed til Susanne har , som hun med sådan forvisning sagde mig , været den sundhedsbrønd , som frelste mig fra det yderste — vanvidet . Når uroen var over mig og jeg vildsomt gik om i mark og skov , kom det altid til et punkt , da jeg så hende i sin hvide dragt svæve forbi et stykke fra , undertiden kom hun endog mildt henimod mig , og da var krisen for den gang over . I de sidste par år , da min sygdom tiltog , har jeg ikke formået at se hende og haft det tungt , ofte som om mørket trykkede håbløst omkring mig . Men nu , her jeg ligger syg på kvistkammeret , kom Susanne en nat , da fuldmånen skinnede , i sin hvide brudedragt med krandsen om det rige hår stille smilende hen til sengen og vinkede til mig med ringen på hånden . Jeg ved , at hun bragte mig det glædelige budskab , at jeg snart skal få gå bort og histoppe se hende , min ungdoms elskede , igen .