Første kapitel . Moder og datter . På 2den sal i et af de netteste huse i rue « i « I « p-ux ( Fredensgade ) i Paris , sad en vinteraften i året 18 * * en ældre og en yngre dame , ivrig beskæftigede med dameskrædersyning . Flere gange lød den ældre dame hånden mat synke ned i skødet , medens en tåre langsomt gled ned ad hendes blege kind . Uagtet hendes simple påklædning , hendes sygelige udseende og det sørgens udtryk , der var udbred , over hendes ansigt , sås dog tydeligt , af hun engang havde været overordentlig smuk , men af modgang og bekymring alt for tidligt havde tilintetgjort hendes skønhed . Alle folk i nabolaget følte interesse for hende , — skønt hun aldrig talte til nogen og skønt ingen vidste hvem hun var , — thi hendes væsen , hendes manerer , kort sagt alt tydede på , af hun var af fornem herkomst , men af en eller anden uforudset ulykke havde nedslødt hende i den dybeste armod og elendighed . Den unge pige — hendes datter — var et sandt mønster på kvindelig skønhed . Hendes høje , ranke skikkelse var en Madonna værdig ; hendes fyrige øjne , hendes ravnsorte hår og hendes livlige væsen tydede på , af hun af fødsel var en spanierinde . Dog , over begge disse kvinder var udbredt et så dybt præg af sørgmodighed , at selv det mest ligegyldige menneske måtte røres derved og indse , at en dyb , en sørgelig hemmelighed beherskede dem begge . — græd ikke , kære moder , sagde den unge pige , idet hun kærlig omfavnede den ældre dame . I dag er det jo den ! 3de november , altså må der snart komme brev og penge fra fader . — ak , Hulda , du ved ikke hvor meget jeg lider , sagde den ældre dame , idet hun aftørrede de tårer , der sneg sig ned ad hendes blege kinder . Jeg kan nok bære , hvad skæbnen pålægger os , men du , — du , englegode pige , — du , som endnu er så ung og ikke kender verdens slethed og livets skuffelser , du kan umuligt forstå hvad en moder må lide ved at se sit elskede barn — der er født og opdraget i rigdom og overflod — hentæres i nød og elendighed . — fy , kære moder , det smerter mig meget at høre dig tale således . Tror du ikke at jeg med glæde sidder oppe hele natten , for at tjene de penge , der er nødvendige til vort underhold ? Tror du — jo , mit barn , afbrød moderen hende ; jeg ved af du er en sand engel , men du kan ikke udholde dette liv , og jeg — ak , siden jeg fik knust min højre arm på den ulykkelige køretur — er det mig umuligt af holde stand med dig . — nå , tal nu ikke om det , kære moder , men gå hellere hen på posthuset og se om der er kommen brev og penge fra fader , thi rent ud sagt , jeg er meget sulten og det må du også være , siden vi sket ikke have nydt noget i dag . — du har ret , Hulda , jeg vil straks gå til posthuset . Gud give , af jeg må have bedre lykke med mig denne gang end forrige måned ; thi da jeg den gang skulle hente pengene , fik jeg til svar , af en ung herre havde begæret pengene udbetalte , og da jeg gjorde indvendinger , råbte man til mig , af dersom jeg ikke skyndte mig bort , blev jeg udleveret til politiet , thi de kunne nok se , af jeg var en snedig bedragerske , der ville tilvende mig andre folks ejendom . — stakkels , ulykkelige moder , sagde Hulda med tårer i øjnene . Du en bedragerske 2 nej , før ville du give den sidste bid brød bort , før du ville bedrage nøgen . Det er skammeligt at byde grevinde Tadlos sligt ; o , hvor det er skrækkeligt at høre ! — tys , tys , mit barn , tal ikke så højt ; husk : her i Paris er jeg ikke grevinde Tadlos , jeg er kun dameskræderinden garique ! — gud give , vi atter vare i Spanien ! råbte Hulda uvilkårlig . — ja , deri har du ret , mit barn . Nå , nu vil jeg gå til posthuset , måfle vi få gode efterretninger . Jeg håber , at roligheden atter er tilvejebragt derovre , så at vi snart kunne forlade Paris og atter tage over til vort kære Spanien . Farvel Hulda , jeg kommer snart tilbage . — farvel , kære moder , og god lykke ! råbte Hulda efter hende og tog atter fat på sit arbejde . Omtrent fem minuter efter bankedes der på døren , og Hulda , der troede , ak det var postbudet med brev og penge til dem , råbte glad : kom ind ! Døren aubnedes og ind trådte en elegant klædt herre . Et triumferende smil fortrak hans skumle , ondskabsfulde ansigt , da -an så , at Hulda var ene . — endelig kan jeg da engang tale i ro med dem , min elskede Hulda , uden at den gamle drage skal sætte en skranke imellem os , sagde han og nærmede sig den unge pige . Hulda for op . — Konrad ! råbte hun harmfuld ; vel har de den stærkeres ret lige overfor mig , men tro ikke , at jeg giver fortabt derfor , og allermindst når de vover at benævne min kære moder således . Jeg har sagt dem og siger dem det endnu engang : jeg vil aldrig binde min skæbne til dem , jeg vil aldrig blive deres hustru , selv om de kunne give mig alverdens skatte derfor . — er det deres sidste ord ? spurgte Konrad rasende . — ja , det er ufravigeligt mit sidste ord i denne sag , svarede Hulda bestemt . Et djævelsk udtryk fortrak Konrads i forvejen hæs « Lige ansigt og gjorde det endnu afskyeligere . — de vil fortryde det , Hulda , sagde han med dirrende stemme ; de vil fortryde det . Dog , jeg vil endnu engang give dem betænkningstid ; om to dage kommer jeg igen . . . giver de mig atter et afslag , da vogt dem ! Med disse ord styrtede han ud af døren og Hulda var nu atter ene . Andet kapitel . I Spanien . Vi er nødsagede til at gå omtrent et år tilbage i tiden for at den ærede læser kan blive indviet i de omtalte personers livsforhold . Nogle mil fra Madrid , i en yndig , skovrig egn , ligger et meget pragtfuldt gods , udvendig førsynet med en mængde kostbare forsiringer og indvendig udstyret med en sand kongelig lurns . dette gods tilhører grev Tadlos , en spansk adelsmand , der har gjort sig berømt ved sit mod og sin uforfærdethed i de mange uroligheder , der i den senere tid har været fremherskende i Spanien . Han er en mand på omtrent 50 år , med et godmodigt ansigt , en rank vært og adelig holdning . Han har i mange år beboet dette sted med sin gemalinde og deres eneste datter Hulda , og lykke og rigdom tilsmilede denne brave mand , der rundt omkring var bekendt for sin overordentlige godgørenhed mod egnens fattige og dem , hvem sørg og elendighed havde lænket til sygelejet . Da Hulda var 14 år gammel antog greven en huslærer , der skulle undervise hende i de forskellige sprog og uddanne hendes i forvejen meget udviklede ånd . Skæbnen ville , at grevens valg faldt på den unge student Konrad Gautin , der havde erhvervet sig uhyre kundskaber ved de franske universiteter , og som desuden var førsynet med brillante anbefalinger fra flere bekendte mænd i Madrid . ' i de to første år gik det meget flinkt med undervisningen , og Hulda , der let opfattede hvad han forklarede hende , lærte meget i disse år . Men da indtraf et for hende aldeles usvrudseet tilfælde . Uagtet Hulda flere gange havde ladet Konrad mærke , at hun flet ikke sympattiserede med ham , blev han dog forelsket i hende , rimeligvis på grund af grevens umådelige formue . — han friede , men hun gav ham et bestemt afslag . Harmfuld herover henvendte han sig til treven , men denne betragtede hans frieri som en ligefrem fornærmelse , og gav ham øjeblikkelig afsted . Konrad , der var af en ondskabsfuld og hævngerrig karakfeer , svoer en skrækkelig ed på , at selv om hele verden ville sætte sig derimod , skulle Hulda dog blive hans hustru . Vi skulle senere erfare hvorledes han opfyldte denne ed . Det var en råkold , stormfuld novemberdag . — greven og hans familie vare just samlede om middagsbordet , da en gammel , tro tjener kom styrtende ind , idet han råbte : — hr . Greve ! der er kommen ilbud fra Madrid ! Store skarer af oprørere drage mod grevskabet , — øver 1000 bevæbnede personer nærme sig hertil . Under rådet : „ Ned med adelen ! “ størme ve fremad . I løbet af en time er de her udenfor . — hvad for noget , oprørere ! råbte greven og for op . Hvad vil de her ? — røve og plyndre , svarede tjeneren . Igår er revolutionen udbrudt i landet ; overalt hærje store bander af disse kabylere , der mene , at adelsmænd og borgere bør være ligestillede , at der ingen forskel bør være mellem arbejdsmanden og adelsmanden . men skynd dem , hr . Greve ! red hvad de kan , imidlertid skal jeg se at hverve folk , som kunne forsvare godset . — ja , du har ret , jeg må redde hvad jeg kan , svarede greven . Gør imidlertid din pligt , se at hverve så mange folk som muligt , jeg skal lønne dem godt derfor ; og send bud til politiet og søg hjælp derfra . — politiet , sagde tjeneren ! nej , fra den kant må vi ikke vente hjælp . Politiet har nok at bestille i hovedstaden ; men jeg skal nok samle en hel arme her fra egnen , vi skal snart vise røverne hvad vi er for folk . Da tjeneren var gået , faldt greven i dybe tanker . Efter et øjebliks forløb rejste han sig , omfavnede sin hustru og Hulda og sagde med rystende stemme : — i må rejse strar , det er aldeles nødvendigt for at redde eder . Tag til Paris , opsøg eder en lille , men hyggelig lejlighed . Antag et andet navn , f . Er . Garrique , og lad folk tro , at du er dameskræderinde . Lad for guds skyld ingen mærke , at i høre til adelen , men optræd så simpelt og tarveligt som muligt . — ak , jeg har allerede længe anet , at det ville ske , sagde grevinden sørgmodig . En halv time efter var grevinden og Hulda allerede undervejs til Paris . Det var en lang og meget besværlig rejse , men de håbede at være uden fare , når de først kom til Frankrig , og ved dette håb lettedes vejen betydelig for dem . I det øjeblik de forlod grevskabet steg en ung mand tilhest i nogen afstand derfra . Et triumferende smil krusede hans læber . og langsomt red han efter vognen , der førte Hulda og grevinden på rejsen . Vi ville ikke beskrive den besværlige rejse , men kun bemærke , at den unge mand , der tilhest fulgte efter vognen , hele vejen ledsagede de rejsende , uden at blive bemærket af disse . - mine aktier slige ! sagde han med et djævelsk grin . Nu skal Hulda blive min ! Tredie kapitel . De to brødre — ja i tankerne kan man køre i karett , min dreng ! Tror du , at en sådan skønhed , som du siger hun er , vil nøjes med at få en fattig kunstmaler til mand . Nej , nej , der skal såmænd mere til lad du den fugl flyve ! — ja , jeg har just ikke meget håb , kære moder , men jeg må dog forsøge min lykke — jeg kan ikke leve uden Hulda . — å , det er kun en ide . — nej , moder , det er sandhed . Overalt hvor jeg går , slår hendes kære ansigt for mig , hver » Gang jeg sætter mig til stafeliet , seer jeg kun hende , og hendes billede kommer på lærredet i stedet for en andens . Nej , moder , når du ikke vil gå derop og tale min sag , så vover jeg mig selv . op til Hulda iaften . Du har aldrig set hende , men hvis du havde set hende , da ville du kunne forstå , hvor ulykkelig jeg måtte være , hvis hun gav mig nej . — hør , Charles , kan du ikke få din Broder til at tale din sag ? sagde moderen ; thi jeg tror at forværre din sag istedenfor at forbedre den , hvis jeg går derop . Jeg har sket ikke ordet i min magt ligeoverfor fremmede , men lad du ham gå , han er vant til at bevæge sig . . . — nej , Konrad skal ikke blande sig i mine affærer , afbrød Charles hende ; han er så ondskabsfuld , han håner og spotter mig ved enhver lejlighed . Rigtignok er han min Broder , ja oven i købet min ældste Broder , men jeg vil rent ud sagt lade dig vide , , at jeg hader og afskyer ham -- ja , han er det eneste menneske , jeg hader her i Frankrig . — fy , Charles , hvor xan du tale således , sagde moderen og så sig ængstelig omkring . — hvor besynderligt det end lyder , må jeg døg sige dig , at jeg bliver helt uhyggelig til mode hver gang han seer på mig med sine ondskabsfulde øjne , sagde Charles og så fortrædelig hen for sig . hvis Charles havde set ind i værelset , der stødte op til det , hvori han befandt sig , så ville han bestemt have talt noget sagtere , thi bag den halvt åbne dør stod Konrad ; med et skrækkeligt fordrejet ansigt hørte han Charles ' ord , og flere gange hævede han hånden , som tegn på at han agtede at knuse broderen , der vovede at tale således . — ja , jeg vil selv gå derop , vedblev Charles , kl . 7 i aften bliver det vist den mest passende tid at komme på , ikke sandt , moder ? — jo , min søde dreng , svarede moderen og aftørrede en tåre , der var fremkomme » ved at hun sammenlignede sine » o børn , og derved kom til det resultat , at Konrad var en sand djævel , hvorimod Charles var et ungt uskyldigt menneske , der ikke kendte verdens slethed , men kun levede for sin kunst og for — Hulda . — Hulda ! sagde Konrad halvhøjt inde i det andet værelse ; min Hulda ! Nej , Charles , du skal aldrig komme i besiddelse af hende , det sværger jeg ved min evige salighed ! Tror du , at jeg har gjort den lange og besværlige rejse fra Spanien til Frankrig for at lade mig skyde til side af min egen Broder , en hvalp , der næppe kan stå på fine egne ben ! Nej , tusinde gange nej , det skal aldrig ske ! Før skal jorden drikke dit blod , forbandede grønskolling . — går du til Hulda i aften , da vær vis på , at jeg kommer med , men jeg møder ikke alene , mine tro pistoler følger mig , thi ingen skal ustraffet nærme sig min Hulda , hun skal blive min , ingen andens ! Charles var en smuk ung mand på omtrent 24 år ; hans høje , ranke vært , hans åbne , ærlige ansigt og frem for alt hans beskedne optræden gjorde ham elsket og æret af alle dem , han kom i berøring med . Kun en eneste fjende havde denne « age mand , men det var en fjende , der var hævngerrig for ti , og som , når han engang havde fået nag til et menneske , da med den størst mulige udholdenhed forfulgte det , indtil han engang ved hjælp af sine udmærkede våben kunne skille sig fra det . En sådan fjende havde Charles i fin egen Broder , Konrad . Af naturen ond og heftig , blev han endnu mere ophidset ved at høre , at Charles havde vovet at fatte kærlighed til Hulda — det var ham for meget , — det var det værste noget menneske havde budt ham , — det skulle hævnes , ja hævnes blodigt ! Kl . 7 samme aften , efter at have iført sig de fineste klæder , han var i besiddelse af , forlod Charles moderens hus for af tolke sin kærlighed for den smukke Hulda . I sin Iver efter af komme hen til hende , bemærkede han ikke , af en høj , skummel person fulgte efter ham og med indædt raseri betragtede hans indtagende skikkelse . Charles standsede et øjeblik udenfor huset i Fredensgade , hvor Hulda boede . Han syntes af samle fine urolige tanker . Derefter trak han en tegnebog op af lommen , udtog deraf et lille portræt , kyssede det flere gange , og løb ind i huset idet han sagde : — frisk mod , Charles ! Hun vil nok opfylde min bøn , når hun seer hvor ulykkelig jeg er ! Beskedent bankede han på døren , men da ingen bød ham træde ind , åbnede han den selv . Et henrivende syn viste sig for hans beundrende blik . Udstrakt på sofaen lå den skønne kvinde , hun var nylig falden i en dyb slummer og vågnede ikke da den unge maler trådte ind . Charles kastede sig på knæ foran sofaen ; opfyldt af en inderlig kærlighed betragtede han hende , — han var så lykkelig ved uforstyrret af kunne se hende , af han ikke bemærkede af døren åbnedes og af Huldas moder trådte ind . Hun så forundret på den unge mand , men da hun opdagede hans åbne , ærlige ansigt , fik hun strar tillid til ham , og idet hun lagde sin hånd på hans skulder , sagde hun smilende : — tag dog hellere plads på en stol , min herre , thi det er jo en meget ubekvem stilling , de for øjeblikket indtager ! Charles for op , gjorde en kejtet undskyldning og fremstammede noget om , at han havde dristet sig derop for at bede hende om at modtage det lille billede han havde malet . Madame garrique — eller rettere Fru grevinde Tadlos — så forundret på billedet . — min gud , det er jo Hulda ! råbte hun med inderlig glæde . — ja , frue , det er deres elskværdige datter , sagde kunstneren og bukkede . — men hvorledes har de kunnet male dette udmærkede portræt ? — min frue , jeg har kun set deres datter en gang , svarede Charles ; men denne ene gang var nok , thi hendes billede står så dybt indpræget i mit hjerte , at jeg aldrig kan udflette det deraf . — hvad siger de ? råbte grevinden . — ak , jeg kan ikke skjule det . O , frue , gør mig ti ! det lykkeligste menneske på jorden , skænk mig deres datters hånd . — men de må da først få Huldas løste , før jeg kan give dem mit samtykke . I dette øjeblik vågnede Hulda ; hun rejste sig hurtigt og ville forlade værelset , men Charles standsede hende , faldt på knæ og tolkede hende sin dybe , inderlige kærlighed . Vi ville ikke gengive hele den rørende scene , men kun bemærke , at da Charles forlod hende var et lykkeligt smil udbredt over hans ansigt ; Hulda havde givet ham håb . I gadedøren lige overfor stod Konrad . Hans skumle ansigt var endnu uhyggeligere at se end ellers , og da Charles i den lykkeligste stemning forlod sin elskede Hulda , skar Konrad tænder af raseri . Med en skrækkelig ed fremtog han pistolen , med vildt rullende øjne betragtede han den lykkeligere Broder , der ester hans mening absolut måtte have fået ja . — den dreng ! mumlede han , så han vil træde iveien før mig ? . . . Nej , det tåler jeg ikke , — ved alt hvad der er mig helligt , han skal komme til at betale mig dette skridt , han skal ikke rane hende fra mig — hun er min Hulda , min alene , og jeg skal , ved hjælp af mine tro pistoler , forsvare min net til hende , ja , forsvare den til det mersfe . Kom mig ikke nær , forbandede røver , kom mig ikke nær , elendige tyv ! . . . Et skridt endnu , og du er dødsens ! Charles , der intet ondt anede , gik videre , idet han nynnede en elskovsarie . I den højeste ophidselse trykkede Konrad nu løs på pistolen . Et skud hørtes og udstødende et forfærdet skrig styrtede Charles baglænds om på gaden . — brodcrmortcr ! Brodermordcr ! lød det i Konrads øre , og som en forfulgt hare flygtede han ned ad gaden , så hurtig hans ben kunne bære ham . Han så ikke hen til broderen , men fortsatte uafbrudt sit løb , uden at bekymre sig om hvorledes det gik hans stakkels offer . fjerde kapitel . Et skjult vidne . — haha ! det er en fyr før mig ! han passer som om han var slobt til mig ! sagde en ung herre , der i det samme trådte ud fra en gadedør , i nærheden af hvor Konrad havde stået , hvorfra han havde » æret et skjult vidne til den skrækkelige scene der var foregået . Med lynets hurtighed lob han efter flygtningen , og det varede ikke længe før han indhentede ham . — halløj , min ven ! løb dog ikke så stærkt , råbte han i en gemytlig tone ; man spolerer jo sine lunger ved den skrækkelige pusten ! Konrad svarede ikke , men forstærkede sit lød : han håbede at kunne undslippe i en af sidegaderne . — holdt ! råbte den unge herre atter ; jeg må tale med dem , min ven , det er absolut nødvendigt , hvis de vil reddes . Konrad lød endnu stærkere , han ønskede ikke at tale med Regen . Hans forfølger vedblev at råbe og skrige , men det hjalp intet , Konrad forblev døv for alle hans forestillinger . Idet den unge herre tænkte på at opgive forfølgelsen , kom en svær , robust mand langsomt gående « ed ad den øde gade , hvori de nu befandt sig ; denne mand , der var klæedt som kuldrager , hilste æerbodigt på den unge herre , og blev stående med huen i hånden , som om han bad om en almisse . Herren tog fin portemonnaie op af lommen og nærmede sig kuldrageren . — skal jeg gribe ham ? spurgte kuldrageren sagte . - 3a , Jules , jeg v i l have fat i ham , skynd dig , thi det er en fyr , der kan vsre os til megen nytte . Uden at sige et ord gav kuldrageren sig til at løbe efter Konrad , og det varede ikke loænge inden han havde indhenter og greben ham . — de løber meget godt , min herre , sagde kuldrageren og greb Konrad i nakken . - hvad vil de mig ? spurgte Konrad med barsk stemme , idet han harmfuld så på sin overmand . — å , i grunden ved jeg det ikke , men de sfa ! Ftrar få det af vide . Kort efter kom den unge herre til . Han var en overordentlig smuk mand , sfjsndt hans spinkle , fine ansigt havde et komplet kvindeligt præeg , hans hinder vare små og hvide , han var like og spinkel , men desuagtet var han i besiddelse af sand kempekraft , der skaffede ham en særdeles agtelse og hengivenhed hos hans underordnede . Han var næppe 24 år gammel , og så endnu yngre ud . Den unge herre greb konravs hånd , trykkede den med barme , og sagde i en venlig , indtagende tone : — min ven , de har intet af frygte ; vel yar de begået en forbrydelse , dog da jeg alene har været vidne dertil , kan de være aldeles silker på , af , let aldrig skal komme videre , men del er lun på en betingelse . — en betingelse ? stammede Konrad . — ja , en eneste betingelse , nemlig at de ubetinget lystrer enhver af mine befalinger — jeg fører dem ikke på nogen forbryderbane , nej tværtimod , jeg har en stor , en ædel stræben til formål , en stræben , der om meget kort tid vil erkendes og lovprises af hele Frankrig . — jeg forslår dem ikke , sagde Konrad , idet han med synlig interesse betragtede den smukke unge mand , der med bevæget stemme talte således . — de skal nok lem me til at forslå mig , svarede han ; dog her er ikke stedet til at give nogen forklaring — følg mig , vi er snart ved målet ! I taushed førtsatte de nu vejen . I et skummelt , faldefærdigt hus i en af smågadcrne i city-kvarteret rar det at de førte Konrad ind . I den bcelmorke gang åbnede de en lem , og det forekom Konrad at de vedblev at gå ned ad en del trapper . I over et kvarter gik de fremad i det uhyggelige mørke ; endelig standsede de . De to mænd slap ham og fjernede sig lydløst . Konrad , der i det tætte mørke ikke kunne se en hånd for sig , lyttede og ventede åndeløs på hvad der nu ville ske . Pludselig følte han sig greben bagfra ; en jernfast hånd holdt ham fast omllamret , og det forekom ham at han blev båren ud i den fri luft . - hvor fører i mig hen ? spurgte han med dæmpet slemme , men i det samme greb en tredje mand ham i struben — vover du at kny er du dødsens ! sagde han og holdt en pistol for panden af Konrad . Kort efter standsede de og med knyttet hånd slog han fire slag på væggen . — hvem der ? spurgte en stemme indenfor . — „ Kunstens sønner “ , lød svaret . — hvor komme i fra ? — fra Jerusalem , svarede kuldrageren . — hvor agte i eder hen ? — til Paradis . Ester at disse spørgsmål vare besvarede , åbnedes en dør og Konrad blev hovedkulds puffet ind i en underjordisk , glimrende oplyst hvælving . Konrad blev slående ved døren og de andre toge plads omkring bord « . Over halvtredsindstyve bevæbnede mænd , med skumle , uhyggelige ansigter , vare grupperede flere steder i hallen . Ester at den unge herre , der havde ført Konrad herned , med et hurtigt blik Havde overskuet forsamlingen , rejste han sig og vinkede Konrad hen til sig . — hvad er dit navn ? spurgte han strengt . — det står på min døbeseddel , svarede denne kækt . Vreden fortrak den unge mands ansigt og med dirrende stemme sagde han : — for anden gang spørger jeg : hvad er dit navn ? Svar , det er til dit eget bedste . — først må jeg vide dit navn , sagde Konrad aldeles rolig . — mit navn er Jean petit , lod svaret . — og mit navn er Konrad Gautin . — godt . Altså , Konrad Gautin , du er nylig bleven greben , efter at du havde snigmyrdet et menneske , du har . . . — det vedkommer ingen , afbrød Konrad ham . — du er en snigmorder , vedblev Jean petit ; dog , det hæver dig netop i vor forening . Du har myrdet en anden , tør du nu også selv se døden i øjnene ? Konrad blegnede , men fattede sig dog hurtigt og sagde med sikker stemme : - jeg frygter intet . — godt , vi ville forsøge det . Fire mænd førte nu Konrad ind i et ander værelse , fra midten af hvilket et vældigt bål udsendte en utålelig hede . - her skal du opholde lig i fem minuter , sagde den ene af mændene og smækkede døren i for næsen af ham . Konrad blev straks halvt bedøvet af den utålelige varme . Rasende sparkede han på døren for at flippe ud , men det var forgæves . Vildt løb han omkring i det lille værelse , men det hjalp ham intet , han blev endnu mere ophidset derved . Blodet steg ham til hovedet , hele stuen dansede rundt for ham og han ville netop til at råbe om hjælp , — da åbnedes døren og de fire mænd trak ham hurtig ind til de forsamlede medlemmer . — du har udstå » din prøve , sagde Jean petit ; herefter betragtes du som medlem af vor forening , og skal nu erfare i hvilken hensigt den er stiftet . Konrad bukkede . — i vore tider er det adelen og de velhavende mænd , der undertrykker og mishandler den arbejdende klasse , men det er galt , siger jeg , rent galt ; thi den magt har de tilranet . . . — tillad mig , afbrød Konrad ham ; hvad er egentlig foreningens formål ? — vort valgsprog er frihed og lighed , vi ville alle være ligemænd , ingen adel , ingen kejser , nej : „ Leve republiken , leve republiken ! “ det råb vi ! om kort tid lyde over hele Frankrig , og det er vor forenings formål at bidrage så meget som muligt til at fremme denne vanskelige sag . — men ved hvilke midler kan foreningen bestå ? — vi understøttes fra mange sider og dersom det ikke slår til , da berøve vi de rige hvad de have erhvervet sig ved arbejderens sved . — bravo ! råbte Konrad ; ^ja , jeg er foreningen hengiven med liv og sjæl . — vel , Broder gauiin , sagde Jean petit ; men hvis vi skal tro det , må du udføre en eller anden handling , der kan være foreningen til nytte . Tror du dig i stand dertil ? Konrad studsede ved at børe dette ; han så forundret på den forsamlede s mængde og rystede benægtende på hovedet . — du har ikke nødig at udføre det straks , men det er en betingelse at ethvert nyt medlem skal udføre noget stort , noget ejendommeligt , før han kan betragtes som et virkeligt led af vor forening . Konrad betænkte sig lidt ; pludselig for et djævelsk Emil over hans læber og med feberagtig hast sagde han til formanden : — er her ingen kvinder her i foreningen ? — nej , svarede Jean petit . — nuvel , jeg skal skaffe foreningen en ung , smuk kvinde , oven i købet en adelsmands datter , den skønneste kvinde i hele Frankrig , og blid som den venlige sommervind . — bravo ! Bravo ! råbte alle i kor . — hun skal lave eders mad , hun skal sy eders klæder og frem for alt , hun skal underholde eder , i de ledige timer ved sang og spil . Hun vil styrke eders mod når i droge i kampen , hun vil . . . — hvem er denne overordentlige kvinde ? spurgte Iran petit . — hun er en spansk adelsmands datter , bar jeg jø sagt , en del fornem er hun , det er naturligt ; men ellers finder hun sig tålmodigt i hvad skæbnen tilfører hende . — hvad hedder denne engel ? spurgte formanden . — Hulda ! svarede kcnrad triumferende . — og hendes familienavn ? — det bliver min hemmelighed . — men hvorledes skal vi få hende herned ? — hun må bortføres . V-d samme lejlighed få vi to hævn over en adelsmand og det oveniksøbet en af den strenge , gammeldags skole . — leve Broder Gautin ! leve den skønne Hulda ! Råbte flere i forsamlingen . — Havde feg hende her , skulle jeg straks erklære mig for hende , sagde en skummel person , der sad ved siden af Konrad . Nej , holdt ! råbte Konrad . Hulda føres kun herned på den betingelse , at hun skal være min Hulda , ingen andens . Dersom i ikke gå ind herpå , da skal hun aldrig komme herned . Det sværger jeg ved min evige salighed ! — sværg ikke , sagde Jean petit ; dine rettigheder til hende skal blive respekterede . Og henvendende sig til forsamlingen vedblev han : — den første , der på nogen måde fornærmer den skønne Hulda eller søger at frarøve Broder Gautin sin ret til hende , bliver straffet efter lovens strenghed . Kun under denne forudsætning tåler jeg at nogen kvinde føres herned . Fire dampende Voller punsch blev nu bragt ind og under umådelig begejstring drak den forsamlede mængde en skål for Konrad Gautin og for — den skønne Hulda . Konrad takkede for skålen og lovede , at hun inden fire dages forløb skulle befinde sig i deres kreds . Femte kapitel . En engel . — moder ! hørte du del ? råbte Hulda og rejste sig ængstelig ved ar høre et pistolskud lige udenfor deres hus . - gud i himlen ! hvad var det ? sagde grevinde Tadlos og rejste sig ligeledes . Hun gik hen til vinduet , åbnede dette og så ned på gaden , hvor hun straks fik øje på Konrads offer . — el mord ! . . » Kunstmaleren ! streg hun forfordæl . Skynd dig , Hulda , bjcelp mig . Hurtig lsd de rs barmhjertige kvinder ned ad trapperne og ud på gaden , hvor Charles aldeles bevidstlss lå udstrakt på fortovet - ak , hvilken ulykke , hvilken ulykke ' råbte Hulda , rystende over hele legemer . - — del er bestemt Konrads dcer ? , sægde grevinden gysendeder frygter jeg også , sægde Hulda , idet hun ligbleg betragtede den sårede unge mand . Snart vare en mængde mennesker samlede , og alle betragtede med deltagelse det bevidstlsse unge menneske . På grevindens opfordring bar et par mænd ham op i hendes lejlighed ; en lcrge blev henret , han erklærede at såret var meget dybt og at en omhyggelig pleje var aldeles nsdvendig , hvis man ønflede at redde hans liv . Et temmeligt farligt sår i den hsire side , . . hm , hm ! De : er bedst at transportere ham til hospitaler ; thi her kan han vist næppe få den nødvendige pleje og hygge , sægde loegen og så mis-cenksom på den simpelt medierede stue og den tilsyneladende fattige familie . — nej , nej , han må ikke feres bort herfra ! Råbte Hulda , idet hun bedende så op til læagen . Jeg skal nok pleje ham og værne om ham . Dag og rat skal jeg våge over ham og han skal få de : så godt her at . . . — nå , i guds navn , sagde lægen og klappede Hulda venligt på kinden ; hvis de tror at kunne offre al den tid og de mange penge , der fordres til at redde ham , så bliver han naturligvis her . Dog et må jeg underrette dem om , det er aldeles nødvendigt at købe medicin og bandager til ham og senere , hvis han alter skulle komme sig , da må der god og kraftig ncrring til , for ar han kan genvinde fine tabte kræfter . Har te evner til at ofre så meget ? — ja , hr . Doktor , svarede grevinden med værdighed . Hvad hans pleje koster skal jeg nok udrede * — nå , der glider mig , sagde lægen og bukkede * han vaskede nu det dybe sår og skrev et par recepter . — da jeg nu ved at han er i så gode hænder vil jeg anbefale mig , vedblev han . I morgen formiddag kommer jeg igen og seer til patienten . Lad ham frem for alt have ro , chi de : er en af de første betingelser for hans helbredelse . Da lcrgen var går kastede Hulda sig grædende om moderens Hals . — der er min skyld ! råbte hun fortvivler . — hvor kan du komme med sådan en snak , sagde grevinden og kyssede hende venligt » Væer idet » Mindste rolig indtil vi få at vide hvorledes sagen forholder sig . Vi ved jo heller ikke hvad det er for et menneske vi bar liggende der . Der er måske en forbryder , en . . . — tys , moder , sig ikke det ! afdrsd huld « Hende heftigt . Seer du ikke på hans sedle ansigt ar han er et godr , et skikkeligt menneske ? — jo , Hulda , det er også min mening , men da vi ikke vide , hvem han er , må vi vcrre lidt tilbageholdne imod ham . — at han er kunstmaler , det ved jeg , og dermed må vi soreløbig lade os vore , indtil vi af hans egen mund kunne erfare , hvem han er , - ja , lad os vcrre rolige så længe , sagde grevinden smilende . Nu går jeg på apotteket , hulda/ imidlertid må du låse døren , for at ingen sial troen ge ind til dig . Jeg lommer straks tilbage , farvel sålænge . I tø dage og nættier lå Charles aldeles devidstlos . Lcrgen kom daglig flere gange og så til ham . Hver dag ordinerede ban ny medicin , hvilket kostede særdeles meget , men den brave Fru Tadlos sparede intet for af bringe den unge kunstner på benene igen — hendes gode hjerte led meget ved af se del stakkels menneske lide så meget . endelig den tredje dag - efter af legen havde -el kuglen ud af såret — åbnede Charles vinene . - hvor er jeg ? sagde han næppe hsrligt , idet han forvildet så sig omkring . Et lykkeligt smil fortrak hans blege ansigt , da han fik vie på Hulda . Han gjorde sig umage for af komme sy , men del var forgæves — han formåede del ikke . — Hulda , Hulda ! sagde han mat og rakte hænderne ud imos hende . Sig mig , er del virkelighed eller er del kun en fljøn drøm ! Hulda ville svare , men lsgen advarede hende . For gud i himlens skyld , væer tavs , hvis de snsfer af redde ham , hviskedee han til hende . Gå ind i del andet værelse - lad mig være ene med ham , del gælder hans liv . Jeg skal kalde dem ind , når han uden fare kan se dem . Taus , men med store tårer i vinene , forlod Hulda sygestuen . I to timer var læegen alene med Charles . Hvad der passerede i den tid , vide vi ikke § men pludselig kaldte lcrgen på Hulda , hun trådte ind og så til sin forbavselse , at Charles sad oprejst i sengen , en mærkelig forandring var foregået med ham . — Hulda ! sagde han med kraftig røst . Hulda ! Jeg ved nu , ar en engel her på jorden har værnet vm mig og plejer mig i min sygdom . O , elskede Hulda , hvorledes skal jeg gjengjælde dem alt det gode , de har udvist imod mig . Hulda sormåde ikke at svare — glædestårer trillede ned ad hendes blege kinder , da hun så den unge kunstner i så god bedring grevinde Tadlos trådte nu ind . Med hjertelig glæde trykkede hun den syges hånd og lykønskede ham i anledning af den hurtige bedring . — min frue , sagde Charles dybt rørt ; jeg ved ikke , hvorledes jeg skal takke dem og deres frøken datter for al den godhed , de have udvist imod mig , men vær overbevist om , at jeg , når jeg atter genvinder min hilsen , vil ofre liv og blod for dem begge . Jeg formår ikke at udtrykke mine følelser , men det vil jeg sige : at hvor de end begiver dem hen i verden , skal de altid i mig finde en trofast ven og støtte , der vil kæmpe til det aderste for at forsvare dem imod mulig indtrædende farer . — tak , hr . . . . ja jeg ved rigtignok ikke deres navn , sagde grevinden , og så med inderlig deltagelse på den lidende unge mand . — mit navn er Charles Gautin og jeg er . . . — Gautin ! Gautin ! råbte grevinden forfærdet . For gud i himlens skyld , sig mig , er de i familie med Konrad Gautin ? — Konrad , sagde Charles og rynkede øjenbrynene ; ja , Konrad er min Broder . — deres Broder ! råbte Hulda blegnende . — ja , frøken , han er min Broder . — vogt dem for ham , sagde grevinden gysende . Vogt dem for ham , thi han er en djæevel § menneskelig skikkelse . — ak , jeg ved der alt for godt , svarede Charles . Han er forhadt af alle , selv af mig . Jeg har en anelse om , at han er årsag i min nuværende ulykkelige tilstand — jeg siger kun , at jeg har en anelse om det — himlen forbyde mig at kaste en ligefrem beskyldning på ham , men han har forfulgt mig på så mange måder , at jeg absolut må tro at han er delagtig i enhver ulykke , der hæender mig . — det er gyseligt , sagde Hulda med tårer i vinene . — de skal ikke ængstes derfor , sagde Charles ; hvx han virkelig skudt på mig hin aften , så kan jeg være ganske rolig for , at han ikke oftere vover at træede mim for mig , thi han må da have set mig falde og antaget at have myrdet mig med det samme . — de har ret , sagde grevinden ; vi må se at få bud hjem til ham , det vil da snart vise sig om han er skyldig eller ej ; thi hvis han . . . — jeg skal gå derop , sagde læegen , der tavs havde hørt på denne besynderlige tale . Det ville glæde mig meget , hvis jeg kunne bringe noget lys i denne uhyggelige sag . Hvor boer den omtalte Konrad Gaulin ? Charles fortalte ham det og bad ham tillige om ak berolge hans moder , der sandsynligvis ærngstedes meget over hans lange udeblivelse . — lægen lovede det , og forlod dem med det løste , at han om et par timer skulle bringe besked på hvad han havde udrettet tillige pålagde han dem , ikke at tale mere med patienten for dej første , da man ellers kunne befrygte et tilbagefald . Grevinden og Hulda forlod øjeblikkelig sygeværelset . Nogle timer efter kom lægen tilbage . Mistanken havde bekræftet sig - Konrad havde ikke været hjemme siden hin aften og hans gamle moder , der naturligvis kendte ham allerbedst , var meget ængstelig over hans udeblivelse . Da hun fik at høre hvad der var hændet den ulykkelige Charles blev hun ligbleg og udbrød med bævende stemme : — gud i himlen ! er det kønrads værk ? — vi frygte det , svarede lægen . — ak , min gud , hvilken slethed , at skyde på fin egen Broder ! sagde den gamle kone , medens sorgens tunge tårer gled ned ad hendes magre kinder . — måske vi tage fejl , sagde lægen trøstende ; vi tro kun at det er ham , vi vide det ikke , og jeg vil ret af hjertet ønske at det ikke er ham der har begået denne niddingsdåd , men er det ham , — bliver han overbevist , da ve ham , thi da skal han ikke undgå sin velfortjente straf . Den gamle kone gav intet svar , hun var alt for bevæget til at tale . Efter at hun havde fattet sig noget bad hun om at få Charles hjem til sig , hun skulle nok pleje ham omhyggeligt og værne om ham . — ja , det er netop min mening , sagde lægen ; de brave folk , der så kærligt have passet ham under bans farlige sygdom , er vist meget fattige , efter hvad jeg kan indse , det må absolut være en byrde for dem at have ham derhjemme . — ja , de har ret , jeg vil strar gøre anstalter til at få ham hjem ; å herregud , den stakkels dreng . En time derefter blev Charles i en fiakre kørt til hendes hjem . Sjette kapitel . Held i uheld . Det var en mørk , regnfuld aften . Hulda skulle ud med dagens arbejde , og på grund af det flette vejr skyndte hun sig hen ad gaden så hurtigt hun formåede . men da hun var kommen et godt stykke vej fra hjemmet var hun så uheldig at snuble over en glat genstand , der var henkastet på hendes vej . Hulda udstødte et svagt skrig ; benene gled fra hende og hun faldt om på gaden . Forgæves søgte hun at rejse sig , men det var hende aldeles umuligt , hun havde forvredet den venstre fod . Foranlediget ved skriget kom en ung , elegant klædt dame løbende hen til hende . Venlig så hun på den smukke unge pige ; hun tilbød hende sin hjælp og spurgte deltagende om hun var kommet meget tilsfade . Hulda forsikrede hende , af hun aldeles ingen smerter følte , men ar hun kun manglede kræfter til ar rejse sig . Den unge dame hjalp hende nu op , men det viste sig desværre , af Hulda ikke formåede af støtte på benet . I samme øjeblik foregik en mærkelig forandring med den stakkels unge pige ; hun blev ligbleg og store tårer perlede i hendes smukke øjne . - min gud , føler de mange smerter ? spurgte den unge dame og greb deltagende hendes hånd . -- ak nej , det er ikke derfor jeg er bedrøvet , svarede Hulda , men min moder . . . — deres moder ? — ak ja , min stakkels moder venter . . . her standsede Hulda pludselig , men den unge dame så så hjertensgod ud , og da hun indtrængende opfordrede Hulda til af betro sine sorger til hende , var det , som om en stemme i hendes indre tilhviskedee hende af være » åbenhjertig imod den elskværdige kvinde , der så beredvillig lom hende tilhjælp . Hulda fortalte hende nu af hun var grev Tadlos datter , af oprøret i Spanien havde fordrevet hende fra hendes fædrehjem , og af de penge , hendes fader sendte til hende , blev opsnappede , rimeligvis af en mand ved navn Konrad Gautin , der overalt forfulgte hende med sine afskyelige kærlighedserklæringer og da han bestandig fik nej svoer han at hævne sig . — hvad er denne Konrad Gautin ? spurgte de » Unge dame . - han er sproglærer , svarede Hulda , dengang jeg opholdt mig på grevskabet blev han antazen som min huslærer ; i begyndelsen gik alt godt , thi Konrad er en meget lærd mand ; men da jeg var bleven større friede han til mig og fik et bestemt afslag . Rasende herover henvendte han sig til min fader , der er af en gammel adelig slægt . Han afviste strar den påtrængende frier , og gav ham øjeblikkelig afsked . Siden den tid har Konrad forfulgt mig overalt . Han har svoret at hævne sig , og han har allerede udført en del af sin hævn : min stakkels moder , der aldrig tidligere yar kendt til fattigdommens skrækkelige kvaler , sidder nu og mangler det allernødvendigste ; jeg kan bedre bæere det , thi jeg er ung og stæerk , men hun . . . Hun . . . En tårestrøm kvalte den ulykkelige Huldas ord , hun formåede ikke i oieblikket at sige mere . Inderlig deltagende kyssede den unge dame hendes tårevædede kind . En fiakre kom i det samme kjorende hen ad gaden ; hun kaldte på kusken , der strar hjalp Hulda ind i vognen og nu blev hun forsigtig transporteret til sit hjem i Fredensgade . Undervejs tilbød den unge dame at ville hjælpe hende med en større pengesum , men dette crdle tilbud ville Hulda på ingen måde tage imod . Man forestille sig grevindens skræk , da hun så sin elskede datter komme hjem i denne tilstand , men den unge dame forklarede hende strar at der ingen fare var på færde , da det kun var en forvridning af den venstre fod . Efter at have trøstet grevinden så god : hun formåede , kastede den fremmede dame ubemærket sin pengepung hen på en stol og forlod huset . Hulda kom oieblikkelig i seng og da lægen tilfældigvis kort efter kom derop , erklærede han , at hun måtte holde sengen mindst i otte dage , det var en sørgelig tid for de to kvinder ; intet arbejde blev færdigt , ingen penge havde de — thi ffjøndt grevinden strar havde fundet den unge dames pengepung , der indeholdt omtrent 10 louisdorer , vovede hun døg ikke at bruge nogle af disse . Hulda bar sin smerte og sorg med tålmødighed , men grevinden var utroftelig . Kun et pinte Hulda . Hvor var Konrad henne ? Hvilken hævn havde han nu besluttet at tage over hende , - thi hun vidste altfor godt at han endnu psnsede på hæevn , hun kendte hans ondskab . Her i den store fremmede by kunne han jk > så let udføre sine skumle planer , thi ingen ville her bryde sig om disse to væergelose kvinder . Dog nej , en kendte Hulda — en ung smuk mand — der gerne ville ofre liv og blod for hende . Den unge pige blev purpurrød ved at tæenke derpå og uvilkårlig udtalte hun Charles ' navn ; men ak , han var jo Konrads Broder og hun havde desværre set at hævnen også gjaldt ham . Tre dage var således gået hen og Hulda sølte endnu ingen bedring . Fru Tadlos var utroflelig , dels over Huldas sygdom , dels over deres skrækkelige pengemangel . Hulda gjorde sig umage for at tilfredsstille hende , men dek var forgæves . — herregud , moder , væer dog tålmodig , sagde hun med tårer i vinene . Det kan snart blive lyst for os igen . — ja , mit barn , dek er sandt hvad du siger : dek kan snart blive lyst for os igen , men jeg har ikke kraft til ret læenge at leve i den fattigdom og elendighed hvori vi for øiedlikket befinde os . — man må tålmodig bære hvad gud tilskikker os , sagde Hulda og så kærligt på Fru Tadlos , der ikke formåede at tilbageholde et dybt suk , — et suk , som kun kan opstige fra den sorgfuldes hjerte . Da — midt i deres ulykke — bankede det på døren . Hulda for sammen , hun havde en anelse om hvem det var . Skælvende gik Fru Tadlos ud for at lukke op , efter at hun først havde trukket gardinet for Huldas seng . Syvende kapitel . Et mislykket forsog . Det var Konrad der havde banket på Fru Tadlos ' dør . Med det mest ondskabsfulde ansigt betragtede han den forskrækkede kvinde , der lukkede op for ham . — hvad vil de her ? spurgte Fru Tadlos , idet hun foragtelig så ned ad forbryderen . Konrad svarede ikke , men stødte hende til side og trængte sig med magt ind i værelset . Da han var kommen derind så han spejdende omkring , og gik derpå over gulvet hen til det ander værelse . Men nu tog grevinden mod til sig ; hun ' lød hen til døren , stillede sig for denne og sagde med dirrende stemme : min herre ! hvem har tilladt dem så ugenert at trænge ind i mine værelser ? — gå , gamle tåbe , sagde Konrad med et hæsligt smil ; gå , siger jeg , og lad mig komme ind til min forlovede , min elskede Hulda . — de kommer ikke et skridt videre , undtagen over mit lig . Aldrig skal mit barn blive en sådan Niddings hustru ! Forlad øjeblikkelig mit hus , elendige brodermorder ! Grevinden var dybt rystet ; hun begreb ikke hvorfra hjælpen skulle komme , men hun indså godt af hun ikke kunne slå sig mod det ondskabsfulde menneskes forfølgelser . Konrad dirrede af harme ved af høre disse ord . Vildt løb han hen til grevinden , greb hende hårdt i armen og råbte med hånlig stemme : — tilbage , elendige kvinde ! tror de af jeg lader mig skræmme af kjællingesnak ? Nej , tilbage siger jeg , eller jeg svarer ikke for følgerne ! Med disse ord greb han fat i den ulykkelige grevinde , og af al fin kraft stovte han hende tilbage i værelset . — jeg vil holde mit løfte til foreningen , selv om hele verden sætter sig derimod , mumlede han og åbnede dørrn ind til Huldas soveværelse . I samme øjeblik åbnedes døren fra gangen og tre bevæbnede mænd styrtede ind i værelset . De kastede sig strar over Konrad , kneblede og bandt ham , skjøndt han af al kraft stred imod , og bar ham stiltiende bort . Da de vare borte åbnedes døren atter og en tæt tilfløret dame trådte ind . Grevinden trådte hende i møde . — hvis de kommer for at stifte nye ulykker , da vil jeg sige dem at jeg er aldeles magtesløs ! råbte hun fortvivlet . Tag hvad her er , men lad mig beholde mit barn , min Hulda , det eneste jeg ejer , det eneste jeg lever for ! Den tilflørede dame rystede på hovedet . Hun gik hen til grevinden , overrakte hende en billet og fjernede sig derpå lydløst . Hurtig åbnede grevinden billetten , men i det . Samme trillede 2 louisdorer ud deraf . Hastig tog hun disse op og læste nu billetten , der indeholdt følgende : „ Fru grevinde ! „ Den mand , der så uforsonligt forfølger „ Dem , er nu i min magt . Frygt intet for „ Øjeblikket , men søg dem en anden lejlighed så „ hurtigt det er dem muligt . — inden otte dage „ må de være ude af huset , thi længer tør jeg „ ikke holde ham fangen , og opdager han deres „ Opholdssted , da frygt det forfærdeligste , thi han „ pønser på at bortføre deres datter og gøre „ hende til fin elskerinde eller noget endnu værre . „ Indlagte 2 louisdorer beder jeg dem mod „ tage til at fæste en anden lejlighed for . Lad „ ikke en for nærværende øjeblik aldeles over „ flødig æresfølelse afholde dem fra at tage imod „ dette tilbud , men vær overbevist om at dettil „ bydes dem fra en , der føler særdeles interesse „ for dem , og meget beklager den ulykke , der for „ Liden behersker dem og deres datter . Deres inituPinit==Alice deruPder==P . “ Da grevinden havde læst billetten stod hu » al » Deles ivivlrådig . Skulle hun virkelig tro hvad der blev tilskrevet hende , eller var det kun for at lokke hende i en ny snare ? Ak , hun vidste det ikke , og hun havde ingen ide om hvor hun skulle henvende sig for at finde hjælp i denne fortvivlede stilling . D og , hvad kunne det nytte at tænke mere derover , der måtte handles , det sølle hun nu . Hun gik nu ind til Hulda for at rådfsre sig med hende , men den unge pige sov og moderen nænnede ikke at vække hende . I hast tog hun hat og overtøj på og lydløst forlod hun værelset , idet hun sagde : — ja , jeg vi ! gå hen til ham , han må give mig et råd i denne sag , det er jo til hans eget bedste . Vi ville imidlertid se hvad der hændtes Konrad , de tre mænd , der forhindrede ham i at bortfere Hulda , førte ham ned til en vogn , der holdt foran i freden sgade . Ester at han var bleven ført ind i vognen toge de to mænd plads ved siden af ham , medens den tredie mand fra bagscrdet nøje iagttog ham . Konrad rystede af raseri ; han ville frigøre sig , men formåede det ikke , han ville tinge , men knebelen forhindrede ham deri . Med indædt harme betragtede han de tre mænd , som ganske roligt holdt vagt over ham . — hvad mon de have i sinde med mig ? tcenkre han efter at være bleven lidt mere rolig . Jeg gav gerne min halve formue for at vide det . . . måske ferer de mig i fcrngse ! eller dræeber mig , uha ! det ville være skrækkeligt , hvis jeg skulle tilbringe resten af mine dage i et skummelt , kvælende fcrngsel ! Medens Konrad filosoferede således , kørte vognen afsted over stok og sten , som om det gjaldt et væddemål . I over en time kørte de , indtil vognen var langr udenfor Paris . endelig standsede den udenfor en stor , meget gammel Borg . Forventningsfuld så Konrad op imod borgen , men den så så skummel og uhyggelig ud i den msrke aften , at selv Konrad — der ellers spottede alt , hvad der kom ham i vejen -- uvilkårlig gyste ved at se den uhyggelige bygning . Uden at sige et ord bar de tre mcænd ham ud af vognen og ind i den store bygning . De gik gennem en mæengde forskellige gange , og op ad en halv snes trapper . Endelig standsede de udenfor en hsi , massiv jernder . En af mændene trak en stor nøgle op af lommen og åbnede denne dsr . En kold , fugtig luft slog dem unøde , da døren åbnedes , et bevis på , at værelset ikke rar beboet . De w mæend bar Konrad ind i værelset , medens den tredje rændte en lygte . Derefter reg de kneblen ud af munden på fangen , løste hans bånd og led ud af værelset og smykkede jerndøren i efter denne . Som en glubende ulv styrtede Konrad henimod døren ; han rev og sted i den , men det var ham naturligvis umuligt at få den åbnet . Derefter lød han hen til vinduer . Med fortvivlet kraft angreb han jernstængerne , der vare anbragte foran dette , men alt trodsede ham - alt modstod hans kræfter . Ved hjælp af lygten undersøgte han nu varelset , men han kunne ikke tilbageholde et svagt skrig ved den opdagelse undersøgelsen ledede til . Han befandt sig i et jern-foængsel bæegge , loft , gulv , seng , bord , kort sagt alt var af jern . Det var et fangetårn , indrettet efter gammel skik . Det lå omtrent 50 alen fra jorden , i et tzjorne af børgen , og stod kun i forbindelse med selve bygningen ved nogle lange , smalle gange . I delte tårn havde under voldsmændenes herredømme . Mangen en djcrrv ridder sukket efter friheden , mangen ungersvend havde for nogle hundrede år tilbage endt deres jordiske tilværelse her ved af rende panden imod de ubøjelige vcrgge eller ved , på grund af den uhyggelige ensomhed , af blive angreben af vanvidets forfærdelige rasen . Konrad , der havde læest meget om disse fangetårne , gyste uvilkårligt ved den opdagelse , han gjorde . Jeg tror djævlen forfelger mig ! mumlede han med en ed . Netop som jeg troede af være ved målet for min stræeden , bliver jeg puttet ind i et sådant jernbur . Men nej , jeg vil ikke blive her -- -- -- jeg vil ikke ! Han begyndte på ny sin under segelse , men det var ham umuligt at finde nogen udvej . — hvad vil foreningen tænke ! råbte han tsenverficerende . Jeg lovede bestemt at bringe Hulda ned i lokalet i aften — jeg gav formanden mit zeresord , ja mit liv på at være mit løste tro — og nu , ha , skrækkelige skæbne , hvorfor forfølger du mig bestandig ! — brodermorder ! lød en kvindelig røst gennem fængslet . Konrad for sammen . — hvem der ? råbte han blegnende , men han fik intet svar , den uhyggelige stilhed indtrådte atter . Konrad undersøgte nu fængslet på ny , men opdagede intet , der kunne lede ham på spor efter den , der havde udtalt det for ham så skrækkelige ord . — nå , det kan ikke nytte at hænge med næbet ! Råbte ban heftigt . Frisk mod , Konrad ! det går nok . For øjeblikket gælder det kun at indrette min „ nye “ Lejlighed så bekvemt som muligt . Med disse ord gik han hen til sengen , kastede dynerne ud på gulvet og lagde dem tilrette , således som han bedst syntes om at hvile . Derefter tog han en cigar op af lommen og han var just i begreb med at tænde denne , da han atter hørte den omtalte kvindestemme . Hvorfra den kom vidste han ikke , men tydeligt hørte han disse ord udtales : — Konrad Gautin ! ved de hvorfor man har indespærræt dem her ? — nej , jeg ved det ikke , svarede Konrad . — nuvel , jeg skal fortælle dem det . Da de , for hen ved en time siden var i færd med at begå den afskyelige handling i Fredensgade , var feg i nærheden . Jeg så deres rå opførsel , jeg gyste ved at se den og jeg lovede at straffe dem . — men hvad vedkommer mine handlinger dem ? Spurgte Konrad opfarende . — mere end de tror , lød svaret . Dog vil jeg ikke tale om det nu , men kun underrette dem om , at dersom de ikke lader Hulda være i ro , da skal de holdes indespærræt her i fængslet så længe de lever . Aldrig skal de så noget menneske at se , ingen skal trøste dem i deres fortvivlelse , ingen skal bryde sig noget om . . . — holdt ! råbte Konrad rasende ; jeg lader mig ikke skræmme af fruentimmerpræk . Træd åbent og ærligt frem for mig , lad mig se hvem jeg har at underhandle med , da skulle vi nok komme overens om betingelserne . Konrad lyltede , men fik intet svar . Han gentog sit forslag tre gange , men den samme stilhed vedblev . Da betog et sandt raseri den indespærrede . Han sparkede på døren , han råbte og skreg , han bandte og svoer en skrækkelig hævn , dersom man ikke åbnede fængslet før ham ; da hørtes endelig atter den kvindelige røst : — hold op at lærme , unge mand ; man vil dem intet ondt . Dog flipper de kun ud på den betingelse jeg udtalte før . — den opfylder jeg aldrig ! skreg Konrad . — godt , så bliver de her , lød svaret . Derpå hørte Konrad nogle lette trin hen ad gangen , og alt forblev stille som i graven . — hvad mon det er før en her ? mumlede Konrad og stirrede gennem nøglehullet ud på den mørke gang . — hvor Pokker kan hun kende mine hemmeligheder fra ! tænkte han , da han havde samlet sine tanker lidt mere . Det forekommer mig at have hørt den stemme før , men hvor , hvor ? Han grundede længe derøver , men kunne ikke komme til noget resultat . I tre dage og nætter udholdt Konrad fængselslivels ensomhed . Flere gange var han nær ved at give tabt — ofte bankede han på jerndøren for at bede om at komme ud , men hver gang kom han til at tænke på betingelsen , og han bestemte sig strar om . Da han havde været indespærret i tre dage , fik han til sidst en ide . — jeg frasiger mig al ret til Hulda , sagde han , fornøjet over sit indfald . Men når jeg først har fået min frihed igen , gad jeg nok se den , der kan forhindre mig i at tage hende alligevel . — nej , min gode Fru usynlig , vedblev han og truede hen mod jerndøren ; de har i mig fundet en mand , som også forstår sig på at underhandle . Ja , ja , sådan må det være . Hvor hun vil blive lang i ansigtet når hun hører , at Konrad Gautin alligevel har fået sit ønske opfyldt - har fået sin Hulda , som han så længe har længtes efter . Ved denne tanke blev han så oprømt , at han fløjtede en dandsemelodi , medens han hastigt vandrede op og ned ad gulvet . Han havde ikke gået ret længe således , før han hørte heiseindretningen sættes i bevægelse og middagsmaden blev sørt ned til ham . Samtidig hermed hørte han oppe fra loftet en stemme hviske til ham : -- hvad ville de vel give den , der udfriede dem fra dette fængsel ? Konrad for sammen . — hvad jeg ville give ! råbte han med hæs stemme ; jeg ville give hvad de forlanger , før at så min frihed igen . — kan de udrede 1000 Franks , så skal de være ude inden aften . — uforskammede , hvad forlanger du af mig ! Råbte Konrad med vrede . Du mener vel 100 Franks ? — som jeg har sagt så bliver det , vedblev stemmen . Vil de ikke , nu , så kan de lade være . Dermed smækkede han lemmen i og Konrad var atter ene . — å , han kommer nok igen , tænkte Konrad ; men han var så bevæget , at han ikke formåede at nyde middagsmaden . Hele eftermiddagen spekulerede han pas , hvorledes han bedst skulle flippe bort , uden at betale den høje løsesum eller underhandle med den usynlige dame , men han fandt intet råd , — der var altså intet at gøre derved , han måtte betale . — gid han snart ville lade høre fra sig igen ! Udbrød Konrad og stampede i gulvet af utålmodighed . Jeg kan jo altid love ham 1000 Franks , men om han får dem , se det bliver et spørgsmål . Forgæves ventede han den ene time efter den anden , men han kunne ikke høre noget til sin befrier . — ak , gid jeg dog havde slået til strar , sagde Konrad fortvivlet . Nu kommer han vist næppe igen , og så — ak , så må jeg måske blive her hele min levetid . Dog , endnu havde han håb , måske manden otier lod høre fra sig når aftensmaden blev hejset ned . Konrad ventede med spænding på at aftenen skulle indtræde — det forekom ham at dagen var forfærdelig lang . Endelig hørte han lemmen åbnes . Hurtig sprang han op og lyttede , men ingen stemme hørtes ; maden blev hejset ned og lemmen blev atter lukket til . — holdt ! råbte Konrad med feberagtig hast . Holdt ! jeg vil gå ind på dit forslag . Intet svar fulgte på beste udbrud . — jeg har spoleret det hele for mig , mumlede den fangne . Jeg kunne måske allerede nu have været på fri fod , hvis jeg ikke havde været så nysgerrig . O , jeg dåre , at jeg ikke kunne indse det straks . Han satte sig hen til bordet for at spise , men formåede ikke at få en krumme ned . Endelig ved midnatstid åbnedes lemmen sagte og en stemme hviskedee ned til ham : — nå , har de så betænkt dem ? — ja , ja , råbte Konrad ivrig ; lad mig komme ud , lad mig før himlens skyld komme ud ! Jeg lover dig at du bestemt skal få de 1000 Franks når jeg kommer hjem , thi her har jeg naturligvis ingen penge , og hvis du lader mig skippe bort straks skal du oven i købet erholde en god ducør . — en ducør ? — ja , min ven , jeg skal nok påskønne din flid , når jeg kommer ud , svarede Konrad . — nej , det er lovlig sent , lød stemmen sraoven . Jeg vil først have mit honorar , siden . . . — men gud bevares ! hvorledes skal jeg skaffe penge her , det er jo en total umulighed . — å nej ; de kan jo skrive en anvisning på af deres venner , — så snart jeg får den udbetalt erholder de deres frihed , ikke før . Konrad studsede . Han mærkede at den anden var endnu mere snu end han selv ; men hvor skulle han finde en ven , der ville låne ham 1000 Franks . i sandhed , han vidste det ikke . Fortvivlet vandrede han frem og tilbage i fængslet , før at finde på råd , men det var forgæves — han kendte ikke et menneske , der ville betro ham 1 Franks og langt mindre 1000 . — nej , råbte han endelig , nej , det er mig umuligt . Jeg kender ingen , der vil betro mig en sådan sum . Dog , nu kom den anden ham til hjælp . — Jean petit ! sagde han . — Jean petit ! gentog Konrad betydelig lettet . Ja , Jean petit vil hjælpe mig , det er foreningens skyld at jeg befinder mig i denne skrækkelige hule — det var jo kun for at tilfredsstille dens medlemmer , at jeg vovede mig op til hende . Ja , ja , Jean petit må hjælpe mig , Jean petit skal hjælpe mig ! — underskriv dette bevis , sagde manden oppe fra , idet han kastede et sammenlagt papir ned til fangen . Konrad greb papiret , åbnede det med feberagtig hast og læste : „ Hr . Jean petit ! „ Ved et forsøg på at opfylde mit løste til „ Foreningen er jeg bleven forrådt og fængslet . „ Overbringeren heraf ( en ven i nøden ) vil udfri „ mig , men jeg mangler i øjeblikket løsepengene , „ 1000 Franks . “ „ Hvis de sætter pris på atter at se mig „ i foreningen , da bevis mig den tjeneste at ud « „ betale overbringeren heraf den omtalte sum ; „ så snart jeg kommer i frihed skal jeg tilbage „ betale dem alt . Men i alle tilfælde må de „ lade overbringeren heraf uhindret passere , thi „ alene på ham beroer min løsladelse . Deres ulykkelige Konrad Gautin . “ Den følgende dag ventede Konrad med uro på at høre svar fra Iran petit ; men hele dagen gik , uden at han erfarede noget . Ved midnatstid åbnedes lemmen endelig . — nu slår din gefrielfcstime , sagde manden oppe fra loftet . Er du beredt til at følge mig ? — ja , svarede Konrad åndeløs . — nuvel , så tag plads ! Heiscindretningen sattes igang , og da den var kommen ned tog Konrad plads i den kasse , hvori madkarrene ellers stod . Hurtig blev han hejset opad , det svimlede for ham , men han holdt sig godt fast . Endelig var han oppe ved loftet ; han udstedte et triumfskrig , thi han så nu vejen til frelse . Men da — lige i det øjeblik han skulle til at stige ud af kassen — brast tvuget og Konrad styrtede ned i fængslet . — død og pine ! råbte manden og stirrede forskrækket ned på fangen . Men et smil udbredte sig atter øver hans skumle ansigt og beroliget fortsatte han : — nå , han flap dog ret godt derfra ! Ottende kapitel . En hemmelig forlovelse Fru Tadlos var , efter at have forladt sit hjem , gået op til Charles , der rådede hende til så snart søm muligt at forlade sin gamle bolig , da man jo ikke kunne vide om Konrad med der første kom på fri fod igen . Fru Tadlos var naturligvis af samme mening , og Charles ' moder , der strar i hende havde fundet en kær veninde , besluttede at hjælpe hende med at opsøge en bekvem og billig lejlighed . Det varede ikke længe inden en sådan blev funden i er af de mest afsides liggende kvarterer i Paris , og Fru Tadlos flyttede strar derind . Hulda var aldeles forbavset ; hun vidste ikke hvad det skulle betyde , at hun , der endnu var syg , så pluvselig ffulde slå op og begive sig hen i en anden lejlighed . Hun bad moderen om en forklaring , men denne lagde hemmelighedsfuldt fingeren på munden og sagde : — mit barn , du får det såmænd tidsnok at vide . Hulda så nu tårer i hendes øjne , det var hende nok , hun spurgte ikke mere . Hulda havde næppe opholdt sig otte dage i den nye lejlighed , før hun befandt sig fuldkommen rask . Arbejdet begyndte atter og de befandt sig snart i en bedre stilling end tidligere . Fru Tadlos tillod aldrig sin datter at gå alene på gaden . Arbejdet gik hun selv med og når hun gik ud , aflåsede hun døren , før at ingen skulle trænge ind til Hulda , medens hun var borte . En måned var således gået hen , og Hulda havde hverken hørt noget til Charles eller Konrad . Da kom Fru Tadlos hjem en dag , efter at hun hos vedkommende kræmmer havde afleveret det arbejde , de havde syet færdigt . Ligbleg styrtede hun op ad trapperne , og førmåede neppe at holde sig oprejst . Hulda ilede hende i møde . — gud i himlen , hvad er der i vejen , kære moder ? råbte hun grædefærdig . Er du syg , eller har du fået ubehageligheder før vort arbejde , sig mig det ? Og da Fru Tadlos tav , klyngede Hulda sig kærligt op til hende og sagde : — herregud , er jeg da ikke dit barn , kan du ikke mere betro dig til mig ? Fru Tadlos førmåede ikke at svare , afmægtig faldt hun om på gulvet ved siden af Hulda . Huldas fortvivlelse kendte ingen grændser . Hurtig bragte hun moderen til sengs , og faldt på knæ og anråbte gud om hjælp i nøden . Der var stille som i graven medens den unge pige knælede således , og hun var så dybt hensunken i bønnen , at hun ikke bemærkede at døren sagte åbnedes og at en ung mand trådte ind . Han blev tavs stående ved døren og betragtede med henrykkelse den smukke unge pige . Hvor tog dette engleansigt sig døg godt ud , når det således var badet i tårer ! Manden lagde hånden på hjertet , og sukkede dybt . I dette øjeblik rejste Hulda sig , styrket ved bønnen . Hun vendte sig om og betragtede med glæde den unge mand . En blussende rødme bedækkede hendes kinder og næppe sig selv bevidst fremstammede hun : — o , er det dem , hr . Gautin ! — ja , frøken Hulda , det er mig . Jeg kommer for at takke dem for den venlighed og opoffrelse de har viist mig under min sygdom . De bliver vel ikke vred på mig fordi jeg kommer herop , men det er mig meget om at gøre at få deres moder i tale , thi jeg har noget meget vigtigt at meddele hende ! — ak , moder er syg , svarede Hulda , og jeg ved ikke hr . Charles . . . Hr . Gautin . . . men jeg tør ikke forlade hende , jeg må blive i hendes nærhed , thi hun er meget syg . — men hvad fejler deres moder ? — hun kom hjem for et kvarteerstid siden , bleg og skælvende , og hun formåede ikke at sige mig hvad der var i vejen . — herregud , der må bestemt være hændet noget undervejs , sagde Charles og gik hen til Fru Tadlos ' seng og lyttede til hendes åndedræt . Hulda gik hen til vinduet ; tvivlrådig så hun ned på gaden — hun vidste ikke hvad hun skulle gøre . Hun var forlegen over at være alene med den mand , som — det følte hun — var hende mere velkommen end nogen anden . Hun skælvede stærkt , da Charles kom over imod hende . Hun havde vendt ham ryggen , og dog var hun så bevæget , at hun ikke kunne bringe noget ord over sine læber , da han gjorde hende nogle spørgsmål . Charles var nu kommet helt hen til hende ; med en inderlig glæde betragtede han hende , idet han sagde : — Hulda , elskede Hulda , vil de bønhøre mig ? Da Hulda intet svar gav ham , greb han hendes hånd og kyssede den ærbødigt . Derefter blev han mere dristig , han lagde sin arm om den unge piges liv , og hun — ja hun kunne ikke afværge det — det var som om en pludselig indtrådt lamhed beherskede hende . Da Charles ikke mærkede nogen modstand trykkede han hende inderligt til sit hjerte og undseelig skjulte hun det . lille , blussende ansigt ved hans bryst , efter at Charles havde trykket det første Kys på hendes friske læder . Charles tolkede nu sin inderlige kærlighed for hende , fortalte hende hvor ulykkelig han ville blive hvis hun gav ham nej , samt at hele hans fremtid beroede på hendes svar . I over en time talte Charles således til hende og Hulda — der atter havde genvundet herredømmet over sig — tilstod , at han ene og alene var den hun tænkte på , og at hun ikke kunne give ham noget afslag , thi dertil holdt hun alt for meget af ham . Aldrig havde de to unge mennesker været så lykkelige som i denne time . Således sad de i en fortrolig samtale da Fru Tadlos atter fik sin bevidsthed tilbage . Hun så på det unge par , et lykkeligt smil for over hendes blege ansigt og i en stille bøn takkede hun gud for at han i hendes ulykke dog lod fremskinne enkelte lykkelige øjeblikke . — Hulda , mit barn , sagde hun , kom hen fil mig . Jeg seer på dit lykkelige ansigt at mit inderligsle ønske er bleven opfyldt . Kom , mit søde barn , modtag min velsignelse . Hulda nærmede sig rødmende - en undseelig fslelse beherflede hende , og dog var jo moderen den første hun kunne betro sig fil . Hånd i hånd vandrede det unge par hen fil hende . Velsignende lagde Fru Tadlos sine Hender på deres hoveder idet hun sagde : — mine kære børn , jeg vil nu først ret a hjertet ønffe eder tillykke og lade eder vide , at i har mit fuldstændige samtykke ti ! Eders forbindelse ; dernæst vi ! jeg sortcelle eder det skrækkelige , der hcrndte mig i dag . Hun tav lidt , ssm for at samle sine tanker , medens Hulda og Charles ængstelige ventede på hvad hun ville fortælle dem . — ak , kære børn , jeg har i dag været indviklet i en rædselsfuld scene . Jeg var , som du nok ved , Hulda , henne med vort arbejde og fik også penge derfor ; beroliget vendte jeg hjemad , glad over at jeg nu kunne overraske dig med en lille present fil din fødselsdag . Da blev jeg pludselig tiltalt i en rå , uforskammet tone af en simpel klædt mand . Da jeg lod som om jeg ikke bemæerkede ham , puffede han mig så hårdt i siden , at jeg uvilkårlig gav et høir skrig fra mig ; men jeg fattede mig dog hurtigt og ville bortfjerne mig . Dog dette lod ikke til at behage manden , thi han greb mig hårdt i armen og sagde ; — følg mig , gamle pulverher ! Jeg skal opgøre et gammelt regnskab med dig ! — jeg skreg om hjcrlp , men ingen kom til for at tugte den uforskammede , og i det samme gav han mig et sådant slag i hovedet , at jeg bevidstløs styrtede om på gaden . — hvorledes det gik mig senere ved jeg ikke , men da jeg atter kom til mig selv befandt jeg mig i et bcertshus , eller rettere sagt i en hule , hvor der bevæntedes med bræendevin og dl . — en snes moænd , med de afskyeligste forbryderfysiognomier , slode lejrede omkring mig ; de hånede og spottede mig og lo ad min fortvivlelse . — da dette havde varet i nogen tid åbnedes døren og Konrads grinende ansigt kom til syne . — min Broder ? råbte Charles blegnende . — ja , desvæerre . — gud i himlen , er han atter sluppen los , sagde den unge maler i den dybeste fortvivlelse . Skal jeg da aldrig kunne leve i ro før den slyngel . — ja , det var ham , vedblev Fru Tadlos ; hvorledes han er kommen på fri fod igen , ved jeg ikke , men sandt er det , at han skal sit grinende ansigt ind ad døren . — ah , Fru grevinde ! streg han hånende ; er det eders højhed man således morer sig med ? Nå , det skulle eders hr . Gemal se ; han ville bestemt æergre sig gul og grøn , hvis han var ncervoerende i øjeblikket . — jeg kunne ikke svare ham , let var som om ordene blev siddende i halsen på mig . Jeg blev så blussende rød af harme , at Konrad spydigt demorkæde : — de skal såmænd ikke rødme derfor , Fru grevinde , jeg har set folk , der var meget højere på strå end de , synke ned i snavset til os småfolk . Nej , Fru grevinde , vær ikke så gemen , det er jo pæene folk de er iblandt ! — næppe havde Konrad udtalt disse ord , før døren hastig åbnedes og en snes bevoebnede mænd træengte sig ind i stuen . - tre af disse kastede sig strar over Konrad , kneblede og bandt ham , medens de andre vare indviklede i et storartet slagsmål med Konrads tilhængere . — da Konrad var gjort uskadelig kom de tre mænd hen til mig ; de » losle mine bånd og uden af sige et ord bar de mig ud på gaden , hvor en fiakre holdt beredt til af modtage mig . — jeg blev båren ind i denne , og kørt her til gaden . — ingen af mændene sagde et ord til mig — da vognen holdt stille hjalp de mig ud og da de forlod mig leverede den ene mig denne seddel . Med disse ord rakte Fru Tadlos er sammenlagt papir til Charles , der forundret lcrste følgende ord : „ Jeg kom tidsnok til af redde dem — væer „ mere forsigtig en anden gang . Gå aldrig ud , „ medmindre de har følgeflab . InituPinit==Alice deruPder==P . “ — hvem er denne Alice ? spurgte Charles . — det er en dame , der flere gange har reddet os fra Konrads forfølgelse , svarede Fru Tadlos ; en dame , der kun vil vort vel ! Niende kapitel . Et uvejr vi bede den ærede læser om af gøre en lige udflugt med os til Spanien , for af vi kunne se hvorledes det går den rige grev Tadlos . Store skarer af oprørere droge hujende og syngende hen ad vejen , der fører fra Madrid til grevsfadet . Det var unge , kraftige og godt bevæbnede mænd , der — i den tro at adelen undertrykte og hånede arbejderen — nu havde forenet sig for at lugte den dem formentlig tilføjede fornærmelse . Det var en sørgelig vildfarelse , der beherskede disse folk , men det var en total umulighed ai bevise dem det , og den , der vovede derpå , var sikker på al gå den visse død i møde . Disse skarer af oprørere , over 1000 mand , droge som sagt støjende og larmende mod grevskaber og forlangte under skældsord og trusler al få grev Tadlos i tale . Greven , der var en modig mand , betænkte sig intet dieblik , men trådte rask ud på altanen og så uden frygt ned på den forsamlede mængde . Et vildt skrig hørtes , da man fik øje på greven , og mange hævede bøssen for at flyde adelsmanden ned ; men hans urokkelige mod imponerede dem , og bøsserne sæmledes som efter kommando . Grev Tadlos hævede stemmen og talte til dem , men mcrngden overdøvede ham med råbet : -- ned med ham ! ned med den røver , der udsuger os stakkels småfolk , ned med det pak , der lader vore koner og børn sulte og trcrder os andre under fødder ! Man slog samtidig på porten , så huset rystede derved , og råbte og streg i munden på hverandre . Grev Tadlos lod dem larme . — de blive nok trætte , tænkte han , lad dem kun larme — siden kommer turen til mig . Endelig blev der mere roligt udenfor . Greven trådte nu atter ud på altanen og tiltalte den forsamlede mængde således : — modige mænd ! I tage fejl , hvis i tro at kunne samle eder skatte hos mig , thi jeg ejer intet , der kunne gavne eder . Vil i derimod . . . -- ned med ham ! brølede den ophidsede hob . — vil z derimod forholde eder rolige , vedblev Tadlos , da vil jeg underhandle med eders formænd eller ledere og vi kunne måske da komme overens . — ned med ham ! råbtes der atter , — nuvel , i vil ikke ! råbte greven opbragt . Desværre for eder , thi i vil få en svæer kamp at bestå med mine folk , der er eders overlegne i antal ; desuden er borgen solid og velforsynet med skyts . En tcrt kugleregn besvarede denne hans tale og en sloerk dundren på porten tilkendegav , at de ikke ville gå ind på nogen betingelse . Krigen var altså erklirret . I ro dage udholdt greven belejringen , men denne tid var også tilstrækkelig for ham til at få alt guld og selv samt forskellige kostbarheder ned i de store hvælvinger under borgen . Den tredje dag foretoges en almindelig storm mod den store jernport ; længe modstod den det heftig “ Angreb , men til sidst vaklede den og styrtede ind i forgården . Udstødende et begeistringssfrig styrtede en mcrngde af disse rå mennesker ind i borgen ; de fegte greven , men han var intetsteds at finde , der sås ikke en eneste af grevens folk . Da de trcrngte ind i spisesalen , modtoges de her af en frygtelig geværild , hvorved over et halvt hundrede af dem , der vare forrest , styrtede om på gulvet . Forfærdede trak de andre sig tilbage for at hente forstærkning , — de kunne ikke forstå hvorfra denne frygtelige salve kom — skuddene lød fra alle kanter i værelset , fijøndt ikke et menneske var at se derinde . Kort efter var spisesalen omringet af oprørernr . På engang lrcengte flere hundreder af disse rå mennesker ind i salen — bevidnede med skydevåben mylrede de ind ; alle søgte at opdage hvorfra den skrækkelige geværild kom , men de fik ikke tid dertil , chi enhver , der kom indenfor , vendte hurtigst muligt om , for uskadt af flippe bort fra den helvedesild , der udspyedes imod dem . — tab ikke modet ! råbte æussreren for banden ; vi skal not få bugt med de krystere , der krybe i skjul for os lad os vise dem , af vi ikke er komne her for af lege skjul med dem , men af vi have et sterre mål for øje . Ned med det kryb , der lever på vor bekostning , ned med adelen , ned med ham , der har myrdet vore kammerater og som nu er beredt til af myrde os med . Fremad , mine venner , lad os hcrvne vore faldne grødre , lad os drcece forbryderen r hans egen hule ! Fremad , ned med med adelen ! - ned med adelen ! råbte alle som med en mund , . og stormede som ville dyr ind i salen . Med lynets hurtighed udsendte de deres kugler til alle sider — ingen eæenkte på af undfly , enhver ville være den forreste . Ved dette uventede angreb forstummede den tidligere gevcersalve ; kun enkelte kugler faldt endnu ned mellem oprsrerne , men uden af træffe disse . forvirrede slode angriberne — d . ' vidste ikke til hvilken side de skulle vende sig for at storme los . Ikke et skydehul var at se i væeggen , og det var dem ikke muligt at opdage hvor trevens folk holdt sig skjulte . Pludselig vendte anfereren sig om — et glcedeslyn for over hans ansigt og med cverdovende rest råbte han : — holdt , mine venner ! spar eders krudt ; lad os ryge rcrven ud af hulen ! — bravo ! Bravo ! lød det rundt omkring ham . I slorrc hurtighed end vi kunne beskrive det blev store Knipper hø bragte op i spisesalen , de frygteligste forberedelser blev gjorte til at indebræer . de de kække mænd , der ofrede liv og blod for den retfærdige sag . Overalt i hele salen blev hsknipperne placerede , men i samme dieblik disse skulle antæendes udsendtes atter den frygtelige geværild mod angriberne . Dødelig truffet styrtede anføreren og en mæengde af de andre til jorden , medens de , der endnu vare slupne uskadte derfra i vildeste flugt stormede ud af borgen , men svor en dyr ed på snart at vende tilbage for at hevne deres faldne kammerater . Da roligheden atter var tilvejebragt åbnedes en skjult dør i tapetvæeggen og grev Tadlos trådte lydløst ind i spisesalen . Han var frygtelig bleg og så med dyb bekymring på de mange offre , der vare bukkede under i den uretfærdige kamp de førte mod en fredelig , venligsindet adelsmand . — gud i himlen ! hvilken ddeloæggelse ! størmede greven , da han opdagede hvad hans mæend havde udrettet mod fjenden . Dog , jeg takker dig , almægtige gud , ar du holdt din beflcermende hånd over mine folk og mig , så at vi kunne drive den mærglige fjende på flugt . Med foldede hænder knælede greven ned i et hjørne af salen og bad gud om beskyttelse i den farefulde fremtid , der forestod . Derefter rejste han sig , kaldte sine folk ind i salen og befalede disse at forbinde de sårede og begrave de døde , grev Tadlos var dog ikke rolig endnu ; han kendte den spanske hevngjerrrghed og vidste , at han måtte vente et nyt og frygteligt angreb . Dette måtte forebygges , det koste hvad det ville . Ester at roligheden atter var tilvejebragt udsendte greven et cirkulære i hele omegnen , hvori han opfordrede enhver til at undertrykke de opståede uroligheder , og han opfordrede alle de i egnen boende godsejere til at slå ham bi , hvis et nyt angreb foretoges imod ham . Dog , over en måned hengik , uden at roligheden forstyrredes , og greven begyndte allerede af gøre små udflugter i omegnen -- han håbede , af urostifterne havde fået alt for dyre lærepenge til atter af vove sig i kamp med ham . Desværre , dette håb gik ikke i op yldelse . Tiende kapitel . Gid aventet møde . Bi forlod Konrad Gautin i det øjeblik da han hovedkulds styrtede ned i fængflet og vi hørte hans befrier udbryde : „ Nå , han flap dog ret godt derfra ! “ Dette udråb tydede på , af Konrad , — uagtet det var fra en betydelig hvide han styrtede ned , og uagtet fængflet udelukkende var sammensat af tykke jernplader , - dog var fluppen heldig fra det farlige fald . Ja , således forholdt det sig . Ved et sandt vidunder styrtede han ned i sengen ; vel slog han sig temmelig alvorligt , men sengklæderne tog dog betydeligt af for stødet , og efter en kort besvimelse rejste fangen sig atter ; han var lidt fortumlet i høvedet , men havde flet ikke lidt nogen skade . manden befæstede nu et ander tsug i heiseindretningen og det varede ikke fem minutter inden Konrad var hejset op på loftet . — forhold dem ganske rolig , hvad jeg end føretager mig med dem , hviskedee manden , idet han bandt ham for øjnene . Konrad stred imod , han ville se hvor han var , men atter hviskedee manden til ham : — forhold dem rolig , eller , ved gud ! De kommer atter ned i fængslet . Konrad gyste , fængselslivet var noget af det skrækkeligste han kunne tænke sig . Han fandt sig derfor tålm odigt i at blive bunden for øjnene medens han blev ført bort . Sagte sneg de sig hen ad de lange gønge ; ofte standsede manden og lyttede , men fortsatte atter sin gang , uden at blive forstyrret af nogen . Udenfor holdt en vogn beredt til at modtage fangen . Konrad var nu atter i frihed . Med velbehag trak han vejret , da han var ude i den behagelige , kølige natteluft — det var søm om der faldt en tung byrde fra hans beklemte bryst . Da de havde kørt en stund » og manden bindet fra hans øjne . Begærlig så han ud ad vognvinduet , for at orientere sig ; men natten » ar dælmør ? og han kunne intet se . vognen holdt nu stille og manden steg ud , idet han befalede kusken at kere tilbage til hovedstaden . Ankommen hertil holdt vognen stille i en af hovedgaderne ; Konrad sprang strar ud og skyndte sig ned ad gaden , idet han grundede på hvem den kvinde kunne være , der kendte hans hemmeligheder så nøje . — jeg skal , min salighed , nok få fingre i hende , brummede Konrad , og da fla ! hun tage sig i agt , thi jeg er ikke til at spege med . — nå , det kan ikke nytte at tæenke på hende nu , vedblev han . Nej , Hulda , Hulda er det mål hvorefter jeg stræder — jeg giver ikke slip på hende , om så alverdens kvinder sættter sig på bagbenene derfor . Gud ved hvor hun nu opholder sig ? Jeg gad vide hvilke forholdsregler de to kvinder har taget . Det er dumt af dem at gøre modstand , thi hvad vil disse to svage skabninger kunne udføre mod en mand som mig , der er i besiddelse af en så kraftig villie ! Nej , hun kommer dog til at give fortabt , hun forhaler kun tiden , det er det hele . Konrad lettede foragtelig på skuldrene , som om han derved ville hentyde til , at han allerede havde vundet sejr . Næeste morgen begav han sig til Huldas hjem i Fredensgade , men som læsieren allerede ved var Fru Tadlos flyttet . Da Konrad erfarede dette stampede han af wrgrelse i gulvet ; han havde ikke ventet dette , da han vidste at de to kvinder vare aldeles blottede for penge . hvor skulle han nu begive sig hen for at finde dem ? Paris var jo så stor og det var ikke godt at finde to ubekendte kvinder mellem den talrige befolkning . Konrad opgav dog ikke håbet . Han var utrættelig i at søge og mente , ved hjælp af foreningens medlemmer , med tiden at opdage deres skjulested . Således var en måned forleden uden noget resultat , da Konrad en aften drev omkring i gaderne , i håb om at finde ej spor til flygtningenes hjem . Aldeles tilfældig standsede han udenfor en butik med færdigsyet herrelinned ; ligegyldig betragtede han de opstillede varer , men pludselig gav det et sæt i ham , hans øjne fik liv , hans næseboer udvidedes og krampagtig knugede han hænderne i lommen . Hvad var det der således tildrog sig hans opmærksomhed ? Der stod en ældre dame inde i butikken , hende var det , der havde sat ham i så stærk bevægelse . - ah , endelig træffer jeg dem igen , Fru grevinde ! Sagde han med et uhyggeligt grin . Nu skal de ikke så let skippe fra mig ! På den anden side af gaden , lige overfor butiken , stod en svær , muskuløs mand . Med synlig interesse betragtede han enhver af Konrads bevægelser ; flere gange udstødte han truende udråb mod Konrad , og da han så , at denne havde opdaget grevinden , forlod han skyndsomt gadedøren og ilede ned ad gaden . imidlertid kom en mand drivende fordi Konrad . — holdt , hviskedee Konrad til manden . — er der ugler i mosen ? spurgte denne . — ja , seer du den dame inde i butikken ? Det er Huldas moder , hun må ikke flippe fra os , men da hun kender mig , vil jeg trække mig tilbage og lade dig udføre resten . Manden nikkede — han forstod en halvkvædet vise . Vi vide følgerne af disse mænds optræden samt hvorledes grevinden blev reddet ud af deres kløer . Da Konrad således så sig forrådt , skar han tænder os raseri og rev og sled i de bånd , man havde lænket ham i . Dog blev han roligere , da han så , at man ikke på ny førte ham i fængsel . De bevæbnede mænd bortsjernede sig , uden at bekymre sig om ham ; deres foretagende gik kun ud på at redde grevinden . Værten i værtshuset befriede ham snart for de bånd der bandt ham og han begav sig nu til foreningen for i fællesskab med de øvrige medlemmer at drøfte det besynderlige i den uforklarlige dames optræden . ellevte kapitel . Et nyt offer i en af Paris ' mange smågader boede , på jamme tid søm det ovenfor fortalle foregik , en arbejdsmand ved navn gontran med sin hustru og deres eneste datter Asta . Manden var meget fattig , men ærlig og stræbsom , hans kone derimod var ikke ganske af samme mening søm ham , især hvad ærligheden angik . Hun holdt mest af det der tilhørte andre og bekymrede sig ikke om på hvilken måde hun kom i besiddelse af penge , når blot hun kunne „ samle til bunke “ . Dette gav ofte anledning til kiv og strid mellem ægteparret , der ikke kunne slemme overens i denne sag . Asta var faderens eneste glæde ; hun var en smuk pige på 18 år , med ravnsorte lokker og mørke øjne og en teint så hvid søm en Lilie ; intet under at man kaldte hende „ Paris ' skønhed “ , thi hun var i sandhed overordentlig smuk , og dertil så hjertensgod , at lille der kendte hende „ hævede hende til skyerne “ , søm man siger . Moderen ville , at Asta skulle være fornem og fin ; hun mente , at datteren ved sin ualmindelige skønhed skulle tiltrække sig en eller anden fornem herre , helst en baron eller Greve . der boede en yngre dame ved siden af dem ; hun førte et meget flot hus og folk i nabolaget hviskedee noget om herrebesøg og deslige . Astas moder mente , at det var en herlig måde at tjene sig en kapital på , og skønt den unge pige harmedes ved at høre på denne tale , var moderen dog utrættelig i at overtale sin datter . Asta syede fra morgen til aften for at tjene sit underhold . Hun overleverede moderen lønnen for sit arbejde , og skønt den unge pige mange gange overanstrengte sig , for at så sit arbejde færdig , blev hun dog overøst med skænd , ja ofte med prygl , fordi hun ikke skaffede nok ti ! Huset . Når flige optrin havde fundet sted , måtte Asta ofte skjule sine tårer når faderen kom til , thi fik han at vide at moderen havde pryglet den unge pige , så blev han rasende og der fandt i almindelighed et svært sammenstød sted mellem ægtefolkene , hvilket Asta for enhver pris ville forebygge . Således var forholdet i denne familie en aften var Asta gået en lille tur efter dagens moisommelige arbejde ; den stakkels pige trængte til at bevæge sig lidt i den friske luft , thi ofte kom hun ikke udenfor huset i flere måneder . Hun var imidlertid ikke kommen ret langt før hun blev tiltalt af en høj , mørk herre , der ivrig betragtede hende gennem sin lorgnet . Asta blev meget forvirret og ville skynde sig hjem , men den mørke herre standsede hende med de lrd : — hvorhen , min smukke frøken , på denne tid af aftenen ? Det er ikke godt før en ung dame at gå alene så silde . Tillad ar jeg ledsager dem til deres hjem . Asta vendte sig mekanisk om , før ai undfly , men den mørke herres djcevelfie blik virkede lammende på hende ; hun formåede ikke at flytte en fod , skjendt hun så gerne ville ak , nu fortrød hun hårdt at hun var gået ud . Hvad ville denne herre hende , hvorfor stirrede han på hende med dette besynderlige blik ? Asta forstod det ikke . Den fremmede - greb nu hendes hånd og ferie hende ned ad gaden . Han talte kerrlighedsfulde . bedårende ord ril hende , og Asta , der var en ung , uskyldig pige , forstod ikke hans besynderlige sprog . Istedenfor at følge hende hjem , førte han hende rundt i den store stad . Han forstod ar gøre sig elskværdig lige overfor den uerfarne pige og på grund af hans dannede væsen og sine manerer antog hun ham for en fornem herre . Han fulgte hende nu lige ril gadedøren og da de skiltes , kunne hun ikke nægte ham sit samtykke til et nyt mode den næste aften ved samme tid . Da Asta var kommet op , tæenkte hun uvilkårlig på den mørke herre ; han havde gjort et sådant indtryk på hende , at hun ikke formåede at glemme ham . Hnn kunne ikke sove hele den nat - stedse stod hans billede for hendes blik , stedse henførtes hendes tanker på ham , og sfjondt hun gjorde sig bebrejdelser over at foenke på ham , kunne hun dog ikke udrive hans billede af sit hjerte . Den næste aften msdte hun til det bestemte klokkeflet , og Asta følie nu , at hun elsfede ham af sit hjertes hele fylde . Hun elskede for første gang , med en varm , en inderlig følelse , som den første kærlighed i almindelighed er besjælet af . Den mørke herre vidste let , og grundede allerede på at benytte sig deraf . Men var den unge pige gftnelflet ? Ak , hun vidste det ikke ; thi den fremmede herre viste ikke noget tegn til kærlighed ; han beherskede hende ved sit gennemtrængende blik , men viste kun en kold høflighed imod hende . — men hvem er denne herre ? spsrger vel den « rede læeser . Han er dig vel bekendt , kære lceler , — det er - Konrad Gautin . Vi må beklage den uforsigtigt unge pige der så ubetcrnksonu har kastet sig i armene på en sådan djoevel , der kun levede for at udføre nu hæevn mod de mennesker , der vare trådte i vejen for ham — om kjcrrlighed kunne der ikke væere tale hos ham . Konrad havde naturligvis strar mærket den unge piges sympatti for ham , og det morede ham ar betragte de fljønne øjne , når de tillidsfuldt skuede op til ham . Astas moder havde fået nys om sagen . Det var snart bekendt , at en fornemkledt herre fulgte hende hjem , og den flette kvinde glædede sig meget herover . Men der var en anden , der græed dirre tårer ved at erfare , hvad der var sket . Asta havde fra sin tidligste barndom væeret legekammerat med naboens søn , Arnold , og endnu da de blev konfirmerede , herskede beder det inderligste venskabsforhold imellem dem . Arnold havde dog ikke , da ve blev ældre , tæenkt på nogen forbindelse med Asta , kun æergrede det ham , når nogen herre så på hende , og han sølte da , at det star ham i hjertet . Han desøgte aldrig Asta , thi han var flere gange bleven tilbagevist af hendes møder , og siden havde hans stolthed forbudt ham af besage sin lille benrnde . Ofte talte han med hende på gaden , men i den sidste tid havde han flet ikke set hende . Arnold fik snart af vive , af Asta var bleven forlovel med en fornem herre ( thi dette blev fortalt rundt omkring i gaden ) , og han sørgede inderlig derover . — så har hendes flette møder dog fået magt over hende ! sagde Arnold ssnderknuft ; ak ja , jeg har længe ventet det ! Det unge menneske var aldeles overdevirst sm , af moderen havde tvunget hende fil dette parti , og han fortred nu bittert , af han ikke havde ladet Asta forstå , hvad han selte for hende . Læenge gik han og grundede på , hvad han skulle foretage sig ; han så meget lidende ud , og ingen formåede af trøste ham i hans ulykkelige stilling . Daglig gik han forbi Astas bolig , svr om mulig af træffe hende , men den ene dag gik efter den anden , uden af han kom sit mål næermere . Endelig mødte han hende en tidlig morgen , da hun skulle besørge et byæerinde . Hun blev blussende rød — ban blev ligbleg . Forvirret rakte hun ham hånden , han greb den stiltiende og de fulgtes et stykke ben ad vejen , uden at nogen as dem talte et ord . Man kunne se , at der var noget der pinte Arnold , noget , han ikke turde komme frem med ; også Asta følte sig ubehagelig berørt . Endelig standsede Arnold og sagde , idet han greb hendes hånd : - Asta ! . jeg har i dag passet dem op for at tale med dem om en ting af stor vigtighed for mig , en ting , der ligger mig meget på hjerte . Jeg har nemlig også hørt , hvad der allerede er vidt og bredt bekendt , at de er bleven forlovet . Nu kom turen til Asta at blive bleg . - er let sandt ? vedblev Arnold . Svar mig , for gud i himlens skyld , svar mig , er det sandt ? Jeg må høre det af deres egen mund , for at jeg kan vide hvor stor min ulykke er ; thi jeg kan ikke udholde at pines længer af denne dræbende uvished . Asta tav . — svar mig , Asta , vedblev den unge mand lidenskabeligl ; pin mig ikke længere — vær barmhjertig og lad mig høre min dom af deres egen mund . Asta tav endnu , hun vidste ikke hvad hun skulle svare . Endelig hævede hun hovedet og sagde med en påtagen kulde : — må jeg spørge dem , hr . Arnold , hvor de tør beskylde mig for at pine dem og gjorde dem ulykkelig ? Arnold studsede . — as min egen mund skal de erfare at jeg ikke holder af at de passer mig op på gaden , vedblev den unge pige . Jeg skylder vel ikke dem regnskab for hvad jeg foretager mig - og nu tillader de måske at jeg går alene . Asta nejede og ville forlade ham , men han greb begge hendes hænder , og hans lidende ansigt udtrykte den dybeste sorg idet han sagde : — o , kære Asta , de ved godt hvorfor at jeg spørger , de ved godt hvorfor jeg bebrejder dem det skridt de har gjort . Asta blegnede . - og de må dog vide , vedblev Arnold bevæget , at jeg . . . jeg elsker dem . . . — men Arnold . . . — at jeg elsker dem af mit hjertes hele fylde , skreg den ulykkelige unge mand med overmenneskelig kraft . Han slog øjnene ned , som om han var bange for at have sagt for meget , som om han var bange for at høre et vredesudbrud for disse ord . Asta sittrede stærkt , og langsomt drog hun sin hånd til sig . — o , Arnold , hvorfor lov de mig ikke erfare dette tidligere , så kunne jeg have hørt det med et roligere hjerte , men nu ? — nu , udbrød Arnold bevæget . — ak , nu er det for silde , alt for silde , vedblev den unge pige grædefærdig ; det hjerte , som sidder her , er optaget af et andet billede , som ikke ligner deres i fjerneste måde . Dog , det er deres egen skyld , hvorfor har de aldrig talt til mig derom ? Jeg havde da måske fået andre tanker . Arnold svarede ikke . Fortvivlet sænkede han hovedet , medens et frygteligt uvejr herskede i hans indre . Han greb atter hendes hånd og knugede den krampagtig . Han led - led forskrækkeligt . Endelig tog han mod til sig og sagde med ry slende stemme : — Asta ! kære Asta ! De ved ikke , hvor meget jeg lider , de ved ikke , hvor livet er mig ligegyldigt nu , da jeg ved , at de ikke har en eneste tanke tilovers for mig . — Arnold , sig ikke det ! råbte den unge pige og greb atter hans hånd . Arnold sølte sig lidt trøstet ved hendes venlighed . — jo , et kan de love mig , nemlig deres venskab , det tror jeg nok at have fortjent . Og nu farvel , elskede Asla , farvel for bestandig ! En tåre perlede i hans øje , men Asla borttorrede den med sit lommetørklæde . Da kom der atter liv i den unge mands blik , han så på Asla , søm om han ville fluge hende med øjnene , og han gik tæt hen til hende , idet han hviskedee : — Asla , det jeg nu beder dem om kan de godt opfylde , uden samvittighedsnag . - nå , hvad er det da ? — lov mig først at de ikke vil sige nej . Jeg er ulykkelig nok i forvejen og hvis de svarer nej , da , da . . . — Arnold , afbrød Asla ham ; jeg lover at opfylde deres forlangende , hvis det nogenlunde er udførligt . — nuvel , sagde Arnold frimodigt ; så giv mig et Kys , Asla , det første og måske det sidste ; de kan , de må ikke nægte mig det , thi da , da gør jeg en ulykke på mig selv ! Asla blev blussende rød og kunne ikke få et ord over sine læber . Hendes hånd skælvede i Arnolds hånd — han lagde mærke til hendes kamp og det smertede ham endnu mere . — ak , lille Asta ! er jeg dem da så modbydelig ? Sagde han med halvkvall stemme . Er jeg dem da så modbydelig , at de ikke engang vil give mig et Kys ? Nuvel , så vil jeg tage mit forlangende tilbage ! O , det er firæekkeligt ! Med feberagtig hast greb han atter hendes hånd og sagde næppe hørligt : — for sidste gang , farvel Asta , og gud være med dem ! Hans stemme kvaltes af gråd og han vendte sig bort fra hende . Langsomt og med sænket hoved skred han hen ad vejen , men han var imidlertid ikke kommen ret langt før han hørte Astas stemme dag ved sig . — Arnold , Arnold ! råbte den unge pige ; jeg vil give dem det de bad mig om . Arnold vendte sig hurtig om , greb hende om livet , og trykkede et Kys på hendes læber , — så langt så inderligt , som om det skulle vare evigt . Endelig rev hun sig løs fra hans favntag . — farvel , farvel ! hviskedee den unge mand ømt og forlod hende hastigt . En mand havde skjult været vidne til hele denne kjærlighedsscene . Hans øjne luede had , hans læder vare fordrejede af de skrækkelige forbandelser , ver hvilede på dem , og med dirrende slemme mumlede han : - o , i kvinder , så falske er i alle ; men du , troløse , du skal snart få din velfortjente løn , ha , hvilket lykkeligt øjeblik vil det ikke være for mig at skue din smerte og ulykke , når jeg har . . . Han standsede pludselig og stirrede efter Arnold , idet han rasende udbrød : — og du , skægløse dreng , som har lokket hende i dine garn , vent ! din tid skal også komme ! Tolvte kapitel . En djævelsk plan . Vi ville atter indfinde os hos Hulda og hendes moder efter at Charles har besøgt dem . Der var kommen en uforklarlig uro over begge de værgeløse kvinder og Hulda , der ville skjule fin angst for moderen , gjorde sig al umage for at synes rolig ; men hun kuyde dog ikke lade være at tænke på , at hendes liv var eftertragtet og at en ond ånd lurede på hende ; hun var angst for at være alene , hun var angst for at gå ene ud , — hun havde ikke været ude siden de vare flyttede , og det uagtet Charles flere gange havde bedet hende om at følge med ham op til hans moder , der længtes meget efter at se hendeester at Fru Tadlos var bleven rast gik arbejdet døg meget raskt , moder og datter syede fra morgen til aften , og da der ingen besøgte dem , undtagen Charles , så henrandt livet meget stille for dem . En dag , just som de sagde og syede , bankedes der på deres dør , men da Fru Tadlos gik ud for at lukke op , sprang Hulda pludselig op fra sin stol , bleg som et lig , og sagde med skælvende stemme : - kjæere moder ! luk for guds skyld ikke op , gjer det ikke , jeg beder dig ; jeg har så forunderlig en anelse — det forekom mig at jeg for kort tid siden så Konrad Gautin stå derovre ved det hvide hus og stirre herop til vore vinduer . - å , tåbelige barn , hvor kan du tro det , sagde Fru Tadlos , idet hun nærmede sig sren ; han ved jo rkke hvor vi bo og selv om han vidste det , ville han døg vist næppe på den tid af dagen vove sig herhen ; nej , nej , det er kun din ophidsede fantasi der foregjøglcr dig disse billeder , thi hvis han således midt på dagen ville vise sig for os , kunne vi jo strar genkende ham , og selvfølgelig ikke lukke op for ham , når han forsøgte at komme herind . Men Hulda lod sig ikke berolige ; med tårer i vinene bad hun moderen om endelig at lade væere at lukke op , sfjondt der flere gange bankedes på døren . — nej , Hulda , der ville være meget upassende hvis jeg lod døren være lukket for den der agter at besøge os , sagd ? Fru Tadlos ; det er desværre så sjeldent at nøgen seer op til os og adspreder os i vor sørgelige tilværelse . Desuden kunne det jo vcrre Charles . Med disse ord åbnede hun døren , og hvo beskriver hendes forbavselse , da hun seer en ung , meget smuk og elegant klædt dame slå for sig . Fru Tadlos bad hende undskylde , at hun så længe havde måttet slå på gangen , men den unge dame smilede venffabeligt ti ! hende og bad hende om ikke at tage nogen notits heraf ; hun kunne nok indse at de vare fordybede i deres arbejde , og af den årsag ikke havde observeret at hun ville ind . Hulda blev meget overrasket , da hun så den unge pige træede ind . — jeg kommer for at bestille nogle kniplinger , som skulle vcrre fcrrdige inden otte dages forløb og som frem for alt må broderes overordentlig smukt , sagde den unge dame henvendt til Hulda , idet hun med særdeles interesse betragtede den unge , blege pige . - det vi ! vcrre os en særdeles lere , sagde Hulda , idet hun med venlighed trykkede den unge dames hånd . I længere tid opholdt den unge dame sig hos dem ; hun talte så hjerteligt og så så god ud , at Hulda ikke kunne lade være at betragte hende . også Fru Tadlos blev strar indlågen af hendes beskedne væsen . Hun talte med dem om arbejdet og hun lagde en sådan erfaring for dagen , at man absolut måtte tro , at hun hele sin levetid havde arbejdet for sit brød , skønt hun så så elegant og fornem ud . Hulda skuttede strar en inderlig venskabsforbindelse med den unge dame , der så nedladende indlod sig i samtale med hende . Efter kort tids forløb skiltes man og Hulda følie sig så glad , så glad , som hun i lang tid ikke havde følt sig . Den næste dag kom den unge dame atter igen og derefter var hun i over en måned en daglig gæst i deres hus ; dog , om aftenen formåede de ikke at få den unge dame til at blive hos dem , uagtet Hulda fortalte hende at Charles kom , og at han var så gemytlig og underholdende . Charles kom regelmæssig hver aften ; han læste for Fru Tadlos og Hulda , medens de syede . Således henrandt tiden i No for dem . uden at de mærkede at der arbejdedes på deres fald . En aften kom Charles som sædvanlig . Han medbragte en lille pakke , omsvøbt af et elegant papir , og han overrakte Hulda den med de ord : — kære Hulda ! forsmå ikke hvad jeg her bringer dig — det kommer fra et godt hjerte . Det er dit elskede billede , kære Hulda , og portræter af en anden skønhed , — en skønhed , som har vanskelighed ved at finde sin lige ; jeg kender i det mindste kun en , der kan lignes ved hende . - og hvem er denne ene ? spurgte Hulda skælmsk — dig , ene dig , svarede den unge maler , idet han fyrigt slyngede sin arm om hendes smækkre liv . Et lykkeligt udtryk udbredte sig over hendes ansigt . Hun greb pakken , tog papiret af og udbredte dets indhold på bordet . Det første hun fremtog , var hendes eget portræt , og Fru tavlos udstødte et forundringsudråb , så træffende var ligheden . Da Hulda havde takket Charles for det udmærkede portræt , fremtog hun det andet billede , men for forbavset tilbage , da hun fik øje på det , og udbrød med rystende stemme : - min gud , det er jo hende . — hvem ? spurgte Fru Tadlos og Charles overraskede , idet de begge betragtede portræter ; men idet Fru Tadlos så det , råbte hun høilig overrasket : — ja , ja , det er hende ! - hvem ? spurgte Charles , idet han atter så på portrætet . — ja , det er sandelig en stor , en behagelig overraskelse , udbrød Fru Tadlos . Det var uhyre smukt af dem og jeg takker dem meget derfor ; men sig mig , hvor har de gjort bekendtskab med . hende ? — her har de jo aldrig set hende . — nej , jeg har ikke engang vidst , at de kendte denne unge dame , svarede Charles ; idetmindsfe har de aldrig talt til mig om hende . — nej , det bar vi aldrig , sagde Hulda skælvende ; men du , Charles , hvor kender du hende fra ? Hun er måske en , der er dit hjerte nærmere , end du selv vil tilstå ! Disse sidste ord udtalte Hulda temmelig heftigt , men Charles smilede og tog hende om livet idet han sagde : — nej , kære Hulda , der bebrejder du mig rigtignok noget , søm er meget langt fra mine tanker ; ingen uden du er mit hjerte nær , — aldrig tænker jeg på andre end dig . Og han trykkede et så inderligt Kys på hendes læber , at mistanke » aldeles svandt bort . Hulda takkede ham nu før billederne og Fru Tadlos kunne ikke tilbageholde et smil , da hun så Hulda meget omhyggeligt pakke det andet billede ind . — dette er naturligvis en present til mig , ikke sandt Charles ? udbrød Fru Tadlos og tog portræter . — ja , hvis det kan more svigermoder , så står dette billede aldeles til din tjeneste , svarede Charles jeg kender ikke den unge dame , hun kom op på mit atelier før omtrent 14 dage siden , og ønskede at jeg skulle portrætere hende . Jeg sandt hende så smuk , jeg syntes , at hun lignede Hulda , derfør troede jeg at kunne glæde dig med dette billede . — hvad hedder den smukke dame ? spurgte Hulda . — Asta ! lød svaret Charles havde næppe udtalt dette navn før der bankedes på døren , og da man lukkede op stød Asta udenfør . Det lød fil at hun blev overrasket ved at træffe den unge maler her ; endeel genert trådte hun ind og spurgte , om hun ikke havde tabt en lille medaillon hos dem den foregående dag . Fru Tadlos bød den unge dame indenfør , og skjøndt Asta forsikrede , at hun ikke havde tid dertil , kunne hun døg ikke undsiå sig for at følge fruens indbydelse . Medaillonen blev imidlertid ikke funden , og det lod fil , at frøken Asta ikke var så rolig som hun så ud fil . Man spøgede og lo og tilbragte en rigtig behagelig aften sammen . Under deres gemytlige spøg hørtes pludselig tre stærke slag på gadedøren . Asta sprang op , ligbleg og rystende af skræk . - nu må jeg gå , nu må jeg gå ! sagde hun med feberagtig hast . Det er allerede sent på aftenen , min moder er vist ængstelig for mig . Asta holdt hele tiden øje med døren , medens Hulda hjalp hende tøjet på . Charles tilbød at følge hende hjem , og Asta mod ' tøg med synlig uro tilbudet . Ak , havde Charles vidst , hvad der forestod ham , ville han næppe have tilbudt at ledsage den unge dame ! Hulda var meget ængstelig til mode — hun vidste ikke hvorfor , hun forstod ikke hvad det var , der gærede i hendes bryst , hun følte ligesom en slikkende smerte i hjertet , der ikke lod hende have ro . Da de to damer havde fulgt deres gæster til døren , gik Hulda vaklende tilbage i stuen . Hun pressede hånden mod hjertet og store tårer perlede i hendes smukke øjne . — men barn , hvad fejler dig ? sagde Fru Tadlos ængstlig ; er du syg ? - nej , moder , jeg er ikke syg , men jeg ved ikke hvorledes det er fat med mig , jeg har en fornemmelse , som om jeg skulle kvæles . Jeg føler mig så græsselig ulykkelig . — o , moder , gid vi vare i Spanien hos fader , - gid vi aldrig havde set Paris ! Fru Tadlos søgte at trøste hende så godt hun formåede , skjondt hun selv var grædefærdig . Ak , der var jo ingen , der længtes mere efter Spanien end netop hende . Sildig gik de to damer til sengs , og den næste dag gik som sædvanligt , kun med den forskel , at de endnu vare mere nedtrykte end ellers . Om aftenen ventede man Charles — han plejede hver aften at komme bestemt kl . 7 — men den ene time gik efter den anden , kløkken blev 8 , den blev 9 , og Charles var endnu ikke kommen . — hvorfor bliver han dog så længe borte ? sagde Hulda modløs . Han ved ikke , hvor ængstelig jeg er før hans skyld , ellers var han nok kommen før længe siden . Ak , gid han var her , så ville jeg atter blive rolig . Men Charles lod intet høre fra sig ; kl . blev 10 , den blev 11 , og endnu var han ikke kommen Hulda var ligbleg og tårer trillede ned ad hendes kinder , uden at Fru Tadlos bemærkede det . Da kløkken var lidt over 11 , rejste Hulda sig op , tog sit overtøj på og ville gå ud , men da hun kom hen ti ! Døren , bemærkede moderen hende ; hun sprang hurtig op og råbte : - men Hulda , hvor skal du hen på denne tid af aftenen ? — jeg kan ikke udholde denne skrækkelige uvished , sagde Hulda . Kan du sige mig , hvor Charles bliver af ? Han plejers ellers at komme kl . 6 og nu er den 11 . — tror du , at han altid kan komme , når du snffer det ? Han har måske fået hastværksarbejde — en eller anden større bestilling . - du kan da heiler ikke være bekendt at gå alene på denne tid af natten , og hvad tror du , at Charles ' moder ville tænke om dig ? - ja , du har ret , moder , jeg må blive hjemme , sagde Hulda og tog overtøjet af . Å , der er vist frøken Astas medaillon , vedblev hun , idet hun bukkede sig ned og tog en lille glindsende genstand op , der stak frem under gulvtæppet . Hulda betragtede den lille guldkapsel med megen intæresse ; det forekom hende , at hun havde set den før . — se , moder , den ligner akkurat den medaillon , jeg fik af fader til min forrige fødselsdag . Hun lukkede medaillonen op , men for forfærdet tilbage ; det billede , der var indfattet deri , var så fængslende , at hun ikke formåede at vende blikket fra det . - moder , moder ! fremstammede hun endelig ; se engang , kender du dette portræt ? Fru Tadlos gik hen til hende , hun så på portrætel , men udstødte et svagt skrig og råbte : - min gud ! det er jo Konrad Gautin ! Ak , moder ! jamrede Hulda , her foreligger vist et storartet forræderi . Du fiol se , frøken Astas besøg her slår ganske vist i forbindelse med noget andet . Charles bliver borte , og vi er alene ; men nej , jeg vil have vished . I morgen tidlig går jeg ud før at søge ham op — jeg må tale med ham , før får jeg ingen ro . 0 moder , du ved ikke , hvor skrækkeligt jeg lider . trettende kapitel . Djævelens sejr . Neppe havde Hulda udtalt før døren åbnedes og en høj , msrk herre hurtig trådte ind . - endelig , min Hulda , endelig skal jeg atter omfavne dig og trykke dig til mit hjerte ! råbte han og nærmede sig den unge pige der er før mig hengået mange ensomme timer siden vi sidst sås , men du har naturligvis ikke længtes så meget efter mig , som jeg efter dig - ak , hvor ofte har jeg ikke sukket efter at se dit kjæere ansigt . Nå , lille engel , kom hen til mig og kys mig , jeg loenges så fircekkeligt derefter ! Hulda vendte sig om ; en forfærdelig tanke opsteg i hendes indre . Hun rystede over hele legemet og måtte holde sig fast ved en stol , før ej at falde om . - Konrad ! sagde hun med mat stemme ; hvorfor forfslger de mig så vedholdende ? — fordi jeg elsker dig , svarede Konrad , idet han betragtede de to kvinder med blikke , som når ulven betragter sit bytte . Han gik hen til Hulda , greb hende om livet og stirrede hånligt ind i hendes smukke dine . Hulda sølte sig en afmagt næer . Men nu greb Fru Tadlos ham af al kraft i armen og trak ham bort fra hende . rasende for Konrad frem igen idet han råbte : — tilbage , gamle djævel ! Hvad vover de at gøre ? Nu ffal de såmænd få løn som forskyld » , kan de tro ! Han vendte sig om , trak den gamle dame ved håret og kastede hende hen i en krog i værelset . Hulda udstedte et fortvivlet skrig da hun så dette . Hun faldt på knæ før sin bøddel og anråbte ham om barmhjertighed . Dog , en sten kan ikke røres og langt mindre en sådan Barbar som Konrad Gautin . Hans elskov opfiammedes endnu mere ved at se den smukke pige med tårer i øjnene ligge på knæ før sig . — jo , Hulda , jo , jeg vil lade eder begge i fred , og virkelig vise barmhjertighed imod eder , men du kender betingelserne og du ved , at jeg vil sejre , enten med det gode eller med det onde . Hulda skjulte sit ansigt i hænderne , hendes lille hjerte slog hæftige slag , hun bestod en frygtelig kamp . Endelig rejste hun sig ; hun var nu mere fattet . — sig mig , hvor Charles er henne , sig mig det ! råbte hun truende . Konrad trak på skuldrene . — han bliver naturligvis forfulgt for min skyld , vedblev hun . Han har ikke tilføjet dem noget ondt . Han er min Broder og han elsker dig , sva « rede Konrad , det er mig nok til at forfølge ham , han skal ikke have fred så længe du er her . Når vi først som ægtefolk er komne til Spanien , da skal han leve i fred for mig . — og dersom jeg nu indvilgede i at blive deres hustru , hvilken lod ville der da vente mig indtil vi kom til Spanien ? — en herlig lod , elskede Hulda , svarede Konrad begejstret . Jeg ville naturligvis altid være hoø dig , del har jeg jo ret til , når jeg er din mand . Jeg vil vogte ethvert af dine skridt og jeg — jeg vil dræbe enhver , der vover at nærme sig dig . Hulda for tilbage . — nej , råbte hun ophidset , tusind gange nej , jeg vil ikke være en sådan bøddels hustru ! Jeg ville have opoffret mig for min stakkels moder og Charles , men nu , nej aldrig , aldrig ! Hulda havde forglemt sig selv , forglemt den fare , hun svævede i , forglemt at hun stod ene lige overfor en sådan mand som Konrad Gautin , der var i stand til al « . Hun havde overilet sig , det følte hun , hun frygtede nu for følgerne , der heller ikke udeblev . Konrad var bleg af harme . Hans øjne tindrede , hans hænder knugedcs krampagtigt og læberne vare skrækkeligt fordrejede . Han stillede sig lige overfor Hulda og sagde i en truende tone : — komtesse Hulda de Tadlos , herved underretter jeg dig om , at inden klokken slår i i nat , skal du være min brud , og jeg , jeg vil glæde mig til denne stund , den lykkeligste i hele mit liv . Han gik frem for at gribe hende , men Hulda wrang bag spisebordet og tog dette som værn ; hun så græsselig fortvivlet ud i dette højst farefulde øjeblik . Konrad stod på den anden side af bordet og lå skadefro på den unge piges anstrengelser . — hvad vil du nu , min skønne elskerinde ? Sagde han smilende ; du er mit bytte , tro det , og vær ikke så dum at gøre modstand . — så længe dette hjerte slår , overgiver jeg mig ikke ! Kom mig ikke nær , djævel ! skreg hun , da Konrad lig en kat sneg sig hen til hende for at gribe hende . — nej , nu er det nok med denne leg , sagde Konrad og slog tre hårde slag på bordet . Sirar åbnedes døren og en sværlemmet Karl trådte ind . Svir og sværm stod at læse i hans øjne , og Hulda søgte forgæves at finde spor af medlidenhed hos ham . — nåde , nåde ! råbte hun fortvivlet . — den kender jeg slet ikke , svarede karlen , idet han nærmede sig hende . — gud i himlen , jeg dør ! stønnede den ulykkelige unge pige og sank bevidstløs tilbage på gulvet . — nå , endelig har jeg da nået mit mål ! mumlede Konrad og så med en seirherremine på den overvundne kvinde . — ja , jeg har længe ventet det , vedblev han . Der , jakins , ftynd dig , tag den unge dame og bring hende ned i lokalet . — ja , hr . Løjtnant , svarede karlen , idet han løftede Hulda op fra gulvet . — ah , hvor hun er smuk , mumlede han ; en allerkæreste lille due , og let som en fjer . Det er bestemt en af løjtnantens kærester , ao hvor hun er sød ' manden bøjede sig ned over hende og trykkede et Kys på hendes hånd , men i det samme ttldeelte Konrad ham et sådant slag i hovedet at karlen forbløffet flap sit dytte . — slyngel ! skreg Konrad heftigt ; hvor tør du vove at besmitte den unge dames hænder med dine drukne læber . Vogt dig , eller du skal få med mig at bestille ! Karlen brummede noget , der sandsynligvis skulle være en undskyldning , tog derefter Hulda på sine arme og forlod hurtig værelset med sit bytte . — se så , sagde Konrad , idet han truede ned til -en bevidstløse grevinde . Nu kan de lede efter hende så længe de lyster -- får de hende engang tilbage , tør jeg bande på at hun vil være en del forandret . Konrad forlod nu værelser og lød hende blive liggende på gulvet . fjortende kapitel . En ven vi ville nu se hvorledes Charles befinder sig . Som læseren erindrer tilbød han at ledsage Asta hjem , efter hendes korte ophold hos grevinde Tadlos . De vare imidlertid ikke komne ret langt ned ad gaden , før Asta følte en tung hånd hvile på sin skulder . En nervøs sittren gjennemfoer den unge pige . — slip hans arm ! hviskedee en barst stemme hende i øret ; ellers kan jeg ikke få fat i den forræder . Hun genkendte strar Konrad . Skælvende adlød Asta ordren . — hvorfor tæger de deres arm tilbage ? spurgte Charles henvendt til den unge pige ; dog han hørte intet svær , thi i samme øjeblik var han omringet af en halv snes mænd og uagtet han stred imod af al fin kraft , blev han dog ført bort fra hende . - Konrad ! hviskedee Asta , da mændene havde dortfjernet sig ; nu har du vel et øjeblik tilovers for mig , så af du kan forklare mig hvad dette optrin har af betyde ? Hun lagde kærligt sin hånd på hans skulder , men Konrad stødte hende barsk tilbage , idet han sagde : — nej , Asta , jeg har ikke nøgen tid tilovers for dig nu . . . min tid er mere kostbar , jeg har forretninger i foreningen , som ikke kan opsættes . Farvel Asta ! I morgen Asien ses vi atter . Han forlod hende og lod den bedrøvede unge pige stå alene på vejen i den silde aften . — ak , gud ! udbrød hun smerteligt ; han elsker mig ikke , uagtet jeg elsker ham så højt . O , det er skrækkeligt ! - ja , stakkels Arnold , vedblev hun kort efter ; nu — først nu kan jeg fatte din smerte , først nu kan jeg forstå hvad du har måtte lide ved af trække dig tilbage fra den , der var dit hjerte så kær . Og jeg , har jeg da ikke fået straf for den smerte jeg har tilføjet dig ! . . . O , hvor jeg lider ! Konrad er så kold og ligegyldig imod mig , altid taler han hårdt til mig — aldrig viser han sig venlig imod mig . Når jeg udfører hans befalinger , som han tvinger mig til af udføre , hvad løn får jeg så derfor ? Ja , han behandler mig meget afskyeligt , det er lønnen for al min kærlighed og opofrelse ; o , det er græsseligt ! Asta bemærkede ikke af en ung mand havde været vidne til hendes fortvivlede udbrud , hun bemærkede flke , af den samme unge mand havde fulgt hende skridt for skridt hele aftenen , og da Asta , overvældet af sørg satte sig på en trappe for af samle nye kræfter gik han hen til hende og sagde : — hvad bestiller lille Asta her på denne tid af aftenen ? Asta vendte sig om for af se hvem det var ver tiltalte hende således . Et glad smil for over hendes ansigt og betydelig lettet udbrød hun : — Arnold , er det dem ? — ja , Asta , det er mig , sagde den unge mand tungsindigt ; vet bedrøver mig meget af træffe dem i denne ulykkelige stilling . Sig mig , lille Asta , jeg er jo deres ven , betro dem derfor til mig , lad mig erfare hvad det er der smerter dem så meget ? — ak , Arnold , det er hjertesorg der knuger mig så meget . Jeg elsker ham , men jeg bliver ikke gjenelsket . O , Arnold , de ved hvad det vil sige , de må søle som jeg ! Arnold svarede ikke , hans tanker vare henvendte på fortiden . Han greb Astas hånd og trykkede den heftigt . Endelig brød han tavsheden idet han sagde : — hør Asta ! hvem er den uværdige de elsker så højt , tør jeg erfare det , så skal jeg tale til ham om , hvilken skat det er han støder fra sig — jeg skal lade ham vide , af . . . — nej , nej , afbrød hun ham ; jeg vil for alt i verden ikke have af de skal underrette ham derom , men en tjeneste kan de gøre mig , de kan råde og sejlede mig , og det vil de jo nok , ikke sandt , Arnold ? Den unge mand svarede bekræftende . — seer de , Arnold , min forlovede er medlem uf en forening , hvis formål er at hjælpe den fattige og lidende , efter hvad han siger . Han har bedet mig om at være ham behjælpelig i denne retning , at opsøge værdig trængende og på en eller anden måde hjælpe dem fremad , dog skulle alt foretages hemme * ligt , ingen måtte erfare , hvorfra understøttelsen kom . Jeg var naturligvis strar beredt til at ofre min tid for bette smukke hverv ; især da jeg ved , hvad det vil sige at lide mangel . — ja , desværre , det ved de , stakkels Asta , sagde Arnold beklægende . — han bad mig om at gå op i et hus her i nærheden , hvor der boer en fattig enkefrue og hendes datter Hulda . De led ligefrem nød , sagde han , og dertil kom endnu , at en ung , flet mand havde forelsket sig i datteren , samt at moderen absolut ville have , at hun skulle tage dette flette menneske , endskønt den unge pige hadede og afskyede ham . Det blev da bestemt , af de alligevel skulle hemmelig giftes uden af den stakkels unge pige vidste noget deraf før i det sidste øjeblik . Jeg blev naturligvis meget oprørt over af høre dette og stod ganske til hans tjeneste . — nå , og du frelste vel den unge pige ? sagde Arnold bevæget . — ja , hør nu videre , Arnold . Min forlovede befalede mig af gå op ril en kunstmaler ved navn Charles Gautin og lade mig portrætere , blot for af lære den unge mand af kende . Jeg gjorde som han sagde ; kunstmaleren var en smuk og dannet mand , ham turde jeg ikke tilbyde nogen understøttelse , thi han så ud til af væere meget velhavende . Den næste dag gik jeg op til enkefruen , jeg bestilte nogle fine kniplinger hos hende . Den æeldre dame var så elffvoerdig , så forekommende imod mig , og hendes datter — ja hun var en så fuldendt skjonhed , af jeg blev helt forbavset ved af se hende — jeg vidste flet ikke hvorledes jeg fluide bæere mig ad med af rykke frem med mit egentlige lerinde . — ja , jeg kan begribe det , sagde Arnold . - datteren og jeg sluttede strar et inderligt venffab , og på grund heraf kom jeg daglig i deres hus . Men tiden gik og den dag nærmede sig , på hvilken den store handling skulle foregå . Nu fortrsd jeg næsten hvad jeg havde lovet , nemlig af forhindre den unge piges giftermål thi det forekom mig meget underligt , af når Hulda talte til mig om sin forlovede , slete dette altid med en sådan kærlighed , en sådan inderlighed , af jeg umuligt kunne sfuffes , og fruen talte også så venligt og godt om dam , af jeg begyndte af tvivle om sandheden af min forlovedes udsagn her tav Asta et øjeblik — en tåre verlebe i hendes øje — det lod til af hun anede hvilken flet handling hun var deltager i . — en aften ytrede jeg noget om min tvivl til Konrad , men han ville intet høre derom , han sagde , af dersom jeg ikke punktlig udførte , kvad han pålagde mig , da ville jeg snart komme til af fortryde det , thi hæevnen , straffen ville da ramme mig , og det så eftertrykkeligt , af jeg ikke skulle glemme det så let . Han så så uhyggelig og skrækindjagende ud , da han udtalte disse ord , af jeg blev ganske angst ved af se på ham . — efter den tid vovede jeg aldrig af tale om min tvivl , men udførte trolig enhver af hans befalinger . Dog , når jeg så på den unge malers åbne og ærlige ansigt , og når jeg hørte frøken Hulda tale om fin kærlighed til ham , så skar det mig i hjertet — det var som om en stemme tilhviskedee mig , at jeg skulle vende om fra den flette vej jeg betrådte . Her standsede den unge pige atter ; det var som om hun ikke formåede at sige mere . Arnold tog atter hendes hånd , trykkede den med varme og sagde i en hjertelig tone : — bliv ved , kære Asta ! Du ved ikke hvor meget din oprigtige tale interesserer mig . — ak , Arnold , jeg har ikke meget tilbage at fortællæ dig . Den skæbnesvangre aften — det var i aften , — jeg skulle atter op til enkefruen og Hulda . O , jeg ville gerne have givet mit liv , for at kunne fritages derfor , men der hjalp intet , han tvang mig . Jeg begav mig altså op til enkefruen — jeg havde et påskud , thi den foregående aften havde jeg tabt en medaillon , og jeg antog , at det var oppe hos hende . — jeg blev ført ind i stuen , medaillonen var der ikke , men derimod befandt den unge kunstmaler sig derinde , han var jo forlovet med frøken Hulda . Jeg kom med til bords , vi spøgede og lo , kun jeg var meget urolig , thi jeg tænkte hele tiden på hvad der forestod . Da klokken var 11 , hørtes tydeligt tre slag på gadedøren ; dette var det aftalte signal . Jeg for op og ville gå , den unge maler tilbød mig tit følgeskab , og jeg var sket nok til at tage mod tilbudet . — vi vare næppe komne udenfor , før Konrad med fine mænd kom hen til os ; de greb den ulykkelige unge mand og førte ham bort . Hvor han kom hen , ved jeg ikke , kun det ved jeg , at Konrad forlod mig med kulde og lod mig ene og forladt slå her . Arnold rystede på hovedet og sagde : — stakkels Asta ! Du har været et redskab i flette menneskers hænder . Du har selv været delagtig i en uretfærdig handling . Gud tilgive dig denne brøde — vogt dig for Konrad ! Arnold fulgte hende hjem og lovede at hjælpe hende så godt han formåede . Således skiltes man . I hjertet beklagede han den stakkels unge pige , der ved kærlighedens magt var bleven et redskab til at udføre en elendig Niddings afskyelige planer . femtende kapitel . En rar Broder . Da mændene havde grebet Charles , stak de straks et tørklæde i munden vå ham , for at ban ikke skulle skrige , og førte ham nu bort så hurtigt de formåede . Charles værgede sig så godt han kunne , men han indså snart , at det intet kunne nytte at sætte sig til modværge mod så mange , oz villieløs lod han sig føre afsted . I over en halv time vandrede de således fremad , ingen forhindrede dem i bortførelsen . For enhver , der kom dem i møde , trak de sig hurtig tilbage , for ikke at indrodes i slagsmål eller lignende . Endelig nåde de målet for vandringen . Mændene bar ham nu ned i en dyb kælder ; Charles gyste , han kunne indse hvad der ventede ham . Han så intet menneske dernede , uden sine vogtere , der dog ikke talte et ord til ham . Da Charles var kommen herned , befandt han sig meget utilpas , som en følge af den råkolde natteluft og den uhyggelige spænding , han havde været underkastet ; døsig sad han på sengekanten og lod sine trætte øjne undersøge det skumle værelse . Der fandtes ikke andet deri end en seng , to stole og et bord . Charles fik imidlertid ikke tid til lang betragtning ; thi kort efter at vogterne havde forladt ham , trådte Konrad hastig ind . Han bukkede dybt og iro ' nist for broderen og sagde spottende : — nå , min unge galning , hvorledes befinder du dig i din nye lejlighed ? Ikke sandt , det er noget andet , end at ligge hjemme hos moder ! Disse sidste ord udtalte han så kælent , at Charles ' blod kom ikog derved , men han beherskede sig og så tavs på broderen . Konrad vedblev grinende : — jeg har en ting al tale med dig om , en ting af megen vigtighed for os begge . Seer du , jeg vil nemlig fortælle dig , at jeg fler ikke holder af ar du så ofte besøger min forlovede , for det er ikke kønt af dig . — jeg ved ikke hvem der har den ære at kaldes din forlovede , svarede Charles koldt . — hvem der er min forlovede ? det ved du godt , det er den små fra Fredensgade , eller rettere sagt : hun er min tilkommende elskerinde , hahahaha ! Charles , der tavs havde hørt på broderens ondskabsfulde tale , sprang op ved at høre disse ord og for ind på broderen idet han sagde : — hvad ! vover du Nidding at tale således om en ordentlig og ærbar pige , som hader og afskyer dig og som — det tilstår jeg — er min retmæssige brud ! Vogt dig , siger jeg , eller det skal gå dig ilde ! Konrad stod ganske rolig , han havde ventet dette udbrud . Charles , der blev rasende over hans ro og foragtelige mine , greb ham i struben som for at kvæele dam , men i det samme slog Konrad ham med den flade hånd l ansigter og sagde hovmodig : — nåva , vjankede dreng , vi ! Du forholve dig rolig når Konrad Gautin taler . Ingen fordrister sig ustraffet til at angribe en sådan mand som mig eller at mødsatte irg min villie , det lader jeg dig herved vide ! Han gik hen til døren og åbnede denne idet han sagde : — om nogle dage skal du atter komme hjem til din moder , thi jeg kan nok indse , stakkels dreng , at du ikke kan undvære hende længer ! Dermed gik han og aflåsede døren efter sig . Charles var aldeles fortvivler . Han bad til gud for den stakkels Hulda og for alle dem han havde kerr , thi han var så vis på ak dø , at han ligefrem forberedte sig derpå . Efter nogle timers forløb faldt han i en urolig slummer ; han vågnede flere gange op og lyttede , men alt forblev stille . Da klokken var 4 hørte han ligesom en dør sagte åbnes og lette trin lød i hans værelse . En lille blød hånd lagde sig på hans mund og en kvindelig stemme tilhviskedee ham : — Charles Gautin ! man flrceber dem ikke efter livet denne gang ; forhold dem blot rolig og de erholder snart deres frihed igen . Charles studsede . — hvem er der der taler få trøstende til migl spurgte han åndeløs . - det kør jeg ikke sige dem ; dog væer forvisset om , at jeg ene har sneget mig ind til dem for al underrette dem om ar jeg vil frelse dem og hende , hører de , jeg vil også frelse hende , men de må forholde dem rolig , ellers er alt tabt . Charles var som forstenet ved at høre disse ord . Han hørte atter de lette trin bortfjerne sig og alt forblev stille . Nu var han , glad i sin ulykke ; han vidste , at -er var en der interesserede sig for Hulda og ham og han havde en anelse om hvem det var . — ja , der må vcrre hende , tænkte han ; Hulda har så ofte omtalt hende ; den hemmelige dame har allerede ro gange tidlige reddet min egen kære Hulda ! Beroliger ved denne tanke faldt han snart i søvn og vågnede først da der var højlys dag . Hele dagen gik hen uden at der indtraf nøget ; den tidligere tungsinvighed beherskede atter den ulykkelige maler — han vidste ikke når han atter skulle komme ud i den fri luft , når han atter skulle gense sin elskede Hulda . En overordentlig uro beherskede ham ; han frygtede , han anedede al der forestod Hulda noget rædselsfuldt , men hvad der var vidste han ikke * pludselig , da klokken var lidt over 12 om natten , hørte han en kvindestemme skrige om hjslp . Skrigene vare så gennemtrængende , ar de tydeligt hønes inde hos Charles og ramte ham lige i hjerter . Han vidste ikke hvem det kunne være , men han syntes at have hørt den stemme før . Pludselig slog han sig for panden og for rasende om i fængslet idet han råbte : — o , min stakkels Hulda ! Du trænger til min hjælp , og her står jeg indespærret indenfor disse mure . O , min gud , frels hende ud af denne Niddings hænder , frels hende fra ham , der ikke vil betænke sig på at gøre hende æreløs . Da lød atter det gennemtrængende skrig og tyde/ ligt hørte han det fortvivlede råb : — Charles , Charles ! red mig ! for gud i himlens skyld , red mig ! Som et vildt dyr stormede Charles mod døren ; han rev og sled i den af al sin kraft for at få den op , men ak , den modstod al hans anstrengelse . sekstende kapitel . I fangenskab . Bi skylde den « rede læeser en forklaring over hvorledes Hulda var bleven transporteret eil den politisfe forenings lokale , samt hvorledes det går den unge pige der . Da manden med Hulda på sine arme var kommet ned på gaden , holdt en vogn parat til at modtage dem . Manden steg forsigtig op og lagde Hulda på bagsædet , hvorpå vognen hurtig kørte afsted . . Da den omtrent havde kjert et kvarteerstid opvågnede Hulda af sin besvimelse . -- - min gud , hvor er jeg ! råbte hun , men da hun fik øje ' på manden stød den skrækkelige sandhed klar for hende . Dog , hun fik pludselig mod — hun besluttede at ville kæempe til det sidste , selv om hun ffulde tilscrtte livet derved — og denne beslutning opretholdt hende i farens dieblik . Da vognen holdt kom Konrad for ar brere hende ind i huset , men han blev forbavset stående , da han så hende træve ud af vognen . Han havde så trygt stoler på af hun endnu var -ewimetr af han fler ikke havde tænkt på af hun ville gøre modstand . Dog i den retning blev han snart beroliget . Hulda steg som sagt ud af vognen og Konrad nærmede sig hende , bukkede ironisk for hende og bød hende armen , hvilken hun , til hans forundring , strar modtog . — hvad mon denne føielighed har af betyde , tænkte Konrad , medens han gik ved hendes side . Øjeblikkelig da hun trådte ud af vognen blev hun omringet af ser mænd , og Konrad gav disse ved en bevægelse med hånden af forstå , af tre af dem skulle gå foran , de andre tre bagefter . Konrads øjne strålede ved af se sit offers skønhed . Hulda gik tavs ved hans side ; hun indså af det var umuligt for øjeblikket af gøre modstand . Da hun var kommen ind i huset og op ad de første trapper , vendte hun sig stolt om og sagde : — det er bravt , det er mandigt , af så mange stærke mænd forene sig for af passe på en svag kvinde . Var jeg mand ville jeg skamme mig som en hund ved af vise den slags mod . Tror i virkelig at jeg ville sætte mig til modværge blot mod en eneste af eder ? Nej , dertil er jeg alt for svag . Mændene svarede ikke , men fortsatte deres gang . Man nåde endelig målet ; en der åbnede sig som ved trylleri og Hulda så ind i et værelse , der var hendes eget bøurdoir i Spanien så ligt , at hun glemte sig selv og råbte : — min gud , det er jo mil eget . . . Men hun holdt inde , trådte rask over dørtærskelen til denne ulykkesbolig , og døren lukkedes efter hende . Hulda vendte sig om for at se om Konrad var trådt ind med , men nej , hun var alene . Træt af anstrengelser » kastede hun sig ned på en sofa for at samle sine tanker . Med sænket hoved sad hun længe således , et sandt billede på den dybeste fortvivlelse . — ak , hvad skal jeg gøre , hvad skal jeg foretage mig ? stønnede hun bekymret . Jeg må tænke på mit forsvar , det er nødvendigt . Hun trak nu en revolver frem , som hun havde skjult i sin lomme , undersøgte den nøjagtig for at se , om den var i orden . Til al lykke var det en serløbet revolver , der var omhyggelig ladet . Et glædeslyn funklede i den unge piges øjne . — enten ham eller mig ! sagde hun næppe hørligt ; han har selv villet det , nuvel , så må han også tage , hvad der følger på ! O , hvor jeg er ængstelig ved at være alene her , gud give , at det hele kun var en drøm . Dog , tys , man kan jo ikke vide om man bliver udspioneret , her have væggene måske ligeså mange øjne , som der er blomster på tapetet . O , gid det virkelig var mit værelse hjemme hos fader , så var jeg ikke her i fangenskab hos min elendige forfølger . Og min stakkels moder , hvor er du nu ? Leder du efter din datter , der var dit hjerte så kær , der var din eneste trøst i denne fremmede by ? Mon jeg får dig mere at se eller er du tabt for mig ! — dog , jeg takker min gud for , at jeg fik listet denne revolver fra min fulde oppasser , thi ædru kan han ikke have været , eftersom han sad og sov i vognen , istedenfor at passe på mig . Ved hjælp af dette våben skal jeg vide at frelse mig , om ikke på anden måde så ved døven ! Et dybt suk opsteg fra den unge piges bryst , og hun vedblev med rystende stemme : — o , fader , kunne du se , hvad den elendige føretager sig med din kone og datter , da ville du ile hertil og frelse os . Ja , ja , når moder og jeg engang kommer tilbage til Spanien , da vil du straffe denne røver , Konrad Gautin , da vil du ikke lade ham i fred , før han har gjort regnskab for sin flette handlemåde imod os ! — hvad siger du , min lille due ? Nej , den tid kommer aldrig , hviskedee en stemme i det samme til hende , og Hulda følte en arm om sit liv , der trykkede hende så fast , at hun udstødte et svagt skrig af smerte . Hastig vendte hun sig om , hele hendes legeme sittrede af harme , og hun slog den frække så stærkt over hånden at han derved løsnede fin arm så meget , at hun formåede at rive sig løs . Med et harmfuldt blik betragtede hun ham idet hun sagde : - jeg troede ikke at Konrad Gautin var et ædelt menneske , dengang han var min lærer , men dog ville jeg aldrig have troet , at han kunne udføre en så nedrig plan , som han for øjeblikket er i færd med . Konrad lod hende tale ud , derpå nærmede han sig hende atter , uden at sige et ord til sit forsvar . Kun så man på det bitre smil om hans mund at den unge piges tale havde gjort indtryk på ham døg , det var kun på den måde , at de havde ophidset ham endnu mere imod hende . Han ville atter omfavne hende , men modigt stødte hun ham tilbage idet hun råbte : — bliv mig fra livet , elendige Nidding ! eller jeg dræber dem ! — nej , det gør du iffe , min søde putte , svarede Konrad smilende . Du erindrer nok at jeg lovede dig , at du inden klokken 1 i nat skulle blive min brud , — nuvel tiden er strar udløben , derfor , kom til mit hjerte , min elskede Hulda ! bønhør mig , — det kan jo døg ikke være anderledes . Hulda gav et så hjerteskærende skrig fra sig , at Charles , som vi vide , hørte det ind i sit fængsel . Konrad greb hende atter om livet med en sådan kraft , at hun ikke formåede at frigøre sig . Han førte hende hen til en skjult tapetdør i baggrunden af værelset , men da han for at åbne denne måtte skippe hende med den ene hånd , fik Hulda derved fin højre hånd fri . Hurtig trak hun revolveren op , rettede den mød Konrads pande og råbte : — jeg sværger ved den levende gud , at jeg gør brug af dette mordvåben , dersom de ikke flipper mig ! Jeg er fortvivlet . . . Liv eller død , det er mig lige meget , når jeg kun kan frelse min ære ! Konrad blev meget forbavset over så megen energi , døg tabte han ikke modet . — vel havde han floppet hende , men han håbede døg atter at få fat på hende ved at bruge list . Hulda havde indtaget en forsvarsstilling og befalede som en general . — forlad øjeblikkelig stuen , min herre ! råbte hun , medens hun bestandig holdt revolveren rettet mød hans pande . — sådanne , gå kun baglænds , vedblev hun ; det klæder dem ret godt , det viser hvor mandig de er ! Konrad veg virkelig tilbage for den modige kvinde , men da han var kommen ud på gangen og idet han lukkede døren efter sig , sagde han harmfuld : — vær kun halsstarrig , tåbelige pige , engang vinder jeg døg sejr . O , hvor jeg skal fryde mig i det øjeblik , det skal være det lykkeligste i hele mit liv ! Han lukkede døren og Hulda hørte hans trin tabe sig mere og mere i den lange gang . Hun faldt på knæ og takkede gud for den fare hun var undsluppen . Nu forberedte hun sig til en overordentlig kamp , thi hun tvivlede ikke om at hendes forfølger atter ville komme tilbage , og hendes frygt var ikke ubegrundet , thi kort efter hørte hun trin i gangen . vildt føer hun omkring i fængslet , som den forskrækkede fugl i sit bur , for at søge et skjul , men nej , skønt hun så ivrig søgte derefter , var det dog ikke til at finde . Skridtene udenfor lød nærmere og nærmere . Huldas angst tiltog bestandig , hvor skulle hun søge ly i denne fortvivlede stilling . Ak , nu lød skridtene lige udenfor døren , en nøgle blev stukken i låsen og Hulda flygtede tilbage i værelset . I samme øjeblik åbnedes en lille dør i tapetet , stor nok til at Hulda kunne flippe derigennem . Med lynets fart sprang hun hen til denne , med revolveren i hånden , til forsvar i påkommende tilfælde . Hun blev imidlertid ikke lidet forundret ved at se en meget smuk ung dame slå ved døren . — skynd dem , skynd dem , bedste frøken Tadlos , han er i hælene på dem ! råbte hun ivrig og trak Hulda ind til sig . Neppe havde hun udtalt disse ord før døren til gangen åbnedes og Konrad trådte ind i værelset . Han havde denne gang forsynet sig med en slynge og en strikke , for ved hjælp af disse genstande at binde den unge pige , således at hun ikke kunne undflippe ham , desuden havde han en revolver i hånden . Han blev meget forbavset ved ikke at finde Hulda i stuen . — ah , hun har gemt sig , den lille engel ! råbte han smilende . han søgte nu i alle kroge , men hun var intetsteds at finde . Vi ville lade ham lede og blive rasende så meget han lyster og imidlertid se lidt til en anden person denne fortælling . Syttende kapitel . En vigtig meddelelse det var dagen efter at Hulda var sluppen ud fra det værelse , hvori Konrad havde indespærret hende . Hele natten søgte dette flette menneske efter hende i foreningens forskellige lokaler ; først hen ad morgen da han indså , at al hans søgen var forgæves , undte han sig lidt hvile . Han kastede sig tilbage i sofaen og grublede . Omtrent en halv time havde han siddet således , da døren sagte åbnedes og Jean petit trådte ind . Han så meget forvirret ud og nærmede sig Konrad med en hemmelighedsfuld mine . — Broder Gautin ! sagde han med fingeren på munden ; Broder Gautin , er vi ene ? — ja , ganske ene , brummede Konrad . — nuvel , det var rart , vedblev Jean petit , jeg har noget vigtigt at meddele dig . Det gav et sæt i Konrad , da han hørte disse ord . — er det angående Hulda ? spurgte han ivrigt . -- Pokker i bold med Hulda ! råbte Iran petit , hvis tanker vare meget langt fra hende . Nej , Broder Gautin , det er om en ganske anden , jeg vil tale . Jeg er formand for vor forening , og som sådan har jeg altid søgt at virke gavnligt for denne ; måske min tid snart er omme , Broder Gautin . . . — min gud , hvad er der passeret ? sagde Konrad overrasket og sprang op . — der er sket ikke passeret noget , sagde petit ; men der vil , der skal , der må passere noget ; thi i den undertrykke stilling , hvori vi nu leve , kan Frankrig ikke trives , det franske folk må være et frit , et uafhængigt folk , det må kunne handle , som det selv vil , uden at spørge ham om tilladelse dertil . — hvem ? spurgte Konrad . — Napoleon ! hviskedee Iran petit . — hvad mener du dermed ? spurgte Konrad med en uhyggelig glans i øjet . — hvad jeg mener ! . . . Jeg mener hvad hele Frankrig for øjeblikket tænker . . . jeg mener , at han må ryddes as vejen . . . det kan ikke ske med det gode , nuvel , så skeer det med det onde . Frankrig er intet som kejserdømme , aldeles intet , nej , tusinde gange nej , siger jeg . Det franske folk forstår hvad der mangler det , det franske folk ved , at det er en Republik ; istedenfor det nu i dvale hvilende folk vil der derved fremkomme et djærvt , et livligt folk , der vil forstå at vurdere den skat , republiken i sandhed vil være for os alle ! Jeg er af forsynet udkåret til at udføre denne bedriff , og jeg . . . — du ! råbte Konrad ivrigt . — ja , jeg , ene jeg . Om nogle dage vil alt se anderledes ud , end nu for tiden . . . om otte dage vil et frit , et uafhængigt folk takke mig og vor forening for den modige handling jeg har udført for at befri og lyksaliggjøre det . En kort pause opstod ; det var som om begge disse mænd overtænkte denne afskyelige plans udforel se . Endelig brød Konrad tausheden . — hvornår skal det foregå ? spurgte han . — imørgen aften ; — hvor ? — ved fyrværkerifesten i tuilleriernes have . — imørgen aften ? Guds død ! kan du så hurtig være forberedt ? — være forberedt ! sagde Jean petit ; jeg har været forberedt i over et halvt år . Hør nu opmærksomt på hvad jeg vil sige dig — kun dig alene vil jeg betro mig til , thi det er mit håb , mit ønske , at du — hvis mit foretagende mislykkes , hvis jeg buler under for overmagten — at du da vil indtage min plads som formand i foreningen og søge at fuldføre mit frihedsværk . Konrad trykkede tavs hans hånd . — imørgen aften kl . 9 , fortsatte Jean petit , begiver jeg mig alene til tuillerierne ; jeg har adgang , thi jeg er adelsmand . Indsvøbt i min store kappe spadserer jeg omkring i haven , ingen vil bekymre sig videre om mig , thi de høje herrer vil ikke kendes ved den fattige adelsmand . Et bittert smil for over hans læber ved disse ord , men han beherskede sig strar og fortsatte : — seer du , Broder Gautin , klokken 10 skal den store blomslerfontæne afbrændæs ; jeg ved hvilken spektakel det vil gøre , når en sådan fontæne afbrændæs . Jeg ved hvilket henrivende syn det er at se den masse raketter , der udsendes fra blomsterne . Det er nu min plan midt under begejstringen at nærme mig kejseren med min revolver skjult under kappen . Når alles opmærksomhed er henvendt på fyrværkeriet , tager jeg sigte , skyder og — kejseren har udspillet sin rolle . Der vil naturligvis opstå en skrækkelig forvirring , midt under denne sniger jeg mig bort . . . jeg vover mit liv , det ved jeg , men hvilken betydning har mit liv overfor så manges lykke . — det er en meget smuk tanke , Broder petit sagde Konrad tilsyneladende dybt bevæget . Jeg forstår at skatte dit værd , ædle Broder , og tro mig , i mig har du funden en sand , en oprigtig ven , der gerne vil dele faren med dig . Hvis Jean petit i dette øjeblik havde set på Konrad , ville han sikkert have ovdaget , hvilken „ Den “ Det var , han havde funden , thi hån og spot stod tydelig at læse i hans skumle ansigt . — nej , min kære Gautin , sagde Jean petit , ingen uden jeg må udsættes for faren , men såvel du som alle foreningens medlemmer må hjælpe mig . I må placere eder udenfor haven imellem de andre tilskuere ; så snart i hører forvirringen , må i af fuld Hals råbe : „ Leve republiken ! “ Det vil gøre fin virkning — alle vil deellage i råbet , alle vil forstå , hvilken vending sagen har taget , enhver vil mærke , af deres frihedstime er slået . — bravo ! det er brillant udtænkt , sagde Konrad med begejstret stemme . I morgen Asten vil Paris have et andet udseende . — ja , i sandhed , et ganske andet udseende , hvis lykken vil føje os . — ja , det er der vel ingen tvivl om ? — nej , Broder Gautin , sagde Jean petit med dyd alvor ; forræderi kan her ikke være tale om , thi jeg har kun betroet min plan til dig , og på dig stoler jeg som på mig selv . “ Jeg har altid været overbevist om dit ærlige venskab for mig . — ja , det kan du stole på , sagde Konrad aldeles roligt . Jeg sværger ved . . . — sværg ikke , afbrød Jean petit ham ; en ed gør altid et uhyggeligt indtryk på mig . — nå , det er jo også overflødigt , sagde Konrad let henkastet . — nu må jeg forlade dig , Broder Gautin , sagde Jean petit kort efter . Jeg håber , at du har forstået alt , hvad jeg har betroet dig ? — ja , fuldstændig , lød svaret . — godt , så vil jeg ønfle dig en god morgen . — tak , i lige måde . Iran petit forlod tankefuld værelset . Næppe havde han lukket dørrn efter sig , før Konrad som et galt menneske for omkring i værelset . — myrde Napoleon ! myrde Napoleon ! mumlede han i afbrudte sætninger . Nej , min gøde Jean petit , det tåler jeg ikke . . . ikke fordi jeg er en tilhængær af kejseren , thi det er jeg langtfra , men fordi , fordi . . . fordi jeg vil være formand i foreningenfordi at jeg alt længe har pønset på en lejlighed til at komme til at indtage din plads blandt disse brave mænd . Du giver mig selv anledningen i hænde , nuvel , din rolle skal snart være udspillet . attende kapitel . Cn audients hos kejseren . Henad aften se vi Konrad Gautin , iført elegante sorte klæder , begive sig til kejserens slot . En fast og bestemt villie stod præget i hans ansigt ; han forstærkede sin gang før ej at komme før silde , men vendte sig dog flere gange om før at se om han blev forfulgt . Dog , han blev snart beroliget i denne henseende , ingen af hans bekendte vare i nærheden , og før at undgå nogen som helst udspivneren , steg han ind i en fiakre og kørte direkte til slottet . Hvad ville denne djævel hos kejseren , og hvorfor iagttog han disse forsigtighedsregler ? Vi skulle snart erfare det . Da han var ankommen til slottet , forlangte han audients hos kejseren , men dette forlangende blev på det bestemteste afflået . — nuvel , sagde Konrad hovmodigt ; det gælder kejserens liv , — får jeg ikke audients , har Frankrig ingen kejser i morgen . Det er min pligt at søge at redde vor elskede monarks dyrebare liv » — bliver jeg forhindret heri , falder skylden på dem selv . Man konfererede nu om , hvorvidt det var rådeligt at underrette kejseren om den fremmedes nærværelse og om hans ærinde . endelig tog man en beslutning . Man forespurgfe hos kejseren , om han ville tilstede Konrad den forlangte audients . — lad ham komme , jeg vil nok se , hvem det er . Konrad blev ført ind . Han bukkede meget dybt for kejseren og sagde med fast og sikker stemme : — Sire ! Deres underdanigste tjener vover af anmode om en audients . En stor fare truer deres dyrebare liv , Sire , og da jeg har været så heldig af opdage faren iiide , iler jeg med af advare deres majestæt . I morgen aften , ved fyrværkerifesten , agter en fantast , en fattig , ilde anset adelsmand , der hader keiserfamilien og adelen , af myrde dem , Sire . Han vil være forsynet med en serløbet revolver og forskellige andre skydevåben . — hvad er denne adelsmands navn ? spurgte kejseren aldeles ligegyldigt . — Jean petit , svarede Konrad . — petit ! sagde kejseren og grundede . Ah , petit ! Kejseren vinkede til en af de omkringstående herrer , pegede på Konrad og sagde : — fører ham bort ! Konrad blegnede ; et heftigt raseri greb ham , men han beherskede sig , bukkede dybt for kejseren og fulgt af den omtalte herre og to soldater , blev han ad en anden trappe ført ned i slotsgården , hvor en vogn holdt beredt til af modtage ham . — hvor fører man mig hen ? spurgte Konrad gysende , da han pludselig erindrede fængselslivets uhyggelighed . — det får de snart af vide , svarede soldaterne og toge plads ved hans side . Hurtig kørte vognen ud as slotsgården og Konrad forbandede den uheldige stjerne , der stedse fulgte ham , hvad han end foretog sig . Nittende kapitel . De elskende . Vi ville nu atter vende tilbage til Hulda . Da hun lykkelig var sluppen ind til den unge dame , tog denne hende venligt om halsen og sagde med hjertelighed : — stakkels Hulda ! det var en svær kamp de havde at bestå , dog , lader os takke gud at de sejrrig flap ud af denne . Hulda drog et dybt suk og brast i gråd . Damen aftørrede hendes tårer og fjernede sig , for at lade den ulykkelige unge pige samle fine tanker . Hulda kastede sig ned på en støt og græd hjerteligt . Som hun således sad børte hun Deren sagte åbnes ; hastig vendte hun sig om , angstfuld for atter at få øje på sin forfølger , men glad overrasket sprang hun op , udbredte begge sine arme og råbte : — min egen kære Charles , er du også her ? — ja , ja , elskede Hulda , jeg er også her , sagde han idet han atter og atter kyssede den unge pige . Ak , hvor det er længe siden at leg har set dig . Han frydede sig ret inderligt ved atter at kunne trykke hende til sit hjerte . Længe sad de og talte om deres lidelser i fangenskabet . Tillige fortalte Charles at de skulle blive sammen i dette værelse , indtil den unge dame kom for at gengive dem friheden . I samtalens løb sagde Charles : — men hvad er dog det du har der i hånden ? Hulda sprang leende op . — det er mit forsvarsvåben , sagde hun ; gud nåde Konrad , dersom det træffer hans hjerte . — du havde ikke kunnet skyde på ham , selv om det havde været nødvendigt . — jo , svarede Hulda bestemt , og hendes øjne skød lyn . Jeg ville i farens øjeblik ikke betænke mig derpå , men bagefter , ja så havde jeg bestemt skudt mig selv af samvittighedsnag . — du har sandelig mod , kære Hulda ; jeg gad vide hvilken ung pige i din alder , der kunne forsvare sig så tappert . Og gud nåde mig , når vi engang blive gifte og jeg ikke vil som min lille frue , så skyder du mig bestemt en kugle for panden , sagde Charles og så hende skælmsk ind i de smukke øjne . Hulda var lykkelig ; de spøgede og lo så længe at tiden svandt uden at de mærkede det . Pludselig sprang Hulda op idet hun sagde : — men hvor skal du hen , Charles ; den unge dame kommer jo sket ikke og afhenter dig . — så må jeg blive her , for du jager mig vel ikke ud , sagde Charles muntert . — nej , jeg får vel at finde mig i at du opholder dig her , du grusomme ! sagde hun og så kærligt på ham . Det er rigtignok sommetider mindre behageligt så uventet at få besøg . Følgen af disse øre blev , at han løb efter hende og sik også snart fat i hende og nu var løsenet — et langt Kys . De havde aldeles forglemt at de vare i fangenskab , så lykkelige vare de over at være sammen . Nu hørtes trin udenfor og Charles sprang op , idet han sagde : — det er hende ; nu må vi skilles , Hulda . De omfavnede hinanden inderligt og da Charles havde givet Hulda et sidste Kys gik døren op og den unge dame stod smilende for dem . Hulda så rødmende på hende ; hun følte sig truffen ; hendes små kinder havde aldrig været så røde af Kys som netop i dette øjeblik , derfor følte hun sig lidt mindre genert da døren lukkedes og hun atter var ene . tyvende kapitel . Bed fyrv « rkerifesten i tnilleriernes have . Størstedelen af Frankrigs adel var samlet i tuille « Riernes have , for at overvære den smukke fyrværkerifest , der var foranstaltet til ære for keiserfamilien . Allerede en time før fyrværkeriet fluide asbrændes , var haven overfyldt med hofmænd og deres elegantklædte damer . Her lod det til at lighedsprincipet var gennemført , thi man så prindser og grever , baroner og kaptainer arm i arm vandre gennem haven pasfiarende om deres forskellige heltebedrifter og af og til lorgnetterende de overordentlig smukke damer , der passerede forbi dem . Dog , blandt denne fornemme mængde se vi en smuk ung mand , iført en lang slængkappe , ene spadsere omkring i havens forskellige gange . Ingen bekymrede sig om ham , skønt mange kendte ham fra tidligere tid , — ja det lod ofte til at man ligefrem trak sig mage , så snart man fik øje på ham . — alt går brillant ! mumlede den unge mand og fortsatte fin gang . Ingen — ikke engang mine bedste venner — ville kendes ved mig . Men vent , vent blot til i morgen , så får piben eu anden lyd , da vil enhver fetere mig , alle ville synes at jeg er en stor mand , thi foreningen , med mig i spidsen , skulle være de første til at proklamere republiken . Den unge mand var , som den ærede læser vel alt har gættet , Jean petit . Pludselig standsede han sin gang og skævede til siden . Det forekom ham , at nogle mænd sneg sig efter ham . Dog , han fik ikke øje på nogen . — å , det er kun min ophidselse , der foregjsgler mig disse forfølgere , sagde han halvhøjt og fortsatte fin gang . Han passerede netop i dette øjeblik forbi nogle tætte buske , han gav ikke videre agt på disse , men gik rolig videre . Just som han var kommen forbi buskene , kom flere hoveder til syne imellem de tætte grene . — det er ham ! hviskedee en dyb stemme , på hvilken vi strar kunne genkende Konrad Gautin . — godt , så lad os følge ham , sagde de andre og krøb frem fra deres skjul . I betydelig afstand , dog således at de kunne holde øje med ham , fulgte de nu efter Jean petit . I dette øjeblik lød hornmusik og trommehvirvel gennem hele haven og råbet : „ Leve kejseren ! leve kejseren ! “ overdøvede næsten musikens mægtige toner en nervøs gysen gjennemfoer Iran petit , uvilkårlig stak han hånden ind under kappen og knugede revolveren fast til sig . De tre mænd , der fulgte efnr ham , havde nærmet sig betydelig . jeg må trække mig tilbage , hviskedee Konrad til den ene af mcrndene ; ellers . . . — nej , stop , det går ikke , lød svaret . De har fået udtrykkelig ordre til at være os behjælpelig med pågribelsen , så her hjæelper ingen udflugter . Konrad bed sin læbe tilblods af raseri ; han sagde dog intet , men fulgte tavs ved siden af de andre . I dette oieblik lødde tre kanonskud , der forkyndte festens begyndelse . Vildt stormede Jean petit over i den del af haven , hvor keiserfamilien befandt sig ; han anvendte al kraft for at trænge gennem den lcrtte mængde , der var førsamlet i denne del af haven , og det lykkedes ham til sidst at komme kejseren på skudvidde nær . Ved denne manøver var der lykkedes ham at undfly sine forfølgere , og disse søgte nu ivrig omkring i havens forskellige gange for at opsøge den forsvundne . Enhver politisoldat , enhver betjent , kort sagt alt militcrr og politi fik ordre på at opsøge Jean petit og anholde ham , så snart de fik oie på ham . Midt under den forvirring der opstod herved , så Konrad lejlighed til at liste sig bort . Han opsøgte de mest afsides liggende gange , sneg sig omkring i haven , indtil han sandt en udgang og befandt sig snart blandt den nysgerrige menneskemængde , dær havde forsamlet sig udenfor haven , for dog at få noget at se af den storartede fest . Medens han således listede sig bort fra sine forfolgere , opsteg adskillige raketter mod himlen og tiden næermede sig på hvilken den store blomsterføntcene skulle asbrcrndes . Jean petit holdt sig endnu rcet ved keiserfamilien . En uhyggelig glans funklede i hans øjne og en feberagtig rødme bedækkede hans kinder . — tiden nærmer sig , mumlede han og så sig cengstelkg omkring . Endnu et minut , og Frankrig er befriet for sin hersker . Uvilkårlig stak han hånden ind under kappen ogfølte på revolveren . - den er fuldstændig i orden , fortsatte han . Gid mit foretagende nu må lykkes ! I samme oieblik antændtes blomsterfontæmen ; keiserfamilien og alle de ncermesfstående betragtede med øjensynlig interesse de umådelig pragtfulde jldstråler- dær udsendtes fra hver blomst , — et begejstret jubelråb lsd gennem den store have da kejser Napoleons navnetræk klart og smukt fremsteg fra fontcrnens midte . Kun Jean petit deltog ikke i den almindelige jubel , det susede for hans Oren , haven dansede rundt for ham og ligbleg stirrede han uafbrudt på kejseren . — nu eller aldrig ! mumlede han og trak revolveren frem . han hævede det skrækkelige mordvåben , tog sigte på kejseren og lagde fingeren på aftrykkeren for at give ild . I dette øjeblik kom en ung dame styrtende hen til ham . Hun var ligbleg og rystede over hele legemet . — holdt , Jean , sagde hun og søgte at vriste mordvåbenet fra ham . For gud i himlens skyld , stygt Iran , du er forrådt , man er på spor efter dig ! . . . I samme øjeblik trængte fire mænd sig gennem den tætte tilskuerkreds ; hurtigere end vi kunne beskrive det nåde de det sted hvor Jean petit stod . Den unge dame fik strar øje på dem . — min gud ! min gud ! jeg kom for silde ! Råbte hun , og med et hjerteskærende skrig styrtede hun afmægtig om for Iran petits fødder . De fire mænd kastede sig over ham , rev mordvåbenet fra ham og ville føre ham børt , men han stred imod , bukkede sig ned over den asmægtige dame , kyssede hende på panden og hviskedee til hende : — tilgiv mig , Alice , jeg anede ikke at denne handling skulle ramme dig så hårdt , — jeg anede ikke , at den eneste ven jeg betroede mig til var en f orræder . De fire mænd trak ham med magt bort fra haven og førte ham til et af Paris ' strengeste fængsler . medens denne uhyggelige scene foregik i tuilleriernes have , vare de udenforstående vidne til noget endnu uhyggeligere . Kort efter at festen var begyndt sås en ældre kone , iført et simpelt underffjort og et let shavl , langsomt at bevæge sig hen mød den uoverskuelige mængde , der var samlet udenfor haven for at se så meget som muligt af festen . Det lod til at hun gik i sine egne tanker , uden at lægge mærke til sine omgivelser og uden at observere den umådelige masse raketter , der hvert øjeblik sendtes tilveirs ; thi ofte standsede denne kone , en forfærdelig smerte afprægede sig i hendes ansigt og med halvkvalt stemme udbrød hun : — o , Hulda , Hulda . hvor er du henne ? kan du nænne således at forlade din stakkels moder ? Efter disse udbrud fortsatte konen atter sin gang ; med vildt blik så hun omkring til alle sider , idet hun ofte nævnede Huldas navn . Ved således at gå fremad var hun , uden selv at lægge mærke dertil , kommen midt ind i den tætte menneskesværm , der med beundring betragtede det skønne fyrværkeri konen arbejdede sig stedse fremad , ofte ledsaget af medlidende blikke fra de nærmesfsfående , der kunne se hvor ulykkelig hun var . Pludselig gav konen et skrig fra sig . Med ufravendt blik stirrede hun på en høj , mørk herre , der tilsyneladende betragtede fyrværkeriet med en overordentlig interesse , men i virkeligheden med en vis skræek ficevede hen til den besynderlig klædte kone . — Hulda , Hulda , hvor er du henne ? sagde konen i en uhyggelig , monoton tone , idet hun mere og mere næermede sig den omtalte herre ; Hulda , elskede Hulda , kom til din ulykkelige , forladte moder . Da den mørke herre så hende så nær ved sig , søgte han at trække sig tilbage , men det var ham aldeles umuligt ar slippe bort , han var helt indesluttet af moængden . Imidlertid lød det begejstrede udbrud inde fra haven , og folket udenfor istemte med et mægtigt brøl . Midt under jubelen sølle den mørke herre sin Hals omklamret uf et par magre hceuder , og et råd hørtes , så gennemtrængende , så hjerteskærende , at en del af de omkringstående forskrækket vendte sig om . — tyv , røver ! råbte den ulykkelige kone åndeløs ; hvor er min datter , min Hulda ? . . . Sig mig det . . . hurtigt , hurtigt , eller ved gud , jeg kvæler dig ! Konrad — thi ham var det — vendte sig sorfiroekker om ; han indså , at han måtte tage en hurtig beslutning , hvis han ville flippe helskindet fra dette favntag . Han lod som han var en afmagt nær , og streg med halvkvalt stemme : — hjæelp ! Hjælp ! hun . kvæler mig ! Hjælp , hun er gal , hun er vanvittig ! Hjælp ! øjeblikkelig kom flere mænd ilende til ; de trak den fortvivlede kone bort fra ham , men strar efter havde hun revet sig løs og for atter ind på Konrad , der ikke formåede at modstå hendes rasende angreb . Hun kradsede ham i ansigtet , bed ham i skulderen og råbte og skreg som en afsindig . Tilsidst tabte Konrad tålmodigheden . Da hun fornyede sit angreb og atter for ind på ham , hævede han sin knyttede hånd og lod den tungt falde ned på hendes hoved . Slaget var så stærkt , at den ældre kone , eller rettere Fru taolos , thi hende var det , udstedte et skrig og vaklende gav slip på ham , der havde berøvet hende det kæreste , hun ejede , det eneste , hun levede for i sin ulykkelige tilværelse . — hjælp mig , sagde hun til de omkringstående . Hjælp mig til af få min datter tilbage , som han har stjålen fra mig . De fleste af dem lo ad hende . — var hun smuk ? spurgte en . — lignede hun dem , var hun rigtignok en køn tos , sagde en anden . — fandens oldemor er rigtignok lidt kønnere , mente en tredie og skoggerlo . Over denne hån blev Fru Tadlos end mere forbitret ; men hun var dog så fornuftig af tie stille dertil og henvendte sig nu til nogle andre . — for gud i himlens skyld , hjælp mig , af jeg kan få min datter tilbage , sagde hun med tårer i øjnene ; den røver , kønrad Gautin , har stjålet hende fra mig . Ak , min gud , hvor jeg er ulykkelig ! Imidlertid havde kønrad funden det rådeligst af forsvinde , og da der endelig fandtes nogle , der lod sig bevæge til af hjælpe hende , var han ikke til af finde . — ak , min datter , min datter , jamrede den ulykkelige grevinde , gid du atter var hos mig . Fyrværkerifesten var til ende , folk strømmede fra pladsen , kun Fru Tadlos blev endnu slående en kort tid der . Endelig gik hun videre ; hele natten gennemvandrede hun Paris ' gader , for atter at træffe Konrad , men det lykkedes hende ikke . — gud i himlen , led mig på det rette spor , viis mig vej til hende , sagde grevinden og knælede ned foran notre-dame kirken , hvor hun i en inderlig bøn anråbte gud om nåde og bistand . En ung herre kom i det samme forbi ; han så hende knæle , antog hende for en detlcrske og stak hende nogle småpenge i hånden . Grevinden blegnede — det var første gang , at nogen havde givet hende en almisse . Hun gav den unge mand pengene tilbage og sagde med bævende stemme : — tak , min herre , jeg trænger ikke til penge , men hjælp mig , hjælp mig til at få min datter tilbage , og jeg vil være dem evig taknemmelig . — deres datter , sagde den unge mand , hvor er hun da henne ? — man har stjålet hende fra mig , sagde Fru Tadlos hulkende . Den unge mand så deltagende på hende . — hvem har udført denne skændselsgjerning ? Spurgte han . — et uhyre , et nedrigt menneske ved navn Konrad Gautin . — hvad siger de ? Konrad Gautin , har den djævel fået fat i hende , da gud hjælpe hende , da er hun fortabt . Grevinden stirrede målløs på ham . — hvad hedder deres datter ? spurgte han og greb hendes hånd . — Hulda , svarede Fru Tadlos — ak , er det hende ? Hun var forlovet med en ung kunstmaler , ikke sandt ? — ja , ja , men . . . — kunstmaleren forsvandt en aften , da han fulgte en ung dame hjem . . . — min herre , de ved alt , de vil hjælpe mig ! Råbte grevinden og greb begge hans hænder . — ja , jeg vil hjælpe dem ; jeg skal ikke hvile , før jeg får fat i denne slyngel , thi også jeg har et stort mellemværende at afgøre med ham . Lad os skutte et forbud — vi arbejde begge til det samme mål — og jeg skal ikke hvile , før jeg har knust ham , først når han er gjort uskadelig kan jeg atter tilbagevinde min tabte No . Arnold — thi ham var det — talte med en sådan barme , at Fru tablos uvilkårlig blev henreven deraf . — jeg lakker dem , min herre , fordi de så beredvillig imødekommer min bøn , sagde hun ; vær forvisset om , at de ikke skal arbejde for intet . Om kort tid vil de i mig se en anden person end de i diedlilket antager mig for , og da fial jeg vide at påfijonne deres crdle opoffrelse . Arnold gjorde en afværgende bevægelse med hånden , overleverede hende sin adresse og bad hende om at komme fil ham , så snart hun indså , at han kunne være hende fil nytte . Enogtyvende kapitel . En tilståelse . Br forlod Asta , da hun bedrevet over Konrads adfærd imod hende , blev fulgt hjem af Arnold . Hendes følelser for Konrad var , efter hvad hun syntes , betydelig i aftagende , fil fordel for Arnold . Han var så god , så opoffrende for hende . — han var ulykkelig for hendes skyld , og dog tilbød han hende sin hjcrlp i enhver henseende . — at , tænkte hun , det er nu for sent , havde jeg dlor ikke hørt på ham , den falffe , gud give , at jeg aldrig havde set ham , så havde jeg ikke været så ulykkelig ; men nu , moder , moder , vidste du , hvor lydig jeg hør væeret dig , vidste du , at jeg har fulgt dine flette råd , så ville du glæde dig . Gud hjælpe mig for følgerne , jeg mæerker dem allerede . . . De er slemme . . . Ak , du lille , som ånder under mit hjerte , vidste du , hvor syndig din moder er , da ville du ikke elfte mig , thi jeg er dig ikke væerdig . Asta sad således oppe en nat , hun kunne ikke sove , ulykken overvældede hende og hun grærd som et barn . Hun kunne ikke udholde den kvalme luft , hun kastede sit overtøj på og ville forlade stuen , men hendes fader , der skjult havde været vidne til hendes sorg og smerte , sprang op og tog sit barn i sine arme , idet han sagde : — lille Asta , betro dig til mig , hvilken sorg er det , der tynger så hårdt på dig ? Asta for sammen . — ak , fader , kære fader ! hulkede hun ; vidste du blot hvor flet jeg er , da ville du . . . — mit barn , trsst dig , sagde den gode mand ; du er ikke fler , nej , du er god , god som en engel > . Herregud , du ved jo , at din fader holder as dig , hvad vi ! Du så bryde dig om alt andet ! Asta stod rystende for ham . — fortæl mig hvad der piner dig , mit barn , vedblev den godhjertede mand ; jeg skal nok vide at få dig i godt humør ! — o , kære fader , jeg er ikke værdig at kaldes din datter , fremstammede den unge pige . - kom nu ikke med den snak , jeg er din fader , jeg har ret til at vide , hvad der er i vejen ! — ja , ja , jeg skal fortælle dig alt , sagde Asta ; jeg trænger til trøst og stoler på , at du vil være overbærende imod mig , - jeg vil derfor strar begynde mit skriftemål . En aften , da jeg som sædvanlig gik mig en lille tur , var klokken — uden at jeg lagde mærke dertil — bleven temmelig mange , inden jeg tænkte på at vende hjem . Jeg stod netop ved en butik og betragtede nogle overordentlig skønne broderisager , da en mørk herre nærmede sig til mig og tiltalte mig , men hvor gerne jeg end ville , formåede jeg dog ikke at fjerne mig fra ham — hans øjne hvilede på mig og jeg stod som fastnaglet til jorden . Her standsede Asta . — videre , videre , råbte hendes fader utålmodigt . — han fulgte mig hjem hin aften , vedblev Asta , og hans øjne stod bestandig for mig , såvel når jeg var vågen som når jeg drømte . Nogen tid efter følte jeg at jeg elskede ham — ikke koldt og ligegyldigt , nej vild og heftig var min kærlighed til ham — jeg kunne kun tænke mig en fremtid ved hans side . — dog lod det til at han ikke brød sig videre om mig , thi han behandlede mig med kulde , men desuagtet blev min kærlighed til ham mere og mere heftig . — imidlertid havde moder fået nys om sagen , hun kaldte mig en dag hen til sig - så venlig som hun var den dag har hun aldrig væeret tidligere — det gjorde mit hjerte godt at tale med hende , jeg troede at hun havde forandret sig . Jeg ville allerede til at fortælle hende om min Konrad , men hun kom mig i forkøbet ; hendes venlighed tiltog idet hun sagde : — her , lille Asta , jeg har tilfældigvis fået at vide at du er bleven forlovet med en fornem herre , lad mig nu se at du bærer dig fornuftigt ad —- lad ham blot punge ud , han har jo råd til det , skulle der imidlertid indtræffe noget , ja du forstår mig nok , så husk , at du har en møder , der for en lille betaling vil skjule din skam for verden . Astas kinder blev purpurrede ved at tæenke på sin flette møder . Hendes fader sad tavs , med vildt stirrende blik og armene overkors . - møder tav et dieblik , for at se hvilken virkning hendes ord gjorde på mig ; jeg havde imidlertid vendt mig om , for at samle mod ti ! at høre , hvad der videre ville komme ; da jeg atter vendte mig om mod møder var jeg fuldkommen rolig og smilede endogså fil hmde . — du skal ikke sige det fil din fader , vedblev Møder , thi så ved du ( M let gacret Mr Mnr mig . Når ds vu ! vdr -mm ma skrive dw ar få en kfcrrele fil , M iwMr erl æll^ kied af diz , er da mu il 2mmr mmlad : . , dr stir . Du is holde dig fil der em . . — zeq gjorde e^ airnlqwæe ^rr ur deherffe mig og ' 2 . are mw^lf wßia : — jeg lo deller me n aor lbm dig , kjsere Weder , ' -om er W mkr > m-ett mig . — du har æcc , ir . M i^r . . nMn be s^w M el sådan brstascr lcd ^cn . ^r — krz s^dmlrlmr det alernodveydrane , km iacrmcln wl æwr dl§ forstue til du ^aer tl M Mr kßcerest^ . — æk . ^d57 , k . ^t du lle ' æäe Wm 2^ at bore dis « e ord , kar ; du mæll am -ft . g vcrr ullwlz ? - jeg kred mr : Tor uæle moder , ? ll^r æt ! Værdige hende et dl : k dm lmnr pmde in^en venner havde reg . , “ M rrmdr lul dmd tmr øv for de » » Lykkelige aka ldv . g . En ksendtl M , men hvad vude ban rcenkc , . rm « ? ^g kom kv æ ' llcr . nr^ ak , fader , jeg havde ikke : ld ' llu W . Ælh . — jeg gik altså æm modtog mr-z md åbne arme , hans orne krrnmlt ^f lokke , dæ : kan så Mig , i det Mindste troede hrz M dlt var ^ykke „ Men jeg kom desvlerre svar : til dm tlhendette , at ded be var således . — han havde et rærstem ld^zmiiat hjem , en lurnb . Så overordentlig , crt jeg nwann ^cenkedes derved . — da jeg havde kastet mit overtsi nsdede han mig til at tage plads på en sofa , der var betrukken med det kostbareste floil . -- jeg fortalte ham nu at min moder havde væeret lidt urimelig imod mig og at jeg som en følge deraf ikke kunne væere hjemme , og da jeg ikke havde noget bekendtskab havde jeg søgt tilflugt hos ham for at bede dam være mig dehjæelpelig med at leje et værelse , da jeg var aldeles blottet for penge . — han var strar villig dertil og jeg fslte mig nu mindre ulykkelig . — hans ualmindelige kærlighed og venlighed forbavsede mig ikke , da jeg holdt så meget af ham . Da jeg havde opholdt mig en time hos ham , sprang jeg hastig op fra sofaen og greb mit tøj , idet jeg gav ti ! Undskyldning , at jeg nu måtte tæenke på at se efter en lejlighed , da det allerede var temmelig sent . — det var egentlig fordi jeg syntes , at Konrad så så besynderlig på mig ; dog , han var lige så hurtig som jeg og han sagde , idet han tog mig i sine arme , at det jo var tidsnok endnu . — han trykkede nzig så inderligt op til sig , og jeg — ak jeg var så lykkelig over hans kærlighed , at jeg næesten ikke rcenkte på andet . — han bad mig om at tage plads igen i sofaen , og jeg var svag nok til at tage mod tilbudet . Vi passiarede en lang tid — mørket var faldet på , men vi bemærkede det ikke — vi vedbleve at tale om vor kærlighed , og hans Kys blev varmere og varmere — jeg kunne ikke rive mig ud af hans favntag , så fast holdt han mig omklamret . — o , gud , fader ! han talte så længe og så inderligt om fin kærlighed til mig , at jeg . . . ak jeg forglemte mig selv og min stakkels fader . Og nu — nu er jeg så ulykkelig som nogen kan være . Ofte har jeg villet tilintctgjøre min usle tilværelse i seinefloden , men nej , jeg formåede det ikke , det var som om en stemme tilhviskedee mig : „ Gør det ikke , thi du vil derved dræbe din egen fader ! “ Den unge pige var dybt bevæget . Hun faldt på knæ for gontran , foldede hænderne og sagde med en dybt bevæget stemme : — fader , kære fader , kan du tilgive din stakkels Asta ! kan du tilgive mig den sorg jeg tilføjede dig ? Han lokkede mig , han bad på fine knæ for mig , og jeg , ak , jeg elskede ham for højt til ikke at glemme mig selv . Asta havde endt sit skriftemål . Hendes fader stod oprejst foran hende ; hans ellers så godmodige ansigt var smertelig fortrukken og hans øjne slode fulde af tårer . En kort tid stod han tavs foran Asta — det var som om han havde tabt mælet . Den ulykkelige unge pige , der tidligere tillidsfuldt havde set op til ham , blev så angst , at hun faldt på knæ for ham og foldede hænderne idet hun sagde : — o , fader , skal også din unåde følge mig ! Ak , ingen , ingen bryder sig mere om den stakkels Asta ! En frembrydende tårestrøm kvalte hendes ord . Faderen fog hende i sine stærke arme , skuede hende ind i de smukke øjne og sagde bekymret : — hvor boer din forlovede ? Asta skælveds ved dette spørgsmål . — fader , han har forskudt mig , han vil ikke mere kendes ved mig , sagde hun fortvivlet ; jeg har mange gange ventet på vort sædvanlige mødested , men han kom ikke . Kun en eneste gang indfandt han sig , dog , det var kun for at jeg skulle gøre ham e « Tjeneste , som heller ikke var videre hæderlig . Gontran havde sluppet Asta , og gik i stærkt oprør frem og tilbage på gulvet . — jeg træffer vel nok den elendige , mumlede han så højt , at Asta kunne høre det . Hun gyste . — del må forhindres , tænkte hun ; Konrad er istand tu at dræbe min fader , og jeg — ak , jeg holder af dem begge ! Hendes fader vedblev med truende stemme : — gud nåde ham , den slyngel ; hvis disse hænder komme til at knuge ham , da svarer jeg ikke for følgerne . medens Astas skriftemål stod på var det bleven morgen og solen begyndte allerede at titte ind ad ruderne . — god morgen , min kære mand ! løv det spydigt henne fra en krog i stuen , hvor sengen stod . Gm . tran så derhen , men da han fik øje på den kvinde , som han for gud og mennesker skulle kalde fin kone , da fortrak hans mund sig til st bittert smil , og med truende stemme sagde han : -- du taler så spydigt til mig , ja , du kan også glæde dig . . . Du har fået dit ønske opfyldt og mig har du beredet en forfærdelig smerte og en sørgfuld fremtid ; men det skal blive betalt , vær forvisset derom ! Hans kone så forbavset på ham og sagde : — tør jeg måske erfare hvad del er for en smerte jeg har forvoldet dig , vel aldrig den , at Asta med mit samtykke har forlovet sig ? Gontran blev rasende , da han hørte hendes spotske tale . — ja , sagde han heftigt , du skal erfare det . Du ravnemoder ; du har forvoldt mig den smerte , at jeg må se mit barn ulykkelig ; hendes elendige forfører har ikke skånet hende — her slår hun for dine øjne som den skyldige kvinde , der må skjule sig for verdens øjne , tilmed nu , da hendes fine forlovede har forladt hende , som et kreatur , han intet brug har for mere . Kan du nu forstå min smerte , du umenneske ? Og havde du passet på dit barn fem enhver anden moder ville have gjort , da havde hun nu været lykkelig ! Længere kom han ikke , chi en skraldende hånlatter lod fra den unaturlige moder . Gontran vendte sig forbavset om . Vel troede han at hun var flet , men dog håbede han at hans ord ville have gjort indtryk på hende . Asta , der hele tiden havde sidder med sæenket hoved , så uvilkårlig op ; hendes forgrædte Oine hvilede med foragt på moderen . Gontran stod med henderne i siden og hans kone sad oprejst i sengen og så frækt på ham » Hendes latter lød endnu i hans Oren , og det smil , der var udbredt over hendes ansigt , opirrede ham endnu mere . Han sprang hen til hende , greb hende i håret og råbte med tordnende rest : — dril mig nu ikke længer med dit djcevelfle smil , eller , ved gud , jeg ved ikke hvad jeg gør i vrede . Uden at forandre en mine lod hun ham gribe fat , men da han rykkede hende i håret og gjorde mine til at anvende sine uhyre kræfter på hende , da gav hun et højt skrig fra sig og råbte så højt hun formåede : * — hjælp , han myrder mig , han myrder mig ! Nu kom nabokonen beredvillig løbende ind til dem ; da hun så gontran stå og rufle sin kone i håret , da sprang hun hen til ham og råbte i en truende tone : — dit afskyelige menneske , vil du myrde din kone , der er så god som dagen er lang , nej , det skal kke sfe , jeg . . . jeg vil redde hende ! Med disse ord greb hun fat i den ulykkelige mand og rev og sled i ham , uagtet han havde sluppet sit bytte . Asta , der under hele denne scene havde vcerer et taust vidne , gik hen til sin fader , greb hans hånd og sagde : - kom kerre fader lad os forlade dette helvede . Hastig tog hun sit tøj på og begge forlod nu dette hjem , hvor ulykken , i skikkelse af en ond kvinde , havde taget scrde . De agtede aldrig mere ar vende tilbage . Toogtyvende kapitel . En lykkelig time . Vi forlod Charles og Hulda da de ved den unge dames mellemkomst blev adskilte . Lidt vranten fljcevede Hulda hen til døren , hvorigennem han blev ført bort , og sagde med fortrydelig stemme : — jeg skulle jo også føres bort fra dette fæengsel , det lovede den unge dame mig , men det lader næesten ti ! at hun har glemt det ! — å , trøstede hun sig selv ; hun kommer nok . Den unge dame så så god , så ærlig ud , det er umuligt at hun kunne bedrage mig ! Hun tog nu atter plads på stolen , holdt hånden under kinden og sad og grundede . Pludselig sprang hun op . — min stakkels moder ! Gud ved hvorledes du har det ! råbte hun gredefæerdig . Ak , jeg har været et flet barn , at jeg har kunnet glemme dig og din smerte et eneste øiedll ? ! Hulda gav sig til at græede bitterlig . Jo mere hun tcrukte på sin ulykkelige moder , desto tydeligere stod det for hende , at Konrad heller ikke havde flånet hendes dyrebare liv . Medens Hulda sad og sørgede derover , førtes en samtale mellem den lykkeligere Charles og den dame , der havde hjulpet ham så godt . I et meget elegant bcerelse blev Charles ført ind , da han forlod Hulda . Den unge dame forlod dam ved døren og Charles blev cerbodig stående , idet han gjorde et dybt buk for en læet tilfløret dame , der sad på en forhøjning . Hun var aldeles sort klæedt og Charles kunne ikte opdage andet end et fint , majestætisk ansigt under det tætte slør . — kom nærmere , min unge ben , sagde en melodisk stemme , og en lille hvid hånd raktes ud imod ham . Charles trådte henimod hende , det forekom ham , at han nærmede sig noget ophøjet , noget mere ædell , end han nogensinde tidligere havde set . Da han var lommen helt hen til hende , greb han den lille hånd og kyssede den . — sid ned , hr . Gautin , sagde damen venligt ; jeg har meget at tale med dem om . Charles tog plads ved siden af hende . — da jeg erfarede deres Broders skændige anslag , besluttede jeg at forstyrre ham i hans afskyelige foretagende ; det er desværre ikke aldeles lykkedes mig ; jeg kom for sent til at forhindre ham i at fuldføre en forræders gerning , derimod er det lykkedes mig at frelse deres lille Hulda . Jeg havde besluttet at føre dem begge hjem til deres moder , men dette lader sig nu ikke gøre , da jeg antager , at han derved lettere vil komme på spor efter mig , der allerede flere gange har forhindret ham i udførelsen af hans skændige planer . Derfor vil jeg nu spørge dem , hvad de har at indvende imod at blive her indtil de med deres forlovede kan rejse tilbage til Spanien . Det vil sandsynligvis kunne ske om et par måneder , skyndte hun sig at tilføje , da hun så Charles ' uro . — men Hulda ? stammede Charles , idet han rødmede let , hvor skal hun da væere sålcrnge ? -- bæer rolig , unge mand , sagde den morede dame . Hun skal bo højere oppe i slottet . Jeg skal indrette det på det behageligste for hende og hendes moder . — o , udbrød Charles henrykt , de vil også sørge for , at grevinde Tadlos er uden fare ! O , hvor det er « dell og smukt , og jeg takker dem ret af hjertet på min tilkommende svigermoders vegne . — det er altså afgjort , sagde den tilflørede dame ; så vil jeg strar sende bud til dem begge . Hun rakte ham sinss lille hånd til Kys og forlod ham stolt som en dronning . Da hun var gået , faldt Charles i dybe tanker , der var noget så interessant ved denne dame , af han ikke kunne lade være af tcænke på hende . Vi ville forlade Charles et øjeblik , for af begive es hen ti ! Fru Tadlos . I det ellers så venlige lille hjem herskede nu tomhed og ode ; Fru Tadlos sad sammenkrøben i et hjsrne af stuen . — de sidste par dage havde forvandler den stolte grevinde til en sand marmorstatue . Der sad hun , et billede på den dybeste fortvivlelse ; tårerne havde forlæengst holdt op af rinde — hun kunne ikke græede mere . af og til opsteg et dybt suk fra hendes barm og navnet Hulda kom ofte over hendes læber . Der bankedes gentagende gange på døren , men hun hørte det ikke . Døren lukkedes op , men hun mærkede det ikke . Man tiltalte hende , hun svarede ikke . Hendes hele jeg var optaget af det barn , der var hendes skat , hendes lykke og glæde i denne verdenforst da man slog hende på skulderen , for hun op som af en drøm . — ak , min gud , hvad er det ? stønnede hun . En tjener i liberi stod for hende og overrakte hende en billet . Fru Tadlos modtog den tankefuldt og tjeneren fjernede sig lydløst . Fru Tadlos faldt atter i tanker og hun sad meget længe således , thi mørket var indtrådt inden hun rejste sig . Idet hun for op , faldt den billet på gulvet , som tjeneren havde overleveret hende . Først nu erindrede hun den ; hurtigt åbnede hun den og læste følgende : „ Min frue ! „ En vigtig hemmelighed skal blive meddelt , , dem , vår de klokken 8 i aften vil indfinde „ Dem ved nolre-dame kirken , hvor en vogn „ vil vente dem for at føre dem til deres ærbødige inituPinit==Alice deruPder==P . “ . Fru Tadlos tænkte sig om . Det forekom hende , ar hun tidligere havdt hørt dette navn . — men jeg slår her og falder i tanker , udbrød hun ; lad mig blot komme afsted . Klokken må snart være 8 , og jeg vil være præcis . I hast kastede hun sit overtøj på og forlod lejligheden . Da hun var kommen til notre-dame kirken holdt vøgnen allerede der . Hun steg ind og rask gik det fremad et kvarteerstid . Da standsede vøgnen og Fru Tadlos steg ud . Samtidig hermed standsede en anden vøgn lige ved siden af den , ' der havde befordret Fru Tadlos hertil . Ud af denne vøgn steg en anden ældre dame , og — Fru Tadlos og Fru Gautin stod lige overfor hinanden . — min gud ! udbrød begge damerne på engang og et inderligt favntag bevidnede det venskab der herskede imellem dem . De fik dog ikke tid til at tale nøjere sammen , thi en tjener ventede dem ved opgangen , og han hjalp dem begge høfligt op ad trapperne . De blev nu begge førte ind i en meget stor sal , hvor de måtte vente en kort tid . Endelig trådte en tæt tilfløret dame ind til dem . Begge de ældre damer rejste sig strar , men damen vinkede med hånden , som tegn på at de skulle blive siddende . Lydløst gik hun hen mod en lille dør i baggrunden af salen ; hun åbnede denne og Hulda og Charles styrtede ind . Damen fjernede sig øjeblikkelig . Fru Tadlos gav et skrig fra sig , og Hulda hvilede kort efter i hendes arme , hvorimod Fru Gautin målløs blev stående , da Charles kastede sig om halsen på hende . — min Hulda , min egen kære Hulda ! jublede Fru Tadlos , ude af sig selv af glæde ; du er her virkelig , her i mine arme ! Og hun trykkede den unge pige inderligt op til sig Hulda førmåede ikke at svare ; glædestårer perlede ned ad hendes fine kinder . - og jeg , som troede at jeg aldrig mere skulle zjense dig , mit stakkels barn ! Hvorledes har du det ? Du seer så sund og frisf ud , og rødmusset er d « Ovenistober . Hulda skævede hen til Charles og rødmede endnu mere . Fru Tadlos fulgte retningen af hendes blik og smilede . - du seer så lykkelig ud , mit barn , sagde hun sukkende . Min gud , jeg takker dig , at du atter har ført mig til hende . Ak , lille moder , du må ikke sukke , thi din Hulda er meget lykkelig fordi hun er hos dig — og ham . Charles ' moder havde taget det mere roligt ; hendes lykke bestod i uafbrudt at se på sin søn og Hulda , og det smil , der udbredte sig over hendes godmodige ansigt , var talende nok . Da Fru Tadlos havde talt læenge med sin datter , trådte Fru Gaulin hen til Hulda , greb hendes hånd og sagde : — tør jeg kalve dem ved det navn , jeg så længe har længtes efter af give dem , tør jeg kalde dem : min inderlig elskede svigerdatter ? Uagtet min ældre søns efterstræbelser håber jeg dog , af jeg om kort tid skal se eder forenede som er lykkeligt wgtepar . Dyb : rsrt takkede Hulda hende før disse hjertelige ord og sagde , af det ville væere hende serdeles kern hvis Fru Gaulin ville kalde hende således . Fru Gaulin omfavnede hende og kyssede hende inderligt . I der summe trådte en tjener ind og meldte , af ttebordet var dækket . De fire lykkelige menneffer tilbragte en behagelig aften sammen . Da klokken omtrent var 11 trådte den unge dame ind og meldte , af deres soveværelser vare i orden . Hun fulgte først Hulda og hendes moder op . Deres lejlighed bestod af 4 værelser , smagfuldt indrettede . Er lille bourdoir til dem hver samt et sovevcrrelse og en slorre sal , udstyret med en overordentlig lurus . Fru Tadlos og Hulda vare henrykte ved af se dette . 156 — det er alt for megen ulejlighed vi volde den ubekendte dame , sagde Fru tadkos . — ja , dtt er også min mening , svarede Hulda ; og hvad siger du til af den elskværdige dame ene og alene har indrettet dette for os . Ar , hvorledes ville det have gået mig til sidst , uden hendes mellemkomst . Kort efter gik de begge til ro , efter af have bedet gud bevare den gode dame , der så kærligt havde taget sig af dem . Charles og hans moder fik en lignende lejlighed , kun med den forskel , af der til Charles var indrettet et stort og meget kostbart atelier , hvor den unge kunstner kunne fortsætte sin afbrudte virksomhed . Da Charles så dette gjorde han et hsu Spring af glæede , og han kunne ikke få søvn i sine dine den nat , for blot af tæeuke på al den herlighed . Treogtyvende kapitel . Et ssrrderknnst hjerte . Medens disse lykkelige mennesker vare samlede , havde den tilfløredc dame trukken sig tilbage til sine værelser . her lod hun det mørke stor falde og må så nu hende stå som en henrivende ung kvinde , med et fint lille ansigt og dejlige blå dine . Det gullokkede hår hang hende helt ned til livet og når hun smilede , hvilket henrivende syn ! Hun var så god , så elskelig , men der lå . tillige noget sørgmodigt i hendes ædle træk . Hun gik stille omkring , talte ikke til nogen , oplukkede ikke sin mund for sige en bebudelse , således var denne henrivende skabning . Hun havde næppe fyldt sit 22de år , da vi gøre hendes bekendtskab , men hendes mageløse forstand gav hende fortrinet for de fleste damer i hendes alder . Ester ar have kastet sit slør røg hun plads på en stol tæet ved vinduet . Hun tog sit broderi frem og arbejdede læenge på dette , medens den ene tåre efter den anden langsomt sneg sig ned ad hendes kinder . Hun trak et brev og et ponrcæt op af lommen og læste brevet gjentagmde gange , medens hendes gråd blev mere og mere heftig . — min gud , hvad har jeg gjort , at jeg skal lide således ! sagde hun med tårekvalt stemme . Hun tog ponroætet og kyssede det atter . — min gud , min gud ! vedblev hun ; hvorledes skal jeg kunne overleve denne dag , på hvilken Eugen skal formes med en anden , - hvorledes skal jeg kunne bære denne tunge smerte ? O , Jean , gid jeg havde dig her , du ville da kunne trøste mig i min sorg . Dog , jeg vil sende Eugen en diller . . . Rosttta kan bringe ham den , thi jeg kan ikke udholde denne taushed længer . Hun gik nu hen til bordet og skrev i hast følgende billet : „ Kære Eugen ! „ Min ulykke er fuldstændig . . . jeg pines „ så forfærdeligt , at jeg absolut må blive syg „ derved . Min Broders fangenskab , dit bryllup „ med en anden og elskværdigere dame , og min „ grusomme hemmelighed , alt dette knuser mil . . Hjerte „ O , det er rædsomt at være ene , ikke et „ Menneske tør jeg bnro mig til ; min hemmelig „ lighcd må jeg tage med mig i graven . . . og „ min kærlighed også . Dog , jeg vil ikke plage „ Dig mere med at skildre dig min smerte , -hi „ også du må jo lide . „ Dog et vil jeg bede dig om , giv over „ bringeren min medaillon med portrætet i til „ dage , du har jo ikke mere brug for den . „ Og nu , elskede Eugen , farvel ! Farvel „ Du min første og eneste kærlighed . Jeg dar „ elsket dig så højt , at selv ikke min hemmelighed „ har formået at rive mig fra dig , men nu , ak „ nu må jeg søge at glemme dig . Dog , jeg „ beder dig , skænk engang imellem en venlig „ Tanke til din ulykkelige Alice petit . “ da Alice havde skrevet dette brev , kastede hu « sig afkræftet ned i sofaen ; hendes ansigt så meget lidende ud — nej , det går ikke an , jeg vil ikke sende ham denne billet — han skal jo have en anden , derfor . . . derfor må jeg trække mig tilbage . I samme øjeblik kom hendes kammerjomfru ind ; hun listede sig sagte hen til Alice og sagde til hende : - jeg har talt med ham . Han sagde , han var -å ulykkelig . . . han så forskrækkelig ud . ja han lignede komplet en død . Han bad mig med tårer i øjnene om at forskaffe ham en samtale med dem , måske den sidste ! Alice ser rødmende op af sofaen , idet hun sagde : — hvor er han , Rositta ? . . . Er han her , så lad ham komme . . . dog nej . . . jeg vil ikke tale med ham , det vil kun gøre ondt værre . — ak , han er så ulykkelig , stammede Rositta med tårer i øjnene ; han bad mig så inderlig om at bevæge dem til en samtale med ham , thi . . . — jeg tror du græder , kære Rositta , afbrød Alice hende tankefuld . Hvorfor tårer . . . er du måske også ulykkelig ? — nej , nej , svarede Rositta hulkende ; men det gør mig så ondt for dem begge . — ja , du har net , Rositta , græd for mig , thi ingen ulykke rammer mig som denne . . . jeg elsker ham så højt , så højt , at . . . længere kom hun ikke , thi sagte fodtrin hørtes udenfor og en ung , smuk adelsmand trådte strar efter ind . Hans dejlige sorte øjne , der ellers skinnede med liv , vare sørgmodige sænkede mod gulvet . Han trådte hen til Alice , greb hendes hånd og sagde : - hva ? siger min lille Alice til alt dette ? Sørger hun meget derover ? — ak , sagde Alice sukkende . Du burde ikke have besøgt mig mere ! Hendes ansigt udtrykte døg en levende glæde ved at se ham igen ; det lod også til at han bemærkede hendes glæde , thi fortrolig tog han hende om livet og kyssede hende inderlig . Hun gjorde en afværgende bevægelse med hånden , men formåede døg ikke at rive sig løs fra hans favntag . Rositta , der ikke havde fjernet sig , så på delte med et luende og hadefuldt blik ; hendes lille hånd knugede sig krampagtig sammen og øjnene skøde lyn . Hendes lille sortlokkede hoved kastedes foragteligt bagover , og hun mumlede en afskyelig ed , id t hun fjernede sig . Eugen havde imidlertid sat sig på sofaen ved siden af Alice . De sagde hånd i hånd og talte fortrolig sammen . — ja , sagde Eugen , jeg ville ønske at alt var i orden , så at vi kunne rejse , da ville du vel ikke betænke dig , Alice ? — jo , derpå ville jeg rigtignok betænke mig , svarede Alice . Hvad ville din brud sige , når du var borte ? Det ville blive en rædsom skuffelse for hende , og jeg — ak , jeg ville mindst berede hende den , jeg ved hvad skuffelser er ! - o , dej mener du ikke , kære Alice ; din stolthed , din kærlighed tåler ikke , ar jeg skal lænkes til en anden kvinde : taler jeg sandhed , Alice ? Svar mig oprigtig ! — ja , du har ret ; jeg kan ikke tåle det , men jeg må tåle det , om så delte stakkels hjerte fial briste derved . - o , du lille stivnakke , sukkede han ømt og omfavnede hende ; du er altså ligeså ubøjelig som min fader . Endnu i morges sagde jeg til ham : — fader , jeg vil nødig modsætte mig dine befalinger , men her , i dette tilfælde , bør du lade mig selv råde , og fritage mig for giftermålet med denne pige , som jeg hader , skønt jeg aldrig har set hende . Mit hjerte siger mig , at jeg aldrig kan blive lykkelig med hende . — min fader , der gik frem og tilbage på gulvet , blev blodrød i hovedet , og sagde , idet han næsten truende gik hen til mig : — du skal adlyde mig , eller — jeg har ingen søn mere ; forstår du , Eugen ? — dermed gik han og overlod mig til den dybeste fortvivlelse . Jeg var ikke langt fra at bade ham . — endnu har feg ikke vovet at tale om dig til ham , thi jeg frygter for følgerne , Alice , min fader er af en meget heftig karakter , han var i stand til at forgribe sig på dig . Alice bøjede hovedet og en tåre stjal sig ned ad kendes kind , Eugen kyssede den bort , idet ban sagde : — trøst dig , kære pige , ved min modstand bar jeg dog få « ham til af udsætte brylluppet . Først om et år skal min skæbne bindes til hende — hende som jeg hader , hader af hele min sjæl , thi hun , hun forstyrrer min lykke , hun forstyrrer vor lykke . Rigtignok har jeg aldrig set hende , og det lyder besynderligt af man kan hade et menneske , man aldrig bar set , men dog er det tilfældet , Alice , jeg hader hende og frygter den stund , da jeg skal føres til hende — jeg vil ikke se hende før i det afgørende øjeblik , jeg vil ikke vide hvem hun er , før jeg står ansigt til ansigt med hende . - det er ikke rigtigt , Eugen . — jo , Alice , det må være således , jeg kan ikke tåle af tænke på hende , og kendte jeg hendes navn ville det være endnu værre . — hun ved ikke en smule af det hele , det er hendes Broder og min fader , der have undfangen den uheldige ide . Dog , jeg er glad over den frist jeg har opnået , thi du , kære Alice , du vil jo ikke slå hånden af mig , du vil jo ikke gøre mig mere nlykkelig end jeg allerede er ? Alice sukkede dybt . — lad os ikke tenke mere på giftermålet , kjsere Alice , vedblev han ; et år er jo langt , lad os nyde vor kærlighed sålæenge . Inden den tid se vi måske lejlighed til at flygte bort , thi , vedblev han heftigt , jeg vil ikke have nogen anden end dig - dig alene , kære Alice , om jeg så skal flygte fra hus og hjem . Da han udtalte disse sidste ord for der et vredeslyn over Alices smukke ansigt og med dirrende stemme sagde hun : nej , Eugen , nej , jeg flygter ikke med dig , jeg forlader ikke min Broder og mit barndomshjem . Jeg vil også lade dig vide , at du , da du jo fiol være en andens mand , må afholde dig fra at komme her , thi leren forbyder mig herefter at modtage dine hyppige beseg . Eugen for op ; hans smerte var græendselos . - Alice , Alice , vil du gøre mig vanvittig ' jeg elsker dig så inderlig . Du må ikke slå hånden af mig , ak , jeg kan ikke undvære dig ! - Eugen , væer fornuftig , sagde Alice med alvor ; det du foreslår er os ikke værdig , lad os da trøste os så godt vi formår , og når året er omme gifter du dig og jeg rejser bort fra Paris . — giffe mig ! streg Eugen i en fortvivlet tone ; nej , aldrig , aldrig , langt hellere dø , så har man da fred . tag ikke sagen således , Eugen ; tro mig , du vil snart have glemt mig , og hvis din tilkommende kone er smuk , da . . . . da får du jo en god erstatning for mig , og da vil mit minde kun slå kom en dunkel drøm for dig . — glemme dig ! råbte Eugen ; tror du mig virkelig så lav , Alice ? Nej , nej , jeg vil aldrig glemme dig ! Alice tav . Eugen nærmede sig hende igen , men med bestemthed sagde den unge pige : — Eugen du må ikke komme hen til mig ; viis dig som en mand og bær hvad gud tilskikker os , — jeg er kun en svag kvinde , men jeg , jeg skal vise dig af jeg formår af bære skæbnens tunge tilskikkelser . Eugen bøjede hovedet og sagde vemodig : — du har ret , Alice , jeg må være en mand , jeg må ikke lade mig regere af en lunefuld fader - i hjerteanliggender dør man følge sin egen fornuft , jeg skal også vise . . . - tys , Eugen , sig ikke det , man bør lystre sine forældre i enhver henseende . Eugen svarede ikke herpå . Han rejste sig , dukkede for Alice og sagde bedende : — Alice , kære Alice , tillad at jeg giver dig et asskedskys inden jeg forlader dig , og jeg lover at jeg ikke skal besøge dig mere end nogle så gange i det kommende år , skønt det er mig umuligt at tænke mig en tilværelse , undtagen ved din side . Alice tav et øjeblik , hun havde en svær kamp at bestå med sit hjerte — hun vidste ikke hvad hun skulle svare . Eugen bemerkede hendes kamp , et bittert smil for over hans læeber , og med dirrende stemme sagde han : — du synes at betæenke dig , Alice . . . beder du det ? Håbet om at få dig til hustru er dog endnu ikk ' ganske uddset hos mig , så du burde dog ikke vise dig som en fremmed for mig , men når du synes at det skal væere således , da vil jeg sinde mig deri - det er ikke den første skuffelse jeg har lidt . Han næermede sig døren , dog varede det nogle minutter inden han nåde denne , og hans dine fulgte hele tiden den , der var hans hjerte så dyrebar . Hun sad tilsyneladende rolig og kold ; hun havde atter taget sit broderi frem og syntes af sæere ivrig befloestiget dermed . Eugen var imidlertid kommen helt ben til døren ; da Alice så dette for hun hurtig op , men kom derved til af smide det brev på gulvet , som hun havde skrevet til ham . Eugen fik øje på brevet , tog det op , og inden Alice kunne forhindre let , havde han læest hvad det indeholdt , — min stakkels , stakkels Alice ! råbte han med varme . Ak , også du må lide , du englegode pige , men det svæerger jeg , af inden 2 Års forlød skal du væere min kone . . . eller mit llvslys sæere udflukt ! han trykkede et Kys på hendes seberheve pande og forlod skyndsomt værelser , med brevet i hånden . Neppe havde han forladt Alice , før hun kastede sir broderi , og de læenge tilbagetrængte tårer styrtede nu frem . — min gud , hjæelp ham til af devcege sin fader ? Bad hun halvhoit . O , hvor det smerter mig af stilles fra ham således — dog , jeg kunne ikke gøre andet , det er jo min pligt ar afholde ham fra ar komne her . ^oenzere kom hun ikke i sin tale ; hun hørte hastige fodtrin udenfor døren og syntes at genkende sin Broders trin . Hurtig aftørrede hun tårerne og røg far på sit broderi ; det var på den højeste tid , thi i samme aiebkk trådte hendes æeldsie Broder ind det var en høj , msrk mand på omtrent 40 år , med er strengt , barsk åsyn . De store sorte knebelsbarter , de mørke , lynende dine og den majestætiske drnencrse gav ham er ægte aristokratisk præg . Hele hans person og holdning tydede på noget så strengt og hårdt , at man uvilkårlig gøs tilbage , når man fik dre på ham . - Alice , sagde han i en kort , afmålt tone , idet han trådte hen til hende ; nu har du jo igen modtaget besøg af en ung herre . Men jeg vi ! vide hvem de ; er , forstår du ? Jeg har ret til at fordre det , da jeg er din Broder og da det er min pligt ar våge over ethvert af dine skridt . Han så meget vred ud , da han udtalte disse ord , og Alice rystede næsten for ham . Hun tog hastig sit broderi og ville forlade stuen , uden at give ham noget svar . Men da greb han hende i armen og sagde : — Alice , jeg fordrer , at du bliver her , svar mig i din afdøde moders navn , hun som bad mig om ar værne om dig , så længe mine øjne kunne følge dig , svar mig : hvem var den unge mand , der nylig besøgte dig ? Alice vendte sig om og sagde langsomt : — du behøver ikke at frygte for mig , kære Philip ; jeg bar aldrig begået noget skridt som jeg lommer til at fortryde . Den unge mand , som nylig gik herfra , har jeg engang haft lejlighed til ar bevise en stor tjeneste , derfor . . . - og det siger du så roligt , afbrød broderen hende . — skulle jeg være urolig for det ? spurgte Alice forundret . Broderen stampede i gulvet af heftighed . — du bør aldrig modtage besøg af unge mænd , sagde han brutalt ; jeg forbyder dig det , og skal nok vide at tage mine forholdsregler derimod . Du er rigtignok for gammel til at blive bevogtet , men lige meget , du skal ikke være uden tilsyn . Med disse ord gik han og smækkede døren hårdt i efter sig . fireogtyvende kapitel . Landsforvist Jean petit var , som den ærede læser alt ved , bleven greben og ført til et af stadens mørkeste fængsler . Hans mod havde imidlertid ikke forladt ham er eneste øjeblik . — jeg dør for mit elskede fædreland , tænkte han ofte ; og jeg skal bevise den samlede ret , at det eneste jeg beklager er , at jeg ikke fik dræbt ham , ai jeg ikke fik befriet mine elskede landsmænd . Han tænkte lidt derover og rugede bestandig over ny hævn . Vi træffe ham en dag , siddende med hånden under kinden , rugende over sin mislykkede plan , oz forbandende den skændige forræder , ved hvilket navn han betegnede Konrad Gautin . Han sad længe således i det mørke fængsel ; da rejste hav sig pludselig ; han stirrede op mod det lille vindue , hans tanker vare vistnok langt borte fra det uhyggelige fængsel , thi et lykkeligt smil havde udbredt sig over hans blege , indtagende ansigt , og han rakte armene ud , som for at omfavne nogen . — Jutta , elskede Jutta , for din skyld ville jeg gerne leve ! udbrød han halvhøjt . O , du lille engel . Du ville gerne gøre mig lykkelig , men din pengegriske familie , der lever i den trø , at man ingen lykke kan finde , uden ved guldets glans , den giver vist næppe efter før mine bønner , thi jeg er fattig — ja fattig søm en kirkerøtte . Og nu , nu da jeg kun har udsigt til at blive føde før ormene , nu vil jeg dø med dit elsfede navn på læberne ; min sidste tanke vil være helliget dig , som jeg elsker øver alt på jorden jeg stak på skafottet vise , at jeg har mød til at dø før den retfærdige sag , og dette skal være et erempel før mine efterfølgere . Længere kom han ikke i sin tale , thi fængselsdøren åbnedes og fangevogteren trådte ind for at føre ham i førhør . Dommerne havde medlidenhed med ham , for hans støre ungdoms skyld og fordi han var af gød familie . De ansøgte øm kejserens nåde for ham og efter nøgle ugers forløb blev Jean petit ført til det sidste forhør . Hans dom blev fældet , der lød således : „ Majestætsforbryderen , Jean petit , der ved „ Fyrværkerifesten i tvislenernes have er truffen „ med en skarpladt serløbet revolver i hånden , „ og som efter al sandsynlighed havde til hensigt „ at snigmyrde vor elskede kejser , dømmes for „ denne forbrydelse til at have sit liv forbrudt og „ Dommen erekveres inden udløbet af denne „ Måned . “ med en overnaturlig ro hørte Jean petit sin dom , han havde ikke ventet den mildere . Da fremtog dommeren et stort brev forsynet med de kejserlige segl . Han åbnede det langsomt , medens han havde sit blik stift heftet på forbryderen , der aldeles rolig stod for ham . Dommeren rejste sig , og med hej , klangsuld røst oplæste han følgende : „ Grundet på vot elskede kejsers store nåde „ bliver majestætsforbryderen Iran petit benådet „ for fin velfortjente straf . Dog skal han , inden „ 24 timers forlød , for føje sig ud af landet og „ hereffer betragtes som landsforvist . Modsætter „ han sig denne befaling , eller viser han sig efter „ nogen tids forlød atter her i landet , da bliver „ han strar anholdt og dommen erekseret . “ Nu åbnedes fængselets mure for ham og Jean var alter fri , - men han skulle forlade sit dyrebare fædreland , for aldrig mere ak vende tilbage . Han fik dog tilladelse til at tage afsked med sin familie , men kun med der forbud , ar han inden 24 timer skulle være ude af Paris og hurtigst mulig forlade Frankrig . Da han trådte ud af fængselet og befandt sig i den frie luft åndede han alter let . Han fremskyndede fine skridt indtil han kom til sti barndomshjem ; her standsede han , idet han halvhøjt sagde : — til Philip kan det ikke nytte ar jeg henvender mig , derimod vil jeg tale med den stakkels Alice . Han gik ind ad slottets ssndre Pon og nogle minuttet efter trådte han ind til sin tøfter . Hun sad som sædvanlig og broderede , men vendte sig halvt om før at se hvem de ; var , der så frit trådte ind . Neppe havde hun fået øje på sin yngste Broder , før hun udstødte er højt skrig , og kort efter hvilede dun i sin Broders arme . - kjcere Jean , sagde hun med en inderlig glæde ; gud fle lov at du atter er fri hvorledes er det går til ? Vi have ikke hørr en smule til dig . . . Philip har lidt talt om dig , men han ved endnu ikke , ar det var dig , ver forsøgte a ? - . . — tys , sagde Zean ; tael ikke så højt , thi ellers frygter jeg at han får det at høre . Forresten er det kun en korr afsted vi må tage , og jeg har meget at meddele dig , inden jeg rejser . - rejser ! hvor vil du hen uden penge og uden erhverv ? Hvorfor vil du ikke blive her ? Du ved jo at jeg har det utåleligt hos Philip , og når jeg ikke har dig ar trøste mig med , så vil jeg fler ikke være her . — ja , rro mig , kære Alice , når jeg kunne blive ber , va skulle intet være mig kærere ; men jeg er lanvssorviist . - hvad , er du landsforvist , sagde Alice langform , ligesom om hun dobbelt sølle den nye smerte , der nu overvældede hende . — men hvor kunne du også vere så dum a : tro , ar du kunne vinde en sådan sejr ? jeg vidste ikke et ord af det hele , du havde fler ikke talt til mig derom , derfor kom jeg før sent til at redde dig . — nej , kære Alice , sig ikke at det var dumt , thi stod der til mig , da skulle jeg gøre det om igen ti ! Min tilfredshed ; men lad os nu ikke tale mere herom . Iaften rejser jeg til Spanien , men før jeg rejser ville jeg gerne bede dig om ar besørge en , . . Han rødmede og Alice sagde smilende : — ja , så ved jeg resten ; jeg skal besørge er eller andet wrinde til hende , som . . . - se , kære Alice , her er det , afdrød han hende ' leende , idet han trak et sammenfoldet papir op af lommen og rakte Alice det ; men sig hende , at hun må vcrre parat til klokken er 8 i aften . Alice for op . — vil du tage hende med , Jean ? sagde hun forfærder ; der er ikke smukt af dig . Husf hvor ung hun er . Dog , Jean ville intet høre og Alice gav til sidst efter . fernogtyven-e kapitel . Jean og Jutta . Vi bede den « rede læeser at sslge os til et af de netteste huse i gaden montorgeuil . Dette hus beboedes alene af dets ejer , en forhenværendæ kjsbmand ved navn levallam , med hans eneste datter , Jutta . Han var en hård , gerrig mand , der lånte penge ud til de mindre velhavende adelsmænd , mod meget høje renter , men ligeså ond og hård faderen var , ligeså god , smuk og elflvcerdig var datteren . Det eneste , som den gamle elskede her på jorden foruden sine penge , var Jutta ; hun kunne næsten få ham til hvad det skulle være , - kun fik hun sjelden lov kil at gå ud , da han frygtede for at nogen fluide møde hende og indlade sig i samtale med hende . Dog formåede han ikke ganske at skjule hende , thi daglig kom — som en følge af at han lånte penge ud — en mæengde unge adelsmand i hans hus , dog lagde hun ikke så meget mærke til dem , som de til hende , men en dag stod Jutta netop på fin faders kontor , for at hcrve sine nålepenge , da en ung , smuk adelsmand trådte ind ad dsren . Han blev først lidt forlegen stående , idet han gjorde et dybt buk for Jutta , der næesten bllenvedes af dans skønhed , og da faderen sagde at hun skulle dortfjerne sig , var det nlsten som om hun var fastnaglet til stedet « . Hun gik , men den den unge mands smukke øjne støde for hende og hans billede var dybt præeget i vendes lille hjerte . Det var ikke gået den unge adelsmand en smule bedre : dag og nat tcrnkte han på hende . Der var hengået en tid , og de unge mennesker vare ofte truffen sammen på faderens kontor , hvor hun daglig kom . Om det var for den unge piges skyld , eller for at låne penge , skal være usagt , men en dag kom den unge adelsmand derop , og han traf Jutta ganske alene . Rødmende og med tårer i vinene fortalte hun , al hendes fader var bleven heftig syg , og at hun derfor måtte besørge forretningen . Jean petit , thi ham var det , forsikrede vende om sin deltagelse og dristede sig til at bukke sig ned og kysse hende på hånden . Det gav et sætt i Jutta og hun fik pludselig et sådant hastræerk med sit medbragte arbejde , at hun flet ikke kunne se op fra det . Jean blev der i over en time . Han tog plads ved siden ^af kende og talte til hende med en sådan barme , at det ordentlig bragte roser på hendes kinder . — tør jeg , uden at vcrre alt for fri , spørge , om de er forlovet , frøken Jutta ? — jeg ? sagde Jutta . Nej og ja kan jeg næesten sige , thi jeg . . . — hvorledes ? sagde Jean . Er de forlovet , og skal måske snart giftes ? — nej , sagde hun smilende , det varer nok en tid endnu , thi fader har endnu ikke ganske bestemt hvem jeg skal have , - ban må først nøjagtig vide , hvormange penge vedkommende bar , og hvor stor renten årlig kan blive . — nå , således , sagde Jean ; deres fader seer altså på rigdom . — ja , sukkede Jutta , og han har bestemt mig for en olding , en mand på mindst 70 år , men han skal vcrre uhyre rig , og dermed er den sag klaret . — og det siger de så roligt , frøken Jutta ; har ^ . e aldrig elsket , siden de sådan uden videre giver dem hen til en så gammel mand ? Jutta børede hovedet dybt ned over sit arbejde . Jean så op på hende og sagde vemodig : — jeg tæenkte det nok , de elsker ikke denne gamle mand , men de elsker en anden . O , Jutta , de må ikke tage hin gamle , de ved ikke hvor ulykkelig de vil blive hele deres liv . Han vil ikke kunne forstå deres ungdommelige , glade sind ; når de leer er det galt , når de græder er det også galt . Ti ! Bal må de ikke komme , thi da seer man på dem ; i tteatret må de heller ikke komme , thi der er alt for mange herrer , der vil betragte hans unge hustru , — i selskab ? Nej , Vorherre bevares , vi vil ikke have al den støj her , og når man tager mod indbydelser må man indbyde igen og det koster penge . Således vil han raisonnere , og de vil tage deres død derover — ja , de afmaler ham nu så forskrækkeligt , sagde Jutta smilende . Det er dog ikke alle gamle mænd , der vil opføre sig således . - ja , gør de som de vil , jeg har kun villet give dem et råd , sagde Jean petit . — ja , de skal have tak , men de ville måske være så god at give mig et til . — ja , med fornøjelse , svarede han . — så sig mig , sagde Jutta med bortvendt ansigt , hvorledes jeg skal få den mand , som jeg elsker , men som ikke elsker mig . — det er der et godt råd for , frøken . De skal blot se rigtig på ham med deres milde øjne , så vil han nok elske dem . — men hvis han nu elsker en anden ? sagde Jutta . — ja , så er de ulykkelig , lød svarer . Så findes der intet råd . — ak , det var kedeligt , sagde Jutta . — nej , det var ikke så kedeligt , thi de kan være overbevist om , at han ikke kan elske nøgen anden , » år han har set dem . Jutta lo . — tør jeg spørge om den unge mands navn ? Vedblev Jean . - jeg kan ikke sige dem det , thi jeg ved det ikke . — ved de det ikke ? sagde Jean leende . Ja så ! Jutta blev tavs , hun var bange for at have fortalt formeget . Nogle minutter herskede der en pinlig taushed . Jean rejste sig endelig og sagde : — ja , ja , de kan måske få hans navn at vide en anden dag når jeg kommer , for så kan jeg måske give dem er godt råd . Men tiden iler , jeg vil anbefale mig vedblev han , idet han tog sin slængkappe , som han havde lagt fra sig . Jutta rejste sig og fulgte ham til døren . — farvel ! sagde han og så vist på hende , idet han trykkede hendes hånd . Jean havde set i de smukke øjne , og der stod hans billede , ligeså klart og rent som i originalen . Han kunne ikke gå bort . — Jutta . . . Jutta ! sagde han . Jeg elsker dem ! Bliv ikke vred på mig , når jeg siger , at jeg troer at de gjengjcelder min kærlighed ? Hun vendte sit ansigt bort , men han vedblev at holde hendes hænder i sine . Han omfavnede hende kærligt og deres læber mødtes til et inderligt Kys . Han sprang ud af døren og borte var han . — Jean petit ! hviskedee Jutta lykkeligt , da han var gået . dette navn havde Jean hvisket hende i øret , da han forlod hende . Efter den tid var Jean daglig kommen i huset , de « vil sige , når hr . Levallant ikke var tilstede . Efter at denne hemmelige forlovelse havde varet i et halvt år , besluttede Jean at erklære sig for faderen . Han kom en dag op på kontoret og da han havde talt en del frem og tilbage om forskellige ting gik han lige til sagen og fortalte hvem han var og hvor meget han ejede , men først og fremmest talte han dog om sin uhyre kærlighed til Jutta . Den gamle mand hørte på ham med et ejendommeligt smil , halvt medlidende og halvt hånligt . Dette bemærkede Jean dog først , da han havde endt sin tale og ville se hvilken virkning den havde gjort . Levallant gik uden at sige et ord hen til døren , åbnede denne og begav sig ganske rolig tilbage til fin pult , hvor han , uden at sige et ord , tog plads og skrev videre . Jean stod tavs et øjeblik ; men da han mærkede at det var den gamles alvor , kogte det i ham as raseri ; heftig løb han hen til ham , greb ham kraftigt i armen og råbte lidenskabeligt : — o , min herre ! De må svare mig . . . gør mig ikke fortvivlet . . . jeg må have vished , thi jeg . . . jeg elsker deres datter , jeg elsker hende over alt på jorden ! De må ikke være så kold , jeg kan ikke udholde den tanke , at hun fiol blive en andens hustru ! Den gamle rejste sig , dukkede ironisk for Jean og sagde tørt : — min datter Jutta er forlovet ! Derpå gik han sin vej lige så rolig som Jean var heftig . Med hjertet fuldt af bitterhed gik den ulykkelige unge mand omkring i værelset for om mulig at få et glimt at se af genstanden for sin kærlighed , men nej , han måtte gå med sin sorg , uden at få den allermindste trøst . Han kom imidlertid ikke længer end ned til hjørnet af gaden , da han så en omhyggelig tilhyllet kvindeskikkelse langsomt at bevæge sig hen ad gade « . Da han ville passere forbi hende , kaldte en blød stemme ham ved navn . Hurtig vendte han sig om idet han overrasket udbrød : — Jutta , elskede Jutta ! vi må fly . . . eller du bliver aldrig min hustru . Din fader ville ikke engang besvare mit spørgsmål . Jutta bøjede sørgmodig sit lille hoved og sagde med rystende stemme : — ak , Jean , jeg tænkte det nok . Nylig så jeg Fremont gå hjem til min fader ; han skal være min brudgom , så . . . — o , nej , nej , Jutta , du må ikke udtale disse ord , afbrød Jean hende ; jeg vil have dig , og du må ikke tage nøgen anden ! — nej , Jean , jeg skal se at så min fader bevæget , - måske han giver efter , men jeg tror det knapt . Da han i morges hilste på mig , fortalte ban mig med glædestrålende øjne , at han havde opdaget at fremvnt var en hovedrig mand . Han ejede flere millioner foruden 8 forskellige bygninger her i staden og ved ham ville jeg desuden blive marquise . — det er jo mageløs glimrende udsigter , sagde Jean bittert . Et par millioner i medgift og så . . . et sønderbrudt hjerte i tilgift ; jo , du vil blive lykkelig , Jutta . — å , du behøver ikke at udmale det så sort , min ven , sagde Jutta smilende . Det kan jo være at manden ikke er så urimelig , som vi tro ; ja han er måske endog en meget behagelig person . — ja så , Jutta , det var en anden sag , sagde Jean heftigt . Du vil vel dermed sige , at jeg intet har at håbe . Nuvel , det er godt at du siger mig det , så ved jeg hvad jeg har at rette mig efter . — nej , Jean , det var ikke ment således , råbte Jutta hurtigt , men det undrer mig høilig , at du taler i denne tone til mig , jeg synes ikke at jeg har fortjent det . — tilgiv mig , Jutta , at jeg i et ubesindigt øjeblik ikke har været så galant , som jeg burde være , men min ulykke er så overvældende , at jeg næsten ikke kan tåle at tænke derpå . — der kommer vor tjener nede . , råbte Jutta pludselig ; seer ha « mig her , så ved fader det inden Asten . Altså , farvel , Jean . — farvel Jutta , du vil nok tilhøre mig , ikke sandt ? sagde Jean ømt og greb hendes hånd . — ja , Jean , stol på , at jeg ene vil tilhøre dig ! Hviskedee Jutta og løb hurtig ned ad gaden . Nøgle dage efter denne samtale var let af Jean fattede den ulykkelige plan , der næer havde kostet Frankrigs kejser livet . Vi behøve ikke af beskrive Juttas sorg , da hun erfarede dette . Havde Jean tidligere lndseet hvor vanskeligt det var af få Jutta til hustru , så indså han nu , af det ville være en komplet umulighed . Jutta var fortvivlet og ofte bønfaldr hun sin hårde fader om medlidenhed , men jo mere hun talte om Jean , desto hurtigere fremskyndedes brylluppet om en måned var det besluttet af hun skulle binde sin skæbne ti ! en anden , meget rigere , men tillige meget crldre herre . Jutta var fortvivlet , men hendes fader forblev udønhørlig , fljøndt han så sit barns dybe sorg , og skjsndt han elskede hende , ja elskede hende med liv og sjæl . en dag , da hun atter gentog fine bønner for faderen , for han rasende op og svoer på , af han aldrig ville høre den snak mere , samt af han , for af få en ende på det , ville arrangere brylluppet til om otte dage . Jutta græd , og sagde af hun ville gøre en ende på sin tilværelse , hvis hun skulle giftes med denne Fremont . Faderen gik dort i vrede og Jutta vedblev at græede . Hun var meget ulykk lig , thi hun elskede Jean over alt . Da bankedes der ganske sagte på døren . Hun lukkede op , og så Rositta stå udenfor døren med et brev i hånden . — fra Jean ! udbrød Jutta glad , da hun kendte håndskriften . Hastig åbnede hun brevet og læste følgende : „ Min inderlig elskede Jutta ! „ Endnu i aften må jeg forlade Frankrig af „ Grunde , som jeg først senere kan forklare dig . „ Elsfer du mig , Jutta , så flygt med mig til „ Spanien , hvor jeg med lethed vil kunne bane „ mig en Bei nu eller aldrig bliver du min „ Hustru , betænk det , og betæenk : at jeg elsker dig „ så hsit , at du er mit alt i denne verden . „ Lad hellere en dag blive syndig i dit liv , „ end at henleve hele din levetid i ; smerte og „ Fortvivlelse . Husf : det må være i aften . Din Jean . “ Juttas hjerte bankede da hun læste dette ; en synlig glæde afspejlede sig i hendes ansigt , men hun måtte døg betænke sig en stund , thi det var jo et meget vigtigt skridt hun blev opfordret til at gøre . Dog , hun havde snart fattet en beslutning . Ud af faderens pult tog hun et stykke papir og skrev følgende : „ Elskede Iran , jeg kommer ! “ Rofitta fik billetten og gik . Da Jutta atter var ene faldt hun i dybe tanker . Hun , der var faderens eneste glæde , skulle forvolde ham denne dybe sorg . Det var hende søm om hun begik en stor uret mød faderen , der nu gik og glædede sig til at hun skulle være en rig mands hustru , og så flygtede hun bort med en anden . Hendes øjne fyldtes med tårer ved denne tanke . — men han kan jo også lade være at pånøde mig en så afskyelig mand , sagde hun og stampede i gulvet med fin lille fod ; og når jeg ikke må få den mand , jeg elsker , så flygter jeg bort og da kan fader have det til straf . Jeg ved godt at han holder af mig , men hvorfor vil han da modsætte sig min fremtidslykke , — han er alt for ivrig i at foranstalte „ min lykke “ , søm han kalder det , da han lever i den tro , at lykken kun kan findes , hvor der er rigdom og pragt ! da Jean fik hendes svar blev han uhyre glad , og nu pakkede han lystigt ind , sukkende efter af klokken skulle blive otte . — mon hun virkelig skulle komme ? tænkte han ved sig selv . Medens han pakkede ind havde Jutta ligeledes travlt med af samle alt sammen , hvad der tilhørte hende . I hast pakkede hun det ned i kufferten , tilligemed alle de smykker og kostbarheder , hun havde såt af faderen i de senere år . Alt var indpakket og nu stod kun tilbage af påklæbe sig til den lange rejse . Da bankedes der atter på hendes dør , men hun havde denne gang forsvarlig aflåset den . Hurtig tog hun kufferten og bar den ind i sovekamret ; derpå lukkede hun op . Det var hendes fader , der stod udenfor . Han så mistænksom omkring i værelset , fordi han havde måtter vente så længe . — men , kære barn , hvorfor nøler du med af lukke op for din egen fader ? sagde han i en vranten tone . Klæd dig hurtig om , tag din bedste stads på , thi din brudgom sidder inde i salen og venter med længsel af tale med dig . Jutta blev ligbleg ved af høre dette . — klokken var allerede 6 og hun skulle jo afsted klokken 8 . Men hun overvandt snart alle betænkeligheder og sagde næsten muntert : — ja , fader , jeg skal strar komme . Levallant trådte et skridt tilbage af forbavselse ; han havde ventet at møde åbenbar modstand , men istedenfor dette var Jutta overordentlig venlig . Da han havde ventet i 10 minutter kom Jutta ud . Hun var aldeles forvandlet . En kostbar lyseblå Atlaskes kjole bedækkede hendes smukke former , flere diamantsmykker prydede den snehvide Hals , og faderen så på hende rned sandt velbehag . Han tøg hende ved hånden og førte hende ind i salen , hvor den aldrende betler befandt sig . Jutta ficelvede let , da hun stod ved salsdøren , men hun tcenkre på Jean og overvandt sin frygt . Frejdig trådte hun ind og stod snart ansigt til ansigt med Fremont . Han betragtede hende skarpt og rakte hende venligt hånden , idet han sagde : — goddag mit smukke barn ' . . . De er vel ikke altfor vred på mig , fordi jeg anmoder om deres lille hjerte , og deres hånd i tilgift ! Jeg håber at kunne gøre dem lykkelig , thi min hensigt er kun at ovfylre alt hvad de begærer , eller med andre ord at skabe dem en lys og klar fremtid . Hans venlighed gjorde et så dybt indtryk på Jutta , at hun uvilkårlig læenkte : — ak , hvis jeg havde en sådan fader , da kunne jeg vistnok såt Jean . Agtelse kunne Jutta have for den aldrende mand , men kærlighed — nej , der formåede hun aldrig at søle for ham . Dog svarede hun ja på hans frieri , for bedre at kunne flippe for dem , når tiden til flugten kom . Da hun havde opholdt sig en halv times tid hos dem , ville hun bortfjerne sig , men Fremont sagde bedende : — de bliver vel her og spiser tilaften med os , kerre Jutta , så at vi , samlede med vore venner , kunne fejre denne glade fest ? . — nej , sagde Jutta , jeg føler mig alt for bevæget ved denne højtidelige vending i min fremtid , og hvis de tillader det , da vil jeg tilbringe aftenen på mine værelser . — ja , som de vil , sagde hendes tilbeder og bukkede galant . Jutta lod sig det ikke sige to gange , men skyndte sig op . Hun iføne sig hurtig rejseklcederne og var nu beredt til at forlade sit barndomshjem med alle dets glade og sørgelige minder . Hun flottede hen til sin moders portrcæt , og . Tårerne kom hende i øjnene ved at betragte dette englegode ansigt . — moder ! stammede hun . Ak , moder , hvis du kunne se hvor ulykkelig jeg er , da ville du tilgive mig og ikke vredes for det skridt jeg nu er ifcrrd med at gøre , men jeg kan ikke leve uden ham . O , min gud , jeg har haft mange lykkelige timer i dette hjem , men nu . . . nu , jeg må , jeg kan ikke andet , jeg følge ham i livet som i døden ! Det må være således , vedblev hun og kyssede sin moders portræt . Langsomt forlod hun vcærelset og befandt sig snart nede på gaden . Hun gik hurtigere og hurtigere og var snart er godt stykke vej fra hjemmet . Endelig ankom hun til medestedet på det aftalte klokkeflet , ffjøndt vejen havde vcrret så tun g for hende . Jean var der allerede , og da han i frastand så Jutta komme , ilede han hende imede , og med det ungdommen egne sorgløse sind slog han begejstret armene om livet på Jutta og kyssede hende atter og atter . - men Jean , hvor kan du dog vcrre så overgiven ! råbte Jutta og kyssede ham . Betænk hvilket alvorligt oieblik det er for os begge . - alvorligt ! råbte Jean . Kalder du dette øjeblik alvorligt , når alt hvad jeg tragter efter står her ved min side , og det sværger jeg , du skal ikke flippe fra mig sålcenge jeg lever ! Og nu begyndte Jean at fortælle , hvorledes de skulle have det , når de vare komne til Spanien , og han bekræftede sine ord ved det ene Kys efter det andet . Endelig ankom man til slottet , hvor Alice med sin skriftefader og flere vidner vare tilstede . Vidnerne ved dette hemmelige bryllup vare nøgle as Alices trofaste mcrnd . Vielsen var snart forrettes og kort efter toge de nygifte afsled ; de begave sig skyndsomt ned til skibet , der netop lå seilsærdigt . Undervejs så de i nogen frastand to mæend komme dem lmøde . En sloerk gysen gjennemfoer Jutta og hun trykkede sig ængstelig op til Jean , da hun fik øje på disse mæend . — min gud , min gud , det er fader ! råbte hun bæevende , idet hun forfærdet stirrede hen for sig . - Jutta , elskede Jutta , kom lad os fly , hurtig , hurtig ! råbte Jean og greb hende om livet , idet han med hende i armen drejede ned ad en Sidegade . Wngstelig så Jutta sig tilbage , hun så atter de to mend , og med det udråb : „ Gud i himlen , stå mig bi ! “ sank hun bevidstløs om l Jeans arme . Serogtyven-e kapitel . En pagt vi forlod Asta , da hun og hendes fader gik bort fra hjemmet , for aldrig mere ak vende rildage ; de var deres faste beslutning . De havde lejet en lille lejlighed langt fra deres tidligere hjem , for ak Asta her kunne afvente sin nedkomst . i sorg og fortvivlelse svandt de kvalfulde dage for hende , fljøndt hendes fader gjorde alt hvad der stod i hans magt for at trøste hende ; men alt hvad ban sagde var forgæves , — siden Konrad havde forladt hende var hun utrøstelig . Arnold kom stadig hos dem begge ; han var den eneste trøster , som de ulykkelige mennesker havde i deres ensomhed . Asta gjorde alt hvad hun formåede for at skjule sin tilstand for ham , men det lykkedes ikke ganske , og hvergang deres Line mødtes , ønflede hun sig tusinde favne under jorden , thi Arnold så med et medlidende blik på hende . Et fjerdingår var forløden og i den tid havde Arnold stadig besøgt dem . Det forekom Asta at Arnold flere gange opførte sig som om der var noget han havde at foreslå , noget han ville frem med , mm hver gang Asta så på ham , var det som om hendes blik holdt ham tilbage . En aften kom Arnold som sædvanlig ; han var temmelig bleg og rystede stcrrkt . Da Asta så dette sprang hun angstfuld op og råbte , idet hun udbredte armene imod ham : — o , Arnold , Arnold , der sattes dem noget , de er bestemt ulykkelig ! Men ligesom hun sagde dette sænkedes hendes blik og hun satte sig tavs ned igen . Det var hjertets første indflydelse der havde grebet hende ; thi nu elskede hun virkelig Arnold , hans omhu , hans godhed og opofrelse , alt dette rørte hende og hendes hjerte følte det store tab , det havde lidt , men nu . . . ak , nu var det jo en umulighed af tilstå det for ham . Arnold så tavs på hende ; hans hjerte bankede heftigt og en tåre stjal sig ned ad hans blege kinder . Han skjulte ansigtet l sine hænder . for af hans smerte ikke skulle blive synlig . Asta listede sig sagte hen til ham , omslyngede ham med begge sine arme og sagde grcrdende : — Arnold , keære Arnold , vær ikke så bekymret , der findes jo så mange piger , der er langt ædlere end jeg . Tag en af dem og vær lykkelig . Bet vil det smerte mig^ grusomt at se dem ved en andens side , men endnu mere smerter det mig at se dem i denne fortvivlelse . Arnold så bedrøvet op på hende . — nu , Arnold , vedblev hun , idet hun børede hovedet ; nu elsker jeg dem , men ak , det er for sent , — jeg ville ikke have tilhørt nogen anden mand , dog skcrbnen . . . — hvad ! hvad siger de , Asta ? råbte Arnold synlig bevæget . O , hvor det gør mit hjerte godt at høre dette . Asta svarede med et dybt suk . — men Asta , vedblev han , hvorfor vil de afsondre dem fra verden , hvorfor vil de leve så ensomt ? Gør mig lykkelig , Asta , og jeg svcrrger ved den levende gud , at jeg aldrig skal winde dem om den ulykkelige tildragelse , der har gjort os fremmede for hinanden . Bliv min hustru , og vi skulle have det så godt , så godt , som nogen kan have det her på jorden . Han greb hende om livet og trykkede hende op til sig , idet han vedblev : — ikke sandt . Asta , de siger ikke nej , de kan ikke give mig afslag ? Jeg vil ikke gøre dem ulykkelig , svarede Asta langsomt ; og det ville jeg gøre , hvis jeg lod dem binde deres skæbne til mig , thi husk — — — o , Asta , afbrød han hende ; ved disse ord gør de mig ligeså fortvivlet som jeg tidligere var glad . Lad mig dog ikke bede mere ; hvorfor skal vi henskæve vort liv hver for sig , når vi kunne tilbringe det lykkeligt sammen ? Døren gik pludselig op i dette øjeblik , og gontran stod for dem . Asta ville rive sig løs af Arnolds favntag , men han holdt hende så fast , at hun ikke formåede at skippe bort . — gotttran , her står min kone , sagde Arnold , idet han pegede på Asta . Gontran så på dem begge , medens han langsomt sagde : — er Asta gået ind derpå , Arnold , og er du vis på , at du kan blive lykkelig med hende ? Asta bøjede hovedet og gjorde atter et forsøg på at rive sig løs . — fader , du må ikke tro det , sagde hun med tårer i vinene . — jeg ved , hvad du tænker på , Asta , sagde faderen ; men lad det i guds navn gå som han vil . Kom , Arnold , min kære dreng , lad os helligholde denne glade aften ! En heftig banken afbrød ham ; døren sprang op og ind for madam gontran , lig en forurettet amasone . — hvad , er det dig , der gør en sådan allarm ? spurgte gontran ubehagelig berørt . Madamen stillede sig midt på gulvet med hænderne i siden , og så på de tre mennesker med et alt andet end venligt blik . — nå , så her have i eders rede ! råbte hun hånligt , og nu begyndte en sand lavastrøm af skældsord , som vi ikke kunne gengive her . Alle forholdt sig tavse , men dette opirrede madamen endnu mere , og hun begyndte nu af slå i bordet og fortælle , af hun sultede siden gontran havde forladt hende , men hun skulle nok vise , af han ikke skulle flippe således , — kort sagt , hun var aldeles rasende og de havde megen møre med af stille hende tilfreds . — og Asta , Asta , vedblev hun , idet hun truede hen til den unge pige ; dig , som jeg har opdraget i tugt og Herrens formaning , hvor kan du næenne af forlade din stakkels gamle moder og lade hende blive så ene og forladt tilbage i den dybeste nød og elendighed . Bi må her bemærke , at madam gontran var bleven en del gudfrygtig , siden vi sidst så hende ; dette havde hun lært af en veninde , der meget ofte bessgte kirken , men endnu oftere helligede sig til broendevinsflaslen . Begge disse dyder havde madam gontran lagt sig efter , og forresten ernærede hun sig ved at spå r kort . Asta formåede ikke at sige et ord , men da gonlran mærkede , at det skulle gå ud over hende , blev han vred og nu begyndte en almindelig ballade . Asta rystede af skræek og Arnold blussede af vrede . Endelig tog begge mændene fat i hende og flcebte hende ned på gaden . Da madam gontran var kommen derned udsendte hun en strøm af skældsord , men blev snart afbrudt heri af en tililende gensdarm , der bragte hende til den ncrrmeste politistation , hvor hun blev endnu mere rasende . syvogtyvende kapitel . En kamp . Bi ville nu se lidt til vor ærede ven , ? Konrad Gautin , som vi forlod udenfor tuillericrnes have , i i det øjeblik Fru Tadlos ville fornyr sit angreb på ham . Han sneg sig bort as frygt for at blive indviklet i en scene , der let kunne have en skadelig indflydelse på hans fremtid ; thi lige overfor så mange mennesker ville det jo være vanskeligt at forsvare sig . Han begav sig hen til den politiske forening , for at fortælle medlemmerne den sørgelige nyhed , og Konrad Gautin var virkelig en så stor hykler , at han havde tårer i øjnene , da han forklarede dem Jean petits sørgelige skæbne . — brødre ! sagde han med bævende stemme ; brødre ! Eders elskede formands sidste ord til mig , som han havde betrøet det hele , var : „ Min ven og Broder ! vil du højtideligt love mig , at du , som formand for vor forening vil bøde på min fraværelse og føre vore brødre fremad til store handlinger , dersom jeg skulle bukke under ? Lov mig det , og jeg vil roligt gå døden i møde . “ — jeg lovede det , vedblev Konrad højtideligt , og nu , mine venner , slår jeg her for at spørge eder , om i ville opfylde Jean petits ønske , — jeg spørger s eder , brave franskmænd , om i vil kåre mig til formand for vor mægtige forening ? Hans spørgsmål blev besvaret på den mest sløjende måde , og vi behøve vel ikke at tilføje , at Konrad Gautin , for at stå sig godt med alle disse mænd , ikke sparede så smiger og tomme løfter . Da han længe havde talt , og flere gange lovet , at føre foreningen fremad til store handlinger , trak ban sig tilbage til sine gemakker , ledsaget af den forsamlede mængdes jubel . Neppe var han trådt over dørtærskelen før han truede med hånden ud mod vejen , idet han mumlede : — så , nu slår jeg ved roret , - — jeg , der kun vil Ebers undergang ! Ve eder , i elendige ! Jeg skal knuse eder alle trods usynlige damer og alleskags djævler . — jeg skal vise at jeg er en grevedatter værdig , vedblev han kort efter ; giver man mig hende ikke med det gode , nu vel , så tager jeg hende , og da — ja da skal jeg vise den hovmodige grev Tadlos og hans gamle kælling , at jeg er en mand , der slår ved mit ord , og da skal jeg vise hende , den lille snerpe , at hun ikke for intet skal have holdt mig for nar så længe ! Men som om han pludselig havde taget en anden beslutning , sagde han halvhøjt : — o nej , ikke nogen ilde medfart mod hende , jeg elsker hende dog , netop fordi dun ikke er som andre , - var hun som Asta , der lige kastede sig i mine arme , råbende på sin kjcerligbed og førdrende venlighed af mig - ja , da ville hun blive behandlet som denne , men hun , ja hun håner og spotter mig , derfor skal dun bvile i disse arme , og min mund skal atter og atter kysse hendes læeder . Ja , ja , jeg vil have hende om det så skal koste blod , thi hun er en kamp værdig ! Han faug pludselig , han syntes at børe Huldas stemme . Han lyttede og lyttede atter - jo , det var ingen drøm , det var virkelighed . Stemmen udtalte tydelig de ord : — men , kjæere Charles , jeg siger dig at det ikke går an at holde bryllup nu ; om et halvt Års tid er det jo tidsnok . — og hvorfor ikke nu , kjæere Hulda ytrede en mandlig stemme ømt . Sig nu ja , og du ved , at jeg er på lykkens høldepunkt . Konrad hørte nu et lang og inderligt Kys . Han star tænder as raseri og læennede sig helt øp til væggen , indenfor hvilken de elflende befandf sig . Hans dødlignende bleghed viste at hans hjerte var i et heftigt oprør . Det bruste og sydede derinde . Hævnen . den rasende , umæettelige hæevn , stod malet i alle hans træet , og da kysset hørtes , sittrede det i alle hans lemmer , og ra * sende for ban imod muren , så det gav genlyd i der ander værelse , hvor Hulda og Charles befandt sigde hørre stølen og trak sig hurtig tilbage til den modsatte ende af værelser . Dette kunne Konrad høre , og han opslog derved en så hæslig latter , at selv der hårdeste menneske måtte forfærdes derved . Latteren genlød i det andel vcærelse og Konrad hørte Hulda udstøde et forfærder skrig , hvorpå de begge angstfuld fjernede sig » — ah , så hun er her alligevel ! sagde Konrad harmfuld ! men hvor er døren , der fører ind til værelset . Luk op , luk op , siger jeg — eller ved djævelen , jeg sparker væggen indhan løb om i stuen som en rasende , råbte og streg på hævn , og rede sig som om han ville rive hele huset ned . Da hørte han pludselig at nøglen udvendig fra blev drejet to gange rundt i låsen på hans egen dør . — ah , det er nok min fljønne ubekendte , der vil lukke mig inde , sagde Konrad forundret . Mon hun også regerer her i denne underjordiske hvælving ? Men vent , jeg skal nok lure dig det af ! og han opslog atter en hæslig , skraldende latter , så det rungede i hele værelset . Derpå gik han hen midt i stuen , åbnede en lem og en gammel , skrøbelig trappe kom til syne . Konrad steg hastig ned ad trappen og gik hen til der værelse , hvor han havde holdt Charles fangen , men dette var , som vi allerede vide , forladt af den indespærrede . Konrad var imidlertid næppe kommen over dørtærskelen før 4 mænd kastede sig over ham før at kneble og binde ham . Konrad forsvarede sig tappen og forlangte at vide hvem det var , der vovede at lcrgge et baghold før ham . Han fik intet svar , men mændene gik ham bestandig mere og mere ind på livet . Konrad var så rasende , at han , da han indså at han efter al sandsynlighed måtte bukke under i denne ulige kamp , trak en dolk frem og bibragte to af angriberne så dybe sår , at de bevidstløse styrtede om på gulvet , badede i deres blod . Da de lo andre så dette , trak de hurtig deres kårder , og den ene greb Konrad i nakken , medens den anden angreb ham forfra . Hurtig vendte han sig om og gav den mand , der stod bagved ham , et sådant slag i ansigtet , ar han bestyrtet for tilbage ; medens den anden sprang til for at hjælpe ham , så Konrad lejlighed til at tage flugten . Han stormede lige op til sine værelser . Her søgte han at samle sine tanker . Han havde ikke ventet at træffe Hulda her — han havde søgt efter hende , men forgæves , og da han på samme tid fik andet at tænke på , havde han ikke gjort videre estersporgsel om hende , som han holdt fangen ; men nu havde han atter tid til ar fortsætte sine heltegerninger og han ville gøre sig flid for at nå sit mål ; hvad det end skulle koste måtte hun findes . Han sad just og udkastede en plan , da hans dør hurtig åbnedes og et brev kastedes ind ad døren til ham . Konrad rejste sig så hurtigt , at han nær var falden , og ilede hen til døren , der førte ind til det andet værelse , hvorfra brevet var bleven kastet ind . Han ilede gennem dette og ind i et andet værelse , og i sit hastværk så han ikke , at en page rystende og bævende stod skjult bag et skæermbroedt , og lovede for at han ikke var bleven bemærket . Da Konrad ikke så nogen , gik han atter ind i sit værelse og låsede døren forsvarligt . Han var næppe kommet ind før pagen hurtig leb hen til den anden dør og forsvandt gennem denne . Konrad , der hørte låsen smække , løb atter derind , og sandt til sin forundring døren åben , uagtet han var sig bevidst at have lukket den før han gik ind . Dennegang tog han imidlertid nøglen æst før at forhindre nogen at trænge ind og gik atter ind på sit værelse , hvor han strar fik øje på brevet , der lå på gulvet . Han tog det op og læeste følgende : „ Min herre ! „ Gjor dem ikke latterlig ved at fege efter „ Komtesse Tadlos , thi hun er gemt så godt , „ at det vil være forgæves ulejlighed før dem at „ opsoge hende . „ Desuden kalder kejseren dem i dag , så „ så de har vigtigere ting at iagttage ; belav „ Dem på er godt , fedt embede , samt bryster , , behcengt med ordener , som løn før deres „ Forræderi mod en mand , der mente der ærlig : „ og godt med dem . „ Jeg tegner mig med den dybeste foragt „ som „ Deres bestandige forfølger . “ -- det er bestemt alter fra den hemmelige dame ! Streg Konrad og trampede harmfuldt på brevet . Gid jeg blot kunne træffe hende engang , hun ffulde da ikke flippe levende ud af mine hcrnder , der sværger jeg ved alt hvad der er mig kært . O , hvor jeg fluide fryde mig ved at se hendes smerte , og hvor det ville glæde mig at se hendes dødskamp ! Bed denne tanke lynede Konrads øjne som en djævels , der alt har sit bytte i kløerne . Da pørte han pludselig en dyb , sørgmodig tone gjennemboeve værelset . Det syntes at komme fra en af krogene , et smerteligt suk og en dyb rallen hørtes , hvilket tilkendegav , at et menneske , der kæmpede med doven , befandt sig i værelset . Konrad , der tidligere med koldt blod kunne affyre en pistol på sin egen Broder , blev ligesom lamslået ved at høre dette . Han turde næppe forvisse si . ; der var et mennefle der sukkede , eller om det kun var hans ophidsede fantasi , der foregøglede barn dette . Han nærmede sig den krog , hvorfra han syntes at lyden kom , men han for forfærdet tilbage , thi en mand lå der og vred sig l heftige krampetrækninger . Han få på Konrad med sine halvbrustne øjne , medens et gabende sår i den venstre side tilkendegav hvormeget manden led . Da han sit øje på Konrad rejste ban sig halvt op , og med en umiskendelig foragt betragtede han Konrad , idet han sagte hviskedee : — morder ! Morder ! jeg dør , men vent , din tid kommer også snart . Konrad , der nu havde overvunden sin frygt , så hånligt på den ulykkelige . — hvad vil du mig ? sagde han smilende . Du kommer vel ikke for at dræbe mig , hahaha ! Der ligger du og kan intet udføre . . . gid alle mennesker vare i samme tilstand , da skulle jeg herske over eder og dø skulle i alle for min hånd . En beende anstrengte sig for at tale , og endelig kom de ord over hans læber : - hende , hende formår de dog aldrig at få fat i , thi hun slår over dem som engelen over djævelen ! Dermed lukkede manden sine vine , drog et dybt suk , og hans livslys var udflukt . — nej , du må ikke dø endnu , råbte Konrad heftigt . Sig mig , hvor hun findes , at jeg kan dræbe hende , hende , som altid er i vejen for mine planer , hende , som har stjålet min Hulda og frelst min skændige Broder . Sig mig hvor hun er , du må jo vide det ! Og han var så umenneskelig , at han sparkede til den døde , som øm han derved bedre kunne opfylde hvad umenneske » forlangte . Men da manden ikke kunne svare ham , gik han bandende hen i den anden ende af værelset og ringede på klokken . Strar efter kom en sværlemmet mand ind , — vi kende ham allerede fra den gang han hjalp Konrad med at bortføre Hulda . — der , jakins , sagde Konrad , idet han pegede hen i krogen , hvor den døde mand lå . Tag ham og kast ham ned i hvælvingen , men lås døren godt efter dig og giv mig nøglen . -- Io , hr . Løjtnant , skal ske , men hvor er manden , som jeg skal begrave ? — å , klodrian , kan du ikke se , han ligger derhenne i krogen . Men den gode jakins anstrengte sine øjne , uden ak kunne opdage nogen mand . — ja , hr . Løjtnanten må undskylde , men her er ingen . Konrad rejste sig heftig og udbrød : — nu skal jeg sige dig noget , du kører , dersom du endnu engang kalder mig hr . Løirnant , så stat du så med mig at bestille herefter kalder du mig „ Erellence “ eller „ Hr . General “ . Du ved jo at jeg nu er formand for foreningen , og derfor fordrer jeg at du behandler mig med den behsrige respekt . Den rykke jakins stod læenge og mumlede halvhøjt : — erel . . . ja , hr . Løjtnanten må undskylde , men jeg kan pmedod ikke husfe det krimskrams . Karlen flcevede lidt polisk til den side , hvor Konrad stod , da han sagde dette , og det overmodige ansigt han satte op , irriterede Konrad i den grad , at han vendte sig om og bibragte jakins et sådant slag på kinden , at han næsten tumlede om . — så , nu kan du vel nok sige erellence ! råbte han heftigt . Gå nu hen og tag manden bort og giør ikke mere snak . Jakins gik flukøret den til krogen , m . n blev forbavset stående , thi det var ham ikke muligt at se nogen mand . Da karlen i nogen tid havde stået og slirretsagde Konrad heftigt : - nå , jakins , bliver det til noget ? — ja a , sagde karlen forlegent og kløede sig bag ørei ; men manden er bestemt fløjet bort , thi her er ingen mand at se . Dumrian , sagde Konrad sncerrende , idet han rejste sig , er du da bleven blind , siden du ikke kan se ham . Han gik hen til krogen , men for overrasket trlbage , da han så at manden ikke var der . Kun sås der nogle store blodpletter på gulvet hvor han havde ligget . — du kan gå , jakins , sagde han tankefuldt og pegede hen til døren , og karlen sneg sia ud af denne så hurtigt det var ham muligt . Otteogtyvende kapitel . Adskillelsen . Hulda og hendes moder , Charles og Fru Gautin , disse fire lykkelige mennesker , havde nu opholdt sig omtrem en måned på den hemmelige dames slot . De samledes jevnlig hver aften i den store spisesal , og deres samtale drejede sig i almindelighed om den dame , der så kærligt tog sig af dem . De havde endnu ikke set hende , uden at det lange sorte slør gemte hendes ædle ansigt , men deres nysgerrighed pirredes endnu mere derved . En aften , da den sæedvanlige samtale var kommen igang , rejste Charles sig op , bankede på sin ttekop og sagde spøgende : — mine damer , jeg har en vigtig nyhed at meddele dem . I længere tid bar jeg gennem telegrafen søgt underretning om forholdene i Spanien og i dag har jeg erholdt den glædelige efterretning , at roligheden atter er tilvejebragt derovre . Længere kom Charles ikke , thi et stormende udbrud af Fru Tadlos og Hulda asbrsd ham . — Charles , Charles er det virkeligt sandt , udbrød Hulda ; o gud si lov , så komme vi atter hjem , råbte Hulda og dansede omkring på gulvet . Charles , jeg takker dig for dette budskab , du ved ikke hvor lykkelig du gror mig . Det lod ikke til at Charles delte hendes glæede , thi han så på hende med en vemodig mine og sagde : — er du så glad for det , Hulda ? jeg synes at du bar det overordentlig godt her . — ja det er vist , men det er dog intet imod Spanien , sagde hun overgivent . — ja , så vil jeg slrar skrive til min gemal , at ban sender os penge til overrejsen , sagde Fru Tadlos muntert , idet glæeden afspejlede sig i hendes æedle åsyn . Men i det samme kom den unge dame ind ad Deren vgoverrakte Fru Tadlos et brev . Hun bred seglet og læeste brevet . Det indeholdt efterretninger fra Spanien og budskab fra grev Tadlos at hans kone og datter snarest mulig skulle komme hjem , da urolighederne nu vare overstået . Huldas glæde kendte mgen grcændser , da hun så sin egen faders håndskrift . Hendes ansigt skiftede imidlertid farve ved at se på Charles . Den unge mand havde taget plads i sofaen og læste tilsyneladende ivrig i en bog . Hans bleghed skal dog besynderlig af for den ivrighed hvormed han læste . — men , kære Charles , hvad går der dog af dig , er du ikke rask ? spurgte den unge pige bekymret . — nej , kære Hulda , jeg er ikke rask ; jeg vil se at gå til ro , det vil måske blive bedre i morgen . Han bukkede dybt for damerne og gik . — min gud , tænkte Hulda , da han var gået , hvad gik der dog af ham ? Han , som ellers plejer at kysse mig og sige godnat , han går nu uden at værdige mig et blik . Hun blev lidt urolig ; det smertede hende meget at han skiltes så koldt fra hende . Damerne forlod nu også spisestuen . Da Fru Gautin kom ind i sin lejlighed sad Charles der allerede . Med hovedet støttet i hånden sad han i sofaen ; en pinlig tanke syntes at beherske ham . — hvad , er du endnu « ' tfe gået iseng , min dreng , sagde hun venligt . — nej , moder , jeg ventede på dig , jeg ville gerne tale med dig om noget , som tynger på mit hjerte . — hvad , jeg tror du er helt melankolsk ? — spøg ikke , kære moder , jeg forsikrer dig at det er alvor . — nå , nå , min dreng , så sig mig hvad det er ? sagde moderen , idet hun venligt klappede hans kind . - seer du , moder , jeg har får mange betænkeligheder ved al ægie Hulda ; jeg elsker hende bøje det ved du , men nu er det først faldet mig ind , ar det er en komtesse Tadlos og hvad kan jeg , den fattige kunstner , byde hende ? Intet glimrende navn , ingen tiiler og ingen formue , nej , kun sin kærlighed , den alene . — ja , kære Charles , men hun er jo rig , og du vil , ved hjælp af hendes formue , bedre komme frem i verden ; til at fuldføre din kunst hører mange penge , og dem har du desværre ikke . — nej , moder , ægte en rig dame , når man selv ikke ejer det mindste , - nej , en sådan mand fortjener hun ikke , — en mand , som hun først skulle hjælpe frem i verden ; nej , hun skulle have en fuldendt , ikke en begynder . Og desuden , hvad ville greven sige til at jeg , en ung maler , vovede at bejle til hans rige datter . Jeg ville blive miskendt og forhånet . - ja , men Hulda kender dig jo så nøje , ytrede Fru Gautin ; hun ville vistnok ikke asslå dit tilbud . — ak , moder , hvem ved - når hun kommer tilbage til sin tidligere herlighed , da vil hun føle at jeg er hende uværdig . Jeg så blot iaftes hvor hun glemte mig før at tale med sin moder om Spanien , hun var så optaget , at hun ikke havde et eneste venligt ord tilovers før mig . Da fattede jeg fsrst hvilken vildfarelse jeg havde svævet i , thi jeg tæenkte ikke tidligere på , at hun var en grevedatfer og jeg en fattig kunstner . — Tael ikke således , Charles , asbrød moderen ham ; du må erindre , at også du er af god familie . — ja , ganske vist , kære moder , men desuagtet står min beslutning fast . Jeg har fået rejsestipendium og tager strar i morgen tidlig direkte til rom , og kommer næppe hjem før om to år , — er Hulda ikke gift til den tid , da skal jeg vcrre lykkelig ved at kunne tilbyde hende rigdom og rang . Moderen rystede tavs på hovedet . — kommer jeg derimod ikke tilbage til den tid , da . . . ja da har jeg opstillet falske forhåbninger , men døden . . . - fat dig dog , min kære dreng , sagde moderen ømt . Du må ikke tale således , du gjsr mig io ganske angst . Charles skjulte ansigtet i fine hcrnder , og tårerne perlede i hans orne . — nej , Charles , bliv hos din moder , og jeg skal væerne om dig . Du miskender vist også greven og hans familie — hvor kan du tro , at han vil modsæette sig sit eneste barns lykke . -- jo , moder , det vil han bestemt ; tror du , at han vil kaste sin datter hen til den første den bedste stodder , der vover at fatte kærlighed til hende . — hvad siger du , stakkels Charles , vil du betragte verden fra det synspunkt ? Nej , nej . Du vil ikke rejse , du kan ikke nænne at forlade din gamle , svage moder , — lin Broder gør mig så mange sorger , — min eneste glæde er dig og når du nu forlader mig , så . . . så . . . Længere kom den bedrøvede meder ikke , en tårestrøm kvalte hendes ord . Charles rejste sig og omfavnede hende kærligt idet han sagde : — moder , det kan ikke være anderledes ; jeg må afsted ! Dermed gik han ind på sit værelse . Solen stod højt på himlen da Fru Gautin den næste morgen vågnede . Ængstelig lyttede hun og hørte at hendes søn var ivrig beskæftiget med at ind , pakke sine sager til den forestående rejse . Hun stod op og gik ind til ham . Hans ansigt udtrykte just ikke bedrøvelse — et glad håb stod at læse deri . — god morgen , min kære dreng , sagde Fru Gautin ; hvorledes har du det i dag ? Har du talt med Hulda ? Der for et smertensglimt over Charles ' ansigt ved dette spørgsmål , men det forsvandt dog snart , og smilende sagde han : — tak , jeg har det godt , men jeg har ikke set Hulda i dag . — pakker du allerede ind til din rejse ? vedblev moderen . — ja , moder , thi skibet går om to timer , og inden den tid må jeg være færdig . — du tager vel først afsked med hende ? — nej , moder , jeg kan ikke , det vil blive alt for smerteligt for mig . Jeg vil skrive et brev til hende , du vil vel nok overrække hende det og bede hende , ikke at blive vred på mig ; sig hende , at . . . At hun , hvis hun elsker mig , må vente på mig i to år , og at hun , dersom jeg ikke kommer tilbage til den tid , ikke må vente længer på mig , thi da . . > da . . . — Charles , afbrød moderen ham , du er alt for ærekær . Betænk , at du bereder den kære pige en tung og ulægelig sorg , — betænk , at hun er af en meget svag natur og vil måske blive syg , når hun erfarer din bortrejse . Charles smilede bittert og rystede på hovedet . Han bad nu moderen om at være ham behjælpelig med indpakningen , og hun indvilligede , skønt med en dyb bekymring . I taushed fortsattes indpakningen og den var næsten fuldendt , da moderen forlod ham . — jeg kommer strar tilbage , sagde hun , idet hun forlod værelset ; jeg skal blot hente nogle af din faders sager , som er uundværlige på din lange rejse . hun skyndte sig bort , men ikke for at hente de omtalte sager ; et triumferende smil viste sig på hendes ansigt , og hun begav sig lige til grevinde Tadlos ' værelse . Begge damerne blev heilig forbavsede ved at se den højtidelige mine , hvormed Fru Gautin trådte ind til dem . Efter al have taget plads fortalte hun ord for ord hvad Charles havde betroet hende . Et overrasket skrig undslap Huldas læber , da hun hørte hvad Fru Gautin havde at sige . Fru Tadlos forholdt sig aldeles tavs ; hun iagttog Hulda for at se hvilken virkning denne meddelelse gjorde på hende , men den unge pige havde ikke engang skiftet farve , det var bleven ved overraskelsen . - hvad siger du dertil , kære Hulda ? skuttede Fru Gautin sin meddelelse . — jeg siger at det er talt som en mand bør tale , og jeg elsker ham dobbelt højt for den energi hvormed han nu optræder . Om to år er det tidsnok for ham at blive bunden til familielivet ; hans kunst behøver al hans tanke , al hans birken , intet bør hæmme ham — fri og ubunden bør han være , for ganske at hellige sig kunsten . Så længe han er her , tænker han stedse på at afværge de farer , der muligen nærmer sig mig , han beherskes af sin uhyre kærlighed til mig , og derved må hans arbejde stå tilbage . Nej , Fru gaunn , det er smukt og ædelt tænkt af ham , og jeg kan ikke beundre ham nok derforfru Gautin havde tavs hørt på hende og hendes ansigt antog et lidende udtryk . Dette bemærkede Hulda og hun vedblev derfor ivrig : —- tro derfor ikke , kære Fru Gautin , al jeg elsker ham mindre derfor ; nej , tværtimod , han er mit liv , min sjæl , men netop derfor vil jeg ikke være skyld i at han må forlade den kunst , der er ham så kær . Hulda rejste sig og gik ind i det andet værelse . Da hun var kommen derind kastede hun i hast et shavl over sig og begav sig til Fru Gaulins lejlighed ; hun gik lige hen til Charles ' der og lukkede denne sagte op . Charles var hensunken i betragtninger over noget , han holdt i hånden . Hulda gik sagte hen til ham , for at se hvad det var , der i så høj grad vakte hans interesse . Det han holdt i hånden var hendes eget portræt ; han så på det , smilede til det og trykkede det heftigt op til sin mund , idet et lydeligt smertenssuk undslap hans læber . Hulda lagde sagte sine bløde arme om hans Hals og det lille hoved hvilede snart derefter ved hans bryst . — Hulda , Hulda , gudskelov at du netop kom nu , — om en time ville del have været før sent . — tys , jeg ved det , og jeg agter dig hsit derfor , sagde Hulda hastigt . Du må være fri og ubunden , ikke have mig at tænke på , og . . . — tror du da ikke at jeg fcenker på dig når jeg er borte fra dig ? udbrød Charles henrykt og kyssede hende inderligt- Io , jeg skal male dit hare ansigt som en Madonna , som en helgeninde , overalt skal man se dig ; i rom , i Paris , kort sagt i alle verdens hovedstæder skal man beundre dit sfjenne hoved . — nej , nej , det er dog før galt , Charles , sagde Hulda leende ; tro du mig , når du først er kommen derover , så vil du glemme Hulda før en lille smuk grisene — hun vil bedåre den tidligere så standhaftige Charles . — fy , flam dig , Hulda , hvor kan du tro at jeg vil bæere mig således ad , nej dertil holder jeg altfor meget af dig . — ja , de gode herrer er ikke til at stole på , de have en pige her og en pige der , og dog lade de så uskyldige , som om det var ganske i sin orden . — jeg vil slet ikke svare dig på det , thi jeg troer ikke at du mener det , sagde Charles muntert . — det tror jeg heller ikke , sagde en stemme bag ved dem og Fru Gautin trådte frem . — det kan jeg lide , Hulda , her er netop din plads ; jeg anede rigtignok ikke at træffe dig her . — nej , jeg ved det nok , udbrød Hulda ; de tænkte fler ikke så godt om mig . De troede at jeg havde glemt ham , det kunne jeg se på deres ansigt . — ja , jeg skal ikke nægte at . . . — tal ikke mere om det , kære moder , afbrød Charles hende ; det er ikke pænt at du mistroer hende . Fru Tadlos kom nu også ind til dem . Hun nærmede sig Charles og sagde til ham : — det er altså deres faste beslutning at rejse bort fra os ? — ja , frue , jeg tager bort , svarede Charles ! Men om to år kommer jeg tilbage og da håber jeg at træffe dem i Spanien . — ja , med guds hjælp ; vi tage dorr med det første skib der går til Spanien , ikke sandt , Hulda ? — ja , moder ; men skynd dig nu , Charles , udbrød hun ; vi ville alle sammen følge dig til dampskibet . Charles gjorde sig i hast færdig til at tage afsted og en halv time derefter befandt han sig allerede på skibet . — farvel , Hulda , hviskedee han ømt og omfavnede hende ; du venter vel nok på mig i de to år . — ja , stol kun på mig , sagde Hulda med tårer i øjnene . Jeg skal være dig tro som guld , og når du kommer tilbage , da skal du finde mig lige så kærlig imod dig som nu . Intet skal forandre min kærlighed til dig — jeg skal altid tænke på dig og de første ord jeg vil sige til min fader skal være : „ Fader , Charles er så god og kærlig imod mig og holder så meget af mig , du må ikke sige nej ; thi jeg elsker ham så højt , at jeg ikke kan leve uden ham/ Charles hørte smilende på hende , u ; en i dej samme ringede klokken tredje gang og nu tog han afsted med alt det der var ham kært på jorden . Skibet sattes i gang ; Hulda og hendes ledsagerinder viftede med lommetørklæderne så længe de kunne øjne skibet , men da det var ude af sigte , da kunne Hulda ikke længer tildageholve den fremdrpdende tårestrøm , og moderen havde megen besvær med at stille hende tilfreds . Man begav sig nu på vejen til slottet , men man var ikke kommen ret langt , før Fru Tadlos opdagede at en mørk herre fulgte efter dem . Rystende og skælvende støttede hun sig på sin datters arm og sagde : — Hulda , vend dig om og se i hvilken fare vi svæve . Hulda vendte sig om og så Konrad skyndsomt nærme sig dem . Hun blev ligbleg og formåede ikke at sige et eneste ord . Da Konrad indså at han var bleven opdaget , gik han lige hen til Fru Gautin , død hende hånden og sagde : — goddag , kære moder , hvorledes har du det ? Det er så længe siden jeg har set dig- tillad mig at spørge , hvorledes min kære Broder besinder sig ? — han er rejst , var det kolde svar han erholdt . — rejst . . . ja så ! Lidt efter henvendte Konrad sig til Hulda : — tør jeg spørge , frøken , hvornår de skal have bryllup ? Dette blev sagt i en så hånlig tone , at Fru Gautin fik tårer i øjnene ved at høre derpå . — må jeg bede dem om ikke at tale til min datter , sagde Fru Tadlos bittert . — og af hvilken grund , må jeg spørge ? — fordi hun er meget bevæget og ikke øplagt til at tale med dem . Hendes gemal er nemlig rejst for få øjeblikke siden . Det gav et voldsomt sæt i Konrad , men han beherskede sig snart . Trolig fulgte han hele vejen med dem . De havde allerede gået adskillige omveje i den tro , at han ville gå , men deri toge de fejl ; det lød til at han havde god tid . Således havde man gået den halve eftermiddag , da fandt Hulda pludselig på råd . — Fru Gautin , hviskedee hun ; lad os tage ind i et hotel , thi jeg er vis på at han ikke forlader os for det første . — ja , du har ret , lad os det ; jeg har tænkt på det samme , men ville dog nødig foreslå dig det . De toge nu ind i det første hotel de kom til , men Konrad fulgte lige i hælene efter dem . Fru Tadlos vendte sig om mod ham og sagde : — min herre , her bo vi , så vi se os nødsagede til at renoncere på deres behagelige selskab ; thi det ville være meget upassende at modtage herrebesøg når man bøer på et hotel . — aldeles ikke , svarede Konrad tøn ; thi jeg bøer også her , så det træffer sig ganske udmærket ; måske jeg må have den fornyelse at ledsage damerne til deres værelser . Med disse ord bed han Hulda den ene arm og sin moder den anden . Men Hulda vendte sig foragtelig bort fra ham ; hun ilede ind i hotellet og skyndte sig ind i det første det bedste værelse og forlangte at få væmen i tale . Der sad en dame i værelset ; hun for forskrækket op , da hun fik oie på Hulda og vendte sig hastig om ; men Hulda ilede hen til hende , idet hun sagde : — o , frøken , hjælp mig , skjul mig her , jeg bliver forfulgt , hører de , hjælp mig ! I det samme bankedes der på døren og Fru Tadlos og Fru Gautin , frfigt af Konrad , trådte hastlg md . Idet Konrad trådte ind fik han oie på den unge dame , og han blev forbavset stående ved at se hende . Hendes overordentlige skønhed henrev ham så meget , at han rent glemte den rystende hnlda . Den unge dame bød dem med en stolt kompliment ar tage plads . Konrad gjorde en kejtet undsiyldning for deres påtrængenhed , men gik desuagtet hen til den unge dame og tog plads lige overfor hende . Det lod til at hun fandt nåde for hans oMe , M han vendte ikke sit blik fra hende . hendes lange gule lokker , hendes himmelblå øjne og den overordentlig smagfulde klædedragt hun var iført , syntes at henrive ham . Hun bemærkede det , men det lod til at hun ikke syntes så ganske derom . Hun rejste sig og sagde , ider hun nejede for damerne : — vil de ikke gå ind i mit toiletværelse og tage overtøjet af , thi her er temmelig varmt al beholde det på . Imidlertid vil jeg kalde på værten . — ja , tak , sagde de alle . Men da hnlda gik derind tænkte hun : — gud ved hvorledes dette skal ende ! Hun gik sidst ud af døren , og idet hun gik forbi den unge dame , hviskedee denne til hende : — der er en udgang i toiletværelset . Hnlda smilede taknemligt til hende . Da de vare gåde sagde den unge dame til Konrad : — hvor hun var smuk , den unge pige , og hvor hun så god ud ; synes de ikke det samme , min herre ? — å , jo , men det er dog inter imod en skønhed som deres , min frøken . Damen lød som om hun intet høne ; hun gik hen til døren , der vendte ud til gangen og forsvandt gennem denne . Konrad sad omtrent en time og ventede på , al hun skulle vende tilbage ; hun indfandt sig imidlertid ikke og Hulda og hendes ledsagerinder vare også forsvundne . Han rejste sig og gik hen til den dør , der førte ind ti ! Toiletværelset , men den var aflåset . Rasende vendte han sig til den anden dør ; men den formåede han heller ikke at få op . - hvad i al verden er dette for et forræderi ! Brølede han og dundrede på døren , så det lød gennem hele huset . Han hørte tunge trin nærme sig og værten kom brummende hen til hans dør . Han lukkede den op , og Konrad føer ud på gangen , idet han bibragte værten et sådant slag i hovedet , at denne bevidstløs styrtede om . Uden at bekymre sig om dette fortsatte Konrad tit rasende løb indtil han kom ud på gaden ; her spejdede han omkring til alle sider , før at opdage hvor flygtningerne vare blevne af , men han kunne intet opdage . — jeg tror ulykken forfølger mig , sagde han halvhøjt ; men gud hjælpe dem alle sammen , — dersom jeg atter får fat i dem , da skal de alle bøde før den streg , de har spillet mig i dag . gående skib , thi vi have ingen ro på os før vi ere langt herfra byen . — ja så . Alice rejste sig , gik hen til bordet og ringede . En kammerpige trådte ind . — tag de to peltsværkskåber , der hænge i pulterkammeret , og bring mig dem herned , sagde Alice . Pigen gik og kom kort efter tilbage med der for , langte . — her skal de se . Fru Tadlos ; når de hver tage en af disse på , da vil det være umuligt før Konrad at kende dem , selv om han skulle få at vide ar de rejser . — tak , tak » jublede Hulda ; så komme vi dog til Spanien . Men hør , min elskede velgjorerinde , jeg har endnu en bøn til dem , inden vi tage bort . — lad høre , mit smukke barn ; formår jeg at opfylde den , da gør jeg det med glæde . — jeg ville bedeem om at lade sløret falde et øjeblik , for at vi kunne se hvem vi har at takke for alt det gode , der udvises imod os . — ja , jeg gør det rigtignok meget nødigt , men i betragtning af , at de tager bort og at jeg måske aldrig seer dem mere , så . . . Hun slog sløret til side og det dejlige ansigt kom tilsyne . Hulda og hendes moder udstedte et forundringøudråb . — ah ! råbte Hulda ; det var altså dem , der hjalp mig , dengang jeg faldt på gaden , . . . og det var dem der frelste os fra Konrads forfølgelse , da han løb efter os ind i hotellet . O , jeg takker dem hjerteligt , hvorledes havde det gået mig uden deres mellemkomst . Hulda lød hen til hende , faldt hende om haller ! Og kyssede hende inderligt . En time efter steg Fru Tadlos og Hulda op i en jernbanekoupee for at føres til den nærmeste havn . Da de havde vendt Paris ryggen udstødte Hulda et dybt suk og sagde lettet : — gud ste lov ! nu er jeg først rigtig rolig , — nu kan han da ikke forfølge os længer . Da toget holdt gik de strar ombord i dampskibet , der afsejlede en halv time derefter . Hulda befandt sig meget ilde på denne rejse , hun var stærkt angreben af søsygen . En morgen træffe vi hende på dækket ; det var netop smukt vejr og Hulda -- der hele tiden havde opholdt sig i kahytten — syntes af trænge til lidt frisk luft . Hun indåndede med velbehag den kølige søluft og tænkte imidlertid på Charles og på den glæde , der ventede hende i faderens hjem . Et lykkeligt smil for over hendes læber ved denne tanke og hendes ansigt antog et himmelsk udtryk ved udsigten til atter af kunne betræde sit barndomshjem . Hun anede ikke af hun blev iagttaget i frastand af en smuk ung mand , der aldeles var hensunken i beskuelsen af hende , og da hun smilede , udbrød han beundrende : — ah , hvilken skønhed ! I det samme vendte Hulda sig om . Da hun bemærkede ham , rødmede hun og sagde på fransk : — tør jeg spørge dem hvor længe det kan vare inden vi øjne de spanske kyster ? — ak , bedste frøken , det ved jeg ikke , svarede Herren . — ja så , sagde Hulda smilende . De har måske ikke rejst før ? Han fik ikke tid til af svare , thi kaptaiuen kom op på dækket og Hulda ilede ned i kahytten . Den unge mand , i hvem vi genkende Alices forlovede , Eugen , nærmede sig kaptajnen og spurgte hvem den unge dame var . — det er komtesse Tadlos , en datter af den rige grev Tadlos i Spanien . Fruen og hendedatter have været i Paris i nogen tid , medens urolighederne stod på . — er den ældre dame grevinde Tadlos ? — ja . — nå , således , og den . . . — undskyld , min herre , afbrød kaptajnen ham ; men jeg må bede dem om at ty ned i kahytten , thi om et øjeblik bryder et heftigt uvejr løs . — uvejr ! og det er et sådant prægtigt vejr i dag , bemærkede Eugen . — ja , men se på disse skyer , der næsten svæver over vore hoveder , det tyder ikke på noget godt . Om en times tid har vi en ordentlig orkan . Den unge mand gik , men råbte i det samme hen til kaptajnen : — jeg tvivler dog på at det vil ske , hr . Kaptajn ! — det har de jo lov til , svarede denne heftigt . Om en time , når de seer bølgerne skylle over skibet , vil de desværre få vished . Kaptajnen havde ret . Der var næppe hengået en halv time , før stormen rasede så heftigt , at man næppe kunne holde sig oprejst på dækket . Lidt efter lidt steg bølgerne — højere og højere tårnede de sig op , og den ene bølge efter den anden skyllede hen over skibets dæk , og tøge forskellige ting med sig . Damerne , der nede i kahytten hørte den skrækkelige støj og mærkede skibets slinzren , listede sig op på dækket før at erfare grunden til dette . Hulda kom først op og da hun så bølgernes nasen udstedte hun et højt skrig af forfærdelse . I det samme slog en bølge hen over hende og hun styrtede over mod sin moder . den svage kone , der ikke tålte meget , faldt om ved stødet . Hulda kom dog snart på benene igen , hun bukkede sig ned over moderen , før at hjælpe hende ; men skibet slingrede fra den ene side til den anden og Hulda faldt atter omkuld , men denne gang blev hun bevidstløs liggende og blodet randt ud af et dybt sår i hovedet kaptainen og hele mandskabet havde travlt med at redde det , der stod på dækket og de så ikke noget til Hulda og hendes moder . Begge damerne lå over fem minutter , uden at få hjælp ; da kom endelig den unge mand op , han havde holdt sig så længe som muligt nede i kahytten , da han skammede sig over at have tvivlet på kaptajnens udsagn . Han så de to damer og løb hurtig hen til dem . Han greb den bevidstløse unge pige og ville ile ned i kahytten med hende , men en bølge styrtede sig over ham og han havde møje med at holde sig oprejst , han vaklede hen til kahytsdøren , men et tordnende brag og et heftigt stød standsede ham . Stormen bavde kastet skibet mod en fremstående kiippcspids . Skibet kom strar løs igen , men vandet strømmede nu heftigt ind og mandskabet havde nok at bestille med pumperne . Således hengik den halve nat . Stormen rasere og bølgerne skyllede aln ' ng bort , hvad der stod dem iveien . Eugen havde endelig fået Fru Tadlos og Hulda ff ned i kahytten og han anvendte forskellige midler før at bringe dem til bevidsthed igen . Endelig lykkedes det ham — Hulda slog øjnene op . Rødmende undskyldte hun , at hun havde voldet ham så megen ulejlighed og takkede ham meget før den hjælp han havde ydet hende , men han ville aldeles ikke hore noget herom . Han forlod hende et øjeblik , for at hjælpe Fru Tadlos , og hans anstrengelser kronedes med held . Et kvarter efter var Fru Tadlos atter kommet til sig selv , men hun led meget . De stakkels mennesker kastedes fra den ene side til den anden , hvilket aflokkede begge damerne høje smertensskrig . Eugen var netop i færd med at forlade dem , da kaptainen ligbleg trådte ind til dem . — alt er tabt , sagde han hændervridende ; skibet er synkefærdigt — det kan næppe holde sig i 2 timer endnu - intet skib er i sigte , stormen har bortreven redningsbåden , — ingen frelse er mulig , vi ere alle fortabte ! — min gud ! råbte Hulda i den højeste fortvivlelse ; ak , stakkels fader , hvilken skuffelse venter der dig . Hun brast i gråd ; Fru Tadlos gav også sin sorg luft i tårer . Hun syntes for længst at havgjort sig fortrolig med døden , denne kolde , uhyggelige skikkelse , der truende viser sig med leen i hånden , ved hjælp af hvilken han overskærer såvel den unges som den gamles livsiråd . Eugen Legner stormede om i kahytten som en rasende , idet han råbte : — Alice , Alice , jeg dør . . . tro ikke ar jeg bedrager dig ! De to år vil gå , uden af du seer mig , — først i himlen skal vi atter samles . O , min gud , min gud ! Fru Tadlos og Hulda havde kastet sig på knæ og bad en inderlig bøn til gud om frelse . Dog forberedte de sig på døden , thi kaptajnen havde jo forklaret dem , ar ingen frelse var mulig . Kort efter kom kaptajnen ned til dem . — de må gå op på dækket , sagde han hastigt ; om et øjeblik trænger vandet ind til dem — snart er alt forbi , hvis gud den almægtige ikke sender os frelse . — ak , min gud , min gud ! jamrede de ulykkelige ; se i nåde til os stakkels mennesker ! Da de kom op på dækket viste et skrækkeligt syn sig for drm en kone med et barn på armen skreg og jamrede sig , medens hun gyngede det på sine arme . Barnet vedblev dog af græde højt , fordi bølgerne skyllede hen over det , og moderen trykkede : barnet fastere til sin barm og holdt sig krampagtig fast ved en af skibets sider , men da hævede stormen skibets ene side , medens den anden sank ned under havfladen , og med et hjerreffcerende skrig styrtede den ulykkelige kone og barnet ned i de frådende bølger . En mand , som tidligere flittigt havde arbejdet ved pumperne , styrtede ligbleg frem og råbte : - min Anna , Anna ! og min lille dreng ! O , bfcrlv mig , hjælp mig , ellers omkomme de ! Et par raske søfolk , tilligemed manden styrtede sig i bølgerne for at redde konen og barnet . En stund blev de borte i det grådige element og man havte allerede opgivet alt håb om at se dem mere , men da så man pludselig et sort punkt noget borte fra skibet ; redningsredffaber kastedes ud — og endelig lykkedes det dem at redde konen og barnet samt dem , der havde vovet livet for at redde disse to . Manden og konen vare bevidstløse og barnet så ud som det var dsdt . Begge søsolkene vare udmattede af anstrengelsen , de havde haft , ved at arbejde mod det oprørte hav . — det var bravt handlet ! råbte kaptajnen dem lmøde , da de — klyngende sig til ffaldrebsstigen - kreb sagte op ad denne . Endelig nåde de dæekket ; det var på høje tid , thi begge søfolkene vare så udmattede , at de styrtede om , så snart de havde betrådt dette . Hulda , der selv ikkun havde døven for øje . fik nu travlt med at hmpe disse brave msend . Hun var aldeles optaget af delte barmhjertighedsarbeide , hun så sig ikke omkring , men vedblev uafbrudt at hjæelpe de ulykkelige . da brøgede det atter ; stormen , der i de sidste par minutter havde hvilet , for nu med en uimodståelig kraft mod skibet , væltede dette på siden , og bortfeiede alle , der ikke havde sikkret sig et fast støttepunkt . Et skrig , så forfærdeligt , at selv det modigste menneske måtte gyse ved at børe ret , lød over hele skibet , og over en snes mennesker styrtede ud j seen , for aldrig mere at vende tilbage ; det grådig ? Element opslugte dem i sin store , dybe grav . I den fircekkeligste dødsangst klamrede Hulda og hendes moder sig fast ved en fremragende ting på skibet , som de dog ikke kunne se for det oprørte hav , der kastede de mæegtige bølger over dem . De indså , at det var ved et sandt miraklet at de denne gang blev reddede , men ak , hvorlcrnge kunne de udholde at blive i denne stilling , hvad ville de næste minutter bringe dem ? Ak , alt håb var udflukt for dem , — overalt så de den visse død ! tredivte kapitel . Flygtningene bi forlod Jean da han , med Jutta på sine arme , skyndte sig ved ad en Sidegade , for af undgå fin formodede forfølger . Han bar hende ind i et nærliggende hus , og her mødte han så megen venlighed og imødekommenhed , af han glad overgav Jutta fil de tilstedeværende damer . Nu gjaldt det kun om af sikre sig mod hendes faders forfølgelse . Han gik ud i gadedøren for af spejde , om de to endnu vare i nærheden . For af være ukendelig havde han slået kappen op over ørene og trykket hatten ned i panden . Således stod han da begge de omtalte herrer kom forbi ; de havde dog vist næppe noget ondt i sinde , thi de slentrede ligegyldigt forbi ham og gik ned i en vinkælder . — ah , vi have nok ængstet os uden grund , sagde han muntert . De gode herrer have nok andre ting af tænke på , end af forfølge os , de have vist ikke engang mærket vor flugt . Han gik nu dristigt op fil Jutta , der imidlertid var kommen fil sig selv igen , og fortalte hende hvor ugrundet deres frygt havde været og han opfordrede hende fil af tage afsted strar , da tiden fil skibets afgang nærmede sig . de skyndte sig nu ned fil skibet og det var også på den højeste tid , havde de kommet fem minutter efter , ville det have været for sent . De kom dog ombord og snart efter befandt de sig i rum sø . De havde erholdt en kahyt for dem selv og her henlevede de de første hvedebrødsdage . Deres rejse gjaldt også Spanien , thi der håbede Jean at kunne komme , i en stilling , passende såvel for ham som hende . Nogle måneder er forløbne . Vi ville nu atter begive os til Spanien , for at se hvorledes det unge par befinder sig . Ikke langt fra grev Tadlos ' slot ligger et lille , men pragtfuldt hus , en slags villa , der hører til trevens jorder . Dette hus har han udlejet til et par unge folk , der fra Frankrig var kommen til Spanien for at tilbringe deres øvrige levetid der . Vi ville begive os hen til disse unge folk . Det er tidlig morgen . På den sirlige veranda sidder en ung dame . Hun har sin opmærksomhed henvendt på en bog , der ligger i skødet fpran hende . Hun er meget smuk . De førte lokker hænge hende ned på brystet og dannede en smuk ramme til det drømmeriske ansigt , der end mere fremhæves af den hvide mousselins-morgenkjole , der klæder hende fortræffeligf . I nogen tid læste hun meget ivrig , men lidt efter lidt syntes hun at falde i dybe tanker , thi hun skuede ligegyldigt ud for sig ; de små hænder hvilede ørkesløse i skødet . Da åbnedes døren sagte og en ung , smuk herre stod bagved hende . — hvad tænker min lille kone på ? sagde han og slyngede armen om hendes liv . Hun lagde sit hoved op til hans bryst , men gav ham intet svar . — er du bedrøvet Julia ? sagde han langsomt ; eller er du vred på mig ? — vred , Iran ! Nej , hvad skulle jeg være vred for , du er så god og kærlig imod mig . - nej , Iran , jeg tænkte på min fader og på Frankrig , mit kære fødeland . Efterretningerne derfra lyde meget foruroligende , thi aviserne meddele , a « preusserne husere der . De have nok allerede gjort adskillige erobringer . — ja , det er sørgelige efterretninger , Jutta , men du skal ikke tænke derpå nu . Jeg har noget at sige dig , noget mere behageligt , sagde han spøgende og kyssede hende . Men nu skal du , til straf fordi du er så kold imod mig i dag , selv gætte hvad det er . Hun smilede og sagde : — skal vi til bal hos gesandten i aften ? - nej ! — er du bleven antaget ved ministervalget ? — nej . — ja så kan jeg ikke gætte det . — nå , så får du det heller ikke at vide . — ja , ja , så kysser jeg dig såmænd ikke i fjorten dage , sagde Jutta og vendte ham spøgefuld ryggen . - nej , den straf er for hård for mig , jeg ville bestemt dø deraf . Jeg må nok heller sige dig hvad det er : jeg er enstemmig bleven valgt til konge ! Sagde ban og knejsede stolt med nakken . Jutta for op . — men det er kun for en forening , som består af lutter adelsmænd , vedblev han . — nå , således , sagde Jutta og indtog atter sin plads på stolen ; ikke andet end det ! — ikke andet end det , siger du . Det vil mindst indbringe mig 6000 dukater om året . — ja . det kan jo være meget godt , men kom Jean , sagde hun og rejste sig , lod os gå ind og spise frokost , så kunne vi tale videre om det med det samme . De gik nu ind i huset , der var særdeles elegant udstyret . Væggene i spisesalen vare malede blå og møblerne vare betrukne med lyseblåt fløjl . Begge de unge mennesker toge plads ved det rigt besatte bord . — det er sandt , sagde Iran pludselig ; jeg har såt brev fra Alice . Hvad mon hun skriver ? Han åbnede brevet og læste det . Hans ansigt blev blegere og blegere jo videre han lsste , og han måtte fløtte sig ti ! Bordet , thi det svimlede for ham . Jutta ventede en stund , ti ! Jean havde læest brevet . Hans bleghed overraskede hende , og da han havde lsest det til ende , udbrød hun : — o , Jean , sig mig hvad der er i vejen ; din taushed piner mig . Han læenede sig bagover i stolen , idet han sagde : — o , det er skrækkeligt , Jutta ! Hun skriver at din fader er på spor efter os ; han er rasende , og den kaptajn , der førte os herover , har forrådt os til ham . Din fader er på vejen hertil , Jutta ! hvor skal vi -skjule os , jeg ved det ikke . Din fader er ubønhørlig , og han vil strar vcrre her , o , det er sfrcrkkeligt ! — men vær døg rolig , Jean , sagde Jutta ; har du vort legteflabsbeviis , så lad ham kun komme , oq jeg skal vise ham hvorlykkelig jeg er . — o , Jutta , du trøster dig med falske forhåbninger ; han er rasende , og vi kunne vente ham strar , thi brevet er afsendt samme dag som han rejste . — men , så må vi gøre alt i stand til hans modtagelse , råbte Jutta , idet hun ringede , og hele tjenerskabet blev strar sat i virksomhed . På landevejen , som førte op til grev Tadlos ' gods , gik hin dag en gammel , affældig mand ; hans hår vare hvide og man kunne på hans langsomme gang se hvor troet ban var . Hans hænder vaklede synlig og hovedet rokkede frem og tilbage af træthed . Han bar en stor pose på ryggen , som øjensynlig anstrengte ham meget . Af og til mumlede han nogle uforståelige ord , og fortsatte derpå atter sin gang . Dersom du havde set ham , kære læeser , ville du have haft vanskelighed ved at genkende ham ; det var den rige levallaru , der med sin pengesæek på nakken , så msisommelig flsbte sig frem på landevejen . Han styrede sine skridt mod sin datters bolig , den datter , der havde voeret ham kærere end alt på jorden , den datter , der havde forladt sin gamle fader og sit barndomshjem , for at flygte med en fremmed mand , der oven i købet var stemplet som en forbryder , — hende ville han opsøge . Han ville tale til hendes hjerte og bede hende om at vende tilbage med ham . Hans skridt forstærkedes , alt eftersom han tænkte på hende , der udfyldte den største del af hans hjerte . Den gamle mand var nu nået til et smukt lille Herberge ; han gik derind og spurgte vserten hvor langt der var til grev Tadlos ' gods . — en god halv Wil , svarede vcertem den gamle gav sig alter til at vandre fremad , og efter omtrent en times forlød stod han udenfor den smukke villa , på grev Tadlos “ Grund . Han så længe op og ned ad den . pludselig fik hans sine liv , hans boeder dirrede og den gamle mand flap posen , han havde på nakken . Overrasket blev han slående på samme plet . Hvad var det , der således fcengflede hans opmærksomhed ? På den veranda , som vi tidligere have beskrevet , sad Jean og Jutta . Han havde taget hende om livet og hendes lille hoved hvilede trygt på hans skulder . Hun så ud mod vejen , medens Jean læeste højt for hende af en bog , ban havde liggende foran sig . Denne bog var øjensynlig meget morlom , thi den aflokkede ofte Jutta en hjertelig latter . Det var dette billede , der fængslede den gamle til den plet hvor han stod . — ak , sagde -an , da han hørte Juttas glade latter ; hun tænker altså ikke på sin gamle fader , der er bleven hvidhåret for hendes skyld . O , barn , barn , du forfærder mig ! Han slog de magre hcrnder sammen , en ligbleghed bedæekkede hans kinder , alt ! sb rundt for ham , og udstsdende er svag : skrig faldt han baglæends om på vejen . I faldet var han så uheldig at slode hovedet mod en sten , så blodet langwmt banede sig vej gennem et dybt sår i nakken . Jutta , der l det samme rejste sig og ville gå ind i huset , så manden falde og hendes gode hjerte bød hende at sende tjeneren ud for at bwre ham ind i villaen . De opdagede hans pengesæl og tog denne med ind . Han blev dåren ind i gæsteværelset og en læge blev ilsomt hentet . Jutta gik selv ned til den syge . Hun var langt fra at ane , at han var hendes fader , hun antog ham derimod for en landflygtig . Endelig kom doktoren ; han så til den syge og rystede betænkelig på hovedet . — vil de sende ham til fattighuset , sagde lægen ; thi de ! er for megen ulejlighed for mig at komme her hver dag . og det fordres , at han daglig får lægetilsyn . Jutta så foragtelig på ham og sagde : - min herre ! De skal få rigelig betaling for deres besøg , så kan de måske komme ; ellers er beder doktorer nok inde i byen , som ville ulejlige sig herud mod god betaling . — gud bevares , deres nåde , jeg kan meget godt blive her og komme hver dag ; ja , det skal jeg såmæn nok . Han begyndte at lytte efter den bevidstløse mands åndedræt ; såret efttrsåc han også omhyggelig . Trods alle oplivelsesforsøg vedblev ben gamle mand at henligge bevidstløs på sit leje . Doktoren holdt dog trolig ud og hen ad Asten lykkedes det ham al få den gamle til at slå øjnene op , men han var aldeles fra forstanden . Han rasede og larmede og fortalte de utroligste Linz om bortførte damer , råbte på fin datter og på fine penge . Snart sagde han at han ville hævne sig , snart bad han sin datter om tilgivelse . Da trådte Jean og jujta ind ad døren . Den gamle spilede sine øjne op , pegede på Jean og råbte : — se , se , der er han , den forræder , som røvede mit elskede barn fra mig . O , Jutta , jutia , hvorfor hørte du også hans falske ord , — du skulle have set din gamle fader , da du var borte , han var intet uden dig og derfor søger han efter dig ti ! han engang finder dig ! O , mit barn , kom i mine arme og jeg skal velsigne dig ! Lad os rejse tilbage til Frankrig , kom , kom , Jutta ! Den gamle mands tale havde anstrengt ham så meget , at han faldt hen i en dødlignende sløvhedstilstand . — min faker ! skreg Jutta og faldt på knæ for ham , men han kunne intet høre ; han åbnede øjnene , men lukkede dem strar igen . Jutta blev liggende foran sengen , Jean og lægen forblive tavse vidner dertil . Endelig rejste Jutta sig og vaklede - understøttet af Jean — hen til en stol ; hun var dødbleg i ansigtet og læberne vare blå og tæt sammenpressede . Endelig kom de ord over hendes læber : — Iran ! jeg har myrdet min fader , og gud vil straffe mig hårdt derfor . O , hvor kunne jeg også forlade ham ! Jean talte for hende , forklarede hende , st det også var en fejl af hendes fader , at ville tvinge kende til en mand , som hun flet ikke kunne sympattisere med ; men Jutta syntes at hun var så brødefuld , at hun aldrig kunne erholde tilgivelse derfor . Hun vågede hele natten ved faderens leje og intet lunde rive hende derfra . Således hengik 3 dage , uden at hans tilstand forbedrede sig . Jutta var utrættelig i at vleie ham og værne om ham , og ofte måtte Jean med magt rive hende bort fra den syges leje , for at hun kunne få et par timers søvn . Jean opholdt sig meget lidt hjemme om dagen , thi grev Tadlos , som altid var alene , havde fattet godhed for den unge , muntre adelsmand , og Iran tilbragte derfor sin meste tid hos greven . Denne , beder i neglen var meget utålmodig over sin kones og datters udeblivelse , var ikke god at omgås ; men Jean , ver mente at hav kunne høste godt af dette fornemme bekendtskab , gik ind på alle hans anskuelser og modsagde ham aldrig . Således vare de blevne så vante til hinanden , at det sket ikke ku ude falde dem ind at de skulle skilles . En dag , da Jean som sædvanlig var der , kom den gamle tjener løbende ind og bad om at få greven i tale . Greven gik da ind med ham i sit kabinet . — hr . Greve , sagde tjeneren ; de må ikke tage mig det ilde op , men jeg længes så gruelig efter vor frue og den unge frøken , og jeg har i den anledning søgt efterretninger overalt , for at høre , af hvilken grund de endnu ikke er komne . — nå , og hvad erfarede du ? — jeg kom engang forbi postkontoret , vedblev tjeneren ; der traf jeg en af mine tidligere medtjenere , og han fortalte mig , at det skib , som sejlede fra Frankrig til Spanien , og hvorpå den nådige grevinde og frøken Hulda rimeligvis befandt sig , er gået under med mand og mus , ikke et menneske er bleven reddet ! Greven så tvivlende på ham . — jeg forsikrer hr . Greven , at jeg taler sandhed , sagde tjeneren ; og han har oven i købet set det på tryk , og så må det da være sandt ! — ja , tak skal du have for din trofasthed , min gode Pedro ; men du kan tro , han har villet have dig til bedste . — ak , udbrød Pedro med tårer i øjnene ; gud give at de sagde sandhed ! så ville den gamle Pedro endnu have en glad time i sit liv . — tro du kun mig , sagde grev Tadlos , idet han klappede den tro tjener på skulderen ; vor skæbne slår i guds hånd , og han vil nok lede alt til det bedste . Pedro forlod greven , men rystede betænkelig pa « Hovedet , da han var bleven ene . — hvor han tog det koldt , sagde han halvhøjt ; mon han skulle have glemt dem ? Nej , nej , det kan jeg umulig tro . Grev Tadlos havde nok tilsyneladende beroliget den gamle tjener , men tvivlen , den grusomme tvivl , der foruroligede greven , var næsten mere end han kunne udholde . Hans hjerte pintes ved tanken om , at hans elskede kone og datter skulle være omkomne i havet . Således traf Jean ham , da han , efter i lang tid at have ventet på audients , begav sig ind i kabinettet . Greven var sket ikke oplagt til at modtage besøg , og da Jean mærkede at han kom til ulejlighed , bortfjernede han sig snart . Vi ville gå forud for ham , til hans hyggelige hjem i den lille villa . Juttas fader , den rige levallant , var ikke bleven bedre , hans sygdom syntes tvertimod at have forværret sig , - feberen beherskede ham aldeles , og den stakkels jntta veg ikke fra hans leje ; dag og nat holdt hun ud , ikke hvilende før han var falden i en rolig søvn og dette indtraf meget sjeldent . Hun havde således » åget tre dage og nætter itræk , og var allerede meget overanstrengt ; dag sad hun endnu ved hans seng og betragtede hans ansigt , der var hende så kært . Hvor forandret var han ikke siden hun havde set ham sidst . Dengang smilede han glad og lykkelig ved at se sin datters skønhed og ved at tænke sig den lykke hun ville gøre ved at blive gift med den rige Fremont . Dette tænkte jntta og hendes øjne fyldtes med tårer , hver gang den syges anfald vare så heftige . Når krampen angreb hans stivnede lemmer , da kastede hun sig på knæ og bad om tilgivelse før sine synder . Således lå hun foran sengen da Jean trådte ind ; dette syn angreb ham så meget , at han faldt på sine knæ og førte begge hænder op til sit hoved , som om det smertede ham der . — o , min gud , hun viger ikke fra ham ! udbrød han smerteligt ; jeg frygter at hun bliver vanvittig til sidst , hun taler ikke , spiser ikke , og siger jeg noget til hende , da seer hun på mig med sine store , melankolske øjne og giver mig intet svar ; jeg seer aldrig mere noget smil på hendes læber . O ulykke , ulykke , du forfølger mig overalt ; hvor jeg end træder hen , følger du mig med din hævnende hånd . — skal jeg da aldrig finde ro , fial jeg aldrig opnå nogen sand , nogen virkelig lykke ? Jean talte temmelig højt , og Jutta hørte ham . Hun vendte sig om imod ham , og sagde ligesom i drømme : — ak , også han ! Det var de første ord , der vare komne over hendes læber siden hin dag , da hun erfarede at det var hendes fader , der var bleven faget op på landevejen . Jutta gav sig derpå til at sysle om patienten ; hun lyttede til hans åndedræt , tog hans hånd i sin , kyssede og klappede den og den ene tåre efter den anden faldt ned på hans hånd ; da trykkede hun den fast imellem sine hænder , så fast , at den syge gav et dybt suk fra sig og klynkede af smerte , men hun bemærkede det ikke . Hun havde omtrent siddet således i ser timer , da vågnede patienten , han reifte sig helt op i sengen og sagde : - så , nu trøer jeg , af jeg har det bedre . . . Vil du gå ind på mit kontor , Jutta , og tage de verler , der lyde på den unge adelsmand , Jean petit , som har friet til dig , — de er udløbne i dag . Jutta så bedrøvet på sin fader og sagde : — o , fader , fader , husker du da ikke , af . . . Den gamle mand greb hendes hånd og sagde , idet han betænksom strøg sin anden hånd hen over panden : — nu husker jeg det , Jutta , jeg kom vandrende hertil for af søge efter dig , dog , du ville ikke følge med mig , og så ved jeg ikke hvad der videre passerede . . . men jeg har så mange smerter i mit hoved . . . O , Jutta , hvor kunne du nænne af forlade din fader , som holdt så meget af dig ? Du gjorde mig så bedrøvet , men nu er jeg atter glad , da jeg er hos dig . . . Dæk mig lidt til , jeg fryser . . . sådan , det er gødt ! O , gud ske lov , nu har jeg dig igen . . . nu har jeg det rigtig gødt . O , hvor det må være rart af dø således . . , Jutta , jeg ville ønske af jeg kunne dø nu . — o , fader , hulkede Jutta ; tal dog ikke således , du gør mig så bedrøvet ; jeg vil netop af du skal leve og være lykkelig hos din Jutta . Du vil jo blive her , ikke sandt , kære fader , og så vil jeg atter blive glad og gøre alt for af du kan få der rigtig gødt , og Jean vi ! også holde så meget af dig ! - ja , jeg vil iro dig , Jutta , men det er kun for mine penges skyld af han vil holde af mig , hvorfor skulle han ellers have bejlet til dig » Du som er en borgerlig pige ? — det må du ikke sige , fader ; han er alt for « dellænkende til af have gjort den beregning , og han ville blive meget vred , hvis han hørte dig tale således . I det samme trådte Jean ind . Han så forundret ben til sengen , men Jutta gik ham i møde og sagde med et glad smil : — fader har sovet længe i dag , og da han vågnede var han betydelig bedre ; hans vildelse har forladt ham og han taler meget fornuftigt med mig . — nå , gud ske lov , sagde Jean og kyssede hende ; så vil vi atter være glade . Den gamle mand lå ganske rolig i sengen og så på de unges kærlighed ; det ligesom oplivede ham på ny og et let smil krusede hans blege læber . Jean og Jutta så det og forstod det ; de ilede hen til ham , omfavnede og kyssede ham inderligt , og Jutta var så glad og lykkelig , som hun aldrig havde været tidligere . — ikke sandt , sagde hun til faderen ; er han ikke god ? Vil du ikke nok holde rigtig meget af ham ? — jo jeg vil , svarede den gamle ; når blot han vil være god imod dig , så vil jeg i guds navn finde mig i hvad skæbnen tilskikker mig , da det vel ikke skal være anderledes der blev nu en ubeskrivelig glæde , men endnu større blev den da levallant befalede den indtrædende tjener af hente pengesækken . Et øjeblik efter kom tjeneren med den , men levallant var for svag til af bære den tunge sæk og sagde derfor til Iran : — der , tag den , den tilhører dig og hende . Jeg selv behøver intet , jeg bliver jo hos eder , og måske min tid er omme før i vente det . Jean tog sækken og sagde : — disse penge , kære svigerfader , ville vi gemme godt , thi før øjeblikket mangle vi intet . Jeg har fået et godt embede , som jeg skal tiltræde i næste uge , og som vil indbringe mig en kolossal formue . Den gamle lagde sit hoved tilbage på puden , han var træt af den megen anstrengelse , og snart efter faldt han i en dyb søvn . Vi ville nu forlade dem , før at se hvorledes grevinde Tadlos og Hulda befinde sig . enogtredivte kapitel . En rædselsfuld nat skibet rejste sig atter i sin tidligere stilling , men det var bleven betydelig beskadiget . Dog lod det til at havet var bleven noget roligere ; vel brusede og larmede det en tid endnu , men stormen lagde sig døg lidt efter lidt . Med rædsel imødeså man nattens komme , thi skibet var synkefærdigt og intet andet skib var i sigte . Hulda led forfærdelige smerter i hovedet ; vel var hun bleven forbundet så godt det lod sig gøre , men hun trængte døg til lægehjælp . Fru Tadlos led også meget , men synet af Hulda smertede hende så meget , at hun glemte sine egne lidelser . Man kunne se at Hulda havde forberedt sig på døden , thi skønt hun gik omkring og trøstede de andre , og indgød dem håb om frelse , tydede hendes blege , fortvivlede ansigt dog på , at hun selv intet håb havde . Nattens mørke indtrådte og med det den skrækkelige bevidsthed , at intet kunne redde de ulykkelige mennesker , der befandt sig ombord . Passagererne gik fortvivlet op og ned ad dækket sg ventede med længsel at solen skulle komme frem på himmelen . Efter stormen var det bleven blikstille og da maskineriet ikke mere formåede at arbejde , lå skibet aldeles stille . Matroserne , der hele tiden havde arbejdet ved pumperne , vare nu så trætte at de næppe formåede at holde sig oprejst længer , og de andre mænd , der befandt sig ombord , formåede ikke at udholde det strenge arbejde ret længe , — det var dereor intet under at skibet sank dybere og dybere ned i det store mørke hav . Alle faldt på knæ og anråbte gud om bistand . Midt i deres jamren råbte kapiainen , der stod på udkig : — skib i sigte , skib i sigte ! Alle sprang op , som ramte af et elektrisk stød . — hvor , hvor ? råbte man i munden på hinanden . Kaptajnen lånte dem kikkerten og man så derigennem et skib i det fjerne , der langsomt nærmede sig dem . — ak , vil det nå os , medens det er tid ? Tænkte alle . Når det kommer os nær har havet vist allerede taget os alle i sin kolde favn . Ængstelig holdt man øje med skibet , der nærmede sig mere og mere ; det var også på den højeste tid , thi skibet kunne næppe holde sig over vandet en time endnu . alle vare optagne af den ene tanke : „ Kommer det i rette tid , elle ? er vi fortabte ? “ Skibet kom imidlertid n « rmeræ og noermere , — det var ikke ret langt fra de ulykkelige- men det syntes at styre en anden kurs , thi det drejede pludselig af og tøg en anden retning . Kaptainen lod hejse nødflag og begge lanterner bleve tæendte , men ingen på det andet skib så det . Han brugte sin råber og streg så hsit han formåede , men ingen på det andet skib hørte ham . Da forenede man sig ombord , alle som en gav et så fortvivlet skrig fra sig , at det længe gav genlyd i luften . Dette skrig hørtes på det andet skib , der nu næermede sig så hurtigt det formåede . Endelig kom det så nær til dem , at kaptajnen kunne underrette mandstabet på det andet skib om hvilket uheld der var tilstødt ham , og gennem råberen bad han dem om at komme ham ti ! Hjæelp . Man vare strar villige dertil og kort efter lagde skibet til på siden af vraget . Et jubelskrig hilsede de brave mennesker og alle skyndte sig ombord . Neppe var dette sket før vraget , efter flere gange at have vakler frem og tilbage , som om det kæmpede mod det mægtige element , pludselig sank tilbunds , før aldrig mere at komme op igen . Kaptainen , der så beredvillig var kommen dem til hjæelp , indrømmede kahytten før de våde og forfrosne mennesker , og alle kappedes om , at gøre sig det så bekvemt som muligt . Lægen blev sendt ned før at hjælpe de lidende , og da han fik øje på Hulda , gik han strar hen til hende , idet han sagde : — frøken ! De må have gennemgået meget , thi de seer så lidende ud . — ja , svarede Hulda , jeg har lidt meget , overordentlig meget , men jeg beder dem , se først til min stakkels moder , thi hun trænger vist mere til deres hjælp . — deri tager de fejl , sagde lægen ; thi de er jo lige ved at falde om . — nej , nej . . . min moder . . . først ! stammede Hulda , men faldt i det samme livløs om i lægens arme . — min datter , min datter ! skreg Fru Tadlos fortvivlet og greb fat i hende ; o , hjælp hende , min herre , hjælp hende , eller hun dør fra mig . O gud , hvad har jeg gjort , at jeg må lide således ! Hun skjulte ansigtet i sine hænder og græd smerteligt . — stil dem tilfreds , sagde lægen ; så længe der er liv er der håb ; deres datter har anstrengt sig for meget , hun har ikke kunnet tåle den sindsbevægelse , hun har været udsat for , men med guds hjælp vil de snart kunne se hende frisk og rask igen . Lægen bar Hulda hen til sofaen , og undersøgte det sår , hun havde fået i hovedet ; det var temmelig dybt og forbindingen var meget fler . Efterat han havde lagt en lægende salve på såret og givet hende en ny forbinding på , blev hun bragt til sengs . Fru Tadlos vågede hele natten over hende , skønt hun selv var hårdt angreben . Således hengik en uge , i hvilken Hulda svævede mellem liv og død , men ungdommen fejrede og efter to ugers forløb var hun allerede kommen sig så meget , at hun kunne gå lidt op på dækket . Hun trængte til frisk luft , og lægen tillod hende at gå derop på den betingelse , at hun pakkede sig rigtig godt ind , for at den kolde søluft ikke skulle skade hende . Hulda opfyldte hvad lægen foreskrev hende og tog ovenikjøbet et tæt slør for ansigtet , og understøttet af Fru Tadlos og ham steg hun nu op på dækket . — en time ad gangen , sagde lægen spøgefuld og førte hende atter ned efter at timen var udløben ; men snart var hun så stærk , at hun alene turde vove sig derop . Det var især om aftenen at hun havde lyst til at være deroppe , thi da var der ikke så megen støj som om dagen . En aften , da hun foretog sin sædvanlige spadsere - tur på dækket , var hun den eneste passagerer som befandt sig deroppe . Hun gik , fordybet i tanken om Charles og om hendes fader i Spanien ; hun tænkte på hvor han måtte ængstes over deres lange udeblivelse . Sløret havde hun trukket tæt om ansigtet , før al ikke den skarpe vind skulle skade hende . Hun var således fordybet i sine tanker , at hun ikke bemærkede , at ro herrer kom op af deres kahyt og førte en temmelig højrøstet samtale . Hulda forblev ubemærket af disse herrer , og uden at hun egentlig behøvede at lytte , hørte hun deres samtale : — jeg skal sige dig , bemærkede den ene , når han først sover er det lettere at udføre vort foretagende ; det duer ikke at lokke ham herop på dækket , thi man ved jo ikke hvilket øjeblik han igen vil komme ned og overraske os , og det må vi før enhver pris forebygge . — ganske rigtigt , svarede den anden ; men sæl nu at han vågnede midt under indbrude » . Hulda spidsede øre , nu fik hun først interesse før deres samtale . — ja . kan det ikke være anderledes , så må vi benytte disse , sagde den første og lagde hånden på fine pistoler . Det gav et sæt i Hulda da hun hørte disse ord . — jeg har dog en del betænkeligheder ved de » Sag , mumlede den anden . — nå , så det har du ? Ja , ja , vil du ikke være mig behjælpelig dermed , så v > l jeg fortælle den store ret i rom hvem du er , og du kan fro , det vil ikke vare ret længe før du sidder velforvaret indenfor de solide fængselsmure . — tys , stille , ulykkelige , du taler så højt ; man kan so ikke vide hvem der opholder sig i nærheden . Jeg går ind på din begæring , men jeg indser ikke at det er nødvendigt at udsætte sig før fare , og man vil strar mistænke os . Her lagde den anden herre hovedet på siden og gjorde et medlidende skuldertræk . — nej , dosmer , mumlede han , ingen vil mistænke greverne giclli , og lad så mistanken falde på hvem den vil , del kommer sket ikke mig ved og heller ikke dig ; 300 rigsdaler er ikke til at foragte . Hulda knyttede de små hænder af harme , og det spanske blod viste sin ægthed ved at rulle hurtigere i hendes årer . Det var imidlertid bleven bælmørkt på skibet . De værdige herrers samtale blev afbrudt ved at et ungt menneske kom op på dækket . - ah , se der har vi vor unge ubekendte , de har vel studeret i al den tid vi ikke have haft den ære at se dem . Altid flittig , det kan jeg lide ! sagde den første smigrende . - nej , jeg har tænkt , ikke læst , svarede det unge menneske ubehagelig berørt . — Herren har nok ikke sovet godt i nat , sagde den anden i en tølperagtig tone . — min herre , de fornærmer mig ! råbte den unge mand heftigt . Hulda skælvede let , hun syntes at have hørt denne stemme før . Den unge herre forlod dem og gik opirret frem og tilbage på dækket , idet han halvhøjt sagde : — den uforskammede , han ville nok i klammeri med mig , men jeg vil ikke have nøget med disse næsvise herrer at bestille ! Hulda kunne utydeligt se den unge mand , men det var hende umuligt at skelne hans ansigtstræk . Hun stod længe tvivlrådig , om hun skulle underrette ham om den nederdrægtige handling , de to herrer stod i begreb med at udføre ; men var det passende , at hun , en dame , tiltalte en ung og fremmed herre ? Hendes deltagelse kunne imidlertid let missorståes ; døg , hendes gode hjerte vandt overhånd . Hun nærmede sig skælvende den unge mand og trådte lige i vejen for ham , da han vendte tilbage ; men overrasket for han sammen , da han så en ung dame stå for sig . Hulda havde omhyggelig skjult sit ansigt bag sløret , og sagde idet hun nærmede sig ham : — min herre , det undrer dem måske , at jeg er så fri at tiltale dem , uden at kende dem , men nødvendigheden byder at jeg underretter dem om hvilken fare der truer dem . Den unge herre — eller rettere , Charles Gautin , thi ham var det , — for sammen ved at høre Huldas stemme , det forekom ham , at han havde hørt den tidligere , men han kunne ikke erindre hvor . — jeg er lutter øre , sagde han og bukkede galant for hende . — undskyld , men det er ikke rådeligt at tale højt ; man er island ti ! at udspionere os . Vil de sidde her , jeg skal da meddele dem hvad jeg nylig har hørt . — de gør mig ganske angst , sagde Charles , idet han anstrengte sig for gennem mørket at se hendes ansigt . Det de har at meddele mig gælder vel ikke mit liv ? — jo , netop , sagde Hulda gysende . Disse herrer , som de nys talte med , have beslutter at berøve dem 300 rigsdaler , og hvis det ikke lykkes med det gode , da vil de bruge våben . Mistanken vil efter disse herrers udsagn falde på en eller anden , som det bedst kan ; jeg vil derfor bede dem om at passe på så godt de kan , men jeg vil tillige bede dem om , hvis det skulle blive opdaget , ikke at nævne mig som angiver . — vær vis derpå , sagde Charles ; det er ikke første gang at man trazter mig efter livet . — jeg håber ikke at de misforstår mig , sagde Hulda langsomt ; min mening er kun at advare dem . Og nu vil jeg anbefale mig , håbende at de tager notits af hvad jeg har sagt dem . — jeg takker dem , frøken , for al den deltagelse , de har viist imod mig ; jeg ville næsten ønske , at et lignende tilfælde atter måtte indtræffe , hvorved de ligeledes kunne vise mig deltagelse . — min herre , sagde Hulda næsten vredt ; det var ikke egennytte , der drev mig til dette skridt , og jeg tænker ikke at de oftere vil komme til at vække deltagelse , men . . . — undskyld , det var ikke min mening at fornærme dem , afbrød Charles hende ; jeg mente kun at . . . Hulda gjorde en let bøjning med hovedet og gik . — å , sagde Charles halvhøjt , hun har taget fejl ; det har ikke været mig de har talt om . Han gik beroliget ned i kahytten , tog en bog frem og læste i den , og han tænkte ikke mere på den advarsel , Hulda havde givet ham . Han havde vel siddet således en times tid , da bankedes der sagte på kahytsdøren . Charles slukkede lyset og forholdt sig aldeles tavs . Der bankedes alter , dennegang hårdere , men Charles forholdt sig bestandig taus . Da åbnedes døren sagte og begge herrerne trådte ind . Famlende om i mørket gjennemsøgie de hele kahytten , men Charles var der ikke , han havde listet sig ben til den åbne dør . Han gik hen til kaptainens kahyt og da kaptajnen hørte hvad der var hændet , gik han , fulgt af Charles og tre matroser , og forsynet med en lygte , hen til kahytten ; de to herrer vare netop i færd med at bryde Charles ' kiste op . Kaptajnen gik sagte hen til dem og drejede lygten således , at lysskæret faldt lige på deres ansigter . Forfærdede vege de tilbage og angstsveden perlede på deres pande , da de så kaptajnen og matroserne . -- bind disse to fyre ! befalede kaptajnen , matroserne grebe strar fat på dem , men de bade så ynkeligt om nåde , at Charles blev rett derved og sagde til kaplainen : — å , lad der vcrre glemt , giv dem kun deres frihed igen ; de have jo ikke derøver mig noget . — tror de , unge mand , at disse herrer ville have følk medlidenhed med dem , dersom de ikke vare blevne forstyrrede i deres foretagende ? Charles ^aug og matroserne bandt begge de formentlige grever og lukkede dem inde i et underrum . Charles gik til ro , men han kunne ikke sove , tankerne vædede sig ind på ham , en uforklarlig lcrngsel efter Hulda bemcegugede sig ham ; hendes billede stod klart og rent for ham , — han så der kære ansigt smile ham i møde . — o , sagde han ; først om to år skal der atter forundes mig at se hende , og da — hvem ved ? Måske hun da glemmer mig , — man kan jo ikke vide des , — der er så mange friere til en så smuk ung pige . O , denne tanke forfcrrder mig — hvad , om hun tilsidesatte mig for en anden — hun fcrrdes mellem så mange høje personer , der tragte efter hendes hyldest nej , jeg kan ikke tåle at tcrnke derpå ; der er bog besynderligt , jeg har aldrig , sålcenge jeg var sammen med hende , tænkt på sligt . Jeg vil søge ar gøre mig vcerrig til hendes kærlighed , måske jeg va kan måle mig med enhver , der rrcrder mig i vejen . — gode gud , dersom hun skulle glemme mig ! Mumlede han kort efter ; ak , så har livet intet værd for mig ! O , Hulda , Hulda , jeg kan ikke udholde denne tanke . Han gik da atter op på dækket , — det var ham ikke muligt at gå til ro . Her oppe traf han lægen , der havde været inde hos en patient , nemlig en af de skibbrudne , der endnu var meget lidende . — ah , der har vi hr . Gautin , sagde lægen venligt ; hvorfor er de ikke gået til ro endnu ? Det er ikke godt at være oppe så længe , — luften er ikke behagelig , den er for tåget . — ganske vist , svarede Charles ; wen det er mig umuligt at sove . — er de da syg , min ven ? — nej , syg er jeg ikke . — men et lille hjerteanliggende måske , sagde lægen muntert og klappede ham på skulderen . — nej , det er det dog ikke , thi jeg . . . — har de ikke set vore nye passagerer , der bleve frelste fra vraget ? afbrød lægen ham . — nej , jeg har ikte set dem , hvorledes befinde de sig ? — de er vel meget angrebne endnu , kan jeg tænke . — å nej . De værst angrebne er dog en spansk grevinde og hendes datter ; de have begge lidt meget ved kulden og sørn og komtessen er falden om på skibet og har slået sig stygt ; men der er dog ingen fare , hun er allerede så vidt rask , at hun kan komme lidt op på dækket , når vejret er mildt . — en spansk grevinde , råbte Charles og for forbavset et par skridt tilbage . Det var dog besynderligt . — o , de har næppe set en sådan skønhed , som den unge dame , sagde lægen begejstret , uden at lægge mærke til Charles ' udbrud ; jeg kan ikke blive træt af at betragte hende . Ja , hr . Gautin , jeg kan godt bekende det for dem , thi de har et følsomt hjerte ; jeg elskede hende allerede den første dag jeg så hende . O , intet er på engang så skønt og tillige så smerteligt , — thi aldrig kan hun komme til at tilhøre mig ; hun er komtesse , og jeg kun skibslæge ; men ingen kan tage den glædæ fra mig , som jeg føler ved af skue ind i hendes smukke øjne , — døg , jeg tror af . hun gjengjælder min kærlighed . Charles kunne ikke ret forklare sig den følelse der bemægtigede sig ham ved disse ord . — kender de ikke hendes navn ? ytrede han tilsyneladende ligegyldigt . - nej , men vi kunne jo spørge kaptajnen derom . — det ville næppe være ridderligt af udspionere de to damer , bemærkede Charles . — som de vil , hr . Gautin , så lade vi det være . Han fjernede sig i det samme , da han i år kaptajnen komme . Charles så forundret efter ham ; lcezens tillid og aåbenhjertighed ville han nsdig misbruge , men der lå noget i denne mands lprroæden , der ikke behagede ham , af hvilken grund han besluttede for fremden af undgå ham så meget som muligt . Toøgtredivte kapitel . En overraskelse tidlig den næste morgen begav Charles sig op på dcrklet ; han havde fler ilte sovet den nat — en underlig anelse havde bemægtiget sig ham , det var ligesom om han befandt sig i ncrrdeden af Hulda , og døg var det for ham som om han var langt borte fra hende , så langt , af det næsten ville være ham umuligt at komme til hende . — jeg er ikke rast i dag , sagde han ved sig sew ; jeg bar feber , mit blod brcrnder i mine årer . O , Hulda , Hulda , kunne jeg blot tæenke lidt mindre på dig , men nej , idelig og altid står du for mig , jeg pines af vcengsel efter at se dig — mon du er rast og lykkelig ? To lange , lange år ! o , de vil dræbe mig . . « kunne jeg blot se dig et minut , — hvor jeg da ville væere lykkelig . han gik frem og tilbage på dukket , det ville dog ikke ret lykkes ham at slå Hulda af tankerne . Da han vendte tilbage og befandt sig i næerheden af kahytten trådte en tætt tilfløret dame op fra kahytten ; læ^tn ledsagede hende , men lun var siensynlig noget besræeret over hans poarrcengende selskab . — hvorledes har deres nåde det i dag ? sagde han så højt han kunne , for at Charles kunne høre det . — ab , mumlede denne ; det er vist den fornemme dame , som han elffcr . På lcegcns spørgsmål om hendes befindende , svarede Hulda langsomt : — jo tak , jeg har det meget godt . — min gud , sagde Charles sagte ; hvor hun ligner hende , — hendes stemme , figur , kort sagt alt , — men hun er visselig ikke så god og smuk som hende . Doktoren søae bestyrtet på den unge dame ; hun blev mållss stående og betragtede Charles . — dnsfer de at blive præesenttret for denne herre ? spurgte doktoren lidt spydigt . Hun børte ham ikke , hendes øjne vare stift heftede på Charles . Han lagde mæerke dertil og følte sig lidt ubehagelig berørt ved at blive betragtet så uafbrudt . Et minut varede det ; da kastede huldasit slsret tilbage . et udråb , så henrykt , så hjerteligt lød fra Charles ' Lieber , og i samme nu lå Hulda i hans arme . — min Hulda , hvorledes går det til at du befinder dig beder ? udbrød han . Er du en af de skibbrudne , som vor herlige kaptajn reddede , - så har du gået meget igennem og jeg — ak jeg har ikke været ved din side og delt smerten med dig . Hulda stod tavs under alle bans spørgsmål ; den rene , usfromtede glæede , stod at læse i hendes blik . — har du nu spurgt mig om alt ? sagde hun smilende ; thi så vil jeg begynde at fortælle . Men lad os gå ned i kahytten til moder , der kunne vi tale mere ugenert . Hvor det vil glæde hende at se dig , hun vil blive forundret , ja lige så forundret som jeg blev , da du pludselig stod for mig . Charles trykkede hende til sir hjerte , — og hånd i hånd ilede de hen til Fru Tadlos ' kahyt , uden at væerdige lcrgen et blik . Denne så efter dem og sagde halvhøjt : — men hvad er dog dette ! mon det er hendes Broder ? Nej , dertil vare de for hjertelige imod hinanden ; det skulle vel aldrig væere hendes forlovede , hendes elsfer eller . . . ? O gud , det svimler for mig . . . så er da min kørte lykke forbi ! Hun forlovet , hende som jeg effrede alle mine tanker hende som jeg elskede med liv og sjæl ! Hun forlovet ! o nej , det kan ikke være mulig » , mit hjerte ville driste derved ! Kendte du kun halvdelen af min smerte , da ville du vist lindre den , men nej , nej , du tilhører sikkert ham . Han strøg sig med hånden øver panden , som for at forjage de mørke tanker , der trængte ind på ham . Et kraftigt slag på skulderen vækkede ham af hans drømmerier , og en godmodig stemme tilråbte ham : — nå , doktor , hvorfor så tankefuld , hvad står de der og falder i slaver over ? Lægen søgte af undskylde sig , så godt det lod sig gøre , og dorifjernede sig bekymret . Da Hulda og Charles kom ned i Fru Tadlos ' kahyt , sad nævnte dame med hånden under kinden og ryggen vendt mod de indtrædende . Hulda lagde fingeren på munden og påbød taushed ; hun gik sagte hen til sin moder , slog hende blidt på skulderen og sagde med en as glæde undertrykt stemme : - moder , kære moder , jeg har en god nyhed af meddele dig ! — o , den nyhed kan næppe være så stor endda , sagde Fru Tadlos , idet hun ømt kyssede den unge pige . — bedre end du tror , kære moder ; kan du gjcette , hvad det er ? — ja , det tror jeg ; doktoren har vel friet til dig og du bar givet dam en kurv ? Et misbilligende blik fra Hulda fik Fru Tadlos til af vende sig om ; men hun for hurtig tilbage , idet hun udbrød : — hvad , er det dem , Charles ? Hvorledes kommer de dog her ? — ja , jeg har det samme zpørgsmål at gøre dem , Fru Tadlos , sagde Charles , idet han greb hendes hånd og trykkede den inderligt . — ah , jeg forstår det , udbrød Fru Tadlos ; vi vare forliste , cbarles , og lå en del dag og ventede i den største deksangst på en frelser . Endelig blev vi reddede af den kaptajn , der skulle føre dem til Italien . Nå , det trasser sig jo meget heldigt , thi vi få da hinanden at se endnu engang før vi rejse hver til sit . Denne dag var en sand glædesdag før Hulda og Charles ; de vare muntre og lykkelige , og den aften kunne Charles sove rolig og tryg — han havde set sin Hulda . treogtredivle kapitel . Gt barnerovvi ville nu atter henvende vor opmærksomhed på Konrad ganrin . Vi have ikke set noget til ham siden han forfulgte de tre damer . Den crrede læffer tror vel at han hviler , — nej , han er virksom , sin kærlighed og sin hævn kan han ikke glemme , og han arbejder flittig før at nå sil mål . Bi rrceffe ham en dag siddende på sit værelse ; han var aldeles optaget af et brev , han holdt i hånden , og stirrede ufravendt på det . — det var det vcrrste der kunne hcrnde mig : sagde han ben for sig . Døer hun . . . nå , så meget desto bedre , så er jeg hendes påhcæng kvit . . . men ungen hvad skal jeg gøre ved den ? . . . Træede den ; men hvorledes skal jeg få fat på den ? Hun siger mig sin bopæff , dog , jeg vil ikke gå derhen . Han læste brevet for tredje gang . - å , hvor hun er rørende , sagde han føragtelig og kastede brevet langt hen ad gulvet , vi ville imidlertid se hvad det indeholdt . Det var fra Asta og lød således : „ Konrad , min engang sådyrebarekonrad ! „ Jeg lider frygtelige smerter , og jeg beder „ Dig på mit dødsleje at frelse vort barn . „ Jeg har bragt en sen til verden , men det „ koster mit liv . O , den tanke , at han ikke har „ Forandre , der er ham vcrrdige , tynger på mig „ med centnervcrgt og foreger mine kvaler . Jeg „ beder dig derfor , kom til mig og lad præsten „ velsigne vor forbindelse . Jeg bøer jo og du „ har intet at frygte ved ar opfylde min sidste „ Bon . „ O , kom , kom , endnu er det ikke for sent , „ endnu kan var lille søn frelses . „ Din ulykkelige Asta . Templegaden 7 , 5te sal , “ Og dette brev kunne Konrad tale hånligt om . Hvor ulykkelig var ikke denne kvinde for hans skyld ? Hvor mange bitre timer havde han ikke forvolder hende ? Men han var Konrad Gautin , og han viste ar han ville vedblive at være den samme . — ja , jeg skal nok gå derhen , sagde han med fasthed , men denne skal følge mig og den villes hjerte fia ! ophøre at slå , når jeg først kommer . Ja , jeg skal komme , vcrr vis derpå Asta , jeg skal komme ! Du skal ikke bede forgæves . Således talte denne djævel , medens det afskyeligste grin viste sig på hans forhærdede ansigt . Han kloedte sig om for at gå til hende , og tog en kniv til sig idet han gik . Vi ville gå forud for ham til Astas bolig . i er af templegadens simpleste huse havde gontran lejet et dæerelse til Asta og sig her lå den ulykkelige unge pige på sit sygeleje . Hvor var hun dog forandret ! Det blege , lidende ansigt så meget førgredt ud ; store tårer trillede ned ad hendes magre kinder . Gontran sad ved hendes leje ; også han havde grædt . Doktoren havde underrettet ham om at Asta ikke kunne leve , da en heftig znflamatisn var indtrådt efter nedkomsten . — min egen , kære Asta , virr ikke så bedrevet , sagde hendes fader ; vær ved godt mod og tænk på din stakkels fader . Lev før ham og bliv hans elskede datter , som du tidligere har væeree . — ja , gud skal væere mit vidne , at det er mit højeste ønfle , sagde Asta med mat stemme ; men ham , der styrer alt , har besluttet det anderledes , i samme øicblik lød trin udenfor døren . Der er han i råbte Asta engsteiig . O , fader , tag imod ham , - siynd dig , flynd dig ! Gontran gik henimod døren og åbnede denne , men der var ikke Konrad der kom , det var en anden , der skulle højere op . — o , gud , han kommer ikke ! udbrød hun , og jeg kan ikke dø rolig før jeg har set dam . Hun børede sig ned over det lille barn og hendes øjne stod fulde af tårer . Da hun kyssede det udbrød hun : — o , fader , se hen ad goden om han ikke kommer . Gontran gik hen til vinduet , men ban rystede sørgmodig på hovedet . Asta fulgte hans beværelse og hendes hoved sank bekymret rud på hendes bryst . -- o , også i de sidste øieblilke sorhåner han mig . . . han vil ikke komme . . . o , gud , jeg dør , jeg dør ! O , himmelsfe -fader , lad dette mit håb gå i opfyldelse , at ban vil tage barnet til sig , at han vil serge for dets opdragelse , så vil jeg vcrre rolig ! Hun lagde sig udmattet tilbage på puderne og gontran tog atter plads ved sengen . Et ølcbltk lå hun stille hen , men da begyndte de frygtelige smerter , og Asta gav så bjertesfcrrende skrig fra sig , at de kunne høres hele huset igennem . Under et af disse anfald bankedes der flcrrkt på døren og Konrad Gautin trådte ind i værelset , han så hen til sengen , hvor Asta lå på sit smertensleje , men ingen medlidenhed stod at lcrse i hans hårde træek . Uvilkårlig følte han i lommen om han endnu havde kniven hos sig , og nærmede sig sengen med faste skridt . — Asta , Asta ! råbte gontran ; her er den du har læenges så meget efter , — nu er du da lykkelig ? Asta slog de halvt brustne øjne op og rakte begge fine magre hinder ud imod ham ; men Konrad stod taus og mørk for hende ; ikke et træe ! i dans ansigt røbede hvad der gjcrrede i hans indre . Asta så op mod himlen og sagde : — o , Konrad , har du endnu ingen medlidenhed med mig ? Jeg kan se på dit ansigt , at du er vred på mig , fordi jeg har kaldt dig herhen ; men duff , der er en tud til , som våger over os alle , — husk let og væer god imod mig . Jeg tilgiver dig alt , men hør min sidste bøn til dig her på jorden . Hun fik intet andet svar end dette : — lad mig se mit barn ? — nej , nej , lad ham ikke få det , streg gontran , idet han knyttede hånden imod ham . Den kæltring , han har en kniv hos sig - han vil ombringe barnet ! Asta faldt af forfærdelse ned i puderne ; dun havde foldet hænderne og anrådte gud om nåde . — er du da udønhorlig , hviskedee hun ; at dræbe sit eget barn . Min gud , min gud ! Konrad trådte et skridt tilbage . Han slog gontran heftigt i ansigtet , idet han sagde : - hvem har sagt eder , at jeg vil dræbe nogen ; seer jeg ud som en sådan , hvad elendige ! Han slog gontron så eftertrykkelig i hoveder , at den gamle mand styrtede om på gulvet derved . Asta udstedte et højt skrig af forfærdelse . — du er altså en fuldendt skurk , sagde hun så højt hun kunne . — hvad siger du , tåbelige kvinde ! råbte han barsk og for hen imod hende med opløftet kniv . - ja , fuldfør kun din skceudselsgjeruing , så er det fuldendt : t it barn , dit offer og min ulykkelige gamle fader , wyrd os kun , det er en handling , der er dig vcrrdig ! Gontran , som imidlertid havde rejst sig , løb hen til Konrad , greb ham i armen og sagde : — tilbage , skurk ! vanhellig ikke dette sted med din sorbrydersfe næervoerelse . —- jeg vil have mit barn , skreg Konrad og sled sig løs fra den gamles favntag og kastede ham atter om på gulvet ; han røg barnet fra Asta og skyndte sig bort med det . . — min gud , min gud , det er fortabt ! jamrede Asta ; fader , forfølg ham , bring mig det atter tilbage ! Den gamle gontran leb efter Konrad så hurtig hans ben kunne tillade det , men da han kom ned på gaden kunne ban ikke vine ham . Han løb frem og tilbage på gaden , men det var sorgjæeves , Konrad var intetsteds af opdage . Han skyndte sig atter op , thi Asta havde ingen anden end ham til af pleje sig . Asta lå endnu med foldede hæmder ; hun var ligbleg og udstedte af eg til veklager af smerte ; hun formåede ikke læenger af skrige . — fader , fader , skynd dig , nu må jeg snart sige dig farvel . Jeg kan mæerke af . . . . Her sank hun hen , hendes vine lukkedes sagte til og ikke en lyd kom over hendes blå læber . — o , min Asta , Asta , dø ikke fra mig , bliv hos din fader , som elsker dig så højt ! Asta lukkede vinene lidt op , så taknemligt på fin fader og hviskedee næppe herligt : — Pas på mit barn . . . og stig ar jeg tilgiver ham . . . men pålæg ham af være god mod det uskyldige væsen , der må kalde ham fader . Derpå lukkedes hendes dine og et dybt suk undslap hendes læber , hun var død . Hendes fader bsiede sig ned over hende . Hun var smuk , som hun lå der bleg som den hvide rose , — ligeså smuk som den livsglade , rødmussede Asta , der ikke kendte verdens slethed . — jeg har intet barn mere , sagde den gamle goniran , medens tårerne styrtede ned over hans kinder , intet barn , som kan frede om mig i min alderdom , ikke ! Barn , der kan trøste mig i min sørgelige tilværelse . Og der lå ec ubeskriveligt smerteligt udtryk i hans stemme . — det barn , der var min glæede og lykke på jorden ! vedblev han . O , dersom noget menneske vidste hvor det smerter at miste det kæreste marv ejer , da ville de beklage den gamle gontran . Han tildækkede Astas ansigt og satte sig i en krog . Aldrig havde han været så ulykkelig . Vi ville nu følge Konrad for at se hvilke planer han havde med det spæde barn . hurtig vandrede han hen ad vejen , efter ar have indhyllet barnet i sin kappe . Han nåde snart sit hjem og her kastede han sin kappe oz lagde barnet på sofaen . Det jamrede sig så ynkeligt , thi det træengte til næring . Konrad tog det på sine arme og betragtede det stivt . En ukendt følelse gjennemfoer ham , da han betragtede det . Han kunne ikke læegge hånd på den lille skabning , hver gang han ville dertil , da vcrkkedes han fra sin skckndselsdåd ved den spcrdes skrig . Han forsøgte atter og atter at udføre sit niddingsværk , men hver gang han forsøgte derpå , så barnet på ham med sine store mørke øjne , og da formåede han ikke at udføre sit forsælt . Han betæenkte sig et øiedlik , endelig havde han fattet en beslutning . — her er et væesen , sagde han ; som jeg aldeles kan børe efter min villie , som engang i tiden vil lystre mig , mig alene , og som vil blive mig til megen nytte . Kun jeg skal indvirke på dets skæebne , ingen anden . Jeg , Konrad gamin , flcenker dig 2ivet , ja , hvad mere er , jeg vil opdrage dig , men intet menneske på jorden skal vide , at lu er min søn . Han ringede og en tjener kom strar ilende ind . — skaf oieblitfelig en amme til dette barn , sagde Konrad . Tjeneren så ' fordauset på sin herre ; men Konrad lod ham ikke stirre isenge . — nå , døgenigt , har du forstået mig ! råbte han heftigt . — ja , deres erellenee , jeg skal vsre her igen om ti minuter . Tjeneren gik og næppe ti minutter derefter kom han tilbage med en renlig klædt kone , der havde et så ærligt og godmodigt ansigt , at man deri tydeligt kunne læese , at hun ikke formåede at udføre nøgensomhelst slethed . -forlegen blev hun stående ved dsren og nejede . - hvad ønsker de , min herre ? spurgte hun frygtsomt . Konrad befalede tjeneren at gå . Da denne havde fjernet siz sagde han til konen : - vil de , madam , påtage dem at pleje et barn , indtil bet har fyldt det andet år . Det er endnu spæedt trcrnger til næering ; dets moder er død og jeg har af den grund taget barnet til mig . Konens gode hjerte rørtes ved at høre dette , og hun sagde med bevæget stemme : - hvor er barnet , at jeg kan give det die ? Jeg har selv en sådan lille glut , og ved at den ikke kan tåle at lide mangel . Konrad førte hende hen til sofaen ; hun tøg den lille i sine arme og gav det næring . Konrad havde fjernet sig og på hans befaling blev en barnestue indrettet til barnet og dets amme . i den sidste måned havde Konrad , ved hjælp af sine spioner , uafbrudt søgt efter Hulda og hendes moder , men til ingen nytte . Da mødte han en dag sin moder ; han vidste til fulde , at han ikke fik noget at vide af hende , og han besluttede derfor at bruge list . Med sænket hoved gik han sin moder i møde , og hans tale og hele væsen tydede på en dyb anger . Efter at have talt en del frem og tilbage bad ban fin moder ret indstændigt om at sige ham hvor Hulda boede , da han nu så dybt fortrød sin opførsel imod hende . - det skulle du have tænkt på lidt før , sagde moderen undvigende ; nu er hun rejst og du seer hende vist aldrig mere . Hun vendte sig atter dort fra ham og gik skyndsomt hen ad gaden . — hahaha , så det tror du ! Nej , fro du mig , jeg ved nu hvor hun er . Hvor skulle hun vel rejse ven undtagen til hendes fader i Spanien ? Men vent , jublede han ; mine aff-rrer er snart i orden , og da skal jeg komme til Spanien , til skræk og advarsel for alle , der ikke vi ! efterkomme min villie . Jeg skal husere med dem , så de ikke så let skulle glemme mig ! Han gik tankefuld hjemad , i hans hoved krydsede de forfærdeligste planer , af hvilke følgerne desværre snart ville vise sig . < fireøgtredivte kapitel . Hjemkomsten . Bi ville imidlertid beskæftige os med heltinden i vor fortælling . Den langs og besværlige ssrejse ville vi ikke beskrive , men derimod kort og godt berette , at man , efter en uges forlød lykkelig og vel landede i Italien . To dage derefter afgik et skib fra Italien til ril Spanien , ombord på hvilket Fru Tadlos og Hulda befandt sig overfarten var vel noget besværlig , men endelig landede man dog på den spanske kyst , og med jubel gjensåe Hulda sit kære fødeland . Resten af rejsen tilbagelagdes tilvogns , og snart standsede det lette kjsretsi udenfor grev Tadlos ' gods . Greven sad hensunken i den dybeste fortvivlelse over sin kones og datters udeblivelse , han havde læest og hørt at skibet var gået under , og rygtet lagde til , at alle , både mandskab og passagerer , vare druknede . Det eneste håb , og til dette knyttede han sig også med alt sit mod , var dette , at de ventende måske endnu ikke vare tagne fra Frankrig . Han sad netop og grundede over dette , da vognen holdt udenfor ; men han lagde ikke engang mæerke datter , og en tjener rør ikke kalde sit herskab ved fornavn . Greven og grevinden trådte nu hen til ham , og hun greb hans hånd , idet hun sagde : — du ved jo , Pedro , at du ikke bliver betragtet som tjener her , formedelst din hsie alder og din urokkelige troskab ; min gemal og jeg udnæevner dig nu til hushovmester og ti ! at have opsigt med alle de andre tyende . — tak , deres nåde , men gamle Pedro gjer det vist ikke læmge ; jeg tmer nu hen ved de fiirstndstyve år . — nej , udbrød Hulda ; nu vil jeg at du skal leve og væere glad , og væere min rådgiver , hviskedee hun . Den gamle kyssede hende cerbedig på hånden og nikkede tavs . Pedro fik nu ordre til at lade alle tjenestefolkene komme ind ; de måtte alle hilse på deres hjemkomne hersfab , man kunne tydelig se hvilken glæede der afspejlede sig i deres dine . Der var en imellem dem , som Hulda betragtede stift ; hans ansigt var hende modbydeligt ; hun hilste koldt og undvigende på ham . ' denne lagde mærke dertil , og man kunne se at han sølle sig såret derved . Det var en ny tjener , som greven havde antaget medens de vare bortrejste . Tjenestefolkene fik dog hver et venligt ord af grevinden , og de vare alle glade over af deres herskab lykkelig og vel vare vendte tilbage . Kun den nye tjener behagede ikke grevinden . Da folkene havde fjernet sig , sagde hun derfor til greven : — hvad hedder din nye tjener ? — Francois , sagde greven , han er nylig kommen fra^frankrig , hvor han har tjent hos flere adelige familier , , og jeg har antaget ham fordi han seer ret flink ud . “ Hulda og hendes moder verlebe et blik . — hør , lille fader , ville du på denne dag nægte af opfylde en bøn , jeg har til dig ? sagde Hulda lidt ængstelig — det kommer rigtignok an på , hvad det er du forlanger , mit barn , sagde greven og klappede hendes kind . — jeg vil blot bede dig om af afskedige den nye tjener , vedblev Hulda ; jeg ved ikke , hvoraf det kommer , men jeg kan ikke lide ham ; jeg har en forudfolelse af , af han vil begå noget rædselsfuldt imod os - af han vil bevirke vor ulykke . - å snak , mit barn . Jeg synes aldrig , af du har været af en sådan karakter , at du kunne gøre et menneske brødlest og ulykkeligt . Hulda gav intet svar ; hun bøjede hovedet , fil tegn på , at hun ikke ville bede mere . Greven vendte sig bort fra Hulda for at tale med sin gemalinde . Han havde så meget at spørge om , så meget at erfare . Hulda havde sagt fil Pedro , at hun aldrig havde lidt så meget som i Frankrig , og grev Tadlos søgte nu at få at vide , hvori hendes lidelser bestod . Grevinden fortalte ham nu alt , hvad de havde gennemgået siden de forlod ham ; hun fortalte om konraks nedrige adfærd og om hans forfølgelser . Under hele fortællingen lynede grevens øjne as og fil , og han knyttede hænderne fast sammen af harme . Grevinden sortalte nu , hvorledes han havde bortført Hulda , men at denne var gået sejrrig ud af kampen . — og du har ikke skrevet mig fil , at du trængte fil min hjælp ! råbte grrven og slog hænderne sammen . Han var ligbleg i ansigtet og rystede stærkt . — og den skurk turde vove at lægge hånd på min datter ! vedblev han . Han , den elendige turde vove at . . . O , mit hoved svimler — kunne jeg kun hævne mig på ham , men han kommer sikkert aldrig til Spanien mere . Ja , forbandet være navnet Gautin , forbandet være dette navn , der har skaffet eder og mig så uendelige kvaler . Aldrig skal nogen af hans slægt komme over min dørtærskel , aldrig . . . aldrig , siger jeg , skal hans navn nævnes her i vor familie ! det gav et sæt i Hulda ; hun sprang op fra sofaen og råbte fortvivlet : — o , fader , tag din forbandelse tilbage , den kunne vedrøre andre , som du mindst tænker på . — og hvorfor , mit barn ? sagde greven ; er du da ikke vred på ham for alt det onde , han har tilføjet dig ? - jo vist er jeg , wen jeg ville så nødig have at du skulle forbande nogen ; det har vi ingen ret til , det er kun gud , som kan straffe de slette . — du har måske net , men jeg forbander alligevel navnet Gautin , og jeg vil stedse forbande det , sålænge jeg er iii . Hulda udstøvie et skrig af forfærdelse . Greven så bestyrtet på hende . — men hvad går der dog af dig , mit barn , sagde han øm « . Du er vist angreben af den lange rejse ; gå til ro , kære Hulda , få går det nok over . — nej , fader , jeg kan ingen ro sinde mere , råbte Hulda sønderknust ; thi du . . . Du har forbandet min forlovede ! Greven sprang op , som ramt af et elektrisk stød - din forlovede ! skreg han med tordenrøst . Har du sort , vel dig med den skurk ? — nej , nej , men med hans Broder , jamrede Hulda . — o , Hulda , sig at det ikke er sandt , sig at det er spøg ! Du lægger mig i graven , hvis . . . — o , min gud , min gud ! hav barmhjertighed med mig ! jamrede Hulda ; skal mit hjerte da driste as sørg ? Næppe har jeg udstået den ene lidelse , før den anden strar viser sig før mig . Hvor det må være sødt at dø , så har man da fred og hvile . Grevinden var sunken tilbage i sofaen , bleg som er lig . Hun anklagede sig selv før at have tilintetgjort fin datters lykke , just da den viste sig at være sikkrest . Greven gik i stærkt oprør frem og tilbage på gulvet ; han kæmpede øjensynlig med fine følelser . Endelig standsede han foran Hulda og sagde : — græd ikke , Hulda , men hør mig ; også du min hustru , må høre mig uden afbrydelse . Idet han søgte af beherske fin bevægelse ved erindringen , begyndte han sin fortælling : — da jeg endnu var ung Lieutnant havde jeg en dusbroder , der hed Gautin . Denne var en franskmand , meget livlig og munter , og derfor yndet af alle mine kammerater , såvel som af mig selv . — han besøgte mig ofte her på borgen ; dengang levede mine forældre og min eneste søster Oma . — en dag havde han som sædvanlig besøgt mig og bedet mig om af gå med hen i klubben ; jeg var ikke strar villig dertil , men efter mange overtalelser lykkedes det ham dog af få mit samtykke . Han hentede mig og vi fulgtes ad derhen . - her sad rndel unge officerer og spillede kort . Man hilste ærbødig på os , og nogle rejste sig for af lade os få plads . Jeg rykkede min kammerat i kjolen og hviskedee til ham af jeg ikke ville spille med , men han lod som om han ikke hørte det og tog rolig plads ved bordet , idet han vinkede til mig , af jeg skulle komme med . — jeg sad mig altså også ned og spillet begyndte . I begyndelsen gik det mig særdeles heldigt , jeg vandt det ene spil efter der andet , men senere , da spillet havde varet i nogle timer , tabte jeg efterhånds a ! t hvad jeg havde vundet . — jeg havde kun meget lidt penge hos mig og jeg sad derfor i den størst « svænding og afventede spillet . - Gautin så på mig , og ban har uden tvivl mærker min forlegenhed , thi han tilhviskedee mig : - jeg har penge , som du kan benytte ; ja , du forstår mig vel nok ? Ja , jeg forstod det fuldtvel , men uagtet jeg havde en god fader , så forsynede han mig dog kun meget lidt med penge og jeg kunne derfor ingen gæld gøre , men da jeg frygtede af man ville le , når den rige grev Tadlos ' søn måtte forlade spilleborde ! Af mangel på penge , så vedblev jeg spillet og tabte denne aften over 400 dukater . Jeg lånte af denne djævel , men jeg skulle snart komme til af angre det bittert . Greven knyttede begge hænderne ved tanken derom . Hulda og hendes moder sagde ligblege og tavse . - aldrig , aldrig skal jeg glemme den dag , der oprandt for mig , begyndte greven . Aldrig skal jeg glemme hvilken sorg feg beredte mine gamle forældre . - næeste morgen kom ^eitnant Gautin op til mig ; han sad sig fortrolig ned på sofaen ved siden af mig , uden af modtage nogen indbydelse dertil ? Han kastede flødesløs sine tilsmudsede stevler op på en med floiel detrulken stol . — jeg æergrede mig , men jeg sagde intet , thi jeg var betydelig t hans gjcrld . Han syntes også af benytte sig heraf , ri han var mere fri i sine bevægelser , end han tidligere havde vcrret . — under samtalens løb ytrede han ønflet om af blive præsenteret for mine forældre ; jeg lod som om jeg ikke havde hørt det og talte i hast om noget ånde men han asbrød mig og sagde påtrcengcnde : — du herte vist ikke hvad jeg bad dig om ? — jeg forstillede mig og svarede , af jeg ikke havde forstået ham , men dette hørte jeg tydeligt han sagde — ja så , så må jeg selv præesemere mig for dem og bede deres fader af betale mig dette lille beløb . — her sad han og viftede med verlen . Blodet steg mig til hovedet ; jeg bad og bønfaldt ham om af vente med betalingen til jeg havde erholdt min gage , men han ville intet høre ; han sagde med en spottende mine : — det koster dig ikke megen umrge for at få mig til at vente ; forestil mig for dine forældre og for din elskværdige søster , og denne beret vil “ øjeblikkelig blive tilintetgjort . — jeg betænkte mig et øjeblik . Jeg havde en forudanelse om , at det ikke var rigtig » ; jeg havde såt en sådan afsky for ham , at det var mig umuligt at betvinge den . — efter nogen betænkning sagde jeg da ja , og dagen derefter ble » han forestillet for min forældre og min søster ved en glimrende fest , som min fader gav . Greven tav et øjeblik . O , aldrig skal jeg glemme de dage , som nu påfulgte . — her , i dette værelse , foregik den nedrige handling , som vækker tusinde kvaler hos mig . — han dansede den aften med min søster ved festen ; det syntes at behage hende , thi Gautin var en sladselig og smuk kavaler . De vare det smukkeste par på gulvet og de vare begge så lykkelige , at de glemte alle omkring dem . — efter denne Asien kom han nu stadig til os , og min søster så ham meget gerne . Var det en Asten , at han ikke kom , da kunne jeg se hvor det pinte hende , og snart så jeg hende blive bleg og sørgmodig . Jeg kendte årsagen — hun var fsrrlskei ; men hun vidste ikke om hun blev gjenelsket , « hi skurken havde vidst at skjule sine hensigter med hende . Han så hendes bleghed og glædede sig derover . Og da hendes sorg var på sit høidepunkf , kastede han sig på knæ og tilstød hende sin kærlighed . — han havde ventet , at hun med en spanierindee hele jldfuldhed havde kastet sig i armene på ham , men han tog fejl . Uden at give sin grænseløsekjærlighed tilkende , sagde hun : — jeg må bede dem om først . at tale med min fader derom . - han rejste sig fattet , men kogte indvendig af raseri over hendes koldblodighed og svor , at han ville hævne sig . — i denne hensigt underkjebte han den stuepige , som plejede at tillave theen for os , og han fik hende til at blande sovedråber i theen , således at det indvirkede på os alle . — han havde ikke talt til fader om sin kærlighed , men do alle sov , skæbte han hende mere døv end levende ind i delte værelse . — o , mit hjerte brister derved ; ingen kunne høre hendes skrig om hjælp , og niddingen flygtede kort efter herfra byen . — men før han rejste var hanlnedrig nok til ar præsentere fader min verel . Mine forældres ulykke var fuldstændig og jeg alene var skyld deri . -- tiden nærmede sig og min ulykkelige søster nedkom med eil søn , som min fader efter nogle ugers forløb sendte med et ^pålideligt ; °budi til Gautin . — min søsters tilstand var ubeflrivelig , og efter to ugers hårde lidelser var hun løvens sikre bytte . — mine foræeldre døde^kort derefter , og jeg arvede borgen og hele i formuen til løn for min smukke handling — og derfor siger jeg endnu engang : forbandelse , den dybeste^ forbandelse over navnet Gautin , thi det er skyld i mine forældres og min selfers undergang . Greven tav et dieblik . Endelig fortsatte han med rystende stemme : — du ved , Hulda , at da du var bleven 14 år gammel skrev jeg efter en lcrrer til ^dig . Han ankom hertil og blev antagen ; men da kontrakten skulle oprettes hørte jeg hans navn , og jeg for uvilkårlig tilbage . Men den herre , som havde skaffet mig den dygtige læerer , var tilstede da vi skrev kontrakten , og jeg stammede mig derfor ved at afskedige Gautin , ffjøndt han ved sin ncervcrrelse stadig mindede mig om hvor flet jeg havde handlet . — allså , han blev her , men hans navn gjorde heller ikke ham mre . Jeg erfarede senere , at han var min egen søsters barn , men jeg kortaug klogelig for ham at jeg var hans onkel , og dette slægtskab bevirkede at han i mine dine blev endnu afsfyeligere end han egentlig var . Da var det at han friede til dig ; i mit blinde raseri ville jeg slå ham til jorden , men han greb mig om armen med sin jernfaste hånd og tvang mig til at nedlcrgge mit våben . dette var en passende lejlighed til at få dam bort og jeg løvede ikke længe . — han gik bort , men han svoer at jeg skulle komme til ar fortryde det , og han har holdl sit ord , — ja , jeg har måske endnu mere ondt at vente af ham greven havde fuldendt sin fortælling . I stærk oprør gik han frem og tilbage vå gulvet , og store sveddråber perlede på hans pande . Hulda sad som fastgroet til stedet ; hendes fortvivlelse kendte ingen grcrndser . Hun stirrede stift hen for sig , ikke en musfe ! bevægede sig i hendes ansigt , alle hendes lemmer vare magtesløse og hun formåede ikke at rere sig ; et så forfærdeligt indtryk havde denne fortælling gjort på hende . Fru Tadlos iagttog sin Dauer ; også hun var ren og til fulde forstod hun Huldas smerte . Greven ville atter tale , men Fru Tadlos afbrsd ham . - jmannel , sagde hun , se på din datter og sig ikke mere , hvis du ikke vil drcrbe hende . Greven vendte sig om , han ilede hen til Hulda , men idet han ville tage hende om halsen for at trøste hende , faldt hendes hoved tungt ned på hans skulder ; hendes Oine stod endnu halvt åbne . — mit barn , mit barn , jamrede han ; hvad har jeg dog gjort , at jeg fortalte dig dette ! Grevinden var et stumt vidne hertil ; hun begreb ikke hvor det kunne være at ulykken således bestandig forfulgte dem . Hulda blev båren ind i sine egne værelser , dem , der vare hende så kære , og som hun havde længtes så meget efter . Nu var hun endelig kommen der , men i hvilken sørgelig forfatning . Hun blev strar bragt tilsengs , et bud blev sendt efter lægen , og denne ankom kort derefter . Opmærksomt iagttog han den lidende unge pige ; han rystede på hovedet og sagde henvendt til hendes forældre : — den største omhyggelighed , den bedste pleje og frem for alt stilhed udfordres for af redde hende ; thi hendes liv hænger ved en tråd . De ulykkelige forældre forstod ham , og deres sorg var ubeskrivelig . Fru Tadlos knugede begge hænder mod sit hjerte — hendes kamp med livet var en hård kamp , thi den var fuld af legemlige og åndelige kvaler ; men hun bar dem som en kvinde , og var udholdende og tålmodig som denne . Lægen havde omtrent opgivet hende , thi Huldas tilstand var i sandhed håbløs . Hun lå stille hen ; kun af og til gik en heftig sittren gennem hendes legeme . Hendes ansigt var dlegzult og de små hænder vare fast sammenknyttede . Hulda var endelig kommen til Spanien og hendes unge hjerte havde jublet , da hun så sin fædrene » kyst ; men nu — ak , nu var hun måske i begreb med for evigt af forlade det fædreland , som hun elskede så inderligt . Femogtredivte kapitel . Blandt knnftnere . Vi føre vore ærede læsere til rom , denne kunstens og skønhedens hovedstad , hvorfra så mange dygtige mænd have hentet ære og berømmelse . I en af de mest anseelige gader ligger et lige så anseeligt hus . På første sal har en af de mest berømte kunstnere sit atelier ; en del unge mennesker vare beskæftigede her , og alle søgte at opnå den samme dygtighed som deres mester . Blandt disse se vi en ung kunstner , der ved sin skønhed og sit beskedne væsen strar tiltrækker sig vor opmærksomhed . Han er i færd med at male et prospekt af en af Venedigs skønneste egne . Hans tanker vare døg ikke » lukkende fængslede til arbejdet , — af og til for han sig med hånden over panden , som for at forjage en uhyggelig tanke . Han rystede sit mørke hår , greb atter penslen , som han havde ladet hvile , og begyndte sit arbejde påny . — hvorfor intet svar , sagde han halvhøjt . Det er nu over en måned siden , at jeg skrev til hende , og døg vedbliver den samme taushed . Ak , skulle hun måske være syg eller skulle skibet være gået under ? Min gud , min gud , jeg kan ikke udholde denne tanke . En skælven gjennemføer hans legeme , den dybeste fortvivlelse stod præget i hans ansigt , og hviskende udtalte han Huldas navn . Den unge kunstner var , — som læseren vel alt har gættet — vor fælles ven Charles Gautin . En af de yngre elever , en smuk ingling på omtrent l 7 år , havde fattet en vis forljærlighed for Charles frem for de andre . Han gik hen til denne , lagde hånden på hans arm og sagde deltagende : — der er noget , som bedrøver dem , signor Gautin ; betro dem til mig og vær overbevist om , at hvad jeg formår at hjælpe dem med , det gør jeg med en sand glæde . Charles rystede på hovedet og sagde : — det kan ikke nytte at jeg meddeler dem min smerte , thi de formår ikke at lindre den . — men det hjælper altid at meddele sin sorg til en ben , thi det letter hjertet for en sten , som måske tynger med alt for stor vægt . Charles så forundret på ham , lod sit arbejde hvile og sagde : — ja , de vil måske le ad mig , når jeg fortæller dem årsagen til min sorg , men lige meget , de skal få den at vide : da jeg rejste bort fra Frankrig efterlod jeg en ung pige der , som jeg elskede med liv og sjæl . Hun rejste kort derefter til Spanien ; jeg har skrevet brev til hende for over en måned siden og har endnu intet svar erholdt . Jeg ved ikke hvor det kan være , men jeg er helt utrøstelig derover . Jeg kan ikke sove om natten for uro , mit arbejde vil ikke lykkes for mig og jeg er nærved aldeles at tabe modet . Sig mig , hvad skal jeg gøre ved dette ? — hør , Gautin , de må ikke tænke så meget derpå ; de skal søge at adsprede dem lidt . Har de intet bekendtskab her i byen ? — nej . — det var herligt ; så vil de måske bevise mig den ære , at stifte bekendtskab med min familie og tilbringe nogle behagelige aftener hos os ? Dette havde Charles intet imod og med glæde modtog han derfor indbydelsen , thi han følte sig helt forladt og ene i denne store by . Den følgende aften blev Charles introduceret hos den unge kunstners familie . Faderen -- en dcrømt billedhugger — var en venlig og forekommende mand . Hans kone var lille og spinkel , men hun så så god og venlig ud , at Charles strar fattede hengivenhed for hende . det lod også til , at Charles interesserede hende , thi hun betragtede ham uafbrudt . En hel time havde de passiaret sammen , da døren åbnedes og en smuk ung pige trådte ind . Hun var iført et elegant overstykke , medens en lille koket hat , som klæedte hende allerkærest , en meget lang silkekjole og en vifte , fuldendte hendes lette klædedragt . Hun drejede dristig ind ad døren og sagde i det samme : — nå , mama , jeg så en ung dame på gaden , der aldeles lignede mig . Å , hvor hun var smuk ! Jeg blev så lykkelig derover . Rask trådte den unge pige frem for det lange spejl , uden af læegge mæerke til Charles , der sad bag ved hende . — min spillelærer er rent utålelig , vedblev hun ; han kan aldrig få mig dannet nok . Altid skal jeg høre den evige snak : sikken du kommer ind ad døren , sikken du dæerer dig ad ! Man skulle næsten tro af du ingen opdragelse har fået ! — men det er også en gammel gnaven en ; det var ikke rigtigt af sende mig hen til ham , istedenfor til en ung , smuk mand , som man i det mindste kunne ft på , uden af blive bange . Og det siger jeg , af dersom mama ikke stoffer mig en anden læerer , så vil jeg slet ikke spille mere . Under dette raisonnement havde hun taget overtøjet af og ordnede sine lange kreller . — men hvorfor er mama så faus ? Du svarer mig jo flet ikke , vedblev den unge pige og vendte sig om ; men hun for bestyrtet et par skridt ttlbage , da hun fik øje på Charles , og sagde henvendt til moderen : — men hvorfor har mama ikke underrettet mig om at her var fremmede ? Hun besindede sig imidlertid hurtigt , gik med en overordentlig ro hen til Charles og rakte ham hånden , idet hun sagde : — god aften , signor ; jeg kan tænke at de er den ven , som min Broder Sally har omtalt og roest så meget ; jeg glæder mig ret til at stifte deres bekendtskab , thi her kommer så få . — Korilla , hvor du dog er overgiven og snakkelysten iaften ; hvad går der dog af dig ? sagde hendes moder formanende , idet hun sørgmodig rystede på hovedet . Charles havde været et stumt vidne til denne scene . I tankerne satte han hende ved siden af Hulda , og han kom til det resultat , at hun stod langt over denne lille kokette . Charles sagde nogle forbindtlige ord til Korilla , hvilke hun optog som en kompliment , og ugenert tog hun plads ved siden af sin Broder og ham , og begyndte en konversation , der ikke var ganske passende for en dannet ung pige . Charles ' forbavselse steg mere og mere , han begyndte at føle interesse for hende , thi det var noget nyt for ham , han havde aldrig hørt noget sådant tidligere . Hele aftenen underholdt han sig med Korilla , og hun — ja hun syntes at gøre sig mere og mere elskværdig , jo længere de talte sammen . Hun flyttede sig helt hen til ham , greb hans hånd og Charles blev meget forvirret herover . Han vidste ikke hvorledes han skulle bære sig ad for ar komme ud af denne farlige stilling . I grunden var det sket ikke ubehageligt at være genstand for en så smuk piges interesse ; halvt modstræbende belavede han sig til at gå , men klokken var mange og det ville derfor være upassende at opholde sig længere hos dem . Vennen tilbød at følge ham hjem , og det var kun med megen besvær at de formåede at holde Korilla tilbage — hun ville absolut følge med . Da Charles var gået irettesatte moderen hende så strengt , at Korilla grædende gik op på sit værelse . Hun sov ikke denne nat for at tænke på den unge , smukke mand , der havde besøgt dem hin aften . Da Charles gik til ro tænkte han også på Korilla , han sov hellenske denne nat , dog var det ikke for hendes skyld , nej , ved al sammenligne Hulda med hende stod Hulda for ham som den blideste engel og for i tankerne ar være samlet med hende , lukkede han ikke sine øjne hele natten . sersgtredivte kapitel . Tilfæeldets magtvi ville nu atter henvende vor opmærksomhed på Konrad efter at han havde fået sin darnestue island , tænkte han straks på nye bedrifter . Hulka var hans stadige tanke , og at tilintetgøre hendes lykke var hans mægtigste opgave . Han vidste at hun var rejst til Spanien , og derfor tøvede han ikke med at udføre sine afskyelige hævnplaner . Af en af Charles ' venner havde han hørt , at Charles var rejst til rom , for hos en berømt kunstmaler at udvide sit talen « ; og han glædede sig i sit stille sind derover , thi det var noget som han kunne benytte sig as . Nogle dage derefter rejste denne djævel til rom , før at udspionere sin Broder , og derved bevirke et brud mellem Hulda og ham . Efter en temmelig besværlig rejse landede Konrad i Italien . Hans første tanke var at opspore hvor Charles befandt sig , men han indså at det ikke var nogen let opgave . Efter at han var kommen til . Rom gennemvandrede han denne store by , før om mulig at opdage noget spor til Charles . imidlertid så han tfke noget til ham . Ærgerlig vandrede koorad hen til et hotel , for der at søge ophold for natten ; men som han således gik i sine egne tanker , fik han pludselig øje på en ung smuk dame , der særlig tiltrak sig hans opmærksomhed ved sit besynderlige væsen . Han nærmede sig hende og betragtede hende nøje , og hun — ja hun så atter på ham og lod sig ikke genere of hans gennemborende blik . Konrad tiltalte hende på italiensk , og Korilla — thi hende var det — hørte straks på dialekten , at ban var en franskmand , af hvilken grund hun straks fattede interesse for ham . — tillader signora at jeg ledsager dem hjem ? Sagde Konrad , og tog galant hatten af for hende . Korilla gav intet svar . — jeg er aldeles fremmed her i byen , vedblev Konrad ; jeg ved næppe hvorhen jeg skal vende mig , for at få ly over mit hoved denne nat . Jeg har henvendt mig til flere hotelværter , men jeg har stedse fået det svar : alt er optoget . Jeg kommer nok af den grund til at opholde mig under åben himmel denne nat . Korilla følte medlidenhed med ham , og i en deltagende tone spurgte hun : — er de da først kommet til rom i dag ? — ja , signora , jeg er først kommet hertil i dag , jeg har aldrig tidligere været i denne by . — hvorfor er de da kommet hertil ? spurgte Korilla ligefremt . Konrad studsede ved dette spørgsmål . — jeg . . . jeg er kommet hertil for . . . for at uddanne min kunst , fremsfammede han . Korilla modtog da Konrads arm og i længere tid forholdt de dem tavse . — jeg agter at anskaffe mig en storartet statue , med det samme jeg befinder mig her i kunstens sande hjem , vedblev Konrad ; jeg har hørt en billedhugger omtale , hans navn er pjerri , men desværre kender jeg ikke hans bopæl . — pjerri , sagde Korilla ; ih , det er jo min fader ; det træffer sig overordentlig heldigt , og det skal være mig en glæde at føre dem til ham . Da de kom hjem blev Konrad forestillet for hele familien . Sally var netop hjemme den dag og da faderen bad Konrad om at blive den aften hos dem , modtog han indbydelsen og gjorde sig det ret bekvemt hos familien . Under samtalen lod Korilla ham vide , at hendes forlovede kom snart ; hun fortalte af han var et særdeles smukt ungt menneske og af han tilmed var en meget dygtig kunstner . Det hjalp ikke alt hvad moderen stødte til hende ; Korilla vedblev af snakke og da Konrad spurgte hvad hendes forlovede hed , knipsede hun med nakken og sagde : — det er egentlig ikke min forlovede , men jeg elsker ham og jeg skal nok mage det således , af det ikke skal vare længe inden ban bliver det ; han seer allerede så henrykt på mig ; men jeg er jo også nydelig , efter hvad man siger , sagde hun og drejede sig rundt for spejlet , idet hun beså sig fra alle kanter . Konrad blev - hvor sket han end var — så forbavset , af han betragtede hende i lang tid , uden af sige et ord . Han havde allerede en plan med hende . Vi må bemærke , af Konrad var aldeles ukendelig ; en blond paryk og et langt skæg af samme farve , umuliggjorde af man kunne kende ham . Han blev der altså om aftenen , og han blev re * gode venner med Korilla og den øvrige familie . Charles havde lovet af komme samme aften , og da klokken slog 7 stod han på dørtærskelen . Korilla sprang ham i møde med åbne arme , idet hun råbte : gudskelov at de kom ! den fremmede længes efter at se dem . Konrad var bleven målløs stående ved bordet . — tilfældet kommer mig til hjælp ! mumlede han idet øjnene tindrede med en djævelsk ild . Det er altså hendes forlovede , vedblev han ; det er jo rart ! Bliv du kun , min ven ! det skal ikke være nogen hemmelighed i mange dage . Charles modtog Korilla , som en fader modtager sit barn ; han klappede hende venligt på kinden og overrakte hende en buket smukke blomster . Korilla var henrykt ; hun sprang omkring på gulvet og jublede som et barn . Charles blev venlig modtaget af hele familien , og alle kappedes om at gøre ham det så behageligt som muligt . Harmfuld så Konrad dertil . I hans hjerte brændte misundelsens flammer og rasende tænkte han : — altid skal han foretrækkes for mig , medens ingen seer til mig eller bryder sig om mig ; men derfor — netop derfor skal jeg hævne mig på ham . Hvor jeg skal glæde mig , når jeg engang har trådt ham ned i støvet og jeg selv står bøit oppe på lykkens tinde , glimrende som en sol skuende ned på ham fra al min herlighed , da vil han måske bede mig om nåde . . . Han kom ikke længere i sine tanker , thi Korilla kom springende hen til ham med Charles ved hånden . — vær så god at hilse på den fremmede herre , sagde hun smilende . Charles gjorde et gratiøst buk for Konrad , og denne besvarede det koldt og afmålt . — her er min forlovede , sagde Korilla henvendt til Konrad . Charles truede ad hende og sagde : — hvorfor siger de det , den fremmede herre er istand til at tage deres spøg for alvor . Korilla rødmede let og vendte sig i vrede fra ham , medens Charles indlede en samtale med den fremmede . Han syntes at have hørt denne stemme før , — det forekom ham så besynderligt at den fremmedes øjne tindrede , hver gang han så på ham , døg tog han ingen notits deraf . Aftenen henrandt under spøg og latter og Charles besandt sig virkelig lykkelig i denne lille familiekreds . Men hvad gjorde Konrad ? Han og Charles fulgtes hen ad vejen , da de forlod selskabet . Tilsyneladende rolig gik han ved siden af Charles , men det sydede og kogte i ham , så han havde den største umage med at beherske sig . Endelig skiltes man udenfor det hus , hvori Charles boede , og han gik op på sit værelse , hvor han snart faldt i en rolig søvn . Han ville næppe have sovet så rolig , dersom han havde vidst , af den fremmede , der fulgte ham hjem , var hans egen Broder . En måned var atter forløde » og i den tid havde Konrad og Charles været stadige gæster hos pjerri , og Konrad søgte af indsmigre sig så godt hos Korilla , af hun døg idetmindsfe betragtede ham med velvilje . Han søgte stadig af nedsætte Charles i hendes øjne , for af vinde hende for sin plan , men Korilla elskede virkelig Charles så højt , af hun ikke ville høre tale om noget , der kunne skade ham i ringeste måde . en Asten kom Charles ikke . Han havde nemlig fået skrupler over af komme der så lidt for Korillas skyld , thi han mærkede af det blev til alvor med den unge piges tilbøjelighed for ham , og dette måtte han for enhver pris undgå . Han havde besluttet af komme der , for af søge af forbedre den . ville unge pige , men da det ikke kunne lykkes ham og han derved udsatte sig for den fare , af blive elsket af et væsen , som han umulig kunne have nøgen tilbøjelighed for , så indså han , at det ikke var rigtigt at komme der oftere . Korilla sad netop og ventede på ham , da Konrad trådte ind . Han tog plads ved siden af hende , greb hendes hånd og sagde : - nå , deres ven er nok ikke kommet i aften ? — nej , sagde Korilla , idet hun urolig så sig om , for at skjule sine forgrædte øjne . Han har formodentlig travlt med et eller andet arbejde . — nå , så det tror de , sagde Konrad ; så de trøster dem ved falske forhåbninger . I dette øjeblik sidder han måske og omfavner en eller anden skønhed ; nej tro de mig , han er ikke til at stole på . Det er jo der jeg har sagt dem , de får ham aldrig , thi han elsker en anden . — det er ikke sandt ! råbte Korilla , idet hun heftigt rejste sig og knyttede de små hænder . — jo vist er det sandt , jeg vil give dem et bevis derpå . Igår aftes , da vi gik herfra , fulgtes vi hen ad gaden . Da kom en tæt tilsløret dame forbi os . Han fik pludselig hastværk og forlod mig . Jeg havde dog lyst til at se om han virkelig var så sket , som jeg har sagt dem at han er . — jo , ganske rigtigt , han fik damen under armen og de spadserede en lang tid sammen . — herefter tænker jeg at hun har i agt beslag på al hans tid . Korilla var bleven blussende rød ; hun greb Konrad i halsen og råbte i sandt raseri : — sig al de lyver , eller jeg knuser dem ! Hendes øjne rullede vildt i hovedet og den lille hånd holdt så fast i Konrads Hals , at han næsten krympede sig af smerte . Men del var netop således at Konrad ville have hende . Nu var tiden kommen , at hun var modtagelig for hans planer . Han greb hende fast om den hånd , der holdt ham , og sagde aldeles rolig : - de kan jo hævne dem på ham ; jeg har ingen skyld deri . Søg en passende hævn , intet er for slemt til ham hun flap hans Hals , hendes øjne lynede og med feberagtig hast råbte hun : — ja , de har ret ; men hjælp mig , hjælp mig , at hævne mig på ham ! — som de vil , sagde Konrad ; den bedste hævn vil være at skrive et brev til den dame , der fængsler ham til sig . Hun bør underrettes om det hele . Korilla betænkte sig et øjeblik . — ja , vil de ikke , da bliver det deres egen skade , men for deres egen skyld vil jeg råde dem til , af lade hende vide hvorledes forholdet stiller sig . — nuvel , sagde Korilla ; min beslutning er tage » ; jeg vil skrive til hende , — han har fortjent det , den troløse . Konrad dikterede hende og med skælvende hånd nedskrev hun følgende : „ Komtesse < le Tadlos ! » Deres forlovede har i går holdt bryllup „ med en ung smuk dame , der var i besiddelse „ af en meget betydelig formue . Det gør mig „ hjertelig ondt af målte meddele dem dette , da „ jeg ved hvor meget de holder af ham . Jeg er „ nemlig rejst til rom for min sundheds skyld , „ og den første nyhed jeg hørte var den , af Charles „ Gautin var bleven gift med en rig italiensk „ Dame . „ Jeg græd i mit ^stille sind ved tanken om » den smerte , det v , l forvolde dem , men min „ Hengivenhed for dem fordrer , af jeg underretter „ Dem derom , for af de kan vide af straffe den „ Uværdige , der har drevet spot med en så „ elskelig pige , som de er . „ Deres inituPinit==Alice deruPder==P . “ Korilla studsede over brevets indhold , og sagde ; — men sig mig , hvad er deres mening med dette brev ? — det er aldeles nødvendigt af vi stiler det således , sagde Konrad ; thi når vedkommende dame får dette brev , da vil hun aldeles hæve forbindelsen med ham , og de har ham atter for dem selv . Lad de blot mig råde , jeg skal nok mage det således , af de får en hævn , der er dem værdig . — men hvorfor skal der skrives et andet navn under brevet ? sagde Korilla og så forundret på ham . — jo , det er aldeles nødvendigt , lød svaret . — er det navnet på den dame han fulgtes med ? vedblev dun . — ja , svarede Konrad aldeles rolig . -- ja så , men hvad er deres mening med af hævne mig ? Tror de af jeg får tilstrækkelig hævn med dette brev ? - lad de blot mig råde , jeg skal nok indrette det således , af deres hævn bliver som de ønsker det , sagde Konrad , idet han gik med brevet . Neppe havde han forladt huset , før hun bittert fortrød af hun havde indladt sig på dette skændige f retagende . Hun ville ile efter ham , men hendes moder kom j det samme ind i stuen , og Korilla glemte i samme øjeblik alt , Konrad , brevet og hævnen , for at tale urev hende om Charles . det var langt ud på aftenen . Korilla havde opirret sig selv ved den tanke , at Charles ikke bred sig om hende . Hun tænkte nu på , hvorledes hun skulle hævne sig uden den fremmedes hjælp . Pludselig sprang hun op idet hun råbte : — ja , jeg vil , jeg må først tale med ham ! Tanke og handling var hos hende et , hun iførte sig derfor hastig sit overtøj og snart efter befandt hun sig på de mennesketomme gader . Uden at tænke på , ar det var så sent om aftenen , styrede hun sine skridt henimod hans bolig . Hun bankede hårdt på døren . Charles lukkede op , men for forbavset et skridt tilbage , da han så Korilla stå for sig . — men bedste signora dog , hvad tænker de på , at de så sent cm aftenen vover dem ud alene ? Råbte han , idet han førte hende ind i værelset . — det er mig lige meget hvor sent det er , når jeg blot kan se og tale med dem , sagde hun , idet hun skødesløst tog plads i en stol . Ja , lad mig sige dem det med det samme , jeg kan ikke leve uden dem , de er mit alt på jorden . O , jeg beder dem , forstød mig ikke , vedblev hun , da hun så at Charles gjorde en afværgende bevægelse med hånden . — men bedste Korilla dog ! råbte Charles fortvivlet . Jeg har fortiet for dem at jeg er forlovet og skal snart have bryllup . — o , min gud , det er ikke sandt , de vil bedrage mig . Jeg ved at de elsker mig , men de er for beskeden , de vil ikke sige mig det . De kan umulig have nogen anden , udbrød hun hændervridende . — jo , Korilla , når feg siger dem det , da må de tro det ; jeg nærer ikke nogen anden følelse for dem , end en Broder føler for sin søster , og jeg har vist heller aldrig givet dem anledning til at nære nogen anden følelse . — jo de har ! råbte hun heftigt ; de har lånt mig forelskede øjekast — de har på tusinde måder ladet mig mærke , at de elsker mig . Jeg hengav mig ganske til den glæde , dette forårsagede mig . O , de må ikke sige at de er forlovet , thi jeg ved at det ikke er sandt ! Med dis e ord hang hun sig om halsen på ham og kyssede ham heftigt . Charles søgte at frigøre sig før hende , men det ville ikke lykkes ham ; da stødte han hende heftigt fra sig med de ord : — jeg vil ikke kendes ved deres kærlighed ; jeg har jo sagt dem at min brud venter , — så forlad mig da , gå hjem til deres forældre , - jeg skal aldrig mere komme hjem til dem . Glem mig , Korilla , 0g søg dem en mand som elsker dem og som kan gøre dem lykkelig ; jeg kan det ikke , hele min lykke er i Spanien ! Korilla stod før ham med frådende mund ; hendes vidt opspilede øjne vare stift heftede på den unge mand , der talte således til hende . Hun hævede den højre hånd og råbte : — forbandelse over dem og hende , men især over dem , der så skammeligt har ført mig bag lyset . Dog vent , min hævn skal ramme dem frygteligt ! Hun havde næppe udtalt før Charles trådte hen til hende og sagde dybt rystet : — sig intet mere , Korilla , det kan ikke være deres mening at hævne dem på mig , der intet ondt har gjort dem . Lad os hellere følges ad hjem til deres forældre , — vær god og rolig , så vil alting blive godt før os begge . Korilla vendte sig bort fra ham uden at svare og forlod værelset , idet hun kastede et foragteligt blik på Charles . Da hun var gå : åndede Charles atter let . Han tænkte med gru på hende , thi hvad ville enden blive på all dette . Han tænkte på at fortabe rom , men hans forsæt ville derved gå tabt før ham , og han ville aldrig vinde noget navn ban kunne byde sin elskede Hulda . Altså , han måtte blive og føre kampen mod Korilla den næste morgen modtog Charles et brev . Det var fra Spanien . En overvældende folilse bemægtigede sig ham ; han lunde næsten ikke åbne brevet hans hænder skælvede og han dvælede længe før han brød seglet . Endelig åbnede han det og læste følgende , idet han blev mere og mere bleg : „ Hr . Charles Gautin ! „ Jeg griber pennen før min datter , da hun „ nu omtrent i to måneder har været syg og „ all er opgivet af lægerne . “ „ En ulykkelig familiehemmelighed umulig „ gjorde en forbindelse mellem dem og hende , og „ da min gemal fortalte hende dette , tog hun sig „ det så nær at hun blev alvorlig syg og har „ siden den tid været sengeliggende . “ „ Hun taler stedse om dem , men kun i bil „ delse . Min gemal og jeg våger dag og nat „ over hende ; stundom udbreder hun sine magre „ Arme og råber : „ Ak , hjælp mig , moder , hjælp mig og min „ Charles , — sig ham , at jeg elsker ham ligeså „ trofast som tidligere . Bed ham , ikke at tro at „ det er mig , som . . . “ „ Længere kommer hun aldrig , - da udstøder „ hun et forfærdet skrig og råder : „ O , hjælp ham , hjælp ham ! “ og hun falder „ da hen i dvale og kan ligge således hele „ Dagen . “ „ O , hr . Charles , kan de begribe en moders „ Smerte , kan de forstå hvad den må lide , som „ seer sit eneste barn hensygne dag for dag , „ uden at kunne lindre den smerte , der nager „ hendes hjerte ? “ „ Deres smerte kan ikke være dybere end „ min , — de mister deres forlovede , men jeg — „ ak , jeg mister mit eneste barn . Jeg vil prøve „ på at trøste dem , men det vil ikke lykkes , da „ jeg selv er så ulykkelig , som noget menneske „ kan være . “ „ Farvel og Levvel , hr . Gautin ! Nu , da „ vore veje skilles , vil jeg ønske at de må finde „ Dem en ledsagerinde , der kan lindre deres sorg „ og gøre dem lykkelig . — allså Levvel og „ Gud være med dem ! “ „ Vær vis på at min datters sidste ord „ vil blive : farvel , elskede Charles . Grevinde « lo Tadlos . “ Charles havde læst brevet tre gange , og endnu forstod han ikke ret hvad det var han læste . Endelig udbrød han : — min Hulda tabt for mig for bestandig ! O , hvad er livet uden hende , som jeg elsker til min sidste blodsdråbe ? O , min gud , tag hende ikke fra mig eller jeg må følge hende ! Ak , livet er dog ikke andel end en kæde af sorger og bitre skuffelser . O , min Hulda , snart skal jeg være hos dig i himlen , thi jeg føler at jeg ikke kan leve uden dig ! Han kastede sig på sengen , drog ansigtet langt ned i puderne og gav sin smerte luft i en krampagtig hulken . længe lå han således ; da sprang han på engang op og råbte : — ja , således må det være , » il ham vil jeg sende min bøn , han vil høre mig ! Charles kastede : sig på knæ og bad en inderlig bøn til gud om frelse for den unge pige , han havde så kær . Stjernerne tittede venligt ned til ham , som ville le udtyde for ham at han ikke skulle bede forgæves . Han rejste sig styrket ved bønnen og gik bevæget frem og tilbage på gulvet . Han kunne nu bedre og roligere tænke over sin stilling . Vel tyngede sorgen ham , men enhver finder en trøster i sin gud og dette hjalp ham i nøden . Syvogtredivte kapitel . Den lidende . De : er altså over to måneder siden at vi have heri noget til Hulda , vi ville derfor nu atter indfinde ss på grev Tadlos ' gods . Det er efterår , bladene er allerede faldne af træerne . På godset så alt så øde og sørgeligt ud . Tjenestefolkene få lov til at passe sig selv ; alle værelserne er mennesketomme undtagen et , det er Huldas sovegemak . Der er lidt liv , skønt alle liste sig hen over gulvet . Ved sengen sidder en ældre mand , det er den dybt nedbøjede grev Tadlos . Han har trukken silkeforhænget til side og betragter sit barn uafbrudt ; enhver bevægelse bliver iagttaget . Lægen havde nemlig tyet tll det sidste middel , en ny medicin var opskrcven ; hjalp denne ikke , da kunne Hulda ikke leve . Hun ville sove en halv dag , og følgerne enten gøde eller flette , ville da vise sig . I fire dinier havde greven siddet således . — endnu mangler der to timer , sagde han henvendt til sin hustru . Grevinden så på uret og sagde : — ja , du har ret , endnu to lange forfærdelige timer . Hun syslede sagte om ham og Hulda , og hun søgte så meget som muligt at bekæmpe sin bevægelse . En tjener bankede sagte på døren og listede sig hen til bordet , hvorpå han lagde et brev . Grevinden bemærkede vene ; hun åbnede brev « , begyndte at læse det , men af forbavselse tabte hun det ud af hånden ; hun greb det aller , læste og læste , dog , hun kunne næppe tro sine egne øjne . — gud i himlen , hvad har delte at betyde , sagde hun og stirrede atter på brevet . Dog , det må være sandhed , thi det er jo underskrev « af vor kæreste , vor bedste veninde . Ak , min stakkels , stakkels Hulda , du er udset til at blive et offer for ulykken , hvad taber du , dersom din sjæl flygter fra jorden ? Ingen uden din fader og moder holde af dig , — han som du elskede så højt , han gifter sig med en anden , medens du er adskilt fra ham . Ja , det er sandt hvad min gemal siger : dem der bærer navnet Gautin er forrædere , alle uden undtagelse ! Han er altså rejst bort fra dig , stakkels Hulda , din bedste ben har forladt dig ! Hun bøjede hovedet , knugede det falske brev sammen og kastede det i ovnen . Hun så hen til sin gemal ; han havde taget uhret frem og sad ubevægelig foran Hulda . - han har altså intet erfaret om brevet og han skal heller ikke få noget at vide derom , hviskedee Fru Tadlos ; heller ikke Hulda skal erfare noget herom . - den mangler kun en halv time ! hviskedee greven . - o , gud , stå os bi ! sukkede grevinden , idet hun foldede hænderne . Greven sad atter tavs . Hvor forandret var han ikke bleven i disse to måneder . Det grånede hår var bleven hvidt , øjnene vare indfaldne og havde et sørgmodigt udtryk ; den kraftige mand var aldeles forandret . Hans stemme vibrerede og skælvede , da han sagde : — tiden er udløben ! grevinden stod oprejst , med de skælvende hænder fast sammenknugede . Hele hendes legeme rystede . Frygt og tvivl stod at læse i hendes bekymrede åsyn , tanken var henvendt til gud ; hun bad om sit eneste , sit kære barns frelse . Kort efter hørtes et sagte suk opstige fra Huldas bryst og hun gjorde en svag bevægelse ; derpå blev alt stille . — hun er død ! jamrede greven . Ak , jeg ulykkelige , hvad har jeg gjort ! — vær rolig , min kære gemal , hviskedee grevinden ; gud vil hjælpe os i vor nød . Greven havde bøjet sit hoved i stum fortvivlelse . Et suk lød sig atter høre og Hulda gjorde atter en bevægelse . — mit kære , kære barn , sagde han og kyssede hende på panden . Atter lød et suk , og Hulda , der i de sidste dage neppe havde kunnet gøre en bevægelse , drejede nu hovedet om mod sin fader og moder og smilede til dem . - o , gud ske tak , mit barn lever ! sagde greven inderlig taknemlig . Han rejste sig , omfavnede sin gemalinde , og de længe forpinte hjerter gav deres glæde luft i tårer . Skjøndt Hulda var meget mat så hun dog sine forældres glæde . Dog havde hun ingen tanke for det ; en dødlignende døsighed beherskede hende , så at hun ikke formåede at vende sig om . lægæn kom kort derefter . — nå , hvorledes går det med min patient ? Sagde han og gik hen til sengen . Nå . det er jo galant det , — krisen er heldig overstået , det kan jeg lide ! Hulda så bedende på ham , som om hun ville sige : — ak , de tror at have gjort mig noget godt , men nej , jeg ville have været lykkeligere dersom jeg ikke havde levet . Men så tænkte hun på sine forældre og vendte øjnene bort . Lægæn ordinerede nogle styrkende midler og forbød alle at tale til patientenhan gik og Hulda faldt kort efter i søvn . Hendes forældre hengav sig ganske til håbet om deres datters frelse . Atter er en måned forløden og i denne tid er Hulda kommet sig betydelig ; hun er allerede kommen så vidt , af hun må være oppe et par timer daglig . Det er den første dag af hun har lov dertll , skjøndt hun har været rask i over en uge . Kammerjomfruen klædte hende på og Hulda blev sat på en stol , der var vel forsynet med puder . Hun var meget bleg og man fik ikke flere ord over hendes læber , end nødvendige svar på de enkelte spørgsmål man gjorde hende . når hun så fin fader , sf ! hendes ansigt et vemodigt udtryk , og ikke sjældent vendte hun hovedet bort når hun fik øje på ham . Moderen bemærkede dette og sendte hende et bebrejdende blik , som Hulda besvarede ved af slå øjnene ned og bøje hovedet . Hulda havde gentagende spurgt fin moder om brev fra Charles , men i begyndelsen havde Fru Tadlos undgået af besvare hendes spørgsmål . Dette var Hulda påfaldende og hun vedblev derfor af spørge . Endelig sagde Fru Tadlos , af lægen havde forbudt enhver sindsbevægelse , hun målte derfor ikke tænke på noget brev før hun var bleven raskere . Hulda påstod derimod , af hun var rask nok til af kunne tåle af læse brevet , men dette ville Fru Tadlos ikke indrømme , da hun , — som hun sagde — havde givet lægen det løfte , at den unge pige ikke skulle komme i berøring med noget , der kunne angribe hendes nerver med tålmodighed fandt Hulda sig heri , skønt hendes længsel efter at vide hvorledes Charles havde det var ubeskrivelig . Efter nogle ugers forløb var Hulda så rask , at hun som sædvanlig kunne gå oppe den meste tid af dagen . Forældrenes glæde var ubeskrivelig , og de gjorde alt hvad de kunne for at gøre hende lykkelig , men dette opnåedes ikke , trods alle deres bestræbelser . Hulda anmodede ofte fin moder om Charles ' breve og Fru tadlvs var helt ulykkelig herover , thi hun havde i den sidste måneds tid modtaget en overordentlig mængde breve fra Charles , men da hun antog at de alle indeholdt efterretninger om hans giftermål , havde hun » åbnet slukket disse l lommen . En dag vedblev Hulda st plage sin moder så meget om brevene , at denne til sidst gav efter ; hun greb i sin lomme og lagde en hel bunke preve på bordet , hvorefter hun bortft ' crnede sig . Begærlig greb Hulda pakken — hun vidste ikke hvilket hun ffulde åbne først ; — endelig beslutlede hun sig til at tage det største ud af bunken . Hastig åbnede hun dette og lsste nogle linier deraf , men udstedte i det samme et heftigt skrig og faldt kraftesløs tilbage i stolen . Det var atter et af visse breve , som Konrad havde dikteret ; det indeholdt en endnu tydeligere meddelelse om Charles ' forlovelse og giftermål med en rig ung dame , samt om dans overordentlige lykke . Dette brev var ligeledes undertegnet med deruPder==navnet „ Alice deruPder==P . “ Hulda fattede sig imidlertid hurtig ; ganske rolig lagde hun brevet sammen og åbnede et af de andredette var virkelig fra Charles ; hele dette brev åndede ide ! Kjæerlighed , samt sorg og fortvivlelse over hendes hårde sygdom og deres adskillelse . Derefter bad han hende om , at forklare ham den hemmelighed , som - efter hendes moders skrivelse bevirkede , at en forbindelse imellem dem ville væere en umulighed . Han fortalte hende i hjertets rene sprog hvor ulykkelig han var bleven , da han havde fået dette budskab . Hulda fik tårer i øjnene da hun havde læst dette . — stakkels , stakkels Charles ! råbte hun ; du har lidt meget , men jeg — ak jeg har vist lidt endnu mere ! Hun . åbnede nu alle de andre breve , men de vare alle falske , undertegnede med deruPder==navnet : „ Alice deruPder==P . “ Hulda læste dem med fasthed ; ikke en tåre kom over de blege kinder — ikke engang et suk hørtes - hun havde gennemskuet hele intrigen , hun kendte den hævnende nemesis , der havde dikteret disse , — hun skuede Konrads ondskab fra hvert ord disse indeholdt . Konrad havde nemlig , da han gennem den nye tjener Francois , som greven havde engageret , erfarede , at Hulda ikke havde fået Korillas brev , — skrevet kl andet af ligelydende indhold , og efter den tid stadig ovsnapvet Charles ' breve og byttet disse med andre . Konrad havde stadig forhørt sig hos tjeneren , — der på Konrads tilskyndelse havde søgt plads hos greven , — om Hulda havde læst disse breve , men stadig fået nej ; han kunne ikke udrette noget førend han vidste dette . Men vi må tilbage til Hulda . Da hun med fasfhed havde gennemlæst alle brevene , fremtog hun fra et hemmeligt rum i sin brevtaske nogle billetter og sammenlignede disse med Konrads brev . Efterligningen var slående ; men ved nærmere eftersyn kunne man se at det dog ikke var en og samme håndskrift . Hulda jublede i sit stille sind , men hun besluttede ikke at lade noget menneske erfare det hun nu vidste hun ville lade , som om hun var meget ulykkelig . Det var også nødvendigt at hun forstillede sig åledes ; thi gennem nøglehullet blev enhver af hendes bevægelser iagttaget af den lurende fronrois . Nogle dage derefter modtog Konrad følgende brev : „ Eders højhed ! „ Jeg har iagttaget hende - hun sammen « „ lignede deres brev med et andet , men uden „ Resultat , thi det var så udmærket eftergjort , „ at hun ikke opdagede noget ; hun blev meget „ ulykkelig derover , dog ikke i den grad som jeg „ havde ventet . “ „ Et brev endnu , som betager hende ethvert „ Håb , og så kan de begynde deres frieri „ . på ny , og hun vil da tage tiltakke med dem „ når hun indser at Charles ej er hende værdig “ „ Jeg venter nye befalinger . Francois . “ Hulda vidste dog ikke at hun blev udspionerer , men hun havde fattet mistanke til tjeneren , thi han var flere gange kommen ind med breve , som hendes moder hurtig havde snappet fra ham han havde altid søgt at gøre sig bemærket ved at slå ved døren og bukke . Uagtet Hulda flere gange tilkendegav ham at han skulle gå , var han i almindelighed dog så næsvis at blive stående og stirre på hende med en sådan dristighed , at Hulda blev helt ubehagelig berørt derved . Ofte vendte hun hovedet imod ham og så stift på ham , men hans ansigt fik da et så djævelsk udtryk , ar Hulda forbavset vendte sig om . Vi må dog bemærke , at han kun vovede delte , når Hulda var alene . Hun føltx en uovervindelig afsky for denne tjener , og ville ofte tale til sin moder derom , men hun kom sjeldent længer end på halvveien , da hun syntes at det var en skam at tale om sligt nu , da hun befandt sig i sine forældres hus , hvor intet ondt kunne vederfares hende . Hun tav altså , men i sit hjerte nærede hun frygt for at det skulle ende forfærdeligt . Hun tænkte på Charles , hvilken fare måtte han ikke svæve i . Hun tænkte på at ville sende brev til ham , men hvad kunne det nytte , det ville sandsynligvis blive opsnappet ligesom alle de andre . Hun blev afbrudt i sine tanker ved at Fru Tadlos kom ind i værelset og bad hende om at klæde sig om , da der var kommet fremmede til godset . Hurtig adlød Hulda og begav sig ned i salonen . På vejen dertil skulle hun gennem bibliotteket . Da hun var kommen derind bemærkede hun at en dør der førte ind til et mindre værelse , hurtig blev smykket i , og hun hørte nogle temmelig højrøstede stemmer derinde . De der befandt sig derinde havde næppe set hende , chi de ville da ikke have talt så højt . Hulda skælvede stæerkt , da hun stod ved døren og hørte disse ord : — te har forledet mig til at aflægge ed på at jeg ville holde mit løste for de gulopcnge hvormed de lokkede mig ; men her har de pengene igen , thi jeg holder alt for meget af den unge komtesse , til at jeg skulle gøre hende noget ondt . Hulda hørte den anden sremme svare og hun genkendte strar den nye tjener , — nej , behold dine penge , sagde han ; et ord er st ord katter du det noget ondt at bonfore den iNitupiNit==fjsNNe frekeN ti ! et slot i NærhedeN , hvor d ( N gode herre vil modtage hende . Hun vil vist væere os taknemlig derfor , tbi hun elfl r den unge hr. Konrad gaurin som sin oilsteen ; derfor må du ikke betæenke dig- du si^er at du holder af hende , — hvis du mr det , da bevis hende den tjeneste i morgen nat , når erpeduionen skal gå for sig . — men tror du også at det er en god gerning , at bortføre hende fra hendes forældre ? sagde dm anden . — å , du er et fs ; vil du så , ja eller nej ; jeg lader mig ikke således spille boldt med , må du tro . den anden stemme fik næppe svaret ja , før der hørtes trin i forværelset . Francois gik henimod døren , den anden fjernede sig også straks , men da Hulda hørte at den ene af dem kom hen imod den dør , hvorved , hun stod , flygtede hun hen dag et skærmbrædt . Francois åbnede døren og trådte ind ; Hulda rystede og skælvede da han i nogle minutter gik frem og tilbage i værelset . Endelig fjernede han sig og Hulda løb ben til døren og forsvandt gennem denne . Hun var dybt rystet og formåede næppe at gå op ad trappen . I det første værelse traf hun sin moder , der talte med en af tjenestefolkene om opvartningen . Grevinden , der bcm ærkrde sin Dars forstyrrede udseende , afskedigede pigen . — Hulda , sig mig dog hvad der er i vejen , sagde hun , du seer så anstrengt ud ? -- jeg er ikke vel , svarede Hulda undvigende og gik hen mod salsdøren . Hendes moder ilede efter hende og sagde bekymret : — Hulda , jeg kan ikke udfolde at se dig således ; sig mig hvorfor du ikke vil svare mig oprigtigt ? Hulda tvang sig til at smile , men sagde bedrevet : — kære moder , du ved bedst hvad der fejler mig ; tænk på Frankrig og sørg med mig . Hun lænede hovedet mod sin moders skulder sg så hende tillidsfuldt i ; . d i de trøfaste øjne . — sørg ikke , Hulda , sagde grevinden rørt ; men glem ham og vær lykkelig hos dine forældre , da det nu ikke kan være anderledes . — kan jeg da glemme ham , moder ? O , når du vidste hvor dette stakkels hjerte lider , da ville du søge at lindre dets smerte — jeg vil dog aldrig få min stakkels , stakkels Charles . Hulda sænkede sit hoved ned på brystet og tårerne sneg sig ned ad hendes kinder . — du må ikke græde , mit barn , husk , vi har fremmede . Lad os ikke tale mere derom , rør tårerne af dine kinder og lad os gå ind til de andre . Hulda kyssede sin moder og søgte at blive herre over sin bevægelse ; dog lykkedes det hende ikke ganske , hjertet bankede som om det skuldr sprænges og hun skælvede endnu ved tanken om det hun havde hørt . En tjener åbnede i det samme døren for Hulda og hun trådte hastig ind . De fremmede blev forestillede for hende ; det var en ung smuk herre på nogle og tyve år , en ung smuk dame samt en gammel herre , der lod til st vogte på de unges skridt , som høgen på duen . Da Hulda erfarede deres navne , for der et glad smil over hendes ansigt , hvilket blev bemærket af de » Unge dame , og som syntes at gøre hende lidt bleg . — de er altså fra Frankrig ? udbrød Hulda . Den unge herre — eller rettere Jean petit — bukkede med et smil for henke og sagde : — ja , min frøken , vi er fra Frankrig ; har de måske også bekendte der ? — ja , svarede Hulda ; der er en dame i Paris , som dæerer deres navn og sem har viist mig mange tjenester . De er måske i familie med denne dame ? — væd de hendes fornavn ? — ja , hun hedder Alice . — så er det min søster , sagde Jean ; wen hun har aldrig talt til mig om en dame af deres navn og stand , så der må dog bero på en fejltagelse . Hulda fortalte ham hvor Alice boede , samt at hun korresponderede med hende . — ja , så er det døg min søster , der har haft den glæede at kunne gøre dem en lille tjeneste . Hulda blev glad ved at de fremmede døg på en måde vare gamle bekendte fra Frankrig , og for første gang i lang t . d henrandt dagen glad og l-kkelrg for hende . Jutta og Hulda blev de bedste veninder , og de vare så lykkelige og glade over at have sundet hinanden . Den gamle levallant , grev Tadlos og Jean vare få ivrig dtfloefiigede med at drøfte zpørgsmålet om Spaniens interesser , ar de flet ikke lagde Marke til damerne . Dog , Jean var mere opmærksom mod sin kone- thi af og til gik han hen til hende og spurgte hende hvorledes hun befandt sig . Hulda så hans kærlighed og omhyggelighed for Jutta og det skar hende i hjerter ( hun tærnkre på hvor god Charles var og sukkede derved ) . Fru Tadlos kom kort efter ind og hun så strar at Jutta og Hulda vare blevne veninder , hvilket glædede hende meget , thi det ville døg altid blive en adspredelse for Hulda . De fremmede blev der til aften og de syntes så godt om hinandens smab , at de nsdig ville stilles . Da Hulda atter var overladt til sig selv , rænkte hun med gru på den samtale hun havde høtt mellem Francois og den anden . — men det virkelig er deres hensigt at bortføre mig ? tænkte hun . Jo , der er der ingen tvivl om ; dog , jeg vil ikke crngste mine forældre dermed jeg sfa ! vide at fersrare mig , hvis det kommer så vidt ! Kort efur trådte Francois ind , for at ledsage hende ti ! hendes vcrnlftr og hvor nødig hun end ville måtte hun don - for ikke at vælke mistanke — sinde sig heri , og ikke lade ham mcrrke , at hun kendte hans ffjcendige plan . Fulgt af Francois begav hun sig op til sine værelser ; hun rystede stccrkt , sfjendt hun gjorde alt hvad hun kunne for at skjule det . Francois gik hele tiden bag ved hende , af og til trådende hende i det lange tlilkeslcrb . Hun harmedes over hans uforskammethed , men hun var alene og turde derfor ikke sige noget dertil . Man nåde døren og Hulda greb efter lyset for at gå ind , men i det samme pustede ban det ud ; en hånd lagde sig om hendes liv og trykkede hende så fast at hun gav et gennemtrængende skrig fra sig . Hånden flap hende strar og Hulda flygtede så hurtig hendes ben kunne bære hende ind i sine værelser . Hun låsede døren af så forsvarligt det kunne gøres , tændte alter lyset og undersøgte enhver krog i værelserne . Hun gik ikke til sengs denne nat ; hendes sind var i alt for stærkt oprør til at hun kunne finde ro . Otteogtredivte kapitel . Et betog i atelieret . Bi ville atter vende tilbage til rom . Efter at Korilla hin Asten havde været opp ; hos Charles havde hun ikke besøgt pjcrri . Dagen efter at optrinet havde sundet sted , kom Sally op på atelieret og spurgte , hvorfor Charles ikke , som sædvanligt , havde besøgt hans forældre den foregående aften . Charles gav et undvigende svar og Sally lagde mærke til hans bedrøvede miner ; han spurgte derfor ikke mere , men begyndte sit arbejde . De talte ikke noget sammen , hver passede sit maleri . Charles var på en måde vred på Sally , fordi denne havde fortiet før sin søsier at han var forlovet . Havde han underrettet hende derom , ville denne ulykke før ham og Korilla væeret forebygget . De havde vel arbejdet en time i taushed , da der bankedes på døren , og en mand mcd snehvidt hår og lkæg trådte ind . Ved første dielaft så han ud som en værdig olding , men ved værmere eftersyn så man et par store , mørke , luende vine , der stak forfærdeligt af mod hans hår og skjæeg . Manden gik lige hen fil Sally og forlangte af så hans mester i tale . Sally fulgte ham op fil dennes værelse , og på vejen dertil sagde manden : — kender de noget fil den unge mand , der er beskæftiget ved staseliet ved siden af dem ? Sally så studsende på ham . - - jo , ham kender jeg meget godt , svarede Sally . — vil de hjæelpe mig med af gjorde ham lykkelig ? Sally så på manden , som ville han sige : mon det står i din magt af udvirke dette ? Manden førstod ham og sagde : — nå , vil de eller vil de ikke ? — jeg vil , svarede Sally mekanisk . — godt , f-r mig så ind fil deres mester , vi tales ved siden . Sally åbnede Deren og manden trådte ind , hvorefter Sally fjernede sig . idet ban mumlede te ord : — forunderlige gamle , hvem mon du er ? Manden var imidlertid kommet ind i salen , hvor den beremte mester befandt sig . — min herre , sagde han , idet han æerkodigt bukkede for mesteren ; jeg er kommen hertil for at bestille et større arbejde hos dem . — det skal være mig en sere , sagde den galante kunstner . Vil de male en nække malerier til en salon på mit gods i Spanien , og opstille dem ftr mi^ ? — jeg har en sådan samling , min herre , sagde mesteren ; behag at træede ind . De gik nu begge ind i en meget stor sal , hvor de kostbareste statuer og malerier vare opstillede . Konrad — ri ham var det - havde snart bestemt sig til den samling malerier han her så , og betalingen skulle erllkgges i Spanien på den dag , da disse blev ophængie i hans solen . Han gav sig til at tale med mesteren om hans malerier og søgre at komm : ind på ttemaet om hans elever . Mesteren fortalte beredvillig alt og roste enhver , der viste flid og dygtighed . Blandt de første af disse næevnede han Charles Gautin . — ah , Charles Gautin ! råbte Konrad ; ham kender jeg særdeles godt . - nå , kender de ham ; det er et bravt ungt menneske . Det gjer mig lidt ondt for ham , thi han seer næsten altid så tankefuld og nedbøret ud . — ja , det her de net i , men han har også grund dertil ; -crnk dem , han har måttet flygte fra Frankrig og hertil , fordi han gjorde forsøg på at myrde sin egen Broder . Ja , det unge menneske har såmæen meget på sin samvittighed , thi foruden dette mordforseg har han et helt synderegister at opregne . — så ? hans ansigt udtrykker dog hjerrensgodhed . — ja , men det forholder sig ikke således , og han kan derved bedre fluffe folk . Han har i mange år levet af at bedrage folk , og jeg beder dem derfør tag dem i agt for ham , jeg har hsrt mange udtalelser om ham , som flet ikke tyde på noget godt , mesteren seer op , idet han sagde : — tak skal de have , fordi de underretter mig herom , jeg har i den sidste tid demæerlet , at han har stået og talt med den unge pjerri , og når jeg så er kommen ind , have de pludselig fået hastværk . — tæenkte jeg det ikke nok ! råbte Konrad . - det var jo rare historier , jeg fik at høre , men det skal blive forebygget , tro de mig , forsikrede mesteren . Konrats hjerte jublede . — snart vil gjengjældelsens time flau ! mumlede han , idet han forlod værelset . Mesteren gik med lange skridt frem og tilbage på gulvet og grublede over menneskenes slethed . Fra denne dag behandlede han Charles med den mest udsøgte uforskammethed , og han lod ham hvert øjeblik høre stikord , som vare ubegribelige for Charles . Tilsidst blev det ham dog for broget . En dag da mesteren ligefrem fornærmede ham , vendte Charles sig om og sagde : — vil de sige mig hvad de har imod mig , thi deres opførsel er mig ubegribelig ? - ja så , sagde mesteren hånlig ; sådn synes de ? — ja , i sandhed . — så ? Jeg har dog måske grund til at behandle dem således , siden deres arbejde her kun er for et syns skyld , da de jo ellers ernærer dem ved at stryge om på landevejene og stifte ondt . Charles blev bleg som et lig ved at høre dette og hans øjne , der vare vidt opspilede , stod fulde af tårer . — sig et ord endnu , råbte han heftigt ; og jeg ved ikke hvad jeg gør ! — det vil de nemt få at vide , vedblev mesteren irriterende ; gør ved mig , som de har gjort ved så mange andre der var dem i vejen : væk med dem ! Charles forstod ham . Med opløftet hånd styrtede han efter mesteren , men Sally , som havde ventet det , stillede sig imellem dem og optog slaget . Charles standsede eg rakte Sally hånden . - tak , skal du have , brave Sally , sagde ban rsrt ; jeg skal aldrig glemme din opofrelse imod mig ; du er tusinde gange bedre end hm usling , som vover at fornærme mig uden grund . Mesteren skyndte sig ud af atelieret . Sally greb Charles * hånd og sagde : — det var ikke for den egen skyld , at jeg gjorde dette , for du par gjort min sosfer ulykkrliz ved dit ffjønne ansigt , og jeg har intet tilovers for dig mere ; men hun elsker dig og har bedet mig om at fjerne enhver fare fra dig . Charles , tag hende til din kone , og du gør hende da meget lykkelig , thi hun eisser dig så højt . Du vil tog aldrig få den pige , som du elsker . Charles rystede på hovedet . - tag dog imod fornuft . Menneffe . Det er dog bedre at få Korilla , som er en jevn og god pige , end at bygge luftkasteller og gjorde sig håb om komtesser ; det må du da indrsmwe mig . Ordene gav genlyd i Charles * hjerre ; han indså tilfulde , hvor ufornuftigt hans håb var , men han ville dog ikke svigte Hulda , dertil var hun ham for dyrebar , selv om han aldrig fik beder . de han svarede derfor nej til Sallys forslag « denne gjorde en utålmodig bevægelse med hovedet . — Sally , du har aldrig elsker , sagde Charles , få du kan ikke tale derom ; hvor kan du tro , at man med en clflet piges billede i hjertet kan træde for alteret med en anden , som man ikke elsker . — jø , det kan man , sagde Sally bestemt . Når ens vykke afhænger deraf , så må man gøre det . Charles stirrede på Sally , ban kunne ikke forstå hvad han mente med det . Det var set at se , st Konrad havde haft fat i Sally og forklaret ham alt det ban nu forlangte af Charles . — jeg skal sige dig , vedblev Sally , jeg har fået at vide at du , når du kommer u ! Spanien , vil blive myrdet af nogle folk , som er udsendt af hendes fader , thi han vi ! ikke have dig ril lvigerssn ; en ung , smuk og rig Greve er bestemt til hende . — å , hvoraf har du fået det at vide ? sagde Charles ; det tror jeg ikke på . — tror du det ikke ? Pil du da se de breve , som din forlovede og den unge Greve have vcrlet sammen ; de er komne mig ihæende af en god ven , som vil dit vel , og han overrake Charles to falsfe breve , som Konrad havde givet ham . — hvad seer jeg , hendes håndflrift ! råbte Charles smerteligt . O , gud , hvad har du gjort imod mig , Hulda ; — du bar sønderrevet dette stakkels hjerte . bekymrer så Sally hans smerre . — hun er altså rask igen , vedblev Charles ; der var dog alud en god tidende . Vi må bemærke , at Francois i der tne af brevene havde es ! er ligner Huldas håndskrift så udmærket , m vet var umuligt at skelne den fra hendes egne breve . Charles stak begge brevene i lommen- røg sit ovensi på og forlod atelieret . Han gik ud i en nlkrlimnde skov , og per satte han sig ri ! at l^se brevene på ny og overienke fin ulykke . Hans sorg var ubeskrivelig - alt var jo tadr for ham ; han længtts efter ensomheden i skoven , der måske atter vilee dringe ham fred og No . Efter i nogle timer at have siddet her , degøv han sig langsomt pss hjemveikm han var imidlertid næppe trådt ind ad Deren , før han fik øje på er telegram , der lå på hans bord . Mekanisk greb han efter der , i ven tanke , ar ver bragte ham nye ulykker . Han brød det og læefte følgende : „ Charles ! Tro ikke på falske rygter om „ mig , hvis sådanne skulle vsre i omlød . Vor „ fsllcs fjende er meget virksom . Jeg er dig „ Ligeså hengiven som tidligere , men er meget „ ulykkelig , Hulda . “ Charles lagde telegrammer roligt samme « og purrede det i lommen , da han havde lsst det ; ikke en bevægelse vist « den glæde , der rørte sig i hans hjerte . I hast pakkede han sine sager sammen og forlok atelieret . Han havde fattet en bestemt beslutning . Niøgtredivte kapitel . Atter i Paris på et lille men net kvistværelse i et aftemplegadens simplere huse finde vi to mænd siddende . Deres ansigter er os bekendte , skønt de udtrykke en dyd sørgmodighed . Det er gontran og Arnold , som siden Astas død ere slyltede sammen . Det er et halvt år siden , men de ro mænd have endnu ikke førvundet den sorg , som dette havde forårsaget dem . Arnold passede sit arbejde , medens gontran passede huset og deres fælles lille husholdning , og i den tid han havde tilovers , flettede han kurve . De enedes godt og vare — uagtet deres sorg — ret lykkelige . Deres samtale drejede sig i almindelighed om hende , som de havde holdt så meget af , og som havde lidt så meget . De havde begge besluttet at hævne hende , og tage hendes barn tilbage . De ventede blot på at få samlet lidt penge ti ! at rejse for , da de havde hørt at Konrad Gautin for tiden opholdt sig i rom . Ja når de blot kunne få det lille barn , ville de væere lykkelige , thi da havde de døg en erindring om hende . Arnold havde en søster , der var ansat ved et af Paris ' s tteatre , og da ban selv havde lidt scenisk talent , var hans plan at rejse sammen med hende , så at de begge kunne optræde på et tteater . Som tænkt så gjort . Han talte til søsteren derom og hun , der gerne ville bort fra Paris , gik strar ind på hans forslag . Otte dage herefter rejste de til rom . Den gamle gontran fulgte med ; han var deres anden fader . Strar da de kom dertil fik de engagement og nogle dage derefter optrådte de allerede . Deres navn havde lokket en del tilskuere til tteatret og inden tæppet rullede op var huset propfuldt . Arnolds søster var meget smuk , og den pynt hun havde på , forhorede hendes skønhed endnu mere . Hun spillede særdeles godt og blev adskillige gange fremkaldt . under forestillingen lagde hun mærke til en ung mand , der uafbrudt betragtede hende . Arnold havte også set ham ; han syntes lt han fluide kende dette ansigt , men han vidste ikke hvorfra ; dog , pludselig mindedes han det . — min gud , der er jo ham ! udbrød han halvhoit . Skæebnen synes at komme mig ti ! Hjcrlp . Da spillet var til ende kom den omtalte herre op på ccemn for at blive præsenrcret for frøken garimlli , hvilket narn hun havde antaget . Han overrakte tjeneren sir lisnlort , og denne bragte signora garinclli det . På kortet stod narnet : „ Konrad Gautin “ . — Konrad gaurin ! råbte Arnold forbavset . Ja , Alma , ham må du endelig lade komme ind , thi han er den egentlige årsag ril at vi er ruste til nom . - hvad , er det ham , ja så skal han være os velkommen , sagde hun leende . — nej , du må modtage ham koldt oz ligegyldigt ; thi da han frivillig har indsunken sig her , der vor hæevn begynde strar . — det er også min mening , Arnold ; jeg skal modtage ham med en sådan kulde , at han selv skal komme til at ryste derved . Dog tror jeg at det vil væere fornuftigst at behandle ham på en elskværdig og forekommende måde , thi derved vil han lettere gå i jæelden . — gør som du vil , kjæere Alma , når blot du udviser dit bedste talent under denne forestilling . kort efter trådte Konrad ind . Han bukkede dybt for Alma , og hun gjengjældte hans hilsen med kold høflighed . — signora garinelli , sagde han og dukkede atter ; jeg har vovet mig herop , for at bringe dem min hyldest ; jeg er begejstret over deres mageløse talent og jeg må tilstå dem , at det lykkeligste øjeblik i mit liv var i aften , da jeg havde den nydelse at se dem på scenen . — signor , de ved ikke hvor meget det smigrer mig , at mit ringe talent har funden nåde for deres øjne . Dog , tiden iler , jeg må tænke på at komme hjem , derfor undskylder de at jeg så brat afbryder deres visit . Det skal være mig en glæde hvis de imorgen formiddag ville gentage deres besøg i mit hjem , hvor min Broder ligeledes vil glædes ved at gøre bekendtskab med dem , hr . Gautin . Konrad studsede ved at høre at hun havde en Broder , det huede ham ikke rigtigt ; men han lod dog som om intet generede ham , og undskyldte mange gange at han havde ulejliget hende . Han fjernede sig med en kompliment . Alma så efter ham og sagde til broderen : — han var forresten smuk , Arnold , det var vist synd at jeg tog så koldt imod ham . — å , hvilken snak , Alma , bliv nu ikke så blød om hjertet ; når du vidste hvor mange mennesker han har gjort ulykkelig , da ville du ikke have medlidenhed med ham , — tænk blot på Asta ! Alma gav intet svar . Begge omklædte sig og gik hjem . Den næste dag var Konrad præcis på klokkeslet hos dem ; han havde fået interesse for den lille tteater « Skønhed og han mente , at han lige så let skulle få bugt med hende , som med så mange andre damer , der var bleven bedårede ved hans smukke øjne , og det havde vist ikke gået Alma bedre , hvis hun ikke havde haft Arnold ved sin side , som kunne beskærme hende mod hans rænker . Han blev atter i dag modtaget koldt af Alma , men dette kunne ikke vedblive , thi da havde han næppe kommen der oftere . Hun blev derfor mere og mere venlig og slag af og til øjnene ned , når han talte til hende . Konrad bemærkede det , og han glædede sig over det indtryk , han troede at have gjort på hende . De vare alle tre tilsyneladende blevne gode venner . Konrad mærkede ikke den snare , der var bleven lagt for ham — Almas venlighed var skjulet for deres hævn , der bestod i , at Konrad skulle forelske sig i hende , og derved betro hende de hemmeligheder , som Arnold så gierne ville erfare ; thi de opgav ingensinde håbet om at få Astas barn tilbage . Planen lykkedes nogenlunde . Efter nogen tids forløb holdt Konrad virkelig af den unge skuespillerinde . Alma lod som om hun elskede ham , dog holdt hun en passende tilbageholdenhed for nødvendig , og det var også dette der mest holdt Konrad fængslet til hende . Hans fortrolige blev Alma dog ikke ganske , kun hvad hun spurgte om fik hun at vide , således også at han havde et plejebarn , som han holdt meget af . Dette sagde han , for at Alma skulle blive henrykt over hans godhed og ædelmod , men det var langtfra således ; hun havde nu omtrent får at vide hvor barnet var og hvorledes det forholdt sig med det . Konrad mærkede intet til planen , som skulle rive barnet fra ham ; men en dag da han som sædvanlig skulle aflægge sin visit , hørte han hoirosfet tale indenfor . Arnold var vred fordi Alma ikke ligestrar ville forlade rom for at tage tilbage til Frankrig og så fat i barnet . Astas navn blev hyppig nævnet og alt rullede strar op for Konrads blik . Han mærkede at han havde med Astas venner at bestille . — det tillader jeg ikke ! sagde han halvhøjt og forlod atter huset . Nu skriver jeg til ammen , at hun med sit liv skal indestå mig for barnet , og så til Spanien , for at se hvorledes sagerne stå der . Jeg synes at Francois holder sig aldeles stille , — mon min fugl er fløiel ud af buret ? Nej , dertil er hun for godt bevogtet af dem alle ! Hurtig gik han nu hjem og skrev til den kone , der havde den lille Viggo Gautin under sin varetægt derefter indpakkede han alt til rejsen , og nogle timer derefter vandrede han afsled til skibet . Han var akkurat kommen ombord og løst billet , da skibet stødte fra land . En herre og en dame kom i det samme til ; det var Arnold og Alma . Med forundring og skræk så de , af Konrad befandt sig ombord på dampskibet , som allerede var kommen langt ud i søen . — så , Arnold der flyver din hævn ud i rum sø ! sagde Alma ; og jeg fik ikke engang bestemt af vide hvor det vor af barnet befandt sig . Arnold så tankefuldt hen for sig . — jeg skal dog nok gøre ham en streg i regningen alligevel , sagde han i en bestemt tone . Bi følge ham til Spanien , ikke sandt Alma ? — Arnold , sagde hun leende , så få vi vel af spadsere ud i havet , hvis vi vil nå ham . — du skal ikke le , Alma , nu skal han naturligvis til Spanien for af stifte ondt for grevinden og hendes datter . Jeg lovede engang grevinde < ie Tadlos , af jeg skulle skaffe hendes datter tilbage til hende , som denne Gautin havde røvet fra hende . Det var medens de endnu vare i Paris , men jeg fik ikke anledning dertil , thi de forsvandt pludseligt og først efter længere tids forlød erfarede jeg , at de vare rejste fil Spanien , og da dette var grevindens inderligste ønske , sa » Antager jeg at de nu har det godt , men dette varer naturligvis ikke længe , for kommer Gautin først derover , så er deres lykke forbi . Men seg skal være ham i vejen , hvor han end går , og du vil vel nok være mig behjælpelig dermed , Alma ? — jo , det ved gud jeg vil Arnold , men jeg begriber ikke hvorledes vi skulle komme efter ham . — jo , Alma , grosserer driblers skib afgår med ladning fil Spanien om fire timer , og vi kunne nok komme med , da jeg kender kaptajnen . Efter denne tids forløb se vi Alma , Arnold og gontran stå på dækket af dette skib , der dampende fulgte efter der andet . Her ville vi forlade dem , for atter a » begive os fil heltinden i denne fortælling . Fyrreøgtyvende kapitel . En afslået bøn . Vi forlod Hulda , da hun angst og bævende undflyede søvnen for at passe på sine forfølgere . Denne nat var der dog ingen , der foruroligede hende ; hun ventede og ventede , men det blev lys morgen og endnu havde ingen været ved døren . Hun grundede over hvem det kunne være , der havde taget fat på hende ude i korridoren , hun troede ikke at det havde været Francois , der havde vovet dette , men hun havde dog ikke set nogen anden , inden lyset slukkedes , og derfor var der dog sandsynlighed for at det var ham . Hun vidste nu at der var flere fjender om hende , end hun havde troet , og hun indså at hun måtte være på sin post for at undgå disse . Hun gjorde nu toilette og gik ned til frokostbordet . Hun så anstrengt og sygelig ud , af den lange nattevågen , og man kunne tydelig se at hun havde grædt . Hendes moder så bekymret på hende . Greven betragtede hende også og rystede på hovedet , men Hulda bemærkede det ikke ; hun havde foresat sig ikke at åbenbare det mindste for dem , da det kun ville bidrage til at gøre navnet Gautin end mere forhadt , og dette ville hun for enhver pris forebygge . Theen blev drukken . i taushed . Hulda var ikke oplagt til at tale med dem , hun havde nemlig besluttet at bede for Charles hos sin fader , — hun ville tåle alt , selv det allerværste — og vovede derfor at gøre et forjog på at tale hans sag . Urolig sad hun lige overfor dem begge — hun vidste ikke hvorledes hun skulle begynde . Fru Tadlos så hendes uro og hviskedee til greven : — se , hvor hun lider ! og du kan vedblive at pine hende således før dit blinde had til en uskyldig ? Greven rystede på hoveder . — jeg vil kun hendes lykke , hviskedee han igen ; du må finde dig i at se hende således , det vil snart gå over og da vil hun velsigne mig . Tro mig , kærlighed hos unge pige varer ikke længe . Grevinden smilede bittert . De blev nu afbrudt i deres samtale ved at Hulda rejste sig fra bordet og gik hen i en vinduesfordybning . Gråden var nær ved at kvæle hende , da hun sad ved bordet — hun kunne ikke længer holde den tilbage . Hun brød ud i en heftig hulken , som hun dog søgte at tilbagetrænge så meget som mulig . Grevindens øjne stod fulde af tårer ved at se tit barns smerte ; hun rejste sig før at gå hen til hende , men greven standsede hende og gjorde en afværgende bevægelse med hånden . Grevinden adlød ham og blev siddende . Hulda vendte sig om og gik langsom » og med nedslagne øjne hen til fin fader . Greven havde ventet det ; han stod stille til Hulda var kommen helt hen til ham . — fader . . . Fader ! sagde hun i en afbrudt tone , som gråden halvt kvalte ; fader . . . — nuvel , hvad vil du , mit barn ? sagde han . Hulda holdt atter inde . Efter en pause vedblev hun : -- jeg ville gerne tale med dig om . . . Her kvalte gråden alter hendes stemme . — nå , hvad vil du så ? hylda kastede sig om hans Hals og sagde : — jeg ville bede for min stakkels Charles , at du ikke længer må være vred på ham ! Greven kyssede hende på panden og løsnede , hendes arme fra sin Hals . — atter denne Charles ! mumlede han fortrædelig . Ikke nok med at lin moder hver dag råder på dette navn og dets tilgivelse , men ffal også du , Hulda , fylde mine øren med denne snak ? Jeg siger det endnu engang : aldrig flænker jeg min datters hånd til den mand , som bærer den uslings navn , der har sat en plet på min families ære . — fader , fader , betænk dog hvad du siger ; jeg vil aldrig have nogen anden end ham , sagde Hulda sørgmodig . — så får du at forblive ugift , min pige , sagde den urokkelige Greve . — så skal du aldrig mere få din datter ar se ! råbte hun i vild fortvivlelse og styrtede ud af døren . Grevinden udstødte et hjerteskærende skrig og løb hurtig efter hende . Så højt hun kunne skreg hun : — stands hende , stands hende ! Hun løb så hurtig hun formåede , men kunne dog intetsteds se sin datter . Endelig kom hun ned i haven og hen til åen . Her så hun Hulda slå med øjnene stift heftet mod det mudrede vand . Hun så forfærdelig vild ud og havde fold « Begge hænderne , medens læberne bevægede sig ; men Fru Tadlos var endnu for langt borte til at høre hvad hun sagde . Pludselig så hun ^o mørle mænd med skulende ansigter nærme sig Hulda ; de greb hende og førte hende med magt ud af haven . Fru Tadlos gav et gennemtrængende skrig fra sig . Hele tjenerskabet styrtede ud i haven og Fru Tadlos angav i hvilken retning bortførerne vare fiygtede med Hulda . Francois var den allerførste ; i spidsen for dem lød han så hurtig hans ben kunne bære ham , for at komme fra de andre , ellers kunne han jo ikke advare de flygtende ; men denne gang slog det fejl for ham ; en af de største og ivrigste blandt tjenerne , som i mange år havde været hos greven , og som elskede Hulda som sit eget barn , kom foran ham . Da de flygtende mærkede , at de blev forfulgte , styrtede de afsted , som om del gjaldt livet . Dog Jules — således hed den gamle tjener — var hurtigere end dem og indhentede dem i den nærliggende skov , hvor der opstod en hård kamp , medens bortførerne havde lagt den besvimede komtesse på jorden . Jules var lige ved at bukke under i den ulige kamp , da de andre tjenere kom styrtende fil . - herhid , folk ! råbte han så højt han formåede ; hjælp mig at frelse den nådige frøken fra disse røvere ! Tjenerne og folkene omringede de kæmpende , sg røverne , der indså at de måtte bukke under , så imidlertid lejlighed fil at tage flugten . Nu ville man bære Hulda hjem , men hvo skildrer deres forbavselse , da de så at hun ikke var der . — der går en mand med en dame ! råbte Jules og pegede ind i skoven . Efter ham , efter ham ! Han var den første fil at løbe i den påpegede retning og folkene fulgte ham beredvilligt . Da de kom mærmere så de , at det var Francois , der medens de andre kæmpede , havde set lejlighed til at bære Hulda bort . De indhentede ham snart og da de spurgte ham hvorfor han gik i den retning , lød han til at blive meget forbavset og sægde : — min gud , er det ikke vejen til grevskabet ? Folkene lo ad hans dumhed , og Francois var reddet for denne gang . I triumf blev Hulda nu båren til tit hjem , hvor hendes forældre i den pinligste angst ventede hende . Hulda var endnu devistløs ; hun blev bragt til sengs og forsf efter en times forløb slog hun fine øjne op . Hun sukkede dybt , da hun atter befandt sig blandt fine vante omgivelser . Hun afslog enhver anmodning om at tage næring til sig ; grevinden var utrøstelig herover , hun ville have givet alt hvad hun ejede for at kunne gøre Hulda lykkelig . enogkyrretyvende kapitel . Den engelske fæetter Konrad stod på skibets dæk og betragtede de dansende bølger , da et andet skib pilsnart for forbi . Drømte han eller var han vågen ? På det forbiseilende skibs dæk så han Alma og hendes Broder , den gamle gontran og Charles Gautin , hans egen Broder , slå og tale sammen . Konrad for sig med hånden over panden . Kom Charles til Spanien før ham , ville alt det han havde opbygget blive nedreven igen . Ophidset gik han hen til kaptajnen og sagde : — kunne vi ikke komme hurtigere afsted ? Skibet går jo så langsomt , som om vi først skulle til Spanien om et halvt Års tid . Kaptajnen — en lille vranten person — rømmede sig , så arrigt på Konrad og svarede ikke , og det hjalp ikke alt hvad Konrad prædikede for ham , af han havde forretninger i Spanien , som ingen opsættelse tålte , kaptajnen svarede ham enten kort eller fletikke . Imidlertid havde det andet skib efter kort tids forløb nået havn i Spanien , og Charles tog afsked med sine rejsekammerater og kørte resten af vejen til grev Tadlos ' gods . Han havde , inden han rejste , forsynet sig med det nødvendige for af være ukendelig : en smuk paryk og overskæg af brunt hår , samt en lav hat og en stor slængkappe , der omtrent skjulte hele personen . Han lod vognen køre op for døren ; en tjener kom ud for af tage imod ham . Charles rystede stærkt , da han kom til af tænke på sin dristighed . Han havde af Alice petit hørt , af grevinde Tadlos havde familie i England og havde tillige erfaret navnet på denne familie . Han benyttede sig nu deraf og ville præsentere sig som en Neveu af grevinden . Planen var forresten god , thi greven havde aldrig set nogen af sin gemalindes familie . Det skulle voves ! mente han og gik hurtig ind i vestibulen . Efter af have samlet sine tanker gik han dristig op ad trappen og nåde snart den store sal , hvor han blev modtagen af greven , der høfligt bød ham af tage plads og spurgte hvem han havde den ære af se for sig- Charles gav ham sit kort , på hvilket stod navnet : Jack lillier . - ah , råbte greven , min gemalindes Neveu ! - vær os velkommen , min herre , det er mig en glæde af de beærer os med deres besøg . Nu skal jeg kalde på min hustru , der så ofte har omtalt dem ! Han ringede — en tjener trådte ind og fik ordre til af bede grevinden om af komme . Imidlertid indledede Charles en samtale med greven , der var venlig og forekommende og som syntes særdeles godt om det unge , galante menneske , der var en hel modsætning til de andre herrer , som greven kendte . Charles fandt også megen behag i den gamle Greve , og de vare indviklede i en fortrolig samtale , da grevinden viste sig . Charles ' hjerte bankede ; mon hun havde Hulda med sig ? O , hvor det ville være velgørende for hans hjerte ! Men da døren åbnedes trådte grevinden alene ind . Det var tydeligt at se ar hun havde grædt , thi hendes øjne vare endnu fugtige ; hun kom lige fra Hulda , der i de sidste dage var bleven aldeles tavs og ikke gav svar på nogetsomhelsf spørgsmål , der vedrørede det passerede grevinden gik hen imod greven , uden at lægge mærke til Charles . -- du lod mig kalde , min ven , sagde hun ; har du noget at sige mig ? Han greb hendes hånd , som han trykkede inderligt , og sagde : — her er ankommen en Neveu til dig ; det er din søstersøn fra London . Jeg er meget glad ved at han er kommen netop uu , da vi jo i den sidste tid ikke har set et eneste kært familieansizt . Grevinden gik hen imod Charles ; hun genkendte ham ikke , men da hun modtog hans kort , smilede hun glad og spurgte ham om forskellige famtlieanliggendrr , om sin søster og om alle børnene . er » inderlig glæde ^bemægtigede sig hende ver at tale om de mange kære , som hun havde efterladt i London , da hun rejste hertil det var heldigt at Charles var så godt underrettet , thi ellers havde det set galt ud for ham . I samtalens løb kom tjeneren ind og meldte at middagsbordet var dækket . Grevinden bad fin kærkomnc gæst om at tage tiltakke hos dem , og da Charles havde forsikret at det var ham en stor ære , gik man tilbords . Greven befalede en tjener at kalde på sin datter og sige hende , at der var en fremmed , som ventede at blive præsenteret for hende . Charles ' hjerte bankede så stærkt , at han næppe formåede at holde sig rolig på stolen . Tjeneren rakte ham fade , både med det ene og det andet gode , men skønt han var sulten efter den lange køretur , så kunne han dog ikke rigtig nyde noget ; det forekom ham at det varede en evighed inden Hulda kom . Suppen var allerede serveret , da Hulda sagte trådte ind ad døren ; hun var bleg og de smukke øjne vare sænkede imod gulvet . Hun var iført en lysegrøn silkekjole , besat med ægte kniplinger , som klædte hende fortræffeligt . Hendes skønhed forhøjedes næsten ved den fine bleghed , der var udbredt over hendes ansigt . Charles rejste sig ; han havde nær glemt hvor han var og ilet hen til hende , og sagt , at hun ikke mere måtte være bedrøvet , men han huskede pludselig på hvor han var , og blev stående på samme sted , imedens han bukkede for hende . Hulda gjorde en let bøjning med hovedet og greven forestillede dem for hinanden . Medens Charles sagde nogle forbindtlige ord , bød Hulda ham velkommen . Man satte sig atter til bords ; Hulda nød næsten intet og hendes nye fætter kunne intet nyde for at se på hende . Han syntes at Hulda så så lidende ud , — mon det skulle være for hans skyld ? Hvor hun dog var smuk , som hun sad der . Greven så om til den side hvor han sad og da han bemærkede at den unge mand glemte at spise for at se på hans datter , da smilede han fornøjet og nikkede med hovedet . Charles vedblev desuagtet at se på Hulda og da hun hævede øjnene , for at betragte ham , for en svag rødme over hendes ansigt , da hun bemærkede at han havde sit blik hæftet på hende . Hun slog atter øjnene ned , men hun var ikke rolig som før . Hun sad ængstelig og var bange for at gøre nogen bevægelse , da hun troede at hun blev iagttaget af sin nye fætter . En trykkende taushed herskede i selskabet , og afbrødes kun af og til af de spørgsmål , som vært og værtinde rettede til deres gjæsl . Greven var dog aldeles indtagen af den unge mand ; han så allerede i ham den mand , der skulle gøre Hulda lykkelig . Vidste han blot hvor let dette kunne lade sig arrangere ! Hulda talte ikke meget ; Fru Tadlos undskyldte sin datter med at hun i den sidste tid havde været sygelig . Man rejste sig fra bordet og det blev besluttet at man skulle spadsere lidt omkring i haven , for at gæsten kunne betragte de smukke anlæg . Med øjensynlig interesse beså Charles de smukke planter og værter , og da han havde nogen kendskab til landvæsenet , blev samtalen , for grevens vedkommende , særdeles interessant . Med en fornøjet mine vendte greven sig ommod grevinden og hviskedee noget til hende , hvorover hun smilede og forlod dem . Greven bød sin datter armen og man spadserede videre . Kort efter kom grevinden tilbage og nikkede til ham . Greven bad sin gjæsl om at undskylde , at han forlod ham et øjeblik , men forsikrede , at hans datter skulle underholde ham så længe . Charles bukkede og sagde nogle forbindtlige ord , hvorpå de begge fjernede sig . Det var længe siden at Charles havde været alene med Hulda , men han turde ikke , her i haven , hvor der kunne vcrre skjulte vidner , sige hende hvem han var . Han spadserede derfor ved siden af hende , og korsøgte at indlede en samtale med hende , men det var ikke let , thi Hulda var meget ordknap . Han morede sig over den tilbageholdenhed hun viste og han prøvede på at tale til hende ligesom dengang da de vare lykkelige . Hulda studsede ved at høre hans stemme , men når hun så op på ham , da svandt det håb , der for et øjeblik havde lyst for hende . Charles fik hende dog i bedre humør ved at han indlede en samtale med hende om blomsterne og forskellige andre ting . Han smilede hele tiden , når han talte til hende , — han fandt at situationen var morsom , thi han havde aldrig drømt om at han og Hulda ukendt skulle vandre ved hinandens side . I samtalens lød spurgte Hulda om han havde været i Italien . — ja , udbrød han ; jeg har været i Italien , men jeg har aldrig været så ulykkelig som der . — er også de ulykkelig ? udbrød hun uvilkårlig . Charles så spørgende på hende , idet han med eftertryk sagde : — er frøknen da ikke lykkelig ? Hulda tav og bed sig i læberne ; hun havde udtalt noget , som hun ellers ville have valget . Hun svarede dog med et nik med hovedet og sagde : — de siger , af de har være ! i Italien ; — i hvilken by har de da opholdt dem ? Har de været i rom ? — ja , sagde han smilende . Holda tav igen ; men det var øjensynligt af hun ville spørge videre . Charles søgte atter af få samtalen igang . — jeg har i øver et halvt år opholdt mig hos landskabsmaler Della , sagde han . Hulda greb hans hånd , uden af tænke på af det var en fremmed der stod for hende , og sagde ivrig : — kender de da ikke Charles Gautin ? Han har også været der lige så længe som de . Huldas dine lyste med en febrilst ild og hendes hånd rystede stærkt , medens det toarevædede blik , der udtrykte den mest levende uro , var vendt imod ham . Charles vendte sig fra hende ; han kunne ikke udholde dette blik , som så oste havde gjort ham lykkelig . — de svarer ikke , sagde hun ; kender de ham ikke ? — jø , frøken , jeg kender ham særdeles godt ; han var også hos Della , ligesom jeg , men ban var et menneske , der ikke talte meget , — han var vist meget ulykkelig , — gud må vide hvilken sorg der tyngede ham . Hulda vendte sig bort fra ham ; hun holdt begge hænder for ansigtet og sagde halvhøjt : — o gud , o gud ! Charles greb hendes ene hånd , lagde armen om hendes liv og hviskedee : — sørg ikke , kære Hulda ! så hurtig som lynet flygtede Hulda et stykke bort fra ham og sagde : — min herre , de vover ? Charles så førlegen ned imod jorden og frem , stammede : — om forladelse , frøken ! men vi er jø fætter og kusine , derfor tilgiv min overilelse . Hulda tilkastede ham et vredt blik og sagde : — dette berettiger dem da ikke til at være så sri imod mig . Fru Tadlos kom i det samme til og bad dem begge om at følge med sig . Grevinden standsede foran lysthuset , hvor greven havde travlt med at placere forskellige sager . Charles standsede overrasket foran dette . Det smukke bord bugnede af sjældne og kostbare frugter samt andre dejlige sager . Greven bød ham venligt ind til sig ; han syntes så veltilfreds som han i lang tid ikke havde været . Charles havde aldeles vundet greven for sig ved sin djærve optræden og sit indtagende væsen . Tiden gik og man morede sig fortræffeligt over Charles ' fortællinger om forskellige eventyr han havde oplevet i England og flere andre steder . Man skulle tro at han var vidt berejst , når man hørte ham tale . Alle vare fornøjede , selv Hulda , som ellers ikke var så glad , lod sig henrive » ed hans livlige og muntre underholdning ; thi Charles var lykkelig nu , da han befandt sig så nær ved Hulda og vidste hende uden fare . Det var langt ud på eftermiddagen da Charles rejste sig fra bordet . Hemmelig hviskedee han til greven : — tillad mig . Onkel , at jeg plukker nogle af dine smukke blomster til min kusine ? — gerne , min unge ven ; tag så mange du vil til det kære barn , det vil måske glæde hende . — vil de hjælpe mig . Kusine Hulda ? det vil adsprede dem lidt , sagde han og vendte sig om mod hende . — ja vist vil hun det ! råbte greven glad ; hun er så tungsindig i den sidste tid . — se at sæt lidt humør i hende , det skal glæde mig meget , dersom de øpnårr det ! Hulda smilede og begge forlod lysthuset og gik over ad blomsterhaven til . Han bød hende armen , hvilken hun også modtog . Da de kom til et af de smukkeste blomsterbed , afbrød Charles en rose og overrakte den til Hulda ; hun modtog rosen idet hun sagde : — den passer ikke til mig , fætter ; det er de lykkeliges blomsl . — å , bedste kusine , de vil nok blive lykkelig , de er alt for ung til at være ulykkelig . Hulda rystede på hovedet . Han plukkede flere blomster til hende og de spadserede nu videre talende om Italien , hvilket emne Hulda sket ikke kunne blive træt af at tale om . omtrent en halv time spadserede de omkring i haven og gik da atter hen til lysthuset , men Huldas foræeldre havde allerede forladt dette . Charles trådte dog rafl ind efter Hulda og satte fig ned ved siden af hende , for at samle blomsterne til en buket Hulda ville fjerne sig , men Charles sprang op og sagde : — nej , kusine , de må blive og hjæelpe mig , vi kunne snart væere færdige med denne buket . Modstræbende indtog Hulda atter sin plads , inderlig ked af „ den nye fættter , “ som flet ikke undte hende ro . Hun tog nogle blomsler og ville pryde buketten med disse , men da rejste Charles sig atter , greb hende fast om livet og sagde : — kjcrre Hulda ! hør mig et øjeblik ! mit liv , ja hele min tilværelse beroer herpå ! — nuvel , jeg vil høre dem , men flip mig , flip mig for himlens skyld , — jeg er forlovet ! råbte hun angst . Charles flap hende og Hulda flygtede over på den anden side af bordet . Langsomt og smilende log Charles det forlorne hår og skæg af , og sagde : — kan jeg ikke træede i den forlovedes sted , for jeg elfler dem over alt , min kære kusine ! — min Charles , min egen kære Charles ! råbte Hulda i den største henrykkelse . O gud , hvor jeg takker dig for dette lykkelige oieblik ! de ilede hen til hinanden og en kærlig omfavnelse lønnede deres lange og smertelige skilsmisse . — hvor kunne du ncrnne at lade mig vcrre i uvished sålcenge , da du dog så hvor ulykkelig jeg var ! sagde Hulda og så ham kerrligt ind i vinene . — jo , Hulda , jeg glædede mig over at du var så kold og srastødende imod mig , det overbeviste mig om hvor meget du holder af den Charles , du troede var så langt borte fra dig . Hulda smilede ; nu , først nu forstod hun , at livet er fijønr , selv om det ofte er sorgfuldt og tungt . De sad i over en time i en fortrolig samtale , uden ar husfe på hvor de vare . Hulda fattede hans plan , men hun frygtede for felgerne . . Charles og Hulda sagde fast omslyngede og meddelte hinanden deres sorg og længsel . Da hørte Hulda en sagte raslen , det lød som om en dame , iført silkekjole , befandt sig i rænheden . Hun sagde det til Charles , men han svarede : — lad dem kun komme ; ingen kan forbyde mig at elske dig så længe jeg lever ! — ja , det er godt nok , men . . . Læenger kom hun ikke , thi et venligt ansigt kiggede ind til dem . Det var grevinden . — hvad seer jeg , Charles Gautin ! udbrød hun våde glad og sorgfuld . — tys , tys , frue ! hviskedee Charles ; her på slottet er jeg kun den engelske fætter , indtil sagerne stille sig bedre . Fru Tadlos var nær ved at briste i latter , — hun havde aldrig vidst at Charles var så snild og modig — det er net , tag livet fra den komiske side , så går alt godt ; det er det jeg så lidt har sagt til Hulda , når hun var nær ved at bukke under for sorg og ængstelse . Fru Tadlos kunne ikke komme sig af sin overraskelse ; hun blev naturligvis også indviet i den intrige , der var bleven i agt , for at fange greven . De vare alle tre så lykkelige og glade og Hulda havde roser på kinderne , som faderen syntes så godt øm , at han fortrolig klappede den engelske fætter på skulderen og sagde : - der kan jeg lide , de gør mirakler , min kære lillier ! Således stod sagerne øm aftenen , da man skiltes for at gå til ro . Der var indrømme : Charles to smukke værelser , udstyret med en overordentlig lurus . Greven tillod ikke at der blev sparet på noget med hensyn til hans gæsts bekvemmelighed . At Charles var henrykt kan man nok begribe . toogkyrretyvende kapitel . To dage for sent det andet skib der afgik fra Italien til Spanien og hvorpå Konrad befandt sig , anløb først den spanske kysk to dage efter at Charles var ankommen til grevens gods . Dette var en følge af et uheld , der var indtruffen i maskineriet , og hvorfor skibet måtte søge havn for a » blive repareret . Konrad var rasende herover , nu vidste han at Charles var lemmen ham i forkøbet . Konrad steg strar iland ; han var i stærkt oprør og førbandede den uheldige stjerne , der bestandig kom ham i vejen han kørte også samme vej som Charles havde taget , dog ikke ind i grevens slot , men forbi dette . Han skal hovedet ud af vinduet og stirrede op til slottet , da han kørte forbi dette , men han så intet . Han kørte nu bag om slottet ; der hver haven endte og som kun ved et lavt gælde var adskilt fra skoven , viste et syn sig for ham , der rystede ham så voldsomt at han nær var sprungen ud af vognen . Ved det lave gærde stod en bænk , aldeles indrettet til to personer . Et stort kastanieiræ hældede sig skyggende over bænken , hvorpå to unge mennesker , en dame og en herre , sad i en fortrolig samtale . Han havde slynget armen om hendes liv og hun hvilede det smukke hoved på hans skulder , medens hun smilede over det han fortalte hende . Hun så så lykkelig ud og den lille mund var l stadig beværelse . Konrad sad som forstenet . — Charles har altså fået neisepas , mumlede han , siden hun sidder så fortrolig med en anden . Stakkels Charles , hvor det gør mig ondt for dig ! Sagde han halvhøjt og slog i det samme en så uhyggelig hånlatter op , at de unge mennesfer , der sad på bæenken , forsfrcekkede for op og så hen mod den kant hvorfra latteren lod . Hulda , ver strar fik øje på det ansigt , der kiggede ud af vognvinduet , gav et hjertesfoerende skrig fra sig . Charles var også forbavset ; han genkendte det afskyelige ansigt , ver skadefro så hen på dem . Kort efter kørte vognen bort og Konrad mumlede triumferende : — haha , hun genkendte mig dog . . . hun streg . . . så har jeg dog i det mindste opnået at irlsøie hende smerte . Men hvem mon den herre var der så fortrolig sad ved hendes side . Jeg skal spørge Francois derom , han må kunne give mig underretning . — ah , ah , de fruentimmer , de fruentimmer ! Ja , fortjente hun det nu bedre end alle de andre troløse , — i dag en , imørgen en anden ! . . . Ja , ja , lad os nu se . . . det kan endnu være tidsnok . vel et kvarterrs tid kørte vognen videre og holdt derpå foran et lille lystflot , som Konrad havde køb » . Han steg ud og betrådte sin nye bolig , med hoved « fuldt af skumle planer . Da han havde udhvilet sig lidt sendte han en domestik hen til Francois . Denne kom strar og Konrad modtog ham med de ord : — nå , min gode Francois , hvorledes slå gagerne ? Kan jeg . vente at trykke den små i mine arme i aften ? Francois rystede på hovedet . — det gør mig ondt , men erellencen er kommen to dage for sent , frøkenens fætter fra England er kommet i besøg og den dumme dreng er altid ved hendes side og passer på hende fra den tidlige morgen til den sildige aften . Jeg har ikke engang den fornøjelse at følge frøkenen til sine værelser om aftenen ; del lader til at man mislroer mig , thi grevinden følger selv sin datter op og går ikke fra døren før den er forsvarlig asfåset , sagde Francois mismodig . - bryd ind til hende , dit fæ ! råbte Konrad harmfuld ; eller bortfør den kærlighedsfuldt englænder , og jeg skal ikke spare hans skind , hvis jeg får fat på ham . — jeg er alene , ereilen « , og alle folkene iagttage mig , søm om jeg er en tyv , sagde francsis . Det er intet let arbejde at tage en så kraftig ung mand på sine skuldre , især når man skal gå en så lang Bei med ham . Jeg vil ikke påtage mig det , thi de se søm sagt alle sfjcevt til mig og jeg er vis på , at jeg ville få dem alle sammen efter mig , og det ville jeg vist næppe flippe helstindet fra . — ah , du frygter for dit skind , feige hund , . Råbte Konrad heftig og sprang op . Francois for tilbage ; han kendte sin herre for godt til ikke ar vide , at han ville blive slået søm en hund af dennes egne nådige hcrnder , dersom han ikke skyndsomt trak sig tilbage . Konrad slog ham dog ikke , men sagde hurtig og bestemt : — du stoffer mig frsken Tadlos hertil endnu for aften , eller du er en Dedens mand , forstår du mig ? Forlegen fremstammede Francois : — exellence » befaler noget . . . - og du adlyder ! brølede Konrad harmsuldt . . Ud af min dsr , dumrian , og vov ikke at komme tilbage uden med ham eller hende . Francois smuttede hurtig ud af døven , angst for ar opholde sig længere der , hvor han havde gode udsigter til ar få en kårde gennem livet . treøgkyrretyvende kapitel . En fjende . Konrad gik hceftig frem og tilbage på gulvet , da Francois havde forladt ham . — den laban ! brummede han ; jeg har altså givet så mange penge ud og haft al ren ulejlighed for intet . Dog nej , det må ikke være således , Francois skal føre Hulda hertil , — hvis ikke , da gud nåde ham ! I lang tid gik Konrad således , han blev mere og mere hæstig , og i sandt raseri greb han sin hat og forlod værelset for måske selv at kunne udføre noget . Han vandrede gennem den nærliggende skov ; dog turde han ikke vove sig hen til grev Tadlos ' slot , da han kunne resikere at blive genkendt af greven , og holdt sig derfor lcenzere tilbage ude på vejen . Han havde vel gået således en halv snes minutter , da han pludselig standsede foran en lille villa , som han aldrig tidligere havde bemærket . Han stod som himmelfalden , - den lignede et lille feflot ; men det der iscrr tildrog sig hans opmærksomhcd var en smuk ung dame , der sad på verandaenbeskæffiget med at binde blomsterbuketter til de store vaser , der prydede indgangen til salen . Hun var iført en hvid mousselinskjole , besat med adskillige sløjfer og bånd . verandaen var prydet med en mæengde blomster og guirlander , der dannede en dejlig ramme om den smukke kvinde Konrad var bleven stående stille foran dette maleri ; han kunne næppe dekermpe sin lyst ti ! at ile op og omfavne hende . Det lod ikke til at damen havde lagt mcrrke til ham , thi hun vedblev at se ned på sit arbejde . Konrad rømmede sig flere gange , men uden held ; da fik han pludselig en ide : han sprang hurtig op ad trappen og gik — uden at bryde sig om tjenerens protesteren — ind i salen og ud på verandaen . Han kom så pludselig , ar Jutta — thi hende var det — forskrækket sprang op og sagde : — min gud , Jean , hvor du gjorde mig angst ! — om forladelse , frøken eller frue , sagde Konrad og bukkede galant for hende . Undskyld at jeg gør dem så megen ulejlighed ; hvad må de tro om mig , at jeg således bryder ind til dem ? Men de må ikke blive vred på mig . . . jeg har løbet l hele to timer gennem skoven . . . det ridende politi var efter mig , jeg ved ikke hvorfor , man har formodentlig antaget mig for en anden . Jeg løb det bedste jeg kunne og ved at skjule mig mellem nogle buske lykkedes det mig for en stund at undgå forfolgerne . Men snart opdagede man mit skjulested og i min skrcrk løb jeg atter fra dem , kom dem snart af sigte og besinder mig nu her , uden at vide hvorledes jeg skal finde hjem . — hvorledes ? finde hjem . . . boer de da her i nærheden ? — ja , jeg antager det ; jeg ved rigtignok ikke hvor langt borte jeg er og jeg ville derfor gerne bede dem om at jeg tør opholde mig et oieblik hos dem , da jeg er meget træet . Jutta , hvis gode hjerte kom i oprør over den unge mands ublide skæebne . tillod ham med glæede at opholde sig bos hende . Der blev bragt ham -frugter og vin til at styrke sig på og Jutta underholdt dam jå godt det lod sig gøre . Hun sagde at han måtte tage tiltakke med hendes konversation , da hendes gemal og hendes fader vare ude i forretninger . Konrad forsikrede hende at ban var lykkelig over den a§re at turde opholde sig i dette prægtige hjem og han fortalte hende i samtalens løb at hans fader var fransk baron , og at han var på rejser og kun ffulde opholde sig en kort tid i Spanien . Det gik så vidt at han formelig opnåede ar gøre sig så interessant for hende , at den sidste rest as hendes frygt svandt ; hun kunne ikke tro at et så ungt og dannet menneske var nogen forbryder . Han vedblev at fortælle og da han bad derom nk han lov til at hjæelpe hende med at binde guirlander , der skulle benyttes ved en fest , som var bestemt til at asholdes den næste dag . Konrad forstod så mesterlig at gøre hende tilvas , at hun var helt fornøjet over det nye bekendtskab hun havde stiftet . Da guirlanderne vare bundne skulle den store sal prydes med disse og Konrad tilbød hende beredvillig sin hjælp hertil . Under spøg og latter blev salen pyntet og nu stod kun dandsesalonen tilbage , hvorfor man begav sig ned i stueetagen . Jutta talte til ham om nogle af de gæster der vare indbudne , og især om komtesse Hulda , der var hendes bedste veninde . Konrad spidsede øren , men lod dog som om han sket ikke følte interesse for det hun fortalte . Jutta var netop i færd med at række ham en opiats , da Iran petit trådte ind ad døren . Målløs blev han slående ved denne , men da Jutta fik øje på ham styrtede hun hen til ham ; hun indså nu hvor dumt hun havde handlet , da hun modtog en fremmed mands hjælp . I hvilket lys måtte hun ikke stå for sin mand . — o , Jean , lad mig tale ene med dig et øjeblik ? Bad eun med tårer i øjnene . Mekanisk fulgte Jean ud på verandaen med hende . Her forklarede hun ham alt . Iran hørte efter , kyssede hende ømt og sagde : — min lille kone har ikke båren sig rigtig ad . Ved du hvem den unge , dejlige baron er , som du føler så stor interesse for ? - det er den forræder , som solgte mig til kejseren og det er hans skyld at jeg blev landflygtig ! — kan du nu begribe hvorledes du er bleven ført bag lyset ? — du må heller ikke tro at han er faret vild , dahahaha ! Nej , han har set dit smukke ansigt nede fra vejen og han har bundet dig den historie på ærmet , thi han er en stor kvindeelsfer . Jutta blev målløs ved at høre dette og hun hadede nu Konrad lige så meget som hun før syntes øm ham . Jean bad hende øm at gå vp på sine egne værelser og overlade ham at tage imod den fremmede . Jutta adlød skælvende . Da hun havde forladt ham gik han atter ind til Konrad , der endnu var beskæftiget med at pynte salen . — ah , ah ! mumlede han , da han fik øje på Jean . Det var sandelig en overraskelse , min herre ! — nå , så det var deres lille nydelige kone , jeg nylig havde den ære at tale med ? Jeans øjne vare underløbne med blod , en stærk skælven gjennemfoer alle hans lemmer og han blev endnu mere rasende , da han hørte Konrad omtale hans kone med en sådan frækhed . — ti , elendige skurk og forræder , som du er . Konrad tøg aldeles rolig imod dette , men Jean vedblev : — du siger intet til dit forsvar , elendige kujon og brodermorder ! Forlad øjeblikkelig mit hus eller jeg render dig min kårde igennem livet . Konrad kunne tåle alle hans skældsord , men ved ordet „ Brodermorder “ kom han i et sådant raseri , at han søm en vild styrtede ind på Jean , men denne var hurtigere , han sprang til side og greb sin kårde idet han sagde : — ja , det kunne ligne dig at myrde mig med ; så var jeg — et vidne om din skændsel — også afvejen . Konrad kogte af raseri ; han formåede næppe at styre sin heffighed ; han trak ligeledes sin kårde og styrtede ind på Jean . En heftig kamp opstod nu ; de kæmpede begge søm løver , men til sidst , da Konrad blottede sig for meget , blev han såret i den venstre skulder . Han kastede nu kården på gulvet , løb hen til vinduet og sprang ud af dette . — løber du , feige hund ! råbte Jean efter ham ; du er altså lige så stor en kujon nu søm tidligere ! Konrad knyttede hånden imod ham og råbte : — bi du kun , en anden gang tales vi ved ! Derpå løb han sin vej , så stærkt hans ben kunne bære ham . Jean smækkede vinduet i og fjernede alle spor af kampen ; derpå kaldte han på Jutta , der med ængstelse havde ventet på ham , da hun anede hvad der ville sfe . Jean fortalte hende nu hvad der var passeret og da Jutta hørte dette sagde hun angstfuld : — vogt dig , Jean ! Nu har du i ham en rastløs fjende , der ikke vil glemme dig så snart . i vild fan stormede Konrad afsted ; hans skulder smertede ham forfærdeligt , men alligevel kunne han ikke lade være at tænke på den smukke unge kone , der så venligt havde taget sig af ham . Endelig kom han hjem , en læge blev øjeblikkelig hentet , og da denne ankom og undersøgte såret , sagde han hovedrystende : — skulderbladet er knust ; de må være meget forsigtig og forholde dem aldeles rolig . Konrad modtog denne tidende med sammenbidte tænder , — han forbandede Jean , der havde tilføiei ham denne skade , netop i det øjeblik hvor han troede at have erobrer fin Hulda for bestandig . Hvorledes skulle han tage mod hende , når han var invalid ? Med bind om armen tog han sig ikke synderlig godt ud . Henad aften havde han indrettet alt til hendes modtagelse , men klokken blev 12 , ja endnu mere , og endnu var Hulda ikke kommen og Francois heller ikke — ha , den usling , han vover ar trodse mig ! Råbte han harmfuld . Dog , jeg skal snart få fat i dig , og da ve dig ! Havde Konrad i dette øjeblik været nærværende på grev Tadlos ' gods , ville han besten » have tabt endel af sit overmod , thi en scene af en ganske modsat Art tildrog sig der . fireogfyrretyvense kapitel . Det natlige besag . Francois var gået fra Konrad med et mørk sind ; han var bange for ikke at efterkomme hans befalinger , og hvorledes skulle han kunne delte nu , da ethvert af hans skridt blev iagttaget af over en snes mennesker ? — dog , det skulle prøves , og neppe var det bleven mørkt før Francois forsøgte sin lykke . Men Charles og Hulda havde set Konrad i vognen og vidste nu hvad de havde al rette sig efter . Tilmed var Francois forsvunden i over et par timer , ingen vidste hvor han var gået hen ; dette var heller ikke noget godt tegn . Charles og Hulda havde derfor beslutter at passe godt på . De gik begge , ledsaget af grevinden , op på hendes egne værelser . Her aftalte de , at Charles og en af tjenerne skulle opholde sig i Huldas værelser denne aften og hele natten , medens Hulda skulle sove hos grevinden . Charles var glad over endelig engang at kunne narre broderen , og kort derefter blev deres bedste tjener , nemlig Jules , sendt op til ham . De gjorde sig del nu så behageligt som muligt . Charles iførte sig nogle af Huldas klæder , og fljøndt han var temmelig høj så han dog ret net ud . Imidlertid havde grevinden underrettet greven om den plan de havde lagt til at fange Konrad , og grev Tadlos , der hadede Konrad værre end pesten , gik også ind derpå . Nu blev alle tjenerne underrettede om , at de på givet signal skulle rykke op , forsynede med alle de våben , de vare i besiddelse af . Således var alting indrettet . Da klokken var lidt over tolv hørte Charles og Jules en sagte banken på døren . — så , nu gælder det ! hviskedee tjeneren over til ham . Der bankedes atter og atter , men da den udenfor « Slående intet svar erholdt , blev han dristigere , og man hørte tydelig en Dirk arbejde i låsen . — ah , jeg tænkte det nok ! mumlede Charles ; der kommer han for at bortføre mig ! Nu gælder det om at gøre sig så lille som muligt for at han ikke skal fatte mistanke . Døren gav endelig efter og Francois trådte langsomt ind . Han gik forsigtigt famlende hen i det mørke værelse . Charles havde kastet sig på Huldas seng i hele fin forunderlige påklædning . Francois trådte derhen og ville løfte den formodede Hulda op , men hun var så tung , at han næppe formåede at løste hende op ; dog , hun skulle transporteres bort og Francois tog derfor atter fat . Dennegang gik det bedre ; han fik Charles på fine arme og gik forsigtig ned ad trappen og ben til vognen med ham . Han stønnede og pustede og mærkede ikke , at Jules lig en ræv sneg sig efter ham . Da zules var kommen ned i stueetagen bankede han sagte tre slag på døren til den stue , hvori tjenerne befandt sig ; det blev hørt af dem der holdt vagt , og et øjeblik efter vare de alle på benene , og greven , der ville anføre dem , blev strar hentet . Francois var imidlertid nået ned til vognen med Charles , og da dette kjøretøi sattes i bevægelse sprang Jules op bag på , medens Francois forblev inde i vognen for at bevogte den kostbare skat han troede at have røvet . Vognen sattes strar i bevægelse . — det er Pokkers så folkene sove hårdt i nat , sagde Francois og gned fornøjet hænderne sammen . Ah , så fik jeg da endelig bugt med den lille engel , og nu skal ikke selve djævelen få hende ud af vore kløer . . . . Nå , hvor Herren vil blive glad , når han seer sin lille Hulda ! . . . Ja , så ganske lille er hun da i grunden ikke , — det kneb med at få hende herop , det må mine stakkels arme bekende . Han blev afbrudt ved at den formodede Hulda udstødte et dybt suk . — suk ikke , min lille agerhøne ! hviskedee Francois ; thi glæden venter dig ! — min gud , hvor er jeg ? sagde Charles så blidt som muligt , for ej at røde fin mandige stemme . — de er her , lille frøken , svarede Francois ; vær de kun ganske rolig , der skal inret ondt vederfares dem . Han lagde ganske ugenert armen om hendes liv og ville med en mageløs frækhed give hende et Kys , men hun blev meget vred herover og satte sig til modværge af alle kræfter . Vognen havde ikke ret langt at køre endnu , og snart holdt den stille udenfor Konrads villa . Francois stoppede nu et tørklæde i munden på Charles , for at han ikke skulle skrige ; dette skete så hurtigt , at han ikke formåede at forhindre det . Da vognen holdt hørtes ligestrar nogle tjenere komme ud fra villaen . Francois åbnede vogndøren og sagde : — kom og hjælp mig , hun er så tung og balstyrig som bare satan ! Nogle tjenere kom øjeblikkelig hen og toge Hulda på deres arme og bar hende uden videre ind i huset , hvor Konrad utålmodigt ventede dem . — bær den små op i mit værelse ! befalede han . Tjenerne adlød . Charles blev nu båren op og strar efter blev døren aflåset . Charles gjorde sig det så mageligt som muligt . Han satte sig i en kanape . — nå , så her boer min gode hr . Broder altså ! sagde han , idet han mønstrede det smukke værelse . Ja , her er såmænd meget vænt , alt er jo indrettet med en overordentlig smag . Nå , så det fluide altså være min stakkels Hulda de således bortførte ! . . . Det var heldigt at vi fattede mistanke , thi ellers havde han nok vundet sejr alligevel ! . . . Han ophører vist aldrig med at forfølge hende ! Han standsede i fin tale og lyttede . Han hørte at døren blev åbnet og kort efter trådte Konrad ind . Charles gjorde sig så lille som mulig og lod som om han græd . Konrad trådte hen til Charles og sagde : endelig , endelig fik jeg mit ønske opfyldt . . . Endelig fik jeg min Hulda igen ! Han satte sig ved siden af Charles og ville omfavne ham , og Konrad kunne næppe komme sig af fin overraskelse , da den formodede Hulda flet ikke gjørde indvendinger mod dctte . Konrad var snart så optaget af at tale kærlige ord til Charles , at han ikke bemærkede at døren sagt « Åbnedes og at omtrent en snes mand , flæbende den skælvende Francois imellem sig , forsigtig listede sig ind i værelset . En af visse mænd tændte lys , som han havde medbragt , og da Konrad , forundret overden så uventet indtrådte lysning , vendte fiz om , stod grev Tadlos , omringet af alle tjenerne , for ham . han holdt en pistol i hånden , og Konrad , som målløs var bleven siddende , skælvede stærkt ved at se den urokkelige Greve i denne truende stilling . Han rejste sig og ville ile hen til klokkestrengen , men grev Tadlos standsede ham og sagde : — ikke af pletten , eller jeg skyder dig ned som en hund ! Blegnende gik Konrad tilbage til sin plads ; men den formentlige Hulda havde imidlertid forladt ham , og på hendes plads så Konrad en mand med et stort skæg sidde . Han for tilbage , — man havde altså bedraget ham ; det var jo Huldas forlovede , den engelske fætter , som han havde set sidde ved hendes side på bænken under kasfanietræet . — ja , du forundrer dig , skurk som du er , over min langmodighed imod dig , men du kan alene takke det bind du har om armen for , at jeg ikke allerede har skudt dig ned , thi jeg angriber aldrig en værgeløs . Det er dumt at have medlidenhed med dig — du har jo aldrig haft medlidenhed med min familie . Jeg kommer her i denne nat for at kræve dig til regnskab for din opførsel i Paris mod min kone og datter ; har du noget at sige ti ; dit forsvar ? Konrad svarede ikke . — svar mig ! tordnede greven . ' — der er intet at svare hertil , sagde Konrad , der var bleven føjelig som et barn lige overfor den villiestærke Greve . — du har altså intet at sige til dit forsvar ? Ja , du er akkurat lige så feig som din fader , den skurk ! Men det siger jeg dig , dersom du ikke er ude af Spanien og borte fra mine øjne inden to dages forløb må du være beredt på at dø . Konrad , der havde fået sin sædvanlige åndsnærværælsæ tilbage , opslog en høj skoggerlatter , da greven pålagde ham at forlade landet . -- hvad , leer du ? råbte greven rasende . Der , tag dette våben og forsvar dig ! Konrad greb begærlig båbnet , og alle folkene vare nu vidne til en vild og fortvivlet kamp . Greven var som militær meget øvet i våbendrug og Konrad stod langt tilbage for ham . Dog dækkede han sig så godt , at det næsten var greven umuligt at komme ham tillivs . Konrad var rasende , og havde der ikke været vidner tilstede havde han sikkert i sit blinde raseri overrumplet og myrdet greven . Kampen var i nogle minutter lige på begge sider , men da greven i sin Iver uden at bemærke det blottede sig for meget , benyttede Konrad lejligheden til et udfald , hvorved greven fik en temmelig dyb rift på den højre hånd , hvilket dog ikke hindrede greven i at fortsætte kampen med endnu større raseri . Midt under denne hørtes et gennemtrængende skrig ; begge de kæmpende vaklede og styrtede om , hver til fin side . Alle folkene løb til . Greven lå besvimet , medens blodet langsomt flød ud as et sår i den venstre arm . Konrad derimod lå aldeles livløs , han havde fået et kårdestik i den højre side . — han er død ! sagde en af tjenerne ; lader os øjeblikkelig hente en læge . Men Charles befalede at man først skulle bringe greven hjem . Dette blev strar gjort ; man bar den bevidstløse Greve ud til vognen og toget satte sig langsomt i bevægelse . Konravs tjenere bar deres herre op på den kanape , hvor han for et øjeblik siden havde siddet trodsig og stolt ved siden af hans formodede offer . En læge blev hentet . Imidlertid var det næsten bleven morgen . Greven og hans følge var kommet hjem og alle de tjenestefolk , der ikke havde været med til det natlige besøg , bleve nu vågnede , og da der fortaltes at greven var bleven såret og livløs transporteret hjem , kom alle på benene i en usædvanlig fart . En af de forskrækkede tjenestepiger rendte op til Fru Tadlos og fortalte at greven lå død nede i salen . Grevinden og Hulda for forfærdet op . — hvad er det du siger , Ulla ? er min gemal død ? råbte grevinden ligbleg . . — ja , deres nåde , jeg så ham nylig blive båret fra vognen og op i salen ; han var bleg og lå stille hen og vi tro alle at han er død . grevinden og Hulda havde under denne samtale hurtig iført sig deres morgendragt . De ilede begge ned i salen , hvor greven endnu lå . Den vakkre Jules var redet efter en læge . Grevinden forfærdedes over sin gemals bleghed ; hun begyndte at græde bitterlig . — o , gud , Hulda , hvor dog den Konrad indvirker på vor skæbne ; man skulle næsten tro at han var udsendt for at pine og plage os ! Hulda trøstede sin moder så godt det lod sig gøre , skjøndt hun selv var inderlig bedrøvet . De badede den sårede Greve i tindingerne og søgte at få ham til live igen . Dette lykkedes først efter en halv times forløb ; kort efter kom doktoren , han undersøgte og forbandt såret og da greven var meget udmattet måtte han øjeblikkelig bringes i seng . Dagen efter indtrådte en stærk sårfcber , der varede i flere dage . Charles , Hulda og grevinden vare utrættelige i at pleje ham , og greven fattede et sådant venskab for den unge kunstner , at han næsten ikke kunne undvære ham . Men Charles var også meget opmærksom ; han besørgede så at sige hele hans opvartning og greven ville allerhelst være ene med ham . Grevinden og Hulda såvelsom Charles vare lykkelige herover , det fremmede jo deres ønskers mål . femogkyrretyvende kapitel . Demaskeringen . Nogle dage efter det sidst fortalte sad Charles ved grev Tadlos ' seng ; han havde nylig rakt medicinen til patienten . Nu sad han og rokkede urolig srem og tilbage på stolen . Greven opmuntrede ham flere gange til at tale , men Charles formåede ikke at bringe over sine læber hvad det var han ville bede om ; det var øjensynlig at han ville sige noget . Endelig tog han mod til sig og sagde : -- onkel , tør jeg spørge dem om noget , der ligger mig meget på hjerte ? — tal du kun frit , min kære lillier . Du ved jo at jeg holder meget af dig , og har du et ønske , som jeg kan opfylde , så skal det ikke vare længe inden jeg skal vise mig erkjendtlig for al den omhu du har udvist mod mig under min sygdom . — tør jeg stole derpå ? udbrød Charles begejstret . — om du tør stole på hvad jeg siger ? Javel kan du det ; — jeg står altid ved mit ord . — vil de skænke mig deres datters hånd ? Det er mit højeste , mit eneste ønske , sagde Charles ligefrem . — det er også mit højeste ønske , sagde greven rørt . Jules , kald på min datter , sig hende at . . . — nej , nej , for guds skyld , gør det ikke , Jules ! råbte Charles forvirret , da tjeneren trådte ind . — hvorfor ikke ? sagde greven utålmodig . Jules trak sig tilbage . — fordi at . . . . o , onkel , har de nogensinde elsket og ikke kunnet få den , de har elsket så højt ? Er dette vederfaret dem , da hav medlidenhed med mig og stød mig ikke bort når de hører , at jeg ikke er deres . . . . Her standsede Charles ; han formåede ikke at fuldende sætningen . — men herregud , min kære lillier , hvorfor såmange omsvøb , — hvorfor ikke lige til sagen ? Nu kalder jeg på Jules ! Han greb i klokkestrengen , men Charles standsede ham atter og sagde : — hr . Greve , jeg har mere at sige dem . — men gud bevares , lillier , hvad går der dog af dem ? De er jo ganske bleg ! Charles rejste sig i stærk bevægelse ; han vidste ikke hvorledes han bedst skulle komme frem med sandheden . Han besindede sig dog og trådte dristig frem for greven . Han havde taget det forlorne hår og skæg af og det smukke sorte hår og det nydelige ungdommelige ansigt fremhævede ham særdeles . greven faldt tilbage i sengen og udbrød forbavset : — min gud ! . . . Charles Gautin ! . . . Du ligner din fader i det idre , men ikke i det indre , det ved jeg . Jeg er altså bleven bedragen af jer alle . Charles iagttog ham , spændt på udfaldet af den dristige optræden . Endelig sagde greven : — jeg har engang — grundet på en for » Prydelse , som eders fader har begået imod mig , — forbandet hans navn og hadet det som pesten ; men jeg holder umådelig meget af dig , Charles , og da du er et godt og redeligt menneske , så vil jeg virkelig skænke dig Hulda , når du er villig til at antage et andet navn , thi jeg giver aldrig min datter til nogen Gautin . Går du ind herpå , Charles , da er du min svigersøn . Greven rakte hånden ud mod Charles , hvilken denne med glæde modtog og sagde : — tak , tak , kære svigerfader ! hvor jeg dog er lykkelig nu . Ja , jeg går ind på deres begæring , thi min Broder har ikke bidraget til at forherlige dette navn . — altså er vi enige , sagde greven ; nu kan vi vel kalde på Hulda ? — nej , lad mig kalde på hende , sagde Charles ivrig ; jeg vil så gerne bringe hende denne glade tidende . — vil du blive her , egoist ! råbte greven til Charles , der allerede var kommen helt hen til døren . Jeg vil selv overraske hende dermed ! — egoist er jeg ikke , kære svigerfader , sagde Charles og satte sig , medens Jules gik for at bede grevinden og Hulda om at komme ned . Charles havde sat sig således , at Hulda kunne se ham såsnart hun trådte ind ad døren . Aldrig havde han været så glad , som i dette øjeblik , hvor han troede at være på lykkens højeste trin , ved at besidde Hulda hel og holden — han mente at han nu var uden fare for al miste hende . Ak , det går aldrig som man tænker . Et par minutter efter kom Hulda springende ind i stuen . Hvor forskellig var hun dog ikke fra den unge pige , som så bleg og afkræftet for nogle dage siden havde siddet til bords med sin engelske fætter . Da Hulda så Charles i sin rette person , gættede hun hvad der var forefaldet ; hun styrtede hen til ham idet hun sagde : — o , gudskelov Charles , hvor jeg dog er lykkelig ! — og dog ligger din fader syg , sagde en dyb basstemme henne fra sengen , og et leende ansigt så kærligt på Hulda . Den unge pige “ vendte sig smilende til faderen og ilede med åbne arme hen til ham . - tak , tak , hviskedee hun og omfavnede ham hjerteligt , medens hendes kinder vædedes af tårer , dog , det var lige sorgens men glædestårer . greven var også glad , han havde gjort to mennesker lykkelige . De vare alle fornøjede , da grevinden kom ind ad Deren ; hun var fuldt påklædt og meget åndeløs ; hun så hverken til højre eller venstre , men styrede lige hen til sin gemals seng . — o , nu har vi vist ikke fred ret længe , sagde hun åndeløs . Jeg kørte ud for at gøre nogle indkøb til Hulda og mig . Jeg var omtrent kommet midt i byen da jeg så Francois komme lige hen til mig ; han skal sit grinende ansigt ind ad vogndøren , — jeg gyste tilbage af angst , — og med indædt raseri sagde han . . . — hvad vovede den slyngel at tiltale dig ? — ja , han sagde med den mest uforskammede rolighed : jeg skal hilse Fru grevinden fra min herre , Konrad Gautin , og underrette dem om af de og deres hr . Gemal snarest skal høre nyt fra ham ; han længes meget efter af tale et alvorsord med den værdige grev Tadlos ; min herre står nok i en ubehagelig gæld til ham , og gæld hader han værre end pesten . Derfor har han pålagt mig af underrette greven om af han førend man venter ham skal møde med de fornødne midler ! — ha , den skurk ! han har altså ikke fået nok . Ja , ja , jeg skal gerne møde ham igen , det vil blive mig en glæde af lugte ham endnu eftertrykkeligere , sagde greven og rejste sig i sengen . — nej , kære svigerfader ! skulle den elendige usling atter vove af smede sine rænker mod dem eller deres familie , da tillad mig af tugte ham derfor . Rigtignok er jeg hans Broder , men jeg — ja , jeg hader intet menneske som ham , — og jeg har et stort , et afskyeligt regnskab af opgøre med ham , et regnskab . . . — hold op , kære Charles , hviskedee Hulda og klyngede sig til hans arm ; husk : han er dog din Broder ! — o , himmel , af hvilken grund er et så sket menneske bleven min Broder ! stønnede Charles og holdt hænderne for øjnene , en uhyggelig taushed opstod ; på alles ansigter stod fortvivlelsen at læse , — enhver følte at en skæbnesvanger og uhyggelig fremtid forestod dem samt at de nærmede sig en dyd og gabende afgrund . En times tid efter , da Charles og Hulda sad nede i salen og talte om deres foresfående bryllup , kom tjeneren ind og meldte en fremmed herre og dame . Grevinden modtog dem med megen forekommenhed . Det var Arnold og Alma , som kom for at underrette grevinden om at Konrad var i nærheden , da de om aftenen havde set ham gå og snuse omkring slottet . — vi har besvære hørt fra ham , sagde grevinden ; men jeg håber at han snart har udspillet sin rolle her i Spanien . Arnold trykkede grevindens hånd til sine læber og sagde : dersom de ville overlade mig nogle af deres folk og underrette mig om , hvor jeg kan træffe ham , da ville de gøre mig en stor tjeneste , Fru grevinde , thi jeg har et lille mellemværende at afgøre med ham . — det nytter intet , min ven , thi han har vist allerede forladt sin bolig , da han frygter et sammenstød herfra ; han er desuden hårdt såret , lad derfor deres straf vente til en anden gang . Arnold bøjede hovedet ; han ville gerne give det halve af sit liv dersom han kunne redde Astas barn , der naturligvis , såsremt det blev i dette uhyres magt , ville blive ligeså fordærvet som han selv var . Efter ret indstændigt at have bedet derom fik Arnold grevinden til at overlade ham nogle folk , for mulige « At tvinge Konrad til at udlevere ham barnet , men da den lille hærstyrke ankom til Konrads lystslot , var der kun en gammel portner tilstede , da Konrad nogle timer i forvejen var bortrejst . Bekymret gik Arnold tilbage ; her havde han intet mere at udrette , — hans eneste fjende var bortflygtet og ingen vidste hvorhen . Dagen efter begav han sig tilbage til rom og optrådte atter på tteatret der tilligemed sin søster og den gamle gontran . Endskjøndt Konrad var meget lidende , tog han dog til Paris , for i nogen tid at opholde sig her , indtil hans bedrifter i Spanien vare glemte , så at han atter kunne komme tilbage dertil . serogkyrretyvende kapitel . Konrad i Paris da Konrad var ankommen til Paris , gjorde han alle mulige anstalter til at blive kureret for det farlige sår han havde erholdt i duellen med greven ; dog først efter tre måneders forløb blev han fuldstændig helbredet . I al den tid havde han bestandig sin lille søn for øje ; denne , der nu var omtrent et år gammel , udgjorde hele hans fornøjelse og adspredelse . Nero — således hed barnet — var i begyndelsen bange for den mørke mand , men siden , da han blev mere fortrolig med Konrad , lagde han endog fine små arme om dennes Hals og kaldte ham i sit uforståelige sprog for fader . Barnet , som var en blid og god lille dreng , der ganske lignede sin moder , såvel i det indre som i det idre , hang med sit barnlige , uskyldige hjerte ved den gøde kone , som havde spammet det , og ved sin fader , som konen havde lært det at elske . Således henrandt tiden for Konrad , og dette hårde hjerte elsiede virkelig den lille smukke dreng , der med inderlighed knyttede sig til ham . Da barnet var i den alder , at Konrad ikke behøvede at holde den fremmede kone til ham , blev hun afskediget , men den lille Nero gik i over en uge og kaldte så ynkeligt på sin moder , at kvnrads hjerte , der ellers ikke rørtes så let , lod barnet få hende tilbage . Hans ord til konen , da hun atter tiltrådte fine funktioner som moder , var : — gør mig ham ikke for blødhjertet , thi engang skal han herske over et af Europas størst e kan de , og da gælder det af være hård ! Konen for tilbage af angst for det barske udtryk i hans sorte øjne og sagde skælvende : — jeg skal ikke lære ham andet end gudsfrygt og kærlighed mod sin næste . — nej , ikke det ! råbte Konrad . Gør ham ikke tosset i hovedet med sådan noget , thi det vil gå ud over dem selv ! Dermed gik han . — Jesu kors bevare os vel ! råbte konen da Konrad var gået ; hvilken flet mand , af vende sit barn fra gudsfrygt og kærlighed ! Gud hjælpe den lille Nero for fader han har , der vil bestemt ikke blive noget godt ud af ham . Konrad gik til sine politiske brødre , som han , i den tid han havde været borte , stadig korresponderede med . Han havde i den sidste tid fået underretning om , af man gjorde i agt på foreningens medlemmer , samt af man hvert øjeblik kunne risikere af blive fængflet ; hver gang en sådan skrivelse var kommen ham ihcende , havde han stedse skrevet tilbage , at man snart kunne vente ham i Paris , men da hans sygdom havde forhindret ham i at komme i foreningen , kan man nok tæenke at han , så snart han var kommen på benene igen , skyndsomt begav sig hen til sine politiske brødre . Her blev han hilset som bandens appersteproesf ; foreningen , der tidligere havde virket for nogenlunde « dle handlinger , var nu bleven et sandt røverkomplot , der kun tenkte på at stifte ulykker og plyndre fra andre . Det ville liv de således førte , og i hvilket Konrad bestandig var en af de første , bidrog endmere til at anspore politiet til at holde et vågent øje med dem , da der i den sidste tid var begået adskillige landeveisroverier , der sædvanlig endte med mord . Mistanken var siæerk imod foreningens medlemmer og dens anfører , og havde de ikke ved deres snille dækket dem så godt som de gjorde , da var Konrad tilligemed hans kammerater bleven fangster for længe siden . En aften , da de som sædvanlig holdt møde , hørtes der pludselig en svag banken på væggen . Alle for op og råbte som med en mund : - hvad var det ? — å , det har intet at betyde , sagde Konrad aldeles roligt . Han begyndte atter at tale videre . Foreningens virksomhed denne aften gjaldt forflaget om at bortrøve en ung pige ved navn Blanka , samt , hvis hendes forældre skulle modsætte sig dette , da at rydde dem afvejen . Blankas navn kom ofte over deres læber , men hvergang dette nævnedes hørtes atter den besynderlige banken på væggen . Konrad og de andre lyttede , men det blev atter stille . Med en vis uro begyndte Konrad at tale igen . Atter udtalte han den ulykkelige unge piges navn , den besynderlige banken begyndte nu igen og vedblev uafbrudt . Man undersøgte væggen , men kunne ikke opdage noget . — lad os gå hver til sit i aften , sagde Konrad let skælvende ; thi her må være spioner i nærheden ; imorgen kunne vi atter samles . Stiltiende forlod man salen og Konrad gik op til sine gemakker , hvor vi tidligere have besøgt ham . Langsomt og dybttænkende trådte han ind ; da han var kommet helt hen til bordet fik ban øje på en seddel , der var henlagt på dette . Konrad greb den begærligt og læste følgende : „ Uhyre ! ophører de da aldrig med at være „ ond ? Søg dog at blive et bedre menneske ellers „ er jeg bange for at de hverken dag eller nat „ vil få ro , da jeg uophørlig skal pine og „ plage dem , dersom de ikke ophører med deres „ djævelske levnet . Jeg kender alle deres sorte „ Handlinger , og jeg forsikrer dem om at det ikke „ skal vare ret længe inden de bliver ført i „ Fængsel og dømt for deres gerninger . “ „ Toænk dog på , at gud engang vil straffe „ Dem , — at tabet af deres sjæls frelse vil „ blive evig fordømmelse . Tænk dog derpå , — „ søg at blive et bedre menneske og søg at gøre „ Godt mod deres medmennesker . “ „ Tro mig , det er en fljøn lod , når man „ engang læegger sig til den sidste hvile , da at „ kunne se tilbage på det liv man har ført og „ med ro og glæede at kunne gå ind til et „ bedre liv . A . P . “ Da Konrad havde læst denne seddel opslog han sin uhyggelige skøggerlatter . — det er atter min sfjonne ubekendte ! råbte han og knyttede hænderne ; jeg kan mærke at jeg er kommen til Paris ! Å , hvor der er rørende , vedblev han , medens han langsomt lod papiret brænde . Havde jeg blot fat i hende , hvor jeg skulle behandle hende galant , ha , ha , ha ! Jeg skylder hende min cerbodigste tak fordi hun lød mig fcengfle og fordi hun tog Hulda bort lige for næsen af mig . — dog , her må vist findes en dør , som fører ind til hendes vcrrelser , hvorledes kunne ellers denne billet komme her ? Jeg vil dog se om her ikke skulle findes en eller anden fljult der . Han lød un hånden langsomt glide hen ad vuggen , — men nej , han kunne intet opdage . — her må dog findes en indgang alligevel , mumlede han ; thi ind ad nøglehullet kan hun næppe komme ; jeg må begynde forfra igen ! Han undersøgte atter værelset , denne gang med endnu større omhyggelighed , og — til sin store glæde fik han øje på en skjult tapetdør i et hjerne af stuen . — bravo ! råbte han og gned fornøjet hænderne sammen ; nu har jeg fundet vej til den ubekendte engel ! Han prøvede forskellige nøgler , men ingen passede til den kunstige lås . — det var slemt , sagde Konrad halvhøjt ; dog jeg kender heldigvis godt hvorledes man skal håndtere en Dirk . Med disse ord fremtøg han af sit skrivebord forskellige større og mindre dirke og ved hjælp af en af disse lykkedes det ham efter nogle minutters forløb at få døren op . Forsigtig « råbte han ind i et lille net værelse ; han gik igennem dette og da døren stod åben til det næstæ værelse gik han dristig derind . Her var det ak slottets pragtfulde sale og gemakker befandt sig . Konrad så sig om med stigende forundring ; alle de værelser som han kom igennem vare så pragtfulde som om der boede en konge i dem . — ah , hun er rig ! tænkte han ; når hun nu tillige er smuk , så er det jo godt alt sammen . overalt hvor han gik var der oplyst , så at han let kunne tage alt i øjesyn . Da han var gået gennem en del værelser , kom han til en lille dør , der var tillåset . Han greb i låsen , men den modstod al hans anstrengelse , og han kunne se at der indvendig fra var stukken en nøgle i låsen , så han formåede ikke at få døren op . Han spadserede længe udenfor denne dør og spekulerede på hvad han nu skulle gøre . Pludselig oplukkedes den lille dør og en tæt tilsløret dame trådte ind ad denne . Hun studsede ved at se Konrad i værelset og ville skyndsomt trække sig tilbage ; men Konrad kom hende i forkøbet ; han sprang hurtig hen til hende og sagde ; — ah , endelig træffer jeg dem da ! Det har kostet mig megen møje at opsøge deres tilflugtssted . Sig mig , hvad mener de egentlig med alle be billetter , søm de allernådigst har tilsendt mig , min skønne ubekendte ? Damen pegede på munden , søm for at tilkendegive at hun var slum . — kast dette forbandede slør til side , sagde han barsk ; lad mig se det gamle hereansigt , søm forhindrer mig i at handle søm jeg vil ! Alice trådte længer frem i stuen og ville flygte bort , men Konrad standsede hende i farten . — bliv , eller jeg flyder dem en kugle for panden ! tordnede han . Slå sløret tilbage , eller jeg udfører min trusel ! — min herre , sagde en blid men dog tillige hovmodig slemme ; vover de at befale her i mit hus ? Skynd dem bort , eller jeg kalder på mine tjenestefolk , og da sparer jeg dem ikke , kan de tro . — nej , ved min sjæls frelse om jeg går nu , da jeg netop har udsigt til at få deres forhadte ansigt at se og ret kan indprente mig del i min hukommelse til en beleiligere tid . Alice løb hen til klokkestrengen , men Konrad kom hende alter i forkøbet ; han greb begge hendes hænder med sin ene hånd , så fast , at Alice gav et højt skrig fra sig , medens han med den anden hånd slog sløret til side . Målløs over hendes skønhed blev Konrad stående og flap begge hendes hænder idet han udbrød : — hvor de døg er smuk , frøken ! og dette yndige ansigt kan gøre så meget ondt for mig ! Sandelig det havde jeg ikke ventet . Alice var virkelig meget skøn ; det yppige gule hår , det lille fint rødmende ansigt , og de smukke blå øjne , alt dette smeltede sammen til en henrivende ung kvinde , der smilende stod foran Konrad . Han vidste ikke rigtig hvor han havde set dette dejlige ansigt før , skønt det forekom ham at han kendte det fra tidligere tid . Dog , han besindede sig og sagde temmelig roligt : — tør jeg spørge , frøken , hvad jeg har gjort dem , siden de så ubarmhjertig forfølger mig ? Jeg kom herop i den faste hensigt at dræbe dem , men nu , da jeg seer dem , kan jeg ikke nænne det . — jeg skal sige dem det , når de vil ophøre at tale om min skønhed , sagde Alice . — nuvel , jeg tier ! — den første gang jeg hørte tale om dem var for deres udåds skyld ; jeg hørte nemlig at man beskyldte dem for attenteret brodermord ; den anden gang var ved en ung , uskyldig piges forlovelse med dem ; den tredje gang var ved min Broders landsforvisning , fordi han havde betroet sig til en forræder ; den fjerde gang ved komtesse Hulda < i < -tadlos ' bortførelse og mishandling af hendes ulykkelige moder ; den femte gang ved den afskyelige Niddings bagvaskelse om sin egen Broder i rom ; den sjette gang da han søgte at indsmigre sig hos min Broders kone i Spanien . — desuden er der alt det onde som er tilføjet grev Tadlos og hans familie , og . . . — ti stille , forbandede her ! råbte konåd i afmægtigt raseri og styrtede hen imod hende ; men han kom ikke ret langt , thi en kraftig hånd lagde sig på hans skulder og da Konrad vendte sig om stod Eugen for ham . — min herre ! vover de at overfald : min forlovede ! Råbte han . Konrad , der strar beherskede sig , bukkede og sagde : — undskyld min heftighed her i deres eget hus , men denne dame fornærmede mig så dybt , at jeg ikke formåede at styre mig . — kald på folkene , Eugen , thi han er en stor forbryder , sagde Alice hurtigt . - de kan spare dem muligheden , min frøken , jeg skal nok gå , vi ses vel en anden gang , sagde Konrad med lynende blik og løb ud af stuen så hurtigt han kunne . — nå , kære Alice , du seer jo helt bleg ud , sagde Eugen og kyssede hende . — ja , jeg begyndte alvorlig at frygte for det flette menneske , da jeg var alene med ham , thi jeg troede at du endnu sad og spillede med Fillip , altså kunne jeg ikke vente nogen hjælp fra dig eller ham . Men lad os nu se om han også går ned ti ! sig selv ; vil du følge mig , Eugen ? — ja , Alice , jeg følger dig de gik nu efter Konrad , men han var intetsteds at finde . Da de atter vare komne tilbage til salen , sagde Eugen : — Alice , jeg har i aften talt til din Broder om vor kærlighed . — nå , og han ville vel intet høre derom , sagde Alice angstfuld . — nej , tverfimod , han mente at vi burde bestemme vort bryllup til om en måned . — o , hvor Fillip dog er god ! udbrød Alice og skjulte sit ansigt ved Eugens bryst . Men lin fader , hvad siger han ? — o , siden Jean flygtede bort med levallants datter og den gamle ligeledes rejste bort , siden den tid har fader aflagt en del af sin heftighed ; han er bleven god og eftergivende , og ikke sjældent siger han at han fortryder hvad han bildte mig ind om den udenlandske dame jeg skulle have , thi del var ingen anden end Jutta ; men dengang kendte jeg jo allerede min elskede Alice og for mig kunne Jutta aldrig vpveie dig , det kan du stole på . Altså , fra min faders side er der intet i vejen og Fillip sremskynder jo netop vort bryllup , så nu er der kun dig tilbage , og du , Alice , vil vel ikke gøre mig ulykkelig ? Alice var meget lykkelig . Hun havde i hele den sørgelige tid hvori Eugen var bortrejst , måttet finde sig i at savne ham , da alle hans breve oven i købet udtrykte hans faders hårdhed ; men nu , — ja nu tilsmilrde lykken hende og hun holdt fast på den som med jernhænder . Den næste aften var foreningens medlemmer atter forsamlede , men denne gang førtes ingen højrøstet diskussion , deres samtale var hviskende , og alles ansigter udtrykte en vis hemmelighedsfuldhed . Det var tydeligt af se af det var noget vigtigt der ashandledes denne aften ; vi skulle snart erfare følgerne heraf . syvogkyrretyvende kapitel . I midnatstimen . Da klokken omtrent var 12 , og alt på slottet var tyst og stille , listede fire mørke skikkelser sig op ad trappen ; de sneg sig frem i mørket og lignede sande djævle , som vare stegne ned på jorden for af undergrave menneskeslægtens lykke . Lydløse listede de sig op til den sal , hvor Konrad havde set Alice . Her bankede Konrad flere gange på den tillåsede dør , men da han ikke hørte nogen derinde tog han en lille Dirk op af lommen og ved dennes hjælp åbnede han behændig døren . Konrad gik selv først ind , — her var mørkt , men en medbragt lygte bragte dem snart på spor efter en anden dør . Hurtig åbnede han denne og nu befandt han sig endelig i Alices sovekabinet . Hun sad i en lænestol ; hendes øjne vare tillukkede og et glad smil var udbredt over hendes ansigt . En bog , som hun uden tvivl havde læst i , var falden på gulvet . — hun drømmer vist noget meget behageligt , bemærkede Konrad hånligt ; ja , hun har da heller intet at græde for , — hun skal såmænd få det lige så godt hos os , som hun har det her , — kun med en lille bitte smule forskel . han lød lygtens skin falde på hendes ansigt og mumlede henrykt : — ah , hvor hun dog er smuk i han lagde sin arm om hendes ranke midie og trykkede et let Kys på hendes pande . Alice for op . Konrad så på hende med et stolt , hovmodigt blik og sagde til folkene : — tag hende imellem eder ! Mændene greb Alice , der rolig lød sig føre bort ; hun var tilsyneladende meget fattet , skønt hun rystede af skræk . Hun havde strar overskuet hele situationen og besluttede nu at være så rolig som mulig . Ledsaget af de fire mænd blev hun ført ned ad trappen , men da de vare komne til første sal rev Alice sig løs , løb hen til en dør og bankede på denne idet hun råbte : — Fillip , Eugen ! hjælp ! hjælp ! Konrad styrtede hen til hende , idet han sagde : — elendige kvinde , hvad vover de ? — jeg vil frelse mig fra din morderhånd , at det ikke stol gå mig som din Broder Charles . Konrad greb en kniv , som han bar hos sig , og sagde til Alice , der endnu holdt sig fast ved låsen : — slip , og følg os , eller jeg jager min kniv i dit forrædersfe hjerte ! Alice gav et fortvivlet skrig fra sig , rykkede i låsen og råbte så højt hun formåede : — hjælp ! hjælp ! man myrder mig ! Fillip , Eugen , hjælp ! I dette øjeblik styrtede Konrad med opløftet kniv ind på hende og han ville sikkert have dræbt hende , dersom hun ikke hurtig var veget til side , — jeg vil have fat i dig ! råbte han tænderstærendæ alle sire mænd styrtede efter den flygtende værgeløse kvinde , medens hendes hjerteskærende skrig opfyldte luften . I samme øjeblik blev døren hastig åbnet og Fillip og Eugen styrtede ud af denne og tog retning efter banditterne . Alice lob hurtig som vinden ned ad trapperne og gennem en lang korridor , bestandig efterfulgt af de fire mænd . Fillip og Eugen , der kendte huset særdeles nøje , løb efter dem . Eugen tog retning bag om korridoren , således at han absolut måtte møde den flygtende Alice , medens Fillip løb gennem et sideværelse og på den måde måtte kunnet falde banditterne i ryggen . Deres beregning slog hellerikke fejl . Alice kom , med hendes forfølgere lige i hælene på sig , styrtende hen mod Eugen . Det var også i det sidste øjeblik , thi hun var aldeles afkræftet af det stærke løb . - o , Eugen , frels mig , frels mig , de ville myrde mig ! se , se , der komme de ! råbte hun halv afmægtig og klyngede sig fast til hans arm . — gå bag om mig , Alice , jeg skal nok vide af forsvare dig , svarede Eugen og stillede sig beskyttende foran hende . Konrad anfaldt ham med et sandt raseri , men Eugen kæmpede tappert og Fillip kom strar efter fra den anden side med alle tjenerne og snart vare de sire røvere omringede . Konrad overså faren og gav sine medhjælpere et vink . Hurtig som lynet banede de sig vej midt imellem dem , ved hjælp af deres knive , og stormede ned ad trapperne . Men hele tjenerskabet , med Fillip som anfører , forfulgte røserne , og disse havde megen møje med af undfly . Dog det lykkedes dem af skippe bort og i lang tid hørte man ikke noget til dem . Ærgerlig over banditternes behændighed vendte Fillip og tjenerne tilbage , forbandende Konrad og hans medhjælpere . Da Alice var bleven ene med Eugen , sagde hun dybt rystet : — o , gud , hvor jeg er angst for at han atter skal vende tilbage og overfalde mig ; mit hjerte banker ved tanken om den straf han vil tildele mig . — o , stakkels , stakkels hulva , var du kommet i hans kløer , da havde vist ikke jernhænder kunnet frelse dig fra ham . Ja , i sandhed , han er meget hævngerrig . Arm i arm gik de nu op i salen , hvor Alice satte sig , træt af den overordentlige anstrengelse , væddeløbet havde kostet hende . -- Alice , du er ikke rask , gå til ro , sagde Eugen . Jeg vil imidlertid blive her til Fillip kommer tilbage . — nej , Eugen , jeg kan ikke sove i nat — jeg ville hele tiden kunne se røveren med dolken i hånden , rede til at bore den i mit hjerte . — nuvel , som du vil , min elskede Alice , så bliver du her hos mig , det er mig også allerkærest , sagde han og slyngede sin arm om hendes liv , og deres samtale tabte sig snart i en sagte hvisken . Kort efter kom Fillip pustende og stønnende , med hele tjenerskabet i hælene på sig , ind i salen . — nej , nu vil jeg pinedød ikke løbe efter ham mere , lad ham nu løbe sin vej ; han kommer her vist neppe oftere ! råbte han og kastede sig på en stol . Nu kan i gå alle sammen , sagde han henvendt fil tjenerne ; men se først godt efter i alle værelserne , at ingen tyve opholde sig der . Tjenerne gik og Fillip , som heller ikke havde ro fil at søve , satte sig ned hos Eugen og alle ; hele natten vågede de alle tre , dog uden ar blive forstyrrede af røverne . En måned er forloden siden det sidst fortalte og i Fillip petits slot var der stort røre . Tjenerne lød frem og tilbage med bakker og glas , medens andre prydede slottet med blomster og grønt . Foran porten og op ad trapperne var anbragt kostbare tæpper . Hvortil gøres da alle disse forberedelser ? Jo , i dag fejres den skønne fest : Eugens og Alices bryllup . Hvor Alice dog var smuk i den kostbare brudedragt ! En hvid silkekjole , der atter var bedækket af en fin kniplingskjole , omsluttede hendes yppige former ; en jomfruelig krands og et langt slør var befæstet fil hendes smukke hår , medens den fine rødme , der var udbredt over hendes ansigt , endmere forhøjede hendes skønhed . Intet under da , at Eugen henrykt trykkede den lille fe til sit hjerte og takkede gud for denne lykke . Kort efter bankedes der på døren og Jutta trådte ind . — min gud , hvor du døg har ladet vente på dig ! råbte Alice . Skynd dig nu at tage rejsetøiet af og komme i din stads , vi skal strar køre til kirke . — ia , nu skal jeg gå , kære Alice , men først må jeg døg kysse dig . O , hvor du er smuk , hvor Jean vil blive glad ved at se dig ! — skal vi rejse strar efter bryllupet ? — ia , men se nu at blive omklædt , kære Jutta , det ville ikke være pænt at lade præsten vente alt for længe på os . — nej , nu går jeg og om ti minutter har du mig igen . efter næppe ti minutters forløb kom hun atter tilbage ; vognen holdt parat til at tage imod herskabet og kort efter kørte man til kirke . Da Alice , støttet ved Eugens arm , gik over kirkegulvet , hørtes en sagte mumlen , og ordene : „ Hvor hun er smuk ! hvor hun seer god ud ! “ undgik ikke det unge pars øren . Vielsen var snart forrettet og efter at en psalme var assunget kørte brudeparret hjem til slottet , hvor mange venner og bekendte vare indbudne til en kostbar dine . Efter dineren toge Eugen og Alice afsked med selskabet og rejste da med Jutta ' tilbage til Spanien , hvor et hjem alt var indrettet til dem i nærheden af Jeans og Juttas villa . Ende på første del . hnlda eller den hemmelige dame i Paris , original romantisk fortælling fra nutiden . Af mx . veran » . Anden del . København . Udgivet af a . Behrend , Åbenrå v . Trykt hos Behrends enke første kapitel . Mellem de kantabriske bjerge . Kære læser , vi håbe at du med venlighed atter vil følge os til Spanien , hvor alle vore venner og bekendte befinde sig . Vi ville overspringe et tidsrum af 14 år . Det er i juli måned ; men skønt det er på den herlige , solbeskinnede årstid , er himlen dog overtrukken af mørke skyer og truer med et frygteligt uvejr . Bed de kantabriske bjerge seer dette dog mest truende ud , — det er søm om himlen ville falde ned på den syndige jord . Endelig bryder uveiret løs ; stormen hyler og tuder , det knager og drager i trætoppene , lyn på lyn sendes ned på jorden , der næsten ikke kan ses for det indtrædende tusmørke de store kantabriske bjergstrækninger er ikke ganske sikkre ; man siger at røvere hærge og plyndre her , og det er nok ikke ganske uden grund at man omtaler dette . en mand , som støttende til sit sværd seer ud over de store bjergstrækninger , trodsende lyn og storm , er det eneste menneske man seer , så langt øjet rækker . Dybttænkende fører han hånden til panden , idet han sagte mumler : — hvor mon de blive af , de slyngler ; har de ikke forstået min befaling , at bringe de rejsende lyslevende til mig ! Han stampede med foden i jorden og vedblev : — o , de krystere , de frygte uveiret og de frygte ham der sender lynet ned . Hahahaha ! de tåber ! . . . Et sådant vcir , . er netop mit element ; således stormer og bruser det i mit indre , det længes efter hævn og blod , som jorden længes efter de nedstyrtende strømme af vand ! Mandens ansigt , der havde et hårdt og afskyeligt udtryk , var gulblegt og de kommende lyn , som oplyste dette , fremviste en mand i sin bedste alder , med stikkende sorte øjne og grusomheden tegne : i hvert et træk . Han var iført en gammeldags men kostbar ridderdragf , og en stor slængkappe var skødesløst kastet over hans skuldre . Han holdt bestandig hånden over øjnene og stirrede ud i den retning , hvorfra hans folk skulle komme . — nå , der komme endelig nogle ! mumlede han , da han i det fjerne opdagede et sort punkt , der tilkendegav at flere ryttere nærmede sig . efter nogen tids forløb kom en af disse springende i fuld gallop hen imod ham . — nå , gounod , bringer du dem alle med ? Råbte manden . — ak , kaptajn , hvad skal jeg gøre for at mildne deres strenge sind ! sagde rytteren ; jeg har aldrig kendt mage til dreng ! — nå , nå , tal , gounod , hvorfor nøler du ! Hvad er passeret ? råbte den ventende strengt , idet han heftigt rynkede brynene . — nuvel da , svarede rytteren lidt nølende ; vi ankom rigtigt til værtshuset , men da vi omtrent vare en halv mils vej derfra , sporede Nero sin hest af alle kræfter » han reb så stærkt , at vi efter nogen tids forløb ikke kunne øjne ham mere . — Kari , som red ved min side , anede såvel som jeg intet ondt , men da vi vare komne helt hen til værtshuset , så vi til vor forbavselse , af alle folkene vare komne på benene samt af de rige rejsende , svært rustede og med Nero i spidsen , droge imod os . — de vare nogle og tyve , vi vare kun otte , — thi Nero holdt sig jo til dem . — de sloges tappert med os , — vi opbøde alle vore kræfter og havde sikkert også sejret , men hver gang vore angribere af udmattelse måtte trække sig tilbage , råbte Nero med gennemtrængende røst : — forsvar eder til det sidste , dertil råder jeg eder , thi der hjælper ingen pardon , hvis de få fat i eder . — selv slog han så tappert , af man skulle tro af han var en af Spaniens første hærførere ; det lykkedes ham virkelig af sætte mod i de kæmpende , men da så Kari sit snit og stødte ham dolken i den ene arm . Nero faldt af hesten og besvimede og en af vore tog ham hurtig op af jorden , satte ham foran sig så hesten og gallopperede afsled . Imidlertid bleve vi slagne på flugten og 10 af vore kammerater bleve hårdt sårede ; deres heste lød den modsatte Bei og vi måtte bære de sårede imellem os . Jeg reb i forvejen , for at mildne deres sind , kaptajn ; men se der , — der komm : de ! se , kaptajn , de bære Nero imellem sig . . . men hvad fattes dem dog , kaptain , hvorfor stirrer de således på mig ? — vig fra mig , elendige ! råbte kaptajnen rasende , eller jeg svarer ikke for dit liv . Bort siger jeg , jeg vil ikke se dig for mine dine mere . Gounod kastede sig på fin hest og ilede de kommende i møde . Kaptainen blev stående på samme plet , med sammenknyttede hænder og skrækkeligt fordrejede ansigtstræk . — ulykken forfølger mig i den sidste tid , sagde han bittert ; min rigdom slår fare for at gå tilgrunde , mine tilhængere blive færre og færre , medens jeg selv dag for dag fortæres af den helvedesild , der raser i mit indre , — og min søn , ha ! han fornægtær . . . I samme øjeblik kom en trop ryttere langsomt hen imod ham , medens to mænd forsigtig bar et tilsyneladende livløst menneske imellem dem . Kaptajnen så fortvivlet hen imod dem , og mumlede neppe hørligt : — der bærer de alt hvad jeg har tilbage her j livet at elske , min søn , min Nero , den eneste jeg bryder mig om i denne verden . Dog , jeg kan ikke tilgive ham den medlidenhed han føler for de usle skabninger man kalder mennesker ; han kan ikke lade et menneskeliv , undtagen hans hjerte røres ved dets skrig . Nej , nej , han kan ikke dræbe , han er for blødhjertet , og derfor kan jeg ikke bruge ham , han er i stand til at fordærve alle mine folk . Troppen var nu nået hen til ham . — her bringe vi den Nidding , der forrådte os ! Råbte en skummel mand med et luende blik . Kaptajn , var det min søn , isledenfor eders , da lod jeg ham skyde som en hund . — gjorde du det , Kari ? Men jeg skal vise dig noget andet , skurk ! Bring barnet ned og lad den gamle sørge for ham ! befalede kaptajnen ; og ve eder , i feige uslinger , at i lod jer skræmme af en håndfuld fremmede , der ikke kender halvt få godt til våbenbrug , som en eneste af eder ! En lydelig knurren lod sig høre , men ingen vovede at svare . — kald på de andre og bestig eders heste ! Vedblev kaptajnen . Lad dem tage min hest med , så skal i se at når jeg anfører eder behøve vi ikke at vige tilbage . Mændene adløde stiltiende . En af dem gik nogle skridt tilbage og forsvandt i en hule i jorden . Strar efter viste tolv håndfaste karle sig , hver med sin hest ved tømmen . Kaptajnens hest blev ført frem og kort efter gallopperede atten blodtørstige mænd hen ad vejen , med et uhyre af et menneske til anfører . — ere de borte . Moder ? spurgte en svag stemme nede i hulen , da den stærke hestetrampen havde tabt sig i det fjerne . — ja , mit barn , nu red de atter ud , for at tilføje fredelige mennesker nød og elendighed ! svarede en gammel kone , der dybt nedbøjet sad i en krog af hulen . O , det er skrækkeligt , stakkels Nero , at du skal have et sådant uhyre til fader . En lydelig hulken hørtes henne fra sengen . — smerter din arm dig meget , lille Nero ? Spurgte den gamle kone deltagende . — ak , nej , kære moder , armen gør intet til sagen . — nu , hvad græder du da for , mit barn ? Nero vedblev at hulke . — skal jeg lægge et frisk bind om din arm , Nero ? — nej , moder , det behøves ikke . den gamle kone rejste sig fra krogen i hulen og rokkede hen til sengen ; hun lagde Neros hoved på sin arm og lullede ham frem og tilbage , som om han var et lille barn . Nero kyssede den gamle kone og sagde med bevæget stemme : — tror du ikke . Moder , at jeg kunne slippe ud af denne morderhule i nat ? — nej , Nero , du ved jo at din fader har nøglen til alle dørene og at det ville være en umulighed at vriste dem fra ham , — din fader ville også blive meget bedrøvet , når du havde forladt ham . — o , min fader , den grusomme mand ; jeg føler at jeg hader og afskyer ham , og jeg skal også forstyrre alle hans foretagender hvor jeg kommer med . — tag dig i agt for ham , Nero , sagde den gamle kone bekymret ; han vedbliver såmænd ikke at skåne dig , som han hidtil har gjort . Du er nu 15 år gammel , og iaftes hørte jeg ham sige til de andre , at nu skulle du ud med dem og lære det ædle håndværk ; dersom du ikke ville med det gode , da måtte du med det onde . Ak , jeg aner at der foreslår dig en ulykke , mit kære barn ; du må derfor være frejdig , lad son » om du synes godt om det forbryderske liv , dersom du ikke inden føje tid vil lade dig mishandle af de ville banditter . — vil du , som er så kærlig og god , have at jeg skal lyde de flette mennesker og myrde og plyndre ligesom de ? — det havde jeg dog ikke troet ! sagde den raske dreng noget opbragt . — nå , nå , lille Nero , tag dog ikke sådan på vej ! råbte den gamle kone hurtigt ; om du just ikke bærer dig så forfærdeligt ad , så må du dog være lidt mere føjelig og ikke opirre dem således , som du gjorde for et øjeblik siden og som gav dig så dyre lærepenge . Tænk nu om du var død , istedenfor at det kun traf armen . — hvad så ! udbrød Nero kækt ; ville du ikke heller føretrække døden end at føre et så forbryderisk liv ? — jø , jeg skal netop fortrædige dem så ofte jeg kan ! — fy , Nero , husf det er din fader , sagde den gamle kone ; tænk på , at du skal lyde ham og ikke overtræde hvad han befaler dig . — har gud da sat ham på jorden for at plyndre fra andre og har han ret til at tage livet af sine medmennesker , - han som selv skylder gud sin tilværelse ; — svar mig , kære moder , — har jeg ikke ret ? Du har jo ofte lært mig at takke gud for livet , som han har givet mig . Til disse ord kunne den gamle køne intet svare ; hun holdt hånden over øjnene og græd sagte . Nero tog hende om halsen med den ene arm , kyssede hende og søgte at trøste hende så godt han førmåede . -- svar mig , kære moder , vedblev han . Du ved jo at jeg vil være en god dreng , men jeg kan ikke bære mig ad som disse flette mennesker . O , du svarer ikke ; kan jeg da ikke blive et godt og ærligt menneske , — skal jeg absolut tvinges til at blive en forbryder ? — vær rolig , min dreng , gud vil nok hjælpe sine ulykkelige børn , sagde den gamle køne , og du skal se at alt vil gå godt . — tak , moder , hviskedee den gode dreng og kyssede hende atter , nu kender jeg din mening . — ja , ja , min dreng , læg dig nu lidt til at sove ; imidlertid vil jeg tilberede måltider til de somme tilbage . Men da Nero var bleven alene kunne han ikke sove ; han kastede sig urolig fra den ene side til den anden ; af og til fremstillede sig de skrækkeligste billeder for hans sjæl da tre til fire timer vare forløbne hørtes et forfærdeligt bulder , blandet med høje skrig . Nero rejste sig forskrækket og sagde : — hører du , moder , de ulykkeliges skrig ? Han sprang op af sengen , knælede ned og bad en bøn til gud om frelse for de stakkels mennesker . Han blev forstyrret i sin bøn ved at en røver stormede ind i hulen , greb den knælende dreng ved armen og slæbte ham afsted . Nero stred imod af alle kræfter , men det nyttede intet , han måtte med . Røverne havde på deres streifløg overfaldet en vogn , hvori en herre , en dame og et tolvårs pigebarn befandt sig . De havde flæbt de ulykkelige mennesker med sig , frarøvet dem alle deres kostbarheder og truet dem med døden . De blev nu førte ind i den stærkt oplyste Halle , hvor så mange offre havde » båndet før dem . Røverne slæbte Nero derind . Drengen så sig forbavset om ved det syn han fik øje på her . En smuk lille pige lå afmægtig på gulvet ; det sorte hår var opløst og de små hænder krampagtig sammenknyttede . En fortvivlet kvinde lå grædende over hende og kaldte hende ved de ømmeste navne . En ligbleg herre stod med bagbundne hænder og betragtede de to . — kære Jutta , hold op at græde , sagde han ; lad os bede til gud om vor sjæls frelse , — vort liv er snart til ende . — ak , Jean , vor elskede datter skal også dø ; med os kan det endda være det samme , men hun , der er så ung . . . Idetsamme hørtes hurtige trin og kaptajnen , ledsaget af alle røverne , trådte ind . Han trådte et skridt tilbage idet han overrasket udbrød : — hvad seer jeg ! gode gamle bekendte ! Ja så , Jean petit , det er dig og din elskværdige hustru , der er faldne i mine kløer ! O , det glæder mig at kunne holde mit løfte til dig ; ja du husker det vel nok ? Jean petit — thi ham var det - så bestyrtet på nøverkaptainen . — Konrad Gautin , du her ? Mere fik han ikke sagt , men blev ubevægelig slående på samme plet . Kaptajnen gik nu hen til den forfærdede Nero , greb ham i armen og sagde : — der , dreng , tag denne dolk ; du skal væenne dig til arbejde . . . nå , tag den , siger jeg ! Nero adlød . Kaptajnen gik nu hen til Jean petits datter og løftede hende op . Jutta styrtede på knæe for ham og råbte hændervridende : — o , slå » i det mindste hende , nådige herre , det er mit eneste barn ! — gå bort med dig , kvinde , du opholder mig , sagde han barsk ; min tid er knap ! — o , Jean , hvad skal jeg gøre ? Frels hende , frels hende ! råbte den fortvivlede Jutta og vendte fig bønfaldende mod ham ; men Jean stod med vidt opspilede øjne , lig en billedstøtte , og formåede ikke at svare . Kaptajnen satte den besvimede pige i en stol og råbte til Nero : — nu giver du tillsb og ftoder dolken lige i hjerte : på hende , — horer du , lige i hjertet ; hun er ung og skal ikke lide for meget . Nå , flynd dig , eller du skal blive den første , som skal føle dens spids ! Neros sorte øjne funklede , de skøde lyn og som en vild løb khan midt ud på gulvet og slyngede dolken med en sådan kraft imod den modsatte væg , af den sad fostboret i denne . — se så , nu kan du som du sagde lade mig føle dens spids , om du vil ! råbte den kække dreng . Aldrig skal min moder i himlen erfare , af hendes søn lod sig overtale til af udføre et sådant niddingsværk , af dræbe en værgeløs ung pige ! Drengens øjne lynede , — fortvivlelsen stod malet i alle hans træk ; han stirrede på sin fader , for muligen i hans blik af kunne læse sin dom . Kaptainen og de øvrige røvere stod målløse og stirrede på ham . — hvad tænker du på , dreng ? råbte Konrad med indædt harme ; vover du af trodse mig ! Nu skal du gøre som jeg siger . — burillo , gå hen og fag dolken ud ! Burillo kom tilbage , efter med megen besvær af have såt dolken ud af væggen . Konrad greb den og gik atter hen mod Nero . — nu tæller jeg til 3 og inden den tie skal denne lille pige være død , Nero , eller du skal miste livet ved min hånd . Nero så på fin fader , greb dolken og holdt den fast mellem sine hænder , men gjorde ellers intet tegn til at bevæge sig . Jean og Jutta vare tavse vidner hertil ; skrækken havde aldeles lammet dem — det var øjensynligt at Nero var deres eneste håb — og Nero var også værdig til dette . Han stod som generalen midt på valpladsen med en dolk i hver hånd og øjnene vildt rullende til alle sider . Konrad trådte atter hen til ham , men Nero havde neppe bemærket dette , før begge dolkene vare rettede imod ham . -- den der kommer mig nær er dødens sikre bytte ! råbte han med fortvivlelsens kraft . Gå bort eller jeg . dræder dig ! hvinede han sin fader i møde . Han så i dette øjeblik så vild ud , at mændene med rette antog ham før at have mistet forstanden . Nero havde rent glemt at han var såret ; han holdt begge våbnene hævet over sit hoved og indtog en meget truende stilling . En af røverne var dristig nok til at gå imod ham , før at vriste våbnene fra ham , men dette bekom ham ilde ; han fik et alvorligt stik i den ene side og styrtede om ved Neros fødder . De andre røvere styrtede nu hen imod ham ; men kaptainen gjorde en afværgende bevægelse med hånden at de skulle fjerne sig , og de adlød hvor nødig de end ville . Konrad trådte atter hen til Nero og sagde : — lad det nu være godt i aften , måske du er bedre oplagt i morgen . Kom med mig og lad os gå ind i salen og spise og drikke med de andre . Nero så vildt på ham og rettede sine våben imød ham . — nå , kom nu og lad de narrestreger fare , min dreng ! sagde Konrad , der nu var bleven mere alvorlig ved at se drengens ville sind . —- jeg bliver hos fangerne , mumlede Nero ; gå din vej , du er ond ! Konrad , der indså , at det ville vcrre spildt ulejlighed at tøve lunger , gik bort idet han halvhoit udbrød : — lad ham i aften have sin villie , — i morgen er det mig der kommanderer ! Nero blev tankefuld stående i den truende stillling . Han kom først til sig selv , da Jutta kom styrtende hen til ham og kyssede hans hcrnder , idet hun sagde : — tak , tak , min ædle unge mand , de har frelst vor dyrebare Lisette , -7- o hvor jeg beundrer deres mageløse mod ! — de er måske selv fangen af disse banditter og skilt fra en moder der elsker dem ? Nero blev blussende rød og svarede forvirret : — ja , madame ! Han var henrykt over den venlige dames roes og ville ikke for alt i verden have af hun skulle vide , af hans fader var den ubarmhjertige nøveranfører . — stakkels , stakkels unge mand , vedblev Jutta ; har de da intet håb om af kunne se deres møder igen ? Nero brast i gråd og vendte sig bort fra hende . Jutta , der indså af det ville væere frugtesløst af trøste ham , gik hen til sin mand og løste hans bånd . Jean gik derpå hen og indledede en samtale med Nero . Pludselig asbrødes de i denne ved af der hørtes en forfærdelig støj inde hos røverne og man kunne tydelig høre en rå stemme råbe : — ja , vil kaptajnen ikke som vi andre , så blive vi ikke hos ham . Den tøssede dreng skal have lov til alt ; her i vor bolig have vi ikke brug for kjæeledoeger og som jeg siger , jeg vil ikke tåle den ulykkesfugl beder . - hvad sige i andre , er det ikke sandt , han må skaffes afvejen ! Røverens ord blev modtagen med jubel og støren , som efterhånden tiltog , rystede den lille kreds af tilhørere . — altså . Kammerater , vil i som jeg , så skaffe vi os den tåbelige dreng fra halsen ! Atter blev der en voldsom støj og lyden af deres trin hørtes henne ved dsren . - ak , sagde Jutta boevende , idet hun sluttede sin datter i armen ; nu komme de atter herind , bestemme mennesker ; hør hvor de brøle ! — ak , det er snart ude med os ! — frygt ikke , sagde Nero , som ved Juttas venlighed havde fået hende inderlig kær ; denne gang gjcelder det mig og banditterne skulle nok finde slorre modstand end de vente , - ikke så nemt skulle de få bugt med mig ! Han rejste sig og trådte hen til den dør , hvorfra røverne kunne ventes , men alt forholdt sig roligt og mqn kunne nu kun høre utydelig hvorledes Konrad forsvarede sin søn . Efter en halv times forlød var alt stille . I over en time lyttede Nero åndeløs , men alt var roligt ; han listede sig da forsigtig hen til døren , åbnede denne og kom snart ind i et stort koldl værelse . Over en snes røvere befandt sig i dette værelse , men vinen havde indvirket så kraftig på dem , at alle vare faldne isøvn . Nero gik fra den ene til den anden , for at se om ingen af dem skulle være i besiddelse af den nøgle , som passede til udgangsdøren ; men det var forgæves . Pludselig seer han sin fader , der skøttende hovedet i hånden nød den retfærdiges søvn . Nero listede sig hen til ham , næppe vovende at drage ånde ; han undersøgte den sovendes lommer , men her var intet at finde . Endelig opdagede Nero et knippe nøgler , der hang på et søm i nærheden af hvor hans fader lå . Han var nær ved at give et skrig fra sig af glæde ; men han tænkte på fangerne , listede sig hen til væggen , greb nøglerne og sneg sig lydløst ud af værelset . Jean og jutia , som ængstelig havde ventet på at han skulle vende tilbage , blev nu glade da de så at han førte nøglerne med sig . Lisette trådte hen til ham , idet hun sagde : — kan vi nu komme ud ? - har de for vor skyld vovet at trænge ind blandt røverne ? O , hvor det var smukt af dem , modtag min inderligste tak herfor . Nero smilede og tog hende ved hånden . — kom , lad os gå alle sammen , hviskedee han til Lisettes forældre ; ellers risikere vi at blive opdagede . Nero og Lisette gik i forvejen , medens Jean og Jutta fulgte efter dem . Han gik fordi den hule , der var indrettet til en hestestald ; her tog han tre af de kraftigste heste og inden fem minutters forløb vare de lykkelig og vel slupne bort fra den forfærdelige nøverhule . Nero tog Lisette op på sin hest og nu gik det , så hurtigt de formåede , ad vejen til den nærmeste by . De sporede de stakkels heste af al magt , men de vare dog ikke komne ret langt før de hørte en forfærdelig hestetrampen bag ved dem , — det lød som om man forfulgte dem . — min gud , min gud , der er de atter ! råbte Jutta fortvivlet og borede sporen endnu dybere i hestens sider . — frygt ikke , frue , jeg er førsynet med mange våben og munition , vi skulle nok holde dem fra livet , svarede Nero , idet han gav Jean en udmærket bøsse med dertil hørende krudt og kugler . — lad komme hvad der vil ! råbte Jean . Her gjæelder det livet og vi skulle nok vide at forsvare os til det sidste . Imidlertid kom forfølgerne nærmere og nærmere , og Jean kunne allerede gennem det tæelte mørke se de forreste hestes bevægelser . Da lød vludselig et skud , og en kugle for hvislende ind mellem de flygtende . — gud i himlen stå os bi ! råbte Jutta skælvende og med al den kraft hun var i besiddelse af fremskyndede hun hestens løb » Andet kapitel . På grev Tadlos ' gods vi ville nu , efter så mange Års forløb , atter begive os til grev Tadlos ' gods . — ah , må vi udbryde , når vi se den forandring her er foregået . I haven , på den bøen ? hvor Hulda tidligere havde siddet med sin engelske fætter , se vi nu en dreng på ! 2-13 år , med en bog i hånden . Noget lseng er borte fra ham sidder en lille pige , ivrig befloeffiget med at plukke de modne frugter . Hun samler nogle af de smukkeste på en tallerken og iler hen til broderen med disse . Vi ville imidlertid betragte denne unge pige . Hun er smuk , meget smuk , et sandt billede på en spaniermde . Lange sorte krøller , der omgive et fint ansigt , hvori et par sorte spillende dine titte frem , — en smuk blå kjole og en lille koket stråhat bidrager alt til at hun seer så sød ud . Hun kan vel omtrent være 9—10 år gammel . Hun standsede foran brøderen . — nå , Karlo , hvorfor lcrser du ikke ? . . . Er du syg ? . . . Jeg har her nøgle smukke bæer til dig , se , se ! Men det lod ikke til ar Karlo hørte hende . Dogen hvilede i hans hånd , medens han tankefuld stirrede hen før sig . Dinora — således hed den lille pige — trak i ham og sagde halvt grædende : — horer du ikke , Karlo , her er bæer ril dig ! Karlo sprang op . — å , er^ det dig , Dinora ? råbte han forvirret ; du gjorde mig ganske angst . . . Jeg sad netop og tænkte på Lisette , der nu er i Frankrig hos sin onkel Fillip ; gud give at jeg var kommet med ; men fader og moder ville ikke have , at jeg måtte forlade dem . — det var da også synd , så ville moder græede , før hun holder så meget af dig , sagde Dinora . — ja , du har ret , søster ; men Lisette fortalte mig , aftenen før hun rejste , at hun var så angst og at hun ville ønfle hun kunne blive hjemme hos os . Hun sagde også , at vi vist aldrig mere fik hende at se , — det var dette jeg tænkte på og det forekom mig da , at jeg så hende stå for mig , men hun var meget bleg og jeg blev så angst . — nu fla ! Du ikke tænke mere derpå , kære Karlo ; kom , lad os spadsere lidt ; hjælp mig at plukke nøgle smukke blomster til moder . — nej , dinvra , svarede Karlo ; for der kommer bedstefader henne og jeg vil nu bede ham om at fortælle den historie , som han lovede os i går . Begge børnrne løb nu en gammel gråhåret herre i møde . Dinora bredte begge armene ud imod ham og snart sad hun på sin bedstefaders knæ , medens Karlo tog plads ved siden af ham , og den lovede historie begyndte . Kort efter kom en dame langsomt spadserende gennem havens gange ; hun blev et øjeblik stående stille og betragtede den henrivende gruppe , som vi nylig have beskreven . En ubeskrivelig lykke afprægede sig i alle hendes træk og hun sendte et taknemligt blik til himlen for denne lykke . Hun trak sig lydløst tilbage og nøgle minutter efter kom hun tilbage , ledsaget af en herre . De spadserede fortrolig sammen og standsede på samme sted hvor hun tidligere havde betragtet det smukke billede . — se , hvor fader sidder og morer sig over dem , sagde Hulda ; hvor han dog seer lykkelig ud . - ja , du har ret , kære Hulda ; og vi da , — ere vi ikke også lykkelige ? — jovist , Charles , og jeg takker gud for denne lykke ! I det samme kom Dinora springende hen imod dem . — fader og moder er her , råbte hun . Kom , kom , bedstefader ! Dinora var snart ved sin faders side , hvis indling hun var , og Karlo lænede sig til sin moder , og fik i blide ord en formaning , som han tog sig meget nær , fordi han ikke havde læst aviserne for bedstemoderen , der ikke kunne se så godt nu som for 14 år siden . Karlo rødmede og kyssede sin moder ; han ilede bort fra hende og nogle minutter efter var han oppe hos sin bedstemoder . — nå , er du der , min føde dreng , sagde Fru Tadlos , der nu , ved tidens indvirkning så meget gammel ud ; hun sad i en lænestol og rakte en kringle ud imod ham , idet hun vedblev : — se , den har jeg gemt til dig , Karlo ; kom så og læs for mig ! — nej tak , bedstemoder , i dag har jeg ingen kringle fortjent , sagde ban rødmende ; jeg har været uartig . — hvilken snak , Karlo ; hvad har du da gjort ? — jeg havde glemt dig . Bedstemoder , og sad nede i haven og legede , istedenfor at læese før dig . . . Moder måtte gøre mig opmærksom derpå , men du bliver vel ikke vred på mig , thi du er så god . Fru Tadlos trykkede den vakkre dreng til sit hjerte og en tåre stjal sig ned ad hendes kinder . To timer efter spadserede Karlo nede i haven ; han var atter falden i dybe tanker . Han spadserede gennem porten og kom ud på landevejen ; han gik stedse længere og længere frem , bestandig tænkende på den dortrejste Lisette og det forunderlige syn , der havde viist sig før ham i haven . På engang dukkede et sortlokket hoved frem mellem de tætte buske . Langtfra at væere bange trådte Karlo drigsfig hen til busken , men der var ingen at se . — jeg synes dog bestemt at jeg så et menneflehoved , mumlede han og gik videre . Han havde imidlertid ikke gået ret langt , før han atter mellem nogle buske så det samme hoved . Som et lyn for han derhen og greb ind imellem disse , men skikkelsen narrede ham atter og var forsvunden . — Havde jeg blot ikke gået så langt , sagde han ved sig selv og ville vende om , men i det samme trådte en person frem fra skovens tykning . — hallo ! råbte han med en kraftig og velklingende stemme . Kar ! o vendte fiz om , idet han sagde : — nå . er du endelig der ; jeg troede at du ville vedblive at narre mig . Den fremmede smilede . — jeg ville først se hvilken fyr du var , sagde han ; thi havde du ikke set god og retskaffen ud , da havde du aldrig set mig . Karlo rødmede af vrede og sagde : — hvem gav dig lov til at undersøge mit ansigt ? Jeg skal forresten sige dig , at jeg flet ikke er god og retskaffen , som du siger , men akkurat det modsatte . — ih nu , sagde inglingen , som ikke var stort ældre end Karlo ; du må ikke blive vred , men en sådan dreng som du er , ville jeg elfle som min bedste ven . . . Jeg tager næppe fejl af dig . — hvad vil du mig egentlig ? udbrød Karlo lidt vranten ; jeg skal hjem nu og har derfor ikke megen tid . — jeg ville blot vide dit navn , og så ville jeg gerne spsrge hvor grev Tadlos ' gods ligger . — jeg kunne sige dig begge dele , men til hvad nytte vel ? sagde Karlo smilende . — det kan jeg ikke forklare dig ; men vil du ikke sige mig det , så må vi stilles , og jeg kan vel nok få den ringe villighed opfyldt af en anden . Han vendte sig bort . -- nej , sagde Karlo , der egentlig fandt behag i den smukke ingling ; jeg skal nok sige dig det . Når du vil følge med mig ad denne landevej , så er vi der snart ; forresten hedder jeg Karlo og grev Tadlos er min bedstefader . — nej , virkelig ? råbte det unge menneske og trådte et skridt tilbage ; er du virkelig så lykkelig ? Ak , gud give at jeg var din Broder ! — men , siden du siger mig dit navn , så må du vel også vide mit ; jeg hedder Nero ! — Nero , sagde Karlo ; du er en dreng som jeg kan lide ; vil du være min ven og Broder ? — ja , råbte Nero ; jeg holder allerede af dig . Men det er sandt , du er jo en grevesøn og jeg er kun en fattig dreng , der ikke engang for nærme mig din faders dør . — å , vil du blot ikke tale således ; du er god , det er den største rigdom , det siger moder så ofte ; kom du kun , — fader og moder holde så meget af at hjælpe , de ville også nok hjælpe dig . — tak skal du have , Karlo ; men nu må jeg afsled igen . Jeg skal altså gå ligefrem for ar komme til godset ? — ja , sagde Karlo , men vil du da ikke følges med mig ? — nej tak , Karlo , jeg kommer siden , men så har jeg nogle andre med . Farvel så længe ! råbte han , og dermed var han borte . — hvilken rask dreng , sagde Karlo for sig selv ; ham kunne jeg godt lide . Karlo gik hjemad og da han befandt sig i haven om hans søster hen imod ham idet hun råbte : — nå , Karlo , nu kan du tro at fader og moder er vred på dig ; vi have alle ledt så meget efter dig , både i haven , i skoven og rundt omkring . — så lad os skynde os for at berolige dem , sagde Karlo . De løb begge op i salen , hvor der var stort røre . — ak , min søn , min Karlo , hvor er han ? Råbte Hulda — eller Fru lillier , som hun nu hed ; — o , skaf mig ham tilbage . — trøst dig , Hulda , han vil nok sindes , sagde hendes mand . — o , nej , Charles , han er vist faret vild ; o , gud , jeg kan ikke udholde denne tanke — ban er måske død ! råbte Hulda og faldt tilbage i stolen . I det samme hørtes en rolig stemme udenfor sige : — nej , Dinora , jeg vil tale med moder alene . Døren åbnedes og Karlo trådte ind . Han så sin moders smerte og løb hen til hende , idet han sagde : — moder , kære moder , du græder ! Har jeg fortørnet dig ved at blive så længe borte ? Hulda slog sin arm om hans Hals og græd længe og inderligt ; hun holdt ham så fast , som om hun aldrig skulle flippe ham . Karlo kyssede og kærtegnede hende , og da hans fader havde forladt værelset fortalte han sin moder om det uventede møde med Nero , og bad hende om hun ville deflcerme den stakkels dreng , der havde fortalt at han var fattig og forladt . Fru lillier lovede i sin glede over at have gjensundet ham , at hun skulle tale til hans fader derom , og Karlo lød glad sin vej , for at fortælle Dinora at hun snart skulle så hans Broder at se . Tredie åpitel . I roverhulen Kon efter at Nero med de tre fanger vare revne bort , vågnede burillo . Han lyttede , men hørte intet . Han rejste sig og nærmede sig døren ind til fangerne . Den var åben og ingen befandt sig derinde . Han så hen til nøglerne , der nu vare borte . — kaptajn ! Kaptajn ! brølede han og i et nu vare alle røverne på benene . — hvad er det , burillo ? Hvorfor skriger du således ? råbte Konrad . — ah , de må undskylde , kaptajn , svarede denne ; men fangerne , naturligvis med Nero i spidsen , er flygtede dort . Han har stjålet nøglerne og endes bøsser , som lå her på bordet , og hvem ved ellers hvad den galgenfugl har ranet fra os ! — ti , burillo ! tordnede Konrad , idet en unævnelig smerte asprægede sig på hans ansigt . Altså , denne stenhårde natur kunne også føle smerte . — tilhest ! råbte han atter . Alle røverne rejste sig og et øjeblik efter vare de parate til at tage afsled . Døren blev åbnet med en anden nøgle og i gallop satte røverne afsled hen ad vejen . Ved hjælp af fakler undersøgte man jorden og det viste sig snart hvilken retning flygtningene havde taget . — de må have et godt forspring for os , siden jeg endnu ikke kan øjne dem , sagde burillo , der var den ivrigste af dem alle . Endelig så man i frastand nogle heste , der skyndsomt fjernede sig . Han sporede sin hest af alle kræfter , men det var øjensynligt , at flygtningene vare blevne opmærksomme på dem , thi ve for hen ad bkien , som om de havde vinger . Burillo sendte dem en kugle , men den traf heldigvis ikke de ulykkelige mennesker . Nero var aldeles vild ; han opmuntrede den næsten halvdøde Jutta til at monde sig op , selv trykkede han Lisette fast op til sig ; den stakkels pige var af angst atter besvimet . røverne vare meget ivrige i deres forfølgelse og havde sikkert også nået dem , dersom ikke en kugle , som Jean affyrede , havde truffet kaptajnen , og således lagt beflag på røvernes tid ; derved havde flygtningene såt et lille forspring for dem . De rede hele natten så hurtigt de formåede og den næste dag nåde de endelig en by , hvor de dristede sig til af hvile . Her toge de ophold i kroen og den næste dag kørte de med jernbanen til Madrid . De stege af ved den nærmeste station , da de ikke strar turde vove sig ind i byen , og således måtte de tilfods tilbagelægge resten af vejen ; men de toge fejl og gik i en modsat retning , da Jean ikke var kendt i omegnen af Madrid . Da de omtrent i en time havde vandret fremad , vendte de atter om , men det var dem umuligt af finde den rigtige vej . Medens de andre hvilede søgte Nero af indhente oplysninger om hvor grev Tadlos ' gods var beliggende , og undervejs var det af han fik øje på Karlo . I nogen tid søgte røverne efter de bortsiygtede , men kavtainens sår havde opholdt dem så meget , af de intetsteds kunne finde fangerne . Tænderskærende begave røverne sig til deres hule , idet de svoer en skrækkelig hævn over Nero . fjerde kapitel . I 14 år . Vi skylde den « rede læser en forklaring over de 14 år , der ligge mellem første og anden del af denne fortælling , og vi ville gøre denne så kortfattet som mulig . Efter at Huldas og Charles ' forlovelse offentlig var bleven deklareret , hengik et par måneder inden brylluppet holdtes . På denne dag , der var den lykkeligste for disse to , som elskede hinanden så højt , var alt foranstaltet med den største pomp og pragt . Vi behøve næppe at sige , at Hulda var smuk i fin brudeslads og at Charles var stolt over hende . Om morgenen på selve bryllupsdagen havde en del af omegnens beboere samlet sig udenfor slottet og afsungen en sang til ære for brudeparret , hvilken gjorde et dybt indtryk på dem begge . Hulda var glad , og dog bemægtigede der sig hende en ubestemt følelse af skræk . Grevinden var heller ikke rolig . Frygten for at Konrad tidlig eller sent ville komme for at hævne sig , bavde fæstet rod i hendes hjerte og hun søgte på tusinde måder at adsprede sig fra disse mørke tanker , uden at dette ville lykkes hende . men tiden gik og brudeparret skulle til kirken . Det var et sendt pragttog : tolv hvidklædte piger fulgte den unge brud , medens over hundrede vogne fulgte toget . Da Charles med sin Hulda knælede foran alteret , følte de dem så usigelig lykkelige og tanken om Konrad måtte for et øjeblik vige pladsen for den lykke , som besjælede dem begge , og da de forlod kirken viste sig endnu den samme lykke på deres ansigter ; men pludselig forandredes deres træk , - en mørk herre kom hen imod dem , — de genkendte ham , — han rakte dem hånden og med et lynende blik ønskede han dem tillykke . Det var den første lykønskning de fik , — og det af Konrad , så man kan begribe hvilket indtryk del gjorde på de nygivte . Hulda var bleven ligbleg og holdt sig kun med møje oprejst . Konrad fjernede sig dog efter at have kastet et fyrigt men dog hadefuldt blik på hende . Vi behøve vel næppe at sige , at grevinden og de nygifte følte sig meget urolige over dette møde — det var ligesom et forvarsel på nye ulykker . Toget sattes i bevægelse og snart vare de alle hjemme , hvor gæsternes tummel bidrog en del til at Konrad snart glemtes ; men han havde ikke glemt dem . Da han havde lykønsket dem i kirke » og var kommet udenfor , brød det uvejr løs , der gærede i hans indre . Den kærlighed han bar til Hulda , og som var bleven heftigere og heftigere , netop fordi den forblev ubesvaret , var næerved at spræenge hans hjerte ved synet af hende som brud , og ved sin lykkelige Broders arm . I lang tid stod han og så efter toget , indtil det var ham ude af sigte . Da trådte tårerne i denne villiest « rke mands dine , og sagte mumlede han , idet han slog begge hæenderne sammen : — alt , alt er tabt for mig ! Hans ansigt udtrykte virkelig den dybeste smerte . Hvor hun dog var smuk i al sin stads , sagde han for sig selv . O , Charles , du har fundet skatten , og derfor hader jeg dig . O , gid jeg på denne dag kunne knuse dig med min fod , som et giftigt kryb ! Han knugede hæenderne fast sammen og gik i dybe tanker hen ad vejen til grev Tadlos ' gods . Det var næsten bleven mørkt da han nåde derhen ; de sidste vogne holdt endnu udenfor og en mængde gjcæster strammede op ad trapperne . Konrad krøb bag en busk lige overfor grev Tadlos ' gods ; han vidste ikke selv hvorfor han befandt sig her — en naturlig længsel efter af væere i næerheden af hende måtte have drevet ham herhen . Han lå bag busken hele aftenen til langt ud på natten ; alt hvad der foregik i slottet syntes han af høre , den brusende musik , de dansendes munterhed og latteren over de fremstillede lege ; — hvert et udbrud forårsagede ham en smerte som af tusinde pilehan troede hvert minut at høre hendes stemme , den stemme , som han i dette øjeblik ville have givet halvdelen af sit liv for at høre i næerheden af hans eget vre . Da sprang han op , greb ud i luften og strakte armene bedende ud imod de store vinduer , hvis tætte Gardiner skjulte alt det for ham , han havde kærest her på jorden . Han syntes stundom ar se Hulda indenfor disse og da var det pludselig som om han fik et overordentligt indfald : han ville se hende tæet ved . Han sprang da ud på vejen og ville ile over mod porten , men da så han de opstillede lakaier , og han krøb atter tilbage til sit skjul . Klokken var bleven 2 ; enkelte gjcester begyndte allerede at fjerne sig ; støjen blev svagere og svagere . Da åbnedes et af vinduerne , og Konrad hørte Huldas stemme : — hvilket et yndigt vejr det er i nat ! sagde hun . Han så hende smile til sin mand , som snart var ved hendes side ; de slode nu begge ved det åbne vindue og førte en hviskende samtale . Konrads kinder bræendte , hans tindinger bankede , blodet standsede i hans årer og et udbrud af smerte nåde de nygiffes aren . Han så Hulda blive bleg og vinduet lukkedes strar . Imidlertid toge flere og flere gjcester hjem . — når mon de skulle hjem ? mumlede Konrad bittert . Endelig kørte grev Tadlos ' vogn frem . — nå , der er de , sagde Konrad halvhøjt ; hvor mon de skulle hen ? En herre og en dame stege ind i vognen , men Konrad kunne ikke se deres ansigter , da en del gjæester være placerede rundt omkring dem . — å , det kan ikke vcrre andre end dem , hvem skulle ellers køre i grevens vogn ! tænkte Konrad og stirrede hcrvnfnysende over mod de forsamlede . Snart kørte vognen bort , dog ikke i den retning som de andre havde taget , men igennem skoven . Da modnedes en djcevelfl plan i Konrads hjerte ; han fulgte efter vognen , efter førir at have unverssgt om hans våben være i orden . Vognen kørte i slcerk trav og Konrad kunne neppe følge den ; men , da den var kommet et godt stykke ind i skoven , sprang han op på tjenerscedet , og nu gik der lettere . Kusken , der et par gange vendte sig om , ville ikke rigtig tro sine egne øjne , da han så den skumle person slå dag på vognen ; han antog at det var et foster af hans fantasi eller at det måske var et syn , der viste sig for hans blik på grund af at han havde nydt for meget af den vin kokkepigen havde ficenket for ham . Han fik døg snart vished , thi da de vare komne et godt stykke ind i skoven , steg skikkelsen ned , greb en af de på siderne anbragte vognlygter , og befalede kusken at holde . den forskrækkede kusk standsede øjeblikkelig hestene og Konrad lukkede vogndøren op . En herre stak hovedet ud og råbte til kusken : — men Patrik , hvorfor kører du ikke til ? — det er fordi at jeg bar befalet ham at holde her ! råbte Konrad , idet han lod lygtens skin falde på Herrens ansigt . Han gav et skrig fra sig og tabte lygten ud af hånden , idet han med gennemtrængende stemme råbte : — bedragen ! bedragen ! Imidlertid pidskcde kusken på hestene , og de for afsted , efterladende Konrad målløs af forbavselse . Havde han set sig rigtig for , da Havde ban sikkert genkendt såvel Herren som damen , thi det var Eugen og Alice , der havde lånt grevens vogn . Konrad ilede gennem skoven til byen , før om mulig der at træffe det han søgte ; men da han kom hertil , var alt mørkt på slottet , og intet tilkendegav , at der før et par timers tid siden havde svævet talrige rigtllædte gæster frem og tilbage . — alt tabt ! hviskedee han atter , idet han truende knyttede hånden mod slottet . — hævn , hævn vil jeg have ! hele menneskeheden skal føle at jeg er til ! . . . . Alle de , der ikke vil som jeg , skulle dø før min hånd ! . . . Og i deroppe , som forsmå mig ; vent , jeg er ikke død endnu ! Med faste og bestemte skridt gik han bort fra slottet og ind mod byen . dagen efter se vi ham vandre samme vej tilbage ; da han gik forbi slottet kastede han et stjålent blik derop . Grevinden sad ved vinduet med sit arbejde , men Hulda kunne han ikke se noget ti l . Taus vandrede han videre , og dagen efter fog ban tilbage til parks . Han var næppe kommet hertil og trådt ind i foreningens lokale , hvor medlemmerne vare forsamlede , før hele lokalet blev omringet af politiet og alle arresterede . I over otte dage slode forhørerne på , men ingen bekendte noget og da der ingen gyldige deviser forelå imod dem , blev de atter satte på sti fod . Men Konrad , der længtes efter virksomhed og indså , af han intet kunne udrette i parks , tog med alt hvad han ejede , samt med Nero og dennes plejemoder tilbage til Spanien , og foreningsmedlemmerne fulgte alle med ham . Her gravede og opmurede de mellem de kantabrifkc bjerge en stor , rummelig hule under jorden , som intet menneske , undtagen de , der kendte hemmeligheden ved indgangen , kunne opdage . Desuden havde hulen tre andre indgange og her var det af de stakkels ulykkelige mennesker , som banden overfaldt , blev førte ned , plyndrede og dræbte , for af berige disse blodtørstige banditter ; af Konrad udførte sin trusel om hævn over menneskene , kunne vi nok indse . Stundom plejede han af sige til sine kammerater : — menneskene have intet godt gjort imod mig . Derfor betaler jeg dem med samme mønt . Således var da Konrad bleven røverkaptain , og i de efterfølgende 14 år havde han gjort egnen der omkring så usikker , af ingen vovede sig i nærheden deraf . I hele denne tid havde han ikke tilføjet Hulda eller dem på slottet noget ondt ; men glemt dem havde han dog ikke . Femte kapitel . Atter på ( drev Tadlos gods . En time efter af Karlo havde talt med Nero , kom tre heste i hast hen ad landevejen til grev Tadlos ' gods ; snart slode de dampende heste udenfor porten og de ulykkelige fanger stege af . Hele slottets personale kom strar på benene . — onkel Jean og tante Jutta ! råbte en lille pige og løb med åbne arme de indtrædende i møde . — min kjæere lille Dinora , her har du os igen i sagde Jutta . Nu kom Fru lillier til . — goddag og velkommen ! sagde den venlige værtinde til Jutta ; allerede tilbage fra Frankrig ? Charles kom nu ril og Jean fortalte ham om Konrad og hans frygtelige bande . Charles blev ligbleg ved af høre dette og Hulda rystede så stærkt , af Jutta måtte holde ved hende for af hun ikke skulle falde om . Imidlertid vare Karlo og Dinora samt Nero og Lisette gået ned i haven . Karlo var sjæeleglad over af hans legesøster var bleven frelst og kommet så hurtig tilbage , og han fattede endnu mere venskab for Nero , som havde frelst hende . Nero ville intet hsre af hans taksigelser og sagde ti ! Karlo : — så , nu må jeg afsted igen ellers var måske din fader og moder i stand til at se mig og da blive alvorlig vrede . — nej , Nero , der rager du fejl , sagde Karlo alvorlig ; tror du ikke at fader og moder vil takke disse menneskers redningsmand og søge at gøre det så behageligt som muligt for ham . — nej , Karlo , det ville de ikke , de ville snarere vende ryggen til mig og sige : hvad skal vi gøre med denne lille roverdreng ? — ja , de ville måske ovenikjsbet lade mig arrestere . — nej , jeg vil hellere løve min vej så snart som muligt . Med disse ord løb han så hurtig han kunne hen til hesten , idet han vinkede med hånden til afsted . allerede var han stegen tilhest og skulle til at ride bort , da Lisette løb hen til ham så stærkt hun kunne . Grædende rakte hun hånden ud imod ham , idet hun sagde : — nej , nej , Nero , du må ikke tage bort endnu , indtag i det mindste en forfriskning først , du må jo være både sulten og tørstig . Nero rakte hende hånden og sagde : — nej , lille Lisette , jeg er ikke sulten og du kan også tro , at hvis de godtfolk se mig , så vil det vist ikke vare længe inden jeg er rent ulykkelig . Karlo holder jeg af , men det kan ikke nytte at han vil have at jeg skal blive her ; hans forældre er fine folk og - . . Her blev Nero afbrudt ved at en mand , som han ikke kendte , greb hans hånd og sagde : — Stig ned af hesten , du rafle dreng , og kom op til os ! Nero ville vægre sig , men da blev han pludselig løftet af hesten og i triumf båren ind i huset , hvor Fru lillier modtog ham med åbne arme . Nero stod forlegen og drejede sig fra den ene til den anden , som talte til ham . Han var henrykt over så megen venlighed . Bordet blev strar dækket og de nødtørftige mennesker satte sig alle til bords . Nero blev dog stående langt borte fra dem og ønskede sig i dette øjeblik tusind mile borte . — kom herhen , lille Nero , lød en stemme ræt ved ham , og Dinoras lille hånd trak ham hen til bordet , men Nero ville intet nyde . Hulda satte sig nu ved siden as ham og ved sin venlighed formåede hun at overtale ham til at spise . Om aftenen sad Charles og Hulda hånd r hånd og talte sagte med hinanden . -- ja , » år du vil have det , så må du så gerne , sagde Charles og så ømt på sin kvne . Når han blot ikke lærer Karlo nogle af de streger , de have lært ham inde i hulen . — det er en ædel dreng , sagde Hulda ; jeg kan aldrig tage fejl af ham . Det værste er hvorledes vi bedst skulle komme til at lære del store menneske noget ; han vil vel næppe lade sig undervise af os , men vi ville døg forsøge derpå . Er det så bestemt , kære Charles ? — bi tage drengen til os , for på en måde at udsone din Broders brøde . Ak , det stærær mig i hjertet , når jeg lænker på , at de måske have røvet ham fra hans møder og fader . Ja , det havde ikke gået Lisette bedre , dersom ikke den raske dreng havde frelst dem alle . Charles sad tankefuld , uden at svare . Nu rejste de begge sig op og et håndtryk beseglede den ædle handling , de havde besluttet at udføre . De gik nu begge ind i salen , hvor alle de fremmede befandt sig . Karlo skyndte sig hen til sin møder og hviskedee hende i øret : — nå , hvad sægde fader ? — ja , det skulle du blot vide . —- o , sig mig det , moder , du gør mig så glad derved . Hulda gik nu hen til Nero , der sad og legede med Dinora . — her , min unge ven , må jeg tale et oieblik med dig ? Nero adlød beredvillig og fulgte med hende ind i et andet bæerelse . —- min Karlo , begyndte hun ; har fortalt , af han mødte dig på vejen ril godset her , og han har fattet en levende hengivenhed for dig ; dels på hans forbon og dels fordi du har opført dig så roesverdigt ved ar redde tre mennesker , have vi alle besluttet , dersom du vil , af beholde dig her hos os og læere dig alt hvad vi kunne , for af du i fremtiden kan blive et godt og nyttigt menneske . Nero boiede sit hoved ned mod brystet , for af skjule de glsdestårer , der kom ham i øjnene . — nå , lille Nero , vil du så ? sægde hun venlig . — er det virkelig sandt ? sægde drengen og løb henrykt hen til Hulda og faldt hende om halsen . Skal jeg virkelig altid blive hos den smukke lille pige og hos Karlo og hans forældre ? Tak , tak , hvor jeg dog er glad ! O , gudskelov , så har Vorherre dog hørt min bøn ! Hulda havde tårer i øjnene over hans gllde ; hun havde allerede fået ham inderlig kjæer . da de kom ind til de øvrige , og Hulda fortalte dem hvad hun og hendes mand havde besluttet , tog Nero dem alle i hånden og takkede dem for deres velvillie imod ham . Dagen efter fik han nye og anstændige klæeder , og da Nero var bleven iført disse kastede Hulda en stor smuk kappe omkring ham og satte en lille smuk rund hat , prydet med en fjer , på hans lokkede hoved . Da Nero nu var fuldstændig påklædt betragtede Hulda det friske , rødmussede ansigt med henrykkelse . Hun greb ham om hovedet og kyssede ham inderligt . Karlo og Dinora kom nu springende ind , fuldt påklædte til at tage afsted ; de skulle nemlig alle i besøg hos en familie , der boede en fjerdingvek derfra . Charles , Hulda og Dinora toge plads i en vogn , Charles red på den ene side af vognen , Nero vå den anden . Da Nero således i et par dage havde været i besøg både her og der , mente Hulda , at det nu var på tiden at han læerte noget . Efter en måneds forløb vare flere læerere antagne til begge drengene ; ve vare umådelig flittige og begge kappedes om først at nå målet . Tidt opstod en lille strid imellem dem , som dog ikke svæekkede deres inderlige venskab . Lisette var en daglig gjcest på godset og efter endte læeretimer plejede alle fire at samles i haven eller at gå op i salen ved fortepianoet . Det var lscer musikken , som henrykte Nero ; når Lisette på sin blide måde spillede de henrivende spanske melodier for dem , da var Nero den ivrigste tilhører , og selv spillede han — efter så kort tids forlød — temmelig godt . Han kunne sommetider sidde i flere timer og høre på Lisette ; det nyttede da ikke at nogen talte til ham , han hørte intet til det beder foregik omkring ham ; men såsnart Lisette holdt op at spille , da var det atter den gamle Nero . Han tænkte , mærkeligt nok , aldrig på sin fader , men derimod havde han besluttet , så snart det kunne lade sig gøre , at udfrie sin pleicmoder af røverhulen , — en ulykkelig ide , som , da han senere satte den iværk , havde meget slemme følger for ham og de andre . Sjette kapitel . Den sårede . Da burillo og de andre røvere vendte hjem blev kaprainen strar undersøgt . Kuglen havde truffef det ene ben og var trængt dybt ind i kødet . De rensede og forbandt såret , der var temmelig farligt , og udmattet af det betydelige blodtab faldt han snart isøvn . han vågnede kort efter ved at den gamle kone , som plejede ham , lagde lidt koldt på hans feberhede pande . Han var aldeles vild . — min søn , min søn ! stønnede han og vendte sig på sit smertensleje ; nerv , kom dog tilbage tft din fader , du søm er den eneste , jeg har tilbage at elske . Den gamle kone hørte det , hun tog forklædet for øjnene og græd bitterlig . — ja , min kære Nero , mumlede hun ; rigtignok er jeg bedrøvet over ikke at have dig hos mig mere , men dog er jeg glad ved at de ikke fik fat i dig , du stakkels forvildede barn . Hun vedblev at græde , først noget sagte , så meget højere . Konrad lyttede i nogen tid og sagde omsider : — hvad græder du for , gamle kvinde , det er jo din skyld at han er bleven forført til at forlade sin fader og til at gøre ham imod . — nej , kapiain , det har jeg ikke forlokket ham til ! udbrød den gamle kone mere grædende ; jeg har kun lært ham godhed og gudsfrygt og dette må ethvert barn jø lære . — jeg sagde dig jø dengang han var lille , at du ikke målte lære ham de dyder , du der omtaler ; der har du følgerne af din lærdom , — han foragter fin egen fader og vil ikke kendes ved ham . Den gamle kone hulkede højt ; ikke så meget over kaptajnens ord , som over tabet af sin nerø , den eneste , der var kærlig og venlig imod hende . I tre måneder lå kaptajnen filsengs ; hans hjertesorg i forening med såret havde gjort ham meget syg , så syg , at den gamle kone ofte havde opgivet ham . — så har nerø ingen fader mere , tænkte hun i sådanne øjeblikke , og skønt hun ikke var ond kunne hun dog ikke lade være at glæde sig over denne tanke . Men ukrudt forgår ikke så let , som man siger . Konrad blev efter den tids forløb daglig raskere , og snart var han på benene igen . Neppe var han kommet nogenlunde til kræfter , før han atter begyndte på fin røverhåndtering , dog med den forskel , at han hadede menneskene endnu mere end før , og de ulykkelige , der faldl i hans hænder , vare skændselens og dødens sikre bytte . En aften , da man som sædvanlig var ude på . Erpedition , faldl et meget rigt neiseselffab i deres hænder ; det var tre damer og tre herrer . Konrad var særdeles glad over delte rige fund ; og i tre dage og nætter fejrede disse rå mennesker et drikkegilde i den anledning — et gilde , der i flothed overgik enhver af deres tidligere nvvfcster . De ulykkelige rejsende så man aldrig senere noget til . Den gamle kone korsede sig og lovede før sig selv , at hvis hun engang kom ud af røverhulen , da skulle det være hendes eneste opgave af få dem alle straffede . Nu , da Nero var borte , pønsede den gamle kone dag og nat på at flippe ud af sit fængsel . Om det lykkedes hende skulle vi snart erfare . Syvende kapitel . Den gamle gouvernante . Vi ville nu aflægge et besøg hos Jean og Jutta i deres lille smukke hjem . Alt er forandret her ; de er begge blevne betydelig ældre i udseende , siden hin skæbnesvangre nat , da de som fanger blev førte ned i røverhulen ; den skræk de måtte udstå her , og frygten for snart at høre fra Konrad igen , havde indvirket meget på dem begge . . Ja selv den lille lisetie , en blid og god pige , der ere sine forældre inderlig hengivne , er ikke så munter og livsglad som hun tidligere har været , hun sidder i dette øjeblik ved vinduet og støtter hovedet i den lille hånd ; hun er bleg og det er øjensynligt at hun grubler over noget , der ængster hende . hendes lærerinde , en lærd , streng , gammel dame , kom i det samme ind . Lisette for sammen og mnmlede : — der er hun igen ! Min gud , min gud , tag denne forfærdelige mistanke bort fra min sjæl ! Den gamle dame gik lige hen imod hende og sagde : — atter sidder min frøken her og grunder ; sig mig , hvad skal det til ? Bær så god at bestille noget . — ja , ja , nu fia ! jeg strar , svarede Lisette sukkende ; men jeg sørger så meget over min stakkels moders sygdom , at jeg næsten ikke formår det . — ah , bah , unge piger på deres alder tænke ikke meget på sådan noget . Nej , Karlo derhenne , grevesønnen , det er vel ham de tænker på . Jeg har nok set det , af de og han er ret gode venner . Lisette rødmede af vrede og sagde : — deres høje alder forbyder mig af svare som jeg burde , men jeg skal nok bede min møder om af jeg for fremtiden må blive fri for sådanne samtaler , der ikke passer sig for børn på min alder . Lisette var så opbragt , af hun ikke kunne styre sig selv , og lovede af hun aldrig mere skulle gå over på grev Tadlos ' gods . Hun gik med hurtige trin ud af værelset og da hun var kommet ind til sin møder , brød de tilbagetrængte tårer frem . Fru petit lå udstrakt på sygcleiet ; hendes hænder vare hvide og gennemsigtige , ansigtet var ligblegt og udmagret . Hun rakte den ene hånd ud mod fin datter og sagde med svag stemme : — du græeder , Lisette ; hvad er der gået dig imod ? — o , møder , sagde Lisette , som ved synet af sin moders udmattelse havde bekæempet sine tårer , for ikke af bedrøve hende endnu mere ; det er intet , kære møder . — jo vist så , mit barn , fortæel mig det nu . Skal du da betro dig til andre end mig ? - nej , møder , du er den jeg elsker højst på jorden , sagde Lisette og kyssede hende ømt « det er måske noget barnagtigt af mig , men jeg ved ikke hvor det kan være , jeg kan ikke lide min guvernante . Ja , moder , lad mig sige dig det med let samme , sagde Lisette , som ved tanken om hende atter var kommet i hærmsf . Er det net af hende , at hun bestandig tager sig den frihed at gå og sfcende på mig ? Ja , undertiden slår hun mig end g , når hun mener at jeg har fortjent prygl . Skal dette vare lenge ved endnu , så føler jeg at det snart er forbi med mig , jeg kan ikke udholde det . —- mit barn , du er ikke rigtig rask i dag , sagde Fru petit og så stift , men dog bekymret på hende . Lisette skjulte ansigtet i sine hæender , og de nedrullende tårer piplede frem mellem fingrene . — mit barn , du må ikke græede , der er jo ikke vederfaret dig noget ondt , sagde Fru petit ; ethvert barn træenger jo til revselse . — ja , ganske vist , moder ; men du skulle gøre det og ikke hun , som ingen ret har dertil . O , hun er så ond ! og min stakkels fader , han seer lidt i vrede til hende , men han vil ikke sige noget til hende af frygt for at det skal volde dig smerte . Fru petit var bleven endnu mere angreben ved sin datters ord ; hun faldt hen i dvale og så omtrent ud som om hun var død . — o , min stakkels moder , sagde Lisette sønderknust . Det er min skyld , alene min skyld . O , den mistanke kan jeg ikke blive kvit ; jeg så jo så tydelig at hun hældte et pulver i moders glas ; jeg kom i det samme ind ad døren , og hun blev lige så hvid i ansigtet , som dette lagen , ved at opdage mig , den gamle , onde kvinde ! O , kunne jeg blot få talt med grevinden derom , men guvernanten har jo forbudt mig at gå derover . Ikke engang med venner — venner som elske mig - må jeg tale ; men jeg vil forklare fader alt , måske han vil hjælpe mig . Lisette blev afbrudt ved at guvernanten med listende fjed atter trådte ind . — gå bort , mit barn , sagde hun til Lisette ; d « gør så megen støj , din moder sover ! — nej , Fru Tandy , jeg gør ingen støj og jeg må gerne blive , svarede Lisette . — gå , siger jeg dig , gå øjeblikkelig , du stygge pige ! udbrød guvernanten barsk ; eller du ved hvad der venter dig ! Hun hævede hånden ; Lisette kastede et sidste kærligt blik på sin moder , derpå et hadefuldt blik til guvernanten og forlod værelset . — jeg tror , hun har fået mistanke^ mumlede hun , da Lisette var gået ; den^ forbandede tøs ! der bliver ve ! ikke andet for end at tåle hendes vrøvl ; men vent , min pige , vent blot en kort tid endnu , så er vi to alene og så skulle vi nok komme ud af det sammen , fortsatte den gamle med et hæsligt smil — hvis man kunne kalde det at smile . Hun gik hen til bordet , hvor medicinen stod , og tog en flaske og hældte nogle dråber heraf på den syges læber . Fru petit gjorde nogle krampagtige bevægelser og faldt atter i slummer . - når mon han kommer , mumlede hun alter og gik sagte omkring for at ordne nogle ting til doktoren kom . En halv time efter bankedes der på døren og doktoren viste sig . — nå , Fru Tandy , de har vel atter givet patienten en dosis af den sidste medicin ? — ja , hr . Doktor . — godt , så har hun det vel bedre ? — ak nej , hr . Doktor ; jeg tror ikke at Fru grevinden lever ret længe , — hun bliver bestandig svagere og svagere . Doktoren svarede ikke , men gik strar hen for at undersøge den syges tilstand . — åndedrættet er næppe hørligt , sagde han til den gamle guvernante ; hun er ved at gå ind til den evige hvile . De må kalde på alle hendes kære , ellers se de hende ikke mere . — hvad siger de ? råbte guvernanten med forstilt forbavselse ; er hun allerede døden nær ? — ja , desværre , lægekunsten formår intet her . Guvernanten tvang et par store tårer frem , der faldt ned på hendes silkeforklæde . Hun ilede nu bort , så hurtig hun kunne , for , som hun sagde , at kalde på Herren og datteren . Hun lyttede ved Jeans dør , men da alt var stille lukkede hun selv op og så Jean , sidde midt på gulvet på en stol . Hans ansigt udtrykte den dybeste sorg ; han havde nylig modtaget et for ham meget ubehageligt brev , og sad netop og grundede herover . Drevet var faldet ham ud af hånden og lå på gulvet . Guvernanten gik sagte hen , og tog brevet op uden at blive bemærket . Hun listede sig atter bort , låsede døren efter sig og Jean var altså indelukket . Nu listede den gamle djævel sig hen til liscttcs værelser . Hun sad i dagligstuen og græd . — du vover ikke at røre dig af pletten et eneste minut førend jeg siger dig det , sagde hun lige så barsk som før . Lisette nikkede med hovedet og Fru Tandy fjernede sig atter . denne dør blev ligeledes aslåset og fruen gik tilbage til sygeværelset . Doktoren stod her og ventede på hende . — Don petit er ikke hjemme , han er gået ud med sin datter , sagde hun , idet hun anstrengte sig før at græde . — nuvel , så vil jeg i morgen komme og tale med ham og så kan de imedens blive her hos patienten . — ja , svarede guvernanten ; jeg skal med den største omhyggelighed passe fruen i de få minutter hun endnu har tilbage . Doktoren gik og Fru Tandy blev hos den ulykkelige Jutta . Da hun havde været her omtrent en halv time faldt det hende pludselig ind at Herrens værelse var aflåset . Hun skyndte sig derfor hen før at lukke op både før Jean og Lisette . Næppe var hun gået , før Lisette gik ind til sin moder . Hun trådte hen til sengen og berørte sin moders hånd . Den ulykkelige for op og så på sin datter med halvbrustne øjne . - ak , moder , moder , du seer så bleg ud , sagde Lisette mev tårer i øjnene ; er du ikke bedre end før ? — nej , mit barn , kald på din fader , thi jeg føler at døden er mig nær . Lisette greb sin moders hånd og råbte fortvivlet : — nej , nej , moder , de « er umuligt ; du vil ikke dø fra mig ! — gå , gå , mit barn og hent din fader , ellers bliver det før sent , sagde Jutta næppe hørligt . Lisette lød ud af værelset og kom strar efter tilbage med sin fader . — o , Jean , sagde Jutta med mat stemme ; nu skulle vi skilles og jeg skal samles med min gode fader . Min død kommer så pludselig , at jeg tror den vil smerte eder begge meget ; men pas før guds skyld på vor datter , Jean , og lad guvernanten lede og hjælpe hende i alt hvad hun foretager sig . Hører du , Lisette , du må være føjelig og god imod hende , hun er så opeffrende og kærlig imod os alle . Lisette kunne ikke svare for hulken . Jean holdt sin døende hustru i sine arme og græd søm et barn . — vær nu ikke mere bedrøvet , hviskedee hun med mat stemme ; du vil jo snart atter forenes med mig , ikke sandt , Jean ? — o , Jutta , kære Jutta , du skal leve og vi ville være lykkelige med vor elskede datter . — gud kalder mig og jeg må afsted førend dig , kære Jean . . . kom herhen , Lisette . . . kom , modtag min velsignelse , den sidste i denne verden . Lisette lagde sig ved sin moders bryst og græd for sidste gang sin sorg ud ved dette . Pludselig faldt Jutta tilbage og udstødte et sagte suk . Endnu holdt hun sin datters og sin mands hænder i sine , og da de så til hende havde hun omskiffet sit jordiske liv med paradisets lykkelige tilværelse . - ak , min Jutta , min elskede Jutta er død ! Råbte Jean fortvivlet og bedækkede hendes pande med Kys . O , gud i himlen , stå mig bi i min dybe sorg . Smertens tårer giede ned ad hans kinder og med dyb vemod betragtede han den kvinde , der trolig havde delt livets sorger og glæder med ham , men som nu lå kold og livløs for ham . Han dækkede hende nu kærligt til , men i det samme sås den gamle guvernantes ondskabsfulde ansigt titte ind ad døren og med et hadefuldt blik betragtede hun den lille gruppe . — det passer sig ikke således at hænge over et lig , sagde hun henvendt til Jean . Denne tilkastede hende et mørkt blik og hun trak sig skyndsomt tilbage . Efter endnu engang at have kysset liget forlod Iran og Lisette værelset . Den dybeste sorg og fortvivlelse stod præget hans træk . — ak , nu har jeg kun dig tilbage , min kære pige , sagde han og kyssede hende ømt . Uden at svare slyngede Lisette sine arme om hans Hals og hulkede sagte . ottende kapitel . Nero . Vor lille helt på grev Tadlos ' gods havde lidt lagt mærke til en vis uro hos sin velgjørerinde og hendes gemal . Ofte havde han hørt sin faders navn nævne , og det med en gysen , som forundrede ham . Han havde lidt lagt mærke til at Fru mier så sørgmodig og ængstelig ud . Hun så da på sine børn og tårerne trådte -ende i øjnene . Nero havde flere gange søgt at trøste hende , når denne melankoli beherskede hende ; men hun græd da endnu mere . Nero elskede hende som en moder og gjorde alt for at trøste hende ; han var flittig og lærvillig , spillede og sang for hende , og var omtrent hele dagen hos hende . Stundom stillede hun sig foran Nero og stirrede ham ind i de store sorte øjne ; hun så længe , men da greb en gysen hende og hun lagde hånden på hjertet som for at dæmpe dets hæftige slag . Når sådanne tilfælde indtraf gik hun bort fra ham og kunne da ofte i flere dage ikke tale til ham , hvorover Nero følte sig meget forladt . En dag , da han som sædvanlig havde læst og sunget for hende , kaldte hun på ham . Han gik lige firår hen til hende . — sig mig engang , lille Nero , sagde hun og så venligt på ham ; hvorledes behandlede røverne dig nede i hulen og hvorledes fik de fat i dig ? Nero blev blodrød . — jeg kan ikke rigtig huske det , sagde han og så ned for sig . — jo , Nero , jeg kan se på dig at du kan huske det ; kom kun frem med det , det gør intet om det også er gyseligt . Nero vidste ikke hvad han skulle gøre ; han stod og stammede i det og kunne ikke hitte på noget . Huldas øjne , der før havde haft et mistroisk udtryk , så nu på ham med dyb ængstelse . — hvor er da din fader og moder henne ? sagde hun pludselig , idet hun lagde en særegen betoning på ordet fader . Nero kunne ikke udholde hendes blik ; han rejste fig forvirret og sagde : — undskyld , frue , men lad mig vente med at besvare dette spørgsmål til i morgen , — før øieblikkef er det mig umuligt ! Hulda nikkede med hovedet , rejste sig og forlod stuen , som det lod til i vrede . Nero så efter hende og da hun var ude af døren brast han i gråd og sagde : — ak , så skulle det altså ikke være således . Han gik op på sit lille værelse og låsede døren forsvarlig efter sig . Her tog han sine gamle klæder frem , tilligemed nogle dolke , som tilhørte ham . — nu ville jeg ønske ar det snart var mørkt , og så afsled ud i den vide verden før at søge brødet blandt fremmede . O , jeg har Karlo og Dinora så inderlig kær ; gid de vare fattige ligesom jeg , så kunne vi følges ad . Nej , det er sandt , så ville hun komme til at lide savn og nød , og det var synd . Han havde taget alting frem , lige til at tage på ; men da bankedes der på hans dør . — hvem er det ? råbte Nero . — må Karlo komme ind ? lødden stemme udenfor . — jo vist må du komme ind , men ikke i øjeblikket , sagde Nero ; gå ned i haven , så skal jeg komme ned til dig . Karlo adlød og gik . Nero satte sig ned på en stol ; hans hjerte var opfyldt med bitterhed ; han rejste sig og gik ned til Karlo . Denne var , som det synes , vred fordi han havde måttet vente . — hvorfor måtte jeg ikke komme ind før , har du nogen hemmelighed for mig ? råbte han da han fik øje på Nero . — nej , Karlo , det har jeg ikke . — hvad bestilte du da ? — det kan jeg ikke sige dig . Karlo tav et øjeblik . — hvor kan det væere at moder græd , efter at have talt med dig , Nero ? sagde han kort efter . — det ved jeg ikke ; men hvorfor spørger du så meget i dag ? sagde Nero smilende . — å , du er rent utålelig i dag , Nero . Farvel , i dag kunne vi ikke enes , og Karlo ville gå . — nej , nej , Karlo bliv og lad os dog ikke skilles som uvenner nu ! råbte Nero smerteligt . Karlo vendte sig om idet han sagde : — jeg tror også at du græder , Nero ; men hvad går der dog af jer alle sammen ? Han gik hen til Nero , greb ham om halsen og trykkede ham op til sig . — du må ikke være bedrøvet , min eneste ven , sagde han rørt ; lad dog være at hænge med hovedet , det passer sig ikke for en så rask dreng som dig . Nero trykkede Karlos hånd fast og vendte sig bort . Dinora kom nu hen imod dem . - goddag , Nero , kom og kys mig ; jeg kan ikke nå op til dig , sagde hun . Nero bukkede sig ned og kyssede hende . — jeg kommer fra moder , hun sagde at i begge skulle komme op og spise ; men du seer så bedrøvet ud , Nero . — er der gået dig noget imod ? — nej , Dinora , kom lad os gå op . De gik nu alle tre og Nero kom tit at sidde ved siden af Fru liuier , men han formåede ikke at spise noget . Af og til kastede hun et meget sigende blik på ham ; Nero slog da øjnene ned og ønskede at han snart kunne rejse sig fra bordet . Da måltidet var endt og alle rejste sig , skyndte Nero sig op på sit værelse . Han satte sig ved bordet og skrev følgende til hr . og Fru lillier : „ Tak før al den godhed de har viist mig , „ og tak før al den kærlighed , som er bleven „ mig tildel . Jeg har ikke fortjent det mindste „ af alt dette ; dog beder jeg dem om , ikke at kalde „ mig utaknemlig , fordi jeg forlader dem nu , men „ den hemmelighed , som de , Fru lillier , bad mig „ om at forklare dem , tvinger mig drrtil , da jeg „ ikke kan lyve før dem „ Farvel , farvel ! det er med et tungt hjerte „ at jeg tager afsked med dem , som jeg elsker „ højere end mit liv ; men det kan ikke være ander „ ledes , jeg må afsted . Endnu engang tak , — „ Tak før alt det gode de har gjort imod mig . „ Jeg vil bestandig elske dem alle sammen og aldrig „ glemme dem . „ Deres ulykkelige Nero . “ Da Nero var færdig med at skrive , sank hans hoved ned på bordet og han hulkede krampagtig . Det ulykkelige , forladte barn følte først nu sin ensomhed . Han rejste sig dog pludselig op og sagde : — kan jeg vel tale om ensomhed , jeg som har lært at elske min gud . Nej , nej . bort med alle sørgmodige tanker ; ham , som jeg elsker over alt , vil hjælpe mig ! Det ulykkelige barn , som følte trøst hos gud , var uden at vide det lykkeligere end mangen anden , som ikke kendte ham . Nero fik nu pludselig den tanke endnu engang at se „ begge sine kære søskende “ , som han kaldte dem . Han lagde nu brevet sammen og gik ned i haven . Neppe var han kommet herned , for Dinora kom løbende hen til ham . — o , der er du , Nero ! hvorfor har du ikke været nede i haven i eftermiddag ? Hun så i dette øjeblik så sød og venlig ud ; han tog hende op til sig og hun lagde sine små arme om hans Hals . — du er bedrøvet i dag , Nero , det kan jeg se og derfor har jeg heller ikke været glad . Sig mig nu hvad der er i vejen med dig , sagde hun . Nero trykkede hende tæt op til sit hjerte og sagde : — er det virkelig sandt af du ikke er glad fordi jeg ikke er det ? — ja , Nero , forundrer det dig ? — ja , thi så holder du jo af mig . — har du da ikke vidst det før ? sagde Dinora forbanset . — nej , jeg troede af ingen på guds grønne jord kunne lide den lille nsverdreng . — å , sy , skam dig dog , Nero ; hvor du dog er styg i dag ; lad mig komme ned , jeg vil ikke sidde hos dig mere . Nero smilede og satte barnet ned på jorden . — nu går jeg hen og fortæller moder det , sagde Dinora og ville løbe ; men Nero holdt hende tilbage og sagde : — nej , nej , Dinora , det må du ikke . — jo jeg gør , sagde den lille bestemt og ville atter gå . — ja så tror jeg ikke af du holder af mig , som du sagde før . — nå , så bliver jeg da , siden du endelig vil have det . Mørket begyndte at falde på og Nero havde besluttet at tage bort når det indtraf . Han greb Dinora i begge sine arme og sagde idet tårerne atter kom ham i øjnene : — Dinora ! vil du aldrig glemme mig ? — nej ! råbte barnet , og der lå i delte øjeblik så megen sandhed i hendes blik , at Nero troede derpå . Han trykkede barnet ti ! sit hjerte , atter og atter , trykkede de små hænder og udbrød med varme : — nu har jeg mod til . . . Han holdt pludselig inde , trykkede Dinora endnu engang op til sig , satte hende derpå ned på jorden , og forlod hende med det stakkels hjerte bristefærdigt . - med Karlo kan jeg ikke tage afsted , hviskedee han for sig selv ; det ville knuse mit hjerte og måske så mig tik at vakle i min beslutning . Han gik op på sit værelse , mørket var nu aldeles indtrådt . Han tog sine gamle klæder på og lagde de smukke nye pænt sammen på stolen og sit lille brev ovenpå . Sine dolke stak han i væltet og trådte forsigtig ud på trappen . Han kom lykkelig og vel ned ad trapperne og satte foden i gården ; han skulle nemlig hen til stalden og tage den hest , søm tilhørte ham , den han havde medtaget , da han frelste Jean og Jutta ud af hulen . Han var nu kommen hen til stalden og stod og kærtegnede sin hest , der strar kendte ham . — nu skal vi ud i den vide verden , hviskedee han til dyret ; og du må følge mig , — vi kunne dog ikke trives her hos disse fine folk . Dyret så på ham med sine kloge øjne , ret søm om det kunne førstå hvad han sagde , og strøg venlig sit hoved op ad ham . Nero tog forsigtig hesten frem og gik så lydløst søm mulig ud af gården . Da han var kommen ud på landevejen besteg han hesten ; han kastede endnu er sidste blik over på slottet og hans ansigt udtrykte atter en dyb sørgmodighed . Derpå gav han sin hest af sporen og red i strakt galop hen ad vejen . Det var nu bælmørkt , men Nero måtte ride hele natten for at komme så langt søm mulig fra slottet , for at forebygge al forfølgelse da Nero havde været borte i 2 timer og ingen på slottet så noget til ham , ville Karlo ile op på hans værelse , men hans moder forbød ham det med de ord : — nej , Karlo , lad ham nu være i fred ; han har jo aldrig ro for dig . Karlo satte sig , men klokken blev mange , og man var ved den sædvanlige tid samlet ved aftensbordet , men Nero så man ikke noget fil . Fruen blev blegere og blegere , men sagde dog intet . — hvad fejler dig dog , min kære , sagde Charles og så kærligt på sin kone . — o , intet , min ven ! Karlo så over på sin moder og hviskedee : — Nero er ikke kommet endnu , må jeg ikke gå op fil ham ? — jø , gå kun , mit barn , sagde hun og nikkede fil ham . Karle var allerede henne ved døren og for op på Neros værelse ; han rev døren op og så Neros klæder ligge i en eremplarisk orden på stolen , men han selv var der ikke . Karlo søgte hele værelset rundt efter ham , men der var ingen Nero . Da brast han i gråd og løb ned igen . — han er der ikke , moder , men hans klcæder ligge deroppe og en sammenfoldet billet . Fru mier var atter bleven bleg og rejste sig op . Hun gik op på værelset tillige med sin g^mal , og da de kom derop greb hun strar brevet og læeste det . — tæenkte jeg det ikke nok , Charles ! råbte hun overrasket . O , han ligner ham , som den ene dråbe vand ligner den anden . Ak , det er sørgeligt , at en så « del dreng skal have en sådan fader . Charles rystede på hovedet og sagde : - det tror jeg ikke , der kan jo gødt vsere en anden hemmelighed forbundet med hans fsdsel , en hemmelighed , som vi måske flet ikke aner . — o , han ligner ham så bestemt , Charles ; min anelse slår ikke fejl , sagde Fru lillier ; dog , lad os ikke tale mere derom , men skynde os at forfølge ham . Hvad skal det ulykkelige barn blive til , rmar han kommer ud iblandt fremmede ? Kom , Charles , lad os skynde os . Hun ringede og befalede nogle tjenere at ride ud for at indhente drengen , og lovede en god belønning til den der bragte ham tilbage . Fem minutter efter gallopperede tre tjenere afsted . Charles og Hulda gik nu ud af Neros værelse ; men da de så dem om efter børnene , vare disse der ikke . Da lød pludselig en sagte hulken fra en krog i værelset , og da de gik derhen stod Karlo og Dinora der ; de græed begge og Dinora var issr utrøstelig . — kom med , børn , sagde Hulda og tog dem venlig ved hånden ; eders Broder kommer nok snart igen . De fulgte begge med , men nægtede at deltage i måltiderne , for Nero kunne få noget med . * Nero havde redet hele natten og da morgenstunden brød frem følte han sig mat og afkræftet . Han bandt hesten til et træ og kastede sig i skyggen af samme , for at sove han følte sig så utilpas ; han rystede stærkt , hans hoved smertede ham og søvnen ville ikke rigtig indfinde sig . Da hørte han pludselig hestetrampen og menneskestemmer . Han for op og ville atter til at bestige sin hest , da han så tre af grev Tadlos ' tjenere nærme sig ham . Nero tog fin kappe højt op over øjnene , lagde dolkene foran sig og oppebiede dem . Nero var aldeles ukendelig i den dragt han havde på og det frelste ham , thi tjenerne kendte ham ikke . — har de ikke set en dreng , der red en høj hest , ride her forbi ? Han har taget denne vej . Nero forandrede sin stemme og brummede et kort : „ Nej ! “ Derpå besteg han sin hest og førend de kunne spørge videre var han væk . Tjenerne satte efter ham , men de kunne ikke nå ham og han forsvandt snart i den tætte skov . Nero red nu så længe , til han ikke formåede at holde sig oprejst længer ; han var midt i en skov og havde hverken spise eller drikke . For et oieblik fortrød han , at han var flygtet fra de gode mennesker , som holdt så meget af ham , men han tænkte atter efter og sagde ved sig selv : — nej , , hellere sult end leve af andres nåde . Jeg har ingen fader , ingen moder , men hellere de end ligge andre til byrde ! Nero kastede sig atter ned på det kløde grønsvær og sov snart ind . Niende kapitel . Den snedige . Otte dage vare forløbne , fulde af sørg og smerte før Jean petit og hans datter . Den kære afdøde , som de elskede over alt , skulle nu begraves . Lisette var helt urrsstelig og havde Jutta ikke før fin dsd formaner hende til lydighed mod Fru Tandy , så havde Lisette bestemt ikke taget imod alle de skjæend , der regnede ned på hende , men nu fandt hun sig i det før sin moders skyld . begravelsen gik for sig med stor pragt , men dr præsten kastede jord på hendes kiste , da sammen , snøredes Jeans hjerte ; han skjulte ansigtet i sine hænder og en tåre perlede ned ad hans kinder . Lisette omslyngede ham kærlig og lovede at være god og adlyde ham i alt . — tak , mit barn , jeg stoler på dig , du er nu den eneste jeg har at leve for , sagde han tungsindig . De gik nu hjem og dagen tilbragtes i stilhed . Fru Tandy sad i sit eget værelse ; hun havde en del papirer for sig og sad og bladede i disse . — nu står faderen for tur , sagde hun ved sig selv , idet hendes ansigt antog en fornøjet mine ; så ere de to væk og så skal hun og jeg være alene ; og når så min søn lioml kommer hertil , så vil alt gå af sig selv . Men hun er stridig , den lille , og vil ikke gøre hvad jeg siger hende ; dog , bliv , det vil nok gå ! Hun faldt i tanker og havde vel siddet således i en halv time , da der bankedes sagte på hendes dør og Lisette trådte ind . Hun nærmede sig fruen med en ængstelig bedende mine , og spurgte om hun måtte få tilladelse fil at tage over på grev Tadlos ' gods og se fil familien der . Fru Tandy satte . et par store øjne op og sagde tilsyneladende forbavset : — gud , hvilket barn du dog er ; din moder er død og bliver begrave » i dag , og så vil du tale om at komme i selskab . Nej , jeg forbyder på det strengeste at du kommer ud af døren i dag ; vær så artig , frøken , at tage plads her i denne stol , indtil jeg giver dig ordre fil at gå . Lisette blev purpurrød og bed sig i læeberne ; hun huskede på sin elskede moders ord , ikke at fortrædige guvernanten . Fru Tandy satte Lisette i en stol , og hun måtte nu neues med guvernantens selskab hele denne dag . Tog hun en bøg og ville læese i , så rev Fru Tandy den fra hende , og når hun talte fil hende , fik hun intet hvar . Fru Tandy havde lagt noget grovt sytøj hen fil hende og Lisette blev tvungen fil at sy derpå , skjondt hun stak sine smag fingre tilblods . Med et ondskabsfuldt ansigt sad Fru Landy og så derpå . Af og fil hævede hun de små listige dine i vejret , som om hun ville nedkalde himlens hjælp for at få Lisette til at sy . Den ene tåre efter den anden rullede ned ad Lisettes kinder og ned på det hårde sytøj ; Fru Tandy smilede ved hver tåre og Lisettes hjerte begyndte allerede at hade hende . - må jeg ikke væere fri for at sy ? sagde hun ; jeg kan ikke udholde det længer . Intet svar påfulgte og Lisette rejste sig derfor og nærmede sig døren ; men Fru Tandy sprang op , overbevist om , at hendes offer ikke kunne flippe hende ud af hænderne , og sagde : — min frøken , du har ingen tilladelse erholdt endnu ! Lisette havde dog allerede åbnet døren og løb det bedste hun kunne hen til sin faders værelse ; her kastede hun sig grædende om halsen på sin fader og bad om hun måtte være hos ham , da Fru Tandy ville tvinge hende iii at sy pas noget , der ikke var hende muligt at tage sat i . Jean , der kendte den gamle dame for godt og vidste at der ikke fandtes en god blodsdråbe i hende , taug og kærtegnede sin datter . Fru Landy trådte ind umiddelbart ekler Lisette og hørte således hendes klage . — deres datter ! råbte hun barsk til Jean , vil ikke høre mig ; det kan ikke nytte at hun — fordi hendes moder er ded - ikke vil lære noget . Iran så stolt på den gamle og sagde : — de skal ikke bryde dem om at lære hende noget ; der sindes guvernanter nok i byen , og det er allerede nok at jeg på min kones forbøn har beholdt dem medens hun levede ; nu er det min pligt at anskaffe Lisette en anden lærerinde . — det kan ikke lade sig gjorde , sagde Fru Tandy bestemt . -- hvorledes , de nægter at forlade mit hus ! Råbte Jean . — ja , sagde hun tørt ; jeg er i besiddelse af en kontrakt , hvori jeg er fæstet på fem år ; deres kones og deres egen underskrift slår derpå , og jeg har kun væeret her et halvt år , altså indser de nok , hr . Petit , at jeg må blive . — den fordemle kontrakt ! råbte Jean heftigt . — ja , jeg beklager også meget at den er oprettet , sagde guvernanten spydigt og så med fine små dine på Jean . — ja , de må altså blive , men et kan de ikke forbyde mig : at sende mir barn i en pensionsanstalt ; her vil hun blive alt for forkuet . Fru Tandy bed sig i lcrderne af raseri ; det var jo stik imod hendes plan , — altså det måtte førebygges . Fru Tandy gik uden af svare og smykkede Deren hårdt i efter sig . — o hvor hun er styg , den guvernante ! råbte wefte da hun var gået . Jeg har ikke villet sige dig det før , fader , men jeg er ganske forvisset om af hun er skyld i min moders ded . - hvad siger du der , barn ! råbte Jean og for op ; detcenk dog , Lisette , hvad du siger . — ja , fader , jeg har betæenkt det ; jeg så så tydelig ar hun kom pulver i moders vandglas . — det har vel været det pulver , som læegen har ordinerer . — jeg tror det dog ikke , sagde Lisette bestemt ; hun har store planer før med os , det kan jeg mærke ; kommer jeg bag på hende , så farer hun sammen og flcrlver , og hver gang hun vidste af jeg var inde hos møder , så skulle hun også derind , og når jeg beder om af gå over på godset , så siger hun bestandig nej . Intet må jeg gøre og derfor er jeg glad af jeg skal bort . — tænker du da slet ikke på mig ? sagde Jean . — jo , fader , men du kan nok indse at jeg ikke kan udholde dette tyranni . Iran svarede intet herpå og forlod kort efter værelset . Fru Tandy tog sig nu atter af Lisettes opdragelse . Da Jean ksm tilbage var middagsbordet dækket og den deiligsfe vin perlede i glassene ; der var imod sædvane stillet et glas vin til dem hver Iran satte sig filbords uden at mærke dette . Lisette sad ved siden af ham . Fru Tandy var ude i køkkenet for at tage endnu en sidste ting ind til bordet . Lisette greb maflinmæssig faderens glas og byttede det med guvernantens . — hvad gør du der , barn ? sagde Jean . — intet , kære fader ; jeg syntes kun at dette glas var smukkere ! og derfor gav jeg dig det . Jean drak i god tro af Fru Landys vin og Lisette tænkte med gysen på den gamle guvernante . - mon hun har kommet noget pulver heri ? Tænkte hun ; ja har hun det , så kommer det til at flade hende selv lidt efter trådte Fru Landy ind ; det første hendes øje søgte var Jeans glas ; en umærkelig plirren med øjnene tilkendegav hendes glæde Lisette fulgte hendes blik og en gysen gjennemfoer hende . Fru Tandy satte sig til bords og spiste med appetit sg drak uden betænkning den ombyttede vin . Lisette tænkte med angst og bæven på hvorledes det ville ende ; hun følte sig døg glad over at Fru Tandy slet ikke klagede sig og hun var nær ved at tro at hendes mistanke var ugrunder . En times tid efter trådte Fru Tandy atter ind . Hun var ligbleg og rystede så stærkt , at hun ikke kunne holde sig oppe . — hvad fattes dem døg , frue ? råbte Lisette . Lisette vendte sig om for at skjule den forfærdelse der afspejlede sig i hendes ansigt . — hjælp mig , mit barn , sagde guvernanten ; jeg er syg og må se at komme til sengs Lisette tog hende ved hånden og hjalp hende hen til døren . Fru Tandy smuttede ind og begav sig til sengs , og hun forbød Lisette og alle folkene at tale til Herren om hendes sygdom , og de adløde hende som husets enehersker , så Jean fik intet at vide . Fru Tandy blev døg rask på to dage , uden dokterens hjælp , og begyndte atter sin sædvanlige gerning . Lisettes mistanke blev herved aldeles hævet og Fru tanbys nærværelse var hende ikke så utålelig som tidligere . Der var nu ikke mere end to uger til at hun skulle i pensionsanslalten , og den glæde , hun følte herover , var ubeskrivelig . Men hun tænkte ikke på at hun havde en Fru Tandy i fin nærhed , og dagen før at Lisette skulle afsted blev hendes fader farlig syg og hun måtte blive hjemme . Da uhyret bemærkede Lisettes tårer sneg hun sig veltilfreds ind på sit værelse , knyttede hænderne og sagde : — jeg skal min sandten læere dem noget andet ! Trende kapitel . I den vide verden . Vi forlod Nero , da han askræeftet af det lange ridt var falden i sevn i skoven . Han vågnede først den næste dag og så sig forvildet omkring . Hans hest græssede zausfe rolig i ncærheden af ham . Nero fslte en flrcekkelig hunger og terst ; det stakkels dyr trængte også til føde . Han gik da i nogle øiedlikke omkring før at spejde efter noget ; da lod pludselig en stcrrk buldren sig høre i den t « lle skov . — hvad er dog det ? sagde Nero ved sig selv ; her må vere ville dyr i ncærheden . Hesten tilkendegav lydelige tegn på skræek ; den sprang forfærdet omkring og ville lede , men Nero klamrede sig fast ved den og lokkede før den . Han besteg dens ryg og hesten satte afsted i en rasende fart . Nero måtte til sidst lade sig falde af hesten , da han ikke lsenger formåede at holde sig fast i sadlen . Alle hans nerver vare anstrengte , han var udmattet af sult og tørst og lå nu i en stadig angst for at blive angreben af de ville dyr , der befandt sig l skoven . Sørgmodig gik ban omkring og standsede først da han kom til et sted , hvor der vorede nogle buste , der vare tætt besatte af en slags rødlige bæer . Nero plukkede nogle og da de havde en behagelig , kølig smag , mætttede han sig ved disse . Betydelig styrket gik han videre og det varede ikke længe inden han nåde til en rislende å der banede sig løb tværs over vejen . Nero faldt på knæ og takkede gud for denne lykke ; nu følte han sig atter rask nok til at fortsætte vejen . Mørket var nu indtrådt og Nero vandrede endnu afsted ; hans hest gik stadig bag ham og græssede af og til på de frodige strikninger . Da syntes Nero at han langt borte kunne flimre lys og han forstærkede nu sin gang i den ^anke , at det måtte lykkes ham at komme i hus inden natten indtrådte . Skoven var så teet at han med moie måtte bane sig vej mellem buskene . Han havde ve ! gået en god time , da han så en hytte ligge for sig . Vinduerne vare tildækkede med skodder og lyset trængte kun sparsomt gennem disses sprækker . Nero bankede sagte og ængstelig på døren . En svag stemme råbte : — hvem er det ? — en vildfarende , som beder om nattely , sagde Nero . Strar derpå blev døren åbnet og en hvidhåret olding viste sig for ham . Nero trådte hen til ham og sagde med dyb ærefrygt : — de må undskylde at jeg forstyrrede deres ro . men trætheden og sulten overfaldt mig , og jeg kunne ikke udholde det længer den gamle » og ham venlig ved hånden og sagde : kom kun herind , min unge ben , og vederkvæg dem hå godt som min ringe bolig formår at yde dem det . Nero trådte ind i hytten og lod sig falde « ed på en bænk . — deres hest , sagde den gamle , kan vel blive udenfor , så skal jeg binde den til et træ . Men Nero svarede ikke ; han var besvimet falden om på bænken . Den gamle løb forskrækket hen til ham og stænkede ham med vand . Nero kom til sig selv og sagde næppe hørligt , id^ han strakte hånden ud mod den gamle : — o , giv mig lidt vand , lidt vand , jeg tørster ! Den gamle , der syntes godt om ham , skyndte sig dort efter frisk vand . Nero førte hænderne op til sit hoved ; han åndede tungt , hans tindinger bankede voldsomt og han rystede stærkt af en fortærende feber . Han syntes med et at stuen fisk liv og dansede rundt med ham ; hans øjne lukkedes og han faldt atter tilbage . Den gamle kom i det samme med vand . - ak , mumlede han ; det er vist snart forbi , han seer jo ud som en død . Han tog tøjet af den livløse ingling og lagde ham til sengs . Nero sov fast hele denne nat og den følgende dag . Hele hans legeme var brændende varmt og den gamle mand rystede på hovedet hver gang han så til Nero . I over en måned lå Nero syg hos den gamle eneboer ; stundom var denne nær ved at bukke under af overanstrengelse og nattevågen og havde opgivet både Nero og sig selv ; men endelig fejrede Neros ungdom , og han kunne atter frisk og rask forlade sengen . Det var en varm solskinsdag da Nero atter tiltrådte vandringen , men denne gang havde han erholdt både spise , drikke og penge med sig . Nero var glad herover og den gamle havde desuden fortalt ham , at dersom han skulle blive til noget , da måtte han til Frankrig , thi der kunne han komme fremad . Nero fortsatte da sin vej og efter en temmelig besværlig rejse nåde han til Paris ; men de penge den gamle mand havde givet ham med , vare næsten forbrugte , og da Nero ikke vidste nøgen udvej til at få nogle , sølgte han sin tro hest og fik en rundelig sum for den , og levede heraf i nøgen tid . En aften da han spadserede gennem en af Paris ' hovedgader , så han en fintklædt . Herre gå foran sig ; han gik længe , uden at bemærke noget ved denne herre ; men da fog denne sit lommetørklæde op af lommen , for at tørre sveden af sin pande ; herved faldt noget ned på gaden og da Nero fog det op og betragtede det , så han at det var en fyldt børs . Han ilede ester Herren og råbte : — halloi ! De tabte nok dette ! Herren vendte sig om — hvad vil du mig ? brummede han barsk ; men da han fik øje på pungen smilede han og sagde : — behold den , behold den selv , du trænger vist til den , min ven , du seer mig noget lurvet ud . Nero blev blussende rød , kastede pungen på gaden og løb det bedste han kunne . Hans hjerte bankede og det stolte blod var kommet i et forfærdeligt oprør . — trænge til hans usle penge ! sagde han halvhøjt ; nej , nej , før sulte , tørste , ja før dø ! Han knyttede hånden og de sorte øjne lynede ; uden af vide det havde han standset sit løb og gik nu ganske langsomt hen ad gaden , da en hånd pludselig lagdes på hans skulder . Nero vendte sig om , i den mening , af den fremmede herre atter ville komme og gøre ham bebrejdelser over hans flette klædning , men da lød en venlig stemme til ham , som sagde : — hvad hedder du , min unge ven , og hvor gammel er du ? Rigtignok var det den samme herre , men Nero kunne ikke modstå den venlige stemme og svarede derfor : — min herre , jeg . . . jeg hedder Nero og er 16 år gammel ; men det kan vel . . . — har du lyst til af tilbringe aftenen sammen » ed mig ? sagde han og så venlig på Nero . Denne ville give et undvigende svar , men Herren kom ham i forkøbet og sagde : — vist så , kom nu med , vi ville rigtig more os ! Nero fulgte halvt modstræbende med ; han talte ikke et ord hele vejen og følte flere gange lyst til at løbe sin vej , dersom han havde kunnet være det bekendt . Endelig standsede ben fremmede foran et stort , pragtfuldt hotel . — så min ven , nu er vi ved målet , sagde han ; vær så artig at træde indenfor . Nero adlød ; halvt skælvende trådte han ind . Tjenerne viste den største agtelse imod den fremmede , åbnede ærbødigt dørene for ham , og da han tilligemed Nero var trådt ind i en stor sal , afførte tjenerne ham overtøjet og stillede en lænestol hen til ham ; en anden tjener havde allerede fat i Neros kappe og hat og havde ligeledes nødet ham til at sidde ned i en lænestol . Nero , som ellers var kæk nok på det , sad helt forlegen og så ned for sig . Da tjenerne vare færdige forlod de værelset og den fremmede herre satte sig nu ved siden af Nero . — allerførst ville jeg gerne høre deres livshistorie , sagde han . Nero bøjede hovedet idet han sagde : — den vil næppe kunne interessere dem , den er ikke videre glædelig . — så meget desbedre , så må den jø være interessant og jeg vil derfor gerne høre den ; siden kunne vi lægge råd op om deres fremtid . Nero var i uvished med sig selv om han skulle fortælle den fremmede sin livshistorie eller ej , men han havde jø intet at tabe derved , og fortalte derfor alt hvad læseren allerede ved . Den fremmede hørte opmærksomt efter . Da Nero talte om opholdet på grev Tadlos ' gods , slode tårerne ham i øjnene og han formåede neppe at nævne Dinoras og Karlos navne . — allså ingen moder , ingen fader ! sagde den fremmede , da Nero havde endt ; thi han havde fortiet for den fremmede , at hans fader var den selvsamme røver , hos hvem han havde opholdt sig i sin barndom . — ja , mumlede Nero , idet hans hjerte sammensnøredes mere og mere ved tanken om at han var ene , — aldeles ene og overladt til sig selv . Den fremmede så alvorlig på Nero og sagde : — Ester hvad jeg kan se , Nero , er de god og rettænkende . Kunne de finde dem i at være på et kontor og føre bøger og regnskab for et af de større firmaer her på pladsen ? — nej , nej , jeg er ikke skabt til det ! udbrød Nero . Sidde bag en pult og skrive ! nej , nej ! — men hvad agter de da af gøre , min unge ven ? — o , udbrød Nero ; jeg har lyst til noget ganske andet ; jeg vil være general ! Nero udtalte dette med begejstring . Den ældre herre lo så hjerteligt , af Nero ganske vred på sig selv slog øjnene ned og skammede sig over af han havde ladet sig rive med . — tror de da af det er sådan af blive general , især når man er så ung som de er ? sagde han smilende . — nej , det var heller ikke min mening af jeg strar skulle blive det , men engang i tiden . Herren så alvorlig på ham og sagde : — så har de altså lyst til af blive militær ? — ja , var Neros korte svar , idet han rejste sig ; men nu må jeg afsted , klokken er mange . — nej , nej , bliv , lad os ikke stilles nu ; kom i det mindste og spis tilaften sammen med mig . Men Nero ville ikke . — i den dragt jeg har på kan jeg ikke spise ved deres bord , især når deres familie kommer med . — her , min ben , kast denne kjole over dem , så er de komplet . Han purrede op i Neros sorte krøller og sagde : — hvilket prægtigt hår de har ! Nero rødmede og tænkte på Fru lillier ; det havde hun også engang sagt . Herren og Nero trådte nu ind i spisesalen , men det unge menneske trak sig sky tilbage ; ved bordet sad der to damer , en ældre og en yngre . Da de så Neros forlegenhed bød de ham venlig nærmere og Herren nødte ham til af tage plads . Det var kun sparsomt , det Nero tog til sig , og måltidet var derfor snart endt . Nero rejste sig tilligemed de andre , og dersom han havde kunnet det var han sikkert løben sin vej ; men dette lod sig ikke gøre , thi Herren lagde atter beslag på ham . — jeg er bankier , sagde han , og kunne netop have brug for et ungt menneske som dem til af have opsyn med skriverne og føre hele husets regnskab , og jeg vil derfor endnu engang tilbyde dem en plads på mit kontor ; de skal blive godt lønnet og arbejdet bliver ikke anstrengende . Nero undskyldte sig med at han havde lært så lidet og at han sket ikke var skikket til en sådan plads , men Herren tilbød at lære ham det han ikke forstod . Nero tænkte som så at det jo ikke var til nogen skade at prøve herpå og en måned efter se vi ham i overordentlig fine klæder på kontoret hos bankier uvolle . Nero fattede alt meget let og han havde derfør snart funden sig tilrette hos bankieren , hvis Andling han forresten var . Nero besørgede sit vanskelige hverv med omhu og samvittizhedsfuldhed ; skønt han kun gik i sit 17de år havde Herren haft fuldkommen ret i at sætte ham over alle de andre , da han var en bestemt , ædel og retskaffen karakter . Nero havde vel været hos sin velgører et halvt år , da krigen mellem nord- og sydstaterne udbrød . Dette vakte stort nsre i hele Frankrig og mangen ærekærpngling tiltrådte rejsen derover til , for at hente ære eller død der . Nero var fyr og flamme og ville absolut med . Bankieren satte sig derimod med hænder og fødder , han ville — som han sagde -- ikke miste sin Nero for krigens skyld ; men Nero , der var vant til at råde sig selv og gøre hvad han selv ville , blev helt syg og hang med hovedet i nøgen tid . Hans velgører så det , og hvis han ikke ville af Nero skulle bukke under for sygdom , måtte han lade ham få sin villie . Han blev da udrustet med det nødvendigste og fik en god pose penge med og blev vel forsynet med mad og drikke . Nero var så glad , så glad ; endelig ville der vise sig en lejlighed for ham til af vise sit mod og fin dygtighed . Familien tøg afsted med Nero , som om han var deres eget barn ; fruen og hendes søstre græd og bankieren var meget bekymret over hans bortrejse ; men Nero så kun ære , guld og berømmelse vinke hinsides havet og ingen tårer eller bønner kunne hindre ham i af tage afsled . Nero rejste altså og tøg det løfte af dem alle , af dersom han skulle falde , de da ville underrette grev Tadlos herom . Bankieren lovede ham det og Nero tøg afsled . Ellevte kapitel . Jean . Jeans sygdom tøg stadig til og al Lisettes omhu for ham formåede intet . Hendes mistanke var atter bleven vakt og hun passede nu stadig på Fru Tandy . Det var lykkedes hende af så en billet over på godset og Fru lillier var i egen høje person kommet derover . Her erfarede Hulda sin venindes død og Jeans sygdom . Lisefte kastede sig grædende om hendes Hals og bad om hjælp . Hulda lovede at hjælpe så meget som mulig , men den gamle guvernante var stadig nærværende . Hun fulgte lisefte som en skygge og Fru lillier kunne aldrig tale med den unge pige alene . Flere af Madrids berømteste læger blev hentede til Jean , men det hjalp alt sammen intet . En indvendig tærende smerte gjorde det klart for Jean petit at han snart skulle samles med sin inderlig elskede Jutta , og efter et halvt Års tunge lidelser udåndede han sit sidste suk , efter at have taget afsked med lisefte og alle dem der vare ham kære . Ak , nu var lisefte både fader- og moderløs . Hun græd sine tårer ud ved Fru lilliers bryst og Hulda var meget ulykkelig over den unge piges smerte . Nu havde Fru xandy frit spillerum og hun lod heller ikke vente på sig . Charles lillier blev sat til formynder for lisefte , og på grund heraf kom både Karls og Dinora meget ofte over til hende , hvorover lisefte var meget glad . Lisefte fik nu at vide af Karlo at Nero var flygtet for et år siden og at de ikke havde fundet ham siden . dette bedrøvede hende meget og deres samtale drejede sig da især om ham . Lisefte var aldeles overladt til Fru handys vilkårlighed ; hun måtte arbejde som en af de simpleste tjenestepiger . Det var stnndom meget drøjt for de små fine hænder , men lisefte fandt sig dog i alt ved tanken om at Karlo og Dinora , efter endt arbejde , ville komme tilbage til hende . Således hengik atter et år . De tre børn kom daglig til hinanden og der slete intet mærkeligt for dem i denne tid , kun var Fru Tandy bleven mere og mere venlig mod lisefte . En dag kom hun ind til hende og sagde : — pynt dig , min pige , i dag kommer min søn i besøg hos os ; han er smuk og vil snart vinde dit venskab . Lisefte for sammen ; en uforklarlig angst kom over hende , hun rystede over hele legemet , og svarede ikke på Fru handys ord . Hele dagen havde de travlt med den uhyre anretning , som skulle sættes frem » år den gode søn kom . Aftenen var allerede indtrådt og Fru Tandy var helt urolig over sønnens lange udebliven . Da hørte man en vogns rumlen i det fjerne ; den kom stedse nærmere og nærmere , og nogle få øjeblikke efter holdt den stille udenfor villaen ; sønnen sprang hurtig ud og hvilede kort efter i moderens arme . Lionel « le Tandy var en ung og meget smuk mand ; han var omtrent 25 år gammel , han var høj og rank og havde et livligt og muntert væsen . Var moderens ansigt ondt og afskyeligt , så var sønnens akkurat det modsatte ; hans ansigt var åbent og så meget godmødigt ud , og man kunne ikke se hans person uden at det måtte gøre et behageligt indtryk på beskueren . Lisette gned sine øjne som om hun ikke havde set rigtigt — var det muligt at Fru Tandy kunne have en sådan søn ? Lionel « le Tandy sår overrasket på den smukke lille Lisette ; hans moder havde skrevet efter ham og ladet ham vide , at en smuk ung brud ventede ham . Lionel var som en god søn lydig mod sin moder og havde strar begivet sig på rejsen . Nu , da han var hos sin moder , så han en ung , smuk pige hos hende , men det var jo kun et barn ; mon dej var hende som var bestemt til hans brud ? Lionel satte sig dog til bords , særdeles tilfreds hermed , og da måltidet var til ende , vinkede Fru Tandy af ham og han fulgte sin moder op på hendes værelse imidlertid sad Lisette og tænkte over hvad meningen kunne være med dette besøg ; hun så at sønnen viste hende en overmåde opmærksomhed , som ikke kunne undgå hende , og da Lisette var temmelig klog , indså bur . snart hvad det havde at betyde . - ak , moder , moder ! mumlede hun ; hvad vil dog de mennesker gøre mig ? Jeg er aldeles overladt til dem og er ikke i stand til at gøre andet end hvad de ville . O , havde jeg i det mindste lov til at gå over til grev Tadlos ' ; de gode mennesker vildewkerf hjælpe mig ! Den næste dags eftermiddag kom Fru Tandy ind til hende i dagligstuen og bad hende om at følge med over på grev Tadlos gods . Lisette satte et par store øjne op ; men hun var ikke seen , — snart var hun omklædt og fulgte nu med Fru Landy over på godset . Karlo og Dinora blev meget glade ved at se Lisette ; de omfavnede hende , kyssede hende og glædede fig til at hun ville blive hos dem denne dag . Men det blev en fejltagelse , thi kort efter gik Fru Tandy med en fornærmet mine bort , og hun tog Lisette med , skjøndt denne bad meget om tilladelse til at blive . Sagen var den , at da Fru Landy anmodede Charles — der jo var den unge piges formynder — om hans samtykke til hendes tidlige giftermål med lioncl , havde han bestemt svaret nej , og ingen bøn eller indsigelse havde kunnet bevæge ham til at forandre tit svar . — de kan jo lade hende blive her , hvis de er ked af hende , var hans sidste udtalelse . Fru Landy havde hurtig trukket sig tilbage ; men var det før forment Lisette at gå over på godset , så blev det nu på ingen måde tilladt . Hendes daglige omgang var Fru xandy og livnel ; kun når hendes formynder og hans frue kom og så til deres myndling , havde hun en glad dag . Karlo og Dinora kunne ikke komme over til hende , det havde Fru Tandy sørget godt nok før , thi hun havde altid behandlet dem koldt og strengt , ja sommetider endog viist dem dsren , og det kunne disse , der havde en så øm og kærlig moder , ikke tåle . Derfor var lille Dinora bange og Karlo , der havde mange lektier at læsæ , kunne ikke komme der så ofte ; døg , de dage han kom vare lyspunkter i hendes tilværelse og det var derfor ikke uden grund at Lisette græd , da Karlo en dag fortalte hende , at han skulle sendes på høiskølen . Nu havde Lisette ingen ben mere , thi han ville snart glemme sin lille legesøster , når han var kommet bort . Tolvte kapitel . Afrejsen på grev Tadlos ' gods var der atter stort røre ; alle vare grædefærdige , thi den unge herre — som Karlo kaldtes , siden han havde fyldt sit 15de år — skulle rejse , og alle elskede den vakkre dreng . Fru lillier og grevinde Tadlos sad med hinanden hånd i hånd og græd stille . — det er nødvendigt , mit barn , lad ham rejse med gud , han vil nok holde sin hånd over ham , sagde Fru Tadlos . — men ene , kære moder , ene i et fremmed land , som Frankrig , dette land , der har været vidne til alle vore kvaler ; ak , satter du min angst ? Jeg kunne ikke sove i nat ; jeg har så mange skrækkelige anelser ; tænk dig , dersom Konrad fik fat i ham , dersom han vidste at han var min søn , o , han ville da lade ham lide endnu værre kvaler end vi har lidt . O , skrækkelige skæbne , at man skal have en sådan dæmon fil forfølger ! — trøst dig , min Hulda ; skulle virkelig Konrad komme fil at se ham , da gjorde det intet , han kan jo ikke vide at det er din søn . Men Hulda fandt ikke trøst for sin smerte . Karlo kom i det samme ind for at sige farvel fil fin bedstemoder . Da han fik øje på sin moder , løb han hen fil hende og . faldt hende om halsen . Hun trykkede ham op fil sit hjerte og kyssede ham gjentogende . Karlo tog nu afsked med dem alle og da han sad på vognen , som skulle køre ham fil banen , var han så træt , at han lagde sig tu at sove . — hvor alt er tomt og trist , sagde Fru lillier , da vognen var kørt bort . O , gud give at jeg havde vinger , jeg skulle da følge ham overalt ! Charles greb hendes hænder og sagde : — nu skal du ikke være bedrøvet , Hulda , han kommer jo hjem igen om et par år , og så er han jo meget ældre og vil blive dig en trøst og glæde . Hulda , der elskede fin mand lige så højt som i gamle dage , lænede tit hoved fil hans bryst og græd længe . Karlo blev savnet af alle fine kære og det var også med et tungt hjerte at han tog afsked med dem . Trettende kapitel . Den ensomme rejsende . — min kære Lionel , sagde Fru Landy en dag fil sin søn ; vil du gøre mig en stor tjeneste ? - du må befale over mig , kære moder , sagde sønnen . — nu ! har du noget imod at rejse fil Frankrig med en del af mine juveler ? — å nej , moder , men hvorfor vil du egentlig have det ? — jo , seer du , Lionel , egnen her omkring er ikke sikker , og jeg har lidt tænkt på at når røverne først kom fil os to værgeløse fruentimmer , så var det dog bedst at disse juveler vare afvejen . Hun lod flere af Juttas smykker skinne i solen og hendes små øjne skinnede som denne ved at betragte de kostbare klenodier . Sønnen blev forundret ved at se disse og erklærede sig villig fil , på hvilken som helst tid at rejse med dem fil Frankrig . — ja , så seer jeg helst at det skeer strar ; vil du se hvornår banen kører ? — jeg behøver ikke at tage med banen ; jeg kører med min lille vogn . — som du vil , min søn , svarede Fru Landy . Der er Lisette med kaffen , lad os fortsætte vor samtale når den er drukken . Om eftermiddagen tog livnel afsted ; han rejste dag og nat og havde — uden at unde sig nogen hvile - rejst i tre dage og nætter , men så kunne han heller ikke udholde det længer . Han overnattede i en kro og juvelskrinet gemte han omhyggeligt . Den næste dag fortsatte han rejsen , og da han nu havde udhvilet sig følte han sig godt tilpas . Han sad og sang af fuld Hals , da en ung , skummeludseende mand kom ham i møde . — hvorhen gælder rejsen , kammerat ? sagde denne . — kammerat ! gentog Lionel studsende ; kender de mig , siden de tiltaler mig således ? - nej , jeg kender dig ikke , men du skal vel opad mod bjergene ? Lionel , der ikke havde fattet nogen mistanke , svarede ja . - nu , så kan vi vel følges ad ? Jeg gik netop for at søge om en kammerat ; må jeg sidde op hos dig ? — å ja , siden det ikke kan være anderledes , så sid op da , svarede Lionel og rykkede til siden for at manden kunne få plads . Det gik nu rask fremad , men Lionel mærkede ikke at vognen tog retning mod øst istedenfor mod nord . Lionel gyste uvilkårlig da de kom igennem en stor skov ; den sti , som den fremmede førte ham på , var så tæt bekrandset med træer , at der herskede et uigennemtrængeligt mørke rundt omkring . Forsigtig kørte Lionel frem , men hvert øjeblik var vognen dog i færd med at vælte . Den fremmedes opførsel var nu aldeles forandret og ordene : kan du ikke køre ordentlig , slyngel ? Åbnede Lionels øjne ; han så at mandens ansigt havde antaget et mørkt og truende udtryk . Lionel blev rasende opbragt og idet han trak sin ladie pistol frem sagde han : — hvad , vover du at tiltale mig på denne måde ? Manden havde allerede grebet ham i nakken med den ene hånd og om hånden , som holdt pistolen , med den anden . — kny om du tør , elendige , og jeg sværger al det skal være sidste gang du får dagens lys at se ! Af overraskelse og æugst kunne Lionel ikke mæle et ord . Manden vristede pistolen ud af hånden på ham og gentagende gange stødte han i en lille pibe , så det skingrede gennem skoven . Et øjeblik efter kom en halv snes vildt udseende mænd gallopperende hen ad stien . Anføreren for dem trådte hen til den mand , der havde kørt med Lionel . — skam dig , burillo , at kalde os tilhjælp for en sådan usselrygs skyld , sagde han barsk . Han vendte sig rask om og betragtede Lionel med et prøvende blik . — Stig ned af vognen , befalede han lige så barsk . Lionel steg skælvende ned . — bind ham ! befalede han de andre , og inden Lionel fik set sig for var han bagbunden . Burillo måtte sætte sig tilvogns og køre denne videre og Lionel måtte finde sig i at gå lige så stærkt som deres heste kunne løbe , da anføreren ved et toug holdt ham ved siden af fin hest . Da de havde redet omtrent en Fjerdingvej kunne den ulykkelige Lionel , som i forvejen var træt af rejsen , ikke udholde det længer . Han klamrede sig krampagtig fast til det toug , der var fastbundet til hesten , og ville klattre op ad det , men et slag af anførerens ridepisk fik ham til at tumle tilbage . hans fødder vare ophovnede og blodet sprang ud af de sår han havde fået af sten og kviste undervejs , som han ikke havde fået tid til at tage sig i agt for . Den ulykkelige unge mand var en besvimelse nær . Han faldt ned på jorden , ligeså lang han var , og hesten flæbte ham et stykke hen ad vejen . Han udstødte det ene skrig højere end det andet . Tilsidst sprang anføreren ned af sin hest og sagde : — fordømte dreng , hvad finger du for ? — min gud , jeg dør ! stønnede Lionel og faldt tilbage . — javel dør du , du ærtekjælling ! sagde Konrad , thi ham var det , og stødte med fin fod til ham . Der ligger du nu , hahaha ! livløse stakkel , du er jo i min vold , hvem kan hindre mig i at jage min kårde gennem dit feige hjerte ! Hans øjne lynede ; hans had til menneskene havde gjort ham forfærdelig vild . Han greb Lionel i håret og rejste ham op , men i det samme greb en kraftig hånd ham i nakken — fire pistoler blinkede for hans øjne og hans egne ord * blev gentagne for ham : — der slår du nu , livløse stakkel , du er jo i min vold ; hvem kan hindre mig i at støde dig kården gennem hjertet ? Forbavset så Konrad sig om . Fire politikonstablcr holdt deres pistoler for næse « Af ham , og en havde grebet ham bag i kraven . Konrad ville skide sig løs , men her var modstand umulig . Hans øjne rullede vildt og trådte næsten ud af deres huler . — hvem er i ? råbte han heftigt og så sig om , men isledenfor svar blinkede alle pistolerne for hans øjne og den ene af soldaterne sagde : — overgiver du dig med samt alt dit røverpak ? — nej , nej , råbte Konrad ; dræb mig kun , men i skal ikke godvillig føre mig i fængsel . I en kreds af politisoldater vare alle røverne indesluttede . Kun en af disse , der havde opholdt sig længere inde i skoven , havde overværet den hele scene uden af blive set . Han så fin kaptains nød og affyrede fin pistol midt imellem dem , der holdt ham . De for forfærdede tilside og i den forvirring herved opstod , red han midt ind imellem dem og med sit sværd slog han om til højre og venstre . Han greb Konrad i kappen og med sin kraftige arm løftede han ham i vejret , lagde ham foran sig på hesten og nu gik det i en rasende fart henad stien og inden konstablerne så sig om , for af forfølge dem , havde de nået hulen og intet spor af dem var af se . De andre røvere , der så de flygtendes held , forenede sig og gjorde kraftig modstand . Ser soldater blev hårdt sårede og røverne flygtede , forfulgt af de andre konstabler , men disse , der kendte enhver sti , enhver busk i skoven , havde snart frigjort sig for deres forfølgelse og de måtte vende tilbage med uforrettet sag . En af røverne havde taget Lionel op fra jorden og båret ham tilligemed juveetskrinet bort , og han var lykkelig og vel kommet ned i hulen før de andre . Konrad var så opbragt , at han svoer Lionel de skrækkeligste pinsler , fordi han havde ført politiet på spor efter dem , skønt den unge mand hverken havde nogen anelse om politi eller røvere , da han begav sig på vejen . Den stakkels Lionel var vågnet op til sin skrækkelige bevidsthed . Han lå endnu med bagbundne hænder i det samme værelse hvor forhen Jutta og Jean havde måttet udstå en så forfærdelig angst . Han så sig om og ville rejse sig op , men han følte heftige smerter i alle lemmer og formåede ikke at gøre en bevægelse . Han lå på det kolde , fugtige stengulv , hvilket end mere forøgede hans lidelser . En mængde formummede stemmer nåde hans øren ; beder blev udentvivl holdt rådslagning i det andet værelse og følgende ord trængte ind til ham : — skal vi nu atter have en forræder iblandt os ? Jeg synes at vi fik dyre lærepenge i den forrige ! — sandt nok , men vi må have os en tjener , der kan være os til nytte og behag ; den gamle vil snart dukke under før sygdom og så er det godt at have en i baghånden . Lionel skælvede ; han anede , at det var ham talen gjaldt . Nu hørte han hovidsmandens stemme , der overdøvede alle de andres : — han skal dø ! råbte han tordnende . Lionel rystede over hele sit legeme . — dø , do ! gjentøges det i hans indre og han faldt mat tilbage ; men da hørte han en kvindelig stemme tæt ved sig , der mild og god som en trøstende engel sagde : — kan du sige mig hvor min Nero er , da skal jeg befri dig fra disse bødler . — Nero , Nero ! stønnede Lionel ; dette navn havde han hørt før , men hvor ? Pludselig erindrede han sig at Lisette ofte havde udtalt dette navn . — jeg ved hvor han er , sagde han åndeløs ; befri mig , se , mine hænder smerte mig og jeg kan ikke røre mig af pletten . Neros plejemoder , eller mutter standi , som hun almindeligvis blev kaldt af røverne , hævede øjnene mod loftet og sagde : — o , tal , tal ! kender de ham , o så fortæl mig noget om ham ! Er han lykkelig og tænker han undertiden på sin plejemoder ? Lionel havde møje med af svare ; han vidste desuden ikke andet end af Nero havde opholdt sig hos grev Tadlos og var flygtet fra ham . De forfærdelige smerter , der med hvert minut bleve heftigere , forvirrede hans sandser og i afbrudte sætninger mumlede han : — grev Tadlos . . . er flygtet bort . . . Lionel besvimede atter . — han dør , min gud han dør , uden af » eg får noget af vide ! Menneske dog , kom til dem selv ! Råbte hun og hævede de matte hænder i vejret ; men Lionel gav intet livstegn fra sig . Den gamle kone tog ham på sine arme . så godt det lod sig gøre , og gik bort med ham . Hun tog ham ind i sit eget Kammer og lagde ham i sin seng , — den seng , på hvilken Nero lidt havde hvilet sine trætte lemmer . Lionel kom snart til sig selv igen , men klagede over smerter ; den gamle lindrede dem så godt hun formåede . — er de rafl nok til at fortælle mig noget om min Nero ? sagde hun og så bedende på ham . Lionel rystede på hovedet og svarede : — jeg ved ikke andet end hvad jeg allerede har sagt . — ak , er det det hele ? stønnede den gamle kone ; skal jeg da aldrig se ham mere ? Hun gik bort og græd bitterlig . Lionel lå i en dødelig angst ; røverne ville sandsynligvis snart komme og dræbe ham ; hvor skulle han sinde ly for dem ? Da han i omtrent to timer havde ligget således , hørte han en forfærdelig støj af hestetrampen og stemmer . Han hørte tydeligt at det var om ham der blev talt . — han er flygtet , han er flygtet ! råbte man . Lionel skælvede , hans hjerte slog hørligt . Da hørte han røverne nærme sig døren , der førte ind til det værelse , hvori han lå . Han sprang ud af sengen og krøb så hurtig han formåede ind under samme . Kort efter åbnedes døren og Konrad trådte ind . — hellenske her er han ' tordnede han og så sig om i værelset . Mutter standi , hvor har i gjort af ham ? Ingen uden eder har kunnet frelse ham ! Mutter standi kom frem ; skælvende og ydmyg sagde hun : — den fremmede , i taler om , har jeg slctikke set , herre . — du lyver , gamle ! Jeg besværger dig , tal sandhed , det gælder dit liv hvis du lyver . — nådige herre , hvor kan i fro sligt om mig ? sagde hun halvt grædende . Anføreren vendte sig brummende dort , skuffet af det uskyldige udtryk i hendes ansigt . — tilhest ! råbte han da han kom udenfor , og kort efter red en halv snes banditter ben ad den sti , der dagen i forvejen havde været vidne isl deres flugt . fjørtende kapitel . Karlo i Paris . Vi indføre vore læsere i en af Paris ' s større bygninger , vidt vmkrandsct af træer og løvhytter . Endel unge mennesker spadsere omkring i den til bygningen hørende smukke have vi ville dog ikke tage hensyn til disse , men derimod henvende vor opmærksæmhed på to unge mennesker , der sidde på en bænk , fordybede i en fortrolig samtale . — de længes da meget efter deres forældre ? Sagde den ældste , en lyslokket smuk angling på omtrent 19 år . — ja , det har de ret i , men jeg længes også efter at lære de uudtømmelige videnskaber at kende , og det skal være målet for al min flid , for al min stræben , sagde den angre , en mørk , krøllet dngling på omtrent 17 år . — de ved ikke hvad de siger , min ben ; det er et besværligt kald de har påtaget dem . Når vil de komme så vidt ? Tror de , at de kan ofre videnskaben al deres kærlighed og lykke , — kort sagt alt , hvad der er skønt i livet ? Nej , nej , en videnskabsmand må aldeles hellige sig til videnskaben og aldrig tænke på andet . Hvorledes tror de at det ville se ud , når de fordybet i deres umådelige granskninger pludselig hører en stærk støj og at kort efter en lille børneflok kommer stormende ind til dem , råbende på sukker og andet godt , hahaha ! Nej , min unge ven , de seer mig for livsglad og for livslysten ud til at blive en tør , forlæst videnskabsmand ; opgiv det , det råder jeg dem til . Den angre sad betænkelig , med hovedet støttet til hånden , og smilede skælmsk . — hvilke behagelige udsigter de der forelægger mig , min ven , sagde han ; men jeg mærker at de ikke engang selv tror på denne spådom . — jeg tror netop på den , — videnskabsmand ville jeg aldrig blive , thi da kunne jeg ikke opfylde mit hjertes højeste ønske , sagde han rødmende som en ung pige . — ah , således , udbrød karle ( den ængste af de to ) ; så de har allerede hjerte-ønsker , hahahaha ! Nej nu må jeg le ! — nej , le ikke af mig , Karlo , så brister mit hjerte . Å , det brister ikke så let ; men kom , lad os spadsere lidt . De gik nu ind blandt mængden , og den ældste , Armand « te kursa , tog Karlo fortrolig under armen . — ja , jeg siger , at de ikke må le , gentog han ; kærlighed tåler ingen spøg ! — å , hvor vil de hen , — i deres alder ! Lagde Karlo , hjerteligt leende . — altid min alder , mumlede Armand førtrædelig ; hvad mener de , ? når man i deres alder ligger og trommer om en vis frøken Lisette ? Karlo sprang tilbage , rødmende af brede og sagde : — skal det altid væere kjæerlighed , man føler til en kvinde ; kan det aldrig væere et inderligt venskab man føler for hende , hvis lidelser man måske næppe aner . — inderligt venskab ! stammede Armand spodsk ; inderligt venskab sorfeiler dog aldrig sin virkning , det bliver dog engang inderlig kjæerlighed . Karlo flap hans arm og blandede sig mellem de andre . Han var bleven helt underlig til mode over Armands ord . Lisette havde han elsket fra sin barndom , som en kær tester , og da han blev ældre , — ja , da syntes han ar han var meget ulykkelig når Fru Tandy aldeles beherskede den unge pige , og nu , — da han var kommet på høiflolen — læengtes han efter hjemmet og stundom endnu mere for Lisettes skyld , netop fordi han vidste at hun led . Kort efter gik Karlo op på Armands og sit eget værelse ; her satte han sig til at læese , men det ville ikke ret gå for ham ; bogstaverne dansede rundt for ham og ofte kom Lisette i tanker for ham , hun bad om hjæelp og beskyttelse ; da mindedes han hendes ord , dengang han forlød hende : — Karlo , min eneste ven , du rejser dort , så har jeg da heller ingen ben mere , som bryder sig om . Kakkels Lisette ! han mindedes disse ord , og han syntes at Lisette stod for ham med et smerteligt udtryk i ansigtet og rakte hænderne ud imod ham . Karlo rejste sig bevæeget ; uret slog , det var den fastsatte tid til af lceretimerne begyndte . I det samme trådte Armand ind . — kom nu , Karlo , lad os følges ad , sagde han . De gik nu begge ind i lcrsesalen , hvor den derværende professor forelå dem adskillige spørgsmål . Men Karlo , som ellers altid med sin lyse forstand besvarede de vanskeligste af disse , sad tavs og stille og besvarede næppe de til ham rettede spørgsmål . Der undgik ikke professoren og endnu mindre Armand . Lceretimerne vare endte og Karlo og Armand gik ind på deres væerelse . — hvorfor er de så tankefuld , min ven ? sagde Armand . - jeg ved ikke hvorfor , men i dag har jeg fået en uovervindelig lcrngsel efter hjemmet , svarede Karlo . — hahaba , min ven , de begynder nok døg af sande mine ord , og af have de samme onfler som jeg , hahahaha ! lo han igen og gik ind i det andet bcærelse . Karlo så misfornøjet efter ham ; da ban var borte greb han en Avis og læeste . Pludselig oplivedes hans ansigt , han læste en beskrivelse over et af de store slag mellem nord- og sydstaterne . En person , som havde udmæerket sig særdeles , blev omtalt med en barme og begejstring , som absolut måtte rive læseren med sig . Karlo blev helt begejstret ved at læse dette ; han ilede ind til Armand og sagde : — o , hvem der dog var med der ! Hvis jeg var der , jeg skulle da kæmpe som en mand og ikke vige , — jeg måtte enten dø eller sejre . Armand læste artiklen . — har du set de « der står nedenunder ? Spurgte han . — nej , svarede Karlo . — så hør . Armand læste : „ Som et bevis på hvilket mod der kan „ besjæle de unge krigere , må anføres , at en ung „ Spanier , hvis navn man ikke kender , men som „ almindelig benævnes ved navnet Nero , har ved „ sit mod og sin udholdenhed , der overstrålede » enhver anden , udvist en sjælden heltedåd . “ „ Hans general , som han elskede med liv og . . Sjæl , var i sin Iver bleven omringet af fjenden , » som strar slog kordon om ham ; men næppe havde „ den unge kriger fluer faren , før han med øvet „ Hånd førte sadlen midt imellen sine fjender ; „ han huggede til alle sider , men havde nær bukket „ under for alle de hug , der regnede ned over „ ham . Han træk sig et øjeblik tilbage , holdt en „ kort tale til folkene og styrtede atter frem under „ Råbet : mod , kammerater ! det gælder vor „ dyrebare generals liv ! “ „ Folket , der opfiammedes af deres anførers „ Mod , styrtede ligeledes frem og snart var gene « „ raten befriet . “ „ Desværre fik den unge kriger flere betydningsfulde sår , så at hans liv for øjeblikket „ svæver i stor fare . “ Armand lod avisen synke og råbte : — hvilket smukt træk ! det var en ædel ung mand . Karlo var bleven dybt rystet over det han hørte ; han kendte Neros karakter igennem hele denne handling , men det var ikke derfor sikkert at det var ham , der havde udført denne dåd . — hvad grunder du på , Karlo ? sagde Armand ; du skælver , din hånd ryster ; men hvad går der dog af dig i dag ? — o , Armand , lad mig være ; jeg vil gåden lille tur , måske det da vil hjælpe mig ! — ja gå med gud ! Karlo var dybt rystet ; han gik op ad den ene gade og ned ad den anden , uden rist eller ro . De « Tanke , at hans dyrebare ven — den Nero , som han kunne gøre alt for — lå dødelig syg , forlod ham intet øjeblik . — o , gid jeg var hos ham ! mumlede han , og det spanske blod , der i almindelighed meget let kommer i bevægelse , sydede og kogede af længsel efter at se ' ham . denne nat kunne Karlo ikke finde hvile ; han vendte og drejede sig på tit leje , men uden at finde ro ; han sprang op , idet han mumlede : — jeg har penge og klæder , og intet ondt kan tilstædes mig , når gud er med mig ! Jeg rejser til ham ; o , fader , moder , i ville ikke blive vrede på mig , — jeg ved at i selv gerne ville frelse ham fra døden , om det gjordes nødvendigt ; hvorfor ffulde da ikke jeg — eders søn — frelse ham ; han er alene i et fremmed land , farlig såret og uden hjælp , ja han er måske døden nær . — ja , min beslutning er tagen , Nero , jeg skal komme ! Det ophidsede unge menneske klædte sig på og gik bort . Kort efter vågnede Armand . -- men hvor er han dog henne ? mumlede han og gned fine øjne . Han så sig om i stuen , men Karlo var der ikke . Han læste en times tid i en bog , da trådte Karlo ind ad døren . — hvor Pokker har du været henne ? udbrød Armand og rakte hånden ud imød ham . — det siger jeg dig ikke , svarede Karlo . — hvad , vil du have nøgen hemmelighed for mig ? sagde Armand og så fortrydelig på ham . Karlo gav intet svar , men Armand vedblev at trænge ind på ham , indtil han svarede : — jeg har været henne med mit tøj , jeg rejser . — du rejser ? råbte Armand bestyrtet ; men hvorhen ? — til Amerika , lød svaret . — hvad vil du der , ulykkelige ? Hvad vil dine forældre tænke ? Hvad vil professorerne tænke , når de erfare din flugt ? — æren fordrer det , sagde Karlo og brystede sig som en mand ; jeg vil kæmpe og opsøge en kær ven . — du vil med i krigen , du ? gjentøg Armand lidt spottende , men Karlo vendte sig dort fra ham og iførte sig sin overkappc . — farvel , sagde den ædle ingling . Farvel og Levvel til vi atter ses . Gud være med dig og holde fin hånd over mig , så at jeg ikke skal volde mine kære forældre alt for megen sorg . — vent ! råbte Armand og sprang op ; jeg følger dig , hvorhen det end gælder . Jeg har hverken fader eller moder og ingen vil spørge efter mig eller bryde fig om mig ! tilføjede han med et smerteligt smil . — nej , nej , Armand , lad det være ; det er forbunden med mange farer og besværligheder , sagde Karls . — mener du at jeg ikke kan tåle ligeså mange besværligheder som du , du undermåler ? sagde Armand muntert , for at oplive dette trykkende øjeblik ; men Karlo havde ikke tanke for munterhed , en vis skræk havde bemægtiget sig hans unge hjerte , — ikke skræk for at dø , nej , men hans forældre , Dinora og Lisette slode for hans indre blik , de vinkede og advarede ham mod den fare han gik i møde , og den sorg han ville volde dem . Han sprang op og styrtede ud af stuen , fulgt af Armand . Han løb af alle kræfter og Armand havde møre med at følge ham . Endelig indhentede han Karlo , - men hvorfor løver du dog således ? råbte han til ham . Karlo vendte sig om og drog et lettende suk . Armand , der så hans dørblege ansigt , ville spørge videre , men de vare nu nåde til toges , der dampende og prustende ventede på de rejsende . Karlo steg først ind og Armand kom kort hefter ; han så vennen bleg og flyvende sidde i en krog , uden af lægge mæerke til sine omgivelser . Armand greb hans hånd , men han bemærkede det ikke , og i lang tid sad de ved siden af hinanden , uden af verle et ord . Vi ville lade dem rejse videre og først opsøge dem , når de er komne til deres bestemmelsessted . femtende kapitel . Brevet . 2 måneder er hengåede med sneglesjed for Hulda og hendes familie . Sorg og Kummer havde atter indsneget sig i deres hjerter , fijsndt de af al magt søgte af skjule det for hinanden . Der var i al denne tid intet brev indløden fra Karlo og et brev , som de havde sendt afsted til ham , var forbleven ubesvaret . Fru lillier var utrøstelig . Atter sendte hendes gemal et brev afsted , men forgæves , de ventede oz ventede , og der kom intet svar . Da greb sorg og smerte deres hjerter og de formåede ikke længer af skjule deres sindsbevægelse . Solen tittede atter ind af de store vinduer , som for at oplive denne sorgens bolig . En bleg dame sad i sofaen ; hun græd , men hun holdt lommeterkloedet for ansigtet , for at skjule sine tårer . Solen udgød sin milde styrke over hende , men det lod ikke til at den kunne opvarme og smelte den isskorpe , der havde lagt sig om hendes hjerte . Hun rejste sig mat , gik hen til et af vinduerne og rullede Gardiner ned ; solen måtte ilte trænge ind til hende . — Ib , sådan passer det bedst for mig , sagde Hulda ved sig selv ; mørk og glædeløs er mit hjerte , mørk og glædeløs skal også dette værelse være , til jeg engang atter bliver glad . Hun brast i gråd og lænede hovedet ned på sofapuden . — lad kun dit forpinte hjerte få luft ! sagde en mild og blød stemme til hende . Den trængte sig dybt i hendes hjerte , denne stemme , som hun elskede så højt , — og Fru Tadlos , den ømme moder og eneste trøsterinde i nøden — stod for den sørgende Hulda . Hun faldt hende om halsen og græd bitterlig . — endnu er mine kvaler ikke til ende , sagde hun ; gud ved hvad det nu skal blive til ! — trøst dig , mit barn , sagde Fru Tadlos ømt og sluttede sin datter i sine arme ; gud vil snart vende det til det gode . — ja , kære moder , når vi engang ligge i ven sorte jord , da vil freden først indtræffe . — o nej , vist ikke ; du vil da ikke i din alder tale om død og grav ? Nej i min alder kan man tale derom . — o vist ikke , moder , lad mig dog ikke få den sorg med ; du må blive og hjælpe mig at bære den tunge byrde . — ja , når gud vil , så bliver jeg , men hvem ved . . . som du siger . . . I det samme kom tjeneren ind ; han bar et stort brev på en bakke , som han ærbødig overrakte den unge frue . Hulda greb det mekanisk og brød det . Brevet var fra professoren ved den højskole , hvortil Karls var sendt . Hun flugte indholdet med begærlighed , men pludselig udstødte hun et skrig og faldt om på gulvet . — mit barn , mit barn ! råbte den gamle grevinde ; men forgæves , hun blev liggende og al tilkaldt hjælp formåede ikke at bringe hende tillive . Der blev en frygtelig forstyrrelse i huset ; begge herrerne og den gamle grevinde sad ved sengen og iagttog ethvert af de » Elskedes træk , men hun lå bleg og stiv som en døende . Hele husets tjenerpersonale løb forvirrede om imellem hverandre ; de elskede alle den milde , unge frue og ikke en af pigerne havde tørre øjne . Lægen rystede på hovedet og anvendte alt hvad der kunne anvendes i dette tilfælde . Pludselig udbrød Charles : — men hvad var dog det , der således kunne forskrække hende ? — det er jo sandt , det havde jeg rent glemt , sagde den gamle grevinde hel angst . Hun fik et brev , men jeg ved ikke hvad det indeholdt . Charles ilede op på Huldas værelser , hvor han søgte og sandt brevet . Han ilede tilbage og da han havde læst det , sagde han : — nu ved jeg grunden til hendes sygdom ; o den stakkel ! altid , altid skal vi også forfølges af ulykker . — det er ikke mandigt at tale således , min kære , de , som skulle være en trøst for os andre stakler , sagde grevinde Tadlos . — o , de har ret , Fru svigermoder , men ulykken gør som oftest bitter . Fru Tadlos sænkede hovedet tavs ; hun kendte desværre sandheden af disse ord . — hør nu brevets indhold , kære svigermoder , vedblev Charles ; professøren ved den højskole hvortil Karlo er sendt , skriver mig til , af Karlo tilligemed en anden elev er flygtet og ingen ved hvorhen . Der er søgt efter ham i over halvanden måned , og af den grund har vi ikke fået svar på vore breve . Professorens brev ender således : „ Nu er det min sørgelige pligt ikke længer „ af fortie hans flugt , da jeg kun derved silde „ berede dem en pinlig frist . “ — ak , moder , kan du så forslå af hun er ulykkelig ? O , det er skrækkeligt ! min søn , min elskede Karlo ! Den gamle grevknde var bleven stående oprejst , lig en billedstøtte , — bleg og med foldede hænder . — min gud , de er syg ! råbte Charles angst . Den gamle Greve rejste sig og ilede sin hustru tilhjælp ; langsomt førte han hende ud af værelset . — o , min gud , hvilke ulykker ! råbte Charles ude af sig selv af smerte og ilede efter dem . — bliv hos hende , mumlede grevinden blidt og lagde den rystende hånd på Charles ' skulder . — kan jeg forlade dem , når jeg ved at de er syg ? sagde Charles . — jeg har min gemal , han kan ledsage mig til mine værelser , stammede grevinden overanstrengt . Hun fjernede sig vaklende og Charles gik atter ind til Hulda . Han stillede sig foran sengen og så på hende . Ja , der lå det smukke ansigt , blegt som døven ; han tog hendes hånd i sin , den skælvede svagt ; han kastede sig på knæ og bad til gud om frelse for tit barn og for fin hustru . Da han havde endt fin bøn mærkede han at en kold , kam hånd lagdes på hans hoved ; han så oy , va Hulda lå med fine store drømmeriske øjne vildt hæftede på ham . — hvorledes har du det , kære Hulda ? sagde h « og « wc hz . — W , ak , jez kvæles ! . . . Sig til ham , at jeg har set ham og at jeg nok skal få fat i ham igen . . . hans fader vi ! dræbe mig . . . se , se , der kommer han med . . . o , hjælp , hjælp ! jeg dør ! Charles stod som sønderknust ; han kastede sig ned på en stol og koldt hænderne for ansigtet og tårerne styrtede ud af hans øjne . Hu ! da var atter faret op . — græd ikke , Karlo ! råbte hun . Nu kommer jeg . Hun kastede dynen til side og ville springe ud på gulvet » Vinene vare stift hæeftede mod døren og det var klart at hun i sin vildelse ville ud af denne . Charles råbte om hjæelp så høik han kunne . — hvor dumt , ar råbe om hjæelp ligesom jeg vi ! frelse dig , sagde Hulda ; kom mit barn , kom til mit hjerte . Vågekonen og flere af pigerne kom ind , men uagtet Charles hjalp til formåede de dog ikke at få hende op i sengen igen , så overmenneskelige kræefter havde hun i dette firæekkelige oleblik ; hun , der ellers var så blid og god , slog om sig i harme over , at de ikke ville lade hende søge om sit barn . Af al magt stred hun imod ; men til sidst fik de dog magt over hende og bragte hende til sengs . Hun var nu så overanstrengt , at hun atter faldt hen i sin forrige døs . To piger holdt vagt ved sengen og Charles red , så hurtig hans hest formåede , efter læegen , der boede en fjerdrngvei derfra . Læenge var han ikke borte , og da han hastede ind i gården , søgte hans blik strar hendes vinduer . Hvad mon der var sket , siden han var taget bort ? Han ilede op ad trapperne , men da han nåde til døren , skælvede hans hæender og han kunne næppe lukke op . Endelig besindede han sig , greb i døren og trådte ind ; men hvilket syn viste sig for hans blik ! Hans hustru lå udstrakt på gulvet med tillukkede dine og uden bevægelse . Alle hendes lemmer vare stive og en pige søgte at få hende op , medens en anden var løbet efter hjælp . Charles greb hende kærlig og lagde hende op på sengen . — hvorledes er dette gået til ? spurgte han pigen . — ak , jeg ryster når jeg tænker derpå . Herren var lige redet efter lægen , da fruen vågnede ; så vidt jeg tror , var hun ved sin forstand , for hun bad om at tale med dem . Vi sagde hende al de var redet efter lægen . — så kald ham tilbage ! råbte hun ; men da vi fortalte hende , at de allerede var langt borte , så stod hun op og sagde : — så går jeg selv efter ham , jeg vil tale med ham ! Vi stred imod , men så blev hun så rasende , at vi ikke kunne styre hende ; hun slog os , bed os og skreg om hjælp , hun troede at vi ville myrde hende , og vi kunne ikke forhindre ar hun sprang ud af sengen ; men hun var for svag , benene kunne ikke bære hende og hun styrtede bevidstløs om . Vi har nu i over en halv time søgt at så hende tillive igen , men del er ikke lykkedes os . Charles hørte i tavs fortvivlelse på hende , og da hun havde endt , sagde han at hun kunne gå . Pigen adlød og han satte sig ned ved sengen . — så skulle du da aldrig blive lykkelig , stakkels elskede Hulda , sagde han tårekvalt . Han trak gardinet for sengen og gik hen til vinduet , for at se den længselsfuld ventede læge komme . Medens han ventede tænkte han på fortiden , og den tanke opsteg i hans sjæl , at al hans sorg , al hans ulykke var hans Broder Konrads værk . Sekstende kapitel . En ny sorg medens alt dette foregik havde greven ledsaget fin hustru til fine værelser . — lad mig være lidt alene , min ven , sagde hun mat og satte sig i fin lænestol . Greven ville fjerne sig , men i det samme udstødte grevinden et svagt skrig og greven vendte hurtig tilbage til hende idet han sagde : — hvad fattes dig , min kære ? — o , jeg syntes at jeg fik så ondt her , sagde hun og holdt sig på hjerter ; men nu er det allerede gået over . Hun lænede sig tilbage i stolen og udstødte et dybt suk . — så , nu har jeg det atter godt , sagde hun ; nu kan jeg godt være alene . greven fjernede sig . Da grevinden var ene , pressede hun begge hænderne mod hjertet og trak vejret tungt . Hun rullede stolen hen til et bord og tog nogle breve frem . Hun lagde dem omhyggelig sammen , trak atter stolen hen til vinduet og begyndte at læese . Det var de breve som vare verlede mellem Konrad og Jean , og som sidstnævnte havde overladt hende , da Jutta var bød . Han havde ikke senere talt om dem og grevinden havde således beholdt dem . Hun læste flere af disse og lagde dem atter tilbage på deres plads . — hvør han dog var ond ! sagde hun ved sig selv ; mon han lever ? O , jo , det siger mit hjerte mig ; han bar taget min Karlo , for at hevne sig på os . Hun greb atter et brev og læeste , men hun blev blegere og blegere , alt eftersom hun læste . — min gud , hvor ficendigt ! råbte hun og sank tilbage i sin stol . Hun rejste sig atter og vaklede hen til sit skrivebord ; her satte hun sig ned og skrev et brev , der var adresseret til Karlo ; udenpå dette stod de ord : „ Mit ønfle efter min død . “ Hun rejste sig udmattet , betragtede Karlos portræt , som var malet af hans fader og hang på væeggen ; det så ud , som om han levende stod der fra fine barndomsdage . Grevinden betragtede ham læenge ; derpå gik hun hen til døren , der førte til Huldas værelse . Hun lyttede længe , men da hun intet hørte trådte hun ind . Hun så at Charles sad ved vinduet , med øjnene stift heftede på vejen udenfor . Gardinet var trukket for Huldas seng og hun nærmede sig denne lydløst , men udstødte et forfærdet skrig da hun trak gardinet til side . — min gud , min gud ! jamrede hun og var nær segnet om . Charles løb forskrækket hen til sengen ; Hulda sad oprejst , hendes øjne stod åbne og havde et forvildet udtryk ; hun havde åbnet munden således , at hendes hvide tænder kunne ses , så at det så ud som om hun lo . Hun havde taget en pude fra sengen og sad og kælede for denne hun gav den de ømmeste kærtegn og benævnede den hvert øjeblik ved navnet „ Karlo “ , men engang kaldte hun den for „ Konrad “ og kastede den langt fra sig . Da hendes moder stod ved sengen og udstødte det hjerteskærende skrig , rejste den syge sig i vejret og sagde bittert : — hun leer af mig , hahahaha ! hun ved ikke at han er i nærheden ! Da hun så Charles , greb hun hans hånd og bad ham indtrængende om at hente hendes mand . Charles kunne ikke holde de fortvivlede tårer tilbage . — det er jo mig , kære Hulda , se bøg på mig , sagde han ængsteligt ; men hun satte et par store øjne op og sagde : — vil du bedrage mig igen , du som er skyld i alle mine ulykker ! Hun udstødte et svagt skrig og kastede pude » Efter ham , hvorefter hun udmattet faldt tilbage i sengen . Charles var aldeles fortumlet . Grevinden sad på en stol tæt ved sengen ; hun var aldeles tavs , ikke et ord kom over hendes læber . Charles ringede og et halvt dusin tjenere og piger , som ængstelige havde ventet at blive tilkaldt , løbe mere end de gik ind i værelset . Hjælp grevinden op på hendes værelser ! Befalede han nogle af pigerne . De nærmede sig grevinden , men denne sad stille og bleg i sin stol . — hun er død , hun er død ! råbte en af pigerne . — ak , nej , det kan ikke være muligt ! råbte Charles og styrtede ben til hende . Fru Tadlos , Fru Tadlos ! O , hvad skal jeg gøre , hun er død , stendød ! O , min gud , min gud , har jeg fortjent dette ! Alle ulykker overvælde mig , jeg kan ikke bære del ! Han gned hendes tindinger og varmede de kolde hænder , men nej , nej , det hjalp hende ikke . En forfærdelig latter henne fra sengen fik hans tanker til at tage en anden retning . Hulda havde slukket hovedet ud af sengen og lo af alle kræfter . Nogle af pigerne , som med forfærdelse havde været vidne til dette optrin , ilede hende tilhjælp . doktorens jndtræeden afbrød det hele . — ak , de kommer temmelig sent , hr . Doktor , sagde Charles bittert . — jeg har mange syge , hr . Greve , og jeg kan ikke forssmme dem alle , svarede lægen kort . — der har de patienten , sagde Charles og førte lirgen hen til sengen . Doktoren stod forstenet og overrasket og betragtede Hulda . — de må skynde dem , hr . Doktor , her er endnu en patient , sagde Charles og pegede på grevinde Tadlos . L « gen undersøgte hende , lyttede til hjertets slag , holdt et spejl for hendes mund og gjorde forskellige oplwelsesforssg , men på alle Charles bedende svørgsmåi gav han kun det ene svar : — hnn er bød ! Han trådte atter hen til Hulda ; hun var nu bleven ganske rolig og så mildt omkring i værelset . Charles ville ligeledes næerme sig hende , men doktoren holdt ham tilbage . — gå de bort , min ven , her er de til ingen nytte . Skjsndt Charles til enhver anden tid ville have felt sig fornærmet over dette svar , så havde han nu ingen tanke derfor ; han gik , idet han kastede et sidste blik til sin elsfede hustru . syttende kapitel . I new-uork . Bi bede den « rede læeser om at følge med os til Amerika , fljøudt det er en temmelig lang rejse . New-iork er en stor og meget smuk by - den allerstørste og mest befolkede i hele Amerika . Tusinde og atter tusinde ffjsnne bygninger pryde denne store byes regelrette gader . Størstedelen af new-iorks beboere er pragtfulde og flot klæedte , men hist og her se vi dog pjaltede persøner og ængstelige ansigter . Hviskende samtaler føres imellem en og anden og i det hele taget er en uhyggelig ro udbredt over byen , på den tid vi indfinde os . Man seer mange unge mennesker iførte uniform , soldater , der er parate til at tage afsted , når staten fordrer det . To officerer gik langsomt hen ad en af new-aorks høvedgader . Den ene var en stor robust mand , med mørkt hår og store blå øjne , hvoraf wrlighed og kærlighed lyste ; han havde taget den anden officer under armen . Det var en bleg og sygelig udseende ung mand , der tillidsfuldt fløttede sig nl den anden , og talte sagte og afbrudt med ham . Han var meget smuk og det sorte krøllede hår dannede en fijøn ramme om det blege ansigt . — bil de nu ikke hvile lidt , min ven ? Vi har bestemt gået alt for meget , sagde den ældre . — o , nej , vist ikke ; lad os gå , hr . Generalellers bliver det for varmt for dem . — tæenk ikke på mig , men på dem selv ; lad os hvile lidt , vi kunne imidlertid tale lidt om dem selv . Den ældre officer trådte ind i et elegant hotel og førte den yngre med sig . De forlangte et bcerelse og da de havde fået et sådant , sagde ven ældre officer , idet han tog plads i sofaen : - seer de , min ven , den løn og sere , som er bleven mig tilde ! , tilkommer egentlig dem ; min dumdristighed havde næer kostet mig livet , hvis dc ikke havde været ncrrvcrrende . Jeg har , som de ved , fået uhyre løn for det , som jeg ikke har fortjent , men regeringen har også vidst at påffjønne deres mod og udholdenhed . De er — fijondt de er så ung — bleven udnæevnt til generalleutnant ! Den angre — eller rettere Nero , thi ham var det , — sprang op ; blodet for ham til kinderne og han sagde , idet han søgte at skjule sin indre glæede : — o , de er alt for god , det har de bevirket , det er jeg fuldkommen overbevist om . — nej , min ven ; vel har jeg ikke været ganske uden indvirkning , men der hele har jeg ikke bevirket , det har de selv ved deres mod og udholdenhed ; de har . . . — general ! stammede Nero atter rødmende og snoende det spæede overskæg . — ingen afbrydelser , om jeg må bede , sagde officeren smilende . De har fortjent det og ingen vil bedre end de kunne anføre en trop amerikanere . — o , de er alt for god ! råbte Nero . —- bær så artig , et lille glas champagne , sagde generalen ; på en god lykke , og gid d : må blive verdens slorste feltherre ! — tak for dnsfet , sagde Nero og drak af glasset ; men han var endnu for svag efter den betydelige sårseber han havde haft ; han blev bleg og faldt tilbage i sofaen . — nu have vi anstrengt os for meget , sagde generalen venligt og understøttede ham ; men Nero rejste sig og sagde : — å , lad os gå ! Generalen tog formelig ømt den unge mands arm og førte ham ud . I det samme kom tø unge herrer oppe fra første sal ; den ene var en lyslokket , munter angling , den anden var mørk og havde et smukt , intelligent ansigt . Sidstnævnte så bedrøvet og nedslået ud , og gik vaklende ned ad trappen . Da han var kommen helt ned , gik Nero i det samme ud af døren . Den unge mand udstødte et svagt skrig og boldt sig fast i rækværket . — min gud , Armand , der er han ! råbte denne . Se , se , kvor han dog er bleg . —- vær rolig , Karlo , sagde Armand og ilede efter den unge mund , der var bleven stående . Hvad er der i vejen , hvorfor går du ikke ? — se , se , der er han , ved den officers arm , sagde Karlo . — nu , så faet til ham og stå ikke her . — o nej , jeg har vist laget fejl , der er næppe ham . — men skynd dig dog , se ad , ellers komme de os jo afsyne . Karlo var bleven stående som fastnaglet til samme plet ; han formåede ikke at skytte en fod . Armand tog ham under armen , for ar gå med ham , men der var ikke muligt at få Karlo afsted . Endelig kom han dog til nogle kræfter igen . — lad mig gå , Armand , jeg følger efter ham og når jeg har besindet mig lidt skal jeg nok nå ham . De ilede nu efter Nero og generalen , men pludselig så de disse standse udenfor et pragtfuldt hus . Karlo slap Armands arm og ilede efter dem . — Nero , Nero ! skreg han af fuld Hals og åbnede sine arme for ham . Nero vendte sig om , men hvilken glæde , da han fik øje på Karlo , hans ven , hans Broder . — Karlo ! råbte han , og så svag og lidende han var styrtede han dog hen til ham og omfavnede ham . — Nero , Nero ! hvilken sorg har du dog ikke voldet oø alle , som mente dig det så godt ! sagde Karls og trykkede vennen til sit hjerte . — o , tael ikke derom , jeg kan ikke tåle at tænke derpå , sagde Nero og så på ham . O gud , hvor jeg har længtes efter dig ! — og jeg da , sagde Karlo ; hvorfor tror du at jeg er her alene midt imellem fremmede , undtagen for at finde dig ; tror du da ikke at jeg har længtes ? — dine forældre er ikke med ? spurgte Nero bestyrtet over det vovelige skridt , som Karlo , grevesønnen , havde vovet for hans skyld . Da Karlo hørte sine forældre nævne , for blodet fra hans kinder og han sagde skælvende : — ja , Nero , se kun på mig , jeg har vovet meget for din skyld ; jeg ved ille engang hvorledes mine forældre har det . — o , karle , Karlo , du lægger byrden på min sjæl ; dersom jeg « tfe var flygtet havde du nu været hos dine forældre , der nu måske er ulykkelige over din bortrejse . — o , Nero , lad os ikke tale derom , du gør mig så bedrøvet derved ; lad os dog være glade over gensynet . — ja , du har net , Karlo , sagde Nero udmattet af den lange tale ; kom , lad os gå ind i vort hotel , som ligger tæt herved , der kunne » i bedre tale sammen . Tause fulgtes de nu alle fire hen til hotellet ; de vare for bevægede til at tale . Man nåde langt om længe det hotel , hvor de boede , men Nero var så udmattet af sindsbevægelse og anstrengelse , at han måtte gå til sengs , hvor han kort efter faldt i søvn . Officeren og Karlo toge plads ved hans seng . Karlo var falden i tanker og hans uro for de kære i hjemmet trådte nu helt frem og ængstede ham forfærdeligt . Da det vovelige skridt var gjort , ængstedes han over dets kolossale størrelse ; tanken om dem , han sorgfulde havde efterladt i hjemmet , lod ham holde det trætte øje vågent og undte ham ingen ro hverken dag eller nat . Han støttede hovedet i hånden og stirrede mørk og sørgmodig ud i luften . Officeren lagde sin hånd-på hans skulder og sagde : — har også de i sinde at fremme vor retfærdige sag ved at tage parti med os ? Karlo så overrasket på ham og svarede : — ja , det var min mening , men jeg har betænkt mig . Med rynkede bryn hørte officeren dette , og sagde barsk og bidende : — nå , således ! Karlo for sammen og så uvilkårlig op på den mørke mand . — o , de « ager fejl , sagde han ; det var ikke frygt for mig selv , men , o gud ! jeg ræddes ved at tænke derpå ! Officeren , der var et medlidende menneske , lagde fortrolig hånden på Karlos skulder og sagde : — skønt jeg er en fremmed for dem , så tør jeg dog bede dem om at have fortrolighed til mig , min unge ven ; betro dem til mig , og jeg skal på bedste måde søge at hjælpe dem . — jeg har , begyndte Karlo , blød om hjertet ved den brave mands ord ; nydt en god opdragelse hjemme hos mine forældre ; men jeg er nu i færd med at begå en synd , så formastelig , at jeg ikke alene blues derved , men at jeg næsten er syg på sjæl og legeme . Jeg er , som de allerede ved , en spanier , og mine forældre er grev og grevinde lillier-tadlos . Officeren sprang overrasket et skridt tilbage . — hvorledes , de er en grevesøn ! råbte han ; og dog har de . . . — o , ti , jeg beder dem , lad mig ikke høre det mere ! bad Karlo . Jeg elsker ham der , som min Broder ; mine forældre havde taget ham til sig , men han var for stolt , han flygtede fra os og kort tid derefter kom jeg til højskolen i Paris ; men , o ve , o ve ! aldrig skal jeg glemme det ; jeg flygtede bort derfra og mine forældre vide intet , sket intet heraf . Jeg kender deres kærlighed til mig , de ville fortvivle , dersom de ikke hører noget fra mig . Officeren så spørgende og overrasket på Karlo ; han betragtede det blege ansigt og tænkte , at dersom han ikke hurtigst mulig fik budskab fra sine forældre , ville han nok selv snart bukke under af sorg og hjemve ; han lovede at gøre alt hvad der stod i hans magt for at hjælpe det unge menneske . Nero var vågnet ; han havde hørt Karlos sidste udtalelse ; han rejste sig overrende og betragtede den mismodige inglings blege ansigt og matte øjne ; han lagde fin hånd på hans hoved og så længe og deltagende på ham . — Karlo ! sagde han ; rejs hjem strar , hører du . — nej , Nero , nej , det kan jeg ikke ; du ved , at er jeg her først , så får du mig ikke så let bort igen . — men skriv i det mindste , sagde Nero ; jeg skal føje nogle ord til brevet . — ja , det skal jeg ; men er det sikkert , ar brevet vil komme til sit bestemmelsessted i disse urolige tider ? — o , med guds hjælp går det nok . — så lad os da skrive , Nero , ifald du føler dig stærk nok dertil . — jo , det kan jeg meget godt ; lad mig så lidt papir . Nero satte sig overrende og skrev ; Karlo havde snart fået et langt brev færdigt , og følte sig mere beroliget . Brevet blev sendt afsted med tusinde velsignelser og de fire unge mennesker satte sig til bords , for i hinandens selskab at nyde er godt måltid . attende kapitel . Følgen af tyranni . — jeg indvilliger ikke , frøken ; det kan ikke nytte hvad de siger , de skal blive hjemme , sagde Fru Tandy en dag til Lisette , der havde bedet om tilladelse til at gå over til grev Tadlos ' familie . Hun vidste at Hulda var bleven syg og at der var indtruffen et uventet dødsfald på godset ; men Fru Tandy var ubønhørlig , hun tillod på ingen måde at Lisette satte sin fod udenfor hus « . Den unge pige var helt falmet hen ; hun kunne ikke udholde tabet af sine kære forældre og Fru Tandys evige tyranni ; hun vidste ikke at Fru Tandy ligeledes var utrøstelig ; det var . Sorgen over lioncls udebliven , der gjorde fruen så angst . Hvorfor blev han borte ? Hvorfor fik hun intet brev fra ham i det mindste ? . Hun var bekymre : og utrøstelig ; intet kunne Lisette gøre hende tilpas , alt var forkert og ofte vankede der prygl . , Lisette måtte mindes fin moders ord hundrede gange om dagen , for at finde kraft til at stå imod med ; men i dag havde Fru Tandy været helt rasende . Lisette havde endnu mærker på sin hvide Hals uf Fru Landys fingre , og nu , da hun bad om tilladelse til at gå over til grev Tadlos , blev Fru Tandy så vred , al hun blev kobberrød i ansigtetaldrig skal du få lov til at gå over til sligt lumpent pak , der viser sig så skændige mod pæne folk ! sagde hun arrigt . Lisette , der ikke kunne tåle at høre hende udskælde disse brave mennesker , som hun havde så inderlig kær , gav hende et bidende svar . Fru Tandy rejste sig , men Lisette løb af alle kræfter bort og fruen havde for megen korpulence til at følge hende . — jeg skal hævne mig , sagde hun truende , da Lisette var ude af døren . Du spiller mig på næsen , godt ! vi erklære hinanden krig , — lad os så se hvem der vinder sejr . — du er for streng imod hende , moder , sagde en ung mand , der udemærket havde sneget sig ind i værelset . -- Lionel ! Lionel ! råbte Fru Tandy begejstret ; gud hvor jeg dog er lykkelig . . . Du har udrettet mit ærinde og er allerede her ! Ja , jeg har været helt ængstelig for dig og de kære juveler ; sig mig dog hvorledes det er gået dig ? Lionel så helt nedslagen og bedrevet ud . — men herregud , sig mig dog hvorledes det er gået dig , Lionel ; er juvelerne nu anbragte på et sikkert sted ? — javel , moder , så sikkert , af ingen aner det , uden du og jeg ! — godt , godt , min søn , videre , videre ! råbte Fru Tandy i den højeste spænding . Lionel soenkede hovedet og så på sin moder uden af svare . -- min gud , Lionel , tael dog , tael ; hvad går der dog af dig . min dreng ? — moder , svarede Lionel ; jeg har udrettet mit serinde meget flet ; seer du , jeg er bleven overfaldet af røvere og disse have nu smykkerne i deres eic — og endda var jeg næer ved af miste livet , hvis ikke den gamle havde frelst mig . Fru Lionel var frygtelig af se til i dette dieblik . Smerten og raseriet fortrak hendes ansigt så forfærdeligt , af Lionel blev ganske bange . — kjæere moder , ville du da hellere have af jeg skulle blive der , for af udsæette mit liv for morder » Dolken ? Hvad kan de usle juveler veje op mod et menneskeliv . —- usling ! var alt det Fru Tandy kunne få over sine frådende læeder . Hun gik , smykkede døren hårdt i efter sig og Lionel var alene . Da trådte Lisette ind ad en anden der . — er hun gået ? hviskedee hun til Lionel . -- ja , frøken ; kom her hen til mig og frost mig lidt ; moder har aldeles slået hånden as mig ! — trøste dem ? sagde Lisette og sænkede hoveder ; jeg som selv trænger til trøst , hvor kan jeg påtage mig at trøste andre . — se blot på mig med deres milde , blide øjne , og hør mig ; har jeg da så stor uret , fordi jeg flygtede fra smykkerne ? — hvilke smykker ? spurgte Lisette forbavset . — å , de ved måske ikke at jeg var borte for at gemme . . . I det samme trådte Fru Tandy ind ; hendes kobberrøde ansigt og vidt opspilede øjne forrådte såvel indre som ydre kamp . Hun styrede lige hen mod Lisette ; den stakkels pige blev betagen af en sådan skræk , at hun styrtede hen til Lionel og sagde : - o , frels mig dog , frels mig ! Hun klyngede sig til hans arm og så ham bedende ind i vinene . Lionel , der ikke havde så liden sands for kvindelig skønhed , fslte sig smigret over hendes tillid ; han slyngede armen fast om hendes ranke liv og trykkede hende tæt op til sig . Aldrig havde han sølt sig så stærk som nu . Fru Tandy så på dette med et ondskabsfuldt smil , - det var jo netop som hun onsfede det . — kom frem , min frøken , sagde hun barsk ; jeg har et ord at tale med dem . Lisette rystede og skælvede som et espeløv , men svarede ikke . — du kan lige så gerne gå igen , moder , thi godvillig udleverer jeg dig ikke freken petit , sagde Lionel bestemt . — gjsr du ikke ? svarede hans moder og satte hænderne i siden . — nej , på ingen måde . — men frøken , jeg befaler dem og de skal lystre mig , hvæsede Fru Tandy atter . — lad mig hellere gå , bad Lisette , der ikke rigtig kunne finde sig i Lionels varme omfavnelse . — nej , frøken ; min moder er opbragt på mig , og hun er i stand til at lade dem undgælde derfor ; de skal ikke lide for min skyld ! Men Lisette snoede sig med magt ud as hans arm og ilede hen til Fru Tandy . — bær ikke for streng imod mig ! sagde hun bønfaldende . Fru Tandy svarede ikke , men pegede hen på døren . Lisette løb mere end hun gik hen til døren og snart var hun forsvunden for deres blik . Hun styrtede ind på sit eget lille værelse kastede sig på knæ og bad om frelse fra sine bevogter « ; hun græd bitterlig og tænkte på fin moder og fader , som havde forladt hende så tidligt . Hvilket himmerige kunne hun ikke have haft istedenfør nu , da fremmede herskede i hendes hjem , og hun selv måtte lade sig beherske af dem . Hun rejste sig op , styrket ved bønnen ; hun holdt hånden op til panden , — hvad , om hun flygtede dort fra dette frygtelige sted og gik til fin formynder for at bede om hjælp . Hun satte sig på en stol og tænkte efter ; hendes beslutning var snart tagen . Hvad havde hun vel at miste ? - ja , men hvad vinder jeg vel ? tænkte hun ved sig selv . Jø , i alle tilfælde dvg det , at jeg er min egen herre og kan gøre hvad jeg vil ! Hun sprang op ; det var en herlig tanke . Hun mærkede ikke at Lionel var trådt ind og stod og betragtede hendes skønne anfigt . Hun vedblev at tænke videre . Lionel lagde fin hånd på hendes skulder , — hun for tilbage , angst for at det skulle være Fru Tandy , der havde opsøgt hende , men da hun så Lionels anfigt blev hun mere beroliget . — jeg skal ud at hjælpe pigen , sagde hun og ville gå . — nej , Lisette , bliv , jeg må tale med dem . — de har intet at tale om med mig , sagde Lisette næsten mut . Lionel greb hende om livet og trykkede hende fast op til sig ; men Lisette blev vred herover og sagde : — de må ikke være så fri imod mig ; det gør mig ondt at måtte sige dem det , men jeg vil ikke tåle dej . — jo , de vil , sagde Lionel ; de vil tåle det , når de erfarer , at de er min brud . Min moder har lovet mig det og de ved at de må adlyde . — ikke endnu , sagde Lisette opbragt ; jeg har gudskelov en formynder og han vil sætte sig imod en så uforskammet intrige og der er længe til inden jeg bliver myndig ; altså indser de nok . . . Lionel slap hende betuttet . - ja , men frøken Lisette , jeg elsker dem , sagde Lionel mismodig ; kan de være så grusom at lade mig vente i den lange tid . — o jo , svarede Lisette ; jeg kan være så grusom at lade dem vente en evighed , — ja , jeg vil endog bede gud om det må vare så længe ! I det samme smuttede hun ud af døren . Lionel gik hen til den anden udgang , idet han mumlede : — gudskelov , jeg har døg en moder , ellers ville hun være tabt for mig ! Aftenen brød frem ; alt var stille som i graven i Jean petits hus . Fru Tandy var vant til at gå tidlig til sengs og skjøndt Lionel var en stor sværmer , måtte han døg finde sig i dette . Kun Lisette var vågen ; hun sad på tit værelse , fuldstændig påklædt og med en stor byldt liggende foran sig . Hun havde en stor nøgle i hånden , som hun krampagtig knugede til sit bryst . Klokken slog nu 1l og Lisette rejste sig op ; rådvild så hun sig omkring . — skal jeg gå ? tænkte hun ved sig selv . — nu eller aldrig ! hviskedee hendes hjerte og hun tog byldten og trådte lydløst ud på gangen . Hun listede sig ned ad trappen og opskræmmedes som en hare ved den mindste lyd . Endelig nåde hun porren ; hun prøvede om det var den rigtige nøgle hun havde fået med ; jo , den passede . Porten knagede på fine hængsler og Lisette trådte forskrækket tilbage , men hun hørte ikke noget og fortsatte sin vej . Hun trådte ud på vejen . — o , hvor det er mørkt ! stønnede hun ; hvorledes skal jeg dog komme frem ? Forsigtig gik hun fremad ; for hvert skridt skælvede den svage pige . — hvad om hun kom efter mig ! tænkte Lisette og gav sig tisk at løbe . Hun lød så længe , indtil hendes trætte fødder ikke længer kunne bære hende . Da satte hun sig på en træstub ; hun havde fået mere mod siden hun ikke kunne se huset længer . Da hun havde hvilet sig lidt begyndte hun atter sit lød ; hun syntes at have fået nye kræfter ved tanken om , at hun snart ville komme til de mennesker , som holdt så meget af hende og som hun elskede så højt . Men Lisette bedrøg sig selv . Hun havde løbet længe og dej blev høj lys dag , men endnu havde hun ikke set andet end skov og atter skov ; hun fortvivlede dog ikke , — troen på gud og tanken om at han snart ville hjælpe hende , styrkede hende , og hun sprang let som en hind omkring i græsset , glad øver den dejlige sol , som opvarmede hendes kolde legeme ; men nu plagedes Lisette af sult og hun satte sig ned i græsset , for al overtænke hvorledes hun bedst og hurtigst skulle nå hen til grev Tadlos ' gods . Glad og lykkelig ved tanken om at blive modtagen af disse kære mennesker , sprang hun op og lød det bedste hun kunne . Hvem der havde set hende her , midt i den ville skov , med den lette hvide kjole om de ranke lemmer og lokkerne bølgende om den blide pande , ville have antaget hende for en lykkens fe , der svævede hen ad jørden for at give den velsignelse . Lisette for afsled ; hun var ikke langt fra at synge af glæde , som fuglen , der flipper ud af det trange bur ; men hun blev træt og da middagen kom følte hun sig udmattet af sult og træthed , så at hun næppe kunne få benene med sig . Endelig skimtede hun tegn til at hun befandt sig i nærheden af nogle huse . Hun følte en så underlig døs at hun næsten ikke kunne flytte en fod . — min gud , hvad er det ? stønnede hun og holdt sig for hjertet . Hun blev bleg og flæbte sig med møje hen ad vejen ; endelig nåde hun husene , men hun betragtede disse overrasket ; istedenfor at sinde grev Tadlos ' gods , så hun en lang smuk gade med prægtige huse . — min gud , hvad er dette ? mumlede hun og satte sig på trappen af et meget stort hus ; hun så hen til den anden side , der var en stor port på huset , hvori der stod en masse tjenere , som havde travlt med at læsse rejsetøi på en vogn . Lisette følte sig skrækkelig udmattet ; hun lukkede vinene for den brændende sol og faldt snart issvn . nittende kapitel . Bifæettelfen . På grev Tadlos ' gods var alt uforandret . Den unge frue lå på sit smertensleke og den gamle på sit dødsleje . På godset var indrettet et kapel , som havde tilhørt de tidligere slægter af grev Tadlos ; det var pragtfuldt udstyret , og beliggende i den yderste udkant af haven . Her stod grevinde « le Tadlos ' lig ; den pragtfulde kiste stod på en høj fod og var behængt med utallige blomster og krandse . To store lys vare stillede ved hovedet af kisten og ser mindre på siderne af denne . Hele kammeret var beklædt med sort fløjl , der atter vare besatte med massive sslvstjerner . I kisten lå den kære afdøde , som havde været så lykkelig , men tillige så ulykkelig ; der lå hun i det hvide lin ; hun havde engang i levende live bedet om at måtte få sin datters hårlok med i kisten . Denne hårlok var indfattet i en lille medaillons , som hun holdt i hånden . Det hele tog sig sørgeligt men pragtfuldt ud . Bed enden af kisten sad en mand på en stol ; det var den gamle Greve . Det hvide hår hang ham ned over det sorgfulde ansigt , som han skjulte i hænderne ; han kunne ikke græde , men af og til steg et smerteligt suk frem fra hans læber . hans datters sygdom smertede ham meget , men hans kones død , det var mere end han kunne bære ; han var på de sidste dage bleven aldeles hvidhåret . Ved hovedenden af kisten knælede en ung , smuk pige ; hun var iført sort floils kjole og var iøvrigt helt sort klædt . Det fine , blege ansigt var badet i tårer . Hænderne vare fast sammenfoldede og hun bad inderligt ved sin bedstemoders kiste , thi det var Dinora . Hun rejste sig og nærmede sig med sagte skridt til bedstefaderen ; hun lagde armen om hans Hals og kyssede ham . — vær ikke så bedrøvet , sagde hun kærligt ; nu har bedstemoder det jo så godt . Kom , lad os gå op og se hvorledes moder har det . — gå du , mit barn , sagde greven med svag stemme ; jeg vil blive her . — ak , bedstefader , hør mig dog , du bliver syg , når du vedbliver at sidde her . Tror du , at bedstemoder ville tåle det , dersom hun levede . Greven smilede vemodig over den unge piges ord og sagde : - lad mig nu være i fred , lille Dinora , og gå op til din moder ! Dinora kyssede atter den gamle mand og gik . Hun ilede op på sit værelse for at klæde sig om ; hendes moder måtte ikke se at hun var sort klædt , thi hvad ville der da blive af det , hvis hun erfarede grevindens død . Dinora var snart fæerdig med påklcrdningen og trådte kort efter ind til sin moder ; denne lå henstrakt på sit leje , bleg og afmagret , og de engang så fljønne øjne stirrede udtryksløse ud i rummet . En sagte mumlen lød uafbrudt fra hendes l « bær ; dun kendte hverken Dinora eller nogen anden af familien . Dinora lagde sit øre til moderens mund for at høre hvad der var hun hviskedee . — Karlo . . . Nero . . Konrad , . . . Karlo . . . Nero . . . Konrad ! hviskedee hun i det uendelige . Når læagen som var hun helt ustyrlig og der måtte til enhver tid være vagt ved hendes seng . Dinoras fader kom i der samme ind . — hvad bestiller du her , lille Dinora ? sagde han ømr . — jeg lytter til hvad moder siger , sagde hun rødmende . — gå ind på dit læerelse , min pige , sagde Charles og klappede hende på hovedet . Dinora forlod værelset og Charles satte sig ved sengen . Han røg vuldas hcrnder i sine og kyssede dem inderligt . Hulda reifte sig op og sagde : - har du set ham ? Charles sæenkede lynene for det stirrende blik hun kastede på ham . — har du set ham ? gentog Hulda . — ja , ja , sagde Charles , nær ved at briste af fortvivlelse . Hulda trak fine hænder til sig , flyttede sig helt ud på sengekanten og sagde ivrigt : — hvor så du ham ? Havde han Karlo med ? — ja , svarede Charles . — nu , så lad mig se ham . — han er ikke her , kære Hulda , han er jo på høiskølen . Hulda tænkte lidt efter ; derpå » pflog hun en uhyggelig vild latter og råbte : — på høiskølen ! hahahaha ! Nei- du bedrager mig , alle bedrage mig ! Ja , nu mærker jeg dej , jeger jo fangen i en røverhule hvor man kun vil pine og plage mig ! Charles kaldte hende ved de ømmeste navne , kyssede og kærtegnede hende , men det hjalp alt sammen intet , da rejste han sig og tårekvalt bad han vågekoncn at sidde ved sengen , medens han fjernede sig et øjeblik . Vågekonen katte sig og Hulda mumlede : — gud ske lov at han går , så har jeg da fred ! Hun sukkede dybt og lagde sig tilbage i sengen . Da hørtes pludselig kirkeklokkerne ringe . — hvad er det ? råbte Hulda og for op . O , madam , hav medlidenhed med mig . . . lad mig komme hen i kirken og se dem . — hvilket vil de se , nådige frue ; det er jo kun en begravelse man er i færd med . Hulda gyste og sagde som det lod til temmelig fornuftig : — hvem er det som skal begraves ? Bågekonen stred med sig selv ; hun vidste nok hvem det var , men hun vidste ikke om hun måtte sige det til patienten og hun frygtede for følgerne , som det kunne have . Men Hulda trængte ind på hende . — nå , sig mig så hvem det er ! råbte hun heftigt . Bågekonen tog mod til sig og sagde med bekymret stemme : — ak , det er min mand ! — nej , nej , de vil bedrage mig , som alle de andre ! råbte hun . Men vent , vent , så vil kirkeklokkerne også ringe for mig , og gud vil hævne mig på eder ! Karlo er død , Dinora er død , men moder lever og derfor vil jeg også leve , for dør jeg , så døer også hun . . . hører de , hun vil dø dersom hun erfarer det ! Kirkeklokkerne vedblev at ringe for den gamle grevinde og Hulda foldede hænderne og hævede de matte øjne mod himlen . Pludselig tog hun hånden op til hovedet og sagde : — gud , min gud , hvor jeg lider . Hendes øjne slode aldeles stive og det blik hvormed hun betragtede døren , forklarede tydelig nok at hun ville prøve på at tage flugten . konen ringede for at få hjælp og lægen kom i der samme ind . Hulda havde en sådan skræk for lægen , at hun gav er højt skrig fra sig og holdr hænderne for ansigtet . Tyvende kapitel . Skæebnens spilsom vi tidligere have bemærket sad Lisette på trappen af et elegant hus . Hun var falden i søvn af udmattelse ; den brændende sol havde gjort hende døsig og hun sov fast og tryg . En af de tjenere , der bragte tøj ned til vognen , så den fine blege pige sidde på trappen . Han gik hen til hende , men Lisette hørte ikke at han kaldte på hende , dertil sov hun for fast . Han meldte det til sin frue , at en ung dame sad på trappen og sov . Da fruen hørte dette , befalede hun at bringe damen op til hende . Tjenerne adlød og ved forenede bestræbelser lykkedes de « dem at få Lisette vågen . Hun så sig forbavset om og sagde : — hvor er jeg ; hvad er der for en tummel ? tjeneren bød hende venligt fin arm , da hun var » oær ved at falde , men Lisette , der ikke var vant til en sådan -fortrolighed hos tienerne , kodte ham stolt tilbage . Da tjeneren forklarede hende sit wrinde fra fruen , var hun strar villig til at gå op og tale med den gøde dame ; hun var både tørstig og sulten og havde jø intet sted at fy hen nu , da hun var faret vild . Hun gik med møre op ad de brede trapper og stod snart i et elegant vcærelse . Hun formåede næppe at holde sig oprejst , alt svimlede for hende og hun måtte holde sig fast ved en stol for ikke at falde . Da trådte en kjæempestor kvinde , iført en kostbar rejsedragt , ind i bæerelset ; med stolte og majestcetiffe skridt næermede hun sig den ffæelvende Lisette . Hun tog plads i en med flsiel betrukken gyngestol og gyngede irem og tilbage , medens hun i taushed betragtede den unge pige med et forskende blik . Det var for Lisette som skulle hun synke i jorden af skræek . Hun holdt sine øjne fæestede mod gulvet og ventede at den strenge dame ffulde tiltale hende . Hun mærkede , hvorledes den gamle dames stolte bydende blik målte hende fra top til tå . Pludselig opffræemmedes Lisette ved at en stemme , ligesom susende gennem luften , opfordrede hende til at tale . Lisette for sammen og sagde skælvende : — nådige frue ! Deres tjener befalede mig at gå herop , da de ville tale med mig . fruen rettede sig i stolen og sagde : — nå , således ; hvem er de da og hvorfra kommer de ? Lisettes stolthed oprørtes over dette spørgsmål ; turde vel nogen tvivle på af hun var komtesse petit ? Hun rettede sine skønne øjne mod den fremmede dame og sagde stolt : — jeg er ikke kommen herop af egen tilskyndelse ; de lod mig kalde , nådige frue , og jeg venter derfor på af få af vide hvad de vil mig ! Fruen rynkede de tætte bryn og bed sig i læberne over bette svar ; hun indså af hunde havde en sket og ret pige for sig , men en ung dame af stand . Med blidere stemme vedblev hun derfor : — min frøken , de seer af jeg skal rejse ; har de lyst til af være min og min datters selskaberinde i nogen tid på denne rejse ? — bi tage til Frankrig . Lisette for op og sagde : — nej , nådige frue , det kan , det vil jeg ikke ! — men de skal , min nådige ! skreg fruen , purpurrød af brede over , af et menneske vovede af modsige hende . Vi rejse strar og de skal tage med ! Lisette var først bleven vred , derpå frygtede hun for den strenge dame ; hun fik dog ikke tid til af tænke herover , thi en ung , smuk og elegant klædt dame trådte i det samme ind . Hun blev overrasket stående foran Lisette , idet hun udbrød : - en fremmed dame , mama , hvem er det ? Lisette turde ikke hæve vinene fra gulvet . Den unge dame , der havde fået nogle oplysninger af sin moder , nærmede sig Lisette og sagde : — undskyld , frøken ! men da min moder har ladet dem kalde herop , så synes jeg også at de bør tage imod hendes tilbud . Vi træenge særdeles til en dame , som kan adsprede os lidt , og da de har vundet vort hele bifald , så beder jeg dem indstæendig at tage med os på den kedelige rejse . De må ikke væere vred på mama fordi hun er lidt hæefiig . Lisette vovede ikke at se op ; hun ffæelvede over hele legemet og ville have givet meget til , dersom hun kunne få lov til at sætte sig ned . Den unge dame så med medlidenhed på hendes blege ansigt og nødede hende til at sætte sig ned . I lang tid talte hun med hende og Lisette fandt behag i den venlige unge pige . — nå , vil de så ? sagde hun . Bi rejse strar og de tager med , ikke sandt , min lille veninde ? O , vi skulle have det så godt , så godt ! Hun lagde sin arm om Lisettes Hals ; den unge pige kunne ikke modstå denne venlighed ; hun nikkede med hovedet og alt var afgjort . Lisette tæenkte med glæede på det liv hun nu skulle føre . Hvor yndigt , at have en så venlig dame ved sin side , der kunne væere hende behjæelpelig med råd og dåd . Efter at hun havde fået en smuk neisedragt på , der klæedte hende udmæerket , syntes hun at hendes lykke var gjort ; dog tænkte hun med rædsel vå , at det måske var muligt for Fru Landy endnu engang at få fat i hende . — ak , gud give at vi vare rejste ! tankte hun , og utålmodig stampede hun lidt i gulvet . Hun vendte sig om , det forekom hende at hun bag ved sig børte nogen udbryde : , , ah ! “ En ung , meget smuk herre stod bag kende ; ban var temmelig bei og havde et venligt , lidt sørgmodigt anfigt . Lisette for rødmende sammen og ventede at han skulle tiltale hende . Formodentlig var han medlem af familien . Han så fast på vende og sægde : — frøken ! da her ingen er , som kan forestille mig for dem , så må jeg selv fremstille mig som ssn af huset . Jeg derimod kender til fulde dvem de er og jeg skulle anmode dem om at komme ned , da vognene er forsvæendte og min moder og Køster er fæerdige til at tage afsted ; som jeg seer er de nok også parat . Lisetle nejede og ville gå . — tillader de , frøken ! sagde den unge mand og bød hende fin arm . Lisetle modtøg den uden nogen indvending , og han hjalp hende høflig ind i vognen , hvor fruen og frøkenen allerede havde taget plads ; selv satte han sig ved lignes side . Denne vedblev at have vinene fæstede mød jorden ; hun var uhyre forlegen og uopmærlsom i højeste grad . hun følte , at den unge mands dristige blik uafbrudt hvilede vå hende , og uden at hun kunne giørc sig nogen nede derfor , mishagede det hende . Den unge mand så kun lisetle , følte kun hendes næervcerelse og drsmte kun om den unge , blide pige , der sad så nær ved ham . Hans moder og hans Køster bemærkede han flet ikke , kun lisetle blev iagttaget ; tabte hun sit lommetsrklcede , var det strar vå vendes skød igen ; syntes hun at der blev for kvalmt i vognen » lukkede han strar vinduet op , uden hensyn til sin moder eller søster , og lod den friske luft virke velgørende vå den unge pige . Lisette hverken så eller børte noget til hans galanterier , vendes tanker vare ved Paris , endelig skulle hun se denne stad , som hun allerede engang tidligere havde været på vejen til . Da randt det hende i tanker , hvorledes røverne bavde bebandlet hendes forældre ; hun b ! ev æengstelig , — hvad , om de nu atter kom og forstyrrede hendes fred , nu , da hun var så glad over at vcrre børte fra sit stygge hjem . Hun gyste uvilkårlig . Den unge frøken , som dele tiden havde lagt mæerke til Lisette , så hende gyse . — hvad er det de fejler , jeg synes de bliver ' 9g ! sagde hun . Mefte så op og mødte frøkenens ffjonne dine . O , udbrød dun ; jeg rcenkte på , at jeg , da leg forrige gang kørte denne vej , oplevede noget ganske forfærdeligt ; thi både fader , moder og jeg faldt i hænderne på røvere , der hærfede her i egne » , og vi havde vel næppe sluppet derfra , dersom ikke . . . — dersom ikke ? råbte den korpulente dame , der var af et meget romantisk gemyt ; hvad . . . hvad ville de have sagt ? Den gamle dame i og sig så mversom ud ved den spænding , hendes ansigt havde antaget , at Lisette næsten ikke kunne bare sig for at smile . — ja , vedblev Lisette ; hvis ikke en lille dreng på 14 — 15 år så modig havde taget sig af os , havde det sikkert været ude med os . — hvor var denne dreng og hvem var det ? Råbte den gamle dame . Sug mig det , frøken , de spænder mig på pinebænken . Lisette , der var bleven eftertænksom ved de minder der dukkede op for hende , syntes ikke at ville svare , men den gamle dame tog hende « blidt i armen og sagde : — hvorfor er de vel vor selskabsdame ? Ikke for at sidde og hænge med hovedet , men de skal underholde os , — fortælle os om alt hvad der foregår i verden . Skjondt Lisette var bleven dybt fornærmet over fruens ord , kunne hun dog næsten ikke bare sig for at le ; men den gode dame var ikke til at spøge med ; Lisette fik en god portion skænd og derpå blev alt stille i nogen tid . Ingen havde vovet at tage liscttcs forsvar lige overfor moderen , der var meget opbragt . Lisette havde sat sig i et hjørne af vognen og tænkte på gamle tider ; hun var allerede så vant til skænd , at det næsten ikke efterlod noget indtryk på hende . Bi ville forlade hende her og først opsøge hende i Frankrig , hvortil hele familien rejste . Enogtyvende kapitel . Selskabsdamen bi ville nu begive os til et af de smukkeste og bedste huse i montmartregaden i Paris . Det er en stor og meget anseelig bygning , der beundres af alle , men om dens beboere tales allehånde . Nogle mene at de er gjrrrige , og andre , ar der har . . . og så nikker man med hovedet og siger : — jo , vi ved besked ! Men nok af det , huset har intet godt rygte på sig ; tjenestefolkene skifte hver ottende dag og alle de , der have haft den ære at tjene der , give fruen og frøkenen et så godt skudsmål , at folk absolut måtte så det sande sammenhæng at vide . — og så den stakkels selskabsdame ! hed det ; det er drøjt hvad hun må gå igennem , ja det er mageløst . Således gik nu bysnakken og hvorledes det forholdt sig ville vi snart få at vide . I den store vragtfulde dagligstue sad om et rundt bord tre damer , de samme som vi forlod i vognen på vejen til Frankrig . Wefte sad ved den ene side af bordet , den korpulente dame og hendes datter ved den anden . De vare fra England og deres navn var Elling . Lisette sad med en bøg i hånden og læeste hsit kor damerne . Mrs , Elling børte opmærksomt efter , men datteren var i dårligt humør og hun skændte uovborligt på Lisette , på grund af hendes oplysning . Wefte boldt det standhaftigt ud , men af og til fortrak vendes mund sig til et smerteligt smil , og stundom kom vel også en tåre i hendes die . Den gamle dame var heller ikke velvillig stemt ; bendes strenge blik søgte kisettes person og der var altid noget i vejen ; enten var hendes klædedragt ikke god nok eller hun sad ikke pcrnt nok ; så var hun for venlig mod deres gjcrster og så var hun for mut ; intet gjorde hun tilpas , og hendes lod som selskabsdame var virkelig ikke misundelsesvæerdig . Men hvad havde den stakkels Lisette vel at vælge imellem ? Hun måtte blive , — hvor skulle hun vel få en anden plads fra ? Altså , mefte måtte blive , indtil der tilbød sig noget bedre for hende . Hun fortrød dog ikke at hun var gået fra sit hjem ; tværtimod , tanken om Fru Tandy forskrækkede hende så meget , at hun foretrak at blive hos mrs . Elling , selv om hun skulle veje nok så meget . Mette havde læest bogen til ende og begge damerne rejste sig op . Lisette greb et broderi og begyndte på dette . — nej , udbrød miss Elling ; rag denne krave og sy den færdig ; men det må fle hurtigt , jeg flat have den på i tteatret i aften . Lisette tog den stiltiende og satte sig ved vinduet for at sy den fæerdig . Begge de andre damer gik på deres værelser . Lisette lod sit arbejde hvile i hænderne og hendes Line stod fulde af tårer . Hun havde nu vieret er år hos mrs . Elling og i den tid havde hun haft mange drøje timer og hun havde haft al sin blidhed behov for ikke at glemme sig selv . Men i dag havde begge damerne overtruffet sig selv i at plage hende ; hun havde ikke haft en eneste rolig time i denne dag og nu var det dog snart aften . Der var kun en , der viste hende venlighed i dette hus , og der var sønnen , mr . Ellis ; han tog hendes parti til enhver tid , fljcrndte på søsteren og moderen , når de vare for flemme , og lettede så godt som muligt meftes skcedne . Lisette var ham også meget taknemlig derfor . når han således havde forsvaret hende sendte hun ham et taknemligt blik . Lisette for op af fine tanker ; hun syntes at nogen nærmede sig døren . Hun greb kraven og syede af alle kræfter da mr . Elling trådte ind . — ah , i dag har frøkenen dog fred , sagde han venlig og satte sig hos hende . Lisette drog et dybt suk og svarede ikke . — o , de må ikke anstrenge deres små fingre , vedblev han ; de kan ikke tåle det . Lisette rødmede idet hun sagde : — 0 , jeg kan tåle meget ! Hun vedblev at sy og der indtrådte en lang pause . Otto — således hed den unge mr . Elling — greb en Avis og læste i nogle minutter . — har de været i tteatret for nylig , frøken Lisette ? sagde han . — nej , jeg bryder mig ikke om at komme der ; det er ikke så rart når man er alene . — går da min moder og søster ikke med dem ? sagde Otto idet han sprang op . — nej , de køre alene , sagde Lisette og rødmede atter . — ja så , sagde Otto meget betydningsfuldt . Lisette syede atter på kraven og da miss Elling kort efter trådte ind , var den færdig . — er de færdig , frøken ? sagde hun og stillede fig foran Lisette , med fine ondskabsfulde øjne betragtende Lisette og Otto . Den stakkels pige blev afverlende rød og bleg og rakte hende kraven , idet hun fremstammede : — jo , miss Elling , her er den ! Denne tog den ublidt fra hende og befalede hende at være behjælpelig med at binde den . Hun stillede . sig foran spejlet og kraven klædte den smukke blondine udmærket . - hvor de vil blive smuk i aften , sagde Lisette godmodig smilende og rettede lidt på hendes påklædning . — synes de ? sagde miss Elling tilfreds og betragtede sig selv i spejlet . - dog ikke så smuk som de , frøken Lisette , i deres daglige dragt , sagde Otto , der havde betragte^ den hele scene . Miss Elling for op , som bidt af en slange . Hun tilkastede Lisette et harmfuldt blik og broderen et lignende , og sagde : — du ønsker måske helst at være alene ; nuvel , jeg skal ikke genere dig ! Dermed gik hun , idet hun tilkastede Lisette et eget blik . Rystende over alle lemmer var Lisette bleven slående på samme plet , med øjnene hæftede mod jorden og skamrødmen endnu på de skyldfrie kinder . Hvor smuk var hun ikke i dette øjeblik ! Otto tænkte vist beder samme , thi han betragtede den stakkels forurettede Lisette med et emt blik . Han rkiffe sig og gik ; i dette øiedlik kunne han ikke trøste den ulykkelige Lisette og fandt der derfor rådeligst at gå . Neppe var han gået før Lisette brast i gråd . — gud , min gud , har jeg da fortjent at hun er så ond imod mig ? Er jeg da ikke tålmodig og god imod hende , som blev vred fordi han sagde at jeg så bedre ud end hende . Men hvorfor sagde han også sådan noget , da han dog måtte indse ar der ville vække så megen uvilje imod mig ; han seer dog , at jeg har sorg nok endda ! Hun blev afbrudt i sine tanker ved at døren åbnedes og begge damerne trådte ind , aldeles påkloedte til ar tage i tteatret . — nå , de er alene ! råbte den gamle med en egen mine ; så han er gået ? — hvem , hvem ? spurgte Lisette betuttet , da hun ikke ftrar fattede den gode frues ord . Fruen svarede ikke , men befalede Lisette ar klsde sig på til ar tage i tteatret med dem , da det ikke var rådeligt af lade hende væere alene hjemme . Lisette gik op på sit værelse , uden rigtig af fane hendes ord . Hun var snart pyntet og ilede ned til dem igen . — mm gud ! udbrød fruen , hvilken let dragt ; således bruge vi den ikke her i Frankrig ; tror de ar mit uffylvkge barn skal sidde ved siden af dem i den dragt ? Nej , min skønne , vil de lå ikke behage af age deres andre klæeder på og blive hjemme ! hvor krænket Lisette sølte sig og hvor harmfuld hun end var , kom der dog ikke et ord over hendes læber ; hun nejede dybt for dem og gik atter op på sit værelse , men idet hun vendte sig om , skjulte hun ansigtet med sin viste , for af ikke de frembrydende tårer skulle ses . Lisette blev længe på sit værelse ; hun var i et hæftig « oprør over fruens adfærd og over det skadefro smil , som havde spillet om miss Ellings mund , da Lisette sik de bidende bebrejdelser . Hun havde sat sig i sofaen og taget sin moders portræt frem , da det ringede på hende . Lisette for ned i dagligstuen og derfra til spisestuen , men der var ingen at se . Da trådte husjomfruen ind og sagde , at hun havde taget sig den frihed at ringe , da den unge herre havde bedet hende om at kalde på hende . Lisette blev både rød og bleg ; han havde ladet hende kalde for sig , han var altså ikke med i tteatret . Hun fik dog ikke tid til betragtninger , thi Otto trådte kort efter ind . Han hilste høflig på Lisette og sagde : — jeg har ikke stor lyst at drikke min the alene iaften og lod derfor Annette bede dem om at komme ned ; har hun udrettet mit ærinde og har de godvillig viist mig denne lille tjeneste ? Lisette nikkede med hovedet og sagde : — de befaler og jeg adlyder . — ikke således , Lisette ; hvor kan de trø , at jeg vil befale over dem ? Nej , nej , jeg beder dem indstændig , vil de drikke deres the i fællesskab med mig ? Er det dem imod , da vil det gøre mig meget ondt . men jeg må da finde mig i at være ene ; derfor sendte jeg husjomfruen op til dem . — har de sendt husjomfruen op fil mig ? udbrød Lisette . Og hun ringede på mig . — ringede hun , den uforskammede ! ja så begriber jeg , at de må være vred på mig ; men jeg forsikrer dem , det er ikke min skyld . Lisette satte sig ved bordet uden at svare . Hun skænkede theen og de drak begge i taushed ; dog havde Otto hverken tanke eller sind for at bryde denne taushed , — han holdt fast derpå , han vidste ikke hvad det næste minut ville bringe ham . De havde drukket theen og Lisette rejste sig for at gå . — o , nej , nej , bliv , frøken , sagde Otto i synlig bevægelse og rejste sig . De må ikke gå eudnu , da det vil . . . Lisette betragtede ham ængsteligt . — hvad vil de , mr . Elling ? sagde hun koldt . Er der noget de ønsker , inden jeg går ? Han trådte hen fil hende , idet han sagde : — nej , frøken , nej , det var kun en øjeblikkelig indskydelse . Nej , jeg ønsker intet . Lisette nejede og forlod stuen , — men næppe var hun ude af døren , førend Otto fortrød sin tilbagehvldenhed ; han ilede efter hende og hun var ikke kommet ret langt før han indhentede hende . I vild ophidselse greb han hende om livet og trykkede hende fast op til sig . Lisette skælvede af angst og kunne ikke fremføre et eneste ord . — o , Lisette , hør mig dog et eneste øjeblik ! råbte han . Jeg elsker dem over alt , højere end alt på jorden . O , de må ikke afbryde mig ; lad mit forpinte hjerte få luft . . . jeg skipper dem ikke før de giver mig svar . O , gør mig lykkelig ! jeg kan intet udrette siden jeg har set dem . Et år har de været her , — et år så langt som ti før dem og som en måned før mig , der stadig har kunnet se dem , tale med dem , og mit hjerte har fundet glæde i at plage sig selv med den tanke : hun hader dig , hader dig som pesten , og dog elsker jeg hende så inderligt . Sn ' g mig , kære Lisette , kan de blive lykkelig ved min side og vil de gøre mig så lykkelig som nogen dødelig kan blive ? Lisette var afvekslende bleven rød og bleg ; hendes store smukke øjne antoge et vildt udtryk , og den anstrengelse hun gjorde før at skippe fra ham , afkræftede hende meget . — slip mig , skip mig ! skreg hun ; eller jeg råber om hjælp . Ikke nok med at deres møder og søster håner og ydmyger mig til enhver tid , — også de vil håne mig ! O , min gud , hvilken smerte ! O , møder , møder , tag mig til dig ; jeg vil ikke leve her mere , her er ikke andet end hån og kulde for mig på jorden ; hvad skal jeg leve for ? Otto , der var bleven roligere ved Lisettes smerte , havde sluppet hende og søgte nu at trøste hende . — gå bort , bort med deres tomme ord og flaue floskler ! Jeg hader og afskyer dem og om jeg ti gange blev tvungen til dem , ville jeg dog aldrig have dem . Nej , nej , ikke for alt , ikke for hele verden ! Hun løb over gulvet og op på sit værelse . I vild smerte kastede hun sig på sengen og græd til hun faldt i søvn . Da hun var gået holdt Otto hænderne for øjnene og mumlede : — alt , alt er tabt ! Den skrækkelige vished står for mig : hun vil aldrig blive min ! Han rejste sig og gik ind på sit værelse . Han sov ikke det mindste den nat . Da fruea og frøkenen kom hjem anede de mindst hvad der var sket i den tid de havde været borte . toogtyvende kapitel . Manden med posen kære læser ! et år springe vi over førend vi se hvorledes Fru lillier har det , — et år , hvori vi ikke har hørt noget til Lisette , men som har været meget rigt på afverlinger . Bi ville begive os til grev Tadlos ' gods og atter betragte den samme stue som sidst . Den samme dame sidder i sofaen og solen skinner atter på hende . Hun er meget bleg og har ikke kraft til at rulle gardinet ned . Hun sidder med et brev i hånden ; det er det brev fra Karlo og Nero , som blev sendt afsted da vi sidst vare hos dem ; hun har læst det flere hundrede gange i de tre måneder hun har haft det ; intet under da , at det er meget forkrøllet og næppe til at læse . Hulda havde i næsten et år ligget til sengs ; hendes sygdom havde gjort hende så svag , at hun først i de sidste dage havde begyndt at være oppe hele dagen . Hun var endnu meget afkræftet og behøvede hjælp til alt . Hendes moders død var bleven hende meddelt så lempelig som muligt og Hulda havde modtaget den sørgelige tidende med vemod , men dog nogenlunde rolig . Hendes fader havde siddet ved sengen hos hende ; det hvide hoved var bøjet under fortællingen og to store tårer trillede ned ad de magre kinder , men Dinora tørrede dem hurtig bort og kyssede ham . Hulda havde set hans tavse smerte og det havde dulmet hendes egen sorg for øjeblikket ; men den elskede moders billede stod ofte for hende og mange tårer blev offrede det kære minde , når ingen så det . Den dyrebare moder , der havde gået så meget igennem , var elsket og kunne ikke glemmes . Derfor skred Huldas helbredelse kun langsomt frem , thi hun led både på sjæl og legeme ; men endelig fejrede hun dog og efter det lange Års forlød kunne hun atter nogenlunde sund og rask sidde oppe . Hun var glad over at gud endnu havde holdt fin hånd over Karlo og hun havde i tit stille sind besluttet , at han skulle få dygtige skænd når han kom hjem , hvilket de ventede ret snart ville ske . Når hun stnndom talte derom , smilede Charles og tænkte ved sig selv , at hun vist ville glemme det når hun så ham . Alt stod for så vidt nogenlunde godt til- dersom ikke - sorgen over grevindens død havde pint Hulda så meget . Dinora var hele dagen hos hende og veg ikke fra hendes side . I de tre år , der vare forløbne , var hun bleven meget stor , og hendes skønhed overstrålede næsten dem alle . Det var også en sand vederkvægelse at e og høre hende , og Charles , hvis erklærede yndling hun var , elskede hende med en faders hele kærlighed , og der var ikke et ønffe hun udtalte , ser det strar blev efterkommet . Dinora elskede også sine foræeldre med et barns hele omhu og kjæerlighed ; hun gjæettede deres mindste ønfler . Moderen behandlede hun isæer med megen omhyggelighed , og da Hulda efter sin sygdom var bleven lidt gnaven og sæer , brugte hun sin forstand og snille for at tilfredsstille og opmuntre hende . En dag var Dinora nede i haven , for at plukke nogle blomster til sin moder ; da så hun pludselig en mand med en pose på ryggen langsomt komme over mod hende . Hun blev ikke vel til mode derved og hun kunne ikke begribe hvorfor Josva — således hed portneren — ville lade en fremmed mand komme ind i haven . Manden vedblev dog at gå og næermede sig mere og mere den skælvende Dinora ; men da han kom hen til hende , så hun at det var en hvidhåret olding ; hun kastede sine blomster og ilede hen til ham . Han så så dodstræet og syg ud og rakte sfelvende fin hånd ud imod hende . Dinora greb den og underststtede ham så godt hun førmåede ; men næppe havde han fslt hendes hoender i sine , før hans øjne sfjode lyn og den furede pande glattedes . Han så på Dinora med et halvt beundrende , halvt hadefuldt blik . — du ligner ikke nogen af din slægt , sagde han derpå . De ville være før stolte til at række mig hånden , når jeg var gammel og svag ; men du er god , meget god ! Han vedblev at holde hendes hænder i sine og mumlede før sig selv : — ja , god som solen er du , og stor som den ! Han lod atter sit bitt glide hen over hende . — har din fader og moder aldrig talt om din onkel ? sagde han pludselig . — mener de onkel petit , som er død ? Jo » Ham har fader og moder ofte talt om og han har tidt været her med tante Jutta og med deres Lisette ; men nu er de begge døde . Bedstemoder er også død og moder har været syg i et helt år og vi frygtede alle for at hun også ville forlade os . Dinoras øjne fyldtes med tårer ved erindringen herom . Mandens øjne gnistrede og halvhøjt hviskedee han : — jeg er hævnet , thi de har megen sorg ; men det skal ikke være nok dermed ! Han vendte sig atter om mvv Dinora og sagde : — nej , der var ikke den onkel , jeg mente ; men har dine forældre aldrig talt til dig om en onkel , som hed Konrad ? Dinora stirrede på manden med skræk og sagde : — er de denne onkel ? Han lod som om han ikke hørte hendes spørgsmål . — har de så talt til dig om -am ? råbte han . — nej , svarede Dinora med anstrengelse . Mandens øjne rullede vildt og han sagde , idet et spottende smil krusede hans læder : — de utaknemlige ! den på lykke så fattige onkel omtaler man ikke ; men bliv , jeg skal nok lade jer mærke , at jeg er til ! Jeg skal selv præsentere mig for herskabet og jeg skal ikke spare på føde ord . Dinora havde ængstelig fulgt mandens bevægelser , uden at kunne forstå hvad han sagde . Han holdt så saft om hendes hånd , at hun umulig kunne slippe fra ham ; hun var så angst , så hun ikke kunne sige et ord . Dinora erindrede sig , at hendes moder mange gange , når hun troede sig uset , havde udtalt dette navn med angst og bæven ; og dette navn skulle tilhøre en onkel af hende ? Nej , nej , det måtte være bedrageri ; denne mand kunne ikke være hendes onkel . Manden havde imidlertid betragtet Dinora ret nøic . — o , udbrød han ; i har en datter og jeg har en søn , men han fornægter mig , sin fader ! Manden sænkede bedrøvet hovedet og mumlede næsten højt : — Nero , min Nero ! Det gav et sæt i Dinora og ivrigt råbte hun : — kender de Nero ? Har de set ham ? O , tal menneske ! lever han endnu ? Jeg har lidt tænkt på ham ! Manden havde sluppet dinvras hånd og stirrede på hende som en gal . — hvad ved du om Nero ? råbte han . Har du set min søn ? — o , det er vist en fejltagelse , sagde Dinora ; den Nero , som var her , havde sort krøllet hår , store sorte øjne og . . . o , han var så smuk og så god . Ja , vi elskede ham alle sammen , men så flygtede han bort fra os . Han var engang bleven fangen af nogle røvere og ban måtte tilbringe sin barndom hos dem , men så frelste han onkel og tante petit , samt Lisette , der alle vare blevne fangne af røverne ; derfor holdt fader og moder og vi alle så meget as ham ; men han kunne ikke finde sig i at blive her , — han troede ikke at vi holdt af ham , — og så flygtede han bort fra os . Med førundring så Dinora på manden , da hun havde endt . Han stod med vidt opspilede øjne og hørte til ; hans anfigt var bleven meget blegt og hænderne knugede han fast sammen . — i har haft min Nero hos eder ; o , skaf mig ham tilbage og jeg vil give dig guld og skal være din slave for hele livet ! O , barn , barn , flig mig hvor han er , at jeg kan gå til ham og blot se ham . Dinora tav . — om otte dage er jeg her igen , skaf mig da oplysninger om ham , — hører du ! hav medlidenhed med et faderhjerte . Han fjernede sig hurtig . Dinora så i slum førundring efter ham . — mon det er sandt , mumlede hun , at Nero har en så ussel fader og at det ffulde være min onkel ? Hvilken tåbelig snak ! Det kan ikke være vor Nero , det må være en anden . Hun skyndte sig op til moderen med blomsterne ; hun vidste ikke selv hvorfor , men hun syntes ikke at hun ville fortælle moderen noget om modet med den gamle mand ; havde hun været lidt mere erfaren , ville hun bestemt have antaget ham for en mand i sin bedste alder , thi de lynende sorte øjne og det hvide hår og skæg , passede ikke rigtig til hinanden . Men Dinora var stadig i den tro . at det var en olding , hvem smerten over tabet af sin søn havde gjort vanvittig . Hele hans væsen og lader forekom hende så besynderligt , at hun ikke et eneste øjeblik nærede tvivl om sine tankers rigtighed . Hele denne dag kunne Dinora ikke glemme dette møde og flere dage derefter gyste hun uvilkårlig , når hun kom til at tænke dervå treøgtyvende kapitel . Tre venner . På baneslationen i Paris var der stort røre , — toget var nylig ankommet og passagererne løb imellem hinanden for at få deres bagage . imellem de ankomne befinde sig tre unge mennesker , hver med sin vadsæk i hånden . — nå , karle ! råbte den ene af disse ; har du nu snart såt orden i dine sager ? — ja , nu kommer feg strar ; jeg skal blot have min kuffert med . — å , hvad er nu det for noget ; kom nu , jeg er dygtig sulten . — å , du er jo altid sulten , Armand ; men ligemeget , lad os gå nu ! De tre unge mennesker gik nu ind på et hotel i nærheden af stationen , og her lod de de øvrige pakker bringe hen . De tre unge mennesker vare meget nødtørftige og snart sad de ved et veldækket bord . Da måltidet var endt og adskillige glas bi « Vare tømte , tog man fat på cigarerne og en almindelig konversation begyndte . Midt under denne strakte Armand sig magelig i sofaen , idet han sagde : — å , i gøre jer ikke noget begreb om , hvor jeg beundrer hende . — hvem mener du ? spurgte Nero , der var den tredie af de unge mennesker . — ih , den smukke lille dame , som går derude ! Nej , damerne , i har i Amerika , er mig for solbrændte ; jeg befinder mig bedre her hos disse blege skønheder . Hvad siger du , Karlo ? — å , jeg vil ikke tale med dig om dine damer , du taler jo aldrig om andet . — utaknemlige ! råbte Armand ; bsr man ikke vise kvinden sin hyldest ! Ja , jeg mener den fljønne , den blide , den guddommelige kvinde ! — du har taget for meget til dig af vinen , min ven , sagde Nero tørt og så alvorlig på Armand ; din flaske er næesten tømt . — hvadbehager ! hør ved du hvad , hr . Løjtnant , eller hvad man nu skal kalde dig ; du er altid jå streng i din moraliseren ; tør jeg frabede mig din utidige indblanding i mine anliggender , tappre hr . Krigsmand , som ikke kan tåle at slås , hahaha ! Nero bed sig i læeberne og ville give et skrapt svar , men Karlo rejste sig og sagde : — ti du stille , Nero , du kan ikke tåle at tale så meget , og du , Armand , jeg befaler dig at holde inde med dine fornærmelser . Nero er min Broder og ingen forhånelse må udslynges imod ham , thi da vil det gå ud over forncermeren selv , og du er ikke min ven , når du vil fornærme Nero , som er så god , tilmed da han ikke er rigtig rafl . — når i ikke vil behandle mig med den agtelse , jeg fortjener , svarede Armand , så får i grovheder , og . . . Mere fik han ikke sagt , thi han faldt i søvn med det samme . — ah , tcrnkte jeg det ikke nok , mumlede Karlo ; han har drukket for meget . Han satte sig atter hen hos Nero , som havde stellet hovedet i hånden og sad og så lige ud for sig . — nå , drik nu , Nero , og bryd dig ikke om den snak . — nej , vist ikke , Karlo , det har jeg allerede glemt ; jeg tænkte ikke derpå , men derimod på , at vi snart skal skilles fra hinanden . — hvorledes mener du , Nero ? — min velgjorer boer her i Paris . Jeg skylder ham at gå op til ham og min fremtid er også afhængig deraf ; nu , da jeg ikke duer til at være soldat mere , må jeg slå mig til ro på hans kontor . Jeg er allerede godt inde i hans forretning . Karlo lod hovedet synke . — ja , du har ret , Nero , og jeg skal ikke mere forhindre dig i dit forsæt . Jeg troede , at du ville tage med til Madrid og besøge mine forældre , men du er vel heller ikke rask nok dertil - nej , Karlo , jeg må have ro nu , jeg føler godt at jeg ikke kan tåle det omflakkende liv , vi har ført siden vi forlod Amerika . — som du vil , stakkels Nero ; blot du er rigtig rask inden vi skilles , ellers er jeg så urolig hele tiden . Jeg kommer vist snart tilbage til dig , jeg skal jo vedblive at gå på højskolen , og så må jeg jo kunne tale med dig -ver dag . — ja , du -ar ret , Karlo ; kom så hver dag til mig . De blev afbrudte i deres samtale ved en sagte banken på døren og strar efter trådte Neros velgjorer med fin kone og dennes søster^ind . bankieren lød lige hen til Nero , åbnede sine arme for ham og trykkede ham til sit bryst , medens glædesiårerne randt ned ad hans kinder . Nero følte sig så lykkelig ved disse gode mennesker , der elskede ham som deres egen søn . Kort efter tog Nero afsked med Karlo , og bad ham om at hilse sine forældre og Dinora ; derpå gik de alle bort og Karlo så sig skuffet og forladt omkring . Han så : over mod Armand , som endnu lå og sov ; hans venskab brød han sig ikke stort om . Han rejste sig , greb sin hat , betalte for fortæringen for dem alle og gik . Med det først afgående tog kørte han ad hjemmet til . Nero blev bestormet med spørgsmål om , hvorledes det var gået ham i Amerika ; men han følte sig for afkræftet og måtte gå til sengs . Den gode bankierfamilie , som selv ingen børn havde , elskede det unge menneske oprigtigt og der blev anvendt alt hvad der kunne anvendes , for at bevirke hans helbredelse , og efter to måneders forlød se vi ham atter ved den store protokol , som han havde forladt for så kort tid siden . Her er han glad og hans principal — eller anden fader — er også glad over , at han kom hjem igen som en stor mand . fireogtyvende kapitel . Ballet . Hos mrs . Elling er alt ved det gamle ; kun er Otto noget mere sørgmodig og Lisette mere tavs . Hun var ingenlunde nogen god selskabsdame og mrs . Elling var nådig nok til at lægge mærke til Lisettes taushed og Ottos sørgmodighed . — hun har bestemt forelsket sig i ham , sagde hun til datteren ; ja , hun har måske oven i købet friet til ham og Otto har været klog nok til at sige nej ; men nu gør det ham ondt for hende , deraf kommer vel hans sørgmodighed ; anderledes kan jeg ikke forklare sagen . — ja , du har net , moder , det er nok således ; og når nu min forlovede kommer , så skal hun måske også have fat i ham , men det skal der ikke blive noget af , jeg lader hende før gå strar . I dette øjeblik trådte Lisette ind ad døren , da der var bleven ringet efter hende . — behag at læse i denne bog ! befalede mrs . Elling . Lisette satte sig tavs ned og begyndte læsningen . — det er sandt , frøken Lisette ; de må påtage dem at varte op i næste uge , thi her skal være bal og vi trænge til nogle der kunne varte op ved bordet , sagde miss Elling . Lisette hævede sine øjne fra bogen ; hendes kinder vare purpurrøde og den billige harme , der viste sig på hendes ansigt , morede øjensynlig mrs . Elling , thi hun betragtede Lisette med overordentlig glæde . Men den vedvarede ikke , thi Lisette rejste sig op og sagde : — miss Elling ! De må ingenlunde tro at jeg er bleven opvartningspige ; mine forældre have givet mig en god opdragelse og jeg er ikke vant til at færdes imellem tjenere og opvartningspiger , og som en følge deraf må de renoncere på den fornsielse det ville volde dem , at se mig ydmyget så meget . Og jeg kan gøre dem en glæde til , nårsomhelst de vil have det — jo før jo heller — vil jeg forlade deres hus . Lisette var meget opbragt og det forpinte hjerte havde endelig fået luft . — men indtil den tid , sagde mrs . Elling og rejste sig , må de finde dem i at udrette hvad her er , og jeg håber at se dem på ballet som opvartningsjomfru , som de behager at udtrykke dem . — jeg gør det på ingen måde , sagde Lisette . De erindrer vel nok deres egne ord : at det kun var som selskabsdame jeg skulle fungere her . Mrs . Elling opslog en høj latter . Lisette rejste sig og ilede grædende ud . I et af de værelser hun skulle igennem , før at komme til sit eget lille Kammer , sad Otto . Han ilede hende i møde . — men hvorfor græeder de dog , frsken ? sagde han ømt og greb hendes hånd . Lisette trak hnrlig hånden til sig og sagde : — o , de stygge mennesker , de gøre dem en glæde i at vine og plage mig ! Hun fjernede sig hurtig , og Ottos øjne fulgte hendes skikkelse , så længe ban kunne se hende . Derpå gik han ind til sin moder . Han satte sig hos dem og talte så længe med dem , indtil han havde fået sagens sande sammenhæng at vide , — og han gik ikke før han havde faget det løfte af dem , at Lisette ikke måtte tage med på ballet før at varte op , men at hun skulle tage med før at deltage i dansen og sidde med til bords , som de øverste gjæester . Fvrst ville mrs . Elling ikke ; hun gjorde store orne , da bønnen foreslog hende at tage en af deres tjenestefolk med , men Otto gik ikke før ban havde fået et tilfredsstillende svar . Miss Elling rynkede næsen , men begge elsfede de døg Otto og hans bøn blev hørt . Begge damerne få tillige et vink heri . — han har medlidenhed med hendes kjæerligbed , men elske hende , det kan han døg ikke , tæenkte de begge og gav efter . den næste uge kom og med den det ventede bal , som var arrangeret i anledning af miss Ellings forlovedes hjemkomst fra en rejse . Det var besluttet , at han skulle afhente sin brud og derpå med hende rejse tilbage til England , deres fælles fædreland . Det var om morgenen før ballet ; miss Elling sad i sit smagfulde værelse og sang af fuld Hals sin indlingssang , som hun selv havde komponeret , men som dog var ret god . Hun hørte pludselig en vogn komme rullende hen ad gaden ; hun sprang op og råbte : — o , der er han . Hun så ud ad vinduet , men udbrød fortrydelig : — nej , det var ikke dam . Hun vendte tilbage til sin stol . — o , mumlede hun og holdt hånden over øjnene ; jeg ved ikke hvor det kan være , men mit hjerte ligesom sammensnøres , når jeg tænker vå at Lisette er her . Gud give jeg aldrig havde været så dum at tage den tiggertøs op fra gaden og ladet hende være selskabsdame hos os . Hun opslog en høj latter og vedblev ; — ak ja , man finder på meget , når man er rig og kan gøre hvad man vil ! Hun syntes atter at høre vognrumlen , . og denne gang var det ikke forgæves at hun så ud af vinduet . En vogn standsede udenfor huset og en smuk herre , i fin bedste alder , trådte ud . — nu fiol jeg se om han kender mig , mumlede miss Elling og gik ned i salen . Lisette var allerede dernede . Hun havde sat en smuk buket i en vase og betragtede salen med velbehag , da en mørk herre trådte ind . Han blev overrasket slående ved at se Lisette . Hendes skønhed blæendede dam og han stod som himmelfalden . — mon det er hende ? sagde han ved sig selv , og trådte henrykt hen imod hende . Lisette fik i det samme øje på ham . — ah , min herre , udbrød hun ; de er måske . . . Hun standsede pludselig , som om hun ventede at han skulle tiltale hende . Herren så forbavset på hende og sagde : — er de ikke miss Elling , min brud ? Hvorfor tiltaler de mig så fremmed ? Har de måske glemt mig , eller er de forlovet med en anden ? Lisette var bleg og rystende bleven slående og svarede ikke et ord herpå . Han kastede sig på knæe og greb hendes hånd ; nu først fik Lisette sin besindelse tilbage , hun trak hurtig sin hånd til sig og sagde : — min herre , de tager fejl af mig og en anden . . > jeg er ikke miss Elling . I dette oieblik trådte miss Elling bleg og med skælvende læeber hen til dem ; hun havde set den hele scene , og hun tillagde naturligvis Lisette hele skylden ; hun havde ved sit koketteri fået hendes forlovede for fine fødder . Herren rejste sig op da miss Elling trådte ind . — o , undskyld miss , sagde han til Lisette ; jeg har taget fejl , og beder dem tusinde tange om forladelse . — o , det er skammeligt , mumlede miss Elling for sig selv ; jeg , den forurettede , beder han ikke om forladelse , men hende . . . det er oprerende ! Hun ville forlade værelset , men hendes forlovede kom hende i forkøbet . — Konstance ! råbte han og bredte armene ud imod hende ; er det gensynet ? — de må bedst vide det , min herre , sagde Konstance Elling harmfuld ; de forelsker dem i en ligefrem grisette og lader mig stå og se derpå . — ja , i sandhed , et smukt gensyn . ! — Konstance dog , du kan jo nok indse at det var en fejltagelse , sagde han . Kan du ikke tilgive mig , at jeg blev henrykt ved at se dig smuk og strålende stå for mig ; min henrykkelse kendte ingen grcendser , og kastende mig for fedderne af din formeerulige skikkelse , ville jeg tolke mine varme og inderlige følelser for dig . Konstance lod sig halvt villig , halvt modstridende gribe og hvilede et oteblik ved hans bryst . - min Konstance ! sagde han og trykkede hende inderligt til sig ; hvor jeg beklager at jeg således har kunnet tage fejl , men min læengsel drev mig fremad og den tanke , at jeg så snart skulle se dig , gav mig vinger og gjorde mig blind ; jeg så dig alt læenge før du stod for mig og derfor kan jeg begribe , at jeg tog så skammelig fejl . Men to år kan også forandre meget , sagde han henrykt og betragtede hende ; o , hvor du er smuk ! hvor jeg er lykkelig ! I samme øjeblik passerede Lisette forbi . Han vendte fig om , beundrende de » skønne kvindeskikkelse , og uvilkårligt faldt hans øje på Konstance , og hjertet hviskedee hvad læben ikke turde udtale : „ Hvilken forskel ! “ Lisette var forsvunden og i hendes sted stod mrs . Elling . Hun nejede dybt for sin tilkommende svigersøn og miss Elling så så lykkelig ud , thi det var lykkedes hendes forlovede at tage hendes hjerte med storm . Det var bælmørkt da Lisette i sin smukke baldragt stod på dørtærskelen til tit lille værelse , parat til af tage ned i balsalen . Hu » kastede et sidste blik i spejlet og ilede bort . — ak , tænkte hun ; hvilke bebrejdelser , hvilken smerte og hvilke forhånelser vente mig dernede ? Gud give af jeg dog var bleven fri for af tage med ! Hendes kinders rødme forrådte indre oprør ved tanken om , af Otto måske ville være der , og af han ikke ville genere sig for i alles påsyn af danse med hende . Hun skælvede let og gik sagte fremad . Da åbnedes en dør og lysskæret fra en lampe derinde faldt på Lisette ; Otto trådte « d , påklædt til ballet . han blev målløs slående ved af se hende . Han for sig med hånden øver panden og så med en usigelig smerte bedende på Lisette . Hun slog øjnene ned og stod stille , næppe formående af se på ham . — skal de ned i balsalen ? sagde Otto endelig . — ja , svarede Lisette . — vil de følges med mig ? vedblev han og så hende dybt ind i øjnene . Lisette gjorde en afværgende bevægelse med hånden og løb hen ad gangen . Et øjeblik så Otto efter hende ; da gik han atter ind på sit værelse og tø store tårer trillede ned ad hans kinder . Han knugede hænderne fast sammen og så bedende op mod himlen . Lisette vedblev at løbe ; da hun stod ved Otto var hans blik trængt dybt ind i hendes sjæl og hans blide stemme havde lydt som en ubekendt musik i hendes øre . Hun standsede et øjeblik ; hendes hjerte slog hørligt og hun foldede hænderne . — han elsker mig virkelig ! mumlede hun ; jeg kunne se det på hans øjne , han betragter mig ikke som selskabsdame , nej , nej , han elsker mig ! O , du er lykkelig , Lisette ; du elsker og bliver gjenelsket ! Hun holdt pludselig inde , da hun hørte nogen nærme sig . Med lette fjed flygtede hun videre frem og ned i balsalen . Hun følte sig så styrket og oplivel , så stærk til at bestå kampen mod de tø damer , nu da hun vidste , at det var kærlighed Otto dar til hende , — en kjæerlighed varm og inderlig , og ikke en flygtig tilbøjelighed til hende- selsladsdamen , som man ringeagtede . Hun trykkede hånden mod sit hjerte , det var færdig at spræenges af glæede . Rødmende og lykkelig trådte hun ind i balsalen . Alles dine rettedes imod døren , da den åbnedes , men damerne vendte sig hurtig om , ved at se en så ubetydelig genstand , som en selskabsdame , tråde ind , medens herrerne gjorde en eller anden bemærkning over hendes skønhed . Lisette bemærkede ingen af delene ; let som en hind svæevede dun over gulvet og over mod sit herskab . Miss Elling målte hende fra top til tå ; hendes forlovede — mr . Walther — lod sit blik med velbehag glide ben over hende , og mrs Elling så skarpt på hende og sagde så højt , at alle omkrinzstående kunne høre det : — hent min datters buket , hun har glemt den på sit værelse . Den tone , hvori disse ord blev udtalte , og det blik , der ledsagede dem , gjorde at Lisette eusfede sig hundrede-favne under jorden ; men pludselig oplivedes hendes åsyn , hun nejede og stred stolt og majestætisk op på miss Ellings væerelse ; snart var hun igen nede i salen og rakte miss Elling med et stolt blik buketten . Den hovmodige unge pige rev den ud af hendes hcrnder , uden at se på hende . Hun lod hovedet synke , lugtede til buketten og lod som om hun flet ikke bemærkede overbringeren heraf . Lisettes øjne flammede , hendes hjerte bankede og tårerne truede allerede med at bryde frem ; men hun vendte sig hurtig om og gik ind i et af de tilstedende vcrrelser . Her satte hun sig i sofaen og tårerne styrtede frem og lettede det beklemte bryst . Da lagde en hånd sig på hendes skulder . — nu græeder de igen , frøken Lisette ! O , det gjer mig så usigelig ondt at se derpå , hviskedee en stemme . Lisette hæevede vinene og betragtede Otto — thi ham var det — med et bedende blik ; men ligesom om hun blev bange for sig selv rejste hun sig op og ilede bort . — o , stormede Otto og satte sig på hendes plads ; det bliver ikke til at udholde ! Nu har jeg over hundrede tange besluttet at rejse , men har jeg kraft dertil ? Nej og atter nej , jeg kan det ikke sålcenge jeg kan se hende . O , hvilke dine , hvor hun så smertelig bedende på mig ! og dersom jeg ikke vidste , at hun hadede mig , ville jeg have troet , at der var kjcerlighed i dette blik . O , min gud , det træengte sig dybt ind i mit hjerte ! Han rejste sig med møje , for at forlade værelset ; da så han hendes lommetørklæde ligge på gulvet . Han tog det op , trykkede det til sine læeber , men da han i det samme hørte hurtige trin , puttede han det i lommen og gik . Det var Lisette som nærmede sig ; hun havde strar savnet tit kostbare lommetorklæede , og hun måtte for enhver pris have det tilbage , da det var den eneste erindring hun havde om sin moder . Men lommetorkløedet var der ikke og ingen befandt sig i væerelset . Hun vendte atter tilbage til salen ; hun hørte i det fjerne musikken og de dansendes trin . Hun var engageret fil den første Dands og hendes kavaler måtte altså vendte på hende . Hun ilede afsted og et minut senere hvirvlede hun hen ad gulvet . Hun dansede fra Alf , fra sorg , undertrykkelse og glæede ; Alf , Alf udenfor hende var forsvunden , hun dansede hurtigt , vildt , som for at dæempe sit hjertes stæerke slag . Som en sky for hun hen ad gulvet , i sin rosenrode florskjole , uden at æendse mrs . eller miss Ellings hånende blikke , uden at cendse mr . Walthers strålende øjne , der ufravendt hvilede på hende . Hun dandjede , og da dansen var endt var hun aldeles fortumlet i hovedet . Hun havde sat sig på en stol , for at hvile sig et dieblik . Stolen ved siden af hende var snart besat af Otto . — de dandser for meget , frøken , sagde han mildt bebrejdende ; de kan let blive syg deraf . De kan ikke udholde det hele aftenen ! Lisette smilede og sagde oprømt : - o , det gør intet ! I det samme kom hendes kavaler , for at bede om den næste Dands . Hun ville rejse sig , men Otto holdt hende tilbage , og idet han henvendte sig til Herren , sagde han : — de må skåne frøkenen denne gang og lade hende hvile sig lidt , da hun ikke kan tåle det . Herren bukkede og gik . Lisette så alvorlig på Otto og sagde : — det er ikke pæent , mr . Elling , men jeg må jo adlyde dem som . . . — ikke mere , ikke mere ! sagde Otto og så merk på hende ; de ved jo , at jeg ikke gjorde der af overlegenhed , men jeg var bange for at de skulle blive syg , og det ville gøre mig meget ondt . Hans slemme blev usikker og han vendte sig bort fra hende . Dansen var til ende og den næste Dands — en dengang yndet polka — begyndte . Otto trådte hen til Lisette og så vist på hende . Han dukkede og bad om dansen . Lisette kunne ikke ncegle ham den . Hun rejste sig , han greb hende om avet , kog de spæde , fine -fingre mellem fine , og dansen begyndte . Han dansede , som gjaldt det livet ; han trykkede Lisette fastere og fastere op til sig og hans lykke syntes fuldstændig i dette dieblik . Hvad Lisette angår , da blev hun blegere og blegere , men Otto bemærkede det ikke , han var aldeles optaget af den lykke , at være hende sav nær . Jeg kan ikke danse mere , stormede Lisette ; mr . Elling , jeg kan ikke udholde det ! Hun holdt sig fast ved ham . Nu først så Otto hendes bleghed . — o , frøken , jeg er afsindig , tilgiv mig , sagde han og førte hende ind i et andet væerelse . — forlad mig nu , mr . Elling , sagde hun og satte sig . — forlade dem nu , sagde Otto sørgmodig ; og de er ikke vel , det er min skyld at de ikke er det , vej , det kan de ikke forlange , de kan ikke vcrre så grusom . — jo , mr . Elling , de ved nok at jeg må være ene ; hvis mrs . Elling trcrffer dem her , ved de hvad jeg kan vente . Otto så igen bedende på hende og forlod dæerelset . Da han kom udenfor befalede han en af tjenerne , at bringe freken Lisette et glas is . Tjeneren lo og sagde : — selskabsdamen , hahaha ! nej , jeg har s ' gu alt for travlt dertil ; lad hende hente sig noget selv . — jeg befaler dig det , slyngel ! råbte Otto i brede og gav ham et drøjt ørefigen ; har du nu forstået mig ? Forbleffet for tjeneren tilbage og sagde : — ja , når deres nåde befaler det , så kan jeg jo godt hente det . lidt efter trådte tjeneren ind til Lisette med is , han rakte hende det med et meget sigende blik . Lisette så ikke på ham ; det forundrede hende at en af tjenerne var så opmærksom at komme med is til hende . Det var noget , hun ikke var vant til i mrs . Ellings hus . Hun spiste isen og gik , da hun følte sig generet as tjeneren , der vedblev at slå ved siden af hende . Da hun kom ned i balsalen var dansen endt og man skulle til bords . I dette øjeblik åbnedes fløjdørene og bankier levalle med hustru og svigerinde samt hans adoptivson trådte ind . Der blev et stærkt rsre i selskabet , da bankieren trådte ind ; han var en meget anset mand og Paris ' ßørste bankier , og rygtet havde i disse dage talt om et betydeligt tab , han havde lidt ved at et af hans skibe , ladet med mel og rug , var gået under skibet var ikke assureret og hans tab ansloges til omtrent 2000 louisdorer . Dette gjorde bankieren til en interessant person og derfor rettedes alles dine på ham i aften . Nero fulgte med ham ; han havde sin velgørers svigerinde under armen , da han trådte ind bagefter fin anden fader . Nero var nydelig denne aften . Den ranke stolte person , det smukke ansigt , de tindrende sorte dine , det rigt bølgende hår og det fint krusede overfijæeg tiltrak sig alles opmærksomhed og især hos damerne gjorde han megen lykke . Da de , som skik og brug var , skulle hilse på husets værtinde , kastede Konstance henrykt sine øjne på den smukke unge mand ; Nero derimod syntes ikke at bemærke dette ; ban bukkede ærbødig før hende og fjernede sig blandt mængden . Han var imidlertid ikke kommet ret langt hen j salen , før han blev slående som himmelfalden . Han så en ung dame sidde på en stol , så aldeles lig den unge pige , som han havde frelst fra røverne . Barndomsminder og forfærdelige billeder rullede op for hans sjæl ; han trådte hen til hende , men gik straks forbi hende . Lisette så op . — Nero ! råbte hun halvhøjt . Han vendte sig halvt om , men Lisette havde atter sat sig og Nero gik videre . Han ville have oplysninger ; i dette øjemed satte han sig hos miss Elling . — hvem er ben unge dame der ? sagde han tilsyneladende ligegyldig og betragtede den fordiileade Lisette . — min selskabsdame , svarede miss Elling og mumlede harmfuld : atter den tiggcrtøs ! Nero bemærkede ikke hendes mumlen . — hvis ikke alle mine spørgsmål generer dem , miss Elling , ville jeg gerne vide hendes navn . — interesserer det de < ? sagde miss elltng med et eget smil og få foragtelig på Lisette . — å jo , svarede Nero og så forundret på miss Elling ; men det lader til at de ikke holder meget af dette blide væsen . Miss Elling smilede næsten umæerkeligt og sagde ligegyldigt : — de har en skarp iagttagelsesevne , mr . Levalle ; de har ganske rigtig gjcettet det ; jeg kan ikke lide dette hovmodige bæesen , der lister sig omkring os som en kat og som holder stævnemøder både med den ene og den anden , og som aldeles ikke gør vort » berygtede hus nogen 2ere . Nero var bleven ligbleg ; skulle dette passe på den smukke pige , som han havde frelst fra døven ? Nej , det kunne ikke væere tilfælde . — vil de ikke sige mig hendes navn ? spurgte Nero atter . — miss Lisette petit , sagde Konstance Elling , gnaven over alle de spørzsmål , han rettede til hende . Nero ser op , som bidt af et giftigt kryb . — og de vover , miss Elling , at omtale den spanske baron petits datter således ? De er en bagvadffer , miss ! sagde Nero , der var kommen i et ftserkt oprør over den bagtalelse , som miss Elling havde udslynget imod fin selskabsdame . Miss Elling var bleg og med stirrende øjne bleven siddende , som fastnaglet til samme plet , og så på Nero . Han turde vove at kalde hende , miss Elling , som hele Paris beundrede , for en bagvadfier ! ^ hans ord led endnu i hendes øre . Endelig sagde hun med et harmsuldt smil : — de tager fejl , det er ikke den dame de taler om . Bor selskabsdame har vi funden på gaden som et usselt tiggerbarn og hun er næppe nogen barons datter . Hun rejste sig stolt og gik . Nero var helt fortabt over den hæftighed , han havde lagt for dagen . Han var i strid med sig selv om bvem han skulle lytte til : miss Ellings ord eller sit eget hjerte , der vidste at Lisette var så god og blid en pige , som vel fandtes på jorden . Men bordet var dækket og enhver indtog fin plads . En forunderlig anelse trak ham hen til Lisette ; hun havde tilligemed fin kavaler taget plads ved bordet . Nero satte sig så nær som mulig ved hende og da en herre for et øjeblik havde forladt fin plads , for at hilse på nogle kommende gæster , fandt han anledning til at sige nogle ord til hende . Hun for sammen ; hun troede at synet af ham var et sandscbedrag , og ville ikke give sig tilkende . — det er ganske hendes stemme , tænkte Nero ved sig selv , da hun havde svaret ham . Efter en times forløb var tastet endt og dansen begyndte atter . Nero bad Lisette om den første Dands efter måltidet og hun tilstod ham den . De dansede og Nero havde fast besluttet at spørge om hun ikke genkendte ham . — frøken , sagde han ; bliver de meget vred når jeg spørger om de endnu erindrer mig ? Er de ilke spansk af fødsel og baron petits datter , og er de ikke engang på vejen til Frankrig bleven angreben af røvere ? — nerø ! stammede Lisette rødmende ; nerø , er det virkelig dem ? Hvor de er bleven stor og . . . og hvor de har forandret dem siden dengang ! — ja , de har ret , Lisette , svarede nerø . O , -vor det glæder mig , at gøre deres bekendtskab igen ! Men hvorfor besinder de dem her som selskabsdame , det er ikke en stilling som passer sig for dem . — jeg skal fortælle dem det alt sammen i morgen , nerø ; men sig mig engang hvorfor de flygtede fra vs ? Vi holdt dog alle så meget af dem . Nerø rystede på hovedet , men gav intet svar . — bæed de hvorledes Dinora har det ? sagde han kort efter og slog øjnene ned . — nej , jeg ved det ikke , thi jeg korresponderer sile mere med mine venner . — min tud , hvorfor gør de ikke det ? sagde nerø forbavset . — fordi at jeg også er flygtet , sagde Lisette . — de . . . en pige ! udbrød Nero næsten førstrækket , og hans øjne viste tydelig hvor skuffet han blev i bedømmelsen af hende . — hør mig , før de fordømmer mig , sagde hun smilende , da hun bemærkede Neros forbavsede mine . — dengang da jeg var hjemme havde Dinora det godt og hun var bleven smuk , o , så mageløs smuk , sagde Lisette skælmsk og betragtede Neros rødmende kind . Ja , de vil næppe genkende hende , når de atter kommer hjem . — jeg kommer aldrig hjem , sagde Nero med sænket blik . Dansen var nu endt ; han fulgte Lisette til en stol og tog selv plads ved siden af hende . Et ligblegt anfigt og to store , sørgmodige øjne , hvori en rasende sjælekamp stod at læse , betragtede de to — både ham og hende . Det var Otto , han havde set dem danse ; han havde set at hun talte til ham , at hun flere gange smilede og at glæden lyste ud af hendes øjne . Nu sad hun der og talte med den fremmede og lagde skt ikke mærke til ham — ham der elskede hende , — elsker hende med liv og sjæl , med barme og inderlighed . Hans hjerte var nær ved at knuses , for hvert et smil , for hvert et ord hun talte , følte han et stik i sit hjerte , så heftigt , som om det ville gjennembvre ham . Nero rejste sig nu , hilste på Lisette og forlod hende . Lisette blev siddende , fordybet i sine tanker . Snart begyndte den næste Dands og hun dansede atter ; men da denne var endt følte hun sig så afkræftet , at hun besluttede at forlade balsalen . Som tænkt så gjort ; hun gik op til tit værelse , men derved måtte hun forbi Ottos der ; den stod på klem og idet hun gik forbi døren trykkede hun hånden mod tit hjerte — en usigelig glæde besjælede hende . Da hørte hun inde fra hans værelse en sagte mumlen . — hun bliver aldrig , aldrig min ! hviskedee Otto og holdt hænderne for ansigtet . O , hvor hun smilede til ham , hvor han må være lykkelig ; men han var også smuk , ja meget smuk , og jeg er lige det modsatte ! Nej , der bliver intet tilovers for mig , — gud give at jeg var bleven borte dengang jeg var i Italien , jeg havde da aldrig set hende , aldrig skuet hendes yndige øjne , — og mit hjerte havde da haft fred . Han drog et dybt suk . Lisette hørte det alt sammen , lykken stod malet i alle hendes træk . Hun var elsket ! Alt andet omkring hende forsvandt , — alle bitterheder og alt det onde var glemt , — en elskeve hende varmt og inderligt og^det var nok . Lykkelig begav hun sig op på sit værelse . femogtyvende kapitel . Konrad . Otte dage efter at Dinora havde talt med den gamle mand — der fortalte at han var hendes onkel — stod hun atter nede i haven og tænkte : mon han kommer ? Hun plukkede ivrig nogle blomsler ; da hørte hun pludselig nogen liste sig frem dag ved hende . Hun vendte sig hurtig om , for at se hvem det var ; da stod Karlo for hende med smilende ansigt og overraskede fin kjæere søster . — Karlo ! råbte Dinora og faldt ham om halsen ; du er atter kommet hjem ! O , hvor moder vil blive lykkelig ! Ja , du har ret , kjæere Dinora ; jeg vil også strar ile op til hende , men først må jeg dog hilse dig fra Nero ; det var hans første og sidste ord . Tak , Karlo ; har du mødt ham på din vej ? Du skulle have taget ham med her hjem , det ville rigtig have glæedet mig . — han ville ikke , kære sosfer ; du kender hans urokkelige villie ; men med alle hans fejl er han den bedste og fortræffeligste ven man kan ønfie sig . Karlo sprang op i det samme ; thi en slog ham få eftertrykkelig på skulderen , at det ordentlig smertede ham . Han vendte sig om og ville uden tvivl have givet vedkommende en drøj irettesættelse , men en hvidhåret olding stod for ham og Karlo havde tidt af sin bedstemoder fået at vide , at man altid burde ære og agte en sådan over alt . Karlo betvang derfor sin uvilje og sagde : — hvad vil de , min gode mand ? — de talte nylig om en , som hed Nero ? hvor er dette unge menneske , kender de ham ? — om jeg kender ham ? Ja , jeg kender det ædle , brave menneske ! råbte Karlo begejstret ved tanken om Nero , hvem han oprigtig elskede som en Broder . Den gamle mand , hvis øjne lyste af en vidunderlig Glands , rystede stærkt ; han greb Karlos hænder og trykkede dem så hårdt , at Karlo nær havde trukket dem til sig . — fortæl mig lidt om denne Nero , sagde den gamle ; hvor befinder han sig ? Har han det godt og slikker han sig vel ? Karlo så på manden med mistænksomme øjne » g sagde , idet han vedblev at stirre på ham : — kendte de Nero , da kunne de ikke tvivle om hans ædle fremgangsmåde ! — godt , godt , unge mand , sagde den gamle tilsyneladende bevæget . Men kunne jeg ikke få lov til ab blive på godset til i morgen aften ? Jeg boer langt inde i skoven , og da jeg er en gammel mand og har gået meget langt , har jeg ikke kraft til at gå tilbage i dag . Dinora var strar villig til at lægge et godt ord ind for ham og fjernede sig i dette øjemed . da manden var alene med Karlo sagde han , idet han tog sig ind på brystet : — sig mig engang , hvor opholder denne Nero fig for øjeblikket ? Karlo , som ufravendt havde holdt øje med ham , søgte et undvigende svar , men manden lod sig ikke nøje hermed . — de må svare mig , unge mand ! sagde han , idet han så på Karlo med et par øjne , der langtfra kunne tilhøre nogen olding . Det fyrige sorte die forrådte , at manden var i fin bedste alder , men Karlo lod som om han intet havde bemærket , og sagde efter kort betænkning : — da jeg rejste med ham fra Amerika , tog jeg til Spanien , men han rejste nord på og jeg ved ikke hvor han senere er tagen hen . Jeg venter brev fra ham en af dagene og før den tid kan jeg ikke underrette dem om hans opholdssled . Nu kom Dinora springende hen til dem ; hu » Havde fået moderens samtykke til at manden skulle blive på godset , og hun anmodede ham om at komme op , da hendes moder ønskede at tale med ham . Det muntre barn rakte manden fin hånd og de gik sammen op mod slottet . — hvor hun ligner hende , den smukke pige ! Mumlede han og trykkede hendes hånd fast i fin . Dinora sprang forskrækket til side og råbte grædende : — o , hvor det gjorde ondt ! Men da hun så på den gamle mand , der ligesom i drømme gik ved siden af hende , da tilgav hun ham . De nærmede sig slottets indgang , Dinora standsede og sagde til Karlo : — jeg har ikke fortalt moder at du er kommen , Karlo , skynd dig op til hende og overrask hende , så vil hun endnu venligere modtage den gamle mand , der så hårdt trænger til pleje . — ja , råbte Karlo og sprang let op ad trappen . Snart lå han i sin moders arme og hun græd af glæde , idet hun gentagende gange trykkede ham til sit hjerte . — hvor er fader og bedstemoder og bedstefader ? Spurgte Karlo , og uden at se på moderens blege ansigt ville han ile op ad trapperne til de andre værelser ; men da trådte i der samme hans fader ind ad den modsatte dør ; han såe-fin kones bleghed og ilede til før at tage hende i sine arme . - hvad fattes dig , min kære , er du ikke vel ? Sagde han ømt og kyssede hende . — jo , Charles , det er overraskelsen . . . seer du da ikke Karlo der ? Charles så op og hans længe savnede søn stod før ham . — du her , Karlo ! udbrød han og trykkede sønnen til sit hjerte . Ja , så kan jeg begribe din bleghed , kære Hulda . Hun lænede sig op mod den trofaste ægtefælle og glædestårerne blinkede i hendes øjne ; men Karlo ville atter se sine bedsteforældre og han ilede op til disses værelser . Han var næppe gået , før Dinora med den gamle mand ved hånden trådte ind . Charles og Hulda holdt hinanden fast omslyngede . — nu skal Karlo vel aldrig rejse mere , det må du love mig , hører du , Charles , lov mig det . — nej , nej , kære Hulda , aldrig skal han få lov til at rejse mere ! Dinora var forskrækket veget tilbage , thi den gamle mand var bleven slående som en billedstøtte , da han så hendes fader og moder i dette kærlige favntag , uden at bemærke ham . Hans øjne tindrede og hånden knugedes så fast om Dinoras hånd , at hun nær havde givet et skrig fra sig ; men kampen var snart endt og hun blev atter rolig . Han rakte atter hånden ud mod den unge pige . Dinora modtog den ikke , men ilede hen til sine forældre . — fader , moder , sagde hun bedende ; lad denne gamle mand få husly et par dage hos eder , han er træt af den lange vandring han har gjort gennem skoven . Charles og Hulda så op . — du har taget manden med dig og det ovenikjøbef i din moders værelse , sagde Charles og så vredt til Dinora . — kære fader , sagde hun bedende ; du må ikke blive vred , men jeg har bedet moder om det , førend jeg kom herop med ham , og hvis du tillader det , vil jeg nu bede dig om , at han må blive her i nogle dage og have det rigtig godt . Det er en gammel eremit . — mit barn , mit gode , kærlige barn , sagde Charles ; hvad skulle jeg dog blive vred over ? Dinora greb sin faders hånd og kyssede ham inderligt . — hvor han er lykkelig ! mumlede den gamle . Han har alt og jeg har intet . Ve ham , at han fik en bedre lod end jeg ! Han har taget alt fra mig : min Hulda og dermed udsigt til at blive rig ; men han skal komme til at undgælde derfor ! I dette øjeblik kom Karlo ind ad døren ; han var ligbleg . — min bedstefader , min kære bedstemoder ! Stønnede han og satte sig på en stol . O , min gud ! Jeg er skyld deri , skyld i det alt sammen ; det sagde bedstefader : var du ikke rejst , så havde min hustru levet ! Karlo var sunken sammen og smerten over tabet af hans bedstemoder stod malet i alle hans træk . — trosf dig , min søn , sagde Charles ; du må ikke tale om hende , seer du da ikke at det smerter din moder ? Karlo så op . — o , moder , moder , hvor det dog er tungt at miste en kær slægtning ! råbte Karlo fortvivlet . den gamle mands øjne lyste af et forfærdeligt had , da han betragtede denne scene . — de er dog ikke så lykkelige som jeg tænkte ! Mumlede han ; men det er for intet at regne mod det , der skal komme . — Karlo , søg at fatte dig , sagde Hulda og streg fin søns hår tilbage fra panden . Gud er alvis , hvad han har gjort er kun til vort bedste . — hans villie tie ! Hun rejste sig og gik langsomt hen til den der , hvoraf Dinora nylig var kommet ind . Hun rakte Dinora hånden og sagde : — du gjorde ret i at tage den gamle mand med herop ; sig til Pedro , at der skal gøres et værelse i stand til vor gæst , — og så håber jeg , sagde hun henvendt til den gamle , at de bliver hos os og hviler dem så længe de har lyst og føler trang til . Hun gik nu ind i et tilstødende værelse . — så længe jeg føler lyst og trang til ! mumlede den gamle og så sig forsigtig om . O , du skulle blot vide , at hele min birken og tragten i livet kun gik ud på at være i din nærhed ; du skulle blot vide , at jeg trodser alt for at se dig . — dog , jeg hader dig nu lige så højt som jeg tidligere elskede dig , det ville være mig en forfærdelig pine at se dig glad og lykkelig . — nej , hun skal lide , lide på legeme , lide på sjæl , og jeg vil dog til sidst vinde sejr . i det samme trådte tjeneren ind og bød den gamle mand armen for at ledsage ham til sit værelse . Manden gik med tjeneren , men idet han gik ud af døren kastede han et blik fuldt af had og skinsyge på Charles og Karlo . Serøgtyvende kapitel . Gjenkjendelsen . Atter forløb otte dage og i den tid var alt stille og fredeligt på grev Tadlos ' gods . Karlo var glad over atter at være hjemme hos dem , han havde så kær . Den handling , han i et ubesindigt øjeblik havde begået , var glemt , og blev aldrig omtalt af hans forældre . Den gamle mand havde i disse otte dage opholdt sig på godset og han og Dinora vare meget fortrolige . Hun talte gerne med ham og han fandt behag i at sidde og betragte hende uafbrudt . — du er din moders udtrykte billede , sagde han hver dag ; og din moder var smuk , meget smuk . Dinora rødmede og så begyndte atter samtalen om Nero . Den gamle mand talte gerne om ham . — jeg ville så gerne have Karlo i tale , sagde han en dag til Dinora ; jeg har ikke talt med ham siden den dag jeg kom her ; han syntes at undgå mig , jeg ved ikke hvorfor , — jeg synes dog ikke at jeg har fornærmet ham . — o nej , udbrød Dinora ; han undgår dem ikke , men han er optaget af fader og moder ; husk han har været bortrejst så længe . Se engang , mig læggær han heller ikke mærke til . — å nej , du har ret , det gør han jo heller ikke ! Men lad os ikke tale mere om det . — fader John , nu skal jeg læse lidt i biblen for dem , sagde Dinora og tog bogen frem . — nej , vist ikke , mit barn , lad det være ; jeg holder ikke af det . Dinora rejste sig forskrækket og råbte : — hvad , holder de ikke af bibelen , de , en gammel mand , der snart kan vente guds sendebud ? Fy , de må ikke narre mig således ; sig , at det ikke var deres mening , eller at jeg ikke forstod dem rigtig . — nej , jeg sagde dig , at jeg ikke holder af det , men har du så stor lyst til at læse , så vær så god . Dinora slog op og læste det første hun fik øje på . — „ Salige er de fredsommelige , thi de skulle . . . “ Længer kom hun ikke i læsningen , thi manden sprang op fra stolen og målte stuen med skridt , der vare alt for lange for en gammel mand . Dinora læste skriftstedet ud . Guds ord havde på en vidunderlig måde tiltalt det hadefulde hjerte , — manden følte sig greben , men kun for et dieblik . Han tog biblen rafl fra Dinora og kastede den hen ad gulvet . — min gud , hvad gør de der ? råbte Dinora angst ; de håner bibelen ! Nej , nu er jeg ikke længer deres lille veninde . Hun ville gå . — bliv mit kære barn og hør mig , sagde den gamle ; jeg tror nok på gud , men han har intet gjort mig , hvorfor jeg skulle prise ham . — o , ti dog , ti dog ! råbte Dinora . Han gør jo alt til vort bedste . — nej , nej , du tager fejl ! råbte fader John . Jeg var barn , og man foretrak min Broder , som jeg nu hader som giften . Jeg blev nu større , jeg søgte at danne mig en eristents , men atter kom min Broder mig i forkøbet . Jeg elskede en smuk , ung pige , jeg elstede hende med hele min ungdommelige hæftighed , han stjal hendes kjæerlighed fra mig lige for næesen ; de blev gifte , medens jeg — den forladte og ulykkelige Broder — krympede mig i smerte ved deres lykke , som kunne have været min . O , o , at jeg også blev den forsmåede ! Ja , Dinora , du kan ikke fatte min smerte , du ved ikke hvad lidelser er . Nej , jeg må lide og jeg må tåle ; selv mit barn , min Nero , fornægtær sin fader og søger tilflugt hos andre . Dinora var fly faret tilbage til en krog af værelset . manden — eller fader John , søm han kaldtes , — greb hende fat i armen og sagde : — du forstår mig ikke , du lille , som intet ondt har gennemgået . — fat dem dog ! fat dem dog ! sagde Dinora angst . — 3a , ja , jeg har fattet mig , kom du kun srcm og vær rolig , jeg skal ikke rase mere Dinora krøb frem fra krogen og listede sig dort . Manden var bleven ene . Han målte stuen med lange skridt og mumlede noget uforståeligt . Man hørte en vogn rulle gennem gården . Han så ud af vinduet . — det er Charles , der kører tu byen , sagde han halvhøjt ; nu er tiden kommen . Jeg vil nu se om hun kender mig igen . Vognen kørte rask videre og Charles tog virkelig til byen . Den gamle fader John gik langsom og i dyb eftertanke frem og tilbage på gulvet . En halv time var hengået således , da hørte han nogen nærme sig . — nu går hun til dagligstuen , for at samles med børnene ; jeg vil vente til hun bliver ene . En time forlød atter ; da hørte han Dinora og Karlo gå ned i haven . Hulda var altså alene han slog fin kappe tættere om sig og gik ind i dagligstuen . Hulda sad på en stol tæt ved vinduet , som vendte ud til haven . Hun havde et broderi i hånden , som hun lod hvile i skødet , medens hun med glædestrålende øjne så ned i haven på begge fine børn . Fader John hostede let ; Hulda vendte sig hurtig om og da hendes blik faldt på den gamle mand død hun ham venligt nærmere ; thi hun havde givet Dinora det løfte , at hun ville være rigtig god mod den gamle mand , da han var meget ulykkelig . Han nærmede sig sagte og satte sig så tæt som muligt ved siden af hende . Hun syntes ikke at lægge mærke dertil ; han lod hovedet hvile i hånden og så gennemtrængende på hende . Hulda syntes forskrækket , da hans mørke , luende øje søgte hendes . Hun for forfærdet sammen , som ramt af et rædselsfuldt syn . — de kender mig , elskede Hulda ! råbte han og kastede den store kappe , der hidtil havde skjult ham . Parykken rev han af hovedet på sig og det hvide skæg af hagen , og Konrad Gautin stod der i hele fin skønhed , thi skøn var han . — kan de nu husfe mig ? sagde han med en stemme , der dirrede af bitterhed . Hulda var forskrækket bleven siddende på samme plet . Dette menneske havde altså i otte dage været sammen med dem . Hun søgte dog at beherske sig så godt som muligt ; hun indså , at der måtte ro og snille til at overliste denne hævngerrige fjende . Han havde grebet hendes hånd , som det var hende umuligt at vriste fra ham , og sagde ironisk : — Hulda , har de ikke længtes efter mig i al den tid de ikke har set mig ? Det er nu snart atten am siden , vi er begge bleven meget ældre , de har to børn og jeg har et . Om dette mit barn ville jeg gerne tale med dem . Jeg har netop såt at vide af den lille elsfværdige Dinora , at der for en tid siden har opholdt sig hos dem en dreng , der var flygtet , er dette sandt ? Hulda betragtede Konrad med store øjne . — lar det deres søn ? stammede hun . O , min anelse ; en så ædel søn og de . . . De er hans fader . Ja , sagde jeg det ikke nok til Charles , men han ville ikke tro mig . O , den ædle dreng , ham kan de være stolt af , sagde hun ligesom i drømme . — vil de fortælle mig de nærmere omstændigheder ved hans ankomst ? sagde Konrad barsk . Hulda begyndte med skælvende stemme og fortalte alt hvad læseren allerede har erfaret . — men hvor er han nu ? sagde Konrad og lyttede med spændt opmærksomhed . — det ved jeg ikke , men jeg håber dog snart at høre fra ham , da han har lovet Karlo at skrive os til . — de er altså venner ? bemærkede Konrad . — o , ja , de elske hinanden som brødre , sagde Hulda . Men de stemme også overens i alt ; to så ædle karakterer skal man lede længe efter . — hm , hm , sagde Konrad , og spadserede atter frem og tilbage på gulvet . — sig mig ! råbte han og standsede foran Hulda ; hvorfor flygtede han bort herfra ? I behandlede ham vel som udflud , og drengen , der havde hjertet på det rette sted , har følt det og er flygtet ? — nej , hr . Gautin , således er det ikke . Jeg vil ikke nægte at jeg elskede den smukke dreng , men hans ansigt mindede mig om en som . . . — de hader ! fortsatte Konrad med et bittert smil ; nu ja , det ved jeg ! Hulda lod som om hun ikke hørte det og vedblev : — og en dag , da jeg spurgte om han ikke kendte noget til sine forældre , blev han rød og svarede at han ikke kunne sige mig det . Jeg gik bort , lidt vred på ham , og da vi ikke så ham hele eftermiddagen , gik vi om aftenen op på hans værelse , men han var da førsvunden og havde efterladt sig følgende brev . Hulda rakte ham et brev , som hun tog ud af sit sy-etui . — nej , så var det ikke min Nero , thi han kunne ikke skrive , sagde Konrad og ville levere hende brevet tilbage . — jo , det var virkelig deres Nero , sagde Hulda ; han kunne intet , da han kom her , men han havde en udmærket forstand og lærte snart af skrive og læse , ja endog af læse fransk og engelsk . Han spillede meget godt og sang smukt . — tak frue , tak frue , sagde Konrad og gjorde et dybt buk for Hulda , medens hans mund fortrak fig ; dette gjorde de for min sø » ; men det var ikke mit ønske , af de skulle lære ham noget , dertil er jeg for stolt og en Gautin tager ikke imod almisser . Han stillede sig atter frem for halda og sagde : — men stig mig au , frue dem som jeg har elske » over alt ; de sagde nylig af min dreng var smuk og af han lignede mig , derpå kendte de ham jo ; hvorfor , spørger jeg , kande de nænne af knuse mit hjerte ? Hvorfor vådt de dem ikke til mig ? Megen sorg , megen ulykke ville have været forhindret , hvis dette havde sket ; hvorfor kåde de ikke elske mig ? Jeg var både åg og smuk ; ja , jeg var en mand , mm hvad var Charles ? En ærtekjælling , som intkt kåde gøre , « den af ryste . Hvorfor , spørger jeg ? Halda så på ham ; han kåde næsten ikke lade være af smile . — fordi , sagde han , af de var ond , men han var god . En time blev Konrad gåtin hos Hulda hun syntes af kæmpe en svær kamp med sig selv , for af synes rolig . På fine Bora ville hun ikke kalde , - det vild « jo vække opsigt hos tje » estefolkeae , og gøre de kære børn ængstelige . Men Konrad trak tiden ad ; han syntes af finde behag i af pine den stakkels halda , thi hendes sjæle kamp kåde ikke længer skjules . Endelig grev han fia kappe , satte atter sin paryk og skæg på . Hå stod i begreb med af forlade stuen og kastede endnu et hafuldt blik på fil stakkels offer . Han gik hen til hende og rakte hende hånden . — farvel , Hulda ; jeg behøver vel ikke at bede dem om ikke at glemme mig , jeg seer på deres smukke ansigt , at jeg har gjort et dybt indtryk på dem ! Han så atter gennemtrængende på hende . Hulda var i den skrækkeligste angst ; skrige turde hun ikke og hun søgte så godt som muligt at trække fin hånd til sig ; men tirret ved hendes modstand greb han hende fast om livet og kyssede hende gentagende gange . Hulda gav et højt gennemtrængende skrig fra sig , men da der kom hjælp var Konrad Gautin allerede langt borte . Med fortvivlelse i hjertet ventede hun Charles ' hjemkomst . Konrad havde haft ret , hun kunne ikke glemme ham ! Uhyret gik ned i haven for at træffe begge børnene dernede ; han så dem sidde på en bænk og Dinora læste for broderen . Hurtigt nærmede han sig dem , bød dem hånden °g sagde : — farvel , Dinora , nu må jeg rejse , men hils din fader og moder og sig dem , at jeg snart , meget snart kommer igen ! Med disse ord forlod han skyndsomt haven . syvogtyvende kapitel . Den hemmelige dame — å , hvor det dog er varmt i dag ! udbrød miss Elling kælent og lænede sig tilbage i sofaen . Kom , Paul , sæt dig her ved siden af mig . Paul — miss Ellings forlovede — rejste sig og gik hen til hende . Han så tankefuld og bekymret ud . — du er ikke glad i dag , udbrød miss Elling og drog ham ned til sig . Hvorfor er du så tavs ? Mr . Baltter svarede ikke , men den retning hans blik i dette øjeblik søgte , fik miss Elling til af skære tænder af harme . - atter hende ! tænkte hun og så medet hadefuldt blik på Lisette , der i dette øjeblik trådte ind ad døren . — de må gerne gå igen , Lisette , jeg vil ikke have selskab i dag ! Lisette var næppe kommet ind ad døren , men hun » endte sig strar om og » ilde forlade stue « uden af sige noget . — å nej , vent et øjeblik endnu ! råbte miss Elling og pegede ned mod gulvet . — tag mit lommetørklæde op , jeg tabte det ! Lisette trådte rask frem og ville tage lommetørklædel , men Otto oz mr . Baltter rejste sig i samme øjeblik og Otto overrakte med en ironisk mine fin erobring til søsteren . Lisette betragtede tons dette skuespil og smilede næsten umærkelig . — har de andet at befale ? spurgte hun . — o nej , men måske Otto ville tale lidt med dem , jeg synes han seer så nedslagen ud . Lisette vendte sig rask om , for at skjule sin harme og fin rødmen , og forlod stuen . Hun var næppe gået før Otto og mr . Baltter for op imod miss Elling . — hvor du er ond , Konstance ! råbte Otto i vrede ; hvor kunne du nænne at krænke hende så dybt . Tror du , at du — fordi du er rig - har ret til at krænke og ydmyge enhver , som du kommer i berøring med ? Han rejste sig heftigt og forlod værelset . Mr . Valtter talte ikke meget med miss Elling den dag og hun var så fornærmet , at ingen kunne gøre hende tilpas . Lisette undgik hende også så meget som muligt og miss Elling — der syntes at lægge mærke hertil — pinte og plagede hende , hvor hun så hende den følgende dag var det mrs . Ellings fødselsdag og der skulle da være stort gilde , som tillige skulle gælde som afskedsgilde for miss Elling , der otte dage derefter skulle rejse med sin brudgom . O , hvor mrs . Elling havde travlt ; hun løb frem og tilbage , og gav befalinger til højre og venstre . den stakkels Lisette var så træt . som om hun havde gået mange mil . Otto så hun ikke hele dagen og han undgik hende så meget som muligt . Ingen havde dog tid til at bemærke hans fraværelse ; han sad på tit værelse og havde ikke ladet sig se hverken ved frokosten eller middagsbordet . Ingen tænkte derpå , undtagen Lisette . Hun savnede det milde anfigt overalt , hvor han kunne være hende behjælpelig med at frelse hende fra de stygge damers bidende bemærkninger . Lidt efter middag kom han dog ned i salen . Lisette og miss Elling vare netop i færd med at pynte denne til om aftenen . Mrs Elling stod og så til . Otto trådte langsomt ind i salen ; han var meget bleg . — moder , sagde han ; jeg kan ikke føje dig i at deltage i selskabet i aften ; jeg rejser om en time til Italien . — 3h , du min gud ! råbte mrs . Elling . Nej , Otto , det bliver der min sandten ikke noget af ! Du skal blive og modtage mine gæster . — jeg kan ikke . Moder ; det er min bestemte villie . Lisette var bleven ligbleg og to store tårer truede med at trille ned ad hendes kinder ; han havde en buket blomster i hånden , men hun tabte den af forfærdelse . Hnn var glad ved at have vendt ryggen til ham , thi hvorledes skulle hun kunne forklare sin bleghed og rystelse . Men miss Elling havde lagt mærke hertil og hun smilede hånligt af den unge piges følelser . Otto så Lisette tabe buketten og hendes bleghed undgik ham heller ikke ; men det var jo ikke sagt , at det angik ham . Mrs . Elling , der intet havde bemærket , vedblev at bearbejde Otto med sine forsikringer om , at han skulle blive , — at hun på ingen måde tålte nogen modsigelse fra hans side ; men da intet hjalp , så fik miss Elling en så forfærdelig påtagen krampe , at Otto måtte love at blive hjemme , for at hun ikke skulle dø derved . Aftenen indtraf og med den de ventede gæster . Lisette måtte imod sin villie varte op og Ottos venner havde intet frugter . Ved bordet sad en meget smuk lyslokket dame , ikke længer så ung , men dog med et friskt og yndigt ansigt ; hendes gemal sad ved hendes side . De lagde en overordentlig omhu for dagen imod hinanden . Lisette betragtede flere gange dette ansigt ; det forekom hende meget bekendt . Hun nærmede sig med en budding til damen . Denne tog et stykke deraf oz så op på Lisette ; men hun for sammen af overraskelse . — hvad hedder de , mit smukke barn ? sagde damen blidt . — Lisette petit , svarede hun næppe hørligt ; men ordene overdøvedes af de mange talende og Lisette bortfjerncde sig . Otto sad ikke ved bordet . Intet havde kunnet formå ham dertil . Han havde taget plads i et as de tilstødende værelser , hvor en af pigerne opvartede ham . Nero og hans velgører , der vare indbndne , havde taget plads ved bordet i salen , og Lisette følte sig endnu mere ydmyget ved at skulle opvarte i deres nærværelse . Hun gik ind i et andet værelse , for at hvile sig et øjeblik . Her var det at Otto havde taget plads . — er de træt , frøken ? råbte han hende i møde . Kom herhen og spis med mig ? — jeg er få ulykkelig , sagde Lisette ; jeg ved ikke hvad jeg ville ønske hellere end døden . Jeg kan ikke udholde dette liv , — jeg er ikke vant til at behandles således . Otto kastede fin gaffel hen ad bordet og rejste fig op . — de må ikke ønske dem døden , Lisette , de som har så meget at leve for , sægde han ømt . — de tager fejl , mr . Elling , jeg har intet at leve for , aldeles intet . — o , nu siger de noget , som de ikke mener ; når man elsker , så har man den elskede at leve for , og så må man ikke tærake på døden . — hvem siger dem at jeg elsker ? sægde Lisette « ed et smil . — o , det har jeg vidst lige siden ballet . Lisette blev blussende rød ; hun fik den tanke , at han havde gjennemsfuet hende til fordel for sig selv . — nej , de tager dog fejl , mr Elling . Hvem tør de besvære med min forfærdelige kærlighed ? sægde hun muntert og så på ham — jo , det bliver vel med ham . . . jeg tør ikke sige dem hans navn . — o jo , lad mig kun høre det , sægde Lisette . — nu så er det løvollös adoptivsøn , sægde Otto alvorlig . Lisette gav sig til at le så hjerteligt , at Otto et øjeblik stod stille og så på hende . — skulle jeg have taget fejl ? sægde han muntert , smittet af Lisettes latter . De sad dog så fortrolig og talte med ham . — ja , de har ret , mr . Elling ; men vi talte om en fælles veninde , som jeg tror , at Nero tænker lidt mere på end som for erempel på mig . Dog , lad os ikke tale mere derom ; men sig mig , mr . Elling , hvorfor rejser de fra os ? Jeg synes at de har det så godt som nøgen kan ønske sig det . Otto tav og gik frem og tilbage på gulvet . Lisette , som troede at han ikke ønskede at give hende noget svar , rejste sig for at gå . — nej , bliv et øjeblik , så skal jeg sige dem grunden til min forestående rejse , sagde Otto . Det er fordi at jeg ikke kan udholde at se dem længer . — ih , min gud , sagde Lisette næsten forskrækket ; så er det deres pligt st sige mig , at jeg ikke længer kan blive her , men at jeg må se mig om efter en anden plads . De må ikke vige pladsen for en af deres tjenestefolk . Ru vil jeg sige det til mrs . Elling og så tager jeg bort strar i morgen tidlig , for at de me oftere stak se mig — o , hvor de misforslåer mig . Frøken Lisette ; jeg mener ikke således ; nej , nej . Intet på jorden er mig så kært som dem , men jeg kan ikke udholde at se dem og tænke på at jeg elsker dem så høst og at de . . . foragter mig . Nej , det kan — det vil jeg ikke , og derfor rejser jeg ! Jeg -ar alt længe nok beskattet det . Lisette kunne ikke undertrykke et lykkeligt smil . — og de er en mand , sagde han , og de stygt « For en svag kvinde ? — ja de har ret , gør kan rar ad mh , forøg mine kvaler så meget som mulig , — de har jo grnnd dertil , da de selv bliver få meget forurettet af dem derinde . — lad os ikke tale os det mere , sagde wefte med uvilje ; men dersom jeg en bad dem om at blive , » ilde de så ? Otto for heri til hende og sagde : — o , wefte , hvad siger de der ? Gør mig ikke forrykt i hovedet , — jeg har alt måttet lige nok ! Lisette stødte ham blidt tilbage med hånden og sagde smilende : — tro endelig ikke at de « er for deres skyld at jeg beder dem derom , nej , det er for min egen skyld . — for deres skyld , frøken ! O , de gør mig så glad , — sig at jeg skal blive og jeg bliver , om jeg så skal gå meget mere igennem . Men hvoraf kommer det , at jeg vpnåer denne lykke ? — det skal jeg sige dem simpelt og ligefremt , det er fordi at her ikke er til at udholde ar være , når de ikke er her og tager mit parti mod de andre . — nu , så bliver jeg ; men vil de så i det mindste være min lille veninde , det kan de da love mig ? — ja , det lover jeg dem , sagde Lisette og rakte ham hånden . — tak , Lisette , så er jeg atter glad , så er da ikke alt håb udslukt for mig , sagde Otto og trykkede hendes lille hånd til sit hjerte . — ja , de skal dog ikke sige det ; måske at alt håb dog er udslukt for dem . - nej , Lisette , nej , det siger deres øjne og deres smil mig , og bisse to talsmænd må man stole på . Lisette trak hånden til sig og ilede afsted . Lidt senere hen på aftenen , da taflet var endt , nærmede den lyslokkede dame sig til Lisette og spurgte hende om adskillige ting . Hun havde fået at vide , at Lisette befandt sig her som selskabsdame og en sådans lod kendte hun alt for vel , til ikke at have medlidenhed med hende . Men da damen spurgte om hendes navn , blev Lisette ikke ledet forundret v « ^ at høre hende udbryde : — min broderdatter ! Lisette måtte an fortælle alt , hvorledes det var gået til at hun befandt sig her . Da Alice — thi hende var det — erfarede fia Broders og hustrues død , blev hun ligbleg og tårerne trådte hende i øjnene . — hør , lille Lisette , nu er det min pligt at sørge for dig , sagde Alice . Du vil vel helft være borte fra disse mennesker , ikke sandt . Du har det jo ikke godt her . Min egen kære niece , hvør jeg er glad ved atter at have fundet dig ; ikke sandt . Du vil jo blive hos mig ? ______o , min gud , at Iran skulle ende således ! . . . Men du taler om din guvernante , som om hu « kunne være skyld deri ; hvilket fælsomtmenaeffe at vælge til din opdragcrinde . Lisette stod med d-d ærefrygt for fin tante oz lyttede fil hendes ord . Hvor glad var hun ikke nu ved af vide , af hun havde familie , som ville tage sig af hende . Det var næste » som en drøm for hende . Nu kom mrs . Elling hen fil dem . — ah , fra grevinde , sagde hun ; finder de behag i af underhvlder dem « ed tjenestefolkene ? — kom , her er min arm , lad os forslå tiden ved spillebordet Alices ellers så blide ansigt fortrak sig af brede . — deres tjenestefolk , siger de , mrs . Elling , men de tager fejl ; denne unge pige er min niece , hendes fader » ar min Broder , og han var , så vidt jeg husker , spansk baron ; ikke sandt , Lisette , var det ikke således , og er du så ikke komtesse ? — jeg må derfor bede dem om , frue , af tale med agtelse om min familie ! Mrs . Elling stod som falden fra skyerne ; ikke et ord formåede hun af sige . Hun tilkastede Lisette et så hadefuldt blik , af den unge pige uvilkårlig kom fil af ryste derved . Hun fjernede sig med et stolt buk , for af udbasune historien fil alle tilstedeværende . — mit stakkels barn , sagde Alice , da hun var gået ; hvor du har måttet lide i al den tid ! — jeg var uvidende om hvad der var hændet dig ; jeg ville ikke skrive til Jean , da vi flakkede om i Italien og ikke havde noget blivende sted , jeg kunne så ikke få noget svar fra ham og hans kone . I dette øjeblik kom hendes gemal hen til dem . — skynd dig , Eugen , kom og hils på vor niece ; jeg har fundet hende her hos mrs . Elling . — hvad siger du , Alice , er det muligt ! råbte han og tog Lisettes hånd . Tør jeg så spørge hvilken niece det er ? Er det Fillips eller Jeans datter ? I få ord fortalte Alice ham alt , og en time efter toge de afsked , efter at have givet Lisette det løste , at afhente hende den næste dag fra mrs . Elling . otteogtyvende kapitel . Lifettes befrielse den næste dag kam Lisettes tante igen og udbad sig en samtale med mrs . Elling . Otto befandt sig i værelset , da hun trådte ind . Mrs . Elling bød mer en stol , og « den at tage den mindste notits af hendes vrede mine , begyndte mer : — frue , jeg kommer i dag til dem , for at bede dem ophæve den kontrakt der er oprettet mellem min niece og dem — hvis en sådan erifierer — da hua skal være hos mig for eftertiden . Mrs . Elling rejste sig stolt og sagde : — men det lader sig ske gøre nu , thi vi har brug for heade for øjeblikket og det er med hendes gode villie at hun er her . Z dette øjeblik trådte Lisette ind ad døren . — tante ! råbte hun glædestrålende ; jeg har drømt om dig dele ratten ! — goddag , mu herre barn , sagde Alice og om favnede heade ; da kom ret tilpas har do nøgen kontrakt med mrs . Elling ? — nej . kære tante , det har jeg ikke ; vi er komne overens « den nøgen sådan . — ja , så indser de nok , mrs . Elling , at her intet mere er at gøre for min niece . — som de vil , sagde mrs . Elling og rejste sig ; tag hende kun med dem , sad er vi fri for hende så længe . Mrs . Elling gik og Lisette stod tilintetgjort , med tårer i øjnene , og kunne ikke se på sin tante . — hvor hun er styg , sagde Alice og så efter hende . Tag dit tøj mit barn og lad os komme afsted ; vognen holder hernede . — ja , tante , lad os komme afsted , sagde hu » , men i det samme så hun hen til Otto . Alice fulgte retningen af hendes blik og smilede godmodig . Lisette kunne dog ikke i tantens nærværelse tale til ham og skyndte sig derfor op på sit værelse for af hente sit tøj ; hun var snart færdig med sin påklædning og en Karl dar tøjet ned til vognen . Hun lød atter ned i dagligstuen , for af træffe tanten , men hun var der ikke , — Otto sad der alene . Hun ville gå tilbage , men Otto havde bemærket hende og hun blev . Hun trådte hen til ham , rakte ham hånden og sagde : — nu vil jeg sige dem farvel , mr . Elling ; jeg skal nu hjem til min tante . — ja , jeg ved det , sagde Otto ; og så får jeg dem vel aldrig af se mere . Han beholdt hendes hånd i fin og så så sørgmodig ud . — der er min tante ! råbte hun og ville trække hånden til sig . men otte trykkede den fast op til sig og hviskedee : — farvel , min elskede , farvel ! vi ses vist aldrig mere . De vil søge at undgå mig , og jeg tør ikke nærme mig tik dem . Ru , lad det være som det er , jeg kan vel snart få ende på de » ! — nej , tal ikke således . Mr . Elling , de skal leve og dlive lykkelig , sægde Lisette næste » ømt . — med dem ? hviskedee Otto — det ved seg me , svarede Lisette dybt rødmende og ville atter ske fra ham . — nej , Lisette , de kommer ske bort , førend de svarer mig . Hvorfor skak seg leve ? Hvorfor skal jeg blive lykkelig ? — fordi at jeg gerne vil hase det , sægde han , idet hua trak fia hånd til sig , og ilede dort . — Mio , Lisette , et ord endnu ? råbte ban efter hende , men hu » » ar borte . I korridoren traf hun fia tande . De tog med « ed mrs . og miss Elling og kørt efter rullede vognen dort wut den glade wefte og hendes endnu gladere tante , der — da hun do ingen bør » havde — an havde sandet en slægtning , der » ar fader- og moderkos . niogtyvende kapitel . Et bedre hjem — o , hvor her er smukt og yndigt ! udbrød Lisette og drejede sig rundt på gulvet i sit nye hjem . Men , kære tante , du har gjort dig alt for megen umage med at pynte disse værelser til mig ; det er altfor smukt , jeg er ikke vant til så megen pragt . — vist ikke , mit barn ; kom nu hen og sæt dig ved bordet . Vil du skænke theen til os ? — ja , lille Lisette , min nye datter , sagde Eugen ; sæt dig her hos mig , så ville vi drikke the . Sjæleglad hoppede Lisette hen til fin onkel og satte sig ved hans side . — bær så artig , tante , og her , lille onkel , her er til dig , du skal have sidst . Hun følte sig så lykkelig i denne venlige omgivelse . Da de rejste sig fra ttebordet tog tanten hende til en side og sagde : — vil du ride , Lisette ? — o ja , tante , det vil jeg så gerne , dersom jeg må . — ja vist må du , mit barn ; her slår en smuk lille hest nede i stalden , som din onkel har købt til dig . — nå , fladrer du nu allerede af skole ! råbte Eugen muntert til fin hustru . Hvor du er skem ! — o , onkel , vil du lade være at fijænde , ellers får du med mig at bestille , sagde Lisette smilende . — ja ja da , min lille niece ; men gå nu og tag din ridedragt på , at vi kan komme afsled . — ja , det er rigtignok slemt , kære onkel , for jeg har slet ingen . — ikke det , mir bar « , så tag denne på , sagde tante Alice og viste Lisette en yndig blå ridedragt , der var en foræring fil heade . — o , tante , tante , jeg gør dig alt for megen kval ; » « har du atter haft ulejlighed for min skyld — bryd dig blot ikke om det , sagde hun godmodigt ; klæd dig nu om , medens hesten bliver sadlet , og så rider din onkel med dig , ikke sandt , engen ? — jo vist , men vil du ikke med , Alice ? — nej , ikke i dag . jeg føler mig lidt træt . Men det er sandt , Lisette , kan du ride eller skal du først lære det ? — nej , tante , takket » ære fader red jeg med ham fra sig » ar en lille pige — rå , det var so herligt , gå så mit barn . Lisette skyndte sig « ed påklædning « ! , oz snart stod hun for dem i den blå ridedragt , med de smukke krøller smukt svævænde » » der de « lille lidt kokette hat — o , hvor du er samk , mit barn , sagde hendes tante og omfævnede heade ; jeg rør næsten ikke lade dig tage bort , for af ingen skal se på dig . — er da allerede færdig , wefte ? råbte Eugen i det samme ; her er jeg . han bød hende armen , hvilken Lisette glædestrålende modtog . Hun steg tilhest ; hendes tante så derpå og hendes glæde over af hun havde fundet fin broderdatter igen , kendte ingen grændser . Onkel og niece red nu afsted ; Lisettes højeste ønske var : gud give af vi måtte møde Otto ; men dette ønske gik ikke i opfyldelse ; derimod mødte hun mrs . Elling med sin datter og dennes forlovede . Hvilke dine de satte op da de så hende . — den tåbelige tøs , sagde miss Elling spodsk ; af ride , det er uhyre simpelt , — ikke sandt , mama ? — jo , mit barn ; gud ske lov , du har da fået en opdragelse , som forbyder flig koket fremtræden , sagde den ømme moder og klappede fin datter på kinden . Lisette for afsted med sin onkel ; hendes kinders rødme forrådte den indre glæde , der besjælede hende . Hun var så glad , så glad ; men glæden varer kun kort , thi Lisette havde ikke været hos sin onkel og tante i otte dage , før hun savnede noget — noget , der kunne glæde hende over alt andet : hun havde ikke set Otto i denne tid , hun havde ikke hørt hans venlige ord når hun var bedrøvet . Hendes tante så snart med den kvinden egne indsigt til af opdage flige ting , af der var noget der nagede Lisette , skønt hun var munter og glad når hun var samlet med dem . Den gode tante vidste vel ikke hvem denne hemmelige tanke gjaldt , mm når hun ville udspørge Lisette derom , lød denne altid fin Bei . To måneder vare således forlødae ; de vare hengledne , adea af må havde mærket det . Wette red daglig en tur og nægen hver aften var hun i selskab med fin onkel og tante , ligesom de også ofte havde selskab hjemme . Hun havde flere gange truffet sammen med Nero , og han var i låg tid hendes eneste bekjendtcr . Men den lille orm , der gnavede på Lisettes hjerte , blev større og større og til sidst blev dens magt helt utålelig . Lisettes tante så det og hun besluttede i stilhed at gøre Au , for at lisefte måtte blive rigtig glad . Hun gennemgik i tankerne hvilke unge mennesker mefte kendte , men hun kunne ikke strar indse hvem hun foretrak af dem . Da mindedes hun pludselig det blik , lisefte havde sendt Otto , da hu » skulle tage dort . — i « , ham må det være ! udbrød hun glad . Om eftermiddagen , da lisefte sad ved siden af fia tante og syede , sagde hun pludselig : — lisefte , synes du at vi skulle indbyde mrs . Elling til den fest , vi agte at give » Anledning af vor bryllupsdag ? Lisefte blev blussende rod . — hvorfor spørger du mig om det , kære tante ? I den retning kan jeg ingen mening have ; mrs Elling har vel ikke været god imod mig , men derfor vil jeg dog ikke sky hende eller hendes datter . — og heller ikke hendes søn , vel lisefte ? fortsatte tanten smilende . — men tante dog , sagde lisefte og rejste sig forvirret ; du tror da ikke at . . . — nej , mit barn , jeg tror intet ; men jeg ville blot spørge dig tilråds , om du endnu havde noget imod dem , hvis ikke , da vil jeg sende indbydelse til dem . Lisette svarede ikke ; hendes hjerte bankede af glæde og håb . Tanten lagde mærke hertil og smilede skælmsk . Tredivte kapitel . En undersøgelse . — seer du , Eugen , efter alt hvad Lisette har fortalt mig , så må den guvernante være et meget sket menneske og derfor tror jeg at det var bedst , at du rejste derned og undersøgte hele sagen ; måske du endnu kunne redde hendes formue . — 3a , Alice , det ville glæde mig , dersom jeg kunne det ; wen hvad skak der blive af mig , når jeg i ak den tid ikke seer dig ? — o , da kan ook leve foruden ach ; i den korte tl , d » kommer jo snart hjem Wen . — ja , du har ret ; og vi bor desuden gøre alt for den lille forældreløse stakkel . Altså , jeg rejser derned , men ikke for efter vor bryllupsdag . — nej , god bevares , Enge » ; her skal jo også « er selskab i de » Anledning , og så ville der ikke se smukt ud når manden var borte , mm efter delte så da rejse . Og hør , kære engen , da må ske blive vred , men jeg -ar indbudt wrs . Elling og hendes son ; jeg tænker nok at hun tager med , thi siden datteren er tagen til England keder hun sig ganske forfærdeligt , og det er uke til at undres over , chi datteren skal være en meget elskværdig pige efter Mettes sigende . — ja , Alice , da har M hast dine grunde og derfor må det være rigtigt at de komme her , skønt jeg we wer denne hovmodige madame . Otte dage derefter var Enge « på vejen til Spanien . Der var sendt bro » til gren Tadlos ' familie om at tage imod ham , og på slottet var der glæde , chi de » » ar image side » ar en be » -mde åsf « dem . Da Enge » ankom blæv han » oktaze » Hjertelighed og han befandt sig så vel i disse glade menneskers ncrrvcrrelse . Det første han foretog sig var at anmode Herren i huset om en samtale . Charles var strar villig til at underrette ham om all , Jean og Jutta vedkommende . — men pigebarnet , sagde Eugen ; hvor har le gjort af hende ? - — ja , til min skam må jeg tilstå , al endfijøndt hun er min myndling , er hun flygtet og vi have søgt efter hende overalt , men uden resultat , hvilket glcrdede guvernanten usigeligt ; hun bilder sig naturligvis ind , al hun skal have hvad ver er , men hun tager fejl , så vist som der er lov og net til i landet , skal hun ikke husere der ret længe . - det var netop derom al jeg skulle tale med dem , sagde Eugen . Seer de , Lisette er flygtet til Frankrig , hvor hun opholdt sig som selskabsdame hos en engelsk famile , men havde det meget ondt der . Min hustru og jeg kom tilfældigvis i selskab der en aften og Alice blev strar slået af Lisettes lighed med Jean . Hun spurgte om hendes navn og således fandt vi da vor ulykkelige Jeans datter . Men nu er det min pligt al frelse for hende alt hvad der kan frelses , og det ville være mig kært , om de vil vcrre mig behjælpelig dermed , thi sandt al sige har jeg just ikke stor lyst til al gøre bekendtskab med den listige kvinde . Men det er sandt , gode lillier , Lisette talte om al hun havde en anelse — en meget slem anelse — om , al hendes foder og moder havde fundet døden ved et hvidt pulver , som han havde set guvernanten hælde i deres drikke ; jeg synes at det var bedst o « vi kunne overliste heade ved et forhor . — hvad siger de , hr . Sevilla ! . . . Det er umuligt . . . Lisette må have taget fest ! — nej , jeg forsikrer dem , han udtalte det ganske troskyldigt . — men hvorfor har hun aldrig talt til mig derom ? Sagde Charles noget vrurt ; det var jo ikke rigtigt af heade . — nej , mm det » ar as den gøde grund , hr . Allier , at hendes gnvervsste altid holdt hende indespærret , før at hun ikke ffolde ffaddre af skole . — min gud , har jeg kendt mage ! råbte Charles forbanset ; det har jeg mr vidst en smule af ! Bi må strar derhen . . . klæd des i hast om , min kære Sevilla ; her gælder det nok at komme jo før jo heller ! enpgtredivte kapitel . Hos Fru 3kandy — å , Lionel , ræk mig den sykurv der ? — bær så god , moder , her er den . — hør , jeg vil tale med dig ; sæt dig her ved siden af mig . Seer du , Lionel , jeg er ikke længer rolig her ; vil du ikke også være glad ved at kunne rejse bort herfra og at kunne leve frit og uafhængigt på et andet sted ? — jo , moder , det er mit højeste ønske . — nu , så gør alt i stand til at tage afsted , så ville vi rejse ved første lejlighed , naturligvis uden at grev Tadlos mærker noget . — hvorfor må han ikke vide det , moder ? - ih , tåbelige dreng , vi tage naturligvis alt hvad her er med os , det kan dir da nok tænke , og hvis de fik noget nys herom , så blev nok hundrede og et ude , — selv fik vi da lov at rejse bort uden alle disse rare ting , som dog ikke er så ganske lidt værd . Lionel rejste sig vredt fra sin moder og sagde : — du handler ikke rigtigt , moder , hvad skal den stakkels Lisette gøre når hun kommer tilbage og ikke har det mindste ? - gå din vej , du tosse ! jeg vil ikke se dig for mine øjne ! råbte Fru Tandy harmfuld og kastede sykurven med al dens indhold efter ham . Lionel for ud af døren oz lige imod to herrer , der netop slode i begreb med at træde ind . Fru Tandy rettede på sit lappetøi » g blev che så bleg af angst , som hun før var rød af harme ; thi hvad ville vel meftes formynder her med den anden herre ? hun rystede så stærkt , ar det kunne ses på hende . Begge herrerne trådte nærmere og Fru landdød dem med tit mest indtagende smil af tage plads . Eugen satte sig , thi han var træt , » en Charles blev stående med bredes funklende i alle træk . — undskyld af vi uterlige dem , sagde han hånlig ; men vi have en sag af megen vigtighed af tale om med dem . Bi kan nemlig hilse dem fra Lisette , den nage pm so » De tog dem så kærlig af . Fra Tandy for op af fia stol og sagde med tilsyneladende glæde : — o , har de fundet hende igen ? Hvor jeg dog er glad ! . . . Det-var smukt as dem ! — ti , forræderiske kvinde , som de er ! råb « Charles heftigt . Tror de ikke , af de viwe finde stor « glæde , hvis » i aldrig havde stmdet heade ? Hør mig videre og svar m^ oprigt^t , det råder jeg dem til : hvad døde Lisette « forældre as og hvem var deres læge ? Kro Tandy lignede en dødmwg i . dette øjeblik ; hun gjorde en overvrdemia anstrengelse for at synes rolig og sagde : — de døde begge af en ondartet brystsyge , det sagde lægen , og jeg plejede dem begge til det sidste . — ja , desværre for dem , sagde Charles og stirrede med væmmelse på hende . O , de er et umenneske ! råbte han og stampede i gulvet ; men vent , deres tid kommer også ! Vil de , hr . Sevilla , passe på denne dame , medens jeg går hen til dommeren . O , hr . Greve , de må ikke gå ! stønnede Fru Tandy i dødsangst og faldt på knæ for ham . — hvorfor må jeg ikke gå , frue ? — o , jeg beder dem , lad det være ; jeg vil være god og retskaffen og udsøne min synd på hvilken måde de ønsker det ! råbte hun og foldede hænderne . — de har altså begået hin synd ? De har dræbt dem begge ved gift ? — o , tilgiv mig , jeg var fattig , men ville være rig og mægtig . Jeg lod mig lede af min onde genius . . . Tilgiv mig , tilgiv mig , hent ikke dommeren , for guds skyld , hent ham ikke ! - biig bort fra mig , forfærdelige fruentimmer ! Råbte Charles og stødte den hånd tilbage , som hun bedende rakte ud imod ham . De , hr . Sevilla , må passe godt på , thi hun er listig som en slange . Dermed gik han og låsede døren forsvarligt udvendig fra . Han kørte lige til dommeren , hvem han betroede hele sagen . Dommeren kørte strar tilbage med ham ; da de stod udenfor døren til det værelse , hvori Fru Tandy befandt sig , hørte de en forfærdelig støj . — djævel ! hørte de engen råbe ; med mig skal de ingen bogt få ! Charles rev Deren op og hvilket syn viste sig for ham . På gulvet lå engen og fri Tandy stod og trampede på ham oz rev ham i håret . Hendes øjne stod vidt ådse oz angst oz vanvid stod at læse i det gamle ansigt . Dommeren og Charles trådte til oz befriede de » Stakkels fortrådte Enge « ssoua . Fra Tandy blev an underkastet et krydsforhør . I begyndelsen » ilde hun slet ikke behende noget , men lidt efter lidt fik han dog listet hele sandheden i al fia forfærdeli^hed ud af hende . Dette forhor varede i over fire timer ez Fru hand- var så træt , al hun var nær ved al fæde om . Hnn blev » n tilligemed Lionel ført i fængsel og øvrigheden forseglede alle døre og lagde beslag på huset så længe forhorerne slode på og indltl dommen var salddyrdet . Fru fand- streg oz rasede i fængstet ; men de massive more eg bindserne medede tykke jernstænger modstod al hendes anstrengelse . Lionel » ar Mere sindg . Han » ar M fin sk-w « Frihed bevidst og tålmodig sted han og ventede på al man kulde loeldde ham . toøglredivle kapitel . Dommens fuldbyrdelse på en afsides plet i en udkant af byen , som kun benyttedes til al afstraffe de dødsdømte forbrydere , var en meget stor menneskemængde samlet . Endel tømmermænd slode og arbejdede flittigt på al oprejst et skafot , der snart skulle afbenyttes . — så , udbrød den ene og tørrede sveden af panden ; nu fial vi se om hun flipper helskindet fra det ; denne gang er hun vel ikke stridig . — lad være al håne hende , Klaus , nu da hun skal dø , sagde en anden . -- jo , jeg vil håne hende ; jeg hader hende , thi hun har stadig gjort mig skade . Dengang jeg tjente hos baron petit , da fik hun mig afskediget , ved al sætte ondt for mig hos herskabet . Fruen var som et stykke legetøj i hendes hånd og udførte alt hvad . Den djævel fandt på . Da jeg var kommet bort huserede hun , som om hun var eneherre i huset og til sidst gav hun fruen og Herren gift og behandlede datteren på en tyrannisk måde . Skulle man ikke håne hende , så ved jeg ikke hvem man skulle håne . — døden forsoner alt , husk det , Klaus ! sagde den anden ufortrøden . — o , jeg ved ikke hvad jeg kunne gøre hende , dersom jeg i dette øjeblik fik fat på hende , sagde Klaus opbragt . Da jeg tle » jaget fra gården fik jeg intet arbejde i meget lang tid ; min kone oz mine små omkom af hunger og elendighed , og hvorledes kom jeg selv til at se ud . Jeg er bleven ti år ældre over ak den elendighed . . . må jeg så ikke håne hende ? . . . so , jeg ved ikke hvad seg gjorde ved vende , dersom jeg » ar dommer ; hun stalde i det mindste levende brændes . — der er hun , der er han ! indlede mængden og så ned ad brien . En karre , hvorpå sad en ligbleg kvinde , med håret vildt flagrende til alle sider , nærmede sig langsomt , som for at forøge den dødsangst , den ulykkelige kvinde sølle . Karren var rundt omkring desat » ed militær , som betragtede enhver af den dødsdømtes bevægelser . En kathvlsf præst kom kørende dag efter Karren . Mængden udslyngede forfærdelige hyl og truede rasende mod Karren . Kun med moie banede militæret sig Bei mellem de « tætte mængde . Nu trådte bødlen og hans knægt op på skafottet . Han nærmede sig kar « » , der ns » ar kommet helt hen til dem og død med et hånkut Emil Lisettes tidligere guvernante hånden . Hnn modtog den ikke , thi » ed synet af bødle « Ftvmedes enhver dråbe med i hendes årer ; hun måtte med magt stores op pa « skafottet . Præsten læste en kort ko » med hende ; hun knælede foran blokken og kort efter var Fru Tandy ikke mere . Hun havde fået Len som forskyldt ! Men før knægten kunne forhindre det , for Klaus op på skafottet , greb hendes hoved ved håret og svingede det rundt med hæftighed . — delte er for min kone , dette for mine børn oz dette for mig selv ! sagde han og gav hovedet lige så mange klask , og lød sin vej . Nogen tid derefter blev Lionel sat på fri fod , efter at han havde bevist , at han ikke havde været hjemme da mordene blev begåede , og han rejste så hurtigt han formåede bort fra skuepladsen for sin moders bedrifter . Treogtredivte kapitel . Otto . Mrs . Elling og Otto havde strar taget mod den indbydelse , som grevinde Sevilla havde sendt dem og Otto havde for første gang set Lisette , efter at hun var taget bort . Det var den første glæde han i lang tid havde opnået . Lisette havde ved festen været munter og glad — ja , hua havde ovcrlruffen sig selv i munterhed . Da den aften var hengået havde Alice bedet den at se ret ofte ind til hende , og fulgte mrs . Elling ikke indbydelsen , så benyttede Otto sig desto mere deraf , thi han besøgte dem hver aften . Alice så hvor glad Lisette var » år han kom . To måneder vare således henrnnden og i de « Tid havde Eugen stadig opholdt sig hos grev Tadlos . Otto var Alices stadige gæst og underholdt begge damerne på det bedste . — hvilket himmerige for dem , frøken petit , jmod den tid de tilbrægte hjemme hos os , hviskedee han til Lisette . — jeg vil ikke svare dem , mr . Elling , svarede Lisette ; jeg bor det mindst af alle . En aften , da de atter vare samlede , hviskedee Otto til hende : — husker de vor sidste samtale førrad de tog bort , Lisette ? Jo , det hoffede Lisette meget godt , forsikrede hun , « den at give tilkende hvad hendes hjerte læede . Mere blev der ikke sagt denne aften , men næste dag fik Lisette et langt — langt brev , som gjorde hende usigelig glad . Hva gav tanten det og gik , førrad denne havde set et mesfe bogstav deri . Da alle havde læst brevet smilede hun og gik op til Lisette . — men hvad fejler dig dog , mit barn , du -ar jo grædt , sagde hun . — ja , tante , men det er af glæde jeg græder hør , sig mig , tante , hvad skal jeg svare på dette brev ? — hvad dit hjerte siger dig , Lisette , det er det bedste . — men har du da intet derimod ? — nej , mit barn , din lykke er min , og det skulle ret glæde mig , om du kunne blive rigtig lykkelig . — tak , kære tante , for alt hvad du har gjort for mig ! — o , intet at takke for , mit barn ; men nu vil jeg gå , — skriv du så og lad mig se brevet . — nej , tante , jeg skriver sket ikke ; han kan selv komme herop og få svar . — nu , som du vil ; men så er han vel ængstelig for udfaldet af hans frieri , — var det ikke bedst om du skrev ? — det har han godt af , tante ? Dermed gik de begge ind i dagligstuen og satte sig til at sy . - ah , tante , der skal du se , han står på gaden lige for dit vindue ! Nej , har du kendt mage til menneske , han skulle vist se om der kom brev fra mig ? Men nu skal han straffes , jeg vil sket ikke se til -am mere . O , hvor det er morsomt , han gør sig den største umage for at få dig til at se på ham ! hendes tante truede ad hende og sagde : — du er for streng imod ham , Lisette ; men an vinker jeg af ham , så kan du have det så godt . Alice vinkede virkelig af den udenforftående unge mand , og han lød mere end han gik op til dem . — tør jeg komme ind ? sagde han og så på Lisette . — nej , mr . Elling , svarede hun rødmende . — træd de kun indenfor ! sagde hendes tante . Otto trådte ind , men blev slående ved døren og så hen til Lisette , der havde vendt sig bort , så at han . ikke kunne se hendes ansigt . Han ilede hen til hende og sagde : — frøken Lisette , jeg beder for anden gang om deres hånd og hjerte ; — skal jeg , ligesom sidst , gå bort med et knust hjerte ? — å , mr . Elling , sagde Lisette og vendte sig om til ham ; en englænders hjerte bliver ikke så let knust ! Men den tone og det blik , der ledsagede disse ord , fik Otto til at skælve af glæde . — o , frøken , det må de ikke sige , de som ved , hvor meget jeg har lidt , fordi de gav mig nej sidst ; men svar mig på mit brev , har det gjort dem vred ? Lisette så op på ham . — vred , sagde hun , det har jeg ingen grund ti ! At være , dertil har de været alt for god imod mig . — men så svar mig da , frøken , dr spænder mig jo på pinebænken ved deres taushed ! sægde Otto ømt . — ja , hvad skal jeg svare ? sægde Lisette lidt drillende , men dog med inderlig glæde . Hendes tante rejste sig , greb Ottos arm og lagde den om livet på Lisette . — de behøver intet andet svar , mr . Elling , sægde hun og smilede tilfreds . Hun vil blot drille dem lidt ! Otto trykkede Lisette til sit hjerte . — er det virkelig sandt ? sægde han . — det må det vel være , når tante siger det , svarede Lisette leende og lod sine fingre glide gennem hans hår , for at skjule sin forvirring . — nej , har du kendt mage , Paul ! udbrød mrs . Valtter ( forhen miss Elling ) , idet hun satte fig i en fløielsbetrukken sofa i sit nye hjem i London ; ar gifte sig med hende , det røber kun en dårlig smag . Mr . Valtter satte sig hos fin unge kone og sægde : — jeg synes at Otto har båret sig rigtig fornuftig ad ; jeg ved ikke en kvinde , der kan måle sig med hende i skønhed , unde og hjertensgodhed ; der må ret være en lykke før hår , ar besidde en sådan kvinde , der forstår ham og deler enhver af hans anskuelser . ' — 3 « , naturligvis . Herrerne holde jo altid med de smukke damer . Gudbevares , hun er en fuldkommenhed imod mig og alle andre ! Za , du » ar jo også svært forelsker i heade , dengang vi var derovre , og så vidt jeg husker traf jeg dig i en tete- » - « ek med hende ; do lå på knæ for heade og hun høne smægtende på sin begunstigede elsker ! Mrs . Baltter var i sin ivrighed sarer op fra sofaen ; hun stod an foran sin mand og så harmsuld på ham . — bogt dig , Konstance , lad iagen høre din rædsomme anklage mod en nag , « skyldig pige , som intet ondt har gjon dig , sagde mr . Baltter med en englænders urokkelige rolighed . — vogte mig , hvorfor vel , om jeg må spørge ? Råbte Konstance heftigt . Har jeg måske rogn ai frygte af dig ? — af mig , Konstance ? Rei , da ved du vel al da ikke har , men dv burde ikke tale så højt , når du siger en usandhed . — min gud , hvisk « tyranni ! udbrød mrs . Baltter » g for ud as stuen . Da hun var går størkede mr . Baltter fil hoved i hænderne og suskede . — skal dene vare » ed længer , så gud hjælpe mig ! sagde han halvhoit . Hvor han er styg , rædsom styg , — og det allerede nu , da vi kun har været gift en måned . Hos mrs . Elling opvakte Ottos forbindelse en endnu større forbavselse . Hun elskede fin søn og ville gøre alt for at forhindre denne mesalliance , som hun kaldte det . Frreogtreæivte kapitel . Fader og søn — men hvorfor vil du ikke , Nero ? Efter så lang tids forløb kunne de ikke længer være vrede på dig , og desuden vil en sådan rejse vcrre behagelig for dig , iscrr da du kender dem . Du skylder dem jo ligefrem tak for den tid du har opholdt dig der . Denne tale holdt hr . Bankier l^volle en dag e fin adoptivsøn , da denne havde bedet om tilladelse til at rejse udenlands , hvilket bankieren også var villig til , men han opfordrede ham til at besøge grev Tadlos ' først . — nej , kære hr . Levolle , jeg vil meget nødig derned ; men når jeg har gjennemrejst Europa kan jeg tage gennem Spanien , for at hilse på dem . Ret længe bliver jeg dog ikke hos dem . . . jeg ved ikke hvor det kan være , men jeg befinder mig ikke vel hos disse brave mennesker , det er for mig , som om jeg bær skylden for alle deres ulykker , — som om jeg ikke bør opholde mig hos dem , uden at være lumsk og snedig . Min fortid vil jeg ikke tale om til dem , den skal ingen erfare noget om , selv om det skulle koste mig mit hjerteblod . Men da det er deres ønske , hr . Levollø , da skal jeg nok besøge grev Tadlos og hans familie og takke dem for al deres venlighed imod mig . Nero holdt hånden over øjnene og sukkede dybt . — hvorfor sukker du ? sagde bankieren og kastede et næsten ømt blik på sin adoptivsøn . Er din fortid da så mørk og sørgelig , at du ikke kan tænke på den , uden at sukke ? Betro dig til mig , Nero , vi ville da i fællesskab bære den byrde , der tynger så meget på dig ; jeg skal være tavs som graven . Nero greb den gode mands hånd , trykkede den inderligt og sagde : — tro mig , min kære fader , den hemmelighed , der tynger mig , tør jeg ikke åbenbare for nogen , uden at røbe min rigtige fader — min skændige fader , som . . . Nero tav stille , greb sig atter til hovedet og styrtede ud af stuen og op på sit eget værelse . han kastede sig på en stol og udbrød : — ak , hvor jeg er ulykkelig ! Hvorhen skal jeg vende mig , hvorhen skal jeg dreje mig , uden at jeg seer farer ? Jeg så ham tydelig i går aftes ude på boulevarden ; han spadserede tæt forbi mig ; han betragtede mig med sit gennemtrængende blik , — blodet isnede i mine årer , — jeg lød det bedste jeg kunne , men siden den tid har stadig hans vrede , hævnflammende øjne slået for mig , vågen og i drømme mine barndomsminder slå atter lyslevende for mig mord , røverier , skrig og dødsrallen , eder og forbandelser ! O , min gud , min gud , når stol alt dette ende ! — stakkels plejemoder , du har det hårdt ! Du , den eneste , der holdt af barnet , den eneste der talte til det og lærte det noget godt ! Men jeg skal vide at hævne mig på dem ! råbte han næsten højt ; vent dloi , jeg skal fortælle dem at der er lov og ret til i landet ! Ja , jeg vil hævne mig på dem ! — også på din egen fader ? sagde en stemme fat ved ham og en hånd lagde sig på hans skulder . Nero , fornægter du mig , og vil hævne dig på mig ? Steg kan ikke tro det , du som har så rene hensigter ! Bed ordet „ rene “ dirrede læberne af en bitter spot . Nero var med åben mund og skræk og fortvivlelse malet i alle træk faret op og stod nu lige overfor — sin fader , ikke i stand til at sige et ord . Denne pause , under hvilken fader og søn stod og betragtede hinanden , varede i nogle minutter . — hvem er de , der vover at trænge ind i mine værelser , skønt døren er lukket ? udbrød Nero endelig . — hahaha , monsieur ! råbte hans fader . Du ved at jeg er en tyv og røver , derfor ti stille , ellers ved du nok at de hører det dernede , og hvad ville folk sige , når de erfarer , at den i selskabslivet feterede Nero lsvollø er en røvers søn ? Nero stod tavs og tilintetgjort og så på fin fader . — hvorfor vil du tilintetgøre min lykke , nu da jeg virkelig er lykkelig hos disse gode mennesker , sagde han med halvkvalt stemme . — hvorfor ? spørger du ; fordi du er min son og fordi jeg vil at du skal følge med mig tilbage til Spanien og være hos mig som forhen . — hos dig , som røver og plyndrer ! Nej , usling skal du hedde og ikke fader ! udbrød Nero harmfuld ; dette hellige navn skal aldrig komme over mine læber . . . gå din Bei , jeg følger ikke med dig , om du så lover mig alverdens skatte derfor . — du skal ! udbrød Konrad . Bort , eller jeg går ned og fortæller hvem du er og de ville da forskyde dig . — det kan du ikke , uden at røbe dig selv ! Råbte Nero . — bah ! så dum ville jeg ikke være , at fortællæ dem at jeg var din fader . — ja , så ville de ikke tro dig . — o jo ! råbte Konrad med hånlig latter , de ffal nok komme til at tro mig ; men følg nu med , vi gå strar . . . skynd dig at tage overtøjet på . — jeg viger ikke af pletten ! sagde Nero . Gå deres Bei , jeg kender dem ikke mere . — tåbelige dreng , du skal gå med ! råbte Konrad heftigt . Hører du , du skal tage med til Spanien . — jeg gør det ikke , svarede Nero med urokkelig fasthed . — du skal med , enten du vil eller ej . — jeg gør det vå ingen måde . Konrad bed sig i læeberne af harme . — nå , for sidste gang , tager du med ? — nej , svarede Nero og vendte sig bort . — ha , så tag din velfortjente løn ! råbte Konrad , aldeles ude af sig selv af raseri , og affyrede en pistol på Nero . Denne udstedte et højt skrig og faldt bevidstles om på gulvet . Men Konrad banede sig vej gennem den paneelder , ad hvilken han var kommet ind . Alle folkene , med bankieren i spidsen , stormede op mod den side af huset , hvorfra skuddet havde lydt . De åbnede døren til Neros værelse og bankieren for forfæerdet tilbage , da han så Nero ligge udstrakt på gulvet . — hvem har væiret her . . . hvem har væeret her ? råbte han ude af sig selv af smerte . Ak , min ben , min kjæere søn ! sagde han næesten grædende , idet han tog Nero på fine arme og lagde ham på sengen ; men derved vågnede Nero . — er han borte ? råbte han og greb sig til hovedet . O , hvor ffcendigt at true mig ! Ha , hvilken fader , hvor jeg hader ham . . . og dog er han min fader , han par givet mig livet og tager det nu igen ! — hvad tiger du , min søn , sagde levolle ; har her vcrret nogen og voldt dig fortræd ? Nero rejste sig og tog sig til hovedet ; men da han tog hånden tilbage var den plettet med blod . Min gud , hvad har man gjort ved dig ? Råbte bankiren . Hent læegen og kald på min kone . Levolle forlangte en forklaring over det skete , men Nero næegtede på det bestemteste at give en sådan . Læegen forbandt hans sår og i ser uger måtte Nero holde sengen . I denne tid udsendte bankieren hver dag spejdere , for at finde gerningsmanden , og politiet satte sig også i bevægelse , men alt uden noget resullat . Nero var ofte helt sindsforvirret og hans tale sorffroekkede i den grad den gode , retfærdige bankier , at denne stundom rejste sig , for ikke at høre mere . Nero havde lidt meget i denne tid ; han kæempede med tit eget hjerte . Hans stolthed var ydmyget , hans hjerte krympede sig under bæegten af hans faders forbrydelser og stnndom ønskede han sig døven . Hvilken tilværelse , at have en sådan -fader , som måske ville forfølge ham overalt hvor han gik og stod ! i den sidste tid af fin sygdom havde Nero fået Fru levolle til at pakke alt hans tøj sammen . — når jeg kommer op og er så rafl , at jeg kan gå oprejst , så rejser jeg og kommer først tilbage til eder om 5 æ 6 år , sagde han . Fruen så medlidende på ham ; i hans feber « Fantasier havde hun erfaret hemmeligheden med hans familieforhold og hun gjorde derfor ingen indvendinger . Syv uger efter tog Nero afsted med sin kærlige ben og forsørger og dennes hustru . De fulgte den nu så blege yngling til baneßmionen Nero havde taget afsted med dem , de viftede med deres lommetørklæder og toget satte sig i bevægelse . Det var allerede kommen et godt stykke hen ad vejen , da en mørk mand , iført slængkappe , stormede hen imod stationen ; men da han så det bortilende tog råbte han : — for silde ! for silde ! Alt er tabt ! — o , hvordan har han det efter vort sidste møde ? . . . Min søn , min søn , det sfete i overilelse , men du trodsede migog jeg er så heftig ! Han vendte sig hurtig bort , da han så hr . og Fru levolle stå lige dag ved ham ; de havde hørt alt hvad han sagde . — hvor han ligner Nero , hviskedee bankieren til fin hustru . — men Neros ansigt er mere ædelt og venligt , svarede Fru levolle ; menneflekærligheden står malet i hans ansigt , hvorimod må hos denne mand kun læser dyrets utæmmelige lidenskab . Manden , som stod foran dem , havde hørt alt hvad de sagde . Han vendte sig om , og sendte dem et stolt , lynende blik , der isnede Fru levolle helt ind i hjertet , og som fik bankieren til at fare sammen , så foragteligt og koldt var det — og derpå forsvandt han blandt mængden . — min gud , hvor han dog seer forfærdelig ud ! Mumlede Fru levoll « og skælvede . Lad os gå hjem . De gik begge bort . Ikke et ord blev talt på hele hjemvejen . — gud ske lov , nu er han da langt borte , sagde bankieren , da de endelig var kommet hjem ; når han nu blot ikke forfølger ham , thi da er beder vist ingen nåde for ham længer . Stakkels , stakkels forvildede barn , du har måttet døje meget ondt , og du er dog så ung endnu ; men du skal få det godt , hos mig er din hemmelighed bevaret , aldrig skal den komme over mine læber . Imidlertid rullede Nero afsled i en rivende fart . Den unge mand sad eftertænksom og stirrede ud på de umådelige landstrækninger , der viste sig for hans blik , men uden at tage nogen notids Heras gled de forbi ham og Neros tanker havde taget en anden retning , — de vare hos hans fader . Hvor var han nu ? Mon han havde fulgt efter ham ? Kendte han fin fader ret , så flap han ikke tit bytte således ud af hænderne og Nero ventede sig derfor det v « rste . En dyb smerte bemæegtigede sig den ulykkelige unge mand ved disse tanker . Femogtredivte kapitel . 5 år efter med den « rede l « sers tilladelse gå vi b år frem i tiden og ville da atter indfinde os på grev Tadlos ' gods . Hvor alt er forandret her ! Smukke anl « g og dejlige blomsterbed smykke haven ; træerne bugne af sydlandsk frugt ; flere nymodens lysthuse er smagfuldt hensatte vå de mest udsigtsrige steder . Slottet selv er undergået en fuldst « ndig forandring . Det er morgen . En ung dame , med en stor hvid havehat , hvorom er flynget et lille bånd , sidder i et af lysthusene . Den hvide mousselins morgenkjole flutter fljønt om hendes ranke lemmer . Hun syer flittig på en hvid knipling , som hun af og til lader hvile i skødet , for at se op til slottets vinduer . — nej , hvor de sove deroppe , sagde hun smilende ; de skulle blot vide at jeg har været så tidlig oppe oz sidder her og syer ! O , hvor hun er fød ! ville de udbryde , der i dette øjeblik kunne betragte hende . Hun kastede hatten i græsset og syede derpå atter flittigt , medens hun holde følgende tale til sig selv : — hvor moder vil blive glad når hun seer denne fine knipling , den skal hun have på til generalens bal , og jeg skal være så smagfuld som mulig , det har bedstefader sagt , for han tåler ikke at jeg skal stå tilbage for nogen , — ikke engang for en kongedatter . — god morgen , Donna Dinora , allerede så tidlig oppe og så flittig ! råbte en ung , lyslokkel herre og nærmede sig i det samme den unge dame . — god morgen , sagde hun og vendte det henrivende ansigt om imod ham . Herren for studsende tilbage da han så hende . — så smuk har jeg endnu aldrig set hende , hviskedee han næppe hørligt og satte sig på en stol ved siden af hende . Hendes smukke sorte øjne sænkedes mod arbejdet og et vredeslyn for ud af dem , fordi han forstyrrede hende . — hvad , allerede så tidlig oppe ! bemærkede hun med et let smil ; jeg troede også at de sov , Don Armand . — nej , Donna Dinora , siden jeg kom her til slottet kan jeg ikke sove længe . Jeg kan ikke begribe hvorledes det er sat med mig ; jeg drømmer , både når jeg er vågen og når jeg sover . Intet øjeblik har jeg ro , jeg føler mig så indesluttet ; men nu håber jeg , Donna Dinora , at de kan sætte lidt humør i mig . — man skulle ikke tro at de er en franskmand , sagde Dinora lidt stødt : de er altid så overlegen ligeover for damerne , som de anser for mindre end dem selv . — de er vred og derfor er de uretfærdig imod mig , Donna Dinora ; men de må ikke være vred på mig , det kan jeg ikke udholde . Armand støttede hovedet i hånden og så dristigt på den unge dame ; men hun kastede i hast sit arbejde over armen og rejste sig . Hun gjorde en let bøjning for den unge mand og gik , idet hendes anfigt antog et fortrædeligt udtryk . Hun nærmede sig slottet og trådte ind . — god morgen , Dinora , er du også oppe ? Råbte en smuk , ung mand , der stod i begreb med at ordne nogle blomster i en kinesisk vase . - god morgen , Karlo , svarede hun ; men hvor > al verden kan det være at du er så pyntet i dag ? — er jeg pyntet ? sagde han og så ned ad sig . 3 « , jeg fia ! forresten også ud . — ah , råbte Dinora leende . Du skal vel bringe den skønne Lucy denne buket , for at hun kan smykke sig til ballet . Karlo vendte sig i haft bort og fik hurtig fat på en Avis , i hvilken han ivrig studerede . Dinora liftede sig sagte hen til ham og så ham op i ansigtet . — tænkte jeg det ikke nok ! råbte hun ; du rødmer som en ung pige , når man taler om generalens Lucy . O , du skal ikke længer skjule det for mig , Karlo ! — ti dog stille , Dinora , lad os heller tale om dig , sagde Karlo . — om mig ? udbrød hu « ; hvad skal vi tale om mig for , — der er jo intet at tale om . — jo , Dinora , sæt dig ned hos mig , jeg vil tale med dig , det er en lille kommission , som jeg har fået at besørge . — ih . hvor du er alvorlig , Karlo , sagde hun og satte sig ved siden af ham . Nå , sig mig så hvad det er ? Karlo greb hendes hænder og sagde : — jeg ved , du er god , Dinora ; du vil ikke tilføje et menneske nogen hjertesorg , — vil du vel ? — nej , det ved d « vel at jeg ikke vil , sagde Dinora og smilede . — nu , så . . . ja jeg ved ikke rigtig hvorledes jeg skal komme frem med det . . . men kort sagt , du ved at Armand le villa nu har opholdt sig her hos os i to måneder og i den tid hverken haft ro esl » Fred , og det er din skyld . — nej , du må ikke afbryde mig , han er af « del franst familie og kan med tiden arve en meget rig onkel , han elsker dig , og har bedet mig sige dig det , da han ikke selv har mod til det . Det var kun dette jeg ville sige , og da jeg kender dit gode hjerte har jeg ikke taget i betænkning at meddele dig hvor ulykkelig han er , og du er som i agt skyld deri . Dinora rejste sig stolt og sagde : — er du min Broder og taler således ? Karlo , har jeg givet ham anledning til at forelske sig i mig ? Er jeg ikke altid kold og frastødende imod ham , og hvad kan der forlanges mere ; vil du have at jeg skal skjule mig for ham ? — min skyld ! nej , det må du ikke sige ; lad ham blot passe sig selv , jeg skal ikke foruleilige ham . Men holder du det mindste af mig , Karlo , så beder jeg dig , tal aldrig om ham til mig , jeg svarer dig ikke mere derpå . Dinora rejste sig og gik . — ja , du er i sandhed smuk , Dinora , især når du er vred , sagde Karlo efter hende og gik ud i haven . Armand kom styrtende hen imod ham . — har du sagt hende det ? spurgte han og så på Karlo . * — ja , Armand , men hun ville ikke give mig nøget svar ; — jeg forstår mig heller ikke på sådanne sager ; jeg har ganske vist fornærmet hende imod min villie . — o , jeg tåbe , at stole på dig ! udbrød Armand lidenskabeligt ; men jeg vil selv tale med hende , — hendes frastødende væsen mod mig nærmer mig mere og mere til hende . Jeg er lige ved at blive gal . — fat dig dog , Armand , du tager på veje som jeg ved ikke hvad . — o , hvor kan du tale således , du som er så rolig ; hav medynk med mit hæftige sind og spot mig ikke . Armand løb ind i slottet . I salen sad en ældre dame og en endnu ældre herre . Tiden har taget på dem . Vi har kendt dem dengang de vare unge og smukke ; men de have lidt meget , det seer man af de furer , der have lejret sig på deres pander . Det er Charles og Hulda . — du ved , Hulda , at jeg ikke kan lide Armand , sagde Charles ; og desuden er vor kære Dinora en bedre skæbne værd . — ja , men måske hun elsker ham , og i så tilfældæ var det dog synd at forstyrre hendes lykke . — 0 , jeg kunne fristes til at jage ham bort ! udbrød Charles . Jeg er bange for at hun elsker ham . — hør , Charles , lad os spørge hende om vef , så få vi sandheden at vide . Dinora kom idet samme ind ad døren ; hun ilede hen og kyssede begge fine forældre . — god morgen , god morgen , fader og moder ! Lagde hun . — god morgen , mit barn , ko » og sæt dig ned hos os . Dinora satte sig og kastede fin hat på bordet ; de førte krøller faldt hende helt ned til livet . — min lille Dinora , du må ikke blive vred på os , når vi spørge dig om noget , som du måske ikke holder af at svare på , begyndte Charles ; men det er vor pligt at sige dig det . — jeg er altid villig til al -sre på dig , hvad du så end måtte sige migi udbrød den unge pige og greb fin faders hånd . > — godt , mit Dar » , så spørger jeg dig , om du synes om Armand « i » Villa ? — alter den person ! sagde Dinora næsten for « » Mig . Nej , fader , jeg har ikke det mindste tilovers for ham , og hvis du holder af mig , da lov mig , ikke et tale mere om ham , da det er mig meget imod . — det glæder os meget , Dinora ; « i vare halv » Viis bange for at du havde ladet dig henrive af hans galante væsen og smukke idre . — o nej , kære fader og moder , eder- datter lader sig ikke henrive af sådanne goder . Hun sprang hurtig op og ilede hen tu vinduet .